Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om grænseoverskridende betalinger i Unionen (kodifikation)

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 17.7.2020
COM(2020) 323 final
2020/0145 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om grænseoverskridende betalinger i Unionen (kodifikation)
(EØS-relevant tekst)
Europaudvalget 2020
KOM (2020) 0323
Offentligt
DA 1 DA
BEGRUNDELSE
1. I forbindelse med Borgernes Europa lægger Kommissionen stor vægt på at forenkle
EU-lovgivningen for at gøre den klarere og lettere tilgængelig for almindelige
borgere, således at de får nye muligheder og kan udnytte de specifikke rettigheder,
som EU-lovgivningen giver dem.
Dette mål kan ikke nås, så længe en lang række bestemmelser, som er blevet ændret
gentagne gange, ofte ganske væsentligt, stadig ikke er samlet, men skal findes dels i
den oprindelige retsakt, dels i senere ændringsretsakter. Det er således nødvendigt at
foretage omfattende undersøgelser af mange forskellige dokumenter, der skal
sammenholdes, før det kan fastslås, hvilke regler der gælder.
Som følge heraf er det af afgørende betydning, at bestemmelser, der ofte er blevet
ændret, kodificeres, hvis EU-lovgivningen skal være klar og gennemsigtig.
2. Den 1. april 1987 besluttede Kommissionen1
derfor at pålægge sine medarbejdere at
kodificere alle retsakter senest efter den tiende ændring af dem, idet den
understregede, at dette er et minimumskrav, og at tjenestegrenene skal bestræbe sig
på at kodificere de tekster, de er ansvarlige for, med endnu kortere mellemrum for at
sikre, at EU-reglerne er klare og lette at forstå.
3. Dette blev bekræftet i formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i
Edinburgh (december 1992)2
, hvori det understreges, at en kodifikation er vigtig,
fordi den giver sikkerhed med hensyn til, hvilke retsforskrifter der gælder vedrørende
et bestemt spørgsmål på et bestemt tidspunkt.
Kodifikationen skal foretages under fuldstændig overholdelse af den normale
procedure for vedtagelse af Unionens retsakter.
Eftersom der ved kodifikation ikke må foretages nogen ændringer af indholdet i de
kodificerede retsakter, har Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i en
interinstitutionel aftale af 20. december 1994 fastsat, at der kan anvendes en
hasteprocedure til hurtig vedtagelse af de kodificerede retsakter.
4. Formålet med dette forslag er at foretage en kodifikation af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende
betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/20013
. Den
nye forordning træder i stedet for de forskellige retsakter, som er indarbejdet i den4
;
forslaget ændrer ikke indholdet af de retsakter, der kodificeres, men er blot en
sammenskrivning af dem, og der foretages kun de formelle ændringer, der er
nødvendige af hensyn til selve kodifikationen.
5. Forslaget til kodifikation er udarbejdet på grundlag af en foreløbig konsolidering
på 24 officielle sprog af forordning (EF) nr. 924/2009 og retsakterne om ændring
heraf, som er foretaget af Kontoret for Den Europæiske Unions Publikationer ved
hjælp af et edb-system. Hvor artiklerne har fået nye numre, vises sammenhængen
mellem de gamle og de nye numre i en tabel i bilag II til den kodificerede forordning.
1
KOM(87) 868 PV.
2
Se bilag 3 til del A i konklusionerne.
3
Opført i lovgivningsprogrammet for 2020.
4
Se bilag I til dette forslag.
DA 2 DA
 924/2009 (tilpasset)
2020/0145 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om grænseoverskridende betalinger i  Unionen  (kodifikation)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om  Den Europæiske Unions funktionsmåde , særlig
artikel  114 , stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til henstilling fra Den Europæiske Centralbank5
,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg6
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
 924/2009
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/20097
er blevet ændret
væsentligt flere gange8
. Forordningen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn
kodificeres.
 924/2009 betragtning 1
(tilpasset)
(2) Af hensyn til et velfungerende indre marked og for at lette den grænseoverskridende
handel i  Unionen  er det afgørende, at gebyrerne for grænseoverskridende
betalinger i euro er de samme som for tilsvarende betalinger inden for en medlemsstat.
5
EUT C […] af […], s. […].
6
EUT C […] af […], s. […].
7
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om
grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001
(EUT L 266 af 9.10.2009, s. 11).
8
Se bilag I.
DA 3 DA
 924/2009 betragtning 5
(tilpasset)
(3) Det er ikke hensigtsmæssigt at anvende princippet om lige store gebyrer for
betalingsinstrumenter, der hovedsagelig eller udelukkende er papirbaserede, som
f.eks. checks, eftersom de i sagens natur ikke kan håndteres så effektivt som
elektroniske betalinger.
 924/2009 betragtning 6
(tilpasset)
(4) Princippet om lige store gebyrer bør finde anvendelse på betalinger, der er påbegyndt
eller afsluttet på papir eller i kontanter og som er blevet behandlet elektronisk i løbet af
betalingskæden, bortset fra checks, samt på alle gebyrer, der er direkte eller indirekte
forbundet med en betalingstransaktion, herunder gebyrer forbundet med en kontrakt.
Indirekte gebyrer omfatter gebyrer for oprettelse af en fast betalingsordre eller gebyrer
for anvendelse af et betalingskort eller debet- eller kreditkort, som bør være de samme
for indenlandske og grænseoverskridende betalingstransaktioner inden for
 Unionen .
 924/2009 betragtning 7
(5) Med henblik på at forebygge, at betalingsmarkedet opsplittes, er det hensigtsmæssigt
at følge princippet om lige store gebyrer. Der bør til dette formål for hver kategori af
grænseoverskridende betalingstransaktion identificeres en indenlandsk betaling med
samme eller meget tilsvarende karakteristika som den grænseoverskridende betaling.
Det bør være muligt bl.a. at anvende følgende kriterier til identifikation af den
indenlandske betaling, der svarer til en grænseoverskridende betaling: den kanal, som
benyttes til at initiere, udføre og afslutte betalingen, automatiseringsgraden, en
eventuel betalingsgaranti, kundestatus og forbindelse med udbyderen af
betalingstjenester eller det betalingsinstrument, der anvendes, som defineret i artikel 4,
nr. 14), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/23669
. Disse kriterier bør
ikke betragtes som udtømmende.
 924/2009 betragtning 8
(tilpasset)
(6) De kompetente myndigheder bør udstede retningslinjer for identifikation af tilsvarende
betalinger, når de finder det nødvendigt. Kommissionen bør, om nødvendigt med
bistand fra Betalingsudvalget der  er oprettet i henhold til artikel 85, stk. 1, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF10
, give passende vejledning
og bistå de kompetente myndigheder.
9
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i
det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU)
nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).
10
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det
indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om
ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT L 319 af 5.12.2007, s. 1).
DA 4 DA
 2019/518 betragtning 4
(tilpasset)
(7) For at det indre marked kan fungere tilfredsstillende og for at  undgå 
ulighederne for brugere af betalingstjenester i medlemsstater i og uden for
euroområdet i forhold til grænseoverskridende betalinger i euro, er det nødvendigt at
sikre, at gebyrer for grænseoverskridende betalinger i euro inden for Unionen bringes
på samme niveau som gebyrerne for tilsvarende nationale betalinger i den nationale
valuta i den medlemsstat, hvor betalingstjenestebrugerens udbyder af
betalingstjenester har hjemsted. En udbyder af betalingstjenester anses for at have
hjemsted i den medlemsstat, hvor denne udbyder sine tjenester til brugeren af
betalingstjenester.
 2019/518 betragtning 5
(tilpasset)
(8) Vekselgebyrerne tegner sig for en betydelig del af de omkostninger, der er forbundet
med grænseoverskridende betalinger, når der anvendes forskellige valutaer i betalerens
medlemsstat og betalingsmodtagerens medlemsstat. I artikel 45 i direktiv
(EU) 2015/2366 stilles der krav om, at gebyrer og den anvendte vekselkurs skal være
gennemsigtige. Nævnte direktivs artikel 52, stk. 3, specificerer oplysningskravene med
hensyn til betalingstransaktioner, der er omfattet af en rammeaftale, og artikel 59,
stk. 2, i nævnte direktiv omfatter oplysningskravene for parter, der tilbyder
valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på salgsstedet. Det er nødvendigt at
 fastlægge  yderligere foranstaltninger med henblik på at beskytte forbrugerne
mod overdrevent høje gebyrer for valutaomregningstjenester og sikre, at forbrugerne
gives de informationer, som de har brug for til at vælge den bedste
valutaomregningsmulighed.
 2019/518 betragtning 6
(tilpasset)
(9)  Disse  foranstaltninger  bør  være passende, hensigtsmæssige og
omkostningseffektive. I situationer, hvor betaleren står over for forskellige
valutaomregningsmuligheder i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør de
oplysninger, der gives, samtidig gøre det muligt at foretage en sammenligning, således
at betaleren kan træffe et informeret valg.
 2019/518 betragtning 7
(10) For at opnå sammenlignelighed bør vekselgebyrer for alle kortbaserede betalinger
udtrykkes på samme måde, nemlig som procentuelle avancetillæg i forhold til de
senest tilgængelige vekselkurser for euro, som Den Europæiske Centralbank (ECB)
har udstedt. Et avancetillæg skal muligvis baseres på en kurs, der beregnes ud fra to
ECB-kurser i tilfælde af en omregning mellem to ikkeeurovalutaer.
DA 5 DA
 2019/518 betragtning 8
(tilpasset)
(11) I overensstemmelse med de i direktiv (EU) 2015/2366 fastsatte generelle oplysninger,
der skal gives om vekselgebyrer, skal udbydere af valutaomregningstjenester
offentliggøre oplysninger om deres vekselgebyrer, før betalingstransaktionen initieres.
Parter, der tilbyder valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på salgsstedet,
bør give oplysninger om deres gebyrer for sådanne tjenester på en klar og tilgængelig
måde, f.eks. ved at angive deres gebyrer ved skranken eller digitalt på terminalen eller
på skærmen i tilfælde af onlinekøb. Ud over de oplysninger, der er omhandlet i
artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366 bør disse parter, før betalingen initieres,
give klare oplysninger om det beløb, der skal udbetales til betalingsmodtageren i den
valuta, som betalingsmodtageren anvender, og det samlede beløb, som betaleren skal
betale i den valuta, som betalers konto føres i. Det beløb, der skal betales i den valuta,
som betalingsmodtageren anvender, bør udtrykke prisen på de varer  eller 
tjenesteydelser, der skal købes, og kan angives ved kassen frem for på
betalingsterminalen. Den valuta, som betalingsmodtageren anvender, er generelt den
lokale valuta, men kan ifølge princippet om aftalefrihed i visse tilfælde være en anden
EU-valuta. Det samlede beløb, som betaleren skal betale i den valuta, som betalers
konto føres i, bør bestå af prisen på varerne eller tjenesteydelserne og vekselgebyrerne.
Begge beløb bør desuden dokumenteres på kvitteringen eller på et andet varigt
medium.
 2019/518 betragtning 9
(12) Med hensyn til artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366, hvor en
valutaomregningstjeneste tilbydes i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør det være
muligt for betaleren at afvise denne tjeneste og i stedet betale i den valuta, som
betalingsmodtageren anvender.
 2019/518 betragtning 10
(13) For at give betalere mulighed for at sammenligne vekselgebyrmulighederne i en
pengeautomat eller på salgsstedet bør betalernes betalingstjenesteudbydere ikke kun
medtage fuldt sammenlignelige oplysninger om de gældende vekselgebyrer på de
vilkår og betingelser, der er fastsat i deres rammeaftale, men bør også offentliggøre
disse oplysninger på en bredt og let tilgængelig elektronisk platform, navnlig på deres
kundewebsteder, på deres websted for netbank og på deres mobilbankapplikation, på
en let forståelig og tilgængelig måde. Dette ville gøre det muligt at udvikle
sammenligningswebsteder for at gøre det lettere for forbrugerne at sammenligne
priser, når de rejser eller handler i udlandet. Betaleres betalingstjenesteudbydere bør
desuden minde betalerne om de gældende vekselgebyrer, når en kortbaseret betaling
foretages i en anden valuta, ved hjælp af bredt tilgængelige og let tilgængelige
elektroniske kommunikationskanaler såsom sms-beskeder, e-mails eller push-
meddelelser via betalers mobilbankapplikation. Betalingstjenesteudbydere bør aftale
den elektroniske kommunikationskanal, hvorigennem de vil tilvejebringe oplysninger
om vekselgebyrer, med betalingstjenestebrugerne under hensyntagen til den mest
effektive kanal til at nå ud til betaleren. Betalingstjenesteudbydere bør også acceptere
DA 6 DA
anmodninger fra betalingstjenestebrugere om at fravælge at modtage de elektroniske
meddelelser, der indeholder oplysninger om vekselgebyrerne.
 2019/518 betragtning 11
(tilpasset)
(14) Regelmæssige påmindelser er passende i situationer, hvor betaleren opholder sig i
udlandet i længere tid, f.eks. hvis betaleren er udstationeret eller studerer i udlandet,
eller hvis betaleren jævnligt benytter et kort til onlinekøb i den lokale valuta. En
forpligtelse til at sørge for sådanne påmindelser ville sikre, at betaleren informeres, når
denne overvejer de forskellige valutaomregningsmuligheder.
 924/2009 betragtning 9
(tilpasset)
(15) Det er væsentligt at lette udførelsen af grænseoverskridende betalinger for udbyderne
af betalingstjenester. I den forbindelse bør standardiseringsbestræbelserne fremmes,
især brugen af det internationale nummer  til identifikation af en betalingskonto 
(IBAN) og  forretningsidentifikationskode  (BIC). Det er derfor
hensigtsmæssigt, at udbydere af betalingstjenester oplyser betalingstjenesternes
brugere om IBAN og BIC for den pågældende konto.
 924/2009 betragtning 10
(tilpasset)
(16) For at garantere, at betalingsbalancestatistikker  inden for rammerne af det fælles
eurobetalingsområde (SEPA)  forelægges løbende, rettidigt og på effektiv vis, bør
det sikres, at lettilgængelige betalingsdata, f.eks. IBAN, BIC og transaktionsbeløbet og
basale, aggregerede betalingsdata for forskellige betalingsinstrumenter fortsat kan
indsamles, hvis ikke indsamlingsprocessen forstyrrer den automatiske gennemførelse
af betalinger og kan gøres helt automatisk. Denne forordning berører ikke
indberetningsforpligtelser til andre politiske formål som f.eks. forebyggelse af
hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme eller til skattemæssige formål.
 924/2009 betragtning 14
(17) De kompetente myndigheder bør have beføjelse til at udføre deres tilsynsopgaver
effektivt og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at
betalingstjenesteudbyderne overholder denne forordning.
 924/2009 betragtning 15
(tilpasset)
(18) For at gøre det muligt at klage og få erstatning i tilfælde hvor denne forordning er
blevet anvendt ukorrekt, bør medlemsstaterne  fastlægge  hensigtsmæssige og
effektive klage- og erstatningsprocedurer til bilæggelse af enhver tvist mellem
betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen. Det er også vigtigt at
udnævne kompetente myndigheder og organer til udenretslig bilæggelse af tvister.
DA 7 DA
 924/2009 betragtning 16
(tilpasset)
(19) Det er afgørende at sikre, at de kompetente myndigheder og organer til udenretslig
bilæggelse af tvister i  Unionen  aktivt samarbejder med henblik på en
gnidningsløs og rettidig bilæggelse af tvister på tværs af landegrænser i relation til
denne forordning. Det bør være muligt for et sådant samarbejde at udformes som en
udveksling af oplysninger om lovgivningen eller den juridiske praksis i deres
jurisdiktioner eller en overdragelse eller overtagelse af klage- og
erstatningsprocedurer, hvis det er relevant.
 924/2009 betragtning 17
(20) Medlemsstaterne bør i deres nationale lovgivning fastsætte sanktioner for manglende
overholdelse af denne forordning, der er effektive, står i et rimeligt forhold til
overtrædelsen og har afskrækkende virkning.
 924/2009 betragtning 18
(tilpasset)
(21) Det ville rumme indlysende fordele at udvide denne forordnings anvendelsesområde
til andre valutaer end euroen, især hvad angår det antal betalinger, der er omfattet. Der
bør derfor fastlægges en notifikationsprocedure, således at medlemsstater, der ikke
benytter euroen som deres valuta, kan lade denne forordning omfatte
grænseoverskridende betalinger, der foretages i deres nationale valuta.
 2019/518 betragtning 12
(22) Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet, Rådet, ECB og Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af reglen om udligning af
omkostningerne ved grænseoverskridende betalinger i euro med omkostningerne ved
nationale transaktioner i nationale valutaer og effektiviteten af de oplysningskrav
vedrørende valutaomregning, der er fastsat i denne forordning. Kommissionen bør
også undersøge yderligere muligheder — og den tekniske gennemførlighed af disse
muligheder — for at udvide reglen om lige gebyrer for alle EU-valutaer og for
yderligere at forbedre gennemsigtigheden og sammenligneligheden af vekselgebyrer
samt muligheden for at aktivere og deaktivere valgmuligheden for at acceptere den
valutaomregning, der tilbydes af andre parter end betalerens betalingstjenesteudbyder.
 924/2009 betragtning 22
(tilpasset)
(23) Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne
 men  kan  snarere  på grund af foranstaltningens omfang eller virkninger
bedre nås på  Unionsplan ;  Unionen  kan derfor træffe foranstaltninger i
overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5  om Den
Europæiske Union . I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte
artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —
DA 8 DA
 924/2009
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Genstand og anvendelsesområde
 518/2019 Art. 1, nr. 1, litra a)
1. I denne forordning fastsættes bestemmelser om grænseoverskridende betalinger og om
gennemsigtigheden af vekselgebyrer inden for Unionen.
 924/2009
2. Denne forordning gælder for grænseoverskridende betalinger, i overensstemmelse med
bestemmelserne i direktiv (EU) 2015/2366, foretaget i euro eller i en af de nationale valutaer i
de medlemsstater, der har meddelt deres beslutning om at udvide denne forordnings
anvendelsesområde til deres nationale valuta, i overensstemmelse med artikel 13.
 518/2019 Art. 1, nr. 1, litra b)
Uanset dette stykkes første afsnit gælder artikel 4 og 5 for nationale og grænseoverskridende
betalinger, som foretages i enten euro eller i en anden national valuta i en medlemsstat end
euroen, og som omfatter en valutaomregningstjeneste.
 924/2009 (tilpasset)
1 518/2019 Art. 1, nr. 2
2 260/2012 Art. 17, nr. 1
3. Denne forordning finder ikke anvendelse på betalinger, som sker mellem udbydere af
betalingstjenester for disses egen regning eller på vegne af andre udbydere af
betalingstjenester.
Artikel 2
Definitioner
I denne forordning forstås ved:
1) »grænseoverskridende betaling«: en elektronisk behandlet betalingstransaktion, som
initieres af en betaler, eller af eller via en betalingsmodtager, og hvor betalerens udbyder af
betalingstjenester og betalingsmodtagerens udbyder af betalingstjenester er beliggende i
forskellige medlemsstater
2) »indenlandsk betaling«: en elektronisk behandlet betalingstransaktion, som initieres af en
betaler, eller af eller via en betalingsmodtager, og hvor både betalerens udbyder af
betalingstjenester og betalingsmodtagerens udbyder af betalingstjenester er beliggende i
samme medlemsstat
DA 9 DA
3) »betaler«: en fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og tillader
en betalingsordre fra denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen betalingskonto, en
fysisk eller juridisk person, der udsteder en betalingsordre
4) »betalingsmodtager«: en fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af de
midler, der indgår i en betalingstransaktion
5) »udbyder af betalingstjenester«: enhver af de kategorier af juridiske personer, som er
omhandlet i artikel 1, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/2366, og fysiske eller juridiske personer
som omhandlet i samme direktivs artikel 32, men ikke de institutter, som er angivet i artikel 2,
stk. 5, nummer 4-23, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU11
, og som har
modtaget dispensation fra en medlemsstat i henhold til artikel 2, stk. 5, i direktiv
(EU) 2015/2366
6) »bruger af betalingstjenester«: en fysisk eller juridisk person, som bruger en
betalingstjeneste enten som betaler eller som betalingsmodtager eller begge dele
7) »betalingstransaktion«: en handling, der initieres af en betaler eller af eller via en
betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til
eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren
8) »betalingsordre«: enhver instruktion fra en betaler eller betalingsmodtager til en udbyder af
betalingstjenester om at gennemføre en betalingstransaktion
1 9) »gebyr«: ethvert beløb, som en betalingstjenestebruger opkræves af en
betalingstjenesteudbyder, og som er direkte eller indirekte forbundet med en
betalingstransaktion, ethvert beløb, som en betalingstjenestebruger opkræves af en
betalingstjenesteudbyder eller en part, der leverer valutaomregningstjenester i
overensstemmelse med artikel 59, stk. 2, i (EU) 2015/2366, for en valutaomregningstjeneste,
eller en kombination heraf 
2 10) »midler«: sedler og mønter, kontopenge og elektroniske penge som defineret i
artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF12

11) »forbruger«: en fysisk person, der handler uden for sin virksomhed som handlende,
erhvervsdrivende eller udøver af et liberalt erhverv
12) »mikrovirksomhed«: en virksomhed, der på det tidspunkt, hvor aftalen om
betalingstjenesten indgås, er en virksomhed som defineret i artikel 1 og artikel 2, stk. 1 og 3, i
bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF13
13) »interbankgebyr«: et gebyr, der betales mellem betalerens og betalingsmodtagerens
udbydere af betalingstjenester for hver enkelt debiteringstransaktion
14) »direkte debitering«: en betalingstjeneste med henblik på at debitere en betalers
betalingskonto, hvor en betalingstransaktion initieres af betalingsmodtageren på grundlag af,
11
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve
virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring
af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176
af 27.6.2013, s. 338).
12
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at
optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan
virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF
(EUT L 267 af 10.10.2009, s. 7).
13
Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder,
små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36).
DA 10 DA
at betaleren har meddelt sit samtykke til betalingsmodtageren, til betalingsmodtagerens
udbyder af betalingstjenester eller til betalerens egen udbyder af betalingstjenester
15) »direkte debiteringsordning«: et fælles sæt regler, praksis og standarder, som er aftalt
mellem udbydere af betalingstjenester med henblik på gennemførelse af direkte
debiteringstransaktioner.
Artikel 3
Gebyrer for grænseoverskridende betalinger og tilsvarende indenlandske betalinger
 518/2019 Art. 1, nr. 3, litra a)
1. Gebyrer, som en udbyder af betalingstjenester opkræver af en bruger i forbindelse med
grænseoverskridende betalinger i euro, skal være de samme som de gebyrer, som denne
udbyder af betalingstjenester opkræver for tilsvarende indenlandske betalinger af samme
værdi i den nationale valuta i den medlemsstat, hvor betalingstjenestebrugerens
betalingstjenesteudbyder har hjemsted.
 518/2019 Art. 1, nr. 3, litra b)
2. Gebyrer, som en udbyder af betalingstjenester opkræver af en bruger af betalingstjenester i
forbindelse med grænseoverskridende betalinger i den nationale valuta i en medlemsstat, der
har meddelt sin beslutning om at udvide denne forordnings anvendelsesområde til sin
nationale valuta i overensstemmelse med artikel 13, skal være de samme som de gebyrer, som
denne udbyder af betalingstjenester opkræver af brugere af betalingstjenester for tilsvarende
indenlandske betalinger af samme værdi og i samme valuta.
 924/2009
3. Ved vurderingen af gebyrniveauet for en grænseoverskridende betaling skal en udbyder af
betalingstjenester med henblik på opfyldelsen af stk. 1 identificere den tilsvarende
indenlandske betaling.
De kompetente myndigheder udsteder retningslinjer for identifikation af tilsvarende
indenlandske betalinger, når de finder det nødvendigt. De kompetente myndigheder
samarbejder aktivt inden for Betalingsudvalget, der er nedsat i henhold til artikel 85, stk. 1, i
direktiv 2007/64/EF, for at sikre sammenhæng mellem retningslinjerne for tilsvarende
indenlandske betalinger.
 518/2019 Art. 1, nr. 3, litra d)
4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på vekselgebyrer.
DA 11 DA
 518/2019 Art. 1, nr. 4
Artikel 4
Vekselgebyrer i forbindelse med kortbaserede transaktioner
1. For så vidt angår de oplysninger, der skal gives om vekselgebyrer og den gældende
vekselkurs, jf. artikel 45, stk. 1, artikel 52, stk. 3, og artikel 59, stk. 2, i direktiv
(EU) 2015/2366, skal betalingstjenesteudbydere og parter, der udbyder
valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på det salgssted, som er omhandlet i
artikel 59, stk. 2, i nævnte direktiv, udtrykke de samlede vekselgebyrer som et procentuelt
avancetillæg i forhold til de senest tilgængelige vekselkurser for euro, der er udstedt af Den
Europæiske Centralbank (ECB). Dette avancetillæg skal oplyses til betaleren, før
betalingstransaktionen initieres.
2. Betalingstjenesteudbydere skal også offentliggøre de avancetillæg, der er omhandlet i
stk. 1, på en forståelig og let tilgængelig måde på en bredt og let tilgængelig elektronisk
platform.
3. Foruden de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal den part, der leverer
valutaomregningstjenesten i en pengeautomat eller på salgsstedet, give betaleren følgende
oplysninger, før betalingstransaktionen initieres:
a) det beløb, der skal betales til betalingsmodtageren i den valuta, som
betalingsmodtageren anvender
b) det beløb, som betaleren skal betale, i den valuta, som betalers konto føres i.
4. En part, der leverer valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på salgsstedet, skal
klart anføre de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, i pengeautomaten eller på salgsstedet.
Før betalingstransaktionen initieres, skal den pågældende part også underrette betaleren om
muligheden for at betale i den valuta, som betalingsmodtageren anvender, og med den
valutaomregning, der efterfølgende udføres af betalerens betalingstjenesteudbyder. De
oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 3, skal også stilles til rådighed for betaleren på et
varigt medium, efter at transaktionen er blevet initieret.
5. Betalerens betalingstjenesteudbyder sender for hvert betalingskort, som er blevet udstedt til
betaleren af betalerens betalingstjenesteudbyder, og som er knyttet til den samme konto,
betaleren en elektronisk meddelelse med de i stk. 1 omhandlede oplysninger uden unødig
forsinkelse, efter at betalerens betalingstjenesteudbyder modtager en betalingsordre ved en
kontanthævning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i en hvilken som helst
EU-valuta, som er forskellig fra den valuta, som betalerens konto føres i.
Uanset første afsnit skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned, hvori
betalerens betalingstjenesteudbyder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme valuta.
6. Betalingstjenesteudbyderen aftaler med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt
tilgængelige og let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er), hvorigennem
betalingstjenesteudbyderen sender den i stk. 5 omhandlede meddelelse.
Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde betalingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at
modtage de i stk. 5 omhandlede elektroniske meddelelser.
Betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at stk. 5 og dette stykke
ikke finder anvendelse helt eller delvist, hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
DA 12 DA
7. De i denne artikel omhandlede oplysninger skal fremlægges gratis og på en neutral og
forståelig måde.
 518/2019 Art. 1, nr. 5 (tilpasset)
Artikel 5
Vekselgebyrer i forbindelse med kreditoverførsler
1. Når en valutaomregningstjeneste tilbydes af betalerens betalingstjenesteudbyder i
forbindelse med en kreditoverførsel som defineret i artikel 4, nr. 24), i direktiv
(EU) 2015/2366, der initieres online direkte ved brug af betalingstjenesteudbyderens websted
eller mobilbankapplikation, skal betalingstjenesteudbyderen, for så vidt angår artikel 45,
stk. 1, og artikel 52, stk. 3, i nævnte direktiv, før betalingstransaktionen initieres, informere
betaleren på en klar, neutral og forståelig måde om de anslåede gebyrer for
valutaomregningstjenester, der gælder for kreditoverførslen.
2. Forud for initieringen af en betalingstransaktion meddeler betalingstjenesteudbyderen på en
klar, neutral og forståelig måde betaleren den samlede anslåede kreditoverførsel i den valuta,
som betalerens konto føres i, herunder eventuelle transaktionsgebyrer og eventuelle
vekselgebyrer. Betalingstjenesteudbyderen skal også oplyse det anslåede beløb, der skal
overføres til betalingsmodtageren i den valuta, som  betalingsmodtagerens  konto
føres i.
 924/2009 (tilpasset)
Artikel 6
Foranstaltninger, der kan lette automatiseringen af betalinger
1. En udbyder af betalingstjenester oplyser, når dette er relevant, brugeren af
betalingstjenester om brugerens  internationale nummer til identifikation af en
betalingskonto  (IBAN) og udbyderen af betalingstjenesters
 forretningsidentifikationskode  (BIC).
Desuden oplyser en udbyder af betalingstjenester, når dette er relevant, om brugeren af
betalingstjenesters IBAN og udbyderen af betalingstjenesters BIC på kontoudtog eller i et
bilag hertil.
En udbyder af betalingstjenester skal give brugeren af betalingstjenester de oplysninger, som
er påkrævet i henhold til dette stykke, gratis.
 260/2012 Art. 17, nr. 3, litra b)
(tilpasset)
2. Udbyderen af betalingstjenester kan opkræve yderligere gebyrer ud over dem, der
opkræves i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, af brugeren af betalingstjenester, hvis
denne bruger pålægger udbyderen af betalingstjenester at gennemføre  en 
grænseoverskridende betaling uden at meddele IBAN og, i hensigtsmæssigt omfang og i
DA 13 DA
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/201214
, den
tilhørende BIC for betalingskontoen i den anden medlemsstat. Disse gebyrer skal være
passende og stå i rimeligt forhold til omkostningerne. De skal være aftalt mellem udbyderen
af betalingstjenester og brugeren af betalingstjenesten. Udbyderen af betalingstjenester skal
oplyse brugeren af betalingstjenesten om størrelsen af de yderligere gebyrer i god tid før, at
brugeren bindes af denne aftale.
 924/2009 (tilpasset)
3. Når det er hensigtsmæssigt i forhold til den pågældende betalingstransaktions art og for så
vidt angår fakturering af varer og tjenesteydelser inden for  Unionen , skal en
leverandør af varer og tjenesteydelser, der accepterer betalinger, som er omfattet af denne
forordning, oplyse sine kunder om sit IBAN og BIC på sin udbyder af betalingstjenester.
Artikel 7
Forpligtelse til at foretage betalingsbalanceindberetninger
 260/2012 Art. 17, nr. 4
(tilpasset)
1. Medlemsstaterne  skal ikke fastsætte  nationale forpligtelser for udbydere af
betalingstjenester til at foretage indberetninger til brug for afregningsbaserede
betalingsbalancestatistikker vedrørende deres kunders betalingstransaktioner.
 924/2009 (tilpasset)
2. Uden at dette berører stk. 1, kan medlemsstaterne indsamle aggregerede data eller andre
relevante lettilgængelige oplysninger, når en sådan indsamling ikke har nogen indflydelse på
udbyderne af betalingstjenesters straight-through processing af betalinger, og udbyderne af
betalingstjenester kan automatisere indsamlingen.
Artikel 8
Kompetente myndigheder
Medlemsstaterne udpeger de kompetente myndigheder, som bærer ansvaret for at sikre, at
denne forordning overholdes.
Medlemsstaterne underretter uden unødig forsinkelse, Kommissionen om ændringer med
hensyn til  de kompetente  myndigheder  som meddelt i overensstemmelse med
artikel 9, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 924/2009 .
Medlemsstaterne pålægger de kompetente myndigheder at overvåge overholdelsen af denne
forordning effektivt samt at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre dens
overholdelse.
14
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og
forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af
forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012 s. 22).
DA 14 DA
Artikel 9
Klageprocedurer for påståede overtrædelser af denne forordning
1. Medlemsstaterne fastlægger procedurer, hvorved brugere af betalingstjenester og andre
interesserede parter kan indgive klager til de kompetente myndigheder over udbydere af
betalingstjenesters påståede overtrædelser af denne forordning.
2. De kompetente myndigheder skal, hvor det er relevant, og uden at dette berører retten til at
indbringe en klage for en domstol i overensstemmelse med nationale retsplejeregler,
informere den part, som har indgivet en klage, om eksistensen af de udenretslige klage- og
erstatningsprocedurer, der er  fastlagt i henhold til  artikel 10.
Artikel 10
Udenretslige klage- og erstatningsprocedurer
1. Medlemsstaterne fastlægger tilstrækkelige og effektive udenretslige klage- og
erstatningsprocedurer til bilæggelse af tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser, der
følger af denne forordning, mellem brugere af betalingstjenester og deres udbydere af
betalingstjenester. Medlemsstaterne udpeger med henblik herpå  de kompetente 
organer.
2. Medlemsstaterne underretter uden unødig forsinkelse, Kommissionen om om ændringer
med hensyn til  de  organer  der er meddelt i overensstemmelse med artikel 11,
stk. 2, i forordning (EF) nr. 924/2009 .
3. Medlemsstaterne kan bestemme, at denne artikel kun gælder for brugere af
betalingstjenester, som er forbrugere eller mikrovirksomheder. Medlemsstaterne skal i så fald
underrette Kommissionen herom.
Artikel 11
Samarbejde på tværs af landegrænser
De forskellige medlemsstaters kompetente myndigheder og organerne med ansvar for
 de  udenretslige klage- og erstatningsprocedurer, jf. artikel 8 og 10, samarbejder aktivt
og hurtigt om at bilægge tvister på tværs af landegrænser. Medlemsstaterne sikrer, at der
finder et sådant samarbejde sted.
Artikel 12
Sanktioner
Medlemsstaterne fastsætter bestemmelserne om sanktioner for overtrædelse af denne
forordning og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf.
 De fastsatte  sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes
grovhed og have afskrækkende virkning.  Medlemsstaterne meddeler uden unødig
forsinkelse, Kommissionen om enhver ændring, der berører de bestemmelser og
foranstaltninger, der er anmeldt i overensstemmelse med artikel 13 i forordning (EF)
nr. 924/2009 .
DA 15 DA
Artikel 13
Anvendelse på andre valutaer end euroen
En medlemsstat, som ikke benytter euroen som sin valuta, og som beslutter at udvide
nærværende forordnings anvendelsesområde til sin nationale valuta underretter
Kommissionen herom. Denne notifikation offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.
Den udvidede anvendelse af denne forordning får virkning 14 dage efter denne
offentliggørelse.
 518/2019 Art. 1, nr. 6 (tilpasset)
Artikel 14
Revision
1. Senest den 19. april 2022 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet, ECB og
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen og virkningen af
denne forordning, som navnlig skal indeholde:
a) en evaluering af den måde, hvorpå betalingstjenesteudbydere anvender nærværende
forordnings artikel 3
b) en evaluering af udviklingen i  antallet af og størrelsen af  gebyrer for
nationale og grænseoverskridende betalinger i medlemsstaternes nationale valutaer
og i euro siden  datoen for  vedtagelsen af  Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/51815
, det vil sige den 19. marts 2019 
c) en evaluering af virkningen af nærværende forordnings artikel 3 om udvikling af
vekselgebyrer og andre gebyrer i forbindelse med betalingstjenester for både betalere
og betalingsmodtagere
d) en evaluering af den anslåede virkning af ændringen af nærværende forordnings
artikel 3, stk. 1, med henblik på at dække alle medlemsstaters valutaer
e) en evaluering af, hvordan udbydere af valutaomregningstjenester anvender de
oplysningskrav, der er fastsat i nærværende forordnings artikel 4 og 5, og den
nationale lovgivning til gennemførelse af artikel 45, stk. 1, artikel 52, stk. 3, og
artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366, og hvorvidt disse regler har øget
gennemsigtigheden af vekselgebyrer
f) en evaluering af, hvorvidt og i hvilken udstrækning udbydere af
valutaomregningstjenester har haft problemer med den praktiske anvendelse af
nærværende forordnings artikel 4 og 5 og den nationale lovgivning til gennemførelse
af artikel 45, stk. 1, artikel 52, stk. 3, og artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366
g) en cost-benefit-analyse af kommunikationskanaler og teknologier, som anvendes af
eller er til rådighed for udbydere af valutaomregningstjenester, og som yderligere
kan forbedre gennemsigtigheden af vekselgebyrer, herunder en evaluering af,
hvorvidt der er visse kanaler, som betalingstjenesteudbydere bør være forpligtet til at
tilbyde i forbindelse med fremsendelsen af de oplysninger, der er omhandlet i
nærværende forordnings artikel 4. Denne analyse skal også omfatte en vurdering af
15
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/518 af 19. marts 2019 om ændring af
forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen
og vekselgebyrer (EUT L 91 af 29.3.2019, s. 36).
DA 16 DA
den tekniske gennemførlighed af en samtidig offentliggørelse af oplysningerne,
 der er omhandlet  i nærværende forordnings artikel 4, stk. 1 og 3, før hver
enkelt transaktion initieres, for alle de valutaomregningsmuligheder, der er
tilgængelige i en pengeautomat eller på salgsstedet
h) en cost-benefit-analyse af indførelsen af muligheden for, at betalere kan blokere den
mulighed for valutaomregning, der tilbydes af en anden part end betalerens
betalingstjenesteudbyder i en pengeautomat eller på salgsstedet, og ændre deres
præferencer i denne henseende
i) en cost-benefit-analyse af indførelsen af et krav til betalerens
betalingstjenesteudbyder om ved leveringen af valutaomregningstjenester i
forbindelse med en individuel betalingstransaktion at anvende den vekselkurs, der
gælder på tidspunktet for initieringen af transaktionen ved clearing og afvikling af
transaktionen.
2. Den rapport, der er omhandlet i stk. 1, skal mindst omfatte perioden fra
den 15. december 2019 til den 19. oktober 2021. Den skal tage hensyn til de særlige forhold,
der gør sig gældende i forbindelse med forskellige betalingstransaktioner, idet der især
sondres mellem transaktioner, der initieres i en pengeautomat og på salgsstedet.
Ved udarbejdelsen af denne rapport kan Kommissionen gøre brug af de data, som
medlemsstaterne har indsamlet i forbindelse med stk. 1.
 924/2009 (tilpasset)
Artikel 15
Ophævelse
Forordning (EF) nr.  924/2009  ophæves.
Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende
forordning  og læses efter sammenligningstabellen i bilag II .
Artikel 16
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft  20 april 2021 .
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formand Formand


DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 17.7.2020
COM(2020) 323 final
ANNEXES 1 to 2
BILAG
til
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om grænseoverskridende betalinger i Unionen (kodifikation)
(EØS-relevant tekst)
Europaudvalget 2020
KOM (2020) 0323
Offentligt
DA 1 DA

BILAG I
Ophævet forordning med oversigt over efterfølgende ændringer
Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 924/2009
(EUT L 266 af 9.10.2009, s. 11)
Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 260/2012
(EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22)
Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/518
(EUT L 91 af 29.3.2019, s. 36)
_____________
DA 2 DA
BILAG II
SAMMENLIGNINGSTABEL
Forordning (EF) Nr. 924/2009 Nærværende forordning
Artikel 1 stk. 1, 2 og 3 Artikel 1 stk. 1, 2 og 3
Artikel 1 stk. 4 –
Artikel 2 Artikel 2
Artikel 3 stk. 1 Artikel 3 stk. 1
Artikel 3 stk. 1a Artikel 3 stk. 2
Artikel 3 stk. 2 Artikel 3 stk. 3
Artikel 3 stk. 4 Artikel 3 stk. 4
Artikel 3a Artikel 4
Artikel 3b Artikel 5
Artikel 4 stk. 1 Artikel 6 stk. 1
Artikel 4 stk. 3 Artikel 6 stk. 2
Artikel 4 stk. 4 Artikel 6 stk. 3
Artikel 5 Artikel 7
Artikel 6 –
Artikel 7 –
Artikel 9, første afsnit Artikel 8, første afsnit
Artikel 9, andet afsnit Artikel 8, andet afsnit
Artikel 9, tredje afsnit –
Artikel 9, fjerde afsnit Artikel 8, tredje afsnit
Artikel 10 stk. 1, første afsnit Artikel 9 stk. 1
Artikel 10 stk. 1, andet afsnit –
Artikel 10 stk. 2 Artikel 9 stk. 2
Artikel 11 Artikel 10
Artikel 12 Artikel 11
DA 3 DA
Artikel 13 Artikel 12
Artikel 14 stk. 1 Artikel 13
Artikel 14 stk. 2 –
Artikel 14 stk. 3 –
Artikel 15 Artikel 14
Artikel 16 Artikel 15
Artikel 17 Artikel 16
– Bilag I
– Bilag II
_____________