DIIS rapporten "Nye sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis - Muligheder og udfordringer for Kongeriget Danmark"

NYE SIKKERHEDSPOLITISKE
DYNAMIKKER I ARKTIS
Muligheder og udfordringer for Kongeriget Danmark
JUNI 2020
DIIS· DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER
Den Arktiske Delegation 2019-20
AD Alm.del - Bilag 9
Offentligt
Analysen er udarbejdet af
Mikkel Runge Olesen
seniorforsker og projektleder, DIIS
Flemming Splidsboel Hansen
seniorforsker, DIIS
Luke Patey
seniorforsker, DIIS
Steen Kjærgaard
militæranalytiker og centerleder, Center for Arktiske Sikkerhedsstudier, FAK
Camilla Tenna Nørup Sørensen
lektor, Center for Arktiske Sikkerhedsstudier, FAK
Rasmus Leander Nielsen
adjunkt, Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet)
Marc Jacobsen
postdoc, Cambridge University
Cecilie Felicia Stokholm Banke
seniorforsker og enhedsleder, DIIS
DIIS · Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 117
2100 København
Tlf: +45 32 69 87 87
E-mail: diis@diis.dk
www.diis.dk
Layout: Lone Ravnkilde
Trykt i Danmark af Eurographic
Alle DIIS publikationer er trykt på Ecolabel og FSC-certificeret papir
ISBN print: 97887-7236-003-4
ISBN pdf: 97887-7236-007-2
DIIS publikationer kan downloades gratis eller bestilles fra www.diis.dk
© København 2020, forfatterne og DIIS
III
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
Indhold
Forkortelser IV
Forord V
Sammenfatning og anbefalinger VII
Indledning: Kongeriget og nye sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis 2
Struktur og forskningsspørgsmål 3
Del 1. De ændrede eksterne rammebetingelser 6
Rusland i Arktis 6
Kina i Arktis 10
USA i Arktis 12
De arktiske institutioner 17
NATO og EU i Arktis 18
NATO 18
EU 20
De små og mellemstore arktiske stater 21
De øvrige nordiske lande 21
Canada i Arktis 22
Opsamling: De ændrede eksterne rammebetingelser 23
Del 2. Kongeriget som aktør i Arktis 28
Danmark 28
Grønland 31
Færøerne 35
Opsamling: Kongeriget som aktør i Arktis 37
Del 3. Kongerigets muligheder og udfordringer samt anbefalinger 42
Noter 45
Appendiks: Kontinentalsokkelproblematikken 50
Litteraturliste 52
IV NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
FORKORTELSER
Arctic 5 De Arktiske Fem, ‘Arctic Five’ (USA, Rusland, Canada, Norge og Kongeriget Danmark)
Arctic 6 De Arktiske Seks, ‘Arctic Six’ (USA, Rusland, Canada, Norge, Kongeriget Danmark og Island)
Arctic 8 De Arktiske Otte, ‘Arctic Eight’ (USA, Rusland, Canada, Norge, Kongeriget Danmark, Island, Finland
og Sverige)
AAU Aalborg Universitet
ADIZ Luftforsvarsidentifikationszone (Air Defence Identification Zone)
AEPS Den Arktiske Miljøstrategi (Arctic Environmental Protection Strategy)
ASFR Arktiske Sikkerhedsstyrkers Rundbord (Arctic Security Forces Roundtable)
ASW Anti-ubådskrigsførelse (Anti-submarine warfare))
BNP Bruttonationalprodukt
BRI ’Belt and Road Initiative’
CETA Handelsaftale mellem EU og Canada (Comprehensive Economic and Trade Agreement)
CHOD Forsvarschef (Chief of Defence)
CLCS FNs Kommission for Kontinentalsoklens Grænse
(UN Commission on the Limits of the Continental Shelf)
DIIS Dansk Institut for Internationale Studier
DoD Forsvarsministerium (Department of Defence)
EU Den Europæiske Union
FAK Forsvarsakademiet
FDI Direkte udenlandske investeringer (Foreign Direct Investments)
FE Forsvarets Efterretningstjeneste
FN De Forenede Nationer
GIUK-gabet Grønland-Island-Storbritannien-gabet (Greenland-Iceland-United Kingdom gap)
KU Københavns Universitet
NATO Den Nordatlantiske Traktatorganisation (North Atlantic Treaty Organisation)
NDAA De amerikanske forsvarslove (The National Defense Authorization Act)
NORAD Nordamerikansk Luftforsvarskommando (North American Aerospace Defense Command)
NORDEFCO Nordisk Forsvarssamarbejde (Nordic Defence Coorperation)
SAO De arktiske staters repræsentanter i Arktisk Råd (Senior Arctic Officials)
FORKORTELSER
V
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
FORORD
I opdrag af 12. december 2019 har Udenrigsministeriet
efterspurgt en analyse af de nye sikkerhedspolitiske
dynamikker i Arktis samt anbefalinger til Kongerigets
håndtering af samme. DIIS har per 6. januar 2020
påtaget sig denne opgave i form af en uafhængig
forskningsbaseret analyse, der udmunder i de
efterspurgte anbefalinger.
I Udenrigsministeriets opdrag efterspørges følgende:
Fokus for analysen ligger på perioden efter Kongerigets
nuværende arktiske strategi fra 2011. Perioden er
præget af både intensiveret geostrategisk og geo-
økonomisk interesse i Arktis såvel som øgede sikker-
hedspolitiske spændinger i og uden for regionen, mellem
særligt USA, Rusland og Kina. Rapporten benytter den
definition af det arktiske område, som er udviklet i Arctic
Human Development Report (AHDR) fra 2004 udgivet i
forbindelse med det islandske formandskab af Arktisk
Råd 2002-2004.1
Definitionen bygger på flere faktorer,
herunder hvilke områder de pågældende stater selv
anser for arktiske. Arktis er her defineret som hele
Alaska, de nordlige dele af Canada og Rusland, hele
Grønland, Færøerne og Island samt den nordlige del af
Norge, Sverige og Finland (se figur 1). Rapporten
anvender betegnelsen ‘Kongeriget’, når der er tale om
Kongeriget Danmark som udenrigs- og sikkerheds-
politisk enhedsaktør. Betegnelsen ‘Rigsfællesskabet’
benyttes, når der er tale om de interne dynamikker
mellem de tre rigsdele Danmark, Grønland og Færøerne.
Rapporten er baseret på eksisterende litteratur og
på offentligt tilgængelige dokumenter suppleret af
interviews med flere end 50 personer foretaget i
Tórshavn, Nuuk og København – praktikere, politikere
og eksperter – i perioden februar 2020 til april 2020.
Hertil kommer enkelte yderligere interviews foretaget
på individuel basis af rapportens områdeeksperter.
Hovedparten af rapportens empiri er indsamlet i februar
og i tidlig marts 2020. Den redaktionelle slutdato for
rapporten var 30. april 2020. Betydningen af corona-
krisen for de sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis er
ikke inkluderet.
Analysen er udarbejdet af en forskergruppe bestående
af seniorforsker og projektleder Mikkel Runge Olesen,
DIIS; seniorforsker Flemming Splidsboel Hansen, DIIS;
seniorforsker Luke Patey, DIIS; militæranalytiker og
centerleder Steen Kjærgaard, FAK; lektor Camilla Tenna
Nørup Sørensen, FAK; adjunkt Rasmus Leander
Nielsen, Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet), postdoc
FORORD
“ Der anmodes om forslag til udarbejdelsen af en dansksproget analyse af de nye
sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis med dertilhørende fokus på de muligheder og
udfordringer, det stiller Kongeriget over for, herunder med konkrete anbefalinger til
Kongeriget ift. udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Analysen bør dels analysere og
belyse den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis, herunder ift. relevante aktører såsom de
arktiske stater, selvstyrende arktiske lande, centrale ikke-arktiske lande, NATO og EU, og
dels pege på, hvordan rigsfællesskabet kan forholde sig til dén nye virkelighed gennem
konkrete tiltag, såsom fx forfølgelse af nye tillidsskabende foranstaltninger mv.
”
(uddrag af opdrag fra Udenrigsministeriet)
VI NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
Marc Jacobsen, Cambridge University samt senior-
forsker og enhedsleder Cecilie Felicia Stokholm Banke,
DIIS. En følgegruppe bestående af lektor Jon Rahbek-
Clemmensen, FAK; lektor Ulrik Pram Gad, AAU; lektor
Jens Christian Svabo Justinussen, Færøernes
Universitet; seniorforsker Kristian Søby Kristensen,
Center for Militære Studier, KU; og seniorforsker Hans
Mouritzen, DIIS, har læst og kommenteret på et tidligt
udkast til rapportens empiriske dele. Forskergruppen er
under arbejdet bistået af studentermedhjælperne Rune
Korgaard, Kasper Arabi og Nina Theodora Heuser
Vester Andersen.
Forfattergruppen vil gerne sige stor tak til de personer
der har stillet deres tid og ekspertise til rådighed i
interviews og workshops med forfatterne, samt til alle
de personer, i København, Nuuk og Tórshavn, samt til
ministerier og myndigheder, der har bistået med
logistisk hjælp i forbindelse med udarbejdelsen af
analysen.
Forskergruppen, DIIS, 30. april 2020
FORORD
GRØNLAND
FÆRØERNE
ISLAND
ALASKA (USA)
CANADA
RUSLAND
SVERIGE
NORGE
FINLAND
DANMARK
Kilde: På baggrund af kort af W.K. Dallmann, Norwegian Polar Institute. Young og Einarsson 2004, s. 18.
Figur 1. En definition af Arktis
Afgrænsing af Arktis brugt i Arctic Human
Development Report (AHDR)
PÅ DENNE BAGGRUND GIVER RAPPORTEN FEM ANBEFALINGER.
KONGERIGET BØR:
VII
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
SAMMENFATNING OG ANBEFALINGER
SAMMENFATNING OG ANBEFALINGER
Rapporten viser, at den nuværende udvikling i Arktis,
der er præget af stormagtsrivalisering mellem Rusland,
Kina og USA, sætter Kongeriget i en svær situation.
Som en lille stat har Kongeriget draget fordel af
perioden med sikkerhedspolitisk lavspænding i Arktis.
Den sikkerhedspolitiske lavspænding er nu under pres.
Det er i Kongerigets interesse at forsøge at værne om
de arktiske fora og samarbejdsrelationer, der har gjort
lavspændingen muligt. Kongeriget må imidlertid også
forholde sig til de nye sikkerhedspolitiske dynamikker i
Arktis. Dette skaber behov for ændrede tilgange både i
forhold til stormagterne og deres interesser i Arktis og i
forhold til samarbejdet i Rigsfællesskabet.
Kongeriget må arbejde på at imødegå bekymrende
russisk og kinesisk adfærd i Arktis. Endnu mere
presserende for Kongeriget er imidlertid at håndtere de
nylige amerikanske reaktioner på russisk og kinesisk
adfærd i Arktis og ikke mindst de nye amerikanske krav
og forventninger til dansk opgaveløsning i regionen,
som følger med. Her bør Kongeriget handle hurtigt og
proaktivt søge at holde kontrol med den amerikanske
politik i forhold til Grønland og Færøerne. Det er i den
forbindelse centralt, at Rigsfællesskabet formår at
opretholde en fælles linje overfor stormagterne.
1 søge at fremme dialogen mellem Rusland og
de andre arktiske stater sideløbende med
Kongerigets og Vestens generelle tilgang til
Rusland efter Ukrainekrisen
2 arbejde på etableringen af et nyt forum, hvori
sikkerhedspolitiske spørgsmål kan drøftes
blandt arktiske stater
3 nøje følge den russiske og kinesiske adfærd
i regionen og arbejde proaktivt med
amerikanerne om at imødegå deres og
Kongerigets bekymringer knyttet hertil
4 fortsætte og styrke den nuværende kurs i
retning af mere inddragelse og informations-
deling mellem Danmark, Grønland og Færøerne
i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål
5 styrke dialogen om at opstille fælles røde linjer
internt i Rigsfællesskabet mht. udenlandske
investeringer i Arktis og Nordatlanten
2
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
INDLEDNING: KONGERIGET OG NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
INDLEDNING: KONGERIGET OG
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE
DYNAMIKKER I ARKTIS
Den sikkerhedspolitiske situation i Arktis er under
forandring. Den primære bagvedliggende drivkraft er
klimaforandringerne, som med isens tilbagetrækning
medfører nye risici samtidig med, at regionen bliver
mere tilgængelig for nye sejlruter, og der opstår nye
muligheder for udvinding af naturressourcer og anden
økonomisk aktivitet. Med dette følger, at stormagterne
– såvel de arktiske stormagter Rusland og USA som
den ikke-arktiske stormagt Kina – tillægger Arktis en
stigende geostrategisk og geoøkonomisk betydning.
Vilkårene for militær aktivitet i regionen er tilsvarende
under forandring. Det medfører omprioriteringer og
tilpasninger i såvel de enkelte stormagters strategier og
aktiviteter i regionen som i deres indbyrdes relationer.
Stormagtsrivaliseringen i Arktis handler ikke ude-
lukkende om regionens interne forhold og dynamikker.
Den handler i lige så høj grad om, hvorvidt og i hvor
stort omfang stormagternes generelle rivalisering
forplanter sig til Arktis.
Dette kom bl.a. til udtryk i den amerikanske uden-
rigsminister Mike Pompeos tale umiddelbart inden
Arktisk Råds ministermøde i Rovaniemi, Finland, i maj
2019, hvor Ruslands og Kinas opførsel både i og
udenfor Arktis blev lagt til grund for USA’s nye
strategiske prioritering af den arktiske region.2
I juni
2019 blev denne nye strategiske prioritering bekræftet
i Pentagons opdaterede arktiske strategi, der i mod-
sætning til den forrige fra 2016 fremhævede, at den
arktiske region potentielt kan anvendes til at facilitere
militære angreb på USA, og at Rusland og Kina er USA’s
strategiske konkurrenter, også i Arktis.3
Selvom den
militære aktivitet i Arktis fortsat ikke er på niveau med
situationen under Den Kolde Krig, pågår en generel
militær opbygning og forøget øvelsesaktivitet i
regionen, der øger mistilliden samt risikoen for
misforståelser og utilsigtede hændelser.4
Det arktiske
samarbejde, særligt under Arktisk Råd, er kommet
under pres.
Ruslands semiofficielle undersøiske flagplantning på
den geografiske nordpol i 2007 gav en tidlig forsmag
på dette. Situationen blev imidlertid afdramatiseret
og håndteret bl.a. ved udarbejdelsen af Ilulissat-
erklæringen, hvori de fem arktiske kyststater i 2008
forpligtede sig på at løse deres territorielle konflikter
fredeligt og i overensstemmelse med international lov.5
Dette var indledningen på en periode fra 2009-2014,
hvor arktisk samarbejde havde særligt gunstige vilkår,
og hvor der både blandt forskere og praktikere var stor
tilslutning til opfattelsen af den arktiske region som en
særlig fredelig region præget af lavspænding. Ifølge
denne ide både kunne og burde Arktis holdes uden for
de konflikter, som stormagterne måtte have andre
steder på kloden. I forskningslitteraturen bliver dette
syn på Arktis som et særligt fredeligt område gerne
omtalt som ‘arktisk ekseptionalisme’.6
Kongerigets
nuværende arktiske strategi, som stammer fra denne
periode (2011), er i høj grad baseret på dette syn. En
stærk prioritering i strategien er således at ”fastholde
Arktis som [en] region præget af fred og samarbejde”.7
Opfattelsen af en sådan ‘arktisk ekseptionalisme’ er
3 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
INDLEDNING: KONGERIGET OG NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
imidlertid blevet svækket i takt med, at det har vist sig
stadig sværere at holde Arktis fri af de stigende
sikkerhedspolitiske spændinger og militære konflikter,
som udspiller sig mellem stormagterne uden for
regionen. Her står bl.a. Ukrainekrisen i 2014 centralt,
da den har haft betydelige negative konsekvenser
for samarbejdsklimaet mellem Rusland og Vesten
generelt, samt besværliggjort dialog og samarbejde i
Arktis særligt inden for sikkerhedspolitik. Hertil kommer
at kommercielt samarbejde især omkring resource-
udvinding er blevet yderst vanskeligt. De vestlige
sanktioner overfor Rusland har besværliggjort konkret
deltagelse af vestlige firmaer i bl.a. olie- og gas-
udvindingsprojekter i det russiske Arktis, mens militært
samarbejde med Rusland i regi af møder mellem de
arktiske forsvarschefer (CHOD) er suspenderet. Endelig
har The Arctic Security Forces Roundtable (ASFR)
siden 2014 holdt møder uden Rusland.8
Hertil kommer
den russiske militære opbygning i regionen over det
seneste årti. Også fra kinesisk side har man set et
større fokus på Arktis de seneste år i form af en skærpet
diplomatisk og økonomisk fremfærd i regionen. Den
kinesiske offensiv har særligt vist sig i form af voksende
kinesisk aktivitet inden for forskning og investeringer i
infrastruktur og udvinding af naturressourcer.
Det er imidlertid især USA’s reaktion på de seneste
udviklinger i den sikkerhedspolitiske situation i Arktis,
der gennem de sidste par år (særligt siden maj 2019)
har tiltrukket sig opmærksomhed. I perioden efter Den
Kolde Krigs afslutning har USA været relativt
tilbageholdende i Arktis. Den amerikanske beslutning
om at opprioritere den diplomatiske og militære
tilstedeværelse i Grønland og mere generelt i Arktis –
mest bombastisk i form af Donald Trumps planer om at
købe Grønland i august 2019 – er derfor et betydeligt
skifte, der også har ført til nye amerikanske krav og
forventninger til primært den militære kapacitet, som
de vestlige arktiske stater skal kunne byde ind med.9
Det er først og fremmest USA’s genfundne strategiske
prioritering af Arktis, som Danmark og de øvrige mindre
arktiske stater vanskeligt kan ignorere.10
STRUKTUR OG FORSKNINGSSPØRGSMÅL
Med afsæt i opdraget fra Udenrigsministeriet (se
forordet) har forskergruppen formuleret tre over-
ordnede forskningsspørgsmål:
■ Hvilke nye sikkerhedspolitiske dynamikker er på spil
i Arktis i dag, og hvad har de af implikationer for
dialog og samarbejde mellem de arktiske stater?
■ Hvilke muligheder og udfordringer stiller de nye
sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis Kongeriget
overfor?
■ Hvordan kan Kongeriget bedst forholde sig til den
nye sikkerhedspolitiske situation i Arktis?
Første skridt til at besvare disse spørgsmål er en
analyse af de ændrede eksterne rammebetingelser,
som Kongeriget står overfor. Dette er fokus for
rapportens del 1. Kongerigets status som udenrigs- og
sikkerhedspolitisk enhedsaktør har de seneste år været
kompliceret af, ikke mindst, færøske og grønlandske
bestræbelser på at opnå større selvbestemmelse og af
aspirationer i store dele af den færøske og den
grønlandske befolkning om fremtidig fuld selv-
stændighed.11
Derfor forudsætter besvarelsen af oven-
stående spørgsmål en afdækning af sammenfaldende
såvel som modstridende interesser internt i
Rigsfællesskabet. Dette er fokus for rapportens del 2.
Sikkerhedspolitik forstås i denne sammenhæng relativt
bredt for at kunne indfange de mange gråzonerne
mellem hjemtagne områder, som fx forskning og
ressourceudvindingpådenenesideogsikkerhedspolitik
på den anden side.12
Rapportens del 3 samler trådene
og fokuserer på de muligheder og udfordringer, som
Kongeriget står overfor, samt præsenterer anbefalinger.
5
MULIGHEDER OG UDFORDRINGER FOR KONGERIGET DANMARK
INDLEDNING
XXX KAPITEL 2
DEL
12 FORSVARSUDREDNING
KAPITEL 2 XXX
6
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER DEL 1
DE ÆNDREDE EKSTERNE
RAMMEBETINGELSER
Denne første del af analysen gennemgår Kongerigets
eksterne rammebetingelser i Arktis. Stormagterne
Ruslands, Kinas og USA’s stigende geostrategiske og
geoøkonomiske prioritering af regionen er i hoved-
fokus, men analysen behandler ligeledes de arktiske
institutioner samt NATO og EU. Ligeledes inddrages en
kort analyse af, hvordan de øvrige mindre arktiske
stater anser og håndterer situationen i Arktis i dag.
RUSLAND I ARKTIS
Arktis spiller en væsentlig rolle i den russiske selv-
forståelse af nation og stat. Regionen har budt på
næsten grænseløs territoriel ekspansion og på
økonomiske muligheder, men den har også stillet de
russiske og sovjetiske ledere over for udfordringer, hvis
løsning var tegn på fremskridt og succes. Under-
tvingelsen af det vanskeligt tilgængelige område blev et
mål i sig selv. Arktis har derfor, som en russisk forsker
formulerer det, ”i århundreder spillet en mytologisk rolle
i den russiske offentlige bevidsthed”.13
Det russiske
Arktis er stort – i såvel absolutte som relative forhold.
Kyststrækningen er på 24.140 km, hvilket svarer til ca.
53 % af den samlede kyststrækning i Det Arktiske
Ocean, og befolkningen er på ca. 2,4 mio. eller ca. 40 %
af den samlede arktiske befolkning.14
Regionen
indeholder fire af de fem største arktiske byer, herunder
Murmansk (ca. 300.000) og Norilsk (ca. 177.000).
Dertil kommer, at regionen tegner sig for ca. 11 % af
Ruslands bruttonationalprodukt [BNP].15
Regionen er dog økonomisk udfordret. Den nuværende
russiske arktiske strategi, der er godkendt af Ruslands
Sikkerhedsråd i december 2019 og underskrevet af
Ruslands præsident Vladimir Putin i marts 2020, løber i
årene2020-2035.Strategienfastlæggerdeoverordnede
prioriteter, hvorfor en lang række russiske aktører nu er
i gang med at formulere og få godkendelse til konkrete
projekter.16
Den administrative forankring er i Ministeriet
for udvikling af Fjernøsten og Arktis, som først i februar
2019 fik tilføjet ‘Arktis’ til sin titel. Bag denne ændring
lå et ønske hos den russiske regering om at styrke
implementeringen af udviklingstiltag i Arktis og at
samtænke initiativer på tværs af de to relativt fattige
regioner.17
Ambitionen er først og fremmest at få vendt
en negativ økonomisk og social udvikling i Ruslands
nordlige egne.
Programmet for udviklingen af det russiske Arktis i
perioden 2020-2035 spænder vidt.18
Tre russiske
prioriteter er af særlig betydning for Kongeriget
Danmark – det drejer sig om udviklingen af Nordøst-
passagen, om adgang til kontinentalsoklen og om
militær oprustning i regionen. Inden der ses nærmere
på disse russiske prioriteter, er det værd at nævne, at
den russiske regering i december 2019 godkendte
landets første plan for klimatilpasning.19
Planen dækker
årene 2020-2022, og den skal ses som et første
forsigtigt forsøg på at komme en mere klimabevidst
russisk offentlighed i møde. Planen advarer om risikoen
for en optøning af permafrosten med store konse-
kvenser for regionens infrastruktur som fx bygninger,
7 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 1 DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER
transportnet og kommunikationslinjer. Samtidig hen-
leder den opmærksomheden på muligheden for at
mindske forbruget af energi til opvarmning foruden ”en
forbedring af issituationen og, som en konsekvens af
dette, forholdene for godstransport i de arktiske have,
[foruden] en lettere adgang til [Ruslands] kontinental-
sokkel i Ishavet”.20
Nordøstpassagen har været et væsentligt tema i
russisk politik i mange år. Forhåbningerne til ruten har
været store. Det har været ambitionen dels, at den skal
gøre Rusland til et knudepunkt for international maritim
transport og cementere landets status som arktisk
stormagt, og dels, at den skal bidrage til at løfte lokal-
samfundene omkring havnene langs ruten. Den
russiske udenrigsdoktrin (2016) gør klart for omverden,
at ”udnyttelsen af [Nordøstpassagen] som en national
transportvej for Rusland i Arktis foruden udnyttelsen af
den til (…) godstransit mellem Europa og Asien er af
afgørende betydning for udviklingen af regionen”.21
Der er en betydelig risiko for, at Ruslands definition af
Nordøstpassagen som en ‘national’ handelsvej fører til
sikkerhedspolitiske spændinger. Rusland har siden
2019 stillet som krav til udenlandske flådefartøjer, at
de skal give et forvarsel på minimum 45 dage inden
sejlads i passagen, og at de undervejs skal gøre brug af
obligatorisk russisk lods.22
Hvis disse krav ikke bliver
efterlevet, vil Rusland forbeholde sig ret til at opbringe
eller sågar neutralisere udenlandske fartøjer. Under
mødet i Arktisk Råd i Rovaniemi i maj 2019 beskrev
USA’s udenrigsminister Pompeo de russiske krav som
”provokerende handlinger” og som ”del af et mønster
med en aggressiv russisk fremfærd her i Arktis”.23
I en
direkte kommentar til Pompeos udmelding gjorde
Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov det igen klart,
at ”[passagen] er en russisk national transportvej”.24
Det
er meget sandsynligt, at USA vil insistere på retten til fri
sejlads i passagen og derfor udfordre de russiske
krav.25
I maj 2018 besluttede Putin at løfte de lidt luftige
forhåbninger til Nordøstpassagen til konkrete mål, da
han beordrede sin regering at sikre en årlig gods-
transport via passagen på minimum 80 mio. tons i
2024.26
Der skal dog betydelige ændringer til, hvis dette
mål skal nås.27
I december 2019 fremlagde den russiske
regering en plan for ”udviklingen af infrastrukturen i
[Nordøstpassagen] i perioden indtil 2035”.28
Planen
omfatter bl.a. udbygningen af eksisterende havne og
lufthavne, udvikling af flere nye skibstyper (inklusive
atomdrevne isbrydere), styrkelse af den understøttende
digitale infrastruktur, af miljøovervågningen og af sø-
redningskapaciteten.29
En del af infrastrukturen bliver
ligeledes udviklet med henblik på militær brug.30
Alle
de nævnte planer er omkostningstunge og ambitiøse.
Det er sandsynligt, at alle vil blive nedjusteret i imple-
menteringsfasen, især pga. underfinansiering.
Ifølge russiske forskere spiller Ruslands adgang til olie
og naturgas i landets eksklusive økonomiske zone i
Arktis en central rolle i planerne for at styrke landets
halvsløje økonomi.31
De mulige reserver i den russiske
zone skønnes at udgøre helt op til 48 mia. tønder råolie
og 43.000 mia. m³ naturgas eller hhv. ca. 14 % og 40 %
af olie- og naturgasreserverne.32
Det er dog endnu ikke
økonomisk rentabelt og teknologisk muligt at udvinde
det hele.33
Men tallene tydeliggør Ruslands interesse i
at udvinde energi i regionen og i at få adgang til en
større del af kontinentalsoklen med de reserver, som
måtte være der. Allerede i 2001 fremlagde Rusland
dokumentation for FN’s Havretskommission for et
krav om at få ret til 1,2 mio. km2
udvidet kontinental-
sokkel i den arktiske region. Dokumentationen blev i
første omgang afvist som utilstrækkelig, og i 2015
indleverede Rusland derfor en revideret ansøgning,
som nu afventer behandling. Det russiske krav er delvis
sammenfaldende med Kongerigets krav.34
I årene 2000-2020 har det russiske forsvar overordnet
set fået tilført betydelige midler og har gennemgået en
omfattende modernisering af sine kapaciteter. Denne
udvikling har også sat sit præg på det russiske Arktis,
som har været højt prioriteret. Via et dekret fra Putin
blev Nordflåden i 2014 udskilt fra det vestlige militær-
distrikt og inkorporeret som ‘Nord’ i den fælles
strategiske kommando med samme status som de
øvrige distrikter.35
På samme tid blev en ny arktisk
kommando med basis i Nordflåden etableret, og den
leder og koordinerer nu den militære indsats i stort set
hele det arktiske område. Denne udvikling skal bl.a. ses
i sammenhæng med det mere konfliktfyldte forhold
mellem Rusland og Vesten efter Ruslands annektering
af Krim i 2014 og Ukrainekrisens start samme år.
8
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER DEL 1
Eksempelvis forklarer en forsker i en af Ruslands
førende militære aviser, at ”efter Krims tilbagevenden til
Rusland begyndte den anden kolde krig faktisk”, og han
forklarer derefter, hvorledes presset fra Vesten har
tvunget Rusland til at omstille og fokusere sine militære
kapaciteter i Arktis også.36
Året 2014 repræsenterer på
denne måde et markant skifte i Ruslands militære
strategi for Arktis.
Rygraden i den arktiske kommando er Nordflåden. I
tilgift til de traditionelle sømilitære kapaciteter råder
flåden bl.a. også over betydelige flykapaciteter og
land- og søbaserede missilforsvarssystemer, ifølge de
russiske myndigheder for at afskrække fly- og missil-
angreb fra nordlig retning. Disse kapaciteter er fordelt
på et efterhånden forholdsvis tætforgrenet net af baser,
som strækker sig langs hele kysten i det russiske
Arktis.37
I Vesten er det især udbygningen af basen
Nagurskoje på Franz Josefs Land, som har vakt opsigt.
Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) startede
Rusland opbygningen af Nagurskoje-landingsbanen i
2017. Denne vil, når opbygningen er færdig, kunne
anvendes til selv de største transport-, bombe- og
antiubådsfly.38
FE vurderer, at Rusland med basen vil
flytte sit forsvar langt ud i Det Arktiske Ocean, og at
russiske fly vil kunne nå fx Thulebasen (Pituffik) fra
Nagurskoje.39
Det russiske forsvar i Arktis har grundlæggende to
opgaver. Den første opgave er at yde beskyttelse til
regionen. Det kan fx dreje sig om afvisning af
udenlandske flådefartøjer og fly eller beskyttelse af
naturressourcer og kritisk infrastruktur, herunder
faciliteter til eksport af olie og naturgas. Den anden
opgave er at yde strategisk beskyttelse til Rusland som
helhed. I denne opgaveløsning indgår mest dramatisk
Nordflådens atomslagstyrke – 2/3 af den russiske
flådes samlede atomslagstyrke – men det kan tillige
dreje sig om fx sikring af russiske fragtskibe langs
internationale handelsruter eller blokade for uden-
landske flådefartøjer i Atlanterhavet, fx i det såkaldte
‘Greenland-Iceland-United Kingdom-gap’ (GIUK-gabet),
der betegner farvandet nord og syd om Island.40
Den
russiske strategi benævnes undertiden ‘bastions-
forsvaret’ og inkluderer forsvarsplaner, der inddrager
dele af de nordiske landes territorier (se figur 2).
Ruslands sømilitære forordning (2017) beskriver en
fremtidig udvikling, hvor ledende stater vil kæmpe om
kontrol over de store fragtruter og adgang til natur-
ressourcer. Dokumentet forudser, at Rusland i de
kommende år vil blive konfronteret med såvel
eksisterende som nye trusler pga. ”bestræbelserne
hos en række stater, først og fremmest USA og dets
allierede, på at dominere verdenshavene, herunder i
Arktis”.41
Tilsvarende taler udenrigsdoktrinen om
”skærpede modsætninger i forbindelse med (…) en
forstærket kamp om ressourcer, adgang til markeder
og kontrol over transportveje”, mens sikkerheds-
doktrinen (2015) advarer om, at denne proces især vil
knytte an til ”udvindingen af ressourcer i verdenshavene
og Arktis”.42
Der er i disse beskrivelser eksempler på
begge de nævnte opgaver for det russiske forsvar i
Arktis.
I forbindelse med den intensiverede kapacitets-
opbygning gennemfører det russiske forsvar stadig
større og skarpere øvelser i det arktiske område.
Øvelserne er meget forskellige og spænder fra redning
over forsvar af det russiske Arktis til projicering
af militær magt på global skala. Især sidst-
nævnte tiltrækker sig opmærksomhed, når Nordflåden
demonstrerer sine ubådskapaciteter. Russiske medier
rapporterer åbent om øvelser i det arktiske område,
hvor ubåde jager hinanden, og hvor missiler affyres.43
Disse øvelser finder bl.a. sted ved GIUK-gabet.
På mødet i Arktisk Råd i Rovaniemi i maj 2019
understregede Lavrov, at ”der er intet grundlag for
konflikter og forsøg på at bringe militære metoder ind i
løsningen af hvilke som helst spørgsmål, som måtte
opstå her”.44
Ruslands militære udvikling i regionen –
herunder deployering og øvelsesmønster – giver dog
anledning til uro blandt de øvrige arktiske stater og sår
berettiget tvivl om Ruslands fredelige hensigter i
regionen. Det skal dog samtidig erindres, at der er et
stærkt element af symbolik i udviklingen. Den
dominerende politiske fortælling i Rusland insisterer på
en næsten akut trussel fra Vesten – især fra USA – og
det er vanskeligt for det nuværende styre at opretholde
denne fortælling uden tilhørende handling, herunder et
aktivt og meget synligt ‘forsvar’ af det tidligere militært
nedprioriterede Arktis.
9 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 1 DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER
BASTIONSFORSVARET
BASTIONEN
RUSLAND
FINLAND
NORGE
SVERIGE
ISLAND
STORBRITANNIEN
ESTLAND
Kilde: Ekspertgruppen for forsvaret av Norge 2015
Figur 2. Det russiske bastionforsvar
10
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER DEL 1
Russiske politikere og forskere knytter gerne den brede
fortælling om Vestens trussel mod Rusland til Vestens
specifikke – og igen især USA’s – politik i Arktis.45
Udviklingen i USA’s strategiske tilgang til Arktis er
blevet mødt med udbredt kritik i Rusland. Eksempelvis
hævdedetalskvindenforRuslandsudenrigsministerium
i juni 2019, at det var ”USA’s hensigt at udfordre Rusland
i Arktis”, og at det vidnede om en forandret amerikansk
tilgang til regionen, hvor ”den dominerende linje er en
transformation af regionen til en arena for militære
handlinger og en eskalation af spændingsniveauet”.46
Ruslands politik i Arktis indeholder et betydeligt konflikt-
potentiale. Såvel Nordøstpassagen som kontinental-
soklen rummer følsomme spørgsmål om suverænitet
og indtægter til forholdsvis fattige lokalområder og til
en halvtom russisk statskasse. Samtidig er Arktis fuld
af symbolik for det russiske folk. Det er deres velkendte
baghave, som de tidligere har haft lidt for sig selv, men
nu blander andre aktører sig med andre interesser.
Samtidig er det vigtigt at tilføje, at Rusland også fortsat
understreger nødvendigheden af arktisk dialog og
samarbejde. Sikkerhedsdoktrinen taler om ”den særlige
betydning af udviklingen af et ligeværdigt og gensidigt
fordelagtigt samarbejde i Arktis”, mens udenrigs-
doktrinen insisterer på, at ”Rusland fører en linje rettet
mod bevarelse af fred, stabilitet og et konstruktivt
internationalt samarbejde i Arktis”.47
Russiske politikere
peger på Arktisk Råd som den mest oplagte platform
for disse bestræbelser. Det er holdningen, at rådet
meget gerne må udvikle en bredere dagsorden,
herunder sågar med militære emner, men også at
organisationen skal forblive et forum for de arktiske
stater.48
Set fra Rusland skal der ikke tildeles pladser i
rådet til ikke-arktiske stater som fx Kina, men i stedet
bør de arktiske stater gøre fælles front for at forsvare
forrangen for deres interesser i Arktis (se faktaboks 1).49
KINA I ARKTIS
Kina er den eneste af de her behandlede stormagter
uden arktisk territorium, og derfor gør Kina en del ud
af at legitimere sine interesser og tilstedeværelse i
regionen. Samtidig taler Kina imod opfattelsen af
Arktis som en særlig region, hvor kun arktiske stater
har rettigheder. Beijing søger at italesætte Kina som en
”nær-Arktis-stat” og en ”vigtig interessent i arktiske
anliggender” med ret til udvinding af ressourcer, adgang
til søruter og med et selverklæret ansvar for at ”vare-
tage sikkerheden og stabiliteten” i regionen.50
Andre
ikke-arktiske stater som fx Frankrig og Storbritannien
forsøger på lignende vis at legitimere deres arktiske
engagement.51
Kina er imidlertid en stormagt, og udgør
verdens næststørste økonomi med et omfattende
diplomatisk korps og et magtfuldt militær. Derfor er
Kinas kapacitet til at fremme en sådan dagsorden i en
liga for sig og kan mere direkte udfordre de etablerede
arktiske stormagter USA og Rusland samt de arktiske
institutioner. USA har allerede reageret imod denne nye
udvikling (se USA-afsnittet), mens det russisk-kinesiske
forhold i Arktis er præget af samarbejde dog med
underliggende spændinger (se faktaboks 1).
Faktaboks 1.
Vestens Ukrainerelaterede sanktioner over for Rusland
har styrket Putin-regeringens ”Pivoting to Asia”-initiativ,
der oprindeligt blev lanceret i 2013. Investeringerne er
især kommet fra Kina, bl.a. til storstilede naturgas-
projekter på Yamal-halvøen i Sibirien. Det har videre ført
til kinesiske investeringer i udbygning af områdets
infrastruktur. Nordøstpassagen er således efterhånden
helt inkorporeret i Beijings ”polare silkevej”. På trods af
den russisk-kinesiske tilnærmelse i Arktis, eksisterer der
dog fortsat en generel uvilje i Moskva imod at lukke
Kina ind i Arktis. Rusland har generelt også vanskeligt
ved at acceptere, at Kina i økonomiske termer er
Rusland langt overlegen, samt også teknologisk og
militært begynder at overhale Rusland. Beijing har
imidlertid været dygtig til at forsikre og berolige Moskva
og respektere russiske nationale interesser og Ruslands
behov for – særligt i en indenrigspolitisk kontekst – at
fremstå som en stormagt.
KINESISK-RUSSISK SAMARBEJDE I ARKTIS52
11 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 1 DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER
Den mere offensive og selvsikre kinesiske linje, som
lægges frem i det første officielle kinesiske strategiske
dokument om Arktis fra januar 2018, er en nyere
udvikling. For et årti siden udviste Kina kun en
beskeden interesse i regionen med fokus mere
snævert på forskningsinteresser, mens kommercielle
og strategiske, inkl. militære, interesser blev nedtonet.53
Dette har imidlertid ændret sig, og Beijing står i højere
grad ved, at landet har en bredere palet af interesser
i regionen. Dette gælder bl.a. den såkaldte ‘polare
silkevej’ – dvs. de arktiske søruter – som siden
sommeren 2017 har indgået i præsident Xi Jinpings
store geoøkonomiske og geostrategiske satsning om
at forbinde Europa og Asien tættere med Kina som
krumtap, det såkaldte ‘Belt and Road Initiative’ fra 2013
(BRI).54
Forskning har længe udgjort en kerne i Kinas arktiske
interesser og aktiviteter.55
Den kinesiske forskning i
Arktis har særligt fokus på, hvordan klimaforandringer
og stigende temperaturer i Arktis påvirker Kina og
landets kystlinje.56
Siden 1999 har Kinas isbryder Xue
Long, Snedragen, foretaget regelmæssige ekspeditioner
til Arktis.57
I 2004 etablerede Kina i lighed med en række
andre lande en forskningsstation på Svalbard.58
Kinas
forskningsmæssige tilstedeværelse i Arktis er vokset
i løbet af de seneste år. I 2016 etablerede Kina en
jordbaseret satellitstation i den svenske by Kiruna.59
To
år senere åbnede Kina et fælles forskningscenter og
observatoriumiIslandtilstøtteforforskningvedrørende
nordlys, atmosfæren, gletsjere og fjernmåling.60
Kinas
anden isbryder, Xue Long II, Snedragen II, der er bygget i
samarbejde med den finske skibsbygger Aker Arctic,
blev lanceret i 2019, og landet er i gang med at udvikle
en ny tung isbryder og er ivrig efter at konstruere en
atomdrevet isbryder i samarbejde med Rusland.61
Kommercielle interesser, særligt hvad angår arktiske
naturressourcer, udgør en anden vigtig drivkraft
for Kina i Arktis. Med sin hidtil mest omfattende
investering har Kinas største olieselskab, det stats-
ejede China National Petroleum Corporation, og Kinas
Silkevejsfond opnået en andel i naturgasprojekterne på
Yamal-halvøen i Sibirien.62
Hertil kommer kinesiske
mineinteresser i Arktis, der bl.a. har fokus på jernmalm,
kobber, nikkel, zink og sjældne jordarter, som er vigtige
for produktionen af en bred vifte af højteknologiske
produkter. Kina anser udvindingen og raffineringen af
sjældne jordarter i Kina for at være en strategisk
industri og har begrænset de udenlandske investeringer,
mens kinesiske selskaber samtidigt opfordres til at øge
deres investeringer i udlandet.63
Kinesiske statsejede selskaber – særligt inden for
shipping og konstruktionsbranchen, som China
Communications Construction Company (CCCC) –
forsøger ligeledes at engagere sig mere i den
infrastrukturelle udvikling i Arktis, hvor også arktiske
stater såvel som eksempelvis Grønland, aktivt opsøger
kinesiske selskaber og søger at tiltrække kinesiske
investeringer.64
Fiskeri er et andet stort emne for Kina i
Arktis. Norge, Grønland, Færøerne og andre ser Kina
som et nyt stort marked for eksport af fisk og skaldyr.
Kina overgik for nyligt Japan som den tredjestørste
globale fiske- og skaldyrsimportør efter EU og USA.
Kina fastholder, at landet er opsat på at overholde den
internationale lovgivning, der er gældende for Arktis,
så som FN’s Havretskonvention.65
Der er forskellige
fortolkninger af den internationale lovgivning, og visse
kinesiske forskere forsøger forsigtigt at præge
udviklinger i regionen ved at fremme fortolkninger, som
bedst tilgodeser Kinas interesser.66
Det gælder ikke
mindst i forhold til, hvorvidt de arktiske stater har ret til
udvidet kontinentalsokkel under Det Arktiske Ocean,
hvilket vil betyde, at ikke-arktiske stater som Kina
ikke vil få lige adgang til området og dets uudnyttede
ressourcer.67
Der er ligeledes adskillige kinesiske
forskere, der argumenterer for, at Kina på linje med
USA har interesse i at sikre henholdsvis Nordvest-
passagens og Nordøstpassagens status som inter-
nationale stræder i strid med Canada og Rusland, der
ser stræderne som deres territoriale farvande.68
Det er
imidlertid ikke fortolkninger eller synspunkter, som
Beijing åbent presser på for i interaktionen med de
arktiske stater eller i arktiske institutioner og fora. Det
kan hænge sammen med, at det i givet fald ville svække
Kinas position i forhold til eksempelvis strædet mellem
øen Hainan og det kinesiske fastland.69
Det er velkendt,
at stormagter – og særligt såkaldte opstigende
stormagter – ofte vil søge at præge fortolkninger af
eksisterende international lov og ret samt normer og
praksisser i det internationale system, så de bedre
afspejler og tilgodeser deres interesser.70
Det må
12
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER DEL 1
således forventes, at Beijing i de kommende år mere
proaktivt vil søge at præge internationale institutionelle
og juridiske rammer i Arktis.71
Overlappene mellem Kinas forskningsmæssige,
kommercielle, strategiske og militære interesser ses
ikke mindst i forhold til de kinesiske forsknings-
ekspeditioner i Det Arktiske Ocean, der bl.a. har til
formål at kortlægge den arktiske havbund og akustik.
Ekspeditionerne har reel forskningsmæssig interesse,
men giver også vigtige informationer, der kan for-
berede en fremtidig kinesisk flåde- og ubådsaktivitet i
området.72
Kinas jordbaserede satellitstationer aktiverer
samme ‘dual use’-problematik. Satellitstationer indgår i
det kinesiske navigationssystem BeiDou, som er Kinas
svar på USA’s GPS-system og Europas Galileo-system,
og ligesom USA’s militær bruger GPS, vil Kinas militær
bruge BeiDou til fx overvågning og advarselssystemer
samt til målretning af våbensystemer.73
I takt med, at aktiviteter relateret til shipping og
ressourceudvinding øges, og de infrastrukturelle forhold
i Arktis forbedres, bliver regionen også vigtigere for
Kina i strategisk øjemed. Via forsyninger af olie og gas
fra det russiske Arktis kan Kina gradvist differentiere og
mindske sin afhængighed af energileverancer fra Den
Persiske Golf. Samtidig kan en fremtidig kommerciel
brug af de arktiske søruter mindske Kinas afhængighed
af at transportere kritiske leverancer, herunder energi,
via strategiske sårbare stræder som Malaccastrædet
og Suezkanalen. Begge er præget af ustabilitet i de
omkringliggende lande, pirateri samt en fortsat
dominans af den amerikanske flåde.
Kinas militære interesser i Arktis er ikke nævnt
udtrykkeligt i den officielle kommunikation, som
også primært er målrettet et udenlandsk publikum.74
Dele af forskningslitteraturen fremhæver militære
perspektiver i forhold til Arktis som vigtige driv-
kræfter for Kinas voksende engagement i regionen.75
Andre forskere afviser imidlertid denne tilgang som
‘alarmistisk’.76
Ikke desto mindre kan det på baggrund
af Kinas massive militære modernisering i løbet af det
seneste årti, sammen med landets bestræbelser på at
få en global militær tilstedeværelse og opnå militær
styrke i verdensklasse i midten af det 21. århundrede,
forventes at Kina i fremtiden vil øge sin strategiske
og militære interesser og aktiviteter i Arktis. Dette
fremhæves som nævnt ovenfor også i FE’s Risiko-
vurdering fra 2019, hvori det, også med klar henvisning
til ‘dual use’-problematikken, fremgår: ”Området (Arktis)
har indtil for få år siden sandsynligvis ikke været højt
prioriteret af det kinesiske militær. Dette er ved at ændre
sig, og Kinas militær søger nu at styrke sin viden om
Arktis. Det er sandsynligt, at en del af Kinas opbygning
af viden om Arktis og kapacitet til at operere i Arktis vil
foregå i samarbejde mellem civile og militære aktører.”77
Kina er først og fremmest optaget af den sikkerheds-
politiske dynamik i Østasien, hvor Taiwan Strædet, det
Østkinesiske Hav og det Sydkinesiske Hav har første-
prioritet. Beijing har derfor allerede investeret massivt i
moderne ubåde og krigsskibe for at udfordre den
amerikanske flådes dominans i Østasien.78
En arktisk
militær tilstedeværelse kan imidlertid også forbedre
Kinas muligheder for at imødegå USA’s militær i
Østasien.79
Kinesiske nukleare ubåde vil således ikke
skulle sejle særligt langt mod vest i Det Arktiske
Ocean, før deres missiler vil kunne nå ikke alene USA,
men også Rusland og Europa.80
Det kan dermed ikke
afvises, at Kinas militære tilstedeværelse i Arktis vil
vokse i de kommende år.81
USA I ARKTIS
USA’s interesser i Arktis falder helt overordnet i tre dele:
hensynet til staten Alaska, Arktis i klimaperspektiv og
endelig den overordnede geostrategiske værdi af Arktis
for USA. Historisk har vægtningen mellem disse tre
fluktueret, og særligt de seneste 1-2 år er fokus for
alvor sat på geostrategien. USA har ofte i litteraturen
været omtalt som den tøvende arktiske stat.82
Det var
eksempelvis først i 2011, at USA, med daværende
udenrigsminister Hillary Clinton, for første gang deltog i
Arktisk Råds to-årlige ministermøde på minister-
niveau. Og selvom Obama-administrationen gradvist
øgede fokus på Arktis, var det primært klima, fiskeri og
søredning samt fastholdelse af lavspænding og
samarbejde, der stod på dagsordenen. Kimen til
Trump-administrationens geostrategiske tilgang til
Arktis spores i såvel USA’s overordnede nationale
sikkerhedsstrategi fra 2017 som i USA’s nationale
forsvarsstrategi fra 2018. Disse indeholder således et
klart fokus på stormagtsrivalisering med Rusland og
Kina som USA’s primære modstandere.83
Dette
13 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 1 DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER
Figur 3. Sammenligning af Pentagon’s Arktis-strategier fra 2016 og 2019
gentages i den amerikanske kystvagts strategi fra
november 2018, som i relation til Arktis påpeger, at
regionen gradvist tiltrak mere opmærksomhed fra de
to rivaliserende stater.84
Ikke desto mindre tog udviklingen i den amerikanske
geostrategiske tilgang til Arktis for alvor fart med USA’s
udenrigsminister Pompeos tale umiddelbart inden det
Arktiske Råds ministermøde i Rovaniemi, Finland, i maj
2019. Med Pompeos ord ser USA i dag Arktis som ”en
region karakteriseret af magtpolitik og konkurrence”.85
I
juni 2019 udkom en opdatering af Pentagons arktiske
strategi. Mens strategien ganske vist indeholder en
henvisning til USA’s fortsatte ønske om en arktisk
region præget af samarbejde, fokuserer den på, at
sikkerhedssituationen i Arktis, set fra Washington, er
under forværring. Som det fremgår af strategien, udgør
Arktis en ”potentiel vektor for angreb på både [det
amerikanske] hjemland samt på USA’s evne til at
projektere magt”.86
Sammenlignes Pentagons strategi
fra 2019 med den tidligere strategi fra 2016, står
det klart, at fokus og tonen er skiftet på en række
fundamentale områder. Hvor den gamle strategi
fremhæver klima og lavspænding, er fokus nu i langt
højere grad på Arktis i et geostrategisk perspektiv,
herunder på den overordnede stormagtsrivalisering
med Kina og Rusland og i forlængelser heraf på USA’s
nationale sikkerhed og sikring af USA’s militære
interesser i regionen (se figur 3).
Dette skifte er formodentlig kommet for at blive.
Selvom de demokratiske vælgere gennemsnitligt
er en smule mindre kritiske overfor Kina end de
republikanske, så er flertallet selv blandt demokratiske
vælgere ikke desto mindre kritisk overfor Kina.87
Den
demokratiske præsidentkandidat Joe Biden har udtalt
sig relativt utvetydigt om en fast linje overfor Rusland
og Kina88
og bebudet en imødegåelse af russisk
militarisering af Arktis.89
Omend Biden generelt har lagt
op til en ændring i udenrigs- og sikkerhedspolitikken i
retning af større inddragelse af USA’s allierede,90
er
der ikke umiddelbart noget, der tyder på, at en ny
administration skulle gøre nævneværdigt op med
Trump-administrationens geostrategiske tilgang til
Rusland og Kina i Arktis.
2016 DOD STRATEGY 2019 DOD STRATEGY
Rusland Bekymring over russisk adfærd uden-
for Arktis, men ser få tegn på russisk
aggression i Arktis.
Bekymring over Rusland som en
udfordring i Arktis og som en mulig
trussel imod selve USA.
Kina Intet fokus. Bekymring over Kina som en ud-
fordring i Arktis og som en mulig
trussel imod selve USA.
Konfliktpotentiale Arktis er stadig generelt præget af
samarbejde.
Det umiddelbare konfliktpotentiale er
stadigt lavt, men sikkerhedssituationen
er under forværring.
Alvorligste udfordring Uenigheder om Nordøst- og Nordvest-
passagen. På langt sigt desuden at
den øgede økonomiske og strategiske
betydning af regionen kan lede til
konflikt.
Arktis som potential vektor for angreb
på selve USA.
Overordnede strategiske mål At imødegå usikkerhed med rod i
regionens stigende geostrategiske
betydning.
At styre den militære aktivitet i
regionen for at undgå konflikt samt at
opbygge tilstrækkelige kapabiliteter til
at afskrække strategiske konkurrenter
fra at true amerikanske interesser.
14
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER DEL 1
Som det fremgår af figur 2, begrundes den ændrede
amerikanske tilgang til Arktis igennem de seneste år
især med Ruslands og Kinas ageren i og udenfor Arktis.
Mht. Rusland henvises til den øgede russiske militære
aktivitet i regionen, hvor særligt tre forhold bevirker,
at USA anser dette som potentielt revisionistisk og
dermed som en trussel. For det første de nye
meget nordlige russiske militære installationer, fx
Nargurskoya-basen, hvorfra amerikanske militære
installationer, bl.a. Thulebasen, kan rammes.91
For det
andet Ruslands insisteren på Nordøstpassagen som
russisk territorialfarvand.92
Og for det tredje, at russiske
flådeenheder, særligt ubåde, søger transit gennem
GIUK-gabet for dermed at operere i Nordatlanten.93
Samtidig anerkender USA dog også, at Rusland har
legitime interesser i Arktis.94
USA’s bekymring for
Rusland i Arktis handler dog ikke kun om regionale
dynamikker, men kædes i høj grad sammen med
en generel forværring i USA’s relation til Rusland og
stor amerikansk mistro særligt foranlediget af russisk
adfærd i Ukraine – når Rusland kan se stort på folke-
retten i Ukraine, hvad skulle så forhindre dem i at se
stort på folkeretten i Arktis, lyder et af argumenterne.95
Det er imidlertid Kina, som Washington opfatter som
den primære udfordring på den lange bane både i Arktis
og på global skala.96
Ligesom det er tilfældet med
Rusland, handler den amerikanske bekymring for Kina
i Arktis i lige så høj grad om den overordnede
amerikansk-kinesiske stormagtsrivalisering som om
specifikke arktiske forhold. Arktis er derfor en region
blandt flere, hvor stormagtsrivaliseringen mellem USA
og Kina udspiller sig i disse år og fastlægger de over-
ordnede rammer for økonomiske, politiske/diplo-
matiske og militære udviklinger i regionen. USA’s
erfaringer med Kina andre steder i verden spiller ind på
deres syn på Kina i Arktis. Således advares der fra
amerikansk hold om, at Kina følger en taktik i Det
Arktiske Ocean lignende den, der er bag den gradvise
opbygning af kinesisk militær tilstedeværelse i det
Sydkinesiske Hav.97
I den seneste analyse af det
kinesiske militær fra Pentagon advares ydermere
om en fremtidig tilstedeværelse af kinesiske atom-
bevæbnende ubåde i Det Arktiske Ocean.98
USA er derudover særligt bekymret for den kinesiske
interesse for Island og Grønland, som i amerikansk
optik anses for mest sårbare overfor kinesisk på-
virkning. Helt konkret går bekymringen især på, at de
små arktiske nationer relativt hurtigt kan komme i et
økonomisk afhængighedsforhold til Kina, særligt som
følge af kinesiske lån.99
Hertil kommer, at kinesiske
forskningsmæssige aktiviteter rummer potentiale for
militær anvendelse, dvs. ‘dual use’-problematikken.100
Den amerikanske arktiske strategi har derfor et
stærkt fokus på at begrænse Kinas tilstedeværelse
og indflydelse i regionen. Hvor Washington således
anerkender Ruslands status som en arktisk aktør,
afviser USA i utvetydige vendinger at anerkende Kina
som en ‘nær-arktisk stat’.101
Hvad angår nye konkrete amerikanske tiltag i Arktis,
giver Pentagons opdaterede strategi kun en begrænset
indsigt i, hvordan USA planlægger at imødegå de
identificerede trusler og risici – det er generiske
fraseringer om fx at “understøtte elastisk infrastruktur”,
“raffinering af arktisk viden” og “muliggøre domæne-
bevidsthed”, der er medtaget.102
I modsætning hertil er
de amerikanske forsvarslove (NDAA) mere operationelt
orienterede, og siden 2014 er Arktis’ aftryk heri øget, og
lovene angiver en række konkrete amerikanske tiltag i
regionen (se faktaboks 2).
I februar 2019 lancerede USA og Island en såkaldt
‘Iceland Economic Dialogue’ med det formål at lette
adgangen til amerikansk handelssamarbejde og inve-
steringer.103
I den sammenhæng er lov 1260E fra den
nye 2020 forsvarslov interessant, idet den afkræver en
vurdering af mulighederne for at etablere en arktisk
udviklingsbank, formodentligt for bredere i regionen at
kunne tilbyde et alternativ til kinesiske investeringer
og lån. I april 2020 annoncerede den amerikanske
ambassadør Carla Sands, at USA var klar til at finansiere
en hjælpepakke på ca. 83 millioner kr. til Grønland.104
Endelig er en række amerikanske forsvarspolitiske
initiativer blevet iværksat. Således lykkedes det endeligt
i februar 2019 for den amerikanske kystvagt at få
bevilliget penge til nye amerikanske isbrydere.105
Hertil
kommer udviklingen af NORAD-samarbejdet med
Canadavedrørendeovervågningafdetnordamerikanske
landområde. USA har ydermere styrket sin rolle i det
15 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 1 DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER
transatlantiske arktiske samarbejde, hvilket bl.a. er
kommet til udtryk gennem den amerikanske ud-
stationering af marinesoldater i Trøndelag i Norge på
rotationsbasis samt opmagasineret materiel.106
USA
har ligeledes genaktivereret tre-nationssamarbejdet
med Norge og Storbritannien med maritime patrulje-
flysoperationer, bl.a. fra den genaktiverede flybase på
Keflavik-lufthavnen på Island, og senest er der
rapporteret om amerikansk interesse for at operere
militært fra den norske flybase på den nordlige øgruppe
Jan Mayen.107
I forbindelse med NATO Trident Juncture-
øvelsen i 2018 trænede USA’s flåde for første gang i
over 25 år at operere en hangarskibsgruppe nord for
polarcirklen.108
Faktaboks 2.
Det mest markante militære udtryk for USA’s kurs-
ændring er imidlertid (gen)oprettelsen af en flådestyrke
– Second Fleet (den anden flåde) – for Nordatlanten
med et geografisk ansvarsområde fra det nordøstlige
USA og til Nordpolen.110
Second Fleets arbejds-
opgaver inkluderer at skabe et maritimt- og luftmilitært
situationsbillede samt at detektere og bekæmpe
fremmede flådestyrker og andre militære mål og
dermed bidrage til forsvaret af det amerikanske
territorium. Sideløbende overvejer den amerikanske
flåde at gennemføre ‘freedom of navigation’-operationer
(FONOP) i arktiske farvande, med al sandsynlighed i
enten Nordvestpassagen (rettet imod Canada) eller
Nordøstpassagen (rettet imod Rusland).111
Som omtalt
ovenfor (i afsnittet om Rusland) er der en betydelig
risiko for, at sådanne amerikanske tiltag vil føre til øget
sikkerhedspolitiske spændinger i regionen.
Set i et amerikansk geostrategisk perspektiv udgør
Grønland en integreret del af det nordamerikanske
kontinent og er nøgleterræn i forsvaret af USA. Set fra
USA er der to centrale militære udfordringer vedr.
Grønland. Den første angår manglende evne til at
kunne overvåge henholdsvis det grønlandske luft- og
søterritorium. Den nuværende amerikanske radar-
installation på Thule kan med dens 240 grader radar
med 5000 km dækning spore interkontinentale
ballistiske missiler, uanset om de affyres fra det
eurasiske kontinent eller fra ubåde i både Barents-
havet og Det Arktiske Ocean.112
Thule-radaren over-
våger imidlertid ikke Kongerigets luftterritorium. Reelt
udgør Grønland et sparsomt overvåget territorium, hvor
indkommende fly og missiler med retning imod det
nordamerikanske kontinent potentielt uopdaget kan
nærme sig (se figur 4).113
Den anden militære udfordring i Grønland er, at forsvaret
af USA’s territorium forudsætter kontrol med den
russiske nordflådes undervandsaktiviteter i Danmark-
strædet, hvilket ligeledes ikke er tilfældet i dag. Det er
derfor bekymrende for amerikanerne, at det danske
forsvar ikke før 2027 forventer at have sonarkapacitet
til at erkende ubådsaktivitet.114
Disse militære forhold
må forventes at præge den amerikanske tilgang til
Grønland og til dels også Færøerne i de kommende år.
Mellem 2014 og 2019 har der været 12 arktiske dellove,
hvoraf fem har været direkte relateret til national
sikkerhed. For eksempel krævede loven fra 2018 øget
flådekapacitet i Arktis, herunder en eller flere arktiske
maritime dybvandshavne, mens loven fra 2019
afkrævede Pentagon en arktisk strategi. NDAA 2020 fra
20. december 2019 indeholder fire arktiske dellove, og
tre af disse er særligt interessante i denne rapports
sammenhæng. Lov 1706 konkretiserer kravet om en
arktisk havn fra 2018. Lov 1238 afkræver Pentagon i
samråd med State Departement og efterretnings-
tjenesterne en rapport om Ruslands og Kinas militære
aktiviteter og intentioner, herunder en vurdering af
truslen de udgør for amerikanske interesser i Arktis. Lov
1260E anerkender Kinas voksende indflydelse i Arktis,
og bestiller en uafhængig rapport om kinesiske direkte
investeringer (FDI) i den arktiske region.
NYLIGE AMERIKANSKE FORSVARSLOVE
AF RELEVANS FOR ARKTIS 109
16
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER DEL 1
RUSLAND
ALASKA
(USA)
FINLAND
SVERIGE
DANMARK
GRØNLAND
NORGE
STORBRITANNIEN
ISLAND
FÆRØERNE
GIUK gap
Polarcirklen
Fly
Radar
U-båd
Billedet indeholder ikke den udvidede Canadiske ADIZ zone nordøst for Grønland.
Kilde: Atlantsammenslutningen (2019).
Figur 4. Oversigt over nuværende radardækning for luftovervågning i Arktis
17 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 1 DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER
DE ARKTISKE INSTITUTIONER
Arktisk Råd står i dag som den vigtigste institution i
regionen. Kimen til Arktisk Råd var ambitionen om at
forbedre det mellemstatslige samarbejde omkring
klima og miljø i kølvandet på Den Kolde Krigs afslutning.
Dette førte i første omgang til etableringen af Arctic
Environmental Protection Strategy (AEPS) i 1991 og i
anden omgang til Ottawa-erklæringen i 1996, der
etablerede Arktisk Råd, som medtog et stærkt fokus
på bæredygtig udvikling. Dette har siden været det
drivende princip for Arktisk Råd. De otte medlemsstater
og de seks permanente deltagere, der repræsenterer
de oprindelige folk i Arktis, har indgået tre bindende
aftaler vedrørende hhv. søredningstjeneste (2011),
maritimt olieforureningsberedskab (2013) og styrket
internationalt forskningssamarbejde i Arktis (2017).115
Formandskabet går på skift mellem medlemsstaterne
for en toårig periode. De nye sikkerhedspolitiske
dynamikker i regionen har allerede givet udfordringer
for Arktisk Råds evne til at udbygge og styrke sam-
arbejdet på de ovenfor nævnte prioriterede områder.
Således var der ved det afsluttende topmøde for det
finske formandskab i foråret 2019 divergerende
holdninger til klimaforandringer, hvilket var afgørende
for, at der for første gang i Arktisk Råds historie ikke
blev underskrevet et fælles slutdokument.
Risikoen for Arktisk Råd er, at den voksende sikkerheds-
politiske spænding i regionen og det øgede fokus på
militær opbygning gradvis underminerer de arktiske
staters tillid til, at aftaler indgået i Arktisk Råds regi vil
blive overholdt. Ydermere er risikoen, at USA og Rusland
i stigende grad vil benytte Arktisk Råds topmøder til at
fremsætte anklager imod hinanden, hvormed fokus
fjernes fra de fælles udfordringer, som de arktiske
stater står overfor. En sådan udvikling vil gradvis føre til,
at Arktisk Råd får en birolle eller bliver helt irrelevant.
Det er imidlertid vigtigt at sondre mellem topmøder på
udenrigsministerniveau hvert andet år og de mange
Figur 5. Arktiske fora
● Medlem Observatør
* Permanente deltagere: Aleut International Association (AIA, Arctic Athabaskan Council (AAC), Gwich’in Council International (GCI),
Inuit Circumpolar Council (ICC), Russian Association of Indigenous Peoples of the North (RAIPON) and Sami Council.
** Rusland har ikke deltaget siden 2014.
*** Suspenderet siden 2014 som følge af Ukrainekrisen.
CANADA KONGERIGET
DANMARK
FINLAND ISLAND NORGE RUSLAND SVERIGE USA FRANKRIG
STORBRITANNIEN
TYSKLAND
HOLLAND
KINA, POLEN,
SPANIEN, INDIEN,
ITALIEN, JAPAN,
SYDKOREA,
SINGAPORE,
SCHWEIZ
Arktisk
Råd*
● ● ● ● ● ● ● ●
Arctic 5
(De Arktiske
Fem)
● ● ● ● ●
The Arctic
Coast
Guard
Forum
● ● ● ● ● ● ● ●
Arctic
Security
Forces
Roundtable
(ASFR)**
● ● ● ● ● ● ● ● ●
Northern
Chiefs of
Defence
Meeting
(CHOD)***
● ● ● ● ● ● ● ●
MEDLEMSSTATER
18
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER DEL 1
dag-til-dag samarbejder og møder, der løbende pågår
med deltagelse af et ofte større netværk af forskellige
myndigheder, interessenter og aktører.116
I Arktisk Råd diskuteres sikkerhedsspørgsmål i et
bredt perspektiv,117
men rådet har ikke hjemmel til at
”beskæftige sig med anliggender relateret til militær
sikkerhed”.118
Denne afgrænsning var dikteret af USA,
der havde det som et ufravigeligt krav for at give
samtykke til etableringen af rådet i 1996. Arktiske
militære sikkerhedsproblematikker bliver derfor i dag
diskuteret i ‘randen af’ Arktisk Råd ved brug af
‘korridordiplomati’, diverse konferencer (fx Arctic Circle),
samt i bl.a. Arctic Security Forces Roundtable’s årlige
møder, hvor Rusland dog ikke deltager pt. grundet
Ukraine-krisen, og i nogen udstrækning i Arctic Coast
Guard Forum, hvor Arktisk Kommando deltager. Endelig
har fredelig konfliktløsning i Arktis også været
omdrejningspunktet for Arctic 5 (A5), der består af
gruppen af arktiske stater med direkte kyst til Det
Arktiske Ocean, nærmere bestemt USA, Rusland,
Canada, Kongeriget Danmark og Norge.
Arctic 5’s første møde i Ilulissat i 2008 havde bl.a. til
formål at imødegå den dengang verserende frygt for, at
konkurrencen om kontinentalsokkel under Det Arktiske
Ocean skulle lede til konflikt i Arktis.119
I mødets officielle
erklæring bekendte alle fem kyststater sig til fredelig
konfliktløsning i Det Arktiske Ocean, herunder at en
deling af kontinentalsokkel ville finde sted i overens-
stemmelse med international havret. For Kongeriget
var Ilulissatmødet i 2008 en stor udenrigspolitisk
succes.120
Det fremmede danske interesser ved at
støtte op om fredeligt samarbejde i Arktis, og det gav
samtidig Kongeriget en betydelig prestigegevinst.121
Som følge af den ændrede sikkerhedspolitiske situation
i regionen og det faktum, at militære installationer i
Arktis er blevet genetableret og opgraderet de seneste
år, påpeges det med jævne mellemrum, at der er behov
for også at kunne diskutere militære sikkerheds-
problematikker i regionalt regi, herunder eksempelvis i
udredningen Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid
fra 2016.122
Finland og især Island har ligeledes for
nyligt argumenteret for behovet for et permanent forum
for diskussion af militære sikkerhedsspørgsmål.123
Dette inkluderer diskussionen om, hvorvidt Arktisk Råd
skal beskæftige sig med militære sikkerhedspolitikker.
Det udbredte modsvar er imidlertid, at Arktisk Råd er
så velfungerende netop fordi militære sikkerheds-
problematikker ikke inddrages, og at en ændring af
dette risikerer at accelerere interstatslige uenigheder,
som vil overskygge områder, hvor de arktiske stater
indtil nu er lykkedes med at opnå enighed124
. Omvendt
er et forum som Arctic 5 fra starten kommet under
kritik fra både ikke-inkluderede stater samt NGO’er, der
føler sig marginaliseret af initiativet.125
Alternative
planer om et nyt forum i Arctic 8-regi (A8) – dvs. USA,
Rusland, Canada, Norge, Kongeriget Danmark, Island,
Finland og Sverige – kan muligvis afværge sådanne
negative reaktioner, ligesom det er en mulighed at
inkludere Island i et ‘Arctic 6 ‘ (A6), hvorved gruppen ville
bestå af alle arktiske NATO-lande samt Rusland.
NATO OG EU I ARKTIS
I takt med, at den geoøkonomiske og geostrategiske
værdi af Arktis for stormagterne øges, vokser også
interessen for regionen hos ikke-arktiske institutioner
som NATO og EU. Der er imidlertid også enkelte
medlemsstater, der arbejder for at involvere institu-
tionerne mere i Arktis ofte for at tiltrække yderligere
ressourcer fra institutionerne til imødegåelse af
specifikke udfordringer.
NATO
NATO’s kollektive sikkerhedsgaranti omfatter de
fem arktiske medlemsstater, inklusive Grønland og
Færøerne. Dette til trods så indeholder NATO’s
strategiske koncept fra 2010 ingen rolle for organi-
sationen i Arktis, ligesom NATO ikke har militære
installationer i Arktis.126
Arktis er ej heller en aktiv del af
NATO’s kollektive forsvarsplanlægning.127
Der er dog
ikke tvivl om, at Arktis har bevæget sig op på dagsorden
i NATO de senere år og er genstand for øget
opmærksomhed i hovedkvarteret. Det skyldes særligt
den voksende militære udfordring, som den russiske
nordflåde, der har hovedsæde i det russiske Arktis,
udgør. For at adressere udfordringen genetableres i
disse år en NATO Atlanterhavskommando, der skal
styrke overvågning og anti-ubådsoperationer (ASW) i
farvandet mellem Grønland, Island og Storbritannien
(GIUK-gabet), se figur 6.128
En væsentlig militær-
19 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 1 DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER
RUSLAND
MURMANSK
Nordflåden
Østersøflåden
Norskehavet
Nordsøen
Nordlige Atlanterhav
Østersøen
Barentshavet
ALASKA
(USA)
GRØNLAND
GIUK-gabet
NORGE
STORBRITANNIEN
DANMARK
ISLAND
FÆRØERNE
SVERIGE
FINLAND
Figur 6. Kort over de stræder som NATO er nødt til at kontrollere for at holde den russiske nordflåde ude af
Atlanterhavet i en krise eller krigssituation
Kilde: Fischer 1997 (Opdateret til nuværende grænser).
20
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER DEL 1
strategisk opgave for NATO er at opretholde maritim
kontrol i GIUK-gabet og sikre søvejen (SLOC) over
Atlanterhavet. Særligt øget russisk ubådsaktivitet i
GIUK-gabet giver anledning til bekymring i NATO-
kredse.129
Ydermere udfordrer den russiskes nordflådes
fortsatte forskydning af militære aktiviteter imod vest
NATO til eventuelt at skulle reagere nordøst for Island,
hvilket alliancen traditionelt har afholdt sig fra.130
Øget NATO-aktivitet i Arktis vil med al sandsynlig-
hed blive opfattet fjendtligt i Rusland og risikere at
forværre den sikkerhedspolitiske situation samt øge
militariseringen i regionen.131
Omvendt er der i Rusland
accept af, at de arktiske kyststater og Island udøver
suverænitetshåndhævelse, herunder overvågning. Fx
anser Rusland det som naturligt, at Norge overvåger
sin nordlige landmasse og søterritorium.132
Derfor vil
forstærket overvågning udført af NATO’s arktiske
kyststater eventuelt støttet af NATO’s overvågningsfly
givetvis ikke forværre situationen på samme måde
som et egentlig militært NATO-engagement.133
Fra visse kanter fremhæves det, at NATO-Rusland
Rådet kan spille en rolle i forhold til at åbne en tillids-
skabende dialog med Rusland om arktiske sikkerheds-
spørgsmål.134
Argumentet er, at øget gennemsigtighed
omkring militære kapaciteter, øvelser mv. i NATO-
Rusland-regi vil kunne bane vejen for tillidsskabende
foranstaltninger og dermed mindske risikoen for, at
misforståelser kan føre til konflikt med Rusland i
Arktis.135
Argumenter imod at inddrage NATO-Rusland
Rådet til at adressere den manglende dialog om arktisk
sikkerhed er, at arktiske forhold bedst håndteres af de
arktiske stater selv, med NATO og USA’s sikkerheds-
garanti som bagtæppe. Dette argument hænger
sammen med, at sondringen mellem arktiske og ikke-
arktiske medlemsstater fortsat er et grundlæggende
parameter i NATO, hvor ikke-arktiske medlems-
stater har et andet fokus og andre interesser.136
Helt centralt er det desuden, at Ukraine-spørgsmålet
fortsat begrænser muligheden for dialog med Rusland
gennem NATO.137
Kinas stigende interesse for Arktis får også voksende
opmærksomhed i NATO.138
Ved NATO’s statsleder-
møde i London i 2019 var Kinas stigende militære
formåen for første gang på dagsordnen.139
Efter-
følgende erklærede generalsekretær Jens Stoltenberg,
at NATO bliver nødt til at forstå implikationerne af
Kinas stigende globale indflydelse, herunder også i det
arktiske område. Stoltenberg understregede, at det ikke
handler om, at NATO vil udvide sit ansvarsområde, eller
at Kina er en ny modstander, men om, ”at Kina kommer
tættere på os”, og at det sikkerhedsmæssigt giver
anledning til bekymring for Kinas intentioner.140
EU
EU har i de seneste 10-15 år arbejdet på at få en både
mere selvstændig og aktiv rolle i Arktis, hvilket dog
endnu ikke er lykkedes fuldtud. Bruxelles spiller
imidlertid ind på forskellige områder af det arktiske
samarbejde, især på klimaområdet og i forhold til
økonomi og bæredygtighed.141
EU har i en årrække
forgæves forsøgt at opnå observatørstatus i Arktisk
Råd, der i Bruxelles fremhæves som den vigtigste
regionale institution.142
Oprindelig faldt EU’s
ansøgninger pga. canadisk veto, der bundede i
utilfredshed med EU’s rolle i forbuddet mod import af
sælskind, og sidenhen pga. russisk veto som følge af
EU’s sanktioner i forlængelse af Ukrainekrisen. Trods
den manglende formelle observatørstatus deltager EU
alligevel i mange møder og samarbejder i Arktisk Råds
forskellige arbejdsgrupper. EU har især noget at byde
ind med i forhold til støtte til forskning, fx Horizon
2020, dataindsamling, fx monitorering, handelsaftaler,
fx CETA med Canada, og erhvervsfremme, fx af
entreprenørskab i Arktis.143
Især Kommissionens politikdokument om Arktis fra
2016 er værd at fremhæve som et eksempel på en
mere sammenhængende EU-tilgang til Arktis, der bl.a.
understreger, at bevarelsen af ‘arktisk ekseptionalisme’
er en central EU-prioritet.144
Den nye Kommission
under Ursula von der Leyens ledelse har endnu ikke
inkluderet Arktis i de officielle prioriteter eller arbejds-
programmet for 2020, men der er en forventning om, at
Kommissionen vil opdatere ovennævnte dokument fra
2016, eftersom der er en øget efterspørgsel på, at EU
mere eksplicit får en strategi på Arktis.145
Dette skal
også ses i sammenhæng med, at Kommissionen under
21 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 1 DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER
von der Leyen har givet udtryk for større geopolitiske
ambitioner, og ligesom det gælder for NATO, er det for
EU svært ikke at adressere Arktis mere eksplicit, når
både indflydelsesrige medlemsstater og stormagterne
gør det.
Hertil kommer EU’s rolle mht. finansiering af projekter
til gavn for udviklingen i Arktis gennem en række
forskellige kanaler. Således bidrager EU alene gennem
sin partnerskabsaftale med Grønland med over 200
millioner kr. om året til bl.a. udvikling af den grønlandske
økonomi.146
EU har tre medlemsstater, der også er
medlemmer af Arktisk Råd – ud over Kongeriget også
Sverige og Finland.147
Disse lande har en stærk interesse
i at øge mængden af EU-investeringer i Arktis (se også
afsnittet om de nordiske lande).
DE SMÅ OG MELLEMSTORE ARKTISKE STATER
Den voksende stormagtsrivalisering i Arktis er særligt
en udfordring for regionens mindre stater, der ud over
Kongeriget inkluderer småstaterne Norge, Sverige,
Finland og Island samt den mellemstore stat Canada.
Disse stater værdsætter generelt et stærkt arktisk
samarbejde baseret på fælles aftaler og regler, som de
ser som det vigtigste fundament for varetagelse af
deres nationale interesser og sikkerhed i regionen. Men
disse stater er samtidig og på forskellig vis bundet op i
forhold til deres geografi og relationer til stormagterne.
De nordiske lande
De nordiske landes opfattelser af og interesser i Arktis
er meget forskellige. På den ene side handler det for
Kongeriget Danmark, Norge og Island primært om det
nordlige Arktis centreret omkring Det Arktiske Ocean og
Det Nordlige Atlanterhav. På den anden side handler
det for Sverige og Finland – og til dels Norge – om det
nordligste af den skandinaviske halvø. Hertil kommer
en stor forskel, der er knyttet til placering i forhold til
Rusland, hvor kun Norge og Finland har sø- og
landgrænse med Rusland. Udover den potentielle
sårbarhed, der følger af en tættere geografisk placering,
følger også, at Norge og Finland har en del samarbejde
med russerne i grænseregionerne.148
Fælles for de nordiske lande er imidlertid udfordringen
ved at navigere i stormagtsspændingerne mellem USA,
Rusland og Kina i den arktiske region. Om end den
amerikanske udenrigsminister Pompeos tale i Finland i
maj 2019 var genstand for bred kritik fra samtlige af de
øvrige medlemmer af Arktisk Råd, inklusiv de nordiske
lande,149
er det værd at bemærke, at den øgede interesse
i Arktis og Nordatlanten fra USA og NATO siden 2018
og 2019 er blevet relativt positivt modtaget i både
Finland, Norge og Sverige.150
Det hænger ikke mindst
sammen med bekymringer i disse lande om det
russiske bastionsforsvar, som bygger på en forventning
om, at Rusland i starten af en konflikt vil tage kontrol
over de strategiske områder, der er vurderet som
nødvendige for forsvaret af russiske vitale interesser,
herunder dele af Nordnorge og Nordfinland (se også
afsnittet om Rusland).
Derimod er den nye amerikanske kurs over for Kina i
Arktis blevet modtaget med større skepsis. Selvom de
nordiske lande er mere skeptiske overfor Kina i dag end
for bare fem år siden, er det stadig Rusland, der er den
primære sikkerhedspolitiske bekymring i Arktis. De
nordiske lande har derfor primært deres fokus på Kina
i Arktis rettet imod at holde øje med eventuelle
kinesiske investeringer – særligt i kritisk infrastruktur
– og på at modvirke ‘dual use’-problematikker, fx at
kinesiske forskningsfaciliteter og aktiviteter i regionen
bruges til militære formål.151
Island adskiller sig i denne henseende til en vis grad
fra de øvrige nordiske lande. Trusselsopfattelser
forbundet med Ruslands militære opbygning i regionen
er, om end til stede, betydeligt mindre akut end i de
øvrige nordiske lande.152
Hertil kommer, at der for Island
er store indenrigspolitiske udfordringer forbundet med
den fornyede amerikanske interesse og aktivitet i
landet. Der eksisterer således stadig i Island betydelig
modvilje imod USA, som følge af den amerikanske
lukning af Keflavik i 2006 samt den manglende hjælp til
Island under finanskrisen i 2008. Den nuværende
islandske regering (per april 2020) ledes af stats-
minister Katrín Jakobsdóttir fra partiet De Grønne, som
er imod Islands NATO-medlemskab. Partiet er imidlertid
i regeringskoalition med Selvstændighedspartiet og
Fremskridtspartiet, der begge er NATO-tilhængere. Af
22
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER DEL 1
disse grunde er USA’s tilbagevenden til Island med
tropper – officielt på rotationsbasis – en vanskelig
politisk sag at håndtere for den islandske regering.153
De nordiske landes syn på sikkerhed har traditionelt
været meget forskelligt. Det er en af grundene til, at
forskellige former for nordisk samarbejde om
sikkerheds- og forsvarspolitik generelt har haft svært
ved at finde fælles fodslag. To nordiske lande er udover
Danmark NATO-medlemmer, nemlig Norge og Island,
og to nordiske lande er udover Danmark medlemmer af
EU, nemlig Sverige og Finland. Dette skel i medlem-
skaber har ikke mindst påvirket landenes tilgang til
Rusland, hvor Sverige og Finland tidligere har fulgt en
væsentligt blødere linje end de nordiske NATO-lande.
Noget tyder imidlertid på, at dette skel ikke er helt så
fremtrædende i dag. Således har Sverige og Finland
efter Ukrainekrisens begyndelse gradvist ændret deres
trusselsopfattelser af Rusland, så de to lande nu ligger
væsentligt tættere på NATO-gennemsnittet end blot få
år tidligere.154
Hvad angår de strategiske tiltag, der er taget i de
nordiske lande som svar på den tiltagende stormagts-
rivalisering i Arktis, er det værd at bemærke, at Finland
er det eneste nordiske land, der aldrig er gået væk fra
territorialforsvaret. Finske beslutningstagere hævder at
kunne have 280.000 mand under våben på 48 timer.155
Norge har generelt prioriteret Nordnorge i sine forsvars-
investeringer, og både Norge og Sverige planlægger
øgede forsvarsudgifter i de kommende år.156
For særligt
Finland og Norge udgør disse forhold en integreret del
af landenes dualistiske strategi overfor Rusland, hvor et
robust militær kombineres med prioritering af opret-
holdelse af lokale samarbejdsrelationer i grænse-
regionerne. Dette inkluderer for Norges vedkommende
desuden et meget velfungerende kystvagtsamarbejde,
som landet i det store hele har formået at bibeholde
selv efter Ukrainekrisens påbegyndelse.157
Ideen her er
bl.a., at et lille land med robuste lokale kapabiliteter vil
kunne gøre sig håb om at bibeholde kontrollen med
tidlige stadier af eventuelle konflikter og udskyde det
øjeblik, hvor landets stormagtsallierede – der ikke
nødvendigvis har samme forståelse for lokale forhold
eller for det lille lands særinteresser – overtager
kontrollen med krisen.158
Hertil kommer de tre landes øvelsesaktivitet. Landene
deltog alle med betydelige bidrag i NATO-øvelsen
Trident Juncture i 2018 i Norge og ud for Norges kyst
(her deltog Danmark også), såvel som i militærøvelsen
Northern Wind i Sverige med deltagelse af USA og
Storbritannien i april 2019.159
Endelig har Finland under
det foregående finske formandskab af Arktisk Råd
arbejdet for afholdelsen af et arktisk topmøde (Arctic
Summit) for de otte arktiske landes statsledere (USA,
Rusland, Canada, Danmark, Norge, Finland, Island og
Sverige). Mødet skulle have fokuseret primært på
klimapolitik, men med mulighed for inddragelse af
sikkerhedspolitik. Ideen blev imidlertid opgivet efter
primært amerikansk modstand.160
Island, der i 2019
overtog formandskabet for Arktisk Råd efter Finland, er
positiv overfor de finske ideer om enten et nyt
sikkerhedspolitisk forum i Arctic 8-regi eller overfor
ideen om at åbne for diskussion af sikkerhedspolitik i
Arktisk Råd.161
Der er overordnet set et betydeligt sammenfald i for-
hold til, hvordan de nordiske lande ser på og søger at
håndtere de nye sikkerhedspolitiske dynamikker i
Arktis, om end Kongeriget særligt i Ruslandspolitikken
ligger tættere på Norge end på de øvrige nordiske lande.
Samlet set fremstår de nordiske lande som oplagte
samarbejdspartnere for Kongeriget i Arktis, og er
ligeledes oplagte at se til for inspiration.162
Canada i Arktis
Canadas nordområder udgør over 40 % af Canadas
landmasse, og den canadiske regering understreger
disses strategiske betydning.163
Canadas nordligste
provins, Nunavut, er hovedsageligt beboet af inuitter,
men er dog med sine kun ca. 39.000 indbyggere
relativt tyndt befolket. Canada har traditionelt været
tilbageholdende med at håndtere arktiske sikkerheds-
politiske anliggender i multilaterale fora og foretrækker
bilateral håndtering mellem de involverede arktiske
kyststater. Specifikt i forhold til NATO har den canadiske
holdning været, at et NATO-engagement i Arktis vil
blive opfattet af Rusland som provokerende og derfor
burde undgås.164
Ikke desto mindre åbner Canadas
forsvarsstrategi fra 2017 op for at Canada kan indgå i
NATO-øvelser med arktisk islæt.165
23 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 1 DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER
Canada ser ikke umiddelbare militære trusler i Arktis.
Men forsvarsstrategien fra 2017 peger på to forhold,
som Canada ønsker at adressere i regionen: klima-
forandringer og den derigennem øgede geografiske
tilgængelighed samt den internationale interesse i
Arktis.166
Forsvarsstrategien pålægger på den baggrund
det canadiske forsvar en stærkere arktisk tilstede-
værelse, forbedret mobilitet og rækkevidde i Canadas
nordlige del for at understøtte operationer, øvelser og
evt. militær magtprojicering i regionen.167
Canada har
iværksat en række væsentlige arktiske militære
kapacitetsforøgelser. Fx er den canadiske flåde ved at
bygge seks arktiske patruljefartøjer, som kan operere i
op til 120 cm is, med en maritim helikopter ombord.
Ydermere er der planer om isbrydere, udstationering
af styrker samt opgradering af kommunikations-
satellitter.168
Canadas forsvarssamarbejde med USA forbliver
krumtappen i relation til Canadas sikkerhed i Arktis. Der
bliver derfor foretaget investeringer i nye teknologier i
tæt samarbejde med USA. Særligt er en modernisering
af det nordamerikanske forsvarssamarbejde (NORAD)
en prioritet.169
En udfordring i denne forbindelse er
imidlertid, at opgraderingen af det forældede nord-
amerikanske varslingssystem (NWS) er en meget
bekostelig affære.170
Som en del af NORAD-samarbejdet
har USA og Canada siden 1950erne opereret en ‘Air
Defence Identification Zone’ (ADIZ), hvor indkommende
statsfly skal følge en identifikationsprocedure inden
ankomst til landenes suveræne områder. Canada
udvidede i 2018 sin ADIZ-zone til at omfatte alt nationalt
territorium, herunder de nordøstlige territorier øst for
Grønland ud til 200 sømilegrænsen, hvilket illustrerer
den stærke nordamerikanske ambition om forstærket
overvågning af Arktis.171
Disse canadiske målsætninger er sammenfaldende
med flere af Kongerigets interesser. Militært er der – ud
over søredning – et potentiale i øget samarbejde
med NORAD i relation til behovet for overvågning
og forstærket suverænitetshåndhævdelse rundt om
Grønland. For så vidt angår de territoriale spørgsmål,
eksisterer der reelt ingen hindringer for et forstærket
arktisk samarbejde mellem Kongeriget og Canada. I
2005 blev der indgået en aftale om håndtering af det
udestående suverænitetsspørgsmål vedrørende Hans
Ø, en afsidiges beliggende ø som både Canada
og Kongeriget gør krav på.172
Og med tiårsfejringen af
Illulisat-erklæringen i 2018173
nedsattes en embeds-
mandsgruppe, der fik til opgave at finde en løsning på
tvisten.174
Uenigheden om Hans Ø har aldrig udgjort et
kritisk problem i relationerne mellem Kongeriget og
Canada, men såfremt det lykkes at finde en løsning, vil
det ikke desto mindre demonstrere den internationale
havrets styrke som konfliktløsningsmekanisme i Arktis
og sætte en stærk præcedens i relation til at finde en
løsning med bl.a. Rusland om kontinentalsoklen
omkring nordpolen.
OPSAMLING: DE ÆNDREDE EKSTERNE
RAMMEBETINGELSER
Som skitseret i afsnittene ovenfor er den overordnede
tendens i den sikkerhedspolitiske situation i Arktis
mod voksende stormagtsengagement og stormagts-
rivalisering en to-trins-proces. For det første har den
åbning af regionen, der er forårsaget af klima-
forandringer, medført øget russisk økonomisk og
militær aktivitet samt en voksende kinesisk strategisk
prioritering af regionen. For det andet har den øgede
russiske og kinesiske strategiske opmærksomhed og
forskellige aktiviteter i regionen udløst et amerikansk
modsvar. Washington ser i stigende grad Rusland og
Kina som stormagtsrivaler og -trusler i Arktis. Det har
ført til en gradvist øget amerikansk diplomatisk og
økonomisk aktivitet og tilstedeværelse i regionen. USA
planlægger for første gang i mange år at investere i nye
arktiske kapaciteter. Dette hænger tillige sammen med,
at USA ser med stigende bekymring på det styrkede
økonomiske, strategiske og også militære samarbejde
mellem Rusland og Kina.175
Som en konsekvens af den voksende stormagts-
rivalisering er det arktiske samarbejde og dermed
fastholdelsen af Arktis som en særlig fredelig region,
der er præget af lavspænding, kommet under pres.
En væsentlig udfordring er, at de tillidsskabende
fora direkte mellem vestlige og russiske militære
myndigheder (såkaldte militær-til-militær konsul-
tationer) har været suspenderet på grund af
24
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DE ÆNDREDE EKSTERNE RAMMEBETINGELSER DEL 1
Ukrainekrisen, og der er ikke tegn på en ændring i nær
fremtid uden forudgående markante fremskridt i
retning af en løsning af Ukrainekrisen. Behovet for
afspændingstiltag og dialog i Arktis er dog erkendt i
USA,ogdersporesenvismodtagelighedfraamerikansk
side overfor nye initiativer.
Arktisk Råds muligheder for at spille en rolle i hånd-
teringen af den ændrede sikkerhedspolitiske situation i
regionen er begrænset af Ottawa-erklæringens
bestemmelse om, at Rådet skal afholde sig fra at
diskutere hårde sikkerhedspolitiske emner. En rolle til
det mere ad hoc-organiserede Arctic 5 vil kræve, at et
eller flere af landene tager konkret initiativ til at
revitalisere forummet. Samtidig åbnes der gradvist for
nye roller i Arktis for NATO og EU. De øvrige mindre
stater i Arktis står over for lignende udfordringer som
Kongeriget og deler langt hen ad vejen de samme
prioriteter og interesser, hvorfor de udgør oplagte
samarbejdspartnere for Kongeriget fremadrettet.
33
EUROPÆISK FORSVARSSAMARBEJDE OG DET DANSKE FORSVARSFORBEHOLD
XXX KAPITEL 2
DEL
34 FORSVARSUDREDNING
KAPITEL 2 XXX
28
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
KONGERIGET SOM AKTØR I ARKTIS DEL 2
Del 2 af analysen omhandler de muligheder og ud-
fordringer, som de nye sikkerhedspolitiske dynamikker
i Arktis stiller Kongeriget overfor. Som skitseret i
rapportens indledning har Danmark, Grønland og
Færøerne på nogle områder forskellige interesser i
forhold til de nye sikkerhedspolitiske dynamikker, mens
der på andre er et tættere sammenfald mellem deres
interesser.
DANMARK
Danmark har forskellige interesser på spil i den arktiske
region. Først og fremmest har Danmark interesse i
at sikre en fredelig sameksistens og bæredygtig
økonomisk udvikling til gavn for befolkningerne i
Grønland og på Færøerne, hvis deltagelse i Rigs-
fællesskabet legitimerer Danmarks status som
arktisk stat.178
Gode interstatslige relationer i Arktis
er desuden gavnlige for den transnationale klima-
forskning179
og for kontinentalsokkelprocessen, der
tilbyder en enestående mulighed for at udvide
Kongerigets samlede areal ved at sikre retten til
yderligere havbund i Det Arktiske Ocean (se også
oversigt over Kongerigets ansøgninger i appendiks).
Særligt området nord for Grønland er genstand for stor
opmærksomhed, da der her er betydeligt overlap med
Canada og Rusland henover den geografiske nordpol.
Rusland er pt. først i køen til at få behandlet sin
submission til FN’s Kommission for Kontinentalsoklens
Grænser (CLCS), mens Kongerigets krav i samme
område er nummer 76. Det betyder, at Rusland vil få
behandlet sit krav i ultimo 2020/primo 2021, mens
Kongeriget forventeligt først modtager en afgørelse
cirka ti år senere. Såfremt flere af de tre lande får
medhold i deres krav til samme område, rummer det en
potentiel sikkerhedspolitisk konflikt, særligt hvis der i
mellemtiden er opbygget en stærk intern fortælling i
Rusland om, at Nordpolen er russisk.180
KONGERIGET SOM AKTØR I ARKTIS
“ Den største trussel mod danske interesser i Arktis er ikke russerne, men udsigten til at
rigsfællesskabets sammenhængskraft bliver svækket.
”
-Ambassadør Peter Taksøe-Jensen, 2016.176
29 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 2 KONGERIGET SOM AKTØR I ARKTIS
Faktaboks 3.
Hertil kommer, at Danmark via sin status som arktisk
stat får mulighed for hyppigere og længerevarende
møder med magtfulde lande som USA, Rusland og
Canada via bl.a. Arktisk Råd og Arctic 5, hvor Danmark
som en af de centrale medlemmer har en mere
privilegeret og indflydelsesrig rolle, end hvad der er
normen for en småstat i international politik. Dette
styrker Danmarks indflydelse såvel inden- som udenfor
den arktiske region, da møder i regi af den arktiske
dagsorden ofte også giver anledning til at drøfte andre
internationale spørgsmål, eksempelvis om Ukraine og
Syrien.181
Endelig har både Færøernes og især Grønlands
geostrategiske placering, historisk set, været af stor
betydning for Danmarks medlemskab af NATO og for
relationen til USA. I forskningslitteraturen – særligt
knyttet til Den Kolde Krig – findes argumentation, der
understøtter, at disse forhold gavner Danmarks
forhandlingsposition over for NATO og USA – specifikt
præsenteres argumentet om ‘Grønlandskortet’ og
‘Færøernekortet’ (se også afsnittene om Grønland og
Færøerne). Værdien af sådanne kort i dag er
omdiskuteret, og nyere forskning tyder på, at kortenes
betydningen var større under Den Kolde Krig end i
perioden efter Den Kolde Krig pga. Grønlands og
Færøernes svindende geostrategiske betydning.183
Ikke desto mindre er der tegn på, at områdernes
geostrategiske betydning nu igen er ved at blive
aktualiseret som konsekvens af USA’s forværrede
relationer til henholdsvis Kina og Rusland generelt
såvel som i Arktis.
Erkendelsen af, at Arktis udgør en central strategisk
arena for Danmark, har vundet indpas de seneste år,
hvor regionen bl.a. er blevet fremhævet som en af de
fem vigtigste prioriteter i de to foregående versioner af
Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Strategi.184
Den arktiske
strategi anno 2011 fremhæver fire prioritetsområder:
■ Et fredeligt og sikkert Arktis.
■ Selvbærende vækst og samfundsmæssig
bæredygtighed.
■ Udvikling under respekt for Arktis’ sårbare klima,
miljø og natur.
■ Tæt samarbejde med internationale partnere.185
Strategien pointerer, at klimaforandringerne i Arktis
giver anledning til både nye muligheder og potentielle
konflikter, der bør imødekommes via internationalt
samarbejde.186
‘Bæredygtig udvikling’ er i den for-
bindelse et nøgleord, der forener Rigsfællesskabets tre
dele i en fælles målsætning om, at nye økonomiske
muligheder bør forfølges med størst mulig hensyntagen
til såvel den arktiske natur som de lokale befolkninger.
Samlet set er formålet med strategien ”at styrke
Kongerigets samlede position som aktør i Arktis”.187
Ambitionen om at fremstå som en samlet aktør
er imidlertid blevet udfordret af intern konflikt i
Rigsfællesskabet, hvor grønlandske og færøske beslut-
ningstagere i flere ombæringer har påpeget, at de ikke
får den retmæssige anerkendelse og indflydelse
på Kongerigets eksterne repræsentation i arktiske
sammenhænge (se også afsnittene om Grønland og
Færøerne). Dette er ligeledes det grønlandske
udgangspunkt i det igangværende arbejde om den
næste arktiske strategi, hvor Danmark er blevet
mødt med krav om, at strategien skal anerkende og
afspejle, at grønlænderne er den arktiske befolkning i
Rigsfællesskabet.188
Danmark har uden Grønland og Færøerne ingen arktiske
territorier og er derfor udelukkende knyttet til den
arktiske region via Grønlands og Færøernes geografi
og deltagelse i Rigsfællesskabet. Skiftende danske
regeringer har i de seneste år forsøgt at styrke
Rigsfællesskabet gennem øget inddragelse af Grønland
og Færøerne. På regeringsniveau har repræsentanter
for Grønland og Færøerne siden 2016 deltaget i de
årlige møder med udenlandske ambassadører i
København, og siden 2017 har embedsmænd fra alle
tre dele af Rigsfællesskabet mødtes til årlige arktiske
dialogmøder, hvor de diskuterer deres respektive og
samlede prioriteter for Arktis.
DANMARK I RIGSFÆLLESSKABET177
30
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
KONGERIGET SOM AKTØR I ARKTIS DEL 2
Der er generelt en stigende dansk velvillighed til at ind-
drage Grønland i det relevante udenrigs- og
sikkerhedspolitiske arbejde (se også faktaboks 3).189
Det gælder eksempelvis grønlandsk deltagelse i de
seneste finanslovsforhandlinger og i udenrigsminister
Jeppe Kofods møde med udenrigsminister Pompeo
i Washington D.C. i november 2019, hvilket
Naalakkersuisoq (minister) for udenrigsanliggender
Ane Lone Bagger anerkendte som et udtryk for et mere
ligeværdigt samarbejde.190
Denne udvikling er inten-
siveret i kølvandet på Donald Trumps tilbud om at købe
Grønland, hvilket kun yderligere har øget den
internationale opmærksomhed omkring Grønlands
geostrategiske beliggenhed og dermed også styrket
Naalakkersuisuts (Grønlands regering) forhandlings-
position i forhold til kravet om mere indflydelse.
Det er imidlertid vanskeligt at adskille de danske
hensyn til andre stater fra danske hensyn til Rigs-
fællesskabets interne sammenhængskraft. Hvordan
Danmark eksempelvis stiller sig i forhold til Kinas
voksende interesser i Arktis og kinesiske tilbud
om et styrket dansk-kinesisk, grønlandsk-kinesisk og
færøsk-kinesisk samarbejde om Arktisforskning og
-infrastruktur vil uundgåeligt få implikationer for
den overordnede bilaterale relation mellem Danmark
og Kina.191
Håndteringen af stormagtsrivaliseringen
mellem USA og Kina er en af de helt store udfordringer
for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i de kommende
år, og det gælder især for den måde stormagts-
rivaliseringen udspiller sig i Arktis.192
I takt med
at presset fra Washington på dansk Kina-politik øges,
vil handlerummet for Danmark i forhold til kinesisk
tilstedeværelse og aktiviteter i Grønland og på
Færøerne mindskes.193
Washington lægger op til, at USA i de kommende år vil
styrke de amerikanske økonomiske og diplomatiske
relationer til Grønland og Færøerne.194
Som led heri vil
den grønlandske og den færøske regering også komme
til at opleve et øget amerikansk pres for, at de følger den
hårde amerikanske linje i forhold til især Kina, men også
Rusland. Som det uddybes nedenfor har Tórshavn
allerede fået en forsmag herpå i forbindelse med det
potentielle samarbejde mellem færøske Føroya Tele og
kinesiske Huawei i udvikling af Færøernes 5G netværk.
I forhold til Rusland går USA’s fokus mere snævert på
at håndtere russisk militær opbygning. Her deler de
tre rigsdele og Washington i højere grad analysen af
truslen og af, hvordan den skal håndteres, om end der
er gradsforskelle eksempelvis i forhold til spørgsmålet
om, i hvor høj grad Moskva agerer offensivt eller
defensivt.195
Især Færøerne, men også Grønland, har
imidlertid stærke interesser i at fastholde adgangen til
det russiske marked for fiskerieksport. Som konsekvens
heraf følger Færøerne ikke sanktionspolitikken over for
Rusland knyttet til Ukrainekrisen (se afsnittet om
Færøerne). Hertil kommer, at USA har konkrete ønsker
til Kongeriget om at styrke evnen til at overvåge sø- og
luftterritoriet omkring Grønland og, til dels, Færøerne.
Der er i den danske statsadministration betydelig
bekymring for, hvorledes USA måtte følge op med egne
tiltag, hvis ikke Danmark kan imødekomme disse
amerikanske ønsker.196
Faktaboks 4.
Forsvarets opgaveløsning i Grønland og på Færøerne
udføres af Arktisk Kommando, som har sit hoved-
kvarter på havnen i Nuuk med tre forbindelses-
elementer i henholdsvis Thule, Tórshavn og
København samt en række landingsbaner rundt om i
Grønland. Arktisk Kommandos opgaver indebærer
både civile opgaver som søredning og fiskeriinspektion
og militære opgaver som suverænitetshåndhævelse
og overvågning af Kongerigets territorium til lands, til
vands og i luften. Grundet manglende kapacitet samt
adgang til egne indhentningsmidler til luftrums-
overvågning har Danmark i dag ikke et fuldstændigt
situationsbillede over hverken grønlandsk eller færøsk
luftterritorium eller søterritorium. Indeværende
forsvarsforlig medfører en opbygning af kapacitet til
anti-ubådskrigsførsel (ASW), som forventes operativt
i 2027. Som led heri har forsvaret netop i april 2020
indkøbt dyppesonarer og torpedoer til Forsvarets
SEAHAWK-helikoptere. At overvåge så store hav-
områder kræver imidlertid stor kapacitet og er derfor
reelt en opgave, som Forsvaret kun kan løse i
samarbejde med partnere og allierede.
ARKTISK KOMMANDO182
31 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 2 KONGERIGET SOM AKTØR I ARKTIS
I december 2019 annoncerede statsminister Mette
Frederiksen – umiddelbart inden et møde med Trump
og lederne af de andre NATO-lande i London d. 4.
december – at Kongeriget vil styrke Forsvarets opgave-
løsning i Arktis og Nordatlanten ved at øremærke 1,5
milliarder kroner til at styrke overvågning og tilstede-
værelse i Arktis. Pengene vi være til rådighed fra 2023.
Forud for denne udmelding havde regeringen orienteret
forsvarsforligspartierne. Denne pakke, betegnet Arktisk
Kapacitetspakke, er et engangsbeløb, der skal findes i
forsvarsforligets tillægsaftale fra januar 2019 samt
rådige midler efter 2023.197
Sammensætningen af
pakken demonstrerer imidlertid også, at der er politisk
vilje i København til at øge ressourcerne til Forsvaret i
Arktis.198
Hertil kommer, at Forsvarsministeriet har
lavet en aftale med det grønlandske selvstyre for at
sikre militær anvendelse af Kangerlussuaq i fremtiden
for derved at bevare en vigtig luftmilitær redundans til
den amerikanske flybase i Thule.199
GRØNLAND
Som det fremgår af ovenstående citat fra formanden
for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, er den stigende inter-
nationale opmærksomhed omkring Arktis central
for Grønlands ambitioner om et større udenrigs-
politiske manøvrerum.202
I løbet af det seneste årti er de
grønlandske udenrigspolitiske ambitioner blevet for-
fulgt ved bl.a. at promovere grønlandske synspunkter i
diverse arktiske fora, som ofte også har dannet ramme
om uoverensstemmelser mellem Nuuk og København
på spørgsmål om repræsentation.203
I kølvandet på udredningen Dansk diplomati og forsvar
i en brydningstid204
blev det debatteret i Inatsisartut
(Grønlands Landsting), hvorvidt Grønland bør have
sin egen arktiske strategi, ligesom Færøerne har.
Forslaget blev imidlertid afvist med begrundelsen om,
at Grønlands udenrigspolitiske strategi per definition
allerede er en arktisk strategi. På det seneste er
det desuden blevet påpeget af Naalakkersuisut, at
Grønlands geografiske beliggenhed og dertilhørende
geostrategiske realiteter bør tildeles større opmærk-
somhed i Kongerigets næste arktiske strategi.
Argumentet er ved flere lejligheder opstillet ud fra
følgende præmisser:
■ Det grønlandske folk udgør den arktiske del af
Kongeriget.
■ Kongeriget er kun arktisk pga. Grønland.
■ Ergo: Dette bør afspejles i den nye arktiske strategi.
Såfremt denne præmis ikke bliver imødekommet, har
Grønland signaleret, at man vil overveje at undlade at
ratificere den forelagte strategitekst for 2021-2030.205
Grønland efterspørger på denne baggrund udvidet
manøvrerum ikke mindst i Arktisk Råd, der traditionelt
har været et af de fora, som man fra grønlandsk side
prioriterer højest.206
Da Arktisk Råd blev etableret i
1996, var det daværende formand for Naalakkersuisut,
LarsEmilJohansen,derunderskrevOttawa-erklæringen
på vegne af Kongeriget. I de efterfølgende 15 år var
praksis den, at Kongeriget havde tre stole, tre flag
og et navneskilt med påskriften ”Danmark/Færøerne/
Grønland” ved alle rådsmøder.207
Da Sverige overtog
formandskabet for Arktisk Råd i 2011 ændredes denne
“ Vi er bevidste om, at vores lands afgørende placering i Arktis og Nordatlanten medfører
en stadig mere central rolle i det storpolitiske billede, som dannes i disse år. Derfor er
det meget vigtigt for os, at Naalakkersuisut har en reel og afgørende medindflydelse på
de beslutninger, som tages i Rigsfællesskabet om Grønland og Arktis
”
-Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, januar 2020.200
32
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
KONGERIGET SOM AKTØR I ARKTIS DEL 2
praksis imidlertid, så der var færre stole, ét fælles
(dansk) flag og et navneskilt med påskriften ”Kongeriget
Danmark”. Grønland og Færøerne blev her ekskluderet
fra de vigtige møder mellem Senior Arctic Officials
(SAO). Utilfredshed med denne udvikling resulterede i,
at den daværende formand for Naalakkersuisut,
Aleqa Hammond, boykottede Arktisk Råd-minister-
mødet i Kiruna, Sverige, i maj 2013. Efter måneders
forhandlinger med det efterfølgende canadiske
formandskab genvandt Grønland og Færøerne retten til
at deltage i SAO-møderne, mens den symbolske
repræsentation forblev subordineret Danmark.208
De tre minutters taletid, som hver delegation har til
rådighed ved ministermøderne i Arktisk Råd, er siden
2015 blevet ligeligt fordelt mellem Kongerigets tre
dele. Naalakkersuisut har udtrykt tilfredshed med
denne fordeling, men har også påpeget, at Grønland
ideelt set bør have alle tre minutter pga. sin geografiske
placering i Arktis. Set fra Grønlands perspektiv vil ét
skridt på vej mod dette ideal være at udelukke Færøerne
fra at tale ved ministermøderne.209
Der har i længere tid
været kritik fra grønlandsk side i forhold til det færøske
slogan om at være ”Porten til Arktis”, mens der i det
igangværende arbejde hen imod en ny, samlet arktisk
strategi for Kongeriget er uoverensstemmelser mellem
Grønland og Færøerne omkring, hvilken grad af
indflydelse de hver især skal have.210
Der er i den senere tid også i den grønlandske debat
kommet mere fokus på sikkerhedspolitiske spørgsmål
med en voksende erkendelse af, at Grønland befinder
sig i en region af stigende geostrategisk vigtighed. I
Grønland står stormagtspolitik og -interesser sjældent
højt på den politiske dagsorden.211
Når det sker, så
handler det stort set udelukkende om USA’s militære
tilstedeværelse i Thule og Kinas involvering i potentielle
mineprojekter, mens Rusland er nærmest fraværende i
debatterne.212
Grønland samarbejder primært med
Rusland i Arktisk Råd-regi, men også i regi af Arctic 5
samt i forhold til forskning, højsøfiskeri og fiskeri-
området generelt.213
Selv om Sovjetunionen/Rusland
tidligere har spillet en hovedrolle i en grønlandsk
sikkerhedspolitisk kontekst – fx under den Kolde Krig
og i 2007 med flagplantning på havbunden ved
Nordpolen, der ledte til Ilulissat-erklæringen året efter
– fylder Rusland overraskende lidt i den grønlandske
debat. Enkelte politikere og embedsmænd henviser
dog til russiske ubåde på østkysten eller russisk oprust-
ning generelt som et væsentligt sikkerhedspolitisk
problem. I de få tilfælde, hvor grønlandske politikere
har efterspurgt øgede militære investeringer i Grønland,
har argumentet været baseret på et lokalt, civilt behov
for bl.a. fiskerikontrol, søredning og oprydning efter
olieudslip snarere end værende funderet på en
sikkerhedsliggørelse af stormagternes interesser og
aktiviteter i og omkring Grønland.214
Der er imidlertid et øget grønlandsk fokus på behovet
for at have kvalificeret analysekapacitet, der kan
rådgive om sikkerhedspolitiske problematikker ud fra
et grønlandsk perspektiv.215
Selvom Naalakkersuisuts
årlige udenrigspolitiske redegørelser ofte nævner
geostrategiske og sikkerhedspolitiske problematikker,
er den grønlandske udenrigspolitik fortrinsvis fokuseret
på kommercielle emner og relationer (primært fiskeri-
eksport og potentiel minedrift) samt ønsket om at
udvide Grønlands internationale netværk og støtte til
implementering og udvikling af folkeretten, herunder
oprindelige folks rettigheder. Omvendt er det en
udfordring fortsat at skabe internationale netværk,
erhvervsudvikling og økonomisk vækst i Grønland, hvis
der ikke er lavspænding i Arktis. Ligeledes er der en
række gråzoner mellem hjemtagne politikområder,
som fx infrastruktur og ressourceudvinding og sikker-
hedspolitik, som medfører, at grønlandske politikere
uundgåeligt kommer i tættere kontakt med – og skal
forholde sig til – sikkerhedspolitiske problemstillinger.
Grønland opnåede hjemmestyre i 1979 og selvstyre i
2009. Grønlands selvbestemmelse har særligt de sidste
fireårtierværettiltagende,ikkemindstefterhjemtagelses-
loven af 2005, der forbedrer Grønlands mulighed for
gradvist at hjemtage ansvaret for en lang række
sagområder, der tidligere blev varetaget af den danske
stat. På den baggrund hjemtog Grønland eksempelvis i
2010 ansvaret for råstofområdet. Sideløbende har
Grønland også øget sin interesse og indflydelse på
Kongerigets udenrigspolitik ikke mindst i kraft af
fuldmagtsloven af 2005 og selvstyreaftalen af 2009.
GRØNLAND I RIGSFÆLLESSKABET201
Faktaboks 5.
33 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 2 KONGERIGET SOM AKTØR I ARKTIS
Kritikken fra Grønland har, når det handler om sikker-
hedspolitik, primært handlet om fortsat dansk post-
kolonial adfærd og manglende gennemsigtighed i
forhold til især forhandlinger om den amerikanske
tilstedeværelse på Thulebasen og generelt i Grønland.
Hertil kommer opfattelsen af, at skiftende danske
regeringer ikke har ville erkende, at Danmark under
og efter Den Kolde Krig har draget fordel af den
amerikanske tilstedeværelse i Grønland. Ideen er, at
den danske accept af den amerikanske tilstedeværelse
i Grønland har kunnet benyttes som et slags
‘Grønlandskort’, som har givet forhandlingsmæssige
fordele i forholdet til amerikanerne og i forhold til dansk
medlemskab af NATO.216
Der er imidlertid ikke, i forhold til sikkerhedspolitikken,
en klart defineret, samlet grønlandsk stemme. På
den ene side er der en række politikere på især venstre-
fløjen, der advokerer for at bevare Arktis som et
lavspændingsområde eller sågar udnævne regionen til
en ‘fredszone’. På den anden side er der udtalt kritik fra
andre politiske aktører af den danske stats manglende
fokus på og tildeling af ressourcer til at varetage
dens opgaver og forpligtelser i forhold til Grønland.
Implikationerne heraf øges kun med de nye sikker-
hedspolitiske dynamikker i Arktis. Hertil kommer en
grønlandsk kritik af det danske forsvars manglende
evne til at overvåge det grønlandske luftrum og
farvande. I denne forbindelse deler kredse i Grønland
således den danske bekymring om, at hvis ikke
Kongeriget styrker fokus og øger ressourcerne til
overvågning, så vil amerikanerne i højere grad tage
over og gøre det selv, hvilket ikke vil være et attraktivt
udfald set fra Grønland.217
Der er i skrivende stund en
generel tilfredshed fra Naalakkersuisut og Udenrigs-
departementet i Nuuk, med den nuværende danske
regerings inddragelse og samarbejdsvillighed.218
Præsident Trumps købstilbud i august 2019 under-
stregede, at USA’s strategiske prioritering af Grønland
er øget det seneste år. Det er imidlertid langt fra første
gang, at USA har udvist interesse for at købe Grønland
enten af geostrategiske årsager eller pga. grønlandske
råstoffer.219
USA har siden Anden Verdenskrig været
militært til stede i Grønland. Der har været løbende
justeringer af – og tillægsaftaler til – Forsvarsaftalen af
1951. I forbindelse med opdateringen af Thuleradaren i
2004 sikredes Grønland mere formelt deltagelse i
samarbejdet og forhandlingerne med USA vedrørende
amerikanske militære interesser og tilstedeværelse i
Grønland. Dette foregår særligt via den dansk-
grønlandsk-amerikanske ‘Joint Committee’, der er
nedsat for at give et forum til diskussion af samarbejde
om emner som uddannelse, miljø og turisme, samt via
en ‘Permanent Commitee’, hvor dansk-grønlandsk-
amerikanske anliggender vedrørende Thulebasen kan
diskuteres.220
I 2014 mistede det grønlandske firma Greenland
Contractors servicekontrakten på Thulebasen til det de
facto amerikanske selskab Exelis, hvilket førte til et
økonomisk tab for det grønlandske selvstyre og en
længerevarende tvist i forholdet til USA.221
Som
konsekvens heraf afholdt Kongeriget sig i en periode
fra at indkalde til møder i ‘Joint Committee’ og
‘Permanent Commitee’.222
Møderne i ‘Permanent
Commitee’ er dog siden 2018 langsomt blevet
genoptaget.223
Spørgsmålet om den amerikanske
servicekontrakt på Thulebasen er set fra Grønlands
perspektiv fortsat en vigtig problemstilling, der skal
løses, og drøftelser med amerikanerne herom pågår
med høj prioritet fra Naalakkersuisuts side. Det
formodes ligeledes, at et nyoprettet amerikansk
konsulat i Nuuk i 2020 vil bidrage til at løse problemet.
USA har ikke haft et konsulat i Nuuk siden starten af
1950erne, og forventningen er, at konsulatet, der
allerede i begrænset omfang er etableret med et kontor
hos Arktisk Kommando, skal have syv fuldtidsansatte
– heraf vil op til fem sandsynligvis blive grønlandske
lokalansatte – der primært skal facilitere kontakter
til Naalakkersuisut og erhvervslivet samt briefe
Washington om grønlandske forhold. Fra amerikansk
side er hovedårsagerne til genåbningen af et konsulat
bekymringer over den manglende monitorering af
grønlandsk luftrum og farvand, samt ønsket om at
sikre, at Grønland forbliver en integreret amerikansk
allieret.224
USA ønsker således ikke blot at blive betragtet
som en mulig partner i Grønland på lige fod med fx
Kina, men at blive set som Grønlands centrale partner i
Arktis.225
Hyppigere amerikanske besøg i Grønland de senere år
og den i april annoncerede hjælpepakke til Grønland
tyder på, at amerikansk tilstedeværelse i Grønland
kan blive yderligere forstærket, om end det fortsat er
uklart, hvad det konkret kommer til at indebære.226
Det
34
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
KONGERIGET SOM AKTØR I ARKTIS DEL 2
amerikanske flyvevåben har også udvist interesse for
at opdatere luftrumsovervågningen og installationer på
Thulebasen (se også afsnittet om USA).227
Thule udgør
ligeledes det amerikanske forsvars nordligste dyb-
havshavn, men den kan kun besejles få måneder om
året, og derfor er Pentagon på udkig efter nye
støttepunkter for maritime operationer i Arktis. Flere
har påpeget, at grønlandske havne (fx i Sisimiut) kunne
være interessante for den amerikanske flåde.228
Den amerikanske fremfærd kan imidlertid ikke ses
isoleret fra den kinesiske aktivitet i Grønland. Således
udstedte det amerikanske forsvarsministerium i
september 2018 en hensigtserklæring, der indeholdt en
tilkendegivelse af amerikanske interesser i at investere
i grønlandsk infrastruktur, særligt i anlæggelsen af nye,
civile lufthavne med militær-civile, dvs. ‘dual-use’,
formål. Den amerikanske udmelding kom i kølvandet
på en del polemik omkring deltagelsen af den
statsejede kinesiske entreprenørvirksomhed China
Communications Construction Company i udbudsrunden
for udvidelserne af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat.229
Kineserne endte med at trække sig fra udbudsrunden
med henvisning til store praktiske besværligheder, bl.a.
med at få visum og dermed adgang til Grønland for
virksomhedens ansatte.230
Inden dette havde den
daværende danske regering i efteråret 2018 indgået en
aftale med den grønlandske regering vedrørende
finansiering af det omfattende lufthavnsprojekt, som
sikrede Danmark indflydelse på bl.a. valg af entreprenør-
virksomhed. Kina blev ikke nævnt med ét ord i den
aftale, men det er overvejende sandsynligt, at det var
den potentielle kinesiske involvering, der skabte
opmærksomhed i København og Washington.
Officielt havde hele sagen med potentiel kinesiske
involvering i det grønlandske lufthavnsprojekt intet
med USA at gøre. Ifølge anonyme amerikanske kilder
havde den daværende amerikanske forsvarsminister
James Mattis imidlertid overfor den daværende
danske forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen
udtrykt bekymring for, at en sådan udvikling kunne
lede til kinesisk militær tilstedeværelse i Grønland.231
I
en lignende episode fra 2016 afviste daværende
statsminister Lars Løkke Rasmussen et kinesisk
mineselskab, der viste interesse for at købe marine-
station Grønnedal (Kangilinnguit). Marinestationen var
ellers sat til salg, men blev straks derefter taget af
markedet og genaktiveret.232
Kinesisk interesse i Grønlands minedriftspotentiale
tiltrækker generelt et betydeligt dansk fokus,
eksemplificeret ved FE’s advarsel imod en risiko for, at
kinesiske investeringer i Grønland med tiden kan
medføre politisk indblanding og pression.233
Fokus er
særligt på kinesisk interesse i Grønlands sjældne
jordarter. To af verdens største forekomster af sjældne
jordarter findes i Sydgrønland i henholdsvis Kringlerne
(Killavaat Alannguat) og Kvanefjeldet (Kuannersuit),
hvoraf sidstnævnte også indeholder bl.a. uran.234
Forskningsinfrastruktur i Grønland er et andet område,
der har vakt kinesisk interesse, hvilket bl.a. har resulteret
i en grønlandsk-kinesisk hensigtserklæring i 2016
omhandlende forskning. I forlængelse af denne
erklæring har forskellige kinesiske myndigheder og
forskningsinstitutioner fremsat ønske om at opstille
hhv. en forskningsstation og en satellitmodtager-
station i Grønland dog uden, at det endnu har ført noget
med sig.235
I en sikkerhedspolitisk optik ville det være
problematisk, da sådanne kinesiske forsknings-
faciliteter, særligt en satellitmodtagerstation, kan have
stor nytte for det kinesiske militær – jf. ‘dual use’-
problematikken (se også afsnittet om Kina).
Endelig er Kina et af de absolut vigtigste fiskeeksport-
markeder for Grønland, og efter flere års tilløb vil
Grønland sandsynligvis, som Færøerne gjorde det i
2019, åbne en repræsentation i Beijing inden for en
overskuelig fremtid.236
Kinas voksende engagement i
Arktis og specifikt i Grønland er ikke et problem per se,
men, som behandlet yderligere nedenfor, understreger
det behovet for styrket dialog og samarbejde mellem
Grønland og Danmark. Det gælder især i takt med,
at forholdet mellem Kina og USA forværres, og
Washington i stigende grad vil anse enhver kinesisk
tilstedeværelse og aktivitet i Grønland som en potentiel
sikkerhedspolitisk trussel. Udfordringen, som Grønland
og Danmark i fællesskab skal håndtere, går derfor ikke
udelukkende på Kina og Rusland i sig selv, men på den
tiltagende stormagtsrivalisering mellem USA og Kina
og Rusland, som den udspiller sig i og omkring
Grønland.237
35 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 2 KONGERIGET SOM AKTØR I ARKTIS
FÆRØERNE
Indtil for ganske nyligt har klassisk sikkerhedspolitik
ikke optaget meget plads i færøsk politik.240
Centralt har
i stedet stået den økonomiske politik og spørgsmålet
om selvstændighed fra Danmark. De to områder
hænger sammen og påvirker i samspil Færøernes
tilgang til udenrigs- og sikkerhedspolitik. Økonomisk
vækst og udvikling er en forudsætning for fremtidig
færøsk selvstændighed såvel som opretholdelsen og
udbygningen af det færøske velfærdssamfund. Den
færøske økonomi er baseret på fiskeri. Det betyder, at
sikringen af færøsk adgang til verdens fiskemarkeder
fortsat er en central faktor i færøsk syn på udenrigs- og
sikkerhedspolitik. Ruslands, Kinas og USA’s voksende
fokus på Nordatlanten og på Arktis betyder imidlertid,
at den klassiske sikkerhedspolitik presser sig på.241
Færøerne skal håndtere et nybrud, hvor økonomiske
interesser i at handle med Rusland og Kina samt
sikkerhedspolitiske interesser i et godt forhold til USA
og NATO ikke peger i samme retning.
Under Den Kolde Krig blev alle væsentlige sikkerheds-
politiske beslutninger taget i København, hvilket i
forbindelse med særligt baseproblematikker til tider
gav anledning til konflikt mellem Færøerne og
Danmark.242
Færøernes strategiske placering gav i
denne periode grobund for ideen om et ‘Færøernekort’,
en pendant til det mere kendte ‘Grønlandskort’ (se
afsnittene om Danmark og om Grønland). Forskningen
viser imidlertid, at betydningen af en sådan faktor var
genstand for meget store udsving i takt med ændringer
i den strategiske og teknologiske udvikling.243
Efter
Den Kolde Krigs afslutning mindskedes Færøernes
strategiske betydning, men denne udvikling er gradvist
vendt – særligt indenfor det seneste år – og Færøerne
har oplevet en stigende interesse fra amerikanske,
russiske og kinesiske myndigheder og virksomheder.
Den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands,
har allerede besøgt Færøerne adskillige gange i løbet af
sin embedsperiode, hvilket står i skarp kontrast til, hvad
Færøerne har været vant til fra skiftende amerikanske
ambassadører.244
Ligeledes arrangerede USA i 2019 et
besøg af en amerikansk fregat med en dertilhørende
reception, hvor Færøernes mest fremtrædende
beslutningstagere var inviteret.245
Der har længe været et færøsk ønske om mere ind-
dragelse, større indflydelse og et højere niveau af
informationsdeling på det sikkerhedspolitiske område.
Rationalet på Færøerne er, at før Tórshavn har et niveau
af information på hvilket, der kan træffes informerede
valg, og før Tórshavn bliver inddraget på et tidligt nok
tidspunkt i processen til at have reel indflydelse, så
“ Vi – Grønland, Færøerne og Danmark – har forskellige interesser og prioriteringer
[i Arktis].
”
-Færøernes Lagmand Bárður á Steig Nielsen, 26. februar 2020.238
I 1946 stemte et flertal af færingerne for uafhængighed,
men efter hektiske forhandlinger med danske myndig-
heder blev resultatet færøsk hjemmestyre i 1948.
Spørgsmålet om fuld færøsk selvstændighed var
igen højt på den politiske agenda i slutningen af
1990’erne, hvor særligt færøsk utilfredshed over den
danske håndtering af den færøske økonomiske krise,
ca. 1989-1995, gav selvstændighedsbevægelsen øget
opbakning. Siden er Færøernes selvbestemmelse
blevet gradvist styrket, ikke mindst efter overtagelses-
loven af 2005 på baggrund af hvilken, Færøerne har
hjemtaget ansvaret for en lang række sagområder,
der tidligere blev varetaget af den danske stat. For
Færøernes vedkommende inkluderer listen af hjem-
tagne områder også dele af den blødere sikkerheds-
politik – både søredning og beredskabsopgaver
forbundet med miljøkatastrofer er eksempler på
hjemtagne områder. Færøerne har således eget
helikopter- og skibsberedskab.
FÆRØERNE I RIGSFÆLLESSKABET239
Faktaboks 6.
36
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
KONGERIGET SOM AKTØR I ARKTIS DEL 2
kan den færøske regering ikke nødvendigvis støtte
op om eventuelle danske ønsker om nye sikkerheds-
politiske tiltag på Færøerne.246
Problematikken er
særligt presserende i spørgsmål, hvor danske og
færøske interesser ikke nødvendigvis er sammen-
faldende, fx når færøske fiskeriinteresser er i spil (se
også nedenfor). At håndtere denne udfordring er derfor
et aktuelt prioritetsområde indenfor Rigsfællesskabet,
hvor nye tiltag allerede er i gang i forhold til håndtering
af og praksis omkring klassificeret information og for
sikker kommunikation generelt mellem Tórshavn og
København.247
Det færøske ønske udstrækker sig også til Kongerigets
fælles arktiske strategi. Tórshavn er bevidst om, at
Færøerne ikke har en helt så geostrategisk centralt
placering i Arktis som Grønland. Det anerkendes
således, herunder af den færøske lagmand Bárður á
Steig Nielsen, at Grønland har ”en helt særlig status” i
Arktis.248
Ikke desto mindre insisterer Færøerne på at
være en vægtig aktør i Arktis og har bl.a. fået anerkendt
ret til en udvidet kontinentalsokkel, der strækker sig
nord over polarcirklen (se appendiks). Særligt to forhold
er centrale for Færøerne i Arktis. For det første at sikre
det færøske fiskeri de bedst mulige betingelser i
færøske, udenlandske og internationale farvande, samt
potentielt på længere sigt at sikre færøsk deltagelse i
anden økonomisk aktivitet i Arktis, så som turisme. Og
for det andet at skabe synlighed om Færøerne som
arktisk nation i en tid, hvor Arktis i stigende grad er i det
internationale søgelys.249
Derfor vil Tórshavn ikke
marginaliseres, når Kongeriget engagerer sig i Arktis,
og ikke mindst i Arktisk Råd.250
Fiskeripolitik har traditionelt udgjort en hovedprioritet i
færøsk syn på og relation til omverden. Fiskeri er
Færøernes vigtigste erhverv og står for ca. 95 % af den
samlede færøske eksport.251
Den færøske økonomi har
i de senere år været inde i en højkonjunktur, og
fiskerieksporten er steget fra ca. 6000 tons i 2013 til ca.
8000 tons i 2018.252
Det betyder eksempelvis, at den
færøske landskasses overskud i 2019 var berammet
til 377 millioner kr. Til sammenligning udgjorde
bloktilskuddet fra Danmark i 2019 641 millioner kr.,
mens øvrige udgifter, der pt. blev dækket af den danske
stat, beløb sig til 404 millioner kr. i 2018.253
Mens
Færøerne således er mindre afhængig af bloktilskuddet
end tidligere, så betyder dette imidlertid også, at den
færøske økonomi og den færøske velfærdsstat i dag er
dybt afhængig af fiskeriet. Dette er grunden til, at
hensynet til fiskeriet ofte dominerer i Færøernes tilgang
til de nye sikkerhedspolitiske strømninger omkring
øgruppen.
Netop fiskeri har også dannet baggrund for nogle af de
største nylige konflikter mellem Færøerne og Danmark.
I 2010-2014 førte Færøernes unilaterale forøgelse af
egne silde- og makrelkvoter til konflikt med EU, hvilket
bl.a. inkluderede EU-sanktioner imod Færøerne.254
Dette skete på trods af danske forsøg på at undgå
det.255
Det førte ikke desto mindre til, at Danmark
efterfølgende håndhævede EU-sanktionerne overfor
Færøerne i perioden 2013-2014.256
Selvom konflikten
blev løst efter forhandlinger, der også gav Færøerne
en større kvote, bl.a. med utilfredshed til følge fra
danske fiskere, var episoden skadelig for dansk-
færøske relationer.257
For Rigsfællesskabet er sådanne
konflikter komplekse, ikke mindst fordi de illustrerer,
hvor forskelligt en konflikt kan tage sig ud fra Tórshavn
og fra København, og viser det dilemma, København
står i. Her er udfordringen at afveje hensynet til
Rigsfællesskabet overfor hensynet til varetagelsen af
danske forpligtelser og interesser i forhold til EU og
Danmarks vigtigste allierede USA.
Ikke mindst i lyset af den færøske fiskerieksports
sårbarhed overfor udelukkelse fra centrale markeder
som fx EU, har den færøske strategi for fiskerieksport
sigtet på diversificering af markeder gennem et fokus
på eksport til både markeder i EU, Rusland, USA og
Kina.258
Den færøske afhængighed af alle disse
markeder har direkte indflydelse på færøske opfattelser
af den tiltagende stormagtskonkurrence i Arktis og i
Nordatlanten. Der er således en udbredt modvilje imod
at vælge side i sådanne konflikter, da sådanne valg,
uanset til hvis fordel de måtte falde ud, risikerer en del
af det færøske eksportmarked.259
Det færøske forhold
til Kina og Rusland (og førhen til Sovjetunionen) har
traditionelt kunnet afvige fra Danmarks i perioder
ofte ansporet af færøske fiskeriinteresser. Dette bliver
imidlertid mere problematisk som stormagtsrivali-
seringen intensiveres.260
Der medfølger således et
større pres på Færøerne om at følge den overordnede
sikkerhedspolitiske linje fra København, hvilket skaber
spændinger.
37 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 2 KONGERIGET SOM AKTØR I ARKTIS
Færøsk-russiske relationer er centreret omkring fiskeri-
samarbejde i Barentshavet og fiskerieksport til Rusland.
Historisk har Rusland – og under Den Kolde Krig,
Sovjetunionen – udgjort et meget centralt marked for
Færøerne. Andelen af færøsk eksport til Rusland har
varieret, men udgjorde i 2018 27,3 % af den samlede
færøske fiskerieksport. Dermed er Rusland den største
aftager af færøsk fiskerieksport.261
Denne eksport er
steget markant fra 2014-2018. En del af forklaringen
herfor er konsekvenserne af Ukrainekrisen. I 2014 førte
Ukrainekrisen til en ny konflikt mellem Danmark og
Færøerne, idet Danmark som EU-land deltog i
sanktioner imod Rusland og blev ramt af en russisk
boykot af fiskeriprodukter, der imidlertid undtog
Færøerne.262
I 2015 opfordrede Danmark Færøerne til
ikke at udnytte situationen.263
Dette blev dog afvist fra
færøsk side bl.a. med henvisning til, at EU-landene
selv langt fra var stoppet med samhandlen med
Rusland og stadig vedblev at sælge varer til Rusland,
der ikke var dækket af sanktionerne.264
I kinesisk-færøske relationer spiller fiskeriimport lige-
ledes en væsentlig rolle, og ca. 8 % af den færøske
fiskerieksport går til Kina.265
Kina har dog ligeledes
involveret sig i færøsk televirksomhed, særligt i for-
bindelse med opgraderingen af det færøske net til 5G.
Her kom det frem i dagspressen, at den kinesiske
ambassadør muligvis forsøgte at sammenkæde en
frihandelsaftale mellem Kina og Færøerne med et
færøsk valg af kinesiske Huawei som 5G leverandør.266
Samtidig indrykkede den amerikanske ambassadør i
Danmark, Carla Sands, en kronik i den færøske avis
Sosialurin, hvori hun advarede Færøerne om
konsekvenserne af et færøsk valg af Huawei – det ville,
efter ambassadørens vurdering, bl.a. give Kina
mulighed for at lægge pres på Færøerne, og Beijing ville
kunne bruge Huaweis systemer til at begrænse færøsk
ytringsfrihed.267
Den endelige færøske beslutning i
denne sag er endnu ikke taget (per 30. april 2020). Fra
både dansk og færøsk side er det blevet understreget,
at valget er en kommerciel beslutning, og at det derfor
ligger hos det statsejede færøske teleselskab Føryea
Tele.268
Samtidig har den færøske handelsminister
Helgi Abrahamsen dog også åbnet for, at ”måske skal
man tage en politisk beslutning på et tidspunkt”’.269
På
den baggrund har også det færøske folketingsmedlem
Sjúrður Skaale udtalt, at ”Det er ikke kun et valg mellem
to-tre leverandører. Det er også et valg mellem USA og
Kina”.270
OPSAMLING: KONGERIGET SOM AKTØR I ARKTIS
Danmark, Grønland og Færøerne har forskellige
tilgange til og interesser på spil i forhold til flere af de
nye sikkerhedspolitiske dynamikker, men der er
samtidig også vigtige sammenfald. Danmark har en
overordnet interesse i at fastholde Rigsfællesskabet i
kraft af, at det sikrer Danmarks status som en arktisk
stat, mens både Færøerne og Grønland har stærke
selvstændighedsambitioner. Hertil kommer, at blok-
tilskuddene fra Danmark til Grønland og Færøerne
koblet med begges velfærdssystemer har betydet, at
selvstændighed og økonomisk vækst for begges
vedkommende hænger uløseligt sammen. Det betyder,
at synet på og afvejningen mellem hensyn til økonomi
og sikkerhedspolitik ikke altid er det samme i de tre
rigsdele. Det er en betydelig udfordring for den danske
regering og for Rigsfællesskabet.
Som berørt ovenfor har der de senere år været adskillige
sager, hvor den danske regerings fokus på sikker-
hedspolitiske risici og hensyn til Kongerigets allierede
er stødt sammen med særlige grønlandske og færøske
økonomiske og kommercielle interesser. Det har især
gjort sig gældende i forbindelse med Grønlands og
Færøernes bestræbelser på at sikre adgang til attraktive
markeder for deres fiskerieksport eller at sikre
investeringer til ressourceudvinding og infrastruktur.
Sådanne sager har ofte ført til yderligere spændinger
og frustrationer i alle tre dele af Rigsfællesskabet, men
også undren og forvirring fra udlandet over for
Kongerigets fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiske
linje. Det svækker Kongerigets evne til at fremstå som
en stærk og troværdig allieret og til at udnytte de
muligheder og håndtere de udfordringer, som følger af
nye sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis.
38
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
KONGERIGET SOM AKTØR I ARKTIS DEL 2
Rigsfællesskabet styrkes ikke desto mindre af vigtige
sammenfaldende interesser. De tre rigsdele deler en
vital interesse i at få sikret Kongerigets overordnede
sikkerhedsinteresser i Arktis. Det gælder eksempelvis
suverænitetshævdelse og beskyttelse af Kongerigets
territorielle integritet. Hertil kommer desuden fælles
tilgang til international interessevaretagelse, fx
vedrørende kontinentalsokkelproblematikken (se
appendiks). De tre rigsdele har desuden alle en stærk
interesse i at modvirke, at stormagterne USA, Rusland
og Kina spiller dem ud imod hinanden.271
Det kræver en
fælles forståelse og en fælles linje overfor dels
bekymrende russisk og kinesisk adfærd i Arktis, men
også overfor det stigende pres fra USA, der er den
primære garant for Kongerigets sikkerhed i og udenfor
Arktis. Således står såvel de tre rigsdele som Kongeriget
samlet overfor nye amerikanske krav og forventninger,
hvilke særligt knytter sig til USA’s dominerende
sikkerhedspolitiske fokus på stormagtsrivalisering.
Dette gælder dels mht. konkrete amerikanske ønsker i
forhold til Kongerigets opgaveløsning i Arktis, særligt i
forbindelse med overvågningen af såvel Kongerigets
arktiske luft- som søterritorium, samt mht. niveauet
for den amerikanske tilstedeværelse i Grønland. Det
influerer imidlertid også på rammerne for, hvordan
Danmark, Grønland og Færøerne kan samarbejde med
især Kina, men også Rusland, i Arktis. De tre rigsdele vil
alle komme under et øget amerikansk pres for at følge
USA’s linje. Her vil det være en styrke, hvis de tre rigsdele
møder og forhandler med amerikanerne ud fra en
fælles platform.
Der er derved også bedst mulighed for proaktivt at
påvirke og forme, hvordan USA øger deres tilstede-
værelse i Grønland og på Færøerne. Amerikanerne
synes endnu ikke at være så langt i udmøntningen af
det øgede strategiske fokus på Arktis, og har endnu
ikke lagt sig fast på, hvilke konkrete tiltag der skal til i
Grønland og på Færøerne. Det er således stadig muligt
at komme på forkant med udviklingen og påvirke
beslutningsprocesserne i USA. Men igen, det kræver, at
den danske, den grønlandske og den færøske regering
står sammen og tager ejerskab for en fælles linje.272
Ligeledes kan der stadig være rum til at imødegå de
amerikanske bekymringer og dermed håndtere de
mulige risici særligt i forhold til kinesiske aktiviteter i
Grønland og på Færøerne. Det kan ske ved – i et tæt
samarbejde mellem de tre rigsdele – at etablere
nødvendige foranstaltninger, herunder en screenings-
mekanisme for investeringer og et skærpet regulerings-
og kontrolsystem i forhold til forskningsaktiviteter. Her
er der ligeledes et stort potentiale for Kongeriget i et
samarbejde med de andre nordiske lande og Canada,
der har værdifulde erfaringer og indsigter at byde ind
med.273
Hvorledes kan Rigsfællesskabet så sikre størst mulig
konsensus om Kongerigets udenrigs- og sikkerheds-
politiske linje? Her er der meget at vinde gennem
forebyggende møder og forbedrede kommunikations-
linjer.274
I både grønlandsk og færøsk optik er ind-
dragelse, indflydelse og informationsdeling kodeord.
Skiftende danske regeringer har allerede haft dette
som prioritet de seneste år, men processen er endnu
ikke tilendebragt, og det vil i høj grad kræve et
kontinuerligt fokus fra Københavns side at nå helt i mål
hermed. I forhold til de tre rigsdeles forskellige
særinteresser, bl.a. handelspolitikken, må der i fælles-
skabet udarbejdes løsninger og kompromisser. Det
kunne indebære, at Rigsfællesskabet som enhed
hæfter solidarisk for eventuelle omkostninger og tab
for de enkelte rigsdele forbundet med sikkerheds-
politiske valg til Rigsfællesskabets bedste. I denne
forbindelse bør det imidlertid bestræbes at undgå
situationer, hvor en sådan fælles håndtering af udgifter
kan blive set som et dansk forsøg på at købe sig ud af
problemer mellem de tre rigsdele.
47
EUROPÆISK FORSVARSSAMARBEJDE OG DET DANSKE FORSVARSFORBEHOLD
XXX KAPITEL 2
DEL
48 EUROPÆISK FORSVARSSAMARBEJDE OG DET DANSKE FORSVARSFORBEHOLD
KAPITEL 2 XXX
42
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
KONGERIGETS MULIGHEDER OG UDFORDRINGER SAMT ANBEFALINGER DEL 3
Der blev i opdraget fra Udenrigsministeriet bedt om en
analyse af de nye sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis.
Ovenstående analyse har imødekommet denne
anmodning og har gennem en række delanalyser
indgående beskrevet dynamikkerne bag den øgede
stormagtsrivalisering mellem Rusland, Kina og USA i
Arktis, samt hvorledes de mest centrale øvrige aktører i
regionen har håndteret denne nye situation.
Med afsæt i de foregående delanalyser må det generelt
konstateres, at den sikkerhedspolitiske situation i
Arktis er under forandring. Intensiveret stormagts-
rivalisering sætter i stigende grad de overordnede
rammer for de arktiske staters relationer til hinanden
og til ikke-arktiske stater i bevægelse og præger
generelt den sikkerhedspolitiske dagsorden i regionen.
De arktiske stater styrker deres militære tilstedeværelse
og øvelsesaktivitet, og NATO og EU udviser en større
interesse for regionen.
Synet på den arktiske region som en særlig fredelig
region præget af lavspænding er under pres – og
fortalere for ‘arktisk ekseptionalisme’ er trængt i
defensiven. Presset er bygget op over en årrække og
knytter sig til særligt tre udviklingsmønstre:
■ Ukrainekrisen med de efterfølgende implikationer
for russisk deltagelse i visse arktiske samarbejder
og ikke mindst indførslen af vestlige sanktioner
særligt vendt imod russiske olie- og gasprojekter i
Arktis.
■ Den øgede russiske og kinesiske strategiske priori-
tering af Arktis drevet af en række forskellige
interesser og førende til stigende russisk og kinesisk
aktivitet i regionen.
■ Den nylige amerikanske reaktion på den øgede
russisk og kinesisk strategiske prioritering af Arktis
såvel som på en general forværring af USA’s forhold
til Rusland og Kina, hvor begge lande nu ses som
stormagtsrivaler, også i den arktiske region.
På den baggrund har analysen, ligeledes direkte efter-
spurgt i opdraget, identificeret de muligheder og
udfordringer, det stiller Kongeriget overfor og har opstillet
konkrete anbefalinger til Kongeriget ift. udenrigs-,
sikkerheds- og forsvarspolitik.
KONGERIGETS MULIGHEDER OG
UDFORDRINGER SAMT ANBEFALINGER
2
43 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
DEL 3 KONGERIGETS MULIGHEDER OG UDFORDRINGER SAMT ANBEFALINGER
Den ændrede sikkerhedspolitiske situation i Arktis er
vanskelig at håndtere for Kongeriget. Helt overordnet,
som småstat, har Kongeriget en naturlig interesse i et
fredeligt Arktis præget af respekt for international orden
og stærke multilaterale institutioner. Derfor er det i
Kongerigets interesse at bidrage til at afbøde og
minimere de negative implikationer af den seneste
sikkerhedspolitiske udvikling for arktisk dialog og
samarbejde. Kongeriget bør, som anbefaling:
søge at fremme dialogen mellem Rusland
og de andre arktiske stater sideløbende med
Kongerigets og Vestens generelle tilgang til
Rusland efter Ukrainekrisen.
En række tillidsskabende foranstaltninger kan overvejes
i denne sammenhæng evt. i koordination med de øvrige
nordiske lande: Eksisterende samarbejdsrelationer i
tilbageværende fora så som Arktisk Råd og Arctic
Coast Guard Forum kan styrkes, hvilket også gælder for
samarbejdsrelationer med russerne om klima, miljø,
søredning og forskning. NATO vil i den forbindelse med
fordel fortsat kunne spille en rolle som bagvedliggende
stabiliserende faktor. En mere direkte inddragelse af
NATO er på nuværende tidspunkt ikke i Kongerigets
interesse, da det vil blive opfattet som et eskalerende
tiltag i Moskva, og dermed vil det risikere at yderligere
intensivere den sikkerhedspolitiske spænding og
militære opbygning i den arktiske region.
Håndteringen af de nye sikkerhedspolitiske dynamikker
i Arktis er imidlertid vanskelig indenfor eksisterende
arktiske institutioner og fora. På denne baggrund bør
Kongeriget, som anbefaling:
arbejde på etableringen af et nyt forum, hvori
sikkerhedspolitiske spørgsmål kan drøftes
blandt arktiske stater.
Skal et sådant nyt forum oprettes, forestår der især et
spørgsmål om deltagerkreds. Her kan det overvejes at
se på en kreds bestående af Arctic 5, dvs. USA, Rusland,
Canada, Norge og Kongeriget Danmark; Arctic 6, dvs.
Arctic 5 + Island; eller Arctic 8, dvs. USA, Rusland,
Canada, Norge, Kongeriget Danmark, Island, Sverige og
Finland. Kongerigets arbejde for – og eventuelle
fremtidige deltagelse i – et sådant forum bør ske i tæt
samråd mellem Danmark, Grønland og Færøerne.
Kongeriget er imidlertid også tvunget til mere direkte at
konfrontere forværringen af den sikkerhedspolitiske
situation i Arktis. Kongeriget bør, som anbefaling:
nøje følge den russiske og kinesiske adfærd i
regionen og arbejde proaktivt med amerikan-
erne om at imødegå deres og Kongerigets
bekymringer knyttet hertil.
Ved at sikre, at Kongeriget kommer på forkant med
udviklingerne i stormagternes strategiske ageren,
politisk såvel som militært, sikres også størst mulig
grad af kontrol med udviklingen i og omkring
Kongerigets territorium samt indflydelse på nye
amerikanske tiltag i Grønland og på Færøerne. I denne
forbindelse kan Kongeriget med fordel søge
erfaringsudveksling og samarbejde med de øvrige
nordiske lande samt Canada.
1
3
44
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
KONGERIGETS MULIGHEDER OG UDFORDRINGER SAMT ANBEFALINGER DEL 3
En vellykket håndtering af de nye udfordringer stiller
imidlertid store krav til Kongerigets evne til at optræde
som en samlet aktør i Arktis. I denne forbindelse er det
derfor af afgørende vigtighed, at der opnås enighed om
Kongerigets udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje
blandt de tre rigsdele. Kongeriget bør, som anbefaling:
fortsætte og styrke den nuværende kurs i
retning af mere inddragelse og informations-
deling mellem Danmark, Grønland og Færøerne
i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål.
Denne udveksling skal naturligvis ske i respekt for
fortrolighed. I forlængelse heraf bør de tre rigsdele
være parate til at arbejde i fællesskab for at finde
løsninger på udfordringer, der måtte opstå i forbindelse
med fastlæggelsen af en fælles linje, inklusiv eventuelle
økonomiske omkostninger. Det er i den henseende
vigtigt, at omkostningsfordelingen fremstår på en
måde, så den ikke af Færøerne og Grønland opfattes
som et dansk forsøg på at købe sig ud af konflikter,
men i stedet fremstår som koordinerede løsninger
mellem ligeværdige partnere.
En væsentlig udfordring i forbindelse med økonomiske
investeringer i Arktis, særligt fra Kina og Rusland, er
imidlertid også at skelne mellem kommercielt drevne
investeringer i regionen og investeringer med et
underliggende strategisk og militært motiv. Dette
gælder særligt inden for udvinding af naturressourcer,
som fx sjældne jordarter, og inden for strategisk
infrastruktur. Hertil kommer situationer, hvor der
eksisterer gråzoner, som er knyttet til, hvorledes
fremmede magter kan anvende civile installationer
til militære formål, jf. ”dual use”-problematikken.
Kongeriget bør, som anbefaling:
styrke dialogen om at opstille fælles røde linjer
internt i Rigsfællesskabet mht. udenlandske
investeringer i Arktis og Nordatlanten.
4
5
45 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
NOTER
NOTER
1 Young og Einarsson 2004, s. 17-18.
2 Pompeo 2019.
3 DoD 2019a; DoD 2016.
4 Se fx Pincus 2020; Conley og Melino 2020.
5 Jacobsen og Strandsbjerg 2017; Rahbek-Clemmensen og
Thomasen 2018b.
6 Young 1992; Konyshev og Sergunin 2014; Byers 2013; Borgerson
2013; Heininen 2012; Exner-Pirot og Murray 2017. Der var
imidlertid også forskere, der argumenterede imod ’arktisk
ekseptionalisme’ – se fx Huebert 2010; Blunden 2012. For et
review af debatterne omkring “arktisk ekceptionalisme” i den
akademiske litteratur, se Olesen under udgivelse.
7 Danmark, Grønland og Færøerne 2011, s. 13.
8 Huebert 2019; Wilhelmsen og Gjerde 2018; Rahbek-Clemmensen
2017; Kristensen og Sakstrup 2016; Käpylä og Mikkola 2015.
9 Fx Conley og Melino 2019; Sørensen 2020.
10 Fx Tamnes og Holtsmark 2014; Hilde 2014; Pincus 2019. Vedr.
Danmark, se eksempelvis FE’s Risikovurdering for 2019 - FE
2019, s. 4.
11 Sikkerhedspolitikken er ifølge grundloven et anliggende for
regeringen i København – Grundloven 1953 § 19, Stk. 1. Reelt
forholder det sig dog anderledes. Både det færøske og det
grønlandske selvstyre har i de senere år presset på for at blive
taget mere med på råd i sikkerhedspolitiske beslutninger af
særlig relevans for netop deres dele af Kongeriget. Hertil kommer,
at både Færøerne og Grønland har styrket deres udenrigspolitiske
kompetencer i spørgsmål ikke direkte relateret til sikkerhedspolitik
eller forsvarspolitik i kraft af fuldmagtsloven for Færøerne –
Lovtidende A 2005a – og for Grønland – Lovtidende A 2005b –
begge af 2005 samt for Grønland ved selvstyreloven af 2009 –
Lovtidende A 2009. For en diskussion af dynamikkerne knyttet til
Grønlands og Færøernes selvstændighedsaspirationer i en tid
med stigende stormagtsfokus på Arktis se Justinussen 2019.
12 Se bl.a. Jacobsen og Herrmann 2017.
13 Medvedev 2016.
14 TASS 2019b.
15 I Føderationsrådet 2019, s. 12.
16 Murmanskij vestnij 2019; Den russiske føderations præsidents
dekret 2020.
17 TASS 2019a.
18 Arctic2035 (s.d.).
19 Ruslands regering 2019b.
20 Ruslands regering 2019b, s. 2.
21 Ruslands præsident 2016, IV/76; fremhævning tilføjet.
22 Voennoe obosrenie 2019.
23 Pompeo 2019.
24 Ruslands udenrigsministerium 2019a.
25 Tebin 2018.
26 Den russiske føderations præsidents dekret 2018, pkt. 15/a.
27 Ruslands transportministerium 2019.
28 Ruslands regering 2019a.
29 Ruslands regering 2019a, s. 1-19.
30 Ruslands regering 2019a, s. 1, pkt. 4.
31 Medvedev 2016.
32 Pritchin 2018.
33 Murmanskij vestnij 2019.
34 Se fx FE 2019, s. 13-16
35 Ruslands forsvarsministerium (s.d.).
36 Boltenkov 2016. General Valerij Gerasimov, chef for den russiske
generalstab, har ved flere lejligheder benyttet denne avis i
formidlingen af sin tænkning.
37 Se fx kort i Boulègue 2019, s. 15.
38 FE 2019, s. 13-14.
39 FE 2019, s. 14.
40 Boulègue 2019.
41 Den russiske føderations præsidents dekret 2017, art. 24/a.
42 Hhv. Ruslands præsident 2016, art. II/5 og Ruslands præsident
2015, art. II/13.
43 RBK 2019.
44 I Ruslands udenrigsministerium 2019b.
45 Se fx Kutjinskaja 2020, s. 68-89.
46 I Voenno-promisjlennij kurer 2019.
47 Hhv. Ruslands præsident 2015, art. IV/99 og Ruslands præsident
2016, art. IV/76.
48 Se fx interview med ambassadør Nikolaj Kortjunov i Ruslands
udenrigsministerium 2019c.
49 Gudev 2019.
50 The State Council 2018; Sørensen 2018b.
51 Middleton 2019; Heininen et al 2020, s. 194-200, 232-240.
52 Sørensen og Klimenko 2017, s. 18-22, 23; Pincus 2020; Sørensen
2019b; Gabuev 2018; Hsiung 2018; Yang 2018; Saradzhyan og
Wyne 2018, s. 25.
53 Sørensen 2018b; Lackenbauer et al. 2018, s. 14-16.
54 Sørensen 2018c.
55 Selvom arktisk forskning traditionelt har modtaget betydeligt
lavere finansiering i Kina end forskningen rettet mod Antarktis, vil
Kinas seneste øgede strategiske prioritering af Arktis og
bestræbelser på at udvikle den såkaldte ‘polare silkevej’ med
infrastruktur og ny handel på tværs af arktiske søruter rette
yderligere politisk opmærksomhed og finansiering mod Arktis –
se fx Wishnick 2017, s. 24.
56 Niller 2019.
57 Xue Long var det første kinesiske fartøj, der krydsede Det Arktiske
Ocean i 2012 og lagde til ved Islands Akureyri Havn, før det
vendte tilbage til Shanghai.
58 Lasserre et al. 2017, s. 32.
59 Brady 2017, s. 152.
60 Xinhua 2018.
61 Koivurova et al. 2019, s. 34.
62 Today In Energy 2012, s. 14; Meidan 2019; O’Sullivan 2019.
63 The Japan Times 2019; Andersson, Zeuthen og Kalvig 2018. Kina
har i dag et skrøbeligt kvasimonopol på udvinding og raffinering
af sjældne jordarter til produktionsformål selvom bl.a. Australien,
Rusland, Grønland, Indien, USA har reserver af disse jordarter
- Hornby 2015; Lewis og Scheyder 2018.
64 Sørensen 2018a.
65 Fx The State Council 2018.
66 Se fx Brady 2017, s. 189-196. Det er særligt Kinas selektive
fortolkning af FN’s Havretskonvention i forhold til de territoriale
tvister i det Sydkinesiske Hav, der har skabt usikkerhed blandt de
arktiske stater – fx Rowe et al. 2020, s. 12; Lierop 2016, s. 3.
67 Jakobsen 2010, s.10-11; Lackenbauer et al. 2018, s. 18.
68 Se fx Martinson 2019.
69 Hong 2018.
70 Se fx Krisch 2005, s. 369–408.
46
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
NOTER
71 I FE’s Risikovurderingen er vurderingen således ”Kina ønsker
derfor at gøre sin indflydelse gældende i lighed med andre
stormagter. Efter kinesisk opfattelse er rammerne for det
mellemstatslige samarbejde i Arktis i en opbygningsfase. Derfor
vil Kina gøre sig relevant som en legitim medspiller i forskellige
arktiske samarbejdsfora og derved være med til at fastlægge
internationale regler for samarbejdet i den arktiske region” - FE
2019, s. 16.
72 Brady 2017, s. 84; Martinson 2019.
73 BeiDous dækning er vokset betydeligt i takt med Kinas
BRI-initiativ, hvori den polare silkevej er integreret - Brady 2017 s.
107-10; Nouwens og Legarda 2018; Jakhar 2018.
74 Fx The State Council 2018.
75 Se særligt Brady 2017, s. 36-37, 249; Brady 2019.
76 Koivurova et al. 2019, s. 11; Humbert 2019.
77 FE 2019, s. 17.
78 Lague og Lim 2019; Brady 2019.
79 Brady 2017, s. 74-75.
80 I overensstemmelse med FE’s vurdering nævnt ovenfor er der
allerede udviklinger i gang på dette område. Kinas flådefartøjer
sejlede således i 2015 for første gang ind i USA’s territoriale
farvande langs Alaskas kyst - Brady 2017, s. 79-86.
81 Kinas officielle arktiske strategi rummer ingen henvisninger til
militær sikkerhed eller ambitioner om en kinesisk militær
tilstedeværelse i regionen - The State Council 2018. Dog er det
værd at understrege, at Kina ligeledes længe benægtede planer
om en militær udvidelse og baser i fx Djibouti og Tadsjikistan –
hvor Kina i dag har baser – Downs, Becker og deGatengno 2017,
s. 1; Bearak 2019; Shih 2019.
82 Huebert 2009; Knecht og Keil 2013; Nilsson 2018; Olesen og
Sørensen 2019, s. 17.
83 Government of USA 2017; DoD 2018.
84 U.S. Coast Guard 2018.
85 Pompeo 2019.
86 DoD 2019a.
87 Devlin, Silver og Huang 2020.
88 Biden 2020; The New York Times (s.d.).
89 Biden (s.d.).
90 Biden 2020.
91 FE 2019.
92 Pompeo 2019; DoD 2019a.
93 DoD 2019a, s. 12; Henriksen og Rahbek-Clemmensen 2017, s.
9-10.
94 DoD, 2019a.
95 Pompeo 2019.
96 Sørensen 2019b.
97 Se fx Pompeo 2019.
98 DoD 2019b.
99 Sørensen 2019b; Pelaudeix 2018, s. 2; Kuo 2019; Hinshaw og
Page 2019.
100 Sørensen 2019b, s. 4. Denne bekymring anføres direkte i
Pentagons strategi – DoD 2019a.
101 Pompeo 2019.
102 DoD 2019a.
103 US Embassy, Reykjavik 2019.
104 Krog 2020.
105 Trevithick 2019; The Associated Press 2019.
106 Klare 2020. Det drejede sig oprindeligt om ca. 300 mand og blev i
2018 forøget til ca. 700 mand – se fx Nilsen 2018.
107 Mehta 2017; McGwin 2020.
108 Navaltoday 2018.
109 NDAA 2020.
110 Larter 2019; Faram 2018.
111 Pincus 2019.
112 Insinna 2019.
113 Atlantsammenslutningen 2019.
114 Forsvarsforliget 2018.
115 De seks PP’er (permanent participant) er: Aleut International
Association (AIA), Arctic Athabaskan Council (AAC), Gwich’in
Council International (GCI), Inuit Circumpolar Council (ICC),
Russian Association of Indigenous Peoples of the North
(RAIPON) og Sami Council (SC). Derudover deltager en stigende
kreds af observatører i Arktisk Råd-regi, der inkluderer både stater
(fx Kina, Indien og Tyskland) og intergovernmentale/
interparlamentariske organisationer og (I)NGO (fx IMO,
Verdensnaturfonden og forskellige FN-programmer).
116 Workshopmøder i Nuuk i marts 2020. Både Danmark, Grønland
og Færøerne deltager løbende til SAO-møder. Ligeledes deltager
fx forskere, (I)NGO’er, socio-økonomiske aktører og andre
stakeholders fra både medlemslande og ikke-medlemslande,
observatører og de permanente deltagere fra de seks
organisationer af oprindelige arktiske folk. Der er dog stor forskel
på deltagergrupperne fra sag til sag og på tværs af
arbejdsgrupperne, jf. fx Knecht 2017.
117 Greaves og Pomerants 2017; Jacobsen og Herrmann 2017.
118 Den originale fodnote 1 i Ottawa-erklæringen lyder: “The Arctic
Council should not deal with matters related to military security”
– jf. Arctic Council 1996.
119 Jacobsen og Strandsbjerg 2017.
120 Jacobsen 2019a; Mouritzen 2018, s. 121-122; Petersen 2009;
Rahbek-Clemmensen 2018; Rosamond 2015.
121 Oprindeligt var Ilulissat-mødet lanceret som en
engangsbegivenhed. Ikke desto mindre mødtes Arctic 5 sidenhen
to gange på udenrigsministerniveau: først i 2010 i Chelsea,
Canada, og siden i 2015 i Olso, Norge. 10-års jubilæet for
Ilulissat-erklæringen blev afholdt i Ilulissat d. 22.-23. maj 2018
med en bred deltagerskare fra både Arctic 8 og fra ikke-statslige
arktiske aktører, men det resulterede imidlertid ikke i store nye
initiativer ud over en bekræftelse af den oprindelige Ilulissat-
erklæring fra 2008 – Rahbek-Clemmensen og Thomasen 2018b,
s. 25-26; Jacobsen 2018.
122 Taksøe-Jensen 2016, 36.
123 Tømmerbakke 2019b; Koivurova 2019.
124 Jf. fx Stephen 2016.
125 Mouritzen 2018, s. 121-122.
126 NATO opererede frem til 2012 en radar på Sornfjeldet på
Færøerne - Vinther 2012.
127 NATO 2010; Conley 2014.
128 NATO 2018; Kjærgaard 2018. Se også Rahbek-Clemmensen
2020, s. 14-15 for en gennemgang af anti-
ubådskrigsførselsdynamikker i GIUK-gabet.
129 Interview i NATO HQ Brussels i marts 2020.
130 Rowe et al. 2020.
131 Forøget militært NATO-engagement i Arktis, fx i form af
indsættelsen af de stående NATO-flåder, risikerer således at
medføre oprustning i en eskalerende spiral [sikkerhedsdilemmaet]
– jf. Booth og Wheeler 2008.
132 Interview i NATO HQ Brussels i marts 2020.
133 Heininen et al 2020; Tømmerbakke 2019a; Tingstad 2020.
134 Pincus 2019.
135 Tingstad 2020.
136 Interview i NATO HQ Brussels i marts 2020.
47 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
NOTER
137 NATO topmødeerklæringen 2018 - NATO 2018, para 8-9.
138 The State Council 2018.
139 NATO 2019b.
140 NATO 2019a.
141 Stępień et al. 2015; Raspotnik 2018; Raspotnik og Østhagen
2019; Balão 2014.
142 Europa-Kommissionen 2016.
143 EU samarbejder desuden med Rusland og andre regionale
aktører i Arktis om grænseoverskridende problemstillinger via
initiativer som Barents Euro-Arctic Council og Northern
Dimension. Sverige og især Finland arbejder desuden på at bygge
bro mellem EU og Arktisk Råd.
144 Europa-Kommissionen 2016.
145 Se fx Dams og van Schaik 2019. Et strateginotat fra Europa-
Kommissionens egen tænketank, European Political Strategy
Centre (EPSC), er i forhold til en mere klassisk forståelse af
sikkerhedspolitik vedrørende militære problemkomplekser et
nybrud. Tænketank-ophavet gør, at notatet kun har semi-officiel
status, men det er første gang, at EU er så eksplicit i forhold til de
sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis - EPSC 2019.
146 Naalakkersuisut (s.d.); Naalakkersuisut 2019c. Hertil kommer
eksempelvis bidrag til den arktiske region fra EU gennem Den
Europæiske Udviklingsfond, der i perioden 2014-2020 bidrog med
ca. 1,5 milliarder Euro til regionen. Grønlands adgang til denne
pulje er dog begrænset – Stępień og Koivurova 2017, s. 16-17;
Europa-Kommissionen 2018.
147 Alle tre rigsdele har respektive repræsentationer i Bruxelles, men
med tre forskellige tilknytninger til EU. Danmark er medlem med
forbehold, mens Grønland har en OLT-ordning (oversøiske lande
og territorier), der ud over fiskeriaftaler bl.a. indebærer en lukrativ
partnerskabsaftale vedrørende uddannelse, og Færøerne har en
løsere tilknytning.
148 Olesen og Sørensen 2019, s. 21-29; Laine 2015; Rottem 2014.
149 Interview i København i februar 2020.
150 Olesen og Sørensen 2019, s. 35; Mehta 2019.
151 Olesen og Sørensen 2019, s. 35; Jerdén 2020, s. 165-166.
152 Thorhallsson 2018, s. 73.
153 Olesen og Sørensen 2019, s. 30-33.
154 Banke og Nissen et al. 2019, s. 54-55
155 Olesen og Sørensen 2019, s. 24.
156 Fiorenza 2019; Regjeringen 2019.
157 Østhagen 2016.
158 Olesen og Sørensen 2019, s. 28-29.
159 Puolustusvoimat (2018); Försvarsmakten (s.d.); Mikkola 2019 s.
6. Også i tilgangen til øvelserne ses den dualistiske norske tilgang
til Rusland. En del af den norske strategi har således været at
byde NATO-øvelser i norske farvande og på norsk territorium
velkommen, men at insistere på at holde disse øvelser på behørig
afstand af den norsk-russiske grænse.
160 Olesen og Sørensen 2019, s. 25.
161 Interview i København i februar 2020; Tømmerbakke 2019b.
Norge er skeptisk overfor ideen, mens Sverige, ifølge deres
arktiske strategi fra 2011, gerne ser, at Arktisk Råd tager flere
blødere sikkerhedspolitiske emner op, som fx fælles sikkerhed
– Tømmerbakke 2019b; Regeringen 2011. I november 2017
udtrykte den svenske udenrigsminister dog i Riksdagen lettelse
over, at militære og geopolitiske spørgsmål ikke bliver behandlet i
Arktisk Råd – Svenska Riksdagen 2017.
162 For en erfaringsopsamling fra Finland, Island og Norge se også
Olesen og Sørensen 2019.
163 Cobb 2020.
164 Charron 2017.
165 Canadas regering 2017, s. 79.
166 Canadas regering 2017.
167 Canadas regering 2017.
168 McKay 2019.
169 Charron og Fergusson 2018.
170 Fergusson 2020.
171 Claros 2018.
172 Udenrigsministeriet (s.d.).
173 Folketinget 2019; Jacobsen 2019d; Rahbek-Clemmensen og
Thomasen 2018a.
174 George 2018.
175 Se fx Sørensen og Klimenko 2017; Pincus 2020.
176 Citeret i Breum 2016b.
177 Jf. Jacobsen 2019b.
178 Jf. særligt Kongerigets arktiske strategi og udredningen Dansk
diplomati og forsvar i en brydningstid - Danmark, Grønland og
Færøerne 2011; Taksøe-Jensen 2016. Se også Wang 2012.
179 Eftersom klimaforandringerne er særligt mærkbare i Arktis, er
forskningen i denne region central for at forstå og forebygge de
negative konsekvenser heraf.
180 FE 2015, s. 33.
181 Interview d. 12. maj 2017 med daværende udenrigsminister
Anders Samuelsen i Fairbanks, Alaska, i forbindelse med
ministermødet i Arktisk Råd.
182 Workshopmøder i Nuuk i marts 2020; McGhie 2018; FMN 2018;
FMI 2020.
183 DUPI 1997; Henriksen og Rahbek-Clemmensen 2017.
184 Udenrigsministeriet 2016; Udenrigsministeriet 2018.
185 Danmark, Færøerne og Grønland 2011.
186 Danmark, Færøerne og Grønland 2011, s. 9-11.
187 Danmark, Færøerne og Grønland 2011, s. 11. Den engelske
version formulerer formålet en smule anderledes ved at
karakterisere Kongeriget som en global aktør: ”The aim is to
strengthen the Kingdom’s status as global player in the
Arctic” – jf. Denmark, Greenland and the Faroe Islands 2011, s.
11.
188 Workshopmøder i Nuuk i marts 2020; Bagger 2020.
189 I sammenligning med de seneste par år – tidligere – har
Grønland haft en mere fremtrædende rolle i Arktisk Råd, hvor det i
perioden 1996-2009 (med undtagelse af 1998) var Grønland, der
var Kongerigets repræsentant og underskrev Ottawa-erklæringen,
der grundlagde Arktisk Råd i 1996 (se også afsnittet om
Grønland).
190 Naalakkersuisut 2019b.
191 Danmark har siden 2008 som et af de få europæiske lande og det
eneste nordiske land haft et såkaldt “Omfattende Strategisk
Partnerskab” med Kina. Det har siden været en strategisk prioritet
for skiftende danske regeringer at udbygge samarbejdet med
Kina yderligere på flere områder – i 2017 blevet der underskrevet
et omfattende dansk-kinesisk arbejdsprogram, der berører ikke
mindre end 58 forskellige samarbejdsområder og involverer 80
(35 danske og 45 kinesiske) myndigheder. Det dansk-kinesiske
arbejdsprogram er ved at blive opdateret – Udenrigsministeriet
2008; Statsministeriet 2017, Sørensen og Delman 2016;
Sørensen 2020.
192 Sørensen 2020; Kjærgaard 2020.
193 USA’s ambassadør i København Carla Sands skriver bl.a. i en
kronik i april 2020 ”[Kina] betragter Arktis som endnu et sted, hvor
man kan promovere regimets rovgriske økonomiske interesser og
autoritære værdier [..]..USA og Trump-administrationen er gået i
gang med at få Vesten til at vågne op og bevæge os væk fra
vores fælles efterladenhed, før andre mindre pålidelige regeringer
begynder at forme regionens værdier i deres eget repressive
spejlbillede.” – Sands 2020.
48
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
NOTER
194 Se fx Sands 2020.
195 Jf. vurderinger af russisk militæropbygning i Arktis i hhv. den
seneste risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste fra
december 2019, og hvad der er at finde om Rusland i den
opdaterede Arktis strategi fra Pentagon fra juni 2019 – FE 2019;
DoD 2019a.
196 Workshopmøder i Nuuk i marts 2020; Interviews i København i
marts 2020.
197 Korrespondance mellem FMN og Arktis-analysegruppen 27. april
2020; McGhie 2019.
198 Workshopmøder i Nuuk i marts 2020; Interviews i København i
februar-april 2020.
199 Lindqvist 2019.
200 Naalakkersuisut 2020.
201 Statsministeriet (s.d.); Lovtidende A 2005b; Lovtidende A 2009;
Jacobsen 2015.
202 Jacobsen 2019a.
203 Jacobsen 2019c; Jacobsen 2019d.
204 Taksøe-Jensen 2016.
205 Bagger 2019.
206 Andre væsentlige internationale fora inkluderer EU gennem OLT/
OCTA (De oversøiske lande og territoriers sammenslutning), den
årlige Arctic Circle-konference på Island og minedriftskonferencen
PDAC samt Nordisk Råd og Vestnordisk Råd.
207 Olsen og Shadian 2018; Gerhardt 2018; Jacobsen 2019b;
Jacobsen 2019c.
208 Olsen og Shadian 2018; Gerhardt 2018; Jacobsen 2019c;
Jacobsen 2019d.
209 Interview med daværende Naalakkersuisoq for
udenrigsanliggender, Suka Frederiksen, 12. maj 2017 i forbindelse
med Arktisk Råd ministermødet i Fairbanks, Alaska, jf. Jacobsen
2019c; Jacobsen 2019d.
210 Workshopmøder i Nuuk i marts 2020.
211 Rasmussen 2019.
212 Nielsen 2001, s. 21; Jacobsen og Gad 2018.
213 Naalakkersuisut 2018.
214 Rasmussen 2019, s. 11; Jacobsen og Gad 2018, s. 16.
215 Kleist 2019.
216 Henriksen og Rahbek-Clemmensen 2017.
217 Interviews og workshopmøder i København og Nuuk i marts
2020.
218 Workshopmøder i Nuuk i marts 2020.
219 Olsvig og Nielsen 2019.
220 Olsen og Shadian 2018; Kristensen 2004.
221 Se Olesen 2017 for en analyse af begivenhedsforløbet der førte til
tabet af basekontrakten.
222 Lindqvist 2017.
223 Naalakkersuisut 2019a, s. 37-38; Workshopsmøder i Nuuk i marts
2020.
224 Cammarata og Lippman 2020.
225 Sands 2020.
226 Krog 2020; Nielsen 2020b.
227 Insinna 2019.
228 Jakobsen 2019; Kjærgaard 2020.
229 Jensen 2018.
230 Sørensen 2019a.
231 Cammarata og Lipmann 2020; Hinshaw og Page 2019.
232 Brøndum 2016; Breum 2016a; Breum 2018; Jacobsen 2019e.
233 FE 2019, s. 17.
234 Det britisk-baserede firma Bluejay opnåede herudover i april 2020
to licenser til minedrift i Sydgrønland i et område på 2025 km2
-
Bluejay Mining plc 2020. For en diskussion af spørgsmål knyttet
til Kongerigets stillingtagen vedrørende uranproduktion se
Arbejdsgruppen om konsekvenserne af ophævelse af nul-
tolerancepolitikken 2013.
235 Breum 2017; Turnowsky 2017. Muligheden for at etablere en
kinesisk forskningsstation i Grønland er bl.a. blevet præsenteret
af Polar Research Institute of China (PRIC).
236 Krog 2019.
237 Sørensen 2020.
238 Nielsen 2020a.
239 Lovtidende A 2005c; Jákupsstovu og Berg 2014, s. 142.
240 Workshopmøder i Tórshavn i februar 2020; Johansen 1999.
241 Workshopmøder i Tórshavn i februar 2020.
242 Johansen 1999.
243 Om Færøernes geostrategiske betydning under den Kolde Krig se
fx Johansen 1999; 2011, s. 295-298; Olesen og Villaume 2005, s.
318-321. Nyere forskning peger dog på, at Færøerne-kortet kan
have været overvurderet. Johansen vurderer således at
Færøernes geostrategiske betydning gradvist aftog som følge af
teknologisk udvikling, s. 298. Ydermere argumenterer Esben
Salling Larsen for, at Færøernes betydning reelt kun var central i
en mindre periode i 1960’erne. Larsen påpeger således, at
betydningen af både LORAN C-radiofyret i Ejde og af
radarstationen på Sornfelli kort tid herefter blev udhulet af
ændrede teknologiske forhold - Larsen upubliceret manuskript.
244 Workshopmøder i Tórshavn i februar 2020.
245 Workshopmøder i Tórshavn i februar 2020.
246 Nielsen 2020a; Workshopmøder i Tórshavn i februar 2020.
247 Workshopmøder i Tórshavn i februar 2020; Interviews i
København i februar og marts 2020.
248 Nielsen 2020a; Workshopmøder i Tórshavn i februar 2020.
249 Workshopmøder i Tórshavn i februar 2020; Nielsen 2020a.
Færøerne udarbejdede i 2013 en strategisk vurdering af landet
arktiske interesser - Færøernes Regering 2013.
250 Workshopmøder i Tórshavn i februar 2020.
251 Rigsombudsmanden på Færøerne 2019, s. 39.
252 Rigsombudsmanden på Færøerne 2019, s. 115.
253 Rigsombudsmanden på Færøerne 2019, s. 104-105, s. 125.
254 Der var på Færøerne politisk enighed om det retfærdige i den
færøske sag, ikke mindst fordi Færøerne mente, at EU havde fået
en langt større kvote, og Færøerne en langt mindre, end de var
berettiget til, da kvoterne blev delt i 1990’erne - Folketinget 2013,
s. 3-4.
255 Torp og Larsen 2012.
256 Denne episode bringes ofte op fra færøsk side – cf. Arge 2018;
Workshopmøder i Tórshavn.
257 Sverdrup-Jensen 2014.
258 Folketinget 2013, s. 5.
259 Workshopmøder i Tórshavn i februar 2020.
260 Hertil kommer desuden spørgsmålet om bevægelser i
fiskebestandene som følge af global opvarmning. Den færøske
Arktisstrategi noterer bl.a. denne problematik, primært mht.
hvorledes Færøerne kan drage nytte af disse bevægelser -
Færøernes regering 2013.
261 Rigsombudsmanden på Færøerne 2019, s. 114-115.
262 Færøernes daværende lagmand Kaj Leo Holm Johannesen tog i
september 2014 til Moskva for at holde samtaler med den
russiske viceminister for landbrug og fiskeri, der inkluderede
mulighederne for et strategisk partnerskab samt en
frihandelsaftale. Dette besøg blev kritiseret af flere færøske
politikere for at være illoyalt over for Vesten – jf. Folketinget 2014.
49 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
NOTER
263 Crone, Sørensen og Kruse 2015.
264 Krog 2018.
265 Rigsombudsmanden på Færøerne 2019, s. 114-115.
266 Ritzau 2019.
267 Lindenskov 2019. Carla Sands har desuden tidligere ifølge
Berlingske udtrykt, at valget af Huawei vil gøre det umuligt for
USA at dele efterretninger med Færøerne – Kruse og Winther
2019.
268 Kruse og Winther 2019.
269 Kruse og Winther 2019.
270 Ritzau 2019.
271 Jakobsen 2019.
272 Jakobsen 2019.
273 Dette inkluderer eksempelvis cybersikkerhed. En ransomeware-
sag fra Nunavut i november 2019 viser, at øget digitalisering og
cybersikkerhed ikke er uproblematisk i den arktiske region, hvor
regionale digitale administrative systemer er sårbare og privat
internetbrug er årevis efter udviklingen i fx Vesteuropa - George
2019. Det grønlandske TelePost er for nyligt begyndt at
opprioritere cybersikkerhed - Tele-Post 2019. For en analyse af
cybersikkerhed i Arktis med fokus på betydningen for regionens
indbyggere se fx Klein og Hossain 2020.
274 Gad 2020.
275 Interview i København februar 2020; FE 2015, s. 33; George 2018;
Mortensen 2019. Den samlede, opdaterede liste over
submissioner er tilgængelig på CLCS’ hjemmeside (FN s.d.).
50
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
APPENDIKS: KONTINENTALSOKKELPROBLEMATIKKEN
APPENDIKS:
KONTINENTALSOKKELPROBLEMATIKKEN
Faktaboks 7.
D. 16. november 2004 ratificerede Danmark FN’s
Havretskonvention. Fra den dato havde Kongeriget
ti år til at fremsætte sine i alt fem krav til udvidelse af
retten til havbunden i følgende områder (jf. figur 7):
■ 88.000 km2
nord for Færøerne (NFM). CLCS
godkendte dette krav i 2014 (GEUS 2014). I 2019
indgik Kongeriget Danmark en aftale med Island
og Norge om delingen af området, hvilket sikrede
Kongeriget 27.000 km2
.
■ 608.000 km2
syd for Færøerne (SFM).
■ 115.000 km2
syd for Grønland (SGM).
■ 62.000 km2
nordøst for Grønland (NEGM).
■ 895.000 km2
nord for Grønland (NGM).
KONGERIGETS FEM SUBMISSIONER TIL CLCS275
Kilde: A76.dk
Figur 7. Kongerigets fem submissionsområder
NGM
NEGM
NFM
SFM
SGM
SGM
Færøerne
Norge
Rusland
Canada
USA
Kort der viser Kongerigets fem
submissionsområder (skraveret).
De sorte linjer viser den
eksklusive økonomiske zone
(EEZ) for Færøerne og Grønland
og de røde linjer 200
sømilegrænserne i det arktiske
ocean.
Nordpolens geografiske placering
er indikeret med en hvid stjerne.
Kilde: “IBRU, Durham University, UK” http://www.durham.ac.uk/ibru/resources/arctic.
Figur 8. Grænser og kontinentalsokkelkrav i Arktis
51 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
APPENDIKS: KONTINENTALSOKKELPROBLEMATIKKEN
52
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
LITTERATURLISTE
A76.dk. ”Kontinentalsokkelprojektet”. Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet.
https://www.a76.dk/ (5. maj 2020).
Andersson, Patrik, Jesper Willaing Zeuthen og Per Kalvig
(2018), ”Chinese Mining in Greenland: Arctic Access or
Access to Minerals?” Arctic Yearbook 2018: Special Section:
China & the Arctic, s. 102-117.
Arbejdsgruppen om konsekvenserne af ophævelse af
nul-tolerancepolitikken (2013), Rapport om udvinding og
eksport af uran, Naalakkersuitut & Regeringen.
https://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/
Publications/Raastof/URAN%20Rapport%20DK%20(3).pdf
(19. maj 2020).
Arctic2035 (s.d.).
https://www.arctic2035.ru/ (5. maj 2020).
Arctic Council (1996), “Declaration on the Establishment of
the Arctic Council: Joint Communique of the Governments of
the Arctic Countries on the Establishment of the Arctic
Council”, September 19. Ottawa, Canada.
https://www.oaarchive.arctic-council.org/bitstream/
handle/11374/85/EDOCS-1752-v2-ACMMCA00_
Ottawa_1996_Founding_Declaration.PDF?sequence=5&is
Allowed=y (5. maj 2020).
Arge, Magni (2018), ”Færøsk MF: Dansk boykot knækker
troen på rigsfællesskabet”, Altinget, 8. juni.
https://www.altinget.dk/arktis/artikel/faero-
esk-mfer-dansk-boykot-knaekker-troen-paa-rigsfaellesskabet
(6. maj 2020).
Atlantsammenslutningen (2019), ”Grønland af fundamental
strategisk betydning for Danmark og USA”.
http://www.atlant.dk/media/2157/atlant-brief-groen-
land-er-af-fundamental-strategisk-betydning-for-danmark-og-
usa.pdf (5. maj 2020).
Bagger, Ane Lone (2019), svarnotat til ”Forslag til Inatsisartut-
beslutning om, at Naalakkersuisut pålægges til at kontakte
den danske regering for at sikre, at Kongerigets Arktiske
Strategi, der skal afløse den nuværende Arktiske Strategi
2011-2020, skal være udformet med Naalakkersuisut som
medforfattere og medejere af Kongerigets Strategi, således
man sikrer, at de grønlandske interesser også er centrale i
strategien”. EM2019/109.
https://www.ina.gl/dvd/EM2019/pdf/media/2543450/
pkt109_em2019_bf33_arktisk_strategi_2011_2020_fn_1beh_
da.pdf (19. marts 2020).
Bagger, Ane Lone (2020), ”Grønlands selvstyre: Skab et
ligeværdigt arktisk partnerskab med Danmark”. Altinget, 11.
marts.
https://www.altinget.dk/artikel/groenlands-selvsty-
re-skab-et-ligevaerdigt-arktisk-partnerskab-med-danmark (24.
marts 2020).
Balão, Sandra Maria Rodrigues (2014), “The European Union’s
Arctic Strategy(ies): The Good and/or Evil?” I: Heininen, Lassi
(red.): Security and Sovereignty in the North Atlantic, s.
100-123. Basingstoke: Palgrave.
Banke, Cecilie Felicia Stokholm, Christine Nissen, Jakob
Linnet Schmidt, Mikkel Runge Olesen, Hans Mouritzen, Jon
Rahbek-Clemmensen, Rasmus Brun Pedersen, Graham
Butler og Louise Riis Andersen (2019). Europæisk
forsvarssamarbejde og det danske forsvarsforbehold.
Udredning om udviklingen i EU og Europa på det
forsvarspolitiske område og betydningen for Danmark. DIIS
bog. København: Dansk Institut for Internationale Studier.
https://pure.diis.dk/ws/files/3155271/Forsvarsudredning_
diis_november_2019.pdf (6. maj 2020).
Bearak, Max (2019), “In strategic Djibouti, a microcosm of
China’s growing foothold in Africa”. The Washington Post, 30.
December.
https://www.washingtonpost.com/world/africa/in-strategic-
djibouti-a-microcosm-of-chinas-growing-foothold-in-afri-
ca/2019/12/29/a6e664ea-beab-11e9-a8b0-7ed8a0d5dc5d_
story.html (5. maj 2020).
Biden, Joseph R. (2020), ”Why America Must Lead Again:
Rescuing U.S. Foreign Policy After Trump”. Foreign Affairs,
March/April.
https://www.foreignaffairs.com/articles/united-sta-
tes/2020-01-23/why-america-must-lead-again (6. maj 2020).
Biden, Joseph R. (s.d.), “CLIMATE: Joe’s Plan for a Clean
Energy Revolution and Environmental Justice”.
https://www.joebiden.com/climate/ (6. maj 2020).
Bluejay Mining plc (2020), “Thunderstone Project: Bluejay
Expands Greenlandic Presence with Two New Exploration
Licences in South Greenland”, 14. april.
https://www.rns-pdf.londonstockexchange.com/
rns/6481J_1-2020-4-14.pdf (5. maj 2020).
Blunden, Margaret (2012), ”Geopolitics and the northern sea
route”. International Affairs 88(1), s. 115-129.
Booth, Ken og Nicolas J. Wheeler (2008), The security
dilemma: Fear, Cooperation and Trust in World Politics.
Basingstoke and New York: Palgrave Macmillan.
Borgerson, Scott (2013), ”The coming Arctic boom: as the ice
melts, the region heats up”. Foreign Affairs 92(4), s. 76-80.
Boulègue, Mathieu (2019), Russia’s Military Posture in the
Arctic. London: Chatham House.
Brady, Anne-Marie (2017), China as a Polar Great Power.
Washington, DC: Woodrow Wilson Center Press.
Brady, Anne-Marie (2019), ”Facing Up to China’s Military
Interests in the Arctic”. China Brief 19(21), s. 21-28.
Breum, Martin (2016a), ”Løkke stopper kinesisk opkøb i
Grønland”. Dagbladet Information, 20. december.
https://www.information.dk/indland/2016/12/loekke-
stopper-kinesisk-opkoeb-groenland (20. marts 2020).
Breum, Martin (2016b), ”Taksøe: ’Vi er det 12.-største land i
verden”. Dagbladet Information, 7. maj.
https://www.information.dk/udland/2016/05/taksoee-12-
stoerste-land-verden (26. februar 2020).
LITTERATURLISTE
53 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
LITTERATURLISTE
Breum, Martin (2017), ”Kina vil bygge kontroversiel
forskningsstation i Grønland”. Dagbladet Information, 18.
oktober.
https://www.information.dk/udland/2017/10/kina-bygge-
kontroversiel-forskningsstation-groenland (20. marts 2020).
Breum, Martin (2018), ”Analyse: stoppede Danmarks
statsminister kinesisk opkøb i Kina?”. High North News, 19.
december.
https://www.highnorthnews.com/nb/analyse-stoppede-
danmarks-statsminister-kinesisk-opkob-i-gronland (17. marts
2020).
Brøndum, Christian (2016), ”Danmark forhindrer kinesisk
opkøb af marinebase i Grønland”. Defencewatch, 14.
december. (link kan ikke længere tilgås)
Boltenkov, Dmitrij (2016), “Kholodnaja gorjatjaja totjka”.
Voenno-promisjlennij kurer, 27. juni.
https://www.vpk-news.ru/articles/31210 (5. maj 2020).
Byers, Michael (2013), International law and the Arctic.
Cambridge: Cambridge University Press.
Cammarata, Sarah og Daniel Lippman (2020), “Trump’s
budget gives Greenland another try”. Politico, 19. februar.
https://www.politico.com/news/2020/02/19/trump-
budget-greenland-115961 (6. maj 2020).
Canadas regering (2017), “Strong, Secure, Engaged: Canadas
Defence Policy”.
https://www.canada.ca/en/department-national-defence/
corporate/policies-standards/canada-defence-policy.html (6.
maj 2020).
Charron, Andrea (2017), “NATO, Canada and the Arctic”. NATO
SERIES. Calgary: Canadian Global Affairs Institute.
https://d3n8a8pro7vhmx.cloudfront.net/cdfai/pages/1793/
attachments/original/1505784594/NATO_Canada_and_the_
Arctic.pdf?1505784594 (6. maj 2020).
Charron, Andrea og James Fergusson (2018), “From NORAD
to NOR(A)D: The Future Evolution of North American Defence
Co-operation”. Policy Paper. Calgary: Canadian Global Affairs
Institute.
https://d3n8a8pro7vhmx.cloudfront.net/cdfai/pages/3753/
attachments/original/1527022907/From_NORAD_to_
NOR_A_D_The_Future_Evolution.pdf?1527022907 (6. maj
2020).
Claros, Cynthia (2018), “Expanded Canadian ADIZ”.
OPSGROUP, 24. Maj.
https://ops.group/blog/expanded-canadian-adiz/ (6. maj
2020).
Cobb, Richard (2020), “Presentation of Canadian interests in
the Arctic”. Præsentation givet ved Newport Arctic Scholars
Initiative. Newport: US Naval War College, 29. Januar.
https://usnwc.edu/News-and-Events/Events/
The-Newport-Arctic-Scholars-Initiative-2020-Newport-
Arctic-Seminar (6. maj 2020).
Conley, Heather A. (2014), “A role for NATO in the Arctic?”. I:
Ann-Sofie Dahl og Pauli Järvenpää (red.), Northern Security
and Global Politics: Nordic-Baltic strategic influence in a
post-unipolar world, s. 54-63. London: Routledge.
Conley, Heather A. og Matthew Melino (2019), ”The
Implications of US Policy Stagnation towards the Arctic
Region”. CSIS Report. Washington DC: Center for Strategic
and International Studies.
https://www.csis.org/analysis/implications-us-policy-
stagnation-toward-arctic-region (6. maj 2020).
Conley, Heather A. og Matthew Melino (2020), ”America’s
Arctic Moment. Great Power Competition in the Arctic to
2050”. CSIS Report. Washington DC: Center for Strategic
and International Studies.
https://csis-prod.s3.amazonaws.com/s3fs-public/
publication/Conley_ArcticMoment_layout_WEB%20FINAL.
pdf?EkVudAlPZnRPLwEdAIPO.GlpyEnNzlNx (6. maj 2020).
Crone, Morten, Bent Højgaard Sørensen og Simon Kruse
(2015), ”Færøsk fiskeeventyr slår revner i rigsfællesskabet”.
Berlingske, 20. august.
https://www.berlingske.dk/oekonomi/faeroesk-
fiskeeventyr-slaar-revner-i-rigsfaellesskabet (6. maj 2020).
Dams, Ties og Louise van Schaik (2019), “The Arctic
Elephant: Why Europe must address the geopolitics of the
high north”. Clingendael Policy Brief. The Hague: Clingendael
Institute.
https://www.clingendael.org/sites/default/files/2019-11/
Poliy_Brief_The_Arctic_Elephant_November_2019.pdf (6. maj
2020).
Danmark, Grønland og Færøerne (2011), ”Kongeriget
Danmarks Strategi for Arktis 2011-2020”.
https://um.dk/da/udenrigspolitik/lande-og-regioner/
arktisk-portal/arktisk-strategi/ (6. maj 2020).
Denmark, Greenland and the Faroe Islands (2011), “Kingdom
of Denmark Strategy for the Arctic 2011-2020”.
https://um.dk/en/foreign-policy/the-arctic/ (6. maj 2020).
Devlin, Kat, Laura Silver og Christine Huang (2020), “U.S.
Views of China Increasingly Negative Amid Coronavirus
Outbreak”. Pew Research Center, 21. april.
https://www.pewresearch.org/
global/2020/04/21/u-s-views-of-china-increasingly-
negative-amid-coronavirus-outbreak/ (5. maj 2020).
DoD, U.S. Department of Defense (2016), “Report to Congress
on Strategy to Protect United States National Security
Interests in the Arctic Region”, Office of the Under Secretary
of Defence for Policy, December.
https://dod.defense.gov/Portals/1/Documents/pub-
s/2016-Arctic-Strategy-UNCLAS-cleared-for-release.pdf (6.
maj 2020).
DoD, U.S. Department of Defense (2018), “Summary of the
2018 National Defense Strategy of The United States of
America”.
https://dod.defense.gov/Portals/1/Documents/pub-
s/2018-National-Defense-Strategy-Summary.pdf (6. maj
2020).
DoD, U.S. Department of Defense (2019a), “Report to
Congress. Department of Defense Arctic Strategy”, Office of
the Under Secretary of Defence for Policy, juni.
https://media.defense.gov/2019/Jun/06/2002141657/-1/-
1/1/2019-DOD-ARCTIC-STRATEGY.PDF (6. maj 2020).
54
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
LITTERATURLISTE
DoD, U.S. Department of Defense (2019b), “Annual Report to
Congress. Military and Security Developments Involving the
People’s Republic of China 2019”. Office of the Secretary of
Defence, maj.
https://media.defense.gov/2019/May/02/2002127082/-1/-
1/1/2019_CHINA_MILITARY_POWER_REPORT.pdf (6. maj
2020).
Downs, Erica, Jeffrey Becker og Patrick deGategno (2017),
”China’s Military Support Facility in
Djibouti: The Economic and Security Dimensions of China’s
First Overseas Base”. Arlington: Center for Naval Anlyses.
https://www.cna.org/cna_files/pdf/DIM-2017-U-015308-
Final3.pdf (6. maj 2020).
DUPI, Dansk Udenrigspolitisk Institut (1997), Grønland under
den Kolde Krig, Dansk og Amerikansk Sikkerhedspolitik
1945-68. København: Dansk Udenrigspolitisk Institut.
Ekspertgruppen for forsvaret av Norge (2015), Et felles løft,
Forsvarsdepartementet.
EPSC, European Political Strategy Centre (2019), “Walking on
Thin Ice: A Balanced Arctic Strategy for the EU”. EPSC
Strategic Notes 31, 19. juli.
https://wayback.archive-it.org/12090/20191129072325/
https://ec.europa.eu/epsc/publications/strategic-notes/
walking-thin-ice-balanced-arctic-strategy-eu_en (6. maj
2020).
Europa-Kommissionen (2016), “JOINT COMMUNICATION TO
THE EUROPEAN PARLIAMENT AND THE COUNCIL: An
integrated European Union policy for the Arctic”. Brussels,
27.4.2016 JOIN (2016) 21 final.
http://www.eeas.europa.eu/archives/docs/arctic_region/
docs/160427_joint-communication-an-integrated-
european-union-policy-for-the-arctic_en.pdf (6. maj 2020).
Europa-Kommissionen (2018), “EU investments needed to
unlock Arctic region’s economic development”, 19. januar.
https://ec.europa.eu/fisheries/eu-investments-needed-un-
lock-arctic-regions-economic-development_en (6. maj 2020).
Exner-Pirot, Heather og Robert W. Murray (2017), ”Regional
Order in the Arctic: Negotiated Exceptionalism”. Politik 20(3),
s. 47-64.
Faram, Mark D. (2018), ”Back to the future with 2nd Fleet”.
Navy Times, 24. august.
https://www.navytimes.com/news/your-navy/2018/08/25/
back-to-the-future-with-2nd-fleet/ (6. maj 2020).
FE, Forsvarets Efterretningstjeneste (2015),
Efterretningsmæssig Risikovurdering 2015. København:
Forsvarets Efterretningstjeneste.
FE, Forsvarets Efterretningstjeneste (2019),
Efterretningsmæssig Risikovurdering 2019. København:
Forsvarets Efterretningstjeneste.
Fergusson, James (2020), “Missed Opportunities: Why
Canada’s North Warning System is Overdue for an Overhaul”.
Commentary. Ottowa: Macdonald-Laurier Institute.
https://www.macdonaldlaurier.ca/canadas-north-warning-
system-needs-overhaul-new-mli-commentary/ (6. maj 2020).
Fiorenza, Nicholas (2019), “Sweden raises defence spending,
financed by bank tax”. Jane’s Defence Weekly, 3. september.
https://www.janes.com/article/90826/sweden-raises-
defence-spending-financed-by-bank-tax (6. maj 2020).
Fischer, Ben B (1997). A Cold War conundrum: the 1983
soviet war scare. Washington, DC: Central Intelligence
Agency, Center for the Study of Intelligence.
FMI, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
(2020), ”Sonarer og torpedoer til SEAHAWK-helikopterne”, 6.
april.
http://www.fmi.dk/nyheder/Pages/sonarer-og-torpedoer-
til-seahawk-helikopterne.aspx (6. maj 2020).
FMN, Forsvarsministeriet (2018), ”Aftale på forsvarsområdet
2018-2023”, 28. januar.
https://fmn.dk/temaer/forsvarsforlig/Documents/
Forsvarsforlig-2018-2023.pdf (26. marts 2020).
FN (s.d), “Submissions, through the Secretary-General of the
United Nations, to the Commission on the Limits of the
Continental Shelf, pursuant to article 76, paragraph 8, of the
United Nations Convention on the Law of the Sea of 10
December 1982”.
https://www.un.org/Depts/los/clcs_new/commission_sub-
missions.htm (6. maj 2020).
Folketinget (2013), ”Rigsombudsmanden på Færøerne,
Indberetning nr. 5 / 2013”, Tórshavn, den 22. august 2013, J.
nr. 323-1 – dmk.
https://www.ft.dk/samling/20121/almdel/F%C3%86U/
bilag/21/1274550.pdf (6. maj 2020).
Folketinget (2014), ”Rigsombudsmanden på Færøerne,
Indberetning nr. 5 / 2014”, Tórshavn, 23. september 2014, J.
nr. 323-1 – dmk.
https://www.ft.dk/samling/20131/almdel/FÆU/bi-
lag/28/1401412.pdf (6. maj 2020).
Folketinget (2019), ”Redegørelsen af 2/10 19 om
samarbejdet i Arktis”. Folketingtidende Tillæg G.
https://www.folketingstidende.dk/samling/20191/
redegoerelse/R2/20191_R2.pdf
Forsvarsforliget (2018), ”Aftale på forsvarsområdet 2018 –
2023”.
https://fmn.dk/temaer/forsvarsforlig/Documents/Forsvars-
forlig-2018-2023.pdf (6. maj 2020).
Försvarsmakten (s.d.), ”Trident Juncture 18”.
https://www.forsvarsmakten.se/sv/var-verksamhet/
ovningar/avslutade-ovningar/trident-juncture-18/
Færøernes Regering (2013), The Faroe Island – a Nation in
the Arctic. The Prime Minister’s Office
https://lms.cdn.fo/
media/10243/f%C3%B8royar-eitt-land-%C3%AD-arktis-uk-
web.pdf?s=jggeB2qre-4xB5sMlrqpjQdbTrg (6. maj 2020).
Føderationsrådet (2019), ”Stenogramma parlamentskikh
slusjanij nat emu ’O khode podgotovki proekta strategii
rasvitija Arktitjeskoj soni Rossijskoj Federatsii do 2035 goda’”,
28. oktober.
http://council.gov.ru/media/files/p8gbNqqF3qYUg5qfS6vDE-
p9uoYCXcbTi.pdf (6. maj 2020).
55 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
LITTERATURLISTE
Gabuev, Alexander (2018), “Why Russia and China are
Strengthening Security Ties”. Foreign Affairs, 24. september
https://www.foreignaffairs.com/articles/china/2018-09-24/
why-russia-and-china-are-strengthening-security-ties (6. maj
2020).
Gad, Ulrik Pram (2020), ”Lektor: Lav et udenrigspolitisk nævn
for Rigsfællesskabet”. Altinget, 19. februar.
https://www.altinget.dk/arktis/artikel/lektor-om-ny-ark-
tisk-strategi-lav-rigsfaellesskabets-udenrigspolitiske-naevn
(2. marts 2020).
George, Jane (2018), ”In Ilulissat, Canada and Denmark vow
to settle Hans Island dispute”. Nunatsiaq News 23. maj.
https://nunatsiaq.com/stories/article/65674in_ilulissat_
canada_greenland_denmark_vow_to_settle_hans_island_
disput/ (26. marts 2020).
George, Jane (2019), “Government of Nunavut returns to
paper records and phone calls following ransomware attack”.
ArcticToday, 5. november.
https://www.arctictoday.com/government-of-nunavut-
returns-to-paper-records-and-phone-calls-
following-ransomware-attack/?fbclid=IwAR1H6I8aYvLo-fFsk-
sN82PG0gBz_ABdOMTnvIAdUXaZ67NLWnq-xilFw5iQ (2. maj
2020).
Gerhardt, Hannes (2018), “The divergent scalar strategies of
the Greenlandic government and the Inuit Circumpolar
Council”. I: Kristian Søby Kristensen og Jon Rahbek-
Clemmensen (red.), Greenland and the International Politics
of a Changing Arctic: Postcolonial Paradiplomacy between
High and Low Politics, s. 113-124. London: Routledge.
GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark
og Grønland (2014), ”Kongeriget vokser: Kontinentalsokkel-
krav ord for Færøerne godkendt i New York”, 20. marts.
https://www.geus.dk/om-geus/nyheder/nyhedsarkiv/2014/
mar/kongeriget-vokser-kontinentalsokkelkrav-nord-for-
faeroeerne-godkendt-i-new-york/ (26. marts 2020).
Government of USA (2017), “National Security Strategy of the
United States of America”.
https://www.whitehouse.gov/wp-content/uploads/2017/12/
NSS-Final-12-18-2017-0905.pdf (6. maj 2020).
Greaves, Wilfrid og Daniel Pomerants (2017), “‘Soft Securitiza-
tion’: Unconventional Security Issues and the Arctic Council”.
Politik 20(3), s. 31-46.
Gudev, Pavel (2019), ”Arktitjeskie nedorasumenija”. Rossija v
globalnoj politike, 17. maj.
https://globalaffairs.ru/articles/arkticheskie-nedorazume-
niya/ (6. maj 2020).
Heininen, Lassi (2012), ”State of the Arctic strategies and
policies: a summary”. Arctic Yearbook 2012, s. 2-47.
Heininen, Lassi, Karen Everett, Barbora Padrtova og Anni
Reissell (2020), Arctic Policies and Strategies – Analysis,
Synthesis, and Trends. Laxenburg: International Institute for
Applied Systems Analysis (IIASA), Ministry of Foreign Affairs,
Finland.
http://pure.iiasa.ac.at/id/eprint/16175/ (6. maj 2020).
Henriksen, Anders og Jon Rahbek-Clemmensen (2017),
”Grønlandskortet: Arktis’ betydning for Danmarks indflydelse i
USA”. CMS Rapport. København: Center for Militære Studier,
Københavns Universitet.
https://cms.polsci.ku.dk/publikationer/groenlandskortet/
CMS_Rapport_2017_Gr_nlandskortet.pdf (6. maj 2020).
Hilde, Paal Sigurd (2014), ”Armed Forces and Security
Challenges in the Arctic”. I: Rolf Tamnes og Kristine Offerdal
(red.), Geopolitics and Security in the Arctic: Regional
Dynamics in a Global World, s. 147-165. London og New York:
Routledge.
Hinshaw, Drew og Jeremy Page (2019), “How the Pentagon
Countered China’s Designs on Greenland”. The Wall Street
Journal, 10. februar.
https://www.wsj.com/articles/how-the-pentagon-countered-
chinas-designs-on-greenland-11549812296 (6. maj 2020).
Hong, Nong (2018), “China’s New Arctic Policy: Legal
Questions and Practical Challenges”. The National Bureau of
Asian Research, 16. marts.
https://www.nbr.org/publication/chinas-new-arctic-policy-
legal-questions-and-practical-challenges/ (6. maj 2020).
Hornby, Lucy (2015), “China axes rare earths export quotas”.
Financial Times, 5. januar.
https://www.ft.com/content/f0ec86fe-94b8-11e4-b32c-
00144feabdc0 (6. maj 2020).
Hsiung, Christopher Weidacher (2018), Too big to fail: China’s
Russia policy in the post-Cold War period. PhD Dissertation,
Department of Political Science, Faculty of Social Sciences,
University of Oslo.
Huebert, Robert (2009), ”United States arctic policy: the
reluctant arctic power”. SPP Briefing Papers. University of
Calgary, The School of Public Policy–University of Calgary
Publications Series 2(2).
https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_
id=3053702 (6. maj 2020).
Huebert, Rob (2010), ”The newly emerging Arctic security
environment”. Calgary: Canadian Defence and Foreign Affairs
Institute.
https://d3n8a8pro7vhmx.cloudfront.net/cdfai/pages/41/
attachments/original/1413661956/The_Newly_Emerging_
Arctic_Security_Environment.pdf?1413661956 (6. maj 2020).
Huebert, Rob (2019), ”The New Arctic Strategic Triangle
Environment (NASTE)”. I: P. Whitney Lackenbauer og Suzanne
Lalonde (red.), Breaking the Ice Curtain? Russia, Canada, and
Arctic Security in a Changing Circumpolar World, s. 75-92.
Calgary: Canadian Global Affairs Institute.
Humbert, Malte (2019), “China Reveals Details of Newly
Designed Heavy Icebreaker”. High North News, 16. december.
https://www.highnorthnews.com/en/china-reveals-
details-newly-designed-heavy-icebreaker (6. maj 2020).
Insinna, Valerie (2019), “Watch the skies: How a US base in
Greenland tracks ballistic missiles”. Defense News, 4. august.
https://www.defensenews.com/
smr/a-modern-nato/2019/08/05/watch-the-skies-how-a-us-
base-in-greenland-tracks-ballistic-missiles/ (6. maj 2020).
56
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
LITTERATURLISTE
Jacobsen, Marc (2015), “The Power of Collective Identity
Narration: Greenland’s Way to a more Autonomous Foreign
Policy”. Arctic Yearbook 2015, s. 102-118.
Jacobsen, Marc (2018), ”Ilulissat Declaration’s 10-year
anniversary”. High North News, 23. maj.
https://www.highnorthnews.com/en/ilulissat-
declarations-10-year-anniversary (6. maj 2020).
Jacobsen, Marc (2019a), Arctic identity interactions:
Reconfiguring dependency in Greenland’s and Denmark’s
foreign policies. PhD afhandling, Institut for Statskundskab,
Københavns Universitet.
Jacobsen, Marc (2019b), “Denmark’s Arctic foreign policy
identity: From discursive enveloping to articulated
acknowledgement of Danish dependency on Greenland”.
Working paper i forbindelse med PhD afhandling: Arctic
identity interactions: Reconfiguring dependency in
Greenland’s and Denmark’s foreign policies. Institut for
Statskundskab, Københavns Universitet.
Jacobsen, Marc (2019c), “Greenland’s Arctic advantage:
Articulations, acts and appearances of sovereignty games”.
Cooperation and Conflict 55(2), s. 170-192.
Jacobsen, Marc (2019d), “Arktis: Grønlands strategiske arena
for større udenrigspolitisk suverænitet”. Politica 51(4), s.
485-506.
Jacobsen, Marc (2019e), “Digging sustainability: Scaling and
sectoring of sovereignty in Greenland and Nunavut mining
discourses”. I: Ulrik Pram Gad og Jeppe Strandsbjerg (red.),
The Politics of Sustainability in the Arctic. Reconfiguring
identity, space and time, s. 52-73. London: Routledge.
Jacobsen, Marc og Jeppe Strandsbjerg (2017),
”Desecuritization as Displacement of Controversy:
geopolitics, law and sovereign rights in the Arctic”. Politik
20(3), s. 15-30.
Jacobsen, Marc og Ulrik Pram Gad (2018), “Setting the scene
in Nuuk: Introducing the cast of characters in Greenlandic
foreign policy narratives”. I: Kristian Søby Kristensen og Jon
Rahbek-Clemmensen (red.), Greenland and the International
Politics of a Changing Arctic: Postcolonial Paradiplomacy
between High and Low Politics, s. 11-27. London: Routledge.
Jacobsen, Marc og Victoria Herrmann (2017), ”Introduction:
Arctic International Relations in a Widened Security
Perspective”. Politik 20(3), s. 6-14.
Jakhar, Pratik (2018), “How China’s GPS ‘rival’ Beidou is
plotting to go global”. BBC, 20. september.
https://www.bbc.com/news/technology-45471959 (6. maj
2020).
Jakobsen, Linda (2010), ”China Prepares For an Ice-Free
Arctic”. SIPRI Insights on Peace and Security 2010(2). Solna:
Stockholm International Peace Research Institute.
https://www.sipri.org/publications/2010/sipri-insights-
peace-and-security/china-prepares-ice-free-arctic (6. maj
2020).
Jakobsen, Peter Viggo (2019), ”Hvordan undgår vi et
våbenkapløb i Grønland?”. Ræson 39, s. 18-23.
https://www.raeson.dk/2019/peter-viggo-jakobsen-i-
raeson39-hvordan-undgaar-vi-et-vaabenkaploeb-i-groenland/
(6. maj 2020).
Jákupsstovu, Beinta í og Regin Berg (2014), ”Færøysk
sikkerhetspolitikk”. I: Hans Andrias Sølvará, Beinta
Jakupsstovu og Gestur Hovgaard (red.), Vestnorden - nye
roller i det internationale samfund, s. 130-155. Tórshavn:
Fróðskapur.
Jensen, Teis (2018), “Greenland shortlists Chinese company
for airport construction despite Denmark’s concerns”.
Reuters, 27. marts.
https://www.reuters.com/article/china-arctic-greenland/
greenland-shortlists-chinese-company-for-airport-
construction-despite-denmarks-concerns-idUSL8N1R96F6
(27. januar 2020).
Jerdén, Björn (2020), ”Little to cheer about: Sweden in the
face of US-Chinese rivalry”, I: Esteban, Mario og Miguel
Otero-Iglesias sammen med Una Aleksandra Bērziņa-
Čerenkova, Alice Ekman, Lucrezia Poggetti, Björn Jerdén,
John Seaman, Tim Summers og Justyna Szczudlik (red.),
Europe in the Face of US-China Rivalry, s. 163-170. European
Think-tank Network on China.
https://www.ifri.org/sites/default/files/atoms/files/etnc_
report_us-china-europe_january_2020_complete.pdf (6. maj
2020).
Johansen, Sámal Tróndur Finnsson (1999), Færøerne under
den kolde krig: De militære installationer. Tórshavn: Føroya
Landsstýri.
Johansen, Sámal Tróndur Finnsson (2011), ”Færøerne”, i
Lauridsen, John T., Rasmus Mariager, Thorsten Borring
Olesen og Poul Villaume (red.), Den Kolde Krig og Danmark:
Gads Leksikon, s. 295-298. København: Gad.
Justinussen, Jens Christian Svabo. (2019) ”Rigsfællesskabet
i et føderalt perspektiv.” Politica, 51(4), s. 441-468.
Käpylä, Juha, og Harri Mikkola (2015), ”On Arctic
exceptionalism: critical reflections in the light of the Arctic
Sunrise case and the crisis in Ukraine”. FIIA Working Paper
85. Helsinki: Finnish Institute of International Affairs.
https://www.fiia.fi/wp-content/uploads/2017/01/wp85.pdf
(6. maj 2020).
Kjærgaard, Steen (2018), ”NATOs kommandostruktur skal
tilbage til fremtiden: Reformer forøger afskrækkelse over for
Rusland”. DIIS Policy Brief. København: Dansk Institut for
Internationale Studier.
https://pure.diis.dk/ws/files/1438300/DIIS_PB_NATOs_
kommandostruktur_WEB.pdf (6. maj 2020).
Kjærgaard, Steen (2020), ”Danmark kan ikke sige nej til
Rusland og Kina i Arktis. Hvad vil USA gøre ved det?”. Ræson,
23. januar.
https://www.raeson.dk/2020/militaeranalytiker-steen-
kjaergaard-danmark-kan-ikke-sige-nej-til-rusland-og-kina-i-
arktis-hvad-vil-usa-goere-ved-det/ (6. maj 2020).
57 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
LITTERATURLISTE
Klare, Michael (2020), “The US is heading North to train what
could be the next world war battlefield”. Business Insider, 24.
februar.
https://www.businessinsider.com/us-troops-heading-north-
for-cold-response-2020-arctic-exercise-2020-2 (6. maj 2020).
Klein, Joëlle, and Kamrul Hossain (2020), “Conceptualising
Human-centric Cyber Security in the Arctic in Light of
Digitalisation and Climate Change”. Arctic Review 11, s. 1-18.
Kleist, Mininnguaq (2019), ”Grønlands udenrigspolitik og
internationalerelationer: Nuværende rammer og mulig
udvikling i et selvstændighedsperspektiv”. Politik 22(1), s.
84-101.
Knecht, Sebastian (2017), “The politics of Arctic international
cooperation: Introducing a dataset on stakeholder
participation in Arctic Council meetings, 1998–2015”.
Cooperation and Conflict 52(2), s. 203-223.
Knecht, Sebastian og Kathrin Keil (2013), ”Arctic geopolitics
revisited: spatialising governance in the circumpolar North”.
The Polar Journal 3(1), s. 178-203.
Koivurova, Timo (2019), “Is this the end of the Arctic
Council and Arctic governance as we know it?”. The Polar
Connection, 11. december.
http://polarconnection.org/arctic-council-governance-
timo-koivurova/ (6. maj 2020).
Koivurova, Timo, Liisa Kauppila, Sanna Kopra, Marc
Lanteigne, Mingming Shi, Malgorzata (Gosia) Smieszek og
Adam Stepien sammen med Juha Käpylä, Harri Mikkola, Egill
Þór Níelsson og Matti Nojonen (2019), China in the Arctic;
and the Opportunities and Challenges for Chinese-Finnish
Arctic Co-operation. Government’s analysis, assessment and
research activities 8/2019. Helsinki: Finland’s Prime
Minister´s Office.
http://julkaisut.valtioneuvosto.fi/bitstream/handle/
10024/161371/8-2019-China_Arctic_andFinland.pdf (6. maj
2020).
Konyshev, Valery og Alexander Sergunin (2014), ”Is Russia a
revisionist military power in the Arctic?” Defense & Security
Analysis 30(4), s. 323-335.
Krisch, Nico (2005), “International Law in Times of
Hegemony: Unequal Power and the Shaping of the
International Legal Order”. European Journal of International
Law 16(3), s. 369–408.
Kristensen, Kristian Søby (2004), “Greenland, Denmark and
the Debate on Missile Defense: A Window of Opportunity for
Increased Autonomy”. DIIS working paper 14. København:
Dansk Institut for Internationale Studier.
https://www.diis.dk/en/research/greenland-denmark-and-
the-debate-on-missile-defense-a-window-of-
opportunity-increased (6. maj 2020).
Kristensen, Kristian Søby og Casper Sakstrup (2016),
”Russian Policy in the Arctic after the Ukraine Crisis”.
København: Center for Militære Studier, Københavns
Universitet.
https://cms.polsci.ku.dk/english/publications/russian-
policy-in-the-arctic/Russian_Policy_in_the_Arctic_after_the_
Ukraine_Crisis.pdf (19. maj 2020).
Krog, Andreas (2018), ”Færøerne vil ud af den
udenrigspolitiske spændetrøje”. Altinget, 26. november.
https://www.altinget.dk/arktis/artikel/faeroeerne-
vil-ud-af-den-udenrigspolitiske-spaendetroeje (6. maj 2020).
Krog, Andreas (2019), ”Færøerne får repræsentation i Kina”.
Altinget, 30. oktober.
https://www.altinget.dk/arktis/artikel/faeroeerne-faar-
repraesentation-i-kina (6. maj 2020).
Krog, Andreas (2020), ”USA’s svar på Danida involveret i hjælp
til Grønland”. Altinget, 24. april.
https://www.altinget.dk/artikel/usas-svar-paa-danida-
involveret-i-hjaelp-til-groenland (6. maj 2020).
Kruse, Simon og Lene Winther (2019), ”Færøske politikere har
fået nok af Carla Sands’ trusler: »Det er ikke klogt diplomatisk
arbejde«”. Berlingske, 30. november.
https://www.berlingske.dk/globalt/faeroeske-politikere-har-
faaet-nok-af-carla-sands-trusler-det-er-ikke (6. maj 2020).
Kuo, Mercy A. (2019), “Greenland in US-Denmark-China
Relations, Insights from Jonas Parello-Plesner”. The
Diplomat, 2. oktober.
https://thediplomat.com/2019/10/greenland-in-us-denmark-
china-relations/ (6. maj 2020).
Kutjinskaja, Marina (2020), ”Arktika v fokuse vnimanija SShA i
NATO i interesi besopasnosti Rossii”. Problemi natsionalnoj
strategii 58(1), s. 68-89.
Lackenbauer, P. Whitney, Adam Lajeunesse, James Manicom,
og Frédéric Lasserre (2018), China’s Arctic Ambitions and
What They Mean for Canada. Calgary: University of Calgary
Press.
Lague, David og Benjamin Kang Lim (2019), “China’s vast
fleet is tipping the balance in the Pacific”. Reuters, 30. april.
https://www.reuters.com/investigates/special-report/
china-army-navy/ (6. maj 2020).
Laine, Jussi (2015), ”Threats, Challenges, and Finnish-
Russian Cross-Border Security Cooperation: A Finnish
Perspective”. Eurolimes 20, s. 125-142.
Larsen, Esben Salling (upubliceret manuskript), ”Færøernes
militærgeografiske betydning for USA og NATO”.
Larter, David (2019), “US Navy declares new fleet to confront
Russia fully operational”. Defense News, 31. december.
https://www.defensenews.com/naval/2019/12/31/
us-navy-declares-new-fleet-stood-up-to-confront-rus-
sia-fully-operational/ (6. maj 2020).
Lasserre, Frédéric, Linyan Huang og Olga V. Alexeeva (2017),
”China’s strategy in the Arctic: threatening or opportunistic?”
Polar Record 53(1), s. 31-42.
Lewis, Barbara og Ernest Scheyder (2018), “China cutting rare
earth output, unnerving global manufacturers”. Reuters, 24.
oktober.
https://www.reuters.com/article/us-china-rareearths/
china-cutting-rare-earth-output-unnerving-global-
manufacturers-idUSKCN1MY2GZ (6. maj 2020).
58
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
LITTERATURLISTE
Lierop, Christian van (2016), “EU regional policy in the Arctic”.
Briefing. European Parliamentary Research Service. https://
www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/
BRIE/2016/593530/EPRS_BRI(2016)593530_EN.pdf (6. maj
2020).
Lindenskov, Eirikur (2019), “Donald Trump leggur trýst á
Frøoya Tele”. Sosialurin, 28. novmeber.
https://www.in.fo/news-detail/news/donald-trump-
leggur-tryst-a-froeoya-tele/ (6. maj 2020).
Lindqvist, Andreas (2017), ”USA-samtaler blev bevidst lukket
ned”. Sermitsiaq, 11. oktober.
https://sermitsiaq.ag/usa-samtaler-bevidst-lukket (6. maj
2020).
Lindqvist, Andreas (2019), ”Mulig milliardregning: Danmark
skal betale for at redde klimaramt amerikansk eks-base”.
Ingeniøren, 20. september.
https://ing.dk/artikel/mulig-milliardregning-danmark-skal-
betale-at-redde-klimaramt-amerikansk-eks-base-228913 (6.
maj 2020).
Lovtidende A (2005a), ”Lov om Færøernes landsstyres
indgåelse af folkeretlige aftaler”, LOV nr 579 af 24/06/2005.
Lovtidende A (2005b), ”Lov om Grønlands landsstyres
indgåelse af folkeretlige aftaler”, LOV nr 577 af 24/06/2005.
Lovtidende A (2005c), ”Lov om de færøske myndigheders
overtagelse af sager og sagsområder”, LOV nr 578 af
24/06/2005.
Lovtidende A (2009), ”Lov om Grønlands Selvstyre”, LOV nr.
473 af 13. juni 2009.
Martinson, Ryan D. (2019), ”The Role of the Arctic in Chinese
Naval Strategy”. China Brief 19(22), s. 26-32.
McGhie, Steffen (2018), ”Første gang i 14 år: Danmark bliver
igen klar til ubådsjagt”. Ingeniøren, 20. februar.
https://ing.dk/artikel/foerste-gang-14-aar-danmark-bliver-
igen-klar-ubaadsjagt-210641 (26. marts 2020).
McGhie, Steffen (2019), ”Mette Frederiksens halvanden
milliard til at overvåge Grønland rækker ikke en brøkdel af
vejen”. Berlingske, 4. december.
https://www.berlingske.dk/samfund/mette-frederiksens-
halvanden-milliard-til-at-overvaage-groenland-raekker (6. maj
2020).
McGwin, Kevin (2020), “A US helping hand to Norway in Jan
Mayen also extends the Pentagon’s Arctic reach”. Arctic
Today, 31. januar.
https://www.arctictoday.
com/a-us-helping-hand-to-norway-in-jan-mayen-also-
extends-the-pentagons-arctic-reach/ (6. maj 2020).
McKay, Simeon (2019), Briefing from Canadian Embassy to
Royal Danish Defence College 6 March 2019. Præsentation
ved Forsvarsakademiet, København.
http://www.fak.dk/uddannelse/mms/moduler/Pages/Arktis.
aspx (5. maj 2020).
Medvedev, Sergej (2016), “Plani Kremlja v Arktike: ot ambitsii
k rasotjarovaniju”. Rossija v globalnoj politike, 3. november.
https://www.ponarseurasia.org/node/8606#main-content (5.
maj 2020).
Mehta, Aaron (2017), “Northern Triangle – UK, US and
Norway’s expanding Alliance”. Defensenews, 8. januar.
https://www.defensenews.com/digital-show-dailies/
surface-navy-association/2017/01/08/northern-triangle-us-
uk-and-norway-s-expanding-alliance/ (6. maj 2020).
Mehta, Aaron (2019), ”Sweden’s defense minister on relations
with America”, Russian threats and the European Union”.
DefenseNews, 27. december.
https://www.defensenews.com/smr/nato-2020-
defined/2019/12/27/swedens-defense-minister-on-
relations-with-america-russian-threats-and-the-european-
union/ (6. maj 2020).
Meidan, Michal (2019), ”Glimpses of China’s energy future”.
Oxford Energy Comment. Oxford: The Oxford Institute for
Energy Studies.
https://www.oxfordenergy.org/publications/glimpses-
of-chinas-energy-future/ (6. maj 2020).
Middleton, Alexandra (2019), “Constructing Arctic Identity:
Analysis of Scotland’s Arctic Policy”. High North News, 27.
september.
https://www.highnorthnews.com/en/what-remains-not-
so-evident-what-scotland-wants-arctic-return (6. maj 2020).
Mikkola, Harri (2019), “The Geostrategic Arctic. Hard Security
in the High North”. FIIA Briefing Paper 259. Helsinki: Finnish
Institute of International Affairs.
https://www.fiia.fi/wp-content/uploads/2019/04/bp259_
geostrategic_arctic.pdf (6. maj 2020).
Mortensen, Mikkel Walentin (2019), ”I dag vokser
Rigsfællesskabet med et område svarende til Jylland”,
Berlingske, 30. oktober.
https://www.berlingske.dk/
samfund/i-dag-vokser-rigsfaellesskabet-med-et-omraade-
svarende-til-jylland (6. maj 2020).
Mouritzen, Hans (2018), ”Arctic organisations are nations’
special darlings. But who’s whose?” Danish Foreign Policy
Review 2018, s. 115-137. København: Dansk Institutut for
Internationale Studier.
Murmanskij vestnij (2019), ”Osnovi gospolitiki v Arktike
odobreni Vladimirom Putinim”, 27. december.
https://www.mvestnik.ru/newslent/osnovy-gospolitiki-v-
arktike-odobreny-vladimirom-putinym/ (6. maj 2020.
Naalakkersuisut (2018), ”Udenrigspolitisk Redegørelse 2018”.
EM 2018/14 Sags nr. 2018 – 2195.
https://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/
Attached%20Files/Udenrigsdirektoratet/DK/
Udenrigspolitiske%20redegorelser/Udenrigspolitisk%20
Redeg%C3%B8relse%202018.pdf (6. maj 2020).
Naalakkersuisut (2019a), ”Udenrigspolitisk Redegørelse
2019”. EM 2019/14 Sagsnr. 2019 – 8961.
https://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Attached%
20Files/Udenrigsdirektoratet/DK/Udenrigspolitiske%20
redegorelser/UPR%202019%20da.pdf (6. maj 2020).
Naalakkersuisut (2019b), ”Møde med den amerikanske
Udenrigsminister Pompeo den 13. november”, 13. november.
https://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Nyheder/
2019/11/1311_Pompeo (2. marts 2020).
59 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
LITTERATURLISTE
Naalakkersuisut (2019c), ”Naalakkersuisoq Ane Lone Bagger i
Bruxelles”, 16. december.
https://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Nyheder/
2019/12/161219-Ane-Lone-Bagger-i-Bruxelles (6. maj 2020).
Naalakkersuisut (2020), ”Møde mellem statsministeren,
lagmanden og formand for Naalakkersuisut”, 7. januar.
https://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Nyheder/
2020/01/070119-Moede-mellem-statsministeren_
-lagmanden-og-formand-for-Naalakkersuisut (19. marts
2020).
Naalakkersuisut (s.d.), ”Partnerskabsaftalen: Partnerskabs-
aftalen 2014-2020”.
https://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Greenland-
Representation-to-the-EU/European-Union-and-Greenland/
Partnership-Agreement (6. maj 2020).
NATO (2010), ”Strategic Concept: for the Defence and
Security of the Members of the North Atlantic Treaty
Organization”. Brussel: NATO Public Diplomacy Division.
https://www.nato.int/cps/ic/natohq/topics_82705.htm (6.
maj 2020).
NATO (2018), “Brussels Summit Declaration”, 11. juli.
https://www.nato.int/cps/en/natohq/official_texts_156624.
htm (6. maj 2020).
NATO, (2019a), “Questions and answers by NATO Secretary
General Jens Stoltenberg at the ‘NATO Engages: innovating
the Alliance’ conference”, 3. december.
https://www.nato.int/cps/en/natohq/opinions_171550.
htm?selectedLocale=en (6. maj 2020).
NATO (2019b), “London Declaration”, 4. december.
https://www.nato.int/cps/en/natohq/official_texts_171584.
htm (6. maj 2020).
Navaltoday (2018), “USS Harry S. Truman first US carrier to
operate in Arctic Circle in 27 years”, 19. oktober.
https://navaltoday.com/2018/10/19/uss-harry-s-truman-first-
us-carrier-to-operate-in-arctic-circle-in-27-years/ (6. maj
2020).
NDAA, The National Defense Authorization Act (2020),
“National Defence Authorization Act for Fiscal Year 2020”.
https://www.congress.gov/bill/116th-congress/sena-
te-bill/1790/all-info?allSummaries=show (6. maj 2020).
Nielsen, Bárður á Steig (2020a), ”Færøernes regeringsleder: Vi
deler ikke arktisk udgangspunkt med Danmark”. Altinget, 26.
februar.
https://www.altinget.dk/arktis/artikel/faeroeernes-lag-
mand-faeroeerne-og-danmark-deler-ikke-arktisk-udgangs-
punkt (6. maj 2020).
Nielsen, Jens K. (2001), “Greenland’s Geopolitical Reality and
its Political-Economic Consequences”. Danish Foreign Policy
Yearbook 2001. København: Dansk Institut for Internationale
Studier
Nielsen, Rasmus Leander (2020b), ”Er USA igen ved at købe
Grønland eller er det stor ståhej for næsten ingenting?”
Altinget, 29. april.
https://www.altinget.dk/arktis/artikel/debat-er-usa-igen-ved-
at-koebe-groenland-eller-er-det-stor-staahej-for-naesten-
ingenting (6. maj 2020).
Niller, Eric (2019), “China’s Scientists Are the New Kids on the
Arctic Block”. Wired, 7. maj.
https://www.wired.com/story/chinas-scientists-are-the-new-
kids-on-the-arctic-block/ (6. maj 2020).
Nilsen, Thomas (2018), ”Norway invites hundreds of U.S.
Marines to the north”. The Barents Observer, 12. juni.
https://thebarentsobserver.com/en/security/2018/06/
norway-invites-hundreds-us-marines-north (6. maj 2020).
Nilsson, Annika E. (2018), ”The United States and the making
of an Arctic nation”. Polar Record 54(2), s. 95-107.
Nouwens, Meia og Helena Legarda (2018), ”China’s pursuit of
advanced dual-use technologies”. Resarch Papers. London:
International Institute for Strategic Studies.
https://www.iiss.org/blogs/research-paper/2018/12/
emerging-technology-dominance (5. maj 2020).
Olesen, Mikkel Runge (2017), ”Lightning rod: The US,
Greenlandic and Danish relations in the shadow of post-
colonial reputations”. I: Jon Rahbek-Clemmensen og Kristian
Søby Kristensen (red.), Greenland and the International
Politics of a Changing Arctic – Postcolonial Paradiplomacy
between High and Low Politics, s. 70-82. London: Routledge.
Olesen, Mikkel Runge og Camilla Tenna Nørup Sørensen
(2019), ”Intensifying great power politics in the Arctic-point of
consideration by the Kingdom of Denmark: From an analysis
of assesments and strategies in Finland, Norway and
Iceland”. DIIS Report. København: Dansk Institut for
Internationale Studier.
https://pure.diis.dk/ws/files/3166021/Intensifying_great_
power_politics_Arctic_DIIS_Report_2019_08.pdf (6. maj
2020).
Olesen, Mikkel Runge (under udgivelse). ”The end of Arctic
exceptionalism? A review of the academic debates and what
the Arctic prospects mean for the Kingdom of Denmark”.
Danish Foreign Policy Review. København: Dansk Institut for
Internationale Studier.
Olesen, Thorsten Borring og Poul Villaume (2005), ”I
Blokopdelingens Tegn”. Bd. 5 i: Due-Nielsen, Carsten, Ole
Feldbæk og Nikolaj Petersen (red.), Dansk Udenrigspolitiks
Historie. København: Gyldendal.
Olsen, Inuuteq Holm og Jessica M. Shadian (2018),
“Greenland and the Arctic Council: Subnational regions in a
time of Arctic Westphalianisation”. I: Kristian Søby Kristensen
og Jon Rahbek-Clemmensen (red.), Greenland and the
International Politics of a Changing Arctic: Postcolonial
Paradiplomacy between High and Low Politics, s. 113–124.
London: Routledge.
Olsvig, Sara og Rasmus Leander Nielsen (2019), ”Da Trump
ville købe Grønland”. Udenrigs 3, s. 74-83.
O’Sullivan, Stephen (2019), ”China’s Natural Gas Development
Report – Reality Check”. Energy Insight 62. Oxford: The
Oxford Institute for Energy Studies.
https://www.oxfordenergy.org/wpcms/wp-content/
uploads/2019/11/Chinas-Natural-Gas-Development-Report.
pdf (6. maj 2020).
60
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
LITTERATURLISTE
Pelaudeix, Cecile (2018), ”Along the Road: China in the Arctic”.
Brief Issue 13. European Union Institute for Security Studies.
https://www.iss.europa.eu/sites/default/files/EUISSFiles/
Brief%2013%20Arctic.pdf (6. maj 2020).
Petersen, Nikolaj (2009), ”The Arctic as a new arena for
Danish foreign policy: the Ilulissat initiative and its
implications”. Danish Foreign Policy Yearbook 2009, s. 35-78.
København: Dansk Institut for Internationale Studier.
Pincus, Rebecca (2019), ”Rushing Navy Ships into the Arctic
for a FONOP is Dangerous”. Proceedings 145(1).
https://www.usni.org/magazines/proceedings/2019/january/
rushing-navy-ships-arctic-fonop-dangerous (5. maj 2020).
Pincus, Rebecca (2020), ”Three-Way Power Dynamics in the
Arctic”. Strategic Studies Quarterly, 14(1), s. 40-63.
Pompeo, Michael R. (2019), “Looking North: Sharpening
Americas Arctic Focus”.
https://www.state.gov/looking-north-sharpening-americas-
arctic-focus/ (10. februar 2020).
Pritchin, Stanislav (2018), Russia’s Untapped Artic Potential.
London: Chatham House.
Puolustusvoimat, Det finske Forsvarsministerium (2018),
”Trident Junctur 2018”.
https://puolustusvoimat.fi/en/trident-juncture-20181 (6. maj
2020).
Quinn, Ellis (2018), “International academics nominate Arctic
Council for Nobel Peace Prize”. Eye on the Arctic, 16. januar.
https://www.rcinet.ca/eye-on-the-arctic/2018/01/16/
arctic-council-nobel-peace-prize-academics-nomination/ (12.
februar 2020).
Rahbek-Clemmensen, Jon (2017), ”The Ukraine crisis moves
north: is Arctic conflict spill-over driven by material interests?”
Polar Record 53(1), s. 1-15.
Rahbek-Clemmensen, Jon (2018), “The Arctic Turn: How did
the High North become a Foreign and Security Policy Priority
for Denmark?”. I: Jon Rahbek-Clemmensen og Kristian Søby
Kristensen (red.), Greenland and the International Politics of a
Changing Arctic: Postcolonial Paradiplomacy between High
and Low Politics, s. 54-69. London: Routledge.
Rahbek-Clemmensen, Jon og Gry Thomasen (2018a),
”Ilulissat-initiativet 10 år efter”. CMS Memo. København:
Københavns Universitet, Center for Militære Studier.
https://cms.polsci.ku.dk/nyheder/nyt-cms-memo-ilulissat-
initiativet-10-aar-efter/CMS_memo_-_Learning_from_the_
Ilulissat_Initiative__online_.pdf (6. maj 2020).
Rahbek-Clemmensen, Jon og Gry Thomasen (2018b),
”Learning from the Ilulissat Initiative: State Power,
Institutional Legitimacy, and Governance in the Arctic Ocean
2007-18”. CMS Report. København: Københavns Universitet,
Center for Militære Studier.
https://cms.polsci.ku.dk/nyheder/nyt-cms-memo-ilulissat-
initiativet-10-aar-efter/download-cms-rapport/CMS_
Rapport_2018__1_-_Learning_from_the_Ilulissat_initiative.pdf
(6. maj 2020).
Rahbek-Clemmensen, Jon (2020). ”Nye militære spændinger
i Nordatlanten og Arktis.”, CMS Baggrundspapir, København:
Københavns Universitet, Center for Militære Studier.
Rasmussen, Rasmus Kjærgaard (2019), “The desecuritization
of Greenland’s security? How the Greenlandic self-
government envision post-independence national defense
and security policy”. Arctic Yearbook 2019, s. 287-304.
Raspotnik, Andreas (2018), The European Union and the
Geopolitics of the European Union. Cheltenham: Elgar.
Raspotnik, Andreas og Andreas Østhagen (2019), “What
about the Arctic? The European Union’s
Geopolitical Quest for Northern Space”. Geopolitics, 6.
oktober.
https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/14650045.20
19.1670643?journalCode=fgeo20 (6. maj 2020).
RBK (2019), ”Dve rossijskie atomie podlodki proveli ’duel’ v
Arktike”, 7. november.
https://www.rbc.ru/society/07/11/2019/5dc3edc79a79472e-
56b12cac?utm_source=amp_full-link (5. maj 2020).
Regeringen, Den svenske regering (2011), Sveriges strategi
för den arktiska regionen. Stokholm: Regeringskansliet.
https://www.regeringen.se/contentassets/2c099049a-
492447b81829eb3f2b8033c/sveriges-strategi-for-den-
arktiska-regionen (5. maj 2020).
Regjeringen, Den norske regering (2019), ”Proposal for
Defence Budget 2020: The Norwegian Government increase
the defence budget by more than 2 billion Norwegian kroner”,
7. Oktober.
https://www.regjeringen.no/en/aktuelt/regjeringen-
styrker-forsvarssektoren-med-2-milliarder-kroner/id2672144/
(5. maj 2020).
Rigsombudsmanden på Færøerne (2019), Beretning 2019.
Søborg: Rosendahls.
Ritzau (2019), ”Færøsk MFer: Valg af 5G-leverandør er
kommerciel beslutning”. Berlingske, 11. december.
https://www.berlingske.dk/politik/faeroesk-mfer-valg-af-5g-
leverandoer-er-kommerciel-beslutning (6. maj 2020).
Rosamond, Annika Bergman (2015), “The Kingdom of
Denmark and the Arctic”. I: Leif Christian Jensen og Geir
Hønneland (red.), Handbook of the Politics of the Arctic, s.
501–516. Cheltenham: Edward Elgar Publishing.
Rottem, Svein Vigeland (2014), ”The Arctic Council and the
search and rescue agreement: The case of Norway”. Polar
Record 50(3), s. 284-292.
Rowe, Elana Tovah Wilson, Ulf Sverdrup, Karsten Friis, Geir
Hønneland og Mike Sfraga. (2020), ”A Governance and Risk
Inventory for a Changing Arctic”. Background Paper for
the Arctic Security Roundtable at the Munich Security
Conference 2020.
https://www.nupi.no/nupi_eng/content/down-
load/21362/944048/version/2/file/ArcticSecurity_2020_
ansicht.pdf (6. maj 2020).
Ruslands forsvarsministerium (s.d), “Severnij flot”.
https://structure.mil.ru/structure/okruga/north/history.htm
(6. maj 2020).
Ruslands præsident (2015), ”Strategija natsionalnoj
besopasnosti Rossijskoj Federatsii”, 31. december.
http://kremlin.ru/acts/bank/40391 (5. maj 2020).
61 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
LITTERATURLISTE
Ruslands præsident (2016), ”Kontseptsija vnesjnej politiki
Rossijskoj Federatsii”, 30. november.
http://kremlin.ru/acts/bank/41451 (5. maj 2020).
Ruslands regering (2019a), ”Rasporjasjenie – Plan rasvitija
infrastrukturi Severnogo morskogo puti na period do 2035
goda”, Nr. 3120-r, 21. december.
http://government.ru/docs/38714/ (5. maj 2020).
Ruslands regering (2019b), ”Natsionalnij plan meroprijatij
pervogo etapa adaptatsii k ismeninijam klimata na period do
2022 goda”, 25. december.
http://government.ru/docs/38739/ (5. maj 2020).
Ruslands transportministerium (2019), ”Grusopotok po
Sevmorputi v 2019g dostignet 29 mln tonn”, 30. august.
https://mintrans.ru/press-center/branch-news/1768 (5. maj
2020).
Ruslands udenrigsministerium (2016), “The Foreign Policy
Concept of the Russian Federation (approved by President of
the Russian Federation Vladimir Putin on November 30,
2016)”, 1. december.
http://www.mid.ru/en/foreign_policy/official_documents/-/
asset_publisher/CptICkB6BZ29/content/id/2542248 (5. maj
2020).
Ruslands udenrigsministerium (2019a), “Otveti na voprosi
SMI Ministra inostrannikh del Rossii S. V. Lavrova pered
natjalom i po itogam vstretji s gosudarstvennim sekretarem
SSjA M. Pompeo, Rovaniemi, 6 maja 2019 goda”, 6. maj.
https://www.mid.ru/ru/press_service/minister_speeches/-/
asset_publisher/7OvQR5KJWVmR/content/id/3635921 (5.
maj 2020).
Ruslands udenrigsministerium (2019b), ”Vistuplenie Ministra
inostrannikh del Rossii S. V. Lavrova na XI Ministerskoj sessii
Arktitjeskogo soveta, g. Rovaniemi, 7 maja 2019 goda”, 7.
maj.
https://www.mid.ru/press_service/minister_speeches/-/
asset_publisher/7OvQR5KJWVmR/content/id/3637699 (5.
maj 2020).
Ruslands udenrigsministerium (2019c), ”Intervju Posla po
osobim porutjenijam MID Rossii N. V. Kortjunova
mesjdunarodnomu informatsionnomu agenstvu ‘Rossija
segodnja’, 29 nojabrja goda”, 29. november.
https://www.mid.ru/arkticeskij-sovet/-/asset_publisher/
0vP3hQoCPRg5/content/id/3925387 (5. maj 2020).
Sands, Carla (2020), “Økonomisk hjælp til Grønland og hård
kritik af Kina: Her er USA’s mål for Arktis”. Altinget, 20. april.
https://www.altinget.dk/artikel/usas-ambassadoer-her-er-
vores-maal-med-arktis (6. maj 2020).
Saradzhyan, Simon, and Ali Wyne (2018), ”China Russia
Relations: Same Bed, Different Dreams?” Russia Matters.
Cambridge: Belfer Center for Science and International
Affairs.
https://www.russiamatters.org/sites/default/files/media/
files/China-Russian%20Relations%20Same%20Bed%20
Different%20Dreams_0.pdf (6. maj 2020).
Shih, Gerry (2019), “In Central Asia’s forbidding highlands, a
quiet newcomer: Chinese troops”. The Washington Post, 19.
februar.
https://www.washingtonpost.com/world/asia_pacific/
in-central-asias-forbidding-highlands-a-quiet-new-
comer-chinese-troops/2019/02/18/78d4a8d0-1e62-11e9-
a759-2b8541bbbe20_story.html (6. maj 2020).
Sputniknews (2020), “’Provocative’: Criticism Pours Over US
Plans to Use Norwegian Airbase on Arctic Island”, 27. januar.
https://sputniknews.com/europe/202001271078146481-
provocative-criticism-pours-over-us-plans-to-use-norwe-
gian-airbase-on-arctic-island/ (6. maj 2020).
Statsministeriet (2017), CHINA-DENMARK JOINT
WORK PROGRAMME (2017 – 2020): Upgrading the
Comprehensive Strategic Partnership to a higher level.
København: Statsministeriet.
https://www.thinkchina.ku.dk/documents/China-Denmark_
Joint_Work_Program__2017-2020__English.pdf (6. maj 2020).
Statsministeriet (s.d), ”Oversigt over sagsområder, der er
overtaget af Grønlands hjemmestyre (I og II) henholdsvis
Grønlands Selvstyre (III)”.
https://www.ft.dk/samling/20121/almdel/gru/spm/53/
svar/1023350/1209194.pdf (6. maj 2020).
Stephen, Kathrin (2016), “An Arctic Security Forum?
Please No!” The Arctic Institute, 26. maj.
https://www.thearcticinstitute.org/arctic-security-forum-
please-dont/ (12. februar 2020).
Stępień, Adam, Timo Koivurova og Paula Kankaanpää (2015).
The Changing Arctic and the European Union. Leiden: Brill/
Nijhoff.
Stępień, Adam og Timo Koivurova (2017), Arctic Europe:
Bringing together the EU arctic policy and Nordic
cooperation. Government’s analysis, assessment and
research activities 15/2017. Finland’s Prime Ministeŕs Office.
https://vnk.fi/documents/10616/3866814/15_Arctic+
Europe_Bringing+together+the+EU+Arctic+Policy.pdf (6. maj
2020).
Svenska Riksdagen (2017), Protokoll 2017/18:33. Fredagen
den 17 november. https://data.riksdagen.se/fil/A22910CB-
186E-4B07-91B4-9C5251B41CE5 (6. maj 2020).
Sverdrup-Jensen, Esben (2014), ”EU’s pelagiske flåde har tabt
makrelkrigen”. FiskerForum, 13. marts.
https://fiskerforum.dk/eus-pelagiske-flaade-har-tabt-
makrelkrigen/ (6. maj 2020).
Sørensen, Camilla T.N. (2018a), “Chinese investments in
Greenland: Promises and risks as seen from Nuuk,
Copenhagen and Beijing”. I: Kristian Søby Kristensen og Jon
Rahbek-Clemmensen (red.), Greenland and the International
Politics of a Changing Arctic: Postcolonial Paradiplomacy
between High and Low Politics, s. 83-97. London: Routledge.
Sørensen, Camilla T.N. (2018b). ”Kina som stormagt i
Arktis: Potentielle implikationer for Grønland og for
Rigsfællesskabet”. Policy Brief - Forsvarsakademiet.
København: Forsvarsakademiet.
http://www.fak.dk/biblioteket/publikationer/Pages/Kina-
som-stormagt-i-Arktis.aspx (6. maj 2020).
62
NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
LITTERATURLISTE
Sørensen, Camilla T. N. (2018c), ”Silkevejen - Xi’s store
satsning”. Ræson 33, s. 46-49.
https://www.raeson.dk/2018/camilla-t-n-soerensen-i-
raeson33-silkevejen-xis-store-satsning/ (6. maj 2020).
Sørensen, Camilla T.N. (2019a), ”Grønland, Rigsfællesskabet
og stormagternes spil”. Ræson 38, s. 48-56.
https://www.raeson.dk/2019/camilla-tenna-noerup-soeren-
sen-i-raeson38-groenland-rigsfaellesskabet-og-stormagter-
nes-spil/ (6. maj 2020).
Sørensen, Camilla T. N. (2019b), ”Intensifying U.S.-
China security dilemma dynamics play out in the Arctic:
Implications for China’s Arctic strategy”. Arctic Yearbook
2019, s. 1-15.
Sørensen, Camilla T. N. (2020), ”Rigsfællesskabet i midten af
stormagtsrivaliseringen mellem Kina og USA i Arktis”.
Udenrigs 2, s. 57-62.
Sørensen, Camilla T.N. og Ekaterina Klimenko (2017),
”Emerging Chinese-Russian Cooperation in the Arctic:
Possibilities and constraints”. SIPRI Policy Paper 47.
Solna: Stockholm International Peace Research Institute.
https://www.sipri.org/sites/default/files/2017-06/
emerging-chinese-russian-cooperation-arctic.pdf (6. maj
2020).
Sørensen, Camilla T.N. og Jørgen Delman (2016),
”Introduktion. Danmarks Kina-politik: Fra spørgsmål om
eksport og danske arbejdspladser til ny verdensorden”.
Økonomi & Politik 89(1), s. 2-8.
Taksøe-Jensen, Peter (2016), Udredning: Dansk diplomati
og forsvar i en brydningstid. København: Danmarks
Udenrigsministerium.
Tamnes, Rolf og Sven G. Holtsmark (2014), ”The Geopolitics
of the Arctic in Historical Perspective”. I: Rolf Tamnes og
Kristine Offerdal (red.), Geopolitics and Security in the Arctic:
Regional Dynamics in a Global World, s. 12-48. London and
New York: Routledge.
TASS (2019a), ”Minvostokrasvitija prereimenovano v
Ministerstvo po rasvitiju Dalnego Vostoka i Arktiki”, 26.
februar.
https://tass.ru/politika/6161204 (6. maj 2020).
TASS (2019b), “Rossijskie vladenija v Arktike. Istorija i
problemi mesjdunarodno-pravovogo statusa”, 9. april.
https://tass.ru/info/6312329 (6. maj 2020).
Tebin, Prokhor (2018) ”(Ne)opredelennost besopasnosti”.
Rossija v globalnoj politike, 22. november.
https://www.globalaffairs.ru/articles/neopredelennost-
bezopasnosti/ (6. maj 2020).
Tele-Post (2019), ”Tele-Post intensiverer sikkerheden”, 26.
september.
https://telepost.gl/da/nyheder/tele-post-
intensiverer-sikkerheden (6. maj 2020).
The Associated Press (2019), “Coast Guard finally gets new
polar icebreaker”. Navy Times, 22. februar.
https://www.navytimes.com/news/your-navy/2019/02/23/
coast-guard-finally-gets-polar-icebreaker/ (6. maj 2020).
The Japan Times (2019), “Fears grow that China could
weaponize rare earth minerals in U.S. tech war”, 23. maj.
https://www.japantimes.co.jp/news/2019/05/23/business/
fears-grow-china-weaponize-rare-earth-minerals-u-s-tech-
war/#https://www.japantimes.co.jp/news/2019/05/23/
business/fears-grow-china-weaponize-rare-earth-minerals-
u-s-tech-war/ (6. maj 2020).
The New York Times (s.d), “Joseph R. Biden Jr.”.
https://www.nytimes.com/interactive/2020/us/politics/
joe-biden-foreign-policy.html (6. maj 2020).
The State Council (2018), “China’s Arctic Policy”. Beijing: The
State Council Information Office of the People’s Republic of
China, 26. januar,
http://www.scio.gov.cn/zfbps/32832/Docu-
ment/1618243/1618243.htm (28. januar 2020).
Thorhallsson, Baldur (2018), “A small state in world politics:
Iceland’s search for shelter”. Icelandic Review of Politics and
Administration 14(1), s. 61–82.
Tingstad, Abbie (2020), “Today’s Arctic Diplomacy Can’t
Handle Tomorrow’s Problems”. Defense One, 29. januar.
https://www.defenseone.com/ideas/2020/01/todays-
arctic-diplomacy-cant-handle-tomorrows-problems/162719/
(6. maj 2020).
Today In Energy (2012), “Arctic oil and natural gas resources”,
20. januar.
https://www.eia.gov/todayinenergy/detail.php?id=4650 (6.
maj 2020).
Torp, Kristian og Johan Blem Larsen (2012), ”Danmark
fanget mellem EU og Færøerne i makrelkrig”. Berlingske
Nyhedsbureau, 20. april.
https://www.bt.dk/politik/danmark-fanget-mellem-eu-og-
faeroeerne-i-makrelkrig (6. maj 2020).
Trevithick, Joseph (2019), “Behold America’s New and
Desperately needed Heavy Icebreakers”. The Drive, 24. april.
https://www.thedrive.com/the-war-zone/27647/behold-
americas-new-and-desperately-needed-heavy-icebreaker (6.
maj 2020).
Turnowsky, Walter (2017), ”Satellitstation kan være del af
kinesisk GPS-system”. Sermitsiaq, 19. december
https://www.sermitsiaq.ag/node/202172 (20. marts 2020).
Tømmerbakke, S. (2019a), “France Compares the Arctic to
the Middle East, Claims Region Belongs to No-One”. High
North News, 1. oktober.
https://www.highnorthnews.com/en/france-compares-
arctic-middle-east-claims-region-belongs-no-one (6. maj
2020).
Tømmerbakke, S. (2019b), “This is Why Finland and Iceland
Want Security Politics in the Arctic Council”. High North
News, 22. oktober.
https://www.highnorthnews.com/en/why-finland-and-
iceland-want-security-politics-arctic-council (1. marts 2020).
Udenrigsministeriet (2008), Denmark-China: a Mutually
Beneficial Partnership. København: Udenrigsministeriet.
Udenrigsministeriet (2016), Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk
Strategi 2017-2018. København: Udenrigsministeriet.
63 NYE SIKKERHEDSPOLITISKE DYNAMIKKER I ARKTIS
LITTERATURLISTE
Udenrigsministeriet (2018), Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk
Strategi 2019-2020. København: Udenrigsministeriet.
Udenrigsministeriet (s.d.), ”Grundlag for samarbejde med
vægt på FN’s Havretskonvention”.
https://www.um.dk/da/udenrigspolitik/lande-og-regioner/
arktisk-portal/arktisk-strategi/et-fredeligt-og-sikkert-arktisk/
grundlag-for-fredeligt-samarbejde/ (25. marts 2020).
Den russiske føderations præsidents dekret (2017), ot
20.07.2017 No. 327 ”Ob utversjdenii Osnov gosudarstvennoj
politiki Rossijskoj Federatsii v oblasti voenno-morskoj
dejatelnosti na period do 2030 goda”, 20. Juli.
http://kremlin.ru/acts/bank/42117 (5. maj 2020).
Den russiske føderations præsidents dekret (2018),
ot 07.05.2018 No. 204 “O natsionalnikh tseljakh i
strategitjeskikh sadatjakh rasvitija Rossijskoj Federatsii na
period do 2024 goda”, 7. maj.
http://kremlin.ru/acts/bank/43027 (5. maj 2020).
Den russiske føderations præsidents dekret (2020), ot
05.03.2020 No. 164 “Osnovi gosudarstvennoj politiki
Rossiiskoj Federatsii v Arktike na period do 2035 goda”, 5.
marts.
http://kremlin.ru/acts/bank/45255 (6. maj 2020).
U.S. Coast Guard (2018), “Coast Guard Strategic Plan 2018
– 2022”. U.S. Coast Guard.
https://www.uscg.mil/Portals/0/seniorleadership/
alwaysready/USCG_Strategic%20Plan__LoResRea-
derSpreads_20181115_vFinal.pd-
f?ver=2018-11-14-150015-323 (6. maj 2020).
US Embassy, Reykjavik (2019), “Joint Statement on the
Inaugural U.S.-Iceland Economic Dialogue”.
https://is.usembassy.gov/joint-statement-on-the-inaugural-
u-s-iceland-economic-dialogue/ (6. maj 2020).
Voenno-promisjlennij kurer (2019), ”Arktika perestaet bit
sonoj mira i stabilnosti”, 5. juni.
https://vpk-news.ru/news/50664 (5. maj 2020).
Voennoe obosrenie (2019), “Minoboroni ne vidit nusjdi v
inostrannikh voennikh korabljakh na Sevmorputi”, 18.
december.
https://topwar.ru/165888-minoborony-ne-vidit-nuzhdy-v-
inostrannyh-voennyh-korabljah-na-sevmorputi.html (5. maj
2020).
Vinther, L.B. (2012), ”Forsvaret på Færøerne”. Forsvaret, 15.
november.
https://www2.forsvaret.dk/nyheder/nationale_opgaver/
Pages/Forsvaretp%C3%A5F%C3%A6r%C3%B8erne.aspx (6.
maj 2020).
Wang, Nils (2012), ”Sikkerhedspolitik i Arktis: en ligning med
mange ubekendte”. Sikkerhedspolitisk Info.
Wilhelmsen, Julie og Kristian Lundby Gjerde (2018), ”Norway
and Russia in the Arctic: New Cold War Contamination?”
Arctic Review 9, s. 382-407.
Wishnick, Elizabeth (2017), China’s Interests and Goals in The
Arctic: Implications for The United States. Carlisle: Strategic
Studies Institute, US Army War College.
Xinhua (2018), “China-Iceland Arctic Science Observatory
inaugurated in northern Iceland”, 19. oktober.
http://www.xinhuanet.com/
english/2018-10/19/c_137542493.htm (6. maj 2020).
Yang, Zi (2018), “Vostok 2018: Russia and China’s Diverging
Common Interests”. The Diplomat, 17. september.
https://thediplomat.com/2018/09/vostok-2018-rus-
sia-and-chinas-diverging-common-interests/ (6. maj 2020).
Young, Oran R. (1992), Arctic Politics: Conflict and
Cooperation in the Circumpolar North. Hanover: University
Press of New England.
Young, Oran R. og Níels Einarsson (2004), “Introduction:
Human Development in the Arctic”. I: Níels Einarsson, Joan
Nymand Larsen, Annika Nilsson, Oran R. Young (red.), Arctic
Human Development Report, s. 15-26. Akureyri: Stefansson
Arctic Institute.
Østhagen, Andreas (2016), “High North, Low Politics—
Maritime Cooperation with Russia in the Arctic”. Arctic
Review 7(1), s. 83-100.
DIIS · Dansk Institut for Internationale Studier
DIIS er en uafhængig, statslig forskningsinstitution, der arbejder med internationale studier. Vi udfører og
kommunikerer forskning og analysearbejde inden for globalisering, sikkerhed, udvikling og udenrigspolitik.
Vi stræber efter den højeste akademiske kvalitet, og arbejder på at vores forskningsresultater skal få
indflydelse på dagsordenen inden for forskning, politik og den offentlige debat.
DIIS· DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER
Østbanegade 117 2100 København Ø www.diis.dk