Fremsat den 7. oktober 2020 af beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard)

Fremsat den 7. oktober 2020 af beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring, lov om den selvejende
institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og lov om erstatningsansvar1)
(Anmeldelse af arbejdsulykker, opdatering af kapitaliseringsfaktorer m.v.)
Beskæftigelsesministeriet
§ 1
I lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr.
376 af 31. marts 2020, foretages følgende ændringer:
1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om til-
nærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved
lov fastsatte bestemmelser om produktansvar, EU-Ti-
dende 1985, nr. L 210, side 29.«
2. I § 27, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 17« til: »§§ 17 og 17 a«.
3. I § 27, stk. 4, 1. pkt., ændres »løbende ydelse« til: »løben-
de erstatning«, og »ydelsens« ændres til: »erstatningens«.
4. I § 27, stk. 4, 4. pkt., ændres »grundlag« til: »baggrund«.
5. § 31, stk. 1-3, ophæves, og i stedet indsættes:
»Arbejdsgiver skal senest 14 dage efter første fraværsdag
anmelde en arbejdsulykke, såfremt ulykken har medført fra-
vær fra tilskadekomnes sædvanlige arbejde ud over tilskade-
komstdagen.
Stk. 2. Arbejdsulykker, der ikke har medført fravær, men
som antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven,
jf. § 11, skal anmeldes af arbejdsgiver senest 14 dage efter
tilskadekomstdagen.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
6. I § 31, stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 3, 2. pkt., ændres »stk.
1-3« til: »stk. 1 og 2 samt § 34, stk. 1«.
7. § 32, stk. 1, ophæves.
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 1 og 2.
8. I § 33, stk. 1, ændres »Den anmeldelsespligtige arbejdsgi-
ver, jf. § 32« til: »Arbejdsgiveren, jf. § 31, stk. 1 og 2«.
9. I § 34, stk. 1, ændres »Beskæftigelsesministeren fastsætter
regler om, at læger« til: »Læger«.
10. § 34, stk. 2-4, ophæves.
Stk. 5 bliver herefter stk. 2.
11. I § 35, stk. 2, indsættes efter »anmeldelsen«: »af arbejds-
ulykker og erhvervssygdomme«.
12. I § 35, stk. 4, 1. pkt., ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2 og
3 samt § 34, stk. 1,«, og »mellem Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring, forsikringsselskabet og arbejdsgiveren i for-
bindelse hermed« ændres til: »i forbindelse med anmeldel-
se«.
13. I § 35, stk. 4, 3. pkt., ændres »arbejdsgiveren« til: »den
anmeldepligtige«.
14. I § 35, stk. 5, ændres »som både er sendt til Arbejdsmar-
kedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet« til: »jf. stk. 4«.
15. I § 35, stk. 6, udgår »om ulykker«.
16. I § 38, stk. 2, 1. og 2. pkt., indsættes efter »Tilskadekom-
ne«: »og nødvendig ledsager«.
17. I § 42, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 15, 17 og 18« til: »§§
15 og 17-18«.
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt
eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar, EU-Tidende 1985, nr. L 210, side 29.
Lovforslag nr. L 22 Folketinget 2020-21
Beskæftigelsesmin.,
Arbejdstilsynet, j.nr. 20195000474
BE008580
18. I § 42, stk. 2, ændres »§ 17« til: »§§ 17 og 17 a«.
19. I § 59, stk. 5, 1. og 2. pkt., ændres »økonomi- og inden-
rigsministeren« til: »social- og indenrigsministeren«.
20. I § 77, 1. pkt., indsættes efter »jf. dog«: »stk. 2 og«.
21. I § 77 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Reglen i stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse i
det omfang, der er eller pålægges erstatningsansvar efter
reglerne i lov om produktansvar.«
22. § 88, 4. pkt., affattes således:
»Arbejdsgivernes bidrag efter § 48, stk. 6, § 52, stk. 1, og
§ 54, stk. 5, opgøres efter reglen i § 48, stk. 6, 3. pkt.«
§ 2
I lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 980 af 9.
september 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 550 af 7. maj
2019 og § 15 i lov nr. 1563 af 27. december 2019, foretages
følgende ændring:
1. I § 7, stk. 2, nr. 3, ændres »Finansministeriet« til: »Skatte-
ministeriet«.
Justitsministeriet
§ 3
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 1070
af 24. august 2018, som ændret ved § 3 i lov nr. 1719 af 27.
december 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 17, stk. 1, 1. pkt., ændres »arbejdsskadeforsikring« til:
»arbejdsskadesikring«.
2. I § 17, stk. 1, indsættes som 4. pkt.:
»I det omfang der er erstatningsansvar efter reglerne i lov
om produktansvar, gælder 1. pkt. ikke i forhold til ydelser i
henhold til lov om arbejdsskadesikring.«
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. § 1, nr. 5-15, træder i kraft den 1. juli 2022.
§ 5
Stk. 1. § 27 i lov om arbejdsskadesikring, som ændret ved
denne lovs § 1, nr. 4, finder ikke anvendelse i sager, hvor
der inden den 1. januar 2030 træffes afgørelse om omsæt-
ning af løbende erstatning til kapitalerstatning i sager om
ulykker, kortvarige skadelige påvirkninger, pludselige løfte-
skader, der er indtruffet før 1. januar 2021, og erhvervssyg-
domme, der er anmeldt før 1. januar 2021, efter følgende
lovgivning:
1) Arbejdsskadesikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
376 af 31. marts 2020.
2) Lov om sikring mod følger af arbejdsskader, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 med senere
ændringer.
3) Arbejdsskadeforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
450 af 25. juni 1987 med senere ændringer.
4) Lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, jf.
lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968 med senere
ændringer.
Stk. 2. I sager omfattet af stk. 1, nr. 1-4, finder de hidtil
gældende regler anvendelse indtil 1. januar 2030.
Stk. 3. Tilskadekomne og efterladte har fra 1. januar 2030
ret til kapitalerstatning beregnet efter tidligere lovgivning,
jf. stk. 1, nr. 1-4, når kapitalerstatningen efter den tidligere
lovgivning har en højere værdi end kapitalerstatningen be-
regnet efter § 27, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 4.
Territorial afgrænsning
§ 6
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 3
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de hen-
holdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Baggrund
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Ændrede kriterier for anmeldelse af arbejdsulykker
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Opdaterede kapitaliseringsfaktorer
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3 Udfasning af tidligere kapitaliseringsfaktorer
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Betaling for transport og tabt arbejdsfortjeneste til nødvendig ledsager i forbindelse med undersøgelser
efter anmodning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5. Præcisering af praksis i forhold til tab af erhvervsevne for personer i fleksjob i forskellige bestemmelser
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Beskæftigelsesministeriet overvejelser og den foreslåede ordning
2.6. Rettelse af lovhenvisning vedrørende private selvforsikrede arbejdsgiveres forpligtelser
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.7. Samspillet med produktansvarsreglerne
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.8. Ressortændring for indstilling af et medlem til betyrelsen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
3
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Regeringen ønsker, at reglerne på arbejdsskadeområdet er
enkle og tidssvarende samt sikre, at reglerne løbende opda-
teres. Regler skal være til gavn for borgerne, arbejdsgiverne
og samfundet. Regeringen finder det derfor vigtigt at gøre
reglerne enklere og gøre op med forskellige regelsæt, der re-
gulerer det samme. På arbejdsmiljø- og arbejdsskadeområ-
det er der to forskellige sæt regler og forskellige kriterier
for, hvornår en arbejdsulykke skal anmeldes. Det er uhen-
sigtsmæssigt og bidrager til uoverskuelighed og uklarhed,
der hverken er til gavn for arbejdsgiverne, som har pligt til
at anmelde arbejdsulykker, eller de mennesker, der er kom-
met til skade. Enkle og klare retningslinjer for anmeldelse af
arbejdsulykker forventes at bidrage til, at arbejdsgiverne an-
melder korrekt og rettidigt. Regeringen ønsker derfor at har-
monisere anmeldereglerne, så arbejdsgiverne kun skal for-
holde sig til ét sæt regler.
Anmeldereglerne skal udmøntes i en fælles bekendtgørelse
efter arbejdsskadesikringsloven og arbejdsmiljøloven. Det
kræver en lovændring i arbejdsskadesikringsloven. Der er
ikke behov for ændring af arbejdsmiljøloven. Det er fortsat
de samme ulykker, der skal anmeldes, men arbejdsgiverne
skal kun forholde sig til ét sæt regler. Der ændres således ik-
ke på de nuværende retssikkerhedsmæssige foranstaltninger
omkring anmeldelse af arbejdsulykker efter både arbejds-
skadesikringsloven og arbejdsmiljøloven. Derudover fore-
slås en række tekniske opdateringer af anmeldereglerne med
henblik på at forenkle reglerne. De tekniske opdateringer in-
debærer, at enslydende bestemmelser for henholdsvis an-
meldte arbejdsulykker og anmeldte erhvervssygdomme slås
sammen.
Erstatning for tab af erhvervsevne, og i begrænset omfang
forsørgertabserstatning, kan i dag enten udbetales som en
kapitalerstatning (engangsbeløb) eller som en løbende er-
statning. Efter de gældende regler udmåles kapitalerstatnin-
ger bl.a. på baggrund af forudsætninger om, hvor mange
personer der overlever frem til pensionsalderen. I dag an-
vendes forudsætningerne i det såkaldte G82-grundlag om
dødelighed, når en løbende erstatning bliver omregnet til en
kapitalerstatning. G82-grundlaget hviler imidlertid på foræl-
dede data om dødelighed. Derfor ønsker regeringen at ud-
skifte G82-grundlaget med et mere tidssvarende grundlag
for levetidsforudsætninger. Det er regeringens opfattelse, at
det bedst eksisterende grundlag er Finanstilsynets Bench-
mark (sammenligningsgrundlag) for levetidsforudsætninger.
Benchmarkmodellen sikrer, at alle tilskadekomne eller efter-
ladte, der får en engangserstatning (kapitalerstatning), får
udmålt erstatningen på det mest retvisende grundlag om le-
vetidsforudsætninger, som afspejler befolkningens generelle
levetid på det tidspunkt, hvor erstatningen udmåles, fordi
benchmarkmodellen løbende opdateres. Det bemærkes end-
videre, at forsikringsselskaberne som udgangspunkt er for-
pligtet til at anvende Finanstilsynets Benchmark for leve-
tidsforudsætninger til hensættelser til udbetaling af arbejds-
skadeerstatninger. Det foreslås endvidere, at kapitaliserings-
faktorer fastsat på grundlag af tidligere levetidsforudsætnin-
ger udfases efter den 1. januar 2030. Formålet er, at alle til-
skadekomne efter en overgangsperiode skal have mulighed
for, at nye kapitaliseringer skal ske ud fra tidssvarende leve-
tidsforudsætninger.
Det er dog samtidig beskæftigelsesministerens opfattelse, at
ingen modtagere af kapitalerstatning skal have udbetalt en
lavere kapitalerstatning end den erstatning, de er berettiget
til efter den lovgivning, som skaden er omfattet af. Der fore-
slås derfor en undtagelsesbestemmelse, der giver modtager-
ne mulighed for at bevare retten til en kapitalerstatning, be-
regnet efter sagens oprindelige kapitaliseringsfaktorer, hvis
denne kapitalerstatning vil have en højere værdi end kapita-
lerstatningen beregnet efter det nye grundlag. Der forventes
at være tale om ganske få modtagere af kapitalerstatning,
der vil være omfattet af denne undtagelsesbestemmelse.
4
Endvidere vil en kapitalerstatning blive beregnet efter sa-
gens oprindelige kapitaliseringsfaktorer, hvis en afgørelse
genoptages på forvaltningsretligt grundlag for at genoprette
en retlig eller faktuel fejl, der er begået i en sag fra før den
1. januar 2021.
Beskæftigelsesministeriet finder også, at reglerne om erstat-
ning på arbejdsskadeområdet bør implementeres i overens-
stemmelse med en EU-dom fra 2011 om produktansvarsreg-
lerne, der betyder, at nationale regler ikke skal være til hin-
der for, at der kan rettes krav om regres mod en producent
eller mellemhandler, der er erstatningsansvarlig i medfør af
produktansvarsreglerne. Samtidig er det vigtigt for Beskæf-
tigelsesministeriet, at en sådan ændring ikke kommer til at
påvirke tilskadekomne. Beskæftigelsesministeriet finder det
nødvendigt at indføre en regresbestemmelse for arbejdsska-
desager, der skyldes en defekt ved et produkt. Det betyder,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler sagen og
træffer afgørelse om kompensation efter arbejdsskadesi-
kringsloven som i dag. Arbejdsskadeforsikringsselskaberne,
selvforsikrede enheder og Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring kan herefter rette krav om regres mod producenten eller
mellemhandleren, der er erstatningsansvarlig efter produkt-
ansvarsreglerne.
Endelig skal der gennemføres en række andre mindre tekni-
ske ændringer, herunder ressortændringer.
1.1. Baggrund
Der har i flere år været fokus på at forenkle og opdatere reg-
ler, ligesom der har været vedvarende fokus på at få arbejds-
giverne til at anmelde arbejdsulykker korrekt og rettidigt.
Det er to vigtige dagsordner, som ligger regeringen på sinde
at videreføre. Det er afgørende, at alle anmeldepligtige ar-
bejdsulykker anmeldes og sagsbehandles, således at tilska-
dekomne hurtigst muligt kan få en afklaring af sin situation.
Det kræver gode og enkle rammer, herunder også en mere
strømlinet anmeldeproces.
Det er regeringens vurdering, at det er uhensigtsmæssigt, at
arbejdsgiverne i dag skal sætte sig ind i og forstå to forskel-
lige regelsæt for at vurdere, om en arbejdsulykke skal an-
meldes til Arbejdstilsynet, Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring eller begge steder. Det er unødvendigt og bidrager ikke
til klarhed over arbejdsgivernes anmeldepligt.
Ændringerne vil medføre, at der kan udstedes en fælles an-
meldebekendtgørelse efter arbejdsskadesikringsloven og ar-
bejdsmiljøloven. Det indebærer, at også anmeldelser om ar-
bejdsulykker uden fravær, men hvor arbejdsgiveren eller an-
den anmelder har vurderet, at der kan være erstatningsberet-
tigede følger, vil kunne anvendes i og styrke det forebyg-
gende arbejdsmiljøarbejde.
Der gælder endvidere en række nærmere regler vedrørende
anmeldelse m.v. i forbindelse med henholdsvis arbejdsulyk-
ker og erhvervssygdomme, som i vidt omfang er enslyden-
de. For at gøre lovgivningen mere overskuelig, foreslås det
derfor, at de enslydende bestemmelser om arbejdsulykker og
erhvervssygdomme slås sammen.
Det samlede forslag forventes at gøre reglerne om anmeldel-
se af arbejdsulykker og erhvervssygdomme mere enkle og
overskuelige.
De nuværende lovbestemte kapitaliseringsfaktorer opdateres
ikke løbende for så vidt angår levetid (G82-grundlaget), og
afspejler dermed ikke udviklingen i befolkningens levetid
over tid. Levetidsforudsætninger, der efter gældende regler
indgår i kapitaliseringsfaktoren, er baseret på befolkningens
levetid i 70’erne. Det indebærer, at værdien af kapitaliserede
erstatninger efter gældende regler er mindre end værdien af
løbende erstatninger, fordi befolkningens generelle levetid
er steget siden 70’erne. Det er derfor nødvendigt at udskifte
G82-grundlaget med en tidssvarende levetidsfaktor.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Ændrede kriterier for anmeldelse af arbejdsulykker
2.1.1. Gældende ret
Arbejdsgiveren skal efter arbejdsskadesikringsloven anmel-
de alle ulykker, der indtræder under udførelse af arbejdet,
hvis arbejdsulykken antages at kunne begrunde krav på
ydelser efter loven, jf. § 31, stk. 1. Der vil være krav på
ydelser efter loven, hvis ulykken giver helbredsmæssige og
erhvervsmæssige følger, herunder hvis tilskadekomne selv
har betalt udgifter til behandling og hjælpemidler, som kan
dækkes af arbejdsskadesikringen, jf. § 11. Anmeldefristen er
senest 9 dage fra ulykkestidspunktet.
Anmeldepligten påhviler enhver arbejdsgiver, som i sin tje-
neste beskæftiger personer her i landet, uanset om det er
lønnet, ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående, jf. §
32, stk. 1. Dette gælder ligeledes for den arbejdsgiver, som i
sin tjeneste beskæftiger personer, der arbejder på et dansk
skib.
For en person under arbejde i privat husholdning eller under
udførelse af privat tjeneste, for hvem der efter loven ikke er
forsikringspligt, påhviler anmeldepligten arbejdsgiveren, jf.
§ 32, stk. 2. Hvis tilskadekomne som selvstændig erhvervs-
drivende eller medarbejdende ægtefælle har sikret sig selv
efter loven, eller hvis tilskadekomne er en person, der forsø-
ger at redde menneskeliv her i landet, uden dette er en natur-
lig del af dennes arbejde, foretages anmeldelsen af den på-
gældende eller dennes efterladte, jf. § 32, stk. 3.
5
En arbejdsulykke er en fysisk eller psykisk skade, der er for-
årsaget af en pludselig hændelse eller påvirkning, der har
varet i højst fem dage, og som er en følge af arbejdet, jf. ar-
bejdsskadesikringslovens § 6. Det er et krav, at ulykken er
sket på grund af tilskadekomnes arbejde eller de forhold, ar-
bejdet er foregået under, jf. § 5. Fysisk vold, trusler samt an-
den krænkende adfærd uden for arbejdstid, er omfattet, så-
fremt dette er relateret til arbejde for en arbejdsgiver.
For at vurdere om en arbejdsulykke skal anmeldes efter ar-
bejdsskadesikringsloven, skal arbejdsgiveren derfor foretage
en vurdering af, om der antages at kunne være krav på 1)
betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpe-
midler m.m., 2) erstatning for tab af erhvervsevne, eller 3)
godtgørelse for varigt mén.
Uanset om arbejdsulykken må antages at medføre ret til
ydelser efter loven, er arbejdsgiveren efter arbejdsskadesi-
kringsloven forpligtet til at anmelde arbejdsulykken, hvis til-
skadekomne ikke forventes at kunne genoptage sit arbejde i
fuldt omfang senest på 5-ugers dagen efter ulykken. Anmel-
defristen er senest på 5-ugers dagen efter ulykken, jf. § 31,
stk. 2.
Det fremgår endvidere af den gældende bestemmelse i ar-
bejdsskadesikringslovens § 31, stk. 3, at for erhvervssyg-
domme, jf. § 7, regnes anmeldelsesfristerne fra det tids-
punkt, hvor den anmeldelsespligtige har fået kendskab til, at
sygdommen må antages at være erhvervsbetinget.
Arbejdsulykken skal anmeldes til det forsikringsselskab,
hvor arbejdsgiver har tegnet arbejdsulykkesforsikring, via
Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fæl-
les elektroniske anmeldesystem, EASY. Tilskadekomne el-
ler de efterladte har efter arbejdsskadesikringslovens § 36,
stk. 1, mulighed for, inden for en frist af 1 år efter arbejds-
skadens indtræden, at rejse krav efter loven, såfremt arbejds-
giver ikke har anmeldt arbejdsskaden rettidigt. Hvis der ikke
er tegnet forsikring, skal arbejdsulykken anmeldes til Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring. Dette gælder, selvom sik-
ringspligten efter arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 4, ik-
ke er opfyldt.
Efter gældende regler i arbejdsmiljøloven forudsættes det, at
en arbejdsulykke har medført fravær fra tilskadekomnes
sædvanlige arbejde, hvis medarbejderen ud over tilskade-
komstdagen ikke kan påtage sig sin almindelige arbejds-
funktion til sin sædvanlige arbejdstid. Dette gælder også,
selvom tilskadekomne har fri grundet fx weekend eller ferie.
Det er afgørende, om medarbejderen efter tilskadekomstda-
gen vil kunne påtage sig sin almindelige arbejdsfunktion til
sin sædvanlige arbejdstid. Det anses således som fravær,
hvis tilskadekomne kun delvist vil kunne påtage sig sit sæd-
vanlige arbejde efter ulykken, uanset at medarbejderen i øv-
rigt påtager sig andre opgaver og dermed opfylder sin ar-
bejdsmæssige normtid. Den tilskadekomne kan derfor anses
som fraværende, selvom den tilskadekomne er på arbejde.
Det er uden betydning for vurderingen af fravær, om tilska-
dekomne har været fraværende på selve tilskadekomstda-
gen. Ulykken kan således anses for at have medført fravær,
selvom tilskadekomne i fuldt omfang påtager sig sit sædvan-
lige arbejde på selve tilskadekomstdagen. Omvendt vil det
ikke anses som fravær, hvis tilskadekomne alene på selve
tilskadekomstdagen ikke kan påtage sig sit sædvanlige ar-
bejde i fuldt omfang.
Beskæftigelsesministeren er efter arbejdsskadesikringsloven
bemyndiget til at fastsætte de nærmere regler om anmeldelse
af arbejdsulykker i en bekendtgørelse. Ligeledes er beskæf-
tigelsesministeren bemyndiget til at fastsætte de nærmere
regler om anmeldelse af erhvervssygdomme. Reglerne for
anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme er fast-
sat i henholdsvis bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december
2016 om anmeldelse af ulykker efter arbejdsskadesikrings-
loven til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og bekendtgø-
relse nr. 1478 af 2. december 2016 om lægers og tandlægers
pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Efter arbejdsmiljøloven skal alle arbejdsulykker, der inde-
bærer arbejdsudygtighed i mindst en dag udover skadeda-
gen, anmeldes. Anmeldefristen er inden 9 dage efter første
fraværsdag. Beskæftigelsesministeren er efter arbejdsmiljø-
loven bemyndiget til at fastsætte de nærmere regler om an-
meldelse af arbejdsulykker til Arbejdstilsynet. Reglerne er
fastsat i bekendtgørelse nr. 615 af 8. juni 2010 om anmeldel-
se af arbejdsulykker mv. til Arbejdstilsynet med senere æn-
dringer.
2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den fore-
slåede ordning
Der er i dag forskellige kriterier og frister for anmeldelse af
arbejdsulykker i henholdsvis arbejdsskadesikringsloven og
arbejdsmiljøloven. Reglerne for anmeldelse af arbejdsulyk-
ker kan derfor være vanskelige for arbejdsgiverne at navige-
re i. Dette kan medføre en større risiko for, at arbejdsulykker
ikke anmeldes korrekt, hvilket kan have negative konse-
kvenser, bl.a. fordi det forsinker arbejdsskadesagsbehandlin-
gen. Derudover kan for sen anmeldelse have negative rets-
virkninger for tilskadekomne, da erstatning for tab af er-
hvervsevne ikke kan udbetales for tiden før anmeldelsen,
uanset om tabet måtte være opstået tidligere.
For at gøre reglerne om anmeldelse af arbejdsulykker mere
hensigtsmæssige for arbejdsgiver og tilskadekomne, foreslås
det, at reglerne om anmeldelse af arbejdsulykker forenkles
ved at etablere ét fælles regelsæt om anmeldelse af arbejdsu-
lykker efter arbejdsmiljøloven og arbejdsskadesikringslo-
ven. Det kræver lovændring af arbejdsskadesikringsloven.
6
Med den foreslåede ordning harmoniseres reglerne i ar-
bejdsskadesikringsloven med reglerne om anmeldelse af ar-
bejdsulykker efter arbejdsmiljøloven, hvorefter en arbejds-
ulykke skal anmeldes, hvis arbejdsulykken medfører fravær
fra tilskadekomnes sædvanlige arbejde ud over tilskade-
komstdagen.
Med forslaget vil anmeldepligten fortsat påhvile den ar-
bejdsgiver, der efter loven er sikringspligtig. En anmelde-
pligtig arbejdsulykke skal med forslaget anmeldes senest 14
dage efter første fraværsdag. Dette gælder uanset, om tilska-
dekomne først bliver fraværende senere som følge af ulyk-
ken. Det er således første fraværsdag, der er afgørende for
anmeldefristen.
Som efter gældende regler vil arbejdsgiver derudover fortsat
være forpligtet til at anmelde arbejdsulykker, der antages at
medføre krav på ydelser efter loven. Arbejdsgiver er således
forpligtet til at foretage en vurdering af, om ulykken kan gi-
ve helbredsmæssige- eller erhvervsmæssige følger, herunder
hvis tilskadekomne har betalt udgifter til behandling og
hjælpemidler, som ville kunne dækkes af arbejdsskadesik-
ringen. Dette gælder uanset, at arbejdsulykken ikke har
medført fravær. Anmeldefristen efter dette kriterium er 14
dage efter tilskadekomstdagen.
Arbejdsulykker vil fortsat skulle anmeldes til arbejdsgivers
arbejdsskadeforsikringsselskab via Arbejdstilsynets og Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles digitale anmeldesy-
stem, EASY.
Af hensyn til implementering af de nye anmelderegler i Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikrings it-systemer foreslås det, at
disse ændringer først træder i kraft 1. juli 2022.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5-15, og til § 4, stk. 2,
samt bemærkningerne hertil.
2.2. Opdaterede kapitaliseringsfaktorer
2.2.1. Gældende ret
Erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes altid som en lø-
bende erstatning, men kan efter tilkendelsen udbetales som
en løbende erstatning eller som en kapitalerstatning efter ar-
bejdsskadesikringslovens § 27, jf. § 17, stk. 5. En løbende
erstatning udbetales månedligt, mens erstatning som kapital-
beløb er en engangsudbetaling.
Når der er fastsat et endeligt tab af erhvervsevne, skal erstat-
ningen udbetales som et kapitalbeløb, hvis tabet af erhvervs-
evne er mindre end 50 pct., jf. arbejdsskadesikringslovens §
27, stk. 1. Er tabet af erhvervsevne 50 pct. eller derover, skal
erstatningen udbetales som en løbende erstatning. Tilskade-
komne kan i disse situationer anmode om at få udbetalt den
del af erstatningen, der svarer til et tab af erhvervsevne på
50 pct., som et kapitalbeløb, jf. arbejdsskadesikringslovens
§ 27, stk. 2.
Er tilskadekomne tilkendt en løbende erstatning, kan denne
ikke omsættes til et kapitalbeløb, når pågældende er to år el-
ler mindre fra at nå pensionsalderen, jf. arbejdsskadesi-
kringslovens § 27, stk. 2. Erstatning for tab af erhvervsevne
udbetales dog som et kapitalbeløb, når tilskadekomne på af-
gørelsestidspunktet er to år eller derunder fra at nå folkepen-
sionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 983 af 23. september 2019. Det samme
gælder tilskadekomne, der har nået folkepensionsalderen, jf.
arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 1, 2. og 3. pkt. For til-
skadekomne, der er 2 år eller mindre fra at nå folkepensi-
onsalderen og for tilskadekomne, der har nået folkepensi-
onsalderen, udbetales erstatningen som et kapitalbeløb med
den faktor, der er fastsat for en person, der er 2 år fra at nå
folkepensionsalderen, ganget med den årlige løbende erstat-
ning, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 7.
Hvis tilskadekomne får tilkendt en midlertidig erstatning for
tab af erhvervsevne, udbetales denne altid som en løbende
erstatning, der ikke kan omsættes til et kapitalbeløb, jf. ar-
bejdsskadesikringslovens § 27, stk. 1, 4. pkt. Der træffes af-
gørelse om midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne,
hvis tilskadekomnes erhvervsmæssige situation ikke er af-
klaret. Dette er typisk tilfældet, hvis tilskadekomne eksem-
pelvis er under revalidering, omskoling eller modtager syge-
dagpenge. Det er muligt at træffe afgørelse om ”delte erstat-
ninger”. Ved delte erstatninger forstås, at det vurderes, at en
del af nedsættelsen af erhvervsevnen er varig, og en anden
del af erstatningen er midlertidig. Den del af erstatningen,
der vurderes til at være varig, skal udbetales som en kapita-
lerstatning, hvis den, jf. ovenfor, er mindre end 50 pct.
Derudover gælder efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a,
stk. 4, 1. pkt., en særregel, således at Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring træffer afgørelse om udbetaling af midlertidig
erstatning, når tilskadekomne modtager ledighedsydelse, el-
ler når tilskadekomne ikke er bevilget permanent fleksjob.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan dog efter anmodning
fra tilskadekomne træffe endelig afgørelse, når Arbejdsmar-
kedets Erhvervssikring vurderer, at de erhvervsmæssige for-
hold er tilstrækkeligt afklarede, jf. arbejdsskadesikringslo-
vens § 17 a, stk. 4, 2. pkt.
Erstatning for tab af forsørger til ægtefælle eller samlever
tilkendes som en tidsbestemt, løbende erstatning, der udbe-
tales med virkning fra datoen for dødsfaldet i højst ti år, jf.
arbejdsskadesikringslovens § 20, stk. 2. Den løbende erstat-
ning for tab af forsørger ophører ved udgangen af den må-
ned, hvor den efterladte når folkepensionsalderen, jf. § 1 a i
lov om social pension, jf. arbejdsskadesikringslovens § 20,
stk. 4.
7
Erstatning for tab af forsørger udbetales som udgangspunkt
som en løbende erstatning, men kan omsættes til kapitalbe-
løb efter anmodning fra den efterladte, jf. arbejdsskadesi-
kringslovens § 20, stk. 3, jf. § 27, stk. 3.
Når en erstatning for tab af erhvervsevne eller erstatning for
tab af forsørger omsættes til et kapitalbeløb, anvendes aktu-
armæssigt fastsatte principper for fastsættelse af kapitalise-
ringsfaktorer, jf. arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4.
Den årlige løbende erstatning omregnes til et kapitalbeløb
ved at gange med en kapitaliseringsfaktor, der afhænger af
flere elementer på omsætningstidspunktet.
De gældende principper for fastsættelse af kapitaliserings-
faktorer blev indført pr. den 1. juli 2007. De principper, der
indgår i fastsættelsen af kapitaliseringsfaktorerne, består ef-
ter gældende ret af dødelighedsforudsætninger, renteniveau,
regulering af den løbende erstatning, fradrag svarende til
den beskatning, der ville have været foretaget i den løbende
erstatning samt fradrag svarende til en beskatning af den
forventede kapitalindkomst. Principperne for fastsættelse af
faktorerne er fastsat med henblik på, at værdien af den er-
statning for tab af erhvervsevne, som tilskadekomne modta-
ger som et kapitalbeløb, skal være den samme, uanset om
den udbetales som et kapitalbeløb eller som en løbende er-
statning. Det får for eksempel betydning i forhold til, at en
løbende erstatning er skattepligtig i modtagerens indkomst,
hvorimod erstatningen er skattefri og ikke indgår i modtage-
rens indkomst, hvis den udbetales som et kapitalbeløb.
Forudsætningerne om dødelighed indgår således som et ele-
ment ved fastsættelsen af kapitaliseringsfaktorerne. Siden
den 1. juli 2007 har dødelighedsforudsætningerne været ba-
seret på det aktuarmæssige beregningsgrundlag G82. G82-
grundlaget opererer med antagelser om, hvor mange perso-
ner der vil dø, før de når pensionsalderen (den såkaldte dø-
delighedsantagelse). G82-grundlaget bygger på data om
livs- og pensionsforsikredes dødelighed i slutningen af
1970᾽erne.
G82-grundlaget er baseret på kønsspecifikke faktorer. Prak-
sis for kapitalisering af arbejdsskadeerstatninger har dog
siden den 1. marts 2015 været baseret på kønsneutrale kapi-
taliseringsfaktorer. Det skyldes, at EU-domstolen ved dom
af 3. september 2014 i sag C-118/13, X, EU: C: 2014: 2133
fastslog, at anvendelse af kønsspecifikke aktuarmæssige
principper ved kapitalisering af erhvervsevnetabserstatning
er i strid med ligebehandlingsprincippet i artikel 4, stk. 1, i
Rådets direktiv af 19. december 1978 om gradvis gennemfø-
relse af princippet om ligebehandling af kvinder og mænd
med hensyn til social sikring (79/7/EØF).
Renteniveauet er fra den 1. juli 2007 fastsat på baggrund af
et 5-årigt gennemsnit af den gennemsnitlige forrentning af
en 30-årig realkreditobligation.
Reguleringen af den løbende erstatning i forbindelse med
kapitalisering er baseret på et løbende 5-årigt gennemsnit for
2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten, efter lov om en satsre-
guleringsprocent, jf. lovbekendtgørelse nr. 237 af 27. febru-
ar 2020.
Beskatningen af den løbende erstatning er baseret på gen-
nemsnitlige skatteprocenter ved opgørelsen af den løbende
erstatning efter skat. For arbejdsulykker, der er indtrådt fra
den 1. juli 2007 til den 31. december 2010, og erhvervssyg-
domme, der er anmeldt fra den 1. juli 2007 til den 31. de-
cember 2010, anvendes et gennemsnit mellem skatteprocen-
ten inkl. statslig bundskat og skatteprocenten inkl. statslig
bund- og mellemskat. Da mellemskatten bortfaldt pr. den 1.
januar 2011, indgår denne ikke som en faktor for arbejdsu-
lykker, der er indtrådt den 1. januar 2011 eller senere, og for
erhvervssygdomme, der er anmeldt den 1. januar 2011 eller
senere.
Beskatningen af kapitalindkomsten er baseret på en gen-
nemsnitlig skatteprocent bestående af kommune-, bund- og
kirkeskat som skatteprocent ved beskatning af kapitalind-
komst.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra be-
styrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt inden
udgangen af oktober måned kapitaliseringsfaktorerne, der
anvendes ved omsætning af løbende erstatning til kapitalbe-
løb, der tilkendes og beregnes i det følgende år, jf. arbejds-
skadesikringslovens § 27, stk. 4, 5. pkt. Faktorerne for 2020
fremgår af Arbejdstilsynets vejledning nr. 9921 af 15. okto-
ber 2019 om omsætning af løbende erstatninger til kapital-
beløb efter lov om arbejdsskadesikring i 2020.
2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den fore-
slåede ordning
Lovens gældende dødelighedsforudsætninger, der indgår
som aktuarmæssigt princip for fastsættelse af kapitalise-
ringsfaktorer, baserer sig på G82-grundlaget, som bygger på
data om livs- og pensionsforsikredes levetid i slutningen af
1970᾽erne. Levetiden i Danmark er siden 1970’erne steget.
Levetidsforudsætningerne fra 1970’erne giver derfor ikke et
retvisende billede af den aktuelle levetid i befolkningen.
G82-grundlaget indebærer således, at tilskadekomne og ef-
terladte får udbetalt en mindre kapitalerstatning, end hvis
der blev anvendt mere tidssvarende forudsætninger om dø-
delighed. Det betyder, at værdien af erstatningen er mindre
for tilskadekomne og efterladte, hvis den bliver udbetalt
som et kapitalbeløb, end hvis erstatningen blev udbetalt lø-
bende frem til, at den pågældende når pensionsalderen. Til-
skadekomne og efterladte får derfor forholdsmæssigt for lidt
udbetalt ved omregning fra løbende erstatning til kapitaler-
statning.
8
Beskæftigelsesministeriet vurderer, at principperne for fast-
sættelse af kapitaliseringsfaktorerne skal opdateres, således
at værdien af en kapitalerstatning efter loven skal beregnes
på baggrund af aktuelle levetidsforudsætninger, der løbende
opdateres.
Der lægges med forslaget op til, at kapitaliseringsfaktorerne
fortsat fastsættes efter aktuarmæssige principper, hvor der
tages udgangspunkt i, at værdien af erstatningen for tilska-
dekomne og efterladte i princippet skal være den samme,
uanset udbetalingsmåden. De principper, der indgår i fast-
sættelsen af kapitaliseringsfaktorerne, vil således fortsat be-
stå af antagelser om dødelighed/levetid, renteniveau, regule-
ring af den løbende erstatning, fradrag svarende til beskat-
ning af den løbende erstatning samt fradrag svarende til be-
skatning af kapitalindkomsten.
Finanstilsynet indførte fra den 1. januar 2011 benchmarks
(sammenligningsgrundlag) for den observerede nuværende
dødelighed og for de forventede fremtidige levetidsforbed-
ringer til brug for sammenligning af livsforsikringsselska-
ber, pensionsselskaber m.v. Ud over at sikre, at livsforsikr-
ings- og pensionsselskaberne har tilstrækkelige hensættelser
til brug for afvikling af forpligtelserne på de policer, som
selskabet har udstedt, er formålet med modellen at udligne
ubegrundede forskelle i selskabernes levetidsforudsætnin-
ger. Livsforsikringsselskaber, pensionsselskaber m.v. er for-
pligtede til at anvende Finanstilsynets Benchmark for leve-
tidsforudsætninger eller en tilsvarende model til beregning
af hensættelser, erstatninger og priser til livsforsikringspro-
dukter.
Beskæftigelsesministeriet vurderer, at det på arbejdsskade-
området er hensigtsmæssigt at udskifte G82-grundlaget med
Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger, idet
det er det mest retvisende eksisterende grundlag.
Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger opgø-
res årligt og bygger på data fra danske livs- og pensionssel-
skabers bestande af forsikrede samt data fra Danmarks Stati-
stik. Grundlaget er baseret på data fra pensionskasser om til-
sammen 2,9 mio. mennesker (2018) og udvides løbende
med data fra flere pensionskasser. Der bruges udelukkende
danske data om dødelighed og levetidsforbedringer.
Finanstilsynets Benchmark for den observerede nuværende
dødelighed har form af fastsatte dødsintensiteter for alle ald-
re og fastsættes separat for kvinder og mænd. Benchmark
for den observerede nuværende dødelighed bygger på data
fra en række danske livsforsikringsselskaber og tværgående
pensionskasser bearbejdet af Videncenter for Helbred og
Forsikring samt Danmarks Statistik, der går fem år tilbage i
tiden og ajourføres årligt.
Finanstilsynets Benchmark for de forventede fremtidige le-
vetidsforbedringer består af en fastsat årlig procentuel re-
duktion af dødsintensiteten for alle aldre og fastsættes sepa-
rat for kvinder og mænd. Beregningen af de forventede
fremtidige levetidsforbedringer bygger på data, der er leve-
ret af Danmarks Statistik og består af befolkningsdata fra
hele Danmark. Fremskrivningen bygger på de seneste 20 års
data og ajourføres årligt.
Indførelse af Finanstilsynets Benchmark for levetidsforud-
sætninger sikrer dermed, at værdien af alle tilskadekomnes
og efterladtes kapitalerstatning fastsættes ud fra et tidssva-
rende niveau for levetid uanset udbetalingsmåden.
Der lægges med forslaget op til, at kapitaliseringsfaktorerne
fortsat justeres årligt inden udgangen af oktober måned
samtidig med, at satserne i arbejdsskadesikringsloven regu-
leres. Der lægges endvidere op til, at kapitaliseringsfaktorer-
ne fortsat fastsættes i spring af hele år og måneder, hvilket
betyder, at kapitalerstatningen fortsat tilpasses til tilskade-
komnes og efterladtes faktiske alder.
Beskæftigelsesministeriet vurderer, at Finanstilsynets
Benchmark er det mest retvisende grundlag, som eksisterer.
Det bemærkes samtidig, at Finanstilsynets Benchmark er
udviklet til brug for hensættelser i forsikrings- og pensions-
elskaber, og således ikke er specifikt udviklet til arbejdsska-
deområdet. Beskæftigelsesministeriet vil på den baggrund
igangsætte et arbejde, der skal afdække muligheden for ud-
vikling af alternativer til Finanstilsynets Benchmark, der kan
anvendes i kapitaliseringsfaktoren, når en løbende erstatning
kapitaliseres til et engangsbeløb. Beskæftigelsesministeriet
vil inddrage arbejdsmarkedets parter og Forsikring og Pen-
sion i arbejdet.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne
hertil.
2.3. Udfasning af tidligere kapitaliseringsfaktorer
2.3.1. Gældende ret
Når der gennemføres ændringer af arbejdsskadesikringslo-
ven, der påvirker tilskadekomnes eller forsikringsselskaber-
nes (sagens parter) rettigheder og/eller pligter, gælder de
nye regler efter hidtidig praksis alene for nye sager. Det vil
sige ulykker, der indtræder, og erhvervssygdomme, der an-
meldes fra ændringens ikrafttrædelsesdag.
Dette indebærer, at rettigheder og/eller pligter i en sag følger
den lovgivning, som var gældende på ulykkestidspunktet/
anmeldetidspunktet, indtil tilskadekomne eller efterladte ik-
ke længere kan rejse krav efter loven – også selvom det måt-
te være mange år efter for eksempel ulykkestidspunktet.
Dette gælder også, når der for eksempel i forbindelse med
9
en fremtidig genoptagelsessag eller anmodning om udmå-
ling af en løbende erstatning som en engangserstatning, skal
foretages en kapitalisering af en erstatning. Konsekvensen af
denne ikrafttrædelsespraksis er, at ulykker, der er indtrådt,
og erhvervssygdomme, der er anmeldt inden ikrafttrædelses-
dagen den 1. januar 2021, fortsat er omfattet af en af de fire
hovedlove på arbejdsskadeområdet, hvoraf den ældste er
ulykkesforsikringsloven fra 1933 (livsvarige ydelser), og
skal vurderes efter reglerne i den lov, der var gældende, da
skaden skete.
Principperne for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorer for-
delt på de forskellige lovperioder siden 1933, kan i skema-
form fremstilles således:
Arbejdsskadelov
Skadeda-
to
Erstatnings-op-
hør
Afløs-
nings-be-
løb
Dødelig-
hed
Rentefod
Løntalsre-
gulering
Korrek-
tion af
forskelle i
skat
Lov om forsikring mod følger af
ulykkestilfælde*
1933-
1978 Livsvarig Nej L66 8 procent Nej Nej
Lov om arbejdsskadeforsikring 1978-1992 Folkepension Ja U74 10 procent Nej Nej
Lov om sikring mod følger af ar-
bejdsskade 1993-2003 Folkepension** Ja U74 10 procent Nej Nej
Lov om arbejdsskadesikring 2004-2007 Folkepension Nej U74 10 procent Nej Nej
Lov om arbejdsskadesikring 2007-2010 Folkepension Nej G82
2010-Ni-
veau***
2010-Ni-
veau
2010-Ni-
veau
Lov om arbejdsskadesikring Fra 2011 Folkepension Nej G82 Variabel Ja Ja
* Invaliditetserstatningen efter ulykkesforsikringsloven op-
hører ikke ved folkepensionsalderen, men er livsvarig. Efter
loven skal alle erstatningsberettigede havde tilbud om en
omsætning til kapitalerstatning ved det 67. år.
** Der eksisterer en undtagelse hertil. Denne undtagelse er
ikke relevant efter udløbet af overgangsperioden i 2030.
*** Fra 2007 til 2010 blev renten fastsat variabelt – men
blev efter 2010 på grund af mellemskattens bortfald for
kommende skadeårgange fastfrosset svarende til 2010-ni-
veau.
For ulykkessager med skadedato og erhvervssygdomssager
med anmeldedato i perioden fra den 1. januar 2011 og frem
fastsættes kapitaliseringsfaktorerne efter gældende ret på
grundlag af dødelighedsforudsætningerne i det forsikrings-
tekniske beregningsgrundlag G82, med en variabel grund-
lagsrente og med variable forudsætninger om løntalsregule-
ring og beskatning.
For ulykkessager med skadedato og erhvervssygdomssager
med anmeldedato i perioden den 1. juli 2007 til den 31. de-
cember 2010 fastsættes kapitaliseringsfaktorerne også på
grundlag af dødelighedsforudsætningerne i det forsikrings-
tekniske beregningsgrundlag G82, men med en fast grund-
lagsrente i 2010-niveau og med forudsætninger om løntals-
regulering og beskatning i 2010-niveau.
For ulykkessager med skadedato og erhvervssygdomssager
med anmeldedato i perioden den 1. januar 2004 til den 30.
juni 2007 fastsættes kapitaliseringsfaktorerne på grundlag af
dødelighedsforudsætningerne i det forsikringstekniske be-
regningsgrundlag U74 med en fast grundlagsrente på 10 pct.
og uden forudsætninger om løntalsregulering og beskatning.
U74 var et forsikringsteknisk beregningsgrundlag for livren-
ter på tidligere bestande og blev anvendt af livsforsikrings-
selskaberne fra 1974 til 1982. U74 indeholdt blandt andet
oplysninger om dødelighed.
Sager fra den 1. januar 1993 til den 31. december 2003 er
omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf.
lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000, og sager fra
den 1. april 1978 til den 31. december 1992 er omfattet af
arbejdsskadeforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 450
af 25. juni 1987. Efter disse love fastsættes kapitaliserings-
faktorerne på grundlag af det daværende forsikringstekniske
beregningsgrundlag vedrørende dødelighedsforudsætninger
U74, med en grundlagsrente på 10 pct. og uden forudsætnin-
ger om løntalsregulering og beskatning. Endvidere indgår
retten til afløsningsbeløb ved pensionsalderen svarende til
enten 2 eller 4 år i fastsættelsen af kapitaliseringsfaktoren.
Sager indtil den 1. april 1978 er omfattet af ulykkesforsik-
ringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968,
og kapitaliseringsfaktorerne fastsættes på grundlag af det
daværende forsikringstekniske beregningsgrundlag L66,
med en grundlagsrente på 8 pct. og uden forudsætninger om
løntalsregulering og beskatning. L66 indeholdt dødeligheds-
tabeller, der var udarbejdet af Statsanstalten for Livsforsik-
ring. Erstatningsmodtagere efter ulykkesforsikringsloven
har ret til livslang ydelse.
10
De faste renteforudsætninger og manglende indregning af
beskatning, som gælder for sager med en skadedato/anmel-
dedato før den 1. juli 2007, indebærer generelt, at yngre til-
skadekomne har opnået en forholdsmæssig mindre værdi af
kapitalerstatningen, end ældre tilskadekomne vil opnå. Ren-
ten indgår i kapitaliseringsfaktorerne på baggrund af, hvor
mange år der er tilbage til erstatningsophør. Derfor og som
følge af renters rente effekten vil en høj fast rente indebære,
at personer med mange år til erstatningsophør får en for-
holdsvis mindre erstatning.
2.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den fore-
slåede ordning
Det foreslås, at den hidtidige praksis for ikrafttræden af ny
lovgivning på arbejdsskadeområde som udgangspunkt føl-
ges ved udskiftningen af G82 med Finanstilsynets Bench-
mark for levetidsforudsætninger. Det indebærer, at udskift-
ningen af G82 med Finanstilsynets Benchmark for levetids-
forudsætninger således kommer til at gælde for nye sager fra
ikrafttrædelsesdagen den 1. januar 2021. Det vil sige ulyk-
ker, der indtræder den 1. januar 2021 eller senere, og er-
hvervssygdomme, der anmeldes den 1. januar 2021 eller se-
nere. Tilskadekomne, der har været udsat for en arbejds-
ulykke inden den 1. januar 2021 eller anmeldt en erhvervs-
sygdom inden den 1. januar 2021, vil være omfattet af tidli-
gere lovgivning og dermed få kapitaliseret erstatning efter
de tidligere gældende principper – også i forbindelse med
kapitaliseringer foretaget efter ikrafttrædelsesdagen. For
sager med en skadedato/anmeldedato fra den 1. januar 2011
til ikrafttrædelsesdato vil det således betyde, at omsætning
af en løbende erstatning til en kapitaliseret engangserstat-
ning skal beregnes med udgangspunkt i et årlig opdateret
sæt af kapitaliseringsfaktorer med variable elementer og
med dødelighedsforudsætningerne i G82-grundlaget. I sager
med en skadedato/anmeldedato før 2011 vil der ligeledes
skulle anvendes de kapitaliseringsfaktorer, der i forvejen er
gældende.
Beskæftigelsesministeriet finder imidlertid samtidig, at det
er uhensigtsmæssigt, at tilskadekomne og efterladte, omfat-
tet af lovgivningen før ikrafttrædelsesdagen den 1. januar
2021, i mange år fremover skal have omsat løbende erstat-
ning til kapitalerstatning på baggrund af kapitaliseringsfak-
torer, der er fastsat efter forældede og utidssvarende princip-
per, og at omsætning af løbede erstatning til kapitalbeløb
skal foretages efter mange forskellige principper, der er af-
hængige af, hvornår skaden er indtrådt, men uafhængige af
udviklingen i kapitaliseringsfaktorerne. En sådan retstilstand
gør det vanskeligt at gennemskue, hvilke kriterier der gæl-
der for hvilke skadeårgange.
Beskæftigelsesministeriet finder grundlag for med forslaget
også at gennemføre ensartede principper for fastsættelse af
kapitaliseringsfaktorerne. Det foreslås derfor, at alle sager
efter en overgangsperiode bliver omfattet af de foreslåede
opdaterede principper for fastsættelse af kapitaliseringsfak-
torer. Dette gælder uanset, hvornår de er opstået. Der fore-
slås en overgangsperiode frem til den 1. januar 2030. Be-
skæftigelsesministeriet vurderer, at overgangsperioden tilgo-
deser en hensigtsmæssig balance af hensynene for sagens
parter.
I overgangsperioden, det vil sige fra den 1. januar 2021 til
og med den 31. december 2029, vil en erstatningsberettiget
med en skade før ikrafttrædelsestidspunktet få omsat en år-
lig løbende erstatning til en kapitalerstatning med anvendel-
se af den kapitaliseringsfaktor, der på omsætningstidspunk-
tet gælder for den erstatningsberettigede. Erstatningsberetti-
gede, der modtager en løbende årlig erstatning, vil ikke bli-
ve berørt af dette forslag, hvis pågældende ikke ønsker den
løbende erstatning omsat til engangserstatning.
I overgangsperioden vil reglerne for omsætning af en løben-
de erstatning vedrørende en skade før den 1. januar 2021 ik-
ke blive ændret ved dette lovforslag. En erstatningsberettiget
med et skadestidspunkt før ikrafttrædelsestidspunktet vil få
omsat en årlig løbende erstatning til en kapitalerstatning
med anvendelse af den kapitaliseringsfaktor, der gælder før
den 1. januar 2021 for denne konkrete skadeårgang og den
erstatningsberettigedes alder.
Forslaget om udfasning af kapitaliseringsfaktorerne før den
1. januar 2021 betyder, at alle kapitalerstatninger fra den 1.
januar 2030 med nogle undtagelser vil blive beregnet på
grundlag af kapitaliseringsfaktorer, der er fastsat efter Fi-
nanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger og med
den gældende forrentnings- og beskatningsmetode. Det vil
være ny-udmålte kapitalerstatninger i skader fra før 1. janu-
ar 2021, der skal beregnes efter de nye kapitaliseringsfakto-
rer. De nye kapitaliseringsfaktorer vil således finde anven-
delse på ny-kapitaliseringer (hvor tilskadekomne hidtil har
modtaget en løbende erstatning for tab af erhvervsevne) og
genoptagelsessager, hvor der udmåles ekstra (kapital)erstat-
ning, selvom afgørelsen oprindeligt er truffet efter et tidlige-
re lovgrundlag. Allerede udbetalt kapitalerstatning vil ikke
kunne genoptages og forhøjes efter de nye levetidsforudsæt-
ninger.
Modellen indebærer, at kapitaliseringsfaktorer fastsat på
grundlag af hidtidige ordninger vil blive udfaset den 1. janu-
ar 2030, jf. dog neden for om en undtagelsesmulighed, der
indebærer, at tilskadekomne og efterladte har ret til kapita-
lerstatning beregnet efter hidtidige lovgivning, når kapitaler-
statningen efter den hidtidige lovgivning har en højere værdi
end kapitalerstatningen beregnet efter de nye regler, jf. for-
slaget til § 5.
Efter den 1. januar 2030 vil alle nye kapitalerstatninger såle-
des som hovedregel blive beregnet efter Finanstilsynets
Benchmark for levetidsforudsætninger og med variabel ren-
te, selvom skadetidspunktet for ulykken eller anmeldedatoen
11
for erhvervssygdommen ligger før ikrafttrædelsestidspunktet
den 1. januar 2021. De nye principper anvendes herefter bå-
de i sager, der er omfattet af gældende lov, og for sager, der
er omfattet af tidligere lovgivning.
Hvis en sag efter 1. januar 2030 genoptages på forvaltnings-
retligt grundlag vil det dog være det retsgrundlag, som den
oprindelige afgørelse er truffet efter, der er grundlaget for
beregningen af kapitalerstatningen. Dette skyldes, at formå-
let med forvaltningsretlig genoptagelse er at genoprette den
retlige eller faktuelle fejl, der er begået ved den afgørelse,
der genoptages. Det er tillige en præmis, at genoptagelse
alene sker, hvis det forventes, at afgørelsen vil føre til et an-
det resultat.
Forslaget om udfasning og indførsel af ét princip for fast-
sættelse af kapitaliseringsfaktorer efter overgangsperiodens
udløb indebærer, at langt de fleste tilskadekomne med en
skade fra før ikrafttrædelsen vil opleve en stigning i de ud-
målte engangserstatninger. Dette følger af, at levetiden i
Danmark er steget, hvilket afspejles i Finanstilsynets Bench-
mark. Ganske få erstatningsberettigede forventes at opnå en
udmålt kapitalerstatning med lavere værdi efter overgangs-
periodens udløb.
For at imødegå risikoen for, at nogen får en lavere engangs-
erstatning efter den 1. januar 2030, hvor overgangsordnin-
gen udløber, foreslås der tillige indført en undtagelsesbe-
stemmelse, der tager højde for de situationer, hvor en mod-
tager af erstatning vil få en lavere erstatning, såfremt erstat-
ningen udmåles efter de på omsætningstidspunktet gældende
kapitaliseringsfaktorer efter udløbet af overgangsperioden.
Dette gælder særligt personer med en skadedato/anmeldeda-
to før den 1. juli 2007 med få år tilbage til erstatningsophør/
pensionsalder.
Alle tilskadekomne med arbejdsulykker, der er indtrådt, og
erhvervssygdomme, der er anmeldt, i perioden efter den 1.
juli 2007 og frem til ikrafttrædelsestidspunktet vil med me-
get stor sandsynlighed opleve en stigning uanset alder. Der
er dog for sager med en skadedato/anmeldedato mellem den
1. juli 2007 til den 31. december 2010 en minimal risiko for,
at tilskadekomne principielt kan blive berørt af lavere kapi-
taliseringsfaktorer ved den foreslåede overgang i 2030. Det
vil ske, hvis dødeligheden pludselig stiger markant, samtidig
med, at renten stiger med en effekt, der er højere end lønre-
guleringen. Det vurderes at være et ikke særlig sandsynligt
scenarie.
For skadeårgange før 2007 er billedet mindre entydigt, og
særlig udskiftningen af renteforudsætningerne og indarbej-
delsen af skat har betydning. Hertil kommer, at værdien af
afløsningsbeløbet og den livsvarige udbetaling af erstatning
ikke indregnes i de kapitaliseringsfaktorer, der er baseret på
Finanstilsynets Benchmark. Nogle få tilskadekomne fra den
periode vil opleve en stigning i den kapitaliserede erstat-
ning, mens andre vil få en lavere udbetalt erstatning, såfremt
anmodningen om omsætningen af en løbende erstatning til
kapitalerstatning indgives efter 2030. Det bemærkes, at det
er arbejdsskadesager, som har verseret i mindst 23 år på
tidspunktet for overgangsordningens ophør, og hvor det – alt
andet lige – er begrænset, hvor meget bevægelse der er i
sagerne.
For tilskadekomne med arbejdsskader før 2007 vil over-
gangsordningen betyde, at de faste renteforudsætninger på
henholdsvis 8 og 10 procent vil blive udskiftet med en
variabel rente, og at der indarbejdes fradrag for skat – for
begge dele svarer det til de regler, der har været gældende
siden den 1. juli 2007.
Ved efter overgangsordningens udløb at indføre ét princip
for kapitaliseringsfaktorer med varierende renteforudsætnin-
ger, fradrag for skat og for skadeårgange mellem 1978 og
2003 bortfald af værdien af afløsningsbeløb i kapitalise-
ringsfaktoren vil erstatningsberettigede, der er yngre end
57-59 år på omsætningstidspunktet, opleve en stigning i ka-
pitalerstatningen, hvis de efter 2030 vælger at få omsat en
løbende erstatning til en engangserstatning. En 50-årig vil
således opleve ca. 40 procents forøgelse af en kapitaliseret
erstatning. Det skyldes, at fradrag for forventet forrentning
af kapitalafkast vil blive markant lavere, som renten er aktu-
elt.
Modsat vil ældre tilskadekomne, som har få år tilbage inden
erstatningsophør, opleve en nedgang i kapitalerstatningen,
hvis de efter 2030 vælger at få omsat en løbende erstatning
til en engangserstatning. Det drejer sig om personer med en
skade mellem 1978 og 2007, og som efter 2030 er mere end
57-59 år. En 60-årig person skønnes for eksempel at ville
opleve en nedgang på cirka 10 procent, mens en 65-årig vil
have ca. 30 procents nedgang. Det skyldes, at fradraget for
skat vil være større end det fald i rente, der følger af indfør-
sel af variabel rente, og for personer med en skade før 2004
gælder tillige, at værdien af afløsningsbeløbet ved folkepen-
sionsalderen, jf. lov om social pension, ikke længere indgår i
beregningen af kapitaliseringsfaktoren.
Det skønnes, at færre end 100 personer med en skade fra før
den 1. juli 2007 vil kunne blive berørt af udfasningen og
indførelsen af et nyt princip for beregning af kapitaliserings-
faktorer. Det bemærkes, at en mindre andel end 0,3 procent
af de samlede kapitaliseringer foretages mere end 23 år efter
en skade. Det er ikke muligt at forudsige, hvilken andel og i
hvilket omfang disse maksimalt 100 personer vil opleve en
stigning eller et fald. Det vil afhænge af, hvilke konkrete
personer der på et tidspunkt efter overgangsperioden måtte
anmode om at få en løbende ydelse kapitaliseret, herunder
hvilken alder de har på omsætningstidspunktet, samt de kon-
krete rente- og dødelighedsforudsætninger, der vil være gæl-
12
dende på det tidspunkt. Endvidere vil skatteforhold og den
konkrete pensionsalder på dette tidspunkt også have indfly-
delse på den relevante kapitaliseringsfaktor. Det skønnes
dog, at flertallet af de maksimalt 100 personer vil opleve en
mindre erstatning end efter de hidtidigt gældende regler, al
den stund at den største del af de tilskadekomne med en
skade før 2007 i 2030 må forventes at være ældre end 57-59
år.
Det skønnes, at der vil være ganske få tilskadekomne med
en skade før 1978 (det vil sige med en skade, der har verse-
ret i mindst 52 år på tidspunktet for overgangsordningens
ophør), der efter 2030 vil anmode om at få omsat en løbende
ydelse til en kapitaliseret erstatning. Det vurderes, at der i
praksis alene er en teoretisk sandsynlighed for, at situatio-
nen opstår. Den teoretiske mulighed for kapitalisering af en
erstatning efter den ældre lovgivning kan ikke fuldstændig
udelukkes efter udløbet af overgangsperioden. Nye ensarte-
rede kapitaliseringsfaktorer udløber ved folkepensionsalde-
ren, jf. lov om social pension. Erstatningsberettigede med en
skade før 1978 og med ret til livslang erstatning, og som er
over folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, og sta-
dig modtager en løbende erstatning, vil dog forsat efter 2030
kunne få omsat denne til en kapitaliseret engangserstatning
ved hjælp af undtagelsesbestemmelsen (jf. nedenfor).
Det skal understreges, at skønnet over omfanget af antal
sager fra før 2007 og udgifterne i den forbindelse er forbun-
det med betydelig usikkerhed. Der er tale om et mindre antal
sager, og det præcise antal og beløbsstørrelser efter 2030 vil
afhænge af, hvilke konkrete afgørelser der bliver truffet i
konkrete sager.
For at imødegå risikoen for, at nogen får lavere engangser-
statning efter den 1. januar 2030, hvor overgangsordningen
udløber, foreslås der tillige indført en undtagelsesbestem-
melse, der tager højde for de situationer, hvor en modtager
af erstatning vil få en lavere erstatning, såfremt erstatningen
udmåles efter de på omsætningstidspunktet gældende kapi-
taliseringsfaktorer efter udløbet af overgangsperioden.
Den foreslåede undtagelsesbestemmelse indebærer, at Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring efter den 1. januar 2030 i
sager, hvor tilskadekomne efter de nye regler om kapitalise-
ret erstatning, vil få en erstatning, der er lavere end den er-
statning, tilskadekomne ville få efter de kapitaliseringsfakto-
rer, som hidtil har været gældende for tilskadekomne, vil
skulle udmåle erstatningen efter de for skaden oprindeligt
gældende kapitaliseringsfaktorer, dvs. de kapitaliseringsfak-
torer, som resulterer i en kapitaliseret erstatning med den
største værdi.
Undtagelsesbestemmelsen har således til formål at sikre til-
skadekomne bedst muligt ved, at ingen modtager af erstat-
ning vil få en mindre kapitalerstatning grundet udfasningen
af tidligere kapitaliseringsfaktorer efter udløb af overgangs-
ordningen. Det forventes, at det som udgangspunkt kun vil
være en andel af maksimalt 100 sager, hvor undtagelsesbe-
stemmelsen vil finde anvendelse.
Det forventes, at undtagelsesbestemmelsen ikke vil skulle
anvendes i sager med en skadedato/anmeldelsedato fra pe-
rioden efter den 1. juli 2007, idet modtagere af erstatning ef-
ter udløbet af overgangsordningen den 1. januar 2030, som
udgangspunkt vil få en højere kapitalerstatning efter nye
regler.
For sager med en skadedato/anmeldedato mellem den 1. juli
2007 og den 31. december 2010 vil det være nye variable
elementer samt et bortfald af fradrag svarende til mellem-
skat, som afløser de fastlåste dødelighedsforudsætninger i
G82-grundlaget og de fastlåste rente- og beskatningsforhold,
hvorfor kapitaliseringsfaktorerne for disse sager med stor
sandsynlighed vil blive større.
For sager fra den 1. januar 2011 og frem til ikrafttrædelses-
tidspunktet vil det kun være dødelighedsforudsætningerne,
der adskiller sig fra det hidtidig gældende regelsæt, og det
forventes i sagens natur ikke, at dødeligheden fremadrettet
udvikler sig negativt til et niveau, der er dårlige, end hvad
der indgår i G82.
Det forventes derfor, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
som udgangspunkt ikke vil skulle vurdere sager i forhold til
undtagelsesbestemmelsen i sager med en skade efter den 1.
juli 2007.
Det forventes endvidere, at Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring som udgangspunkt kun vil skulle vurdere sager i for-
hold til undtagelsesbestemmelsen i sager med en skade før
den 1. juli 2007. I praksis forventes det, at undtagelsesbe-
stemmelsen kun vil skulle anvendes i en andel af sager fra
perioden før den 1. juli 2007. Det forventes, at der således
som udgangspunkt kun vil være en andel af i alt maksimalt
100 sager fra denne periode, hvor der kan være risiko for, at
tilskadekomne får en lavere kapitalerstatning efter udløbet
af overgangsperioden, hvis kapitalerstatningen beregnes ef-
ter de nye regler på omsætningstidspunktet. Tilskadekomne
og efterladte vil altid kunne henvende sig til Arbejdsmarke-
dets Erhvervssikring og anmode om vejledning om undta-
gelsesbestemmelsen eller anmode om, at undtagelsesbe-
stemmelsen bringes i anvendelse.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse efter undtagel-
sesbestemmelsen er en afgørelse efter lovens § 40, der kan
indbringes for Ankestyrelsen af sagens parter efter § 44.
Der henvises til lovforslagets § 5 samt bemærkningerne her-
til.
13
2.4. Betaling for transport og tabt arbejdsfortjeneste til
nødvendig ledsager i forbindelse med undersøgelser efter
anmodning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og
Ankestyrelsen
2.4.1. Gældende ret
Tilskadekomne har efter arbejdsskadesikringslovens § 38,
stk. 2, ret til at få betalt rejseudgifter ved lægebehandling
m.v. efter stk. 1, når lægebehandlingen m.v. sker efter Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikrings anmodning. Tilskadekom-
ne har endvidere ret til at få erstatning for dokumenteret tabt
arbejdsfortjeneste ved behandling m.v. efter stk. 1, hvis fra-
været er af mindst 2 timers varighed. Efter § 38, stk. 3, gæl-
der det samme, når Ankestyrelsen har anmodet om oplys-
ningerne.
Bestemmelsen i § 38, stk. 2, skal ses i sammenhæng med
bestemmelsen i § 38, stk. 1, der pålægger tilskadekomne
snarest muligt efter arbejdsskadens indtræden at deltage i en
undersøgelse af en læge og derefter gennemgå den lægebe-
handling eller genoptræning, som lægen eller Arbejdsmar-
kedets Erhvervssikring finder nødvendig.
Formålet med § 38, stk. 1, er at tilvejebringe oplysninger om
tilskadekomnes helbredsmæssige forhold, der kan danne
grundlag for en afgørelse om anerkendelse, godtgørelse og
erstatning. Dette kan forudsætte, at tilskadekomne undersø-
ges af en læge. Undersøgelserne skal foretages snarest mu-
ligt efter arbejdsskadens indtræden. Dette skyldes, at formå-
let med undersøgelsen ellers kan forspildes.
Efter mangeårig praksis betales der tillige for transportud-
gifter og tabt arbejdsfortjeneste samt time- og dagpenge til
en eventuel nødvendig ledsager. Den mangeårige praksis
fremgår af Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings) vejledninger om betaling for behandlings-
udgifter.
§ 38, stk. 2, indeholder efter sin ordlyd hjemmel til, at til-
skadekomne kan få betalt rejseudgifter og tabt arbejdsfortje-
neste, men indeholder ikke udtrykkelig hjemmel til at betale
udgifterne til en ledsager.
2.4.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den fore-
slåede løsning
I en række situationer vil tilskadekomne ikke kunne deltage
i en lægeundersøgelse på egen hånd. Dette kan skyldes føl-
gerne af arbejdsskaden eller andre forhold. Det kan derfor
være nødvendigt for tilskadekomne at have en ledsager med
til undersøgelsen, herunder til transporten i forbindelse med
undersøgelsen for, at undersøgelsen kan gennemføres.
Ledsageren kan således sikre, at undersøgelsen gennemføres
snarest muligt og uden unødig forsinkelse, og uden at lægen
eller eventuelt hospitalet skal tage højde for særlige hjælpe-
midler eller for tolkebistand under undersøgelsen. Ledsager-
ne kan således sikre, at formålet med undersøgelsen ikke
forsinkes eller forspildes.
I forlængelse heraf er det Beskæftigelsesministeriets vurde-
ring, at § 38, stk. 2, skal fortolkes bredt, således at »tabt ar-
bejdsfortjeneste og rejseudgifter« ud fra en formålsbestemt
fortolkning omfatter alle udgifter, som er nødvendige for, at
tilskadekomne kan lade sig undersøge. Dette gælder også
udgifter til tabt arbejdsfortjeneste og transport for en ledsa-
ger, når ledsagelse er nødvendig for at kunne gennemføre
lægeundersøgelsen. Beskæftigelsesministeriet er således
enig i den gældende langvarige praksis, der ikke er under-
kendt i Ankestyrelsen.
Der vil i vurderingen af, om der kan betales for en ledsager,
skulle lægges vægt på behovet for ledsager i den enkelte
sag. Ved denne vurdering vil indgå en række elementer.
Blandt andet skadens art og omfang, tilskadekomnes mulig-
heder for at deltage i undersøgelsen, herunder transport til
og fra undersøgelsen uden ledsager, og mulighederne for at
gennemføre undersøgelsen i øvrigt uden ledsager. Der vil
være tale om en samlet vurdering, hvor de enkelte elementer
kan indgå med forskellig vægt.
Det foreslås derfor at skabe større klarhed over retsgrundlag
ved at indføre en udtrykkelig hjemmel til at betale for en
nødvendig ledsager i forbindelse med lægebehandling m.v.
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkninger-
ne hertil.
2.5. Præcisering af praksis i forhold til tab af erhvervs-
evne for personer i fleksjob i forskellige bestemmelser
2.5.1. Gældende ret
Efter arbejdsskadesikringsloven kan der tilkendes erstatning
for tab af erhvervsevne efter lovens §§ 17 og 17 a. Bestem-
melsen i § 17 er den almindelige regel om erstatning for tab
af erhvervsevne efter lov om arbejdsskadesikring og inde-
holder en række generelle regler om erstatning for tab af er-
hvervsevne, herunder for eksempel regler om starttidspunkt
og ophørstidspunkt for erstatningen. Bestemmelsen i § 17 a
er en særregel, der især fastsætter, hvorledes tabet af er-
hvervsevne skal vurderes for personer, der efter en arbejds-
skade er visiteret til fleksjob og modtager ledighedsydelse
eller er i fleksjob. Østre Landsret har i en dom af 14. april
2015, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2016, side
310 Ø, fastslået, at »§ 17 a, stk. 3 (nu stk. 4), jf. stk. 1, efter
sit formål må forstås således, at bestemmelsen finder anven-
delse i forhold til alle personer, der er visiteret til - og står
til rådighed for - fleksjob, og som i kraft heraf modtager of-
fentlig ydelse i form af ledighedsydelse, kontanthjælp eller
14
særlig ydelse i perioden indtil ansættelse i fleksjob.« Det er
således visitationen til fleksjob, der er afgørende for, at af-
gørelsen om tab af erhvervsevne skal træffes efter § 17 a –
ikke hvilken ydelse tilskadekomne konkret modtager i pe-
rioden indtil ansættelsen i fleksjob.
Endvidere fastsætter § 17 a, stk. 4, at Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring træffer midlertidig afgørelse, når tilskadekom-
ne modtager ledighedsydelse, eller når der ikke er bevilget
permanent fleksjob.
Når der træffes en midlertidig afgørelse om tab af erhvervs-
evne, indebærer dette forudsætningsvis, at sagen skal genop-
tages (revideres), når de erhvervsmæssige forhold har ænd-
ret sig eller er blevet permanente. Der fastsættes derfor i af-
gørelser om midlertidige erstatninger for tab af erhvervsev-
ne, herunder afgørelser efter § 17 a, altid en dato for genop-
tagelse af sagen. Genoptagelsen sker på foranledning af Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring. Der træffes en ny midlerti-
dig eller endelig afgørelse baseret på de aktuelle midlertidigt
eller endeligt afklarede erhvervsmæssige forhold, uanset om
forholdene har ændret sig. Træffes der en ny midlertidig af-
gørelse indebærer det, at afgørelsen genoptages igen på for-
anledning af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Midlertidige afgørelser om erstatning for tab af erhvervsev-
ne indebærer, at erstatningen skal udbetales som en løbende
erstatning, der som udgangspunkt ikke kan omsættes til en
kapitalerstatning. Bestemmelsen i § 17 a, stk. 4, indebærer,
at erstatning for tab af erhvervevne efter § 17 a skal udbeta-
les som løbende erstatning, der ikke kan omsættes til en ka-
pitalerstatning. Bestemmelsen fastslår samtidig, at der gæl-
der en undtagelse herfra, idet Arbejdsmarkedets Erhvervs-
sikring efter anmodning fra tilskadekomne kan træffe ende-
lig afgørelse, når det skønnes, at de erhvervsmæssige for-
hold er tilstrækkeligt afklarede. Dette giver mulighed for, at
erstatningen i disse situationer kan udbetales som en kapita-
lerstatning. Det er ikke en forudsætning, at der er tale om et
permanent fleksjob.
Øvrige bestemmelser og principper i § 17 og § 27 om tab af
erhvervsevne og udbetaling af erstatning gælder også for er-
statning for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17 a.
Det drejer sig blandt andet om arbejdsskadesikringslovens §
27, stk. 1, 1. pkt., hvorefter løbende årlig erstatning tilkendt
efter § 17 for tab af erhvervsevne på mindre end 50 pct. nor-
malt skal omsættes til et kapitalbeløb uden den tilskadekom-
nes samtykke. Løbende årlig erstatning for tab af erhvervs-
evne på 50 pct. og derover kan dog omsættes til kapitalbe-
løb, når tilskadekomne har anmodet herom, jf. § 27, stk. 2,
1. pkt. Erstatning kan, jf. § 27, stk. 1, 4. pkt., ikke omsættes
til kapitalbeløb, når der er truffet midlertidig afgørelse om
erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17, stk. 3, og § 17
a, stk. 4.
Efter praksis træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter
§ 17 i nogle sager såkaldte ”delte afgørelser”, hvorefter en
del af erstatningen er endelig og en anden del midlertidig.
Det er muligt at kapitalisere den del af erstatningen, der er
endeligt fastsat. Denne praksis er ikke ændret. Dette er sær-
skilt hjemlet i § 17 a, stk. 4, for så vidt angår erstatninger,
der er fastsat efter § 17 a.
Det fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 1, 1.
pkt., at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring enten efter an-
modning fra tilskadekomne eller på egen foranledning kan
genoptage erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§
15, 17 og 18, inden for en frist af 5 år fra første afgørelse,
hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev
lagt til grund for afgørelsen.
Modtageren af løbende erstatning efter § 17 skal underrette
forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at
medføre nedsættelse eller bortfald af erstatningen, ligesom
forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
skal være opmærksom på, om der indtræder sådanne foran-
dringer i modtagerens forhold, jf. lovens § 42, stk. 2. Hertil
kommer, at tilskadekomne efter almindelige retsprincipper
har pligt til at underette Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
når betingelserne for at modtage en erstatning ikke længere
er til stede. Tilskadekomne underrettes om forpligtelsen ef-
ter § 42, stk. 2, i forbindelse med afgørelser efter § 17 a.
I de gældende bestemmelser i § 27, stk. 1, 1. pkt., § 42, stk.
1, 1. pkt., og § 42, stk. 2, henvises der alene til erstatning for
tab af erhvervsevne efter § 17. Det betyder, at det ikke ek-
splicit fremgår, at bestemmelserne også gælder for tilskade-
komne i fleksjob og tilskadekomne, der er visiteret til fleks-
job, der er tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne efter
lovens § 17 a i overensstemmelse med arbejdsskademyndig-
hedernes praksis. Den gældende praksis er dermed hjemlet i
en langvarig praksis, der ikke er underkendt af Ankestyrel-
sen i forbindelse med klagesager.
Retsgrundlaget for praksis er imidlertid uklart for så vidt an-
går erstatninger, der er fastsat efter § 17 a.
2.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den fore-
slåede ordning
Beskæftigelsesministeriet finder, at det nuværende hjem-
melsgrundlag i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 1, 1.
pkt., § 42, stk. 1, 1. pkt., samt § 42, stk. 2, ikke er tilstrække-
ligt tydeligt for så vidt angår erstatninger for tab af erhvervs-
evne, der er fastsat efter § 17 a. Det nuværende hjemmels-
grundlag fremgår implicit af praksis vedrørende §§ 27 og
42. Denne praksis er tilsigtet, idet reglen i § 17 a har til for-
mål at fastsætte tabet af erhvervsevne for tilskadekomne, der
efter en arbejdsskade visiteres til fleksjob, mens andre be-
stemmelser vedrørende tab af erhvervsevne, der er fastsat
15
efter § 17, også gælder for tab af erhvervsevne, der er fastsat
efter § 17 a. Det foreslås derfor, at der skabes udtrykkelig
hjemmel til, at erstatning for tab af erhvervsevne, der er til-
kendt til personer, der efter en arbejdsskade enten er i fleks-
job eller visiteret til fleksjob efter arbejdsskadesikringslo-
vens § 17 a, også er omfattet af reglerne i arbejdsskadesi-
kringslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., § 42, stk. 1, 1. pkt., samt §
42, stk. 2.
Forslaget indebærer således, at den gældende regel om om-
sætning af erstatning for tab af erhvervsevne også omfatter
erstatning for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17 a.
Det får blandt andet betydning, når en løbende erstatning for
tab af erhvervsevne fastsat efter § 17 a, skal omsættes til et
kapitalbeløb efter § 17 a, stk. 4, når Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring vurderer, at tilskadekomnes erhvervsmæssige
forhold er tilstrækkeligt afklarede.
Tilsvarende etableres der udtrykkelig hjemmel til, at tilska-
dekomne i fleksjob og tilskadekomne, der er visiteret til
fleksjob, som får udbetalt en løbende erstatning for tab af er-
hvervsevne efter lovens § 17 a, forpligtes til at underrette
forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
om forandringer i sine forhold, som kan formodes at medfø-
re nedsættelse eller bortfald af erstatningen.
Endelig vil forslaget medføre, at der etableres udtrykkelig
hjemmel til, at tilskadekomne i fleksjob og personer, der er
visiteret til fleksjob, med en tilkendt erstatning for tab af er-
hvervsevne efter lovens § 17 a, udtrykkeligt vil være nævnt i
bestemmelsen om genoptagelse af erstatnings- og godtgørel-
sesspørgsmålene, jf. § 42, stk. 2.
Forslagene er alene en kodificering af gældende praksis og
har hverken betydning for tilskadekomnes ret til erstatning
for tab af erhvervsevne eller økonomiske konsekvenser i øv-
rigt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, 17 og 18, og be-
mærkningerne hertil.
2.6. Rettelse af lovhenvisning vedrørende private selvfor-
sikrede arbejdsgiveres forpligtelser
2.6.1. Gældende ret
Reglerne i lov om arbejdsskadesikring regulerer primært ar-
bejdsulykker, der er indtrådt fra den 1. januar 2004, og er-
hvervssygdomme, der er anmeldt fra den 1. januar 2005. Lo-
ven regulerer tillige reglerne om forsikringsselskabernes og
arbejdsgivernes rettigheder og pligter efter loven.
Ved arbejdsskadesikringslovens § 88 er der blandt andet op-
retholdt enkelte rettigheder og pligter for visse private ar-
bejdsgivere, der efter tidligere lovgivning har opnået disse
rettigheder og forpligtelser.
I § 88, 1. pkt., er det fastsat, at godkendelser af forsikrings-
selskaber, der er meddelt efter den tidligere ulykkesforsik-
ringslovgivning og arbejdsskadeforsikringslovgivning fort-
sat har gyldighed. Det drejer sig om lov om forsikring mod
følger af ulykkestilfælde, jf. lovbekendtgørelse nr. 137 af
26. april 1968 med senere ændringer, og lov om arbejdsska-
deforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987
med senere ændringer.
Efter § 88, 2. pkt., er visse private arbejdsgivere fritaget fra
pligten til at tegne arbejdsskadeforsikring, men kan vælge at
være selvforsikrede. Det drejer sig om ganske få private ar-
bejdsgivere, der har opnået tilladelsen efter § 15, stk. 13, i
lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde. Bortset fra
enkelte koncessionerede virksomheder drejer det sig for ek-
sempel om visse religiøse ordener for så vidt angår medlem-
mer, der er sikret livsvarig forsørgelse. Sådanne private ar-
bejdsgivere har efter § 88, 3. pkt., samme retsstilling efter
gældende lov om arbejdsskadesikring som et forsikringssel-
skab. For at opnå tilladelse til at være selvforsikret skulle ar-
bejdsgiveren stille en sikkerhed for at kunne opfylde sine
forpligtelser i tilfælde af arbejdsskade.
De private arbejdsgivere, der har opnået fritagelse fra plig-
ten til at tegne arbejdsulykkesforsikring, har efter § 88, 3.
pkt., samme retsstilling, herunder forpligtelser, som forsik-
ringsselskaber. At de har samme retsstilling som forsikrings-
selskaber indebærer fx, at de har partsstatus i konkrete ar-
bejdsskadesager på samme måde som selvforsikrede offent-
lige arbejdsgivere, jf. § 48, stk. 5.
Det indebærer videre, at de skal medvirke til finansieringen
af en række udgifter vedrørende visse sager på samme måde
som forsikringsselskaberne. Det drejer sig om finansierin-
gen af udgifter vedrørende sager, hvor der ikke er forsik-
ringspligt, jf. § 48, hvor arbejdsgiveren ikke har opfyldt sin
forsikringspligt, jf. § 52, og hvor et forsikringsselskab har
fået inddraget tilladelsen til at tegne arbejdsulykkesforsik-
ring, jf. § 54. Endvidere skal de betale for administrationen
af konkrete anmeldelser om arbejdsulykker, jf. § 59.
Dette fremgår af § 88, 4. pkt., i arbejdsskadesikringsloven,
der imidlertid indeholder fejlagtige lovhenvisninger vedrø-
rende de private arbejdsgiveres forpligtelser til at betale bi-
drag. De fejlagtige lovhenvisninger indebærer, at hjemlen til
at opkræve bidrag hos de selvforsikrede private arbejdsgive-
re er uklar og tvivlsom.
Reglerne om betaling af finansieringen af udgifter efter §§
48, 52 og 54 er i dag udmøntet i beskæftigelsesministerens
bekendtgørelse nr. 645 af 28. juni 2019 om finansiering af
visse erstatninger m.v., der udbetales af Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring efter arbejdsskadesikringsloven og lov om
sikring mod følger af arbejdsskade. Hertil kommer, at de
skal betale for administrationen af arbejdsskadesager i Ar-
16
bejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen efter § 59
i arbejdsskadesikringsloven, jf. bekendtgørelse 646 af 28.
juni 2019.
2.6.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den fore-
slåede ordning
Beskæftigelsesministeriet finder, at den gældende formule-
ring af § 88 med fejlagtige paragrafhenvisninger er uklar.
Det foreslås at korrigere de fejlagtige paragrafhenvisninger i
§ 88, 4. pkt., således at det klart og udtrykkeligt fremgår, at
de private selvforsikrede arbejdsgivere, der har samme rets-
stilling efter lovens § 88, skal betale til finansieringen af ud-
gifter efter §§ 48, 52 og 54, og hvilke bidrag der skal beta-
les.
Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at hjemmels-
grundlaget for opkrævningen af betaling vedrørende §§ 48,
52 og 54 hos de selvforsikrede private arbejdsgivere er hi-
storisk betinget i bestemmelserne i ulykkesforsikringsloven
og efterfølgende lovgivning sammenholdt med § 88, 3. pkt.,
hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at ”Sådanne arbejdsgivere
har samme retsstilling efter denne lov som et forsikringssel-
skab. ”.
Nærværende forslag vil indebære, at de korrekte paragraf-
henvisninger indsættes i § 88, og at det dermed udtrykkeligt
fremgår, at de selvforsikrede private arbejdsgivere skal beta-
le til finansieringen af udgifter vedrørende sager, hvor der
ikke er forsikringspligt, jf. § 48, hvor arbejdsgiveren ikke
har opfyldt sin forsikringspligt, jf. § 52, og hvor et forsik-
ringsselskab har fået inddraget tilladelse til at tegne arbejds-
ulykkesforsikring, jf. § 54.
Forslaget er en rettelse af fejlagtige paragrafhenvisninger.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 22, og bemærkninger-
ne hertil.
2.7. Samspillet med produktansvarsreglerne
2.7.1. Gældende ret
Gældende lov om arbejdsskadesikring regulerer i § 77 sam-
spillet mellem krav på erstatning efter arbejdsskadesikrings-
loven og krav på erstatning fra en ansvarlig skadevolder.
Reglerne indebærer, at arbejdsskadesikringsloven er primær
i forhold til erstatningsansvar efter dansk rets almindelige
regler om erstatning m.v., når der kan rejses erstatningskrav
efter både arbejdsskadesikringsloven og mod en ansvarlig
skadevolder, herunder et krav efter produktansvarsreglerne.
Reglen i § 77 indebærer endvidere, at ydelser efter arbejds-
skadesikringsloven ikke kan danne grundlag for regreskrav
mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningsansvar
over for tilskadekomne eller efterladte, jf. dog lovens § 10 a
om regreskrav ved skader som følge af terror. Dette fremgår
direkte af § 77 i arbejdsskadesikringsloven og af højesteret-
spraksis, herunder Højesterets dom af 16. august 1995 of-
fentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 843 H.
Ved lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar, der im-
plementerer EU-direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om til-
nærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov
fastsatte bestemmelser om produktansvar, er der indført et
objektivt ansvar for skade, der er forårsaget af en defekt ved
et produkt, jf. § 6 i produktansvarsloven. Efter denne be-
stemmelse påhviler det objektive ansvar producenten af det
defekte produkt. Efter produktansvarslovens § 10 hæfter en
mellemhandler umiddelbart over for tilskadekomne og sene-
re mellemhandlere i omsætningskæden.
Dette betyder, at tilskadekomne efter produktansvarsloven
kan vælge at rette sit krav mod producenten (producenter-
ne), mod mellemhandleren (mellemhandlerne) eller mod al-
le disse, idet de alle over for tilskadekomne hæfter solida-
risk, jf. produktansvarslovens § 11. Af produktansvarslo-
vens § 13 fremgår det, at loven ikke begrænser tilskadekom-
nes adgang til erstatning efter almindelige regler om erstat-
ning i eller uden for kontrakt eller i medfør af regler, som er
fastsat i eller i henhold til anden lovgivning.
2.7.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den fore-
slåede ordning
De nuværende regler i arbejdsskadesikringsloven indebærer,
at det ikke er muligt for arbejdsgivere eller disses forsik-
ringsselskaber, der har udbetalt kompensation i medfør af
loven, at gøre regreskrav gældende mod en producent og
mellemhandler, der er erstatningsansvarlig efter reglerne om
produktansvar. EU-domstolen fastslog i C-495/10, at mulig-
heden for at gøre ansvar gældende over for producenter eller
mellemhandlere, når betingelserne for, at der foreligger så-
dant ansvar, er opfyldt efter Rådets direktiv 85/374/EØF af
25. juli 1985 om produktansvar, skal bevares. Reglen i ar-
bejdsskadesikringsloven, som afskærer arbejdsgiverens mu-
lighed for regres, skal således bringes i overensstemmelse
med EU-retten. Medlemslandene er efter princippet om fæl-
lesskabsrettens forrang for national ret forpligtede til at sik-
re, at den nationale ret ikke strider mod fælleskabsretten.
Der findes ingen praksis efter arbejdsskadesikringsloven på
dette område, idet der ikke har været sager, hvor spørgsmå-
let om produktansvar har været rejst.
Det foreslås derfor at indsætte en bestemmelse i arbejdsska-
desikringslovens § 77, hvoraf det fremgår, at det nuværende
forbud mod regres ikke gælder i det omfang, der er ansvar
efter lov om produktansvar. Det betyder, at der kan rejses et
regreskrav mod producenten/mellemhandleren, når ansvaret
efter produktansvarsreglerne er erkendt af producenten/
17
mellemhandleren eller fastslået ved dom eller på lignende
måde.
Spørgsmålet har ingen betydning i forhold til størrelsen af
tilskadekomnes og efterladtes ret til erstatning, men angår
udelukkende, hvem der i sidste ende skal betale erstatningen
m.v.
Forslaget vil indebære, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
som hidtil skal behandle sagen og træffe afgørelse om kom-
pensation efter arbejdsskadesikringsloven, hvorefter det vil
påhvile pågældende forsikringsselskab, den selvforsikrede
arbejdsgiver eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring at ud-
betale kompensationen til tilskadekomne.
Den erstatningspligtige efter arbejdsskadesikringsloven vil
med forslaget derefter have mulighed for at rejse et regre-
skrav mod producenten/mellemhandleren af det produkt, der
har medført skaden, eller mod pågældendes ansvarsforsik-
ringsselskab, når kompensationen er udbetalt til tilskade-
komne. Det er det selskab, der udbetaler kompensationen ef-
ter arbejdsskadesikringsloven, der kan rejse regreskravet.
Det vil sige forsikringsselskabet, de selvforsikrede offentli-
ge og private arbejdsgivere for så vidt angår ulykker og Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 3 lov om den selvejen-
de institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for så vidt
angår erhvervssygdomme.
Der er ikke tale om en forpligtelse for arbejdsskadeforsik-
ringsselskaberne. Det skyldes, at der kan være mange årsa-
ger til, at arbejdsskadeforsikringsselskaberne vælger ikke at
rejse regreskravet mod producenten eller mellemhandleren,
herunder procesøkonomiske årsager.
Vurderingen af, om der skal rejses et regreskrav og i den
forbindelse vurderingen af eksistensen af og størrelsen af re-
greskravet mod producenterne/ansvarsforsikringsselskaber-
ne, er ikke afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven. Tvi-
ster om regreskrav vil skulle behandles og afgøres af dom-
stolene.
Forslaget sikrer, at samspillet mellem arbejdsskadesikringen
og produktansvarsreglerne bliver i overensstemmelse med
EU-domstolens dom af 21. december 2011 (C-495/10).
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslaget til § 1,
nr. 20 og 21, og til § 3.
2.8. Ressortændring for indstilling af et medlem til besty-
relsen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
2.8.1. Gældende ret
Efter lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring består bestyrelsen af 1 formand og 10 øvri-
ge medlemmer, som udpeges af beskæftigelsesministeren
efter indstilling fra arbejdsmarkedets parter. Arbejdsmarke-
dets parter indstiller henholdsvis 5 arbejdsgiverrepræsentan-
ter og 5 arbejdstagerrepræsentanter. Finansministeriet ind-
stiller ét medlem som arbejdsgiverrepræsentant.
Bestyrelsen udpeges af beskæftigelsesministeren for 4 år ad
gangen.
2.8.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den fore-
slåede ordning
Der blev ved regeringsdannelsen i juni 2019 foretaget æn-
dringer i forretningernes fordeling mellem ministrene. Res-
sortansvaret for overenskomstforhandlinger, løn, pension,
ledelse og personale overførtes herved fra Finansministeriet
til Skatteministeriet.
Ressortændringen har medført, at det er Skatteministeriet,
der indstiller ét medlem til bestyrelsen for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring på arbejdsgiversiden.
Forslaget indebærer en ændring af lov om den selvejende in-
stitution, således at det fremgår, at det i overenstemmelse
med ressortændringerne er Skatteministeriet, der udpeger én
repræsentant til bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervs-
sikring.
Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 2, nr. 1.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Den samlede udgiftsvirkning af lovforslaget for det offentli-
ge skønnes at være ca. 30 mio. kr. årligt, samt samlede ud-
gifter over en 10-årig periode på omkring 6 mio. kr. til en
udfasnings- og undtagelsesordning.
Merudgifterne påføres kommunerne, regionerne og staten
som arbejdsgivere som følge af forhøjede udgifter til erstat-
ninger for tab af erhvervsevne og i meget begrænset omfang
til forsørgertabserstatning for så vidt angår arbejdsulykker
samt forhøjet bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
for så vidt angår erhvervssygdomme. Derudover kommer af-
ledte udgifter til arbejdsskadeafgift og arbejdsmiljøbidrag. I
arbejdsskadeafgift indbetaler arbejdsgiverne 17 pct. af de
indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og
for arbejdsulykker indbetaler arbejdsgiverne 12 pct. af de
samlede udgifter til kapitalerstatninger, godtgørelse til varigt
mén m.v. Dertil kommer et årlig arbejdsmiljøbidrag på 2
pct. beregnet på baggrund af de samlede godtgørelses- og
erstatningsudgifter.
18
G82-grundlaget indgår som et element ved fastsættelsen af
kapitaliseringsfaktorerne, som anvendes ved omregning af
en løbende erstatning for tab af erhvervsevne og i meget be-
grænset omfang en løbende forsørgertabserstatning til en ka-
pitalerstatning. Merudgifterne er en konsekvens af forslaget
om, at G82-grundlaget erstattes af Finanstilsynets Bench-
mark for levetidsforudsætninger. Finanstilsynets Benchmark
for levetidsforudsætninger sikrer, at værdien af tilskadekom-
nes eller efterladtes erstatninger fastsættes ud fra et tidssva-
rende niveau for levetid, uanset om erstatningen udbetales
løbende frem til pensionsalderen eller bliver udbetalt som en
kapitaliseret erstatning. Finanstilsynets Benchmark for leve-
tidsforudsætninger er det bedst eksisterende grundlag for ak-
tuel levetid i den danske befolkning. Kapitalerstatninger vil
dermed fremover beregnes på baggrund af mere opdaterede
og tidssvarende forudsætninger om levetid. Det vurderes at
indebære, at tilskadekomne/efterladte får udbetalt en højere
kapitalerstatning, end hvis G82-grundlaget blev anvendt.
Lovforslaget skønnes af denne baggrund at medføre merud-
gifter for kommunerne og regionerne som arbejdsgivere på
ca. 22 mio. kr. årligt og for staten som arbejdsgiver på ca. 8
mio. kr. årligt.
Tallene er forbundet med usikkerhed, idet beregningerne
tager afsæt i et modelår (skadeårgang 2007), og idet de er
beregnet som forskellen mellem de gældende kapitalise-
ringsfaktorer for år 2020 og de foreslåede kapitaliserings-
faktorer inkl. Finanstilsynets Benchmark for levetidsforud-
sætninger for år 2020.
Dertil skønnes med betydelig usikkerhed, at der kan komme
offentlige merudgifter som konsekvens af forslag om at ud-
fase tidligere regelsæt for sammensætning af kapitaliserings-
faktorer. For personer med en arbejdsskade fra den 1. juli
2007 til ikrafttrædelsestidspunktet, som efter den 1. januar
2030 skal have kapitaliseret en erstatning, skønnes merud-
gifterne at blive på ca. 5,9 mio. kr. i alt over den 10-årige
periode frem til 1. januar 2040, heraf ca. 2,2 mio. kr. i 2030
og ca. 1,3 mio. kr. i 2031.
Endelig kan der komme merudgifter til offentlige arbejdsgi-
vere som følge af forslaget om udfasning af tidligere gæl-
dende kapitaliseringsfaktorer efter den 1. januar 2030, idet
personer med en skade før den 1. juli 2007, vil få højere ka-
pitaliseret erstatning efter nye regelsæt end efter oprindelige
regelsæt. Det anslås med betydelig usikkerhed, at disse mer-
udgifter vil blive på ca. 600.000 kr.
Lovforslaget vurderes ikke at indebære væsentlige admini-
strative konsekvenser.
Forslaget om nye anmelderegler indebærer justeringer i EA-
SY, der er Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervs-
sikrings fælles digitale system til anmeldelse af arbejdsulyk-
ker. Af hensyn til it-udviklingen i forhold til disse ændringer
i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er ikrafttrædelsen af
disse ændringer udskudt til den 1. juli 2022. De forventede
udviklingsomkostninger skønnes på det foreliggende grund-
lag at ligge betydeligt under tærsklen for forelæggelse for
Statens It-råd.
Lovforslaget har ikke øvrige implementeringsmæssige kon-
sekvenser for det offentlige. Lovforslaget følger principper
for digitaliseringsklar lovgivning, og det vurderes, at harmo-
nisering af anmeldekriterierne særligt tilgodeser princip 1
om enkle og klare regler og princip 4 om sammenhæng på
tværs gennem ensartede begreber og data.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
De fem principper for agil, erhvervsrettet regulering, som
skal gøre det lettere at anvende nye digitale teknologier og
forretningsmodeller, vurderes ikke at have betydning i for-
hold til indeværende lovforslag. Justeringerne i det fælles
anmeldesystem for arbejdsulykker, EASY, vurderes ikke at
have administrative konsekvenser for arbejdsgiverne.
Den samlede udgiftsvirkning af lovforslaget for erhvervsli-
vet m.v. skønnes at være ca. 123 mio. kr. årligt samt samle-
de udgifter over en 10-årig periode fra 2030 til 2040 på om-
kring 21 mio. kr. som konsekvens af forslag om at udfase
tidligere regelsæt for sammensætning af kapitaliseringsfak-
torer.
Merudgifterne påføres forsikringsselskaberne og Arbejds-
markedets Erhvervssikring i form af højere erstatninger og
overvæltes på erhvervslivet m.v. som følge af forventede
stigninger i forsikringspræmier til arbejdsulykkesforsikrin-
ger og forhøjet bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
for så vidt angår erhvervssygdomme. Derudover kommer af-
ledte udgifter til arbejdsskadeafgift og arbejdsmiljøbidrag. I
arbejdsskadeafgift indbetaler arbejdsgiverne 17 pct. af de
indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og
for arbejdsulykker indbetaler arbejdsgiverne 12 pct. af de
samlede udgifter til kapitalerstatninger, godtgørelse til varigt
mén m.v. Dertil kommer et årlig arbejdsmiljøbidrag på 2
pct. beregnet på baggrund af de samlede godtgørelses- og
erstatningsudgifter.
Merudgifterne er en konsekvens af, at G82-grundlaget er-
stattes af Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsæt-
ninger. G82-grundlaget indgår som et element ved fastsæt-
telsen af kapitaliseringsfaktorerne, som anvendes ved om-
regning af en løbende erstatning for tab af erhvervsevne og i
meget begrænset omfang en løbende forsørgertabserstatning
til en kapitalerstatning. Finanstilsynets Benchmark for leve-
tidsforudsætninger indebærer, at tilskadekomne eller efter-
ladte får udbetalt en højere kapitalerstatning, end hvis G82
blev anvendt. Det sikrer, at værdien af tilskadekomnes eller
19
efterladtes erstatninger fastsættes ud fra et tidssvarende ni-
veau for levetid, uanset om erstatningen udbetales løbende
frem til pensionsalderen eller bliver udbetalt som en kapita-
liseret erstatning. Finanstilsynets Benchmark for levetidsfor-
udsætninger er det bedst eksisterende grundlag for aktuel le-
vetid i den danske befolkning, og kapitalerstatninger vil der-
med fremover blive beregnet på baggrund af mere opdatere-
de og tidssvarende forudsætninger om levetid.
Tallene er forbundet med usikkerhed, idet beregningerne
tager afsæt i et modelår (skadeårgang 2007), og idet de er
beregnet som forskellen mellem de gældende kapitalise-
ringsfaktorer for år 2020 og de foreslåede kapitaliserings-
faktorer inkl. Finanstilsynets Benchmark for levetidsforud-
sætninger for år 2020.
Dertil skønnes med betydelig usikkerhed, at der kan komme
merudgifter til private arbejdsgivere som konsekvens af for-
slag om at udfase tidligere regelsæt for sammensætning af
kapitaliseringsfaktorer. For personer med en arbejdsskade
fra den 1. juli 2007 til ikrafttrædelsestidspunktet, som efter
den 1. januar 2030 skal have kapitaliseret en erstatning,
skønnes merudgifterne at blive på ca. 20,9 mio. kr. i alt over
en 10-årig periode fra 1. januar 2030 til 1. januar 2040, heraf
ca. 7,8 mio. kr. i 2030 og ca. 5,3 mio. kr. i 2031.
Endelig kan der komme merudgifter til private arbejdsgivere
som følge af forslaget om udfasning til personer med en
skade før den 1. juli 2007, der vil få en højere kapitaliseret
erstatning efter nye regelsæt end efter oprindelige regelsæt.
Det anslås med betydelig usikkerhed, at disse merudgifter
vil blive på ca. 1,4 mio. kr.
Forslaget om ændrede anmelderegler indebærer, at forsik-
ringsselskaberne forventes at modtage ca. 7 pct. flere anmel-
delser om arbejdsulykker. Det svarer til den andel af ar-
bejdsulykker, der efter gældende ret alene anmeldes efter ar-
bejdsmiljølovens bestemmelser i det elektroniske anmelde-
system EASY, men efter gældende regler ikke anmeldes til
forsikringsselskaberne. Ca. 85 procent af de ulykker, der an-
meldes efter arbejdsmiljølovens bestemmelser, anmeldes
også efter arbejdsskadesikringslovens nuværende bestem-
melser til forsikringsselskaberne.
Lovforslaget vurderes ikke at være i strid med de 5 princip-
per for implementering af erhvervsrettet EU-regulering i
Danmark. De 5 principper er 1) den nationale regulering bør
som udgangspunkt ikke gå videre end minimumskravene i
EU-reguleringen, 2) danske virksomheder bør ikke stilles
dårligere i den internationale konkurrence, hvorfor imple-
menteringen ikke bør være mere byrdefuld end den forven-
tede implementering i sammenlignelige EU-lande, 3) fleksi-
bilitet og undtagelsesmuligheder i EU-reguleringen bør ud-
nyttes, 4) i det omfang det er muligt og hensigtsmæssigt, bør
EU-regulering implementeres gennem alternativer til regule-
ring og 5) byrdefuld EU-regulering bør træde i kraft senest
muligt og under hensyntagen til de fælles ikrafttrædelsesda-
toer.
Den foreslåede model for samspillet mellem erstatning m.v.
efter arbejdsskadesikringsloven og produktansvarsreglerne
indebærer, at arbejdsskadeforsikringsselskaberne m.fl. får
adgang til at rejse et regreskrav mod producenten af et fejl-
behæftet produkt eller producentens ansvarsforsikringssel-
skab. Dette medfører en mindre omfordeling af udgifter
mellem forsikringsselskaberne m.fl., men indebærer ikke, at
de samlede udgifter stiger eller falder.
Det bemærkes, at der er tale om et yderst begrænset antal
sager, der er omfattet af både arbejdsskadesikringsloven og
produktansvarsreglerne.
Lovforslaget vurderes at indebære administrative konse-
kvenser for erhvervslivet. Disse konsekvenser vurderes, at
være under 4 mio. kr. årligt, og kvantificeres derfor ikke
yderligere.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
EU-domstolen har den 21. december 2011 afsagt dom i sag
C-495/10, der indebærer, at adgang til regres mod en erstat-
ningsansvarlig producent eller mellemhandler skal bevares,
når den pågældende er erstatningsansvarlig efter produktan-
svarsdirektivet (Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli
1985). Produktansvarsdirektivet er implementeret i dansk
lovgivning ved produktansvarsloven.
I dag er det ikke muligt for forsikringsselskaber m.fl., der
har udbetalt erstatning m.v. efter reglerne i arbejdsskadesi-
kringsloven, at gøre et regreskrav gældende mod en skade-
volder, der har pådraget sig erstatningsansvar over for til-
skadekomne eller efterladte.
Med henblik på at sikre national rets overensstemmelse med
fællesskabsrettens, foreslås det, at der indsættes en bestem-
melse i arbejdsskadesikringsloven, der indebærer, at det nu-
værende forbud mod regres ikke gælder i det omfang, der er
ansvar efter lov om produktansvar. Der kan efter forslaget
rejses et regreskrav mod producenten/mellemhandleren, når
ansvaret efter produktansvarsreglerne er erkendt af produ-
centen/mellemhandleren eller fastslået ved dom eller på lig-
nende måde.
20
Det indebærer, at arbejdsskadeforsikringsselskaberne, selv-
forsikrede enheder og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får
mulighed for at rejse regreskrav mod producenten eller mel-
lemhandleren af det produkt, der har medført skaden eller
mod producentens eller mellemhandlerens ansvarsforsik-
ringsselskab. Det forudsætter, at Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring har behandlet arbejdsskadesagerne, hvor der
også er produktansvar og truffet afgørelse om kompensation
efter arbejdsskadesikringsloven, og der herefter er udbetalt
godtgørelse og erstatning til tilskadekomne efter arbejdsska-
desikringsloven.
Efter erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., kan bl.a.
ydelser i henhold til arbejdsskadesikringsloven, som tilkom-
mer en skadelidt eller dennes efterlevende, ikke danne
grundlag for et regreskrav mod den erstatningsansvarlige.
Som konsekvens af ændringen af arbejdsskadesikringsreg-
lerne foreslås derfor en ændring af erstatningsansvarsloven,
der indebærer, at erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, 1.
pkt., ikke gælder for ydelser efter arbejdsskadesikringslo-
ven, hvis der er erstatningsansvar efter produktansvarsloven.
Hvis der er tale om erstatningsansvar efter produktansvars-
loven, vil den, der har udbetalt en ydelse efter arbejdsska-
desikringsloven til en skadelidt, således kunne gøre et regre-
skrav gældende over for den ansvarlige producent eller mel-
lemhandler.
Den foreslåede ændring skaber således fuld overensstem-
melse mellem erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesi-
kringsloven i forhold til regres for ydelser i henhold til ar-
bejdsskadesikringsloven for så vidt angår produktskader.
Forslaget sikrer, at samspillet mellem arbejdsskadesikringen
og produktansvarsreglerne bliver i overensstemmelse med
EU-domstolens dom af 21. december 2011 (C-495/10).
Forslaget har ingen betydning i forhold til tilskadekomnes
og efterladtes ret til erstatning eller størrelsen heraf. Herudo-
ver indeholder lovforslaget ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 17. januar
2020 til den 13. februar 2020 været sendt i høring hos føl-
gende myndigheder og organisationer m.v.: Advokatrådet,
Akademikernes Centralorganisation (AC), Ankestyrelsen,
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Arbejdsmarkedets Til-
lægspension, Arbejdsskadeforeningen AVS, Business Dan-
mark, Contea, Sedgwick Leif Hansen, Dahlberg, Danmarks
Frie Fagforening, Danmarks Rederier, Dansk Arbejdsgiver-
forening (DA), Danske Advokater, Danske Byggerier,
Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Metal, Danske Re-
gioner, Den Danske Aktuarforening, Det Faglige Hus, Er-
hvervsstyrelsen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fag-
ligt Fælles Forbund, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,
Finansforbundet, FOA, Forhandlingsfælleskabet, Forsik-
ringsforbundet, Forsikringsmæglerforeningen, Finanstilsy-
net, Forsikring & Pension, Frie Funktionærer, FSR – Dan-
ske Revisorer, Hjulmand Kaptain, Kommunernes Landsfor-
ening (KL), HK/Danmark, Ingeniørforeningen, Kristelig Ar-
bejdsgiverforening, Kristelig Fagforening, Landbrug & Fø-
devarer, Kooperationen, Landsforeningen for Arbejdsmiljø
og Arbejdsskadede, Lederne, Lægeforeningen, Lærernes
Centralorganisation, Offentligt Ansattes Organisationer,
Producentforeningen, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigs-
ombudsmanden på Færøerne, SMVdanmark, Styrelsen for
Arbejdsmarked og Rekruttering, Udbetaling Danmark og
Willis Towers Watson.
21
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, an-
giv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske kon-
sekvenser for stat,
kommuner og re-
gioner
Ingen 30 mio. kr. årligt + engangsudgift 5,9 mio. kr.
samlet set over en 10-årig periode fra 2030
Implementerings-
konsekvenser for
stat, kommuner og
regioner
Ingen Ingen
Økonomiske kon-
sekvenser for er-
hvervslivet
Ingen 123 mio. kr. årligt + engangsudgift på 20,9 mio.
kr. samlet set over en 10-årig periode fra 2030
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ikke væsentlige konsekvenser
Administrative
konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige
konsekvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-
retten
Loven indeholder i § 1, nr. 20 og 21, og § 3, nr. 2, bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direk-
tiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsat-
te bestemmelser om produktansvar, EU-Tidende 1985 nr. L 210, side 29. Med forslaget sikres, at der er
mulighed for at gøre et ansvar gældende over for producenten eller mellemhandleren, når betingelserne
for at der foreligger sådant ansvar er opfyldt efter direktivet om produktansvar.
Er i strid med de
fem principper for
implementering af
erhvervsrettet EU-
regulering
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Den gældende lov indeholder ingen EU-retlige aspekter, der
har medført behov for fodnoter herom til titlen til lovforsla-
get.
Ved lovforslagets § 1, nr. 20 og 21, ændres § 77 i arbejds-
skadesikringsloven, således at det nuværende forbud mod
regres mod skadevoldere, der har pådraget sig erstatnings-
pligt over for tilskadekomne eller deres efterladte, for ydel-
ser efter loven, ophæves, når der er tale om produktansvar.
Ændringen skyldes, at lovforslaget implementerer Rådets
direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af
medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte be-
stemmelser om produktansvar (produktansvarsdirektivet).
Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 1, at indsætte en fodnote
til lovens titel, der tydeliggør, at arbejdsskadesikringsloven
implementerer produktansvarsdirektivet.
Fodnoten har ingen selvstændig retsvirkning. Indholdet af
ændringen følger af forslaget til § 1, nr. 20 og 21.
22
Til nr. 2
Efter § 17, stk. 5, i arbejdsskadesikringsloven tilkendes er-
statning for tab af erhvervsevne som en løbende ydelse,
medmindre den kapitaliseres efter reglerne i § 27. Efter be-
stemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 1, 1.
pkt., skal løbende årlig erstatning tilkendt efter § 17 for tab
af erhvervsevne på mindre end 50 pct. normalt og uden den
erstatningsberettigedes samtykke omsættes til et kapitalbe-
løb, når erstatningen er endeligt fastsat. Efter § 27, stk. 1, 4.
pkt., kan en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne
ikke omsættes til og udbetales som en kapitalerstatning. Ef-
ter praksis træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i nogle
sager delte afgørelser, hvor en del af erstatningen er endelig,
mens en anden del af erstatningen er midlertidig. Den del af
erstatningen, der vurderes at være endelig, kan således udbe-
tales som en kapitalerstatning.
Den gældende bestemmelse i § 17 indeholder ud over prin-
cippet for fastsættelse af erstatningens størrelse de generelle
regler om retten til erstatning for tab af erhvervsevne, herun-
der regler om erstatningsniveau, tilkendelse af erstatning og
regler om tidspunkterne for erstatningens start og ophør.
Disse regler gælder for erstatning for tab af erhvervsevne,
medmindre andet følger af andre regler i arbejdsskadesi-
kringsloven.
§ 17 suppleres af bestemmelsen i § 17 a, om vurdering af
tab af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade
er visiteret til fleksjob. § 17 a regulerer især fastsættelsen af
tabets størrelse. § 17 a indeholder også en regel om udbeta-
ling af erstatning for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter
bestemmelsen. For så vidt angår øvrige regler om erstatning
for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17 a, gælder de
generelle regler i § 17, herunder regler om erstatningsni-
veau, starttidspunkt og ophørstidspunkt.
Det nuværende hjemmelsgrundlag for at anvende § 27 i sag-
er, hvor tabet af erhvervsevne er fastsat efter §17 a, fremgår
således implicit af praksis vedrørende § 27. Denne praksis er
tilsigtet, idet reglen i § 17 a har til formål at fastsætte tabet
af erhvervsevne for tilskadekomne, der efter en arbejdsskade
visiteres til fleksjob, mens andre bestemmelser vedrørende
tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17, også gælder for
tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17 a.
Det foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 2, at § 17 a også ek-
splicit bliver omfattet af bestemmelsen i lovens § 27, stk. 1,
1. pkt.
Forslaget vil indebære, at der skabes udtrykkelig lovhjem-
mel til, at erstatning tilkendt for tab af erhvervsevne efter §
17 a kan udbetales efter samme regler som gælder for udbe-
taling af erstatning tilkendt efter § 17. Det får især betyd-
ning, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter reglen i §
17 a træffer endelig afgørelse om tabet af erhvervsevne.
Forslaget vil således indebære, at det af § 27, stk. 1, 1. pkt.,
kommer til at fremgå udtrykkeligt, at løbende årlig erstat-
ning for tab af erhvervsevne på mindre end 50 pct. normalt
og uden den erstatningsberettigedes samtykke skal omsættes
til et kapitalbeløb, også omfatter endeligt fastsat erstatning
for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne er visiteret til
fleksjob eller er i fleksjob efter skaden.
Forslaget til ændring af § 27, stk. 1, 1. pkt., er en kodifice-
ring af gældende praksis, hvorefter en endelig fastsat løben-
de årlig erstatning tilkendt efter § 17 a for tab af erhvervsev-
ne på mindre end 50 pct. omsættes til et kapitalbeløb. For-
slaget har ingen betydning for størrelsen af tilskadekomnes
erstatning for tab af erhvervsevne.
Der henvises i øvrigt til ændringerne i § 1, nr. 17 og 18, og
de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.
Til nr. 3
Erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger kan
udbetales som en løbende, månedlig erstatning indtil modta-
geren når folkepensionsalderen, eller der ikke længere er
grundlag for den løbende erstatning.
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 27, stk. 4, 1. pkt., at omsætning af løbende
ydelse til kapitalbeløb finder sted på grundlag af ydelsens
størrelse på omsætningstidspunktet.
Efter de gældende regler i lovens § 27, stk. 4, 1. pkt., skal
omsætningen af den løbende, månedlige erstatning til et ka-
pitalbeløb således fastsættes på grundlag af størrelsen på den
løbende, månedlige erstatning på omsætningstidspunktet.
I den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens §
27, stk. 4, anvendes både begreberne »løbende erstatning«
og »løbende ydelse«. Begge begreber omfatter den erstat-
ning for tab af erhvervsevne eller erstatning for tab af for-
sørger som tilskadekomne eller efterladte får udbetalt i for-
bindelse med en arbejdsskadesag. Der er således ikke ind-
holdsmæssig forskel. Brugen af begrebet »løbende ydelse«
er historisk betinget.
Brugen af de forskellige begreber i arbejdsskadesikringslo-
vens § 27, stk. 4, dækker over den samme situation, hvor er-
statningen omsættes fra en løbende, månedlig erstatning til
en kapitalerstatning.
Ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at ensrette begre-
berne i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, ved at ændre
23
»løbende ydelse« til »løbende erstatning« og »ydelsens« til
»erstatningens«.
Forslaget vil ikke medføre indholdsmæssige ændringer af
bestemmelsen, og er således alene en sproglig ændring.
Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle bestemmel-
sen ved at ensrette begreberne, så der alene anvendes ét be-
greb for samme forhold.
Til nr. 4
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 27, stk. 4, 4. pkt., at faktorerne for omsæt-
ning af løbende erstatning til kapitalbeløb fastsættes på
grundlag af aktuarmæssige principper i spring af hele år og
måneder.
Principper for fastsættelse af de gældende kapitaliserings-
faktorer er fastsat ved lov nr. 496 af 6. juni 2007 og blev ju-
steret ved lov nr. 700 af 25. juni 2010.
Det fremgår af de specielle bemærkninger til lov nr. 496 af
6. juni 2007, at faktorerne, der havde betydning for fastsæt-
telse af kapitaliseringsfaktorerne, var:
– Forudsætninger om dødelighed.
– Dødelighedsforudsætningerne blev ajourført til det aktu-
armæssige beregningsgrundlag G82, der var den seneste
fælles branchestandard for forsikringsselskaberne.
– Renteniveauet. Det er renteniveauet for en forudgående
periode, der anvendes. Som mål for den effektive rente
anvendes den gennemsnitlige forrentning af en 30-årig
realkreditobligation, baseret på et 5-årigt gennemsnit.
Det indebærer, at grundlagsrenten bliver mere stabil,
idet man udjævner udsvingene årene imellem. Perioden
er på den anden side ikke så lang, at man mister tenden-
sen.
– Regulering af den løbende erstatning. Der anvendes et
løbende 5-årigt gennemsnit for tilpasningsprocenten + 2.
Der er valgt 5 år, idet man derved får den seneste udvik-
ling med, men samtidig får udjævnet nogle af de ud-
sving, der er i de enkelte år.
– Beskatningen af den løbende erstatning. Der anvendes
gennemsnitlige skatteprocenter ved opgørelsen af den
løbende erstatning efter skat. Det betyder, at tilskade-
komne med en faktisk lavere skatteprocent ikke kom-
penseres 100 pct., og tilskadekomne med en højere skat-
teprocent kompenseres med mere end 100 pct. Der an-
vendes et gennemsnit mellem skatteprocenten inkl. stats-
lig bundskat og skatteprocenten inkl. statslig bund- og
mellemskat.
– Beskatningen af kapitalindkomsten. Der anvendes en
gennemsnitlig skatteprocent bestående af kommune-,
bund- og kirkeskat, som skatteprocent ved beskatning af
kapitalindkomst.
Justeringen ved lov nr. 700 af 25. juni 2010 indebar, at mel-
lemskatten udgik af grundlaget for fastsættelse af kapitalise-
ringsfaktorerne, idet mellemskatten bortfaldt med virkning
fra 1. januar 2011 som følge af en skattereform.
Kapitaliseringsfaktorerne fastsættes i spring af hele år og
måneder. Af de årlige vejledninger, hvor kapitaliseringsfak-
torerne offentliggøres fremgår alene faktorerne for hele år.
Når den tilskadekomnes alder opgjort i år og måneder ligger
mellem de aldre, der er offentliggjort i vejledningerne, be-
nyttes tilsvarende mellemliggende faktorer baseret på den
tilskadekomnes alder opgjort i år og måneder. Disse mel-
lemliggende faktorer kan findes på Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikrings hjemmeside.
Det aktuarmæssige beregningsgrundlag G82 fastsætter en
dødelighed for mænd og kvinder. Fra den 1. marts 2015 er
der anvendt kønsneutrale faktorer, der er fastsat som et sim-
pelt gennemsnit af mænd og kvinders dødelighed i G82.
Efter gældende regler kan erstatning for tab af erhvervsevne
og erstatning for tab af forsørger udbetales som en løbende
erstatning eller som et kapitalbeløb. En løbende erstatning
udbetales månedligt, mens erstatning som kapitalbeløb er en
engangsudbetaling.
En endelig tilkendt erstatning efter arbejdsskadesikringslo-
vens §§ 17 og 17 a for tab af erhvervsevne på mindre end 50
pct. skal normalt og uden den erstatningsberettigedes sam-
tykke omsættes til et kapitalbeløb, jf. arbejdsskadesikrings-
lovens § 27, stk. 1, 1. pkt.
En endelig tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 50
pct. og derover kan omsættes til kapitalbeløb, når den erstat-
ningsberettigede har anmodet herom, jf. arbejdsskadesi-
kringslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Der kan dog højst omsættes
den del af erstatningen, der svarer til et tab af erhvervsevne
på op til 50 pct.
Erstatning for tab af forsørger tilkendes som en tidsbestemt,
løbende erstatning, der udbetales med virkning fra datoen
for dødsfaldet i højst 10 år, jf. arbejdsskadesikringslovens §
20, stk. 2. Erstatning for tab af forsørger udbetales som ud-
gangspunkt som en løbende erstatning, men kan omsættes til
kapitalbeløb efter anmodning fra den efterladte, jf. arbejds-
skadesikringslovens § 20, stk. 3, jf. § 27, stk. 3.
Ved omsætning af den løbende erstatning til kapitalbeløb
benyttes kapitaliseringsfaktorer, der er fastsat efter aktuar-
mæssige principper. Kapitaliseringsfaktorerne anvendes
med det formål at beregne nutidsværdi af den fremtidige lø-
bende erstatning. De forudsætninger, der har betydning for
fastsættelsen af kapitalbeløbet er; dødelighedsforudsætnin-
ger, renteniveau, beskatning af kapitalafkast, beskatning af
24
løbende erstatning og løntalsregulering af løbende erstat-
ning.
I den forventede nutidsværdi indgår således som et af flere
forhold, at modtageren af erstatningen potentielt ikke over-
lever frem til den løbende erstatnings ophør ved folkepensi-
onsalderen. Denne risiko har historisk indgået i beregningen
af kapitaliseringsfaktorer på arbejdsskadeområdet i form af
antagelser om modtagernes dødelighed og sandsynlighed for
at overleve.
De gældende principper for fastsættelse af kapitaliserings-
faktorer blev indført pr. 1. juli 2007, hvor de senest blev op-
dateret. Den nuværende dødelighedsantagelse på arbejdsska-
deområdet stammer fra det forsikringstekniske grundlag
G82. Dødeligheden i G82-grundlaget daterer sig tilbage til
studier af livs- og pensionsforsikredes overlevelse i slutnin-
gen af 1970᾽erne. G82-grundlaget indgår således som et ele-
ment ved fastsættelsen af kapitaliseringsfaktorerne, som an-
vendes ved omregning af en løbende erstatning for tab af er-
hvervsevne og tab af forsørger til en kapitalerstatning.
G82-grundlaget er baseret på kønsspecifikke faktorer. Prak-
sis for kapitalisering af arbejdsskadeerstatninger har dog
siden den 1. marts 2015 været baseret på kønsneutrale kapi-
taliseringsfaktorer. Det skyldes, at EU-domstolen ved dom
af 3. september 2014 i sag C-118/13, X, EU: C: 2014: 2133
fastslog, at anvendelse af kønsspecifikke aktuarmæssige
principper ved kapitalisering af erhvervsevnetabserstatning
er i strid med ligebehandlingsprincippet i artikel 4, stk. 1, i
Rådets direktiv af 19. december 1978 om gradvis gennemfø-
relse af princippet om ligebehandling af kvinder og mænd
med hensyn til social sikring (79/7/EØF). De kønsneutrale
kapitaliseringsfaktorer på arbejdsskadeområdet fremgår for
2020 af vejledning nr. 9921 af 15. oktober 2019 om omsæt-
ning af løbende ydelser til kapitalbeløb efter lov om arbejds-
skadesikring.
Dødelighedsantagelsen i G82-grundlaget er på baggrund af
den generelt højere levealder i dag utidssvarende. Anvendel-
sen af dødelighedsantagelsen i G82-grundlaget betyder, at
størrelsen på kapitalerstatningerne generelt er for lave sam-
menlignet med den løbende erstatning og set i forhold til et
tidssvarende beregningsgrundlag.
Det foreslås i § 1, nr. 4, at »grundlag« ændres til: »bag-
grund« i § 27, stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven.
Hensigten med den foreslåede ændring er at åbne bemærk-
ningerne, således at det bliver muligt at opdatere grundlaget
for levetidsforudsætningerne, der anvendes ved fastsættelsen
af kapitaliseringsfaktorerne, til et mere tidssvarende grund-
lag. Hensigten med den foreslåede ændring i arbejdsskadesi-
kringslovens § 27, stk. 4, 4. pkt., er videre, at faktorerne for
omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb fortsat vil
blive fastsat på baggrund af aktuarmæssige principper i
spring af hele år og måneder.
I den forbindelse vil der skulle anvendes mere tidssvarende
forudsætninger om levetid end de p.t. anvendte dødeligheds-
antagelser i G82-grundlaget i forbindelse med omsætningen
af en løbende erstatning til en engangsudbetaling. Princippet
om, at værdien af den erstatning for tab af erhvervsevne el-
ler erstatning for tab af forsørger, som tilskadekomne eller
efterladte modtager som et kapitalbeløb, skal være den
samme, uanset om den udbetales som et kapitalbeløb eller
som en løbende erstatning, forudsættes opretholdt.
Det foreslås at udskifte G82-grundlaget med Finanstilsynets
Benchmark for levetidsforudsætninger. Det skyldes, at dette
er det mest retvisende eksisterende grundlag.
På nuværende tidspunkt fastsætter Finanstilsynet en gang år-
ligt deres Benchmark for levetidsforudsætninger.
Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger består
af to elementer; både Benchmark for den observerede nuvæ-
rende dødelighed og Benchmark for de forventede fremtidi-
ge levetidsforbedringer.
Finanstilsynets Benchmark for den observerede nuværende
dødelighed har form af fastsatte dødsintensiteter for alle ald-
re og fastsættes separat for kvinder og mænd. Benchmark
for den observerede nuværende dødelighed bygger på data
fra en række danske livsforsikringsselskaber og tværgående
pensionskasser og dækker samlet (2018) over en bestand på
2,9 millioner mennesker, som løbende udbygges. Data er
herefter bearbejdet af Videncenter for Helbred og Forsikring
samt Danmarks Statistik, der går fem år tilbage i tiden og
ajourføres årligt.
Da datamaterialet fra Videncenter for Helbred og Forsikring
stort set kun omfatter voksne, har Finanstilsynet til bereg-
ning af dødsintensiteter for aldrene 0-25 år anvendt befolk-
ningsdata fra hele Danmark leveret af Danmarks Statistik.
Benchmark for de forventede fremtidige levetidsforbedrin-
ger består af en fastsat årlig procentuel reduktion af dødsin-
tensiteten for alle aldre og fastsættes separat for kvinder og
mænd. Finanstilsynets Benchmark for de forventede fremti-
dige levetidsforbedringer bygger på data, der er leveret af
Danmarks Statistik og består af befolkningsdata fra hele
Danmark. Fremskrivningen bygger på de seneste 20 års data
og ajourføres årligt.
Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger, som
både inkluderer Benchmark for den observerede nuværende
dødelighed og Benchmark for de forventede fremtidige le-
vetidsforbedringer er derfor udtryk for den bedste aktuelle
beskrivelse af dødeligheden i Danmark og forventes også
25
fremover at ville være det fremadrettet, da data årligt ajour-
føres.
Det forudsættes i forlængelse heraf, at Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring ved anvendelse af Finanstilsynets Benchmark
for levetidsforudsætninger til omsætning af en løbende er-
statning til kapitalerstatning, både inkluderer Benchmark for
den observerede nuværende dødelighed og Benchmark for
de forventede fremtidige levetidsforbedringer.
Det forudsættes videre, at Finanstilsynets Benchmark for le-
vetidsforudsætninger anvendes på baggrund af en fælles
model, der afspejler den gennemsnitlige levetid uafhængigt
af køn.
Den foreslåede ændring af kapitaliseringsfaktorerne på ar-
bejdsskadeområdet fra dødelighedsantagelsen i G82-grund-
laget til Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætnin-
ger vil indebære mere tidssvarende kapitalerstatninger til til-
skadekomne og efterladte. Årsagen hertil er, at overlevelses-
sandsynligheden er større efter Finanstilsynets Benchmark
for levetidsforudsætninger end dødelighedsantagelsen i
G82-grundlaget, og at Benchmarket løbende ajourføres.
Ændringen vil endvidere indebære højere kapitalerstatninger
for alle erstatningsberettigede. Stigningerne i kapitalerstat-
ningerne vil variere, da faktorerne afhænger af modtagerens
alder og erstatningsophør. Indfasningen vil ske i takt med, at
erstatningerne kapitaliseres. Det vil sige, at merudgiften lø-
bende realiseres i takt med, at hensættelser til løbende erstat-
ninger omsættes til kapitaliserede engangserstatninger. For-
sikringsselskaber vil skulle være opmærksomme på dette al-
lerede på det tidspunkt, hvor de samlede hensættelser til en
skade i første omgang foretages.
De årlige kapitaliseringsfaktorer udmøntes som efter nuvæ-
rende praksis i en vejledning.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt.
2.2.
Til nr. 5
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 31, stk. 1, at en arbejdsskade, der antages at
kunne begrunde krav på ydelser efter loven, skal anmeldes
snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden.
Derudover fremgår det af den gældende bestemmelse i ar-
bejdsskadesikringslovens § 31, stk. 2, at er en arbejdsskade
ikke anmeldt efter stk. 1, skal skaden anmeldes senest på 5-
ugers-dagen for skadens indtræden, hvis tilskadekomne ikke
forventes at kunne genoptage sit arbejde i fuldt omfang se-
nest på dette tidspunkt.
Efter den gældende bestemmelse skal en arbejdsskade såle-
des anmeldes, hvis den kan medføre ret til erstatning og
godtgørelse m.v. for tilskadekomne og efterladte efter loven,
eller hvis den tilskadekomne ikke har genoptaget sit arbejde
i fuldt omfang senest på 5-ugers dagen efter ulykken. Be-
stemmelsen vedrører alene arbejdsulykker. Efter den gæl-
dende bestemmelse er det primære anmeldekriterium, om
der er krav på ydelser som følge af en arbejdsulykke, mens
det sekundære anmeldekriterium er, om der er fravær i for-
bindelse med arbejdsulykken.
En arbejdsulykke er en fysisk eller psykisk skade, der er for-
årsaget af en pludselig hændelse eller påvirkning, der har
varet i højst fem dage, og som er en følge af arbejdet. Det er
således et krav, at ulykken er sket på grund af tilskadekom-
nes arbejde eller de forhold, arbejdet er foregået under. Fy-
sisk vold, trusler samt anden krænkende adfærd uden for ar-
bejdstid vil derfor være omfattet, såfremt dette er relateret til
arbejde for en arbejdsgiver.
Anmeldepligten påhviler enhver arbejdsgiver, som i sin tje-
neste beskæftiger personer her i landet, uanset om det er
lønnet, ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående. Dette
gælder ligeledes for den arbejdsgiver, som i sin tjeneste be-
skæftiger personer, der arbejder på et dansk skib.
For en person under arbejde i privat husholdning eller under
udførelse af privat tjeneste, for hvem der ikke er forsikrings-
pligt, jf. § 48, stk. 6, påhviler anmeldepligten arbejdsgive-
ren. Hvis tilskadekomne har sikret sin egen person efter §
48, stk. 2, og for en person, der forsøger at redde menneske-
liv her i landet, uden dette er en naturlig del af dennes arbej-
de, jf. § 4, stk. 2, nr. 4, foretages anmeldelsen af den pågæl-
dende eller dennes efterladte.
Det foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 5, at erstatte arbejds-
skadesikringslovens § 31 med nye bestemmelser i henholds-
vis stk. 1 og stk. 2. Ændringen i § 31, stk. 1, medfører, at
arbejdsgiver senest 14 dage efter første fraværsdag skal an-
melde en arbejdsulykke, såfremt ulykken har medført fravær
fra tilskadekomnes sædvanlige arbejde udover tilskade-
komstdagen.
Forslaget vil indebære, at anmeldepligten fortsat påhviler
den efter arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 1, sikring-
spligtige arbejdsgiver.
Forslaget vil endvidere indebære, at arbejdsgiver skal an-
melde en arbejdsulykke, hvis ulykken medfører fravær fra
tilskadekomnes sædvanlige arbejde udover tilskadekomstda-
gen. Det er i den forbindelse afgørende, om medarbejderen
efter tilskadekomstdagen vil kunne påtage sig sin almindeli-
ge arbejdsfunktion til sin sædvanlige arbejdstid, uanset om
tilskadekomne har fri grundet fx weekend eller ferie. Det an-
ses således som fravær, hvis tilskadekomne kun delvist kan
26
påtage sig sit sædvanlige arbejde efter ulykken, uanset at
medarbejderen i øvrigt påtager sig andre opgaver og dermed
opfylder sin arbejdsmæssige normtid. Den tilskadekomne
kan derfor anses som fraværende, selv om den tilskadekom-
ne er på arbejde, hvis det er på nedsat tid og/eller hvis der
tages skånehensyn. Det er uden betydning, om tilskadekom-
ne genoptager sit arbejde i fuldt omfang på selve tilskade-
komstdagen.
Forslaget vil indebære, at arbejdsgiver skal anmelde arbejds-
ulykken senest 14 dage efter første fraværsdag. Det er såle-
des første fraværsdag, der er afgørende for anmeldetids-
punktet. Arbejdsulykker vil fortsat skulle anmeldes til ar-
bejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab via Arbejdstil-
synets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles elektro-
niske anmeldesystem, EASY.
En arbejdsulykke, der er anmeldt i EASY, men som ikke er
modtaget i forsikringsselskabet grundet en fejl i systemet,
vil blive behandlet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om anmel-
delsen, herunder om tidspunktet for anmeldelsen. Efter ar-
bejdsskadesikringslovens § 36, stk. 1, har tilskadekomne el-
ler de efterladte mulighed for at rejse krav efter loven, inden
for en frist af 1 år efter arbejdsskadens indtræden, hvis ar-
bejdsgiver ikke har anmeldt arbejdsskaden rettidigt. Over-
holdes 1-årsfristen ikke, er der mulighed for dispensation,
hvis det er dokumenteret, at tilskadekomne har været udsat
for en arbejdsskade, og at tilskadekomne eller efterladte har
ret til erstatning.
Videre foreslås det med en ny bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 31, stk. 2, at arbejdsulykker, der ikke har
medført fravær, men som antages at kunne begrunde krav på
ydelser efter loven, jf. § 11, af arbejdsgiver skal anmeldes
senest 14 dage efter tilskadekomstdagen.
Forslaget vil indebære, at arbejdsgiver skal anmelde en
ulykke, som er en følge af arbejdet eller de forhold, arbejdet
er foregået under, selvom arbejdsulykken ikke har medført
fravær, hvis arbejdsulykken forventes at medføre ret til:
1) betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og
hjælpemidler m.m., jf. arbejdsskadesikringslovens §
15,
2) erstatning for tab af erhvervsevne, jf. arbejdsskadesi-
kringslovens § 17 og § 17 a,
3) godtgørelse for varigt mén, jf. arbejdsskadesikringslo-
vens § 18.
Arbejdsgiveren skal fortsat anmelde ethvert dødsfald, der er
indtrådt på arbejdspladsen.
Efter denne bestemmelse vil det således være uden betyd-
ning, om medarbejderen kan påtage sig sin almindelige ar-
bejdsfunktion til sin sædvanlige arbejdstid. Forslaget vil in-
debære, at arbejdsgiver skal anmelde arbejdsulykken senest
14 dage efter tilskadekomstdagen.
Med forslaget vil det primære anmeldekriterium blive ob-
jektivt svarende til arbejdsmiljølovgivningens regler om, at
alle ulykker, der har medført fravær udover tilskadekomst-
dagen, skal anmeldes til Arbejdstilsynet. Arbejdsgiverne vil
dog samtidig fortsat skulle anmelde arbejdsulykker, hvor der
forventes at være erstatningsberettigede følger, selvom ulyk-
ken ikke har medført fravær.
Arbejdsgiver vil fortsat skulle anmelde arbejdsulykker til
det forsikringsselskab, hvor der er tegnet arbejdsulykkesfor-
sikring. Enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger
personer, har pligt til at tegne forsikring, jf. lovens § 48, stk.
6, jf. arbejdsskadesikringslovens § 2. Hvis der ikke er tegnet
forsikring, skal skaden anmeldes direkte til Arbejdsmarke-
dets Erhvervssikring.
Ændringerne af anmeldereglerne udmøntes i én samlet be-
kendtgørelse efter arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 2, 3
og 4, og arbejdsmiljølovens § 75. Bekendtgørelsen vil også
indeholde bestemmelser om straf, jf. arbejdsskadesikringslo-
vens § 82, stk. 3, og arbejdsmiljølovens § 84. En fuldstæn-
dig harmonisering af anmeldekriterierne forventes at gøre
det nemmere og simplere for arbejdsgivere og andre anmel-
dere af arbejdsulykker at forstå og vurdere, hvornår en ar-
bejdsulykke er anmeldepligtig. På baggrund af data om an-
meldte sager i EASY vil forventeligt halvdelen af sagerne
alene skulle anmeldes efter det objektive fraværskriterium.
De gældende regler om anmeldelse af erhvervssygdomme er
samlet i arbejdsskadesikringslovens § 34 og bekendtgørelse
nr. 1478 af 2. december 2016 om lægers og tandlægers pligt
til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring. Anmeldefristen og hvornår
anmeldefristen regnes fra m.v. fremgår af bekendtgørelsen.
Ved lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås det at ophæve bestem-
melsen i arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 3, således, at
det ikke fremgår af loven, hvornår fristen for at anmelde er-
hvervssygdomme regnes fra.
Reglerne om, hvornår anmeldefristen regnes fra, vil fortsat
fremgå af bekendtgørelsen om lægers og tandlægers pligt til
at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring.
Forslaget vil ikke påvirke hverken lægers, tandlægers, til-
skadekomnes eller efterladtes retsstilling, idet reglerne om
anmeldefrister fortsat vil fremgå af bekendtgørelsen om læ-
gers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme
til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
27
Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven. § 31,
stk. 3, som ikke har selvstændig betydning, fjernes således
fra loven med henblik på at gøre lovgivningen mere over-
skuelig.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt.
2.1.
Til nr. 6
Efter gældende regler skal Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring inden 48 timer underrettes om dødsfald, der kan være
forårsaget af en arbejdsskade, herunder ethvert dødsfald ind-
truffet på en arbejdsplads.
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 31, stk. 4, 2. pkt., at underretning skal finde
sted, selv om den arbejdsskade, der kan have medført døds-
faldet, allerede er anmeldt eller skal anmeldes efter stk. 1-3.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal således inden 48 ti-
mer underrettes om dødsfald, der kan være forårsaget af en
arbejdsskade, herunder ethvert dødsfald indtruffet på en ar-
bejdsplads, uanset om arbejdsskaden er anmeldt efter regler-
ne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og er-
hvervssygdomme.
Ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås det i arbejdsskadesi-
kringslovens § 31, stk. 4, 2. pkt., at henvisningen til stk. 1-3
ændres til stk. 1 og 2 samt § 34, stk. 1.
Forslaget er en konsekvens af de foreslåede ændringer i lov-
forslagets § 1, nr. 5, hvorved § 31, stk. 3, er blevet ophævet,
således at reglerne om anmeldelse af erhvervssygdomme
fremgår af § 34, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 1478 af 2.
december 2016 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde
erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, der er fastsat i medfør af lovens § 34, stk. 1
og 2.
Forslaget vil ikke indholdsmæssigt ændre reglerne om an-
meldepligt ved dødsulykke, der kan være forårsaget af en ar-
bejdsskade, herunder dødsfald indtruffet på en arbejdsplads.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal derfor fortsat under-
rettes ved dødsfald, der kan være forårsaget af en arbejds-
skade, herunder dødsfald der er indtruffet på en arbejds-
plads, selv om arbejdsskaden, der kan have medført dødsfal-
det, allerede er anmeldt efter reglerne om anmeldelse af ar-
bejdsulykker eller erhvervssygdomme.
Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 5,
og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.
Til nr. 7
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 32, stk. 1, at anmeldepligten påhviler den
sikringspligtige arbejdsgiver, for så vidt angår arbejdsulyk-
ker.
Efter den gældende bestemmelse skal den sikringspligtige
arbejdsgiver således anmelde en fysisk eller psykisk skade,
der er forårsaget af en pludselig hændelse eller påvirkning,
der har varet i højst fem dage, og som er en følge af arbej-
det. Den sikringspligtige arbejdsgiver er enhver arbejdsgi-
ver, som i sin tjeneste beskæftiger personer her i landet, uan-
set om det er lønnet, ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbi-
gående. Dette gælder ligeledes for den arbejdsgiver, som i
sin tjeneste beskæftiger personer, der arbejder på et dansk
skib.
Ved lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås det at ophæve bestem-
melsen i arbejdsskadesikringslovens § 32, stk. 1, som en
konsekvens af, at reglerne om, at anmeldepligten påhviler
den sikringspligtige arbejdsgiver, foreslås indarbejdet i den
foreslåede bestemmelse til § 31, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 5. Bestemmelsen i § 32, stk. 1, bliver dermed over-
flødig. Anmeldepligten i forhold til arbejdsulykker vil med
forslagene til § 31, stk. 1 og 2, samt § 32, stk. 1, fortsat
uændret påhvile arbejdsgiver.
Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 5,
og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.
Til nr. 8
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 33, stk. 1, at den anmeldelsespligtige ar-
bejdsgiver, jf. § 32, og den frivilligt sikrede, jf. § 48, stk. 2,
anmelder ulykker til det forsikringsselskab, hvor der er teg-
net forsikring, jf. § 50.
Efter den gældende bestemmelse er det således den sikring-
spligtige arbejdsgiver, der skal anmelde arbejdsulykker til
det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring. Den
sikringspligtige arbejdsgiver er enhver arbejdsgiver, som i
sin tjeneste beskæftiger personer her i landet, uanset om det
er lønnet, ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående,
samt enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger per-
soner, der arbejder på et dansk skib. Derudover skal frivil-
ligt sikrede selvstændige erhvervsdrivende og medarbejden-
de ægtefæller ligeledes anmelde arbejdsulykker til det for-
sikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring.
Ved lovforslagets § 1, nr. 8 foreslås det i arbejdsskadesi-
kringslovens § 33, stk. 1, at »Den anmeldelsespligtige ar-
bejdsgiver, jf. § 32« ændres til: »Arbejdsgiveren«, jf. ar-
bejdsskadesikringslovens § 31, stk. 1 og 2.
28
Forslaget vil indebære, at det fortsat er arbejdsgiveren, der
skal anmelde ulykker til det forsikringsselskab, hvor der er
tegnet forsikring, ligesom den frivilligt sikrede fortsat skal
anmelde ulykker til det forsikringsselskab, hvor der er teg-
net forsikring. Efter arbejdsmiljøloven er det ligeledes ar-
bejdsgiver, der har pligt til at anmelde arbejdsulykker til Ar-
bejdstilsynet.
Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven ved at
ensrette lovens begreber. Begrebsmæssigt sondres der såle-
des i de øvrige bestemmelser om anmeldepligten ikke mel-
lem arbejdsgiver og den anmeldepligtige arbejdsgiver.
Der er med forslaget ikke tilsigtet ændringer af gældende
praksis. Det vil med forslaget derfor fortsat være den ar-
bejdsgiver, som beskæftiger personer her i landet, eller på et
dansk skib, der skal anmelde til det forsikringsselskab, hvor
der er tegnet forsikring. Det vil endvidere fortsat gælde, at
frivilligt sikrede selvstændige erhvervsdrivende og medar-
bejdende ægtefæller ligeledes skal anmelde arbejdsulykker
til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring.
Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 5 og
7, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.
Til nr. 9
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 34, stk. 1, at beskæftigelsesministeren fast-
sætter regler om, at læger og tandlæger skal anmelde såvel
klare, som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som
de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med,
til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet.
Efter den gældende bestemmelse har beskæftigelsesministe-
ren fastsat regler om, at anmeldelse af erhvervssygdomme
skal ske snarest muligt og senest 8 uger efter, at lægen eller
tandlægen er blevet bekendt med erhvervssygdommen, at
anmeldelse skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejds-
markedets Erhvervssikrings fælles anmeldesystem, og at an-
meldepligten bortfalder, når lægen eller tandlægen har sikret
sig, at erhvervssygdommen eller den skadelige påvirkning
allerede er anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring el-
ler Arbejdstilsynet. Reglerne herom er fastsat i bekendtgø-
relse nr. 1478 af 2. december 2016 om lægers og tandlægers
pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Ved lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås det i arbejdsskadesi-
kringslovens § 34, stk. 1, at læger og tandlæger skal anmel-
de såvel klare, som formodede tilfælde af erhvervssygdom-
me, som de pågældende bliver bekendt med, til Arbejdsmar-
kedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet.
Med forslaget vil lægers og tandlægers anmeldepligt fremgå
direkte af § 34, stk. 1, således at læger og tandlæger fortsat
skal anmelde såvel klare, som formodede tilfælde af er-
hvervssygdomme, som de pågældende gennem deres er-
hverv bliver bekendt med, til Arbejdsmarkedets Erhvervs-
sikring og Arbejdstilsynet. Forslaget vil ikke påvirke hver-
ken lægers eller tandlægers retsstilling.
Forslaget vil endvidere indebære, at beskæftigelsesministe-
rens hjemmel til at fastsætte reglerne om lægers og tandlæ-
gers anmeldelse af erhvervssygdomme, som de pågældende
gennem deres erhverv bliver bekendt med, udgår af bestem-
melsen. Beskæftigelsesministerens bemyndigelse til at fast-
sætte regler for, hvilke oplysninger anmeldelsen af arbejdsu-
lykker og erhvervssygdomme skal indeholde, foreslås i ste-
det indsat i den foreslåede bestemmelse til § 35, stk. 2.
Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor
en række bemyndigelsesbestemmelser om anmeldelse af
henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles i
§ 35, og hvor bemyndigelsen til beskæftigelsesministeren
om at fastsætte regler om lægers og tandlægers anmeldelse
af erhvervssygdomme foreslås sammenskrevet med samme
bemyndigelse i forhold til arbejdsulykker og indarbejdet i én
samlet bestemmelse i § 35, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr.
11.
Der henvises i øvrigt til ændringerne i § 1, nr. 10 og 11, og
de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.
Til nr. 10
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 34, stk. 2, 1. pkt., at beskæftigelsesministeren
kan fastsætte regler om, at oplysninger efter stk. 1 skal an-
meldes digitalt, og at kommunikation mellem Arbejdsmar-
kedets Erhvervssikring og lægen eller tandlægen i forbindel-
se hermed skal foregå digitalt. Det vedrører oplysninger i
forbindelse med lægers og tandlægers anmeldelse af såvel
klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme til Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet.
Det fremgår endvidere af den gældende bestemmelse i ar-
bejdsskadesikringslovens § 34, stk. 2, 2. og 3. pkt., at be-
skæftigelsesministeren herunder kan fastsætte regler om an-
vendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater
og digital signatur. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte
regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan undta-
ge læger og tandlæger fra digital anmeldelse og digital kom-
munikation, når ganske særlige omstændigheder taler for
det.
Efter den gældende bestemmelse har beskæftigelsesministe-
ren derfor i bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016
om anmeldelse af ulykker efter arbejdsskadesikringsloven
29
bl.a. fastsat regler om, at anmeldelse af erhvervssygdomme
skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings fælles anmeldesystem, hvorefter lægen el-
ler tandlægen honoreres for anmeldelsen med en takst, der
er fastsat af beskæftigelsesministeren. Læger og tandlæger,
der ikke anmelder en erhvervssygdom digitalt, modtager ik-
ke honorar for anmeldelsen. Derudover har beskæftigelses-
ministeren fastsat regler om, at dokumenter, der sendes digi-
talt til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
i forbindelse med anmeldelse af erhvervssygdomme, skal
være forsynet med digital signatur, dog således at Arbejds-
tilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan beslutte
at behandle et dokument, selv om dokumentet ikke er forsy-
net med digital signatur.
Beskæftigelsesministeren har i den forbindelse fastsat regler
om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring under ganske sær-
lige omstændigheder kan undtage læger og tandlæger fra di-
gital anmeldelse og digital kommunikation i forbindelse
med anmeldelse, hvis der er særlige konkrete og tekniske
omstændigheder, der gør, at den pågældende læge eller
tandlæge reelt ikke har mulighed for det. Dispensationsad-
gangen anvendes navnligt for den mindre gruppe af læger
og tandlæger, som ikke er i besiddelse af digitale kompeten-
cer, idet de ikke tidligere har anvendt it, hverken i virksom-
heden eller privat, og som ikke har mulighed for at lade an-
dre varetage den digitale indberetning. Afgørelse om dispen-
sation for digital anmeldelse og digital kommunikation i for-
bindelse med anmeldelse af erhvervssygdomme forudsætter,
at lægen eller tandlægen ansøger om dispensation samtidig
med anmeldelsen, og at lægen eller tandlægen ikke har ad-
gang til computer og internet. Dispensationsadgangen skal
sikre, at lægen og tandlægen ikke forhindres i at indfri de
pligter, der følger af loven, selvom lægen eller tandlægen ik-
ke er i besiddelse af digitale kompetencer.
Derudover fremgår det af den gældende bestemmelse i ar-
bejdsskadesikringslovens § 34, stk. 3, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation ved an-
meldelser af erhvervssygdomme, uanset om de er sendt til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller til Arbejdstilsynet.
Efter arbejdsskadesikringsloven skal anmeldelser af er-
hvervssygdomme sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring, mens anmeldelser af erhvervssygdomme efter arbejds-
miljøloven, skal sendes til Arbejdstilsynet. Erhvervssyg-
domme skal således både anmeldes til Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring og Arbejdstilsynet via Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikrings og Arbejdstilsynets fælles digitale anmelde-
system.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dis-
pensation ved anmeldelse af erhvervssygdomme, uanset om
erhvervssygdommen bliver anmeldt til både Arbejdsmarke-
dets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet, eller den ved en fejl
kun anmeldes til enten Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
eller Arbejdstilsynet.
Der gælder en tilsvarende bestemmelse vedrørende dispen-
sation ved anmeldelse af arbejdsulykker i § 35, stk. 5. Det er
dog Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der træffer afgørelse
om dispensation for digital anmeldelse af arbejdsulykker,
der anmeldes efter arbejdsskadesikringsloven, mens Ar-
bejdstilsynet træffer afgørelser om dispensation for digital
anmeldelse af arbejdsulykker, der anmeldes efter arbejds-
miljøloven. I tilfælde, hvor arbejdsulykken både anmeldes
til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, er
det Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der træffer afgørelse
om dispensation om digital anmeldelse af arbejdsulykker.
Det fremgår endvidere af den gældende bestemmelse i ar-
bejdsskadesikringslovens § 34, stk. 4, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring behandler modtagne anmeldelser om er-
hvervssygdomme, uanset om kravet om digital anmeldelse i
regler fastsat i medfør af stk. 2 er opfyldt.
Efter den gældende bestemmelse skal Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring således behandle anmeldelser om erhvervs-
sygdomme, selv om de af beskæftigelsesministeren fastsatte
regler om kravet om digital anmeldelse, ikke er opfyldt. Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring er derfor forpligtet til at be-
handle en anmeldelse, uanset om anmeldelsen modtages di-
gitalt eller på anden måde, da det er tilskadekomne eller til-
skadekomnes efterladte, der er berettigede til ydelser efter
loven.
Ved lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås det at ophæve bestem-
melsen i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 2-4, således
at reglerne om anmeldelse af erhvervssygdomme, dispensa-
tion ved anmeldelse af erhvervssygdomme samt behandling
af dispensationer ved anmeldelse af erhvervssygdomme ikke
længere fremgår i § 34. Disse regler foreslås fremover indsat
i arbejdsskadesikringslovens § 35.
Forslagene sker som led i et ønske om at forenkle loven,
hvor reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker
og erhvervssygdomme samles med henblik på at gøre lov-
givningen mere overskuelig. Ændringerne i lovforslagets §
1, nr. 10, skal ses i sammenhæng med ændring af den gæl-
dende § 34, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, da reglerne om
anmeldelser af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssyg-
domme så vidt muligt samles i samme paragraffer.
Bemyndigelsen i § 34, stk. 2, til beskæftigelsesministeren
om at kunne fastsætte regler om digital anmeldelse og digi-
tal kommunikation i forbindelse med anmeldelse af er-
hvervssygdomme, foreslås ophævet og samtidig indarbejdet
i den foreslåede bestemmelse til § 35, stk. 4, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 12 og 13. Beskæftigelsesministerens bemyndigelse
ændres ikke indholdsmæssigt.
30
Forslaget om at ophæve § 34, stk. 3, medfører, at reglen om,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om
dispensation om digital anmeldelse af erhvervssygdomme,
uanset om anmeldelsen er sendt til Arbejdstilsynet og/eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, foreslås indarbejdet i
den foreslåede bestemmelse til § 35, stk. 5, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 14. Forslaget vil ikke ændre rammerne for Arbejds-
markedets Erhvervssikrings afgørelse om dispensation.
Forslaget om at ophæve § 34, stk. 4, medfører, at reglen om,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler modtagne
anmeldelser om erhvervssygdomme, uanset om kravet om
digital anmeldelse er opfyldt, foreslås indarbejdet i den fore-
slåede bestemmelse til § 35, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr.
15. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil således fortsat
skulle behandle modtagne anmeldelser om erhvervssygdom-
me, uanset om kravet om digital anmeldelse er opfyldt.
Der henvises i øvrigt til ændringerne i § 1, nr. 12-15, og de
almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.
Til nr. 11
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 35, stk. 2, at beskæftigelsesministeren fast-
sætter regler for, hvilke oplysninger en anmeldelse skal in-
deholde, og hvorledes anmeldelse skal ske.
Efter den gældende bestemmelse fastsætter beskæftigelses-
ministeren således bl.a. regler om, at anmeldelse af arbejds-
ulykker skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejds-
markedets Erhvervssikrings fælles digitale anmeldesystem,
EASY, at arbejdsulykker anmeldes til det forsikringssel-
skab, hvor forsikringen er tegnet, hvornår forsikringsselska-
bet skal videresende anmeldelsen til Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring, og at anmeldelsen skal indeholde oplysninger
om tilskadekomne og skaden, oplysninger om anmelder og
virksomheden m.v. Reglerne herom er fastsat i bekendtgø-
relse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af ulyk-
ker til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Reglerne for hvilke oplysninger anmeldelse af erhvervssyg-
domme skal indeholde, og hvorledes anmeldelsen skal ske,
er fastsat i bekendtgørelse nr. 1478 af 2. december 2016 om
lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme
til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Ved lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås det i arbejdsskadesi-
kringslovens § 35, stk. 2, at indsætte, at bemyndigelsen til at
fastsætte regler om anmeldelsen gælder både arbejdsulykker
og erhvervssygdomme.
Forslaget vil indebære, at beskæftigelsesministeren fortsat
kan fastsætte regler for, hvilke oplysninger anmeldelse af ar-
bejdsulykker og erhvervssygdomme skal indeholde, og
hvorledes anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdom-
me skal ske.
Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor
en række bemyndigelsesbestemmelser om anmeldelse af
henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles
med henblik på at gøre lovgivningen mere overskuelig, og
hvor bemyndigelsen til beskæftigelsesministeren om at fast-
sætte regler for, hvilke oplysninger en anmeldelse af er-
hvervssygdomme skal indeholde, og hvorledes anmeldelse
skal ske, foreslås sammenskrevet med samme bemyndigelse
i forhold til arbejdsulykker, og indarbejdet i én samlet be-
stemmelse til § 35, stk. 2, jf. § 1, nr. 11.
Beskæftigelsesministerens bemyndigelse til at fastsætte reg-
ler om, hvilke oplysninger anmeldelse af arbejdsulykker og
erhvervssygdomme skal indeholde, og hvorledes anmeldelse
skal ske, svarer derfor til de nuværende bemyndigelser, der
fremgår af henholdsvis § 34, stk. 1, og § 35, stk. 2.
Forslaget vil ikke indholdsmæssigt ændre beskæftigelsesmi-
nisterens bemyndigelse efter loven. Beskæftigelsesministe-
ren vil derfor fremadrettet fortsat være bemyndiget til ek-
sempelvis at fastsætte regler om, at anmeldelse af arbejdsu-
lykker skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmar-
kedets Erhvervssikrings fælles anmeldesystem, at arbejdsu-
lykker anmeldes til det forsikringsselskab, hvor forsikringen
er tegnet, hvornår forsikringsselskabet skal videresende an-
meldelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og at an-
meldelsen skal indeholde oplysninger om tilskadekomne og
skaden, oplysninger om anmelder og virksomheden m.v.
Ændringen skal ses i sammenhæng med ændring af den gæl-
dende § 34, stk. 1, samt ophævelsen af § 34, stk. 2-4, hvor-
ved reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker
og erhvervssygdomme så vidt muligt samles i samme be-
stemmelser.
Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 9, og de almin-
delige bemærkninger, pkt. 2.1.
Til nr. 12
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 35, stk. 4, 1. pkt., at beskæftigelsesministeren
kan fastsætte regler om, at oplysninger efter stk. 2 og 3 skal
anmeldes digitalt, og at kommunikationen mellem Arbejds-
markedets Erhvervssikring, forsikringsselskabet og arbejds-
giveren i forbindelse hermed skal foregå digitalt. Det vedrø-
rer oplysninger og lægeerklæringer i forbindelse med, at ar-
bejdsgiver anmelder arbejdsulykker.
Efter den gældende bestemmelse har beskæftigelsesministe-
ren således bl.a. fastsat regler om, at anmeldelse af arbejdsu-
31
lykker skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmar-
kedets Erhvervssikrings fælles anmeldesystem, medmindre
arbejdsulykken anmeldes af arbejdsgivere uden CVR-num-
mer eller af tilskadekomne eller dennes efterladte. Derudo-
ver har beskæftigelsesministeren fastsat regler om, at doku-
menter, der sendes digitalt til forsikringsselskabet eller Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med anmel-
delse af arbejdsulykker, skal være forsynet med digital sig-
natur, dog således at forsikringsselskabet og Arbejdsmarke-
dets Erhvervssikring kan beslutte at behandle et dokument,
selv om dokumentet ikke er forsynet med digital signatur.
Reglerne herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1629 af 16.
december 2016 om anmeldelse af ulykker til Arbejdsmarke-
dets Erhvervssikring.
Ved lovforslagets § 1, nr. 12 foreslås det i arbejdsskadesi-
kringslovens § 35, stk. 4, 1. pkt., at henvisningen til »stk. 2
og 3« ændres til henvisning til: »stk. 2 og 3 samt § 34, stk.
1«, og at bestemmelsen udvides til at vedrøre digital kom-
munikation i forbindelse med anmeldelse af både arbejdsu-
lykker og erhvervssygdomme.
Forslaget til ændring af § 35, stk. 4, 1. pkt., vil ikke ind-
holdsmæssigt ændre beskæftigelsesministerens bemyndigel-
se efter loven. Beskæftigelsesministeren vil derfor fremad-
rettet fortsat være bemyndiget til at fastsætte regler om, at
oplysninger i forbindelse med både anmeldelse af arbejdsu-
lykker, jf. § 35, stk. 2 og 3, og erhvervssygdomme, jf. § 34,
stk. 1, skal anmeldes digitalt, og at kommunikationen i for-
bindelse med anmeldelsen skal foregå digitalt.
Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor
en række bemyndigelsesbestemmelser om anmeldelse af
henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles i
§ 35, og hvor bemyndigelsen til beskæftigelsesministeren til
at fastsætte regler om digital anmeldelse og kommunikation
i forbindelse med anmeldelse af erhvervssygdomme foreslås
sammenskrevet med samme bemyndigelsesbestemmelse i
forhold til arbejdsulykker og indarbejdet i én samlet bestem-
melse til § 35, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 12.
Til nr. 13
Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 35, stk. 4, 3.
pkt., at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan undtage arbejdsgive-
ren fra digital anmeldelse og digital kommunikation, når
ganske særlige omstændigheder taler for det.
Beskæftigelsesministeren fastsætter derfor bl.a. regler om, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i ganske særlige situatio-
ner kan undtage arbejdsgiveren fra digital anmeldelse og di-
gital kommunikation i forbindelse med anmeldelse af ar-
bejdsulykker. Afgørelse om dispensation for digital anmel-
delse og digital kommunikation forudsætter, at arbejdsgive-
ren ansøger om dispensation samtidig med anmeldelsen, og
at arbejdsgiveren ikke har adgang til computer og internet.
Der skal i øvrigt være tale om en ganske særlig situation.
Dispensationsadgangen skal sikre, at ingen forhindres i at
opnå de muligheder og indfri de pligter, der følger af loven,
selvom den erhvervsdrivende ikke er i besiddelse af digitale
kompetencer.
Ved lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås det i arbejdsskadesi-
kringslovens § 35, stk. 4, 3. pkt, at ændre »arbejdsgiveren«
til: »den anmeldepligtige«, således at der ikke sondres mel-
lem, om den anmeldepligtige er arbejdsgiver, læge eller
tandlæge.
Forslaget vil indebære, at beskæftigelsesministeren kan fast-
sætte regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan
undtage den anmeldepligtige fra digital anmeldelse og digi-
tal kommunikation, når ganske særlige omstændigheder ta-
ler for det. Afgørelse om dispensation for digital anmeldelse
og digital kommunikation forudsætter, at den anmeldepligti-
ge ansøger om dispensation samtidig med anmeldelsen, og
at den anmeldepligtige ikke har adgang til computer og in-
ternet. Der skal i øvrigt være tale om en ganske særlig situa-
tion. Dispensationsadgangen skal sikre, at ingen forhindres i
at opnå de muligheder og indfri de pligter, der følger af lo-
ven, selvom den anmeldepligtige ikke er i besiddelse af digi-
tale kompetencer.
Forslaget til ændring af § 35, stk. 4, 3. pkt., vil ikke ind-
holdsmæssigt ændre beskæftigelsesministerens bemyndigel-
se efter loven. Beskæftigelsesministeren vil derfor fremad-
rettet fortsat være bemyndiget til at fastsætte regler om, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan undtage den anmel-
depligtige fra digital anmeldelse og digital kommunikation i
ganske særlige situationer. Forslaget vil derfor medføre, at
der ikke sondres mellem, om den anmeldepligtige er ar-
bejdsgiver, læge eller tandlæge.
Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor
en række bemyndigelsesbestemmelser om anmeldelse af
henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles i
§ 35. Beskæftigelsesministerens bemyndigelse til at fastsæt-
te regler om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings mulighed
for at undtage den anmeldepligtige fra digital anmeldelse og
kommunikation, vil vedrøre både arbejdsulykker og er-
hvervssygdomme, indarbejdet i én samlet bestemmelse i §
35, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 10, og de almin-
delige bemærkninger, pkt. 2.1.
Til nr. 14
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 35, stk. 5, at Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring træffer afgørelse om dispensation om anmeldelser, som
32
både er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ar-
bejdstilsynet. Bestemmelsen vedrører dispensation fra plig-
ten til digital anmeldelse af arbejdsulykker.
Efter arbejdsskadesikringsloven skal anmeldelser af arbejds-
ulykker sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, mens
anmeldelser af arbejdsulykker efter arbejdsmiljøloven, skal
sendes til Arbejdstilsynet. Der forekommer således tilfælde,
hvor arbejdsulykken anmeldes til både Arbejdstilsynet og
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Arbejdsulykker skal an-
meldes via Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Arbejds-
tilsynets fælles digitale anmeldesystem (EASY).
Efter gældende regler er der adgang til efter ansøgning at
dispensere fra pligten til at anmelde digitalt under ganske
særlige omstændigheder. Undtagelse forudsætter ansøgning
herom i forbindelse med den konkrete anmeldelse. Der kan
ikke gives dispensation, hvis anmelderen har adgang til
computer og internet.
De nærmere regler for afgørelse om dispensation om anmel-
delse er fastsat af beskæftigelsesministeren i bekendtgørelse
nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af ulykker til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og bekendtgørelse nr.
1478 af 2. december 2016 om lægers og tandlægers pligt til
at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring i medfør af henholdsvis lo-
vens § 34, stk. 1 og 2, samt § 35, stk. 2.
Det følger af bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016
om anmeldelse af ulykker efter arbejdsskadesikringsloven
og bekendtgørelse nr. 615 af 8. juni 2010 om anmeldelse af
arbejdsulykker m.v. til Arbejdstilsynet med senere ændrin-
ger, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse
om dispensation for digital anmeldelse af arbejdsulykker,
der anmeldes efter arbejdsskadesikringsloven, mens Ar-
bejdstilsynet træffer afgørelser om dispensation for digital
anmeldelse af arbejdsulykker, der anmeldes efter arbejds-
miljøloven. I tilfælde, hvor arbejdsulykken både anmeldes
til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, er
det Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der træffer afgørelse
om dispensation om digital anmeldelse af arbejdsulykker.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om dispensa-
tion indebærer derfor en dispensation for kravet om digital
anmeldelse efter § 75, stk. 5, i arbejdsmiljøloven således, at
to myndigheder ikke skal vurdere samme ansøgning om dis-
pensation.
Der gælder en tilsvarende bestemmelse vedrørende dispen-
sation ved anmeldelse af erhvervssygdomme i § 34, stk. 3.
Det er dog efter de gældende regler Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring, der træffer afgørelse om dispensation om an-
meldelse uanset, om anmeldelsen er sendt til Arbejdsmarke-
dets Erhvervssikring eller til Arbejdstilsynet.
Ved lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås det i arbejdsskadesi-
kringslovens § 35, stk. 5, at ændre »som er sendt til Arbejds-
markedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet« til: »jf. stk.
4« således, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer af-
gørelse om dispensation om anmeldelser af både arbejdsu-
lykker og erhvervssygdomme.
Med forslaget vil det fremgå eksplicit af loven, at bestem-
melsen vedrører afgørelse om dispensation om digital an-
meldelse, jf. bestemmelsens stk. 4. Med forslaget om æn-
dringen af § 35, stk. 4, vil bestemmelsen både vedrøre ar-
bejdsulykker og erhvervssygdomme, jf. de foreslåede be-
stemmelser til § 1, nr. 10, og § 1, nr. 12 og 13. Forslaget vil
således medføre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træf-
fer afgørelse om dispensation for digital anmeldelse af ar-
bejdsulykker og erhvervssygdomme efter § 35, stk. 4, i alle
tilfælde, uanset om anmeldelsen er sendt til Arbejdsmarke-
dets Erhvervssikring eller Arbejdstilsynet.
Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor
en række bestemmelser om anmeldelse af henholdsvis ar-
bejdsulykker og erhvervssygdomme samles i § 35, og hvor
reglerne om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer
afgørelse om dispensation om anmeldelser af erhvervssyg-
domme, foreslås sammenskrevet med samme bemyndigelse
i forhold til arbejdsulykker og indarbejdet i én samlet be-
stemmelse til § 35, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Forslaget vil ikke ændre rammerne og praksis for afgørelse
om dispensation. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil med
forslaget derfor fortsat kunne give dispensation under gans-
ke særlige omstændigheder. Dette vil være tilfældet, når ar-
bejdsgiver, lægen eller tandlægen ikke er i besiddelse af de
fornødne digitale kompetencer til at anmelde digitalt. Dis-
pensationsadgangen er tiltænkt arbejdsgivere, læger og tand-
læger, der ikke tidligere har anvendt it, hverken i virksom-
heden eller privat, og de ikke har mulighed for at lade andre
varetage den digitale anmeldelse. Det vil derfor ikke være
muligt at opnå dispensation, hvis man har adgang til både
computer og internet. Dispensationsadgangen skal sikre, at
ingen forhindres i at opnå de muligheder og indfri de pligter,
der følger af lovforslaget.
Forslaget vil endvidere være med til at ensarte praksis for
dispensation, da sager vedrørende afgørelse om dispensation
om digital anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssyg-
domme altid behandles af samme instans. Der tilsigtes med
forslaget ikke materielle ændringer af praksis for afgørelse
om dispensation.
Ændringen skal ses i sammenhæng med ændring af den gæl-
dende § 34, stk. 1, samt ophævelsen af § 34, stk. 2-4, hvor-
ved reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker
og erhvervssygdomme så vidt muligt samles i samme be-
33
stemmelser med henblik på at gøre lovgivningen mere over-
skuelig.
Forslaget vil medføre, at bestemmelsen bruges til dispensa-
tion ved anmeldelse af både arbejdsulykker og erhvervssyg-
domme, da der ikke sondres mellem om anmeldelsen er
sendt til både Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring eller kun til enten Arbejdstilsynet eller Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring.
Forslaget vil endvidere medføre, at Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring træffer afgørelse om dispensation om anmel-
delser selv om, anmeldelsen kun er sendt til enten Arbejds-
tilsynet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Arbejds-
markedets Erhvervssikring vil ligeledes fortsat træffe afgø-
relse om dispensation, hvis anmeldelse både er sendt til Ar-
bejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring vil således kunne træffe af-
gørelse om dispensation om anmeldelser af erhvervssyg-
domme, selv om anmeldelsen ved en fejl kun er sendt til Ar-
bejdstilsynet. Forslaget vil derfor medføre, at Arbejdstilsy-
net fremover ikke vil kunne træffe afgørelse om dispensa-
tion om digital anmeldelse af arbejdsulykker.
Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 14, og de almin-
delige bemærkninger, pkt. 2.1.
Til nr. 15
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 35, stk. 6, at Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring behandler modtagne anmeldelser om ulykker, uanset
om kravet om digital anmeldelse i regler fastsat i medfør af
arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 4, er opfyldt.
Efter den gældende bestemmelse skal Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring behandle anmeldelser om arbejdsulykker, selv
om de af beskæftigelsesministeren fastsatte regler om kravet
om digital anmeldelse, ikke er opfyldt. Baggrunden herfor
er, at de berettigede efter arbejdsskadesikringsloven er til-
skadekomne eller tilskadekomnes efterladte. Af hensyn til
de berettigede er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forplig-
tet til at behandle en anmeldelse, uanset om anmeldelsen
modtages digitalt eller på anden måde.
Ved lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås det i arbejdsskadesi-
kringslovens § 35, stk. 6 at lade »om ulykker« udgå, således
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler modtagne
anmeldelser af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, uan-
set om kravet om digital anmeldelse er opfyldt.
Forslaget vil indebære, at § 35, stk. 6, både omhandler mod-
tagne anmeldelser af henholdsvis arbejdsulykker og er-
hvervssygdomme. Bestemmelsen vil dermed indebære, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler modtagne an-
meldelser om både arbejdsulykker og erhvervssygdomme,
uanset om kravet om digital anmeldelse i stk. 4, er opfyldt.
Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor
reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og
erhvervssygdomme samles med henblik på at gøre lovgiv-
ningen mere overskuelig. Ændringen vil medføre at § 34,
stk. 4, bliver overflødig.
Forslaget vil ikke ændre på, hvornår Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring skal behandle modtagne anmeldelser af ar-
bejdsulykker og erhvervssygdomme, da forslaget svarer til
de nuværende bestemmelser, der fremgår af § 34, stk. 4, og
§ 35, stk. 6. Den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 6, aflø-
ser således § 34, stk. 4, og § 35, stk. 6.
Ændringen skal ses i sammenhæng med ændring af den gæl-
dende § 34, stk. 1, samt ophævelsen af § 34, stk. 2 og 3,
hvorved reglerne om anmeldelser af henholdsvis arbejdsu-
lykker og erhvervssygdomme så vidt muligt samles i samme
paragraffer.
Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 10, og de almin-
delige bemærkninger, pkt. 2.1.
Til nr. 16
Det fremgår af de gældende bestemmelser i arbejdsskadesi-
kringslovens § 38, stk. 2, 1. og 2. pkt., at tilskadekomne har
ret til at få betalt rejseudgifter ved lægebehandling m.v. efter
stk. 1, når lægebehandlingen m.v. sker efter Arbejdsmarke-
dets Erhvervssikrings anmodning. Tilskadekomne har end-
videre ret til at få erstatning for dokumenteret tabt arbejds-
fortjeneste ved behandling m.v. efter stk. 1, hvis fraværet er
af mindst 2 timers varighed.
Bestemmelsen i § 38, stk. 2, skal ses i sammenhæng med
bestemmelsen i § 38, stk. 1, der pålægger tilskadekomne
snarest muligt efter arbejdsskadens indtræden at deltage i en
undersøgelse af en læge og derefter gennemgå den lægebe-
handling eller genoptræning, som lægen eller Arbejdsmar-
kedets Erhvervssikring finder nødvendig.
Formålet med § 38, stk. 1, er at tilvejebringe oplysninger om
tilskadekomnes helbredsmæssige forhold, der kan danne
grundlag for en afgørelse om anerkendelse, godtgørelse og
erstatning. Dette kan forudsætte, at tilskadekomne undersø-
ges af en læge. Undersøgelserne skal foretages snarest mu-
ligt efter arbejdsskadens indtræden. Dette skyldes, at formå-
let med undersøgelsen ellers kan forspildes.
I en række situationer vil tilskadekomne ikke kunne deltage
i en sådan lægeundersøgelse på egen hånd. Dette kan skyl-
des følgerne af arbejdsskaden eller andre forhold. Det kan
34
derfor være nødvendigt for tilskadekomne at have en ledsa-
ger med til undersøgelsen, herunder til transporten i forbin-
delse med undersøgelsen for, at undersøgelsen kan gennem-
føres.
En ledsager kan eventuelt hjælpe tilskadekomne med selve
transporten til og fra undersøgelsesstedet eller hjælpe tilska-
dekomne under selve undersøgelsen.
Ledsageren kan således sikre, at undersøgelsen gennemføres
snarest muligt og uden unødig forsinkelse, og uden at lægen
eller eventuelt hospitalet skal tage højde for særlige hjælpe-
midler eller for tolkebistand under undersøgelsen. Ledsager-
ne kan således sikre, at formålet med undersøgelsen ikke
forsinkes eller forspildes.
§ 38, stk. 2, indeholder en udtrykkelig hjemmel til, at tilska-
dekomne kan få betalt rejseudgifter og tabt arbejdsfortjene-
ste, men indeholder ikke en direkte hjemmel til at betale ud-
gifterne til en ledsager.
Efter mangeårig administrativ praksis betales der imidlertid
for transportudgifter og tabt arbejdsfortjeneste samt time- og
dagpenge også til en eventuel nødvendig ledsager. Den
mangeårige praksis er ikke underkendt af Ankestyrelsen.
I forlængelse heraf er det Beskæftigelsesministeriets vurde-
ring, at § 38, stk. 2, skal fortolkes bredt, således at »tabt ar-
bejdsfortjeneste og rejseudgifter« ud fra en formålsbestemt
fortolkning skal forstås således, at det omfatter alle udgifter,
som er nødvendige for, at tilskadekomne kan lade sig under-
søge. Dette gælder således også udgifter til tabt arbejdsfor-
tjeneste og transport for en ledsager, når ledsagelse er nød-
vendig, for at kunne gennemføre lægeundersøgelsen.
Der lægges i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering
heraf vægt på behovet for ledsager i den enkelte sag. Ved
denne vurdering vil indgå en række elementer, herunder
skadens art og omfang, tilskadekomnes muligheder for at
deltage i undersøgelsen, herunder transport til og fra under-
søgelsen uden ledsager, og mulighederne for at gennemføre
undersøgelsen i øvrigt uden ledsager. Der vil være tale om
en samlet vurdering, hvor de enkelte elementer kan indgå
med forskellig vægt.
Ved lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås det i § 38, stk. 2, 1. og
2. pkt., at det kommer til at fremgå, at nødvendig ledsager
også er berettiget efter bestemmelsen.
Med forslaget vil der blive skabt udtrykkelig hjemmel til
den langvarige praksis, hvorefter også en nødvendig ledsa-
ger kan få betalt for transportudgifter og tabt arbejdsfortje-
neste efter samme regler som tilskadekomne.
Forslaget vil indebære, at nødvendige ledsagere kan få dæk-
ket transportudgifter og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse
med undersøgelser af tilskadekomne til brug for vurderingen
af det varige mén og vurderingen af tabet af erhvervsevne
ved behandlingen af arbejdsskadesager, hvor det er nødven-
digt at gennemføre undersøgelserne.
Forslaget sikrer således, at formålet med undersøgelserne ik-
ke forsinkes eller forspildes.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt.
2.4.
Til nr. 17
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 42, stk. 1, 1. pkt., at efter anmodning fra til-
skadekomne eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
foranledning kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene,
jf. arbejdsskadesikringslovens §§ 15, 17 og 18, genoptages
inden for en frist på 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket
væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund
for afgørelsen.
Det gælder for sager vedrørende erstatning for udgifter til
bl.a. sygebehandling, optræning, anskaffelse af kørestole,
proteser, briller m.v., erstatning for tab af erhvervsevne samt
godtgørelse for varigt mén. De generelle regler om retten til
erstatning for tab af erhvervsevne, principper for fastsættelse
af erstatningens størrelse og regler om tilkendelse af erstat-
ning, herunder om udbetaling af erstatning som løbende
ydelse eller kapitalerstatning, samt regler om tidspunkterne
for erstatningens start og ophør, fremgår af den gældende
bestemmelse i § 17.
§ 17 suppleres af bestemmelsen i § 17 a, der indeholder reg-
ler om erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne
er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter skaden. Fleks-
job tilkendes som udgangspunkt som midlertidige fleksjob.
Som følge heraf tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne
til personer, der er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob,
som udgangspunkt som en midlertidige erstatning. Når der
træffes en midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne, in-
debærer dette forudsætningsvis, at sagen skal genoptages
(revideres), når de erhvervsmæssige forhold har ændret sig
eller er blevet permanente. Der fastsættes derfor i afgørelser
om midlertidige erstatninger for tab af erhvervsevne, herun-
der afgørelser efter § 17 a, altid en dato for genoptagelse af
sagen. Genoptagelsen sker på foranledning af Arbejdsmar-
kedets Erhvervssikring. Der træffes en ny midlertidig eller
endelig afgørelse baseret på de aktuelle midlertidigt eller en-
deligt afklarede erhvervsmæssige forhold, uanset om forhol-
dene har ændret sig. Træffes der en ny midlertidig afgørelse
indebærer det, at afgørelsen genoptages igen på foranled-
ning af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Der er ikke fast-
sat særskilte regler om genoptagelse af afgørelserne om er-
35
statning for tab af erhvervsevne efter § 17 a, og den generel-
le regel om genoptagelse i § 42 om genoptagelse af afgørel-
ser om erstatning for tab af erhvervsevne er derfor i praksis
lagt til grund. Denne langvarige praksis er ikke underkendt
af Ankestyrelsen.
Det betyder, at tilskadekomne, der har fået tilkendt erstat-
ning efter § 17 a, efter praksis kan få genoptaget sin sag og-
så, når de erhvervsmæssige forhold ændrer sig inden det
tidspunkt, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af egen
drift genoptager (reviderer) sagen. Dette fremgår imidlertid
ikke udtrykkeligt af arbejdsskadesikringsloven.
Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 17, at afgørelser efter §
17 a også bliver omfattet af bestemmelsen i lovens § 42, stk.
1, 1. pkt.
Det nuværende hjemmelsgrundlag fremgår implicit af prak-
sis vedrørende § 42, stk. 1. Denne praksis er tilsigtet, idet
reglen i § 17 a har til formål at fastsætte tabet af erhvervsev-
ne for tilskadekomne, der efter en arbejdsskade visiteres til
fleksjob, mens andre bestemmelser vedrørende tab af er-
hvervsevne, der er fastsat efter § 17, også gælder for tab af
erhvervsevne, der er fastsat efter § 17 a.
Forslaget vil indebære, at der i § 42, stk. 1, skabes udtrykke-
lig hjemmel til, at erstatningsspørgsmål i forhold til § 17 a
om fastsættelse af størrelsen på erstatning for tab af er-
hvervsevne, når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller
er i fleksjob efter skaden, kan genoptages inden for en frist
på 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket væsentlige æn-
dringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen,
ligesom det er tilfældet for erstatnings- og godtgørelses-
spørgsmål, jf. arbejdsskadesikringslovens §§ 15, 17 og 18,
vedrørende sygebehandling, optræning, hjælpemidler m.m.,
øvrige regler for erstatning for tab af erhvervsevne samt
godtgørelse for varigt mén.
Forslaget vil således indebære, at erstatningsspørgsmålet ef-
ter anmodning fra tilskadekomne eller på Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings foranledning kan genoptages inden for en
frist på fem år fra første afgørelse, når erstatningsspørgsmå-
let vedrører erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskade-
komne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter skaden.
Forslaget har ingen betydning for størrelsen af tilskadekom-
nes erstatning for tab af erhvervsevne.
Der henvises i øvrigt til ændringerne i § 1, nr. 2 og 18, og de
almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.
Til nr. 18
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 42, stk. 2, at modtageren af løbende ydelse
efter § 17 skal underrette forsikringsselskabet eller Arbejds-
markedets Erhvervssikring om enhver forandring i sine for-
hold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bort-
fald af ydelsen, ligesom forsikringsselskabet og Arbejds-
markedets Erhvervssikring skal være opmærksomme på, om
der indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold.
Forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring skal således underrettes om enhver forandring i forhold,
som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af
løbende erstatning for tab af erhvervsevne, ligesom forsik-
ringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal
være opmærksomme på, om der indtræder sådanne foran-
dringer i modtagerens forhold.
De generelle regler om retten til erstatning for tab af er-
hvervsevne, principper for fastsættelse af erstatningens stør-
relse og regler om tilkendelse af erstatning, herunder om ud-
betaling af erstatning som løbende ydelse eller kapitalerstat-
ning samt regler om tidspunkterne for erstatningens start og
ophør, fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsska-
desikringslovens § 17.
Den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens §
17 a regulerer fastsættelsen af erstatningens størrelse, når til-
skadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter
skaden. For så vidt angår øvrige regler om erstatning for tab
af erhvervsevne, der er fastsat efter arbejdsskadesikringslo-
vens § 17 a, gælder de generelle regler i lovens § 17.
Det foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 18, at afgørelser efter
§ 17 a også bliver omfattet af bestemmelsen i lovens § 42,
stk. 2.
Det nuværende hjemmelsgrundlag fremgår implicit af prak-
sis vedrørende § 42, stk. 2. Denne praksis er tilsigtet, idet
reglen i § 17 a har til formål at fastsætte tabet af erhvervsev-
ne for tilskadekomne, der efter en arbejdsskade visiteres til
fleksjob, mens andre bestemmelser vedrørende tab af er-
hvervsevne, der er fastsat efter § 17, også gælder for tab af
erhvervsevne, der er fastsat efter § 17 a.
Forslaget vil indebære, at der skabes udtrykkelig hjemmel
til, at modtageren af løbende erstatning for tab af erhvervs-
evne, der er tilkendt efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a,
når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob
efter skaden, skal underrette forsikringsselskabet eller Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver forandring i sine
forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller
bortfald af ydelsen.
36
Forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
skal ligeledes være opmærksomme på, om der indtræder så-
danne forandringer i modtagerens forhold.
Forslaget i arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 2, er en ko-
dificering af gældende praksis, hvorefter modtageren af lø-
bende ydelse efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a skal
underrette forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring om enhver forandring i sine forhold, som kan
formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen.
Forslaget har ingen betydning for størrelsen af tilskadekom-
nes erstatning for tab af erhvervsevne.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagene til §
1, nr. 2 og 17, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.
Til nr. 19
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesi-
kringslovens § 59, stk. 5, 1. og 2. pkt., at beskæftigelsesmi-
nisteren fastsætter regler for betalingen, taksternes størrelse
og opkrævningen heraf, herunder efter forhandling med
økonomi- og indenrigsministeren for så vidt angår reglerne
for Ankestyrelsen. Beskæftigelsesministeren bekendtgør ef-
ter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring taksternes størrelse en gang årligt, herunder
efter forhandling med økonomi- og indenrigsministeren for
så vidt angår Ankestyrelsens takster.
Som konsekvens af at Økonomi- og Indenrigsministeriet
samt Børne- og Socialministeriet i juni 2019 blev sammen-
lagt til Social- og Indenrigsministeriet, jf. kongelig resolu-
tion af 27. juni 2019, og Ankestyrelsens sagsbehandling på
arbejdsskadeområdet i den forbindelse blev henlagt til so-
cial- og indenrigsministeren, foreslås det ved lovforslagets §
1, nr. 19, at ændre »økonomi- og indenrigsministeren« til:
»social- og indenrigsministeren«.
Forslaget vil medføre, at beskæftigelsesministeren efter ind-
stilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring bekendtgør taksternes størrelse en gang årligt, herunder
efter forhandling med social- og indenrigsministeren, for så
vidt angår Ankestyrelsens takster.
Til nr. 20
Efter den gældende arbejdsskadesikringslovs § 77, 1. pkt.,
kan ydelser efter loven som udgangspunkt ikke danne
grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådra-
get sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller efterlad-
te. Der gælder en undtagelse fra denne hovedregel, idet sta-
ten efter lovens § 10 a, stk. 5, har regres mod ansvarlige ska-
devoldere for udgifter, der ikke kan kræves betalt af et for-
sikringsselskab m.fl. efter § 10 a, stk. 3 og 4. Lovens § 10 a
omhandler erstatning for følger af terrorhandlinger efter
straffelovens §§ 114 og 114 a.
Ved forslaget i § 1, nr. 21, indsættes der som stk. 2 i § 77 en
bestemmelse, der giver arbejdsskadeforsikringsselskaberne
m.fl. mulighed for at rejse et regreskrav mod en producent
eller mellemhandler, der er erstatningsansvarlig efter regler-
ne i lov om produktansvar.
Det foreslås således, at den nuværende undtagelse fra for-
buddet mod regres udvides til at omfatte erstatning i forbin-
delse med skader, der er omfattet af reglerne om produktan-
svar.
Forslaget betyder, at arbejdsskadeforsikringsselskaberne kan
rejse regreskrav mod den ansvarlige producent eller mellem-
handler, når der foreligger et produktansvar.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslaget til § 1,
nr. 21, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.7.
Forslaget er en konsekvensændring af forslaget til § 1, nr.
21.
Til nr. 21
Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 77, 1. pkt., at
ydelser i henhold til loven ikke kan danne grundlag for re-
greskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstat-
ningsansvar over for tilskadekomne eller deres efterladte, jf.
dog § 10 a. Tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod
den erstatningsansvarlige nedsættes i det omfang, der er be-
talt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter
denne lov. Krav på erhvervsevnetabserstatning efter erstat-
ningsansvarsloven nedsættes dog ikke som følge af, at der er
betalt eller er pligt til at betale midlertidig erhvervsevnetab-
serstatning efter denne lov.
Det betyder, at arbejdsskadesikringsloven er primær i for-
hold til erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler
om erstatning, herunder anden lovgivning, og at tilskade-
komne altid kompenseres efter reglerne i arbejdsskadesi-
kringsloven, der finansieres af arbejdsgiverne, uanset det ik-
ke er arbejdsgiveren, men tredjemand, der er den ansvarlige
skadevolder.
Det indebærer tillige, at der ikke kan rejses et regreskrav
mod en ansvarlig skadevolder. Der kan dog rejses regre-
skrav mod en ansvarlig skadevolder i sager, hvor skaden er
forvoldt ved terror, jf. lovens § 10 a.
Den ansvarlige skadevolder er kun forpligtet til at betale
eventuel differenceerstatning efter dansk rets almindelige
regler om erstatning. Krav på differenceerstatning forelig-
37
ger, når erstatningen udmålt efter erstatningsansvarsloven
overstiger erstatningen udmålt efter arbejdsskadesikringslo-
ven. Dette kan på grund af forskellige beregningsregler m.v.
eksempelvis være tilfældet for erstatning for tab af erhvervs-
evne.
Dette fremgår direkte af § 77 i arbejdsskadesikringsloven og
af højesteretspraksis, herunder Højesterets dom af 16. au-
gust 1995 offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, si-
de 843 H.
Ved lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar, der im-
plementerer EU-direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om til-
nærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov
fastsatte bestemmelser om produktansvar, er der indført et
objektivt ansvar for skade, der er forårsaget af defekter ved
produkter, jf. § 6 i produktansvarsloven. Efter denne be-
stemmelse påhviler det objektive ansvar producenten af pro-
duktet. Det følger endvidere af produktansvarslovens § 10,
at en mellemhandler hæfter umiddelbart over for skadelidte
og senere mellemhandlere i omsætningskæden.
Det betyder, at en skadelidt efter produktansvarsloven kan
vælge, om vedkommende vil rette erstatningskrav mod pro-
ducenten (producenterne), mellemhandleren (mellemhand-
lerne) eller mod dem begge, idet begge hæfter solidarisk
over for skadelidte, jf. lovens § 11. Af lovens § 13 fremgår
det, at loven ikke begrænser skadelidtes adgang til erstat-
ning efter almindelige regler om erstatning i, eller uden for
kontrakt, eller i medfør af regler, som er fastsat i eller i hen-
hold til anden lovgivning.
Efter de gældende regler er det kun muligt at gøre regre-
skrav gældende over for producenter og mellemhandlere,
hvis der er tale om krav på differenceerstatning.
Det er imidlertid ikke tanken med arbejdsskadesikringsloven
at afskære arbejdsgivere og arbejdsskadeforsikringsselska-
ber fra at søge deres tab dækket efter reglerne i produktan-
svarsloven.
Det foreslås derfor i § 1, nr. 21, at indsætte et stk. 2 i ar-
bejdsskadesikringslovens § 77, hvoraf det fremgår, at det
nuværende forbud mod regres i stk. 1 ikke finder anvendelse
i det omfang, der er eller pålægges erstatningsansvar efter
reglerne i lov om produktansvar. Forslaget har ingen betyd-
ning i forhold til størrelsen af tilskadekomnes og efterladtes
ret til erstatning, men angår udelukkende, hvem der i sidste
ende skal betale erstatningen m.v.
Forslaget indebærer, at når Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring har behandlet en arbejdsskadesag, hvor der også er pro-
duktansvar, og der er blevet udbetalt godtgørelse og erstat-
ning til den tilskadekomne, vil den, der har udbetalt kom-
pensationen efter arbejdsskadesikringsloven (det vil sige ar-
bejdsskadeforsikringsselskaberne m.fl.), derefter have mu-
lighed for at rejse et regreskrav mod producenten/mellem-
handleren af det produkt, der har medført skaden. Der kan
rejses et regreskrav mod producenten/mellemhandleren, når
ansvaret efter produktansvarsreglerne er erkendt af produ-
centen/mellemhandleren, eller fastslået ved dom eller på lig-
nende måde. Det vil sige, at det er forsikringsselskabet, de
selvforsikrede offentlige og private arbejdsgivere for så vidt
angår ulykker og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. §§ 2
og 3 i lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, der har mulighed for at rejse regreskravet.
Det gælder for erhvervssygdomme, og for øvrige sager efter
arbejdsskadesikringsloven, hvor Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring udbetaler erstatning m.v., herunder for eksem-
pel sager, hvor der ikke er forsikringspligt eller forsikrings-
pligten ikke er opfyldt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
er således ikke forpligtet til som led i den almindelige be-
handling af de anmeldte sager at indhente oplysninger med
henblik på at afdække et eventuelt produktansvar.
Regreskravets størrelse svarer til den kompensation, som til-
skadekomne er berettiget til efter arbejdsskadesikringsloven
og som arbejdsskadeforsikringsselskabet m.fl. har udbetalt.
Forslaget sikrer, at samspillet mellem arbejdsskadesikringen
og produktansvarsreglerne bliver i overensstemmelse med
EU-domstolens dom af 21. december 2011 (C-495/10).
Forslaget giver forsikringsselskaberne m.fl. en mulighed for
at rejse et regreskrav ved at fjerne regresforbuddet. Der er
ikke tale om en forpligtelse.
Vurderingen af, om der skal rejses et regreskrav, og i den
forbindelse vurderingen af eksistensen af og størrelsen af re-
greskravet mod producenterne/ansvarsforsikringsselskaber-
ne, er ikke afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven. Tvi-
ster om regreskrav vil skulle behandles og afgøres af dom-
stolene.
Den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens §
77 opretholdes i øvrigt. Det betyder, at den generelle regel
fortsat vil være, at kompensation efter arbejdsskadesikrings-
loven er primær i forhold til kompensation efter andre love.
Det betyder endvidere, at bortset fra sager, hvor der forelig-
ger produktansvar, vil muligheden for regres for den udbe-
talte kompensation efter arbejdsskadesikringsloven fortsat
være afskåret for arbejdsskadeforsikringsselskabet, herunder
for selvforsikrede arbejdsgivere og for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring for så vidt angår erhvervssygdomme.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt.
2.7.
38
Til nr. 22
Lov om arbejdsskadesikring regulerer primært reglerne om
arbejdsskade, herunder arbejdsulykke, vedrørende skader fra
den 1. januar 2004.
Private arbejdsgivere havde efter § 15, stk. 13, i lov om for-
sikring mod følger af ulykkestilfælde, der omfatter skader
fra 1. oktober 1933 til 31. marts 1978, mulighed for at være
selvforsikrede.
De private arbejdsgivere, der før 1. april 1978 havde opnået
denne ret, har efter arbejdsskadesikringslovens § 88, 2. pkt.,
bevaret denne ret og har dermed ikke forsikringspligt. Disse
arbejdsgivere kan vælge at være selvforsikrede på samme
måde som offentlige arbejdsgivere for så vidt angår arbejds-
ulykker.
De private arbejdsgivere, der har opnået fritagelse fra plig-
ten til at tegne arbejdsulykkesforsikring, har efter arbejds-
skadesikringslovens § 88, 3. pkt., samme retsstilling efter lo-
ven som et forsikringsselskab. Det indebærer, at de har
partsstatus i forhold til behandlingen konkrete sager om ar-
bejdsulykker efter arbejdsskadesikringsloven svarende til
den partsstatus som de selvforsikrede offentlige arbejdsgive-
re har.
At de har samme retsstilling som et forsikringsselskab inde-
bærer videre, at de er forpligtet til at betale for administrati-
onen af arbejdsskadesagerne i Arbejdsmarkedets Erhvervs-
sikring og Ankestyrelsen, samt medfinansiere fællesudgifter
efter arbejdsskadesikringslovens § 48 (finansiering af udgif-
ter i sager, hvor der ikke er forsikringspligt), § 52 (finansie-
ring af udgifter i sager, hvor arbejdsgiveren ikke har tegnet
den lovpligtige forsikring) og § 54 (finansiering af udgifter
vedrørende forsikringsselskaber hvor Finanstilsynet har
trukket tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikring tilba-
ge).
Af arbejdsskadesikringslovens § 88, 4. pkt., i gældende lov
fremgår, at fordeling af bidrag efter denne lovs §§ 48, 49, 53
og 56 foretages efter nærmere regler fastsat af beskæftigel-
sesministeren i samarbejde med erhvervsministeren, men
paragrafhenvisningen i 4. pkt. burde have været til lovens §§
48, 52 og 54. Paragrafhenvisningerne i gældende § 88, 4.
pkt., er således ikke korrekte, idet paragrafhenvisningerne
ikke er blevet korrekt opdateret ved gældende lov.
Det foreslås i § 1, nr. 22, at indsætte de korrekte paragraf-
henvisninger i § 88, 4. pkt.
Forslaget retter den fejlagtige lovhenvisning til §§ 48, 49, 53
og 56 i gældende lov og sikrer udtrykkelig hjemmel til, at de
private arbejdsgiveres forholdsmæssige andel af udgifterne
til arbejdsskadesikringslovens §§ 48, 52 og 54 indgår i for-
delingen af udgifterne efter bestemmelsen i § 48, stk. 6, 4.
pkt. Af arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 6, 4. pkt.,
fremgår, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere
regler for denne fordeling efter indstilling fra bestyrelsen for
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i samarbejde med Fi-
nanstilsynet. Dette fremgår allerede af den gældende formu-
lering af arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 6, der ikke
ændres ved dette lovforslag, og gentages derfor ikke i forsla-
get til arbejdsskadesikringslovens § 88, 4. pkt.
Den nuværende fordelingsnøgle, der forudsættes opretholdt,
er i dag fastsat i beskæftigelsesministerens bekendtgørelse
nr. 645 af 28. juni 2019 om finansiering af visse erstatninger
m.v., der udbetales af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ef-
ter lov om arbejdsskadesikring og lov om sikring mod følger
af arbejdsskade.
Det enkelte forsikringsselskabs andel heraf opgøres som for-
sikringsselskabets andel af de samlede udgifter i kalender-
året til godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af er-
hvervsevne. Det fremgår af lovens § 88, 3. pkt., at dette også
gælder for de private selvforsikrede arbejdsgivere. Ved ad-
ministrationen af opkrævninger fra forsikringsselskaberne,
herunder de selvforsikrede private arbejdsgivere, er de kor-
rekte paragrafhenvisninger lagt til grund.
Reglen om, at de private selvforsikrede arbejdsgivere har
samme retsstilling som et forsikringsselskab, har historisk
været gældende fra § 15, stk. 13, i lov om forsikring mod
følger af ulykkestilfælde, jf. lovbekendtgørelse nr. 137 af
26. april 1968, og er via overgangsbestemmelser med kor-
rekte lovhenvisninger videreført i efterfølgende hovedlove,
herunder arbejdsskadeforsikringsloven, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 450 af 25. juni 1987, og lov om sikring mod følger af
arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober
2000. Reglen er også med ikke korrekte lovhenvisninger vi-
dereført i gældende lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020.
Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at hjemmels-
grundlaget for opkrævning af betaling vedrørende §§ 48, 52
og 54 hos de selvforsikrede private arbejdsgivere er histo-
risk betinget i bestemmelserne i ulykkesforsikringsloven og
efterfølgende lovgivning sammenholdt med § 88, 3. pkt.,
hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at »Sådanne arbejdsgivere
har samme retsstilling efter denne lov som et forsikringssel-
skab.«
Forslaget vil indebære, at de korrekte paragrafhenvisninger
indsættes i § 88, 4. pkt., og at det præciseres, at de selvforsi-
krede private arbejdsgivere skal betale til finansieringen af
udgifter vedrørende sager, hvor der ikke er forsikringspligt,
jf. § 48, hvor arbejdsgiveren ikke har opfyldt sin forsikrings-
pligt, jf. § 52, og hvor et forsikringsselskab har fået inddra-
get tilladelsen til at tegne arbejdsulykkesforsikring, jf. § 54.
39
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt.
2.6.
Til § 2
Efter den gældende bestemmelse i § 7 i lov om den selve-
jende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 980 af 9. september 2019 består bestyrel-
sen af 1 formand og 10 øvrige medlemmer, som udpeges af
beskæftigelsesministeren efter indstilling fra arbejdsmarke-
dets parter. Arbejdsmarkedets parter indstiller henholdsvis 5
arbejdsgiverrepræsentanter og 5 arbejdstagerrepræsentanter.
Finansministeriet indstiller efter § 7, stk. 2, nr. 3, ét medlem
som arbejdsgiverrepræsentant.
Bestyrelsen udpeges af beskæftigelsesministeren for 4 år ad
gangen.
Ved kgl. resolution af 27. juni 2019 er det fastsat, at ressor-
tansvaret for overenskomstforhandlinger, løn, pension, le-
delse og personale overføres fra Finansministeriet til Skatte-
ministeriet.
Det foreslås i § 2, at ændre »Finansministeriet« til: »Skatte-
ministeriet« i § 7, stk. 2, nr. 3, i lov om den selvejende insti-
tution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Forslaget indebærer, at Skatteministeriet indstiller en repræ-
sentant til bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
på arbejdsgiversiden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8. i de almindelige bemærk-
ninger.
Til § 3
Til nr. 1
Efter § 17, stk. 1, 1. pkt. i erstatningsansvarsloven kan ydel-
ser i henhold til den sociale lovgivning, herunder dagpenge,
sygehjælp, pension efter den sociale pensionslovgivning og
ydelser i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, som til-
kommer en skadelidt eller efterlevende, ikke danne grundlag
for regreskrav mod den erstatningsansvarlige.
Lov om sikring mod følger af arbejdsskade (arbejdsskade-
forsikringsloven) er ophævet. Gældende lov er lov nr. 422 af
10. juni 2003 om arbejdsskadesikring, jf. lovens § 85, stk. 6.
På den baggrund foreslås henvisningen til lov om arbejds-
skadeforsikring i erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, 1.
pkt., ændret til en henvisning til gældende lov om arbejds-
skadesikring.
Til nr. 2
Efter erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., kan bl.a.
ydelser i henhold til arbejdsskadesikringsloven, som tilkom-
mer en skadelidt eller dennes efterlevende, ikke danne
grundlag for et regreskrav mod den erstatningsansvarlige.
Med lovforslagets § 1, nr. 21, foreslås der indført en undta-
gelse til denne hovedregel, hvorefter der kan rejses et regre-
skrav mod producenten/mellemhandleren, når pågældende
er ansvarlige efter produktansvarsreglerne. Som konsekvens
af denne ændring foreslås det, at der indsættes et nyt 4. pkt. i
erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1. Den foreslåede æn-
dring indebærer, at erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, 1.
pkt., ikke gælder for ydelser efter arbejdsskadesikringslo-
ven, hvis der er erstatningsansvar efter produktansvarsloven.
Den, der har udbetalt en ydelse efter arbejdsskadesikringslo-
ven til en skadelidt, vil således kunne gøre et regreskrav
gældende over for en producent eller en mellemhandler,
som efter produktansvarsloven er ansvarlig for at erstatte
skade, der er forårsaget af en defekt ved et produkt. Der
gælder efter produktansvarsloven § 6 et objektivt ansvar i
sådanne tilfælde.
Den foreslåede ændring skaber således fuld overensstem-
melse mellem erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesi-
kringsloven i forhold til regres for ydelser i henhold til ar-
bejdsskadesikringsloven for så vidt angår produktskader.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7. i de almindelige bemærk-
ninger.
Til § 4
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar
2021, jf. dog stk. 2.
Det indebærer, at følgende elementer i lovforslaget træder i
kraft den 1. januar 2021:
– Nye principper for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorer,
jf. § 1, nr. 4.
– Samspillet i arbejdsskadesikringsloven og erstatningsan-
svarsloven med reglerne om produktansvar, jf. § 1, nr. 1,
20-21 og § 3.
– Rettelse af fejlagtige paragrafhenvisninger, jf. § 1, nr.
22.
– Konsekvensændring som følge af ændret ressortforde-
ling, idet Ankestyrelsen nu hører under social- og inden-
rigsministeren, jf. § 1, nr. 19.
– Finansministeriets kompetence til at indstille et medlem
til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelse er
overgået til Skatteministeriet (konsekvensændring af
ændret ressortfordeling), jf. § 2, nr. 1.
40
Det indebærer, at § 1, nr. 4, anvendes på arbejdsulykker, der
indtræder på ikrafttrædelsesdagen eller senere, og erhvervs-
sygdomme, der anmeldes på ikrafttrædelsesdagen eller sene-
re.
Forslaget betyder, at de nye regler med opdaterede levetids-
forudsætninger anvendes i nye arbejdsskadesager, dvs. ar-
bejdsulykker, der indtræder fra den 1. januar 2021, og er-
hvervssygdomme, der anmeldes fra den 1. januar 2021. De
hidtil gældende regler i § 27 i arbejdsskadesikringsloven an-
vendes i sager om arbejdsulykker, der er indtrådt før den 1.
januar 2021, og i sager om erhvervssygdomme, der er an-
meldt før den 1. januar 2021, indtil den 1. januar 2030, jf. §
5, stk. 2.
Der vil blive udarbejdet en ny selvstændig vejledning med
kapitaliseringsfaktorer baseret på nye forudsætninger om le-
vetid med gyldighed for nye sager fra den 1. januar 2021.
For så vidt angår ændringen af § 77 i arbejdsskadesikrings-
loven i forslagets § 1, nr. 20 og 21, samt § 3, nr. 2, finder
anvendelse i sager, hvor der kan rejses et regreskrav mod en
producent, mellemhandler eller et forsikringsselskab på
ikrafttrædelsesdagen eller senere.
Regreskravet kan rejses, når der er truffet afgørelse om er-
statning eller godtgørelse m.v. efter arbejdsskadesikringslo-
ven og arbejdsskadeforsikringsselskabet m.fl. har haft mu-
lighed for at vurdere, hvorvidt der er grundlag for at rejse et
regreskrav på baggrund af reglerne om produktansvar. Det
betyder, at det udover afgørelser om erstatning eller godtgø-
relse, der træffes fra ikrafttrædelsesdagen, herunder i genop-
tagelsessager, også vil være muligt at rejse et regreskrav
vedrørende afgørelser, der er truffet før ikrafttrædelsesda-
gen, og hvor arbejdsskadeforsikringsselskabet på ikrafttræ-
delsesdagen eller senere vurderer, at der kan rejses et regre-
skrav. Adgangen til at rejse regreskrav begrænses dog af
reglerne om forældelse. Det betyder, at regreskravet er for-
ældet, hvis arbejdsskadeforsikringsselskabet ikke har rejst
kravet inden for forældelsesfristen.
Det er arbejdsskadeforsikringsselskaberne m.fl., herunder
selvforsikrede offentlige og private arbejdsgivere, der kan
rejse regreskravet mod producenten, mellemhandleren eller
forsikringsselskabet.
Regreskravet opstår, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
har truffet en afgørelse om erstatning m.v. efter §§ 15, 17-23
i arbejdsskadesikringsloven og arbejdsskadeforsikringssel-
skabet m.fl. har udbetalt erstatningen eller godtgørelsen.
Endelig indebærer ikrafttrædelsesbestemmelsen, at en række
henvisninger i arbejdsskadesikringsloven justeres.
Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 5-15, træder i kraft den 1. juli
2022 og finder anvendelse ved anmeldelse af arbejdsulykker
og erhvervssygdomme, der anmeldes på ikrafttrædelsesda-
gen eller senere.
Det udskudte ikrafttrædelsestidspunkt skyldes hensynet til
implementeringen af harmoniseringen af anmeldereglerne.
Det foreslås derfor, at ændringerne af anmeldereglerne først
træder i kraft den 1. juli 2022. Ikrafttrædelse den 1. juli 2022
sikrer, at det er muligt at foretage de fornødne it-mæssige
tilpasninger af anmeldesystemet.
Forslaget betyder, at de foreslåede ændrede regler på anmel-
deområdet i bestemmelserne i § 1, nr. 5-15, finder anvendel-
se på sager om arbejdsulykker og erhvervssygdomme, der
anmeldes den 1. juli 2022 eller senere. Dette vil indebære, at
sager om arbejdsulykker, der er indtrådt før den 1. juli 2022,
og først anmeldes efter den 1. juli 2022, også skal anmeldes
efter de foreslåede regler. Det er altså anmeldetidspunktet,
der er afgørende for, hvilke regler der skal benyttes for an-
meldelsen.
Denne ikrafttrædelse af de ændrede regler på anmeldeområ-
det sikrer en enkel overgang mellem hidtidige og nye regler.
Det bemærkes, at forslagene i § 1, nr. 5-15, ikke ændrer til-
skadekomnes rettigheder eller pligter, men alene ændrer i
procedurerne for anmeldelse. Der er således retssikkerheds-
mæssigt uproblematisk at anvende de nye anmelderegler og-
så for skader, der er indtruffet før ikrafttrædelsesdagen den
1. juli 2022.
Samtidig med ikrafttrædelsen af loven vil der blive udstedt
en fælles bekendtgørelse om anmeldelse af arbejdsulykker
efter arbejdsmiljøloven og arbejdsskadesikringsloven.
Til § 5
Det foreslås i § 5, stk. 1, at de hidtil gældende kapitalise-
ringsfaktorer udfases efter en overgangsperiode. Det fore-
slås således, at de nye principper om omsætning af løbende
erstatninger til kapitalerstatninger efter udløbet af en over-
gangsperiode indtil den 1. januar 2030 også får virkning og
skal anvendes for skader før den 1. januar 2021. Herved sik-
res fra den 1. januar 2030 ensartede og opdaterede princip-
per for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorer, uanset hvornår
skaden er sket/anmeldt. De nye principper om omsætning af
løbende erstatninger til kapitalerstatninger efter udløbet af
en overgangsperiode skal kun anvendes ved beregning af
ny-kapitaliseringer, der foretages efter den 1. januar 2030.
De nye principper giver derfor ikke mulighed for at genop-
tage og omberegne kapitalerstatninger, der er foretaget før
den 1. januar 2030. Dette gælder, uanset hvilken lovgivning
kapitalerstatningen er beregnet efter, jf. herved § 5, stk. 1,
nr. 1-4.
41
Det bemærkes dog, at en sag, der efter den 1. januar 2030
genoptages på forvaltningsretligt grundlag, fortsat vil være
omfattet af det retsgrundlag, som den oprindelige afgørelse
er truffet efter. Dette skyldes, at formålet med forvaltnings-
retlig genoptagelse er at genoprette den retlige eller faktuelle
fejl, der er begået ved den afgørelse, der genoptages. Det er
tillige en præmis, at genoptagelse alene sker, hvis det for-
ventes, at afgørelsen vil føre til et andet resultat.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at i sager om arbejdsskader fra
perioden den 1. januar 2004 til den 31. december 2020, der
er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 376 af 31. marts 2020, anvendes § 27, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 4, fra den 1. juli 2030 ved omsætning
af løbende erstatning til kapitalbeløb.
Det foreslås således i nr. 1, at de nye kapitaliseringsfaktorer,
der indføres ved § 1, nr. 4, anvendes i sager vedrørende ska-
der fra perioden den 1. januar 2004 til den 31. december
2020, når der fra den 1. januar 2030 træffes afgørelse i en
sådan sag om omsætning af en løbende erstatning for tab af
erhvervsevne og tab af forsørger til en kapitalerstatning.
Efter gældende regler fastsættes kapitaliseringsfaktorerne
for sager fra denne periode efter 3 forskellige principper:
For sager med skadedato den 1. januar 2004 til den 30. juni
2007 fastsættes kapitaliseringsfaktorerne på grundlag af det
daværende forsikringstekniske beregningsgrundlag for dø-
delighedsforudsætninger U74, med en fast grundlagsrente
på 10 pct. og uden forudsætninger om løntalsregulering og
beskatning.
For sager med skadedato den 1. juli 2007 til den 31. decem-
ber 2010 fastsættes kapitaliseringsfaktorerne på grundlag af
dødelighedsforudsætningerne i det forsikringstekniske be-
regningsgrundlag G82, med en fast grundlagsrente i 2010
niveau og med forudsætninger om løntalsregulering og be-
skatning i 2010-niveau.
For sager med skadedato den 1. januar 2011 til den 31. de-
cember 2020 fastsættes kapitaliseringsfaktorerne på grund-
lag af dødelighedsforudsætningerne i det forsikringstekniske
beregningsgrundlag G82, men med en variabel grundlags-
rente og med variable forudsætninger om løntalsregulering
og beskatning.
Forslaget betyder, at der efter overgangsperiodens udløb den
1. januar 2030 anvendes de kapitaliseringsfaktorer, der ind-
føres med dette lovforslag ved ny-kapitalisering. Det vil sige
samme forudsætninger om levetid, rente, løntalsregulering
og beskatning ved omsætning af løbende erstatning til kapi-
talerstatning i alle sager, der behandles efter arbejdsskadesi-
kringsloven, uanset skadedatoen og uanset hvornår anmod-
ningen om udmåling af kapitalerstatningen er modtaget.
Tilsvarende foreslås i stk. 1, nr. 2, at i sager om arbejdsska-
der fra perioden den 1. januar 1993 til den 31. december
2003, der er omfattet af lov om sikring mod følger af ar-
bejdsskader, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober
2000 med senere ændringer, der er ophævet ved § 85 a i ar-
bejdsskadesikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31.
marts 2020, med bemærkning om, at den fortsat anvendes
på:
1) ulykkestilfælde, pludselige løfteskader og kortvarige ska-
delige påvirkninger, der er indtruffet før den 1. januar 2004,
og
2) erhvervssygdomme anmeldt før den 1. januar 2004
anvendes § 27, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, ved
omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb fra den 1.
juli 2030 i stedet for § 43 i lov om sikring mod følger af ar-
bejdsskade. 1. pkt. anvendes også i sager om erhvervssyg-
domme anmeldt i 2004, jf. § 85, stk. 5, i arbejdsskadesi-
kringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020.
Det foreslås således i nr. 2, at de nye kapitaliseringsfaktorer,
der indføres ved § 1, nr. 4, anvendes i sager vedrørende ska-
der fra perioden den 1. januar 1993 til den 31. december
2003, når der fra den 1. januar 2030 træffes afgørelse i en
sådan sag om omsætning af en løbende erstatning for tab af
erhvervsevne og tab af forsørger til en kapitalerstatning.
Efter gældende regler fastsættes kapitaliseringsfaktorerne
for sager fra perioden på grundlag af det daværende forsik-
ringstekniske beregningsgrundlag vedrørende dødeligheds-
forudsætninger U74, med en grundlagsrente på 10 pct. og
uden forudsætninger om løntalsregulering og beskatning.
Endvidere blev værdien af afløsningsbeløbet indregnet i ka-
pitaliseringsfaktoren. U74 var et forsikringsteknisk bereg-
ningsgrundlag for livrenter på tidligere bestande og blev an-
vendt af livsforsikringsselskaberne fra 1974 til 1982. U74
indeholdt blandt andet oplysninger om dødelighed.
Lov om sikring mod følger af arbejdsskade, der trådte i kraft
den 1. januar 1993, er ophævet ved arbejdsskadesikringslo-
ven (gældende lov). § 85 a i gældende lov indebærer, at lov
om sikring mod følger af arbejdsskade fortsat anvendes for
ulykker, kortvarige skadelige påvirkninger og pludselige
løfteskader, der er indtrådt, og erhvervssygdomme, der er
anmeldt i perioden fra den 1. januar 1993 til den 31. decem-
ber 2003.
Forslaget betyder, at der efter overgangsperiodens udløb den
1. januar 2030 skal anvendes de kapitaliseringsfaktorer, der
indføres med dette lovforslag ved ny-kapitalisering. Det vil
sige samme forudsætninger om levetid, rente, løntalsregule-
42
ring, beskatning og erstatningsophør ved den konkrete til-
skadekomnes folkepensionsalder. Dette kapitaliserings-
grundlag skal således anvendes ved omsætning af løbende
erstatning til kapitalerstatning i alle sager, uanset skadeda-
toen og uanset, hvornår anmodningen om udmåling af kapi-
talerstatningen er modtaget.
Videre foreslås i stk. 1, nr. 3, at i sager om arbejdsskader fra
perioden den 1. april 1978 til den 31. december 1992, der er
omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 450 af 25. juni 1987 med senere ændringer, der er
ophævet ved § 71 i lov om sikring mod følger af arbejdsska-
de, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 med
senere ændringer med bemærkning om, at den fortsat anven-
des på:
1) arbejdsulykker og kortvarige skadelige påvirkninger, der
er indtruffet før den 1. januar 1993, og
2) erhvervssygdomme m.v. anmeldt før den 1. januar 1993
anvendes § 27, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, ved
omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb fra den 1.
juli 2030 i stedet for § 39 i arbejdsskadeforsikringsloven.
Det foreslås således i nr. 3, at de nye kapitaliseringsfaktorer,
der indføres ved § 1, nr. 4, anvendes i sager vedrørende ska-
der fra perioden 1. april 1978 til den 31. december 1992, når
der fra den 1. januar 2030 træffes afgørelse i en sådan sag
om omsætning af en løbende erstatning for tab af erhvervs-
evne og tab af forsørger til en kapitalerstatning.
Efter gældende regler fastsættes kapitaliseringsfaktorerne
for sager fra denne periode på grundlag af det daværende
forsikringstekniske beregningsgrundlag U74 vedrørende dø-
delighedsforudsætninger, med en grundlagsrente på 10 pct.
og uden forudsætninger om løntalsregulering og beskatning.
Endvidere blev værdien af afløsningsbeløbet indregnet i ka-
pitaliseringsfaktoren.
Arbejdsskadeforsikringsloven fra 1978, der trådte i kraft den
1. april 1978, er ophævet ved lov om sikring mod følger af
arbejdsskade. Efter § 71 i lov om sikring mod følger af ar-
bejdsskade anvendes arbejdsskadeforsikringsloven fra 1978
dog fortsat for arbejdsulykker og kortvarige skadelige på-
virkninger, der er indtrådt, og erhvervssygdomme, der er an-
meldt i perioden 1. april 1978 til den 31. december 1992.
Forslaget betyder, at der efter overgangsperiodens udløb den
1. januar 2030 anvendes de kapitaliseringsfaktorer, der ind-
føres med dette lovforslag ved ny-kapitalisering. Det vil sige
samme forudsætninger om levetid, rente, løntalsregulering,
beskatning og erstatningsophør ved den konkrete tilskade-
komnes folkepensionsalder. Det kapitaliseringsgrundlag
skal således anvendes ved omsætning af løbende erstatning
til kapitalerstatning i alle sager, uanset skadedatoen og uan-
set, hvornår anmodningen om udmåling af kapitalerstatnin-
gen er modtaget.
Endelig foreslås det i stk. 1, nr. 4, at i sager om ulykkestil-
fælde, der er indtruffet før den 1. april 1978 og er omfattet
af lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968 med senere ændrin-
ger, der er ophævet ved § 65, stk. 2, i arbejdsskadeforsik-
ringsloven, med bemærkning om, at den fortsat anvendes på
ulykkestilfælde, der er indtruffet før den 1. april 1978, an-
vendes § 27, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, ved om-
sætning af løbende rente til kapitalbeløb fra den 1. januar
2030 i stedet for § 36 i ulykkesforsikringsloven.
Det foreslås således i nr. 4, at de nye kapitaliseringsfaktorer,
der indføres ved § 1, nr. 4, anvendes i sager vedrørende ska-
der fra perioden 1. oktober 1933 til 31. marts 1978, når der
fra den 1. januar 2030 træffes afgørelse i en sådan sag om
omsætning af en løbende erstatning for tab af erhvervsevne
og tab af forsørger til en kapitalerstatning.
Efter gældende regler fastsættes kapitaliseringsfaktorerne
for sager fra denne periode på grundlag af det daværende
forsikringstekniske beregningsgrundlag L66 vedrørende dø-
delighedsforudsætninger, med en grundlagsrente på 8 pct.
og uden forudsætninger om løntalsregulering og beskatning.
Endvidere indgik værdien af den livsvarige invaliditetser-
statning i kapitaliseringsfaktoren.
Ulykkesforsikringsloven, der trådte i kraft den 1. oktober
1933, er ophævet ved arbejdsskadeforsikringsloven. Efter §
65, stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven anvendes ulykkes-
forsikringsloven fortsat på ulykkestilfælde, der er indtruffet i
perioden fra den 1. oktober 1933 til den 1. april 1978.
Forslaget betyder, at der efter overgangsperiodens udløb den
1. januar 2030 anvendes de kapitaliseringsfaktorer, der ind-
føres med dette lovforslag ved ny-kapitalisering. Det vil sige
samme forudsætninger om levetid, rente, løntalsregulering,
beskatning og erstatningsophør ved den konkrete tilskade-
komnes folkepensionsalder. Det kapitaliseringsgrundlag
skal således anvendes ved omsætning af løbende erstatning
til kapitalerstatning i alle sager, uanset skadedatoen og uan-
set, hvornår anmodningen om udmåling af kapitalerstatnin-
gen er modtaget.
Det foreslås i stk. 2, at i sager, der er omfattet af stk. 1, nr.
1-4, finder de hidtil gældende regler anvendelse, indtil den
1. januar 2030.
Det indebærer, at de hidtil gældende regler i § 27 i arbejds-
skadesikringsloven anvendes i sager om arbejdsulykker, der
er indtrådt før den 1. januar 2021, og i sager om erhvervs-
sygdomme, der er anmeldt før den 1. januar 2021, indtil den
43
1. januar 2030. Det gælder også for sager om arbejdsulyk-
ker, der er indtrådt før den 1. januar 2021, uanset om ulyk-
ken først anmeldes efter den 1. januar 2021.
Samtidig foreslås der i stk. 3, en undtagelsesbestemmelse,
hvorefter tilskadekomne og efterladte efter overgangsperio-
dens udløb den 1. januar 2030 har ret til kapitalerstatning
beregnet efter tidligere lovgivning, jf. stk. 1, nr. 1-4, når ka-
pitalerstatningen efter den tidligere lovgivning har en højere
værdi end kapitalerstatningen beregnet efter § 27, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 4. Forslagene i § 5, stk. 1, nr. 1-4,
vil således indebære, at langt hovedparten af de tilskade-
komne og efterladte med en skade fra før den 1. januar
2021, der skal have omsat en løbende erstatning til en kapi-
talerstatning efter udløbet af overgangsordningen den 1. ja-
nuar 2030, vil få en højere kapitalerstatning, mens ganske få
tilskadekomne og efterladte vil få en lavere kapitalerstat-
ning, såfremt en løbende erstatning efter den 1. januar 2030
skal omsættes til en engangserstatning. Det drejer sig som
udgangspunkt om personer med en skade før den 1. januar
2007, som har få år tilbage inden pensionsalderen, eller per-
soner med en skade før 1978, som modtager livslang erstat-
ning.
Det forudsættes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træf-
fer afgørelse efter undtagelsesbestemmelsen, når værdien af
kapitalerstatningen beregnet efter de hidtidige principper for
fastsættelse af kapitaliseringsfaktorer overstiger værdien af
kapitalerstatningen beregnet efter de principper, der indføres
ved § 1, nr. 4, i dette lovforslag. Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring skal således sikre, at kapitalerstatningen be-
regnes på baggrund af de principper, der giver tilskadekom-
ne og efterladte den højeste kapitalerstatning.
Undtagelsesbestemmelsen har således til formål at sikre til-
skadekomne bedst muligt ved, at ingen modtager af erstat-
ning vil få en mindre kapitalerstatning grundet udfasningen
af tidligere kapitaliseringsfaktorer efter udløb af overgangs-
ordningen.
I de sager, hvor forventeligt få tilskadekomne efter de nye
(foreslåede) kapitaliseringsfaktorer vil kunne få udmålt en
lavere erstatning, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ex
officio skulle sikre, at tilskadekomne ikke påføres noget
økonomisk tab som følge af udfasningen.
Tilskadekomne og efterladte vil altid kunne henvende sig til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og anmode om vejled-
ning om undtagelsesbestemmelsen eller anmode om, at und-
tagelsesbestemmelsen bringes i anvendelse.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse efter undtagel-
sesbestemmelsen er en afgørelse efter lovens § 40, der kan
indbringes for Ankestyrelsen af sagens parter efter § 44.
Til § 6
Arbejdsskadesikringsloven gælder ikke i Grønland, der har
sin egen lov om arbejdsskadesikring. Ændringerne i § 1 gæl-
der derfor ikke i Grønland. Ligeledes gælder lov om den
selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ik-
ke i Grønland. Ændringerne i § 2 gælder derfor ikke i Grøn-
land.
Erstatningsansvarsloven gælder ikke i Grønland, men kan
ved kgl. anordning sættes i kraft i Grønland med de afvigel-
ser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Erstatningsansvarsloven er sat i kraft i Grønland ved be-
kendtgørelse nr. 1078 af 11. september 2015 af anordning
om ikrafttræden af lov om erstatningsansvar i Grønland.
Arbejdsskadesikringsloven gælder heller ikke på Færøerne,
der har hjemtaget arbejdsskadeområdet, og ligeledes har
egen lov om arbejdsskadesikring. Ændringerne i § 1 gælder
derfor heller ikke på Færøerne. Ligeledes gælder lov om den
selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ik-
ke på Færøerne. Ændringerne i § 2 gælder derfor ikke på
Færøerne.
Erstatningsansvarsloven gælder ikke for Færøerne, men kan
ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvi-
gelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Erstatningsansvarsloven er sat i kraft på Færøerne ved an-
ordning nr. 582 af 23. juni 2008 om ikrafttræden for Færøer-
ne af lov om erstatningsansvar.
Det foreslås i § 6, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland, men at § 3 ved kgl. anordning helt eller delvis
kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændrin-
ger, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold til-
siger.
§ 6 indebærer, at det bliver muligt at gennemføre de ændrin-
ger af erstatningsansvarsloven, der foreslås ved dette lovfor-
slag, i Grønland og på Færøerne med de ændringer, som de
færøske og grønlandske forhold tilsiger.
44
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
I lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376
af 31. marts 2020, foretages følgende ændringer:
Beskæftigelsesministeriet
§ 1
Lov om arbejdsskadesikring 1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse
af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte be-
stemmelser om produktansvar, EU-Tidende 1985, nr. L 210,
side 29.«.
§ 27. Løbende årlig erstatning tilkendt efter § 17 for tab af
erhvervsevne på mindre end 50 pct. skal normalt og uden
den erstatningsberettigedes samtykke omsættes til et kapital-
beløb.
2. I § 27, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 17« til: »§§ 17 og 17 a«.
[.... ]
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Omsætning af løbende ydelse til kapitalbeløb finder
sted på grundlag af ydelsens størrelse på omsætningstids-
punktet. [… . ]
3. I § 27, stk. 4, 1. pkt., ændres »løbende ydelse« til: »løben-
de erstatning«, og »ydelsens« ændres til: »erstatningens«.
Faktorerne for omsætning af løbende erstatning til kapitalbe-
løb fastsættes på grundlag af aktuarmæssige principper i
spring af hele år og måneder. [… . ]
4. I § 27, stk. 4, 4. pkt., ændres »grundlag« til: »baggrund«.
Stk. 5. ---
§ 31. En arbejdsulykke, der antages at kunne begrunde krav
på ydelser efter loven, skal anmeldes snarest muligt og se-
nest 9 dage efter ulykkens indtræden.
5. § 31, stk. 1-3, ophæves, og i stedet indsættes:
»Arbejdsgiver skal senest 14 dage efter første fraværsdag
anmelde en arbejdsulykke, såfremt ulykken har medført fra-
vær fra tilskadekomnes sædvanlige arbejde ud over tilskade-
komstdagen.
Stk. 2. Er en arbejdsulykke ikke anmeldt efter stk. 1, skal
ulykken anmeldes senest på 5-ugers-dagen for ulykkens ind-
træden, hvis tilskadekomne ikke forventes at kunne genopta-
ge sit arbejde i fuldt omfang senest på dette tidspunkt.
Stk. 2. Arbejdsulykker, der ikke har medført fravær, men
som antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven,
jf. § 11, skal af arbejdsgiver anmeldes senest 14 dage efter
tilskadekomstdagen.«
Stk. 3. For erhvervssygdomme, jf. § 7, regnes anmeldelses-
fristerne fra det tidspunkt, hvor den anmeldelsespligtige har
fået kendskab til, at sygdommen må antages at være er-
hvervsbetinget.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
45
Stk. 4. [… . ] Underretning skal finde sted, selv om den ar-
bejdsskade, der kan have medført dødsfaldet, allerede er an-
meldt eller skal anmeldes efter stk. 1-3.
6. I § 31, stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 3, 2. pkt., ændres »stk.
1-3« til: »stk. 1 og 2 samt § 34, stk. 1«.
§ 32. Anmeldelsespligten påhviler den sikringspligtige ar-
bejdsgiver, for så vidt angår ulykker.
7. § 32, stk. 1, ophæves.
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 1 og 2.
Stk. 2. ---
§ 33. Den anmeldelsespligtige arbejdsgiver, jf. § 32, og den
frivilligt sikrede, jf. § 48, stk. 2, anmelder ulykker til det for-
sikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring, jf. § 50.
8. I § 33, stk. 1, ændres »Den anmeldelsespligtige arbejdsgi-
ver, jf. § 32« til: »Arbejdsgiveren, jf. § 31, stk. 1 og 2«.
Stk. 2. ---
§ 34. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, at læger
og tandlæger skal anmelde såvel klare som formodede til-
fælde af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem
deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring og Arbejdstilsynet.
9. I § 34, stk. 1, ændres »Beskæftigelsesministeren fastsætter
regler om, at læger« til: »Læger«.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at
oplysninger efter stk. 1 skal anmeldes digitalt, og at kommu-
nikation mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og læ-
gen eller tandlægen i forbindelse hermed skal foregå digitalt.
Ministeren kan herunder fastsætte regler om anvendelse af
bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital sig-
natur. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan undtage læger og
tandlæger fra digital anmeldelse og digital kommunikation,
når ganske særlige omstændigheder taler for det.
10. § 34, stk. 2-4, ophæves.
Stk. 5 bliver herefter stk. 2.
Stk. 3. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse
om dispensation ved anmeldelser af erhvervssygdomme,
uanset om de er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
eller til Arbejdstilsynet.
Stk. 4. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler mod-
tagne anmeldelser om erhvervssygdomme, uanset om kravet
om digital anmeldelse i regler fastsat i medfør af stk. 2 er
opfyldt.
Stk. 5. ---
§ 35. ---
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for, hvilke
oplysninger anmeldelsen skal indeholde, og hvorledes an-
meldelse skal ske.
11. I § 35, stk. 2, indsættes efter »anmeldelsen«: »af arbejds-
ulykker og erhvervssygdomme«.
Stk. 3. ---
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at
oplysninger efter stk. 2 og 3 skal anmeldes digitalt, og at
kommunikationen mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring, forsikringsselskabet og arbejdsgiveren i forbindelse
12. I § 35, stk. 4, 1. pkt., ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2 og
3 samt § 34, stk. 1,«, og »mellem Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring, forsikringsselskabet og arbejdsgiveren i for-
46
hermed skal foregå digitalt. [… . ] Beskæftigelsesministeren
kan fastsætte regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring kan undtage arbejdsgiveren fra digital anmeldelse og di-
gital kommunikation, når ganske særlige omstændigheder
taler for det.
bindelse hermed« ændres til: »i forbindelse med anmeldel-
se«.
13. I § 35, stk. 4, 3. pkt., ændres »arbejdsgiveren« til: »den
anmeldepligtige«.
Stk. 5. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse
om dispensation om anmeldelser, som både er sendt til Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet.
14. I § 35, stk. 5, ændres »som både er sendt til Arbejdsmar-
kedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet« til: »jf. stk. 4«.
Stk. 6. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler mod-
tagne anmeldelser om ulykker, uanset om kravet om digital
anmeldelse i regler fastsat i medfør af stk. 4 er opfyldt.
15. I § 35, stk. 6, udgår »om ulykker«.
Stk. 7. ---
§ 38. ---
Stk. 2. Tilskadekomne har ret til at få betalt rejseudgifter ved
lægebehandling m.v., jf. stk. 1, når lægebehandlingen m.v.
sker efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings anmodning.
Tilskadekomne har endvidere ret til at få erstatning for do-
kumenteret tabt arbejdsfortjeneste ved behandling m.v., jf.
stk. 1, 2. og 3. pkt., hvis fraværet er af mindst 2 timers varig-
hed. [… . ]
16. I § 38, stk. 2, 1. og 2. pkt., indsættes efter »Tilskadekom-
ne«: »og nødvendig ledsager«.
Stk. 3-5. ---
§ 42. Efter anmodning fra tilskadekomne eller på Arbejds-
markedets Erhvervssikrings foranledning kan erstatnings- og
godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§ 15, 17 og 18, genoptages
inden for en frist af 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket
væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund
for afgørelsen. [… . ]
17. I § 42, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 15, 17 og 18« til: »§§
15 og 17-18«.
Stk. 2. Modtageren af løbende ydelse efter § 17 skal under-
rette forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervs-
sikring om enhver forandring i sine forhold, som kan formo-
des at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen, ligesom
forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
skal være opmærksom på, om der indtræder sådanne foran-
dringer i modtagerens forhold.
18. I § 42, stk. 2, ændres »§ 17« til: »§§ 17 og 17 a«.
§ 59. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for takster-
nes størrelse, acontoopkrævning og efterfølgende regulering,
herunder efter forhandling med økonomi- og indenrigsmini-
steren, for så vidt angår reglerne for Ankestyrelsen. Beskæf-
tigelsesministeren bekendtgør efter indstilling fra bestyrel-
sen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring taksternes størrel-
se en gang årligt, herunder efter forhandling med økonomi-
19. I § 59, stk. 5, 1. og 2. pkt., ændres »økonomi- og inden-
rigsministeren« til: »social- og indenrigsministeren«.
47
og indenrigsministeren, for så vidt angår Ankestyrelsens tak-
ster.
§ 77. Ydelser i henhold til loven kan ikke danne grundlag
for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig er-
statningspligt over for tilskadekomne eller deres efterladte,
jf. dog § 10 a. [… . ]
20. I § 77, 1. pkt., indsættes efter »jf. dog«: »stk. 2 og«.
21. I § 77 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Reglen i stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse i det
omfang, der er eller pålægges erstatningsansvar efter regler-
ne i lov om produktansvar.«
§ 88. [… . ] Fordeling af bidrag efter denne lovs §§ 48, 49,
53 og 56 foretages efter nærmere regler fastsat af beskæfti-
gelsesministeren i samarbejde med erhvervsministeren.
22. § 88, 4. pkt., affattes således: »Arbejdsgivernes bidrag
efter § 48, stk. 6, § 52, stk. 1, og § 54, stk. 5, opgøres efter
reglen i § 48, stk. 6, 3. pkt.«
§ 2
I lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 980 af 9. september
2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 550 af 7. maj 2019 og §
15 i lov nr. 1563 af 27. december 2019, fortages følgende
ændring:
§ 7. --- 1. I § 7, stk. 2, nr. 3, ændres »Finansministeriet« til: »Skatte-
ministeriet«.
Stk. 2. Arbejdsmarkedets parter indstiller henholdsvis 5 ar-
bejdsgiverrepræsentanter og 5 arbejdstagerrepræsentanter
således:
---
3) Finansministeriet indstiller 1 medlem.
4) ---
Stk. 3 – 6. ---
Justitsministeriet
§ 3
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 1070 af
24. august 2018, som ændret ved § 3 i lov nr. 1719 af 27.
december 2018, foretages følgende ændringer:
§ 17. Ydelser i henhold til den sociale lovgivning, herunder
dagpenge, sygehjælp, pension efter den sociale pensionslov-
givning og ydelser i henhold til lov om arbejdsskadeforsik-
ring, som tilkommer en skadelidt eller efterlevende, kan ikke
danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarli-
ge. [… . ]
1. I § 17, stk. 1, 1. pkt., ændres »arbejdsskadeforsikring« til:
»arbejdsskadesikring«
2. I § 17, stk. 1, indsættes som 4. pkt.:
»I det omfang der er erstatningsansvar efter reglerne i lov
om produktansvar, gælder 1. pkt. ikke i forhold til ydelser i
henhold til lov om arbejdsskadesikring.«
48
Stk. 2. ---
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 5-15, træder i kraft den 1. juli 2022.
§ 5
Stk. 1. § 27 i lov om arbejdsskadesikring, som ændret ved
denne lovs § 1, nr. 4, finder ikke anvendelse i sager, hvor
der inden den 1. januar 2030 træffes afgørelse om omsæt-
ning af løbende erstatning til kapitalerstatning i sager om
ulykker, kortvarige skadelige påvirkninger, pludselige løfte-
skader, der er indtruffet før 1. januar 2021, og erhvervssyg-
domme, der er anmeldt før 1. januar 2021, efter følgende
lovgivning:
1) Arbejdsskadesikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 376
af 31. marts 2020.
2) Lov om sikring mod følger af arbejdsskader, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 med senere æn-
dringer.
3) Arbejdsskadeforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
450 af 25. juni 1987 med senere ændringer.
4) Lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968 med senere ændrin-
ger.
Stk. 2. I sager omfattet af stk. 1, nr. 1-4, finder de hidtil gæl-
dende regler anvendelse indtil 1. januar 2030.
Stk. 3. Tilskadekomne og efterladte har fra 1. januar 2030 ret
til kapitalerstatning beregnet efter tidligere lovgivning, jf.
stk. 1, nr. 1-4, når kapitalerstatningen efter den tidligere lov-
givning har en højere værdi end kapitalerstatningen beregnet
efter § 27, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 4.
Territorial afgrænsning
§ 6
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 3 kan
ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholds-
vis færøske og grønlandske forhold tilsiger.
49