Fremsat den 7. oktober 2020 af kulturminister (Joy Mogensen)

Fremsat den 7. oktober 2020 af kulturminister (Joy Mogensen)
Forslag
til
Lov om ændring af arkivloven
(Ret til indsigt i egne personoplysninger)
§ 1
I arkivloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1201 af 28.
september 2016, som ændret ved § 31 i lov nr. 503 af 23.
maj 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 6 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Rigsarkivet kan ikke opkræve vederlag eller ge-
byr ved indsigt i egne personoplysninger, jf. kapitel 7 a.«
2. I § 30, stk. 3, udgår »er part i den sag eller«.
3. I § 33 og § 35 indsættes efter »§ 31«: » og indsigt efter §
39 b«.
4. I § 34 indsættes efter »og 32«: » og indsigt efter § 39 b«.
5. Efter kapitel 7 indsættes:
»Kapitel 7 a
Ret til indsigt i egne personoplysninger
§ 39 a. En person kan over for et offentligt arkiv fremsæt-
te begæring om indsigt i egne personoplysninger, der helt el-
ler delvist er foretaget ved hjælp af automatisk databehand-
ling, eller som er eller vil blive indeholdt i et register.
Stk. 2. Begæring efter stk. 1 skal angive den myndighed,
der oprindelig har behandlet de pågældende oplysninger.
Stk. 3. Begæring om indsigt videresendes af det pågæl-
dende arkiv til den myndighed, der oprindelig har behandlet
de pågældende oplysninger. Myndigheden træffer derefter
afgørelse om indsigt. Det offentligt arkiv skal ved oversen-
delsen af en begæring efter stk. 1 i relevant omfang meddele
en række kontekstuelle oplysninger.
Stk. 4. Det pågældende arkiv træffer afgørelse for så vidt
angår begæring om indsigt i private arkivalier, som er afle-
veret til et offentligt arkiv.
§ 39 b. En person kan over for et offentligt arkiv fremsæt-
te begæring om indsigt i egne personoplysninger i arkivali-
er, som ikke er omfattet af § 39 a, jf. dog stk. 6-8, § 24 og
§§ 33-35.
Stk. 2. Begæring om indsigt efter stk. 1 skal indeholde de
oplysninger, som er nødvendige for at kunne identificere de
personoplysninger, der begæres indsigt i, herunder angive
den myndighed, institution m.v., der oprindeligt har behand-
let de pågældende oplysninger.
Stk. 3. Begæring om indsigt efter § 39 b indgives til det
offentlige arkiv, som er i besiddelse af de personoplysnin-
ger, der begæres indsigt i.
Stk. 4. Rigsarkivaren træffer afgørelse i begæringer om
indsigt efter stk. 1, som er indgivet til Rigsarkivet.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet træffer af-
gørelse i begæringer om indsigt efter stk. 1, som er indgivet
til kommunale arkiver eller regionale arkiver.
Stk. 6. Det offentlige arkiv skal undtage oplysninger fra
indsigten, hvis vilkår efter § 41, ikke i tilstrækkeligt grad
kan beskytte de hensyn som nævnt i offentlighedslovens ka-
pitel 4. Det offentlige arkiv skal udlevere de oplysninger,
der ikke undtages.
Stk. 7. Indsigt efter stk. 1 omfatter også arkivalier, der fin-
des i form af systematiske fortegnelser eller dokumenter i
individuelle klient-, elev-, beboer- eller patientsager, der er
afleveret til et offentligt arkiv fra private institutioner eller
organisationer, som ikke er omfattet af § 39 a.
Stk. 8. Ret til indsigt efter stk. 1 gælder ikke for oplysnin-
ger, der udelukkende behandles i videnskabeligt eller stati-
stisk øjemed.
Stk. 9. Dokumenterne skal udleveres i den form, som den,
der har fremsat anmodningen ønsker.
Stk. 10. Reglerne i §§ 36-38 om sagsbehandlingsfrister
gælder også for begæringer efter stk. 1.«
6. Kapitel 9 ophæves.
Lovforslag nr. L 18 Folketinget 2020-21
Kulturmin., j.nr. 19/03706
AK001598
7. I § 41, stk. 2, indsættes efter »ansøgninger«: » eller begæ-
ring om indsigt«.
8. Efter § 43 indsættes i kapitel 10:
»§ 43 a. Rigsarkivets afgørelser efter § 39 b kan påklages
til Kulturministeriet.
Stk. 2. Klagen indgives skriftligt til Rigsarkivet, der vide-
resender klagen til Kulturministeriet ledsaget af den påkla-
gede afgørelse og eventuelt materiale, der er indgået i sa-
gens bedømmelse.
Stk. 3. Omhandler klagen arkivalier, der er klassificerede
af sikkerhedsmæssige årsager, skal klagen rettes til den res-
sortmyndighed, der har ansvaret for det pågældende områ-
de.«
9. I § 46, stk. 4, indsættes efter »stk. 1«: », jf. dog § 39 a,
stk. 4 og § 39 b, stk. 7«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2021.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholds-
vis færøske og grønlandske forhold tilsiger.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Arkivaliernes tilgængelighed og adgang til ikke umid-
delbart tilgængelige arkivalier
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
2.2. Begrænsninger til arkivadgang og indsigt
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
2.3. Klage og tilsyn
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
2.4. Særligt om private arkivalier
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
2.5. Særligt om betaling for arkivadgang på Rigsarkivet
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
2.6. Straffebestemmelser
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
3. Forholdet til databeskyttelsesreglerne
4. Økonomiske konsekvenser og implementering kon-
sekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Det er regeringens opfattelse, at borgerne skal have en ret til
at få indsigt i egne personoplysninger, og dette ikke skal væ-
re begrænset af betalinger, tilladelser eller afhænge af typen
eller alderen af arkivalierne, hvor oplysningerne forefindes.
Regeringen har derfor besluttet, at der skal indføres en be-
stemmelse om ret til indsigt i egne personoplysninger i ar-
kivloven, som gælder for den type af arkivalier, der ikke i
forvejen er omfattet af lovens regler om indsigt i egne perso-
noplysninger. Dette gælder særligt papirarkivalier. Det fore-
slås desuden, at indsigtsretten skal være betalingsfri. Der
gælder i forvejen en bestemmelse om ret til indsigt i perso-
noplysninger omfattet af arkivalier omfattet af databeskyt-
telsesforordningen, og den foreslåede bestemmelse vil der-
for gælde for alle de typer af arkivalier, der ikke er omfattet
af databeskyttelsesforordningens anvendelsesområde.
Det kommer til at betyde, at borgerne ikke længere skal sø-
ge om tilladelse til arkivadgang i arkivalier, der ikke umid-
delbart er tilgængelige evt. mod betaling, men at borgerne
fremadrettet kan begære indsigt i egne personoplysninger,
som befinder sig hos Rigsarkivet eller hos øvrige offentlige
arkiver omfattet af arkivloven uden betaling.
I lovforslaget bruges betegnelsen ”offentligt arkiv”, når der
er tale om bestemmelser, der både gælder for Rigsarkivet,
regionale arkiver og kommunale arkiver.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Arkivaliernes tilgængelighed og adgang til ikke umid-
delbart tilgængelige arkivalier
2.1.1. Gældende ret
Som udgangspunkt bliver arkivalier hos de offentlige arki-
ver umiddelbart tilgængelige efter 20 år, jf. arkivlovens §
22, stk. 1. Borgere kan dermed få adgang til at se disse arki-
valier uden yderligere tilladelse fra det offentlige arkiv.
For visse typer af arkivalier gælder der dog længere tilgæn-
gelighedsfrister end 20 år, jf. arkivlovens §§ 23-25 og §§
27-28. Såfremt der f.eks. er tale om arkivalier, der indehol-
der oplysninger om enkeltpersoners private, herunder øko-
nomiske forhold, er de først tilgængelige efter 75 år, jf. ar-
kivlovens § 23, stk. 1. Endvidere kan der til beskyttelse af
væsentlige hensyn, fx statens sikkerhed, rigets forsvar, be-
skyttelse af vidner m.m., fastsættes en længere frist på højest
60 år, jf. arkivlovens § 27, stk. 1. En længere frist end 60 år
kan, for så vidt angår statslige arkivalier, fastsættes af
vedkommende minister efter forhandling med kulturministe-
ren, jf. arkivlovens § 27, stk. 2.
Såfremt arkivaliernes tilgængelighedsfrister endnu ikke er
udløbet, kan der alligevel søges om tilladelse til at benytte
arkivalierne, jf. arkivlovens § 30, stk. 1. Den der søger om
tilladelse skal oplyse om formålet med den tilsigtede benyt-
telse af de oplysninger, der søges adgang til, jf. arkivlovens
§ 30, stk. 2. Det offentlige arkiv kan i afgørelsen om tilladel-
3
se tage særligt hensyn til, om ansøgeren er part i den pågæl-
dende sag eller har en særlig individuel interesse i de oplys-
ninger, der søges adgang til, jf. arkivlovens § 30, stk. 3.
Det offentlige arkiv skal i forbindelse med ansøgninger efter
arkivlovens § 30 foretage et konkret skøn af karakteren af
oplysningerne, der ønskes indsigt i og formålet med benyt-
telsen af oplysningerne. Det offentlige arkiv kan herefter
fastsætte, om der skal knyttes vilkår til tilladelsen under
hensyn til overholdelse af formålet. Der henvises her til af-
snit 2.2. om undtagelser til og begrænsninger arkivadgang
og indsigt.
Det er Rigsarkivet, der træffer afgørelse om tilladelse efter
arkivlovens § 30 for så vidt angår arkivalier afleveret til
Rigsarkivet, jf. arkivlovens § 31. Kommunalbestyrelsen el-
ler regionsrådet træffer afgørelse for så vidt angår arkivalier,
som er afleveret til et kommunalt arkiv eller et regionalt ar-
kiv, jf. arkivlovens § 32.
Det offentlige arkiv skal i visse tilfælde indhente samtykke
fra den afleverende myndighed, hvis der er fastsat en længe-
re tilgængelighedsfrist efter § 27, hvis der er tale om brev-
veksling i forbindelse med retssager, eller hvis arkivalierne
er yngre end 20 år, jf. arkivlovens § 33. Dette gælder imid-
lertid kun for Rigsarkivet – og ikke for de kommunale og re-
gionale arkiver.
Hvis der er tale om arkivalier, som er afleveret af en offent-
lig myndighed, og arkivalierne indeholder oplysninger om
enkeltpersoners rent private forhold, og oplysningerne er
omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske perso-
ner i forbindelse med behandling af personoplysninger og
om fri udveksling af sådanne oplysninger, skal det offentlige
arkiv indhente samtykke fra Datatilsynet, jf. arkivlovens §
34. Dette gælder både for Rigsarkivet, de kommunale arki-
ver og de regionale arkiver. Hvis der er tale om den samme
type arkivalier, men de stammer fra domstolene, indhenter
Rigsarkivet samtykke fra Domstolsstyrelsen, jf. arkivlovens
§ 35.
Den afleverende myndighed, Datatilsynet og/eller Dom-
stolsstyrelsen foretager en vurdering af, om oplysningerne
kan udleveres til den, der har søgt om tilladelse og meddeler
til det offentlige arkiv, om der kan gives samtykke til arki-
vadgang, eller om arkivadgang skal nægtes. Dette sker bl.a.
med afsæt i de hensyn, der fremgår af anden særlovgivning
herunder fx lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr.
938 af 10. september 2019, lov om Politiets Efterretningstje-
neste (PET), jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 7. marts 2017
og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1287 af 28. november 2017. Det kan desu-
den ske med afsæt i de hensyn, der har begrundet, at arkiva-
lierne har fået en længere tilgængelighedsfrist efter arkivlo-
vens § 27, stk. 1, nr. 1-6. Det offentlige arkiv træffer heref-
ter afgørelse om, hvorvidt der kan meddeles arkivadgang.
Hvis betingelserne er opfyldt i både § 33, § 34 og § 35 eller
to af disse, vil det være relevant at indhente samtykke fra
flere af de i §§ 33-35 angivne myndigheder.
Den afleverende myndighed, Datatilsynet og Domstolssty-
relsen kan desuden – hvis der gives samtykke - anmode om,
at der stilles særlige vilkår for benyttelsen af arkivalierne.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2. om begrænsninger til ar-
kivadgang og indsigt.
For arkivenheder, som omfatter sager inden for strafferets-
plejen, gælder det, at de er tilgængelige, når de er 20 år
gamle. Dette gælder dig ikke, hvis arkivenhederne indehol-
der oplysninger om enkeltpersoners private, herunder øko-
nomiske forhold – disse er først tilgængelige efter 75 år, jf.
arkivlovens § 23. For så vidt angår de øvrige arkivalier
under strafferetsplejen, kan Rigsarkivet – hvis arkivalierne
er under 50 år – meddele indsigt i arkivalierne efter indhen-
tet samtykke fra den afleverende myndighed. I tilfælde hvor
det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn, kan
den afleverende myndighed konkret beslutte at nægte sam-
tykke, jf. arkivlovens § 24.
En ansøgning om tilladelse til benyttelse af offentlige arki-
valier skal som udgangspunkt færdigbehandles inden for 15
dage, jf. arkivlovens § 36. Hvis sagsbehandlingstiden træk-
ker ud, skal ansøgeren af det offentlige arkiv underrettes om
årsagen hertil.
Sagsbehandlingstiden kan desuden forlænges, såfremt der
skal indhentes samtykke fra enten den afleverende myndig-
hed, Datatilsynet eller Domstolsstyrelsen. Samtykket eller
afslag herpå skal indgives til arkivmyndigheden inden for 30
dage, jf. arkivlovens § 37.
Rigsarkivet behandler årligt omkring 1.900 sager, hvor bor-
geren i sin ansøgning efter arkivlovens § 30, stk. 1, har angi-
vet, at denne ønsker indsigt i en sag vedrørende den pågæl-
dende selv. Der gives kun afslag i ganske få tilfælde. Stør-
stedelen af disse sager er meget simple sager, hvor fx en
borger har ønsket en kopi af et eksamensbevis.
Som udgangspunkt skal alle myndigheder aflevere alle be-
varingsværdige dokumenter til de offentlige arkiver. Der har
gennem tiden været forskellige kassationsregler for de of-
fentlige myndigheder, hvorfor alle oplysninger ikke er afle-
veret til og bevaret på de offentlige arkiver. For visse per-
sonsager, fx børnesager og personalesager, var praksis tidli-
gere, at der kun blev bevaret sager for de borgere, der var
født den 1. i hver måned. Der blev senere indført et midlerti-
4
digt stop af denne kassation af børnesager og kassations-
stoppet er efterfølgende blevet gjort permanent.
I henhold arkivlovens § 42 kan en person desuden over for
et offentligt arkiv fremsætte begæring om indsigt efter arti-
kel 15 i databeskyttelsesforordningen. Det fremgår heraf, at
den registrerede har ret til at få den dataansvarliges bekræf-
telse på, om personoplysninger vedrørende den pågældende
behandles, og i givet fald adgang til personoplysningerne.
Bestemmelsen giver borgeren retskrav på indsigt i persono-
plysninger, som er omfattet af databeskyttelsesforordnin-
gens anvendelsesområde.
Arkivlovens § 42 er dermed kun gældende for personoplys-
ninger, der fremgår i arkivalier, der helt eller delvis er fore-
taget ved hjælp af automatisk databehandling, og på anden
ikkeautomatisk behandling, der er eller vil blive indeholdt i
et register, som er overført til opbevaring på offentlige arki-
ver, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 2, stk. 1.
Da arkivlovens § 42 er begrænset til databeskyttelsesforord-
ningens anvendelsesområde, gælder bestemmelsen ikke for
manuelt, papirbaseret behandling af oplysninger, der ikke er
eller vil blive indeholdt i et register. I disse tilfælde vil ansø-
geren skulle anmode om tilladelse til arkivadgang efter ar-
kivlovens § 30.
En begæring om indsigt efter § 42 skal angive den myndig-
hed, der oprindeligt har behandlet de pågældende oplysnin-
ger. Det er også denne myndighed, der har afgørelseskom-
petencen til at meddele indsigt, jf. arkivlovens § 42, stk. 3.
Den afleverende myndighed træffer herefter afgørelse efter
artikel 15 i databeskyttelsesforordningen og databeskyttel-
seslovens §§ 22-23 og efter de almindelige aktindsigtsregler
i henholdsvis forvaltningsloven og offentlighedsloven. For
så vidt angår arkivalier, som er afleveret af de retshåndhæ-
vende myndigheder, er disse dokumenter omfattet af databe-
skyttelsesforordningens regler, når de er afleveret til arkiv. I
de situationer, hvor der er tale om nedlagte myndigheder,
hvis sagsområde ikke er overtaget af en anden myndighed,
vil afgørelse om og gennemførelse af indsigt påhvile
vedkommende arkiv.
Indsigt efter § 42 gælder også for de private arkivalier, der
er afleveret til et offentligt arkiv. Afgørelseskompetencen
ligger i disse tilfælde hos det offentlige arkiv, jf. arkivlovens
§ 42, stk. 4. Retten til indsigt efter § 42 gælder uanset hvilke
aftaler, der måtte være indgået mellem det offentlige arkiv
og den afleverende private aktør. Tilgængeligheden til pri-
vate arkivalier bygger på en privat aftale mellem den, der af-
leverer arkivalierne, og det offentlige arkiv, der modtaget
det.
Med arkivlovens § 42 er der samme mulighed for at få ind-
sigt som efter databeskyttelsesforordningens artikel 15, men
processen er anerledens grundet særlige arkivmæssige hen-
syn. Efter artikel 15 er det således den dataansvarlige, der
har kompetence til at træffe afgørelse om indsigt, men efter
arkivlovens § 42 videresender det offentlige arkiv (som er
dataansvarlig) begæringen om indsigt til den myndighed,
der oprindelig har behandlet de pågældende oplysninger.
Det offentlige arkiv ligger inde med en stor mængde oplys-
ninger fra diverse myndigheder og opbevarer oplysninger i
samfundets interesse. De offentlige arkiver er dermed ikke
indrettet sådan, at det er muligt for dem at fremsøge alle op-
lysninger på enkeltpersoner grundet organiseringen. De of-
fentlige arkiver har samtidig heller ikke de rette kompeten-
cer til at foretage den relevante hensynsafvejning ved begæ-
ringer om indsigt, da de ikke har kendskab til forholdene for
alle myndighederne, som de opbevarer oplysninger for. Det
offentlige arkiv er dog fortsat forpligtet til at give de af arti-
kel 15, stk. 1, litra a-h relevante oplysninger til den, der be-
gærer indsigt, selvom det offentlige arkiv ikke har afgørel-
seskompetencen.
Det bemærkes i øvrigt, at indsigt i egne sager eller i egne
personoplysninger er reguleret i en række øvrige regelsæt,
der gælder inden for deres respektive retsområde. Det gæl-
der offentlighedsloven, forvaltningsloven, sundhedsloven,
retsplejeloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste, lov om
Forsvarets Efterretningstjeneste og databeskyttelsesforord-
ningen. Det bemærkes her, at lov om Politiets Efterretnings-
tjeneste og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste eksplicit
undtager de to tjenester fra de almindelige bestemmelser om
egenacces.
2.1.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
I den gældende arkivlov ift. tilladelse til at få adgang til ikke
umiddelbart tilgængelige arkivalier er det ikke et afgørende
hensyn, om ansøgeren ønsker oplysninger om sig selv eller
andre. Det er kun en faktor, der kan spille ind i vurderingen
af, om der kan gives tilladelse. Den gældende § 42 i arkivlo-
ven har desuden kun virkning for arkivalier, der er omfattet
af databeskyttelsesforordningens anvendelsesområde. Be-
stemmelsen gælder derfor ikke for arkivalier, som ikke kan
fremsøges systematisk eller i øvrigt indgår i et register, eller
øvrige arkivalier som måtte være undtaget fra databeskyttel-
sesforordningens anvendelsesområde. Det er derfor nødven-
digt med en ny bestemmelse, som sikrer borgerne et retskrav
på adgang til arkivalier, der ikke er omfattet af databeskyt-
telsesforordningen, som er sammenligneligt med det rets-
krav, som gælder for arkivalier, der er omfattet af databe-
skyttelsesforordningen.
Arkivalier omfattet af databeskyttelsesforordningen udgør
en stigende del af de arkivalier, som opbevares af de offent-
lige arkiver, og er allerede omfattet af den gældende § 42,
som foreslås flyttet til § 39 a. Borgernes indsigt i egne sager
og personoplysninger m.v. som er indeholdt i arkivalierne,
skal derfor følge reglerne i databeskyttelsesretten om ad-
5
gang til egne personoplysninger. Det foreslås at flytte be-
stemmelsen for at lave et samlet kapitel i arkivloven om ind-
sigt i egne personoplysninger, og der ændres ikke i retstil-
standen. Der er i høj grad tale om en videreførelse af gæl-
dende ret. Med den foreslåede ændring præciseres det desu-
den, at der er tale om en undtagelse til databeskyttelsesfor-
ordningens artikel 15, der har hjemmel i artikel 89, stk. 3.
Det præciseres endvidere, at det pågældende arkiv i relevant
omfang skal meddele såkaldte kontekstuelle oplysninger,
der fremgår af artikel 15, stk. 1, litra a-h.
Den foreslåede § 39 b vil give borgeren en ret til at få ind-
sigt i personoplysninger om den pågældende selv, som
fremgår af arkivalier, der ikke er omfattet af databeskyttel-
sesforordningens anvendelsesområde – der vil være tale om
papirarkivalier. Retten skal gælde i det omfang, at det of-
fentlige arkiv er i besiddelse af de oplysninger, der ønskes
indsigt i. Ændringen skal bl.a. sikre, at fx mennesker der har
været anbragt på et børnehjem eller under særforsorgen sik-
res en ret til at se deres egne personoplysninger i sager på
arkiv.
Af hensyn til det offentlige arkivs mulighed for at fremfinde
de relevante oplysninger, foreslås det, at der i § 39 b indfø-
res et identifikationskrav for borgeren. Med identifikations-
kravet skal borgeren med begæringen om indsigt oplyse om
de nødvendige oplysninger, som det offentlige arkiv skal
bruge, samt angive den myndighed, institution eller lignen-
de, som oprindeligt har behandlet de oplysningerne. Identifi-
kationskravet er nødvendigt for det offentlige arkiv, før de
relevante oplysninger kan fremfindes på arkivet. Det offent-
lige arkiv skal selvfølgelig med sin vejledningspligt forsøge
at hjælpe borgeren frem til, hvilke identikationsoplysninger,
der er nødvendige for det offentlige arkiv, således at arkivet
kan fremfinde de oplysninger, der begæres indsigt i.
For at sikre mest mulighed lighed med bestemmelsen i § 39
a, foreslås det, at ”egne personoplysninger” i § 39 b skal ha-
ve samme definition som i databeskyttelsesforordningens
art. 4, nr. 1. Det fremgår heraf, at enhver form for informa-
tion om en identificeret eller identificerbar fysisk person
(»den registrerede«); ved identificerbar fysisk person forstås
en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres,
navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifika-
tionsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller
et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske per-
sons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske,
kulturelle eller sociale identitet.
Desuden foreslås det, at arkivlovens bestemmelser i §§
33-35 om samtykke fra den afleverende myndighed, Datatil-
synet og Domstolsstyrelsen også skal gælde for så vidt an-
går ret til indsigt efter den foreslåede § 39 b. Der henvises i
øvrigt til afsnit 2.1.1. ovenfor. Det offentlige arkivs efterføl-
gende afgørelse om indsigt vil bero på en individuel konkret
vurdering i forhold til hensyn angivet i samtykket fra de
ovennævnte myndigheder over for hensynet til, at den på-
gældende har ret til indsigt i egne personoplysninger. Hvis
den hørte myndighed har nægtet samtykke efter afgørende
modhensyn, fx statens sikkerhed, kan det offentlige arkiv ik-
ke meddele indsigt.
Arkivlovens § 24 vedrørende samtykke til arkivadgang for
sager inden for strafferetsplejen vil også være gældende for
ret til indsigt efter den foreslåede § 39 b, hvilket indebærer
at den afleverende myndighed skal give samtykke, før der
kan gives indsigt. Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.1. oven-
for.
Det foreslås endvidere, at der indføres en undtagelse til ind-
sigtsretten for så vidt angår oplysninger, der udelukkende
behandles i videnskabeligt eller statistisk øjemed. En tilsva-
rende undtagelse følger af databeskyttelseslovens § 22, stk.
5, og der sikres dermed samme mulighed for at undtage op-
lysninger, som der gælder efter § 39 a.
Med den foreslåede § 39 b sikres det, at borgeren får ret til
indsigt i sine egne personoplysninger, uagtet hvilken form
arkivalierne har.
Det foreslås, at de gældende regler i arkivloven om sagsbe-
handlingstider i §§ 36-38 også skal gælde, når der begæres
indsigt efter den foreslåede § 39 b.
2.2. Begrænsninger til arkivadgang og indsigt
2.2.1. Gældende ret
Det følger af arkivlovens § 40, at den, der får adgang til be-
nyttelse af arkivalier, som ikke umiddelbart er tilgængelige,
jf. arkivlovens §§ 31 og 32, har tavshedspligt for så vidt an-
går de fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende får
kendskab.
I de tilfælde, hvor det offentlige arkiv giver tilladelse til be-
nyttelse af offentlige arkivalier, kan arkivet desuden opstille
vilkår for benyttelsen, jf. arkivlovens § 41, stk. 1 og 2. Vil-
kårene fastsættes på grundlag af karakteren af de oplysnin-
ger, der gives adgang til, og det formål, der angives for be-
nyttelsen i ansøgningen om tilladelse, jf. arkivlovens § 41,
stk. 3, og eventuelt på baggrund af krav om særlige vilkår
fra den afleverende myndighed, Datatilsynet og Domstols-
styrelsen, jf. arkivlovens §§ 33-35.
I arkivlovens § 41, stk. 4, er der angivet en række eksempler
på vilkår, eksempelvis oplysninger om enkeltpersoners pri-
vate forhold ikke må viderebringes, at der ikke må rettes
henvendelse til de personer, der er nævnt i materialet, og at
der ikke må foretages kopiering. Der henvises i øvrigt til be-
kendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivali-
er og om offentlige arkivers virksomhed, kapitel 6, hvori der
6
er angivet yderligere eksempler på vilkår. Arkivlovens § 41,
stk. 5 fastslår desuden, at der kan fastsættes yderligere særli-
ge vilkår for benyttelsen af arkivalierne, hvis karakteren af
oplysningerne eller formålet med adgangen til oplysninger-
ne tilsiger, at dette fastsættes.
Der kan være særlige tilfælde, hvor der ikke kan opstilles
vilkår, der tilstrækkeligt beskytter øvrige modstående hen-
syn, hvorfor der må meddeles afslag på anmodningen. Dette
kan fx være i form af følsomme personoplysninger, som ik-
ke alene kan beskyttes af vilkår. Af relevante modstående
hensyn kan der henvises til offentlighedslovens kapitel 4. Af
offentlighedslovens kapitel 4 fremgår det, at aktindsigten
blandt andet kan begrænses af hensyn til strafferetsplejen,
privatlivets fred, forvaltningsmyndighedernes interne og po-
litiske beslutningsproces, de offentlige ansattes arbejdsvil-
kår, sekretariatsbetjening, brug af sagkyndige i retssager,
private erhvervsinteresser, statens sikkerhed og rigets for-
svar, rigets udenrigspolitiske interesser, forebyggelse, efter-
forskning og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyr-
delse og lign. og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i
sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning, gennem-
førelse af offentlig kontrol, regulerings- eller planlægnings-
virksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til
skatte- og afgiftslovgivningen, det offentliges økonomiske
interesser, herunder udførelsen af det offentliges forret-
ningsvirksomhed, forskeres og kunstneres originale ideer
samt foreløbige forskningsresultater og manuskripter, og
private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter
forholdets særlige karakter er påkrævet.
I de tilfælde, hvor vilkår ikke yder en tilstrækkelig beskyt-
telse, har Rigsarkivet dog oplyst, at der er udviklet en prak-
sis for at undtage oplysningerne om tredjepart, således at der
bliver givet tilladelse til arkivadgang i det resterende doku-
ment. Som eksempel kan nævnes jordemoderprotokoller,
der indeholder oplysninger om et større antal barslende
kvinder og deres fødsler. Det forekommer ofte, at det barn,
der kan identificeres på grundlag af moderens identitet og
datoen for fødslen, ønsker oplysning om protokollens inde-
hold for sit eget vedkommende. Indsigten kan her etableres
ved en ekstrahering af de relevante oplysninger.
2.2.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Det kan være nødvendigt at beskytte øvrige modstående
hensyn, selvom borgere får et retskrav på indsigt i egne per-
sonoplysninger. Dette skal fortsat som hovedregel sikres
gennem fastsættelse af vilkår, når det gælder arkivalier, der
ikke er omfattet af databeskyttelsesforordningens anvendel-
sesområde. Et vilkår kan fx være, at der ikke må tages kon-
takt til de personer, der er omtalt i dokumenterne - fx en
sagsbehandler, eller at materialet ikke må kopieres. Det
foreslås, at de gældende regler om benyttelse af offentlige
arkivalier i arkivlovens kapitel 8 og bekendtgørelse nr. 591
af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og om offentlige
arkivers virksomhed (arkivbekendtgørelsen) også skal gælde
ved retten til indsigt efter den foreslåede § 39 b. Det er Kul-
turministeriets vurdering, at muligheden for at opstille vilkår
i de fleste tilfælde vil give en fuldt tilstrækkelig beskyttelse.
Endvidere foreslås det, at der også for så vidt angår indsigt
efter § 39 b også skal indhentes samtykke fra den afleveren-
de myndighed, Datatilsynet eller Domstolsstyrelsen med
henblik på afgørelse af om oplysninger bør undtages og
hvilke vilkår, der bør stilles for benyttelsen af arkivalierne,
jf. de gældende samtykkeregler i arkivlovens § 24 og §§
33-35. Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.1. ovenfor.
I de tilfælde, hvor vilkår for benyttelse af arkivalier ikke kan
sikre en tilstrækkelig beskyttelse, foreslås det at indføre en
lovhjemlet pligt for det offentlige arkiv til at undtage disse
oplysninger, jf. den foreslåede § 39 b, stk. 6.
De offentlige arkiver skal dermed foretage en vurdering af
hensynet til den pågældendes borgers ret til at få indsigt i si-
ne egne personoplysninger og til den nødvendige beskyttel-
se af øvrige hensyn. Vurderingen foretages blandt andet på
baggrund af samtykkeerklæringer fra den afleverende myn-
dighed, Datatilsynet eller Domstolsstyrelsen. Af beskyttel-
seshensyn, som de hørte myndigheder kan henvise til, der
kan begrænse indsigten, jf. § 39 b, henvises der til offentlig-
hedslovens kapitel 4 om begrænsninger i aktindsigt. Se i øv-
rigt afsnit 2.2.1. ovenfor.
Alle, der får adgang til at benytte arkivalier, der ikke umid-
delbart er tilgængelige, er desuden underlagt tavshedspligt
for så vidt angår fortrolige oplysninger, som den pågælden-
de får kendskab til, jf. arkivlovens § 40. Dette vil også være
gældende for indsigt efter den foreslåede § 39 b.
2.3. Klage og tilsyn
2.3.1. Gældende ret
I arkivloven er der hjemlet klageadgang for så vidt angår af-
gørelser truffet af Rigsarkivet. Klagen kan indbringes for
den afleverende myndighed/ressortmyndigheden, jf. arkivlo-
vens § 43, stk. 1.
Da afgørelseskompetencen i henhold til den gældende § 42,
om arkivalier omfattet af databeskyttelsesforordningen, er
lagt ud til den afleverende myndighed, er det de gældende
rekursregler for de enkelte myndigheder, der er gældende.
For så vidt angår afgørelser truffet efter arkivloven af kom-
munalbestyrelsen, herunder de kommunale arkiver, bemær-
kes, at det almindelige kommunale og regionale tilsyn vare-
tages af Ankestyrelsen med Social- og Indenrigsministeriet
som overordnet tilsynsmyndighed. Efter § 48, stk. 1 og 3, i
lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 47 af
7
15. januar 2019), fører Ankestyrelsen tilsyn med, at kommu-
nerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for of-
fentlige myndigheder, i det omfang der ikke er en særlig
klage- eller tilsynsmyndighed, der kan tage stilling til den
pågældende sag. Tilsynet er et retligt tilsyn. Det betyder
bl.a., at Ankestyrelsen ikke kan tage stilling til, om en kom-
munalbestyrelses dispositioner er rimelige eller hensigts-
mæssige, eller til spørgsmål om skønsudøvelse, så længe
skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgiv-
ningen. Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig
anledning til at rejse en tilsynssag.
2.3.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Det foreslås, at der indføres klageadgang i afgørelser omfat-
tet af den foreslåede bestemmelse i arkivlovens § 39 b. Efter
den gældende § 43, stk. 1 i arkivloven, er det alene Rigsarki-
vets afgørelser om tilgængelighed efter arkivlovens § 31,
som kan påklages til den relevante ressortmyndighed.
Henset til det myndighedsmæssige over-/underordnelsesfor-
hold mellem Rigsarkivet og Kulturministeriet, vil det være
hensigtsmæssigt, at Rigsarkivets afgørelser om adgang til
egne personoplysninger i arkivalier, der ikke er omfattet af
databeskyttelsesforordningen, kan indbringes for Kulturmi-
nisteriet, idet Kulturministeriet allerede har tilsynsforpligtel-
se med Rigsarkivets sagsbehandling – herunder sagsbehand-
lingstid og øvrige principper for god forvaltningsskik – som
følge af over-/underordnelsesforholdet. Kulturministeriet
skal i relevante tilfælde, inden der træffes afgørelse i klage-
sagen, indhente udtalelse fra den myndighed, der har afleve-
ret de pågældende arkivalier, der ønskes indsigt i.
Der foreslås desuden, at der indføres en undtagelse til klage-
adgangen i forhold til arkivalier, der er klassificeret af sik-
kerhedsmæssige hensyn. For så vidt angår denne type af
sager, skal klagen rettes til den myndighed, der har det over-
ordnede ansvar for det pågældende område. Det vil f.eks.
betyde, at klager over indsigt i Politiets Efterretningstjene-
stes materiale skal rettes til Justitsministeriet.
For så vidt angår klage over de kommunale arkivers afgørel-
ser foreslås det, at den gældende kommunale regulering
fastholdes. Se afsnit 2.3.1. ovenfor.
2.4. Særligt om private arkivalier
2.4.1. Gældende ret
Private institutioner og borgere kan vælge at aflevere private
arkivalier til de offentlige arkiver, jf. arkivlovens § 44. Da
der ikke er tale om offentlige arkivalier, gælder der særlige
betingelser om tilgængelighed, som aftales individuelt.
I henhold til arkivlovens § 46, stk. 1 kan der ved aflevering
af arkivalier træffes en privatretlig aftale om tilgængelighe-
den til det afleverede materiale mellem den afleverende part
og det modtagende arkiv. Ved aflevering af private arkivali-
er omfattes arkivalierne i øvrigt ikke af andre bestemmelser
om offentlighedens adgang til aktindsigt end den nævnte af-
tale, jf. arkivlovens § 46, stk. 4.
En aftale indgået i medfør af arkivlovens § 46, stk. 1, kan
indeholde krav om tilgængelighedsfrister, og der kan indgås
yderligere aftale om særlig dispensation fra tilgængeligheds-
fristerne. Det kan også fastsættes, at der ikke kan ske dis-
pensation fra den aftalte tilgængelighedsfrist.
Uagtet afleveringsaftalen om tilgængelighedsfrister, jf. § 46,
stk. 1, kan der begæres indsigt i oplysningerne, hvis oplys-
ningerne er omfattet af databeskyttelsesforordningen og da-
tabeskyttelsesloven. I disse tilfælde træffer det pågældende
arkiv, der er i besiddelse af oplysningerne, afgørelse efter de
databeskyttelsesretlige regler, jf. § 42, stk. 4.
2.4.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Det foreslås, at retten til indsigt i arkivalier, jf. § 39 b også
skal gælde for visse typer af private arkivalier, der er afleve-
ret til de offentlige arkiver.
Flere private institutioner og organisationer har udført opga-
ver på forsorgsområdet mv., og oplysninger fra institutioner,
der er oprettet på et privatretligt grundlag, fx som selvejende
institution, og ikke kan regnes som hørende til den offentli-
ge forvaltning, foreslås derfor omfattet af den foreslåede ret
til indsigt.
En ret til indsigt bør ikke begrænses i disse tilfælde, og der
bør være lige ret til adgang for de borgere, der har haft sager
ved private institutioner og for de borgere, der har haft sager
ved offentlige institutioner.
Indsigtsretten foreslås til kun at gælde for arkivalier, der fin-
des i form af systematiske fortegnelser eller dokumenter i
individuelle klient-, elev-, beboer- eller patientsager, der er
afleveret til et offentligt arkiv fra private institutioner eller
organisationer, som ikke er omfattet af § 39 a. Således gæl-
der indsigtsretten fx ikke oplysninger om en person, som er
omtalt i en privat meddelelse mellem to private personer –
fx i et brev m.m. Dette gælder imidlertid ikke, hvis korre-
spondancen er som led i personernes professionelle virke,
som fx sagsbehandler eller lignende. Indsigtsretten skal hel-
ler ikke gælde, hvor en person er omtalt i andre rent private
arkivalier - fx i dagbøger og lign. I disse tilfælde er der ikke
tale om offentlig myndighedsudøvelse eller forvaltningsret-
lige afgørelser, som har betydning for borgerens retstilling.
Hensynet til indsigt i egne personoplysninger er dermed ik-
8
ke ligeså tungtvejende, og desuden bør hensynet til privatli-
vets fred for den enkelte borger, hvis private arkivalier, der
er tale om, også varetages, særligt når der er tale om rent
private arkivalier som fx dagbøger.
En ny bestemmelse om ret til indsigt i egne personoplysnin-
ger i private arkivalier griber imidlertid ind i aftaler, der al-
lerede er indgået mellem den afleverende private aktør og
det offentlige arkiv. Den forslåede bestemmelse indeholder
således et element af tilbagevirkende kraft for så vidt angår
ret til indsigt i de ovenfor nævnte private arkivalier, som al-
lerede er afleveret til arkiv, og hvor den afleverende private
aktør har indgået aftale med det offentlige arkiv om tilgæn-
gelighedsfrist og eventuelt afskæring af dispensation.
Som konsekvens af de foreslåede bestemmelser bør afleve-
rende private aktører fremadrettet gøres udtrykkeligt op-
mærksom på, at der ikke kan indgås særlig aftale om tilgæn-
gelighed og dispensation for så vidt angår ret til indsigt, her-
under at begæringer om ret til indsigt i dokumenter og op-
lysninger, som tillige indeholder fortrolige oplysninger om
tredjeparter, administreres sådan, at der stilles vilkår om
tavshedspligt for så vidt angår sådanne oplysninger. Der
henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til den fore-
slåede § 39 b, stk. 7.
2.5. Særligt om betaling for arkivadgang på Rigsarkivet
2.5.1. Gældende ret
Det offentlige arkiv har pligt til at give borgerne vejledning,
så borgerne selv kan finde de sager, de ønsker indsigt i. I
modsætning til de kommunale arkiver har Rigsarkivet ikke
pligt til at identificere arkivalierne. Såfremt man skal have
hjælp til at identificere en sag, sker det mod betaling til
Rigsarkivet, jf. anmærkningerne til finanslovens §
21.32.01.90 vedr. Rigsarkivets indtægtsdækkede virksom-
hed.
I de særlige tilfælde, hvor opsætning af vilkår ikke er til-
strækkeligt til beskyttelse af tredjepart, og Rigsarkivet fore-
tager en ekstrahering af oplysninger, sker dette også mod
betaling til Rigsarkivet.
Det bemærkes, at de kommunale arkiver ikke har hjemmel
til at opkræve betaling.
2.6.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
En ret til indsigt i egne personoplysninger bør i praksis gæl-
de alle borgere, og skal derfor ikke begrænses af en betaling
med en risiko for skævvridning af, hvem der kan benytte sig
af denne ret. Det foreslås derfor, at en indsigt efter den fore-
slåede § 39 b gøres betalingsfri for alle, og at de offentlige
arkiver dermed ikke kan tage betaling for hverken identifi-
cering af arkivalier eller ekstrahering af oplysninger.
2.6. Straffebestemmelse
2.6.1. Gældende ret
De offentlige arkiver er forpligtede til at påse, at vilkår for
benyttelse af offentlige arkivalier ikke overtrædes. Rigsarki-
vet har praksis for, at der foretages opfølgning i form af po-
litianmeldelse, når der konstateres vilkårsovertrædelser.
Rigsarkivet konstaterer normalt vilkårsovertrædelser ved at
holde løbende øje med artikler m.v., som publiceres i de
større dagblade.
Overtrædelse af tavshedspligten efter arkivlovens § 40 eller
af vilkår fastsat i medfør af arkivlovens § 41, kan straffes
med bøde eller fængsel i indtil 6 måneder, jf. arkivlovens §
51, stk. 1.
Praksis fra sager fra Rigsarkivet, der har været behandlet
ved domstolene, viser, at tilsidesættelse af vilkår fastsat i
henhold til § 41, stk. 4, nr. 4, straffes med bøde på 3000 kr.
Der ses ikke at være praksis vedrørende sanktionsniveauet
for overtrædelse af tavshedspligten eller øvrige typer vilkår.
2.6.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Det foreslås, at den gældende straffebestemmelse i arkivlo-
vens § 51 udvides til også at gælde for overtrædelser af vil-
kår, jf. § 41 og overtrædelse af tavshedspligten, jf. § 40 i
forbindelse med indsigt efter den foreslåede § 39 b.
Det foreslås desuden, at det sædvanlige sanktionsniveau
fastholdes, som ligger på bødestraf på 3.000 kr. Der henvi-
ses til afsnit 2.6.1. ovenfor.
3. Forholdet til databeskyttelsesreglerne
Den foreslåede § 39 a indebærer en særlig proces for hånd-
teringen af indsigtsanmodninger, der modtages af de omfat-
tede arkiver. Bestemmelsen nyaffattes, men er i vidt omfang
en videreførsel af gældende ret.
Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 15, at
den registrerede har ret til indsigt. Det indebærer, at den re-
gistrerede har ret til at få den dataansvarliges bekræftelse på,
om personoplysninger behandles om den pågældende, jf. ar-
tikel 15, stk. 1. I bekræftende fald har den registrerede ret til
at få en række kontekstuelle oplysninger om behandlingen,
jf. artikel 15, stk. 1, litra a-h. Den registrerede har derudover
ret til adgang til personoplysningerne i form af en kopi af de
personoplysninger, der behandles, jf. artikel 15, stk. 3. Det
er den enkelte dataansvarlige, der træffer afgørelse om ind-
9
sigt efter bestemmelsen. Det indebærer f.eks., at offentlige
arkiver, der behandler personoplysninger, vil være forpligtet
efter artikel 15.
Den proces, der følger af den foreslåede § 39 a, indebærer,
at en indsigtsbegæring skal angive den myndighed, der op-
rindeligt har behandlet de pågældende oplysninger, og at be-
gæringen om indsigt videresendes af det pågældende arkiv
til den myndighed, der oprindeligt har behandlet de pågæl-
dende oplysningerne. Den pågældende myndighed træffer
derefter afgørelse om indsigt. Dog skal det pågældende ar-
kiv i relevant omfang meddele kontekstuelle oplysninger ef-
ter databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1, litra a-h.
Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 89, stk.
3, at når personoplysninger behandles til arkivformål i sam-
fundets interesse, kan medlemsstaternes nationale ret fast-
sætte undtagelser fra de rettigheder, der er omhandlet i arti-
kel 15-16 og 18-21, under iagttagelse af de betingelser og
garantier, der er omhandlet artikel 89, stk. 1, såfremt sådan-
ne rettigheder sandsynligvis vil gøre det umuligt eller i al-
vorlig grad hindre opfyldelse af de specifikke formål, og så-
danne formål er nødvendige for at opfylde formålene. Det
følger af databeskyttelsesforordningen artikel 89, stk. 1, at
behandling til arkivformål i samfundets interesse skal være
underlagt fornødne garantier for registreredes rettigheder og
frihedsrettigheder i overensstemmelse med forordningen.
Disse garantier skal sikre, at der er truffet tekniske og orga-
nisatoriske foranstaltninger, særligt ift. dataminimering.
Den foreslåede § 39 a indebærer, at der for de omfattende
arkiver fastsættes en række undtagelser til databeskyttelses-
forordningens artikel 15 med hjemmel i artikel 89, stk. 3.
Undtagelsen indebærer, at processen for håndtering af ind-
sigtsanmodninger er anderledes end den, som følger af arti-
kel 15. Det skyldes, at det ikke er det pågældende arkiv, der
træffer afgørelse, men derimod de myndighederne, som op-
rindeligt har behandlet de pågældende oplysninger. Ligele-
des er processen anderledes, fordi der er et krav om, at en
indsigtsbegæring angiver den myndighed, der oprindeligt
har behandlet oplysningerne. Derudover indebærer undta-
gelsen, at arkivet, som modtager begæringen, alene i rele-
vant omfang skal meddele de kontekstuelle oplysninger, der
fremgår af artikel 15, stk. 1, litra a-h. Undtagelserne indebæ-
rer ikke en materiel begrænsning af borgerens mulighed for
at få indsigt, og den foreslåede bestemmelse indebærer såle-
des, at den begærende fortsat kan udøve sine rettigheder ef-
ter artikel 15. Undtagelsen skyldes særlige hensyn, der gør
sig gældende for arkiver. Det offentlige arkiv ligger inde
med en stor mængde oplysninger fra diverse myndigheder.
De offentlige arkiver er dermed ikke indrettet sådan, at det
er muligt for dem at fremsøge alle oplysninger på enkeltper-
soner grundet deres organiseringen. De offentlige arkiver
har samtidig heller ikke de rette kompetencer til at foretage
den relevante hensynsafvejning ved begæringer om indsigt,
da de ikke har kendskab til forholdene for alle myndigheder-
ne, som de opbevarer oplysninger for. Det vurderes, at der
med den påtænkte ordning sikres de fornødne garantier for
den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder. Der læg-
ges i den forbindelse vægt på, at den foreslåede bestemmel-
se ikke materielt afskærer den registrerede fra at udøve sin
ret til indsigt, men alene normerer processen for, hvordan en
anmodning om indsigt skal håndteres.
4. Økonomiske konsekvenser og implementering konse-
kvenser for det offentlige
En ændring af loven vil medføre, at Rigsarkivet mister om-
sætning ved indtægtsdækket virksomhed, da det i dag gæl-
der, at en borger, der skal have hjælp til at identificere de
ønskede sager, får det mod betaling til Rigsarkivet. Det fore-
slås i lovforslaget, at en fremsøgning af sagerne på begæring
fra borgeren fremadrettet ikke betinges af betaling.
Rigsarkivet behandler ca. 1900 sager årligt, som Rigsarkivet
tager betaling for (540 kr. ex moms pr. time), og som vil
være omfattet af lovændringen. Rigsarkivet vil dermed mis-
te en årlig omsætning ved indtægtsdækket virksomhed. Des-
uden vurderes det, at en ret til omkostningsfri indsigt vil
skabe dels en øget efterspørgsel og dels en efterspørgsel ef-
ter mere komplekse sagstyper, som er sværere og mere tids-
krævende for Rigsarkivet at identificere.
Rigsarkivet er en statsinstitution, og ændringen vil derfor
medføre statslige merudgifter primært i form af tab af ind-
tægter. Merudgiften dækkes ved en forhøjelse af Rigsarki-
vets driftsbevilling.
Også kommunale arkiver vil være omfattet af lovændringen.
Disse har i dag ikke hjemmel til at opkræve betaling for
identificering af arkivalierne, hvorfor lovændringen ikke be-
tyder mistede indtægter for disse. Imidlertid vil den øgede
efterspørgsel af sager også påvirke de kommunale arkiver.
Det forventes desuden, at der både for Rigsarkivet og for de
øvrige offentlige arkiver (kommunalarkiverne) vil komme
en øget tilførsel af sager på baggrund af lovændringen. Det
er ikke muligt at anslå stigningens omfang og varighed. En
øget tilførsel af sager kan også give en afledt effekt for de
myndigheder, der i henhold til loven skal give samtykke til
arkivadgang. Den øgede tilførsel af sager inkl. de tabte ind-
tægter for Rigsarkivet vil resultere i en meromkostning for
det offentlige på op til 2 mio. kr. De eksakte omkostninger
kan ikke afklares nærmere på nuværende tidspunkt. Det be-
mærkes i den forbindelse, at forhandlinger fortsat pågår, og
et eksakt beløb kommer.
Det er desuden Kulturministeriets vurdering, at lovforslaget
er i overensstemmelse med de syv principper for digitalise-
ringsklar lovgivning.
10
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Ændringen af loven vil give borgerne en ret til egne arkive-
rede oplysninger, som er at finde i arkivalier, der ikke er
omfattet af databeskyttelsesforordningen. Der lægges i lov-
forslaget op til, at det er arkivmyndigheden, der skal stå for
fremsøgningen af sagen/oplysningerne, og at dette gøres ge-
byrfrit for borgeren. Desuden foreslås det at indføre en kla-
geadgang til Kulturministeriet for så vidt angår Rigsarkivets
afgørelser.
Da arkivalier ikke kan identificeres på oplysnings- eller do-
kumentniveau men kun på sagsniveau, er det nødvendigt at
opstille et identifikationskrav for borgeren. Det betyder kon-
kret, at den enkelte borger skal oplyse fx fra hvilken kom-
mune og på hvilket arkiv, de ønskede oplysninger befinder
sig. Arkivvæsenets opdeling i statslige og kommunale arki-
ver komplicerer fremsøgningen af data, og det er tidskræ-
vende at finde oplysningerne og kræver viden om myndig-
hedsstrukturen gennem tiden og om journalpraksis hos den
enkelte myndighed. Alle offentlige myndigheder har en vej-
ledningspligt og skal derfor hjælpe borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har ingen EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 7. februar
2020 til den 6. marts 2020 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer mv.:
Advokatsamfundet, Amnesty International, Copydan, Dan-
marks Medie- og Journalisthøjskole, Danmarks Statistik,
Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Folkeoplysnings Sam-
råd, Dansk Industri, Dansk Institut for Internationale Stu-
dier, Dansk Journalistforbund, Danske Advokater, Danske
Medier, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske Dom-
merforening, Det Kgl. Bibliotek, Digitaliseringsstyrelsen,
Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtigfor-
eningen, Domstolsstyrelsen, Fagbevægelsens Hovedorgani-
sation, Familieretshuset, Forsvarets Efterretningstjeneste,
Højesteret, Institut for Menneskerettigheder, KL, KODA,
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Koordinerende Organ
for Registerforskning, Kriminalpolitisk Forening, Køben-
havns Byret, Københavns Retshjælp, Københavns Universi-
tet, Organisationen Danske Arkiver, Politiets Efterretnings-
tjeneste, Politiforbundet, Procesbevillingsnævnet, Retspoli-
tisk Forening, Retssikkerhedsfonden, Retten i Esbjerg, Ret-
ten i Glostrup, Retten i Helsingør, Retten i Herning, Retten i
Hillerød, Retten i Hjørring, Retten i Holbæk, Retten i Hol-
stebro, Retten i Horsens, Retten i Kolding, Retten i Lyngby,
Retten i Nykøbing Falster, Retten i Næstved, Retten i Oden-
se, Retten i Randers, Retten i Roskilde, Retten i Svendborg,
Retten i Sønderborg, Retten i Viborg, Retten i Aalborg, Ret-
ten i Aarhus, Retten på Bornholm, Retten på Frederiksberg,
Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsom-
budsmanden på Færøerne, Rigspolitiet, Rigsrevisionen, Ros-
kilde Universitet, Sammenslutningen af lokalarkiver, Stats-
advokaten København, Statsadvokaten Viborg, Syddansk
Universitet, Sø- og Handelsretten, Tilgængelighedsudvalget,
Vestre Landsret, Østre Landsret, Aalborg Universitet, Aar-
hus Retshjælp og Aarhus Universitet.
11
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner
Ingen Øgede omkostninger for det offent-
lige på op til 2 mio. kr.
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgere Ingen Ingen
Klima- og miljømæssige konsekvenser Borgeren gives en klar ret til indsigt i
egne personoplysninger. Denne ret gø-
res desuden gebyrfri.
Borgeren skal indgå i kontakt med
de offentlige arkiver for at få ind-
sigt. Det vil kræve sagsbehandlings-
tid, og evt. indhentelse af suppleren-
de oplysninger fra borgeren.
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
[Er i strid med de fem principper for im-
plementering af
erhvervsrettet EUregulering]
/[Går videre end minimumskrav i EU-re-
gulering]
(sæt X)
Ja Nej
x
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Rigsarkivet har med hjemmel i finansloven i dag mulighed
for at opkræve betaling for identificering af arkivalier, når
en borger søger om tilladelse til adgang til ikke umiddelbart
tilgængelige arkivalier.
Det foreslås, at der i § 6, stk. 5 indføres en undtagelse til
Rigsarkivets mulighed for at opkræve vederlag og gebyr, så-
ledes at dette ikke kan opkræves ved indsigt i egne persono-
plysninger, jf. § 39 a og § 39 b.
Det vil få den virkning, at borgere betalingsfrit kan få hjælp
til identificering af arkivalier.
Til nr. 2
Det følger af § 30, stk. 3, at det offentlige arkiv ved ansøg-
ninger om tilladelse til arkivadgang i ikke umiddelbart til-
gængelige arkivalier, kan tage særligt hensyn til, om ansøge-
ren er part i den sag, der ønskes adgang til, eller om den på-
gældende har en særlig individuel interesse i oplysningerne.
Det foreslås i § 30, stk. 3, at fjerne hensynet til, om ansøge-
ren er part i sagen.
Med den foreslåede ændring vil hensynet til parten ikke væ-
re relevant for ansøgning om tilladelse efter arkivlovens §
30, da parter vil være omfattet af den nye foreslåede bestem-
melse i § 39 b om ret til indsigt i egne personoplysninger.
Hensynet til om den pågældende har en særlig individuel in-
teresse i oplysningerne bibeholdes, da der kan være tilfælde,
hvor en person uden at være part kan have en særlig interes-
se.
Til nr. 3
Det følger af § 33, at Rigsarkivet i visse tilfælde forud for
tilladelse til arkivadgang skal indhente samtykke fra den af-
leverende myndighed. Samtykke skal indhentes fra den afle-
verende myndighed, hvis der er fastsat en længere tilgænge-
lighedsfrist efter § 27, hvis der er tale om brevveksling i for-
bindelse med retssager, eller hvis arkivalierne er yngre end
20 år.
Det foreslås med ændringen i § 33, at pligten for det offent-
lige arkiv til at indhente samtykke fra den afleverende myn-
dighed også skal gælde ved indsigt i egne personoplysninger
efter den foreslåede § 39 b.
Den foreslåede ændring vil have den betydning, at uagtet
om en person begærer indsigt efter den foreslåede § 39 b, el-
12
ler søger indsigt i ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier
efter den gældende § 30, vil Rigsarkivet være forpligtet til at
indhente samtykke fra afleverende myndighed, hvis betin-
gelserne herfor er opfyldt. Dette vil resultere i en forlænget
sagsbehandlingstid, men til gengæld vil der blive taget stil-
ling til øvrige hensyn, som eventuelt kan begrunde, at der
ikke skal gives indsigt.
Det følger endvidere af § 35, at det offentlige arkiv i visse
tilfælde forud for tilladelse til arkivadgang skal indhente
samtykke fra Domstolsstyrelsen. Der skal indhentes samtyk-
ke fra Domstolsstyrelsen, hvis der er tale om arkivalier, der
indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private for-
hold og tidligere behandling af oplysningerne har været om-
fattet af databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven
eller retshåndhævelsesloven.
Det foreslås med ændringen i § 35, at pligten for det offent-
lige arkiv til at indhente samtykke fra Domstolsstyrelsen og-
så skal gælde ved indsigt i egne personoplysninger efter den
foreslåede § 39 b.
Den foreslåede ændring vil have den betydning, at uagtet
om en person begærer indsigt efter den foreslåede § 39 b, el-
ler søger indsigt i ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier
efter den gældende § 30, vil det offentlige arkiv være for-
pligtet til at indhente samtykke fra Domstolsstyrelsen, hvis
betingelserne herfor er opfyldt. Dette vil resultere i en for-
længet sagsbehandlingstid, men til gengæld vil der blive ta-
get stilling til øvrige hensyn, som eventuelt kan begrunde, at
der ikke skal gives indsigt.
Til nr. 4
Det følger af § 34, at det offentlige arkiv i visse tilfælde for-
ud for tilladelse til arkivadgang skal indhente samtykke fra
Datatilsynet. Der skal indhentes samtykke fra Datatilsynet,
hvis der er tale om arkivalier, som er afleveret af en offent-
lig myndighed, og arkivalierne indeholder oplysninger om
enkeltpersoners rent private forhold, og tidligere behandling
af oplysningerne var omfattet af databeskyttelsesforordnin-
gen, databeskyttelsesloven og retshåndhævelsesloven, eller
hvis oplysningerne stammer fra et edb-register, der har væ-
ret ført for den offentlige forvaltning.
Det foreslås med ændringen i § 34, at pligten for det offent-
lige arkiv til at indhente samtykke fra Datatilsynet også skal
gælde ved indsigt i egne personoplysninger efter den fore-
slåede § 39 b.
Den foreslåede ændring vil have den betydning, at uagtet
om en person begærer indsigt efter den foreslåede § 39 b, el-
ler søger indsigt i ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier
efter den gældende § 30, vil det offentlige arkiv være for-
pligtet til at indhente samtykke fra Datatilsynet, hvis betin-
gelserne herfor er opfyldt. Dette vil resultere i en forlænget
sagsbehandlingstid, men til gengæld vil der blive taget stil-
ling til øvrige hensyn, som eventuelt kan begrunde, at der
ikke skal gives indsigt.
Til nr. 5
Med den foreslåede ændring indsættes der et nyt kapitel 7 a,
som indeholder begge arkivlovens bestemmelser om indsigt
i egne personoplysninger.
Det følger af den gældende § 42, at en person over for et of-
fentligt arkiv kan fremsætte begæring om indsigt efter arti-
kel 15 i databeskyttelsesforordningen. Det offentlige arkiv
videresender herefter indsigtsbegæringen til den myndighed,
der har afleveret de arkivalier, der ønskes indsigt i. Den på-
gældende myndighed træffer herefter afgørelse om indsigt.
Indsigtsbegæringen behandles i overensstemmelse med de
databeskyttelsesretlige regler i henholdsvis databeskyttelses-
forordningen og databeskyttelsesloven, herunder reglerne
for undtagelse i databeskyttelseslovens § 22. Det bemærkes,
at det for offentlige arkiver gør sig gældende, at der er tale
om meget store mængder af personoplysninger, der er mod-
taget som arkivafleveringer fra de myndigheder, der i sin tid
har indsamlet dem, og andelen af arkivalier, der er omfattet
af databeskyttelsesforordningen er stigende. Såfremt de of-
fentlige arkiver skulle behandle indsigtsbegæringerne, vil
det således kunne medføre et meget betydeligt ressourcefor-
brug, idet i princippet alle arkivalier fra alle myndigheder,
der kan indeholde oplysninger om den pågældende, ville
skulle gennemgås. Indsigtsbegæringen skal derfor angive
den myndighed eller private dataansvarlige, der oprindeligt
har behandlet de pågældende oplysninger, hvorefter den af-
leverende myndighed træffer afgørelse om indsigt. Der hen-
vises i øvrigt til afsnit 2.1.1. ovenfor.
Med § 39 a, stk. 1 vil den gældende retstilling blive videre-
ført, og bestemmelsen flyttes for at samle de to foreslåede
bestemmelser om ret til indsigt i egne personoplysninger i
det foreslåede kapitel 7a. Der er ikke tale om ændringer af
indholdet af bestemmelsen og den retsstilling, som borgeren
har. Imidlertid er bestemmelsens formulering ændret, da
henvisningen til retshåndhævelsesloven i den gældende § 42
ikke var korrekt. Dette skyldes, at retshåndhævelsesloven
ikke finder anvendelse for offentlige arkiver, jf. lov om rets-
håndhævende myndigheders behandling af personoplysnin-
ger § 1, stk. 1. Det foreslås i bestemmelsen, at en person
over for et offentligt arkiv kan fremsætte begæring om ind-
sigt i egne personoplysninger, der helt eller delvist er foreta-
get ved hjælp af automatisk databehandling, eller som er el-
ler vil blive indeholdt i et register, jf. artikel 15 i databeskyt-
telsesforordningen.
Bestemmelserne om indsigtsret i databeskyttelsesforordnin-
gen gælder også for personoplysninger, der er overført til
opbevaring på arkiv. Med indførelsen af bestemmelsen ved
13
lov nr. 445 af 31. maj 2000 blev det fastlagt, at der for de
offentlige arkiver blev fastsat særlige regler for proceduren i
forbindelse med anmodning om indsigt. Dette var begrundet
i de særlige vilkår, der gør sig gældende for arkivvæsenet,
der opbevarer en meget betydelig mængde af oplysninger.
Kulturministeriet finder det fortsat nødvendigt på grund af
de særlige forhold, der gør sig gældende på arkivområdet at
fastsætte særlige regler om proceduren i forbindelse med be-
gæring om indsigt i oplysninger, der er overført til opbeva-
ring på arkiv. Det bemærkes, at det for offentlige arkiver gør
sig gældende, at der er tale om meget store mængder af per-
sonoplysninger, der er modtaget som arkivafleveringer fra
de myndigheder, der i sin tid har indsamlet dem. En gen-
nemførelse af retten til indsigt efter den procedure, der er
omtalt i databeskyttelsesforordningen, vil for offentlige arki-
vers vedkommende således kunne medføre et meget betyde-
ligt ressourceforbrug, idet i princippet alle arkivalier fra alle
myndigheder, der kan indeholde oplysninger om den pågæl-
dende, ville skulle gennemgås. De offentlige arkiver er der-
med ikke indrettet sådan, at det er muligt for dem at fremsø-
ge alle oplysninger på enkeltpersoner grundet organiserin-
gen. De offentlige arkiver har samtidig heller ikke de rette
kompetencer til at foretage den relevante hensynsafvejning
ved begæringer om indsigt, da de ikke har kendskab til for-
holdene for alle myndighederne, som de opbevarer oplys-
ninger for.
Det følger af den gældende § 42, stk. 2, at begæringen efter
stk. 1 skal angive den myndighed, der oprindelig har be-
handlet de oplysninger, som der søges indsigt i.
Det foreslås med § 39 a, stk. 2, at begæringen efter stk. 1
skal angive den myndighed, der oprindelig har behandlet de
oplysninger, som der søges indsigt i.
Med bestemmelsen foreslås gældende ret videreført således,
at der er et identifikationskrav hos personen, der begærer
indsigt. Dette med henblik på, at det skal være muligt for det
offentlige arkiv at finde de pågældende relevante oplysnin-
ger, og så begæringen kan blive videresendt til rette myndig-
hed – se § 39 a, stk. 3.
Det foreslås med § 39 a, stk. 3, at begæring om indsigt efter
stk. 1 skal videresendes af det pågældende arkiv, der har fået
begæringen, til vedkommende myndighed, der oprindelig
har behandlet oplysningerne efter stk. 2, til afgørelse, og at
det offentlige arkiv i relevant omfang skal meddele en ræk-
ke kontekstuelle oplysninger, når begæringen oversendes til
vedkommende myndighed.
For så vidt angår reglen om, at begæringen oversendes til
vedkommende myndighed, der oprindelig har behandlet op-
lysningerne, er der tale om en videreførelse af gældende ret.
For oplysninger, der er overført til offentlige arkiver fra
myndigheder, vil det som hovedregel være den pågældende
myndighed, der oprindeligt har behandlet oplysningerne,
som træffer afgørelse om og gennemfører indsigten. Det sik-
res herved, at den ret til indsigt, der efter databeskyttelses-
forordningen tilkommer registrerede personer, er den
samme, hvad enten oplysninger er afleveret til offentligt ar-
kiv eller ej. Samtidig tages der hensyn til de særlige forhold,
der gør sig gældende for arkiver, der opbevarer en meget
stor mængde oplysninger, hvorfor det også vanskeliggør det
offentlige arkiv at foretage den rette vurdering og hensyns-
afvejning i sager om begæring om indsigt. Såfremt der er ta-
le om ophævede myndigheder, hvis sagsområde ikke er
overtaget af en anden myndighed, vil afgørelse af og gen-
nemførelse af indsigt påhvile vedkommende arkiv. Med be-
stemmelsen foreslås det imidlertid også præciseret, at det of-
fentlige arkiv, som modtager en begæring om indsigt, i rele-
vant omfang skal meddele de såkaldte kontekstuelle oplys-
ninger, der fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel
15, stk. 1, litra a-h. Dette gælder, uanset at begæringen efter
den foreslåede § 39 a, stk. 4, skal videresendes til
vedkommende myndighed, der oprindeligt har behandlet op-
lysningerne.
De kontekstuelle oplysninger skal efter bestemmelsen alene
meddeles i relevant omfang. Det indebærer først og frem-
mest, at oplysningerne alene skal meddeles, hvis det offent-
lige arkiv rent faktisk opbevarer personoplysninger om den
person, der begærer om indsigt. Hvad angår oplysningerne i
artikel 15, stk. 1, litra a-h, skal disse også alene meddeles i
relevant omfang. Det vil normalt indebære, at et arkiv skal
meddele alle oplysningerne i medfør litra a-g, dog med den
begrænsning, at det ikke er muligt at få slettet oplysninger,
der er afleveret til arkiv.
Den procedure, der efter bestemmelsen vil skulle følges i
sager om indsigt, jf. stk. 1, vil blive følgende: Modtager et
offentligt arkiv en begæring om indsigt, videresendes begæ-
ringen til den myndighed, der har afleveret de begærede op-
lysninger. Myndigheden træffer efter de databeskyttelsesret-
lige regler afgørelse om gennemførelse af indsigten.
Det foreslås med § 39 a, stk. 4, at det offentlige arkiv, der
har modtaget begæringen, har afgørelseskompetencen efter
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, hvis
der begæres indsigt i private arkivalier, som er afleveret til
et offentligt arkiv, og som er omfattet af de databeskyttelses-
retlige regler.
Med den foreslåede bestemmelse vil det være det offentlige
arkiv, der for så vidt angår private arkivalier, har afgørelses-
kompetencen, og som træffer afgørelse efter reglerne i data-
beskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Ligesom
med bestemmelsen i stk. 2, der gælder for offentlige arkiva-
lier, foreslås, at en begæring om indsigt i personoplysninger,
der er afleveret fra private dataansvarlige, skal angive den
dataansvarlige, der oprindelig har behandlet de pågældende
oplysninger. Der henvises til bemærkningerne til stk. 1 og 2.
14
Det foreslås med § 39 b, stk. 1, at en person over for et of-
fentligt arkiv kan fremsætte begæring om indsigt i egne per-
sonoplysninger i arkivalier, som ikke allerede er omfattet af
§ 39 a, jf. dog stk. 6-8, § 24 og §§ 33-35.
Med den foreslåede bestemmelse får borgeren et retskrav på
indsigt i de oplysninger, som de offentlige arkiver er i besid-
delse af om den pågældende person i arkivalier, som ikke er
omfattet af § 39 a. Retskravet gælder som udgangspunkt
samtlige oplysninger om borgeren, der er indsamlet af of-
fentlige myndigheder, og som er overført til et offentligt ar-
kiv. Retten til indsigt vil konkret kun have betydning for den
type af arkivalier, som ikke i forvejen er omfattet af arkivlo-
vens § 39 a vedrørende arkivalier, der er omfattet af databe-
skyttelsesforordningens anvendelsesområde.
Arkivlovens § 24 vedrørende samtykke til arkivadgang for
sager inden for strafferetsplejen, der er yngre end 50 år, vil
også være gældende for ret til indsigt efter den foreslåede §
39 b, hvilket indebærer at den afleverende myndighed skal
give samtykke, før der kan gives indsigt. Dette gælder imid-
lertid ikke for arkivalier, der stammer fra sager inden for
strafferetsplejen, og som indeholder oplysninger om enkelt-
personers private og økonomiske forhold. I disse tilfælde er
der en tilgængelighedsfrist på 75 år, jf. arkivlovens § 23.
Det offentlige arkiv skal i visse tilfælde indhente samtykke
fra enten den afleverende myndighed, Datatilsynet eller
Domstolsstyrelsen. De gældende regler om indhentelse af
samtykke i henhold til arkivlovens §§ 33-35 skal også gælde
for indsigt efter den foreslåede § 39 b. Der henvises i øvrigt
til de specielle bemærkninger til §§ 33-35.
Efter den gældende § 41 i arkivloven kan de offentlige arki-
ver begrænse personers arkivadgang ved at fastsætte vilkår.
Vilkårene fastsættes på baggrund af karakteren af de oplys-
ninger, der gives adgang til, og det formål, der angives for
benyttelsen i ansøgningen om tilladelse, og eventuelt på
baggrund af krav om særlige vilkår fra den afleverende
myndighed, Datatilsynet og Domstolsstyrelsen. I arkivlo-
vens § 41, stk. 4, er der angivet en række eksempler på vil-
kår, men der er ikke tale om en udtømmende liste. Som ek-
sempel er nævnt, at oplysninger om enkeltpersoners private
forhold ikke må viderebringes, at der ikke må rettes henven-
delse til de personer, der er nævnt i materialet, og at der ikke
må foretages kopiering. Der henvises i øvrigt til bekendtgø-
relse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og om
offentlige arkivers virksomhed kapitel 6, hvori der er angi-
vet yderligere eksempler på vilkår. Arkivlovens § 41, stk. 5
fastslår desuden, at der kan fastsættes yderligere særlige vil-
kår for benyttelsen af arkivalierne, hvis karakteren af oplys-
ningerne eller formålet med adgangen til oplysningerne tilsi-
ger, at dette fastsættes. Desuden er der tavshedspligt for alle,
der får adgang til ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier,
jf. arkivlovens § 40. Det vil fx gælde i sager, der omhandler
flere medlemmer af samme familie eller af grupper af den
eller anden karakter. Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.2.
ovenfor.
Det foreslås, at der i § 39 b, stk. 2, at indsigtsbegæringen, jf.
stk. 1, skal indeholde de oplysninger, som er nødvendige for
at det offentlige arkiv skal kunne identificere de persono-
plysninger, der begæres indsigt i, herunder angive den myn-
dighed, institution m.v., der oprindeligt har behandlet de på-
gældende oplysninger.
Med bestemmelsen indføres et identifikationskrav for den
person, der anmoder om indsigt. Begæringen om indsigt
skal derfor indeholde de oplysninger, som er nødvendige
for, at det offentlige arkiv kan identificere de oplysninger,
som der ønskes indsigt i, herunder med angivelse af den
myndighed, institution m.v., der har indsamlet eller behand-
let oplysningerne, om den der har begæret indsigt eller den
sag, hvor de ønskede oplysninger findes. Identifikationen er
en forudsætning for, at det offentlige arkiv kan identificere
og fremfinde de ønskede oplysninger. Det svarer til den gæl-
dende bestemmelse om ret til indsigt i arkivalier omfattet af
databeskyttelsesforordningens anvendelsesområde i den
gældende § 42. Da det kan være svært for den enkelte bor-
ger at have viden om arkivers opdeling og myndigheders
forskellige opdelinger og sammenlægninger, og på grund af
kompleksiteten vil der være et større behov for, at myndig-
hederne udøver deres vejledningspligt for på bedste vis at
hjælpe borgeren således at denne kan benytte sin indsigtsret.
Lader oplysningerne sig ikke identificere, giver det offentli-
ge arkiv meddelelse om dette til den, som har begæret ind-
sigt.
Det foreslås med § 39 b, stk. 3, at begæringen om indsigt ef-
ter stk. 1, skal indgives til det offentlige arkiv, som er i be-
siddelse af de oplysninger, som der søges indsigt i.
Med den foreslåede bestemmelse skal en person, der begæ-
rer indsigt, kontakte enten det kommunale eller regionale ar-
kiv, hvis der er tale om arkivalier fra en myndighed under
kommunerne eller regionerne. Ligesom Rigsarkivet er det
relevante offentlige arkiv at kontakte, når der er tale om ar-
kivalier fra statslige myndigheder. Rigsarkivet opbevarer
imidlertid også arkivalier fra godt halvdelen af de kommu-
nale arkiver. Borger kan dermed kontakte et af de relevante
offentlige arkiver med henblik på vejledning om, hvor de
ønskede oplysninger er arkiveret.
Det foreslås med § 39 b, stk. 4, at Rigsarkivaren træffer af-
gørelse i begæringer om indsigt efter stk. 1, som er indgivet
til Rigsarkivet.
Det foreslås med § 39 b, stk. 5, at kommunalbestyrelsen el-
ler regionsrådet træffer afgørelse i begæringer om indsigt ef-
15
ter stk. 1, som er indgivet til de kommunale arkiver eller de
regionale arkiver.
Afgørelseskompetencen til at give indsigt efter den foreslåe-
de § 39 b, stk. 1, foreslås derfor placeret hos den myndig-
hed, som er i besiddelse af de ønskede oplysninger – dette
kan enten være Rigsarkivet, kommunalbestyrelsen eller re-
gionsrådet. De foreslåede bestemmelser får dermed samme
virkning, som de gældende regler for ansøgning om tilladel-
se til arkivadgang til ikke-umiddelbart tilgængelige arkivali-
er, jf. arkivlovens §§ 31 og 32.
I de tilfælde, hvor vilkår ikke yder en tilstrækkelig beskyt-
telse, er der for de offentlige arkiver udviklet en praksis for
at undtage oplysningerne om tredjepart, således at der bliver
givet tilladelse til arkivadgang i det resterende dokument.
Indsigten kan her etableres ved en ekstrahering af de rele-
vante oplysninger, før indsigten gennemføres.
Det foreslås derfor med § 39 b, stk. 6, at indføre en retlig
forpligtelse for det offentlige arkiv til at undtage oplysninger
fra indsigten, hvis vilkår efter § 41, ikke i tilstrækkeligt grad
kan beskytte de hensyn som nævnt i offentlighedslovens ka-
pitel 4. Det offentlige arkiv skal udlevere de oplysninger,
der ikke undtages.
Den foreslåede ændring vil forpligte det offentlige arkiv til
at undtage de oplysninger, der ikke kan beskyttes tilstrække-
ligt med vilkår. Da der er tale om en forpligtelse for det of-
fentlige arkiv til at undtage oplysninger i de pågældende til-
fælde, kan det offentlige arkiv ikke med henvisning til res-
sourceforbrug afvise at give indsigt, hvis vilkår ikke giver
tilstrækkelig beskyttelse. Af beskyttelseshensyn henvises
der til de i offentlighedslovens kapitel 4 nævnte. Heraf frem-
går det, at aktindsigten blandt andet kan begrænses af hen-
syn til strafferetsplejen, privatlivets fred, forvaltningsmyn-
dighedernes interne og politiske beslutningsproces, de of-
fentlige ansattes arbejdsvilkår, sekretariatsbetjening, brug af
sagkyndige i retssager, private erhvervsinteresser, statens
sikkerhed og rigets forsvar, rigets udenrigspolitiske interes-
ser, forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovover-
trædelser, straffuldbyrdelse og lign. og beskyttelse af sigte-
de, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller discipli-
nær forfølgning, gennemførelse af offentlig kontrol, reguler-
ings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foran-
staltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, det
offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af
det offentliges forretningsvirksomhed, forskeres og kunstne-
res originale ideer samt foreløbige forskningsresultater og
manuskripter, og private og offentlige interesser, hvor hem-
meligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.2. ovenfor.
En ret til indsigt i private arkivalier gælder i dag for arkiva-
lier, der er omfattet af databeskyttelseslovgivningen, jf. den
gældende § 42 (foreslåede § 39 a). Det gælder dermed ikke
de øvrige typer af arkivalier, som ikke er omfattet af databe-
skyttelsesforordningens anvendelsesområde.
Det foreslås derfor med § 39 b, stk. 7, at retten til indsigt i
egne personoplysninger, der findes i private arkivalier, som
er afleveret til offentlige arkiver, også skal gælde for visse
typer af private arkivalier. Dette gælder for oplysninger i ar-
kivalier i form af systematiske fortegnelser – fx registre - el-
ler af dokumenter i individuelle klient-, elev-, beboer- eller
patientsager.
Som følge af begrænsningen i bestemmelsens ordlyd til ar-
kivalier i form af systematiske fortegnelser eller af doku-
menter i individuelle klient-, elev-, beboer- eller patientsa-
ger gælder retten til indsigt ikke, fx arkivalier, hvor omtale
af en person sker i en mellem to private personer m.v. ud-
vekslet meddelelse – brev, e-mail mv., eller omtale i andre
private arkivalier, for eksempel i dagbøger og lignende. I
disse tilfælde er der ikke tale om offentlig myndighedsud-
øvelse eller forvaltningsretlige afgørelser, som har betyd-
ning for borgerens retstilling. Hensynet til indsigt i egne per-
sonoplysninger er dermed ikke ligeså tungtvejende, og desu-
den bør hensynet til privatlivets fred for den enkelte borger,
hvis private arkivalier, der er tale om, også varetages, sær-
ligt når der er tale om rent private arkivalier som fx dagbø-
ger. Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.2.
Det foreslås med § 39 b, stk. 8, at retten til indsigt efter stk.
1 ikke skal gælde for oplysninger, der udelukkende behand-
les i videnskabeligt eller statistisk øjemed.
Med bestemmelsen foreslås det, at der indføres en undtagel-
se til indsigtsretten i § 39 b, stk. 4 for så vidt angår oplysnin-
ger, der udelukkende behandles i videnskabeligt eller stati-
stisk øjemed. Det følger af de gældende undtagelsesbestem-
melser til de databeskyttelsesretlige regler i databeskyttel-
seslovens § 22, stk. 5, at der er undtagelse fra indsigtsret ef-
ter databeskyttelsesforordningen for så vidt angår oplysnin-
ger, der udelukkende behandles i videnskabeligt eller stati-
stisk øjemed. Den foreslåede bestemmelse i § 39 b, stk. 8
skal forstås på samme måde som databeskyttelseslovens §
22, stk. 5. Der skal være en rimelig balance mellem på den
ene side hensynet til borgeren og dennes indsigtsret og på
den anden side hensynet til andre beskyttelsesværdige inte-
resser, herunder bl.a. til, at der ikke pålægges de dataansvar-
lige for vidtgående byrder i forbindelse med behandlingen af
oplysninger.
Det foreslås med § 39 b, stk. 9, at dokumenterne, der gives
indsigt i efter stk. 1 skal udleveres i den form, som den der
har fremsat anmodning om, ønsker.
16
Såfremt borgeren dermed ønsker dokumenterne fremsendt
digitalt, er det offentlige arkiv, dermed forpligtet til at ind-
scanne de pågældende dokumenter.
Det følger af arkivlovens § 36, at en ansøgning om tilladelse
til benyttelse af offentlige arkivalier som udgangspunkt skal
færdigbehandles inden for 15 dage. Hvis sagsbehandlingsti-
den trækker ud, skal ansøgeren af det offentlige arkiv under-
rettes om årsagen hertil. Sagsbehandlingstiden kan desuden
forlænges, såfremt der skal indhentes samtykke fra enten
den afleverende myndighed, Datatilsynet eller Domstolssty-
relsen. Samtykket eller afslag herpå skal indgives til arkiv-
myndigheden inden for 30 dage, jf. arkivlovens § 37.
Det foreslås med § 39 b, stk. 10, reglerne i §§ 36-38 om
sagsbehandlingsfrister gælder også skal gælde for begærin-
ger om indsigt efter § 39 b, stk. 1.
Med den foreslåede bestemmelse vil der gælde de samme
sagsbehandlingsfrister uagtet, om der ansøges om arkivad-
gang til ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier, jf. arkivlo-
vens § 30, eller om der begæres indsigt efter den foreslåede
§ 39 b, stk. 1. Sagsbehandlingsfristen for arkivet vil være 15
dage med mulighed for forlængelse – fx hvis der skal ind-
hentes samtykke fra den afleverende myndighed, Datatilsy-
net eller Domstolsstyrelsen.
Til nr. 6
Kapitel 9 i arkivloven indeholder den gældende § 42 vedrø-
rende begæring om indsigt i oplysninger, der er omfattet af
de databeskyttelsesretlige regler.
Det foreslås, at kapitel 9 ophæves som konsekvens af, at §
42 som eneste indhold i kapitlet foreslås ophævet og flyttet
til en ny bestemmelse i § 39 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.
Til nr. 7
Arkivlovens § 41, stk. 2 fastsætter, at de myndigheder, der
er nævnt i arkivlovens §§ 31-35 (det offentlige arkiv, kom-
munalbestyrelsen, regionsrådet, afleverende myndighed,
Datatilsynet og Domstolsstyrelsen), i forbindelse med imø-
dekommelse af ansøgninger om arkivadgang kan fastsætte
særlige vilkår for benyttelse af ikke umiddelbart tilgængeli-
ge arkivalier. Vilkårene fastsættes på grundlag af karakteren
af de oplysninger, der gives adgang til, og det formål, der
angives for benyttelsen i ansøgningen om tilladelse, jf. ar-
kivlovens § 41, stk. 3, og eventuelt på baggrund af krav om
særlige vilkår fra den afleverende myndighed, Datatilsynet
og Domstolsstyrelsen, jf. arkivlovens §§ 33-35. I arkivlo-
vens § 41, stk. 4, er der angivet en række eksempler på vil-
kår, eksempelvis oplysninger om enkeltpersoners private
forhold ikke må viderebringes, at der ikke må rettes henven-
delse til de personer, der er nævnt i materialet, og at der ikke
må foretages kopiering. Der henvises i øvrigt til bekendtgø-
relse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og om
offentlige arkivers virksomhed, kapitel 6, hvori der er angi-
vet yderligere eksempler på vilkår. Arkivlovens § 41, stk. 5
fastslår desuden, at der kan fastsættes yderligere særlige vil-
kår for benyttelsen af arkivalierne, hvis karakteren af oplys-
ningerne eller formålet med adgangen til oplysningerne tilsi-
ger, at dette fastsættes. Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.1.
Det foreslås med ændringen § 41, stk. 2, at der ved begæring
om indsigt efter den foreslåede § 39 b også kan fastsættes
særlige vilkår for benyttelsen af arkivalierne.
Ændringen vil medføre, at myndighederne angivet i §§
31-35 både ved ansøgninger om arkivadgang, jf. § 30 og om
begæringer om indsigt, jf. § 39 b, kan fastsætte særlige vil-
kår for benyttelsen af arkivalierne.
Til nr. 8
Bestemmelsen er ny, men der findes i forvejen regler for
klageadgang for så vidt angår ansøgning om tilladelse til ik-
ke umiddelbart tilgængelige arkivalier, jf. arkivlovens § 43.
Det foreslås med § 43 a, stk. 1, at Rigsarkivets afgørelser ef-
ter § 39 b kan påklages til Kulturministeriet, som er tilsyns-
myndighed for Rigsarkivet.
Ændringen medfører, at der opnås en udtrykkelig adgang til
at få prøvet såvel den materielle afgørelse, som de enkelte
sagsbehandlingsskridt af rekursmyndigheden (Kulturmini-
steriet).
Det foreslås med § 43 a, stk. 2, klagen skal indgives skrift-
ligt til Rigsarkivet, der videresender klagen til Kulturmini-
steriet ledsaget af den påklagede afgørelse og eventuelt ma-
teriale, der er indgået i sagens bedømmelse. Dette af hensyn
til, at klagemyndigheden får al de relevante materiale til at
træffe en afgørelse.
Det foreslås med § 43 a, stk. 3, at såfremt klagen omhandler
arkivalier, der er klassificerede af sikkerhedsmæssige årsa-
ger, skal klagen rettes til den ressortmyndighed, der har an-
svaret for det pågældende område.
Med bestemmelsen foreslås det, at der indføres en undtagel-
se for så vidt angår klage over indsigt i arkivalier, der er
klassificerede af sikkerhedsmæssige årsager. I disse tilfælde
skal klagen rettes til den ressortmyndighed, der har ansvaret
for det pågældende område. Dette vil fx gøre sig gældende
for arkivalier fra Politiets Efterretningstjeneste, hvor klagen
i så fald skal rettes til Justitsministeriet. Klagen indgives
fortsat til det offentlige arkiv, som videresender klagen til
17
rette myndighed, jf. § 43 a, stk. 2. Der henvises i øvrigt til
afsnit 2.3.2. ovenfor.
Til nr. 9
Det følger af arkivlovens § 46, stk. 1, at når der afleveres
private arkivalier til offentlige arkiver, træffes der aftale
mellem den afleverende part og det modtagende arkiv om
tilgængelighed. Det følger herudover af § 46, stk. 4, at afle-
verede private arkivalier ikke omfattes af andre bestemmel-
ser om offentlighedens adgang til aktindsigt end den aftale,
der er indgået.
Det foreslås med § 46, stk. 4, at afleverede private arkivalier
ikke omfattes af andre bestemmelser om offentlighedens ad-
gang til aktindsigt end den aftale, der er nævnt i stk. 1, jf.
dog § 39 a, stk. 4 og § 39 b, stk. 7.
Det foreslås med ændringen af § 46, stk. 4, at den foreslåede
bestemmelse i § 39 b om retten til indsigt i egne persono-
plysninger også skal være gældende for visse private arkiva-
lier, som er afleveret til arkiv. Der indføres dermed en und-
tagelse til den gældende bestemmelse, om at der ikke kan
gives offentlig adgang til de private arkivalier i videre om-
fang, end hvad fremgår af den aftale, der er indgået mellem
den private person/institution eller organisation og den mod-
tagne arkivmyndighed. Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.2.
i de almindelige bemærkninger og de specielle bemærknin-
gerne til § § 39 b, stk. 7.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2021.
Til § 3
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grøn-
land, men at ændringsloven ligesom den gældende arkivlov
ved kongelig anordning kan sættes i kraft for sager, der er
eller har været under behandling af rigsmyndighederne med
de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsi-
ger.
18
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§1
I arkivloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1201 af
28. september 2016, som ændret ved § 31 i lov
nr. 503 af 23. maj 2018, foretages følgende æn-
dringer:
§ 6. ---
Stk. 2-4. ---
1. § 6 indsættes som stk. 5: ¬ »Stk. 5. Rigsarki-
vet kan ikke opkræve vederlag eller gebyr ved
indsigt i egne personoplysninger, jf. kapitel 7
a.«
§ 30. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Ved afgørelse af ansøgninger om benyt-
telse af ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier
kan der tages særligt hensyn til, om ansøgeren
er part i den sag eller har en særlig individuel
interesse i de oplysninger, der søges adgang til.
2. I § 30, stk. 3, udgår »er part i den sag eller«.
§ 33. Tilladelse efter § 31 kræver samtykke fra
den afleverende myndighed [… . ]
3. I § 33 og § 35 indsættes efter »§ 31«: » og
indsigt efter § 39 b«.
§ 35. Tilladelse efter § 31 kræver samtykke fra
Domstolsstyrelsen [… . ]
§ 34. Tilladelse efter §§ 31 og 32 kræver sam-
tykke fra Datatilsynet [… . ]
4. I § 34 indsættes efter »og 32«: » og indsigt ef-
ter § 39 b«.
5. Efter kapitel 7 indsættes:
»Kapitel 7 a
Ret til indsigt i egne personoplysninger
19
§ 39 a. En person kan over for et offentligt arkiv
fremsætte begæring om indsigt i egne persono-
plysninger, der helt eller delvist er foretaget ved
hjælp af automatisk databehandling, eller som er
eller vil blive indeholdt i et register.
Stk. 2. Begæring efter stk. 1 skal angive den
myndighed, der oprindelig har behandlet de på-
gældende oplysninger.
Stk. 3. Begæring om indsigt videresendes af det
pågældende arkiv til den myndighed, der oprin-
delig har behandlet de pågældende oplysninger.
Myndigheden træffer derefter afgørelse om ind-
sigt. Det offentligt arkiv skal ved oversendelsen
af en begæring efter stk. 1 i relevant omfang
meddele en række kontekstuelle oplysninger.
Stk. 4. Det pågældende arkiv træffer afgørelse
for så vidt angår begæring om indsigt i private
arkivalier, som er afleveret til et offentligt arkiv.
§ 39 b. En person kan over for et offentligt arkiv
fremsætte begæring om indsigt i egne persono-
plysninger i arkivalier, som ikke er omfattet af §
39 a, jf. dog stk. 6-8 og § 24 og §§ 33-35.
Stk. 2. Begæring om indsigt efter stk. 1 skal in-
deholde de oplysninger, som er nødvendige for
at kunne identificere de personoplysninger, der
begæres indsigt i, herunder angive den myndig-
hed, institution m.v., der oprindeligt har behand-
let de pågældende oplysninger.
Stk. 3. Begæring om indsigt efter § 39 b indgi-
ves til det offentlige arkiv, som er i besiddelse af
de personoplysninger, der begæres indsigt i.
Stk. 4. Rigsarkivaren træffer afgørelse i begæ-
ringer om indsigt efter stk. 1, som er indgivet til
Rigsarkivet.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet
træffer afgørelse i begæringer om indsigt efter
stk. 1, som er indgivet til kommunale arkiver el-
ler regionale arkiver.
20
Stk. 6. Det offentlige arkiv skal undtage oplys-
ninger fra indsigten, hvis vilkår efter § 41, ikke i
tilstrækkeligt grad kan beskytte de hensyn som
nævnt i offentlighedslovens kapitel 4. Det of-
fentlige arkiv skal udlevere de oplysninger, der
ikke undtages.
Stk. 7. Indsigt efter stk. 1 omfatter også arkivali-
er, der findes i form af systematiske fortegnelser
eller dokumenter i individuelle klient-, elev-, be-
boer- eller patientsager, der er afleveret til et of-
fentligt arkiv fra private institutioner eller orga-
nisationer, som ikke er omfattet af § 39 a.
Stk. 8. Ret til indsigt efter stk. 1 gælder ikke for
oplysninger, der udelukkende behandles i viden-
skabeligt eller statistisk øjemed.
Stk. 9. Dokumenterne skal udleveres i den form,
som den, der har fremsat anmodningen ønsker.
Stk. 10. Reglerne i §§ 36-38 om sagsbehand-
lingsfrister gælder også for begæringer efter stk.
1.«
Kapitel 9: Begæring om indsigt i oplysninger,
der er omfattet af lov om behandling af perso-
noplysninger
6. Kapitel 9 ophæves.
§ 41. ---
Stk. 2. De myndigheder, der er nævnt i §§
31-35, kan i forbindelse med imødekommelse
af ansøgninger om arkivadgang fastsætte særli-
ge vilkår for benyttelse af ikke umiddelbart til-
gængelige arkivalier.
Stk. 3-7. ---
7. I § 41, stk. 2, indsættes efter »ansøgninger«:
» eller begæring om indsigt«.
§43. --- 8. Efter § 43 indsættes i kapitel 10:
»§ 43 a. Rigsarkivets afgørelser efter § 39 b kan
påklages til Kulturministeriet.
Stk. 2. Klagen indgives skriftligt til Rigsarkivet,
der videresender klagen til Kulturministeriet
21
ledsaget af den påklagede afgørelse og eventuelt
materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
Stk. 3. Omhandler klagen arkivalier, der er klas-
sificerede af sikkerhedsmæssige årsager, skal
klagen rettes til den ressortmyndighed, der har
ansvaret for det pågældende område.«
§ 46. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Afleverede private arkivalier omfattes ik-
ke af andre bestemmelser om offentlighedens
adgang til aktindsigt end den aftale, der er
nævnt i stk. 1.
Stk. 5-6. ---
9. I § 46, stk. 4, indsættes efter »stk. 1«: », jf.
dog § 39 a, stk. 4 og § 39 b, stk. 7«.
§ 2
Stk. 1 Loven træder i kraft den 1. januar 2021.
§ 3
Stk. 1 Loven gælder ikke for Færøerne og Grøn-
land, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de henholdsvis færøske
og grønlandske forhold tilsiger.
22