B 62 - svar på MFU spm. 1 om ministeren, som nævnt i forbindelse med 1. behandlingen af beslutningsforslaget den 6. februar 2020, har færdiggjort sin afdækning af, om der er tale om forskelsbehandling, hvis man pålægger virksomhederne at oplyse udgifterne til certificering af kød, der er halalslagtet, fra fødevareministeren

Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk
Den 22. april 2020
Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg
Christiansborg
1240 København K
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 1 til B 62, forslag til
folketingsbeslutning om at indføre mulighed for at fravælge halalprodukter og sikre større viden
om effekterne af halalafgifter, stillet den 24. marts 2020 af ikkemedlem af udvalget (MFU) Lise
Bech (DF).
Spørgsmål nr. 1 til B 62
”Har ministeren, som nævnt i forbindelse med 1. behandlingen af beslutningsforslaget den 6.
februar 2020, færdiggjort sin afdækning af, om der er tale om forskelsbehandling, hvis man
pålægger virksomhederne at oplyse udgifterne til certificering af kød, der er halalslagtet?”
Svar
Under 1. behandlingen af B 62 nævnte jeg, at indførelse af en oplysningspligt om specifikt
halaludgifter kræver en nærmere afdækning af, om dette vil udgøre en forskelsbehandling, som er
omfattet af diskriminationsforbuddet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).
Jeg har bedt Justitsministeriet om bidrag til besvarelsen af spørgsmålet.
Justitsministeriet oplyser at:
”Justitsministeriet har forstået beslutningsforslag B 62 således, at der bl.a. foreslås
etableret en oplysningspligt, der pålægges samtlige slagterivirksomheder, hvorefter
virksomhederne skal oplyse om deres evt. udgifter til certificering af halalslagtning, og at
det med spørgsmålet ønskes oplyst, om en sådan oplysningspligt kan gennemføres inden
for rammerne af EMRK.
Efter artikel 14 i EMRK skal nydelsen af de i konventionen anerkendte rettigheder og
friheder sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller
anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt
mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.
Anvendelsesområdet for EMRK artikel 14 er begrænset derved, at bestemmelsen er
accessorisk til konventionens øvrige bestemmelser. Det betyder, at bestemmelsen kun kan
anvendes sammen med én eller flere af konventionens øvrige bestemmelser. Heri ligger
ikke et krav om, at den eller de pågældende rettigheder skal være krænket, men derimod
alene et krav om, at den foreliggende situation skal ligge inden for bestemmelsens
anvendelsesområde.
Spørgsmålet om, hvorvidt den foreslåede oplysningspligt vedrørende udgifter til
certificering af halalslagtning vil kunne udgøre forskelsbehandling i strid med EMRK
artikel 14, afhænger således af, om oplysningspligten vil være omfattet af
anvendelsesområdet for en af EMRK’s øvrige bestemmelser.
Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
B 62 endeligt svar på spørgsmål 1
Offentligt
2
Den relevante bestemmelse i denne sammenhæng er EMRK artikel 9, der vedrører retten
til religionsfrihed, herunder friheden til at skifte religion eller overbevisning såvel som
friheden til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion
eller overbevisning.
Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (Domstolens) praksis, at
EMRK artikel 9 ikke beskytter enhver handling motiveret af eller inspireret af religion. Der
kan i den forbindelse f.eks. henvises til Domstolens afgørelse af 2. oktober 2001 i sagen
Pichon og Sajous mod Frankrig. Sagen omhandlede en klage over, at nogle ejere af et
apotek var blevet dømt for at nægte at udlevere svangerskabsforebyggende medicin.
Klagerne var af den opfattelse, at deres nægtelse heraf udgjorde en udøvelse af deres
religionsfrihed. Domstolen udtalte i sagen bl.a., at kerneområdet for artikel 9 er
beskyttelsen af personlige overbevisninger og religiøs tro, og at artikel 9 også beskytter
handlinger, der er tæt forbundet hermed. Domstolen udtalte endvidere, at artikel 9 i
forbindelse med beskyttelsen af dette personlige domæne ikke altid garanterer retten til at
handle offentligt på en måde styret af denne tro. Domstolen udtalte endvidere, at så længe
salg af svangerskabsforebyggende medicin var lovlig, og medicinen alene kunne fås på
apoteker mod udlevering af en recept, så kunne klagerne ikke anvende deres religion som
begrundelse for at nægte at sælge de pågældende produkter. Domstolen henviste i den
forbindelse til, at de pågældende kunne udøve deres religion på mange forskellige måder
uden for den professionelle sfære. Domstolen konkluderede på den baggrund, at
domfældelsen af de pågældende ikke udgjorde et indgreb i udøvelsen af en rettighed
beskyttet af artikel 9 og afviste klagen.
Justitsministeriet bekendt har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke forholdt
sig til, om en oplysningspligt som den foreslåede, der pålægges alle slagterier, er omfattet
af anvendelsesområdet for EMRK artikel 9.
Det er umiddelbart vurderingen, at meget taler for, at den foreslåede oplysningspligt ikke
er omfattet af anvendelsesområdet for EMRK artikel 9. Det er på den baggrund
Justitsministeriets umiddelbare vurdering, at en indførelse af den foreslåede
oplysningspligt ikke vil rejse spørgsmål i forhold til EMRK artikel 14.”
Mogens Jensen / Paolo Drostby