Fremsat den 16. april 2020 af skatteministeren (Morten Bødskov)

Fremsat den 16. april 2020 af skatteministeren (Morten Bødskov)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
pensionsbeskatningsloven og lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af
skatter og afgifter m.v.
(Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af fordringer med dataproblemer, forældelse m.v. samt fradrag for
seniormedlemskabskontingent i arbejdsløshedskasser)
Skatteministeriet
§ 1
I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015, som ændret
bl.a. ved lov nr. 1253 af 17. november 2015, § 1 i lov nr.
285 af 29. marts 2017, § 1 i lov nr. 551 af 29. maj 2018, § 1
i lov nr. 324 af 30. marts 2019 og § 1 i lov nr. 1110 af 13.
november 2019 og senest ved § 1 i lov nr. 1575 af 27.
december 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 3, indsættes som 4. pkt.:
»Sædvanlig rykkerprocedure, jf. 1. pkt., gennemføres
kun, hvis det er muligt, og gennemførelse heraf er ikke en
forudsætning for overdragelse af fordringer til restanceind-
drivelsesmyndigheden, medmindre andet følger af anden
lovgivning.«
2. § 2, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Inden overdragelse af fordringer til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden underretter fordrings-
haveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræ-
ver fordringen, skriftligt skyldneren om overdragelsen, med-
mindre det ikke er muligt at foretage underretning eller un-
derretning må antages at medføre en væsentlig forringelse af
muligheden for at opnå dækning. Underretning efter 1. pkt.
er ikke en forudsætning for, at fordringer kan overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden.«
3. I § 2 indsættes efter stk. 9 som nyt stykke:
»Stk. 10. Ved overdragelse af et gebyr til restanceinddri-
velsesmyndigheden oplyser fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, restan-
ceinddrivelsesmyndigheden om, hvilket hovedkrav gebyret
vedrører. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog be-
stemme, at en fordringshaver eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, skal overdrage et gebyr
til restanceinddrivelsesmyndigheden uden oplysning om,
hvilket hovedkrav gebyret vedrører. Er der ved overdragel-
sen af et gebyr givet restanceinddrivelsesmyndigheden op-
lysning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, jf. 1. pkt.,
kan restanceinddrivelsesmyndigheden beslutte, at gebyret
fremover under inddrivelsen skal behandles som et selv-
stændigt hovedkrav. Er der ved overdragelsen af et gebyr ik-
ke givet restanceinddrivelsesmyndigheden oplysning om,
hvilket hovedkrav gebyret vedrører, jf. 2. pkt., behandler re-
stanceinddrivelsesmyndigheden gebyret som et selvstændigt
hovedkrav. Hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, ved overdragelse af
et gebyr til restanceinddrivelsesmyndigheden skal oplyse re-
stanceinddrivelsesmyndigheden om, hvilket hovedkrav ge-
byret vedrører, jf. 1. pkt., kan fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke
til restanceinddrivelsesmyndigheden overdrage renter af ge-
byret, herunder renter, der er tilbagesendt til fordringshave-
ren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen.«
Stk. 10-13 bliver herefter stk. 11-14.
4. I § 2, stk. 13, 1. pkt., der bliver stk. 14, 1. pkt., ændres
»stk. 1-12« til: »stk. 1-13«.
5. I § 3, stk. 8, 3. pkt., indsættes efter »saldoprincip,«: »og
for gebyrer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndig-
heden eller måtte blive indberettet til restanceinddrivelses-
myndighedens fordringsregister, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt., uden
Lovforslag nr. L 174 Folketinget 2019-20
Skattemin., j.nr. 2019-11703
AN014370
oplysning om, hvilket hovedkrav de vedrører, for gebyrer,
for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden efter § 2, stk.
10, 3. pkt., har besluttet, at de fremover skal behandles som
selvstændige hovedkrav, samt for renter og gebyrer, der som
følge af en beslutning truffet i medfør af § 3 D, stk. 1, be-
handles som selvstændige hovedkrav,«.
6. Efter § 3 C indsættes før overskriften før § 4:
Ȥ 3 D. Hvis der for renter eller gebyrer, der er under ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden og efter det
oplyste vedrører et hovedkrav, der også er under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er kendskab til eller
mistanke om datafejl, der er til hinder for inddrivelse, eller
tvivl om retskraften, og der for hovedkravet ikke er kend-
skab til eller mistanke om sådanne datafejl eller tvivl om
retskraften, kan restanceinddrivelsesmyndigheden beslutte,
at renterne eller gebyrerne fremover af restanceinddrivelses-
myndigheden behandles som selvstændige hovedkrav.
Stk. 2. Renter, der som følge af en beslutning truffet i
medfør af stk. 1 behandles som selvstændige hovedkrav,
omfattes af § 4, stk. 2, 1. pkt.
Stk. 3. Renter, der som følge af en beslutning truffet i
medfør af stk. 1 behandles som selvstændige hovedkrav,
forrentes ikke efter § 5.
Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om,
hvilke renter der skal kunne inddrives ved lønindeholdelse
efter § 10 eller udpantning efter § 11, efter at restanceinddri-
velsesmyndigheden i medfør af stk. 1 har besluttet, at disse
renter skal behandles som selvstændige hovedkrav.«
7. I § 4, stk. 2, indsættes som 5. pkt.:
»For fordringer, der før den 1. september 2013 er over-
draget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
lægges den i inddrivelsessystemet registrerede modtagelses-
dato til grund ved anvendelse af 1. pkt.«
8. § 5, stk. 2, 2. og 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Skatteministeren kan endvidere bestemme, at stk. 1 ikke
skal anvendes på fordringer, der efter restanceinddrivelses-
myndighedens skøn kan være overdraget uden særskilt angi-
velse af hovedstol, renter og gebyrer, herunder fastsætte reg-
ler om anvendelsen af disse regler og mulighederne for, at
fordringshaveren kan afkræfte eller berigtige forholdet med
den virkning, at stk. 1 anvendes.«
9. I § 6 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i særlige tilfælde
undlade at pålægge rykkergebyr.«
10. I § 7, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:
»Skatteministeren kan derudover fastsætte regler om
fremgangsmåden for indberetning af et gebyr til restan-
ceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister og om de op-
lysninger, der skal gives ved indberetningen.«
11. Efter § 8 indsættes:
Ȥ 8 a. Ved modregning kan restanceinddrivelsesmyndig-
heden lægge de datooplysninger, som for fordringer, herun-
der renter og gebyrer, er registreret i restanceinddrivelses-
myndighedens inddrivelsessystemer, til grund, når modreg-
ningen gennemføres, efter at skyldnerens krav på udbetaling
fra det offentlige er overdraget til tredjemand, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har mis-
tanke om, at en registreret datooplysning medfører risiko for
uberettiget modregning, kan restanceinddrivelsesmyndighe-
den for den eller de fordringer, der efter restanceinddrivel-
sesmyndighedens skøn kan være berørt af fejlen, anvende en
senere dato eller ændre den registrerede dato til en senere
dato, der lægges til grund efter stk. 1.
Stk. 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved kend-
skab til eller mistanke om datafejl i fordringen beslutte, at
der helt eller delvist ikke skal ske modregning i en udbeta-
ling, hvis det under hensyntagen til tilrettelæggelsen af re-
stanceinddrivelsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen,
fordringernes beløb, fejlens karakter eller undersøgelsernes
kompleksitet findes hensigtsmæssigt.
Stk. 4. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan aftale med
en fordringshaver eller den, der på vegne af denne opkræver
fordringen, at de datooplysninger, der skal gives om en for-
dring ved dens overdragelse til restanceinddrivelsesmyndig-
heden, angives som senere datoer end de rigtige.
§ 8 b. Hvis der i medfør af anden lovgivning skal bereg-
nes renter af et beløb, der af det offentlige skal udbetales til
en fysisk eller juridisk person, og udbetalingsbeløbet inklu-
sive eventuelle renter med henblik på modregning med for-
dringer under opkrævning eller inddrivelse er overført til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden i henhold til § 4 a, stk. 2, i
lov om offentlige betalinger m.v., beregner og udbetaler re-
stanceinddrivelsesmyndigheden de eventuelle yderligere
renter, som den fysiske eller juridiske person måtte have
krav på tidligst fra og med restanceinddrivelsesmyndighe-
dens modtagelse af udbetalingsbeløbet. Restanceinddrivel-
sesmyndigheden kan vælge at beregne renter af det samlede
udbetalingsbeløb, selv om dette beløb måtte være overført
uden særskilt angivelse af hovedstol og renter.
Stk. 2. Anvendes udbetalingsbeløbet til modregning med
en eller flere fordringer, der er under opkrævning eller ind-
drivelse, foretages forrentningen af udbetalingsbeløbet, jf.
stk. 1, og de beløb, der modregnes med, til og med den dag,
hvor restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter, at der vil
blive gennemført modregning.«
12. Efter § 9 a indsættes før overskriften før § 10:
Ȥ 9 b. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i medde-
lelser, afgørelser, tilsigelser, underretninger m.v. til skyldner
beskrive fordringer samt renter og gebyrer heraf ud fra de
datooplysninger, der er registreret i inddrivelsessystemet.
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
restanceinddrivelsesmyndighedens beskrivelse af fordringer
samt renter og gebyrer i meddelelser, afgørelser, tilsigelser,
underretninger m.v. til skyldner og andre, herunder regler
om de oplysninger, der skal meddeles heri.«
13. I § 10, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
2
»Et gebyr, der af restanceinddrivelsesmyndigheden be-
handles som hovedkrav, jf. § 2, stk. 10, 3. og 4. pkt., kan
inddrives ved lønindeholdelse, selv om det vedrører et ho-
vedkrav, der ikke kan inddrives ved lønindeholdelse, jf. bi-
lag 1.«
14. I § 11 indsættes som 2. pkt.:
»Et gebyr, der af restanceinddrivelsesmyndigheden be-
handles som hovedkrav, jf. § 2, stk. 10, 3. og 4. pkt., kan
inddrives ved udpantning, selv om det vedrører et hoved-
krav, der ikke kan inddrives ved udpantning, jf. bilag 1.«
15. I § 18 a, stk. 1, ændres »2018« til: »2021«.
16. § 18 a, stk. 2, 9. og 10. pkt., affattes således:
»Hvis en eller flere renter, der i medfør af § 3 B, stk. 1, 1.
pkt., skal behandles som selvstændige hovedkrav med hen-
syn til forældelse eller i medfør af en beslutning truffet i
henhold til § 3 D, stk. 1, skal behandles som selvstændige
hovedkrav, i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivel-
sessystem er registreret som én rentefordring, udgør den re-
gistrerede rentefordring hovedkravet i et fordringskompleks
efter 1. pkt., hvor forældelsesdatoen for fordringskomplek-
set er den forældelsesdato, der gælder for renten eller renter-
ne i den registrerede rentefordring, eller den tidligste foræl-
delsesdato, hvis den registrerede rentefordring indeholder
flere renter med forskellige forældelsesdatoer. Det hoved-
krav og de renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., og de
gebyrer, der som følge af en beslutning truffet i medfør af §
3 D, stk. 1, skal behandles som selvstændige hovedkrav,
med tilhørende renter udgør et fordringskompleks efter 1.
pkt.«
17. I § 18 a, stk. 7, 1. pkt., ændres »3. og 4. pkt.« til: »5. og
6. pkt.«
18. I § 18 a, stk. 7, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»For fordringer, der ved modtagelsen hos restanceinddri-
velsesmyndigheden registreres i et inddrivelsessystem, for
hvilket 1. pkt. ikke finder anvendelse, indtræder forældelse
ligeledes tidligst 3 år efter fordringens modtagelse, jf. dog 5.
og 6. pkt.«
19. I § 18 a, stk. 7, 2. pkt., der bliver 3. pkt., ændres »1.
pkt.« til: »1. og 2. pkt.«
20. I § 18 a, stk. 7, 3. pkt., der bliver 4. pkt., ændres »2.
pkt.« til: »3. pkt.«
21. I § 18 a, stk. 7, indsættes efter 3. pkt., der bliver 4. pkt.,
som nyt punktum:
»4. pkt. gælder til og med den 31. december 2024 ikke for
fordringer, der ved modtagelsen registreres i restanceinddri-
velsesmyndighedens inddrivelsessystem DMI og andre sy-
stemer, der i lighed med DMI ikke kan afklare, om fordrin-
gen er genfremsendt.«
22. I § 18 a, stk. 7, 4. pkt., der bliver 6. pkt., ændres »Be-
stemmelsen i 1. pkt.« til: »Bestemmelserne i 1. og 2. pkt.«
23. I § 18 a indsættes som stk. 10:
»Stk. 10. Skyldnerens indsigelse om, at en fordring er for-
ældet, skal senest fremsættes i forbindelse med en klage
over eller indsigelse imod det første forældelsesafbrydende
skridt, der foretages af restanceinddrivelsesmyndigheden ef-
ter det tidspunkt, hvor forældelsen ifølge skyldneren er ind-
trådt. Skyldnerens indsigelse bortfalder, hvis den ikke frem-
sættes i overensstemmelse med 1. pkt.«
24. I §§ 18 b og 18 c ændres »2021« til: »2024«.
25. Efter § 18 h indsættes:
»§ 18 i. Fordringer, der har været under opkrævning, og
som den 1. juli 2020 hos restanceinddrivelsesmyndigheden
er registreret til at være under inddrivelse, er senest denne
dato under inddrivelse. Skyldnerens indsigelser, der udsprin-
ger af manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerproce-
dure eller underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige som affat-
tet ved lov nr. 1333 af 19. december 2008, dog ikke eventu-
elle forældelsesindsigelser, skal indgives skriftligt til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden og være modtaget senest den 1.
januar 2021, idet der dog kan ses bort fra en fristoverskridel-
se, hvis særlige omstændigheder taler derfor. I forbindelse
med indgivelse af en indsigelse omfattet af 2. pkt. og inden
indsigelsen kan behandles, skal skyldneren betale et gebyr
på 500 kr. til restanceinddrivelsesmyndigheden. Er gebyret
ikke betalt senest 10 dage efter indgivelsen af indsigelsen,
afviser restanceinddrivelsesmyndigheden indsigelsen. Geby-
ret tilbagebetales, hvis skyldneren får helt eller delvist med-
hold i indsigelsen, eller hvis indsigelsen afvises. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden lægger til grund, at fordringsha-
veren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, har gennemført sædvanlig rykkerprocedure og
foretaget underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige som affat-
tet ved lov nr. 1333 af 19. december 2008, medmindre re-
stanceinddrivelsesmyndigheden for den konkrete fordring
konstaterer, at fordringshaveren ikke har gjort dette.«
§ 2
I lov nr. 1110 af 13. november 2019 om ændring af lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov om retsafgifter
og forskellige andre love (Forenkling af regler om
forældelseshåndtering, modregning ved transporter, flere
skyldnere på samme fordring, eftergivelse og afskrivning,
retsafgift m.v.) foretages følgende ændring:
1. I § 9, stk. 5, 1. pkt., ændres »2018« til: »2021«.
§ 3
I pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 238
af 12. marts 2020, som ændret ved § 4 i lov nr. 496 af 1. maj
2019 og § 5 i lov nr. 1573 af 27. december 2019, foretages
følgende ændring:
3
1. I § 49, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »arbejdsløshedsfor-
sikring«: », og for seniormedlemmer af en arbejdsløsheds-
kasse kan fradrages udgifter til seniormedlemskabskontin-
gent«.
Justitsministeriet
§ 4
I lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og
afgifter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 20. juni 2001,
som ændret ved § 13 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, § 1 i lov
nr. 252 af 30. marts 2011, § 2 i lov nr. 114 af 31. januar
2017, § 5 i lov nr. 670 af 8. juni 2017 og § 10 i lov nr. 551
af 29. maj 2018, foretages følgende ændring:
1. I § 5, stk. 2, ændres »fordringens modtagelsesdato« til:
»at fordringen er under inddrivelse«.
Ikrafttræden m.v.
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2020, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikraft-
trædelse af § 1, nr. 3, 13 og 14.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler om, hvornår
§ 1, nr. 3, finder anvendelse for restanceinddrivelsesmyndig-
hedens inddrivelsessystemer, og kan herunder bestemme, at
§ 2, stk. 10, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, helt eller delvist fin-
der anvendelse fra forskellige tidspunkter for de enkelte ind-
drivelsessystemer.
Stk. 4. § 1, nr. 23, finder ikke anvendelse på forældelses-
afbrydende skridt, der er foretaget af restanceinddrivelses-
myndigheden før den 1. juli 2020.
Stk. 5. § 3 har virkning for seniormedlemskabskontingen-
ter, der forfalder til betaling den 1. januar 2020 eller senere.
Stk. 6. Regler fastsat i medfør af § 2, stk. 13, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr.
29 af 12. januar 2015, forbliver i kraft, indtil de ophæves el-
ler afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 2, stk. 14, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
4
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
2. Lovforslagets indhold
2.1. Forlængelse af forældelsesudskydelse for fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Den foreslåede ordning
2.2. Forlængelse af perioden med systemmæssig paralleldrift hos restanceinddrivelsesmyndigheden m.v.
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Den foreslåede ordning
2.3. Lempelse af krav om gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure og underretning ved overdragelse af fordring
til restanceinddrivelsesmyndigheden
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Den foreslåede ordning
2.4. Afskæring af forældelsesindsigelser vedrørende fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Den foreslåede ordning
2.5. Særlige regler om gebyrer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, som følge af manglen-
de systemunderstøttelse af fordringer i tre niveauer
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Den foreslåede ordning
2.6. Opsplitning af hoved- og underfordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden m.v.
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Den foreslåede ordning
2.7. Restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af modtagelsesdatoen i dækningsrækkefølgen for tidligere konver-
terede fordringer og ingen henvisning til modtagelsesdatoen i forkyndelser
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Den foreslåede ordning
2.8. Lempelse af krav til stamdatoer for fordringer og til beskrivelsen af stamdatoer i afgørelser m.v.
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Den foreslåede ordning
2.9. Udvidelse af hjemmel til at undlade at beregne inddrivelsesrenter af sammenlagte fordringer under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden
2.9.1. Gældende ret
2.9.2. Den foreslåede ordning
2.10. Hjemmel til i særlige tilfælde at undlade opkrævning af rykkergebyr ved restanceinddrivelsesmyndighedens an-
vendelse af rykker
2.10.1. Gældende ret
2.10.2. Den foreslåede ordning
2.11. Forenkling af regler om forrentning ved modregning med gæld under opkrævning eller inddrivelse i udbetalinger
fra det offentlige
2.11.1. Gældende ret
2.11.2. Den foreslåede ordning
2.12. Indførelse af fradragsret for seniormedlemskontingent i arbejdsløshedskasser
2.12.1. Gældende ret
2.12.2. Den foreslåede ordning
3. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen
5
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Det er vigtigt for aftalepartierne bag »Aftale om styrkelse
af den offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni 2017 at sikre
grundlaget for en sikker og effektiv fremadrettet inddrivelse
af gæld til det offentlige. Det er ikke rimeligt, at andre bor-
gere skal betale for dem, der ikke betaler deres gæld til det
offentlige. Der er derfor iværksat en række initiativer, der
skal sikre, at inddrivelsen af gæld til det offentlige kommer
på fode igen, efter at det daværende SKAT den 8. september
2015 besluttede at stoppe al automatisk inddrivelse af gæld
til det offentlige, på baggrund af at en række analyser af Ét
Fælles Inddrivelsessystem (EFI) og Debitormotor Inddrivel-
se (DMI) havde påvist fejl af funktionel, teknisk og data-
mæssig karakter.
Som opfølgning på handlingsplanen »Aftale om et nyt
skattevæsen« af 25. september 2015 indgik den daværende
regering (Venstre) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti,
Liberal Alliance, Radikale Venstre og Det Konservative
Folkeparti »Aftale om et nyt skattevæsen« af 18. november
2016 om en fælles forståelse om nødvendigheden af at op-
bygge et nyt skattevæsen samt rammerne herfor. På bag-
grund heraf blev der igangsat et omfattende arbejde med
bl.a. at udvikle et nyt it-system for inddrivelse, ligesom der
blev iværksat et omfattende arbejde med at rydde op i gæl-
den til det offentlige.
Oprydningsarbejdet har vist, at der ud over usikkerhed om
retskraften ved en del af gældsposterne er en række andre
fejl blandt gældsposterne. Disse fejl skyldes bl.a. systemati-
ske fejlindberetninger fra fordringshavernes side, hvor data
(f.eks. stiftelses- og forældelsesdatoer) er fejlbehæftede, el-
ler at gældsposter og deres renter er blandet sammen. Da
fejlene betyder, at gældsposterne ikke kan inddrives eller
konverteres (overføres) til det nye gældsinddrivelsessystem,
blev den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og
Det Konservative Folkeparti) samt Socialdemokratiet,
Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale
Venstre og Socialistisk Folkeparti i »Aftale om styrkelse af
den offentlige gældsinddrivelse« fra 8. juni 2017 enige om,
at disse problemer skal løses.
Oprydningsarbejdet i 2018 og 2019 har haft fokus på de
syv største fordringshavere, som repræsenterer i alt ca. 83
pct. af den samlede gæld målt i kursværdi. Oprydningsarbej-
det har identificeret et konverteringspotentiale på knap 18
mia. kr. i kursværdi. Realisering af potentialet forudsætter
dog vedtagelse og implementering af lovgivningsmæssige
løsningstiltag i form af to datalovpakker. Nærværende lov-
forslag indeholder bl.a. den første af disse to datalovpakker.
Den anden datalovpakke forventes fremsat i foråret 2021.
Nærværende lovforslag indeholder regler, der bl.a. tager
sigte på at understøtte oprydningsarbejdet. Som nævnt oven-
for drejer det sig om regler, der forlænger forældelsesudsky-
delsen af gæld under inddrivelse og paralleldriftsperioden,
hvor gælden inddrives i flere systemer. Formålet er at undgå
utilsigtet forældelse af gældsposter, som følge af at opryd-
ningsarbejdet har vist sig betydeligt vanskeligere og mere
tidskrævende end forudsat. Med henblik på at lette admini-
strationen af gæld under inddrivelse foreslås det endvidere
at ændre reglerne om rykkerprocedure og underretning til
skyldneren i forbindelse med overdragelse af gæld til inddri-
velse og at indføre en tidsmæssig begrænsning af skyldne-
rens mulighed for at fremsætte en forældelsesindsigelse. Af
hensyn til systemudviklingen har det endvidere vist sig nød-
vendigt at foreslå regler, der skal tage højde for, at det nye
inddrivelsessystem ikke har mulighed for at håndtere for-
dringer i tre niveauer (hovedfordring, underfordring og un-
derfordring til underfordring). Derudover foreslås det at ind-
føre regler, der tager sigte på at understøtte oprydningsarbej-
det. Som nævnt ovenfor drejer det sig om regler, der har til
formål at gøre så mange fordringer som muligt inddrivelses-
og konverteringsparate ved at tage højde for de situationer,
hvor konverteringsparate hovedkrav afventer manuel gen-
nemgang af deres tilknyttede renter og gebyrer, hvor datoop-
lysninger fra fordringshavere eller gamle inddrivelsessyste-
mer kan være forkerte, og hvor gældsposterne og deres ren-
ter er eller kan være blandet sammen. Desuden er det fundet
hensigtsmæssigt at indføre en regel, der tager hensyn til, at
det i visse tilfælde vil være urimeligt at pålægge et rykker-
gebyr. Derudover foreslås der en forenkling af reglerne om
forrentning ved Gældsstyrelsens gennemførelse af eller bi-
stand til modregning i udbetalinger fra det offentlige. Der er
tale om både forrentningen af udbetalingsbeløbet, f.eks.
overskydende skat, og den gæld, der modregnes med.
Endelig foreslås det at indføre fradragsret for seniormed-
lemskontingent i arbejdsløshedskasser. Dette forslag vedrø-
rer ikke oprydningsarbejdet på inddrivelsesområdet.
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
I forlængelse af den politiske aftale »Aftale om et nyt
skattevæsen« af 18. november 2016 om en fælles forståelse
om nødvendigheden af at opbygge et nyt skattevæsen samt
rammerne herfor indgik den daværende regering (Venstre,
Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) samt So-
cialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternati-
6
vet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti »Aftale om
styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni 2017.
Nærværende lovforslag har til formål at udmønte dele af
denne aftale.
Af aftalen fremgår bl.a., at aftalepartierne er enige om, at
en oprydning er afgørende for at genoprette området og ska-
be det bedst mulige fundament for fremtidens gældsinddri-
velse, og at problemerne med fejlbehæftede gældsposter, der
ikke kan inddrives og konverteres til det nye gældsinddrivel-
sessystem, skal løses. Lovforslaget indeholder som opfølg-
ning herpå følgende forslag:
– Yderligere udskydelse af forældelsen af fordringer under
inddrivelse.
– Forlængelse af paralleldriftsperioden, hvor inddrivelsen
sker i flere systemer.
– Lempelse af krav om sædvanlig rykkerprocedure og un-
derretning ved overdragelse af fordringer til inddrivelse.
– Indsigelse om forældelse skal senest ske i forbindelse
med et inddrivelsesskridt.
– Ændring med henblik på at undgå fordringer i 3 niveau-
er.
– Opsplitning af hoved- og underfordringer under inddri-
velse hos Gældsstyrelsen m.v.
– Anvendelse af registreret modtagelsesdato for tidligere
konverterede fordringer.
– Mulighed for at inddrive fordringer ved fejl i de registre-
rede stamdatoer.
– Undladelse af at beregne rente ved sammenblandet gæld.
– Hjemmel til at undlade at pålægge rykkergebyr.
– Forenkling af regler om forrentning ved modregning i
udbetalinger fra det offentlige.
Lovforslaget kommer i forlængelse af en række lovgiv-
ningstiltag på inddrivelsesområdet, der er fremsat i forlæn-
gelse af det tidligere SKATs suspension af al automatisk
inddrivelse af gæld til det offentlige via EFI i september
2015 og det efterfølgende igangsatte arbejde med genetable-
ring af en effektiv restanceinddrivelse.
Skatteministeriet har siden december 2015 arbejdet på ud-
viklingen af et nyt it-system, der skal understøtte inddrivel-
sen.
Det blev besluttet, at det nye it-system skulle være baseret
på et standardsystem, som trinvist ville blive videreudviklet,
så det ved udgangen af 2018 ville kunne håndtere de fleste
inddrivelsesskridt og skyldnergrupper. Parallelt hermed blev
der igangsat et arbejde med at forenkle lovgivningen på om-
rådet, så systemet ville blive mindre komplekst end EFI/
DMI.
Systemet udvikles gradvist og i første omgang med fokus
på de funktionaliteter, der blev vurderet som værende de
vigtigste for ibrugtagningen af systemet for 1. udgave (re-
lease).
Som planlagt blev release 1 taget i brug i april 2017. Der
var dermed bygget en platform og – som forventet – udvik-
let den første, begrænsede funktionalitet for systemet.
Samtidig blev Danmarks Radio tilsluttet systemet som den
første fordringshaver.
Release 2, der blev taget i brug i november og december
2017, udbyggede it-systemet med nye og centrale funktiona-
liteter, herunder lønindeholdelse, som er et meget effektivt
inddrivelsesskridt. Der kan således sendes varsel og træffes
afgørelse om lønindeholdelse/særskilt lønindeholdelse, her-
under ske anvendelse af oplysninger fra betalingsevnebereg-
ning til beregning af lønindeholdelsesprocenten. Herudover
kan systemet nu bl.a. håndtere tilbageløb fra fordringshaver
i forbindelse med nedskrivning, tilbagesendelse, tilbagekal-
delse og opskrivning af en gældspost. Samtidig kan syste-
met nu foretage en automatiseret betalingsevneberegning, li-
gesom der er udviklet en fordringshaverportal, hvormed for-
dringshavere kan oprette gældsposter og modtage og hånd-
tere gældsposter, der er sendt i høring hos fordringshaver.
Den gradvise tilslutning af yderligere fordringshavere efter
tilslutningen af Danmarks Radio er samtidig igangsat.
Release 3 af det nye inddrivelsessystem blev færdiggjort i
august 2018, og det indeholder blandt andet fuldt automati-
seret lønindeholdelse og funktionalitet til håndtering af sel-
skaber og PEF-skyldnere (personligt ejede virksomheder).
Release 3 indeholder derudover første version af den nye
modregningskomponent. Den første modregning i oversky-
dende skatter via den nye modregningskomponent blev gen-
nemført i september 2018. Version 2 af modregningsløsnin-
gen, der understøtter modregning på tværs af det nye inddri-
velsessystem og DMI, idriftsættes samtidig med resterende
funktionaliteter i release 4.
Udviklingen af fjerde og sidste release blev planmæssigt
påbegyndt i august 2018, og release 4.1 blev idriftsat i janu-
ar 2019. Funktionalitet til håndtering af forældelse, der har
været afhængig af lovforenkling på området, er afsluttet ulti-
mo 2019. Release 4 indeholder ud over funktionalitet til
håndtering af forældelse også funktionalitet til håndtering af
flerhæftere samt yderligere forbedrings- og automatiserings-
tiltag.
Fordringshaverne vil i løbet af 2020 fortsat blive tilsluttet
systemet, i takt med at de får justeret deres interne processer
og systemer, så fordringshaverne kan sende retskraftige for-
dringer med en god datakvalitet, der sikrer, at der kan ind-
drives på fordringerne.
For at undgå utilsigtet forældelse i perioden med ingen el-
ler meget begrænset systemunderstøttelse blev der i novem-
ber 2015 gennemført det første lovgivningstiltag om stands-
ning af forældelsen for fordringer under inddrivelse, jf. lov
nr. 1253 af 17. november 2015.
I marts 2016 blev det andet lovgivningstiltag gennemført i
form af regler, der er nødvendige for etableringen af det nye
og fremadrettede it-system og for en hensigtsmæssig be-
handling af klager på inddrivelsesområdet. Der blev desuden
gennemført en række justeringer og præciseringer med hen-
blik på at sikre et klart og entydigt hjemmelsgrundlag, jf. lov
nr. 298 af 22. marts 2016.
I januar 2017 blev det tredje lovgivningstiltag gennemført
i form af regler om overdragelse af inddrivelsen af fortrins-
berettigede kommunale krav til kommunerne, jf. lov nr. 114
af 31. januar 2017.
7
Det fjerde lovgivningstiltag blev gennemført ved lov nr.
285 af 29. marts 2017. Med loven gennemførtes yderligere
tiltag, der navnlig skulle sikre enklere regler på inddrivelses-
området. Endvidere indeholder loven en række øvrige præ-
ciseringer af regelgrundlaget på inddrivelsesområdet.
Det femte lovforslag blev gennemført ved lov nr. 258 af
10. april 2018 og fastsatte regler om forenkling af opryd-
ningsopgaven med genoptagelsessager og ekstraordinær af-
skrivning.
Det sjette lovforslag blev gennemført ved lov nr. 551 af
29. maj 2018. Med loven gennemførtes yderligere tiltag på
inddrivelsesområdet, der navnlig havde sigte på forældelses-
håndtering, digitaliser- og administrerbare regler og at gen-
nemføre tiltag, der fulgte af politiske aftaler.
Det syvende lovforslag blev gennemført ved lov nr. 324 af
30. marts 2019. Med loven gennemførtes et sikkert hjem-
melsgrundlag for modregningen med fordringer, der er
under opkrævning hos fordringshaverne. Endvidere indehol-
der loven en lovfæstning af Skattestyrelsens praksis om at
udskyde betalingsfristen, hvis sidste rettidige betalingsdag
falder på en banklukkedag.
Det ottende lovforslag blev gennemført ved lov nr. 1110
af 13. november 2019. Med loven gennemførtes yderligere
lovgivningstiltag, der skulle sikre enklere og klarere regler
på inddrivelsesområdet, der skulle sikre udviklingen og
etableringen af en effektiv it-understøttelse af inddrivelses-
opgaven.
Det niende lovforslag, som blev delt under folketingsbe-
handlingen, blev gennemført ved lov nr. 1574 af 27. decem-
ber 2019 og lov nr. 1575 af 27. december 2019. Med den
første lov gennemførtes regler, der skulle styrke inddrivel-
sen af gæld over for skyldnere bosat i udlandet og give kom-
munalt ejede forsyningsvirksomheder mulighed for at vælge
privat inddrivelse. Den anden lov indeholder et regelforen-
klingstiltag om at ophæve fradragsretten for inddrivelsesren-
ter med henblik på at undgå forkerte indberetninger samt
regler, der sikrer, at genoptagelsessager med muligvis uret-
mæssig inddrivelse i EFI´s driftsperiode kan færdigbehand-
les.
Nærværende lovforslag indeholder yderligere lovgiv-
ningstiltag, der har til formål at understøtte oprydningsarbej-
det ved at indføre regler, der skal gøre så mange fordringer
som muligt konverteringsparate, så de kan overflyttes til og
potentielt inddrives mere effektivt via det nye inddrivelses-
system, PSRM (Public Sector Revenue Management). Her-
udover har lovforslaget bl.a. til formål at undgå utilsigtet
forældelse af fordringer under inddrivelse.
Det foreslås for det første, at den allerede gældende ud-
skydelse af forældelsen for gæld under inddrivelse forlæn-
ges med tre år, så forældelsesfristen tidligst regnes fra den
20. november 2021. Baggrunden for forslaget er, at opryd-
ningsarbejdet af de mange fordringer i DMI har vist sig be-
tydeligt vanskeligere og mere tidskrævende end forudsat, og
at det derfor forventes, at der i november 2021 fortsat vil
være et ikke ubetydeligt antal fordringer i DMI, for hvilke
forældelse utilsigtet vil kunne ske. Forældelsesafbrydelse af
fordringer i DMI er forbundet med større kompleksitet og
ressourcer end i PSRM, og det vil derfor være forbundet
med betydelige manuelle ressourcer, der vil skulle gå fra an-
dre opgaver, hvis Gældsstyrelsen inden november 2021 skal
sikre forældelsesafbrydelse af størstedelen af fordringsmas-
sen i DMI. Selv om fordringer i DMI konverteres til PSRM
inden udløbet af forældelsesfristen, vil der ligge et stort ar-
bejde i at afbryde forældelsen for de store puljer af fordrin-
ger, der forventes konverteret i 2020 og 2021. Forslaget har
derfor til formål at sikre, at Gældsstyrelsen kan prioritere de
manuelle ressourcer på oprydningsarbejdet uden at risikere
utilsigtet forældelse af fordringerne i DMI og PSRM.
For det andet foreslås det, at de allerede gældende bemyn-
digelser for skatteministeren til at fastsætte regler, der mu-
liggør paralleldrift i DMI og PSRM, forlænges med tre år, så
de gælder til og med den 31. december 2024. Forslaget har
til formål at sikre, at oprydningsarbejdet med gælden i DMI
kan fortsætte, selv om oprydningsarbejdet med de mange
fordringer i det gamle inddrivelsessystem har vist sig bety-
deligt vanskeligere og mere tidskrævende end forudsat. Det
vurderes således at være urealistisk at nå at færdiggøre op-
rydningsarbejdet inden for de nuværende tidsrammer, dvs.
ultimo 2021.
For det tredje foreslås det at lempe kravet om sædvanlig
rykkerprocedure og underretning ved overdragelse til inddri-
velse. Dette foreslås at ske ved at indføre regler om, at for-
dringshavere fremadrettet ikke behøver at sende rykkere og
underretning til skyldnere, når det ikke er muligt, og at ryk-
kere og underretning ikke er en gyldighedsbetingelse for at
overdrage fordringer til inddrivelse, selv om rykkere og un-
derretning fortsat forudsættes i loven. Derudover foreslås
det at indføre en ordning bestående af tre dele, der håndterer
fordringer, der før lovens ikrafttrædelse er overdraget til
inddrivelse uden foretagelse af sædvanlig rykkerprocedure
og underretning. For det første foreslås det, at gæld, der alle-
rede er oversendt til inddrivelse, og hvor der kan være tvivl
om fordringshaverens foretagelse af rykkere og underret-
ning, senest ved lovens ikrafttrædelse er under inddrivelse.
For det andet foreslås det – via en lovfæstelse af almindelige
forvaltningsretlige principper – at indføre en klar hjemmel
til, at Gældsstyrelsen ikke har pligt til at undersøge, hvilke
skyldnere der ikke har fået rykkere og underretning. For det
tredje foreslås det, at der indføres en frist for, hvornår visse
indsigelser senest skal være fremsat af skyldneren.
For det fjerde foreslås det at indføre en frist for skyldne-
rens fremsættelse af en forældelsesindsigelse. Dette foreslås
at ske ved at indføre en regel om, at skyldnerens forældel-
sesindsigelse bortfalder, hvis den ikke senest fremsættes i
forbindelse med en klage over eller indsigelse imod det førs-
te forældelsesafbrydende skridt, der foretages af Gældssty-
relsen efter det tidspunkt, hvor forældelsen ifølge skyldne-
ren er indtrådt. På den måde vil fordringshaveren og Gælds-
styrelsen ikke længere skulle opbevare dokumentation for
samtlige forældelsesafbrydelser, der er indtrådt i fordringens
levetid.
For det femte foreslås det at indføre regler, der har til for-
mål at undgå fordringer i 3 niveauer. Baggrunden for forsla-
8
get er, at det i forbindelse med udviklingen af PSRM er kon-
stateret, at PSRM ikke kan administrere fordringer i 3 ni-
veauer. Fordringer under inddrivelse vil f.eks. kunne optræ-
de i 3 niveauer, hvis et gebyr forrentes, og både gebyret og
dets tilhørende renter kommer under inddrivelse. Her vil ho-
vedfordringen, som gebyret vedrører, ligge i niveau 1, geby-
ret i niveau 2, og renterne af gebyret i niveau 3. Forslaget
går ud på, at Gældsstyrelsen skal kunne bestemme, at en
fordringshaver skal overdrage sine gebyrer til inddrivelse
uden oplysning om, hvilken hovedfordring de vedrører, og
at gebyrerne i så fald skal behandles som hovedfordringer
med selvstændig forældelse. Hvis et gebyr overdrages med
oplysning om hovedfordringen, vil Gældsstyrelsen kunne
beslutte, at gebyret fremadrettet – mens det er under inddri-
velse – skal behandles som en hovedfordring. Forslaget in-
deholder desuden regler, der fastsætter, hvordan gebyrerne
skal behandles i forhold til lønindeholdelse, udpantning og
Gældsstyrelsens kommunikation om gebyrerne. Endelig in-
deholder forslaget regler, der tager højde for, hvordan der
undgås fordringer i tre niveauer, hvis det mellem fordrings-
haveren og Gældsstyrelsen er aftalt, at gebyrer skal overdra-
ges med oplysning om hovedfordringen. Det foreslås såle-
des, at renter af gebyrer ikke skal kunne overdrages i et så-
dant tilfælde.
For det sjette foreslås det at indføre regler, der giver
Gældsstyrelsen mulighed for at opsplitte hovedfordringer og
renter/gebyrer med henblik på konvertering af hovedfordrin-
ger til PSRM. Dette foreslås at kunne gøres i tilfælde, hvor
hovedfordringen er klar til konvertering, mens hovedfor-
dringens renter eller gebyrer ikke er. Renterne og gebyrerne
foreslås som følge af opsplitningen at skulle behandles som
hovedfordringer. Opsplitningen vil som udgangspunkt bety-
de, at indbetalinger fra skyldneren vil gå til at dække hoved-
fordringen før hovedfordringens renter. Efter de gældende
regler anvendes indbetalinger først til at dække renterne. En
anden konsekvens af opsplitningen er, at der ikke gælder ac-
cessorisk forældelse for renterne og gebyrerne. Det betyder
– i modsætning til de gældende regler – at renterne og geby-
rerne ikke forældes, hvis hovedfordringen forældes, men
alene, hvis renten eller gebyrets egen forældelsesfrist udlø-
ber. Forslaget indeholder desuden regler, der fastsætter,
hvordan renterne og gebyrerne skal behandles i forhold til
f.eks. lønindeholdelse, udpantning og Gældsstyrelsens kom-
munikation om renterne og gebyrerne.
For det syvende foreslås det at indføre regler, der giver
Gældsstyrelsen mulighed for at anvende den registrerede
modtagelsesdato for tidligere konverterede fordringer. Bag-
grunden for forslaget er, at der for en pulje af fordringer i
DMI er konstateret tvivl om, hvorvidt den angivne modta-
gelsesdato er korrekt. En forkert registreret modtagelsesdato
kan føre til en forkert administration af dækningsrækkeføl-
gen, så nogle fordringer uberettiget opnår dækning frem for
andre. Med henblik på at sikre korrekt administration af
dækningsrækkefølgen foreslås det at indføre en hjemmel til
at placere de tidligere konverterede fordringer i dæknings-
rækkefølgen ud fra den i inddrivelsessystemet registrerede
modtagelsesdato, uanset at denne modtagelsesdato kan være
udtryk for en forkert registreret dato. For at sikre korrekte
oplysninger i meddelelser til skyldneren om pantefogedud-
læg foreslås det samtidig at indføre hjemmel til fremover at
udelade oplysningen om en konkret fordrings modtagelses-
dato i tilsigelser eller meddelelser om udlæg. I stedet skal
det blot oplyses, at fordringen inddrives af Gældsstyrelsen.
For det ottende foreslås det at give Gældsstyrelsen mulig-
hed for at anvende en senere dato end den dato, der er regi-
streret for en fordring. Den senere dato skal sikre, at en pri-
vat transporthaver ikke ved en modregning, der gennemfø-
res af Gældsstyrelsen, mister en udbetaling, som
vedkommende kunne have krav på. Det foreslås desuden, at
Gældsstyrelsen i sager om bobehandling gives mulighed for
at kunne afstå fra at modregne, hvor det vil være umuligt el-
ler forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at ind-
hente en korrekt stiftelsesdato, idet stiftelsesdatoen er afgø-
rende for, om modregning kan gennemføres. Hermed und-
gås uretmæssig modregning. I forbindelse med oprydnings-
arbejdet er der konstateret betydelige udfordringer med fejl i
de registrerede stamdatoer for fordringer i DMI, og disse fejl
gør, at fordringerne ikke umiddelbart kan konverteres til
PSRM. Det kan bl.a. dreje sig om fordringens stiftelsesdato
og sidste rettidige betalingsdato for fordringen, der kan ligge
for sent eller for tidligt. Fejlene i de registrerede stamdatoer
medfører risiko for, at Gældsstyrelsen træffer forkerte mod-
regningsafgørelser, når skyldneren har givet transport i sin
overskydende skat til en privat transporthaver, og når en
skyldner er under konkurs eller anden bobehandling. Derud-
over betyder fejlene, at Gældsstyrelsen har vanskeligt ved i
alle tilfælde at leve op til kravet om at beskrive fordringer-
nes stamdatoer korrekt. Med henblik på at gøre fordringerne
konverteringsparate foreslås det desuden at indføre regler,
der tager højde for de situationer, hvor tvivlsomme stamda-
toer kan give anledning til forkerte modregningsafgørelser,
og regler, der fastsætter, hvordan Gældsstyrelsen i afgørel-
ser og andre meddelelser til skyldnerne skal oplyse om de
anvendte stamdatoer.
For det niende foreslås det at justere den allerede gælden-
de bemyndigelse om undladelse af renteberegning ved sam-
menblandet gæld (gæld uden særskilt angivelse af hoved-
stol, renter og gebyrer). Bemyndigelsen omfatter efter sin
ordlyd alene sammenblandede fordringer, der er modtaget
hos Gældsstyrelsen inden den 1. august 2013. Justeringen
har til formål at skabe sikkerhed for, at bemyndigelsen også
omfatter de situationer, der er identificeret i forbindelse med
oprydningen af gælden i DMI. På baggrund heraf indeholder
forslaget en ændring af bemyndigelsen, så der skabes en sik-
ker hjemmel til, at Gældsstyrelsen kan undlade at beregne
renter af sammenblandet gæld, uanset hvornår gælden er
modtaget til inddrivelse. Derudover foreslås bemyndigelsen
ændret, så der skabes sikkerhed for, at Gældsstyrelsen kan
undlade at beregne inddrivelsesrente af populationer af for-
dringer, hvis Gældsstyrelsen har viden eller mistanke om, at
én eller flere fordringer i en population er overdraget uden
særskilt angivelse af rente og hovedkrav.
For det tiende foreslås det at indføre en hjemmel til, at
Gældsstyrelsen i særlige tilfælde kan undlade at pålægge et
9
rykkergebyr. Der skal efter gældende regler altid betales et
rykkergebyr på 140 kr., hvis der rykkes for fordringer under
inddrivelse. Der kan dog være situationer, hvor det virker
urimeligt at pålægge en skyldner et rykkergebyr. Dette kan
f.eks. være tilfældet, hvis en skyldner i en længere periode
ikke har modtaget henvendelser vedrørende sin gæld, eller
hvis Gældsstyrelsen har glemt at medtage en fordring i en
rykkerskrivelse og kort tid efter rykker for den »glemte«
fordring. Det foreslås derfor at indføre en undtagelse til den
gældende regel om rykkergebyr, der skal give Gældsstyrel-
sen mulighed for at undlade at pålægge rykkergebyr i særli-
ge tilfælde.
For det ellevte foreslås det at give Gældsstyrelsen mulig-
hed for at vælge at beregne renter af det samlede udbeta-
lingsbeløb, der er overført til Gældsstyrelsen med henblik på
modregning, selv om dette beløb måtte være overført uden
særskilt angivelse af hovedstol og renter. Muligheden herfor
vil være relevant i tilfælde, hvor lovgivningen, der regulerer
udbetalingen, foreskriver, at beløbet skal forrentes med en
simpel rente, da dette ikke kan håndhæves, når det overførte
udbetalingsbeløb også indeholder renter. Forslaget indehol-
der desuden regler, der forkorter forrentningsperioden for
udbetalingen og den fordring, der modregnes med, så der
beregnes renter frem til og med den dag, hvor Gældsstyrel-
sen træffer beslutning om, at der vil blive gennemført mod-
regning. Dette skal sikre, at der beregnes renter til og med
en dato, der kan fastslås af Gældsstyrelsen.
Endelig foreslås det at indføre fradragsret for seniormed-
lemskontingenter til arbejdsløshedskasser. Indførelsen af
fradragsret vil understøtte folkepensionisters lyst til og mu-
lighed for fortsat at være medlemmer af arbejdsløshedskas-
ser, som kan tilbyde hjælp til jobsøgning m.v. og dermed
yde støtte til at blive eller komme tilbage på arbejdsmarke-
det.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Forlængelse af forældelsesudskydelse for fordringer
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
2.1.1. Gældende ret
Forældelsen af fordringer er reguleret af forældelsesloven,
medmindre andet følger af særlige bestemmelser i anden
lov.
Forældelsesfristerne regnes ifølge forældelseslovens § 2,
stk. 1, fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren
kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet føl-
ger af andre bestemmelser. Er der indrømmet skyldneren lø-
bedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling an-
ses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalings-
fristens udløb, jf. § 2, stk. 2.
I § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er bestemt, at hovedkrav og dets tilhørende rente
eller renter, der alle er under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, i relation til forældelse udgør et for-
dringskompleks, hvor alle fordringer har samme forældel-
sesdato, uanset om hovedkravet eller dets tilhørende rente
eller renter op- eller nedskrives, efter at de er kommet under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Forældel-
sesdatoen for fordringskomplekset er ifølge 2. pkt. den til
enhver tid gældende forældelsesdato for hovedkravet, efter
at dette kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden.
I § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige er fastsat, at for fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden er forældelsesfristen 3 år, selv
om hovedkravet, inden det kom under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, havde en længere forældel-
sesfrist, eller der, før eller efter at fordringen kom under ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er opnået et
retsgrundlag som nævnt i forældelseslovens § 5, stk. 1, jf.
dog § 18 a, stk. 5, 2. og 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. For private underholdsbidrag og regioner
og kommuners privatretlige fordringer gælder dog den for-
ældelsesfrist, der var gældende ved fordringens modtagelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, eller som under ind-
drivelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden måtte blive
opnået efter forældelseslovens § 5, stk. 1. Denne forældel-
sesfrist gælder også for tilhørende renter under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Forældelsesfristen for fordringer omfattet af forældelses-
loven kan afbrydes efter reglerne i forældelseslovens kapitel
5, ligesom foreløbig afbrydelse kan ske efter reglerne i kapi-
tel 6. Afbrydelse af forældelsesfristen kan bl.a. ske ved
skyldners erkendelse af gældsforpligtelsen (§ 15), retslige
skridt foretaget af fordringshaver (§ 16), indgivelse af kon-
kursbegæring m.v. eller anmeldelse af fordringen i et kon-
kursbo m.v. (§ 17) eller indgivelse af anmodning om udlæg
til fogedretten, pantefogedens gennemførelse af udlægsfor-
retning eller restanceinddrivelsesmyndighedens underret-
ning til skyldner om lønindeholdelse eller modregning (§
18). Efter afbrydelsen løber en ny forældelsesfrist, hvis
længde bestemmes efter reglerne i forældelsesloven, jf. for-
ældelseslovens § 19, stk. 1. Er forældelsesfristen reguleret i
en særlov, kan særloven have bestemt en anden frist efter af-
brydelsen eller eventuelt en anden afbrydelsesmåde, jf. for-
ældelseslovens § 28.
Bestemmelserne i § 18 a, stk. 2-6, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige blev sat i kraft ved bekendtgørelse nr.
1332 af 9. december 2019 om ikrafttræden af § 1, nr. 1, 11
og 17-20, og §§ 3-8 i lov om ændring af lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, lov om retsafgifter og forskellige
andre love (Forenkling af regler om forældelseshåndtering,
modregning ved transporter, flere skyldnere på samme for-
dring, eftergivelse og afskrivning, retsafgift m.v.), men fin-
der fra ikrafttrædelsen alene anvendelse for fordringer i re-
stanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessystem,
PSRM. Samtidig blev det tidligere stk. 2 til stk. 7, og be-
stemmelsens ordlyd blev ændret, jf. nedenfor.
I § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er det nu – for fordringer i PSRM – bestemt, at for
de hovedkrav, der nævnes i stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævn-
te rente, der først blev modtaget til inddrivelse, de opskriv-
ningsfordringer og renter, der nævnes i stk. 2, 7. pkt., de for-
dringer, der nævnes i stk. 6, og disses renter og de i § 3 B,
stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte gebyrer, der overdrages til re-
10
stanceinddrivelsesmyndigheden af fordringshaveren eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
indtræder forældelse tidligst 3 år efter fordringens modtagel-
se hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3. og 4.
pkt. Fristen på 3 år regnes fortsat fra det i 1. pkt. nævnte
modtagelsestidspunkt, selv om fordringen tilbagesendes til
fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver
fordringen, jf. 2. pkt. Overdrages en fordring, der er tilbage-
sendt som anført i 2. pkt., atter til restanceinddrivelsesmyn-
digheden, regnes fristen på 3 år fra det første modtagelses-
tidspunkt, jf. 3. pkt. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter ikke
fordringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat særlige reg-
ler, der vil være til hinder for en foreløbig afbrydelse, jf. 4.
pkt.
§ 18 a, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge bestemmer, at hvis lønindeholdelse ikke kan ske, fordi
restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at skyldneren er
uden den betalingsevne, der er nødvendig for at foretage
lønindeholdelse, eller fordi skyldneren modtager en ind-
komst, hvori lønindeholdelse som følge af indkomstens art
ikke kan ske, kan restanceinddrivelsesmyndigheden træffe
afgørelse om, at inddrivelsen er stillet i bero, og at forældel-
sen af de fordringer, der fremgår af afgørelsen, er afbrudt
med virkning fra afgørelsesdatoen. Den nye forældelsesfrist
regnes fra afgørelsesdatoen. Inden afgørelsen træffes, sender
restanceinddrivelsesmyndigheden et forslag til afgørelse til
skyldneren med en frist for denne på mindst 21 dage regnet
fra forslagets dato til at fremkomme med eventuelle be-
mærkninger til forslaget.
§ 18 a, stk. 8, blev sat i kraft ved bekendtgørelse nr. 1332
af 9. december 2019 om ikrafttræden af § 1, nr. 1, 11 og
17-20, og §§ 3-8 i lov om ændring af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, lov om retsafgifter og forskellige an-
dre love (Forenkling af regler om forældelseshåndtering,
modregning ved transporter, flere skyldnere på samme for-
dring, eftergivelse og afskrivning, retsafgift m.v.), men fin-
der fra ikrafttrædelsen alene anvendelse for fordringer i re-
stanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessystem,
PSRM.
Efter § 18 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige regnes forældelsesfristen for fordringer inklusive
renter, gebyrer og andre omkostninger, der den 19. novem-
ber 2015 eller senere er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, tidligst fra den 20. november 2018.
Bestemmelsen, der indebærer, at forældelse tidligst vil
kunne indtræde den 23. november 2021, blev indsat med §
1, nr. 1, i lov nr. 1253 af 17. november 2015. Det fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende
2015-16, A, L 18 som fremsat, side 4, at den skulle give re-
stanceinddrivelsesmyndigheden mere tid til i interimsperio-
den med udviklingen af det nye inddrivelsessystem at udføre
inddrivelsesarbejdet, der som følge af ingen eller meget be-
grænset systemunderstøttelse, efter at systemunderstøttelsen
fra EFI blev suspenderet den 8. september 2015, i en periode
i vidt omfang ville skulle foregå manuelt og dermed ville
være betydeligt mere tids- og ressourcekrævende. Hertil
kom, at der kunne rejses tvivl om, hvorvidt alle de forældel-
sesdatoer, der var registreret i systemet DMI, var korrekte.
Restanceinddrivelsesmyndigheden ville med bestemmelsen
få mulighed for – uden at der indtrådte yderligere utilsigtet
forældelse – at gennemgå de fordringer, der ikke lovligt vil-
le kunne inddrives som følge af tvivl om deres korrekte op-
gørelse og fortsatte retskraft.
2.1.2. Den foreslåede ordning
Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 9, stk. 5, i
lovforslag nr. L 26, Folketingstidende 2019-20, A, L 26 som
fremsat, side 128, at den forældelsesudskydelse, som § 18 a,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har gi-
vet fordringer, der den 19. november 2015 var eller senere
er kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, idet forældelsesfristen for disse fordringer tidligst
regnes fra den 20. november 2018, formentlig vil være util-
strækkelig til at kunne nå en forældelsesafbrydelse af samtli-
ge de fordringer, for hvilke forældelsen vil indtræde den 23.
november 2021, medmindre forældelsen forinden afbrydes.
Det anføres endvidere, at med forslaget om et fordringskom-
pleks, jf. reglen i § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, vil forældelsesfristen for fordringer, der på
dagen for ikrafttræden af den bestemmelse, der foreslås i
lovforslagets § 1, nr. 18, om indførelsen af fordringskom-
plekset, er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, som udgangspunkt skulle regnes fra den 20. no-
vember 2018, jf. ovenfor, og dermed vil antallet af fordrin-
ger, for hvilke forældelse vil indtræde den 23. november
2021, medmindre forældelsen forinden er afbrudt, blive for-
øget i forhold til det antal, der følger af gældende regler. Det
anføres, at det derfor vil være nødvendigt at overveje, om
den forældelsesudskydelse, som et samlet Folketing bakke-
de op om med vedtagelsen af lovforslag nr. L 18 den 12. no-
vember 2015, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 18 som
fremsat, skal forlænges, så utilsigtet forældelse af fordringer
kan undgås.
Oprydningsarbejdet i det gamle inddrivelsessystem DMI
har vist sig at være forbundet med betydelige vanskelighe-
der, hvorfor der som omtalt nedenfor i afsnit 2.2.2 foreslås
regler, der skal muliggøre en forlængelse af perioden med
systemmæssig paralleldrift.
Konvertering af fordringer fra DMI til det nye inddrivel-
sessystem, PSRM, forudsætter, at fordringshaveren er til-
koblet PSRM. Denne tilkoblingsproces har også vist sig at
være mere tidskrævende end forudsat.
Restanceinddrivelsesmyndighedens gennemgang og ma-
nuelle retskraftvurdering af de såkaldte »grå fordringer« –
dvs. fordringer med tvivl om retskraften – forventes ikke af-
sluttet før udgangen af 2021, og fordringer konverteres ikke,
før retskraften er fastslået.
En udsøgning i november 2019 har vist, at der i perioden
til og med den 20. november 2018 i inddrivelsessystemet
DMI er modtaget ca. 23,9 mio. fordringer – med en kurs-
værdi på 24,9 mia. kr. – der aktuelt er vurderet retskraftige
eller er modtaget efter ikrafttrædelsen af § 18 a, stk. 1, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige om udskydelse af
forældelsen. Heraf har op til 14,1 mio. fordringer en foræl-
11
delsesfrist på 3 år, og disse fordringer kan dermed potentielt
forældes den 23. november 2021. Derudover er der i DMI
efter den 20. november 2018 modtaget yderligere ca. 3,4
mio. fordringer – med en kursværdi på ca. 4,3 mia. kr. – der
tilsvarende har en 3-årig forældelsesfrist.
En forældelsesudskydelse har afgørende betydning for
mulighederne for at håndtere fordringsmassen og undgå util-
sigtet forældelse den 23. november 2021. Uden en sådan
forlængelse er der risiko for utilsigtet forældelse af fordrin-
ger i både DMI og det nye inddrivelsessystem, PSRM.
Størstedelen af fordringsmassen vil således med den gæl-
dende bestemmelse i § 18 a, stk. 1, bortfalde ved forældelse
den 23. november 2021. Det forventes ikke muligt at afbry-
de forældelsen af den samlede fordringsmasse i DMI, der i
november 2019 indeholdt ca. 26,7 mio. fordringer. DMI un-
derstøtter således ikke bl.a. lønindeholdelse, der er et vigtigt
forældelsesafbrydelsesskridt, og forældelsesafbrydelsen af
fordringer i DMI er således forbundet med langt større kom-
pleksitet og ressourceanvendelse end for fordringer i PSRM.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden inden den 23. no-
vember 2021 skal gennemføre forældelsesafbrydelse for
størstedelen af fordringsmassen i DMI, vil det inden for de
nuværende rammer være forbundet med betydelige manuel-
le ressourcer, som vil skulle tages fra andre opgaver.
Derudover vil de nye regler om et fordringskompleks, jf. §
18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, få
betydning for forældelse af fordringer efter konvertering.
Med ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 9, stk. 5, i lov nr. 1110
af 13. november 2019 vil fordringers forældelsesfrist ved
konvertering som udgangspunkt skulle regnes fra den 20.
november 2018, og forældelsesfristen vil for flere fordrings-
typer i medfør af § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige blive reduceret til 3 år, der senest regnes fra
konverteringsdatoen. Det gælder f.eks. fordringer på for-
skudsvist udlagte underholdsbidrag, der p.t. har en forældel-
sesfrist på 10 år.
Endelig var der i november 2019 i DMI ca. 5,5 mio. for-
dringer af fordringstypen forskudsvist udlagte underholdsbi-
drag – med en nominel værdi på ca. 9,8 mia. kr. – der er ind-
stillet til konvertering med de regler, der foreslås i nærvæ-
rende lovforslag.
Dermed opstår der ved konvertering i 2021 og fremefter
risiko for utilsigtet forældelse i PSRM, da det må anses for
meget usikkert, om alle konverterede fordringer kan nå at
blive inkluderet i eksisterende indsatser og dermed opnå en
forældelsesafbrydelse.
Når fordringer flyttes fra DMI til PSRM, vil disse fordrin-
ger blive omfattet af de regler, der er gældende i PSRM.
Hvis § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige om fordringskomplekset på datoen for konvertering
alene er sat i kraft i PSRM, er forældelsesdatoen for det kon-
verterede hovedkrav og dets tilhørende rente eller renter
(»fordringskomplekset«) den for hovedkravet i DMI gæl-
dende forældelsesdato på tidspunktet for konverteringen.
Har hovedkravet ved konvertering mere end én forældelses-
dato i DMI, er forældelsesdatoen for fordringskomplekset
den tidligste af disse datoer. Forældelsesfristen er dog højst
3 år regnet fra konverteringen for de fordringer, der er om-
fattet af § 18 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige.
Den nuværende forældelsesudskydelse efter § 18 a, stk. 1,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil derfor ikke
være tilstrækkelig til at undgå utilsigtet forældelse af et stort
antal fordringer.
Det foreslås derfor at forlænge forældelsesudskydelsen
med 3 år, således at det i § 18 a, stk. 1, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige bestemmes, at for fordringer inklu-
sive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19.
november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tid-
ligst fra den 20. november 2021. En forlængelse af forældel-
sesudskydelsen i § 18 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige vil omfatte hele fordringsmassen.
Den eneste ændring i bestemmelsen vil således være, at
forældelsesfristen tidligst regnes fra den 20. november 2021
i stedet for den 20. november 2018.
Det vil derfor stadig være en betingelse for forældelsesud-
skydelsen, at en fordring, der var under inddrivelse den 19.
november 2015, var retskraftig denne dato. For udenlandske
fordringer under inddrivelse i Danmark gælder fortsat, at be-
stemmelsen alene har betydning, hvis forældelsen af den
udenlandske fordring er undergivet dansk forældelseslov-
givning.
Det foreslåede nye starttidspunkt for forældelsesfristen –
den 20. november 2021 – vil indebære, at forældelse heref-
ter tidligst vil kunne indtræde torsdag den 21. november
2024.
Der foreslås desuden den konsekvensændring, at udsky-
delsen af den tidligste dato, hvorfra forældelsesfristen for
fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden skal løbe, til den 20. november 2021 også gen-
nemføres i § 9, stk. 5, 1. pkt., i lov nr. 1110 af 13. november
2019, jf. ovenfor.
2.2. Forlængelse af perioden med systemmæssig parallel-
drift hos restanceinddrivelsesmyndigheden m.v.
2.2.1. Gældende ret
I § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er
bestemt, at skatteministeren for perioden til og med den 31.
december 2021 kan fastsætte regler om fravigelse af dæk-
ningsrækkefølgen for fordringer under inddrivelse, jf. § 4,
og for fordringer, der er under opkrævning og i medfør af §
7, stk. 1, forudsættes dækket ved modregning, om udbeta-
ling af beløb frem for anvendelse til dækning af fordringer
og om inddrivelse af udvalgte fordringer.
I § 4 er bestemt, at hvis beløb, der inddrives fra skyldner
eller modtages ved en frivillig betaling, kun delvist dækker
fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden vedrørende skyldneren, dækkes fordringerne i
denne rækkefølge:
1) Bøder.
12
2) Underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud
for offentlige krav.
3) Andre fordringer.
Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvist for-
dringer inden for samme kategori, jf. stk. 1, dækkes fordrin-
gerne i den rækkefølge, de modtages hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, således at den fordring, der først modta-
ges, dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Krav på rente dæk-
kes dog forud for hovedkravet, jf. 2. pkt. For en opkræv-
ningsrente lægges det hovedkrav, som restanceinddrivelses-
myndigheden fik oplyst ved modtagelsen af opkrævnings-
renten, til grund ved anvendelsen af 2. pkt., jf. 3. pkt. Er en
oplysning om hovedkravet ikke givet ved modtagelsen af en
opkrævningsrente, anvendes alene 1. pkt., jf. 4. pkt.
Bestemmelsen i § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige fastslår dækningsrækkefølgen ved modreg-
ning. Dækker en udbetaling fra det offentlige, der anvendes
til modregning, kun delvist skyldners gæld til det offentlige,
dækkes fordringerne i denne rækkefølge:
1) Fordringer under opkrævning, for hvilke den udbeta-
lende myndighed er fordringshaver, i det omfang den
udbetalende myndighed træffer afgørelse om modreg-
ning.
2) Fordringer modtaget hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden til inddrivelse.
3) Andre fordringer under opkrævning.
I stk. 2 er bestemt, at hvis en udbetaling kun delvist dæk-
ker fordringer omfattet af stk. 1, nr. 2, dækkes fordringerne
efter dækningsrækkefølgen i § 4. Dækker en udbetaling kun
delvis fordringer omfattet af stk. 1, nr. 3, dækkes fordringer-
ne i den rækkefølge, de er registreret i restanceinddrivelses-
myndighedens fordringsregister, således at den fordring, der
først registreres, dækkes først.
Bestemmelsen i § 18 b blev med virkning fra den 1. april
2016 under overskriften »Særlige regler for perioden til og
med 2019« indsat i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige ved § 1, nr. 6, i lov nr. 298 af 22. marts 2016 og bestem-
te dengang, at skatteministeren kan fastsætte regler om fra-
vigelse af dækningsrækkefølgen for krav under inddrivelse,
jf. § 4, og om inddrivelse af udvalgte fordringer for perioden
fra og med den 1. april 2016 til og med den 31. december
2019.
Ved § 1, nr. 20, i lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev be-
stemmelsen i § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige med virkning fra den 1. april 2017 udvidet til at in-
kludere fastsættelsen af regler om udbetaling af overskyden-
de beløb frem for anvendelse til dækning af fordringer.
Ved § 1, nr. 3, i lov nr. 324 af 30. marts 2019 fik § 18 b i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige sin nuværende
ordlyd gennem en nyaffattelse. Ved § 1, nr. 2, blev også den
nuværende overskrift før § 18 b indsat: »Særlige regler om
fravigelse af dækningsrækkefølgen og om tiltag vedrørende
fordringer overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden
og fordringer i told- og skatteforvaltningens opkrævningssy-
stemer m.v.«
Bemyndigelsen i § 18 b er udmøntet i §§ 47 og 49 i be-
kendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020. I § 47 er bestemt, at i
paralleldriftsperioden fra den 1. april 2017, hvor fordringer
er registreret til inddrivelse i systemerne DMI og SAP38 og
i det nye inddrivelsessystem, PSRM, gælder følgende regler
i forhold til dækning af fordringer:
1) § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om
dækningsrækkefølge finder anvendelse på hvert system
for sig, jf. dog nr. 2, 2. pkt.
2) Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesindsats
over for en skyldner, herunder afdragsordning, løninde-
holdelse, udlæg, modregning eller erindringsskrivelse,
kan foretages i hvert system for sig og omfatte fordrin-
ger, der alene er registreret i det enkelte system og lov-
ligt kan inddrives. Hvis en inddrivelsesindsats omfatter
fordringer i flere systemer, gælder dækningsrækkeføl-
gen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog ved anven-
delse af et beløb, der modtages i forbindelse med ind-
drivelsen, eller som opstår, herunder ved nedskrivning
eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller delvist
dækket fordring, anvende beløbet til dækning af for-
dringer først i ét system, uanset at beløbet stammer fra
en inddrivelsesindsats, der omfattede fordringer i flere
systemer. Hvis et overskydende beløb opstår i PSRM
og stammer fra en inddrivelsesindsats, der omfatter for-
dringer i flere systemer, anvendes det overskydende be-
løb først til dækning af fordringer i PSRM i medfør af
§ 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Hvis der efter gendækning i medfør af 4. pkt. er et
overskydende beløb, kan restanceinddrivelsesmyndig-
heden vælge, om beløbet skal udbetales eller anvendes
til modregning med fordringer i flere systemer. Mod-
regning kan foretages via et andet system end det sy-
stem, hvor fordringerne er registreret. Hvis et beløb
omfattet af 3. pkt. er modtaget eller opstår i PSRM og
stammer fra en frivillig indbetaling eller en inddrivel-
sesindsats, som alene omfatter fordringer i PSRM, kan
beløbet efter dækning eller eventuel gendækning i
PSRM, jf. § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, udbetales eller anvendes til modregning med
fordringer i DMI, hvis det efter gældende regler er mu-
ligt. Hvis et beløb omfattet af 3. pkt. er modtaget eller
opstår i DMI og stammer fra en frivillig indbetaling el-
ler en inddrivelsesindsats, som alene omfatter fordrin-
ger i DMI, kan beløbet anvendes til modregning i DMI
via den i § 49, nr. 1, nævnte korrektionspulje eller ud-
betales. Hvis der efter modregning i medfør af 8. pkt.
er et overskydende beløb, kan restanceinddrivelses-
myndigheden vælge, om beløbet skal udbetales eller
anvendes til modregning med fordringer i flere syste-
mer. Modtager restanceinddrivelsesmyndigheden et
overskydende beløb fra fordringshaver, fordi fordrings-
haver ved modregning, jf. § 7, stk. 1 nr. 1 og 3, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, har dækket en
fordring, som har vist sig helt eller delvist ikke at bestå,
kan beløbet udbetales eller anvendes af restanceinddri-
velsesmyndigheden til modregning. Var den fordring,
13
som har vist sig helt eller delvist ikke at bestå, registre-
ret i DMI, kan modregning ske først med fordringer i
DMI i medfør af bekendtgørelsens § 49, nr. 1, og heref-
ter udbetales det overskydende beløb, eller det anven-
des til modregning med fordringer i PSRM.
3) En frivillig indbetaling anvendes til at dække fordrin-
ger i det system, hvor den er modtaget. Hvis en frivillig
indbetaling ikke er modtaget i et bestemt system, an-
vendes beløbet til at dække fordringer i DMI, og even-
tuelle overskydende beløb anvendes til dækning af for-
dringer i PSRM.
4) Hvis en frivillig indbetaling eller en indsatsspecifik
dækning resulterer i et overskydende beløb i et system,
og det er forbundet med uforholdsmæssige omkostnin-
ger at overføre beløbet til et andet system, kan restan-
ceinddrivelsesmyndigheden vælge at udbetale beløbet
til skyldner.
I bekendtgørelsens § 49 er bestemt, at i paralleldriftsperio-
den fra den 1. april 2017 gælder bekendtgørelsens §§ 4-7 og
§ 8, stk. 3, samt § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige ikke for systemerne DMI og SAP38, jf. dog §
47, nr. 2. For fordringer i DMI gælder i stedet følgende sær-
lige regler:
1) Et overskydende beløb, der opstår i forbindelse med
inddrivelsen, herunder ved nedskrivning eller tilbage-
kaldelse af en allerede helt eller delvist dækket for-
dring, placeres i en korrektionspulje, som ved udløbet
af hver kalendermåned udlignes ved modregning med
fordringer under inddrivelse eller opkrævning, hvis det
efter gældende regler er muligt, eller udbetales til
skyldner, hvis modregning ikke kan foretages.
2) En fordring anses for modtaget, den dag fordringen re-
gistreres i modtagelsessystemet for DMI.
3) Ved den indbyrdes dækning af renter dækkes først ren-
ter påløbet under opkrævningen. Disse dækkes i den
rækkefølge, hvori de er modtaget hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, således at den først modtagne ren-
te dækkes først. Dernæst dækkes renter påløbet under
inddrivelsen, således at den først påløbne rente dækkes
først.
4) Ved samtidig oversendelse af flere fordringer vedrøren-
de samme skyldner og inden for samme kategori, jf. §
4, stk. 1, nr. 1-3, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori
de registreres i DMI.
5) Hvis et pengeinstitut afviser at honorere en betaling,
der er anvendt til helt eller delvist at dække en fordring,
ophæves dækningen af fordringen, og senere dæknin-
ger fastholdes.
6) Opskrivning af en fordring sker ved opjustering af for-
dringens størrelse med virkning fra opjusteringens regi-
strering i DMI. Hvis den fordring, der opskrives, er ble-
vet dækket helt eller nedskrevet helt, får opskrivnings-
beløbet den plads i dækningsrækkefølgen, som den
opskrevne fordring ville have haft, hvis den ikke var
dækket helt eller nedskrevet helt. Renten efter § 9, stk.
1, tilskrives opjusteringsbeløbet fra den 1. i måneden
efter opjusteringen hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den. Det gælder dog ikke, hvis opjusteringen skyldes
en nedskrivning, som er annulleret af fordringshaver el-
ler den, der på vegne af fordringshaver opkræver for-
dringen, fordi fordringen ved en fejltagelse blev anset
for at være dækket, mens den var under inddrivelse. I
dette tilfælde tilskrives renten opjusteringsbeløbet fra
nedskrivningens virkningstidspunkt. Renter af opjuste-
ringsbeløbet dækkes inden den fordring, der opskrives.
I § 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er
bestemt, at skatteministeren for perioden til og med den 31.
december 2021 kan fastsætte regler om restanceinddrivel-
sesmyndighedens opgave med at sikre, at fordringer, der er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden eller er
under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, forudsættes
dækket ved modregning, og tilhørende renter og lignende
ydelser er retskraftige og ikke ramt af datafejl.
Bestemmelsen blev oprindeligt under overskriften »Særli-
ge regler om tiltag vedrørende fordringer overdraget til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 22. novem-
ber 2021« indsat i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge ved § 1, nr. 21, i lov nr. 285 af 29. marts 2017.
Den nuværende affattelse fik § 18 c ved § 1, nr. 5, i lov nr.
324 af 30. marts 2019, og overskriften før bestemmelsen
blev ophævet, jf. § 1, nr. 4, således at § 18 c deler overskrift
med § 18 b, jf. ovenfor.
§ 18 c er udmøntet i § 50 i bekendtgørelse nr. 188 af 9.
marts 2020. I § 50 anføres i stk. 1, at ved restanceinddrivel-
sesmyndighedens opgave med at afklare, om fordringer, der
er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, og for-
dringer, der er under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige forudsættes
dækket ved modregning, og renter, gebyrer og andre om-
kostninger vedrørende disse fordringer er retskraftige og
uden datafejl, finder § 4 og § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige ikke anvendelse på rækkefølgen for
vurderingerne.
I bekendtgørelsens § 50, stk. 2, er bestemt, at når restan-
ceinddrivelsesmyndigheden retskraftvurderer fordringer,
som ikke er berørt af mistanke om datafejl, jf. stk. 3, rets-
kraftvurderes først bøder, dernæst private krav på under-
holdsbidrag og endelig alle øvrige fordringer. Retskraftvur-
deringerne foretages derudover således, at det i henhold til
den anslåede kursværdi størst mulige beløb i forhold til den
anvendte tid søges retskraftvurderet. For bøder gennemføres
retskraftvurderingen dog så vidt muligt inden udløbet af for-
ældelsesfristen for bødens forvandlingsstraf.
I stk. 3 er bestemt, at ved mistanke om datafejl, der kan
have betydning for inddrivelse, modregning eller dækning,
vurderes fordringerne i den rækkefølge, som af restanceind-
drivelsesmyndigheden skønnes hensigtsmæssig. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kan ved vurderingen af, hvilken
rækkefølge der er hensigtsmæssig, bl.a. tage hensyn til for-
dringernes beløb, fejlens karakter, undersøgelsernes kom-
pleksitet og mulighederne for at opnå betaling.
I stk. 4 er bestemt, at ved modtagelsen af en frivillig beta-
ling anvendes beløbet til at dække fordringer, der er konsta-
14
teret retskraftige og uden datafejl, i overensstemmelse med
§ 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Er der her-
efter et beløb i overskud, og har skyldneren hos restanceind-
drivelsesmyndigheden anden gæld med tvivlsom retskraft
eller mistanke om datafejl under inddrivelse, vurderer og
dækker restanceinddrivelsesmyndigheden ud fra rækkeføl-
gen i stk. 2 og 3 så stor en del af denne gæld, som beløbs-
mæssigt svarer til det overskydende beløb, idet renter og lig-
nende ydelser dog vurderes sidst, jf. stk. 6, 1. pkt. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kan fravige denne rækkefølge,
hvis det efter restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering
vil forsinke anvendelsen af det overskydende beløb til dæk-
ning af skyldnerens øvrige gæld under inddrivelse. I så fald
kan restanceinddrivelsesmyndigheden vurdere og dække de
fordringer, der vurderes hurtigst at kunne anvendes til en
dækning med det overskydende beløb.
I stk. 5 er bestemt, at i forbindelse med en modregning og
i forbindelse med anvendelse af et overskydende beløb, jf. §
4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og
bekendtgørelsens § 7, stk. 4 og 5, kan rækkefølgen for dæk-
ning af fordringer, jf. § 7, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, og rækkefølgen for vurderinger, jf.
bekendtgørelsens § 50, stk. 2 og 3, fraviges, så beløbet først
anvendes til at dække fordringer, der er konstateret retskraf-
tige og uden datafejl. Er der herefter et beløb i overskud, og
har skyldneren anden gæld med tvivlsom retskraft eller mis-
tanke om datafejl, som i § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige forudsættes dækket ved modregning,
vurderer og dækker restanceinddrivelsesmyndigheden ud fra
rækkefølgen i bekendtgørelsens § 50, stk. 2 og 3, så stor en
del af denne gæld, som beløbsmæssigt svarer til det over-
skydende beløb, idet renter og lignende ydelser dog vurde-
res sidst, jf. stk. 6, 1. pkt. Restanceinddrivelsesmyndigheden
kan fravige denne rækkefølge for vurderingerne eller beslut-
te, at der helt eller delvist ikke skal ske modregning i udbe-
talingen, hvis det under hensyntagen til tilrettelæggelsen af
restanceinddrivelsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen,
fordringernes beløb, fejlens karakter eller undersøgelsernes
kompleksitet findes hensigtsmæssigt.
Endelig er i stk. 6 bestemt, at renter og lignende ydelser,
der omfattes af forældelseslovens § 23, stk. 2, alene vurde-
res, hvis den fordring, de vedrører, er retskraftig og uden da-
tafejl. En vurdering af renter og lignende ydelser, jf. 1. pkt.,
finder ikke sted, hvis de afskrives efter § 16, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, fordi det vil være for-
bundet med uforholdsmæssige omkostninger at foretage en
vurdering af dem.
I § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er bestemt, at for de hovedkrav, der nævnes i stk.
2, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først blev modtaget
til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og renter, der næv-
nes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og dis-
ses renter og de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte gebyrer,
der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden af for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter
fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. dog 3. og 4. pkt. Fristen på 3 år regnes fortsat fra det
i 1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv om fordringen
tilbagesendes til fordringshaveren eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen, jf. 2. pkt. Overdrages en for-
dring, der er tilbagesendt som anført i 2. pkt., atter til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på 3 år fra det
første modtagelsestidspunkt, jf. 3. pkt. Bestemmelsen i 1.
pkt. omfatter ikke fordringer, for hvilke der i EU-retten er
fastsat særlige regler, der vil være til hinder for en foreløbig
afbrydelse, jf. 4. pkt. Ordlyden i 1. pkt. har været gældende
siden den 17. december 2019, og den finder alene anvendel-
se for fordringer i inddrivelsessystemet PSRM, jf. bekendt-
gørelse nr. 1332 af 9. december 2019 om ikrafttræden af § 1,
nr. 1, 11 og 17-20, og §§ 3-8 i lov om ændring af lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, lov om retsafgifter og
forskellige andre love (Forenkling af regler om forældelses-
håndtering, modregning ved transporter, flere skyldnere på
samme fordring, eftergivelse og afskrivning, retsafgift m.v.).
Før den 17. december 2019 fandtes bestemmelsen om fore-
løbig afbrydelse i § 18 a, stk. 2, som indsat ved § 1, nr. 15, i
lov nr. 551 af 29. maj 2018. Det fremgik af § 18 a, stk. 2, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at for
fordringer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den, indtræder forældelse tidligst 3 år efter fordringens mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3. og
4. pkt.
Lov nr. 551 af 29. maj 2018 bestemmer i § 11, stk. 3, 1.
pkt., at § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige som affattet ved den nævnte ændringslovs § 1, nr.
15, ikke finder anvendelse på fordringer m.v., der første
gang modtages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden før den 1. juni 2018. For sådanne fordringer m.v.
finder de hidtil gældende regler anvendelse, jf. ændringslo-
vens § 11, stk. 3, 2. pkt. For fordringer, der modtages i re-
stanceinddrivelsesmyndighedens paralleldriftssystem DMI
fra og med den 1. juni 2018, finder § 18 a, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige som affattet ved æn-
dringslovens § 1, nr. 15, dog også anvendelse, selv om for-
dringerne første gang er modtaget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden før den 1. juni 2018, jf. æn-
dringslovens 11, stk. 3, 3. pkt. For sådanne fordringer, der
modtages til og med den 31. december 2020, gælder § 18 a,
stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
– hvorefter fristen på 3 år ved en genfremsendelse af en
fordring regnes fra det første modtagelsestidspunkt – ikke,
jf. ændringslovens 11, stk. 3, 4. pkt.
§ 11, stk. 3, 3. og 4. pkt., i lov nr. 551 af 29. maj 2018
blev indsat i det fremsatte lovforslag, lovforslag nr. L 226,
Folketingstidende 2017-18, A, lovforslag nr. L 226 som
fremsat, ved et ændringsforslag. Ændringen skyldes, at det
for fordringer, der modtages i DMI, ikke vil være muligt sy-
stemmæssigt at konstatere, om fordringen modtages første
gang eller er blevet genindsendt efter en tilbagesendelse til
fordringshaver eller den, der på vegne af denne forestår op-
krævningen, hvorfor det i praksis ikke vil være muligt at af-
gøre, om disse fordringer første gang er modtaget til inddri-
15
velse før den 1. juni 2018, jf. lovforslag nr. L 226, Folke-
tingstidende 2017-18, A, Betænkning, side 4.
2.2.2. Den foreslåede ordning
Både §§ 18 b og 18 c indeholder bemyndigelser, der ve-
drører perioden med paralleldrift af to inddrivelsessystemer
– det nye inddrivelsessystem, PSRM, og det gamle system,
DMI – samt Skatteforvaltningens opkrævningssystem
SAP38, der også indeholder en række fordringer, der be-
handles som værende under inddrivelse, selv om de ikke er
blevet overført til et af de to inddrivelsessystemer i parallel-
driften, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 162
som fremsat, side 8. Fordringshavere, der endnu ikke er ble-
vet tilkoblet PSRM, vil stadig skulle bruge DMI til overdra-
gelsen af fordringer til inddrivelse, og DMI indeholder også
en lang række fordringer, der skal retskraftvurderes eller ha-
ve fjernet datafejl. Når sidstnævnte fordringer er gjort ind-
drivelsesparate, skal de konverteres til PSRM. Det samme
gælder øvrige fordringer, i takt med at deres fordringshavere
tilkobles PSRM.
I november 2019 var der ca. 26,7 mio. fordringer med en
nominel værdi på ca. 124,6 mia. kr. og en kursværdi på ca.
29,5 mia. kr. under inddrivelse i DMI.
Heraf var ca. 14,3 mio. fordringer med en nominel værdi
på ca. 47,9 mia. kr. og en kursværdi på ca. 7,7 mia. kr. ramt
af tvivl om retskraft eller mistanke om datafejl. En fortsat
paralleldrift og administration af disse fordringer vil afhæn-
ge af en forlængelse af de perioder, som de nuværende pa-
ralleldriftsregler omhandler.
En forlængelse af disse perioder i paralleldriftsreglerne
har betydning for restanceinddrivelsesmyndighedens admi-
nistration af hele fordringsmassen, herunder særligt fordrin-
ger under inddrivelse i DMI, idet de nuværende regler kun
er gældende til og med den 31. december 2021.
Arbejdet med at tilkoble fordringshavere til PSRM og gø-
re fordringer i DMI inddrivelsesparate vil tage længere tid
end oprindeligt forventet. Der er derfor behov for, at paral-
leldriftsperioden vil kunne vare længere, end det er lagt til
grund i §§ 18 b og 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, idet disse bestemmelser giver skatteministeren
mulighed for at fastsætte regler for perioden til og med den
31. december 2021.
Arbejdet med oprydning og konvertering forventes ikke at
være afsluttet før udgangen af 2024, hvilket nødvendiggør
en forlængelse af perioderne i de regler, der skal understøtte
driften i paralleldriftsperioden, hvor fordringer er under ind-
drivelse i flere it-systemer.
Uden en forlængelse af perioderne i paralleldriftsreglerne
– og dermed uden mulighed for at fravige dækningsrække-
følgen og håndtere fordringerne, når der er tvivl om retskraft
og mistanke om datafejl – vil det ikke være muligt i DMI at
håndtere driften.
Det foreslås derfor, at perioden i §§ 18 b og 18 c i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige forlænges med 3 år, så-
ledes at perioden i begge bestemmelser udstrækkes til at va-
re til og med den 31. december 2024.
Forslaget har således afgørende betydning for den fortsat-
te paralleldrift og mulighederne for at håndtere fordringer
under inddrivelse i både DMI og PSRM samt SAP38.
Det har været antagelsen, at § 18 a, stk. 2, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, således som bestemmelsen
blev affattet ved § 1, nr. 15, i lov nr. 551 af 29. maj 2018,
også efter at § 1, nr. 19, i lov nr. 1110 af 13. november 2019
trådte i kraft den 17. december 2019 og ændrede ordlyden i
stk. 2, 1. pkt., der blev stk. 7, 1. pkt., ville finde anvendelse
for fordringer, der ved deres modtagelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden registreres i inddrivelsessystemet DMI.
Antagelsen har dog af lovtekniske grunde en tvivlsom beret-
tigelse, og da der fortsat er behov for at kunne modtage og
registrere fordringer i restanceinddrivelsesmyndighedens
inddrivelsessystem DMI og eventuelt andre systemer end
det nye inddrivelsessystem PSRM, er det nødvendigt at fo-
reslå at indføre en regel om foreløbig afbrydelse med en
ordlyd, der svarer til beskrivelsen af de fordringer, der regi-
streres i DMI og eventuelt andre systemer, for hvilke regler-
ne i § 18 a, stk. 2 og 3, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige om et forældelsesmæssigt fordringskompleks ikke
finder anvendelse. Reglerne om fordringskomplekset finder
alene anvendelse for fordringer, der er registreret i PSRM,
jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019 om
ikrafttræden af § 1, nr. 1, 11 og 17-20, og §§ 3-8 i lov om
ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov
om retsafgifter og forskellige andre love (Forenkling af reg-
ler om forældelseshåndtering, modregning ved transporter,
flere skyldnere på samme fordring, eftergivelse og afskriv-
ning, retsafgift m.v.).
For at muliggøre en forlængelse af perioden med system-
mæssig paralleldrift foreslås det også, at reglen i § 18 a, stk.
7, 3. pkt., der bestemmer, at tillægsfristen på 3 år ved en
genfremsendelse af en fordring til inddrivelse regnes fra den
første modtagelsesdag, og som ved en gennemførelse af de
foreslåede ændringer i stk. 7 vil blive stk. 7, 4. pkt., i perio-
den til og med den 31. december 2024 alene skal gælde for
fordringer, der ved modtagelsen registreres i restanceinddri-
velsesmyndighedens inddrivelsessystem PSRM. Med andre
ord foreslås tillægsfristen på 3 år også efter den 31. decem-
ber 2020, jf. herved undtagelsen i § 11, stk. 3, 4. pkt., i lov
nr. 551 af 29. maj 2018, at skulle regnes fra den aktuelle
modtagelse af fordringer, der modtages i DMI, selv om for-
dringerne første gang er modtaget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden før den 1. juni 2018. Dette fore-
slås også at skulle gælde for eventuelle andre systemer end
PSRM, hvis disse systemer i lighed med DMI ved en gen-
fremsendelse af en fordring ikke kan konstatere, om fordrin-
gen er genfremsendt eller første gang sendes til inddrivelses,
jf. ovenfor i afsnit 2.2.1 om lovforslag nr. L 226, Folketings-
tidende 2017-18, A, Betænkning, side 4.
Forslaget svarer til, at fristen i § 11, stk. 3, 4. pkt., i lov nr.
551 af 29. maj 2018 forlænges fra den 31. december 2020 til
den 31. december 2024 og fortsat kan anvendes for fordrin-
ger, der modtages i DMI og eventuelt andre systemer end
PSRM, jf. ovenfor.
16
Det vil fortsat være en betingelse for anvendelsen af den
3-årige tillægsfrist, at fordringen er retskraftig ved sin mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Ved at forlænge perioden med 4 år opnås overensstem-
melse med perioden med paralleldrift, der med de foreslåede
ændringer i §§ 18 b og 18 c skal kunne vare til og med den
31. december 2024.
2.3. Lempelse af krav om gennemførelse af sædvanlig ryk-
kerprocedure og underretning ved overdragelse af fordring
til restanceinddrivelsesmyndigheden
2.3.1. Gældende ret
Fordringshaveren overdrager fordringer til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er
overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gen-
nemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Bestemmelsen er en videreførelse af da-
gældende § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om opkrævning og inddri-
velse af visse fordringer, der blev indført med virkning fra
og med den 1. november 2005.
Det fremgår af bemærkningerne til dagældende § 2, stk. 3,
1. pkt., i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordrin-
ger, at de enkelte fordringshavere som hidtil skal varetage
det almindelige opkrævningsarbejde, herunder rykkerproce-
durer, efter de fastlagte regler og procedurer herom, jf. lov-
forslag nr. L 112, Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side
4648. Som nævnt nedenfor om bemærkningerne til dagæl-
dende § 2, stk. 4, i lov om opkrævning og inddrivelse af vis-
se fordringer er det her forudsat, at »sædvanlig rykkerpro-
cedure« kan være, at der ikke praktiseres en rykkerprocedu-
re, jf. lovforslag nr. L 112, Folketingstidende 2004-05, til-
læg A, side 4649.
Fordringshaveren havde i perioden fra og med den 1. no-
vember 2005 til og med den 31. marts 2017 mulighed for at
overdrage fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden
på et tidligere tidspunkt end nævnt i § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, når forholdene i
særlig grad talte derfor, jf. dagældende § 2, stk. 3, 4. pkt., i
lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der
blev indført med virkning fra og med den 1. november 2005
og videreført som § 2, stk. 3, 4. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, der ved lov nr. 285 af 29. marts 2017
blev ophævet med virkning fra og med den 1. april 2017.
Det fremgik af bemærkningerne til dagældende § 2, stk. 3,
4. pkt., i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordrin-
ger, jf. lovforslag nr. L 112, Folketingstidende 2004-05, til-
læg A, side 4649, at bestemmelsen f.eks. kunne være aktuel,
hvis der var krav til opkrævning vedrørende f.eks. under-
holdsbidrag og daginstitutionsbetaling, samtidig med at en
eller flere andre fordringer var overgået til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldneren ville i en så-
dan situation kunne være interesseret i en samlet afviklings-
ordning, hvor også fremtidige rater blev omfattet af beta-
lingsaftalen, således at afviklingsordningen kunne omfatte
hele gældsforholdet. Dette kunne samtidig – i fordringsha-
vernes interesse – sikre en samlet inddrivelse af et løbende
mellemværende.
Inden fordringer overdrages til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, skal fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen, jf. § 2,
stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bestemmelsen er en videreførelse af dagældende § 2, stk. 4,
i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der
blev indført med virkning fra og med den 1. november 2005.
Det fremgår af bemærkningerne til dagældende § 2, stk. 4,
i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, at
underretningen i praksis kan ske som led i opkrævningspro-
ceduren, f.eks. på selve opkrævningen eller – såfremt der
praktiseres en rykkerprocedure – sidste rykkerskrivelse in-
den overdragelsen, jf. lovforslag nr. L 112, Folketingstiden-
de 2004-05, tillæg A, side 4649. Dette er i administrativ
praksis blevet fortolket således, at den skriftlige underret-
ning under opkrævningsproceduren f.eks. kan gives via for-
tryk på skyldnerens årsopgørelse, såfremt denne underret-
ning er kommet frem til skyldneren, før fordringen overdra-
ges til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det fremgår af § 2, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at underretning efter 1. pkt. kan und-
lades, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dæk-
ning ellers vil blive væsentligt forringet.
Det fremgår af bemærkningerne til § 2, stk. 4, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, at den absolutte ho-
vedregel fortsat er, at fordringshaveren inden overdragelsen
af fordringer til inddrivelse skriftligt skal underrette skyld-
neren om overdragelsen. Det fremgår også af bemærknin-
gerne, at bestemmelsen om, at underretning kan undlades,
hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning el-
lers vil blive væsentligt forringet, alene er møntet på situati-
oner, hvor det må antages at være nødvendigt at sikre kravet
ved hurtig foretagelse af udlæg, arrest eller indgivelse af
konkursbegæring, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 274.
Undtagelsen i § 2, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er i praksis blevet fortolket således, at
der bl.a. kan undlades underretning ved foretagelse af arrest,
ved foretagelse af udlæg uden forudgående underretning, jf.
retsplejelovens §§ 486 og 493, og ved indgivelse af kon-
kursbegæring, f.eks. i sager, hvor der optræder økonomisk
kriminalitet, eller for uforfaldne krav konstateret i forbindel-
se med kontrol i en virksomhed.
Det fremgår ikke af bemærkningerne til § 2, stk. 3, 1. pkt.,
(om fordringshavernes sædvanlige rykkerprocedure) og § 2,
stk. 4, 1. pkt., (om fordringshavernes underretningspligt) i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, om det i be-
stemmelserne anførte om, at fordringer overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden efter gennemførelse af sædvan-
lig rykkerprocedure, og at fordringshaveren forinden skal
have underrettet skyldneren om overdragelsen, alene er af
ordensmæssig karakter, eller om der er tale om egentlige
gyldighedsbetingelser for at overdrage en fordring til inddri-
velse. Forskellen mellem forskrifter af ordensmæssig karak-
ter (ordensforskrifter) og forskrifter, der udgør egentlige
gyldighedsbetingelser, er, at det kun er overtrædelse af sidst-
17
nævnte, der afføder retsvirkninger af betydning for den ma-
terielle retsstilling. Ordensforskrifter kan således være ind-
sat for f.eks. at tjene et orienterende eller vejledende formål,
der dog ikke vurderes at være af så væsentlig betydning, at
manglende overholdelse bør afføde retsvirkninger.
Det taler for, at § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige alene udgør ordens-
forskrifter, at overdragelse til inddrivelse er en forventelig
følge af, at betalingsfristen er overskredet. En skyldner, som
ikke betaler en fordring inden betalingsfristens udløb, må
således indse, at fordringen på et tidspunkt kommer under
inddrivelse, hvorefter fordringen kan tvangsinddrives. Det
forhold, at en fordring overdrages til inddrivelse, har i øvrigt
ikke betydning for skyldnerens indsigelsesret i forhold til at
anfægte fordringens eksistens eller størrelse, jf. § 2, stk. 2, 2.
pkt., hvorefter fordringshaveren behandler sådanne indsigel-
ser, jf. dog §§ 17 og 18. Hertil kommer, at de fleste skyldne-
re, som har fordringer under inddrivelse, vil få anledning til
at anfægte, at der er gennemført rykkerprocedure og foreta-
get underretning, når de får afgørelser eller andre meddelel-
ser fra restanceinddrivelsesmyndigheden om f.eks. rykkere
for betaling, modregning, iværksættelse af lønindeholdelse,
udlægsforretning m.v. Med andre ord vil skyldnerne – uan-
set at fordringshaverne ikke har foretaget rykkerprocedure
og underrettet dem om, at fordringerne vil blive overdraget
til inddrivelse – erfare, at fordringerne er under inddrivelse,
når restanceinddrivelsesmyndigheden kontakter skyldnerne
med afgørelser eller andre meddelelser.
Omvendt har overdragelsen af en fordring til inddrivelse
nogle retsvirkninger, der er væsentlige for skyldneren og
derfor kan tale for, at § 2, stk. 3, 1. pkt., (om fordringshaver-
nes sædvanlige rykkerprocedure) og § 2, stk. 4, 1. pkt., (om
fordringshavernes underretningspligt) i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige er mere end ordensforskrifter.
For det første vil fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bøder, blive
forrentet med en årlig rente (»inddrivelsesrente«) svarende
til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2, (p.t. 8,05
pct.), jf. § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Bestemmelsen i § 5, stk. 1, 1. pkt., trådte i
kraft den 1. august 2013. Før den 1. august 2013 blev for-
dringer under inddrivelse forrentet med en rente fastsat i den
enkelte opkrævningslovgivning. Inddrivelsesrenten tilskri-
ves fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, jf. § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Inddrivelsesrenter var til
og med den 31. december 2019 fradragsberettigede, jf. § 5
b, der blev indsat ved lov nr. 1575 af 27. december 2019 og
ophævede fradragsretten med virkning fra og med den 1. ja-
nuar 2020. Fordringer, der endnu ikke er overdraget til ind-
drivelse, vil som udgangspunkt få tilskrevet en opkræv-
ningsrente fastsat i den enkelte opkrævningslovgivning. Det
vil derfor bero på en konkret vurdering – ud fra en sammen-
ligning af rentesatsen, tidspunktet for rentetilskrivning og
adgang til fradragsret – om inddrivelsesrenten er mere byr-
defuld for skyldneren end opkrævningsrenten.
For det andet vil fordringer under inddrivelse kunne ind-
drives af restanceinddrivelsesmyndigheden med de i lovgiv-
ningen fastsatte inddrivelsesskridt. Disse omfatter bl.a. mod-
regning, lønindeholdelse og pantefogedudlæg, jf. §§ 7-12 i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Sådanne inddri-
velsesskridt er tillagt forældelsesafbrydende virkning, jf.
forældelseslovens § 18, stk. 2 og 4. Derudover kan restan-
ceinddrivelsesmyndigheden træffe afgørelse om, at inddri-
velsen stilles i bero, og at forældelsen af de fordringer, der
fremgår af afgørelsen, afbrydes med virkning fra afgørelses-
datoen, når lønindeholdelse ikke kan ske, fordi restanceind-
drivelsesmyndigheden vurderer, at skyldneren er uden den
betalingsevne, der er nødvendig for at foretage lønindehol-
delse, eller fordi skyldneren modtager en indkomst, hvori
lønindeholdelse som følge af indkomstens art ikke kan ske,
jf. § 18 a, stk. 8, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
For det tredje vil fordringer under inddrivelse blive omfat-
tet af de særlige forældelsesregler i § 18 a, stk. 1 og stk. 7, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det føl-
ger af stk. 1, at for fordringer inklusive renter, gebyrer og
andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller se-
nere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november
2018, der ved dette lovforslags § 1, nr. 15, foreslås ændret
til den 20. november 2021, jf. afsnit 2.1. Det følger af stk. 7,
1. pkt., at for de hovedkrav, der nævnes i stk. 2, den i stk. 2,
3. pkt., nævnte rente, der først blev modtaget til inddrivelse,
de opskrivningsfordringer og renter, der nævnes i stk. 2, 7.
pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og disses renter samt
de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte gebyrer, der overdra-
ges til restanceinddrivelsesmyndigheden af fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver for-
dringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter fordringens
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3.
og 4. pkt.
Praksis på området er ikke helt entydig, i forhold til om §
2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige alene er af ordensmæssig karakter, el-
ler om der er tale om egentlige gyldighedsbetingelser for at
kunne overdrage en fordring til inddrivelse.
Landsskatteretten fandt i afgørelse af 25. oktober 2010
(SKM2010·680·LSR), at inddrivelsesskridt var foretaget
med rette, uanset at der ikke var sket underretning, jf. § 2,
stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
forud for overdragelsen af fordringerne til inddrivelse.
Landsskatteretten lagde i den forbindelse vægt på, at mang-
lende overholdelse af underretningspligten ikke kunne med-
føre, at der ikke kunne foretages inddrivelse af kravet, og at
foretagne inddrivelsesskridt derfor ikke skulle anses for
ugyldige.
Landsskatteretten har imidlertid ved en senere afgørelse af
23. november 2017 (SKM2017·661·LSR) skabt tvivl om sin
fortolkning af, hvorvidt manglende opfyldelse af underret-
ningspligten, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, i visse tilfælde kan have betydning
for adgangen til at beregne inddrivelsesrenter, jf. § 5, stk. 1,
18
1. pkt. I afgørelsen fandt Landsskatteretten således, at for-
dringshaverens manglende underretning medførte, at de ef-
terfølgende inddrivelsesrenter var pålagt uberettiget, idet be-
tingelserne for at overdrage fordringen til restanceinddrivel-
sesmyndigheden ikke var opfyldt.
Fogedretten i Svendborg fandt i kendelse af 27. april
2018, at det ikke var dokumenteret, at fordringshaverens
sædvanlige rykkerprocedure var gennemført, jf. § 2, stk. 3,
1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, eller at
der var foretaget underretning, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., og at
restanceinddrivelsesmyndighedens udlæg derfor skulle op-
hæves, fordi fordringen ikke var lovmedholdeligt overdraget
til inddrivelse.
Hvis det antages, at manglende gennemførelse af rykker-
procedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1.
pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, har betydning for restanceinddrivelsesmyndighe-
dens mulighed for f.eks. at beregne inddrivelsesrenter og fo-
retage pantefogedudlæg, vil det efter almindelige forvalt-
ningsretlige principper bero på en samlet og konkret vurde-
ring, i hvilket omfang restanceinddrivelsesmyndigheden har
pligt til på eget initiativ at udsøge de fordringer, der er over-
draget til inddrivelse, uden at der er gennemført rykkerpro-
cedure og/eller foretaget underretning. Ombudsmanden an-
førte i FOB 2003.357 (side 374), at der ved vurderingen af,
om en myndighed har pligt til på eget initiativ at udsøge og
genoptage tidligere afgjorte sager, hvori der er truffet afgø-
relse ud fra en nu underkendt praksis, skal foretages en sam-
let vurdering af, om der er tale om væsentlige ændringer til
gunst for den pågældende, om myndighedernes nu under-
kendte praksis var udtryk for en klar lovstridig praksis, og
om der er væsentlige praktiske problemer med at identifice-
re de relevante sager. Sidstnævnte kriterium om de praktiske
problemer med at identificere de relevante sager vedrører
den administrative byrde, der er forbundet med udsøgningen
af sagerne. Kriteriet har både et praktisk aspekt, dvs. om det
overhovedet er muligt eller dog vanskeligt at fremfinde for-
dringerne, og et ressourcemæssigt aspekt, dvs. om det vil
være forbundet med et uforholdsmæssigt stort ressourcefor-
brug at udsøge fordringerne.
En tilsvarende vurdering ud fra samme tre kriterier vil
skulle foretages af restanceinddrivelsesmyndigheden, i for-
hold til om restanceinddrivelsesmyndigheden har pligt til at
udsøge fordringer, der er overdraget til inddrivelse, uden at
der er gennemført rykkerprocedure og/eller foretaget under-
retning. Dette gælder, både hvor fordringen fortsat er under
inddrivelse, og hvor fordringen er inddrevet og derfor ikke
længere er under aktiv inddrivelse. Hvis restanceinddrivel-
sesmyndigheden ikke har mulighed for at udsøge de rele-
vante fordringer eller kun kan finde frem til dem ved et be-
tydeligt ressourceforbrug, eksempelvis ved manuel gennem-
gang af alle fordringer i de mistankeramte fordringstyper,
vil restanceinddrivelsesmyndigheden ikke i alle tilfælde væ-
re forpligtet til at udsøge fordringerne. Restanceinddrivel-
sesmyndigheden er da i stedet forpligtet til at informere of-
fentligt om, hvilke typer af fordringer der mistænkes for at
være overdraget til inddrivelse uden gennemførelse af sæd-
vanlig rykkerprocedure og/eller foretagelse af underretning,
så skyldnerne selv kan fremsætte indsigelse, hvis de mener,
at de ikke er blevet rykket eller har modtaget underretning.
2.3.2. Den foreslåede ordning
Fordringshavere kan i nogle tilfælde have svært ved at
gennemføre sædvanlig rykkerprocedure og foretage under-
retning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Det kan f.eks. være tilfæl-
det i situationer, hvor skyldneren i medfør af §§ 3 og 5 i lov
om Digital Post fra offentlige afsendere ikke er blevet til-
sluttet eller er blevet fritaget for tilslutningen til Digital Post,
og skyldnerens adresse samtidig er ukendt, eller hvor ryk-
ker-/underretningsbrevet kommer retur fra en oplyst adresse
(»returpost«). Det er vigtigt for fordringshaverne, at fordrin-
ger kan sendes til inddrivelse, da fordringerne ellers risike-
rer at forældes som følge af fordringshavernes manglende
mulighed for at foretage forældelsesafbrydende skridt over
for skyldneren. Fordringshavere kan i praksis alene afbryde
forældelsen for fordringer under opkrævning, ved at skyld-
neren erkender sin gæld, jf. forældelseslovens § 15. Det er
ofte vanskeligt at få skyldneren til at erkende gælden – og
reelt umuligt, hvis skyldnerens adresse er ukendt, og skyld-
neren ikke er tilsluttet eller er fritaget for Digital Post. Hertil
kommer, at det virker urimeligt, hvis en skyldner, der holder
sin adresse skjult, og som formodes at have aktiver i Dan-
mark, kan undgå inddrivelse af fordringen ved at undlade at
blive tilsluttet eller ved at blive fritaget for Digital Post, jf.
§§ 3 og 5 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere.
Som beskrevet i afsnit 2.3.1 er der som følge af
SKM2017. 661. LSR og Fogedretten i Svendborgs kendelse
af 27. april 2018 opstået tvivl om, hvorvidt fordringshave-
rens manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedu-
re og foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og
stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
kan have betydning for fordringshaverens mulighed for at
overdrage fordringer til inddrivelse.
Det er nødvendigt at undgå usikkerhed om, hvorvidt gen-
nemførelse af sædvanlig rykkerprocedure og foretagelse af
underretning er gyldighedsbetingelser, for at fordringer kan
overdrages til inddrivelse. Dette skal ses i sammenhæng
med, at det har visse retsvirkninger, når en fordring overdra-
ges til inddrivelse, jf. beskrivelsen heraf under gældende ret.
Det er således nødvendigt at undgå, at der kan opstå tvivl
om, hvorvidt der kan beregnes inddrivelsesrenter af gælden,
hvorvidt foretagne inddrivelsesskridt er gyldige, hvorvidt
fordringen er omfattet af forældelsesreglerne i § 18 a, stk. 1
og stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, og hvorvidt tidligere indbetalinger, der er anvendt til
dækning af fordringen, skal tilbagebetales. Hvor konsekven-
serne af uberettigede inddrivelsesrenter vil være, at disse
bortfalder og efter omstændighederne vil skulle erstattes af
opkrævningsrenter, kan konsekvenserne af, at fordringen ik-
ke er omfattet af forældelsesreglerne i § 18 a, stk. 1 og stk.
7, 1. pkt., eller at tvangsinddrivelsesskridt – med den heraf
følgende forældelsesafbrydelsesvirkning – er ugyldige, væ-
re, at der indtræder utilsigtet forældelse, medmindre fordrin-
19
gen er omfattet af forældelsesudskydelsesreglen i forældel-
seslovens § 14, stk. 1, om manglende kendskab til skyldne-
rens opholdssted, hvorefter forældelse tidligst indtræder 1 år
efter, at fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab
til skyldnerens opholdssted, idet den absolutte forældelses-
frist på 10 år, jf. § 3, stk. 3, dog skal respekteres, jf. § 14,
stk. 2.
På baggrund af ovenstående foreslås det, at der indsættes
en ny bestemmelse, der klart fastlægger, at gennemførelse af
sædvanlig rykkerprocedure, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke er en forudsætning
for, at fordringer kan overdrages til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, medmindre andet følger af an-
den lovgivning. Det foreslås tilsvarende, at der indsættes en
ny bestemmelse, der klart fastlægger, at foretagelse af un-
derretning, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., ikke er en forudsætning for,
at fordringer kan overdrages til inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden.
Formålet med de foreslåede regler er at afklare den nuvæ-
rende tvivl om, hvorvidt det anførte i § 2, stk. 3, 1. pkt., og
stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
om gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure og foreta-
gelse af underretning alene er udtryk for ordensforskrifter,
der ikke er en forudsætning for at overdrage fordringer til
inddrivelse. Det vil herefter ikke i medfør af § 2, stk. 3, 1.
pkt., og stk. 4, 1. pkt., være gyldighedsbetingelser for, at for-
dringer kan overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den, at der forudgående er gennemført sædvanlig rykkerpro-
cedure og foretaget underretning. Herved fjernes den uheldi-
ge fortolkningstvivl om retsvirkningen af manglende gen-
nemførelse af sædvanlig rykkerprocedure og foretagelse af
underretning, der er opstået som følge af SKM2017. 661.
LSR og Fogedretten i Svendborgs kendelse af 27. april
2018.
Som nævnt ovenfor vil forslaget om, at gennemførelse af
sædvanlig rykkerprocedure, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke er en forudsætning
for, at fordringer kan overdrages til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, finde anvendelse, medmindre
andet følger af anden lovgivning. Hvis det følger af opkræv-
ningslovgivningen for den pågældende fordring, at det er en
gyldighedsbetingelse for at overdrage fordringen til inddri-
velse, at der er gennemført en bestemt rykkerprocedure,
foreslås det ikke ved dette lovforslag at ændre herpå. Sær-
regler om opkrævning har i sådanne tilfælde forrang i for-
hold til den foreslåede regel. I de tilfælde, hvor fordringsha-
verens sædvanlige rykkerprocedure er slet ikke at rykke, har
forslaget ikke betydning. Forslaget skal derfor alene have
betydning for fordringer, for hvilke der – i medfør af sær-
regler om opkrævning eller fordringshaverens praksis – er
en sædvanlig rykkerprocedure om at rykke skyldneren, men
hvor gennemførelse af denne rykkerprocedure ikke i medfør
af særregler om opkrævning er en gyldighedsbetingelse for
at overdrage fordringen til inddrivelse. Forslaget skal med
andre ord kun have betydning for de fordringer, hvor det i
dag alene er i medfør af § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige – og ikke særlige opkræv-
ningsregler – at der udspringer indsigelser af at overdrage
fordringen til inddrivelse uden gennemførelse af sædvanlig
rykkerprocedure.
Forslaget har ikke til formål at ændre på, at fordringshave-
ren også fremadrettet vil kunne gennemføre en rykkerpro-
cedure, hvis dette er muligt. Gennemførelse af en rykkerpro-
cedure vil således kunne tilskynde skyldneren til at betale
fordringen for derved at afværge, at fordringen overdrages
til inddrivelse. Forslaget vil alene medføre, at gennemførel-
sen af en rykkerprocedure ikke er en forudsætning for at
overdrage fordringen til inddrivelse, medmindre andet føl-
ger af anden lovgivning.
Selv om formålet med ovennævnte forslag er at få afkla-
ret, at det anførte i § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige om gennemførelse
af sædvanlig rykkerprocedure og foretagelse af underretning
er udtryk for ordensforskrifter, bør det tilstræbes, at ordens-
forskrifter i videst muligt omfang overholdes, uanset at
manglende overholdelse heraf ikke afføder retsvirkninger
for det konkrete retsforhold. Fordringshaverne vil fortsat ik-
ke kunne gennemføre sædvanlig rykkerprocedure og foreta-
ge underretning i de tilfælde, hvor skyldneren i medfør af §§
3 og 5 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere ikke er
blevet tilsluttet eller er blevet fritaget for tilslutningen til Di-
gital Post, samtidig med at skyldnerens adresse er ukendt,
eller hvor rykker-/underretningsbrevet kommer retur fra en
oplyst adresse (»returpost«).
Det foreslås derfor, at der, medmindre andet følger af an-
den lovgivning, kun vil blive gennemført sædvanlig rykker-
procedure, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, hvis det er muligt at gennemføre rykker-
proceduren. Tilsvarende foreslås det, at den eksisterende
undtagelse i § 2, stk. 4, 2. pkt., til underretningspligten udvi-
des, således at der kun vil blive foretaget underretning, jf. 1.
pkt., hvis det er muligt at foretage underretningen.
Som nævnt ovenfor vil det f.eks. ikke være muligt at gen-
nemføre sædvanlig rykkerprocedure og foretage underret-
ning af skyldneren om overdragelsen til inddrivelse, hvis
skyldneren ikke er tilmeldt folkeregisteret og ikke har oplyst
en adresse, hvortil breve kan sendes, og samtidig er fritaget
fra at modtage Digital Post fra det offentlige. Dette svarer i
øvrigt til de tilfælde, hvor der kan iværksættes lønindehol-
delse og særskilt lønindeholdelse uden forudgående varsel
og underretning, jf. § 13, stk. 6, og § 14, stk. 8, i bekendtgø-
relse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Tilsvarende vil det ikke være muligt at gennem-
føre sædvanlig rykkerprocedure og foretage underretning,
hvis skyldneren er fritaget fra at modtage Digital Post fra det
offentlige og rykker-/underretningsbrevet kommer retur fra
den oplyste adresse.
Forslaget skal – for så vidt angår undladelse af at gennem-
føre sædvanlig rykkerprocedure, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, når dette ikke er
muligt – finde anvendelse, medmindre andet følger af anden
lovgivning. Dette svarer til forslaget om, at gennemførelse
af sædvanlig rykkerprocedure, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke er en forudsætning
20
for, at fordringer kan overdrages til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, medmindre andet følger af an-
den lovgivning, jf. ovenfor. Hvis det af særregler om op-
krævning fremgår, at gennemførelse af rykkerprocedure –
uanset at det ikke er muligt at gennemføre en sådan rykker-
procedure, f.eks. på grund af manglende kendskab til skyld-
nerens adresse – er en gyldighedsbetingelse for at overdrage
fordringen til inddrivelse, vil disse særregler om opkrævning
således have forrang i forhold til den foreslåede regel.
Ovennævnte regler om foretagelse af underretning fore-
slås af sproglige hensyn indført ved at nyaffatte § 2, stk. 4, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Der er ved ny-
affattelsen ikke tiltænkt en ændring af, hvordan underretnin-
gen vil kunne foretages, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., og hvornår
underretning vil kunne undlades, som følge af at underret-
ning må antages at ville medføre væsentlig forringelse af
muligheden for at opnå dækning, jf. § 2, stk. 4, 2. pkt. For-
slaget vil derfor ikke indebære en ændring af, at underret-
ning kan ske som led i opkrævningsproceduren, f.eks. på
selve opkrævningen eller – såfremt der praktiseres en ryk-
kerprocedure – sidste rykkerskrivelse inden overdragelsen.
Underretning vil derfor også fremover f.eks. kunne gives via
fortryk på skyldnerens årsopgørelse. Tilsvarende vil forsla-
get ikke indebære en ændring af, at muligheden for at undla-
de underretning, når underretning må antages at ville medfø-
re væsentlig forringelse af muligheden for at opnå dækning.
Denne bestemmelse vil som hidtil være møntet på situatio-
ner, hvor det må antages at være nødvendigt at sikre kravet
ved hurtig foretagelse af udlæg, arrest eller indgivelse af
konkursbegæring.
Som nævnt i lovforslagets § 5, stk. 1, foreslås det, at den-
ne del af loven træder i kraft den 1. juli 2020. Ovennævnte
forslag om, at gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure
og foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.
4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke
er en forudsætning for at overdrage fordringer til inddrivel-
se, og at sædvanlig rykkerprocedure og underretning i øvrigt
kan undlades, når det ikke er muligt at foretage en sådan
rykkerprocedure og underretning, vil således have betydning
for fordringer, der modtages til inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden fra og med den 1. juli 2020.
Forslaget skal således ikke finde anvendelse på fordringer,
der er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden før den 1. juli 2020. For disse fordringer vil der
fortsat være tvivl om retsvirkningen af manglende gennem-
førelse af sædvanlig rykkerprocedure og foretagelse af un-
derretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
I forbindelse med den omfattende oprydning og gennem-
gang af fordringsmassen i det gamle inddrivelsessystem
DMI er det konstateret, at nogle fordringshavere har haft en
praksis, hvor fordringer i visse tilfælde er blevet overdraget
til inddrivelse, uden at der er foretaget underretning, jf. § 2,
stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Da det er fordringshaverens opgave at gennemføre sædvan-
lig rykkerprocedure og foretage underretning, har restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ikke kendskab til, om dette er
gjort, når fordringer oversendes af fordringshaverne til ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Der er foretaget en analyse af, i hvilke tilfælde fordringer
er overdraget til inddrivelse uden underretning, jf. § 2, stk.
4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Analysen har vist, at der f.eks. er tale om fordringer op-
krævet via Skattestyrelsens opkrævningssystem for virk-
somhedsskatter m.v. (skattekontoen), hvor mere end fire
skyldnere hæfter for samme fordring, f.eks. fordi der er tale
om interessenter i et interessentskab. I sådanne tilfælde har
det ikke været muligt at systemunderstøtte at sende under-
retning til mere end fire (tilfældige) skyldnere, uanset hvor
mange skyldnere på skattekontoen, der hæfter for den på-
gældende fordring. Fordringer er imidlertid sendt til inddri-
velse i DMI for samtlige af de registrerede skyldnere, uanset
at disse ikke alle er blevet underrettet herom. Skattestyrelsen
har sikret, at der ikke fremover overdrages fordringer fra
skattekontoen til inddrivelse uden underretning af samtlige
skyldnere, der hæfter solidarisk for gælden.
Der er endvidere tale om fordringer opkrævet via Skatte-
styrelsens opkrævningssystem for personskatter (KOBRA).
Sådanne fordringer er frem til og med sommeren 2018 ble-
vet sendt til inddrivelse uden underretning, hvis skyldneren i
medfør af §§ 3 og 5 i lov om Digital Post fra offentlige af-
sendere ikke var blevet tilsluttet eller var blevet fritaget for
tilslutningen til Digital Post, samtidig med at skyldnerens
adresse var ukendt, eller at underretningsbrevet kom retur
fra en oplyst adresse (»returpost«). Skattestyrelsen har fra
og med september 2018 sikret, at fordringer ikke overdrages
til inddrivelse, hvis underretningsbrevet kommer retur med
posten, eller hvis skyldnerens adresse er ukendt. Dette har
medført, at der i perioden fra september 2018 og frem til ul-
timo marts 2019 er ca. 1.300 personer med fordringer til en
værdi af ca. 17 mio. kr., der ikke er blevet sendt til inddri-
velse, da en underretning ikke kan gives.
Det er ligeledes konstateret, at Rigspolitiet i visse tilfælde
har overdraget fordringer til inddrivelse, uden at skyldneren
forudgående har modtaget underretning herom. Ligesom for
fordringer opkrævet via Skattestyrelsens KOBRA-system er
der tale om tilfælde, hvor skyldneren ikke kunne underrettes
via Digital Post-ordningen, samtidig med at skyldnerens
adresse var ukendt, eller hvor underretningsbrevet kom retur
fra en oplyst adresse (»returpost«).
Endelig er der for visse yderligere fordringshavere, f.eks.
visse kommunalt ejede forsyningsvirksomheder, tvivl om,
hvorvidt deres praksis opfylder kravene til den underretning,
der efter § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige skal gives til skyldneren, inden fordringer
overdrages til inddrivelse. Dette gælder bl.a. i de tilfælde,
hvor en fordringshaver alene har givet skyldneren en skrift-
lig underretning ved overdragelse til inddrivelse af første
fordring og i den forbindelse har oplyst, at yderligere restan-
cer uden varsel vil blive sendt til inddrivelse (»seriefordrin-
ger«). Ligeledes er der i DMI en generel udfordring i for-
hold til de såkaldte »AKR-skyldnere« (fysiske personer
uden registreret cpr-nummer). Da fordringer vedrørende så-
danne skyldnere ofte er overdraget til inddrivelse uden op-
21
lysninger, der gør det muligt med sikkerhed at identificere
skyldneren, er der tvivl om, hvorvidt sådanne skyldnere i al-
le tilfælde er underrettet skriftligt af fordringshaveren, inden
kravet blev overdraget til inddrivelse.
Problematikken om manglende underretning forud for
overdragelse af fordringer til inddrivelse er alene konstateret
i DMI. Der var ultimo august 2019 mere end 26 mio. for-
dringer til en nominel værdi af over 123 mia. kr. til inddri-
velse i DMI. Det har været forsøgt at identificere de fordrin-
ger i DMI, der kan have været overdraget til inddrivelse
uden underretning. Det har for så vidt angår de mere end 4,2
mio. fordringer med en nominel værdi på over 33 mia. kr.,
der er opkrævet af Skattestyrelsen via skattekontoen, og som
ultimo august 2019 var til inddrivelse i DMI, været muligt
via systemunderstøttelse at udsøge og »flagmarkere« de for-
dringer, der er overdraget til inddrivelse, uden at alle med-
hæftende skyldnere er blevet underrettet herom. Derimod
har det ikke været muligt at systemunderstøtte en udsøgning
af de fordringer i DMI, der i medfør af de øvrige problem-
stillinger kan være blevet overdraget uden underretning eller
tilstrækkelig dokumentation herfor. En sådan udsøgning vil-
le derfor kræve en manuel gennemgang af de fordringer, der
potentielt kan være overdraget til inddrivelse uden underret-
ning. En sådan manuel gennemgang ville blandt andet skulle
foretages af den del af de 3,3 mio. fordringer med en nomi-
nel værdi på over 34 mia. kr., der er opkrævet af Skattesty-
relsen via KOBRA-systemet og i perioden fra den 1. novem-
ber 2005, hvor underretningspligten blev indført, og indtil
september 2018, fra hvilket tidspunkt Skattestyrelsen som
ovenfor nævnt har sikret, at der ikke bliver overdraget for-
dringer til inddrivelse uden underretning, er modtaget til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, hvor de
ultimo august 2019 var registreret til at være under inddri-
velse i DMI. En sådan gennemgang må forventes at ville
være uoverkommelig og i hvert fald at være forbundet med
et uforholdsmæssigt stort ressourceforbrug. Dertil kommer,
at det for fordringerne opkrævet af Skattestyrelsen via KO-
BRA-systemet og af Rigspolitiet heller ikke ved en manuel
gennemgang i alle tilfælde vil være muligt at udsøge de for-
dringer, der er overdraget til inddrivelse uden underretning,
efter at underretningen er kommet retur, idet returposten ik-
ke i alle tilfælde er blevet håndteret hensigtsmæssigt.
Der er ikke foretaget en særskilt analyse af, i hvilke tilfæl-
de fordringer er overdraget til inddrivelse uden gennemfø-
relse af sædvanlig rykkerprocedure, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Da udfordrin-
gerne med at gennemføre sædvanlig rykkerprocedure og fo-
retage underretning er de samme, idet underretning i som re-
gel foretages i rykkerskrivelsen, vil der dog typisk heller ik-
ke være gennemført sædvanlig rykkerprocedure for de for-
dringer, der er overdraget til inddrivelse uden underretning.
De tilfælde, hvor fordringer er overdraget til inddrivelse
uden gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure, jf. § 2,
stk. 3, 1. pkt., antages således i væsentligt omfang at være
overlappende med ovennævnte tilfælde, hvor fordringer er
overdraget til inddrivelse uden underretning, jf. § 2, stk. 4,
1. pkt. Derudover er der for fordringer opkrævet af Rigspoli-
tiet konstateret udfordringer i forhold til § 2, stk. 3, 1. pkt., i
de tilfælde, hvor Rigspolitiet med hjemmel i dagældende §
2, stk. 3, 4. pkt., der ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev
ophævet med virkning fra og med den 1. april 2017, har
overdraget fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden
på et tidligere tidspunkt end nævnt i 1. pkt. (»når betalings-
fristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæ-
ves er gennemført«). Overdragelse i medfør af dagældende
§ 2, stk. 3, 4. pkt., forudsatte en anmodning fra skyldneren
og formentlig en underretning om, at anmodningen var ef-
terkommet. Rigspolitiet har i den forbindelse oplyst, at de
formentlig ikke i alle tilfælde er i besiddelse af dokumenta-
tion herfor.
Så længe der ikke er kendskab til, hvilke af fordringerne
der er eller kan være overdraget til inddrivelse uden gen-
nemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af
underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil der i princippet
for alle fordringerne, der indgår i de problemramte for-
dringstyper, være mistanke om, at fordringerne kan være
overdraget uden gennemførelse af sædvanlig rykkerproced-
ure eller foretagelse af underretning. Hvis retsvirkningen af
manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure el-
ler foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.
4, 1. pkt., antages at være, at fordringen ikke kan anses for
at være under inddrivelse, kan mistanke om manglende gen-
nemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af
underretning nødvendiggøre, at inddrivelsen af fordringen
suspenderes, indtil mistanken er afkræftet. Hvis gennemgan-
gen af en mistankeramt fordring viser, at fordringen er over-
draget til inddrivelse uden gennemførelse af sædvanlig ryk-
kerprocedure eller tilstrækkelig underretning, vil restan-
ceinddrivelsesmyndigheden skulle tage stilling til, om ind-
drivelsesrenter og -skridt er gyldige, om der er indtrådt util-
sigtet forældelse, og om tidligere indbetalinger, der er an-
vendt til dækning af fordringen, skal tilbagebetales.
Som nævnt ovenfor vurderes det at være usikkert, hvad
retsvirkningerne af manglende gennemførelse af sædvanlig
rykkerprocedure og underretning er. Det forekommer dog
urimeligt, hvis kendskab til eller mistanke om, at nogle for-
dringer i en fordringspopulation – uden at der er viden eller
mistanke om, hvilke fordringer der er tale om – er overdra-
get til restanceinddrivelsesmyndigheden uden gennemførel-
se af sædvanlig rykkerprocedure og underretning af skyld-
neren, medfører suspension af inddrivelsen af de mange mil-
lioner fordringer, der indgår i disse fordringspopulationer og
p.t. er under inddrivelse i DMI. Dette skal ses i sammen-
hæng med, at det vurderes, at det kun er en relativt lille del
af fordringerne i DMI, for hvilke der ikke er foretaget sæd-
vanlig rykkerprocedure og underretning, inden fordringerne
blev sendt til inddrivelse.
Hertil kommer, at hovedparten af skyldnerne med fordrin-
ger under inddrivelse i hvert fald efterfølgende er blevet ori-
enteret af restanceinddrivelsesmyndigheden om, at fordrin-
gerne er overdraget til inddrivelse, f.eks. via modregningsaf-
gørelser eller andre foretagne inddrivelsesskridt samt udsen-
delse af rykkere og oplysningsbreve til skyldnere med for-
22
dringer under inddrivelse. Samlet vurderes det derfor rime-
ligt og nødvendigt, at der indføres en ordning, der håndterer
de fordringer, der er modtaget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden inden den 1. juli 2020.
På baggrund heraf foreslås en løsningsmodel bestående af
tre dele.
For det første foreslås det, at fordringer, der har været
under opkrævning, og som den 1. juli 2020 er registreret hos
restanceinddrivelsesmyndigheden til at være under inddri-
velse, senest denne dato er under inddrivelse.
Forslaget vil indebære, at fordringer, der har været under
opkrævning, og som er registreret til at være under inddri-
velse, men som på grund af manglende gennemførelse af
sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning,
jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, ikke måtte være gyldigt overdraget
til inddrivelse, vil være gyldigt under inddrivelse fra og med
lovens ikrafttrædelsesdato. Datoen for restanceinddrivelses-
myndighedens modtagelse af sådanne fordringer, der er re-
gistreret til at være under inddrivelse, men som ikke før lo-
vens ikrafttrædelse er blevet gyldigt overdraget til inddrivel-
se, vil herefter være lovens ikrafttrædelsesdato. Derimod
ændrer forslaget ikke på modtagelsesdatoen for fordringer,
der forud for lovens ikrafttrædelse er blevet (utvivlsomt)
gyldigt modtaget af restanceinddrivelsesmyndigheden til
inddrivelse.
Forslaget vil kun omfatte fordringer, der har været under
opkrævning hos fordringshaveren. Det sikres herved, at for-
slaget kun omfatter fordringer, som skyldneren må antages
at være bekendt med, og som skyldneren derfor vidste eller
burde vide ville blive overdraget til inddrivelse, når fordrin-
gen ikke betales. Forslaget omfatter endvidere kun fordrin-
ger, der ved lovens ikrafttræden er retskraftige. Forslaget vil
således ikke indebære, at fordringer, der ved lovens ikraft-
træden allerede er forældede, genoplives og anses for at væ-
re under inddrivelse.
Forslaget vil som nævnt ovenfor alene indebære, at for-
dringer, der har været under opkrævning, og som den 1. juli
2020 er registreret til at være under inddrivelse, senest den-
ne dato vil være under inddrivelse. Forslaget berører der-
imod ikke skyldnerens indsigelser, der forud for den 1. juli
2020 måtte være opstået som følge af manglende gennemfø-
relse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af un-
derretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Selv om fordringerne
fra og med den 1. juli 2020 er under inddrivelse, berører for-
slaget f.eks. ikke en skyldners indsigelser om, at inddrivel-
sesrenter eksempelvis for perioden fra og med den 15. april
2018 til og med den 30. juni 2020 er uberettigede, at et ind-
drivelsesskridt foretaget den 1. maj 2019 er ugyldigt, eller at
en indbetaling den 1. december 2019, der er anvendt til dæk-
ning af fordringen, skal tilbagebetales.
Der er efter gældende regler som udgangspunkt ikke en
frist for, hvornår en skyldner senest skal have fremsat sådan-
ne indsigelser. Da fordringerne, der er overdraget til inddri-
velse uden gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure el-
ler foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.
4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, som
nævnt ovenfor ikke kan udsøges systemunderstøttet – og i
visse tilfælde heller ikke manuelt – af restanceinddrivelses-
myndigheden, kan visse skyldnere få et uhensigtsmæssigt
incitament til at vente med at fremsætte indsigelser, der ud-
springer heraf, til der er gået mange år siden overdragelsen
til inddrivelse. I sådanne tilfælde, hvor skyldneren venter
unødvendigt mange år med at fremsætte indsigelsen, vil for-
dringshavernes mulighed for at fremfinde dokumentation for
en faktisk gennemført sædvanlig rykkerprocedure og foreta-
get underretning være væsentlig forringet, da dokumenter
potentielt over tid kan være tabt eller systemspor »udvi-
sket«. Dette kan eksempelvis være tilfældet ved skift af op-
krævningssystem hos fordringshaveren, eller hvis rykker-/
underretningsbreve og/eller returpost ikke er journaliseret på
en sådan måde, at brevene i alle tilfælde senere kan fremsø-
ges, herunder hvis fordringen har været tilbage- og genind-
sendt. I det tilfælde, hvor skyldneren måtte få medhold i en
indsigelse, der udspringer af manglende gennemførelse af
sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning,
jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., kan det – foruden at
fordringen eventuelt er bortfaldet som følge af utilsigtet for-
ældelse – indebære en administrativ byrde for restanceind-
drivelsesmyndigheden, der administrativt skal foretage en
konkret vurdering af, i hvilket omfang tidligere indbetalin-
ger, der er anvendt til dækning af fordringen, skal tilbagebe-
tales. Derudover vil restanceinddrivelsesmyndighedens
medgåede tid til at foretage inddrivelsesskridt m.v., der som
følge af manglende underretning måtte anses for uberettige-
de, være spildt.
Det anses derfor for nødvendigt at indføre en frist for,
hvornår en skyldner senest skal være fremkommet med ind-
sigelser, der udspringer af manglende gennemførelse af sæd-
vanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning, jf.
§ 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Som anden del af løsningsmodellen foreslås det derfor, at
skyldnerens indsigelser, der udspringer af manglende gen-
nemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af
underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, dog ikke eventuelle
forældelsesindsigelser, skal indgives skriftligt til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden og være modtaget senest den 1.
januar 2021, idet der dog kan ses bort fra en fristoverskridel-
se, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Det foreslås
endvidere, at der for sådanne indsigelser, inden indsigelsen
kan behandles, skal betales et gebyr på 500 kr. til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden afviser at behandle indsigelsen, hvis gebyret ikke er
betalt senest 10 dage efter indgivelsen af indsigelsen, og at
gebyret tilbagebetales, hvis skyldneren får helt eller delvist
medhold i indsigelsen, eller hvis indsigelsen afvises.
Med den foreslåede frist er det hensigten, at skyldnernes
eventuelle indsigelser, der måtte udspringe af manglende
gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagel-
se af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i
23
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dog ikke even-
tuelle forældelsesindsigelser, som udgangspunkt vil skulle
fremsættes senest den 1. januar 2021 for ikke at gå tabt. For-
slaget skal sikre, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter
fristens udløb kan lægge til grund, at en skyldner ikke kan få
medhold i en indsigelse, der udspringer af manglende gen-
nemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af
underretning, medmindre skyldneren kan dokumentere, at
fristoverskridelsen skyldes særlige omstændigheder. De sær-
lige omstændigheder, der kan tale for en fravigelse, kan ek-
sempelvis være en hospitalsindlæggelse, som har hindret
skyldneren i rettidigt at fremsætte indsigelsen. I sådanne og
andre tilfælde, hvor det vil være urimeligt at afvise en indsi-
gelse, vil der kunne bortses fra den manglende overholdelse
af fristen for at fremsætte indsigelsen senest den 1. januar
2021.
Forslaget omfatter ikke indsigelser, der allerede er fremsat
ved lovens ikrafttrædelse. Hvis skyldneren allerede før lo-
vens ikrafttrædelse har fremsat indsigelser, der udspringer af
manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure el-
ler foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.
4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er
der således ikke behov for, at skyldneren efter lovens ikraft-
trædelse genfremsætter indsigelsen.
Forslaget omfatter alle indsigelser, der måtte udspringe af
manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure el-
ler foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.
4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dog
ikke eventuelle forældelsesindsigelser. Forslaget omfatter
således bl.a. indsigelser om, at inddrivelsesrenter og -skridt
er uberettigede, og at tidligere indbetalinger, der er anvendt
til dækning af fordringen, skal tilbagebetales. Da uberettige-
de inddrivelsesrenter efter omstændighederne vil skulle er-
stattes af opkrævningsrenter, hvis fordringen aldrig er blevet
gyldigt overdraget til inddrivelse, må indsigelser om inddri-
velsesrenters gyldighed forventes kun at være relevante for
fordringstyper, hvor inddrivelsesrenten efter en samlet vur-
dering – ud fra en sammenligning af rentesatsen, tidspunktet
for rentetilskrivning og adgang til fradragsret – er mere byr-
defuld for skyldneren end opkrævningsrenten.
Forslaget omfatter ikke forældelsesindsigelser, da det vur-
deres at være for indgribende også at fastsætte en frist for
sådanne indsigelser. Forældelsesindsigelser, der måtte ud-
springe af manglende gennemførelse af sædvanlig rykker-
procedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1.
pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, foreslås i stedet senest at skulle fremsættes i for-
bindelse med en klage over eller indsigelse imod det første
forældelsesafbrydende skridt, der foretages af restanceind-
drivelsesmyndigheden efter lovens ikrafttrædelse, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 23.
Ved den foreslåede gebyrpålæggelse af skyldnerens indsi-
gelser, dog ikke eventuelle forældelsesindsigelser, der måtte
udspringe af manglende gennemførelse af sædvanlig rykker-
procedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1.
pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, er det hensigten at sikre, at det kun er skyldnere,
der reelt mener, at de ikke er blevet rykket eller ikke har
modtaget underretning, der fremsætter indsigelse herom.
Gebyrpålæggelsen har således til formål at undgå, at visse
skyldnere, der reelt er blevet rykket eller har fået underret-
ning, anser det som værende »en gratis omgang« at fremsæt-
te indsigelse om ikke at have modtaget en rykker eller un-
derretning. Det foreslås, at gebyret tilbagebetales, hvis
skyldneren helt eller delvist får medhold i indsigelsen, eller
hvis indsigelsen afvises, f.eks. fordi indsigelsen modtages
hos restanceinddrivelsesmyndigheden fra og med den 2. ja-
nuar 2021. I de tilfælde, hvor skyldneren ikke får fuldt ud
medhold i indsigelsen, eller hvor indsigelsen afvises, vil for-
valtningens beslutning herom være udtryk for en forvalt-
ningsretlig afgørelse, der kan indbringes efter reglerne i §§
17 og 18 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og §
6 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og af-
gifter m.v.
Ovennævnte frist for at fremsætte indsigelser og gebyrpå-
læggelsen af sådanne indsigelser foreslås som nævnt ikke at
skulle omfatte forældelsesindsigelser, der måtte udspringe af
manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure el-
ler foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.
4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Som
nævnt ovenfor vil en udsøgning af fordringerne, der er over-
draget til inddrivelse uden gennemførelse af sædvanlig ryk-
kerprocedure eller foretagelse af underretning – med undta-
gelse af fordringerne opkrævet via skattekontoen, hvor der
er mere end fire medhæftende skyldnere – kræve en manuel
gennemgang, der på grund af det store antal fordringer må
forventes at være uoverkommelig og i hvert fald at være for-
bundet med et uforholdsmæssigt stort ressourceforbrug, og
som for så vidt angår fordringer opkrævet af Rigspolitiet og
af Skattestyrelsen via KOBRA-systemet ikke i alle tilfælde
vil kunne føre til en korrekt udsøgning af fordringerne. Som
beskrevet under gældende ret følger det i et sådant tilfælde
af uskrevne forvaltningsretlige principper, at restanceinddri-
velsesmyndigheden ikke i alle tilfælde har pligt til at udsøge
fordringerne, idet dette vil bero på en samlet og konkret vur-
dering. Det er opfattelsen, at en sådan vurdering i denne si-
tuation vil føre til, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke
har pligt til at udsøge fordringerne. Det vurderes hensigts-
mæssigt at lovfæste dette, således at der indføres en klar
hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har
pligt til af egen drift at udsøge fordringer, der måtte være
overdraget til inddrivelse uden gennemførelse af sædvanlig
rykkerprocedure eller foretagelse af underretning.
Som tredje del af løsningsmodellen foreslås det derfor, at
der indføres en regel, hvorefter restanceinddrivelsesmyndig-
heden lægger til grund, at fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har gen-
nemført sædvanlig rykkerprocedure og foretaget underret-
ning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, medmindre restanceinddri-
velsesmyndigheden for den konkrete fordring konstaterer, at
fordringshaveren ikke har gjort dette.
Forslaget skal sikre en klar hjemmel til, at restanceinddri-
velsesmyndigheden ikke har pligt til af egen drift at udsøge
24
fordringer, der måtte være overdraget til inddrivelse uden
gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagel-
se af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Forslaget skal
endvidere sikre, at restanceinddrivelsesmyndigheden – uan-
set om det antages, at gennemførelse af sædvanlig rykker-
procedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1.
pkt., og stk. 4, 1. pkt., efter gældende regler er en forudsæt-
ning for at overdrage en fordring til inddrivelse – kan fort-
sætte inddrivelsen af fordringer, der indgår i fordringstyper,
hvor der er mistanke om, at visse fordringer kan være over-
draget uden gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure el-
ler foretagelse af underretning, indtil restanceinddrivelses-
myndigheden for den konkrete fordring måtte konstatere, at
fordringshaveren ikke har gjort dette. Restanceinddrivelses-
myndigheden vil bl.a. kunne konstatere dette, når skyldne-
ren over for restanceinddrivelsesmyndigheden fremsætter
indsigelse om ikke at have modtaget rykker eller underret-
ning, og restanceinddrivelsesmyndigheden efter at have ind-
draget fordringshaveren ikke ud fra de foreliggende oplys-
ninger anser det for dokumenteret, at fordringshaveren har
gennemført sædvanlig rykkerprocedure og foretaget under-
retning. Det vil herefter skulle afgøres ud fra gældende ret,
hvad retsvirkningen heraf er for den konkrete fordring. Hvis
retsvirkningen antages at være, at fordringen ikke er blevet
gyldigt overdraget til inddrivelse, vil restanceinddrivelses-
myndigheden ikke længere have mulighed for at inddrive
fordringen, der i så fald vil skulle tilbagesendes til fordrings-
haveren. Restanceinddrivelsesmyndighedens konstatering
af, at der ikke er gennemført sædvanlig rykkerprocedure og
foretaget underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1.
pkt., kan ikke ske alene på baggrund af fordringshaverens
oplysning om, at der for en population af fordringer under
inddrivelse er mistanke om, at visse af fordringerne kan væ-
re overdraget til inddrivelse, uden at der er gennemført sæd-
vanlig rykkerprocedure og foretaget underretning. Der stil-
les således større krav til en sådan konstatering end en sådan
oplysning fra fordringshaveren.
Der vil på Gældsstyrelsens hjemmeside blive offentlig-
gjort en oversigt over, hvilke typer af fordringer der mistæn-
kes for at kunne være overdraget til inddrivelse uden gen-
nemførelse af sædvanlig rykkerprocedure og/eller foretagel-
se af underretning.
Forslaget vil kun have betydning for fordringer, der er
overdraget til inddrivelse før den 1. juli 2020. Dette skyldes,
at det – som nævnt ovenfor – også foreslås, at der indføres
en regel, der skal afklare, at gennemførelse af sædvanlig
rykkerprocedure og foretagelse af underretning, jf. § 2, stk.
3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., fra og med den 1. juli 2020 ikke
er en forudsætning for at overdrage fordringer til inddrivel-
se.
2.4. Afskæring af forældelsesindsigelser vedrørende fordrin-
ger under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
2.4.1. Gældende ret
Når en fordring overdrages til inddrivelse, omfattes den af
forældelsesudskydelsesreglen i § 18 a, stk. 1, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Det følger heraf, at for
fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger,
der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den den 19. november 2015 eller senere, regnes forældelses-
fristen tidligst fra den 20. november 2018, der ved dette lov-
forslags § 1, nr. 15, foreslås ændret til den 20. november
2021, jf. afsnit 2.1. Fordringer, der overdrages til inddrivel-
se, omfattes endvidere af reglen i § 18 a, stk. 7, om foreløbig
forældelsesafbrydelse. Det følger af bestemmelsens 1. pkt.,
at for de hovedkrav, der nævnes i stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt.,
nævnte rente, der først blev modtaget til inddrivelse, de op-
skrivningsfordringer og renter, der nævnes i stk. 2, 7. pkt.,
de fordringer, der nævnes i stk. 6, og disses renter samt de i
§ 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte gebyrer, der overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden af fordringshaveren eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
indtræder forældelse tidligst 3 år efter fordringens modtagel-
se hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3. og 4.
pkt.
Derudover indeholder forældelsesloven og lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige regler om, hvornår forældel-
sen for fordringer under inddrivelse afbrydes.
For det første følger det af forældelseslovens § 15, at for-
ældelsen afbrydes, når skyldneren over for fordringshaveren
udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forplig-
telse. Hvorvidt der som følge af skyldnerens »handlemåde«
er sket en erkendelse af forpligtelsen, beror på en konkret
vurdering, men en erkendelse kan f.eks. foreligge ved skyld-
nerens betaling af rente, hvis renten som et særskilt beløb er
beregnet som en procentdel af hovedstolen. Betaling af af-
drag udgør derimod kun erkendelse, hvis det fremgår af om-
stændighederne, at det kun drejer sig om et afdrag på en
større gæld, og at der ikke er tvist om restfordringens stør-
relse. Det er således ikke en betingelse, at skyldneren lover
at betale gælden eller i øvrigt udtrykkeligt indrømmer dens
eksistens. En stiltiende erkendelse kan ligge i skyldnerens
henvisning til fordringshavers opgørelse af gælden, når der
ikke i forbindelse hermed fremsættes indsigelser mod den
eller i øvrigt rejses tvivl om den.
For det andet følger det af forældelseslovens § 17, stk. 1,
at forældelsen afbrydes ved indgivelse af en på fordringen
støttet konkursbegæring eller begæring om rekonstruktions-
behandling, jf. nr. 1, ved anmeldelse af fordringen i et kon-
kursbo, jf. nr. 2, ved anmeldelse af fordringen til rekonstruk-
tøren i forbindelse med rekonstruktionsbehandling eller ved
anmeldelse af fordringen i forbindelse med indledning af
gældsaneringssag, jf. nr. 3, ved anmeldelse af fordringen i et
dødsbo efter dettes udstedelse af proklama, jf. nr. 4, og ved
anmeldelse af fordringen, efter at skyldneren har udstedt
proklama, jf. nr. 5.
For det tredje kan forældelsen afbrydes ved visse forvalt-
ningsretlige afgørelser.
Det følger af forældelseslovens § 18, stk. 4, at forældelsen
afbrydes ved restanceinddrivelsesmyndighedens underret-
ning til skyldneren om afgørelse om lønindeholdelse eller
modregning. »Lønindeholdelse« omfatter både lønindehol-
delse, jf. § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
25
og særskilt lønindeholdelse, jf. § 11. Efter § 13, stk. 6, i be-
kendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af
gæld til det offentlige kan lønindeholdelse iværksættes uden
forudgående varsel og underretning, hvis skyldneren ikke er
tilmeldt folkeregisteret og ikke har oplyst en adresse, hvortil
breve kan sendes, og samtidig er fritaget fra at modtage Di-
gital Post fra det offentlige. Tilsvarende fremgår af § 14, stk.
8, for særskilt lønindeholdelse. Træffes der afgørelse om
lønindeholdelse uden varsling, har afgørelsen alligevel af-
brydelsesvirkning. Træffes der derimod afgørelse om løn-
indeholdelse uden underretning, vil afgørelsen ikke have af-
brydelsesvirkning. Hvis den manglende underretning skyl-
des restanceinddrivelsesmyndighedens ukendskab til skyld-
nerens opholdssted eller en hindring, som ikke beror på re-
stanceinddrivelsesmyndighedens forhold, indtræder foræl-
delse dog tidligst 1 år efter, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden fik eller burde have fået kendskab til skyldnerens op-
holdssted, henholdsvis 1 år efter hindringens ophør, jf. for-
ældelseslovens § 14, stk. 1. Bestemmelsen i stk. 1 kan dog
ikke medføre en forlængelse af fristerne efter § 3, stk. 3, og
kan højst forlænge andre frister eller tillægsfrister med 10
år, jf. § 14, stk. 2.
Det følger endvidere af § 18 a, stk. 8, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, at hvis lønindeholdelse ik-
ke kan ske, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden vurde-
rer, at skyldneren er uden den betalingsevne, der er nødven-
dig for at foretage lønindeholdelse, eller fordi skyldneren
modtager en indkomst, hvori lønindeholdelse som følge af
indkomstens art ikke kan ske, kan restanceinddrivelsesmyn-
digheden træffe afgørelse om, at inddrivelsen er stillet i be-
ro, og at forældelsen af de fordringer, der fremgår af afgø-
relsen, er afbrudt med virkning fra afgørelsesdatoen.
Fristerne for at klage over eller gøre indsigelse imod re-
stanceinddrivelsesmyndighedens forvaltningsretlige afgørel-
ser om inddrivelse af fordringer m.v. fremgår af §§ 17 og 18
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det fremgår af § 17, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at klager over restanceinddrivelses-
myndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v.,
herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet
herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens admini-
stration, kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre
andet er bestemt i lovgivningen eller regler udstedt i medfør
heraf. Klagen skal indgives skriftligt til restanceinddrivel-
sesmyndigheden og skal være modtaget senest 3 måneder
efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. 2.
pkt. Der kan dog ses bort fra en fristoverskridelse, hvis sær-
lige omstændigheder taler derfor, jf. 3. pkt. Indsigelser, der
omhandler perioden, hvor fordringen var under opkrævning,
er ikke omfattet af § 17, stk. 1, 1. pkt., og behandles i stedet
af fordringshaveren, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., der får tilsendt
indsigelsen af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 8, stk.
1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om ind-
drivelse af gæld til det offentlige.
Det fremgår af § 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fogedretten efter begæring træffer
afgørelse om indsigelser vedrørende kontrolafgifter for
overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om ra-
dio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om tra-
fikselskaber, som skyldneren fremsætter over for restan-
ceinddrivelsesmyndigheden om dels kravets berettigelse,
dels berettigelsen af en afgørelse om lønindeholdelse og om
en gennemført modregning. Det følger af § 18, stk. 3, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fristen for begæ-
ring om indbringelse af indsigelser efter stk. 1 er 4 uger, fra
skyldneren har modtaget meddelelse om lønindeholdelse el-
ler modregning. Det følger af stk. 4, 2. pkt., at fogedretten
dog undtagelsesvis indtil 1 år efter meddelelsen om løninde-
holdelse eller modregning kan tillade, at en indsigelse be-
handles.
Foretager restanceinddrivelsesmyndigheden lønindehol-
delse eller særskilt lønindeholde uden underretning, jf. de
ovenfor nævnte bestemmelser i § 13, stk. 6, og § 14, stk. 8, i
bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, skal fristerne efter § 17, stk. 1, 2.
pkt., og § 18, stk. 3, og stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige regnes fra det tidspunkt, hvor skyldne-
ren – efter iværksættelsen af lønindeholdelse – modtager un-
derretning herom.
For det fjerde følger det af forældelseslovens § 18, stk. 2,
at når der foretages udlæg af en pantefoged, afbrydes foræl-
delsen ved udlægsforretningens foretagelse. Pantefogeders
udlæg er ikke en forvaltningsretlig afgørelse, men en del af
de judicielle kompetencer, der er tillagt pantefogeder i med-
før af lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og
afgifter m.v. Pantefogeders udlæg er derfor ikke omfattet af
det administrative rekurssystem. Indsigelser mod pantefoge-
dens udlæg behandles i stedet af fogedretten, jf. § 6, stk. 1, i
lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgif-
ter m.v., og skal fremsættes inden for en frist på 4 uger fra
forretningens foretagelse, jf. stk. 3, 3. pkt. Fogedretten kan
dog undtagelsesvis indtil 1 år efter forretningen tillade, at en
indsigelse behandles, jf. 5. pkt.
Når forældelsesfristen for en fordring er udløbet, kan
skyldneren fremsætte indsigelse om, at fordringen er foræl-
det. Skyldneren kan efterfølgende give afkald på denne ind-
sigelse, f.eks. ved under en retssag at undlade at gøre foræl-
delsesindsigelsen gældende. Spørgsmålet om forældelse på-
ses således ikke ex officio af domstolene, hvis skyldneren
har givet fremmøde under sagen. Skyldnerens efterfølgende
afkald på en forældelsesindsigelse kan både gives udtrykke-
ligt og stiltiende. Et stiltiende afkald forudsætter, at skyldne-
ren undlader at fremkomme med en forældelsesindsigelse,
uanset at skyldneren har haft særlig anledning hertil. Hvor-
når en sådan særlig anledning foreligger, beror på en kon-
kret vurdering af de foreliggende omstændigheder.
2.4.2. Den foreslåede ordning
Gæld til det offentlige kan være under inddrivelse i en
mangeårig periode. Det er derfor, medmindre det er aktuelt
at afskrive gælden, typisk nødvendigt at foretage flere foræl-
delsesafbrydende skridt – f.eks. udlæg, modregning, løninde-
holdelse eller afgørelse om, at lønindeholdelse ikke kan ske
– for at undgå, at fordringen forældes.
26
Det er restanceinddrivelsesmyndigheden, der har bevis-
byrden for, at der er sket forældelsesafbrydelse. For fordrin-
ger, der har været under inddrivelse i f.eks. 15 år, vil restan-
ceinddrivelsesmyndigheden derfor efter omstændighederne
skulle opbevare dokumentation for forældelsesafbrydelser,
der er f.eks. 12 år gamle. Samtidig er det ikke usædvanligt,
at en fordring har været til opkrævning hos fordringshaveren
i flere år, før fordringen overdrages til inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis en skyldner har er-
kendt sin gæld over for fordringshaveren, har det forældel-
sesafbrydende virkning, jf. forældelseslovens § 15. I den si-
tuation er det således fordringshaveren, som har bevisbyrden
for, at forældelsen blev afbrudt, mens fordringen var under
opkrævning. Det stiller store krav til restanceinddrivelses-
myndighedens (og fordringshaverens) opbevaring af doku-
mentation og kan f.eks. give anledning til udfordringer, når
der som et naturligt led i restanceinddrivelsesmyndighedens
drift sker systemændringer i restanceinddrivelsesmyndighe-
dens filhåndteringssystemer, eller når der sker ændringer i
fordringshaverens organisation. Hvis der i løbet af årene ved
fejl eller lignende går dokumentation tabt, vil der derfor op-
stå en nærliggende risiko for, at restanceinddrivelsesmyn-
digheden af bevismæssige årsager må afskrive fordringer
som forældede, uanset at fordringerne reelt er retskraftige.
Foruden at fordringen bortfalder, kan utilsigtet forældelse
som følge af manglende eller mangelfuld dokumentation for
en gammel forældelsesafbrydelse medføre en væsentlig ad-
ministrativ byrde for restanceinddrivelsesmyndigheden. I så-
danne tilfælde, hvor der kan være foretaget adskillige frivil-
lige eller tvangsmæssige indbetalinger siden den dato, hvor
forældelse ifølge skyldneren er indtrådt, vil der administra-
tivt skulle foretages en konkret vurdering af, i hvilket om-
fang indbetalingerne skal tilbagebetales. Derudover vil re-
stanceinddrivelsesmyndighedens medgåede tid til at foreta-
ge inddrivelsesskridt, der af bevismæssige årsager må anses
for uberettigede, fordi de er foretaget efter den dato, hvor
forældelse ifølge skyldneren er indtrådt, være spildt.
Med henblik på at undgå dette foreslås det, at skyldnerens
indsigelse om, at en fordring er forældet, senest skal frem-
sættes i forbindelse med en klage over eller indsigelse imod
det første forældelsesafbrydende skridt, der foretages af re-
stanceinddrivelsesmyndigheden efter det tidspunkt, hvor
forældelsen ifølge skyldneren er indtrådt. Hvis ikke skyldne-
ren gør dette, foreslås det, at forældelsesindsigelsen skal
bortfalde.
Det er med forslaget det første forældelsesafbrydende
skridt, der foretages af restanceinddrivelsesmyndigheden ef-
ter det tidspunkt, hvor forældelsen ifølge skyldneren er ind-
trådt, der er afgørende for, hvornår skyldnerens forældelses-
indsigelse senest skal fremsættes. Hvis der ifølge skyldneren
er indtrådt forældelse i 2019, og restanceinddrivelsesmyn-
digheden efterfølgende foretager forældelsesafbrydende
skridt i 2021 og 2023, vil skyldnerens indsigelse om, at der
er indtrådt forældelse i 2019, senest skulle fremsættes i for-
bindelse med en klage over eller indsigelse imod det foræl-
delsesafbrydende skridt i 2021.
Det er alene forældelsesafbrydende skridt, som skyldneren
kan påklage eller gøre indsigelse imod, der ifølge forslaget
skal medføre en frist for skyldneren til at fremsætte en for-
ældelsesindsigelse. Det vil således være udlæg og forvalt-
ningsretlige afgørelser om modregning, lønindeholdelse ef-
ter §§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge samt forældelsesafbrydelse efter § 18 a, stk. 8, der er om-
fattet af forslaget. Forslaget omfatter derimod ikke inddri-
velsesskridt, der ikke i sig selv har forældelsesafbrydende
virkning, f.eks. afgørelser om fastsættelse af en afdragsord-
ning for gæld under inddrivelse, jf. § 10 i bekendtgørelse nr.
188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Ligeledes omfatter forslaget ikke forældelsesafbrydende
skridt, der ikke kan påklages eller gøres indsigelse imod,
f.eks. skyldnerens erkendelse af forpligtelsen, jf. forældel-
seslovens § 15, eller ved universalforfølgning, jf. forældel-
seslovens § 17.
Forslaget omfatter alle indsigelser om, at fordringen skulle
være forældet forud for det forældelsesafbrydende skridt,
uanset om fordringen på det af skyldneren angivne forældel-
sestidspunkt var overdraget til inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden. Forældelsesindsigelser, der omhand-
ler, hvorvidt der er sket forældelsesafbrydelse under op-
krævningsfasen som følge af f.eks. skylderkendelse, jf. for-
ældelseslovens § 15, omfattes således også af forslaget.
Med forslaget vil skyldnerens frist for at fremsætte en for-
ældelsesindsigelse skulle følge fristerne for at påklage eller
gøre indsigelse imod det pågældende forældelsesafbrydende
skridt. Ved udlæg vil fristen for at fremsætte en forældelses-
indsigelse således være 4 uger efter forretningens foretagel-
se, jf. § 6, stk. 3, 3. pkt., i lov om fremgangsmåden ved ind-
drivelse af skatter og afgifter m.v., der dog undtagelsesvis
kan forlænges til 1 år, jf. 5. pkt. Ved forvaltningsretlige af-
gørelser om modregning, lønindeholdelse efter §§ 10 og 10
a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forældel-
sesafbrydelse efter § 18 a, stk. 8, vil fristen for at fremsætte
en forældelsesindsigelse derimod være 3 måneder, jf. § 17,
stk. 1, 2. pkt., som der dog kan bortses fra, hvis der forelig-
ger særlige omstændigheder, jf. 3. pkt. Særligt for forvalt-
ningsafgørelser om modregning og om lønindeholdelse efter
§§ 10 eller 10 a vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse
af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og fjern-
synsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber
vil fristen dog være 4 uger, jf. § 18, stk. 3, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, der dog undtagelsesvis kan
forlænges til 1 år, jf. stk. 4, 2. pkt.
Ved udlæg løber indsigelsesfristen fra og med »forretnin-
gens foretagelse«, jf. § 6, stk. 3, 3. pkt., i lov om fremgangs-
måden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Ved for-
valtningsretlige afgørelser om f.eks. lønindeholdelse løber
klage-/indsigelsesfristen derimod fra og med det tidspunkt,
hvor skyldneren har »modtaget« underretning om afgørel-
sen, jf. § 17, stk. 1, 2. pkt., og § 18, stk. 3 og 4, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Da fristen for at
fremsætte en forældelsesindsigelse følger fristen for at på-
klage eller gøre indsigelse imod det forældelsesafbrydende
skridt, vil den foreslåede frist for at fremsætte en forældel-
27
sesindsigelse, når restanceinddrivelsesmyndigheden på
grund af manglende kendskab til skyldnerens adresse foreta-
ger lønindeholdelse eller særskilt lønindeholde uden under-
retning, jf. § 13, stk. 6, og § 14, stk. 8, i bekendtgørelse nr.
188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, blive regnet fra det tidspunkt, hvor skyldneren – efter
iværksættelsen af lønindeholdelsen – modtager underretning
herom. Dette harmonerer med, at en sådan afgørelse om løn-
indeholdelse heller ikke vil have forældelsesafbrydende
virkning, før skyldneren har modtaget underretning om af-
gørelsen, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4. Sådanne tilfælde,
hvor restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har kendskab til
skyldnerens opholdssted, vil dog efter omstændighederne
kunne omfattes af forældelseslovens § 14, stk. 1, om forelø-
big afbrydelse. Derimod vil det ikke have betydning for den
foreslåede frist for at fremsætte en forældelsesindsigelse, at
lønindeholdelsen – i medfør af § 13, stk. 6, og § 14, stk. 8, i
bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af
gæld til det offentlige – foretages uden varsel.
Forslaget vil indebære, at skyldnerens forældelsesindsi-
gelse bortfalder, hvis den ikke senest fremsættes i forbindel-
se med en klage over eller indsigelse imod det første foræl-
delsesafbrydende skridt, der foretages af restanceinddrivel-
sesmyndigheden efter det tidspunkt, hvor forældelsen ifølge
skyldneren er indtrådt. Indsigelsen vil herefter ikke længere
kunne gøres gældende af skyldneren. Som nævnt ovenfor vil
der for forældelsesafbrydende skridt, der påklages efter § 17
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke kunne
fastsættes en slutdato for, hvornår der ikke længere kan bort-
ses fra klagefristen på 3 måneder, jf. § 17, stk. 1, 2. og 3.
pkt., idet der tidsubegrænset vil kunne bortses fra en frist-
overskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
Dette indebærer, at der for sådanne forældelsesafbrydende
skridt ikke kan fastsættes en dato for, hvornår forældelses-
indsigelsen må anses for endeligt bortfaldet. For sådanne
indsigelser vil bortfaldet være betinget af, at skyldneren ikke
efterfølgende kan godtgøre sådanne omstændigheder, at der
kan bortses fra klagefristen, f.eks. hospitalsindlæggelse eller
lignende.
Forslaget omhandler alene, hvornår skyldnerens forældel-
sesindsigelse senest skal være fremsat. Forslaget vil derfor
ikke ændre på gældende regler om, hvilken myndighed der
skal behandle forældelsesindsigelsen. Hvis forældelsesindsi-
gelsen fremsættes i forbindelse med en indsigelse imod et
udlæg, skal forældelsesindsigelsen derfor behandles af fo-
gedretten, jf. § 6, stk. 1, 1. pkt., i lov om fremgangsmåden
ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Tilsvarende vil fo-
gedretten skulle behandle forældelsesindsigelser, der frem-
sættes i forbindelse med en indsigelse imod et forældelsesaf-
brydende skridt vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse
af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og fjern-
synsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber,
jf. 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, hvorefter også indsigelser om kravets berettigelse –
f.eks. om bortfald ved forældelse – skal behandles af foged-
retten. Forældelsesindsigelser, der i andre tilfælde fremsæt-
tes i forbindelse med en klage over et forældelsesafbrydende
skridt, vil skulle behandles af Landsskatteretten, hvis foræl-
delsen ifølge skyldneren er indtrådt, mens fordringen var
under inddrivelse, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., og af fordringsha-
veren, hvis forældelsen ifølge skyldnerens opfattelse er ind-
trådt, mens fordringen var under opkrævning, jf. § 2, stk. 2,
2. pkt.
Ovenstående vil indebære, at forældelsesindsigelsen ikke
altid skal behandles af den myndighed, der behandler klagen
over eller indsigelsen imod det pågældende forældelsesaf-
brydende skridt. Hvis en forældelsesindsigelse fremsættes i
forbindelse med en afgørelse om forældelsesafbrydelse, jf. §
18 a, stk. 8, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige (der ikke nævnes i § 18, stk. 1, 1. pkt.), vedrørende
en kontrolafgift for overtrædelse af bestemmelserne i færd-
selsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbane-
loven og lov om trafikselskaber, vil klagen over afgørelsen
om forældelsesafbrydelse, jf. § 18 a, stk. 8, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, skulle behandles af
Landsskatteretten, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., mens forældelses-
indsigelsen vil skulle behandles af fogedretten, idet der er
tale om en indsigelse imod kravets berettigelse, jf. § 18, stk.
1, 1. pkt. Tilsvarende vil indsigelser om en under opkræv-
ningen indtrådt forældelse vedrørende andre fordringstyper
end kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i
færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jern-
baneloven og lov om trafikselskaber skulle behandles af for-
dringshaveren, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, mens klagen over det forældelsesaf-
brydende skridt vil skulle behandles af Landsskatteretten, jf.
§ 17, stk. 1, 1. pkt., hvis indsigelsen fremsættes i forbindelse
med en klage, der omfattes af § 17, stk. 1.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil i forbindelse med et
forældelsesafbrydende skridt, der er omfattet af forslaget, så
vidt muligt give skyldneren skriftlig vejledning om den fore-
slåede frist for at fremsætte en forældelsesindsigelse. Det vil
ikke være muligt at give skyldneren vejledning, hvis en ud-
lægsforretning foretages, uden at skyldneren er underrettet
om forretningen, fordi det ikke har været muligt at give
skyldneren en sådan underretning, jf. ordene »så vidt mu-
ligt« i retsplejelovens § 493, stk. 1.
Det er i forslaget forudsat, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden kun foretager forældelsesafbrydende skridt for for-
dringer, der af restanceinddrivelsesmyndigheden vurderes at
være retskraftige. Med henblik på at afklare dette er restan-
ceinddrivelsesmyndigheden aktuelt i gang med at retskraft-
vurdere den samlede fordringsmasse. Hvis restanceinddri-
velsesmyndigheden vurderer, at en fordring ikke er retskraf-
tig, vil fordringen således blive afskrevet og ikke forsøgt
inddrevet. Hvis der er tvivl om en fordrings retskraft, ændrer
forslaget ikke ved, at restanceinddrivelsesmyndigheden har
pligt til at afklare denne tvivl, før fordringen kan inddrives.
Det er en forudsætning for den foreslåede regels anvendel-
se, at det forældelsesafbrydende skridt er gyldigt foretaget.
Hvis det efterfølgende viser sig, at f.eks. et udlæg er ugyl-
digt, vil den foreslåede frist for skyldnerens forældelsesind-
sigelser ikke være begyndt at løbe.
28
Det foreslås endvidere, at forslaget kun skal have virkning
for forældelsesafbrydende skridt, der foretages af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden fra og med den 1. juli 2020.
Forslaget vil indebære, at der ikke vil være forældelses-
indsigelser, der fortabes ved lovens ikrafttrædelse. Det vil
således kun være forældelsesafbrydende skridt, der foreta-
ges fra og med den 1. juli 2020, der kan medføre, at skyld-
nerens forældelsesindsigelser kan fortabes.
Samlet opnås der med forslaget en klar ordning, der kan
systemunderstøttes, for, hvornår skyldneren senest skal være
fremkommet med en forældelsesindsigelse. Endvidere und-
gås det igennem en skærpelse af skyldnerens pligt til at
fremkomme med forældelsesindsigelser, at restanceinddri-
velsesmyndigheden på grund af uhensigtsmæssigt strenge
krav til opbevaring af dokumentation for tidligere forældel-
sesafbrydelser må afskrive fordringer, der reelt er retskrafti-
ge.
2.5. Særlige regler om gebyrer, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, som følge af manglende
systemunderstøttelse af fordringer i tre niveauer
2.5.1. Gældende ret
Skatteministeren kan i medfør af § 2, stk. 13, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige fastsætte nærmere regler
om bl.a. fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til
inddrivelse. Bemyndigelsen er udmøntet i § 3, stk. 2, i be-
kendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, hvor det i 3. pkt. er bestemt, at for-
dringshaveren ved overdragelsen af fordringen til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden skal give alle oplysninger, som
efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse er
nødvendige for inddrivelsen, herunder efter omstændighe-
derne oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfalds-
tidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, ho-
vedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.
I forældelseslovens § 23, stk. 2, er bestemt, at ved foræl-
delse af hovedfordringen bortfalder også krav på rente og
lignende ydelse (accessorisk forældelse). Forældelsen ram-
mer alle former for renter, der knytter sig til hovedfordrin-
gen, selv om kravet herpå ikke ville være forældet selvstæn-
digt efter de almindelige regler. Reglen omfatter endvidere
krav på provisioner og gebyrer, herunder rykkergebyrer,
men ikke omkostninger i øvrigt i forbindelse med forsøg på
inddrivelse af fordringen.
Som følge af problemer med for visse typer af fordringer
og tilhørende underfordringer at relatere disse korrekt til
hinanden ved overdragelsen til inddrivelse, hvorved restan-
ceinddrivelsesmyndighedens opgave med at håndtere den
accessoriske forældelse af underfordringerne vanskeliggø-
res, er det i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige bestemt, at renter og gebyrer, der opkræves
af Skatteforvaltningen, og renter og gebyrer, der opkræves
af en fordringshaver via fordringshaversystemer, der anven-
der et saldoprincip, med hensyn til forældelse behandles
som selvstændige hovedkrav, efter at restanceinddrivelses-
myndigheden har modtaget dem til inddrivelse, uden at det i
forbindelse med overdragelsen er oplyst, hvilket hovedkrav
renterne eller gebyrerne vedrører. I 2. pkt., er bestemt, at
hvis det ved overdragelsen af de i 1. pkt. nævnte renter til
restanceinddrivelsesmyndigheden er oplyst, at disse renter
vedrører et bestemt hovedkrav, lægges dette hovedkrav til
grund med hensyn til accessorisk forældelse efter forældel-
seslovens § 23, stk. 2. Gebyrer, der modtages af restanceind-
drivelsesmyndigheden til inddrivelse, anses efter modtagel-
sen med hensyn til accessorisk forældelse efter forældelses-
lovens § 23, stk. 2, alene at vedrøre det hovedkrav, som ge-
byret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til, jf. § 3 B,
stk. 1, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af denne opkræ-
ver fordringen, kan under visse betingelser tilbagekalde en
fordring, der er overdraget til inddrivelse. Efter § 2, stk. 11, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan en tilbage-
kaldelse således ske med henblik på at tillade afdragsvis be-
taling eller henstand med betalingen som følge af væsentlige
ændringer i skyldnerens forhold. Efter § 2, stk. 12, kan en
fordring tilbagekaldes med henblik på gennemførelse af
modregning for kravet, dvs. en modregning, der gennemfø-
res i opkrævningsfasen.
En fordring kan også på restanceinddrivelsesmyndighe-
dens foranledning blive sendt tilbage til fordringshaveren el-
ler den, der på vegne af denne opkræver fordringen. Det er
f.eks. tilfældet, hvis der for fordringer, for hvilke der hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden er kendskab til eller mistan-
ke om datafejl, ikke inden for en af restanceinddrivelses-
myndigheden fastsat frist af fordringshaver eller den, der på
vegne af denne opkræver fordringen, er sket identifikation
og tilbagekaldelse af de fordringer, der er berørt af fejlen, jf.
§ 2, stk. 6, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige. Det samme er tilfældet, hvis en fordringshaver ikke sø-
ger en skyldners indsigelser om kravets eksistens og størrel-
se afklaret inden rimelig tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt.
Ved restanceinddrivelsesmyndighedens tilbagesendelse af
fordringer efter § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige og ved tilbagekaldelse af fordringer,
jf. § 2, stk. 11 og 12, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, sender restanceinddrivelsesmyndigheden de renter,
der er påløbet, mens fordringen har været under inddrivelse,
og som er under inddrivelse, til fordringshaveren eller den,
der på vegne af denne har tilbagekaldt eller fået tilbagesendt
fordringerne, jf. herved § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 188
af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
For fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige er det i lovens § 10, stk. 1, bestemt, at fordrin-
gerne med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger
kan inddrives ved lønindeholdelse, medmindre andet følger
af bilag 1. I bilag 1 gøres i afsnit I, nr. 1, en undtagelse for
civilretlige fordringstyper, idet lønindeholdelse dog kan ske
for visse civilretlige fordringer, jf. litra a, nr. i-vi.
For fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige er det i lovens § 11 bestemt, at fordringerne
med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan
inddrives ved udpantning, medmindre andet følger af bilag
1. I bilag 1 gøres i afsnit II, nr. 1, en undtagelse for civilret-
29
lige fordringstyper, idet lønindeholdelse dog kan ske for vis-
se civilretlige fordringer, jf. litra a, nr. i-vi.
I § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
er dækningsrækkefølgen ved modregning fastlagt. Dækker
en udbetaling fra det offentlige, der anvendes til modreg-
ning, kun delvist skyldners gæld til det offentlige, dækkes
fordringerne i denne rækkefølge:
1) Fordringer under opkrævning, for hvilke den udbeta-
lende myndighed er fordringshaver, i det omfang den
udbetalende myndighed træffer afgørelse om modreg-
ning.
2) Fordringer modtaget hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden til inddrivelse.
3) Andre fordringer under opkrævning.
I § 7, stk. 2, er bestemt, at hvis en udbetaling kun delvist
dækker fordringer omfattet af stk. 1, nr. 2, dækkes fordrin-
gerne efter dækningsrækkefølgen i § 4. Dækker en udbeta-
ling kun delvis fordringer omfattet af stk. 1, nr. 3, dækkes
fordringerne i den rækkefølge, de er registreret i restan-
ceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, således at
den fordring, der først registreres, dækkes først.
Efter § 7, stk. 4, kan skatteministeren kan fastsætte nær-
mere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1 og 2, herun-
der om indberetning fra fordringshaverne til restanceinddri-
velsesmyndighedens fordringsregister, og regler om, hvilke
udbetalinger fra det offentlige restanceinddrivelsesmyndig-
heden anvender til modregning, og om at kunne undlade
modregning.
2.5.2. Den foreslåede ordning
Restanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessy-
stem, PSRM, kan ikke håndtere fordringer i tre niveauer. Et
gebyr, der vedrører et hovedkrav, kan udløse renter. Hoved-
kravet befinder sig på niveau 1, mens det tilhørende gebyr
som underfordring befinder sig på niveau 2, mens eventuelle
renter som underfordringer af gebyret vil skulle placeres på
niveau 3, hvilket dog ikke er muligt i PSRM.
Det foreslås derfor, at der i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige indføres en regel i § 2, stk. 10, hvorefter for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, ved overdragelse af et gebyr til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden oplyser restanceinddrivelses-
myndigheden om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører. En
sådan regel vil være i overensstemmelse med, hvad der alle-
rede er gældende ret.
Det foreslås tillige, at der indføres en regel, der skal gøre
det muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at bestem-
me, at en fordringshaver eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, ved overdragelsen af et
gebyr til restanceinddrivelsesmyndigheden ikke skal give re-
stanceinddrivelsesmyndigheden oplysning om, hvilket ho-
vedkrav gebyret vedrører.
Det vil med den foreslåede bestemmelse kunne aftales
med en fordringshaver eller den, der på vegne af fordrings-
haveren opkræver fordringen, at gebyret skal overdrages
uden oplysning om et hovedkrav, idet sådanne aftaler kan
blive indgået som led i tilslutningen af fordringshavere til
det nye inddrivelsessystem, PSRM. Da fordringer i tre ni-
veauer ikke vil kunne håndteres i PSRM, foreslås det dog, at
reglen udformes således, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den selv skal kunne bestemme, at oplysningen ikke skal gi-
ves.
Det foreslås også, at hvis der ved overdragelsen af et ge-
byr til restanceinddrivelsesmyndigheden er givet restan-
ceinddrivelsesmyndigheden oplysning om, hvilket hoved-
krav gebyret vedrører, jf. ovenfor om udgangspunktet, skal
restanceinddrivelsesmyndigheden kunne beslutte, at gebyret
fremover under inddrivelsen skal behandles som et selv-
stændigt hovedkrav.
En sådan beslutning, der vil være udtryk for faktisk for-
valtningsvirksomhed, hvorfor beslutningen ikke vil være
omfattet af forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring,
begrundelse og oplysning om en eventuel klageadgang for
afgørelser, vil forudsætte, at gebyret ikke er forældet på be-
slutningstidspunktet.
Det foreslås endvidere, at hvis der ved overdragelsen af et
gebyr ikke er givet restanceinddrivelsesmyndigheden oplys-
ning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, skal restan-
ceinddrivelsesmyndigheden behandle gebyret som et selv-
stændigt hovedkrav.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringsha-
veren opkræver fordringen, vil stadig skulle kunne redegøre
for, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, hvis skyldneren øn-
sker dette oplyst.
At sådanne gebyrer vil skulle behandles som hovedkrav,
vil indebære, at de ikke, mens de er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil kunne forældes acces-
sorisk efter forældelseslovens § 23, stk. 2, som følge af ho-
vedkravets forældelse. I § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige er i forvejen bestemt, at
renter og gebyrer, der opkræves af Skatteforvaltningen, og
renter og gebyrer, der opkræves af en fordringshaver via for-
dringshaversystemer, der anvender et saldoprincip, med
hensyn til forældelse behandles som selvstændige hoved-
krav, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har modta-
get dem til inddrivelse, uden at det i forbindelse med over-
dragelsen er oplyst, hvilket hovedkrav renterne eller geby-
rerne vedrører.
Reglen i § 3 B, stk. 1, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, hvorefter gebyrer, der modtages af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, efter modtagel-
sen med hensyn til accessorisk forældelse efter forældelses-
lovens § 23, stk. 2, alene anses at vedrøre det hovedkrav,
som gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til,
vil derfor ikke have betydning for de gebyrer, der overdra-
ges uden en oplysning om, hvilket hovedkrav de vedrører,
og derfor af restanceinddrivelsesmyndigheden skal behand-
les som hovedkrav. Reglen i § 3 B, stk. 1, 3. pkt., vil heller
ikke have betydning for de gebyrer, der er overdraget med
en oplysning om, hvilket hovedkrav de vedrører, og som
følge af restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning frem-
over skal behandles som et hovedkrav, jf. ovenfor.
30
Et gebyr, der af restanceinddrivelsesmyndigheden skal
kunne behandles som et selvstændigt hovedkrav, jf. ovenfor,
vil, hvis det returneres til fordringshaveren eller den, der op-
kræver fordringen på vegne af fordringshaveren, af denne
skulle behandles som en underfordring til hovedkravet,
hvorfor gebyret atter vil kunne forældes accessorisk.
Endelig foreslås, at hvis fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ved over-
dragelse af et gebyr til restanceinddrivelsesmyndigheden
skal oplyse restanceinddrivelsesmyndigheden om, hvilket
hovedkrav gebyret vedrører, jf. ovenfor om udgangspunktet,
skal fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringsha-
veren opkræver fordringen, ikke til restanceinddrivelses-
myndigheden kunne overdrage renter af gebyret, herunder
renter, der er tilbagesendt til fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen.
En tilbagesendelse vil både kunne skyldes, at fordringsha-
veren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, har tilbagekaldt gebyret og tilhørende renter, el-
ler at restanceinddrivelsesmyndigheden selv har tilbagesendt
gebyret og tilhørende renter. Ved en tilbagesendelse af et
hovedkrav tilbagesendes også tilhørende renter, jf. § 8, stk.
3, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Hvis årsagen til en tilbagekaldelse
af hovedkravet også vedrører det tilhørende gebyr, vil det
være fordringshavers ansvar tillige at tilbagekalde gebyret.
Den foreslåede regel er nødvendig for at undgå, at PSRM
skal kunne håndtere fordringer i tre niveauer, idet renter af
et gebyr, herunder inddrivelsesrenter, der efter at være ble-
vet tilbagesendt til fordringshaveren eller den, der på vegne
af denne opkræver fordringen, overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden, ville skulle placeres i niveau 3, der som
sagt ikke findes i PSRM. Det bemærkes, at restanceinddri-
velsesmyndigheden som udgangspunkt ikke har problemer
med at håndtere inddrivelsesrenter, der løbende tilskrives
gebyrer. Problemstillingen med fordringer i tre niveauer ved-
rører således alene de renter, der modtages fra fordringsha-
veren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen.
Restanceinddrivelsesmyndigheden varetager både mod-
regning med fordringer, der er modtaget til inddrivelse, jf. §
7, stk. 1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
og fordringer, der er under opkrævning, jf. § 7, stk. 1, nr. 1
og 3. Fordringer under opkrævning registreres i den forbin-
delse til modregning i restanceinddrivelsesmyndighedens
fordringsregister, der i praksis er registreret i restanceinddri-
velsesmyndighedens gamle inddrivelsessystem, DMI. Når
fordringshaveren er tilsluttet det nye inddrivelsessystem,
PSRM, kan fordringer inklusive renter og gebyrer derfor i
en periode være registreret i fordringsregisteret i DMI med
henblik på modregning for senere – når betingelserne herfor
er opfyldt – at blive kaldt tilbage fra dette system og sendt
til inddrivelse i PSRM. Det kan derfor være nødvendigt at
kunne registrere det samme gebyr til modregning i både for-
dringsregisteret i DMI og inddrivelsessystemet PSRM, og
det kan i den forbindelse være nødvendigt også i fordrings-
registeret i DMI at kunne registrere gebyrer med og uden en
relation til hovedkravet.
Det foreslås derfor, at skatteministerens bemyndigelse i §
7, stk. 4, udvides med en adgang til at fastsætte regler om
fremgangsmåden for indberetning af et gebyr til restan-
ceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister med henblik
på modregning og om de oplysninger, der skal gives ved
indberetningen.
Det foreslås også, at den i § 3, stk. 8, 3. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige eksisterende bemyndigelse
for skatteministeren til at fastsætte nærmere regler om re-
stanceinddrivelsesmyndighedens redegørelse for renter og
gebyrer, der opkræves af Skatteforvaltningen eller via for-
dringshaversystemer, der anvender et saldoprincip, i afgørel-
ser og meddelelser til skyldneren og andre udvides til at om-
fatte regler om en sådan redegørelse for gebyrer, der over-
drages til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse
eller måtte blive indberettet til restanceinddrivelsesmyndig-
hedens fordringsregister med henblik på modregning under
opkrævning, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt., uden oplysning om, hvil-
ket hovedkrav de vedrører.
Skatteministeren foreslås i medfør af § 7, stk. 4, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. den ovenfor foreslå-
ede udvidelse, at skulle kunne fastsætte regler om frem-
gangsmåden for indberetning af et gebyr til restanceinddri-
velsesmyndighedens fordringsregister og om de oplysnin-
ger, der skal gives ved indberetningen. Skatteministeren vil i
den forbindelse skulle kunne fastsætte, at der ved indberet-
ningen af udvalgte gebyrer til fordringsregisteret ikke skal
gives oplysning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører,
herunder fastsætte forskellige regler for forskellige gebyrer.
Udvidelsen i § 3, stk. 8, 3. pkt., foreslås også at skulle om-
fatte gebyrer, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden i
medfør af den ovenfor foreslåede regel har besluttet, at ge-
byrer, for hvilke der ved deres overdragelse til restanceind-
drivelsesmyndigheden er givet restanceinddrivelsesmyndig-
heden oplysning om, hvilket hovedkrav de vedrører, fremo-
ver skal behandles som selvstændige hovedkrav.
Det er tanken, at de ovenfor foreslåede udvidelser af be-
myndigelsen i § 3, stk. 8, 3. pkt., skal give mulighed for, at
der fastsættes forskellige regler for de nævnte fordringer, af-
hængig af hvilket inddrivelsessystem de befinder sig i.
Endelig foreslås, at der i § 10, stk. 1, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige om lønindeholdelse for fordringer
med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger og i §
11 om udpantning for fordringer med tillæg af renter, geby-
rer og andre omkostninger indsættes et nyt punktum, der
fastsætter, at et gebyr, der af restanceinddrivelsesmyndighe-
den behandles som hovedkrav, jf. de foreslåede regler i § 2,
stk. 10, 3. og 4. pkt., skal kunne inddrives ved lønindehol-
delse respektive udpantning, selv om gebyret vedrører et ho-
vedkrav, der som følge af bilag 1 ikke kan inddrives ved
lønindeholdelse respektive udpantning. Det vil være tilfæl-
det, hvis hovedkravet er et civilretligt krav, der ikke omfat-
tes af en af undtagelserne i bilag 1, afsnit I, litra a, nr. i-vi,
om lønindeholdelse og afsnit II, litra a, nr. i-vi, om udpant-
ning.
31
Det foreslåede 2. pkt. i § 10, stk. 1, og § 11 i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige skal således omfatte dels
gebyrer, der af restanceinddrivelsesmyndigheden skal be-
handles som selvstændige hovedkrav, fordi der ved overdra-
gelsen af gebyret ikke er givet restanceinddrivelsesmyndig-
heden oplysning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, jf.
den foreslåede regel i § 2, stk. 10, 2. pkt., dels gebyrer, om
hvilke fordringshaveren ved deres overdragelse til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden har givet oplysning om, hvilket
hovedkrav gebyret vedrører, jf. den foreslåede regel i § 2,
stk. 10, 1. pkt., og for hvilke restanceinddrivelsesmyndighe-
den har besluttet, at de fremover under inddrivelsen skal be-
handles som selvstændige hovedkrav.
Det foreslås, at skatteministeren skal kunne fastsætte tids-
punktet for ikrafttrædelse af de bestemmelser, der foreslås,
samt regler om, hvornår reglen i den foreslåede bestemmel-
se i § 2, stk. 10, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge skal finde anvendelse for restanceinddrivelsesmyndighe-
dens inddrivelsessystemer. Det skal herunder kunne fastsæt-
tes, at de regler, der foreslås, helt eller delvist skal finde an-
vendelse fra forskellige tidspunkter.
2.6. Opsplitning af hoved- og underfordringer under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden m.v.
2.6.1. Gældende ret
Det fremgår af § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fordringer overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er over-
skredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennem-
ført.
Skatteministeren har i medfør af § 2, stk. 13, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk.
1-12, herunder om fremgangsmåden ved overdragelse af
fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, tilbagekal-
delse af fordringer til opkrævningsmyndigheden, størrelsen
af fordringer m.v., som der kan tillades afdragsvis betaling
eller henstand med, og om tidsfrister for afdragsvis betaling
og henstand.
Bemyndigelsen i § 2, stk. 13, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige er bl.a. udmøntet i § 3, stk. 2, 3.
pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige. Det følger heraf, at fordringsha-
veren ved overdragelse af fordringer til inddrivelse skal
medsende alle relevante oplysninger, der efter restanceind-
drivelsesmyndighedens bestemmelse er nødvendige for ind-
drivelsen, herunder efter omstændighederne oplysning om
fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste ret-
tidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne
renter, gebyrer og omkostninger.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at
myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag tilstrække-
ligt, inden der træffes afgørelse i sagen (officialprincippet).
Formålet med officialprincippet er at understøtte, at der
træffes materielt lovlige og rigtige afgørelser. Officialprin-
cippet er en såkaldt garantiforskrift. Dette indebærer, at en
afgørelse truffet i en sag, der var utilstrækkeligt oplyst, kan
tilsidesættes som ugyldig. En forvaltningsmyndighed kan
ikke uden hjemmel i lovgivningen fravige de almindelige
principper for sagsoplysning ved f.eks. alene at foretage en
generaliseret eller forenklet sagsoplysning.
Officialprincippet indebærer, at hvis restanceinddrivelses-
myndigheden har kendskab til eller mistanke om, at en for-
dring er ramt af datafejl af en sådan karakter, at inddrivelse
ikke lovligt vil kunne foretages, vil fordringens data skulle
bekræftes eller korrigeres, før fordringen kan inddrives. Li-
geledes vil tvivl om en fordrings retskraft, f.eks. om fordrin-
gen er forældet, skulle afkræftes, før fordringen kan inddri-
ves.
Mistanke om, at fordringer er ramt af datafejl, vil f.eks.
foreligge, når det på baggrund af allerede konstaterede til-
fælde af datafejl for fordringer i en bestemt fordringsgruppe
må formodes, at et ikke ubetydeligt antal af de øvrige for-
dringer i samme fordringsgruppe tilsvarende er ramt af data-
fejl. Forudsat at datafejlene er af en sådan karakter, at de
kan have betydning for inddrivelsens lovlighed, kan restan-
ceinddrivelsesmyndigheden som følge af officialprincippet i
sådanne tilfælde ikke inddrive fordringer i denne fordrings-
gruppe, indtil den pågældende fordrings data er bekræftet el-
ler korrigeret.
Tvivl om fordringers retskraft vil foreligge, når det ikke
med en væsentlig grad af sikkerhed vides, at fordringerne er
retskraftige. Det er tilstrækkeligt til, at der foreligger en ge-
nerel tvivl om fordringernes retskraft. Der behøver således
ikke at foreligge sådanne objektive indikationer herfor, at
der er tale om en egentlig mistanke. I øjeblikket foreligger
der tvivl om fordringernes retskraft for et væsentligt antal
fordringer registreret i det suspenderede it-system, DMI.
Disse fordringer afventer derfor en oprydningsproces, hvor
fordringerne undersøges for bl.a. retskraft, så de, hvis de
konstateres at være retskraftige, kan konverteres til det nye
inddrivelsessystem, PSRM, med henblik på inddrivelse.
Hvor officialprincippet omhandler de tilfælde, hvor re-
stanceinddrivelsesmyndigheden har pligt til at suspendere
inddrivelsen, indtil fordringens data er bekræftet eller korri-
geret, giver § 2, stk. 6, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige restanceinddrivelsesmyndigheden mulighed
for helt eller delvist at suspendere inddrivelsen i de tilfælde,
hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har kendskab til eller
mistanke om, at fordringerne er berørt af datafejl, der kan
henføres til forhold hos fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen. Hvis re-
stanceinddrivelsesmyndigheden suspenderer inddrivelsen i
medfør af § 2, stk. 6, 1. pkt., ophæves suspensionen, når for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, har identificeret og tilbagekaldt de for-
dringer, som efter en undersøgelse gennemført af fordrings-
haveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræ-
ver fordringen, har vist sig at være berørt af fejlen, jf. 2. pkt.
Har fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringsha-
veren opkræver fordringen, ikke inden for en af restanceind-
drivelsesmyndigheden fastsat frist identificeret og tilbage-
kaldt de fordringer, der er berørt af fejlen, kan restanceind-
32
drivelsesmyndigheden tilbagesende samtlige fordringer med
renter og gebyrer, der omfattes af suspensionen, jf. 3. pkt.
Skatteministeren kan med hjemmel i § 3, stk. 8, 3. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsætte nær-
mere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens redegø-
relse for renter og gebyrer, der opkræves af Skatteforvalt-
ningen eller via fordringshaversystemer, der anvender et sal-
doprincip, i afgørelser og meddelelser til skyldneren og an-
dre. Bemyndigelsen er udmøntet i § 44, stk. 2, i bekendtgø-
relse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det
offentlige, hvorefter renter efter kildeskattelovens §§ 62 A,
62 B og 63 i meddelelser, underretninger, erindringsskrivel-
ser, tilsigelser og afgørelser m.v. afgivet eller truffet af re-
stanceinddrivelsesmyndigheden kan beskrives med henvis-
ning til den årsopgørelse eller forskudsopgørelse, hvorpå
renten er opkrævet. Desuden er det bestemt, at renter efter §
13, stk. 5, i lovbekendtgørelse nr. 961 af 25. september 2008
om arbejdsmarkedsbidrag i meddelelser, underretninger,
erindringsskrivelser, tilsigelser og afgørelser m.v. afgivet el-
ler truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden kan beskri-
ves med henvisning til arbejdsmarkedsbidragsopgørelsen.
Det følger af § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at renter og gebyrer, der opkræves af
Skatteforvaltningen, og renter og gebyrer, der opkræves af
en fordringshaver via fordringshaversystemer, der anvender
et saldoprincip, med hensyn til forældelse behandles som
selvstændige hovedkrav, efter at restanceinddrivelsesmyn-
digheden har modtaget dem til inddrivelse, uden at det i for-
bindelse med overdragelsen er oplyst, hvilket hovedkrav
renterne eller gebyrerne vedrører. Det følger af 2. pkt., at
hvis det ved overdragelsen af de i 1. pkt. nævnte renter til
restanceinddrivelsesmyndigheden er oplyst, at disse renter
vedrører et bestemt hovedkrav, lægges dette hovedkrav til
grund med hensyn til accessorisk forældelse efter forældel-
seslovens § 23, stk. 2. Det følger af 3. pkt., at gebyrer, der
modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivel-
se, med hensyn til accessorisk forældelse efter forældelses-
lovens § 23, stk. 2, efter modtagelsen alene anses at vedrøre
det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses at
være knyttet til.
Det følger af § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at dækker beløb, der inddrives fra skyldner
eller modtages ved en frivillig betaling, kun delvist fordrin-
ger under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
vedrørende skyldneren, dækkes fordringerne i denne række-
følge: 1) Bøder, 2) underholdsbidrag, idet private krav dog
dækkes forud for offentlige krav, og 3) andre fordringer.
Det følger af § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at dækker beløb, der inddrives fra
skyldner, kun delvist fordringer inden for samme kategori,
jf. stk. 1, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de modta-
ges hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den
fordring, der først modtages, dækkes først. Krav på rente
dækkes dog forud for hovedkravet, jf. 2. pkt. Det følger af 3.
pkt., at for en opkrævningsrente lægges det hovedkrav, som
restanceinddrivelsesmyndigheden fik oplyst ved modtagel-
sen af opkrævningsrenten, til grund ved anvendelsen af 2.
pkt. Det følger af 4. pkt., at hvis en oplysning om hovedkra-
vet ikke er givet ved modtagelsen af en opkrævningsrente,
anvendes alene 1. pkt.
Det følger af § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fordringer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undta-
gelse af bøder, forrentes med en årlig rente svarende til ren-
ten i henhold til § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsin-
ket betaling m.v.
Det fremgår af § 10, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at fordringer omfattet af denne lov med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved
lønindeholdelse, medmindre andet følger af bilag 1. Tilsva-
rende fremgår det af § 11, at fordringer omfattet af denne
lov med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan
inddrives ved udpantning, medmindre andet følger af bilag
1. Det fremgår af lovens bilag 1, afsnit I, at der – på nær de
oplistede undtagelser – ikke kan foretages lønindeholdelse
efter § 10 for civilretlige fordringstyper. Noget tilsvarende
fremgår af bilagets afsnit II for udpantning efter § 11.
Det følger af § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at et hovedkrav og dets tilhørende
rente eller renter, der alle er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, i relation til forældelse udgør et
fordringskompleks, hvor alle fordringer har samme foræl-
delsesdato, uanset om hovedkravet eller dets tilhørende ren-
te eller renter op- eller nedskrives, efter at de er kommet
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det følger af 9. pkt., at de renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1,
1. pkt., når de er under inddrivelse, i relation til forældelse
anses som hovedkrav, der ikke indgår i noget fordringskom-
pleks. Det følger af 10. pkt., at det hovedkrav og de renter,
der nævnes i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., udgør et fordringskom-
pleks efter 1. pkt.
Skatteministeren kan med hjemmel i § 18 c i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige for perioden til og med den
31. december 2021 fastsætte nærmere regler om restan-
ceinddrivelsesmyndighedens opgave med at sikre, at for-
dringer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndighe-
den eller er under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, for-
udsættes dækket ved modregning, og tilhørende renter og
lignende ydelser er retskraftige og ikke ramt af datafejl.
Bemyndigelsen i § 18 c i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige er udnyttet ved i § 50 i bekendtgørelse nr. 188
af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige at
fastsætte nærmere regler for retskraftvurderingerne.
I bekendtgørelsens § 50, stk. 2, 1. pkt., er bestemt, at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden først retskraftvurderer bø-
der, dernæst private krav på underholdsbidrag og endelig al-
le øvrige fordringer. Retskraftvurderingerne foretages ifølge
§ 50, stk. 2, 2. pkt., derudover således, at det i henhold til
den anslåede kursværdi størst mulige beløb i forhold til den
anvendte tid søges retskraftvurderet. For bøder gennemføres
retskraftvurderingen dog så vidt muligt inden udløbet af for-
ældelsesfristen for bødens forvandlingsstraf, jf. § 50, stk. 2,
3. pkt.
33
I bekendtgørelsens § 50, stk. 6, 1. pkt., er bestemt, at ren-
ter og lignende ydelser, der omfattes af forældelseslovens §
23, stk. 2, alene vurderes, hvis den fordring, de vedrører, er
retskraftig og uden datafejl.
2.6.2. Den foreslåede ordning
Oprydningsarbejdet hos restanceinddrivelsesmyndigheden
med henblik på konvertering af fordringer fra det gamle ind-
drivelsessystem, DMI, til det nye inddrivelsessystem,
PSRM, hvor gælden kan omfattes af mere effektive inddri-
velsesmidler såsom lønindeholdelse, har hidtil koncentreret
sig om at bringe fordringers data i overensstemmelse med
det målbillede for datakvalitet, som gælder for fordringer i
PSRM, herunder de i forbindelse med tilkoblingen specifi-
cerede krav til stamdatoer for den enkelte fordringstype. Det
er i den sammenhæng en grundlæggende betingelse for kon-
vertering, at fordringen er konstateret retskraftig og ikke i
DMI er isoleret som følge af viden eller mistanke om data-
fejl af betydning for inddrivelse eller dækning af fordringen.
I forbindelse med arbejdet med oprydning i fordringsmas-
sen i DMI er der i flere tilfælde konstateret fordringer med
datafejl. Derudover er det for bestemte fordringsgrupper
konstateret, at visse fordringer har korrekte data, men kan
have mistet retskraften som følge af forældelse, uden at det
er muligt maskinelt at fastslå, hvilke fordringer der er tale
om. Dette betyder samlet, at et væsentligt antal fordringer er
berørt af kendskab til eller mistanke om datafejl eller tvivl
om retskraften, hvor mistanken eller tvivlen har en sådan ka-
rakter, at fordringerne ikke lovligt kan inddrives. En stor del
af disse fordringer er underfordringer (renter og gebyrer).
Dette skyldes bl.a., at renter og gebyrer som følge af deres
typisk begrænsede beløbsmæssige størrelse ikke har højeste
prioritet ved den manuelle gennemgang af fordringerne, jf. §
50, stk. 2, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020
om inddrivelse af gæld til det offentlige, og at renter og ge-
byrer derudover kun vurderes, hvis det hovedkrav, de vedrø-
rer, er retskraftigt og er uden datafejl, jf. bekendtgørelsens §
50, stk. 6, 1. pkt.
I forbindelse med den første konverteringsbølge blev det
besluttet, at hovedkrav med relaterede underfordringer kun
konverteres samlet, dvs. når hovedkravet og samtlige under-
fordringer hertil opfylder betingelserne for konvertering.
Denne beslutning skyldes, at relationen mellem hoved- og
underfordring i dag er forudsat flere steder i lovgivningen
og i udviklingen af det nye inddrivelsessystem, og at denne
relation ikke kan bevares ved en opsplitning i forbindelse
med en konvertering af hovedkravet alene. Dette indebærer
imidlertid, at et ellers konverteringsparat hovedkrav i dag
holdes tilbage fra konvertering, hvis der for én eller flere re-
laterede underfordringer er kendskab til eller mistanke om
datafejl eller tvivl om fordringens retskraft.
Problematikken, hvor hovedkrav tilbageholdes fra konver-
tering som følge af tilhørende ikkekonverteringsparate un-
derfordringer, er aktuelt konstateret for fordringer, der har
været under opkrævning via Skatteforvaltningens opkræv-
ningssystem KOBRA og af Udbetaling Danmark og DSB.
Der er for disse fordringshavere et væsentligt antal hoved-
krav, der afventer konvertering med henblik på inddrivelse i
PSRM, fordi én eller flere underfordringer afventer vurde-
ring af retskraften og/eller gennemgang på grund af kend-
skab til eller mistanke om datafejl.
For renter, der er opkrævet af Skatteforvaltningen via KO-
BRA-systemet, relateres disse ikke i alle tilfælde til det ho-
vedkrav, som renten er beregnet af. I stedet kan renterne væ-
re registreret som en underfordring til den personskat, som
renten er opkrævet på rate med. Med virkning fra den 1. juni
2018 er der i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
indsat en række bestemmelser, der har til formål at gøre det
muligt i relation til forældelse at håndtere KOBRAs renter
trods manglende oplysning om det hovedkrav, hvoraf renten
er beregnet. I den forbindelse blev § 3 B, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsat, så KOBRAs ren-
ter i relation til forældelse behandles som selvstændige ho-
vedkrav, efter at de er modtaget til inddrivelse. Tvivl om det
rentebærende krav gør det dog vanskeligt at retskraftvurdere
KOBRAs renter med henblik på at sikre, at de ikke forud for
lovændringen pr. 1. juni 2018 kunne være bortfaldet acces-
sorisk. Blandt andet af denne årsag er renter fra KOBRA-sy-
stemet fortsat isoleret i DMI. I november 2019 estimeredes
ca. 600.000 restskattefordringer til en kursværdi på ca. 2,8
mia. kr. fra KOBRA-systemet at være udelukket fra konver-
tering som følge af relaterede renter, der ikke er dæknings-
og/eller konverteringsparate.
For Udbetaling Danmark er fordringer på studiegæld ofte
registreret med relaterede renter og/eller gebyrer. Aktuelt er
der imidlertid for flere renter og gebyrer tvivl om retskraft
og datakvalitet, og der er derfor ikke grundlag for konverte-
ring. Da en konvertering af disse renter og gebyrer således
vil forudsætte nærmere analyse og vurdering af retskraft og
data, holder disse underfordringer aktuelt en betydelig del af
de ellers konverteringsparate fordringer på studiegæld tilba-
ge fra konvertering. I november 2019 estimeredes ca.
400.000 fordringer vedrørende studielån og for meget udbe-
talt studiestøtte til en kursværdi på ca. 1,6 mia. kr. at være
udelukket fra konvertering på grund af udfordringer med re-
laterede renter og/eller gebyrer.
For DSB er der en række kontrolafgifter, der har relatere-
de gebyrer, som aktuelt forhindrer konvertering til PSRM.
Det skyldes, at der endnu ikke er tilstrækkelig viden om da-
takvaliteten og retskraften for disse kontrolgebyrer, der der-
for afventer nærmere vurdering af retskraft og/eller datakva-
litet. Det er dermed ikke med den aktuelle viden muligt at
vurdere, om data er korrekte, og om gebyrerne er retskrafti-
ge, og der er derfor ikke for disse grundlag for konvertering.
Det enkelte gebyr udgør i den sammenhæng en mindre vær-
di. Gebyrerne estimeredes i november 2019 at tilbageholde
ca. 25 pct. af DSB’s kontrolafgifter fra konvertering, hvilket
svarer til ca. 100.000 fordringer med en kursværdi på ca. 63
mio. kr.
For at give restanceinddrivelsesmyndigheden mulighed
for at flytte konverteringsparate hovedkrav fra DMI til
PSRM, så hovedkravene kan undergives en mere effektiv
inddrivelse, f.eks. lønindeholdelse, er det fundet nødvendigt
at foreslå nogle lovændringer, der bl.a. giver mulighed for,
34
at konverteringsparate hovedkrav kan flyttes til PSRM uden
tilknyttede renter eller gebyrer, der ikke er konverteringspa-
rate. Konverteringen af disse vil derudover forudsætte gen-
nemførelsen af andre lovændringer, herunder den foreslåede
lempelse af krav til stamdatoer for fordringer beskrevet i af-
snit 2.8.2.
På baggrund af ovenstående foreslås det, at restanceind-
drivelsesmyndigheden får mulighed for at kunne beslutte, at
hvis der for renter eller gebyrer, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden og efter det oplyste ved-
rører et hovedkrav, der også er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, er kendskab til eller mistanke
om datafejl, der er til hinder for inddrivelse, eller tvivl om
retskraften, og der for hovedkravet ikke er kendskab til eller
mistanke om sådanne datafejl eller tvivl om retskraften, skal
renterne eller gebyrerne fremover af restanceinddrivelses-
myndigheden behandles som selvstændige hovedkrav.
Renter og gebyrer, der som følge af en beslutning, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af den foreslåede
bestemmelse har truffet, fremover vil skulle behandles som
selvstændige hovedkrav, vil herefter ikke længere være rela-
teret til hovedkravet, der konverteres til PSRM. Sådanne
renter og gebyrer vil fortsat være under inddrivelse i DMI,
hvor de eventuelt senere (efter vurdering af retskraft og da-
takvalitet) vil kunne inddrives som selvstændige hovedkrav,
f.eks. ved modregning eller udlæg i DMI, eller vil blive af-
skrevet som forældede. Konverteres renten eller gebyret se-
nere (efter vurdering af retskraft og datakvalitet) til PSRM,
vil de fortsat skulle inddrives som selvstændige hovedkrav.
Den foreslåede regel er en »kan-bestemmelse«, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden ikke er forpligtet til at ud-
nytte. Hvis det kun er en del af renterne, eller hvis det kun er
ét eller visse af flere gebyrer, der er berørt af kendskab til
eller mistanke om datafejl, der er til hinder for inddrivelse,
eller tvivl om retskraften, vil det kun være den berørte del af
renterne eller gebyrerne, for hvilke det vil kunne besluttes,
at de fremover af restanceinddrivelsesmyndigheden skal be-
handles som selvstændige hovedkrav. Restanceinddrivelses-
myndigheden vil kunne beslutte, om det er alle eller kun en
del af de berørte renter eller gebyrer, der fremover af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden vil skulle behandles som selv-
stændige hovedkrav.
Betingelserne for den foreslåede regels anvendelse er ku-
mulative. Der skal således både foreligge et hovedkrav, der
ikke er berørt af kendskab til eller mistanke om datafejl eller
tvivl om retskraften, og én eller flere underfordringer, der er
berørt af kendskab til eller mistanke om datafejl eller tvivl
om retskraften.
Det er efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at
der er tale om kendskab til eller mistanke om »datafejl, der
er til hinder for inddrivelse«. Dette vil indebære, at datafejl
uden betydning for inddrivelsen ikke vil medføre, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kan træffe beslutninger om, at
renterne eller gebyrerne fremover af restanceinddrivelses-
myndigheden skal behandles som selvstændige hovedkrav.
Datafejl, der som følge af bestemmelserne, som ved lovfor-
slagets § 1, nr. 7 og 11, foreslås indført i § 4, stk. 2, 5. pkt.,
og § 8 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke
vil være til hinder for inddrivelse, vil således ikke medføre,
at renterne eller gebyrerne kan få opsplittet deres relation til
hovedkravet.
Renter og gebyrer, der som følge af en beslutning, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af den foreslåede
bestemmelse har truffet, fremover vil skulle behandles som
selvstændige hovedkrav, vil i alle sammenhænge skulle be-
handles som selvstændige hovedkrav og vurderes ud fra eg-
ne data i forbindelse med inddrivelse og anden administra-
tion af fordringer hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Dette indebærer, at sådanne renter og gebyrer skal behand-
les særskilt i forhold til f.eks. modregning, eftergivelse og
afskrivning, jf. §§ 7-9, 13 og 16 i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Hvis det oprindelige hovedkrav efter op-
splitningen eftergives eller afskrives, vil renterne og geby-
rerne, der nu vil skulle behandles som selvstændige hoved-
krav, således ikke bortfalde accessorisk som følge heraf. Til-
svarende skal sådanne renter og gebyrer – på samme måde
som det allerede i dag er tilfældet for renter omfattet af § 3
B, stk. 1 – behandles som selvstændige hovedkrav med hen-
syn til forældelse. Renter og gebyrer, for hvilke restanceind-
drivelsesmyndigheden beslutter, at de skal behandles som
selvstændige hovedkrav, kan derfor ikke længere bortfalde
accessorisk ved forældelse af det oprindelige hovedkrav, jf.
forældelseslovens § 23, stk. 2. Derimod vil beslutningen ik-
ke have betydning for fordringshaverens behandling af ren-
terne eller gebyrerne. Eksempelvis vil fordringshaveren ved
behandling af indsigelser om fordringen, jf. § 2, stk. 2, 2.
pkt., fortsat skulle behandle renterne og gebyrerne som un-
derkrav til hovedkravet.
En beslutning i medfør af den foreslåede regel om, at ren-
ter eller gebyrer fremover »af restanceinddrivelsesmyndig-
heden« vil skulle behandles som selvstændige hovedkrav,
vil kun have betydning for, hvordan renterne eller gebyrerne
behandles, mens de er under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden. En sådan beslutning vil derfor ikke
ændre på, at renterne eller gebyrerne fortsat er en underfor-
dring til hovedkravet, hvis fordringerne tilbagesendes til for-
dringshaveren. Renter eller gebyrer, der har været omfattet
af en beslutning om at skulle behandles af restanceinddrivel-
sesmyndigheden som selvstændige hovedkrav, men som ef-
terfølgende er blevet tilbagesendt til fordringshaveren, vil
derfor bortfalde efter reglerne om accessorisk forældelse, jf.
forældelseslovens § 23, stk. 2, hvis hovedkravet forælder,
uanset om hovedkravet på forældelsestidspunktet er under
opkrævning eller inddrivelse. Derimod vil renter eller geby-
rer, der er omfattet af en beslutning om at skulle behandles
af restanceinddrivelsesmyndigheden som selvstændige ho-
vedkrav, og som ikke er tilbagesendt til fordringshaveren,
ikke bortfalde efter reglerne om accessorisk forældelse, jf.
forældelseslovens § 23, stk. 2, hvis hovedkravet forælder,
uanset om hovedkravet på forældelsestidspunktet er under
opkrævning eller inddrivelse.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil efter opsplitningen
ikke længere have mulighed for at identificere det hoved-
krav, som renterne og gebyrerne oprindeligt var relateret til.
35
Det vil derfor være fordringshaverens ansvar at sikre, at for-
dringer, der i opkrævningssammenhæng skal behandles
samlet, også bliver behandlet samlet af fordringshaveren ef-
ter en opsplitning. Dette vil typisk være relevant i tilfælde,
hvor det oprindelige hovedkrav og dets renter og gebyrer,
der alle er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, skal tilbagesendes til fordringshaveren. En tilba-
gesendelse vil både kunne skyldes, at fordringshaveren eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
har tilbagekaldt gebyret og tilhørende renter, eller at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden selv har tilbagesendt gebyret og
tilhørende renter. Ved en tilbagesendelse af et hovedkrav til-
bagesendes også tilhørende renter, jf. § 8, stk. 3, i bekendt-
gørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Hvis årsagen til en tilbagekaldelse af hoved-
kravet også vedrører det tilhørende gebyr, vil det være for-
dringshavers ansvar tillige at tilbagekalde gebyret. Det vil i
sådanne tilfælde være fordringshaveren, der skal sørge for at
identificere de renter og gebyrer hos restanceinddrivelses-
myndigheden, der skal tilbagesendes sammen med deres op-
rindelige hovedkrav, men som af restanceinddrivelsesmyn-
digheden behandles som selvstændige hovedkrav.
Hvis det i medfør af den foreslåede bestemmelse beslut-
tes, at renter eller gebyrer fremover af restanceinddrivelses-
myndigheden skal behandles som selvstændige hovedkrav,
vil den brudte relation til hovedkravet ikke kunne genetable-
res. Den brudte relation mellem hoved- og underfordring vil
således ikke genopstå, når de(t) underkrav, der var berørt af
kendskab til eller mistanke om datafejl eller tvivl om rets-
kraften, ikke længere er berørt heraf. Ligeledes vil den brud-
te relation mellem hoved- og underfordring ikke genopstå,
hvis hoved- og/eller underfordringen, efter at have været til-
bagesendt til fordringshaveren, senere genindsendes til ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Dette vil bå-
de gælde i tilfælde, hvor fordringerne tilbagesendes på for-
dringshaverens initiativ (tilbagekaldelse), og hvor fordrin-
gerne tilbagesendes på restanceinddrivelsesmyndighedens
initiativ.
Beslutningen om, at renterne eller gebyrerne fremover vil
skulle behandles som selvstændige hovedkrav, vil have virk-
ning fra beslutningstidspunktet. I praksis vil beslutningstids-
punktet typisk være det tidspunkt, hvor hovedkravet og
eventuelle konverteringsparate underkrav konverteres til det
nye inddrivelsessystem. Beslutningen vil være udtryk for
faktisk forvaltningsvirksomhed og er ikke en afgørelse,
hvorfor beslutningen ikke omfattes af forvaltningslovens
regler om bl.a. partshøring, begrundelse og oplysning om en
eventuel klageadgang.
Der vil i forbindelse med ikrafttrædelsen af de regler, der
foreslås, blive offentliggjort en vejledning herom på Gælds-
styrelsens hjemmeside, hvor skyldnerne kan læse om de reg-
ler, der foreslås, og betydningen heraf. Det vil heraf fremgå
blandt andet, at de regler, der foreslås, vil indebære, at der
ved en gældsoversigt fra PSRM til de hovedkrav, der er vist
i gældsoversigten, kan være underfordringer, der ikke frem-
går af gældsoversigten, fordi underfordringerne som følge af
opsplitningen fortsat er registreret i DMI.
Ovennævnte forslag medfører behov for, at der ligeledes
foreslås en række mindre tilpasninger af andre regler, så der
tages højde for, hvordan renter eller gebyrer, for hvilke re-
stanceinddrivelsesmyndigheden beslutter, at de vil skulle
behandles som selvstændige hovedkrav, skal behandles i
forhold til disse regler.
Det foreslås, at renter, der som følge af en beslutning truf-
fet af restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af den
foreslåede regel i § 3 D, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige vil skulle behandles som selvstændige ho-
vedkrav, omfattes af § 4, stk. 2, 1. pkt.
Den foreslåede regel har til formål at præcisere, at renter,
for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden har besluttet, at
de vil skulle behandles som selvstændige hovedkrav, place-
res i dækningsrækkefølgen i henhold til renternes egne mod-
tagelsesdatoer. Reglen svarer til, hvad der allerede gælder
for opkrævningsrenter, der er overdraget til inddrivelse uden
oplysning om hovedkravet, jf. § 4, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter forslaget vil for-
dringshaveren, som følge af at renterne behandles som et
selvstændigt hovedkrav, ikke længere kunne regne med, at
renterne altid dækkes før hovedkravet, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt.
Renterne vil dermed risikere at kunne blive dækket senere
end det hovedkrav, de er beregnet af.
Den nuværende dækning af renter forud for hovedkravet,
jf. § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, oprindeligt skyldtes hensynet til fradragsretten for
inddrivelsesrenter, der forudsatte, at tidligere års inddrivel-
sesrenter var blevet betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 8, 1.
pkt. Da fradragsretten for inddrivelsesrenter er blevet ophæ-
vet fra og med den 1. januar 2020, jf. § 5 b i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, der blev indsat ved lov nr.
1575 af 27. december 2019, bør den senere dækning af ren-
ter dog ikke være byrdefuld for skyldneren. Tværtimod vil
den senere dækning af renter være en fordel for skyldneren,
idet den rentebærende fordring (hovedkravet) herved afvik-
les før den ikkerentebærende fordring (renten), således at
skyldneren hurtigere kan afvikle sin gæld.
Det foreslås endvidere, at renter, der fremover af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden vil skulle behandles som selv-
stændige hovedkrav, ikke vil skulle forrentes efter § 5 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Den foreslåede regel har til formål at præcisere, at det for-
hold, at renter, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden
beslutter, at de vil skulle behandles som selvstændige ho-
vedkrav, ikke fraviger princippet om, at inddrivelsesrenten
er en simpel rente, dvs. at der ikke beregnes rentes rente.
Det foreslås endvidere, at skatteministeren bemyndiges til
at fastsætte nærmere regler om, hvilke renter der skal kunne
inddrives ved lønindeholdelse efter § 10 eller udpantning ef-
ter § 11, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør
af den foreslåede regel i § 3 D, stk. 1, har besluttet, at disse
renter skal behandles som selvstændige hovedkrav.
Det fremgår af bilag 1, afsnit I, til lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at der – på nær de oplistede undtagel-
ser – ikke kan foretages lønindeholdelse efter § 10 for civil-
36
retlige fordringstyper. Noget tilsvarende fremgår af bilagets
afsnit II for udpantning efter § 11. Dette medfører tillige, at
der ikke kan foretages lønindeholdelse eller udpantning for
renter beregnet af civilretlige fordringer. Vurderingen af, om
der kan ske lønindeholdelse eller udpantning for sådanne
renter, forudsætter dermed kendskab til det hovedkrav, som
renterne er beregnet af.
Hvis relationen mellem renterne og hovedkravet brydes i
forbindelse med en konvertering, kan der opstå udfordringer
med at vurdere, om der kan foretages lønindeholdelse eller
udpantning for de renter, der herefter vil være registreret i
DMI uden relation til et hovedkrav. Det vil således ikke med
sikkerhed være muligt at vurdere, om renterne efter en op-
splitning fra hovedkravet kan være beregnet af et civilretligt
krav, som efter bilag 1 er undtaget fra lønindeholdelse og
udpantning, idet f.eks. opkrævningsrenter af forskellige ho-
vedkrav kan være registreret som én og samme fordringsty-
pe, der ikke afspejler hovedkravenes karakter i den sammen-
hæng.
Forslaget har til formål at sikre, at skatteministeren skal
kunne fastsætte nærmere regler, der sikrer, at der ikke kan
foretages lønindeholdelse, jf. § 10, og udpantning, jf. § 11,
for renter i de tilfælde, hvor der vil være risiko for, at renter-
ne vedrører civilretlige fordringstyper, der er undtaget fra
adgangen til lønindeholdelse og udpantning. Det forudsættes
med forslaget, at der, indtil det er afdækket, i hvilke tilfælde
der vil være risiko for, at renterne er beregnet af et civilret-
ligt hovedkrav, ikke sker lønindeholdelse, jf. § 10, og ud-
pantning, jf. § 11, for renter, der behandles som selvstændi-
ge hovedkrav.
Det foreslås endvidere, at skatteministeren bemyndiges til
at fastsætte nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndig-
hedens redegørelse for renter og gebyrer, der som følge af
en beslutning truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden i
medfør af den foreslåede regel i § 3 D, stk. 1, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige behandles som selvstændi-
ge hovedkrav, i afgørelser og meddelelser til skyldneren og
andre.
Det vil almindeligvis være et krav, at restanceinddrivel-
sesmyndigheden kan redegøre for, hvilket hovedkrav en ren-
te eller et gebyr vedrører, idet oplysningen herom kan være
relevant for skyldnerens mulighed for at vurdere, om gælden
er korrekt opgjort. Hvis relationen mellem hoved- og under-
fordringer brydes i forbindelse med en konvertering, således
at hovedkravet konverteres til PSRM, mens de ikkekonver-
teringsparate renter eller gebyrer bliver tilbage i DMI, vil re-
lationen ikke længere være en registreret oplysning hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden. Det vil dermed ikke længe-
re være muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden i sene-
re kommunikation om renterne eller gebyrerne at oplyse
skyldneren om det hovedkrav, som disse vedrører. Hvis ren-
terne eller gebyrerne på et senere tidspunkt måtte blive kon-
verteret til PSRM, vil relationen ikke blive genskabt, og ren-
terne eller gebyrerne vil dermed fortsat ikke med sikkerhed
blive vist i relation til hovedkravet.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil fortsat ved beskri-
velse af underfordringen kunne oplyse skyldneren om un-
derfordringens størrelse og fordringshaveren. For andre for-
dringstyper end dem, der er opkrævet via skattekontoen ef-
ter et saldoprincip, vil det som udgangspunkt være muligt
for skyldneren ud fra oplysning om fordringshaveren at
identificere, hvilke fordringstyper en opkrævningsrente kan
vedrøre. Er der tale om et gebyr til DSB, vil dette eksempel-
vis vedrøre et krav på kontrolafgift, mens en opkrævnings-
rente overdraget fra Udbetaling Danmark kan vedrøre stu-
diegæld.
Den foreslåede regel har til formål at sikre, at der kan fast-
sættes nærmere regler, der tager højde for, at underfordrin-
ger, der skal behandles som selvstændige hovedkrav, ikke
vil kunne beskrives med henvisning til det oprindelige ho-
vedkrav. Der vil således kunne fastsættes nærmere regler
om, at sådanne renter og gebyrer kan beskrives på anden vis.
Forslaget foreslås gennemført ved at udvide den gældende
bemyndigelse i § 3, stk. 8, 3. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, der i øjeblikket omfatter renter og ge-
byrer, der opkræves af Skatteforvaltningen eller via for-
dringshaversystemer, der anvender et saldoprincip. Bemyn-
digelsen forudsættes udmøntet, så kravene til restanceinddri-
velsesmyndighedens beskrivelse af underfordringer, der be-
handles som selvstændige hovedkrav, bliver udtryk for en
balance, hvorefter der er tilstrækkelige oplysninger, til at
skyldner kan identificere renten eller gebyret, mens restan-
ceinddrivelsesmyndigheden på samme tid kan basere sig på
oplysninger, som er registreret i inddrivelsessystemet. Dette
forventes udmøntet således, at beskrivelsen som udgangs-
punkt fortsat vil indeholde oplysning om beløb, fordringsha-
ver og den registrerede fordringstypetekst. Derudover vil der
for renter fortsat blive oplyst om perioden, som renten er be-
regnet i. Derimod vil oplysning om det oprindelige hoved-
krav ikke kunne medtages i en gældsoversigt, men skyldne-
ren vil kunne få oplysning herom ved at rette henvendelse til
fordringshaveren, der fortsat skal kunne oplyse skyldneren
om, hvilke hovedkrav de enkelte renter og gebyrer vedrører.
Det er tanken, at den foreslåede udvidelse af bemyndigel-
sen skal give mulighed for, at der kan fastsættes forskellige
regler for de nævnte fordringer, afhængig af hvilket inddri-
velsessystem de befinder sig i.
Det foreslås endvidere, at der indføres regler for, hvordan
reglerne om fordringskomplekser, jf. § 18 a, stk. 2 og 3, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, skal forstås i
forhold til renter og gebyrer, for hvilke restanceinddrivelses-
myndigheden beslutter, at de vil skulle behandles som selv-
stændige hovedkrav.
De renter, der som følge af en beslutning truffet i medfør
af den foreslåede bestemmelse i § 3 D, stk. 1, skal behandles
som selvstændige hovedkrav, vil i forbindelse med overdra-
gelsen til inddrivelse være oplyst at vedrøre et hovedkrav.
Fordringshaveren vil således ved overdragelsen have regi-
streret renterne med en relation til et hovedkrav, med hen-
blik på at restanceinddrivelsesmyndigheden kan håndtere og
beskrive renterne sammen med hovedkravet. Typisk vil én
registreret rentefordring i inddrivelsessystemet bestå af flere
renter. Hvis renterne under opkrævning påløber dagligt, kan
fordringshaveren f.eks. have opgjort renterne ved udgangen
37
af hver måned, hvorved én registreret rentefordring i inddri-
velsessystemet kan være udtryk for de daglige renter for én
måned. I andre tilfælde påløber renter under opkrævning pr.
påbegyndt måned frem til en bestemt dato, og fordringsha-
veren kan i sådanne tilfælde have opgjort renterne samlet på
denne dato. Dette ses f.eks. for renter af restskat, hvor der
ved ændring af en årsopgørelse vil blive beregnet renter fra
den 1. september i året efter indkomståret og frem til ud-
skrivning af den ændrede årsopgørelse, jf. kildeskattelovens
§ 62 A, stk. 1, 3. pkt. Det fremgår ikke af de registrerede op-
lysninger i inddrivelsessystemet, om en registreret rentefor-
dring består af én eller flere renter.
Hvor restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 3 D, stk. 1, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige måtte beslutte, at renter skal be-
handles som selvstændige hovedkrav, vil renterne herefter
ikke kunne bortfalde accessorisk ved hovedkravets forældel-
se. Renternes selvstændige forældelsesdatoer vil dog ikke
herved blive ændret, og én registreret rentefordring i DMI
kan dermed fortsat have mere end én gældende forældelses-
dato, hvis den registrerede rentefordring består af flere ren-
ter. Reglerne i § 18 a, stk. 2, om et fordringskompleks med
én forældelsesdato for et hovedkrav og dets tilhørende renter
finder således ikke anvendelse i DMI. Som følge af de særli-
ge regler om forældelse af fordringer under inddrivelse vil
renter i én registreret rentefordring dog på nuværende tids-
punkt som udgangspunkt også i DMI have én og samme for-
ældelsesdato. Efter § 18 a, stk. 1, regnes forældelsesfristen
således tidligst fra den 20. november 2018, der i lovforsla-
gets § 1, nr. 15, foreslås ændret til den 20. november 2021.
Derudover følger det af § 18 a, stk. 2, i affattelsen af lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige før ikrafttrædelsen af §
1, nr. 19, i lov nr. 1110 af 13. november 2019 den 17. de-
cember 2019, hvor reglen i § 18 a, stk. 2, om foreløbig af-
brydelse af forældelsen af fordringer, der modtages hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, blev nyaffattet som § 18 a,
stk. 7, der dog alene finder anvendelse for PSRM, at foræl-
delse tidligst indtræder 3 år efter restanceinddrivelsesmyn-
dighedens modtagelse af fordringen. For fordringer, der er
modtaget i DMI til og med den 16. december 2019, vil der
derfor være opnået en foreløbig afbrydelse af forældelsen.
I det omfang flere renter er registreret som én rentefor-
dring i inddrivelsessystemet, bliver disse renter hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden behandlet samlet ved inddrivel-
se, dækning og kommunikation om gælden. Dette vil også
være tilfældet efter en beslutning om, at renterne skal be-
handles som selvstændige hovedkrav. Hvis renter er regi-
streret i særskilte rentefordringer, vil de derimod efter en op-
splitning fra hovedkravet blive håndteret og beskrevet hver
for sig.
Det foreslås, at hvis en eller flere renter, for hvilke restan-
ceinddrivelsesmyndigheden måtte beslutte, at de skal be-
handles som selvstændige hovedkrav, er registreret som én
rentefordring, udgør denne registrerede rentefordring hoved-
kravet i et fordringskompleks efter § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvor forældel-
sesdatoen for fordringskomplekset er den forældelsesdato,
der gælder for renten eller renterne i den registrerede rente-
fordring, eller den tidligste forældelsesdato, hvis den regi-
strerede rentefordring indeholder flere renter med forskelli-
ge forældelsesdatoer. Baggrunden for forslaget er, at sy-
stemindretningen af PSRM forudsætter, at en registreret ren-
tefordring, uanset om denne består af én eller flere renter,
har én og samme forældelsesdato. Dette vil i praksis ofte
kræve, at renterne indgår i et fordringskompleks. Det for-
hold, at den registrerede rentefordring udgør hovedkravet i
et fordringskompleks, vil således bl.a. sikre, at der kun ind-
træder forældelsesafbrydelse for den registrerede rentefor-
dring, hvis afbrydelsen omfatter hele den registrerede rente-
fordring, jf. § 18 a, stk. 2, 4. pkt. Dette sikrer, at der ikke ef-
terfølgende kan opstå forskellige forældelsesdatoer for den
registrerede rentefordring – hvilket som nævnt ikke vil kun-
ne systemunderstøttes af PSRM – hvis en forældelsesafbry-
delse kun omfatter en del af den registrerede rentefordring.
Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis skyldneren erkender, jf.
forældelseslovens § 15 om afbrydelse ved erkendelse, en del
af den registrerede rentefordring, men samtidig tilkendegi-
ver, at den anden del af den registrerede rentefordring ikke
erkendes. Det sikres endvidere, at den registrerede rentefor-
dring omfattes af den foreløbige forældelsesudskydelse efter
§ 18 a, stk. 7, 1. pkt., der bl.a. omfatter hovedkrav nævnt i
stk. 2. Da det som nævnt ikke fremgår af inddrivelsessyste-
met, om en registreret rentefordring består af én eller flere
renter, og da der af hensyn til systemindretningen af PSRM
også kun må gælde én forældelsesdato for en registreret ren-
tefordring bestående af én rente, foreslås den foreslåede be-
stemmelse også at skulle finde anvendelse, når en registreret
rentefordring kun består af én rente, selv om fordringskom-
plekset i dette tilfælde kun vil bestå af én rente.
Fordringskompleksreglerne i § 18 a, stk. 2 og 3, blev sat i
kraft ved bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019 om
ikrafttræden af § 1, nr. 1, 11 og 17-20, og §§ 3-8 i lov om
ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov
om retsafgifter og forskellige andre love (Forenkling af reg-
ler om forældelseshåndtering, modregning ved transporter,
flere skyldnere på samme fordring, eftergivelse og afskriv-
ning, retsafgift m.v.), men finder alene anvendelse for for-
dringer i PSRM. Renter, der konverteres fra DMI til PSRM
sammen med et hovedkrav, vil derfor fra og med konverte-
ringstidspunktet have samme forældelsesdato som hoved-
kravet, jf. § 18 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Derimod vil renter, der under inddrivelsen
i DMI måtte blive skilt fra hovedkravet som følge af en be-
slutning truffet i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 3
D, stk. 1, ikke få den samme forældelsesdato som hovedkra-
vet, hvis renterne på et senere tidspunkt konverteres til
PSRM. Dette skyldes, at reglerne om fordringskomplekset
ikke anvendes på fordringer i DMI, jf. ovenfor. Hvis renter,
der er registreret som én rentefordring, havde forskellige
forældelsesdatoer før konverteringen til PSRM, vil renterne
efter gældende regler således også have dette efter konverte-
ringen til PSRM, hvilket som nævnt ovenfor ikke kan hånd-
teres af PSRM. Den foreslåede regel har til formål at hånd-
tere dette ved at sikre, at sådanne renter vil udgøre deres
eget fordringskompleks efter § 18 a, stk. 2, 1. pkt., hvor for-
38
ældelsesdatoen for fordringskomplekset er den tidligste for-
ældelsesdato, der er gældende for de enkelte renter i den re-
gistrerede rentefordring. Da samme udfordring gør sig gæl-
dende i forhold til de renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 1.
pkt., foreslås det samme at skulle gælde for disse renter.
Den foreslåede regel vil – både i forhold til renter, der skal
behandles som selvstændige hovedkrav med hensyn til for-
ældelse i medfør af § 3 B, stk. 1, 1. pkt., og renter, der vil
skulle behandles som selvstændige hovedkrav i medfør af en
beslutning truffet i henhold til den foreslåede regel i § 3 D,
stk. 1 – stille skyldneren bedre i forhold til forældelse, idet
den tidligst mulige forældelsesdato vil blive gældende for
den registrerede rentefordring, når denne udgør hovedkravet
i et fordringskompleks.
For gebyrer, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden
måtte beslutte, at de skal behandles som selvstændige ho-
vedkrav, foreslås det, at gebyrer og deres tilhørende renter
udgør et fordringskompleks efter § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Hvis der er mere
end ét gebyr, der er berørt af tvivl om retskraften eller kend-
skab til eller mistanke om datafejl, og som følge heraf af re-
stanceinddrivelsesmyndigheden besluttes at skulle behand-
les som selvstændige hovedkrav, vil hvert af disse udgøre et
selvstændigt fordringskompleks med deres tilhørende renter.
Forslaget foreslås gennemført ved at nyaffatte de gælden-
de bestemmelser i § 18 a, stk. 2, 9. og 10. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, der aktuelt omhandler de
renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., og det hovedkrav
og de renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., jf. beskrivel-
sen heraf i afsnit 2.6.1. Som nævnt ovenfor vil nyaffattelsen
indebære en ændring af, hvordan de renter, der nævnes i § 3
B, stk. 1, 1. pkt., behandles i forhold til fordringskompleks-
reglerne, idet sådanne renter efter gældende § 18 a, stk. 2, 9.
pkt., ikke indgår i et fordringskompleks. Derimod vil der
ved nyaffattelsen af § 18 a, stk. 2, 10. pkt., ikke ske en æn-
dring af, at hovedkrav og de renter, der nævnes i § 3 B, stk.
1, 2. pkt., udgør et fordringskompleks efter 1. pkt.
2.7. Restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af mod-
tagelsesdatoen i dækningsrækkefølgen for tidligere konver-
terede fordringer og ingen henvisning til modtagelsesdatoen
i forkyndelser
2.7.1. Gældende ret
Bestemmelserne om dækningsrækkefølge for krav under
inddrivelse findes i §§ 4 og 7, sidstnævnte om modregning, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Med bestemmelsen i § 4, stk. 1, er der fastsat en objekti-
veret dækningsrækkefølge for anvendelsen af beløb, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden inddriver eller modtager
ved skyldners frivillige betaling. Reglen betyder, at i tilfæl-
de, hvor et beløb, som inddrives hos skyldner eller frivilligt
betales af denne, ikke kan dække alle de fordringer, der er
modtaget til inddrivelse, dækkes først bøder, dernæst under-
holdsbidrag omfattet af lov om opkrævning af underholdsbi-
drag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav,
og endelig andre fordringer under inddrivelse.
Ifølge § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige gælder endvidere, at hvis der ikke er dækning
til alle fordringer inden for den samme kategori, f.eks. hen-
holdsvis bøder eller underholdsbidrag, dækkes fordringerne
i den rækkefølge, hvori de er modtaget hos restanceinddri-
velsesmyndigheden til inddrivelse. Renter dækkes forud for
hovedfordringen, jf. 2. pkt.
Bestemmelsen i § 4, stk. 2, har været gældende siden
idriftsættelsen af inddrivelsessystemerne EFI/DMI i 2013.
Bestemmelsen kan føres tilbage til § 1, nr. 1, i lov nr. 516
af 7. juni 2006, der oprindeligt indsatte bestemmelsen som §
3 a i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer.
Denne bestemmelse nåede dog aldrig at blive satte i kraft.
Ved § 112, nr. 1, i lov nr. 1336 af 19. december 2008 blev
§§ 1-4 i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordrin-
ger ophævet med virkning fra den 1. januar 2009, hvor lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, der med § 4 ordret
videreførte bestemmelsen i § 3 a i lov om opkrævning og
inddrivelse af visse fordringer, i stedet trådte i kraft. Den
nye § 4 blev dog først sat i kraft ved bekendtgørelse nr. 937
af 4. juli 2013 med virkning fra og med den 1. august 2013,
dvs. i forbindelse med idriftsættelsen af inddrivelsessyste-
met EFI/DMI.
Ved § 2, nr. 1, i lov nr. 1500 af 23. december 2014 fik § 4
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, sin nugælden-
de affattelse, idet § 4, stk. 1, nr. 2, om underholdsbidrag
blev ændret, så de private krav skal dækkes forud for de of-
fentlige krav.
Af de almindelige bemærkninger i lovforslaget til lov nr.
516 af 7. juni 2006 – lovforslag nr. L 209, Folketingstidende
2005-06, tillæg A, side 6752 – fremgår i afsnit 3.2.1, at for-
målet med indførelsen af den oprindelige bestemmelse i § 3
a i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer var
at harmonisere og objektivere dækningsrækkefølgen samt at
skabe gennemsigtighed herom for såvel skyldner som for-
dringshaver.
Det såkaldte øremærkningsprincip, der omhandler skyld-
ners adgang til at anvise, hvilken eller hvilke fordringer en
betaling skal anvendes på, blev med denne dækningsrække-
følgeregel fraveget, hvilket blandt andet blev begrundet
med, at dækningsrækkefølgen netop tager højde for tilfælde,
hvor enten skyldner eller fordringshaver har en særlig inte-
resse i, at bestemte fordringer dækkes forud for andre.
Fortrinsstillingen for bøder begrundes således med dels
bøders byrdefulde karakter for skyldner, der risikerer en for-
vandlingsstraf, dels den særlige forældelsesregel i straffelo-
vens § 97 a om bøder, som betyder, at bøder bortfalder efter
henholdsvis 5 eller 10 år, afhængig af om bødestørrelsen ud-
gør op til 10.000 kr. eller mere.
For private underholdsbidrag er disse fordringers fortrins-
stilling begrundet med, at der er tale om, at restanceinddri-
velsesmyndigheden inddriver privatretlige krav hos den bi-
dragspligtige på vegne af den bidragsberettigede.
Hvis et inddrevet eller ved frivillig betaling modtaget be-
løb alene kan føre til delvis dækning af fordringer inden for
samme kategori, dækkes fordringerne efter FIFO-princippet,
39
dvs. at den fordring, der først er modtaget hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, dækkes først. Dog dækkes rente for-
ud for hovedkravet, hvilket i de specielle bemærkninger til §
3 a i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer,
jf. lovforslag nr. L 209, Folketingstidende 2005-06, tillæg
A, side 6760, var begrundet i, at skyldners mulighed for at
opnå fradrag for renter kan være betinget af, at renter for tid-
ligere indkomstår er betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.
Af bemærkningerne til det nævnte lovforslag, L 209,
fremgår det ligeledes, at dækningsrækkefølgen alene gælder
individuelle inddrivelsesskridt mod skyldner (dvs. individu-
alforfølgning), hvorfor udlodninger hidrørende fra en kon-
kurs, gældssanering m.v. (dvs. universalforfølgning) ikke vil
være omfattet af dækningsrækkefølgen.
Ved konkurs udbetales dividende således alene for de for-
dringer, der er omfattet af konkursen, dvs. de fordringer, der
var stiftet på konkursdekrettidspunktet, jf. konkurslovens §
38. Tilsvarende gælder ved rekonstruktion med en tvangsak-
kord, at akkorddividende udbetales til de fordringer, der be-
stod, da rekonstruktionsforslaget blev indleveret til skifteret-
ten, idet fordringer, der har fortrin frem for almindelige for-
dringer i tilfælde af konkurs, ikke omfattes, og det samme
gælder pantesikrede fordringer, i det omfang pantet strækker
til, jf. konkurslovens § 10 a, stk. 2.
En gældssanering omfatter alene de fordringer, der bestod,
da gældssaneringssagen blev indledt af skifteretten, idet det
dog også for gældssanering gælder, at pantesikrede fordrin-
ger ikke omfattes, i det omfang pantet strækker til, jf. kon-
kurslovens § 199.
For udlæg, der foretages af restanceinddrivelsesmyndighe-
dens pantefogeder, bestemmer § 5, stk. 1, i lov om frem-
gangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., at
udlæg foretages efter retsplejelovens kapitel 45-47, med-
mindre andet er bestemt i loven. Beløb, der inddrives ved
udlæg, går herefter alene til dækning af de fordringer, for
hvilke udlægget blev foretaget, hvilket blandt andet er en
følge af retsplejelovens § 507, stk. 1, hvorefter udlæg foreta-
ges for kravet samt for omkostninger ved forretningen og
det udlagtes opbevaring indtil auktionen. Fører udlægget ik-
ke til dækning af samtlige fordringer omfattet af udlægget,
dækkes efter dækningsrækkefølgen i § 4 i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige.
Dækningsrækkefølgen anvendes af restanceinddrivelses-
myndigheden indsatsspecifikt. Herved forstås, at beløb, der
inddrives ved henholdsvis en afdragsordning, en lønindehol-
delse, et udlæg eller en erindringsskrivelse, kun anvendes til
dækning af fordringer omfattet af den pågældende inddrivel-
sesindsats. Skal andre fordringer dækkes, vil det efter prak-
sis kræve en modregning. Ved fordringer forstås ud over ho-
vedfordringen også de til denne knyttede renter, gebyrer og
andre omkostninger, jf. § 1, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Er der ikke dækning til alle fordrin-
ger, der omfattes af inddrivelsesindsatsen, anvendes beløbet
til dækning af fordringerne i den rækkefølge, der fremgår af
§ 4, jf. ovenfor.
Ved modregning bestemmes dækningsrækkefølgen af § 7
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter § 7, stk.
1, dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den
udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang den-
ne myndighed træffer afgørelse om modregning. Dernæst
dækkes de fordringer, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækkes andre fordrin-
ger under opkrævning. Hvor kun delvis dækning inden for
samme kategori er mulig, anvendes dækningsrækkefølgen
efter § 4 ved restanceinddrivelsesmyndighedens modreg-
ning, mens en dækning ud fra tidspunktet for indberetning
til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister an-
vendes, for så vidt angår modregning under opkrævning.
Hvis det som følge af størrelsen på den kommende udbeta-
ling fra det offentlige til en skyldner ligger klart, at der ikke
vil være dækning til alle de fordringer, som restanceinddri-
velsesmyndigheden skal inddrive hos den pågældende
skyldner, indebærer anvendelsen af dækningsrækkefølgen
efter § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige såle-
des, at der til modregningen sker en udvælgelse af de for-
dringer, der ifølge § 4 skal dækkes først, og som beløbs-
mæssigt kan rummes inden for udbetalingsbeløbet.
Ved en lønindeholdelse udvælges til afgørelsen om løn-
indeholdelse de fordringer, der ifølge § 10, stk. 1, jf. bilag 1,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan inddrives
på denne måde. De beløb, der herefter modtages fra den in-
deholdelsespligtige arbejdsgiver, anvendes herefter til en
dækning, der følger dækningsrækkefølgen i lovens § 4. Øn-
skes fordringer, der er modtaget til inddrivelse, efter at afgø-
relsen om lønindeholdelse blev truffet, også inddrevet ved
lønindeholdelse, skal restanceinddrivelsesmyndigheden
træffe en ny afgørelse om lønindeholdelse, der også inklude-
rer den nye fordring, men denne afgørelse kan dog træffes,
uden at der forinden er givet skyldneren det ellers foreskrev-
ne varsel, jf. § 13, stk. 8, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts
2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Den nye for-
dring vil herefter i forhold til de beløb, der indeholdes som
følge af denne afgørelse, indgå i dækningsrækkefølgen efter
§ 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Hvis der
er indeholdt mere end nødvendigt til dækning af de fordrin-
ger, der er omfattet af afgørelsen om lønindeholdelse, kan
det overskydende beløb anvendes til dækning af andre re-
stancer, for hvilke der kunne være truffet afgørelse om løn-
indeholdelse, jf. § 4, stk. 3. Tilsvarende gælder for en af-
dragsordning, at de månedlige afdrag anvendes til dækning
af de af afdragsordningen omfattede fordringer, således at
dækningen sker efter dækningsrækkefølgen efter § 4 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Efter § 4, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige kan restanceinddrivelsesmyndigheden uanset stk. 1 og 2
efter anmodning fra skyldner tillade, at beløb, der inddrives
fra skyldner, går til dækning af bestemte fordringer. En så-
dan tilladelse til en fravigelse af dækningsrækkefølgen kan
f.eks. gives, for at skyldner kan afvikle krav, der er særligt
byrdefulde, f.eks. spiritusafgift, hvis manglende betaling af
et sådant krav vil kunne føre til en fratagelse af bevilling til
40
salg af spiritus, jf. lovforslag nr. L 209, Folketingstidende
2005-06, tillæg A, side 6760 f.
Endelig har skatteministeren i § 4, stk. 8, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige en bemyndigelse til at fast-
sætte regler om gennemførelsen af reglerne i § 4, stk. 1 og 2.
Bemyndigelsen kan ifølge de specielle bemærkninger til den
oprindelige bestemmelse i § 3 a i lov om opkrævning og
inddrivelse af visse fordringer, jf. lovforslag nr. L 209, Fol-
ketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6761, anvendes til at
fastlægge regler for dækningsrækkefølgen i tilfælde, hvor
reglerne i § 4, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige fører til, at to eller flere fordringer sidestilles, her-
under tidspunktet for modtagelsen af fordringer hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden.
Bemyndigelsen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 188 af 9.
marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Denne
indeholder nu i henholdsvis § 4, stk. 1, 1. pkt., og § 49, stk.
1, nr. 2, følgende definition af begrebet modtagelsesdato:
»En fordring anses for modtaget, den dag fordringen regi-
streres i modtagelsessystemet.«
Det følger af § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v., at udlægsforretninger,
der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndighedens pan-
tefogeder, er omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel
45-47 (dvs. §§ 478-526), medmindre andet er bestemt i lo-
ven.
Lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og af-
gifter m.v. gælder for inddrivelse af skatter, afgifter, bøder
og andre ydelser, der opkræves eller inddrives af det offent-
lige, og som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, jf. lo-
vens § 1.
Der er hjemmel til udpantning i § 11 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Det følger således af § 11, at for-
dringer, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, kan inddrives ved udpantning, medmindre andet
følger af lovens bilag 1.
Efter retsplejelovens § 493, stk. 1, underretter fogedretten
så vidt muligt skyldneren om tid og sted for en udlægsforret-
ning. Skal forretningen foretages uden for rettens kontor, an-
gives tid og sted så bestemt som foreneligt med tilrettelæg-
gelsen af rettens arbejde. Underretningen kan ske ved tilsi-
gelse til forretningen, jf. § 494.
Det følger af § 493, stk. 2, at underretning kan undlades,
hvis fogedretten finder det ubetænkeligt at foretage forret-
ningen uden forudgående meddelelse til skyldneren, eller
hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning el-
lers vil blive væsentligt forringet. Fogedretten kan i sidst-
nævnte tilfælde betinge fuldbyrdelsen af forudgående sik-
kerhedsstillelse.
Hvis fuldbyrdelse forlanges på grundlag af udpantnings-
ret, skal meddelelse om forretningen forkyndes for skyldne-
ren, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Meddelel-
sen skal indeholde oplysninger om kravets grundlag og stør-
relse og sidste rettidige betalingsdag. Ved senere forretnin-
ger for samme krav gives alene meddelelse efter reglerne i
retsplejelovens § 493, stk. 1 og 2, jf. stk. 3.
Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender som ud-
gangspunkt tilsigelser efter retsplejeloven til brug for sine
udlægsforretninger. Efter retsplejelovens § 486, stk. 1, 2.
pkt., kan forkyndelse af meddelelse efter § 493, stk. 3, tid-
ligst ske dagen efter sidste rettidige betalingsdag. Forkyn-
delse kan alene undlades, hvis skyldner samtykker, eller det
må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil bli-
ve væsentligt forringet, jf. retsplejelovens § 486, stk. 2.
Efter retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., skal en medde-
lelse om udlægsforretning blandt andet indeholde oplysning
om fordringens sidste rettidige betalingsdag. Ved lov nr. 551
af 25. april 2018 er kravene til restanceinddrivelsesmyndig-
hedens meddelelse i forbindelse med pantefogedudlæg imid-
lertid ændret, så retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., ikke
længere finder anvendelse i disse tilfælde, jf. § 5, stk. 1, i
lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgif-
ter m.v.
Ifølge § 5, stk. 2, i lov om fremgangsmåden ved inddrivel-
se af skatter og afgifter m.v. skal restanceinddrivelsesmyn-
digheden i tilsigelsen nu i stedet oplyse skyldneren om
blandt andet fordringens modtagelsesdato.
Ændringen af kravene til restanceinddrivelsesmyndighe-
dens tilsigelse skyldtes, at der i flere tilfælde havde været
usikkerhed om den registrerede sidste rettidige betalingsda-
to, som efter retsplejelovens § 493, stk. 3, skal oplyses ved
forkyndelser om udlægsforretninger. Der blev i forarbejder-
ne til lov nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folketingstidende
2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 226 som fremsat, side
29, lagt vægt på, at sidste rettidige betalingsdag skal være
overskredet, før fordringer kan overdrages til inddrivelse.
Det er således bestemt i § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, at fordringer overdrages til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, når beta-
lingsfristen er udløbet, og der samtidig er gennemført den
for fordringshaver sædvanlige rykkerprocedure, uden at be-
taling er sket.
Det bemærkes, at kravene til restanceinddrivelsesmyndig-
hedens begrundelse i afgørelser om modregning og løninde-
holdelse samtidigt blev lempet af samme grund, altså at der
kunne være tvivl om fordringens sidste rettidige betalings-
dag. I disse tilfælde skal nu alene oplyses, at fordringen er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
Hvis den registrerede modtagelsesdato, som nu konstate-
ret under oprydningsarbejdet efter EFI/DMI, heller ikke al-
tid er retvisende, er der risiko for, at forkerte oplysninger
kommunikeres til skyldneren ved forkyndelse om en ud-
lægsforretning, uanset at ændringen med lov nr. 551 af 29.
maj 2018 netop havde til formål at undgå lige præcis dette.
2.7.2. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indføre en hjemmel i § 4, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige til at indplacere fordrin-
ger, der er i overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden før den 1. september 2013, i dækningsræk-
kefølgen ud fra den registrerede modtagelsesdato, uanset at
denne modtagelsesdato potentielt kan være forkert registre-
41
ret som følge af den måde, hvorpå modtagelsesdatoer er ble-
vet registreret, dels i de tidligere inddrivelsessystemer KMD
og KMD Ind dels i forbindelse med konverteringen af eksi-
sterende fordringer under inddrivelse i KMD Ind til EFI/
DMI. Den nye hjemmel foreslås som en indsættelse af et 5.
pkt. i § 4, stk. 2.
Lovændringen skal løse den problemstilling, der er identi-
ficeret omkring de potentielt forkert registrerede modtagel-
sesdatoer for den gruppe af fordringer, der i forbindelse med
idriftsættelsen af EFI/DMI i september 2013 blev konverte-
ret fra KMD Ind til EFI/DMI, nemlig at dækningsrækkeføl-
gen kan være administreret forkert som følge af usikkerhe-
den om den korrekte modtagelsesdato.
For fordringer, der er modtaget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden inden den 1. september 2013, er
det i forbindelse med oprydningsarbejdet efter EFI/ DMI så-
ledes konstateret, at der i flere tilfælde kan være tvivl om,
hvorvidt den registrerede modtagelsesdato faktisk er kor-
rekt.
Disse fordringer er konverteret fra de tidligere inddrivel-
sessystemer KMD og KMD Ind i forbindelse med idriftsæt-
telsen af EFI/DMI-systemet, og der har i den forbindelse ik-
ke været et sikkert grundlag for i alle tilfælde at identificere
fordringernes faktiske modtagelsesdato, således som denne i
dag er defineret i § 4, stk. 1, og § 49, stk. 1, nr. 2, i bekendt-
gørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til
det offentlige.
De tidligere inddrivelsessystemer registrerede således ikke
en modtagelsesdato på samme måde som i dag. Det er i den
forbindelse oplyst af Skattestyrelsen, at den registreret mod-
tagelsesdato for Skattestyrelsens egne konverterede fordrin-
ger kan være udtryk for enten den dato, hvor skyldneren
blev oprettet i inddrivelsessystemerne KMD eller KMD Ind,
eller den dato, hvor skyldneren senere er »genoprettet« i
inddrivelsessystemet, fordi pågældende har skiftet bopæls-
kommune.
Der er således en generel risiko for, at de registrerede
modtagelsesdatoer for fordringer modtaget til inddrivelse før
den 1. september 2013 kan ligge enten tidligere eller senere
end den dato, hvor fordringen faktisk blev modtaget i inddri-
velsessystemet, dvs. den »korrekte modtagelsesdato«.
Skattestyrelsen har oplyst, at de registrerede modtagelses-
datoer i EFI/DMI for fordringer, der er overdraget fra KO-
BRA formentlig ikke kan lægges til grund, hvis fordringen
er modtaget i inddrivelsessystemet før idriftsættelsen af
EFI/DMI i 2013.
Før idriftsættelsen af EFI/DMI blev fordringer på person-
skatter m.v. registeret til inddrivelse i systemet KMD Ind
(og før 2005 i KMD). Dette fungerede efter det oplyste såle-
des, at en skyldner ved misligholdelse med betaling af f.eks.
en restskatterate blev registreret i inddrivelsessystemet. Den
misligholdte fordring ville da fremgå i systemet som væren-
de under inddrivelse. Senere fordringer på skyldneren blev
imidlertid herefter automatisk registreret i KMD Ind (og før
2005 i KMD) med henblik på inddrivelse, såfremt betalings-
fristen ikke blev overholdt.
De registrerede modtagelsesdatoer før den 1. september
2013 kan dermed reelt afspejle, hvornår skyldneren første
gang var oprettet i inddrivelsessystemet, selv om den kon-
krete fordring faktisk først blev sendt/modtaget til inddrivel-
se senere. Modtagelsesdatoen kan derfor være forkert.
Derudover er det oplyst, at modtagelsesdatoer i KMD Ind
kan have ændret sig, i forbindelse med at en skyldner har
skiftet bopælskommune. I disse tilfælde vil skyldneren være
overgået til den nye kommune, og skyldneren kan i den for-
bindelse være blevet »genoprettet« i inddrivelsessystemet
med en ny og senere modtagelsesdato. Modtagelsesdatoen
kan derfor være forkert.
Skattestyrelsen har endvidere oplyst, at man ved konverte-
ringen af fordringer fra KMD Ind til EFI/DMI var opmærk-
som på problemstillingen med den forkert registrerede mod-
tagelsesdato. For så vidt angår Skattestyrelsens egne fordrin-
ger, f.eks. restskatter, blev dette forsøgt imødegået ved at
lægge et antal dage til den registrerede sidste rettidige beta-
lingsdato. Det har dog alligevel ikke i alle tilfælde været
muligt at registrere en korrekt modtagelsesdato.
Hvis det registrerede stamdatafelt »modtagelsesdato« som
beskrevet ikke er retvisende, er retsvirkningen heraf blandt
andet, at restanceinddrivelsesmyndigheden i de tilfælde,
som § 4, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
regulerer, ikke kan placere alle fordringer korrekt i den ind-
byrdes dækningsrækkefølge ved anvendelse af et beløb, der
er inddrevet eller frivilligt indbetalt. En sikker administra-
tion af dækningsrækkefølgen forudsætter, at en korrekt
modtagelsesdato er registreret for samtlige fordringer i ind-
drivelsessystemet. En modtagelsesdato, der i inddrivelsessy-
stemet er registreret med en for sen dato, kan føre til, at for-
dringen først dækkes efter en senere modtaget fordring, der
fremstår med bedre prioritet. Modsat kan en fordring med en
modtagelsesdato, der er registreret med for tidlig en dato,
fremstå med bedre prioritet og dermed uretmæssigt blive
dækket før et reelt tidligere modtaget krav.
Det bemærkes, at der ud over denne dækningsrækkefølge-
regel i § 4, stk. 2, også er andre retsvirkninger knyttet til
stamdatafeltet modtagelsesdato. Inddrivelsesrente tilskrives
således fra den 1. i måneden efter modtagelsen af en for-
dring hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 5, stk. 1.
Derudover vil retskraftige fordringer, der i dag er modtaget
til inddrivelse, være omfattet af forældelsesudskydelsen i §
18 a, stk. 1, og/eller have fået en tillægsfrist på 3 år regnet
fra modtagelsesdatoen, jf. § 18 a, stk. 7. Da problemstillin-
gen med usikkerhed om korrekt registrering af modtagelses-
datoen er begrænset til fordringer modtaget i inddrivelsessy-
stemet før idriftsættelsen af EFI/DMI-systemet, er disse se-
nere indførte regler ikke relevante for disse fordringer. Den
faktiske modtagelsesdato for de omhandlede fordringer bør
således i alle tilfælde ligge før september 2013.
Tvivlen om korrektheden af stamdatafeltet »modtagelses-
dato« betyder, at fordringerne aktuelt. ikke kan konverteres
til PSRM. Antallet af fordringer i DMI, der er sendt til ind-
drivelse før den 1. september 2013, og som allerede er ble-
vet vurderet (maskinelt eller manuelt) som ikkeforældede,
udgjorde i november 2019 i alt ca. 2,8 mio. Disse fordringer
42
havde samlet set en nominel værdi på ca. 16,4 mia. kr. og en
beregnet kursværdi på ca. 3,6 mia. kr. For disse fordringer
kan der således på grund af usikkerheden om datakvalitet
aktuelt ikke ske inddrivelse i DMI.
Der er således tale om et betydeligt antal fordringer og et
betydeligt inddrivelses- og/eller konverteringspotentiale,
hvis der med den foreslåede ændring kan etableres en sikker
administration i inddrivelsesarbejdet i forhold til den regi-
strerede modtagelsesdato for den nævnte pulje af fordringer,
der er oprettet i inddrivelsen før den 1. september 2013 og
senere er konverteret til EFI/DMI.
Formålet med den foreslåede lovændring er, at der fremo-
ver skal kunne administreres på et sikkert hjemmelsgrundlag
ved inddrivelse i DMI, og at fordringerne vil kunne konver-
teres fra DMI til PSRM, hvis de i øvrigt ikke på anden måde
er fejlbehæftede. Ændringen vil således betyde, at disse for-
dringer bliver både inddrivelses- og konverteringsparate,
forudsat at de ikke er ramt af andre fejl vedrørende datakva-
liteten.
I forhold til konsekvenserne af den foreslåede lovændring
i § 4, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
med indsættelsen af et nyt 5. pkt. skal disse ses i lyset af de
hensyn, der oprindeligt var bag indførelsen af dækningsræk-
kefølgereglen i § 3 a i lov om opkrævning og inddrivelse af
visse fordringer, jf. lovforslag nr. L 209, Folketingstidende
2005-06, tillæg A, side 6753.
Hensynet var i forhold til skyldner, at de mere byrdefulde
krav, f.eks. bøder, skulle dækkes før mindre byrdefulde
krav. Og i forhold til fordringshaverne var hensynet, at de
skulle kende deres prioritetsstillingen for deres fordringer i
dækningsrækkefølgen.
Den foreslåede indsættelse i § 4, stk. 2, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige af et nyt 5. pkt., hvorefter restan-
ceinddrivelsesmyndigheden for fordringer, der før den 1.
september 2013 er overdraget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, lægger den i inddrivelsessyste-
met registrerede modtagelsesdato til grund ved administrati-
onen af dækningsrækkefølgen i § 4, stk. 2, 1. pkt., indebærer
i princippet en fravigelse af den dækningsrækkefølge, der
aktuelt er forudsat i § 4, stk. 2, 1. pkt.
I forhold til skyldneren vurderes ændringen dog ikke at
have reel skadevirkning, idet de mest byrdefulde krav fortsat
vil have den højeste prioritet i dækningsrækkefølgen, fordi
den foreslåede ændring alene vedrører den indbyrdes priori-
tetsstilling af krav inden for den samme kategori. Alle krav,
der er modtaget før den 1. september 2013, vil fortsat blive
dækket før krav, der først er modtaget til inddrivelse fra og
med den 1. september 2013.
For så vidt angår fordringshaveren kan den foreslåede æn-
dring potentielt være bebyrdende, idet en fordringshaver på
grund af en forkert registreret modtagelsesdato kan risikere
at blive indplaceret senere i dækningsrækkefølgen end den
pågældende reelt var berettiget til. Omvendt kan ændringen
også være begunstigende, idet en fordringshaver kan få en
bedre indplacering i dækningsrækkefølgen som følge af en
modtagelsesdato, der er registreret med en for tidlig dato.
Det bør i den forbindelse bemærkes, at denne risiko for
fordringshaver for at få en dårligere – eller bedre – indplace-
ring alene vil gælde for fordringer placeret i den ældste del
af fordringsmassen, altså de fordringer, der er registreret i
systemet før den 1. september 2013, samt at disse fordringer
i øvrigt har været registreret med samme modtagelsesdato i
hele perioden siden konverteringen til EFI/DMI.
For at undgå, at forkyndelser til skyldneren om udlægsfor-
retninger indeholder forkerte oplysninger om modtagelses-
datoen for en fordring, som skal forsøges inddrevet gennem
udlæg, foreslås det at indføre en hjemmel i § 5, stk. 2, i lov
om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter
m.v. til fremover at udelade oplysningen om en konkret for-
drings modtagelsesdato i forbindelse med forkyndelser om
udlægsforretninger. I stedet for modtagelsesdatoen skal det
alene oplyses, at fordringen inddrives af restanceinddrivel-
sesmyndigheden. En sådan ændring af kravene til forkyndel-
sens indhold vil svare til det, der aktuelt er gældende, hvad
angår de oplysninger, som restanceinddrivelsesmyndighe-
den skal give skyldneren i forbindelse med meddelelse af en
afgørelse om modregning eller lønindeholdelse, jf. § 9 a,
stk. 2, og § 10, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Hvis det som foreslået oplyses i en forkyndelse, at en
fordring er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, vil dens sidste rettidige betalingsdag være over-
skredet, ligesom den vil være modtaget hos restanceinddri-
velsesmyndigheden. Den foreslåede ændring vurderes derfor
at være ubetænkelig i forhold til skyldneren, når blot skyld-
neren er klar over, hvilken fordring det drejer sig om. Det
vil derfor stadig skulle være beskrevet på en sådan måde, at
skyldneren vil kunne genkende fordringen. Det bemærkes i
den forbindelse, at fordringshaveren så vidt muligt skal have
underrettet skyldneren om overdragelsen til inddrivelse, jf.
forslaget om præcisering af § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
2.8. Lempelse af krav til stamdatoer for fordringer og til be-
skrivelsen af stamdatoer i afgørelser m.v.
2.8.1. Gældende ret
Modregning er et af de inddrivelsesskridt, som restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kan foretage for at dække
skyldneres gæld til det offentlige. Ved modregning indfrier
restanceinddrivelsesmyndigheden fordringer med udbetalin-
ger fra det offentlige. Det kan f.eks. være en skyldner, der
skal have udbetalt overskydende skat. Frem for at udbetale
den overskydende skat benyttes beløbet helt eller delvist til
at dække skyldners gæld (en eller flere fordringer) til det of-
fentlige.
Modregning fra restanceinddrivelsesmyndighedens side
sker i udgangspunktet uden aftale med skyldner, og der er
dermed tale om tvungen modregning.
Efter de almindelige obligationsretlige regler forudsætter
tvungen ikkekonneks modregning, at fordringerne er udjæv-
nelige, afviklingsmodne og gensidige, og at den fordring,
der modregnes med, er retskraftig. Desuden er det en betin-
gelse, at den person eller myndighed, der ønsker at modreg-
43
ne (modregneren), sender en modregningserklæring, der
kommer frem til den person, der modregnes over for (ho-
vedmanden, dvs. modfordringens skyldner). Det er som ud-
gangspunkt ikke et krav, at modfordringen er åbenbar eller
uomtvistet, før modregning kan ske. Der kan dog stilles krav
om, at der en vis klarhed omkring fordringens eksistens, jf.
Højesterets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
2005, side 668.
Kravet om, at fordringerne skal være udjævnelige, inde-
bærer, at fordringerne efter deres art skal kunne udligne hin-
anden. Dette krav vil som udgangspunkt være opfyldt, hvis
der er tale om pengekrav. Fordringerne behøver ikke være
lige store.
Modregning kan være begrænset eller helt udelukket på
grund af hovedfordringens beskaffenhed. Det drejer sig
f.eks. om såkaldte beskyttede fordringer, der skal anvendes
til dækning af nødvendige leveomkostninger.
At fordringerne skal være afviklingsmodne, indebærer, at
modfordringens forfaldstidspunkt skal være indtrådt, og ho-
vedfordringens frigørelsestidspunkt skal være indtrådt. Har
fordringshaver indrømmet skyldner løbedage, vil modreg-
ning ikke kunne ske til det oprindelige forfaldstidspunkt,
men tidligst på sidste løbedag, jf. Højesterets dom i Uge-
skrift for Retsvæsen 1963, side 126. Ved frigørelsestid for-
stås, at skyldner skal være berettiget til at frigøre sig for sin
forpligtelse ved betaling til fordringshaver.
At fordringerne skal være gensidige, indebærer, at hoved-
fordring og modfordring er mellem de samme parter. Der
skal således mellem de involverede parter i modregningen
foreligge gensidighed, således at hver part er henholdsvis
debitor for den ene fordring og kreditor for den anden for-
dring.
Der er i §§ 7-9 a og § 12, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige fastsat særlige regler om dæknings-
rækkefølgen ved modregning og om restanceinddrivelses-
myndighedens muligheder for at modregne. Ved lov nr. 285
af 29. marts 2017 blev det gennem en nyaffattelse af § 8,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige præcise-
ret, at alle fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, kan modregnes i udbetalinger fra sta-
ten.
At modfordringen skal være retskraftig, betyder, at hoved-
manden (skyldneren) skal være retligt forpligtet til at opfyl-
de fordringen. Det indebærer, at modfordringen skal være
retskraftig på modregningstidspunktet, dvs. på det tidspunkt,
hvor modregningserklæringen kommer frem til hovedman-
den.
Ved tvungen modregning indtræder virkningen af mod-
regning som udgangspunkt ved fremkomsten af modreg-
ningserklæringen, idet modregningserklæringen indeholder
et påbud, som har virkning ved fremkomsten.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er involveret i to for-
mer for modregning, nemlig modregning under inddrivelse
og modregning under opkrævning.
En fordringshaver skal ved overdragelse af en fordring ef-
ter § 3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts
2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige give alle op-
lysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens be-
stemmelse er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplys-
ning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt,
sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol,
tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.
Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til
eller mistanke om, at fordringshavers registrering af sidste
rettidige betalingsdag ikke er retvisende i det konkrete til-
fælde, har restanceinddrivelsesmyndigheden som følge af
officialmaksimen pligt til at søge datoen berigtiget hos ford-
ringshaver.
Ved modregning ophører to fordringer – modfordring og
hovedfordring – i det omfang de beløbsmæssigt dækker hin-
anden. Modregning er en let adgang for en fordringshaver
(modregneren) til at opnå fyldestgørelse for sit krav, der be-
tegnes modfordringen, idet modregningen gennemføres ved
fordringshavers erklæring til modfordringens skyldner (ho-
vedmanden) om den gennemførte modregning, der indebæ-
rer, at hovedmandens fordring, der betegnes hovedfordrin-
gen, ikke vil blive betalt, i det omfang modfordringen be-
løbsmæssigt dækker hovedfordringen. Modregningen får
virkning fra erklæringens fremkomst til skyldneren som føl-
ge af erklæringens påbudsvirkning.
Modregningserklæringen er en afgørelse, der vil kunne
påklages efter de sædvanlige regler, f.eks. til Landsskatteret-
ten, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden gennemfører
modregningen, jf. § 17 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Det er dog fogedretten, der tager stilling til en
indsigelse mod modregning med kontrolafgifter for overtræ-
delse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselska-
ber, jf. § 18 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
For forfaldne fordringer, der omfattes af lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, indtræder fordringshaveren i ret-
ten til udbetalinger fra staten for et beløb, der svarer til den
skyldige betaling, jf. § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Restanceinddrivelsesmyndigheden indtræ-
der ved modtagelsen af fordringer til inddrivelse i kreditor-
beføjelserne, jf. lovens § 3, stk. 1, og vil derfor i medfør af §
8, stk. 1, kunne modregne fordringen i skyldners fordring
mod staten (udbetalingsfordring). En tilladelse til afdragsvis
betaling eller henstand med betalingen afskærer ifølge § 9,
stk. 1, ikke det offentliges adgang til at foretage modregning
i udbetalinger fra det offentlige. Modregning, der gennemfø-
res af restanceinddrivelsesmyndigheden eller af Skattefor-
valtningen som fordringshaver, kan ifølge § 9 a, stk. 1, ske
uden partshøring af skyldneren og uden forudgående vurde-
ring af dennes økonomiske forhold.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er ifølge § 9 a, stk. 2, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i begrundelsen
for en afgørelse om modregning alene forpligtet til at henvi-
se til, at fordringen er under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden. Reglen skal ses i sammenhæng med, at
alene fordringer, hvis betalingsfrist er overskredet, kan sen-
des til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf.
44
§ 2, stk. 3, 1. pkt., hvorfor modfordringen således vil være
forfalden.
Ved transporter i udbetalinger fra statslige myndigheder
kan der ske modregning, hvis betingelserne i § 28 i lov om
gældsbreve er opfyldt.
Lov om gældsbreve regulerer i § 28 således, i hvilket om-
fang en fordringshaver kan modregne sin fordring (modfor-
dringen) mod skyldneren, hvis skyldneren mod fordringsha-
veren tilsvarende har en fordring (hovedfordringen), der er
overdraget (transporteret) til en tredjemand. Ved en sådan
overførsel af hovedfordringen ophører det gensidighedsfor-
hold, der efter de almindelige modregningsregler er en be-
tingelse, for at fordringshaveren (modregneren) kan foretage
modregning over for sin skyldner (hovedmanden), jf. oven-
for.
I § 28 i lov om gældsbreve er bestemt, at en skyldner kan
benytte en fordring på overdrageren til modregning, med-
mindre skyldneren har erhvervet fordringen efter det tids-
punkt, da skyldneren fik kundskab eller formodning om
overdragelsen. Var fordringen uforfalden på dette tidspunkt,
kan den dog kun bruges til modregning, hvis den forfaldt se-
nest samtidig med gældsbrevsfordringen.
Det følger således af bestemmelsen, at fordringshaveren
(der i § 28 betegnes »skyldneren«) kan benytte sin fordring
– modfordringen – mod skyldneren (der i § 28 betegnes
»overdrageren«) til modregning i skyldnerens fordring – ho-
vedfordringen – mod fordringshaveren, medmindre for-
dringshaveren har erhvervet modfordringen efter det tids-
punkt, da fordringshaveren fik kundskab eller formodning
om overdragelsen af hovedfordringen. Med andre ord skal
modfordringen mod skyldneren – overdrageren – være stif-
tet på det tidspunkt, da fordringshaveren fik kundskab eller
formodning om overdragelsen af hovedfordringen. For-
dringshaveren skal således være i god tro om overdragelsen
af hovedfordringen, for at fordringshaveren kan modregne
sin modfordring i hovedfordringen. Fordringshaveren vil ik-
ke være i god tro, hvis fordringshaveren har fået underret-
ning om overdragelsen, fordi kundskab om denne da er op-
stået. Fordringshaveren vil heller ikke være i god tro, hvis
fordringshaveren på anden måde har hørt om overdragelsen,
fordi der da vil være opstået en formodning om overdragel-
sen. Bevisbyrden for, at fordringshaveren var i ond tro ved
sin modregning, påhviler erhververen af fordringen. Både
stiftelsestidspunktet og kundskabstidspunktet er i princippet
et bestemt klokkeslæt, hvilket får betydning, hvis de begge
indtræder på samme dag.
Bestemmelsen i § 28 i lov om gældsbreve er baseret på
samme forventningsprincip som § 27, hvorefter erhververen,
hvis et simpelt gældsbrev overdrages til eje eller pant, ikke
får bedre ret end overdrageren, medmindre andet følger af
særlige retsregler. De indsigelser, som fordringens skyldner
kan gøre gældende over for fordringshaver, jf. herom lovens
§ 1, kan således også gøres gældende over for en erhverver
af det simple gældsbrev. Ligesom § 28 anvendes også § 27
analogt på simple fordringer, for hvilke et gældsbrev ikke er
udstedt. Bestemmelsen i § 28 er udtryk for, at en modreg-
ningsforventning, som fordringens skyldner har, ikke mistes
ved en overdragelse, jf. Preben Lyngsø i Gældsbrevloven
med kommentar (3. udgave, 1989), side 190.
Bestemmelsen i § 28 i lov om gældsbreve omfatter såvel
overdragelse til eje som pant (sikkerhed). En overdragelse
kan være beløbsbegrænset – dvs. at den omfatter et bestemt
beløb, der kan rummes i fordringen – men behøver ikke at
være det. Bestemmelsen anvendes analogt på visse andre
overførsler af retten til hovedfordringen, f.eks. som følge af
kreditorforfølgning i form af udlæg, beslaglæggelse og ar-
rest, men derimod ikke konkurs, hvor konkurslovens § 42
afgør, i hvilket omfang fordringshaver kan gennemføre
modregning.
Ved overdragelse af en simpel fordring til eje eller pant
har overdragelsen ikke gyldighed mod overdragerens kre-
ditorer, medmindre skyldneren fra overdrageren eller er-
hververen har fået underretning om overdragelsen, jf. § 31,
stk. 1, i lov om gældsbreve, der efter ordlyden anvendes på
simple gældsbreve, men i praksis også anvendes på simple
fordringer, for hvilke et gældsbrev ikke er udstedt. Enten
overdrageren eller erhververen skal ved sådanne viljesbe-
stemte overdragelser til eje eller pant således give fordrin-
gens skyldner underretning – også kaldet »denuntiation« –
om overdragelsen, og denne denuntiation har karakter af
sikringsakt, dvs. en foranstaltning, der er nødvendig for at
beskytte overdragelsen mod overdragerens kreditorer, der
ved deres retsforfølgning, f.eks. udlæg eller konkurs, vil
ekstingvere (fortrænge) erhververens ret til fordringen, hvis
sikringsakten ikke er iagttaget, selv om kreditorerne måtte
være i ond tro om overdragelsen.
En denuntiation til fordringens skyldner er også nødven-
dig, hvis en fordring er overdraget til flere. I § 31, stk. 2, i
lov om gældsbreve er således bestemt, at hvis en fordrings-
haver har overdraget gældsbrevet til flere forskellige, går en
senere erhverver forud, når skyldneren først har fået under-
retning om overdragelsen til denne senere erhverver, og er-
hververen var i god tro ved underretningen. Også denne be-
stemmelse anvendes analogt på simple fordringer. Den, der
først har fået en fordring overdraget til sig, må derfor sikre
sig, at fordringens skyldner underrettes om overdragelsen. I
modsat fald risikerer denne erhververs ret til fordringen at
blive ekstingveret af en senere erhverver, der var i god tro
om den tidligere overdragelse og selv har opfyldt sin sik-
ringsakt, dvs. denuntiation til fordringens skyldner.
Egentlige formkrav til denuntiationen efter § 31, stk. 1 og
2, i lov om gældsbreve er ikke opstillet, men der er i retsteo-
rien enighed om, at den skal være klar og tydelig, dvs. egnet
til at identificere fordringen og bibringe fordringens skyld-
ner den viden, at fordringen er overdraget, så overdrageren
ikke længere er materielt berettiget til den.
Denuntiationen har karakter af et påbud, hvorfor dens
virkning som sikringsakt indtræder ved dens fremkomst til
fordringens skyldner. Det kræves ikke, at fordringens skyld-
ner har gjort sig bekendt med indholdet, dvs. læst meddelel-
sen.
45
Denuntiationen behøver dog ikke være bindende i den for-
stand, at fordringens skyldner over for erhververen bliver
ansvarlig ved at bortse fra den.
Det er ikke tilstrækkeligt, at fordringens skyldner ved, at
fordringen er overdraget. Det kan tænkes, at fordringsskyld-
ner rent tilfældigt er blevet gjort bekendt med overdragel-
sen. En sådan viden er ikke tilstrækkelig. Der kræves en
egentlig aktiv handling fra enten overdrager eller erhverver
af fordringen.
Der kræves ikke svar fra fordringens skyldner, for at un-
derretningen har virkning som sikringsakt efter § 31 i lov
om gældsbreve, og det er uden betydning, at fordringens
skyldner eventuelt måtte afvise underretningen.
En sikringsakt kræves ikke, hvor fordringen er overført til
en tredjemand som følge af dennes udlæg i fordringen. Dette
følger af retsplejelovens § 526, stk. 1, jf. stk. 3.
Fælles for en overdragelse ved aftale og en overførsel af
fordringen ved udlæg og anden retsforfølgning er, at for-
dringens skyldner skal underrettes om overførslen, idet for-
dringens skyldner ellers med frigørende virkning kan betale
til overdrageren respektive den, som retsforfølgningen er
rettet mod, medmindre fordringens skyldner vidste, at denne
– dvs. overdrageren eller den, som retsforfølgningen er rettet
mod – ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller
fordringens skyldner ikke har udvist den agtpågivenhed,
som forholdene krævede, jf. § 29 i lov om gældsbreve og –
for så vidt angår udlæg – retsplejelovens § 524.
Den ny indehaver af fordringen – erhververen eller den
retsforfølgende kreditor, f.eks. en udlægshaver – må derfor
sørge for gennem en underretning til fordringens skyldner at
opnå legitimationen til at modtage betaling. Er dette sket,
kan fordringens skyldner med frigørende virkning alene be-
tale til erhververen eller den retsforfølgende kreditor.
Når fordringer overdrages til inddrivelse, medsender for-
dringshaver relevante data om fordringen. Det fremgår såle-
des af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020
om inddrivelse af gæld til det offentlige, at ved overdragelse
af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden skal for-
dringshaveren eller dennes repræsentant benytte skyldners
personnummer eller cvr-nummer som journalnummer. Op-
lysninger om personnummer eller cvr-nummer kan dog und-
lades, hvis fordringshaveren eller dennes repræsentant godt-
gør, at det ikke har været muligt at fremskaffe sådanne op-
lysninger. Fordringshaveren skal ved overdragelsen af for-
dringen til restanceinddrivelsesmyndigheden give alle op-
lysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens be-
stemmelse er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplys-
ning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt,
sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol,
tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.
§ 2, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
giver mulighed for, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved
kendskab til eller mistanke om datafejl, der kan henføres til
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, helt eller delvist kan suspendere ind-
drivelse af fordringer, der efter restanceinddrivelsesmyndig-
hedens skøn kan være berørt af fejlen. Udtrykket »helt eller
delvist« anvendes i bestemmelsen, idet der, afhængig af
hvilken fejl der er tale om, kan forekomme situationer, hvor
et eller flere inddrivelsesskridt vil kunne iværksættes, mens
andre – som følge af fejlen – ikke kan.
Suspension af inddrivelse betyder, at fordringen stadig an-
ses for at være under inddrivelse, men at restanceinddrivel-
sesmyndigheden ikke foretager dækning på eller aktivt ind-
driver på fordringerne, i det omfang fejlen efter restanceind-
drivelsesmyndighedens skøn kan medføre ulovlig inddrivel-
se. I det omfang de berørte fordringer allerede indgår i ind-
drivelsesskridt, kan suspensionen betyde, at fordringerne
fjernes fra inddrivelsesskridtet. I de almindelige bemærknin-
ger til lovforslag nr. L 226, jf. Folketingstidende 2017-18,
A, L 226 som fremsat, fremgår det på side 32, at der alene
indføres en mulighed for restanceinddrivelsesmyndigheden
til at suspendere inddrivelsen i disse tilfælde, men ikke en
pligt, da det ikke er alle fejl i data, der medfører risiko for
fejl i inddrivelsen eller ulovlig inddrivelse.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil først ophæve sus-
pensionen af inddrivelsen for de fordringer, som kan være
berørt af fejlen, når fordringshaver eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, har identificeret og
tilbagekaldt de fordringer, som efter en undersøgelse gen-
nemført af fordringshaver eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, har vist sig at være be-
rørt af fejlen. Ansvaret for gennemførelsen af undersøgelsen
påhviler fordringshaver eller den, der på vegne af fordrings-
haveren opkræver fordringen, men restanceinddrivelses-
myndigheden kan i fornødent omfang bistå ved denne un-
dersøgelse. Når fordringshaver eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, har identificeret og
tilbagekaldt de fordringer, som er berørt af datafejl, indgår
de resterende fordringer herefter i den sædvanlige dæk-
ningsrækkefølge.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan tilbagesende samt-
lige de af suspensionen omfattede fordringer inklusive ren-
ter og eventuelle gebyrer, hvis fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke
inden for en frist fastsat af restanceinddrivelsesmyndigheden
har identificeret og tilbagekaldt de fordringer, der er berørt
af fejlen. Dette gør sig gældende, hvor der er tale om kend-
skab til eller mistanke om alvorlige datafejl, som vurderes at
indebære risiko for ulovlig inddrivelse. Fastsættelse og
eventuel forlængelse af fristen skal give fordringshaver eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
rimelig mulighed for at kunne gennemføre undersøgelsen.
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsa-
get af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver
den pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens § 22.
Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler,
i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf. forvaltningslo-
vens § 24, stk. 1, og om fornødent en kort redegørelse for de
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvalt-
ningslovens § 24, stk. 2.
46
Ved siden af forvaltningslovens regler om begrundelses-
pligt gælder de indholdskrav, der kan udledes af ombuds-
mandens praksis vedrørende principperne om god forvalt-
ningsskik. Principperne om god forvaltningsskik har i nogle
tilfælde et bredere anvendelsesområde end begrundelses-
pligten i forvaltningslovens §§ 22-24 og kan også finde an-
vendelse ved faktisk forvaltningsvirksomhed.
Om kravene til en begrundelses indhold kan det generelt
anføres, at de oplysninger, som offentlige myndigheder
kommunikerer til borgere og virksomheder, skal være fyl-
destgørende og korrekte. Restanceinddrivelsesmyndigheden
har derfor behov for oplysninger om de fordringer, som
overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden, for at kunne beskrive fordringen tilstrækkeligt og
korrekt over for skyldner og andre.
I øvrigt må udstrækningen af myndighedernes begrundel-
sespligt i henhold til forvaltningsloven som udgangspunkt
afgøres konkret i den enkelte sag.
Der findes allerede i de gældende regler en bestemmelse,
der for et begrænset anvendelsesområde afviger fra det al-
mindelige udgangspunkt om begrundelse af afgørelser i hen-
hold til forvaltningslovens §§ 22-24 i særlige situationer. § 9
a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige giver
således mulighed for, at restanceinddrivelsesmyndigheden i
begrundelsen for en afgørelse om modregning alene behøver
at henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Med § 9 a, stk. 2, er risikoen
for, at begrundelser påvirkes af fortolkningsforskelle m.v.
hos fordringshavere, for så vidt angår registreringen af sids-
te rettidige betalingsdag, minimeret.
Det er med § 9 a, stk. 2, dog stadig sådan, at der i afgørel-
sen om modregning skal være en tilstrækkelig beskrivelse af
bl.a. den eller de fordringer, som afgørelsen omhandler, så-
ledes at skyldner er i stand til at identificere den eller de for-
dringer, som afgørelsen omhandler, og dermed vil kunne
forholde sig til, om afgørelsen kan anerkendes, eller om
skyldner ønsker at gøre brug af sin ret til at indgive en kla-
ge.
2.8.2. Den foreslåede ordning
Datooplysninger knyttet til gæld under inddrivelse er i fle-
re tilfælde relevante for restanceinddrivelsesmyndighedens
administration af fordringer. Hver fordring er i inddrivelses-
systemerne registreret med stamdatoer, som skal oplyses af
fordringshaver ved overdragelse af fordringen til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Med stamdatoer forstås i denne
sammenhæng henholdsvis stiftelsesdato, periode for stiftel-
se, forfaldsdato og sidste rettidige betalingsdato. Stamdato-
erne anvendes i forbindelse med visse inddrivelsesskridt, og
de registrerede oplysninger om stiftelsesdato eller periode
kan indgå ved beskrivelse af fordringer i gældsopgørelsen
fra restanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessy-
stem, PSRM.
Når fordringer er overdraget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, skal betalingsfristen være over-
skredet, og den tidsmæssige betingelse for modregning, ud-
læg eller lønindeholdelse vil dermed være opfyldt.
Tidligere lovgivningsmæssige krav til oplysning af visse
stamdatoer er lempet, således at visse stamdatoer i dag ikke
skal oplyses i forbindelse med konkrete inddrivelsesskridt.
Bl.a. blev udfordringer med fejl i de datooplysninger (sidste
rettidige betalingsdato) imødegået ved lov nr. 551 af 29. maj
2018. Der blev ved denne lov indsat en ny bestemmelse i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i form af § 9 a,
stk. 2, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden i begrun-
delsen for en afgørelse om modregning alene er forpligtet til
at henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. En tilsvarende lempelse blev
gennemført i § 10, stk. 2, om lønindeholdelse.
Visse stamdatoer er fortsat relevante i forbindelse med
gennemførelse af inddrivelsesskridt, ligesom de registrerede
oplysninger anvendes ved beskrivelse af fordringer, der un-
dergives inddrivelse. En forkert registreret stiftelsesdato og/
eller sidste rettidige betalingsdato kan således give udfor-
dringer for en vurdering af mulighederne for at modregne i
transporterede udbetalinger, og hvis skyldner er under bobe-
handling.
I forbindelse med Skatteforvaltningens analyser af for-
dringsmassen i restanceinddrivelsesmyndighedens gamle
inddrivelsessystem DMI er det konstateret, at en række for-
dringspopulationer er registreret med stamdatoer, som ikke
umiddelbart svarer til stamdatafelternes betegnelse. De regi-
strerede datoer i DMI kan ligge både før og efter den dato,
som datafeltet efter sin betegnelse forudsættes at indeholde.
Regelgrundlaget, som de enkelte fordringshavere admini-
strerer efter, er tillige forskelligt, hvilket bidrager til yderli-
gere forskellighed i anvendelsen af stamdatoer. Nogle for-
dringshavere administrerer eksempelvis et retsgrundlag, der
indeholder en specifik angivelse af, hvad den sidste rettidige
betalingsdag for det pågældende krav er, mens andre for-
dringshavere administrerer et retsgrundlag, der ikke indehol-
der en sådan regulering.
Eksempelvis er fordringer på bødekrav og sagsomkostnin-
ger fra Rigspolitiet i DMI registreret med en stiftelsesdato,
der er udtryk for en afgørelses- eller vedtagelsesdato, selv
om et bødekrav anses for at være stiftet allerede på ger-
ningstidspunktet. Datoen i DMI ligger således for sent. For-
dringer overdraget fra Rigspolitiet kan også være registreret
med en for tidlig sidste rettidig betalingsdato. Dette gælder
bl.a. alle politiets bødekrav, sagsomkostninger, offererstat-
ning og konfiskationskrav, der i 2013 blev konverteret til
DMI. Datoen kan også for nyere fordringer i nogle tilfælde
ligge for tidligt, hvor den registrerede sidste rettidige beta-
lingsdato ikke er udtryk for den betalingsfrist, der er fastsat i
forbindelse med opkrævningen.
Herudover er alle fordringer i DMI på misligholdt studie-
lån registreret med den samme datooplysning i samtlige
stamdatofelter. Den registrerede datooplysning er udtryk for
enten datoen for opsigelsen af lånet eller forfald for første
tilbagebetalingsrate (»tilbagebetalingsstartdatoen«), afhæn-
gigt af om der er tale om konverterede fordringer til
EFI/DMI eller ej. Datooplysningen i stamdatafeltet for stif-
telsesdatoen ligger således senere end den dato, der er forud-
sat i målbillede for datakvalitet for tilkoblingen til PSRM.
47
Det er usikkert, om det er muligt at bringe data i overens-
stemmelse med målbilledet for PSRM for samtlige fordrin-
ger på misligholdt studiegæld. Fordringer i DMI vedrørende
tilbagesøgning af studiestøtte, der er udbetalt efter, at støtte-
modtager har afbrudt eller afsluttet sin uddannelse (»FM-
krav«) for flere måneder er samlet som ét krav. Den regi-
strerede stiftelsesdato kan ligge både for tidligt og for sent,
afhængigt af om der er tale om konverterede fordringer til
EFI/DMI eller ej. Desuden er den registrerede stiftelsesdato
ikke korrekt for hele kravet som følge af, at tilbagebetalings-
krav for flere måneder er samlet som ét krav.
For Skattekontoens (opkrævningssystem for virksomhe-
ders skatter og afgifter) fordringer ligger de registrerede da-
tooplysninger, herunder stiftelsesdato og sidste rettidige be-
talingsdato, i flere tilfælde senere eller tidligere end de dato-
er, der følger af det retlige grundlag. Det forekommer bl.a.
ved efterangivelser for flere perioder og for foreløbige fast-
sættelser af krav, der senere er blevet endeligt fastsat. Som
følge af en tidligere mulighed for at efterangive samlet for
flere afregningsperioder, er en del af Skattekontoens fordrin-
ger vedrørende moms, A-skat og AM-bidrag udtryk for, at
flere krav er samlet i én fordring. For fordringer vedrørende
moms medfører dette en risiko for, at den registrerede stif-
telsesdato kan ligge for sent. Den registrerede stiftelsesdato
er i disse tilfælde udtryk for den sidste dag i den sammen-
lagte periode, som angivelsen vedrører, og er ikke korrekt
for dele af kravet. For fordringer vedrørende A-skat og AM-
bidrag medfører dette en risiko for, at perioden ikke er retvi-
sende for dele af kravet, samt at stiftelsesdatoen kan ligge
for tidligt. Den registrerede stiftelsesdato er i disse tilfælde
udtryk for den sidste dag i den første af de perioder, som
den samlede angivelse vedrører, og er ikke korrekt for dele
af kravet. Det er ikke muligt at adskille kravene og registre-
re korrekte data.
Oprydningsarbejdet med henblik på konvertering af for-
dringer fra DMI til PSRM har hidtil koncentreret sig om at
bringe fordringers data i overensstemmelse med det målbil-
lede for datakvalitet, som gælder for fordringer i PSRM, og
beror på de for den enkelte fordringstype specificerede krav
til stamdatoer, der gælder i forhold til tilkoblingen af for-
dringshavere til PSRM.
Det har under oprydningsarbejdet vist sig, at det ikke i alle
tilfælde som forudsat er muligt at bringe data i overensstem-
melse med det gældende målbillede for datakvalitet i
PSRM. Årsagen hertil er, at det i mange tilfælde ikke er mu-
ligt at rekvirere korrekte oplysninger hos fordringshaverne,
eller at en sådan fremsøgning af data vil være forbundet med
uforholdsmæssigt store omkostninger og/eller kræve manu-
elle ressourcer, der ikke er til rådighed.
Det følger af § 28, 1. pkt., i lov om gældsbreve, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt kan modreg-
ne i en udbetaling, hvis den i inddrivelsessystemet registre-
rede fordring (modfordringen) er stiftet (erhvervet) før det
tidspunkt, hvor transporten kom den udbetalende myndig-
hed til kundskab. Af § 28, 2. pkt., følger imidlertid, at hvis
modfordringen var uforfalden på kundskabstidspunktet, kan
modregning dog kun ske forud for dækning af transportha-
vers ret til betaling, hvis fordringen forfalder senest samtidig
med udbetalingen. Hvis den registrerede stiftelsesdato og/
eller sidste rettidige betalingsdato ligger for sent, kan en
transporthaver blive stillet bedre end forudsat, så transporten
dækkes forud for en modfordring, der kunne være dækket
ved en berettiget modregning. Hvis en eller begge datoer
derimod ligger for tidligt, kan transporthaver blive stillet
dårligere end forudsat, så fordringer uberettiget modregnes
forud for dækning af transporthavers ret til betaling. Det gi-
ver derfor problemer i forhold til at foretage korrekt inddri-
velse, at restanceinddrivelsesmyndigheden i nogle tilfælde
ikke kan stole på de registrerede stamdata.
Tilsvarende gør sig gældende ved vurderingen af en mod-
regningsadgang, når skyldneren er under konkurs, fordi en
korrekt modregning efter reglerne forudsætter kendskab til
stiftelsesdatoen, jf. konkurslovens § 42. Af konkurslovens §
42 følger, at både modfordringen, dvs. den fordring, der er
under inddrivelse i forhold til skyldneren, og hovedfordrin-
gen, dvs. skyldnerens krav mod det offentlige, skal være
stiftet enten senest på fristdagen eller i perioden mellem
fristdagen og klokkeslættet for afsigelse af konkursdekretet.
Konkurslovens § 42 finder også anvendelse ved modregning
i forbindelse med anden bobehandling end konkurs, jf. kon-
kurslovens § 12 g om rekonstruktion (i stedet for konkursde-
kretets afsigelse træder rekonstruktionsbehandlingens ind-
ledning, og i modsætning til konkurs kræves, at modfordrin-
gen er forfalden), § 201 om gældssanering (i stedet for kon-
kursdekretets afsigelse træder gældssaneringssagens indled-
ning) og § 70, stk. 4, i lov om skifte af dødsboer om insol-
vente dødsboer (i stedet for tidspunktet for konkursdekretets
afsigelse træder tidspunktet for skifterettens afgørelse om
insolvensbehandling ved anvendelse af konkurslovens § 42).
Modregning i forbindelse med en skyldners bobehandling
kan dermed forudsætte præcise oplysninger om stiftelsesda-
toen, der ved en konkurs skal kunne placeres korrekt i for-
hold til henholdsvis fristdag og konkursdekretets afsigelse.
Både en for sen og for tidlig registreret stiftelsesdato kan
derfor skabe udfordringer for restanceinddrivelsesmyndig-
heden i forhold til at håndtere modregning i bobehandlings-
sager.
På baggrund heraf foreslås det at indsætte en ny bestem-
melse i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, § 8 a,
der bl.a. har til formål at sikre, at det bliver muligt at kon-
vertere fordringer fra DMI til PSRM trods datafejl, når dette
ikke medfører risiko for ulovlig inddrivelse, og at det bliver
muligt at medtage for sene stamdatoer ved konverteringen af
fordringer fra DMI til PSRM. Den foreslåede bestemmelse,
der lemper kravene til de registrerede stamdatoer, er derfor
af afgørende betydning for konverteringspotentialet, da det i
flere tilfælde ikke er muligt at indhente præcise datooplys-
ninger.
Det foreslås med § 8 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal
kunne lægge de registrerede datoer til grund for vurdering af
betingelserne for modregning efter § 7, stk. 1, når der ikke
herved er risiko for uberettiget modregning, men hvor dette
kan føre til, at en ellers mulig modregning ikke gennemfø-
48
res. Den foreslåede bestemmelse vil således skulle finde an-
vendelse for alle former for modregning, hvor restanceind-
drivelsesmyndigheden enten træffer afgørelsen om modreg-
ning – enten med fordringer under inddrivelse eller ved in-
tern modregning med Skatteforvaltningens fordringer under
opkrævning – eller yder bistand til fordringshavers modreg-
ning ved at tilbageholde beløbet og orientere skyldneren om,
at fordringshaveren vil træffe en afgørelse om modregning.
Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden med den
foreslåede bestemmelse skal kunne anvende en for sen dato
som kontroldato ved vurdering af mulighederne for modreg-
ning i en transporteret udbetaling. Anvendelse af en senere
kontroldato end stiftelsesdatoen eller sidste rettidige beta-
lingsdato kan betyde, at en modregningsadgang ikke vurde-
res at foreligge efter § 28 i lov om gældsbreve, og at penge i
stedet udbetales til transporthaver. Derimod vil den foreslåe-
de bestemmelse ikke medføre risiko for uberettiget modreg-
ning.
Hermed vil de aktuelle udfordringer med for sene stamda-
toer (stiftelsesdato og sidste rettidige betalingsdato) blive
imødegået, idet der herved skabes hjemmel til, at disse kan
lægges til grund ved vurdering af, om der kan modregnes i
en transporteret udbetaling. Det skal hertil bemærkes, at den
foreslåede bestemmelse vil kunne medføre, at en transpor-
thaver stilles bedre end forudsat i § 28 i lov om gældsbreve.
Den foreslåede bestemmelse giver endvidere restanceind-
drivelsesmyndigheden hjemmel til at ændre datoen til eller
anvende en senere kontroldato (stiftelsesdato eller sidste ret-
tidige betalingsdato) ved vurderingen af modregningsbetin-
gelserne i § 28 i lov om gældsbreve, da en senere dato ikke
medfører risiko for uberettiget modregning. Anvendelse af
en senere kontroldato vil ikke nødvendigvis føre til den vur-
dering, at en registreret transport skal respekteres, men an-
vendelse af en senere dato sikrer en forsigtig tilgang til mod-
regning, når der er tvivl om de registrerede datooplysninger.
Restanceinddrivelsesmyndigheden søger som en del af op-
rydningsarbejdet i DMI at berigtige forkerte datooplysnin-
ger, så de svarer til stamdatofelternes betegnelser og de da-
toer, der i lovgivningen forudsættes lagt til grund for vurde-
ringen af et inddrivelsesskridt. Det skal hertil bemærkes, at
hensigten med den foreslåede bestemmelse ikke er at skabe
en ret for skyldneren, tredjemand eller fordringshaver for så
vidt angår de datoer, som restanceinddrivelsesmyndigheden
anvender ved modregning. Restanceinddrivelsesmyndighe-
den vil således fortsat kunne stille krav om, at fordringsha-
verne skal levere korrekte datooplysninger. Restanceinddri-
velsesmyndigheden vil i den forbindelse kunne berigtige da-
tooplysninger i forbindelse med flytning af fordringer fra
DMI til det nye inddrivelsessystem, PSRM. Derudover for-
ventes det ved systemtilretning i 2020 også at blive muligt
for restanceinddrivelsesmyndigheden at ændre datoerne i
DMI-systemet, hvorved en fordring kan beriges med nye
oplysninger efter den foreslåede § 8 a, stk. 2, og som heref-
ter uden risiko for uberettiget inddrivelse vil kunne anven-
des efter den foreslåede § 8 a, stk. 1. Det er derimod ikke
muligt i PSRM at ændre i de registrerede datooplysninger.
Opstår der i PSRM viden eller mistanke om fejl i datooplys-
ninger, der kan have betydning for inddrivelsen, f.eks. hvis
skyldner retter henvendelse herom, kan restanceinddrivel-
sesmyndigheden i stedet helt eller delvist suspendere inddri-
velsen efter § 2, stk. 6 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, hvorefter fordringshaveren må identificere og til-
bagekalde de berørte fordringer for herefter på ny at over-
drage disse til inddrivelse med de forudsatte data. Et sådant
tilbagekald kan indebære at eventuelle dækninger foretaget
under inddrivelse af fordringen mistes.
Hvor korrekte stamdatoer ikke er registreret, kan det ikke
udelukkes, at der vil forekomme tilfælde, hvor der ikke vil
være noget andet alternativ hertil end helt at afstå fra mod-
regning efter den foreslåede § 8 a, stk. 3, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige.
På baggrund heraf foreslås det, at der i den foreslåede § 8
a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ska-
bes hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal
kunne ændre ikke retvisende stamdatooplysninger til en se-
nere dato eller anvende en senere kontroldato end den regi-
strerede datooplysning med henblik på i tilfælde med trans-
port i en udbetaling at undgå den risiko for uberettiget mod-
regning, som en for tidlig stiftelsesdato eller sidste rettidig
betalingsdato vil kunne medføre. Den foreslåede bestem-
melse vil finde anvendelse for samtlige fordringer i restan-
ceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, herunder
både fordringer under inddrivelse og fordringer under op-
krævning, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden enten
træffer afgørelse om modregning eller hvor restanceinddri-
velsesmyndigheden placerer opkrævningsfordringer til mod-
regning i dækningsrækkefølgen, og på den baggrund overfø-
rer beløb til fordringshaver med henblik på fordringshave-
rens egen modregning.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes til at
ændre en for tidlig stiftelsesdato eller sidste rettidig beta-
lingsdato til en senest mulig dato, der vil kunne anvendes
som kontroldato ved vurdering af mulighederne for modreg-
ning i en transporteret udbetaling, med henblik på at der ik-
ke opstår en risiko for uberettiget modregning. Den foreslåe-
de bestemmelse vil derudover også kunne anvendes i PSRM
med henblik på at kunne anvende en senere dato, hvis der
senere måtte opstå tvivl om den registrerede dato.
Det foreslås også med den foreslåede bestemmelse, at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden skal have mulighed for at
fastholde den registrerede dato, men ved modregning anven-
de en sådan senere kontroldato. Det vil i den forbindelse
kunne være nødvendigt at anvende en senere dato eller ænd-
re datoen til en senere dato for en større population af for-
dringer, hvori én eller flere fordringer kan være registreret
med en for tidlig dato.
Den bestemmelse, der foreslås, vil kunne gøre det muligt
at ændre datoen til en senest mulig dato – eller at anvende
en sådan senere dato – for en større population af fordringer,
hvori en eller flere fordringer kan være registreret med en
for tidlig stiftelsesdato eller sidste rettidig betalingsdato.
Dette vil være nødvendigt, når det ikke lader sig gøre at af-
grænse de konkret fejlramte fordringer i en større population
af fordringer.
49
Den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at der foreta-
ges en vurdering af mulighederne for modregning, men det
vil af forskellige årsager kunne være vanskeligt at lægge
dage til med henblik på at muliggøre en sikker vurdering af,
om inddrivelsesbetingelserne er opfyldt. Således vil både en
for tidlig og en for sen stiftelsesdato kunne medføre udfor-
dringer i forbindelse med modregning efter konkurslovens
regler, hvorved den foreslåede bestemmelse ikke vil kunne
bringes i anvendelse. I dette tilfælde bør det overvejes at
bringe den foreslåede § 8 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige i anvendelse, der beskrives nærmere
nedenfor.
Når en datooplysning for en fordring af restanceinddrivel-
sesmyndigheden ændres til en anden dato end den, der aktu-
elt er registreret i et af inddrivelsessystemerne, vil datoop-
lysningen i senere breve, gældsopgørelser m.v. være ændret
i forhold til den datooplysning, der tidligere er anvendt i
kommunikationen med skyldneren fra restanceinddrivelses-
myndigheden og fra fordringshaver. Dette gælder, uanset
om datoen ændres til den dato, der var forudsat registreret i
det pågældende datafelt, eller blot en anden og egnet dato,
der kan anvendes efter den i dette lovforslag foreslåede § 8
a, stk. 1. Gældsstyrelsen forventes i den forbindelse på sin
hjemmeside at vejlede generelt om, at datooplysninger kan
blive ændret i tilfælde, hvor de ikke oprindeligt var udtryk
for den forudsatte dato. Derudover forventes restanceinddri-
velsesmyndigheden med en generel tekst i gældsopgørelser
fra PSRM at kunne vejlede skyldnerne om, at de registrere-
de datoer potentielt ikke i alle tilfælde er retvisende, og at
yderligere information om gælden kan fås på Gældsstyrel-
sens hjemmeside eller lignende samt ved henvendelse til
fordringshaveren. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal
derimod ikke underrette og vejlede den enkelte skyldner, når
data ændres.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke være til hinder for, at
restanceinddrivelsesmyndigheden fortsat vil kunne stille
krav om, at fordringshaverne skal levere korrekte datooplys-
ninger, og at det i forløbet for tilkobling af fordringshaveren
til PSRM og med indgåelsen af fordringshaveraftalerne sø-
ges sikret, at der ikke fremover overdrages fordringer med
for tidlige stamdatoer, der medfører risiko for uberettiget
modregning.
Det foreslås med § 8 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved
kendskab til eller mistanke om datafejl i fordringen helt eller
delvist skal kunne afstå fra modregning med en fordring i en
udbetaling fra det offentlige, hvis det under hensyntagen til
tilrettelæggelsen af restanceinddrivelsesmyndighedens drift,
udbetalingsfristen, fordringernes beløb, fejlens karakter eller
undersøgelsernes kompleksitet findes hensigtsmæssigt. Be-
grebet »datafejl« skal forstås på samme måde, som det an-
vendes i § 2, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
Bestemmelsen kan anvendes for den enkelte fordring, der
således ikke dækkes ved modregning. Hvis der for skyldne-
ren er registreret andre dækningsparate fordringer, kan ud-
betalingen i stedet anvendes til modregning med disse, hvor-
ved den fejlramte fordring ikke dækkes. Det følger af § 50,
stk. 5, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Det vil først og fremmest kunne være aktuelt at bringe den
foreslåede bestemmelse i anvendelse, hvis det ikke på bag-
grund af de i inddrivelsessystemet registrerede datoer kan
vurderes, om betingelserne for modregning er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne være relevant i for-
bindelse med restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering
af, om der kan modregnes efter konkursloven, da denne vur-
dering kan forudsætte præcise oplysninger om fordringens
stiftelsesdato. I disse tilfælde vil det med den foreslåede be-
stemmelse være muligt ud fra en konkret vurdering ikke at
søge yderligere oplysninger fremskaffet forud for en udbeta-
ling, f.eks. fordi udbetalingsbeløbets størrelse ikke står mål
med de ressourcer, der ville skulle afsættes for at kunne
fremsøge de retvisende datooplysninger.
Betingelserne for den foreslåede bestemmelses mulighed
for at kunne undlade modregning svarer til sidste led af §
50, stk. 5, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020
om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ved modregning kan fravige
rækkefølgen i 2. pkt. for vurderingerne af fordringer ramt af
tvivl om retskraft eller datafejl eller kan beslutte, at der helt
eller delvist ikke skal ske modregning i udbetalingen, hvis
det under hensyntagen til tilrettelæggelsen af restanceinddri-
velsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen, fordringernes
beløb, fejlens karakter eller undersøgelsernes kompleksitet
findes hensigtsmæssigt.
Den foreslåede bestemmelse vil tillige kunne være rele-
vant også efter ophøret af den nuværende periode med sy-
stemmæssig paralleldrift hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, hvor både det gamle inddrivelsessystem DMI og det
nye inddrivelsessystem PSRM anvendes. Der vil således
kunne være behov for ved inddrivelsen i PSRM at kunne af-
stå fra at modregne med en fordring, hvis dette skønnes hen-
sigtsmæssigt under hensyntagen til de i bestemmelsen
nævnte forhold.
Det skal desuden bemærkes, at en fordring forsat anses for
at være under inddrivelse, og at kravet ikke er opgivet, selv
om restanceinddrivelsesmyndigheden måtte afstå fra mod-
regning på grundlag af den foreslåede bestemmelse i § 8 a,
stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det foreslås i § 8 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal kun-
ne aftale med en fordringshaver eller den, der på vegne af
denne opkræver fordringen, at de datooplysninger, der skal
gives om en fordring ved dens overdragelse til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, bliver angivet som
senere datoer end de rigtige.
Det kan eksempelvis være relevant at bringe bestemmel-
sen i anvendelse i relation til de tilfælde, hvor der som følge
af lovgivning, systemtekniske udfordringer, praksis hos
fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver for-
dringen, kan være tvivl om de rigtige datoer.
50
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke skal
kunne medføre, at fordringen får en senere forældelsesdato.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at der
på samme måde som efter den foreslåede bestemmelse i § 8
a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke
foretages uberettiget inddrivelse i form af modregning. Be-
stemmelsen vil være relevant i forhold til tilkoblingen af
fordringshavere til PSRM, hvor der bliver aftalt for sene da-
toer ud fra et forsigtighedsprincip.
En række fordringer i restanceinddrivelsesmyndighedens
gamle inddrivelsessystem DMI er registreret på en måde, så
de ikke umiddelbart kan beskrives med en henvisning til det
retlige grundlag, som fordringerne beror på. Dette skyldes
bl.a., at flere fordringer med forskellige retsgrundlag er regi-
streret under samme fordringstype, mens beskrivelsen i an-
dre tilfælde er udfordret, som følge af at flere fordringer er
lagt sammen til én fordring.
Derudover er det i visse tilfælde konstateret, at renter og
gebyrer ikke i alle tilfælde kan beskrives med en henvisning
til hovedkravet, da dette ikke er oplyst af fordringshaveren.
Det foreslås med § 9 b, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal
kunne anvende de registrerede stamdatoer i kommunikatio-
nen med skyldner, selv om datoerne ikke i alle tilfælde er
udtryk for den korrekte dato.
Det vil i praksis betyde, at f.eks. Rigspolitiets bøder, kon-
fiskationskrav og sagsomkostninger m.v. skal kunne beskri-
ves med henvisning til den registrerede stiftelsesdato, som
dog i virkeligheden er udtryk for en vedtagelses- eller doms-
dato.
Derudover vil eksempelvis et sammenlagt krav på A-skat
vedrørende flere perioder kunne beskrives med henvisning
til den registrerede periode, selv om denne er udtryk for den
første af de sammenlagte perioder og dermed ikke er retvi-
sende for hele kravet.
Der vil endvidere kunne være behov for at beskrive for-
dringer på studielån med en periode på én dag, hvis for-
dringshaveren ikke kan oplyse den korrekte periode for
samtlige fordringer. Datoen i alle datafelter er således ud-
tryk for samme dato, eksempelvis opsigelsesdatoen.
Der vil i forbindelse med anvendelsen af den bestemmel-
se, der foreslås, skulle tages visse hensyn til skyldneren, der
fortsat bør kunne identificere de krav, der omfattes af f.eks.
en afgørelse om lønindeholdelse eller et udlæg.
Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse også vil skul-
le omfatte den situation, hvor de registrerede stamdatoer an-
vendes i tilfælde, hvor der med henblik på at undgå uberetti-
get inddrivelse er lagt dage til den registrerede dato, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 8 a, stk. 2, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, der er nærmere beskrevet ovenfor.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil omfatte alle typer
af skriftlig kommunikation fra restanceinddrivelsesmyndig-
heden, herunder i forbindelse med udlæg. Den foreslåede
bestemmelse vil særligt få betydning for fordringer, der er
modtaget til inddrivelse i DMI, idet datakvaliteten i forbin-
delse med forløbet for tilkobling af fordringshavere til det
nye inddrivelsessystem, PSRM, søges sikret fremadrettet.
Det kan dog ikke udelukkes, at der også fremadrettet kan
ske fejlregistrering i enkelte tilfælde, hvorfor bestemmelsen
foreslås generelt formuleret.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på, at det fortsat
som udgangspunkt er fordringshavernes ansvar, at de regi-
strerede data for fordringer overdraget til inddrivelse er kor-
rekte. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i forbindelse
hermed kræve, at korrekte datoer oplyses af fordringshaver
både i forbindelse med tilkoblingen af fordringshavere til
PSRM og ved oprydningsarbejdet i DMI.
Fordringshaver og restanceinddrivelsesmyndigheden vil
ofte have anvendt de i DMI registrerede stamdatoer i tidlige-
re kommunikation med skyldneren, hvorfor det forventes, at
skyldneren fortsat vil være i stand til at genkende de fordrin-
ger, der kommunikeres om, selv om datoerne ikke i alle til-
fælde måtte være retvisende. Det bemærkes hertil, at beteg-
nelserne stiftelsesdato og -periode ikke anvendes i gældsop-
gørelsen fra PSRM, men at datoerne fra datafelterne med
disse betegnelser vil blive indsat i en samlet beskrivelse af
fordringen, f.eks. som »Opkrævningsgebyr af [stiftelsesda-
to]« eller »Medielicens for [periode]«.
Restanceinddrivelsesmyndigheden forventer med en gene-
rel tekst i gældsopgørelser fra PSRM at kunne vejlede
skyldnerne om, at de registrerede datoer potentielt ikke i alle
tilfælde er retvisende, og at yderligere information om gæl-
den kan fås på Gældsstyrelsens hjemmeside, via en portal-
løsning eller lignende samt ved henvendelse til fordringsha-
veren.
Det skal endvidere bemærkes, at de datoer, der kan kom-
munikeres efter den foreslåede bestemmelse, ikke har betyd-
ning for fordringernes retskraft eller lovligheden af inddri-
velsesskridt, men alene angår restanceinddrivelsesmyndig-
hedens muligheder for at redegøre for fordringerne i skriftli-
ge meddelelser og afgørelser ved anvendelse af de registre-
rede datoer. Den foreslåede bestemmelse skal i den forbin-
delse ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i
§ 8 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter
for sene stamdatoer skal kunne anvendes som kontroldatoer
ved modregning i en transporteret udbetaling.
Det skal hertil bemærkes, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden ikke af egen drift har pligt til at indhente supplerende
oplysninger om fordringer fra fordringshaveren, medmindre
skyldneren selv retter henvendelse herom.
Nogle fordringshavere sender kun sjældent fordringer til
inddrivelse, ligesom ikke alle potentielle fordringer kan for-
udses og beskrives på forhånd. Der forventes derudover og-
så i PSRM at være behov for en eller flere fordringstyper,
der kan rumme fordringer under en mere generisk fordrings-
typetekst. Det kan eksempelvis være tilfældet for visse civi-
le krav.
Det foreslås derfor med § 9 b, stk. 2, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, at skatteministeren kan fastsætte
nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens be-
skrivelse af fordringer samt renter og gebyrer i afgørelser,
51
meddelelser, underretninger m.v. til skyldner og andre, her-
under regler om de oplysninger, der skal meddeles heri.
Det vil i praksis være relevant på grundlag af den foreslåe-
de bestemmelse at fastsætte regler i tilfælde, hvor det på
baggrund af de registrerede oplysninger i inddrivelsessyste-
met er nødvendigt at beskrive fordringen på anden vis end
normalt forudsat for det pågældende krav. Dette vil f.eks.
være relevant for sammenlagte krav, der er oversendt som
én fordring, samt for fordringer, der er registreret i en gene-
risk fordringstype, når der ikke for det pågældende krav er
oprettet en særskilt fordringstype.
Derudover vil den foreslåede bestemmelse gøre det muligt
at fastsætte nærmere regler om beskrivelse af fordringer
uden særskilt angivelse af hovedkrav og rente og af fordrin-
ger vedrørende flere perioder, ligesom det i andre tilfælde
vil være nødvendigt at kunne beskrive renter og gebyrer
uden oplysning om hovedkravet. Hertil kommer muligheden
for at kunne lave en generisk beskrivelse af gæld til en for-
dringshaver, når der er tale om fordringer i en fordringstype,
der rummer fordringer efter flere forskellige retsgrundlag.
Den foreslåede bestemmelse omfatter tillige tilfælde, hvor
det er nødvendigt at kunne beskrive renter og gebyrer uden
oplysning om hovedkravet. Dette kan dels blive nødvendigt
for så vidt angår gebyrer, der forudsættes overdraget til ind-
drivelse som særskilte hovedkrav. Derudover vil det være
relevant, hvis konverterings- og inddrivelsesparate hoved-
krav forudsættes konverteret til PSRM, mens relaterede ik-
keinddrivelsesparate underfordringer (renter og gebyrer) ef-
terlades i DMI.
Ved fastsættelsen af regler efter den foreslåede bestem-
melse skal der foretages en afvejning, der sikrer, at skyldne-
ren på baggrund af de samlede oplysninger i gældsopgørel-
ser m.v. fortsat modtager tilstrækkelige oplysninger til at
identificere kravet, samtidig med at restanceinddrivelses-
myndigheden kan basere inddrivelsen på de stamdatooplys-
ninger, der er til rådighed i inddrivelsessystemet. Det skal
hertil bemærkes, at skyldneren uanset den foreslåede be-
stemmelse fortsat vil have muligheden for at kontakte for-
dringshaveren for yderligere information om gælden, så-
fremt der måtte være behov for dette.
Da der kan være forskel på funktionalitet i og beskrivelse
af fordringer i den kommunikation, der udgår fra restan-
ceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer (DMI,
PSRM og SAP 38), forudsættes det, at den foreslåede be-
stemmelse skal kunne anvendes til at fastsætte regler for
hvert inddrivelsessystem for sig.
På nuværende tidspunkt er der forskel på, hvilke stamda-
toer der vises i gældsopgørelser fra henholdsvis DMI og
PSRM. Da PSRM blev udviklet, er det således lagt til grund,
at datoer var retvisende, og derfor er der medtaget de oplys-
ninger, der blev vurderet tilstrækkelige og nødvendige, her-
under periode eller stiftelsesdato for fordringen samt evt.
supplerende beskrivelsestekst, hvor en sådan er aftalt mel-
lem restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringshaverne i
forbindelse med tilslutningsprocessen.
2.9. Udvidelse af hjemmel til at undlade at beregne inddri-
velsesrenter af sammenlagte fordringer under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden
2.9.1. Gældende ret
Fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden med undtagelse af bøder forrentes ifølge § 5,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige med en
årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5,
stk. 1 og 2. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter mod-
tagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For fordrin-
ger, der tilhører restanceinddrivelsesmyndigheden, tilskrives
renten fra den 1. i måneden efter den måned, hvori fordrin-
gen er stiftet. Det er forudsat i forarbejderne til loven, at ind-
drivelsesrenten er en simpel rente, hvorfor der ikke beregnes
rentes renter, jf. lovforslag nr. L 212, Folketingstidende
2012-13, tillæg A, side 16.
Skatteministeren kan ifølge § 5, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige bestemme, at stk. 1 ikke
skal anvendes på nærmere angivne typer af fordringer. Efter
2. pkt. kan skatteministeren bestemme, at stk. 1 ikke skal an-
vendes på fordringer, der inden ikrafttrædelsen af stk. 1 er
modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden uden sær-
skilt angivelse af hovedstol, renter og gebyrer. Bemyndigel-
sen i § 5, stk. 2, 1. pkt., er udmøntet i § 9, stk. 2, nr. 3, i be-
kendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Bemyndigelsen i § 5, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige var tidligere udmøntet i § 4, stk. 4,
nr. 9, i bekendtgørelse nr. 1513 af 13 december 2013 om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Reglen blev ikke vide-
reført ved ikrafttrædelsen af bekendtgørelse nr. 300 af 29.
marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Efter § 5, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige kan fordringshaveren senest 6 måneder fra da-
toen for ikrafttrædelsen af stk. 2 (perioden fra den 1. august
2013 til og med den 1. februar 2014) give restanceinddrivel-
sesmyndigheden særskilte oplysninger om hovedstol, renter
og gebyrer. Ved modtagelsen af de nye oplysninger kan ren-
ten efter stk. 1 tilskrives fra datoen for modtagelsestidspunk-
tet af de nye oplysninger.
Efter § 9, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts
2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige anvendes ind-
drivelsesrenten efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige ikke på fordringer, som hviler på et pante-
brev, et gældsbrev, et udenretligt frivilligt forlig m.v., og an-
dre fordringer, hvor parterne har aftalt en anden morarente.
Efter § 9, stk. 2, nr. 5, beregnes der ikke inddrivelsesrente på
fordringer, der er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden uden særskilt angivelse af hovedstol, renter og geby-
rer. Det følger af § 9, stk. 2, nr. 6, at der ikke beregnes ind-
drivelsesrente af fordringer tilhørende fordringstyper, hvor
restanceinddrivelsesmyndigheden har viden om, at der inden
for fordringstypen oversendes fordringer uden særskilt angi-
velse af hovedstol, renter og gebyrer.
Bestemmelserne i § 5, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige er indsat ved lov nr. 649 af
52
12. juni 2013. Baggrunden herfor var, at en række af de for-
dringer, der var overført til EFI ved idriftsættelsen den 1. au-
gust 2013, var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den uden særskilt angivelse af hovedstol, renter og gebyrer.
Ved idriftsættelsen af EFI ville der derfor blive beregnet
rentes renter i de tilfælde, hvor der ikke var særskilt angivel-
se af hovedstol, renter og gebyrer, da man ved sammenblan-
dingen ikke kunne udsondre opkrævningsrenten af disse for-
dringer.
Fordringshaveren skal ved overdragelsen af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden give alle oplysninger,
som efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse
er nødvendige for inddrivelsen, herunder efter omstændig-
hederne oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, for-
faldstidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats,
hovedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger, jf. §
3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Efter § 2, stk. 6, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige kan restanceinddrivelsesmyndigheden ved
kendskab til eller mistanke om datafejl, der kan henføres til
forhold hos fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, helt eller delvis suspen-
dere inddrivelsen af fordringer, der efter restanceinddrivel-
sesmyndighedens skøn kan være berørt af fejlen. Suspensio-
nen sker, i det omfang kendskab til datafejlene er af en så-
dan karakter, at den eller disse fejl vil hindre en lovlig ind-
drivelse af den fordring, som denne eller disse fejl vedrører.
Suspensionen af inddrivelsen betyder, at fordringen fortsat
anses for værende under inddrivelse. Efter 2. og 3. pkt. skal
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, identificere og tilbagekalde fordringer,
der er berørt af datafejl, ligesom restanceinddrivelsesmyn-
digheden kan vælge at tilbagesende fordringer, for hvilke
der er en mistanke om datafejl, hvis fordringshaveren eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
ikke har identificeret og tilbagekaldt fordringerne inden for
en af restanceinddrivelsesmyndighedens fastsat frist.
Det følger af § 2, stk. 7, at fordringer, som er omfattet af
suspension efter stk. 6, fortsat forrentes efter § 5.
Efter § 2, stk. 8, 3. pkt., kan restanceinddrivelsesmyndig-
heden ved tilbagesendelse efter stk. 6, 3. pkt., træffe beslut-
ning om, hvorvidt dækninger, der allerede er foretaget på de
berørte fordringer, mens de var under inddrivelse, skal op-
hæves, og om, hvorvidt tilskrevne inddrivelsesrenter skal
ophæves.
2.9.2. Den foreslåede ordning
Fejl i de oplysninger (data), der oversendes sammen med
fordringer, der sendes til inddrivelse, er en af årsagerne til,
at der er risiko for, at der har været foretaget uberettiget ind-
drivelse i driftsperioden for EFI og DMI fra idriftsættelsen
den 1. september 2013 til suspenderingen af systemunder-
støttelsen den 7. september 2015.
Inddrivelsesrenten efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er en simpel rente, hvor der ikke kan
beregnes rente af renter. Det er derfor en forudsætning, at en
fordringshaver i forbindelse med oversendelse af gæld til
inddrivelse skal oversende sine fordringer med særskilt an-
givelse af hovedstol, renter og gebyrer.
I forbindelse med oprydningsarbejdet af fordringsmassen i
det gamle inddrivelsessystem, DMI, med henblik på konver-
tering af fordringer til det nye inddrivelsessystem, PSRM, er
der identificeret en række udfordringer vedrørende fordrin-
gernes datakvalitet. Det er således bl.a. konstateret, at for-
dringshavere også efter den 1. august 2013, hvor bestem-
melsen i § 5, stk. 1, trådte i kraft, har sendt hovedstol og
renter til inddrivelse som én fordring. Det er ikke på bag-
grund af de i inddrivelsessystemet registrerede oplysninger
muligt at adskille renter fra hovedstol, når disse er registre-
ret som én fordring. Det betyder, at fordringen bestående af
både hovedkrav og rente kun kan behandles på en og samme
måde. Der er i den forbindelse ikke udviklet funktionalitet
til kun at forrente en procentdel af en fordring. Hvis der bli-
ver beregnet inddrivelsesrente i medfør af § 5, stk. 1, af en
fordring bestående af både hovedstol og rente, vil det derfor
medføre, at der bliver beregnet renters renter. Der er som
nævnt ovenfor ikke hjemmel til at forrente renter, hvilket
betyder, at restanceinddrivelsesmyndigheden må afstå fra at
forrente sammenblandede fordringer, når det ikke er muligt
at adskille hovedstol fra renter.
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har oplyst, at sam-
menblandede fordringer bestående af både hovedstol og ren-
ter bl.a. er overdraget fra opkrævningssystemet skattekon-
toen, som opkræver virksomheders skatter og afgifter, Rigs-
politiet og kommunerne. I relation til skattekontoen drejer
det sig om selskabsskat og renter, der udspringer af en for-
højet skatteansættelse (en ændret årsopgørelse). I disse til-
fælde registreres selskabsskatten inklusive rente som én po-
stering på skattekontoen, og den er følgelig også overdraget
til inddrivelse som én fordring. I relation til Rigspolitiet er
det konstateret, at der er oversendt fordringer, hvor hoved-
stol og opkrævningsrenter er blandet sammen. For kommu-
nernes vedkommende genfindes problemstillingen for en an-
del af de fordringer, der overdrages fra kommuner.
Der er med restanceinddrivelsesmyndighedens administra-
tion og inddrivelse af fordringer modtaget i DMI identifice-
ret udfordringer, som i nogle tilfælde også forventes at gøre
sig gældende for den fremadrettede administration af for-
dringer, der modtages i PSRM.
Den tidsmæssige afgrænsning af den gældende bemyndi-
gelse i § 5, stk. 2, 2. pkt., betyder, at der ikke er en klar lov-
hjemmel til at undlade at beregne inddrivelsesrente for for-
dringer modtaget efter 1. august 2013, i de tilfælde hvor for-
dringen kan indeholde både hovedstol og rente, hvor der så-
ledes er risiko for, at der vil blive beregnet renters renter i
strid med § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
Endvidere er der ikke en klar lovbemyndigelse, der gør
det muligt for skatteministeren at fastsætte regler om, at hele
fordringspopulationer ikke forrentes, hvis der for disse be-
står en mistanke – men ikke viden – om at dele af fordrings-
populationen indeholder fordringer bestående af både ho-
vedstol og renter. Bemyndigelsen er forudsat i § 9, stk. 2, nr.
53
6, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
Det foreslås derfor, at skatteministerens bemyndigelse i §
5, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge udvides for så vidt angår den tidsmæssige afgrænsning.
Den foreslåede bemyndigelse indeholder også en præcise-
ring for så vidt angår muligheden for at undlade forrentnin-
gen af hele fordringspopulationer, hvor der er mistanke om
datafejl, og hvor dele af en fordringspopulation formodes at
indeholder fordringer bestående af både hovedstol og renter.
Bestemmelsen vil ikke være begrænset til at omfatte fordrin-
ger i DMI, idet bestemmelsen også vil omfatte det nye ind-
drivelsessystem, PSRM, og fordringer, der overdrages hertil
efter lovens ikrafttrædelse. En tidsmæssig afgrænsning af
muligheden for at undlade forrentning efter § 5, stk. 1, vil
som følge af den foreslåede ordning derfor skulle udgå af
bestemmelsen.
Det foreslås, at skatteministeren med den foreslåede æn-
dring af ordlyden i bemyndigelsen skal kunne fastsætte reg-
ler, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden også vil
kunne undlade at beregne inddrivelsesrenten i en situation,
hvor der ikke er konkret viden, men hvor restanceinddrivel-
sesmyndigheden blot har en mistanke om, at en fordringspo-
pulation kan indeholde fordringer med sammenlagte hoved-
krav og renter. Dette kan f.eks. være relevant, hvis mistan-
ken ikke kan afkræftes af fordringshaver, eller hvor det ikke
med sikkerhed kan lægges til grund, at problemet er løst,
dvs. hvor der ikke er sikker viden om, at en eller flere for-
dringer i en population ikke indeholder renter. Fordringsha-
veren har dog mulighed for at bistå med at afgrænse de kon-
krete fordringer nærmere, så hele fordringspopulationer ikke
rentefritages.
Skatteministeren skal efter den foreslåede bemyndigelse
også kunne fastsætte regler om anvendelsen af disse regler
og muligheden for, at fordringshaveren kan afkræfte eller
berigtige forholdet med den virkning, at kravene efterføl-
gende vil kunne forrentes. Skatteministeren vil efter den
foreslåede bestemmelse eksempelvis kunne fastsætte regler
om, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil kunne sætte en
rimelig frist, hvor fordringshaver eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, kan undersøge for-
holdet og søge mistanken afkræftet eller efter restanceind-
drivelsesmyndighedens anvisning søge forholdet berigtiget.
Berigtigelsen vil i den forbindelse skulle kunne ske efter re-
stanceinddrivelsesmyndighedens anvisning, som i den kon-
krete sag kan forudsætte tilbagekaldelse af hele fordringen
som fejlramt med henblik på overdragelse på ny med sær-
skilt angivelse eller ved nedskrivning af det beløb, som sva-
rer til renten. Hvilke berigtigelsesmuligheder der vil kunne
anvendes, vil afhænge af den enkelte sag. Skatteministeren
vil også få mulighed for at kunne fastsætte regler om, at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden ved mistanke om, at for-
dringer er oversendt uden særskilt angivelse af hovedstol,
renter og gebyrer, i første omgang kan vælge alene at su-
spendere inddrivelsesrenten eller suspendere inddrivelse af
hele fordringen inklusive renter. Suspensionen af inddrivel-
sesrenten vil kunne være relevant i det tilfælde, hvor restan-
ceinddrivelsesmyndigheden meddeler fordringshaveren en
frist til at berigtige forholdet. Endelig vil skatteministeren
kunne fastsætte nærmere regler om, fra hvilket tidspunkt
fordringen igen vil kunne forrentes, hvis fordringshaveren
efter en af restanceinddrivelsesmyndigheden meddelt frist
afkræfter mistanken om, at fordringen indeholder opkræv-
ningsrenter. Hvis mistanken derimod ikke afkræftes, eller
forholdet ikke berigtiges efter restanceinddrivelsesmyndig-
hedens anvisning inden fristens udløb, skal restanceinddri-
velsesmyndigheden have mulighed for at lade allerede
tilskrevne renter bortfalde, da bestemmelsen i § 5, stk. 1, i så
fald ikke finder anvendelse for den pågældende fordring,
hvorved allerede tilskrevne renter må anses for uberettigede.
Fordringshaveren vil ikke i stedet kunne beregne eventu-
elle opkrævningsrenter, hvis restanceinddrivelsesmyndighe-
den vil skulle undlade at beregne inddrivelsesrente som føl-
ge af den foreslåede bemyndigelse i § 5, stk. 2, 2. pkt.
For at begrænse fejlene fremadrettet i PSRM skal kvalite-
ten af de oversendte data sikres ved bedre fordringshaverad-
færd i forbindelse med tilslutningen af de enkelte fordrings-
havere til PSRM. Dette sikres bl.a. ved, at restanceinddrivel-
sesmyndigheden har mulighed for at tilbagesende fordrin-
ger, hvor fordringshaveren eksempelvis ikke tiltræder, at der
ikke beregnes inddrivelsesrenter af fordringen.
Fordringer, der fra og med den 1. august 2013 og frem til
lovens ikrafttrædelse er modtaget hos restanceinddrivelses-
myndigheden uden den nødvendige særskilte angivelse af
hovedstol, renter og gebyrer, vil også være fritaget for til-
skrivning af inddrivelsesrenter, hvilket er en naturlig følge
af § 5, stk. 1. Fordringen vil på den måde kunne fortsætte
med at være under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, hvis ikke øvrige forhold om datafejl er til hinder
herfor. Det følger dog fortsat af § 2, stk. 6, 1. pkt., at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ved kendskab eller mistanke om
datafejl, der kan henføres til forhold hos fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver for-
dringen, helt eller delvis kan suspendere inddrivelse af for-
dringer, der efter restanceinddrivelsesmyndighedens skøn
kan være berørt af fejlen. Efter 2. pkt. ophæves suspensio-
nen, når fordringshaveren, har identificeret og tilbagekaldt
de fordringer, som efter fordringshaverens undersøgelse vi-
ser sig at være berørt af fejlen. Efter 3. pkt. kan restanceind-
drivelsesmyndigheden fortsat tilbagesende fordringer med
renter og gebyrer, hvis ikke fordringshaveren overholder de
frister som fastsættes af restanceinddrivelsesmyndigheden i
forbindelse med suspensionen. Såfremt en fordringshaver
ikke tiltræder restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning
om, at der ikke beregnes inddrivelsesrenter af fordringen, vil
alternativet være tilbagesendelse med hjemmel i § 2, stk. 6,
3. pkt. Tilbagesendes eller tilbagekaldes fordringen, vil for-
dringen miste sin plads i dækningsrækkefølgen og på ny bli-
ve placeret i den efter modtagelsestidspunktet for en eventu-
el genindsendelse, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt.
Fordringer, der suspenderes fra inddrivelse efter § 2, stk.
6, 1. pkt., forrentes fortsat med inddrivelsesrenten, jf. stk. 7.
Er årsagen til suspensionen, at fordringshaveren ikke har an-
givet særskilt hovedstol, renter og gebyrer, vil der være risi-
54
ko for, at der tilskrives rentes renter i suspensionsperioden,
hvilket vil være i strid med § 5, stk. 1, der alene forudsætter
tilskrivning af simpel rente. Der er imidlertid ikke i stk. 7
hjemmel til at undlade renteberegningen i suspensionsperio-
den.
Det foreslås derfor, at der indføres en henvisning til den
foreslåede bemyndigelse i § 5, stk. 2, 2. pkt., i § 2, stk. 7,
hvorefter skatteministeren vil kunne fastsætte regler om, at
der ikke vil skulle beregnes inddrivelsesrente af suspendere-
de fordringer, hvis årsagen til suspensionen er manglende
særskilt angivelse af hovedstol, renter og gebyrer. Den nye
bestemmelse er en præcisering af muligheden for at undlade
at beregne inddrivelsesrente af fordringer, der er suspende-
ret, men endnu ikke er tilbagekaldt eller tilbagesendt til for-
dringshaveren. Fordringer, der er suspenderede som følge af
datafejl med manglende særskilte angivelser af hovedstol,
renter og gebyrer, vil fremover efter forslaget ikke skulle
forrentes med inddrivelsesrente i suspensionsperioden.
2.10. Hjemmel til i særlige tilfælde at undlade opkrævning
af rykkergebyr ved restanceinddrivelsesmyndighedens an-
vendelse af rykker
2.10.1. Gældende ret
Når restanceinddrivelsesmyndigheden rykker for betaling
af gæld under inddrivelse, foreskriver § 6, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, at der betales et rykker-
gebyr på 140 kr. for udsendelse af rykkerskrivelsen vedrø-
rende fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyn-
digheden.
Loven indeholder ikke mulighed for, at restanceinddrivel-
sesmyndigheden kan undlade at pålægge rykkergebyret.
Rykkergebyret skal således med de gældende regler opkræ-
ves i alle tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden
udsender en rykkerskrivelse i tilknytning til inddrivelsen.
2.10.2. Den foreslåede ordning
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at tilveje-
bringe et hjemmelsgrundlag for, at restanceinddrivelsesmyn-
digheden kan undlade at pålægge et rykkergebyr i særlige
tilfælde. Bestemmelsen vil være særligt aktuel at have mu-
lighed for at anvende i paralleldriftsperioden, hvor restan-
ceinddrivelsesmyndigheden benytter flere forskellige it-sy-
stemer til inddrivelse, jf. kapitel 14 i bekendtgørelse nr. 188
af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Den foreslåede bestemmelse er en fravigelse af hovedreg-
len om, at der betales et rykkergebyr på 140 kr. ved udsen-
delse af en rykkerskrivelse, jf. den gældende § 6, 1. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Med den fore-
slåede bestemmelse tillægges restanceinddrivelsesmyndig-
heden kompetence til at undlade at pålægge rykkergebyret i
særlige tilfælde.
Bestemmelsens anvendelsesområde omfatter såvel enkelt-
sager som en flerhed af sager vedrørende enkeltstående for-
dringer eller grupper af fordringer. Det er dog ikke hensig-
ten med bestemmelsen, at den skal bringes i anvendelse of-
te. Det er i den forbindelse afgørende, at der for den pågæl-
dende gruppe af fordringer eller i den konkrete sag gør sig
særlige hensyn gældende.
Det skal desuden bemærkes, at det ikke er hensigten med
bestemmelsen, at den enkelte skyldner får et retskrav på, at
der ikke pålægges et rykkergebyr i forbindelse med en ryk-
kerskrivelse, medmindre skyldnerens sag indgår i en gruppe
af fordringer, hvor andre fordringer i gruppen ikke er blevet
pålagt et rykkergebyr ved udsendelse af rykkerskrivelser, jf.
det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Det er såle-
des udelukkende restanceinddrivelsesmyndigheden, der til-
lægges kompetence til at kunne bringe bestemmelsen i an-
vendelse, såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden konkret
vurderer, at der foreligger et særligt tilfælde i forbindelse
med udsendelse af rykkere. Det er endvidere ikke hensigten
med bestemmelsen, at restanceinddrivelsesmyndigheden
skal overveje at bringe bestemmelsen i anvendelse i sin al-
mindelige administration af inddrivelsen, men derimod at
restanceinddrivelsesmyndigheden alene i særlige tilfælde
skal kunne overveje at bringe den i anvendelse.
Et eksempel på en konkret situation, hvor det efter forsla-
get skal kunne overvejes at undlade at pålægge rykkergebyr,
kan være tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden
ønsker at gøre skyldnere opmærksomme på deres gæld til
det offentlige, men hvor det kan være urimeligt at opkræve
rykkergebyr, fordi restanceinddrivelsesmyndighedens eller
eventuelt fordringshaverens forhold har betydet, at skyldne-
ren ikke har haft kendskab til gælden under inddrivelse. Et
andet eksempel kan være, hvor restanceinddrivelsesmyndig-
heden til skyldneren tidligere har udsendt en rykkerskrivelse
inklusive rykkergebyr, hvor den gæld, der ligger til grund
for den nye rykkerskrivelse, burde have været medtaget i
den første rykkerskrivelse.
2.11. Forenkling af regler om forrentning ved modregning
med gæld under opkrævning eller inddrivelse i udbetalinger
fra det offentlige
2.11.1. Gældende ret
Ved modregning ophører to fordringer – modfordring og
hovedfordring – i det omfang de beløbsmæssigt dækker hin-
anden. Modregning er en let adgang for en fordringshaver
(modregneren) til at opnå fyldestgørelse for sit krav, der be-
tegnes modfordringen, idet modregningen gennemføres ved
fordringshavers erklæring til modfordringens skyldner (ho-
vedmanden) om den gennemførte modregning, der indebæ-
rer, at hovedmandens fordring, der betegnes hovedfordrin-
gen, ikke vil blive betalt, i det omfang modfordringen be-
løbsmæssigt dækker hovedfordringen. Modregningen får
virkning fra erklæringens fremkomst til skyldneren som føl-
ge af erklæringens påbudsvirkning.
Det fremgår af § 4 a, stk. 1, i lov om offentlige betalinger
m.v., at oplysninger i det register, der er nævnt i § 4, stk. 1,
om udbetalinger fra offentlige myndigheder, kan videregi-
ves til et af Skatteforvaltningen administreret inddrivelses-
system med henblik på modregning i gæld til det offentlige.
Det er i praksis restanceinddrivelsesmyndigheden, der an-
vender det nævnte inddrivelsessystem. Hvis et beløb skal
udbetales af en offentlig myndighed til en fysisk eller jurid-
55
isk person, der har gæld til det offentlige, kan Skatteforvalt-
ningen – dvs. i praksis restanceinddrivelsesmyndigheden –
anmode om, at udbetalingsbeløbet overføres til Skattefor-
valtningen med henblik på hel eller delvis modregning i ud-
betalingsbeløbet. Hvis Skatteforvaltningen gør dette, udbe-
tales beløbet ikke fra den udbetalende myndighed til beta-
lingsmodtageren, jf. § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalin-
ger m.v. Når beløbet overføres til Skatteforvaltningen, bliver
det registreret som ét samlet beløb i én udbetalingstype uden
særskilt angivelse af hovedstol og de eventuelle renter, der
måtte være tilskrevet hovedstolen. Ved overførslen af udbe-
talingen til Skatteforvaltningen efter stk. 2 anses betaling at
være foretaget med frigørende virkning for den udbetalende
myndighed, jf. stk. 3.
Dækker en udbetaling fra det offentlige, der anvendes til
modregning, kun delvis skyldners gæld til det offentlige,
dækkes fordringerne i den rækkefølge, der er foreskrevet i §
7, stk. 1, nr. 1-3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Efter nr. 1 dækkes først fordringer under opkrævning,
for hvilke den udbetalende myndighed er fordringshaver, i
det omfang denne myndighed træffer afgørelse om modreg-
ning (intern modregning). Dernæst dækkes ifølge nr. 2 de
fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden. Endelig dækkes ifølge nr. 3 andre fordrin-
ger under opkrævning.
Hvis udbetalingsbeløbet efter overførslen til Skatteforvalt-
ningen, jf. § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v.,
modregnes med en fordring, der er under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, træffes afgørelsen
om modregning af restanceinddrivelsesmyndigheden. Mod-
regnes udbetalingsbeløbet med en fordring under opkræv-
ning, for hvilken den udbetalende myndighed også er for-
dringshaver, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, træffes modregningsafgø-
relsen af fordringshaveren, uden at restanceinddrivelses-
myndigheden er involveret. I de tilfælde, hvor et udbeta-
lingsbeløb fra Skatteforvaltningen modregnes med en for-
dring under opkrævning, for hvilken Skatteforvaltningen og-
så er fordringshaver, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, træffes afgørelsen
om modregning dog i praksis af restanceinddrivelsesmyn-
digheden efter delegation fra Skatteforvaltningen. I andre
tilfælde, hvor udbetalingsbeløbet modregnes med en for-
dring under opkrævning, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, faciliterer re-
stanceinddrivelsesmyndigheden modregningen ved indled-
ningsvist at anvende beløbet, der i modsat fald ville være
blevet udbetalt til skyldnerens NemKonto eller en anden
konto, jf. § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v., til
modregning med fordringer fra den relevante fordringsha-
ver, men det er fordringshaveren selv, der herefter træffer
afgørelsen om modregning og meddeler skyldneren denne
afgørelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden underretter i
den forbindelse skyldneren om, at der vil blive gennemført
modregning, og markerer, hvilke fordringer skyldneren ef-
terfølgende fra fordringshaveren vil modtage en modreg-
ningsafgørelse om. Restanceinddrivelsesmyndigheden un-
derretter parallelt fordringshaveren om, at der skal udsendes
en modregningsafgørelse til skyldneren.
Lovgivningen, der regulerer udbetalingsbeløbet, kan inde-
holde regler om forrentning af udbetalingsbeløbet, hvis be-
løbet udbetales senere end en lovfæstet frist. Eksempelvis
forrentes overskydende skat, jf. kildeskattelovens § 62, stk.
1, med godtgørelse efter stk. 2, der udbetales efter den 1.
september i året efter indkomståret, med en simpel rente
svarende til renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk.
2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned, jf.
kildeskattelovens § 62, stk. 3, 2. pkt. Ligeledes følger det af
kildeskattelovens § 62 A, stk. 3, 2. pkt., at det beløb, der ef-
ter 1. pkt. udbetales som følge af en ændret årsopgørelse,
forrentes med en simpel rente svarende til renten i henhold
til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procent-
point pr. påbegyndt måned fra den 1. september i året efter
indkomståret.
Da den udbetalende myndighed, der har overført udbeta-
lingsbeløbet til Skatteforvaltningen, anses for at have betalt
med frigørende virkning, jf. § 4 a, stk. 3, i lov om offentlige
betalinger m.v., er det fra og med overførselstidspunktet
Skatteforvaltningen – i praksis restanceinddrivelsesmyndig-
heden, jf. ovenfor – der beregner og udbetaler de yderligere
renter, som den fysiske eller juridiske person måtte have
krav på. Hvis der efter gennemført modregning er et over-
skydende beløb, udbetales dette af Skatteforvaltningen som
udbetalende myndighed, jf. § 4 a, stk. 4.
Lovgivningen, der regulerer fordringer under opkrævning
hos fordringshaveren, kan ligeledes indeholde regler om for-
rentning af ubetalte fordringer. Eksempelvis følger det af
kildeskattelovens § 63, 1. pkt., at et beløb, som en skatte-
pligtig efter kildeskatteloven skal indbetale til det offentlige,
og som ikke er blevet betalt rettidigt, forrentes med en rente,
der udgør renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2,
med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra for-
faldsdagen.
Fordringer, der af fordringshaveren er overdraget til ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, forrentes ef-
ter reglerne i § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Det følger heraf, at fordringer under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med
undtagelse af bøder, forrentes med en årlig rente svarende til
renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten til-
skrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. For fordringer, der tilhører re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, tilskrives renten fra den 1. i
måneden efter den måned, hvori fordringen er stiftet.
Modregnes et udbetalingsbeløb med en fordring, der er
under opkrævning eller inddrivelse, forrentes udbetalingsbe-
løbet og de beløb, der modregnes med, til og med den dato,
hvor modregningsafgørelsen kommer frem til skyldneren, jf.
ovenfor om modregningsafgørelsers virkningstidspunkt.
2.11.2. Den foreslåede ordning
Som nævnt under afsnit 2.11.1 overføres et udbetalingsbe-
løb til Skatteforvaltningen med henblik på modregning, hvis
der for den samme fysiske eller juridiske person er ubetalte
gældsposter registreret til modregning under opkrævning el-
ler under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
56
Processen er i vidt omfang automatiseret, således at over-
førslen sker automatisk. Som endvidere nævnt under afsnit
2.11.1 kan lovgivningen, der regulerer udbetalingsbeløbet,
indeholde regler om forrentning af udbetalingsbeløbet.
I forbindelse med arbejdet med den nye modregningsløs-
ning og tilkobling af udbetaling af overskydende skat er det
konstateret, at der ikke i alle tilfælde kan beregnes en kor-
rekt rente i de tilfælde, hvor lovgivningen vedrørende udbe-
talingsbeløbet foreskriver, at udbetalingsbeløbet skal tilskri-
ves en simpel rente (dvs. uden rentes rente). Dette skyldes,
at udbetalinger, der overføres til restanceinddrivelsesmyn-
digheden med henblik på modregning, altid overføres som
ét samlet beløb uden særskilt angivelse af hovedstol og
eventuelle renter. Hvis det overførte udbetalingsbeløb inde-
holder allerede beregnede renter, vil tilskrivning af yderlige-
re renter beregnet af det samlede udbetalingsbeløb medføre,
at der uberettiget beregnes renter af allerede tilskrevne ren-
ter (rentes rente).
Problemet er foreløbigt konstateret for udbetalinger vedrø-
rende overskydende skat, jf. kildeskattelovens § 62, stk. 1,
der med procenttillæg, jf. stk. 2, forrentes med en simpel
rente, jf. stk. 3. Når sådanne udbetalinger overføres til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, overføres det som ét samlet
beløb. Beløbet overføres i den forbindelse automatisk fra
SLUT-systemet, hvori årsopgørelsen med den overskydende
skat er dannet. Det er konstateret, at det overførte beløb i
nogle tilfælde kan bestå af både en overskydende skat (og/
eller tilbagebetaling af en tidligere opkrævet restskat) med
procenttillæg, jf. stk. 2, samt renter, jf. stk. 3, af disse beløb.
Da beløbet imidlertid overføres uden særskilt angivelse af
hovedstol og eventuelle renter, risikeres der ved yderligere
forrentning at blive beregnet rentes rente. Derved ydes den
skattepligtige en større rentegodtgørelse end forudsat i kil-
deskatteloven. Det er ikke muligt ved en automatisk rente-
beregning på grundlag af de registrerede oplysninger at tage
højde for, om en udbetaling indeholder renter. En vurdering
heraf vil forudsætte manuelle opslag for hver enkelt udbeta-
ling.
Med henblik på at afdække problemstillingens omfang og
økonomiske konsekvenser gennemførte restanceinddrivel-
sesmyndigheden i foråret 2019 en stikprøveundersøgelse af
100 udbetalinger af overskydende skat, der havde en samlet
værdi af 6,5 mio. kr., hvoraf der i perioden fra og med den
1. april 2018 til og med den 1. april 2019 var beregnet rente
i DMI-systemet. Stikprøven blev gennemført ved manuelle
opslag for den enkelte udbetaling, hvorved det kunne afgø-
res, om der var beregnet rentes rente og i givet fald med
hvilket beløb.
Stikprøveundersøgelsen viste, at der af dette samlede be-
løb var beregnet i alt 48.000 kr. i rente, hvoraf rentes rente
udgjorde under 3.000 kr. Stikprøveundersøgelsen viste der-
udover, at 83 af de 100 udbetalinger var overført med allere-
de beregnede renter, og at der således var beregnet rentes
rente for 83 pct. Af de undersøgte udbetalinger. Rentes rente
udgjorde for en enkelt udbetaling helt ned til 0,02 kr. og ud-
gjorde for ca. 43 pct. Af de 83 udbetalinger mindre end 2 kr.
Stikprøveundersøgelsen viste endvidere, at den manuelle
gennemgang og udsøgning af eventuelle rentebeløb i en ud-
betaling var forbundet med et tidsforbrug på ca. 30-45 min.
Der blev i perioden fra og med den 1. april 2018 til og med
den 1. april 2019 beregnet rentegodtgørelse af ca. 11.500
udbetalinger vedrørende overskydende skat i DMI. En ma-
nuel gennemgang af et sådant antal udbetalinger vil på års-
basis hos restanceinddrivelsesmyndigheden være forbundet
med et ikke uvæsentligt ressourceforbrug, der vil forudsætte
flere årsværk. Henset til, at rentes rente-beløbet som nævnt
ovenfor ofte er af beskeden størrelse, vil en manuel gennem-
gang af udbetalingen med henblik på at undgå rentes rente i
de fleste tilfælde være uforholdsmæssigt ressourcekrævende
sammenholdt med den yderligere rente (rentes rente), der på
baggrund af stikprøven vil være resultatet ved at fastholde
den nuværende praksis i DMI.
Det er derfor nødvendigt at forenkle lovgivningen om for-
rentning af udbetalingsfordringer og de beløb, der modreg-
nes med, for at sikre, at lovgivningen giver restanceinddri-
velsesmyndigheden mulighed for at beregne renter af hele
udbetalingsbeløbet, når f.eks. udbetalingsbeløbets størrelse
gør, at en manuel gennemgang heraf vil være uforholds-
mæssigt ressourcekrævende.
Det foreslås for det første, at der i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse (§ 8 b,
stk. 1, 1. pkt.), der præciserer, at hvis der i medfør af anden
lovgivning skal beregnes renter af et beløb, der af det offent-
lige skal udbetales til en fysisk eller juridisk person, og ud-
betalingsbeløbet inklusive eventuelle renter med henblik på
modregning med fordringer under opkrævning eller inddri-
velse er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden i hen-
hold til § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v., er
det restanceinddrivelsesmyndigheden, der beregner og udbe-
taler de eventuelle yderligere renter, som den fysiske eller
juridiske person måtte have krav på tidligst fra og med re-
stanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af udbetalings-
beløbet.
Det er ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse at
foreslå at ændre på gældende ret, idet det allerede følger af §
4 a, stk. 3, i lov om offentlige betalinger m.v., at betaling an-
ses at være foretaget med frigørende virkning for den udbe-
talende myndighed, når der er sket overførsel af en udbeta-
ling til Skatteforvaltningen efter stk. 2, ligesom det følger af
stk. 4, at ved udbetaling af et eventuelt overskydende beløb
efter gennemført modregning anses Skatteforvaltningen som
udbetalende myndighed. Ved den foreslåede bestemmelse
foreslås det dog præciseret, at dette indebærer, at det efter
overførslen er Skatteforvaltningen (i praksis restanceinddri-
velsesmyndigheden), der har til opgave at beregne og udbe-
tale de yderligere renter, som den fysiske eller juridiske per-
son måtte have krav på fra og med restanceinddrivelsesmyn-
dighedens modtagelse af udbetalingsbeløbet.
Ved »tidligst fra og med« restanceinddrivelsesmyndighe-
dens modtagelse af udbetalingsbeløbet forstås, at forrent-
ning ikke i alle tilfælde vil kunne kræves fra modtagelsen. I
nogle tilfælde vil renterne påløbe pr. begyndt måned (dette
er eksempelvis tilfældet for overskydende skat), og dermed
kan den udbetalende myndighed have forrentet beløbet for
57
den måned, hvori udbetalingen modtages af restanceinddri-
velsesmyndigheden. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden
modtager en udbetaling af overskydende skat den 3. i en
måned, vil restanceinddrivelsesmyndigheden derfor kunne
lægge til grund, at den udbetalende myndighed har beregnet
rente frem til udgangen af måneden. Tidspunktet for restan-
ceinddrivelsesmyndighedens »modtagelse« af udbetalings-
beløbet vil i praksis ofte blive registreret til at være den dag,
hvor restanceinddrivelsesmyndigheden modtager meddelel-
se fra fordringshaveren om, at udbetalingsbeløbet overføres.
Hvis den udbetalende myndighed anvender en praksis, som
giver mulighed for at identificere et mere præcist modtagel-
sestidspunkt, vil den udbetalende myndighed kunne aftale
med restanceinddrivelsesmyndigheden, hvilken dag der hos
restanceinddrivelsesmyndigheden skal registreres som mod-
tagelsesdatoen.
Det foreslås for det andet, at der indsættes en ny bestem-
melse (§ 8 b, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige), der giver restanceinddrivelsesmyndigheden
hjemmel til at kunne vælge at beregne renter af det samlede
udbetalingsbeløb, selv om dette beløb måtte være overført
uden særskilt angivelse af hovedstol og renter.
Som nævnt ovenfor er risikoen for, at der hos restanceind-
drivelsesmyndigheden beregnes rente af allerede tilskrevne
renter, aktuelt kun konstateret ved udbetaling af overskyden-
de skatter. Det foreslås dog, at bestemmelsen ikke skal be-
grænses til at omfatte overskydende skatter, da det ikke kan
udelukkes, at samme problemstilling kan vise sig aktuel for
andre udbetalingstyper.
Den foreslåede bestemmelse foreslås affattet som en
»kan-bestemmelse«. Efter den foreslåede bestemmelse vil
restanceinddrivelsesmyndigheden få hjemmel til at kunne
vælge at beregne renter af det samlede udbetalingsbeløb,
men vil derimod ikke give skyldneren et retskrav herpå.
Baggrunden herfor er, at den foreslåede bestemmelse har til
formål at give restanceinddrivelsesmyndigheden mulighed
for at beregne rente af hele udbetalingsbeløbet, når admini-
strative og ressourcemæssige hensyn taler herfor. Hvis der
f.eks. er tale om et særligt stort udbetalingsbeløb, hvorfor
den manuelle gennemgang heraf ikke vil være forbundet
med uforholdsmæssige ressourcer i forhold til rentes rente-
beløbet, kan restanceinddrivelsesmyndigheden derfor vælge
i stedet at foretage en manuel gennemgang af udbetalingsbe-
løbet med henblik på at opdele udbetalingsbeløbet i hoved-
stol og renter, så den yderligere rente kan beregnes af ho-
vedstolen. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal ved an-
vendelsen af den foreslåede bestemmelse iagttage den for-
valtningsretlige lighedsgrundsætning, således at den foreslå-
ede bestemmelse ikke anvendes vilkårligt.
Den foreslåede bestemmelse omfatter ethvert tilfælde,
hvor et udbetalingsbeløb håndteres af restanceinddrivelses-
myndigheden. Den foreslåede bestemmelse vil således også
give mulighed for at beregne rente af det samlede udbeta-
lingsbeløb i tilfælde, hvor udbetalingsbeløbet opstår som
følge af nedskrivning, tilbagekald m.v. af en tidligere dæk-
ket fordring. Ligeledes vil den foreslåede bestemmelse finde
anvendelse, uanset om udbetalingsbeløbet, der skal modreg-
nes i, er overført fra Skatteforvaltningen eller en anden myn-
dighed.
Som nævnt under afsnit 2.11.1 følger det af gældende ret,
at udbetalings- og modregningsbeløbet forrentes til og med
den dato, hvor modregningsafgørelsen kommer frem til
skyldneren. Denne dato kendes dog ikke af restanceinddri-
velsesmyndigheden (eller fordringshaveren, hvis modreg-
ningsafgørelsen træffes af denne), når skyldneren ikke er til-
sluttet eller er fritaget for Digital Post, jf. §§ 3 og 5 i lov om
Digital Post fra offentlige afsendere, og modregningsafgø-
relsen derfor skal meddeles til skyldneren via fysisk brev. I
sådanne tilfælde vil restanceinddrivelsesmyndigheden derfor
ikke med sikkerhed kunne foretage en korrekt rentebereg-
ning. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at ændre de gæl-
dende regler med henblik på at sikre, at forrentning af udbe-
talingsbeløbet foretages til og med en dato, der kan fastslås
af restanceinddrivelsesmyndigheden, der i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 8 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige skal beregne og udbetale
renterne.
Det foreslås derfor for det tredje, at der indsættes en ny
bestemmelse (i § 8 b, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige), der fastsætter, at hvis udbetalingsbeløbet an-
vendes til modregning med en eller flere fordringer, der er
under opkrævning eller inddrivelse, foretages forrentningen
af udbetalingsbeløbet, jf. stk. 1, og de beløb, der modregnes
med, til og med den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndig-
heden træffer beslutning om, at der vil blive gennemført
modregning.
Den foreslåede bestemmelse foreslås efter ordlyden at
skulle finde anvendelse ved modregning, »hvor restanceind-
drivelsesmyndigheden beslutter, at der vil blive gennemført
modregning.« Bestemmelsen vil således skulle finde anven-
delse, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgø-
relse om modregning med fordringer under inddrivelse, jf. §
7, stk. 1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bestemmelsen vil endvidere skulle finde anvendelse ved
modregning med andre fordringer under opkrævning, jf. § 7,
stk. 1, nr. 3, idet restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne
tilfælde faciliterer modregningen ved at anvende udbeta-
lingsbeløbet til modregning med fordringer fra den relevante
fordringshaver, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden
underretter skyldneren om, at der vil blive gennemført mod-
regning, og markerer, hvilke fordringer skyldneren efterføl-
gende fra fordringshaveren vil modtage en modregningsaf-
gørelse om. Bestemmelse vil endelig skulle finde anvendel-
se, når udbetalingsbeløbet, for hvilket Skatteforvaltningen er
udbetalende myndighed, modregnes med en fordring under
opkrævning, for hvilken Skatteforvaltningen også er for-
dringshaver, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, idet restanceinddrivelses-
myndigheden i sådanne tilfælde med intern modregning
træffer modregningsafgørelsen efter delegation fra Skatte-
forvaltningen. Derimod vil bestemmelsen ikke skulle finde
anvendelse i de tilfælde, hvor intern modregning efter § 7,
stk. 1, nr. 1, foretages af andre end Skatteforvaltningen.
Den foreslåede bestemmelse i § 8 b, stk. 2, vil indebære,
at forrentningen af udbetalings- og modregningsbeløbet
58
foretages til og med den dag, hvor »restanceinddrivelses-
myndigheden træffer beslutning om, at der vil blive gen-
nemført modregning«. Beslutningsdagen vil i praksis være
den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer af-
gørelse om modregning (for ovennævnte modregningstilfæl-
de, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørel-
sen herom, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 2) eller opretter meddelel-
se til skyldneren om, at der vil blive gennemført modregning
(for ovennævnte modregningstilfælde, hvor fordringshave-
ren træffer afgørelsen om modregning, jf. § 7, stk. 1, nr. 3).
Det vil således være datoen for restanceinddrivelsesmyndig-
hedens modregningsafgørelse eller oprettelse af meddelelse
til skyldneren om, at der vil blive gennemført modregning,
der er afgørende for, hvornår der ikke længere foretages for-
rentning af udbetalings- og modregningsbeløbet, uanset
hvornår afgørelsen eller meddelelsen afsendes af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden og kommer frem til skyldneren,
og uanset hvornår en modregningsafgørelse fra fordringsha-
veren kommer frem til skyldneren.
Bestemmelsen foreslås ifølge ordlyden kun at skulle finde
anvendelse, hvis udbetalingsbeløbet anvendes til modreg-
ning, dvs. hvis der gennemføres modregning. Som nævnt i
afsnit 2.11.1 har en modregningsafgørelse virkning fra og
med erklæringens fremkomst til skyldneren som følge af er-
klæringens påbudsvirkning. Hvis der ikke kan gennemføres
modregning, fordi modregningsafgørelsen truffet af for-
dringshaveren eller restanceinddrivelsesmyndigheden ikke
kan meddeles skyldneren (fordi skyldneren ikke er tilsluttet
eller er fritaget for Digital Post, og skyldnerens adresse er
ukendt, eller modregningserklæringen kommer retur fra en
oplyst adresse), vil restanceinddrivelsesmyndighedens mod-
regningsafgørelse eller oprettelse af meddelelse til skyldne-
ren om, at der vil blive gennemført modregning, derfor ikke
indebære, at der ikke længere skal foretages forrentning af
udbetalings- og modregningsbeløbet.
Konsekvensen af den foreslåede bestemmelse vil for
skyldneren være, at forrentningsperioden for udbetalings- og
modregningsbeløbet forkortes i forhold til gældende ret,
svarende til forskellen mellem afgørelses-/oprettelsesdatoen
(den foreslåede bestemmelse) og fremkomstdatoen for mod-
regningsafgørelsen (gældende ret). Skyldnerens ulempe ved,
at perioden for forrentning af udbetalingsbeløbet forkortes,
vil i de fleste tilfælde modsvare skyldnerens fordel ved, at
perioden for forrentning af modregningsbeløbet forkortes
tilsvarende. Eksempelvis forrentes udbetaling af oversky-
dende skat, jf. kildeskattelovens §§ 62, stk. 3, 2. pkt., og 62
A, stk. 3, 2. pkt., samt skyldige beløb i henhold til kildeskat-
teloven, jf. § 63, 1. pkt., med den samme rente. Da det
samtidig foreslås, at skyldneren i visse tilfælde vil få bereg-
net rentes rente af udbetalingsbeløbet, jf. den foreslåede § 8
b, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, vurderes de foreslåede bestemmelser i § 8 b, stk. 1 og 2,
samlet set at ville stille skyldneren bedre end efter gældende
ret.
2.12. Indførelse af fradragsret for seniormedlemskontingent
i arbejdsløshedskasser
2.12.1. Gældende ret
Muligheden for seniormedlemskaber i arbejdsløshedskas-
ser blev indført ved lov nr. 624 af 8. juni 2016. Et senior-
medlemskab giver folkepensionister mulighed for at få eller
bevare et medlemskab af en arbejdsløshedskasse. Tidligere
ophørte medlemskabet af en arbejdsløshedskasse senest ved
udgangen af den måned, hvori et medlem nåede folkepensi-
onsalderen efter lov om social pension, eller ved medlem-
mets død. Med indførelsen af seniormedlemskabet er det
muligt at opretholde medlemskab i arbejdsløshedskasser og
fortsat få hjælp fra arbejdsløshedskassen til jobsøgning. Se-
niormedlemskabet medfører ikke ret til dagpenge, men stil-
ler omvendt ikke krav til den ledige som ved normalt ar-
bejdsløshedskassemedlemskab.
Seniormedlemskabet er indført for at forbedre beskæfti-
gelsesmulighederne for personer, som har nået folkepensi-
onsalderen, og som ønsker at bevare tilknytningen til det or-
dinære arbejdsmarked.
Udgifter til arbejdsløshedsforsikring kan efter gældende
ret fradrages ved opgørelsen af den skattepligtiges indkomst.
Det følger af pensionsbeskatningslovens § 49, stk. 1, 1. pkt.,
men da seniormedlemskabet ikke giver ret til dagpenge og
derfor ikke indeholder et forsikringselement, er der ikke fra-
dragsret herfor, jf. Skattestyrelsens styresignal af 19. decem-
ber 2019 (SKM2019·637· SKTST). Medlemsbidrag til se-
niormedlemskab omfatter alene et administrationsbidrag og
ikke bidrag til selve arbejdsløshedsforsikringen.
2.12.2. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indføre fradragsret for medlemskontingen-
tet til seniormedlemskab i arbejdsløshedskasser.
Indførelsen af fradragsret for seniormedlemskontingenter i
arbejdsløshedskasser vil understøtte muligheden for perso-
ner, som har nået folkepensionsalderen, for at opretholde
medlemskab i arbejdsløshedskasser og dermed muligheden
for fortsat at få hjælp fra arbejdsløshedskassen til jobsøg-
ning. Dermed understøttes beskæftigelsesmulighederne for
personer, som har nået folkepensionsalderen, og som ønsker
at bevare tilknytningen til det ordinære arbejdsmarked.
Det bemærkes, at der med indførelsen af fradragsret ikke
sker ændringer i indholdet af et seniormedlemskab. Med-
lemskabet vil således fortsat give seniormedlemmer ret til
hjælp til jobsøgning, men vil ikke give dem ret til ydelser ef-
ter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Medlemskabet vil
fortsat heller ikke pålægge seniormedlemmerne pligter,
bortset fra betaling af administrationsbidraget til arbejdsløs-
hedskassen.
3. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen
Behandling af personoplysninger er omfattet af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april
2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-
danne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF
(databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23. maj
2018 om supplerende bestemmelser til forordningen om be-
skyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplys-
59
ninger (databeskyttelsesloven). Databeskyttelsesforordnin-
gen og databeskyttelsesloven gælder for behandling af per-
sonoplysninger, der helt eller delvist foretages ved hjælp af
automatisk (elektronisk) databehandling, og for anden ikke-
automatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil
blive indeholdt i et register.
I databeskyttelsesforordningens kapitel II findes de rele-
vante bestemmelser om, hvornår personoplysninger må be-
handles, herunder indsamles, udveksles og viderebehandles.
Når en fordringshaver overdrager en fordring til inddrivel-
se hos restanceinddrivelsesmyndigheden, medsender for-
dringshaveren de oplysninger om fordringen, som fordrings-
haveren har indsamlet, og som er nødvendige for inddrivel-
sen af fordringen. Det er herefter restanceinddrivelsesmyn-
digheden, der er dataansvarlig for behandlingen af oplysnin-
gerne i forbindelse med inddrivelsen. En del af disse oplys-
ninger vil være personoplysninger, som er omfattet af reg-
lerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslo-
ven. De ved dette lovforslag foreslåede bestemmelser i § 4,
stk. 2, 5. pkt., (om anvendelse af modtagelsesdatoen i dæk-
ningsrækkefølgen for tidligere konverterede fordringer) og
§§ 8 a og 9 b (lempelse af krav til stamdatoer for fordringer
og til beskrivelsen af stamdatoer i afgørelser m.v.) i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige kan vedrøre behandling
af personoplysninger. Der henvises til afsnit 2.7 og 2.8 for
en beskrivelse af de foreslåede bestemmelsers formål og
indhold.
De grundlæggende principper i forordningens artikel 5
skal altid iagttages. Det følger bl.a. heraf, at personoplysnin-
ger skal behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig
måde i forhold til den registrerede, jf. forordningens artikel
5, stk. 1, litra a. Herudover skal personoplysninger indsam-
les til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke
viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse
formål, jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra b. Endvidere
skal personoplysninger være tilstrækkelige, relevante og be-
grænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål,
hvortil de behandles, jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra
c. Derudover skal personoplysninger være korrekte og om
nødvendigt ajourførte, jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra
d.
Det er vurderingen, at den behandling af personoplysnin-
ger, der lægges op til med de foreslåede bestemmelser i § 4,
stk. 2, 5. pkt., og §§ 8 a og 9 b, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, kan ske i overensstemmelse med de data-
beskyttelsesretlige regler, herunder forordningens artikel 5.
I forhold til forordningens artikel 5, stk. 1, litra d, bemær-
kes det, at det påhviler den dataansvarlige at tage ethvert ri-
meligt skridt for at sikre, at personoplysninger, der er urigti-
ge i forhold til de formål, hvortil de behandles, straks slettes
eller berigtiges.
Ved vurderingen af, hvad der skal forstås ved »ethvert ri-
meligt skridt«, skal der foretages en proportionalitetsvurde-
ring, hvor bl.a. oplysningernes karakter og formålet med be-
handlingen skal indgå. Det antages således, at der må stilles
strengere krav til den dataansvarliges pligt til at berigtige
oplysningerne, såfremt oplysningernes rigtighed er af væ-
sentlig betydning for den registrerede.
De foreslåede bestemmelser i § 4, stk. 2, 5. pkt., og §§ 8 a
og 9 b, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har til
formål at sikre, at de registrerede datooplysninger vil kunne
anvendes ved inddrivelsen af fordringer, når dette ikke er
bebyrdende for skyldneren. De foreslåede bestemmelser i §
8 a er således udformet ud fra et forsigtighedsprincip, så de
alene medfører, at restanceinddrivelsesmyndigheden i visse
tilfælde går glip af en modregningsadgang – og ikke at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden foretager modregning i et
tilfælde, hvor dette er uberettiget. Tilsvarende vil den fore-
slåede bestemmelse i § 4, stk. 2, 5. pkt., ikke være bebyr-
dende for skyldneren, idet den foreslåede bestemmelse alene
får betydning for placeringen af fordringen i dækningsræk-
kefølgen inden for den enkelte kategori nævnt i § 4, stk. 1,
nr. 1-3.
Henset til, at skyldner ikke vil kunne få en dårligere rets-
stilling, vurderes det, at forordningens artikel 5, stk. 1, litra
d, alene vil stille begrænsede krav i forhold til restanceind-
drivelsesmyndighedens forpligtelse til at tage ethvert rime-
ligt skridt til sikring af de registrerede dataoplysningernes
rigtighed.
Restanceinddrivelsesmyndigheden har som en del af op-
rydningsarbejdet i DMI søgt at berigtige forkerte datooplys-
ninger, så de svarer til datofelternes betegnelser og de dato-
er, der i lovgivningen forudsættes lagt til grund for vurderin-
gen af et inddrivelsesskridt. Restanceinddrivelsesmyndighe-
den vil fortsætte med at gøre dette. Det har dog vist sig, at
det i visse tilfælde enten er umuligt at rekvirere korrekte op-
lysninger hos fordringshaverne, eller at fremsøgningen af
data vil være forbundet med uforholdsmæssigt store om-
kostninger og/eller kræve manuelle ressourcer i et omfang,
der ikke er til rådighed. Det vurderes derfor, at den foreslåe-
de ordning, hvorefter de registrerede datooplysninger vil
kunne lægges til grund, vil være i overensstemmelse med
forordningens artikel 5, stk. 1, litra d.
Derudover følger det endvidere af forordningens artikel
16, at den registrerede har ret til at få urigtige personoplys-
ninger om sig selv berigtiget af den dataansvarlige uden
unødig forsinkelse. Bestemmelsen giver endvidere under
hensyntagen til formålene med behandlingen den registrere-
de ret til at få fuldstændiggjort ufuldstændige personoplys-
ninger, bl.a. ved at fremlægge en supplerende erklæring.
Denne rettighed skal anskues i sammenhæng med princippet
om rigtighed i forordningens artikel 5, stk. 1, litra d.
I forhold til artikel 16 bemærkes det, at restanceinddrivel-
sesmyndighederne vil skulle tage stilling til en anmodning
om berigtigelse, men at myndigheden alene må antages at
ville være forpligtet til at berigtige oplysningerne, hvis der
er enighed mellem den registrerede og restanceinddrivelses-
myndigheden om, at oplysningerne, der ønskes berigtiget, er
urigtige. Denne berigtigelse vil i så fald ske manuelt. Heraf
følger således, at der ikke foreligger en pligt til berigtigelse
af de omstridte oplysninger i tilfælde af uenighed mellem
den registrerede og restanceinddrivelsesmyndigheden. Re-
stanceinddrivelsesmyndigheden skal i et sådant tilfælde
60
imidlertid sørge for at udarbejde en tilføjelse til de omstridte
oplysninger, hvoraf det fremgår, at den registrerede ikke er
enig i oplysningernes rigtighed, samt hvad den registrerede
mener er korrekt.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Lovforslaget skal understøtte oprydningen og konverterin-
gen af gældsposter og skal derigennem bidrage til at forbed-
re den fremtidige inddrivelseseffektivitet, hvilket alt andet
lige vil øge inddrivelsesindtægterne. Størrelsesordenen heraf
kan ikke kvantificeres nærmere.
Forslaget om indførelse af fradragsret for seniormedlems-
kontingent i arbejdsløshedskasser vurderes ikke at have
nævneværdige provenumæssige konsekvenser.
Lovforslaget vurderes ikke at medføre nævneværdige im-
plementeringskonsekvenser for det offentlige.
Lovforslaget medfører ikke kommunaløkonomiske konse-
kvenser. De regionaløkonomiske konsekvenser skal for-
handles med de regionale parter.
Lovforslaget er med til at sikre digitaliser- og administrer-
bare regler for den fremtidige inddrivelse. For så vidt angår
de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning bemær-
kes det, at bestemmelserne i lovforslaget er udarbejdet så
enkelt og klart som muligt. Flere af elementerne i lovforsla-
get bidrager endvidere til, at der muliggøres automatisk
sagsbehandling gennem objektive kriterier, og at der undgås
snyd og fejl.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Forslaget om at pålægge et gebyr på 500 kr., hvis skyldne-
ren indgiver indsigelser, dog ikke eventuelle forældelsesind-
sigelser, der udspringer af manglende gennemførelse af sæd-
vanlig rykkerprocedure eller underretning, jf. § 2, stk. 3, 1.
pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, vil medføre en merudgift for de virksomheder
m.v., der vælger at fremsætte en sådan indsigelse uden at få
medhold i den.
Det vurderes, at principperne for agil erhvervsrettet regu-
lering ikke er relevante for nærværende lovforslag.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget vurderes ikke at have nævneværdige administra-
tive konsekvenser for borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekven-
ser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 7. februar
2020 til den 6. marts 2020 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.:
3F, Advokatsamfundet, Ankestyrelsen, Arbejderbevægel-
sens Erhvervsråd, ATP, borger- og retssikkerhedschefen i
Skatteforvaltningen, Bryggeriforeningen, Business Dan-
mark, Børnerådet, Børsmæglerforeningen, CEPOS, Cevea,
Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk
Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Told &
Skatteforbund, Danske Advokater, Danske Vandværker,
DANVA, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, DI,
Domstolsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen – Team Effektiv Re-
gulering, Ejendomdanmark, Ejerlejlighedernes Landsfor-
ening, FDM, FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fi-
nans Danmark, Finansforbundet, Finanstilsynet, Foreningen
af Danske Skatteankenævn, Foreningen Danske Revisorer,
Forsikring & Pension, FSR – danske revisorer, HOFOR,
HORESTA, ISOBRO, IT-Branchen, Justitia, KL, Kraka,
Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening,
Landbrug & Fødevarer, Landsskatteretten, Mellemfolkeligt
Samvirke, Nationalbanken, Oxfam IBIS, Rådet for Socialt
Udsatte, SEGES, Skatteankestyrelsen, SMVdanmark, SRF
Skattefaglig Forening, Udbetaling Danmark og Ældre Sag-
en.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
”Ingen”)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
”Ingen”)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Lovforslaget skal understøtte oprydnin-
gen og konverteringen af gældsposter og
skal derigennem bidrage til at forbedre
den fremtidige inddrivelseseffektivitet,
hvilket alt andet lige vil øge inddrivelses-
indtægterne. Størrelsesordenen heraf kan
ikke kvantificeres nærmere.
Forslaget om indførelse af fradragsret
for seniormedlemskontingent i arbejds-
løshedskasser vurderes ikke at have
nævneværdige provenumæssige konse-
kvenser.
61
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget vurderes ikke at medføre
nævneværdige implementeringskonse-
kvenser for det offentlige.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Forslaget om at pålægge et gebyr på 500
kr., hvis skyldneren indgiver indsigel-
ser, dog ikke eventuelle forældelsesind-
sigelser, der udspringer af manglende
gennemførelse af sædvanlig rykkerpro-
cedure eller underretning, jf. § 2, stk. 3,
1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, vil
medføre en merudgift for de virksomhe-
der m.v., der vælger at fremsætte en så-
dan indsigelse uden at få medhold i den.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-
regulering /Går videre end mini-
mumskrav i EU-regulering (sæt X)
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Fordringshaveren overdrager fordringer til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er
overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gen-
nemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Bestemmelsen er en videreførelse af da-
gældende § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om opkrævning og inddri-
velse af visse fordringer, der blev indført med virkning fra
og med den 1. november 2005.
Det fremgår af bemærkningerne til dagældende § 2, stk. 3,
1. pkt., i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordrin-
ger, at de enkelte fordringshavere som hidtil skal varetage
det almindelige opkrævningsarbejde, herunder rykkerproce-
durer, efter de fastlagte regler og procedurer herom, jf. lov-
forslag nr. L 112, Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side
4648. Det er forudsat i bemærkningerne, at »sædvanlig ryk-
kerprocedure« kan være, at der ikke praktiseres en rykker-
procedure, jf. lovforslag nr. L 112, Folketingstidende
2004-05, tillæg A, side 4649.
Det fremgår ikke af bemærkningerne til § 2, stk. 3, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, om det i be-
stemmelsen anførte om, at fordringer overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden efter gennemførelse af sædvan-
lig rykkerprocedure, alene er af ordensmæssig karakter, eller
om der er tale om en egentlig gyldighedsbetingelse for at
overdrage en fordring til inddrivelse. Forskellen mellem for-
skrifter af ordensmæssig karakter (ordensforskrifter) og for-
skrifter, der udgør egentlige gyldighedsbetingelser, er, at det
kun er overtrædelse af sidstnævnte, der afføder retsvirknin-
ger af betydning for den materielle retsstilling. Ordensforsk-
rifter kan således være indsat for f.eks. at tjene et orienteren-
de eller vejledende formål, der dog ikke vurderes at være af
så væsentlig betydning, at manglende overholdelse bør affø-
de retsvirkninger.
Det taler for, at § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige alene udgør en ordensforskrift, at
overdragelse til inddrivelse er en forventelig følge af, at be-
talingsfristen er overskredet. En skyldner, som ikke betaler
en fordring inden betalingsfristens udløb, må således indse,
at fordringen på et tidspunkt kommer under inddrivelse,
hvorefter fordringen kan tvangsinddrives. Det forhold, at en
fordring overdrages til inddrivelse, har i øvrigt ikke betyd-
ning for skyldnerens indsigelsesret i forhold til at anfægte
fordringens eksistens eller størrelse, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt.,
62
hvorefter fordringshaveren behandler sådanne indsigelser,
jf. dog §§ 17 og 18. Hertil kommer, at de fleste skyldnere,
som har fordringer under inddrivelse, vil få anledning til at
anfægte, at der er gennemført rykkerprocedure, når de får
afgørelser eller andre meddelelser fra restanceinddrivelses-
myndigheden om f.eks. rykkere for betaling, modregning,
iværksættelse af lønindeholdelse, udlægsforretning m.v.
Med andre ord vil skyldnerne – uanset at fordringshaverne
ikke har gennemført rykkerprocedure – erfare, at fordringer-
ne er under inddrivelse, når restanceinddrivelsesmyndighe-
den kontakter skyldnerne med afgørelser eller andre medde-
lelser.
Omvendt har overdragelsen af en fordring til inddrivelse
nogle retsvirkninger, der er væsentlige for skyldneren og
derfor kan tale for, at § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige er mere end en ordensforskrift.
For det første vil fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bøder, blive
forrentet med en årlig rente (»inddrivelsesrente«) svarende
til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2, (p.t. 8,05
pct.), jf. § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Bestemmelsen i § 5, stk. 1, 1. pkt., trådte i
kraft den 1. august 2013. Før den 1. august 2013 blev for-
dringer under inddrivelse forrentet med en rente fastsat i den
enkelte opkrævningslovgivning. Inddrivelsesrenten tilskri-
ves fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, jf. § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Inddrivelsesrenter var til
og med den 31. december 2019 fradragsberettigede, jf. § 5
b, der blev indsat ved lov nr. 1575 af 27. december 2019 og
ophævede fradragsretten med virkning fra og med den 1. ja-
nuar 2020. Fordringer, der endnu ikke er overdraget til ind-
drivelse, vil som udgangspunkt få tilskrevet en opkræv-
ningsrente fastsat i den enkelte opkrævningslovgivning. Det
vil derfor bero på en konkret vurdering – ud fra en sammen-
ligning af rentesatsen, tidspunktet for rentetilskrivning og
adgang til fradragsret – om inddrivelsesrenten er mere byr-
defuld for skyldneren end opkrævningsrenten.
For det andet vil fordringer under inddrivelse kunne ind-
drives af restanceinddrivelsesmyndigheden med de i lovgiv-
ningen fastsatte inddrivelsesskridt. Disse omfatter bl.a. mod-
regning, lønindeholdelse og pantefogedudlæg, jf. §§ 7-12 i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Sådanne inddri-
velsesskridt er tillagt forældelsesafbrydende virkning, jf.
forældelseslovens § 18, stk. 2 og 4. Derudover kan restan-
ceinddrivelsesmyndigheden træffe afgørelse om, at inddri-
velsen stilles i bero, og at forældelsen af de fordringer, der
fremgår af afgørelsen, afbrydes med virkning fra afgørelses-
datoen, når lønindeholdelse ikke kan ske, fordi restanceind-
drivelsesmyndigheden vurderer, at skyldneren er uden den
betalingsevne, der er nødvendig for at foretage lønindehol-
delse, eller fordi skyldneren modtager en indkomst, hvori
lønindeholdelse som følge af indkomstens art ikke kan ske,
jf. § 18 a, stk. 8, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
For det tredje vil fordringer under inddrivelse blive omfat-
tet af de særlige forældelsesregler i § 18 a, stk. 1 og stk. 7, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det føl-
ger af stk. 1, at for fordringer inklusive renter, gebyrer og
andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller se-
nere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november
2018, der ved dette lovforslags § 1, nr. 15, foreslås ændret
til den 20. november 2021, jf. afsnit 2.1. Det følger af stk. 7,
1. pkt., at for de hovedkrav, der nævnes i stk. 2, den i stk. 2,
3. pkt., nævnte rente, der først blev modtaget til inddrivelse,
de opskrivningsfordringer og renter, der nævnes i stk. 2, 7.
pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og disses renter samt
de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte gebyrer, der overdra-
ges til restanceinddrivelsesmyndigheden af fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver for-
dringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter fordringens
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3.
og 4. pkt.
Praksis på området er ikke helt entydig, i forhold til om
det anførte i § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige om gennemførelse af sædvanlig rykkerpro-
cedure alene er af ordensmæssig karakter, eller om der er ta-
le om en egentlig gyldighedsbetingelse for at kunne overdra-
ge en fordring til inddrivelse. Fogedretten i Svendborg fandt
i kendelse af 27. april 2018, at det ikke var dokumenteret, at
fordringshaverens sædvanlige rykkerprocedure var gennem-
ført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, eller at der var foretaget underretning, jf. § 2, stk.
4, 1. pkt., og at restanceinddrivelsesmyndighedens udlæg
derfor skulle ophæves, fordi fordringen ikke var lovmedhol-
deligt overdraget til inddrivelse.
I nr. 1 foreslås, at der i § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes et 4. pkt., der bestemmer, at
sædvanlig rykkerprocedure, jf. 1. pkt., kun gennemføres,
hvis det er muligt, og at gennemførelse heraf ikke skal være
en forudsætning for overdragelse af fordringer til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, medmindre andet følger af an-
den lovgivning.
Det foreslås, at reglen vil skulle finde anvendelse, med-
mindre andet følger af anden lovgivning. Hvis det følger af
opkrævningslovgivningen for den pågældende fordring, at
det er en gyldighedsbetingelse for at overdrage fordringen til
inddrivelse, at der er gennemført en bestemt rykkerprocedu-
re, og opkrævningslovgivningen ikke giver mulighed for at
undlade rykkerproceduren, når det ikke er muligt at rykke,
foreslås det ikke ved dette lovforslag at ændre herpå. Sær-
regler om opkrævning har i sådanne tilfælde forrang i for-
hold til den foreslåede regel. I de tilfælde, hvor fordringsha-
verens sædvanlige rykkerprocedure er slet ikke at rykke, har
forslaget ikke betydning. Forslaget skal derfor alene have
betydning for fordringer, for hvilke der – i medfør af sær-
regler om opkrævning eller fordringshaverens praksis – er
en sædvanlig rykkerprocedure om at rykke skyldneren, men
hvor gennemførelse af denne rykkerprocedure ikke i medfør
af særregler om opkrævning er en gyldighedsbetingelse for
at overdrage fordringen til inddrivelse. Forslaget skal med
andre ord kun have betydning for de fordringer, hvor det i
dag alene er i medfør af § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddri-
63
velse af gæld til det offentlige – og ikke særlige opkræv-
ningsregler – at der udspringer indsigelser af at overdrage
fordringen til inddrivelse uden gennemførelse af sædvanlig
rykkerprocedure.
Den foreslåede regel har til formål at afklare den nuvæ-
rende tvivl om, hvorvidt det anførte i § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige om gennemførelse
af sædvanlig rykkerprocedure alene er udtryk for en ordens-
forskrift, der ikke er en forudsætning for at overdrage for-
dringer til inddrivelse. Det vil herefter ikke i medfør af § 2,
stk. 3, 1. pkt., være en gyldighedsbetingelse for, at fordrin-
ger kan overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, at
der forudgående er gennemført sædvanlig rykkerprocedure.
Herved fjernes den uheldige fortolkningstvivl om retsvirk-
ningen af manglende gennemførelse af sædvanlig rykker-
procedure.
Selv om forslaget vil indebære en afklaring af, at det an-
førte i § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige om gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure
alene er udtryk for en ordensforskrift, bør det tilstræbes, at
ordensforskrifter i videst muligt omfang overholdes, uanset
at manglende overholdelse heraf ikke afføder retsvirkninger
for det konkrete retsforhold. Fordringshaverne vil fortsat ik-
ke kunne gennemføre sædvanlig rykkerprocedure i de tilfæl-
de, hvor skyldneren i medfør af §§ 3 og 5 i lov om Digital
Post fra offentlige afsendere ikke er blevet tilsluttet eller er
blevet fritaget for tilslutningen til Digital Post, samtidig med
at skyldnerens adresse er ukendt, eller hvor rykkerbrevet
kommer retur fra en oplyst adresse (»returpost«). Den fore-
slåede regel indeholder af den grund også en undtagelsesbe-
stemmelse om, at fordringshaveren, medmindre andet følger
af anden lovgivning, kun skal gennemføre sædvanlig ryk-
kerprocedure, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, hvis det er muligt. Det vil f.eks. ikke
være muligt at gennemføre sædvanlig rykkerprocedure, hvis
skyldneren ikke er tilmeldt folkeregisteret og ikke har oplyst
en adresse, hvortil breve kan sendes, og samtidig er fritaget
fra at modtage Digital Post fra det offentlige. Dette svarer i
øvrigt til de tilfælde, hvor der kan iværksættes lønindehol-
delse og særskilt lønindeholdelse uden forudgående varsel
og underretning, jf. § 13, stk. 6, og § 14, stk. 8, i bekendtgø-
relse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Tilsvarende vil det ikke være muligt at gennem-
føre sædvanlig rykkerprocedure, hvis skyldneren er fritaget
fra at modtage Digital Post fra det offentlige og rykkerbre-
vet kommer retur fra den oplyste adresse. Undtagelsesbe-
stemmelsen har til formål at sikre, at § 2, stk. 3, 1. pkt.,
overholdes, når det ikke er muligt at foretage sædvanlig ryk-
kerprocedure.
Forslaget har ikke til formål at ændre på, at fordringshave-
ren også fremadrettet vil kunne gennemføre en rykkerpro-
cedure, hvis dette er muligt. Gennemførelsen af en rykker-
procedure vil således kunne tilskynde skyldneren til at beta-
le fordringen for derved at afværge, at fordringen overdra-
ges til inddrivelse. Forslaget vil alene medføre, at gennem-
førelsen af en rykkerprocedure ikke er en forudsætning for
at overdrage fordringen til inddrivelse, medmindre andet
følger af anden lovgivning.
Det foreslås i lovforslagets § 5, stk. 1, at denne del af lo-
ven træder i kraft den 1. juli 2020. Forslaget vil således have
betydning for fordringer, der modtages til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden fra og med den 1. juli
2020. Forslaget vil derimod ikke have betydning for fordrin-
ger, der er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden før den 1. juli 2020. For sådanne fordringer
foreslås det i stedet at indføre en løsningsmodel bestående af
tre dele, jf. nedenfor om lovforslagets § 1, nr. 25.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.
Til nr. 2
Fordringshaveren overdrager fordringer til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er
overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gen-
nemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige.
Inden fordringer overdrages til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, skal fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen, jf. § 2,
stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bestemmelsen er en videreførelse af dagældende § 2, stk. 4,
i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der
blev indført med virkning fra og med den 1. november 2005.
Det fremgår af bemærkningerne til dagældende § 2, stk. 4,
i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, at
underretningen i praksis kan ske som led i opkrævningspro-
ceduren, f.eks. på selve opkrævningen eller – såfremt der
praktiseres en rykkerprocedure – sidste rykkerskrivelse in-
den overdragelsen, jf. lovforslag nr. L 112, Folketingstiden-
de 2004-05, tillæg A, side 4649. Dette er i administrativ
praksis blevet fortolket således, at den skriftlige underret-
ning under opkrævningsproceduren f.eks. kan gives via for-
tryk på skyldnerens årsopgørelse, såfremt denne underret-
ning er kommet frem til skyldneren, før fordringen overdra-
ges til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det fremgår af § 2, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at underretning efter 1. pkt. kan und-
lades, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dæk-
ning ellers vil blive væsentligt forringet.
Det fremgår af bemærkningerne til § 2, stk. 4, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, at den absolutte ho-
vedregel fortsat er, at fordringshaveren inden overdragelsen
af fordringer til inddrivelse skriftligt skal underrette skyld-
neren om overdragelsen. Det fremgår også af bemærknin-
gerne, at bestemmelsen om, at underretning kan undlades,
hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning el-
lers vil blive væsentligt forringet, alene er møntet på situati-
oner, hvor det må antages at være nødvendigt at sikre kravet
ved hurtig foretagelse af udlæg, arrest eller indgivelse af
konkursbegæring, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 274.
64
Undtagelsen i § 2, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er i praksis blevet fortolket således, at
der bl.a. kan undlades underretning ved foretagelse af arrest,
ved foretagelse af udlæg uden forudgående underretning, jf.
retsplejelovens §§ 486 og 493, og ved indgivelse af kon-
kursbegæring, f.eks. i sager, hvor der optræder økonomisk
kriminalitet, eller for uforfaldne krav konstateret i forbindel-
se med kontrol i en virksomhed.
Det fremgår ikke af bemærkningerne til § 2, stk. 4, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, om underret-
ningspligten alene er af ordensmæssig karakter, eller om der
er tale om en egentlig gyldighedsbetingelse for at overdrage
en fordring til inddrivelse. Forskellen mellem forskrifter af
ordensmæssig karakter (ordensforskrifter) og forskrifter, der
udgør egentlige gyldighedsbetingelser, er, at det kun er
overtrædelse af sidstnævnte, der afføder retsvirkninger af
betydning for den materielle retsstilling. Ordensforskrifter
kan således være indsat for f.eks. at tjene et orienterende el-
ler vejledende formål, der dog ikke vurderes at være af så
væsentlig betydning, at manglende overholdelse bør afføde
retsvirkninger.
Det taler for, at § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige alene udgør en ordensforskrift, at
overdragelse til inddrivelse er en forventelig følge af, at be-
talingsfristen er overskredet. En skyldner, som ikke betaler
en fordring inden betalingsfristens udløb, må således indse,
at fordringen på et tidspunkt kommer under inddrivelse,
hvorefter fordringen kan tvangsinddrives. Det forhold, at en
fordring overdrages til inddrivelse, har i øvrigt ikke betyd-
ning for skyldnerens indsigelsesret i forhold til at anfægte
fordringens eksistens eller størrelse, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt.,
hvorefter fordringshaveren behandler sådanne indsigelser,
jf. dog §§ 17 og 18. Hertil kommer, at de fleste skyldnere,
som har fordringer under inddrivelse, vil få anledning til at
anfægte, at der foretaget underretning, når de får afgørelser
eller andre meddelelser fra restanceinddrivelsesmyndighe-
den om f.eks. rykkere for betaling, modregning, iværksæt-
telse af lønindeholdelse, udlægsforretning m.v. Med andre
ord vil skyldnerne – uanset at fordringshaverne ikke har un-
derrettet dem om, at fordringerne vil blive overdraget til ind-
drivelse – erfare, at fordringerne er under inddrivelse, når
restanceinddrivelsesmyndigheden kontakter skyldnerne med
afgørelser eller andre meddelelser.
Omvendt har overdragelsen af en fordring til inddrivelse
nogle retsvirkninger, der er væsentlige for skyldneren og
derfor kan tale for, at § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige er mere end en ordensforskrift.
For det første vil fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bøder, blive
forrentet med en årlig rente (»inddrivelsesrente«) svarende
til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2, (p.t. 8,05
pct.), jf. § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Bestemmelsen i § 5, stk. 1, 1. pkt., trådte i
kraft den 1. august 2013. Før den 1. august 2013 blev for-
dringer under inddrivelse forrentet med en rente fastsat i den
enkelte opkrævningslovgivning. Inddrivelsesrenten tilskri-
ves fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, jf. § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Inddrivelsesrenter var til
og med den 31. december 2019 fradragsberettigede, jf. § 5
b, der blev indsat ved lov nr. 1575 af 27. december 2019 og
ophævede fradragsretten med virkning fra og med den 1. ja-
nuar 2020. Fordringer, der endnu ikke er overdraget til ind-
drivelse, vil som udgangspunkt få tilskrevet en opkræv-
ningsrente fastsat i den enkelte opkrævningslovgivning. Det
vil derfor bero på en konkret vurdering – ud fra en sammen-
ligning af rentesatsen, tidspunktet for rentetilskrivning og
adgang til fradragsret – om inddrivelsesrenten er mere byr-
defuld for skyldneren end opkrævningsrenten.
For det andet vil fordringer under inddrivelse kunne ind-
drives af restanceinddrivelsesmyndigheden med de i lovgiv-
ningen fastsatte inddrivelsesskridt. Disse omfatter bl.a. mod-
regning, lønindeholdelse og pantefogedudlæg, jf. §§ 7-12 i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Sådanne inddri-
velsesskridt er tillagt forældelsesafbrydende virkning, jf.
forældelseslovens § 18, stk. 2 og 4. Derudover kan restan-
ceinddrivelsesmyndigheden træffe afgørelse om, at inddri-
velsen stilles i bero, og at forældelsen af de fordringer, der
fremgår af afgørelsen, afbrydes med virkning fra afgørelses-
datoen, når lønindeholdelse ikke kan ske, fordi restanceind-
drivelsesmyndigheden vurderer, at skyldneren er uden den
betalingsevne, der er nødvendig for at foretage lønindehol-
delse, eller fordi skyldneren modtager en indkomst, hvori
lønindeholdelse som følge af indkomstens art ikke kan ske,
jf. § 18 a, stk. 8, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
For det tredje vil fordringer under inddrivelse blive omfat-
tet af de særlige forældelsesregler i § 18 a, stk. 1 og stk. 7, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det føl-
ger af stk. 1, at for fordringer inklusive renter, gebyrer og
andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller se-
nere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november
2018, der ved dette lovforslags § 1, nr. 15, foreslås ændret
til den 20. november 2021, jf. afsnit 2.1. Det følger af stk. 7,
1. pkt., at for de hovedkrav, der nævnes i stk. 2, den i stk. 2,
3. pkt., nævnte rente, der først blev modtaget til inddrivelse,
de opskrivningsfordringer og renter, der nævnes i stk. 2, 7.
pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og disses renter samt
de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte gebyrer, der overdra-
ges til restanceinddrivelsesmyndigheden af fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver for-
dringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter fordringens
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3.
og 4. pkt.
Praksis på området er ikke helt entydig, i forhold til om §
2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge alene er af ordensmæssig karakter, eller om der er tale
om en egentlig gyldighedsbetingelse for at kunne overdrage
en fordring til inddrivelse.
Landsskatteretten fandt i afgørelse af 25. oktober 2010
(SKM2010·680·LSR), at inddrivelsesskridt var foretaget
med rette, uanset at der ikke var sket underretning, jf. § 2,
stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
65
forud for overdragelsen af fordringerne til inddrivelse.
Landsskatteretten lagde i den forbindelse vægt på, at mang-
lende overholdelse af underretningspligten ikke kunne med-
føre, at der ikke kunne foretages inddrivelse af kravet, og at
foretagne inddrivelsesskridt derfor ikke skulle anses for
ugyldige.
Landsskatteretten har imidlertid ved en senere afgørelse af
23. november 2017 (SKM2017·661·LSR) skabt tvivl om sin
fortolkning af, hvorvidt manglende opfyldelse af underret-
ningspligten, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, i visse tilfælde kan have betydning
for adgangen til at beregne inddrivelsesrenter, jf. § 5, stk. 1,
1. pkt. I afgørelsen fandt Landsskatteretten således, at for-
dringshaverens manglende underretning medførte, at de ef-
terfølgende inddrivelsesrenter var pålagt uberettiget, idet be-
tingelserne for at overdrage fordringen til restanceinddrivel-
sesmyndigheden ikke var opfyldt.
Fogedretten i Svendborg fandt i kendelse af 27. april
2018, at det ikke var dokumenteret, at fordringshaverens
sædvanlige rykkerprocedure var gennemført, jf. § 2, stk. 3,
1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, eller at
der var foretaget underretning, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., og at
restanceinddrivelsesmyndighedens udlæg derfor skulle op-
hæves, fordi fordringen ikke var lovmedholdeligt overdraget
til inddrivelse.
I nr. 2 foreslås, at § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige nyaffattes.
Det foreslås med § 2, stk. 4, 1. pkt., at fordringshaveren el-
ler den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordrin-
gen, inden overdragelse af fordringer til inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden skriftligt underretter skyld-
neren om overdragelsen, medmindre det ikke er muligt at
foretage underretning eller underretning må antages at med-
føre en væsentlig forringelse af muligheden for at opnå dæk-
ning.
Det vil f.eks. ikke være muligt at foretage underretning af
skyldneren om overdragelsen til inddrivelse, hvis skyldne-
ren ikke er tilmeldt folkeregisteret og ikke har oplyst en
adresse, hvortil breve kan sendes, og samtidig er fritaget fra
at modtage Digital Post fra det offentlige. Dette svarer i øv-
rigt til de tilfælde, hvor der kan iværksættes lønindeholdelse
og særskilt lønindeholdelse uden forudgående varsel og un-
derretning, jf. § 13, stk. 6, og § 14, stk. 8, i bekendtgørelse
nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. Tilsvarende vil det ikke være muligt at gennemføre
sædvanlig rykkerprocedure og foretage underretning, hvis
skyldneren er fritaget fra at modtage Digital Post fra det of-
fentlige og rykker-/underretningsbrevet kommer retur fra
den oplyste adresse.
Baggrunden for den foreslåede regel er, at fordringshavere
som nævnt ovenfor i nogle tilfælde kan have svært ved at
foretage underretning, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige. Det kan f.eks. være tilfældet i
situationer, hvor skyldneren i medfør af §§ 3 og 5 i lov om
Digital Post fra offentlige afsendere ikke er blevet tilsluttet
eller er blevet fritaget for tilslutningen til Digital Post, og
skyldnerens adresse samtidig er ukendt, eller hvor rykker-/
underretningsbrevet kommer retur fra en oplyst adresse
(»returpost«). Det er vigtigt for fordringshaverne, at fordrin-
ger kan sendes til inddrivelse, da fordringerne ellers risike-
rer at forældes som følge af fordringshavernes manglende
mulighed for at foretage forældelsesafbrydende skridt over
for skyldneren. Fordringshavere kan i praksis alene afbryde
forældelsen for fordringer under opkrævning, ved at skyld-
neren erkender sin gæld, jf. forældelseslovens § 15. Det er
ofte vanskeligt at få skyldneren til at erkende gælden – og
reelt umuligt, hvis skyldnerens adresse er ukendt, og skyld-
neren ikke er tilsluttet eller er fritaget for Digital Post. Hertil
kommer, at det virker urimeligt, hvis en skyldner, der holder
sin adresse skjult, og som formodes at have aktiver i Dan-
mark, kan undgå inddrivelse af fordringen ved at undlade at
blive tilsluttet eller ved at blive fritaget for Digital Post, jf.
§§ 3 og 5 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere.
Det foreslås med § 2, stk. 4, 2. pkt., at underretning efter
1. pkt. ikke er en forudsætning for, at fordringer kan over-
drages til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den foreslåede regel har til formål at afklare den nuvæ-
rende tvivl om, hvorvidt underretningspligten, jf. § 2, stk. 4,
1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, alene
er udtryk for en ordensforskrift, der ikke er en forudsætning
for at overdrage fordringer til inddrivelse. Det vil herefter
ikke i medfør af § 2, stk. 4, 1. pkt., være en gyldighedsbetin-
gelse for, at fordringer kan overdrages til restanceinddrivel-
sesmyndigheden, at fordringshaveren forudgående har un-
derrettet skyldneren herom. Herved fjernes den uheldige for-
tolkningstvivl om retsvirkningen af manglende gennemfø-
relse af sædvanlig rykkerprocedure og foretagelse af under-
retning, der er opstået som følge af SKM2017. 661. LSR og
Fogedretten i Svendborgs kendelse af 27. april 2018.
Dette skal ses i sammenhæng med, at det har visse rets-
virkninger, når en fordring overdrages til inddrivelse, jf. be-
skrivelsen heraf ovenfor. Det er således nødvendigt at und-
gå, at der kan opstå tvivl om, hvorvidt der kan beregnes ind-
drivelsesrenter af gælden, hvorvidt foretagne inddrivelses-
skridt er gyldige, hvorvidt fordringen er omfattet af foræl-
delsesreglerne i § 18 a, stk. 1 og stk. 7, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, og hvorvidt tidligere ind-
betalinger, der er anvendt til dækning af fordringen, skal til-
bagebetales. Hvor konsekvenserne af uberettigede inddrivel-
sesrenter vil være, at disse bortfalder og efter omstændighe-
derne vil skulle erstattes af opkrævningsrenter, kan konse-
kvenserne af, at fordringen ikke er omfattet af forældelses-
reglerne i § 18 a, stk. 1 og stk. 7, 1. pkt., eller at tvangsind-
drivelsesskridt – med den heraf følgende forældelsesafbry-
delsesvirkning – er ugyldige, være, at der indtræder utilsig-
tet forældelse, medmindre fordringen er omfattet af foræl-
delsesudskydelsesreglen i forældelseslovens § 14, stk. 1, om
manglende kendskab til skyldnerens opholdssted, hvorefter
forældelse tidligst indtræder 1 år efter, at fordringshaveren
fik eller burde have fået kendskab til skyldnerens opholds-
sted, idet den absolutte forældelsesfrist på 10 år, jf. § 3, stk.
3, dog skal respekteres, jf. § 14, stk. 2.
66
Der er ved den foreslåede nyaffattelse af § 2, stk. 4, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke tiltænkt en æn-
dring af, hvordan underretningen vil kunne foretages, jf. § 2,
stk. 4, 1. pkt., og hvornår underretning vil kunne undlades,
som følge af at underretning må antages at ville medføre
væsentlig forringelse af muligheden for at opnå dækning, jf.
§ 2, stk. 4, 2. pkt. Forslaget vil derfor ikke indebære en æn-
dring af, at underretning kan ske som led i opkrævningspro-
ceduren, f.eks. på selve opkrævningen eller – såfremt der
praktiseres en rykkerprocedure – sidste rykkerskrivelse in-
den overdragelsen. Underretning vil derfor også fremover
f.eks. kunne gives via fortryk på skyldnerens årsopgørelse.
Tilsvarende vil forslaget ikke indebære en ændring af, at
muligheden for at undlade underretning, når underretning
må antages at ville medføre væsentlig forringelse af mulig-
heden for at opnå dækning. Denne bestemmelse vil som hid-
til være møntet på situationer, hvor det må antages at være
nødvendigt at sikre kravet ved hurtig foretagelse af udlæg,
arrest eller indgivelse af konkursbegæring.
Det foreslås i lovforslagets § 5, stk. 1, at denne del af lo-
ven træder i kraft den 1. juli 2020. Forslaget vil således have
betydning for fordringer, der modtages til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden fra og med den 1. juli
2020. Forslaget vil derimod ikke have betydning for fordrin-
ger, der er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden før den 1. juli 2020. For sådanne fordringer
foreslås det i stedet at indføre en løsningsmodel bestående af
tre dele, jf. nedenfor om lovforslagets § 1, nr. 25.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.
Til nr. 3
Skatteministeren kan i medfør af § 2, stk. 13, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige fastsætte nærmere regler
om bl.a. fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til
inddrivelse. Bemyndigelsen er udmøntet i § 3, stk. 2, i be-
kendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, hvor det i 3. pkt. er bestemt, at for-
dringshaveren ved overdragelsen af fordringen til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden skal give alle oplysninger, som
efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse er
nødvendige for inddrivelsen, herunder efter omstændighe-
derne oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfalds-
tidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, ho-
vedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af denne opkræ-
ver fordringen, kan under visse betingelser tilbagekalde en
fordring, der er overdraget til inddrivelse. Efter § 2, stk. 11, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan en tilbage-
kaldelse således ske med henblik på at tillade afdragsvis be-
taling eller henstand med betalingen som følge af væsentlige
ændringer i skyldnerens forhold. Efter § 2, stk. 12, kan en
fordring tilbagekaldes med henblik på gennemførelse af
modregning for kravet, dvs. en modregning, der gennemfø-
res i opkrævningsfasen.
En fordring kan også på restanceinddrivelsesmyndighe-
dens foranledning blive sendt tilbage til fordringshaveren el-
ler den, der på vegne af denne opkræver fordringen. Det er
f.eks. tilfældet, hvis der for fordringer, for hvilke der hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden er kendskab til eller mistan-
ke om datafejl, ikke inden for en af restanceinddrivelses-
myndigheden fastsat frist af fordringshaver eller den, der på
vegne af denne opkræver fordringen, er sket identifikation
og tilbagekaldelse af de fordringer, der er berørt af fejlen, jf.
§ 2, stk. 6, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige. Det samme er tilfældet, hvis en fordringshaver ikke sø-
ger en skyldners indsigelser om kravets eksistens og størrel-
se afklaret inden rimelig tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt.
Ved restanceinddrivelsesmyndighedens tilbagesendelse af
fordringer efter § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige og ved tilbagekaldelse af fordringer,
jf. § 2, stk. 11 og 12, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, sender restanceinddrivelsesmyndigheden de renter,
der er påløbet, mens fordringen har været under inddrivelse,
og som er under inddrivelse, til fordringshaveren eller den,
der på vegne af denne har tilbagekaldt eller fået tilbagesendt
fordringerne, jf. herved § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 188
af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det foreslås i nr. 3, at der med § 2, stk. 10, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige indsættes en række be-
stemmelser om gebyrer, der overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden med henblik på inddrivelse.
Det foreslås i § 2, stk. 10, 1. pkt., at ved overdragelse af et
gebyr til restanceinddrivelsesmyndigheden oplyser for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, restanceinddrivelsesmyndigheden om,
hvilket hovedkrav gebyret vedrører. En sådan regel vil være
i overensstemmelse med, hvad der allerede er gældende ret.
Det foreslås i § 2, stk. 10, 2. pkt., at restanceinddrivelses-
myndigheden dog skal kunne bestemme, at en fordringsha-
ver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, skal overdrage et gebyr til restanceinddrivelses-
myndigheden uden oplysning om, hvilket hovedkrav geby-
ret vedrører.
Det vil med den foreslåede bestemmelse kunne aftales
med en fordringshaver eller den, der på vegne af fordrings-
haveren opkræver fordringen, at gebyret skal overdrages
uden oplysning om et hovedkrav, idet sådanne aftaler kan
blive indgået som led i tilslutningen af fordringshavere til
det nye inddrivelsessystem, PSRM. Da fordringer i tre ni-
veauer ikke vil kunne håndteres i PSRM, foreslås det dog, at
reglen udformes således, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den selv skal kunne bestemme, at oplysningen ikke skal gi-
ves.
Det foreslås i § 2, stk. 10, 3. pkt., at hvis der ved overdra-
gelsen af et gebyr er givet restanceinddrivelsesmyndigheden
oplysning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, jf. 1.
pkt., skal restanceinddrivelsesmyndigheden kunne beslutte,
at gebyret fremover under inddrivelsen vil skulle behandles
som et selvstændigt hovedkrav.
En sådan beslutning, der vil være udtryk for faktisk for-
valtningsvirksomhed, hvorfor beslutningen ikke vil være
omfattet af forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring,
begrundelse og oplysning om en eventuel klageadgang for
67
afgørelser, vil forudsætte, at gebyret ikke er forældet på be-
slutningstidspunktet.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringsha-
veren opkræver fordringen, vil stadig skulle kunne redegøre
for, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, hvis skyldneren øn-
sker dette oplyst.
Det foreslås i § 2, stk. 10, 4. pkt., at hvis der ved overdra-
gelsen af et gebyr ikke er givet restanceinddrivelsesmyndig-
heden oplysning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, jf.
2. pkt., vil restanceinddrivelsesmyndigheden skulle behand-
le gebyret som et selvstændigt hovedkrav.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringsha-
veren opkræver fordringen, vil også i denne situation stadig
skulle kunne redegøre for, hvilket hovedkrav gebyret vedrø-
rer, hvis skyldneren ønsker dette oplyst.
At gebyrer af restanceinddrivelsesmyndigheden vil blive
behandlet som selvstændige hovedkrav i medfør af de reg-
ler, der foreslås i § 2, stk. 10, 3. og 4. pkt., vil bl.a. indebæ-
re, at disse gebyrer ikke, mens de er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, kan forældes accessorisk
efter forældelseslovens § 23, stk. 2, som følge af hovedkra-
vets forældelse. I § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige er i forvejen bestemt, at renter og
gebyrer, der opkræves af Skatteforvaltningen, og renter og
gebyrer, der opkræves af en fordringshaver via fordringsha-
versystemer, der anvender et saldoprincip, med hensyn til
forældelse behandles som selvstændige hovedkrav, efter at
restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem til ind-
drivelse, uden at det i forbindelse med overdragelsen er op-
lyst, hvilket hovedkrav renterne eller gebyrerne vedrører.
Reglen i § 3 B, stk. 1, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, hvorefter gebyrer, der modtages af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, efter modtagel-
sen med hensyn til accessorisk forældelse efter forældelses-
lovens § 23, stk. 2, alene anses at vedrøre det hovedkrav,
som gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til,
vil derfor ikke have betydning for de gebyrer, der overdra-
ges uden en oplysning om, hvilket hovedkrav de vedrører,
og derfor af restanceinddrivelsesmyndigheden skal behand-
les som hovedkrav, jf. den foreslåede regel i § 2, stk. 10, 2.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Reglen i
§ 3 B, stk. 1, 3. pkt., vil heller ikke have betydning for de
gebyrer, der er overdraget med en oplysning om, hvilket ho-
vedkrav de vedrører, og som følge af restanceinddrivelses-
myndighedens beslutning fremover skal behandles som et
hovedkrav, jf. den foreslåede regel i § 2, stk. 10, 3. pkt.
Et gebyr, der af restanceinddrivelsesmyndigheden skal
kunne behandles som et selvstændigt hovedkrav, jf. ovenfor,
vil, hvis det returneres til fordringshaveren eller den, der op-
kræver fordringen på vegne af fordringshaveren, af denne
skulle behandles som en underfordring til hovedkravet,
hvorfor gebyret atter vil kunne forældes accessorisk.
Det foreslås endelig i § 2, stk. 10, 5. pkt., at hvis for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, ved overdragelse af et gebyr til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden skal oplyse restanceinddrivel-
sesmyndigheden om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, jf.
1. pkt., skal fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, ikke til restanceinddri-
velsesmyndigheden kunne overdrage renter af gebyret, her-
under renter, der er tilbagesendt til fordringshaveren eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen.
En tilbagesendelse vil både kunne skyldes, at fordringsha-
veren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, har tilbagekaldt gebyret og tilhørende renter, el-
ler at restanceinddrivelsesmyndigheden selv har tilbagesendt
gebyret og tilhørende renter. Ved en tilbagesendelse af et
hovedkrav tilbagesendes også tilhørende renter, jf. § 8, stk.
3, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Hvis årsagen til en tilbagekaldelse
af hovedkravet også vedrører det tilhørende gebyr, vil det
være fordringshavers ansvar tillige at tilbagekalde gebyret.
Restanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessy-
stem, PSRM, kan ikke håndtere fordringer i tre niveauer. Et
gebyr, der vedrører et hovedkrav, kan udløse renter. Hoved-
kravet befinder sig på niveau 1, mens det tilhørende gebyr
som underfordring befinder sig på niveau 2, mens eventuelle
renter som underfordringer af gebyret vil skulle placeres på
niveau 3, hvilket dog ikke er muligt i PSRM.
Den foreslåede regel i § 2, stk. 10, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er nødvendig for at undgå, at PSRM
skal kunne håndtere fordringer i tre niveauer, idet renter af
et gebyr, herunder inddrivelsesrenter, der efter at være ble-
vet tilbagesendt til fordringshaveren eller den, der på vegne
af denne opkræver fordringen, overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden, ville skulle placeres i niveau 3, der som
sagt ikke findes i PSRM. Det bemærkes, at restanceinddri-
velsesmyndigheden som udgangspunkt ikke har problemer
med at håndtere inddrivelsesrenter, der løbende tilskrives
gebyrer. Problemstillingen med fordringer i tre niveauer ved-
rører således alene de renter, der modtages fra fordringsha-
veren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.
Til nr. 4
Efter § 2, stk. 13, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige kan skatteministeren fastsætte nærmere regler
om de forhold, der er nævnt i stk. 1-12, herunder en beløbs-
mæssig mindstegrænse for fordringer, der overdrages til ind-
drivelse, og om fremgangsmåden ved overdragelse af for-
dringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, tilbagekaldelse
af fordringer til opkrævningsmyndigheden, størrelsen af for-
dringer m.v., som der kan tillades afdragsvis betaling eller
henstand med, og om tidsfrister for afdragsvis betaling og
henstand.
Det foreslås i nr. 4, at bemyndigelsen også skal gælde den
i nr. 3 foreslåede regel i § 2, stk. 10, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige om overdragelsen af gebyrer. Skatte-
ministeren foreslås derfor at skulle kunne fastsætte nærmere
regler for bl.a. den aftale, der skal kunne indgås mellem for-
dringshaveren eller den, der på vegne af denne opkræver
fordringen, og restanceinddrivelsesmyndigheden om, at ge-
byrer skal overdrages med oplysning om det hovedkrav, de
68
vedrører. Henvisningen til stk. 1-12 foreslås derfor ændret
til en henvisning til stk. 1-13.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.
Til nr. 5
I § 3, stk. 8, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er bestemt, at skatteministeren kan fastsætte nær-
mere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens redegø-
relse for renter og gebyrer, der opkræves af Skatteforvalt-
ningen eller via fordringshaversystemer, der anvender et sal-
doprincip, i afgørelser og meddelelser til skyldneren og an-
dre.
Det foreslås i nr. 5, at § 3, stk. 8, 3. pkt., udvides til også
at omfatte regler om en sådan redegørelse for gebyrer, der
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden eller måtte
blive indberettet til restanceinddrivelsesmyndighedens for-
dringsregister, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt., uden oplysning om,
hvilket hovedkrav de vedrører, for gebyrer, for hvilke re-
stanceinddrivelsesmyndigheden efter § 2, stk. 10, 3. pkt., har
besluttet, at de fremover skal behandles som selvstændige
hovedkrav, samt for renter og gebyrer, der som følge af en
beslutning truffet i medfør af § 3 D, stk. 1, behandles som
selvstændige hovedkrav.
Det er tanken, at der skal kunne fastsættes forskellige reg-
ler for de nævnte fordringer, afhængig af hvilket inddrivel-
sessystem de befinder sig i.
Den foreslåede regel i nr. 5 skal for det første ses i lyset af
den i nr. 3 foreslåede regel, hvorefter der med § 2, stk. 10, 2.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås
indsat en bestemmelse om overdragelsen af gebyrer til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, hvilken overdragelse fore-
slås at skulle være uden oplysning om, hvilket hovedkrav
gebyrerne vedrører, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden
har bestemt sig for dette. Hvis restanceinddrivelsesmyndig-
heden ikke har oplysninger om det eller de hovedkrav, et ge-
byr vedrører, vil restanceinddrivelsesmyndigheden ikke i af-
gørelser og andre meddelelser til skyldneren kunne redegøre
for relationen til det eller de hovedkrav, som gebyret vedrø-
rer.
Den foreslåede regel skal for det andet ses i lyset af den i
nr. 3 foreslåede regel i § 2, stk. 10, 3. pkt., hvorefter restan-
ceinddrivelsesmyndigheden skal kunne beslutte, at gebyrer,
for hvilke der ved overdragelsen er givet restanceinddrivel-
sesmyndigheden oplysning om, hvilket hovedkrav de vedrø-
rer, fremover af restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle
behandles som selvstændige hovedkrav. Ved en sådan be-
slutning fjernes den oplyste relation om det hovedkrav, som
det pågældende gebyr vedrører.
Den foreslåede regel skal for det tredje ses i lyset af den i
nr. 10 foreslåede udvidelse af skatteministerens bemyndigel-
se i § 7, stk. 4, til desuden at omfatte en adgang til at fast-
sætte regler om fremgangsmåden for indberetning af et ge-
byr til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister
med henblik på modregning og om de oplysninger, der skal
gives ved indberetningen.
Restanceinddrivelsesmyndigheden varetager således både
modregning med fordringer, der er modtaget til inddrivelse,
jf. § 7, stk. 1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, og fordringer, der er under opkrævning, jf. § 7, stk.
1, nr. 1 og 3. Fordringer under opkrævning registreres i den
forbindelse til modregning i restanceinddrivelsesmyndighe-
dens fordringsregister, der i praksis er registreret i restan-
ceinddrivelsesmyndighedens gamle inddrivelsessystem,
DMI. Når fordringshaveren er tilsluttet det nye inddrivelses-
system, PSRM, kan fordringer inklusive renter og gebyrer
derfor i en periode være registreret i fordringsregisteret i
DMI med henblik på modregning for senere – når betingel-
serne herfor er opfyldt – at blive kaldt tilbage fra dette sy-
stem og sendt til inddrivelse i PSRM. Det kan derfor være
nødvendigt at kunne registrere det samme gebyr til modreg-
ning i både fordringsregisteret i DMI og inddrivelsessyste-
met PSRM, og det kan i den forbindelse være nødvendigt
også i fordringsregisteret i DMI at kunne registrere gebyrer
med og uden en relation til hovedkravet.
Den foreslåede regel i nr. 5 skyldes for det fjerde den i nr.
6 foreslåede regel, hvorefter der med § 3 D, stk. 1-6, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås indsat be-
stemmelser om, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan be-
slutte, at renter eller gebyrer fremover behandles som selv-
stændige hovedkrav, hvis der for renterne eller gebyrerne,
der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den og vedrører et hovedkrav, der også er under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er kendskab til eller
mistanke om datafejl eller tvivl om retskraften, og der for
hovedkravet ikke er kendskab til eller mistanke om datafejl
eller tvivl om retskraften. Forslaget har til formål at sikre, at
der kan fastsættes nærmere regler, der tager højde for, at un-
derfordringer, der skal behandles som selvstændige hoved-
krav, ikke vil kunne beskrives med henvisning til det oprin-
delige hovedkrav. Der vil således kunne fastsættes nærmere
regler om, at sådanne renter og gebyrer kan beskrives på an-
den vis.
Det vil almindeligvis være et krav, at restanceinddrivel-
sesmyndigheden kan redegøre for, hvilket hovedkrav en ren-
te eller et gebyr vedrører, idet oplysningen herom kan være
relevant for skyldnerens mulighed for at vurdere, om gælden
er korrekt opgjort. Hvis relationen mellem hoved- og under-
fordringer brydes i forbindelse med en konvertering, således
at hovedkravet konverteres til PSRM, mens de ikkekonver-
teringsparate renter eller gebyrer bliver tilbage i DMI, vil re-
lationen ikke længere være en registreret oplysning hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden. Det vil dermed ikke længe-
re være muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden i sene-
re kommunikation om renterne eller gebyrerne at oplyse
skyldneren om det hovedkrav, som disse vedrører. Hvis ren-
terne eller gebyrerne på et senere tidspunkt måtte blive kon-
verteret til PSRM, vil relationen ikke blive genskabt, og ren-
terne eller gebyrerne vil dermed fortsat ikke med sikkerhed
blive vist i relation til hovedkravet.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil fortsat ved beskri-
velse af underfordringen kunne oplyse skyldneren om un-
derfordringens størrelse og fordringshaveren. For andre for-
69
dringstyper end dem, der er opkrævet via skattekontoen ef-
ter et saldoprincip, vil det som udgangspunkt være muligt
for skyldneren ud fra oplysning om fordringshaveren at
identificere, hvilke fordringstyper en opkrævningsrente kan
vedrøre. Er der tale om et gebyr til DSB, vil dette eksempel-
vis vedrøre et krav på kontrolafgift, mens en opkrævnings-
rente overdraget fra Udbetaling Danmark kan vedrøre stu-
diegæld.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5
og 2.6.
Til nr. 6
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at
myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag tilstrække-
ligt, inden der træffes afgørelse i sagen (officialprincippet).
Formålet med officialprincippet er at understøtte, at der
træffes materielt lovlige og rigtige afgørelser. Officialprin-
cippet er en såkaldt garantiforskrift. Dette indebærer, at en
afgørelse truffet i en sag, der var utilstrækkeligt oplyst, kan
tilsidesættes som ugyldig. En forvaltningsmyndighed kan
ikke uden hjemmel i lovgivningen fravige de almindelige
principper for sagsoplysning ved f.eks. alene at foretage en
generaliseret eller forenklet sagsoplysning.
Officialprincippet indebærer, at hvis restanceinddrivelses-
myndigheden har kendskab til eller mistanke om, at en for-
dring er ramt af datafejl af en sådan karakter, at inddrivelse
ikke lovligt vil kunne foretages, vil fordringens data skulle
bekræftes eller korrigeres, før fordringen kan inddrives. Li-
geledes vil tvivl om en fordrings retskraft, f.eks. om fordrin-
gen er forældet, skulle afkræftes, før fordringen kan inddri-
ves.
Mistanke om, at fordringer er ramt af datafejl, vil f.eks.
foreligge, når det på baggrund af allerede konstaterede til-
fælde af datafejl for fordringer i en bestemt fordringsgruppe
må formodes, at et ikke ubetydeligt antal af de øvrige for-
dringer i samme fordringsgruppe tilsvarende er ramt af data-
fejl. Forudsat at datafejlene er af en sådan karakter, at de
kan have betydning for inddrivelsens lovlighed, kan restan-
ceinddrivelsesmyndigheden som følge af officialprincippet i
sådanne tilfælde ikke inddrive fordringer i denne fordrings-
gruppe, indtil den pågældende fordrings data er bekræftet el-
ler korrigeret.
Tvivl om fordringers retskraft vil foreligge, når det ikke
med en væsentlig grad af sikkerhed vides, at fordringerne er
retskraftige. Det er tilstrækkeligt til, at der foreligger en ge-
nerel tvivl om fordringernes retskraft. Der behøver således
ikke at foreligge sådanne objektive indikationer herfor, at
der er tale om en egentlig mistanke. I øjeblikket foreligger
der tvivl om fordringernes retskraft for et væsentligt antal
fordringer registreret i det suspenderede it-system, DMI.
Disse fordringer afventer derfor en oprydningsproces, hvor
fordringerne undersøges for bl.a. retskraft, så de, hvis de
konstateres at være retskraftige, kan konverteres til det nye
inddrivelsessystem, PSRM, med henblik på inddrivelse.
Hvor officialprincippet omhandler de tilfælde, hvor re-
stanceinddrivelsesmyndigheden har pligt til at suspendere
inddrivelsen, indtil fordringens data er bekræftet eller korri-
geret, giver § 2, stk. 6, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige restanceinddrivelsesmyndigheden mulighed
for helt eller delvist at suspendere inddrivelsen i de tilfælde,
hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har kendskab til eller
mistanke om, at fordringerne er berørt af datafejl, der kan
henføres til forhold hos fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen. Hvis re-
stanceinddrivelsesmyndigheden suspenderer inddrivelsen i
medfør af § 2, stk. 6, 1. pkt., ophæves suspensionen, når for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, har identificeret og tilbagekaldt de for-
dringer, som efter en undersøgelse gennemført af fordrings-
haveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræ-
ver fordringen, har vist sig at være berørt af fejlen, jf. 2. pkt.
Har fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringsha-
veren opkræver fordringen, ikke inden for en af restanceind-
drivelsesmyndigheden fastsat frist identificeret og tilbage-
kaldt de fordringer, der er berørt af fejlen, kan restanceind-
drivelsesmyndigheden tilbagesende samtlige fordringer med
renter og gebyrer, der omfattes af suspensionen, jf. 3. pkt.
Det følger af § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at dækker beløb, der inddrives fra skyldner
eller modtages ved en frivillig betaling, kun delvist fordrin-
ger under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
vedrørende skyldneren, dækkes fordringerne i denne række-
følge: 1) Bøder, 2) underholdsbidrag, idet private krav dog
dækkes forud for offentlige krav, og 3) andre fordringer.
Det følger af § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at dækker beløb, der inddrives fra
skyldner, kun delvist fordringer inden for samme kategori,
jf. stk. 1, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de modta-
ges hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den
fordring, der først modtages, dækkes først. Krav på rente
dækkes dog forud for hovedkravet, jf. 2. pkt. Det følger af 3.
pkt., at for en opkrævningsrente lægges det hovedkrav, som
restanceinddrivelsesmyndigheden fik oplyst ved modtagel-
sen af opkrævningsrenten, til grund ved anvendelsen af 2.
pkt. Det følger af 4. pkt., at hvis en oplysning om hovedkra-
vet ikke er givet ved modtagelsen af en opkrævningsrente,
anvendes alene 1. pkt.
Det følger af § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fordringer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undta-
gelse af bøder, forrentes med en årlig rente svarende til ren-
ten i henhold til § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsin-
ket betaling m.v.
Det fremgår af § 10, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at fordringer omfattet af denne lov med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved
lønindeholdelse, medmindre andet følger af bilag 1. Tilsva-
rende fremgår det af § 11, at fordringer omfattet af denne
lov med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan
inddrives ved udpantning, medmindre andet følger af bilag
1. Det fremgår af lovens bilag 1, afsnit I, at der – på nær de
oplistede undtagelser – ikke kan foretages lønindeholdelse
efter § 10 for civilretlige fordringstyper. Noget tilsvarende
fremgår af bilagets afsnit II for udpantning efter § 11.
70
Skatteministeren kan med hjemmel i § 18 c i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige for perioden til og med den
31. december 2021 fastsætte nærmere regler om restan-
ceinddrivelsesmyndighedens opgave med at sikre, at for-
dringer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndighe-
den eller er under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, for-
udsættes dækket ved modregning, og tilhørende renter og
lignende ydelser er retskraftige og ikke ramt af datafejl.
Bemyndigelsen i § 18 c i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige er udnyttet ved i § 50 i bekendtgørelse nr. 188
af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige at
fastsætte nærmere regler for retskraftvurderingerne.
I bekendtgørelsens § 50, stk. 2, 1. pkt., er bestemt, at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden først retskraftvurderer bø-
der, dernæst private krav på underholdsbidrag og endelig al-
le øvrige fordringer. Retskraftvurderingerne foretages ifølge
§ 50, stk. 2, 2. pkt., derudover således, at det i henhold til
den anslåede kursværdi størst mulige beløb i forhold til den
anvendte tid søges retskraftvurderet. For bøder gennemføres
retskraftvurderingen dog så vidt muligt inden udløbet af for-
ældelsesfristen for bødens forvandlingsstraf, jf. § 50, stk. 2,
3. pkt.
I bekendtgørelsens § 50, stk. 6, 1. pkt., er bestemt, at ren-
ter og lignende ydelser, der omfattes af forældelseslovens §
23, stk. 2, alene vurderes, hvis den fordring, de vedrører, er
retskraftig og uden datafejl.
I nr. 6 foreslås, at der med § 3 D indsættes en ny bestem-
melse i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det foreslås med § 3 D, stk. 1, at restanceinddrivelses-
myndigheden kan beslutte, at renter eller gebyrer fremover
af restanceinddrivelsesmyndigheden behandles som selv-
stændige hovedkrav, hvis der for renter eller gebyrer, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden og
efter det oplyste vedrører et hovedkrav, der også er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er kend-
skab til eller mistanke om datafejl, der er til hinder for ind-
drivelse, eller tvivl om retskraften, og der for hovedkravet
ikke er kendskab til eller mistanke om sådanne datafejl eller
tvivl om retskraften.
Renter og gebyrer, der som følge af en beslutning, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af den foreslåede
bestemmelse har truffet, fremover vil skulle behandles som
selvstændige hovedkrav, vil herefter ikke længere være rela-
teret til hovedkravet, der konverteres til PSRM. Sådanne
renter og gebyrer vil fortsat være under inddrivelse i DMI,
hvor de eventuelt senere (efter vurdering af retskraft og da-
takvalitet) vil kunne inddrives som selvstændige hovedkrav,
f.eks. ved modregning eller udlæg i DMI, eller vil blive af-
skrevet som forældede. Konverteres renten eller gebyret se-
nere (efter vurdering af retskraft og datakvalitet) til PSRM,
vil de fortsat skulle inddrives som selvstændige hovedkrav.
Den foreslåede regel er en »kan-bestemmelse«, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden ikke er forpligtet til at ud-
nytte. Hvis det kun er en del af renterne, eller hvis det kun er
ét eller visse af flere gebyrer, der er berørt af kendskab til
eller mistanke om datafejl, der er til hinder for inddrivelse,
eller tvivl om retskraften, vil det kun være den berørte del af
renterne eller gebyrerne, for hvilke det vil kunne besluttes,
at de fremover af restanceinddrivelsesmyndigheden skal be-
handles som selvstændige hovedkrav. Restanceinddrivelses-
myndigheden vil kunne beslutte, om det er alle eller kun en
del af de berørte renter eller gebyrer, der fremover af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden vil skulle behandles som selv-
stændige hovedkrav.
Betingelserne for den foreslåede regels anvendelse er ku-
mulative. Der skal således både foreligge et hovedkrav, der
ikke er berørt af kendskab til eller mistanke om datafejl eller
tvivl om retskraften, og én eller flere underfordringer, der er
berørt af kendskab til eller mistanke om datafejl eller tvivl
om retskraften.
Det er efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at
der er tale om kendskab til eller mistanke om »datafejl, der
er til hinder for inddrivelse«. Dette vil indebære, at datafejl
uden betydning for inddrivelsen ikke vil medføre, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kan træffe beslutninger om, at
renterne eller gebyrerne fremover af restanceinddrivelses-
myndigheden skal behandles som selvstændige hovedkrav.
Datafejl, der som følge af bestemmelserne, som ved lovfor-
slagets § 1, nr. 7 og 11, foreslås indført i § 4, stk. 2, 5. pkt.,
og § 8 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke
vil være til hinder for inddrivelse, vil således ikke medføre,
at renterne eller gebyrerne kan få opsplittet deres relation til
hovedkravet.
Renter og gebyrer, der som følge af en beslutning, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af den foreslåede
bestemmelse har truffet, fremover vil skulle behandles som
selvstændige hovedkrav, vil i alle sammenhænge skulle be-
handles som selvstændige hovedkrav og vurderes ud fra eg-
ne data i forbindelse med inddrivelse og anden administra-
tion af fordringer hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Dette indebærer, at sådanne renter og gebyrer skal behand-
les særskilt i forhold til f.eks. modregning, eftergivelse og
afskrivning, jf. §§ 7-9, 13 og 16 i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Hvis det oprindelige hovedkrav efter op-
splitningen eftergives eller afskrives, vil renterne og geby-
rerne, der nu vil skulle behandles som selvstændige hoved-
krav, således ikke bortfalde accessorisk som følge heraf. Til-
svarende skal sådanne renter og gebyrer – på samme måde
som det allerede i dag er tilfældet for renter omfattet af § 3
B, stk. 1 – behandles som selvstændige hovedkrav med hen-
syn til forældelse. Renter og gebyrer, for hvilke restanceind-
drivelsesmyndigheden beslutter, at de skal behandles som
selvstændige hovedkrav, kan derfor ikke længere bortfalde
accessorisk ved forældelse af det oprindelige hovedkrav, jf.
forældelseslovens § 23, stk. 2. Derimod vil beslutningen ik-
ke have betydning for fordringshaverens behandling af ren-
terne eller gebyrerne. Eksempelvis vil fordringshaveren ved
behandling af indsigelser om fordringen, jf. § 2, stk. 2, 2.
pkt., fortsat skulle behandle renterne og gebyrerne som un-
derkrav til hovedkravet.
En beslutning i medfør af den foreslåede regel om, at ren-
ter eller gebyrer fremover »af restanceinddrivelsesmyndig-
heden« vil skulle behandles som selvstændige hovedkrav,
71
vil kun have betydning for, hvordan renterne eller gebyrerne
behandles, mens de er under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden. En sådan beslutning vil derfor ikke
ændre på, at renterne eller gebyrerne fortsat er en underfor-
dring til hovedkravet, hvis fordringerne tilbagesendes til for-
dringshaveren. Renter eller gebyrer, der har været omfattet
af en beslutning om at skulle behandles af restanceinddrivel-
sesmyndigheden som selvstændige hovedkrav, men som ef-
terfølgende er blevet tilbagesendt til fordringshaveren, vil
derfor bortfalde efter reglerne om accessorisk forældelse, jf.
forældelseslovens § 23, stk. 2, hvis hovedkravet forælder,
uanset om hovedkravet på forældelsestidspunktet er under
opkrævning eller inddrivelse. Derimod vil renter eller geby-
rer, der er omfattet af en beslutning om at skulle behandles
af restanceinddrivelsesmyndigheden som selvstændige ho-
vedkrav, og som ikke er tilbagesendt til fordringshaveren,
ikke bortfalde efter reglerne om accessorisk forældelse, jf.
forældelseslovens § 23, stk. 2, hvis hovedkravet forælder,
uanset om hovedkravet på forældelsestidspunktet er under
opkrævning eller inddrivelse.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil efter opsplitningen
ikke længere have mulighed for at identificere det hoved-
krav, som renterne og gebyrerne oprindeligt var relateret til.
Det vil derfor være fordringshaverens ansvar at sikre, at for-
dringer, der i opkrævningssammenhæng skal behandles
samlet, også bliver behandlet samlet af fordringshaveren ef-
ter en opsplitning. Dette vil typisk være relevant i tilfælde,
hvor det oprindelige hovedkrav og dets renter og gebyrer,
der alle er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, skal tilbagesendes til fordringshaveren. En tilba-
gesendelse vil både kunne skyldes, at fordringshaveren eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
har tilbagekaldt gebyret og tilhørende renter, eller at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden selv har tilbagesendt gebyret og
tilhørende renter. Ved en tilbagesendelse af et hovedkrav til-
bagesendes også tilhørende renter, jf. § 8, stk. 3, i bekendt-
gørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Hvis årsagen til en tilbagekaldelse af hoved-
kravet også vedrører det tilhørende gebyr, vil det være for-
dringshavers ansvar tillige at tilbagekalde gebyret. Det vil i
sådanne tilfælde være fordringshaveren, der skal sørge for at
identificere de renter og gebyrer hos restanceinddrivelses-
myndigheden, der skal tilbagesendes sammen med deres op-
rindelige hovedkrav, men som af restanceinddrivelsesmyn-
digheden behandles som selvstændige hovedkrav.
Hvis det i medfør af den foreslåede bestemmelse beslut-
tes, at renter eller gebyrer fremover af restanceinddrivelses-
myndigheden skal behandles som selvstændige hovedkrav,
vil den brudte relation til hovedkravet ikke kunne genetable-
res. Den brudte relation mellem hoved- og underfordring vil
således ikke genopstå, når de(t) underkrav, der var berørt af
kendskab til eller mistanke om datafejl eller tvivl om rets-
kraften, ikke længere er berørt heraf. Ligeledes vil den brud-
te relation mellem hoved- og underfordring ikke genopstå,
hvis hoved- og/eller underfordringen, efter at have været til-
bagesendt til fordringshaveren, senere genindsendes til ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Dette vil bå-
de gælde i tilfælde, hvor fordringerne tilbagesendes på for-
dringshaverens initiativ (tilbagekaldelse), og hvor fordrin-
gerne tilbagesendes på restanceinddrivelsesmyndighedens
initiativ.
Beslutningen om, at renterne eller gebyrerne fremover vil
skulle behandles som selvstændige hovedkrav, vil have virk-
ning fra beslutningstidspunktet. I praksis vil beslutningstids-
punktet typisk være det tidspunkt, hvor hovedkravet og
eventuelle konverteringsparate underkrav konverteres til det
nye inddrivelsessystem. Beslutningen vil være udtryk for
faktisk forvaltningsvirksomhed og er ikke en afgørelse,
hvorfor beslutningen ikke omfattes af forvaltningslovens
regler om bl.a. partshøring, begrundelse og oplysning om en
eventuel klageadgang.
Der vil i forbindelse med ikrafttrædelsen af de foreslåede
regler blive offentliggjort en vejledning herom på Gældssty-
relsens hjemmeside, hvor skyldnerne kan læse om de fore-
slåede regler og betydningen heraf. Det vil heraf fremgå
blandt andet, at de foreslåede regler vil indebære, at der ved
en gældsoversigt fra PSRM til de hovedkrav, der er vist i
gældsoversigten, kan være underfordringer, der ikke frem-
går af gældsoversigten, fordi underfordringerne som følge af
opsplitningen fortsat er registreret i DMI.
Det foreslås med § 3 D, stk. 2, at renter, der som følge af
en beslutning truffet i medfør af stk. 1 behandles som selv-
stændige hovedkrav, omfattes af § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Den foreslåede regel har til formål at præcisere, at renter,
for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden har besluttet, at
de vil skulle behandles som selvstændige hovedkrav, place-
res i dækningsrækkefølgen i henhold til renternes egne mod-
tagelsesdatoer. Reglen svarer til, hvad der allerede gælder
for opkrævningsrenter, der er overdraget til inddrivelse uden
oplysning om hovedkravet, jf. § 4, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter forslaget vil for-
dringshaveren, som følge af at renterne behandles som et
selvstændigt hovedkrav, ikke længere kunne regne med, at
renterne altid dækkes før hovedkravet, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt.
Renterne vil dermed risikere at kunne blive dækket senere
end det hovedkrav, de er beregnet af.
Den nuværende dækning af renter forud for hovedkravet,
jf. § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, oprindeligt skyldtes hensynet til fradragsretten for
inddrivelsesrenter, der forudsatte, at tidligere års inddrivel-
sesrenter var blevet betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 8, 1.
pkt. Da fradragsretten for inddrivelsesrenter er blevet ophæ-
vet fra og med den 1. januar 2020, jf. § 5 b i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, der blev indsat ved lov nr.
1575 af 27. december 2019, bør den senere dækning af ren-
ter dog ikke være byrdefuld for skyldneren. Tværtimod vil
den senere dækning af renter være en fordel for skyldneren,
idet den rentebærende fordring (hovedkravet) herved afvik-
les før den ikkerentebærende fordring (renten), således at
skyldneren hurtigere kan afvikle sin gæld.
Det foreslås med § 3 D, stk. 3, at renter, der som følge af
en beslutning truffet i medfør af stk. 1 behandles som selv-
72
stændige hovedkrav, ikke forrentes efter § 5 i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Den foreslåede regel har til formål at præcisere, at det for-
hold, at renter, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden
beslutter, at de vil skulle behandles som selvstændige ho-
vedkrav, ikke fraviger princippet om, at inddrivelsesrenten
er en simpel rente, dvs. at der ikke beregnes rentes rente.
Det foreslås med § 3 D, stk. 4, at skatteministeren bemyn-
diges til at kunne fastsætte nærmere regler om, hvilke renter
der skal kunne inddrives ved lønindeholdelse efter § 10 eller
udpantning efter § 11, efter at restanceinddrivelsesmyndig-
heden i medfør af stk. 1 har besluttet, at disse renter skal be-
handles som selvstændige hovedkrav.
Det fremgår af bilag 1, afsnit I, til lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at der – på nær de oplistede undtagel-
ser – ikke kan foretages lønindeholdelse efter § 10 for civil-
retlige fordringstyper. Noget tilsvarende fremgår af bilagets
afsnit II for udpantning efter § 11. Dette medfører tillige, at
der ikke kan foretages lønindeholdelse eller udpantning for
renter beregnet af civilretlige fordringer. Vurderingen af, om
der kan ske lønindeholdelse eller udpantning for sådanne
renter, forudsætter dermed kendskab til det hovedkrav, som
renterne er beregnet af.
Hvis relationen mellem renterne og hovedkravet brydes i
forbindelse med en konvertering, kan der opstå udfordringer
med at vurdere, om der kan foretages lønindeholdelse eller
udpantning for de renter, der herefter vil være registreret i
DMI uden relation til et hovedkrav. Det vil således ikke med
sikkerhed være muligt at vurdere, om renterne efter en op-
splitning fra hovedkravet kan være beregnet af et civilretligt
krav, som efter bilag 1 er undtaget fra lønindeholdelse og
udpantning, idet f.eks. opkrævningsrenter af forskellige ho-
vedkrav kan være registreret som én og samme fordringsty-
pe, der ikke afspejler hovedkravenes karakter i den sammen-
hæng.
Forslaget har til formål at sikre, at skatteministeren skal
kunne fastsætte nærmere regler, der sikrer, at der ikke kan
foretages lønindeholdelse, jf. § 10, og udpantning, jf. § 11,
for renter i de tilfælde, hvor der vil være risiko for, at renter-
ne vedrører civilretlige fordringstyper, der er undtaget fra
adgangen til lønindeholdelse og udpantning. Det forudsættes
med forslaget, at der, indtil det er afdækket, i hvilke tilfælde
der vil være risiko for, at renterne er beregnet af et civilret-
ligt hovedkrav, ikke sker lønindeholdelse, jf. § 10, og ud-
pantning, jf. § 11, for renter, der behandles som selvstændi-
ge hovedkrav.
Oprydningsarbejdet hos restanceinddrivelsesmyndigheden
med henblik på konvertering af fordringer fra det gamle ind-
drivelsessystem, DMI, til det nye inddrivelsessystem,
PSRM, hvor gælden kan omfattes af mere effektive inddri-
velsesmidler såsom lønindeholdelse, har hidtil koncentreret
sig om at bringe fordringers data i overensstemmelse med
det målbillede for datakvalitet, som gælder for fordringer i
PSRM, herunder de i forbindelse med tilkoblingen specifi-
cerede krav til stamdatoer for den enkelte fordringstype. Det
er i den sammenhæng en grundlæggende betingelse for kon-
vertering, at fordringen er konstateret retskraftig og ikke i
DMI er isoleret som følge af viden eller mistanke om data-
fejl af betydning for inddrivelse eller dækning af fordringen.
I forbindelse med arbejdet med oprydning i fordringsmas-
sen i DMI er der i flere tilfælde konstateret fordringer med
datafejl. Derudover er det for bestemte fordringsgrupper
konstateret, at visse fordringer har korrekte data, men kan
have mistet retskraften som følge af forældelse, uden at det
er muligt maskinelt at fastslå, hvilke fordringer der er tale
om. Dette betyder samlet, at et væsentligt antal fordringer er
berørt af kendskab til eller mistanke om datafejl eller tvivl
om retskraften, hvor mistanken eller tvivlen har en sådan ka-
rakter, at fordringerne ikke lovligt kan inddrives. En stor del
af disse fordringer er underfordringer (renter og gebyrer).
Dette skyldes bl.a., at renter og gebyrer som følge af deres
typisk begrænsede beløbsmæssige størrelse ikke har højeste
prioritet ved den manuelle gennemgang af fordringerne, jf. §
50, stk. 2, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020
om inddrivelse af gæld til det offentlige, og at renter og ge-
byrer derudover kun vurderes, hvis det hovedkrav, de vedrø-
rer, er retskraftigt og er uden datafejl, jf. bekendtgørelsens §
50, stk. 6, 1. pkt.
I forbindelse med den første konverteringsbølge blev det
besluttet, at hovedkrav med relaterede underfordringer kun
konverteres samlet, dvs. når hovedkravet og samtlige under-
fordringer hertil opfylder betingelserne for konvertering.
Denne beslutning skyldes, at relationen mellem hoved- og
underfordring i dag er forudsat flere steder i lovgivningen
og i udviklingen af det nye inddrivelsessystem, og at denne
relation ikke kan bevares ved en opsplitning i forbindelse
med en konvertering af hovedkravet alene. Dette indebærer
imidlertid, at et ellers konverteringsparat hovedkrav i dag
holdes tilbage fra konvertering, hvis der for én eller flere re-
laterede underfordringer er kendskab til eller mistanke om
datafejl eller tvivl om fordringens retskraft.
Problematikken, hvor hovedkrav tilbageholdes fra konver-
tering som følge af tilhørende ikkekonverteringsparate un-
derfordringer, er aktuelt konstateret for fordringer, der har
været under opkrævning via Skatteforvaltningens opkræv-
ningssystem KOBRA og af Udbetaling Danmark og DSB.
Der er for disse fordringshavere et væsentligt antal hoved-
krav, der afventer konvertering med henblik på inddrivelse i
PSRM, fordi én eller flere underfordringer afventer vurde-
ring af retskraften og/eller gennemgang på grund af kend-
skab til eller mistanke om datafejl.
For renter, der er opkrævet af Skatteforvaltningen via KO-
BRA-systemet, relateres disse ikke i alle tilfælde til det ho-
vedkrav, som renten er beregnet af. I stedet kan renterne væ-
re registreret som en underfordring til den personskat, som
renten er opkrævet på rate med. Med virkning fra den 1. juni
2018 er der i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
indsat en række bestemmelser, der har til formål at gøre det
muligt i relation til forældelse at håndtere KOBRAs renter
trods manglende oplysning om det hovedkrav, hvoraf renten
er beregnet. I den forbindelse blev § 3 B, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsat, så KOBRAs ren-
ter i relation til forældelse behandles som selvstændige ho-
73
vedkrav, efter at de er modtaget til inddrivelse. Tvivl om det
rentebærende krav gør det dog vanskeligt at retskraftvurdere
KOBRAs renter med henblik på at sikre, at de ikke forud for
lovændringen pr. 1. juni 2018 kunne være bortfaldet acces-
sorisk. Blandt andet af denne årsag er renter fra KOBRA-sy-
stemet fortsat isoleret i DMI. I november 2019 estimeredes
ca. 600.000 restskattefordringer til en kursværdi på ca. 2,8
mia. kr. fra KOBRA-systemet at være udelukket fra konver-
tering som følge af relaterede renter, der ikke er dæknings-
og/eller konverteringsparate.
For Udbetaling Danmark er fordringer på studiegæld ofte
registreret med relaterede renter og/eller gebyrer. Aktuelt er
der imidlertid for flere renter og gebyrer tvivl om retskraft
og datakvalitet, og der er derfor ikke grundlag for konverte-
ring. Da en konvertering af disse renter og gebyrer således
vil forudsætte nærmere analyse og vurdering af retskraft og
data, holder disse underfordringer aktuelt en betydelig del af
de ellers konverteringsparate fordringer på studiegæld tilba-
ge fra konvertering. I november 2019 estimeredes ca.
400.000 fordringer vedrørende studielån og for meget udbe-
talt studiestøtte til en kursværdi på ca. 1,6 mia. kr. at være
udelukket fra konvertering på grund af udfordringer med re-
laterede renter og/eller gebyrer.
For DSB er der en række kontrolafgifter, der har relatere-
de gebyrer, som aktuelt forhindrer konvertering til PSRM.
Det skyldes, at der endnu ikke er tilstrækkelig viden om da-
takvaliteten og retskraften for disse kontrolgebyrer, der der-
for afventer nærmere vurdering af retskraft og/eller datakva-
litet. Det er dermed ikke med den aktuelle viden muligt at
vurdere, om data er korrekte, og om gebyrerne er retskrafti-
ge, og der er derfor ikke for disse grundlag for konvertering.
Det enkelte gebyr udgør i den sammenhæng en mindre vær-
di. Gebyrerne estimeredes i november 2019 at tilbageholde
ca. 25 pct. af DSB’s kontrolafgifter fra konvertering, hvilket
svarer til ca. 100.000 fordringer med en kursværdi på ca. 63
mio. kr.
Forslaget skal være med til at sikre, at sådanne konverte-
ringsparate hovedkrav ikke tilbageholdes fra konvertering til
PSRM af ikkekonverteringsparate renter eller gebyrer ved at
give restanceinddrivelsesmyndigheden mulighed for at flytte
konverteringsparate hovedkrav til PSRM uden tilknyttede
renter eller gebyrer, der ikke er konverteringsparate.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.6.
Til nr. 7
Bestemmelserne om dækningsrækkefølge for krav under
inddrivelse findes i §§ 4 og 7, sidstnævnte om modregning, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Med bestemmelsen i § 4, stk. 1, er der fastsat en objekti-
veret dækningsrækkefølge for anvendelsen af beløb, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden inddriver eller modtager
ved skyldners frivillige betaling. Reglen betyder, at i tilfæl-
de, hvor et beløb, som inddrives hos skyldner eller frivilligt
betales af denne, ikke kan dække alle de fordringer, der er
modtaget til inddrivelse, dækkes først bøder, dernæst under-
holdsbidrag omfattet af lov om opkrævning af underholdsbi-
drag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav,
og endelig andre fordringer under inddrivelse.
Ifølge § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige gælder endvidere, at hvis der ikke er dækning
til alle fordringer inden for den samme kategori, f.eks. hen-
holdsvis bøder eller underholdsbidrag, dækkes fordringerne
i den rækkefølge, hvori de er modtaget hos restanceinddri-
velsesmyndigheden til inddrivelse. Hvis et inddrevet eller
ved frivillig betaling modtaget beløb alene kan føre til delvis
dækning af fordringer inden for samme kategori, dækkes
fordringerne efter FIFO-princippet, dvs. at den fordring, der
først er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
dækkes først.
Og renter dækkes forud for hovedfordringen, jf. bestem-
melsens 2. pkt., hvilket i de specielle bemærkninger til den
oprindelige bestemmelse i § 3 a i lov om opkrævning og
inddrivelse af visse fordringer, jf. lovforslag nr. L 209, Fol-
ketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6760, var begrundet i,
at skyldners mulighed for at opnå fradrag for renter kunne
være betinget af, at renter for tidligere indkomstår var betalt,
jf. ligningslovens § 5, stk. 8.
Bestemmelsen i § 4, stk. 2, har været gældende fra indfø-
relsen af inddrivelsessystemerne EFI/DMI i 2013.
Bestemmelsen kan føres tilbage til § 1, nr. 1, i lov nr. 516
af 7. juni 2006, der oprindeligt indsatte bestemmelsen som §
3 a i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer.
Ved § 112, nr. 1, i lov nr. 1336 af 19. december 2008 blev
§§ 1-4 i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordrin-
ger ophævet med virkning fra den 1. januar 2009, hvor lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige i stedet trådte i kraft
og med § 4 ordret videreførte bestemmelsen i § 3 a i lov om
opkrævning og inddrivelse af visse fordringer. Den nye § 4
blev dog først sat i kraft ved bekendtgørelse nr. 937 af 4. juli
2013 med virkning fra og med den 1. august 2013, dvs. i
forbindelse med idriftsættelsen af inddrivelsessystemerne
EFI/DMI.
Ved § 2, nr. 1, i lov nr. 1500 af 23. december 2014 fik § 4
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige sin nugælden-
de affattelse, idet § 4, stk. 1, nr. 2, om underholdsbidrag
blev ændret, så de private krav skal dækkes forud for offent-
lige krav.
Af de almindelige bemærkninger i lovforslaget til lov nr.
516 af 7. juni 2006 – lovforslag nr. L 209, Folketingstidende
2005-06, tillæg A, side 6752 – fremgår i afsnit 3.2.1, at for-
målet med indførelsen af den oprindelige bestemmelse i § 3
a i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer var
at harmonisere og objektivere dækningsrækkefølgen samt at
skabe gennemsigtighed herom for såvel skyldner som for-
dringshaver.
Det såkaldte øremærkningsprincip, der omhandler skyld-
ners adgang til at anvise, hvilken eller hvilke fordringer en
betaling skal anvendes på, er med den objektiviserede dæk-
ningsrækkefølgeregel fraveget, hvilket blandt andet er be-
grundet i, at dækningsrækkefølgen netop tager højde for til-
fælde, hvor enten skyldner eller fordringshaver har en særlig
interesse i, at bestemte fordringer dækkes forud for andre.
74
Fortrinsstillingen for bøder begrundes således med dels
bøders byrdefulde karakter for skyldner, der risikerer en for-
vandlingsstraf, dels den særlige forældelsesregel i straffelo-
vens § 97 a om bøder, hvorefter bøder bortfalder efter hen-
holdsvis 5 eller 10 år, afhængig af om bødestørrelsen udgør
op til 10.000 kr. eller mere.
For private underholdsbidrag er disse fordringers fortrins-
stilling begrundet i, at der er tale om, at restanceinddrivel-
sesmyndigheden inddriver privatretlige krav hos den bi-
dragspligtige på vegne af den bidragsberettigede.
Af bemærkningerne til det nævnte lovforslag, L 209,
fremgår det ligeledes, at dækningsrækkefølgen alene gælder
individuelle inddrivelsesskridt mod skyldner (dvs. individu-
alforfølgning), hvorfor udlodninger hidrørende fra en kon-
kurs, gældssanering m.v. (dvs. universalforfølgning) ikke vil
være omfattet af dækningsrækkefølgen.
Endvidere anvender restanceinddrivelsesmyndigheden
dækningsrækkefølgen indsatsspecifikt. Herved forstås, at
beløb, der inddrives ved henholdsvis en afdragsordning, en
lønindeholdelse, et udlæg eller en erindringsskrivelse, kun
anvendes til dækning af fordringer omfattet af den pågæl-
dende inddrivelsesindsats. Skal andre fordringer dækkes, vil
det efter praksis kræve en modregning. Ved fordringer for-
stås ud over hovedfordringen også de til denne knyttede ren-
ter, gebyrer og andre omkostninger, jf. §1, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Er der ikke dækning til
alle fordringer, der omfattes af inddrivelsesindsatsen, anven-
des beløbet til dækning af fordringerne i den rækkefølge, der
fremgår af § 4, jf. ovenfor.
Efter § 4, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige kan restanceinddrivelsesmyndigheden uanset dæknings-
rækkefølgereglen i § 4, stk. 1 og 2, efter anmodning fra
skyldner tillade, at beløb, der inddrives fra skyldner, går til
dækning af bestemte fordringer. Tilladelse til en sådan fravi-
gelse af dækningsrækkefølgen kan f.eks. gives, for at skyld-
ner kan afvikle krav, der er særligt byrdefulde, f.eks. spiri-
tusafgift, hvis manglende betaling af et sådant krav vil kun-
ne føre til fratagelse af bevilling til salg af spiritus, jf. lov-
forslag nr. L 209, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side
6760 f.
Endelig har skatteministeren i § 4, stk. 8, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige en bemyndigelse til at fast-
sætte regler om gennemførelsen af reglerne i § 4, stk. 1 og 2.
Bemyndigelsen kan ifølge de specielle bemærkninger til den
oprindelige § 3 a i lov om opkrævning og inddrivelse af vis-
se fordringer, jf. lovforslag nr. L 209, Folketingstidende
2005-06, tillæg A, side 6761, anvendes til at fastlægge reg-
ler for dækningsrækkefølgen i tilfælde, hvor reglerne i § 4,
stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fø-
rer til, at to eller flere fordringer sidestilles, herunder tids-
punktet for modtagelsen af fordringer hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden.
Bemyndigelsen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 188 af 9.
marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Denne
indeholder nu i henholdsvis § 4, stk. 1, og § 49, stk. 1, nr. 2,
følgende definition af begrebet modtagelsesdato: »En for-
dring anses for modtaget, den dag fordringen registreres i
modtagelsessystemet«.
Med nr. 7 foreslås det at indføre en ny hjemmel i § 4, stk.
2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige til at indpla-
cere fordringer, der er i overdraget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden før den 1. september 2013, i
dækningsrækkefølgen ud fra den registrerede modtagelses-
dato, uanset at denne modtagelsesdato potentielt kan være
forkert registreret som følge af den måde, hvorpå modtagel-
sesdatoer har været registreret, dels i de tidligere inddrivel-
sessystemer KMD og KMD Ind, dels i forbindelse med kon-
verteringen af eksisterende fordringer under inddrivelse til
EFI/DMI. Den nye hjemmel foreslås som en indsættelse af
et 5. punktum i § 4, stk. 2.
Ændringen skal løse en problemstilling, der er identifice-
ret omkring potentielt forkert registrerede modtagelsesdato-
er for en gruppe af fordringer, der i forbindelse med idrift-
sættelsen af EFI/DMI i 2013 blev konverteret fra KMD Ind
til EFI/DMI, nemlig at dækningsrækkefølgen kan være ad-
ministreret forkert som følge af usikkerheden om den kor-
rekte modtagelsesdato.
For fordringer, der er modtaget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden inden den 1. september 2013, er
det i forbindelse med oprydningsarbejdet efter EFI/ DMI så-
ledes konstateret, at der i flere tilfælde kan være tvivl om,
hvorvidt den registrerede modtagelsesdato faktisk er kor-
rekt.
Med den foreslåede ændring vil der fremover kunne admi-
nistreres på et sikkert hjemmelsgrundlag ved inddrivelse i
DMI, og fordringerne vil kunne konverteres fra DMI til
PSRM, hvis de i øvrigt ikke på anden måde er fejlbehæfte-
de. Ændringen vil således betyde, at disse fordringer bliver
både inddrivelses- og konverteringsparate, forudsat at de ik-
ke er ramt af andre fejl vedrørende datakvaliteten.
I forhold til konsekvenserne af den foreslåede lovændring
i § 4, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
med indsættelsen af et nyt 5. pkt. skal disse ses i lyset af de
hensyn, der oprindeligt var bag indførelsen af dækningsræk-
kefølgereglen i § 3 a i lov om opkrævning og inddrivelse af
visse fordringer, jf. lovforslag nr. L 209, Folketingstidende
2005-06, tillæg A, side 6753.
Hensynet var i forhold til skyldner, at de mere byrdefulde
krav, f.eks. bøder, skulle dækkes før mindre byrdefulde
krav. Og i forhold til fordringshaverne var hensynet, at de
skulle kende prioritetsstillingen for deres egne fordringer i
dækningsrækkefølgen.
Den foreslåede indsættelse i § 4, stk. 2, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige af et nyt 5. pkt., hvorefter restan-
ceinddrivelsesmyndigheden for fordringer, der før den 1.
september 2013 er overdraget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, lægger den i inddrivelsessyste-
met registrerede modtagelsesdato til grund ved administrati-
onen af dækningsrækkefølgen i § 4, stk. 2, 1. pkt., indebærer
i princippet en fravigelse af den dækningsrækkefølge, der
aktuelt er forudsat i § 4, stk. 2, 1. pkt.
75
I forhold til skyldneren vurderes ændringen dog ikke at
have reel skadevirkning, idet de mest byrdefulde krav fortsat
vil have den højeste prioritet i dækningsrækkefølgen, fordi
den foreslåede ændring alene vedrører den indbyrdes priori-
tetsstilling af krav inden for den samme kategori. Alle krav,
der er modtaget før den 1. september 2013, vil fortsat blive
dækket før krav, der først er modtaget til inddrivelse fra og
med den 1. september 2013.
For så vidt angår fordringshaveren kan den foreslåede æn-
dring potentielt være bebyrdende, idet en fordringshaver på
grund af en forkert registreret modtagelsesdato kan risikere
at blive indplaceret senere i dækningsrækkefølgen, end den
pågældende reelt var berettiget til. Omvendt kan en for-
dringshaver også opnå at få en bedre indplacering i dæk-
ningsrækkefølgen som følge af en modtagelsesdato, der er
registreret med en for tidlig dato.
Det bør i den forbindelse bemærkes, at denne risiko for
fordringshaver for at få en bedre eller dårligere indplacering
alene vil gælde for den ældste del af fordringsmassen, altså
de fordringer, der er registreret i systemet før den 1. septem-
ber 2013, samt at fordringerne i øvrigt har været registreret
med denne potentielt forkerte modtagelsesdato i hele perio-
den siden konverteringen til EFI/DMI, uden at fordringsha-
ver har gjort indsigelse.
Formålet med den i nr. 7 foreslåede ændring er at løse et
stort problem, som restanceinddrivelsesmyndigheden er
stødt på grundet usikkerhed om stamdatakvalitet, og som
aktuelt betyder, at et betydeligt antal fordringer hverken er
inddrivelses- eller konverteringsparate. Der drejer sig om
potentielt forkert registrerede modtagelsesdatoer for en pulje
af fordringer, som blev sendt til inddrivelse før den 1. sep-
tember 2013, dvs. fordringer fra den ældste del af fordrings-
massen. Disse fordringer er konverteret fra de tidligere ind-
drivelsessystemer KMD og KMD Ind i forbindelse med
idriftsættelsen af EFI/DMI-systemet, og der har i den forbin-
delse ikke været et sikkert grundlag for i alle tilfælde at
identificere fordringernes faktiske modtagelsesdato, således
som denne i dag er defineret i § 4, stk. 1, og § 49, stk. 1, nr.
2, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
De tidligere inddrivelsessystemer registrerede således ikke
en modtagelsesdato på samme måde som i dag. Det er i den
forbindelse oplyst af Skattestyrelsen, at den registreret mod-
tagelsesdato for Skattestyrelsens egne konverterede fordrin-
ger kan være udtryk for enten den dato, hvor skyldneren
blev oprettet i inddrivelsessystemerne KMD eller KMD Ind,
eller den dato, hvor skyldneren senere er »genoprettet« i
inddrivelsessystemet, fordi pågældende har skiftet bopæls-
kommune.
Der er således en generel risiko for, at de registrerede
modtagelsesdatoer for fordringer, der er modtaget til inddri-
velse før den 1. september 2013, kan ligge enten tidligere el-
ler senere end den dato, hvor fordringen faktisk blev modta-
get i inddrivelsessystemet, dvs. den »korrekte modtagelses-
dato«.
Skattestyrelsen har oplyst, at de registrerede modtagelses-
datoer i EFI/DMI for fordringer, der er overdraget fra KO-
BRA formentlig ikke kan lægges til grund, hvis fordringen
er modtaget i inddrivelsessystemet før idriftsættelsen af
EFI/DMI i 2013.
Før idriftsættelsen af EFI/DMI blev fordringer på person-
skatter m.v. registeret til inddrivelse i systemet KMD Ind
(og før 2005 i KMD). Dette fungerede efter det oplyste såle-
des, at en skyldner ved misligholdelse med betaling af f.eks.
en restskatterate blev registreret i inddrivelsessystemet. Den
misligholdte fordring ville da fremgå i systemet som væren-
de under inddrivelse. Senere fordringer på skyldneren blev
imidlertid herefter automatisk registreret i KMD Ind (og før
2005 i KMD) med henblik på inddrivelse, såfremt betalings-
fristen ikke blev overholdt.
De registrerede modtagelsesdatoer før den 1. september
2013 kan dermed reelt afspejle, hvornår skyldneren første
gang var oprettet i inddrivelsessystemet, selv om den kon-
krete fordring faktisk først blev sendt/modtaget til inddrivel-
se senere. Modtagelsesdatoen kan derfor være forkert.
Derudover er det oplyst, at modtagelsesdatoer i KMD Ind
kan have ændret sig, i forbindelse med at en skyldner har
skiftet bopælskommune. I disse tilfælde vil skyldneren være
overgået til den nye kommune, og skyldneren kan i den for-
bindelse være blevet genoprettet i inddrivelsessystemet med
en ny og senere modtagelsesdato. Modtagelsesdatoen kan
derfor være forkert.
Skattestyrelsen har endvidere oplyst, at man ved konverte-
ringen af fordringer fra KMD Ind til EFI/DMI var opmærk-
som på problemstillingen med forkert registreret modtagel-
sesdato. For så vidt angår Skattestyrelsens egne fordringer,
f.eks. restskatter, blev dette forsøgt imødegået ved at lægge
et antal dage til den registrerede sidste rettidige betalingsda-
to. Det har dog alligevel ikke i alle tilfælde været muligt at
registrere en korrekt modtagelsesdato.
Hvis det registrerede stamdatafelt »modtagelsesdato« som
beskrevet ikke er retvisende, er retsvirkningen heraf blandt
andet, at restanceinddrivelsesmyndigheden i de tilfælde,
som § 4, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
regulerer, ikke kan placere fordringer korrekt i den indbyr-
des dækningsrækkefølge ved anvendelse af et beløb, der er
inddrevet eller frivilligt indbetalt. En sikker administration
af dækningsrækkefølgen forudsætter, at en korrekt modta-
gelsesdato er registreret for samtlige fordringer i inddrivel-
sessystemet. En modtagelsesdato, der i inddrivelsessystemet
er registreret med en for sen dato, kan føre til, at fordringen
først dækkes efter en senere modtaget fordring, der derfor
fremstår med bedre prioritet. Modsat kan en fordring med en
modtagelsesdato, der er registreret med for tidlig en dato,
fremstå med bedre prioritet og dermed uretmæssigt blive
dækket før et reelt tidligere modtaget krav.
Det bemærkes, at der ud over denne dækningsrækkefølge-
regel i § 4, stk. 2, også er andre retsvirkninger knyttet til
stamdatafeltet modtagelsesdato. Inddrivelsesrente tilskrives
således fra den 1. i måneden efter modtagelse af et krav hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 5, stk. 1. Derudover
76
vil retskraftige fordringer, der i dag er modtaget til inddri-
velse, være omfattet af forældelsesudskydelsen i § 18 a, stk.
1, og/eller have fået en tillægsfrist på 3 år regnet fra modta-
gelsesdatoen, jf. § 18 a, stk. 7. Da problemstillingen med
usikkerhed om korrekt registrering af modtagelsesdatoen er
begrænset til fordringer modtaget i inddrivelsessystemet før
idriftsættelsen af EFI/DMI-systemet, er disse senere indførte
regler ikke relevante for disse fordringer. Den faktiske mod-
tagelsesdato for de omhandlede fordringer bør således i alle
tilfælde ligge før september 2013.
Tvivlen om korrektheden af stamdatafeltet »modtagelses-
dato« betyder, at, og at fordringerne aktuelt ikke kan kon-
verteres til PSRM. Antallet af fordringer i DMI, der er sendt
til inddrivelse før den 1. september 2013, og som allerede er
blevet vurderet (maskinelt eller manuelt) som ikkeforælde-
de, udgjorde i november 2019 i alt ca. 2,8 mio. Disse for-
dringer havde samlet set en nominel værdi på ca. 16,4 mia.
kr. og en beregnet kursværdi på ca. 3,6 mia. kr. For disse
fordringer kan der på grund af usikkerheden om datakvalitet
således aktuelt ikke ske inddrivelse i DMI.
Der er således tale om et betydeligt antal fordringer og et
betydeligt inddrivelses- og/eller konverteringspotentiale,
hvis der med den foreslåede ændring kan etableres en sikker
administration i inddrivelsesarbejdet i forhold til den regi-
strerede modtagelsesdato for den nævnte pulje af fordringer,
der er oprettet i inddrivelsen før den 1. september 2013 og
senere er konverteret til EFI/DMI.
Til nr. 8
Fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden med undtagelse af bøder, forrentes ifølge § 5,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige med en
årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5,
stk. 1 og 2. Det er forudsat i forarbejderne til loven, at ind-
drivelsesrenten er en simpel rente, hvorfor der ikke beregnes
rentes renter, jf. lovforslag nr. L 212, Folketingstidende
2012-13, tillæg A, side 16. Efter § 5, stk. 2, 2. pkt., kan skat-
teministeren bestemme, at stk. 1 ikke skal anvendes på for-
dringer, der inden den 1. august 2013 er modtaget hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden uden særskilt angivelse af
hovedstol, renter og gebyrer. Ifølge § 9, stk. 2, nr. 5, i be-
kendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af
gæld til det offentlige beregnes der ikke inddrivelsesrente på
fordringer, der er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden uden særskilt angivelse af hovedstol, renter og geby-
rer. Efter § 9, stk. 2, nr. 6, beregnes der ikke inddrivelses-
rente af fordringer tilhørende fordringstyper, hvor restan-
ceinddrivelsesmyndigheden har viden om, at der inden for
fordringstypen oversendes fordringer uden særskilt angivel-
se af hovedstol, renter og gebyrer.
I nr. 8 foreslås, at der indsættes en ny bemyndigelse i § 5,
stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
hvor skatteministeren kan bestemme, at § 5, stk. 1, ikke skal
anvendes på fordringer, der efter restanceinddrivelsesmyn-
dighedens skøn kan være overdraget uden særskilt angivelse
af hovedstol, renter og gebyrer, herunder fastsætte regler om
anvendelsen af disse regler og mulighederne for at for-
dringshaveren kan afkræfte eller berigtige forholdet med
den virkning at stk. 1 anvendes.
Skatteministeren vil med den foreslåede ordning kunne
bestemme, at fordringer, der er modtaget hos restanceinddri-
velsesmyndigheden efter den 1. august 2013 uden den nød-
vendige særskilte angivelse af hovedstol, renter og gebyrer,
vil blive fritaget for tilskrivning af inddrivelsesrenter, hvil-
ket er en naturlig følge af § 5, stk. 1. Forslaget skal dermed
fjerne den tidsmæssige afgrænsning i bemyndigelsen i § 5,
stk. 2, 2. pkt.
Skatteministeren vil også med den foreslåede ændring af
ordlyden i bemyndigelsen i § 5, stk. 2, 2. pkt., have en klar
hjemmel til at kunne fastsætte regler, hvorefter restanceind-
drivelsesmyndigheden vil kunne undlade at beregne inddri-
velsesrenten i en situation, hvor der ikke er konkret viden,
men hvor restanceinddrivelsesmyndigheden blot har en mis-
tanke om, at en fordringspopulation kan indeholde fordrin-
ger med sammenlagte hovedkrav og renter. Dette kan f.eks.
være relevant, hvis mistanken ikke kan afkræftes af for-
dringshaver, eller hvor det ikke med sikkerhed kan lægges
til grund, at problemet er løst, dvs. hvor der ikke er sikker
viden om, at en eller flere fordringer i en population kan in-
deholde renter.
Skatteministeren skal efter den foreslåede bemyndigelse
også kunne fastsætte regler om anvendelsen af disse regler
og muligheden for, at fordringshaveren kan afkræfte eller
berigtige forholdet med den virkning, at kravene efterføl-
gende vil kunne forrentes. Skatteministeren vil efter den
foreslåede bestemmelse eksempelvis kunne fastsætte regler
om, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil kunne sætte en
rimelig frist, hvor fordringshaver eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, kan undersøge for-
holdet og søge mistanken afkræftet eller efter restanceind-
drivelsesmyndighedens anvisning søge forholdet berigtiget.
Berigtigelsen vil i den forbindelse skulle kunne ske efter re-
stanceinddrivelsesmyndighedens anvisning, som i den kon-
krete sag kan forudsætte tilbagekaldelse af hele fordringen
som fejlramt med henblik på overdragelse på ny med sær-
skilt angivelse eller ved nedskrivning af det beløb, som sva-
rer til renten. Hvilke berigtigelsesmuligheder der vil kunne
anvendes, vil afhænge af den enkelte sag.
Skatteministeren vil også få mulighed for at kunne fast-
sætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved
mistanke om, at fordringer er oversendt uden særskilt angi-
velse af hovedstol, renter og gebyrer, i første omgang kan
vælge alene at suspendere inddrivelsesrenten eller suspende-
re inddrivelse af hele fordringen inklusive renter. Suspensio-
nen af inddrivelsesrenten vil kunne være relevant i det til-
fælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden meddeler for-
dringshaveren en frist til at berigtige forholdet.
Endelig vil skatteministeren kunne fastsætte nærmere reg-
ler om, fra hvilket tidspunkt fordringen igen vil kunne for-
rentes, hvis fordringshaveren efter en af restanceinddrivel-
sesmyndigheden meddelt frist afkræfter mistanken om, at
fordringen indeholder opkrævningsrenter. Hvis mistanken
derimod ikke afkræftes, eller forholdet ikke berigtiges efter
restanceinddrivelsesmyndighedens anvisning inden fristens
77
udløb, skal restanceinddrivelsesmyndigheden have mulig-
hed for at lade allerede tilskrevne renter bortfalde, da be-
stemmelsen i § 5, stk. 1, i så fald ikke finder anvendelse for
den pågældende fordring, hvorved allerede tilskrevne renter
må anses for uberettigede.
Fordringshaveren vil ikke i stedet kunne beregne eventu-
elle opkrævningsrenter, hvis restanceinddrivelsesmyndighe-
den vil skulle undlade at beregne inddrivelsesrente som føl-
ge af den foreslåede bemyndigelse i § 5, stk. 2, 2. pkt.
I forbindelse med oprydningsarbejdet af fordringsmassen i
det gamle inddrivelsessystem, DMI, med henblik på konver-
tering af fordringer til det nye inddrivelsessystem, PSRM, er
der identificeret en række udfordringer vedrørende fordrin-
gernes datakvalitet. Det er således bl.a. konstateret, at for-
dringshavere også efter den 1. august 2013, hvor bestem-
melsen i § 5, stk. 1, trådte i kraft, har sendt hovedstol og
renter til inddrivelse som én fordring. Det er ikke på bag-
grund af de i inddrivelsessystemet registrerede oplysninger
muligt at adskille renter fra hovedstol, når disse er registre-
ret som én fordring. Det betyder, at fordringen bestående af
både hovedkrav og rente kun kan behandles på en og samme
måde. Der er i den forbindelse ikke udviklet funktionalitet
til kun at forrente en procentdel af en fordring. Hvis der bli-
ver beregnet inddrivelsesrente i medfør af § 5, stk. 1, af en
fordring bestående af både hovedstol og rente, vil det derfor
medføre, at der bliver beregnet renters renter. Der er i med-
før af § 5, stk. 1, ikke hjemmel til at forrente renter, hvilket
betyder, at restanceinddrivelsesmyndigheden må afstå fra at
forrente sammenblandede fordringer, når det ikke er muligt
at adskille hovedstol fra renter. Den tidsmæssige afgræns-
ning af den gældende bemyndigelse i § 5, stk. 2, 2. pkt., be-
tyder, at der ikke er en klar lovhjemmel til at undlade at be-
regne inddrivelsesrente for fordringer modtaget efter 1. au-
gust 2013, i de tilfælde hvor fordringen kan indeholde både
hovedstol og rente, hvor der således er risiko for, at der vil
blive beregnet renters renter i strid med § 5, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Endvidere er der ikke
en klar lovbemyndigelse, der gør det muligt for skattemini-
steren at fastsætte regler om, at hele fordringspopulationer
ikke forrentes, hvis der for disse består en mistanke – men
ikke viden – om at dele af fordringspopulationen indeholder
fordringer bestående af både hovedstol og renter. Dette er
dog i dag forudsat i § 9, stk. 2, nr. 6, i bekendtgørelse nr.
188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.9.
Til nr. 9
Når restanceinddrivelsesmyndigheden rykker for betaling
af gæld under inddrivelse, foreskriver § 6, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, at der betales et rykker-
gebyr på 140 kr. for udsendelse af rykkerskrivelsen vedrø-
rende fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyn-
digheden.
Loven indeholder ikke mulighed for, at restanceinddrivel-
sesmyndigheden kan undlade at pålægge rykkergebyret.
Rykkergebyret skal således med de gældende regler opkræ-
ves i alle tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden
udsender en rykkerskrivelse i tilknytning til inddrivelsen.
Det foreslås i nr. 9 med et nyt § 6, 2. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyn-
digheden i særlige tilfælde skal kunne undlade at pålægge
rykkergebyr.
Den foreslåede bestemmelse er en fravigelse af hovedreg-
len om, at der betales et rykkergebyr på 140 kr. ved udsen-
delse af en rykkerskrivelse, jf. den gældende § 6, 1. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at tilveje-
bringe et hjemmelsgrundlag for, at restanceinddrivelsesmyn-
digheden kan undlade at pålægge et rykkergebyr i særlige
tilfælde. Bestemmelsen vil være særligt aktuel at have mu-
lighed for at anvende i paralleldriftsperiode, hvor restan-
ceinddrivelsesmyndigheden benytter flere forskellige it-sy-
stemer til inddrivelse, jf. kapitel 14 i bekendtgørelse nr. 188
af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bestemmelsens anvendelsesområde omfatter såvel enkelt-
sager som en flerhed af sager vedrørende enkeltstående for-
dringer eller grupper af fordringer. Det er dog ikke hensig-
ten med bestemmelsen, at den skal bringes i anvendelse of-
te. Det er i den forbindelse afgørende, at der for den pågæl-
dende gruppe af fordringer eller i den konkrete sag gør sig
særlige hensyn gældende.
Det skal desuden bemærkes, at det ikke er hensigten med
bestemmelsen, at den enkelte skyldner får et retskrav på, at
der ikke pålægges et rykkergebyr i forbindelse med en ryk-
kerskrivelse, medmindre skyldnerens sag indgår i en gruppe
af fordringer, hvor andre fordringer i gruppen ikke er blevet
pålagt et rykkergebyr ved udsendelse af rykkerskrivelser, jf.
det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Det er såle-
des udelukkende restanceinddrivelsesmyndigheden, der til-
lægges kompetence til at kunne bringe bestemmelsen i an-
vendelse, såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden konkret
vurderer, at der foreligger et særligt tilfælde i forbindelse
med udsendelse af rykkere. Det er endvidere ikke hensigten
med bestemmelsen, at restanceinddrivelsesmyndigheden
skal overveje at bringe bestemmelsen i anvendelse i sin al-
mindelige administration af inddrivelsen, men derimod at
restanceinddrivelsesmyndigheden alene i særlige tilfælde
skal kunne overveje at bringe den i anvendelse.
Et eksempel på en konkret situation, hvor det efter forsla-
get skal kunne overvejes at undlade at pålægge rykkergebyr,
kan være tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden
ønsker at gøre skyldnere opmærksomme på deres gæld til
det offentlige, men hvor det kan være urimeligt at opkræve
rykkergebyr, fordi restanceinddrivelsesmyndighedens eller
eventuelt fordringshaverens forhold har betydet, at skyldne-
ren ikke har haft kendskab til gælden under inddrivelse. Et
andet eksempel kan være, hvor restanceinddrivelsesmyndig-
heden til skyldneren tidligere har udsendt en rykkerskrivelse
inklusive rykkergebyr, hvor den gæld, der ligger til grund
for den nye rykkerskrivelse, burde have været medtaget i
den første rykkerskrivelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.10.
78
Til nr. 10
I § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
er dækningsrækkefølgen ved modregning fastlagt. Dækker
en udbetaling fra det offentlige, der anvendes til modreg-
ning, kun delvist skyldners gæld til det offentlige, dækkes
fordringerne i denne rækkefølge:
1) Fordringer under opkrævning, for hvilke den udbetalen-
de myndighed er fordringshaver, i det omfang den udbeta-
lende myndighed træffer afgørelse om modregning.
2) Fordringer modtaget hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden til inddrivelse.
3) Andre fordringer under opkrævning.
I § 7, stk. 2, er bestemt, at hvis en udbetaling kun delvist
dækker fordringer omfattet af stk. 1, nr. 2, dækkes fordrin-
gerne efter dækningsrækkefølgen i § 4. Dækker en udbeta-
ling kun delvis fordringer omfattet af stk. 1, nr. 3, dækkes
fordringerne i den rækkefølge, de er registreret i restan-
ceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, således at
den fordring, der først registreres, dækkes først.
Efter § 7, stk. 4, kan skatteministeren fastsætte nærmere
regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1 og 2, herunder om
indberetning fra fordringshaverne til restanceinddrivelses-
myndighedens fordringsregister, og regler om, hvilke udbe-
talinger fra det offentlige restanceinddrivelsesmyndigheden
anvender til modregning, og om at kunne undlade modreg-
ning.
Det foreslås i nr. 10, at der i § 7, stk. 4, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige indsættes et 2. pkt., hvorefter
skatteministeren skal kunne fastsætte regler om fremgangs-
måden for indberetning af et gebyr til restanceinddrivelses-
myndighedens fordringsregister og om de oplysninger, der
skal gives ved indberetningen.
Restanceinddrivelsesmyndigheden varetager både mod-
regning med fordringer, der er modtaget til inddrivelse, jf. §
7, stk. 1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
og fordringer, der er under opkrævning, jf. § 7, stk. 1, nr. 1
og 3. Fordringer under opkrævning registreres i den forbin-
delse til modregning i restanceinddrivelsesmyndighedens
fordringsregister, der i praksis er registreret i restanceinddri-
velsesmyndighedens gamle inddrivelsessystem, DMI. Når
fordringshaveren er tilsluttet det nye inddrivelsessystem,
PSRM, kan fordringer inklusive renter og gebyrer derfor i
en periode være registreret i fordringsregisteret i DMI med
henblik på modregning for senere – når betingelserne herfor
er opfyldt – at blive kaldt tilbage fra dette system og sendt
til inddrivelse i PSRM. Det kan derfor være nødvendigt at
kunne registrere det samme gebyr til modregning i både for-
dringsregisteret i DMI og inddrivelsessystemet PSRM, og
det kan i den forbindelse være nødvendigt også i fordrings-
registeret i DMI at kunne registrere gebyrer med og uden en
relation til hovedkravet.
Den foreslåede regel skal ses i sammenhæng med den i nr.
5 foreslåede udvidelse af skatteministerens bemyndigelse i §
3, stk. 8, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.
Til nr. 11
Særlige regler om dækningsrækkefølgen ved modregning
og om restanceinddrivelsesmyndighedens muligheder for at
modregne følger af §§ 7-9 a og § 12, stk. 2, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige. Ved lov nr. 285 af 29. marts
2017 blev det gennem en nyaffattelse af § 8, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige præciseret, at alle for-
dringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, kan modregnes i udbetalinger fra staten.
Det følger af de almindelige modregningsbetingelser, at
modfordringen skal være retskraftig, hvilket betyder, at ho-
vedmanden (skyldneren) skal være retligt forpligtet til at op-
fylde fordringen. Modfordringen skal være retskraftig på
modregningstidspunktet, dvs. på det tidspunkt, hvor mod-
regningserklæringen kommer frem til hovedmanden.
Ved tvungen modregning indtræder virkningen af mod-
regning som udgangspunkt ved fremkomsten af modreg-
ningserklæringen, idet modregningserklæringen indeholder
et påbud, som har virkning ved fremkomsten.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er involveret i to for-
mer for modregning, nemlig modregning under inddrivelse
og modregning under opkrævning.
En fordringshaver skal ved overdragelse af en fordring ef-
ter § 3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts
2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige give alle op-
lysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens be-
stemmelse er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplys-
ning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt,
sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol,
tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.
Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til
eller mistanke om, at fordringshavers registrering af sidste
rettidige betalingsdag ikke er retvisende i det konkrete til-
fælde, har restanceinddrivelsesmyndigheden som følge af
officialmaksimen pligt til at søge datoen berigtiget hos for-
dringshaver.
Ved transporter i udbetalinger fra statslige myndigheder
kan der ske modregning, hvis betingelserne i § 28 i lov om
gældsbreve er opfyldt.
Lov om gældsbreve regulerer i § 28 således, i hvilket om-
fang en fordringshaver kan modregne sin fordring (modfor-
dringen) mod skyldneren, hvis skyldneren mod fordringsha-
veren tilsvarende har en fordring (hovedfordringen), der er
overdraget (transporteret) til en tredjemand. Ved en sådan
overførsel af hovedfordringen ophører det gensidighedsfor-
hold, der efter de almindelige modregningsregler er en be-
tingelse, for at fordringshaveren (modregneren) kan foretage
modregning over for sin skyldner (hovedmanden), jf. oven-
for.
Når fordringer overdrages til inddrivelse, medsender for-
dringshaver relevante data om fordringen. Det fremgår såle-
des af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020
om inddrivelse af gæld til det offentlige, at ved overdragelse
af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden skal for-
79
dringshaveren eller dennes repræsentant benytte skyldners
personnummer eller cvr-nummer som journalnummer. Op-
lysninger om personnummer eller cvr-nummer kan dog und-
lades, hvis fordringshaveren eller dennes repræsentant godt-
gør, at det ikke har været muligt at fremskaffe sådanne op-
lysninger. Fordringshaveren skal ved overdragelsen af for-
dringen til restanceinddrivelsesmyndigheden give alle op-
lysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens be-
stemmelse er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplys-
ning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt,
sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol,
tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved kendskab til
eller mistanke om datafejl, der kan henføres til fordringsha-
veren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, helt eller delvist kan suspendere inddrivelse af
fordringer, der efter restanceinddrivelsesmyndighedens skøn
kan være berørt af fejlen, jf. § 2, stk. 6, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Udtrykket »helt eller delvist« an-
vendes i bestemmelsen, idet der, afhængig af hvilken fejl
der er tale om, kan forekomme situationer, hvor et eller flere
inddrivelsesskridt vil kunne iværksættes, mens andre – som
følge af fejlen – ikke kan.
Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i af-
snit 2.8.2 i de almindelige bemærkninger.
Med nr. 11 foreslås som ny bestemmelse § 8 a indsat i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det foreslås med § 8 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved
modregning skal kunne lægge de datooplysninger, som for
fordringer, herunder renter og gebyrer, er registreret i restan-
ceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, til
grund, når modregningen gennemføres, efter at skyldnerens
krav på udbetaling fra det offentlige er overdraget til tredje-
mand, jf. dog stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle finde anvendelse
for alle former for modregning, hvor restanceinddrivelses-
myndigheden enten træffer afgørelsen om modregning – en-
ten med fordringer under inddrivelse eller ved intern mod-
regning med Skatteforvaltningens fordringer under opkræv-
ning – eller yder bistand til fordringshavers modregning ved
at tilbageholde beløbet og orientere skyldneren om, at for-
dringshaveren vil træffe en afgørelse om modregning.
Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden med den
foreslåede bestemmelse skal kunne anvende en for sen dato
som kontroldato ved vurdering af mulighederne for modreg-
ning i en transporteret udbetaling. Anvendelse af en senere
kontroldato end stiftelsesdatoen eller sidste rettidige beta-
lingsdato kan betyde, at en modregningsadgang ikke vurde-
res at foreligge efter § 28 i lov om gældsbreve, og at penge i
stedet udbetales til transporthaver. Derimod vil den foreslåe-
de bestemmelse ikke medføre risiko for uberettiget modreg-
ning.
Hermed vil de aktuelle udfordringer med for sene stamda-
toer (stiftelsesdato og sidste rettidige betalingsdato) blive
imødegået, idet der herved skabes hjemmel til, at disse kan
lægges til grund ved vurdering af, om der kan modregnes i
en transporteret udbetaling. Det skal hertil bemærkes, at den
foreslåede bestemmelse vil kunne medføre, at en transpor-
thaver stilles bedre end forudsat i § 28 i lov om gældsbreve.
Den foreslåede bestemmelse giver endvidere restanceind-
drivelsesmyndigheden hjemmel til at ændre datoen til eller
anvende en senere kontroldato (stiftelsesdato eller sidste ret-
tidige betalingsdato) ved vurderingen af modregningsbetin-
gelserne i § 28 i lov om gældsbreve, da en senere dato ikke
medfører risiko for uberettiget modregning. Anvendelse af
en senere kontroldato vil ikke nødvendigvis føre til den vur-
dering, at en registreret transport skal respekteres, men an-
vendelse af en senere dato sikrer en forsigtig tilgang til mod-
regning, når der er tvivl om de registrerede datooplysninger.
Restanceinddrivelsesmyndigheden søger som en del af op-
rydningsarbejdet i DMI at berigtige forkerte datooplysnin-
ger, så de svarer til stamdatofelternes betegnelser og de da-
toer, der i lovgivningen forudsættes lagt til grund for vurde-
ringen af et inddrivelsesskridt. Det skal hertil bemærkes, at
hensigten med den foreslåede bestemmelse ikke er at skabe
en ret for skyldneren, tredjemand eller fordringshaver for så
vidt angår de datoer, som restanceinddrivelsesmyndigheden
anvender ved modregning. Restanceinddrivelsesmyndighe-
den vil således fortsat kunne stille krav om, at fordringsha-
verne skal levere korrekte datooplysninger. Restanceinddri-
velsesmyndigheden vil i den forbindelse kunne berigtige da-
tooplysninger i forbindelse med flytning af fordringer fra
DMI til det nye inddrivelsessystem, PSRM. Derudover for-
ventes det ved systemtilretning i 2020 også at blive muligt
for restanceinddrivelsesmyndigheden at ændre datoerne i
DMI-systemet, hvorved en fordring kan beriges med nye
oplysninger efter den foreslåede § 8 a, stk. 2, og som heref-
ter uden risiko for uberettiget inddrivelse vil kunne anven-
des efter den foreslåede § 8 a, stk. 1. Det er derimod ikke
muligt i PSRM at ændre i de registrerede datooplysninger.
Opstår der i PSRM viden eller mistanke om fejl i datooplys-
ninger, der kan have betydning for inddrivelsen, f.eks. hvis
skyldner retter henvendelse herom, kan restanceinddrivel-
sesmyndigheden i stedet helt eller delvist suspendere inddri-
velsen efter § 2, stk. 6 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, hvorefter fordringshaveren må identificere og til-
bagekalde de berørte fordringer for herefter på ny at over-
drage disse til inddrivelse med de forudsatte data. Et sådant
tilbagekald kan indebære at eventuelle dækninger foretaget
under inddrivelse af fordringen mistes.
Hvor korrekte stamdatoer ikke er registreret, kan det ikke
udelukkes, at der vil forekomme tilfælde, hvor der ikke vil
være noget andet alternativ hertil end helt at afstå fra mod-
regning efter den foreslåede § 8 a, stk. 3, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige.
Det foreslås med § 8 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, at hvor restanceinddrivelsesmyndigheden
har mistanke om, at en registreret datooplysning medfører
risiko for uberettiget modregning, skal restanceinddrivelses-
myndigheden for den eller de fordringer, der efter restan-
ceinddrivelsesmyndighedens skøn kan være berørt af fejlen,
80
kunne anvende en senere dato eller ændre den registrerede
dato til en senere dato, der lægges til grund efter stk. 1.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at skabe
hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne
ændre ikke retvisende stamdatooplysninger til en senere da-
to eller anvende en senere kontroldato end den registrerede
datooplysning med henblik på i tilfælde med transport i en
udbetaling at undgå den risiko for uberettiget modregning,
som en for tidlig stiftelsesdato eller sidste rettidig betalings-
dato vil kunne medføre.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle finde anvendelse
for samtlige fordringer i restanceinddrivelsesmyndighedens
inddrivelsessystemer, herunder både fordringer under ind-
drivelse og fordringer under opkrævning, hvor restanceind-
drivelsesmyndigheden enten træffer afgørelse om modreg-
ning eller hvor restanceinddrivelsesmyndigheden placerer
opkrævningsfordringer til modregning i dækningsrækkeføl-
gen, og på den baggrund overfører beløb til fordringshaver
med henblik på fordringshaverens egen modregning.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes til at
ændre en for tidlig stiftelsesdato eller sidste rettidig beta-
lingsdato til en senest mulig dato, der vil kunne anvendes
som kontroldato ved vurdering af mulighederne for modreg-
ning i en transporteret udbetaling, med henblik på at der ik-
ke opstår en risiko for uberettiget modregning. Den foreslåe-
de bestemmelse vil derudover også kunne anvendes i PSRM
med henblik på at kunne anvende en senere dato, hvis der
senere måtte opstå tvivl om den registrerede dato.
Det foreslås også med den foreslåede bestemmelse, at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden skal have mulighed for at
fastholde den registrerede dato, men ved modregning anven-
de en sådan senere kontroldato. Det vil i den forbindelse
kunne være nødvendigt at anvende en senere dato eller ænd-
re datoen til en senere dato for en større population af for-
dringer, hvori én eller flere fordringer kan være registreret
med en for tidlig dato.
Den bestemmelse, der foreslås, vil kunne gøre det muligt
at ændre datoen til en senest mulig dato – eller at anvende
en sådan senere dato – for en større population af fordringer,
hvori en eller flere fordringer kan være registreret med en
for tidlig stiftelsesdato eller sidste rettidig betalingsdato.
Dette vil være nødvendigt, når det ikke lader sig gøre at af-
grænse de konkret fejlramte fordringer i en større population
af fordringer.
Den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at der foreta-
ges en vurdering af mulighederne for modregning, men det
vil af forskellige årsager kunne være vanskeligt at lægge
dage til med henblik på at muliggøre en sikker vurdering af,
om inddrivelsesbetingelserne er opfyldt. Således vil både en
for tidlig og en for sen stiftelsesdato kunne medføre udfor-
dringer i forbindelse med modregning efter konkurslovens
regler, hvorved den foreslåede bestemmelse ikke vil kunne
bringes i anvendelse. I dette tilfælde bør det overvejes at
bringe den foreslåede § 8 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige i anvendelse.
Når en datooplysning for en fordring af restanceinddrivel-
sesmyndigheden ændres til en anden dato end den, der aktu-
elt er registreret i et af inddrivelsessystemerne, vil datoop-
lysningen i senere breve, gældsopgørelser m.v. være ændret
i forhold til den datooplysning, der tidligere er anvendt i
kommunikationen med skyldneren fra restanceinddrivelses-
myndigheden og fra fordringshaver. Dette gælder, uanset
om datoen ændres til den dato, der var forudsat registreret i
det pågældende datafelt, eller blot en anden og egnet dato,
der kan anvendes efter den i dette lovforslag foreslåede § 8
a, stk. 1. Gældsstyrelsen forventes i den forbindelse på sin
hjemmeside at vejlede generelt om, at datooplysninger kan
blive ændret i tilfælde, hvor de ikke oprindeligt var udtryk
for den forudsatte dato. Derudover forventes restanceinddri-
velsesmyndigheden med en generel tekst i gældsopgørelser
fra PSRM at kunne vejlede skyldnerne om, at de registrere-
de datoer potentielt ikke i alle tilfælde er retvisende, og at
yderligere information om gælden kan fås på Gældsstyrel-
sens hjemmeside eller lignende samt ved henvendelse til
fordringshaveren. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal
derimod ikke underrette og vejlede den enkelte skyldner, når
data ændres.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke være til hinder for, at
restanceinddrivelsesmyndigheden fortsat vil kunne stille
krav om, at fordringshaverne skal levere korrekte datooplys-
ninger, og at det i forløbet for tilkobling af fordringshaveren
til PSRM og med indgåelsen af fordringshaveraftalerne sø-
ges sikret, at der ikke fremover overdrages fordringer med
for tidlige stamdatoer, der medfører risiko for uberettiget
modregning.
Det foreslås med § 8 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved
kendskab til eller mistanke om datafejl i fordringen skal
kunne beslutte, at der helt eller delvist ikke skal ske modreg-
ning i en udbetaling, hvis det under hensyntagen til tilrette-
læggelsen af restanceinddrivelsesmyndighedens drift, udbe-
talingsfristen, fordringernes beløb, fejlens karakter eller un-
dersøgelsernes kompleksitet findes hensigtsmæssigt.
Begrebet »datafejl« skal forstås på samme måde, som det
anvendes i § 2, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. Herved forstås fejl i de oplysninger, som fordrings-
haveren skal give restanceinddrivelsesmyndigheden ved
overdragelsen af fordringen.
Bestemmelsen kan anvendes for den enkelte fordring, der
således ikke dækkes ved modregning. Hvis der for skyldne-
ren er registreret andre dækningsparate fordringer, kan ud-
betalingen i stedet anvendes til modregning med disse, hvor-
ved den fejlramte fordring ikke dækkes. Det følger af § 50,
stk. 5, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Det vil først og fremmest kunne være aktuelt at bringe den
foreslåede bestemmelse i anvendelse, hvis det ikke på bag-
grund af de i inddrivelsessystemet registrerede datoer kan
vurderes, om betingelserne for modregning er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne være relevant i for-
bindelse med restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering
81
af, om der kan modregnes efter konkursloven, da denne vur-
dering kan forudsætte præcise oplysninger om fordringens
stiftelsesdato. I disse tilfælde vil det med den foreslåede be-
stemmelse være muligt ud fra en konkret vurdering ikke at
søge yderligere oplysninger fremskaffet forud for en udbeta-
ling, f.eks. fordi udbetalingsbeløbets størrelse ikke står mål
med de ressourcer, der ville skulle afsættes for at kunne
fremsøge de retvisende datooplysninger.
Betingelserne for den foreslåede bestemmelses mulighed
for at kunne undlade modregning svarer til sidste led af §
50, stk. 5, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020
om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ved modregning kan fravige
rækkefølgen i 2. pkt. for vurderingerne af fordringer ramt af
tvivl om retskraft eller datafejl eller kan beslutte, at der helt
eller delvist ikke skal ske modregning i udbetalingen, hvis
det under hensyntagen til tilrettelæggelsen af restanceinddri-
velsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen, fordringernes
beløb, fejlens karakter eller undersøgelsernes kompleksitet
findes hensigtsmæssigt.
Den foreslåede bestemmelse vil tillige kunne være rele-
vant også efter ophøret af den nuværende periode med sy-
stemmæssig paralleldrift hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, hvor både det gamle inddrivelsessystem DMI og det
nye inddrivelsessystem PSRM anvendes. Der vil således
kunne være behov for ved inddrivelsen i PSRM at kunne af-
stå fra at modregne med en fordring, hvis dette skønnes hen-
sigtsmæssigt under hensyntagen til de i bestemmelsen
nævnte forhold.
Det skal desuden bemærkes, at en fordring forsat anses for
at være under inddrivelse, og at kravet ikke er opgivet, selv
om restanceinddrivelsesmyndigheden måtte afstå fra mod-
regning på grundlag af den foreslåede bestemmelse i § 8 a,
stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det foreslås i § 8 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal kun-
ne aftale med en fordringshaver eller den, der på vegne af
denne opkræver fordringen, at de datooplysninger, der skal
gives om en fordring ved dens overdragelse til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, bliver angivet som
senere datoer end de rigtige.
Det kan eksempelvis være relevant at bringe bestemmel-
sen i anvendelse i relation til de tilfælde, hvor der som følge
af lovgivning, systemtekniske udfordringer, praksis hos
fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver for-
dringen, kan være tvivl om de rigtige datoer.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke skal
kunne medføre, at fordringen får en senere forældelsesdato.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at der
på samme måde som efter den foreslåede bestemmelse i § 8
a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke
foretages uberettiget inddrivelse i form af modregning. Be-
stemmelsen vil være relevant i forhold til tilkoblingen af
fordringshavere til PSRM, hvor der bliver aftalt for sene da-
toer ud fra et forsigtighedsprincip.
Datooplysninger knyttet til gæld under inddrivelse er i fle-
re tilfælde relevante for restanceinddrivelsesmyndighedens
administration af fordringer. Hver fordring er i inddrivelses-
systemerne registreret med stamdatoer, som skal oplyses af
fordringshaver ved overdragelse af fordringen til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Med stamdatoer forstås i denne
sammenhæng henholdsvis stiftelsesdato, periode for stiftel-
se, forfaldsdato og sidste rettidige betalingsdato. Stamdato-
erne anvendes i forbindelse med visse inddrivelsesskridt, og
de registrerede oplysninger om stiftelsesdato eller periode
kan indgå ved beskrivelse af fordringer i gældsopgørelsen
fra restanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessy-
stem, PSRM.
Når fordringer er overdraget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, skal betalingsfristen være over-
skredet, og den tidsmæssige betingelse for modregning, ud-
læg eller lønindeholdelse vil dermed være opfyldt.
Tidligere lovgivningsmæssige krav til oplysning af visse
stamdatoer er lempet, således at visse stamdatoer i dag ikke
skal oplyses i forbindelse med konkrete inddrivelsesskridt.
Bl.a. blev udfordringer med fejl i de datooplysninger (sidste
rettidige betalingsdato) imødegået ved lov nr. 551 af 29. maj
2018. Der blev ved denne lov indsat en ny bestemmelse i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i form af § 9 a,
stk. 2, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden i begrun-
delsen for en afgørelse om modregning alene er forpligtet til
at henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. En tilsvarende lempelse blev
gennemført i § 10, stk. 2, om lønindeholdelse.
Visse stamdatoer er fortsat relevante i forbindelse med
gennemførelse af inddrivelsesskridt, ligesom de registrerede
oplysninger anvendes ved beskrivelse af fordringer, der un-
dergives inddrivelse. En forkert registreret stiftelsesdato og/
eller sidste rettidige betalingsdato kan således give udfor-
dringer for en vurdering af mulighederne for at modregne i
transporterede udbetalinger, og hvis skyldner er under bobe-
handling.
I forbindelse med Skatteforvaltningens analyser af for-
dringsmassen i restanceinddrivelsesmyndighedens gamle
inddrivelsessystem DMI er det konstateret, at en række for-
dringspopulationer er registreret med stamdatoer, som ikke
umiddelbart svarer til stamdatafelternes betegnelse. De regi-
strerede datoer i DMI kan ligge både før og efter den dato,
som datafeltet efter sin betegnelse forudsættes at indeholde.
Regelgrundlaget, som de enkelte fordringshavere admini-
strerer efter, er tillige forskelligt, hvilket bidrager til yderli-
gere forskellighed i anvendelsen af stamdatoer. Nogle for-
dringshavere administrerer eksempelvis et retsgrundlag, der
indeholder en specifik angivelse af, hvad den sidste rettidige
betalingsdag for det pågældende krav er, mens andre for-
dringshavere administrerer et retsgrundlag, der ikke indehol-
der en sådan regulering.
Eksempelvis er fordringer på bødekrav og sagsomkostnin-
ger fra Rigspolitiet i DMI registreret med en stiftelsesdato,
der er udtryk for en afgørelses- eller vedtagelsesdato, selv
om et bødekrav anses for at være stiftet allerede på ger-
82
ningstidspunktet. Datoen i DMI ligger således for sent. For-
dringer overdraget fra Rigspolitiet kan også være registreret
med en for tidlig sidste rettidig betalingsdato. Dette gælder
bl.a. alle politiets bødekrav, sagsomkostninger, offererstat-
ning og konfiskationskrav, der i 2013 blev konverteret til
DMI. Datoen kan også for nyere fordringer i nogle tilfælde
ligge for tidligt, hvor den registrerede sidste rettidige beta-
lingsdato ikke er udtryk for den betalingsfrist, der er fastsat i
forbindelse med opkrævningen.
Herudover er alle fordringer i DMI på misligholdt studie-
lån registreret med den samme datooplysning i samtlige
stamdatofelter. Den registrerede datooplysning er udtryk for
enten datoen for opsigelsen af lånet eller forfald for første
tilbagebetalingsrate (»tilbagebetalingsstartdatoen«), afhæn-
gigt af om der er tale om konverterede fordringer til
EFI/DMI eller ej. Datooplysningen i stamdatafeltet for stif-
telsesdatoen ligger således senere end den dato, der er forud-
sat i målbillede for datakvalitet for tilkoblingen til PSRM.
Det er usikkert, om det er muligt at bringe data i overens-
stemmelse med målbilledet for PSRM for samtlige fordrin-
ger på misligholdt studiegæld. Fordringer i DMI vedrørende
tilbagesøgning af studiestøtte, der er udbetalt efter, at støtte-
modtager har afbrudt eller afsluttet sin uddannelse (»FM-
krav«) for flere måneder er samlet som ét krav. Den regi-
strerede stiftelsesdato kan ligge både for tidligt og for sent,
afhængigt af om der er tale om konverterede fordringer til
EFI/DMI eller ej. Desuden er den registrerede stiftelsesdato
ikke korrekt for hele kravet som følge af, at tilbagebetalings-
krav for flere måneder er samlet som ét krav.
For Skattekontoens (opkrævningssystem for virksomhe-
ders skatter og afgifter) fordringer ligger de registrerede da-
tooplysninger, herunder stiftelsesdato og sidste rettidige be-
talingsdato, i flere tilfælde senere eller tidligere end de dato-
er, der følger af det retlige grundlag. Det forekommer bl.a.
ved efterangivelser for flere perioder og for foreløbige fast-
sættelser af krav, der senere er blevet endeligt fastsat. Som
følge af en tidligere mulighed for at efterangive samlet for
flere afregningsperioder, er en del af Skattekontoens fordrin-
ger vedrørende moms, A-skat og AM-bidrag udtryk for, at
flere krav er samlet i én fordring. For fordringer vedrørende
moms medfører dette en risiko for, at den registrerede stif-
telsesdato kan ligge for sent. Den registrerede stiftelsesdato
er i disse tilfælde udtryk for den sidste dag i den sammen-
lagte periode, som angivelsen vedrører, og er ikke korrekt
for dele af kravet. For fordringer vedrørende A-skat og AM-
bidrag medfører dette en risiko for, at perioden ikke er retvi-
sende for dele af kravet, samt at stiftelsesdatoen kan ligge
for tidligt. Den registrerede stiftelsesdato er i disse tilfælde
udtryk for den sidste dag i den første af de perioder, som
den samlede angivelse vedrører, og er ikke korrekt for dele
af kravet. Det er ikke muligt at adskille kravene og registre-
re korrekte data.
Oprydningsarbejdet med henblik på konvertering af for-
dringer fra DMI til PSRM har hidtil koncentreret sig om at
bringe fordringers data i overensstemmelse med det målbil-
lede for datakvalitet, som gælder for fordringer i PSRM, og
beror på de for den enkelte fordringstype specificerede krav
til stamdatoer, der gælder i forhold til tilkoblingen af for-
dringshavere til PSRM.
Det har under oprydningsarbejdet vist sig, at det ikke i alle
tilfælde som forudsat er muligt at bringe data i overensstem-
melse med det gældende målbillede for datakvalitet i
PSRM. Årsagen hertil er, at det i mange tilfælde ikke er mu-
ligt at rekvirere korrekte oplysninger hos fordringshaverne,
eller at en sådan fremsøgning af data vil være forbundet med
uforholdsmæssigt store omkostninger og/eller kræve manu-
elle ressourcer, der ikke er til rådighed.
Det følger af § 28, 1. pkt., i lov om gældsbreve, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt kan modreg-
ne i en udbetaling, hvis den i inddrivelsessystemet registre-
rede fordring (modfordringen) er stiftet (erhvervet) før det
tidspunkt, hvor transporten kom den udbetalende myndig-
hed til kundskab. Af § 28, 2. pkt., følger imidlertid, at hvis
modfordringen var uforfalden på kundskabstidspunktet, kan
modregning dog kun ske forud for dækning af transportha-
vers ret til betaling, hvis fordringen forfalder senest samtidig
med udbetalingen. Hvis den registrerede stiftelsesdato og/
eller sidste rettidige betalingsdato ligger for sent, kan en
transporthaver blive stillet bedre end forudsat, så transporten
dækkes forud for en modfordring, der kunne være dækket
ved en berettiget modregning. Hvis en eller begge datoer
derimod ligger for tidligt, kan transporthaver blive stillet
dårligere end forudsat, så fordringer uberettiget modregnes
forud for dækning af transporthavers ret til betaling. Det gi-
ver derfor problemer i forhold til at foretage korrekt inddri-
velse, at restanceinddrivelsesmyndigheden i nogle tilfælde
ikke kan stole på de registrerede stamdata.
Tilsvarende gør sig gældende ved vurderingen af en mod-
regningsadgang, når skyldneren er under konkurs, fordi en
korrekt modregning efter reglerne forudsætter kendskab til
stiftelsesdatoen, jf. konkurslovens § 42. Af konkurslovens §
42 følger, at både modfordringen, dvs. den fordring, der er
under inddrivelse i forhold til skyldneren, og hovedfordrin-
gen, dvs. skyldnerens krav mod det offentlige, skal være
stiftet enten senest på fristdagen eller i perioden mellem
fristdagen og klokkeslættet for afsigelse af konkursdekretet.
Konkurslovens § 42 finder også anvendelse ved modregning
i forbindelse med anden bobehandling end konkurs, jf. kon-
kurslovens § 12 g om rekonstruktion (i stedet for konkursde-
kretets afsigelse træder rekonstruktionsbehandlingens ind-
ledning, og i modsætning til konkurs kræves, at modfordrin-
gen er forfalden), § 201 om gældssanering (i stedet for kon-
kursdekretets afsigelse træder gældssaneringssagens indled-
ning) og § 70, stk. 4, i lov om skifte af dødsboer om insol-
vente dødsboer (i stedet for tidspunktet for konkursdekretets
afsigelse træder tidspunktet for skifterettens afgørelse om
insolvensbehandling ved anvendelse af konkurslovens § 42).
Modregning i forbindelse med en skyldners bobehandling
kan dermed forudsætte præcise oplysninger om stiftelsesda-
toen, der ved en konkurs skal kunne placeres korrekt i for-
hold til henholdsvis fristdag og konkursdekretets afsigelse.
Både en for sen og for tidlig registreret stiftelsesdato kan
derfor skabe udfordringer for restanceinddrivelsesmyndig-
83
heden i forhold til at håndtere modregning i bobehandlings-
sager.
På baggrund heraf foreslås det at indsætte en ny bestem-
melse i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, § 8 a,
der bl.a. har til formål at sikre, at det bliver muligt at kon-
vertere fordringer fra DMI til PSRM trods datafejl, når dette
ikke medfører risiko for ulovlig inddrivelse, og at det bliver
muligt at medtage for sene stamdatoer ved konverteringen af
fordringer fra DMI til PSRM. Den foreslåede bestemmelse,
der lemper kravene til de registrerede stamdatoer, er derfor
af afgørende betydning for konverteringspotentialet, da det i
flere tilfælde ikke er muligt at indhente præcise datooplys-
ninger.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.8.
Det fremgår af § 4 a, stk. 1, i lov om offentlige betalinger
m.v., at oplysninger i det register, der er nævnt i § 4, stk. 1,
om udbetalinger fra offentlige myndigheder, kan videregi-
ves til et af Skatteforvaltningen administreret inddrivelses-
system med henblik på modregning i gæld til det offentlige.
Det er i praksis restanceinddrivelsesmyndigheden, der an-
vender det nævnte inddrivelsessystem. Hvis et beløb skal
udbetales af en offentlig myndighed til en fysisk eller jurid-
isk person, der har gæld til det offentlige, kan Skatteforvalt-
ningen – i praksis restanceinddrivelsesmyndigheden – an-
mode om, at udbetalingsbeløbet overføres til Skatteforvalt-
ningen med henblik på hel eller delvis modregning i udbeta-
lingsbeløbet. Hvis Skatteforvaltningen gør dette, udbetales
beløbet ikke fra den udbetalende myndighed til betalings-
modtageren, jf. § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger
m.v. Når beløbet overføres til Skatteforvaltningen, bliver det
registreret som ét samlet beløb i én udbetalingstype uden
særskilt angivelse af hovedstol og de eventuelle renter, der
måtte være tilskrevet hovedstolen. Ved overførslen af udbe-
talingen til Skatteforvaltningen efter stk. 2 anses betaling at
være foretaget med frigørende virkning for den udbetalende
myndighed, jf. stk. 3.
Hvis udbetalingsbeløbet efter overførslen til Skatteforvalt-
ningen, jf. § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v.,
modregnes med en fordring, der er under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, træffes afgørelsen
om modregning af restanceinddrivelsesmyndigheden. Mod-
regnes udbetalingsbeløbet med en fordring under opkræv-
ning, for hvilken den udbetalende myndighed også er for-
dringshaver, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, træffes modregningsafgø-
relsen af fordringshaveren, uden at restanceinddrivelses-
myndigheden er involveret. I de tilfælde, hvor et udbeta-
lingsbeløb fra Skatteforvaltningen modregnes med en for-
dring under opkrævning, for hvilken Skatteforvaltningen og-
så er fordringshaver, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, træffes afgørelsen
om modregning dog af restanceinddrivelsesmyndigheden ef-
ter delegation fra Skatteforvaltningen. I andre tilfælde, hvor
udbetalingsbeløbet modregnes med en fordring under op-
krævning, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, faciliterer restanceinddrivel-
sesmyndigheden modregningen ved indledningsvist at an-
vende beløbet, der i modsat fald ville være blevet udbetalt til
skyldnerens NemKonto eller en anden konto, jf. § 4 a, stk. 2,
i lov om offentlige betalinger m.v., til modregning med for-
dringer fra den relevante fordringshaver, men det er for-
dringshaveren selv, der herefter træffer afgørelsen om mod-
regning og meddeler skyldneren denne afgørelse. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden underretter i den forbindelse
skyldneren om, at der vil blive gennemført modregning, og
markerer, hvilke fordringer skyldneren efterfølgende fra for-
dringshaveren vil modtage en modregningsafgørelse om.
Restanceinddrivelsesmyndigheden underretter parallelt for-
dringshaveren om, at der skal udsendes en modregningsaf-
gørelse til skyldneren.
Lovgivningen, der regulerer udbetalingsbeløbet, kan inde-
holde regler om forrentning af udbetalingsbeløbet, hvis be-
løbet udbetales senere end en lovfæstet frist. Eksempelvis
forrentes overskydende skat, jf. kildeskattelovens § 62, stk.
1, med godtgørelse efter stk. 2, der udbetales efter den 1.
september i året efter indkomståret, med en simpel rente
svarende til renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk.
2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned, jf.
kildeskattelovens § 62, stk. 3, 2. pkt. Ligeledes følger det af
kildeskattelovens § 62 A, stk. 3, 2. pkt., at det beløb, der ef-
ter 1. pkt. udbetales som følge af en ændret årsopgørelse,
forrentes med en simpel rente svarende til renten i henhold
til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procent-
point pr. påbegyndt måned fra den 1. september i året efter
indkomståret.
Da den udbetalende myndighed, der har overført udbeta-
lingsbeløbet til Skatteforvaltningen, anses for at have betalt
med frigørende virkning, jf. § 4 a, stk. 3, i lov om offentlige
betalinger m.v., er det fra og med overførselstidspunktet
Skatteforvaltningen (i praksis restanceinddrivelsesmyndig-
heden), der beregner og udbetaler de yderligere renter, som
den fysiske eller juridiske person måtte have krav på. Hvis
der efter gennemført modregning er et overskydende beløb,
udbetales dette af Skatteforvaltningen som udbetalende
myndighed, jf. § 4 a, stk. 4.
Lovgivningen, der regulerer fordringer under opkrævning
hos fordringshaveren, kan ligeledes indeholde regler om for-
rentning af ubetalte fordringer. Eksempelvis følger det af
kildeskattelovens § 63, 1. pkt., at et beløb, som en skatte-
pligtig efter kildeskatteloven skal indbetale til det offentlige,
og som ikke er blevet betalt rettidigt, forrentes med en rente,
der udgør renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2,
med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra for-
faldsdagen.
Fordringer, der af fordringshaveren er overdraget til ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, forrentes ef-
ter reglerne i § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Det følger heraf, at fordringer under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med
undtagelse af bøder, forrentes med en årlig rente svarende til
renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten til-
skrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. For fordringer, der tilhører re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, tilskrives renten fra den 1. i
måneden efter den måned, hvori fordringen er stiftet.
84
Modregnes et udbetalingsbeløb med en fordring, der er
under opkrævning eller inddrivelse, forrentes udbetalingsbe-
løbet og de beløb, der modregnes med, til og med den dato,
hvor modregningsafgørelsen kommer frem til skyldneren, jf.
ovenfor om modregningsafgørelsers virkningstidspunkt.
Med nr. 11 foreslås som ny bestemmelse § 8 b indsat i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det foreslås i § 8 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at hvis der i medfør af anden lovgiv-
ning skal beregnes renter af et beløb, der af det offentlige
skal udbetales til en fysisk eller juridisk person, og udbeta-
lingsbeløbet inklusive eventuelle renter med henblik på
modregning med fordringer under opkrævning eller inddri-
velse er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden i hen-
hold til § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v., be-
regner og udbetaler restanceinddrivelsesmyndigheden de
eventuelle yderligere renter, som den fysiske eller juridiske
person måtte have krav på tidligst fra og med restanceind-
drivelsesmyndighedens modtagelse af udbetalingsbeløbet.
Ved »tidligst fra og med« restanceinddrivelsesmyndighe-
dens modtagelse af udbetalingsbeløbet forstås, at forrent-
ning ikke i alle tilfælde vil kunne kræves fra modtagelsen. I
nogle tilfælde vil renterne påløbe pr. begyndt måned (dette
er eksempelvis tilfældet for overskydende skat), og dermed
kan den udbetalende myndighed have forrentet beløbet for
den måned, hvori udbetalingen modtages af restanceinddri-
velsesmyndigheden. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden
modtager en udbetaling af overskydende skat den 3. i en
måned, vil restanceinddrivelsesmyndigheden derfor kunne
lægge til grund, at den udbetalende myndighed har beregnet
rente frem til udgangen af måneden. Tidspunktet for restan-
ceinddrivelsesmyndighedens »modtagelse« af udbetalings-
beløbet vil i praksis ofte blive registreret til at være den dag,
hvor restanceinddrivelsesmyndigheden modtager meddelel-
se fra fordringshaveren om, at udbetalingsbeløbet overføres.
Hvis den udbetalende myndighed anvender en praksis, som
giver mulighed for at identificere et mere præcist modtagel-
sestidspunkt, vil den udbetalende myndighed kunne aftale
med restanceinddrivelsesmyndigheden, hvilken dag der hos
restanceinddrivelsesmyndigheden skal registreres som mod-
tagelsesdatoen.
Det er ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse at
foreslå at ændre på gældende ret, idet det allerede følger af §
4 a, stk. 3, i lov om offentlige betalinger m.v., at betaling an-
ses at være foretaget med frigørende virkning for den udbe-
talende myndighed, når der er sket overførsel af en udbeta-
ling til Skatteforvaltningen efter stk. 2, ligesom det følger af
stk. 4, at ved udbetaling af et eventuelt overskydende beløb
efter gennemført modregning anses Skatteforvaltningen som
udbetalende myndighed. Ved den foreslåede bestemmelse
foreslås det dog præciseret, at dette indebærer, at det efter
overførslen er Skatteforvaltningen (i praksis restanceinddri-
velsesmyndigheden), der har til opgave at beregne og udbe-
tale de yderligere renter, som den fysiske eller juridiske per-
son måtte have krav på fra og med restanceinddrivelsesmyn-
dighedens modtagelse af udbetalingsbeløbet.
Det foreslås i § 8 b, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden
kan vælge at beregne renter af det samlede udbetalingsbe-
løb, selv om dette beløb måtte være overført uden særskilt
angivelse af hovedstol og renter.
Selv om risikoen for, at der hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden beregnes rente af allerede tilskrevne renter, aktuelt
kun er konstateret ved udbetaling af overskydende skatter,
er den foreslåede bestemmelse ikke begrænset til at omfatte
overskydende skatter. Dette skyldes, at det ikke kan udeluk-
kes, at samme problemstilling kan vise sig aktuel for andre
udbetalingstyper.
Den foreslåede bestemmelse foreslås affattet som en
»kan-bestemmelse«. Efter den foreslåede bestemmelse vil
restanceinddrivelsesmyndigheden få hjemmel til at kunne
vælge at beregne renter af det samlede udbetalingsbeløb,
men vil derimod ikke give skyldneren et retskrav herpå.
Baggrunden herfor er, at den foreslåede bestemmelse har til
formål at give restanceinddrivelsesmyndigheden mulighed
for at beregne rente af hele udbetalingsbeløbet, når admini-
strative og ressourcemæssige hensyn taler herfor. Hvis der
f.eks. er tale om et særligt stort udbetalingsbeløb, hvorfor
den manuelle gennemgang heraf ikke vil være forbundet
med uforholdsmæssige ressourcer i forhold til rentes rente-
beløbet, kan restanceinddrivelsesmyndigheden derfor vælge
i stedet at foretage en manuel gennemgang af udbetalingsbe-
løbet med henblik på at opdele udbetalingsbeløbet i hoved-
stol og renter, så den yderligere rente kan beregnes af ho-
vedstolen. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal ved an-
vendelsen af den foreslåede bestemmelse iagttage den for-
valtningsretlige lighedsgrundsætning, således at den foreslå-
ede bestemmelse ikke anvendes vilkårligt.
Den foreslåede bestemmelse omfatter ethvert tilfælde,
hvor et udbetalingsbeløb håndteres af restanceinddrivelses-
myndigheden. Den foreslåede bestemmelse vil således også
give mulighed for at beregne rente af det samlede udbeta-
lingsbeløb i tilfælde, hvor udbetalingsbeløbet opstår som
følge af nedskrivning, tilbagekald m.v. af en tidligere dæk-
ket fordring. Ligeledes vil den foreslåede bestemmelse finde
anvendelse, uanset om udbetalingsbeløbet, der skal modreg-
nes i, er overført fra Skatteforvaltningen eller en anden myn-
dighed.
Baggrunden for den foreslåede regel er, at det i forbindel-
se med arbejdet med den nye modregningsløsning og tilkob-
ling af udbetaling af overskydende skat er konstateret, at der
ikke i alle tilfælde kan beregnes en korrekt rente i de tilfæl-
de, hvor lovgivningen vedrørende udbetalingsbeløbet fore-
skriver, at udbetalingsbeløbet skal tilskrives en simpel rente
(dvs. uden rentes rente). Dette skyldes, at udbetalinger, der
overføres til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik
på modregning, altid overføres som ét samlet beløb uden
særskilt angivelse af hovedstol og eventuelle renter. Hvis
det overførte udbetalingsbeløb indeholder allerede beregne-
de renter, vil tilskrivning af yderligere renter beregnet af det
samlede udbetalingsbeløb medføre, at der beregnes renter af
allerede tilskrevne renter (rentes rente).
85
Problemet er foreløbigt konstateret for udbetalinger vedrø-
rende overskydende skat, jf. kildeskattelovens § 62, stk. 1,
der med procenttillæg, jf. stk. 2, forrentes med en simpel
rente, jf. stk. 3. Når sådanne udbetalinger overføres til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, overføres det som ét samlet
beløb. Beløbet overføres i den forbindelse automatisk fra
SLUT-systemet, hvori årsopgørelsen med den overskydende
skat er dannet. Det er konstateret, at det overførte beløb i
nogle tilfælde kan bestå af både en overskydende skat (og/
eller tilbagebetaling af en tidligere opkrævet restskat) med
procenttillæg, jf. stk. 2, samt renter, jf. stk. 3, af disse beløb.
Da beløbet imidlertid overføres uden særskilt angivelse af
hovedstol og eventuelle renter, risikeres der ved yderligere
forrentning at blive beregnet rentes rente. Derved ydes den
skattepligtige en større rentegodtgørelse end forudsat i kil-
deskatteloven. Det er ikke muligt ved en automatisk rente-
beregning på grundlag af de registrerede oplysninger at tage
højde for, om en udbetaling indeholder renter. En vurdering
heraf vil forudsætte manuelle opslag for hver enkelt udbeta-
ling.
Med henblik på at afdække problemstillingens omfang og
økonomiske konsekvenser gennemførte restanceinddrivel-
sesmyndigheden i foråret 2019 en stikprøveundersøgelse af
100 udbetalinger af overskydende skat, der havde en samlet
værdi af 6,5 mio. kr., hvoraf der i perioden fra og med den
1. april 2018 til og med den 1. april 2019 var beregnet rente
i DMI-systemet. Stikprøven blev gennemført ved manuelle
opslag for den enkelte udbetaling, hvorved det kunne afgø-
res, om der var beregnet rentes rente og i givet fald med
hvilket beløb.
Stikprøveundersøgelsen viste, at der af dette samlede be-
løb var beregnet i alt 48.000 kr. i rente, hvoraf rentes rente
udgjorde under 3.000 kr. Stikprøveundersøgelsen viste der-
udover, at 83 af de 100 udbetalinger var overført med allere-
de beregnede renter, og at der således var beregnet rentes
rente for 83 pct. Af de undersøgte udbetalinger. Rentes rente
udgjorde for en enkelt udbetaling helt ned til 0,02 kr. og ud-
gjorde for ca. 43 pct. Af de 83 udbetalinger mindre end 2 kr.
Stikprøveundersøgelsen viste endvidere, at den manuelle
gennemgang og udsøgning af eventuelle rentebeløb i en ud-
betaling var forbundet med et tidsforbrug på ca. 30-45 min.
Der blev i perioden fra og med den 1. april 2018 til og med
den 1. april 2019 beregnet rentegodtgørelse af ca. 11.500
udbetalinger vedrørende overskydende skat i DMI. En ma-
nuel gennemgang af et sådant antal udbetalinger vil på års-
basis hos restanceinddrivelsesmyndigheden være forbundet
med et ikke uvæsentligt ressourceforbrug, der vil forudsætte
flere årsværk. Henset til, at rentes rente-beløbet som nævnt
ovenfor ofte er af beskeden størrelse, vil en manuel gennem-
gang af udbetalingen med henblik på at undgå rentes rente i
de fleste tilfælde være uforholdsmæssigt ressourcekrævende
sammenholdt med den yderligere rente (rentes rente), der på
baggrund af stikprøven vil være resultatet ved at fastholde
den nuværende praksis i DMI. Den foreslåede bestemmelse
har derfor til formål at forenkle lovgivningen om forrentning
af udbetalingsfordringer og de beløb, der modregnes med,
for at sikre, at lovgivningen giver restanceinddrivelsesmyn-
digheden mulighed for at beregne renter af hele udbetalings-
beløbet, når f.eks. udbetalingsbeløbets størrelse gør, at en
manuel gennemgang heraf vil være uforholdsmæssigt res-
sourcekrævende.
Det foreslås i § 8 b, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at hvis udbetalingsbeløbet anvendes til mod-
regning med en eller flere fordringer, der er under opkræv-
ning eller inddrivelse, foretages forrentningen af udbeta-
lingsbeløbet, jf. stk. 1, og de beløb, der modregnes med, til
og med den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden
træffer beslutning om, at der vil blive gennemført modreg-
ning.
Den foreslåede bestemmelse foreslås efter ordlyden at
skulle finde anvendelse ved modregning, »hvor restanceind-
drivelsesmyndigheden beslutter, at der vil blive gennemført
modregning.« Bestemmelsen vil således skulle finde anven-
delse, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgø-
relse om modregning med fordringer under inddrivelse, jf. §
7, stk. 1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bestemmelsen vil endvidere skulle finde anvendelse ved
modregning med andre fordringer under opkrævning, jf. § 7,
stk. 1, nr. 3, idet restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne
tilfælde faciliterer modregningen ved at anvende udbeta-
lingsbeløbet til modregning med fordringer fra den relevante
fordringshaver, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden
underretter skyldneren om, at der vil blive gennemført mod-
regning, og markerer, hvilke fordringer skyldneren efterføl-
gende fra fordringshaveren vil modtage en modregningsaf-
gørelse om. Bestemmelsen vil endelig skulle finde anven-
delse, når udbetalingsbeløbet, for hvilket Skatteforvaltnin-
gen er udbetalende myndighed, modregnes med en fordring
under opkrævning, for hvilken Skatteforvaltningen også er
fordringshaver, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, idet restanceinddrivel-
sesmyndigheden i sådanne tilfælde med intern modregning
træffer modregningsafgørelsen efter delegation fra Skatte-
forvaltningen. Derimod vil bestemmelsen ikke skulle finde
anvendelse i de tilfælde, hvor intern modregning efter § 7,
stk. 1, nr. 1, foretages af andre end Skatteforvaltningen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forrentnin-
gen af udbetalings- og modregningsbeløbet foretages til og
med den dag, hvor »restanceinddrivelsesmyndigheden træf-
fer beslutning om, at der vil blive gennemført modregning«.
Beslutningsdagen vil i praksis være den dag, hvor restan-
ceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om modreg-
ning (for ovennævnte modregningstilfælde, hvor restan-
ceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelsen herom, jf. §
7, stk. 1, nr. 1 og 2) eller opretter meddelelse til skyldneren
om, at der vil blive gennemført modregning (for ovennævn-
te modregningstilfælde, hvor fordringshaveren træffer afgø-
relsen om modregning, jf. § 7, stk. 1, nr. 3). Det vil således
være datoen for restanceinddrivelsesmyndighedens modreg-
ningsafgørelse eller oprettelse af meddelelse til skyldneren
om, at der vil blive gennemført modregning, der er afgøren-
de for, hvornår der ikke længere foretages forrentning af ud-
betalings- og modregningsbeløbet, uanset hvornår afgørel-
sen eller meddelelsen afsendes af restanceinddrivelsesmyn-
digheden og kommer frem til skyldneren, og uanset hvornår
86
en modregningsafgørelse fra fordringshaveren kommer frem
til skyldneren.
Bestemmelsen foreslås ifølge ordlyden kun at skulle finde
anvendelse, hvis udbetalingsbeløbet anvendes til modreg-
ning, dvs. hvis der gennemføres modregning. Som nævnt
ovenfor har en modregningsafgørelse virkning fra og med
erklæringens fremkomst til skyldneren som følge af erklæ-
ringens påbudsvirkning. Hvis der ikke kan gennemføres
modregning, fordi modregningsafgørelsen truffet af for-
dringshaveren eller restanceinddrivelsesmyndigheden ikke
kan meddeles skyldneren (fordi skyldneren ikke er tilsluttet
eller er fritaget for Digital Post, og skyldnerens adresse er
ukendt, eller modregningserklæringen kommer retur fra en
oplyst adresse), vil restanceinddrivelsesmyndighedens mod-
regningsafgørelse eller oprettelse af meddelelse til skyldne-
ren om, at der vil blive gennemført modregning, derfor ikke
indebære, at der ikke længere skal foretages forrentning af
udbetalings- og modregningsbeløbet.
Baggrunden for den foreslåede regel er, at udbetalings- og
modregningsbeløbet forrentes til og med den dato, hvor
modregningsafgørelsen kommer frem til skyldneren. Denne
dato kendes dog ikke af restanceinddrivelsesmyndigheden
(eller fordringshaveren, hvis modregningsafgørelsen træffes
af denne), når skyldneren ikke er tilsluttet eller er fritaget for
Digital Post, jf. §§ 3 og 5 i lov om Digital Post fra offentlige
afsendere, og modregningsafgørelsen derfor skal meddeles
til skyldneren via fysisk brev. I sådanne tilfælde vil restan-
ceinddrivelsesmyndigheden derfor ikke med sikkerhed kun-
ne foretage en korrekt renteberegning. Den foreslåede regel
har derfor til formål at sikre, at forrentning af udbetalingsbe-
løbet foretages til og med en dato, der kan fastslås af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, der i medfør af den foreslåede
bestemmelse i § 8 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige skal beregne og udbetale renterne.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.11.
Til nr. 12
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsa-
get af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver
den pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens § 22.
Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler,
i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf. forvaltningslo-
vens § 24, stk. 1, og om fornødent en kort redegørelse for de
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvalt-
ningslovens § 24, stk. 2.
Ved siden af forvaltningslovens regler om begrundelses-
pligt gælder de indholdskrav, der kan udledes af ombuds-
mandens praksis vedrørende principperne om god forvalt-
ningsskik. Principperne om god forvaltningsskik har i nogle
tilfælde et bredere anvendelsesområde end begrundelses-
pligten i forvaltningslovens §§ 22-24 og kan også finde an-
vendelse ved faktisk forvaltningsvirksomhed.
Om kravene til en begrundelses indhold kan det generelt
anføres, at de oplysninger, som offentlige myndigheder
kommunikerer til borgere og virksomheder, skal være fyl-
destgørende og korrekte. Restanceinddrivelsesmyndigheden
har derfor behov for oplysninger om de fordringer, som
overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden, for at kunne beskrive fordringen tilstrækkeligt og
korrekt over for skyldner og andre.
I øvrigt må udstrækningen af myndighedernes begrundel-
sespligt i henhold til forvaltningsloven som udgangspunkt
afgøres konkret i den enkelte sag.
Med nr. 12 foreslås som ny bestemmelse § 9 b indsat i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det foreslås med § 9 b, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden i med-
delelser, afgørelser, tilsigelser, underretninger m.v. til skyld-
ner skal kunne beskrive fordringer samt renter og gebyrer
heraf ud fra de datooplysninger, der er registreret i inddri-
velsessystemet.
Formålet med den foreslåede regel er at give restanceind-
drivelsesmyndigheden mulighed for at anvende de registre-
rede stamdatoer i kommunikationen med skyldneren, selv
om stamdatoerne ikke i alle tilfælde er udtryk for den kor-
rekte dato. En sådan kommunikation kan være i form af
meddelelser, afgørelser, tilsigelser, underretninger og andre
lignende henvendelser til skyldneren.
Det vil i praksis betyde, at f.eks. Rigspolitiets bøder, kon-
fiskationskrav og sagsomkostninger m.v. skal kunne beskri-
ves med henvisning til den registrerede stiftelsesdato, som
dog i virkeligheden er udtryk for en vedtagelses- eller doms-
dato.
Derudover vil eksempelvis et sammenlagt krav på A-skat
vedrørende flere perioder kunne beskrives med henvisning
til den registrerede periode, selv om denne er udtryk for den
første af de sammenlagte perioder og dermed ikke er retvi-
sende for hele kravet.
Der vil endvidere kunne være behov for at beskrive for-
dringer på studielån med en periode på én dag, hvis for-
dringshaveren ikke kan oplyse den korrekte periode for
samtlige fordringer. Datoen i alle datafelter er således ud-
tryk for samme dato, eksempelvis opsigelsesdatoen.
Der vil i forbindelse med anvendelsen af den bestemmel-
se, der foreslås, skulle tages visse hensyn til skyldneren, der
fortsat bør kunne identificere de krav, der omfattes af f.eks.
en afgørelse om lønindeholdelse eller et udlæg.
Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse også vil skul-
le omfatte den situation, hvor de registrerede stamdatoer an-
vendes i tilfælde, hvor der med henblik på at undgå uberetti-
get inddrivelse er lagt dage til den registrerede dato, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 8 a, stk. 2, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, der er nærmere beskrevet ovenfor.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil omfatte alle typer
af skriftlig kommunikation fra restanceinddrivelsesmyndig-
heden, herunder i forbindelse med udlæg. Den foreslåede
bestemmelse vil særligt få betydning for fordringer, der er
modtaget til inddrivelse i DMI, idet datakvaliteten i forbin-
delse med forløbet for tilkobling af fordringshavere til det
nye inddrivelsessystem, PSRM, søges sikret fremadrettet.
Det kan dog ikke udelukkes, at der også fremadrettet kan
87
ske fejlregistrering i enkelte tilfælde, hvorfor bestemmelsen
foreslås generelt formuleret.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på, at det fortsat
som udgangspunkt er fordringshavernes ansvar, at de regi-
strerede data for fordringer overdraget til inddrivelse er kor-
rekte. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i forbindelse
hermed kræve, at korrekte datoer oplyses af fordringshaver
både i forbindelse med tilkoblingen af fordringshavere til
PSRM og ved oprydningsarbejdet i DMI.
Fordringshaver og restanceinddrivelsesmyndigheden vil
ofte have anvendt de i DMI registrerede stamdatoer i tidlige-
re kommunikation med skyldneren, hvorfor det forventes, at
skyldneren fortsat vil være i stand til at genkende de fordrin-
ger, der kommunikeres om, selv om datoerne ikke i alle til-
fælde måtte være retvisende. Det bemærkes hertil, at beteg-
nelserne stiftelsesdato og -periode ikke anvendes i gældsop-
gørelsen fra PSRM, men at datoerne fra datafelterne med
disse betegnelser vil blive indsat i en samlet beskrivelse af
fordringen, f.eks. som »Opkrævningsgebyr af [stiftelsesda-
to]« eller »Medielicens for [periode]«.
Restanceinddrivelsesmyndigheden forventer med en gene-
rel tekst i gældsopgørelser fra PSRM at kunne vejlede
skyldnerne om, at de registrerede datoer potentielt ikke i alle
tilfælde er retvisende, og at yderligere information om gæl-
den kan fås på Gældsstyrelsens hjemmeside, via en portal-
løsning eller lignende samt ved henvendelse til fordringsha-
veren.
Det skal endvidere bemærkes, at de datoer, der kan kom-
munikeres efter den foreslåede bestemmelse, ikke har betyd-
ning for fordringernes retskraft eller lovligheden af inddri-
velsesskridt, men alene angår restanceinddrivelsesmyndig-
hedens muligheder for at redegøre for fordringerne i skriftli-
ge meddelelser og afgørelser ved anvendelse af de registre-
rede datoer. Den foreslåede bestemmelse skal i den forbin-
delse ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i
§ 8 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter
for sene stamdatoer skal kunne anvendes som kontroldatoer
ved modregning i en transporteret udbetaling.
Det skal hertil bemærkes, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden ikke af egen drift har pligt til at indhente supplerende
oplysninger om fordringer fra fordringshaveren, medmindre
skyldneren selv retter henvendelse herom.
En række fordringer i restanceinddrivelsesmyndighedens
gamle inddrivelsessystem DMI er registreret på en måde, så
de ikke umiddelbart kan beskrives med en henvisning til det
retlige grundlag, som fordringerne beror på. Dette skyldes
bl.a., at flere fordringer med forskellige retsgrundlag er regi-
streret under samme fordringstype, mens beskrivelsen i an-
dre tilfælde er udfordret, som følge af at flere fordringer er
lagt sammen til én fordring.
Derudover er det i visse tilfælde konstateret, at renter og
gebyrer ikke i alle tilfælde kan beskrives med en henvisning
til hovedkravet, da dette ikke er oplyst af fordringshaveren.
Eksempelvis er fordringer på bødekrav og sagsomkostnin-
ger fra Rigspolitiet i DMI registreret med en stiftelsesdato,
der er udtryk for en afgørelses- eller vedtagelsesdato, selv
om et bødekrav anses for at være stiftet allerede på ger-
ningstidspunktet. Datoen i DMI ligger således for sent. For-
dringer overdraget fra Rigspolitiet kan også være registreret
med en for tidlig sidste rettidig betalingsdato. Datoen kan
også for nyere fordringer i nogle tilfælde ligge for tidligt,
hvor den registrerede sidste rettidige betalingsdato ikke er
udtryk for den betalingsfrist, der er fastsat i forbindelse med
opkrævningen.
Herudover er alle fordringer i DMI på misligholdt studie-
lån registreret med den samme datooplysning i samtlige
stamdatofelter. Den registrerede datooplysning er udtryk for
enten datoen for opsigelsen af lånet eller forfald for første
tilbagebetalingsrate (”tilbagebetalingsstartdatoen”), afhæn-
gigt af om der er tale om konverterede fordringer til
EFI/DMI eller ej. Datooplysningen i stamdatafeltet for stif-
telsesdatoen ligger således senere end den dato, der er forud-
sat i målbillede for datakvalitet for tilkoblingen til PSRM.
Det er usikkert, om det er muligt at bringe data i overens-
stemmelse med målbilledet for PSRM for samtlige fordrin-
ger på misligholdt studiegæld. Fordringer i DMI vedrørende
tilbagesøgning af studiestøtte, der er udbetalt efter, at støtte-
modtager har afbrudt eller afsluttet sin uddannelse (”FM-
krav”) for flere måneder er samlet som ét krav. Den registre-
rede stiftelsesdato kan ligge både for tidligt og for sent, af-
hængigt af om der er tale om konverterede fordringer til
EFI/DMI eller ej. Desuden er den registrerede stiftelsesdato
ikke korrekt for hele kravet, som følge af at tilbagebetalings-
krav for flere måneder er samlet som ét krav.
For Skattekontoens (opkrævningssystem for virksomhe-
ders skatter og afgifter) fordringer ligger de registrerede da-
tooplysninger, herunder stiftelsesdato og sidste rettidige be-
talingsdato, i flere tilfælde senere eller tidligere end de dato-
er, der følger af det retlige grundlag. Det forekommer bl.a.
ved efterangivelser for flere perioder og for foreløbige fast-
sættelser af krav, der senere er blevet endeligt fastsat. Som
følge af en tidligere mulighed for at efterangive samlet for
flere afregningsperioder, er en del af Skattekontoens fordrin-
ger vedrørende moms, A-skat og AM-bidrag udtryk for, at
flere krav er samlet i én fordring. For fordringer vedrørende
moms medfører dette en risiko for, at den registrerede stif-
telsesdato kan ligge for sent. Den registrerede stiftelsesdato
er i disse tilfælde udtryk for den sidste dag i den sammen-
lagte periode, som angivelsen vedrører, og er ikke korrekt
for dele af kravet. For fordringer vedrørende A-skat og AM-
bidrag medfører dette en risiko for, at perioden ikke er retvi-
sende for dele af kravet, samt at stiftelsesdatoen kan ligge
for tidligt. Den registrerede stiftelsesdato er i disse tilfælde
udtryk for den sidste dag i den første af de perioder, som
den samlede angivelse vedrører, og er ikke korrekt for dele
af kravet. Det er ikke muligt at adskille kravene og registre-
re korrekte data.
Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af datafejl i afsnit
2.8.2 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås med § 9 b, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, at skatteministeren skal kunne fastsætte
nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens be-
skrivelse af fordringer samt renter og gebyrer i afgørelser,
88
meddelelser, underretninger m.v. til skyldner og andre, her-
under regler om de oplysninger, der skal meddeles heri.
Det vil i praksis være relevant på grundlag af den foreslåe-
de bestemmelse at fastsætte regler i tilfælde, hvor det på
baggrund af de registrerede oplysninger i inddrivelsessyste-
met er nødvendigt at beskrive fordringen på anden vis end
normalt forudsat for det pågældende krav. Dette vil f.eks.
være relevant for sammenlagte krav, der er oversendt som
én fordring, samt for fordringer, der er registreret i en gene-
risk fordringstype, når der ikke for det pågældende krav er
oprettet en særskilt fordringstype.
Derudover vil den foreslåede bestemmelse gøre det muligt
at fastsætte nærmere regler om beskrivelse af fordringer
uden særskilt angivelse af hovedkrav og rente og af fordrin-
ger vedrørende flere perioder, ligesom det i andre tilfælde
vil være nødvendigt at kunne beskrive renter og gebyrer
uden oplysning om hovedkravet. Hertil kommer muligheden
for at kunne lave en generisk beskrivelse af gæld til en for-
dringshaver, når der er tale om fordringer i en fordringstype,
der rummer fordringer efter flere forskellige retsgrundlag.
Den foreslåede bestemmelse omfatter tillige tilfælde, hvor
det er nødvendigt at kunne beskrive renter og gebyrer uden
oplysning om hovedkravet. Dette kan dels blive nødvendigt
for så vidt angår gebyrer, der forudsættes overdraget til ind-
drivelse som særskilte hovedkrav. Derudover vil det være
relevant, hvis konverterings- og inddrivelsesparate hoved-
krav forudsættes konverteret til PSRM, mens relaterede ik-
keinddrivelsesparate underfordringer (renter og gebyrer) ef-
terlades i DMI.
Ved fastsættelsen af regler efter den foreslåede bestem-
melse skal der foretages en afvejning, der sikrer, at skyldne-
ren på baggrund af de samlede oplysninger i gældsopgørel-
ser m.v. fortsat modtager tilstrækkelige oplysninger til at
identificere kravet, samtidig med at restanceinddrivelses-
myndigheden kan basere inddrivelsen på de stamdatooplys-
ninger, der er til rådighed i inddrivelsessystemet. Det skal
hertil bemærkes, at skyldneren uanset den foreslåede be-
stemmelse fortsat vil have muligheden for at kontakte for-
dringshaveren for yderligere information om gælden, så-
fremt der måtte være behov for dette.
Da der kan være forskel på funktionalitet i og beskrivelse
af fordringer i den kommunikation, der udgår fra restan-
ceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer (DMI,
PSRM og SAP 38), forudsættes det, at den foreslåede be-
stemmelse skal kunne anvendes til at fastsætte regler for
hvert inddrivelsessystem for sig.
På nuværende tidspunkt er der forskel på, hvilke stamda-
toer der vises i gældsopgørelser fra henholdsvis DMI og
PSRM. Da PSRM blev udviklet, er det således lagt til grund,
at datoer var retvisende, og derfor er der medtaget de oplys-
ninger, der blev vurderet tilstrækkelige og nødvendige, her-
under periode eller stiftelsesdato for fordringen samt evt.
supplerende beskrivelsestekst, hvor en sådan er aftalt mel-
lem restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringshaverne i
forbindelse med tilslutningsprocessen.
Nogle fordringshavere sender kun sjældent fordringer til
inddrivelse, ligesom ikke alle potentielle fordringer kan for-
udses og beskrives på forhånd. Der forventes derudover og-
så i PSRM at være behov for en eller flere fordringstyper,
der kan rumme fordringer under en mere generisk fordrings-
typetekst. Det kan eksempelvis være tilfældet for visse civi-
le krav.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.8.
Til nr. 13
I § 10, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
er bestemt, at fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, med tillæg af renter, gebyrer og
andre omkostninger kan inddrives ved lønindeholdelse,
medmindre andet følger af bilag 1.
I bilag 1, afsnit I, er der fra adgangen til lønindeholdelse
gjort en undtagelse for civilretlige fordringstyper. I litra a,
nr. i-vi, er der dog fastsat en række undtagelser til denne
undtagelse:
i. Bibliotekers krav på erstatning for udlånsmateriale,
som skyldner har beskadiget eller ikke har afleveret
efter sit hjemlån. Det er dog en betingelse, at skyld-
ner skriftligt har anerkendt kravet, medmindre kravet
vedrører erstatning for udlånsmateriale, der ikke er
afleveret af skyldner, og det pågældende bibliotek
tilbyder en kvittering ved aflevering af lånte materia-
ler.
ii. Fordringer, der udspringer af en garanti, som for-
dringshaver har stillet for en boligtagers kontrakt-
mæssige forpligtelser over for ejendommens ejer til
at istandsætte boligen ved fraflytning.
iii. Statens regreskrav efter § 10 a, stk. 5, i lov om ar-
bejdsskadesikring, § 1 a, stk. 2, i lov om erstatning
til tilskadekomne værnepligtige m.fl. og § 17 i lov
om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, i det
omfang statens regreskrav mod skadevolderen kan
tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478.
iv. Andre fordringer end de i nr. iii nævnte, der ifølge
lovgivningen tilkommer en fordringshaver omfattet
af denne lov. Det er dog en forudsætning, at de be-
tingelser, der ifølge den pågældende lovgivning stil-
les, for at kravet tilkommer fordringshaver, er op-
fyldt.
v. Krav på erstatning, hvis kravet kan tvangsfuldbyrdes
efter retsplejelovens § 478.
vi. Underholdsbidrag.
Det foreslås i nr. 13, at der i § 10, stk. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige indsættes et 2. pkt., der be-
stemmer, at et gebyr, der af restanceinddrivelsesmyndighe-
den behandles som hovedkrav, jf. de foreslåede bestemmel-
ser i § 2, stk. 10, 3. og 4. pkt., kan inddrives ved lønindehol-
delse, selv om det vedrører et hovedkrav, der ikke kan ind-
drives ved lønindeholdelse, jf. bilag 1.
Det vil være tilfældet, hvis hovedkravet er et civilretligt
krav, der ikke omfattes af en af undtagelserne i bilag 1, af-
snit I, litra a, nr. i-vi.
89
Det i nr. 13 foreslåede 2. pkt. i § 10, stk. 1, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige skal således omfatte dels
gebyrer, der af restanceinddrivelsesmyndigheden skal be-
handles som selvstændige hovedkrav, fordi der ved overdra-
gelsen af gebyret ikke er givet restanceinddrivelsesmyndig-
heden oplysning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, jf.
den foreslåede regel i § 2, stk. 10, 2. pkt., dels gebyrer, om
hvilke fordringshaveren ved deres overdragelse til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden har givet oplysning om, hvilket
hovedkrav gebyret vedrører, jf. den foreslåede regel i § 2,
stk. 10, 1. pkt., og for hvilke restanceinddrivelsesmyndighe-
den har besluttet, at de fremover under inddrivelsen skal be-
handles som selvstændige hovedkrav.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.
Til nr. 14
I § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er be-
stemt, at fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, med tillæg af renter, gebyrer og andre
omkostninger kan inddrives ved udpantning, medmindre an-
det følger af bilag 1.
I bilag 1, afsnit II, er der fra adgangen til udpantning gjort
en undtagelse for civilretlige fordringstyper. I litra a, nr. i-vi,
er der dog fastsat en række undtagelser til denne undtagelse:
i. Bibliotekers krav på erstatning for udlånsmateriale,
som skyldner har beskadiget eller ikke har afleveret
efter sit hjemlån. Det er dog en betingelse, at skyld-
ner skriftligt har anerkendt kravet, medmindre kravet
vedrører erstatning for udlånsmateriale, der ikke er
afleveret af skyldner, og det pågældende bibliotek
tilbyder en kvittering ved aflevering af lånte materia-
ler.
ii. Fordringer, der udspringer af en garanti, som for-
dringshaver har stillet for en boligtagers kontrakt-
mæssige forpligtelser over for ejendommens ejer til
at istandsætte boligen ved fraflytning.
iii. Statens regreskrav efter § 10 a, stk. 5, i lov om ar-
bejdsskadesikring, § 1 a, stk. 2, i lov om erstatning
til tilskadekomne værnepligtige m.fl. og § 17 i lov
om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, i det
omfang statens regreskrav mod skadevolderen kan
tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478.
iv. Andre fordringer end de i nr. iii nævnte, der ifølge
lovgivningen tilkommer en fordringshaver omfattet
af denne lov. Det er dog en forudsætning, at de be-
tingelser, der ifølge den pågældende lovgivning stil-
les, for at kravet tilkommer fordringshaver, er op-
fyldt.
v. Krav på erstatning, hvis kravet kan tvangsfuldbyrdes
efter retsplejelovens § 478.
vi. Underholdsbidrag.
Det foreslås i nr. 14, at der i § 11 i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes et 2. pkt., der bestemmer, at
et gebyr, der af restanceinddrivelsesmyndigheden behandles
som hovedkrav, jf. de foreslåede bestemmelser i § 2, stk. 10,
3. og 4. pkt., kan inddrives ved udpantning, selv om det ved-
rører et hovedkrav, der ikke kan inddrives ved udpantning,
jf. bilag 1.
Det vil være tilfældet, hvis hovedkravet er et civilretligt
krav, der ikke omfattes af en af undtagelserne i bilag 1, af-
snit II, litra a, nr. i-vi.
Det i nr. 14 foreslåede 2. pkt. i § 11 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige skal således omfatte dels gebyrer,
der af restanceinddrivelsesmyndigheden skal behandles som
selvstændige hovedkrav, fordi der ved overdragelsen af ge-
byret ikke er givet restanceinddrivelsesmyndigheden oplys-
ning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, jf. den foreslå-
ede regel i § 2, stk. 10, 2. pkt., dels gebyrer, om hvilke for-
dringshaveren ved deres overdragelse til restanceinddrivel-
sesmyndigheden har givet oplysning om, hvilket hovedkrav
gebyret vedrører, jf. den foreslåede regel i § 2, stk. 10, 1.
pkt., og for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden har be-
sluttet, at de fremover under inddrivelsen skal behandles
som selvstændige hovedkrav.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.
Til nr. 15
Forældelsen af fordringer er reguleret af forældelsesloven,
medmindre andet følger af særlige bestemmelser i anden
lov.
Forældelsesfristerne regnes ifølge forældelseslovens § 2,
stk. 1, fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren
kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet føl-
ger af andre bestemmelser. Er der indrømmet skyldneren lø-
bedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling an-
ses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalings-
fristens udløb, jf. § 2, stk. 2.
I § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er bestemt, at hovedkrav og dets tilhørende rente
eller renter, der alle er under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, i relation til forældelse udgør et for-
dringskompleks, hvor alle fordringer har samme forældel-
sesdato, uanset om hovedkravet eller dets tilhørende rente
eller renter op- eller nedskrives, efter at de er kommet under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Forældel-
sesdatoen for fordringskomplekset er ifølge 2. pkt. den til
enhver tid gældende forældelsesdato for hovedkravet, efter
at dette kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden.
I § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige er fastsat, at for fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden er forældelsesfristen 3 år, selv
om hovedkravet, inden det kom under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, havde en længere forældel-
sesfrist, eller der, før eller efter at fordringen kom under ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er opnået et
retsgrundlag som nævnt i forældelseslovens § 5, stk. 1, jf.
dog § 18 a, stk. 5, 2. og 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. For private underholdsbidrag og regioner
og kommuners privatretlige fordringer gælder dog den for-
ældelsesfrist, der var gældende ved fordringens modtagelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, eller som under ind-
90
drivelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden måtte blive
opnået efter forældelseslovens § 5, stk. 1. Denne forældel-
sesfrist gælder også for tilhørende renter under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Forældelsesfristen for fordringer omfattet af forældelses-
loven kan afbrydes efter reglerne i forældelseslovens kapitel
5, ligesom foreløbig afbrydelse kan ske efter reglerne i kapi-
tel 6. Afbrydelse af forældelsesfristen kan bl.a. ske ved
skyldners erkendelse af gældsforpligtelsen (§ 15), retslige
skridt foretaget af fordringshaver (§ 16), indgivelse af kon-
kursbegæring m.v. eller anmeldelse af fordringen i et kon-
kursbo m.v. (§ 17) eller indgivelse af anmodning om udlæg
til fogedretten, pantefogedens gennemførelse af udlægsfor-
retning eller restanceinddrivelsesmyndighedens underret-
ning til skyldner om lønindeholdelse eller modregning (§
18). Efter afbrydelsen løber en ny forældelsesfrist, hvis
længde bestemmes efter reglerne i forældelsesloven, jf. for-
ældelseslovens § 19, stk. 1. Er forældelsesfristen reguleret i
en særlov, kan særloven have bestemt en anden frist efter af-
brydelsen eller eventuelt en anden afbrydelsesmåde, jf. for-
ældelseslovens § 28.
Bestemmelserne i § 18 a, stk. 2-6, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige blev sat i kraft ved bekendtgørelse nr.
1332 af 9. december 2019 om ikrafttræden af § 1, nr. 1, 11
og 17-20, og §§ 3-8 i lov om ændring af lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, lov om retsafgifter og forskellige
andre love (Forenkling af regler om forældelseshåndtering,
modregning ved transporter, flere skyldnere på samme for-
dring, eftergivelse og afskrivning, retsafgift m.v.), men fin-
der fra ikrafttrædelsen alene anvendelse for fordringer i re-
stanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessystem,
PSRM. Samtidig blev det tidligere stk. 2 til stk. 7, og be-
stemmelsens ordlyd blev ændret, jf. nedenfor.
I § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er det nu – for fordringer i PSRM – bestemt, at for
de hovedkrav, der nævnes i stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævn-
te rente, der først blev modtaget til inddrivelse, de opskriv-
ningsfordringer og renter, der nævnes i stk. 2, 7. pkt., de for-
dringer, der nævnes i stk. 6, og disses renter og de i § 3 B,
stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte gebyrer, der overdrages til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden af fordringshaveren eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
indtræder forældelse tidligst 3 år efter fordringens modtagel-
se hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3. og 4.
pkt. Fristen på 3 år regnes fortsat fra det i 1. pkt. nævnte
modtagelsestidspunkt, selv om fordringen tilbagesendes til
fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver
fordringen, jf. 2. pkt. Overdrages en fordring, der er tilbage-
sendt som anført i 2. pkt., atter til restanceinddrivelsesmyn-
digheden, regnes fristen på 3 år fra det første modtagelses-
tidspunkt, jf. 3. pkt. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter ikke
fordringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat særlige reg-
ler, der vil være til hinder for en foreløbig afbrydelse, jf. 4.
pkt. Ordlyden i 1. pkt. har været gældende siden den 17. de-
cember 2019, og den finder alene anvendelse for fordringer i
inddrivelsessystemet PSRM, jf. bekendtgørelse nr. 1332 af
9. december 2019 om ikrafttræden af § 1, nr. 1, 11 og 17-20,
og §§ 3-8 i lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, lov om retsafgifter og forskellige andre love
(Forenkling af regler om forældelseshåndtering, modregning
ved transporter, flere skyldnere på samme fordring, eftergi-
velse og afskrivning, retsafgift m.v.).
§ 18 a, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge bestemmer, at hvis lønindeholdelse ikke kan ske, fordi
restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at skyldneren er
uden den betalingsevne, der er nødvendig for at foretage
lønindeholdelse, eller fordi skyldneren modtager en ind-
komst, hvori lønindeholdelse som følge af indkomstens art
ikke kan ske, kan restanceinddrivelsesmyndigheden træffe
afgørelse om, at inddrivelsen er stillet i bero, og at forældel-
sen af de fordringer, der fremgår af afgørelsen, er afbrudt
med virkning fra afgørelsesdatoen. Den nye forældelsesfrist
regnes fra afgørelsesdatoen. Inden afgørelsen træffes, sender
restanceinddrivelsesmyndigheden et forslag til afgørelse til
skyldneren med en frist for denne på mindst 21 dage regnet
fra forslagets dato til at fremkomme med eventuelle be-
mærkninger til forslaget.
§ 18 a, stk. 8, blev sat i kraft ved bekendtgørelse nr. 1332
af 9. december 2019 om ikrafttræden af § 1, nr. 1, 11 og
17-20, og §§ 3-8 i lov om ændring af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, lov om retsafgifter og forskellige an-
dre love (Forenkling af regler om forældelseshåndtering,
modregning ved transporter, flere skyldnere på samme for-
dring, eftergivelse og afskrivning, retsafgift m.v.), men fin-
der fra ikrafttrædelsen alene anvendelse for fordringer i re-
stanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessystem,
PSRM.
Efter § 18 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige regnes forældelsesfristen for fordringer inklusive
renter, gebyrer og andre omkostninger, der den 19. novem-
ber 2015 eller senere er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, tidligst fra den 20. november 2018.
Det foreslås i nr. 15, at der i § 18 a, stk. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige foretages den ændring, at
»2018« ændres til »2021«. Med ændringen vil det i bestem-
melsen være bestemt, at for fordringer inklusive renter, ge-
byrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015
eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. no-
vember 2021.
Den eneste ændring i bestemmelsen vil således være, at
forældelsesfristen tidligst regnes fra den 20. november 2021
i stedet for den 20. november 2018.
Det vil derfor stadig være en betingelse for forældelsesud-
skydelsen, at en fordring, der var under inddrivelse den 19.
november 2015, var retskraftig denne dato. For udenlandske
fordringer under inddrivelse i Danmark gælder fortsat, at be-
stemmelsen alene har betydning, hvis forældelsen af den
udenlandske fordring er undergivet dansk forældelseslov-
givning.
Det foreslåede nye starttidspunkt for forældelsesfristen –
den 20. november 2021 – vil indebære, at forældelse heref-
91
ter tidligst vil kunne indtræde torsdag den 21. november
2024.
Bestemmelsen i § 18 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige blev indsat med § 1, nr. 1, i lov nr. 1253 af
17. november 2015. Det fremgår af bemærkningerne til be-
stemmelsen, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 18 som
fremsat, side 4, at den skulle give restanceinddrivelsesmyn-
digheden mere tid til i interimsperioden med udviklingen af
det nye inddrivelsessystem at udføre inddrivelsesarbejdet,
der som følge af ingen eller meget begrænset systemunder-
støttelse, efter at systemunderstøttelsen fra EFI blev suspen-
deret den 8. september 2015, i en periode i vidt omfang ville
skulle foregå manuelt og dermed ville være betydeligt mere
tids- og ressourcekrævende. Hertil kom, at der kunne rejses
tvivl om, hvorvidt alle de forældelsesdatoer, der var registre-
ret i systemet DMI, var korrekte. Restanceinddrivelsesmyn-
digheden ville med bestemmelsen få mulighed for – uden at
der indtrådte yderligere utilsigtet forældelse – at gennemgå
de fordringer, der ikke lovligt ville kunne inddrives som føl-
ge af tvivl om deres korrekte opgørelse og fortsatte retskraft.
I indledningen på side 2 anføres, at Skatteudvalget i maj
2014 blev orienteret om utilsigtet forældelse af krav for 902
mio. kr. for 2012 og 2013 (SAU 2013-14, Alm. Del – bilag
199), og en særlig orientering til Skatteudvalget i marts
2015 omtaler yderligere forældelse for 1,3 mia. kr. for 2014
(SAU 2014-15 (1. samling), Alm. Del – bilag 134). Der er i
orienteringerne taget forbehold for yderligere utilsigtet for-
ældelse for årene 2013 og 2014 og fremadrettet.
Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 9, stk. 5, i
lovforslag nr. L 26, Folketingstidende 2019-20, A, L 26 som
fremsat, side 128, at den forældelsesudskydelse, som § 18 a,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har gi-
vet fordringer, der den 19. november 2015 var eller senere
er kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, idet forældelsesfristen for disse fordringer tidligst
regnes fra den 20. november 2018, formentlig vil være util-
strækkelig til at kunne nå en forældelsesafbrydelse af samtli-
ge de fordringer, for hvilke forældelsen vil indtræde den 23.
november 2021, medmindre forældelsen forinden afbrydes.
Det anføres endvidere, at med forslaget om et fordringskom-
pleks, jf. reglen i § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, vil forældelsesfristen for fordringer, der på
dagen for ikrafttræden af den bestemmelse, der foreslås i
lovforslagets § 1, nr. 18, om indførelsen af fordringskom-
plekset, er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, som udgangspunkt skulle regnes fra den 20. no-
vember 2018, jf. ovenfor, og dermed vil antallet af fordrin-
ger, for hvilke forældelse vil indtræde den 23. november
2021, medmindre forældelsen forinden er afbrudt, blive for-
øget i forhold til det antal, der følger af gældende regler. Det
anføres, at det derfor vil være nødvendigt at overveje, om
den forældelsesudskydelse, som et samlet Folketing bakke-
de op om med vedtagelsen af lovforslag nr. L 18 den 12. no-
vember 2015, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 18 som
fremsat, skal forlænges, så utilsigtet forældelse af fordringer
kan undgås.
Oprydningsarbejdet i det gamle inddrivelsessystem DMI
har vist sig at være forbundet med betydelige vanskelighe-
der, hvorfor der med lovforslagets § 1, nr. 24 foreslås regler,
der skal muliggøre en forlængelse af perioden med system-
mæssig paralleldrift.
Konvertering af fordringer fra DMI til det nye inddrivel-
sessystem, PSRM, forudsætter, at fordringshaveren er til-
koblet PSRM. Denne tilkoblingsproces har også vist sig at
være mere tidskrævende end forudsat.
Restanceinddrivelsesmyndighedens gennemgang og ma-
nuelle retskraftvurdering af de såkaldte »grå fordringer« –
dvs. fordringer med tvivl om retskraften – forventes ikke af-
sluttet før udgangen af 2021, og fordringer konverteres ikke,
før retskraften er fastslået.
En udsøgning i november 2019 har vist, at der i perioden
til og med den 20. november 2018 i inddrivelsessystemet
DMI er modtaget ca. 23,9 mio. fordringer – med en kurs-
værdi på 24,9 mia. kr. – der aktuelt er vurderet retskraftige
eller er modtaget efter ikrafttrædelsen af § 18 a, stk. 1, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige om udskydelse af
forældelsen. Heraf har op til 14,1 mio. fordringer en foræl-
delsesfrist på 3 år, og disse fordringer kan dermed potentielt
forældes den 23. november 2021. Derudover er der i DMI
efter den 20. november 2018 modtaget yderligere ca. 3,4
mio. fordringer – med en kursværdi på ca. 4,3 mia. kr. – der
tilsvarende har en 3-årig forældelsesfrist.
En forældelsesudskydelse har afgørende betydning for
mulighederne for at håndtere fordringsmassen og undgå util-
sigtet forældelse den 23. november 2021. Uden en sådan
forlængelse er der risiko for utilsigtet forældelse af fordrin-
ger i både DMI og det nye inddrivelsessystem, PSRM.
Størstedelen af fordringsmassen vil således med den gæl-
dende bestemmelse i § 18 a, stk. 1, bortfalde ved forældelse
den 23. november 2021. Det forventes ikke muligt at afbry-
de forældelsen af den samlede fordringsmasse i DMI, der i
november 2019 indeholdt ca. 26,7 mio. fordringer. DMI un-
derstøtter således ikke bl.a. lønindeholdelse, der er et vigtigt
forældelsesafbrydelsesskridt, og forældelsesafbrydelsen af
fordringer i DMI er således forbundet med langt større kom-
pleksitet og ressourceanvendelse end for fordringer i PSRM.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden inden den 23. no-
vember 2021 skal gennemføre forældelsesafbrydelse for
størstedelen af fordringsmassen i DMI, vil det inden for de
nuværende rammer være forbundet med betydelige manuel-
le ressourcer, som vil skulle tages fra andre opgaver.
Derudover vil de nye regler om et fordringskompleks, jf. §
18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, få
betydning for forældelse af fordringer efter konvertering.
Med ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 9, stk. 5, i lov nr. 1110
af 13. november 2019 vil fordringers forældelsesfrist ved
konvertering som udgangspunkt skulle regnes fra den 20.
november 2018, og forældelsesfristen vil for flere fordrings-
typer i medfør af § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige blive reduceret til 3 år, der senest regnes fra
konverteringsdatoen. Det gælder f.eks. fordringer på for-
92
skudsvist udlagte underholdsbidrag, der p.t. har en forældel-
sesfrist på 10 år.
Endelig var der i november 2019 i DMI ca. 5,5 mio. for-
dringer af fordringstypen forskudsvist udlagte underholdsbi-
drag – med en nominel værdi på ca. 9,8 mia. kr. – der er ind-
stillet til konvertering med de regler, der foreslås i nærvæ-
rende lovforslag.
Dermed opstår der ved konvertering i 2021 og fremefter
risiko for utilsigtet forældelse i PSRM, da det må anses for
meget usikkert, om alle konverterede fordringer kan nå at
blive inkluderet i eksisterende indsatser og dermed opnå en
forældelsesafbrydelse.
Når fordringer flyttes fra DMI til PSRM, vil disse fordrin-
ger blive omfattet af de regler, der er gældende i PSRM.
Hvis § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige om fordringskomplekset på datoen for konvertering
alene er sat i kraft i PSRM, er forældelsesdatoen for det kon-
verterede hovedkrav og dets tilhørende rente eller renter
(»fordringskomplekset«) den for hovedkravet i DMI gæl-
dende forældelsesdato på tidspunktet for konverteringen.
Har hovedkravet ved konvertering mere end én forældelses-
dato i DMI, er forældelsesdatoen for fordringskomplekset
den tidligste af disse datoer. Forældelsesfristen er dog højst
3 år regnet fra konverteringen for de fordringer, der er om-
fattet af § 18 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.
Til nr. 16
Det følger af § 18 a, stk. 2, 9. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at de renter, der nævnes i § 3 B, stk.
1, 1. pkt., når de er under inddrivelse, i relation til forældelse
anses som hovedkrav, der ikke indgår i noget fordringskom-
pleks.
Det fremgår af § 3 B, stk. 1, 1. pkt., at renter og gebyrer,
der opkræves af Skatteforvaltningen, og renter og gebyrer,
der opkræves af en fordringshaver via fordringshaversyste-
mer, der anvender et saldoprincip, med hensyn til forældelse
behandles som selvstændige hovedkrav, efter at restanceind-
drivelsesmyndigheden har modtaget dem til inddrivelse,
uden at det i forbindelse med overdragelsen er oplyst, hvil-
ket hovedkrav renterne eller gebyrerne vedrører.
Det følger af § 18 a, stk. 2, 10. pkt., at det hovedkrav og
de renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., udgør et for-
dringskompleks efter 1. pkt.
Det foreslås i nr. 16, at § 18 a, stk. 2, 9. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige nyaffattes, så det af be-
stemmelsen vil fremgå, at hvis en eller flere renter, der i
medfør af § 3 B, stk. 1, 1. pkt., skal behandles som selvstæn-
dige hovedkrav med hensyn til forældelse eller i medfør af
en beslutning truffet i henhold til § 3 D, stk. 1, skal behand-
les som selvstændige hovedkrav, i restanceinddrivelsesmyn-
dighedens inddrivelsessystem er registreret som én rentefor-
dring, udgør den registrerede rentefordring hovedkravet i et
fordringskompleks efter 1. pkt., hvor forældelsesdatoen for
fordringskomplekset er den forældelsesdato, der gælder for
renten eller renterne i den registrerede rentefordring, eller
den tidligste forældelsesdato, hvis den registrerede rentefor-
dring indeholder flere renter med forskellige forældelsesda-
toer.
Den foreslåede nyaffattelse har til formål at tage hensyn
til, at systemindretningen af PSRM forudsætter, at en regi-
streret rentefordring, uanset om denne består af én eller flere
renter, har én og samme forældelsesdato. Dette vil i praksis
ofte kræve, at renterne indgår i et fordringskompleks. Det
forhold, at den registrerede rentefordring udgør hovedkravet
i et fordringskompleks, vil således bl.a. sikre, at der kun ind-
træder forældelsesafbrydelse for den registrerede rentefor-
dring, hvis afbrydelsen omfatter hele den registrerede rente-
fordring, jf. § 18 a, stk. 2, 4. pkt. Dette sikrer, at der ikke ef-
terfølgende kan opstå forskellige forældelsesdatoer for den
registrerede rentefordring – hvilket som nævnt ikke vil kun-
ne systemunderstøttes af PSRM – hvis en forældelsesafbry-
delse kun omfatter en del af den registrerede rentefordring.
Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis skyldneren erkender, jf.
forældelseslovens § 15 om afbrydelse ved erkendelse, en del
af den registrerede rentefordring, men samtidig tilkendegi-
ver, at den anden del af den registrerede rentefordring ikke
erkendes. Det sikres endvidere, at den registrerede rentefor-
dring omfattes af den foreløbige forældelsesudskydelse efter
§ 18 a, stk. 7, 1. pkt., der bl.a. omfatter hovedkrav nævnt i
stk. 2. Da det som nævnt ikke fremgår af inddrivelsessyste-
met, om en registreret rentefordring består af én eller flere
renter, og da der af hensyn til systemindretningen af PSRM
også kun må gælde én forældelsesdato for en registreret ren-
tefordring bestående af én rente, foreslås den foreslåede be-
stemmelse også at skulle finde anvendelse, når en registreret
rentefordring kun består af én rente, selv om fordringskom-
plekset i dette tilfælde kun vil bestå af én rente.
Fordringskompleksreglerne i § 18 a, stk. 2 og 3, blev sat i
kraft ved bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019 om
ikrafttræden af § 1, nr. 1, 11 og 17-20, og §§ 3-8 i lov om
ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov
om retsafgifter og forskellige andre love (Forenkling af reg-
ler om forældelseshåndtering, modregning ved transporter,
flere skyldnere på samme fordring, eftergivelse og afskriv-
ning, retsafgift m.v.), men finder alene anvendelse for for-
dringer i PSRM. Renter, der konverteres fra DMI til PSRM
sammen med et hovedkrav, vil derfor fra og med konverte-
ringstidspunktet have samme forældelsesdato som hoved-
kravet, jf. § 18 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Derimod vil renter, der under inddrivelsen
i DMI måtte blive skilt fra hovedkravet som følge af en be-
slutning truffet i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 3
D, stk. 1, ikke få den samme forældelsesdato som hovedkra-
vet, hvis renterne på et senere tidspunkt konverteres til
PSRM. Dette skyldes, at reglerne om fordringskomplekset
ikke anvendes på fordringer i DMI, jf. ovenfor. Hvis renter,
der er registreret som én rentefordring, havde forskellige
forældelsesdatoer før konverteringen til PSRM, vil renterne
efter gældende regler således også have dette efter konverte-
ringen til PSRM, hvilket som nævnt ovenfor ikke kan hånd-
teres af PSRM. Den foreslåede regel har til formål at hånd-
93
tere dette ved at sikre, at sådanne renter vil udgøre deres
eget fordringskompleks efter § 18 a, stk. 2, 1. pkt., hvor for-
ældelsesdatoen for fordringskomplekset er den tidligste for-
ældelsesdato, der er gældende for de enkelte renter i den re-
gistrerede rentefordring. Da samme udfordring gør sig gæl-
dende i forhold til de renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 1.
pkt., foreslås det samme at skulle gælde for disse renter.
Den foreslåede regel vil – både i forhold til renter, der skal
behandles som selvstændige hovedkrav med hensyn til for-
ældelse i medfør af § 3 B, stk. 1, 1. pkt., og renter, der vil
skulle behandles som selvstændige hovedkrav i medfør af en
beslutning truffet i henhold til den foreslåede regel i § 3 D,
stk. 1 – stille skyldneren bedre i forhold til forældelse, idet
den tidligst mulige forældelsesdato vil blive gældende for
den registrerede rentefordring, når denne udgør hovedkravet
i et fordringskompleks.
Baggrunden for forslaget er, at de renter, der som følge af
en beslutning truffet i medfør af den foreslåede bestemmelse
i § 3 D, stk. 1, skal behandles som selvstændige hovedkrav,
i forbindelse med overdragelsen til inddrivelse vil være op-
lyst at vedrøre et hovedkrav. Fordringshaveren vil således
ved overdragelsen have registreret renterne med en relation
til et hovedkrav, med henblik på at restanceinddrivelses-
myndigheden kan håndtere og beskrive renterne sammen
med hovedkravet. Typisk vil én registreret rentefordring i
inddrivelsessystemet bestå af flere renter. Hvis renterne
under opkrævning påløber dagligt, kan fordringshaveren
f.eks. have opgjort renterne ved udgangen af hver måned,
hvorved én registreret rentefordring i inddrivelsessystemet
kan være udtryk for de daglige renter for én måned. I andre
tilfælde påløber renter under opkrævning pr. påbegyndt må-
ned frem til en bestemt dato, og fordringshaveren kan i så-
danne tilfælde have opgjort renterne samlet på denne dato.
Dette ses f.eks. for renter af restskat, hvor der ved ændring
af en årsopgørelse vil blive beregnet renter fra den 1. sep-
tember i året efter indkomståret og frem til udskrivning af
den ændrede årsopgørelse, jf. kildeskattelovens § 62 A, stk.
1, 3. pkt. Det fremgår ikke af de registrerede oplysninger i
inddrivelsessystemet, om en registreret rentefordring består
af én eller flere renter.
Hvor restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 3 D, stk. 1, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige måtte beslutte, at renter skal be-
handles som selvstændige hovedkrav, vil renterne herefter
ikke kunne bortfalde accessorisk ved hovedkravets forældel-
se. Renternes selvstændige forældelsesdatoer vil dog ikke
herved blive ændret, og én registreret rentefordring i DMI
kan dermed fortsat have mere end én gældende forældelses-
dato, hvis den registrerede rentefordring består af flere ren-
ter. Reglerne i § 18 a, stk. 2, om et fordringskompleks med
én forældelsesdato for et hovedkrav og dets tilhørende renter
finder således ikke anvendelse i DMI. Som følge af de særli-
ge regler om forældelse af fordringer under inddrivelse vil
renter i én registreret rentefordring dog på nuværende tids-
punkt som udgangspunkt også i DMI have én og samme for-
ældelsesdato. Efter § 18 a, stk. 1, regnes forældelsesfristen
således tidligst fra den 20. november 2018, der i lovforsla-
gets § 1, nr. 15, foreslås ændret til den 20. november 2021.
Derudover følger det af § 18 a, stk. 2, i affattelsen af lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige før ikrafttrædelsen af §
1, nr. 19, i lov nr. 1110 af 13. november 2019 den 17. de-
cember 2019, hvor reglen i § 18 a, stk. 2, om foreløbig af-
brydelse af forældelsen af fordringer, der modtages hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, blev nyaffattet som § 18 a,
stk. 7, der dog alene finder anvendelse for PSRM, at foræl-
delse tidligst indtræder 3 år efter restanceinddrivelsesmyn-
dighedens modtagelse af fordringen. For fordringer, der er
modtaget i DMI til og med den 16. december 2019, vil der
derfor være opnået en foreløbig afbrydelse af forældelsen.
Det foreslås endvidere, at § 18 a, stk. 2, 10. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige nyaffattes, så det af be-
stemmelsen også vil fremgå, at gebyrer, der som følge af en
beslutning truffet i medfør af § 3 D, stk. 1, skal behandles
som selvstændige hovedkrav, med tilhørende renter udgør et
fordringskompleks efter 1. pkt.
Hvis der er mere end ét gebyr, der er berørt af tvivl om
retskraften eller kendskab til eller mistanke om datafejl, og
som følge heraf af restanceinddrivelsesmyndigheden beslut-
tes at skulle behandles som selvstændige hovedkrav, vil
hvert af disse udgøre et selvstændigt fordringskompleks
med deres tilhørende renter.
De foreslåede ændringer skyldes den i lovforslagets § 1,
nr. 6, foreslåede regel, hvorefter der med § 3 D, stk. 1, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås indsat en ny
bestemmelse om, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan
beslutte, at renter eller gebyrer fremover af restanceinddri-
velsesmyndigheden behandles som selvstændige hovedkrav,
hvis der for renterne eller gebyrerne, der er under inddrivel-
se hos restanceinddrivelsesmyndigheden og vedrører et ho-
vedkrav, der også er under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, er kendskab til eller mistanke om data-
fejl, der er til hinder for inddrivelse, eller tvivl om retskraf-
ten, og der for hovedkravet ikke er kendskab til eller mistan-
ke om sådanne datafejl eller tvivl om retskraften.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.6.
Til nr. 17
I § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er det bestemt, at for de hovedkrav, der nævnes i
stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først blev mod-
taget til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og renter, der
nævnes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og
disses renter og de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte geby-
rer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden af
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter
fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. dog § 18 a, stk. 7, 3. og 4. pkt. Fristen på 3 år regnes
fortsat fra det i 1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv
om fordringen tilbagesendes til fordringshaveren eller den,
der på dennes vegne opkræver fordringen, jf. 2. pkt. Over-
drages en fordring, der er tilbagesendt som anført i 2. pkt.,
atter til restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på
3 år fra det første modtagelsestidspunkt, jf. 3. pkt. Bestem-
94
melsen i 1. pkt. omfatter ikke fordringer, for hvilke der i
EU-retten er fastsat særlige regler, der vil være til hinder for
en foreløbig afbrydelse, jf. 4. pkt.
Ordlyden i § 18 a, stk. 7, 1. pkt., har været gældende siden
den 17. december 2019, og den finder alene anvendelse for
fordringer i inddrivelsessystemet PSRM, jf. bekendtgørelse
nr. 1332 af 9. december 2019 om ikrafttræden af § 1, nr. 1,
11 og 17-20, og §§ 3-8 i lov om ændring af lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, lov om retsafgifter og for-
skellige andre love (Forenkling af regler om forældelses-
håndtering, modregning ved transporter, flere skyldnere på
samme fordring, eftergivelse og afskrivning, retsafgift m.v.).
Det foreslås i nr. 17, at ordlyden i § 18 a, stk. 7, 1. pkt.,
ændres, således at det bestemmes, at for de hovedkrav, der
nævnes i stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først
blev modtaget til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og
renter, der nævnes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes
i stk. 6, og disses renter og de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt.,
nævnte gebyrer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyn-
digheden af fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, indtræder forældelse
tidligst 3 år efter fordringens modtagelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, jf. dog§ 18 a, stk. 7, 5. og 6. pkt. Der er
tale om, at henvisningen til 3. og 4. pkt. foreslås ændret til
en henvisning til 5. og 6. pkt. som følge af de ændringer, der
foreslås i nr. 18 og 21, jf. nedenfor.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
Til nr. 18
I § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er det bestemt, at for de hovedkrav, der nævnes i
stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først blev mod-
taget til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og renter, der
nævnes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og
disses renter og de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte geby-
rer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden af
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter
fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. dog § 18 a, stk. 7, 3. og 4. pkt. Fristen på 3 år regnes
fortsat fra det i 1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv
om fordringen tilbagesendes til fordringshaveren eller den,
der på dennes vegne opkræver fordringen, jf. 2. pkt. Over-
drages en fordring, der er tilbagesendt som anført i 2. pkt.,
atter til restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på
3 år fra det første modtagelsestidspunkt, jf. 3. pkt. Bestem-
melsen i 1. pkt. omfatter ikke fordringer, for hvilke der i
EU-retten er fastsat særlige regler, der vil være til hinder for
en foreløbig afbrydelse, jf. 4. pkt.
Ordlyden i § 18 a, stk. 7, 1. pkt., har været gældende siden
den 17. december 2019, og den finder alene anvendelse for
fordringer i inddrivelsessystemet PSRM, jf. bekendtgørelse
nr. 1332 af 9. december 2019 om ikrafttræden af § 1, nr. 1,
11 og 17-20, og §§ 3-8 i lov om ændring af lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, lov om retsafgifter og for-
skellige andre love (Forenkling af regler om forældelses-
håndtering, modregning ved transporter, flere skyldnere på
samme fordring, eftergivelse og afskrivning, retsafgift m.v.).
Det foreslås i nr. 18, at der i § 18 a, stk. 7, efter 1. pkt.
indsættes et nyt punktum, hvor det bestemmes, at for for-
dringer, der ved modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden registreres i et inddrivelsessystem, for hvilket 1.
pkt. ikke finder anvendelse, indtræder forældelse ligeledes –
dvs. som efter 1. pkt. – tidligst 3 år efter fordringens modta-
gelse, jf. dog § 18 a, stk. 7, 5. og 6. pkt. (der svarer til den
gældende henvisning i § 18 a, stk. 7, 1. pkt., til 3. og 4. pkt.).
Det har været antagelsen, at § 18 a, stk. 2, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, således som bestemmelsen
blev affattet ved § 1, nr. 15, i lov nr. 551 af 29. maj 2018,
også efter at § 1, nr. 19, i lov nr. 1110 af 13. november 2019
trådte i kraft den 17. december 2019 og ændrede ordlyden i
stk. 2, 1. pkt., der blev stk. 7, 1. pkt., ville finde anvendelse
for fordringer, der ved deres modtagelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden registreres i inddrivelsessystemet DMI.
Antagelsen har dog af lovtekniske grunde en tvivlsom beret-
tigelse, og da der fortsat er behov for at kunne modtage og
registrere fordringer i restanceinddrivelsesmyndighedens
inddrivelsessystem DMI og eventuelt andre systemer end
det nye inddrivelsessystem PSRM, er det nødvendigt at fo-
reslå at indføre en regel om foreløbig afbrydelse med en
ordlyd, der svarer til beskrivelsen af de fordringer, der regi-
streres i DMI og eventuelt andre systemer, for hvilke regler-
ne i § 18 a, stk. 2 og 3, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige om et forældelsesmæssigt fordringskompleks ikke
finder anvendelse. Reglerne om fordringskomplekset finder
alene anvendelse for fordringer, der er registreret i PSRM,
jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019 om
ikrafttræden af § 1, nr. 1, 11 og 17-20, og §§ 3-8 i lov om
ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov
om retsafgifter og forskellige andre love (Forenkling af reg-
ler om forældelseshåndtering, modregning ved transporter,
flere skyldnere på samme fordring, eftergivelse og afskriv-
ning, retsafgift m.v.).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
Til nr. 19
I § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er det bestemt, at for de hovedkrav, der nævnes i
stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først blev mod-
taget til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og renter, der
nævnes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og
disses renter og de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte geby-
rer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden af
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter
fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. dog § 18 a, stk. 7, 3. og 4. pkt. Fristen på 3 år regnes
fortsat fra det i 1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv
om fordringen tilbagesendes til fordringshaveren eller den,
der på dennes vegne opkræver fordringen, jf. 2. pkt. Over-
drages en fordring, der er tilbagesendt som anført i 2. pkt.,
atter til restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på
3 år fra det første modtagelsestidspunkt, jf. 3. pkt. Bestem-
95
melsen i 1. pkt. omfatter ikke fordringer, for hvilke der i
EU-retten er fastsat særlige regler, der vil være til hinder for
en foreløbig afbrydelse, jf. 4. pkt.
Det foreslås i nr. 19, at henvisningen i § 18 a, stk. 7, 2.
pkt., der bliver 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige til 1. pkt. ændres til en henvisning til 1. og 2. pkt.
Baggrunden er forslaget i nr. 18 om indsættelsen af et nyt
punktum efter § 18 a, stk. 7, 1. pkt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
Til nr. 20
I § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er det bestemt, at for de hovedkrav, der nævnes i
stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først blev mod-
taget til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og renter, der
nævnes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og
disses renter og de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte geby-
rer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden af
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter
fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. dog § 18 a, stk. 7, 3. og 4. pkt. Fristen på 3 år regnes
fortsat fra det i 1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv
om fordringen tilbagesendes til fordringshaveren eller den,
der på dennes vegne opkræver fordringen, jf. 2. pkt. Over-
drages en fordring, der er tilbagesendt som anført i 2. pkt.,
atter til restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på
3 år fra det første modtagelsestidspunkt, jf. 3. pkt. Bestem-
melsen i 1. pkt. omfatter ikke fordringer, for hvilke der i
EU-retten er fastsat særlige regler, der vil være til hinder for
en foreløbig afbrydelse, jf. 4. pkt.
Det foreslås i nr. 20, at henvisningen i § 18 a, stk. 7, 3.
pkt., der bliver 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige til 2. pkt. ændres til en henvisning til 3. pkt. Bag-
grunden er forslaget i nr. 18 om indsættelsen af et nyt punk-
tum efter § 18 a, stk. 7, 1. pkt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
Til nr. 21
I § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er det bestemt, at for de hovedkrav, der nævnes i
stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først blev mod-
taget til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og renter, der
nævnes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og
disses renter og de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte geby-
rer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden af
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter
fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. dog § 18 a, stk. 7, 3. og 4. pkt. Fristen på 3 år regnes
fortsat fra det i 1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv
om fordringen tilbagesendes til fordringshaveren eller den,
der på dennes vegne opkræver fordringen, jf. 2. pkt. Over-
drages en fordring, der er tilbagesendt som anført i 2. pkt.,
atter til restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på
3 år fra det første modtagelsestidspunkt, jf. 3. pkt. Bestem-
melsen i 1. pkt. omfatter ikke fordringer, for hvilke der i
EU-retten er fastsat særlige regler, der vil være til hinder for
en foreløbig afbrydelse, jf. 4. pkt.
Lov nr. 551 af 29. maj 2018 bestemmer i § 11, stk. 3, 1.
pkt., at § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige som affattet ved den nævnte ændringslovs § 1, nr.
15, ikke finder anvendelse på fordringer m.v., der første
gang modtages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden før den 1. juni 2018. For sådanne fordringer m.v.
finder de hidtil gældende regler anvendelse, jf. ændringslo-
vens § 11, stk. 3, 2. pkt. For fordringer, der modtages i re-
stanceinddrivelsesmyndighedens paralleldriftssystem DMI
fra og med den 1. juni 2018, finder § 18 a, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige som affattet ved æn-
dringslovens § 1, nr. 15, dog også anvendelse, selv om for-
dringerne første gang er modtaget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden før den 1. juni 2018, jf. æn-
dringslovens 11, stk. 3, 3. pkt. For sådanne fordringer, der
modtages til og med den 31. december 2020, gælder § 18 a,
stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
– hvorefter fristen på 3 år ved en genfremsendelse af en
fordring regnes fra det første modtagelsestidspunkt – ikke,
jf. ændringslovens 11, stk. 3, 4. pkt.
§ 11, stk. 3, 3. og 4. pkt., i lov nr. 551 af 29. maj 2018
blev indsat i det fremsatte lovforslag, lovforslag nr. L 226,
Folketingstidende 2017-18, A, lovforslag nr. L 226 som
fremsat, ved et ændringsforslag. Ændringen skyldes, at det
for fordringer, der modtages i DMI, ikke vil være muligt sy-
stemmæssigt at konstatere, om fordringen modtages første
gang eller er blevet genindsendt efter en tilbagesendelse til
fordringshaver eller den, der på vegne af denne forestår op-
krævningen, hvorfor det i praksis ikke vil være muligt at af-
gøre, om disse fordringer første gang er modtaget til inddri-
velse før den 1. juni 2018, jf. lovforslag nr. L 226, Folke-
tingstidende 2017-18, A, Betænkning, side 4.
Det foreslås i nr. 21, at der i § 18 a, stk. 7, efter 3. pkt., der
bliver 4. pkt., indsættes et nyt punktum, der bestemmer, at
reglen i 4. pkt. (der svarer til den gældende regel i 3. pkt.),
hvorefter tillægsfristen på 3 år ved en genfremsendelse af en
fordring til restanceinddrivelsesmyndigheden regnes fra det
første modtagelsestidspunkt, til og med den 31. december
2024 ikke skal gælde for fordringer, der ved modtagelsen re-
gistreres i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelses-
system DMI og andre systemer, der i lighed med DMI ikke
kan afklare, om fordringen er genfremsendt.
For at muliggøre en forlængelse af perioden med system-
mæssig paralleldrift foreslås det således, at reglen i § 18 a,
stk. 7, 3. pkt., der bestemmer, at tillægsfristen på 3 år ved en
genfremsendelse af en fordring til inddrivelse regnes fra den
første modtagelsesdag, og som ved en gennemførelse af de
foreslåede ændringer i stk. 7 vil blive stk. 7, 4. pkt., i perio-
den til og med den 31. december 2024 ikke skal gælde for
fordringer, der ved modtagelsen registreres i restanceinddri-
velsesmyndighedens inddrivelsessystem DMI og andre sy-
stemer, der i lighed med DMI ikke kan afklare, om fordrin-
gen er genfremsendt.
Med andre ord foreslås tillægsfristen på 3 år også efter
den 31. december 2020, jf. herved undtagelsen i § 11, stk. 3,
96
4. pkt., i lov nr. 551 af 29. maj 2018, at skulle regnes fra den
aktuelle modtagelse af fordringer, der modtages i DMI, selv
om fordringerne første gang er modtaget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden før den 1. juni 2018. Det-
te foreslås også at skulle gælde for eventuelle andre syste-
mer end DMI, hvis disse systemer i lighed med DMI ved en
genfremsendelse af en fordring ikke kan konstatere, om for-
dringen er genfremsendt eller første gang sendes til inddri-
velses, jf. ovenfor.
Forslaget svarer til, at fristen i § 11, stk. 3, 4. pkt., i lov nr.
551 af 29. maj 2018 blev forlænget fra den 31. december
2020 til den 31. december 2024 og fortsat ville kunne an-
vendes for fordringer, der modtages i DMI og eventuelt an-
dre systemer, der i lighed med DMI ikke kan afklare, om
fordringen er blevet genfremsendt, jf. ovenfor.
Det vil fortsat være en betingelse for anvendelsen af den
3-årige tillægsfrist, at fordringen er retskraftig ved sin mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Ved at forlænge perioden med 4 år opnås overensstem-
melse med perioden med paralleldrift, der med de foreslåede
ændringer i §§ 18 b og 18 c skal kunne vare til og med den
31. december 2024.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
Til nr. 22
I § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er det bestemt, at for de hovedkrav, der nævnes i
stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først blev mod-
taget til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og renter, der
nævnes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og
disses renter og de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte geby-
rer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden af
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter
fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. dog § 18 a, stk. 7, 3. og 4. pkt. Fristen på 3 år regnes
fortsat fra det i 1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv
om fordringen tilbagesendes til fordringshaveren eller den,
der på dennes vegne opkræver fordringen, jf. 2. pkt. Over-
drages en fordring, der er tilbagesendt som anført i 2. pkt.,
atter til restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på
3 år fra det første modtagelsestidspunkt, jf. 3. pkt. Bestem-
melsen i 1. pkt. omfatter ikke fordringer, for hvilke der i
EU-retten er fastsat særlige regler, der vil være til hinder for
en foreløbig afbrydelse, jf. 4. pkt.
Det foreslås i nr. 22, at der i § 18 a, stk. 7, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, der ved en gennemfø-
relse af forslagene i nr. 18 og 21 vil blive til stk. 7, 6. pkt.,
foretages en ændring af henvisningen til 1. pkt., således at
der tillige henvises til 2. pkt. Baggrunden er den i nr. 18
foreslåede indsættelse af et nyt punktum – det nævnte 2. pkt.
– efter § 18 a, stk. 7, 1. pkt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
Til nr. 23
Når en fordring overdrages til inddrivelse, omfattes den af
forældelsesudskydelsesreglen i § 18 a, stk. 1, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Det følger heraf, at for
fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger,
der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den den 19. november 2015 eller senere, regnes forældelses-
fristen tidligst fra den 20. november 2018, der ved dette lov-
forslags § 1, nr. 15, foreslås ændret til den 20. november
2021, jf. afsnit 2.1 i de almindelige bemærkninger. Fordrin-
ger, der overdrages til inddrivelse, omfattes endvidere af
reglen i § 18 a, stk. 7, om foreløbig forældelsesafbrydelse.
Det følger af bestemmelsens 1. pkt., at for de hovedkrav, der
nævnes i stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først
blev modtaget til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og
renter, der nævnes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes
i stk. 6, og disses renter samt de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt.,
nævnte gebyrer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyn-
digheden af fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, indtræder forældelse
tidligst 3 år efter fordringens modtagelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, jf. dog 3. og 4. pkt.
Derudover indeholder forældelsesloven og lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige regler om, hvornår forældel-
sen for fordringer under inddrivelse afbrydes.
For det første følger det af forældelseslovens § 15, at for-
ældelsen afbrydes, når skyldneren over for fordringshaveren
udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forplig-
telse. Hvorvidt der som følge af skyldnerens »handlemåde«
er sket en erkendelse af forpligtelsen, beror på en konkret
vurdering, men en erkendelse kan f.eks. foreligge ved skyld-
nerens betaling af rente, hvis renten som et særskilt beløb er
beregnet som en procentdel af hovedstolen. Betaling af af-
drag udgør derimod kun erkendelse, hvis det fremgår af om-
stændighederne, at det kun drejer sig om et afdrag på en
større gæld, og at der ikke er tvist om restfordringens stør-
relse. Det er således ikke en betingelse, at skyldneren lover
at betale gælden eller i øvrigt udtrykkeligt indrømmer dens
eksistens. En stiltiende erkendelse kan ligge i skyldnerens
henvisning til fordringshavers opgørelse af gælden, når der
ikke i forbindelse hermed fremsættes indsigelser mod den
eller i øvrigt rejses tvivl om den.
For det andet følger det af forældelseslovens § 17, stk. 1,
at forældelsen afbrydes ved indgivelse af en på fordringen
støttet konkursbegæring eller begæring om rekonstruktions-
behandling, jf. nr. 1, ved anmeldelse af fordringen i et kon-
kursbo, jf. nr. 2, ved anmeldelse af fordringen til rekonstruk-
tøren i forbindelse med rekonstruktionsbehandling eller ved
anmeldelse af fordringen i forbindelse med indledning af
gældsaneringssag, jf. nr. 3, ved anmeldelse af fordringen i et
dødsbo efter dettes udstedelse af proklama, jf. nr. 4, og ved
anmeldelse af fordringen, efter at skyldneren har udstedt
proklama, jf. nr. 5.
For det tredje kan forældelsen afbrydes ved visse forvalt-
ningsretlige afgørelser.
Det følger af forældelseslovens § 18, stk. 4, at forældelsen
afbrydes ved restanceinddrivelsesmyndighedens underret-
ning til skyldneren om afgørelse om lønindeholdelse eller
97
modregning. »Lønindeholdelse« omfatter både lønindehol-
delse, jf. § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
og særskilt lønindeholdelse, jf. § 11. Efter § 13, stk. 6, i be-
kendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af
gæld til det offentlige kan lønindeholdelse iværksættes uden
forudgående varsel og underretning, hvis skyldneren ikke er
tilmeldt folkeregisteret og ikke har oplyst en adresse, hvortil
breve kan sendes, og samtidig er fritaget fra at modtage Di-
gital Post fra det offentlige. Tilsvarende fremgår af § 14, stk.
8, for særskilt lønindeholdelse. Træffes der afgørelse om
lønindeholdelse uden varsling, har afgørelsen alligevel af-
brydelsesvirkning. Træffes der derimod afgørelse om løn-
indeholdelse uden underretning, vil afgørelsen ikke have af-
brydelsesvirkning. Hvis den manglende underretning skyl-
des restanceinddrivelsesmyndighedens ukendskab til skyld-
nerens opholdssted eller en hindring, som ikke beror på re-
stanceinddrivelsesmyndighedens forhold, indtræder foræl-
delse dog tidligst 1 år efter, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden fik eller burde have fået kendskab til skyldnerens op-
holdssted, henholdsvis 1 år efter hindringens ophør, jf. for-
ældelseslovens § 14, stk. 1. Bestemmelsen i stk. 1 kan dog
ikke medføre en forlængelse af fristerne efter § 3, stk. 3, og
kan højst forlænge andre frister eller tillægsfrister med 10
år, jf. § 14, stk. 2.
Det følger endvidere af § 18 a, stk. 8, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, at hvis lønindeholdelse ik-
ke kan ske, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden vurde-
rer, at skyldneren er uden den betalingsevne, der er nødven-
dig for at foretage lønindeholdelse, eller fordi skyldneren
modtager en indkomst, hvori lønindeholdelse som følge af
indkomstens art ikke kan ske, kan restanceinddrivelsesmyn-
digheden træffe afgørelse om, at inddrivelsen er stillet i be-
ro, og at forældelsen af de fordringer, der fremgår af afgø-
relsen, er afbrudt med virkning fra afgørelsesdatoen.
Fristerne for at klage over eller gøre indsigelse imod re-
stanceinddrivelsesmyndighedens forvaltningsretlige afgørel-
ser om inddrivelse af fordringer m.v. fremgår af §§ 17 og 18
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det fremgår af § 17, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at klager over restanceinddrivelses-
myndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v.,
herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet
herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens admini-
stration, kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre
andet er bestemt i lovgivningen eller regler udstedt i medfør
heraf. Klagen skal indgives skriftligt til restanceinddrivel-
sesmyndigheden og skal være modtaget senest 3 måneder
efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. 2.
pkt. Der kan dog ses bort fra en fristoverskridelse, hvis sær-
lige omstændigheder taler derfor, jf. 3. pkt. Indsigelser, der
omhandler perioden, hvor fordringen var under opkrævning,
er ikke omfattet af § 17, stk. 1, 1. pkt., og behandles i stedet
af fordringshaveren, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., der får tilsendt
indsigelsen af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 8, stk.
1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om ind-
drivelse af gæld til det offentlige.
Det fremgår af § 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fogedretten efter begæring træffer
afgørelse om indsigelser vedrørende kontrolafgifter for
overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om ra-
dio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om tra-
fikselskaber, som skyldneren fremsætter over for restan-
ceinddrivelsesmyndigheden om dels kravets berettigelse,
dels berettigelsen af en afgørelse om lønindeholdelse og om
en gennemført modregning. Det følger af § 18, stk. 3, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fristen for begæ-
ring om indbringelse af indsigelser efter stk. 1 er 4 uger, fra
skyldneren har modtaget meddelelse om lønindeholdelse el-
ler modregning. Det følger af stk. 4, 2. pkt., at fogedretten
dog undtagelsesvis indtil 1 år efter meddelelsen om løninde-
holdelse eller modregning kan tillade, at en indsigelse be-
handles.
Foretager restanceinddrivelsesmyndigheden lønindehol-
delse eller særskilt lønindeholde uden underretning, jf. de
ovenfor nævnte bestemmelser i § 13, stk. 6, og § 14, stk. 8, i
bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, skal fristerne efter § 17, stk. 1, 2.
pkt., og § 18, stk. 3, og stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige regnes fra det tidspunkt, hvor skyldne-
ren – efter iværksættelsen af lønindeholdelse – modtager un-
derretning herom.
For det fjerde følger det af forældelseslovens § 18, stk. 2,
at når der foretages udlæg af en pantefoged, afbrydes foræl-
delsen ved udlægsforretningens foretagelse. Pantefogeders
udlæg er ikke en forvaltningsretlig afgørelse, men en del af
de judicielle kompetencer, der er tillagt pantefogeder i med-
før af lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og
afgifter m.v. Pantefogeders udlæg er derfor ikke omfattet af
det administrative rekurssystem. Indsigelser mod pantefoge-
dens udlæg behandles i stedet af fogedretten, jf. § 6, stk. 1, i
lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgif-
ter m.v., og skal fremsættes inden for en frist på 4 uger fra
forretningens foretagelse, jf. stk. 3, 3. pkt. Fogedretten kan
dog undtagelsesvis indtil 1 år efter forretningen tillade, at en
indsigelse behandles, jf. 5. pkt.
Når forældelsesfristen for en fordring er udløbet, kan
skyldneren fremsætte indsigelse om, at fordringen er foræl-
det. Skyldneren kan efterfølgende give afkald på denne ind-
sigelse, f.eks. ved under en retssag at undlade at gøre foræl-
delsesindsigelsen gældende. Spørgsmålet om forældelse på-
ses således ikke ex officio af domstolene, hvis skyldneren
har givet fremmøde under sagen. Skyldnerens efterfølgende
afkald på en forældelsesindsigelse kan både gives udtrykke-
ligt og stiltiende. Et stiltiende afkald forudsætter, at skyldne-
ren undlader at fremkomme med en forældelsesindsigelse,
uanset at skyldneren har haft særlig anledning hertil. Hvor-
når en sådan særlig anledning foreligger, beror på en kon-
kret vurdering af de foreliggende omstændigheder.
I nr. 23 foreslås, at der med § 18 a, stk. 10, indsættes en
ny bestemmelse i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge.
Det foreslås med § 18, stk. 10, 1. pkt., at skyldnerens ind-
sigelse om, at en fordring er forældet, senest skal fremsættes
98
i forbindelse med en klage over eller indsigelse imod det
første forældelsesafbrydende skridt, der foretages af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden efter det tidspunkt, hvor foræl-
delsen ifølge skyldneren er indtrådt.
Det er med forslaget det første forældelsesafbrydende
skridt, der foretages af restanceinddrivelsesmyndigheden ef-
ter det tidspunkt, hvor forældelsen ifølge skyldneren er ind-
trådt, der er afgørende for, hvornår skyldnerens forældelses-
indsigelse senest skal fremsættes. Hvis der ifølge skyldneren
er indtrådt forældelse i 2019, og restanceinddrivelsesmyn-
digheden efterfølgende foretager forældelsesafbrydende
skridt i 2021 og 2023, vil skyldnerens indsigelse om, at der
er indtrådt forældelse i 2019, senest skulle fremsættes i for-
bindelse med en klage over eller indsigelse imod det foræl-
delsesafbrydende skridt i 2021.
Det er alene forældelsesafbrydende skridt, som skyldneren
kan påklage eller gøre indsigelse imod, der ifølge forslaget
skal medføre en frist for skyldneren til at fremsætte en for-
ældelsesindsigelse. Det vil således være udlæg og forvalt-
ningsretlige afgørelser om modregning, lønindeholdelse ef-
ter §§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge samt forældelsesafbrydelse efter § 18 a, stk. 8, der er om-
fattet af forslaget. Forslaget omfatter derimod ikke inddri-
velsesskridt, der ikke i sig selv har forældelsesafbrydende
virkning, f.eks. afgørelser om fastsættelse af en afdragsord-
ning for gæld under inddrivelse, jf. § 10 i bekendtgørelse nr.
188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Ligeledes omfatter forslaget ikke forældelsesafbrydende
skridt, der ikke kan påklages eller gøres indsigelse imod,
f.eks. skyldnerens erkendelse af forpligtelsen, jf. forældel-
seslovens § 15, eller ved universalforfølgning, jf. forældel-
seslovens § 17.
Forslaget omfatter alle indsigelser om, at fordringen skulle
være forældet forud for det forældelsesafbrydende skridt,
uanset om fordringen på det af skyldneren angivne forældel-
sestidspunkt var overdraget til inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden. Forældelsesindsigelser, der omhand-
ler, hvorvidt der er sket forældelsesafbrydelse under op-
krævningsfasen som følge af f.eks. skylderkendelse, jf. for-
ældelseslovens § 15, omfattes således også af forslaget.
Med forslaget vil skyldnerens frist for at fremsætte en for-
ældelsesindsigelse skulle følge fristerne for at påklage eller
gøre indsigelse imod det pågældende forældelsesafbrydende
skridt. Ved udlæg vil fristen for at fremsætte en forældelses-
indsigelse således være 4 uger efter forretningens foretagel-
se, jf. § 6, stk. 3, 3. pkt., i lov om fremgangsmåden ved ind-
drivelse af skatter og afgifter m.v., der dog undtagelsesvis
kan forlænges til 1 år, jf. 5. pkt. Ved forvaltningsretlige af-
gørelser om modregning, lønindeholdelse efter §§ 10 og 10
a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forældel-
sesafbrydelse efter § 18 a, stk. 8, vil fristen for at fremsætte
en forældelsesindsigelse derimod være 3 måneder, jf. § 17,
stk. 1, 2. pkt., som der dog kan bortses fra, hvis der forelig-
ger særlige omstændigheder, jf. 3. pkt. Særligt for forvalt-
ningsafgørelser om modregning og om lønindeholdelse efter
§§ 10 eller 10 a vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse
af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og fjern-
synsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber
vil fristen dog være 4 uger, jf. § 18, stk. 3, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, der dog undtagelsesvis kan
forlænges til 1 år, jf. stk. 4, 2. pkt.
Ved udlæg løber indsigelsesfristen fra og med »forretnin-
gens foretagelse«, jf. § 6, stk. 3, 3. pkt., i lov om fremgangs-
måden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Ved for-
valtningsretlige afgørelser om f.eks. lønindeholdelse løber
klage-/indsigelsesfristen derimod fra og med det tidspunkt,
hvor skyldneren har »modtaget« underretning om afgørel-
sen, jf. § 17, stk. 1, 2. pkt., og § 18, stk. 3 og 4, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Da fristen for at
fremsætte en forældelsesindsigelse følger fristen for at på-
klage eller gøre indsigelse imod det forældelsesafbrydende
skridt, vil den foreslåede frist for at fremsætte en forældel-
sesindsigelse, når restanceinddrivelsesmyndigheden på
grund af manglende kendskab til skyldnerens adresse foreta-
ger lønindeholdelse eller særskilt lønindeholde uden under-
retning, jf. § 13, stk. 6, og § 14, stk. 8, i bekendtgørelse nr.
188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, blive regnet fra det tidspunkt, hvor skyldneren – efter
iværksættelsen af lønindeholdelsen – modtager underretning
herom. Dette harmonerer med, at en sådan afgørelse om løn-
indeholdelse heller ikke vil have forældelsesafbrydende
virkning, før skyldneren har modtaget underretning om af-
gørelsen, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4. Sådanne tilfælde,
hvor restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har kendskab til
skyldnerens opholdssted, vil dog efter omstændighederne
kunne omfattes af forældelseslovens § 14, stk. 1, om forelø-
big afbrydelse. Derimod vil det ikke have betydning for den
foreslåede frist for at fremsætte en forældelsesindsigelse, at
lønindeholdelsen – i medfør af § 13, stk. 6, og § 14, stk. 8, i
bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af
gæld til det offentlige – foretages uden varsel.
Forslaget omhandler alene, hvornår skyldnerens forældel-
sesindsigelse senest skal være fremsat. Forslaget vil derfor
ikke ændre på gældende regler om, hvilken myndighed der
skal behandle forældelsesindsigelsen. Hvis forældelsesindsi-
gelsen fremsættes i forbindelse med en indsigelse imod et
udlæg, skal forældelsesindsigelsen derfor behandles af fo-
gedretten, jf. § 6, stk. 1, 1. pkt., i lov om fremgangsmåden
ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Tilsvarende vil fo-
gedretten skulle behandle forældelsesindsigelser, der frem-
sættes i forbindelse med en indsigelse imod et forældelsesaf-
brydende skridt vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse
af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og fjern-
synsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber,
jf. 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, hvorefter også indsigelser om kravets berettigelse –
f.eks. om bortfald ved forældelse – skal behandles af foged-
retten. Forældelsesindsigelser, der i andre tilfælde fremsæt-
tes i forbindelse med en klage over et forældelsesafbrydende
skridt, vil skulle behandles af Landsskatteretten, hvis foræl-
delsen ifølge skyldneren er indtrådt, mens fordringen var
under inddrivelse, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., og af fordringsha-
veren, hvis forældelsen ifølge skyldnerens opfattelse er ind-
99
trådt, mens fordringen var under opkrævning, jf. § 2, stk. 2,
2. pkt.
Ovenstående vil indebære, at forældelsesindsigelsen ikke
altid skal behandles af den myndighed, der behandler klagen
over eller indsigelsen imod det pågældende forældelsesaf-
brydende skridt. Hvis en forældelsesindsigelse fremsættes i
forbindelse med en afgørelse om forældelsesafbrydelse, jf. §
18 a, stk. 8, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige (der ikke nævnes i § 18, stk. 1, 1. pkt.), vedrørende
en kontrolafgift for overtrædelse af bestemmelserne i færd-
selsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbane-
loven og lov om trafikselskaber, vil klagen over afgørelsen
om forældelsesafbrydelse, jf. § 18 a, stk. 8, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, skulle behandles af
Landsskatteretten, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., mens forældelses-
indsigelsen vil skulle behandles af fogedretten, idet der er
tale om en indsigelse imod kravets berettigelse, jf. § 18, stk.
1, 1. pkt. Tilsvarende vil indsigelser om en under opkræv-
ningen indtrådt forældelse vedrørende andre fordringstyper
end kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i
færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jern-
baneloven og lov om trafikselskaber skulle behandles af for-
dringshaveren, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, mens klagen over det forældelsesaf-
brydende skridt vil skulle behandles af Landsskatteretten, jf.
§ 17, stk. 1, 1. pkt., hvis indsigelsen fremsættes i forbindelse
med en klage, der omfattes af § 17, stk. 1.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil i forbindelse med et
forældelsesafbrydende skridt, der er omfattet af forslaget, så
vidt muligt give skyldneren skriftlig vejledning om den fore-
slåede frist for at fremsætte en forældelsesindsigelse. Det vil
ikke være muligt at give skyldneren vejledning, hvis en ud-
lægsforretning foretages, uden at skyldneren er underrettet
om forretningen, fordi det ikke har været muligt at give
skyldneren en sådan underretning, jf. ordene »så vidt mu-
ligt« i retsplejelovens § 493, stk. 1.
Det er i forslaget forudsat, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden kun foretager forældelsesafbrydende skridt for for-
dringer, der af restanceinddrivelsesmyndigheden vurderes at
være retskraftige. Med henblik på at afklare dette er restan-
ceinddrivelsesmyndigheden aktuelt i gang med at retskraft-
vurdere den samlede fordringsmasse. Hvis restanceinddri-
velsesmyndigheden vurderer, at en fordring ikke er retskraf-
tig, vil fordringen således blive afskrevet og ikke forsøgt
inddrevet. Hvis der er tvivl om en fordrings retskraft, vil for-
slaget ikke ændre ved, at restanceinddrivelsesmyndigheden
har pligt til at afklare denne tvivl, før fordringen kan inddri-
ves.
Det er en forudsætning for den foreslåede regels anvendel-
se, at det forældelsesafbrydende skridt er gyldigt foretaget.
Hvis det efterfølgende viser sig, at f.eks. et udlæg er ugyl-
digt, vil den foreslåede frist for skyldnerens forældelsesind-
sigelser ikke være begyndt at løbe.
Med § 18 a, stk. 10, 2. pkt., foreslås, at skyldnerens indsi-
gelse bortfalder, hvis den ikke fremsættes i overensstemmel-
se med 1. pkt.
Forslaget vil indebære, at skyldnerens forældelsesindsi-
gelse bortfalder, hvis den senest ikke fremsættes i forbindel-
se med en klage over eller indsigelse imod det første foræl-
delsesafbrydende skridt, der foretages af restanceinddrivel-
sesmyndigheden efter det tidspunkt, hvor forældelsen ifølge
skyldneren er indtrådt. Indsigelsen vil herefter ikke længere
kunne gøres gældende af skyldneren. Som nævnt ovenfor vil
der for forældelsesafbrydende skridt, der påklages efter § 17
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke kunne
fastsættes en slutdato for, hvornår der ikke længere kan bort-
ses fra klagefristen på 3 måneder, jf. § 17, stk. 1, 2. og 3.
pkt., idet der tidsubegrænset vil kunne bortses fra en frist-
overskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
Dette indebærer, at der for sådanne forældelsesafbrydende
skridt ikke kan fastsættes en dato for, hvornår forældelses-
indsigelsen må anses for endeligt bortfaldet. For sådanne
indsigelser vil bortfaldet være betinget af, at skyldneren ikke
efterfølgende kan godtgøre sådanne omstændigheder, at der
kan bortses fra klagefristen, f.eks. hospitalsindlæggelse eller
lignende.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.
Til nr. 24
I § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er
bestemt, at skatteministeren for perioden til og med den 31.
december 2021 kan fastsætte regler om fravigelse af dæk-
ningsrækkefølgen for fordringer under inddrivelse, jf. § 4,
og for fordringer, der er under opkrævning og i medfør af §
7, stk. 1, forudsættes dækket ved modregning, om udbeta-
ling af beløb frem for anvendelse til dækning af fordringer
og om inddrivelse af udvalgte fordringer.
I § 4, stk. 1, er bestemt, at hvis beløb, der inddrives fra
skyldner eller modtages ved en frivillig betaling, kun delvist
dækker fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden vedrørende skyldneren, dækkes fordringer-
ne i denne rækkefølge:
1) Bøder.
2) Underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud
for offentlige krav.
3) Andre fordringer.
Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvist for-
dringer inden for samme kategori, jf. stk. 1, dækkes fordrin-
gerne i den rækkefølge, de modtages hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, således at den fordring, der først modta-
ges, dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Krav på rente dæk-
kes dog forud for hovedkravet, jf. 2. pkt. For en opkræv-
ningsrente lægges det hovedkrav, som restanceinddrivelses-
myndigheden fik oplyst ved modtagelsen af opkrævnings-
renten, til grund ved anvendelsen af 2. pkt., jf. 3. pkt. Er en
oplysning om hovedkravet ikke givet ved modtagelsen af en
opkrævningsrente, anvendes alene 1. pkt., jf. 4. pkt.
Bestemmelsen i § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige fastslår dækningsrækkefølgen ved modreg-
ning. Dækker en udbetaling fra det offentlige, der anvendes
til modregning, kun delvist skyldners gæld til det offentlige,
dækkes fordringerne i denne rækkefølge:
100
1) Fordringer under opkrævning, for hvilke den udbeta-
lende myndighed er fordringshaver, i det omfang den
udbetalende myndighed træffer afgørelse om modreg-
ning.
2) Fordringer modtaget hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden til inddrivelse.
3) Andre fordringer under opkrævning.
I § 7, stk. 2, er bestemt, at hvis en udbetaling kun delvist
dækker fordringer omfattet af stk. 1, nr. 2, dækkes fordrin-
gerne efter dækningsrækkefølgen i § 4. Dækker en udbeta-
ling kun delvis fordringer omfattet af stk. 1, nr. 3, dækkes
fordringerne i den rækkefølge, de er registreret i restan-
ceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, således at
den fordring, der først registreres, dækkes først.
Bestemmelsen i § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige indeholder en bemyndigelse, der vedrører perio-
den med paralleldrift af to inddrivelsessystemer – det nye
inddrivelsessystem, PSRM, og det gamle system, DMI –
samt Skatteforvaltningens opkrævningssystem SAP38, der
også indeholder en række fordringer, der behandles som væ-
rende under inddrivelse, selv om de ikke er blevet overført
til et af de to inddrivelsessystemer i paralleldriften, jf. Fol-
ketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 162 som fremsat,
side 8. Fordringshavere, der endnu ikke er blevet tilkoblet
PSRM, vil stadig skulle bruge DMI til overdragelsen af for-
dringer til inddrivelse, og DMI indeholder også en lang ræk-
ke fordringer, der skal retskraftvurderes eller have fjernet
datafejl. Når sidstnævnte fordringer er gjort inddrivelsespa-
rate, skal de konverteres til PSRM. Det samme gælder øvri-
ge fordringer, i takt med at deres fordringshavere tilkobles
PSRM.
Bemyndigelsen i § 18 b er udmøntet i §§ 47 og 49 i be-
kendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af
gæld til det offentlige. I § 47 er bestemt, at i paralleldriftspe-
rioden fra den 1. april 2017, hvor fordringer er registreret til
inddrivelse i systemerne DMI og SAP38 og i det nye inddri-
velsessystem, PSRM, gælder følgende regler i forhold til
dækning af fordringer:
1) § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om
dækningsrækkefølge finder anvendelse på hvert system
for sig, jf. dog nr. 2, 2. pkt.
2) Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesindsats
over for en skyldner, herunder afdragsordning, løninde-
holdelse, udlæg, modregning eller erindringsskrivelse,
kan foretages i hvert system for sig og omfatte fordrin-
ger, der alene er registreret i det enkelte system og lov-
ligt kan inddrives. Hvis en inddrivelsesindsats omfatter
fordringer i flere systemer, gælder dækningsrækkeføl-
gen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog ved anven-
delse af et beløb, der modtages i forbindelse med ind-
drivelsen, eller som opstår, herunder ved nedskrivning
eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller delvist
dækket fordring, anvende beløbet til dækning af for-
dringer først i ét system, uanset at beløbet stammer fra
en inddrivelsesindsats, der omfattede fordringer i flere
systemer. Hvis et overskydende beløb opstår i PSRM
og stammer fra en inddrivelsesindsats, der omfatter for-
dringer i flere systemer, anvendes det overskydende be-
løb først til dækning af fordringer i PSRM i medfør af
§ 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Hvis der efter gendækning i medfør af 4. pkt. er et
overskydende beløb, kan restanceinddrivelsesmyndig-
heden vælge, om beløbet skal udbetales eller anvendes
til modregning med fordringer i flere systemer. Mod-
regning kan foretages via et andet system end det sy-
stem, hvor fordringerne er registreret. Hvis et beløb
omfattet af 3. pkt. er modtaget eller opstår i PSRM og
stammer fra en frivillig indbetaling eller en inddrivel-
sesindsats, som alene omfatter fordringer i PSRM, kan
beløbet efter dækning eller eventuel gendækning i
PSRM, jf. § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, udbetales eller anvendes til modregning med
fordringer i DMI, hvis det efter gældende regler er mu-
ligt. Hvis et beløb omfattet af 3. pkt. er modtaget eller
opstår i DMI og stammer fra en frivillig indbetaling el-
ler en inddrivelsesindsats, som alene omfatter fordrin-
ger i DMI, kan beløbet anvendes til modregning i DMI
via den i § 49, nr. 1, nævnte korrektionspulje eller ud-
betales. Hvis der efter modregning i medfør af 8. pkt.
er et overskydende beløb, kan restanceinddrivelses-
myndigheden vælge, om beløbet skal udbetales eller
anvendes til modregning med fordringer i flere syste-
mer. Modtager restanceinddrivelsesmyndigheden et
overskydende beløb fra fordringshaver, fordi fordrings-
haver ved modregning, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, har dækket en
fordring, som har vist sig helt eller delvist ikke at bestå,
kan beløbet udbetales eller anvendes af restanceinddri-
velsesmyndigheden til modregning. Var den fordring,
som har vist sig helt eller delvist ikke at bestå, registre-
ret i DMI, kan modregning ske først med fordringer i
DMI i medfør af bekendtgørelsens § 49, nr. 1, og heref-
ter udbetales det overskydende beløb, eller det anven-
des til modregning med fordringer i PSRM.
3) En frivillig indbetaling anvendes til at dække fordrin-
ger i det system, hvor den er modtaget. Hvis en frivillig
indbetaling ikke er modtaget i et bestemt system, an-
vendes beløbet til at dække fordringer i DMI, og even-
tuelle overskydende beløb anvendes til dækning af for-
dringer i PSRM.
4) Hvis en frivillig indbetaling eller en indsatsspecifik
dækning resulterer i et overskydende beløb i et system,
og det er forbundet med uforholdsmæssige omkostnin-
ger at overføre beløbet til et andet system, kan restan-
ceinddrivelsesmyndigheden vælge at udbetale beløbet
til skyldner.
I bekendtgørelsens § 49 er bestemt, at i paralleldriftsperio-
den fra den 1. april 2017 gælder bekendtgørelsens §§ 4-7 og
§ 8, stk. 3, samt § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige ikke for systemerne DMI og SAP38, jf. dog §
47, nr. 2. For fordringer i DMI gælder følgende særlige reg-
ler:
1) Et overskydende beløb, der opstår i forbindelse med
inddrivelsen, herunder ved nedskrivning eller tilbage-
101
kaldelse af en allerede helt eller delvist dækket for-
dring, placeres i en korrektionspulje, som ved udløbet
af hver kalendermåned udlignes ved modregning med
fordringer under inddrivelse eller opkrævning, hvis det
efter gældende regler er muligt, eller udbetales til
skyldner, hvis modregning ikke kan foretages.
2) En fordring anses for modtaget, den dag fordringen re-
gistreres i modtagelsessystemet for DMI.
3) Ved den indbyrdes dækning af renter dækkes først ren-
ter påløbet under opkrævningen. Disse dækkes i den
rækkefølge, hvori de er modtaget hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, således at den først modtagne ren-
te dækkes først. Dernæst dækkes renter påløbet under
inddrivelsen, således at den først påløbne rente dækkes
først.
4) Ved samtidig oversendelse af flere fordringer vedrøren-
de samme skyldner og inden for samme kategori, jf. §
4, stk. 1, nr. 1-3, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori
de registreres i DMI.
5) Hvis et pengeinstitut afviser at honorere en betaling,
der er anvendt til helt eller delvist at dække en fordring,
ophæves dækningen af fordringen, og senere dæknin-
ger fastholdes.
6) Opskrivning af en fordring sker ved opjustering af for-
dringens størrelse med virkning fra opjusteringens regi-
strering i DMI. Hvis den fordring, der opskrives, er ble-
vet dækket helt eller nedskrevet helt, får opskrivnings-
beløbet den plads i dækningsrækkefølgen, som den
opskrevne fordring ville have haft, hvis den ikke var
dækket helt eller nedskrevet helt. Renten efter § 9, stk.
1, tilskrives opjusteringsbeløbet fra den 1. i måneden
efter opjusteringen hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den. Det gælder dog ikke, hvis opjusteringen skyldes
en nedskrivning, som er annulleret af fordringshaver el-
ler den, der på vegne af fordringshaver opkræver for-
dringen, fordi fordringen ved en fejltagelse blev anset
for at være dækket, mens den var under inddrivelse. I
dette tilfælde tilskrives renten opjusteringsbeløbet fra
nedskrivningens virkningstidspunkt. Renter af opjuste-
ringsbeløbet dækkes inden den fordring, der opskrives.
Det foreslås i nr. 24, at § 18 b i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige ændres, idet perioden, for hvilken skattemi-
nisteren kan fastsætte regler, forlænges med 3 år, således at
perioden udstrækkes til at vare til og med den 31. december
2024.
I november 2019 var der ca. 26,7 mio. fordringer med en
nominel værdi på ca. 124,6 mia. kr. og en kursværdi på ca.
29,5 mia. kr. under inddrivelse i DMI.
Heraf var ca. 14,3 mio. fordringer med en nominel værdi
på ca. 47,9 mia. kr. og en kursværdi på ca. 7,7 mia. kr. ramt
af tvivl om retskraft eller mistanke om datafejl. En fortsat
paralleldrift og administration af disse fordringer vil afhæn-
ge af en forlængelse af de perioder, som de nuværende pa-
ralleldriftsregler omhandler.
En forlængelse af disse perioder i paralleldriftsreglerne
har betydning for restanceinddrivelsesmyndighedens admi-
nistration af hele fordringsmassen, herunder særligt fordrin-
ger under inddrivelse i DMI, idet de nuværende regler kun
er gældende til og med den 31. december 2021.
Arbejdet med at tilkoble fordringshavere til PSRM og gø-
re fordringer i DMI inddrivelsesparate vil tage længere tid
end oprindeligt forventet. Der er derfor behov for, at paral-
leldriftsperioden vil kunne vare længere, end det er lagt til
grund i §§ 18 b og 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, idet disse bestemmelser giver skatteministeren
mulighed for at fastsætte regler for perioden til og med den
31. december 2021.
Arbejdet med oprydning og konvertering forventes ikke at
være afsluttet før udgangen af 2024, hvilket nødvendiggør
en forlængelse af perioderne i de regler, der skal understøtte
driften i paralleldriftsperioden, hvor fordringer er under ind-
drivelse i flere it-systemer.
Uden en forlængelse af perioderne i paralleldriftsreglerne
– og dermed uden mulighed for at fravige dækningsrække-
følgen og håndtere fordringerne, når der er tvivl om retskraft
og mistanke om datafejl – vil det ikke være muligt i DMI at
håndtere driften.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
I § 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er
bestemt, at skatteministeren for perioden til og med den 31.
december 2021 kan fastsætte regler om restanceinddrivel-
sesmyndighedens opgave med at sikre, at fordringer, der er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden eller er
under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, forudsættes
dækket ved modregning, og tilhørende renter og lignende
ydelser er retskraftige og ikke ramt af datafejl.
Bestemmelsen i § 18 c indeholder en bemyndigelse, der
vedrører perioden med paralleldrift af to inddrivelsessyste-
mer – det nye inddrivelsessystem, PSRM, og det gamle sy-
stem, DMI – samt Skatteforvaltningens opkrævningssystem
SAP38, der også indeholder en række fordringer, der be-
handles som værende under inddrivelse, selv om de ikke er
blevet overført til et af de to inddrivelsessystemer i parallel-
driften, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 162
som fremsat, side 8. Fordringshavere, der endnu ikke er ble-
vet tilkoblet PSRM, vil stadig skulle bruge DMI til overdra-
gelsen af fordringer til inddrivelse, og DMI indeholder også
en lang række fordringer, der skal retskraftvurderes eller ha-
ve fjernet datafejl. Når sidstnævnte fordringer er gjort ind-
drivelsesparate, skal de konverteres til PSRM. Det samme
gælder øvrige fordringer, i takt med at deres fordringshavere
tilkobles PSRM.
§ 18 c er udmøntet i § 50 i bekendtgørelse nr. 188 af 9.
marts 2020. I § 50 anføres i stk. 1, at ved restanceinddrivel-
sesmyndighedens opgave med at afklare, om fordringer, der
er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, og for-
dringer, der er under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige forudsættes
dækket ved modregning, og renter, gebyrer og andre om-
kostninger vedrørende disse fordringer er retskraftige og
uden datafejl, finder § 4 og § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse
102
af gæld til det offentlige ikke anvendelse på rækkefølgen for
vurderingerne.
I bekendtgørelsens § 50, stk. 2, er bestemt, at når restan-
ceinddrivelsesmyndigheden retskraftvurderer fordringer,
som ikke er berørt af mistanke om datafejl, jf. stk. 3, rets-
kraftvurderes først bøder, dernæst private krav på under-
holdsbidrag og endelig alle øvrige fordringer. Retskraftvur-
deringerne foretages derudover således, at det i henhold til
den anslåede kursværdi størst mulige beløb i forhold til den
anvendte tid søges retskraftvurderet. For bøder gennemføres
retskraftvurderingen dog så vidt muligt inden udløbet af for-
ældelsesfristen for bødens forvandlingsstraf.
I stk. 3 er bestemt, at ved mistanke om datafejl, der kan
have betydning for inddrivelse, modregning eller dækning,
vurderes fordringerne i den rækkefølge, som af restanceind-
drivelsesmyndigheden skønnes hensigtsmæssig. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kan ved vurderingen af, hvilken
rækkefølge der er hensigtsmæssig, bl.a. tage hensyn til for-
dringernes beløb, fejlens karakter, undersøgelsernes kom-
pleksitet og mulighederne for at opnå betaling.
I stk. 4 er bestemt, at ved modtagelsen af en frivillig beta-
ling anvendes beløbet til at dække fordringer, der er konsta-
teret retskraftige og uden datafejl, i overensstemmelse med
§ 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Er der her-
efter et beløb i overskud, og har skyldneren hos restanceind-
drivelsesmyndigheden anden gæld med tvivlsom retskraft
eller mistanke om datafejl under inddrivelse, vurderer og
dækker restanceinddrivelsesmyndigheden ud fra rækkeføl-
gen i stk. 2 og 3 så stor en del af denne gæld, som beløbs-
mæssigt svarer til det overskydende beløb, idet renter og lig-
nende ydelser dog vurderes sidst, jf. stk. 6, 1. pkt. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kan fravige denne rækkefølge,
hvis det efter restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering
vil forsinke anvendelsen af det overskydende beløb til dæk-
ning af skyldnerens øvrige gæld under inddrivelse. I så fald
kan restanceinddrivelsesmyndigheden vurdere og dække de
fordringer, der vurderes hurtigst at kunne anvendes til en
dækning med det overskydende beløb.
I stk. 5 er bestemt, at i forbindelse med en modregning og
i forbindelse med anvendelse af et overskydende beløb, jf. §
4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og
bekendtgørelsens § 7, stk. 4 og 5, kan rækkefølgen for dæk-
ning af fordringer, jf. § 7, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, og rækkefølgen for vurderinger, jf.
bekendtgørelsens § 50, stk. 2 og 3, fraviges, så beløbet først
anvendes til at dække fordringer, der er konstateret retskraf-
tige og uden datafejl. Er der herefter et beløb i overskud, og
har skyldneren anden gæld med tvivlsom retskraft eller mis-
tanke om datafejl, som i § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige forudsættes dækket ved modregning,
vurderer og dækker restanceinddrivelsesmyndigheden ud fra
rækkefølgen i bekendtgørelsens § 50, stk. 2 og 3, så stor en
del af denne gæld, som beløbsmæssigt svarer til det over-
skydende beløb, idet renter og lignende ydelser dog vurde-
res sidst, jf. stk. 6, 1. pkt. Restanceinddrivelsesmyndigheden
kan fravige denne rækkefølge for vurderingerne eller beslut-
te, at der helt eller delvist ikke skal ske modregning i udbe-
talingen, hvis det under hensyntagen til tilrettelæggelsen af
restanceinddrivelsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen,
fordringernes beløb, fejlens karakter eller undersøgelsernes
kompleksitet findes hensigtsmæssigt.
Endelig er i stk. 6 bestemt, at renter og lignende ydelser,
der omfattes af forældelseslovens § 23, stk. 2, alene vurde-
res, hvis den fordring, de vedrører, er retskraftig og uden da-
tafejl. En vurdering af renter og lignende ydelser, jf. 1. pkt.,
finder ikke sted, hvis de afskrives efter § 16, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, fordi det vil være for-
bundet med uforholdsmæssige omkostninger at foretage en
vurdering af dem.
Det foreslås i nr. 24, at § 18 c i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige ændres, idet perioden, for hvilken skattemi-
nisteren kan fastsætte regler, forlænges med 3 år, således at
perioden udstrækkes til at vare til og med den 31. december
2024.
I november 2019 var der ca. 26,7 mio. fordringer med en
nominel værdi på ca. 124,6 mia. kr. og en kursværdi på ca.
29,5 mia. kr. under inddrivelse i DMI.
Heraf var ca. 14,3 mio. fordringer med en nominel værdi
på ca. 47,9 mia. kr. og en kursværdi på ca. 7,7 mia. kr. ramt
af tvivl om retskraft eller mistanke om datafejl. En fortsat
paralleldrift og administration af disse fordringer vil afhæn-
ge af en forlængelse af de perioder, som de nuværende pa-
ralleldriftsregler omhandler.
En forlængelse af disse perioder i paralleldriftsreglerne
har betydning for restanceinddrivelsesmyndighedens admi-
nistration af hele fordringsmassen, herunder særligt fordrin-
ger under inddrivelse i DMI, idet de nuværende regler kun
er gældende til og med den 31. december 2021.
Arbejdet med at tilkoble fordringshavere til PSRM og gø-
re fordringer i DMI inddrivelsesparate vil tage længere tid
end oprindeligt forventet. Der er derfor behov for, at paral-
leldriftsperioden vil kunne vare længere, end det er lagt til
grund i §§ 18 b og 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, idet disse bestemmelser giver skatteministeren
mulighed for at fastsætte regler for perioden til og med den
31. december 2021.
Arbejdet med oprydning og konvertering forventes ikke at
være afsluttet før udgangen af 2024, hvilket nødvendiggør
en forlængelse af perioderne i de regler, der skal understøtte
driften i paralleldriftsperioden, hvor fordringer er under ind-
drivelse i flere it-systemer.
Uden en forlængelse af perioderne i paralleldriftsreglerne
– og dermed uden mulighed for at fravige dækningsrække-
følgen og håndtere fordringerne, når der er tvivl om retskraft
og mistanke om datafejl – vil det ikke være muligt i DMI at
håndtere driften.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
Til nr. 25
Fordringshaveren overdrager fordringer til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er
overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gen-
nemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
103
til det offentlige. Bestemmelsen er en videreførelse af da-
gældende § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om opkrævning og inddri-
velse af visse fordringer, der blev indført med virkning fra
og med den 1. november 2005.
Det fremgår af bemærkningerne til dagældende § 2, stk. 3,
1. pkt., i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordrin-
ger, at de enkelte fordringshavere som hidtil skal varetage
det almindelige opkrævningsarbejde, herunder rykkerproce-
durer, efter de fastlagte regler og procedurer herom, jf. lov-
forslag nr. L 112, Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side
4648. Som nævnt nedenfor om bemærkningerne til dagæl-
dende § 2, stk. 4, i lov om opkrævning og inddrivelse af vis-
se fordringer er det her forudsat, at »sædvanlig rykkerpro-
cedure« kan være, at der ikke praktiseres en rykkerprocedu-
re, jf. lovforslag nr. L 112, Folketingstidende 2004-05, til-
læg A, side 4649.
Inden fordringer overdrages til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, skal fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen, jf. § 2,
stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bestemmelsen er en videreførelse af dagældende § 2, stk. 4,
i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der
blev indført med virkning fra og med den 1. november 2005.
Det fremgår af bemærkningerne til dagældende § 2, stk. 4,
i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, at
underretningen i praksis kan ske som led i opkrævningspro-
ceduren, f.eks. på selve opkrævningen eller – såfremt der
praktiseres en rykkerprocedure – sidste rykkerskrivelse in-
den overdragelsen, jf. lovforslag nr. L 112, Folketingstiden-
de 2004-05, tillæg A, side 4649. Dette er i administrativ
praksis blevet fortolket således, at den skriftlige underret-
ning under opkrævningsproceduren f.eks. kan gives via for-
tryk på skyldnerens årsopgørelse, såfremt denne underret-
ning er kommet frem til skyldneren, før fordringen overdra-
ges til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det fremgår af § 2, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at underretning efter 1. pkt. kan und-
lades, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dæk-
ning ellers vil blive væsentligt forringet.
Det fremgår af bemærkningerne til § 2, stk. 4, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, at den absolutte ho-
vedregel fortsat er, at fordringshaveren inden overdragelsen
af fordringer til inddrivelse skriftligt skal underrette skyld-
neren om overdragelsen. Det fremgår også af bemærknin-
gerne, at bestemmelsen om, at underretning kan undlades,
hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning el-
lers vil blive væsentligt forringet, alene er møntet på situati-
oner, hvor det må antages at være nødvendigt at sikre kravet
ved hurtig foretagelse af udlæg, arrest eller indgivelse af
konkursbegæring, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 274.
Det fremgår ikke af bemærkningerne til § 2, stk. 3, 1. pkt.,
(om fordringshavernes sædvanlige rykkerprocedure) og § 2,
stk. 4, 1. pkt., (om fordringshavernes underretningspligt) i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, om det i be-
stemmelserne anførte om, at fordringer overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden efter gennemførelse af sædvan-
lig rykkerprocedure, og at fordringshaveren forinden skal
have underrettet skyldneren om overdragelsen, alene er af
ordensmæssig karakter, eller om der er tale om egentlige
gyldighedsbetingelser for at overdrage en fordring til inddri-
velse. Forskellen mellem forskrifter af ordensmæssig karak-
ter (ordensforskrifter) og forskrifter, der udgør egentlige
gyldighedsbetingelser, er, at det kun er overtrædelse af sidst-
nævnte, der afføder retsvirkninger af betydning for den ma-
terielle retsstilling. Ordensforskrifter kan således være ind-
sat for f.eks. at tjene et orienterende eller vejledende formål,
der dog ikke vurderes at være af så væsentlig betydning, at
manglende overholdelse bør afføde retsvirkninger.
Det taler for, at § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige alene udgør ordens-
forskrifter, at overdragelse til inddrivelse er en forventelig
følge af, at betalingsfristen er overskredet. En skyldner, som
ikke betaler en fordring inden betalingsfristens udløb, må
således indse, at fordringen på et tidspunkt kommer under
inddrivelse, hvorefter fordringen kan tvangsinddrives. Det
forhold, at en fordring overdrages til inddrivelse, har i øvrigt
ikke betydning for skyldnerens indsigelsesret i forhold til at
anfægte fordringens eksistens eller størrelse, jf. § 2, stk. 2, 2.
pkt., hvorefter fordringshaveren behandler sådanne indsigel-
ser, jf. dog §§ 17 og 18. Hertil kommer, at de fleste skyldne-
re, som har fordringer under inddrivelse, vil få anledning til
at anfægte, at der er gennemført rykkerprocedure og foreta-
get underretning, når de får afgørelser eller andre meddelel-
ser fra restanceinddrivelsesmyndigheden om f.eks. rykkere
for betaling, modregning, iværksættelse af lønindeholdelse,
udlægsforretning m.v. Med andre ord vil skyldnerne – uan-
set at fordringshaverne ikke har foretaget rykkerprocedure
og underrettet dem om, at fordringerne vil blive overdraget
til inddrivelse – erfare, at fordringerne er under inddrivelse,
når restanceinddrivelsesmyndigheden kontakter skyldnerne
med afgørelser eller andre meddelelser.
Omvendt har overdragelsen af en fordring til inddrivelse
nogle retsvirkninger, der er væsentlige for skyldneren og
derfor kan tale for, at § 2, stk. 3, 1. pkt., (om fordringshaver-
nes sædvanlige rykkerprocedure) og § 2, stk. 4, 1. pkt., (om
fordringshavernes underretningspligt) i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige er mere end ordensforskrifter.
For det første vil fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bøder, blive
forrentet med en årlig rente (»inddrivelsesrente«) svarende
til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2, (p.t. 8,05
pct.), jf. § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Bestemmelsen i § 5, stk. 1, 1. pkt., trådte i
kraft den 1. august 2013. Før den 1. august 2013 blev for-
dringer under inddrivelse forrentet med en rente fastsat i den
enkelte opkrævningslovgivning. Inddrivelsesrenten tilskri-
ves fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, jf. § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Inddrivelsesrenter var til
og med den 31. december 2019 fradragsberettigede, jf. § 5
b, der blev indsat ved lov nr. 1575 af 27. december 2019 og
104
ophævede fradragsretten med virkning fra og med den 1. ja-
nuar 2020. Fordringer, der endnu ikke er overdraget til ind-
drivelse, vil som udgangspunkt få tilskrevet en opkræv-
ningsrente fastsat i den enkelte opkrævningslovgivning. Det
vil derfor bero på en konkret vurdering – ud fra en sammen-
ligning af rentesatsen, tidspunktet for rentetilskrivning og
adgang til fradragsret – om inddrivelsesrenten er mere byr-
defuld for skyldneren end opkrævningsrenten.
For det andet vil fordringer under inddrivelse kunne ind-
drives af restanceinddrivelsesmyndigheden med de i lovgiv-
ningen fastsatte inddrivelsesskridt. Disse omfatter bl.a. mod-
regning, lønindeholdelse og pantefogedudlæg, jf. §§ 7-12 i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Sådanne inddri-
velsesskridt er tillagt forældelsesafbrydende virkning, jf.
forældelseslovens § 18, stk. 2 og 4. Derudover kan restan-
ceinddrivelsesmyndigheden træffe afgørelse om, at inddri-
velsen stilles i bero, og at forældelsen af de fordringer, der
fremgår af afgørelsen, afbrydes med virkning fra afgørelses-
datoen, når lønindeholdelse ikke kan ske, fordi restanceind-
drivelsesmyndigheden vurderer, at skyldneren er uden den
betalingsevne, der er nødvendig for at foretage lønindehol-
delse, eller fordi skyldneren modtager en indkomst, hvori
lønindeholdelse som følge af indkomstens art ikke kan ske,
jf. § 18 a, stk. 8, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
For det tredje vil fordringer under inddrivelse blive omfat-
tet af de særlige forældelsesregler i § 18 a, stk. 1 og stk. 7, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det føl-
ger af stk. 1, at for fordringer inklusive renter, gebyrer og
andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller se-
nere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november
2018, der ved dette lovforslags § 1, nr. 15, foreslås ændret
til den 20. november 2021, jf. afsnit 2.1. Det følger af stk. 7,
1. pkt., at for de hovedkrav, der nævnes i stk. 2, den i stk. 2,
3. pkt., nævnte rente, der først blev modtaget til inddrivelse,
de opskrivningsfordringer og renter, der nævnes i stk. 2, 7.
pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og disses renter samt
de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte gebyrer, der overdra-
ges til restanceinddrivelsesmyndigheden af fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver for-
dringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter fordringens
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3.
og 4. pkt.
Praksis på området er ikke helt entydig, i forhold til om §
2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige alene er af ordensmæssig karakter, el-
ler om der er tale om egentlige gyldighedsbetingelser for at
kunne overdrage en fordring til inddrivelse.
Landsskatteretten fandt i afgørelse af 25. oktober 2010
(SKM2010·680·LSR), at inddrivelsesskridt var foretaget
med rette, uanset at der ikke var sket underretning, jf. § 2,
stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
forud for overdragelsen af fordringerne til inddrivelse.
Landsskatteretten lagde i den forbindelse vægt på, at mang-
lende overholdelse af underretningspligten ikke kunne med-
føre, at der ikke kunne foretages inddrivelse af kravet, og at
foretagne inddrivelsesskridt derfor ikke skulle anses for
ugyldige.
Landsskatteretten har imidlertid ved en senere afgørelse af
23. november 2017 (SKM2017·661·LSR) skabt tvivl om sin
fortolkning af, hvorvidt manglende opfyldelse af underret-
ningspligten, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, i visse tilfælde kan have betydning
for adgangen til at beregne inddrivelsesrenter, jf. § 5, stk. 1,
1. pkt. I afgørelsen fandt Landsskatteretten således, at for-
dringshaverens manglende underretning medførte, at de ef-
terfølgende inddrivelsesrenter var pålagt uberettiget, idet be-
tingelserne for at overdrage fordringen til restanceinddrivel-
sesmyndigheden ikke var opfyldt.
Fogedretten i Svendborg fandt i kendelse af 27. april
2018, at det ikke var dokumenteret, at fordringshaverens
sædvanlige rykkerprocedure var gennemført, jf. § 2, stk. 3,
1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, eller at
der var foretaget underretning, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., og at
restanceinddrivelsesmyndighedens udlæg derfor skulle op-
hæves, fordi fordringen ikke var lovmedholdeligt overdraget
til inddrivelse.
Hvis det antages, at manglende gennemførelse af rykker-
procedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1.
pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, har betydning for restanceinddrivelsesmyndighe-
dens mulighed for f.eks. at beregne inddrivelsesrenter og fo-
retage pantefogedudlæg, vil det efter almindelige forvalt-
ningsretlige principper bero på en samlet og konkret vurde-
ring, i hvilket omfang restanceinddrivelsesmyndigheden har
pligt til på eget initiativ at udsøge de fordringer, der er over-
draget til inddrivelse, uden at der er gennemført rykkerpro-
cedure og/eller foretaget underretning. Ombudsmanden an-
førte i FOB 2003.357 (side 374), at der ved vurderingen af,
om en myndighed har pligt til på eget initiativ at udsøge og
genoptage tidligere afgjorte sager, hvori der er truffet afgø-
relse ud fra en nu underkendt praksis, skal foretages en sam-
let vurdering af, om der er tale om væsentlige ændringer til
gunst for den pågældende, om myndighedernes nu under-
kendte praksis var udtryk for en klar lovstridig praksis, og
om der er væsentlige praktiske problemer med at identifice-
re de relevante sager. Sidstnævnte kriterium om de praktiske
problemer med at identificere de relevante sager vedrører
den administrative byrde, der er forbundet med udsøgningen
af sagerne. Kriteriet har både et praktisk aspekt, dvs. om det
overhovedet er muligt eller dog vanskeligt at fremfinde for-
dringerne, og et ressourcemæssigt aspekt, dvs. om det vil
være forbundet med et uforholdsmæssigt stort ressourcefor-
brug at udsøge fordringerne.
En tilsvarende vurdering ud fra samme tre kriterier vil
skulle foretages af restanceinddrivelsesmyndigheden, i for-
hold til om restanceinddrivelsesmyndigheden har pligt til at
udsøge fordringer, der er overdraget til inddrivelse, uden at
der er gennemført rykkerprocedure og/eller foretaget under-
retning. Dette gælder, både hvor fordringen fortsat er under
inddrivelse, og hvor fordringen er inddrevet og derfor ikke
længere er under aktiv inddrivelse. Hvis restanceinddrivel-
sesmyndigheden ikke har mulighed for at udsøge de rele-
105
vante fordringer eller kun kan finde frem til dem ved et be-
tydeligt ressourceforbrug, eksempelvis ved manuel gennem-
gang af alle fordringer i de mistankeramte fordringstyper,
vil restanceinddrivelsesmyndigheden ikke i alle tilfælde væ-
re forpligtet til at udsøge fordringerne. Restanceinddrivel-
sesmyndigheden er da i stedet forpligtet til at informere of-
fentligt om, hvilke typer af fordringer der mistænkes for at
være overdraget til inddrivelse uden gennemførelse af sæd-
vanlig rykkerprocedure og/eller foretagelse af underretning,
så skyldnerne selv kan fremsætte indsigelse, hvis de mener,
at de ikke er blevet rykket eller har modtaget underretning.
Det foreslås i nr. 25, at der indsættes en ny bestemmelse
som § 18 i i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der
skal håndtere fordringer, der forud for den 1. juli 2020, hvor
lovens § 1, nr. 1 og 2, foreslås at skulle træde i kraft, jf. lov-
forslagets § 5, stk. 1, er overdraget til inddrivelse, uden at
der er gennemført sædvanlig rykkerprocedure eller foretaget
underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det foreslås med § 18 i, 1. pkt., at fordringer, der har væ-
ret under opkrævning, og som den 1. juli 2020 hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden er registreret til at være under
inddrivelse, senest denne dato er under inddrivelse.
Forslaget skal sikre, at fordringer, der har været under op-
krævning, og som er registreret til at være under inddrivelse,
men som på grund af manglende gennemførelse af sædvan-
lig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2,
stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, ikke måtte være gyldigt overdraget til ind-
drivelse, vil være gyldigt under inddrivelse fra og med lo-
vens ikrafttrædelsesdato. Datoen for restanceinddrivelses-
myndighedens modtagelse af sådanne fordringer, der er re-
gistreret til at være under inddrivelse, men som ikke før lo-
vens ikrafttrædelse er blevet gyldigt overdraget til inddrivel-
se, vil herefter være lovens ikrafttrædelsesdato. Derimod
skal forslaget ikke ændre på modtagelsesdatoen for fordrin-
ger, der forud for lovens ikrafttrædelse er blevet (utvivl-
somt) gyldigt modtaget af restanceinddrivelsesmyndigheden
til inddrivelse.
Forslaget vil kun omfatte fordringer, der har været under
opkrævning hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det sik-
res herved, at forslaget kun vil omfatte fordringer, som
skyldneren må antages at være bekendt med, og som skyld-
neren derfor vidste eller burde vide ville blive overdraget til
inddrivelse, når fordringen ikke betales. Forslaget omfatter
endvidere kun fordringer, der ved lovens ikrafttræden er
retskraftige. Forslaget vil således ikke indebære, at fordrin-
ger, der ved lovens ikrafttræden allerede er forældede, gen-
oplives og anses for at være under inddrivelse.
Forslaget skal som nævnt ovenfor alene sikre, at fordrin-
ger, der har været under opkrævning, og som den 1. juli
2020 er registreret til at være under inddrivelse, senest den-
ne dato er under inddrivelse. Forslaget skal derimod ikke re-
gulere skyldnerens indsigelser, der forud for den 1. juli 2020
måtte være opstået som følge af manglende gennemførelse
af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underret-
ning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige. Selv om fordringerne fra og
med den 1. juli 2020 er under inddrivelse, skal forslaget
f.eks. ikke regulere en skyldners indsigelser om, at inddri-
velsesrenter eksempelvis for perioden fra og med den 15.
april 2018 til og med den 30. juni 2020 er uberettigede, at et
inddrivelsesskridt foretaget den 1. maj 2019 er ugyldigt, el-
ler at en indbetaling den 1. december 2019, der er anvendt
til dækning af fordringen, skal tilbagebetales.
Det foreslås med § 18 i, 2. pkt., at skyldnerens indsigelser,
der udspringer af manglende gennemførelse af sædvanlig
rykkerprocedure eller underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og
stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
dog ikke eventuelle forældelsesindsigelser, skal indgives
skriftligt til restanceinddrivelsesmyndigheden og være mod-
taget senest den 1. januar 2021, idet der dog kan ses bort fra
en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler der-
for.
Med den foreslåede frist er det hensigten, at skyldnernes
eventuelle indsigelser, der måtte udspringe af manglende
gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagel-
se af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dog ikke even-
tuelle forældelsesindsigelser, som udgangspunkt vil skulle
fremsættes senest den 1. januar 2021 for ikke at gå tabt. For-
slaget skal sikre, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter
fristens udløb kan lægge til grund, at en skyldner ikke kan få
medhold i en indsigelse, der udspringer af manglende gen-
nemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af
underretning, medmindre skyldneren kan dokumentere, at
fristoverskridelsen skyldes særlige omstændigheder. De sær-
lige omstændigheder, der kan tale for en fravigelse, kan ek-
sempelvis være en hospitalsindlæggelse, som har hindret
skyldneren i rettidigt at fremsætte indsigelsen. I sådanne og
andre tilfælde, hvor det vil være urimeligt at afvise en indsi-
gelse, vil der kunne bortses fra den manglende overholdelse
af fristen for at fremsætte indsigelsen senest den 1. januar
2021.
Forslaget omfatter ikke indsigelser, der allerede er fremsat
ved lovens ikrafttrædelse. Hvis skyldneren allerede før lo-
vens ikrafttrædelse har fremsat indsigelser, der udspringer af
manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure el-
ler foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.
4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil
der således ikke være behov for, at skyldneren efter lovens
ikrafttrædelse genfremsætter indsigelsen.
Forslaget omfatter alle indsigelser, der måtte udspringe af
manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure el-
ler foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.
4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dog
ikke eventuelle forældelsesindsigelser. Forslaget omfatter
således bl.a. indsigelser om, at inddrivelsesrenter og -skridt
er uberettigede, og at tidligere indbetalinger, der er anvendt
til dækning af fordringen, skal tilbagebetales. Da uberettige-
de inddrivelsesrenter efter omstændighederne vil skulle er-
stattes af opkrævningsrenter, hvis fordringen aldrig er blevet
gyldigt overdraget til inddrivelse, må indsigelser om inddri-
velsesrenters gyldighed forventes kun at være relevante for
106
fordringstyper, hvor inddrivelsesrenten efter en samlet vur-
dering – ud fra en sammenligning af rentesatsen, tidspunktet
for rentetilskrivning og adgang til fradragsret – er mere byr-
defuld for skyldneren end opkrævningsrenten.
Det foreslås med § 18 i, 3. pkt., at i forbindelse med indgi-
velse af en indsigelse omfattet af 2. pkt. og inden indsigel-
sen kan behandles, skal skyldneren betale et gebyr på 500
kr. til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Ved den foreslåede gebyrpålæggelse i forbindelse med
skyldnerens indsigelser, der måtte udspringe af manglende
gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagel-
se af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er det hensigten
at sikre, at det kun er skyldnere, der reelt mener, at de ikke
er blevet rykket eller ikke har modtaget underretning, der
fremsætter indsigelse herom. Gebyrpålæggelsen har således
til formål at undgå, at visse skyldnere, der reelt er blevet
rykket eller har fået underretning, anser det som værende
»en gratis omgang« at fremsætte indsigelse om ikke at have
modtaget en rykker eller underretning.
I de tilfælde, hvor skyldneren ikke får fuldt ud medhold i
indsigelsen, eller hvor indsigelsen afvises, vil forvaltningens
beslutning herom være udtryk for en forvaltningsretlig afgø-
relse, der kan indbringes efter reglerne i §§ 17 og 18 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige og § 6 i lov om
fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.
Det foreslås med § 18 i, 4. pkt., at hvis gebyret ikke er be-
talt senest 10 dage efter indgivelsen af indsigelsen, afviser
restanceinddrivelsesmyndigheden indsigelsen.
Det foreslås med § 18 i, 5. pkt., at gebyret tilbagebetales,
hvis skyldneren får helt eller delvist medhold i indsigelsen,
eller hvis indsigelsen afvises. Indsigelsen kan f.eks. blive af-
vist, fordi indsigelsen modtages hos restanceinddrivelses-
myndigheden fra og med den 2. januar 2021.
Det foreslås med § 18 i, 6. pkt., at restanceinddrivelses-
myndigheden lægger til grund, at fordringshaveren eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
har gennemført sædvanlig rykkerprocedure og foretaget un-
derretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, medmindre restan-
ceinddrivelsesmyndigheden for den konkrete fordring kon-
staterer, at fordringshaveren ikke har gjort dette.
Forslaget skal sikre en klar hjemmel til, at restanceinddri-
velsesmyndigheden ikke har pligt til af egen drift at udsøge
fordringer, der måtte være overdraget til inddrivelse uden
gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagel-
se af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Forslaget skal
endvidere sikre, at restanceinddrivelsesmyndigheden – uan-
set om det antages, at gennemførelse af sædvanlig rykker-
procedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1.
pkt., og stk. 4, 1. pkt., efter gældende regler er en forudsæt-
ning for at overdrage en fordring til inddrivelse – kan fort-
sætte inddrivelsen af fordringer, der indgår i fordringstyper,
hvor der er mistanke om, at visse fordringer kan være over-
draget uden gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure el-
ler foretagelse af underretning, indtil restanceinddrivelses-
myndigheden måtte konstatere, at fordringshaveren ikke har
gjort dette for den konkrete fordring. Restanceinddrivelses-
myndigheden vil bl.a. kunne konstatere dette, når skyldne-
ren overfor restanceinddrivelsesmyndigheden fremsætter
indsigelse om ikke at have modtaget rykker eller underret-
ning, og restanceinddrivelsesmyndigheden efter at have ind-
draget fordringshaveren ikke ud fra de foreliggende oplys-
ninger anser det for dokumenteret, at fordringshaveren har
gennemført sædvanlig rykkerprocedure og foretaget under-
retning. Det vil herefter skulle afgøres ud fra gældende ret,
hvad retsvirkningen heraf er for den konkrete fordring. Hvis
retsvirkningen antages at være, at fordringen ikke er blevet
gyldigt overdraget til inddrivelse, vil restanceinddrivelses-
myndigheden ikke længere have mulighed for at inddrive
fordringen, der i så fald vil skulle tilbagesendes til fordrings-
haveren. Restanceinddrivelsesmyndighedens konstatering
af, at der ikke er gennemført sædvanlig rykkerprocedure og
foretaget underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1.
pkt., kan ikke ske alene på baggrund af fordringshaverens
oplysning om, at der for en population af fordringer under
inddrivelse er mistanke om, at visse af fordringerne kan væ-
re overdraget til inddrivelse, uden at der er gennemført sæd-
vanlig rykkerprocedure og foretaget underretning. Der stil-
les således større krav til en sådan konstatering end en sådan
oplysning fra fordringshaveren.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.
Til § 2
I lov nr. 1110 af 13. november 2019 om ændring af lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov om retsafgifter
og forskellige andre love er det i § 9, stk. 5, bestemt, at for
fordringer, der på dagen for ikrafttræden af § 1, nr. 18, er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
regnes forældelsesfristen for fordringskomplekset i § 18 a,
stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
som affattet ved § 1, nr. 18, i denne lov fra den 20. novem-
ber 2018, medmindre den nye forældelsesfrist efter en af-
brydelse, der senest på dagen for ikrafttræden af § 1, nr. 18,
er sket af forældelsen for den fordring, hvis forældelsesdato
er gældende for fordringskomplekset, endnu ikke er begyndt
at løbe på dagen for ikrafttræden af § 1, nr. 18. I så fald reg-
nes forældelsesfristen for fordringskomplekset fra den dato,
hvorfra en ny forældelsesfrist igen begynder at løbe.
Datoen 20. november 2018 er identisk med den dato,
hvorfra forældelsesfristen for fordringer, der den 19. novem-
ber 2015 eller senere er kommet under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, senest løber fra, jf. § 18 a,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås en yderligere ud-
skydelse af forældelsen af fordringer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, således at forældelsesfri-
sten tidligst løber fra den 20. november 2021.
Det foreslås derfor i lovforslagets § 2, at der gennemføres
den nødvendige ændring i § 9, stk. 5, 1. pkt., i lov nr. 1110
af 13. november 2019.
107
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.
Til § 3
Efter gældende ret kan udgifter til arbejdsløshedsforsik-
ring fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige ind-
komst. Det følger af pensionsbeskatningslovens § 49, stk. 1,
1. pkt., hvorefter der gives fradrag for udgifter til forsikring
mod arbejdsløshed. Fradraget omfatter hele arbejdsløsheds-
kassekontingentet, herunder den del af kontingentet, der går
til administration, jf. § 77, stk. 7, i lov om arbejdsløsheds-
forsikring m.v. Denne del af kontingentet, som vedrører ad-
ministrationsbidraget, betragtes som accessorisk i forhold til
den del, som vedrører forsikringsydelsen, og er derfor om-
fattet af fradragsretten.
Et såkaldt seniormedlemskab giver folkepensionister mu-
lighed for at få eller bevare et medlemskab af en arbejdsløs-
hedskasse. Et seniormedlem skal efter § 44 i lov om arbejds-
løshedsforsikring m.v. kun betale administrationsbidrag til
arbejdsløshedskassen, jf. § 77, stk. 7. Kontingentet for et se-
niormedlemskab er efter gældende ret ikke fradragsberetti-
get, fordi seniormedlemskabet ikke giver ret til dagpenge og
derfor ikke indeholder et forsikringselement, hvilket er en
forudsætning for fradragsret efter pensionsbeskatningslo-
vens § 49, stk. 1, 1. pkt., jf. Skattestyrelsens styresignal af
19. december 2019 om seniormedlemskab i A-kasser
(SKM2019·637. SKTST). Kontingentet til seniormedlem-
skabet er ikke accessorisk til en fradragsberettiget forsik-
ringspræmie, men skal skattemæssigt kvalificeres enkeltstå-
ende.
Da seniormedlemskontingentet ikke har den fornødne di-
rekte sammenhæng med udførelsen af et indtægtsgivende
arbejde, idet seniormedlemskabet kun giver ret til hjælp til
jobsøgning, er der heller ikke fradragsret efter statsskattelo-
vens § 6, litra a. Seniormedlemsbidraget må således betrag-
tes som en ikke fradragsberettiget etableringsomkostning.
Det foreslås at ændre pensionsbeskatningslovens § 49, stk.
1, 1. pkt., således at udgifter til seniormedlemskontingent
kan fradrages af seniormedlemmer af en arbejdsløshedskas-
se ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Ved den foreslåede bestemmelse foreslås det at indføre
fradragsret for sådanne seniormedlemmer, uagtet at senior-
medlemskabet ikke indeholder et forsikringselement, men
alene omfatter et administrationsbidrag.
Det følger af forslaget, at der vil blive givet et lignings-
mæssigt fradrag for seniormedlemskontingenter til arbejds-
løshedskasser. Indførelsen af fradragsret for seniormedlems-
kontingenter i arbejdsløshedskasser vil understøtte incita-
mentet for personer, som har nået folkepensionsalderen, til
at få et seniormedlemskab. Seniormedlemskabet er indført
for at forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer,
som har nået folkepensionsalderen, og som ønsker at bevare
tilknytningen til det ordinære arbejdsmarked.
Det bemærkes, at arbejdsløshedskasserne hvert år skal fo-
retage indberetning til Skatteforvaltningen af de indbetalin-
ger, der er modtaget fra medlemmer i det forudgående ka-
lenderår, jf. skatteindberetningslovens § 32. Indberetnings-
pligten vil også gælde seniormedlemskontingenter.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.12.
Til § 4
Det følger af § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v., at udlægsforretninger,
der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndighedens pan-
tefogeder, er omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel
45-47 (dvs. §§ 478-526), medmindre andet er bestemt i lo-
ven.
Lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og af-
gifter m.v. gælder for inddrivelse af skatter, afgifter, bøder
og andre ydelser, der opkræves eller inddrives af det offent-
lige, og som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, jf. lo-
vens § 1.
Der er hjemmel til udpantning i § 11 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Det følger således af § 11, at for-
dringer, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, kan inddrives ved udpantning, medmindre andet
følger af lovens bilag 1.
Efter retsplejelovens § 493, stk. 1, underretter fogedretten
så vidt muligt skyldneren om tid og sted for udlægsforret-
ningen. Skal forretningen foretages uden for rettens kontor,
angives tid og sted så bestemt som foreneligt med tilrette-
læggelsen af rettens arbejde. Underretningen kan ske ved til-
sigelse til forretningen, jf. § 494.
Det følger af § 493, stk. 2, at underretning kan undlades,
hvis fogedretten finder det ubetænkeligt at foretage forret-
ningen uden forudgående meddelelse til skyldneren, eller
hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning el-
lers vil blive væsentligt forringet. Fogedretten kan i sidst-
nævnte tilfælde betinge fuldbyrdelsen af forudgående sik-
kerhedsstillelse.
Hvis fuldbyrdelse forlanges på grundlag af udpantnings-
ret, skal meddelelse om forretningen forkyndes for skyldne-
ren, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Meddelel-
sen skal indeholde oplysninger om kravets grundlag og stør-
relse og sidste rettidige betalingsdag. Ved senere forretnin-
ger for samme krav gives alene meddelelse efter reglerne i
retsplejelovens § 493, stk. 1 og 2, jf. stk. 3.
Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender som ud-
gangspunkt tilsigelser efter retsplejeloven til brug for sine
udlægsforretninger. Efter retsplejelovens § 486, stk. 1, 2.
pkt., kan forkyndelse af meddelelse efter § 493, stk. 3, tid-
ligst ske dagen efter sidste rettidige betalingsdag. Forkyn-
delse kan alene undlades, hvis skyldner samtykker, eller det
må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil bli-
ve væsentligt forringet, jf. retsplejelovens § 486, stk. 2.
Efter retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., skal en medde-
lelse om udlægsforretning blandt andet indeholde oplysning
om fordringens sidste rettidige betalingsdag. Ved lov nr. 551
af 25. april 2018 blev kravene til restanceinddrivelsesmyn-
dighedens meddelelse i forbindelse med pantefogedudlæg
imidlertid ændret, så retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., ik-
ke i dag finder anvendelse i disse tilfælde, jf. § 5, stk. 1, i
108
lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgif-
ter m.v.
Ifølge § 5, stk. 2, i lov om fremgangsmåden ved inddrivel-
se af skatter og afgifter m.v. skal restanceinddrivelsesmyn-
digheden i stedet oplyse skyldneren om blandt andet fordrin-
gens modtagelsesdato.
Ændringen af kravene til restanceinddrivelsesmyndighe-
dens tilsigelse skyldtes, at der i flere tilfælde havde været
usikkerhed om den registrerede sidste rettidige betalingsda-
to, som efter retsplejelovens § 493, stk. 3, skal oplyses ved
forkyndelser om udlægsforretninger. Der blev i forarbejder-
ne til lov nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folketingstidende
2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 226 som fremsat, side
29, lagt vægt på, at sidste rettidige betalingsdag skal være
overskredet, før fordringer kan overdrages til inddrivelse.
Det er således bestemt i § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, at fordringer først kan over-
drages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
når betalingsfristen er udløbet, og der samtidig er gennem-
ført den for fordringshaver sædvanlige rykkerprocedure,
uden at betaling er sket.
Som følge af bestemmelsen i § 5, stk. 2, i lov om frem-
gangsmåden ved inddrivelse af skatte og afgifter m.v., skal
restanceinddrivelsesmyndigheden i forbindelse med forkyn-
delser til en skyldner om en forestående pantefogedudlægs-
forretning, således blandt andet oplyse om den pågældende
fordrings registrerede modtagelsesdato i inddrivelsessyste-
met.
Hvis den registrerede modtagelsesdato ikke altid er retvi-
sende, som det nu under oprydningsarbejdet efter EFI/DMI-
systemet er konstateret, er der fortsat risiko for, at forkerte
oplysninger kommunikeres til skyldneren ved forkyndelse af
en udlægsforretning, uanset at ændringen i § 5, stk., 2, ind-
sat ved lov nr. 551 af 29. maj 2018, hvorefter modtagelses-
dato skal oplyses i stedet for sidste rettidige betalingsdag,
netop havde til formål at undgå lige præcis dette.
For at undgå, at forkyndelser til skyldneren om udlægsfor-
retninger indeholder forkerte oplysninger om modtagelses-
datoen for en fordring, som skal forsøges inddrevet gennem
udlæg, foreslås det i nærværende lovforslags § 2, nr. 1, at
indføre en hjemmel i § 5, stk. 2, i lov om fremgangsmåden
ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. til fremover at er-
statte oplysningen om en konkret fordrings modtagelsesdato
i forbindelse med forkyndelser om udlægsforretninger med
en oplysning om, at fordringen er under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden.
Med en sådan ændring af kravene til forkyndelsens ind-
hold vil der fremover skulle gives den samme oplysning,
som restanceinddrivelsesmyndigheden skal give skyldneren
ved meddelelse af en afgørelse om modregning eller løninde-
holdelse, jf. § 9 a, stk. 2, og § 10, stk. 2, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
Hvis det som foreslået oplyses i en forkyndelse, at en
fordring er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, vil dens sidste rettidige betalingsdag være over-
skredet, ligesom den vil være modtaget hos restanceinddri-
velsesmyndigheden. Den foreslåede ændring vurderes derfor
at være ubetænkelig i forhold til skyldneren, når blot skyld-
neren er klar over, hvilken fordring det drejer sig om. Det
vil derfor stadig skulle være beskrevet på en sådan måde, at
skyldneren vil kunne genkende fordringen. Det bemærkes i
den forbindelse at fordringshaveren så vidt muligt skal have
underrettet skyldneren om overdragelsen, jf. forslaget om
præcisering af § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Formålet med den i § 2, nr. 1, foreslåede ændring er at af-
hjælpe et problem, som restanceinddrivelsesmyndigheden er
stødt på grundet usikkerhed om stamdatakvalitet i DMI-ind-
drivelsessystemet, og som aktuelt betyder, at der ligger et
betydeligt antal fordringer i DMI, som hverken er inddrivel-
ses- eller konverteringsparate i forhold til det nye inddrivel-
sessystem, PSRM. Det drejer sig om potentielt forkert regi-
strerede modtagelsesdatoer for en pulje af fordringer, som
blev sendt til inddrivelse før den 1. september 2013, dvs.
fordringer fra den ældste del af fordringsmassen. Disse for-
dringer er konverteret fra de tidligere inddrivelsessystemer
KMD og KMD Ind i forbindelse med idriftsættelsen af EFI/
DMI-systemet, og der var i den forbindelse ikke i alle tilfæl-
de et sikkert grundlag for at identificere fordringernes fakti-
ske modtagelsesdato, således som denne i dag er defineret i
§ 4, stk. 1, og § 49, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 188 af
9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
De tidligere inddrivelsessystemer registrerede således ikke
en modtagelsesdato på samme måde som i dag. Det er i den
forbindelse oplyst af Skattestyrelsen, at den registrerede
modtagelsesdato for Skattestyrelsens egne konverterede for-
dringer kan være udtryk for enten den dato, hvor skyldneren
blev oprettet i inddrivelsessystemerne KMD eller KMD Ind,
eller den dato, hvor skyldneren senere er »genoprettet« i
inddrivelsessystemet, fordi pågældende har skiftet bopæls-
kommune.
Der er således en generel risiko for, at de registrerede
modtagelsesdatoer for fordringer, modtaget til inddrivelse
før den 1. september 2013, ikke svarer til den dato, hvor for-
dringen faktisk blev modtaget i inddrivelsessystemet, dvs.
den »korrekte modtagelsesdato«. Der er derfor behov for at
ændre i § 5, stk. 2, i lov om fremgangsmåden ved inddrivel-
se af skatter og afgifter m.v., så forkerte oplysninger ikke gi-
ves til skyldner.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger af-
snit 2.7.
Til § 5
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli
2020, jf. dog stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at skatteministeren fastsætter tids-
punktet for ikrafttrædelse af § 1, nr. 3, 13 og 14, dvs. regler-
ne om henholdsvis behandlingen af gebyrer med henblik på
at undgå fordringer i tre niveauer og muligheden for at ind-
drive gebyrer ved lønindeholdelse og udpantning, selv om
de vedrører et hovedkrav, der på grund af bilag 1 til lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige ikke kan inddrives ved
109
lønindeholdelse og udpantning, jf. de almindelige bemærk-
ninger, afsnit 2.5.
Det foreslås i stk. 3, at skatteministeren kan fastsætte reg-
ler om, hvornår § 1, nr. 3, skal finde anvendelse for restan-
ceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, og her-
under skal kunne bestemme, at § 2, stk. 10, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, som affattet ved lovens § 1,
nr. 3, helt eller delvist finder anvendelse fra forskellige tids-
punkter for de enkelte inddrivelsessystemer.
Det kan formentlig være nødvendigt i en periode, mens
fordringshavere tilkobles det nye inddrivelsessystem,
PSRM, at have forskellige regelsæt for henholdsvis DMI og
PSRM.
Det kan formentlig også være nødvendigt i DMI at kunne
indgå aftaler midlertidigt frem til tilkoblingen af fordrings-
havere, der endnu ikke er tilkoblet PSRM og/eller for hvilke
en ændring vil kræve systemudvikling eller nye fordringsty-
per i DMI. Dette kan potentielt også blive relevant for
PSRM, hvis fordringshavers system ikke umiddelbart kan
understøtte § 2, stk. 10, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, som affattet ved lovens § 1, nr. 3.
Det foreslås i stk. 4, at § 1, nr. 23, ikke skal finde anven-
delse på forældelsesafbrydende skridt, der er foretaget af re-
stanceinddrivelsesmyndigheden før den 1. juli 2020. Forsla-
get skal sikre, at der ikke vil være forældelsesindsigelser,
der fortabes ved lovens ikrafttrædelse. Det vil således kun
være forældelsesafbrydende skridt, der foretages fra og med
den 1. juli 2020, der kan medføre, at skyldnerens forældel-
sesindsigelser kan fortabes.
Det foreslås i stk. 5, at indførelsen af fradrag for senior-
medlemskabskontingenter får virkning for kontingenter, der
forfalder til betaling den 1. januar 2020 eller senere.
Det foreslås i stk. 6, at regler fastsat i medfør af § 2, stk.
13, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015, forbliver i kraft, ind-
til de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af
§ 2, stk. 14, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Overgangsreglen skyldes, at forslaget om at indsætte et
nyt stk. 10 i § 2 i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge (jf. lovforslagets § 1, nr. 3) har den konsekvens, at den
gældende bestemmelse i § 2, stk. 13, bliver til § 2, stk. 14.
Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi
de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller
Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i
kraft for Færøerne eller Grønland.
110
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
Skatteministeriet
§ 1
I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015, som
ændret bl.a. ved lov nr. 1253 af 17. november
2015, § 1 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, § 1 i lov
nr. 551 af 29. maj 2018, § 1 i lov nr. 324 af 30.
marts 2019 og § 1 i lov nr. 1110 af 13. november
2019 og senest ved § 1 i lov nr. 1575 af 27. de-
cember 2019, foretages følgende ændringer:
§ 2. - - -
Stk. 2. - - - 1. I § 2, stk. 3, indsættes som 4. pkt.:
Stk. 3. Fordringer overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden, når betalingsfristen er over-
skredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er
gennemført. Fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
kan dog på skyldnerens anmodning tillade af-
dragsvis betaling eller henstand med betalingen.
Afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand
med betalingen kan ikke indbringes for højere ad-
ministrativ myndighed.
»Sædvanlig rykkerprocedure, jf. 1. pkt., gen-
nemføres kun, hvis det er muligt, og gennemførel-
se heraf er ikke en forudsætning for overdragelse
af fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden,
medmindre andet følger af anden lovgivning.«
2. § 2, stk. 4, affattes således:
Stk. 4. Inden overdragelse af fordringer m.v. til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
skal fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt
underrette skyldneren om overdragelsen. Under-
retning kan dog undlades, hvis det må antages, at
muligheden for at opnå dækning ellers vil blive
væsentligt forringet.
»Stk. 4. Inden overdragelse af fordringer til ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden un-
derretter fordringshaveren eller den, der på vegne
af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt
skyldneren om overdragelsen, medmindre det ikke
er muligt at foretage underretning eller underret-
ning må antages at medføre en væsentlig forrin-
gelse af muligheden for at opnå dækning. Under-
retning efter 1. pkt. er ikke en forudsætning for, at
fordringer kan overdrages til restanceinddrivelses-
myndigheden.«
Stk. 5-9. - - - 3. I § 2 indsættes efter stk. 9 som nyt stykke:
111
Stk. 10. Har skyldneren ikke oplyst sit person-
nummer inden for den angivne frist, eller forelig-
ger der begrundet tvivl om rigtigheden af skyldne-
rens oplysning herom, kan forsyningsvirksomhe-
den eller den, der på dennes vegne opkræver for-
dringen, ved henvendelse til en kommunalbesty-
relse efter forudgående entydig identifikation af
skyldneren få oplyst skyldnerens personnummer
fra Det Centrale Personregister. Kommunalbesty-
relsen skal behandle anmodningen senest 10 hver-
dage efter modtagelsen heraf.
Stk. 11. Fordringshaveren eller den, der på vegne
af fordringshaveren opkræver fordringen, skal, så-
fremt denne bliver bekendt med væsentlige æn-
dringer i skyldnerens forhold efter overdragelsen
af fordringen til restanceinddrivelsesmyndighe-
den, underrette restanceinddrivelsesmyndigheden
herom og kan i den forbindelse anmode restan-
ceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere ind-
drivelsen eller at sende sagen tilbage til fordrings-
haveren, med henblik på at fordringshaveren kan
tillade afdragsvis betaling eller henstand med be-
talingen. Fordringer, der er omfattet af refusions-
ret fra statskassen, sendes ikke tilbage til for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-
haveren har forestået opkrævningen, jf. dog stk.
12.
Stk. 12. Fordringshaveren eller den, der på vegne
af fordringshaveren opkræver fordringen, kan helt
eller delvis kalde en fordring tilbage, der er over-
sendt til inddrivelse, med henblik på at foretage
modregning for kravet.
»Stk. 10. Ved overdragelse af et gebyr til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden oplyser fordringsha-
veren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, restanceinddrivelsesmyndig-
heden om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog be-
stemme, at en fordringshaver eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
skal overdrage et gebyr til restanceinddrivelses-
myndigheden uden oplysning om, hvilket hoved-
krav gebyret vedrører. Er der ved overdragelsen af
et gebyr givet restanceinddrivelsesmyndigheden
oplysning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrø-
rer, jf. 1. pkt., kan restanceinddrivelsesmyndighe-
den beslutte, at gebyret fremover under inddrivel-
sen skal behandles som et selvstændigt hovedkrav.
Er der ved overdragelsen af et gebyr ikke givet re-
stanceinddrivelsesmyndigheden oplysning om,
hvilket hovedkrav gebyret vedrører, jf. 2. pkt., be-
handler restanceinddrivelsesmyndigheden gebyret
som et selvstændigt hovedkrav. Hvis fordringsha-
veren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, ved overdragelse af et gebyr
til restanceinddrivelsesmyndigheden skal oplyse
restanceinddrivelsesmyndigheden om, hvilket ho-
vedkrav gebyret vedrører, jf. 1. pkt., kan for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-
haveren opkræver fordringen, ikke til restanceind-
drivelsesmyndigheden overdrage renter af geby-
ret, herunder renter, der er tilbagesendt til for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-
haveren opkræver fordringen.«
Stk. 10-13 bliver herefter stk. 11-14.
Stk. 13. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1-12, her-
under en beløbsmæssig mindstegrænse for for-
dringer, der overdrages til inddrivelse, og om
fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer
til restanceinddrivelsesmyndigheden, tilbagekal-
delse af fordringer til opkrævningsmyndigheden,
størrelsen af fordringer m.v., som der kan tillades
afdragsvis betaling eller henstand med, og om
tidsfrister for afdragsvis betaling og henstand.
Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler
4. I § 2, stk. 13, 1. pkt., der bliver stk. 14, 1. pkt.,
ændres »stk. 1-12« til: »stk. 1-13«.
112
om, at overdragelse af fordringer kan ske elektro-
nisk.
§ 3. - - -
Stk. 2-7. - - -
Stk. 8. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler til gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 3-7
og om fradrag af pensionsindbetalinger ved beta-
lingsevnevurdering. Skatteministeren kan endvi-
dere fastsætte regler, hvorefter fordringshavere og
andre offentlige myndigheder får elektronisk ad-
gang til oplysninger registreret af restanceinddri-
velsesmyndigheden om restancens størrelse i for-
hold til vedkommende fordringshaver, og om der
foreligger restante fordringer i forhold til andre
fordringshavere. Skatteministeren kan fastsætte
nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighe-
dens redegørelse for renter og gebyrer, der opkræ-
ves af told- og skatteforvaltningen eller via for-
dringshaversystemer, der anvender et saldoprin-
cip, i afgørelser og meddelelser til skyldneren og
andre.
5. I § 3, stk. 8, 3. pkt., indsættes efter »saldoprin-
cip,«: »og for gebyrer, der overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden eller måtte blive ind-
berettet til restanceinddrivelsesmyndighedens for-
dringsregister, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt., uden oplys-
ning om, hvilket hovedkrav de vedrører, for geby-
rer, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden
efter § 2, stk. 10, 3. pkt., har besluttet, at de fremo-
ver skal behandles som selvstændige hovedkrav,
samt for renter og gebyrer, der som følge af en be-
slutning truffet i medfør af § 3 D, stk. 1, behandles
som selvstændige hovedkrav,«.
6. Efter § 3 C indsættes før overskriften før § 4:
Ȥ 3 D. Hvis der for renter eller gebyrer, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden og efter det oplyste vedrører et hoved-
krav, der også er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, er kendskab til eller
mistanke om datafejl, der er til hinder for inddri-
velse, eller tvivl om retskraften, og der for hoved-
kravet ikke er kendskab til eller mistanke om så-
danne datafejl eller tvivl om retskraften, kan re-
stanceinddrivelsesmyndigheden beslutte, at renter-
ne eller gebyrerne fremover af restanceinddrivel-
sesmyndigheden behandles som selvstændige ho-
vedkrav.
Stk. 2. Renter, der som følge af en beslutning
truffet i medfør af stk. 1 behandles som selvstæn-
dige hovedkrav, omfattes af § 4, stk. 2, 1. pkt.
Stk. 3. Renter, der som følge af en beslutning
truffet i medfør af stk. 1 behandles som selvstæn-
dige hovedkrav, forrentes ikke efter § 5.
Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om, hvilke renter der skal kunne inddrives
ved lønindeholdelse efter § 10 eller udpantning ef-
ter § 11, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden
113
i medfør af stk. 1 har besluttet, at disse renter skal
behandles som selvstændige hovedkrav.«
§ 4. - - -
Stk. 2. Dækker beløb, der inddrives fra skyldner,
kun delvis fordringer inden for samme kategori, jf.
stk. 1, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de
modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
således at den fordring, der først modtages, dæk-
kes først. Krav på rente dækkes dog forud for ho-
vedkravet. For en opkrævningsrente lægges det
hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden
fik oplyst ved modtagelsen af opkrævningsrenten,
til grund ved anvendelsen af 2. pkt. Er en oplys-
ning om hovedkravet ikke givet ved modtagelsen
af en opkrævningsrente, anvendes alene 1. pkt.
7. I § 4, stk. 2, indsættes som 5. pkt.:
»For fordringer, der før den 1. september 2013
er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, lægges den i inddrivelsessyste-
met registrerede modtagelsesdato til grund ved an-
vendelse af 1. pkt.«
Stk. 3-8. - - -
§ 5. - - -
Stk. 2. Skatteministeren kan bestemme, at stk. 1
ikke skal anvendes på nærmere angivne typer af
fordringer. Skatteministeren kan endvidere be-
stemme, at stk. 1 ikke skal anvendes på fordringer,
der inden ikrafttrædelsen af stk. 1 er modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden uden særskilt
angivelse af hovedstol, renter og gebyrer. Hvis
fordringshaveren senest 6 måneder fra datoen for
denne ikrafttrædelse giver restanceinddrivelses-
myndigheden oplysning om hovedstol, renter og
gebyrer, tilskrives renten efter stk. 1 dog fra da-
toen for oplysningens modtagelse. Skatteministe-
ren kan endelig bestemme, at told- og skattefor-
valtningen undlader at beregne og opkræve op-
krævningsrenter, der vil påløbe registreringsafgift,
vægtafgift og andre fordringer, der vedrører told-
og skatteforvaltningens køretøjsregister, fra mod-
tagelsen af disse fordringer hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden og indtil den dag, hvor der til-
skrives rente efter stk. 1.
8. § 5, stk. 2, 2. og 3. pkt., ophæves, og i stedet
indsættes:
»Skatteministeren kan endvidere bestemme, at
stk. 1 ikke skal anvendes på fordringer, der efter
restanceinddrivelsesmyndighedens skøn kan være
overdraget uden særskilt angivelse af hovedstol,
renter og gebyrer, herunder fastsætte regler om an-
vendelsen af disse regler og mulighederne for, at
fordringshaveren kan afkræfte eller berigtige for-
holdet med den virkning, at stk. 1 anvendes.«
9. I § 6 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
§ 6. Der skal for udsendelse af rykkerskrivelse
vedrørende fordringer, der inddrives af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, betales
et rykkergebyr på 140 kr. til restanceinddrivelses-
myndigheden. Skatteministeren fastsætter gebyrer
til restanceinddrivelsesmyndigheden for oprettelse
»Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i særli-
ge tilfælde undlade at pålægge rykkergebyr.«
114
af ny fordring, iværksættelse af lønindeholdelse
m.v. og tilsigelse til udlægsforretning vedrørende
fordringer, der inddrives af restanceinddrivelses-
myndigheden, jf. § 1, stk. 1.
§ 7. - - -
Stk. 2-3. - - -
10. I § 7, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:
Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1 og 2,
herunder om indberetning fra fordringshaverne til
restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregi-
ster, og regler om, hvilke udbetalinger fra det of-
fentlige restanceinddrivelsesmyndigheden anven-
der til modregning, og om at kunne undlade mod-
regning.
»Skatteministeren kan derudover fastsætte regler
om fremgangsmåden for indberetning af et gebyr
til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsre-
gister og om de oplysninger, der skal gives ved
indberetningen.«
11. Efter § 8 indsættes:
Ȥ 8 a. Ved modregning kan restanceinddrivel-
sesmyndigheden lægge de datooplysninger, som
for fordringer, herunder renter og gebyrer, er regi-
streret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddri-
velsessystemer, til grund, når modregningen gen-
nemføres, efter at skyldnerens krav på udbetaling
fra det offentlige er overdraget til tredjemand, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. Hvor restanceinddrivelsesmyndigheden
har mistanke om, at en registreret datooplysning
medfører risiko for uberettiget modregning, kan
restanceinddrivelsesmyndigheden for den eller de
fordringer, der efter restanceinddrivelsesmyndig-
hedens skøn kan være berørt af fejlen, anvende en
senere dato eller ændre den registrerede dato til en
senere dato, der lægges til grund efter stk. 1.
Stk. 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan
ved kendskab til eller mistanke om datafejl i for-
dringen beslutte, at der helt eller delvist ikke skal
ske modregning i en udbetaling, hvis det under
hensyntagen til tilrettelæggelsen af restanceinddri-
velsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen, for-
dringernes beløb, fejlens karakter eller undersø-
gelsernes kompleksitet findes hensigtsmæssigt.
Stk. 4. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan
aftale med en fordringshaver eller den, der på veg-
ne af denne opkræver fordringen, at de datooplys-
ninger, der skal gives om en fordring ved dens
115
overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden,
angives som senere datoer end de rigtige.
§ 8 b. Hvis der i medfør af anden lovgivning
skal beregnes renter af et beløb, der af det offentli-
ge skal udbetales til en fysisk eller juridisk person,
og udbetalingsbeløbet inklusive eventuelle renter
med henblik på modregning med fordringer under
opkrævning eller inddrivelse er overført til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden i henhold til § 4 a,
stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v., bereg-
ner og udbetaler restanceinddrivelsesmyndigheden
de eventuelle yderligere renter, som den fysiske
eller juridiske person måtte have krav på tidligst
fra og med restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af udbetalingsbeløbet. Restanceinddri-
velsesmyndigheden kan vælge at beregne renter af
det samlede udbetalingsbeløb, selv om dette beløb
måtte være overført uden særskilt angivelse af ho-
vedstol og renter.
Stk. 2. Anvendes udbetalingsbeløbet til modreg-
ning med en eller flere fordringer, der er under op-
krævning eller inddrivelse, foretages forrentnin-
gen af udbetalingsbeløbet, jf. stk. 1, og de beløb,
der modregnes med, til og med den dag, hvor re-
stanceinddrivelsesmyndigheden beslutter, at der
vil blive gennemført modregning.«
12. Efter § 9 a indsættes før overskriften før § 10:
Ȥ 9 b. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i
meddelelser, afgørelser, tilsigelser, underretninger
m.v. til skyldner beskrive fordringer samt renter
og gebyrer heraf ud fra de datooplysninger, der er
registreret i inddrivelsessystemet.
§ 10. Fordringer omfattet af denne lov kan med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger
inddrives ved lønindeholdelse, medmindre andet
følger af bilag 1.
Stk. 2-8. - - -
13. I § 10, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Et gebyr, der af restanceinddrivelsesmyndighe-
den behandles som hovedkrav, jf. § 2, stk. 10, 3.
og 4. pkt., kan inddrives ved lønindeholdelse, selv
om det vedrører et hovedkrav, der ikke kan inddri-
ves ved lønindeholdelse, jf. bilag 1.«
§ 11. Fordringer omfattet af denne lov kan med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger
inddrives ved udpantning, medmindre andet følger
af bilag 1.
14. I § 11 indsættes som 2. pkt.:
»Et gebyr, der af restanceinddrivelsesmyndighe-
den behandles som hovedkrav, jf. § 2, stk. 10, 3.
og 4. pkt., kan inddrives ved udpantning, selv om
116
det vedrører et hovedkrav, der ikke kan inddrives
ved udpantning, jf. bilag 1.«
§ 18 a. For fordringer inklusive renter, gebyrer
og andre omkostninger, der er under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. no-
vember 2015 eller senere, regnes forældelsesfri-
sten tidligst fra den 20. november 2018.
15. I § 18 a, stk. 1, ændres »2018« til: »2021«.
Stk. 2. Et hovedkrav og dets tilhørende rente el-
ler renter, der alle er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, udgør i relation til
forældelse et fordringskompleks, hvor alle fordrin-
ger har samme forældelsesdato, uanset om hoved-
kravet eller dets tilhørende rente eller renter op-
eller nedskrives, efter at de er kommet under ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Forældelsesdatoen for fordringskomplekset er den
til enhver tid gældende forældelsesdato for hoved-
kravet, efter at dette kom under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden. Er hovedkravet
nedbragt til nul i opkrævningsfasen, er forældel-
sesdatoen for fordringskomplekset forældelsesda-
toen for den af rentefordringerne, der først blev
modtaget til inddrivelse. Forældelsen kan efter
modtagelse af hovedkravet til inddrivelse afbrydes
for hele fordringskomplekset, hvis afbrydelsen
omfatter hovedkravet. Er hovedkravet nedbragt til
nul, herunder ved indfrielse, nedskrivning eller af-
skrivning, medfører en afbrydelse af forældelsen
for en tilhørende rente, der er under inddrivelse,
en afbrydelse af forældelsen for hele fordrings-
komplekset. Opskrives hovedkravet ved overdra-
gelse af en opskrivningsfordring, eller overdrages
yderligere tilhørende renter, anvendes som foræl-
delsesdato for fordringskomplekset den ved op-
skrivningsfordringens eller de yderligere tilhøren-
de renters modtagelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden gældende forældelsesdato for for-
dringskomplekset. Er fordringskomplekset under
inddrivelse nedbragt til nul, herunder ved indfriel-
se, nedskrivning eller afskrivning, og modtager re-
stanceinddrivelsesmyndigheden herefter en op-
skrivningsfordring, en eller flere opkrævningsren-
ter eller genindsendte inddrivelsesrenter eller en
opskrivning af opkrævningsrenter eller genind-
sendte inddrivelsesrenter ved overdragelse af en
16. § 18 a, stk. 2, 9. og 10. pkt., affattes således:
»Hvis en eller flere renter, der i medfør af § 3 B,
stk. 1, 1. pkt., skal behandles som selvstændige
hovedkrav med hensyn til forældelse eller i med-
før af en beslutning truffet i henhold til § 3 D, stk.
1, skal behandles som selvstændige hovedkrav, i
restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessy-
stem er registreret som én rentefordring, udgør
den registrerede rentefordring hovedkravet i et
fordringskompleks efter 1. pkt., hvor forældelses-
datoen for fordringskomplekset er den forældel-
sesdato, der gælder for renten eller renterne i den
registrerede rentefordring, eller den tidligste for-
ældelsesdato, hvis den registrerede rentefordring
indeholder flere renter med forskellige forældel-
sesdatoer. Det hovedkrav og de renter, der nævnes
i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., og de gebyrer, der som føl-
ge af en beslutning truffet i medfør af § 3 D, stk.
1, skal behandles som selvstændige hovedkrav,
med tilhørende renter udgør et fordringskompleks
efter 1. pkt.«
117
eller flere nye renter, får fordringskomplekset be-
stående af opskrivningsfordringen respektive den
eller de overdragne renter den forældelsesdato, der
følger af stk. 4 sammenholdt med stk. 7. Består
fordringskomplekset i det tilfælde, der nævnes i 7.
pkt., tillige af en opskrivningsfordring til et ho-
vedkrav, afbrydes forældelsen for fordringskom-
plekset alene, hvis opskrivningsfordringen får sin
forældelse afbrudt. De renter, der nævnes i § 3 B,
stk. 1, 1. pkt., anses, når de er under inddrivelse, i
relation til forældelse som hovedkrav, der ikke
indgår i noget fordringskompleks. Det hovedkrav
og de renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., ud-
gør et fordringskompleks efter 1. pkt.
Stk. 3-6. - - -
Stk. 7. For de hovedkrav, der nævnes i stk. 2,
den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først blev
modtaget til inddrivelse, de opskrivningsfordrin-
ger og renter, der nævnes i stk. 2, 7. pkt., de for-
dringer, der nævnes i stk. 6, og disses renter og de
i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte gebyrer, der
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden af
fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, indtræder for-
ældelse tidligst 3 år efter fordringens modtagelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3.
og 4. pkt. Fristen på 3 år regnes fortsat fra det i 1.
pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv om for-
dringen tilbagesendes til fordringshaveren eller
den, der på dennes vegne opkræver fordringen.
Overdrages en fordring, der er tilbagesendt som
anført i 2. pkt., atter til restanceinddrivelsesmyn-
digheden, regnes fristen på 3 år fra det første mod-
tagelsestidspunkt. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter
ikke fordringer, for hvilke der i EU-retten er fast-
sat særlige regler, der vil være til hinder for en fo-
reløbig afbrydelse.
Stk. 8-9. - - -
17. I § 18 a, stk. 7, 1. pkt., ændres »3. og 4. pkt.«
til: »5. og 6. pkt.«
18. I § 18 a, stk. 7, indsættes efter 1. pkt. som nyt
punktum:
»For fordringer, der ved modtagelsen hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden registreres i et inddri-
velsessystem, for hvilket 1. pkt. ikke finder anven-
delse, indtræder forældelse ligeledes tidligst 3 år
efter fordringens modtagelse, jf. dog 5. og 6. pkt.«
19. I § 18 a, stk. 7, 2. pkt., der bliver 3. pkt., æn-
dres »1. pkt.« til: »1. og 2. pkt.«
20. I § 18 a, stk. 7, 3. pkt., der bliver 4. pkt., æn-
dres »2. pkt.« til: »3. pkt.«
21. I § 18 a, stk. 7, indsættes efter 3. pkt., der bli-
ver 4. pkt., som nyt punktum:
»4. pkt. gælder til og med den 31. december
2024 ikke for fordringer, der ved modtagelsen re-
gistreres i restanceinddrivelsesmyndighedens ind-
drivelsessystem DMI og andre systemer, der i lig-
hed med DMI ikke kan afklare, om fordringen er
genfremsendt.«
118
22. I § 18 a, stk. 7, 4. pkt., der bliver 6. pkt., æn-
dres »Bestemmelsen i 1. pkt.« til: »Bestemmelser-
ne i 1. og 2. pkt.«
Stk. 8-9. - - -
23. I § 18 a indsættes som stk. 10:
»Stk. 10. Skyldnerens indsigelse om, at en for-
dring er forældet, skal senest fremsættes i forbin-
delse med en klage over eller indsigelse imod det
første forældelsesafbrydende skridt, der foretages
af restanceinddrivelsesmyndigheden efter det tids-
punkt, hvor forældelsen ifølge skyldneren er ind-
trådt. Skyldnerens indsigelse bortfalder, hvis den
ikke fremsættes i overensstemmelse med 1. pkt.«
§ 18 b. Skatteministeren kan for perioden til og
med den 31. december 2021 fastsætte regler om
fravigelse af dækningsrækkefølgen for fordringer
under inddrivelse, jf. § 4, og for fordringer, der er
under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, for-
udsættes dækket ved modregning, om udbetaling
af beløb frem for anvendelse til dækning af for-
dringer og om inddrivelse af udvalgte fordringer.
24. I §§ 18 b og 18 c ændres »2021« til: »2024«.
§ 18 c. Skatteministeren kan for perioden til og
med den 31. december 2021 fastsætte regler om
restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med at
sikre, at fordringer, der er overdraget til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden eller er under opkræv-
ning og i medfør af § 7, stk. 1, forudsættes dækket
ved modregning, og tilhørende renter og lignende
ydelser er retskraftige og ikke ramt af datafejl.
25. Efter § 18 h indsættes:
»§ 18 i. Fordringer, der har været under opkræv-
ning, og som den 1. juli 2020 hos restanceinddri-
velsesmyndigheden er registreret til at være under
inddrivelse, er senest denne dato under inddrivel-
se. Skyldnerens indsigelser, der udspringer af
manglende gennemførelse af sædvanlig rykker-
procedure eller underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt.,
og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige som affattet ved lov nr. 1333 af 19.
december 2008, dog ikke eventuelle forældelses-
indsigelser, skal indgives skriftligt til restanceind-
drivelsesmyndigheden og være modtaget senest
den 1. januar 2021, idet der dog kan ses bort fra en
119
fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder
taler derfor. I forbindelse med indgivelse af en
indsigelse omfattet af 2. pkt. og inden indsigelsen
kan behandles, skal skyldneren betale et gebyr på
500 kr. til restanceinddrivelsesmyndigheden. Er
gebyret ikke betalt senest 10 dage efter indgivel-
sen af indsigelsen, afviser restanceinddrivelses-
myndigheden indsigelsen. Gebyret tilbagebetales,
hvis skyldneren får helt eller delvist medhold i
indsigelsen, eller hvis indsigelsen afvises. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden lægger til grund, at
fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, har gennem-
ført sædvanlig rykkerprocedure og foretaget un-
derretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige som
affattet ved lov nr. 1333 af 19. december 2008,
medmindre restanceinddrivelsesmyndigheden for
den konkrete fordring konstaterer, at fordringsha-
veren ikke har gjort dette.«
§ 2
I lov nr. 1110 af 13. november 2019 om ændring
af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov
om retsafgifter og forskellige andre love (Forenk-
ling af regler om forældelseshåndtering, modreg-
ning ved transporter, flere skyldnere på samme
fordring, eftergivelse og afskrivning, retsafgift
m.v.) foretages følgende ændring:
§ 9. - - -
Stk. 2-4. - - -
Stk. 5. For fordringer, der på dagen for ikrafttræ-
den af § 1, nr. 18, er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, regnes forældelses-
fristen for fordringskomplekset i § 18 a, stk. 2, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
som affattet ved § 1, nr. 18, i denne lov fra den 20.
november 2018, medmindre den nye forældelses-
frist efter en afbrydelse, der senest på dagen for
ikrafttræden af § 1, nr. 18, er sket af forældelsen
for den fordring, hvis forældelsesdato er gældende
for fordringskomplekset, endnu ikke er begyndt at
løbe på dagen for ikrafttræden af § 1, nr. 18. I så
fald regnes forældelsesfristen for fordringskom-
1. I § 9, stk. 5, 1. pkt., ændres »2018« til: »2021«.
120
plekset fra den dato, hvorfra en ny forældelsesfrist
igen begynder at løbe.
Stk. 6. - - -
§ 3
I pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 238 af 12. marts 2020, som ændret ved § 4 i
lov nr. 496 af 1. maj 2019 og § 5 i lov nr. 1573 af
27. december 2019, foretages følgende ændring:
§ 49. Ved opgørelsen af den skattepligtige ind-
komst for den forsikrede kan fradrages udgifter til
arbejdsløshedsforsikring. Personer, som er skatte-
pligtige efter kildeskattelovens § 2, jf. dog kilde-
skattelovens §§ 5 A-5 D, kan kun opnå fradrag ef-
ter 1. pkt. i indkomst omfattet af kildeskattelovens
§ 2, stk. 1, nr. 1 eller 4, eller i arbejdsløshedsdag-
penge, sygedagpenge og barselsdagpenge omfattet
af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 12, og kun i det
omfang udgiften efter udenlandske regler ikke kan
fradrages ved beskatning i udlandet. 2. pkt. finder
tilsvarende anvendelse for personer, som er omfat-
tet af kildeskattelovens § 1, og som anses for
hjemmehørende i en fremmed stat, i Grønland el-
ler på Færøerne efter bestemmelserne i en dob-
beltbeskatningsoverenskomst.
1. I § 49, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »arbejds-
løshedsforsikring«: », og for seniormedlemmer af
en arbejdsløshedskasse kan fradrages udgifter til
seniormedlemskabskontingent«.
Stk. 2. - - -
Justitsministeriet
§ 4
I lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af
skatter og afgifter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
572 af 20. juni 2001, som ændret ved § 13 i lov nr.
430 af 6. juni 2005, § 1 i lov nr. 252 af 30. marts
2011, § 2 i lov nr. 114 af 31. januar 2017, § 5 i lov
nr. 670 af 8. juni 2017 og § 10 i lov nr. 551 af 29.
maj 2018, foretages følgende ændring:
§ 5. - - -
Stk. 2. Meddelelsen, som er nævnt i retsplejelo-
vens § 493, stk. 3, 1. pkt., skal i tilfælde, hvor rets-
plejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., ikke finder an-
vendelse, indeholde oplysninger om fordringsha-
veren, fordringstype, fordringens modtagelsesdato
1. I § 5, stk. 2, ændres »fordringens modtagelses-
dato« til: »at fordringen er under inddrivelse«.
121
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, kravets
størrelse og, hvis restanceinddrivelsesmyndighe-
den har modtaget oplysningerne herom, tillige pe-
riode eller stiftelsesdato.
Stk. 3-4. - - -
122