Regeringens lovgennemgang og udspil med ti initiativer, der styrker rettigheder og mulighed for LGBTI-personer, fra ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling

Frihed til
forskellighed
– styrkede rettigheder og muligheder for
LGBTI-personer
AUGUST 2020
Ligestillingsudvalget 2019-20
LIU Alm.del - Bilag 104
Offentligt
Indhold
Forord .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .3
Tiltag  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .4
Fokusområde 1: Forskelsbehandling, hadforbrydelser og hadfulde ytringer .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .6
Fokusområde 2: Det familieretlige område .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .8
Fokusområde 3: Ændring af juridisk køn  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .9
Centrale begreber .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .12
Kilder .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .  .13
FRIHED TIL FORSKELLIGHED – STYRKEDE RETTIGHEDER OG MULIGHEDER FOR LGBTI-PERSONER 2
Forord
Året er 1989 . Billeder går verden rundt af Axel og
Eigil, der som det første homoseksuelle par i verden
indgår registreret partnerskab på Københavns
Rådhus . Med det skriver Danmark sig ind i verdens-
historien som et land, hvor der er plads til forskellig-
hed, og hvor kærlighed mellem to mennesker ikke
skal begrænses af deres køn . Med det bliver frihed
for og rettigheder til lesbiske og bøsser en del af den
danske selvforståelse . Det danske DNA . Sådan er
det nu, og sådan skal det blive ved med at være . Det
er både det rigtige og det retfærdige .
Vi har som land ofte været med til at gå forrest
og tage nye skridt i den rigtige retning . Senest i
2017 tog Danmark som det første land i verden
beslutning om at flytte WHO's diagnosekoder for
transkønnede fra psykiske sygdomme til et neutralt
afsnit . Det sender et tydeligt signal om en accept af
transkønnede i det danske samfund .
Men det er klart, at vi ikke kan hvile på laurbærerne
og læne os tilbage i tilfredsheden over de milepæle,
vi engang har sat . Vi skal hele tiden og på baggrund
af udviklingen i samfundet turde sætte fokus på, om
vi kan gøre det bedre .
Det er regeringens mål at have et samfund, hvor alle
mennesker er ligeværdige og mødes med respekt .
Hvor man som homo- og biseksuel ikke skal frygte
at holde sin kæreste i hånden på gaden, eller som
trans- og interkønnede ikke skal frygte fysiske og
verbale overfald . Vi skal gøre det bedre, når vi ser, at
homo- og biseksuelle, trans- og interkønnede gene-
relt har en forhøjet risiko for mistrivsel og selvmord .
For regeringen skal alle, uanset om man er lesbisk,
bøsse, biseksuel, trans- eller interkønnet, have reelt
lige muligheder, tryghed og trivsel . ”Alle mennesker
er født frie og lige i værdighed og rettigheder” . Den
sætning indleder FN’s Menneskerettighedserklæ-
ring og burde være helt ukontroversiel . For der
findes ingen argumenter for det modsatte .
Det er regeringens ambition, at vi med initiativerne
i dette udspil tager endnu et skridt i den rigtige
retning for en gruppe af mennesker, som er en del
af vores samfund, og som et bevis på, at Danmark er
et land, hvor alle er lige meget værd, uanset hvem
de elsker, uanset deres kropsudtryk, kønskarakteri-
stika eller kønsidentitet – ikke alle er eller skal være
ens . Men alle skal have reelt lige muligheder for at
være den, de er, og elske den de gør, og ingen skal
udsættes for had, forfølgelse eller diskrimination .
Det skal vi som samfund understøtte . I Danmark
skal der være frihed til forskellighed .
FRIHED TIL FORSKELLIGHED – STYRKEDE RETTIGHEDER OG MULIGHEDER FOR LGBTI-PERSONER 3
Tiltag
Alle mennesker har ret til beskyttelse mod diskri-
mination og ret til respekt for privatliv og familieliv .
Det er rettigheder, som også gør sig gældende i
forhold til lesbiske, bøsser, biseksuelle, trans- og
interkønnede (LGBTI-personer) . Og det er rettighe-
der, som fremgår af blandt andet Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter for
Grundlæggende Rettigheder, som Danmark støtter
op om .
Internationale undersøgelser og målinger viser, at
Danmark sammenlignet med andre lande klarer
sig godt, når det kommer til tryghed, trivsel og lige
muligheder for LGBTI-personer . ILGA Europe, der
er den paneuropæiske LGBTI-organisation, tildeler
hvert år de europæiske lande en score i forhold til
LGBTI-personers retsstilling i det enkelte land, og
her ligger Danmark i 2020 på en fjerde plads .
På trods af den gode internationale placering peger
undersøgelser og tal dog på, at der også i Danmark
er plads til forbedring . Fx undgår næsten halvde-
len af danske LGBTI-personer altid eller ofte at
holde deres partner i hånden af frygt for at blive
chikaneret eller overfaldet, og godt hver tiende
har oplevet at blive diskrimineret eller chikaneret
på deres arbejdsplads på grund af deres seksuelle
orientering .
Transkønnede er en særlig udsat gruppe . Mange
føler, at de ikke kan være åbne, og mange oplever
mistrivsel, ensomhed og manglende accept . Et fler-
tal af transpersoner har oplevet diskrimination på
grund af deres kønsidentitet inden for det seneste
år . Generelt er gruppen af transpersoner særlig
udfordret på en række områder, og selvmordstan-
ker og selvskade er udbredt .
Der kommer stadig nye familieformer og –mønstre
i Danmark . Antallet af regnbuefamilier er fordob-
let de sidste 10 år, og i 2019 var der 1 .465 danske
familier, hvor enten to kvinder eller to mænd bor
sammen med hjemmeboende børn . Det er en sam-
fundsudvikling, hvor lovgivningen skal følge med .
En arbejdsgruppe på tværs af ministerier har fore-
taget en gennemgang af lovgivning . Gennemgangen
har haft til formål at beskrive og analysere eksiste-
rende lovgivning med særlig betydning for homo-
og biseksuelle, trans- og interkønnede, for på den
baggrund at opstille mulige modeller og lovgivnings-
mæssige tiltag på området . Dette udspil er blevet til
på baggrund af analysen .
Faktaboks 1
Den tværministerielle arbejdsgruppe består af Ligestillingsafdelingen i Miljø- og Fødevaremini-
steriet (formand), Sundheds- og Ældreministeriet, Kulturministeriet, Beskæftigelsesministeriet,
Børne- og Undervisningsministeriet, Social- og Indenrigsministeriet, Udlændinge- og Integrati-
onsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og
Erhvervsministeriet . Kirkeministeriet deltager som observatør i arbejdsgruppen .
Det er primært Miljø- og Fødevareministeriet (Ligestillingsafdelingen), Sundheds- og Ældreministe-
riet, Beskæftigelsesministeriet, Justitsministeriet og Social- og Indenrigsministeriet, der har været
involveret i lovgennemgangen .
FRIHED TIL FORSKELLIGHED – STYRKEDE RETTIGHEDER OG MULIGHEDER FOR LGBTI-PERSONER 4
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
Regeringen ønsker med 10 initiativer inden for
tre fokusområder at styrke rettigheder og lige
muligheder for LGBTI-personer i Danmark:
Faktaboks 2
Fokusområde 1: Forskelsbehandling, hadforbrydelser og hadfulde ytringer
Styrket beskyttelse mod forskelsbehandling og chikane på grund af seksuel orientering uden
for arbejdsmarkedet . Klager skal kunne behandles af Ligebehandlingsnævnet med mulighed
for godtgørelse .
Eksplicit forbud mod forskelsbehandling og chikane af trans- og interkønnede uden for
arbejdsmarkedet .
Eksplicit forbud mod forskelsbehandling og chikane af trans- og interkønnede inden for
arbejdsmarkedet .
Eksplicit beskyttelse af trans- og interkønnede i forhold til hadforbrydelser og
hadfulde ytringer .
Fokusområde 2: Det familieretlige område
Det skal være lettere at ændre fornavn, så det stemmer overens med ens kønsidentitet .
Transkønnede bliver forældre i overensstemmelse med deres juridiske køn .
Smidiggørelse af registrering af medmoderskab .
Fokusområde 3: Ændring af juridisk køn
Transkønnede børn og unge skal have mulighed for ændring af juridisk køn
(personnummer mv .) .
Refleksionsperioden ved ændring af juridisk køn for personer over 18 år afskaffes .
Det skal være muligt at få X i passet for interkønnede og personer, der ikke fast identificerer
sig som værende mand eller kvinde samt personer under 18 år .
FRIHED TIL FORSKELLIGHED – STYRKEDE RETTIGHEDER OG MULIGHEDER FOR LGBTI-PERSONER 5
Fokusområde 1:
Forskelsbehandling,
hadforbrydelser og
hadfulde ytringer
I Danmark skal man kunne være den, man er, og
elske den man vil uden at frygte diskrimination eller
hadforbrydelser .
Fælles for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkøn-
nede og interkønnede er, at de enten bryder med
normen om heteroseksualitet, eller at det køns-
mæssige udtryk eller den fysiske fremtoning udfor-
drer gængse opfattelser af køn i samfundet . Det kan
give anledning til, at gruppen oplever at blive diskri-
mineret eller udsat for hadforbrydelser og hadfulde
ytringer .
Knap en tredjedel af danske LGBTI-personer har
det seneste år oplevet at blive chikaneret på grund
af deres LGBTI-identitet, og ligeså mange transper-
soner har oplevet diskrimination på deres arbejds-
plads . Risikoen for mistrivsel og ensomhed er mar-
kant større for dem, der har oplevet diskrimination .
Hvert år udsættes mellem 1 .600 og 2 .700 personer
for vold, fordi de er homoseksuelle eller transkøn-
nede . Hadforbrydelser som efterlader fysiske og
psykiske mærker på den enkelte, men som også
resulterer i frygt og utryghed hos andre LGBTI-per-
soner, og som gør det svært for LGBTI-personer at
være sig selv .
Alt for mange LGBTI-personer føler, at de skal til-
passe deres udseende, sløre deres LGBTI-identitet,
klæde sig anderledes, end de ønsker, eller tale,
bevæge og gebærde sig på en anden måde, end de
har lyst til i det offentlige rum .
Men i Danmark skal det være sådan, at ingen skal
leve et liv, hvor de føler, at de skal kigge sig over
skulderen på gaden eller være nervøse for at vise,
hvem de er over for andre, hverken i det offentlige
rum eller på arbejdspladsen .
I dag slår lovgivningen fast, at det er forbudt at
forskelsbehandle på grund af seksuel orientering
inden for arbejdsmarkedet . Mens beskyttelsen
mod forskelsbehandling, diskrimination og chikane
på grund af seksuel orientering uden for arbejds-
markedet er mere begrænset . Der er heller ikke
mulighed for at klage til Ligebehandlingsnævnet og
evt . få en godtgørelse, som er en smidig og effektiv
retsbeskyttelse af den enkelte .
Trans- og interkønnede er ikke eksplicit nævnt i
hverken forskelsbehandlingslovene eller i straf-
felovens bestemmelser om hadforbrydelser og
hadfulde ytringer . Det lægges dog til grund, at de
er beskyttet på baggrund af en fortolkning af bl .a .
lovforarbejder og sparsom retspraksis . Det betyder
imidlertid, at den enkelte kan have svært ved at
gennemskue lovgivningen og sine rettigheder, og at
lovgivningen ikke sender et klart signal om, at det
er forbudt at diskriminere, chikanere eller udsætte
andre for hadforbrydelser, fordi de er trans- eller
interkønnede .
Derfor ønsker regeringen, at der i lovgivningen ind-
føres et tydeligt forbud mod diskrimination og had-
forbrydelser over for homo- og biseksuelle, trans-
og interkønnede både i arbejdslivet og i øvrigt . Det
skal være klart og tydeligt fra samfundets side, at
det er forbudt at forskelsbehandle, diskriminere,
chikanere eller udsætte andre for hadforbrydelser,
fordi de er lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkøn-
nede eller interkønnede .
FRIHED TIL FORSKELLIGHED – STYRKEDE RETTIGHEDER OG MULIGHEDER FOR LGBTI-PERSONER 6
Faktaboks 3
• 31 pct . af danske LGBTI-personer har inden for det sidste år følt sig diskrimineret på grund af
deres LGBTI-identitet . Kun i 8 pct . af tilfældene bliver diskriminationen anmeldt .1
• 57 pct . af homoseksuelle mænd og 37 pct . af homoseksuelle kvinder har oplevet at blive
mobbet eller chikaneret pga . deres seksuelle orientering . 60 pct . af transkvinder og 63 pct . af
transmænd har oplevet at blive mobbet eller chikaneret pga . deres kønsidentitet .2
• 22 pct . af homoseksuelle mænd og 8 pct . af homoseksuelle kvinder har oplevet at blive fysisk
forulempet pga . deres seksuelle orientering . Det samme gælder for 5 pct . af biseksuelle mænd
og 5 pct . af biseksuelle kvinder . Tilsvarende har hhv . 32 pct . af transkvinder og 26 pct . af trans-
mænd oplevet at blive fysisk forulempet pga . deres kønsidentitet .3
• Inden for arbejdsmarkedet angiver 8 pct . af de adspurgte LGBT-personer, at de har følt sig
diskrimineret eller chikaneret på grund af deres seksuelle orientering på deres nuværende
arbejdsplads .4
• Mellem 1 .600 og 2 .700 personer udsættes årligt for vold motiveret af homo- eller transfobi . 41
pct . af ofrene anmelder volden til politiet .5
• I 2018 var der 74 sager om hadforbrydelser, som var motiveret af seksuel orientering . Det
omfatter både hadforbrydelser rettet mod personer med en bestemt seksualitet, kønsidentitet
eller kønsudtryk .6
Initiativer
1. Styrket beskyttelse mod diskrimination
på grund af seksuel orientering uden for
arbejdsmarkedet
Beskyttelsen mod diskrimination på grund af sek-
suel orientering skal styrkes, så der er et forbud
mod både direkte og indirekte forskelsbehandling
og chikane af lesbiske, bøsser og biseksuelle i for-
hold til levering af varer og tjenesteydelser . Det kan
fx være ydelser fra håndværkere, tandlæger, advo-
kater og ejendomsmæglere samt adgangen til bl .a .
restauranter, diskoteker, uddannelse, udstillinger,
almene boligorganisationers udlejningsvirksomhed
mv . Samtidig skal det være muligt at klage til Lige-
behandlingsnævnet, hvis man oplever forskelsbe-
handling og få en godtgørelse . Desuden får Institut
for Menneskerettigheder et klart mandat til at
rejse sager og lave analyser på området . Konkret
styrkes beskyttelsen i et nyt selvstændigt kapitel i
ligestillingsloven .
2. Eksplicit forbud mod diskrimination af transkøn-
nede og interkønnede uden for arbejdsmarkedet
Der skal i lovgivningen være et tydeligt forbud mod
både direkte og indirekte forskelsbehandling og
chikane af trans- og interkønnede i forhold til leve-
ring af varer og tjenesteydelser . Samtidig får Institut
for Menneskerettigheder et klart mandat til at rejse
sager og lave analyser på området . Konkret tyde-
liggøres forbuddet ved eksplicit at indsætte køn-
sidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika som
diskriminationsgrunde i et nyt selvstændigt kapitel i
ligestillingsloven .
3. Eksplicit forbud mod diskrimination af transkøn-
nede og interkønnede inden for arbejdsmarkedet
Der skal i lovgivningen være et tydeligt forbud mod
både direkte og indirekte forskelsbehandling og
chikane af trans- og interkønnede i forbindelse med
ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse
og med hensyn til løn- og arbejdsvilkår . Forbuddet
tydeliggøres ved eksplicit at indsætte kønsidentitet,
kønsudtryk og kønskarakteristika som diskriminati-
onsgrunde i forskelsbehandlingsloven .
4. Eksplicit beskyttelse af trans- og interkønnede i
forhold til hadforbrydelser og hadfulde ytringer
Det gøres tydeligt, at det er en skærpende omstæn-
dighed, hvis en forbrydelse, fx vold eller trusler, helt
eller delvist bunder i, at en person er trans- eller
interkønnet . Det gøres endvidere tydeligt, at ytrin-
ger fremsat offentligt eller med henblik på udbre-
delse i en videre kreds, hvor en person trues, forhå-
nes eller nedværdiges på grund af, at vedkommende
er trans- eller interkønnet, er ulovlige .
Dette gøres ved, at begreberne kønsidentitet, køns-
udtryk eller kønskarakteristika indsættes i straffe-
lovens § 81, nr . 6, om hadforbrydelser og § 266 b,
stk . 1, om hadfulde ytringer . Begreberne indsættes
desuden eksplicit i racediskriminationsloven, så
sager om forskelsbehandling på grund af kønsiden-
titet, kønsudtryk og kønskarakteristika fremover
også vil kunne behandles som straffesager .
FRIHED TIL FORSKELLIGHED – STYRKEDE RETTIGHEDER OG MULIGHEDER FOR LGBTI-PERSONER 7
Fokusområde 2: Det
familieretlige område
Siden Danmark i 1989, som det første land i verden,
gjorde det muligt for to personer af samme køn at
indgå et registreret partnerskab, er den familieret-
lige lovgivning løbende ændret med henblik på at
øge ligestillingen af par af samme køn med par af
forskelligt køn .
Familiebegrebet dækker i dag over mange for-
skellige konstellationer af mennesker . Men ønsket
om at stifte og være den familie, som man ønsker,
begrænses ved, at dele af lovgivningen fortsat tager
udgangspunkt i en mere traditionel forståelse af
familien som begreb .
I Danmark skal par af samme køn og transkønnede
kunne etablere en familie uden, at staten blander
sig unødigt, og transkønnede skal kunne få et nyt
fornavn uden at skulle igennem en tung proces .
Det kan opleves som unødig indblanding, når to
kvinder, der sammen vil være forældre, ikke kan få
registreret medmoderskabet automatisk, men at en
sundhedsperson skal inddrages . Det hænger heller
ikke sammen, når man som transkønnet i dag kan få
et nyt personnummer ved selverklæring, men skal
igennem en omfattende og tung proces, hvor det
skal vurderes, hvorvidt man er transkønnet, for at få
et nyt fornavn, og ikke kan få lov at være far for det
barn, man føder .
Regeringen vil derfor sikre en højere grad af lige-
behandling af par af samme køn og transkønnede i
relation til forældreskab og muligheden for at få et
nyt navn .
Initiativer
5. Det skal være lettere at ændre fornavn, så det
stemmer overens med ens kønsidentitet
Det skal være lettere for trans- og interkønnede,
der ikke har gennemført et fysisk eller juridisk
kønsskifte, at få et nyt fornavn, der er i overens-
stemmelse med egen kønsidentitet . Derfor skal en
ansøgning om navneændring kunne gennemføres
ved at erklære, at ønsket om navneændring er
begrundet i en oplevelse af at tilhøre et andet køn .
Konkret gennemføres ændringen i navneloven .
6. Transkønnede bliver forældre i overensstem-
melse med det juridiske køn
I lovgivningen tages der ikke højde for, at transkøn-
nede, der har ændret køn, bliver forældre . Når
transkønnede, der har gennemført et juridisk
kønsskifte, bliver forældre, skal fastslåelse af deres
forældreskab ske i overensstemmelse med det juri-
diske og selvvalgte køn – og ikke det biologiske køn .
Forældrene skal samtidig sikres de samme rettighe-
der og pligter, som hvis de ikke havde ændret køn .
Dermed bliver det juridiske køn ikke styrende for
en række af de rettigheder og pligter, der følger af
forældreskabet . Konkret gennemføres ændringen i
børneloven og relateret lovgivning samt i CPR .
7. Smidiggørelse af registrering af medmoderskab
Reglerne for medmoderskab skal smidiggøres,
så medmoderskabet automatisk registreres . Det
indebærer, at der ikke længere skal være et krav om
deltagelse af en sundhedsperson som betingelse for
fastslåelse af medmoderskab . Herved tilgodeses
hensynet til barnets ret til to forældre . Konkret
gennemføres ændringen i børneloven .
FRIHED TIL FORSKELLIGHED – STYRKEDE RETTIGHEDER OG MULIGHEDER FOR LGBTI-PERSONER 8
Fokusområde 3:
Ændring af juridisk køn
Alle mennesker skal have mulighed for at leve i
overensstemmelse med deres kønsidentitet . Det
er vigtigt for den enkeltes livskvalitet og mulighe-
den for at leve et liv uden mistrivsel, isolation og
ensomhed .
Undersøgelser viser, at langt over halvdelen af
voksne transkønnede har haft selvmordtanker, at
de har et markant dårligere selvvurderet fysisk
helbred, et dårligt mentalt helbred og lider mere af
stress end befolkningen generelt . På samme måde
kan transkønnede børn og unge have større risiko
for mistrivsel og depression .
I dag kan personer over 18 år gennem en selverklæ-
ring og efter en seks måneders refleksionsperiode
få nyt personnummer, så det stemmer overens
med det køn, de identificerer sig med . Samtidig kan
voksne transkønnede få et pas med kønsbetegnel-
sen X i stedet for mand eller kvinde .
Børn og unge med ønske om sundhedsfaglig hjælp
ved kønsidentitetsforhold har siden 2016 kunne
blive henvist til udredning og hormonbehandling i
sundhedsvæsnet, ligesom børn og unge kan skifte
fornavn til et kønsneutralt eller ikke kønskorrekt
navn . Transkønnede børn og unge kan derfor i dag
have et kønsudtryk, navn og fysisk fremtoning, der
ikke stemmer overens med deres fødselstildelte
køn, herunder personnummer og kønsangivelsen i
deres pas .
Det betyder samtidig, at helt almindelige situatio-
ner som at gå på biblioteket, til tandlægen eller at gå
igennem paskontrollen for disse børn og unge kan
medføre unødig nervøsitet, angst eller mistrivsel .
Det kan også betyde, at transkønnede børn og unge
udelukkes fra foreningsliv og dermed fra at være
sammen med kammerater, hvis deltagelsen er køns-
opdelt på baggrund af personnummer .
Endvidere kan det heller ikke i lyset af nyere praksis
fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
udelukkes, at Domstolen vil finde det i strid med
retten til privatliv, at en transkønnet person under
18 år ikke har ret til ændring af juridisk køn, når den
pågældende har fået tilbudt og undergået irreversi-
bel hormonbehandling .
Det er ikke rimeligt, når vi som samfund ikke giver
den enkelte mulighed for – også i officielle doku-
menter - at være og leve som den, man er . Det
smitter af på mulighederne for og oplevelsen af at
blive accepteret i samfundet, og det kan påvirke den
enkeltes trivsel og livskvalitet .
Regeringen ønsker derfor at fjerne disse hindringer
og begrænsninger, så både børn, unge og voksne
kan leve i overensstemmelse med deres kønsiden-
titet . Det gælder både i forhold til valg af fornavne,
køn i passet og mulighed for ændring af juridisk køn .
Det sender et tydeligt signal fra samfundets side
om accept af en gruppe af mennesker, der i forvejen
kan have det svært og ændrer ikke på noget for alle
andre .
FRIHED TIL FORSKELLIGHED – STYRKEDE RETTIGHEDER OG MULIGHEDER FOR LGBTI-PERSONER 9
Tabel 1
Antal børn og unge (0-17 år) med kontakt til sygehusvæsenet vedr.
kønsidentitetsforhold 2010-2018
2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018
Antal børn og unge med kontakt
vedr . kønsidentitetsforhold
10 18 31 55 75 80 154 256 271
Kilde: Landspatientregisteret version 10 . juli 2020, Sundhedsdatastyrelsen .
Note: Tabellen opgør antal unikke personer med kontakt til relevante tilbud i sygehusvæsenet .
Tabel 2
Tildeling af nyt personnummer i sag om juridisk kønsskifte for voksne7
Periode Antal
1 . september 2014 til 31 . august 2015 263
1 . september 2015 til 31 . august 2016 162
1 . september 2016 til 31 . august 2017 151
1 . september 2017 til 31 . august 2018 186
1 . september 2018 til 31 . august 2019 186
I alt 948
Faktaboks 4
• 71 pct . af transpersoner var under 15 år første gang, at de tænkte over deres kønsidentitet . Af
dem var 27 pct . under 8 år .8
• 66 pct . af transkvinder og 78 pct . af transmænd har haft selvmordstanker . Til sammenligning er
der i den danske befolkning 24 pct ., der har oplevet at have selvmordstanker .9
• 48 pct . af transpersoner undgår at færdes bestemte steder på grund af deres kønsidentitet, bl .a .
af frygt for chikane og vold .10
• 63,9 pct . af transmænd og 36,7 pct . af transkvinder har på et tidspunkt udøvet selvskade . Til
sammenligning er tallet for hele den danske befolkning 8,1 pct .11
• Transpersoner scorer 55 point på WHO’s trivselsindeks . Det er 13 point lavere end gennem-
snitsscoren for den danske befolkning .12
FRIHED TIL FORSKELLIGHED – STYRKEDE RETTIGHEDER OG MULIGHEDER FOR LGBTI-PERSONER 10
Initiativer
8. Mulighed for ændring af juridisk køn for børn og
unge under 18 år
Børn og unge under 18 år får mulighed for ændring
af juridisk køn efter samme ordning som voksne
ved at indgive en erklæring om, at barnet eller den
unge ønsker ændring af juridisk køn, fordi barnet
eller den unge oplever at tilhøre det andet køn . For
børn under 15 år vil der være krav om samtykke
fra forældremyndighedsindehaverne . Der fastsæt-
tes ikke en nedre aldersgrænse, da der ikke er en
aldersgrænse i forhold til henvisning og behandling
i sygehusvæsenet, og ændringen af personnum-
mer let kan omgøres . Der tilknyttes et krav om, at
barnet eller den unge forud for ændring af juridisk
køn modtager alderssvarende juridisk rådgivning,
så barnet eller den unge inddrages, og beslutningen
træffes på et oplyst grundlag . Konkret gennemfø-
res muligheden for ændring af juridisk køn ved en
ændring af CPR-loven .
9. Øgede muligheder for kønsbetegnelsen X i
passet
Der gives mulighed for at indføre X i passet for
interkønnede og personer, der ikke fast identificerer
sig som værende mand eller kvinde (flydende kønsi-
dentitet) samt mulighed for X i passet for personer
under 18 år . Konkret gennemføres muligheden i
pasbekendtgørelsen .
10. Afskaffelse af refleksionsperiode ved ændring
af juridisk køn over 18 år
Den nuværende refleksionsperiode på 6 måneder,
der er en betingelse for juridisk kønsskifte for per-
soner over 18 år, afskaffes . Konkret gennemføres
dette ved en ændring af CPR-loven .
FRIHED TIL FORSKELLIGHED – STYRKEDE RETTIGHEDER OG MULIGHEDER FOR LGBTI-PERSONER 11
Centrale begreber
LGBTI kommer af engelsk (Lesbian, Gay, Bisexual,
Transgender og Intersex) og dækker på dansk over
lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og inter-
kønnede . Det er en samlebetegnelse, der bruges
både i EU og FN sammenhæng .
Transkønnede: Personer, hvis kønsidentitet eller
kønsudtryk i større eller mindre grad ikke er i
overensstemmelse med det køn, de blev tildelt ved
fødslen . At være transkønnet har ikke noget med
seksuel orientering at gøre, hvorfor begrebet trans-
seksuelle ikke anvendes .
Interkønnede: Personer født med en kønsanatomi,
reproduktive organer og/eller kromosommønstre,
som ikke passer klart på den typiske definition af
hankøn eller hunkøn . Dette kan være observer-
bart ved fødslen, eller kan blive det senere i livet .
Interkøn er derfor en medfødt variation i fysiske
kønskarakteristika .
Seksuel orientering: Den enkeltes vedvarende sek-
suelle tiltrækningsmønster baseret på, hvem man
forelsker sig i og bliver seksuelt tiltrukket af .
Kønsidentitet: Den enkeltes selvoplevede køn, dvs .
den enkeltes indre og individuelle oplevelse af sit
køn .
Kønsudtryk: Måden at udtrykke sit køn fx ved valg
af tøj, frisure, make-up, aktiviteter, bevægelser, tale,
omgangen med andre mv .
Kønskarakteristika: De legemlige egenskaber,
der kendetegner og differentierer kønnet som fx
antallet af X- eller Y-kromosomer, typen af indre og
ydre kønsorganer, endokrine forhold, skægvækst og
brystudvikling .
FRIHED TIL FORSKELLIGHED – STYRKEDE RETTIGHEDER OG MULIGHEDER FOR LGBTI-PERSONER 12
Kilder
1
European Union Agency for Fundamental Rights (2020): A long way to LGBTI equality .
2
Frisch, Moseholm, Andersson, Andersen og Graugaard (2019): Sex i Danmark . Nøgletal fra Projekt SEXUS 2017-2018 .
3
Frisch, Moseholm, Andersson, Andersen og Graugaard (2019): Sex i Danmark . Nøgletal fra Projekt SEXUS 2017-2018 .
4
Als Research (2019): LGBT-personers trivsel på arbejdsmarkedet .
5
Pedersen, Kyvsgaard & Balvig (2020): Udsathed for vold og andre former for kriminalitet – Offerundersøgelserne 2005-2018 .
6
Politiets årsrapport om hadforbrydelser for 2018 .
7
Social- og Indenrigsministeriet .
8
Als Research (2020): Undersøgelse af udfordringer og stigma i forhold til at have en LGBTI-identitet i Danmark .
9
Frisch, Moseholm, Andersson, Andersen og Graugaard (2019): Sex i Danmark . Nøgletal fra Projekt SEXUS 2017-2018 .
10
Als Research (2020): Udfordringer og stigma i forhold til at have en LGBTI-identitet i Danmark
11
Frisch, Moseholm, Andersson, Andersen og Graugaard (2019): Sex i Danmark . Nøgletal fra Projekt SEXUS 2017-2018 .
12
Als Research (2019): LGBT-personers trivsel på arbejdsmarkedet .
FRIHED TIL FORSKELLIGHED – STYRKEDE RETTIGHEDER OG MULIGHEDER FOR LGBTI-PERSONER 13
August 2020
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf: +45 3814 2142
E-mail: lige@mfvm .dk
ISBN 978-87-93823-35-8 (digital version)
2019/20:10
Design: Regeringens Kommunikationsenhed
Layout: Regeringens Kommunikationsenhed
Fotos: Ritzau Scanpix
Publikationen kan hentes på
www .mfvm .dk
www .regeringen .dk
Fotokreditering;
Forside: FOTO: Klaus Dreyer/Ritzau Scanpix
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf: +45 3814 2142
E-mail: lige@mfvm .dk


Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk
J.nr. 2019 - 13141
Den 26. august 2020
Folketingets Ligestillingsudvalg
Til Folketingets Ligestillingsudvalg
Lørdag den 22. august offentliggjorde regeringen et udspil med ti initiativer, der
styrker rettigheder og mulighed for LGBTI-personer.
Udspillet er lavet på baggrund af en gennemgang af lovgivningen på tværs af
ressortområder, som en tværministeriel arbejdsgruppe har foretaget som led i
handlingsplanen til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-
personer 2018-2021.
Udspillet og lovgennemgangen er vedlagt til orientering.
Med venlig hilsen
Mogens Jensen
./.
Ligestillingsudvalget 2019-20
LIU Alm.del - Bilag 104
Offentligt


Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk
Ligestillingsafdelingen
J.nr. 2019 - 13141
Den 20. august 2020
Gennemgang af
lovgivning på
LGBTI-området
Rapport fra den tværministerielle arbejdsgruppe for LGBTI
August 2020
Ligestillingsudvalget 2019-20
LIU Alm.del - Bilag 104
Offentligt
2
INDHOLDSFORTEGNELSE
1. INDLEDNING............................................................................................................ 4
1.1. Indledning og baggrund for lovgennemgangen......................................................................4
1.2. Organisering og proces for arbejdet.........................................................................................5
1.3. Udvælgelse af lovgivning...........................................................................................................5
1.4. Temaer og lovgivning i rapporten............................................................................................6
1.5. Definition af begreber ................................................................................................................ 7
2. FORSKELSBEHANDLING, HADFORBRYDELSER OG HADFULDE YTRINGER ....... 9
2.1. Indledning...................................................................................................................................9
2.2. Begrebsafklaring ......................................................................................................................10
2.3. Gældende ret ..............................................................................................................................11
2.4. Danmarks internationale forpligtelser ..................................................................................28
2.5. Udenlandsk ret og erfaringer..................................................................................................34
2.6. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer ........................................................................36
2.7. Sammenfatning af eksisterende beskyttelse...........................................................................38
2.8. Mulige tiltag, herunder fordele og ulemper ...........................................................................42
2.9. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser...................................48
3. DET FAMILIERETLIGE OMRÅDE ........................................................................... 50
3.1. NAVNEÆNDRING FOR TRANSKØNNEDE............................................................................................50
3.1.1. Indledning .............................................................................................................................50
3.1.2. Gældende dansk ret ..............................................................................................................50
3.1.3. Udenlandsk ret og erfaringer ..............................................................................................52
3.1.4. Overvejelser om mulige tiltag..............................................................................................53
3.1.5. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser ...............................55
3.2. TRANSKØNNEDE, DER BLIVER FORÆLDRE........................................................................................56
3.2.1. Indledning .............................................................................................................................56
3.2.2. Gældende dansk ret og praksis............................................................................................56
3.2.3. Udenlandsk ret og erfaringer ..............................................................................................58
3.2.4. Overvejelser om mulige tiltag..............................................................................................59
3.2.5. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser ............................... 61
3.3. MEDMODERSKAB ............................................................................................................................62
3.3.1. Indledning .............................................................................................................................62
3.3.2. Gældende dansk ret og praksis............................................................................................62
3.3.3. Udenlandsk ret og erfaringer ..............................................................................................68
3.3.4. Overvejelser om mulige tiltag..............................................................................................69
3.3.5. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser ...............................72
3.4. FAMILIER MED MERE END TO FORÆLDRE ........................................................................................73
3.4.1. Indledning .............................................................................................................................73
3.4.2. Gældende dansk ret ..............................................................................................................73
3.4.3. Udenlandsk ret og erfaringer ..............................................................................................74
3.4.4. Overvejelser om mulige tiltag.............................................................................................. 75
3.5. SURROGATAFTALER.........................................................................................................................76
4. ÆNDRING AF JURIDISK KØN MV...........................................................................77
4.1. MULIGHED FOR ÆNDRING AF JURIDISK KØN UNDER 18 ÅR .............................................................. 77
4.1.1. Indledning ............................................................................................................................. 77
4.1.2. Begrebsafklaring ..................................................................................................................78
3
4.1.3. Gældende dansk ret ..............................................................................................................79
4.1.4. Behandlingstilbud til personer under 18 år....................................................................... 88
4.1.5. Erfaringerne med juridisk kønsskifte over 18 år ...............................................................92
4.1.6. Danmarks internationale forpligtelser...............................................................................94
4.1.7. Udenlandsk ret og erfaringer ............................................................................................102
4.1.8. Tilkendegivelser fra interesseorganisationerne ..............................................................106
4.1.9. Tilkendegivelser fra børneorganisationer........................................................................ 107
4.1.10. Opsamling og vurdering....................................................................................................108
4.1.11. Modeller for ændring af juridisk køn for personer under 18 år .....................................109
4.1.12. Tværgående elementer....................................................................................................... 118
4.1.13. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser ..............................121
4.2. OPHÆVELSE AF REFLEKSIONSPERIODE VED JURIDISK KØNSSKIFTE OVER 18 ÅR ............................. 124
4.2.1. Indledning ........................................................................................................................... 124
4.2.2. Gældende ret ....................................................................................................................... 124
4.2.3. Danmarks internationale forpligtelser............................................................................. 125
4.2.4. Udenlandsk ret og erfaringer ............................................................................................ 125
4.2.5. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer m.fl........................................................... 125
4.2.6. Mulige tiltag/modeller, herunder fordele og ulemper..................................................... 125
4.2.7. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser .............................126
4.3. KØNSBETEGNELSEN X I PASSET ..................................................................................................... 127
4.3.1. Indledning ........................................................................................................................... 127
4.3.2. Gældende dansk ret ............................................................................................................ 127
4.3.3. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer m.fl...........................................................128
4.3.4. Mulige tiltag/modeller, herunder fordele og ulemper.....................................................128
4.3.5. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser .............................129
4.3.6. Konklusion...........................................................................................................................129
4.4. KØNSNEUTRALE PERSONNUMRE....................................................................................................130
4.4.1. Indledning ...........................................................................................................................130
4.4.2. Gældende ret .......................................................................................................................130
4.4.3. Udenlandsk ret og erfaringer ............................................................................................130
4.4.4. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer ...................................................................131
4.4.5. Mulige tiltag/modeller, herunder fordele og ulemper..................................................... 132
4.4.6. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser............................. 133
4.4.7. Konklusion........................................................................................................................... 134
BILAG ...........................................................................................................................135
Bilag 1. Skema til ansøgning om juridisk kønsskifte for personer over 18 år .............................. 135
Bilag 2. Vejledende information i forbindelse med ansøgning om juridisk kønsskifte for personer
over 18 år............................................................................................................................................ 136
Bilag 3. Skema til bekræftelse af ansøgning om juridisk kønsskifte for personer over 18 år ..... 139
Bilag 4. Systemmæssige udfordringer i forbindelse med ansøgning om juridisk kønsskifte for
personer over 18 år............................................................................................................................140
4
1. Indledning
1.1. Indledning og baggrund for lovgennemgangen
I juni 2018 blev handlingsplanen til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer
(lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interkønnede) 2018-2021 offentliggjort.
Handlingsplanen består af i alt 42 initiativer på tværs af en række indsats- og ministerområder.
Ét af initiativerne i handlingsplanen er en gennemgang af lovgivning på tværs af ressortområder med
henblik på at vurdere, hvor beskyttelsen af LGBTI-personers rettigheder kan forbedres. Gennemgangen
er foretaget i en tværministeriel arbejdsgruppe på området. Af handlingsplanen fremgår følgende om
initiativet:
”Som en del af den tværministerielle arbejdsgruppes opgaver iværksættes i 2018 en
gennemgang af lovgivningen på tværs af ressortområder med henblik på at vurdere, om der
eventuelt er behov for justeringer af eksisterende lovgivning eller ny lovgivning, herunder bl.a.
undersøge, om der bør åbnes for juridisk kønsskifte for transkønnede børn og unge under 18
år.”
Alle mennesker har ret til beskyttelse mod diskrimination og ret til respekt for privatliv og familieliv.
Det er rettigheder, som også gør sig gældende i forhold til lesbiske, bøsser, biseksuelle, trans- og
interkønnede (LGBTI-personer), og som fremgår af blandt andet Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter for Grundlæggende Rettigheder.
Der er gennem årene sket markante fremskridt i forhold til LGBTI-personers rettigheder i Danmark. På
en række områder har Danmark været et foregangsland i forhold til resten af verden. Det gælder blandt
andet muligheden for registreret partnerskab (år 1989), anerkendelse af to juridiske forældre af samme
køn (år 1999), juridisk kønsskifte for voksne transkønnede personer (år 2014) og flytning af
diagnosekoderne for transkønnede fra afsnittet om psykiske sygdomme (år 2017).
De danske interesseorganisationer på LGBTI-området og andre både nationale og internationale aktører
peger imidlertid også på, at lovgivningen i Danmark ikke i tilstrækkelig grad giver lige muligheder og
rettigheder for LGBTI-gruppen, og at der er områder, hvor lovgivningen ikke er fulgt med den udvikling,
der er sket i samfundet i forhold til LGBTI-gruppen. Det drejer sig bl.a. om
forskelsbehandlingslovgivning, familielovgivningen og lovgivningen i forhold til ændring af juridisk køn.
ILGA Europe, som er den europæiske afdeling af den internationale interesseorganisation for LGBTI-
personer, udgiver hvert år et Rainbow Map, der vurderer europæiske landes lovgivning vedr. lige
muligheder og rettigheder for LGBTI-personer. Danmark ligger i 2020 ud af 54 lande på en delt 4. plads
sammen med Norge, og er kun overgået af Luxemburg, Belgien og Malta. Placeringen på Rainbow
Mappet dækker dog også over, at Danmark kun har opnået score på 68 ud af 100, som det samlet set er
muligt at opnå. Der peges i rapporten således på, at der lovgivningsmæssigt er plads til forbedringer i
forhold til LGBTI-gruppen i Danmark.
Gennemgangen af lovgivningen på tværs af ressortområder har haft til formål at beskrive og analysere
den eksisterende lovgivning med særlig betydning for LGBTI-gruppen, og på den baggrund analysere
og opstille mulige modeller og lovgivningsmæssige tiltag på området. Resultatet af lovgennemgangen er
nærværende rapport, som er udarbejdet af de relevante ministerier i den tværministerielle
arbejdsgruppe.
5
I de følgende afsnit 1.2-1.5 beskrives indledningsvist organiseringen af arbejdet, udvælgelsen af
lovgivningstemaer samt definitioner af centrale begreber i rapporten. Analyserne af de enkelte
lovgivningstemaer følger herefter i afsnit 2-4.
1.2. Organisering og proces for arbejdet
Gennemgangen af lovgivningen har været forankret i den tværministerielle arbejdsgruppe for LGBTI,
som er etableret for at sikre koordinering og videndeling af indsatsen i forhold til LGBTI-personer på
tværs af ministerområder.
Den tværministerielle arbejdsgruppe består af Ligestillingsafdelingen i Miljø- og Fødevareministeriet
(formand), Sundheds- og Ældreministeriet, Kulturministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Børne- og
Undervisningsministeriet, Social- og Indenrigsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet,
Uddannelses- og Forskningsministeriet, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og
Erhvervsministeriet. Kirkeministeriet deltager som observatør i arbejdsgruppen.
Som en del af arbejdet med at gennemgå lovgivningen er der etableret en række underarbejdsgrupper
med deltagelse af de relevante ministerier. Det drejer sig om Miljø- og Fødevareministeriet
(Ligestillingsafdelingen), Sundheds- og Ældreministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Justitsministeriet
og Social- og Indenrigsministeriet, som har haft til opgave at beskrive og analyse de udvalgte
lovgivningstemaer. Derudover er yderligere ministerier inddraget efter behov.
Underarbejdsgrupperne har for hvert lovgivningstema haft til opgave at beskrive gældende ret,
herunder i relevant omfang inddrage fx internationale konventioner mv. på det pågældende område
samt lovgivning og erfaringer fra udvalgte relevante lande. Dernæst har arbejdsgrupperne skulle
identificere, hvor lovgivningen evt. kan styrkes samt opstille mulige tiltag/modeller for ny lovgivning
eller ændringer af eksisterende lovgivning, herunder skitsere administrative og økonomiske
konsekvenser heraf.
Underarbejdsgrupperne er ansvarlige for afsnittene om de enkelte lovgivningstemaer i rapporten.
1.3. Udvælgelse af lovgivning
Processen med at identificere de lovgivningstemaer, som er en del af rapporten, har været toleddet. Der
er for det første indhentet input fra relevante interesseorganisationer, NGO’er og foreninger på LGBTI-
området. Det er sket i form af dialogmøder med organisationerne, hvor de har kunnet komme med input
til lovgennemgangen. Der er i alt afholdt fire dialogmøder fra efteråret 2017 til efteråret 2019. Herudover
er der afholdt bilaterale møder med en række organisationer om udvalgte temaer eller lovgivning.
Interesseorganisationer, NGO’er og foreninger på LGBTI-området er desuden løbende blevet opfordret
til at sende skriftlige input til lovgennemgangen, som flere af dem har gjort.
Der er modtaget skriftlige bidrag fra følgende organisationer:
 LGBT Danmark på vegne af en lang række organisationer
 LGBT komiteen
 LGBT+ Ungdom
 Institut for Menneskerettigheder
 LGBT Asylum
 Sabaah
6
 Dare
 Polyamori
 Copenhagen Pride
 Foreningen for Aseksulle i Danmark
 Amnesty International
 Transpolitisk Forum
 Intersex Danmark
 Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn - FSTB
 Børns Vilkår
 Børnerådet
 Red Barnet
Ud over inddragelsen af organisationerne på området har de enkelte ressortministerier selv foretaget en
screening af relevant lovgivningen på deres område med henblik på at vurdere, hvilken lovgivning som
skulle indgå i rapporten.
Der er i løbet af processen identificeret en række temaer og lovgivninger, som af forskellige årsager ikke
er medtaget i rapporten. Det skyldes for det første, at ressortministerierne har vurderet, at lovgivningen
i dag er tilstrækkeligt dækkende i forhold til LGBTI-gruppen. Det drejer sig bl.a. om asyllovgivningen,
hvor det er vurderingen, at spørgsmål om forfølgelse på baggrund af seksuel orientering, kønsidentitet,
kønsudtryk og kønskarakteristika allerede i dag inddrages i forbindelse med asylmyndighedernes
afgørelser om asyl.
Det drejer sig for det andet om lovgivning, som ikke specifikt vedrører LGBTI-gruppen men
befolkningen generelt. Det drejer sig eksempelvis om surrogatmoderskab og forslag i relation til
Sundheds- og Seksualundervisning og Familiekundskab i grundskolen og på læreruddannelsen.
Der er i processen for det tredje nævnt lovgivning, hvor det ikke vurderes hensigtsmæssigt at se på
lovgivningen på nuværende tidspunkt. Det drejer sig om reglerne i forhold til dobbeltdonation, hvor det
i forbindelse med den seneste ændring af lov om assisteret reproduktion blev besluttet af igangsætte en
evaluering af reglerne i 2020, og området indgår derfor ikke i rapporten.
Endelig er der rejst en række problemstillinger og forslag, hvor der ikke er tale om lovgivning. Det drejer
sig eksempelvis om forslag om justeringer af vejledninger i forhold til transpersoner og interkønnede i
sundhedsvæsenet samt forslag om tilbud og støtte til LGBTI-personer, som ligeledes ikke indgår i
rapporten, da dette ikke vedrører lovgivning.
1.4. Temaer og lovgivning i rapporten
På baggrund af ovenstående proces har arbejdsgruppen identificeret tre overordnede temaer, som
indgår i rapporten. Det drejer sig om forskelsbehandling, hadforbrydelser og hadefulde ytringer, det
familieretlige område samt lovgivning vedr. ændring af juridisk køn mv., hvor de relevante ministerier
i regi af underarbejdsgrupper har beskrevet gældende ret mv. og analyseret mulighederne for at styrke
lovgivningen. Af nedenstående oversigt fremgår temaerne, samt de ministerier der har været involveret
i arbejdet.
7
Tabel 1. Oversigt over lovgivningstemaer i rapporten
Tema Uddybning Ministerier involveret i arbejdet*
Forskelsbehandling,
hadforbrydelser og
hadefulde ytringer
Der er set på mulighederne for:
- Styrkelse af beskyttelsen af
LGBTI-personer mod
forskelsbehandling og chikane
inden og uden for
arbejdsmarkedet.
- Tydeliggørelse af beskyttelsen af
trans- og interkønnede mod
hadforbrydelser og hadfulde
ytringer i straffeloven.
Miljø- og Fødevareministeriet
(ligestillingsafdelingen),
Beskæftigelsesministeriet,
Justitsministeriet.
Desuden er Social- og
Indenrigsministeriet og Udlændinge-
og Integrationsministeriet inddraget.
Det familieretlige område Der er set på mulighederne for:
- lempelse af muligheden for at
ændre fornavn.
- fastlæggelse af forældreskab ud
fra det juridiske køn.
- smidiggørelse af registrering af
medmoderskab.
Social- og Indenrigsministeriet.
Ændring af juridisk køn
mv.
Der er set på mulighederne for:
- ændring af juridisk køn for
personer under 18 år
- afskaffelse af refleksionsperioden
for juridisk kønsskifte for
personer over 18 år.
- muligheden for at udvide
ordningen om kønsbetegnelsen X
i passet.
- muligheden for kønsneutralt
personnummer.
Miljø- og Fødevareministeriet
(Ligestillingsafdelingen),
Justitsministeriet, Social- og
Indenrigsministeriet og Sundheds- og
Ældreministeriet.
1.5. Definition af begreber
LGBTI kommer af engelsk (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender og Intersex) og dækker på dansk over
lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnede. Det er en samlebetegnelse, der bruges både
i EU og FN sammenhæng.
Transkønnede: Personer, hvis kønsidentitet eller kønsudtryk i større eller mindre grad ikke er i
overensstemmelse med det køn, de blev tildelt ved fødslen. At være transkønnet har ikke noget med
seksuel orientering at gøre, hvorfor begrebet transseksuelle ikke anvendes.
Interkønnede: Personer født med en kønsanatomi, reproduktive organer og/eller kromosommønstre,
som ikke passer klart på den typiske definition af hankøn eller hunkøn. Dette kan være observerbart ved
fødslen, eller kan blive det senere i livet. Interkøn er derfor en medfødt variation i fysiske
kønskarakteristika.
Seksuel orientering: Den enkeltes vedvarende seksuelle tiltrækningsmønster baseret på, hvem man
forelsker sig i og bliver seksuelt tiltrukket af.
8
Kønsidentitet: Den enkeltes selvoplevede køn, dvs. den enkeltes indre og individuelle oplevelse af sit
køn.
Kønsudtryk: Måden at udtrykke sit køn fx ved valg af tøj, frisure, make-up, aktiviteter, bevægelser,
tale, omgangen med andre m.v.
Kønskarakteristika: De legemlige egenskaber, der kendetegner og differentierer kønnet som f.eks.
antallet af X- eller Y-kromosomer, typen af indre og ydre kønsorganer, endokrine forhold, skægvækst
og brystudvikling.
9
2. Forskelsbehandling, hadforbrydelser og hadfulde
ytringer
2.1. Indledning
Danmark har underskrevet og ratificeret en række internationale traktater og konventioner, der
indeholder en bred beskyttelse mod diskrimination af alle borgere, herunder LGBTI-personer. Det
drejer sig bl.a. om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EU’s Charter om Grundlæggende
Rettigheder og FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.
Der gælder således en forpligtelse til at sikre ligebehandling af enhver borger. Denne forpligtelse vil også
kunne indebære en positiv forpligtelse til at beskytte mod hadforbrydelser, herunder ved at gribe ind og
beskytte og iværksætte en effektiv efterforskning, der kan føre til identifikation og strafforfølgning af de
ansvarlige1
.
Der er ligeledes vedtaget flere internationale rekommandationer på området. Blandt de centrale er
Europarådets rekommandation om indsatser til bekæmpelse af diskrimination på grund af seksuel
orientering og kønsidentitet2
. Selvom rekommandationen ikke er juridisk bindende, er Danmark ved
dens vedtagelse blevet forpligtet til at arbejde for, at LGBTI-personer bl.a. ikke forskelsbehandles og
udsættes for hadforbrydelser og hadfulde ytringer.
En undersøgelse fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder viser, at 31 procent af danske LGBT-
personer3
har følt sig diskrimineret eller chikaneret på grund af deres seksuelle orientering4
. Inden for
arbejdsmarkedet angiver otte procent af de adspurgte LGBT-personer i en dansk undersøgelse fra 2019,
at de har følt sig diskrimineret eller chikaneret på grund af deres seksuelle orientering på deres
nuværende arbejdsplads5
.
I forhold til hadforbrydelser viser offerundersøgelsen fra Det Kriminalpræventive Råd, at mellem 1.600
og 2.700 personer årligt udsættes for vold motiveret af homo- eller transfobi6
. 41 procent af ofrene
anmelder volden til politiet. Samtidig fremgår det af politiets årsrapport vedrørende hadforbrydelser for
2018, at der i 2018 var 74 sager om hadforbrydelser, som var motiveret af fordomme og had mod offeret
på grund af vedkommendes seksuelle orientering. Det omfatter både hadforbrydelser rettet mod
personer med en bestemt seksualitet (f.eks. homoseksuelle og biseksuelle), og personer med en bestemt
kønsidentitet eller et bestemt kønsudtryk (f.eks. transkønnede og transvestitter).
Selvom Danmark i internationale evalueringer på en række områder rangeres højt ift. lige muligheder
og rettigheder for LGBTI-personer, peges der i flere evalueringer også specifikt på steder i
forskelsbehandlingslovgivningen, hvor der er plads til forbedringer7
.
1 Kjølbro, Jon Fridrik: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 2017, 4. udgave, Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, s. 1147.
2 Recommendation CM/Rec(2010)5 of the Committee of Ministers to member States on measures to combat discrimination on
grounds of sexual orientation or gender identity.
3 De to undersøgelser, der refereres til i afsnittet, omfatter ikke interkønnede, hvorfor der anvendes LGBT-personer.
4 FRA – Fundamental Rights Agency (2020) A long way to go for LGBTI equality.
5 Als Research (2019) LGBT-personers trivsel på arbejdsmarkedet.
6 Pedersen, Kyvsgaard & Balvig (2020) Udsathed for vold og andre former for kriminalitet – Offerundersøgelserne 2005-2018.
7 Bl.a. ILGA Europes Rainbow Map (2019) og OECD ”The Road to LGBTI Inclusion: LGBTI-inclusive laws and policies in OECD
countries” (2020).
10
Blandt andet peges der på, at de diskriminationsgrunde, der relaterer sig til LGBTI-personer (seksuel
orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika), ikke i alle tilfælde eksplicit fremgår af
forskelsbehandlingslovgivning. På samme måde påpeges det, at kønsidentitet, kønsudtryk og
kønskarakteristika ikke fremgår eksplicit af straffelovens bestemmelser vedrørende hadforbrydelser og
hadfulde ytringer.
I forlængelse heraf er det senest i en evaluering fra marts 2020 om implementeringen af Europarådets
rekommandation om indsatser til bekæmpelse af diskrimination på grund af seksuel orientering og
kønsidentitet8
, bl.a. blevet anbefalet, at landene arbejder for, at deres lovgivning specifikt beskytter mod
forskelsbehandling på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet og eksplicit beskytter mod
hadforbrydelser og hadfulde ytringer på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet.
Også nationalt har flere aktører på området, herunder LGBTI- og menneskerettighedsorganisationer, i
længere tid advokeret for, at der er behov for at se på, om der skal ske en styrkelse af
forskelsbehandlingslovgivningen i forhold til LGBTI-personer, så der skabes en klar, samlet og ensartet
beskyttelse mod forskelsbehandling, hadforbrydelser og hadfulde ytringer.
2.2. Begrebsafklaring
Diskrimination kan almindeligvis forstås som en forskelsbehandling, der medfører, at en person får en
ringere behandling end andre, og som ikke er baseret på et sagligt grundlag.
Hadforbrydelser omfattet af straffelovens § 81, nr. 6, er tilfælde, hvor forbrydelsens motiv helt eller
delvis kan tilskrives offerets etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende. Hadfulde
ytringer omfattet af straffelovens § 266 b, omfatter situationer, hvor der offentligt eller med forsæt til
udbredelse i en videre kreds, fremsættes udtalelser, der truer, forhåner eller nedværdiger en
persongruppe på grund af race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle
orientering.
Der findes en række diskriminationsgrunde, der hver for sig eller samlet kan danne grundlag for
diskrimination.
Fælles for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede9
eller interkønnede (LGBTI) er, at de enten bryder
med normen om heteroseksualitet, eller at det kønsmæssige udtryk eller den fysiske fremtoning
udfordrer den gængse opfattelse af køn i samfundet.
For LGBTI-personer kan der være tale om forskellige grunde til diskrimination, ligesom diskrimination
på ét område ikke udelukker diskrimination på et andet. For eksempel kan en kvinde opleve at blive
diskrimineret både på grund af hendes køn og på grund af hendes seksuelle orientering.
Nedenfor beskrives de diskriminationsgrunde, der kan være relevant at tage højde for i forhold til
diskrimination af LGBTI-personer, herunder også ift. hadfulde ytringer og hadforbrydelser.
8 Steering Committee for Human Rights (2019) Report on the implementation of Recommendation CM/Rec(2010)5 of the
Committee of Ministers to member States on measures to combat discrimination on grounds of sexual orientation or gender
identity.
9 Der anvendes igennem kapitlet den sprogbrug, der er anvendt i bl.a. love o.lign. og retspraksis. Det betyder f.eks., at ordet
transseksuelle forekommer i kapitlet. Arbejdsgruppen er dog bekendt med, at det ikke er relevant at bruge begrebet transseksuel
om transkønnede, da seksualitet eller seksuel orientering ikke har noget med ens kønsidentitet at gøre, hvorfor transkønnede og
transkønnethed anvendes alle steder, hvor der ikke refereres til andre retskilder og lign.
11
For lesbiske, bøsser og biseksuelle er det deres seksuelle orientering, der kan give anledning til
diskrimination. Seksuel orientering angår en persons vedvarende seksuelle tiltrækningsmønster baseret
på, hvem man forelsker sig i og bliver seksuelt tiltrukket af10
.
For transkønnede er det deres kønsidentitet, der kan give anledning til forskelsbehandling.
Kønsidentitet er en persons indre og individuelle oplevelse af sit køn, hvilket for transkønnede i større
eller mindre grad ikke stemmer overens med det køn, de blev tildelt ved fødslen. Særligt for
transkønnede, men også bredt for LGBTI-gruppen gælder, at den enkelte kan opleve diskrimination på
grund af sit kønsudtryk, dvs. måden man udtrykker sit køn på, fx ved valg af tøj, frisure, makeup, adfærd,
bevægelser og tale11
.
For interkønnede, dvs. personer født med en kønsanatomi, reproduktive organer og/eller kromosomelle
mønstre, der ikke stemmer overens med den typiske definition af hankøn eller hunkøn, er det deres
kønskarakteristika, der kan give anledning til diskrimination. Kønskarakteristisk er således de
legemlige egenskaber, der kendetegner og differentierer kønnet fx antallet af X- eller Y-kromosomer,
typen af indre og ydre kønsorganer, endokrine forhold, skægvækst og brystudvikling.
Det betyder, at kønskarakteristika er forskellig fra kønsidentitet, som er den enkelte persons indre og
individuelle oplevelse af sit køn. Kønskarakteristika er ligeledes forskellig fra kønsudtrykket, som er den
måde, den enkelte vælger at udtrykke sit køn på. Endelig er både kønskarakteristika og kønsidentitet
forskellig fra den enkelte persons seksuelle orientering, dvs. det eller de køn og kønsudtryk, som den
pågældende tiltrækkes af seksuelt12
. I det følgende forholder rapporten sig således til seksuel
orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika som mulige diskriminationsgrunde.
2.3. Gældende ret
I dette afsnit gennemgås gældende dansk ret på forskelsbehandlingsområdet med fokus på seksuel
orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.
Der er på forskelsbehandlingsområdet overordnet en række love, der beskytter mod forskelsbehandling
på grund af køn, og hvor udgangspunktet for lovgivningen er kvinder og mænd. Dertil kommer en række
love, der yder en minoritetsbeskyttelse eksempelvis på baggrund af race, hudfarve, religion, politisk
anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. De
forskellige diskriminationsgrunde er i varierende omfang omfattet af forbud mod forskelsbehandling
henholdsvis inden og uden for arbejdsmarkedet.
Endelig er der bestemmelser i straffeloven om hadforbrydelser, hvor gerningen har baggrund i andres
etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende samt om hadfulde ytringer, hvor en truende,
forhånende eller nedværdigende offentlig udtalelse er motiveret af en persons race, hudfarve, nationale
eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.
De enkelte love gennemgås i forhold til diskriminationsgrunde og dækningsområde, og hvor relevant
inddrages også retspraksis i forhold til fortolkningen af lovene.
10 LGBT Danmark (2015) LGBT Ordbog – om seksuel orientering og kønsidentitet.
11 LGBT Danmark (2015) LGBT Ordbog – om seksuel orientering og kønsidentitet.
12 Søren Brostrøm i Ugeskrift for Læger (2019) Variationer af kønskarakteristika.
12
2.3.1. Lovgivning inden for arbejdsmarkedet
2.3.1.1. Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. med senere
ændringer (ligebehandlingsloven)13
Ligebehandlingsloven implementerer det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv 2006/54/EF14
.
Udgangspunktet for ligebehandlingsloven er mænd og kvinder, det vil sige, at diskriminationsgrunden
er den enkeltes køn.
Ligebehandlingslovens § 1, stk. 1, fastslår, at ved ligebehandling af mænd og kvinder i
ligebehandlingsloven forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn med hensyn til
beskæftigelse m.v. Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling,
navnlig under henvisning til graviditet eller til ægteskabelig eller familiemæssig stilling. Bestemmelsen
finder således alene anvendelse inden for arbejdsmarkedet.
Efter § 1, stk. 2, fastslås det, at: ”der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af
køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende
situation. Direkte forskelsbehandling på grund af køn foreligger herunder ved enhver form for negativ
forskelsbehandling i forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen”.
Efter § 1, stk. 3, foreligger der indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en
praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet
køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt
formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Ligebehandlingslovens kapitel 2 (§§ 2-5) fastlægger arbejdsgivers pligt til at sikre ligebehandling af
mænd og kvinder i forhold til ansættelse, forflyttelse, forfremmelse, erhvervsvejledning og
erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse, omskoling og arbejdsvilkår, samt pligter for
enhver, der fastsætter bestemmelser eller træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv
og medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation m.v.
Ligebehandlingsloven regulerer således forholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager, hvor
arbejdsgiver er pligtsubjekt. Det vil sige, at forbuddet mod forskelsbehandling er rettet mod
arbejdsgiverens handlinger, og ikke regulerer forhold mellem to kollegaer. Det bemærkes i den
forbindelse, at ligebehandlingslovens § 3 sikrer mænd og kvinders lige adgang til at søge og få
erhvervsuddannelse. Bestemmelsen omfatter for det første den erhvervsuddannelse m.v., som
arbejdsgiveren har bestemmelsesretten over – dvs. såvel den uddannelse, som foregår i virksomhedens
regi, som den uddannelse, som arbejdsgivere i øvrigt tilbyder deres ansatte (eksterne
erhvervsuddannelser). For det andet omfatter den alle andre erhvervsmæssige uddannelser mv.
(eksterne erhvervsuddannelser), som foregår uden for virksomhedens regi. Enhver uddannelse, der
tager sigte på lønnet beskæftigelse vil være omfattet af bestemmelsen.
Sexchikane anses i ligebehandlingsloven for forskelsbehandling pga. køn, jf. lovens § 1, stk. 4. Efter
lovens forarbejder og retspraksis anses en arbejdsgiver for at være forpligtet til i rimeligt omfang at sikre
sine ansatte mod seksuel chikane, idet arbejdsgiver har en pligt til at stille et chikanefrit miljø til
rådighed, og arbejdsgiveren er forpligtet til i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane. Det
13 Lovbekendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011.
14 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og
ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning).
13
gælder ikke blot krænkelser begået af arbejdsgiveren selv, men efter omstændighederne også krænkelser
begået af andre ansatte. Ligebehandlingsloven anses i praksis for overtrådt, når en ansat udsættes for
sexchikane, som defineret i lovens § 1, stk. 6.
Retspraksis
EU-Domstolen har i to konkrete sager fra 1996 og 200415
, som omhandlede henholdsvis afskedigelse og
pension, fastslået, at personer, der har gennemgået eller som påtænker at gennemgå en
kønsskifteoperation, er beskyttet mod diskrimination på grund af køn. I de pågældende sager, er der
ikke taget stilling til en person, der ikke har gennemgået eller påtænker at gennemgå en
kønsskifteoperation.
I tillæg til EU-Domstolens afgørelser er arbejdsgruppen bekendt med en dansk byretsdom om
forskelsbehandling af en transkønnet person, som ikke havde gennemgået et fysisk kønsskifte. I sagen16
afskedigede en arbejdsgiver en kvinde, fordi hun var transkønnet. Retten slog fast, at arbejdsgiverens
forskelsbehandling var af en så diskriminerende og krænkende karakter, at den transkønnede person
blev tilkendt en godtgørelse på 30.000 kr. (normalniveauet er som udgangspunkt 25.000 kr.).
Sagens kerne var spørgsmålet om, hvorvidt den transkønnede person var beskyttet af lovgivningen, når
hun ikke havde fået foretaget en kønsskifteoperation. Hertil slog retten fast, at både kønsidentitet og
kønsudtryk er beskyttet af direktivet om diskrimination på baggrund af køn. Det vil sige, at det blev lagt
til grund, at en person ikke behøver at få foretaget en egentlig kønsskifteoperation for at være beskyttet
af direktivet.
I forhold til diskriminationsbeskyttelsen fremgår det endvidere af dommens præmisser, at
”forskelsbehandlingen af sagsøgeren [er] omfattet af såvel ligebehandlings- som
forskelsbehandlingsloven,” at afbrydelsen af arbejdsforholdet er ”sket alene på grund af sagsøgerens
påklædning og udseende,” samt at den forskelsbehandling, som den transkønnede person blev udsat
for, berettiger ”til samme godtgørelse uanset, om sagsøgeren på daværende tidspunkt måtte betegnes
som transseksuel17
eller transvestit”. Det bemærkes, at forskelsbehandlingsloven blot nævner seksuel
orientering som beskyttelsesgrund, og ikke kønsudtryk eller kønsidentitet, jf. afsnit 2.3.1.3.
Retten slog således de facto fast, at både kønsidentitet og kønsudtryk er beskyttet under den danske
lovgivning, selvom denne ikke direkte omtaler transkønnede personer eller indeholder begreberne
kønsidentitet og kønsudtryk.
Rettens fortolkning af den eksisterende lovgivning vurderes dermed at være, at usaglig
forskelsbehandling på grund af kønsidentitet og kønsudtryk er forskelsbehandling i lovens forstand.
Arbejdsgruppen er ikke bekendt med øvrig retspraksis, som omhandler transkønnede inden for
arbejdsmarkedet.
På baggrund af retspraksis er det således arbejdsgruppens vurdering, at kønsidentitet og kønsudtryk
kan fortolkes ind i en bred forståelse af køn, og dermed er omfattet af beskyttelsen i
15 Sag C-13/94, P mod S og Cornwall County Council og sag C-117/01, K.B. mod National Health Service Pensions Agency og
Secretary of State for Health.
16 Århus Byrets dom af 9. juni 2015 (BS 72-45/2014)
17 Det bemærkes, at der er tale om et citat, hvor ordet transseksuel anvendes. Arbejdsgruppen er opmærksom på, at transseksuel
ikke længere er en korrekt betegnelse, da kønsidentitet og kønsudtryk ikke nødvendigvis hænger sammen med seksuel
orientering.
14
ligebehandlingsloven. Arbejdsgruppen er ikke bekendt med retspraksis, der forholder sig eksplicit til
kønskarakteristika, men det må formodes at også kønskarakteristika vil være omfattet af domstolens
forståelse af køn.
2.3.1.2. Lov om ligeløn til mænd og kvinder (ligelønsloven)18
Ligelønsloven indeholder bestemmelser, der gennemfører det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv
2006/54/EF19
.
Efter ligelønslovens § 1, stk. 1, må der ikke på grund af køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted.
Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling. Loven finder således
alene anvendelse inden for arbejdsmarkedet.
Efter § 1, stk. 2, skal: ”Enhver arbejdsgiver yde kvinder og mænd lige løn, for så vidt angår alle
lønelementer og lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Især når
et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, bygges dette system på samme kriterier
for mandlige og kvindelige lønmodtagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling
med hensyn til køn”.
Arbejdsgruppen er ikke bekendt med, at der har været rejst sager om forskelsbehandling efter
ligelønsloven i forhold til kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, og der foreligger således
umiddelbart ikke retspraksis på området.
Det vurderes umiddelbart, at ligelønslovens kønskriterium – ligesom ligebehandlingslovens – i praksis
må forventes at omfatte beskyttelse mod lønmæssig forskelsbehandling på grund af kønsidentitet,
kønsudtryk og kønskarakteristika.
2.3.1.3. Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.
(forskelsbehandlingsloven)20
Forskelsbehandlingsloven implementerer Rådets direktiver 2000/43/EF og 2000/78/EF.21
Forskelsbehandlingslovens diskriminationsgrunde er race, hudfarve, religion eller tro, politisk
anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse, jf. § 1, stk. 1,
men loven inkluderer ikke eksplicit forskelsbehandling pga. køn, ligesom kønsidentitet, kønsudtryk eller
kønskarakteristika ikke eksplicit er nævnt som beskyttelsesgrund, jf. dog retspraksis nedenfor.
Forbuddet mod forskelsbehandling på baggrund af de opregnede diskriminationsgrunde i
forskelsbehandlingsloven gælder både direkte og indirekte forskelsbehandling og følger samme
definition som anført ovenfor under afsnit 2.3.1.1.
18 Lovbekendtgørelse nr. 156 af 22. februar 2019.
19 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for
og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning).
20 Lovbekendtgørelse nr. 1001 af 24. august 2017.
21 Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller
etnisk oprindelse og Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling
med hensyn til beskæftigelse og erhverv.
15
Efter forskelsbehandlingslovens 1, stk. 2, er direkte forskelsbehandling som udgangspunkt ulovlig og
kan – modsat indirekte forskelsbehandling – ikke sagliggøres. Der er dog nogle generelle undtagelser,
som bl.a. vedrører beskyttelse af børn og unge, positiv særbehandling i forhold til seniorer og
handicappede m.fl.
Forbuddet mod indirekte forskelsbehandling fremgår af § 1, stk. 3, og kan fraviges såfremt et kriterium,
praksis eller bestemmelse er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det saglige
formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af de opregnede diskriminationsgrunde gælder også
chikane, jf. lovens § 1, stk. 4, hvor det fremgår, at det er forskelsbehandling, hvis en person chikaneres
på grund af ét eller flere af de kriterier, der er omfattet af forskelsbehandlingsloven. Heri ligger, at den
krænkede person ikke ville være blevet udsat for chikane, hvis personen f.eks. havde haft en anden
hudfarve osv. Både tilsigtet og utilsigtet chikane er omfattet af forbuddet og betragtes som
forskelsbehandling. Utilsigtet chikane er en adfærd, som ikke finder sted med det formål at krænke en
person, men som alligevel krænker personen.
I forhold til beskyttelsen af seksuel orientering bemærkes det, at det fremgår af lovens forarbejder, at
forbuddet mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering blev medtaget, fordi lovgivningen på
en række andre væsentlige områder yder beskyttelse mod det offentliges og privates forskelsbehandling
på grund af seksuel orientering, jf. straffelovens § 266 b, forvaltningslovens § 28, stk. 1, § 3, stk. 2, i lov
om private registre samt § 1 i racediskriminationsloven. Begrebet ”seksuel orientering” følger således
samme definition, som beskrevet under afsnit 2.3.2.2 om straffelovens § 266 b, stk. 1.
Forskelsbehandlingsloven forbyder forskelsbehandling på arbejdsmarkedet i forbindelse med
ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår på grund
af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national,
social eller etnisk oprindelse.
Forskelsbehandlingsloven regulerer således forholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager, hvor
arbejdsgiver er pligtsubjekt. Det vil sige, at forbuddet mod forskelsbehandling er rettet mod
arbejdsgiverens handlinger, og ikke regulerer forhold mellem to kolleger.
Retspraksis
Arbejdsgruppen er alene bekendt med en afgørelse22
, som er beskrevet under afsnit 2.3.1.1, hvor det i
forhold til diskriminationsgrunde fremgår af dommens præmisser, at ”forskelsbehandlingen af
sagsøgeren [er] omfattet af såvel ligebehandlings- som forskelsbehandlingsloven”. Retten fortolker
således i denne sag kønsidentitet og kønsudtryk ind i diskriminationsgrunden seksuel orientering.
På baggrund af retspraksis er det således arbejdsgruppens vurdering, at kønsidentitet og kønsudtryk
kan fortolkes ind i forståelsen af seksuel orientering, og dermed er omfattet af beskyttelsen i
forskelsbehandlingsloven. Arbejdsgruppen er ikke bekendt med retspraksis, der forholder sig eksplicit
til kønskarakteristika. En persons kønsidentitet eller kønsudtryk, og en persons seksuelle orientering er
dog reelt to forskellige forhold, der bør skelnes fra hinanden, hvorfor det er tvivlsomt, om
kønskarakteristika også vil være omfattet af forståelse af seksuel orientering.
22 Århus Byrets dom af 9. juni 2015 (BS 72-45/2014)
16
2.3.2. Lovgivning uden for arbejdsmarkedet
2.3.2.1. Lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven)23
Ligestillingsloven implementerer Rådets direktiv 2004/113/EF24
om forbud mod forskelsbehandling på
grund af køn i forhold til levering af varer og tjenesteydelser. Både i loven samt i direktivet og dets
forarbejder henvises til, at forskelsbehandling på grund af køn betyder forskelsbehandling af mænd og
kvinder.
Ligestillingsloven har karakter af en generel lov på ligestillingsområdet. Hvor bl.a. ligebehandlingsloven
og ligelønsloven m.fl. har karakter af lex specialis inden for deres område med den virkning, at disse
love går forud for ligestillingsloven, såfremt der er uklarhed indbyrdes mellem reglerne.
Efter ligestillingslovens § 1, er formålet med loven at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd,
herunder lige integration, lige indflydelse og lige muligheder i alle samfundets funktioner med
udgangspunkt i kvinders og mænds lige værd. Lovens formål er desuden at modvirke direkte og
indirekte forskelsbehandling på grund af køn samt at modvirke chikane og sexchikane.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for 1) enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden
for offentlig forvaltning og almen virksomhed og 2) myndigheder, organisationer og alle personer, der
leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden inden for både den offentlige og
den private sektor, herunder offentlige organer, og som tilbydes uden for privat- og familielivet, samt
transaktioner i den forbindelse, jf. § 1 a.
Anvendelsesområdet i ligestillingsloven skal forstås bredt, og dækker udover egentlige
forretningsdrivende også ydelser, der udbydes af håndværkere, tandlæger, advokater og
ejendomsmæglere. Adgangen til bl.a. restauranter, diskoteker og udstillinger er også inden for
anvendelsesområdet25
. Hvis kvinder f.eks. skal betale mindre i entré til et diskotek end mænd skal, så
vil det være i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i ligestillingsloven i lovens § 2.
Ligestillingslovens anvendelsesområde er således bredere end de ovenfor gennemgåede love, idet loven
også regulerer forskelsbehandling uden for arbejdsgiver og arbejdstager-forhold.
Det er dermed varer og tjenesteydelser, der leveres eller udføres som led i erhvervsmæssig drift, som er
omfattet af loven. Der skal således være tale om økonomiske aktiviteter af et vist omfang og intensitet,
og varer og tjenesteydelser, der normalt ikke leveres mod betaling, vil derfor som udgangspunkt ikke
være omfattet af loven.
Ifølge forarbejderne til loven er udtrykket ’almen virksomhed’ alene medtaget for at sikre, at forbuddet
også gælder for de almene boligorganisationers udlejningsvirksomhed.
Ligestillingsloven finder, i modsætning til direktivet, anvendelse på medieindhold, reklame og adgang
til uddannelse, i det omfang uddannelse ikke er omfattet af ligebehandlingsloven26
.
23 Lovbekendtgørelse nr. 1678 af 19. december 2013 med senere ændring.
24 Ligestillingsloven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om
gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og
tjenesteydelser.
25 Jf. bemærkninger til forslag om lov om ligestilling af kvinder og mænd, fremsat den 9. februar 2000
26 Jf. Ligestillingslovens § 1 a. Se også de kommenterede ligestillingslove, 7. udgave, bd. 1, s. 254.
17
Loven indeholder i § 2 et forbud mod forskelsbehandling på grund af køn, hvor ingen må udsætte en
anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. En instruktion om at
forskelsbehandle en person på grund af køn betragtes som forskelsbehandling.
Efter § 2, stk. 2, foreligger der direkte forskelsbehandling, når en person på grund af sit køn behandles
ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Efter § 2, stk. 3, foreligger der indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en
praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til
personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er
objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og
nødvendige.
Loven indeholder desuden i § 2 a et forbud mod chikane og seksuel chikane, der opfattes som
forskelsbehandling på grund af køn.
Endelig regulerer ligestillingsloven efter §§ 4-7 det offentliges forpligtelser til at arbejde med ligestilling
i al planlægning og forvaltning, og at afrapportere om dette i ligestillingsredegørelserne, en forpligtelse
for ligestillingsministeren til at udarbejde en årlig redegørelse om ligestilling til Folketinget, samt efter
§§ 8-13 regler om kønssammensætningen i råd, nævn og udvalg og i statslige virksomheders og
institutioners bestyrelser.
Retspraksis
Der findes ingen afgørelser fra EU-Domstolen om forskelsbehandling på grund af kønsidentitet,
kønsudtryk eller kønskarakteristika uden for arbejdsmarkedet, men da forbudsbestemmelserne og
definitionerne af forskelsbehandling på grund af køn er den samme i ligebehandlingsloven og
ligestillingsloven, må det antages, at EU-Domstolens afgørelse om forståelsen af køn i
ligebehandlingsloven formentlig også vil gælde på området uden for arbejdsmarkedet.
Ligebehandlingsnævnet har behandlet flere klager, der har drejet sig om forskelsbehandling på
baggrund af kønsidentitet, både sager hvor klager havde fået foretaget fysisk kønsskifte, og sager hvor
klager alene havde foretaget juridisk kønsskifte.
I en sag drejede klagen sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn som følge af en
familievejleders udtalelser under støttet samvær med klagers børn. Klager havde fået bevilget juridisk
kønsskifte og havde i den forbindelse fået tildelt et kvindeligt personnummer, havde skiftet navn til et
kvindenavn og gik klædt som kvinde. Trods dette havde familievejlederen ved enkelte lejligheder under
det støttede samvær omtalt klager som ”ham” og tiltalt klager ved sit tidligere mandenavn. Nævnet
fandt, at udtalelserne var udtryk for chikane på grund af køn, jf. ligestillingslovens § 2 a. Selvom
familievejlederen ikke havde til hensigt at udøve chikane, havde klager oplevet udtalelserne som
nedværdigende. Klager fik medhold27
.
På baggrund af EU-Domstolens forståelse af køn i ligebehandlingsloven og ligebehandlingsnævnets
praksis, er det arbejdsgruppens vurdering, at kønsidentitet og kønsudtryk er omfattet af begrebet køn i
ligestillingsloven. Det antages, at også kønskarakteristika vil være omfattet af begrebet køn, men der
foreligger ikke retspraksis herom.
27 J. nr. 2017-6811-21985
18
2.3.2.2. Straffelovens28
§ 81, nr. 6, og § 266 b, stk. 1
Straffelovens § 81, nr. 6, fastslår, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en
skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle
orientering eller lignende. Der sigtes således til tilfælde, hvor forbrydelsens motiv helt eller delvis kan
tilskrives disse forhold.
Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at anvendelsesområdet skal fortolkes i overensstemmelse
med anvendelsesområdet for straffelovens § 266 b, stk. 1, om hadfulde ytringer. Bestemmelsen er
imidlertid ikke begrænset til bestemte forbrydelsestyper eller tilfælde, hvor gerningspersonens motiv
har været at true, forhåne eller nedværdige, og bestemmelsen finder således anvendelse i forbindelse
med straffastsættelsen i almindelighed.
Efter straffelovens § 266 b, stk. 1, straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre
kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes
eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle
orientering. Straffen er bøde eller fængsel indtil 2 år. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en
særlig skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed, jf. straffelovens
§ 266 b, stk. 2.
Det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 266 b, stk. 1, at der med begrebet ”seksuel orientering”
forstås en persons lovlige seksuelle adfærd og indstilling. Det fremgår endvidere, at den anvendte
formulering er generel, og at også andre former for seksuel orientering end homoseksualitet er omfattet
af bestemmelsens beskyttelsesområde. Som eksempel på en sådan anden form for seksuel orientering
er i forarbejderne nævnt ”transvestitisme”.29
Retspraksis
I retspraksis foreligger der flere domme, som omhandler hadforbrydelser (straffelovens § 81, nr. 6) eller
hadfulde ytringer (straffelovens § 266 b, stk. 1), der har baggrund i en persons seksuelle orientering.
Disse domme omhandler som udgangspunkt tilfælde, hvor en homoseksuel person har været udsat for
hadforbrydelser eller hadfulde ytringer på grund af sin seksuelle orientering.
Arbejdsgruppen er imidlertid alene bekendt med én dom, som omhandler fortolkningen af begrebet
”seksuel orientering” i forhold til hadforbrydelser og hadfulde ytringer, som har baggrund i en persons
kønsidentitet og/eller kønsudtryk.
Retten i København afsagde den 24. oktober 2010 dom, hvorefter en mand blev idømt ubetinget fængsel
i 1 år og 3 måneder for at have udøvet grov vold mod en anden mand, fordi vedkommende var sminket
og klædt som en kvinde.30
Det fremgår af dommens præmisser, at retten i forbindelse med
strafudmålingen i strafskærpende retning lagde vægt på, at volden havde baggrund i forurettedes
seksuelle orientering. På den baggrund blev manden dømt for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 245,
stk. 1, om grov vold, jf. § 81, nr. 6, om hadforbrydelser.
28 Lovbekendtgørelse nr. 976 af 17. september 2019.
29 Det bemærkes, at den anvendte formulering anvendes i bestemmelsens forarbejder samt den juridiske litteratur.
30 Dommen er tilgængelig i anklagemyndighedens vidensbase, hvor den har følgende nummer: AM2013.10.24B2. I den
pågældende sag blev tiltalte idømt en fællesstraf på ubetinget fængsel i 1 år og 3 måneder, da tiltalte havde en reststraf fra en
tidligere dom på 42 dage.
19
På baggrund af forarbejderne er det arbejdsgruppens vurdering, at straffelovens § 266 b, stk. 1, må
fortolkes således, at den også omfatter trusler, forhånelse eller nedværdigelse på grund af kønsidentitet
eller kønsudtryk, selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af bestemmelsens ordlyd eller bemærkninger.
Heraf følger, at straffelovens § 81, nr. 6, også skal fortolkes således, at bestemmelsen omfatter
kønsidentitet og kønsudtryk, hvilket i øvrigt stemmer overens med (den sparsomme) retspraksis på
området.
Det kan ikke af forarbejderne til straffelovens § 266 b eller af retspraksis udledes, om kønskarakteristika
er omfattet af begrebet ”seksuel orientering”. Det er derfor uafklaret, om kønskarakteristika også er
omfattet af bestemmelsernes anvendelsesområde.
2.3.2.3. Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.
(racediskriminationsloven)31
Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. (herefter racediskriminationsloven) trådte
i kraft i 1971 med det formål at muliggøre dansk ratifikation af FN’s konvention om afskaffelse af alle
former for racediskrimination.
I medfør af lovens § 1, stk. 1, er det strafbart inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed på
baggrund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering
at nægte at betjene den pågældende på samme vilkår som andre.
Racediskriminationsloven omfatter således tilfælde, hvor en person på grund af race, hudfarve, national
eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering udelukkes fra noget, som ellers udbydes til eller i
øvrigt står til rådighed for enhver (eventuelt mod betaling eller under andre saglige vilkår), eller stilles
over for strengere vilkår med hensyn til betaling m.v. end de almindeligt gældende vilkår.
Bestemmelsen finder anvendelse på servicevirksomhed i bred forstand, og det fremgår af lovens
forarbejder, at bestemmelsen omfatter enhver betjening eller ydelse, der i erhvervsmæssigt eller
almennyttigt øjemed stilles til rådighed for offentligheden. Omfattet af bestemmelsen er således f.eks.
ydelser fra salgs-, reparations- og serviceindretninger af enhver art, adgang til læge- og
tandlægebehandling, adgang til befordring af enhver art med befordringsmidler, der udbydes til
offentligheden, samt adgang til betjening i restauranter, hoteller, pensionater m.v. Endvidere omfatter
bestemmelsen erhvervsmæssigt salg og udlejning af fast ejendom eller lejlighed samt udlejning inden
for almennyttige boligselskaber.
Efter racediskriminationslovens § 1, stk. 2, er det endvidere strafbart at nægte at give en person adgang
på samme vilkår som andre til sted, forestilling, udstilling, sammenkomst eller lignende, der er åben for
almenheden. Bestemmelsen omfatter bl.a. adgang til forlystelsessteder (biografer, diskoteker,
restauranter, barer, koncerter m.v.), parker, strande, sportsarrangementer, udstillinger m.v., hvortil
offentligheden har adgang.
Strafferammen efter loven er bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Anvendelsesområdet for racediskriminationsloven skal fortolkes i overensstemmelse med straffelovens
§ 266 b, stk. 1, for så vidt angår diskriminationsgrundene. På den baggrund lægges det til grund, at
begrebet ”seksuel orientering” skal fortolkes således, at det også omfatter diskrimination på grund af
kønsidentitet eller kønsudtryk, selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af bestemmelsens ordlyd. Dog er
31 Jf. Lovbekendtgørelse nr. 626 af 29. september 1987 med senere ændring
20
det uafklaret, om kønskarakteristika også er omfattet af lovens begreb ”seksuel orientering”, jf. afsnit
2.3.2.2.
Efter racediskriminationslovens § 4 behandles sager om overtrædelse af loven som straffesager.
Ligebehandlingsnævnet har derfor ikke kompetence til at behandle klager om overtrædelse af
racediskriminationsloven.32
Loven er således en strafferetlig særlov og straf for overtrædelse heraf
forudsætter i henhold til lovens § 2, at der foreligger forsæt.
Der kan både rejses tiltale mod den person, der har udøvet forskelsbehandlingen, samt den ejer, leder
eller lignende, herunder et selskab, som måtte have pålagt en medarbejder at udøve
forskelsbehandlingen.
Det bemærkes i øvrigt, at der er fastsat retningslinjer for politiet og anklagemyndighedens håndtering
af sager om hadforbrydelser, herunder overtrædelser af racediskriminationsloven.33
Det fremgår bl.a. af
retningslinjerne, at politidirektøren skal forelægge alle sager om overtrædelse af
racediskriminationsloven for statsadvokaten. Hvis statsadvokaten fx træffer afgørelse om
påtaleopgivelse eller indstilling af efterforskningen, skal statsadvokaten underrette forurettede og
andre, der må antages at have rimelig interesse heri. Det skal fremgå af underretningen, at
statsadvokatens afgørelse kan påklages til Rigsadvokaten.
Det fremgår ikke udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd eller forarbejder, hvorvidt indirekte
forskelsbehandling eller chikane er omfattet af lovens anvendelsesområde, og der ses ikke at foreligge
retspraksis herom. Det formodes imidlertid, at loven finder anvendelse ved indirekte forskelsbehandling
og chikane.
For så vidt angår forurettedes mulighed for godtgørelse indeholder racediskriminationsloven ikke
bestemmelser herom. Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 26, at den, der er ansvarlig for en
retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse
for tort. Det følger af retspraksis, at det ved overtrædelse af racediskriminationsloven er muligt at
tilkende en forurettet godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, men det forudsættes i
praksis, at krænkelsen skal have haft en vis grovhed.34
Retspraksis
Der ses ikke at foreligge retspraksis, som omhandler overtrædelse af racediskriminationsloven ved
forskelsbehandling på grund af en persons kønsidentitet, kønsudtryk og/eller kønskarakteristika. Der
ses desuden ikke at foreligge retspraksis om overtrædelse af loven ved indirekte forskelsbehandling eller
chikanøs adfærd, jf. lige ovenfor.
Arbejdsgruppen er imidlertid bekendt med en sag fra 2007, som blev afsluttet med vedtagelse af et
bødeforelæg, og som således ikke blev behandlet ved domstolene. Sagen drejede sig om, hvorvidt en
direktør, der samtidig var bestyrelsesmedlem i et aktieselskab, som drev en audio- og videoforretning,
32 Det bemærkes, at ligebehandlingsnævnet efter § 2, stk. 4, i lov om ligebehandlingsnævnet har kompetence til at behandle
klager over forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling.
33 Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om hadforbrydelser, pkt. 1.2. om sager om lov om forbud mod forskelsbehandling på grund
af race mv.
34 U.1999.920Ø: Overtrædelse af racediskriminationsloven ved at have nægtet en person adgang til en restaurant på grund af
personens hudfarve og etniske oprindelse: Krænkelsen blev hverken anset for at være af en sådan grovhed eller indebære en
sådan ydmygelse, at der var grundlag for tilkendelse af godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26. Samme resultat i
U.2004.641V.
21
havde overtrådt racediskriminationslovens § 1, stk. 1. Direktøren havde nægtet at betjene en mandlig
transvestit, der indfandt sig i butikken iklædt kjole, på samme vilkår som andre kunder, idet han oplyste,
at prisen på en pladespiller var 10.000 kr. og bl.a. udtalte: ”Det er altså prisen, og så er du i øvrigt ikke
velkommen i butikken, så længe du har det tøj på”, og ”hvis du går hjem og tager din mors tøj af, kan det
være vi finder en bedre pris”. Direktøren vedtog efterfølgende et bødeforelæg på 2.000 kr. i anledning
af overtrædelsen, og aktieselskabet vedtog en bøde på 1.000 kr.35
Det er arbejdsgruppens vurdering, at racediskriminationsloven – i overensstemmelse med straffelovens
§ 266 b – beskytter mod forskelsbehandling på baggrund af kønsidentitet eller kønsudtryk, selv om det
ikke eksplicit fremgår af lovens ordlyd. Denne fortolkning er ligeledes i overensstemmelse med udfaldet
af sagen refereret ovenfor.
Det fremgår hverken af lovens forarbejder eller retspraksis, om kønskarakteristika er omfattet af
begrebet ”seksuel orientering” i racediskriminationsloven, og det er derfor uafklaret, om
kønskarakteristika også er omfattet af lovens anvendelsesområde.
2.3.2.4. Lov om etnisk ligebehandling36
Lov om etnisk ligebehandling har race og etnicitet som beskyttelsesgrund, men er taget med i
lovgennemgangen med henblik på at kunne sammenligne lovens anvendelsesområde, klageadgang mv.
i forhold til beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet,
kønsudtryk og kønskarakteristika.
Lov om etnisk ligebehandling implementerer delvist Rådets direktiv 2000/43/EF37
. Direktivet er i store
træk gennemført i dansk ret med bestemmelser i tre danske love: Forskelsbehandlingsloven for så vidt
angår etnisk forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, lov om etablering af Dansk Center for
Internationale studier og Menneskerettigheder og lov om etniske ligebehandling for så vidt angår etnisk
forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet38
.
Loven supplerer beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, som
inden lovens vedtagelse allerede fandtes i dansk ret – særligt i racediskriminationsloven og
forskelsbehandlingsloven.
Lovens forberedelse
Den 8. juni 2001 nedsatte Indenrigsministeriet Udvalget om implementering i dansk ret af direktivet
om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse
(Ligebehandlingsudvalget).
Udvalget havde til opgave at udarbejde forslag til, hvordan det etniske ligebehandlingsdirektiv mest
hensigtsmæssigt kunne gennemføres i dansk ret.
Det fremgår af Ligebehandlingsudvalgets betænkning, at det på nogle punkter var tvivlsomt, om
gældende ret opfyldte direktivets krav. Det gælder bl.a. det i direktivet indeholdte forbud mod chikane,
35 Den pågældende sag er nævnt i Rigsadvokatens redegørelse om anvendelse af straffelovens § 81, nr. 6 og 7, samt sager om
overtrædelse af forbud mod forskelsbehandling af race mv. Redegørelsen er tilgængelig i anklagemyndighedens vidensbase.
36 Jf. Lovbekendtgørelse nr. 438 af 16. maj 2012 med senere ændringer.
37 Jf. Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller
etnisk oprindelse.
38 Jf. Ligestillingslovene Kommenteret, bd. 1, s. 196.
22
der udøves i relation til race eller etnisk oprindelse, ligesom direktivets forbud mod repressalier nok kun
delvist var opfyldt i dansk ret. Det var også usikkert, om direktivets bevisbyrderegler gjaldt i forbindelse
med sager om forskelsbehandling. På nogle punkter var der desuden behov for lovtekniske justeringer
– f.eks. i forbindelse med gennemførsel af direktivets art. 4, om adgang til at gøre undtagelser med
hensyn til regulære og afgørende erhvervsmæssige krav, ligesom der kunne være behov for at tilpasse
definitionen af indirekte forskelsbehandling i overensstemmelse med direktivets art. 2.39
Udvalget overvejede bl.a., om man skulle supplere allerede gældende lovgivning med særlige
bestemmelser, herunder særligt i forskelsbehandlingsloven og racediskriminationsloven. For så vidt
angik racediskriminationsloven fandt man det ikke hensigtsmæssigt at supplere bestemmelserne heri,
særligt med henvisning til at de supplerende bestemmelser kun skulle finde anvendelse for nogle af
lovens diskriminationsgrunde (race og etnisk oprindelse), og fordi racediskriminationsloven indeholder
et strafsanktioneret forbud mod forskelsbehandling.40
Ligebehandlingsudvalget fandt samtidig, at de dele af direktivet, der vedrørte forskelsbehandling på
arbejdsmarkedet, skulle gennemføres i forskelsbehandlingsloven under hensyn til behovet for en samlet
regulering af forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, uanset diskriminationsgrund.
Ligebehandlingsudvalget anførte bl.a. følgende om overvejelserne i forhold til racediskriminationsloven
og direktivets gennemførsel:
”Der er et vist sammenfald mellem lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race
m.v. og direktivets artikel 3, stk. 1, litra h). Direktivet forbyder forskelsbehandling med hensyn
til ”race eller etnisk oprindelse”. Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.
omfatter også disse kriterier. Direktivet finder anvendelse med hensyn til ”adgang til og
levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig”. Lov om forbud mod forskelsbehandling
på grund af race m.v. finder anvendelse med hensyn til ”betjening” inden for erhvervsmæssig
eller almennyttig virksomhed og ”adgang” til steder, der er åben for almenheden. Direktivet
omfatter ”den offentlige og private sektor”. Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund
af race m.v. omfatter ”erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed”.
Dette delvise sammenfald indebærer, at en forskelsbehandling på grund af race eller etnisk
oprindelse efter omstændighederne vil kunne være omfattet af – og i strid med – både den lov,
der gennemfører direktivet, og lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.
Som eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor en person nægtes betjening i en restaurant eller
nægtes adgang til et diskotek på grund af race eller etnisk oprindelse.” 41
Det betyder, at en person, der har været udsat for en sådan forskelsbehandling, kan anlægge en sag ved
Ligebehandlingsnævnet uafhængigt af, om anklagemyndigheden – f.eks. på grund af de foreliggende
beviser – vælger ikke at fremme en straffesag efter racediskriminationsloven. Omvendt danner det
delvise sammenfald også grundlag for, at der både er mulighed for, at anklagemyndigheden kan indlede
strafferetlig forfølgning mod den person, der påstås at have udøvet forskelsbehandlingen, og at den
påståede forurettede kan anlægge en klagesag ved Ligebehandlingsnævnet. De to sager kan dog ikke
behandles samtidig, jf. lov om Ligebehandlingsnævnets § 4, stk. 2.
39 Jf. Betænkning nr. 1422 af 18. september 2002, s. 143.
40 Jf. Betænkning nr. 1422 af 18. september 2002, s. 150.
41 Betænkning nr. 1422 af 18. september 2002, s. 152
23
De to sager vil imidlertid blive behandlet efter forskellige regler. Sagen om overtrædelse af
racediskriminationsloven vil blive behandlet i strafferetsplejens former, hvilket bl.a. betyder, at
anklagemyndigheden har bevisbyrden for den tiltaltes skyld. Sagen om forskelsbehandling efter lov om
etniske ligebehandling behandles i den civile retsplejes former og i overensstemmelse med de i lovens
fastsatte bestemmelser, hvilket bl.a. betyder, at princippet om delt bevisbyrde i lovens § 7 finder
anvendelse.
Lovens indhold
Lov om etniske ligebehandling har, jf. § 1, til formål at forhindre forskelsbehandling og at fremme
ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse.
Anvendelsesområdet for loven er al offentlig og privat virksomhed, for så vidt angår social beskyttelse,
herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af
varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelig for offentlighed. Ligeledes gælder
forbuddet mod forskelsbehandling medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis medlemmer
udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.
Social beskyttelse omfatter bl.a. ydelser ved arbejdsløshed eller arbejdsulykker, børnetilskud og pension
samt adgang til sygepleje og sundhedsbehandling. Også uddannelse er omfattet – som udgangspunkt al
uddannelse, men dog ikke i det omfang, at uddannelser er dækket af forskelsbehandlingsloven.
”Adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig” omfatter varer og tjenesteydelser,
der leveres eller udføres som led i erhvervsmæssig drift. Loven gælder således normalt kun for varer og
tjenesteydelser, som normalt leveres mod betaling.
I lovens § 3 fremgår, at: ”Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte
forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.”
Der foreligger efter loven direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk
oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende
situation, jf. § 3, stk. 2.
Der foreligger efter loven indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse,
betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre
personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et
sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. § 3, stk. 3.
I lov om etniske ligebehandling er der endvidere indsat et forbud mod chikane, som betragtes som
forskelsbehandling, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål
eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende,
ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende, jf. § 3, stk. 4. Ligeledes er en instruktion om at
forskelsbehandle en person på grund af race eller etnisk oprindelse at betragte som forskelsbehandling,
jf. § 3, stk. 5.
Det følger af lovens § 7, at hvis en person, der anser sig for krænket, jf. § 3, påviser faktiske
omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte
forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet
tilsidesat. Bestemmelsen fastsætter, at der i sager vedrørende forskelsbehandling efter loven gælder et
princip om delt bevisbyrde. Dette skal bl.a. ses i lyset af de tilsvarende bevisbyrderegler i
ligestillingslovgivningen i øvrigt.
24
Herudover er det fastsat i lovens § 9, at personer, der er krænket ved overtrædelse af bl.a. § 3, kan
tilkendes en godtgørelse for ikke-økonomisk skade.
Klager om overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse
behandles af Ligebehandlingsnævnet, jf. lovens § 10, stk. 2 samt lov om ligebehandlingsnævnets § 1, stk.
4.
2.3.3. Lov om Ligebehandlingsnævnet42
Det fremgår af lovbemærkningerne til lovforslaget fra 2007 om oprettelse af Ligebehandlingsnævnet43
,
at Ligebehandlingsnævnet kan behandle klager om overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling
på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap
eller national, social eller etnisk oprindelse i en række love. Derudover fremgår det, at nævnet får
kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling både uden for arbejdsmarkedet og inden for
arbejdsmarkedet på de områder, hvor der i dag gælder et forbud mod forskelsbehandling.
I forhold til baggrunden for etablering af Ligebehandlingsnævnet fremgår det blandt andet af
lovbemærkningerne til L41 som fremsat, at:
”Efter regeringens opfattelse er det uhensigtsmæssigt, at der er en sådan uensartet adgang
for den enkelte til at få behandlet en klage over forskelsbehandling. Derudover er det
regeringens opfattelse, at det er hensigtsmæssigt at sikre en mere effektiv retsbeskyttelse af de
grupper, der er beskyttet mod forskelsbehandling i lovgivningen, men hvor der ikke er
administrative klagemuligheder i dag. Med dette lovforslag foreslår regeringen derfor, at der
etableres et samlet administrativt klagenævn for alle de beskyttede kriterier”.
Ligebehandlingsnævnet kan træffe afgørelser og tilkende godtgørelser, i det omfang det følger af den
lovgivning, som omfattes af Ligebehandlingsnævnets kompetence. Dermed sikres der ensartede
klagemuligheder i sager om overtrædelse af den gældende lovgivnings forbud mod forskelsbehandling.
Konkret behandler Ligebehandlingsnævnet sager inden for følgende lovområder:
 Lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven)
 Lov om lige løn til mænd og kvinder (ligelønsloven)
 Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v.
(ligebehandlingsloven)
 Lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger
 Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselsloven)
 Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven)
 Lov om etnisk ligebehandling
 Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Ligebehandlingsnævnets kompetence følger således af den underliggende
forskelsbehandlingslovgivning. Dette betyder, at Ligebehandlingsnævnet i dag behandler klager om
køn, hudfarve og race, religion og tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller
national, social og etnisk oprindelse inden for arbejdsmarkedet. Mens nævnet kun behandler klager om
køn og etnisk oprindelse og handicap, og dermed ikke om seksuel orientering, uden for
arbejdsmarkedet.
42 Lovbekendtgørelse nr. 1230 af 2. oktober 2016 med senere ændringer.
43 L 41 Forslag til Lov om Ligebehandlingsnævnet fremsat den 12. december 2007.
25
En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen. Dog kan
Institut for Menneskerettigheder indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig
interesse for Ligebehandlingsnævnet.44
2.3.4. Institut for Menneskerettigheder
Institut for Menneskerettigheder (IMR) blev som led i Danmarks gennemførelse af EU-
diskriminationsdirektiver udpeget til at være et nationalt ligebehandlingsorgan i forhold til race og
etnisk oprindelse (siden 2003) og i forhold til køn (siden 2011). Instituttet har også siden 2011 spillet en
særlig rolle på handicapområdet, hvor IMR skal fremme og overvåge gennemførelsen af FN’s
handikapkonvention.45
I lov om Institut for Menneskerettigheder46
fremgår i § 2, stk. 2, følgende om instituttets rolle i forhold
til ligebehandling:
Stk. 2. Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution
skal fremme ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk
oprindelse, herunder ved at
1) bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling
under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers
rettigheder,
2) foretage uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling og
3) offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende
forskelsbehandling.
IMR’s kompetence som ligebehandlingsorgan er desuden beskrevet i særlige bestemmelser i flere
ligebehandlingslove – bl.a. ligebehandlingsloven og ligestillingsloven.
Ud over den særlige kompetence til at indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig
offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet, har IMR en særlig adgang til på vegne af en eller flere
personer at indgive klager om forskelsbehandling til Ligebehandlingsnævnet. IMR kan således ikke føre
sager i eget navn hos Ligebehandlingsnævnet, men kan derimod føre sager på vegne af andre og dermed
indtræde som part i en sag på vegne af eller til støtte for andre personer.47
Endelig udarbejder IMR rapporter og analyser på området. IMR har i 2019 bl.a. udarbejdet en rapport
om trivslen og åbenheden blandt lærere med LGBT-baggrund i grundskolen samt en udredning om
hadforbrydelser i 2011.
44 § 1, stk. 7, i lov om Ligebehandlingsnævnet.
45 FN’s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap af 13. december 2016
46 Jf. Lov nr. 553 af 18. juni 2021 med senere ændringer
47 Jf. Se de kommenterede ligestillingslove, 7. udgave, bd. 1, s. 475.
26
2.3.5. Oversigt over lovgivningen
Tabel 2. Oversigt over lovgivningen
Lovgrundlag Diskriminationsgrunde Anvendelsesområde
Klageadgang/
bevisbyrderegler/
godtgørelse/straf
Inden for arbejdsmarkedet
Ligebehandlingsloven Køn.
Dækker på baggrund af EU-
retspraksis personer, der har
gennemgået eller påtænker at
gennemgå en kønsskifte
operation og på den baggrund
formentlig også kønsudtryk
og kønsidentitet mere
generelt.
Loven beskytter under ansættelse,
afskedigelse, forflyttelse,
forfremmelse, erhvervsvejledning
og erhvervsuddannelse,
erhvervsmæssig
videreuddannelse, omskoling og
arbejdsvilkår, samt pligter for
enhver, der fastsætter
bestemmelser eller træffer
afgørelse om adgang til at udøve
selvstændigt erhvervs og
medlemskab af og deltagelse i en
lønmodtager- eller arbejdsgiver
organisation m.v.
Direkte og indirekte
forskelsbehandling.
Chikane og seksuel chikane.
Mulighed for at klage
ved Ligebehandlings-
nævnet.
Omvendt og delt
bevisbyrde.
Godtgørelse.
IMR har kompetence
på området.
Ligelønsloven Køn.
Da definitionen af køn er den
samme som i
ligebehandlingsloven er
forskelsbehandling på grund af
kønsidentitet og
kønsudtryk formentlig
dækket af ligelønsloven.
En arbejdsgiver skal yde kvinder
og mænd lige løn, fsva. alle
lønelementer og lønvilkår, for
samme arbejde eller for arbejde,
der tillægges samme værdi.
Direkte og indirekte
forskelsbehandling.
Chikane og seksuel chikane.
Mulighed for at klage
ved Ligebehandlings-
nævnet.
Delt bevisbyrde.
Godtgørelse.
IMR har kompetence
på området.
Forskelsbehandlings-
loven
Race, hudfarve, religion eller
tro, politisk anskuelse,
seksuel orientering, alder,
handicap eller national, social
eller etnisk oprindelse.
Loven beskytter under ansættelse,
afskedigelse, forflyttelse,
forfremmelse eller med hensyn til
løn- og arbejdsvilkår. Loven
gælder også adgang til
erhvervsvejledning,
erhvervsuddannelse,
erhvervsmæssig videreuddannelse
og omskoling, samt enhver, der
driver vejlednings- og
uddannelsesvirksomhed, og
enhver, der anviser beskæftigelse.
Derudover gælder loven enhver,
der fastsætter bestemmelser og
træffer afgørelse om adgang til at
udøve selvstændigt erhverv.
Direkte og indirekte
forskelsbehandling.
Chikane.
Mulighed for at klage
ved Ligebehandlings-
nævnet.
Delt bevisbyrde.
Godtgørelse.
IMR har kompetence
på området.
27
Uden for arbejdsmarkedet
Ligestillingsloven Køn
Da forbudsbestemmelser og
definitioner af køn er den
samme som i
ligebehandlingsloven vil
kønsudtryk og
kønsidentitet formentlig
være dækket. Nævnet har
behandlet sager om
forskelsbehandling pga.
kønsidentitet.
Varer og tjenesteydelser, der er
tilgængelige for offentligheden
inden for både den offentlige og
den private sektor.
Anvendelsesområdet i
ligestillingsloven skal forstås
bredt, og dækker udover egentlige
forretningsdrivende også ydelser,
der udbydes af håndværkere,
tandlæger, advokater og
ejendomsmæglere. Adgangen til
bl.a. restauranter, diskoteker og
udstillinger.
Direkte og indirekte
forskelsbehandling.
Chikane og seksuel chikane.
Mulighed for at klage
ved Ligebehandlings-
nævnet, og dermed delt
bevisbyrde.
Godtgørelse.
IMR har kompetence
på området.
Straffeloven - § 81 nr.
6
Etnisk oprindelse, tro,
seksuel orientering eller
lignende. Lovens
anvendelsesområde fortolkes i
overensstemmelse med
straffelovens § 266 b.
En skærpende omstændighed, at
gerningen har baggrund i de
nævnte diskriminationsgrunde.
Finder anvendelse ved
straffastsættelsen i almindelighed.
Straffeloven - § 266 b Race, hudfarve, national eller
etnisk oprindelse, tro eller
seksuel orientering.
På baggrund af bestemmelsens
forarbejder, hvor begrebet
transvestisme oplistes som
eksempel på en seksuel
orientering, er det
vurderingen, at loven også
omfatter kønsudtryk og
kønsidentitet, mens det er
uafklaret, om loven også
omfatter kønskarakteristika.
Den, der offentligt eller med
forsæt til udbredelse i en videre
kreds fremsætter udtalelse eller
anden meddelelse, ved hvilken en
gruppe af personer trues, forhånes
eller nedværdiges.
Sager rejses af
anklagemyndigheden.
Straf: Bøde eller
fængsel op til 2 år.
Racediskriminations-
loven
Samme som § 266 B. Enhver betjening eller ydelse, der i
erhvervsmæssigt eller
almennyttigt øjemed stilles til
rådighed for offentligheden. Samt
ethvert sted, forestilling,
udstilling, sammenkomst eller
lignende, der er åben for
almenheden.
Direkte forskelsbehandling, men
ikke eksplicit indirekte
forskelsbehandling og chikane.
Det formodes imidlertid, at loven
også finder anvendelse ved
indirekte forskelsbehandling og
chikane.
Sager rejses af
anklagemyndigheden.
Forurettede kan få
tilkendt en godtgørelse
for tort, hvis
krænkelsen har en vis
grovhed.
Straf: Bøde eller
fængsel indtil 6
måneder.
28
Lov om etnisk
ligebehandling
Race eller etnisk oprindelse Social beskyttelse, herunder social
sikring og sundhedspleje, sociale
goder, uddannelse samt adgang til
og levering af varer og
tjenesteydelser, herunder bolig.
Direkte og indirekte
forskelsbehandling.
Chikane.
Der er mulighed for at
klage ved
Ligebehandlings-
nævnet.
Godtgørelse.
IMR har kompetence
på området.
2.4. Danmarks internationale forpligtelser
Forbuddet mod diskrimination og ligebehandlingsprincippet er fundamentale principper i de centrale
menneskerettighedsinstrumenter, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s
Charter om Grundlæggende Rettigheder. Forpligtelsen til at sikre ligebehandling af enhver borger kan
også indebære en positiv forpligtelse til at beskytte personer mod hadforbrydelser.
Rammerne for den danske forskelsbehandlingslovgivning bygger på en række internationale
konventioner og protokoller, som Danmark har ratificeret. Derudover bygger den danske lovgivning på
EU-direktiver både inden og uden for arbejdsmarkedet. I det følgende afsnit gennemgås Danmarks
internationale forpligtelser på området.
2.4.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) 48
EMRK artikel 14 har følgende ordlyd:
”Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel
på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller
social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert
andet forhold.”
Det følger af EMD-Domstolens praksis, at der for at være i strid med diskriminationsforbuddet i artikel
14 skal der være tale om en forskelsbehandling mellem sammenlignelige situationer, der ikke er
objektivt og rimeligt begrundet. Det sidste betyder, at forskelsbehandlingen for at være lovlig skal være
sagligt begrundet (varetage et anerkendelsesværdigt formål), og der skal være en rimelig grad af
proportionalitet mellem det anvendte middel og det formål, der søges realiseret.49
I sådanne tilfælde
anses forskelsbehandlingen for retfærdiggjort - og dermed ikke som diskrimination og en krænkelse af
konventionen. Domstolen har desuden udtalt, at diskriminationsforbuddet ikke blot beskytter mod, at
sammenlignelige situationer behandles forskelligt, men også at situationer, der ikke er
sammenlignelige, behandles ens.50
Bestemmelsen har ikke karakter af et generelt forbud mod diskrimination, idet bestemmelsens
anvendelsesområde er begrænset til de i konventionen anerkendte rettigheder og friheder. Artikel 14 er
således accessorisk til konventionens øvrige rettigheder, hvilket betyder, at den kun kan anvendes
sammen med én eller flere af disse. Heri ligger intet krav om, at en anden bestemmelse i konventionen
48 Konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november 1950.
49 Kjølbro, Jon Fridrik: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 2017, 4. udgave, Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, s. 1157.
50 Kjølbro, Jon Fridrik: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 2017, 4. udgave, Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, s. 1155.
29
skal være krænket, men alene et krav om, at forskelsbehandlingen vedrører et forhold, der er omfattet
af en af konventionens øvrige bestemmelser.51
EMRK artikel 14 beskytter både mod indirekte og direkte diskrimination. Direkte diskrimination
foreligger, hvor denne følger af ordlyden af en retsakt eller direkte fremgår af ordlyden af begrundelsen
for en myndigheds afgørelse. Indirekte diskrimination foreligger, hvor diskriminationen opstår på
baggrund af neutrale regler, hvor administrationen af reglerne i praksis indebærer forskelsbehandling.52
Opregningen af diskriminationsgrundene i artikel 14 er ikke udtømmende, jf. formuleringen ”eller
ethvert andet forhold”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i praksis fastslået, at
diskrimination på baggrund af kønsidentitet53
og seksuel orientering54
er omfattet af beskyttelsen i
artikel 14.
“…the prohibition of discrimination under Article 14 of the Convention duly covers questions
related to sexual orientation and gender identity.”55
Forskelsbehandling på baggrund af køn eller seksuel orientering kræver efter Domstolens praksis meget
tungtvejende grunde for at kunne retfærdiggøres, dvs. for at skulle anses for saglig forskelsbehandling
og ikke som diskrimination.
2.4.2. EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder56
EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder indeholder i artikel 21, stk. 1, et generelt
diskriminationsforbud med følgende ordlyd:
”Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske
anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt
mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet
forhold er forbudt.”
Chartrets artikel 21 inkorporerer det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling,
som er nærmere konkretiseret i forskellige ligebehandlingsdirektiver.57
51 Kjølbro, Jon Fridrik: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 2017, 4. udgave, Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, s. 1148.
52 Kjølbro, Jon Fridrik: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 2017, 4. udgave, Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, s. 1156.
53 Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 30. november 2010, klagesag 35159/09, P.V. mod Spanien, om en far,
der var påbegyndt behandling med henblik på at få foretaget et kønsskifte, og som fik samværsretten med sit barn begrænset.
Domstolen fandt dog ikke, at staten havde krænket EMRK art. 8 sammenholdt med art. 14, idet de nationale domstole ikke
havde lagt vægt på faderens transseksualitet i deres afgørelser.
54 Jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21. december 1999, klagesag 33290/96, Salgueiro da Silva
Mouta mod Portugal, hvor en far blev nægtet forældremyndighed med henvisning til sin homoseksualitet. Domstolen
statuerede krænkelse af EMRK art. 8 sammenholdt med art. 14.
55 Jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 12. maj 2015, klagesag 73235/12, Identoba m.fl. mod Georgien, pr.
96, hvor staten havde krænket EMRK art. 3 og 11 sammenholdt med art. 14 ved ikke i tilstrækkelig grad at have beskyttet en
LGBT-demonstration imod homofobiske overfald og ved ikke efterfølgende tilstrækkeligt at have efterforsket disse.
56 Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder (2010/C 83/02).
57 Jf. Christoffersen, Jonas m.fl., EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, 2018, 2. udgave, Jurist- og Økonomforbundets
Forlag, s. 223 og s. 231.
30
Chartret – og dermed forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 21, stk. 1 – er rettet mod EU’s
medlemsstater, når de gennemfører EU-retten, jf. Chartrets artikel 51, stk. 1. Modsat EMRK artikel 14,
jf. afsnit 2.4.1., udgør Chartrets artikel 21 en selvstændig rettighed, som dermed kan påberåbes
selvstændigt.
Chartrets artikel 21, stk. 1, bygger på EMRK artikel 14, og artiklen skal – i det omfang den falder sammen
med artikel 14 i EMRK – anvendes i overensstemmelse hermed.58
Når EU’s medlemsstater gennemfører EU-retten, medfører Chartrets forbud mod forskelsbehandling,
at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens,
medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet.59
Både direkte og indirekte diskrimination er
forbudt efter artikel 21.60
Anvendelsen af artikel 21 forudsætter, at forskelsbehandlingen kan henføres til en forbudt
diskriminationsgrund, hvor køn og seksuel orientering er udtrykkeligt nævnt i bestemmelsens ordlyd.
Bestemmelsens opregning af forbudte diskriminationsgrunde er dog ikke udtømmende, jf.
formuleringen ”eller ethvert andet forhold”.
EU-Domstolen har fastslået, at det EU-retlige forbud mod forskelsbehandling på grund af køn omfatter
situationer, hvor en person forskelsbehandles, fordi denne har gennemgået eller påtænker at gennemgå
en kønsskifteoperation.61
Det følger endvidere af Chartrets artikel 20, at alle mennesker er lige for loven, og af artikel 23, at der
skal sikres ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder, herunder i forbindelse med
beskæftigelse, arbejde og løn, og at princippet om ligestilling ikke er til hinder for opretholdelse eller
vedtagelse af foranstaltninger, der giver det underrepræsenterede køn specifikke fordele.
Chartrets artikel 21, 20 og 23 er tæt forbundne, og der sondres i praksis ikke skarpt imellem de tre
bestemmelser.62
2.4.3. FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR)
FN vedtog den 16. december 1966 Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR).
Danmark ratificerede konventionen den 20. marts 1968.
ICCPR indeholder i artikel 26 et diskriminationsforbud. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
”Alle mennesker er lige for loven og er berettigede til lovens ligelige beskyttelse uden nogen
forskelsbehandling. I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og sikre
alle ligelig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder race,
58 Se forklaringerne til Chartret om Grundlæggende Rettigheder, 2007/C 303/02.
59 Se eksempelvis EU-Domstolens dom af 1. marts 2011 i sag C-236/09, Association belge des Consommateurs Test-Achats
ASBL m.fl., præmis 28.
60 Jf. Christoffersen, Jonas m.fl., EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, 2018, 2. udgave, Jurist- og Økonomforbundets
Forlag, s. 233.
61 Se EU-Domstolens dom af 30. april 1996 i sag C-13/94, P. mod S., dom af 7. januar 2004 i sag C-117/01, K.B., samt dom af 27.
april 2006 i sag C-423/04, Richards.
62 Jf. Christoffersen, Jonas m.fl., EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, 2018, 2. udgave, Jurist- og Økonomforbundets
Forlag, s. 224, s. 228 og s. 287.
31
hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst,
formueforhold, fødsel eller anden stilling.”
I modsætning til EMRK artikel 14 indeholder ICCPR artikel 26 et generelt diskriminationsforbud.
Bestemmelsen kan således anvendes uafhængigt af konventionens øvrige rettigheder, og bestemmelsens
opregning af diskriminationsgrunde er ikke udtømmende. FN’s Menneskerettighedskomité har i praksis
fastslået, at køn også omfatter seksuel orientering.63
FN’s Menneskerettighedskomité har desuden
udtalt kritik af forskelsbehandling på baggrund af kønsidentitet.64
Det følger af praksis fra FN’s Menneskerettighedskomité, at der ikke vil være tale om diskrimination i
strid med artikel 26, hvis kriterierne for forskelsbehandlingen er objektive og rimelige, og hvis formålet
med forskelsbehandlingen er berettiget i henhold til konventionen. 65
Det bemærkes, at FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder er folkeretligt bindende for
Danmark. FN’s Menneskerettighedskomités udtalelser om konventionen er dog ikke folkeretligt
bindende for Danmark.
2.4.4. FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination
FN vedtog den 21. december 1965 konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination.
Danmark ratificerede konvention den 8. september 1971, jf. bekendtgørelse nr. 55 af 4. august 1972, og
konventionen trådte i kraft for Danmark den 8. januar 1972.
Konventionen pålægger bl.a. de kontraherende stater at forbyde og afskaffe alle former for
racediskrimination og at sikre ethvert menneskes ret til lighed for loven, uanset race, hudfarve eller
national eller etnisk oprindelse, jf. konventionens artikel 5.
Ved lov nr. 288 af 9. juni 1971 blev straffelovens § 266 b ændret med henblik på at muliggøre Danmarks
ratifikation af konventionen, og ved lov nr. 289 af 9. juni 1971 blev Lov om forbud mod
forskelsbehandling pga. race mv. (racediskriminationsloven) vedtaget også med det formål at muliggøre
dansk ratifikation.
Konventionens indhold kommer endvidere til udtryk i straffelovens § 81, nr. 6, hvorefter det ved
straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen har
baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende.
2.4.5. EU-direktiver
Der er på EU-området en række direktiver, som ligger til grund for den danske
forskelsbehandlingslovgivning. Det drejer sig primært om nedenstående direktiver.
Racedirektivet (2000/43/EF)
Rådets direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller
etnisk oprindelse, jf. EF-Tidende 2000 nr. L 180, s. 22 (racedirektivet) har til formål at fastlægge en
ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik på at
iværksætte princippet om ligebehandling i medlemsstaterne.
63 FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse af 31. marts 1994, sag 488/1992, Toonen mod Australien.
64 Se FN’s Menneskerettighedskomité, Concluding observations – Kuwait, CCPR/C/KWT/CO/2, pr. 30.
65 Se også FN's Menneskerettighedskomités General Comment no. 18 af 10. november 1989, punkt 13.
32
Direktivet indeholder bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling, om retsmidler og håndhævelse
samt om udpegning af et eller flere organer for fremme af ligebehandling.
Anvendelsesområdet for direktivet omfatter arbejdsmarkedet, social beskyttelse, uddannelse og levering
af varer og tjenesteydelser, herunder bolig.
I dansk ret er direktivet implementeret ved forskelsbehandlingsloven og lov om etnisk ligebehandling,
som begge er gennemgået ovenfor.
Beskæftigelsesdirektivet (2000/78/EF)
Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv, jf. EF-Tidende 2000, nr. L 303, s. 16 (beskæftigelsesdirektivet) er en del af
Europa-Kommissionens anti-diskriminationspakke fremsat den 25. november 1999 med hjemmel i EF-
traktatens artikel 13, hvorefter der kan træffes hensigtsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af
forskelsbehandling.
Direktivet fastlægger rammen for forbuddet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, og vedrører
kriterierne religion, tro, alder, handicap og seksuel orientering.
I dansk ret er direktivet implementeret ved forskelsbehandlingsloven, som er gennemgået ovenfor.
Det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv (2006/54/EF)
Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 gennemfører princippet om lige muligheder for og
ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning), EU-
Tidende 2006, nr. L 204, s. 23 (det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv).
Ligebehandlingsdirektivet er oprindeligt fra 1976 (76/207/EØF). Direktivet er ændret i 2002
(2002/73/EF/), hvor definitioner og anvendelsesområdet blev udvidet. I 2006 blev
ligebehandlingsdirektivet i sin helhed indarbejdet i det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv
(2006/54/EF) uden at ligebehandlingsdirektivets indhold blev ændret.
I dansk ret er direktivet implementeret ved ligebehandlingsloven, som er gennemgået ovenfor.
Ligestillingsdirektivet (2004/113/EF)
Rådets direktiv gennemføre princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang
til og levering af varer og tjenesteydelser, EU-Tidende 2004, nr. L 373, s. 37
I dansk ret er direktivet implementeret ved ligestillingsloven, som er gennemgået ovenfor.
2.4.6. Øvrige tiltag og processer i EU og Europarådet
Der er i regi af EU og Europarådet flere tiltag og igangværende processer, hvor forskelsbehandling
diskuteres. Herunder er der i 2008 fremsat et forslag til et EU-anti-diskriminationsdirektiv, som dog
endnu ikke er vedtaget. Forslaget er medtaget i gennemgangen, da det belyser Kommissionen arbejde
og intentioner på området. Endvidere er der i regi af Europarådet vedtaget en rekommandation på
området og en evaluering af implementeringen heraf.
Forslag til EU-anti-diskriminationsdirektiv
Direktivforslaget blev fremsat i juli 2008, men er endnu ikke vedtaget. Baggrunden for direktivforslaget
er at gennemføre princippet om ligebehandling mellem mennesker uden for arbejdsmarkedet uanset
33
deres religion eller tro, handicap, alder eller seksuelle orientering. Direktivforslaget fastsætter regler om
forbud mod diskrimination af de nævnte årsager, og har til formål at etablere en ensartet
minimumsbeskyttelse inden for EU.
I det følgende tages der udgangspunkt i det oprindelige direktivforslag fra 2008, da der ikke siden er
fremlagt et revideret forslag.
Begrebet diskrimination
Af direktivforslaget fremgår det, at direkte forskelsbehandling består i at behandle nogen anderledes
udelukkende på grund af vedkommendes alder, handicap, religion eller tro eller seksuelle orientering.
Indirekte forskelsbehandling er mere kompleks, idet en bestemmelse eller praksis, som forekommer
neutral, reelt kan have en særlig ufordelagtig konsekvens for en person eller en gruppe af personer, for
hvem særlige forhold gør sig gældende.
Anvendelsesområdet
Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering foreslås
forbudt i både den offentlige og den private sektor med hensyn til social beskyttelse, herunder social
sikring, sundhedsydelser, sociale goder, uddannelse, adgang til varer og tjenester, herunder boliger, som
er tilgængelige for offentligheden.
De forskellige områder er kun omfattet i det omfang, spørgsmålet falder ind under Unionens
kompetence. Således henhører f.eks. tilrettelæggelsen af skolesystemet og indholdet af undervisningen
og aktiviteter i forbindelse hermed, herunder tilrettelæggelsen af undervisning for handicappede, under
medlemsstaternes kompetence, og de kan have bestemmelser om ulige behandling i forbindelse med
adgang til uddannelsesinstitutioner og indholdet af og aktiviteter i undervisningen, herunder
undervisning af personer med særligt behov. Medlemsstaterne kan endvidere give mulighed for ulige
behandling ved adgang til uddannelsesinstitutioner baseret på religion eller tro.
Forslaget gør det klart, at spørgsmål i forbindelse med civilstand og familiemæssig status, herunder
adoption, falder uden for direktivets anvendelsesområde. Dette indbefatter reproduktive rettigheder.
Medlemsstaterne kan frit beslutte, om de ønsker at indføre og anerkende retligt registrerede
partnerskaber. Hvis imidlertid sådanne forhold i national ret anerkendes som ligestillet med
ægteskaber, finder princippet om ligebehandling anvendelse.
Status for direktivforslaget
Direktivet har været behandlet under samtlige formandskaber siden fremsættelsen i juli 2008. Der har
dog ikke været nævneværdige fremskridt, da direktivforslaget i sin nuværende form giver anledning til
en række betænkeligheder, særligt af juridisk karakter, idet forslaget indeholder en række vagt
afgrænsede bestemmelser. En vedtagelse af direktivet i sin nuværende form, og den påkrævede
enstemmighed har derfor lange udsigter.
Ministerrådets anbefaling om foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel
orientering og kønsidentitet
EU’s Ministerråd vedtog den 31. marts 2010 en anbefaling om foranstaltninger til bekæmpelse af
forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet.
Anbefalingen indeholder en række forslag til tiltag, alle med det formål at sikre overholdelse af LGBTI-
personers menneskerettigheder og bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering
og kønsidentitet.
34
Anbefalingen er uden juridisk gyldighed, men giver et pejlemærke for, hvilken retning man ønsker at gå
i forhold til beskyttelse mod forskelsbehandling og forslaget til anti-diskriminationsdirektivet, særligt i
forhold til LGBT-gruppen.
Europarådets rekommandation om indsatser til bekæmpelse af diskrimination på grund af seksuel
orientering og kønsidentitet66
Rekommandationen blev vedtaget den 31. marts 2010. Selvom rekommandationen ikke er juridisk
bindende for Danmark, indeholder den en række forpligtelser i forhold til at bekæmpe diskrimination
og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet.
I en rapport udgivet i marts 2020, som evaluerer implementeringen af rekommandationen, anbefales
det bl.a., at landene arbejder for, at deres lovgivning specifikt beskytter mod forskelsbehandling på
baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet og eksplicit beskytter mod hadforbrydelser og hadfulde
ytringer på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet. 67
.
2.5. Udenlandsk ret og erfaringer
Dette afsnit beskriver kort udvalgte sammenlignelige landes forskelsbehandlingslovgivning, med
henblik på at give et billede af beskyttelsen i forhold til seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk
og kønskarakteristika både inden og uden for arbejdsmarkedet samt lovgivning om hadforbrydelser og
hadfulde ytringer. De udvalgte lande er Sverige, Norge, Nederlandene og Storbritannien. Endvidere
indgår Malta, da Malta internationalt er kendt for at være langt fremme på LGBTI-området. Da
lovgivningen er kompleks i de fleste lande, vil beskrivelsen ikke være udtømmende, men alene give et
overordnet billede heraf. Der er til brug for gennemgangen hentet bidrag fra de danske ambassader samt
direkte fra relevante ministerier i de enkelte lande.
2.5.1. Sverige
Den svenske Diskrimineringslag (2008:567) har til formål at modvirke forskelsbehandling samt
fremme lige rettigheder og muligheder uanset ”køn, kønsoverskridende identitet eller udtryk, etnisk
tilhørsforhold, religion eller anden trosopfattelse, funktionsnedsættelse, seksuel orientering eller alder.”
”Kønsoverskridende identitet eller udtryk” har ikke en skarp afgrænsning og derfor heller ikke
udtømmende gjort op, hvem der kan påberåbe sig diskriminationsgrundene. Derfor er loven bl.a. blevet
kritiseret for ikke klart at omfatte interkønnede.
Loven dækker bredt – både inden og uden for arbejdsmarkedet.
Klager om overtrædelse af Diskrimineringslagen kan indgives til Diskrimineringsombudsmanden, der
også kan undersøge sager af egen drift.
Ifølge den svenske straffelovsbestemmelse om hadforbrydelser er det en skærpende omstændighed, hvis
et motiv for forbrydelsen har været at fornærme en person eller en gruppe af mennesker på grundlag af
personens/personernes race, farve, national eller etnisk oprindelse, tro, seksuel orientering,
66 Recommendation CM/Rec(2010)5 of the Committee of Ministers to member States on measures to combat discrimination on
grounds of sexual orientation or gender identity
67 Steering Committee for Human Rights (2019) Report on the implementation of Recommendation CM/Rec(2010)5 of the
Committee of Ministers to member States on measures to combat discrimination on grounds of sexual orientation or gender
identity.
35
kønsoverskridende identitet eller udtryk eller andre lignende omstændigheder.
Straffelovsbestemmelsen om hadfulde ytringer omfatter ift. LGBTI-gruppen diskriminationsgrundene
seksuel orientering og kønsoverskridende identitet- eller udtryk.
2.5.2. Norge
Den 1. januar 2018 trådte en ny lov i kraft på området for ligestilling og diskrimination i Norge:
Ligestilling og diskriminationsloven. Loven samler fire tidligere love på området.
Loven beskytter mod både direkte og indirekte diskrimination på baggrund af ”køn, graviditet, barsel
ved fødsel eller adoption, omsorgsopgaver, etnicitet, religion, livssyn, funktionsnedsættelse, seksuel
orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, alder eller kombinationer af disse.
Det er nyt i loven, at diskrimination kan ses som sammensat af forskellige dele, altså en vurdering af
helheden og ikke kun enkeltdele. Loven nævner ikke diskrimination på baggrund af kønskarakteristika,
men det fremgår af forarbejderne til loven, at diskriminationsgrundene kønsidentitet og kønsudtryk
både giver beskyttelse af transkønnede og interkønnede.
Ligestilling- og diskrimineringsloven gælder alle samfundsområder og dermed både inden og uden for
arbejdsmarkedet samt alle andre øvrige sektorer. Alle arbejdsgivere, ledelser i organisationer og
uddannelsesinstitutioner forpligtes i loven til at forebygge og forhindre chikane og seksuel chikane.
Alle offentlige virksomheder uafhængig af størrelse og private virksomheder med mere end 50 ansatte
har desuden pligt til at arbejde for ligestilling bl.a. ved at undersøge, om der er risiko for diskrimination,
analysere årsagerne, iværksætte tiltag og evaluere resultaterne. Ligestillingstiltag som er iværksat for at
fremme lovens formål om ligestilling skal inkluderes i virksomhedernes årsregnskab og ved offentlige
virksomheder og offentlige myndigheder, som ikke indleverer årsregnskab, gælder redegørelsespligten
i årsbudgetterne.
Diskrimineringsnævnet, der hører under Ligestilling- og diskrimineringsombudsloven, håndterer
sager om diskrimination. Nævnets medlemmer består af dommere.
Den norske straffelovs bestemmelser om hadforbrydelser og hadfulde ytringer indeholder ift. LGBTI-
gruppen alene beskyttelse på grund af seksuel orientering. Den norske regering har fremsat et lovforslag
om at udvide en række af straffelovens bestemmelser, herunder bestemmelsen om hadfulde ytringer, til
også at omfatte kønsidentitet og kønsudtryk.
2.5.3. Nederlandene
I Nederlandene blev der den 12. marts 2019 vedtaget et lovforslag om at tilføje ”kønsidentitet,
kønsudtryk og kønskarakteristika” i lov om ligebehandling. Herefter beskytter loven mod
forskelsbehandling på grund af ”religiøs overbevisning, politisk orientering, race/herkomst, køn,
nationalitet, seksuel orientering, civilstand, kønskarakteristika, kønsidentitet og kønsudtryk.”
Loven dækker alle områder, hvor der kan forekomme forskelsbehandling og dermed både inden og uden
for arbejdsmarkedet.
Klager over forskelsbehandling/diskrimination kan indgives til enten et lokalt
antidiskriminationskontor eller ved det nederlandske institut for menneskerettigheder.
36
I Nederlandene indeholder straffelovens bestemmelser om hadforbrydelser og hadfulde ytringer ift.
LGBTI-gruppen alene beskyttelse af seksuel orientering, men det er forventningen, at lovgivningen vil
blive udvidet til også at omfatte kønsidentitet og kønsudtryk.
2.5.4. Storbritannien
Den britiske diskriminationslovgivning dækker ni beskyttede kriterier, der iblandt seksuel orientering
og ”gender reassignment”, som i lovgivningen er defineret således: ”En person har det beskyttende
karakteristika ”gender reassignment”, hvis personen agter at gennemgå, gennemgår eller har
gennemgået en proces (eller del af en proces) med formålet at skifte køn ved at ændre på fysiske udtryk
eller egenskaber af kønnet”. Definitionen dækker over en bred vifte af stadier i et kønsskifte. En person
behøver ikke at have foretaget ændring af det juridiske køn for at være inkluderet i definitionen, ligesom
man ikke behøver at have gennemgået (eller have intentioner om at gennemgå) medicinsk behandling.
Lovgivningen finder anvendelse både inden og uden for arbejdsmarkedet. Klager over brud på
lovgivningen går gennem retssystemet, og forskellige domstole har bemyndigelse alt afhængig af klagens
indhold. Derudover har ”The Equality & Human Rights Commission” også bemyndigelse til at
undersøge mistanke om og håndhæve brud på lovgivningen.
Den britiske lovgivning i forhold til hadforbrydelser og hadfulde ytringer indeholder beskyttelse på
grund af seksuel orientering og kønsidentitet.
2.5.5. Malta
Inden for arbejdsmarkedet er der løbende gennem årene indsat forbud mod forskelsbehandling på
grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika i en række love.
På nuværende tidspunkt findes der kun bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling på grund af
seksuel orientering og kønsidentitet uden for arbejdsmarkedet i forfatningen. Dog er der fremsat
lovforslag om ændring af den maltesiske ”Equality Act”.
Klager om forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet kan indbringes for ’The Industrial Tribunal’
eller for de civile domstole. ”The National Commission for the Promotion of Equality” kan også i vise
tilfælde undersøge sager. Sager om forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet i forhold til vare og
tjenesteydelser, kan indgives til ”The National Commission for the Promotion of Equality”.
Lovgivningen i forhold til hadforbrydelser og hadfulde ytringer indeholder beskyttelse på grund af
seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika, og inkluderer således eksplicit
hele LGBTI-gruppen.
2.6. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer
Generelt har LGBTI-organisationerne gennem længere tid advokeret for en reform af
forskelsbehandlingslovene, så der skabes en klar, samlet og ensartet beskyttelse mod
forskelsbehandling. I forbindelse med lovgennemgangen er der løbende modtaget skriftlige bidrag fra
organisationerne, både hver for sig og samlet.
LGBTI-organisationerne, herunder LGBT+ Danmark, CPH Pride, Intersex Danmark, TransAktion m.fl.
har anbefalet at indføre generelt forbud mod diskrimination og at indskrive seksuel orientering,
kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika som beskyttelsesgrunde, så de fremgår eksplicit af
37
lovgivningens ordlyd. Dette vil medføre en styrket beskyttelse og skabe klarhed om den eksisterende
beskyttelse samt en klageadgang for forurettede.
Det er LGBT+ Danmarks vurdering, at kønsidentitet og kønsudtryk indtil videre formentlig i praksis har
været dækket af fortolkningen af de diskriminationsgrunde, der indgår i den eksisterende lovgivning,
men da diskriminationsgrundene ikke nævnes eksplicit i lovteksten, er det en usikker beskyttelse, og det
kan være vanskeligt både for LGBTI-gruppen og for retssystemet at fortolke lovgivningen. Samtidig er
de diskriminationsgrunde, der eksplicit nævnes i lovgivningen, herunder bemærkningerne, ikke
tidssvarende.
LGBT+ Danmark finder, at beskyttelsen eksplicit bør nævne både kønsidentitet, kønsudtryk og
kønskarakteristika. Kønsudtryk opfattes af LGBT+ Danmark som en selvvalgt og kulturel faktor, hvilket
ikke er tilfældet for kønskarakteristika. Det er ifølge LGBT+ Danmark derfor vanskeligt at argumentere
for, at kønskarakteristika skulle være omfattet af kønsudtryk. Det er LGBT+ Danmarks vurdering, at
såfremt seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika alle medtages som
diskriminationsgrunde, vil lovgivningen i høj grad være ”fremtidssikret” for så vidt angår LGBTI-
området.
I forhold til seksuel orientering mener LGBT+ Danmark, at man bør sikre en klageadgang til
Ligebehandlingsnævnet for så vidt angår klager om forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet.
Dermed vil der gælde en ensartet klageadgang til nævnet uanset grunden til forskelsbehandlingen.
LGBT komiteen har foreslået, at man indfører et generelt forbud mod forskelsbehandling, at der sikres
en lige adgang til Ligebehandlingsnævnet og at kønsidentitet og kønsudtryk indskrives som
diskriminationsgrunde i forskelsbehandlingslovgivningen.
Både LGBT+ Danmark og LGBT komiteen har vedrørende klageadgangen til Ligebehandlingsnævnet
anført, at det er en enkel administrativ klageadgang, og at det er et stærkt værktøj i kampen mod
forskelsbehandling.
Både LGBT+ Danmark og LGBT Komiteen har foreslået, at man indskriver kønsidentitet og kønsudtryk
i straffelovens bestemmelser om hadforbrydelser og hadfulde ytringer. Intersex Danmark har foreslået,
at kønskarakteristika ligeledes indskrives heri.
Institut for Menneskerettigheder (IMR) har anført, at man ved at tilføje kønsidentitet, kønsudtryk og
kønskarakteristika eksplicit i forskelsbehandlingslovgivningen vil gøre beskyttelsen mere tydelig,
ligesom det vil have en stor signalværdi for transpersoner og interkønnede, der oplever diskrimination
på grund heraf. I forhold til placering af diskriminationsforbuddet anbefaler IMR, at der laves en
gennemgående reform af hele den danske forskelsbehandlingslovgivning, således at der udarbejdes et
fælles lovgrundlag, der indeholder en ensartet beskyttelse af alle diskriminationsgrunde i alle sektorer
både inden og uden for arbejdsmarkedet, om samtidig vil øge retssikkerheden for den enkelte borgers
mulighed for at gennemskue, hvilket lovgrundlag der er relevant.
Såfremt et nyt fælles lovgrundlag ikke er muligt, anbefaler IMR, at et diskriminationsforbud mod
seksuel orientering, kønskarakteristika, kønsidentitet og kønsudtryk uden for arbejdsmarkedet placeres
i ligestillingsloven, idet alle spørgsmål vedrørende LGBTI-personer er indlejret i eller vokset ud af
kønsproblematikken og dermed har kønsaspekter.
IMR finder det ikke hensigtsmæssigt, at der udarbejdes en ny særlov, der beskytter mod
forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønskarakteristika, kønsidentitet og kønsudtryk
38
uden for arbejdsmarkedet. IMR finder, at en sådan særlov ville give en mere tydelig og klar beskyttelse
mod diskrimination af LGBTI-personer, idet de vil få deres ”egen” lov, men at en ny særlov vil være
endnu en forskelsbehandlingslov blandt mange og dermed vil øge kompleksiteten af den samlede danske
ligestillingslovgivning.
2.7. Sammenfatning af eksisterende beskyttelse
Nedenfor sammenfattes den eksisterende forskelsbehandlingslovgivning i forhold til homo- og
biseksuelle, trans- og interkønnede, herunder hvor der er en uens beskyttelse i forhold til andre
diskriminationsgrunde, samt hvor lovgivningen eventuelt vil kunne styrkes og præciseres.
Sammenfatningen skal ses i relation til, at der internationalt er fokus på en bred beskyttelse mod
forskelsbehandling. Således ses i både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), EU’s
Charter om Grundlæggende Rettigheder og FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder
(ICCPR) en intention om en bred beskyttelse af alle borgere mod forskelsbehandling og hadforbrydelser
uanset diskriminationsgrund, herunder også i forhold til seksuel orientering.
I forlængelse heraf er der bl.a. som følge af EU-domstolens praksis set en udvidelse af kønsbegrebet til
også at omfatte kønsidentitet og kønsudtryk. Samtidig ses der blandt flere af de lande, som Danmark
normalt sammenligner sig med, en tendens til, at beskyttelse på grund af seksuel orientering,
kønsidentitet, kønsudtryk og til dels kønskarakteristika udtrykkeligt fremgår af
forskelsbehandlingslovgivningen inden og uden for arbejdsmarkedet. Det er bl.a. tilfældet i Norge for
alle diskriminationsgrundene og Sverige for alle diskriminationsgrundene på nær kønskarakteristika.
I forhold til lovgivningen om hadforbrydelser og hadfulde ytringer ses der ligeledes en tendens til, at
lovgivningen eksplicit omfatter seksuel orientering, kønsidentitet, og kønsudtryk. Dette er således
tilfældet i Sverige og Malta, mens den i Storbritannien omfatter seksuel orientering og kønsidentitet. I
Norge omfatter lovgivningen i dag alene seksuel orientering, men den norske regering har fremsat
forslag om, at en række af straffelovens bestemmelser eksplicit skal omfatte kønsidentitet og
kønsudtryk. I Nederlandene indeholder lovgivningen ligeledes alene seksuel orientering, men forventes
udvidet med kønsidentitet og kønsudtryk. Af de nævnte lande er det kun Malta, hvor lovgivningen også
omfatter kønskarakteristika.
Endelig anbefales det bl.a. i en rapport udgivet i marts 2020, som evaluerer implementeringen af
Europarådets af rekommandation om indsatser til bekæmpelse af diskrimination på grund af seksuel
orientering og kønsidentitet, at landene arbejder for, at deres lovgivning specifikt beskytter mod
forskelsbehandling på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet og eksplicit beskytter mod
hadforbrydelser og hadfulde ytringer på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet.
Dette understøtter behovet for at overveje, om den danske lovgivning bør justeres.
2.7.1. Forskelsbehandling på grund af seksuel orientering
Anvendelsesområde
Seksuel orientering fremgår eksplicit som beskyttelsesgrund i forskelsbehandlingsloven, som beskytter
mod forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet. Det fremgår udtrykkeligt af loven, at beskyttelsen
omfatter både direkte og indirekte forskelsbehandling samt chikane.
For så vidt angår den eksisterende beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering
uden for arbejdsmarkedet fremgår det udtrykkeligt af ordlyden i straffelovens § 81, nr. 6, om
39
hadforbrydelser og § 266 b, stk. 1, om hadfulde ytringer samt af racediskriminationsloven, at seksuel
orientering er omfattet af bestemmelsernes beskyttelsesområde.
Anvendelsesområdet for racediskriminationsloven er bredt dækkende uden for arbejdsmarkedet, da
bestemmelsen finder anvendelse på enhver betjening eller ydelse, der i erhvervsmæssigt eller
almennyttigt øjemed stilles til rådighed for offentligheden, samt ethvert sted, forestilling, udstilling,
sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden. Anvendelsesområdet for
racediskriminationsloven er imidlertid ikke lige så bredt dækkende som fx ligestillingsloven, der
beskytter mod forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet. Således svarer
anvendelsesområdet for ligestillingsloven til racediskriminationsloven suppleret med lov om etnisk
ligebehandling68
.
Konkret adskiller beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for
arbejdsmarkedet sig fra forskelsbehandling på grund af fx køn, race og etnisk oprindelse sig ved, at
racediskriminationsloven ikke indeholder et eksplicit forbud mod indirekte forskelsbehandling eller
chikane, mens både lov om etnisk ligebehandling og ligestillingsloven udtrykkeligt omfatter indirekte
forskelsbehandling og chikane.
Det formodes, at racediskriminationsloven finder anvendelse på indirekte forskelsbehandling og
chikane. Dette fremgår dog ikke udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd eller forarbejder, ligesom der ikke
ses at være retspraksis, som understøtter det. I forbindelse med forberedelsen af lov om etnisk
ligebehandling var det vurderingen, at det var tvivlsomt, om gældende dansk ret, herunder
racediskriminationsloven, til fulde opfyldte kravene i EU-direktivet om princippet om ligebehandling af
alle uanset race eller etnisk oprindelse, som stillede krav om, at der i medlemslandene skulle
gennemføres et forbud mod indirekte forskelsbehandling og chikane på grund af race og etnisk
oprindelse69
. For at sikre at Danmark opfyldte direktivets krav herom, var det vurderingen, at det var
nødvendigt at supplere gældende ret med en ny selvstændig lov om etnisk ligebehandling.
Klageadgang, bevisbyrde og godtgørelse
I forhold til klageadgang gælder det, at der inden for arbejdsmarkedet er ens klageadgang ved
Ligebehandlingsnævnet for så vidt angår forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion
eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk
oprindelse. Den forurettede kan for alle diskriminationsgrundene ligeledes tilkendes en godtgørelse,
ligesom princippet om delt bevisbyrde finder anvendelse.
I forhold til klageadgangen uden for arbejdsmarkedet er der en uens klageadgang. Således behandles
sager om overtrædelse af racediskriminationsloven, herunder sager om forskelsbehandling på grund af
seksuel orientering, som straffesager mod den fysiske eller juridiske person, der er tiltalt for
overtrædelsen, mens Ligebehandlingsnævnet ikke har kompetence til at behandle klager om
overtrædelse af racediskriminationsloven. Omvendt behandler Ligebehandlingsnævnet sager om
forskelsbehandling på grund af køn, race og etnisk oprindelse samt handicap, idet der i henholdsvis lov
om etnisk ligebehandling, ligestillingsloven og lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af
handicap er fastsat en administrativ klageadgang til nævnet samt bestemmelse om godtgørelse til
forurettede.
I forlængelse heraf er der også forskel med hensyn til Institut for Menneskerettigheders kompetencer
på området. Således har Institut for Menneskerettigheder kompetence ift. forskelsbehandling på
68 Ligestillingslovene med kommentarer, 7. udgave, bd. 1, s. 256.
69 L 155 Forslag til Lov om etnisk ligebehandling fremsat den 29. januar 2003.
40
baggrund af seksuel orientering inden for arbejdsmarkedet herunder til at indbringe sager for
Ligebehandlingsnævnet, mens instituttet ikke har en tilsvarende kompetence uden for arbejdsmarkedet.
Der ses uden for arbejdsmarkedet ligeledes forskel med hensyn til bevisbyrde. Sager om
forskelsbehandling på grund af seksuel orientering efter racediskriminationsloven behandles således i
strafferetsplejens former, hvilket betyder, at anklagemyndigheden vurderer, om der er grundlag for at
rejse en straffesag, og at det i så fald er anklagemyndigheden, som har bevisbyrden for den tiltaltes skyld.
For de øvrige forskelsbehandlingslove, som håndhæves for Ligebehandlingsnævnet, gælder princippet
om delt bevisbyrde. Det betyder, at en part, der anser sig for krænket, kun skal påvise faktiske
omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte
forskelsbehandling. Hvis parten kan det, påhviler det modparten at bevise, at forbuddet mod
forskelsbehandling ikke er blevet overtrådt.
For så vidt angår forurettedes mulighed for godtgørelse følger det af retspraksis, at det ved overtrædelse
af racediskriminationsloven er muligt at tilkende den forurettede godtgørelse for tort efter
erstatningsansvarslovens § 26. Efter retspraksis er det dog et krav, at krænkelsen har en vis grovhed.70
Der er ikke i racediskriminationsloven fastsat bestemmelse om forurettedes adgang til godtgørelse for
ikke-økonomisk skade. Omvendt følger det direkte af § 3 i ligestillingsloven og § 9 i lov om etnisk
ligebehandling, at personer, der er krænket ved overtrædelse af lovens bestemmelser, kan tilkendes en
godtgørelse.
Det fremgår af bemærkningerne til § 9 i lov om etnisk ligebehandling, at man har lagt vægt på, at
godtgørelse vil være en effektiv sanktion og have en afskrækkende virkning. Hertil kommer, at effektive
civile sanktioner i form af godtgørelse giver offeret mulighed for at få fastslået, om vedkommende har
været udsat for forskelsbehandling, og i bekræftende fald at få oprejsning gennem økonomisk
kompensation. Godtgørelse som sanktion kan endvidere virke mere effektivt end gennemførelse af en
straffesag, der kan ende med frifindelse på grund af de strengere krav, der gælder ved behandlingen af
straffesager, herunder at anklagemyndigheden har bevisbyrden for den tiltaltes skyld.71
2.7.2. Forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika
Kønsidentitet og kønsudtryk er ikke udtrykkeligt anført som diskriminationsgrunde i nogle af de
gennemgåede love – hverken inden eller uden for arbejdsmarkedet. Heller ikke kønskarakteristika
fremgår udtrykkeligt som beskyttelsesgrund i de gennemgåede love.
EU-Domstolen har fastslået, at personer, der har gennemgået eller påtænker at gennemgå en
kønsskifteoperation, er omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn.
70 U.1999.920Ø: Overtrædelse af racediskriminationsloven ved at have nægtet en person adgang til en restaurant på grund af
personens hudfarve og etniske oprindelse: Krænkelsen blev hverken anset for at være af en sådan grovhed eller indebære en
sådan ydmygelse, at der var grundlag for tilkendelse af godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26. Samme resultat i
U.2004.641V.
71 Det fremgår af Ligebehandlingsnævnets årsberetninger, at nævnet i årene 2014-2018 har tilkendt godtgørelse i følgende antal
sager: 2018: 6 ud af i alt 36 behandlede sager, 2017: 10 ud af 44 sager, 2016: 9 ud af 25 sager, 2015: 5 ud af 22 sager og 2014: 4
ud af 37 sager (hertil kommer sager, hvor klager har fået medhold men ikke er tilkendt godtgørelse). Årsberetningerne kan tilgås
her: https://ast.dk/naevn/ligebehandlingsnaevnet/arsberetninger
41
Hertil er der i dansk retspraksis en byretsafgørelse72
fra juni 2015, som fastslår, at både kønsidentitet og
kønsudtryk er beskyttet af direktivet om diskrimination på baggrund af køn73
. Det vil sige, at man ikke
behøver at have fået foretaget en kønsskifteoperation for at være beskyttet af direktivet. Det bemærkes,
at dommen også fastslår, at forskelsbehandlingen af sagsøgeren er omfattet af såvel
ligebehandlingsloven som forskelsbehandlingsloven.
Ligebehandlingsnævnet har endvidere behandlet en række sager om forskelsbehandling på grund af
kønsidentitet og/eller kønsudtryk efter ligebehandlingsloven og ligestillingsloven.
Ligebehandlingsnævnet har i sine afgørelser ikke bemærket noget i forhold til, om klager havde fået
foretaget eller påtænkte at foretage fysisk kønsskifte. Også sager, hvor klager alene havde fået foretaget
juridisk kønsskifte, har været under behandling, og i disse sager har nævnet statueret
forskelsbehandling på grund af klagers kønsidentitet med henvisning til forbuddet mod
forskelsbehandling på grund af køn.
Med udgangspunkt i retspraksis er det hidtil lagt til grund, at kønsidentitet og kønsudtryk er omfattet
af begrebet ”køn” i ligebehandlingsloven og ligestillingsloven i kraft af en udvidet fortolkning af køn som
beskyttelsesgrund, og at man derfor i praksis er beskyttet både inden og uden for arbejdsmarkedet. Dette
på trods af, at der i lovens og direktivets forarbejder henvises til, at forskelsbehandling på grund af køn
betyder forskelsbehandling af mænd og kvinder. Det bemærkes dog, at dansk retspraksis alene udgøres
af den tidligere nævnte byretsafgørelse fra 2015.
Pga. den udvidede fortolkning af ”køn” i retspraksis må det også antages, at Institut for
Menneskerettigheder Rettigheder har kompetence på området, herunder til at indbringe sager for
Ligebehandlingsnævnet. Arbejdsgruppen er dog ikke bekendt med, at det er sket.
Forskelsbehandlingsloven inkluderer alene seksuel orientering som beskyttelsesgrund. I retspraksis, jf.
oven nævnte byretsafgørelsen fra 2015, anses kønsidentitet og kønsudtryk dog som en del af
diskriminationsgrunden seksuel orientering. Dette kan pege på en sammenblanding af begreber, da en
persons kønsidentitet og kønsudtryk efter arbejdsgruppens opfattelse skal adskilles fra den
pågældendes seksuelle orientering.
Det er endvidere hidtil lagt til grund, at begrebet seksuel orientering i straffelovens § 266 b, stk. 1, om
hadfulde ytringer – og dermed også straffelovens § 81, nr. 6, om hadforbrydelser samt
racediskriminationsloven – på baggrund af bestemmelsens forarbejder skal fortolkes således, at trusler,
forhånelse eller nedværdigelse på grund af kønsidentitet eller kønsudtryk er omfattet af bestemmelsen,
selv om disse begreber ikke udtrykkeligt fremgår af lovens ordlyd, forarbejderne til loven eller
retspraksis. Det er uafklaret, om kønskarakteristika er omfattet af straffelovens bestemmelser samt
racediskriminationsloven. Også her ses dog en sammenblanding i begreber, da det af forarbejderne til
straffelovens § 266 b, stk. 1, som er fra 1987, og som angik udvidelse af bestemmelsens
anvendelsesområde til at omfatte seksuel orientering, fremgår, at der med begrebet ”seksuel
orientering” også forstås andre former for seksuel orientering end homoseksualitet fx ”transvestitisme”.
Samlet ses der både i lovgivningen og i retspraksis således en sammenblanding af begreber, hvor
kønsidentitet og kønsudtryk både er indfortolket i begrebet køn og i flere tilfælde også er indfortolket i
begrebet seksuel orientering, selvom disse forhold ikke nødvendigvis hænger sammen. Ingen af de to
kriterier, kønsidentitet eller kønsudtryk, fremgår dog eksplicit af lovgivningen. Kønskarakteristika er
72 Århus Byrets dom af 9. juni 2015 (BS 72-45/2014), jf. også afsnit 2.3.1.1.
73 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for
og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning).
42
ikke indfortolket i hverken lovgivning, forarbejder eller retspraksis, hvorfor det er usikkert, om dette
også er et beskyttet kriterium, men i praksis må det formodes at være dækket af køn i de tilfælde, hvor
dette fremgår af lovgivningen.
Det kan skabe uklarhed om omfanget af beskyttelsen, når der ikke i lovgivningen er en eksplicit
beskyttelse mod forskelsbehandling samt hadforbrydelser og hadfulde ytringer på grund af
diskriminationsgrundene kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika. Det kan i sidste ende svække
både forurettedes og gerningsmands retssikkerhed.
2.8. Mulige tiltag, herunder fordele og ulemper
Nedenfor analyseres og opstilles mulige tiltag til en styrkelse af forskelsbehandlingslovgivning
henholdsvis på grund af seksuel orientering og på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og
kønskarakteristika.
2.8.1. Beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering
Det er arbejdsgruppens vurdering, at de nuværende regler om forskelsbehandling på grund af seksuel
orientering inden for arbejdsmarkedet er tilstrækkelige. Beskyttelsen omfatter både direkte og indirekte
forskelsbehandling samt chikane, ligesom der er klageadgang til Ligebehandlingsnævnet, delt
bevisbyrde og mulighed for godtgørelse.
Det er herudover arbejdsgruppens vurdering, at der med racediskriminationsloven er tilstrækkelig
beskyttelse mod direkte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet.
Arbejdsgruppen finder dog, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden
for arbejdsmarkedet kan styrkes ved at udvide anvendelsesområdet til eksplicit at omfatte et forbud mod
indirekte forskelsbehandling samt chikane på grund af seksuel orientering.
I dag er klageadgangen ikke den samme inden og uden for arbejdsmarkedet, når det drejer sig om
forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Ligeledes adskiller klageadgangen for
forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet sig fra klageadgangen i
forhold til forskelsbehandling på grund af køn, etnisk oprindelse og race uden for arbejdsmarkedet.
Endelig har Institut for Menneskerettigheder kompetence til bl.a. at indbringe sager for
Ligebehandlingsnævnet ift. forskelsbehandling på grund af seksuel orientering inden for
arbejdsmarkedet, mens instituttet ikke har en tilsvarende kompetence uden for arbejdsmarkedet.
Arbejdsgruppen finder, at lovgivningen kan styrkes ved at skabe en adgang til, at klager over
forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet kan indbringes for
Ligebehandlingsnævnet. En administrativ klageadgang vil generelt kunne sikre en mere smidig og
effektiv retsbeskyttelse for den enkelte borger, der udsættes for forskelsbehandling på grund af seksuel
orientering. Samtidig vil en klageadgang til Ligebehandlingsnævnet give mulighed for godtgørelse for
ikke-økonomisk skade i sager om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, ligesom princippet
om delt bevisbyrde vil finde anvendelse.
Endelig finder arbejdsgruppen, at en ensartet klageadgang vedrørende flere forskellige
diskriminationsgrunde kan bidrage til at håndtere situationer, der involverer flere kriterier, dvs. en
situation, hvor en person mener sig udsat for forskelsbehandling på grund af flere
diskriminationskriterier, f.eks. køn, etnisk oprindelse og seksuel orientering.
43
Arbejdsgruppen finder endvidere, at lovgivningen kan styrkes ved at give Institut for
Menneskerettigheder eksplicit kompetence ift. seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet, herunder
ift. indbringelse af sager ved Ligebehandlingsnævnet. Dette vil kunne bidrage til at fremme
ligebehandling både i konkrete sager om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering samt
generelt ved at Institut for Menneskerettigheder får et tydeligere mandat til fx at iværksætte
undersøgelser om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet.
Den mulige styrkelse af beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering kan enten
ske ved ændring af gældende lovgivning eller ved en ny lov. Nedenfor gennemgås de muligheder, som
arbejdsgruppen har overvejet.
2.8.1.1. Racediskriminationsloven
Arbejdsgruppen har drøftet muligheden for at udvide Ligebehandlingsnævnets kompetence til sager om
overtrædelse af racediskriminationsloven.
Racediskriminationsloven omfatter i dag et forbud mod direkte forskelsbehandling på grund af seksuel
orientering, men det kan overvejes at udvide racediskriminationslovens anvendelsesområde ved, at der
indføres et eksplicit forbud mod indirekte forskelsbehandling og chikane samt en parallel administrativ
klageadgang til Ligebehandlingsnævnet. I givet fald ville denne udvidelse komme til at omfatte samtlige
diskriminationsgrunde i racediskriminationsloven (beskrevet i afsnit 2.3.2.3.).
Arbejdsgruppens finder imidlertid, at en sådan udvidelse af racediskriminationslovens
anvendelsesområde ville være uhensigtsmæssig. En administrativ klageadgang til
Ligebehandlingsnævnet stemmer ikke overens med racediskriminationslovens indhold og formål, idet
lovens bestemmelser har karakter af straffebestemmelser. Derudover blev loven gennemført for at leve
op til Danmarks internationale forpligtelser om at forbyde racediskrimination, og dens bestemmelser
skal ligeledes fortolkes i overensstemmelse med straffelovens § 266 b om hadforbrydelser.
Racediskriminationsloven adskiller sig således fra den øvrige forskelsbehandlingslovgivning, da den
udgør et strafferetligt værn mod grovere diskriminationstilfælde. Indholdsmæssigt vil der derfor reelt
blive tale om en helt ny lov, hvis der skulle indføres en administrativ klageadgang i
racediskriminationsloven svarende til den, der gælder i den øvrige forskelsbehandlingslovgivning.
Arbejdsgruppen finder det på den baggrund ikke hensigtsmæssigt, at der etableres klageadgang til
Ligebehandlingsnævnet ift. seksuel orientering i racediskriminationsloven. Arbejdsgruppen finder det
endvidere ikke nødvendigt at indføre et eksplicit forbud mod indirekte forskelsbehandling og chikane.
Arbejdsgruppen har drøftet, om seksuel orientering fortsat skal være omfattet af
racediskriminationsloven, såfremt man vælger at styrke beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund
af seksuel orientering i anden lovgivning, da der i så fald vil være et delvist sammenfald mellem de to
love. Det delvise sammenfald vil indebære, at en forskelsbehandling på grund af seksuel orientering efter
omstændighederne vil kunne være omfattet af – og i strid med – både racediskriminationsloven og
anden lovgivning.
De to sager vil dog ikke kunne behandles samtidig, jf. lov om Ligebehandlingsnævnet § 4, stk. 2, og
sagerne vil blive behandlet efter forskellige regler. En overtrædelse af racediskriminationsloven vil blive
behandlet i strafferetsplejens former, hvilket som tidligere nævnt bl.a. betyder, at anklagemyndigheden
har bevisbyrden for den tiltaltes skyld. Sagen om forskelsbehandling efter en anden lov, hvor der er
adgang til at klage ved Ligebehandlingsnævnet, vil blive behandlet i den civile retsplejes former, hvilket
bl.a. betyder, at princippet om delt bevisbyrde vil kunne finde anvendelse.
44
Særligt i forhold til at muligheden for at sætte ind over for gentagne overtrædelser af forbuddet mod
forskelsbehandling finder arbejdsgruppen det hensigtsmæssigt, at sagerne også kan behandles som en
straffesag, da det kan have en større præventiv effekt, at en overtrædelse vil fremgå af den pågældendes
straffeattest. Arbejdsgruppen finder det således mest hensigtsmæssigt, at seksuel orientering forbliver
en del af racediskriminationsloven. Dette svarer også til den model man valgte i forbindelse med
udarbejdelsen af lov om etnisk ligebehandling, idet race eller etnisk oprindelse fortsat skulle være
omfattet af racediskriminationsloven.
2.8.1.2. Lov om etnisk ligebehandling
Arbejdsgruppen har drøftet muligheden for at styrke beskyttelsen ved at indsætte et forbud mod
forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i lov om etnisk ligebehandling. Lov om etnisk
ligebehandling er en minoritetsbeskyttelseslov, der allerede i dag omfatter både direkte og indirekte
forskelsbehandling og chikane, samt indeholder klageadgang til Ligebehandlingsnævnet. Loven
indeholder ligeledes en bestemmelse vedr. Institut for Menneskerettigheders kompetence ift. race og
etnisk oprindelse.
Loven implementerer delvist Rådets direktiv 2000/43/EF74
og vedrører alene etnisk forskelsbehandling
uden for arbejdsmarkedet. Loven har i kraft af sit anvendelsesområde placering under Udlændinge- og
Integrationsministeriets ressort.
Arbejdsgruppen finder imidlertid, at forskelsbehandling på grund af seksuel orientering ikke bør
indarbejdes i lov om etnisk ligebehandling, da der vil være tale om en væsentlig udvidelse af lovens
målgruppe, idet det lægges til grund, at en beskyttelse af forskelsbehandling på grund af seksuel
orientering ikke er tænkt begrænset til personer fra etniske minoritetsgrupper eller særligt knyttet til
etnicitet.
2.8.1.3. Ny selvstændig forskelsbehandlingslov
Arbejdsgruppen har drøftet muligheden for, at en styrkelse af beskyttelsen i forhold til seksuel
orientering uden for arbejdsmarkedet kan ske i en ny selvstændig minoritetsbeskyttelseslov, som
beskytter mod både direkte og indirekte forskelsbehandling samt chikane, giver klageadgang til
Ligebehandlingsnævnet, herunder mulighed for delt bevisbyrde og godtgørelse for forurettede. En ny
selvstændig forskelsbehandlingslov vil kunne indeholde anvendelsesområderne fra ligestillingsloven og
lov om etnisk ligebehandling samt give Institut for Menneskerettigheder eksplicit kompetence på
området.
Det taler dog imod denne model, at beskyttelsen mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet i
dag er forankret i en række forskellige lovgivninger, hvorfor en ny selvstændig lov til beskyttelse mod
forskelsbehandling på grund af seksuel orientering vil øge kompleksiteten af den samlede danske
forskelsbehandlingslovgivning yderligere jf. også bemærkningerne fra Institut for Menneskerettigheder
i afsnit 2.6.
Det er på den baggrund arbejdsgruppens vurdering, at det ikke umiddelbart er hensigtsmæssigt at
etablere en ny, selvstændig lov for at styrke beskyttelsen på grund af seksuel orientering uden for
arbejdsmarkedet.
74 Jf. Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller
etnisk oprindelse.
45
2.8.1.4. Ligestillingsloven
Arbejdsgruppen har drøftet muligheden for at styrke beskyttelsen mod forskelsbehandling uden for
arbejdsmarkedet på grund af seksuel orientering i ligestillingsloven.
Ligestillingsloven udmønter det generelle princip om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn
til levering af varer og tjenesteydelser, der er tilgængelig for offentligheden inden for både den private
og offentlige sektor. Ligestillingsloven omfatter både direkte og indirekte forskelsbehandling samt
chikane, ligesom der i loven er klageadgang til Ligebehandlingsnævnet, delt bevisbyrde og mulighed for
godtgørelse. Ligestillingsloven indeholder ligeledes en bestemmelse vedr. Institut for
Menneskerettigheders kompetence ift. køn.
Ligestillingsloven regulerer dog ikke kun forskelsbehandling og chikane på baggrund af køn, men
indeholder også en bredere forpligtelse i forhold til arbejdet med at fremme ligestilling mellem kønnene,
herunder bl.a. regler for kønssammensætningen i råd, nævn og udvalg og forpligtelsen til at statslige
institutioner og virksomheder opstiller måltal for kønsfordelingen i bestyrelser mv.
Ligestillingsloven regulerer i dag ikke beskyttelse af minoriteter, da hverken mænd eller kvinder udgør
en minoritet i forhold til hinanden eller i samfundet. Forskelsbehandling af LGBTI-personer, herunder
på grund af seksuel orientering, kan dog i høj grad siges at være indlejret i kønsproblematikken og at
have kønsaspekter, idet man ift. seksuel orientering bryder med ”normen” for sammenhængen mellem
køn og seksuel orientering i samfundet.
Arbejdsgruppen finder, at beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering kan
placeres i ligestillingsloven i form af et selvstændigt kapitel i loven, der omfatter minoritetsbeskyttelse
på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet.
Således vil de bredere forpligtelser, som loven indeholder i relation til køn, ikke gøre sig gældende ift.
seksuel orientering. Der opnås ligeledes tilnærmelsesvis en parallelitet i håndteringen af forbuddet mod
forskelsbehandling på grund af seksuel orientering inden for og uden for arbejdsmarkedet, idet
beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering inden for arbejdsmarkedet
adresseres i forskelsbehandlingsloven, som er en minoritetslov.
2.8.2. Beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og
kønskarakteristika
Det er arbejdsgruppens vurdering, at det må antages, at kønsidentitet og kønsudtryk er omfattet af
forskelsbehandlingslovgivningen inden for og uden for arbejdsmarkedet. Der har ikke tidligere været
taget stilling til, hvorvidt kønskarakteristika kan anses som en diskriminationsgrund i de gennemgåede
love. På grund af manglende retspraksis, og idet forarbejderne til den gennemgåede lovgivning ikke
tager stilling hertil, er det arbejdsgruppens vurdering, at det er uklart, om kønskarakteristika kan siges
at være omfattet af begreberne ”seksuel orientering” eller ”køn”. Det må dog antages, at
kønskarakteristika – på samme måde som kønsidentitet og kønsudtryk – i praksis vil være omfattet af
begrebet ”køn” og i forhold til hadforbrydelser af begrebet ”seksuel orientering”.
Arbejdsgruppen vurderer samlet, at der i både retspraksis og forarbejder er uklarhed om begreberne, og
at brugen af og sammenhængene mellem de forskellige begreber i mange tilfælde må anses for at være
utidssvarende. Dette betyder, at personer, der i forskellig grad optræder, fremstår eller opfatter sig selv
som tilhørende et andet køn end deres fødselstildelte køn, kan have vanskeligt ved at gennemskue deres
46
rettigheder og dermed håndhæve disse. Samtidig vurderes beskyttelsen at hvile på en relativt spinkel
retspraksis.
Arbejdsgruppen finder således, at rettighederne for trans- og interkønnede kan styrkes ved eksplicit at
nævne begreberne kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika eksplicit i de relevante love. Dermed
sikres en klar beskyttelse mod forskelsbehandling og diskrimination på baggrund af kønsidentitet,
kønsudtryk og kønskarakteristika.
Nedenfor gennemgås de forskellige lovgivninger, hvor der vil kunne ske en styrkelse i forhold til
diskrimination og forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.
2.8.2.1. Forskelsbehandlingsloven (Inden for arbejdsmarkedet)
Arbejdsgruppen vurderer, at forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk eller
kønskarakteristika ofte vil være udtryk for, at en person skiller sig ud fra ”normen” i samfundet. Inden
for arbejdsmarkedet kan beskyttelsen på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika
derfor hensigtsmæssigt ske i forskelsbehandlingsloven, der beskytter minoriteter mod
forskelsbehandling.
Det forhold, at en person forskelsbehandles på grund af sin kønsidentitet, kønsudtryk eller
kønskarakteristika udelukker ikke, at personen også kan blive udsat for forskelsbehandling på grund af
sit køn, forstået som enten mand eller kvinde. Dette vil inden for arbejdsmarkedet i så fald allerede være
forbudt i medfør af ligelønsloven og ligebehandlingsloven.
2.8.2.2. Ligestillingsloven (Uden for arbejdsmarkedet)
For at skabe parallelitet til lovgivningen inden for arbejdsmarkedet finder arbejdsgruppen, at
udgangspunktet for beskyttelsen på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika uden for
arbejdsmarkedet også bør være minoritetsbeskyttelse.
Beskyttelsen på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika kan derfor ske i et nyt
selvstændigt kapitel i ligestillingsloven, der omfatter minoritetsbeskyttelse på grund af kønsidentitet,
kønsudtryk og kønskarakteristika uden for arbejdsmarkedet. Kapitlet kan omfatte beskyttelse mod både
direkte og indirekte forskelsbehandling og chikane på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og
kønskarakteristika, give klageadgang til Ligebehandlingsnævnet, og den heraf følgende delte bevisbryde
samt mulighed for godtgørelse for forurettede, samt give Institut for Menneskerettigheder eksplicit
kompetence på området.
Eksempel: En transkvinde bliver forskelsbehandlet af sin arbejdsgiver, fordi hendes fremtoning
ikke stemmer overens med arbejdsgiverens opfattelse af, hvordan en kvinde ser ud. Derfor vil
arbejdsgiveren ikke have, at den pågældende har kundekontakt. Samtidig giver arbejdsgiveren
systematisk den pågældende og hendes kvindelige kolleger en lavere løn end deres mandlige kolleger,
som udfører sammenligneligt arbejde som dem. Her vil begrænsningen i arbejdsopgaver kunne
udgøre forskelsbehandling af en minoritet på grund af kønsidentitet, kønsudtryk eller
kønskarakteristika, mens den lavere løn kunne udgøre forskelsbehandling på grund af køn i strid med
ligelønsloven.
47
Et nyt selvstændigt kapitel i ligestillingsloven vil som beskrevet i afsnit 2.8.1.4. også kunne omfatte
seksuel orientering, således at beskyttelsen mod forskelsbehandling af LGBTI-personer er samlet i
samme lovgivning.
Det forhold, at en person forskelsbehandles på grund af sin kønsidentitet, kønsudtryk eller
kønskarakteristika udelukker ikke, at personen også kan blive udsat for forskelsbehandling på grund af
sit køn, dvs. som enten mand eller kvinde. Dette vil uden for arbejdsmarkedet i så fald allerede være
forbudt i ligestillingsloven.
2.8.2.3. Racediskriminationsloven
Racediskriminationsloven omfatter efter sin ordlyd alene seksuel orientering, der dog i
overensstemmelse med straffelovens § 266 b anses for også at omfatte i hvert fald kønsudtryk og
kønsidentitet, jf. afsnit 2.3.2.2.
Loven vil på samme måde som de øvrige forskelsbehandlingslove kunne ændres til at omfatte et eksplicit
forbud mod forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.
Der er i dag få straffesager om overtrædelse af racediskriminationsloven, der som anført ovenfor allerede
omfatter diskrimination pga. kønsidentitet og kønsudtryk. Dette kan på den ene side indikere, at der er
en uklar retstilstand, så transkønnede og interkønnede ikke er opmærksomme på, at de er beskyttede
mod forskelsbehandling efter loven og ikke anmelder disse forbrydelser. På den anden side kan de få
straffesager på området også indikere, at der ikke er et praktisk behov for at ændre loven.
Det er i forbindelse med overvejelser om en eventuel ændring af racediskriminationsloven vigtigt at være
opmærksom på lovens kobling til straffelovens § 266 b om hadfulde ytringer. Der bør således ikke ske
en ændring af racediskriminationsloven uden en parallel ændring af § 266 b (og § 81, nr. 6, om skærpet
straf for hadforbrydelser).
2.8.2.4. Hadfulde ytringer, jf. straffelovens § 266 b, og hadforbrydelser, jf. straffelovens §81, nr. 6
Som anført i afsnit 2.3.2.2 og 2.3.2.3., skal såvel racediskriminationsloven som straffelovens § 81, nr. 6,
hvorefter det er en strafskærpende omstændighed, hvis en overtrædelse af straffeloven har baggrund i
bl.a. andres seksuelle orientering, fortolkes i overensstemmelse med § 266 b.
Hvis der sker en ændring af straffelovens § 266 b, stk. 1, så bestemmelsen ved siden af ”seksuel
orientering” kommer til at omfatte ”kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika”, vil der ikke
længere være belæg for at antage, at kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika kan indfortolkes
under begrebet ”seksuel orientering” i § 266 b, stk. 1, og dermed heller ikke i § 81, nr. 6. En ændring af
straffelovens § 266 b forudsætter således en parallel ændring af § 81, nr. 6, såfremt man ikke skal
forringe beskyttelsen mod hadforbrydelser i § 81, nr. 6.
Straffelovens bestemmelser vil – på samme måde som forskelsbehandlingslovene – kunne ændres til at
omfatte et eksplicit forbud mod hadforbrydelser og hadfulde ytringer på grund af kønsidentitet,
kønsudtryk og kønskarakteristika.
Dette vil kunne bidrage til en tydeligere retstilstand, hvilket i sidste ende kan styrke både forurettedes
og gerningsmands retssikkerhed. Det vil ligeledes generelt kunne øge fokus på hadforbrydelser begået
over for transkønnede og interkønnede og bidrage til, at disse forbrydelser i højere grad anmeldes.
Samtidig vil det styrke politiets opmærksomhed på disse former for diskriminerende motiver.
48
En udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens §§ 81, nr. 6 og 266 b, stk. 1, med så specifikke
begreber som kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika vil dog ikke umiddelbart stemme overens
med de begreber, som i øvrigt er anvendt i bestemmelserne, og som har en mere generel karakter.
2.8.3. Reform af forskelsbehandlingslovgivningen
Analysen har vist, at beskyttelse mod forskelsbehandling i den danske lovgivning er forankret i en række
forskellige love. Det gør sig særligt gældende uden for arbejdsmarkedet, hvor der er flere forskellige
lovgivninger med forskellige anvendelsesområder, forskellig klageadgang samt forskellige sanktioner,
herunder mulighed for godtgørelse.
LGBT+ Danmark, LGBT Komiteen og Institut for Menneskerettigheder har peget på, at der generelt er
behov for at lave en reform af forskelsbehandlingslovgivningen, så kompleksiteten i lovgivningen
begrænses og ensartetheden ift. dæknings- og anvendelsesområde for de forskellige
diskriminationsgrunde øges.
I nogle lande, herunder i Sverige og Norge, ses en samlet forskelsbehandlingslovgivning, der dækker en
række diskriminationsgrunde både inden og uden for arbejdsmarkedet. I Sverige omfatter lovgivningen
diskriminationsgrundene køn, kønsoverskridende identitet eller udtryk, etnisk tilhørsforhold, religion
eller anden trosopfattelse, funktionsnedsættelse, seksuel orientering eller alder, og dækker både inden
og uden for arbejdsmarkedet. I Norge omfatter lovgivningen diskriminationsgrundene køn, graviditet,
barsel ved fødsel eller adoption, omsorgsopgaver, etnicitet, religion, livssyn, funktionsnedsættelse,
seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, alder, og dækker ligeledes både inden og uden for
arbejdsmarkedet.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at en reform af forskelsbehandlingslovgivningen med henblik på at
mindske kompleksiteten og skabe større ensartethed uanset diskriminationsgrund vil kræve et egentligt
udvalgsarbejde, hvor det bl.a. vil skulle afdækkes, hvilke diskriminationsgrunde der skal medtages,
herunder hvorvidt en eventuel reform skal omfatte både forskelsbehandlingslovene inden og uden for
arbejdsmarkedet. Der vil endvidere skulle tages nøje højde for Danmarks internationale forpligtelser
ifølge bagvedliggende direktiver mv., hvor det ikke nødvendigvis er de samme anvendelsesområder, som
gør sig gældende i de forskellige direktiver. Det er arbejdsgruppens vurdering, at indskrivningen i den
eksisterende lovgivning af en eksplicit beskyttelse af LGBTI-personer mod forskelsbehandling på grund
af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika, herunder med ens klageadgang
mv., jf. afsnit 2.8.2., i tilstrækkelig grad vil forenkle, styrke og harmonisere beskyttelsen mod
forskelsbehandling af LGBTI-personer. Med de mulige tiltag vil beskyttelsen således svare til
eksempelvis beskyttelsen mod forskelsbehandling på baggrund af køn.
2.9. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
Nedenfor gennemgås administrative og økonomiske konsekvenser forbundet med de mulige tiltag til en
styrkelse af forskelsbehandlingslovgivning henholdsvis på grund af seksuel orientering og på grund af
kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.
2.9.1. Administrative konsekvenser
Beskyttelse på grund af seksuel orientering
Alt efter hvordan lovgivningen bliver udformet, vil der udover de lovændringer, der er nævnt i afsnit
2.8.1., kunne komme tilpasninger af følgende lovgivninger:
49
 Lov om Ligebehandlingsnævnet
 Lov om Institut for Menneskerettigheder
Beskyttelse på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika
Alt efter hvordan lovgivningen bliver udformet, vil der udover de lovændringer, der er nævnt i afsnit
2.8.2., kunne komme tilpasning af følgende lovgivninger:
 Lov om Ligebehandlingsnævnet
 Lov om Institut for Menneskerettigheder
2.9.2. Økonomiske konsekvenser
Beskyttelse på grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika
De økonomiske konsekvenser forbundet med de skitserede modeller om en styrkelse af beskyttelsen på
grund af seksuel orientering, jf. afsnit 2.8.1., og om en styrkelse af beskyttelse på grund af kønsidentitet,
kønsudtryk og kønskarakteristika, jf. afsnit 2.8.2., vil primært være øgede omkostninger i forbindelse
med, at der evt. etableres klageadgang til Ligebehandlingsnævnet.
Ligebehandlingsnævnet har foretaget et foreløbigt skøn over de forventede omkostninger forbundet
hermed baseret på antallet af sager om forskelsbehandling af andre grunde uden for arbejdsmarkedet,
bl.a. handicap. Ligebehandlingsnævnet forventer, at der vil være 15-25 sager ekstra årligt som følge af
ændringerne. Heraf forventes 15-20 af sagerne at omhandle seksuel orientering uden for
arbejdsmarkedet, mens resten udgøres af det yderligere antal sager, som den øgede opmærksomhed i
forbindelse med en kodificering af beskyttelsen mod forskelsbehandling pga. kønsidentitet, kønsudtryk
og kønskarakteristika forventes at medføre.
Omkostningerne hertil vil være 500.000 kr. årligt inkl. udgifter til eventuelle retssager, hvis indklagede
ikke efterlever en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet. Det bemærkes, at omkostninger til evt.
økonomisk godtgørelse afholdes af den indklagede.
Ligebehandlingsnævnet har bemærket, at dette er et forsigtigt bud. Herunder oplever de, at antallet af
sager stiger, jo flere sager nævnet afgør. Dette gør sig eksempelvis gældende i forhold til afgørelser
vedrørende forskelsbehandling på grund af handicap.
Reform af forskelsbehandlingslovgivningen
Der vil være udgifter forbundet med et evt. lovforberedende udvalgsarbejde med ekstern deltagelse,
som er nødvendigt, hvis der skal udarbejdes en samlet forskelsbehandlingslovgivning. Herunder til
honorarer af eksterne deltagere mv.
50
3. Det familieretlige område
3.1. Navneændring for transkønnede
3.1.1. Indledning
Efter navneloven må et fornavn ikke betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet.
Med indførelsen af muligheden for juridisk kønsskifte for transkønnede i 2014 blev transkønnedes
ønske om at kunne legitimere sig i overensstemmelse med deres kønsidentitet imødekommet. Personer,
der tildeles et juridisk kønsskifte, skal om nødvendigt ændre fornavn, så det bliver kønskorrekt i forhold
til det nye køn. Navneændringen gennemføres som alle andre navneændringer via en digital løsning.
For transkønnede, der ikke har ændret det juridiske køn, men som ønsker at ændre deres fornavn,
gælder en særlig – og mere omfattende – procedure for gennemførelse af en eventuel navneændring.
Det er et ønske fra organisationer på området, at bestemmelsen om, at et fornavn ikke må betegne det
modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet, ophæves, eller at proceduren for transkønnede for
at gennemføre en navneændring som minimum lempes.
3.1.2. Gældende dansk ret
3.1.2.1. Navneloven
Det følger af navnelovens regler, at et navn ikke må betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal
bære navnet, men at social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler, der for transseksuelle75
personer gør undtagelse herfra.
Der er på baggrund af bemyndigelsesbestemmelsen fastsat regler herom i navnebekendtgørelsen. Efter
navnebekendtgørelsens § 12 vurderer det multidisciplinære team ved henholdsvis Rigshospitalet eller
Aalborg Universitetshospital, om ansøgeren er transseksuel eller ganske må ligestilles hermed til brug
for Familieretshusets vurdering af, om der kan gøres undtagelse fra kravet om, at et navn ikke må
betegne det modsatte køn. Det multidisciplinære team omfatter flere sundhedsfaglige kompetencer og
er godkendt til at varetage udredning og den højtspecialiserede behandling af kønsidentitetsforhold.
Reglerne om transseksuelles mulighed for at tage et kønsukorrekt fornavn blev indført med en
omfattende revideringen af navneloven ved lov nr. 524 af 24. juni 2005, som trådte i kraft 1. april 2006.
Navneloven bygger på et princip om, at en persons navn i første række er et privat anliggende og kun i
anden række er et spørgsmål, som samfundet har interesse i at regulere. Udgangspunktet er herefter, at
den enkelte selv bør have ret til at bestemme sit navn, medmindre der er stærke grunde til at hindre den
pågældende heri, herunder hensynet til at sikre, at de navne, der kan tages, fungerer hensigtsmæssigt i
den daglige kommunikation som et middel til at identificere den enkelte.
Navneloven fra 2006 bygger på betænkning nr. 1446 fra 2004 om personnavne. Udvalget bag
betænkningen fandt ikke at kunne støtte en generel ophævelse af kravet om fornavnes kønskorrekthed.
Udvalget begrundede dette i, at kravet om kønskorrekte fornavne er et centralt træk inden for dansk –
og på det tidspunkt al sammenlignelig international – navnetradition, der indebærer en række
75 Det bemærkes at begrebet ”transeksuelle” anvendes frem for ”transkønnede” i dette afsnit, når der henvises til navnelovens
regler, da dette udtryk anvendes i den gældende navnelovgivning.
51
kommunikationsmæssige fordele i den praktiske navnebrug. Udvalget pegede på, at det danske samfund
i en række sammenhænge er opdelt i køn og pegede i den forbindelse bl.a. på indgåelse af ægteskab.
Ægteskabsloven er efterfølgende ændret, så det nu er muligt for to personer af samme køn at indgå
ægteskab.
Udvalget foreslog, at det skulle være muligt for enhver at tage et kønsukorrekt fornavn som mellemnavn
og foreslog samtidig at udvide adgangen til at godkende fornavne, der kan tages af begge køn, idet en
sådan ordning i vid udstrækning ville gøre det muligt for både transvestitter og transseksuelle at tage et
kønsneutralt navn – populært kaldet unisex-navne.
Udvalget overvejede herudover, om der burde fastsættes særlige regler for transseksuelle og fandt, at
der burde gives udtrykkelig hjemmel i navneloven til at fastsætte regler om transseksuelle personer,
således at en allerede eksisterende forsøgsordning, som Civilretsdirektoratet i februar 2002 i samråd
med Sexologisk Klinik ved Rigshospitalet havde etableret, kunne videreføres. Det var efter
forsøgsordningen muligt for transseksuelle, der ventede på en tilladelse til operation, samt for visse
transseksuelle, der ikke kunne eller ville opereres, at opnå tilladelse til at få et fornavn, der normalt kun
gives til personer af det modsatte køn.
Udvalget fandt derimod af lovtekniske grunde ikke, at ordningen burde indskrives i selve loven, da den
generelle opfattelse af transseksuelles forhold i samfundet måtte anses for at være under stadig
udvikling, og at der derfor kunne være behov for administrativt at justere reglerne om transseksuelles
adgang til at tage et kønsukorrekt fornavn i takt med denne udvikling.
Der blev således indsat en bemyndigelsesbestemmelse i navnelovens § 13 vedrørende fornavne, samt
lignende bestemmelser i § 4, stk. 4, og § 7, stk. 3, vedrørende kønsbestemt endelse af efternavne.
Bestemmelsen i navnelovens § 13 blev udvidet ved lov nr. 350 af 6. maj 2009 om ændring af navneloven,
som trådte i kraft 1. oktober 2009. Ved lovændringen blev anvendelsesområdet udvidet, så også
personer, der kan ligestilles med transseksuelle, men som ikke kan erklæres for egentlige transseksuelle,
kan få et fornavn, der betegner det modsatte køn.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, jf. LF nr. 107, 2008/1, at denne persongruppe defineres
som personer, der igennem en længere årrække jævnligt har klædt sig som det modsatte køn, og som
efter lange overvejelser giver efter for et basalt behov for permanent at klæde sig og i det hele taget leve
som det modsatte køn. De omhandlede personer fremtræder således som transseksuelle, dvs. som det
andet køn, såvel over for sig selv som andre, men kan ikke opnå en egentlig betegnelse som transseksuel
eller tilladelse til en kønsskifteoperation.
Navnebekendtgørelsen blev ændret i overensstemmelse med lovændringen.
Antallet af navnesager, hvor det multidisciplinære team afgiver en vurdering af, om en person er
transseksuel, jf. navnebekendtgørelsens § 12, stk. 1, har ifølge Familieretshuset været under 10 sager
årligt de seneste tre år.
3.1.2.2. Juridisk kønsskifte
Reglerne om juridisk kønsskifte blev indført med lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af lov om Det
Centrale Personregister, som trådte i kraft 1. september samme år.
Efter CPR-lovens § 3, stk. 6, tildeler Social- og Indenrigsministeriet efter skriftlig ansøgning nyt
personnummer til en person, som oplever sig som tilhørende det andet køn. Tildeling af nyt
personnummer er betinget af, at den pågældende afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om nyt
52
personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, og at den pågældende efter en
refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet skriftligt bekræfter sin ansøgning. Det er
endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år. Juridisk kønsskifte,
herunder overvejelser om ændring af det juridiske køn for børn og unge samt overvejelser om
refleksionsperioden, er behandlet i afsnit 4.1. og 4.2.
Det bemærkes, at personer, der tildeles et juridisk kønsskifte, om nødvendigt skal ændre fornavn, så det
bliver kønskorrekt i forhold til det nye køn. Tilsvarende gælder for personer, der på baggrund af et fysisk
kønsskifte tildeles et nyt personnummer.
3.1.3. Udenlandsk ret og erfaringer
3.1.3.1. Sverige
Den svenske lovgivning (lag om personnamn) indeholder ikke bestemmelser om, at et navn skal være
kønskorrekt i forhold til den, der bærer navnet.
Der er alene et krav om, at et fornavn ikke må være stødende, ikke kan antages at forårsage ubehag for
den person, der skal bære navnet, eller at det i øvrigt kan anses som upassende som fornavn.
3.1.3.2. Norge
Den norske lovgivning (lov om personnavn) indeholder ikke bestemmelser om, at et navn skal være
kønskorrekt i forhold til den, der bærer navnet, men ifølge norsk praksis76
kan en pige ikke vælge et
drengenavn og omvendt.
Herudover er det muligt for en transkønnet eller for en ansøger, som har påbegyndt hormonbehandling
med henblik på kønsskifte, at tage et navn, som afviger fra det juridiske køn.
I Norge er det muligt at vælge et kønsneutralt navn.
3.1.3.3. Nederlandene
Den nederlandske lovgivning indeholder ikke bestemmelser om, at et navn skal være kønskorrekt i
forhold til den, der bærer navnet.
3.1.3.4. Malta
Den maltesiske lovgivning indeholder ikke bestemmelser om, at et navn skal være kønskorrekt i forhold
til den, der bærer navnet.
Generelt er det efter det oplyste omstændeligt at ændre navn i Malta, og de fleste ændringer vedrører
sager med fejl i navnebeviser mv. Det er således vanskeligt for transkønnede at ændre navn, medmindre
navneændringen sker som led i et juridisk kønsskifte, hvor lovgivningen giver mulighed for
navneændring.
76 Rundskriv G-20/2002, punkt 2.3.7.1.
53
3.1.3.5. England
Den engelske lovgivning indeholder ikke bestemmelser om, at et navn skal være kønskorrekt i forhold
til den, der bærer navnet.
3.1.3.6. Tyskland
Den tyske lovgivning indeholder ikke bestemmelser om, at et navn skal være kønskorrekt i forhold til
den, der bærer navnet. Dog skal et navn understøtte et barns identitetsdannelse, hvilket ifølge tysk
praksis fortolkes således, at et fornavn, der tydeligt modsiger kønnet på et barn, vil stride mod barnets
bedste.
Transkønnede, der de seneste tre år har følt sig tilhørende det ikke medfødte køn og levet i
overensstemmelse hermed, har mulighed for at ændre sit fornavn. Det skal sandsynliggøres, at
vedkommendes tilhørsforhold til det ikke medfødte køn ikke vil ændre sig. Til brug herfor indhentes en
udtalelse fra to sagkyndige, der uafhængig af hinanden skal vurdere, om der er stor sandsynlighed for,
at vedkommende også i fremtiden vil have et tilhørsforhold til det ikke medfødte køn.
En ændring af fornavnet kan ske uafhængigt af et juridiske kønsskifte. I praksis bliver de fleste
anmodninger dog indgivet parallelt.
3.1.3.7. Canada, Ontario77
Den canadiske lovgivning for Ontario indeholder ikke bestemmelser om, at et navn skal være
kønskorrekt i forhold til den, der bærer navnet.
3.1.3.8. Opsamlende om udenlandsk ret og erfaringer
Alle de adspurgte lande har regler, der gør det muligt for en transkønnet at ændre sit fornavn til et navn,
der afviger fra det medfødte køn.
I Canada, Ontario, England, Malta, Nederlandene og Sverige er navnelovgivningen kønsneutral, således
at der ikke er krav om, at en persons fornavn ikke må betegne det modsatte køn.
I Danmark, Norge og Tyskland skal et fornavn som udgangspunkt være kønskorrekt i forhold til det
juridiske køn. I disse lande er der forskellige processuelle regler for imødekommelse af en ansøgning om
navneændring fra en transkønnet.
3.1.4. Overvejelser om mulige tiltag
3.1.4.1. Navneændring for personer som oplever sig som tilhørende det andet køn
Overvejelser om navneændringer for personer, som oplever sig som tilhørende det andet køn, vedrører
både de materielle og processuelle betingelser.
77 Familieretten hører ikke under den føderale regerings jurisdiktion i Canada. Det er i stedet op til Canadas 10 provinser og 3
territorier at lovgive inden for dette område. Provinsen Ontario er Canadas mest folkerige med bl.a. Toronto og Ottawa, hvorfor
Ontario er valgt.
54
Den ordning, der siden 2002 har givet transkønnede mulighed for at få et fornavn, der betegner det
modsatte køn, indebærer som beskrevet i afsnit 3.1.2.1., at ansøgningen om navneændring forelægges
det multidisciplinære team ved Rigshospitalet og Aalborg Universitetshospital for en udtalelse om,
hvorvidt ansøgeren er transkønnet.
Henset til at det siden 2014 har været muligt at få et juridisk kønsskifte på baggrund af en erklæring fra
ansøgeren om, at man som oplever sig som tilhørende det andet køn, vurderes det ikke hensigtsmæssigt,
at den gældende ordning om navneændring opretholdes. Det skal således overvejes, hvordan man som
trans- eller interkønnet fremadrettet kan få gennemført en navneændring uden samtidig at gennemføre
et fysisk eller juridisk kønsskifte. Nedenfor præsenteres forskellige modeller.
3.1.4.1.1. Kønsneutral navnelov
Som en materiel ændring vil det kunne overvejes, om navnelovens bestemmelser, hvorefter et navn ikke
må betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet, ophæves sådan, at der i
lovgivningen ikke skelnes mellem drenge- og pigenavne. En sådan model vil i store træk svare til
lovgivningen i Sverige, Nederlandene, Malta, England og Canada, Ontario. Herved undgås både
sagsbehandling og procedurer, som kan forekomme bureaukratiske og indgribende for den enkelte.
Ændringen vil dog gøre op med et centralt træk inden for dansk navnetradition og samtidig medføre, at
enhver vil kunne tage et nyt fornavn uden skelen til, om navnet traditionelt har været betragtet som et
pige- eller et drengefornavn. Der henvises til navnelovsudvalgets begrundelse for at opretholde kravet
om kønskorrekte navne i udvalgets betænkning fra 2004, som gengivet ovenfor i afsnit 3.1.2.1. I lyset af
samfundsudviklingen og udviklingen i den familieretlige lovgivning siden navnelovens ikrafttræden,
kan det overvejes, om den tidligere fremførte argumentation om kommunikationsmæssige fordele i den
praktiske navnebrug samt et kønsopdelt samfund fortsat bør være bærende.
3.1.4.1.2. Navneændring ved erklæring
Opretholdes kravet i navneloven om, at et navn ikke må betegne det modsatte køn, kan det – som en
processuel ændring – overvejes at lempe sagsbehandlingsproceduren for ansøgninger fra trans- eller
interkønnede om navneændring og sidestille en ansøgning om navneændring for trans- eller
interkønnede med øvrige navneændringer. Det vil medføre, at en ansøgning om navneændring til et
navn, som betegner det modsatte køn i forhold til den, som skal bære navnet, vil kunne behandles
skriftligt og vil kunne imødekommes, hvis ansøgeren skriftligt erklærer at opleve sig som tilhørende det
modsatte køn, dvs. uden at vedkommende har gennemført et fysisk eller juridisk kønsskifte. Ikke-trans-
eller interkønnede vil med denne model fortsat ikke kunne tage et fornavn, der betegner det modsatte
køn.
Som fordel ved en sådan model vil særligt kunne nævnes, at en enklere procedure vil kunne skabe bedre
balance mellem proceduren for en navneændring for trans- og interkønnede og proceduren for et
juridisk kønsskifte, hvor der er sket en afkobling af juridiske forhold fra den sundhedsfaglige udredning
og behandling ved kønsidentitetsforhold.
Det kan ikke afvises, at enkelte ikke-trans- eller interkønnede ansøgere vil benytte erklæringsmodellen
til at opnå en navneændring til et ikke kønskorrekt navn. Denne mulighed for omgåelse vurderes
imidlertid at være af mindre betydning i forhold til modellens fordele. Herudover bemærkes, at
modellen alene vedrører navneændringer, og at kravet om et navns kønskorrekthed vil kunne fastholdes
i forhold til navngivningen af et barn.
55
Det bemærkes yderligere, at ændringen umiddelbart vil omfatte både børn og unge under 18 år og
voksne, da der i navneloven som udgangspunkt ikke skelnes mellem regler for henholdsvis børn og unge
under 18 år og voksne. Det bemærkes, at ved navneændring for et barn eller en ung under 18 år kræves
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og fra barnet eller den unge, der er fyldt 12 år.
3.1.5. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
Navneændring for personer som oplever sig som tilhørende det andet køn
Afhængig af hvilken model for navneændring for personer, som oplever sig som tilhørende det andet
køn, der vælges, vil ændringerne kunne gennemføres ved henholdsvis lovændring eller ved ændring på
bekendtgørelsesniveau.
Kønsneutral navnelov
Denne model vil kunne gennemføres ved en ændring af navneloven.
Der vil ikke være økonomiske eller administrative konsekvenser ved gennemførelse af modellen
Navneændring ved erklæring
En forenklet procedure for navneændring for trans- eller interkønnede vil kunne gennemføres ved en
ændring af navneloven. Ansøgningerne om navneændringer for trans- eller interkønnede vil kunne følge
den almindelige fremgangsmåde ved ændring af navn, hvor ansøgningen indgives til
personregisterføreren.
Ændringen vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning. Det
bemærkes, at ved ansøgning om navneændring skal der betales et gebyr.
56
3.2. Transkønnede, der bliver forældre
3.2.1. Indledning
I børneloven tages der ikke højde for, at transkønnede bliver forældre. Der er et princip om, at
forældreskabet fastsættes i overensstemmelse med den transkønnedes biologiske køn, men denne
antagelse er senest blevet udfordret af retspraksis, jf. afsnit 3.2.2.3.
Det er et ønske fra organisationer på området, at forældreskabet fastlægges ud fra en persons juridiske
køn, det vil for eksempel sige, at en person, der har gennemført et juridisk kønsskifte fra kvinde til mand,
registreres som far til et barn, som den pågældende føder.
3.2.2.Gældende dansk ret og praksis
3.2.2.1. Det retlige forældreskab
Børneloven definerer rammerne for familier i relation til forældreskab. Loven bygger på en
grundlæggende forudsætning om, at et barn så vidt muligt skal have to forældre.
I 1997 afgav Børnelovsudvalget sin betænkning om børns retsstilling78
, der efterfølgende har dannet
fundamentet for den børnelov, der er gældende i dag.
Udvalget lagde blandt andet til grund, at ”det er imidlertid naturens orden, at der skal en mand og en
kvinde til at skabe et barn”. Dette er blandt andet afspejlet i børneloven ved, at lovens bestemmelser for
fastsættelse af forældreskabet tager udgangspunkt i forældrenes køn79
.
Siden Børnelovsudvalget afgav sin betænkning, har måden at stifte familie med børn på ændret sig. Det
har derfor flere gange været nødvendigt at ændre på loven. Det er således i dag anerkendt i lovgivningen,
at enlige kvinder kan blive behandlet med assisteret reproduktion og dermed være barnets eneste retlige
forælder. Ligeledes er det muligt for kvindelige par, at den ene kvinde bliver behandlet med assisteret
reproduktion og dermed bliver mor, mens den anden kvinde registreres som barnets medmor. Et
medmoderskab har de samme retsvirkninger som et faderskab. Der er også mulighed for, at parret
sammen med en kendt sæddoner kan aftale, at den ene kvinde skal registreres som barnets medmor,
eller at sæddonor skal registreres som barnets far. Et barn kan dog ikke have mere end to retlige
forældre. Ved indførelsen af medmoderskab i 201280
blev det, trods enlige kvinders mulighed for at blive
behandlet med assisteret reproduktion, lagt til grund, at børnelovens forudsætning om, at et barn så vidt
muligt skal have to forældre, fortsat er gældende.
Det retlige forældreskab efter børneloven danner en retlig ramme for barnet og har en lang række
retsvirkninger, hvoraf de vigtigste er forældreansvar i forhold til barnet (forældremyndighed, samvær
m.v.), forsørgelsespligt over for barnet og arveret.
Børneloven indeholder regler om ”mater est” og ”pater est”. ”Mater est”-reglen i børnelovens § 30
fastlægger, at den kvinde, der har født et barn, skal anses som mor til barnet, mens ”pater est”-reglen i
børnelovens § 1, fastlægger, at morens (mandlige) ægtefælle anses som barnets retlige far. Morens
78 Betænkning nr. 1350 om børns retsstilling.
79 Betænkning nr. 1350 om børns retsstilling, side 44-45.
80 LF nr. 207, 2012/1 punkt 3.1.3.
57
kvindelig ægtefælle eller registreret partner, vil kunne registreres som barnets medmor, hvis
betingelserne i lovens §§ 27 eller 27 a vedrørende medmoderskab er opfyldt.
Fødes et barn af en ugift kvinde, anses en mand som far til barnet, hvis han og moren erklærer, at de
sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. På samme vis kan en kvinde anerkende
medmoderskabet til et barn, hvis hun og moren erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og
ansvaret for barnet, og betingelserne i lovens §§ 27 eller 27 a, stk. 2, er opfyldt.
I forbindelse med registreringen af barnets fødsel vil det samtidig blive registreret i CPR, hvem der er
barnets mor. Faderskabet eller medmoderskabet vil ligeledes blive registreret i CPR, så snart det er
fastlagt. CPR- og personregistreringen i forbindelse med et barns fødsel indeholder således
kønsspecifikke oplysninger om, hvem der er barnets forældre. Barnets fødselsattest indeholder alene
kønsneutrale oplysninger om, hvem der er barnets forældre.
3.2.2.2. Juridisk kønsskifte
Reglerne om juridisk kønsskifte blev indført med lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af lov om Det
Centrale Personregister, som trådte i kraft 1. september samme år.
Det fremgår af rapporten fra arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte afgivet 27. februar 2014, som
lovændringen bygger på, at når man i børnelovens forstand har det køn, man bruger til at forplante sig
med, giver det ikke anledning til fortolkningstvivl, at en eller begge forældre ved barnets undfangelse
har et andet juridisk køn end deres biologiske køn. Det er således forældrenes biologiske køn ved barnets
undfangelse, der afgør deres forældreskab i børneloven som enten mor, far eller medmor. En person,
der føder et barn, vil – uanset at personen juridisk er en mand – være barnets mor i børnelovens
forstand.
Arbejdsgruppen anbefalede, at man fastholdt udgangspunktet om, at forældrenes biologiske køn ved
barnets undfangelse skulle afgøre deres betegnelse i børnelovens forstand. Arbejdsgruppen lagde blandt
andet vægt på det meget begrænsede antal personer, der forventedes at blive berørt af en sådan ordning,
og på at det ville være nødvendigt med en vidtgående ændring af børneloven og dertil relateret
lovgivning, hvis forældreskabet fuldt ud skulle følge det juridiske køn.
3.2.2.3. Retspraksis
Der er i nyere dansk retspraksis taget stilling til forældreskabet for personer, der har ændret det juridiske
køn. Østre Landsret har i kendelse af 24. november 2017 prøvet, om en person, som havde fået et juridisk
kønsskifte fra kvinde til mand – og efterfølgende også et fysisk kønsskifte – skulle registreres som far
eller medmor.
Landsrettens kendelse vedrørte kvinden A, der levede sammen med en anden kvinde, B. A skiftede
køn fra kvinde til mand. Kvinden B modtog fertilitetsbehandling med sæd fra en anonym donor, og A
havde på forhånd samtykket i at være forælder til barnet. Efter barnets fødsel ansøgte parret om, at A
måtte blive registreret som barnets far. Landsretten nåede frem til, at A kunne registreres som far til
barnet.
Det fremgår af kendelsen, at Landsretten fandt, at
”det således alene er med hensyn til sådanne personer, som i biologisk forstand utvivlsomt er
mor – ved at være den, som har født barnet – eller far – ved at have gjort sin partner gravid
58
på naturlig vis – at forarbejderne indeholder en klar forudsætning om, at den pågældende,
uanset om personen juridisk har fået et andet køn, vil være mor, henholdsvis far, til barnet i
børnelovens forstand. Forarbejderne indeholder ikke en tilsvarende forudsætning om,
hvorvidt en person – der i medfør af børnelovens § 27 har givet samtykke til og ønsker at blive
registreret som forælder til et barn, som den pågældende ikke biologisk er far eller mor til –
kan anses for at være far eller medmor til barnet.”
På baggrund heraf og i mangel af holdepunkter i børneloven for at nægte registrering af en person med
juridisk kønsskifte som far til det barn, hans ægtefælle, registrerede partner eller partner føder, fandt
landsretten, at
”børneloven i overensstemmelse med hensigten bag reglerne om juridisk kønsskifte i
situationer som den, der forelå i sagen, må forstås således, at det juridiske kønsskifte skal slå
igennem fuldt ud, således at en transseksuel tidligere kvinde, der før undfangelsen af barnet
har fået juridisk kønsskifte, kan registreres som far, når betingelserne i børnelovens § 27 i
øvrigt er opfyldt.”
Landsretten bemærkede desuden, at der herved ikke var taget stilling til tilfælde, hvor den, som giver
samtykke efter børnelovens § 27, har leveret sæd, som har gjort kvinden gravid, og heller ikke til, om en
registreret far eller medmor, som skifter køn, kan opnå en ændring i den i forvejen registrerede status.
3.2.3.Udenlandsk ret og erfaringer
3.2.3.1. Sverige
Efter lovgivningen i Sverige (Föräldrabalken) fastsættes forældreskabet i overensstemmelse med det
juridiske køn, dog således at forælderen i øvrigt er omfattet af det, der ellers er angivet i lovgivningen
mv. om forældreskabet i overensstemmelse med det biologiske køn. Eksempelvis vil en mand, der føder
et barn, anses som barnets far, men vil være omfattet af det, der ellers er angivet i lovgivningen mv. om
mor og moderskab.
3.2.3.2. Norge
Efter lovgivningen i Norge fastsættes forældreskabet for forældre, som har fået et juridisk kønsskifte, i
overensstemmelse med det medfødte køn.
Det betyder, at en person, der føder et barn, anses for mor, uanset om forælderen har ændret juridisk
køn. Faderskab og medmoderskab fastsættes tilsvarende i overensstemmelse med det medfødte køn.
I Norge registreres slægtskabet mellem forældre og børn i folkeregistreret. Det sker uden anvendelse af
kønsbestemte begreber som mor og far.
3.2.3.3. Nederlandene
I Nederlandene er lovgivningen om forældreskab (civillovgivning bog 1) kønsspecifikt.
Barnets forældre registreres i overensstemmelse med forældrenes medfødte køn. Dette betyder, at en
kvinde, der har ændret sit juridiske køn til mand og føder et barn, vil anses for barnets retlige mor.
59
I Nederlandene er der ved fastsættelsen af forældreskabet ingen forskel på, om forælderen har brugt
sine egne reproduktive organer til undfangelsen af barnet eller ej.
3.2.3.4. Malta
Malta anvender en kønsneutral terminologi – forælder 1 og forælder 2 – på fødselsattester. Denne
terminologi anvendes for børn af forældre i registreret partnerskab og for børn af gifte forældre.
I tilfælde, hvor en person har fået børn forud for et juridisk kønsskifte, ændres navn og køn på
fødselsattester for at afspejle dette.
3.2.3.5. England
Efter lovgivningen i England fastsættes forældreskabet for forældre, som har fået et juridiske kønsskifte,
i overensstemmelse med det medfødte køn.
Det fremgår af The Gender Recognition Act 2004, at et juridisk kønsskifte ikke påvirker ens status som
far eller mor til et barn.
3.2.3.6. Tyskland
Efter lovgivningen i Tyskland (Bürgerliches Gesetzbuch) fastsættes forældreskabet for forældre, som har
fået et juridisk kønsskifte, i overensstemmelse med det medfødte køn.
3.2.3.7. Canada, Ontario
Efter lovgivningen i Canada, Ontario, har det siden 2017 været muligt for en forælder, at vælge titlen
”mor”, ”far” eller ”forælder”, hvilket bliver anført ved barnets fødselsregistrering. Ontario anmoder ikke
om verifikation af forældrenes køn forud for registrering af en fødsel. På barnets fødselsattest er
forældrene altid anført som ”forælder” uden angivelse af køn.
3.2.3.8. Opsamlende om udenlandsk ret og erfaringer
Af de adspurgte lande har ca. halvdelen (Nederlandene, Norge og Tyskland) regler, der tager
udgangspunkt i det biologiske køn ved fastsættelse af, hvem der er barnets forældre. Lovgivningen i
Malta er kønsneutral, hvis forældrene er gift eller i et registreret partnerskab, mens det er valgfrit for en
forælder i Canada, Ontario, at vælge titlen ”mor”, ”far” eller ”forælder”. I Sverige fastsættes
forældreskabet i overensstemmelse med det juridiske køn.
3.2.4.Overvejelser om mulige tiltag
De tiltag, der beskrives i dette punkt, omhandler personer, der har fået et juridisk kønsskifte på
baggrund af en erklæring om, at ønsket om nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre
det andet køn, jf. CPR lovens § 3, stk. 6, samt de personer, der har gennemført et anerkendt fysisk
kønsskifte og på den baggrund opnået en ændring af juridisk køn.
60
3.2.4.1. Altid juridisk køn
En model, der adskiller det juridiske køn fra det reproduktive køn, kunne være, at en forælder, som har
skiftet juridisk køn inden barnets fødsel, betegnes og registreres som forælder på en måde, som afspejler
det juridiske køn.
Forældrene bør samtidigt have de samme rettigheder og pligter, som hvis de ikke havde ændret juridisk
køn. Dermed bliver det juridiske køn ikke styrende for en række af de rettigheder og pligter, der følger
af forældreskabet. Det indebærer bl.a., at den, som føder et barn, skal omfattes af de bestemmelser i
lovgivningen, som gælder for en mor, fx retten til at kunne rejse en sag om faderskab og medmoderskab
inden barnets fødsel og pligt til at oplyse, hvem der er eller kan være far eller medmor til barnet.
Ligeledes skal den forælder, som bidrager med sæd til barnets undfangelse, eller som har samtykket til
behandling med assisteret reproduktion, omfattes af de bestemmelser, som gælder for en far eller
medmor. Som et eksempel fra børneloven kan nævnes, at en mand, der har haft et seksuelt forhold til
moren, som udgangspunkt har ret til at få prøvet, om han er barnets far.
Modellen har lighedspunkter med lovgivningen i Sverige.
Fordelen ved denne model er, at børneloven dermed fuldt ud vil anerkende det juridiske og selvvalgte
køn ift. det juridiske forældreskab.
3.2.4.2. Kønsneutral børnelov
Det kan også overvejes, om en model, hvor børneloven er kønsneutral, vil være at foretrække. I en sådan
model vil begreber som ”mand” og ”kvinde” skulle fjernes, og begreberne ”mor”, ”far” og ”medmor” vil
skulle erstattes af et forældrebegreb, hvorved der opnås en begrebsmæssig kønsneutralitet. Modellen vil
ikke kun gælde for forældre, der har ændret det juridiske køn, men for alle forældre, der får børn.
Modellen vil samtidig bryde med den traditionelle retlige opfattelse af mor, far og medmor. Det vil stå
forældrene frit for at kalde sig ”mor”, ”far”, ”medmor”, ”medfar”, ved navn eller andet.
Som konsekvens af modellen vil de klassiske retsprincipper ”mater-est” og ”pater-est” ikke længere
kunne anvendes, da disse er kønsbestemte. Disse begreber vil dog kunne erstattes af en lovbestemt
forældredefinition, der fastlægger, at et barns forældre er den person, der har født barnet, og dennes
ægtefælle. Herved fastholdes, at den person, der føder barnet, automatisk anses som forælder, og at
dennes ægtefælle – uanset køn – ligeledes automatisk anses som barnets forælder.
Det vil være en forudsætning for modellen, at børneloven fortsat kan henvise til biologiske faktorer,
herunder de reproduktive muligheder som er biologiske bestemt, fx den gravide, to personer, der har
haft et seksuelt forhold, der har resulteret i en graviditet, og DNA-test af en person, der vil kunne have
gjort en anden person gravid.
Fordelen ved denne model er, at den i videst muligt omfang ligestiller forældre – transkønnede eller ej.
Den vil desuden betyde, at et allerede etableret forældreskab ikke vil blive påvirket, hvis en forælder
efterfølgende skifter køn.
61
3.2.5. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
Begge modeller indebærer behov for ændring af børneloven samt en række ændringer af relateret
lovgivning, hvor der refereres til barnets forældre som moren, faren eller medmoren. Dette gælder
eksempelvis forældreansvarsloven, barselsloven, retsplejeloven, navneloven og CPR-loven.
Hertil kommer en række implementeringsopgaver, herunder ændring af tilhørende administrative
forskrifter, ændring af registrering i CPR, tilretning af it-systemer og blanketter i Familieretshuset og
hos personregisterføreren. Der vil endvidere være implementeringsudgifter ved en kønsneutral
børnelov på barselsområdet, idet det vil være nødvendigt at tilpasse ordlyden i de relevante systemer, fx
i selvbetjeningssystemer. Der tages forbehold for en nærmere beregning heraf.
62
3.3. Medmoderskab
3.3.1. Indledning
Et faderskab kan registreres af personregisterføreren, uanset hvordan graviditeten er opnået. Når to
kvinder sammen planlægger at blive forældre til et barn, så kan den ikke-fødende kvinde blive retlig
forælder via et medmoderskab. Dette kræver dog, at barnet er et resultat af behandling med assisterede
reproduktion foretaget af en sundhedsperson. Registrering af medmoderskabet foretages af
Familieretshuset.
For lesbiske par, som vælger en hjemmeinsemination uden deltagelse af en sundhedsperson, er
konsekvensen, at barnet ikke kan få den tiltænkte medmor som retlig forælder men alene som social
forælder. Parternes intentioner om det retlige forældreskab vil således ikke kunne imødekommes fra
barnets fødsel. Den ikke-fødende kvinde vil dog kunne blive retlig forælder via stedbarnsadoption, se
afsnit 3.3.2.5.
Det er et ønske fra organisationer på området, at reglerne om registrering af medmoderskab udvides til
også at omfatte tilfælde, hvor graviditeten er opnået via hjemmeinsemination, og at sager om
stedbarnsadoption kan gennemføres tidligere, når der er tale om en planlagt familieforøgelse.
3.3.2.Gældende dansk ret og praksis
3.3.2.1. Medmoderskab (registrering, anerkendelse, afgørelse og søgsmålsret)
Muligheden for at fastsætte et medmoderskab blev indført med lov nr. 652 af 12. juni 2013 om ændring
af børneloven, lov om adoption, retsplejeloven og forskellige andre love (Medmoderskab m.v.).
Formålet med lovændringen var at sikre en højere grad af ligebehandling af par af samme køn og par af
forskelligt køn i relation til reglerne om forældreskab (faderskab og medmoderskab) og dermed også de
afledte regler om forældremyndighed, barsel og arveret. Lovændringen skulle samtidig sikre hensynet
til barnets bedste.
Omdrejningspunktet for reglerne om medmoderskab er børnelovens § 27. Det følger af bestemmelsen,
at er en kvinde blevet behandlet med assisteret reproduktion af en sundhedsperson, anses hendes
ægtefælle, registrerede partner eller partner som barnets far eller medmor, hvis denne har givet
samtykke til behandlingen, og barnet må antages at være blevet til ved denne. Samtykket skal være
skriftligt og indeholde en erklæring om, at manden skal være barnets far, eller at kvinden skal være
barnets medmor.
Reglerne om medmoderskab indebærer, at når et barn fødes af en kvinde, der er gift med en kvinde eller
har en registreret partner, registreres ægtefællen eller partneren som medmor til barnet efter
børnelovens § 3 a, stk. 1, hvis barnet i overensstemmelse med lovens § 27 er blevet til ved assisteret
reproduktion af en sundhedsperson. Tilsvarende gælder efter børnelovens § 3 b, hvis moren er ugift, og
hun sammen med en anden kvinde erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet
(”omsorgs- og ansvarserklæring”).
Erklæring om medmoderskab skal afgives på en godkendt blanket. En erklæring skal afgives inden
behandlingen med assisteret reproduktion påbegyndes. Blanketten skal være underskrevet af moren og
medmoren. Underskrifterne og dateringens rigtighed skal være bekræftet af en advokat eller to
63
vitterlighedsvidner. Dette gælder dog ikke, hvis blanketten er underskrevet ved møde hos en
sundhedsperson. Blanketten skal være påtegnet af en sundhedsperson.
Hvis kvinden er blevet behandlet med assisteret reproduktion med sæd fra en mand, hvis identitet hun
kender, skal manden tillige skriftligt erklære, at ægtefællen eller partneren skal være barnets medmor,
jf. § 27 a, stk. 2.
Registrering af medmoderskab foretages af Familieretshuset – og ikke af personregisterføreren som ved
registrering af faderskab. Dette skyldes, at registrering af medmoderskab forudsætter en vis yderligere
sagsbehandling.
Er medmoderskab ikke registreret i forbindelse med barnets fødsel, kan medmoren efter børnelovens §
14, stk. 1, 5 og 6, efterfølgende anerkende medmoderskabet over for Familieretshuset. Det er en
betingelse for anerkendelse af medmoderskab, at moren er blevet behandlet med assisteret
reproduktion af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, barnet må antages at være
blevet til ved denne behandling, og den anden kvinden skriftligt har erklæret, at hun skal være barnets
medmor, jf. ovenfor.
Anvendelsesområdet for reglerne om medmoderskab er afgrænset til tilfælde, hvor behandlingen er
foregået i overensstemmelse med reglerne i lov om assisteret reproduktion. Bestemmelsen omfatter
således ikke situationer, hvor et par bestående af to kvinder aftaler med en mand, at han skal have
samleje med den ene kvinde med henblik på at gøre hende gravid, hvorefter den anden kvinde skal være
medmor til barnet. Bestemmelsen omfatter heller ikke situationer, hvor et par bestående af to kvinder
aftaler med en mand, at han skal donere sin sæd, som de selv – uden deltagelse af en sundhedsperson –
anvender til insemination af den ene kvinde med henblik på at gøre hende gravid, hvorefter den anden
kvinde skal være medmor til barnet.
Formålet med at en sundhedsperson vejleder parret i forbindelse med behandling med assisteret
reproduktion er at sikre retssikkerhed og forudsigelighed for alle parter og derved undgå uoplyste valg
ud fra misforståelser eller ukendskab til reglerne. Herudover skal en sundhedspersons deltagelse sikre,
at der kan skelnes mellem insemination eller anden behandling og et seksuelt forhold. Samtidig giver
den erklæring, som parterne skal afgive om forældreskabet, dvs. både moren, medmoren og en
sæddonor, som parret kender, sikkerhed for, at aftalen om forældreskabet er retligt bindende for
parterne.
Det følger således af børnelovens § 20, stk. 4, at der kan træffes afgørelse om, at en kvinde er medmor,
hvis hun har erklæret, at hun skal være medmor, og barnet er blevet til ved assisteret reproduktion.
Fortryder en kvinde, at hun skal være medmor eller fortryder moren, at den anden kvinde skal være
medmor, sikrer denne bestemmelse, at en kvinde, der har samtykket til behandlingen med assisteret
reproduktion og erklæret at ville være medmor, kan dømmes som medmor.
Det er kun muligt at undlade at træffe afgørelse om, at den pågældende kvinde anses som barnets
medmor, hvis barnet ikke er blevet til ved den behandling med assisteret reproduktion, kvinden har
givet samtykke til, f.eks. forbi moren er blevet gravid på en anden måde eller har fortsat behandlingen
med assisteret reproduktion efter det tidspunkt, hvor den kommende medmor trak sit samtykke tilbage.
Er barnet ikke blevet til ved behandling med assisteret reproduktion af en sundhedsperson, er det ikke
muligt at anerkende medmoderskab eller træffe afgørelse om medmoderskab. Dette gælder uanset, at
der foreligger dokumentation for, at den anden kvinde havde givet samtykke til behandlingen med
assisteret reproduktion og erklæret at ville være medmor.
64
Børneloven giver en medmor følgende muligheder for at anfægte sit medmoderskab:
 Er medmoderskab registreret efter §§ 3 a eller 3 b eller anerkendt over for Familieretshuset, kan
sag om medmoderskabet inden 6 måneder efter barnets fødsel rejses af moderen eller
medmoderen, jf. børnelovens § 5, stk. 1.
 En kvinde, som har afgivet samtykke til morens behandling med assisteret produktion og afgivet
erklæring om at ville være forælder til barnet, kan rejse en sag om medmoderskab, jf.
børnelovens § 6 a.
 Børneloven indeholder i kapitel 4 regler om genoptagelse af sag om medmoderskab.
Er betingelserne for at anfægte medmoderskabssagen opfyldt, træffes afgørelsen om medmoderskabet
efter § 20, jf. ovenfor.
Retsstillingen for sæddonor, når barnet er blevet til med sæd fra en mand, som parret kender
Efter § 27 a i børneloven, hvor alle tre involverede parter (moren, den kommende medmor og en kendt
sæddonor) er enige om behandlingen med assisteret reproduktion, anses manden som udgangspunkt
som barnets far, hvis barnet må antages at være blevet til ved denne behandling, og manden skriftligt
har erklæret, at han skal være barnets far. Manden anses dog ikke som far til barnet, hvis alle tre parter
skriftligt erklærer, at morens ægtefælle, registrerede partner eller den kvindelige partner skal være
barnets medmor.
Det fremgår af § 27 b i børneloven, at en kendt sæddonor anses som far til et barn, der med hans sæd er
blevet til ved behandling med assisteret reproduktion af en anden kvinde end hans ægtefælle eller
partner, hvis behandlingen er foretaget af en sundhedsperson, manden har givet samtykke til, at en
bestemt kvinde modtager behandlingen, barnet er blevet til ved denne behandling, og at manden
skriftligt erklærer, at han skal være barnets far. Anvendelsesområdet for denne bestemmelse er typisk
situationer, hvor en kvinde, der ikke er gift, og som ikke har en registreret partner eller en partner,
ønsker at blive gravid ved hjælp af sæd fra en bestemt mand.
En mand som har givet samtykke eller erklæring efter disse bestemmelser, kan efter børnelovens § 6 a
rejse faderskabssag.
3.3.2.2. Faderskab (registrering, anerkendelse, afgørelse og søgsmålsret)
Det fremgår af børnelovens § 1, at fødes et barn af en kvinde, der er gift med en mand, anses ægtemanden
som far til barnet. Registrering af faderskabet foretages af personregisterføreren i forbindelse med
registreringen af barnets fødsel.
Fødes et barn af en ugift kvinde, anses en mand som far til barnet, hvis han og moren skriftligt erklærer,
at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet (omsorgs- og ansvarserklæring).
Registreringen af faderskabet foretages af personregisterføreren i forbindelse ved barnets fødsel, jf.
børnelovens § 2.
Er faderskab ikke registreret i forbindelse med barnets fødsel, kan faren efter børnelovens § 14, stk. 1-4,
efterfølgende anerkende faderskabet over for Familieretshuset. Sker anerkendelsen ikke ved afgivelse af
omsorgs- og ansvarserklæring, er anerkendelse betinget af, faren har haft seksuelt forhold til moren. Er
barnet blevet til efter behandling med assisteret reproduktion, er anerkendelsen betinget af, at
børnelovens § 27 om børn, der er blevet til ved assisteret reproduktion, er opfyldt.
65
Efter børnelovens § 20 kan der træffes afgørelse om, at en mand er far, hvis han efter udfaldet af
retsgenetiske undersøgelser utvivlsomt er barnets far, eller hans faderskab i øvrigt anses for godtgjort.
Der kan også træffes afgørelse om faderskab, hvis betingelserne i børnelovens § 27 om børn, der er blevet
til ved assisteret reproduktion, er opfyldt.
Børneloven giver en far følgende muligheder for at anfægte sit faderskab:
 Er faderskab registreret efter børnelovens §§ 1 og 2 eller anerkendt ved Familieretshuset, kan
sag om faderskabet inden 6 måneder efter barnets fødsel rejses af moren eller faderen, jf.
børnelovens § 5, stk. 1. I udgangspunktet har en mand, som har haft et seksuelt forhold til moren
i den periode, hvor hun blev gravid, ret til at få prøvet, om han er barnets far, jf. børnelovens §
6. Anmodning skal som udgangspunkt fremsættes inden 6 måneder efter barnets fødsel. Denne
søgsmålsret er dog begrænset i de tilfælde, hvor der allerede er en mand registeret som barnets
far eller en kvinde som barnets medmor. I disse tilfælde kan sag alene rejses, hvis manden var
gift med moren uden at være separeret eller levede i et fast samlivsforhold med hende i den
periode, hvor hun blev gravid.
 Børneloven indeholder i kapitel 4 regler om genoptagelse af sag om medmoderskab.
3.3.2.3. Sammenfatning – forskelle på faderskab og medmoderskab
Registrering
Registrering af et faderskab sker automatisk, hvis barnet fødes i ægteskab (pater est- reglen) eller for
ugifte, hvis kvinden og manden sammen udfylder og indsender en omsorgs- og ansvarserklæring.
Registreringen foretages af personregisterføreren. Der skal ikke fremlægges oplysninger om, hvordan
barnet er blevet til, heller ikke selvom barnet er blevet til ved assisteret reproduktion.
En mand kan således blive registreret som retlig far til et barn, der er blevet til ved assisteret
reproduktion, selvom betingelserne i børnelovens § 27 ikke er opfyldt, f.eks. fordi behandlingen ikke
blev foretaget af en autoriseret sundhedsperson.
Registrering af et medmoderskab kræver derimod, at moren og medmoren fremlægger erklæring om, at
moren er behandlet med assisteret reproduktion af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons
ansvar, og at medmoren havde givet samtykke til behandlingen og har erklæret at ville være barnets
medmor. Registreringen foretages af Familieretshuset, der påser, at erklæringen om assisteret
reproduktion fremlægges.
Samtykke og erklæring i forbindelse med behandling med assisteret reproduktion
Der gælder samme betingelser for registrering af faderskab og medmoderskab, når barnet er blevet til
ved assisteret reproduktion. En mand eller en kvinde anses som hhv. far eller medmor, hvis denne har
givet samtykke til behandlingen, barnet må antages at være blevet til ved behandlingen, og manden eller
kvinden erklærer, at han/hun skal være barnets far/medmor.
Retstilstanden er altså her den samme for par af samme køn og par af forskelligt køn.
Anerkendelse
Er barnet ikke blevet til ved behandling med assisteret reproduktion af en sundhedsperson, er det ikke
muligt at anerkende medmoderskab. Dette gælder uanset, at der foreligger dokumentation for, at den
anden kvinde havde givet samtykke til behandlingen med assisteret reproduktion og erklæret at ville
være medmor.
66
En mand kan anerkende faderskab forudsat, at han har haft seksuelt forhold til moren. En mand kan
også anerkende faderskab ved erklæring om samtykke til faderskab efter behandling med assisteret
reproduktion.
Søgsmålsret
En far og en medmor har samme muligheder for at anfægte henholdsvis faderskab og medmoderskab.
Er barnet blevet til ved assisteret reproduktion, uden at betingelserne i børnelovens § 27 er opfyldt, kan
hverken den mand, eller den kvinde, der har samtykket til behandlingen og villet være hhv. far og
medmor, anmode om, at der rejses sag om faderskab hhv. medmoderskab.
En mand, som har haft et seksuelt forhold til moren i den periode, hvor hun blev gravid, har dog ret til
at få prøvet, om han er barnets far.
Afgørelse
Er barnet ikke blevet til ved behandling med assisteret reproduktion af en sundhedsperson, er det ikke
muligt at træffe afgørelse om medmoderskab. Dette gælder uanset, at der foreligger dokumentation for,
at den anden kvinde havde givet samtykke til behandlingen med assisteret reproduktion og erklæret at
ville være medmor.
Tilsvarende gælder i relation til faderskab, når en mand har givet samtykke til behandling med assisteret
reproduktion.
Herudover kan der træffes afgørelse om faderskab, når faren har haft et seksuelt forhold til moren, og
faderskabet kan anses for godtgjort.
3.3.2.4. Faderskab, når barnet er blevet til ved assisteret reproduktion med sæd fra
en mand, som parret kender
Børneloven indeholder mulighed for, at et kvindeligt par kan aftale, at en bestemt mand skal være
sæddonor til det barn, som den ene af dem skal føde, og at det er denne mand, der skal være barnets
retlige far. Dette indebærer, at den ikke-fødende kvinde ikke skal være barnets medmor.
Reglerne herom findes i § 27 a, stk. 1, i børneloven. Det følger af bestemmelsen, at når en kvinde, der er
gift med en kvinde eller har en registreret partner eller en kvindelig partner, er blevet behandlet med
assisteret reproduktion med en kendt mands sæd af en sundhedsperson, anses manden som barnets far,
hvis barnet må antages at være blevet til ved denne behandling, manden skriftligt har erklæret, at han
skal være barnets far, og ægtefællen, den registrerede partner eller partneren til moren har givet
skriftligt samtykke til behandlingen.
Når et barn fødes af en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en registreret partner, kan sæddonor
registreres som far til barnet efter § 1 a i børneloven. Registrering af faderskabet foretages af
Familieretshuset i forbindelse med barnets fødsel.
§ 6 a i børneloven giver en mand, som har afgivet erklæring om faderskab efter § 27 a, stk. 1, mulighed
for at rejse sag om faderskabet inden 6 måneder efter barnets fødsel, hvis hans faderskab ikke er blevet
registreret ved barnets fødsel.
Efter § 20, stk. 5, i børneloven kan der træffes afgørelse om, at en mand er far, hvis han efter lovens § 27
a, stk. 1, anses som far til barnet.
67
3.3.2.5. Stedbarnsadoption – adoptionsloven
Hvis reglerne om medmoderskab ikke er iagttaget, eksempelvis fordi behandlingen med assisteret
reproduktion ikke har fundet sted med deltagelse af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons
ansvar, kan det retlige forældreskab for barnets sociale mor alene etableres ved stedbarnsadoption.
Det følger af adoptionslovens § 5 a, stk. 1, at en ægtefælle kan adoptere den anden ægtefælles barn
(stedbarnsadoption). Tilsvarende kan en samlever adoptere den anden samlevers barn. Det er
Familieretshuset, der træffer afgørelse herom.
Stedbarnsadoption er kendetegnet ved, at barnet efter adoptionen betragtes som fælles barn af
adoptanten og den oprindelige forælder, der er gift eller samlevende med adoptanten, jf.
adoptionslovens § 16, stk. 2. En stedbarnsadoption kræver ikke godkendelse som adoptant, jf.
adoptionslovens § 4 a, stk. 2.
Efter adoptionslovens § 2 er det en grundlæggende betingelse, at adoptionen kan antages at være bedst
for barnet. I relation til stedbarnsadoption gælder der en vis formodning for, at det vil være til fordel for
barnet, at den, der fungerer som barnets sociale forælder, også bliver barnets retlige forælder.
Ved vurderingen af, om adoptionen kan antages at være bedst for barnet, lægges der vægt på, om
familien har opnået den fornødne stabilitet, før adoptionsbevillingen udstedes, således at ønsket om
adoption er en velovervejet beslutning baseret på erfaring fra flere års samliv som familie. Der stilles
derfor efter praksis som udgangspunkt krav om, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet har levet
sammen med ægtefællen/samleveren og barnet i mindst 2 ½ år.
Kravet til længden af samlivet mellem ansøgeren og barnet kan dog bl.a. fraviges efter en konkret
vurdering ved stedbarnsadoption af helt små børn i situationer, hvor et kvindeligt par sammen har
planlagt at få et barn ved assisteret reproduktion. En fravigelse af kravet vil dog normalt kræve, at der
mellem ansøgeren og barnets mor eksisterer et stabilt familieliv, ligesom det i disse sager har betydning,
at en evt. faderskabssag skal være afsluttet uden, at der er fastslået et faderskab81
.
3.3.2.6. Vævsloven
Den 1. juli 2017 trådte lov nr. 388 af 26. april 2017 om ændring af lægemiddelloven og vævsloven
(Sikkerhedskrav til lægemidlers emballage og øget sikkerhed ved distribution og eksport af humane væv
og celler m.v.) i kraft. Med lovændringen blev der indført en udtømmende angivelse i vævslovens § 9 a,
stk. 1, af, hvilke virksomheder, myndigheder og persongrupper som vævscentre lovligt kan distribuere
eller eksportere væv og celler, herunder sæd, til. Vævscentre er efter lovændringen forpligtet til at sikre,
at distribution eller eksport alene sker til professionelle aktører. Det vil i Danmark være til vævscentre
godkendt af Styrelsen for Patientsikkerhed, fertilitetsklinikker, hospitalsafdelinger for gynækologi og
obstetrik eller lignende og til autoriserede sundhedspersoner.
Baggrunden for lovændringen er bl.a. at sikre sporbarheden fra donor til modtager og til dennes
eventuelle barn eller børn. Formålet er således at kunne forebygge eller behandle børn, hvis der rejses
mistanke om en alvorlig genetisk sygdom eller disposition for genetiske sygdom, som sæddonor kan
være bærer af og dermed have givet videre.
81 Denne praksis er beskrevet i punkt 4.2.1 i vejledning om adoption.
68
3.3.3. Udenlandsk ret og erfaringer
3.3.3.1. Sverige
Efter lovgivningen i Sverige (Föräldrabalken) er det muligt for to kvinder at blive forældre sammen.
Det er en betingelse, at morens partner har givet samtykke til behandlingen, samt til at hun vil påtage
sig forældreskabet til barnet. Det er desuden en betingelse, at behandlingen med assisteret reproduktion
m.m. er foregået i overensstemmelse med reglerne i den svenske lov om genetisk integritet m.m.82
. Det
indebærer bl.a., at behandlingen som udgangspunkt skal foregå i sundhedssystemet. Forældreskabet
kan dog også fastsættes, hvis behandlingen med assisteret reproduktion er blevet udført i udlandet, og
barnet har ret til at få adgang til oplysninger om sæddonoren.
3.3.3.2. Norge
Efter lovgivningen i Norge (Barnelova) er det muligt at fastsætte et medmoderskab. Det er et krav, at
der er anvendt en kendt sæddoner, og at behandlingen med assisteret reproduktion er foregået inden
for det godkendte sundhedssystem i Norge eller i udlandet. Det er desuden en betingelse, at morens
ægtefælle eller samlever har samtykket til behandlingen.
3.3.3.3. Nederlandene
Efter lovgivningen i Nederlandene kan to kvinder registreres som forældre til et barn fra barnets fødsel.
Det er en betingelse, at kvinderne er gift eller har indgået et registreret partnerskab, og at barnet er
undfanget ved hjælp af sæd fra en anonym donor. Det skal dokumenteres fra en anerkendt klinik, at
donoren er anonym.
Har kvinderne ikke gjort brug af en anonym donor, kan den kvinde, som ikke føder barnet, dog
anerkende forældreskabet til barnet, hvis barnets mor giver tilladelse til anerkendelsen.
3.3.3.4. Malta
Efter lovgivningen i Malta er det muligt for to kvinder, som er gift eller i registreret partnerskab, at blive
registreret som forældre til et barn fra fødslen.
3.3.3.5. England
Efter lovgivningen i England (Embryology Act 2008) er det muligt for to kvinder at blive registreret som
forældre til et barn ved barnets fødsel.
En kvinde kan registreres som barnets medmor, hvis hun er gift eller indgår i et registreret partnerskab
med en kvinde, der har gennemgået fertilitetsbehandling og føder et barn.
En kvinde kan ligeledes registreres som barnets medmor, hvis hun har en aftale om forældreskab med
en kvinde, der modtager fertilitetsbehandling, og der ikke er en ægtefælle, der kan anses for at være
faren, og ingen hustru/partner, der kan anses for at være barnets medmor.
82 Jf. kap. 6 og kap. 7 lagen (2006:351) om genetisk integritet m.m.
69
3.3.3.6. Tyskland
Efter lovgivningen i Tyskland er det ikke muligt for to kvinder at blive registreret sammen som forældre
til et barn fra barnets fødsel. En kvindelig ægtefælle eller partner til barnets biologiske mor har mulighed
for at blive forælder til barnet ved adoption.
3.3.3.7. Canada, Ontario
Det er efter lovgivningen i Canada, Ontario muligt for to kvinder at blive registreret som mødre til et
barn ved barnets fødsel.
Hvis kvinderne er gift, er det en betingelse, at den kvinde, som ikke bærer barnet, har samtykket i at
være barnets mor på tidspunktet for undfangelsen af barnet.
3.3.3.8. Opsamlende om udenlandsk ret og erfaringer
De fleste af de adspurgte lande har regler, der gør det muligt for to kvinder at blive forældre til et barn
fra fødslen. Alene Tyskland adskiller sig fra de øvrige lande, da forældreskabet for den ikke-fødende
kvinde alene kan etableres gennem adoption.
Der er store lighedstræk mellem den danske, norske og svenske lovgivning, ift. at barnet skal være blevet
til ved assisteret reproduktion, og at den kommende medmor skal have samtykket i behandlingen,
ligesom det efter lovgivningen i Nederlandene, Malta, England og Canada, Ontario, er muligt for to
kvinder at blive forældre til et barn allerede ved barnets fødsel. Betingelserne for fastsættelsen af
medmoderskabet varierer dog i mindre grad fra land til land.
3.3.4.Overvejelser om mulige tiltag
3.3.4.1. Fastslåelse af medmoderskab smidiggøres
Ud fra et ønske om at styrke forudsigeligheden for de involverede parter og ikke mindst barnets ret til
to forældre fra fødslen kan det overvejes i endnu højere grad at lægge vægt på parternes intentioner i
forbindelse med etableringen af forældreskabet fra barnets fødsel. Dette kan ske gennem en model med
to elementer:
 Automatisk registrering af medmoderskab på lige fod med registrering af faderskab.
 Ophævelse af kravet om deltagelse af en sundhedsperson som betingelse for fastslåelse af
medmoderskab.
Modellen indebærer, at registrering af et medmoderskab sker automatisk hos personregisterføreren,
hvis moren og medmoren er gift, eller hvis de skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen
og ansvaret for barnet ved en omsorgs- og ansvarserklæring.
Dermed ligestilles registrering af medmoderskab med registrering af faderskab, hvor parret har
undfanget barnet naturligt, eller hvor barnet er undfanget ved behandling med insemination med eller
uden medvirken af en sundhedsperson. I disse situationer gælder en formodningsregel om faderskabet,
når forældrene er gift eller afgiver en omsorgs- og ansvarserklæring, hvorfor de ikke skal redegøre for,
hvordan barnet er undfanget.
70
Samtidig med at registreringen af medmoderskabet gøres automatisk, kan det overvejes at ophæve
kravet om, at registreringen er betinget af, at barnet er blevet til ved behandling med assisteret
reproduktion foretaget af en sundhedsperson.
Med den skitserede model opnås fuld ligestilling af ægtepar, der får børn, da kvindens ægtefælle – uanset
køn og uanset hvordan barnet er undfanget – vil blive registreret som henholdsvis far eller medmor fra
barnets fødsel. ”Pater est”-reglen udvides således til efter en analogi også at omfatte morens kvindelige
ægtefælle. Tilsvarende sker der fuld ligestilling af ugifte samlevende, der underskriver en omsorgs- og
ansvarserklæring, eller hvor medmoren anerkender medmoderskabet.
Fordele ved modellen
En model, hvor medmoderskab også i tilfælde, hvor der ikke har deltaget en sundhedsperson, kan
registreres i forbindelse med barnets fødsel efter samme regler som for registrering af faderskab,
tilgodeser hensynet til barnets ret til to forældre. Dermed overflødiggøres behovet for at etablere det
retlige forældreskab via stedbarnsadoption.
Modellen indebærer, at kvinder, som ikke har reproduktive udfordringer, og som ikke ønsker, at
inseminationen skal foregå i sundhedssystemet, ikke er forpligtet til at anvende sundhedssystemet. Med
modellen bliver det således muligt at blive medmor i de tilfælde, hvor barnet er undfanget ved
hjemmeinsemination uden deltagelse af en sundhedsperson, eller hvor behandling med assisteret
reproduktion er foretaget i udlandet.
Som en yderligere fordel kan nævnes, at der vil ske en hurtigere registrering af medmoderskabet, end
tilfældet er efter gældende ret, da behovet for sagsbehandling bortfalder, og registrering derfor kan ske
ved personregisterføreren i forbindelse med registrering af barnets fødsel.
Det må dog forventes, at antallet af hjemmeinseminationer uden deltagelse af en sundhedsperson
mindskes som følge af ændringen af vævsloven, jf. afsnit x.2.6., da danske par ikke længere selv kan
foretage hjemmeinseminationer med donorsæd købt hos et dansk vævscenter. Modellen må derfor
forventes alene at omfatte de situationer, hvor parret har anvendt eksempelvis en vens sæd eller
donorsæd købt i et land uden for EU, hvor lovgivningen er lempeligere, eller hvor der er sket assisteret
reproduktion i udlandet.
Ulemper ved modellen
Som det fremgår af afsnit 3.3.2.1. sikrer en sundhedspersons vejledning af parret i forbindelse med
behandling med assisteret reproduktion retssikkerhed og forudsigelighed for alle parter og derved
undgå uoplyste valg ud fra misforståelser eller ukendskab til reglerne. Hensynet er, at alle involverede
får muligheden for et valg i forhold til spørgsmålet om forældreskab, herunder også en sæddonor.
Som ulempe ved modellen kan nævnes, at elementerne af retssikkerhed, herunder at parterne på
forhånd vejledes om og kender deres retsstilling og kan indrette sig i tillid hertil, svækkes, da
intentionerne om det kommende forældreskab kommer i fokus.
Par, der med modellen, gennemfører en hjemmeinsemination eller benytter en anden løsning, der ikke
involverer en sundhedsperson, vil ikke som med den gældende ordning være sikret vejledning om deres
retsstilling. For disse par vil der heller ikke – som for par der gennemfører assisteret reproduktion, og
hvor den kvinde, der skal være medmor, skriftlig erklærer at skulle være barnets medmor – inden
undfangelsen foreligge dokumentation for parrets fælles intention om medmoderskabet. I sådanne
situationer vil der efter de gældende regler ikke kunne træffes afgørelse om medmoderskabet.
71
Opstår der uenighed mellem parterne om medmoderskabet, så er parternes intention med
medmoderskabet altså ikke sikret på samme måde som med den gældende ordning.
Denne ulempe kan dog håndteres ved at, parterne skal udfylde en erklæring om det tiltænkte
medmoderskab og inden fødslen indsende den til Familieretshuset, der registrerer erklæringen med en
kvittering til parterne. Samtidig ændres reglerne for fastslåelse af medmoderskab sådan, at der kan
træffes afgørelse om medmoderskab, på baggrund af parternes fælles erklæring om medmoderskab,
også selvom de senere bliver uenige om medmoderskabet og dermed eksempelvis ikke kan anvende
registrering på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring.
Af hensyn til par, der ikke behandles af en sundhedsperson, og som heller ikke har indsendt en erklæring
om medmoderskab til Familieretshuset, kan reglerne for fastslåelse af medmoderskab yderligere ændres
således, at der kan træffes afgørelse om medmoderskab, hvis det i øvrigt er godtgjort, at parterne inden
graviditeten var enige om, at den ikke-fødende kvinde skal være barnets medmor.
Uanset at kravet om deltagelse af en sundhedsperson fjernes, vil der fortsat være par, der har behov for
assisteret reproduktion med deltagelse af en sundhedsperson. Den foreslåede model ændrer ikke ved
retssikkerheden for de involverede parter i denne situation, idet den kvinde, der skal være medmor,
fortsat vil skulle give samtykke til behandlingen og samtidig skriftligt erklære, at kvinden skal være
barnets medmor. Erklæringen vil imidlertid ikke skulle fremlægges ved registrering eller anerkendelse
af medmoderskabet, medmindre der opstår tvist om medmoderskabet.
Retsstillingen for sæddonor, når barnet er blevet til med sæd fra en mand, som parret kender
Den ovennævnte smidiggørelse af reglerne om fastslåelse af medmoderskab ændrer ikke den
eksisterende mulighed for, at to kvinder kan aftale, at en bestemt mand skal være sæddonor til det barn,
som den ene af dem skal føde, og at det er denne mand, der skal være barnets retlige far.
Opretholdelse af denne mulighed vil dog kræve nogle justeringer af reglerne om faderskab og
medmoderskab. Dette kan gøres ved, at den ovennævnte erklæring om medmoderskab udvides til også
at give mulighed for, at de to kvinder og manden kan erklære, at manden skal være barnets retlige far.
På baggrund af denne erklæring skal personregisterføreren kunne registrere faderskabet, selvom
kvinderne er gift med hinanden eller har indgået registreret partnerskab.
Hvis faderskab ikke er blevet registreret ved barnets fødsel, skal manden kunne rejse sag om
faderskabet, og der skal kunne træffes afgørelse om, at han er far til barnet.
3.3.4.2. Ankestyrelsens praksis i sager om stedbarnsadoption
Det har i lyset af tilkendegivelser fra organisationerne været overvejet, hvorvidt der kan præsenteres en
model, hvor praksis for stedbarnsadoptioner ændres, så kravene om samliv med barnet i 2½ år og
afsluttet faderskabssag, for at der kan ske stedbarnsadoption, lempes.
Et tiltænkt forældreskab bør i størst muligt omfang skulle fastsættes efter børneloves regler i tilknytning
til barnets fødsel og ikke ved et efterfølgende familieskifte gennem adoption. Det er i overensstemmelse
med intentionen i børneloven om, at et barn skal sikres to retlige forældre så tidligt som muligt, hvilket
modellen ovenfor fuldt ud imødekommer.
72
3.3.5. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
Den beskrevne model for ændring af reglerne om registrering m.v. af medmoderskab indebærer behov
for ændring af børneloven.
Herudover vil modellen medføre en række implementeringsopgaver, herunder ændring af tilhørende
administrative forskrifter, tilretning af it-systemer og blanketter hos personregisterføreren.
Det skønnes ikke, at ændringen vil have økonomiske konsekvenser af betydning.
73
3.4. Familier med mere end to forældre
3.4.1. Indledning
Forældrebegrebet dækker i dag over både retlige forældre, genetiske forældre og sociale forældre, og
begreberne kan være knyttet til forskellige personer eller til én og samme person. Faderskab,
medmoderskab og moderskab i retlig forstand er udtryk for en retlig status mellem henholdsvis far og
barn, medmor og barn samt mor og barn. De juridiske forpligtelser ved et forældreskab knytter sig
normalt til dette retlige forældreskab. Et grundlæggende princip i de danske regler om faderskab,
medmoderskab og moderskab er, at et barn har ret til to forældre, som giver barnet omsorg og tryghed.
Der er i dag flere familier, hvor barnet eller børnene ikke alene har to retlige forældre, men også én eller
flere sociale forældre. Det kan være familier, hvor et delt forældreskab har været tiltænkt allerede fra
barnets fødsel, men også familier der er sammenbragt efterfølgende.
I lyset af denne samfundsudviklingen kan det overvejes, om en udvidelse af den persongruppe, der har
rettigheder og pligter over for barnet, vil være til barnets bedste.
Det har endvidere været et ønske fra organisationer på området, at det bliver muligt at have mere end
to juridiske forældre, enten ved at give fuldt forældreskab til flere personer eller ved at fordele
retsvirkningerne af forældreskabet på flere end to personer.
3.4.2.Gældende dansk ret
3.4.2.1. Fastsættelse af det retlige forældreskab
Faderskab, medmoderskab og moderskab er reguleret i børneloven, hvor begreberne dækker over den
juridiske relation mellem barnet og den pågældende forælder og ikke nødvendigvis over det genetiske
forældreskab. Det retlige forældreskab danner den retlige ramme for barnet har en lang række
retsvirkninger, hvoraf de vigtigste er forældreansvar i forhold til barnet (forældremyndighed, samvær
m.v.), forsørgelsespligt over for barnet, muligheden for at givet barnet sit efternavn og arveret. Hertil
kommer en række afledte rettigheder af at være forældre, fx barsels- og forældreorlov, fravær i
forbindelse med barnets sygdom, statsborgerskab mv.
Et retligt forældreskab fastsættes i forbindelse med barnets fødsel efter reglerne i børneloven.
Forældreskabet kan efterfølgende ændres ved adoption efter reglerne i adoptionsloven. Det er et
grundlæggende princip i den familieretlige lovgivning, at et barn ikke kan have mere end to retlige
forældre. Spørgsmålet om udvidelsen af antallet af juridiske forældre ses ikke behandlet i forbindelse
med hverken børnelovens udarbejdelse og vedtagelse i 2001 eller ved senere ændringer til loven.
Forældre med fælles forældremyndighed skal være enige om en række forhold, fx om hvor barnet skal
bo, om barnet skal konfirmeres, om pasudstedelse, og hvor det skal gå i skole. Denne delte
beslutningsbeføjelse i forhold til barnet kan være udfordrende i situationer, hvor forældrene ikke er
enige, eksempelvis i brudte familier. Hensynet til barnet tilsiger, at konfliktpotentialet, og dermed den
negative påvirkning af barnet, ikke må øges ved at øge antallet af voksne, der skal være enige.
3.4.2.2. Sociale forældres rettigheder og pligter
I familier, hvor barnet har flere sociale forældre, er hverken de sociale forældre eller barnet som
udgangspunkt sikret retligt, eksempelvis i forhold til arv, barsel, navn og samvær ved et eventuelt brud.
74
Dog indeholder lovgivningen flere muligheder for at lægge vægt på det sociale forældreskab og forholdet
mellem barnet og den sociale forælder. Som eksempel kan nævnes muligheden for at tage en forælders
nuværende eller tidligere ægtefælle eller samlevers efternavn eller mellemnavn, jf. navnelovens §§ 4, stk.
1, nr. 4 og 11, stk. 1, nr. 5.
Videre kan nævnes muligheden for at oprette et testamente og på den måde tilgodese eventuelle børn,
som arveladeren ikke har en retlig men en social relation til. I den forbindelse bemærkes, at arveladers
stedbarn er ligestillede med arveladers barn i forhold til boafgift, jf. § 1, stk. 2, litra a, i boafgiftsloven.
Herudover kan det nævnes, at det i medfør af forældreansvarslovens § 13, stk. 2, er muligt at overføre
forældremyndigheden til andre end forældre, eksempelvis til et ægtepar eller et samlevende par. Det
medfører eksempelvis, at en social forælder kan få del i forældremyndigheden sammen med en retlig
forælder.
Endelig kan det nævnes, at det efter forældreansvarslovens § 20 er muligt at fastsætte samvær eller
anden kontakt mellem barnet og barnets nærmeste pårørende, som det er knyttet til. Det er dog en
betingelse, at barnets ene eller begge forældre er døde, eller at en forælder er ukendt. Desuden kan der
fastsættes samvær, hvis der ikke er eller kun i yderst begrænset omgang er samvær med den forælder,
barnet ikke har bopæl hos. I alle tilfælde skal afgørelsen træffes ud fra, hvad der er barnets bedste, jf.
forældreansvarslovens § 4.
Reglerne om forældremyndighed og samvær blev indført med forældreansvarsloven, lov nr. 499 af 6.
juni 2007, som trådte i kraft 1. oktober 2007. Forældreansvarsloven fra 2007 bygger på betænkning nr.
1475 fra 2006 om Barnets Perspektiv.
Udvalget bag betænkningen bemærkede83
, ”at det i tilfælde, hvor begge forældre modsætter sig, at der
fastsættes samvær med andre, som barnet er nært knyttet til, som oftest ikke kan antages at være i
overensstemmelse med barnets bedste, at der fastsættes samvær.” Udvalget var samtidig opmærksom
på, at der ikke må fastsættes ”konkurrerende samvær” og udvalget fandt således, at ”barnets interesse
i at bevare kontakten med andre, som det er nært knyttet til, skal ses i snæver sammenhæng med
barnets behov for en stabil og sammenhængende dagligdag. Det er ikke generelt i barnets interesse at
skulle forholde sig til flere – fastsatte – samvær.” Videre fandt udvalget, at i tilfælde, hvor der er fastsat
samvær mellem samværsforælderen og barnet, ”er det samværsforælderens ansvar at sørge for, at
barnet har kontakt til samværsforældrenes nærmeste.”
Endelig fandt udvalget, at kontakten mellem barnet og nærtstående bedst bevares ”gennem aftale
mellem barnets forældre og de nærtstående. På den måde kan kontakten, herunder dens karakter og
omfang, naturligt indpasses og afpasses efter barnets og den øvrige families forhold og situation og
blive en del af barnets dagligdag. Kontakten vil på denne måde ikke være konfliktskabende for barnet
og kan oven i købet udgøre en ekstra ressource for både børn og forældre.”
3.4.3.Udenlandsk ret og erfaringer
Efter lovgivningen i de øvrige nordiske lande, Malta, Nederlandene, England og Tyskland er det ligeledes
alene muligt at have to retlige forældre.
Det bemærkes i forhold til Nederlandene, at en kommission i 2016 udgav en rapport, hvori en drøftelse
og eventuel introduktion af flere-forældreskab og forældremyndighed til flere personer blev anbefalet,
83 Betænkningens punkt 6.4.2.3.: Udvalgets overvejelser og forslag om samvær med andre end barnets forældre.
75
idet der er situationer, hvor et barn har flere sociale forældre. Den nederlandske regering har i
sommeren 2019 valgt ikke at foreslå indførelse af flere-forældreskab og forældremyndighed. Ifølge det
oplyste, har den nederlandske regering lagt vægt på, at erfaringer fra skilsmissesager viser, at
loyalitetskonflikter er yderst belastende for børnene, og at flere juridiske forældre vil kunne øge denne
belastning hos barnet. Den nederlandske regering ønsker at imødegå en stigning i antallet af personer
med omfattende rettigheder, idet det kan medføre højere konfliktpotentiale omkring barnet. Derudover
blev der navnlig lagt vægt på, at indførelsen af flere-forældre og forældremyndighed til flere personer vil
medføre kompleks implementering, særligt i forhold til indkomstrelaterede ordninger og forældreorlov.
Det bemærkes for så vidt angår Tyskland, at andre personer, som er særligt knyttet til barnet, kan tildeles
ret til samvær med barnet. Det gælder bedsteforældre, søskende, en biologiske far, der ikke er retlig far,
samt personer som har eller har haft ansvar for barnet, og hvor der eksisterer en socialfamiliær relation.
For så vidt angår Canada, Ontario, er det muligt at registrere op til fire forældre til et barn. Det er et
krav, at alle parter er enige herom inden undfangelsen af barnet. Reglerne er således møntet på den
situation, hvor et delt forældreskab har været tiltænkt allerede fra barnets fødsel. Forældrene vil alle
have de samme pligter og rettigheder i forhold til barnet.
Lovgivningen i Ontario indeholder desuden regler, hvorefter en social forælder kan søge om
forældremyndighed eller samvær med barnet, ligesom en social forælder kan pålægges at betale
børnebidrag til barnet. For så vidt angår arv vil barnet ikke arve den sociale forælder, men i mangel af
et testamente vil den sociale forælders bo kunne blive forpligtet til at yde økonomisk støtte til barnet,
hvis barnet var afhængig af den afdøde sociale forælder.
3.4.4.Overvejelser om mulige tiltag
Det bemærkes, at de hensyn, der skal varetages ved fastsættelse af reglerne om retligt forældreskab, kan
være modsatrettede. De dækker blandt andet over barnets ret til forældre, herunder retten til at kende
sit biologiske ophav, hensynet til ligestilling mellem forældrene, mellem gifte og ugifte, mellem par af
samme køn og par af forskelligt køn og mellem enlige og par. Der tages endvidere hensyn til
retssikkerhed og forudsigelighed.
Reglerne om retligt forældreskab tager udgangspunkt i genetisk forældreskab, men indeholder en række
modifikationer, f.eks. omsorgs- og ansvarserklæringer, pater est-reglen, begrænsninger i retten til at få
prøvet forældreskab og forældreskab til børn, der er blevet til ved assisteret reproduktion.
Hensynet til barnet er det samlende og overordnede princip i reguleringen af familieretlige forhold
vedrørende børn og balancerer således de forskellige hensyn, herunder i en evt. brudsituation. Denne
balancering af de forskellige hensyn kan betyde, at imødekommelse af ét hensyn sker på bekostning af
et andet.
Det vil være vanskeligt at give alle involverede lige ret og pligt, og tildelingen af rettigheder (og pligter)
i en række situationer forudsætter, at andre individer vil opleve en vis indskrænkning i deres rettigheder
og pligter.
I overvejelserne om, hvordan den fremtidige lovgivning kan indrettes, bør hensynet til barnets bedste
og måden, hvorpå dette fortolkes, fortsat være det bærende hensyn.
Problemstillingen vil også opstå i andre familieformer, der ikke alene baserer sig på to forældre, og da
problemstillingen således ikke er en særskilt LGBTI-problemstilling, behandles den ikke yderligere her.
76
3.5. Surrogataftaler
En surrogataftale er en aftale om, at en kvinde skal opnå graviditet med henblik på at føde et barn, som
hun skal overdrage til en anden efter fødslen. Der er forskellige former for aftaler, alt efter om
graviditeten etableres med surrogatmorens eget æg (genetisk eller traditionelt surrogatmoderskab),
eller om graviditeten etableres med et donoræg (gestationelt surrogatmoderskab). Herudover kan en
surrogataftale være enten altruistisk (uden betaling) eller kommerciel (mod betaling).
Det har været et ønske fra organisationerne på området, at emnet medtages i lovgennemgangen, og at
det tiltænkte forældreskab kan anerkendes fra barnets fødsel samtidig med, at surrogatmoren ikke anses
som retlig forældre.
Spørgsmålet om anvendelse af surrogatmødre er et emne, der indeholder mange etiske overvejelser. Da
problemstillingen imidlertid ikke er en særskilt LGBTI-problemstilling, behandles den ikke yderligere
her.
77
4. Ændring af juridisk køn mv.
4.1. Mulighed for ændring af juridisk køn under 18 år
4.1.1. Indledning
Ved en ændring af lov om Det Centrale Personregister, som trådte i kraft den 1. september 2014, blev
det muligt for personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn, at skifte personnummer. Dette
sker konkret ved, at den pågældende i en skriftlig ansøgning om nyt personnummer erklærer, at
ansøgningen er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, og at ansøgningen bekræftes efter
en refleksionsperiode på 6 måneder. Det er en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet
er fyldt 18 år.
Spørgsmålet om, hvorvidt ændring af juridisk køn samtidig skulle muliggøres for personer under 18 år,
blev berørt i det tværministerielle arbejde, der gik forud for lovændringen. På daværende tidspunkt var
man i sundhedsvæsenet i færd med at udvikle et målrettet udrednings- og behandlingstilbud til unge
transkønnede under 18 år.
Da det endnu ikke var afklaret, hvilket udrednings- og behandlingstilbud man skulle tilbyde, fandt
arbejdsgruppen på daværende tidspunkt, at der ikke var det fornødne grundlag til stede for at vurdere,
om – og i givet fald efter hvilke kriterier og procedurer – der burde indføres mulighed for ændring af
juridisk køn for personer under 18 år84
.
I perioden 1. september 2014 til 31. august 2019 har i alt 948 personer ændret juridisk køn, heraf har 22
personer fortrudt.
Det målrettede udrednings- og behandlingstilbud i sundhedsvæsnet til personer under 18 år blev
etableret i 2016. I perioden fra 2016 til primo september 2019 har 400 børn og unge i alderen 4 til 17 år
været henvist til udredning, og i 2018 var 91 personer under 18 år i behandling. Kønsmodificerende
behandling bliver tilbudt som medicinsk behandling med hormoner. I første omgang stophormoner
(ofte, men ikke på alle områder reversibelt) og senere i form af krydshormoner (ofte irreversibelt). I
sjældne tilfælde kan der tilbydes irreversibel brystkirurgi. Øvrig kønsmodificerende kirurgi er ikke
tilladt for personer under 18 år.
Ud over tilbud om udredning og behandling kan transkønnede børn og unge skifte fornavn til et
kønsneutralt eller ikke-kønskorrekt fornavn. Transkønnede børn og unge kan i dag således have et
kønsudtryk, navn og fysisk fremtoning, der ikke stemmer overens med deres personnummer.
I internationale undersøgelser skønnes det, at omkring 1 pct. af befolkningen har en oplevelse af, at deres
kønsidentitet ikke stemmer overens med deres fødselstildelte køn85
. Ifølge befolkningsundersøgelsen
Projekt Sexus fra 2019 vurderes det, at en andel på 0,54 pct. af befolkningen har en ikke cis-kønnet86
kønsidentitet. Der er ikke opgørelser af antallet af transkønnede børn og unge under 18 år.
84 Sundhedsstyrelsens notat af 4. oktober 2019 side 3.
85 https://www.acpeds.org/the-college-speaks/position-statements/gender-dysphoria-in-children
https://www.equalityhumanrights.com/en/publication-download/technical-note-measuring-gender-identity
https://www.nhs.uk/conditions/gender-dysphoria/
86 Ciskønnet: Person, hvis oplevede køn og kønsudtryk svarer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen.
78
I Sexus-undersøgelsen fra 2019 fremgår det endvidere, at 66 pct. af transkvinderne og 78 pct. af
transmændene har haft selvmordstanker. Til sammenligning er der i den danske befolkning 24 pct., der
har oplevet at have selvmordstanker.87
Markant flere transpersoner mener, at de har et dårligt eller
særdeles dårligt helbred. En tidligere undersøgelse viser, at en stor andel har et dårligt mentalt helbred
og lider af stress og ensomhed, hvilket særligt gælder for unge transpersoner under 35 år.88
I 2017 gik Danmark enegang og flyttede WHO’s diagnosekoder for transkønnede fra kapitlet om
psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser til et neutralt afsnit, hvilket har bidraget til
afstigmatisering af transkønnede.
4.1.2. Begrebsafklaring
I det centrale personregister angiver det sidste ciffer i personnummeret om man er mand (ulige numre)
eller kvinde (lige numre). Personnummeret fremgår af bl.a. kørekort, sygesikringsbevis,
eksamensbeviser og fødselsattest. I passet angives dette enten som F for kvinder og M for mænd.
Det køn, som en person tildeles ved fødslen, kan betegnes som fødselskøn, medfødte køn, biologisk køn
eller fødselstildelt køn. I kapitlet anvendes fødselstildelt køn, da dette er Sundhedsstyrelsens praksis.
At være transkønnet er en fællesbetegnelse for personer, hvis kønsidentitet eller kønsudtryk i større eller
mindre grad ikke er i overensstemmelse med det fødselstildelte køn.
Kønsidentitet er den enkelte persons selvoplevede køn, dvs. den enkeltes indre og individuelle oplevelse
af sit køn. Ens kønsidentitet kan være anderledes end ens fødselstildelte køn.
Der anvendes igennem beskrivelsen den sprogbrug, der er anvendt i gældende love, bekendtgørelser,
vejledninger og rapporter. Det betyder fx, at ordet transseksuel forekommer i det følgende afsnit.
Arbejdsgruppen er opmærksom på, at det er misvisende at bruge begrebet transseksuel om
transkønnede, da seksualitet eller seksuel orientering ikke har noget med ens kønsidentitet at gøre,
hvorfor transkønnede og transkønnethed anvendes alle steder, hvor der ikke refereres til tidligere
dokmenter eller gældende love.
I den offentlige debat samt i det tværministerielle arbejde, der gik forud for lovændringen i 2014,
anvendes betegnelsen juridisk kønsskifte om spørgsmålet om ændring af juridisk køn. Begrebet
kønsskifte har traditionelt henvist til en kønsskifteoperation - et operativt indgreb, som foretages med
det formål at fjerne og/eller ændre mandlige eller kvindelige kønsorganer, så personen kan opleve større
sammenhæng mellem sit fødselstildelte køn og sit oplevede køn.
Arbejdsgruppen finder, det derfor i dette afsnit er mere hensigtsmæssigt at bruge formuleringen
”ændring af juridisk køn”, når der alene henvises til ændring af personnummeret samt afledte
dokumenter. Juridisk kønsskifte anvendes fortsat, når der henvises til tidligere dokumenter eller
gældende love.
87 Rapporten: ”Sex i Danmark – nøgletal fra Projekt SEXUS 2017-2018” fra 2019, side 753.
88 LGBT-sundhed (2015) af Statens Institut for Folkesundhed, side 91.
79
4.1.3. Gældende dansk ret
I det følgende er der redegjort for gældende dansk ret med relevans for spørgsmålet om mulighed for
ændring af juridisk køn under 18 år. Følgende love er inddraget: Lov om det centrale personregister,
pasloven, navneloven samt forældreansvarsloven.
4.1.3.1. CPR-lovgivningen vedr. juridisk kønsskifte over 18 år
Gældende ret
I 2014 blev det muligt efter CPR-lovens § 3, stk. 6, at tildele nyt personnummer til personer, der oplever
sig som tilhørende det andet køn (juridisk kønsskifte)89
.
§ 3, stk. 6, i CPR-loven90
har følgende ordlyd:
”Økonomi- og Indenrigsministeriet tildeler efter skriftlig ansøgning nyt personnummer til en
person, som oplever sig som tilhørende det andet køn. Tildeling af nyt personnummer er
betinget af, at den pågældende afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om nyt
personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, og at den pågældende
efter en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet skriftligt bekræfter sin
ansøgning. Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er
fyldt 18 år.”
CPR-lovens § 3, stk. 6, er en gennemførelse af den erklæringsmodel, som den tværministerielle
arbejdsgruppe om juridisk kønsskifte, der blev nedsat i januar 2013, opstillede som en ud af flere mulige
modeller for juridisk kønsskifte91
. Modellen indebærer, at transkønnede kan opnå juridisk kønsskifte,
uden at der stilles krav om kirurgiske indgreb, anden kønskorrigerende behandling, diagnosticering
eller vurdering.
Juridisk kønsskifte efter CPR-lovens § 3, stk. 6, er således alene betinget af følgende:
1. At ansøger er fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet,
2. At der indgives en skriftlig ansøgning om nyt personnummer, hvoraf det fremgår, at
ansøgningen er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, og
3. At ansøgningen bekræftes af den pågældende efter en refleksionsperiode på 6 måneder.
Det er således i dag ikke muligt at få juridisk kønsskifte, hvis man er under 18 år.
Om baggrunden for den indførte ordning, herunder om de enkelte betingelser, henvises til
bemærkningerne til lovforslaget92
.
Om de mere systemtekniske konsekvenser af et personnummerskifte fremgår det af bemærkningerne93
,
at når der tildeles et nyt personnummer til erstatning for et tidligere tildelt personnummer, vil det
oprindelige personnummer blive stående i CPR med en henvisning til det nye nummer. Det gælder i alle
tilfælde, hvor der tildeles et nyt personnummer. Det nye nummer vil ligeledes indeholde en henvisning
89 Jf. lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af CPR-loven
90 Jf. lovbekendtgørelse nr. 646 af 2. juni 2017
91 Jf. Rapport fra arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte af 27. februar 2014, s. 46 ff.
92 Jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 182, som fremsat s. 1
93 Jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 182 som fremsat, side 7
80
til det oprindelige personnummer. Oplysningerne fra det oprindelige nummer vil blive overført til det
nye personnummer, hvorpå nye oplysninger fremover vil blive registreret.
Vedrørende spørgsmålet om gentildeling af det oprindelige personnummer i tilfælde af en persons
fortrydelse af juridisk kønsskifte, fremgår følgende af den daværende økonomi- og indenrigsministers
besvarelse af 26. maj 2014 af spørgsmål nr. 1 (L 182) fra Folketingets Ligestillingsudvalg:
”Lovforslaget giver mulighed for at gentildele det oprindelige personnummer, f.eks. såfremt
den pågældende fortryder sin beslutning.
Af rapporten fra arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte fremgår det, at arbejdsgruppen for
samtlige modeller forudsætter, at en person, som juridisk har skiftet køn, skal kunne ansøge
om og uden videre opnå tilladelse til på ny at få juridisk status svarende til det biologiske køn
med den konsekvens, at den pågældende gentildeles det gamle personnummer.
Særligt for så vidt angår erklæringsmodellen har arbejdsgruppen bemærket, at blandt andet
fordi et juridisk kønsskifte kan omgøres, er skadevirkningen for den enkelte begrænset, og at
en tilbageføring af juridisk kønsskifte efter arbejdsgruppens vurdering ikke vil skabe
problemer eller udgifter for det offentlige af betydning.
Endelig har arbejdsgruppen bemærket, at risikoen for, at det juridiske kønsskifte fortrydes,
må antages at være mindre, hvis der indføres en refleksionsperiode.
Spørgsmålet om, hvor ofte det er muligt at tildele nyt personnummer til personer, der oplever
sig som tilhørende det andet køn, er ikke i øvrigt reguleret i lovforslaget (…).”
Nærmere om reglernes baggrund og overvejelser om modeller for juridisk kønsskifte
CPR-lovens § 3, stk. 6, er en gennemførelse af den erklæringsmodel, som en tværministeriel
arbejdsgruppe, der var nedsat af den daværende regering i januar 2013, opstillede.
Arbejdsgruppen opstillede tre mulige modeller, og overvejede en fjerde model for juridisk kønsskifte
for transkønnede personer over 18 år94
.
Om de modeller arbejdsgruppen opstillede, fremgår følgende af bemærkningerne til lovforslaget95
:
”Arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte har opstillet tre modeller for en fremtidig ordning for
juridisk kønsskifte: erklæringsmodellen, vurderingsmodellen og diagnosemodellen.
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, men forkastet en fjerde model:
behandlingsmodellen. Arbejdsgruppen har for samtlige modeller forudsat, at ansøgeren skal
være fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet.
Erklæringsmodellen indebærer, at personer, der oplever et misforhold mellem det biologiske
køn og det køn, som den pågældende oplever sig som tilhørende, kan få tilladelse til juridisk
kønsskifte ved at indgive ansøgning herom vedlagt en erklæring fra ansøgeren om, at
ansøgningen er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn. Det vil således f.eks. ikke
94 Link til Rapport fra arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte af 27. februar 2014:
http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2014/Rapport%20om%20juridisk%20k%C
3%B8nsskifte.pdf
95 Jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 182 som fremsat, side 3-4
81
være tilladt at skifte køn ”for sjov”, som led i en aktion for større ligestilling mellem mænd og
kvinder m.v., for at opnå kønsrelaterede fordele eller i et forsøg på at sløre sin identitet.
Ansøgning om kønsskifte indgives efter denne model til Økonomi- og Indenrigsministeriet,
som uden at inddrage andre myndigheder tildeler ansøgeren et nyt personnummer svarende
til det ønskede køn.
Da modellen ikke involverer sundhedsmyndigheder eller andre faglige eksperter, er det ikke
muligt at foretage en egentlig efterprøvelse af, om ansøgningen vitterlig er begrundet i en
oplevelse af at tilhøre det modsatte køn. Arbejdsgruppen peger derfor i rapporten på, at hvis
Økonomi- og Indenrigsministeriet senere, eksempelvis gennem omtale i pressen, bliver
opmærksomt på, at den afgivne erklæring er urigtig, vil tilladelsen til juridisk kønsskifte kunne
tilbagekaldes efter de almindelige forvaltningsretlige regler. Konsekvensen heraf vil være, at
den pågældende gentildeles det oprindelige personnummer. Urigtige oplysninger i den
afgivne erklæring om begrundelsen for ansøgningen om kønsskifte vil efter
omstændighederne kunne straffes efter straffelovens § 163.
Tiden fra ønsket om juridisk kønsskifte opstår, og til det juridiske kønsskifte er effektueret, kan
med denne model være meget kortvarig. For at minimere risikoen for, at de pågældende
fortryder deres beslutning og ansøger om på ny at få juridisk status svarende til det biologiske
køn, peges i arbejdsgruppens rapport på, at modellen med fordel kan kombineres med et krav
om en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet, hvorefter den pågældende
skal bekræfte sin ansøgning, inden den kan imødekommes. Arbejdsgruppen peger i rapporten
på, at en sådan refleksionsperiode vil kunne sikre, at ønsket om juridisk kønsskifte ikke er
udtryk for en impulsiv beslutning, og at ansøgeren i øvrigt vil kunne benytte
refleksionsperioden til at leve som det ønskede køn – det vil f.eks. sige klæde sig og
fremstå/præsentere sig som dette køn – inden vedkommende træffer endelig beslutning om at
skifte køn juridisk. Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at personer, som gennem
længere tid har ønsket juridisk kønsskifte og måske tillige har levet som det modsatte køn, vil
kunne opfatte ordningen som unødig formynderisk. Det er imidlertid arbejdsgruppens
opfattelse, at en generel – og dermed let administrerbar – ordning med en refleksionsperiode
på blot 6 måneder er rimelig og proportional.
Der henvises for en nærmere beskrivelse af erklæringsmodellen til afsnit 8.3.1. og 8.3.2. i
arbejdsgruppens rapport om juridisk kønsskifte.
Vurderingsmodellen indebærer, at personer, som er transseksuelle eller ganske må ligestilles
hermed, kan få tilladelse til juridisk kønsskifte.
Tilladelsen meddeles af Økonomi- og Indenrigsministeriet på baggrund af en erklæring fra en
psykiater om, hvorvidt vedkommende vurderes at være transseksuel eller ganske at ligestille
dermed, herunder om der er noget sundhedsfagligt til hinder for tilladelse til et juridisk
kønsskifte, f.eks. i form af psykisk sygdom hos ansøgeren, som vil kunne forværres ved juridisk
kønsskifte. Hvis vurderingen fra psykiateren giver anledning til tvivl om, hvorvidt den
pågældende er transseksuel eller ganske må ligestilles dermed, kan der indhentes en
supplerende udtalelse fra Retslægerådet.
Hvis ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå juridisk kønsskifte, tildeler Økonomi- og
Indenrigsministeriet ansøgeren et nyt personnummer svarende til det ønskede køn.
82
Der henvises for en nærmere beskrivelse af vurderingsmodellen til afsnit 8.4.1. ff. i
arbejdsgruppens rapport om juridisk kønsskifte.
96
Diagnosemodellen indebærer, at kun personer, der af Sexologisk Klinik er blevet
diagnosticeret som transseksuelle, kan få tilladelse til juridisk kønsskifte. Tilladelsen meddeles
af Sundhedsstyrelsen på baggrund af en vurdering fra Sexologisk Klinik, der afgives i form af
en erklæring.
Hvis vurderingen fra Sexologisk Klinik giver anledning til tvivl om, hvorvidt den pågældende
er transseksuel, kan der indhentes en supplerende udtalelse fra Retslægerådet.
Sundhedsstyrelsen giver besked om den meddelte tilladelse til Økonomi- og
Indenrigsministeriet, som herefter tildeler ansøgeren et nyt personnummer svarende til det
ønskede køn.
Den persongruppe, som vurderes at være ganske ligestillet med transseksuelle, og som altså
ikke er diagnosticeret som transseksuelle, vil med denne model – som i dag – alene kunne skifte
navn og få kønsbetegnelsen X i deres pas.
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet mulighederne for en model for juridisk kønsskifte,
hvor der kan meddeles tilladelse til juridisk kønsskifte, hvis ansøgeren er diagnosticeret som
transseksuel og har fået hormonbehandling i et år (behandlingsmodellen).
Det fremgår af arbejdsgruppens rapport, at et års hormonbehandling typisk vil resultere i
dels begyndende forandringer af den pågældendes fysik og psyke, dels medføre infertilitet for
den pågældende. Ophør af hormonbehandlingen kan imidlertid medføre refertilisering, og
arbejdsgruppen har derfor overvejet muligheden for tillige at stille krav om sterilisation.
Arbejdsgruppen har imidlertid ikke fundet grundlag herfor, da sterilisation heller ikke giver
sikkerhed for varig infertilitet, idet der kan ske såvel refertilitetsbehandling som assisteret
reproduktion.
Justitsministeriet har vurderet, at det ikke kan udelukkes, at Danmark vil blive dømt for
overtrædelse af artikel 8 om retten til selvbestemmelse og privatliv i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK) ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,
hvis der indføres en ny ordning med krav om hormonbehandling (med eller uden et
tillægskrav om sterilisation). Arbejdsgruppen har på den baggrund forkastet
behandlingsmodellen som en mulig fremtidig ordning.”
4.1.3.2. Pasloven
I danske pas angives pasindehaverens køn på baggrund af vedkommendes personnummer. Personer
med lige endetal får kønsbetegnelsen F, og personer med ulige endetal får kønsbetegnelsen M, jf.
pasbekendtgørelsens § 4, stk. 4.97
Når en person – efter ansøgning til Social- og Indenrigsministeriet – er tildelt et nyt personnummer, jf.
CPR-lovens § 3, stk. 6, kan den pågældende herefter få udstedt et (nyt) pas med en kønsbetegnelse, der
passer til det nye personnummer.
96 Det bemærkes, at de begreber, som anvendes i afsnittet, er gengivet fra en tidligere rapport, hvorfor de ikke stemmer overens
med de begreber, som anvendes i dag. Der er således ikke længere en diagnose for transkønnethed, men derimod en
kontaktårsag pga. kønsidentitetsforhold eller transkønnedhed. De nutidige begreber anvendes fremadrettet i rapporten.
97 Jf. Bekendtgørelse nr. 1337 af 28. november 2013.
83
I praksis foregår det sådan, at oplysningerne om tildeling af nyt personnummer automatisk leveres
videre til politiets såkaldte Index2-register, der benyttes af alle politiets centrale systemer, herunder Det
Centrale Pasregister. Det tidligere personnummer gemmes i historikken i Index2, således at oplysninger
kan fremsøges ved søgning på enten det nuværende eller det tidligere personnummer. At en pasansøger
har fået tildelt nyt personnummer, medfører således ingen forskel i sagsbehandlingen hos
pasmyndigheden.
For pasansøgere, der er under 18 år og ugift, kræves i forbindelse med pasansøgning samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren eller -indehaverne eller, hvis der er fælles forældremyndighed, efter
omstændighederne fra den ene forældremyndighedsindehaver, jf. pasbekendtgørelsens § 18, stk. 1 og 2.
Er det ikke muligt at opnå samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller –indehaverne, sender
kommunalbestyrelsen ansøgningen til politiet, der kan tillade udstedelse af pas uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren eller -indehaverne, når ganske særlige omstændigheder taler for
pasudstedelse, jf. pasbekendtgørelsens § 18, stk. 4.
Personer, som oplever at tilhøre et andet køn end det, der fremgår af CPR-registret, kan endvidere i
henhold til pasbekendtgørelsens § 4, stk. 5, få udstedt et pas, hvor den pågældendes køn er betegnet som
X. Tilladelse til kønsbetegnelsen X meddeles af kommunalbestyrelsen. En betingelse herfor er for det
første, at den pågældende pasansøger enten afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om
kønsbetegnelsen X er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, eller at den pågældende
dokumenterer tidligere at være blevet tildelt nyt personnummer efter § 3, stk. 6, i CPR-loven. Derudover
er det en betingelse, at pasansøgeren er fyldt 18 år.
Betingelserne for at få kønsbetegnelsen X i passet svarer således, med undtagelse af betingelsen om en
refleksionsperiode på 6 måneder i CPR-loven, til betingelserne for at få tildelt et nyt personnummer.
Såfremt en person er blevet tildelt et nyt personnummer efter CPR-lovens § 3, stk. 6, kan denne selv
vælge, om kønsbetegnelsen i den pågældendes pas skal anføres i overensstemmelse med CPR-registret
eller som X. Ordningen er i overensstemmelse med retningslinjerne fra International Civil Aviation
Organization (ICAO)98
, hvorefter pasindehaverens køn angives med F for kvinde (female), M for mand
(male) eller X for uspecificeret.
Det skal bemærkes, at der også ses på pasloven99
og pasbekendtgørelsen i denne lovgennemgang jf.
afsnit 4.3 for så vidt angår spørgsmålet om mulighed for at få X i passet for børn og unge under 18 år.
4.1.3.3. Navneloven
Der skelnes i navneloven100
mellem fornavne, mellemnavne og efternavne. Et fornavn er det første i
navnerækken, der sædvanligvis er det eller de navne, personen kaldes og kendes under. Enhver skal
have mindst ét fornavn, jf. lovens § 12, stk. 1.
Som fornavn kan tages et navn, som er på listen over godkendte fornavne, som Familieretshuset
administrerer. Et fornavn fra listen kan tages uden godkendelse. Derudover kan man ansøge om at få
godkendt et nyt fornavn, der ikke fremgår af listen over godkendte fornavne, jf. navnelovens § 13, stk. 1.
98 ICAO dok. nr. 9303 fra 2015:”Machine Readable Travel Documents” s. 14.
99 Lovbekendtgørelse nr. 76 af 19. januar 2017.
100 Lovbekendtgørelse nr. 767 af 7. august 2019.
84
Når et nyt navn godkendes, optages navnet på listen over godkendte fornavne og kan herefter tages af
enhver.
Listen over godkendte fornavne er opdelt i drenge- og pigefornavne. Et fornavn kan dog godkendes til
både drenge og piger, hvis navnet ses at være både et drenge- og pigefornavn i Danmark eller udlandet.
Et fornavn må ikke betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet, jf. navnelovens §
13, stk. 2. Et fornavn skal således være kønskorrekt (drenge må ikke få pigenavne og omvendt). Det
fremgår af lovforarbejderne til bestemmelsen, at kravet om fornavnes kønskorrekthed er et centralt træk
inden for dansk og international navneret, der indebærer en række kommunikationsmæssige fordele i
den praktiske navnebrug. Med kønsspecifikke fornavne kan man således på en enkel måde fastslå, om
en person er af han- eller hunkøn.
Når en person har skiftet køn (juridisk og/eller fysisk) og vedkommende har fået et nyt personnummer,
vil personen skulle tage et fornavn, der er kønskorrekt i forhold til det nye køn.
4.1.3.3.1. Fornavne til transseksuelle og personer, der ganske må ligestilles hermed
Transseksuelle og personer, der ganske må ligestilles hermed, og som ikke har gennemført et juridisk
eller fysisk kønsskifte, kan under visse betingelser undtages fra kravet om, at et fornavn skal være
kønskorrekt. Reglerne finder ligeledes anvendelse for børn og unge under 18 år.
Det fremgår af navnelovens § 13, stk. 3, at social- og indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om,
at personer, der er transseksuelle eller ganske må ligestilles hermed, ikke er omfattet af forbuddet i § 13,
stk. 2.
I overensstemmelse hermed er det i navnebekendtgørelsens101
§ 12, stk. 1, bestemt, at det
multidisciplinære team ved henholdsvis Rigshospitalet eller Aalborg Universitetshospital til brug for
vurderingen af, om der kan gøres undtagelse fra kravet om, at et navn ikke må betegne det modsatte
køn, vurderer, om ansøgeren er transseksuel eller ganske må ligestilles hermed.
Det multidisciplinære team afgiver i praksis sin vurdering i form af en erklæring.
Udredningen ved det multidisciplinære team foretages af en psykolog og en psykiater, der er specielt
vidende inden for feltet.
Hvis vurderingen fra det multidisciplinære team giver anledning til tvivl om, hvorvidt en person er
transseksuel eller ganske må ligestilles hermed, kan der indhentes supplerende udtalelse fra
Retslægerådet, jf. navnebekendtgørelsens § 12, stk. 2.
Sager om undtagelse fra kravet om, at et navn ikke må betegne det modsatte køn, behandles af
Familieretshuset, jf. navnebekendtgørelsens § 12, stk. 3. I løbet af de seneste 3 år har Familieretshuset
behandlet under 10 sager om året.
Det skal bemærkes, at navnelovens § 13, stk. 3, er en af de bestemmelser, der også ses på i denne
lovgennemgang, jf. afsnit 3.1. for så vidt angår kravet om en erklæring fra det multidisciplinære team.
101 Bekendtgørelse nr. 290 af 20. marts 2019
85
4.1.3.3.2. Navneændring for børn
Ved ansøgning om navngivning af eller navneændring for et barn kræves samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren eller, hvis der er fælles forældremyndighed, fra
forældremyndighedsindehaverne. Dette følger af navnebekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Ændring af et barns navn kræver samtykke fra barnet, hvis det er fyldt 12 år, jf. navnelovens § 22, stk. 1.
Efter navnebekendtgørelsens § 6, skal samtykket gives skriftligt ved, at barnet underskriver
ansøgningen, medmindre myndigheden bestemmer, at samtykket tillige skal gives mundtligt. Er dette
tilfældet, udfærdiger myndigheden et notat om, at samtykket er givet.
Hvis særlige grunde taler for det, kan navneændring ske med tilladelse fra den myndighed eller ret, der
behandler sagen, selv om samtykke ikke foreligger, jf. navnelovens § 22, stk. 3. Sådanne grunde kan for
eksempel være, at barnet på grund af et mentalt handicap er ude af stand til at give samtykke, eller at
navneændringen skal ske i forbindelse med adoption, og der efter § 6 i adoptionsloven fritages for at
indhente samtykke fra barnet.
Personregisterføreren kan i de tilfælde, hvor barnet protesterer imod navneændringen, eller hvor
samtykke fra barnet ikke indhentes, kun tillade navneændringen efter at have forelagt sagen for
Familieretshuset, jf. bekendtgørelsens § 7.
Hvis barnet er under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte
navneændring, i det omfang barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen
skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte navneændring. Dette
følger af navnelovens § 22, stk. 2.
Barnets holdning skal tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens
omstændigheder, jf. navnebekendtgørelsens § 8. Der er ikke tale om en ubetinget høringspligt, idet
barnet ikke skal sættes i en situation, som det ikke kan overskue eller har forudsætninger for at tage
stilling til. Det bør endvidere indgå i vurderingen, om der er tale om ændring af barnets fornavn eller
mellem- og/eller efternavn, idet det generelt må antages, at børn under 12 år har en stærkere tilknytning
til deres fornavn end til deres mellem- og/eller efternavn, da det er fornavnet, de identificerer sig med.
Generelt kan det antages, at drejer sagen sig om ændring af barnets fornavn, kan man efter
omstændighederne inddrage et barn helt ned til 6 år.
Bestemmelsen er bl.a. indført på baggrund af børnekonventionens artikel 12 om børns mulighed for at
blive hørt.
4.1.3.4. Forældreansvarsloven
Det er forældreansvarslovens102
udgangspunkt, at børn er under forældremyndighed indtil det fyldte 18.
år. Børn kan derfor som udgangspunkt ikke selv træffe afgørelse om personlige forhold.
Forældreansvarsloven sætter rammerne for de beslutningsbeføjelser, forældremyndighedsindehaveren
har, men der er i særlovgivningen en række forhold, der kræver barnets inddragelse. En endelig
vurdering hører under ressortmyndigheden.
102 Lovbekendtgørelse nr. 776 af 7. august 2019.
86
4.1.3.4.1. Forældremyndighed
Det følger af forældreansvarslovens § 1, at børn og unge under 18 år er under forældremyndighed.
Det fremgår videre af § 2, at forældremyndighedens indehaver(e) skal drage omsorg for barnet og kan
træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Forældremyndighedens
nærmere indhold er ikke reguleret, men omfatter efter ordlyden den daglige omsorg for barnet – mad,
tøj, et sted at bo – og beslutninger af mere væsentlig karakter såsom skolegang, uddannelse,
erhvervsvalg, navnevalg, indmeldelse i trossamfund samt væsentlige medicinske spørgsmål. Indehavere
af forældremyndighed er endvidere økonomiske værger for barnet, jf. værgemålsloven § 2, og skal give
tilladelse til udstedelse af pas, jf. pasbekendtgørelsens § 17. Hertil kommer en pligt til at tilgodese
barnets følelsesmæssige behov samt til at føre tilsyn med barnet.
Modstykket til omsorgspligten er forældremyndighedsindehaverens beføjelser.
Forældremyndighedsindehaveren kan således træffe afgørelse om barnets personlige forhold,
kvalificeret ud fra barnets interesser og behov. Forældremyndighedsindehaveren har vide rammer, når
omsorgspligten skal udmøntes, og dette giver et betydeligt spillerum for indehaverens egne individuelle
vurderinger af, hvad der er bedst for barnet – f.eks. om barnet skal gå i privat- eller folkeskole, hvor
barnet skal opholde sig, barnets religiøse tilhørsforhold osv.
Bestemmelsen indebærer desuden, at forældremyndighedsindehaveren skal beskytte barnet mod fysisk
og psykisk vold og anden krænkende behandling. Er der to indehavere af forældremyndigheden, dvs.
fælles forældremyndighed, er begge forældre omfattet af pligterne og beføjelserne i § 2.
Når forældre har fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold
enighed mellem forældrene, jf. forældreansvarslovens § 3, stk. 1, 1. pkt. Bestemmelsen fastlægger
forældremyndighedsindehavernes beslutningsbeføjelser, hvis der er fælles forældremyndighed. Det
følger endvidere af bestemmelsen, at den forælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgørelse om
overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt.
Bestemmelsen skelner således mellem ”væsentlige beslutninger”, jf. 1. pkt., og ”overordnede forhold i
barnets daglige liv”, jf. 2. pkt. Udgangspunktet er, at væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold
kræver enighed mellem forældrene, hvis de har fælles forældremyndighed. Visse forhold må betragtes
som så indgribende for barnet, at begge forældre skal være enige herom. Dette gælder navnlig
spørgsmålet om barnets rejse til udlandet, herunder udrejse til Grønland og Færøerne, barnets religion
og væsentlige lægelige indgreb. I særlovgivningen er der desuden en række forhold, der kræver begge
forældremyndighedsindehaveres samtykke, f.eks. indmeldelse i skole, udstedelse af pas, navnevalg mv.
Også andre forhold, der kan indebære overvejelser med et længerevarende tidsperspektiv for barnet,
f.eks. valg af skoleretning, videreuddannelse mv., vil som udgangspunkt kræve enighed mellem
forældrene.
Efter § 3, stk. 1, 2. pkt. kan bopælsforælderen træffe beslutninger om overordnede forhold vedrørende
barnets daglige liv på egen hånd. Bopælsforælderen kan desuden bestemme, hvor i landet barnets bopæl
skal være. Overordnede forhold af dagligdags karakter kan en bopælsforælder tage stilling til alene.
Dette gælder f.eks. beslutninger vedrørende barnets daginstitution. Hensigten med bestemmelsen er at
undgå, at der hele tiden opstår konflikter omkring barnet i dets dagligdag som følge af, at begge forældre
vil træffe beslutninger om visse overordnede forhold for barnet.
I praksis kan hver forælder på egen hånd træffe mange af de helt dagligdagsbeslutninger for barnet. Det
gælder f.eks. mad, tøj, sengetider, venner mv. Det afgørende i den forbindelse er, hvem barnet opholder
87
sig hos. Den forælder, der i den givne situation er nærmest til at træffe sådanne beslutninger, har således
kompetence hertil.
Der kan opstå situationer, hvor forældremyndighedsindehaverne ikke er enige i spørgsmål vedrørende
barnets personlige forhold. Forældreansvarsloven indeholder ikke bestemmelser, der angiver, hvordan
konflikter mellem forældre om spørgsmål, som falder under forældremyndigheden, skal løses.
4.1.3.4.2. Barnets ret til at blive medinddraget
Selvom børn under 18 år er under forældremyndighed og umyndige, og derfor som udgangspunkt ikke
på egen hånd kan træffe afgørelse om hverken personlige eller økonomiske forhold, kan der i
særlovgivningen være særlige bestemmelser, der giver børn forskellige grader af selvstændige
rettigheder – i nogle tilfælde også uden forældremyndighedsindehaverens godkendelse.
Børn bør altid have mulighed for at komme til orde vedrørende forhold, der berører deres liv. Et barn,
der er i stand til at sikre sine egne synspunkter, skal som udgangspunkt have retten til frit at udtrykke
disse synspunkter.
Et eksempel herpå er § 5 i forældreansvarsloven, hvorefter der i alle forhold vedrørende barnet skal tages
hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed. Reglen har udgangspunkt i FN´s
Børnekonvention artikel 12 og har til formål overordnet at fremhæve, at både forældre og myndigheder
i forhold vedrørende barnet skal tage hensyn til barnets egne synspunkter alt efter barnets alder og
modenhed.
I sager vedrørende yngre børn op til 7 år vil det ofte være vanskeligt at få barnets synspunkter frem ved
en egentlig samtale med barnet, hvorfor barnets perspektiv for disse børns vedkommende ofte må søges
tilvejebragt på anden måde.
Eksempel på inddragelse af mindre børns synspunkter ses fastlagt i navneloven, hvor det fremgår, at
der ved ændring af fornavn skal foreligge oplysninger om barnets holdning til den påtænkte
navneændring, hvis barnet er under 12 år. Det antages, at man ved ændring af barnets fornavn efter
omstændighederne kan inddrage et barn helt ned til 6 år. Det er ved den antagelse lagt til grund, at børn
under 12 år har en stærkere tilknytning til deres fornavn, da det er fornavnet, de identificerer sig med
og ikke f.eks. mellemnavnet.
Der ses i særlovgivningen flere eksempler på, at børn, der er fyldt 12 år, skal give sit samtykke til visse
beslutninger, før sådanne kan træffes. Det gør sig f.eks. gældende i forhold til adoption, som kræver det
12-årige barns samtykke.
4.1.3.4.3. Partsbeføjelse – egentlig selvbestemmelse for børn og unge
Udøvelse af partsbeføjelser er de mest vidtgående beføjelser, hvor større børn kan råde på egen hånd. I
de specialbestemmelser, der findes, er aldersgrænsen normalt 15 år. Et eksempel herpå er
sundhedslovens103
§ 17, hvorefter personer, der er fyldt 15 år, kan give informeret samtykke til
behandling. Yderligere forholder det sig sådan, at i det omfang, der er uenighed mellem forældrene og
den unge, der er fyldt 15 år og som efter en sundhedsfaglig vurdering forstår konsekvenserne af sin
stillingtagen, er kompetencen til at samtykke endegyldigt lagt hos den unge.
103 Lovbekendtgørelse nr. 1286 af 2. november 2018
88
En anden type partsbeføjelse findes i forældreansvarslovens § 35, hvorefter et barn, der er fyldt 10 år,
kan anmode Familieretshuset om at indkalde forældrene til et møde om forældremyndigheden, barnets
bopæl eller samvær. Barnet kan benytte initiativretten til at gøre forældrene opmærksomme på sine
ønsker og kan virke som en ”redningskrans” for barnet i de situationer, hvor forældrene ikke sørger for
at finde løsninger, der er hensigtsmæssige for barnet.
4.1.4. Behandlingstilbud til personer under 18 år
I dette afsnit gennemgås de sundhedsmæssige tilbud ved kønsidentitetsforhold for personer under 18
år samt erfaringerne hermed.
Sundhedsfaglig behandling af kønsidentitetsforhold sker kun i det omfang, uoverensstemmelsen
mellem fødselstildelt køn og egen kønsidentitet medfører et ønske om udredning af kønsidentitet og
eventuelt behandling af kønsligt ubehag. Det skal bemærkes, at kønslig uoverensstemmelse ikke
nødvendigvis indebærer et kønsligt ubehag, og at alle personer med kønslig uoverensstemmelse således
ikke vil ønske, eller søge, sundhedsfaglig hjælp, herunder til kønsmodificerende behandling.
Danmark besluttede i 2017 at oprette nye neutrale koder for kønsidentitetsforhold og samtidig nedlægge
de tidligere anvendte diagnosekoder, som var placeret i klassifikationssystemets kapitel om psykiske
lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser, og som blev oplevet som stigmatiserende. Af
Sundhedsstyrelsens vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold fra 2018 fremgår det
endvidere, at en psykiatrisk udredning ikke er en generel betingelse for sundhedsfaglig behandling ved
kønsidentitetsforhold og kun skal foretages, når det er relevant og ud fra en konkret og individuel faglig
vurdering.
4.1.4.1. Sundhedsfagligt tilbud ved kønsidentitetsforhold hos personer under 18 år
Varetagelse af udredning og behandling af børn og unge, der søger offentligt finansieret sundhedsfaglig
hjælp ved kønsidentitetsforhold, er omfattet af Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning. I den
gældende specialeplan104
er varetagelsen defineret som højtspecialiserede funktioner i pædiatri og
børne- og ungdomspsykiatri. Varetagelsen sker i et samarbejde mellem flere forskellige
sygehusafdelinger i København, med primær forankring ved Rigshospitalets Klinik for Vækst og
Reproduktion. Region Hovedstaden har dermed forsyningsforpligtelse for hele Danmark.
Den sundhedsfaglige rådgivning, udredning og behandling kræver helt særlig ekspertise forankret i et
fast multidisciplinært teamsamarbejde105
. Det multidisciplinære team skal omfatte både speciallæger i
pædiatri (børnelæger) med særlig erfaring på området og kompetencer i hormonsygdomme hos børn
(pædiatrisk endokrinologi), vækst og reproduktion samt kønsidentitetsforhold, samt speciallæger i
børne- og ungdomspsykiatri med særlig erfaring og kompetencer inden for kønsidentitetsforhold hos
børn og unge.
Øvrige lægelige specialer og faggrupper, herunder psykologer samt speciallæger i gynækologi og
obstetrik, kan inddrages, hvis det vurderes relevant. Speciallæge i plastikkirurgi med særlige erfaringer
og kompetencer inden for kønsidentitetsforhold kan inddrages hvor relevant, f.eks. med henblik på
vurdering af indikation for og planlægning af senere kønsmodificerende kirurgisk behandling og
information til og dialog med barnet/den unge herom.
104 Sundhedsstyrelsens specialevejledning for børne- og ungdomspsykiatri af 11. april 2019, side 9, pkt. 13.
105 Jf. Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9658 af 16/08/2018 om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold
89
Børn og unge med ønske om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold kan henvises direkte af
praktiserende læger eller via sygehusambulatorier m.v. fra hele landet til det multidisciplinære team på
Rigshospitalet, der er godkendt til at varetage den højtspecialiserede behandling.
Varigheden af et gennemsnitligt udredningsforløb er ca. 6 måneder og består af 6-8 ambulante besøg.
Kønsmodificerende behandling af børn og unge under 18 år vil blive tilbudt som medicinsk behandling
med hormoner. Hormonbehandling gives til at begynde med i form af såkaldte ’stophormoner’, der
bremser pubertetsudvikling, herunder udvikling af kønskarakteristika som skægvækst, brystudvikling,
dybere stemme, muskeludvikling m.v.
Ved ophør af behandling med stophormoner vil den vanlige pubertetsudvikling blive genoptaget, og en
række effekter opnået ved hormonbehandlingen som fx hæmmet vækstspurt, ændret fedtfordeling på
kroppen, manglende bryst- og muskeludvikling, manglende skægvækst og manglende
stemmeændringer kan forsvinde, hvorfor behandlingen i en række tilfælde kan siges at være reversibel.
Man kan dog ikke entydigt sige, at alle effekter kan forventes at være fuldt reversible, f.eks. at der opnås
samme sluthøjde, som hvis man ikke havde behandlet med stophormoner.
Senere i et behandlingsforløb kan kønsmodificerende medicinsk behandling tilbydes i form af såkaldte
’krydshormoner’, dvs. hormoner, der understøtter udviklingen af de ønskede køn. Det vil være østrogen
ved fødselstildelt mandligt køn, og testosteron ved fødselstildelt kvindeligt køn. Krydshormoner tilbydes
først, når effekten af ’stophormoner’ er vurderet, og efter grundig faglig vurdering af den enkeltes
kønsidentitet og behandlingsbehov under hensyntagen til den enkeltes præferencer og forhold.
Ved ophør af behandling med krydshormoner, særligt efter langvarig behandling, vil der betydeligt
oftere være tale om irreversible effekter som f.eks. brystvækst eller dyb stemme, som kan kræve kirurgisk
behandling, hvis de skal omgøres, såfremt de giver meget stort ubehag, men som aldrig vil kunne være
fuldt reversible. Andre effekter som f.eks. muskelvækst og ændret fedtfordeling kan i højere grad
tilbagedannes spontant ved behandlingsophør.
I nogle tilfælde vil det endvidere være relevant at henvise den unge til hårfjernelse (epilering). I helt
særlige tilfælde kan kønsmodificerende brystkirurgi overvejes hos unge under 18, men
Sundhedsstyrelsens vejledning tillader ikke øvrig kønsmodificerende kirurgi til unge under 18 år. I de
sjældne tilfælde, hvor der tilbydes kønsmodificerende kirurgisk behandling, vil der altid være tale om
irreversible effekter.
I Sundhedsstyrelsens vejledning er der ikke angivet en nedre aldersgrænse for, hvornår der kan
påbegyndes kønsmodificerende behandling hos børn og unge. Det skyldes, at behandlingsbehovet
vurderes ud fra den enkeltes biologiske, sociale og psykologiske udvikling samt personens behov for
sundhedsfaglig behandling med henblik på at afhjælpe kønsligt ubehag. Supprimerende hormonterapi
(stophormoner) kan som udgangspunkt først tilbydes, når den unge begynder at gå i pubertet.
Børn og unges pubertetsudvikling vurderes ud fra den såkaldte Tanner-skala, som bruges til at vurdere
udviklingen baseret på de primære og sekundære kønskarakteristika (fx bryster, ydre kønsorganer og
graden af kønsbehåring) frem for vurdering ud fra alder.
Pubertetsstart sker ved Tanner stadie 2, hvilket i praksis betyder, at piger typisk vil være omkring 10 år
eller derover, mens drenge typisk vil være omkring 11-12 år eller derover, når behandling med
supprimerende hormoner (stophormoner) indledes. Ud fra en konkret og individuel vurdering vil det
dog ikke være i modstrid med vejledningen at tilbyde behandling til et barn under 10 år på indikationen
af kønsligt ubehag, hvis den biologiske, sociale og psykologiske udvikling tilsiger det.
90
4.1.4.1.1. Erfaringer fra det sundhedsfaglige tilbud
Siden den 1. januar 2016 har der i Danmark været tilbud om kønsmodificerende medicinsk behandling
til personer under 18 år på Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet. Før 2016 blev der alene
tilbudt støttende samtaler samt udredning for børn og unge under 18 år.
I tabel 3 fremgår antallet af personer under 18 år, der er blevet henvist til udredning i sygehusvæsenet
vedr. kønsidentitetsforhold i perioden i perioden 2010 til 2018.
Tabellen illustrerer, at der siden 2016 har været en stigning i børn og unge under 18 år, som henvises til
udredning for kønsidentitetsforhold, ligesom de henviste børn og unge siden 2016 har været yngre. Hvor
der før år 2015 ikke blev henvist børn og unge under 15 år, var den yngste henviste person i år 2018 11
år.
Tabel 4 viser antallet af kontakter til sygehusvæsenet vedr. kønsidentitetsforhold for børn og unge under
18 år fordelt på alder og køn opdelt på behandlingssteder.
Tabel 3: Antal personer henvist til sygehusvæsenet vedr. kønsidentitetsforhold blandt børn og unge (0-17 år)
Alder 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018
0 år 0 0 0 0 0 0 0 0 0
1 år 0 0 0 0 0 0 0 0 0
2 år 0 0 0 0 0 0 0 0 0
3 år 0 0 0 0 0 0 0 0 0
4 år 0 0 0 - 0 0 - 0 -
5 år 0 0 0 - 0 0 0 - 0
6 år 0 0 0 0 0 - - - -
7 år 0 0 0 - 0 - - 0 -
8 år 0 0 0 0 0 0 - - -
9 år - 0 0 0 0 0 - - -
10 år 0 0 0 0 - 0 - - -
11 år 0 0 0 0 - - - 6 6
12 år - 0 0 0 - - 5 5 12
13 år 0 - 0 0 - - 9 9 13
14 år - - - - - - 11 21 20
15 år - - 6 6 7 8 32 47 37
16 år - 7 8 9 10 13 44 38 35
17 år - - 13 9 13 25 35 55 35
I alt 7 27 25 30 45 136 181 158
Kilde:
Note: Opgørelsen er baseret på en af diagnosekoderne DZ768E*, DF640, DF642, DF648, DF649, DF651
registreret som henvisningsdiagnose ved kontakt (skadestuebesøg, ambulant besøg eller
indlæggelse) til det psykiatriske eller somatiske sygehusvæsen. Året angiver året for
henvisningsdatoen. Tabellen indeholder en opgørelse for personer som henvises til minimum én
af de tre afdelinger: "Klinik for Vækst og Reproduktion", "Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center"
eller "Sexologisk Klinik". Alderen henviser til personens alder ved henvisningsdatoen. Da en
person godt i løbet af et år kan henvises til minimum én af de tre afdelinger før og efter sin
fødselsdag det pågældende år, kan én person godt indgå i op til to alderstrin og tallene
summerer derfor ikke nødvendigvis til "i alt" i tabel 1. Værdier mellem 1-4 er diskretioneret og
angivet med (-) og totalerne i kolonner med diskretionerede værdier er afrundet til nærmeste 5.
Landspatientregisteret version 10. juli 2020, Sundhedsdatastyrelsen.
91
Tabellen viser, at markant flere piger end drenge er i kontakt med sundhedsvæsenet vedr.
kønsidentitetsforhold, hvis der ses på kontakterne fordelt over hele landet.
Fagfolk på området i Danmark har over for Sundhedsstyrelsen oplyst, at der ikke er entydige faglige
skøn over, hvor mange børn og unge der oplever uoverensstemmelse mellem egen kønsidentitet og
fødselstildelt køn, men som frafalder ønsket om sundhedsfaglig hjælp, når puberteten indtræder. I
forskellige studier er angivet estimater på mellem 40-80 %. At et højt antal ikke ønsker eller frafalder
ønske om behandling, er imidlertid ikke det samme som fortrydelse, men snarere et tegn på, at
observations- og udredningsforløb har vist, at barnets eller de unges kønslige uoverensstemmelse og
evt. kønslige ubehag ikke var vedvarende, hvorfor der følgelig ikke fandtes behov for sundhedsfaglig
intervention. Den relativt høje andel, der stopper forløbet efter endt udredning, er desuden
baggrunden for, at man fagligt anbefaler at følge barnets udvikling tæt (’watchful waiting’) samt
afvente med igangsættelse af kønsmodificerende hormonbehandling, indtil puberteten indtræder.
I følge Sundhedsstyrelsens ”Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold 2018” kan
supprimerende hormonterapi (stophormoner) først tilbydes, når den unge begynder at gå i pubertet, og
når den unge er på Tanner stadie 2 eller højere.106
Kønsmodificerende medicinsk behandling med
østrogener eller androgener (krydshormoner) kan tilbydes, når effekten af supprimerende
hormonterapi er vurderet og forudsætter en aktuel og grundig faglig og individuel vurdering under
hensyntagen til den enkeltes præferencer og forhold. Det betyder, at de personer under 18 år, der
henvises til, eller som er i behandling ved Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion, ofte vil være
omkring 10 år eller derover.107
Erfaringerne fra Klinik for Vækst og Reproduktion ved Rigshospitalet viser, at kun ca. 1,8 pct. af de
personer, der fra 2016 og frem til ultimo september 2019 blev henvist til kønsmodificerende
hormonbehandling, har ønsket at stoppe behandlingen igen. Heraf var 2 personer i behandling med
106 Sundhedsstyrelsens notat af 4. oktober 2019 side 4.
107 Ibid. side 5.
Tabel 4:Antal børn og unge (0-17 år) med kontakt til sygehusvæsenet vedr. kønsidentitetsforhold pr. år, 2010-2018, opdelt på køn
2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018
Klinik for Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet
Drenge - 0 0 0 - - 13 28 49
Piger - 0 0 0 0 - 13 26 58
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center,
Bispebjerg
Drenge 0 0 0 0 0 - 20 46 39
Piger 0 0 0 - - - 45 68 100
Sexologisk Klinik
Drenge - - 8 16 20 20 38 76 85
Piger 6 15 23 37 53 55 102 144 157
I alt
Drenge - - 8 16 20 20 46 96 101
Piger 10 15 23 40 55 60 108 160 170
Kilde:
Note:
Landspatientregisteret version 10. juli 2020, Sundhedsdatastyrelsen.
Opgørelsen er baseret på diagnosekoderne DZ768E*, DF640, DF642, DF648, DF649, DF651
givet som aktions- eller bi-diagnose ved kontakt (skadestuebesøg, ambulant besøg eller
indlæggelse) til det psykiatriske eller somatiske sygehusvæsen. Året angiver året for kontaktens
uddato. Da en unik person godt kan have haft kontakt til mere end én afdeling i løbet af et år,
summerer tallene på afdelingsniveau ikke nødvendigvis til tallene for i alt. Værdier mellem 1-4
er diskretioneret og angivet med (-) og totalerne i kolonner med diskretionerede værdier er
afrundet til nærmeste 5.
92
krydshormon, mens 1 person var i behandling med stophormon, som kan betragtes som behandling, der
giver patienten en refleksionsperiode. Beregnes andelen, der frafalder ønske om behandling, alene på
de 2 personer, der var i behandling med krydshormoner, er denne 1,2 %.
De behandlingsansvarlige speciallæger har hertil påpeget, at de unge og deres familier i alle tre tilfælde
har fundet behandlingsforløbet nødvendigt for at opnå afklaring af den unges kønsidentitet og behov for
behandling, og de har således ikke fortrudt, at de påbegyndte forløbet og hormonbehandlingen, men har
blot ønsket behandlingen afsluttet.
4.1.5. Erfaringerne med juridisk kønsskifte over 18 år
I dette afsnit gennemgås erfaringerne fra Social- og Indenrigsministeriet, som har behandlet
ansøgninger om juridisk kønsskifte for voksne, siden dette blev muligt i 2014.
4.1.5.1. Social- og Indenrigsministeriets administration af ordningen
Social- og Indenrigsministeriet tildeler efter CPR-lovens § 3, stk. 6, efter skriftlig ansøgning nyt
personnummer til en person over 18 år, som oplever sig som tilhørende det andet køn. Tildeling af nyt
personnummer er betinget af, at den pågældende afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om nyt
personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn. Social- og Indenrigsministeriet
har udfærdiget et skema, som ansøger kan vælge at anvende ved ansøgning om juridisk kønsskifte (bilag
1). Skemaet er tilgængeligt på www.cpr.dk.
Social- og Indenrigsministeriet gennemgår ansøgningen og kontrollerer, at ansøger er fyldt 18 år, og at
det fremgår af ansøgningen, at denne er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn. Som anført
i bemærkningerne til lovforslaget108
er det ikke muligt at foretage en egentlig efterprøvelse af, om
ansøgningen vitterligt er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn. Medmindre konkrete
omstændigheder giver grund til at antage, at ansøgningen er begrundet i andre forhold, såsom et ønske
om at skifte køn for sjov, lægger ministeriet ansøgers oplysninger i erklæringen om begrundelsen for
ansøgningen til grund.
Såfremt ansøger opfylder betingelserne for juridisk kønsskifte, sender ministeriet et kvitteringsbrev til
vedkommende. I kvitteringsbrevet anfører ministeriet blandt andet datoen for refleksionsperiodens
udløb. Ministeriet oplyser over for ansøger, at ministeriet ikke foretager sig yderligere, medmindre
ansøger efter refleksionsperiodens udløb bekræfter ansøgningen over for ministeriet. Ministeriet
fremsender sammen med kvitteringsbrevet vejledende information (bilag 2).
Ansøger skal herefter af egen drift – efter refleksionsperiodens udløb – bekræfte ansøgningen over for
ministeriet. Ministeriet har udarbejdet et skema, som ansøger kan anvende til at bekræfte over for
ministeriet, at vedkommende fortsat ønsker at få tildelt et nyt personnummer (bilag 3)109
.
Hvis ansøger efter refleksionsperiodens udløb bekræfter ansøgningen over for ministeriet, tildeler
ministeriet vedkommende et nyt personnummer i overensstemmelse med ansøgningen. Ministeriet
fremsender – sammen med selve afgørelsen om tildeling af nyt personnummer og en registerindsigt i
vedkommendes oplysninger i CPR – et dokument, hvoraf såvel det nye som det tidligere personnummer
fremgår til brug for eventuel fremvisning. Baggrunden herfor er navnlig den, at nogle borgere har
oplevet udfordringer i forbindelse med personnummerændringen. Som det fremgår af vedlagte bilag 4,
108 Jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 182, som fremsat s. 7.
109 Skemaet er tilgængeligt på www.cpr.dk.
93
har det særligt været systemmæssige udfordringer. Særligt vedrørende sundhedsvæsnets systemer
opfordres personer, der får juridisk kønsskifte, til at være opmærksomme på systemmæssige
udfordringer.
Når nyt personnummer er tildelt, vil den pågældende automatisk modtage nyt sundhedskort med
oplysning om det nye personnummer. Det nye personnummer giver endvidere adgang til udstedelse af
nye personlige dokumenter som f.eks. pas, kørekort og fødselsattest i overensstemmelse med det nye
køn. Den pågældendes fornavn vil ligeledes i henhold til navnelovens § 13, stk. 2, om nødvendigt skulle
ændres, så det bliver kønskorrekt i forhold til det nye køn.
Tildeling af nyt personnummer svarende til det køn, den pågældende oplever at tilhøre, kan have
konsekvenser for borgerens retsstilling i forhold til anden lovgivning. Det kan eksempelvis nævnes, at
værnepligtsloven indebærer, at enhver dansk mand er undergivet værnepligt. For en biologisk mand,
der får tildelt nyt personnummer begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, vil der ske bortfald
af værnepligt. Den omvendte situation indtræder for en biologisk kvinde, der tildeles nyt personnummer
i overensstemmelse med det oplevede køn som mand110
.
Hvis en person fortryder et juridisk kønsskifte, behandles dette som en anmodning om annullering af
afgørelsen om juridisk kønsskifte, hvorefter vedkommende gentildeles det oprindelige personnummer.
Såfremt vedkommende på et senere tidspunkt på ny ønsker at få tildelt et personnummer på baggrund
af en oplevelse af at tilhøre det andet køn (”fortryder fortrydelsen”), vil vedkommende skulle afvente en
ny refleksionsperiode. Såfremt vedkommende efter refleksionsperiodens udløb bekræfter sin
ansøgning, tildeler ministeriet på ny det tidligere tildelte (og annullerede) personnummer.
4.1.5.2. Opgørelse over sager om juridisk kønsskifte
Nedenfor er bl.a. opgjort antallet af modtagne ansøgninger om nyt personnummer begrundet i en
oplevelse af at tilhøre det andet køn og antallet af tildelte nye personnumre i sådanne sager pr. år111
.
Tabel 5: Ansøgninger om nyt personnummer
Periode Antal
1. september 2014 til 31. august 2015 391
1. september 2015 til 31. august 2016 183
1. september 2016 til 31. august 2017 171
1. september 2017 til 31. august 2018 235
1. september 2018 til 31. august 2019 267
I alt 1247
Tabel 6: Tildeling af nyt personnummer i sag om juridisk kønsskifte
Periode Antal
1. september 2014 til 31. august 2015 263
1. september 2015 til 31. august 2016 162
1. september 2016 til 31. august 2017 151
110 Se mere herom i vedlagte bilag 2, pkt. 2.
111 Social- og Indenrigsministeriet bemærker, at opgørelsen er baseret på udtræk fra ministeriets elektroniske sagssystem, som er
baseret på manuel sagsbehandling.
94
1. september 2017 til 31. august 2018 186
1. september 2018 til 31. august 2019 186
I alt 948
Forskellen på antallet af ansøgninger og tildelinger af nye personnumre er 299 (1247 – 948). Der er helt
overvejende tale om ansøgninger, der endnu ikke er bekræftede. Forskellen rummer imidlertid også
ansøgninger, der aldrig er bekræftet, er trukket tilbage eller har fået afslag.
Der er i hele perioden givet 9 afslag på nyt personnummer. Ud af de 9 afslag var de 8 begrundet med, at
vedkommende var under 18 år på ansøgningstidspunktet.
Social- og Indenrigsministeriet har i 24 tilfælde (vedrørende 22 forskellige personer) gentildelt en
person vedkommendes oprindelige personnummer, dvs. annulleret afgørelsen om juridisk kønsskifte.
Langt størstedelen af gentildelingerne er sket på baggrund af, at vedkommende har fortrudt tildelingen
af nyt personnummer.
I 7 sager, hvor en person har fået gentildelt sit oprindelige personnummer, har vedkommende
efterfølgende på ny ansøgt om at få tildelt nyt personnummer begrundet i en oplevelse af at tilhøre det
andet køn (”fortrudt fortrydelsen”). De pågældende personer har efter udløbet af en ny
refleksionsperiode fået ”gentildelt” det personnummer, som de tidligere fik tildelt i overensstemmelse
med det oplevede køn.
I 2 af de 7 sager har ansøgeren på ny fortrudt det juridiske kønsskifte, og er blevet tildelt det oprindelige
personnummer, som vedkommende fik tildelt ved fødslen.
4.1.6. Danmarks internationale forpligtelser
I dette afsnit gennemgås Danmarks internationale forpligtelser af betydning for ændring af juridisk køn
for personer under 18 år. Danmark ses ikke at have påtaget sig internationale forpligtelser, der specifikt
vedrører ændring af juridisk køn. Gennemgangen omfatter Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK) og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
(EMD) samt FN’s Børnekonvention.
4.1.6.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
EMRK artikel 8 har følgende ordlyd:
”Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det
sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til
den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at
forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at
beskytte andres rettigheder og friheder.”
EMD har anerkendt, at retten til selvbestemmelse eller personlig autonomi er omfattet af
privatlivsbegrebet i artikel 8. EMD anerkender endvidere, at kønsidentitet og seksuel orientering er
omfattet af privatlivsbegrebet, jf. bl.a. Van Kück mod Tyskland, dom af 12. juni 2003, pr. 69 og 73, og
Schlumpf mod Schweiz, dom af 8. januar 2009, pr. 100.
95
EMD har i en række sager taget stilling til juridisk anerkendelse af transkønnedes kønsskifte. Det er et
område, hvor der har været en udvikling i retning af en større anerkendelse af transkønnedes rettigheder
i takt med en ændring af samfundsforholdene og retstilstanden i medlemsstaterne, jf. Jon Fridrik
Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 4. udgave (2017), side 820. I
B. mod Frankrig, dom af 25. marts 1992, fastslog EMD, at manglende anerkendelse af kønsskifte i
forhold til f.eks. offentlige dokumenter og ændring af fornavn konkret kunne udgøre en krænkelse af
EMRK artikel 8. I en række senere sager afviste EMD imidlertid under henvisning til den vide
skønsmargin på dette område, at konventionsstaterne skulle have en positiv pligt til i alle sammenhænge
retligt og faktisk at anerkende personers nye identitet som følge af en kønsskifteoperation, jf. f.eks.
Sheffield og Horsham mod Storbritannien, dom af 30. juli 1998.
Ved to domme af 11. juli 2002, Christine Goodwin mod Storbritannien og I. mod Storbritannien, gjorde
EMD op med sin tidligere praksis og fastslog, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, at
klagerne, som lovligt havde fået foretaget en kønsskifteoperation fra mand til kvinde, ikke i juridisk
henseende kunne blive registreret som kvinder. I forhold til den tidligere praksis udtalte EMD, at det
var afgørende, at konventionen blev fortolket og anvendt på en måde, der gjorde rettighederne praktisk
anvendelige og effektive og ikke teoretiske og illusoriske. EMD fandt således, at konventionen skulle
fortolkes i lyset af nutidens forhold (“present day conditions“), jf. henholdsvis pr. 75 og 55. EMD fandt,
at selvom klagerne var født som mænd, havde undergået en kønsskifteoperation og levede som kvinder,
var de i retlig henseende forblevet mænd. Dette havde haft betydning for klagernes liv, idet en persons
køn havde retlig relevans i forbindelse med bl.a. pension og pensionsalder, jf. henholdsvis pr. 76 og 56.
EMD bemærkede, at der i forhold til transkønnede, der har gennemgået en kønsskifteoperation og som
ikke i retlig henseende kan blive anerkendt som sit nye køn, opstår en konflikt mellem den sociale
virkelighed og vedkommendes retsstilling, som placerer den transkønnede i en anomal stilling, hvor han
eller hun kan opleve sårbarhed, ydmygelse og angst, jf. pr. 77 og 57. EMD afviste, at hensynet til
sammenhæng i fødselsregistreringssystemet (længere) kunne begrunde et afslag på anerkendelse af
ændring af juridisk køn, idet der allerede i andre tilfælde blev gjort undtagelser, f.eks. i forbindelse med
adoption. En yderligere undtagelse for transseksuelle fandtes ikke at ville medføre en risiko for at
undergrave systemet. EMD fandt det desuden ikke bevist, at andre ville lide skade, hvis
fødselsregistreringssystemet blev ændret, jf. henholdsvis pr. 87 og 67. Selvom de problemer og
uligheder, som klagerne oplevede efter deres operationer, ikke kunne karakteriseres som daglige
indgreb i deres privatliv, understregede EMD, at konventionens kerne er respekten for menneskelig
værdighed og frihed, jf. henholdsvis pr. 89 og 90 samt 69 og 70. EMD udtalte i henholdsvis pr. 91 og 71:
“The Court does not underestimate the difficulties posed or the important repercussions which
any major change in the system will inevitably have, not only in the field of birth registration,
but also in the areas of access to records, family law, affiliation, inheritance, criminal justice,
employment, social security and insurance. However, as is made clear by the report of the
Interdepartmental Working Group, these problems are far from insuperable, to the extent that
the Working Group felt able to propose as one of the options full legal recognition of the new
gender, subject to certain criteria and procedures. [...] Nor is the Court convinced by
arguments that allowing the applicant to fall under the rules applicable to women, which
would also change the date of eligibility for her State pension, would cause any injustice to
others in the national insurance and State pension systems as alleged by the Government. No
concrete or substantial hardship or detriment to the public interest has indeed been
demonstrated as likely to flow from any change to the status of transsexuals and, as regards
other possible consequences, the Court considers that society may reasonably be expected to
tolerate a certain inconvenience to enable individuals to live in dignity and worth in
accordance with the sexual identity chosen by them at great personal cost.”
96
Idet der ikke fandtes at være nogen væsentlige offentlige interesser, der opvejede klagernes interesse i
at opnå juridisk anerkendelse af deres nye køn, konkluderede EMD, at afvejningen nu faldt ud til
klagernes fordel, og at der derfor var sket en krænkelse af EMRK artikel 8.
I Grant mod Storbritannien, dom af 23. maj 2006, fandt EMD ligeledes en krænkelse af EMRK artikel
8 i en situation, hvor en post-operativ transkønnet mand-til-kvinde var blevet nægtet juridisk
anerkendelse af sit kønsskifte og ret til pension fra alderen for kvinder.
Også i nyere praksis har EMD fastslået, at spørgsmålet om anerkendelse af ændring af juridisk køn som
sådan falder inden for rammerne af beskyttelsen i EMRK artikel 8, jf. bl.a. A.P., Garçon og Nicot mod
Frankrig, dom af 6. april 2017, pr. 94. I dommen fandt EMD, at det var en krænkelse af artikel 8, at der
for ændring af juridisk køn blev stillet krav om en ændring i fysisk fremtræden af irreversibel karakter,
hvilket medførte behov for at undergå kirurgisk eller medicinsk behandling, der indebar en høj risiko
for sterilisation.
I S.V. mod Italien, dom af 11. oktober 2018, fandt EMD en krænkelse af EMRK artikel 8 i en sag, hvor
en transkønnet under processen for et kønsskifte havde fået afslag på at ændre sit fornavn, der passede
til den oplevede kønsidentitet. Klager var påbegyndt hormonbehandling og havde ved de italienske
domstole opnået tilladelse til kønsskifteoperation. Efter italiensk ret var der imidlertid ikke adgang til
ændring af juridisk køn og navneændring, før kønsskifteoperationen var bekræftet endeligt ved dom,
hvilket først skete efter 2,5 år. EMD fandt, at de italienske myndigheder ikke havde taget tilstrækkelig
hensyn til klagerens konkrete situation og f.eks. inddraget det faktum, at klager havde undergået en
kønsskifteproces gennem flere år, og at hendes fysiske fremtræden og sociale identitet længe havde
været kvindelig. EMD udtalte i pr. 69ff:
”69. Accordingly, it [EMD] does not call into question as such the choice of the Italian
legislature to entrust decisions on changes to the civil-status register concerning transgender
persons to the judicial rather than the administrative authority. Moreover, the Court fully
accepts that safeguarding the principle of the inalienability of civil status, the consistency and
reliability of civil-status records and, more broadly, the need for legal certainty are in the
general interest and justify putting in place stringent procedures aimed, in particular, at
verifying the underlying motivation for requests for a change of legal identity (see, mutatis
mutandis, A.P., Garçon and Nicot, cited above, § 142).
70. Nevertheless, the Court cannot but note that the refusal of the applicant’s request was
based on purely formal arguments that took no account of her particular circumstances. For
instance, the authorities did not take into consideration the fact that she had been undergoing
a gender transition process for a number of years and that her physical appearance and social
identity had long been female.
71. In the circumstances of the present case the Court fails to see what reasons in the public
interest could have justified a delay of over two and a half years in amending the forename on
the applicant’s official documents in order to match the reality of her social situation, which
had been recognised by the Rome District Court in its judgment of 10 May 2001. In that
connection it reaffirms the principle according to which the Convention protects rights that
are not theoretical or illusory, but practical and effective.
72. By contrast, the Court observes the rigid nature of the judicial procedure for recognising
the gender identity of transgender persons as applicable at the relevant time, which placed the
applicant for an unreasonable length of time in an anomalous position in which she was apt
to experience feelings of vulnerability, humiliation and anxiety (see, mutatis mutandis,
Christine Goodwin, cited above, §§ 77-78).”
97
Det bemærkes, at S.V. mod Italien angik klagerens mulighed for navneændring, men at EMD i sin
konklusion generelt henviser til anerkendelse af kønsidentitet, jf. pr. 72 (”gender identity”).
I X mod Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, dom af 17. januar 2019, fandt EMD en
krænkelse af EMRK artikel 8 i en situation, hvor der var en mangel på lovgivningsmæssige rammer for
ændring af juridisk køn. EMD henviste i den forbindelse specifikt til behovet for hurtige, transparente
og tilgængelige procedurer for ændring af køn på fødselsattester, jf. pr. 70.
Staterne kan dog opstille visse betingelser for anerkendelse af transkønnedes nye identitet. Eventuelle
krav skal varetage et legitimt formål og være proportionale, jf. bl.a. Y.Y. mod Tyrkiet, dom af 10. marts
2015 og A.P., Garçon og Nicot mod Frankrig, dom af 6. april 2017. I Hämäläinen mod Finland, dom af
16. juli 2014, fandt EMD, at det ikke var en krænkelse af EMRK artikel 8, at en transseksuel mand-til-
kvinde, der var gift med en kvinde, ikke kunne få ændret sit personnummer til en kvindes, idet national
ret ikke anerkendte ægteskab mellem personer af samme køn, hvorfor en ændring krævede, at relationen
blev ændret fra ægteskab til registreret partnerskab. EMD lagde bl.a. vægt på statens skønsmargin og
manglende europæisk konsensus på området.
Samlet set har EMD således fastslået, at spørgsmålet om anerkendelse af ændring af juridisk køn som
sådan falder inden for rammerne af beskyttelsen i EMRK artikel 8, og at eventuelle begrænsninger heraf
skal varetage legitime formål og være proportionale.
Det bemærkes, at alle gennemgåede domme fra EMD angår myndige personer, og at der ikke ses at være
praksis fra EMD, der specifikt angår ændring af juridisk køn for mindreårige.
Det fremgår af den ovennævnte praksis, at EMD har anset adgangen til at opnå ændring af juridisk køn
for et område under løbende udvikling, hvorfor der er behov for, at EMD også følger med i
samfundsudviklingen i medlemsstaterne. Dette følger endvidere af EMD’s almindelige fortolkningsstil,
hvor EMD i flere sager har udtalt, at konventionen er et levende instrument, som skal fortolkes i lyset af
aktuelle forhold (dynamisk fortolkning). EMD fortolker konventionen dynamisk for at sikre rettigheder,
der ikke blot er teoretiske eller illusoriske, men praktiske og effektive. EMD fortolker dog samtidig
konventionen i lyset af subsidiaritetsprincippet, og medlemsstaterne er overladt en vis skønsmargin ved
efterlevelsen af konventionens forpligtelser. Hvis der er tale om et område, hvor der er store forskelle
mellem medlemsstaternes retstilstande, herunder et retsområde under udvikling, vil statens
skønsmargin være bredere. Den løbende samfundsudvikling i og konsensus blandt medlemsstaterne har
således betydning for EMD’s fortolkning og anvendelse af konventionen.
Den 31. marts 2010 vedtog Europarådets Ministerkomité anbefaling CM/Rec(2010)5 om tiltag for at
bekæmpe diskrimination på baggrund af seksuel orientering eller kønsidentitet. I anbefalingen anføres
det bl.a. i pkt. 21:
”21. Member states should take appropriate measures to guarantee the full legal recognition
of a person’s gender reassignment in all areas of life, in particular by making possible the
change of name and gender in official documents in a quick, transparent and accessible way;
[…]”
Europarådets Parlamentariske Forsamling vedtog endvidere den 29. april 2010 resolution nr. 1728
(2010) om diskrimination på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet, hvor det anføres i pkt.
16:
98
”16. Consequently, the Assembly calls on member states to address these issues and in
particular to:
[...]
16.11. address the specific discrimination and human rights violations faced by transgender
persons and, in particular, ensure in legislation and in practice their right to:
[...]
16.11.2. official documents that reflect an individual’s preferred gender identity, without any
prior obligation to undergo sterilisation or other medical procedures such as sex reassignment
surgery and hormonal therapy;”
Endelig kan der henvises til resolution nr. 2048 (2015) vedtaget af den Parlamentariske Forsamling den
22. april 2015 om diskrimination af transkønnede personer i Europa, pkt. 6:
”6. In the light of these considerations, the Assembly calls on member States to:
[...]
6.2. as concerns legal gender recognition:
6.2.1. develop quick, transparent and accessible procedures, based on self-determination, for
changing the name and registered sex of transgender people on birth certificates, identity
cards, passports, educational certificates and other similar documents; make these procedures
available for all people who seek to use them, irrespective of age, medical status, financial
situation or police record;
6.2.2. abolish sterilisation and other compulsory medical treatment, as well as a mental health
diagnosis, as a necessary legal requirement to recognise a person’s gender identity in laws
regulating the procedure for changing a name and registered gender;
[...]
6.2.5. ensure that the best interests of the child are a primary consideration in all decisions
concerning children;” (egen fremhævning)
I rapporten ”Trans and intersex equality rights in Europe – a comparative analysis” fra 2018
udarbejdet for Europa-Kommissionen gennemgås LGBTI-lovgivningen, herunder muligheden for
ændring af juridisk køn, i de 28 EU-medlemslande samt i Island, Norge og Lichtenstein. Ud af de 31
lande, som er medtaget i rapporten, er der samlet set 26 lande, hvor ændring af juridisk køn er muligt.
Ud af disse 26 lande er det i 12 lande muligt at få ændret juridisk køn, hvis man er under 18 år. Det
gælder for landene Belgien, Grækenland, Irland, Island, Italien, Kroatien, Malta, Nederlandene, Norge,
Portugal, Luxembourg og Tyskland, jf. rapportens side 65f. Der er dog store forskelle mellem landene
med hensyn til, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at en person under 18 år kan ændre juridisk
køn, ligesom visse lande f.eks. alene tillader ændring af juridisk køn for interkønnede personer eller
personer over 16 år med eller uden behandlingskrav mv. Udenlandsk ret og erfaringer beskrives
nærmere nedenfor, jf. afsnit 4.1.7.
4.1.6.1.1. Justitsministeriets vurdering af EMRK art. 8
I det følgende vurderes det, om det er i overensstemmelse med EMRK artikel 8 om retten til respekt for
privat- og familieliv, at der ikke tillades ændring af juridisk køn for personer under 18 år, selv om der
fra det offentliges side på nuværende tidspunkt tilbydes samme persongruppe kønsmodificerende
behandling.
Det må antages, at EMD vil anse spørgsmålet om, hvorvidt det kan stilles som en betingelse for ændring
af juridisk køn, at den pågældende er 18 år eller derover, for at være omfattet af statens positive
forpligtelser efter EMRK artikel 8, jf. blandt andet A.P., Garçon og Nicot mod Frankrig, dom af 6. april
99
2017, pr. 99. Uanset om EMD anser en given situation for at være et indgreb i rettighederne efter EMRK
artikel 8 eller omfattet af statens positive forpligtelser efter denne bestemmelse, foretager Domstolen
en afvejning af indgrebet over for de legitime hensyn, som er anført som begrundelse for at stille
betingelse om foretagelse af indgrebet, jf. bl.a. Christine Goodwin mod Storbritannien, dom af 11. juli
2002, pr. 93, og I mod Storbritannien, dom af 11. juli 2002, pr. 73.
Det vil kunne anføres, at aldersbetingelsen er begrundet i et hensyn til, at den unge eller barnet skal
kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger. Et sådant hensyn må antages at kunne anses for
legitimt. Det bemærkes i den forbindelse, at 18 år er den almindelige myndighedsalder i Danmark.
Spørgsmålet er herefter, om den absolutte aldersbetingelse lever op til kravene om egnethed og
proportionalitet.
Der er ikke holdepunkter i EMD’s praksis for at fastslå, at der er en generel ret for alle mindreårige til
ændring af juridisk køn. Det er imidlertid et særligt spørgsmål, om der kan antages at være en ret til
ændring af juridisk køn for transkønnede mindreårige, der i øvrigt tilbydes kønsmodificerende
behandling.
Som det fremgår ovenfor under afsnit 4.1.4., kan den behandling, som efter gældende ret tilbydes
transkønnede under 18 år, bl.a. omfatte potentielt irreversibel hormonbehandling og i sjældne tilfælde
irreversibel brystkirurgi. Hormonbehandling af transkønnede under 18 år må anses for at være
indgribende for den unge, idet behandlingen medfører såvel fysiske som psykiske ændringer hos
personen, hvoraf nogle vil kunne være irreversible. Hvis aldersbetingelsen for ændring af juridisk køn
anses for begrundet i et hensyn til, at den mindreårige ikke kan overskue konsekvenserne af sine
handlinger, synes der at kunne rejses berettiget tvivl om, hvorvidt betingelsen er egnet til at varetage
dette hensyn, når det offentlige samtidig tilbyder irreversibel hormonbehandling. Dette gælder så meget
desto mere i de sjældne tilfælde, hvor der tilbydes irreversibel brystkirurgi til personer under 18 år.
Det kan på den baggrund anføres, at den manglende adgang til ændring af juridisk køn for personer
under 18 år – uden mulighed for dispensation – ikke giver mulighed for at tage hensyn til transkønnedes
konkrete situation og f.eks. inddrage, at en mindreårig kan have været i kønsmodificerende behandling
i flere år (potentielt siden 10-års alderen, jf. Sundhedsstyrelsens notat af 4. oktober 2019, side 5), se også
S.V. mod Italien, dom af 11. oktober 2018. I S.V. mod Italien fandt EMD, at der var sket en krænkelse i
en situation, hvor staten ikke havde taget tilstrækkelig højde for, at klageren havde undergået en
kønsskifteproces gennem flere år, og at hendes fysiske fremtræden og sociale identitet længe havde
været kvindelig.
Det bemærkes, at der efter gældende ret tillades navneændring til personer under 18 år, hvorved der
gøres undtagelser fra kravet om kønskorrekte fornavne (se også afsnit 4.1.3.3. om navneloven). Et
multidisciplinært team ved henholdsvis Rigshospitalet eller Aalborg Universitetshospital vurderer, om
en ansøger er transseksuel eller ganske må ligestilles hermed, således at der kan gøres undtagelse fra
kravet om, at et navn ikke må betegne det modsatte køn. Det multidisciplinære team afgiver i praksis
sin vurdering i form af en erklæring. Som nævnt ovenfor angik S.V. mod Italien også klagerens mulighed
for navneændring, men EMD henviser imidlertid i sin konklusion mere generelt til anerkendelse af
kønsidentitet, jf. pr. 72. Det kan dermed ikke uden videre sluttes, at dommens præmisser alene finder
anvendelse på muligheden for navneændring.
Det kan endvidere anføres, at det taler imod, at aldersbetingelsen lever op til kravene om egnethed og
proportionalitet, at der allerede er mulighed for navneændring for personer under 18 år. Derudover kan
det anføres, at der for personer over 18 år er mulighed for gentildeling af et personnummer, hvis den
pågældende f.eks. fortryder sin beslutning. Det fremgår desuden af arbejdsgruppens rapport fra 2014,
100
at det var arbejdsgruppens vurdering, at erklæringsmodellen, som svarer til den nuværende ordning for
personer over 18 år, ikke ville have nævneværdige økonomiske konsekvenser for det offentlige. Endelig
kan det i vurderingen af proportionaliteten indgå, at ændring af juridisk køn tillades efter erklæring for
personer over 18 år, og at EMD må forventes at kræve en saglig begrundelse for denne forskel i forhold
til personer under 18 år.
Det er vurderingen, at det på den baggrund – navnlig det anførte om de behandlingsmæssige tilbud til
transkønnede under 18 år og den seneste praksis fra EMD – giver anledning til tvivl, om EMD i lyset af
samfundsudviklingen i dag vil finde det i strid med EMRK artikel 8 om retten til respekt for privat- og
familieliv, at der uden mulighed for undtagelser ikke tillades ændring af juridisk køn for personer under
18 år. Det kan således anføres, at den manglende adgang til ændring af juridisk køn for personer under
18 år – uden mulighed for dispensation – ikke giver mulighed for at tage hensyn til transkønnedes
konkrete situation og f.eks. inddrage, at en mindreårig i flere år kan have været igennem en
kønsmodificerende proces og have haft en fysisk fremtræden og/eller social kønsidentitet, der ikke
svarer til den pågældendes fødselstildelte køn.
Som nævnt kan det ikke udledes af praksis fra EMD, at der er en generel ret for personer under 18 år til
ændring af juridisk køn.
Derimod er det – på baggrund af EMD’s seneste praksis og oplysningerne under punkt 4.1.4. om
behandlingstilbuddene, der gives til mindreårige – mest nærliggende at antage, at hvis en transkønnet
person under 18 år har fået tilbudt og har undergået kønsmodificerende behandling, vil den pågældende
endvidere have en ret til ændring af juridisk køn efter EMRK artikel 8.
Det kan endvidere ikke udelukkes, at det vil blive fundet i strid med EMRK artikel 8, hvis der uden for
den førstnævnte situation ikke er mulighed for efter en konkret vurdering at dispensere fra kravet om at
være fyldt 18 år for at få ændret juridisk køn. Gælder en dispensationsadgang alene for personer, der
har gennemført hormonbehandling eller øvrig kønsmodificerende behandling, kan der rejses spørgsmål
om, hvorvidt der indirekte indføres et krav om behandling for ændring af juridisk køn. Der henvises i
den forbindelse til, at Justitsministeriet i 2014 vurderede, at det ikke kunne udelukkes, at Danmark ville
blive dømt for overtrædelse af EMRK artikel 8, hvis der blev indført en ordning med krav om
hormonbehandling for personer over 18 år til ændring af juridisk køn. Det må antages, at et sådant krav
også vil rejse spørgsmål i forhold til EMRK artikel 8 for personer under 18 år.
Det anbefales på den baggrund, at der indføres en ret til ændring af juridisk køn for personer under 18
år, der har fået tilbudt og har undergået kønsmodificerende behandling, f.eks. hormonbehandling.
Tilsvarende bør der indføres en dispensationsadgang til ændring af juridisk køn for personer under 18
år, der ikke har gennemgået kønsmodificerende behandling, men som i længere tid i øvrigt har været
igennem en kønsmodificerende proces og har haft en fysisk fremtræden og/eller social identitet, som
ikke passer med deres fødselstildelte køn.
4.1.6.2. FN’s Børnekonvention
Danmark ratificerede den 5. juli 1991 FN-konventionen af 20. november 1989 om Barnets
Rettigheder112
børnekonventionen. Ved ratifikationen har Danmark forpligtet sig til at indrette de
nationale retsregler og administrativ praksis i overensstemmelse med konventionen.
112 Jf. bekendtgørelse nr. 6 af 16. januar 1992 af FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder
101
Konventionen giver børn en række rettigheder af civil, politisk, økonomisk, social og kulturel karakter,
der er afstemt i forhold til børns behov for særlig beskyttelse og for at være involveret i sager, der
vedrører deres forhold.
Beskyttelsen af børn efter børnekonventionen supplerer og udbygger den beskyttelse af børn, der følger
af den generelle beskyttelse efter EMRK. Børnekonventionen er modsat EMRK ikke implementeret i
dansk ret.
Børnekonventionen indeholder en række grundlæggende principper om ikke-diskrimination (artikel 2),
om barnets bedste (artikel 3), om retten til livet (artikel 6), og om retten til at blive hørt (artikel 12), som
alle i sig selv udgør selvstændige rettigheder.
Rettighederne i børnekonventionen skal således håndhæves uden forskelsbehandling af nogen art og
uden hensyntagen til barnets eller dettes forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion,
politiske eller anden anskuelse, nationale, etniske eller sociale oprindelse, formueforhold, handicap,
fødsel eller anden stilling, jf. konventionens artikel 2.
Efter konventionens artikel 3, stk. 1, skal barnets bedste altid komme i første række ved alle
foranstaltninger vedrørende børn, uanset om foranstaltningen udøves af offentlige eller private
institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer.
Rettigheden er relevant i forskellige situationer. Dels skal barnets bedste som grundlæggende princip
gennemsyre lovgivningen, og dels skal alle afgørelser vedrørende børn træffes ud fra, hvad der anses for
bedst for det pågældende barn. Samtidig skal barnets bedste indgå i fortolkningen og anvendelsen af
andre bestemmelser i konventionen. Konventionen indeholder ikke en definition af ”barnets bedste”.
Selvom barnets bedste skal komme i første række, er dette ikke nødvendigvis det eneste kriterium ved
afgørelsen af en konkret sag vedrørende et barn.
Efter konventionens artikel 6 skal deltagerstaterne anerkende, at ethvert barn har en naturlig ret til livet.
Deltagerstaterne skal i videst muligt omfang sikre barnets overlevelse og udvikling. I General comment
No. 5113
para. 12, udtalte komitéen, at bestemmelsen tilstræber ”optimal development”. I forlængelse
heraf kan artikel 24 i konventionen om barnets ret til bl.a. at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand
nævnes. I General comment No. 15114
para. 4, fastslog komitéen, at:”In the Constitution of the WHO,
states have agreed to regard health as a state of complete physical, mental and social well-being and not
merely the absence of disease or infirmity.”
Efter konventionens artikel 7 skal barnet registreres umiddelbart efter fødslen, og fra fødslen skal det
bl.a. have ret til et navn og til – så vidt muligt – at kende og blive passet af sine forældre.
Barnets ret til at bevare sin identitet, herunder blandt andet i relation til navn og familieforhold, skal
respekteres, jf. artikel 8, og princippet i konventionens artikel 5 om, at forældrene har et fælles ansvar
for barnets opdragelse og udvikling, skal anerkendes. Forældrene bør opfylde dette ansvar ved altid at
handle i barnets interesse, om nødvendigt med støtte fra staten. Under hensyn til barnets alder og
modenhed bør forældrene opdrage, beskytte og støtte barnet til at vokse og udvikle sig på en sund måde.
113 CRC/GC/2003/5 – General comment No. 5 (2003) General measures of implementation of the Convention on the Rights of
the Child (arts. 4, 42 and 44, para. 6)
114 CRC/C/GC/15 – General comment No. 15 (2013) On the right of the child to the enjoyment of the highest attainable standard
of health (art. 24)
102
Komitéen har i General comment No. 12115
para. 85, uddybet, at i takt med barnets udvikling, alder og
modenhed har barnet ret til et stigende ansvar i sager, der vedrører den enkelte.
Som nævnt indledningsvist udgør konventionens artikel 12 om retten til at blive hørt én af fire
grundlæggende principper i konventionen. Bestemmelsen fastsætter, at deltagerstaterne skal sikre et
barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i
alle forhold, der vedrører barnet. Barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse
med dets alder og modenhed.
Barnet skal således især gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed
eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant
eller et passende organ, jf. artikel 12, stk. 2. Det er i den forbindelse væsentligt at fremhæve, at et barn
ikke har pligt til at udtale sig eller fremkomme med sine synspunkter. Staterne skal dog sørge for, at et
barn modtager tilstrækkelig og relevant vejledning, så det kan vurdere sine interesser i sagen.
Afslutningsvis fastslår artikel 16, at barnet har ret til beskyttelse af bl.a. sit privatliv mod vilkårlig og
ulovlig indblanding. Komiteen har i General Comment No. 4116
, para. 11 og 33, uddybet, at dette
omfatter en ret for unge til at modtage fortrolig råd og vejledning i forhold til helbredsspørgsmål med
henblik på, at de kan give et informeret samtykke til fx behandling.
4.1.7. Udenlandsk ret og erfaringer
I en rapport udarbejdet for Europa Kommissionen af en række nationale, juridiske eksperter gennemgås
LGBTI-lovgivningen, herunder muligheden for ændring af juridisk køn, i de 28 EU-medlemslande samt
i 3 EFTA-lande, Island, Norge og Lichtenstein.
Ud af de 31 lande, som er medtaget i rapporten, er der samlet set 26 lande, hvor ændring af juridisk køn
er muligt. Det er kun i Bulgarien, Cypern, Letland, Litauen og Lichtenstein, at ændring af juridisk køn
ikke er muligt.117
Ud af disse 26 lande, der tillader ændring af juridisk køn, er det i 12 lande muligt at få ændret juridisk
køn, hvis man er under 18 år. Landene er Norge, Island, Holland, Tyskland, Irland, Malta, Italien,
Portugal, Belgien, Luxembourg, Grækenland og Kroatien.118
Der er imidlertid meget stor forskel på, hvilke betingelser der skal være opfyldt, før en person under 18
år kan ændre juridisk køn.
Der er til brug for analysen via de danske ambassader i de pågældende lande indhentet oplysninger for
enkelte udvalgte lande. Landene er primært udvalgt, fordi de er sammenlignelige med Danmark.
Derudover er Malta medtaget, da Malta internationalt er kendt for at have en progressiv lovgivning på
LGBTI-området.
115 CRC/C/GC/12 – General comment No. 12 (2009) The right of the child to be heard
116 CRC/GC/2003 – General comment no. 4 (2003) Adolescent health and development in the context of the Convention on the
Rights of the Child.
117 Trans and intersex equality rights in Europe – a comparative analysis fra 2018 side 56-57.
118 Ibid. s. 66.
103
4.1.7.1. Sverige
I Sverige kan en person over 18 år efter ansøgning ændre juridisk køn, når personen i lang tid har oplevet
sig tilhørende det andet køn, i en tid har optrådt i overensstemmelse med denne kønsidentitet og må
forventes fremover at leve i overensstemmelse med denne kønsidentitet.
Der er ikke tilknyttet en egentlig refleksionsperiode til ansøgningen om ændring af juridisk køn.
Personer under 18 år kan kun ansøge om ændring af juridisk køn, hvis der er tale om en medfødt
afvigelse i kønsudviklingen, og ændringen af personens køn vil være foreneligt med kønsidentiteten og
bedst foreneligt med personens kropslige tilstand. Såfremt den pågældende er under 18 år og uden
værge, kan den pågældende selv søge. Har den pågældende en værge, skal værgen ansøge om juridisk
kønsskifte. For personer mellem 12 og 18 år kræves desuden barnet eller den unges samtykke. For
personer under 18 år skal der ved vurdering af ansøgningen tages hensyn til personens vilje, alder og
modenhed.119
Ansøgninger om ændring af juridisk køn varetages af den svenske Socialstyrelse. Der kan klages over
Socialstyrelsens beslutning til forvaltningsdomstolen.120
I Sverige pågår der drøftelser om lovgivningen både i forhold til spørgsmålet om, hvilke krav man skal
stille til ændring af juridisk køn samt til spørgsmålet om aldersgrænse.
4.1.7.2. Norge
Norge gennemførte i 2016 lovgivning, som giver adgang til ændring af juridisk køn for personer, der
oplever at tilhøre det modsatte køn. Muligheden for ændring af juridisk køn gælder både for personer
over og under 18 år.
Personer på 16 år og derover har i Norge en selvstændig adgang til at ændre juridisk køn, dvs. uden krav
om forældremyndighedsindehavernes samtykke.
Børn mellem 6 og 16 år kan ansøge om ændring af juridisk køn med forældremyndighedsindehaverens
samtykke. Hvis forældrene har delt forældremyndighed, men kun en af forældrene bakker op om
ændringen af juridisk køn, kan der gives tilladelse hertil, såfremt det vurderes at være til barnets bedste.
Der er ikke krav til en lægefaglig udredning forud for ændring af juridisk køn, og den transkønnede skal
blot erklære at opleve sig som tilhørende det modsatte køn. Der er ikke tilknyttet en refleksionsperiode
til ansøgningen.
Ansøgninger om ændring af juridisk køn behandles af Skattekontoret (myndigheden for folkeregister i
Norge). Sagsbehandlingen er i praksis samlet hos Skatt Nord. Skattekontorets afgørelse kan appelleres
til Fylkesmannen i Oslo og Akershus.
I tilfælde, hvor der er delt forældremyndighed, og kun den ene af forældrene bakker op om ansøgningen
om ændring af juridisk køn, kan der gives tilladelse til ændring af juridisk køn, hvis det vurderes at være
til barnets bedste. Ansøgninger for børn mellem 6 og 16 år, der kun fremmes af den ene af de to
119 Lag (1972:119) om fastställande av könstillhöringhet i vissa fall §§ 1-2
120 Lag (1972:119) om fastställande av könstillhøringhet i vissa fall §§ 5-6.
104
forældremyndighedsindehavere, behandles af Fylkesmannen i Oslo og Akershus. Der kan klages over
afgørelsen til et nationalt klageorgan for sundhedsvæsnet.
Fra 3. kvartal 2016 (loven trådte i kraft 1. juli 2016) til 1. kvartal 2019 havde Skattekontoret modtaget i
alt 1560 ansøgninger. Der er meddelt ændring af juridisk køn i 1186 af sagerne. Aldersfordelingen i 2018
var således, at den yngste ansøger var 7 år og den ældste 63 år:
 0 til 9 år: 2,3%
 10 til 19 år: 32,4%
 20 til 29 år: 49,8%
 30 til 39 år: 6,1%
 40 til 49 år: 6,8%
 50 og over: 2,6%
Det bemærkes, at forældremyndighedsindehavere også kan ansøge om ændring af juridisk køn for børn
under 6 år, hvis barnet har en medfødt usikker somatisk kønsudvikling. Der skal sammen med
ansøgningen fremsendes sundhedsfaglig dokumentation. I det omfang barnet under 6 år er i stand til at
udtrykke sit eget synspunkt om sagen, skal der gives mulighed for, at barnet kan udtale sig, før
ansøgningen fremsendes. Det skal understreges, at der er tale om en anden persongruppe end
transkønnede, da muligheden alene omfatter personer under 6 år med en medfødt usikker somatisk
kønsudvikling. Den omfattede persongruppe er således personer med variationer i kønskarakteristika,
dvs. de legemlige egenskaber, der kendetegner og differentierer kønnet, og der er således ikke tale om
forhold begrundet i kønsidentitet.
4.1.7.3. Island
I juni 2019 vedtog det islandske alting en lov, der giver børn og unge mulighed for ændring af juridisk
køn med samtykke fra forældremyndighedsindehaverne. Der er ikke nogen nedre aldersgrænse herfor.
Hvis ikke forældrene samtykker, kan et ekspertudvalg evt. imødekomme barnets eller den unges
ansøgning om ændring af juridisk køn.
Island har desuden afskaffet kravet om, at man skal have en diagnose eller være under behandling for
at få ændret juridisk køn. Ordningen baserer sig således alene på ansøgerens egen oplevelse af sin
kønsidentitet, og der er ingen refleksionsperiode.
4.1.7.4. Tyskland
I Tyskland er det muligt for personer over og under 18 år at få ændret juridisk køn. Det følger af ”lov om
ændring af fornavn og fastlæggelse af kønstilhørsforholdet i særlige tilfælde.”
Som betingelse stilles, at ansøgeren i mindst tre år skal have følt sig som tilhørende det modsatte køn.
Dette beror ikke på ansøgerens egen erklæring, men skal fastslås i to psykiatriske ekspertudtalelser. Der
er ikke tilknyttet yderligere refleksionsperiode.
For personer under 18 år er der desuden krav om samtykke fra forældremyndighedsindehaverne eller
en værge. For børn indtil 7 år skal ansøgningen indgivet af forældrene godkendes af Familiedomstolen.
Fra barnet er 7 år kræves der ikke denne ekstra godkendelse, der gælder alene de generelle betingelser.
Loven giver samtidig i teorien mulighed for at tilsidesætte kravet eller gennemtvinge kravet om
samtykke fra forældrene via Familiedomstolen under visse betingelser.
105
En ansøgning om ændring af juridisk køn for personer under 18 år behandles af Familiedomstolen, og
det er muligt at klage over en afgørelse fra Familiedomstolen.
4.1.7.5. Nederlandene
I Nederlandene er det muligt at få ændret juridisk køn, når man er fyldt 16 år.
For at få ændret juridisk køn i folkeregisteret skal personen, der ønsker juridisk kønsskifte, fremlægge
en ekspertudtalelse fra en læge. Lægen skal i udtalelsen erklære, at den pågældende har et vedvarende
ønske om at få ændret sit køn. Der er ikke tilknyttet en refleksionsperiode til ansøgningen om ændring
af juridisk køn.
Hvis man er under 18 år, kræver ændring af juridisk køn endvidere forældremyndighedsindehavernes
samtykke.
Ansøgning om ændring af juridisk køn indgives hos det kommunale administrationskontor. Det er ikke
muligt at klage, hvis ansøgningen ikke godkendes.
Siden 1995 har 1.960 personer fået ændret kønsbetegnelse i fødselsattesten. Antallet af personer, der
ændrer juridisk køn, er steget kraftigt: I 2014 ændrede ti gange så mange mennesker deres køn som i
1995. I 2015 og 2016 var det hhv. 455 og 526 personer. Stigningen skyldes, at man i 2014 afskaffede
kravet om samtidig fysisk kønsskifte.
Der pågår politiske overvejelser om at implementere en model svarende til den norske, hvor man fra 16
år og op alene skal indgive en ansøgning (uden krav om udtalelse) til det kommunale
administrationskontor, mens en anmodning fra personer under 16 år skal indgives til retten/domstolen
og kræver afgørelse herfra.
4.1.7.6. Storbritannien
I Storbritannien er det muligt at få ændring af juridisk køn, når man er over 18 år. En række betingelser
skal være opfyldt, før det er muligt at få ændring af juridisk køn. Ansøgeren skal fremlægge bevis for at
have den medicinske diagnose kønsdysfori, og bevis for at vedkommende har levet som det andet køn i
minimum to år forud for ansøgningstidspunktet. Ansøgeren skal desuden udarbejde en lovbestemt
erklæring om, at vedkommende agter at leve som det andet køn resten af livet.
Der er ikke tilknyttet en refleksionsperiode til ansøgningen.
Aldersgrænsen for ændring af juridisk køn har ikke været drøftet politisk det seneste år, hvor man har
iværksat en evaluering af Gender Recognition Act. Storbritannien er fortsat ved at analysere resultaterne
af evalueringen og vil derefter publicere et svar herpå. Den skotske regering har i deres evaluering spurgt
til en sænkning af aldersgrænsen for ændring af juridisk køn.
4.1.7.7. Malta
Ifølge den maltesiske lovgivning er der ingen aldersbegrænsning i forhold til ændring af juridisk køn,
men proceduren er forskellig alt afhængig af ansøgerens alder.
106
For personer på 16 år eller derover er det eneste krav, at ansøgeren afgiver en erklæring for en notar,
som efterfølgende registreres i det offentlige register, hvorefter der foretages rettelse i fødselsattesten.
Der gælder ingen refleksionsperiode – hverken for personer under eller over 16 år.
For personer under 16 år gælder det, at forældrene på vegne af barnet skal indgive en ansøgning om
ændring af juridisk køn til Court of Voluntary Jurisdiction. Det er dog alene muligt for Court of
Voluntary Jurisdiction at afslå ændring af juridisk køn, hvis den mindreårige er blevet tvunget til at få
ændring af juridisk køn, hvorved retten til selvbestemmelse ikke er blevet respekteret, eller hvor den
mindreårige ikke er i stand til at give informeret samtykke. Det er her muligt for retten at bede om en
psykologudtalelse for at afgøre, om den mindreårige er i stand til at give informeret samtykke eller ej.
Det er muligt at klage over rettens beslutning.
Mellem april 2015 og april 2019 har 3 personer under 16 år og 107 personer over 18 år foretaget ændring
af juridisk køn.
4.1.8. Tilkendegivelser fra interesseorganisationerne
I en fælles erklæring indsendt af LGBT Danmark på vegne af Copenhagen Pride, LGBT+ Ungdom,
Foreningen af Aseksuelle i Danmark (FAD), Polyamori Danmark, Foreningen for Støtte til
Transkønnede Børn (FSTB), LGBT Asylum, Dare, Intersex Danmark og Sabaah giver organisationerne
udtryk for, at de ønsker, at ændring af juridisk køn for mindreårige bliver muligt uden en nedre
aldersgrænse.
Organisationerne nævner endvidere, at den manglende mulighed for børn og unge under 18 år til at få
foretaget ændring af juridisk køn bl.a. bevirker, at der kan opstå forklaringsproblemer, når barnet eller
den unge skal opgive sit personnummer på biblioteket, til læge, tandlæge mv., og modtageren grundet
barnets kropslige udtryk ikke mener, at barnet eller den unge opgiver et korrekt personnummer. Børn
og unge kan generelt møde udfordringer i paskontrollen, på arbejdspladsen og blandt mennesker, der
vil fastholde deres køn ud fra pas, sygesikringskort, lønsedler mm., mens barnet eller den unge selv
fysisk fremstår og hævder sig som værende et andet køn, end dokumentet indikerer.
Et andet eksempel kan være instanser og institutioner, der benytter personnummer til inddeling eller
indkaldelse af klasser, grupper mm., så barnet eller den unge bliver fejlplaceret i forhold til sin
kønsidentitet. Der kan også være tale om, at barnet eller den unge udelukkes fra foreningsliv og social
interaktion med sine kammerater i tilfælde, hvor deltagelse er kønsopdelt på baggrund af
personnummer.
Foreningerne bemærker, at de nævnte udfordringer afstedkommer unødig høj grad af mistrivsel hos de
transkønnede under 18 år, men kan afhjælpes ved en simpel ændring af det sidste cifre i
personnummeret.
Den manglende mulighed for at ændre personnummer betyder, at børnene og de unge ønskes tiltalt med
pronomen anderledes end, hvad deres personnummer indikerer, at de går klædt, fremstår og har et
navn, der adskiller sig fra, hvad deres personnummer indikerer, samt at de i nogle tilfælde får hormonel
hjælp til et kropsligt udtryk, som ikke er i overensstemmelse med deres personnummer.
LGBT komiteen121
har fremsat et konkret forslag til, hvordan de bedst ser en model for ændring af
juridisk køn for mindreårige. LGBT komiteen foreslår, at unge, der er fyldt 15 år, selv skal have mulighed
121LGBT komiteen er en frivillig organisation, der arbejder med at fremme LGBT rettigheder.
107
for at indgive ansøgningen. Børn og unge under 15 år skal have forældremyndighedsindehaveres
samtykke. Hvis der er uenighed mellem barnet og dets forældre eller indbyrdes mellem forældrene, skal
sagen behandles i Familieretshuset. Hvis der ikke opnås enighed her, indbringes sagen for domstolene.
Derudover foreslås det, at der ikke skal være nogen refleksionsperiode.
Amnesty International henviser til, at EMD har konstateret, at stater overtræder EMRK artikel 8,
såfremt transkønnede ikke får mulighed for at få udstedt officielle dokumenter, der afspejler deres
kønsidentitet, ligesom det også kan udgøre en krænkelse af transpersoners ret til anerkendelse, som er
beskyttet i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR artikel 16) og konventionen
om diskrimination mod kvinder (CEDAW artikel 15). Amnesty henviser ligeledes til, at det fremgår af
børnekonventionens artikel 8, at et barn har ret til beskyttelse af sin identitet.
FSTB peger på, at en model lig den norske også vil egne sig godt i Danmark, men at de ikke ønsker en
nedre aldersgrænse. Dette baserer de bl.a. på, at der heller ikke er nedre aldersgrænse for udredning og
behandling i sundhedsvæsenet. FSTB anbefaler, at barnets tarv er det afgørende, såfremt der er
uenighed mellem forældrene i forhold til ændring af juridisk køn. Derfor foreslår FSTB, at man i disse
tilfælde kan få rådgivning fra en fagperson fra organisationer i civilsamfundet, der har kendskab til
emnet, eller en person fra sundhedssystemet.
FSTB har desuden henvist til, at det af en canadisk undersøgelse fremgår, at det at have
identitetspapirer, der stemmer overens med ens kønsidentitet, forbedrer transpersoners psykiske
trivsel,122
samt at dette er væsentligt, da flere undersøgelser viser, at transpersoner har et markant
dårligere selvvurderet helbred end andre LGBT-personer end befolkningen i øvrigt.
4.1.9. Tilkendegivelser fra børneorganisationer
Børnerådet, Børns Vilkår og Red Barnet har alle tilkendegivet, at de er positive over for tiltag om, at
personer under 18 år gives mulighed for at ændre juridisk køn.
Børnerådet mener, at man ved at sænke aldersgrænsen for ændring af juridisk køn fra de nuværende 18
år til fx 12 år vil anerkende og identificere transkønnede børn og unge juridisk i overensstemmelse med
den kønsidentitet, de selv identificerer sig med. Dermed ligestilles transkønnede børn og unge med
andre i forhold til rent juridisk at blive mødt og anerkendt i overensstemmelse med det køn, de
identificerer sig med. Børnerådet vurderer, at det kan være til det transkønnede barn eller unges bedste
at have mulighed for selv at kunne træffe beslutning om ændring af juridisk køn, når det er bevidst om
sin kønsidentitet og er i stand til at udtrykke tydeligt ønske herom. Børnerådet anbefaler desuden, at
barnet eller den unge forud for ændring af juridisk køn skal modtage passende, alderssvarende, juridisk
rådgivning om, hvad ændring af juridisk køn medfører, så beslutningen træffes på et oplyst grundlag.
Børns Vilkår mener, at aldersgrænsen for ændring af juridisk køn uden forældresamtykke bør være 15
år, og at man samtidig bør lade sig inspirere af den norske model, hvor man fra 6 år med
forældresamtykke kan ændre sit juridiske køn, så det er muligt at starte skole med et navn,
personnummer og deraf følgende registreringer i overensstemmelse med sin kønsidentitet. Børns Vilkår
mener desuden, at barnet eller den unge forud for ændring af juridisk køn skal modtage alderssvarende
juridisk rådgivning, men derudover også have tilbud om psykologisk rådgivning.
122Side 6 i ”Intervenable factors associated with suicide risk in transgender persons - a respondent driven sampling study in
Ontario, Canada” af Greta R. Bauer, Ayden I. Scheim m.fl. Tidsskriftet BMC Public Health, vol. 15, nr. 525, 2015.
108
Red Barnet mener, at aldersgrænsen for ændring af juridisk køn uden forældresamtykke bør ligge på 15
år, og at aldersgrænsen med forældresamtykke bør ligge, når barnet begynder at identificere sig med en
bestemt kønsidentitet, hvilket ofte kan være omkring skolealderen. Uanset om barnet er over eller under
15 år, er det Red Barnets anbefaling, at ændring af juridisk køn altid skal suppleres med juridisk og
børnefaglig rådgivning.
4.1.10. Opsamling og vurdering
Efter gældende dansk ret er det ikke muligt at ændre sit personnummer, såfremt man har en oplevelse
af at tilhøre det andet køn, hvis man er under 18 år.
I sundhedsvæsenet tilbydes specialiseret behandling af kønsidentitetsforhold for børn og unge under 18
år. Der er ikke i Sundhedsstyrelsens vejledning angivet en nedre aldersgrænse for, hvornår et barn eller
ung kan påbegynde kønsmodificerende behandling. I stedet foretages en vurdering af barnets eller den
unges pubertetsudvikling, og behandling tilbydes først, når den unge begynder at gå i pubertet. Det
betyder, at de personer under 18 år, der henvises til, eller som er i behandling, ofte vil være 10 år eller
derover123
. Det er desuden muligt for transkønnede børn og unge at blive undtaget fra kravet om, at et
fornavn skal være kønskorrekt.
Arbejdsgruppen har bedt Sundhedsstyrelsen forholde sig til, om der er sundhedsmæssige forhold, der
taler imod, at personer under 18 år får mulighed for at ændre juridisk køn. Sundhedsstyrelsen finder
ikke, at der er sundhedsmæssige årsager, som taler imod, at unge, der er fyldt 15 år, får mulighed for
selv at kunne tage stilling til ændring af juridisk køn.
Sundhedsstyrelsen finder endvidere ikke, at der er sundhedsmæssige årsager, som taler imod, at børn
under 15 år gives mulighed for ændring af juridisk køn med forældresamtykke. Sundhedsstyrelsen
lægger her til grund, at der ved ændring af juridisk køn er tale om en reversibel foranstaltning, som
senere kan ændres. Sundhedsstyrelsen understreger dog samtidig, at den ikke er bekendt med, at der
foreligger systematisk indsamlet evidens vedr. psykologiske, udviklingsmæssige og sociale
konsekvenser af, at en person har fået ændret det juridiske køn i barndommen, eller om en person
fortryder senere, fx når den pågældende går i pubertet124
.
Som det fremgår under afsnit 4.1.6.1.1. er det vurderet, om der af EMRK kan udledes en ret til ændring
af juridisk køn for personer under 18 år, når der fra det offentliges side tilbydes denne persongruppe
kønsmodificerende behandling.
Det er i forlængelse heraf vurderingen, at det – på baggrund af EMD’s seneste praksis og oplysningerne
under punkt 4.1.4. om behandlingstilbuddene, der gives til mindreårige – er mest nærliggende at antage,
at hvis en transkønnet person under 18 år har fået tilbudt og har undergået kønsmodificerende
behandling, vil den pågældende endvidere have en ret til ændring af juridisk køn efter EMRK artikel 8
om retten til respekt for privatliv og familieliv.
Det kan endvidere ikke udelukkes, at det vil blive fundet i strid med EMRK artikel 8, hvis der uden for
den førstnævnte situation ikke er mulighed for efter en konkret vurdering at dispensere for kravet om
at være fyldt 18 år for at få ændring af juridisk køn. Gælder en dispensationsadgang alene for personer,
der har gennemført hormonbehandling eller øvrig kønsmodificerende behandling, kan der rejses
spørgsmål om, hvorvidt der indirekte indføres et krav om behandling for ændring af juridisk køn. Der
123 Sundhedsstyrelsens notat af 4. oktober 2019, s. 5 og 9.
124 Sundhedsstyrelsens notat af 14. maj 2018 s. 3.
109
henvises i den forbindelse til, at Justitsministeriet i 2014 vurderede, at det ikke kunne udelukkes, at
Danmark ville blive dømt for overtrædelse af EMRK artikel 8, hvis der blev indført en ordning med krav
om hormonbehandling for personer over 18 år til juridisk kønsskifte. Det må antages, at et sådant krav
også vil rejse spørgsmål i forhold til EMRK artikel 8 for personer under 18 år.
Som ligeledes beskrevet ovenfor anbefales det på den baggrund, at der indføres en ret til ændring af
juridisk køn for personer under 18 år, der har fået tilbudt og har undergået kønsmodificerende
behandling, f.eks. hormonbehandling. Tilsvarende bør der indføres en dispensationsadgang til ændring
af juridisk køn for personer under 18 år, der ikke har gennemgået kønsmodificerende behandling, men
som i længere tid i øvrigt har været igennem en kønsmodificerende proces og har haft og har en fysisk
fremtræden og/eller social identitet, som ikke stemmer overens med deres fødselstildelte køn.
Blandt de lande, der er inddraget i dette afsnit, er det på nuværende tidspunkt muligt i Norge, Island og
Malta for personer under 18 år at ændre det juridiske køn baseret på personens egen oplevelse af sin
kønsidentitet. Island og Malta har ikke fastsat en aldersgrænse. I Norge er aldersgrænsen 6 år for
ændring af juridisk køn. I Nederlandene, Malta og Norge er det muligt at ændre juridisk køn fra 16 år
uden forældresamtykke. I Tyskland er der principielt ingen nedre aldersgrænse, men bl.a. krav om to
psykiatriske ekspertudtalelser, der skal bekræfte, at ansøgeren i mindst tre år har følt sig som tilhørende
det modsatte køn.
En rapport udarbejdet for Europa Kommissionen viser, at 12 ud af de 31 europæiske lande, der er
medtaget i rapporten, har regler, der giver mulighed for ændring af juridisk køn for personer under 18
år125
.
Flere danske LGBTI- og børneorganisationer peger på, at transkønnede børn og unge oplever mistrivsel
og møder konkrete udfordringer i hverdagen, bl.a. på grund af den manglende anerkendelse ved ikke at
kunne ændre juridisk køn, så det stemmer overens med den oplevede kønsidentitet. Samtlige
organisationer på LGBTI-området peger på, at der ikke bør være en aldersgrænse for, hvornår ændring
af juridisk køn kan foretages, mens børneorganisationerne peger på en aldersgrænse mellem 5/6 år-12
år. Børneorganisationerne peger desuden samlet på, at børn og unge bør have juridisk rådgivning forud
for en ændring af juridisk køn, så beslutningen træffes på et oplyst grundlag.
4.1.11. Modeller for ændring af juridisk køn for personer under 18 år
De følgende afsnit indeholder først arbejdsgruppens overvejelser om en eventuel indførelse af en nedre
aldersgrænse for ændring af juridisk køn, forældremyndighedsansvaret samt spørgsmålet om
inddragelse af barnet eller den unge. Dernæst ses der nærmere på forskellige konkrete modeller for
ændring af juridisk køn for børn og unge under 18 år.
4.1.11.1. Forhold og betragtninger ved en eventuel nedre aldersgrænse for ændring af
juridisk køn for personer under 18 år
Som redegjort for i afsnit 4.1.4.1. er der i Danmark ikke en nedre aldersgrænse for, hvornår der kan
tilbydes og påbegyndes kønsmodificerende medicinsk behandling hos børn og unge. Baggrunden for
dette er, at den enkeltes behandlingsbehov beror på en individuel vurdering af den biologiske, sociale
og psykologiske udvikling samt personens behov for sundhedsfaglig behandling for at afhjælpe kønsligt
ubehag. Det er dog en forudsætning for at påbegynde kønsmodificerende behandling, at barnet har
påbegyndt puberteten. Behandlingen, der tilbydes, kan potentielt være irreversibel.
125 Trans and intersex equality rights in Europe – a comparative analysis fra 2018 side 66.
110
I afsnit 4.1.6.1. er der redegjort for Danmarks internationale forpligtelser og dets betydning for retten til
ændring af juridisk køn for personer under 18 år, herunder EMRK artikel 8 om retten til respekt for
privatliv og familieliv. På baggrund af gennemgangen under afsnit 4.1.6.1. anbefales det, at der indføres
en ret til ændring af juridisk køn for personer under 18 år, der har fået tilbudt og har undergået
kønsmodificerende behandling, f.eks. hormonbehandling. Tilsvarende bør der indføres en
dispensationsadgang til ændring af juridisk køn for personer under 18 år, der ikke har gennemgået
kønsmodificerende behandling, men som i længere tid i øvrigt har været igennem en kønsmodificerende
proces og har haft en fysisk fremtræden og/eller social identitet, som ikke passer med deres
fødselstildelte køn.
Arbejdsgruppen bemærker, at da kønsmodificerende behandling ofte er mangeårig og typisk fortsættes
i voksenlivet, vil det ikke være hensigtsmæssigt at lade retten til at ændre juridisk køn afhænge af,
hvornår en person har undergået en kønsmodificerende behandling. På den baggrund vurderer
arbejdsgruppen, at retten til at ændre juridisk køn som minimum bør indtræde, når en person har
påbegyndt kønsmodificerende behandling.
Arbejdsgruppen finder således, at retten til ændring af juridisk køn for personer under 18 år som
minimum bør afgrænses til personer, der har fået tilbudt og undergår eller har undergået
kønsmodificerende behandling. Desuden finder arbejdsgruppen, at der bør indføres en
dispensationsadgang for personer under 18 år, der ikke har gennemgået kønsmodificerende behandling,
men som i længere tid i øvrigt har været igennem en kønsmodificerende proces og har haft og har en
fysisk fremtræden og/eller social identitet, som ikke stemmer overens med deres fødselstildelte køn.
Det vurderes samtidig, at ovennævnte formulering af målgruppen for dispensationsadgangen bør
fortolkes og dermed formuleres med udgangspunkt i en dansk kontekst som værende ”personer, som
har en kønsidentitet, der ikke stemmer overens med deres fødselstildelte køn”. Det skyldes, at
begreberne ”en kønsmodificerende proces, fysisk fremtræden og/eller social identitet” er vanskelige at
operationalisere i praksis. Derfor er det ikke muligt at opstille mere objektive kriterier herfor, som kan
gøres til genstand for efterprøvelse. Oplevelsen af kønsidentitet er den enkeltes subjektive oplevelse af
eget køn, hvorfor afgrænsningen ”personer, som har en kønsidentitet, der ikke passer med deres
fødselstildelte køn” anvendes om målgruppen i det fremadrettede arbejde.
Arbejdsgruppen har i forlængelse heraf afsøgt, hvilke forhold der kan lægges til grund for at fastsætte
en eventuel nedre aldersgrænse for ændring af juridisk køn.
Som der er redegjort for i afsnit 4.1.4.1., tilbydes kønsmodificerende behandling tidligst, når barnet eller
den unge har nået det såkaldte Tanner stadie 2 i pubertetsudviklingen. Studier viser, at
gennemsnitalderen for pubertetsstart for piger er 9,86 år og for drenge 11,66 år. Det betyder i praksis,
at langt de fleste børn og unge, der tilbydes kønsmodificerende behandling, vil være 10 år eller ældre.
Dog vil det ud fra en konkret og individuel vurdering ikke være i strid med Vejledning om sundhedsfaglig
hjælp ved kønsidentitetsforhold126
fra 2018 at tilbyde eksempelvis behandling med stophormoner til et
barn under 10 år på indikation af kønsligt ubehag, når barnet er gået i pubertet.
Selvom der i Sundhedsstyrelsens vejledning ikke er fastsat en nedre aldersgrænse for opstart af
kønsmodificerende behandling, giver det forhold, at barnets eller den unges pubertet ifølge vejledningen
skal være indtrådt, en indikation af et aldersspænd for, hvornår et barn tidligst vil få tilbudt behandling.
Sundhedsstyrelsen peger på, at de personer under 18 år, der henvises til eller er i kønsmodificerende
126 Vejledning nr. 9660 af 16. august 2018 om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold.
111
behandling ved Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion i al væsentlighed vil være 10 år eller
derover.
Det er dog væsentligt at bemærke, at der ses en udvikling i Danmark, hvor puberteten indtræder tidligere
og tidligere. Fra 1993 til 2008 har gennemsnitsalderen for pubertetens indtræden for piger rykket sig
fra 10,88 år til 9,86 år. På 15 år er pubertetsalderen således indtrådt ca. et år tidligere for piger.127
Et nyt
studie fra 2020 viser, at pigers alder ved pubertetsstart er faldet med ca. 3 måneder per årti i perioden
1977-2013. Det må således formodes, at pigers alder ved pubertetsstart i år 2020 er en smule lavere, end
det danske studie fra 2009 viser.128
Det vurderes på denne baggrund uhensigtsmæssigt at indføre en model med en absolut nedre
aldersgrænse for ændring af juridisk køn ved gennemsnitspubertetsalderen, fx 10 år, da det ikke kan
udelukkes, at der er børn under 10 år, der har fået tilbudt og undergår kønsmodificerende behandling,
og som dermed ikke vil kunne få en ændring af juridisk køn.
Arbejdsgruppen har i stedet afsøgt, om der kan peges på sundhedsfaglige forhold, fx i relation til
pubertetsudvikling mv., som kan give en indikation af en alder, hvor man med rimelighed kan
konkludere, at det i praksis vil blive vurderet at være for tidligt for et barn at opstarte kønsmodificerende
behandling, som en eventuel nedre aldersgrænse for at ændre juridisk køn vil kunne fastsættes ud fra.
Da pubertetsstart er en faktor i vurderingen af, om et barn kan tilbydes kønsmodificerende behandling,
har det været afsøgt, om der kan tages udgangspunkt i en faglig definition for, hvornår puberteten er
indtrådt for tidligt. Går piger i pubertet, når de er 8 år eller yngre, og drenge, når de er 9 år eller yngre,
taler man som udgangspunkt om ’for tidlig pubertet’. Dette skyldes bl.a., at det kan få fysiske følger
såsom lavere sluthøjde, hvis puberteten ikke bremses.
Da alderen for pubertetsstart er stadigt faldende, og der ikke er sat en nedre aldersgrænse for
kønsmodificerende behandling vil definitionen af for tidligt pubertet ud fra en sundhedsfaglig vurdering
ikke være en hensigtsmæssig indikator for at sætte en nedre aldersgrænse for ændring af juridisk køn.
Arbejdsgruppen har endvidere afsøgt, om Tanner stadie 2, der som nævnt anvendes til at vurdere, om
et barn eller en ung er udviklingsmæssig moden til at opstarte kønsmodificerende behandling, ville
kunne anvendes som en eventuel nedre ”udviklingsmæssig” grænse for, hvornår et barn kan ændre
juridisk køn. Sundhedsstyrelsen har imidlertid oplyst, at en undersøgelse af et barns pubertetsudvikling
indebærer klinisk undersøgelse af børns kønsorganer, kønsbehåring, udvikling af bryster mv., og at der
er tale om undersøgelser, der potentielt kan opleves som stigmatiserende og krænkende af barnet,
hvilket måske særligt vil gøre sig gældende hos børn med kønsidentitetsforhold. Det er
Sundhedsstyrelsens vurdering, at det er uhensigtsmæssigt og uetisk at pålægge børn og unge en sådan
undersøgelse for at afklare en juridisk procedure129
.
Flere af børneorganisationerne har peget på en aldersgrænse ved skolestart, ligesom det kan nævnes, at
Norge har en aldersgrænse på 6 år for ændring af juridisk køn. Der kan argumenteres for en sådan
aldersgrænse ud fra en betragtning om, at det kan være afgørende for transkønnede børn, at de har
mulighed for at starte i skole med det køn, der stemmer overens med deres kønsidentitet, for dermed at
kunne tage hul på skolelivet ud fra de rette praktiske og administrative rammer. Arbejdsgruppen har
derfor drøftet, om der kan peges på sundhedsfaglige forhold, der gør, at man med rimelighed kan
127 Notat af 3. marts 2020 ”Vurdering af børns pubertetsudvikling”, Sundhedsstyrelsen
128 Ibid.
129 Ibid.
112
konkludere, at der kan sættes en aldersgrænse ved skolestart knyttet til det år, et barn fylder seks – for
børn født i efteråret vil man dog kunne starte i skole som femårig.
På den ene side må det sundhedsfagligt antages, at det vil være yderst sjældent, at et barn under fem-
seks år går i pubertet og dermed vil kunne opstartes i kønsmodificerende behandling.
På den anden side vurderes det væsentligt at forholde sig til, hvorvidt det er proportionalt at fastsætte
en nedre aldersgrænse for at kunne ændre sit juridiske køn, når det ikke er tilfældet for
kønsmodificerende behandling, som må betegnes som et mere indgribende samt potentiel irreversibelt
indgreb.
I den forbindelse kan der henvises til de betragtninger, som var baggrund for, at der ikke blev fastsat en
nedre aldersgrænse for kønsmodificerende medicinsk behandling, da man indførte muligheden. Dette
var bl.a. de etiske aspekter ved, at børn ligesom voksne kan have behov for sundhedsfaglig hjælp til at
understøtte deres kønsidentitet og afhjælpe kønsligt ubehag og at dette bør bero på en individuel
vurdering af den enkeltes biologiske, sociale og psykologiske udvikling.
Konkluderende finder arbejdsgruppen, at det er vanskeligt at fastsætte en nedre aldersgrænse for
ændring af juridisk køn. Det skyldes, at der hverken i Sundhedsstyrelsens vejledning eller ud fra et
sundhedsfagligt belæg kan udledes en absolut nedre aldersgrænse for, hvornår et barn tidligst kan
påbegynde kønsmodificerende behandling. Dermed vurderes det heller ikke, at der inden for rammerne
af Danmarks internationale forpligtelser kan fastsættes en nedre aldersgrænse for ændring af juridisk
køn for børn og unge under 18 år. Det er således arbejdsgruppens vurdering, at en evt. nedre
aldersgrænse for ændring af juridisk køn går hånd i hånd med en evt. nedre aldersgrænse for
kønsmodificerende behandling.
4.1.11.2. Forældremyndighedsansvaret og inddragelse af barnet eller den unge
Det er forældreansvarslovens udgangspunkt, at børn er under forældremyndighed indtil det fyldte 18.
år. Det er således forældremyndighedsindehaveren, der kan træffe afgørelse om barnets personlige
forhold, kvalificeret ud fra barnets interesser og behov. Forældremyndighedsindehaveren har vide
rammer, når omsorgspligten skal udmøntes, og dette giver et betydeligt spillerum for indehaverens egne
individuelle vurderinger af, hvad der er bedst for barnet.
Udgangspunktet er således, at forældremyndighedsindehaveren skal samtykke til ændring af juridisk
køn under 18 år. Det lægges til grund, at såfremt forældrene samtykker til, at barnet får en ændring af
juridisk køn, har de inddraget barnet i beslutningen og taget højde for, hvad der er til barnets bedste.
Efter sundhedsloven kan en patient, der er fyldt 15 år, som udgangspunkt selv give informeret samtykke
til behandling. Dette er bl.a. begrundet i, at unge under 18 år i vidt omfang, afhængig af deres udvikling
og sygdommens karakter, har fuld forståelse for behandlingssituationer. Samtykket til behandling efter
sundhedsloven danner retligt grundlag for, at behandling kan ydes. Spørgsmålet om, hvorvidt
behandling er relevant, og hvilken slags behandling, der tilbydes, afgøres af sundhedspersonalet.
Beslutning om behandling tages derfor ikke alene af den unge, men i forening med en
sundhedsperson130
. Det betyder, at unge der er fyldt 15 år, på et oplyst grundlag som udgangspunkt selv
kan træffe beslutning om behandling for kønsidentitetsforhold uden deres forældres samtykke.
På den baggrund er det arbejdsgruppens vurdering, at unge over 15 år også selvstændigt bør kunne
træffe beslutning om ændring af juridisk køn, det vil sige uden forældrenes samtykke, da den 15-års
130 Det skal bemærkes, at ansøgning om pas og navneændring i gældende lov kræver forældresamtykke frem til 18 år.
113
aldersgrænse, der anvendes i sundhedslovens § 17, dermed følges. Dette skal også ses i lyset af, at en
beslutning om ændring af juridisk køn er reversibel og mindre indgribende end behandling for
kønsidentitetsforhold.
For så vidt angår børn og unge under 15 år, bør det være et krav, at forældrene samtykker, ligesom der
jf. børnekonventionen bør tilknyttes en bestemmelse, der sikrer, at barnet i overensstemmelse med sin
alder og modenhed kan give udtryk for sin holdning. Dette kan ske ved, at et barn i alderen 12-15 år selv
skal samtykke til ændring af juridisk køn ved en medunderskrift på ansøgningen. For mindre børn, der
ikke ved medunderskrift på ansøgningen kan samtykke til ændringen, må barnets perspektiv anses som
belyst ved, at forældrene ved samtykke til at barnet får ændring af juridisk køn, har inddraget barnet i
beslutningen og taget højde for, hvad der er til barnets bedste. Dette kan suppleres ved at tilknytte krav
eller tilbud om alderssvarende juridisk rådgivning.
4.1.11.3. Mulige modeller for ændring af juridisk køn
I det følgende gennemgås de modeller for ændring af juridisk køn for børn og unge under 18 år, som
arbejdsgruppen har undersøgt.
Model 1, Vurderingsmodellen, indebærer, at der indføres en ret til ændring af juridisk køn for personer
under 18 år, der har fået tilbudt og undergår eller har undergået kønsmodificerende behandling, ligesom
der indføres en dispensationsadgang til ændring af juridisk køn for personer, som har en kønsidentitet,
der ikke passer med deres juridiske køn. Dispensationsadgangen gives på baggrund af en given
myndigheds vurdering af, om personen har en kønsidentitet, som ikke passer med vedkommendes
juridiske køn.
Model 2, Erklæringsmodellen, indebærer, at der indføres en ret til ændring af juridisk køn for personer
under 18 år på baggrund af en erklæring fra barnet og/eller forældremyndighedsindehaverne om, at
barnet/den unge oplever at tilhøre det andet køn evt. kombineret med en alderssvarende juridisk
rådgivende samtale, der samtidig vil kunne træde i stedet for en refleksionsperiode forud for ændring af
juridisk køn.
Arbejdsgruppen har endvidere drøftet, om der var grundlag for at præsentere yderligere to modeller: En
behandlingsmodel og en diagnosemodel.
En behandlingsmodel, hvor der som betingelse for ændring af juridisk køn stilles, at barnet eller den
unge indgår i et konkret kønsmodificerende behandlingsforløb. Det er imidlertid vurderingen, at en
sådan ordning vil kunne rejse spørgsmål om, hvorvidt der indirekte indføres et krav om behandling som
betingelse for at ændre det juridiske køn. Allerede i 2014 vurderede Justitsministeriet, at det ikke kunne
udelukkes, at Danmark ville blive dømt for overtrædelse af EMRK art. 8, hvis der blev indført et krav
om hormonbehandling for personer over 18 år. Det må antages også at gøre sig gældende for personer
under 18 år.
Om en Diagnosemodel bemærkes, at en sådan model, der beror på en psykiatrisk vurdering, ikke
vurderes at kunne opstilles, idet kønslig uoverensstemmelse (transkønnethed) i dag ikke defineres som
en psykisk sygdom. Danmark oprettede pr. 1. januar 2017 nye neutrale diagnosekoder for
transseksualitet mv. og nedlagde samtidig de tidligere koder.
På den baggrund har arbejdsgruppen ikke fundet det relevant at udfolde hverken behandlings- eller
diagnosemodellen yderligere, ligesom arbejdsgruppen heller ikke kan pege på de to modeller som
mulige fremtidige ordninger for ændring af juridisk køn for personer under 18 år.
114
4.1.11.3.1. Vurderingsmodellen
Arbejdsgruppen har drøftet en Vurderingsmodel, som tager udgangspunkt i, at børn og unge, der har
fået tilbudt og undergår eller har undergået kønsmodificerende behandling, skal have mulighed for at
ændre det juridiske køn, mens børn og unge, som ikke har fået tilbudt og undergår eller har undergået
behandling alene kan ændre juridisk køn, hvis der gives dispensation hertil af en given myndighed på
baggrund af en vurdering af, om det enkelte barn eller unge har en kønsidentitet, der ikke passer med
det fødselstildelte køn.
For børn og unge, som har fået tilbudt og undergår eller har undergået kønsmodificerende behandling,
vil proceduren kunne være følgende:
1) Der indgives en ansøgning til Social- og Indenrigsministeriet (CPR-kontoret) med en erklæring
om, at barnet eller den unge oplever at tilhøre det andet køn og derfor ønsker at ændre juridisk
køn. Både forældremyndighedsindehaverne og barnet skal give samtykke, hvis barnet eller den
unge er under 15 år jf. afsnit 4.1.11.2.
2) Ansøgningen skal vedlægges en erklæring fra det multidisciplinære team om, at barnet eller den
unge har fået tilbudt og undergår eller har undergået kønsmodificerende behandling for et
kønsligt ubehag ved kønsidentitetsforhold.
3) Social- og Indenrigsministeriet (CPR-kontoret) tildeler herefter ansøgeren et nyt
personnummer svarende til det andet køn med deraf følgende krav om kønskorrekt navn og
mulighed for nyt pas.
For børn og unge, der ønsker at ændre juridisk køn, men som ikke har fået tilbudt og undergår eller har
undergået behandling, vil der være en dispensationsadgang, som giver mulighed for ændring af juridisk
køn på baggrund af en vurdering af, om barnet eller den unge har en kønsidentitet, der ikke passer med
det fødselstildelte køn.
Proceduren vil i disse tilfælde kunne være følgende:
1) Der indgives en ansøgning til en relevant myndighed vedlagt en erklæring om, at barnet eller den
unge har en kønsidentitet, som ikke passer med det fødselstildelte køn. Både
forældremyndighedsindehaverne og barnet skal give samtykke, hvis barnet eller den unge er
under 15 år jf. afsnit 4.1.11.2.
2) Den relevante myndighed foretager på baggrund af et antal samtaler med barnet og eventuelt
forældrene en vurdering af, hvorvidt barnet eller den unge har en kønsidentitet, som ikke passer
med det fødselstildelte køn.
3) Denne myndighed træffer afgørelse om dispensation. Afgørelsen sendes herefter til Social- og
Indenrigsministeriet (CPR-kontoret). Såfremt der med afgørelsen gives tilladelse til
dispensation, tildeles ansøgeren et nyt personnummer svarende til det ønskede køn med deraf
følgende krav om kønskorrekt navn og mulighed for nyt pas.
4) Såfremt der meddeles afslag på dispensationen, og ansøger ønsker at klage over afgørelsen, kan
denne indgives til en relevant klageinstans.
Arbejdsgruppen har drøftet, om der kan peges på bestemte faggrupper fx lærere/pædagoger,
børnesagkyndige, privat praktiserende læger eller psykologer, der kan foretage en vurdering af, om et
barn eller ung har en kønsidentitet, som ikke passer med det fødselstildelte køn. Arbejdsgruppen finder,
at en vurdering af kønsidentitetsforhold vil kræve specialiseret viden, som ikke i dag i udgangspunktet
umiddelbart kan forventes at være til stede hos de nævnte faggrupper.
115
Arbejdsgruppen vurderer ikke, at det vil være proportionalt at uddanne og opbygge denne kompetence
bredt set hos relevante faggrupper, da det må forventes, at der vil være tale om et meget begrænset antal
børn, og dermed et meget begrænset antal fagpersoner, som i deres arbejdsliv vil skulle foretage en
sådan vurdering.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der i dag alene er specialiseret viden om kønsidentitetsforhold på
det sundhedsfaglige område, som varetager rådgivning, udredning og behandling specifikt relateret til
kønsligt ubehag ved kønsidentitetsforhold. Som det fremgår af afsnit 4.1.3.3.1., afgiver det
multidisciplinære team allerede i dag en erklæring, hvor det vurderes, om ansøgeren er transseksuel
eller ganske må ligestilles hermed, når børn eller unge under 18 år ønsker at ændre fornavn til et ikke-
kønskorrekt navn.
Sundhedsstyrelsen har imidlertid oplyst, at styrelsen stiller sig kritisk over for denne praksis, idet
styrelsen ikke finder, at det er en sundhedsfaglig kompetence eller opgave at vurdere eller fastslå barnets
eller den unges kønsidentitet, medmindre den kønslige uoverensstemmelse medfører behov for
sundhedsfaglig udredning og eventuel kønsmodificerende behandling eller anden sundhedsfaglig hjælp
med henblik på at modvirke kønslige ubehag.
Det sundhedsfaglige tilbud har til formål ved behov at yde støtte til barnet eller den unge og forældrene
i forbindelse med udrednings- og behandlingsforløbet. Den sundhedsfaglige udredning er vigtig i
behandlingsøjemed, fordi behandling kan modvirke mistrivsel hos den enkelte, men også fordi
behandling potentielt kan have store konsekvenser og evt. bivirkninger/skadevirkninger. Samtidig
vurderer Sundhedsstyrelsen, at en ændring af juridisk køn ikke vil kunne medføre varige negative
helbredsmæssige konsekvenser for den enkelte.
Sundhedsstyrelsen har desuden påpeget, at oplevelsen af ens kønsidentitet i udgangspunktet må antages
at være individuel og subjektiv, og at der med indførelsen af muligheden for at ændre juridisk køn for
voksne i 2014 efter styrelsens opfattelse skete en nødvendig og tiltrængt afkobling af juridiske forhold
vedr. kønsbetegnelser fra den sundhedsfaglige udredning og behandling vedr. kønsidentitetsforhold.
Sundhedsstyrelsen finder samtidig, at tilstande med kønslig uoverensstemmelse og kønsligt ubehag ikke
skal betragtes som hverken somatisk eller psykisk sygdom.
Sundhedsstyrelsen vurderer således, at det ud fra en sundhedsfaglig og sundhedsetisk betragtning ikke
vil tjene barnets eller den unges tarv, at ændring af juridisk køn kobles til krav om en sundhedsfaglig
udredning, som barnet eller den unge måske ikke ønsker.
Endelig bemærker Sundhedsstyrelsen, at det er væsentligt at tage i betragtning, at børn og unge i praksis
kan komme til at vente på en sundhedsfaglig vurdering inden en mulig ændring af juridisk køn, da der
allerede i dag kan være ventetid til udredning af kønsidentitetsforhold, og fordi selve udredningsforløbet
ofte har en varighed på ca. seks måneder. Dette er uhensigtsmæssigt for barnet eller den unge, ligesom
der kan stilles spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssig brug af sundhedsvæsnets
højtspecialiserede ressourcer på området.
Arbejdsgruppen vurderer på den baggrund, at det ikke er hensigtsmæssigt at koble ønsket om ændring
af juridisk køn til et sundhedsfagligt tilbud i de tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke har fået tilbudt
og undgår eller har undergået kønsmodificerende behandling.
116
Samlet set betyder det, at arbejdsgruppen ikke kan pege på en offentlig myndighed, der har den
relevante viden om kønsidentitetsforhold til at foretage en sådan specialiseret og helhedsorienteret
vurdering af, om barnet eller den unge har en kønsidentitet, som ikke passer med det fødselstildelte køn.
Såfremt det ønskes at indføre en vurderingsmodel, vil der således skulle opbygges et nyt system til at
håndtere både vurderingen af kønsidentitetsforhold og en klageinstans.
Fordele og ulemper ved vurderingsmodellen
En vurderingsmodel, der giver adgang til at ændre juridisk køn på baggrund af en given myndigheds
vurdering, vil kunne give myndighederne mulighed for en form for efterprøvelse af, om ansøgningen er
begrundet i, at personen har en kønsidentitet, som ikke passer med det fødselstildelte køn.
Omvendt kan en vurderingsmodel, hvor myndighederne vurderer, om barnet eller den unge må ændre
juridisk køn, af både barnet og forældrene opfattes som formynderisk og indgribende. Modellen kan
således blive opfattet som en barriere for udøvelsen af forældremyndighedsansvaret og harmonerer ikke
med, at det er forældrene, der skal drage omsorg for barnet og træffe afgørelse om dets personlige
forhold ud fra barnets interesse og behov. Endelig kan der ikke umiddelbart peges på en egnet
myndighed, ligesom en vurderingsmodel vil være omkostningstung.
Det bemærkes i øvrigt, at modellen adskiller sig fra den procedure for ændring af juridisk køn, der i dag
gælder for personer over 18 år, og som alene er baseret på personens egen erklæring af oplevelsen af at
tilhøre det andet køn.
På baggrund af ovenstående betragtninger vurderer arbejdsgruppen, at vurderingsmodellen ikke er
hensigtsmæssig i forhold til ændring af juridisk køn under 18 år. Arbejdsgruppen finder, at der kan stilles
spørgsmålstegn ved, om de eventuelle konsekvenser ved, at barnet/den unge eventuelt fortryder
ændringen af juridisk køn, og ønsker at skifte tilbage til deres oprindelige fødselstildelte køn, er
proportionale med modellens indgriben i såvel barnet/den unges selvbestemmelse, udøvelsen af
forældremyndighedsansvaret samt omfanget af ressourcer forbundet med modellen for såvel
barnet/den unge og det offentlige.
4.1.11.3.2. Erklæringsmodellen
Arbejdsgruppen har tillige drøftet en erklæringsmodel, som svarer til den nuværende ordning, der er
gældende for personer over 18 år. En sådan model vil indebære, at der til en ansøgning om ændring af
juridisk køn alene skal vedlægges en erklæring om, at ansøgningen er begrundet i en oplevelse af at
tilhøre det andet køn. Udgangspunktet vil være, at der for børn og unge under 15 år skal være samtykke
fra forældremyndighedsindehaverne. Barnets samtykke til ændring af juridisk køn skal tilvejebringes på
en måde, der er afpasset barnets alder og modenhed jf. afsnit 4.1.11.2.
Denne model svarer i vidt omfang til ordningen i Norge, Island og Malta, hvor personer under 18 år, der
oplever sig som transkønnede, kan få tilladelse til en ændring af juridisk køn baseret på personens egen
oplevelse af sin kønsidentitet, og ved at barnet eller den unge og forældremyndighedsindehavere indtil
barnet er 15 år, indgiver en ansøgning herom.
Modellen kan, som børneorganisationer peger på, kombineres med, at barnet eller den unge forud for
ændring af juridisk køn modtager alderssvarende juridisk rådgivning, så beslutningen træffes på et
oplyst grundlag, og der kan ske en formaliseret inddragelse af barnet eller den unge.
Rådgivningen kan fx bestå i, hvad ændringen af juridisk køn indebærer og vedkommendes rettigheder
som følge af ændringen af juridisk køn. Der vil ikke i rådgivningen skulle indgå elementer af vurdering
117
af barnet eller den unge, men det skal give den pågældende mulighed for at få oplysninger om proces og
konsekvenser mv. Rådgivningen kan enten være et obligatorisk led i processen og dermed evt. fungere
som et alternativ til en refleksionsperiode eller som et tilbud, der kan gøres brug af.
Gøres rådgivning obligatorisk, kan der i forhold til ansøgningsprocessen stilles krav om, at den
fagperson, der forestår rådgivningen, skriftligt erklærer, at den lovpligtige samtale med barnet eller den
unge samt evt. forældremyndighedsindehavere er afholdt.
Proceduren for ændring af juridisk køn vil kunne se ud som følger:
1) Der indgives en ansøgning til Social- og Indenrigsministeriet (CPR-kontoret) med en erklæring
om, at barnet eller den unge oplever at tilhøre det andet køn. For børn under 15 år skal både
forældremyndighedsindehaverne og barnet give samtykke jf. afsnit 4.1.11.2. Det kan overvejes
at tilknytte en refleksionsperiode, jf. afsnit 4.1.12.1.
2) Social- og Indenrigsministeriet (CPR-kontoret) tildeler evt. efter en refleksionsperiode
ansøgeren et nyt personnummer svarende til det ønskede køn med deraf følgende krav om
kønskorrekt navn og mulighed for nyt pas.
Hvis der stilles krav om, at barnet eller den unge og evt. forældremyndighedsindehavere skal
gennemføre en rådgivende samtale forud for ændring af juridisk køn, vil samtalen skulle gennemføres i
forbindelse med ansøgningsprocessen.
Fordele og ulemper ved erklæringsmodellen
En erklæringsmodel, der giver adgang til, at personer under 18 år med forældresamtykke frem til barnet
er 15 år, tager hensyn til barnet og den unges ret til selvbestemmelse, privatliv og identitet. Samtidig vil
modellen respektere udøvelsen af forældremyndighedsansvaret, hvorefter forældrene skal drage
omsorg for barnet og træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.
Det bemærkes, at Sundhedsstyrelsen ved overvejelser om indførelse af ændring af juridisk køn for
personer under 18 år anbefaler, at en model for ændring af juridisk køn baserer sig på personens egen
opfattelse af kønsidentiteten og afkobles fra eventuel sundhedsfaglig behandling.
Erklæringsmodellen kan endvidere gennem en afkobling fra sundhedssystemet bidrage til ikke at
sygeliggøre barnet eller den unge, eller måske utilsigtet skubbe barnet over mod behandling.
Stilles der krav om alderssvarende juridisk rådgivning som betingelse forud for ændring af juridisk køn,
sikres det særligt for de yngre børn, at beslutningen træffes på et oplyst grundlag, og at barnet inddrages.
Det kan derudover give den rådgivende instans mulighed for evt. at underrette en fagligt begrundet
bekymring for barnets trivsel til familiens bopælskommune, såfremt man finder, at der er grundlag for
dette.
Ved erklæringsmodellen er det ikke muligt for en myndighed at foretage en form for efterprøvelse af,
om ansøgningen er begrundet i, at den pågældende har en kønsidentitet, som ikke passer med det
fødselstildelte køn. Da det generelt må antages vanskeligt at efterprøve, idet oplevelsen af ens
kønsidentitet i udgangspunktet er individuel og subjektiv, og da ændring af juridisk køn er reversibel,
vurderes en evt. skadevirkning for den enkelte at være begrænset.
Der kan i visse særlige tilfælde være grundlag for at tilbagekalde ændringen af juridisk køn og gentildele
det oprindelige personnummer efter almindelige forvaltningsretlige regler, såfremt ændringen af
juridisk køn er sket på baggrund af en urigtig erklæring.
118
På baggrund af ovenstående finder arbejdsgruppen, at erklæringsmodellen giver et afbalanceret forhold
mellem på den ene side barnet/den unges ret til selvbestemmelse, udøvelsen af
forældremyndighedsansvaret og ressourceforbruget for såvel ansøgeren som for det offentlige, og på
den anden side konsekvenserne ved at barnet/den unge evt. fortryder ændringen af juridisk køn, idet
dette kan omgøres.
4.1.12. Tværgående elementer
Uanset hvilken model, der vælges, skal der tages stilling til, om der skal stilles krav om en
refleksionsperiode. Desuden skal det overvejes, hvordan situationer, hvor der er uenighed mellem
barnet og dets forældre eller indbyrdes mellem forældrene, håndteres.
4.1.12.1. Refleksionsperiode
Det kan overvejes at tilknytte en refleksionsperiode til muligheden for at ændre juridisk køn for personer
under 18 år, sådan som det for nuværende gør sig gældende for voksne. Det skal dog bemærkes, at
refleksionsperioden for voksne på 6 måneder er et af de forhold, der også skal tages stilling til i
forbindelse med lovgennemgangen på LGBTI-området, herunder hvorvidt den skal fjernes jf. afsnit 4.2.
En refleksionsperiode for personer under 18 år kan være med til at sikre, at ønsket om at ændre juridisk
køn er vedholdende, hvilket bl.a. kan være aktuelt for børn og unge i puberteten. Omvendt kan en
refleksionsperiode på fx 6 måneder opleves som en uforholdsmæssig lang periode i et barns liv. Det skal
ses i lyset af, at forældreorganisationen (FSTB) peger på, at forældrene i forvejen er et filter, der har
krævet lang ventetid for barnet.
For vurderingsmodellen må det formodes, at der skal gennemføres et vist antal samtaler med barnet
eller den unge, hvorfor der vil være indbygget en længere proces. Dette taler for, at der ikke knyttes en
yderligere refleksionsperiode til vurderingsmodellen.
For erklæringsmodellen kan det overvejes, om der skal være en refleksionsperiode på 3-6 måneder.
Tilkobles krav om alderssvarende juridisk rådgivning kan dette hensigtsmæssigt ligge inden for en
refleksionsperiode. Den rådgivende samtale kan endvidere evt. fungere som et alternativ til en
refleksionsperiode.
4.1.12.2. Uoverensstemmelse mellem forældremyndighedsindehaverne
Uanset hvilken model der vælges, kan der opstå situationer, hvor forældre med fælles
forældremyndighed er uenige om, hvorvidt barnet skal få ændring af juridisk køn.
Som beskrevet i afsnit 4.1.3.4.1. om forældreansvarsloven, kræver væsentlige beslutninger vedrørende
barnets forhold enighed mellem forældrene, hvis der er fælles forældremyndighed.
En beslutning om, at barnet skal få ændring af juridisk køn, må betragtes som en ”væsentlig beslutning”,
der er så indgribende, at begge forældremyndighedsindehavere skal give deres samtykke til ændringen.
Dette vil i praksis betyde, at barnets ændring af juridisk køn ikke kan gennemføres, hvis den ene forælder
ikke vil give sit samtykke til det.
119
Som det fremgår af afsnit 4.1.11.2, er det arbejdsgruppens vurdering, at unge over 15 år også selvstændigt
bør kunne træffe beslutning om ændring af juridisk køn, det vil sige uden forældresamtykke, da den 15-
års aldersgrænse, der anvendes i sundhedslovens § 17, dermed følges.
Efter forældreansvarsloven kan der træffes afgørelse om, hvorvidt den fælles forældremyndighed skal
fortsætte, eller en af forældrene skal have forældremyndigheden alene, hvis forældrene ikke er enige om
udøvelsen af forældremyndigheden. Den fælles forældremyndighed kan dog kun ophæves, hvis der er
holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.
Der er ikke adgang til at træffe afgørelse om forældremyndighed ved uenighed om enkelttvister mellem
forældrene.
Det fremgår dog af forarbejderne til forældreansvarsloven, at uenighed om væsentlige forhold
vedrørende barnet ikke bør medføre, at der opstår situationer til skade for barnet, f.eks. at barnet ikke
får den nødvendige medicinske eller psykologiske behandling, ikke kan påbegynde et påkrævet skole-
eller uddannelsesforløb mv. Det fremgår videre, at et sådant konfliktniveau, som kan være materialiseret
i forældrenes modsatrettede handlinger vedrørende væsentlige forhold om barnets liv, vil kunne føre til,
at den fælles forældremyndighed må ophæves, evt. ved en midlertidig afgørelse, så den ene forælder –
uden den andens samtykke – kan træffe beslutning om den konkrete tvist.
4.1.12.3. Oversigt over mulige modeller
På baggrund af gennemgangen af de forskellige tværgående emner og modeller, som arbejdsgruppen
har drøftet i forhold til en stillingtagen til at give personer under 18 år adgang til ændring af juridisk
køn, er der nedenfor udarbejdet en oversigt, der opsamler de muligheder, der skal tages stilling til.
Tabel 7. Oversigt over mulige modeller for ændring af juridisk køn for personer under 18 år
Erklæringsmodel Vurderingsmodel
Aldersgrænse Ingen aldersgrænse – en evt.
aldersgrænse går hånd i hånd med en evt.
aldersgrænse for kønsmodificerende
behandling.
Ingen aldersgrænse - en evt. aldersgrænse går
hånd i hånd med en evt. aldersgrænse for
kønsmodificerende behandling.
Forældre
Samtykke
0-15 år med forældresamtykke
Fra 15 år med eller uden
forældresamtykke.
0-15 år med forældresamtykke
Fra 15 år med eller uden forældresamtykke.
Inddragelse af
barnet
0-5 år: Belyses som udgangspunkt af
forældrene og evt. gennem rådgivning.
6-12 år: Belyses som udgangspunkt af
forældrene og evt. gennem rådgivning.
12-15/18 år: Medunderskrivelse på
ansøgning.
0-5 år: Belyses som udgangspunkt af
forældrene og evt. gennem rådgivning.
6-12 år: Belyses som udgangspunkt af
forældrene og evt. gennem rådgivning.
12-15/18 år: Medunderskrivelse på ansøgning.
Krav Beror på personens egen oplevelse af sin
kønsidentitet. Kan kobles sammen med:
 Krav eller tilbud om alderssvarende
juridisk rådgivning forud for ændring
af juridisk køn.
 En refleksionsperiode på fx 3-6
måneder.
For den gruppe, der har fået tilbudt og
undergår eller har undergået
kønsmodificerende behandling, beror det på
en erklæring fra sundhedsvæsnet.
For de øvrige beror det på en relevant
myndigheds vurdering af, om barnet eller den
unge har en kønsidentitet, som ikke passer
med det fødselstildelte køn. Kan kobles
sammen med en refleksionsperiode på fx 3-6
måneder.
120
Procedurer  Skriftlig ansøgning om nyt
personnummer begrundet i en
oplevelse af at tilhøre det andet køn.
 Ved en evt. refleksionsperiode vil
ansøgningen skulle bekræftes af den
pågældende efter periodens ophør.
 På baggrund af erklæringen tildeles
ansøgeren nyt personnr.
 Såfremt krav om alderssvarende
juridisk rådgivning, skal dette
gennemføres og dokumenteres.
I behandling Dispensation
 Skriftlig
ansøgning med
dokumentation
for, at behandling
er tilbudt og
påbegyndt.
 På baggrund af
ansøgning og
dokumentation
tildeles ansøger
nyt personnr.
 Skriftlig
ansøgning om
nyt personnr.
indsendes til
relevant
myndighed med
erklæring om, at
kønsidentitet
ikke passer med
det
fødselstildelte
køn.
 Myndigheden
træffer afgørelse,
om dispensation
på baggrund af
samtaler.
 På baggrund af
afgørelsen
tildeles ansøger
nyt personnr.
 Klageadgang hos
relevant instans.
Fordele  Tager hensyn til barnets ret til
selvbestemmelse, privatliv og
identitet, samt til forældreansvaret.
 Kan nemt ændres, hvorfor
skadesvirkningen vurderes at være
begrænset.
 Ved krav om alderssvarende juridisk
rådgivning tages beslutningen på et
oplyst grundlag og barnet eller den
unge inddrages på formaliseret vis.
 Begrænsede omkostninger.
 Giver mulighed for, at en myndighed kan
lave en form for efterprøvelse af, om
ansøgningen er begrundet i, at barnet eller
den unge har en kønsidentitet, som ikke
passer med det fødselstildelte køn.
 Inddrager barnet eller den unge på
formaliseret vis.
Ulemper  Ikke muligt for en myndighed at
foretage en form for efterprøvelse af,
om ansøgningen er begrundet i en
oplevelse af at tilhøre det andet køn.
 Kan opfattes som unødig formynderisk og
indgribende for både barnet og
forældrene.
 Kan opleves som en barriere for udøvelsen
af forældreansvaret, idet myndigheden vil
kunne afslå en ansøgning.
 Tager ikke hensyn til, at oplevelsen af
kønsidentitet er subjektivt.
 Vanskeligt at pege på den rette
myndighed, der skal forestå vurderingen
og træffe afgørelse.
 Relativ omkostningstung ift. etablering af
vurderings-, afgørelses- og klagesystem.
121
4.1.13. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske
konsekvenser
4.1.13.1. Vurderingsmodellen
4.1.13.1.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser
Social- og Indenrigsministeriets område
En gennemførelse af vurderingsmodellen kræver en ændring af CPR-loven.
En vurderingsmodel, hvorefter et barn, der er fyldt 15 år, kan ændre juridisk køn uden
forældresamtykke, vil desuden kunne give anledning til overvejelser om mulige konsekvenser for kravet
om, at forældremyndighedsindehavere skal samtykke til barnets ansøgning om navneændring.
Justitsministeriets område
En gennemførelse af vurderingsmodellen vurderes ikke at kræve ændringer af pasloven eller
pasbekendtgørelsen, idet en ændring af juridisk køn i CPR automatisk vil bliver overført til passet i
forbindelse med udstedelse af et nyt pas.
Såfremt der vælges en vurderingsmodel, hvorefter et barn, der er fyldt 15 år, kan ændre juridisk køn
uden forældresamtykke, er det Justitsministeriets opfattelse, at kravet om indhentelse af samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren eller -indehaveren ved pasudstedelse bør opretholdes, idet passet
udgør rejselegitimation, og da ingen andre personer under 18 år i udgangspunktet kan få udstedt pas
uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.
Hensynet til, at den mindreårige kan få udstedt et pas med den nye kønsbetegnelse, synes således ikke
at opveje hensynet til, at det som udgangspunkt altid er forældremyndighedsindehaveren/-ne, der
bestemmer, om et mindreårigt barn skal have lov til at rejse. Endvidere bemærkes, at samtykket fra
forældremyndighedsindehaverne vedrører selve pasudstedelsen og ikke kønsbetegnelsen. Det vil
således ikke – efter, at en ændring af juridisk køn er gennemført med ændring i CPR-registeret – være
muligt at få udstedt et pas med barnets tidligere kønsbetegnelse.
4.1.13.1.2. Administrative konsekvenser
Social- og Indenrigsministeriets område
Det er arbejdsgruppens vurdering, at håndtering af ansøgninger om ændring af juridisk køn for personer
under 18 år på baggrund af vurderingsmodellen ikke vil have nævneværdige administrative
konsekvenser, idet det herved er forudsat, at CPR-kontoret fra den relevante myndighed, der har truffet
den endelige afgørelse om ændring af juridisk køn, meddeles, at personnummeret som konsekvens heraf
skal ændres.
En relevant myndighed
Det er ikke muligt at opgøre de administrative konsekvenser ved etableringen af en relevant
myndighed/instans, som skal føre et antal samtaler med barnet eller den unge med henblik på at
vurdere, om barnet eller den unge har en kønsidentitet, som ikke passer med det fødselstildelte køn. Der
vil endvidere være administrative konsekvenser ved oprettelse af et klageorgan, behandling af klager,
partshøringer mv.
122
4.1.13.1.3. Økonomiske konsekvenser
Det må antages, at en vurderingsmodel vil indebærer væsentlige økonomiske og administrative
konsekvenser, da en sådan model vil medføre en oprettelse af en relevant myndighed/instans til at
foretage vurderingen, efteruddannelse af relevante fagpersoner samt ressourceforbrug i forhold til at
afholde samtaler og træffe afgørelser. Endvidere vil der skulle oprettes et dertilhørende klagesystem med
kompetence på området, hvilket også vil kræve ressourcer.
4.1.13.2. Erklæringsmodel
4.1.13.2.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser
Social- og Indenrigsministeriets område
En gennemførelse af erklæringsmodellen forudsætter en ændring af CPR-loven.
En erklæringsmodel, hvorefter et barn, der er fyldt 15 år, kan ændre juridisk køn uden
forældresamtykke, vil kunne give anledning til overvejelser om mulige konsekvenser for kravet om, at
forældremyndighedsindehavere skal samtykke til barnets ansøgning om navneændring.
Det vil desuden være relevant at overveje, om navnebekendtgørelsens § 12 skal ændres, så den følger
principperne i erklæringsmodellen, hvor ændring af juridisk køn afkobles sundhedsfaglig vurdering.
Justitsministeriets område
En gennemførelse af erklæringsmodellen vurderes ikke at kræve ændringer af pasloven eller
pasbekendtgørelsen, idet en ændring af juridisk køn i CPR automatisk vil bliver overført til passet i
forbindelse med udstedelse af et nyt pas.
Såfremt der vælges en erklæringsmodel, hvorefter et barn, der er fyldt 15 år, kan ændre juridisk køn
uden forældresamtykke, er det Justitsministeriets opfattelse, at kravet om indhentelse af samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren eller -indehaveren ved pasudstedelse bør opretholdes, idet passet
udgør rejselegitimation, og da ingen andre personer under 18 år i udgangspunktet kan få udstedt pas
uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.
Hensynet til, at den mindreårige kan få udstedt et pas med den nye kønsbetegnelse, synes således ikke
at opveje hensynet til, at det som udgangspunkt altid er forældremyndighedsindehaveren/-ne, der
bestemmer, om et mindreårigt barn skal have lov til at rejse. Endvidere bemærkes, at samtykket fra
forældremyndighedsindehaverne vedrører selve pasudstedelsen og ikke kønsbetegnelsen. Det vil
således ikke – efter, at en ændring af juridisk køn er gennemført med ændring i CPR-registeret – være
muligt at få udstedt et pas med barnets tidligere kønsbetegnelse.
4.1.13.2.2. Administrative konsekvenser
Social- og Indenrigsministeriets område
Det er arbejdsgruppens vurdering, at håndtering af ansøgninger om ændring af juridisk køn for personer
under 18 år på baggrund af erklæringsmodellen ikke vil have nævneværdige administrative
konsekvenser.
123
4.1.13.2.3. Økonomiske konsekvenser
Der vurderes ikke at være væsentlige økonomiske konsekvenser ved en erklæringsmodel for personer
under 18 år, da det udelukkende vil medføre et øget antal ansøgningssager hos CPR-kontoret. Såfremt
der tilknyttes et krav eller tilbud om alderssvarende juridisk rådgivning, vil der være en mindre
omkostning til fx Børns Vilkår til etablering og drift af en sådan ordning.
124
4.2. Ophævelse af refleksionsperiode ved juridisk kønsskifte
over 18 år
4.2.1. Indledning
Det blev med virkning fra den 1. september 2014 muligt at få tildelt nyt personnummer for personer
over 18 år, som oplever sig som tilhørende det andet køn – såkaldt juridisk kønsskifte. Det er en
betingelse for juridisk kønsskifte, at ansøgeren efter en refleksionsperiode på 6 måneder skriftligt
bekræfter sin ansøgning.
Organisationer på LGBTI-området, herunder LGBT Danmark, LGBT Komiteen og Amnesty
International, har tilkendegivet, at refleksionsperioden bør afskaffes, og at kravet om en
refleksionsperiode opleves som en overflødig og generende administrativ procedure.
Det er på baggrund heraf gjort til genstand for overvejelse, om kravet om en refleksionsperiode bør
ophæves.
4.2.2. Gældende ret
Ved lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af CPR-loven, der trådte i kraft 1. september 2014, blev det
muligt efter CPR-lovens § 3, stk. 6, at tildele nyt personnummer til personer, der oplever sig som
tilhørende det andet køn.
CPR-loven § 3, stk. 6, er en gennemførelse af den erklæringsmodel, som en tværministeriel
arbejdsgruppe nedsat af den daværende regering i januar 2013 opstillede.
Den tværministerielle arbejdsgruppe anførte om erklæringsmodellen, at denne kunne gennemføres med
eller uden en refleksionsperiode. Fordele og ulemper ved en refleksionsperiode er kommet til udtryk i
det nedenfor anførte citat fra bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 2013-14, A, L 182 som
fremsat, side 3), hvoraf fremgår bl.a. følgende vedrørende arbejdsgruppens overvejelser herom:
”Tiden fra ønsket om juridisk kønsskifte opstår, og til det juridiske kønsskifte er effektueret,
kan med denne model [erklæringsmodellen, Social- og Indenrigsministeriets tilføjelse] være
meget kortvarig. For at minimere risikoen for, at de pågældende fortryder deres beslutning
og ansøger om på ny at få juridisk status svarende til det biologiske køn, peges i
arbejdsgruppens rapport på, at modellen med fordel kan kombineres med et krav om en
refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet, hvorefter den pågældende skal
bekræfte sin ansøgning, inden den kan imødekommes. Arbejdsgruppen peger i rapporten på,
at en sådan refleksionsperiode vil kunne sikre, at ønsket om juridisk kønsskifte ikke er udtryk
for en impulsiv beslutning, og at ansøgeren i øvrigt vil kunne benytte refleksionsperioden til
at leve som det ønskede køn – det vil f.eks. sige klæde sig og fremstå/præsentere sig som dette
køn – inden vedkommende træffer endelig beslutning om at skifte køn juridisk.
Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at personer, som gennem længere tid har ønsket
juridisk kønsskifte og måske tillige har levet som det modsatte køn, vil kunne opfatte
ordningen som unødig formynderisk. Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at en
generel – og dermed let administrerbar – ordning med en refleksionsperiode på blot 6
måneder er rimelig og proportional.”
125
LGBT-Danmark og FATID fremkom i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten fra arbejdsgruppen
om juridisk kønsskifte med bemærkninger til fastsættelsen af refleksionsperioden. Følgende fremgår
blandt andet af bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 2013-14, A, L 182 som fremsat, side
4):
”LGBT har således foreslået, at der bør gives adgang til juridisk kønsskifte uden krav om en
periode, hvori ansøgeren har levet som det modsatte køn. For så vidt angår kravet om at leve
som det modsatte køn finder LGBT, at det vil være stærkt normativt og umuligt for lovgiver
at definere dette på en meningsfuld måde.
FATID har peget på, at det skal sikres, at den pågældende er bekendt med, hvad det vil sige at
leve som det modsatte køn. Foreningen har også foreslået, at tilladelse til juridisk kønsskifte
skal betinges af, at den pågældende i et år har levet som det modsatte køn og ønsker at gøre
dette fremover, idet foreningen har peget på, at der med begrebet ”at leve som det modsatte
køn” forstås ikke blot den ydre fremtoning, men også ansøgerens måde at tænke og opføre sig
på.”
4.2.3. Danmarks internationale forpligtelser
Det fremgår af ”Rapport fra arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte” af 27. februar 2014, at
Justitsministeriet har vurderet, at den præsenterede erklæringsmodel med eller uden
refleksionsperiode ikke fandtes at rejse spørgsmål i relation til EMRK eller Danmarks internationale
forpligtelser i øvrigt.
4.2.4. Udenlandsk ret og erfaringer
For så vidt angår udenlandsk ret og erfaringer vedrørende en refleksionsperiode ved ansøgning om
juridisk kønsskifte, kan der henvises til afsnit 4.1.7 om mulighed for ændring af juridisk køn under 18
år.
4.2.5. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer m.fl.
Organisationer på LGBTI-området, herunder LGBT Danmark, LGBT Komiteen og Amnesty
International, har tilkendegivet, at refleksionsperioden bør afskaffes, og at kravet om en
refleksionsperiode opleves som en overflødig og generende administrativ procedure.
4.2.6. Mulige tiltag/modeller, herunder fordele og ulemper
Det kan overvejes at fjerne refleksionsperioden på 6 måneder således, at en ansøgning om juridisk
kønsskifte kan imødekommes umiddelbart.
En fjernelse af refleksionsperioden vil imødekomme et ønske fra organisationerne på området.
En fjernelse af refleksionsperioden vil kunne betyde, at flere personer fortryder det juridiske kønsskifte.
Det kan oplyses, at Social- og Indenrigsministeriet under den nuværende lovgivning har gentildelt det
oprindelige personnummer i 24 tilfælde (vedrørende 22 forskellige personer), hovedsageligt som følge
af, at de pågældende personer havde fortrudt det juridiske kønsskifte.
Dertil kommer, at nogle ansøgere har trukket deres ansøgning tilbage, ligesom nogle ansøgere har ventet
længere end 6 måneder, før de bekræftede ansøgningen. Endelig er der nogle sager, hvor ministeriet
ikke har modtaget tilbagemelding fra ansøgere efter refleksionsperiodens udløb. Der er ikke nogen
126
selvstændig opgørelse over, hvor mange sager det drejer sig om, men det vurderes at være en mindre
andel.
Det bemærkes herudover, at det ikke er muligt at foretage en egentlig efterprøvelse af, om ansøgningen
vitterlig er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn. I lovforslagets bemærkninger er herom
anført følgende:
”Ansøgningen skal således være begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn.
Ansøgningen må ikke være begrundet i andre forhold, så som et ønske om at skifte køn for
sjov, som led i en aktion for større ligestilling mellem mænd og kvinder m.v., et forsøg på at
sløre sin identitet eller for at opnå kønsrelaterede fordele.
Ansøgningen om nyt personnummer indgives til Økonomi- og Indenrigsministeriet, som uden
at inddrage andre myndigheder tildeler ansøgeren et nyt personnummer svarende til det
ønskede køn. Ved denne model, som ikke involverer sundhedsmyndigheder eller andre faglige
eksperter, er det ikke muligt at foretage en egentlig efterprøvelse af, om ansøgningen vitterlig
er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det modsatte køn.
Hvis Økonomi- og Indenrigsministeriet senere, eksempelvis gennem omtale i pressen, bliver
opmærksomt på, at den afgivne erklæring er urigtig, vil tilladelsen til at skifte personnummer
kunne tilbagekaldes efter de almindelige forvaltningsretlige regler. Konsekvensen heraf vil
være, at den pågældende gentildeles det oprindelige personnummer. Urigtige oplysninger i
den afgivne erklæring om begrundelsen for ansøgningen om nyt personnummer vil efter
omstændighederne kunne straffes efter straffelovens § 163.”
En fjernelse af refleksionsperioden vil kunne betyde, at det vil kunne være mere attraktivt at ansøge om
juridisk kønsskifte for personer, hvis ansøgning ikke er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet
køn, men f.eks. et ønske om at sløre sin identitet eller at skifte køn for sjov. Det bemærkes herved, at det
i realiteten ikke vil være muligt for ministeriet at foretage en efterprøvelse af, om ansøgningen er
begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn – eller i andre motiver.
4.2.7. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske
konsekvenser
En ophævelse af refleksionsperioden vil kræve en ændring af CPR-loven.
Der er ikke noget i lovgivningen, der er til hinder for at fjerne refleksionsperioden, og en fjernelse af
refleksionsperioden vil ikke have nævneværdige administrative eller økonomiske konsekvenser.
127
4.3. Kønsbetegnelsen X i passet
4.3.1. Indledning
I danske pas angives pasindehaverens køn på baggrund af vedkommendes personnummer. Personer
med lige endetal får kønsbetegnelsen F (kvinde), og personer med ulige endetal får kønsbetegnelsen M
(mand).
Hvis en person gennemfører et juridisk kønsskifte og får tildelt et nyt personnummer, kan den
pågældende få udstedt et (nyt) pas, hvor kønsbetegnelsen svarer til det nye personnummer. At en
pasansøger har fået tildelt et nyt personnummer medfører ikke forskel i sagsbehandlingen hos
pasmyndigheden, da kønsbetegnelsen udledes automatisk af endetallet i personnummeret, som
overføres fra CPR-registeret.
Det er efter de nuværende regler endvidere muligt at få kønsbetegnelsen X i passet, hvis pasansøgeren
er over 18 år og skriftligt erklærer, at ønsket er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, eller
den pågældende dokumenterer tidligere at være blevet tildelt et nyt personnummer som følge af juridisk
kønsskifte.
Det kan overvejes at udvide den gældende ordning om anvendelsen af kønsbetegnelsen X i passet til
også at omfatte interkønnede og andre persongrupper, der ikke fast identificerer sig som værende mand
eller kvinde (flydende kønsidentitet), og til at omfatte personer under 18 år.
4.3.2. Gældende dansk ret
I danske pas angives kønsbetegnelsen F eller M på baggrund af endetallet i pasansøgerens
personnummer, jf. pasbekendtgørelsens § 4, stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan tillade, at kønnet betegnes X, hvis en pasansøger, der er fyldt 18 år, afgiver
en skriftlig erklæring om, at ønsket om kønsbetegnelsen X er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det
andet køn, eller den pågældende dokumenterer tidligere at være blevet tildelt nyt personnummer, jf.
pasbekendtgørelsens § 4, stk. 5. Interkønnede og personer, som ikke fast identificerer sig som værende
mand eller kvinde, er ikke omfattet af ordningen, som den er udformet i dag.
Betingelserne for at få tildelt kønsbetegnelsen X i passet svarer til betingelserne for at få tildelt et nyt
personnummer efter CPR-loven, hvor der dog også stilles krav om en refleksionsperiode på 6 måneder.
Hvis en borger får tilladelse til at anvende kønsbetegnelsen X i passet, underretter den udstedende
pasmyndighed (typisk kommunen) Rigspolitiet herom, som videregiver oplysningen til pasproducenten,
der manuelt foranlediger, at kønsbetegnelsen M eller F erstattes af et X. I andre tilfælde anføres
automatisk betegnelsen M eller F på baggrund af pasansøgerens personnummer. Anvendelse af
kønsbetegnelsen X er således forbundet med en række yderligere sagsbehandlingsskridt hos
kommunen, politiet og pasproducenten.
Ordningen om anvendelse af kønsbetegnelsen X i passet er i overensstemmelse med retningslinjerne fra
International Civil Aviation Organization (ICAO)131
, hvorefter pasindehaverens køn angives med F for
kvinde (female), M for mand (male) eller X for uspecificeret.
131 ICAO dok. nr. 9303 fra 2015:”Machine Readable Travel Documents” s. 14.
128
For pasansøgere, der er under 18 år og ugift, kræves i forbindelse med pasansøgning samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren eller -indehaverne eller, hvis der er fælles forældremyndighed, efter
omstændighederne fra den ene forældremyndighedsindehaver, jf. pasbekendtgørelsens § 18, stk. 1 og 2.
Er det ikke muligt at opnå samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller –indehaverne, sender
kommunalbestyrelsen ansøgningen til politiet, der kan tillade udstedelse af pas uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren eller -indehaverne, når ganske særlige omstændigheder taler herfor,
jf. pasbekendtgørelsens § 18, stk. 4.
4.3.3. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer m.fl.
LGBT Danmark anbefalede den 30. august 2016, at ordningen om anvendelsen af kønsbetegnelsen X i
passet udvides til også at omfatte unge transkønnede under 18 år.
4.3.4. Mulige tiltag/modeller, herunder fordele og ulemper
Erfaringerne med de gældende regler om anvendelse af kønsbetegnelsen X i passet er meget
begrænsede. Kommunerne oplyser generelt, at de modtager meget få eller ingen henvendelser om
ordningen. En enkelt kommune har meddelt en enkelt tilladelse til at anvende kønsbetegnelsen X i
passet, men er ikke bekendt med borgerens erfaringer i forbindelse med anvendelse af passet.
Det har ikke været muligt at opgøre, hvor mange personer, der siden de nuværende reglers ikrafttræden
den 1. september 2014, har fået udstedt pas med kønsbetegnelsen X. Pasproducenten har dog oplyst, at
der på baggrund af en manuel gennemgang af anmodninger fra Rigspolitiet til pasleverandøren i
perioden juli 2018 til november 2019 er identificeret 4 pas, der er udstedt med kønsangivelsen X.
Desuden har Rigspolitiet – på baggrund af en søgning i Rigspolitiets journaliseringssystem – opgjort, at
der i perioden 2011-2014, hvor ansøgning om tilladelse til kønsbetegnelsen X skulle indgives til
rigspolitichefen, har været mellem 1 og 6 sager årligt om sådanne tilladelser.
Der er efter Justitsministeriets vurdering ikke noget til hinder for, at den gældende ordning udvides til
også at omfatte interkønnede og personer, der ikke fast identificerer sig som værende mand eller kvinde
(flydende kønsidentitet), og/eller til at omfatte personer under 18 år.
Det bemærkes i den forbindelse, at pasindehaverens køn, herunder juridiske køn fortsat vil kunne
aflæses af endetallet i personnummeret, hvilket er hensigtsmæssigt i forbindelse med søgning i
Kriminalregisteret (KR), ligesom at viden om det juridiske køn har betydning ved almindelig
identitetskontrol.
Efter de gældende regler er det som udgangspunkt en betingelse for udstedelse af pas til mindreårige, at
forældremyndighedsindehaveren/-ne samtykker til pasudstedelsen. Det er Justitsministeriets
vurdering, at dette udgangspunkt bør opretholdes i alle tilfælde, hvor der udstedes pas til personer under
18 år, idet passet udgør rejselegitimation, og da ingen andre personer under 18 år i udgangspunktet kan
få udstedt pas uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Hensynet til, at den mindreårige
kan få udstedt et pas med kønsbetegnelsen X, synes således ikke at opveje hensynet til, at det som
udgangspunkt altid er forældremyndighedsindehaveren/-ne, der bestemmer, om et mindreårigt barn
skal have lov til at rejse.
129
4.3.5. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske
konsekvenser
En udvidelse af ordningen med anvendelse af kønsbetegnelsen X i passet til at omfatte interkønnede og
personer, der ikke fast identificerer sig som værende mand eller kvinde, og/eller til at omfatte personer
under 18 år, vil kunne gennemføres ved en ændring af pasbekendtgørelsen.
En udvidelse af anvendelsen af kønsbetegnelsen X vil være forbundet med visse administrative og
økonomiske konsekvenser for myndighederne og pasproducenten.
Med hensyn til interkønnede fremgår det af befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS fra 2017-2018, at
0,2 promille af befolkningen – svarende til omkring 1.200 personer – opfatter sig som interkønnede.
Det må antages, at en mindre del heraf vil udnytte muligheden for at ansøge om anvendelse af
kønsbetegnelsen X i passet.
Det bemærkes, at det ikke er muligt at opgøre antallet af personer, der har en flydende kønsidentitet,
dvs. ikke fast identificerer sig som værende mand eller kvinde.
En udvidelse af den gældende ordning til at omfatte personer under 18 år vurderes alene at ville medføre
en meget begrænset sagsmængde.
Sagstilgangen vurderes også at være beskeden, såfremt ordningen udvides til at omfatte alle
persongrupper (interkønnede og personer med flydende kønsidentitet samt personer under 18 år).
En udvidelse af den gældende ordning vil kunne medføre øget sagsbehandling hos kommunerne, politiet
og pasproducenten. Pasproducenten kan afhængig af det konkrete ressourcetræk forventes at opkræve
politiet en større udgift for sagsbehandlingen end i dag.
På baggrund af erfaringerne med den eksisterende ordning og den forventede begrænsede stigning i
antallet af sager vurderes en udvidelse dog at kunne håndteres inden for de eksisterende økonomiske
rammer.
4.3.6. Konklusion
Der er efter Justitsministeriets vurdering ikke noget til hinder for, at den gældende ordning med
anvendelse af kønsbetegnelsen X i passet udvides til også at omfatte interkønnede og personer, der ikke
fast identificerer sig som værende mand eller kvinde (flydende kønsidentitet), og/eller til at omfatte
personer under 18 år.
130
4.4. Kønsneutrale personnumre
4.4.1. Indledning
Siden personnummersystemets indførelse i 1968 har personnummeret indeholdt data om blandt andet
køn.
Det er i dag ikke muligt at tildele et kønsneutralt personnummer.
Organisationer på LGBTI-området, herunder LGBT Danmark, LGBT Komiteen og Amnesty
International, har tilkendegivet, at personnumre bør være kønsneutrale, således at kønnet ikke fremgår
direkte af personnummeret.
Det er på baggrund heraf gjort til genstand for overvejelse, om personnumre bør gøres kønsneutrale.
4.4.2. Gældende ret
Det fremgår af CPR-lovens § 3, stk. 8, at Social- og Indenrigsministeriet fastsætter regler om
personnummerets opbygning, jf. lovbekendtgørelse nr. 646 af 2. juni 2017 om Det Centrale
Personregister.
Det følger af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1167 af 13. september 2018 om folkeregistrering mv., at det
sidste ciffer i et personnummer er lige for kvinder og ulige for mænd.
Ved lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af CPR-loven, der trådte i kraft 1. september 2014, blev det
muligt i medfør af CPR-lovens § 3, stk. 6, efter ansøgning at tildele nyt personnummer til personer, der
oplever sig som tilhørende det andet køn (juridisk kønsskifte).
4.4.3. Udenlandsk ret og erfaringer
Social- og Indenrigsministeriet har indhentet oplysninger om personnummersystemet i Sverige, Norge
og Finland, da systemerne i de pågældende lande på mange måder minder om det danske system.
Sverige, Norge og Finland har personnummersystemer, som indeholder oplysninger om køn.
Der er ikke fundet anledning til at indhente oplysninger om udenlandsk ret og erfaringer fra andre
europæiske lande i øvrigt, idet der er tale om systemer, som vurderes at adskille sig væsentligt fra det
danske personnummersystem.
4.4.3.1. Sverige
Skatteverket i Sverige har den 7. oktober 2019 oplyst, at regeringen den 1. december 2016 besluttede at
iværksætte en undersøgelse af transpersoners forhold. Undersøgelsen mundede ud i rapporten SOU
2017:92, som blandt andet pegede på, at regeringen burde iværksætte en undersøgelse af opbygningen
af personnummersystemet i Sverige. Spørgsmålet om et kønsneutralt personnummersystem er tidligere
behandlet i rapporten ”Folkbokföringsutredningens betänkande Personnummer och
Samordningsnummer”, SOU 2008:60. Denne rapport konkluderede, at en ændring i personnummeret
ville medføre omkostninger for stort set alle sektorer i samfundet, og at det var svært at estimere de
samlede omkostninger. Rapporten fremhævede også, at oplysninger om køn er vigtige i forsknings- og
statistikøjemed for at kunne rapportere resultater opdelt i køn. Rapporten pegede samtidig på, at det vil
være en fordel, hvis enkeltpersoner ikke har brug for at ændre personnummer, når de f.eks. ændrer
juridisk køn.
131
På baggrund af de to rapporter har regeringen iværksat en undersøgelse af det svenske
personnummersystem med fokus på betingelserne for at ændre køn, som forventes afsluttet i 2020.
4.4.3.2. Norge
Skatteetaten i Norge har den 7. oktober 2019 oplyst, at personnumrene i det norske
personnummersystem er ved at være opbrugt. På denne baggrund iværksatte Finansministeriet for
nogle år siden en undersøgelse ved Skattedirektoratet, der skulle se nærmere på de sociale, økonomiske
og administrative konsekvenser forbundet med et nyt personnummersystem, samt komme med
anbefalinger til et nyt system. Undersøgelsen mundede ud i rapporten ”Ny personidentifikator i
folkeregisteret” af 13. februar 2015, som pegede på, at én mulighed var at indføre et helt nyt kønsneutralt
personnummersystem, en anden mulighed var at bevare den nuværende løsning, men at reducere
antallet af kontrolcifre fra to til en. Rapportens konklusion blev at bevare det nuværende system, men
at ændre antallet af kontrolcifre og fjerne information om køn for samtlige personnumre, særligt henset
til de mange økonomiske omkostninger forbundet med et nyt system.
Regeringen fremlagde på baggrund heraf et forslag til Stortinget om, at der fra 1. januar 2032
introduceres et nyt personnummersystem ved fremtidige personnummertildelinger, hvor køn ikke
længere vil kunne udledes af personnummeret. Forslaget blev vedtaget i efteråret 2017 i Stortinget.
4.4.3.3. Finland
Befolkningsregistercentralen i Finland har den 30. september 2019 oplyst, at det i det finske
regeringsprogram er beskrevet, at det kønsbestemte personnummer skal afskaffes i forbindelse med
fornyelse af personnummersystemet. Der blev den 1. september 2017 af Finansministeriet nedsat en
arbejdsgruppe med titlen ”Arbetsgruppen för reformering av personbeteckningen och administrering
av identitet som garanterats av staten”.
Arbejdsgruppen er i april 2020 fremkommet med sine anbefalinger. Anbefalingerne går bl.a. ud på, at
det nuværende personnummersystem fortsat anvendes, dog således at personnumre fra 2023 tildeles
kønsneutralt, og at et helt nyt system med personnumre, som ikke indeholder oplysninger om køn og
fødedato, tages i brug fra 2027. Arbejdsgruppens rapport er for øjeblikket udsendt i høring. Regeringen
har ikke taget endelig stilling til arbejdsgruppens anbefalinger.
4.4.4. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer
LGBT Danmark har anbefalet at ophæve brugen af personnumre, der indeholder oplysninger om køn,
og anførte, at en ophævelse af brugen heraf ville betyde, at man i fremtiden ikke ville have behov for at
skifte CPR-nummer, når man skifter juridisk køn.
LGBT Komiteen og Amnesty International har ligeledes anbefalet at ophæve brugen af personnumre,
der indeholder oplysninger om køn.
132
4.4.5. Mulige tiltag/modeller, herunder fordele og ulemper
4.4.5.1. Kønsneutrale personnumre
Spørgsmålet om indførelse af et kønsneutralt personnummersystem har været behandlet i
beslutningsforslag B117 (Folketingstidende 2016/2017, A, B117) fremsat den 31. marts 2017 af tre
medlemmer af Alternativet. Beslutningsforslaget overgik ikke til 2. behandling og bortfaldt.
De synspunkter, som den daværende økonomi- og Indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, gav
udtryk for under behandlingen af forslaget, gør sig fortsat gældende.
På den baggrund bemærkes, at det er muligt at indføre kønsneutrale personnumre, men at det vil have
store administrative og økonomiske konsekvenser både for det offentlige og for det private erhvervsliv,
jf. herom nærmere nedenfor i afsnit 4.4.6.
Der vil skulle foretages grundlæggende ændringer i selve CPR-systemet. Hertil kommer, at
personnummeret anvendes bredt i den offentlige og private sektor, og alle offentlige og private systemer,
som udleder kønnet direkte af personnummeret, vil også skulle omlægges, hvis kønsneutrale
personnumre indføres. Det gælder f.eks. inden for sundhedssektoren og inden for registerforskningen.
Hvis initiativet begrænses til fremtidige personnummertildelinger, således at tildeling af kønsneutrale
personnumre alene sker til personer, som fødes eller indrejser for fremtiden, vil hovedparten af
befolkningen i mange år frem fortsat have et kønsspecifikt personnummer. Siden 1968 er der således
registreret næsten 10 millioner personer i CPR, alle med et kønsspecifikt personnummer. Effekten heraf
vil derfor være begrænset.
4.4.5.2. Selvstændigt kønsneutralt datafelt i CPR
Som det mindre i det mere har muligheden for at oprette et selvstændigt datafelt i CPR, hvor køn
registreres som eksempelvis ”kønsneutral” eller ”X”, været genstand for overvejelse. Det ville herved
blive muligt i CPR i kombination med det kønsspecifikke personnummer, der således bevares, at være
registreret med en neutral kønskategori.
Værdien af at indføre en neutral kønskategori i CPR vil være beskeden, allerede fordi der vil være tale
om et supplement til det kønsbestemte personnummer, som benyttes i meget vid udstrækning i de
systemer, der aftager data fra CPR. Der vil efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse alene være
en reel værdi forbundet hermed, hvis data herom vil blive benyttet af relevante offentlige og private
aftagere af data fra CPR. Efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse vil det navnlig være relevant i
forhold til udstedelse af pas og personattester (tidligere fødselsattester).
Om pasområdet har Justitsministeriet oplyst, at pasindehaverens køn i danske pas angives på baggrund
af vedkommendes personnummer. Personer med lige endetal får således kønsbetegnelsen F, og
personer med ulige endetal får kønsbetegnelsen M. Det er i dag muligt at ansøge kommunalbestyrelsen
om at få kønsbetegnelsen X i sit pas, hvis pasansøgeren afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om
kønsbetegnelsen X er er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, eller hvis pasansøgeren kan
dokumentere tidligere at være blevet tildelt nyt personnummer som følge af juridisk kønsskifte. Det er
Justitsministeriets vurdering, at der ikke er noget til hinder for, at der også kan angives et X i passet for
interkønnede eller andre grupper af personer, som ikke fast identificerer sig som værende mand eller
kvinde. Der henvises herom til afsnit 4.3 om kønsbetegnelsen X i passet.
133
Justitsministeriet har i forlængelse heraf bemærket, at Rigspolitiet har oplyst, at det på nuværende
tidspunkt ikke vil være muligt at hente betegnelsen X direkte fra CPR. Det vil kræve ændringer i en
række systemer, såfremt en kønsbetegnelse som f.eks. X skal kunne overføres automatisk fra CPR. Det
er Rigspolitiets vurdering, at omfanget heraf må anses for stort og komplekst. På det foreliggende
grundlag estimerer Rigspolitiet, at omkostningerne forbundet med disse ændringer samlet vil være i
størrelsesordenen 2-5 mio. kr. for alle systemer. Beløbet afhænger af, hvordan ændringerne foretages i
CPR.
Om muligheden for at indføre en neutral kønskategori på personattesten har Kirkeministeriet oplyst, at
der ikke på nuværende tidspunkt er et felt på personattesten, der angiver køn, men at såfremt det
besluttes at indføre en neutral kønskategori i CPR, kan denne, hvis attestens indehaver anmoder om det,
fremgå af personattesten. I forhold til personattester vil det således kun i meget begrænset omfang vil
være relevant at aftage data til brug for udstedelse af personattester.
Det er Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at der ikke er grundlag for at arbejde videre med
indførelsen af en neutral kønskategori i CPR. Det skyldes, at Rigspolitiet har oplyst, at det på nuværende
tidspunkt ikke vil være muligt at hente betegnelsen X direkte fra CPR til brug for pasudstedelsen, og at
Rigspolitiet vurderer, at det vil kræve ændringer i en række systemer, idet Rigspolitiet samtidig
vurderer, at omfanget heraf må anses for stort og komplekst. Ministeriet har endvidere lagt vægt på, at
data herom kun i meget begrænset omfang vil være relevant at aftage til brug for udstedelse af
personattester.
Såfremt der måtte være et politisk ønske om at udvide persongruppen, der har adgang til at få
kønsbetegnelsen X i passet, anbefales det, at det i stedet overvejes at udvide den gældende ordning om
afgivelse af skriftlig erklæring i forbindelse med ansøgning om pas. Der henvises herom til afsnit 4.3 om
kønsbetegnelsen X i passet.
4.4.6. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske
konsekvenser
Indførelsen af et kønsneutralt personnummersystem vil kræve lovændring.
Der er ikke noget i lovgivningen, der er til hinder for at indføre et kønsneutralt personnummersystem.
Der vil imidlertid være betydelige administrative og økonomiske konsekvenser forbundet hermed.
Det er Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at de forhold, der er givet udtryk for ved besvarelse af
spørgsmål nr. 1 til beslutningsforslag B117 vedrørende de administrative og økonomiske konsekvenser
forbundet med at indføre et kønsneutralt personnummersystem, fortsat gør sig gældende.
I forbindelse med behandling af beslutningsforslag B117 estimerede det daværende Økonomi- og
Indenrigsministerium, at omkostningerne ved en omlægning til kønsneutrale personnumre i forhold til
CPR-systemet vil beløbe sig til 5-10 mio. kr.
Ministeriet indhentede samtidig udtalelser fra Danmarks Statistik, Finans Danmark og Sundheds- og
Ældreministeriet med henblik på at komme med eksempler på andre områder, hvor der vil skulle
gennemføres systemtilpasninger m.v.
Danmarks Statistik oplyste bl.a., at indførelse af kønsneutrale personnumre vil medføre ændringer i
mange af institutionens it-systemer og databaser, hvori der behandles og opbevares personrelaterede
134
data. Dette indbefatter statistikproduktionen, området med serviceopgaver, særlige
datavarehuse/analysemiljøer til ministerier mv. Danmarks Statistik estimerede foreløbigt, at
indførelse af kønsneutrale personnumre som foreslået vil indebære omkostninger på 18,5 mio. kr.
Finans Danmark vurderede umiddelbart, at indførelse af kønsneutrale personnumre ville indebære
omkostninger for finanssektoren på 20-40 mio. kr. i forbindelse med systemtilpasninger. Finans
Danmark pegede bl.a. på, at samtlige CPR-oplysninger i dag anvendes i forbindelse med identifikation
af nye og eksisterende kunder som følge af Anti Money Laundering-krav fra Finanstilsynet. Hvis
kønsoplysningerne fremadrettet ikke er tilgængelige via CPR, må det forventes, at bankerne selv vil
registrere disse oplysninger, når det er relevant i forbindelse med forskellige lovgivningskrav.
Finans Danmark oplyste endvidere, at man ikke havde fundet det muligt på nuværende tidspunkt at
estimere omkostningerne til sådanne ændringer, men at fjernelsen af adgangen til kønsoplysningerne
dog alt andet lige ville være kontraproduktiv i forhold til at lette administrative byrder og
afbureaukratisering, når oplysninger i dag er tilgængelige via CPR. Endelig oplyste Finans Danmark, at
man må forvente, at identitetstyve alt andet lige vil få lettere ved at snyde ved fysisk fremmøde/telefon
i de tilfælde, hvor navnet ikke tydeligt indikerer kønnet.
Sundhedsdatastyrelsen oplyste bl.a., at en omlægning til kønsneutrale personnumre er mulig, men kan
skabe en situation, der til en vis grad kan sammenlignes med år 2000-problemstillingen, hvor det var
nødvendigt at gennemgå alle systemer og skabe de nødvendige ændringer. Dette tog 2-3 år og kostede
et ikke ubetydeligt beløb. Brugen af it-systemer i sundhedsvæsenet er steget voldsomt siden dengang.
Der var f.eks. ikke elektroniske patientjournaler, digitale røntgensystemer, elektroniske recepter mv.
Sundhedsdatastyrelsens foreløbige skøn er, at der vil være tale om investeringer, der beløber sig til
mellem 0,5–1,5 mia. kr. i det samlede sundhedsvæsen, men der vil som nævnt være behov for en
grundig analyse, der afsøger de bedste og mest effektive løsningsmuligheder.
4.4.7. Konklusion
Det er Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at der vil være så betydelige økonomiske og
administrative konsekvenser forbundet med en omlægning af personnummersystemet til et
kønsneutralt system, at en omlægning af systemet på nuværende tidspunkt ikke kan anbefales.
Det nuværende personnummersystem er opbygget således, at der for hver fødedato er en kapacitet på
4.000-6.000 personnumre indtil udløbet af år 2057, hvor det senest vil være nødvendigt at tilpasse
systemet. Det vil efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse være hensigtsmæssigt i forbindelse
med de systemtilpasninger, der under alle omstændigheder skal indføres senest ved udløbet af år 2057,
at lade overvejelser om indførelse af et kønsneutralt personnummersystem indgå i den forbindelse.
135
Bilag
Bilag 1. Skema til ansøgning om juridisk kønsskifte for personer over 18
år
Ansøgning og erklæring om nyt personnummer begrundet i
en oplevelse af at tilhøre det andet køn
Undertegnede, p.nr. ________________, ansøger herved Social- og Indenrigsministeriet, CPR-
kontoret, om nyt personnummer. Det erklæres, at ansøgningen om nyt personnummer er begrundet i
en oplevelse af at tilhøre det andet køn.
Jeg erklærer ved min underskrift, at ovennævnte oplysninger er korrekte.
Jeg er bekendt med, at jeg efter en refleksionsperiode på normalt 6 måneder fra ansøgningstidspunktet
skriftligt skal bekræfte min ansøgning over for Social - og Indenrigsministeriets CPR-kontor.
Navn
Adresse
Evt. telefonnr.
Dato _____________ Underskrift ____________________________________
Det anbefales, at blanketten indsendes ved brug af Digital Post (se www.borger.dk). Hvis Digital Post benyttes kan
blanketten sendes uden underskrift, idet anvendelsen af personligt NemID erstatter underskriften.
136
Bilag 2. Vejledende information i forbindelse med ansøgning om juridisk
kønsskifte for personer over 18 år
Vejledende information til personer, som har søgt om nyt
personnummer begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn
1. Sagsbehandlingsproceduren
Du har ansøgt om nyt personnummer begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn.
For at du kan få tildelt et nyt personnummer, skal du bekræfte din ansøgning efter en
refleksionsperiode. Du vil kunne benytte refleksionsperioden til at leve som det ønskede køn og til
generelt at overveje nogle af de problemstillinger, der er forbundet med et juridisk kønsskifte, jf.
nedenfor.
I brevet til dig er det angivet, fra hvilket tidspunkt refleksionsperioden regnes for dit vedkommende.
Refleksionsperioden er normalt 6 måneder og regnes fra tidspunktet for indgivelse af din ansøgning
om nyt personnummer. Det gælder dog ikke, hvis du inden den 1. september 2014 efter de hidtil
gældende regler har søgt om
 tilladelse til at bære et fornavn, der betegner det modsatte køn,
 tilladelse til at få kønsbetegnelsen X i dit pas, eller
 tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte
I disse tilfælde regnes refleksionsperioden på 6 måneder fra tidspunktet for indgivelse af ansøgning
herom. Har du indgivet ansøgning om to eller flere af de nævnte tilladelser, regnes
refleksionsperioden fra tidspunktet for indgivelsen af den første ansøgning.
Du skal selv efter udløbet af refleksionsperioden sørge for skriftligt at bekræfte din ansøgning over for
CPR-kontoret. Det er en betingelse for, at CPR-kontoret kan tildele dig et nyt personnummer.
Når din skriftlige bekræftelse af ansøgningen om nyt personnummer er modtaget i CPR-kontoret,
tildeler CPR-kontoret dig et nyt personnummer i overensstemmelse med det køn, som du oplever at
tilhøre.
Du bliver orienteret om det nye personnummer pr. brev. CPR-kontoret fremsender samtidig en
registerindsigt i de oplysninger, der er registreret om dig i CPR, herunder både det tidligere tildelte
personnummer, som bliver stående i CPR som historisk, og det nye personnummer, hvorunder nye
oplysninger fremover vil blive registreret.
Du vil automatisk modtage nyt sundhedskort med oplysning om det nye personnummer.
Det nye personnummer giver adgang til udstedelse af nye personlige dokumenter her i landet som
f.eks. pas, kørekort og fødselsattest i overensstemmelse med det nye køn.
2. Hvad betyder det at få tildelt nyt personnummer?
Tildeling af nyt personnummer, som betegner en person af det andet køn, indebærer, at du juridisk
betragtes som en person tilhørende det andet køn.
Det kan have konsekvenser for din retsstilling i forhold til anden lovgivning.
137
Efter navnelovens § 13, stk. 2, må et fornavn f.eks. ikke betegne det modsatte køn i forhold til den, der
skal bære navnet. Hvis dit fornavn ikke er kønsneutralt eller i øvrigt i overensstemmelse med det køn,
du som følge af tildelingen af nyt personnummer anses for at tilhøre, skal du ansøge om ændring af
dit fornavn hos personregisterføre-ren i dit sogn. Transseksuelle og personer, der ganske må
ligestilles hermed, kan under visse betingelser undtages fra kravet om, at et fornavn skal være
kønskorrekt, og på den baggrund kan du således allerede have et fornavn, der er overensstemmende
med kønsangivelsen i dit nye personnummer.
Din juridiske status som far eller mor til et barn efter børneloven ændres ikke, selvom du skifter køn. I
børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig med, og det er således
forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse, der afgør deres rolle i børneloven som enten far,
mor eller medmor. En person, der føder et barn, vil - uanset om den pågældende juridisk er en mand -
være at betragte som barnets mor i børnelovens forstand.
Det kan også nævnes, at værnepligtsloven indebærer, at enhver dansk mand er undergivet
værnepligt. For en mand, der foretager juridisk kønsskifte til kvinde, vil der ske bortfald af værnepligt.
Den omvendte situation indtræder for en kvinde, der foretager juridisk kønsskifte til mand.
Det kan ikke udelukkes, at der kan opstå praktiske problemer eller problemer med at anerkende dit
juridiske køn i særlige sammenhænge. Det gælder f.eks., hvis du efter et juridisk kønsskifte bosætter
dig i et andet land og der søger om statsborgerskab, såfremt det pågældende land ikke anerkender
det juridiske kønsskifte. Det kan også være tilfældet i forbindelse med ansøgning om nyt pas, hvis du
på tidspunktet for det juridiske kønsskifte ikke er dansk statsborger, og statsborgerskabslandet ikke
anerkender det juridiske kønsskifte foretaget her i landet.
3. Særligt om sundhedsområdet
3.1. Kønsspecifikke screeninger og vaccinationer
Når du har fået tildelt nyt personnummer begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, vil du i
CPR fremstå med det køn, du har skiftet til. Du vil derfor blive indkaldt til kønsspecifikke screeninger,
som retter sig mod dette køn.
Omvendt vil du ikke længere blive indkaldt til screeninger, som retter sig mod dit tidligere køn.
Gennemfører du eksempelvis juridisk kønsskifte fra kvinde til mand, vil du ikke længere automatisk
blive indkaldt til f.eks. tilbud om screening for bryst- eller livmoderhalskræft (mammografiundersøgelse
eller celleprøve for livmoderhalskræft).
Du bevarer retten til disse screeningstilbud, men for at gøre brug af dem skal du selv bede din læge
henvise dig til dem. Du kan også rette henvendelse herom til screeningssekretariatet i din
bopælsregion (se regionens hjemmeside).
3.2. Oplys om dit kønsskifte
Når du er tildelt et nyt personnummer, skal du være opmærksom på, at du i visse situationer for en
sikkerheds skyld bør gøre opmærksom på, at du har skiftet køn. Skal du behandles i
sundhedsvæsenet, f.eks. hos lægen eller på hospitalet, kan der i nogle tilfælde opstå risiko for
alvorlige fejl eller mangler i behandlingen, hvis lægen eller hospitalet ikke ved, at du har gennemført et
juridisk kønsskifte, og de derfor ikke har den nødvendige viden til at sikre dig den rigtige behandling.
Du opfordres desuden til at være opmærksom på dine registreringer i sundhedsvæsenet i forbindelse
med tildeling af nyt personnummer ved juridisk kønsskifte.
Eksempelvis overføres en persons saldo ikke automatisk fra det tidligere tildelte personnummer til det
nye, når det drejer sig om tilskud til køb af lægemidler. Du skal derfor selv rette henvendelse til dit
apotek eller til Sundhedsstyrelsen, www.sst.dk, og anmode om, at din saldo i Det centrale
Tilskudsregister (CTR) overføres fra det tidligere tildelte personnummer til det nye. Herved kan de
138
nødvendige ændringer foretages manuelt, således at du ikke ved personnummerskifte skal starte
forfra med CTR-saldoen, der er grundlaget for beregningen af medicintilskuddets størrelse.
4. Hvis du har yderligere spørgsmål
Hvis der i refleksionsperioden opstår spørgsmål, som du ikke kan finde svar på i denne vejledning, er
du velkommen til at rette henvendelse til CPR-kontoret telefonisk på telefon 72 26 97 33. CPR-
kontoret vil om nødvendigt henvise dig til rette myndighed.
139
Bilag 3. Skema til bekræftelse af ansøgning om juridisk kønsskifte for
personer over 18 år
Bekræftelse af ansøgning om nyt personnummer begrundet
i en oplevelse af at tilhøre det andet køn
Undertegnede, personnummer ________________, bekræfter herved overfor Social- og
Indenrigsministeriet, CPR-kontoret, min tidligere indgivne ansøgning om nyt personnummer begrundet
i en oplevelse af at tilhøre det andet køn.
Sagsnummer
(fremgår af ministeriets brev til dig)
Navn
Adresse
Evt. telefonnr.
Dato _____________ Underskrift ____________________________________
Jeg erklærer ved min underskrift, at ovennævnte oplysninger er korrekte.
Det anbefales, at bekræftelsen indsendes ved brug af Digital Post (se www.borger.dk). Hvis Digital Post benyttes kan
blanketten sendes uden underskrift, idet anvendelsen af personligt NemID erstatter underskriften.
140
Bilag 4. Systemmæssige udfordringer i forbindelse med ansøgning om
juridisk kønsskifte for personer over 18 år
Systemudfordringer i forbindelse med tildeling af nyt
personnummer til personer, som oplever sig som tilhørende det
andet køn
Publiceret 03-03-2015
Nyhed
Information om håndtering af opståede systemudfordringer
Ved lov nr. 752 af 25. juni 2014, der trådte i kraft den 1. september blev det muligt for personer,
som oplever at tilhøre det andet køn, at få tildelt nyt personnummer i overensstemmelse hermed.
Der tildeles endvidere fortsat nyt personnummer til transkønnede efter et fysisk kønsskifte.
CPR-kontoret er blevet gjort opmærksom på en række praktiske og it-mæssige udfordringer, som
personer, der får tildelt nyt personnummer som følge af en oplevelse af at tilhøre det modsatte køn,
kan opleve som følge af, at der i forskellige systemer ikke foretages en koblingen mellem det nye
og det tidligere tildelte personnummer.
Da der efter 1. marts 2015 forventes tildelt nyt personnummer i en række sager efter udløbet af den
i loven fastsatte refleksionsperiode på 6 måneder skal CPR-kontoret oplyse følgende:
CPR-systemet er indrettet således, at når en person tildeles nyt personnummer, kobles det nye og
det tidligere tildelte personnummer sammen, ligesom oplysningerne fra det tidligere tildelte
personnummer overføres til det nye, hvorunder nye oplysninger fremover registreres. Dette
indebærer, at oplysninger om det nye personnummer og aktuelle persondata altid er tilgængelige i
CPR, uanset hvordan en bruger tilgår systemet.
Når en person tildeles nyt personnummer i CPR-systemet, sendes der endvidere samme dag besked
til de offentlige og private it-systemer, der aftager data fra CPR.
Der henvises i den forbindelse både til det nye personnummer og det tidligere tildelte
personnummer. Det sker for at de modtagende systemer kan foretage den nødvendige kobling
mellem de to personnumre og sikre, at allerede registrerede oplysninger overføres til det nye
personnummer.
CPR-kontoret kan oplyse, at oplysningerne udsendes i de daglige ændringsudtræk. Oplysningerne
vil fremgå i udtrækket i recordtype 001 (personoplysninger) samt i recordtype 009 (hændelser) med
hændelseskoden P03.
Opståede systemudfordringer i de systemer, som aftager data fra CPR skal løses lokalt i disse
systemers opsætning. Det er således nødvendigt i aftager-systemet at foretage den nødvendige
kobling mellem de to personnumre og drage omsorg for, at allerede registrerede oplysninger
overføres til det nye personnummer.
141
Opleves systemudfordringer i forbindelse med tildeling af nyt personnummer, skal henvendelse
herom rettes til den instans, som varetager administrationen af det pågældende system. Ovenstående
information kan benyttes ved sådanne henvendelser med henblik på den relevante instans
håndtering af opståede systemudfordringer.