Fremsat den 7. oktober 2020 af social- og indenrigsministeren (Astrid Krag)

Fremsat den 7. oktober 2020 af social- og indenrigsministeren (Astrid Krag)
Forslag
til
Lov om ændring af forældreansvarsloven
(Forældremyndighed, barnets bopæl og samvær for forældre, der er dømt for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser)
§ 1
I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 7.
august 2019, som ændret ved § 4 i lov nr. 962 af 26. juni
2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 4 a, stk. 1, ændres »en anden retsfølge efter §§ 68-70 i
straffeloven for incest, jf. § 210 i straffeloven, en seksualfor-
brydelse, jf. 24. kapitel i straffeloven, dog undtaget overtræ-
delser omfattet af § 228 i straffeloven, manddrab, jf. § 237 i
straffeloven, grov vold, jf. §§ 245 og 246 i straffeloven, om-
skæring af kvinder, jf. § 245 a i straffeloven, eller men-
neskehandel, jf. § 262 a i straffeloven« til: »dømt til anbrin-
gelse efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 eller til for-
varing efter straffelovens § 70 eller for overtrædelse af straf-
felovens §§ 101 a, 114, 114 a, 114 b, 114 c, 114 d, 114 e,
114 f, 114 g, 114 h, § 114 i, § 114 j, § 136, stk. 2, § 136, stk.
3, for så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af straf-
felovens §§ 114-114 j, § 210, kapitel 24 bortset fra § 228, §§
237, 245, 245 a, 246 eller 262 a«.
2. I § 4 a, stk. 2, ændres »en anden retsfølge efter §§ 68-70 i
straffeloven« til: »dømt til anbringelse efter straffelovens §
68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring efter straffelovens §
70«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2021.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold
tilsiger.
Lovforslag nr. L 15 Folketinget 2020-21
Social- og Indenrigsmin., j.nr. 2019-8602
CY000684
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Gældende ret
2.1.1. Kriteriet bedst for barnet
2.1.2. Anvendelse af formodningsreglen i § 4 a
2.1.3. Behandlingen af sager om forældreansvar
2.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
2.3. Den foreslåede ordning
3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10.Sammenfattende skema
1. Indledning
Børn har ret til omsorg og tryghed. Forældrene spiller en af-
gørende rolle for, at dette bliver virkelighed for det enkelte
barn. Det fremgår derfor af forældreansvarsloven, at foræl-
dremyndighedsindehaveren skal drage omsorg for barnet og
kan træffe afgørelse om barnets personlige forhold ud fra
barnets interesse og behov.
Afgørelser efter forældreansvarsloven om forældremyndig-
hed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt skal træffes
ud fra, hvad der er bedst for barnet. Hensynet til at beskytte
barnet mod radikalisering og ekstremisme er blandt de ele-
menter, der indgår i vurderingen af, hvad der er bedst for
barnet, når det er relevant.
Endvidere skal Familieretshuset og familieretten, når der
træffes en afgørelse efter forældreansvarsloven, have fokus
på, at afgørelsen skal medvirke til at sikre barnets trivsel og
beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsæt-
ter barnet for skade eller fare.
Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste inde-
holder forældreansvarsloven en klar formodning for, at det
er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt ubetinget
fængselsstraf for personfarlig kriminalitet af grovere karak-
ter såsom manddrab, seksualforbrydelser eller grov vold, ik-
ke mod den anden forælders ønske har forældremyndighed
over barnet, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær el-
ler anden kontakt med denne forælder.
Der opstår uanset disse generelle principper for beskyttelsen
af barnet fra tid til anden tvivl om, hvorvidt en konkret afgø-
relse i en sag er truffet af hensyn til barnet eller af hensyn til
den pågældende forælder.
Med henblik på i højere grad at sikre beskyttelsen af barnet
foreslås det med lovforslaget, at den allerede gældende for-
modningsregel i forældreansvarsloven udvides til også at
omfatte en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at
en forælder, der er dømt for overtrædelse af straffelovens
terrorbestemmelser, ikke har forældremyndighed over bar-
net, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller anden
kontakt med denne forælder.
Med forslaget styrkes den allerede eksisterende beskyttelse
af børn mod radikalisering og ekstremisme ved at etablere
adgang til i videst muligt omfang at afskære kontakten mel-
lem forældre, der er dømt for overtrædelse af terrorbestem-
melserne, og deres børn, hvis den anden forælder ønsker det.
Formodningen kan fraviges, hvis det på baggrund af en kon-
kret og dybdegående vurdering findes at være det bedste for
det enkelte barn. Forslaget sikrer således, at der i foræl-
dreansvarssager ikke opstår tvivl om, at hensynet til barnets
bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse altid sættes
over andre hensyn, herunder over hensynet til en forælder,
der er dømt for overtrædelse af terrorbestemmelserne.
Forslaget indgår i de initiativer, der skal sikre, at børn i Dan-
mark ikke vokser op i radikaliserede miljøer, som regerin-
gen præsenterede den 16. januar 2020.
Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 162,
jf. Folketingstidende 2019-2020, A, L 162, der blev fremsat
den 31. marts 2020. Med lovforslagets § 1, nr. 2, er der dog
tilføjet en lovteknisk ændring af § 4 a, stk. 2, i forældrean-
svarsloven.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Gældende ret
2
2.1.1. Kriteriet bedst for barnet
Forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 7.
august 2019 med senere ændringer, vedrører navnligt
spørgsmål om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær
og anden kontakt. Dette betegnes under ét som sager om
forældreansvar.
Afgørelser efter forældreansvarsloven skal efter lovens § 4
træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Ved vurderingen
af barnets bedste foretages altid en helhedsvurdering, hvor
der skal tages hensyn til alle relevante forhold. Hensynet til
at beskytte barnet mod radikalisering og ekstremisme er
blandt de elementer, der indgår i vurderingen af, hvad der er
bedst for barnet, når det er relevant.
Efter bestemmelsen skal Familieretshuset og familieretten
endvidere have fokus på, at afgørelser efter forældreansvars-
loven skal medvirke til at sikre barnets trivsel og på at be-
skytte barnet mod vold og anden behandling, der udsætter
barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.
Kriteriet ”bedst for barnet” skal til enhver tid tolkes som den
bedst tænkelige løsning for det enkelte barn, og vurderingen
af barnets bedste skal altid foretages ud fra en individuel
vurdering af det enkelte barns forhold. Vurderingen bygger
på oplysninger om barnet, herunder oplysninger fra eventu-
elle børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklærin-
ger, og på barnets perspektiv og egne synspunkter alt efter
barnets alder og modenhed. Der henvises til §§ 33 og 34 i
forældreansvarsloven.
Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der
tages hensyn til hovedprincipperne i forældreansvarsloven
om, at et barn har ret til to forældre, og at forældrene skal
tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet,
dels ved at samarbejde om væsentlige beslutninger vedrø-
rende barnet. Forældreansvarsloven bygger således generelt
på en formodning om, at det er bedst for barnet at have kon-
takt med begge forældre. Der skal dog altid foretages en
konkret vurdering af barnets bedste i den enkelte sag.
En forældremyndighedsindehaver skal drage omsorg for
barnet og kan træffe afgørelse om barnets personlige forhold
ud fra barnets interesser og behov. Har forældrene fælles
forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrø-
rende barnets forhold enighed mellem forældrene. Den for-
ælder, som barnet har bopæl hos, kan selvstændigt træffe af-
gørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herun-
der hvor i landet bopælen skal være. Der henvises til §§ 2 og
3 i forældreansvarsloven.
Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste inde-
holder § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven en klar formod-
ning for, at det er bedst for et barn, at en forælder, der er
idømt ubetinget fængselsstraf for personfarlig kriminalitet af
grovere karakter såsom manddrab, seksualforbrydelser eller
grov vold, ikke mod den anden forælders ønske har foræl-
dremyndighed over barnet, og at barnet ikke har bopæl hos
eller samvær eller anden kontakt med denne forælder. Dette
gælder uanset, om det strafbare forhold er begået mod egne
børn, øvrige familiemedlemmer eller andre.
§ 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven omfatter også situatio-
ner, hvor en forælder er dømt efter de nævnte strafbestem-
melser, men idømt anden retsfølge efter §§ 68-70 i straffelo-
ven. Disse bestemmelser omfatter bl.a. dom til forvaring og
til anbringelse i hospital for sindslidende eller i institution
for personer med vidtgående psykiske handicap, når den
dømte er frifundet for straf i medfør af § 16 i straffeloven på
grund af utilregnelighed på grund af sindssygdom eller til-
stande, der må ligestilles hermed.
§ 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven omfatter også dom for
forsøg, jf. § 21 i straffeloven, eller medvirken, jf. § 23 i
straffeloven, til de nævnte straffelovsovertrædelser.
Bestemmelsen i § 4 a finder tilsvarende anvendelse, hvis en
forælder ved en straffedom afsagt af domstolene i Grønland
eller på Færøerne eller ved en udenlandsk straffedom er
idømt ubetinget fængsel eller en retsfølge svarende til rets-
følger omfattet af §§ 68-70 i straffeloven for handlinger med
tilsvarende gerningsindhold som i de straffelovsbestemmel-
ser, der er nævnt i § 4 a, stk. 1. Der tages dog ikke hensyn til
en udenlandsk straffedom, hvis anerkendelse af dommen vil
være åbenbart uforenelig med grundlæggende danske rets-
principper (ordre public), f.eks. fordi den dømte ikke har
haft mulighed for at forsvare sig i sagen.
Straf for kriminalitet, navnlig personfarlig kriminalitet, der
ikke er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, indgår i
vurderingen af, hvad der er bedst for barnet. Tilsvarende
gælder, hvis en forælder ikke er idømt ubetinget fængsels-
straf m.v., men eksempelvis betinget frihedsstraf eller bøde,
for kriminalitet omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven.
Endvidere finder § 4 a ikke anvendelse på handlinger foreta-
get i udlandet uden at være strafbare der. Disse straffelovs-
overtrædelser og handlinger vil imidlertid kunne indgå i vur-
deringen af, hvad der er bedst for barnet efter § 4 i foræl-
dreansvarsloven. Kriminalitet har dog kun betydning, hvis
der er tale om handlinger, der skaber tvivl om, hvorvidt den
pågældende er egnet til at drage omsorg for et barn, herun-
der beskytte barnet mod radikalisering og ekstremisme. Det
er navnlig tilfældet ved kriminalitet, der direkte eller indi-
rekte er rettet mod at skade andre mennesker, eller ved straf-
bar billigelse af terrorisme og vold m.v.
Hvis en forælder ved samme dom er idømt en samlet straf
for flere lovovertrædelser, vil det bero på en konkret vurde-
ring, om straffen er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven.
Det vil i den forbindelse være afgørende, hvilken straf den
pågældende ville være blevet idømt, hvis de af § 4 a i foræl-
dreansvarsloven omfattede straffelovsovertrædelser var ble-
vet pådømt særskilt.
Formålet med § 4 a i forældreansvarsloven er at sikre, at der
i forældreansvarssager ikke opstår tvivl om, at hensynet til
barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse altid
sættes over andre hensyn, herunder over hensynet til en for-
3
ælder, der er dømt for at have begået de nævnte straffelovs-
overtrædelser.
2.1.2. Anvendelse af formodningsreglen i § 4 a
§ 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven indeholder som nævnt
en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en for-
ælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf for personfarlig
kriminalitet af grovere karakter, ikke mod den anden foræl-
ders ønske har forældremyndighed over barnet, og at barnet
ikke har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med
denne forælder.
Efter bestemmelsen finder denne formodningsregel ikke an-
vendelse, hvis det er bedst for barnet, at den dømte forælder
har forældremyndighed over barnet, eller at barnet har bo-
pæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne foræl-
der. Der er tale om en snæver undtagelse, der alene finder
anvendelse, hvis det efter en konkret og dybdegående vurde-
ring findes at være det bedste for det enkelte barn.
I vurderingen af, hvad der er til barnets bedste i sager omfat-
tet af § 4 a i forældreansvarsloven, skal først og fremmest
indgå barnets relation til den pågældende forælder og bar-
nets interesse i at have kontakt med denne. Hensynet til den
dømte forælder kan aldrig føre til, at der træffes en afgørel-
se, som ikke vurderes at være til barnets bedste.
I vurderingen af barnets bedste skal endvidere indgå den
nærmere karakter af forbrydelsen og omstændighederne om-
kring forbrydelsen samt den tid, der er forløbet, siden for-
brydelsen blev begået. Det forhold, at der foreligger særlige
omstændigheder, såsom at forælderen var meget ung, da for-
brydelsen blev begået, eller at der er gået lang tid siden for-
ælderens løsladelse fra strafafsoning, kan ikke i sig selv føre
til, at undtagelsen finder anvendelse. Sådanne forhold kan
dog være relevante for den samlede vurdering af barnets
bedste, herunder bl.a. vurderingen af forælderens aktuelle
evne til at drage omsorg for barnet og af risikoen for, at bar-
net i sin opvækst udsættes for radikalisering og ekstremis-
me.
Det vil indgå med vægt i vurderingen af, om samvær m.v.
ikke vil være til barnets bedste, hvis forældrenes samlivsop-
hævelse og/eller den aktuelle forældreansvarssag helt eller
delvist blev udløst af den ene forælders kriminalitet. Ligele-
des kan det være relevant for vurderingen, hvis forældrene
har opretholdt samlivet i en længere periode, hvor den anden
forælder har været vidende om kriminaliteten, og det ikke
har givet anledning til bekymring for den dømte forælders
omsorgsevne. Der skal dog i denne sammenhæng være fo-
kus på forældrenes relation til hinanden, herunder om den
ene forælder har været tilbageholdende med at opløse sam-
livsforholdet og/eller rejse en forældreansvarssag, f.eks. på
grund af frygt for den anden forælder.
I vurderingen af barnets bedste skal også inddrages de for-
hold, der er lagt vægt på i straffedommen. Særligt grovhe-
den af forbrydelsen og betydningen heraf for strafudmålin-
gen, herunder om retten har fundet, at der forelå formilden-
de eller skærpende omstændigheder, kan have betydning for
vurderingen af barnets bedste. Det skal samtidigt undersø-
ges, om dommen indeholder oplysninger i relation til foræl-
dreansvarslovens fokus på forældrenes pligt til at skærme
barnet mod vold og anden behandling, der udsætter barnet
for skade eller fare, herunder om den pågældende forælders
deltagelse i de kriminelle aktiviteter har kunnet udsætte bar-
net for skade eller fare.
Vurderingen af barnets bedste, barnets trivsel og beskyttel-
sen af barnet skal i sager omfattet af § 4 a i forældreansvars-
loven være baseret på en dybdegående og tværfaglig under-
søgelse. Der skal foretages en børnesagkyndig undersøgelse
og som klart udgangspunkt ligeledes en belysning af foræl-
derens personlige egenskaber og evne til at drage omsorg
for barnet. Det vil i de fleste sager endvidere være relevant
at indhente oplysninger efter bestemmelserne herom i kapi-
tel 10 i lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr.
766 af 7. august 2019 (Familieretshusloven), fra den kom-
mune, der er forpligtet til at yde støtte til barnet efter lov om
social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1287 af 28. august
2020 (serviceloven).
Der skal som led i oplysningen af sagen som udgangspunkt
også afholdes en børnesamtale. Barnets egne synspunkter
skal tillægges vægt alt efter barnets alder og modenhed. Det
skal dog understreges, at barnets synspunkter ikke kan stå
alene, da der kan være situationer, hvor barnet ikke kan
overskue konsekvenserne af sine udtalelser.
Endelig tages der ved afgørelsen også hensyn til, hvilke for-
hold efter forældreansvarsloven den enkelte sag drejer sig
om. Der kan således efter en konkret vurdering være situati-
oner, hvor der ikke er noget til hinder for at bestemme, at et
barn har samvær med en forælder, der er dømt for overtræ-
delse af straffelovsbestemmelser, der er omfattet af § 4 a i
forældreansvarsloven, men at den pågældende forælder ikke
bør have del i forældremyndigheden over barnet. Det er dog
en forudsætning, at denne løsning i den konkrete situation
anses for bedst for barnet.
Undtagelsesbestemmelsen er også relevant, hvis begge for-
ældre er dømt for kriminalitet omfattet af § 4 a, stk. 1.
Ved afgørelserne om undtagelse fra formodningsreglen i § 4
a i forældreansvarsloven skal det sikres, at Danmarks for-
pligtelser i forhold til barnets bedste og retten til familieliv
efter FN’s konvention om barnets rettigheder og Den Euro-
pæiske Menneskerettighedskonvention overholdes. Der hen-
vises til punkt 3.
I sager omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven vil det nor-
malt være familieretten, der træffer afgørelse, fordi forælde-
rens kriminalitet som oftest vil medføre, at der er tale om en
kompleks sag, hvor afgørelsen træffes af domstolene, jf. §§
7 og 32 i Familieretshusloven. Der henvises til punkt 2.1.3.
2.1.3. Behandlingen af sager om forældreansvar
4
Afgørelse om forældremyndighed træffes efter kapitel 2 i
forældreansvarsloven. Det fremgår af lovens § 11, at hvis
forældre med fælles forældremyndighed ikke er enige om
forældremyndigheden, kan der træffes afgørelse om, hvor-
vidt den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om
en af dem skal have forældremyndigheden alene. Den fælles
forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holde-
punkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om
barnets forhold til barnets bedste. Dette gælder dog ikke i
sager omfattet af lovens § 4 a.
Efter lovens § 14, stk. 1, kan der træffes afgørelse om, at der
skal være fælles forældremyndighed, eller at forældremyn-
digheden skal overføres fra den ene forælder til den anden.
Endvidere kan der efter lovens §§ 15 og 15 a træffes afgø-
relse om forældremyndighed efter en forælders død.
Efter § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven kan forældremyn-
digheden ved aftale godkendt af Familieretshuset eller fami-
lieretten overføres til tredjemand.
Afgørelse om barnets bopæl træffes efter kapitel 3 i foræl-
dreansvarsloven. Det fremgår af lovens § 17, stk. 1, at hvis
forældre, der har fælles forældremyndighed, ikke er enige
om barnets bopæl, kan der træffes afgørelse om, hos hvilken
forælder barnet har bopæl.
Afgørelse om samvær og anden kontakt træffes efter kapitel
4 i forældreansvarsloven. Hvis der er uenighed om omfanget
og udøvelsen af samvær, kan der efter lovens § 21 træffes
afgørelse herom, og efter lovens § 22 kan der træffes afgø-
relse om anden kontakt end samvær mellem barnet og en
forælder.
Efter § 20 i forældreansvarsloven kan der fastsættes samvær
eller anden kontakt med barnets nærmeste pårørende, som
barnet er knyttet til. Endvidere kan der efter lovens § 20 a
fastsættes samvær eller anden form for kontakt med barnets
oprindelige slægtninge, hvis barnet er adopteret.
Endelig indeholder forældreansvarsloven i kapitel 5 bestem-
melser om midlertidige afgørelser om forældremyndighed,
barnets bopæl, samvær og anden kontakt under behandlin-
gen af en sag efter forældreansvarsloven.
Er indehaveren eller begge indehavere af forældremyndig-
heden forhindret i at træffe bestemmelse om barnets person-
lige forhold, skal der efter § 28 i forældreansvarsloven træf-
fes afgørelse om, hvem forældremyndigheden skal tilkom-
me, så længe forhindringen varer. Endelig kan der efter lo-
vens § 27 træffes en midlertidig afgørelse om forældremyn-
dighed, hvis forældrene har fælles forældremyndighed, og
der er risiko for, at barnet bortføres ud af landet.
De nævnte sager efter forældreansvarsloven vedrører hoved-
sageligt situationer, hvor forældre er uenige om forældre-
myndigheden over deres børn, om barnets bopæl, om sam-
vær eller om anden kontakt, og en forælder anmoder om, at
der træffes en afgørelse herom.
Sager efter forældreansvarsloven er dog ikke altid uenig-
hedssager. I sager om udpegning af en forældremyndigheds-
indehaver efter en forælders død eller om udpegning af en
midlertidig forældremyndighedsindehaver efter § 28 i foræl-
dreansvarsloven er der ofte kun én ansøger. Denne ansøger
udpeges som forældremyndighedsindehaver, hvis det er til
barnets bedste. Tilsvarende er der ikke tale om en uenig-
hedssag, hvis forældrene er enige om at overføre forældre-
myndighed til tredjemand, der er indforstået med at få foræl-
dremyndigheden. En sådan aftale godkendes, hvis den er til
barnets bedste.
Det følger af bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i Familie-
retshusloven, at familieretten træffer afgørelse i alle sager
om forældremyndighed, bortset fra sager om forældremyn-
dighed efter en forælders død, i alle sager om barnets bopæl
samt i sager om samvær, hvor afgørelsen har indgribende
betydning for barnet. Familieretshuset træffer afgørelse i de
øvrige samværssager. I sager om forældremyndighed efter
en forælders død træffes afgørelsen af Familieretshuset,
medmindre sagen indeholder komplicerede faktiske eller ju-
ridiske problemstillinger og derfor skal afgøres af familie-
retten.
Midlertidige afgørelser i sager efter forældreansvarsloven
træffes af den myndighed, der behandler sagen, dvs. af enten
Familieretshuset eller familieretten. Midlertidige afgørelser
om forældremyndighed efter § 28 i forældreansvarsloven
træffes dog alene af Familieretshuset, og midlertidige afgø-
relser om forældremyndighed efter lovens § 27 træffes af
social- og indenrigsministeren.
Familieretshusets afgørelser efter forældreansvarsloven kan
efter § 39 i Familieretshusloven indbringes for familieretten
til prøvelse.
Uanset om en afgørelse om forældreansvar træffes af Fami-
lieretshuset eller familieretten, er det Familieretshuset, der
efter §§ 26 og 32 i Familieretshusloven varetager oplysnin-
gen af sagen. Til brug for sagsoplysningen har Familierets-
huset efter § 4 a, stk. 2, i forældreansvarsloven mulighed for
uden samtykke fra den pågældende forælder at indhente re-
levante oplysninger om straffedomme fra Det Centrale Kri-
minalregister (Kriminalregisteret), hvis der foreligger mis-
tanke om, at en forælder er idømt ubetinget fængselsstraf
m.v. for kriminalitet omfattet af § 4 a, stk. 1, i forældrean-
svarsloven. Mistanken vil i de fleste tilfælde basere sig på
udtalelser fra den anden forælder. Mistanken kan dog også
bygge på oplysninger, som Familieretshuset modtager fra
andre myndigheder, herunder de sociale myndigheder.
De nærmere regler om indhentning af oplysninger fra Kri-
minalregisteret findes i bekendtgørelse om behandling af
personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Krimi-
nalregisteret) (Kriminalregisterbekendtgørelsen), jf. be-
kendtgørelse nr. 881 af 4. juli 2014 med senere ændringer.
Kriminalregisterbekendtgørelsen indeholder bl.a. regler om,
hvornår oplysninger slettes fra Kriminalregisteret. Dette in-
5
debærer, at der vil kunne være situationer, hvor der er mis-
tanke om, at en forælder har begået kriminalitet omfattet af
§ 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven, men hvor oplysninger-
ne grundet slettereglerne i bekendtgørelsen ikke længere
fremgår af Kriminalregisteret. I sådanne situationer vil
Familieretshuset ikke kunne oplyse den del af sagen, der ve-
drører kriminalitet, ved indhentning af oplysninger fra Kri-
minalregisteret. I så fald beror det på en konkret vurdering,
hvordan Familieretshuset skal oplyse sagen.
2.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
Forældreansvarslovens regler om forældremyndighed, bar-
nets bopæl, samvær og anden kontakt skal administreres, så
afgørelser efter forældreansvarsloven afspejler den bedst
mulige løsning for hvert enkelt barn, herunder i relation til
at beskytte barnet mod radikalisering og ekstremisme. Der
er således efter de gældende regler fokus på, at afgørelser
efter loven skal være bedst for barnet.
Den generelle bestemmelse i § 4 i forældreansvarsloven om,
at afgørelser efter loven skal være til barnets bedste, supple-
res af bestemmelsen i lovens § 4 a, stk. 1, hvorefter at der er
en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en for-
ælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf for personfarlig
kriminalitet af grovere karakter, såsom manddrab, seksual-
forbrydelser eller grov vold, ikke har forældremyndighed
over et barn, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær
eller anden kontakt med denne forælder.
Formålet med bestemmelsen i § 4 a, stk. 1, er at sikre, at der
ikke opstår tvivl om muligheden for at beskytte barnet og
forpligtelsen til at sætte barnets bedste højest i sager efter
forældreansvarsloven, når en forælder er idømt ubetinget
fængsel for personfarlig kriminalitet af grovere karakter.
Social- og Indenrigsministeriet finder, at bestemmelsens an-
vendelsesområde bør udvides til også at omfatte situationer,
hvor en forælder er idømt ubetinget fængselsstraf m.v. for
overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser. Det drejer
sig om bestemmelser i straffelovens kapitel 12 om landsfor-
ræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed,
bestemmelser i kapitel 13 om forbrydelser mod statsforfat-
ningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v. og
bestemmelser i kapitel 15 om forbrydelser mod den offentli-
ge orden og fred. Der bør således være en klar formodning
for, at det er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt
straf efter de pågældende terrorbestemmelser i straffeloven,
ikke har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke
har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne
forælder.
Begrundelsen for at udvide anvendelsesområdet for formo-
dningsreglen er, at der er tale om straf for handlinger, der di-
rekte eller indirekte er rettet mod at skade andre mennesker,
eller straf for at billige sådanne handlinger. De omhandlede
handlinger skaber i lighed med de handlinger, der er omfat-
tet af den gældende formodningsregel, tvivl om, hvorvidt
den pågældende forælder er egnet til at drage omsorg for et
barn, herunder beskytte barnet mod radikalisering og ekstre-
misme, og dermed om det er bedst for barnet at have kontakt
med den pågældende forælder.
Med denne udvidelse af anvendelsesområdet for § 4 a, stk.
1, vil den allerede eksisterende beskyttelse af børn mod radi-
kalisering og ekstremisme i sager efter forældreansvarsloven
blive styrket.
Henset til, at § 4 a, stk. 1, i relation til fængselsstraf alene
omfatter ubetinget fængselsstraf, finder ministeriet, at det
bør præciseres, at bestemmelsen i relation til retsfølger efter
§§ 68-70 i straffeloven alene omfatter dom til anbringelse
efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring
efter straffelovens § 70, dvs. retsfølger der medfører friheds-
berøvelse. Det fremgår således af forarbejderne til § 4 a, at
grovheden af de handlinger, der er omfattet af § 4 a, under-
streges ved, at bestemmelsen alene skal finde anvendelse
ved ubetinget fængselsstraf eller ved dom til en anden rets-
følge efter straffelovens §§ 68-70, der bl.a. omfatter dom til
forvaring og til anbringelse i hospital for sindslidende eller i
institution for personer med vidtgående psykiske handicap.
Der henvises til Folketingstidende 2018-19, A, L 137 som
fremsat, side 4. Det var således ikke hensigten, at bestem-
melsen skulle omfatte retsfølger efter §§ 68-70 i straffelo-
ven, der ikke medfører frihedsberøvelse.
Efter § 4 a, stk. 2, i forældreansvarsloven kan Familierets-
huset, hvis der foreligger mistanke om, at en part er idømt
ubetinget fængselsstraf eller en anden retsfølge efter §§
68-70 i straffeloven for kriminalitet omfattet af § 4 a, stk. 1,
i forældreansvarsloven, indhente oplysninger herom fra Det
Centrale Kriminalregister. En udvidelse af anvendelsesom-
rådet for § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven vil betyde, at
også anvendelsesområdet for bestemmelsens stk. 2 udvides
tilsvarende.
Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttel-
sesloven
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679/EU
om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med be-
handling af personoplysninger og om fri udveksling af så-
danne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF
(databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23. maj
2018 om supplerende bestemmelser til forordning om be-
skyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplys-
ninger (databeskyttelsesloven) gælder for behandling af per-
sonoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af
automatisk databehandling, og for ikke-automatisk behand-
ling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et
register. Det følger af databeskyttelseslovens § 6, stk. 1, at
behandlingen af almindelige personoplysninger alene må
finde sted, hvis mindst en af betingelserne i databeskyttel-
sesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a-f, er opfyldt.
6
Efter forordningens artikel 6, stk. 1, litra c, er indhentning
og videregivelse af personoplysninger lovlig, når behandlin-
gen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse.
Databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2, efterlader et
nationalt råderum for medlemsstaterne til at indføre mere
specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af for-
ordningens bestemmelser om behandling af personoplysnin-
ger med henblik på overholdelse af forordningens artikel 6,
stk. 1, litra c, ved at fastsætte mere præcist specifikke krav
til behandlingen for at sikre lovlig og rimelig behandling.
Efter bestemmelsen i artikel 6, stk. 3, skal grundlaget for be-
handling i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c, fremgå af EU-
retten eller national ret.
Den gældende bestemmelse i § 4 a, stk. 2, i forældreansvars-
loven er en national særregel om Familieretshusets behand-
ling er personoplysninger i forbindelse med indhentning af
oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister, som har
hjemmel i forordningens artikel 6, stk. 1, litra c, jf. artikel 6,
stk. 2 og 3.
Med lovforslaget foreslås anvendelsesområdet for foræl-
dreansvarslovens § 4 a, stk. 1, udvidet til også at omfatte si-
tuationer, hvor en forælder er idømt ubetinget fængselsstraf
m.v. for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser,
hvilket ligeledes vil medføre en udvidelse af anvendelses-
området for § 4 a, stk. 2, i forældreansvarsloven. De foreslå-
ede ændringer betyder, at der vil ske en ny behandling af
personoplysninger i medfør af § 4 a, stk. 2, idet Familierets-
huset også vil få mulighed for at indhente oplysninger fra
Det Centrale Kriminalregister om en forældres overtrædelse
af straffelovens terrorbestemmelser.
Når det drejer sig om behandling af personoplysninger ved-
rørende strafbare forhold følger det af forordningens artikel
10, at behandling af personoplysninger vedrørende straffe-
domme og lovovertrædelser eller tilknyttede sikkerhedsfor-
anstaltninger på grundlag af forordningens artikel 6, stk. 1,
kun må foretages under kontrol af en offentlig myndighed,
eller hvis behandling har hjemmel i EU-retten eller med-
lemsstaternes nationale ret, som giver passende garantier for
registreredes rettigheder og frihedsrettigheder.
Databeskyttelsesforordningens artikel 10 suppleres af data-
beskyttelseslovens § 8. Efter § 8, stk. 1, i databeskyttelseslo-
ven må der for den offentlige forvaltning ikke behandles op-
lysninger om strafbare forhold, medmindre det er nødven-
digt for varetagelsen af myndighedens opgaver. Efter be-
stemmelsens stk. 2 må sådanne oplysninger som udgangs-
punkt ikke videregives. Efter bestemmelsens nr. 2 og 3 kan
videregivelse af oplysningerne dog ske, hvis videregivelsen
sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der
klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder
hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen
angår, eller hvis videregivelsen er nødvendig for udførelsen
af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørel-
se, som myndigheden skal træffe.
Familieretshusets indhentning af oplysninger om strafbare
forhold, herunder oplysninger om overtrædelser af straffelo-
vens terrorbestemmelser, er nødvendig for Familieretshusets
varetagelse af opgaver efter § 4 a, stk. 1, i forældreansvars-
loven. Bestemmelsen i § 4 a, stk. 2, i forældreansvarsloven
med den i lovforslaget forslåede ændring om behandling af
yderligere straffelovsbestemmelser vurderes fortsat at falde
inden for rammerne af det nationale råderum efter forord-
ningens artikel 6, stk. 1, litra c, jf. § 6, stk. 2-3.
Det vurderes desuden, at behandlingen af personoplysninger
om strafbare forhold i medfør af lovforslaget er i overens-
stemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 10 og
databeskyttelseslovens § 8, og at § 4 a, stk. 2, efter vedtagel-
se af lovforslaget vil udgøre hjemmel i national ret til be-
handling af personoplysningerne.
Det følger af forordningens artikel 5, stk. 1, litra a, at perso-
noplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en gen-
nemsigtig måde i forhold til den registrerede. Efter bestem-
melsens litra b skal personoplysninger indsamles til udtryk-
keligt angivne og legitime formål, og oplysningerne må ikke
viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse
formål. Endelig følger det af bestemmelsens litra c, at be-
handlingen af persondataoplysninger skal være tilstrækkelig,
relevant og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold
til de formål, hvortil de behandles. Den dataansvarlige er an-
svarlig for og skal kunne påvise, at artikel 5, stk. 1, overhol-
des, jf. artikel 5, stk. 2. Det bemærkes, at behandlingen af
personoplysninger i medfør af forældreansvarslovens § 4 a,
stk. 2, vil ske under iagttagelse af de grundlæggende prin-
cipper i databeskyttelsesforordningens artikel 5.
2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at formodningsreglen i § 4 a, stk. 1, i foræl-
dreansvarsloven udvides til også at omfatte straf for over-
trædelse af straffelovens terrorbestemmelser. Dette foreslås
gennemført ved at indsætte henvisninger til de pågældende
straffelovsbestemmelser i § 4 a, stk. 1, i forældreansvarslo-
ven.
Det foreslås nærmere, at anvendelsesområdet for § 4 a, stk.
1, i forældreansvarsloven udvides til også at omfatte foræl-
dre, der er idømt ubetinget straf m.v. for overtrædelse af en
eller flere af terrorbestemmelserne i straffeloven. Det drejer
sig om § 101 a i straffeloven om tilslutning til fjendtlig væb-
net styrke i udlandet og om §§ 114-114 j i straffeloven om at
begå terrorisme, at yde støtte til terrorisme, at hverve eller
oplære til at begå terrorisme og på anden måde at være in-
volveret i terrorrelaterede aktiviteter. Det drejer sig videre
om § 136, stk. 2 og 3, i straffeloven om billigelse af terroris-
me. Bestemmelserne er nærmere beskrevet i bemærkninger-
ne til lovforslagets § 1, nr. 1.
Den foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet for formo-
dningsreglen i § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven vil også
omfatte dom for forsøg, jf. § 21 i straffeloven, eller medvir-
7
ken, jf. § 23 i straffeloven, til de nævnte straffelovsovertræ-
delser.
I lighed med den gældende formodningsregel vil der også i
forhold til den foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet
for formodningsreglen helt undtagelsesvist kunne være si-
tuationer, hvor det efter en konkret og dybdegående vurde-
ring findes at være det bedste for det enkelte barn, at barnet
har kontakt med en forælder, der er dømt efter de nævnte
straffelovsbestemmelser. Der henvises til den ”bedst for bar-
net”-vurdering, der skal foretages i sager omfattet af den
gældende bestemmelse i § 4 a, stk. 1, i forældreansvarslo-
ven.
I vurderingen af barnets bedste inddrages også de forhold,
der er lagt vægt på i straffedommen, navnlig grovheden af
forbrydelsen, og om der forelå formildende eller skærpende
omstændigheder. I forhold til forældre, der er dømt for over-
trædelse af terrorbestemmelserne, skal der særligt være fo-
kus på, om dommen indeholder oplysninger m.v., som har
betydning for bedømmelsen af forælderens evne til at drage
omsorg for barnet og for risikoen for, at barnet i sin opvækst
udsættes for radikalisering og ekstremisme.
Endelig skal det sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold
til barnets bedste og retten til familieliv efter FN’s konven-
tion om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention overholdes. Der henvises til punkt 3.
Hvis der er mistanke om, at en forælder er idømt ubetinget
fængselsstraf m.v. efter de nævnte straffelovsbestemmelser,
vil Familieretshuset efter § 4 a, stk. 2, i forældreansvarslo-
ven kunne indhente relevante oplysninger herom fra Krimi-
nalregisterets efterforskningsdel, hvis oplysningerne er eller
har været optaget i afgørelsesdelen.
Forslaget om at præcisere anvendelsesområdet for § 4 a, stk.
1, i forældreansvarsloven i relation til retsfølger efter §§
68-70 i straffeloven til kun at omfatte dom til anbringelse ef-
ter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring ef-
ter straffelovens § 70 foreslås gennemført ved at ændre § 4
a, stk. 1, i overensstemmelse hermed. Som konsekvens heraf
foretages samme ændring af henvisningen i § 4 a, stk. 2, i
forældreansvarsloven til §§ 68-70 i straffeloven.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2.
3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
Lovforslaget indeholder en betydelig styrkelse af beskyttel-
sen af et barn i de situationer, hvor en forælder er dømt for
overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser, idet det
tydeliggøres, at alene hensynet til barnets bedste kan tilsige,
at der træffes afgørelse om, at den dømte forælder mod den
anden forælders ønske har forældremyndighed over barnet,
og at barnet har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt
med denne forælder.
FN’s konvention om barnets rettigheder (børnekonventio-
nen) indeholder en regulering af børns rettigheder på alle
samfundsområder.
Det fremgår af artikel 19 i børnekonventionen, at deltagers-
taterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, admi-
nistrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til
beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk
vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig be-
handling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt
misbrug, mens barnet er i forældrenes, værgens eller andre
personers varetægt.
Det grundlæggende hensyn til barnets bedste fastslås i kon-
ventionens artikel 3, stk. 1, hvorefter barnets bedste i alle
foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves
af offentlige eller private institutioner for social velfærd,
domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende orga-
ner, skal være et afgørende hensyn.
Efter konventionens artikel 9, stk. 3, skal deltagerstaterne
respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller
begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig for-
bindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen
hvis dette strider mod barnets bedste. Denne ret og hensynet
til barnets bedste skal ses i sammenhæng med konventio-
nens artikel 19.
Social- og Indenrigsministeriet bemærker hertil, at det med
lovforslaget foreslås, at hensynet til barnet og alene hensy-
net til barnet på baggrund af en konkret vurdering kan be-
grunde, at der, uanset at en forælder har begået kriminalitet
omfattet af § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven, som foreslå-
et ændret ved dette lovforslag, træffes afgørelse om, at den-
ne forælder har forældremyndighed over barnet, eller om, at
barnet bor hos eller har samvær eller anden kontakt med
denne forælder. Dette er i overensstemmelse med artikel 3,
stk. 1, artikel 9, stk. 3, og artikel 19 i børnekonventionen.
Det følger af artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention (EMRK), at enhver har ret til respekt
for bl.a. sit familieliv. Beskyttelsen efter denne bestemmelse
er imidlertid ikke absolut. Der kan således efter bestemmel-
sens stk. 2 gøres indgreb i de omhandlede rettigheder, hvis
indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demo-
kratisk samfund til varetagelse af nærmere bestemte aner-
kendelsesværdige formål, herunder at beskytte sundheden,
sædeligheden eller andres rettigheder og friheder.
Respekt for familieliv omfatter bl.a. ret til at have kontakt
med et barn, som man ikke bor sammen med.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i flere fa-
milieretlige sager udtalt, at artikel 8 kræver, at de nationale
myndigheder skal finde en rimelig balance mellem barnets
og forældrenes interesser, og at der i den forbindelse skal
lægges særlig vægt på hensynet til barnets bedste.
Den foreslåede ordning indebærer, at der indføres en klar
formodning for, at det er bedst for et barn, at en forælder,
8
der er idømt ubetinget fængselsstraf m.v. for overtrædelse af
straffelovens terrorbestemmelser, ikke har forældremyndig-
heden eller del i forældremyndigheden over barnet, og at
barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt
med denne forælder.
§ 4 a i forældreansvarsloven, som foreslået ændret, indebæ-
rer mulighed for indgreb i retten til familieliv efter EMRK
artikel 8, stk. 1. Med den foreslåede ændring af § 4 a udvi-
des mulighederne for sådanne indgreb til også at omfatte
forældre, der er dømt for overtrædelse af straffelovens ter-
rorbestemmelser. Den foreslåede ændring er begrundet i
hensynet til at beskytte barnet mod en forælder, der på
grund af sine handlinger ikke er egnet til at drage omsorg
for barnet, herunder beskytte barnet mod radikalisering og
ekstremisme, således at det er bedst for barnet ikke at have
kontakt med den pågældende forælder. Forslaget varetager
derfor anerkendelsesværdige hensyn, der er omfattet af
EMRK artikel 8, stk. 2.
Spørgsmålet er herefter, om disse muligheder for indgreb i
retten til familieliv går videre, end det er nødvendigt for at
opnå det tilsigtede formål, dvs. om indgrebene er proportio-
nale.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i flere fa-
milieretlige sager udtalt, at artikel 8 kræver, at de nationale
myndigheder skal finde en rimelig balance mellem barnets
og forældrenes interesser, og at der i den forbindelse skal
lægges særlig vægt på hensynet til barnet bedste, jf. f.eks.
sagen Bronda mod Italien, dom af 9. juni 1998, præmis 62,
og Sahin mod Tyskland (Storkammeret), dom af 8. juli 2003,
præmis 66.
Efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse sikrer den
foreslåede ændring af § 4 a en rimelig balance mellem hen-
synene til barnets og til forælderens interesser. Ministeriet
lægger i den forbindelse vægt på, at der i alle sager omfattet
af § 4 a i forældreansvarsloven skal foretages en konkret
vurdering af, om det er til barnets bedste, at den dømte for-
ælder har forældremyndighed over barnet, eller at barnet har
bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med forælderen.
Ved denne vurdering skal der lægges vægt på barnets rela-
tion til den pågældende forælder og barnets interesse i at ha-
ve kontakt med denne forælder, den nærmere karakter af
forbrydelsen og omstændighederne ved den samt den tid,
der er forløbet siden forbrydelsen. Der skal særligt lægges
vægt på, om den pågældende forælder er egnet til at drage
omsorg for barnet, herunder beskytte barnet mod radikalise-
ring og ekstremisme. En dom omfattet af § 4 a medfører så-
ledes ikke nødvendigvis, at kontakten mellem barnet og den
dømte forælder afbrydes.
Ministeriet lægger endvidere vægt på, at vurderingen af bar-
nets bedste i sager omfattet af § 4 a skal være baseret på en
dybdegående og tværfaglig børnesagkyndig undersøgelse,
og at der som led i oplysningen af sagen som udgangspunkt
også skal afholdes en samtale med barnet. Der tages også
hensyn til, hvilke forhold efter forældreansvarsloven den en-
kelte sag drejer sig om, herunder om der er tale om place-
ring af forældremyndighed eller barnets bopæl mellem for-
ældrene, eller om der er tale om mere indgribende indgreb
så som afbrydelse af enhver kontakt mellem barnet og den
pågældende forælder.
Endelig lægger ministeriet vægt på, at det fremgår af be-
mærkningerne til den forslåede ændring af § 4 a, at det ved
administrationen af bestemmelsen skal sikres, at Danmarks
forpligtelser i forhold til barnets bedste og retten til familie-
liv efter børnekonventionen og EMRK.
Det er på denne baggrund ministeriets opfattelse, at indgre-
bet ikke går videre end nødvendigt for at opnå det tilsigtede
formål, og at den foreslåede ordning kan gennemføres inden
for rammerne af EMRK artikel 8.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Lovforslaget medfører ikke økonomiske konsekvenser for
det offentlige.
Med lovforslaget foreslås indført en forpligtelse for Fami-
lieretshuset til at søge oplyst, hvorvidt en forælder er idømt
ubetinget fængselsstraf m.v. for overtrædelse af de straffe-
lovsbestemmelser, der er omfattet af den foreslåede udvidel-
se af anvendelsesområdet for § 4 a, stk. 1, i forældreansvars-
loven, hvis der foreligger en mistanke herom. Familierets-
huset kan som udgangspunkt oplyse denne del af sagen ved
indhentning af relevante oplysninger fra Kriminalregisteret.
Den foreslåede bestemmelse forventes at finde anvendelse i
et meget begrænset antal sager. I disse sager vil det skøn,
der skal foretages af myndighederne, være enklere end efter
gældende ret, idet den foreslåede bestemmelse indeholder en
klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en foræl-
der, der er omfattet af bestemmelsen, ikke har forældremyn-
dighed m.v. over barnet.
Lovforslaget findes på baggrund af ovenstående samlet set
ikke at medføre administrative konsekvenser for det offent-
lige.
Lovforslaget vurderes ikke at have digitaliseringsrelaterede
konsekvenser for det offentlige, da lovforslaget alene inde-
holder justeringer af allerede eksisterende ordninger.
I relation til principperne for digitaliseringsklar lovgivning
opfylder lovforslaget princippet om klare og enkle regler,
mens lovforslaget ikke opfylder princippet om automatisk
sagsbehandling. Dette skyldes, at det er en skønsmæssig af-
gørelse, om det er bedst for et barn, at en forælder, der er
dømt som beskrevet i den foreslåede ændring af § 4 a, har
forældremyndighed over barnet m.v. På grund af mulighe-
den for at indhente oplysninger fra Kriminalregisteret opfyl-
der forslaget princippet om sammenhæng på tværs. De øvri-
ge principper for digitaliseringsklar lovgivning er ikke rele-
vante for lovforslaget.
9
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Lovforslaget medfører ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget medfører ikke nævneværdige administrative
konsekvenser for borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget medfører ikke miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 16. januar
2020 til den 14. februar 2020 været sendt i høring hos føl-
gende myndigheder og organisationer m.v.:
Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet
(Juridisk Institut), Advokatrådet, Amnesty International,
Barnets Tarv Nu, byretterne, Børnerådet, Børnesagens Fæl-
lesråd, Børns Vilkår, Danner, Danske Advokater, Danske
Familieadvokater, Datatilsynet, Den Danske Dommerfor-
ening, Departementet for Sociale Anliggender og Justitsom-
rådet (Grønland), Dommerfuldmægtigforeningen, Domsto-
lenes Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen, Et barn to
forældre, Familieretshuset, Foreningen af Advokater og Ad-
vokatfuldmægtige, Foreningen Far til Støtte for Børn og
Forældre, Foreningen Mor, Godfar, Institut for Menneske-
rettigheder, Kvinderådet, Københavns Universitet (Det Juri-
diske Fakultet), Landsforeningen Børn og Samvær, Lands-
organisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), Landsfor-
eningen for børn og forældre, Mandecentret, Mødrehjælpen,
Red Barnet, Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden,
Rigsombudsmanden i Grønland, Syddansk Universitet (Ju-
ridisk Institut), Unicef Danmark, Vestre Landsret, VIVE og
Østre Landsret.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervs-
livet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervs-
livet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Er i strid med de principper for imple-
mentering af erhvervsrettet EU-regule-
ring/Går videre end minimumskrav i EU-
regulering (sæt X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær
og anden kontakt træffes efter forældreansvarsloven.
Afgørelser efter forældreansvarsloven skal efter lovens § 4
træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Ved vurderingen
af barnets bedste foretages altid en helhedsvurdering, hvor
der skal tages hensyn til alle relevante forhold. Hensynet til
at beskytte barnet mod radikalisering og ekstremisme er ele-
menter, der indgår i vurderingen af, hvad der er bedst for
barnet, når det er relevant.
Efter bestemmelsen skal Familieretshuset og familieretten
endvidere have fokus på, at afgørelser efter forældreansvars-
loven skal medvirke til at sikre barnets trivsel og på at be-
skytte barnet mod vold og anden behandling, der udsætter
barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.
Kriteriet ”bedst for barnet” skal til enhver tid tolkes som den
bedst tænkelige løsning for det enkelte barn, og vurderingen
af barnets bedste skal altid foretages ud fra en individuel
vurdering af det enkelte barns forhold. Vurderingen bygger
på oplysninger om barnet, herunder oplysninger fra eventu-
elle børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklærin-
10
ger, og på barnets perspektiv og egne synspunkter alt efter
barnets alder og modenhed. Der henvises til §§ 33 og 34 i
forældreansvarsloven.
Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der
tages hensyn til hovedprincipperne i forældreansvarsloven
om, at et barn har ret til to forældre, og at forældrene skal
tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet,
dels ved at samarbejde om væsentlige beslutninger vedrø-
rende barnet. Forældreansvarsloven bygger således generelt
på en formodning om, at det er bedst for barnet at have kon-
takt med begge forældre. Der skal dog altid foretages en
konkret vurdering af barnets bedste i den enkelte sag.
En forældremyndighedsindehaver skal drage omsorg for
barnet og kan træffe afgørelse om barnets personlige forhold
ud fra barnets interesser og behov. Har forældrene fælles
forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrø-
rende barnets forhold enighed mellem forældrene. Den for-
ælder, som barnet har bopæl hos, kan selvstændigt træffe af-
gørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herun-
der hvor i landet bopælen skal være. Der henvises til §§ 2 og
3 i forældreansvarsloven.
Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste inde-
holder den gældende bestemmelse i § 4 a, stk. 1, i foræl-
dreansvarsloven en klar formodning for, at det er bedst for
et barn, at en forælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf
m.v. for personfarlig kriminalitet af grovere karakter, ikke
har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke har
bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med en sådan
forælder. Dette gælder uanset, om det strafbare forhold er
begået mod egne børn, øvrige familiemedlemmer eller an-
dre.
Den gældende § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven finder
anvendelse for forældre, der er dømt efter følgende bestem-
melser i straffeloven: § 210 om incest, kapitel 24 om seksu-
alforbrydelser, dog undtaget overtrædelser omfattet af § 228
om ukendskab til forurettedes tilstand eller alder, § 237 om
manddrab, §§ 245 og 246 om grov vold, § 245 a om omskæ-
ring af kvinder og § 262 a om menneskehandel.
Den gældende § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven omfatter
også situationer, hvor en forælder er dømt efter de nævnte
strafbestemmelser, men idømt anden retsfølge efter §§
68-70 i straffeloven. Disse bestemmelser omfatter bl.a. dom
til forvaring og til anbringelse i hospital for sindslidende el-
ler i institution for personer med vidtgående psykiske handi-
cap, når den dømte er frifundet for straf i medfør af § 16 i
straffeloven på grund af utilregnelighed på grund af sinds-
sygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed.
Den gældende § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven omfatter
også dom for forsøg, jf. § 21 i straffeloven, eller medvirken,
jf. § 23 i straffeloven, til de nævnte straffelovsovertrædelser.
§ 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven omfatter ikke situatio-
ner, hvor forælderen alene er idømt en betinget straf.
Den gældende § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven finder til-
svarende anvendelse, hvis en forælder ved en straffedom af-
sagt af domstolene i Grønland eller på Færøerne eller ved en
udenlandsk straffedom er idømt ubetinget fængsel eller en
retsfølge svarende til retsfølger omfattet af §§ 68-70 i straf-
feloven for handlinger med tilsvarende gerningsindhold som
i de straffelovsbestemmelser, der er nævnt i § 4 a, stk. 1. Der
tages dog ikke hensyn til en udenlandsk straffedom, hvis an-
erkendelse af dommen vil være åbenbart uforenelig med
grundlæggende danske retsprincipper (ordre public), f.eks.
fordi den dømte ikke har haft mulighed for at forsvare sig i
sagen. Der henvises til princippet i § 10 a, stk. 3, nr. 3, i
straffeloven.
Straf for kriminalitet, navnlig personfarlig kriminalitet, der
ikke er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, indgår i
vurderingen af, hvad der er bedst for barnet. Tilsvarende
gælder, hvis en forælder ikke er idømt ubetinget fængsels-
straf m.v., men betinget frihedsstraf eller bøde, for krimina-
litet omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven. Endvidere fin-
der § 4 a ikke anvendelse på handlinger foretaget i udlandet
uden at være strafbare der. Disse straffelovsovertrædelser og
handlinger vil imidlertid indgå i vurderingen af, hvad der er
bedst for barnet efter § 4 i forældreansvarsloven. Kriminali-
tet har dog kun betydning, hvis der er tale om handlinger,
der skaber tvivl om, hvorvidt den pågældende er egnet til at
drage omsorg for et barn. Det er navnlig tilfældet ved krimi-
nalitet, der direkte eller indirekte er rettet mod at skade an-
dre mennesker.
Hvis en forælder ved samme dom er idømt en samlet straf
for flere lovovertrædelser, vil det bero på en konkret vurde-
ring, om straffen er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven.
Det vil i den forbindelse være afgørende, hvilken straf den
pågældende ville være blevet idømt, hvis de af § 4 a i foræl-
dreansvarsloven omfattede straffelovsovertrædelser var ble-
vet pådømt særskilt.
Formålet med § 4 a i forældreansvarsloven er at sikre, at der
i forældreansvarssager ikke opstår tvivl om, at hensynet til
barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse altid
sættes over andre hensyn, herunder over hensynet til en for-
ælder, der er dømt for at have begået de nævnte straffelovs-
overtrædelser.
Efter den gældende § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven fin-
der formodningsreglen ikke anvendelse, hvis det er bedst for
barnet, at den dømte forælder har forældremyndighed over
barnet, eller at barnet har bopæl hos eller samvær eller an-
den kontakt med denne forælder. Der er tale om en snæver
undtagelse, der alene finder anvendelse, hvis det efter en
konkret og dybdegående vurdering findes at være det bedste
for det enkelte barn.
I vurderingen af, hvad der er til barnets bedste i sager omfat-
tet af § 4 a i forældreansvarsloven, skal først og fremmest
indgå barnets relation til den pågældende forælder og bar-
nets interesse i at have kontakt med denne. Hensynet til den
11
dømte forælder kan aldrig føre til, at der træffes en afgørel-
se, som ikke vurderes at være til barnets bedste.
I vurderingen af barnets bedste skal endvidere indgå den
nærmere karakter af forbrydelsen og omstændighederne om-
kring forbrydelsen samt den tid, der er forløbet, siden for-
brydelsen blev begået. Det forhold, at der foreligger særlige
omstændigheder, såsom at forælderen var meget ung, da for-
brydelsen blev begået, eller at der er gået lang tid siden for-
ælderens løsladelse fra strafafsoning, kan ikke i sig selv føre
til, at undtagelsen finder anvendelse. Sådanne forhold kan
dog være relevante for den samlede vurdering af barnets
bedste, herunder bl.a. vurderingen af forælderens aktuelle
evne til at drage omsorg for barnet og af risikoen for, at bar-
net i sin opvækst udsættes for radikalisering og ekstremis-
me.
Det vil indgå med vægt i vurderingen af, at samvær m.v. ik-
ke er til barnets bedste, hvis forældrenes samlivsophævelse
og/eller forældreansvarssagen helt eller delvist blev udløst
af den ene forælders kriminalitet. Ligeledes kan det være re-
levant for vurderingen, hvis forældrene har opretholdt samli-
vet i en længere periode, hvor den anden forælder har været
vidende om kriminaliteten, og det ikke har givet anledning
til bekymring for den dømte forælders omsorgsevne. Der
skal dog i denne sammenhæng være fokus på forældrenes
relation til hinanden, herunder om den ene forælder har væ-
ret tilbageholdende med at opløse samlivsforholdet og/eller
rejse en forældreansvarssag f.eks. på grund af frygt for den
anden forælder.
I vurderingen af barnets bedste skal også inddrages de for-
hold, der er lagt vægt på i straffedommen. Særligt grovhe-
den af forbrydelsen og betydningen heraf for strafudmålin-
gen, herunder om retten har fundet, at der forelå formilden-
de eller skærpende omstændigheder, kan have betydning for
vurderingen af barnets bedste. Det skal samtidigt undersø-
ges, om dommen indeholder oplysninger i relation til foræl-
dreansvarslovens fokus på forældrenes pligt til at skærme
barnet mod vold og anden behandling, der udsætter barnet
for skade eller fare, herunder om den pågældende forælders
deltagelse i de kriminelle aktiviteter har kunnet udsætte bar-
net for skade eller fare.
Vurderingen af barnets bedste, barnets trivsel og beskyttel-
sen af barnet skal i sager omfattet af § 4 a i forældreansvars-
loven være baseret på en dybdegående og tværfaglig under-
søgelse. Der skal foretages en børnesagkyndig undersøgelse
og som klart udgangspunkt ligeledes en belysning af foræl-
derens personlige egenskaber og evne til at drage omsorg
for barnet. Det vil i de fleste sager endvidere være relevant
at indhente oplysninger efter bestemmelserne herom i kapi-
tel 10 i Familieretshusloven fra den kommune, der er for-
pligtet til at yde støtte til barnet efter serviceloven.
Der skal som led i oplysningen af sagen som udgangspunkt
også afholdes en børnesamtale. Barnets egne synspunkter
skal tillægges vægt alt efter barnets alder og modenhed. Det
skal dog understreges, at barnets synspunkter ikke kan stå
alene, da der kan være situationer, hvor barnet ikke kan
overskue konsekvenserne af sine udtalelser.
Endelig tages der ved afgørelsen også hensyn til, hvilke for-
hold efter forældreansvarsloven den enkelte sag drejer sig
om. Der kan således efter en konkret vurdering være situati-
oner, hvor der ikke er noget til hinder for at bestemme, at et
barn har samvær med en forælder, der er dømt for overtræ-
delse af straffelovsbestemmelser, der er omfattet af § 4 a i
forældreansvarsloven, men at den pågældende forælder ikke
bør have del i forældremyndigheden over barnet. Det er dog
en forudsætning, at denne løsning i den konkrete situation
anses for bedst for barnet.
Ved afgørelserne om undtagelse fra formodningsreglen i § 4
a i forældreansvarsloven skal det som anført i de almindeli-
ge bemærkninger, punkt 3, sikres, at Danmarks forpligtelser
i forhold til barnets bedste og retten til familieliv efter FN’s
konvention om barnets rettigheder og Den Europæiske Men-
neskerettighedskonvention overholdes.
Efter den gældende § 4 a, stk. 2, i forældreansvarsloven har
Familieretshuset mulighed for at indhente oplysninger om
straffedomme fra Det Centrale Kriminalregister (Kriminal-
registeret), hvis der foreligger mistanke om, at en forælder
er idømt ubetinget fængselsstraf m.v. for kriminalitet omfat-
tet af den gældende § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven.
Det foreslås, at formodningsreglen i § 4 a, stk. 1, i foræl-
dreansvarsloven ændres således, at henvisningen til retsføl-
ger efter §§ 68-70 i straffeloven ændres til henvisning til
dom til anbringelse efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller §
69 eller til forvaring efter straffelovens § 70, og at henvis-
ningen til dom for overtrædelse af bestemmelserne om per-
sonfarlig kriminalitet af grovere karakter i § 210, kapitel 24,
§§ 237, 245, 245 a, 246, eller 262 a i straffeloven ændres til
henvisning til dom for overtrædelse af bestemmelserne om
terrorisme og om personfarlig kriminalitet af grovere karak-
ter i §§ 101 a, 114-114 j, § 136, stk. 2, § 136, stk. 3, for så
vidt angår billigelse af handlinger omfattet af straffelovens
§§ 114-114 j, § 210, kapitel 24 bortset fra § 228, §§ 237,
245, 245 a, 246 eller 262 a.
Dette indebærer, at bestemmelsens anvendelsesområde ud-
vides til også at omfatte straf for overtrædelse af § 101 a i
straffeloven om tilslutning til fjendtlig væbnet styrke i ud-
landet, §§ 114-114 j i straffeloven om terrorisme m.v. og §
136, stk. 2 og 3, i straffeloven om billigelse af terrorisme.
Udvidelsen foreslås af lovtekniske grunde gennemført ved,
at der i § 4 a, stk. 1, indsættes henvisninger til de straffe-
lovsbestemmelser, der er omfattet af den foreslåede udvidel-
se af bestemmelsens anvendelsesområde, sammen med hen-
visninger til de straffelovsbestemmelser, der er omfattet af
den gældende bestemmelse i § 4 a, stk. 1.
Den foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet for § 4 a,
stk. 1, i forældreansvarsloven omfatter følgende bestemmel-
ser, der alle vedrører terrorhandlinger, der direkte eller indi-
12
rekte er rettet mod at skade andre mennesker, eller drejer sig
om billigelse af terrorisme:
– § 101 a om forbud mod tilslutning til fjendtlig væbnet
styrke i udlandet, som kæmper mod den danske stat.
– § 114 om forbud mod at begå terrorisme.
– § 114 a om forbud mod at begå terrorlignende handlin-
ger omfattet af internationale konventioner.
– § 114 b om forbud mod at yde økonomisk støtte til terro-
risme m.v.
– § 114 c om forbud mod hvervning til at begå terrorisme
m.v.
– § 114 d om forbud mod oplæring til at begå terrorisme
m.v.
– § 114 e om forbud mod at yde støtte til terrorgrupper
m.v.
– § 114 f om forbud mod at deltage i eller yde væsentlig
økonomisk eller anden støtte til grupper m.v., der har til
hensigt ved vold f.eks. at fremkalde forstyrrelse af sam-
fundsordenen.
– § 114 g om forbud mod at deltage i ulovlig militær orga-
nisation eller gruppe.
– § 114 h om forbud mod spredning af masseødelæggel-
sesvåben.
– § 114 i om forbud mod at modtage økonomisk støtte fra
en terrororganisation.
– § 114 j om forbud mod indrejse og ophold i forbudsbe-
lagte konfliktområder.
– § 136, stk. 2, om forbud mod offentlig billigelse af
forbrydelser omfattet af kapitel 12 eller 13 i straffeloven,
der omfatter henholdsvis landsforræderi og andre forbr-
ydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt
forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste stats-
myndigheder, terrorisme m.v.
– § 136, stk. 3, om forbud mod som led i religiøs oplæring
udtrykkeligt at billige handlinger, som er omfattet af
straffelovens §§ 114-114 j om terrorisme.
I relation til § 114 j i straffeloven bemærkes, at et område
kan være omfattet af indrejse- og opholdsforbuddet, hvis en
gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt
at begå handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c
eller 114 d i straffeloven, er part i en væbnet konflikt i det
pågældende område, jf. straffelovens § 114 j, stk. 3, 1. pkt.,
jf. § 114 e. Det følger af § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgø-
relse nr. 708 af 6. juli 2019 om forbud mod indrejse eller op-
hold i visse konfliktområder, at Dayr Az Zawr-provinsen og
Idlib-provinsen i Syrien er omfattet af indrejse- og opholds-
forbuddet.
Efter § 114 j, stk. 2, i straffeloven gælder forbuddet ikke for
indrejse og ophold, der sker som led i udøvelse af dansk,
udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv.
Endvidere kan der meddeles tilladelse til, at en person ind-
rejser eller opholder sig i et forbudsbelagt område, hvis ind-
rejsen eller opholdet har et anerkendelsesværdigt formål, jf.
lovens § 114 j, stk. 4. Det følger af forarbejderne til § 114 j i
straffeloven, at formålet med bestemmelsen var at gøre det
lettere at straffe personer, der indrejser til og opholder sig i
et konfliktområde for at deltage i en væbnet konflikt, eksem-
pelvis gennem en terrororganisation, jf. Folketingstidende
2015-16, A, L 187 som fremsat, side 2.
Den foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet for § 4, stk.
1, i forældreansvarsloven betyder, at der indføres en klar
formodning for, at det er bedst for et barn, at en forælder,
der er idømt ubetinget fængselsstraf eller dømt til anbringel-
se eller til forvaring for overtrædelse af disse terrorbestem-
melser, ikke har forældremyndighed over barnet, og at bar-
net ikke har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med
denne forælder.
I lighed med den gældende formodningsregel vil der også i
forhold til den foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet
for formodningsreglen helt undtagelsesvist kunne være si-
tuationer, hvor det efter en konkret og dybdegående vurde-
ring findes at være det bedste for det enkelte barn, at barnet
har kontakt med en forælder, der er dømt efter de nævnte
straffelovsbestemmelser. Ved denne vurdering af barnets
bedste inddrages også de forhold, der er lagt vægt på i straf-
fedommen, navnlig grovheden af forbrydelsen, og om der
forelå formildende eller skærpende omstændigheder. I for-
hold til forældre, der er dømt for overtrædelse af terrorbe-
stemmelserne, skal der særligt være fokus på, om dommen
indeholder oplysninger m.v., som har betydning for bedøm-
melsen af forælderens evne til at drage omsorg for barnet og
for risikoen for, at barnet i sin opvækst udsættes for radikali-
sering og ekstremisme.
Endelig skal det sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold
til barnets bedste og retten til familieliv efter FN’s konven-
tion om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention overholdes. Der henvises til punkt 3.
Den foreslåede præcisering i relation til retsfølger efter §§
68-70 i straffeloven betyder, at bestemmelsen alene omfatter
dom til anbringelse efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller §
69 eller til forvaring efter straffelovens § 70. Med dom til
anbringelse forstås anbringelsesdomme omfattet af punkt
5.1.1. i Rigsadvokatmeddelelsen om psykisk afvigende kri-
minelle. Det drejer sig om dømte, der er sindssyge og frem-
byder en sådan fare for sikkerheden, at de kun bør kunne ud-
skrives på grundlag af en retskendelse, samt dømte, der er
sindssyge og fra lægelig side bedømmes som udtalt farlige
og derfor frembyder nærliggende risiko for personfarlige
handlinger. Derimod omfatter bestemmelsen ikke behand-
lingsdomme omfattet af meddelelsens punkt 5.1.2., der dre-
jer sig om dom til behandling på psykiatrisk afdeling eller
under tilsyn heraf, hvor behandlingsmæssige hensyn træder i
forgrunden, og hvor hensynet til sikkerheden ikke er så på-
trængende, at domstolskontrol med udskrivning kan anses
for påkrævet. Det indgår dog i vurderingen af, hvad der er
bedst for barnet, hvis en forælder er idømt en sådan behand-
lingsdom.
Den foreslåede præcisering omfatter både domme omfattet
af den gældende bestemmelse i § 4 a, stk. 1, og domme om-
13
fattet af den foreslåede udvidelse af bestemmelsens anven-
delsesområde.
Familieretshusets mulighed efter den gældende § 4 a, stk. 2,
i forældreansvarsloven for at indhente oplysninger om straf-
fedomme fra Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregi-
steret) vil også gælde domme, der er omfattet af den foreslå-
ede udvidelse af § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven.
Begrundelsen for forslaget om at udvide anvendelsesområ-
det for § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven er, at de om-
handlede bestemmelser i straffeloven vedrører terrorhand-
linger, der direkte eller indirekte er rettet mod at skade andre
mennesker, eller drejer sig om billigelse af terrorisme. De
omhandlede handlinger skaber i lighed med de handlinger,
der er omfattet af den gældende formodningsregel, tvivl om,
hvorvidt den pågældende forælder er egnet til at drage om-
sorg for et barn, herunder beskytte barnet mod radikalisering
og ekstremisme, og dermed om det er bedst for barnet at ha-
ve kontakt med den pågældende forælder. Der bør derfor
også i forhold til disse bestemmelser være en klar formod-
ning for, at det er bedst for et barn, at en forælder, der er
idømt straf m.v. efter de omhandlede bestemmelser, ikke har
forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke har bopæl
hos eller samvær eller anden kontakt med denne forælder.
Begrundelsen for forslaget om at præcisere bestemmelsens
anvendelsesområde i relation til retsfølger efter §§ 68-70 i
straffeloven sådan, at den alene omfatter dom til anbringelse
efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring
efter straffelovens § 70, er, at efter forarbejderne til § 4 a i
forældreansvarsloven understreges grovheden af de handlin-
ger, der er omfattet af § 4 a, af, at bestemmelsen alene skal
finde anvendelse ved ubetinget fængselsstraf eller ved dom
til en anden retsfølge efter straffelovens §§ 68-70, der bl.a.
omfatter dom til forvaring og til anbringelse i hospital for
sindslidende eller i institution for personer med vidtgående
psykiske handicap. Der henvises til Folketingstidende
2018-19, A, L 137 som fremsat, side 4. Det var således ikke
hensigten, at bestemmelsen skulle omfatte retsfølger, der ik-
ke medfører frihedsberøvelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærk-
ninger, punkt 2.
Til nr. 2
Efter § 4 a, stk. 2, i forældreansvarsloven kan Familierets-
huset, hvis der foreligger mistanke om, at en forælder er
idømt ubetinget fængselsstraf eller en anden retsfølge efter
§§ 68-70 i straffeloven for kriminalitet omfattet af § 4 a, stk.
1, i forældreansvarsloven, indhente oplysninger herom fra
Det Centrale Kriminalregister.
Det foreslås, at § 4 a, stk. 2, i forældreansvarsloven ændres
således, at henvisningen til anden retsfølge efter §§ 68-70 i
straffeloven ændres til henvisning til dom til anbringelse ef-
ter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring ef-
ter straffelovens § 70.
Den foreslåede ændring af § 4 a, stk. 2, i forældreansvarslo-
ven er en konsekvens af den ved lovforslagets § 1, nr. 1,
foreslåede ændring af § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven.
Ved denne bestemmelse foreslås en tilsvarende ændring af
en henvisning til §§ 68-70 i straffeloven. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærk-
ninger, punkt 2.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2021.
Ikrafttrædelsesbestemmelsen indebærer, at loven også vil
finde anvendelse på sager efter forældreansvarsloven, som
Familieretshuset og familieretten har under behandling ved
lovens ikrafttræden, og som afgøres efter ikrafttrædelses-
tidspunktet. Endvidere indebærer bestemmelsen, at loven
også vil finde anvendelse i forhold til straffedomme, der er
afsagt inden ikrafttrædelsen.
Til § 3
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grøn-
land, men at den ved kongelig anordning kan sættes helt el-
ler delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
Det fremgår af § 49 i forældreansvarsloven, at loven ved
kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for
Grønland og Færøerne med de ændringer, som de særlige
færøske og grønlandske forhold tilsiger. Loven er ved kon-
gelig anordning nr. 680 af 6. juni 2016 sat i kraft for Grøn-
land. Det foreslås, at nærværende lov ikke skal kunne sættes
i kraft for Færøerne, da de færøske myndigheder har overta-
get sagsområdet person-, familie- og arveret, herunder for-
ældreansvarslovgivningen.
14
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 7.
august 2019, som ændret ved § 4 i lov nr. 962 af 26. juni
2020, foretages følgende ændringer:
§ 4 a. Er en part idømt ubetinget fængselsstraf eller en an-
den retsfølge efter §§ 68-70 i straffeloven for incest, jf. §
210 i straffeloven, en seksualforbrydelse, jf. 24. kapitel i
straffeloven, dog undtaget overtrædelser omfattet af § 228 i
straffeloven, manddrab, jf. § 237 i straffeloven, grov vold,
jf. §§ 245 og 246 i straffeloven, omskæring af kvinder, jf. §
245 a i straffeloven, eller menneskehandel, jf. § 262 a i straf-
feloven, kan der ikke, medmindre det er bedst for barnet,
træffes afgørelse om følgende:
1. I § 4 a, stk. 1, ændres »en anden retsfølge efter §§ 68-70 i
straffeloven for incest, jf. § 210 i straffeloven, en seksualfor-
brydelse, jf. 24. kapitel i straffeloven, dog undtaget overtræ-
delser omfattet af § 228 i straffeloven, manddrab, jf. § 237 i
straffeloven, grov vold, jf. §§ 245 og 246 i straffeloven, om-
skæring af kvinder, jf. § 245 a i straffeloven, eller mennes-
kehandel, jf. § 262 a i straffeloven« til: »dømt til anbringelse
efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring
efter straffelovens § 70 for overtrædelse af straffelovens §§
101 a, 114, 114 a, 114 b, 114 c, 114 d, 114 e, 114 f, 114 g,
114 h, § 114 i, § 114 j, § 136, stk. 2, § 136, stk. 3, for så vidt
angår billigelse af handlinger omfattet af straffelovens §§
114-114 j, § 210, kapitel 24 bortset fra § 228, §§ 237, 245,
245 a, 246 eller 262 a«.
1) At parten har forældremyndigheden eller del i forældre-
myndigheden over barnet efter § 11, § 13, stk. 2, § 14, § 15,
stk. 2 eller 3, eller §§ 15 a eller 26-28.
2) At barnet har bopæl hos parten efter § 17, stk. 1, eller §
26.
3) At barnet har samvær eller anden kontakt med parten ef-
ter §§ 20-21, 22, 29 eller 29 a.
Stk. 2. Familieretshuset kan, hvis der foreligger mistanke
om, at en part er idømt ubetinget fængselsstraf eller en an-
den retsfølge efter §§ 68-70 i straffeloven for kriminalitet
omfattet af stk. 1, indhente oplysninger herom fra Det Cen-
trale Kriminalregister.
2. I § 4 a, stk. 2, ændres »en anden retsfølge efter §§ 68-70 i
straffeloven« til: »dømt til anbringelse efter straffelovens §
68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring efter straffelovens §
70«.
15