B 65 - svar på spm. 5, om det er i strid med grundloven at stille krav om, at nytilkomne indvandrere efter 3 måneder enten skal have fundet egen forsørgelse eller skal have taget initiativ til at komme i aktivering, hvis ønske om offentlig ydelse skal fastholdes, fra udlændinge- og integrationsministeren

Ministeren
Side 1/3
30. marts 2020
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Integration
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel. 6198 4000
Mail uim@uim.dk
Web www.uim.dk
CVR-nr. 36977191
Sags nr. 2020 - 3460
Akt-id 1185608
Udlændinge- og Integrationsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 21. februar 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 5 til B 56 efter ønske fra Pernille Vermund (NB) til udlændinge- og
integrationsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 5 til B 56:
Mener ministeren, at det er i strid med grundloven at stille krav om, at nytilkomne
indvandrere efter tre måneder enten skal have fundet egen forsørgelse, eller skal
have taget initiativ til at komme i aktivering, hvis man ønsker at fastholde en of-
fentlig ydelse?
Svar:
1. Udlændinge- og Integrationsministeriet kan generelt oplyse, at det følger af
grundlovens § 75, stk. 2, at den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis
forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog
mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer (2015), side 485,
anfører bl.a. følgende angående personkredsen omfattet af grundlovens § 75, stk.
2:
”Det må antages at følge af grundlovens § 75, stk. 2, at bestemmel-
sen ikke blot omfatter danske statsborgere, men også udlændinge,
der opholder sig lovligt her i landet (modsat Ross 1980 s. 785). I U
2012.1761 H fastslog Højesteret, at en udlænding med opholdstilla-
delse som flygtning var omfattet af den personkreds, som er beskyt-
tet af grundlovens § 75, stk. 2. Det er nærliggende, at også andre ud-
lændinge, der opholder sig mere end rent midlertidigt her i landet, vil
kunne være omfattet af bestemmelsen. Grundlovens § 75, stk. 2, er
ikke til hinder for, at det bestemmes, at udlændinge skal udsendes af
landet – herunder som følge af, at de ikke er i stand til at forsørge sig
selv.”
I lyset af ordlyden af grundlovens § 75, stk. 2, og den nyere statsretlige litteratur
er det Justitsministeriets opfattelse, at bestemmelsen indebærer, at det påhviler
staten at sikre et eksistensminimum for personer, der opholder sig mere end rent
Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
B 56 endeligt svar på spørgsmål 5
Offentligt
Side 2/3
kortvarigt i Danmark, og hvis forsørgelse ikke påhviler andre. Det gælder også
udlændinge uden lovligt ophold.
Det vurderes således, at det ikke vil være i overensstemmelse med grundlovens §
75, stk. 2, hvis udlændinge, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsør-
gelse ikke påhviler nogen anden, ikke kan modtage hjælp fra det offentlige.
Det fremgår imidlertid ikke af grundlovens § 75, i hvilken form hjælpen skal ydes,
og hjælpen vil f.eks. kunne betinges af modtagelse af et arbejdstilbud, således at
den pågældende ved at påtage sig det tilbudte arbejde (atter) bliver i stand til at
forsørge sig selv og sine, eller deltagelse i aktivering. En person, der tilbydes of-
fentlig forsørgelse på den betingelse, at vedkommende deltager i aktivering, vil
således efter en konkret vurdering af bl.a. aktiveringstilbuddet og udlændingens
forhold ku e blive a set for at odtage ”hjælp” i gru dlove s § 75, stk. 2’s for-
stand.
Det bemærkes i den forbindelse, at Højesteret ved dom af 5. december 2005 (op-
trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2006, side 770) tog stilling til en sag om midlertidig
standsning af udbetaling af kontanthjælp til en person under henvisning til, at
vedkommende i en periode ikke havde taget imod et tilbud om aktivering. Høje-
steret fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at personen, der i en to-
måneders periode ikke havde fået udbetalt kontanthjælp, ikke fik tilbud om hjælp
inden for rammerne af grundlovens § 75, stk. 2.
Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at aktiveringstilbuddet indebar, at
personen, i det omfang han deltog i aktiveringen, ville få udbetalt en ydelse, som
oversteg et eksistensminimum, og at hans vægring ved at deltage i aktivering ale-
ne ville have som konsekvens, at han, mens aktiveringstilbuddet stod åbent, mi-
stede ydelsen, i det omfang han ikke deltog i aktiveringen. Endvidere lagde Høje-
steret vægt på, at aktiveringstilbuddet var rimeligt, bl.a. i den forstand at den på-
gældende magtede at udføre arbejdet, og kravet om deltagelse i aktivering som
betingelse for opnåelse af kontanthjælp var sagligt begrundet, idet kravet havde
til formål at forbedre hans muligheder for selvforsørgelse.
Det kan i øvrigt oplyses, at en ordning, hvorefter der gælder krav om aktivering for
at fastholde en offentlig ydelse, også skal overholde Danmarks internationale
forpligtelser, herunder diskriminationsforbuddet i EMRK artikel 14 sammenholdt
med artikel 1 i tillægsprotokol 1 (om ejendomsretten), og at forskelsbehandling på
baggrund af nationalitet kræver meget tungtvejende grunde for at kunne anses
for retfærdiggjort efter EMRK, jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdom-
stols dom af 16. september 1996 i sagen Gaygusuz mod Østrig.
2. For regeringen er princippet om ret og pligt helt afgørende. Ledige, der modta-
ger en forsørgelsesydelse, skal som udgangspunkt stå til rådighed for arbejdsmar-
kedet. Det gælder for såvel danske statsborgere som for udlændinge. Og det er
ikke mindst afgørende, at alle nytilkomne bliver mødt med dette krav, med hen-
Side 3/3
blik på at de kan bidrage til det samfund, de nu er en del af, frem for at være pas-
sive ydelsesmodtagere.
Regeringen har som bekendt igangsat et arbejde med et forslag om at bidrage
med, hvad der svarer til en 37 timers arbejdsuge, hvis man ønsker adgang til fuld
ydelse.
Mattias Tesfaye
/
Lars von Spreckelsen-Syberg