UUI alm. del - svar på spm. 158 om ministeren vil redegøre for, hvorvidt det vil være muligt og i overensstemmelse med såvel vore internationale forpligtelser som grundloven at udvise alle kriminelle udlændinge, fra udlændinge- og integrationsministeren

Ministeren
Side 1/7
15. marts 2020
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
International Rekruttering
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel. 6198 4000
Mail uim@uim.dk
Web www.uim.dk
CVR-nr. 36977191
Sags nr. 2019 - 13697
Akt-id 1204285
Udlændinge- og Integrationsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 17. september 2019 stillet følgende
spørgsmål nr. 158 (alm. del) efter ønske fra Jan E. Jørgensen (V) til udlændinge- og
integrationsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 158:
Vil ministeren redegøre for, hvorvidt det vil være muligt og i overensstemmelse
med såvel vore internationale forpligtelser som grundloven at udvise alle kriminel-
le udlændinge med afsæt i følgende model: »Alle kriminelle udlændinge skal udvi-
ses konsekvent efter første dom. Hvis de ikke rejser ud umiddelbart eller efter
strafafsoning, skal de tages i varetægt, indtil deres udrejse kan arrangeres. Krimi-
nelle udlændinge skal ikke have lov at færdes frit i samfundet. Nydanskere, som
har fået tildelt indfødsret ved lov, mister indfødsretten og udvises, hvis de begår
grov kriminalitet«. Der henvises til Nye Borgerliges hjemmeside,
www.nyeborgerlige.dk/politik/udlaendingepolitik/
Svar:
Udvisning efter første dom
Det følger af udlændingeloven, at adgangen til udvisning af udlændinge som ud-
gangspunkt afhænger af den idømte frihedsstrafs karakter og længde samt varig-
heden af udlændingens ophold her i landet.
En udlænding kan dog – uanset varigheden af opholdet her i landet – udvises, hvis
den pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf mv. for overtrædelse af nærme-
re angivne bestemmelser i navnlig straffeloven. Det drejer sig bl.a. om visse for-
brydelser i familieforhold, seksualforbrydelser, forbrydelser mod liv og legeme og
formueforbrydelser. Med frihedsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, f.eks. dom til forvaring og
dom til anbringelse i hospital for sindslidende.
Udlændinge, der ikke har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 5 år,
kan endvidere udvises, hvis udlændingen idømmes betinget frihedsstraf.
Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (2. samling)
UUI Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 158
Offentligt
Side 2/7
Udlændinge skal udvises efter disse regler, medmindre udvisning med sikkerhed
vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens §
26, stk. 2. Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, kan kun udvises i overens-
stemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af
retten til fri bevægelighed.
Ved vurderingen af, om udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser, er navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskon-
ventions (EMRK) artikel 8 om retten til privat- og familieliv relevant.
Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis, at
indgreb i udlændingens ret til privat- eller familieliv skal stå i rimeligt forhold til de
formål, som indgrebet, f.eks. en udvisning, skal varetage. Denne proportionali-
tetsafvejning er i almindelighed afgørende for, om udvisning af en kriminel ud-
lænding vil være forenelig med EMRK artikel 8. I proportionalitetsafvejningen
indgår en række momenter, bl.a. kriminalitetens art og grovhed, varigheden af
udlændingens ophold i bopælslandet, udlændingens familiesituation og alvorlig-
heden af de vanskeligheder, udlændingens evt. ægtefælle og børn med sandsyn-
lighed vil møde i det land, som udlændingen udvises til.
EMD har også understreget, at den vægt, der må lægges på de enkelte kriterier,
nødvendigvis varierer efter den enkelte sags konkrete omstændigheder.
En ubetinget regel om, at udlændinge skal udvises efter første dom, dvs. uanset
kriminalitetens art og grovhed, udlændingens forhold og sagens omstændigheder
i øvrigt, vil på den baggrund være i strid med bl.a. EMRK artikel 8.
En ordning, hvor der sker udvisning af kriminelle udlændinge efter første dom,
rejser ikke spørgsmål i forhold til grundloven.
Frihedsberøvelse indtil udrejse
Udlændingelovens § 36 indeholder regler om administrativ frihedsberøvelse af
udlændinge. Efter bestemmelsens stk. 1 skal politiet så vidt muligt frihedsberøve
afviste asylansøgere og andre udlændinge med ulovligt ophold med henblik på at
sikre deres tilstedeværelse i forbindelse med udsendelse. Dette indebærer, at der
normalt skal ske frihedsberøvelse, medmindre frihedsberøvelsen vil være i strid
med Danmarks internationale forpligtelser.
Udlændingelovens § 36, stk. 5, indeholder desuden en hjemmel til at frihedsberø-
ve en udlænding uden lovligt opholdsgrundlag med henblik på at motivere den
pågældende til at medvirke til en udsendelse.
Det følger af EMRK artikel 5 om den personlige frihed, at der ikke kan indføres en
ordning, hvorefter udlændinge konsekvent frihedsberøves, indtil de kan hjemsen-
des. Efter EMD’s praksis er det e beti gelse for at frihedsberøve e perso ed
henblik på udsendelse, jf. EMRK artikel 5, litra f, at der er en reel udsigt til, at ud-
Side 3/7
sendelsen kan gennemføres, jf. f.eks. afvisningsbeslutning af 4. oktober 2001 i
sagen Agnissan mod Danmark.
Der kan være forskellige grunde til, at der ikke er reel udsigt til udsendelse, her-
under eksempelvis at udlændingen er på tålt ophold, eller at hjemlandet ikke øn-
sker at samarbejde om eksempelvis udstedelse af rejsedokumenter.
Det følger desuden af udsendelsesdirektivets artikel 15, stk. 1, jf. Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, at medmindre andre tilstrækkelige og
mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes effektivt i det konkrete tilfæl-
de, må medlemsstaterne kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, der er
genstand for tilbagesendelsesprocedurer, for at forberede en tilbagesendelse
og/eller gennemføre en udsendelse, navnlig når der er risiko for, at den pågæl-
dende vil forsvinde, eller den pågældende tredjelandsborger undviger eller lægger
hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesproces-
sen. Enhver frihedsberøvelse skal desuden være af så kort varighed som muligt,
må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse, og skal gen-
nemføres med nødvendig omhu.
Det vurderes på den baggrund ikke at være foreneligt med Danmarks internatio-
nale forpligtelser at indføre en bestemmelse, hvorefter kriminelle udlændinge,
der udvises ved dom, konsekvent skal frihedsberøves frem til deres udsendelse.
En ordning, hvor der sker frihedsberøvelse af kriminelle udlændinge, der udvises
ved dom, rejser ikke spørgsmål i forhold til grundloven.
Fortabelse af indfødsret ved grov kriminalitet
Det følger af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, at den, som dømmes for overtrædelse
af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 (landsforræderi og andre
forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser
mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.), ved dom
kan frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver
statsløs.
Det følger videre af indfødsretslovens § 8 B, stk. 2, at hvis en person i udlandet er
straffet for en handling, der efter stk. 1 kan medføre frakendelse af dansk indføds-
ret, kan indfødsret frakendes i medfør af straffelovens § 11.
Endelig følger det af indfødsretslovens § 8 B, stk. 3, at den, som har udvist en
handlemåde, som er til alvorlig skade for landets vitale interesser, kan fratages sin
danske indfødsret af udlændinge- og integrationsministeren, medmindre den
pågældende derved bliver statsløs.
Danmarks forpligtelser efter statsborgerretskonventionen og statsløsekonventio-
nen indebærer, at det ikke er muligt at tage det danske statsborgerskab fra en
person på grund af kriminalitet, hvis den pågældende derved bliver statsløs.
Side 4/7
I forhold til personer, som måtte have dobbelt statsborgerskab, kan det bemær-
kes, at statsborgerretskonventionen udtømmende fastsætter, i hvilke situationer
en stats lovgivning må indeholde regler om fortabelse af statsborgerskab. I for-
hold til kriminalitet følger det af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, at
fortabelse kun kan komme på tale i tilfælde af en handlemåde, som er til alvorlig
skade for den kontraherende stats vitale interesser.
Den forklarende rapport til statsborgerretskonventionen indeholder alene be-
græ sede bidrag til de ær ere forståelse af for uleri ge ha dle åde, so
er til alvorlig skade for de ko trahere de stats vitale i teresser i artikel , stk. ,
litra d. Det er således alene anført, at bestemmelsen omfatter landsforræderi og
andre handlinger rettet mod statens vitale interesser (f.eks. arbejde for en uden-
landsk efterretningstjeneste), mens almindelig kriminalitet ikke er omfattet, hvor
alvorlig den end måtte være.
På den baggrund er det vurderingen, at en indførelse af en ordning, hvorefter
dansk statsborgerskab frakendes eller fortabes på baggrund af almindelig krimina-
litet, ikke være forenelig med statsborgerretskonventionen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet et
bidrag fra Justitsministeriet, som har oplyst følgende:
Retten til statsborgerskab er ikke udtrykkeligt omtalt i EMRK, men
fratagelse af statsborgerskab kan i visse tilfælde rejse spørgsmål i
forhold til EMRK artikel 8, der bl.a. beskytter retten til respekt for pri-
vatlivet.
EMD har således i flere sager fundet, at EMRK artikel 8 yder en vis
beskyttelse både i forhold til tildeling og fratagelse af statsborger-
skab. Ved vurderingen af, om en fratagelse af statsborgerskab er i
strid med EMRK artikel 8, har Domstolen vurderet, om fratagelsen
var vilkårlig, og hvilke konsekvenser fratagelsen har for den pågæl-
dende, herunder om fratagelsen fører til statsløshed. EMRK artikel 8
må herefter som udgangspunkt antages at beskytte mod fratagelse af
statsborgerskab i tilfælde, hvor den pågældende ikke har statsbor-
gerskab i et andet land eller er berettiget hertil.
En undtagelsesfri regel om frakendelse eller fortabelse af dansk
statsborgerskab i tilfælde, hvor en naturaliseret dansk statsborger
begår grov kriminalitet, ville desuden ikke kunne gennemføres inden
for rammerne af beskyttelsen af retten til privat- og familielivet i
EMRK artikel 8, hvis den pågældende herved mister sit opholdsgrund-
lag i Danmark.
EMRK artikel 14 har følgende ordlyd:
Side 5/7
"Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettighe-
der og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn,
race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevis-
ning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et
nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert
andet forhold."
Anvendelsesområdet for EMRK artikel 14 er begrænset derved, at
bestemmelsen er accessorisk til konventionens øvrige bestemmelser.
Ved vurderingen af, om en fratagelse af statsborgerskab er i strid
med artikel 14, skal artikel 14 sammenholdes med artikel 8, hvorefter
artikel 14 får det indhold, at den knæsætter en lighedsgrundsætning
med hensyn til nydelsen af retten til respekt for privatlivet mv.
EMD’s do af . aj i sage Biao od Da ark tog stilli g til,
hvorvidt en ordning, der undtog personer, der havde været danske
statsborgere i 28 år, og personer, der var født og opvokset i Danmark
eller kommet hertil som mindre børn og havde opholdt sig lovligt i
Danmark i 28 år, fra at opfylde tilknytningskravet, var forenelig med
EMRK artikel 14, jf. artikel 8. EMD statuerede, at ordningen medførte
en forskelsbehandling, der alene – eller i afgørende grad – baserede
sig på etnisk oprindelse, og at den kun kunne retfærdiggøres på bag-
grund af meget tungtvejende grunde.
En ordning, hvorved alene ved lov naturaliserede udlændinge frata-
ges statsborgerskabet ved grov kriminalitet, vil efter artikel 14, jf. ar-
tikel 8, efter omstændighederne ligeledes kunne anses for forskels-
behandling på baggrund af etnisk oprindelse, idet danske statsborge-
re, der har erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen, i langt over-
vejende grad vil være af etnisk dansk oprindelse, mens de danske
statsborgere, som har erhvervet dansk statsborgerskab ved naturali-
sation, og som vil blive ramt af den ordning, der spørges til, i langt
overvejende grad vil have en anden etnicitet end dansk.
Erhvervelse af dansk indfødsret er reguleret i grundlovens § 44, som
bestemmer, at dansk indfødsret kun kan erhverves ved lov. Fortabel-
se af dansk indfødsret er imidlertid ikke reguleret i grundloven.
Efter grundlovens § 70 kan ingen på grund af sin trosbekendelse eller
afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og poli-
tiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig
borgerpligt.
Bestemmelsen indebærer et forbud mod diskrimination med bl.a. af-
stamning som kriterium for så vidt angår adgangen til nydelse af bor-
Side 6/7
gerlige eller politiske rettigheder. Udtrykket rettigheder skal ikke
forstås snævert, men må betegne enhver fordelagtig retsposition.
Bestemmelsen beskytter mod direkte og indirekte forskelsbehand-
ling. Beskyttelsen gælder således ikke kun, hvor der udtrykkeligt for-
skelsbehandles på grund af afstamning (direkte diskrimination), men
antages også at gælde, selvom der formelt set ikke forskelsbehandles
på grund af afstamning, men dog på grund af forhold, der er så nøje
forbundet hermed, at resultatet faktisk bliver meget nær det samme
(indirekte diskrimination).
Rækkevidden af det i grundlovens § 70 indeholdte forbud mod for-
skelsbehandling på baggrund af afstamning er omdiskuteret i den ju-
ridiske litteratur.
Jens Elo Rytter, Individets grundlæggende rettigheder, 3. udgave
(2019), side 444, anfører om spørgsmålet, at udtrykket omfatter en
persons race, hudfarve og nationale eller etniske oprindelse (begre-
bet omfatter derimod ikke nationalitet, dvs. statsborgerskab) .
Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer (2015),
side 415-416, anfører imidlertid:
Udtrykket »afstamning«, der blev indsat i 1953-grundloven under
indtryk af antisemitismen før og under anden verdenskrig, omfatter
race, jf. bl.a. Julius Bomholts bemærkninger under folketingsbehand-
lingen (Rigsdagstidende 1952-53, Folketinget Forhandlingerne sp.
).
Af Forfatningskommissionens betænkning af 1953, side 77, fremgår
det, at et mindretal i forbindelse med grundlovsrevisionen i 1953 fo-
reslog, at en bestemmelse om, at enhver har krav på at nyde de i
grundloven indeholdte rettigheder og friheder uden forskelsbehand-
ling af nogen art på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk
eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formuefor-
hold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling, blev indført.
Flertallet foreslog derimod alene en beskyttelse mod forskelsbehand-
ling på grund af trosbekendelse. Under udvalgsbehandlingen i Folke-
tinget blev beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af afstam-
ning tilføjet til bestemmelsen. Om baggrunden herfor henvises til
Jens Peter Christensen m.fl., a.st.
Det er på den anførte baggrund Justitsministeriets opfattelse, at en
ordning, hvorved alene ved lov naturaliserede udlændinge frakendes
statsborgerskabet og udvises ved grov kriminalitet, ikke vil være ba-
Side 7/7
seret på afstamning i den ovenfor beskrevne forstand, og at ordnin-
gen således ikke vil rejse spørgsmål i forhold til grundlovens § 70.
Mattias Tesfaye
/ Moya-Louise Lindsay-Poulsen