Fremsat den 26. marts 2020 af transportministeren (Benny Engelbrecht)

Fremsat den 26. marts 2020 af transportministeren (Benny Engelbrecht)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om offentlige veje m.v., lov om private fællesveje og
færdselsloven
(Ændring af reglerne om særlig råden over vejareal for udlejningscykler- og visse udlejningskøretøjer, kommunernes mulighed
for at fjerne cykler m.v.)
§ 1
I lov om offentlige veje m.v., jf. lov 1520 af 27. december
2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 1895 af 29. december
2015, § 1 i lov nr. 658 af 8. juni 2016 og § 4 lov nr. 175 af
21. februar 2017 foretages følgende ændringer:
1. I § 80, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »udlejning«: », jf. dog
§§ 80 a og 80 b,«
2. Efter § 80 indsættes:
Ȥ 80 a. Udlejningscykler, som ikke har et fast udlej-
ningssted, kan uden vejmyndighedens tilladelse placeres på
det offentlige vejareal med henblik på udlejning, når en afta-
le om nærmere vilkår for benyttelse af vejarealet efter stk. 3
er indgået.
Stk. 2. Cyklerne skal ved placering på det offentlige vej-
areal med henblik på udlejning stå parkeret i dertil indrettet
infrastruktur eller område, medmindre andet aftales efter
stk. 3.
Stk. 3. Vejmyndigheden indgår uden unødigt ophold afta-
le med udlejningsoperatøren om de nærmere vilkår for be-
nyttelse af vejarealet. Vejmyndigheden kan lade det indgå
som et vilkår i aftalen, at vejmyndighedens udgifter til admi-
nistration og tilsyn betales af udlejningsoperatøren. Vejmyn-
digheden må ikke stille vilkår om antallet af udlejningscyk-
ler.«
Ȥ 80 b. Vejmyndigheden kan beslutte, om andre mindre
udlejningskøretøjer, jf. stk. 5, som ikke er omfattet af § 80 a,
og som ikke har et fast udlejningssted, må placeres på det
offentlige vejareal med henblik på udlejning. Vejmyndighe-
den kan endvidere beslutte, hvor mange køretøjer der maksi-
malt må placeres på vejarealet.
Stk. 2. Placering på det offentlige vejareal af de køretøjer,
der er nævnt i stk. 1, kræver en aftale mellem vejmyndighe-
den og udlejningsoperatøren. Vejmyndigheden kan lade det
indgå som et vilkår i aftalen, at vejmyndighedens omkost-
ninger til administration og tilsyn betales af operatøren.
Stk. 3. Køretøjerne skal ved placering på offentligt vejare-
al med henblik på udlejning stå parkeret i dertil indrettet in-
frastruktur eller område, medmindre andet aftales efter stk.
2.
Stk. 4. Vejmyndigheden kan opkræve betaling for myn-
dighedens udgifter i forbindelse med etablering og vedlige-
hold af dertil indrettet infrastruktur eller område, jf. stk. 3.
Stk. 5. Transportministeren fastsætter regler om, hvilke
køretøjer der er omfattet af stk. 1.«
3. Efter § 81 indsættes før overskriften før § 82:
»§ 81 a. Vejmyndigheden kan foranledige køretøjer om-
fattet af §§ 80 a og 80 b fjernet uden forudgående høring,
såfremt de står henstillet i strid med § 80 a, stk. 2, eller § 80
b, stk. 3, og det ikke er muligt at placere køretøjet lovligt in-
den for en rimelig afstand.
Stk. 2. Vejmyndigheden kan foranledige køretøjer omfat-
tet af §§ 80 a og 80 b fjernet uden forudgående høring, så-
fremt der ikke er indgået en aftale efter § 80 a, stk. 3, eller §
80 b, stk. 2, eller aftalen lovligt er opsagt.«
»§ 81 b. Køretøjer, som fjernes efter § 81 a, bringes til en
opbevaringsplads, der er anvist af vejmyndigheden. Udgifter
til transport, opbevaring og administration af fjernede køre-
tøjer, som er afholdt af vejmyndigheden, påhviler ejeren af
køretøjet.
Stk. 2. Det påhviler vejmyndigheden at underrette ejeren
af et køretøj, der er fjernet og opbevaret efter vejmyndighe-
dens anvisning, om tidspunktet for og årsagen til, at køretø-
jet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen skal til-
Lovforslag nr. L 152 Folketinget 2019-20
Transport- og Boligmin., j.nr. 2018-6584
CZ000157
lige indeholde en tilkendegivelse af, at køretøjet, såfremt det
ikke afhentes inden udløbet af en fastsat frist, vil blive bort-
solgt eller givet bort i overensstemmelse med stk. 3.
Stk. 3. Vejmyndigheden kan efter udløbet af den frist, der
er fastsat i henhold til stk. 2, sælge eller give køretøjet bort.
Et eventuelt overskud tilfalder vejmyndigheden.«
4. Efter § 133 indsættes før overskriften før § 134:
Ȥ 133 a. Tvister om retlige forhold omfattet af denne lov
i relation til indgåelse af aftaler mellem en vejmyndighed og
en udlejningsoperatør, jf. § 80 a, stk. 3, afgøres af transport-
ministeren.«
§ 2
I lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1234
af 4. november 2015, som ændret ved § 5 i lov nr. 175 af 21.
februar 2017, foretages følgende ændring:
1. I § 66, stk. 1, nr. 2, udgår »uden fører«
§ 3
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1324 af 21.
november 2018, som ændret ved lov nr. 1559 af 18.
december 2018, lov nr. 556 af 7. maj 2019 og senest ved lov
nr. 139 af 25. februar 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 122 a, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Reglerne i § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-7, finder til-
svarende anvendelse.«
2. I § 122 a, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Reglerne i § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-7, finder til-
svarende anvendelse.«
3. § 122 a, stk. 4, 2. pkt., ophæves.
4. I § 123 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Den kommunale vejmyndighed kan foranledige et
køretøj fjernet, hvis køretøjet har fået pålagt 3 parkeringsaf-
gifter for samme overtrædelse, jf. § 122 a, stk. 1. Køretøjet
kan dog tidligst fjernes efter en forudgående høring på mini-
mum 4 uger.«
Stk. 3-6 bliver herefter til stk. 4-7.
5. I § 123, stk. 3, der bliver stk. 4, og i § 123, stk. 4, der bli-
ver stk. 5, ændres »vejmyndigheden« til: »den statslige vej-
myndighed«
6. I § 123, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., ændres
»vejmyndighedens« til: »den statslige vejmyndigheds«
7. I § 123, stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 5, 2. pkt., ændres
»stk. 5« til: »stk. 6«
8. I § 123, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 6, 1. pkt., og i § 123,
stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4« til: »stk. 5«
9. I § 123 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Det påhviler den kommunale vejmyndighed at
underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet i medfør af stk.
3 og anbragt efter vejmyndighedens anvisning, om, hvornår
køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen
skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, så-
fremt det ikke afhentes inden udløbet af en frist på minimum
4 uger, vil blive bortsolgt. Kan underretning af ejeren ikke
finde sted, fordi vedkommende er ukendt, kan bortsalg ske
14 dage efter, at køretøjet er blevet fjernet af den kommuna-
le vejmyndighed. Den kommunale vejmyndighed er efter
udløbet af de nævnte frister berettiget til at sælge køretøjet
ved offentlig auktion eller, hvis dette skønnes at ville ind-
bringe et større beløb, til ophugning. Et eventuelt overskud
tilfalder den kommunale vejmyndighed, dog at ejeren i 1 år
fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette med fradrag
af de med transporten, opbevaringen og salget forbundne
udgifter.«
10. I § 123 indsættes som stk. 9:
»Stk. 9. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler
om fremgangsmåden ved indbringelse af køretøjer, forkyn-
delsen af den i stk. 8 nævnte meddelelse til ejeren, betaling
for opbevaring af køretøjer og salg af disse.«
11. I § 123 indsættes som stk. 10:
»Stk. 10. En afgørelse truffet af en kommunal vejmyndig-
hed efter stk. 3, jf. stk. 8, kan påklages til transportministe-
ren for så vidt angår retlige spørgsmål.«
12. Efter § 123 indsættes:
Ȥ 123 a. Vejmyndigheden kan foranledige en cykel fjer-
net, hvis den henstår på det offentlige vejareal.
Stk. 2. Cyklen må først fjernes efter en forudgående hø-
ring på minimum 4 uger. Høringen skal foregå ved tydelig
markering på cyklen.
Stk. 3. Vejmyndigheden er berettiget til at sælge eller give
cyklen bort. Et eventuelt overskud tilfalder vejmyndigheden.
Stk. 4. Vejmyndigheden skal inden cyklen sælges eller gi-
ves bort, jf. stk. 3, have undersøgt, at cyklen ikke er meldt
stjålet.
Stk. 5. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler
om vejmyndighedernes fjernelse af cykler.«
13. I § 124 ændres »§ 123, stk. 4 og 5« til: »§ 123, stk. 5 og
6«
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2020.
Stk. 2. Regler fastsat i medfør af færdselslovens § 123,
stk. 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 1559 af 18. december 2018
som senest ændret ved lov nr. 139 af 25. februar 2020, for-
bliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter
udstedt i medfør af færdselslovens § 123, stk. 7.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Placering af køretøjer på offentligt vejareal
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.2.1. Generelle forhold
2.1.2.2. Udlejningscykler
2.1.2.3. Andre udlejningskøretøjer
2.2. Placering af køretøjer på private fællesveje
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Håndhævelse på offentlige veje
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3.2.1. Fjernelse af cykler og køretøjer
2.3.2.2. Anbringelse af fjernede cykler og køretøjer
2.4. Tvister om retlige forhold efter vejloven
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5. Vejmyndigheders fjernelse af forladte cykler
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.6. Kommuners fjernelse af køretøjer pålagt 3 parkeringsafgifter
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Med lovforslaget er det hensigten at opdatere lov om offent-
lige vejes regler om den såkaldte særlig råden. Der skal såle-
des skabes klare rammer for, hvordan særligt kommunerne
skal administrere reglerne i forhold til den nye type af udlej-
ningskoncepter for køretøjer, som er kendetegnet ved, at de
ikke har et fast udlejningssted, men derimod placeres af
kunden dér, hvor vedkommende skal hen.
Regeringen ser generelt positivt på delemobilitetsløsninger,
herunder for køretøjer, som er kendetegnet ved, at flere bru-
gere benytter samme køretøj til at transportere sig rundt i
særligt byerne. Det afløfter reelle lokale transportbehov på
3
en smidig måde for borgerne, det minimerer behovet for, at
alle brugere skal eje egne køretøjer og giver dermed mere
plads på det offentlige vejareal, ligesom det aflaster andre
mere pladskrævende og mindre miljørigtige transportformer
som f.eks. busser, taxa eller egen bil.
Regeringen anerkender samtidig kommunernes behov for at
have styringsmekanismer over for de operatører, som ønsker
at benytte det offentlige vejareal til udlejningskøretøjer.
Kommunerne skal i deres daglige administration varetage
mange hensyn og ønsker om at benytte det offentlige byrum
til mange forskellige formål, hvilket utvivlsomt kan være en
udfordrende opgave henset til, at ingen byer er kendetegnet
ved ubegrænset fysisk plads. Der er således helt legitime
hensyn at tage til at kunne sikre færdselssikkerhed, frem-
kommelighed m.v.
Regeringen har på den baggrund arbejdet på at ændre regler-
ne for råden over vejarealet, som understøtter, at der bliver
plads til nye smarte delemobilitetsløsninger, samtidig med at
kommunerne får fornødne styringsmekanismer og håndhæ-
velsesværktøjer til at kunne sikre ordnede forhold for alle,
der benytter byrummet.
Forslaget indebærer således, at der ikke skal indhentes en
tilladelse fra vejmyndigheden til at benytte det offentlige
vejareal til udlejningskøretøjer uden fast udlejningssted. Der
lægges derimod op til, at spørgsmålet skal bero på aftaler
indgået mellem kommunerne og udlejningsoperatørerne.
Endvidere foreslås det, at køretøjerne skal stå placeret i der-
til indrettet infrastruktur eller område, når de står parkeret
med henblik på udlejning.
Reglerne vil dog være forskellige afhængigt af, om der er ta-
le om en udlejningscykel eller en anden form for udlejnings-
køretøj, f.eks. et el-løbehjul.
Således lægges der med forslaget op til, at vejmyndigheder-
ne – i praksis kommunerne – ikke vil kunne fastsætte en
grænse for, hvor mange cykler der må placeres i kommuner-
ne. Det samme gør sig ikke gældende for de andre former
for køretøjer. Baggrunden herfor er, at forslaget skal afspej-
le, at regeringen arbejder for at udbrede cykler mest muligt,
herunder også som udlejningskoncepter. Dette skal også
sammenholdes med, at der foreligger data, som tyder på, at
den type af udlejningscykler som forslaget omhandler, i høj
grad benyttes af lokale brugere, som dermed potentielt fra-
vælger at bruge sin egen cykel eller andre transportformer.
Cykeltransport i enhver form understøtter klimamål, folke-
sundhed mv. Endvidere er cykler et velkendt transportmid-
del, og der er i alle kommuner dertil indrettet infrastruktur,
dvs. cykelstativer, til at håndtere placeringen på det offentli-
ge vejareal. Det samme gør sig ikke gældende for eksempel-
vis el-løbehjul, der på nuværende tidspunkt opererer på bag-
grund af en forsøgsordning, og dermed også er et betydeligt
mindre veletableret køretøj end cykler.
Håndhævelse af reglerne er vital for, at de overholdes. Kom-
munerne har oplyst, at de eksisterende håndhævelsesregler i
vejloven reelt er uanvendelige i forhold til de nye udlej-
ningskoncepters køretøjer. Baggrunden for det er, at der for-
udgående bl.a. skal foretages en partshøring, hvorved køre-
tøjet i mellemtiden vil være flyttet. For at imødekomme det-
te foreslås tilføjet en håndhævelsesregel særligt for disse ud-
lejningskoncepter. Det foreslås således, at kommunerne skal
have hjemmel til at fjerne de omtalte udlejningskøretøjer
uden forudgående høring, såfremt de står til udlejning, og
ikke er placeret overensstemmelse med de nye krav om pla-
cering. Det vil sige i dertil indrettet infrastruktur eller områ-
de for køretøjerne. Endvidere foreslås det, at kommunerne
får hjemmel til at kunne fjerne køretøjer, hvis der ikke er
indgået en aftale mellem vejmyndigheden og udlejningsope-
ratøren om benyttelsen af det offentlige vejareal.
I lov om private fællesveje findes også en bestemmelse om
særlig råden, som også gælder for udlejningskøretøjer. Det
betyder, at der skal søges om tilladelse for placering af ud-
lejningskøretøjer. Her foreslås en ændring, så vejmyndighe-
derne i deres vurdering af en ansøgning først og fremmest
skal vurdere, om hensyn til den almene trafik og vejtekniske
hensyn er til hinder for det ansøgte. Det betyder, at det gøres
tydeligt, hvilke hensyn vejmyndighederne særligt skal til-
lægge vægt i deres vurdering af en ansøgning. Forslaget æn-
drer ikke ved, at det også kræver vejejerens tilladelse.
For at skabe bedre mulighed for parkering af cykler foreslås
en ændring af færdselsloven, som giver kommunerne hjem-
mel til at fjerne henstillede cykler under visse forudsætnin-
ger. Som reglerne er i dag, har politiet og Vejdirektoratet
hjemmel til at fjerne køretøjer.
Endelig foreslås det, at kommunerne får hjemmel til at fjer-
ne køretøjer fra sit vejareal, som har fået pålagt tre parke-
ringsafgifter for samme forseelse.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Placering af køretøjer på offentligt vejareal
2.1.1. Gældende ret
Det følger af § 80, stk. 1, i lov nr. 1520 af 27. december
2014 om offentlige veje m.v. (vejloven), at det offentlige
vejareal med vejmyndighedens tilladelse kan anvendes til 1)
varig eller midlertidig anbringelse af affald, containere, ma-
teriel, materialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder,
automater, skilte, reklamer, hegn el.lign., 2) anbringelse af
køretøjer med henblik på salg eller udlejning eller 3) anbrin-
gelse af køretøjer i forbindelse med reparation, påfyldning
af drivmidler, rengøring el.lign., når dette sker som led i er-
hvervsmæssig virksomhed.
Ved vejareal forstås det areal, som er udskilt i matriklen
som vejareal. Hvor det undtagelsesvist ikke er sket, finder
vejloven anvendelse på det areal, der er taget i brug som vej-
areal for en offentlig vej eller offentlig sti, hvad enten det er
sket som kørebane, cykelsti, fortov, rabatarealer, skrånings-
arealer eller lignende.
4
Det fremgår af forarbejderne til vejloven (jf. Folketingsti-
dende 2014-15, 1. samling, A, L 20 som fremsat), at be-
stemmelsen er udtryk for en anerkendelse af vejmyndighe-
dens ejendomsret til vejarealet, og først og fremmest skal
sikre, at vejarealet kan anvendes til trafikale og andre alment
anerkendte formål.
Inden der gives en tilladelse, skal vejmyndigheden forhandle
med politiet. Det følger af vejlovens § 89.
Af lovens § 3, stk. 1, nr. 1, følger det, at der ved vejmyndig-
hed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig
vej eller offentlig sti. Det betyder, at transportministeren er
vejmyndighed for statsvejene, jf. § 6, stk. 1. Administratio-
nen heraf er henlagt til Vejdirektoratet, jf. § 6, stk. 2. Ende-
lig er kommunalbestyrelsen vejmyndighed for kommuneve-
jene, jf. § 7.
Af § 80, stk. 2, følger det, at vejmyndigheden kan opkræve
betaling for brug af vejarealet, når udnyttelse sker i et forret-
ningsmæssigt øjemed.
Vejlovens § 80, stk. 3, giver transportministeren hjemmel til
at bemyndige vejmyndigheden til at fastsætte nærmere reg-
ler om visse former for råden, som giver adgang til, at den
enkelte kommune kan beslutte, at der ikke er krav om en til-
ladelse fra vejmyndigheden. Denne er udnyttet i bekendtgø-
relse nr. 1475 af 12. marts 2015 om særlig råden over vej-
areal.
2.1.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.1.2.1. Generelle forhold
Siden den nuværende vejlov trådte i kraft d. 1. juli 2015, er
der sket en udbredelse af udlejningskøretøjer, som er kende-
tegnet ved, at de ikke har et fast udlejningssted. Derimod gi-
ver teknologien brugerne mulighed for at placere køretøjet
mere eller mindre frit efter endt brug. Selvom vejloven må
betragtes som ny, må Transport- og Boligministeriet konsta-
tere, at de nuværende regler for særlig råden giver anledning
til tvivl om, hvordan reglerne skal administreres i forhold til
netop disse udlejningskoncepter.
For det første opstår spørgsmålet om udpegning af vejarealet
til den særlige råden. Det klassiske eksempel på særlig råden
er eksempelvis tilfældet, hvor en restauration ansøger kom-
munen om tilladelse til at placere nogle borde og bænke for-
an selve restaurationen. Her vil vejmyndigheden specifikt
kunne udpege, hvilken del af vejarealet, man som restaura-
tion ønsker at råde over. Det samme gør sig ikke gældende
for de omtalte udlejningskoncepter, da de netop er kendeteg-
net ved en høj grad af mobilitet, hvorfor det ikke vil være
muligt på forhånd for udlejerne af køretøjerne at specificere,
hvor det enkelte køretøj vil blive placeret efter endt brug.
Dermed er det ikke muligt at vurdere, hvilke færdselsmæssi-
ge eller vejtekniske konsekvenser den specifikke råden måt-
te have.
For det andet gælder kravet om tilladelse efter vejlovens §
80, stk. 1, nr. 2, kun når køretøjet står placeret med henblik
på udlejning. Det betyder, at er køretøjet udlejet til en bru-
ger, vil det ikke være omfattet af kravet om tilladelse til at
råde over vejarealet, da køretøjet i den situation vil have
samme status, som borgernes egne cykler eller andre køretø-
jer. Borgernes benyttelse af det offentlige vejareal med egne
køretøjer kræver ikke vejmyndighedens tilladelse efter vejl-
ovens § 80.
På grund af den tvivl der har været, foreslås det, at der skal
gælde særlige bestemmelser for de føromtalte udlejningskø-
retøjer.
2.1.2.2. Udlejningscykler
Det foreslås, at udlejningsoperatører for cykler kendetegnet
ved ikke at have et fast udlejningssted fremadrettet ikke skal
indhente en forudgående tilladelse fra vejmyndigheden for
at benytte det offentlige vejareal til udlejning. Da cyklerne
ikke råder over et særligt udpeget område af vejarealet, er
det ikke muligt at udpege, hvilken del af vejarealet operatø-
ren ønsker at råde over, og derfor finder ministeriet, at der
ikke skal gives en tilladelse til denne form for råden.
Forslaget vil betyde, at udlejningscykler omfattet af den
foreslåede § 80 a ikke længere vil være omfattet af den nu-
værende § 80 i vejloven. Med lovforslaget tilvejebringes så-
ledes særskilte bestemmelser for vejmyndighedernes admi-
nistration af udlejningscykler. Det bemærkes i den forbin-
delse, at det formodes, at bestemmelsen primært vil få be-
tydning for administrationen på det kommunale område.
Omvendt ændres der ikke ved, at der fortsat vil være et tilla-
delseskrav efter den eksisterende § 80 for genstande omfat-
tet af bestemmelsen, hvorfor de eksisterende regler for sær-
lig råden fortsat vil gælde som hidtil for alle former for rå-
den, som ikke er køretøjer omfattet af forslaget til §§ 80 a
og 80 b. Det betyder, at udlejningscykler, som udlejes fra et
fast udlejningssted, f.eks. foran en forretning, hotel el. lign.,
fortsat vil være omfattet af den gældende § 80 i vejloven.
Med afskaffelsen af tilladelseskravet vil operatørerne altså
ikke skulle indsende en ansøgning til vejmyndigheden, og
vejmyndigheden vil ikke skulle behandle dem. Til gengæld
foreslås det, at cyklerne først må placeres på vejarealet, når
der er indgået en aftale mellem operatør og vejmyndighed
om de nærmere vilkår for benyttelse af det offentlige vejare-
al. Aftalerne vil blive omtalt nedenfor.
Som modvægt til at der ikke skal indhentes en tilladelse,
foreslås det, at der bliver stillet krav om, at køretøjerne som
hovedregel skal stå placeret i dertil indrettet infrastruktur el-
ler områder tiltænkt til parkering, når de står placeret med
henblik på udlejning. Det betyder i praksis, at en cykel skal
stå i et cykelstativ, et område afmærket til cykler eller lig-
nende, når de står til rådighed for udlejning. Udlejningscyk-
ler, som er udlejet til en bruger, er i udlejningsperioden om-
fattet af samme krav om placering på det offentlige vejareal,
som hvis cyklen var brugerens egen.
5
Overholdes kravet om parkering i dertil indrettet infrastruk-
tur eller område, når cyklerne står til rådighed for udlejning,
ikke, vil vejmyndigheden have vide rammer til at fjerne cyk-
lerne. Der henvises til afsnittet om håndhævelse under punkt
2.3.
Som beskrevet ovenfor foreslås det, at vejmyndighederne og
operatørerne indgår aftaler om de nærmere vilkår for brugen
af vejarealet. Indgåelsen af en aftale vil være en forudsæt-
ning for, at cyklerne kan placeres på vejarealet. Hermed sik-
res det, at vejmyndighederne har mulighed for sammen med
operatøren at blive enige om de nærmere vilkår for at bruge
byrummet til udlejning. Der vil ikke – som under de nuvæ-
rende regler – være et krav om, at vejmyndigheden skal for-
handle med politiet om den nærmere placering af udlej-
ningscykler på det offentlige vejareal. Det vil omvendt være
hensigtsmæssigt, at en vejmyndighed inddrager politiet, hvis
der skulle opstå spørgsmål, hvor politiets faglige indsigt vil
være relevant at få inddraget.
Det er således alene den nærmere brug af vejarealet, der ind-
gås aftale om. Hvorimod selve adgangen for udlejningsope-
ratørerne til at benytte det offentlige vejareal til udlejnings-
cykler følger udtrykkeligt at den ny § 80 a i vejloven, lige-
som det udtrykkeligt følger af den foreslåede bestemmelse,
at vejmyndigheden ikke kan begrænse operatøren i at udleje
det antal cykler, som operatøren finder nødvendigt for at dri-
ve sin udlejningsforretning. Det vil således være i strid med
lovforslaget, såfremt en vejmyndighed nægter at indgå en
aftale, medmindre operatøren accepterer et maksimalt antal
af cykler.
Retten til at placere cyklerne gælder dog kun, hvis der er ta-
le om et egentligt udlejningskoncept. Er det ikke tilfældet,
vil kommunerne ikke være forpligtet til at indgå en aftale
med en operatør. Det vil dog skulle godtgøres, at en operatør
reelt ikke vil udføre udlejningsvirksomhed. Det kan f.eks.
være, hvor erfaringer fra andre storbyer har vist, at en opera-
tør reelt ikke udfører egentlig udlejningsvirksomhed af cyk-
lerne, men f.eks. alene benytter opstillede cykler som rekla-
mesøjler i byrummet el. lign.
En aftale må derfor også gerne indeholde vilkår, som skal
være med til at sikre, at der er tale om en seriøs aktør på ud-
lejningsmarkedet for cykler. Derfor vil vejmyndigheden af
naturlige årsager kunne kræve, at operatøren kan bevise, at
denne teknisk, herunder i form af en hjemmeside eller app,
kan tilbyde en free floating løsning til bestilling, betaling
mv. af udlejningscykler. Det kan også være et vilkår om, at
operatøren skal tilvejebringe en teknisk løsning, som sikrer,
at vejmyndigheden på en overkommelig måde kan identifi-
cere, hvorvidt en cykel står placeret med henblik på udlej-
ning eller er udlejet til en bruger. Et sådant vilkår vil være
afgørende i forhold til at sikre vejmyndighedens mulighed
for at kunne kontrollere, om en udlejningscykel står korrekt
placeret. Er cyklen placeret mhp. at stå til rådighed for ud-
lejning, skal den stå i dertil indrettet infrastruktur eller områ-
de. Er cyklen derimod udlejet er lejeren forpligtet af samme
regler for parkering af cykler, som hvis cyklen var lejerens
egen. Det kan også være, at vejmyndigheden forud for ind-
gåelsen af en aftale sikrer sig, at udbyderen teknisk kan fo-
retage såkaldt geofencing, hvis kommunen har udpeget om-
råder, hvor køretøjerne ikke må placeres med henblik på ud-
lejning. Herudover kunne det også være, at operatøren godt-
gør, at der er et setup i form af f.eks. værksteder, ansatte el-
ler aftaler med cykelværksteder, som sikrer, at operatøren
løbende kan vedligeholde sine cykler.
Foruden de ovenfor omtalte vilkår vil en aftale også kunne
indeholde, at der er specifikke lokationer i en kommune,
hvor den kommunale vejmyndighed vurderer, at der ikke må
placeres køretøjer med henblik på udlejning. Teknologien
kan håndtere, at udbyderne via deres app kan foretage så-
kaldt geofencing, hvilket betyder, at kunden ikke kan afslut-
te sin tur i bestemte definerede områder. Dermed kan tekno-
logien være med til at sikre et incitament til, at brugerne stil-
ler køretøjerne i de områder, som vejmyndigheden og opera-
tøren er blevet enige om. Udpegningen af områder bør dog
som det klare udgangspunkt bero på, at særlige omstændig-
heder tilsiger, at man ikke ønsker området benyttet til place-
ring af cykler med henblik på udlejning. Efter Transport- og
Boligministeriets opfattelse, vil det eksempelvis kunne være
tilfældet i offentlige parker, gågader, gangarealer el. lign.
Der vil eksempelvis også kunne indgås aftale om, at udlej-
ningsoperatøren på sine udlejningscykler tydeligt skal anfø-
re kontaktoplysninger til udlejningsfirmaet. Hermed kan det
formentlig sikres, at brugernes eventuelle klager eller
spørgsmål i første række håndteres af udlejningsoperatører
og ikke vejmyndigheden. Aftalen vil endvidere kunne be-
nyttes til at aftale vilkår om udlevering af data fra udlej-
ningsoperatøren til vejmyndigheden mhp. vejmyndighedens
administration af det offentlige vejareal. Det kunne f.eks.
være data om omfanget af udlejning fra specifikke steder i
byen, således at vejmyndigheden kan vurdere evt. behov for
at udvide antallet af cykelstativer, målrette håndhævelses-
indsats m.v.
Endelig vil vejmyndigheden kunne lade det indgå som et
vilkår i aftalen, at vejmyndighedens udgifter til administra-
tion betales af operatøren. Administrationen i forbindelse
med indgåelsen af en aftale samt opfølgning heraf vil inde-
bære udgifter for vejmyndigheden. I vejlovens § 80, stk. 2,
findes en bestemmelse om, at vejmyndigheden kan opkræve
betaling for brug af vejarealet, når udnyttelse sker i et forret-
ningsmæssigt øjemed. Bestemmelsen vil ikke gælde for den
nye § 80 a, men Transport- og Boligministeriet vurderer, at
det er rimeligt, at vejmyndigheden kan opkræve betaling for
sin administration, når den behandler sager i forretnings-
mæssigt øjemed, hvad enten det er efter vejlovens § 80 eller
de nye bestemmelser i §§ 80 a og 80 b. Bestemmelsen giver
hjemmel til at dække vejmyndighedens udgifter, men ikke
skabe et overskud.
Der er ikke tale om udtømmende opregning af de forhold,
der kan indgås aftale om. Afgørende er alene, at aftalefor-
holdene har en sådan karakter, at de vedrører den nærmere
benyttelse af byrummet. Det forudsættes endelig, at aftaler-
6
ne indgås inden for rammerne af persondatabeskyttelsesreg-
lerne, konkurrenceretlige regler og øvrig lovgivning.
Eventuelle uenigheder i forbindelse med indgåelsen af en af-
tale omfattet af den foreslåede § 80 a, stk. 3, vil kunne ind-
bringes som en tvist for transportministeren for så vidt angår
retlige forhold omfattet af vejloven, jf. den foreslåede § 133
a i lovforslaget. Formålet med bestemmelsen er at sikre mu-
ligheden for, at parterne kan få en uafhængig prøvelse af,
om bestemte vilkår, der ønsket indsat i aftalen, vil være i
overensstemmelse med bestemmelser og hensyn efter vejl-
oven, herunder særligt om de konkrete aftalevilkår har en
sådan karakter, at de vedrører den nærmere benyttelse af det
offentlige vejareal. Endvidere vil en udlejningsoperatør også
kunne indbringe spørgsmålet, om en vejmyndighed ikke i
tilstrækkelig grad prioriterer at indgå en aftale uden unødigt
ophold.
Det er kun uenigheder i forbindelse med indgåelsen af afta-
len, som vil kunne blive indbragt. En endelig aftale vil deri-
mod ikke kunne blive påklaget administrativt, da der er tale
om en aftale og ikke en afgørelse. Vejlovens klagebestem-
melse i § 132 finder ikke anvendelse i forhold til aftalerne.
2.1.2.3. Andre udlejningskøretøjer
Som tilfældet er med udlejningscykler, foreslås det ud fra de
samme hensyn, at udlejningsoperatører af andre køretøjer
end udlejningscykler, som også er kendetegnet ved ikke at
have et fast udlejningssted, fremadrettet ikke skal indhente
en forudgående tilladelse fra vejmyndigheden, jf. den fore-
slåede § 80 b.
Forslaget vil betyde, at køretøjer, som er omfattet af bestem-
melsen, ikke længere vil være omfattet af den nuværende §
80 i vejloven. Der vil således være en særskilt bestemmelse
for disse.
Til gengæld vil der være et krav om, at der skal indgås en
aftale med vejmyndigheden, inden køretøjerne må placeres
på vejarealet. Om indholdet af en aftale vil det være op til
aftaleparterne at blive enige om, hvordan indholdet af denne
skal se ud, og hvor lang tid den skal gælde. Da der er tale
om aftaler, vil denne ikke kunne påklages til en administra-
tiv myndighed, ligesom der heller ikke i disse tilfælde vil
være mulighed for at indbringe uenigheder i forbindelse
med indgåelse af aftalen som en tvist efter den foreslåede §
133 a. Det forudsættes, at aftalerne indgås inden for ramme-
rne af persondatabeskyttelsesreglerne, konkurrenceretlige
regler m.v.
I modsætning til den foreslåede regulering af udlejningscyk-
lerne foreslås det, at vejmyndighederne får hjemmel til lo-
kalt at beslutte, om der overhovedet skal være andre udlej-
ningskøretøjer i byen end udlejningscykler og i givet fald,
hvor mange udlejningskøretøjer, vejmyndigheden ønsker
placeret på deres vejareal. Det er i den forbindelse vigtigt at
holde sig for øje, at det udelukkende er placeringen på vej-
arealet med henblik på udlejning, som vejmyndigheden vil
kunne beslutte. Vejmyndigheden vil ikke med forslaget til §
80 b kunne indføre et generelt forbud mod kørsel af eksem-
pelvis el-løbehjul, da det er reguleret i færdselsloven.
Som tilfældet er med cyklerne foreslås det, at der også her
bliver stillet krav om, at køretøjerne som hovedregel skal stå
placeret i dertil indrettet infrastruktur eller område, når de
står placeret med henblik på udlejning.
I forhold til dertil indrettet infrastruktur eller område for lø-
behjul bemærker Transport- og Boligministeriet, at der på
nuværende tidspunkt ikke findes afmærkning for parkering
af løbehjul i bekendtgørelse nr. 1632 af 20. december 2017
om vejafmærkning som senest ændret ved bekendtgørelse
nr. 1091 af 31. oktober 2019. Ministeriet sikrer, at dette i
forbindelse med lovforslagets forventede ikrafttræden vil
blive tilføjet i bekendtgørelsen, således at vejmyndighederne
har et redskab til at definere et klart afmærket område til
parkering af løbehjul. Afmærkningen vil således indebære,
at vejmyndigheden på vejarealet kan afmærke et område
med et løbehjulssymbol i.
Men det vil også være muligt for vejmyndighederne at indgå
aftaler med operatørerne om dertil indrettet infrastruktur el-
ler område, f.eks. virtuelle hubs (fastlæggelse af bestemte
områder med koordinatior), inden for hvilke udlejningskøre-
tøjerne skal stå placeret. Den skitserede mulighed for af-
mærkning skal således alene forstås som et hjælperedskab til
vejmyndighederne, som de ikke er forpligtet til at benytte
sig af. Der vil ikke – som under de nuværende regler – være
et krav om, at vejmyndigheden skal forhandle med politiet
om den nærmere placering af mindre udlejningskøretøjer på
det offentlige vejareal. Det vil omvendt være hensigtsmæs-
sigt, at en vejmyndighed inddrager politiet, hvis der skulle
opstå spørgsmål, hvor politiets faglige indsigt vil være rele-
vant at få inddraget.
Overholdes kravet om parkering i dertil indrettet infrastruk-
tur eller område ikke, vil vejmyndighederne have vide ram-
mer til at fjerne køretøjerne. Der henvises til afsnittet om
håndhævelse under punkt 2.3.
Endvidere foreslås det, at transportministeren fastsætter
nærmere regler om, hvilke køretøjer der skal være omfattet
af bestemmelsen. På nuværende tidspunkt er det intentionen,
at det vil skulle gælde for el-løbehjul, da det er den type af
køretøjer, som i øjeblikket er på markedet for den nye type
af udlejningskøretøjer. Det må imidlertid have formodnin-
gen for sig, at markedet for udlejning af små køretøjer lø-
bende vil udvikle sig, og at der med jævne mellemrum vil
komme nye typer af køretøjer ud på markedet. Derfor fore-
slås det, at ministeren ved bekendtgørelse kan fastlægge,
hvilke køretøjer der skal være omfattet af ordningen efter
den foreslåede § 80 b.
Herudover foreslås det, at vejmyndigheden kan opkræve be-
taling for myndighedens udgifter i forbindelse med etable-
ring og vedligehold af dertil indrettet infrastruktur eller om-
råde til andre køretøjer end udlejningscykler. Som det tidli-
gere er bemærket, er infrastruktur til parkering af eksempel-
7
vis løbehjul ikke udbredt, som tilfældet eksempelvis er med
cykler. Der lægges derfor op til, at vejmyndighederne ved
afmærkning af vejarealet kan lave områder, hvor løbehjul
mv. skal parkere inden for, når de står placeret med henblik
på udlejning. Etablering heraf vil være forbundet med om-
kostninger for vejmyndigheden, hvorfor Transport- og Bo-
ligministeriet finder det sagligt, at vejmyndighederne kan
opkræve betaling for etablering og vedligehold af disse af-
mærkede områder, da de etableres med henblik på, at en ud-
lejningsoperatør kan udnytte vejarealet i et forretningsmæs-
sigt øjemed. Det vil kun være udgifterne til etablering og
vedligehold, som vejmyndigheden kan få dækket. Det er
dermed ikke intentionen, at vejmyndigheden må tjene penge
herpå.
Endelig vil vejmyndigheden kunne lade det indgå som et
vilkår i aftalen, at vejmyndighedens udgifter til administra-
tion betales af operatøren. Administrationen i forbindelse
med indgåelsen af en aftale samt opfølgning heraf vil inde-
bære udgifter for vejmyndigheden. I vejlovens § 80, stk. 2,
findes en bestemmelse om, at vejmyndigheden kan opkræve
betaling for brug af vejarealet, når udnyttelse sker i et forret-
ningsmæssigt øjemed. Bestemmelsen vil ikke gælde for den
nye § 80 a, men Transport- og Boligministeriet vurderer, at
det er rimeligt, at vejmyndigheden kan opkræve betaling for
sin administration, når den behandler sager i forretnings-
mæssigt øjemed, hvad enten det er efter vejlovens § 80 eller
de nye bestemmelser i §§ 80 a og 80 b. Bestemmelsen giver
hjemmel til at dække vejmyndighedens udgifter, men ikke
skabe et overskud.
2.2. Placering af køretøjer på private fællesveje
2.2.1. Gældende ret
Det fremgår af § 56, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1234 af
4. november 2015 om private fællesveje (privatvejsloven),
at en godkendelse eller en tilladelse efter § 57, stk. 1, § 60,
jf. § 86, 88, 92 og 93 i lov om offentlige veje, § 61, stk. 1, §
62, stk. 1 og 2, § 63, stk. 1-4, § 66, stk. 1 og 2, § 67, jf. § 73
i lov om offentlige veje, er udtryk for, at almene offentlig-
retlige hensyn ikke er til hinder for det ansøgte eller tilladte
og indebærer ikke rettigheder i forhold til vejens ejer og de
vejberettigede.
Det følger af § 66, stk. 1, i privatvejsloven, at det på arealer,
der er privat fællesvej, kræver kommunalbestyrelsens god-
kendelse 1) varigt eller midlertidigt at anbringe affald, mate-
riel, materialer, løsøregenstande, ikke-indregistrerede køre-
tøjer, skure, skurvogne, containere, boder, automater, skilte,
hegn el.lign., 2) at anbringe køretøjer med henblik på salg
eller udlejning uden fører og 3) som led i erhvervsvirksom-
hed at anbringe køretøjer i forbindelse med reparation, på-
fyldning af drivmidler, rengøring el. lign.
Bestemmelsen gælder for private fællesveje i byer og by-
mæssige områder.
Bestemmelsen i § 66 skal afspejle, at råden over private fæl-
lesveje i byer og bymæssige områder – foruden vejejerens
godkendelse – også kræver en godkendelse fra den lokale
vejmyndighed.
Der er tale om en offentligretlig tilladelse, som tilkendegi-
ver, at der ikke offentligretligt er noget til hinder for det øn-
skede, men omvendt er det ikke ensbetydende med, at tilla-
delsen retmæssigt kan anvendes, såfremt det er i strid med
vejretsaftalen for vejen.
2.2.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Som beskrevet ovenfor gælder der et tilladelseskrav i lov
om private fællesveje, hvis der er et ønske om at placere kø-
retøjer med henblik på udlejning.
Transport- og Boligministeriet har overvejet, om der skulle
foreslås den samme ordning for private fællesveje i byerne
som for offentlige veje, hvilket ville betyde, at tilladelses-
kravet fjernes, og køretøjerne derimod vil skulle stå i dertil
indrettet infrastruktur eller område. Ministeriet finder imid-
lertid ikke, at der er grundlag for at ændre på den gældende
ordning, hvorefter det i sidste ende må bero på vejretsafta-
len, om vejen kan benyttes til udlejningsformål.
Forslaget ændrer således ikke på den nuværende ordning,
hvor der kræves en offentligretlig tilladelse til at placere
genstande på private fællesveje i byer og bymæssige områ-
der. Det ændrer endvidere ikke ved, at den endelig udnyttel-
se af tilladelsen afhænger af privatretlige forhold. Den of-
fentligretlige tilladelse er altså ikke nok i sig selv.
Transport- og Boligministeriet finder det dog hensigtsmæs-
sigt, at ordlyden i privatvejslovens § 66, stk. 1, nr. 2, er den
samme som vejlovens § 80, stk. 1, nr. 2. Derfor foreslås det,
at ”uden fører” udgår af bestemmelsen. Der skal altså ikke
være tvivl om, at bestemmelsen gælder, uanset om køretøjet
udlejes med eller uden fører.
Det er herefter ministeriets vurdering, at kommunen ved af-
gørelsen af om en sådan godkendelse konkret kan gives i
medfør af privatvejslovens § 66, fortsat skal vurdere, om al-
mene, offentlige hensyn, først og fremmest hensynet til den
almene trafik og vejtekniske hensyn er til hinder for det an-
søgte. Såfremt kommunen vurderer, at dette er tilfældet, vil
ansøgningen allerede derfor kunne afslås.
Idet bestemmelsen netop først og fremmest skal tage hensyn
til den almene trafik og vejtekniske hensyn, skal der være
tungtvejende grunde til, at vejmyndigheden kan give et af-
slag ud fra andre hensyn.
2.3. Håndhævelse på offentlige veje
2.3.1. Gældende ret
Reglerne om håndhævelse i forhold til den såkaldte særlige
råden findes i vejlovens § 81. Det følger af denne bestem-
melses stk. 1, at vejmyndigheden kan udstede påbud om
fjernelse af genstande m.v., hvis de er anbragt på vejarealet
8
uden tilladelse efter § 80, og der ikke efterfølgende kan
meddeles tilladelse.
Det betyder, at konstaterer en vejmyndighed, at der er place-
ret en genstand på vejarealet, og det formelt kræver en tilla-
delse, da skal vejmyndigheden, inden den udsteder et påbud,
have vurderet, om forholdet kan lovliggøres. Kan forholdet
retligt lovliggøres, skal vejmyndigheden meddele en tilla-
delse.
Hvis forholdet ikke kan retligt lovliggøres, vil udstedelsen
af et påbud skulle overholde de forvaltningsretlige regler, da
et påbud er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Der-
med skal en myndighed som udgangspunkt bl.a. partshøre,
inden der kan træffes en afgørelse. Forvaltningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014, som ændret ved
§ 2 i lov nr. 503 af 23. maj 2018, indeholder ikke egentlige
tidsfrister for, hvor lang tid en partshøring skal vare, hvorfor
det vil bero på en konkret vurdering.
Efterkommer modtageren af et påbud ikke dette, og fjerner
genstanden fra vejarealet, kan vejmyndigheden på pågæl-
dendes regning fjerne genstanden. Det følger af § 81, stk. 2.
Vejlovens § 81, stk. 3, giver hjemmel til, at vejmyndigheden
og politiet straks og uden forudgående påbud kan fjerne
genstande m.v. for de pågældendes regning, når genstandene
er til ulempe eller til fare for færdslen. Fjernelse af genstan-
de efter denne bestemmelse er altså ikke lige så administra-
tiv tung, men kræver til gengæld, at der konkret skal være
en fare eller ulempe for færdslen, hvilket skal kunne doku-
menteres.
Det fremgår af vejlovens § 132, stk. 1, at kommunalbesty-
relsernes afgørelser efter vejloven kan påklages til transport-
ministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål.
Af vejlovens § 134, stk. 1, følger det, at transportministeren
kan fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning
af omkostningerne ved varetagelse af opgaverne i forbindel-
se med behandling af klager over kommunalbestyrelsernes
afgørelser i henhold til loven.
Endelig fremgår det af vejlovens § 135, stk. 1, nr. 4, at med-
mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning,
straffes med bøde den, der undlader at efterkomme et påbud
eller forbud, der er udstedt i henhold til loven eller de for-
skrifter, der er udfærdiget i medfør af loven.
2.3.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.3.2.1. Fjernelse af udlejningscykler og andre udlejnings-
køretøjer
Den nye form for udlejningskøretøjer er kendetegnet ved, at
de ikke råder over et specifikt område af det offentlige vej-
areal, men derimod flytter sig rundt i byerne, da koncepterne
lægger op til, at brugerne kan efterlade køretøjet i nærheden
af den destination, som vedkommende skal til. Herfra vil det
så kunne blive lejet af en ny bruger f.eks. via en app.
For kommunerne har de eksisterende regler, som bl.a. inklu-
derer, at der skal foretages en partshøring, inden der kan
sendes et påbud, reelt betydet, at de nuværende påbudsregler
ikke er anvendelige. De eksisterende påbudsregler er til-
tænkt til den situation, at en genstand, f.eks. caféborde og
stole, står placeret over længere tid det samme sted. Med de
nye udlejningskoncepter har den genstand, som kommunen
partshører et tiltænkt påbud over, flyttet sig flere gange, in-
den partshøringen er fremsendt, bearbejdet og afsluttet af
forvaltningen.
Derfor har kommunerne også ønsket værktøjer, som er tids-
svarende i forhold til den nye type af udlejningskoncepter.
På den baggrund foreslås det først og fremmest, at vejmyn-
digheden uden forudgående høring kan fjerne udlejnings-
cykler og andre udlejningskøretøjer omfattet af henholdsvis
forslaget til en ny § 80 a og § 80 b fjernet, såfremt der ikke
er indgået en aftale med vejmyndigheden eller aftalen er
lovligt opsagt.
Herudover vil den foreslåede ordning, som beskrevet under
punkt 2.1., betyde, at udlejningskøretøjer omfattet af §§ 80 a
og 80 b fremadrettet – som udgangspunkt – skal stå placeret
i dertil indrettet infrastruktur eller område, når de er placeret
med henblik på udlejning.
For cykler vil det betyde, at de som udgangspunkt skal pla-
ceres i cykelstativer, og for løbehjul i områder, hvor det ved
afmærkning eller f.eks. ved aftaler om virtuelle hubs er mar-
keret, at området er tiltænkt til parkering for løbehjul.
Hvis køretøjer ikke står placeret i dertil indrettet infrastruk-
tur eller område efter en indgået aftale, når de står placeret
med henblik på udlejning, vil vejmyndighederne med den
foreslåede bestemmelse i § 81 a have hjemmel til omgående
og uden høring at fjerne køretøjet.
Vejmyndigheden kan dog ikke fjerne køretøjet, før der er
gjort rimelige forsøg på at lovliggøre forholdet. Baggrunden
herfor er, at der efter Transport- og Boligministeriets opfat-
telse, vil være oplagte tilfælde, hvor det vil være dispropor-
tionalt helt at fjerne et køretøj i stedet for at placere det lov-
ligt. Det vil bero på vejmyndighedens konkrete vurdering i
det enkelte tilfælde, om fjernelse er disproportionalt. Så-
fremt vejmyndigheden konkret vurderer, at forholdet kan
lovliggøres fysisk, har vejmyndigheden hjemmel til at flytte
cyklen, så den står lovligt placeret.
Som eksempel på et tilfælde, hvor det klart vil være dispro-
portionalt at fjerne et køretøj, vil være, hvor en udlejnings-
cykel står placeret lige ved siden af et ledigt cykelstativ. Her
vil forholdet uden videre kunne lovliggøres uden behov for
at tage den indgribende mulighed for at fjerne køretøjet i
brug. Det samme ville ikke være tilfældet, hvis en udlej-
ningscykel står placeret flere meter fra et ledigt cykelstativ.
9
Det vil bero på en konkret vurdering, hvorvidt det vil være i
overensstemmelse med loven at fjerne køretøjet. I denne
vurdering skal der på den ene side lægges vægt på, at regler-
ne foreslås for at give vejmyndighederne de håndhævelses-
værktøjer, som er brugbare, og som bl.a. skal være med til at
kunne sikre, at udlejningscykler og andre udlejningskøretø-
jer står placeret, hvor de skal, og dermed eksempelvis ikke
stå efterladt midt på et fortov til gene for fremkommelighe-
den. På den anden side skal spørgsmålet om lovliggørelse
vurderes, da vejmyndighedernes administrative behandling
omkring fjernelsen af køretøjer, og den efterfølgende reg-
ning til udlejningsoperatørerne under visse omstændigheder
utvivlsomt vil kunne gå videre end hensynene bag håndhæ-
velsen.
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 81 a, hvor
der er oplistet eksempler.
Transport- og Boligministeriet bemærker, at fjernelsen af et
køretøj vil være en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.
Som det følger af ordlyden til § 81 a, vil afgørelsen kunne
træffes uden forudgående høring. Hermed menes der for-
valtningslovens regler i kapitel 5 om partshøring.
Det betyder også, at afgørelsen vil kunne påklages i medfør
af vejlovens § 132. Det vil betyde, at eventuelle klager over
en afgørelse truffet af en kommune vil skulle behandles af
Vejdirektoratet.
Transport- og Boligministeriet har en forventning om, at
problematikken vedrørende placeringen af køretøjerne i høj
grad vil løse sig i samarbejde og dialog mellem vejmyndig-
hederne og udlejningsoperatørerne. Med nærværende for-
slag skabes der klare rammer for, hvor køretøjerne må pla-
ceres, samtidig med at der skabes et klart incitament til, at
operatørerne sikrer sig, at køretøjerne står placeret, hvor de
må, da kommunerne ellers kan fjerne dem og kun udlevere
dem mod betaling. Ministeriet forventer således, at klagesa-
gerne kan håndteres af Vejdirektoratet, men skulle det imod
ministeriets forventning vise sig, at antallet af klagesager
bliver meget stort, kan ministeriet ikke afvise, at det kan bli-
ve nødvendigt at benytte hjemlen i vejlovens § 134, stk. 1,
hvorefter der kan fastsættes regler om gebyrer til dækning af
omkostningerne ved klagesagsbehandlingen.
2.3.2.2. Anbringelse af fjernede udlejningscykler og andre
udlejningskøretøjer
I forbindelse med fjernelsen af udlejningscykler og andre
udlejningskøretøjer skal vejmyndigheden bringe køretøjet til
vejmyndighedens anviste opbevaringsplads med henblik på
opbevaring.
Det foreslås, at vejmyndigheden skal underrette ejeren af
køretøjet om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbe-
vares. Endvidere skal det oplyses, at hvis ikke køretøjet er
hentet inden for en fastsat frist, vil det blive bortsolgt eller
givet bort. Da der – som beskrevet ovenfor er tale om en
forvaltningsretlig afgørelse, når et køretøj fjernes – forud-
sættes det, at vejmyndigheden i forbindelse med underret-
ningen også oplyser om årsagen til, at køretøjet blev fjernet.
Da der er tale om kommercielle udlejningskøretøjer, vil nav-
net på udlejningsvirksomheden fremgå direkte af køretøjet.
Det vurderes derfor også at være uproblematisk for vejmyn-
digheden at finde frem til kontaktoplysninger, hvortil den
kan rette henvendelse om et fjernet køretøj. Det vil være op
til den enkelte vejmyndighed at bestemme, hvordan den
konkrete underretning foregår. Men det vil være vejmyndig-
heden, som skal kunne godtgøre, at underretning er sket, så-
fremt der opstår tvivl herom.
Der er ikke fastsat nogen frist for, hvor lang tid vejmyndig-
heden skal opbevare køretøjerne i deres varetægt, inden den
– lovligt – kan sælge eller give dem bort. Da der er tale om
udlejningskøretøjer, som indgår i udlejningsoperatørens mu-
lighed for at drive sin forretning, må det have formodningen
for sig, at udlejningsvirksomheden vil afhente køretøjet hur-
tigt.
Det foreslås, at vejmyndighederne kan kræve udgifter til
transport, opbevaring og administration af udlejningskøretø-
jet afholdt af ejeren af udlejningskøretøjet, dvs. udlejnings-
virksomheden. Intentionen er altså, at vejmyndigheden ikke
vil have udgifter i forbindelse med håndhævelsen af, at ud-
lejningskøretøjerne står placeret i overensstemmelse med de
nye krav. Omvendt må det ikke være indtægtsdrivende virk-
somhed.
Såfremt ejeren af køretøjet ikke afhenter det inden for vej-
myndighedens fastsatte frist, kan vejmyndigheden sælge el-
ler give køretøjet bort. Ved et eventuelt overskud tilfalder
det vejmyndigheden.
Vælger den vejmyndigheden, at der skal ske et salg, skal det
foregå ved offentlig auktion.
Vælger vejmyndigheden derimod, at give cyklerne bort, kan
vejmyndigheden vælge at give cyklerne til eksempelvis or-
ganisationer, som foranstalter, at køretøjer sendes til ulande.
Der kan også tænkes på typer af værksteder, hvor eksempel-
vis udsatte personer aktiveres. Eksemplerne skal afspejle, at
intentionen ikke er, at der gives gratis cykler til eksempelvis
en kommunes borgere.
2.4. Tvister om retlige forhold efter vejloven
2.4.1. Gældende ret
Vejlovens § 132 indeholder lovens klageregler. Heraf følger
det af stk. 1, at kommunalbestyrelsernes afgørelser efter lo-
ven kan påklages til transportministeren, for så vidt angår
retlige spørgsmål, jf. dog stk. 2. Afgørelsen af klager i med-
før af vejlovens § 132 er delegeret til Vejdirektoratet, jf. § 6,
stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 121 af 8. februar 2016 om
Vejdirektoratets opgaver og beføjelser.
I henhold til vejlovens § 132, stk. 5, kan afgørelserne ikke
indbringes for domstolene, før den administrative klagemu-
10
lighed er udnyttet. Søgsmål skal være anlagt, inden 6 måne-
der efter at ministerens afgørelse i klagen er meddelt.
Af vejlovens § 133, stk. 1, fremgår det, at tvister mellem
vejmyndigheder om administration af offentlige veje afgøres
af transportministeren. Af § 133, stk. 4, 1. pkt., fremgår det,
at fristen for at indbringe en tvist efter stk. 1 og 2 er 4 uger
fra den dag, vejmyndighedens afgørelse er meddelt. Af stk.
5 fremgår det, at rettidig indbringelse af en tvist om arbej-
dets omfang har opsættende virkning, medmindre transport-
ministeren bestemmer andet. Ved rettidig indbringelse af en
tvist om betaling for arbejder på eller ved en ledning afhol-
der hver part foreløbigt halvdelen af udgifterne, medmindre
transportministeren fastsætter en anden foreløbig fordeling.
Endelig følger det af stk. 6, at sager, der kan indbringes for
transportministeren efter stk. 1 og 2, ikke kan indbringes for
domstolene, før klageadgangen, jf. stk. 1 og 2, er udnyttet.
Søgsmål skal være anlagt, inden 6 måneder efter at trans-
portministerens afgørelse i tvisten er meddelt.
2.4.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Med nærværende lovforslag lægges der op til, at udlejnings-
operatører af cykler, som ikke har et fast udlejningssted,
fremadrettet ikke skal have en tilladelse af vejmyndigheden.
Derimod foreslås det, at vejmyndigheden uden unødigt op-
hold skal indgå en aftale med udlejningsoperatøren om de
nærmere vilkår for benyttelse af det offentlige vejareal, før
cyklerne må placeres på vejarealet. Det vil bero på en kon-
kret vurdering, om en vejmyndighed ikke har levet op til
kriteriet om, at en aftale skal indgås uden unødigt ophold.
Med unødigt ophold forstås, at det skal sikres, at kommu-
nerne ikke indirekte undlader at cyklerne lovligt kan place-
res på kommunens vejareal ved ikke at indgå i egentlig dia-
log med udlejningsoperatøren om aftalen. Det vil ikke være
i strid med loven, såfremt kommunen – sagligt – har behov
for at indhente yderligere oplysninger eller der politisk er
behov for at få en sag behandlet. Det vigtige er, at unødige
sagsskridt ikke må anvendes til uden saglig begrundelse at
forhale indgåelsen af en aftale.
Såfremt der opstår en uenighed mellem vejmyndigheden og
udlejningsoperatøren i forbindelse med indgåelsen af en så-
dan aftale om den nærmere benyttelse af det offentlige vej-
areal, foreslås det, at uenigheden kan indbringes for trans-
portministeren for så vidt angår retlige forhold omfattet af
vejloven. Det er hensigten, at kompetencen til at afgøre tvi-
ster efter den foreslåede bestemmelse delegeres til Vejdirek-
toratet.
Den overordnede intention med bestemmelsen er at skabe en
hjemmel til, at parterne kan få afklaret, hvem der eventuelt
måtte have ret i en uenighed om, hvorvidt et vilkår vil være i
overensstemmelse med lovens formål, som er at skabe gode
muligheder for udbredelse af cykler. Det skal altså være
med til at sikre, at en endelig aftale kan indgås uden unødigt
ophold. Alternativet til en sådan prøvelse vil være at henvise
parterne til at få spørgsmålet afklaret ved domstolene.
Som beskrevet ovenfor skal en aftale om de nærmere vilkår
for benyttelse af det offentlige vejareal indgås uden unødigt
ophold.
En udlejningsoperatør vil kunne indbringe en sag, såfremt
denne vurderer, at en vejmyndighed ikke lever op til kravet
om, at en aftale skal indgås uden unødigt ophold
Ved vurderingen af uenigheder om ønskede vilkår vil der
særligt skulle lægges vægt på, om en vejmyndighed vil have
indskrevet et vilkår i en aftale, som f.eks. har karakter af
reelt at fastsætte, hvor mange udlejningscykler denne må
placere. Det vil således aldrig være et lovligt vilkår, såfremt
det har karakter af fastsættelse af et maksimalt antal udlej-
ningscykler.
Hensynet til at regeringen ønsker udbredelse af cykler skal
også indgå. Derfor vil det skulle indgå, som et hensyn i vur-
deringen, om en vejmyndigheds vilkår har en sådan karak-
ter, at udbredelsen af cyklerne reelt forhindres, fordi vilkåre-
ne eksempelvis vil gøre anvendelsen af produktet uanvende-
ligt. Det kunne f.eks. være i en situation, hvor en kommune
ved krav om geo-fencing ønsker, at cyklerne udelukkes fra
at blive placeret ved trafikale knudepunkter, som er kende-
tegnet ved, at folk netop har behov for at placere cykler der.
Der skal således være en saglig begrundelse for begrænsnin-
gen. Stort pres på eksisterende cykelstativer anses i den
sammenhæng ikke som sagligt.
Endelig kan det ved vurderingen af en tvist prøves, om afta-
levilkårene er proportionale og egnede til at opnå formålet
med den foreslåede § 80 a, dvs. på den ene side understøtte
udbredelsen af cykler, og at borgerne cykler mest muligt i
de danske byer, men på den anden side samtidig varetage le-
gitime hensyn til at kunne sikre ordnede forhold på det of-
fentlige vejareal. Tvistmyndigheden kan i den forbindelse
også inddrage de generelle formål og hensyn bag vejloven,
jf. vejlovens § 1.
2.5. Vejmyndigheders fjernelse af forladte cykler
2.5.1. Gældende ret
Færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1324 af 21. novem-
ber 2018 med senere ændringer, indeholder regler for politi-
ets og den statslige vejmyndigheds (Vejdirektoratet) mulig-
heder for at fjerne køretøjer, der henstår på et af færdselslo-
ven omfattet område. Disse regler fremgår af færdselslovens
§§ 123 og 124.
Det følger således af færdselslovens § 123, stk. 1, at politiet
kan foranledige de køretøjer, der er nævnt i bestemmelsen,
fjernet, hvis de henstår på et område, som er omfattet af
færdselsloven, herunder på kommuneveje. Det drejer sig om
køretøjer, der er henstillet i strid med gældende bestemmel-
ser om standsning eller parkering, havarerede eller defekte
11
køretøjer og registreringspligtige køretøjer, der henstår uden
nummerplader.
Det følger af § 123, stk. 2, at hvis et køretøj henstår på stats-
vej, kan vejmyndigheden foranledige det fjernet. Det vil væ-
re Vejdirektoratet.
Det følger af § 123, stk. 3, at køretøjet efter fjernelse skal
bringes til den opbevaringsplads, som politiet eller vejmyn-
digheden anviser, medmindre føreren eller ejeren (brugeren)
er til stede og straks fjerner køretøjet eller anviser anden op-
bevaringsplads. De udgifter til transport og opbevaring, som
politiet eller vejmyndigheden har afholdt, påhviler føreren.
Er føreren ukendt, eller betaler han ikke efter påkrav, hæfter
tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godt-
gøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.
Ifølge § 123, stk. 4, påhviler det politiet eller vejmyndighe-
den at give ejeren af et køretøj, der er fjernet og anbragt
meddelelse om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det op-
bevares. Underretningen skal tillige indeholde oplysninger
om, at køretøjet, hvis det ikke afhentes inden udløbet af en
fastsat frist, vil blive bortsolgt i overensstemmelse med stk.
5. Kan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi han er
ukendt, kan bortsalg ske 14 dage efter, at køretøjet er blevet
fjernet af politiet eller vejmyndigheden.
Politiet er efter udløbet af den i henhold til stk. 4 fastsatte
frist berettiget til at sælge køretøjet ved offentlig auktion el-
ler, hvis dette skønnes at ville indbringe et større beløb, til
ophugning, jf. § 123, stk. 5. Et eventuelt overskud tilfalder
statskassen. Dog har ejeren i 1 år fra salgsdatoen krav på ud-
betaling af overskuddet med fradrag af de udgifter, der er
forbundet med transporten, opbevaringen og salget.
Efter § 123, stk. 6, kan transport-, bygnings- og boligmini-
steren (nu transportministeren) efter forhandling med justits-
ministeren fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden
ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af meddelelsen til
ejeren, betaling for opbevaring af køretøjer og om salg af
disse.
Det følger af færdselslovens § 124, at transport-, bygnings-
og boligministeren (nu transportministeren) efter forhand-
ling med justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at
køretøjer, der uden at være omfattet af § 123, stk. 1, er i po-
litiets varetægt, kan sælges i overensstemmelse med bestem-
melserne i § 123, stk. 4 og 5.
Sådanne nærmere regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1018
af 25. oktober 2012 om politiets fjernelse og afhændelse af
køretøjer. Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, at et køretøj
som udgangspunkt bringes til politiets opbevaringsplads.
Hvis køretøjets fører eller ejer anviser anden lovlig opbeva-
ringsplads, bringes køretøjet dog til denne anviste plads,
hvis afstanden til denne er højst 20 km, eller den ligger nær-
mere end politiets opbevaringsplads.
Endelig findes der cirkulære nr. 74 af 25. oktober 2012 om
politiets fjernelse og afhændelse af køretøjer.
2.5.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det er ikke ukendt, at mange cykler står efterladt på det of-
fentlige vejareal, herunder i kommunernes cykelstativer,
uden der er tilknyttet en ejer til køretøjet, hvilket bl.a. opta-
ger pladserne i cykelstativerne for andre cyklister. Det er i
den forbindelse heller ikke ukendt, at det ofte opleves som
et problem for cyklister at finde plads til at parkere deres
cykler i cykelstativer.
Cyklisme vægter højt, hvorfor det efter Transport- og Bolig-
ministeriets opfattelse også er vigtigt at give bl.a. kommu-
nerne de redskaber, der er nødvendige for at sikre, at efter-
ladte køretøjer– særligt cykler – ikke optager eksempelvis
cykelstativerne til gene for de andre cyklister.
Kommunerne fjerner allerede i dag cykler fra vejarealet.
Den hjemmel til at fjerne cykler i færdselsloven, som kom-
munerne benytter er imidlertid ikke klar.
Det foreslås derfor, at der tilføjes en ny § 123 a, som giver
vejmyndighederne udtrykkelig hjemmel til at fjerne cykler.
Ministeriet lægger til grund, at ordningen primært vil blive
anvendt af kommunale vejmyndigheder.
Inden vejmyndigheden må fjerne cyklen, skal der forudgå-
ende være foretaget en partshøring på minimum 4 uger. En
partshøring skal i denne forbindelse ikke forstås sådan, at
vejmyndigheden vil skulle rette personlig kontakt til ejeren
af cyklen. Derimod påtænkes en høring at foregå ved, at det
markeres med tape eller lignende på cyklen, at vejmyndig-
heden har til hensigt at fjerne cyklen, hvis ikke ejeren ved at
fjerne dette har tilkendegivet, at cyklen ikke skal fjernes.
Efter afslutningen af høringen på minimum 4 uger må vej-
myndigheden herefter indsamle de cykler, hvor brugeren ik-
ke har tilkendegivet, at det ikke skal fjernes. Herefter vil
vejmyndigheden have ret til at sælge cyklerne eller give
dem bort.
Forinden skal vejmyndigheden dog, f.eks. via Cykelregis-
tret, have undersøgt, at cyklen ikke er meldt stjålet.
2.6. Kommuners fjernelse af køretøjer pålagt 3 parkerings-
afgifter
2.6.1. Gældende ret
Det følger af færdselslovens § 122 a, transport-, bygnings-
og boligministeren kan bestemme, at kontrollen med over-
holdelse af de bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1, helt
eller delvist overlades til vejmyndigheden.
Færdselsloven indeholder regler for politiets og vejmyndig-
heden for statsvejenes fjernelse af køretøjer, der henstår på
et af færdselsloven omfattet område. Disse regler fremgår af
færdselslovens §§ 123 og 124.
Det følger således af færdselslovens § 123, stk. 1, at politiet
kan foranledige de køretøjer, der er nævnt i bestemmelsen,
12
fjernet, hvis de henstår på et område, som er omfattet af
færdselsloven. Det drejer sig om køretøjer, der er henstillet i
strid med gældende bestemmelser om standsning eller par-
kering, havarerede eller defekte køretøjer og registrerings-
pligtige køretøjer, der henstår uden nummerplader.
Det følger af § 123, stk. 2, at hvis et køretøj henstår på stats-
vej, kan vejmyndigheden foranledige det fjernet. Det vil væ-
re Vejdirektoratet.
Det følger af § 123, stk. 3, at køretøjet efter fjernelse skal
bringes til den opbevaringsplads, som politiet eller vejmyn-
digheden anviser, medmindre føreren eller ejeren (brugeren)
er til stede og straks fjerner køretøjet eller anviser anden op-
bevaringsplads. De udgifter til transport og opbevaring, som
politiet har afholdt, påhviler føreren. Er føreren ukendt, eller
betaler han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (brugeren)
for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberetti-
get var i besiddelse af køretøjet. Beløbet kan ifølge bestem-
melsen inddrives ved udpantning.
Ifølge § 123, stk. 4, påhviler det politiet eller vejmyndighe-
den at give ejeren af et køretøj, der er fjernet og anbragt ef-
ter politiets anvisning, meddelelse om, hvornår køretøjet er
fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen skal tillige
indeholde oplysninger om, at køretøjet, hvis det ikke afhen-
tes inden udløbet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt i over-
ensstemmelse med stk. 4. Kan underretning af ejeren ikke
finde sted, fordi han er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage ef-
ter, at køretøjet er blevet fjernet af politiet.
Politiet er efter udløbet af den i henhold til stk. 4 fastsatte
frist berettiget til at sælge køretøjet ved offentlig auktion el-
ler, hvis dette skønnes at ville indbringe et større beløb, til
ophugning, jf. § 123, stk. 5. Et eventuelt overskud tilfalder
statskassen. Dog har ejeren i 1 år fra salgsdatoen krav på ud-
betaling af overskuddet med fradrag af de udgifter, der er
forbundet med transporten, opbevaringen og salget.
Efter § 123, stk. 6, kan transport-, bygnings- og boligmini-
steren efter forhandling med justitsministeren fastsætte nær-
mere regler om fremgangsmåden ved indbringelse af køretø-
jer, forkyndelse af meddelelsen til ejeren, betaling for opbe-
varing af køretøjer og om salg af disse.
Det følger af færdselslovens § 124, at transport-, bygnings-
og boligministeren efter forhandling med justitsministeren
kan fastsætte bestemmelser om, at køretøjer, der uden at væ-
re omfattet af § 123, stk. 1, er i politiets varetægt, kan sæl-
ges i overensstemmelse med bestemmelserne i § 123, stk. 4
og 5.
Sådanne nærmere regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1018
af 25. oktober 2012 om politiets fjernelse og afhændelse af
køretøjer. Det fremgår i den forbindelse af bekendtgørelsens
§ 2, at et køretøj som udgangspunkt bringes til politiets op-
bevaringsplads. Hvis køretøjets fører eller ejer anviser anden
lovlig opbevaringsplads, bringes køretøjet dog til denne an-
viste plads, hvis afstanden til denne er højst 20 km, eller den
ligger nærmere end politiets opbevaringsplads.
Endelig findes der cirkulære nr. 74 af 25. oktober 2012 om
politiets fjernelse og afhændelse af køretøjer.
2.6.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Under de gældende regler er der hjemmel til, at kommuner-
ne helt eller delvis kan overtage parkeringskontrollen fra po-
litiet. Dermed kan kommunerne også pålægge parkeringsaf-
gifter efter færdselslovens § 121.
Lovforslaget indeholder et forslag om, at kommunerne og
Færdselsstyrelsen skal have hjemmel til at pålægge op til tre
parkeringsafgifter for samme forseelse.
Såfremt en bilist vælger at ignorere tre pålagte parkeringsaf-
gifter for den samme parkeringsforseelse og blive holdende
det samme sted, har kommunen ikke mulighed for at gøre
noget ved det efter de gældende regler. Det vil i så fald være
en opgave for politiet at fjerne køretøjet, jf. færdselslovens §
123.
Det er Transport- og Boligministeriets opfattelse, at såfremt
kriterierne for fjernelsen af køretøjer er objektive, og der-
med ikke kræver en skønsmæssig vurdering af færdselssik-
kerheden, er der ikke noget til hinder for, at kommunerne
selv kan få kompetencen til at fjerne køretøjet.
Derfor foreslås det, at kommunerne kan flytte et køretøj,
hvis køretøjet er pålagt tre parkeringsafgifter for samme par-
keringsforseelse og ikke er flyttet af ejeren selv. Som tilfæl-
det er i dag for politiet, vil kommunerne forud for fjernelsen
af køretøjet skulle foretage en partshøring. Fristen på kom-
munernes partshøring vil være minimum 4 uger.
Kommunerne kan vælge at benytte sig af hjemlen til at fjer-
ne køretøjer, men er omvendt ikke forpligtet til det.
Såfremt en kommunal vejmyndighed fjerner et køretøj, skal
denne leve op til forslaget til en ny færdselslovs § 123, stk.
8, hvoraf det påhviler vejmyndigheden at underrette ejeren
af det fjernede køretøj, om, hvornår køretøjet er fjernet, og
hvor det opbevares. Underretningen skal tillige indeholde en
tilkendegivelse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes
inden udløbet af en frist på minimum 4 uger, vil blive bort-
solgt
Herudover vil afgørelsen om at fjerne et køretøj kunne på-
klages til transportministeren for så vidt angår retlige
spørgsmål. Det er intentionen, at kompetencen til at behand-
le klagesager delegeres til Vejdirektoratet.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Med lovforslaget foreslås det, at vejmyndighederne, herun-
der de kommunale, fremadrettet ikke vil skulle give en tilla-
delse til særlig råden over vejarealet til udlejningscykler og
udlejningskøretøjer, som er kendetegnet ved, at de ikke har
et fast udlejningssted, men derimod udlejes direkte via en
app.
13
Til gengæld vil vejmyndighederne, herunder kommunerne,
fremadrettet være forpligtet til at indgå aftaler med udlej-
ningsoperatører om den nærmere benyttelse af det offentlige
vejareal, såfremt disse udlejer cykler omfattet af forslaget til
en ny § 80 a i vejloven. For andre typer af udlejningskøretø-
jer, jf. forslaget til en ny § 80 b i vejloven, vil tilladelseskra-
vet blive erstattet af aftaler om i det hele taget at få adgang
til at placere køretøjer på det offentlige vejareal. Modsat
cyklerne vil en kommunalbestyrelse her også kunne beslut-
te, hvor mange køretøjer, der må stå placeret på vejarealet
med henblik på udlejning.
Henset til den tvivl, der har været under de gældende regler,
er det samlet set Transport- og Boligministeriets vurdering,
at det vil indebære de samme administrative byrder for kom-
munerne, hvad enten de skal sagsbehandle tilladelser efter
vejlovens § 80 eller indgå aftaler herom.
For så vidt angår forslaget til nye håndhævelsesmuligheder i
forslaget til §§ 81 a-b bemærker Transport- og Boligministe-
riet, at udgifterne til transport-, opbevaring og administra-
tion af fjernede køretøjer, som er afholdt af vejmyndighe-
den, påhviler ejeren af køretøjet. Håndhævelsesredskaberne
vil således ikke indebære økonomiske omkostninger for
kommunerne.
De foreslåede ændringer af færdselsloven pålægger samlet
set ikke kommunerne nye administrative byrder eller økono-
miske omkostninger.
For så vidt angår lovforslagets efterlevelse af de syv princip-
per for digitaliseringsklar lovgivning, vurderer Transport-
og Boligministeriet, at lovforslaget ved at lave særlige be-
stemmelser for udlejningscykler og andre mindre udlej-
ningskøretøjer er i overensstemmelse med det første princip
om enkle og klare regler, da der tidligere har været tvivl om,
hvordan området skulle administreres under gældende lov-
givning.
Princip 2 om digital kommunikation er ikke tænkt ind i lov-
forslag, da det uden videre lægges til grund, at skriftlig kom-
munikation imellem vejmyndighederne og udlejningsopera-
tørerne vil foregå digitalt. Resten af lovforslaget anses ikke
relevant ift. dette princip.
Princip 4 om genbrug af data tiltænkes anvendt i forhold til
forslaget i § 3, nr. 8, når vejmyndigheden skal undersøge,
om et køretøj er meldt stjålet. Her er det Transport- og Bo-
ligministeriets vurdering, at dette kan ske ved opslag i Cy-
kelregistret.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet mv.
Forslaget indebærer, at der ikke vil være krav om partshø-
ring forud for flytning af udlejningskøretøjer omfattet af for-
slagets § 80 a. Endvidere kan kommunerne kræve afholdte
udgifter til transport, opbevaring og administration betalt af
ejeren. De konkrete økonomiske konsekvenser heraf er van-
skelige at skønne. Således afhænger spørgsmålet af, hvor-
vidt kommunerne ønsker og i givet fald i hvilket omfang
kommunerne bruger den nye hjemmel. Hvis en kommune
anvender hjemlen, vil de økonomiske konsekvenser for den
enkelte operatør herefter afhænge af, hvor mange køretøjer
den enkelte operatør får fjernet. Transport- og Boligministe-
riet har ikke noget skøn over, hvor mange udlejningskøretø-
jer der kan forventes at blive fjernet med den foreslåede
hjemmel. Således kan det ikke afvises, at en vedtagelse ek-
sempelvis kan medføre, at selskaberne selv hyrer folk til at
sørge for, at køretøjerne står korrekt placeret og dermed ikke
risikerer, at de bliver fjernet. Transport- og Boligministeriet
har derfor ikke et konkret skøn over, hvad forslaget potenti-
elt vil have af økonomiske konsekvenser for udlejningsope-
ratørerne.
Heroverfor står, at forslaget sikrer, at udlejningsoperatører
af cykler har sikkerhed for at kunne operere i de danske by-
er, ligesom der gives mulighed for, at udlejningsoperatører
af løbehjul kan indgå aftaler med kommunerne. Udlejnings-
operatører kan blive pålagt at betale vejmyndighedens ud-
gifter ifm. administration af aftaler. Dette er sammenligne-
ligt med, hvad der allerede gælder i medfør af vejlovens §
80, stk. 2, hvoraf det fremgår, at vejmyndigheden kan op-
kræve betaling for brug af vejarealet, når udnyttelsen sker i
et forretningsmæssigt øjemed.
Det bemærkes endvidere, jf. bemærkningerne til lovforsla-
gets ikrafttrædelsesbestemmelse, at allerede indgåede aftaler
mellem udlejningsoperatører og kommunerne samt allerede
udstedte tilladelser efter vejlovens § 80 ikke påvirkes af lov-
forslaget. Disse aftaler og tilladelser vil således være gyldi-
ge i overensstemmelse med det, som er aftalt, eller fastsat i
tilladelserne.
Som noget nyt får vejmyndighederne hjemmel i forslaget til
§ 80 b, stk. 4, til at opkræve betaling for myndighedens ud-
gifter i forbindelse med etablering og vedligehold af indret-
tet infrastruktur tiltænkt til brug for parkering af mindre ud-
lejningskøretøjer omfattet af bestemmelsen. De økonomiske
konsekvenser heraf vil afhænge af, hvorvidt vejmyndighe-
derne benytter sig af bestemmelsen og i hvilken grad.
Lovforslaget kan altså medføre økonomiske konsekvenser
for udlejningsoperatørerne, men det er ikke muligt for
Transport- og Boligministeriet at vurdere dette nærmere, da
det – som omtalt ovenfor – i sidste ende afhænger af, i hvil-
ken grad vejmyndighederne benytter sig af de foreslåede
hjemler.
Lovforslaget vurderes at være relevant for principperne for
agil erhvervsrettet regulering.
Det følger af princip nummer 1, at lovforslag skal muliggøre
anvendelse af nye forretningsmodeller. Hertil bemærkes det,
at det er hensigten med forslaget i § 1, nr. 2, at kommuner-
nes administration af reglerne for særlig råden for mindre
udlejningskøretøjer og udlejningscykler, som er kendetegnet
ved ikke at have et fast udlejningssted, skal gøres mere ad-
ministrerbare, da de eksisterende regler har givet anledning
14
til tvivl. Forslaget indeholder hjemmel til, at vejmyndighe-
derne vil kunne beslutte, om de ønsker, at andre mindre ud-
lejningskøretøjer må placeres på vejmyndighedens vejareal
med henblik på udlejning. Baggrunden for dette er, at disse
– som eksempelvis el-løbehjul – på nuværende tidspunkt
opererer på baggrund af en forsøgsordning, og dermed også
er et betydeligt mindre veletableret køretøj end cykler.
Det vurderes, at princip nummer 3 om teknologineutralitet
er relevant. Forslaget i § 1, nr. 2, om andre mindre udlej-
ningskøretøjer er teknologineutralt forstået således, at det
eneste krav er, at udlejningsvirksomhederne ikke har et fast
udlejningssted. På nuværende tidspunkt er disse kendetegnet
ved, at de udlejes via en app på kundens mobiltelefon. Det
er imidlertid ikke et krav, at udlejning skal ske via en app,
og dermed sikres det også, at nye teknologier vil kunne bli-
ve anvendt.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget giver vejmyndighederne hjemmel til at fjerne cyk-
ler fra vejmyndighedens arealer efter en forudgående høring
på 4 uger.
Herudover får kommunerne hjemmel til at fjerne køretøjer,
som har fået pålagt tre parkeringsafgifter for samme parke-
ringsforseelse. Dette vil være forbundet med visse admini-
strative konsekvenser for borgerne, men samlet set ikke i et
omfang, der kan karakteriseres som væsentligt.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke i sig selv at have miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Da der ikke fuldt ud er gennemført EU-retlig harmonisering
på området, tilkommer det medlemsstaterne at fastsætte be-
tingelser under overholdelse af generelle EU-regler og prin-
cipper.
De foreslåede regler kan have betydning for etableringsret-
ten, jf. artikel 49 TEUF. Restriktioner mod etableringsfrihe-
den er forbudt, medmindre de forfølger et anerkendelses-
værdigt formål, er egnede til at nå det ønskede mål og ikke
går videre end nødvendigt.
Lovforslaget har til formål at sikre, at vejarealet kan anven-
des til trafikale formål, herunder at sikre færdselssikkerhed,
fremkommelighed mv., hvilket vurderes at være anerkendel-
sesværdige formål. Det vurderes, at de foreslåede regler er
egnede til at nå de ønskede mål og ikke går videre end nød-
vendigt for at nå formålene.
Det vurderes på den baggrund, at lovforslaget er i overens-
stemmelse med EU-retten.
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 19-12-2019
til den 23-1-2020 været sendt i høring hos følgende myndig-
heder og organisationer mv.:
Aalborg Kommune, Aarhus Kommune, Bycyklen, Circ,
Dansk Cyklistforbund, Dansk Erhverv, Dansk Industri (DI),
Dansk Vejforening, Dansk Parkeringsforening, Danske Cy-
kelhandlere, Danske Handicaporganisationer, Danske Re-
gioner, Domstolsstyrelsen, Donkey Repuclic, Forbrugerrå-
det, Forenede Danske Motorejere (FDM), Frederiksberg
Kommune, KL, Kommunal Vejteknisk Forening, Køben-
havns Kommune, Lime, Odense Kommune, Vejle Kommu-
ne, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for Sikker Trafik,
Tier og Voi.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindre udgifter
(hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør
”Ingen”)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør
”Ingen”)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Forslaget sikrer, at udlejningsopera-
tører af cykler har sikkerhed for at
kunne operere i de danske byer, lige-
som der gives mulighed for, at udlej-
ningsoperatører af løbehjul kan ind-
gå aftaler med kommunerne.
Udlejningsoperatører kan blive på-
lagt at betale vejmyndighedens ud-
gifter ifm. administration af aftaler
m.v.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Forslaget indebærer, at der ikke vil
være krav om partshøring forud for
flytning af udlejningskøretøjer om-
fattet af forslagets § 80 a.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Forslaget vil være forbundet med
visse administrative konsekvenser
for borgerne, men samlet set ikke i
15
et omfang, der kan karakteriseres
som væsentligt.
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Da der ikke fuldt ud er gennemført EU-retlig harmonisering på området, til-
kommer det medlemsstaterne at fastsætte betingelser under overholdelse af
generelle EU-regler og principper.
De foreslåede regler kan have betydning for etableringsretten, jf. artikel 49
TEUF. Restriktioner mod etableringsfriheden er forbudt, medmindre de for-
følger et anerkendelsesværdigt formål, er egnede til at nå det ønskede mål og
ikke går videre end nødvendigt.
Lovforslaget har til formål at sikre, at vejarealet kan anvendes til trafikale
formål, herunder at sikre færdselssikkerhed, fremkommelighed mv., hvilket
vurderes at være anerkendelsesværdige formål. Det vurderes, at de foreslåe-
de regler er egnede til at nå de ønskede mål og ikke går videre end nødven-
digt for at nå formålene.
Det vurderes på den baggrund, at lovforslaget er i overensstemmelse med
EU-retten.
Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet
EU-lovgivning/Går videre end mini-
mumskrav i EU-regulering (sæt X)
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det følger af vejlovens § 80, stk. 1, at det offentlige vej-
areal med vejmyndigheden tilladelse kan anvendes til 1) va-
rig eller midlertidig anbringelse af affald, containere, mate-
riel, materialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder,
automater, skilte, reklamer, hegn el.lign., 2) anbringelse af
køretøjer med henblik på salg eller udlejning eller 3) anbrin-
gelse af køretøjer i forbindelse med reparation, påfyldning
af drivmidler, rengøring el.lign., når det sker som led i er-
hvervsmæssig virksomhed.
Med forslagets § 1, nr. 1, indsættes der i vejlovens § 80,
stk. 1, nr. 2, en henvisning til de foreslåede § 80 a og § 80 b.
Baggrunden for henvisningen er at sikre, at der ikke skal
være tvivl om, at tilladelseskravet i vejlovens § 80 ikke vil
gælde for udlejningscykler, som bliver omfattet af forslaget
til en ny § 80 a, eller for andre mindre udlejningskøretøjer,
som bliver omfattet af § 80 b.
Til nr. 2
Det følger af vejlovens § 80, stk. 1, at det offentlige vej-
areal med vejmyndighedens tilladelse kan anvendes til 1)
varig eller midlertidig anbringelse af affald, containere, ma-
teriel, materialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder,
automater, skilte, reklamer, hegn el.lign., 2) anbringelse af
køretøjer med henblik på salg eller udlejning eller 3) anbrin-
gelse af køretøjer i forbindelse med reparation, påfyldning
af drivmidler, rengøring el.lign, når det sker som led i er-
hvervsmæssig virksomhed.
Af vejlovens § 80, stk. 2, fremgår det, at vejmyndigheden
kan opkræve betaling for brug af vejarealet, når udnyttelse
sker i et forretningsmæssigt øjemed.
Af § 80, stk. 3, fremgår det, at transportministeren kan be-
slutte, at visse former for råden over vejarealet kan undtages
fra kravet om tilladelse efter stk. 1. Ministeren kan således
bemyndige vejmyndigheden til at beslutte, om undtagelsen
ønskes udnyttet i den enkelte kommune, samt til at fastsætte
nærmere regler for disse former for råden over vejarealet.
Vejmyndigheden skal forhandle med politiet om de nærme-
re regler og derefter offentliggøre dem.
Det foreslås i § 80 a, stk. 1, at udlejningscykler, som ikke
har et fast udlejningssted, uden vejmyndighedens tilladelse
kan placeres på det offentlige vejareal med henblik på udlej-
ning, når en aftale om nærmere vilkår for benyttelse af vej-
arealet efter stk. 3 er indgået.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Ved vejareal forstås det areal, som er taget i brug som vej-
areal for en offentlig vej eller offentlig sti, hvad enten det er
sket som kørebane, cykelsti, fortov, rabatarealer, skrånings-
arealer eller lignende.
Undtagelsen fra kravet om en forudgående tilladelse vil
kun gælde for udlejningscykler, hvor udlejningskonceptet
beror på, at der ikke er fast udlejningssted. Det betyder, at
cykler, som udlejes fra et fast forretningssted, f.eks. et hotel
eller en cykelhandel, fortsat vil skulle have en tilladelse efter
vejlovens § 80, såfremt udlejningen indebærer benyttelse af
det offentlige vejareal.
Forslaget skal afspejle, at udlejning uden fast udlejnings-
sted ikke er særlig råden i klassisk forstand, idet der med de
16
nye udlejningskoncepter rådes generelt over det offentlige
vejareal. I den situation findes det mest hensigtsmæssigt, at
der indgås aftaler – i stedet for at udstede tilladelser – om rå-
den over det offentlige vejareal mhp. udlejning af cykler.
Forslaget indebærer, at cyklerne først må placeres på vej-
arealet, når der er indgået en aftale mellem operatør og vej-
myndighed. Aftalerne skal omhandle de nærmere vilkår for
brugen af vejarealet. Indgåelsen af en aftale vil være en for-
udsætning for, at cyklerne kan placeres på vejarealet.
Med § 80 a, stk. 2, foreslås det, at cyklerne ved placering
på det offentlige vejareal med henblik på udlejning skal stå
parkeret i dertil indrettet infrastruktur eller område, med-
mindre andet aftales efter stk. 3.
Det betyder i praksis, at de skal være placeret i cykelstati-
ver eller områder, hvor der ved markering eller lignende er
tilkendegivet, at cykler må stå placeret dér.
Kravet vil dog ikke gælde, såfremt andet aftales mellem
udlejningsoperatøren og vejmyndigheden efter den foreslåe-
de § 80 a, stk. 3. Det bemærkes i den forbindelse, at vejmyn-
digheden her skal sondre mellem den situation, at udlej-
ningscyklen står til rådighed for udlejning, og den situation,
hvor køretøjet er udlejet og benyttes af en bruger. Kravet ef-
ter den foreslåede § 80 a, stk. 2, gælder kun i førstnævnte
tilfælde. Når cyklen er udlejet til en bruger, så er brugeren
omfattet af samme krav, som hvis brugeren benyttede sin
egen cykel.
I § 80 a, stk. 3, 1. pkt., foreslås det, at vejmyndigheden
uden unødigt ophold indgår aftale med udlejningsoperatøren
om de nærmere vilkår for benyttelse af vejarealet.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Det er den nærmere brug af vejarealet, der skal indgås af-
tale om. Lovforslaget skal afspejle, at cyklerne må placeres
uden tilladelse, hvilket betyder, at vejmyndighederne ikke
kan begrænse antallet af cykler i en aftale. Det vil således
være i strid med lovforslaget, såfremt en vejmyndighed
nægter at indgå en aftale medmindre operatøren accepterer
et maksimalt antal af cykler. Retten til at placere cyklerne
gælder dog kun, hvis der er tale om et egentligt udlejnings-
koncept. Er det ikke tilfældet, vil kommunerne ikke være
forpligtet til at indgå en aftale med en operatør. Det vil dog
skulle godtgøres, at en operatør reelt ikke vil udføre udlej-
ningsvirksomhed. Det kunne f.eks. være i den situation,
hvor erfaringer fra andre storbyer har vist, at en operatør
reelt ikke udfører egentlig udlejningsvirksomhed af cykler,
men placerer cyklerne til et andet formål end udlejning.
Vejmyndigheden vil dog skulle stille krav til, at cyklerne
skal leve op til reglerne i bekendtgørelse nr. 976 af 28. juni
2016 om cyklers indretning og udstyr m.v. Det vil altså ikke
være i strid med bestemmelsen, såfremt en kommune skulle
stå i den situation, at en operatør ønsker at placere cykler,
som ikke lever op til dansk lovgivning, og kommunen af
den grund nægter at indgå en aftale.
En aftale vil eksempelvis kunne indeholde vilkår om, at
der er specifikke lokationer, hvor køretøjerne ikke må place-
res med henblik på udlejning, f.eks. gågader, parker mv.
Teknologien er til, at udbyderne via deres app kan foretage
såkaldt geofencing, hvilket betyder, at kunden ikke kan af-
slutte sin tur i det område.
Hensigten er, at teknologien skal være med til at sikre, at
brugerne ikke vil kunne afslutte en tur på køretøjet inden for
de udpegede områder, og dermed være et incitament til at
sikre, at brugerne ikke stiller køretøjerne i de områder.
Der vil eksempelvis også kunne aftales nærmere om kon-
taktoplysninger. Hermed menes, at en aftale vil kunne inde-
holde vilkår om kontaktoplysninger til operatørerne.
Med unødigt ophold forstås, at det skal sikres, at kommu-
nerne ikke indirekte undlader, at cyklerne lovligt kan place-
res på kommunens vejareal ved ikke at indgå i egentlig dia-
log med udlejningsoperatøren. Det vil derfor ikke være i
strid med loven, såfremt kommunen – sagligt – har behov
for at indhente yderligere oplysninger eller der politisk er
behov for at få en sag behandlet. Det vigtige er, at unødige
sagsskridt ikke må anvendes til at forhale indgåelsen af en
aftale.
I § 80 a, stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at vejmyndigheden
kan lade det indgå som et vilkår i aftalen, at vejmyndighe-
dens udgifter til administration betales af udlejningsoperatø-
ren.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Vejmyndigheden vil kunne lade det indgå som et vilkår i
aftalen, at vejmyndigheden udgifter til administration, tilsyn
m.v. betales af operatøren. Administrationen i forbindelse
med indgåelsen af en aftale samt opfølgning heraf vil inde-
bære udgifter for vejmyndigheden. Bestemmelsen hjemler
ikke, at der skabes et overskud for vejmyndigheden.
I § 80 a, stk. 3, 3. pkt., foreslås det, at vejmyndigheden ik-
ke må stille vilkår om antallet af udlejningscykler.
Lovforslaget skal afspejle, at cyklerne må placeres uden
tilladelse, hvilket betyder, at vejmyndighederne ikke kan be-
grænse antallet af cykler i en aftale. Det vil således være i
strid med loven, såfremt en vejmyndighed nægter at indgå
en aftale medmindre operatøren accepterer et maksimalt an-
tal af cykler.
I § 80 b, stk. 1, foreslås det, at vejmyndigheden kan be-
slutte, om andre mindre udlejningskøretøjer, jf. det foreslåe-
de stk. 5, som ikke er omfattet af § 80 a, og som ikke har et
fast udlejningssted, må placeres på det offentlige vejareal
med henblik på udlejning. Vejmyndigheden kan endvidere
beslutte, hvor mange køretøjer der maksimalt må placeres
på vejarealet.
Det betyder i modsætning til udlejningscyklerne, at vej-
myndighederne får hjemmel til lokalt at beslutte om og,
hvor mange mindre udlejningskøretøjer omfattet af bestem-
melsen, de ønsker placeret på deres vejareal med henblik på
udlejning. Det er i den forbindelse vigtigt at holde sig for
øje, at det udelukkende er placeringen på vejarealet med
henblik på udlejning, som vejmyndigheden vil kunne beslut-
te. Det er ikke selve benyttelsen af køretøjerne, som vej-
17
myndighederne kan regulere, da det ikke er reguleret i vejl-
oven.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Bestemmelsen gælder for andre mindre udlejningskøretø-
jer, som ikke er omfattet af den foreslåede § 80 a om udlej-
ningscykler. Transportministeren fastsætter ved bekendtgø-
relse, jf. den foreslåede § 80 b, stk. 5, nedenfor, hvilke køre-
tøjer der præcist er omfattet. I første række vil der være tale
om el-løbehjul. Det bemærkes, at det kun er små køretøjer,
som vil kunne blive omfattet. Dermed vil biler eksempelvis
ikke kunne komme i betragtning.
Med forslaget til § 80 b, stk. 2, foreslås det, at placering på
det offentlige vejareal af de køretøjer, der er nævnt i det
foreslåede stk. 1, kræver en aftale mellem vejmyndigheden
og udlejningsoperatøren. Vejmyndigheden kan lade det ind-
gå som et vilkår i aftalen, at vejmyndighedens omkostninger
til administration betales af operatøren.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Ved vejareal forstås det areal, som er taget i brug som vej-
areal for en offentlig vej eller offentlig sti, hvad enten det er
sket som kørebane, cykelsti, fortov, rabatarealer, skrånings-
arealer eller lignende.
Undtagelsen fra kravet om en forudgående tilladelse vil
kun gælde for udlejningskøretøjer, hvor udlejningskonceptet
beror på, at der ikke er ét særligt udlejningssted. Endvidere
er det et krav, at der er tale om et køretøj, som transportmi-
nisteren, jf. § 80 b, stk. 5, har besluttet skal være omfattet
heraf.
Til gengæld vil der være et krav om, at der skal indgås en
aftale med vejmyndigheden inden køretøjerne må placeres
på vejarealet. Den foreslåede bestemmelse åbner således for,
at vejmyndigheden generelt kan beslutte, om der overhove-
det skal være andre mindre udlejningskøretøjer i byen. Det
vil i givet fald være op til aftaleparterne at blive enige om,
hvordan indholdet af denne skal se ud, og hvor lang tid den
skal gælde. Det vil være i strid med bestemmelsen, såfremt
en udlejningsoperatør har sine køretøjer placeret på det of-
fentlige vejareal med henblik på udlejning, hvis der ikke er
indgået en aftale.
Vejmyndighederne vil ved en aftaleindgåelse skulle sikre
sig, at aftalen med dertilhørende vilkår ikke må stride imod
anden lovgivning. Endvidere vil vejmyndigheden som of-
fentlige myndigheder være underlagt de almindelige forvalt-
ningsretlige principper, så som principperne om saglighed
og ligebehandling.
Vejmyndigheden vil kunne lade det indgå som et vilkår i
aftalen, at vejmyndighedens udgifter til administration, til-
syn m.v. betales af operatøren. Administrationen i forbindel-
se med indgåelsen af en aftale samt opfølgning heraf vil in-
debære udgifter for vejmyndigheden. Bestemmelsen hjemler
ikke, at der skabes et overskud for vejmyndigheden.
I § 80 b, stk. 3, foreslås det, at køretøjerne ved placering
på offentligt vejareal med henblik på udlejning skal stå par-
keret i dertil indrettet infrastruktur eller område, medmindre
andet aftales efter det foreslåede stk. 2.
For løbehjul vil det - formentlig - primært være afmærke-
de områder for løbehjulene på vejarealet. Baggrunden herfor
er, at udbredelsen af stativer til løbehjul på nuværende tids-
punkt ikke er udbredt, som tilfældet er for cykelstativer.
I forhold til afmærkning af områder for løbehjul bemærker
Transport- og Boligministeriet, at der på nuværende tids-
punkt ikke findes et symbol for løbehjul i bekendtgørelse nr.
1632 af 20. december 2017 om vejafmærkning. Det vil blive
tilføjet i bekendtgørelsen og træde i kraft sammen med lov-
forslaget.
Som det fremgår af den foreslåede bestemmelse, vil der
også være mulighed for, at vejmyndigheden og udlejnings-
operatøren aftaler andet om placering på det offentlige vej-
areal, som gør afmærkningsløsningen unødvendig. Det er
således op til vejmyndigheden at beslutte, om der skal af-
mærkes på vejarealet, eller indgås andre aftaler, f.eks. om
virtuelle hubs, som med koordinater afgrænser område, hvor
udlejningskøretøjerne skal placeres, når de står til rådighed
for udlejning.
Det bemærkes endelig, at også her skal vejmyndigheden
skal sondre mellem den situation, at udlejningskøretøjet står
til rådighed for udlejning, og den situation, hvor køretøjet er
udlejet og benyttes af en bruger. Kravet efter den foreslåede
§ 80 b, stk. 3, gælder kun i førstnævnte tilfælde. Når køretø-
jet er udlejet til en bruger, er brugeren omfattet af samme
krav, som hvis brugeren benyttede sit eget køretøj.
Det foreslås i § 80 b, stk. 4, at vejmyndigheden kan op-
kræve betaling for myndighedens udgifter i forbindelse med
etablering og vedligehold af dertil indrettet infrastruktur el-
ler område, jf. det foreslåede stk. 3.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Infrastruktur eller områder til parkering af eksempelvis lø-
behjul er ikke udbredt, som tilfældet eksempelvis er med
cykler.
Der lægges derfor op til, at vejmyndighederne eksempel-
vis ved afmærkning af vejareal kan lave områder, hvor løbe-
hjul mv. skal parkere inden for, når de står placeret med
henblik på udlejning, jf. bemærkninger til det foreslåede stk.
3, 1. pkt.
Etablering heraf vil have en pris, hvorfor Transport- og
Boligministeriet finder det rimeligt, at vejmyndighederne
kan opkræve betaling for etablering og vedligehold af disse
afmærkede områder, da de etableres med henblik på, at en
udlejningsoperatør kan udnytte vejarealet i et forretnings-
mæssigt øjemed. Det vil kun være udgifterne til etablering
og vedligehold af den infrastruktur, der findes nødvendig på
vejmyndighedens vejareal, som vejmyndigheden kan få
dækket. Det er dermed ikke intentionen, at vejmyndigheden
må tjene penge herpå.
Det må umiddelbart lægges til grund, at kommunerne sær-
ligt i starten vil have udgifter til afmærkning af områder,
hvor der må parkeres. Udgifterne hertil vil derfor også sær-
18
ligt ramme de første operatører, der indgås aftaler med. Mi-
nisteriet finder det naturligt, at det vil være en del af indgå-
elsen af aftaler, at omfanget af parkeringspladser drøftes
med operatørerne, så der etableres det antal, der kan opnås
enighed om. Det vil også være med til at sikre, at operatø-
rerne ikke pålægges udgifter for etablering af pladser, som
operatørne ikke finder relevante.
Er der flere operatører, lægger Transport- og Boligmini-
steriet til grund, at udgifterne også vil skulle fordeles mel-
lem disse, da det ikke bør ramme én operatør hårdere end
andre. Som omtalt ovenfor vil vejmyndighederne kun kunne
få dækket omkostningerne, og må derfor ikke oppebære et
overskud på ordningen.
I forhold til vedligehold er det ligeledes Transport- og Bo-
ligministeriets opfattelse, at denne også skal fordeles mel-
lem de operatører, som har køretøjer placeret på det givne
tidspunkt for aftaleindgåelsen.
I § 80 b, stk. 5, foreslås det, at transportministeren fastsæt-
ter regler om, hvilke køretøjer der er omfattet af det foreslå-
ede stk. 1.
På nuværende tidspunkt er det intentionen, at det vil skul-
le gælde for el-løbehjul, da de allerede er udbredte på mar-
kedet for den nye type af udlejningskøretøjer.
Det må imidlertid have formodningen for sig, at markedet
for udlejning af små køretøjer løbende vil udvikle sig, og at
der løbende vil komme nye typer af køretøjer ud på marke-
det. Derfor foreslås det, at ministeren ved bekendtgørelse
kan fastlægge, hvilke køretøjer der skal være omfattet af
ordningen efter den foreslåede § 80 b, således at reglerne
smidigt kan tilpasses udviklingen på markedet.
Til nr. 3
Det følger af vejlovens § 81, stk. 1, at vejmyndigheden
kan udstede påbud om fjernelse af genstande m.v., hvis dis-
se er anbragt på vejarealet uden tilladelse efter § 80 og der
ikke efterfølgende kan meddeles tilladelse.
Af § 81, stk. 2, fremgår det, at vejmyndigheden kan fjerne
genstande m.v. for de pågældendes regning, såfremt et på-
bud efter stk. 1 ikke efterkommes.
Af § 81, stk. 3, følger det, at vejmyndigheden og politiet
straks og uden forudgående påbud kan fjerne genstande m.v.
for den pågældendes regning, når genstandene m.v. er til
ulempe eller til fare for færdslen.
Af § 135, stk. 1, nr. 4, fremgår det, at medmindre højere
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med
bøde den, der undlader at efterkomme et påbud eller forbud,
der er udstedt i henhold til loven eller de forskrifter, der er
udfærdiget i medfør af loven.
I § 81 a, stk. 1, foreslås det, at vejmyndigheden kan foran-
ledige køretøjer omfattet af §§ 80 a og 80 b fjernet uden for-
udgående høring, såfremt de står henstillet i strid med § 80
a, stk. 2, eller § 80 b, stk. 3, og det ikke er muligt at placere
køretøjet lovligt inden for en rimelig afstand
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Det betyder, at hvis køretøjer ikke står placeret i dertil
indrettet infrastruktur eller område eller i overensstemmelse
med vilkår indgået i en aftale mellem vejmyndigheden og
udlejningsoperatøren, jf. den foreslåede § 80 a, stk. 2, og §
80 b, stk. 3, når de står placeret med henblik på udlejning,
vil vejmyndighederne have hjemmel til omgående og uden
høring at fjerne køretøjet.
Vejmyndigheden kan dog ikke fjerne køretøjet, før det er
konstateret, at forholdet ikke kan lovliggøres. Baggrunden
herfor er, at der efter Transport- og Boligministeriets opfat-
telse vil være oplagte tilfælde, hvor det vil være disproporti-
onalt helt at fjerne et køretøj i stedet for at placere det lov-
ligt. Det vil bero på en konkret vurdering.
I denne vurdering skal der på den ene side lægges vægt
på, at reglerne foreslås for at give vejmyndighederne hånd-
hævelsesværktøjer, som er brugbare, og som bl.a. skal være
med til at sikre, at udlejningscykler står placeret, hvor de
skal, og dermed eksempelvis ikke stå efterladt midt på et
fortov til gene for fremkommeligheden. På den anden side
skal spørgsmålet om lovliggørelse vurderes, ud fra en pro-
portionalitetsafvejning, da vejmyndighedernes administrati-
ve behandling omkring fjernelsen af køretøjer, og den efter-
følgende regning til udlejningsoperatørerne under visse om-
stændigheder samlet set vil være mere intensive end, hvad
hensynene bag håndhævelsen kan berettige, jf. eksempler
nedenfor
Eksempel 1: En bruger af en udlejningscykel færdiggør
sin tur og placerer i den forbindelse cyklen ved siden af et
cykelstativ, hvor der ikke er flere ledige pladser. En medar-
bejder fra vejmyndigheden kommer forbi og kan konstatere,
at cyklen ikke står placeret i dertil indrettet infrastruktur, da
den ikke står placeret i cykelstativet. Medarbejderen vil
skulle gøre rimelige forsøg på lovliggørelse, inden cyklen
evt. fjernes, hvilket i dette tilfælde vil være at konstatere,
om der er ledige pladser i cykelstativet. Er der ledige pladser
kan medarbejderen enten selv eller ved at kontakte operatø-
ren foranledige en placering i cykelstativet, som vil betyde,
at den herefter står placeret i dertil indrettet infrastruktur.
Eksempel 2: Lægges det i ovennævnte situation til grund,
at der ikke er flere ledige pladser i cykelstativet, når vej-
myndighedens medarbejder kontrollerer stedet, vil det være
i overensstemmelse med forslaget, såfremt vejmyndigheden
vælger at fjerne cyklen.
Eksempel 3: En vejmyndighed konstaterer, at en udlej-
ningscykel står parkeret med henblik på udlejning på forto-
vet, og dermed ikke i infrastruktur indrettet hertil. Igen skal
vejmyndigheden gøre rimelige forsøg på at lovliggøre for-
holdet. Såfremt der ikke er infrastruktur indrettet hertil i
umiddelbar nærhed vil det være i overensstemmelse med lo-
ven, at vejmyndigheden fjerner cyklen. Vejmyndigheden vil
ikke være forpligtet til at undersøge, om der skulle være le-
dige cykelstativer længere nede af samme gade, en gade i
nærheden eller lignende. Der skal således være dertil indret-
tet infrastruktur i umiddelbar nærhed af køretøjet. Er det til-
fældet, kan vejmyndighedens medarbejder enten selv eller
ved at kontakte operatøren foranledige en lovlig placering
frem for at fjerne cyklen.
19
Eksempel 4: En vejmyndighed konstaterer, at en udlej-
ningscykel står parkeret med henblik på udlejning ved siden
af et fyldt cykelstativ på et torv eller ved en togstation. Det
lægges til grund, at der er flere cykelstativer placeret andre
steder på torvet eller ved togstationen. Igen skal vejmyndig-
heden gøre rimelige forsøg på at lovliggøre forholdet, før
cyklen fjernes. Såfremt der ikke er infrastruktur indrettet
hertil i umiddelbar nærhed vil det være i overensstemmelse
med loven, at vejmyndigheden fjerner cyklen. Vejmyndig-
hedens medarbejder vil i den situation ikke være forpligtet
aktivt at søge efter ledige cykelstativer, f.eks. ved at gå en
tur rundt på torvet. Kan medarbejderen derimod se ledige
cykelstativer andre steder på torvet eller ved togstationen, er
medarbejderen stadig ikke forpligtet til at flytte cyklen, men
kan dog vælge at kontakte operatøren mhp. at foranledige
korrekt placering, inden cyklen evt. fjernes. Dette vil i så
fald kunne aftales nærmere i forbindelse med de aftaler, som
indgås efter §§ 80 a og 80 b.
I stk. 2 foreslås det, at vejmyndigheden kan foranledige
køretøjer omfattet af §§ 80 a og 80 b fjernet uden forudgå-
ende høring, såfremt der ikke er indgået en aftale efter § 80
a, stk. 3, eller § 80 b, stk. 2, eller aftalen lovligt er opsagt.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Med bestemmelsen fastslås det, at uanset der ikke skal ud-
stedes en tilladelse fra vejmyndigheden til en udlejningsope-
ratør for cykler og andre mindre køretøjer, omfattet af § 80
b, så skal der indgås aftale om den nærmere benyttelse af det
offentlige vejareal, således at vejmyndigheden har mulighed
for at stille rimelige og saglige krav herom. Hvis der ikke
kan opnås enighed om en sådan aftale, og operatøren opstil-
ler sine udlejningscykler alligevel, så sikrer bestemmelsen,
at vejmyndigheden har hjemmel til at fjerne cyklerne eller
andre udlejningskøretøjer omgående.
I § 81 b, stk. 1, foreslås det, at køretøjer, som fjernes efter
§ 81 a, bringes til en opbevaringsplads, der er anvist af vej-
myndigheden. Udgifter til transport, opbevaring og admini-
stration af fjernede køretøjer, som er afholdt af vejmyndig-
heden, påhviler ejeren af køretøjet.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Hvis en vejmyndighed vælger at fjerne et køretøj, skal
vejmyndigheden have en opbevaringsplads, hvor køretøjet
placeres. Det vil ikke være nærmere reguleret, hvilke krav
der stilles til en opbevaringsplads, men det forudsættes, at
sikkerheden er i sådan en grad, at udefrakommende ikke
uden videre kan få adgang til køretøjerne. Om sikkerheden i
det enkelte tilfælde har været tilstrækkeligt, og om vejmyn-
digheden eventuelt kan pådrage sig et erstatningsansvar ved
opbevarede køretøjers forsvinden, vil i sidste ende være op
til domstolene at vurdere.
Udgifterne til transport, opbevaring og administration af
køretøjerne påhviler ejeren. Det bemærkes i den forbindelse,
at det vil være uproblematisk at konstatere, hvilket selskab
der ejer køretøjet, da firmanavnet står direkte på køretøjet.
Det bemærkes, at det udelukkende er udgifterne, som kan
kræves dækket. Bestemmelsen hjemler ikke overskud for
vejmyndigheden.
I § 81 b, stk. 2, foreslås det, at det påhviler vejmyndighe-
den at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet og opbe-
varet efter vejmyndighedens anvisning, om tidspunktet for
og årsagen til, at køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares.
Underretningen skal tillige indeholde en tilkendegivelse af,
at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udløbet af en
fastsat frist, vil blive bortsolgt eller givet bort i overensstem-
melse med stk. 3.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Da der er tale om udlejningskøretøjer, vil navnet på udlej-
ningsvirksomheden fremgå direkte af køretøjet. Det vurde-
res derfor også, at det må være uproblematisk for vejmyn-
digheden at finde frem til kontaktoplysninger, hvortil de kan
rette henvendelse. Det vil være op til den enkelte vejmyn-
dighed at bestemme, hvordan den konkrete underretning
foregår. Men det vil være op til vejmyndigheden at bevise,
at underretning er sket, såfremt der måtte opstå tvivl herom.
Der er ikke fastsat nogen fast frist for, hvor lang tid vej-
myndigheden skal opbevare køretøjerne i deres varetægt in-
den de – lovligt – kan sælge eller give dem bort. Det vil så-
ledes være op til vejmyndigheden at fastsætte en rimelig
frist. Da der er tale om udlejningskøretøjer, må det forven-
tes, at udlejningsvirksomheden vil afhente køretøjet hurtigt.
I § 81 b, stk. 3, foreslås det, at vejmyndigheden efter udlø-
bet af den frist, der er fastsat i henhold til stk. 2, kan sælge
eller give køretøjet bort. Et eventuelt overskud tilfalder vej-
myndigheden.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Vælger vejmyndigheden, at der skal ske et salg, skal det
foregå ved offentlig auktion.
Vælger vejmyndigheden derimod, at give køretøjerne
bort, er det ikke intentionen med forslaget, at vejmyndighe-
derne kan give cyklerne gratis til eksempelvis den kommu-
nale vejmyndigheds borgere. Intentionen er, at vejmyndig-
heden kan vælge at give køretøjerne til almennyttige formål,
hvilket eksempelvis kan være organisationer, som foranstal-
ter, at køretøjer sendes til ulande. Der kan også tænkes på
typer værksteder, hvor eksempelvis udsatte aktiveres. Listen
er ikke udtømmende. Forslaget skal afspejle, at intentionen
ikke er, at eksempelvis cykelhandlere skal opleve en ulige
konkurrence ved, at kommunen giver gratis cykler væk.
Til nr. 4
Vejlovens § 132 indeholder lovens klageregler. Heraf føl-
ger det af stk. 1, at kommunalbestyrelsernes afgørelser efter
loven kan påklages til transportministeren, for så vidt angår
retlige spørgsmål, jf. dog stk. 2.
Af vejlovens § 132, stk. 2, fremgår det, at vejmyndighe-
dernes afgørelser efter § 102 kan påklages til transportmini-
steren
20
Afgørelsen af klager i medfør af vejlovens § 132 er dele-
geret til vejdirektoratet, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse
nr. 121 af 8. februar 2016 om Vejdirektoratets opgaver og
beføjelser.
Det følger af vejlovens § 133, at tvister mellem vejmyn-
digheder om administration af offentlige veje afgøres af
transportministeren.
Med forslaget til § 133 a foreslås det, at tvister om retlige
forhold omfattet af denne lov i relation til indgåelse af afta-
ler mellem en vejmyndighed og en udlejningsoperatør, jf. §
80 a, stk. 3, afgøres af transportministeren.
Det betyder, at aftaler om den nærmere brug af det offent-
lige vejareal, jf. det foreslåede § 80 a, stk. 3, dvs. aftaler om
udlejningscykler, kan indbringes for transportministeren
som en tvist.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Såfremt der opstår en uenighed mellem vejmyndigheden
og udlejningsoperatøren af udlejningscykler i forbindelse
med indgåelsen af en aftale om den nærmere benyttelse af
det offentlige vejareal, foreslås det, at uenigheden kan ind-
bringes for transportministeren for så vidt det angår retlige
forhold omfattet af vejloven.
Den overordnede intention med bestemmelsen er at skabe
en hjemmel til, at parterne kan få afklaret, hvem der eventu-
elt måtte have ret i en uenighed om, hvorvidt et vilkår vil
være i overensstemmelse med lovens formål, som er at ska-
be gode muligheder for udbredelse af cykler. Det skal altså
være med til at sikre, at en endelig aftale kan indgås uden
unødigt ophold. Alternativet til en sådan administrativ prø-
velse vil være at henvise parterne til at få spørgsmålet afkla-
ret ved domstolene.
Som beskrevet ovenfor skal en aftale om de nærmere vil-
kår for benyttelse af det offentlig vejareal indgås uden unø-
digt ophold. Det vil bero på en konkret vurdering, om en
vejmyndighed ikke har levet op til kriteriet om, at en aftale
skal indgås uden unødigt ophold.
Med unødigt ophold forstås, at det skal sikres, at kommu-
nerne ikke indirekte undlader, at cyklerne lovligt kan place-
res på kommunens vejareal ved ikke at indgå i egentlig dia-
log med udlejningsoperatøren. Det vil derfor ikke være i
strid med loven, såfremt kommunen – sagligt – har behov
for at indhente yderligere oplysninger eller der politisk er
behov for at få en sag behandlet. Det vigtige er, at unødige
sags skridt ikke må anvendes til at forhale indgåelsen af en
aftale.
En udlejningsoperatør vil kunne indbringe en sag, såfremt
denne vurderer, at en vejmyndighed ikke lever op til kravet
om, at en aftale skal indgås uden unødigt ophold
Ved vurderingen af uenigheder om ønskede vilkår vil der
særligt skulle lægges vægt på, om en vejmyndighed vil have
indskrevet et vilkår i en aftale, som f.eks. har karakter af
reelt at fastsætte, hvor mange udlejningscykler denne må
placere. Det vil således aldrig være et lovligt vilkår, såfremt
det har karakter af fastsættelse af et maksimalt antal udlej-
ningscykler.
Hensynet til at regeringen ønsker udbredelsen af cykler
skal også indgå. Derfor vil det skulle indgå, som et hensyn i
vurderingen, om en vejmyndigheds vilkår har en sådan ka-
rakter, at udbredelsen af cyklerne reelt forhindres, fordi vil-
kårene eksempelvis vil gøre anvendelsen af produktet uan-
vendeligt. Det kunne f.eks. være i en situation, hvor en kom-
mune ved krav om geo-fencing ønsker, at cyklerne udeluk-
kes fra at blive placeret ved trafikale knudepunkter, som er
kendetegnet ved, at folk netop har behov for at placere cyk-
ler der. Der skal således være en saglig begrundelse for be-
grænsningen. Stort pres på eksisterende cykelstativer anses i
den sammenhæng ikke anses som sagligt.
Endelig kan det ved vurderingen af en tvist prøves, om af-
talevilkårene er proportionale og egnede til at opnå formålet
med den foreslåede § 80 a, dvs. på den ene side understøtte
udbredelsen af cykler, og at borgerne cykler mest muligt i
de danske byer, men på den anden side samtidig varetage le-
gitime hensyn til at kunne sikre ordnede forhold på det of-
fentlige vejareal. Tvistmyndigheden kan i den forbindelse
også inddrage de generelle formål og hensyn bag vejloven,
jf. vejloven § 1.
Til § 2
Til nr. 1
Det følger af § 66, stk. 1, i lov om private fællesveje, at på
arealer, der er privat fællesvej, kræver det kommunalbesty-
relsens godkendelse 1) varigt eller midlertidig at anbringe
affald, materiel, materialer, løsøregenstande, ikkeindregi-
strerede køretøjer, skure, skurvogne, containere, boder,
automater, skilte, hegn el.lign., 2) at anbringe køretøjer med
henblik på salg eller udlejning uden fører og 3) som led i er-
hvervsvirksomhed at anbringe køretøjer i forbindelse med
reparation, påfyldning af drivmidler, rengøring el.lign.
Af privatvejslovens § 56, stk. 1, fremgår det, at en god-
kendelse efter § 66, stk. 1 og 2, er udtryk for, at almene of-
fentligretlige hensyn ikke er til hinder for det ansøgte. Om-
vendt er det ikke ensbetydende med, at tilladelsen retmæs-
sigt kan anvendes, såfremt modtageren af tilladelsen ikke
privatretligt kan gøre det.
Det foreslås, at ”uden fører” udgår af lovens § 66, stk. 1,
nr. 2, hvilket vil være i overensstemmelse med ordlyden i
bestemmelsen i vejlovens § 80, stk. 1, nr. 2, om samme for-
hold.
Som beskrevet ovenfor gælder der et tilladelseskrav i lov
om private fællesveje, hvis der er et ønske om at placere kø-
retøjer med henblik på udlejning.
Forslaget ændrer ikke på den nuværende ordning, hvor der
kræves en offentligretlig tilladelse til at placere genstande på
private fællesveje i byer og bymæssige områder. Det ændrer
endvidere ikke ved, at det privatretligt skal være tilladt at
benytte vejarealet til udlejning af køretøjet.
Transport- og Boligministeriet finder det dog hensigts-
mæssigt, at ordlyden i privatvejslovens § 66, stk. 1, nr. 2, er
21
den samme som vejlovens § 80, stk. 1, nr. 2. Derfor foreslås
det, at ”uden fører” udgår af bestemmelsen. Der skal altså
ikke være tvivl om, at bestemmelsen gælder, uanset om kø-
retøjet udlejes med eller uden fører.
Ministeriet finder, at kommunen ved afgørelsen af om en
sådan godkendelse konkret kan gives i medfør af privatvejs-
lovens § 66, skal vurdere, om almene, offentlige hensyn,
først og fremmest hensynet til den almene trafik og vejtekni-
ske hensyn er til hinder for det ansøgte. Såfremt kommunen
vurderer, at dette er tilfældet, vil ansøgningen allerede der-
for kunne afslås.
Idet bestemmelsen netop først og fremmest skal tage hen-
syn til den almene trafik og vejtekniske hensyn, skal der væ-
re tungtvejende grunde til, at kommunen kan give et afslag
ud fra andre hensyn.
Til § 3
Til nr. 1
Det følger af færdselslovens § 121, stk. 7, at der for en
overtrædelse omfattet af stk. 1 kan pålægges én afgift i døg-
net, idet der dog tidligst kan pålægges en ny afgift, 24 timer
efter at den forrige afgift er pålagt. Der kan for samme over-
trædelse højst pålægges tre afgifter.
Det følger af færdselslovens § 122 a, stk. 1, at transport-,
bygnings- og boligministeren kan bestemme, at kontrollen
med overholdelsen af de bestemmelser, der nævnes i § 121,
stk. 1, helt eller delvist overlades til vejmyndigheden.
Det følger af færdselslovens § 122 a, stk. 4, 1. pkt., at en
parkeringsafgift pålagt af en kommunal vejmyndighed i
henhold til bemyndigelse efter stk. 1 og 3 fordeles efter
transport-, bygnings- og boligministerens nærmere bestem-
melser mellem staten og den kommunale vejmyndighed, på
hvis område kontrollen udføres.
Af bestemmelsen 2. pkt., fremgår det, at reglerne i § 121,
stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-6, tilsvarende finder anvendelse.
Af færdselslovens § 121, stk. 2, 1. pkt. følger, at en afgø-
relse om pålæggelse af afgift ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed og ikke er omfattet af forvaltnings-
lovens § 19 om partshøring. Stk. 3 siger, at afgiften pålæg-
ges ved en skriftlig meddelelse, der anbringes på køretøjet
eller overgives til føreren. Stk. 4. siger, at afgiften påhviler
den, der har foretaget den uretmæssige standsning eller par-
kering. Betales afgiften ikke inden den fastsatte frist, hæfter
tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godt-
gøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.
Stk. 5 omhandler afgiftens størrelse, som i udgangspunktet
udgør 510 kr. Stk. 6. siger, at udgiften udgør 2.040 kr. for
lastbiler og busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500
kg.
Det foreslås, at der i færdselslovens § 122 a, stk. 1, ind-
sættes et andet punktum, hvor det fremgår, at reglerne i
færdselslovens § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-7 tilsvarende
finder anvendelse. Med denne ændring af bestemmelsen
fremgår det udtrykkeligt af færdselsloven, hvilke parke-
ringsregler kommunerne skal benytte, når de overtager par-
keringskontrolopgaven fra politiet.
Det er vurderingen, at færdselslovens § 121, stk. 7, ikke i
sig selv hjemler, at kommunerne kan pålægge tre parke-
ringsafgifter for samme forseelse, hvorfor det efter Trans-
port- og Boligministeriets vurdering er nødvendigt at tilføje
en henvisning i færdselslovens § 122 a, stk. 1, 2. pkt., så der
er klar hjemmel hertil.
Til nr. 2
Det følger af færdselslovens § 121, stk. 7, at der for en
overtrædelse omfattet af stk. 1 kan pålægges én afgift i døg-
net, idet der dog tidligst kan pålægges en ny afgift, 24 timer
efter at den forrige afgift er pålagt. Der kan for samme over-
trædelse højst pålægges tre afgifter.
Det følger af færdselslovens § 122 a, stk. 2, at transport-,
bygnings- og boligministeren for statslige veje kan bestem-
me, at kontrollen med overholdelsen af de bestemmelser,
der nævnes i § 121, stk. 1, helt eller delvist overlades til
Færdselsstyrelsen.
Det følger af færdselslovens § 122 a, stk. 4, 2. pkt., frem-
går det, at reglerne i § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-6, finder
tilsvarende anvendelse.
Færdselslovens § 121, stk. 2, 1. pkt. siger, at en afgørelse
om pålæggelse af afgift ikke kan indbringes for højere admi-
nistrativ myndighed og er ikke omfattet af forvaltningslo-
vens § 19 om partshøring. Stk. 3 siger, at afgiften pålægges
ved en skriftlig meddelelse, der anbringes på køretøjet eller
overgives til føreren. Stk. 4. siger, at afgiften påhviler den,
der har foretaget den uretmæssige standsning eller parke-
ring. Betales afgiften ikke inden den fastsatte frist, hæfter
tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godt-
gøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.
Stk. 5 omhandler afgiftens størrelse, som i udgangspunktet
udgør 510 kr. Stk. 6. siger, at udgiften udgør 2.040 kr. for
lastbiler og busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500
kg.
Det foreslås, at der i færdselslovens § 122 a, stk. 2, ind-
sættes et andet punktum, hvor det fremgår af reglerne i
færdselslovens § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-7 tilsvarende
finder anvendelse. Med denne ændring af bestemmelsen
fremgår det udtrykkeligt af færdselsloven, hvilke parke-
ringsregler kommunerne skal benytte, når de indbyrdes afta-
ler, at en kommune varetager parkeringskontrolopgaven for
en anden.
Det er vurderingen, at færdselslovens § 121, stk. 7, ikke i
sig selv hjemler, at Færdselsstyrelsen kan pålægge tre parke-
ringsafgifter for samme forseelse, hvorfor det efter Trans-
port- og Boligministeriets vurdering er nødvendigt at tilføje
en henvisning i færdselslovens § 122 a, stk. 1, 2. pkt., så der
er klar hjemmel hertil.
Til nr. 3
Det følger af færdselslovens § 122 a, stk. 4, 1. pkt., at en
parkeringsafgift pålagt af en kommunal vejmyndighed i
henhold til bemyndigelse efter stk. 1 og 3 fordeles efter
22
transport-, bygnings- og boligministerens nærmere bestem-
melser mellem staten og den kommunale vejmyndighed, på
hvis område kontrollen udføres.
Af bestemmelsen 2. pkt., fremgår det, at reglerne i § 121,
stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-6, tilsvarende finder anvendelse.
Det foreslås, at færdselslovens § 122 a, stk. 4, 2. pkt., op-
hæves.
Der er tale om en redaktionel ændring idet, bestemmelsen
foreslås skrevet ind i henholdsvis § 122 a, stk. 1 og 2, jf.
dette lovforslags § 3, nr. 1 og 2.
Til nr. 4
Det følger af færdselslovens § 122 a, stk. 1, at transport-,
bygnings- og boligministeren kan bestemme, at kontrollen
med overholdelse af de bestemmelser, der nævnes i § 121,
stk. 1, helt eller delvist overlades til vejmyndigheden.
Det følger af færdselslovens § 123, stk. 1, at politiet kan
foranledige de under nr. 1-3 nævnte køretøjer fjernet, så-
fremt de henstår på et af færdselsloven omfattet område: 1)
køretøj, der er henstillet i strid med gældende bestemmelser
om standsning eller parkering, 2) havareret eller i øvrigt de-
fekt køretøj og 3) registreringspligtigt køretøj, der henstår
uden nummerplader.
Af færdselslovens § 123, stk. 2, fremgår det, at hvis et kø-
retøj henstår på statsvej, kan også vejmyndigheden foranle-
dige det fjernet.
I § 123, stk. 3, står der, at køretøjet bringes til den af poli-
tiet eller vejmyndigheden anviste opbevaringsplads, med-
mindre føreren eller ejeren (brugeren) er til stede og straks
fjerner køretøjet eller anviser anden opbevaringsplads. De af
politiet eller vejmyndigheden afholdte udgifter til transport
og opbevaring påhviler føreren. Er føreren ukendt, eller be-
taler han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (brugeren)
for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberetti-
get var i besiddelse af køretøjet.
Af § 123, stk. 4, følger det, at det påhviler politiet eller
vejmyndigheden at underrette ejeren af et køretøj, der er
fjernet og anbragt efter politiets eller vejmyndighedens an-
visning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbe-
vares. Underretningen skal tillige indeholde en tilkendegi-
velse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udlø-
bet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt i overensstemmelse
med stk. 5. Kan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi
han er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage efter, køretøjer er
blevet fjernet af politiet eller vejmyndigheden.
Færdselslovens § 123, stk. 5, giver politiet hjemmel til ef-
ter udløbet af den i henhold til stk. 4 fastsatte frist berettiget
at sælge køretøjet ved offentlig auktion eller, hvis dette
skønnes at ville indbringe et større beløb, til ophugning. Et
eventuelt overskud tilfalder statskassen, dog at ejeren i 1 år
fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette med fradrag
af de med transporten, opbevaringen og salget forbundne
udgifter.
Endelig følger det af færdselslovens § 123, stk. 6, at trans-
port-, bygnings- og boligministeren efter forhandling med
justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om frem-
gangsmåden ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af
den i stk. 4 nævnte meddelelse til ejeren, betaling for opbe-
varing af køretøjer og om salg af disse.
Der foreslås indsat et nyt stk. 3, som fastslår, at den kom-
munale vejmyndighed kan foranledige et køretøj fjernet,
hvis køretøjet har fået pålagt 3 parkeringsafgifter for samme
overtrædelse, jf. § 122 a, stk. 1. Køretøjet kan dog tidligst
fjernes efter en forudgående høring på minimum 4 uger.
Det vil være en forudsætning for kommunens anvendelse
af bestemmelsen, at kommunen efter færdselslovens § 122
a, har overtaget parkeringskontrolopgaven fra politiet. Har
en kommune ikke det, vil det fortsat kun være politiet, som
efter færdselslovens § 123 kan fjerne sådanne køretøjer.
Såfremt en bilist vælger at blive holdende det samme sted
på trods af pålagte parkeringsafgifter, har kommunen efter
de gældende regler ikke mulighed for at gøre noget ved det.
Det vil i så fald være en opgave for politiet eventuelt at fjer-
ne køretøjet.
Det er Transport- og Boligministeriets opfattelse, at så-
fremt kriterierne for fjernelsen af køretøjer er objektive, og
dermed ikke kræver en skønsmæssig vurdering af færdsels-
sikkerheden, er der ikke noget til hinder for, at kommunerne
har hjemmel til at fjerne køretøjet selv.
Derfor foreslås det, at den kommunale vejmyndighed kan
flytte køretøjet, hvis det har fået pålagt tre parkeringsafgifter
for samme forseelse. Flytningen må tidligst ske efter en for-
udgående høring på minimum 4 uger. Ved høring menes der
en partshøring, jf. forvaltningslovens § 19.
Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at fjer-
nelsen af køretøjet vil være omfattet af reglerne i lovbe-
kendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 om retssikker-
hed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og op-
lysningspligter (herefter retssikkerhedsloven). Ministeriet
forudsætter derfor også, at den kommunale vejmyndighed i
sin administration sikrer sig, at retssikkerhedsloven overhol-
des.
Kommunerne kan vælge at benytte sig af hjemlen til at
fjerne køretøjer, men er omvendt ikke forpligtet til det.
Kommunen kan vælge at indrette egen opbevaringsplads til
de fjernede køretøjer, men kan også indgå aftale med politiet
om, at politiets faciliteter benyttes. Indretter kommunen sin
egen opbevaringsplads sikres det med lovforslaget også, at
kommunen på visse betingelser kan bortsælge køretøjerne,
jf. bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 9.
Vælger en kommunal vejmyndighed at fjerne et køretøj,
vil denne skulle leve op til reglerne i den færdselslovens §
123, stk. 4, som bliver til stk. 5.
Til nr. 5
Det følger af færdselslovens § 123, stk. 3, at et fjernet kø-
retøj bringes til den af politiet eller vejmyndigheden anviste
opbevaringsplads, medmindre føreren eller ejeren (bruge-
ren) er til stede og straks fjerner køretøjet eller anviser an-
den opbevaringsplads. De af politiet eller vejmyndigheden
afholdte udgifter til transport og opbevaring påhviler føre-
ren. Er føreren ukendt, eller betaler han ikke efter påkrav,
23
hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre
det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køre-
tøjet.
Af stk. 4 påhviler det politiet eller vejmyndigheden at un-
derrette ejeren af et køretøj, der er fjernet og anbragt efter
politiets eller vejmyndighedens anvisning, om, hvornår kø-
retøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen
skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, så-
fremt det ikke afhentes inden udløbet af en fastsat frist, vil
blive bortsolgt i overensstemmelse med stk. 5. Kan under-
retning af ejeren ikke finde sted, fordi han er ukendt, kan
bortsalg ske 14 dage efter, at køretøjet er blevet fjernet af
politiet eller vejmyndigheden.
Med forslaget til ændring af færdselslovens § 123, stk. 3,
der bliver stk. 4, foreslås det, at vejmyndigheden ændres til
den statslige vejmyndighed. Ved at ændre til den statslige
vejmyndighed skal det afspejles, at reglerne kun gælder for
denne, og dermed ikke for de kommunale vejmyndigheder.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslagets § 3, nr.
9, hvor der netop foreslås en særlig bestemmelse for den
kommunale vejmyndigheds håndtering af fjernede køretøjer.
Til nr. 6
Det følger færdselslovens § 123, stk. 4, 1. pkt., at det på-
hviler politiet eller vejmyndigheden at underrette ejeren af et
køretøj, der er fjernet og anbragt efter politiets eller vejmyn-
dighedens anvisning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og
hvor det opbevares.
Med forslaget til ændring af færdselslovens § 123, stk. 4,
1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., foreslås det, at ”vejmyndig-
hedens” ændres til den ”statslige vejmyndigheds”. Ved at
ændre til den statslige vejmyndighed skal det afspejles, at
reglerne kun gælder for denne, og dermed ikke for de kom-
munale vejmyndigheder.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslagets § 3, nr.
9, hvor der netop foreslås en særlig bestemmelse for den
kommunale vejmyndigheds håndtering af fjernede køretøjer.
Til nr. 7
Det følger af færdselslovens § 123, stk. 4, at det påhviler
politiet eller vejmyndigheden at underrette ejeren af et køre-
tøj, der er fjernet og anbragt efter politiets eller vejmyndig-
hedens anvisning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor
det opbevares. Underretningen skal tillige indeholde en til-
kendegivelse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes in-
den udløbet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt i overens-
stemmelse med stk. 5. Kan underretning af ejeren ikke finde
sted, fordi han er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage efter, at
køretøjet er blevet fjernet af politiet eller vejmyndigheden
Med forslaget til ændring § 123, stk. 4, foreslås henvisnin-
gen til stk. 5 i bestemmelsens andet punktum ændret til stk.
6.
Der er tale om en konsekvensændring, som sker på bag-
grund af tilføjelsen af et nyt stk. 3, jf. forslaget i lovforsla-
gets § 3, nr. 4.
Til nr. 8
Det følger af færdselslovens § 123, stk. 5, at politiet er ef-
ter udløbet af den i henhold til stk. 4 fastsatte frist berettiget
til at sælge køretøjet ved offentlig auktion eller, hvis dette
skønnes at ville indbringe et større beløb, til ophugning. Et
eventuelt overskud tilfalder statskassen, dog at ejeren i 1 år
fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette med fradrag
af de med transporten, opbevaringen og salget forbundne
udgifter.
Af § 123, stk. 6, fremgår det, at transport-, bygnings- og
boligministeren efter forhandling med justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved indbrin-
gelse af køretøjer, forkyndelse af den i stk. 4 nævnte medde-
lelse til ejeren, betaling for opbevaring af køretøjer og om
salg af disse.
Med forslaget til § 123, stk. 5, foreslås henvisningen til
stk. 4 ændret til stk. 5.
Der er tale om en konsekvensændring, som sker på bag-
grund af tilføjelsen af et nyt stk. 3, jf. forslaget i lovforsla-
gets § 3, nr. 4.
Til nr. 9
Det følger af færdselslovens § 123, stk. 3, at et fjernet kø-
retøj bringes til den af politiet eller vejmyndigheden anviste
opbevaringsplads, medmindre føreren eller ejeren (bruge-
ren) er til stede og straks fjerner køretøjet eller anviser an-
den opbevaringsplads. De af politiet eller vejmyndigheden
afholdte udgifter til transport og opbevaring påhviler føre-
ren. Er føreren ukendt, eller betaler han ikke efter påkrav,
hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre
det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køre-
tøjet.
Af stk. 4 påhviler det politiet eller vejmyndigheden at un-
derrette ejeren af et køretøj, der er fjernet og anbragt efter
politiets eller vejmyndighedens anvisning, om, hvornår kø-
retøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen
skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, så-
fremt det ikke afhentes inden udløbet af en fastsat frist, vil
blive bortsolgt i overensstemmelse med stk. 5. Kan under-
retning af ejeren ikke finde sted, fordi han er ukendt, kan
bortsalg ske 14 dage efter, at køretøjet er blevet fjernet af
politiet eller vejmyndigheden.
Med forslaget til ny § 123, stk. 8, foreslås det, at det på-
hviler den kommunale vejmyndighed at underrette ejeren af
et køretøj, der er fjernet i medfør af det foreslåede stk. 3 og
anbragt efter vejmyndighedens anvisning, om, hvornår køre-
tøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen skal
tillige indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, såfremt
det ikke afhentes inden udløbet af en frist på minimum 4
uger, vil blive bortsolgt. Kan underretning af ejeren ikke fin-
de sted, fordi vedkommende er ukendt, kan bortsalg ske 14
dage efter, at køretøjet er blevet fjernet af den kommunale
vejmyndighed. Den kommunale vejmyndighed er efter udlø-
bet af de nævnte frister berettiget til at sælge køretøjet ved
offentlig auktion eller, hvis dette skønnes at ville indbringe
et større beløb, til ophugning. Et eventuelt overskud tilfalder
24
den kommunale vejmyndighed, dog at ejeren i 1 år fra salgs-
datoen har krav på udbetaling af dette med fradrag af de
med transporten, opbevaringen og salget forbundne udgifter.
Reglerne er lig de eksisterende regler i færdselslovens §
123, stk. 3 og 4, dog med den undtagelse, at det fremgår af
forslaget til 2. pkt., at den underretning, som den kommuna-
le vejmyndighed skal underrette ejeren om, som minimum
skal have en frist på 4 uger, før kommunen eksempelvis må
sælge køretøjet.
Der vil ikke være noget til hinder for, at der indgås en af-
tale mellem en kommunal vejmyndighed og politiet om, at
opbevaring af køretøj og eventuel efterfølgende salg. Det
ændrer dog ikke ved, at det fortsat vil være den kommunale
vejmyndigheds ansvar at sikre sig, at der er foretaget en un-
derretning på minimum 4 uger.
Til nr. 10
Det følger af færdselslovens § 123, stk. 6, at transport-,
bygnings- og boligministeren efter forhandling med justits-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmå-
den ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af den i stk. 4
nævnte meddelelse til ejeren, betaling for opbevaring af kø-
retøjer og om salg af disse.
Der er i medfør udstedt bekendtgørelse nr. 1018 af 25. ok-
tober 2012 om politiets fjernelse og afhændelse af køretøjer.
Endvidere er der cirkulære nr. 74 af 25. oktober 2012 om
politiets fjernelse og afhændelse af køretøjer.
Med forslaget til ny § 123, stk. 9, foreslås det, at transport-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmå-
den ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af den i det
foreslåede stk. 8 nævnte meddelelse til ejeren, betaling for
opbevaring af køretøjer og salg af disse.
Bestemmelsen giver hjemmel til, at ministeren ved en be-
kendtgørelse kan fastsætte nærmere regler om kommunernes
håndtering af køretøjer efter at have fjernet dem efter forsla-
get til ny bestemmelse i færdselslovens § 123, stk. 3. I mod-
sætning til bestemmelsen i den nuværende § 123, stk. 6, er
det vurderingen, at regelfastsættelsen ikke behøver at forud-
sætte en forhandling med justitsministeren, da eventuelle
fastsatte regler kun vil gælde for kommunerne.
Til nr. 11
Det følger af færdselslovens § 134 a, stk. 1, at transport-,
bygnings- og boligministeren kan bemyndige Trafik-, Byg-
ge- og Boligstyrelsen eller en anden under Transport-, Byg-
nings- og Boligministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende
institution til at udøve de beføjelser, der i færdselsloven er
tillagt transport-, bygnings- og boligministeren.
Af færdselslovens § 134 a, stk. 2, fremgår det, at ministe-
ren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørel-
ser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, her-
under at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for mini-
steren.
Det foreslås med § 123, stk. 10, at en afgørelse truffet af
en kommunal vejmyndighed efter § 123, stk. 3, kan påkla-
ges til transportministeren for så vidt angår retlige spørgs-
mål.
I lovforslagets § 3, nr. 4, indsættes et nyt stk. 3 i færdsels-
lovens § 123, som giver den kommunale vejmyndighed
hjemmel til at foranledige et køretøj fjernet, hvis køretøjet
har fået pålagt 3 parkeringsafgifter for samme overtrædelse.
Fjernelsen kan dog tidligst foretages 24 timer efter, at den
tredje parkeringsafgift er pålagt. Det vil være en forudsæt-
ning for kommunens anvendelse af bestemmelsen, at kom-
munen efter færdselslovens § 122 a, har overtaget parke-
ringskontrolopgaven fra politiet. Har en kommune ikke det,
vil det fortsat kun være politiet, som efter færdselslovens §
123 kan fjerne sådanne køretøjer.
Transport- og Boligministeriet vurderer, at der skal være
hjemmel til, at der kan klages over afgørelsen over at fjerne
køretøjet for så vidt angår retlige spørgsmål.
Det betyder også, at spørgsmålet om, hvorvidt den bag-
vedliggende parkeringsafgift er pålagt med rette, ikke vil
kunne blive påklaget i denne forbindelse. Det vil således
kun være kommunens forvaltning, som kan påklages. Der
vil eksempelvis kunne blive klaget over, om en kommune
har pålagt tre p-afgifter for samme forseelse, og om kommu-
nen har foretaget partshøring, før den fjernede køretøjet.
Til nr. 12
Det følger af færdselslovens § 123, stk. 1, at politiet kan
foranledige de under nr. 1-3 nævnte køretøjer fjernet, så-
fremt de henstår på et af færdselsloven omfattet område: 1)
køretøj, der er henstillet i strid med gældende bestemmelser
om standsning eller parkering, 2) havareret eller i øvrigt de-
fekt køretøj og 3) registreringspligtigt køretøj, der henstår
uden nummerplader.
Af færdselslovens § 123, stk. 2, fremgår det, at hvis et kø-
retøj henstår på statsvej, kan også vejmyndigheden foranle-
dige det fjernet.
I § 123, stk. 3, står der, at køretøjet bringes til den af poli-
tiet eller vejmyndigheden anviste opbevaringsplads, med-
mindre føreren eller ejeren (brugeren) er til stede og straks
fjerner køretøjet eller anviser anden opbevaringsplads. De af
politiet eller vejmyndigheden afholdte udgifter til transport
og opbevaring påhviler føreren. Er føreren ukendt, eller be-
taler han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (brugeren)
for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberetti-
get var i besiddelse af køretøjet.
Af § 123, stk. 4, følger det, at det påhviler politiet eller
vejmyndigheden at underrette ejeren af et køretøj, der er
fjernet og anbragt efter politiets eller vejmyndighedens an-
visning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbe-
vares. Underretningen skal tillige indeholde en tilkendegi-
velse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udlø-
bet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt i overensstemmelse
med stk. 5. Kan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi
han er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage efter, køretøjer er
blevet fjernet af politiet eller vejmyndigheden.
Færdselslovens § 123, Stk. 5, giver politiet hjemmel til ef-
ter udløbet af den i henhold til stk. 4 fastsatte frist berettiget
25
at sælge køretøjet ved offentlig auktion eller, hvis dette
skønnes at ville indbringe et større beløb, til ophugning. Et
eventuelt overskud tilfalder statskassen, dog at ejeren i 1 år
fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette med fradrag
af de med transporten, opbevaringen og salget forbundne
udgifter.
Endelig følger det af færdselslovens § 123, stk. 6, at trans-
port-, bygnings- og boligministeren efter forhandling med
justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om frem-
gangsmåden ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af
den i stk. 4 nævnte meddelelse til ejeren, betaling for opbe-
varing af køretøjer og om salg af disse.
I § 123 a, stk. 1, foreslås det, at vejmyndigheden kan for-
anledige en cykel fjernet, hvis den henstår på det offentlige
vejareal.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Dette skal forstås i overensstemmelse med definitionen af
en offentlig vej, jf. § 3, nr. 2, i lov om offentlige veje m.v.
Heraf er en offentlig vej defineret som veje, gader, broer og
pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som admini-
streres af stat eller kommune efter vejlovens regler. De ind-
deles i henholdsvis statsveje og kommuneveje.
Det betyder, at det skal være en cykel efterladt på offent-
lig vej i overensstemmelse med vejlovens regler, som be-
skrevet ovenfor. Dermed vil reglen eksempelvis ikke vil
gælde for et privat område eller en privat fællesvej. Her vil
det være den generelle regel i færdselslovens § 123, som
gælder.
Det foreslås i stk. 2, at cyklen må fjernes efter en forudgå-
ende høring på minimum 4 uger. Høringen skal foregå ved
tydelig markering på cyklen.
Det betyder, at vejmyndigheden forinden fjernelsen af
cyklen skal have foretaget en forudgående høring på mini-
mum 4 uger. En høring skal i denne forbindelse ikke forstås
sådan, at vejmyndigheden vil skulle rette personlig kontakt
til ejeren af cyklen. En høring påtænkes at foregå ved, at der
markeres med tape eller lignende på cyklen, at vejmyndig-
heden har til hensigt efter 4 uger at fjerne køretøjer. Herved
kan ejeren ved at fjerne tapen eller lignende meddelelser til-
kendegive, at cyklen ikke skal fjernes.
Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at fjer-
nelsen af køretøjet vil være omfattet af reglerne i lovbe-
kendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 om retssikker-
hed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og op-
lysningspligter (herefter retssikkerhedsloven). Ministeriet
forudsætter derfor også, at den kommunale vejmyndighed i
sin administration sikrer sig, at retssikkerhedsloven overhol-
des. Det skal i den forbindelse særskilt bemærkes, at det
bl.a. følger af retssikkerhedslovens § 5, stk. 2, at der skal ske
en skriftlig underretning af parten. Det følger af retssikker-
hedslovens § 5, stk. 4, nr. 5, at kravet kan fraviges, hvis for-
udgående underretning viser sig umulig eller er uforholds-
mæssig vanskelig. Transport- og Boligministeriet vurderer,
at denne undtagelse gør sig gældende i dette tilfælde, da det
ikke vil være muligt for vejmyndigheden at underrette cy-
kelejerne direkte, eftersom ejerforholdet som hovedregel ik-
ke kan fastslås på selve køretøjet. Underretningen kan såle-
des i praksis kun gennemføres ved, at vejmyndigheden mar-
kerer med tape eller lignende på cyklen, at vejmyndigheden
har til hensigt efter 4 uger at fjerne køretøjer.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
I stk. 3 fremgår det, at vejmyndigheden er berettiget til at
sælge eller give cyklen bort. Et eventuelt overskud tilfalder
vejmyndigheden.
Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som admini-
strerer en offentlig vej eller offentlig sti.
Vælger vejmyndigheden, at der skal ske et salg, skal det
foregå ved offentlig auktion.
Vælger vejmyndigheden derimod, at give køretøjerne
bort, er det ikke intentionen med forslaget, at vejmyndighe-
derne uden videre kan give køretøjerne gratis til eksempel-
vis en kommunes borgere. Intentionen er, at vejmyndighe-
den kan vælge at give køretøjerne til almennyttige formål,
hvilket eksempelvis kan være organisationer, som foranstal-
ter, at køretøjer sendes til ulande. Der kan også tænkes på
typer værksteder, hvor eksempelvis udsatte personer aktive-
res. Listen er ikke udtømmende. Forslaget skal afspejle, at
intentionen ikke er, at eksempelvis cykelhandlere skal ople-
ve en ulige konkurrence ved, at kommunen giver gratis cyk-
ler væk.
I stk. 4 foreslås det, at vejmyndigheden, inden cyklen sæl-
ges eller gives bort, jf. stk. 3, skal have undersøgt, at cyklen
ikke er meldt stjålet.
Konkret kan vejmyndigheden ved opslag i Cykelregisteret
kontrollere, om en cykel er meldt stjålet. Dette er også i
overensstemmelse med politiets forpligtelser i cirkulære om
politiets fjernelse og afhændelse af køretøjer.
I stk. 5 foreslås det, at transportministeren kan fastsætte
nærmere regler om vejmyndighedernes fjernelse af cykler.
Der vil i den forbindelse kunne blive fastsat nærmere regler
om, at såfremt der er sket salg af cyklen, vil ejeren i 1 år fra
salgsdatoen kunne gøre krav på udbetaling af dette med fra-
drag af de med transporten, opbevaringen og salget forbund-
ne udgifter, hvis der er tale om cykler af en betydelig værdi.
Til nr. 13
Det følger af færdselslovens § 124, at transport-, byg-
nings- og boligministeren efter forhandling med justitsmini-
steren kan fastsætte bestemmelser om, at køretøjer, der uden
at være omfattet af § 123, stk. 1, er i politiets varetægt, kan
sælges i overensstemmelse med bestemmelserne i § 123,
stk. 4 og 5
Med forslaget foreslås en ændring af henvisningerne i §
124, så , henvisningen ændres fra stk. 4 og 5 til stk. 5 og 6.
Der er tale om en konsekvensændring, som sker på bag-
grund af tilføjelsen af et nyt stk. 3, jf. forslaget i lovforsla-
gets § 3, nr. 4.
Til § 4
26
Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2020.
Ikrafttrædelsen af lovforslaget vil ikke have betydning for
allerede udstedte tilladelser eller indgåede aftaler fra før 1.
juli 2020 med udlejningsoperatører omfattet af forslaget til §
1, nr. 2. Det vil på den baggrund også være et aftaleretligt
mellemværende imellem den kommunale vejmyndighed og
udlejningsoperatør, såfremt der eksempelvis er ønske om at
opsige en indgået aftale på baggrund af nærværende lovfor-
slag. Endvidere vil eksisterende tilladelser med dertilhøren-
de vilkår fortsat gælde.
Lovforslaget vil derfor ikke påvirke de vilkår, der måtte
være i eksisterende aftaler eller tilladelser.
Det følger af vejlovens § 162, § 108 i lov om private fæl-
lesveje og færdselslovens § 143, at lovene ikke gælder for
Færøerne og Grønland, hvorfor de foreslåede ændringer ik-
ke gælder for Færøerne og Grønland.
I stk. 2 foreslås det, at regler fastsat i medfør af færdsels-
lovens § 123, stk. 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 1559 af 18.
december 2018 som senest ændret ved lov nr. 139 af 25. fe-
bruar 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses
af forskrifter udstedt i medfør af færdselslovens § 123, stk.
7.
27
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om offentlige veje m.v., jf. lov 1520 af 27.
december 2014, som ændret ved lov nr. 1895 af 8.
juni 2016, lov nr. 658 af 8. juni 2016 og lov nr.
175 af 21. februar 2017 foretages følgende æn-
dringer:
§ 80. Det offentlige vejareal kan med vejmyn-
dighedens tilladelse anvendes til
1) varig eller midlertidig anbringelse af affald,
containere, materiel, materialer, løsøregen-
stande, skure, skurvogne, boder, automater,
skilte, reklamer, hegn el.lign.,
2) anbringelse af køretøjer med henblik på salg
eller udlejning eller
1. I § 80, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »udlejning«:
», jf. dog §§ 80 a og 80 b,«.
3) anbringelse af køretøjer i forbindelse med re-
paration, påfyldning af drivmidler, rengøring
el.lign., når dette sker som led i erhvervsmæs-
sig virksomhed.
Stk. 2-3. ---
2. Efter § 80 indsættes:
Ȥ 80 a. Udlejningscykler, som ikke har et fast
udlejningssted, kan uden vejmyndighedens tilla-
delse placeres på det offentlige vejareal med hen-
blik på udlejning, når en aftale om nærmere vilkår
for benyttelse af vejarealet efter stk. 3 er ind gået.
Stk. 2. Cyklerne skal ved placering på det offent-
lige vejareal med henblik på udlejning stå parkeret
i dertil indrettet infrastruktur eller område, med-
mindre andet aftales efter stk. 3.
Stk. 3. Vejmyndigheden indgår uden unødigt op-
hold aftale med udlejningsoperatøren om de nær-
mere vilkår for benyttelse af vejarealet. Vejmyn-
digheden kan lade det indgå som et vilkår i afta-
len, at vejmyndighedens udgifter til administration
og tilsyn betales af udlejningsoperatøren. Vejmyn-
digheden må ikke stille vilkår om antallet af udlej-
ningscykler.
28
§ 80 b. Vejmyndigheden kan beslutte, om andre
mindre udlejningskøretøjer, jf. stk. 5, som ikke er
omfattet af § 80 a, og som ikke har et fast udlej-
ningssted, må placeres på det offentlige vejareal
med henblik på udlejning. Vejmyndigheden kan
endvidere beslutte, hvor mange køretøjer der mak-
simalt må placeres på vejarealet.
Stk. 2. Placering på det offentlige vejareal af de
køretøjer, der er nævnt i stk. 1, kræver en aftale
mellem vejmyndigheden og udlejningsoperatøren.
Vejmyndigheden kan lade det indgå som et vilkår
i aftalen, at vejmyndighedens omkostninger til ad-
ministration og tilsyn betales af operatøren.
Stk. 3. Køretøjerne skal ved placering på offent-
ligt vejareal med henblik på udlejning stå parkeret
i dertil indrettet infrastruktur eller område, med-
mindre andet aftales efter stk. 2.
Stk. 4. Vejmyndigheden kan opkræve betaling
for myndighedens udgifter i forbindelse med eta-
blering og vedligehold af dertil indrettet infra-
struktur, jf. stk. 3.
Stk. 5. Transportministeren fastsætter regler om,
hvilke køretøjer der er omfattet af stk. 1.«
§ 81. ---
3. Efter § 81 indsættes før overskriften før § 82:
»§ 81 a. Vejmyndigheden kan foranledige køre-
tøjer omfattet af §§ 80 a og 80 b fjernet uden for-
udgående høring, såfremt de står henstillet i strid
med § 80 a, stk. 2, eller § 80 b, stk. 3, og det ikke
er muligt at placere køretøjet lovligt inden for en
rimelig afstand.
Stk. 2. Vejmyndigheden kan foranledige køretø-
jer omfattet af §§ 80 a og 80 b fjernet uden forud-
gående høring, såfremt der ikke er indgået en afta-
le efter § 80 a, stk. 3, eller § 80 b, stk. 2, eller afta-
len lovligt er opsagt.
§ 81 b. Køretøjer, som fjernes efter § 81 a, brin-
ges til en opbevaringsplads, der er anvist af vej-
myndigheden. Udgifter til transport, opbevaring
og administration af fjernede køretøjer, som er af-
holdt af vejmyndigheden, påhviler ejeren af køre-
tøjet.
Stk. 2. Det påhviler vejmyndigheden at underret-
te ejeren af et køretøj, der er fjernet og opbevaret
efter vejmyndighedens anvisning, om tidspunktet
29
for og årsagen til, at køretøjet er fjernet, og hvor
det opbevares. Underretningen skal tillige indehol-
de en tilkendegivelse af, at køretøjet, såfremt det
ikke afhentes inden udløbet af en fastsat frist, vil
blive bortsolgt eller givet bort i overensstemmelse
med stk. 3.
Stk. 3. Vejmyndigheden kan efter udløbet af den
frist, der er fastsat i henhold til stk. 2, sælge eller
give køretøjet bort. Et eventuelt overskud tilfalder
vejmyndigheden.«
§ 133. ---
4. Efter § 133 indsættes før overskriften før § 134:
Ȥ 133 a. Tvister om retlige forhold omfattet af
denne lov i relation til indgåelse af aftaler mellem
en vejmyndighed og en udlejningsoperatør, jf. §
80 a, stk. 3, afgøres af transportministeren.«
§ 2
I lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 1234 af 4. november 2015, som ændret ved
§ 5 i lov nr. 175 af 21. februar 2017, foretages føl-
gende ændring:
§ 66. På arealer, der er privat fællesvej, kræver
det kommunalbestyrelsens godkendelse
1) varigt eller midlertidigt at anbringe affald,
materiel, materialer, løsøregenstande, ikke-
indregistrerede køretøjer, skure, skurvogne,
containere, boder, automater, skilte, hegn
el.lign.,
2) at anbringe køretøjer med henblik på salg el-
ler udlejning uden fører og
1. I § 66, stk. 1, nr. 2, udgår »uden fører«.
3) som led i erhvervsvirksomhed at anbringe kø-
retøjer i forbindelse med reparation, påfyld-
ning af drivmidler, rengøring el.lign.
§ 3
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1324
af 21. november 2018, som ændret ved lov nr.
1559 af 18. december 2018, lov nr. 556 af 7. maj
2019 og senest ved lov nr. 139 af 25. februar
2020, foretages følgende ændringer:
30
§ 122 a. Transport-, bygnings- og boligministe-
ren kan bestemme, at kontrollen med overholdelse
af de bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1,
helt eller delvist overlades til vejmyndigheden.
1. I § 122 a, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Reglerne i § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-7, fin-
der tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2. Transport-, bygnings- og boligministeren
kan for statslige veje bestemme, at kontrollen med
overholdelse af de bestemmelser, der nævnes i §
121, stk. 1, helt eller delvis overlades til Færdsels-
styrelsen.
2. I § 122 a, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Reglerne i § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-7, fin-
der tilsvarende anvendelse.«
Stk. 3. ---
Stk. 4. Parkeringsafgift pålagt af en kommunal
vejmyndighed i henhold til bemyndigelse efter
stk. 1 og 3 fordeles efter transport-, bygnings- og
boligministerens nærmere bestemmelser mellem
staten og den kommunale vejmyndighed, på hvis
område kontrollen udføres. Reglerne i § 121, stk.
2, 1. pkt., og stk. 3-6, finder tilsvarende anvendel-
se.
3. § 122 a, stk. 4, 2. pkt., ophæves.
§ 123. ---
Stk. 2. Hvis et køretøj henstår på statsvej, kan
også vejmyndigheden foranledige det fjernet.
4. I § 123 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Den kommunale vejmyndighed kan for-
anledige et køretøj fjernet, hvis køretøjet har fået
pålagt 3 parkeringsafgifter for samme overtrædel-
se, jf. § 122 a, stk. 1. Køretøjet kan dog tidligst
fjernes efter en forudgående høring på minimum 4
uger.«
Stk. 3-6 bliver herefter til stk. 4-7.
Stk. 3. Køretøjet bringes til den af politiet eller
vejmyndigheden anviste opbevaringsplads, med-
mindre føreren eller ejeren (brugeren) er til stede
og straks fjerner køretøjet eller anviser anden op-
bevaringsplads. De af politiet eller vejmyndighe-
den afholdte udgifter til transport og opbevaring
påhviler føreren. Er føreren ukendt, eller betaler
han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (bruge-
ren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at
føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.
5. I § 123, stk. 3, der bliver stk. 4, og i § 123, stk.
4, der bliver stk. 5, ændres »vejmyndigheden« til:
»den statslige vejmyndighed«
Stk. 4. Det påhviler politiet eller vejmyndighe-
den at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet
og anbragt efter politiets eller vejmyndighedens
anvisning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og
hvor det opbevares. Underretningen skal tillige in-
deholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, så-
fremt det ikke afhentes inden udløbet af en fastsat
frist, vil blive bortsolgt i overensstemmelse med
6. I § 123, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt.,
ændres »vejmyndighedens« til: »den statslige vej-
myndigheds«
31
stk. 5. Kan underretning af ejeren ikke finde sted,
fordi han er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage ef-
ter, at køretøjet er blevet fjernet af politiet eller
vejmyndigheden.
7. I § 123, stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 5, 2. pkt.,
ændres »stk. 5« til: »stk. 6«
Stk. 5. Politiet er efter udløbet af den i henhold
til stk. 4 fastsatte frist berettiget til at sælge køre-
tøjet ved offentlig auktion eller, hvis dette skønnes
at ville indbringe et større beløb, til ophugning. Et
eventuelt overskud tilfalder statskassen, dog at
ejeren i 1 år fra salgsdatoen har krav på udbetaling
af dette med fradrag af de med transporten, opbe-
varingen og salget forbundne udgifter.
8. I § 123, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 6, 1. pkt.,
og i § 123, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4«
til: »stk. 5«
Stk. 6. Transport-, bygnings- og boligministeren
kan efter forhandling med justitsministeren fast-
sætte nærmere regler om fremgangsmåden ved
indbringelse af køretøjer, forkyndelse af den i stk.
4 nævnte meddelelse til ejeren, betaling for opbe-
varing af køretøjer og om salg af disse.
9. I § 123 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Det påhviler den kommunale vejmyn-
dighed at underrette ejeren af et køretøj, der er
fjernet i medfør af stk. 3 og anbragt efter vejmyn-
dighedens anvisning, om, hvornår køretøjet er
fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen
skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, at kø-
retøjet, såfremt det ikke afhentes inden udløbet af
en frist på minimum 4 uger, vil blive bortsolgt.
Kan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi
vedkommende er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage
efter, at køretøjet er blevet fjernet af den kommu-
nale vejmyndighed. Den kommunale vejmyndig-
hed er efter udløbet af de nævnte frister berettiget
til at sælge køretøjet ved offentlig auktion eller,
hvis dette skønnes at ville indbringe et større be-
løb, til ophugning. Et eventuelt overskud tilfalder
den kommunale vejmyndighed, dog at ejeren i 1
år fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette
med fradrag af de med transporten, opbevaringen
og salget forbundne udgifter.«
10. I § 123 indsættes som stk. 9:
32
»Stk. 9. Transportministeren kan fastsætte nær-
mere regler om fremgangsmåden ved indbringelse
af køretøjer, forkyndelsen af den i stk. 8 nævnte
meddelelse til ejeren, betaling for opbevaring af
køretøjer og salg af disse.«
11. I § 123 indsættes som stk. 10:
»Stk. 10. En afgørelse truffet af en kommunal
vejmyndighed efter stk. 3, jf. stk. 8, kan påklages
til transportministeren for så vidt angår retlige
spørgsmål.«
12. Efter § 123 indsættes:
Ȥ 123 a. Vejmyndigheden kan foranledige en
cykel fjernet, hvis den henstår på det offentlige
vejareal.
Stk. 2. Cyklen må først fjernes efter en forudgå-
ende høring på minimum 4 uger. Høringen skal
foregå ved tydelig markering på cyklen.
Stk. 3. Vejmyndigheden er berettiget til at sælge
eller give cyklen bort. Et eventuelt overskud tilfal-
der vejmyndigheden.
Stk. 4. Vejmyndigheden skal inden cyklen sæl-
ges eller gives bort, jf. stk. 3, have undersøgt, at
cyklen ikke er meldt stjålet.
Stk. 5. Transportministeren kan fastsætte nærme-
re regler om vejmyndighedernes fjernelse af cyk-
ler.«
§ 124. Transport-, bygnings- og boligministeren
kan efter forhandling med justitsministeren fast-
sætte bestemmelser om, at køretøjer, der uden at
være omfattet af § 123, stk. 1, er i politiets vare-
tægt, kan sælges i overensstemmelse med bestem-
melserne i § 123, stk. 4 og 5.
13. I § 124 ændres »§ 123, stk. 4 og 5« til: »§ 123,
stk. 5 og 6«
§ 4
Loven træder i kraft den 1. juli 2020.
Stk. 2. Regler fastsat i medfør af færdselslovens
§ 123, stk. 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 1559 af 18.
december 2018 som senest ændret ved lov nr. 139
af 25. februar 2020, forbliver i kraft, indtil de op-
hæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør
af færdselslovens § 123, stk. 7.
33