L 167 - svar på spm. 3 om at redegøre for EU-lovgivningen om proportionalitet ved begrænsninger og medlemsstaternes muligheder for at stille sprogkrav for sundhedspersonale, herunder særligt for læger og sygeplejersker, fra uddannelses- og forskningsministeren

Ministeren
Side 1/3
18. maj 2020
Uddannelses- og
Forskningsministeriet
Børsgade 4
Postboks 2135
1015 København K
Tel. 3392 9700
www.ufm.dk
CVR-nr. 1680 5408
Ref.-nr.
2020-2003
Uddannelses- og Forskningsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
I brev af 30. april 2020 har udvalget efter ønske fra MF Peter Seier Christensen
(NB) stillet mig følgende spørgsmål:
L 167 spørgsmål 3
Vil ministeren redegøre for EU-lovgivningen om proportionalitet ved begrænsnin-
ger og medlemsstaternes muligheder for at stille sprogkrav for sundhedsperso-
nale, herunder særligt for læger og sygeplejersker? Ministeren bedes i svaret ind-
drage illustrerende eksempler fra retspraksis og konkrete sager.
Svar
Indledningsvist skal jeg bemærke, at jeg ikke opfatter spørgsmålet som et ønske
om en generel og udtømmende redegørelse for EU-lovgivningen om proportionali-
tet ved begrænsninger.
Der er med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september
2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer med senere ændringer
(herefter anerkendelsesdirektivet) indført et system til anerkendelse af erhvervs-
mæssige kvalifikationer i EU (og på visse betingelser tillige de andre EØS-lande
og Schweiz).
Med L 167 gennemføres proportionalitetstestdirektivet. Direktivet finder anven-
delse på de lovregulerede erhverv, der også er omfattet af anerkendelsesdirekti-
vets anvendelsesområde. Dette følger af proportionalitetstestdirektivets artikel 2,
stk. 1.
Anerkendelsesdirektivets tværgående bestemmelser er gennemført i dansk ret
ved lov nr. 1871 af 29. december 2015 om anerkendelse af visse uddannelses- og
erhvervsmæssige kvalifikationer. Sektorspecifikke regler i anerkendelsesdirektivet
er implementeret i dansk ret i den konkrete sektorlovgivning for de enkelte lovre-
gulerede erhverv, eksempelvis på sundhedsområdet.
Sektorspecifikke regler, der begrænser adgangen til eller udøvelsen af lovregule-
rede erhverv på sundhedsområdet, herunder regler om sprogkrav til sundhedsper-
sonale, hører under Sundheds- og Ældreministeriet. Derfor har jeg anmodet om
bidrag til besvarelsen fra sundheds- og ældreministeren, der har oplyst følgende:
Uddannelses- og Forskningsudvalget 2019-20
L 167 endeligt svar på spørgsmål 3
Offentligt
Side 2/3
Uddannelses- og
Forskningsministeriet
”Styrelsen for Patientsikkerhed har oplyst, at de danske regler om sprogkrav til læ-
ger fremgår af § 1, stk. 2, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 49 af 13. januar 2010 om
EU- og EØS-statsborgeres adgang til udøvelse af virksomhed som autoriseret
sundhedsperson, med senere ændringer. Det følger af § 1, stk. 2, 2. pkt., at:
”Personen skal dog tillige have sproglig færdighed til at udøve virksomheden
med den i autorisationslovens § 17 forudsatte omhu og samvittighedsfuldhed,
jf. direktivets artikel 53”.
Dette betyder, at en sundhedsperson skal have sproglige færdigheder til at kunne
handle i overensstemmelse med den til enhver tid værende almindelige aner-
kendte faglige standard på området.
Bekendtgørelsens § 1, stk. 2, 2. pkt., henviser til artikel 53 i direktiv 2005/36/EF af
7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (anerken-
delsesdirektivet) med de ændringer, der følger af 2013/55/EU af 20. november
2013.
Det følger af betragtning nr. 26 til direktiv 2013/55/EU, at der er behov for at klar-
lægge de kompetente myndigheders og arbejdsgiveres rolle, navnlig af hensyn til
bedre sikring af patientsikkerheden. De kompetente myndigheder bør kunne an-
vende sprogkontrol efter anerkendelsen af erhvervsmæssig kvalifikation. Det er
navnlig vigtigt for erhverv, som har konsekvenser for patientsikkerheden, at sprog-
kontrollen foretages, inden erhvervsudøveren påbegynder udøvelsen af erhvervet.
Sprogkontrollen bør være rimelig og nødvendig for de pågældende job, ligesom
den ikke bør have til formål at udelukke erhvervsudøvere fra andre medlemssta-
ter. Videre fremgår det af betragtning nr. 26, at arbejdsgivere fortsat bør spille en
vigtig rolle med hensyn til at konstatere, at erhvervsudøveren har kendskab til de
sprog, der er nødvendige for at udføre de erhvervsmæssige aktiviteter på deres
arbejdspladser.
Artikel 53 lyder således:
”1. De erhvervsudøvere, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendes,
skal være i besiddelse af de sprogkundskaber, der er nødvendige for at kunne
udøve erhvervet i værtsmedlemsstaten.
2. Medlemsstaten sikrer, at kontrol, der varetages eller foregår under tilsyn af
den kompetente myndighed for at kontrollere overholdelsen af betingelserne i
stk. 1, er begrænset til kendskab til ét af værtsmedlemsstatens officielle eller ét
af værtsmedlemsstatens administrative sprog, forudsat at dette også er et af
Unionens officielle sprog.
3. Kontrol, der foretaget i henhold til stk. 2, kan indføres, såfremt det erhverv,
der skal udøves, har konsekvenser for patientsikkerheden. […]
4. Sprogkontrollen skal stå i rimeligt forhold til den virksomhed, der skal ud-
øves. Den pågældende erhvervsudøver har mulighed for at påklage denne
kontrol i henhold til national lovgivning”.
Side 3/3
Uddannelses- og
Forskningsministeriet
Dette betyder, at Danmark kan indføre regler om kontrol af andre EU-medlemssta-
ters sundhedspersoners sprogfærdigheder, i det omfang sundhedspersonernes
arbejde har konsekvenser for patientsikkerheden, og sprogkontrollen står i rimeligt
forhold til den virksomhed, der skal udøves.
Der er ikke afsagt domme af Domstolen, der bidrager til fortolkningen af artikel 53.
Derimod har Domstolen afsagt en dom, der vedrører artikel 18, stk. 3, i direktiv
78/686/EØF af 25. juli 1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certi-
fikater og andre kvalifikationsbeviser for tandlæger og om foranstaltninger, der
skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjeneste-
ydelser. Dette direktiv er ophævet og i dag erstattet af direktiv 2005/36/EF.
Det fremgår af Domstolens dom af 4. juli 2000 i sag C-424/97, EU:C:2000:357, i
præmis 59, at:
”Som generaladvokaten har anført […] udgør pålideligheden af kommunikatio-
nen mellem tandlægen og patienten ligesom kommunikationen med de admini-
strative myndigheder og faglige organer i denne henseende et tvingende sam-
fundsmæssigt hensyn, der efter sin natur kan begrunde, at sygesikringsaner-
kendelse af en tandlæge underlægges betingelser af sproglig art. Både dialog
med patienten og overholdelsen af fagetiske og specifikt juridiske regler inden
for tandlægeerhvervet i etableringsmedlemsstaten samt gennemførelsen af ad-
ministrative opgaver kræver et passende kendskab til denne stats sprog”.
Det følger af dommen, at de sproglige krav ikke må gå videre, end hvad der er
nødvendigt for, at tandlægerne på tilstrækkelig pålidelig vis kan kommunikere med
sine patienter, administrative myndigheder og faglige organer.
Sundheds- og Ældreministeriet kan henholde sig til Styrelsen for Patientsikker-
heds bidrag.”
Med venlig hilsen
Ane Halsboe-Jørgensen