Skriftlig fremsættelse (17. marts 2020)
Tilhører sager:
Aktører:
AN14340
https://www.ft.dk/ripdf/samling/20191/lovforslag/l137/20191_l137_fremsaettelsestale.pdf
Skriftlig fremsættelse (17. marts 2020) Skatteministeren (Morten Bødskov): Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Lov om ændring af momsloven, kildeskatteloven, skatteindberetningsloven og lov om afgifter af spil (Modernisering af momsreglerne for grænseoverskridende handel med varer og ydelser solgt til forbrugere i EU, digitale salgsregistreringssystemer, håndtering af A-skat m.v. i forbindelse med udbetaling fra feriegarantiordninger m.v. og udskydelse af ikrafttrædelsestidspunktet for den digitale logbog m.v.) (Lovforslag nr. L 137) Lovforslaget indeholder flere elementer. For det første indeholder forslaget ændringer af momslovens regler i rela- tion til e-handel med varer og ydelser. Danske virksomheder skal have fair og lige konkurrencevilkår i kampen om e- handlen. Desværre er der i dag en række regler på momsom- rådet, der stikker en kæp i hjulet på de danske forretninger, der konkurrerer med udlandet på nettet. Det vil regeringen lave om på, så danske virksomheder kan konkurrere på lige vilkår med udenlandske virksomheder om den øgede e-han- del. Herudover forventes forslaget at reducere omfanget af fejl og svig, særligt i forbindelse med indførelse af varer med lav værdi fra lande uden for EU. Derudover medfører forslaget øget forbrugslandsbeskatning. Mere konkret foreslås det, at den gældende momsfrita- gelse på 80 kr. for køb af varer med lav værdi fra steder uden for EU ophæves. Herefter skal der betales moms uan- set varens værdi, hvilket medfører, at den momsmæssige konkurrencefordel, som virksomheder etableret uden for EU hidtil har haft i forhold til EU-virksomheder, forsvinder. Det foreslås samtidig, at platforme m.v. får større ansvar for af- regning af moms af varer solgt gennem deres platforme m.v., og som indføres i EU. Det foreslås endvidere, at EU-landenes nuværende for- skellige nationale fjernsalgsgrænser for varer, under hvilke grænser virksomheder betaler moms i deres hjemland, er- stattes af en lav EU-fælles grænse på 10.000 euro. Den gæl- dende danske fjernsalgsgrænse er på 280.000 kr. Forslaget om en fælles grænse på 10.000 euro betyder, at der skal be- tales moms i forbrugslandet allerede, når en virksomheds salg af elektroniske ydelser m.v. og fjernsalg af varer samlet overstiger 10.000 euro for salg i hele EU. Derudover foreslås det eksisterende momsangivelses- og betalingssystem Mini One Stop Shop for elektroniske ydel- ser, teleydelser og radio- og tv-spredningsydelser udvidet til at omfatte alle former for ydelser, fjernsalg af varer inden for EU og varer med værdi indtil 150 euro indført fra steder uden for EU. EU-virksomheder vil herefter kunne nøjes med én momsregistrering i systemet, i stedet for at skulle moms- registres i alle de lande, som de sælger til. Virksomheder, etableret uden for EU, vil få mulighed for at opkræve mom- sen hos forbrugeren ved salget, hvorefter den kan angives og betales til forbrugslandene i EU via systemet. For det andet indeholder forslaget et initiativ om håndte- ring af A-skat m.v. i forbindelse med udbetaling fra feriega- rantiordninger m.v. og et forslag om udskydelse af ikrafttræ- delsestidspunktet for den digitale logbog. For det tredje indeholder lovforslaget lovtekniske juste- ringer. Af lovtekniske grunde ophæves visse allerede ved- tagne, men ikke ikrafttrådte bestemmelser, samtidig med at de samme bestemmelser genindsættes på en anden placering i momsloven og en ikke længere relevant henvisning i lov om afgifter af spil ophæves. Disse dele af lovforslaget har således ikke materielt indhold. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling. Til lovforslag nr. L 137 Folketinget 2019-20 AN014340