Fremsat den 29. april 2020 af social- og indenrigsministeren (Astrid Krag)

Fremsat den 29. april 2020 af social- og indenrigsministeren (Astrid Krag)
Forslag
til
Lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om Familieretshuset, lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love
(Afskaffelse af tvungen delt bopæl og refleksionsperioden samt opfølgning på etableringen af det nye familieretlige system
m.v.)
Social- og Indenrigsministeriet
§ 1
I lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af
7. august 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 2 indsættes som nr. 18:
»18) Lov om udbetaling af godtgørelse til umyndige HIV-
positive blødere, transfusionssmittede m.fl.«
2. I § 4, stk. 1, indsættes som 2. og 3. pkt.:
»Sager omfattet af § 2, nr. 1-11, visiteres efter §§ 5-7, og
disse sager behandles og afgøres efter denne lov og bestem-
melserne i den lovgivning, der i øvrigt gælder for den på-
gældende sag. § 8 finder anvendelse på sager omfattet af §
2, nr. 12-18.«
3. I § 8 ændres »nr. 12-17« til: »nr. 12-18«.
4. Efter § 11 indsættes:
»§ 11 a. Er en part tilsluttet postløsningen Digital Post,
sender Familieretshuset meddelelser i sager omfattet af den-
ne lov til parten gennem Digital Post, jf. lov om Digital Post
fra offentlige afsendere. Familieretshuset sender meddelel-
ser til en part, der ikke er tilsluttet Digital Post, med brev-
post. Familieretshuset kan dog anvende en anden meddelel-
sesform end efter 1. og 2. pkt., hvis det i den konkrete situa-
tion er mere hensigtsmæssigt.
Stk. 2. Familieretshuset anmoder retten om at forkynde en
meddelelse for en part, der ikke er tilsluttet Digital Post,
hvis der er behov for forkyndelse, og Familieretshuset enten
ikke har fået bekræftelse på, at parten har modtaget en med-
delelse efter stk. 1, eller partens bopæl eller opholdssted ik-
ke kan oplyses.
Stk. 3. Er en eventuel frist i en meddelelse efter stk. 1 og 2
udløbet, og har den pågældende part ikke besvaret medde-
lelsen, kan Familieretshuset afgøre sagen på det foreliggen-
de grundlag.«
5. § 22 ophæves.
6. I § 27, stk. 1, nr. 1, ændres »§§ 11, 14, 15 og 15 a« til:
»§§ 11 og 14«.
7. I § 34, stk. 2, udgår »tidligere eller«.
8. § 37, stk. 1, nr. 3, affattes således:
»3) Afgørelse efter § 52 og § 53, stk. 1, i lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning om ændring af aftaler og afgø-
relser om bidragspligt.«
9. I § 37, stk. 1, indsættes som nr. 5:
»5) Afgørelse efter §§ 15 og 15 a i forældreansvarsloven
om forældremyndighed ved dødsfald.«
§ 2
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 771 af 7. august 2019, foretages
følgende ændringer:
1. I § 24, stk. 1, nr. 1-3, ændres »han« til: »ægtefællen«.
2. I § 24, stk. 1, nr. 4, ændres »hvis han« til: »hvis den på-
gældende ægtefælle«, »at han« til: »at den pågældende æg-
tefælle« og »ham« til: »den pågældende ægtefælle«.
3. § 29, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Separation og skilsmisse meddeles ved bevilling, hvis
ægtefællerne er enige om vilkårene herfor, jf. § 42. Er ægte-
Lovforslag nr. L 183 Folketinget 2019-20
Social- og Indenrigsmin., j.nr. 2019-4803
CY000442
fællerne ikke enige om vilkårene, træffes der samtidig med
meddelelsen af separation og skilsmisse afgørelse om vilkå-
rene.«
4. Overskriften før § 41 og § 41 ophæves.
5. I § 42, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 29, 30 og 32-36« til: »§
29«.
6. § 42 a ophæves.
7. I § 43 a indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Familieretshuset kan behandle en sag efter § 58,
hvis betingelserne i § 448 h i retsplejeloven er opfyldt.«
8. I § 58 a, stk. 4, udgår », om mægling efter § 41«.
9. § 58 d, stk. 2, nr. 4, ophæves.
Nr. 5 bliver herefter nr. 4.
10. § 58 d, stk. 2, nr. 6, ophæves.
Nr. 7-11 bliver herefter nr. 5-9.
§ 3
I lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf.
lovbekendtgørelse nr. 774 af 7. august 2019, foretages
følgende ændringer:
1. I § 59, stk. 1, 1. pkt., ændres »indgivelse« til: »indbringel-
se«.
2. I § 59, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »ikke«: »ansøgninger
og«.
§ 4
I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 7.
august 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 1, 3. pkt., udgår »§ 17, stk. 3, eller«.
2. I § 6, stk. 2, nr. 1, og § 7, stk. 3, ændres »dom« til: »afgø-
relse«.
3. I § 13, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:
»Endvidere kan en forældremyndighedsindehaver og en
af barnets forældre aftale at have fælles forældremyndig-
hed.«
4. § 15, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Dør en forælder, der har forældremyndigheden
alene, træffes der afgørelse om, hvem der skal have foræl-
dremyndigheden. En efterlevende forælder og andre kan an-
mode om forældremyndigheden. Er der fælles forældremyn-
dighed, og dør begge forældre, finder 1. og 2. pkt. tilsvaren-
de anvendelse.«
5. § 17, stk. 3 og 4, ophæves.
6. I § 23 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Adgangen til at få orientering og få udleveret
dokumenter efter stk. 1 bortfalder, når barnet er midlertidigt
placeret efter § 32 a i adoptionsloven. Dette har virkning fra
det tidspunkt, hvor institutionen m.v. modtager meddelelse
om, at barnet er midlertidigt placeret efter § 32 a i adopti-
onsloven.«
7. I § 27 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1, hvorved en forælder får
forældremyndigheden alene, gælder, indtil der foreligger en
endelig aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, som
kan fuldbyrdes, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1, hvorved en forælder får
forældremyndigheden alene, bortfalder:
1) 4 uger efter afgørelsen, medmindre anmodning om af-
gørelse om forældremyndigheden inden da er indgivet
til Familieretshuset, jf. § 31.
2) Hvis en sag omfattet af nr. 1 efter indgivelsen tilbage-
kaldes eller afvises.
3) Hvis forældrene genoptager samlivet.«
8. I § 43 ændres »§ 1« til: »§ 1 a«.
§ 5
I lov om international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale
børnebortførelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 7. august
2019, foretages følgende ændring:
1. I § 10, stk. 1, udgår »til den, som barnet tilbageholdes
fra«.
§ 6
I navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 7. august
2019, som ændret ved § 27 i lov nr. 1533 af 19. december
2017, foretages følgende ændringer:
1. I § 16 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Stk. 1-3 gælder ikke ved ansøgning om navngiv-
ning og navneændring, der indgives i forbindelse med an-
modning om udstedelse af adoptionsbevilling.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
2. I § 16 a, stk. 2, ændres »§ 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1.
pkt.,« til: »loven«.
3. I § 19 indsættes efter »adoptionsbevilling«: », der udfær-
diges af Familieretshuset eller Ankestyrelsen«.
4. I § 21, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 16, stk. 3, og § 16, stk. 4,
1. pkt.,« til: »loven«.
§ 7
I børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august
2019, foretages følgende ændringer:
2
1. I § 7, stk. 1, indsættes efter »registreret«: »inden for 4
uger efter fødslen«.
2. I § 14, stk. 9, ændres »ved retten« til: »af Familieretshuset
eller familieretten, jf. § 32 a, stk. 2«.
§ 8
I lov nr. 158 af 6. maj 1980 om anerkendelse af nordiske
faderskabsafgørelser og om ændring af lov om anerkendelse
og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav
foretages følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes således:
»Lov om anerkendelse af nordiske afgørelser om
faderskab og medmoderskab«.
2. § 3, nr. 1, affattes således:
»1) hvis dommen eller fastsættelsen er i strid med en afgø-
relse, der har bindende virkning her i landet, og sag
herom blev indledt, før den anden retssag blev anlagt,
eller før fastsættelsen fandt sted,«.
3. Efter § 4 indsættes:
»§ 4 a. §§ 1-4 finder tilsvarende anvendelse på medmo-
derskab.«
§ 9
I lov om Det Centrale Personregister, jf.
lovbekendtgørelse nr. 646 af 2. juni 2017, som ændret ved §
25 i lov nr. 503 af 23. maj 2018, lov nr. 747 af 8. juni 2018,
§ 39 i lov nr. 1711 af 27. december 2018 og § 4 i lov nr.
1722 af 27. december 2018, foretages følgende ændring:
1. I § 8, stk. 3, nr. 4, udgår », dog ikke når barnet har delt
bopæl efter § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven«.
Justitsministeriet
§ 10
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 938 af 10.
september 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 349 af 2. april
2020, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 448 g indsættes før overskriften før § 449:
»§ 448 h. Sager efter § 58 i lov om ægteskabs indgåelse
og opløsning kan behandles her i riget, hvis sagsøgte har
hjemting her, jf. § 235, eller hvis det følger af § 246.
Stk. 2. Stk. 1 kan fraviges ved overenskomst med frem-
med stat.«
2. I § 478, stk. 1, nr. 7, ændres »regreskrav, og« til: »regre-
skrav,«.
3. I § 478, stk. 1, nr. 8, ændres »tvistløsningsorganer.« til:
»tvistløsningsorganer, og«.
4. I § 478, stk. 1, indsættes som nr. 9:
»9) afgørelser og forlig efter § 58 i lov om ægteskabs ind-
gåelse og opløsning, der er truffet af eller indgået for
Familieretshuset.«
5. I § 488, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 478, stk. 1, nr.
1-3«: »og 9«.
§ 11
I lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske
afgørelser om privatretlige krav, jf. lovbekendtgørelse nr.
635 af 15. september 1986, som ændret ved § 3 i lov nr. 209
af 29. marts 1995 og § 10 i lov 389 af 14. juni 1995,
foretages følgende ændringer:
1. I § 3, nr. 1, ændres »faderskabsafgørelser« til: »afgørelser
om faderskab og medmoderskab«.
2. I § 5, stk. 1, 1. pkt., ændres »eller om ret til personligt
samkvem med et barn« til: », om barnets bopæl eller om
samvær«.
3. I § 9, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Anmodning om fuldbyrdelse efter § 5 indgives dog til
familieretten, jf. retsplejelovens kapitel 42 b.«
4. I § 9, stk. 6, ændres »fogedretten« til: »retten«.
Sundheds- og Ældreministeriet
§ 12
I lov nr. 217 af 28. april 1993 om udbetaling af
godtgørelse til umyndige HIV-positive blødere,
transfusionssmittede m.fl., som ændret ved § 28 i lov nr. 386
af 22. maj 1996 og § 11 i lov nr. 542 af 24. juni 2005,
foretages følgende ændringer:
1. I § 4, 1. og 2. pkt., og § 5, 3. pkt., ændres »statsforvaltnin-
gens« til: »Familieretshusets«.
2. Efter § 5 indsættes:
»§ 5 a. Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan
påklages til Civilstyrelsen.«
§ 13
Loven træder i kraft den 1. juli 2020.
§ 14
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. §§ 1-9 og 11 kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. § 11 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøs-
ke forhold tilsiger.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Situationen for børn ved samlivsophævelse og skilsmisse
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Tvungen delt bopæl
2.1.1.2. Refleksionsperioden
2.1.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Familieretshusets afgørelser og det familieretlige system
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Det familieretlige system
2.2.1.2. Familieretshusets afgørelser
2.2.1.2.1. Forældremyndighed ved dødsfald
2.2.1.2.2. Virkningstidspunkt for Familieretshusets bidragsafgørelser
2.2.1.3. Forkyndelse af meddelelser fra Familieretshuset
2.2.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
2.2.2.1. Det familieretlige system
2.2.2.2. Familieretshusets afgørelser
2.2.2.2.1. Forældremyndighed ved dødsfald
2.2.2.2.2. Virkningstidspunkt for Familieretshusets bidragsafgørelser
2.2.2.3. Forkyndelse af meddelelser fra Familieretshuset
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Aftaler om fælles forældremyndighed
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Internationale børnebortførelser
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Tilbagegivelse af bortførte børn
2.4.1.2. Afgørelser om midlertidig forældremyndighed ved risiko for børnebortførelse
2.4.1.3. Den nordiske domslov
2.4.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
2.4.2.1. Tilbagegivelse af bortførte børn
2.4.2.2. Afgørelser om midlertidig forældremyndighed ved risiko for børnebortførelse
2.4.2.3. Den nordiske domslov
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.5. Opfølgning på ændringerne i 2019 af reglerne om adoption uden samtykke
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Adoption uden samtykke
2.5.1.2. Orienteringsretten
2.5.1.3. Barnets navn
2.5.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
2.5.2.1. Orienteringsretten
2.5.2.2. Barnets navn
2.5.3. Den foreslåede ordning
2.6. Ændring af vilkår for separation og skilsmisse
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
2.6.3. Den foreslåede ordning
2.7. Navneloven
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
4
2.7.3. Den foreslåede ordning
2.8. Faderskab og medmoderskab
2.8.1. Gældende ret
2.8.1.1. Registrering af faderskab og medmoderskab
2.8.1.2. Den nordiske faderskabslov
2.8.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
2.8.2.1. Registrering af faderskab og medmoderskab
2.8.2.2. Den nordiske faderskabslov
2.8.3. Den foreslåede ordning
3. Ligestillingsmæssige konsekvenser
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Den 27. marts 2018 blev der indgået en aftale om etablering
pr. 1. april 2019 af et nyt familieretligt system, bestående af
Familieretshuset og familieretten. Aftalen blev udmøntet
ved lov om Familieretshuset og lov om ændring af foræl-
dreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning
og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om
Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet
i sager efter forældreansvarsloven).
Som led i aftalen om det nye familieretlige system blev der
som en nyskabelse indført en såkaldt tvungen delt bopæl,
som indebærer, at et barn i en periode på tre måneder efter
forældrenes samlivsophævelse har bopæl hos begge foræl-
dre. Formålet med dette var at sikre ro om barnet i perioden
lige efter en samlivsophævelse. Samtidig blev der også med
fokus på barnet indført en refleksionsperiode på tre måne-
der, der betyder, at ægtefæller, der anmoder om direkte
skilsmisse, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år,
først kan blive skilt efter denne periodes udløb, og efter at
de har gennemført et digitalt læringsforløb. Intentionen med
refleksionsperioden var at sikre tid til forståelse hos foræl-
drene af børns reaktion på samlivsophævelse og skilsmisse
og at skærme børnene bedst muligt mod følgerne af samliv-
sophævelse og skilsmisse. Samtidig blev der skabt mulighed
for at deltage i en rådgivnings- og afklaringssamtale. De
centrale aktører, der beskæftiger sig med børn i brudte fami-
lier, har imidlertid ud fra et børneperspektiv kritiseret ord-
ningerne og fremhævet, at de ikke virker efter hensigten, når
forældrene er enige om at bryde relationen mellem dem hur-
tigst muligt. Aktørerne har påpeget, at ordningerne i mange
situationer unødigt optrapper og forlænger konflikten mel-
lem forældrene til skade for deres børn. Det foreslås derfor,
at begge ordninger afskaffes. Da hensynene til at skærme
børn bedst muligt mod følgerne af samlivsophævelse og
skilsmisse først og fremmest varetages gennem den støtte,
som forældrene i dag tilbydes i refleksionsperioden, foreslås
det, at disse tilbud i form af digitale læringsforløb og rådgiv-
nings- og afklaringssamtaler opretholdes som generelle til-
bud til alle forældre, der bryder med hinanden. Forældrene
vil således fortsat kunne hente hjælp til håndteringen af de-
res og børnenes situationen i forbindelse med en samlivsop-
hævelse, separation og skilsmisse.
Etableringen af det nye familieretlige system bygger på en
stor og kompleks lovpakke, der indeholder en ny hovedlov
for Familieretshusets opgavevaretagelse og betydelige æn-
dringer af den familieretlige lovgivning. Der har efterfølgen-
de vist sig behov for at justere denne lovgivning på enkelte
punkter. Dette lovforslag indeholder forslag til gennemførel-
sen af disse justeringer. Der er i vid udstrækning tale om ju-
steringer af lovteknisk karakter. Det er således ikke formålet
med lovforslaget at ændre på de grundlæggende elementer i
det nye familieretlige system.
Lovforslaget indeholder bl.a. præcisering af reglerne om
virkningstidspunkterne for Familieretshusets afgørelser samt
af reglerne om international kompetence til at behandle sag-
er om ændring af vilkår for separation og skilsmisse og om
fuldbyrdelse af sådanne afgørelser. Samtidig foreslås det, at
Familieretshusets meddelelser i konkrete sager, hvor en
parts adresse ikke kan findes, ligesom meddelelser i retssa-
ger kan forkyndes i Statstidende.
Endvidere vil lovforslaget betyde, at behandlingen af sager
om forældremyndighed ved en forældremyndighedsindeha-
vers død ændres således, at nogle af disse sager kan afgøres
af Familieretshuset, navnlig sager der ikke indeholder en
tvist, fordi der kun er én, der ansøger om at få forældremyn-
digheden. Dermed bringes behandlingen af disse sager i
overensstemmelse med princippet om, at sager, hvor der ik-
ke skal tages stilling til en tvist mellem to private parter, ik-
ke afgøres af familieretten, men af Familieretshuset, hvis af-
gørelser kan prøves af familieretten.
Lovforslaget indeholder desuden forslag, der retter op på
uhensigtsmæssigheder i det familieretlige system. Eksem-
pelvis gøres registreringen af faderskab i forbindelse med
barnets fødsel mere smidig således, at overflødig sagsbe-
5
handling kan undgås, og en forældremyndighedsindehaver
får mulighed for at aftale fælles forældremyndighed med en
af barnets forældre, forudsat at dette er til barnets bedste.
Samtidig sikres det, at reglerne for tilbagegivelse af bortfør-
te børn er i overensstemmelse med Haagerbørnebortførel-
seskonventionens ordlyd, hvilket giver mulighed for mere
fleksible løsninger til barnets bedste.
Endelig følger det af lovforslaget, at forældres ret til oriente-
ring om deres barn efter forældreansvarsloven vil bortfalde,
når forældrenes forældremyndighed over barnet bortfalder,
fordi barnet midlertidigt anbringes hos en adoptivfamilie
med henblik på adoption. Dette forslag er en opfølgning på
loven om kontinuitet og enkle forløb for børn, der adopteres
uden samtykke, og ændrer ikke de grundlæggende regler om
adoption uden samtykke.
2. Lovforslagets hovedpunkter
Lovforslaget indeholder forslag om indholdsmæssige æn-
dringer af følgende love:
– Lov om familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af
7. august 2019 (Familieretshusloven).
– Lov om ægteskabets indgåelse og opløsning, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 771 af 7. august 2019 (ægteskabsloven).
– Lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 774 af 7. august 2019 (ægtefælleloven).
– Forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af
7. august 2019.
– Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndig-
hedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser), jf.
lovbekendtgørelse nr. 768 af 7. august 2019 (børnebort-
førelsesloven).
– Navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 7. august
2019, som ændret ved § 27 i lov nr. 1533 af 19. decem-
ber 2017.
– Børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august
2019.
– Lov nr. 158 af 6. maj 1980 om anerkendelse af nordiske
faderskabsafgørelser og om ændring af lov om anerken-
delse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privat-
retlige krav (den nordiske faderskabslov).
– Retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 938 af 10. sep-
tember 2019 med senere ændringer.
– Lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgø-
relser om privatretlige krav, jf. lovbekendtgørelse nr.
635 af 15. september 1986 med senere ændringer (den
nordiske domslov).
– Lov nr. 217 af 28. april 1993 om udbetaling af godtgø-
relse til umyndige HIV-positive blødere, transfusions-
smittede m.fl. med senere ændringer (HIV-bløderbørn-
sloven).
– Lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 646 af 2. juni 2017 med senere ændringer
(CPR-loven).
De foreslåede ændringer beskrives i punkt 2.1-2.8.
Bestemmelserne i lovforslagets § 2, nr. 1, 2, 4, 5, 8-10 9, §
3, § 4, nr. 2, 4 og 8, § 6, nr. 2, § 7, nr. 2, § 8, nr. 2, § 9 og §
11, nr. 1, indeholder alene lovtekniske justeringer og konse-
kvensrettelser, der kun beskrives i bemærkningerne til de
enkelte bestemmelser.
Af særlig betydning for flere af elementerne i lovforslaget er
lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring af foræl-
dreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning
og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om
Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet
i sager efter forældreansvarsloven), der i lovforslaget kaldes
2018-følgeloven. Denne lov indeholder en række konse-
kvensændringer af de familieretlige love som følge af etab-
leringen af det nye familieretlige system.
2.1. Situationen for børn ved samlivsophævelse og skilsmis-
se
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Tvungen delt bopæl
Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige
beslutninger vedrørende barnets forhold efter § 3, stk. 1, 1.
pkt., i forældreansvarsloven enighed mellem forældrene.
Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan efter bestem-
melsens 2. pkt. træffe afgørelse om overordnede forhold i
barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal væ-
re. Bopælsforælderen kan således selvstændigt tage stilling
til større spørgsmål af dagligdags karakter, såsom beslutnin-
ger vedrørende daginstitution og spørgsmål om barnets dag-
lige velbefindende, herunder om barnet skal gå til skolepsy-
kolog, deltage i en børnegruppe, modtage børnesagkyndig
rådgivning eller lignende.
Har barnet delt bopæl, følger det af § 3, stk. 1, 3. pkt., i for-
ældreansvarsloven, at afgørelse om overordnede forhold i
barnets daglige liv efter § 3, stk. 1, 2. pkt., kræver enighed
mellem forældrene.
Delt bopæl kan etableres på to måder: Efter § 17, stk. 3, i
forældreansvarsloven har et barn af samlevende forældre
med fælles forældremyndighed delt bopæl i de første tre må-
neder efter forældrenes samlivsophævelse, medmindre for-
ældrene er enige om barnets bopæl, og efter lovens § 18 a,
stk. 1, kan forældre, der har fælles forældremyndighed, afta-
le, at barnet har delt bopæl.
Delt bopæl indebærer, at ingen af forældrene er bopælsfor-
ælder i forældreansvarslovens forstand med den virkning, at
forældrene i deres indbyrdes forhold i relation til den
familieretlige lovgivning skal være enige om alle beslut-
ninger om barnet. Formålet med delt bopæl er således at gi-
ve forældre med fælles forældremyndighed et ligeværdigt
forældreskab med lige indflydelse på barnets hverdag. Dette
understreger princippet i forældreansvarsloven om forældre-
nes fælles ansvar for deres børn.
6
Det følger af § 17, stk. 1, i forældreansvarsloven, at når for-
ældre har fælles forældremyndighed, og de ikke er enige
om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, kan der træf-
fes afgørelse herom.
Efter lovens § 17, stk. 3, har et barn af samlevende forældre
med fælles forældremyndighed delt bopæl i de første tre må-
neder efter forældrenes samlivsophævelse, medmindre for-
ældrene er enige om barnets bopæl. I denne periode kan der
indledes en sag om samvær, men der kan ikke indledes en
sag om barnets bopæl efter § 17, stk. 1. Der kan således hel-
ler ikke træffes en midlertidig bopælsafgørelse efter § 26 i
forældreansvarsloven. Denne ordning, der kaldes ”tvungen
delt bopæl”, indebærer, at ingen af forældrene har status
som bopælsforælder efter forældreansvarsloven med de sær-
lige beføjelser, der følger heraf. Forældrene skal således i
overensstemmelse med § 3, stk. 1, 3. pkt., i forældreansvars-
loven være enige om alle beslutninger om barnet, herunder
om ændring af barnets bopæl.
Lovens § 17, stk. 3, gælder for både gifte og ugifte forældre,
der ophæver samlivet. For gifte forældre gælder bestemmel-
sen uanset, om der i forbindelse med samlivsophævelsen an-
søges om separation eller skilsmisse.
Efter lovens § 17, stk. 4, 1. pkt., har barnet uanset bestem-
melsen i § 17, stk. 3, 1. pkt., ikke delt bopæl, hvis afgørende
hensyn til barnets bedste taler imod dette, eller hvis begge
forældre flytter fra den adresse, hvor barnet havde folkeregi-
steradresse på tidspunktet for forældrenes samlivsophævel-
se. I tilfælde omfattet af § 17, stk. 4, 1. pkt., følger det af be-
stemmelsens 2. pkt., at der kan indledes sag om barnets bo-
pæl efter § 17, stk. 1, inden for tre måneder efter samlivsop-
hævelsen. § 17, stk. 4, finder f.eks. anvendelse, hvis den ene
forælder har udsat den anden forælder eller barnet for vold,
hvis der er frygt for, at barnet udsættes for vold, seksuelle
krænkelser eller andre grænseoverskridende handlinger, el-
ler hvis barnets psykiske eller fysiske velfærd er truet. Be-
stemmelsen finder også anvendelse, hvis forældrene på
grund af et højt konfliktniveau ikke kan træffe fælles beslut-
ninger af væsentlig betydning for barnet, som af hensyn til
barnets trivsel ikke kan udsættes, eller der er andre forhold
hos forældrene, såsom utroskab, der har så stor betydning
for barnet og dets trivsel, at det ikke er til barnets bedste, at
der er delt bopæl.
Hensigten med tvungen delt bopæl er at sikre ro om barnet i
perioden lige efter en samlivsophævelse og at udskyde den
endelige beslutning om barnets bopæl.
2.1.1.2. Refleksionsperioden
Det følger af § 29, 1. pkt., i ægteskabsloven, at ægtefæller
har ret til skilsmisse uden forudgående separation, når de er
enige om det. Dette kaldes direkte skilsmisse. Efter bestem-
melsens 2. pkt. kan direkte skilsmisse dog i visse situationer
først bevilges efter en refleksionsperiode, jf. lovens § 42 a.
Efter § 42 a i ægteskabsloven kan der for ægtefæller, som
anmoder om skilsmisse uden forudgående separation efter
lovens § 29, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år,
først udstedes bevilling til skilsmisse efter en refleksionspe-
riode på tre måneder fra Familieretshusets modtagelse af an-
modningen. Det er endvidere bl.a. en betingelse for udste-
delse af skilsmissebevilling i disse situationer, at begge æg-
tefæller har gennemført et digitalt forløb. Dette digitale for-
løb stiller Familieretshuset efter § 22, stk. 1, i Familierets-
husloven til rådighed for ægtefællerne. Det digitale forløb,
der kaldes ”SES – For børnenes skyld”, har til formål at lære
skilsmisseforældre at hjælpe sig selv, undgå konflikter og
blive bedre til at forstå og støtte deres børn. Det digitale for-
løb giver den enkelte forælder mulighed for at arbejde med
sin relation til den anden forælder og til at blive bedre til at
forstå børns reaktion på en samlivsophævelse eller skilsmis-
se.
I refleksionsperioden skal Familieretshuset efter § 22, stk. 2,
i Familieretshusloven endvidere bl.a. tilbyde ægtefællerne
en rådgivnings- og afklaringssamtale. Rådgivnings- og af-
klaringssamtaler er specifikt rettet mod et brud i en familie,
hvor der er fælles børn under 18 år. Formålet med samtaler-
ne er at styrke forældrenes samarbejde efter samlivsophæ-
velse eller skilsmisse ved at give dem mulighed for at arbej-
de med deres indbyrdes relationer. Samtalerne skal således
hjælpe forældrene til at etablere et stabilt grundlag for deres
fremtidige samarbejde om deres børn og dermed forebygge
konflikter mellem forældrene. Samtalerne har tillige til for-
mål at give forældrene viden om samlivsophævelsens og
skilsmissens betydning for barnet og om den bedste måde at
støtte barnet på både i perioden umiddelbart efter samlivsop-
hævelsen og på længere sigt.
En rådgivnings- og afklaringssamtale kan afholdes med den
ene forælder alene, hvis den anden forælder ikke ønsker at
deltage i samtalen.
Efter § 22, stk. 3, i Familieretshusloven kan ugifte forældre
med fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, i tre måneder efter
en samlivsophævelse benytte tilbuddet om en rådgivnings-
og afklaringssamtale efter § 22, stk. 2, i Familieretshus-
loven. I praksis tilbyder Familieretshuset rådgivnings- og af-
klaringssamtaler til alle forældre, der skønnes at ville have
gavn heraf.
Efter § 21, stk. 1, i Familieretshusloven tilbyder Familierets-
huset parterne støtte, navnlig i form af rådgivning og kon-
flikthåndtering, herunder børnesagkyndig rådgivning, sam-
arbejdskurser og digitale værktøjer, med henblik på, at par-
terne støttes til at finde en løsning på deres uenighed, eller
konflikten mellem dem dæmpes.
Støtte i form af rådgivning eller konfliktmægling, der også
omfatter rådgivnings- og afklaringssamtaler, ydes med hen-
blik på, at parterne forliges, eller at deres konflikt dæmpes.
Det er herunder også et mål, at parterne rustes til at kunne
håndtere fremtidige uenigheder bedre. I sager, der involve-
rer børn, er det således også et formål med rådgivning og
konfliktmægling, at parterne støttes i at finde løsninger, der
er til gavn for deres barn, og at barnets trivsel sikres ved, at
7
forældrene finder løsninger i fællesskab, eller at forældrenes
konflikt dæmpes. Familieretshuset tilbyder alene rådgivning
eller konflikthåndtering, hvis det må forventes, at rådgivnin-
gen eller konflikthåndteringen vil kunne medvirke til at for-
lige parterne eller til at dæmpe deres konfliktniveau.
Familieretshuset skal endvidere afslutte rådgivningen eller
konflikthåndteringen, når det vurderes, at der ikke vil kom-
me noget ud af yderligere rådgivning eller mægling.
Støtte i form af digitale værktøjer kan f.eks. dreje sig om on-
linekurser som det digitale forløb efter § 22, stk. 1, i
Familieretshusloven. De digitale værktøjer er åbne tilbud til
de forældre, der har behov for det.
Forældre kan få oplysninger om tilbud efter § 21 i Familie-
retshusloven på Familieretshusets hjemmeside.
Refleksionsperioden blev indført af hensyn til ægtefællernes
børn og har som hovedsigte at skabe forståelse hos forældre-
ne for børns reaktion på samlivsophævelse og skilsmisse og
for at skærme børnene bedst muligt mod følgerne af samliv-
sophævelse og skilsmisse. Refleksionsperioden giver også
ægtefællerne mulighed for at få en bedre forståelse af deres
egne reaktioner og indbyrdes relationer.
Selvom ægtefællerne har fælles børn under 18 år, finder
refleksionsperioden ikke anvendelse, når ægtefællerne er
enige om skilsmisse efter at have været separeret i seks må-
neder, jf. § 30, stk. 2, i ægteskabsloven. Refleksionsperioden
finder heller ikke anvendelse, når ægtefællerne er uenige om
skilsmissen, eller når der søges om direkte skilsmisse efter
§§ 32-36 i ægteskabsloven. Efter disse bestemmelser har en
ægtefælle ret til skilsmisse uden forudgående separation,
hvis samlivet har været ophævet i to år, eller der foreligger
utroskab, vold, seksuelle overgreb, bigami eller børnebortfø-
relse.
2.1.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
Tvungen delt bopæl og refleksionsperioden blev som nævnt
indført for at skærme børn bedst muligt mod følgerne af
samlivsophævelse og skilsmisse. De centrale aktører, der
beskæftiger sig med børn i brudte familier, har imidlertid ud
fra et børneperspektiv kritiseret ordningerne og fremhævet,
at de ikke virker efter hensigten, når forældre er enige om at
bryde relationen mellem dem hurtigst muligt. Aktørerne har
påpeget, at ordningerne i mange situationer unødigt optrap-
per og forlænger konflikten mellem forældrene til skade for
deres børn. Endvidere medfører ordningerne nogle praktiske
problemer, idet forældrene ofte ikke vil kunne finde ny bo-
lig, før de kender deres familiesituation og dermed deres
økonomiske situation. I praksis betyder ordningerne også, at
nogle par føler sig nødsaget til at bo blive boende under
samme tag trods et måske højt konfliktniveau, mens de ven-
ter på, at de kan indlede en sag om barnets bopæl og få en
afgørelse herom, eventuelt en midlertidig afgørelse.
På den baggrund finder ministeriet, at det af hensyn til bar-
net er nødvendigt at afskaffe den tvungne delte bopæl og re-
fleksionsperioden.
Da hensynene til at skærme børn bedst muligt mod følgerne
af samlivsophævelse og skilsmisse først og fremmest vareta-
ges gennem den støtte, som forældrene i dag tilbydes i re-
fleksionsperioden, foreslås det, at disse tilbud i form af digi-
tale læringsforløb og rådgivnings- og afklaringssamtaler op-
retholdes som generelle tilbud til alle forældre med fælles
børn under 18 år, der bryder med hinanden. Forældrene vil
således fortsat kunne hente hjælp til håndteringen af deres
og børnenes situationen i forbindelse med en samlivsophæ-
velse, separation og skilsmisse.
Afskaffelsen af begge ordninger vil medvirke til, at forældre
efter en samlivsophævelse hurtigere kan få afklaring af de-
res situation. Dermed kan konflikterne mellem dem minds-
kes, hvilket vil være til gavn for børnene.
Herudover vil afskaffelsen af tvungen delt bopæl betyde, at
forældre, der ved samlivsophævelse er uenige om, hos hvem
af dem barnet skal have bopæl, straks kan henvende sig til
Familieretshuset og få hjælp til at løse uenigheden om bo-
pælen, herunder ved at der bliver truffet en afgørelse om bo-
pælen, eventuelt indledningsvist ved en midlertidig afgørel-
se. Forældrene vil således ikke længere opleve sig fastholdt
på grund af den tvungne delte bopæl og vil dermed kunne
forfølge beslutningen om at bryde med hinanden som par,
samtidig med at de dermed må forventes at kunne blive me-
re modtagelige for hjælp til at løse uenighederne om barnet.
Samtidig vil afskaffelsen af refleksionsperioden betyde, at
det igen vil være muligt for enige ægtefæller med fælles
børn under 18 år at blive skilt umiddelbart efter ansøgning
herom og uden at skulle anføre en særlig grund herfor. Det
betyder, at ægtepar, der er enige om at søge skilsmisse og
om vilkårene herfor, via en digital ansøgningsproces vil
kunne få bevilget skilsmisse.
Af hensyn til børnene bør afskaffelsen af den tvungne delte
bopæl og refleksionsperioden have virkning straks ved lo-
vens ikrafttræden og også omfatte forældre, der har ophævet
samlivet inden for tre måneder inden ikrafttrædelsestids-
punktet, og ægtefæller med fælles børn under 18 år, der har
søgt om direkte skilsmisse inden for tre måneder inden
ikrafttrædelsestidspunktet.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Forslaget om afskaffelse af tvungen delt bopæl foreslås gen-
nemført ved, at § 17, stk. 3 og 4, i forældreansvarsloven op-
hæves, og ved, at henvisningen til § 17, stk. 3, i § 3, stk. 1.,
3. pkt., i forældreansvarsloven udgår. Forslaget om afskaf-
felse af tvungen delt bopæl har ikke betydning for reglerne
om aftalt delt bopæl efter § 18 a i forældreansvarsloven. Der
henvises til lovforslagets § 4, nr. 1 og 5.
Forslaget om afskaffelse af refleksionsperioden foreslås
gennemført ved, at § 29, 2. pkt., og § 42 a i ægteskabsloven
samt § 22 i Familieretshusloven ophæves. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 5, og § 2, nr. 3 og 6.
8
Forslaget om at opretholde tilbuddene om digitale forløb og
om rådgivnings- og afklaringssamtaler som generelle tilbud
til alle forældre kræver ikke lovgivning, da disse tilbud er
omfattet af Familieretshusets generelle tilbud om rådgivning
og konflikthåndtering efter § 21 i Familieretshusloven.
Forslaget om, at afskaffelsen af tvungen delt bopæl og re-
fleksionsperioden skal have virkning straks ved lovens
ikrafttræden, foreslås gennemført ved ikrafttrædelsesbe-
stemmelsen i lovforslagets § 13, hvorefter loven træder i
kraft den 1. juli 2020. Der henvises til bemærkningerne til
denne bestemmelse.
2.2. Familieretshusets afgørelser og det familieretlige sy-
stem
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Det familieretlige system
Det fremgår af § 2 i Familieretshusloven, at Familierets-
huset efter Familieretshusloven behandler sager, i det om-
fang det følger af de i bestemmelsen opregnede love og be-
stemmelser m.v.
Efter § 4 i Familieretshusloven visiterer Familieretshuset på
baggrund af en indledende screening en sag til behandling
efter bestemmelserne i lovens §§ 5-8.
Sager nævnt i § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven er omfat-
tet af det nye familieretlige system. Det drejer sig navnlig
om sager omfattet af forældreansvarsloven, ægteskabsloven
og børnebidragsloven. Disse sager visiteres til videre be-
handling efter bestemmelserne i §§ 5-7 i Familieretshus-
loven, der inddeler sagerne i tre kategorier: Enkle sager,
mindre enkle sager og komplekse sager efter forældrean-
svarsloven. Familieretshusloven finder fuldt ud anvendelse
på disse sager, idet lovens kapitel 8-10 dog indeholder sær-
regler om behandlingen af sager inden for hver af de tre
sagskategorier.
Sager omfattet af lovens § 2, nr. 12-17, er ikke omfattet af
det nye familieretlige system. Det drejer sig navnlig om sag-
er om værgemål og adoption. Det følger af lovens § 8, at
disse sager behandles og afgøres efter bestemmelserne i den
lovgivning, der gælder for den enkelte sag. Det følger videre
af § 8, at herudover finder kapitel 3 i Familieretshusloven,
der indeholder enkelte generelle sagsbehandlingsregler, an-
vendelse ved behandlingen af sådanne sager.
De sager, der er omfattet af Familieretshusloven, overtog
Familieretshuset ved nedlæggelsen af Statsforvaltningen pr.
1. april 2019, jf. § 46 i Familieretshusloven. Det fremgår af
HIV-bløderbørnsloven, at Statsforvaltningen varetager visse
opgaver i relation til godtgørelser, der efter lovens § 1 udbe-
tales kulancemæssig til umyndige HIV-positive blødere m.v.
Ved en fejl blev der ikke taget stilling til, hvilken myndig-
hed der skal varetage Statsforvaltningens opgaver efter
HIV-bløderbørnsloven efter nedlæggelsen af Statsforvalt-
ningen. Statsforvaltningens opgaver efter HIV-bløderbørn-
sloven drejer sig om samtykke til den umyndiges erhvervel-
se m.v. af fast ejendom eller ydelse af lån m.v. for godtgø-
relser omfattet af HIV-bløderbørnsloven. Statsforvaltnin-
gens afgørelser efter HIV-bløderbørnsloven kan på ulovbe-
stemt grundlag påklages til Civilstyrelsen.
2.2.1.2. Familieretshusets afgørelser
2.2.1.2.1. Forældremyndighed ved dødsfald
Efter § 7, jf. § 32, i Familieretshusloven behandles sager om
forældremyndighed, der er komplekse, af Familieretshuset.
Når sagen er oplyst, indbringer Familieretshuset sagen for
familieretten til afgørelse.
Tilsvarende følger det af § 6, stk. 1, jf. § 26 og § 27, stk. 1,
nr. 1, i Familieretshusloven, at sager om forældremyndig-
hed, der er mindre enkle, behandles af Familieretshuset, der
efter sagsoplysning og konflikthåndtering m.v. indbringer
sagerne for familieretten til afgørelse.
De sager om forældremyndighed, der er omfattet af disse to
regelsæt, vedrører sager efter § 11 i forældreansvarsloven
om opløsning af fælles forældremyndighed, sager efter § 14
i forældreansvarsloven om etablering af fælles forældremyn-
dighed og overførsel af eneforældremyndighed fra den ene
forælder til den anden forælder, og sager efter §§ 15 og 15 a
i forældreansvarsloven om forældremyndighed efter en for-
ældremyndighedsindehavers død.
Efter § 6, stk. 2, nr. 11, i Familieretshusloven afgøres sager,
hvor der ikke skal tages stilling til en tvist mellem to private
parter, med enkelte undtagelser af Familieretshuset efter §
26 i Familieretshusloven.
Sager, der ikke vedrører forældremyndighed, behandles ef-
ter § 26 i Familieretshusloven af Familieretshuset, der fore-
tager oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning og
konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres
uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse i sagen. Det
følger dog af lovens § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset
indbringer en sag for familieretten til afgørelse, når sagen
indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstil-
linger.
Inden etableringen af det nye familieretlige system pr. 1.
april 2019 blev afgørelser om forældremyndighed efter §§
11 og 14 i forældreansvarsloven truffet af domstolene, mens
afgørelser om forældremyndighed efter en forældremyndig-
hedsindehavers død efter lovens §§ 15 og 15 a blev truffet af
Statsforvaltningen med mulighed for domstolsprøvelse.
Grunden til, at det tidligere var Statsforvaltningen, der traf
afgørelse i dødsfaldssagerne, var, at disse sager forudsætter
en række sagsbehandlingsskridt, der er mere administrative
end retlige. Det drejer sig navnlig om at fastslå, hvem der
ønsker at få forældremyndigheden. Hertil kommer, at der i
nogle sager ikke er nogen, der søger om at få forældremyn-
digheden, hvorfor Statsforvaltningen i samarbejde med
kommunen skulle prøve at finde en egnet forældremyndig-
9
hedsindehaver. Det følger således af § 57 i lov om social
service (serviceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 798 af 7. au-
gust 2019 med senere ændringer), at hvis ingen har foræl-
dremyndigheden over et barn, skal kommunalbestyrelsen i
fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet in-
dehaver af forældremyndigheden. Endvidere skal kommu-
nalbestyrelsen i fornødent omfang medvirke til, at der udpe-
ges en egnet indehaver af forældremyndigheden, når
Familieretshuset til brug for behandlingen af en sag efter §
15 a, stk. 1, i forældreansvarsloven anmoder kommunalbe-
styrelsen herom.
Resultatet af sådanne undersøgelser kan være, at der er en,
to eller flere, der ansøger om forældremyndigheden. Er der
kun én ansøger, skal der alene tages stilling til, om det er
bedst for barnet, at forældremyndigheden tillægges den på-
gældende. Der skal således i disse situationer ikke tages stil-
ling til en tvist mellem to private parter.
Efter § 34 i Familieretshusloven har en afgørelse truffet af
Familieretshuset virkning fra afgørelsestidspunktet. Det føl-
ger dog af lovens § 37, at visse afgørelser truffet af
Familieretshuset som udgangspunkt har virkning to uger ef-
ter, at afgørelsen er truffet. Bestemmelsen omfatter alene af-
gørelser, som inden etableringen af det nye familieretlige
system blev truffet af domstolene. Baggrunden for bestem-
melsen er, at det fremgår af § 480, stk. 1, i retsplejeloven, at
domme kan fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesfristen er udløbet,
medmindre dommen forinden er anket. Fuldbyrdelsesfristen
er 14 dage efter dagen for dommens afsigelse, medmindre
andet er bestemt i dommen.
2.2.1.2.2. Virkningstidspunkt for Familieretshusets bidrags-
afgørelser
Efter § 34, stk. 1, i Familieretshusloven har afgørelser truffet
af Familieretshuset som udgangspunkt virkning fra afgørel-
sestidspunktet. Det følger af lovens § 38, at når en afgørelse
har virkning efter § 34, kan den fuldbyrdes. Med bestem-
melsen blev retstilstanden forud for den 1. april 2019 opret-
holdt i forhold til Statsforvaltningens afgørelser om bl.a.
børne- og ægtefællebidrag, der havde virkning og kunne
fuldbyrdes fra afgørelsestidspunktet.
Efter § 34, stk. 2, i Familieretshusloven kan Familierets-
huset dog i en afgørelse om f.eks. børnebidrag bestemme, at
afgørelsen har virkning fra et tidligere eller senere tidspunkt.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at det
f.eks. i en afgørelse om børnebidrag kan bestemmes, fra
hvilket tidspunkt bidraget skal betales. Der henvises til
Folketingstidende 2018-19, A, L 90 som fremsat, side 134.
Efter reglerne om ændringstidspunkter i kapitel 4 i bekendt-
gørelse nr. 285 af 20. marts 2019 om børne- og ægtefællebi-
drag (bidragsbekendtgørelsen) har en ændring af et børne-
eller ægtefællebidrag som udgangspunkt virkning fra den
første forfaldsdag efter afgørelsen. I en række situationer har
ændringen dog virkning fra et tidligere tidspunkt. Det frem-
går af bekendtgørelsens kapitel 3, at børnebidrag og ægte-
fællebidrag som udgangspunkt skal betales fra den relevante
ændring i barnets eller ægtefællens forhold, der udløste an-
søgningen om bidrag, f.eks. samlivsophævelse, hvis ansøg-
ningen er indgivet inden to måneder efter den pågældende
begivenhed. Overholdes denne frist ikke, skal bidraget som
udgangspunkt betales fra det tidspunkt, hvor Familierets-
huset modtog ansøgningen om bidrag.
Efter § 37, stk. 1, i Familieretshusloven har en række af
Familieretshusets afgørelser som udgangspunkt virkning to
uger efter, at afgørelsen er truffet. Efter bestemmelsens nr. 3
gælder dette bl.a. for afgørelser efter §§ 52 og 53 i ægte-
skabsloven om ændring af størrelsen af ægtefællebidrag. Ef-
ter lovens § 52 kan en af ægtefællerne truffet aftale om bi-
dragspligten eller om bidragets størrelse ændres, såfremt det
på grund af væsentligt forandrede forhold vil være urimeligt
at opretholde aftalen. Efter lovens § 53, stk. 1, kan en afgø-
relse om ægtefællernes bidragspligt efter separation og
skilsmisse ændres, såfremt væsentligt forandrede forhold og
særlige grunde i øvrigt taler herfor. Efter bestemmelsens stk.
2 kan en afgørelse om bidragets størrelse ændres, såfremt
omstændighederne taler derfor.
Indtil etableringen af det nye familieretlige system pr. 1.
april 2019 blev afgørelser efter § 52 i ægteskabsloven om
ændring af en aftale om ægtefællebidrag og efter lovens §
53, stk. 1, om ændring af en ægtefælles bidragspligt truffet
af domstolene, mens afgørelse efter lovens § 53, stk. 2, om
ændring af en afgørelse om bidragets størrelse blev truffet af
Statsforvaltningen.
Efter de dagældende bestemmelser i § 454, stk. 1, 1. pkt., og
§ 480, stk. 1, i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284
af 14. november 2018, var ankefristen for domme efter bl.a.
§ 52 og § 53, stk. 1, i ægteskabsloven fire uger, men dom-
mene kunne fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesfristen på 14 dage
var udløbet, medmindre dommen forinden var anket. Den
familieretlige lovgivning indeholdt ikke bestemmelser om,
fra hvilket tidspunkt de afgørelser, som Statsforvaltningen
traf, havde virkning, men det er fast antaget, at de havde
virkning fra afgørelsestidspunktet.
2.2.1.3. Forkyndelse af meddelelser fra Familieretshuset
Ved etableringen af det nye familieretlige system fik
Familieretshuset afgørelseskompetence i sager, hvor afgø-
relsen hidtil blev truffet af domstolene. Det drejer sig navn-
lig om sager, hvor ægtefællerne ikke er enige om separation
og skilsmisse, samt faderskabssager, hvor ingen anerkender
faderskabet, og der derfor skal træffes afgørelse herom. Der
henvises til § 26 og § 27, stk. 2, i Familieretshusloven, der
er beskrevet i punkt 2.2.1.2.1.
Når sager om separation og skilsmisse behandles hos dom-
stolene, kan meddelelser til modparten, f.eks. stævningen,
forkyndes. Der henvises til kapitel 17 i retsplejeloven, der
indeholder bestemmelser om forkyndelse af meddelelser
som stævninger og mødeindkaldelser m.v. Forkyndelse fore-
tages som udgangspunkt ved digital kommunikation (Digital
10
Post), ved brev- eller postforkyndelse, ved stævningsmand
eller telefonisk. Disse forkyndelsesformer forudsætter, at
den pågældende part enten er tilsluttet postløsningen Digital
Post eller har kendt bopæl eller opholdssted.
Har den pågældende kendt bopæl eller opholdssted i udlan-
det uden at være tilsluttet Digital Post, sker forkyndelse efter
§ 158 i retsplejeloven ved brevforkyndelse eller på den må-
de, der er foreskrevet ved konvention eller ved
vedkommende lands lov. Efter bestemmelsen kan der bl.a.
ske forkyndelse efter Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning nr. 1393/2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af
retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommerciel-
le sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af
Rådets forordning nr. 1348/2000 (forkyndelsesforordnin-
gen) og Haagerkonventionen af 15. november 1965 om for-
kyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i
sager om civile eller kommercielle spørgsmål (Haagerfor-
kyndelseskonventionen), jf. bekendtgørelse nr. 15 af 13. fe-
bruar 1970, Lovtidende C.
Efter § 159, stk. 1, i retsplejeloven kan retten foretage for-
kyndelse i Statstidende, efter bestemmelsens nr. 1, såfremt
den pågældendes bopæl eller opholdssted eller hans arbejds-
sted her i landet ikke kan oplyses, eller efter bestemmelsens
nr. 2, hvis vedkommende fremmede myndighed nægter eller
undlader at efterkomme en anmodning om forkyndelse efter
§ 158.
Forkyndelse i Statstidende efter § 159, stk. 1, sker efter be-
stemmelsens stk. 2 ved, at en bekendtgørelse indeholdende
et uddrag af meddelelsen og en bemærkning om, at medde-
lelsen kan fås ved henvendelse til retten, indrykkes i Statsti-
dende. I bekendtgørelsen skal endvidere anføres, af hvilken
grund denne forkyndelsesform anvendes.
I situationer omfattet af § 159, stk. 1, nr. 2, skal meddelelsen
efter § 159, stk. 3, tillige sendes til den pågældende med
post.
Forkyndelser skal foretages i så god tid, at den pågældende
part har mulighed for at varetage sine interesser i sagen.
Efter § 3, stk. 1, i lov nr. 419 af 31. maj 2000 om Statstiden-
de (Statstidendeloven) optages i Statstidende alle meddelel-
ser, som i henhold til lovgivningen skal offentliggøres i
Statstidende.
Det følger af § 19, stk. 1, i forvaltningsloven, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer, at
når en part ikke kan antages at være bekendt med, at en
myndighed er i besiddelse af bestemte oplysninger om en
sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må
der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten
bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet
denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gæl-
der dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til
ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning
for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for
afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Det følger af § 19, stk. 2, nr. 5, i forvaltningsloven, at parts-
høringspligten i bestemmelsens stk. 1 bl.a. ikke gælder, hvis
partshøringen over oplysningerne m.v. vil være forbundet
med væsentlige vanskeligheder. Bestemmelsen indebærer,
at partshøring kan undlades, hvis partens bopæl eller op-
holdssted er ukendt, og parten ikke er tilsluttet Digital Post.
Dette forudsætter dog, at myndigheden har udfoldet rimelige
bestræbelser på at kontakte parten, herunder har forsøgt at
finde frem til partens bopæl eller opholdssted. Når partens
bopæl eller opholdssted ikke kendes, og der derfor ikke kan
foretages partshøring, er det ikke muligt at meddele afgørel-
sen til den pågældende part. Dette er imidlertid ikke til hin-
der for at træffe afgørelsen og give den virkning.
Partshøringspligten efter § 19 i forvaltningsloven suppleres
af en ulovbestemt videregående partshøringsregel i sager,
der indeholder en partstvist. I disse sager består der således
efter omstændighederne en pligt til at give begge parter ad-
gang til at udtale sig om hele afgørelsesgrundlaget.
Familieretshuset foretager normalt partshøringer gennem
Digital Post.
Hvis en part ikke er tilsluttet Digital Post, foretages partshø-
ring ved at sende et brev til partens adresse. Partshøring sen-
des med modtagelsesbevis, når der er et særligt behov for
det, dvs. i sager om civilstand m.v. Indtil etableringen af det
nye familieretlige system traf Statsforvaltningen dog alene
afgørelse om civilstand i sager efter § 42, stk. 2, i ægte-
skabsloven om skilsmisse uden udtrykkeligt samtykke fra
den anden ægtefælle. Denne bestemmelse anvendes, når en
ægtefælle søger om skilsmisse på grundlag af en separation,
og den anden ægtefælle ikke udtrykkeligt tilslutter sig skil-
smisseansøgningen. Der var således alene i disse sager be-
hov for partshøring gennem post med modtagelsesbevis.
I de øvrige sager blev parthøring, når parten havde en posta-
dresse, men ikke var tilsluttet Digital Post, alene sendt med
almindelig post. Det drejede sig navnlig om sager om børne-
bidrag, samvær og navne.
Uanset ovenstående kan partshøring også foretages på et
møde med den pågældende part eller telefonisk eller på
mail, dog forudsat at det sker gennem en sikker forbindelse,
der overholder databeskyttelseslovgivningen. Ved høring på
sådanne måder skal det sikres, at den pågældende har mulig-
hed for at varetage sine interesser i sagen, herunder også har
en rimelig svarfrist.
Samme fremgangsmåde anvendes ved meddelelse af afgø-
relser.
En afgørelse truffet af en forvaltningsmyndighed har først
retsvirkning, når den bekendtgøres for dens adressat(er), og
eventuelle klagefrister løber først fra dette tidspunkt.
Med hensyn til Digital Post henvises til lov om Digital Post
fra offentlige afsendere, jf. lovbekendtgørelse nr. 801 af 13.
juni 2016 med senere ændringer. Loven finder efter dens § 1
anvendelse på digital kommunikation i postløsningen Digi-
11
tal Post mellem offentlige afsendere og fysiske personer, der
er tilsluttet postløsningen efter lovens §§ 3 og 4. Fysiske
personers tilslutning efter §§ 3 eller 4 medfører, at offentlige
afsendere har ret til at afsende kommunikation til de pågæl-
dende i Digital Post med de retsvirkninger, der følger af lo-
vens § 10.
Efter lovens § 3, stk. 1, skal fysiske personer, der er 15 år
eller derover, og som har bopæl eller fast ophold i Danmark,
tilsluttes Digital Post, medmindre personen fritages for obli-
gatorisk tilslutning efter lovens § 5.
Hvis en fysisk person, der er tilsluttet Digital Post efter lo-
vens § 3, stk. 1, ikke længere har bopæl eller fast ophold i
Danmark, følger det af bestemmelsens stk. 4, at tilslutningen
fortsætter uændret, medmindre den pågældende anmoder
om fritagelse.
Efter lovens § 4, stk. 1, kan fysiske personer, der er fritaget
for obligatorisk tilslutning til den digitale postløsning efter
lovens § 5, frivilligt tilslutte sig postløsningen med de rets-
virkninger, der følger af § 10. En fysisk person, som frivil-
ligt har tilsluttet sig postløsningen, er bundet af tilslutnin-
gen, medmindre den pågældende fritages for tilslutningen
efter § 5 og regler udstedt i medfør heraf.
I medfør af lovens § 5 er udstedt bekendtgørelse nr. 1553 af
18. december 2013 om fritagelse af fysiske personer fra til-
slutning til Offentlig Digital Post m.v. Efter bekendtgørel-
sens § 3 kan en fysisk person bl.a. fritages fra tilslutning til
Digital Post på grund af kognitiv eller fysisk funktionsned-
sættelse, manglende adgang til computer i eget hjem,
udrejse af Danmark, registrering i CPR uden fast bopæl eller
fast opholdssted og sproglige barrierer.
Efter lovens § 7 kan offentlige afsendere anvende Digital
Post til kommunikation med fysiske personer, der er tilslut-
tet postløsningen efter lovens § 3 med de retsvirkninger, der
følger af lovens § 10. Ved kommunikation forstås afsendel-
se af alle dokumenter og meddelelser m.v., herunder afgø-
relser. Meddelelser, der sendes under anvendelse af Digital
Post, anses efter § 10 for at være kommet frem på det tids-
punkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adressaten i post-
løsningen.
Efter § 154 a, stk. 1, nr. 2, i retsplejeloven kan domstolene
anvende digital kommunikation, hvis modtageren ikke er
fritaget for Digital Post, og meddelelsen sendes til den digi-
tale postløsning, som anvises efter lov om Digital Post fra
offentlige afsendere.
Familieretshusets partshøringer indeholder normalt en svar-
frist samt meddelelse om, at Familieretshuset vil træffe af-
gørelse på det foreliggende grundlag, medmindre parten in-
den udløbet af fristen har fremsat indsigelser herimod eller
har fremsendt oplysninger, der medfører, at Familieretshuset
skal genoverveje sagen. Dette gælder både ved partshøring
over en ny ansøgning og partshøring, der foretages under
behandlingen af en sag.
Den familieretlige lovgivning indeholder ikke særregler om,
hvordan partshøringer skal foretages, eller hvordan en afgø-
relse skal meddeles, når der ikke kan fremskaffes oplysnin-
ger om en parts adresse, eller parten bor i et land, hvor det
ikke er muligt at fremsende meddelelser pr. post eller gen-
nem det internationale forkyndelsessamarbejde.
Familieretshuset kan ikke forkynde meddelelser som f.eks.
partshøringer eller meddelelser om trufne afgørelser gennem
Statstidende, fordi der ikke er særskilt hjemmel hertil.
2.2.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
2.2.2.1. Det familieretlige system
Den gældende ordning om visitation af Familieretshusets
sager, hvorefter sagerne ved visitationen indledningsvist
inddeles i sager, der er omfattet af det nye familieretlige sy-
stem, dvs. sager omfattet af § 2, nr. 1-11, i Familieretshus-
loven, og i sager efter de øvrige bestemmelser i lovens § 2,
der ikke er omfattet af det nye familieretlige system, bør
lovfæstes. Tilsvarende bør det lovfæstes, at for så vidt angår
sager omfattet af det nye familieretlige system, foretages
visitationen efter lovens §§ 5-7, mens de øvrige sager visite-
res efter lovens § 8.
Endelig bør den gældende ordning, hvorefter sager omfattet
af det nye familieretlige system behandles og afgøres efter
Familieretshusloven og bestemmelserne i den lovgivning,
der i øvrigt gælder for den pågældende sag, lovfæstes. Dette
er det samme, som efter lovens § 8 gælder for de øvrige sag-
er, der er omfattet af loven.
Med § 46 i Familieretshusloven blev Statsforvaltningen ned-
lagt pr. 1. april 2019. De opgaver, som Statsforvaltningen
indtil nedlæggelsen varetog efter HIV-bløderbørnsloven, har
nær sammenhæng med de opgaver efter værgemålsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. august 2007 med senere
ændringer, som Familieretshuset overtog fra Statsforvaltnin-
gen pr. 1. april 2019, jf. § 17 i 2018-følgeloven. Familierets-
huset bør derfor også overtage Statsforvaltningens opgaver
efter HIV-bløderbørnsloven. I den forbindelse bør den ulov-
bestemte klageadgang for afgørelser efter HIV-bløderbørn-
sloven lovfæstes således, at Familieretshusets afgørelser ef-
ter loven kan påklages til Civilstyrelsen.
2.2.2.2. Familieretshusets afgørelser
2.2.2.2.1. Forældremyndighed ved dødsfald
Sager om forældremyndighed efter en forældremyndigheds-
indehavers død bør som udgangspunkt afgøres af
Familieretshuset. Dette skyldes, at disse sager forudsætter
en række sagsbehandlingsskridt, der er mere administrative
end retlige. Det drejer sig navnlig om at fastslå, hvem der
ønsker at få forældremyndigheden, eventuelt i samarbejde
med kommunen. Endvidere er der i flere af sagerne kun én
ansøger, hvorfor der ikke skal tages stilling til en tvist mel-
lem to private parter. Der henvises i den forbindelse til § 6,
stk. 2, nr. 11, i Familieretshusloven, hvorefter afgørelsen i
12
en sag altid træffes af Familieretshuset, når der ikke skal
tages stilling til en tvist mellem to private parter.
Nogle af dødsfaldssagerne indeholder en partstvist, men
blandt dem vil der være sager, hvor der ikke er tvivl om,
hvem der skal have forældremyndigheden. Det drejer sig
bl.a. om sager, hvor der er afholdt en samtale med barnet,
der klart og utvetydigt har givet udtryk for, hvem det ønsker
som forældremyndighedsindehaver, samt sager, hvor den
ene ansøger gennem længere tid har haft en nær tilknytning
til barnet, f.eks. den afdøde forældremyndighedsindehavers
samlever, og den anden ansøger kun i begrænset omfang har
haft kontakt med barnet. Der er ikke noget til hinder for, at
sådanne sager kan afgøres af Familieretshuset.
Der vil dog også blandt dødsfaldssagerne kunne være sager,
der er komplekse og dermed omfattet af § 7 i Familierets-
husloven, og sager, der indeholder komplicerede faktiske el-
ler juridiske problemstillinger, jf. § 27, stk. 2, nr. 1, i
Familieretshusloven. Sådanne sager bør Familieretshuset
fortsat indbringe for familieretten til afgørelse efter hen-
holdsvis § 32 og § 27, stk. 2, nr. 1, i Familieretshusloven.
Som konsekvens af forslaget om at tillægge Familierets-
huset kompetence til at træffe afgørelse i visse sager om for-
ældremyndighed ved død foreslås det, at virkningstidspunk-
tet for disse afgørelser omfattes af § 37 i Familieretshus-
loven. Forslaget indebærer, at afgørelserne i lighed med
familierettens forældremyndighedsafgørelser har virkning
14 dage efter afgørelsen.
2.2.2.2.2. Virkningstidspunkt for Familieretshusets bidrags-
afgørelser
§ 34, stk. 2, i Familieretshusloven indeholder efter dens for-
arbejder en sammenblanding af to regelsæt. Det første regel-
sæt drejer sig om, fra hvilket tidspunkt en afgørelse får virk-
ning sådan, at afgørelsen kan tvangsfuldbyrdes. Det andet
regelsæt drejer sig eksempelvis om, fra hvilket tidspunkt en
afgørelse om størrelsen af et børne- eller ægtefællebidrag
har virkning, dvs. fra hvilket tidspunkt bidragsbetaleren skal
betale bidraget.
Da bidragsbekendtgørelsen indeholder bestemmelser om, fra
hvilket tidspunkt en fastsættelse eller ændring af et børne-
eller ægtebidrag har virkning, dvs. fra hvilket tidspunkt bi-
draget skal betales, er der ikke behov for, at Familieretshu-
set efter § 34, stk. 2, i Familieretshusloven kan bestemme, at
en afgørelse har virkning fra et tidligere tidspunkt end afgø-
relsestidspunktet. Det bemærkes videre, at der heller ikke i
relation til andre afgørelsestyper er behov for at kunne be-
stemme, at en afgørelse har virkning fra et tidligere tids-
punkt end afgørelsestidspunktet. Dette skyldes, at en afgø-
relse ikke kan fuldbyrdes m.v., før den er truffet (afgørelses-
tidspunktet).
Familieretshuset bør således alene have mulighed for efter §
34, stk. 2, at bestemme, at en afgørelse har virkning fra et
senere tidspunkt end afgørelsestidspunktet. En sådan be-
stemmelse vil betyde, at afgørelsen først kan fuldbyrdes fra
det tidspunkt, hvor den får virkning. § 34, stk. 2, i
Familieretshusloven bør præciseres i overensstemmelse her-
med.
Dette vil ikke påvirke bestemmelserne i bidragsbekendtgø-
relsen om, fra hvilket tidspunkt en bidragsbetaler skal betale
et fastsat eller ændret bidrag.
Endvidere bør det fremgå klart af Familieretshusloven, at de
afgørelser om ændring af aftaler og afgørelser om størrelsen
af et ægtefællebidrag, som Familieretshuset træffer, i lighed
med andre afgørelser om størrelsen af ægtefællebidrag har
virkning fra afgørelsestidspunktet, jf. § 34 i Familieretshus-
loven.
2.2.2.3. Forkyndelse af meddelelser fra Familieretshuset
Ligesom domstolene kan forkynde meddelelser om retssager
i Statstidende, bør Familieretshusets meddelelser i konkrete
sager om navnlig parternes civilretlige status (skilsmisse, fa-
derskab og adoption) ligeledes kunne forkyndes i Statstiden-
de, hvis en part ikke er tilsluttet Digital post, og partens bo-
pæl eller opholdssted ikke kan oplyses, eller hvis det ikke er
muligt at foretage forkyndelse for en part, der har bopæl el-
ler opholdssted i udlandet.
De meddelelser, der forkyndes, vil typisk indeholde en
partshøring eller en orientering om, at Familieretshuset har
truffet afgørelse i den pågældende sag.
Indeholder meddelelsen en partshøring med en svarfrist, bør
Familieretshuset kunne afgøre sagen på det foreliggende
grundlag, når svarfristen er udløbet, og den pågældende part
ikke har besvaret høringen. Indeholder meddelelsen oriente-
ring om, at Familieretshuset har truffet afgørelse i den på-
gældende sag, løber fristen på fire uger i § 41, stk. 1, i
Familieretshusloven for at anmode om, at Familieretshuset
indbringer afgørelsen for familieretten til prøvelse, fra den
dag, hvor meddelelsen blev forkyndt.
2.2.3. Den foreslåede ordning
De foreslåede justeringer af reglerne om visitation m.v. af
Familieretshusets sager foreslås for det første gennemført
ved, at der i § 4, stk. 1, i Familieretshusloven som 2. pkt.
indsættes en bestemmelse, hvorefter sager omfattet af § 2,
nr. 1-11, i Familieretshusloven visiteres efter lovens §§ 5-7,
og hvorefter disse sager behandles og afgøres efter
Familieretshusloven og bestemmelserne i den lovgivning,
der gælder for den pågældende sag. Dernæst foreslås juste-
ringerne gennemført ved, at der i § 4, stk. 1, i Familierets-
husloven som 3. pkt. indsættes en bestemmelse, hvorefter §
8 i Familieretshusloven finder anvendelse på de resterende
sager omfattet af § 2 i Familieretshusloven. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 2.
Den foreslåede overførsel af Statsforvaltningens opgaver ef-
ter HIV-bløderbørnsloven foreslås gennemført ved, at hen-
visningerne i loven til Statsforvaltningen ændres således, at
der i stedet henvises til Familieretshuset. Samtidigt indsæt-
13
tes der i loven som § 5 a en bestemmelse, hvorefter Fami-
lieretshusets afgørelser efter loven kan påklages til Civilsty-
relsen. Som led i overførslen indsættes der i oversigten over
Familieretshusets opgaver i § 2 i Familieretshusloven en
henvisning til HIV-bløderbørnsloven, og en tilsvarende hen-
visning indsættes i § 8 i Familieretshusloven om Familierets-
husets behandling af sager, der ikke er omfattet af det nye
familieretlige system. Der henvises til lovforslagets § 1, nr.
1 og 3, og § 12.
Den foreslåede ændring af kompetencen til at træffe afgørel-
se om forældremyndighed ved en forældremyndighedsinde-
havers død foreslås gennemført ved, at henvisningerne i §
27, stk. 1, nr. 1, i Familieretshusloven til §§ 15 og 15 a i for-
ældreansvarsloven om forældremyndighed efter død udgår.
Den foreslåede bestemmelse om virkningstidspunktet for
Familieretshusets afgørelser om forældremyndighed efter
død foreslås indsat i § 37 i Familieretshusloven som stk. 1,
nr. 5. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 og 9.
Videre foreslås det, at forslaget om, at Familieretshuset ikke
skal kunne bestemme, at afgørelser om børne- og ægtefælle-
bidrag m.v. har virkning fra et tidligere tidspunkt end afgø-
relsestidspunktet, gennemføres ved ændring af § 34, stk. 2, i
Familieretshusloven. Der henvises til lovforslagets § 1, nr.
7.
Samtidig foreslås ændringen af virkningstidspunktet for
Familieretshusets afgørelse om ændring af aftaler og afgø-
relser om bidragspligten gennemført ved, at anvendelsesom-
rådet for § 37, stk. 1, nr. 3, i Familieretshusloven ændres så-
ledes, at bestemmelsen alene finder anvendelse på afgørelser
efter § 52 og § 53, stk. 1, i ægteskabsloven om ændring af
henholdsvis aftaler og afgørelser om pligten til at betale æg-
tefællebidrag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8.
Endelig foreslås forslaget om, at Familieretshusets medde-
lelser i konkrete sager kan forkyndes i Statstidende, gen-
nemført ved, at der som § 11 a indsættes en bestemmelse
herom i Familieretshusloven. Det foreslås, at bestemmelsen
skal regulere, hvordan Familieretshuset generelt kommuni-
kerer med parterne. I bestemmelsen foreslås det således, at
når en part er tilsluttet postløsningen Digital Post, sender
Familieretshuset meddelelser i sager til parten gennem Digi-
tal Post, og at meddelelser til en part, der ikke er tilsluttet
Digital Post, sendes med brevpost. Bestemmelsen giver dog
Familieretshuset mulighed for at anvende en anden medde-
lelsesform, hvis det i den konkrete situation er mere hen-
sigtsmæssigt. Hvis Familieretshuset ikke får bekræftelse på,
at en part har modtaget en meddelelse, eller hvis partens bo-
pæl eller opholdssted ikke kan oplyses, og der som eksem-
pelvis i skilsmissesager er behov for forkyndelse, anmoder
Familieretshuset retten om at forkynde meddelelsen for par-
ten, herunder eventuelt i Statstidende. Endelig følger det af
bestemmelsen, at når en eventuel frist i en meddelelse fra
Familieretshuset er udløbet, og den pågældende part ikke
har besvaret meddelelsen, kan Familieretshuset afgøre sagen
på det foreliggende grundlag. Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 4.
2.3. Aftaler om fælles forældremyndighed
2.3.1. Gældende ret
§ 13, stk. 1, i forældreansvarsloven giver forældre mulighed
for at aftale, at forældremyndigheden skal overføres fra den
ene forælder til den anden. Aftalen skal anmeldes til
Familieretshuset for at være gyldig. Er en sag om forældre-
myndighed indbragt for familieretten, kan anmeldelse ske
hertil.
Efter lovens § 13, stk. 2, kan forældremyndigheden ved afta-
le godkendt af Familieretshuset eller familieretten overføres
til andre end barnets forældre. Forældremyndigheden kan
overføres til et ægtepar eller et samlevende par i forening,
herunder til den ene forælder og dennes ægtefælle eller sam-
lever. Bestemmelsen giver også en forælder, der har foræl-
dremyndigheden alene, mulighed for at aftale fælles foræl-
dremyndighed med sin ægtefælle eller samlever.
Bestemmelserne i § 13, stk. 1 og 2, giver således mulighed
for at indgå aftaler om placeringen af forældremyndighed på
en række forskellige måder. Bestemmelserne indeholder
imidlertid ikke hjemmel til at aftale fælles forældremyndig-
hed i alle situationer. Eksempelvis giver bestemmelserne ik-
ke mulighed for at aftale fælles forældremyndighed i følgen-
de situation: Den ene forælder og dennes ægtefælle eller
samlever har fået fælles forældremyndighed efter § 13, stk.
2, i forældreansvarsloven. Hvis denne forælder, der har del i
forældremyndigheden, dør, kan den afdøde forælders ægte-
fælle eller samlever, der efter dødsfaldet efter § 15 i foræl-
dreansvarsloven har forældremyndigheden alene, ikke indgå
aftale om fælles forældremyndighed med den anden foræl-
der.
Det følger af § 15, stk. 2, i forældreansvarsloven, at når en
forælder dør, og forældrene ved dødsfaldet havde fælles for-
ældremyndighed, kan andre i forbindelse med dødsfaldet an-
mode om forældremyndigheden, hvis barnet ved dødsfaldet
ikke havde bopæl hos den efterlevende forælder. Det følger
af bestemmelsens stk. 3, at når en forælder, der har foræl-
dremyndigheden alene, dør, kan en efterlevende forælder og
andre anmode om forældremyndigheden. Begge bestemmel-
ser giver mulighed for at etablere fælles forældremyndighed.
2.3.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
Bestemmelserne i § 13, stk. 1 og 2, i forældreansvarsloven
giver mulighed for at indgå aftaler om placeringen af foræl-
dremyndighed i en række forskellige situationer, men be-
stemmelserne giver ikke tilstrækkelig mulighed for at aftale
fælles forældremyndighed. Efter en konkret vurdering kan
det eksempelvis være bedst for et barn, at en forældremyn-
dighedsindehaver, der ikke er forælder til barnet, har mulig-
hed for at aftale fælles forældremyndighed med en af bar-
nets forældre, der hverken er forældremyndighedsindehave-
rens ægtefælle eller samlever. På den måde sikres det, at der
er to personer, der har ret og pligt til at drage omsorg for
barnet og til at træffe afgørelse om dets personlige forhold
ud fra barnets interesse og behov. Forældreansvarsloven in-
14
deholder ikke hjemmel til, at der kan indgås en sådan aftale,
men efter ministeriets opfattelse bør loven ikke være til hin-
der for sådanne ordninger, når de er bedst for barnet. Foræl-
dreansvarsloven bør derfor indeholde mulighed for at indgå
sådanne aftale, forudsat at aftalen godkendes af Familierets-
huset eller familieretten.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Forslaget om udvidelse af adgangen til at aftale fælles foræl-
dremyndighed over et barn foreslås gennemført ved, at der i
§ 13, stk. 2, i forældreansvarsloven som 3. pkt. indsættes en
bestemmelse, der giver en forældremyndighedsindehaver
mulighed for ved en aftale godkendt af Familieretshuset el-
ler familieretten at aftale fælles forældremyndighed med en
af barnets forældre, der hverken er forældremyndighedsind-
ehaverens ægtefælle eller samlever.
Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 3.
2.4. Internationale børnebortførelser
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Tilbagegivelse af bortførte børn
Børnebortførelsesloven indeholder bl.a. regler om behand-
lingen af anmodninger om tilbagegivelse efter Haagerkon-
ventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger
af internationale barnebortførelser (Haagerbørnebortførel-
seskonventionen), jf. bekendtgørelse nr. 110 af 21. novem-
ber 1991, Lovtidende C, af børn, der er bortført til Danmark
fra en anden konventionsstat. Loven fastlægger også i over-
ensstemmelse med konventionen betingelserne for at tilba-
gegive et bortført barn.
Formålet med konventionen er at sikre, at bortførte børn til-
bagegives med henblik på, at afgørelsen om uenigheden
mellem forældrene om forældreansvaret i forhold til barnet
kan blive afgjort til barnets bedste i det land, hvor barnet bo-
ede på bortførelsestidspunktet. Det må således ikke være
muligt for en forælder at bortføre et barn til et andet land,
hvor den pågældende forælder har bedre muligheder for at
få forældreansvaret over barnet.
Det følger af § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at børn,
som ulovligt er ført her til landet, eller som ulovligt tilbage-
holdes her, efter anmodning skal tilbagegives til den, som
barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før bortfø-
relsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har
tiltrådt Haagerbørnebortførelseskonventionen. Det er såle-
des udgangspunktet, at et bortført barn skal tilbagegives.
Ved § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven er artikel 8 i Haa-
gerbørnebortførelseskonventionen blevet inkorporeret i
dansk ret. Det fremgår af artikel 8, at enhver person, institu-
tion eller anden myndighed, som gør gældende, at et barn er
blevet bortført eller tilbageholdt i strid med forældremyn-
digheden, kan anmode centralmyndigheden enten i den stat,
hvor barnet har bopæl, eller i enhver anden kontraherende
stat om bistand til at sikre, at barnet tilbagegives. Det frem-
går dog ikke af artikel 8, til hvem et bortført barn skal tilba-
gegives, hvis betingelserne for tilbagegivelse er opfyldt.
Efter konventionens artikel 13, stk. 1, litra b, der er inkorpo-
reret i dansk ret ved § 11 i børnebortførelsesloven, kan tilba-
gegivelse af et bortført barn bl.a. nægtes, hvis der er en al-
vorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for bar-
nets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde
sætte barnet i en situation, som barnet ikke bør tåle. Bestem-
melsen finder f.eks. anvendelse, hvis der er risiko for, at den
forælder, som barnet er bortført fra, efter en eventuel tilba-
gegivelse af barnet vil udøve vold m.v., herunder psykisk
vold, over for barnet eller den anden forælder.
Ud over betingelserne i § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven
skal en afgørelse om tilbagegivelse af et barn altid være til
barnets bedste.
Sager om tilbagegivelse af børn, der er bortført til Danmark,
behandles af familieretten. Tilbagegives barnet, er det op til
myndighederne i det land, hvor barnet boede på bortførel-
sestidspunktet, at tage stilling til, hvad der er bedst for bar-
net i relation til placeringen af forældreansvaret over for
barnet, herunder at træffe midlertidige afgørelser herom
under behandlingen af forældremyndighedssagen.
2.4.1.2. Afgørelser om midlertidig forældremyndighed ved
risiko for børnebortførelse
Forældreansvarsloven indeholder i kapitel 5 bestemmelser
om midlertidige afgørelser om forældremyndighed.
Efter § 26 i forældreansvarsloven kan den myndighed, der
behandler en sag om forældremyndighed, efter anmodning
bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal til-
komme. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en endelig
aftale eller afgørelse, som kan fuldbyrdes. Afgørelsen bort-
falder, hvis anmodningen om, at der træffes afgørelse om
forældremyndighed, tilbagekaldes eller afvises, eller hvis
forældrene genoptager samlivet. Midlertidig forældremyn-
dighed efter § 26 gælder således kun under behandlingen af
forældremyndighedssagen.
Er indehaveren eller begge indehavere af forældremyndig-
heden forhindret i at træffe bestemmelse om barnets person-
lige forhold, afgør Familieretshuset efter § 28 i forældrean-
svarsloven, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så
længe forhindringen varer. Det følger af bestemmelsen, at
forældremyndigheden automatisk ophører, når forhindrin-
gen ikke længere er til stede, dvs. når den hidtidige foræl-
dremyndighedsindehaver igen er i stand til at træffe bestem-
melse om barnets personlige forhold.
Endelig indeholder § 27 i forældreansvarsloven en bestem-
melse om midlertidig forældremyndighed, når forældrene
har fælles forældremyndighed, og der er risiko for, at den
ene af dem vil bringe barnet ud af landet og derved foregri-
be en afgørelse om forældremyndigheden. I disse situationer
kan social- og indenrigsministeren eller den, ministeren be-
15
myndiger hertil, midlertidigt tillægge den anden forælder
forældremyndigheden alene.
Lovens § 27 anvendes alene, når den ene forælder er i færd
med at bortføre et barn til udlandet, og der derfor er et akut
behov for at tillægge den anden forælder forældremyndighe-
den alene. Dermed får denne forælder efter § 3 i forældrean-
svarsloven mulighed for som eneforældremyndighedsinde-
haver at bestemme, hvor barnet skal opholde sig, og kan an-
mode om politiets bistand til at bringe bortførelsen af barnet
til udlandet til ophør. Grundlaget for politiets indgriben er §
215 i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 976 af 17. sep-
tember 2019 med senere ændringer, hvorefter den, som und-
drager en person under 18 år forældres eller anden rette ved-
kommendes myndighed eller forsorg, kan straffes.
I praksis forudsætter anvendelse af § 27 i forældreansvarslo-
ven, at det ikke er muligt for Familieretshuset eller
familieretten at træffe en midlertidig afgørelse om forældre-
myndigheden efter § 26 i forældreansvarsloven, typisk fordi
det akutte behov for en forældremyndighedsafgørelse opstår
uden for Familieretshusets eller familierettens kontortid. De
afgørelser, som social- og indenrigsministeren træffer efter §
27, træffes uden sædvanlig sagsoplysning, fordi der er me-
get kort tid til at tage stilling til anmodningen om eneforæl-
dremyndighed.
Bestemmelsen i § 27 finder anvendelse, uanset om der ver-
serer eller ikke verserer en sag om forældremyndigheden
over barnet hos Familieretshuset eller domstolene.
En afgørelse om eneforældremyndighed efter § 27 har
samme retsvirkninger som andre forældremyndighedsafgø-
relser.
Efter § 30 i forældreansvarsloven kan social- og indenrigs-
ministeren ændre en midlertidig afgørelse truffet efter lo-
vens § 27.
Afgørelser efter § 27 i forældreansvarsloven kan ikke ind-
bringes for højere administrativ myndighed, men afgørelser-
ne kan prøves af domstolene efter § 63 i grundloven.
Bestemmelsen i § 27 indeholder ikke bestemmelser om,
hvor længe en forældremyndighedsafgørelse truffet i medfør
af bestemmelsen gælder. Det antages imidlertid, at en afgø-
relse efter § 27 bortfalder, når der foreligger en endelig afta-
le eller afgørelse om forældremyndigheden, som kan fuld-
byrdes, når en eventuel sag om forældremyndigheden tilba-
gekaldes eller afvises, eller hvis forældrene genoptager sam-
livet. Dette indebærer, at en afgørelse efter § 27 kan være
gældende i en længere periode, hvis ingen af forældrene ind-
leder en forældremyndighedssag.
2.4.1.3. Den nordiske domslov
Den nordiske domslov indeholder i § 5 bestemmelser om
fuldbyrdelse i Danmark af retsafgørelser, administrative af-
gørelser og forlig, herunder at midlertidig afgørelser, der er
truffet i Finland, Island, Norge eller Sverige, om forældre-
myndighed over et barn eller om ret til personligt samkvem
med et barn, eller som i øvrigt går ud på, at et barn skal ud-
leveres, kan fuldbyrdes her i landet.
Efter lovens § 9, stk. 1, indgives anmodning om fuldbyrdel-
se til fogedretten. Efter bestemmelsens stk. 6 skal dokumen-
ter, som er affattet på andre sprog end dansk, norsk eller
svensk, ledsages af en bekræftet oversættelse til et af disse
sprog, medmindre fogedretten bestemmer andet.
Fuldbyrdelsen foretages efter lovens § 10 efter samme reg-
ler, som gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser uden
hensyn til, hvad afgørelsen eller forliget måtte indeholde om
tvangsmidler. Denne bestemmelse betyder, at sager om fuld-
byrdelse af forældremyndighed m.v. efter lovens § 5 be-
handles af familieretten efter reglerne om fuldbyrdelse af
forældremyndighed m.v. i kapitel 42 b i retsplejeloven.
2.4.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
2.4.2.1. Tilbagegivelse af bortførte børn
Ordlyden af § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven svarer ik-
ke til ordlyden af artikel 8 i Haagerbørnebortførelseskon-
ventionen. § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven bør derfor
bringes i overensstemmelse med konventionens artikel 8 så-
ledes, at artikel 8 er korrekt inkorporeret i dansk ret. Det bør
derfor ikke længere fremgå af bestemmelsen, at et bortført
barn, der skal tilbagegives, skal tilbagegives til den, som
barnet tilbageholdes fra. Ved afgørelser om, at et bortført
barn skal tilbagegives, skal familieretten således kunne be-
stemme, til hvem og hvordan barnet skal tilbagegives. Med
den foreslåede ændring får familieretten således bedre mu-
ligheder for at træffe afgørelse om tilbagegivelse af et bort-
ført barn til barnets bedste.
En tilbagegivelse kan eksempelvis foregå på den måde, at
bortføreren tager med barnet tilbage til det land, hvor barnet
boede på bortførelsestidspunktet. Hvis der er behov for det,
kan der i det pågældende land træffes foranstaltninger til be-
skyttelse af barnet og/eller bortføreren mod voldelige over-
greb m.v. fra den anden forælder, f.eks. i form af mulighed
for ophold på en hemmelig adresse eller et krisecenter. Til-
bagegivelsen kan endvidere ske til myndighederne i det
land, hvor barnet boede på bortførelsestidspunktet således,
at disse myndigheder sikrer, at barnet ikke udsættes for vold
m.v. Tilbagegivelsen kan også foregå på andre måder, der
sikrer, at barnet og/eller bortføreren ikke udsættes for vold
m.v.
Det bemærkes, at den foreslåede ændring ikke er til hinder
for, at tilbagegivelsen sker til den forælder, som barnet blev
bortført fra, forudsat at retten vurderer, at tilbagegivelse på
denne måde ikke vil være til skade for barnets sjælelige eller
legemlige sundhed eller på anden måde sætte barnet i en si-
tuation, som det ikke bør tåle.
2.4.2.2. Afgørelser om midlertidig forældremyndighed ved
risiko for børnebortførelse
16
Den tidsmæssige udstrækning af afgørelser om midlertidig
forældremyndighed efter § 27 i forældreansvarsloven bør
som udgangspunkt udformes i overensstemmelse med den
gældende ordning. En afgørelse om eneforældremyndighed,
der er truffet efter § 27, bør således kun gælde, indtil der
foreligger en endelig aftale eller afgørelse om forældremyn-
digheden, som kan fuldbyrdes. Herudover bør en afgørelse
efter § 27 bortfalde, hvis en forældremyndighedssag tilbage-
kaldes eller afvises af Familieretshuset eller domstolene, el-
ler hvis forældrene genoptager samlivet.
Endelig bør det sikres, at afgørelser efter § 27 ikke er gæl-
dende i en længere periode, hvis ingen af forældrene indle-
der en forældremyndighedssag. Afgørelserne bør derfor
bortfalde fire uger efter afgørelsestidspunktet, medmindre
en af forældrene inden da har indgivet en anmodning om en
afgørelse om forældremyndigheden til Familieretshuset.
2.4.2.3. Den nordiske domslov
Anvendelsesområdet for § 5 i den nordiske domslov om
fuldbyrdelse af afgørelser m.v. om forældremyndighed m.v.
bør udvides til også at omfatte afgørelser om barnets bopæl,
der er truffet i et af de andre nordiske lande. Dette skyldes,
at både i Danmark og internationalt træffes der i dag, ud
over afgørelser om forældremyndighed og samvær, også af-
gørelser om barnets bopæl. Sådanne afgørelser kan bl.a. in-
debære, at der ikke er behov for at ophæve fælles forældre-
myndighed for at træffe afgørelse om, hvem af forældrene et
barn skal bo hos efter en skilsmisse. Der henvises til kapitel
3 i forældreansvarsloven.
Samtidigt bør bestemmelsens henvisning til personligt sam-
kvem ændres til samvær. Dette skyldes, at begrebet sam-
kvem i dansk ret er afløst af begrebet samvær. Der henvises
til kapitel 4 i forældreansvarsloven.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Forslaget om at bringe § 10 i børnebortførelsesloven i over-
ensstemmelse med artikel 8 foreslås gennemført ved, at §
10, stk. 1, i børnebortførelsesloven ændres således, at det ik-
ke fremgår af bestemmelsen, at et bortført barn, der tilbage-
gives, skal tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra.
Der henvises til lovforslagets § 5.
Forslaget om tidsbegrænsning af afgørelser om midlertidig
forældremyndighed i bortførelsessager efter § 27 i foræl-
dreansvarsloven foreslås gennemført ved, at der i § 27 som
stk. 2, for det første indsættes en bestemmelse, hvorefter en
afgørelse om eneforældremyndighed, der er truffet efter §
27, gælder, indtil der foreligger en endelig aftale eller afgø-
relse om forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes, dog
med forbehold for den foreslåede bestemmelse i stk. 3. For
det andet foreslås forslaget gennemført ved, at der som stk.
3 indsættes en bestemmelse, hvorefter en afgørelse om ene-
forældremyndighed, der er truffet efter § 27, for det første
bortfalder fire uger efter afgørelsestidspunktet, medmindre
en af forældrene inden da har indgivet en anmodning om en
afgørelse om forældremyndigheden til Familieretshuset efter
§ 31 i forældreansvarsloven, og for det andet bortfalder, hvis
den førnævnte forældremyndighedssag tilbagekaldes eller
afvises af Familieretshuset eller domstolene, og for det tred-
je bortfalder, hvis forældrene genoptager samlivet. Der hen-
vises til lovforslagets § 4, nr. 7.
Forslagene vedrørende den nordiske domslov foreslås gen-
nemført ved, at § 5 i den nordiske domslov udvides til også
at omfatte afgørelser om barnets bopæl, der er truffet i et af
de andre nordiske lande, og ved, at begrebet personligt sam-
kvem i bestemmelsen ændres til begrebet samvær. Endvide-
re præciseres det i lovens § 9, stk. 1, at anmodning om fuld-
byrdelse af forældremyndighed m.v. efter lovens § 5 indgi-
ves til familieretten, jf. kapitel 42 b i retsplejeloven, og i § 9,
stk. 6, i den nordiske domslov om oversættelser ændres hen-
visningen til fogedretten til en henvisning til retten således,
at bestemmelsen finder anvendelse på både fogedretten og
familieretten. Der henvises til lovforslagets § 11, nr. 2-4.
2.5. Opfølgning på ændringerne i 2019 af reglerne om
adoption uden samtykke
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Adoption uden samtykke
Efter § 2 i adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af
7. august 2019, må adoption kun bevilges, når adoption efter
foretagen undersøgelse kan antages at være bedst for den,
som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos
adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der
foreligger anden særlig grund til adoptionen.
Adoption af et barn kræver efter § 7 i adoptionsloven som
udgangspunkt samtykke fra barnets forældre, men loven in-
deholder i §§ 9-11 bestemmelser om adoption uden samtyk-
ke.
Adoption uden samtykke kan efter § 10, jf. § 9, stk. 2 og 3, i
adoptionsloven meddeles, hvis betingelserne for anbringelse
af barnet uden for hjemmet i § 58, stk. 1, nr. 1 eller 2, i ser-
viceloven er opfyldt, og det er sandsynliggjort, at forældrene
varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for bar-
net, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten
i barnets opvækst vil være bedst for barnet. Herudover kan
adoption i særlige tilfælde meddeles, hvis væsentlige hensyn
til, hvad der er bedst for barnet, taler for det, eksempelvis i
situationer hvor barnet har været anbragt uden for hjemmet i
en længere årrække, og hvor barnets forældre ikke ønsker at
have kontakt til barnet.
Ved lov nr. 497 af 1. maj 2019 om ændring af adoptionslo-
ven, lov om social service og forskellige andre love (Konti-
nuitet og enkle forløb for børn, der adopteres uden samtyk-
ke) blev behandlingen af sager om adoption uden samtykke
forenklet. I den forbindelse blev kompetencen til at træffe
afgørelse om adoption uden samtykke overført fra
Familieretshuset til Ankestyrelsen.
17
Der blev endvidere indført en ny ordning, hvorefter et barn
midlertidigt placeres hos en adoptionsansøger, når Ankesty-
relsen efter § 10, jf. § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven har truffet
afgørelse om, at barnet skal adopteres uden samtykke. For-
ældrene kan inden 14 dage anmode om domstolsprøvelse af
Ankestyrelsens adoptionsafgørelse. Der kan først udstedes
adoptionsbevilling, når adoptionsafgørelsen er endelig. Der
henvises til § 11, stk. 3-5, i adoptionsloven.
Under den midlertidige placering, der ophører ved udstedel-
se af adoptionsbevilling eller ophævelse af Ankestyrelsens
adoptionsafgørelse, har adoptionsansøgeren forældremyn-
digheden over barnet. Der henvises til § 32 a i adoptionslo-
ven.
Formålet med den midlertidige placering af barnet hos en
adoptionsansøger, inden adoptionen er endelig, er at give
mulighed for, at barnets tilknytning til adoptanten kan starte
så tidligt i barnets liv som muligt med deraf følgende for-
bedrede muligheder for at give barnet en tryg og stabil op-
vækst.
Adoptionsnævnet finder efter anmodning fra Ankestyrelsen
den rette adoptant til barnet blandt de adoptionsansøgere,
der er godkendt til at adoptere et barn efter § 4 a, stk. 1, i
adoptionsloven. Barnets forældre er ikke part i den del af
adoptionssagen, der handler om, hvem der skal adoptere
barnet, og forældrene har derfor efter hverken forvaltnings-
loven eller lov nr. 606 af 12. juni 2013 om offentlighed i
forvaltningen ret til oplysninger om adoptionsansøgeren,
herunder ansøgerens navn og adresse.
2.5.1.2. Orienteringsretten
Efter § 23, stk. 1, i forældreansvarsloven har en forælder,
som ikke har forældremyndighed, ret til at få orientering om
barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og
sundhedsvæsenet samt private sygehuse, privat praktiseren-
de læger og tandlæger. En sådan forælder har desuden ret til
at få udleveret dokumenter om barnets forhold, hvis disse
findes på skoler og i børneinstitutioner.
Efter lovens § 23, stk. 2, kan de nævnte institutioner m.v.
nægte at give konkrete oplysninger og udlevere dokumenter
om barnets forhold, hvis det må antages at være til skade for
barnet. Endvidere kan Familieretshuset efter bestemmelsens
stk. 3 i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af
forældremyndigheden eller fra en af de nævnte institutioner
m.v. fratage den forælder, der ikke har forældremyndighed,
adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter ef-
ter bestemmelsens stk. 1.
Forældres ret til orientering m.v. bortfalder, hvis barnet
adopteres, herunder ved adoption uden samtykke. Det følger
således af § 16 i adoptionsloven, at ved adoption indtræder
samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som
mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsfor-
holdet mellem adoptivbarnet og dets oprindelige slægt.
Derimod mister barnets forældre ikke retten til orientering
m.v., når barnet efter § 32 a i adoptionsloven midlertidigt
placeres hos en adoptionsansøger, der får forældremyndig-
heden over barnet.
Efter adoptionen har barnets oprindelige forældre mulighed
for at få tilsendt anonymiserede opfølgningsrapporter om
barnet ca. hvert tredje år, indtil barnet fylder 18 år, dog for-
udsat at adoptanterne udarbejder disse rapporter.
2.5.1.3. Barnets navn
Efter § 16, stk. 1-4, i navneloven indgives ansøgning om
navngivning og navneændring til personregisterføreren.
Sagerne afgøres som udgangspunkt af personregisterførerne,
men visse sager videresendes til Familieretshuset. De sager,
der videresendes til Familieretshuset, afgøres efter § 6, stk.
2, nr. 11, og § 26, jf. § 27, stk. 2, i Familieretshusloven som
udgangspunkt af Familieretshuset. Familieretshuset indbrin-
ger dog navnesager, hvor der skal tages stilling til en tvist
mellem to private parter, og som indeholder komplicerede
faktiske eller juridiske problemstillinger, for familieretten til
afgørelse.
Efter § 16 a, stk. 1, i navneloven skal ansøgning om navn-
givning og navneændring indgives digitalt til personregister-
føreren.
Det følger af § 19 i navneloven, at navneændring og navn-
givning endvidere kan ske ved adoptionsbevilling. Efter § 1,
stk. 1, i adoptionsloven meddeles adoption ved bevilling,
der som udgangspunkt udfærdiges af Familieretshuset. Be-
villing til adoption udfærdiges dog af Ankestyrelsen, når det
drejer sig om meddelelse af adoption uden samtykke. Sager
om navngivning og navneændring i forbindelse med adop-
tion behandles således ikke af personregisterførerne, og nav-
neansøgningen indgives derfor i praksis til den myndighed,
der skal udfærdige adoptionsbevillingen, dvs. Familierets-
huset eller Ankestyrelsen.
2.5.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
2.5.2.1. Orienteringsretten
Når Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at et barn kan
adopteres uden samtykke, og Ankestyrelsen har placeret
barnet midlertidigt hos en adoptionsansøger, der har fået
forældremyndigheden over barnet, er de første væsentlige
skridt henimod at gennemføre et fuldstændigt familieskifte
for barnet taget. Med den midlertidige placering kan barnets
tilknytning til adoptanten starte så tidligt i barnets liv som
muligt med deraf følgende forbedrede muligheder for at gi-
ve barnet en tryg og stabil opvækst.
I de omhandlede situationer er barnets forældre ikke enige i
adoptionen, og nogle af disse forældre kan opsøge barnet el-
ler de kommende adoptanter og dermed modarbejde det
kommende familieskifte. Dette er ikke til barnets bedste, og
det er ministeriets opfattelse, at det er vigtigt at kunne be-
skytte barnet herimod.
18
De oplysninger, som forældrene behøver for at kunne opsø-
ge barnet og adoptanterne, kan de få gennem orienterings-
retten efter § 23 i forældreansvarsloven.
Som følge heraf foreslås det, at en midlertidig placering af
et barn efter § 32 a i adoptionsloven også indebærer, at ori-
enteringsretten efter § 23 i forældreansvarsloven bortfalder.
På den måde sikres det, at familieskiftet kan foregå ano-
nymt, således at forældre ikke efter den midlertidige place-
ring kan få oplysninger om barnet, der giver forældrene mu-
lighed for at opsøge barnet uden adoptionsansøgernes sam-
tykke.
Hvis retten ophæver Ankestyrelsens adoptionsafgørelse, og
fristen for at anke dommen er udløbet, genindtræder foræl-
drenes forældremyndighed over barnet, hvorefter forældrene
som forældremyndighedsindehavere har ret til oplysninger
om barnet.
2.5.2.2. Barnets navn
Den gældende ordning, hvorefter ansøgning om navngiv-
ning eller navneændring i forbindelse med adoption ikke
indgives til personregisterføreren, men til den myndighed,
der skal udfærdige adoptionsbevillingen, bør efter ministeri-
ets opfattelse lovfæstes. Det bør ligeledes lovfæstes, at afgø-
relse om navngivning og navneændring i forbindelse med
adoption træffes af den myndighed, der skal udfærdige
adoptionsbevillingen, dvs. Familieretshuset eller Ankesty-
relsen.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Forslaget om bortfald af orienteringsretten efter § 23 i foræl-
dreansvarsloven, når et barn midlertidigt anbringes hos en
adoptionsansøger efter § 32 a i adoptionsloven, foreslås gen-
nemført ved, at der i § 23 i forældreansvarsloven som stk. 4
indsættes en bestemmelse herom. Der henvises til lovforsla-
gets § 4, nr. 6.
Forslaget om behandling af ansøgninger om navngivning og
navneændring i forbindelse med adoption foreslås gennem-
ført ved, at der i § 16 i navneloven som stk. 5 indsættes en
bestemmelse, hvorefter bestemmelserne i § 16, stk. 1-4, ikke
gælder ved ansøgning om navngivning og navneændring,
der indgives i forbindelse med anmodning om udstedelse af
adoptionsbevilling, og ved, at § 19 i navneloven ændres så-
ledes, at det fremgår af bestemmelsen, at den finder anven-
delse, uanset om adoptionsbevillingen udfærdiges af
Familieretshuset eller Ankestyrelsen. Der henvises til lov-
forslagets § 6, nr. 1 og 3.
2.6. Ændring af vilkår for separation og skilsmisse
2.6.1. Gældende ret
Efter § 58 i ægteskabsloven kan en aftale om fordelingen af
formuen, bidragspligten eller andre vilkår, som ægtefæller
har indgået med henblik på separation eller skilsmisse, æn-
dres eller erklæres for uforbindende, såfremt den skønnes
urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens ind-
gåelse. Bestemmelsen omfatter alle økonomiske aftaler, der
er indgået med henblik på en forestående separation eller
skilsmisse. Henvisningen til andre vilkår er således ikke
knyttet an til de vilkår for separation og skilsmisse, der føl-
ger af § 42, jf. §§ 49 og 55, i ægteskabsloven, der drejer sig
om pligten til at betale ægtefællebidrag efter separation og
skilsmisse og om retten til fortsættelse af et eventuelt bebo-
elseslejemål.
§ 58 i ægteskabsloven finder ikke anvendelse, i det omfang
en sag om ændring af en aftale er omfattet af en særregel,
eksempelvis § 17 i børnebidragsloven om ændring af aftaler
om børnebidrag. § 58 i ægteskabsloven omfatter heller ikke
aftaler om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær
m.v. Ændring af sådanne aftaler behandles efter bestemmel-
serne herom i forældreansvarsloven.
Indtil den 1. april 2019 blev afgørelser efter § 58 i ægte-
skabsloven, der er placeret i lovens kapitel 5, truffet af dom-
stolene, men det følger nu af § 58 a, stk. 2, nr. 4, i ægte-
skabsloven, at i sager omfattet af kapitel 5 i ægteskabsloven
træffer Familieretshuset eller familieretten afgørelse efter
bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i Familieretshusloven.
Det følger af kapitel 9 i Familieretshusloven, navnlig § 26
og § 27, stk. 2, nr. 1, at det som udgangspunkt er
Familieretshuset, der træffer afgørelser efter § 58 i ægte-
skabsloven. Familieretshuset indbringer dog sager efter § 58
for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder kompli-
cerede faktiske eller juridiske problemstillinger.
Indtil den 1. april 2019 blev sager efter § 58 i ægteskabslo-
ven betragtet som ægteskabssager, hvorfor domstolenes in-
ternationale kompetence til at behandle disse sager fulgte af
den tidligere bestemmelse i § 448 c i retsplejeloven, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 1284 af 14. november 2018.
Efter den tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 1, i retspleje-
loven kunne sag om ægteskab, herunder om separation,
skilsmisse, omstødelse af et ægteskab eller et ægteskabs be-
ståen samt efter § 58 i ægteskabsloven, behandles her i riget,
såfremt sagsøgte havde bopæl her, eller sagsøgeren havde
bopæl her og enten havde boet her i de sidste to år eller tidli-
gere havde haft bopæl her. Sagen kunne endvidere behand-
les her i riget, hvis sagsøgeren var dansk statsborger, og det
blev godtgjort, at sagsøgeren på grund af sit statsborgerskab
ikke kunne anlægge sagen i det land, hvor sagsøgeren havde
bopæl, eller hvis begge parter var danske statsborgere, og
sagsøgte ikke modsatte sig indbringelse af sagen for dansk
domstol. Endelig kunne sagen behandles her i riget, hvis
skilsmisse blev søgt på grundlag af separation meddelt her i
landet inden for de sidste fem år.
Efter den tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 2, i retspleje-
loven kunne sag om separation og skilsmisse mellem to per-
soner af samme køn også behandles her i riget, når ægteska-
bet var indgået her, og ingen af ægtefællerne boede i et land
med en lovgivning om ægteskab mellem to personer af
samme køn, der svarede til den danske.
19
Det fulgte af bestemmelsens stk. 3, at sag om et ægteskabs
omstødelse eller beståen også kunne indbringes for retten
her i riget, når ægteskabet var indgået her.
Endelig fremgik det af bestemmelsens stk. 4, at reglerne i
stk. 1-3 kunne fraviges ved overenskomst med fremmed
stat.
Danmark har ikke indgået en overenskomst omfattet af den
tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 4, i retsplejeloven i re-
lation til sager omfattet af § 58 i ægteskabsloven bortset fra
de bestemmelser i Rådets forordning nr. 4/2009/EF af 18.
december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende un-
derholdspligt (underholdspligtforordningen), der gælder her
i landet, jf. § 1 i lov nr. 1563 af 20. december 2006 om aner-
kendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser
m.v. på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-lo-
ven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1282 af 14. november 2018.
Forordningen indeholder bestemmelser om den internationa-
le kompetence til at behandle sager om underholdspligt, her-
under ændring af aftaler om underholdspligt. Disse bestem-
melser havde i relation til sager om underholdspligt forrang
for de tidligere gældende bestemmelser i § 448 c, stk. 1-3, i
retsplejeloven.
Ved § 15, nr. 15, i 2018-følgeloven blev den tidligere § 448
c i retsplejeloven ophævet, og bestemmelsen blev videreført
som § 448 f i retsplejeloven. Der blev i den forbindelse fore-
taget enkelte redaktionelle ændringer af bestemmelsen, og
herudover blev bestemmelsens anvendelsesområde ændret
fra ægteskabssager til sager om separation, skilsmisse, om-
stødelse af ægteskab eller et ægteskabs beståen. Som en util-
sigtet konsekvens af denne ændring er den internationale
kompetence til at behandle sager efter § 58 i ægteskabsloven
ikke omfattet af § 448 f i retsplejeloven, og der findes i den
familieretlige lovgivning ikke andre bestemmelser om inter-
national kompetence i relation til behandlingen af disse
sager.
Efter § 43 a i ægteskabsloven kan Familieretshuset behandle
en sag om separation, skilsmisse, omstødelse af ægteskab el-
ler et ægteskabs beståen, hvis betingelserne i § 448 f i rets-
plejeloven er opfyldt.
Derimod findes der ikke regler om Familieretshusets inter-
nationale kompetence til at behandle sager efter § 58 i ægte-
skabsloven.
Efter § 478, stk. 1, nr. 1 og 2, i retsplejeloven kan tvangs-
fuldbyrdelse bl.a. ske på grundlag af domme og retsforlig,
herunder også domme og retsforlig efter § 58 i ægteskabslo-
ven. Lovgivningen indeholder derimod ikke grundlag for, at
afgørelser efter § 58 i ægteskabsloven, der er truffet af
Familieretshuset, kan tvangsfuldbyrdes. Det samme gælder
forlig efter § 58 i ægteskabsloven, der er indgået for
Familieretshuset. Det bemærkes, at de afgørelser m.v. truffet
af Familieretshuset, der kan tvangsfuldbyrdes efter § 478,
stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven, alene omfatter afgørelser m.v.
efter forældreansvarsloven. Det bemærkes videre, at afgørel-
ser, hvorefter der skal betales børne- og ægtefællebidrag,
kan inddrives (tvangsfuldbyrdes) efter lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. ja-
nuar 2015 med senere ændringer.
2.6.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
Retsplejeloven indeholder i dag ikke regler om den interna-
tionale kompetence til at behandle sager efter § 58 i ægte-
skabsloven om ændring af en aftale indgået med henblik på
separation eller skilsmisse om fordelingen af formuen eller
om andre vilkår for separationen og skilsmissen. Der bør
derfor indsættes en bestemmelse herom i retsplejeloven.
Det bør fremgå af denne bestemmelse, at sådanne sager ale-
ne bør kunne behandles her i riget, hvis sagsøgte har hjem-
ting her efter § 235 i retsplejeloven, eller hvis det følger af §
246 i retsplejeloven om adgangen til at anlægge retssag i
Danmark mod personer, der ikke har hjemting i Danmark.
Det bør dog være muligt at fravige dette ved overenskomst
med fremmed stat.
I forhold til behandlingen af sager efter § 58 i ægteskabslo-
ven begrænses anvendelsesområdet for den foreslåede be-
stemmelse, idet bestemmelsen i overensstemmelse med den
gældende ordning ikke vil omfatte sager om underholds-
pligt. Dette skyldes, at danske myndigheders internationale
kompetence til at behandle sager om underholdspligt, herun-
der sager om ændring af aftaler om underholdspligt, er regu-
leret af bestemmelserne herom i underholdspligtforordnin-
gen.
Den foreslåede bestemmelse bør overordnet set videreføre
den tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 1, nr. 1, i retspleje-
loven, hvorefter en sag efter § 58 i ægteskabsloven kunne
behandles her i riget, hvis sagsøgte havde bopæl her.
Derimod bør en sag efter § 58 i ægteskabsloven ikke kunne
behandles her i riget alene fordi, sagsøgeren har bopæl her
og enten har boet her i de sidste to år eller tidligere har haft
bopæl her, at sagsøgeren er dansk statsborger, og det godt-
gøres, at sagsøgeren på grund af sit statsborgerskab ikke vil
kunne anlægge sag i sagsøgerens bopælsland, eller at begge
parter er danske statsborgere, og sagsøgte ikke modsætter
sig, at sagen indbringes for dansk domstol. Endvidere bør en
sag efter § 58 ikke kunne behandles her i riget, selvom der
er tale om ægteskab indgået i Danmark mellem to personer
af samme køn, og ingen af ægtefællerne bor i et land med en
lovgivning om ægteskab mellem to personer af samme køn,
der svarer til den danske.
Henvisningen til § 246 i retsplejeloven medfører en vis ud-
videlse i adgangen til at få behandlet en sag efter § 58 i for-
hold til den gældende ordning. Efter bestemmelsen kan der
således anlægges retssag i Danmark mod personer, der ikke
har hjemting i Danmark, hvis f.eks. sagsøgte ved stævnin-
gens forkyndelse opholder sig her eller har gods her. Det er
uden betydning for kompetence efter § 246 i retsplejeloven,
20
om sagsøger bor eller opholder sig i Danmark, og parternes
statsborgerskab er ligeledes uden betydning.
Begrundelsen for forslaget om ændring af kompetencereg-
lerne i forhold til den tidligere ordning er, at sager efter § 58
i ægteskabsloven er sager om økonomiske forhold, og at der
bør gælde samme kompetenceregler i forhold til sådanne
sager som i forhold til andre sager om økonomiske forhold,
der efter § 235 i retsplejeloven som udgangspunkt alene kan
behandles i Danmark, hvis sagsøgte har hjemting her. En
sag efter § 58 bør således ikke kunne behandle her i riget
alene fordi, sagsøger har bopæl her, parterne har dansk stats-
borgerskab, eller sagsøger er dansk statsborger og på grund
af sit statsborgerskab ikke vil kunne anlægge sag i sagsøge-
rens bopælsland. Dog bør en sag efter § 58 kunne behandles
her i riget, selvom sagsøgte ikke har hjemting her, hvis de
almindelige betingelser i § 246 i retsplejeloven for sagsan-
læg mod sagsøgte uden hjemting i Danmark er opfyldt.
Samtidig bør der i § 43 a i ægteskabsloven indsættes en be-
stemmelse, hvorefter Familieretshuset kan behandle en sag
efter § 58 i ægteskabsloven, hvis betingelserne i den nye
foreslåede bestemmelse i retsplejeloven er opfyldt.
Endelig bør Familieretshusets afgørelser og forlig efter § 58
i ægteskabsloven kunne fuldbyrdes af fogedretten på lige
fod med domme og retsforlig efter § 58 i ægteskabsloven.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse om international
kompetence til at behandle sager omfattet af § 58 i ægte-
skabsloven indsættes i retsplejeloven som § 448 h. Samtidig
foreslås der som § 43 a, stk. 2, indsat en bestemmelse i æg-
teskabsloven, hvorefter Familieretshuset kan behandle en
sag efter § 58 i ægteskabsloven, hvis betingelserne i den
foreslåede § 448 h i retsplejeloven er opfyldt.
Det foreslås videre, at forslaget om etablering af mulighed
for fuldbyrdelse af Familieretshusets afgørelser og forlig ef-
ter § 58 i ægteskabsloven gennemføres ved indsættelse en
bestemmelse herom som nr. 9 i § 478, stk. 1, i retsplejelo-
ven. Der foretages lovtekniske ændringer af retsplejeloven
som konsekvens af dette forslag.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7, og § 10.
2.7. Navneloven
2.7.1. Gældende ret
Det fremgår af navneloven, at Familieretshuset træffer afgø-
relse om navngivning og navneændring i en række situatio-
ner. Efter lovens § 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt., drejer
det sig om nogle af de navneansøgninger, der indgives til
personregisterførerne, og som personregisterførerne videres-
ender til Familieretshuset til afgørelse. Efter lovens § 19
drejer det sig om afgørelse om navngivning og navneæn-
dring i forbindelse med Familieretshusets udstedelse af
adoptionsbevilling efter § 1, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven.
Det drejer sig videre om de afgørelser om navne, som per-
sonregisterføreren træffer, og som efter § 21, stk. 1,1. pkt., i
navneloven kan påklages til Familieretshuset.
Videre følger det af § 21, stk. 1, 2. pkt., i navneloven og §
39 i Familieretshusloven, at Familieretshusets afgørelser ef-
ter § 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt., i navneloven kan ind-
bringes for familieretten til prøvelse efter bestemmelserne
herom i Familieretshusloven. Det følger dog af § 448 d, stk.
2, i retsplejeloven, at familieretten kan afvise at behandle en
sag om en afgørelse, som Familieretshuset har truffet som
klageinstans efter § 21, stk. 1, 1. pkt., i navneloven, hvis
sagen ikke er principiel eller har generel betydning.
Efter ordlyden af § 21, stk. 1, 2. pkt., i navneloven finder be-
stemmelsen ikke anvendelse på de navneafgørelser, som
Familieretshuset træffer efter § 19 i navneloven, ligesom §
21, stk. 1, 2. pkt., heller ikke finder anvendelse, når Familie-
retshuset træffer afgørelse i en sag, hvor en navneafgørelse
truffet af personregisterføreren er blevet påklaget til
Familieretshuset. I disse to situationer kan Familieretshusets
afgørelser således alene prøves af domstolene efter § 63 i
grundloven. En sådan retssag skal den pågældende part selv
anlægge mod Familieretshuset, og sagen behandles ikke af
familieretten men af de almindelige domstole. Parten kan
således ikke nøjes med at anmode Familieretshuset om at
indbringe sagen for familieretten til prøvelse.
2.7.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
Navneloven bør ændres således, at alle de navneafgørelser,
som Familieretshuset træffer, kan indbringes for familieret-
ten til prøvelse efter bestemmelserne herom i Familierets-
husloven, dog med de begrænsninger der følger af § 448 d,
stk. 2, i retsplejeloven. Der er således ikke grund til, at de
navneafgørelser, som Familieretshuset træffer i forbindelse
med udstedelse af adoptionsbevilling og ved behandlingen
af klager over personregisterførernes navneafgørelser, ikke
er omfattet af reglerne om, at Familieretshusets afgørelser
kan indbringes for familieretten til prøvelse.
2.7.3. Den foreslåede ordning
Forslaget om, at alle de navneafgørelser, som Familieretshu-
set træffer, kan indbringes for familieretten til prøvelse efter
bestemmelserne herom i Familieretshusloven, foreslås gen-
nemført ved, at § 21, stk. 1, i navneloven ændres således, at
bestemmelsen omfatter alle Familieretshusets navneafgørel-
ser. Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 4. Der henvises
endvidere til lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, og bemærkninger-
ne hertil.
2.8. Faderskab og medmoderskab
2.8.1. Gældende ret
2.8.1.1. Registrering af faderskab og medmoderskab
21
Børneloven indeholder i kapitel 1 og 1 a regler om registre-
ring af faderskab og medmoderskab i forbindelse med et
barns fødsel.
Faderskab registreres som udgangspunkt af personregister-
førerne. Registreringen er reguleret af to regelsæt.
Det første regelsæt vedrører børn, der fødes af en kvinde,
der er gift med en mand. I så fald anses kvindens ægtemand
som udgangspunkt som far til barnet efter pater est-reglen i
§ 1, stk. 1, i børneloven.
Det andet regelsæt vedrører børn, der fødes af en ugift kvin-
de. Her anses en mand efter § 2, stk. 1, i børneloven som far
til barnet, hvis han og moren skriftligt erklærer, at de sam-
men vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Registre-
ring af faderskabet foretages af personregisterføreren i for-
bindelse med registreringen af barnets fødsel på grundlag af
en omsorgs- og ansvarserklæring, som begge parter har un-
derskrevet.
Registrering af faderskab foretages i enkelte situationer af
Familieretshuset. Det drejer sig om situationer, hvor et barn
fødes af en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en re-
gistreret partner. I disse situationer registreres sæddonoren
som far til barnet efter § 1 a, stk. 1, i børneloven, når kvin-
den er behandlet med assisteret reproduktion af en sund-
hedsperson, barnet må antages at være blevet til ved denne
behandling, og manden skriftligt har erklæret, at han skal
være barnets far.
Registrering af medmoderskab foretages altid af
Familieretshuset. Registreringen er reguleret af to regelsæt.
Det første regelsæt vedrører børn, der fødes af en kvinde,
der er gift med en kvinde eller har en registreret partner. I
disse situationer kan ægtefællen eller partneren registreres
som medmor til barnet efter § 3 a, stk. 1, i børneloven, når
kvinden er blevet behandlet med assisteret reproduktion af
en sundhedsperson, barnet må antages at være blevet til ved
denne behandling, og ægtefællen og partneren skriftligt har
erklæret, at hun skal være barnets medmor. Registreringen
af medmoderskabet foretages af Familieretshuset i forbin-
delse med registrering af barnets fødsel.
Det andet regelsæt vedrører børn, der fødes af en ugift kvin-
de. I disse situationer anses en kvinde efter § 3 b, stk. 1, i
børneloven som medmor til barnet, hvis hun og moren
skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og
ansvaret for barnet, moren er blevet behandlet med assisteret
reproduktion af en sundhedsperson, barnet må antages at
være blevet til ved denne behandling, og morens partner
skriftligt har erklæret, at hun skal være barnets medmor. Re-
gistreringen af dette medmoderskab foretages af
Familieretshuset i forbindelse med registrering af barnets
fødsel.
Det fremgår af § 2, stk. 1, og § 3 b, stk. 1, i børneloven, at
registrering af faderskab og medmoderskab på grundlag af
en omsorgs- og ansvarserklæring foretages af personregi-
sterføreren i forbindelse med registreringen af barnets fød-
sel. Det er i forarbejderne til børneloven forudsat, at fader-
skabet og medmoderskabet kun kan registreres inden for to
uger efter fødslen. Når et faderskab eller et medmoderskabet
ikke er blevet registreret inden for denne frist, rejser
Familieretshuset efter § 7, stk. 1, i børneloven sag om fader-
skab og medmoderskab efter bestemmelserne i kapitel 2 i
børneloven. Der henvises til Folketingstidende 2015-16, A,
L 76 som fremsat, side 20.
2.8.1.2. Den nordiske faderskabslov
Efter § 1 i den nordiske faderskabslov har retskraftig dom
om faderskab, der er afsagt af en finsk, islandsk, norsk eller
svensk domstol, bindende virkning her i landet. Med dom li-
gestilles retsforlig. Fastsættelse af faderskab i de nævnte
lande på anden måde end ved dom har efter lovens § 2 lige-
ledes bindende virkning her i landet.
En udenlandsk faderskabsdom efter lovens § 1 eller en fast-
sættelse af faderskab i udlandet efter lovens § 2 har efter lo-
vens § 3 dog ikke bindende virkning her i landet i visse si-
tuationer. Det drejer sig bl.a. efter lovens § 3, nr. 1, om si-
tuationer, hvor den udenlandske faderskabsdom eller -fast-
sættelse er i strid med en dom, der har bindende virkning her
i landet, og som er afsagt i en sag, som var blevet anlagt, før
den udenlandske retssag blev anlagt, eller før den udenland-
ske fastsættelse fandt sted.
Verserer retssag om faderskabet i Finland, Island, Norge el-
ler Sverige, skal en i Danmark senere anlagt faderskabssag
efter lovens § 4 afvises eller udsættes, indtil der er afsagt
retskraftig dom i den udenlandske sag.
Den nordiske faderskabslov finder ikke anvendelse på med-
moderskab, men det antages, at medmoderskab etableret i et
af de andre nordiske lande anerkendes i Danmark på ulovbe-
stemt grundlag, dog med de undtagelser der følger af lovens
§ 3.
Den sidste del af lovens titel skyldes, at loven i § 5 indehol-
der en ændring af lov nr. 300 af 8. juni 1977 om anerkendel-
se og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige
krav og om ændring af retsplejeloven.
2.8.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
2.8.2.1. Registrering af faderskab og medmoderskab
Familieretshuset modtager et større antal sager om fader-
skab til behandling fra personregisterførerne, bl.a. fordi for-
ældre ikke husker at foretage det nødvendige i forhold til en
registrering af faderskabet hos personregisterføreren inden
to uger efter barnets fødsel. Registreringsfristen bør forlæn-
ges sådan, at flere af disse forældre kan få faderskabet regi-
streret hos den myndighed, der har til opgave at sørge for re-
gistrering af faderskab i forbindelse med barnets fødsel.
Dermed kan registreringen også foretages på et tidligere
tidspunkt, end hvis faderskabet først fastslås efter, at
Familieretshuset har rejst faderskabssag. Samtidig kan det
22
undgås, at personregisterførerne skal orientere Familierets-
huset om, at der er født et barn, hvor der ikke er registeret et
faderskab, og at Familieretshuset således modtager sager,
som Familieretshuset ikke behøver at behandle, fordi betin-
gelserne for registrering af faderskabet er opfyldt.
2.8.2.2. Den nordiske faderskabslov
Da der i Danmark og de øvrige nordiske lande er indført
mulighed for etablering af medmoderskab, der har samme
retsvirkninger som faderskab, bør den nordiske faderskabs-
lov ændres således, at medmoderskab fra et andet nordisk
land anerkendes efter den nordiske faderskabslov på lige fod
med faderskab.
Som konsekvens heraf bør lovens titel ændres således, at
den afspejler, at loven også vedrører medmoderskab.
Samtidig bør henvisningen i titlen til lov om anerkendelse
og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav
udgå som overflødig.
2.8.3. Den foreslåede ordning
Forslaget om forlængelse af fristen for registrering af fader-
skab og medmoderskab hos personregisterførerne og
Familieretshuset foreslås gennemført ved, at § 7, stk. 1, i
børneloven ændres således, at det fremgår af bestemmelsen,
at Familieretshuset først skal rejse en sag om faderskab, hvis
faderskab eller medmoderskab ikke er blevet registreret in-
den fire uger fra barnets fødsel. Der henvises til lovforsla-
gets § 7, nr. 1.
Forslaget om udvidelse af anvendelsesområdet for den nor-
diske faderskabslov til også at omfatte medmoderskab fore-
slås gennemført ved, at der er i loven som § 4 a indsættes en
bestemmelse, hvorefter lovens §§ 1-4 finder tilsvarende an-
vendelse på medmoderskab. Samtidig foreslås lovens titel
ændret. Der henvises til lovforslagets § 8, nr. 1 og 3.
3. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Den familieretlige lovgivning indeholder enkelte bestem-
melser, hvor en part defineres som mand, selvom parten og-
så kunne være en kvinde. Det følger således af § 24, stk. 1, i
ægteskabsloven, at et ægteskab kan omstødes efter påstand
af den ene ægtefælle i en række situationer. Det drejer sig
bl.a. om situationer, hvor ”han” ved ægteskabets indgåelse
befandt sig i en tilstand, som udelukker evnen til at handle
fornuftsmæssigt.
Det foreslås, at § 24, stk. 1, i ægteskabsloven ændres såle-
des, at bestemmelsen bliver kønsneutral. Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 1 og 2.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for det of-
fentlige. Da lovforslaget alene indeholder justeringer af alle-
rede eksisterende ordninger, har det heller ikke implemente-
ringskonsekvenser af betydning for de involverede myndig-
heder, og det har heller ikke digitaliseringsrelaterede konse-
kvenser.
I relation til principperne for digitaliseringsklar lovgivning
opfylder lovforslaget princippet om klare og enkle regler,
men lovforslaget opfylder ikke princippet om automatisk
sagsbehandling. Dette skyldes, at det er nødvendigt, at de in-
volverede myndigheder behandler hver sag individuelt, hvil-
ket indebærer faglige skøn, hvorfor der ikke kan sagsbe-
handles efter objektive kriterier. De øvrige principper for di-
gitaliseringsklar lovgivning er ikke relevante for lovforsla-
get.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Lovforslaget har ikke konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Den foreslåede afskaffelse af tvungen delt bopæl vil betyde,
at forældre, der ved samlivsophævelse er uenige om, hos
hvem af dem barnet skal have bopæl, straks kan henvende
sig til Familieretshuset og få hjælp til at løse uenigheden om
bopælen, herunder ved at der bliver truffet en afgørelse om
bopæl, eventuelt indledningsvist en midlertidig afgørelse.
Samtidig vil den foreslåede afskaffelse af refleksionsperio-
den betyde, at det vil være muligt for enige ægtefæller med
fælles børn under 18 år at blive skilt umiddelbart efter an-
søgning herom. Det betyder, at ægtepar, der er enige om at
søge skilsmisse og om vilkårene herfor, via en digital ansøg-
ningsproces vil kunne få bevilget skilsmisse.
Herudover har lovforslaget ingen administrative konsekven-
ser for borgerne af betydning.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 4. februar
2020 til den 4. marts 2020 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.:
Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet
(Juridisk Institut), Adoption & Samfund, Adoptionsnævnet,
Adoptionspolitisk Forum, Adoptionstrekanten, Advokatrå-
det, Amnesty International, Ankestyrelsen, byretterne, Bør-
ne- og Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børnesagens Fæl-
lesråd, Børns Vilkår, Copenhagen Business School (Juridisk
Institut), Danmarks Bløderforening, Danmarks Provstefor-
ening, Danner, Dansk Kvindesamfund, Dansk Retspolitisk
Forening, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advoka-
ter, Danske Arveretsadvokater, Danske Familieadvokater,
Den Danske Dommerforening, Den Danske Præsteforening,
23
Departementet for Sociale Anliggender og Justitsvæsenet
(Grønland), Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes
Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen, Familieretshu-
set, Et barn to forældre, Foreningen af Advokater og Advo-
katfuldmægtige, Foreningen af DJØF’ere i Familieretshuset,
Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejds-
markedschefer i Danmark (FSD), Foreningen Far til Støtte
for Børn og Forældre, Forhandlingsfællesskabet, Forældre-
LANDSforeningen FBU, Godfar, HK Landsklubben Dan-
marks Domstole, Institut for Menneskerettigheder, KL,
Kvinderådet, Københavns Universitet (Det Juridiske Fakul-
tet), Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforenin-
gen Børn og Samvær, Landsforeningen BOPAM, Landsor-
ganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), Landsforenin-
gen for børn og forældre, Landsforeningen LEV, LGBT
Danmark, LGBT komiteen, Mandecentret, Mødrehjælpen,
Plejefamiliernes Landsforening, Red Barnet, Retspolitisk
Forening, Retssikkerhedsfonden, Rigsombudsmanden i
Grønland, Rådet for Socialt Udsatte, Socialministeriet (Fær-
øerne), Syddansk Universitet (Juridisk Institut), TABUKA,
Tænketanken Adoption, Vestre Landsret og Østre Landsret.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervs-
livet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervs-
livet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Er i strid med de principper for imple-
mentering af erhvervsrettet EU-regule-
ring/Går videre end minimumskrav i EU-
regulering (sæt X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det fremgår af § 2 i Familieretshusloven, at Familierets-
huset efter Familieretshusloven behandler sager i det om-
fang, det følger af de i bestemmelsen opregnede love og be-
stemmelser m.v.
Sager nævnt i § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven er omfat-
tet af det nye familieretlige system. Det drejer sig navnlig
om sager omfattet af forældreansvarsloven, ægteskabsloven
og børnebidragsloven. Disse sager visiteres til videre be-
handling efter bestemmelserne i lovens §§ 5-7, der inddeler
sagerne i tre kategorier: Enkle sager, mindre enkle sager og
komplekse sager efter forældreansvarsloven. Familierets-
husloven finder fuldt ud anvendelse på disse sager, idet lo-
vens kapitel 8-10 dog indeholder særregler om behandlingen
af sager inden for hver af de tre sagskategorier.
Sager omfattet af lovens § 2, nr. 12-17, er ikke omfattet af
det nye familieretlige system. Det drejer sig navnlig om sag-
er om værgemål og adoption. Det følger af lovens § 8, at
disse sager behandles og afgøres efter bestemmelserne i den
lovgivning, der gælder for sagen. Det følger videre af § 8, at
herudover finder kapitel 3 i Familieretshusloven, der inde-
holder enkelte generelle sagsbehandlingsregler, anvendelse
ved behandlingen af sådanne sager.
Det foreslås, at Familieretshuslovens anvendelsesområde
udvides til også at omfatte de sager, som Statsforvaltningen
hidtil har behandlet efter HIV-bløderbørnsloven. Det drejer
sig om tilladelse til visse dispositioner over godtgørelser,
som en umyndig har modtaget efter HIV-bløderbørnsloven.
Dette forslag gennemføres ved, at der i § 2 i Familieretshus-
loven som nr. 18 indsættes en henvisning til HIV-bløder-
børnsloven.
Forslaget er en konsekvens af den ved lovforslagets § 12, nr.
1, foreslåede ændring af HIV-bløderbørnsloven, hvorefter
Familieretshuset overtager Statsforvaltningens hidtidige op-
gaver efter HIV-bløderbørnsloven. Der henvises til denne
bestemmelse og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.2, samt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærknin-
gerne hertil.
Til nr. 2
24
Efter § 4 i Familieretshusloven visiterer Familieretshuset på
baggrund af en indledende screening en sag til behandling
efter bestemmelserne i lovens §§ 5-8.
Det fremgår af § 2 i Familieretshusloven, at Familieretshu-
set efter Familieretshusloven behandler sager i det omfang,
det følger af de i bestemmelsen opregnede love og bestem-
melser m.v.
Sager nævnt i § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven er omfat-
tet af det nye familieretlige system. Det drejer sig navnlig
om sager omfattet af forældreansvarsloven, ægteskabsloven
og børnebidragsloven. Disse sager visiteres til videre be-
handling efter bestemmelserne i lovens §§ 5-7, der inddeler
sagerne i tre kategorier: Enkle sager, mindre enkle sager og
komplekse sager efter forældreansvarsloven. Familierets-
husloven finder fuldt ud anvendelse på disse sager, idet lo-
vens kapitel 8-10 dog indeholder særregler om behandlingen
af sager inden for hver af de tre sagskategorier.
Sager omfattet af lovens § 2, nr. 12-17, er ikke omfattet af
det nye familieretlige system. Det drejer sig navnlig om sag-
er om værgemål og adoption. Det følger af lovens § 8, at
disse sager behandles og afgøres efter bestemmelserne i den
lovgivning, der gælder for sagen. Det følger videre af § 8, at
herudover finder kapitel 3 i Familieretshusloven, der inde-
holder enkelte generelle sagsbehandlingsregler, anvendelse
ved behandlingen af sådanne sager.
Det foreslås, at der i § 4, stk. 1, i Familieretshusloven ind-
sættes et 2. pkt., hvorefter sager omfattet af § 2, nr. 1-11, i
Familieretshusloven visiteres efter lovens §§ 5-7, og hvoref-
ter disse sager behandles og afgøres efter Familieretshuslo-
ven og bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for den
pågældende sag. Endvidere foreslås det, at der som 3. pkt.
indsættes en bestemmelse, hvorefter § 8 i Familieretshuslo-
ven finder anvendelse på de resterende sager omfattet af § 2
i Familieretshusloven.
Med forslaget præciseres den gældende ordning, hvorefter
sager omfattet af § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven visite-
res efter lovens §§ 5-7, og hvorefter disse sager behandles
og afgøres efter Familieretshusloven og bestemmelserne i
den lovgivning, der gælder for den pågældende sag.
De foreslåede ændringer af § 4, stk. 1, i Familieretshusloven
skyldes for det første, at det fremgår af bestemmelsen, at
Familieretshuset på baggrund af en indledende screening vi-
siterer en sag til behandling efter bestemmelserne i lovens
§§ 5-8. §§ 5-8 indeholder imidlertid to sæt af visitationsreg-
ler: §§ 5-7 finder anvendelse på sager omfattet af det nye fa-
milieretlige system, dvs. omfattet af § 2, nr. 1-11, i
Familieretshusloven, mens § 8 finder anvendelse på de sag-
er, som Familieretshuset behandler, men som ikke er omfat-
tet af det nye Familieretlige system. Det fremgår imidlertid
ikke af § 4, at loven indeholder dette tostrengede visitations-
system.
Ændringerne af § 4, stk. 1, i Familieretshusloven skyldes for
det andet, at i relation til sager omfattet af § 8 fremgår det af
bestemmelsen, at sagerne behandles og afgøres efter be-
stemmelserne i den lovgivning, der gælder for sagen, mens
Familieretshusloven ikke indeholder en tilsvarende bestem-
melse i relation til sager, der ikke er omfattet af § 8.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.2.
Til nr. 3
Efter § 8 i Familieretshusloven finder lovens kapitel 3, der
indeholder enkelte generelle sagsbehandlingsregler, anven-
delse ved behandlingen af en sag, der er omfattet af lovens §
2, nr. 12-17.
Det fremgår af § 2 i Familieretshusloven, at Familierets-
huset efter Familieretshusloven behandler sager i det om-
fang, det følger af de i bestemmelsen opregnede love og be-
stemmelser m.v. Ikke alle de sager, som Familieretshuset
behandler, er omfattet af det nye familieretlige system. Det
drejer sig navnlig om sager om værgemål og adoption. Det
er alene sager omfattet af lovens § 2, nr. 1-11, der er omfat-
tet af det nye familieretlige system.
Det foreslås, at § 8 i Familieretshusloven ændres således, at
den også omfatter den ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåe-
de bestemmelse i § 2, nr. 18, i Familieretshusloven.
Den foreslåede ændring af § 8 betyder, at bestemmelsen og-
så finder anvendelse på de sager efter HIV-bløderbørnslo-
ven, som Statsforvaltningen hidtil har behandlet, og som
Familieretshuset fremover skal behandle efter den ved lov-
forslagets § 12, nr. 1, foreslåede ændring af HIV-bløder-
børnsloven, jf. også den ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslå-
ede bestemmelse i § 2, nr. 18, i Familieretshusloven.
Ændringen af § 8 er en konsekvens af den ved lovforslagets
§ 12, nr. 1, foreslåede ændring af HIV-bløderbørnsloven,
hvorefter Familieretshuset overtager Statsforvaltningens
hidtidige opgaver efter HIV-bløderbørnsloven. Der henvises
til denne bestemmelse og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.2.
Til nr. 4
Ved etableringen af det nye familieretlige system fik
Familieretshuset afgørelseskompetence i sager, hvor afgø-
relsen hidtil blev truffet af domstolene. Det drejer sig navn-
lig om sager, hvor ægtefællerne ikke er enige om separation
og skilsmisse, samt faderskabssager, hvor ingen anerkender
faderskabet, og der derfor skal træffes afgørelse herom. Der
henvises til § 26 og § 27, stk. 2, i Familieretshusloven, der
er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt
2.2.1.2.1.
Når sager om separation og skilsmisse behandles hos dom-
stolene, kan meddelelser til modparten, f.eks. stævningen,
forkyndes. Der henvises til kapitel 17 i retsplejeloven, der
indeholder bestemmelser om forkyndelse af meddelelser
25
som stævninger og mødeindkaldelser m.v. Forkyndelse fore-
tages som udgangspunkt ved digital kommunikation (Digital
Post), ved brev- eller postforkyndelse, ved stævningsmand
eller telefonisk. Disse forkyndelsesformer forudsætter, at
den pågældende part enten er tilsluttet Digital Post eller har
kendt bopæl eller opholdssted.
Har den pågældende kendt bopæl eller opholdssted i udlan-
det uden at være tilsluttet postløsningen Digital Post, sker
forkyndelse efter § 158 i retsplejeloven ved brevforkyndelse
eller på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller
ved vedkommende lands lov. Efter bestemmelsen kan der
bl.a. ske forkyndelse efter forkyndelsesforordningen og
Haagerforkyndelseskonventionen.
Efter § 159, stk. 1, i retsplejeloven kan retten foretage for-
kyndelse i Statstidende, efter bestemmelsens nr. 1, såfremt
den pågældendes bopæl eller opholdssted eller hans arbejds-
sted her i landet ikke kan oplyses, eller efter bestemmelsens
nr. 2, hvis vedkommende fremmede myndighed nægter eller
undlader at efterkomme en anmodning om forkyndelse efter
§ 158.
Forkyndelse i Statstidende efter § 159, stk. 1, sker efter be-
stemmelsens stk. 2 ved, at en bekendtgørelse indeholdende
et uddrag af meddelelsen og en bemærkning om, at medde-
lelsen kan fås ved henvendelse til retten, indrykkes i Statsti-
dende. I bekendtgørelsen skal endvidere anføres, af hvilken
grund denne forkyndelsesform anvendes.
I situationer omfattet af § 159, stk. 1, nr. 2, skal meddelelsen
efter § 159, stk. 3, tillige sendes til den pågældende med
post.
Forkyndelser skal foretages i så god tid, at den pågældende
part har mulighed for at varetage sine interesser i sagen.
Efter § 3, stk. 1, i Statstidendeloven optages i Statstidende
alle meddelelser, som i henhold til lovgivningen skal offent-
liggøres i Statstidende.
Det følger af § 19, stk. 1, i forvaltningsloven, at når en part
ikke kan antages at være bekendt med, at en myndighed er i
besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske
grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke
træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt
med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlig-
hed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun,
hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens af-
gørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af
den nævnte udtalelse.
Det følger af § 19, stk. 2, nr. 5, i forvaltningsloven, at parts-
høringspligten i bestemmelsens stk. 1 bl.a. ikke gælder, hvis
partshøringen over oplysningerne m.v. vil være forbundet
med væsentlige vanskeligheder. Bestemmelsen indebærer,
at partshøring kan undlades, hvis partens bopæl eller op-
holdssted er ukendt, og parten ikke er tilsluttet Digital Post.
Dette forudsætter dog, at myndigheden har udfoldet rimelige
bestræbelser på at kontakte parten, herunder har forsøgt at
finde frem til partens bopæl eller opholdssted. Når partens
bopæl eller opholdssted ikke kendes, og der derfor ikke kan
foretages partshøring, er det ikke muligt at meddele afgørel-
sen til den pågældende part. Dette er imidlertid ikke til hin-
der for at træffe afgørelsen og give den virkning.
Partshøringspligten efter § 19 i forvaltningsloven suppleres
af en ulovbestemt videregående partshøringsregel i sager,
der indeholder en partstvist. I disse sager består der således
efter omstændighederne en pligt til at give begge parter ad-
gang til at udtale sig om hele afgørelsesgrundlaget.
Familieretshuset foretager normalt partshøringer gennem
Digital Post.
Hvis en part ikke er tilsluttet Digital Post, foretages partshø-
ring ved at sende et brev til partens adresse. Partshøring sen-
des med modtagelsesbevis, når der er et særligt behov for
det, dvs. i sager om civilstand m.v. Indtil etableringen af det
nye familieretlige system traf Statsforvaltningen dog alene
afgørelse om civilstand i sager efter § 42, stk. 2, i ægte-
skabsloven om skilsmisse uden udtrykkeligt samtykke fra
den anden ægtefælle. Denne bestemmelse anvendes, når en
ægtefælle søger om skilsmisse på grundlag af en separation,
og den anden ægtefælle ikke udtrykkeligt tilslutter sig skil-
smisseansøgningen. Der var således alene i disse sager be-
hov for partshøring gennem post med modtagelsesbevis.
I de øvrige sager blev parthøring, når parten havde en posta-
dresse, men ikke var tilsluttet Digital Post, alene sendt med
almindelig post. Det drejede sig navnlig om sager om børne-
bidrag, samvær og navne.
Uanset ovenstående kan partshøring også foretages på et
møde med den pågældende part eller telefonisk eller på
mail, dog forudsat at det sker gennem en sikker forbindelse,
der overholder databeskyttelseslovgivningen. Ved høring på
sådanne måder skal det sikres, at den pågældende har mulig-
hed for at varetage sine interesser i sagen, herunder også har
en rimelig svarfrist.
Bor parten i et land, der er omfattet af forkyndelsesforord-
ningen eller Haagerforkyndelseskonventionen, kan
Familieretshuset anmode retten om at forkynde partshørin-
gen efter reglerne i forordningen eller konventionen.
Samme fremgangsmåde anvendes ved meddelelse af afgø-
relser.
En afgørelse truffet af en forvaltningsmyndighed har først
retsvirkning, når den bekendtgøres for dens adressat(er), og
eventuelle klagefrister løber først fra dette tidspunkt.
Med hensyn til Digital Post henvises til lov om Digital Post
fra offentlige afsendere. Loven finder efter dens § 1 anven-
delse på digital kommunikation i postløsningen Digital Post
mellem offentlige afsendere og fysiske personer, der er til-
sluttet postløsningen efter lovens §§ 3 og 4. Fysiske perso-
ners tilslutning efter §§ 3 eller 4 medfører, at offentlige af-
26
sendere har ret til at afsende kommunikation til de pågæl-
dende i Digital Post med de retsvirkninger, der følger af lo-
vens § 10.
Efter lovens § 3, stk. 1, skal fysiske personer, der er 15 år
eller derover, og som har bopæl eller fast ophold i Danmark,
tilsluttes Digital Post, medmindre personen fritages for obli-
gatorisk tilslutning efter lovens § 5.
Hvis en fysisk person, der er tilsluttet Digital Post efter lo-
vens § 3, stk. 1, ikke længere har bopæl eller fast ophold i
Danmark, følger det af bestemmelsens stk. 4, at tilslutningen
fortsætter uændret, medmindre den pågældende anmoder
om fritagelse.
Efter lovens § 4, stk. 1, kan fysiske personer, der er fritaget
for obligatorisk tilslutning til den digitale postløsning efter
lovens § 5, frivilligt tilslutte sig postløsningen med de rets-
virkninger, der følger af § 10. En fysisk person, som frivil-
ligt har tilsluttet sig postløsningen, er bundet af tilslutnin-
gen, medmindre den pågældende fritages for tilslutningen
efter § 5 og regler udstedt i medfør heraf.
I medfør af lovens § 5 er udstedt bekendtgørelse nr. 1553 af
18. december 2013 om fritagelse af fysiske personer fra til-
slutning til Offentlig Digital Post m.v. Efter bekendtgørel-
sens § 3 kan en fysisk person bl.a. fritages fra tilslutning til
Digital Post på grund af kognitiv eller fysisk funktionsned-
sættelse, manglende adgang til computer i eget hjem,
udrejse af Danmark, registrering i CPR uden fast bopæl eller
fast opholdssted og sproglige barrierer.
Efter lovens § 7 kan offentlige afsendere anvende Digital
Post til kommunikation med fysiske personer, der er tilslut-
tet postløsningen efter lovens § 3 med de retsvirkninger, der
følger af lovens § 10. Ved kommunikation forstås afsendel-
se af alle dokumenter og meddelelser m.v., herunder afgø-
relser. Meddelelser, der sendes under anvendelse af Digital
Post, anses efter § 10 for at være kommet frem på det tids-
punkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adressaten i post-
løsningen.
Efter § 154 a, stk. 1, nr. 2, i retsplejeloven kan domstolene
anvende digital kommunikation, hvis modtageren ikke er
fritaget for Digital Post, og meddelelsen sendes til den digi-
tale postløsning, som anvises efter lov om Digital Post fra
offentlige afsendere.
Familieretshusets partshøringer indeholder normalt en svar-
frist samt meddelelse om, at Familieretshuset vil træffe af-
gørelse på det foreliggende grundlag, medmindre parten in-
den udløbet af fristen har fremsat indsigelser herimod eller
har fremsendt oplysninger, der medfører, at Familieretshuset
skal genoverveje sagen. Dette gælder både ved partshøring
over en ny ansøgning og partshøring, der foretages under
behandlingen af en sag.
Den familieretlige lovgivning indeholder ikke særregler om,
hvordan partshøringer skal foretages, eller hvordan en afgø-
relse skal meddeles, når der ikke kan fremskaffes oplysnin-
ger om en parts adresse, eller parten bor i et land, hvor det
ikke er muligt at fremsende meddelelser pr. post eller gen-
nem det internationale forkyndelsessamarbejde.
Familieretshuset kan ikke forkynde meddelelser som f.eks.
partshøringer eller meddelelser om trufne afgørelser gennem
Statstidende, fordi der ikke er særskilt hjemmel hertil.
Det foreslås, at der i Familieretshusloven som § 11 a indsæt-
tes en bestemmelse om Familieretshusets fremsendelse af
meddelelser til parterne i konkrete sager, herunder om for-
kyndelse gennem domstolene af meddelelser til parter, hvis
bopæl eller opholdssted ikke kendes.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 skal Familieretshu-
set sende meddelelser i sager omfattet af Familieretshuslo-
ven til en part, der er tilsluttet postløsningen Digital Post,
gennem postløsningen Digital Post. Er en part ikke tilsluttet
Digital Post, sender Familieretshuset meddelelserne med
brevpost. Familieretshuset kan dog altid anvende en anden
meddelelsesform, hvis det i den konkrete situation er mere
hensigtsmæssigt.
Med den foreslåede bestemmelse lovfæstes den gældende
ordning, herunder at Familieretshuset fremsender partshø-
ringer og afgørelser til parter, der ikke er tilsluttet Digital
Post, med brevpost, også selvom parten bor i udlandet.
Hvis det i den konkrete situation er mere hensigtsmæssigt,
vil Familieretshuset endvidere kunne foretage partshøringer
på andre måder, f.eks. på et møde med den pågældende part
eller telefonisk eller på mail, dog forudsat at det sker gen-
nem en sikker forbindelse, der overholder databeskyttelses-
lovgivningen. Sådanne løsninger kan f.eks. anvendes i rela-
tion til parter med ukendt opholdssted eller med ophold ste-
der, hvor det er umuligt eller vanskeligt at modtage brev-
post. Ved høring på sådanne måder skal det sikres, at den
pågældende har mulighed for at varetage sine interesser i
sagen, herunder også har en rimelig svarfrist.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at
Familieretshuset anmoder retten om at forkynde en medde-
lelse for en part, der ikke er tilsluttet Digital Post, hvis der er
behov for forkyndelse, og Familieretshuset enten ikke har
fået bekræftelse på, at parten har modtaget en meddelelse ef-
ter stk. 1, eller partens bopæl eller opholdssted ikke kan op-
lyses.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 anvendes i situationer,
hvor Familieretshuset har behov for sikkerhed for, at den på-
gældende part har modtaget en meddelelse fra Familierets-
huset, f.eks. den indledende partshøring over en ansøgning, i
så god tid, at parten har kunnet varetage sine interesser i
sagen, inden afgørelsen blev truffet. Det drejer sig navnlig
om sager om parternes civilretlige status, herunder skilsmis-
se, faderskab og adoption. Bestemmelsen finder ikke anven-
delse i sager, hvor der ikke er et tilsvarende behov for sik-
kerhed for, at den pågældende part har modtaget en medde-
lelse, og hvor sagen kan behandles efter partshøringsregler-
ne i forvaltningsloven. Det drejer sig navnlig om sager om
27
børnebidrag, samvær og navne. Dermed opretholdes den
gældende ordning for så vidt angår de af Familieretshusets
sager, der ikke vedrører parternes civilretlige status, hvor
Familieretshuset foretager parthøring med almindelig post,
når parten har en postadresse, men ikke er tilsluttet Digital
Post. Der henvises endvidere til § 19, stk. 2, nr. 5, i forvalt-
ningsloven om muligheden for at træffe afgørelse uden
partshøring, selvom en parts bopæl eller opholdssted ikke
kendes.
I relation til sager, der er omfattet af bestemmelsen, finder
den for det første anvendelse, når en parts bopæl eller op-
holdssted ikke kan oplyses. Anvendelse af bestemmelsen i
disse situationer forudsætter, at Familieretshuset i samarbej-
de med sagens øvrige parter har foretaget alle relevante un-
dersøgelser med henblik på at fremskaffe oplysninger om
den pågældende anden parts bopæl eller opholdssted eller
oplysninger om en anden måde at komme i kontakt med par-
ten på, eksempelvis telefonisk eller gennem familiemedlem-
mer eller venner.
For det andet finder bestemmelsen anvendelse, når
Familieretshuset har sendt et brev til partens adresse eller
opholdssted, men ikke har modtaget bekræftelse på, at par-
ten har modtaget den fremsendte meddelelse.
Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, uanset om
den pågældende part menes at opholde sig i Danmark eller i
udlandet.
Når en sag er omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk.
2, anmoder Familieretshuset domstolene om at foretage for-
kyndelse efter reglerne herom i kapitel 17 i retsplejeloven.
I relation til parter, hvis bopæl eller opholdssted ikke kan
oplyses, eller som har bopæl eller ophold i lande, hvor det
ikke er muligt at foretage forkyndelser gennem det internati-
onale forkyndelsessamarbejde eller efter forkyndelseslov-
givningen i bopæls- eller opholdslandet, er den relevante
forkyndelsesmåde som udgangspunkt forkyndelse i Statsti-
dende.
I sager, hvor Familieretshuset ikke har modtaget bekræftelse
på, at parten har modtaget en meddelelse fra Familieretshu-
set, er situationen den, at Familieretshuset er i besiddelse af
oplysninger om partens bopæl eller opholdssted, men at par-
ten ikke reagerer på meddelelsen, og at det ikke er muligt at
fremsende post med modtagelsesbevis til bopælen eller op-
holdsstedet, typisk fordi der er tale om et land, hvor det ikke
er muligt at fremsende post med modtagelsesbevis. I så fald
er den relevante forkyndelsesmåde forkyndelse gennem det
internationale forkyndelsessamarbejde, forudsat at der er ta-
le om et land, der deltager i dette samarbejde. Lykkes det ik-
ke på denne måde at forkynde meddelelsen, kan den forkyn-
des gennem Statstidende.
Ved fremsendelsen af forkyndelsesanmodningen til retten
vedlægger Familieretshuset det relevante materiale, dvs. en-
ten de dokumenter, der er nødvendige for international for-
kyndelse, eller et udkast til meddelelse til optagelse i Statsti-
dende sammen med oplysninger om Familieretshusets for-
gæves bestræbelser på at kontakte den pågældende part.
De meddelelser fra Familieretshuset, der skal offentliggøres
i Statstidende, skal ligesom ved domstolenes forkyndelser i
Statstidende indeholde følgende oplysninger: Parternes nav-
ne og oplysning om, at modpartens (sagsøgtes) adresse er
ukendt, hvorfor det er nødvendigt at offentliggøre meddelel-
sen. Hvis meddelelsen vedrører en partshøring, skal den og-
så indeholde ansøgerens (sagsøgers) anmodning (påstand),
f.eks. at parternes ægteskab opløses ved skilsmisse på nær-
mere angivne vilkår, en svarfrist samt oplysning om rets-
virkningen af ikke at svare i sagen inden udløbet af svarfri-
sten. Endelig skal den indeholde oplysning om muligheden
for at få udleveret partshøringen ved henvendelse til
Familieretshuset.
Vedrører meddelelsen orientering om, at Familieretshuset
har truffet en afgørelse, indeholder meddelelsen også oplys-
ning om afgørelsens art, f.eks. skilsmisse, om at forkyndel-
sen skyldes manglende kendskab til partens adresse, om par-
tens mulighed for at få udleveret afgørelsen ved henvendelse
til Familieretshuset, om tidspunktet for virkningen af afgø-
relsen efter reglerne herom i kapitel 11 i Familieretshuslo-
ven og om parternes mulighed efter § 41 i Familieretshuslo-
ven for inden fire uger fra offentliggørelsen at anmode
Familieretshuset om at indbringe afgørelsen for familieret-
ten til prøvelse. Meddelelsen indeholder således ikke oplys-
ninger om indholdet af afgørelsen. Offentliggørelse i Statsti-
dende af en meddelelse om en afgørelse medfører således, at
afgørelsen tillægges retsvirkninger, og fastlægger det tids-
punkt, fra hvilket klagefristen løber.
Retten kan returnere sagen til Familieretshuset, hvis der er
behov for justeringer af materialet, eller retten finder anden
metode til at orientere parten om den pågældende meddelel-
se mere hensigtsmæssig.
Endelig fremgår det af den foreslåede bestemmelse i stk. 3,
at når en eventuel frist i en meddelelse efter stk. 1 eller 2, er
udløbet, og den pågældende part ikke har besvaret medde-
lelsen, kan Familieretshuset afgøre sagen på det foreliggen-
de grundlag.
Ved bestemmelsen lovfæstes den gældende ordning, hvoref-
ter en myndighed kan træffe en afgørelse i en sag, når fristen
i en partshøring er udløbet, og parten ikke har besvaret hø-
ringen inden fristens udløb. Dette forudsætter dog, at parts-
høringen indeholder en meddelelse om, at der vil blive truf-
fet afgørelse på det foreliggende grundlag, medmindre par-
ten inden udløbet af fristen har fremsat indsigelser herimod
eller har fremsendt oplysninger, der medfører, at
Familieretshuset skal genoverveje sagen.
I de sager, hvor der er behov for at få bekræftet, at part har
modtaget høringen, anvendes den foreslåede bestemmelse i
stk. 3 kun, når der foreligger en bekræftelse på, at parten har
modtaget meddelelsen, eller at den er blevet forkyndt for
parten.
28
Med den foreslåede bestemmelse i § 11 a lovfæstes den gæl-
dende ordning for Familieretshusets formidling af meddelel-
se til parterne i konkrete sager, idet ordningen dog udvides
til også at omfatte forkyndelse af meddelelser i Statstidende.
Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i § 11 a er, at
Familieretshuset ved etableringen af det nye familieretlige
system fik afgørelseskompetence i sager, hvor afgørelsen
hidtil var blevet truffet af domstolene. Det drejer sig navnlig
om sager, hvor ægtefællerne ikke er enige om separation og
skilsmisse, dvs. sager om parternes civilretlige status, samt
om faderskabssager, hvor ingen anerkender faderskabet. Der
henvises til § 26 og § 27, stk. 2, i Familieretshusloven, der
er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt
2.2.1.2.1. I de omhandlede sager, navnlig sager om separa-
tion og skilsmisse, forekommer det, at en modpart, der ikke
er tilsluttet Digital Post, bor i udlandet eller ikke har en
kendt adresse. Når sådanne sager behandles hos domstolene,
kan meddelelser til modparten, f.eks. stævningen, forkyndes
gennem det internationale forkyndelsessamarbejde eller
gennem Statstidende. Familieretshuset bør have tilsvarende
muligheder.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.2.
Til nr. 5
Efter § 42 a i ægteskabsloven kan der for ægtefæller, som
anmoder om skilsmisse uden forudgående separation efter §
29 i ægteskabsloven, og som har fælles børn, der ikke er
fyldt 18 år, først udstedes bevilling til skilsmisse efter en re-
fleksionsperiode på tre måneder fra Familieretshusets mod-
tagelse af anmodningen. Det er endvidere bl.a. en betingelse
for udstedelse af skilsmissebevilling i disse situationer, at
begge ægtefæller har gennemført et digitalt forløb. Dette di-
gitale forløb stiller Familieretshuset efter § 22, stk. 1, i
Familieretshusloven til rådighed for ægtefællerne. Det digi-
tale forløb, der kaldes ”SES – For børnenes skyld”, har til
formål at lære skilsmisseforældre at hjælpe sig selv, undgå
konflikter og blive bedre til at forstå og støtte deres børn.
Det digitale forløb giver den enkelte forælder mulighed for
at arbejde med sin relation til den anden forælder og til at
blive bedre til at forstå børns reaktion på en samlivsophæ-
velse eller skilsmisse.
I refleksionsperioden skal Familieretshuset efter § 22, stk. 2,
i Familieretshusloven endvidere bl.a. tilbyde ægtefællerne
en rådgivnings- og afklaringssamtale. Rådgivnings- og af-
klaringssamtaler er specifikt rettet mod et brud i en familie,
hvor der er fælles børn under 18 år. Formålet med samtaler-
ne er at styrke forældrenes samarbejde efter samlivsophæ-
velse eller skilsmisse ved at give dem mulighed for at arbej-
de med deres indbyrdes relationer. Samtalerne skal således
hjælpe forældrene til at etablere et stabilt grundlag for deres
fremtidige samarbejde om deres børn og dermed forebygge
konflikter mellem forældrene. Samtalerne har tillige til for-
mål at give forældrene viden om samlivsophævelsens og
skilsmissens betydning for barnet og om den bedste måde at
støtte barnet på både i perioden umiddelbart efter samlivsop-
hævelsen og på længere sigt, herunder hjælpe forældrene til
at blive bedre til at forstå børns reaktioner på samlivsophæ-
velse eller skilsmisse.
Efter § 22, stk. 3, i Familieretshusloven kan ugifte forældre
med fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, i tre måneder efter
en samlivsophævelse benytte tilbuddet om en rådgivnings-
og afklaringssamtale efter § 22, stk. 2, i Familieretshuslo-
ven. I praksis tilbyder Familieretshuset rådgivnings- og af-
klaringssamtaler til alle forældre, der skønnes at ville have
gavn heraf.
Efter § 21, stk. 1, i Familieretshusloven tilbyder Familierets-
huset parterne støtte, navnlig i form af rådgivning og kon-
flikthåndtering, herunder børnesagkyndig rådgivning, sam-
arbejdskurser og digitale værktøjer, med henblik på, at par-
terne støttes til at finde en løsning på deres uenighed, eller
konflikten mellem dem dæmpes.
Rådgivning eller konfliktmægling, der også omfatter rådgiv-
nings- og afklaringssamtaler, ydes således med henblik på,
at parterne forliges, eller at deres konflikt dæmpes. Det er
herunder også et mål, at parterne rustes til at kunne håndtere
fremtidige uenigheder bedre. I sager, der involverer børn, er
det således også et formål med rådgivning og konfliktmæg-
ling, at parterne støttes i at finde løsninger, der er til gavn
for deres barn, og at barnets trivsel sikres ved, at forældrene
finder løsninger i fællesskab, eller at forældrenes konflikt
dæmpes. Familieretshuset tilbyder alene rådgivning eller
konflikthåndtering, hvis det må forventes, at rådgivningen
eller konflikthåndteringen vil kunne medvirke til at forlige
parterne eller til at dæmpe deres konfliktniveau. Familierets-
huset skal endvidere afslutte rådgivningen eller konflikt-
håndteringen, når det vurderes, at der ikke vil komme noget
ud af yderligere rådgivning eller mægling.
Støtte via digitale værktøjer kan f.eks. dreje sig om online-
kurser som det digitale forløb efter § 22, stk. 1, i
Familieretshusloven. De digitale værktøjer er åbne tilbud til
de forældre, der har behov for det.
Oplysninger om ovennævnte tilbud findes på Familieretshu-
sets hjemmeside.
Det foreslås, at § 22 i Familieretshusloven ophæves.
Forslaget er en konsekvens af den ved lovforslagets § 2, nr.
6, foreslåede ophævelse af § 42 a i ægteskabsloven, hvorved
refleksionsperioden afskaffes. Der henvises til denne be-
stemmelse og bemærkningerne hertil.
Uanset afskaffelsen af refleksionsperioden bør tilbuddene til
forældrene om et digitalt forløb og om en rådgivnings- og
afklaringssamtale opretholdes som generelle tilbud til alle
forældre med fælles børn under 18 år, der bryder med hinan-
den. Forældrene vil således fortsat kunne hente hjælp til
håndteringen af deres og børnenes situation i forbindelse
med en samlivsophævelse, separation og skilsmisse. Der
henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.
29
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1, samt til lovforslagets § 2, nr. 6, og bemærknin-
gerne hertil.
Til nr. 6
Efter § 7, jf. § 32, i Familieretshusloven behandles sager om
forældremyndighed, der er komplekse, af Familieretshuset,
der foretager en tværfaglig behandling, undersøgelse og op-
lysning af sagen. Når sagen er oplyst, indbringer
Familieretshuset sagen for familieretten til afgørelse.
Tilsvarende følger det af § 6, stk. 1, jf. § 26 og § 27, stk. 1,
nr. 1, i Familieretshusloven, at sager om forældremyndig-
hed, der er mindre enkle, behandles af Familieretshuset, der
foretager oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning
og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på
deres uenighed, indbringer Familieretshuset sagerne for
familieretten til afgørelse.
De sager om forældremyndighed, der er omfattet af disse to
regelsæt, vedrører sager efter § 11 i forældreansvarsloven
om opløsning af fælles forældremyndighed, sager efter § 14
i forældreansvarsloven om etablering af fælles forældremyn-
dighed og overførsel af eneforældremyndighed fra den ene
forælder til den anden forælder, og sager efter §§ 15 og 15 a
i forældreansvarsloven om forældremyndighed efter en for-
ældremyndighedsindehavers død.
Efter § 6, stk. 2, nr. 11, i Familieretshusloven afgøres sager,
hvor der ikke skal tages stilling til en tvist mellem to private
parter med enkelte undtagelser af Familieretshuset efter § 26
i Familieretshusloven. Denne bestemmelse finder ikke an-
vendelse på sager om forældremyndighed efter § 27, stk. 1,
nr. 1, i Familieretshusloven.
Sager, der ikke vedrører forældremyndighed, behandles ef-
ter § 26 i Familieretshusloven af Familieretshuset, der fore-
tager oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning og
konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres
uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse i sagen. Det
følger dog af lovens § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset
indbringer en sag for familieretten til afgørelse, når sagen
indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstil-
linger.
Inden etableringen af det nye familieretlige system pr. 1.
april 2019 blev afgørelser om forældremyndighed efter §§
11 og 14 i forældreansvarsloven truffet af domstolene, mens
afgørelser om forældremyndighed efter død efter lovens §§
15 og 15 a blev truffet af Statsforvaltningen med mulighed
for domstolsprøvelse.
Grunden til, at det tidligere var Statsforvaltningen, der traf
afgørelse i dødsfaldssagerne, var, at disse sager forudsætter
en række sagsbehandlingsskridt, der er mere administrative
end retlige. Det drejer sig navnlig om at fastslå, hvem der
ønsker at få forældremyndigheden. Hertil kommer, at der i
nogle sager ikke er nogen, der søger om at få forældremyn-
digheden, hvorfor Statsforvaltningen i samarbejde med
kommunen i disse tilfælde skulle prøve at finde en egnet
forældremyndighedsindehaver. Det følger således af § 57 i
serviceloven, at hvis ingen har forældremyndigheden over et
barn, skal kommunalbestyrelsen i fornødent omfang medvir-
ke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndig-
heden. Endvidere skal kommunalbestyrelsen i fornødent
omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af
forældremyndigheden, når Familieretshuset til brug for be-
handlingen af en sag efter § 15 a, stk. 1, i forældreansvarslo-
ven anmoder kommunalbestyrelsen herom.
Resultatet af sådanne undersøgelser kan være, at der er en,
to eller flere, der ansøger om forældremyndigheden. Er der
kun én ansøger, skal der alene tages stilling til, om det er
bedst for barnet, at forældremyndigheden tillægges den på-
gældende. Der skal således i disse situationer ikke tages stil-
ling til en tvist mellem to private parter.
Ved etableringen af det familieretlige system blev der ikke
taget hensyn til, at de ganske få dødsfaldssager efter §§ 15
og 15 a i forældreansvarsloven på væsentlige punkter adskil-
ler sig fra de øvrige forældremyndighedssager, navnlig at
dødsfaldssagerne i modsætning til de øvrige forældremyn-
dighedssager ofte ikke indeholder en tvist mellem to parter.
Det foreslås derfor, at § 27, stk. 1, nr. 1, i forældreansvarslo-
ven ændres således, at henvisningerne til §§ 15 og 15 a i for-
ældreansvarsloven om forældremyndighed efter død udgår.
Den foreslåede ændring indebærer, at afgørelser efter §§ 15
og 15 a om forældremyndighed efter død som udgangspunkt
træffes af Familieretshuset, hvis afgørelser kan indbringes
for familieretten til prøvelse efter § 39 i Familieretshuslo-
ven. Dette omfatter både sager, hvor kun én person anmoder
om at få forældremyndigheden, og sager, hvor to eller flere
personer anmoder om at få forældremyndigheden.
Er der kun én ansøger, følger det af § 6, stk. 2, nr. 11, i
Familieretshusloven, at afgørelsen altid træffes af Familie-
retshuset, da der ikke skal tages stilling til en tvist mellem to
private parter.
Er der tale om en tvistsag, fordi der er to eller flere ansøge-
re, indbringer Familieretshuset sagen for familieretten til af-
gørelse, hvis der er tale om en kompleks sag omfattet af § 7
i Familieretshusloven, eller der er tale om en sag, der inde-
holder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillin-
ger, jf. § 27, stk. 2, nr. 1, i Familieretshusloven.
De tvistsager om forældremyndighed efter dødsfald, som
Familieretshuset efter forslaget kan træffe afgørelse i, vil så-
ledes navnlig være sager, hvor der ikke er tvivl om, hvem
der skal have forældremyndigheden. Det drejer sig bl.a. om
sager, hvor der er afholdt en samtale med barnet, der klart
og utvetydigt har givet udtryk for, hvem det ønsker som for-
ældremyndighedsindehaver, samt sager, hvor den ene ansø-
ger gennem længere tid har haft en nær tilknytning til bar-
net, f.eks. den afdøde forældremyndighedsindehavers samle-
ver, og den anden ansøger kun i begrænset omfang har haft
kontakt med barnet.
30
Begrundelsen for forslaget er, at sager om forældremyndig-
hed efter dødsfald som beskrevet ovenfor forudsætter en
række sagsbehandlingsskridt, der er mere administrative end
retlige. Det drejer sig navnlig om at fastslå, hvem der ønsker
at få forældremyndigheden, eventuelt i samarbejde med
kommunen. Endvidere er der i flere af sagerne kun én ansø-
ger, hvorfor der ikke skal tages stilling til en tvist mellem to
private parter. Der er således ikke noget til hinder for, at så-
danne sager kan afgøres af Familieretshuset. Indeholder sag-
en en partstvist, afgøres den dog kun af Familieretshuset,
hvis der ikke er tale om en kompleks sag omfattet af § 7 i
Familieretshusloven eller en sag, der indeholder komplicere-
de faktiske eller juridiske problemstillinger, jf. § 27, stk. 2,
nr. 1, i Familieretshusloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.2, samt til lovforslagets § 4, nr. 4, og bemærknin-
gerne hertil.
Til nr. 7
Efter § 34, stk. 1, i Familieretshusloven har afgørelser truffet
af Familieretshuset som udgangspunkt virkning fra afgørel-
sestidspunktet. Det følger af lovens § 38, at når en afgørelse
har virkning efter lovens § 34, kan den fuldbyrdes. Efter lo-
vens § 34, stk. 2, kan Familieretshuset dog i en afgørelse be-
stemme, at afgørelsen har virkning fra et tidligere eller sene-
re tidspunkt. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmel-
sen, at det f.eks. i en afgørelse om børnebidrag kan bestem-
mes, fra hvilket tidspunkt bidraget skal betales. Der henvises
til Folketingstidende 2018-19, A, L 90 som fremsat, side
134.
Efter reglerne om ændringstidspunkter i kapitel 4 i bidrags-
bekendtgørelsen har en ændring af et børne- eller ægtefælle-
bidrag som udgangspunkt virkning fra den første forfalds-
dag efter afgørelsen. I en række situationer har ændringen
dog virkning fra et tidligere tidspunkt. Det fremgår af be-
kendtgørelsens kapitel 3, at børnebidrag og ægtefællebidrag
som udgangspunkt skal betales fra den relevante ændring i
barnets eller ægtefællens forhold, der udløste ansøgningen
om bidrag, f.eks. samlivsophævelse, hvis ansøgningen er
indgivet inden to måneder efter den pågældende begiven-
hed. Overholdes denne frist ikke, skal bidraget som ud-
gangspunkt betales fra det tidspunkt, hvor Familieretshuset
modtog ansøgningen om bidrag.
Det foreslås, at § 34, stk. 2, i Familieretshusloven ændres så-
ledes, at Familieretshuset ikke kan bestemme, at en afgørel-
se har virkning fra et tidligere tidspunkt end afgørelsestids-
punktet.
Begrundelsen for forslaget er, at § 34, stk. 2, efter dens for-
arbejder indeholder en sammenblanding af to regelsæt. Det
første regelsæt drejer sig om, fra hvilket tidspunkt en afgø-
relse får virkning sådan, at afgørelsen kan tvangsfuldbyrdes.
Det andet regelsæt drejer sig eksempelvis om, fra hvilket
tidspunkt en afgørelse om størrelsen af et børne- eller ægte-
fællebidrag har virkning, dvs. fra hvilket tidspunkt bidrags-
betaleren skal betale det ændrede bidrag.
Da bidragsbekendtgørelsen indeholder bestemmelser om, fra
hvilket tidspunkt en fastsættelse eller ændring af et børne-
eller ægtebidrag har virkning, dvs. fra hvilket tidspunkt bi-
draget skal betales, er der ikke behov for, at Familieretshu-
set efter § 34, stk. 2, i Familieretshusloven kan bestemme, at
en afgørelse har virkning fra et tidligere tidspunkt end afgø-
relsestidspunktet. Det bemærkes videre, at der heller ikke i
relation til andre afgørelsestyper er behov for at kunne be-
stemme, at en afgørelse har virkning fra et tidligere tids-
punkt end afgørelsestidspunktet. Dette skyldes, at en afgø-
relse ikke kan fuldbyrdes m.v., før den er truffet (afgørelses-
tidspunktet).
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.2.
Til nr. 8
Efter § 37, stk. 1, i Familieretshusloven har en række af
Familieretshusets afgørelser som udgangspunkt virkning to
uger efter, at afgørelsen er truffet. Efter bestemmelsens nr. 3
gælder dette bl.a. for afgørelser efter §§ 52 og 53 i ægte-
skabsloven om ægtefællebidrag.
Efter § 52 i ægteskabsloven kan en af ægtefællerne truffet
aftale om bidragspligten eller om bidragets størrelse ændres,
såfremt det på grund af væsentligt forandrede forhold vil
være urimeligt at opretholde aftalen.
Efter lovens § 53, stk. 1, kan en afgørelse om ægtefællernes
bidragspligt efter separation og skilsmisse ændres, såfremt
væsentligt forandrede forhold og særlige grunde i øvrigt ta-
ler herfor. Efter bestemmelsens stk. 2 kan en afgørelse om
bidragets størrelse ændres, såfremt omstændighederne taler
derfor.
Indtil etableringen af det nye familieretlige system pr. 1.
april 2019 blev afgørelser efter § 52 i ægteskabsloven om
ændring af aftaler om ægtefællebidrag og efter lovens § 53,
stk. 1, om ændring af afgørelser om en ægtefælles bidrags-
pligt truffet af domstolene, mens afgørelser efter lovens §
53, stk. 2, om ændring af afgørelser om bidragets størrelse
blev truffet af Statsforvaltningen.
Efter de tidligere bestemmelser i § 454, stk. 1, 1. pkt., og §
480, stk. 1, i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284
af 14. november 2018, var ankefristen for domme efter bl.a.
§ 52 og § 53, stk. 1, i ægteskabsloven fire uger, men dom-
mene kunne fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesfristen på 14 dage
var udløbet, medmindre dommen forinden var anket. Den
familieretlige lovgivning indeholdt ikke bestemmelser om,
fra hvilket tidspunkt de afgørelser, som Statsforvaltningen
traf, havde virkning, men det er fast antaget, at de havde
virkning fra afgørelsestidspunktet.
31
Det følger af §§ 26 og 27 i Familieretshusloven, at afgørel-
ser om ægtefællebidrag som udgangspunkt træffes af
Familieretshuset.
Det foreslås, at § 37, stk. 1, nr. 3, i Familieretshusloven af-
fattes således, at bestemmelsen finder anvendelse på afgø-
relser efter § 52 og § 53, stk. 1, i ægteskabsloven om æn-
dring af aftaler og afgørelser om bidragspligt.
Forslaget vil indebære, at de afgørelser, som Familieretshu-
set træffer efter § 52 i ægteskabsloven om ændring af aftaler
om størrelsen af ægtefællebidrag og efter lovens § 53, stk. 2,
om ændring af afgørelser om størrelse af et ægtefællebidrag,
er omfattet af § 34, stk. 1, i Familieretshusloven, hvorefter
afgørelser truffet af Familieretshuset som udgangspunkt har
virkning fra afgørelsestidspunktet.
Begrundelsen for forslaget er, at afgørelser efter § 52 om
ændring af aftaler om størrelsen af ægtefællebidrag og efter
§ 53, stk. 2, om ændring af afgørelser om størrelsen af ægte-
fællebidrag i lighed med andre afgørelser om størrelsen af
ægtefællebidrag efter § 34 i Familieretshusloven som ud-
gangspunkt bør have virkning fra afgørelsestidspunktet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.2.
Til nr. 9
Efter § 34 i Familieretshusloven har en afgørelse truffet af
Familieretshuset som udgangspunkt virkning fra afgørelses-
tidspunktet. Det følger dog af lovens § 37, at visse afgørel-
ser truffet af Familieretshuset som udgangspunkt har virk-
ning to uger efter, at afgørelsen er truffet. Bestemmelsen
omfatter alene afgørelser, som inden etableringen af det nye
familieretlige system blev truffet af domstolene. Det frem-
går af § 480, stk. 1, i retsplejeloven, at domme, herunder
domme om forældremyndighed, kan fuldbyrdes, når fuld-
byrdelsesfristen er udløbet, medmindre dommen forinden er
anket. Fuldbyrdelsesfristen er 14 dage efter dagen for dom-
mens afsigelse, medmindre andet er bestemt i dommen.
Det foreslås, at anvendelsesområdet for § 37 i Familierets-
husloven udvides til også at omfatte Familieretshusets afgø-
relser om forældremyndighed ved dødsfald efter §§ 15 og
15 a i forældeansvarsloven. Bestemmelsen herom foreslås
indsat i § 37 som stk. 1, nr. 5.
Forslaget indebærer, at Familieretshusets afgørelser om for-
ældremyndighed efter død efter §§ 15 og 15 a i forældrean-
svarsloven som udgangspunkt har virkning to uger efter, at
afgørelsen er truffet. Efter § 37, stk. 2, kan Familieretshuset
i en forældremyndighedsafgørelse dog bestemme, at afgø-
relsen har virkning fra et tidligere eller senere tidspunkt.
Dette er navnlig relevant i sager, hvor der kun er en, der an-
søger om forældremyndigheden, og Familieretshuset tildeler
den pågældende forældremyndigheden. I disse afgørelser
bør Familieretshuset bestemme, at afgørelsen har virkning
fra afgørelsestidspunktet, så forældremyndighedsindehave-
ren straks kan træffe bestemmelser om barnets forhold.
Begrundelsen for forslaget er, at Familieretshuset med den
ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede ændring af § 27 i Fa-
milieretshusloven får kompetence til at træffe afgørelser om
forældremyndighed efter død efter §§ 15 og 15 a i foræl-
deansvarsloven. Disse afgørelser træffes i dag af familieret-
ten, hvis afgørelser efter § 480 i retsplejeloven kan fuldbyr-
des 14 dage efter domsafsigelsen. Tilsvarende bør Familie-
retshusets afgørelser om forældremyndighed efter død have
virkning to uger efter afgørelsestidspunktet, idet disse afgø-
relser herefter kan fuldbyrdes, jf. § 38 i Familieretshusloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.2, samt til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærknin-
gerne hertil.
Til § 2
Til nr. 1 og 2
Det følger af § 24, stk. 1, i ægteskabsloven, at et ægteskab
omstødes efter påstand af den ene ægtefælle i en række si-
tuationer. Det drejer sig om situationer, hvor han ved ægte-
skabets indgåelse befandt sig i en tilstand, som udelukker
evnen til at handle fornuftsmæssigt, hvor han blev tvunget
til at indgå ægteskab, hvor han ved en fejltagelse blev viet til
en anden end sin forlovede eller blev viet uden at ville indgå
ægteskab, eller hvor han blev forledt til at indgå ægteskab
ved, at han af den anden ægtefælle gennem falske oplysnin-
ger eller svigagtig fortielse af sandheden blev vildledt om,
hvem den anden er, eller om sådanne omstændigheder ved
dennes tidligere liv, der med fuld føje ville have afholdt ham
fra at indgå ægteskabet, og som endnu må tillægges en så-
dan betydning for forholdet mellem ægtefællerne, at ægte-
skabet ikke med rimelighed kan fordres opretholdt.
Uanset, at der i bestemmelserne henvises til ”han” og
”ham”, finder bestemmelserne anvendelse på alle ægtefæller
uanset køn.
Det foreslås, at § 24, stk. 1, i ægteskabsloven ændres såle-
des, at bestemmelsen bliver kønsneutral. Dette foreslås gen-
nemført ved, at henvisningerne til ”han” og ”ham” i bestem-
melsen ændres således, at der i stedet henvises til ”ægtefæl-
len” og den ”den pågældende ægtefælle”.
Begrundelsen for den foreslåede ændring er, at bestemmel-
sen finder anvendelse på alle ægtefæller uanset køn, og af-
fattelsen af bestemmelsen derfor bør være kønsneutral.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til nr. 3
Det følger af § 29, 1. pkt., i ægteskabsloven, at ægtefæller
har ret til skilsmisse uden forudgående separation, når de er
enige om det. Dette kaldes direkte skilsmisse. Efter bestem-
melsens 2. pkt. kan direkte skilsmisse dog bevilges efter en
refleksionsperiode, når ægtefællerne har børn, der ikke er
fyldt 18 år, jf. lovens § 42 a.
32
Efter lovens § 30 har en ægtefælle har ret til separation, og
en ægtefælle har ret til skilsmisse efter 6 måneders separa-
tion.
§§ 32-36 i ægteskabsloven indeholder en række grunde til
direkte skilsmisse uden en refleksionsperiode, f.eks. utro-
skab og vold.
Efter § 42, stk. 1, i ægteskabsloven giver Familieretshuset
bevilling til separation eller skilsmisse efter lovens §§ 29, 30
og 32-36, hvis ægtefællerne er enige om de vilkår for sepa-
ration og skilsmisse, der følger af lovens §§ 49 og 55, der
drejer sig om pligten til at betale ægtefællebidrag efter sepa-
ration og skilsmisse og om retten til fortsættelse af et even-
tuelt beboelseslejemål.
Forud for etableringen af det nye familieretlige system fandt
§ 29 således kun anvendelse, hvis ægtefællerne var enige
om både separation og skilsmisse og om vikårene herfor.
Det var kun i disse situationer, der administrativt kunne
meddeles separation og skilsmisse ved bevilling. Hvis ægte-
fællerne var enige om f.eks. skilsmisse, men uenige om vil-
kårene for skilsmissen, skulle sagen indbringes for retten til
afgørelse. Der henvises til den tidligere bestemmelse i § 43 i
ægteskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 54 af 23. januar
2018.
I det nye familieretlige system kan Familieretshuset efter §
26 i Familieretshusloven træffe afgørelse om separation og
skilsmisse, herunder om vilkårene herfor, jf. beskrivelsen af
§ 26 i de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.1.2.1. Det
fremgår imidlertid ikke klart af § 29 i ægteskabsloven, om
bestemmelsen også omfatter situationer, hvor ægtefællerne
er enige om at blive separeret eller skilt, men uenige om vil-
kårene herfor.
Det foreslås, at § 29, 2. pkt., i ægteskabsloven, der indehol-
der henvisning til lovens § 42 a om en refleksionsperiode,
ophæves.
Det foreslås videre, at der i § 29 som 2. og 3. pkt. indsættes
bestemmelser, hvorefter separation og skilsmisse meddeles
ved bevilling, hvis ægtefællerne er enige om vilkårene her-
for efter lovens § 42. Hvis ægtefællerne ikke er enige om
vilkårene, træffes der samtidig med meddelelsen af separa-
tion og skilsmisse afgørelse om vilkårene.
Afskaffelsen af refleksionsperioden indebærer, at alle ægte-
par kan blive skilt, hvis de er enige om det, uden at de skal
afvente en refleksionsperiode på tre måneder. Afskaffelsen
indebærer også, at alle separationer og skilsmisser, hvor æg-
tefællerne er enige, meddeles efter § 29 i ægteskabsloven.
Ved indsættelsen af 2. og 3. pkt. i § 29 præciseres det, at der
kan træffes afgørelse om separation og skilsmisse, når ægte-
fællerne er enige om at blive separeret eller skilt, men ueni-
ge om vilkårene herfor.
Forslaget om ophævelse af den gældende bestemmelse i §
29, 2. pkt., i ægteskabsloven er en konsekvens af den ved
lovforslagets § 2, nr. 6, foreslåede ophævelse af § 42 a i æg-
teskabsloven.
De foreslåede nye bestemmelser i § 29, 2. og 3. pkt., i ægte-
skabsloven er en konsekvens af Familieretshusets adgang til
at træffe afgørelser i tvistsager om separation og skilsmisse.
Som en konsekvens af de nye bestemmelser foreslås det, at
henvisningen i § 42, stk. 1, i ægteskabsloven til separations-
og skilsmissebestemmelserne i §§ 30 og 32-36 udgår. Der
henvises til lovforslagets § 2, nr. 5, og bemærkningerne her-
til.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1.
Til nr. 4
Efter § 41 i ægteskabsloven kan Familieretshuset tilbyde
mægling ved uenighed om vilkårene for separation og skils-
misse. Bestemmelsen har overskriften ”anden mægling”.
Det følger af § 38 i ægteskabsloven, at ved anmodning om
separation og skilsmisse indkalder Familieretshuset bl.a. æg-
tefællerne til vilkårsforhandling, når ægtefællerne ikke er
enige om separation eller skilsmisse og vilkårene herfor.
Formålet med vilkårsforhandling er bl.a. at afklare, om der
kan opnås forligsmæssige løsninger om vilkårene for sepa-
ration eller skilsmissen.
Efter § 21 i Familieretshusloven tilbyder Familieretshuset
ægtefæller, der anmoder om separation og skilsmisse, støtte,
navnlig i form af rådgivning og konflikthåndtering, bl.a.
med henblik på at ægtefællerne støttes til at finde en løsning
på deres uenighed.
Det foreslås, at § 41 i ægteskabsloven og overskriften til den
ophæves.
Forslaget vil betyde, at forligsbestræbelserne i sager om se-
paration og skilsmisse alene vil være reguleret af reglerne
om vilkårsforhandling i § 38 i ægteskabsloven, suppleret af
de generelle reglerne om rådgivning og konflikthåndtering i
§ 21 i Familieretshusloven.
Begrundelsen for forslaget er, at mæglingsbestemmelsen i §
41 i ægteskabsloven er overflødig ved siden af reglerne om
vilkårsforhandling i § 38 i ægteskabsloven og om rådgiv-
ning og konflikthåndtering i § 21 i Familieretshusloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til nr. 5
Efter § 42, stk. 1, 1. pkt., i ægteskabsloven giver
Familieretshuset bevilling til separation eller skilsmisse efter
§§ 29, 30 og 32-36, hvis ægtefællerne er enige herom og er
enige om vilkårene herfor. § 29 drejer sig om separation og
skilsmisse ved enighed, § 30 drejer sig om separation ved
uenighed og om skilsmisse på grundlag af separation, og §§
33
32-36 drejer sig om direkte skilsmisse, dvs. uden forudgåen-
de separation både ved enighed og uenighed.
Det foreslås, at i § 42, stk. 1, 1. pkt., i ægteskabsloven udgår
henvisningen til lovens §§ 30 og 32-36.
Ændringen indebærer, at alle separationer og skilsmisser,
hvor ægtefællerne er enige, meddeles efter § 29 i ægteskabs-
loven. Der henvises til den ved lovforslagets § 2, nr. 3, fore-
slåede ændring af § 29 i ægteskabsloven og bemærkninger-
ne hertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til nr. 6
Det følger af § 29, 1. pkt., i ægteskabsloven, at ægtefæller
har ret til skilsmisse uden forudgående separation, når de er
enige om det. Dette kaldes direkte skilsmisse. Efter bestem-
melsens 2. pkt. kan direkte skilsmisse dog i visse situationer
først bevilges efter en refleksionsperiode, jf. lovens § 42 a.
Efter § 42 a i ægteskabsloven kan der for ægtefæller, som
anmoder om direkte skilsmisse efter lovens § 29, og som har
fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, først udstedes bevilling
til skilsmisse efter en refleksionsperiode på tre måneder fra
Familieretshusets modtagelse af anmodningen. Det er endvi-
dere en betingelse for udstedelse af skilsmissebevilling i dis-
se situationer, at begge ægtefæller inden en måned efter ud-
løbet af refleksionsperioden har bekræftet anmodningen om
skilsmisse, og at begge ægtefæller inden bekræftelsen har
gennemført et digitalt forløb. Dette digitale forløb stiller
Familieretshuset efter § 22, stk. 1, i Familieretshusloven til
rådighed for ægtefællerne. Det digitale forløb, der kaldes
”SES – For børnenes skyld”, har til formål at lære skilsmis-
seforældre at hjælpe sig selv, undgå konflikter og blive bed-
re til at forstå og støtte deres børn. Det digitale forløb giver
den enkelte forælder mulighed for at arbejde med sin rela-
tion til den anden forælder og til at blive bedre til at forstå
børns reaktion på en samlivsophævelse eller skilsmisse.
I refleksionsperioden skal Familieretshuset efter § 22, stk. 2,
i Familieretshusloven endvidere bl.a. tilbyde ægtefællerne
en rådgivnings- og afklaringssamtale. Rådgivnings- og af-
klaringssamtaler er specifikt rettet mod et brud i en familie,
hvor der er fælles børn under 18 år. Formålet med samtaler-
ne er at styrke forældrenes samarbejde efter samlivsophæ-
velse eller skilsmisse ved at give dem mulighed for at arbej-
de med deres indbyrdes relationer. Samtalerne skal således
hjælpe forældrene til at etablere et stabilt grundlag for deres
fremtidige samarbejde om deres børn og dermed forebygge
konflikter mellem forældrene. Samtalerne har tillige til for-
mål at give forældrene viden om samlivsophævelsens og
skilsmissens betydning for barnet og om den bedste måde at
støtte barnet på både i perioden umiddelbart efter samlivsop-
hævelsen og på længere sigt.
Efter § 21, stk. 1, i Familieretshusloven tilbyder Familierets-
huset parter støtte, navnlig i form af rådgivning og konflikt-
håndtering, herunder børnesagkyndig rådgivning, samar-
bejdskurser og digitale værktøjer, med henblik på, at parter-
ne støttes til at finde en løsning på deres uenighed, eller kon-
flikten mellem dem dæmpes. Rådgivning eller konfliktmæg-
ling, der også omfatter rådgivnings- og afklaringssamtaler,
ydes således med henblik på, at parterne forliges, eller at de-
res konflikt dæmpes.
Refleksionsperioden blev indført af hensyn til ægtefællernes
børn og har som hovedsigte at skabe forståelse hos forældre-
ne for børns reaktion på samlivsophævelse og skilsmisse og
for at skærme børnene bedst muligt mod følgerne af samliv-
sophævelse og skilsmisse. Refleksionsperioden giver også
ægtefællerne mulighed for at få en bedre forståelse af deres
egne reaktioner og indbyrdes relationer.
Refleksionsperioden skal ses i sammenhæng med § 17, stk.
3, i forældreansvarsloven om tvungen delt bopæl. Efter den-
ne bestemmelse har et barn af samlevende forældre med
fælles forældremyndighed delt bopæl i de første tre måneder
efter forældrenes samlivsophævelse, medmindre forældrene
er enige om barnets bopæl. I denne periode kan der ikke ind-
ledes en sag om barnets bopæl. Hensigten med tvungen delt
bopæl er at sikre ro om barnet i perioden lige efter en sam-
livsophævelse og at udskyde den endelige beslutning om
barnets bopæl. Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 5.
Selvom ægtefællerne har fælles børn under 18 år, finder re-
fleksionsperioden ikke anvendelse, når ægtefællerne er eni-
ge om skilsmisse efter at have været separeret i seks måne-
der, jf. § 30, stk. 2, i ægteskabsloven. Refleksionsperioden
finder heller ikke anvendelse, når ægtefællerne er uenige om
skilsmissen, eller når der søges om direkte skilsmisse efter
§§ 32-36 i ægteskabsloven. Efter disse bestemmelser har en
ægtefælle ret til skilsmisse uden forudgående separation,
hvis samlivet har været ophævet i to år, eller der foreligger
utroskab, vold, seksuelle overgreb, bigami eller børnebortfø-
relse.
Det foreslås, at § 42 a i ægteskabsloven ophæves.
Ophævelsen af bestemmelsen betyder, at refleksionsperio-
den afskaffes således, at det igen vil være muligt for enige
ægtefæller med fælles børn under 18 år at blive skilt umid-
delbart efter ansøgning herom og uden at skulle anføre en
særlig grund herfor. Det betyder, at ægtepar, der er enige om
at søge skilsmisse og om vilkårene herfor, via en digital an-
søgningsproces vil kunne få bevilget skilsmisse. Afskaffel-
sen vil også medvirke til, at ægtefæller hurtigere kan få en
afklaring af deres situation. Dermed kan konflikterne mel-
lem dem mindskes, hvilket vil være til gavn for børnene.
Begrundelsen for forslaget er, at erfaringerne med refleksi-
onsperioden og tvungen delt bopæl i tre måneder efter en
samlivsophævelse viser, at ordningerne ikke virker efter
hensigten, når forældre er enige om at bryde relationen mel-
lem dem hurtigst muligt. I mange situationer optrapper og
forlænger ordningerne unødigt konflikten mellem forældre-
ne til skade for deres børn. Endvidere medfører ordningerne
34
nogle praktiske problemer, idet forældrene ofte ikke vil kun-
ne finde ny bolig, før de kender deres familiesituation og
dermed deres økonomiske situation. I praksis betyder ord-
ningerne også, at nogle par føler sig nødsaget til at bo blive
boende under samme tag trods et måske højt konfliktniveau,
mens de venter på, at de kan indlede en sag om barnets bo-
pæl og få en afgørelse herom, eventuelt en midlertidig afgø-
relse.
På den baggrund er det af hensyn til barnet nødvendigt at af-
skaffe både refleksionsperioden og tvungen delt bopæl. Med
hensyn til den foreslåede afskaffelse af tvungen delt bopæl
henvises til lovforslagets § 4, nr. 5, og bemærkningerne her-
til.
Da hensynene til at skærme børn bedst muligt mod følgerne
af samlivsophævelse og skilsmisse først og fremmest vareta-
ges gennem den støtte, som forældrene i dag tilbydes i re-
fleksionsperioden, foreslås det, at disse tilbud i form af digi-
tale læringsforløb og rådgivnings- og afklaringssamtaler op-
retholdes som generelle tilbud til alle forældre med fælles
børn under 18 år, der bryder med hinanden. Forældrene vil
således fortsat kunne hente hjælp til håndteringen af deres
og børnenes situationen i forbindelse med en samlivsophæ-
velse, separation og skilsmisse. Der henvises til de alminde-
lige bemærkninger, punkt 2.1.2, og til lovforslagets § 1, nr.
5, og bemærkningerne hertil.
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 13,
vil den foreslåede afskaffelse af refleksionsperioden og
tvungen delt bopæl have virkning straks ved lovens ikraft-
træden og dermed også omfatte ægtefæller med fælles børn
under 18 år, der har søgt om direkte skilsmisse inden for tre
måneder inden ikrafttrædelsestidspunktet.
Det bemærkes, at ved lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås § 29,
2. pkt., i ægteskabsloven ophævet. Der henvises til denne
bestemmelse og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1.
Til nr. 7
Efter § 43 a i ægteskabsloven kan Familieretshuset behandle
en sag om separation, skilsmisse, omstødelse af ægteskab el-
ler et ægteskabs beståen, hvis betingelserne i § 448 f i rets-
plejeloven er opfyldt.
Derimod findes der ikke regler om Familieretshusets inter-
nationale kompetence til at behandle sager efter § 58 i ægte-
skabsloven. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af
§ 58 a, stk. 2, nr. 4, i ægteskabsloven, at i sager omfattet af
kapitel 5 i ægteskabsloven træffer Familieretshuset eller fa-
milieretten afgørelse efter bestemmelserne i kapitel 2 og
8-10 i Familieretshusloven. Kapitel 5 i ægteskabsloven om-
fatter § 58. Det følger af kapitel 9 i Familieretshusloven,
navnlig § 26 og § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset foreta-
ger oplysning af en sag efter § 58 i ægteskabsloven og tilby-
der parterne rådgivning og konflikthåndtering. Finder par-
terne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familierets-
huset afgørelse i sagen. Familieretshuset indbringer dog sag-
en for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder kom-
plicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.
Efter § 58 i ægteskabsloven kan en aftale om fordelingen af
formuen, bidragspligten eller andre vilkår, som ægtefæller
har indgået med henblik på separation eller skilsmisse, æn-
dres eller erklæres for uforbindende, såfremt den skønnes
urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens ind-
gåelse. Bestemmelsen omfatter alle økonomiske aftaler, der
er indgået med henblik på en forestående separation eller
skilsmisse. Henvisningen til andre vilkår er således ikke
knyttet an til de vilkår for separation og skilsmisse, der føl-
ger af § 42, jf. §§ 49 og 55, i ægteskabsloven, der drejer sig
om pligten til at betale ægtefællebidrag efter separation og
skilsmisse og om retten til fortsættelse af et eventuelt bebo-
elseslejemål.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse, i det omfang en sag
om ændring af en aftale er omfattet af en særregel, eksem-
pelvis § 17 i børnebidragsloven om ændring af aftaler om
børnebidrag.
Bestemmelsen omfatter heller ikke aftaler om forældremyn-
dighed, barnets bopæl og samvær m.v. Ændring af sådanne
aftaler behandles efter bestemmelserne herom i forældrean-
svarsloven.
Begrundes en anmodning om ændring af en aftale omfattet
af § 58 i ægteskabsloven med, at forholdene senere har for-
andret sig, finder bestemmelsen ikke anvendelse. Sådanne
sager behandles af de almindelige domstole efter reglerne
om ændring af aftaler i lov om aftaler og andre retshandler
på formuerettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 193 af 2.
marts 2016 med senere ændringer (aftaleloven).
Med lovforslagets § 10, nr. 1, foreslås det, at der som § 448
h i retsplejeloven indsættes en bestemmelse, hvorefter sager
efter § 58 i ægteskabsloven navnlig kan behandles her i ri-
get, hvis sagsøgte har hjemting her.
Det foreslås, at der som § 43 a, stk. 2, i ægteskabsloven ind-
sættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset kan be-
handle en sag efter § 58 i ægteskabsloven, hvis betingelser-
ne i den foreslåede bestemmelse i § 448 h i retsplejeloven er
opfyldt.
Forslaget indebærer, at Familieretshuset kan behandle en
sag efter § 58 i ægteskabsloven om ændring af en aftale ind-
gået med henblik på separation eller skilsmisse, om forde-
lingen af formuen eller om andre vilkår, hvis betingelserne i
den foreslåede bestemmelse i § 448 h i retsplejeloven er op-
fyldt.
Den foreslåede bestemmelse omfatter dog ikke sager om un-
derholdspligt. Dette skyldes, at danske myndigheders inter-
nationale kompetence til at behandle sager om underholds-
pligt, herunder sager om ændring af aftaler om underholds-
35
pligt, er reguleret af bestemmelserne herom i underholds-
pligtforordningen.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 448 h i retsplejeloven
kan sager efter § 58 i ægteskabsloven navnlig behandles her
i riget, hvis sagsøgte har hjemting her.
Begrundelsen for forslaget er, at der mangler regler om
Familieretshusets internationale kompetence til at behandle
sager efter § 58 i ægteskabsloven, bortset fra sager om un-
derholdspligt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.6, og til lovforslagets § 10, nr. 1, og bemærkninger-
ne hertil.
Til nr. 8
Efter § 58 a, stk. 4, i ægteskabsloven kan social- og inden-
rigsministeren bl.a. fastsætte regler om mægling efter lovens
§ 41. Efter denne bestemmelse kan Familieretshuset tilbyde
mægling ved uenighed om vilkårene for separation og skils-
misse.
Det foreslås, at i § 58 a, stk. 4, i ægteskabsloven udgår hen-
visningen til mægling efter lovens § 41.
Forslaget er en konsekvens af den ved lovforslagets § 2, nr.
4, foreslåede ophævelse af § 41 i ægteskabsloven. Der hen-
vises til denne bestemmelse og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til nr. 9
Efter § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven skal en række anmod-
ninger og andre henvendelser indgives til Familieretshuset
ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset
stiller til rådighed (digital selvbetjening), idet Familieretshu-
set ellers som udgangspunkt afviser anmodningen eller hen-
vendelsen.
Efter lovens § 58 d, stk. 2, nr. 4, drejer det sig bl.a. om an-
modning om godtgørelse efter lovens § 26. Det følger af
denne bestemmelse, at når et ægteskab omstødes, og den
ene ægtefælle ved ægteskabets indgåelse var i god tro med
hensyn til omstødelsesgrunden, medens den anden kendte
eller burde kende denne, kan der ved afgørelsen tilkendes
den førstnævnte ægtefælle en godtgørelse, der fastsættes
under hensyn til begges økonomiske kår og de øvrige om-
stændigheder.
Det foreslås, at § 58 d, stk. 2, nr. 4, i ægteskabsloven ophæ-
ves.
Begrundelsen for forslaget er, at der ikke er behov for be-
stemmelsen. Det skyldes, at anmodning om godtgørelse for
omstødelse af et ægteskab ikke er en selvstændig anmod-
ning, idet en eventuel anmodning om godtgørelse fremsæt-
tes under behandlingen af omstødelsessagen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til nr. 10
Efter § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven skal en række anmod-
ninger og andre henvendelser indgives til Familieretshuset
ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset
stiller til rådighed (digital selvbetjening), idet Familieretshu-
set ellers som udgangspunkt afviser anmodningen eller hen-
vendelsen.
Efter lovens § 58 d, stk. 2, nr. 6, drejer det sig bl.a. om be-
kræftelse af anmodning om skilsmisse efter lovens § 29, jf.
§ 42 a, stk. 2. Det følger af lovens § 29, 1. pkt., at ægtefæller
har ret til skilsmisse uden forudgående separation, når de er
enige om det. Dette kaldes direkte skilsmisse. Efter § 29, 2.
pkt., kan direkte skilsmisse dog i visse situationer først be-
vilges efter en refleksionsperiode, jf. lovens § 42 a. Efter lo-
vens § 42 a, stk. 1, kan der for ægtefæller, som anmoder om
skilsmisse uden forudgående separation efter § 29, og som
har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, først udstedes bevil-
ling til skilsmisse efter en refleksionsperiode på tre måne-
der. Det er efter 42 b, stk. 2, endvidere bl.a. en betingelse for
udstedelse af skilsmissebevilling i disse situationer, at begge
ægtefæller inden en måned efter udløbet af refleksionsperio-
den har bekræftet anmodningen om skilsmisse.
Det foreslås, at § 58 d, stk. 2, nr. 6, i ægteskabsloven ophæ-
ves.
Forslaget er en konsekvens af de ved lovforslagets § 2, nr. 3
og 6, foreslåede ophævelser af § 29, 2. pkt., og § 42 a i æg-
teskabsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til § 3
Til nr. 1
Efter § 59, stk. 1, 1. pkt., i ægtefælleloven skal ansøgning
om fastsættelse eller ændring af ægtefællebidrag efter ægte-
skabsloven og anmodning om indgivelse af en afgørelse for
familieretten indgives til Familieretshuset ved anvendelse af
den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådig-
hed.
Det foreslås, at i § 59, stk. 1, 1. pkt., i ægtefælleloven æn-
dres anmodning om indgivelse af en afgørelse for familieret-
ten til anmodning om indbringelse af en afgørelse for
familieretten.
Med forslaget bringes ordlyden af bestemmelsen i overens-
stemmelse med andre bestemmelser om indbringelse af
Familieretshusets afgørelser for familieretten, f. eks. § 31,
stk. 1, i forældreansvarsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
36
Til nr. 2
Efter § 59, stk. 1, 1. pkt., i ægtefælleloven skal ansøgning
om fastsættelse eller ændring af ægtefællebidrag efter ægte-
skabsloven og anmodning om indgivelse af en afgørelse for
familieretten indgives til Familieretshuset ved anvendelse af
den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådig-
hed. Efter bestemmelsens 2. pkt. afvises ansøgninger og an-
modninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, som
udgangspunkt af Familieretshuset. Efter 3. pkt. gælder dette
dog ikke anmodninger, der indgives af en offentlig myndig-
hed.
Det foreslås, at i § 59, stk. 1, 3. pkt., i ægtefælleloven æn-
dres således, at den også omfatter det offentliges ansøgnin-
ger om fastsættelse eller ændring af ægtefællebidrag efter
ægtefælleloven.
Med forslaget bringes § 59, stk. 1, 3. pkt., i ægtefælleloven i
overensstemmelse med bestemmelsens 1. pkt., der både om-
fatter ansøgninger om ægtefællebidrag og anmodninger om
domstolsprøvelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til § 4
Til nr. 1
Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige
beslutninger vedrørende barnets forhold efter § 3, stk. 1, 1.
pkt., i forældreansvarsloven enighed mellem forældrene.
Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan efter bestem-
melsens 2. pkt. træffe afgørelse om overordnede forhold i
barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal væ-
re.
Har barnet delt bopæl, følger det af § 3, stk. 1, 3. pkt., i for-
ældreansvarsloven, at afgørelse om overordnede forhold i
barnets daglige liv efter bestemmelsens 2. pkt. kræver enig-
hed mellem forældrene. Delt bopæl kan etableres på to må-
der: Efter § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven har et barn af
samlevende forældre med fælles forældremyndighed delt
bopæl i de første tre måneder efter forældrenes samlivsop-
hævelse, medmindre forældrene er enige om barnets bopæl,
og efter lovens § 18 a, stk. 1, kan forældre, der har fælles
forældremyndighed, aftale, at barnet har delt bopæl.
Det foreslås, at henvisningen til § 17, stk. 3, i forældrean-
svarsloven i § 3, stk. 1., 3. pkt., i forældreansvarsloven ud-
går.
Forslaget er en konsekvens af den ved lovforslagets § 4, nr.
5, foreslåede ophævelse af § 17, stk. 3, i forældreansvarslo-
ven. Der henvises til denne bestemmelse og bemærkninger-
ne hertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1, samt til lovforslagets § 4, nr. 5, og bemærknin-
gerne hertil.
Til nr. 2
§§ 6 og 7 i forældreansvarsloven indeholder regler om pla-
ceringen af forældremyndigheden over et barn, når der ikke
er truffet afgørelse herom.
Efter lovens § 6, stk. 1, har forældre, der er gift med hinan-
den, fælles forældremyndighed. Er ægtefællerne separeret
ved barnets fødsel, har moren dog efter bestemmelsens stk.
2 forældremyndigheden alene. Stk. 2 gælder dog efter be-
stemmelsens nr. 1 ikke, hvis den separerede mand eller
medmor ifølge anerkendelse eller dom anses som henholds-
vis barnets far eller medmor.
Efter § 7, stk. 3, i forældreansvarsloven har forældre, der ik-
ke er gift med hinanden, fælles forældremyndighed, hvis en
mand anses for far eller en kvinde som medmor til et barn
ifølge anerkendelse eller dom, og forældrene har eller har
haft fælles folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måne-
der før barnets fødsel.
Som led i etableringen af det nye familieretlige system blev
børneloven ændret ved § 6 i 2018-følgeloven. I den forbin-
delse blev der i børneloven som § 32 a, stk. 2, indsat en be-
stemmelse, hvorefter afgørelser om faderskab og medmo-
derskab træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i
Familieretshusloven af Familieretshuset eller familieretten.
Sager om faderskab eller medmoderskab behandles efter §
26 i Familieretshusloven af Familieretshuset, der foretager
oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning og kon-
flikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres ue-
nighed, træffer Familieretshuset afgørelse i sagen. Det føl-
ger dog af lovens § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset ind-
bringer en sag om faderskab eller medmoderskab for
familieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicere-
de faktiske eller juridiske problemstillinger.
Det foreslås, at i § 6, stk. 2, nr. 1, og § 7, stk. 3, i foræl-
dreansvarsloven ændres ”dom” til ”afgørelse”.
Forslaget betyder, at det klart fremgår af bestemmelserne, at
de også finder anvendelse, når Familieretshuset træffer afgø-
relse om faderskab eller medmoderskab.
Begrundelsen for forslaget er, at sager om faderskab og
medmoderskab ikke længere kun træffes ved dom, men også
ved en administrativ afgørelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til nr. 3
§ 13, stk. 1, i forældreansvarsloven giver forældre mulighed
for at aftale, at forældremyndigheden skal overføres fra den
ene forælder til den anden. Aftalen skal anmeldes til
Familieretshuset for at være gyldig. Er en sag om forældre-
myndighed indbragt for familieretten, kan anmeldelse ske
hertil.
37
Efter lovens § 13, stk. 2, kan forældremyndigheden ved afta-
le godkendt af Familieretshuset eller familieretten overføres
til andre end barnets forældre. Forældremyndigheden kan
overføres til et ægtepar eller et samlevende par i forening,
herunder til den ene forælder og dennes ægtefælle eller sam-
lever. Bestemmelsen giver også en forælder, der har foræl-
dremyndigheden alene, mulighed for at aftale fælles foræl-
dremyndighed med sin ægtefælle eller samlever.
Bestemmelserne i § 13, stk. 1 og 2, giver således mulighed
for at indgå aftaler om placeringen af forældremyndighed i
en række forskellige situationer. En aftale er dog efter be-
stemmelsens stk. 3 ikke gyldig, hvis aftalen er indgået inden
barnets fødsel, eller aftalen er betinget eller tidsbegrænset.
Endvidere er en aftale efter stk. 2 ikke gyldig, hvis der ydes
vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til foræl-
dremyndighedens indehaver.
Forældreansvarsloven indeholder ikke hjemmel til, at der
kan indgås aftaler om placeringen af forældremyndighed i
alle situationer. Eksempelvis kan der ikke aftales fælles for-
ældremyndighed i følgende situation: Den ene forælder og
dennes ægtefælle eller samlever har fået fælles forældre-
myndighed efter § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven. Hvis
denne forælder, der har del i forældremyndigheden, dør, kan
den afdøde forælders ægtefælle eller samlever, der efter
dødsfaldet efter § 15 i forældreansvarsloven har forældre-
myndigheden alene, ikke indgå aftale om fælles forældre-
myndighed med den anden forælder.
Det følger af § 15, stk. 2, i forældreansvarsloven, at når en
forælder dør, og forældrene ved dødsfaldet havde fælles for-
ældremyndighed, kan andre i forbindelse med dødsfaldet an-
mode om forældremyndigheden, hvis barnet ved dødsfaldet
ikke havde bopæl hos den efterlevende forælder. Det følger
af bestemmelsens stk. 3, at når en forælder, der har foræl-
dremyndigheden alene, dør, kan en efterlevende forælder og
andre anmode om forældremyndigheden. Begge bestemmel-
ser giver mulighed for at etablere fælles forældremyndighed.
Det foreslås, at der i § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven som
3. pkt. indsættes en bestemmelse, hvorefter en forældremyn-
dighedsindehaver og en af barnets forældre kan aftale at ha-
ve fælles forældremyndighed.
Bestemmelsen giver en forældremyndighedsindehaver mu-
lighed for ved en aftale godkendt af Familieretshuset eller
familieretten at aftale fælles forældremyndighed med en af
barnets forældre, der hverken er forældremyndighedsindeha-
verens ægtefælle eller samlever.
Den foreslåede bestemmelse forudsætter ikke, at den anden
af barnets forældre er død. Bestemmelsen finder således an-
vendelse i alle situationer, hvor en person, der ikke er foræl-
der til barnet, har eneforældremyndighed og ønsker at have
fælles forældremyndighed med en af barnets forældre.
Bestemmelsen giver ikke mulighed for at etablere fælles for-
ældremyndighed for flere end to personer.
Når der er etableret fælles forældremyndighed efter den
foreslåede bestemmelse, kræver alle væsentlige beslutninger
vedrørende barnets forhold efter § 3, stk. 1, i forældrean-
svarsloven enighed mellem de to forældremyndighedsinde-
havere. Den forældremyndighedsindehaver, som barnet har
bopæl hos, kan dog træffe afgørelse om overordnede forhold
i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal
være.
Hvis de to forældremyndighedsindehavere efter § 18 a, stk.
1, i forældreansvarsloven aftaler, at barnet har delt bopæl,
følger det dog af § 3, stk. 1, 3. pkt., i forældreansvarsloven,
at afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv
kræver enighed mellem forældremyndighedsindehaverne.
Bliver forældremyndighedsindehaverne uenige om forældre-
myndigheden, kan der efter § 11 i forældreansvarsloven
træffes afgørelse om, hvorvidt den fælles forældremyndig-
hed skal fortsætte, eller om en af dem skal have forældre-
myndigheden alene.
Endvidere følger det af § 3, stk. 2, i forældreansvarsloven, at
begge skal give samtykke til, at barnet forlader landet, her-
under udrejser til Grønland eller Færøerne, eller til, at bar-
nets ophold i udlandet, i Grønland eller på Færøerne forlæn-
ges ud over det aftalte, forudsatte eller fastsatte.
Familieretshusets eller familierettens godkendelse af en afta-
le omfattet af den foreslåede nye bestemmelse kræver, at af-
talen er bedst for barnet, jf. § 4 i forældreansvarsloven. Det
bemærkes i den forbindelse, at det følger af § 36, stk. 1 og 3,
i forældreansvarsloven, at der, inden en aftale om forældre-
myndighed efter § 13, stk. 2, godkendes, skal indhentes en
erklæring fra den forælder, der ikke har del i forældremyn-
digheden. Indhentelse af erklæringen kan dog undlades, hvis
det må antages at være til skade for barnet eller medføre
uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.
Begrundelsen for forslaget er, at det efter en konkret vurde-
ring kan være bedst for et barn, at en forældremyndigheds-
indehaver, der ikke er forælder til barnet, har mulighed for
at aftale fælles forældremyndighed med en af barnets foræl-
dre, der hverken er forældremyndighedsindehaverens ægte-
fælle eller samlever. På den måde sikres det, at der er to per-
soner, der har ret og pligt til at drage omsorg for barnet og
til at træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra bar-
nets interesse og behov. Forældreansvarsloven bør ikke væ-
re til hinder for sådanne ordninger, når de er bedst for bar-
net.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.3.
Til nr. 4
Forældreansvarsloven indeholder i §§ 15 og 15 a bestem-
melser om placeringen af forældremyndighed, når en foræl-
der eller forældremyndighedsindehaver dør.
38
Det følger af lovens § 15, stk. 3, 1. pkt., at når en forælder,
der har forældremyndigheden alene, dør, kan en efterleven-
de forælder og andre anmode om forældremyndigheden. Er
der fælles forældremyndighed, og dør begge forældre, kan
andre efter bestemmelsens 2. pkt. ligeledes anmode om for-
ældremyndigheden.
Hvis den ene forælder har forvoldt den anden forælders død,
og havde den afdøde forælder forældremyndigheden alene,
følger det af lovens § 15 a, stk. 2, i forældremyndighedslo-
ven, at lovens § 15, stk. 3, tilsvarende finder anvendelse.
Dette indebærer, at en efterlevende forælder og andre kan
anmode om forældremyndigheden.
Formålet med bestemmelserne er at sikre, at der udpeges en
forældremyndighedsindehaver, hvis et dødsfald medfører, at
et barn står uden forældremyndighedsindehaver.
Det følger af § 30 a, stk. 2, i forældreansvarsloven, at afgø-
relse om forældremyndighed efter død efter bestemmelserne
i kapitel 2 og 8-10 i Familieretshusloven træffes af enten af
Familieretshuset eller familieretten. Der henvises i den for-
bindelse til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne her-
til.
Det foreslås, at § 15, stk. 3, i forældreansvarsloven affattes
således, at dør en forælder, der har forældremyndigheden
alene, træffes der afgørelse om, hvem der skal have foræl-
dremyndigheden. En efterlevende forælder og andre kan an-
mode om forældremyndigheden. Er der fælles forældremyn-
dighed, og dør begge forældre, finder 1. og 2. pkt. tilsvaren-
de anvendelse
Med den foreslåede affattelse af bestemmelsen lovfæstes
det, at der skal udpeges en forældremyndighedsindehaver,
hvis et dødsfald medfører, at et barn står uden forældremyn-
dighedsindehaver. Dette vil også gælde i situationer, der er
omfattet af § 15 a, stk. 2, da den bestemmelse indeholder en
henvisning til § 15, stk. 3.
Begrundelsen for forslaget er, at det klart bør fremgå af §
15, stk. 3, og § 15 a, stk. 2, at der skal udpeges en forældre-
myndighedsindehaver, hvis et dødsfald medfører, at et barn
står uden forældremyndighedsindehaver.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til nr. 5
Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige
beslutninger vedrørende barnets forhold efter § 3, stk. 1, 1.
pkt., i forældreansvarsloven enighed mellem forældrene.
Den forælder, som barnet efter forældreansvarsloven har bo-
pæl hos, kan efter bestemmelsens 2. pkt. træffe afgørelse om
overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i
landet bopælen skal være. Bopælsforælderen kan således
selvstændigt tage stilling til større spørgsmål af dagligdags
karakter, såsom beslutninger vedrørende daginstitution og
spørgsmål om barnets daglige velbefindende, herunder om
barnet skal gå til skolepsykolog, deltage i en børnegruppe,
modtage børnesagkyndig rådgivning eller lignende.
Har barnet delt bopæl, følger det af § 3, stk. 1, 3. pkt., i for-
ældreansvarsloven, at afgørelse om overordnede forhold i
barnets daglige liv efter bestemmelsens 2. pkt. kræver enig-
hed mellem forældrene. Delt bopæl kan etableres på to må-
der: Efter § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven har et barn af
samlevende forældre med fælles forældremyndighed delt
bopæl i de første tre måneder efter forældrenes samlivsop-
hævelse, medmindre forældrene er enige om barnets bopæl,
og efter lovens § 18 a, stk. 1, kan forældre, der har fælles
forældremyndighed, aftale, at barnet har delt bopæl.
Delt bopæl indebærer, at ingen af forældrene er bopælsfor-
ælder i forældreansvarslovens forstand med den virkning, at
forældrene i deres indbyrdes forhold i relation til den
familieretlige lovgivning skal være enige om alle beslutnin-
ger om barnet. Formålet med delt bopæl er således at give
forældre med fælles forældremyndighed et ligeværdigt for-
ældreskab med lige indflydelse på barnets hverdag. Dette
understreger princippet i forældreansvarsloven om forældre-
nes fælles ansvar for deres børn.
Det følger af § 17, stk. 1, i forældreansvarsloven, at når for-
ældre har fælles forældremyndighed, og de ikke er enige
om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, kan der træf-
fes afgørelse herom.
Efter lovens § 17, stk. 3, har et barn af samlevende forældre
med fælles forældremyndighed delt bopæl i de første tre må-
neder efter forældrenes samlivsophævelse, medmindre for-
ældrene er enige om barnets bopæl. I denne periode kan der
indledes en sag om samvær, men der kan ikke indledes en
sag om barnets bopæl efter § 17, stk. 1. Der kan således hel-
ler ikke træffes en midlertidig bopælsafgørelse efter § 26 i
forældreansvarsloven. Denne ordning, der kaldes ”tvungen
delt bopæl”, indebærer, at ingen af forældrene har status
som bopælsforælder efter forældreansvarsloven med de sær-
lige beføjelser, der følger heraf. Forældrene skal således i
overensstemmelse med § 3, stk. 1, 3. pkt., i forældreansvars-
loven være enige om alle beslutninger om barnet, herunder
om ændring af barnets bopæl.
Lovens § 17, stk. 3, gælder for både gifte og ugifte forældre,
der ophæver samlivet. For gifte forældre gælder bestemmel-
sen uanset, om der i forbindelse med samlivsophævelsen an-
søges om separation eller skilsmisse.
Efter lovens § 17, stk. 4, 1. pkt., har barnet uanset bestem-
melsen i § 17, stk. 3, 1. pkt., ikke delt bopæl, hvis afgørende
hensyn til barnets bedste taler imod dette, eller hvis begge
forældre flytter fra den adresse, hvor barnet havde folkeregi-
steradresse på tidspunktet for forældrenes samlivsophævel-
se. I tilfælde omfattet af § 17, stk. 4, 1. pkt., følger det af be-
stemmelsens 2. pkt., at der kan indledes sag om barnets bo-
pæl efter § 17, stk. 1, inden for tre måneder efter samlivsop-
hævelsen. Bestemmelsen i stk. 4 finder f.eks. anvendelse,
hvis den ene forælder har udsat den anden forælder eller
39
barnet for vold, hvis der er frygt for, at barnet udsættes for
vold, seksuelle krænkelser eller andre grænseoverskridende
handlinger, eller hvis barnets psykiske eller fysiske velfærd
er truet. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvis foræl-
drene på grund af et højt konfliktniveau ikke kan træffe fæl-
les beslutninger af væsentlig betydning for barnet, som af
hensyn til barnets trivsel ikke kan udsættes, eller der er an-
dre forhold hos forældrene, såsom utroskab, der har så stor
betydning for barnet og dets trivsel, at det ikke er til barnets
bedste, at der er delt bopæl.
Hensigten med tvungen delt bopæl er at sikre ro om barnet i
perioden lige efter en samlivsophævelse og at udskyde den
endelige beslutning om barnets bopæl.
Tvungen delt bopæl skal ses i sammenhæng med § 42 a i
ægteskabsloven. Efter denne bestemmelse kan der for ægte-
fæller, som anmoder om skilsmisse uden forudgående sepa-
ration efter § 29 i ægteskabsloven, og som har fælles børn,
der ikke er fyldt 18 år, først udstedes bevilling til skilsmisse
efter en refleksionsperiode på tre måneder
Det foreslås, at § 17, stk. 3 og 4, i forældreansvarsloven op-
hæves.
Ophævelsen af bestemmelsen betyder, at tvungen delt bopæl
afskaffes således, at forældre, der ved samlivsophævelse er
uenige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, straks
kan henvende sig til Familieretshuset og få hjælp til at løse
uenigheden om bopælen, herunder ved at der bliver truffet
en afgørelse om bopæl, eventuelt indledningsvist en midler-
tidig afgørelse. Afskaffelsen vil således medvirke til, at for-
ældrene hurtigere kan få afklaring af deres situation. Der-
med kan konflikterne mellem dem mindskes, hvilket vil væ-
re til gavn for børnene.
Begrundelsen for forslaget er, at erfaringerne med tvungen
delt bopæl i tre måneder efter en samlivsophævelse og re-
fleksionsperioden viser, at ordningerne ikke virker efter hen-
sigten, når forældre er enige om at bryde relationen mellem
dem hurtigst muligt. I mange situationer optrapper og for-
længer ordningerne unødigt konflikten mellem forældrene
til skade for deres børn. Endvidere medfører ordningerne
nogle praktiske problemer, idet forældrene ofte ikke vil kun-
ne finde ny bolig, før de kender deres familiesituation og
dermed deres økonomiske situation. I praksis betyder ord-
ningerne også, at nogle par føler sig nødsaget til at bo blive
boende under samme tag trods et måske højt konfliktniveau,
mens de venter på, at de kan indlede en sag om barnets bo-
pæl og få en afgørelse herom, eventuelt en midlertidig afgø-
relse.
På den baggrund er det af hensyn til barnet nødvendigt at af-
skaffe både refleksionsperioden og tvungen delt bopæl. Med
hensyn til den foreslåede afskaffelse af refleksionsperioden
henvises til lovforslagets § 2, nr. 6, og bemærkningerne her-
til.
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 13,
vil den foreslåede afskaffelse af refleksionsperioden og
tvungen delt bopæl have virkning straks ved lovens ikraft-
træden og dermed også omfatte forældre, der har ophævet
samlivet inden for tre måneder inden lovens ikrafttræden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1, samt til lovforslagets § 4, nr. 1, og bemærknin-
gerne hertil om ændring af § 3, stk. 1, 3. pkt., i forældrean-
svarsloven.
Til nr. 6
Efter § 23, stk. 1, i forældreansvarsloven har en forælder,
som ikke har forældremyndigheden, ret til at få orientering
om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og
sundhedsvæsenet samt private sygehuse, privat praktiseren-
de læger og tandlæger. En sådan forælder har desuden ret til
at få udleveret dokumenter om barnets forhold, hvis disse
findes på skoler og i børneinstitutioner. Der må dog ikke gi-
ves fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehave-
ren.
Efter lovens § 23, stk. 2, kan de nævnte institutioner m.v.
nægte at give konkrete oplysninger og udlevere dokumenter
om barnets forhold, hvis det må antages at være til skade for
barnet. Endvidere kan Familieretshuset efter bestemmelsens
stk. 3 i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af
forældremyndigheden eller fra en af de nævnte institutioner
m.v. fratage den forælder, der ikke har forældremyndighed,
adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter ef-
ter bestemmelsens stk. 1. Afgørelsen har virkning fra det
tidspunkt, hvor institutionen m.v. modtager meddelelse om
afgørelsen. Det påhviler ikke den pågældende myndighed,
men forældremyndighedsindehaveren at orientere de rele-
vante institutioner m.v., når orienteringsretten bortfalder.
Forældrenes ret til orientering m.v. bortfalder, hvis barnet
adopteres. Det følger således af § 16 i adoptionsloven, at
ved adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant
og adoptivbarn som mellem forældre og deres barn.
Samtidig bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og
dets oprindelige slægt. Adoption medfører således et fuld-
stændigt familieskifte. Når et barn er blevet bortadopteret,
har barnets oprindelige forældre således ikke længere ret til
orientering m.v. om barnet efter § 23 i forældreansvarslo-
ven.
Adoptionsloven indeholder i §§ 9-11 bestemmelser om
adoption uden samtykke fra barnets forældre. I disse situati-
oner er det Ankestyrelsen, der træffer afgørelsen om adop-
tion.
Det følger af § 32 a adoptionsloven, at når Ankestyrelsen ef-
ter lovens § 10, jf. § 9, stk. 1-3, har truffet afgørelse om, at
et barn skal adopteres uden samtykke, placeres barnet mid-
lertidigt hos en adoptionsansøger.
Den midlertidige placering ophører, når Ankestyrelsen med-
deler bevilling til adoption, eller retten afsiger dom om, at
Ankestyrelsens afgørelse om adoption ophæves, og ankefri-
sten herfor er udløbet.
40
Under den midlertidige placering har adoptionsansøgeren
efter § 32 a, stk. 2, i adoptionsloven forældremyndigheden
over barnet, jf. § 7 a, stk. 5, i forældreansvarsloven. Efter §
7 a, stk. 1 og 2, i forældreansvarsloven har forældre, der
sammen har adopteret et barn, fælles forældremyndighed.
En forælder, der har adopteret et barn alene, har som ud-
gangspunkt forældremyndigheden alene. Efter bestemmel-
sens stk. 5 gælder bestemmelsens stk. 1 og 2 også for ansø-
gere med godkendelse som adoptant, der har fået et barn
placeret efter § 32 a i adoptionsloven, så længe barnet er
midlertidigt placeret.
Forældrene har fortsat ret til orientering m.v., selvom barnet
efter § 32 a i adoptionsloven midlertidigt placeres hos en
adoptionsansøger, der får forældremyndigheden over barnet.
§ 32 a i adoptionsloven og § 7 a, stk. 5, i forældreansvarslo-
ven finder ikke anvendelse, når barnet adopteres uden sam-
tykke efter § 9, stk. 4, i adoptionsloven, der vedrører situati-
oner, hvor barnet adopteres af den plejefamilie, som barnet
inden adoptionssagens start var anbragt hos efter reglerne
herom i serviceloven.
Barnets oprindelige forældre har ikke adgang til oplysninger
om, hvem der adopterer barnet, når adoptionen gennemføres
efter § 9, stk. 1-3, uden samtykke. Forældrene har heller ik-
ke adgang til oplysninger om, hvilke adoptionsansøgere bar-
net midlertidigt placeres hos.
De oprindelige forældre har dog efter adoptionen mulighed
for at få tilsendt anonymiserede opfølgningsrapporter om
barnet ca. hvert tredje år, indtil barnet fylder 18 år. Ifølge
Adoptionsnævnets procedure bliver adoptivforældrene bedt
om at udarbejde opfølgningsrapporterne i de år, hvor barnet
fylder 4 år, 7 år, 10 år, 13 år og 16 år. Herudover udarbejder
Familieretshuset en opfølgningsrapport ét år efter adoptio-
nen. Det er dog ikke muligt at gennemtvinge udarbejdelsen
af sådanne opfølgningsrapporter over for adoptanterne. Op-
følgningsrapporterne opbevares af Adoptionsnævnet, og de
oprindelige forældre har mulighed for at få tilsendt rappor-
terne automatisk, hvis de ønsker dette. De har også mulig-
hed for på et senere tidspunkt at få tilsendt rapporterne, hvis
de anmoder enten Familieretshuset eller Adoptionsnævnet
om rapporterne.
Det foreslås, at der i § 23 i forældreansvarsloven som stk. 4
indsættes en bestemmelse, hvorefter adgangen til at få orien-
tering og få udleveret dokumenter efter § 23, stk. 1, i foræl-
dreansvarsloven bortfalder, når barnet er midlertidigt place-
ret efter § 32 a i adoptionsloven. Det foreslås videre, at bort-
faldet af orienteringsretten har virkning fra det tidspunkt,
hvor den pågældende institutionen m.v. modtager meddelel-
se om, at barnet er midlertidigt placeret efter § 32 a i adopti-
onsloven.
Den foreslåede bestemmelse indebærer for det første, at bar-
nets oprindelige forældre ikke længere har ret til orientering
m.v. om barnet efter § 23 i forældreansvarsloven, når Anke-
styrelsen har truffet afgørelse om, at barnet skal adopteres
uden samtykke efter § 10, jf. § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven,
og barnet derefter er blevet midlertidigt placeret hos en
adoptionsansøger efter § 32 a i adoptionsloven.
Hvis retten ophæver Ankestyrelsens adoptionsafgørelse, og
fristen for at anke dommen er udløbet, genindtræder foræl-
drenes forældremyndighed over barnet, hvorefter forældrene
som forældremyndighedsindehavere har ret til oplysninger
om barnet.
Den foreslåede bestemmelse pålægger ikke Ankestyrelsen at
orientere de relevante institutioner m.v., når orienteringsret-
ten bortfalder. Det påhviler således de pågældende adopti-
onsansøgere at give besked til de relevante institutioner m.v.
om, at orienteringsretten er bortfaldet. Adoptionsansøgerne
orienteres herom i forbindelse med behandlingen af adopti-
onssagen.
Begrundelsen for forslaget er, at når Ankestyrelsen har truf-
fet afgørelse om, at et barn kan adopteres uden samtykke, og
barnet er placeret midlertidigt hos en adoptionsansøger, der
har fået forældremyndigheden over barnet, er de første væ-
sentlige skridt henimod at gennemføre et fuldstændigt fami-
lieskifte for barnet taget. Med den midlertidige placering
kan barnets tilknytning til adoptanten starte så tidligt i bar-
nets liv som muligt med deraf følgende forbedrede mulighe-
der for at give barnet en tryg og stabil opvækst.
I de omhandlede situationer er barnets forældre ikke enige i
adoptionen, og nogle af disse forældre kan opsøge barnet el-
ler de kommende adoptanter og dermed modarbejde det
kommende familieskifte. Dette er ikke til barnets bedste, og
det er vigtigt at kunne beskytte barnet herimod. De oplys-
ninger, som forældrene behøver for at kunne opsøge barnet
og adoptanterne, kan de få gennem orienteringsretten efter §
23 i forældreansvarsloven. En midlertidig placering af et
barn efter § 32 a i adoptionsloven bør derfor også indebære,
at forældres orienteringsret m.v. bortfalder.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.5.
Til nr. 7
Forældreansvarsloven indeholder i kapitel 5 bestemmelser
om midlertidige afgørelser om forældremyndighed.
Efter § 26 i forældreansvarsloven kan den myndighed, der
behandler en sag om forældremyndighed, efter anmodning
bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal til-
komme. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en endelig
aftale eller afgørelse, som kan fuldbyrdes. Afgørelsen bort-
falder, hvis anmodningen om, at der træffes afgørelse om
forældremyndighed, tilbagekaldes eller afvises, eller hvis
forældrene genoptager samlivet. Midlertidig forældremyn-
dighed efter § 26 gælder således kun under behandlingen af
forældremyndighedssagen.
Er indehaveren eller begge indehavere af forældremyndig-
heden forhindret i at træffe bestemmelse om barnets person-
41
lige forhold, afgør Familieretshuset efter § 28 i forældrean-
svarsloven, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så
længe forhindringen varer. Det følger af bestemmelsen, at
forældremyndigheden automatisk ophører, når forhindrin-
gen ikke længere er til stede, dvs. når den hidtidige foræl-
dremyndighedsindehaver igen er i stand til at træffe bestem-
melse om barnets personlige forhold.
Endelig indeholder § 27 i forældreansvarsloven en bestem-
melse om midlertidig forældremyndighed, når forældrene
har fælles forældremyndighed, og der er risiko for, at den
ene af dem vil bringe barnet ud af landet og derved foregri-
be en afgørelse om forældremyndigheden. I disse situationer
kan social- og indenrigsministeren eller den, ministeren be-
myndiger hertil, midlertidigt tillægge den anden forælder
forældremyndigheden alene.
Lovens § 27 anvendes alene, når den ene forælder er i færd
med at bortføre et barn til udlandet, og der derfor er et akut
behov for at tillægge den anden forælder forældremyndighe-
den alene. Dermed får denne forælder efter § 3 i forældrean-
svarsloven mulighed for som eneforældremyndighedsinde-
haver at bestemme, hvor barnet skal opholde sig, og kan an-
mode om politiets bistand til at bringe bortførelsen af barnet
til udlandet til ophør. Grundlaget for politiets indgriben er §
215 i straffeloven, hvorefter den, som unddrager en person
under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myn-
dighed eller forsorg, kan straffes.
I praksis forudsætter anvendelse af § 27 i forældreansvarslo-
ven, at det ikke er muligt for Familieretshuset eller famili-
eretten at træffe en midlertidig afgørelse om forældremyn-
digheden efter § 26 i forældreansvarsloven, typisk fordi det
akutte behov for en forældremyndighedsafgørelse opstår
uden for Familieretshusets eller familierettens kontortid. De
afgørelser, som social- og indenrigsministeren træffer efter §
27, træffes uden sædvanlig sagsoplysning, fordi der er me-
get kort tid til at tage stilling til anmodningen om eneforæl-
dremyndighed.
Bestemmelsen i § 27 finder anvendelse, uanset om der ver-
serer eller ikke verserer en sag om forældremyndigheden
over barnet hos Familieretshuset eller domstolene.
En afgørelse om eneforældremyndighed efter § 27 har
samme retsvirkninger som andre forældremyndighedsafgø-
relser.
Efter § 30 i forældreansvarsloven kan social- og indenrigs-
ministeren ændre en midlertidig afgørelse truffet efter lo-
vens § 27.
Afgørelser efter § 27 i forældreansvarsloven kan ikke ind-
bringes for højere administrativ myndighed, men afgørelser-
ne kan prøves af domstolene efter § 63 i grundloven.
Bestemmelsen i § 27 indeholder ikke bestemmelser om,
hvor længe en forældremyndighedsafgørelse gælder. Det an-
tages imidlertid, at en afgørelse efter § 27 bortfalder, når der
foreligger en endelig aftale eller afgørelse om forældremyn-
digheden, som kan fuldbyrdes, når en eventuel sag om for-
ældremyndigheden tilbagekaldes eller afvises, eller hvis for-
ældrene genoptager samlivet. Dette indebærer, at en afgørel-
se efter § 27 kan være gældende i en længere periode, hvis
ingen af forældrene indleder en forældremyndighedssag.
Det foreslås, at der i § 27 i forældreansvarsloven som stk. 2
og 3 indsættes to bestemmelser om bortfald af midlertidige
afgørelser om forældremyndighed, der går ud på, at en for-
ælder får forældremyndigheden alene.
Efter den første foreslåede bestemmelse i stk. 2 gælder en
afgørelse om eneforældremyndighed, der er truffet efter §
27, indtil der foreligger en endelig aftale eller afgørelse om
forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes, dog med forbe-
hold for den foreslåede bestemmelse i stk. 3.
Efter den anden foreslåede bestemmelse i stk. 3 bortfalder
afgørelser om eneforældremyndighed efter § 27 i tre situati-
oner.
For det første følger det af den foreslåede bestemmelse i stk.
3, nr. 1, at § 27-afgørelser bortfalder fire uger efter afgørel-
sestidspunktet, medmindre anmodning om afgørelse om for-
ældremyndigheden inden da er indgivet til Familieretshuset.
Bestemmelsen indebærer, at en midlertidig forældremyndig-
hedsafgørelse bortfalder, når en af forældrene inden fire
uger efter afgørelsestidspunktet har indgivet en anmodning
om en afgørelse om forældremyndigheden til Familieretshu-
set efter § 31 i forældreansvarsloven. Denne betingelse er
også opfyldt, hvis der på afgørelsestidspunktet verserede en
forældremyndighedssag hos Familieretshuset eller domsto-
lene.
For det andet følger det af den foreslåede bestemmelse i stk.
3, nr. 2, at § 27-afgørelser bortfalder, hvis en sag omfattet af
den foreslåede bestemmelse i nr. 1 efter indgivelsen tilbage-
kaldes eller afvises.
For det tredje følger det af den foreslåede bestemmelse i stk.
3, nr. 3, at § 27-afgørelser bortfalder, hvis forældrene gen-
optager samlivet.
Hvis en afgørelse om eneforældremyndighed efter § 27 bort-
falder efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, genindtræ-
der den fælles forældremyndighed, som forældrene havde
forud for § 27-afgørelsen.
Det bemærkes, at de foreslåede nye bestemmelser i § 27
principielt også finder anvendelse, når en afgørelse truffet
efter § 27 søges ændret efter § 30 i forældreansvarsloven, da
hjemlen til at træffe sådanne afgørelser er § 27, jf. § 30 i for-
ældreansvarsloven. I praksis vil en sådan ændringsafgørelse
indebære, at afgørelsen efter § 27, hvorved den ene forælder
fik eneforældremyndighed, ændres således, at forældrene
igen har fælles forældremyndighed. En sådan afgørelse er
ikke omfattet af de foreslåede bortfaldsregler, der kun finder
anvendelse på afgørelser, hvorved en forælder får forældre-
myndigheden alene.
42
Begrundelsen for de foreslåede ændringer af § 27 i foræl-
dreansvarsloven er, at bestemmelsen i lighed med §§ 26 og
28 i forældreansvarsloven bør indeholde regler om den tids-
mæssige udstrækning af midlertidige afgørelser om foræl-
dremyndighed. Dermed bliver retstilstanden klar.
Med de foreslåede bestemmelser i § 27, stk. 2 og stk. 3, nr. 2
og 3, i forældreansvarsloven lovfæstes den gældende ord-
ning.
Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 1,
er, at midlertidige afgørelser om eneforældremyndighed ef-
ter § 27 træffes på ufuldstændigt grundlag for at løse en akut
opstået situation. Afgørelserne bør derfor afløses af foræl-
dremyndighedsafgørelser truffet af familieretten eller undta-
gelsesvist af Familieretshuset efter sædvanlig sagsoplysning,
herunder navnlig inddragelse af barnet. Tager ingen af for-
ældrene initiativ til, at der træffes en sådan afgørelse, bør
den midlertidige afgørelse bortfalde med den virkning, at
forældrene igen har fælles forældremyndighed over barnet.
Forældrene orienteres herom i de afgørelser, der træffes ef-
ter § 27 i forældreansvarsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.4.
Til nr. 8
Det følger af § 43 i forældreansvarsloven, at når et barn, der
er under forældremyndighed, jf. lovens § 1, med tilladelse af
forældremyndighedens indehaver har påtaget sig tjeneste
m.v., hvorved denne er blevet i stand til selv at forsørge sig
selv, kan den pågældende, der er fyldt 15 år, selv ophæve af-
talen og påtage sig arbejde af lignende art, medmindre andet
bestemmes af forældremyndighedens indehaver.
Indtil den 1. april 2020 fremgik det af lovens § 1, at børn
under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har
indgået ægteskab.
Ved § 1 nr. 1, i 2018-følgeloven blev der i indsat en ny § 1 i
forældreansvarsloven, og den tidligere § 1 blev til § 1 a.
Det foreslås, at henvisningen i § 43 i forældreansvarsloven
til lovens § 1 ændres således, at der i stedet henvises til lo-
vens § 1 a.
Forslaget er en konsekvens af, at den tidligere § 1 i foræl-
dreansvarsloven ved 2018-følgeloven blev til § 1 a.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til § 5
Til nr. 1
Børnebortførelsesloven indeholder bl.a. regler om behand-
lingen af anmodninger om tilbagegivelse efter Haagerbørne-
bortførelseskonventionen af børn, der er bortført til Dan-
mark fra en anden konventionsstat. Loven fastlægger også i
overensstemmelse med konventionen betingelserne for at
tilbagegive et bortført barn.
Formålet med konventionen er at sikre, at bortførte børn til-
bagegives med henblik på, at afgørelsen om uenigheden
mellem forældrene om forældreansvaret i forhold til barnet
kan blive afgjort til barnets bedste i det land, hvor barnet bo-
ede på bortførelsestidspunktet. Det må således ikke være
muligt for en forælder at bortføre et barn til et andet land,
hvor den pågældende forælder har bedre muligheder for at
få forældreansvaret over barnet.
Det følger af § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at børn,
som ulovligt er ført her til landet, eller som ulovligt tilbage-
holdes her, efter anmodning skal tilbagegives til den, som
barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før bortfø-
relsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har
tiltrådt Haagerbørnebortførelseskonventionen. Det er såle-
des udgangspunktet, at et bortført barn skal tilbagegives.
Ved § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven er artikel 8 i Haa-
gerbørnebortførelseskonventionen blevet inkorporeret i
dansk ret. Det fremgår af artikel 8, at enhver person, institu-
tion eller anden myndighed, som gør gældende, at et barn er
blevet bortført eller tilbageholdt i strid med forældremyn-
digheden, kan anmode centralmyndigheden enten i den stat,
hvor barnet har bopæl, eller i enhver anden kontraherende
stat om bistand til at sikre, at barnet tilbagegives.
Det fremgår dog ikke af artikel 8, til hvem et bortført barn
skal tilbagegives, hvis betingelserne for tilbagegivelse er op-
fyldt.
Efter konventionens artikel 13, stk. 1, litra b, der er inkorpo-
reret i dansk ret ved § 11 i børnebortførelsesloven, kan tilba-
gegivelse af et bortført barn bl.a. nægtes, hvis der er en al-
vorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for bar-
nets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde
sætte barnet i en situation, som barnet ikke bør tåle. Bestem-
melsen finder f.eks. anvendelse, hvis der er risiko for, at den
forælder, som barnet er bortført fra, efter en eventuel tilba-
gegivelse af barnet vil udøve vold m.v., herunder psykisk
vold, over for barnet eller den anden forælder.
Ud over betingelserne i § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven
skal en afgørelse om tilbagegivelse af et barn altid være til
barnets bedste.
Sager om tilbagegivelse af børn, der er bortført til Danmark,
behandles af familieretten. Det er op til myndighederne i det
land, hvor barnet boede på bortførelsestidspunktet, at tage
stilling til, hvad der er bedst for barnet i relation til placerin-
gen af forældreansvaret over for barnet, herunder at træffe
midlertidige afgørelser herom under behandlingen af foræl-
dremyndighedssagen.
Det foreslås, at § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven ændres
således, at det ikke fremgår af bestemmelsen, at et bortført
barn, der tilbagegives, skal tilbagegives til den, som barnet
43
tilbageholdes fra. Dermed bringes ordlyden af bestemmel-
sen i overensstemmelse med konventionens artikel 8.
Med den foreslåede ændring af § 10, stk. 1, i børnebortførel-
sesloven får familieretten bedre muligheder for at træffe af-
gørelse om tilbagegivelse af et bortført barn til barnets bed-
ste. Dette skyldes, at familieretten ved en afgørelse om, at et
bortført barn skal tilbagegives, kan tage stilling til, til hvem
og hvordan barnet skal tilbagegives.
En tilbagegivelse kan eksempelvis foregå på den måde, at
bortføreren tager med barnet tilbage til det land, hvor barnet
boede på bortførelsestidspunktet. Hvis der er behov for det,
kan der i det pågældende land træffes foranstaltninger til be-
skyttelse af barnet og/eller bortføreren mod voldelige over-
greb m.v. fra den anden forælder, f.eks. i form af mulighed
for ophold på en hemmelig adresse eller et krisecenter. Til-
bagegivelsen kan endvidere ske til myndighederne i det
land, hvor barnet boede på bortførelsestidspunktet således,
at disse myndigheder sikrer, at barnet ikke udsættes for vold
m.v. Tilbagegivelsen kan også foregå på andre måder, der
sikrer, at barnet og/eller bortføreren ikke udsættes for vold
m.v.
Det bemærkes, at den foreslåede ændring ikke er til hinder
for, at tilbagegivelsen sker til den forælder, som barnet blev
bortført fra, forudsat at retten vurderer, at tilbagegivelse på
denne måde ikke vil være til skade for barnets sjælelige eller
legemlige sundhed eller på anden måde sætte barnet i en si-
tuation, som det ikke bør tåle.
Social- og Indenrigsministeriet, der efter § 2 i bekendtgørel-
se nr. 453 af 18. juni 1991 om ikrafttræden af lov om inter-
national fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v.
(internationale børnebortførelser) er centralmyndighed i
Danmark for Haagerbørnebortførelseskonventionen, kan
være behjælpelig med at etablere kontakt med myndigheder-
ne i det land, hvor barnet boede på bortførelsestidspunktet,
med henblik på at undersøge mulighederne for, at der træf-
fes foranstaltninger til sikring af, at tilbagegivelse af barnet
ikke vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige
sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som
barnet ikke bør tåle.
Begrundelsen for forslaget er, at ved § 10, stk. 1, i børne-
bortførelsesloven er konventionens artikel 8 ikke blevet kor-
rekt inkorporeret i dansk ret, idet det i modstrid med kon-
ventionens artikel 8 fremgår af § 10, stk. 1, at barnet i givet
fald til tilbagegives til den forælder, som barnet blev bortført
fra. Ved den foreslåede ændring af § 10, stk. 1, sikres det, at
artikel 8 er inkorporeret korrekt i dansk ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.4.
Til § 6
Til nr. 1
Efter § 16, stk. 1-3, i navneloven indgives ansøgning om
navngivning og navneændring til personregisterføreren i
sognet. I de sønderjyske landsdele indgives ansøgningen
dog til personregisterføreren i kommunen. Sagerne afgøres
som udgangspunkt af personregisterførerne, men visse sager
videresendes til Familieretshuset til afgørelse. De sager, der
videresendes til Familieretshuset, afgøres efter § 6, stk. 2,
nr. 11, og § 26, jf. § 27, stk. 2, i Familieretshusloven som
udgangspunkt af Familieretshuset. Familieretshuset indbrin-
ger dog navnesager, hvor der skal tages stilling til en tvist
mellem to private parter, og som indeholder komplicerede
faktiske eller juridiske problemstillinger, for familieretten til
afgørelse.
Efter § 16 a, stk. 1, i navneloven skal ansøgning om navn-
givning og navneændring indgives til personregisterføreren
ved anvendelse af den digitale løsning, som Kirkeministeriet
stiller til rådighed (digital selvbetjening).
Det foreslås, at der i § 16 i navneloven som stk. 4 indsættes
en bestemmelse, hvorefter bestemmelserne i lovens § 16,
stk. 1-3, ikke gælder ved ansøgning om navngivning og nav-
neændring, der indgives i forbindelse med anmodning om
udstedelse af adoptionsbevilling.
Forslaget er en konsekvens af den ved lovforslagets § 6, nr.
3, foreslåede ændring af § 19 i navneloven, hvorved det
præciseres, at ansøgning om navngivning og navneændring,
der hænger sammen med en adoption, indgives til den myn-
dighed, der behandler adoptionssagen og udsteder adopti-
onsbevillingen, dvs. Familieretshuset eller Ankestyrelsen.
Der henvises til denne bestemmelse og bemærkningerne
hertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.5.
Til nr. 2
Efter § 16 a, stk. 2, i navneloven skal anmodning om ind-
bringelse af Familieretshusets navneafgørelser efter lovens §
16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt., for familieretten til prøvel-
se indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digi-
tale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital
selvbetjening). Anmodning, der ikke indgives ved digital
selvbetjening, afvises som udgangspunkt af Familieretshu-
set.
Det foreslås, at § 16 a, stk. 2, i navneloven ændres således,
at bestemmelsen om anvendelse af digital selvbetjening ved
anmodning om domstolsprøvelse af Familieretshusets nav-
neafgørelser udvides til at omfattet alle de navneafgørelser,
som Familieretshuset træffer efter navneloven.
Forslaget er en konsekvens af den ved lovforslagets § 6, nr.
4, foreslåede ændring af § 21, stk. 1, i navneloven, hvorved
det foreslås, at alle de navneafgørelser, som Familieretshu-
set træffer efter navneloven, kan indbringes for familieretten
til prøvelse. Der henvises til denne bestemmelse og be-
mærkningerne hertil.
44
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til nr. 3
Efter § 16, stk. 1-4, i navneloven indgives ansøgning om
navngivning og navneændring til personregisterføreren i
sognet. I de sønderjyske landsdele indgives ansøgningen
dog til personregisterføreren i kommunen. Sagerne afgøres
som udgangspunkt af personregisterførerne, men visse sager
videresendes til Familieretshuset til afgørelse. De sager, der
videresendes til Familieretshuset, afgøres efter § 6, stk. 2,
nr. 11, og § 26, jf. § 27, stk. 2, i Familieretshusloven som
udgangspunkt af Familieretshuset. Familieretshuset indbrin-
ger dog navnesager, hvor der skal tages stilling til en tvist
mellem to private parter, og som indeholder komplicerede
faktiske eller juridiske problemstillinger, for familieretten til
afgørelse.
Det følger af § 19 i navneloven, at navneændring og navn-
givning endvidere kan ske ved adoptionsbevilling. Efter § 1,
stk. 1, i adoptionsloven meddeles adoption ved bevilling,
der som udgangspunkt udfærdiges af Familieretshuset. Be-
villing til adoption udfærdiges dog af Ankestyrelsen, når det
drejer sig om meddelelse af adoption uden samtykke fra bar-
nets forældre efter § 9 i adoptionsloven. Ankestyrelsens ad-
gang til at udfærdige disse adoptionsbevillinger blev indsat i
adoptionsloven ved § 1, nr. 1, i lov nr. 497 af 1. maj 2019
om ændring af adoptionsloven, lov om social service og for-
skellige andre love (Kontinuitet og enkle forløb for børn, der
adopteres uden samtykke). Sager om navngivning og navne-
ændring i forbindelse med adoption behandles således ikke
af personregisterførerne, og navneansøgningen indgives der-
for i praksis til den myndighed, der skal udfærdige adopti-
onsbevillingen, dvs. Familieretshuset eller Ankestyrelsen.
Det foreslås, at § 19 i navneloven ændres således, at bestem-
melsen finder anvendelse ved udfærdigelse af adoptionsbe-
villing, uanset om bevillingen udfærdiges af Familieretshu-
set eller Ankestyrelsen.
Den foreslåede ændring indebærer, at ansøgning om navn-
givning og navneændring, der hænger sammen med en
adoption, indgives til den myndighed, der behandler adopti-
onssagen og udsteder adoptionsbevillingen, dvs.
Familieretshuset eller Ankestyrelsen.
Begrundelsen for de foreslåede ændringer er, at den gælden-
de ordning, hvorefter ansøgning om navngivning eller nav-
neændring i forbindelse med adoption ikke indgives til per-
sonregisterføreren, men til den myndighed, der skal udfær-
dige adoptionsbevillingen, bør lovfæstes.
Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 1, om konsekvensæn-
dring af § 16 i navneloven og bemærkningerne hertil og i
øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.
Til nr. 4
Det fremgår af navneloven, at Familieretshuset træffer afgø-
relse om navngivning og navneændring i en række situatio-
ner. Efter lovens § 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt., drejer
det sig om nogle af de navneansøgninger, der indgives til
personregisterførerne, og som personregisterførerne videres-
ender til Familieretshuset til afgørelse. Efter lovens § 19
drejer det sig om afgørelse om navngivning og navneæn-
dring i forbindelse med Familieretshusets udstedelse af
adoptionsbevilling efter § 1, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven.
Det drejer sig videre om de afgørelser om navne, som per-
sonregisterføreren træffer, og som efter § 21, stk. 1, 1. pkt., i
navneloven påklages til Familieretshuset.
Det følger af § 21, stk. 1, 2. pkt., i navneloven og § 39 i
Familieretshusloven, at Familieretshusets afgørelser efter §
16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt., i navneloven kan indbrin-
ges for familieretten til prøvelse efter bestemmelserne her-
om i Familieretshusloven. Det følger dog af § 448 d, stk. 2, i
retsplejeloven, at familieretten kan afvise at behandle en sag
om en afgørelse, som Familieretshuset har truffet som kla-
geinstans efter § 21, stk. 1, 1. pkt., i navneloven, hvis sagen
ikke er principiel eller har generel betydning.
Efter § 39, stk. 2, i Familieretshusloven indgives anmodning
om, at Familieretshuset indbringer en afgørelse for familie-
retten, til Familieretshuset, der indbringer afgørelsen for
familieretten til prøvelse.
Efter ordlyden af § 21, stk. 1, 2. pkt., i navneloven finder be-
stemmelsen ikke anvendelse på de navneafgørelser, som
Familieretshuset træffer efter § 19 i navneloven, ligesom lo-
vens § 21, stk. 1, 2. pkt., heller ikke finder anvendelse, når
Familieretshuset træffer afgørelse i en sag, hvor en navneaf-
gørelse truffet af personregisterføreren er blevet påklaget til
Familieretshuset. I disse to situationer kan Familieretshusets
afgørelser prøves af domstolene efter § 63 i grundloven. En
sådan retssag skal den pågældende part selv anlægge mod
Familieretshuset, og sagen behandles ikke af familieretten
men af de almindelige domstole. Parten kan således ikke nø-
jes med at anmode Familieretshuset om at indbringe sagen
for familieretten til prøvelse.
Det bemærkes, at med lovforslagets § 6, nr. 3, foreslås § 19 i
navneloven ændret således, at bestemmelsen finder anven-
delse ved navngivning og navneændring i forbindelse med
udfærdigelse af adoptionsbevilling, uanset om bevillingen
udfærdiges af Familieretshuset eller Ankestyrelsen.
Det foreslås, at § 21, stk. 1, i navneloven ændres således, at
alle de navneafgørelser, som Familieretshuset træffer efter
navneloven, kan indbringes for familieretten til prøvelse ef-
ter bestemmelserne herom i Familieretshusloven, dog med
de begrænsninger der følger af § 448 d, stk. 2, i retsplejelo-
ven.
Forslaget indebærer, at en part kan anmode Familieretshuset
om, at en navneafgørelse omfattet af forslaget indbringes for
familieretten til prøvelse, og at parten derfor ikke behøver at
anlægge retssag mod Familieretshuset herom. Herudover in-
45
debærer forslaget, at de omhandlede navneafgørelser prøves
af familieretten som andre navneafgørelser, og at de ikke
prøves af de almindelige domstole.
Begrundelsen for forslaget er, at de navneafgørelser, som
Familieretshuset træffer i forbindelse med udstedelse af
adoptionsbevilling og ved behandlingen af klager over per-
sonregisterførernes navneafgørelser, på samme måde som
Familieretshusets øvrige navneafgørelser bør kunne indbrin-
ges for familieretten til prøvelse efter bestemmelserne her-
om i Familieretshusloven.
Det bemærkes, at der ikke foreslås en tilsvarende dom-
stolsprøvelse af Ankestyrelsens navneafgørelser i forbindel-
se med udfærdigelse af adoptionsbevilling. Ankestyrelsens
navneafgørelser kan således alene prøves af domstolene ef-
ter § 63 i grundloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.7.
Til § 7
Til nr. 1
Reglerne om faderskab og medmoderskab findes i børnelo-
ven. Loven indeholder indledningsvist i kapitel 1 og 1 a reg-
ler om registrering af henholdsvis faderskab og medmoder-
skab i forbindelse med fødslen.
Faderskab registreres som udgangspunkt af personregister-
førerne. Registreringen er reguleret af to regelsæt.
Det første regelsæt vedrører børn, der fødes af en kvinde,
der er gift med en mand. I så fald anses kvindes ægtemand
som udgangspunkt som far til barnet efter pater est-reglen i
§ 1, stk. 1, i børneloven.
Det andet regelsæt vedrører børn, der fødes af en ugift kvin-
de. Her anses en mand efter § 2, stk. 1, i børneloven som far
til barnet, hvis han og moren skriftligt erklærer, at de sam-
men vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Registre-
ring af faderskabet foretages af personregisterføreren i for-
bindelse med registreringen af barnets fødsel på grundlag af
en omsorgs- og ansvarserklæring, som begge parter har un-
derskrevet.
Registrering af faderskab foretages i enkelte situationer af
Familieretshuset. Det drejer sig om situationer, hvor et barn
fødes af en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en re-
gistreret partner. I disse situationer registreres sæddonoren
som far til barnet efter § 1 a, stk. 1, i børneloven, når kvin-
den er behandlet med assisteret reproduktion af en sund-
hedsperson, barnet må antages at være blevet til ved denne
behandling, og manden skriftligt har erklæret, at han skal
være barnets far.
Registrering af medmoderskab foretages altid af
Familieretshuset. Registreringen er reguleret af to regelsæt.
Det første regelsæt vedrører børn, der fødes af en kvinde,
der er gift med en kvinde eller har en registreret partner. I
disse situationer registreres ægtefællen eller partneren som
medmor til barnet efter § 3 a, stk. 1, i børneloven, når kvin-
den er blevet behandlet med assisteret reproduktion af en
sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, bar-
net må antages at være blevet til ved denne behandling, og
kvindens ægtefælle eller registrerede partner skriftligt har
erklæret, at hun skal være barnets medmor. Registreringen
af medmoderskabet foretages af Familieretshuset i forbin-
delse med registrering af barnets fødsel.
Det andet regelsæt vedrører børn, der fødes af en ugift kvin-
de. I disse situationer anses en kvinde efter § 3 b, stk. 1, i
børneloven som medmor til barnet, hvis hun og moren
skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og
ansvaret for barnet, moren er blevet behandlet med assisteret
reproduktion af en sundhedsperson eller under en sundheds-
persons ansvar, barnet må antages at være blevet til ved den-
ne behandling, og morens partner skriftligt har erklæret, at
hun skal være barnets medmor. Registreringen af dette med-
moderskab foretages af Familieretshuset i forbindelse med
registrering af barnets fødsel.
Det fremgår af § 2, stk. 1, og § 3 b, stk. 1, i børneloven, at
registrering af faderskab og medmoderskab på grundlag af
en omsorgs- og ansvarserklæring foretages af personregi-
sterføreren i forbindelse med registreringen af barnets fød-
sel. Det er i forarbejderne til børneloven forudsat, at fader-
skab og medmoderskab kun kan registreres inden for to uger
efter fødslen. Der henvises til Folketingstidende 2012-13, A,
L 207 som fremsat, side 36. Når et faderskab eller et med-
moderskabet ikke er blevet registreret inden for denne frist,
rejser Familieretshuset efter § 7, stk. 1, i børneloven sag om
faderskab og medmoderskab efter bestemmelserne i kapitel
2 i børneloven.
Det foreslås, at § 7, stk. 1, i børneloven ændres således, at
det fremgår af bestemmelsen, at Familieretshuset først skal
rejse en sag om faderskab eller medmoderskab, hvis fader-
skabet eller medmoderskabet ikke er blevet registreret inden
for fire uger fra barnets fødsel.
Forslaget indebærer, at personregisterføreren, når der er for-
løbet fire uger fra fødslen, skal fremsende de sager til
Familieretshuset, hvor der hverken er fastslået faderskab el-
ler medmoderskab. Personregisterføreren skal dog ikke
fremsende en sag til Familieretshuset, hvis der inden frem-
sendelsen er fastslået et faderskab eller medmoderskab til
barnet.
I de sager, der fremsendes til Familieretshuset, fordi hverken
faderskab eller medmoderskab er blevet fastslået, rejser
Familieretshuset sag om faderskabssag eller medmoderskab.
Baggrunden for forslaget er, at Familieretshuset modtager et
større antal sager om faderskab til behandling fra personre-
gisterførerne, bl.a. fordi forældre ikke husker at foretage det
nødvendige i forhold til en registrering af faderskabet hos
46
personregisterføreren inden to uger efter barnets fødsel. For-
længes registreringsfristen, vil flere af disse forældre få fa-
derskabet registreret hos den myndighed, der har til opgave
at sørge for registrering af faderskab i forbindelse med bar-
nets fødsel. Dermed kan registreringen også foretages på et
tidligere tidspunkt, end hvis faderskabet først fastslås efter,
at Familieretshuset har rejst faderskabssag. Samtidig kan det
undgås, at personregisterførerne skal orientere Familierets-
huset om, at der er født et barn, hvor der ikke er registeret et
faderskab, og at Familieretshuset således modtager sager,
som Familieretshuset ikke behøver at behandle, fordi betin-
gelserne for registrering af faderskabet er opfyldt.
For at sikre parallelitet mellem behandlingen af sager om fa-
derskab og om medmoderskab foreslås det, at også fristen
for registrering af faderskab og medmoderskab hos
Familieretshuset forlænges til fire uger, selvom den prakti-
ske betydning heraf er mindre, da det også er Familieretshu-
set, der skal behandle eventuelle sager om faderskab og
medmoderskab.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.8.
Til nr. 2
§ 14, stk. 1-6, i børneloven regulerer en mands anerkendelse
over for Familieretshuset af faderskabet til et barn og en
kvindes tilsvarende anerkendelse over for Familieretshuset
af medmoderskabet til et barn. Efter § 14, stk. 9, i børnelo-
ven skal den mand, som anerkender faderskabet, eller den
kvinde, der anerkender medmoderskabet, inden anerkendel-
sen være gjort bekendt med retsvirkningerne af anerkendel-
sen og med, at sagen kan kræves afgjort ved retten.
Som led i etableringen af det nye familieretlige system blev
børneloven ændret ved § 6 i 2018-følgeloven. I den forbin-
delse blev der i børneloven som § 32 a, stk. 2, indsat en be-
stemmelse, hvorefter afgørelser om faderskab og medmo-
derskab og om genoptagelse af en sag om faderskab og
medmoderskab træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og
8-10 i Familieretshusloven af Familieretshuset eller
familieretten.
Sager om faderskab eller medmoderskab behandles efter §
26 i Familieretshusloven af Familieretshuset, der foretager
oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning og kon-
flikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres ue-
nighed, træffer Familieretshuset afgørelse i sagen. Det føl-
ger dog af lovens § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset ind-
bringer en sag om faderskab eller medmoderskab for
familieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicere-
de faktiske eller juridiske problemstillinger.
Det foreslås, at § 14, stk. 9, i børneloven ændres således, at
den mand, som anerkender faderskab, eller den kvinde, der
anerkender medmoderskab, inden anerkendelsen skal være
gjort bekendt med retsvirkningerne af anerkendelsen og
med, at sagen kan kræves afgjort af Familieretshuset eller
familieretten, afhængigt af hvilken myndighed der efter §§
26 og 27 i Familieretshusloven skal træffe afgørelse i den
konkrete sag.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til § 8
Til nr. 1
Den nordiske faderskabslov indeholder bestemmelser om, i
hvilket omfang afgørelser m.v. om faderskab, der er truffet i
Finland, Island, Norge eller Sverige, anerkendes her i landet.
Loven indeholder i § 5 en ændring af lov nr. 300 af 8. juni
1977 om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørel-
ser om privatretlige krav og om ændring af retsplejeloven.
Det foreslås, at lovens titel ændres til lov om anerkendelse
af nordiske afgørelser om faderskab og medmoderskab.
Begrundelsen for forslaget er for det første, at der med lov
nr. 652 af 12. juni 2013 om ændring af børneloven, lov om
adoption, retsplejeloven og forskellige andre love (Medmo-
derskab m.v.) blev indført mulighed for i Danmark at etable-
re medmoderskab, der har samme retsvirkninger som fader-
skab. Der er i de øvrige nordiske lande ligeledes indført mu-
lighed for at etablere medmoderskab. Det foreslås derfor
med den ændring af den nordiske faderskabslov, der foreslås
ved lovforslagets § 8, nr. 3, at loven også omfatter anerken-
delse af medmoderskab fastslået i de andre nordiske lande.
Som konsekvens heraf foreslås det, at lovens titel ændres så-
ledes, at den afspejler, at loven også vedrører medmoder-
skab.
Begrundelsen for forslaget er for det andet, at der ikke er be-
hov for i titlen at henvise til, at loven også indeholdt en æn-
dring af lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske af-
gørelser om privatretlige krav og om ændring af retsplejelo-
ven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.8, samt til lovforslagets § 8, nr. 3, og bemærknin-
gerne hertil.
Til nr. 2
Efter § 1 i den nordiske faderskabslov har retskraftig dom
om faderskab, der er afsagt af en finsk, islandsk, norsk eller
svensk domstol, bindende virkning her i landet. Fastsættelse
af faderskab i Finland, Island, Norge eller Sverige, der er
sket på anden måde end ved dom, har efter lovens § 2 ligele-
des bindende virkning her i landet.
En udenlandsk faderskabsdom efter lovens § 1 eller en fast-
sættelse af faderskab i udlandet efter lovens § 2 har dog ef-
ter lovens § 3 ikke bindende virkning her i landet i en række
situationer. Det drejer sig bl.a. efter lovens § 3, nr. 1, om si-
tuationer, hvor den udenlandske faderskabsdom eller -fast-
sættelse er i strid med en dom, der har bindende virkning her
i landet, og som er afsagt i en sag, som var blevet anlagt, før
47
den udenlandske retssag blev anlagt, eller før den udenland-
ske fastsættelse fandt sted.
Det foreslås, at § 3, nr. 1, i den nordiske faderskabslov affat-
tes således, at en udenlandsk dom eller fastsættelse ikke har
bindende virkning her i landet, hvis dommen eller fastsæt-
telsen er i strid med en afgørelse, der har bindende virkning
her i landet, og sag herom blev indledt, før den anden rets-
sag blev anlagt, eller før fastsættelsen fandt sted.
Nyaffattelsen af bestemmelsen betyder, at henvisningen i
bestemmelsen til domme om faderskab og til tidspunktet for
anlæggelse af retssag om faderskab ændres således, at der i
stedet henvises til afgørelser om faderskab og medmoder-
skab og til tidspunktet for indledning af sag om faderskab
eller medmoderskab.
De foreslåede ændringer er begrundet i, at det følger af § 32
a, stk. 2, i børneloven, at afgørelser om faderskab og med-
moderskab træffes af enten Familieretshuset eller familieret-
ten. Indtil § 32 a, stk. 2, blev indsat i børneloven ved 2018-
følgeloven, blev afgørelser om faderskab alene truffet af
domstolene. Med den foreslåede ændring af § 3, nr. 1, i den
nordiske faderskabslov bringes bestemmelsen i overens-
stemmelse med kompetencefordelingen i børneloven, hvor
afgørelser om faderskab og medmoderskab kan træffes af
både domstolene ved dom og administrativt ved afgørelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til nr. 3
Efter § 1 i den nordiske faderskabslov har retskraftig dom
om faderskab, der er afsagt af en finsk, islandsk, norsk eller
svensk domstol, bindende virkning her i landet. Med dom li-
gestilles forlig indgået for en domstol. Fastsættelse af fader-
skab i Finland, Island, Norge eller Sverige, der er sket på an-
den måde end ved dom, har efter lovens § 2 ligeledes bin-
dende virkning her i landet.
En faderskabsdom efter § 1 eller en fastsættelse af faderskab
efter § 2 har dog efter lovens § 3 ikke bindende virkning her
i landet i en række situationer. Det drejer sig bl.a. efter § 3,
nr. 1 og 2, om situationer, hvor den udenlandske faderskabs-
dom eller -fastsættelse er i strid med en afgørelse om fader-
skab, der har bindende virkning her i landet, efter bestem-
melsens nr. 3 om situationer, hvor der her eller i udlandet
verserer en sag om faderskabet, hvis afgørelse kan få bin-
dende virkning her i landet, hvis der her eller i udlandet ver-
serer en sag om faderskabet ved en domstol, hvis afgørelse
kan få bindende virkning her i landet, såfremt den verseren-
de sag er anlagt, før den udenlandske retssag blev anlagt, el-
ler før fastsættelsen fandt sted, og efter bestemmelsens nr. 4
om situationer, hvor anerkendelse af et udenlandsk fader-
skab ville være åbenbart uforenelig med grundlæggende
danske retsprincipper.
Verserer retssag om faderskabet i Finland, Island, Norge el-
ler Sverige, skal en senere i Danmark anlagt faderskabssag
efter lovens § 4 afvises eller udsættes, indtil der er afsagt
retskraftig dom i den udenlandske sag.
Den nordiske faderskabslov finder ikke anvendelse på med-
moderskab, men det antages, at medmoderskab etableret i et
af de andre nordiske lande anerkendes i Danmark på ulovbe-
stemt grundlag, dog med de undtagelser der følger af lovens
§ 3.
Det foreslås, der er i den nordiske faderskabslov som § 4 a
indsættes en bestemmelse, hvorefter lovens §§ 1-4 finder til-
svarende anvendelse på medmoderskab.
Den foreslåede ændring betyder navnligt, at det lovgivnings-
mæssigt sikres, at medmoderskab etableret i et af de andre
nordiske lande anerkendes i Danmark, dog med de undtagel-
ser der følger af lovens § 3.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at med lov nr. 652 af
12. juni 2013 om ændring af børneloven, lov om adoption,
retsplejeloven og forskellige andre love (Medmoderskab
m.v.) blev der i Danmark indført mulighed for etablering af
medmoderskab, der har samme retsvirkninger som fader-
skab. Tilsvarende lovgivning er indført i de øvrige nordiske
lande, og der er derfor behov for at lovfæste anerkendelse af
medmoderskab fra de øvrige nordiske lande på lige fod med
faderskab.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.8.
Til § 9
Til nr. 1
Det følger af § 8, stk. 3, i CPR-loven, at når et barn opholder
sig lige længe ad gangen hos hver af forældrene, og foræl-
drene har fælles forældremyndighed, skal kommunalbesty-
relsen i CPR registrere barnet med bopæl hos den af foræl-
drene, som forældrene over for kommunen erklærer sig eni-
ge om. Enighed anses efter bestemmelsens nr. 4 bl.a. for at
foreligge ved dokumentation over for kommunen af, at den
ene forælder over for Familieretshuset eller familieretten har
accepteret at være samværsforælder. Efter bestemmelsen
gælder dette dog ikke, når barnet har delt bopæl efter § 17,
stk. 3, i forældreansvarsloven.
Begrundelsen for § 8, stk. 3, nr. 4, i CPR-loven er, at efter §
17, stk. 3, i forældreansvarsloven har et barn af samlevende
forældre med fælles forældremyndighed delt bopæl i de
første tre måneder efter forældrenes samlivsophævelse,
medmindre forældrene er enige om barnets bopæl. I denne
periode kan der indledes en sag om samvær, men der kan ik-
ke indledes en sag om barnets bopæl efter § 17, stk. 1, i for-
ældreansvarsloven. Dette indebærer, at selvom en forælder i
denne periode får fastsat eller aftalt samvær, der betyder, at
barnet opholder sig lige længe ad gangen hos hver af foræl-
drene, kan det ikke lægges til grund, at vedkommende for-
ælder derved har accepteret, at den anden forælder er bo-
pælsforælder. Barnet kan derfor i denne periode ikke regi-
48
streres i CPR med bopæl hos den anden forælder under hen-
visning til det fastsatte eller aftalte samvær.
Det foreslås, at henvisningen i § 8, stk. 3, nr. 4, i CPR-loven
til § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven udgår.
Forslaget er en konsekvens af den ved lovforslagets § 4, nr.
5, foreslåede ophævelse af § 17, stk. 3, i forældreansvarslo-
ven. Der henvises til denne bestemmelse og bemærkninger-
ne hertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2, samt til lovforslagets § 4, nr. 5, og bemærkningerne
hertil.
Til § 10
Til nr. 1
Efter § 58 i ægteskabsloven kan en aftale om fordelingen af
formuen, bidragspligten eller andre vilkår, som ægtefæller
har indgået med henblik på separation eller skilsmisse, æn-
dres eller erklæres for uforbindende, såfremt den skønnes
urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens ind-
gåelse. Bestemmelsen omfatter alle økonomiske aftaler, der
er indgået med henblik på en forestående separation eller
skilsmisse. Henvisningen til andre vilkår er således ikke
knyttet an til de vilkår for separation og skilsmisse, der føl-
ger af § 42, jf. §§ 49 og 55, i ægteskabsloven, der drejer sig
om pligten til at betale ægtefællebidrag efter separation og
skilsmisse og om retten til fortsættelse af et eventuelt bebo-
elseslejemål.
§ 58 i ægteskabsloven finder ikke anvendelse, i det omfang
en sag om ændring af en aftale er omfattet af en særregel,
eksempelvis § 17 i børnebidragsloven om ændring af aftaler
om børnebidrag.
§ 58 i ægteskabsloven omfatter heller ikke aftaler om foræl-
dremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. Ændring af
sådanne aftaler behandles efter bestemmelserne herom i for-
ældreansvarsloven.
Begrundes en anmodning om ændring af en aftale omfattet
af § 58 i ægteskabsloven med, at forholdene senere har for-
andret sig, finder bestemmelsen ikke anvendelse. Sådanne
sager behandles af de almindelige domstole efter reglerne
om ændring af aftaler i aftaleloven.
Indtil den 1. april 2019 blev afgørelser efter § 58 i ægte-
skabsloven truffet af domstolene, men det følger nu af § 58
a, stk. 2, nr. 4, i ægteskabsloven, at i sager omfattet af kapi-
tel 5 i ægteskabsloven træffer Familieretshuset eller
familieretten afgørelse efter bestemmelserne i kapitel 2 og
8-10 i Familieretshusloven. Kapitel 5 i ægteskabsloven om-
fatter § 58. Det følger af kapitel 9 i Familieretshusloven,
navnlig § 26 og § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset foreta-
ger oplysning af en sag efter § 58 i ægteskabsloven og tilby-
der parterne rådgivning og konflikthåndtering. Finder par-
terne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familierets-
huset afgørelse i sagen. Familieretshuset indbringer dog sag-
en for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder kom-
plicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.
Indtil den 1. april 2019 blev sager efter § 58 i ægteskabslo-
ven betragtet som ægteskabssager, hvorfor domstolenes in-
ternationale kompetence til at behandle sager efter § 58 i
ægteskabsloven fulgte af den tidligere bestemmelse i § 448
c i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. no-
vember 2018.
Efter den tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 1, i retspleje-
loven kunne sag om ægteskab, herunder om separation,
skilsmisse, omstødelse af et ægteskab eller et ægteskabs be-
ståen samt efter § 58 i ægteskabsloven, behandles her i riget,
såfremt sagsøgte havde bopæl her, eller sagsøgeren havde
bopæl her og enten havde boet her i de sidste to år eller tidli-
gere havde haft bopæl her. Sagen kunne endvidere behand-
les her i riget, hvis sagsøgeren var dansk statsborger, og det
blev godtgjort, at sagsøgeren på grund af sit statsborgerskab
ikke kunne anlægge sagen i det land, hvor sagsøgeren havde
bopæl, eller hvis begge parter var danske statsborgere, og
sagsøgte ikke modsatte sig indbringelse af sagen for dansk
domstol. Endelig kunne sagen behandles her i riget, hvis
skilsmisse blev søgt på grundlag af separation meddelt her i
landet inden for de sidste fem år.
Efter den tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 2, i retspleje-
loven kunne sag om separation og skilsmisse mellem to per-
soner af samme køn også behandles her i riget, når ægteska-
bet var indgået her, og ingen af ægtefællerne boede i et land
med en lovgivning om ægteskab mellem to personer af
samme køn, der svarede til den danske.
Det fulgte af bestemmelsens stk. 3, at sag om et ægteskabs
omstødelse eller beståen også kunne indbringes for retten
her i riget, når ægteskabet var indgået her.
Endelig fremgik det af bestemmelsens stk. 4, at reglerne i
stk. 1-3 kunne fraviges ved overenskomst med fremmed
stat.
Danmark har ikke indgået en overenskomst omfattet af den
tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 4, i retsplejeloven i re-
lation til sager omfattet af § 58 i ægteskabsloven bortset fra
de bestemmelser i underholdspligtforordningen, der gælder
her i landet, jf. § 1 i Bruxelles I-loven. Forordningen inde-
holder bestemmelser om den internationale kompetence til
at behandle sager om underholdspligt, herunder ændring af
aftaler om underholdspligt. Disse bestemmelser havde i rela-
tion til sager om underholdspligt forrang for de tidligere
gældende bestemmelser i § 448 c, stk. 1-3, i retsplejeloven.
Ved § 15, nr. 15, i 2018-følgeloven blev den tidligere § 448
c i retsplejeloven ophævet, og bestemmelsen blev delvist vi-
dereført som § 448 f i retsplejeloven. Der blev i den forbin-
delse foretaget enkelte redaktionelle ændringer af bestem-
melsen, og herudover blev bestemmelsens anvendelsesom-
råde ændret fra ægteskabssager til sager om separation,
skilsmisse, omstødelse af ægteskab eller et ægteskabs bestå-
49
en. Som en utilsigtet konsekvens af denne ændring er den
internationale kompetence til at behandle sager efter § 58 i
ægteskabsloven ikke omfattet af § 448 f i retsplejeloven, og
der findes i den familieretlige lovgivning ikke andre bestem-
melser om international kompetence i relation til behandlin-
gen af disse sager.
Det foreslås, at der som § 448 h i retsplejeloven indsættes en
ny bestemmelse om international kompetence til at behandle
sager omfattet af § 58 i ægteskabsloven.
Efter stk. 1 i den foreslåede bestemmelse kan sager efter §
58 i ægteskabsloven behandles her i riget, hvis sagsøgte har
hjemting her efter § 235 i retsplejeloven, eller hvis det føl-
ger af § 246 i retsplejeloven om adgangen til at anlægge
retssag i Danmark mod personer, der ikke har hjemting i
Danmark.
Bestemmelsen indebærer, at sager efter § 58 i ægteskabslo-
ven om ændring af en aftale indgået med henblik på separa-
tion eller skilsmisse om fordelingen af formuen eller om an-
dre vilkår for separation og skilsmisse kan behandles her i
riget, hvis betingelserne i den foreslåede nye bestemmelse er
opfyldt.
I forhold til § 58 i ægteskabsloven er anvendelsesområdet
for den foreslåede bestemmelse begrænset, idet den ikke
omfatter sager om underholdspligt. Dette skyldes, at danske
myndigheders internationale kompetence til at behandle sag-
er om underholdspligt, herunder sager om ændring af aftaler
om underholdspligt, er reguleret af bestemmelserne herom i
underholdspligtforordningen. Dette er i overensstemmelse
med den gældende ordning.
Betingelserne for danske myndigheders internationale kom-
petence efter den foreslåede bestemmelse er ændret i forhold
til den tidligere § 448 c i retsplejeloven.
Efter den foreslåede bestemmelse kan sager efter § 58 be-
handles her i riget, hvis sagsøgte efter § 235 i retsplejeloven
har hjemting her.
Efter § 235, stk. 1, i retsplejeloven anlægges retssager ved
sagsøgtes hjemting, medmindre andet er bestemt ved lov.
Efter bestemmelsens stk. 2 er hjemtinget i den retskreds,
hvor sagsøgte har bopæl. Har sagsøgte bopæl i flere rets-
kredse, er hjemtinget i enhver af dem. Har sagsøgte ingen
bopæl, er hjemtinget efter bestemmelsens stk. 3 i den rets-
kreds, hvor sagsøgte opholder sig. Har sagsøgte hverken bo-
pæl eller kendt opholdssted, er hjemtinget efter bestemmel-
sens stk. 4 i den retskreds, hvor sagsøgte sidst har haft bo-
pæl eller opholdssted.
Den foreslåede bestemmelse viderefører således overordnet
set den tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 1, nr. 1, i rets-
plejeloven, hvorefter en sag efter § 58 i ægteskabsloven
kunne behandles her i riget, hvis sagsøgte havde bopæl her.
I forhold til retstilstanden før den 1. april 2019 indebærer
forslaget, at en sag efter § 58 ikke kan behandles her i riget
alene fordi, sagsøgeren har bopæl her og enten har boet her i
de sidste to år eller tidligere har haft bopæl her, at sagsøge-
ren er dansk statsborger, og det godtgøres, at sagsøgeren på
grund af sit statsborgerskab ikke vil kunne anlægge sag i
sagsøgerens bopælsland, eller at begge parter er danske
statsborgere, og sagsøgte ikke modsætter sig, at sagen ind-
bringes for dansk domstol. Om den tidligere retstilstand
henvises til de tidligere bestemmelser i § 448 c, stk. 1, nr.
2-4, i retsplejeloven.
Forslaget indebærer endvidere, at en sag efter § 58 ikke kan
behandles her i riget, selvom der er tale om ægteskab indgå-
et i Danmark mellem to personer af samme køn, og ingen af
ægtefællerne bor i et land med en lovgivning om ægteskab
mellem to personer af samme køn, der svarer til den danske.
Det bemærkes, at de tidligere bestemmelser i § 448 c, stk. 1,
nr. 5, og stk. 3, i retsplejeloven indeholdt særlige regler for
sager om skilsmisse, omstødelse af ægteskab og et ægte-
skabs beståen, der efter deres indhold ikke fandt anvendelse
på sager efter § 58 i ægteskabsloven.
Efter den foreslåede bestemmelse kan sager efter § 58 end-
videre behandles her i riget, hvis det følger af § 246 i rets-
plejeloven. Efter denne bestemmelse kan der i Danmark i
visse situationer anlægges retssag mod personer, der ikke
har hjemting i Danmark. Det følger af bl.a. bestemmelsens
stk. 2, at sager vedrørende formueretsforhold mod sagsøgte
uden hjemting i Danmark kan anlægges ved retten på det
sted, hvor de ved stævningens forkyndelse opholder sig. Vi-
dere følger det af bestemmelsens stk. 3, at sager vedrørende
formueretsforhold mod sagsøgte uden hjemting i Danmark
kan anlægges ved retten på det sted, hvor den pågældende
person på tidspunktet for sagens anlæg har gods, eller hvor
det gods, kravet angår, befinder sig på tidspunktet for sagens
anlæg. Formueretsforhold i § 246 omfatter krav, der har
økonomisk værdi, og som hviler på privatretligt grundlag.
Efter stk. 2 i den foreslåede bestemmelse kan kompetence-
bestemmelserne i det foreslåede stk. 1 fraviges ved overens-
komst med fremmed stat.
Danmark har ikke ud over underholdspligtforordningen ind-
gået aftaler omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Begrundelsen for forslaget om indsættelse af en bestemmel-
se i § 448 h i retsplejeloven om international kompetence i
relation til sager efter § 58 i ægteskabsloven er, at der i for-
hold til retstilstanden inden den 1. april 2019 mangler regler
om danske myndigheders internationale kompetence til at
behandle sådanne sager, bortset fra sager om underholds-
pligt.
Begrundelsen for forslaget om ændring af kompetencereg-
lerne i relation til § 58 i ægteskabsloven i forhold til den tid-
ligere ordning er, at sager efter § 58 i ægteskabsloven er
sager om økonomiske forhold, og at der bør gælde samme
kompetenceregler i forhold til sådanne sager som i forhold
til andre sager om økonomiske forhold, der som udgangs-
punkt alene kan behandles i Danmark, hvis sagsøgte har
50
hjemting her. En sag efter § 58 bør således ikke kunne be-
handle her i riget, alene fordi sagsøger har bopæl her, parter-
ne har dansk statsborgerskab, eller sagsøger er dansk stats-
borger og på grund af sit statsborgerskab ikke vil kunne an-
lægge sag i sagsøgerens bopælsland. Dog bør en sag efter §
58 kunne behandles her i riget, selvom sagsøgte ikke har
hjemting her, hvis de almindelige betingelser i § 246 i rets-
plejeloven for sagsanlæg mod sagsøgte uden hjemting i
Danmark er opfyldt.
Det bemærkes, at efter § 43 a i ægteskabsloven kan
Familieretshuset behandle en sag om separation, skilsmisse,
omstødelse af ægteskab eller et ægteskabs beståen, hvis be-
tingelserne i § 448 f i retsplejeloven er opfyldt. Ved lovfor-
slagets § 2, nr. 7, foreslås der som § 43 a, stk. 2, i ægte-
skabsloven indsat en bestemmelse, hvorefter Familieretshu-
set kan behandle en sag efter § 58 i ægteskabsloven om æn-
dring af en aftale indgået med henblik på separation eller
skilsmisse om fordelingen af formuen eller om andre vilkår,
hvis betingelserne i den foreslåede bestemmelse i § 448 h i
retsplejeloven er opfyldt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.6.
Til nr. 2-4
Efter § 58 i ægteskabsloven kan en aftale om fordelingen af
formuen, bidragspligten eller andre vilkår, som ægtefæller
har indgået med henblik på separation eller skilsmisse, æn-
dres eller erklæres for uforbindende, såfremt den skønnes
urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens ind-
gåelse. Bestemmelsen omfatter alle økonomiske aftaler, der
er indgået med henblik på en forestående separation eller
skilsmisse. Henvisningen til andre vilkår er således ikke
knyttet an til de vilkår for separation og skilsmisse, der føl-
ger af § 42, jf. §§ 49 og 55, i ægteskabsloven, der drejer sig
om pligten til at betale ægtefællebidrag efter separation og
skilsmisse og om retten til fortsættelse af et eventuelt bebo-
elseslejemål.
§ 58 i ægteskabsloven finder ikke anvendelse, i det omfang
en sag om ændring af en aftale er omfattet af en særregel,
eksempelvis § 17 i børnebidragsloven om ændring af aftaler
om børnebidrag.
§ 58 i ægteskabsloven omfatter heller ikke aftaler om foræl-
dremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. Ændring af
sådanne aftaler behandles efter bestemmelserne herom i for-
ældreansvarsloven.
Indtil den 1. april 2019 blev afgørelser efter § 58 i ægte-
skabsloven truffet af domstolene, men det følger nu af § 58
a, stk. 2, nr. 4, i ægteskabsloven, at i sager omfattet af kapi-
tel 5 i ægteskabsloven træffer Familieretshuset eller fami-
lieretten afgørelse efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i
Familieretshusloven. Kapitel 5 i ægteskabsloven omfatter §
58. Det følger af kapitel 9 i Familieretshusloven, navnlig §
26 og § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset foretager oplys-
ning af en sag efter § 58 i ægteskabsloven og tilbyder parter-
ne rådgivning og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en
løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørel-
se i sagen. Familieretshuset indbringer dog sagen for fami-
lieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicerede
faktiske eller juridiske problemstillinger.
Efter § 478, stk. 1, nr. 1 og 2, i retsplejeloven kan tvangs-
fuldbyrdelse bl.a. ske på grundlag af domme og retsforlig,
herunder også domme og retsforlig efter § 58 i ægteskabslo-
ven. Lovgivningen indeholder derimod ikke grundlag for, at
afgørelser efter § 58 i ægteskabsloven, der er truffet af
Familieretshuset, kan tvangsfuldbyrdes. Det samme gælder
forlig efter § 58 i ægteskabsloven, der er indgået for
Familieretshuset. Det bemærkes, at de afgørelser m.v. truffet
af Familieretshuset, der kan tvangsfuldbyrdes efter § 478,
stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven, alene omfatter afgørelser m.v.
efter forældreansvarsloven. Det bemærkes videre, at afgørel-
ser, hvorefter der skal betales børne- og ægtefællebidrag,
kan inddrives (tvangsfuldbyrdes) efter lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Det foreslås, at der som nr. 9 i § 478, stk. 1, i retsplejeloven
indsættes en bestemmelse, hvorefter afgørelser og forlig ef-
ter § 58 i ægteskabsloven, der er truffet af eller indgået for
Familieretshuset, kan tvangsfuldbyrdes.
Som konsekvens af dette forslag foreslås der foretaget lov-
tekniske justeringer af § 478, stk. 1, nr. 7 og 8, i retsplejelo-
ven, sådan at sætningskonstruktionen i § 478, stk. 1, opret-
holdes.
Begrundelsen for forslaget er, at Familieretshusets afgørel-
ser og forlig efter § 58 i ægteskabsloven bør kunne fuldbyr-
des af fogedretten på lige fod med domme og retsforlig efter
§ 58 i ægteskabsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.6.
Til nr. 5
Efter § 488, stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven skal der ved
fremsættelse af anmodning om fuldbyrdelse i henhold til §
478, stk. 1, nr. 1-3, indleveres udskrift af afgørelsen, forliget
m.v. Bestemmelsens nr. 3 omfatter bl.a. afgørelser m.v.,
som Familieretshuset har truffet efter forældreansvarsloven.
Det foreslås, at henvisningen i § 488, stk. 2, 1. pkt., i retsple-
jeloven til § 478, stk. 1, nr. 1-3, i retsplejeloven udvides til
også at omfatte den foreslåede nye bestemmelse i § 478, stk.
1, nr. 9, i retsplejeloven, jf. lovforslagets § 10, nr. 4.
Begrundelsen for forslaget er, at der med lovforslagets § 10,
nr. 4, som nr. 9 foreslås indsat en ny bestemmelse i § 478,
stk. 1, i retsplejeloven. Med denne bestemmelse foreslås det,
at også afgørelser og forlig efter § 58 i ægteskabsloven om
ændring af vilkår for separation og skilsmisse, der er truffet
af eller indgået for Familieretshuset, kan danne grundlag for
fuldbyrdelse. De afgørelser m.v., som Familieretshuset træf-
fer efter § 58 i ægteskabsloven, bør ligesom Familieretshu-
51
sets afgørelser efter forældreansvarsloven være omfattet af §
488, stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.6, samt til lovforslagets § 10, nr. 4, og bemærknin-
gerne hertil.
Til § 11
Til nr. 1
Efter § 1 i den nordiske domslov har retskraftig afgørelse
om et privatretligt krav, der i en borgerlig sag eller en straf-
fesag er truffet af en finsk, islandsk, norsk eller svensk dom-
stol, som udgangspunkt bindende virkning her i landet. Efter
lovens § 3, nr. 1, har retskraftig afgørelse om bl.a. sagsom-
kostninger i en borgerlig sag om et krav, der er omfattet af
lov om anerkendelse af nordiske faderskabsafgørelser, også
bindende virkning her i landet.
Det foreslås, at i § 3, nr. 1, i den nordiske domslov ændres
titlen på lov om anerkendelse af nordiske faderskabsafgørel-
ser sådan, at faderskabsafgørelser ændres til afgørelser om
faderskab og medmoderskab.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den ved lovfor-
slagets § 8, nr. 1, foreslåede ændring af titlen på lov om an-
erkendelse af nordiske faderskabsafgørelser. Der henvises til
denne bestemmelse og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.
Til nr. 2
Den nordiske domslov indeholder i § 5 bestemmelser om
fuldbyrdelse i Danmark af retsafgørelser, administrative af-
gørelser og forlig, herunder midlertidig afgørelser, der er
truffet i Finland, Island, Norge eller Sverige om forældre-
myndighed over et barn eller om ret til personligt samkvem
med et barn, eller som i øvrigt går ud på, at et barn skal ud-
leveres, kan fuldbyrdes her i landet.
Det foreslås, at anvendelsesområdet for § 5 i den nordiske
domslov udvides til også at omfatte afgørelser om barnets
bopæl, der er truffet i et af de andre nordiske lande. Det
foreslås videre, at begrebet personligt samkvem i bestem-
melsen ændres til begrebet samvær.
Begrundelsen for det første forslag er, at der i dag både i
Danmark og internationalt ud over forældremyndighed og
samvær træffes afgørelser om barnets bopæl. Sådanne afgø-
relser kan bl.a. indebære, at der ikke er behov for at ophæve
fælles forældremyndighed for at træffe afgørelse om, hvem
af forældrene et barn skal bo hos efter en skilsmisse. Der
henvises til kapitel 3 i forældreansvarsloven, der indeholder
regler om barnets bopæl.
Begrundelsen for det andet forslag er, at begrebet samkvem
i dansk ret er afløst af begrebet samvær. Der henvises til ka-
pitel 4 i forældreansvarsloven, der indeholder regler om
samvær.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.4.
Til nr. 3
Den nordiske domslov indeholder i § 5 bestemmelser om
fuldbyrdelse i Danmark af retsafgørelser, administrative af-
gørelser og forlig, herunder midlertidige afgørelser, der er
truffet i Finland, Island, Norge eller Sverige om forældre-
myndighed over et barn eller om ret til personligt samkvem
med et barn, eller som i øvrigt går ud på, at et barn skal ud-
leveres, herunder at et barn, der er bortført fra et andet nor-
disk land til Danmark, skal tilbagegives til det land, barnet
blev bortført fra.
Efter lovens § 9, stk. 1, indgives anmodning om fuldbyrdel-
se til fogedretten.
Fuldbyrdelsen foretages efter lovens § 10 efter samme reg-
ler, som gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser uden
hensyn til, hvad afgørelsen eller forliget måtte indeholde om
tvangsmidler. Denne bestemmelse betyder, at sager om fuld-
byrdelse af afgørelser om forældremyndighed m.v. efter lo-
vens § 5 behandles af familieretten efter reglerne om fuld-
byrdelse af forældremyndighed m.v. i kapitel 42 b i retsple-
jeloven.
Danmark har tilsluttet sig andre internationale konventioner
om forældremyndighed og andre former for forældreansvar.
Det drejer sig bl.a. om Haagerbørnebortførelseskonventio-
nen og Europarådskonventionen af 20. maj 1980 om aner-
kendelse og fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser,
jf. bekendtgørelse nr. 103 af 17. oktober 1991, Lovtidende
B. Sager om fuldbyrdelse efter disse to konventioner be-
handles efter § 12, stk. 1, og § 18, stk. 1, i børnebortførelses-
loven af familieretten efter bestemmelserne i kapitel 42 b i
retsplejeloven.
Danmark har også tilsluttet sig Haagerkonventionen af 19.
oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuld-
byrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og for-
anstaltninger til beskyttelse af børn, der er inkorporeret i
dansk ret ved lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen,
jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 7. august 2019. Denne lov
indeholder ikke regler om fuldbyrdelse af afgørelser om for-
ældreansvar, der er omfattet af konventionen. Det skyldes,
at det følger af artikel 28 i konventionen, at afgørelser, der
er truffet i en kontraherende stat, og som er blevet erklæret
for eksigible (dvs. at der er truffet afgørelse om, at den
udenlandske afgørelse kan fuldbyrdes) i en anden kontrahe-
rende stat, fuldbyrdes i denne anden stat, som om de var
truffet af myndighederne i den pågældende stat. Fuldbyrdel-
sen foretages efter loven i den stat, som anmodningen rettes
til, inden for denne lovs grænser under hensyntagen til bar-
nets bedste. Dette indebærer, at sager om fuldbyrdelse i
Danmark af udenlandske afgørelser om forældremyndighed,
barnets bopæl og samvær, der er omfattet af konventionen,
52
behandles af familieretten efter reglerne i kapitel 42 b i rets-
plejeloven.
Det foreslås, at der i § 9, stk. 1, i den nordiske domslov som
2. pkt. indsættes en bestemmelse, hvorefter anmodning om
fuldbyrdelse efter § 5 i den nordiske domslov indgives til
familieretten, jf. fuldbyrdelsesbestemmelserne i kapitel 42 b
i retsplejeloven.
Begrundelsen for forslaget er, at sager om fuldbyrdelse i
Danmark af udenlandsk forældremyndighed efter den nordi-
ske domslov bør behandles på samme måde som fuldbyrdel-
se i Danmark af udenlandsk forældremyndighed efter de in-
ternationale konventioner om forældreansvar, som Danmark
har tilsluttet sig. Anmodning om fuldbyrdelse efter § 5 i den
nordiske domslov bør derfor indgives til familieretten i ste-
det for til fogedretten. Der henvises til fuldbyrdelsesbestem-
melserne i kapitel 42 b i retsplejeloven.
Forslaget indebærer, at sager om fuldbyrdelse i Danmark af
udenlandsk forældremyndighed efter den nordiske domslov
behandles af familieretten efter bestemmelserne i kapitel 42
b i retsplejeloven. Med forslaget lovfæstes den gældende
ordning.
Det bemærkes, at med lovforslagets § 11, nr. 2, foreslås § 5,
stk. 1, 1. pkt., i den nordiske domslov ændret således, at an-
vendelsesområdet for § 5 i den nordiske domslov udvides til
også at omfatte fuldbyrdelse af afgørelser m.v. om barnets
bopæl.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.4.
Til nr. 4
Den nordiske domslov indeholder i § 5 bestemmelser om
fuldbyrdelse i Danmark af retsafgørelser, administrative af-
gørelser og forlig, herunder midlertidige afgørelser, der er
truffet i Finland, Island, Norge eller Sverige om forældre-
myndighed over et barn eller om ret til personligt samkvem
med et barn, eller som i øvrigt går ud på, at et barn skal ud-
leveres, herunder at et barn, der er bortført fra et andet nor-
disk land til Danmark, skal tilbagegives til det land, barnet
blev bortført fra.
Efter lovens § 9, stk. 1, indgives anmodning om fuldbyrdel-
se til fogedretten. Efter bestemmelsens stk. 6 skal dokumen-
ter, som er affattet på andre sprog end dansk, norsk eller
svensk, ledsages af en bekræftet oversættelse til et af disse
sprog, medmindre fogedretten bestemmer andet.
Fuldbyrdelsen foretages efter lovens § 10 efter samme reg-
ler, som gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser uden
hensyn til, hvad afgørelsen eller forliget måtte indeholde om
tvangsmidler. Denne bestemmelse betyder, at sager om fuld-
byrdelse af afgørelser om forældremyndighed m.v. efter lo-
vens § 5 behandles af familieretten efter reglerne om fuld-
byrdelse af forældremyndighed m.v. i kapitel 42 b i retsple-
jeloven.
Det foreslås, at § 9, stk. 6, i den nordiske domslov ændres
således, at der henvises til retten i stedet for fogedretten.
Forslaget vil betyde, at bestemmelsen finder anvendelse på
både fogedretten og familieretten.
Begrundelsen for forslaget er, at sager om fuldbyrdelse i
Danmark af udenlandsk forældremyndighed efter den nordi-
ske domslov behandles på samme måde som fuldbyrdelse i
Danmark af udenlandsk forældremyndighed efter de interna-
tionale konventioner om forældreansvar, som Danmark har
tilsluttet sig. Anmodning om fuldbyrdelse efter § 5 i den
nordiske domslov skal derfor indgives til familieretten i ste-
det for til fogedretten. Der henvises til fuldbyrdelsesbestem-
melserne i kapitel 42 b i retsplejeloven og til de ændringer
af den nordiske domslov, der følger af lovforslagets § 11, nr.
2 og 3. Da det således ikke længere kun er fogedretten, men
også familieretten der behandler sager efter den nordiske
domslov, bør bestemmelsen om oversættelse af udenlandske
dokumenter omfatte begge myndigheder.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.4.
Til § 12
Til nr. 1
Efter § 1 i HIV-bløderbørnsloven udbetales kulancemæssig
godtgørelse til umyndige HIV-positive blødere og transfusi-
onssmittede samt til umyndige HIV-positive ægtefæller eller
samlevere til den pågældendes værges bestyrelse og rådig-
hed. Værgen, der er udpeget efter reglerne herom i værge-
målsloven, skal på passende måde sørge for godtgørelsens
anvendelse til bedste for den umyndige. Loven indebærer, at
de omhandlede godtgørelser ikke er omfattet af reglerne i
værgemålsloven om tilsyn med værgers forvaltning af
umyndiges midler og om anbringelse af sådanne midler.
Værgen må efter § 4 i HIV-bløderbørnsloven for den godt-
gørelse, der er under værgens bestyrelse og rådighed efter §
1, ikke uden Statsforvaltningens samtykke erhverve fast
ejendom for den umyndige. Såfremt fast ejendom er erhver-
vet, må værgen ikke uden Statsforvaltningens samtykke af-
hænde den umyndiges faste ejendom eller behæfte den med
pant eller servitut og heller ikke bortforpagte eller bortleje
den på usædvanlige vilkår eller på usædvanlig tid.
Værgen kan ved sin bestyrelse og rådighed i de i § 1 nævnte
situationer efter § 5 i HIV-bløderbørnsloven kun yde gaver
eller lån af godtgørelsen og indtægten heraf, såfremt gaven
eller lånet andrager ubetydelige værdier. Er den umyndige
over 15 år, kan dette dog kun ske med dennes samtykke. Til
ydelse af andre gaver eller lån såvel af godtgørelsen og ind-
tægten heraf som af, hvad der træder i stedet herfor, kræves
Statsforvaltningens samtykke.
Det foreslås, at henvisningerne i § 4, 1. og 2. pkt., og § 5, 3.
pkt., i HIV-bløderbørnsloven til Statsforvaltningen ændres
53
således, at der henvises Familieretshuset i stedet for til Stats-
forvaltningen.
Begrundelsen for forslaget er, at med § 46, stk. 1 og 2, i
Familieretshusloven blev Statsforvaltningen nedlagt pr. 1.
april 2019, og at Statsforvaltningens opgaver efter værge-
målsloven efter § 17 i 2018-følgeloven samtidigt blev over-
taget af Familieretshuset. Der blev i den forbindelse ikke ta-
get stilling til Statsforvaltningens værgemålsopgaver efter
HIV-bløderbørnsloven, men disse værgemålsopgaver bør
overtages af Familieretshuset, da Familieretshuset behandler
andre sager om værgemål.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.2. Der henvises endvidere til den ved lovforslagets §
1, nr. 1, foreslåede ændring af § 2 i Familieretshusloven og
bemærkningerne hertil.
Til nr. 2
Statsforvaltningens afgørelser efter HIV-bløderbørnsloven
kan på ulovbestemt grundlag påklages til Civilstyrelsen. De
omhandlede afgørelser omfatter efter lovens § 4 Statsfor-
valtningens afslag på, at værgen for godtgørelse, der er
under værgens bestyrelse og rådighed efter lovens § 1, må
erhverve fast ejendom, eller, såfremt fast ejendom er erhver-
vet, afslag på, at værgen afhænder den faste ejendom eller
behæfter den med pant eller servitut eller bortforpagter eller
bortlejer den på usædvanlige vilkår eller på usædvanlig tid.
Det drejer sig videre efter lovens § 5 om Statsforvaltningens
afslag på ydelse af visse gaver eller lån m.v. af godtgørelser,
som værgen efter lovens § 1 har under sin bestyrelse og rå-
dighed. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets §
12, nr. 1.
Med lovforslagets § 12, nr. 1, foreslås det, at Statsforvalt-
ningens opgaver efter §§ 4 og 5 i HIV-bløderbørnsloven
overtages af Familieretshuset.
Det foreslås, at der i HIV-bløderbørnsloven som § 5 a ind-
sættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshusets afgørel-
ser efter loven kan påklages til Civilstyrelsen.
Med forslaget opretholdes den hidtidige ordning, hvorved
værgemålsafgørelser efter HIV-bløderbørnsloven kan påkla-
ges til Civilstyrelsen.
Begrundelsen for forslaget er, at efter § 22 a i værgemålslo-
ven kan Familieretshusets værgemålsafgørelser efter værge-
målsloven påklages til Civilstyrelsen. Der bør gælde samme
klageadgang i forhold til de værgemålsafgørelser, som
Familieretshuset træffer efter HIV-bløderbørnsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.2. Der henvises endvidere til den ved lovforslagets §
1, nr. 1, foreslåede ændring af § 2 Familieretshusloven og
bemærkningerne hertil.
Til § 13
Med lovforslagets § 13 foreslås det, at loven træder i kraft
den 1. juli 2020.
Den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse indebærer, at lo-
ven finder anvendelse på sager, der er omfattet af de be-
stemmelser i de love, der er nævnt i lovforslagets §§ 1-12,
og som de pågældende myndigheder har under behandling
ved lovens ikrafttræden.
I relation til den foreslåede afskaffelse af tvungen delt bo-
pæl, jf. lovforslagets § 4, nr. 5, indebærer denne ikrafttræ-
delsesbestemmelse, at forældre, der har ophævet samlivet
inden for tre måneder inden ikrafttrædelsen, straks ved
ikrafttrædelsen kan indgive ansøgning om barnets bopæl til
Familieretshuset. Endvidere skal Familieretshuset behandle
de sager om barnets bopæl, der er omfattet af den tvungne
delte bopæl, som Familieretshuset har modtaget inden
ikrafttrædelsen, og som Familieretshuset fortsat har under
behandling ved ikrafttrædelsen.
I relation til den foreslåede afskaffelse af refleksionsperio-
den, jf. lovforslagets § 2, nr. 6, indebærer ikrafttrædelsesbe-
stemmelsen, at Familieretshuset umiddelbart efter lovens
ikrafttræden kan meddele bevilling til skilsmisse til enige
ægtefæller med fælles børn under 18 år, der inden lovens
ikrafttræden har ansøgt om direkte skilsmisse. I de situatio-
ner, hvor Familieretshuset inden lovens ikrafttræden har
meddelt ægtefællerne, at de først kan blive skilt efter reflek-
sionsperiodens udløb, kan Familieretshuset dog ikke medde-
le skilsmissebevilling, før Familieretshuset har modtaget be-
kræftelse fra begge ægtefæller om, at de ønsker skilsmisse
på de tidligere aftalte vilkår.
Endvidere betyder ikrafttrædelsesbestemmelsen, at de med
lovforslagets § 1, nr. 7-9, foreslåede ændringer af § 34, stk.
2, og § 37, stk. 1, nr. 3 og 5, i Familieretshusloven om tids-
punktet for virkningen af Familieretshusets afgørelser også
finder anvendelse på bidragssager og sager om forældre-
myndighed efter død, der er indledt men ikke afgjort inden
lovens ikrafttræden.
Forslaget betyder også, at den med lovforslagets § 5, nr. 1,
foreslåede ændring af § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven,
hvorefter et bortført barn, der skal tilbagegives, ikke længere
skal tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, også
finder anvendelse på tilbagegivelsesanmodninger, som
familieretten har modtaget men ikke afgjort inden lovens
ikrafttræden.
Tilsvarende betyder forslaget, at Familieretshusets mulighed
for at træffe afgørelse om forældremyndighed ved død også
finder anvendelse på forældremyndighedssager, der er ind-
ledt inden lovens ikrafttræden. Der henvises til den ved lov-
forslagets § 1, nr. 6, foreslåede ændring af § 27, stk. 1, nr. 1,
i Familieretshusloven.
Til § 14
Det foreslås med § 14, stk. 1, at loven ikke skal gælde for
Færøerne og Grønland.
54
Med stk. 2 foreslås det, at lovforslagets §§ 1-9 og 11 ved
kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Bestemmel-
sen vedrører de foreslåede ændringer af Familieretshuslo-
ven, ægteskabsloven, ægtefælleloven, forældreansvarsloven,
børnebortførelsesloven, navneloven, børneloven, den nordi-
ske faderskabslov, CPR-loven og den nordiske domslov.
I stk. 3 foreslås det, at lovforslagets § 11 ved kongelig an-
ordning kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer,
som de færøske forhold tilsiger. Bestemmelsen vedrører de
foreslåede ændringer af den nordiske domslov. De ændrin-
ger af den familieretlige lovgivning, der følger af lovforsla-
gets §§ 1-8, skal ikke kunne sættes i kraft for Færøerne, da
de færøske myndigheder har overtaget sagsområdet person-,
familie- og arveret. Tilsvarende skal de ændringer af CPR-
loven, der følger af lovforslagets § 9, ikke kunne sættes i
kraft for Færøerne, da de færøske myndigheder også har
overtaget personregistreringen.
De ændringer, der følger af lovforslagets § 10, skal ikke
kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland, da retspleje-
loven ikke kan sættes i kraft for hverken Færøerne eller
Grønland.
De ændringer af HIV-bløderbørnsloven, der følger af lovfor-
slagets § 12, skal ikke kunne sættes i kraft for Færøerne og
Grønland, da de færøske og grønlandske myndigheder har
overtaget sundhedsområdet.
55
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af
7. august 2019, foretages følgende ændringer:
§ 2. Familieretshuset behandler efter denne lov sager, i det
omfang det følger af nedenstående love og bestemmelser
m.v.:
1) Forældreansvarsloven.
2) Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.
3) Lov om børns forsørgelse.
4) § 56 a i udlændingeloven.
5) Lov om opkrævning af underholdsbidrag.
6) Børneloven.
7) Navneloven.
8) Lov om ægtefællers økonomiske forhold.
9) Lov om Haagerkonventionen af 2007.
10) Forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om
kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsaf-
gørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt, jf. § 1
og § 8 h, stk. 2, i lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af
visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og han-
delsretlige område.
11) Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompeten-
ce, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde ved-
rørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af
børn, jf. § 1 i lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.
12) Adoptionsloven.
13) Kapitel 24 i lov om social service.
14) § 19 i lov om retssikkerhed og administration på det so-
ciale område.
15) Værgemålsloven.
16) § 37, § 54, stk. 3, og § 68 i arveloven.
17) Lov om fremtidsfuldmagter. 1. I § 2 indsættes som nr. 18:
»18) Lov om udbetaling af godtgørelse til umyndige HIV-
positive blødere, transfusionssmittede m.fl.«
2. I § 4, stk. 1, indsættes som 2. og 3. pkt.:
§ 4. Familieretshuset visiterer på baggrund af en indleden-
de screening en sag til behandling efter bestemmelserne i §§
5-8.
»Sager omfattet af § 2, nr. 1-11, visiteres efter §§ 5-7, og
disse sager behandles og afgøres efter denne lov og bestem-
melserne i den lovgivning, der i øvrigt gælder for den på-
gældende sag. § 8 finder anvendelse på sager omfattet af §
2, nr. 12-18.«
Stk. 2-4. ---
§ 8. En sag omfattet af § 2, nr. 12-17, behandles og afgø-
res efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for
sagen. Kapitel 3 finder anvendelse ved behandlingen af en
sådan sag.
3. I § 8 ændres »nr. 12-17« til: »nr. 12-18«.
4. Efter § 11 indsættes:
56
»§ 11 a. Er en part tilsluttet postløsningen Digital Post,
sender Familieretshuset meddelelser i sager omfattet af den-
ne lov til parten gennem Digital Post, jf. lov om Digital Post
fra offentlige afsendere. Familieretshuset sender meddelelser
til en part, der ikke er tilsluttet Digital Post, med brevpost.
Familieretshuset kan dog anvende en anden meddelelses-
form end efter 1. og 2. pkt., hvis det i den konkrete situation
er mere hensigtsmæssigt.
Stk. 2. Familieretshuset anmoder retten om at forkynde en
meddelelse for en part, der ikke er tilsluttet Digital Post, hvis
der er behov for forkyndelse, og Familieretshuset enten ikke
har fået bekræftelse på, at parten har modtaget en meddelel-
se efter stk. 1, eller partens bopæl eller opholdssted ikke kan
oplyses.
Stk. 3. Er en eventuel frist i en meddelelse efter stk. 1 og 2
udløbet, og har den pågældende part ikke besvaret meddelel-
sen, kan Familieretshuset afgøre sagen på det foreliggende
grundlag.«
§ 22. Familieretshuset stiller et digitalt forløb til rådighed,
som ægtefæller, der anmoder om skilsmisse efter § 29 i lov
om ægteskabs indgåelse og opløsning, og som har fælles
børn, der ikke er fyldt 18 år, skal gennemføre i forbindelse
med refleksionsperioden efter § 42 a i lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning.
5. § 22 ophæves.
Stk. 2. I refleksionsperioden skal Familieretshuset endvi-
dere tilbyde ægtefæller omfattet af stk. 1 en rådgivnings- og
afklaringssamtale og de tilbud, der er nævnt i § 21.
Stk. 3. Ugifte forældre med fælles børn, der ikke er fyldt
18 år, kan i 3 måneder efter en samlivsophævelse benytte til-
buddet om en rådgivnings- og afklaringssamtale efter stk. 2.
§ 27. Familieretshuset indbringer efter reglerne i kapitel
13 en § 6-sag for familieretten til afgørelse, når sagen er op-
lyst, parterne ikke har fundet en løsning på deres uenighed
og der skal træffes afgørelse om:
6. I § 27, stk. 1, nr. 1, ændres »§§ 11, 14, 15 og 15 a« til:
»§§ 11 og 14«.
1) Forældremyndighed efter §§ 11, 14, 15 og 15 a i foræl-
dreansvarsloven.
2)-3) ---
Stk. 2. ---
§ 34. ---
Stk. 2. Det kan i en afgørelse omfattet af stk. 1 bestemmes,
at afgørelsen har virkning fra et tidligere eller senere tids-
punkt.
7. I § 34, stk. 2, udgår »tidligere eller«.
Stk. 3. ---
§ 37. Følgende afgørelser truffet af Familieretshuset har
virkning, 2 uger efter at afgørelsen er truffet, jf. dog stk. 2-4:
1)-2) --- 8. § 37, stk. 1, nr. 3, affattes således:
3) Afgørelse efter §§ 52 eller 53 i lov om ægteskabs indgåel-
se og opløsning om ændring af pligten til at betale ægtefæl-
lebidrag eller af bidragets størrelse.
»3) Afgørelse efter § 52 og § 53, stk. 1, i lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning om ændring af aftaler og afgørelser
om bidragspligt.«
4) Afgørelse efter § 58 i lov om ægteskabs indgåelse og op-
løsning om ændring af en aftale, der er indgået med henblik
på separation eller skilsmisse, om fordelingen af formuen,
pligten til at betale ægtefællebidrag eller andre vilkår.
57
Stk. 2-4. --- 9. I § 37, stk. 1, indsættes som nr. 5:
»5) Afgørelse efter §§ 15 og 15 a i forældreansvarsloven om
forældremyndighed ved dødsfald.«
§ 2
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 771 af 7. august 2019, foretages følgende
ændringer:
§ 24. Et ægteskab omstødes endvidere efter påstand af den
ene ægtefælle:
1. I § 24, stk. 1, nr. 1-3, ændres »han« til: »ægtefællen«.
1) hvis han ved ægteskabets indgåelse befandt sig i en til-
stand, som udelukker evnen til at handle fornuftsmæssigt,
2) hvis han blev tvunget til at indgå ægteskab,
3) hvis han ved en fejltagelse blev viet til en anden end sin
forlovede eller uden at ville indgå ægteskab, eller
4) hvis han blev forledt til at indgå ægteskab ved, at han af
den anden ægtefælle gennem falske oplysninger eller svig-
agtig fortielse af sandheden blev vildledt om, hvem den an-
den er, eller om sådanne omstændigheder ved dennes tidli-
gere liv, der med fuld føje ville have afholdt ham fra at ind-
gå ægteskabet, og som endnu må tillægges en sådan betyd-
ning for forholdet mellem ægtefællerne, at ægteskabet ikke
med rimelighed kan fordres opretholdt.
2. I § 24, stk. 1, nr. 4, ændres »hvis han« til: »hvis den på-
gældende ægtefælle«, »at han« til: »at den pågældende æg-
tefælle« og »ham« til: »den pågældende ægtefælle«.
Stk. 2. ---
3. § 29, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
§ 29. Ægtefæller har ret til separation eller skilsmisse, når
de er enige om det. Skilsmisse kan i visse situationer først
bevilges efter en refleksionsperiode, jf. § 42 a.
»Separation og skilsmisse meddeles ved bevilling, hvis
ægtefællerne er enige om vilkårene herfor, jf. § 42. Er ægte-
fællerne ikke enige om vilkårene, træffes der samtidig med
meddelelsen af separation og skilsmisse afgørelse om vilkå-
rene.«
Anden mægling 4. Overskriften før § 41 og § 41 ophæves.
§ 41. Familieretshuset kan tilbyde mægling ved uenighed
om vilkårene for separation og skilsmisse.
§ 42. Familieretshuset giver bevilling til separation eller
skilsmisse efter §§ 29, 30 og 32-36, hvis ægtefællerne er
enige herom og er enige om vilkårene, jf. §§ 49 og 55. Æg-
tefællerne kan dog henskyde spørgsmål om størrelsen af æg-
tefællebidrag til afgørelse efter § 50.
5. I § 42, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 29, 30 og 32-36« til: »§
29«.
Stk. 2. ---
§ 42 a. For ægtefæller, som anmoder om skilsmisse efter §
29, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, kan bevil-
ling til skilsmisse først udstedes efter en refleksionsperiode
på 3 måneder fra Familieretshusets modtagelse af anmod-
ningen.
6. § 42 a ophæves.
Stk. 2. Familieretshuset udsteder bevilling til skilsmisse
efter § 29, når
1) begge ægtefæller inden 1 måned efter udløbet af refleksi-
onsperioden efter stk. 1 har bekræftet anmodningen om
skilsmisse,
2) betingelserne i § 42 er opfyldt og
58
3) begge ægtefæller inden bekræftelsen af anmodningen ef-
ter nr. 1 har gennemført det obligatoriske digitale forløb ef-
ter § 22, stk. 1, i lov om Familieretshuset, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. En ægtefælle, der efter § 58 d, stk. 3, ikke skal an-
vende digital selvbetjening, skal gennemføre det obligatori-
ske digitale forløb efter § 22, stk. 1, i lov om Familierets-
huset på skriftligt grundlag. Ved bekræftelsen efter stk. 2,
nr. 1, af anmodningen om skilsmisse skal ægtefællen afgive
erklæring om at have gennemført forløbet.
Stk. 4. Stk. 1-3 gælder ikke for ægtefæller, der har været
separerede i 6 måneder.
§ 43 a. Familieretshuset kan behandle en sag om separa-
tion, skilsmisse, omstødelse af ægteskab eller et ægteskabs
beståen, hvis betingelserne i § 448 f i retsplejeloven er op-
fyldt. 7. I § 43 a indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Familieretshuset kan behandle en sag efter § 58,
hvis betingelserne i § 448 h i retsplejeloven er opfyldt.«
§ 58 a. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler
om behandling af separations- og skilsmissesager, om vil-
kårsforhandling, om mægling efter § 41, om behandling af
sager om ægtefællebidrag efter §§ 50 og 53, herunder om
ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter,
samt om klagers behandling. Det kan i disse regler bestem-
mes, at vilkårsforhandling bortfalder for en ægtefælle, der
ikke har ophold her i landet.
8. I § 58 a, stk. 4, udgår », om mægling efter § 41«.
§ 58 d. ---
Stk. 2. Følgende henvendelser skal indgives til Familierets-
huset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familie-
retshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), idet hen-
vendelsen ellers afvises af Familieretshuset, jf. dog stk. 3 og
4:
1)-3) ---
4) Anmodning om godtgørelse efter § 26. 9. § 58 d, stk. 2, nr. 4, ophæves.
5) --- Nr. 5 bliver herefter nr. 4.
6) Bekræftelse af anmodning om skilsmisse efter § 29, jf. §
42 a, stk. 2. 10. § 58 d, stk. 2, nr. 6, ophæves.
7)-11) --- Nr. 7-11 bliver herefter nr. 5-9.
Stk. 3-6. ---
§ 3
I lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 774 af 7. august 2019, foretages følgende ændrin-
ger:
§ 59. Ansøgning om fastsættelse eller ændring af bidrag
efter §§ 56 og 58 og anmodning om indgivelse af en afgørel-
se for familieretten skal indgives til Familieretshuset ved an-
vendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller
til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger og anmod-
ninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af
1. I § 59, stk. 1, 1. pkt., ændres »indgivelse« til: »indbringel-
se«.
2. I § 59, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »ikke«: »ansøgninger
og«.
59
Familieretshuset, jf. dog stk. 2 og 3. Dette gælder dog ikke
anmodninger, der indgives af en offentlig myndighed.
Stk. 2-4. ---
§ 4
I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 7.
august 2019, foretages følgende ændringer:
§ 3. Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væ-
sentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed
mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl
hos, kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets
daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være. Har
barnet delt bopæl efter § 17, stk. 3, eller § 18 a, stk. 1, 1.
pkt., kræver afgørelse om overordnede forhold i barnets dag-
lige liv efter 2. pkt. enighed mellem forældrene.
1. I § 3, stk. 1, 3. pkt., udgår »§ 17, stk. 3, eller«.
Stk. 2. ---
§ 6. ---
Stk. 2. Er ægtefællerne separeret ved barnets fødsel, har
moderen dog forældremyndigheden alene, medmindre
1) den separerede mand eller medmor ifølge anerkendelse
eller dom anses som henholdsvis barnets far eller medmor
eller
2. I § 6, stk. 2, nr. 1, og § 7, stk. 3, ændres »dom« til: »afgø-
relse«.
2) ---
Stk. 3. ---
§ 7. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Anses en mand for far eller en kvinde som medmor
til barnet ifølge anerkendelse eller dom, har forældrene fæl-
les forældremyndighed, hvis de har eller har haft fælles fol-
keregisteradresse inden for de sidste 10 måneder før barnets
fødsel.
Stk. 4. ---
§ 13. --- 3. I § 13, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:
Stk. 2. Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af
Familieretshuset eller familieretten overføres til andre end
forældre. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar
eller et samlevende par i forening, herunder til den ene for-
ælder og dennes ægtefælle eller samlever.
»Endvidere kan en forældremyndighedsindehaver og en af
barnets forældre aftale at have fælles forældremyndighed.«
Stk. 3. ---
§ 15. ---
Stk. 2. --- 4. § 15, stk. 3, affattes således:
Stk. 3. Dør en forælder, der har forældremyndigheden ale-
ne, kan en efterlevende forælder og andre anmode om foræl-
dremyndigheden. Er der fælles forældremyndighed, og dør
begge forældre, kan andre ligeledes anmode om forældre-
myndigheden.
»Stk. 3. Dør en forælder, der har forældremyndigheden
alene, træffes der afgørelse om, hvem der skal have foræl-
dremyndigheden. En efterlevende forælder og andre kan an-
mode om forældremyndigheden. Er der fælles forældremyn-
dighed, og dør begge forældre, finder 1. og 2. pkt. tilsvaren-
de anvendelse.«
Stk. 4. ---
§ 17. Har forældre fælles forældremyndighed, og er de ik-
ke enige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, kan
60
der træffes afgørelse herom. Der kan herunder træffes afgø-
relse om, at barnet kan have bopæl hos en forælder, der har
eller ønsker at få bopæl i udlandet, i Grønland eller på Færø-
erne.
Stk. 2. En aftale eller afgørelse om barnets bopæl efter stk.
1 kan ændres.
Stk. 3. Et barn af samlevende forældre med fælles foræl-
dremyndighed har i de første 3 måneder efter forældrenes
samlivsophævelse delt bopæl, medmindre forældrene er eni-
ge om barnets bopæl. I denne periode kan der indledes en
sag om samvær efter § 19, men der kan ikke indledes en sag
om barnets bopæl efter stk. 1.
5. § 17, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 4. Barnet har uanset stk. 3, 1. pkt., ikke delt bopæl,
hvis afgørende hensyn til barnets bedste taler imod dette, el-
ler hvis begge forældre flytter fra den adresse, hvor barnet
havde folkeregisteradresse på tidspunktet for forældrenes
samlivsophævelse. I tilfælde omfattet af 1. pkt. kan der ind-
ledes en sag om barnets bopæl efter stk. 1 inden for 3 måne-
der efter samlivsophævelsen.
§ 23. En forælder, som ikke har forældremyndigheden, har
ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold
fra skoler, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsenet
samt private sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæ-
ger. Denne forælder har desuden ret til at få udleveret doku-
menter om barnets forhold, hvis disse findes på skoler og i
børneinstitutioner. Der må ikke gives fortrolige oplysninger
om forældremyndighedsindehaveren.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte institutioner m.v. kan nægte at
give konkrete oplysninger og udlevere dokumenter om bar-
nets forhold, hvis det må antages at være til skade for barnet.
Stk. 3. Der kan i særlige tilfælde efter anmodning fra inde-
haveren af forældremyndigheden eller fra en af de i stk. 1
nævnte institutioner m.v. træffes afgørelse om at fratage den
forælder, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at
få orientering og få udleveret dokumenter efter stk. 1. Afgø-
relsen har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen m.v.
modtager meddelelse om afgørelsen. 6. I § 23 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Adgangen til at få orientering og få udleveret do-
kumenter efter stk. 1 bortfalder, når barnet er midlertidigt
placeret efter § 32 a i adoptionsloven. Dette har virkning fra
det tidspunkt, hvor institutionen m.v. modtager meddelelse
om, at barnet er midlertidigt placeret efter § 32 a i adopti-
onsloven.«
§ 27. Har forældre fælles forældremyndighed, og er der ri-
siko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af landet og
derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden, kan
social- og indenrigsministeren eller den, ministeren bemyn-
diger hertil, midlertidigt tillægge den anden af forældrene
forældremyndigheden alene. 7. I § 27 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1, hvorved en forælder får
forældremyndigheden alene, gælder, indtil der foreligger en
endelig aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, som
kan fuldbyrdes, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1, hvorved en forælder får
forældremyndigheden alene, bortfalder:
61
1) 4 uger efter afgørelsen, medmindre anmodning om afgø-
relse om forældremyndigheden inden da er indgivet til
Familieretshuset, jf. § 31.
2) Hvis en sag omfattet af nr. 1 efter indgivelsen tilbagekal-
des eller afvises.
3) Hvis forældrene genoptager samlivet.«
§ 43. Har et barn eller en ung, der er under forældremyn-
dighed, jf. § 1, med tilladelse af forældremyndighedens in-
dehaver på egen hånd påtaget sig tjeneste eller andet person-
ligt arbejde, hvorved denne er blevet i stand til selv at sørge
for sit underhold, kan den pågældende, hvis denne er fyldt
15 år, selv ophæve aftalen og påtage sig arbejde af lignende
art, medmindre andet bestemmes af forældremyndighedens
indehaver.
8. I § 43 ændres »§ 1« til: »§ 1 a«.
§ 5
I lov om international fuldbyrdelse af forældremyndig-
hedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser), jf.
lovbekendtgørelse nr. 768 af 7. august 2019, foretages føl-
gende ændring:
§ 10. Børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt
tilbageholdes her, skal efter anmodning tilbagegives til den,
som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før
bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat,
som har tiltrådt Haagerkonventionen.
1. I § 10, stk. 1, udgår »til den, som barnet tilbageholdes
fra«.
Stk. 2. ---
§ 6
I navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 7. august
2019, som ændret ved § 27 i lov nr. 1533 af 19. december
2017, foretages følgende ændringer:
§ 16. Ansøgning om navngivning og navneændring indgi-
ves til personregisterføreren i sognet. I de sønderjyske lands-
dele indgives ansøgningen til personregisterføreren i kom-
munen.
Stk. 2. Personregisterføreren træffer afgørelse i sagen, jf.
dog stk. 3 og 4. Skal afgørelse i sagen træffes i medfør af
stk. 3 og 4, videresender personregisterføreren ansøgningen
til Familieretshuset.
Stk. 3. Familieretshuset eller familieretten, jf. § 20 a, stk.
2, træffer afgørelse i sager om navneændring eller navngiv-
ning i medfør af følgende bestemmelser:
1) Efternavne efter § 4, stk. 1, nr. 7, § 6, § 7, stk. 1, nr. 2 og
3, samt ændringer i efternavne efter § 4, stk. 1, nr. 6, 1. I § 16 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
2) mellemnavne efter § 11, stk. 1, nr. 2, hvis navnet tages i
medfør af en af de i nr. 1 nævnte bestemmelser,
»Stk. 4. Stk. 1-3 gælder ikke ved ansøgning om navngiv-
ning og navneændring, der indgives i forbindelse med
3) fornavne efter § 14, stk. 3, og anmodning om udstedelse af adoptionsbevilling.«
4) navne efter § 24.
Stk. 4. Social- og indenrigsministeren kan efter forhand-
ling med kirkeministeren fastsætte regler om, at afgørelsen i
andre tilfælde end dem, der er nævnt i stk. 3, træffes af
Familieretshuset eller familieretten, jf. § 20 a, stk. 2. Social-
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
62
og indenrigsministeren kan efter forhandling med kirke-
ministeren endvidere fastsætte regler om, at visse typer af
afgørelser, som er omfattet af stk. 3, alligevel kan træffes af
personregisterføreren.
§ 16 a. ---
Stk. 2. Klage over personregisterførerens afgørelser efter §
16, stk. 2, 1. pkt., og § 16, stk. 4, 2. pkt., og anmodning om
indbringelse af Familieretshusets afgørelse efter § 16, stk. 3,
og § 16, stk. 4, 1. pkt., for familieretten skal indgives til
Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som
Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening).
Henvendelser, der ikke indgives ved digital selvbetjening,
afvises af Familieretshuset, jf. dog stk. 3 og 4.
2. I § 16 a, stk. 2, ændres »§ 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1.
pkt.,« til: »loven«.
Stk. 3-5. ---
§ 19. Navneændring og navngivning efter denne lov kan
endvidere ske ved adoptionsbevilling.
3. I § 19 indsættes efter »adoptionsbevilling«: », der udfær-
diges af Familieretshuset eller Ankestyrelsen«.
§ 21. Personregisterførerens afgørelser efter § 16, stk. 2, 1.
pkt., og § 16, stk. 4, 2. pkt., kan påklages til Familierets-
huset. Familieretshusets afgørelser efter § 16, stk. 3, og § 16,
stk. 4, 1. pkt., kan indbringes for familieretten efter bestem-
melserne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.
4. I § 21, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 16, stk. 3, og § 16, stk. 4,
1. pkt.,« til: »loven«.
Stk. 2. ---
§ 7
I børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august
2019, foretages følgende ændringer:
§ 7. Er faderskab eller medmoderskab ikke registreret, og
er der ikke rejst sag af andre, rejser Familieretshuset sag, jf.
dog stk. 2.
1. I § 7, stk. 1, indsættes efter »registreret«: »inden for 4
uger efter fødslen«.
Stk. 2. ---
§ 14. ---
Stk. 2-8. ---
Stk. 9. Inden anerkendelse efter stk. 1-6 skal den mand,
som anerkender faderskabet, eller den kvinde, der anerken-
der medmoderskabet, være gjort bekendt med retsvirknin-
gerne af anerkendelsen og med, at sagen kan kræves afgjort
ved retten.
2. I § 14, stk. 9, ændres »ved retten« til: »af Familieretshuset
eller familieretten, jf. § 32 a, stk. 2«.
Stk. 10. ---
§ 8
I lov nr. 158 af 6. maj 1980 om anerkendelse af nordiske
faderskabsafgørelser og om ændring af lov om anerkendelse
og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav
foretages følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes således:
Lov om anerkendelse af nordiske faderskabsafgørelser
og om ændring af lov om anerkendelse og fuldbyrdelse
af nordiske afgørelser om privatretlige krav
»Lov om anerkendelse af nordiske afgørelser om fader-
skab og medmoderskab«.
§ 3. En dom efter § 1 eller en fastsættelse efter § 2 har dog
ikke bindende virkning her i landet, 2. § 3, nr. 1, affattes således:
63
1) hvis dommen eller fastsættelsen er i strid med en dom,
der har bindende virkning her i landet og er afsagt i en sag,
som er anlagt, før den anden retssag blev anlagt, eller før
fastsættelsen fandt sted,
»1) hvis dommen eller fastsættelsen er i strid med en afgø-
relse, der har bindende virkning her i landet, og sag herom
blev indledt, før den anden retssag blev anlagt, eller før fast-
sættelsen fandt sted,«.
2)-4) ---
3. Efter § 4 indsættes:
»§ 4 a. §§ 1-4 finder tilsvarende anvendelse på med-
moderskab.«
§ 9
I lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 646 af 2. juni 2017, som ændret ved § 25 i lov nr. 503
af 23. maj 2018, lov nr. 747 af 8. juni 2018, § 39 i lov nr.
1711 af 27. december 2018 og § 4 i lov nr. 1722 af 27.
december 2018, foretages følgende ændring:
§ 8. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Opholder barnet sig lige længe ad gangen hos hver
af forældrene, og har forældrene fælles forældremyndighed,
skal kommunalbestyrelsen registrere barnet med bopæl hos
den af forældrene, som forældrene over for kommunen er-
klærer sig enige om. Enighed anses ligeledes for at foreligge
ved dokumentation over for kommunen af
1) indgåelse af et retsforlig om barnets bopæl,
2) indgåelse af en aftale om barnets bopæl over for statsfor-
valtningen,
3) indgåelse af en aftale om barnets bopæl, når det i aftalen
udtrykkeligt er bestemt, at aftalen kan danne grundlag for
tvangsfuldbyrdelse, eller
4) at den ene forælder over for statsforvaltningen har accep-
teret at være samværsforælder.
1. I § 8, stk. 3, nr. 4, udgår », dog ikke når barnet har delt
bopæl efter § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven«.
Stk. 4-5. ---
Justitsministeriet
§ 10
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 938 af 10. sep-
tember 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 349 af 2. april
2020, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 448 g indsættes før overskriften før § 449:
»§ 448 h. Sager efter § 58 i lov om ægteskabs indgåelse
og opløsning kan behandles her i riget, hvis sagsøgte har
hjemting her, jf. § 235, eller hvis det følger af § 246.
Stk. 2. Stk. 1 kan fraviges ved overenskomst med fremmed
stat.«
§ 478. Tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag af
1)-6) ---
7) veksler for så vidt angår vekselretlige krav og checks for
så vidt angår regreskrav, og
2. I § 478, stk. 1, nr. 7, ændres »regreskrav, og« til: »regre-
skrav,«.
64
8) afgørelser omfattet af forbrugerklagelovens § 34, som er
truffet af Forbrugerklagenævnet eller godkendte private
tvistløsningsorganer.
3. I § 478, stk. 1, nr. 8, ændres »tvistløsningsorganer.« til:
»tvistløsningsorganer, og«.
Stk. 2-4. --- 4. I § 478, stk. 1, indsættes som nr. 9:
»9) afgørelser og forlig efter § 58 i lov om ægteskabs indgå-
else og opløsning, der er truffet af eller indgået for
Familieretshuset.«
§ 488. ---
Stk. 2. Ved fremsættelse af anmodning i henhold til § 478,
stk. 1, nr. 1-3, skal udskrift af afgørelsen, betalingspåkravet
med påtegning, forliget, bevillingen, den anmeldte eller god-
kendte forældremyndighedsaftale eller aftalen om barnets
bopæl eller samvær indleveres til fogedretten. Ved fremsæt-
telse af anmodning i henhold til et af de i § 478, stk. 1, nr.
4-7, nævnte dokumenter skal det originale dokument indle-
veres, medmindre fogedretten anser det for unødvendigt.
Ved udenretlige skriftlige forlig og gældsbreve, der er un-
derskrevet digitalt, skal en skriftlig repræsentation af doku-
mentet indleveres til fogedretten. Ved digitale pantebreve,
der er eller har været tinglyst eller registreret i skibsregiste-
ret eller i Dansk Internationalt Skibsregister, skal anmodnin-
gen i stedet indeholde en præcis henvisning til dokumentet i
tingbogen, bilbogen, andelsboligbogen, personbogen, skibs-
registeret eller Dansk Internationalt Skibsregister.
5. I § 488, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 478, stk. 1, nr.
1-3«: »og 9«.
Stk. 3. ---
§ 11
I lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørel-
ser om privatretlige krav, jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af
15. september 1986, som ændret ved § 3 i lov nr. 209 af 29.
marts 1995 og § 10 i lov 389 af 14. juni 1995, foretages føl-
gende ændringer:
§ 3. Bindende virkning har retskraftig afgørelse om:
1) sagsomkostninger i en borgerlig sag om et krav, der er
omfattet af denne lov eller af lov om anerkendelse af nordi-
ske faderskabsafgørelser,
1. I § 3, nr. 1, ændres »faderskabsafgørelser« til: »afgørelser
om faderskab og medmoderskab«.
2)-4) ---
§ 5. Retsafgørelse og administrativ afgørelse, herunder
midlertidig afgørelse, der er truffet i Finland, Island, Norge
eller Sverige om forældremyndighed over et barn eller om
ret til personligt samkvem med et barn, eller som i øvrigt går
ud på, at et barn skal udleveres, kan fuldbyrdes her i landet,
såfremt afgørelsen kan danne grundlag for fuldbyrdelse i det
land, hvor den er truffet. Dette gælder, uanset om afgørelsen
har opnået retskraft. Forlig, der er indgået for en domstol, el-
ler aftale, der er godkendt af en administrativ myndighed i
de i 1. pkt. nævnte lande, kan i samme omfang fuldbyrdes
her i landet.
2. I § 5, stk. 1, 1. pkt., ændres »eller om ret til personligt
samkvem med et barn« til: », om barnets bopæl eller om
samvær«.
Stk. 2-3. ---
3. I § 9, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
65
§ 9. Anmodning om fuldbyrdelse indgives til fogedretten. »Anmodning om fuldbyrdelse efter § 5 indgives dog til
familieretten, jf. retsplejelovens kapitel 42 b.«
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Dokumenter, som er affattet på andre sprog end
dansk, norsk eller svensk, skal ledsages af en bekræftet
oversættelse til et af disse sprog, medmindre fogedretten be-
stemmer andet.
4. I § 9, stk. 6, ændres »fogedretten« til: »retten«.
Sundheds- og Ældreministeriet
§ 12
I lov nr. 217 af 28. april 1993 om udbetaling af godtgørel-
se til umyndige HIV-positive blødere, transfusionssmittede
m.fl., som ændret ved § 28 i lov nr. 386 af 22. maj 1996 og §
11 i lov nr. 542 af 24. juni 2005, foretages følgende ændrin-
ger:
§ 4. Værgen må ikke for den godtgørelse, der er under
værgens bestyrelse og rådighed efter § 1, uden statsforvalt-
ningens samtykke erhverve fast ejendom for den umyndige.
Såfremt fast ejendom er erhvervet, må værgen ikke uden
statsforvaltningens samtykke afhænde den umyndiges faste
ejendom eller behæfte den med pant eller servitut og heller
ikke bortforpagte eller bortleje den på usædvanlige vilkår el-
ler på usædvanlig tid. Tilsvarende gælder for midler, der til-
hører en person, der er under værgemål efter værgemålslo-
vens § 5, såfremt værgemålet omfatter sådanne midler.
1. I § 4, 1. og 2. pkt., og § 5, 3. pkt., ændres »statsforvaltnin-
gens« til: »Familieretshusets«.
§ 5. Værgen kan ved sin bestyrelse og rådighed i de i § 1
nævnte situationer kun yde gaver eller lån af godtgørelsen
og indtægten heraf, såfremt gaven eller lånet andrager ube-
tydelige værdier. Er den umyndige over 15 år, kan dette dog
kun ske med dennes samtykke. Til ydelse af andre gaver el-
ler lån såvel af godtgørelsen og indtægten heraf som af,
hvad der træder i stedet herfor, kræves statsforvaltningens
samtykke. Tilsvarende gælder for midler, der tilhører en per-
son, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5, så-
fremt værgemålet omfatter sådanne midler.
2. Efter § 5 indsættes:
»§ 5 a. Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan
påklages til Civilstyrelsen.«
66