Fremsat den 12. marts 2020 af sundheds- og ældreministeren (Magnus Heunicke)

Fremsat den 12. marts 2020 af sundheds- og ældreministeren (Magnus Heunicke)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre
overførbare sygdomme
(Udvidelse af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte samt sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.)
§ 1
I lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre
overførbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1026 af 1.
oktober 2019, som ændret ved bekendtgørelse nr. 156 af 27.
februar 2020 og bekendtgørelse nr. 157 af 27. februar 2020,
foretages følgende ændringer:
1. I § 1 ændres »kan de i § 3 nævnte epidemikommissioner
iværksætte de i kapitel 3 og 4 nævnte foranstaltninger« til:
»kan sundheds- og ældreministeren iværksætte de foranstalt-
ninger, der er nævnt i eller fastsat i medfør af reglerne i ka-
pitel 3 og 4«.
2. I § 1 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan bemyndige an-
dre myndigheder, herunder de epidemikommissioner, der er
nævnt i kapitel 2, til at udøve de beføjelser, der i denne lov
er tillagt ministeren.«
3. Efter § 2 indsættes i kapitel 1:
»§ 2 a. De stedlige politi-, havne-, lods-, luftfarts-, miljø-,
sygehus- og fødevaremyndigheder, told- og skatteforvaltnin-
gen, redningsberedskabet og Forsvaret er forpligtet til at bi-
stå sundheds- og ældreministeren i udøvelsen af dennes
pligter og beføjelser ifølge denne lov.
Stk. 2. Private kan i særlige tilfælde efter sundheds- og
ældreministerens nærmere bestemmelse bistå med at vareta-
ge myndighedsopgaver i henhold til denne lov.«
4. § 4, stk. 1, ophæves.
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 1-2.
5. I § 4, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres »de i kapitel 3 og 4
nævnte foranstaltninger« til: »de foranstaltninger, der er
nævnt i eller fastsat i medfør af reglerne i kapitel 3 og 4,«.
6. §§ 5-7 ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 5. Sundheds- og ældreministeren kan påbyde enhver,
der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at
kunne være smittet med en sådan:
1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson.
2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet
facilitet.
3) At lade sig isolere i en egnet facilitet.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan iværksætte
tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller
formodes at være smittet med en sygdom som nævnt i stk. 1,
hvis isolation ikke er tilstrækkelig til at forebygge eller ind-
dæmme udbredelse af sygdommen.
Stk. 3. Som led i håndhævelsen eller gennemførelsen af et
påbud efter stk. 1 eller tvangsmæssig behandling efter stk. 2
er der uden retskendelse adgang til den pågældendes bolig
og andre lokaliteter, som den pågældende råder over.
Stk. 4. Sundheds- og ældreministeren kan efter forhand-
ling med justitsministeren fastsætte regler om politiets bi-
stand ved anvendelsen af beføjelserne i stk. 1-3, herunder
om politiets bistand ved gennemførelse af påbud om under-
søgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig be-
handling.
§ 6. Sundheds- og ældreministeren kan, når det er nød-
vendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en
alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med ju-
stitsministeren fastsætte regler om forbud mod afholdelse af
og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begiven-
heder m.v. Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan omfatte bå-
de indendørs, udendørs, offentlige og private forsamlinger,
arrangementer, begivenheder m.v. Regler fastsat i medfør af
1. pkt. kan fravige anden lovgivning.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan efter forhand-
ling med justitsministeren fastsætte regler om, at der uden
Lovforslag nr. L 133 Folketinget 2019-20
Sundheds- og Ældremin., j.nr. 2002413
CN001164
retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter med
henblik på kontrol af overholdelsen af regler fastsat i medfør
af stk. 1 og om politiets bistand i den forbindelse.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren kan efter forhand-
ling med justitsministeren fastsætte regler om, at politiet kan
anvende den fornødne magt for at sikre, at regler fastsat i
medfør af stk. 1 overholdes.
§ 6 a. Sundheds- og ældreministeren kan, når det er nød-
vendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en
alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud
mod adgang til eller restriktioner for adgangen til offentlige
institutioner m.v.
§ 7. Sundheds- og ældreministeren kan påbyde, at der
skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig syg-
dom optræder, hvor der er risiko for, at en sådan sygdom
optræder eller bringes ind, eller hvor der er mistanke om, at
der er udlagt biologisk kampstof, således at samkvem med
omgivelserne forhindres i fornødent omfang.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere
regler om adgangen til at meddele påbud efter stk. 1, herun-
der om den nærmere afgrænsning af området. Ministeren
kan fastsætte regler om restriktioner for personer, der har
bopæl eller ophold i området.
Stk. 3. Foranstaltninger efter stk. 1 skal snarest muligt op-
hæves.«
7. I § 8 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Når det er nødvendigt for forebygge eller ind-
dæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet,
kan sundheds- og ældreministeren med henblik på at ned-
bringe antallet af øvrige patienter i sundhedsvæsenet fast-
sætte regler om, at der skal iværksættes tvangsmæssig vacci-
nation af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at
minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen.«
8. I § 9 ændres »epidemikommissionen« til: »sundheds- og
ældreministeren«.
9. I § 10 ændres »indstilling« til: »rådgivning«, og efter »§§
5-9« indsættes: »og 12 a-12 f«.
10. I § 11, stk. 1, ændres »Epidemikommissionen« til:
»Sundheds- og ældreministeren«.
11. I § 11, stk. 2, ændres »kommissionen« til: »sundheds- og
ældreministeren«.
12. I § 11, stk. 3, ændres »Kommissionen« til: »Sundheds-
og ældreministeren«, og efter »denne lov omfattet sygdom«
indsættes: », eller som formodes at kunne være smittet med
en sådan,«.
13. I § 12, stk. 1, 1. pkt., ændres »Epidemikommissionen«
til: »Sundheds- og ældreministeren«, og i 2. pkt. ændres
»Kommissionen« til: »Ministeren«.
14. I § 12, stk. 4, ændres »Epidemikommissionen« til:
»Sundheds- og ældreministeren«.
15. Efter § 12 indsættes i kapitel 3:
»§ 12 a. Sundheds- og ældreministeren kan, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af
en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med
transportministeren fastsætte regler om forbud mod adgang
til transportmidler eller restriktioner på transportmidler, her-
under om tilladt maksimalbelægning og om, at der fra skibe
ikke må ske samkvem med personer i land. Regler fastsat i
medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning.
§ 12 b. Sundheds- og ældreministeren kan, når det er nød-
vendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en
alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med er-
hvervsministeren fastsætte regler om forbud mod adgang til
eller restriktioner for adgangen til eller brugen af lokaler,
som erhvervsdrivende råder over, og hvortil offentligheden
har adgang, herunder regler om tilladt maksimalbelægning.
Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgiv-
ning.
§ 12 c. Sundheds- og ældreministeren kan, når det er nød-
vendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en
alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud
mod eller restriktioner for besøgendes adgang til offentlige
og private plejehjem og sygehuse og om undtagelser hertil.
Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgiv-
ning.«
16. Efter kapitel 3 indsættes:
»Kapitel 3 a
Fravigelse af det offentliges forpligtelser og privates
rettigheder ifølge anden lovgivning samt sikring af
forsyningen
§ 12 d. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler
om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates
rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning,
i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det
offentlige i medfør af anden lovgivning, når det er nødven-
digt for at sikre kapacitet til behandling og pleje af personer,
der er smittet med en alment farlig sygdom, og de pågæl-
dende forpligtelser og rettigheder må anses for at være af
mere underordnet betydning i forhold til det nævnte kapaci-
tetsbehov.
Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med
sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om fravigelse
af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over
for det offentlige fastsat i anden lovgivning, i medfør af an-
den lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i
medfør af anden lovgivning i følgende tilfælde:
1) Fravigelse er nødvendig for at forebygge eller inddæm-
me udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet.
2) Fravigelse er påkrævet som følge af tiltag til at fore-
bygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig
sygdom her i landet, og de pågældende forpligtelser og
rettigheder i den sammenhæng må anses for at være af
mere underordnet betydning.
2
3) Opfyldelse af de pågældende forpligtelser og rettighe-
der bliver umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig som
følge af foranstaltninger, som har været nødvendige for
at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment
farlig sygdom her i landet.
§ 12 e. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler
om, at pligter, der ifølge lovgivningen påhviler private over
for det offentlige, fraviges, i det omfang det som følge af
foranstaltninger iværksat i medfør af denne lov vil være
umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for den private at
opfylde pligten.
§ 12 f. Sundheds- og ældreministeren kan, i situationer
med udbredelse af eller fare for udbredelse af en alment far-
lig sygdom her i landet, efter forhandling med
vedkommende minister fastsætte regler om særlige foran-
staltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer.
Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgiv-
ning.«
17. § 13 affattes således:
»§ 13. Efter anmodning fra sundheds- og ældreministeren
eller den, som optræder på ministerens vegne, skal den an-
svarshavende for et transportmiddel, herunder luftfartøjer,
skibe, tog og busser, eller dennes befuldmægtigede udlevere
passagerlisteoplysninger, i det omfang sådanne foreligger,
hvis en person ombord er smittet eller må formodes at kunne
være smittet med smitsomme og andre overførbare sygdom-
me omfattet af § 2.
Stk. 2. Ved et skibs ankomst skal føreren og en eventuel
skibslæge meddele sundheds- og ældreministeren eller den,
som optræder på ministerens vegne, oplysninger om sund-
hedstilstanden om bord såvel under rejsen som på ankomst-
tidspunktet. Ved et luftfartøjs ankomst påhviler denne oplys-
ningspligt luftfartøjets fører eller dennes befuldmægtigede.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren kan efter forhand-
ling med transportministeren fastsætte nærmere regler om,
hvilke oplysninger der skal meddeles i medfør af stk. 1 og 2,
samt om meddelelsens form.«
18. I § 14, stk. 1, ændres »epidemikommissionen eller den,
kommissionen« til: »sundheds- og ældreministeren eller
den, ministeren«.
19. I § 16, stk. 1, ændres »Epidemikommissionen« til:
»Sundheds- og ældreministeren«.
20. I § 17 ændres »§§ 6-12« til: »§§ 5-12 f«.
21. I § 18, stk. 2, 2. pkt., ændres »epidemikommissionen«
til: »sundheds- og ældreministeren«.
22. I § 19, stk. 1 og 3, ændres »epidemikommissionen« til:
»sundheds- og ældreministeren«.
23. I § 20 ændres »§§ 5, 6, 7, 12 og 16« til: »§§ 5, 7, 12 og
16«, og »epidemikommissionen« ændres til: »sundheds- og
ældreministeren«.
24. I § 21, 2. pkt., ændres »den stedlige epidemikommissio-
nen« til: »sundheds- og ældreministeren«.
25. Efter § 21 indsættes:
»§ 21 a. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte reg-
ler om fysiske og juridiske personers samt myndigheders
oplysningsforpligtelser for at hindre udbredelse og smitte af
en bestemt sygdom omfattet af lovens § 2.
§ 21 b. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler
om, at personoplysninger kan behandles, hvis behandlingen
er nødvendig for at hindre udbredelse og smitte af en be-
stemt sygdom omfattet af lovens § 2.«
26. § 22 affattes således:
»§ 22. Sundheds- og ældreministeren kan, når det er nød-
vendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af smit-
somme sygdomme og andre overførbare sygdomme, efter
forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om
private og offentlige dagtilbuds, skolers, uddannelsesinstitu-
tioners og andre institutioners forhold, herunder om midler-
tidig lukning. Sådanne regler kan udstrækkes til også at om-
fatte andre end de i § 2 nævnte smitsomme og andre over-
førbare sygdomme, der kan indebære en særlig risiko ved
udbredelse de pågældende steder.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan efter forhand-
ling med vedkommende minister fastsætte regler om særlige
foranstaltninger, herunder nødpasning, i situationer omfattet
af stk. 1.«
27. § 27 affattes således:
»§ 27. Sundheds- og ældreministeren kan til brug for gen-
nemførelse af foranstaltninger efter denne lov eller regler
fastsat i medfør heraf iværksætte ekspropriation af privat
ejendom.
Stk. 2. Udgør gennemførelse af foranstaltninger efter den-
ne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov et ekspro-
priativt indgreb, ydes fuldstændig erstatning til den eller de
berørte ejere.«
28. § 28 ophæves.
29. I § 29 stk. 1, nr. 2, ændres »§ 5, stk. 1, § 6, stk. 1 og 3, §
7« til: »§ 5, stk. 1 og 2, § 7, stk. 1«.
30. I § 29 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske perso-
ner) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovti-
dende.
Stk. 2. Lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre
overførbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1026 af 1.
oktober 2019, ophæves den 1. marts 2021.
3
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de færøske forhold tilsi-
ger.
4
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Baggrund
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Gældende ret
3.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser
3.3. Den foreslåede ordning
4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser
4.1. Grundloven
4.1.1. Grundlovens § 71
4.1.2. Grundlovens § 72
4.1.3. Grundlovens § 79
4.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)
4.2.1. EMRK artikel 11
4.2.2. EMRK artikel 8 og artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK
4.2.3. EMRK artikel 5
4.2.4. Artikel 1 i 1. tillægsprotokol til EMRK
5. Udlændingelovgivningen
6. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen
7. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
8. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
9. Administrative konsekvenser for borgerne
10. Miljømæssige konsekvenser
11. Forholdet til EU-retten
12. Hørte myndigheder og organisationer mv.
13. Sammenfattende skema
1. Indledning
Regeringens altoverskyggende hovedprioritet er i øjeblikket
at inddæmme og afbøde de alvorlige konsekvenser af spred-
ningen af COVID-19 i det danske samfund mest muligt. Det
er helt afgørende, at samfundet og myndighederne er rustet
til og har de nødvendige redskaber til at håndtere denne trus-
sel.
Den nuværende lovgivning er på en række områder efter re-
geringens opfattelse ikke tilstrækkelig til at sikre myndighe-
dernes handlemuligheder og effektiv ressourceudnyttelse.
Det gælder selve forebyggelsen og inddæmningen af smit-
somme og andre overførbare sygdomme, men også det eks-
traordinære pres, som smitsomme sygdomme kan medføre
for samfundet. Det gælder f.eks. sygehusvæsenet, social-
væsenet og andre områder, hvor der for det offentlige er
fastsat forpligtelser og krav til serviceydelser m.v., men
konsekvenserne vil kunne mærkes bredt i samfundet.
For at inddæmme og forebygge udbredelsen af COVID-19
og andre smitsomme sygdomme i Danmark foreslår regerin-
5
gen derfor, at bestemmelserne i lov om foranstaltninger mod
smitsomme og andre overførbare sygdomme (epidemiloven)
gøres mere fleksible ved at fastsætte en række bemyndigel-
ser til sundheds- og ældreministeren og ved at indføre en
række nye beføjelser. Det gælder blandt andet mulighed for
at påbyde personer, som formodes at kunne være smittet, at
lade sig isolere, mulighed for i øget omfang at kunne forby-
de afholdelse af større forsamlinger, arrangementer, begi-
venheder m.v. og mulighed for at forbyde adgang til eller
lægge restriktioner på transportmidler. Det foreslås også at
give myndighederne øgede opsporingsmuligheder, bl.a. ved
at give sundheds- og ældreministeren mulighed for at fast-
sætte regler om oplysningsforpligtelser.
Herudover foreslås det, at sundheds- og ældreministeren be-
myndiges til at fastætte regler om fravigelse af forpligtelser
for det offentlige og privates rettigheder over for det offent-
lige fastsat i anden lovgivning, i medfør af anden lovgivning
eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden
lovgivning, når det er nødvendigt for at sikre kapacitet til
behandling af personer, der er smittet med en alment farlig
sygdom. Der kan f.eks. være tale om en begrænsning af ret-
ten til hurtig udredning eller retten til frit sygehusvalg for at
sikre, at de behandlings- og personalemæssige ressourcer
kan prioriteres til at bekæmpe en smitsom sygdom og til at
behandle patienter med akutte og livstruende sygdomme.
Det foreslås desuden, at andre ministre også bemyndiges til i
særlige situationer at kunne fravige forpligtelser fastsat i an-
den lovgivning, i medfør af anden lovgivning eller i afgørel-
ser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning.
Det vil bl.a. kunne ske, når det er nødvendigt for at forebyg-
ge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom
her i landet.
Regeringen vil i lyset af lovforslaget indgå i en dialog med
erhvervslivet om rimelig kompensation som følge af foran-
staltninger til at forebygge og inddæmme smitte.
2. Baggrund
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, erklærede den 30.
januar 2020, at udbruddet af COVID-19 er en Public Health
Emergency of International Concern (PHEIC) på linje med
enkelte tidligere udbrud, bl.a. influenza-pandemien i 2009.
Senest har WHO den 11. marts 2020 yderligere erklæret, at
udbruddet kan karakteriseres som en pandemi (global epide-
mi).
Det første bekræftede tilfælde af COVID-19 i Danmark blev
rapporteret den 27. februar 2020.
Den hurtige udvikling i Norditalien har vist, at COVID-19
efter indførelse i Europa har potentiale for hurtig smitte-
spredning, formentlig også fordi smitte sker fra individer
med meget lette symptomer, der derfor ikke søger hjælp i
sundhedsvæsenet. Samtidig giver det øgede antal lande med
pågående smittespredning uden for Kina en øget risiko for at
importerede tilfælde af COVID-19 kan komme til Danmark
af mange forskellige indrejseruter.
Generelt er angrebsraten ved influenzaepidemier på 5-10%
og ved pandemier 10-30% i første bølge. Angrebsraten er
meget afhængig af de forebyggende tiltag tidligt i den epide-
miske udvikling. Baseret på opgørelser af epidemien i Kina
er der skønsmæssigt ca. 80 % af patienter med COVID-19
som har milde symptomer, og som derfor kan håndteres
uden for sygehus, herunder ved isolation i eget hjem, kon-
takt til almen praksis m.v., mens ca. 15 % kan forventes at
kræve sygehusbehandling, f.eks. under kortere eller længere
indlæggelse på medicinsk afdeling, mens ca. 5 % kan for-
ventes at være kritisk syge og en stor andel heraf vil have
behov for respirator og intensiv sygehusbehandling.
Epidemien kan forventes at udvikle sig over ca. 3 måneder,
med de fleste smittede i den midterste måned. Ved estime-
ring af potentiel sygdomsbyrde i forbindelse med en CO-
VID-19 epidemi i Danmark skal der tages højde for effekten
af eventuelle tiltag, der har afbødet epidemiens effekt samt
for bl.a. befolkningssammensætning, som tager højde for at
yngre er mindre syge end ældre osv.
Ved en COVID-19 epidemi i Danmark kan således forven-
tes, at i alt ca. 60.000 personer med COVID-19 vil være i
kontakt med sundhedsvæsenet fordelt over en ca. 3 måne-
ders periode, hvoraf ca. 11.000 vil have behov for sygehus-
behandling og en del af disse intensiv behandling. En sådan
situation vil give en ekstraordinær belastning af landets sy-
gehuse og vil kræve, at der prioriteres således at svært syge
patienter sikres behandling.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Gældende ret
Lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overfør-
bare sygdomme (herefter epidemiloven) finder anvendelse,
hvis den sygdom, myndighederne ønsker at inddæmme, er
optaget enten på lovens liste A (alment farlige sygdomme,
f.eks. ebola og kopper) eller lovens liste B (smitsomme og
overførbare sygdomme, f.eks. mæslinger), jf. epidemilovens
§ 2, stk. 1.
Liste B er senest med virkning fra den 29. februar 2020
ændret ved bekendtgørelse nr. 157 af 27. februar 2020 om
ændring af liste B til lov om foranstaltninger mod smitsom-
me sygdomme og andre overførbare sygdomme, hvorved
Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) er optaget på liste B.
6
Efter epidemilovens § 1 kan epidemikommissioner med
henblik på at hindre sygdommene optaget på liste A og B,
og at smitte fra disse sygdomme føres ind i landet eller her-
fra til andre lande, iværksætte en række foranstaltninger, der
er nærmere angivet i lovens kapitel 3 og 4 (§§ 5-19).
Efter epidemilovens § 3, stk. 1, 1. pkt., er der i hver af de
fem regioner nedsat en epidemikommission, der består af en
politidirektør, udpeget af Rigspolitichefen, en læge med re-
levante faglige kvalifikationer udpeget af Styrelsen for Pa-
tientsikkerhed, en dyrlæge udpeget af Fødevarestyrelsen, en
repræsentant for told- og skatteforvaltningen udpeget af
told- og skatteforvaltningen, en repræsentant for det regio-
nale sygehusberedskab udpeget af regionen, en repræsentant
for Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter udpe-
get af Beredskabsstyrelsen samt tre af regionsrådet valgte
medlemmer. Politidirektøren er formand for kommissionen,
jf. bestemmelsens 2. pkt.
Sundhedsstyrelsen vejleder i fornødent omfang epidemi-
kommissionerne, jf. § 3, stk. 3, 1. pkt. Til at rådgive og bistå
Sundhedsstyrelsen udpeges faste repræsentanter fra en ræk-
ke myndigheder m.v., bl.a. fra Styrelsen for Patientsikker-
hed, Rigspolitiet, Beredskabsstyrelsen og KL, jf. bestem-
melsens 2. pkt.
Efter epidemilovens § 4, stk. 1, er de stedlige politi-, havne-,
lods-, luftfarts-, miljø-, sygehus- og fødevaremyndigheder,
told- og skatteforvaltningen, redningsberedskabet og Styrel-
sen for Patientsikkerhed forpligtet til at bistå epidemikom-
missionen i udøvelsen af dennes pligter ifølge loven.
Epidemikommissionerne kan bestemme, at visse af de i ka-
pitel 3 og 4 nævnte foranstaltninger under nærmere fastsatte
betingelser kan iværksættes af kommissionens enkelte med-
lemmer eller af de til kommission knyttede læger, jf. be-
stemmelsens stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan end-
videre fastsætte regler om lægelig bistand til epidemikom-
missionen, jf. bestemmelsens stk. 3.
Efter epidemilovens §§ 5-9 kan epidemikommissionen
iværksætte en række konkrete foranstaltninger bl.a. over for
enkeltpersoner for at hindre udbredelsen af alment farlige
sygdomme (liste A-sygdomme).
Efter epidemilovens § 5, stk. 1, kan epidemikommissionen
påbyde, at enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller
som må antages at være smittet med en sådan, skal lade sig
undersøge af en læge, og at vedkommende om nødvendigt
skal lade sig indlægge til observation på et sygehus. Efter-
kommes påbuddet ikke, kan den pågældende ved politiets
hjælp fremstilles for en læge til undersøgelse, ligesom den
pågældende om nødvendigt ved politiets hjælp kan tvangs-
indlægges til observation på et sygehus, jf. § bestemmelsens
stk. 2.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at formå-
let med bestemmelsen er at påbyde, at en person skal lade
sig undersøge af en læge med henblik på at sikre, at den rig-
tige diagnose kan blive stillet. Det fremgår endvidere, at det
må antages, at denne tvangsundersøgelse kun vil blive fore-
taget i ganske få tilfælde. Der henvises til Folketingstidende
1978-1979 tillæg A, spalte 2129.
Efter epidemilovens § 6, stk. 1, kan epidemikommissionen
påbyde, at enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller
som må antages at være smittet med en sådan, skal lade sig
isolere og om nødvendigt indlægge på sygehus.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende 1978-1979 tillæg A, spalte 2129, at bestemmel-
sen svarer til den tidligere § 14 i lov nr. 138 af 10. maj 1915
om foranstaltninger mod smitsomme Sygdommes Udbredel-
se. Det følger af § 14 i lov nr. 138 af 10. maj 1915, at epide-
mikommissionen påser, at enhver, som lider af en smitsom
sygdom, isoleres, så smitten kan forebygges. Hvis isolatio-
nen ikke sker eller ikke kan ske på fyldestgørende måde i
vedkommendes bolig, kan kommissionen påbyde, at pågæl-
dende skal indlægges. Det følger desuden af § 14, at patien-
ten ikke må have forbindelse med omverdenen på anden
måde end kommissionen tillader, og at patienten er forplig-
tet til at blive i isolation, indtil kommissionen mener, at pa-
tienten uden fare for smittens udbredelse kan flyttes eller
udskrives.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til bestemmelsen,
jf. Folketingstidende 1978-1979, tillæg A, spalte 2129, at
det er forudsat, at der inden for sygehusvæsenet er tilveje-
bragt de fornødne lokaler, i hvilke personer på betryggende
vis kan isoleres.
Bestemmelsen i § 6, stk. 1, finder således anvendelse for en-
hver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som må an-
tages at være smittet med en sådan. Efter praksis forstås ved
antages, at den pågældende endnu ikke har fået diagnostice-
ret en alment farlig sygdom, men at det af sundhedsmyndig-
hederne anses for overvejende sandsynligt, at den pågælden-
de er smittet med en sådan. Det kan f.eks. være tilfældet,
hvis sundhedsmyndighederne iagttager en person, som udvi-
ser symptomer på en alment farlig sygdom, og afventer svar
på prøver taget fra en sådan person. Der vil således efter de
gældende regler ikke kunne udstedes påbud til en person om
at lade sig isolere efter epidemilovens § 6, stk. 1, i de situati-
oner, hvor sundhedsmyndighederne alene formoder, at per-
sonen kan være smittet, f.eks. fordi vedkommende har haft
nær kontakt til en smittet person.
Efterkommes et påbud udstedt efter § 6, stk. 1, ikke, kan
isolation af den pågældende ske ved tvangsindlæggelse på
sygehus ved politiets hjælp, jf. § 6, stk. 2.
7
Såfremt udbredelse af en alment farlig sygdom ikke kan hin-
dres ved isolation i henhold til stk. 1, kan sundheds- og æl-
dreministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen påbyde,
at der skal iværksættes tvangsmæssig behandling, jf. § 6,
stk. 3.
Efter epidemilovens § 7, stk. 1, kan epidemikommissionen
påbyde, at et område, hvor en alment farlig sygdom optræ-
der, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk
kampstof, afspærres, således at samkvem med omgivelserne
forhindres i fornødent omfang. Ligeledes kan kommissionen
forbyde, at der afholdes offentlige arrangementer og lignen-
de i området.
Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende 2006-2007, tillæg A, side 4246, at et forbud
mod offentlige møder i praksis formentlig vil dreje sig om
forbud mod større sportsarrangementer, koncerter m.v.
Foranstaltninger efter stk. 1 skal snarest muligt ophæves, jf.
bestemmelsens stk. 2.
Det fremgår af bemærkningerne til § 7, jf. Folketingstidende
1978-1979, tillæg A, spalte 2129, at bestemmelsen svarer til
§ 9 og § 22, stk. 1, i lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foran-
staltninger mod smitsomme Sygdommes Udbredelse. Det
følger af § 9 i lov nr. 138 af 10. maj 1915, at afspærring af
det af sygdommen angrebne distrikt skal kunne påbydes, så-
ledes at samkvem mellem dette og omgivelserne afskæres.
Afspærringen er dog begrænset til kun at gælde i et omfang,
som menes fornødent for at hindre smittens videre udbredel-
se. Det følger endvidere af § 22, stk. 1, i lov nr. 138 af 10.
maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes
udbredelse, at epidemikommissionen kan forbyde afholdelse
af offentlige møder i de kommuner, hvor den smitsomme
sygdom optræder, samt i nabokommunerne.
Efter epidemilovens § 8 kan sundheds- og ældreministeren
for at hindre udbredelse af en alment farlig sygdom efter
indstilling fra Sundhedsstyrelsen påbyde, at der skal iværk-
sættes tvangsmæssig vaccination inden for et nærmere af-
grænset område eller af en nærmere afgrænset personkreds.
Bestemmelsen finder anvendelse i de situationer, hvor ud-
bredelsen af en alment farlig sygdom ikke kan forhindres
ved anvendelsen af andre mindre vidtgående foranstaltnin-
ger, jf. Folketingstidende 1978-79, tillæg A, spalte 2130.
Efter epidemilovens § 9 kan epidemikommissionen efter
forhandling med Sundhedsstyrelsen påbyde, at obduktion
skal ske, når det formodes, at et dødsfald skyldes en alment
farlig sygdom.
Efter epidemilovens § 10 kan sundheds- og ældreministeren
efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen bestemme, at de for-
anstaltninger, der alene kan iværksættes mod alment farlige
sygdomme efter §§ 5-9, også kan iværksættes over for øvri-
ge smitsomme og andre overførbare sygdomme (liste B-syg-
domme), når disse optræder på en ondartet måde eller med
stor udbredelse, eller når andre forhold indebærer en særlig
stor risiko for smittespredning.
Epidemilovens § 10 har senest været anvendt den 28. febru-
ar 2020, hvor sundheds- og ældreministeren på baggrund af
en indstilling af samme dag fra Sundhedsstyrelsen bestemte,
at de foranstaltninger, der kan iværksættes mod alment farli-
ge sygdomme, jf. epidemilovens §§ 5-9, også kan iværksæt-
tes over for COVID-19 i de situationer, der er opregnet i
Sundhedsstyrelsens indstilling. Der fremgår bl.a. følgende af
indstillingen:
”Sundhedsstyrelsen finder […], at der særligt i den konkrete
situation under en inddæmningsstrategi kan være konkrete
situationer, rammer og forhold, der giver en særlig stor risi-
ko for smittespredning. Det kan f.eks. være store og tætte
forsamlinger af mennesker, herunder musikfestivaller, spej-
derlejre, gymnastikstævner, og indkvartering under trange
og uhygiejniske forhold. Der kan desuden være en lang ræk-
ke specifikke situationer og forhold, der ud fra en konkret
vurdering må antages at medføre særlig stor smittespred-
ning, herunder personer, der er smittede eller må antages at
være smittede, og som på trods af henstillinger fra sund-
hedsmyndighederne udviser en risikofyldt adfærd. Det kan
f.eks. være omgang i offentligt rum med tæt personkontakt,
dårlig personlig hoste- og håndhygiejne m.v.”.
Efter epidemilovens § 11, stk. 1, kan epidemikommissionen
iværksætte de undersøgelser af bakteriologisk eller lignende
art, som er nødvendige for med sikkerhed at fastslå en smit-
tes art, oprindelse og udbredelse.
Når der er fare for, at smitte kan spredes ved virksomheders
fremstilling og distribution af levnedsmidler, kan kommissi-
onen træffe foranstaltninger med henblik på at bringe smit-
tefaren til ophør, om fornødent ved at påbyde hel eller delvis
lukning af den pågældende virksomhed eller ved at forbyde
en smittebærende person adgang til virksomheden, jf. § 11,
stk. 2. Bestemmelsen omfatter umiddelbart alle levnedsmid-
delvirksomheder, jf. Folketingstidende 1978-79, tillæg A,
spalte 2131.
Efter § 11, stk. 3, kan kommissionen forbyde, at personer,
der lider af en sygdom omfattet af epidemiloven, anvender
offentlige transportmidler.
Efter epidemilovens § 12, stk. 1, 1. pkt., kan epidemikom-
missionen påbyde, at der skal iværksættes rensning af perso-
ner, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk
kampstof. Efter 2. pkt. kan kommissionen også påbyde des-
infektion af løsøre, fast ejendom og befordringsmidler m.v.
8
Efterleves et påbud efter 1. pkt. ikke, kan politiet i medfør af
§ 12, stk. 2, efter anmodning tilbageholde den formodet for-
urenede, indtil rensning har fundet sted.
Efter § 12, stk. 4. kan epidemikommissionen efter forhand-
ling med Sundhedsstyrelsen endvidere iværksætte andre for-
anstaltninger af begrænset art og omfang for at hindre, at
smitte udbredes.
Epidemilovens kapitel 4 (§§ 13-19) indeholder bestemmel-
ser om foranstaltninger mod smitsomme og andre overfør-
bare sygdommes indførelse i landet.
Efter epidemilovens § 13, stk. 1, skal føreren og en eventuel
skibslæge ved et skibs ankomst meddele epidemikommissi-
onen eller den, som optræder på kommissionens vegne, op-
lysninger om sundhedstilstanden om bord såvel under rejsen
som på ankomsttidspunktet. Ved et luftfartøjs ankomst på-
hviler oplysningspligten luftfartøjets fører eller dennes be-
fuldmægtigede.
Efter § 13, stk. 2, fastsætter sundheds- og ældreministeren
nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i
medfør af stk. 1, samt om meddelelsens form, jf. stk. 2.
I bekendtgørelse nr. 642 af 19. maj 2017 om foranstaltnin-
ger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme er
fastsat nærmere regler om den oplysningspligt, der påhviler
føreren af et skib og en eventuel skibslæge samt den oplys-
ningspligt, der påhviler et luftfartøjs fører eller dennes be-
fuldmægtigede. Det fremgår bl.a., at føreren og en eventuel
skibslæge samt luftfartøjets fører eller dennes befuldmægti-
gede er forpligtet til at underrette epidemikommissionen el-
ler den, som optræder på kommissionens vegne, såfremt der
under rejsen eller på ankomsttidspunktet er forekommet
sygdomstilfælde, som kan være af smitsom natur, eller så-
fremt andre forhold ombord indebærer fare for udbredelse af
sygdom.
Der er således alene pligt til at afgive oplysninger om sund-
hedstilstanden om bord på et skib eller fly, det vil sige under
rejsen eller på ankomsttidspunktet. Der er ikke hjemmel til
at fastsætte regler om, at føreren af et skib eller et luftfartøj
skal afgive oplysninger om passagerer til brug for smittespo-
ring og heraf hindring og inddæmning af smittespredning.
Bestemmelsen omfatter desuden kun luftfartøjer og skibe og
ikke andre transportmidler som f.eks. tog og busser.
Efter epidemilovens § 14, stk. 1, kan sundheds- og ældremi-
nisteren bestemme, i hvilket omfang der fra et skib eller
luftfartøj ikke må ske samkvem med personer i land, før epi-
demikommissionen eller den, kommissionen har bemyndi-
get hertil, har meddelt tilladelse til frit samkvem. Efter stk. 2
yder politiet efter anmodning bistand med henblik på at sik-
re overholdelsen af bestemmelser om, at der fra et skib eller
luftfartøj ikke må ske samkvem med personer i land.
I tilfælde, hvor der under flyvningen er forekommet syg-
domstilfælde, som kan være af smitsom natur, eller såfremt
andre forhold ombord indebærer fare for udbredelse af syg-
dom, må besætning og passagerer ikke forlade lufthavnen,
før epidemikommissionens tilladelse foreligger. En lignende
ordning gælder for skibe. Der henvises til Folketingstidende
2006-2007, tillæg A, side 4239.
Efter epidemilovens § 16, stk. 1, kan epidemikommissionen
påbyde, at enhver, der ankommer her til landet, skal lade sig
undersøge af en læge, og at vedkommende om nødvendigt
skal lade sig indlægge til observation på et sygehus. Efter
stk. 2 kan den pågældende ved politiets hjælp fremstilles for
en læge til undersøgelse, ligesom den pågældende om nød-
vendigt ved politiets hjælp kan tvangsindlægges til observa-
tion på et sygehus, hvis påbuddet ikke efterkommes.
Efter epidemilovens § 17 er enhver, der ankommer her til
landet, i øvrigt underkastet reglerne i lovens §§ 6-12. Når
først en person er ankommet til landet, er vedkommende så-
ledes underkastet reglerne i lovens §§ 6-12. Det indebærer,
at epidemikommissionerne bl.a. kan påbyde personer, der
opholder sig her i landet, at lade sig isolere efter lovens § 6,
ligesom sundheds- og ældreministeren efter indstilling fra
Sundhedsstyrelsen kan påbyde tvangsmæssig vaccination
efter § 8.
Efter epidemilovens § 18, stk. 1, fastsætter sundheds- og æl-
dreministeren regler om, hvilke foranstaltninger der kan
iværksættes over for gods, bagage og post for at hindre ind-
førelse og udbredelse af en sygdom, der er omfattet af loven.
Efter § 18, stk. 2, 1. pkt., fastsætter sundheds- og ældremini-
steren regler om, hvilke foranstaltninger der skal iværksæt-
tes for at hindre, at rotter eller andre gnavere og vektorer fø-
rer smitte fra en sygdom, der er omfattet af loven, ind eller
ud af landet. Efter 2. pkt., kan sundheds- og ældreministeren
herunder fastsætte, at en statslig myndighed, som epidemi-
kommissionen i medfør af § 4 måtte have pålagt at bistå
med opgaven, kan lade nærmere bestemte praktiske foran-
staltninger udføre ved en autoriseret rottebekæmper, der til-
lige kan udføre opgaven, for så vidt angår vektorer. Disse
regler fastsættes efter nærmere forhandling med miljømini-
steren, der er ansvarlig for lovgivningen om rotter, jf. be-
kendtgørelse nr. 1218 af 25. november 2019 af lov om mil-
jøbeskyttelse.
§ 18 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 642 af 19. maj 2017
om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare
sygdomme, der i kapitel 4 og 5 indeholder bestemmelser om
henholdsvis foranstaltninger mod bagage, gods, post og an-
det løsøre og hygiejnecertifikater til skibe.
9
Efter epidemilovens § 20 skal epidemikommissionen ved
pålæg i medfør af §§ 5, 6, 7, 12 og 16, som har karakter af
frihedsberøvelse, og ved afslag på anmodning om ophævel-
se af sådanne pålæg, give den pågældende vejledning om
adgang til domstolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 43 a.
Det vil bero på en konkret vurdering, om den valgte foran-
staltning har karakter af frihedsberøvelse. Indlæggelse på
sygehus til observation for en smitsom sygdom og isolation
i hjem eller andetsteds, herunder på sygehus, har som ud-
gangspunkt karakter af frihedsberøvelse, jf. cirkulære nr.
224 af 12. december 1979 om tvangsindlæggelse og -isola-
tion i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme
sygdomme.
Efter epidemilovens § 21, 1. pkt., skal enhver, der har kend-
skab til, at en person i hans omgangskreds eller varetægt li-
der af en alment farlig sygdom, snarest muligt rette henven-
delse herom til en læge eller politi, såfremt anmeldelse af
sygdomstilfældet ikke allerede er sket. Efter 2. pkt. skal an-
meldelsen uden unødigt ophold videregives til den stedlige
epidemikommission.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende 1978-79, tillæg A, spalte 2132-2133, at en per-
sons omgangskreds omfatter såvel de egentlige medlemmer
af en husstand som tilrejsende, logerende og pensionærer, li-
gesom omgangskreds også omfatter kolleger og medarbej-
dere på arbejdspladsen. For personer, der er anvist tvunget
ophold noget sted, f. eks. indsat i fængsler, anbragt på insti-
tutioner eller lignende, påhviler anmeldelsespligten lederen
af den pågældende institution m.v.
Efter epidemilovens § 22, 1. pkt., kan Sundhedsstyrelsen
fastsætte regler om skolers og institutioners forhold i tilfæl-
de af smitsomme og andre overførbare sygdomme. Sådanne
regler kan efter bestemmelsens 2. pkt. udstrækkes til også at
omfatte andre end de sygdomme optaget på lovens liste A
og liste B, der kan indebære en særlig risiko ved udbredelse
på skoler og institutioner.
Bestemmelsen i 1. pkt. giver Sundhedsstyrelsen hjemmel til
at fastsætte regler om offentlige og private skolers forhold
og tilsvarende i forhold til institutioner i bred forstand. Be-
stemmelsen omfatter en bred vifte af skoler og institutioner,
herunder også gymnasieskoler, kostskoler, VUC m.v.
Lovens § 22 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 77 af 12. janu-
ar 2018 om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i
skoler og daginstitutioner for børn og unge.
Hvis der i forbindelse med de forebyggende foranstaltnin-
ger, der iværksættes for at hindre udbredelse af smitsomme
og andre overførbare sygdomme, påføres nogen tab, har
vedkommende krav på erstatning herfor fra det offentlige, jf.
epidemilovens § 27, stk. 1.
Størrelsen af en erstatning i medfør af stk. 1 fastsættes af
epidemikommissionen efter forhandling med skadelidte, jf.
§ 27, stk. 2, 1. pkt. Såfremt der ikke kan opnås enighed om
erstatningspligten eller erstatningens størrelse, påhviler det
kommissionen at indbringe erstatningsspørgsmålet for dom-
stolene, jf. bestemmelsens 2. pkt.
Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende 1978-79, tillæg A, spalte 2133-2134, at der kan
gives erstatning som følge af enhver forebyggende foran-
staltning, der iværksættes i medfør af lovens kapitel 3 (§§
5-12) for at hindre udbredelsen af smitsomme sygdomme
her i landet, hvorimod der ikke kan ydes erstatning som føl-
ge af foranstaltninger foretaget i medfør af kapitel 4 (§§
13-19). Det er dog en forudsætning for at få tilkendt erstat-
ning efter kapitel 3, at tabet som følge af den pågældende
foranstaltning skal kunne dokumenteres.
Efter epidemilovens § 28, stk. 1, afholder regionerne alle
udgifter efter loven, herunder de i § 27 nævnte erstatninger,
med undtagelse af en række konkrete situationer vedrørende
skibe og lufttransport, jf. § 28, stk. 2, nr. 1-5.
Efter epidemilovens § 29, stk. 1, straffes, medmindre højere
straf er forskyldt efter anden lovgivning, med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder den, der overtræder § 21, jf. nr. 1,
eller overtræder forbud eller undlader at efterkomme påbud
meddelt efter påbud meddelt efter § 5, stk. 1, § 6, stk. 1 og
3, § 7, § 11, stk. 2 og 3, § 12, stk. 1, og § 16, stk. 1, jf. be-
stemmelsens nr. 2.
Efter § 29, stk. 2, kan der i forskrifter, der udfærdiges i hen-
hold til loven, fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 6
måneder for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
3.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser
COVID-19 epidemien kan forventes at udvikle sig over ca.
3 måneder, med de fleste smittede i den midterste måned.
Ved estimering af potentiel sygdomsbyrde i forbindelse med
en COVID-19 epidemi i Danmark skal der tages højde for
effekt af eventuelle tiltag, der har afbødet epidemiens effekt,
samt for bl.a. befolkningssammensætning, som tager højde
for, at yngre er mindre syge end ældre osv.
Ved en COVID-19 epidemi i Danmark kan således forven-
tes, at i alt ca. 60.000 personer med COVID-19 vil være i
kontakt med sundhedsvæsenet fordelt over en ca. 3 måne-
ders periode, hvoraf ca. 11.000 vil have behov for sygehus-
behandling og en del af disse intensiv behandling. En sådan
situation vil give en ekstraordinær belastning af landets sy-
10
gehuse og vil kræve, at der prioriteres således, at svært syge
patienter sikres behandling.
Der skal iværksættes de tiltag, der er nødvendige for at sik-
re, at myndighederne har de rette redskaber med henblik på
at forebygge og inddæmme smitte i situationer som den nu-
værende, hvor udbruddet af COVID-19 må ventes at give en
ekstraordinær belastning af bl.a. landets sygehuse, og hvor
det derfor er afgørende, at der tages de nødvendige livtag for
at håndtere situationen.
Med lovforslaget gennemføres de nødvendige lovgivnings-
mæssige tiltag.
3.3. Den foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås det at overføre kompetence fra
epidemikommissionerne til sundheds- og ældreministeren.
Det foreslås desuden, at sundheds- og ældreministeren skal
kunne bemyndige andre myndigheder, herunder epidemi-
kommissionerne, til at udøve de beføjelser, der i loven er til-
lagt sundheds- og ældreministeren.
Det foreslås, at de stedlige politi-, havne-, lods-, luftfarts-,
miljø-, sygehus- og fødevaremyndigheder, told- og skatte-
forvaltningen, redningsberedskabet og Forsvaret skal være
forpligtet til at bistå sundheds- og ældreministeren i udøvel-
sen af de pligter der følger af loven.
Det foreslås videre, at private i særlige tilfælde efter sund-
heds- og ældreministerens nærmere bestemmelse vil skulle
bistå med at varetage myndighedsopgaver i henhold til den-
ne lov. Private aktører der varetager myndighedsopgaver vil
i disse tilfælde være underlagt sundheds- og ældreministe-
rens ledelse og ansvar.
Det foreslås, at sundheds- og ældreministeren skal kunne
påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller
som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade
sig undersøge af en sundhedsperson, lade sig indlægge eller
lade sig isolere i egnet facilitet.
Det foreslås endvidere, at sundheds- og ældreministeren skal
kunne iværksætte tvangsmæssig behandling af en person,
der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at
være smittet med en sådan, hvis isolation ikke er tilstrække-
lig til at forebygge eller inddæmme udbredelse af sygdom-
men.
Desuden foreslås det, at sundheds- og ældreministeren som
led i håndhævelsen eller gennemførelsen af et påbud eller
tvangsmæssig behandling uden retskendelse skal kunne
skaffe sig adgang til den pågældendes bolig og andre lokali-
teter, som den pågældende råder over. Det foreslås, at politi-
et vil skulle yde sundheds- og ældreministeren nødvendig
bistand i forbindelse med påbud om at lade sig undersøge,
indlægge eller samt i forbindelse med iværksættelse af
tvangsbehandling. Herudover foreslås det, at politiet vil
skulle yde bistand som led i håndhævelsen af ovennævnte
tiltag. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede §
5, jf. lovforslaget § 1, nr. 6.
Herudover foreslås det, at sundheds- og ældreministeren,
når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme ud-
bredelse af en alment farlig sygdom her i landet, og efter
forhandling med justitsministeren, skal kunne fastsætte reg-
ler om forbud mod afholdelse af og deltagelse i større for-
samlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
I forlængelse heraf foreslås det, at sundheds- og ældremini-
steren efter forhandling med justitsministeren bemyndiges
til at fastsætte regler om adgang uden retskendelse til lokaler
m.v. med henblik på kontrol af overholdelsen af ovenanførte
forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger
m.v. og om politiets bistand i den forbindelse. Det foreslås
herudover, at sundheds- og ældreministeren efter forhand-
ling med justitsministeren skal kunne fastsætte regler om, at
politiet kan anvende den fornødne magt.
Det foreslås endvidere, at sundheds- og ældreministeren ef-
ter forhandling med justitsministeren bemyndiges til at fast-
sætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for
adgangen til offentlige institutioner m.v.
Det foreslås, at sundheds- og ældreministeren skal kunne
påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en al-
ment farlig sygdom optræder, hvor der er risiko for, at en så-
dan sygdom optræder eller bringes ind, eller hvor der er
mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, således at
samkvem med omgivelserne forhindres i fornødent omfang.
Det foreslås i den forbindelse, at sundheds- og ældreministe-
ren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om adgangen
til at meddele påbud om afspærring af et område, herunder
om den nærmere afgrænsning af området, og at ministeren
kan fastsætte regler om restriktioner for personer, der har
bopæl eller ophold i området.
Det foreslås videre, at sundheds- og ældreministeren, når det
er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet og med henblik på at
nedbringe antallet af øvrige patienter i sunhedsvæsenet, kan
fastsætte regler om, at der skal iværksættes tvangsmæssig
vaccination med henblik på at minimere udbredelsen af øv-
rig sygdom i befolkningen.
11
Herudover foreslås det, at sundheds- og ældreministeren,
når det nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbre-
delsen af en alment farlig sygdom her landet, efter forhand-
ling med transportministeren skal kunne fastsætte regler om
forbud mod adgang til eller restriktioner på transportmidler.
Det foreslås endvidere, at sundheds- og ældreministeren, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbre-
delse af en alment farlig sygdom, efter forhandling med er-
hvervsministeren skal kunne fastsætte regler om forbud mod
adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af
lokaler, som erhvervsdrivenden råder over, og hvortil of-
fentligheden har adgang.
Det foreslås desuden, at sundheds- og ældreministeren, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbre-
delse af en alment farlig sygdom, skal kunne fastsætte regler
om forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til
offentlige og private plejehjem og sygehuse og om undtagel-
ser hertil.
Det foreslås desuden, at sundheds- og ældreministeren, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbre-
delse af en alment farlig sygdom, efter forhandling med er-
hvervsministeren skal kunne fastsætte regler om forbud mod
eller restriktioner for private erhvervsdrivendes og offentlige
institutioners modtagelse af kontantbetaling.
Endvidere foreslås det, at sundheds- og ældreministeren skal
kunne fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det
offentlige og privates rettigheder over for det offentlige, når
det er nødvendigt for at kunne sikre kapacitet til behandling
og pleje af personer, der er smittet med en alment farlig syg-
dom, og de pågældende forpligtelser og rettigheder må an-
ses for at være af mere underordnet betydning i forhold til
det nævnte kapacitetsbehov.
Det foreslås desuden, at den relevante ressortansvarlige mi-
nister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren
skal kunne fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for
det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige i
visse situationer.
Derudover foreslås det, at sundheds- og ældreministeren
skal kunne fastsætte regler om, at pligter, der ifølge lovgiv-
ning påhviler private over for det offentlige, fraviges, i det
omfang det som følge af foranstaltninger, der er iværksat i
medfør af epidemiloven, vil være umuligt eller uforholds-
mæssigt vanskeligt for den private at opfylde pligten.
Det foreslås, at sundheds- og ældreministeren, i situationer
med udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet eller
fare herfor, efter forhandlinger med den relevante ressortan-
svarlige minister kan fastsætte regler om særlige foranstalt-
ninger med henblik på at sikre forsyningen af varer. I for-
længelse heraf foreslås det, at regler fastsat i medfør af den
foreslåede bestemmelse, kan fravige anden lovgivning.
Det foreslås også, at den ansvarshavende for et transport-
middel, herunder luftfartøjer, skibe, toge og busser, eller
dennes befuldmægtigede efter anmodning fra sundheds- og
ældreministeren skal udlevere passagerlisteoplysninger, idet
omfang sådanne foreligger, hvis en person om bord er smit-
tet eller må formodes at kunne være smittet med smitsomme
og andre overførbare sygdomme.
Det foreslås i forlængelse heraf, at føreren og en eventuel
skibslæge ved et skibs ankomst skal meddele sundheds- og
ældreministeren oplysninger om sundhedstilstanden om
bord såvel under rejsen som på ankomsttidspunktet. Ved et
luftfarttøjs ankomst påhviler denne oplysningspligt luftfart-
tøjets fører eller dennes befuldmægtigede.
Herudover foreslås det, at sundheds- og ældreministeren ef-
ter forhandlinger med transportministeren kan fastsætte nær-
mere regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles samt
om meddelelsens form.
Det foreslås desuden, at sundheds- og ældreministeren kan
fastsætte regler om fysiske og juridiske personers samt myn-
digheders oplysningsforpligtelser for at hindre udbredelse af
smitte af en bestemt sygdom omfattet af epidemilovens § 2.
Sundheds- og ældreministeren skal efter lovforslaget endvi-
dere kunne fastsætte regler om, at personoplysninger kan
behandles, hvis behandlingen er nødvendig for at hindre ud-
bredelse og smitte af en bestemt sygdom omfattet af epide-
milovens § 2.
Det foreslås i øvrigt, at sundheds- og ældreministeren efter
forhandling med den relevante ressortansvarlige minister
skal kunne fastsætte regler om private og offentlige dagtil-
buds, skolers, uddannelsesinstitutioners og andre institutio-
ners forhold, herunder om midlertidig lukning, i tilfælde af
smitsomme og andre overførbare sygdomme. Herudover
foreslås det, at sundheds- og ældreministeren efter forhand-
ling med den relevante ressortansvarlige minister kan fast-
sætte regler om særlige foranstaltninger, herunder nødpas-
ning.
Endelig foreslås det, at sundheds- og ældreministeren til
brug for gennemførelse af foranstaltninger efter epidemilo-
ven eller regler fastsat i medfør heraf skal kunne iværksætte
ekspropriation af privat ejendom. I tilfælde af ekspropriation
vil der skulle ydes fuld erstatning.
4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale
forpligtelser
4.1. Grundloven
12
4.1.1. Grundlovens § 71
Det følger af grundlovens § 71, stk. 2, at frihedsberøvelse
kun kan finde sted med hjemmel i loven. Det følger desuden
af § 71, stk. 6, at lovligheden af en frihedsberøvelse uden for
strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myn-
dighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlæn-
dinge, på begæring af den frihedsberøvede eller den, der
handler på hans vegne, skal forelægges de almindelige dom-
stole eller anden dømmende myndighed. Nærmere regler
herom fastsættes ved lov.
Det er ikke muligt at foretage en entydig og abstrakt bestem-
melse af, hvornår der foreligger frihedsberøvelse omfattet af
grundlovens § 71. Kerneområdet er fysisk indespærring,
men frihedsberøvelse kan også foreligge uden fysisk inde-
spærring, hvis den pågældende ikke uden tilladelse må for-
lade en lokalitet, således at rømning kan medføre eftersøg-
ning med henblik på tilbagebringelse eller pålæg af en sank-
tion, jf. Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med Kom-
mentarer (2015), side 422 f. Det anføres samme sted, at det
kan diskuteres, bl.a. hvor stort et område lokaliteten kan ud-
gøre, uden at indgrebet mister sin karakter af frihedsberøvel-
se, og hvor længe en foranstaltning skal vare for at udgøre
en frihedsberøvelse i grundlovens forstand. Det må på den
baggrund antages, at spørgsmålet i en række tilfælde vil be-
ro på en konkret vurdering.
Den foreslåede § 5 om påbud om bl.a. isolation henholdsvis
tvangsindlæggelse giver i lyset af det anførte hjemmel til fri-
hedsberøvelse. Lovligheden af sådanne indgreb vil således
efter begæring skulle forelægges domstolene.
For så vidt angår indgreb efter den foreslåede nyaffattede §
7 om bl.a. afspærring af et område, hvor en almenfarlig syg-
dom optræder, vil det bero på en konkret vurdering i det en-
kelte tilfælde, om der er tale om frihedsberøvelse. Det be-
mærkes i den forbindelse, at afspærring af et område, der
normalt må formodes at have karakter af lokalt begrænsede,
generelle indgreb i bevægelsesfriheden, sædvanligvis ikke
vil kunne opfattes som en frihedsberøvelse. Et sådant ind-
greb kan dog efter omstændighederne virke så konkret, at
der vil være tale om frihedsberøvelse.
Frihedsberøvelse, der foretages med hjemmel i de foreslåede
bestemmelser, vil kunne indbringes for domstolene efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Pålæg om frihedsbe-
røvelse efter loven vil endvidere være omfattet af lovens §
20, hvorefter der ved sådanne pålæg og ved afslag på an-
modning om ophævelse af sådanne pålæg skal gives vejled-
ning til den pågældende om adgang til domstolsprøvelse ef-
ter disse regler.
4.1.2. Grundlovens § 72
Det følger af grundlovens § 72, at boligen er ukrænkelig.
Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve
og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefon-
hemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen und-
tagelse, alene ske efter en retskendelse.
Det er dermed udgangspunktet i grundloven, at tvangsind-
greb i private hjem kræver retskendelse. Udgangspunktet
om krav om retskendelse kan dog fraviges, hvis indgrebet
sker med hjemmel i lov.
Det er den almindelige opfattelse, at grundlovens § 72 finder
anvendelse både for så vidt angår tvangsindgreb, som fore-
tages inden og uden for strafferetsplejen, jf. herved bl.a.
Jens Peter Christensen et al., Grundloven med kommentarer
(2015), side 442 ff.
Med den foreslåede bestemmelse i epidemilovens § 5, stk. 3,
kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om, at
Sundhedsstyrelsen og politiet som led i håndhævelsen af et
påbud efter regler udstedt i medfør af den foreslåede be-
stemmelse i § 5, stk. 1, uden retskendelse kan skaffe sig ad-
gang til den pågældendes bolig og andre lokaliteter, som den
pågældende råde over.
De nævnte indgreb vil dermed være hjemlet i lov, ligesom
der vil være hjemmel til at fravige udgangspunktet om rets-
kendelse.
Sundheds- og Ældreministeriet finder på den baggrund, at
lovforslaget ikke rejser spørgsmål i forhold til grundlovens §
72.
4.1.3. Grundlovens § 79
Ifølge grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgåen-
de tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlin-
ger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben
himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for
den offentlige fred.
Det er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur,
at grundlovens § 79, 3. pkt., ikke udtømmende gør op med
de indgrebsmuligheder, der er over for forsamlinger. Det er
således bl.a. antaget, at der – i det omfang der er hjemmel
hertil i anden lovgivning – uafhængigt af grundlovens § 79,
3. pkt., kan foretages indgreb af hensyn til andre væsentlige
offentlige eller private interesser, forudsat at der ikke der-
med er tilsigtet et indgreb i forsamlingens ytringstilkendegi-
velse som sådan, jf. bl.a. Poul Andersen, Dansk Statsforfat-
ningsret (1954), side 700 ff. og 706 ff., Als Ross, Dansk
Statsforfatningsret (3. udgave v. Ole Espersen, 1980), side
773 ff., og Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (3. udg.,
2003), side 131 f. Som eksempel nævner Poul Andersen,
a.st., side 706 f., at sygdomme ifølge den daværende epide-
13
milovs § 22 kan begrunde et forbud mod afholdelse af of-
fentlige møder.
Højesteret tog ved dom af 16. august 1999 (optrykt i Uge-
skrift for Retsvæsen 1999, s. 1798) stilling til bestemmelsen
i § 1 i lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod op-
hold i bestemte ejendomme (rockerloven), der indeholder
hjemmel for politiet til at forbyde en person at opholde sig i
en bestemt ejendom under nærmere angivne betingelser.
Højesteret anfører i dommens præmisser bl.a., at grundlo-
vens § 79 om forsamlingsfrihed af hensyn til muligheden for
gennem forsamlinger at befordre meningstilkendegivelser
sikrer, at forsamlinger kan afholdes uden forudgående tilla-
delse fra en offentlig myndighed og ikke vilkårligt kan for-
bydes. Bestemmelsen hindrer imidlertid ikke, at der ved lov
fastsættes regler, som – uden at være rettet mod en forsam-
lings meningstilkendegivelser – begrænser forsamlingsfrihe-
den, når dette sker til beskyttelse af andre væsentlige inte-
resser, herunder andres liv og velfærd, idet sådanne be-
grænsninger dog ikke må gå videre end, hvad der er nødven-
digt for en sådan beskyttelse, jf. herved også EMRK artikel
11.
Højesteret anfører desuden bl.a., at lovens forbudsordning er
begrundet i hensynet til beskyttelse af omkringboende og
forbipasserende og ikke er rettet mod gruppens forsamling
som sådan eller dens adgang til meningstilkendegivelse. En
afskæring af vedkommende gruppe fra ophold på den på-
gældende ejendom medfører, at den bliver uegnet som an-
grebsmål. På den baggrund anføres det bl.a., at lovens for-
budsordning må anses for egnet til at opnå det formål, den
forfølger, og at ordningens betydning for grupper, som gen-
nem deltagelse i gensidigt væbnet opgør har gjort sig til an-
grebsmål, er beskeden i forhold til den tilstræbte beskyttelse
af omkringboende og forbipasserende, der uforskyldt udsæt-
tes for fare, hvorfor Højesteret ikke fandt forbudsordningen
stridende mod grundlovens § 79.
Navnlig den foreslåede § 6 vil efter omstændighederne kun-
ne benyttes til at fastsætte regler om indgreb mod visse for-
samlinger. Efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse
vil den foreslåede ordning ikke udgøre et indgreb i strid med
forsamlingsfriheden efter grundlovens § 79. Der er herved
lagt vægt på, at den foreslåede ordning ikke giver mulighed
for at fastsætte regler eller i øvrigt foretage indgreb rettet
mod meningstilkendegivelser, men at eventuelle indgreb vil
blive fastsat af hensyn til at beskytte et vægtigt hensyn til
den offentlige sundhed, herunder hensynet til at mindske el-
ler forhindre udbredelse af alment farlige sygdomme her i
landet. Der er endvidere lagt vægt på, at det forudsættes, at
indgreb mod forsamlinger foretaget efter regler fastsat i
medfør af den foreslåede bestemmelse alene vil blive fastsat
i det omfang og den tidsmæssige udstrækning m.v., som ef-
ter en konkret vurdering er nødvendigt for at beskytte hen-
synet til den offentlige sundhed.
Det bemærkes i øvrigt, at det for så vidt angår grundlovens §
79, 3. pkt., hvorefter forsamlinger under åben himmel kan
forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentli-
ge fred, er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litte-
ratur, at der i tilfælde, hvor faren udgår fra udenforstående,
kan nedlægges forbud mod en forsamling ud fra nødretsbe-
tragtninger, jf. Poul Andersen, a. st., side 710, Peter Germer,
a. st., side 417 med note 44, og Henrik Zahle, a. st., side
131. Der kan i den forbindelse også henvises til bemærknin-
gerne til politilovens § 7, stk. 4 (Folketingstidende 2003/04,
tillæg A, sp. 5922). Det må antages, at nødretsbetragtninger
efter omstændighederne tillige vil kunne danne grundlag for
konkrete forbud mod forsamlinger som følge af udbredt
smittefare.
4.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
(EMRK)
4.2.1. EMRK artikel 11
Det følger bl.a. af EMRK artikel 11, stk. 1, at enhver har ret
til frit at deltage i fredelige forsamlinger. Bestemmelsen om-
fatter både udendørs og indendørs forsamlinger. Denne ret
er imidlertid ikke absolut. Der kan gøres indgreb i den
nævnte rettighed, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er
nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nati-
onale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebyg-
ge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sæ-
deligheden eller for at beskytte andres rettigheder og frihe-
der, jf. EMRK artikel 11, stk. 2.
Med lovforslaget indføres der hjemmel til, at sundheds- og
ældreministeren kan fastsætte regler om, at ministeren efter
forhandling med justitsministeren kan forbyde større inden-
dørs og udendørs forsamlinger, herunder offentlige og priva-
te arrangementer, og kan forbyde adgang til offentlige insti-
tutioner m.v., når det er nødvendigt for at mindske eller for-
hindre udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet.
Der indføres endvidere hjemmel til, at sundheds- og ældre-
ministeren kan fastsætte regler om, at ministeren kan påby-
de, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment
farlig sygdom optræder, eller hvor der er risiko for, at en så-
dan sygdom optræder. Sådanne regler, påbud og forbud vil
kunne udgøre indgreb i forsamlingsfriheden efter EMRK ar-
tikel 11.
Regler, påbud og forbud af den nævnte karakter vil blive ud-
stedt med henblik på at forfølge vægtige hensyn til at be-
skytte den offentlige sundhed, herunder hensynet til at fore-
bygge eller inddæmme smitte med alment farlige sygdomme
her i landet.
Det er endvidere vurderingen, at sådanne indgreb i alminde-
lighed vil være egnede og proportionale midler til at vareta-
ge de forfulgte hensyn. Det bemærkes i den forbindelse, at
der alene vil kunne fastsættes regler om forbud mod større
14
forsamlinger og adgang til offentlige institutioner m.v., når
det er nødvendigt for at mindske eller forhindre udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet. Det bemærkes desu-
den, at påbud om afspærring for så vidt angår alment farlige
sygdomme alene vil kunne udstedes i områder, hvor en al-
ment farlig sygdom optræder, eller hvor der er risiko for, at
en sådan sygdom optræder.
Det forudsættes endvidere, at indgreb efter de foreslåede be-
stemmelser ophæves eller indskrænkes, så snart de sund-
hedsmæssige hensyn, indgrebene forfølger, ikke længere til-
siger, at indgrebene opretholdes. Der vil endvidere ved fast-
sættelsen af regler og påbud i videst muligt omfang skulle
tages hensyn til borgernes mulighed for at forsamle sig,
navnlig med henblik på meningstilkendegivelser, i det om-
fang sådanne hensyn lader sig forene med hensynet til den
offentlige sundhed.
Det er på den baggrund Sundheds- og Ældreministeriets
vurdering, at forslaget kan gennemføres inden for rammerne
af EMRK artikel 11 om forsamlingsfriheden.
4.2.2. EMRK artikel 8 og artikel 2 i 4. tillægsprotokol til
EMRK
Efter artikel 8, stk. 1, i EMRK, har enhver ret til respekt for
sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Efter artikel 2, stk. 1, i 4. tillægsprotokol til EMRK skal en-
hver, der lovligt befinder sig på en stats område, have ret til
inden for dette område at færdes frit og til frit at vælge sit
opholdssted.
Disse rettigheder er imidlertid ikke absolutte. Der kan gøres
indgreb i de nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreskre-
vet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund (op-
fylder kravet om proportionalitet) til varetagelse af nærmere
bestemte anerkendelsesværdige formål, herunder af hensyn
til at beskytte sundheden, jf. artikel 2, stk. 3, i 4. tillægspro-
tokol til EMRK, og EMRK artikel 8, stk. 2.
Flere af de foreslåede bestemmelser vil indføre hjemmel til,
at sundheds- og ældreministeren eller den, ministeren be-
myndiger hertil, kan fastsætte regler, som vil kunne udgøre
eller medføre indgreb i artikel 2 i 4. tillægsprotokol til
EMRK om retten til at færdes frit og til frit at vælge op-
holdssted og EMRK artikel 8 om retten til privatliv og fami-
lieliv.
Som det fremgår ovenfor, vil de nævnte indgreb være fore-
skrevet ved lov og forfølge vægtige hensyn til den offentlige
sundhed, herunder hensynet til at forebygge eller inddæmme
smitte med alment farlige sygdomme her i landet. Det er
endvidere Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at de
foreslåede bestemmelser ikke går videre, end hvad der er
nødvendigt for at varetage dette hensyn. Ministeriet har her-
ved lagt vægt på, at indgrebene som nævnt vil forfølge væg-
tige hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet til
at forebygge eller inddæmme smitte med alment farlige syg-
domme her i landet. Der er endvidere lagt vægt på, at det
forudsættes, at indgrebene alene vil blive fastsat i det om-
fang og den tidsmæssige udstrækning m.v., som efter en
konkret vurdering er nødvendigt for at beskytte hensynet til
den offentlige sundhed.
Særligt for så vidt angår den foreslåede § 8, stk. 2, der be-
myndiger sundheds- og ældreministeren til at bestemme, at
der skal iværksættes tvangsmæssig vaccination, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme smitte med en
alment farlig sygdom her i landet, med henblik på at mini-
mere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen, be-
mærkes det, at tvangsmæssig vaccination vil udgøre et ind-
greb i retten til privatliv efter EMRK artikel 8.
Det følger således af Den Europæiske Menneskerettigheds-
domstols (Domstolen) praksis, at lægelig behandling af en
voksen og åndsfrisk person uden dennes samtykke vil udgø-
re et indgreb i retten til privatliv, jf. bl.a. Domstolens dom af
29. april 2004 i sagen Pretty mod Storbritannien, pr. 64. På
samme måde vil lægelig behandling af en mindreårig, her-
under eksempelvis en blodprøve, udgøre et indgreb, der
kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller
uopsættelighed, jf. Domstolens dom af 23. marts 2010 i sag-
en M. A. K. og R. K. mod Storbritannien, pr. 75-80 samt
Jon F. Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskon-
vention - for praktikere, 4. udgave (2017), side 777.
Med den foreslåede ordning vil indgrebet blive foreskrevet
ved lov, og bestemmelsen vil have til formål dels at fore-
bygge og inddæmme smitte med en alment farlig sygdom
her i landet, dels at afbøde konsekvenserne af udbredelsen af
en sådan sygdom ved at nedbringe antallet af øvrige patien-
ter i sundhedsvæsenet. Forslaget vil således navnlig varetage
hensynene til at beskytte sundheden og til at beskytte andres
rettigheder og friheder.
Sundheds- og Ældreministeriet vurderer endvidere, at for-
slaget ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at va-
retage de nævnte hensyn.
Ministeriet har herved lagt vægt på, at den tvangsmæssige
vaccination alene påtænkes iværksat, når det efter en kon-
kret vurdering vurderes nødvendigt for at mindske eller for-
hindre udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet og
afbøde konsekvenserne herved.
Det er i den forbindelse forudsat, at bestemmelsen alene an-
vendes i ekstraordinære situationer, hvor formålet ikke kan
opnås ved andre mindre vidtgående foranstaltninger, f.eks.
ved frivillig eller tvangsmæssig isolation eller ved afspær-
15
ring af et afgrænset område, og hvor der gør sig særligt væg-
tige hensyn gældende i forhold til at nedbringe antallet af
øvrige patienter i sundhedsvæsenet.
Det er på den baggrund Sundheds- og Ældreministeriets op-
fattelse, at forslaget kan gennemføres inden for rammerne af
EMRK artikel 8 og artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK.
4.2.3. EMRK artikel 5
Det følger af EMRK artikel 5, stk. 1, litra e, at der bl.a. kan
ske lovlig frihedsberøvelse af personer for at forhindre
spredning af smitsomme sygdomme. Det følger af praksis
fra Domstolen, at det ved vurderingen af, om der lovligt kan
ske frihedsberøvelse for at hindre spredning af smitsomme
sygdomme, er afgørende, om spredning af den smitsomme
sygdom er farlig for den offentlige sundhed eller sikkerhed,
og om frihedsberøvelse af den smittede person er den sidste
udvej for at forhindre spredning af den smitsomme sygdom,
idet mindre indgribende foranstaltninger er vurderet util-
strækkelige til at sikre offentlighedens interesser. Det anfør-
te indebærer endvidere, at når de nævnte betingelser ikke
længere er opfyldt, vil der ikke længere være grundlag for
frihedsberøvelsen. Der henvises til Jon Fridrik Kjølbro, Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere,
4. udgave (2017), side 414 f.
Den foreslåede § 5 vil indebære, at der kan ske frihedsberø-
velse af personer, der lider af en alment farlig sygdom, eller
som formodes at kunne være smittet med en sådan. Friheds-
berøvelse vil således være betinget af, at det enten er konsta-
teret, at den pågældende er smittet med en alment farlig syg-
dom, eller at der er en formodning for, at den pågældende er
smittet med en sådan sygdom. Frihedsberøvelse vil dermed
alene ske i det omfang, det er nødvendigt for at mindske el-
ler forhindre spredning af en alment farlig sygdom. Det for-
udsættes, at ordningen vil blive administreret i overensstem-
melse hermed. Den foreslåede ordning rejser på den bag-
grund efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse ikke
spørgsmål i forhold til EMRK artikel 5.
4.2.4. Artikel 1 i 1. tillægsprotokol til EMRK
Det følger af artikel 1 i 1. tillægsprotokol til EMRK, at en-
hver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin
ejendom, og at ingen må berøves sin ejendom undtagen i
samfundets interesse og i overensstemmelse med de betin-
gelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almin-
delige principper.
Det er således efter EMRK muligt at gøre indgreb i ejen-
domsretten, herunder begrænse adgangen til ejendomme.
Flere af de foreslåede bestemmelser, herunder de foreslåede
§§ 6, 12 a og 12 b om henholdsvis forbud mod bl.a. arrange-
menter, forbud eller restriktioner på transportmidler og for-
bud mod adgang til eller restriktioner på erhvervsdrivendes
forretningslokaler, vil efter omstændighederne kunne udgøre
indgreb i ejendomsretten. Henset til, at de foreslåede be-
stemmelser alene vil kunne anvendes med henblik på at va-
retage vægtige samfundshensyn, herunder hensynet til at
mindske eller forhindre udbredelse af alment farlige syg-
domme her i landet, vurderes det, at ordningerne vil være i
overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter artikel
1 i 1. tillægsprotokol til EMRK om retten til respekt for
ejendom. Det bemærkes i øvrigt, at indgreb i ejendomsret-
ten, der måtte udgøre ekspropriation, ifølge den foreslåede §
27, stk. 2, i epidemiloven vil udløse krav på fuldstændig er-
statning.
5. Udlændingelovgivningen
Udlændingeloven indeholder regler, hvorefter tredjelands-
statsborgere og unionsborgere, der ikke allerede har lovligt
ophold i Danmark, kan afvises, hvis sundhedsmæssige grun-
de tilsiger det, jf. udlændingelovs § 28, stk. 1, nr. 7, og stk.
3.
Adgangen til at afvise unionsborgere og deres familiemed-
lemmer er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og de-
res familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit
på medlemsstaternes område (EU-opholdsdirektivet), hvor-
efter medlemsstaterne kan begrænse retten til indrejse og
ophold af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og
sundhed, jf. artikel 27. Det følger endvidere af direktivet, at
sygdomme, der ifølge WHO er potentielt epidemiske, eller
andre smitsomme infektionssygdomme eller parasitære syg-
domme, kan begrunde begrænsninger i den fri bevægelig-
hed, for så vidt værtsmedlemsstaterne har truffet beskyttel-
sesforanstaltninger mod dem for egne statsborgere, jf. arti-
kel 29.
EU-opholdsdirektivet er implementeret ved bekendtgørelse
nr. 318 af 27. marts 2019 om ophold i Danmark for udlæn-
dinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler
(EU-opholdsbekendtgørelsen). Af EU-opholdsbekendtgørel-
sens § 37, stk. 3 fremgår, at § 37, stk. 1 og 2, finder tilsva-
rende anvendelse ved behandlingen af sager efter udlændin-
geloven om afvisning, udvisning eller udsendelse af udlæn-
dinge, der er omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelig-
hed. Af bekendtgørelsens § 37, stk. 1, fremgår, at hensynet
til den offentlige sundhed kan indgå i vurderingen af sager,
hvis der er tale om sygdomme, der ifølge WHO er potentielt
epidemiske, eller andre smitsomme infektionssygdomme el-
ler parasitære sygdomme, der er truffet beskyttelsesforan-
staltninger mod i forhold til egne statsborgere. Af bekendt-
gørelsens § 37, stk. 2, fremgår, at sygdomme, der opstår ef-
ter de første 3 måneder efter indrejsen, ikke kan indgå ved
behandlingen af sager efter EU-opholdsbekendtgørelsen,
hvor hensynet til den offentlige sundhed indgår i vurderin-
gen.
16
Udlændingeloven indeholder regler om, at asylansøgere
mv., som udgangspunkt skal tage ophold i indkvarteringssy-
stemet jf. udlændingelovens § 42 a. De nærmere rammer for
indkvarteringen er fastlagt gennem operatørkontrakter med
de organisationer mv., der driver indkvarteringscentrene.
Udlændingeloven indeholder ikke nærmere regler om hånd-
teringen af syge eller potentielt smittebærende asylansøgere
mv.
Reglerne i den foreslåede § 5, som måtte blive fastlagt af
sundheds- og ældreministeren, vil også finde anvendelse i
forhold til udlændinge, der forsøger at indrejse eller ophol-
der sig her i landet, herunder asylansøgere mv. i indkvarte-
ringssystemet, for hvilke egnede faciliteter vil kunne være
en særskilt afdeling eller lignende på et indkvarteringscen-
ter.
Reglerne i den foreslåede § 5 vil f.eks. kunne finde anven-
delse i forhold til asylansøgere, der ikke ønsker at oplyse,
hvilke lande de har befundet sig i, inden indrejsen i Dan-
mark, såfremt det ikke på anden måde kan afkræftes, at den
pågældende vil kunne være smittet med en sygdom. Tilsva-
rende gør sig gældende i forhold til asylansøgere, hvis op-
lysninger om rejsemønstre mv. af andre grunde ikke kan
lægges til grund i sagen.
Lovforslaget indebærer, at udlændinge – såfremt der fast-
sættes regler herom – vil kunne blive pålagt at lade sig un-
dersøge, indlægge eller isolere i en egnet facilitet på lige fod
med danske statsborgere. Hvis udlændinge i forbindelse
med indrejsen tilkendegiver, at de ikke agter at efterkomme
et sådant påbud, vil de pågældende efter omstændighederne
kunne afvises i overensstemmelse med reglerne i udlændin-
gelovens § 28, stk. 1, nr. 7, og stk. 3. For så vidt angår ud-
lændinge, der er omfattet af EU-rettens regler om fri bevæ-
gelighed finder EU-opholdsbekendtgørelsen § 37, stk. 3, an-
vendelse i forbindelse med spørgsmålet om afvisning.
6. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen
Behandling af personoplysninger er omfattet af Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april
2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-
danne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF
(databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23. maj
2018 om supplerende bestemmelser til forordningen om be-
skyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplys-
ninger (databeskyttelsesloven).
Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gæl-
der for behandling af personoplysninger, der helt eller del-
vist foretages ved hjælp af automatisk (elektronisk) databe-
handling, og for anden ikke-automatisk behandling af perso-
noplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.
Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gæl-
der dog bl.a. ikke for behandling af personoplysninger, som
foretages af en fysisk person som led i rent personlige eller
familiemæssige aktiviteter, jf. forordningens artikel 2, stk. 2,
litra c.
I databeskyttelsesforordningens kapitel II findes de relevan-
te bestemmelser om, hvornår personoplysninger må behand-
les, herunder indsamle, udveksles og viderebehandles. Det
følger af forordningens artikel 6, stk. 1, at behandling af ik-
ke-følsomme personoplysninger kun er lovlig, hvis og i det
omfang mindst ét af de i bestemmelsen nævnte forhold gør
sig gældende, herunder hvis behandling er nødvendig for at
overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataan-
svarlige, eller hvis behandling er nødvendig af hensyn til ud-
førelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhø-
rer under offentlige myndighedsudøvelse, som den dataan-
svarlige har fået pålagt. Efter databeskyttelsesforordningens
artikel 6, stk. 2 og 3, er det desuden muligt at opretholde og
indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anven-
delsen af artikel 6, stk. 1, litra c og e.
Det følger desuden af databeskyttelsesforordningens artikel
9, stk. 1, at behandling af følsomme personoplysninger som
udgangspunkt er forbudt. Efter bestemmelserne i artikel 9,
stk. 2, kan der gøres undtagelse til forbuddet i stk. 1. Det
kan f.eks. ske, hvis behandling er nødvendig af hensyn til
væsentlige samfundsinteresser på grundlag af EU-retten el-
ler medlemsstaternes nationale ret og står i rimeligt forhold
til det mål, der forfølges, respekterer det væsentligste ind-
hold af retten til databeskyttelse og sikrer passende og speci-
fikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes
grundlæggende rettigheder og interesser, jf. forordningens
artikel 9, stk. 2, litra g. Dette er også tilfældet, hvis behand-
ling er nødvendig af hensyn til samfundsinteresser på folke-
sundhedsområdet, f.eks. beskyttelse mod alvorlige grænseo-
verskridende sundhedsrisici eller sikring af høje kvalitets-
og sikkerhedsstandarder for sundhedspleje og lægemidler el-
ler medicinsk udstyr på grundlag af EU-retten eller med-
lemsstaternes nationale ret, som fastsætter passende og spe-
cifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes
rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig tavshedspligt, jf.
forordningens artikel 9, stk. 2, litra i. Det bemærkes, at be-
handling af følsomme oplysninger også kræver hjemmel i
forordningens artikel 6, stk. 1.
De grundlæggende principper i forordningens artikel 5 skal
altid iagttages. Det følger bl.a. heraf, at personoplysninger
skal behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde
i forhold til den registrerede (lovlighed, rimelighed og gen-
nemsigtighed), jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra a.
Endvidere skal personoplysninger indsamles til udtrykkeligt
angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på
17
en måde, der er uforenelig med disse formål (formålsbe-
grænsning), jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra b. Herud-
over skal personoplysninger være tilstrækkelige, relevante
og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de for-
mål, hvortil de behandles (dataminimering), jf. forordnin-
gens artikel 5, stk. 1, litra c.
Det foreslås i § 1, nr. 16, at der indsættes et nyt stk. 1, som
fastsætter, at en ansvarshavende for et transportmiddel eller
dennes befuldmægtigede efter nærmere betingelser skal ud-
levere passagerlisteoplysninger, i det omfang sådanne oplys-
ninger foreligger, hvis en person er smittet eller må formo-
des at kunne være smittet med smitsomme og andre overfør-
bare sygdomme omfattet af epidemilovens § 2. Det foreslås
desuden, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling
med transportministeren kan fastsætte nærmere regler om,
hvilke oplysninger der skal meddeles i medfør af bestem-
melsens stk. 1 og 2.
Det foreslås desuden i § 1, nr. 24, med indsættelse af § 21 a
at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om fy-
siske og juridiske personers oplysningsforpligtelser for at
hindre udbredelse og smitte af en bestemt sygdom omfattet
af epidemilovens § 2.
Det foreslås endvidere i § 1, nr. 24, med indsættelse af § 21
b at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om,
at oplysninger kan behandles, hvis behandlingen er nødven-
dig for at hindre udbredelse af en bestemt sygdom omfattet
af epidemilovens § 2.
Den behandling af personoplysninger, der vil kunne finde
sted på baggrund af de pågældende regler, vil skulle ske in-
den for rammerne af databeskyttelsesreglerne.
Som også nævnt ovenfor er det efter databeskyttelsesforord-
ningens artikel 6, stk. 2 og 3, muligt at opretholde og indføre
mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen i
forbindelse med artikel 6, stk. 1, litra c eller e.
Behandlingen af almindelige personoplysninger, som kan
ske i medfør af de regler, som fastsættes i medfør af bemyn-
digelsesbestemmelserne, eller som sker som led den foreslå-
ede bestemmelse om udlevering af passagerlisteoplysninger,
vurderes at have hjemmel i databeskyttelsesforordningens
artikel 6, stk. 1, litra c eller e, idet behandlingen enten vil
udgøre en retlig forpligtelse eller vil være nødvendig af hen-
syn til opgaver i samfundets interesse.
Det vurderes, at det er i overensstemmelse med databeskyt-
telsesforordningen og dennes rammer for særregler om be-
handling af personoplysninger at indføre de med lovforsla-
get foreslåede bestemmelser. Det er f.eks. forudsat i forord-
ningens præambelbetragtning nr. 52, at forebyggelse og
kontrol af overførbare sygdomme og andre alvorlige trusler
mod sundheden udgør en samfundsmæssig interesse.
Vurderingen af lovforslaget har taget udgangspunkt i de kri-
terier, som fremgår af betænkning nr. 1565 om databeskyt-
telsesforordningen – og de retlige rammer for dansk lovgiv-
ning i forhold til indførelse af nye nationale særregler for
behandling af ikke-følsomme personoplysninger, jf. betænk-
ning nr. 1565, del I – bind 1, side 168 ff.
Der vurderes desuden, at der vil kunne ske en behandling af
særlige kategorier af personoplysninger, herunder navnlig
helbredsoplysninger, i medfør af de pågældende bestemmel-
ser. Det vurderes, at der med lovforslaget er hjemmel hertil,
idet behandlingen af personoplysninger vil være nødvendig
af hensyn til væsentlige samfundsinteresser, jf. databeskyt-
telsesforordningens artikel 9, stk. 1, litra g, og af hensyn til
samfundsinteresser på folkesundhedsområdet, jf. artikel 9,
stk. 1, litra i. Lovforslagets bestemmelser vurderes at stå i ri-
meligt forhold til det legitime mål, der forfølges, da bestem-
melserne er afgrænset på en sådan måde, at de pågældende
regler alene kan fastsættes, hvad angår en sygdom, som er
omfattet af epidemilovens § 2.
Det følger af forordningens artikel 9, stk. 2, litra g og i, at
der i forbindelse med fastsættelsen af nationale regler skal
tages hensyn til det væsentligste indhold af retten til databe-
skyttelse, og at der skal sikres passende og specifikke foran-
staltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggen-
de rettigheder og interesser. Det bemærkes i den forbindelse,
at de pågældende bemyndigelsesbestemmelser navnlig tæn-
kes anvendt, hvis der er et aktuelt behov for at begrænse el-
ler opspore smittespredning af en bestemt sygdom, der er
omfattet af § 2, eksempelvis som det er tilfældet med CO-
VID-19.
Det bemærkes endvidere, at der kan være anledning til at
overveje, om det i den pågældende bekendtgørelse bør fast-
sættes, at reglerne alene skal finde anvendelse i en bestemt
periode.
Det vurderes endvidere, at en udnyttelse af bemyndigelses-
bestemmelserne kan indebære, at private får adgang til eller
bliver forpligtet til at behandle oplysninger om personnum-
re. Det følger i den forbindelse af databeskyttelseslovens §
11, stk. 1, at offentlige myndigheder kan behandle oplysnin-
ger om personnummer med henblik på en entydig identifika-
tion eller som journalnummer. Det følger desuden af be-
stemmelsens stk. 2, nr. 1, at private må behandle persono-
plysninger, når det følger af lovgivningen. Efter denne regel
vil private virksomheder således kunne foretage behandling,
herunder registrering og videregivelse, af oplysninger om
personnumre, såfremt det følger af lov eller bestemmelser
fastsat i henhold til lov. Det skal i den forbindelse bemær-
kes, at regler, som fastsættes i medfør af de pågældende be-
18
myndigelsesbestemmelser, samtidig forudsættes at udgøre
hjemmel for private til at behandle oplysninger om person-
numre, jf. databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 1, i det
omfang dette måtte blive relevant.
Herudover skal det bemærkes, at de grundlæggende princip-
per i forordningens artikel 5 altid skal iagttages i forbindelse
med behandling af personoplysninger, herunder når der be-
handles personoplysninger i medfør af de regler, som fast-
sættes efter bemyndigelsesbestemmelserne.
Øvrige bestemmelser i databeskyttelsesforordningen og da-
tabeskyttelsesloven skal ligeledes iagttages, når der behand-
les personoplysninger i medfør af de regler, som fastsættes
efter bemyndigelsesbestemmelserne.
7. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Etableringen af de foreslåede hjemler medfører ikke i sig
selv merudgifter. Der kan dog være økonomiske og admini-
strative konsekvenser forbundet med at benytte hjemlerne.
Omfanget af disse konsekvenser vil afhænge af udviklingen
af den konkrete situation.
Det bemærkes, at der må forventes øgede udgifter til be-
handling i sygehusvæsenet efter en epidemi, indtil behand-
lings- og personalekapaciteten er normaliseret.
8. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Etableringen af de foreslåede hjemler medfører ikke i sig
selv merudgifter. Der kan dog være økonomiske og admini-
strative konsekvenser forbundet med at benytte hjemlerne.
Omfanget af disse konsekvenser vil afhænge af udviklingen
af den konkrete situation.
9. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget giver mulighed for, at sundheds- og ældremini-
steren kan fastsætte regler om, at Sundhedsstyrelsen og poli-
tiet som led i håndhævelsen af et påbud efter regler udstedt i
medfør af det foreslåede § 5, stk. 1, i lov om foranstaltninger
mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, uden
retskendelse kan skaffe sig adgang til den pågældendes bo-
lig og andre lokaliteter, som den pågældende råder over.
10. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
11. Forholdet til EU-retten
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres
familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på
medlemsstaternes område (EU-opholdsdirektivet), at med-
lemsstaterne kan begrænse retten til indrejse og ophold af
hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, jf. ar-
tikel 27. Det følger endvidere af direktivet, at sygdomme,
der ifølge WHO er potentielt epidemiske, eller andre smit-
somme infektionssygdomme eller parasitære sygdomme,
kan begrunde begrænsninger i den fri bevægelighed, for så
vidt værtsmedlemsstaterne har truffet beskyttelsesforanstalt-
ninger mod dem for egne statsborgere, jf. direktivets artikel
29.
Det fremgår af forarbejderne til EU-opholdsdirektivet og
EU-Domstolens praksis, at medlemsstaterne ikke generelt
og uden konkret begrundelse kan begrænse retten til fri be-
vægelighed og ophold af hensyn til den offentlige orden,
sikkerhed eller sundhed. Begrænsninger i den fri bevægelig-
hed er således underlagt et proportionalitetsprincip. Bestem-
melsen i EU-opholdsdirektivets artikel 29 skal læses i dette
lys.
Med den foreslåede affattelse af § 5 i epidemiloven foreslås
bl.a. indført en mulighed for at træffe foranstaltninger i form
af diverse påbud. Det er vurderingen, at det – i det omfang
udlændinge, der er omfattet af EU-rettens regler om fri be-
vægelighed, tilkendegiver ikke at ville efterkomme et eller
flere påbud – vil være i overensstemmelse med EU-retten at
afvise de pågældende i overensstemmelse med reglerne i ud-
lændingelovens § 28, stk. 1, nr. 7, og stk. 3, jf. EU-opholds-
bekendtgørelsens § 37, stk. 3.
12. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag er ikke forinden fremsættelsen sendt
i høring, da der er et akut behov for at vedtage de tiltag, som
lovforslaget indeholder. Under hensyn til, at lovforslaget –
som det fremgår af fremsættelsestalen – ønskes hastebe-
handlet, er lovforslaget heller ikke sendt i høring samtidig
med fremsættelsen.
13. Sammenfattende skema
19
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Omfanget vil afhænge af udviklingen af den
konkrete situation.
Der forventes øgede udgifter til behandling i
sygehusvæsenet efter en epidemi, indtil be-
handlings- og personalekapaciteten er norma-
liseret.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Omfanget vil afhænge af udviklingen af den
konkrete situation.
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Omfanget vil afhænge af udviklingen af den
konkrete situation.
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Omfanget vil afhænge af udviklingen af den
konkrete situation.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Konsekvenser for borgernes retssikkerhed, da
der gives mulighed for adgang til bolig mv.
uden retskendelse.
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten
Er i strid med de fem principper
for implementering af erhvervs-
rettet EU-regulering/Overimple-
mentering af EU-retlige mini-
mumsforpligtelser
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Ifølge epidemilovens § 1 kan de i § 3 nævnte epidemikom-
missioner iværksætte de i kapitel 3 og 4 nævnte foranstalt-
ninger med henblik på at hindre, at de i § 2 nævnte smitsom-
me og andre overførbare sygdomme udbredes her i landet,
og at smitte fra disse sygdomme føres ind i landet eller her-
fra til andre lande.
Det foreslås, at ordene ”kan de i § 3 nævnte epidemikom-
missioner iværksætte de i kapitel 3 og 4 nævnte foranstalt-
ninger” ændres til: ”kan sundheds- og ældreministeren
iværksætte de foranstaltninger, der er nævnt i eller fastsat i
medfør af kapitel 3 og 4”.
Den foreslåede ændring vil indebære, at det fremover ikke
vil være epidemikommissionerne, der kan iværksætte foran-
staltningerne i medfør af kapitel 3 og 4, men derimod sund-
heds- og ældreministeren. Endvidere er ændringen en følge
af, at der med lovforslaget indføres en adgang til at fastsætte
regler i bekendtgørelser i medfør af reglerne i kapitel 3 og 4.
Til nr. 2
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i § 1. Efter det
foreslåede nye stykke kan sundheds- og ældreministeren be-
myndige andre myndigheder, herunder de epidemikommis-
sioner, der er nævnt i kapitel 2, til at udøve de beføjelser,
der i denne lov er tillagt ministeren.
Efter bestemmelsen vil sundheds- og ældreministeren både
kunne bemyndige myndigheder under Sundheds- og Ældre-
misteriet og myndigheder under andre ministerier til at udø-
ve de beføjelser, der følger af loven.
20
Sundheds- og ældreministeren vil endvidere i regler, der
fastsættes i medfør af loven, kunne fastsætte, at andre myn-
digheder skal udøve beføjelserne ifølge de pågældende reg-
ler.
Til nr. 3
Det foreslås, at der indsættes en ny § 2 a i epidemiloven.
Den foreslåede bestemmelse viderefører med visse modifi-
kationer den gældende bestemmelse i § 4, stk. 1, som blev
nyaffattet ved lov nr. 656 af 8. juni 2016.
Den foreslåede § 2 a, stk. 1, indebærer, at de stedlige politi-,
havne-, lods-, luftfarts-, miljø-, sygehus- og fødevaremyn-
digheder, told- og skatteforvaltningen, redningsberedskabet
og Forsvaret er forpligtet til at bistå sundheds- og ældremi-
nisteren i udøvelsen af dennes pligter og beføjelser ifølge lo-
ven.
For så vidt angår bestemmelsen om de stedlige myndigheder
bemærkes, at dette for eksempel på miljøområdet omfatter
alle myndigheder, der varetager miljøopgaver, uanset karak-
teren heraf. Der kan på miljøområdet eksempelvis være tale
om kommuner, regioner, de statslige miljøcentre under Mil-
jø- og Fødevareministeriet samt Miljøstyrelsen
I forhold til den gældende bestemmelse foreslås der den æn-
dring, at epidemikommissionen ændres til sundheds- og æl-
dreministeren, hvilket er en konsekvens af den foreslåede
ændring af epidemilovens § 1 og de foreslåede nyaffattelser
af epidemilovens §§ 5-7. Derudover foreslås det, at Styrel-
sen for Patientsikkerhed udgår, da denne er en styrelse under
Sundheds- og Ældreministeriet.
Med forslaget vil der således være en pligt til at bistå sund-
heds- og ældreministeren – eller den, som ministeren efter
den foreslåede § 2, stk. 2, i epidemiloven har bemyndiget til
at udøve de beføjelser, der i epidemiloven er tillagt ministe-
ren – i udøvelsen af dennes pligter og beføjelser ifølge epi-
demiloven.
I forhold til den gældende bestemmelse foreslås kredsen ud-
videt med Forsvaret, således at Forsvaret er forpligtet til at
bistå sundheds- og ældreministeren i udøvelsen af dennes
pligter og beføjelser ifølge loven.
Den foreslåede § 2 a, stk. 2, indebærer, at private i særlige
tilfælde efter sundheds- og ældreministerens nærmere be-
stemmelse kan bistå med at varetage myndighedsopgaver i
henhold til denne lov.
Hvis private aktører skal varetage myndighedsudøvelse,
kræver det som udgangspunkt udtrykkelig lovhjemmel.
Med den foreslåede bestemmelse i § 2 a, stk. 2, lægges der
op til at indføre mulighed for, at private aktører i særlige til-
fælde kan bistå sundheds- og ældreministeren med at vareta-
ge myndighedsopgaver i henhold til denne lov. Private aktø-
rers varetagelse af myndighedsopgaver skal i givet fald ske
under sundheds- og ældreministerens ledelse og ansvar.
Bestemmelsen vil alene kunne anvendes i »særlige tilfæl-
de«, hvorved forstås en akut situation, hvor ressourcerne hos
myndighederne bliver så presset, at det ikke er muligt for
sundheds- og ældreministeren inden for kort tid at fremskaf-
fe de nødvendige personalemæssige ressourcer til en effek-
tiv opgaveløsning på anden vis.
Som eksempler på myndighedsopgaver, som private efter
lovforslaget vil kunne bistå sundheds- og ældreministeriet
med at varetage, kan nævnes bevogtning, transport og regi-
strering mv.
Lovforslaget vil således muliggøre, at sundheds- og ældre-
ministeren kan bemyndige et privat vagtselskab til at bistå
sundheds- og ældreministeren og eventuelt politiet med at
håndhæve påbud i medfør af epidemiloven.
Den bistand, som private aktører vil kunne yde, vil kunne
indebære magtanvendelse, herunder fysisk fastholdelse og
brug af håndjern, hvis det er nødvendigt. Det forudsættes, at
en sådan bistand kun sker, hvis det er særligt påkrævet.
Det forudsættes endvidere, at private aktører ikke bemyndi-
ges til at anvende magtmidler omfattet af våbenloven, her-
under stav, peberspray og skydevåben.
Til nr. 4
Det fremgår af den gældende bestemmelse i epidemilovens
§ 4, stk. 1, at de stedlige politi-, havne-, lods-, luftfarts-, mil-
jø-, sygehus- og fødevaremyndigheder, told- og skattefor-
valtningen, redningsberedskabet og Styrelsen for Patientsik-
kerhed er forpligtet til at bistå epidemikommissionen i udø-
velsen af dennes pligter og beføjelser ifølge denne lov.
Det foreslås, at bestemmelsen ophæves. Ophævelsen er en
konsekvens af den foreslåede nye § 2 a, jf. lovforslagets § 1,
nr. 3.
Til nr. 5
Det fremgår af den gældende bestemmelse i epidemilovens
§ 4, stk. 2, at epidemikommissionerne kan bestemme, at vis-
21
se af de i kapitel 3 og 4 nævnte foranstaltninger under nær-
mere fastsatte betingelser kan iværksættes af kommissionens
enkelte medlemmer eller af de til kommissionen knyttede
læger.
Det foreslås, at ”de i kapitel 3 og 4 nævnte foranstaltninger”
ændres til ”de foranstaltninger, der er nævnt i eller fastsat i
medfør af kapitel 3 og 4.
Til nr. 6
(§ 5)
Efter epidemilovens § 5, stk. 1, kan epidemikommissionen
påbyde, at enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller
som må antages at være smittet med en sådan, skal lade sig
undersøge af en læge, og at vedkommende om nødvendigt
skal lade sig indlægge til observation på et sygehus. Efter-
kommes påbuddet ikke, kan den pågældende ved politiets
hjælp fremstilles for en læge til undersøgelse, ligesom den
pågældende om nødvendigt ved politiets hjælp kan tvangs-
indlægges til observation på et sygehus, jf. § bestemmelsens
stk. 2.
Efter epidemilovens § 6, stk. 1, kan epidemikommissionen
påbyde, at enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller
som må antages at være smittet med en sådan, skal lade sig
isolere og om nødvendigt indlægge på sygehus.
Efterkommes et påbud udstedt efter § 6, stk. 1, ikke, kan
isolation af den pågældende ske ved tvangsindlæggelse på
sygehus ved politiets hjælp, jf. § 6, stk. 2.
Såfremt udbredelse af en alment farlig sygdom ikke kan hin-
dres ved isolation i henhold til stk. 1, kan sundheds- og æl-
dreministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen påbyde,
at der skal iværksættes tvangsmæssig behandling, jf. § 6,
stk. 3.
Det foreslås, at epidemilovens § 5 nyaffattes.
Den foreslåede bestemmelse viderefører med en række væ-
sentlige ændringer de gældende regler, der fremgår af epide-
milovens §§ 5 og 6.
Det foreslås i stk. 1, at sundheds- og ældreministeren kan
påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller
som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade
sig undersøge af en sundhedsperson, lade sig indlægge til
observation eller lade sig isolere i eget hjem eller i en egnet
facilitet.
Den foreslåede bestemmelse er i et vist omfang en viderefø-
relse af epidemilovens § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1. Med lovfor-
slaget er det en forudsætning, at den person, som påbuddet
retter sig mod, skal lide af en alment farlig sygdom, eller
skal formodes at kunne være smittet med en sådan.
En person vil lide af en alment farlig sygdom, når det er
diagnosticeret af en sundhedsperson, at den pågældende er
blevet smittet med sygdommen. Dette kan f.eks. ske ved, at
en person ved en klinisk test har fået påvist sygdommen.
En person formodes at kunne være smittet med en alment
farlig sygdom, når der f.eks. er tegn på, at patienten har
symptomer på sygdommen. Herudover kan personens forud-
gående eller aktuelle ophold i et område i ind- eller udlan-
det, hvor sygdommen er udbredt, også føre til, personen for-
modes at kunne være smittet. Det samme vil være tilfældet,
når personen har eller har haft samkvem eller øvrigt kontakt
med en anden person, som har opholdt sig i et sådant områ-
de. Det er en forudsætning, at der er tale om ophold i et om-
råde, som ikke ligger så langt tilbage i tid, at personen ikke
længere kan formodes at være smittet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at sundheds- og ældreministeren
kan påbyde, at en person, der lider af en alment farlig syg-
dom, eller som formodes at kunne være smittet med en så-
dan, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson. Denne
undersøgelse omfatter bl.a. mulighed for kliniske tests mv.
af personer, der formodes at kunne være smittet, således at
der vil kunne stilles en diagnose. Undersøgelsen kan således
afhængig af de nærmere omstændigheder omfatte indgreb i
form af blodprøvetagning, podning, legemsbesigtigelse mv.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at sundheds- og ældreministeren
kan påbyde, at en person, der lider af en alment farlig syg-
dom, eller som formodes at kunne være smittet med en så-
dan, skal lade indlægge til observation. Det er en forudsæt-
ning, at der er tale om indlæggelse til observation for den al-
ment farlige sygdom, som har givet anledning til påbuddet.
Det kan således tænkes, at en person, der viser symptomer
på sygdommen, vil blive indlagt til observation efter den
foreslåede bestemmelse for at fastslå, om personen lider af
sygdommen. Derudover kan det tænkes, at en person, der li-
der af en alment farlig sygdom, også vil kunne indlægges til
observation, hvis personens kliniske tilstand gør dette nød-
vendigt.
Det forudsættes, at tvangsindlæggelsen alene opretholdes, så
længe dette er nødvendigt. Der kan i øvrigt henvises til § 20
i epidemiloven, hvor reglerne om domstolsprøvelse i forbin-
delse med frihedsberøvelse fremgår.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at sundheds- og ældreministeren
kan påbyde, at en person, der lider af en alment farlig syg-
dom, eller som formodes at kunne være smittet med en så-
22
dan, skal lade sig isolere i en egnet facilitet. Isolering i en
egnet facilitet vil f.eks. kunne være den pågældendes eget
hjem. Der kan dog være forhold, der gør, at det ikke er hen-
sigtsmæssigt, at der sker isolation i eget hjem, herunder ved
risiko for, at andre i hustanden smittes. Det foreslås derfor
også, at det skal være muligt at isolere personer i en anden
egnet facilitet. Dette kan bl.a. være sygehuse, kaserner, ho-
teller mv. Det er et krav, at faciliteten skal være egnet, hvil-
ket bl.a. betyder, at der skal være mulighed for overnatning
og adgang til alle basale fornødenheder, herunder mad og
drikke.
Det forudsættes, at tvangsisoleringen alene opretholdes, så
længe dette er nødvendigt. Der kan i øvrigt henvises til § 20
i epidemiloven, hvor reglerne om domstolsprøvelse i forbin-
delse med frihedsberøvelse fremgår.
Det foreslås i stk. 2, at sundheds- og ældreministeren kan
iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider
af eller formodes at kunne være smittet med en sygdom som
nævnt i stk. 1, hvis isolation ikke er tilstrækkelig til at fore-
bygge eller inddæmme udbredelse af sygdommen. Den fore-
slåede bestemmelse er i et vist omfang en videreførelse af
epidemilovens § 6, stk. 3.
Det er med bestemmelsen forudsat, at der kun iværksættes
tvangsmæssig behandling i ganske ekstraordinære tilfælde,
nemlig hvor man ikke ved isolation i henhold til den foreslå-
ede stk. 1, nr. 3, kan forebygge eller inddæmme udbredelse
af sygdommen.
Det forudsættes, at den tvangsmæssige behandling alene op-
retholdes, så længe dette er nødvendigt. Der kan i øvrigt
henvises til § 20 i epidemiloven, hvor reglerne om dom-
stolsprøvelse i forbindelse med frihedsberøvelse fremgår.
Det foreslås i stk. 3, at der som led i håndhævelsen eller gen-
nemførelsen af et påbud efter stk. 1 eller tvangsmæssig be-
handling efter stk. 2 uden retskendelse er adgang til den på-
gældendes bolig og andre lokaliteter, som den pågældende
råder over.
Bolig skal forstås bredt og videre end bopæl og sigter først
og fremmest til det sted, hvor den pågældende overnatter.
Andre lokaliteter omfatter bl.a. udendørslokaliteter, som
f.eks. haver og gårdspladser, og indendørslokaliteter, som
f.eks. lader, skure og værksteder, som den pågældende råder
over.
Formålet med bestemmelsen er, at sundhedsmyndigheder
eventuelt med bistand fra politiet skal kunne håndhæve på-
bud efter den forslåede stk. 1. Det kan f.eks. være aktuelt i
en situation, hvor en person ikke bliver i sin bolig og ikke
ønsker at medvirke til at lade sig undersøge, indlægge eller
isolere efter den foreslåede stk. 1.
Muligheden for adgang til bolig og andre lokaliteter uden
retskendelse har således ikke karakter af et straffeprocessu-
elt indgreb, og derfor vil indgrebet være omfattet af retssik-
kerhedslovens bestemmelser om gennemførelse af tvangs-
indgreb, som foretages af den offentlige forvaltning uden for
strafferetsplejen, jf. retssikkerhedslovens § 1.
Beføjelserne efter det foreslåede stk. 3 vil skulle anvendes
inden for rammerne af retssikkerhedsloven.
Det foreslås i stk. 4, at sundheds- og ældreministeren efter
forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om
politiets bistand ved anvendelsen af beføjelserne i stk. 1-3,
herunder om politiets bistand ved gennemførelse af påbud
om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæs-
sig behandling.
Politiet vil med bestemmelsen kunne anvende magtmidler
for at sikre gennemførelsen af et påbud. Politiets eventuelle
anvendelse af magt i den forbindelse vil skulle ske i over-
ensstemmelse med bestemmelserne i politiloven.
I forbindelse med den bistand, politiet er forpligtet til at yde
efter den foreslåede bestemmelse, kan politiet om nødven-
digt anvende magt, jf. politilovens § 15, nr. 4.
Det er politiet, der skønner, om betingelserne for magtan-
vendelse er til stede. De generelle betingelser for politiets
magtanvendelse findes i politilovens § 16, som bl.a. omfat-
ter anvendelse af almindelig fysisk magt. Bestemmelsen
omfatter endvidere anvendelse af de magtmidler, der er ud-
trykkeligt reguleret af de særlige bestemmelser om skydevå-
ben, stav, hund, gas og peberspray, jf. politilovens §§ 17-20
a. Ifølge politilovens § 16, stk. 1, skal politiets magtanven-
delse være nødvendig og forsvarlig, og magtanvendelsen må
alene ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt
forhold til den interesse, der søges beskyttet. Desuden skal
magt anvendes så skånsomt, som omstændighederne tilla-
der, og således at eventuelle skader begrænses til et mini-
mum, jf. politilovens § 16, stk. 2.
Lægger nogen hindringer i vejen for bl.a. politiets arbejde,
straffes han med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder,
jf. straffelovens § 119, stk. 4. Bestemmelsen kan omfatte en
række meget forskellige situationer, f.eks. tilfælde, hvor en
person forsøger at undgå at blive taget med af politiet ved at
holde fast i en lygtepæl, og tilfælde, hvor en gruppe perso-
ner med vejspærringer eller lignende forsøger at hindre poli-
tiet i at komme frem eller tilbage.
(§ 6)
23
Den foreslåede § 6 er ny.
Efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., kan sundheds- og ældre-
ministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller ind-
dæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet,
efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om
forbud mod afholdelse og deltagelse i større forsamlinger,
arrangementer, begivenheder m.v.
Der vil med hjemmel i bestemmelsen kunne fastsættes reg-
ler om, at det er forbudt at afholde eller deltage i større for-
samlinger, arrangementer, begivenheder m.v. Det vil i den
pågældende bekendtgørelse skulle fastsættes, hvilken stør-
relse af forsamlinger mv. forbuddet gælder for. Det er umid-
delbart hensigten, at grænsen skal være 100 personer, men
antallet vil kunne hæves eller sænkes afhængigt af, hvad der
vurderes at være nødvendigt for at forebygge eller inddæm-
me udbredelse af den pågældende sygdom. Det vil også
skulle fastsættes, hvordan antallet af personer nærmere skal
opgøres.
Reglerne om forbud mod afholdelse og deltagelse vil kunne
omfatte forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
Dette skal forstås i bred forstand. Enhver situation, hvor per-
soner opholder sig sammen, vil kunne være omfattet. Der vil
f.eks. kunne være tale om koncerter, idrætsbegivenheder, fe-
ster, generalforsamlinger og møder i selskaber eller forenin-
ger.
Efter det foreslåede stk. 1, 2. pkt., kan regler fastsat i medfør
af 1. pkt. omfatte både indendørs, udendørs, offentlige og
private forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
Forbuddet i bekendtgørelsen vil således ikke skulle være be-
grænset til begivenheder, hvor der er adgang for offentlighe-
den, men vil også kunne omfatte rent private begivenheder,
herunder i private boliger.
Reglerne om forbud vil ikke omfatte almindelig tilstedevæ-
relse på en arbejdsplads, men vil dog kunne omfatte forsam-
linger på en arbejdsplads, f.eks. fællesmøder.
Efter det foreslåede stk. 1, 3. pkt., kan regler fastsat i medfør
af 1. pkt. fravige anden lovgivning. Det betyder, at reglerne i
bekendtgørelsen vil kunne fravige bestemmelser i anden
lovgivning, som ellers ville give ret til at afholde og deltage
i de pågældende forsamlinger, arrangementer, begivenheder
m.v.
Det forudsættes, at reglerne om forbud mod afholdelse og
deltagelse i forsamlinger mv. skal være midlertidige, og at
de ikke vil kunne udstrækkes længere, end hvad der er nød-
vendige af hensyn til at forebygge eller inddæmme udbre-
delse af en alment farlig sygdom her i landet.
Det forudsættes derudover, at et forbud vil kunne udstedes
til at alene at omfatte enkelte dele af landet.
Det forudsættes, at regler i bekendtgørelser udstedt i medfør
af bestemmelsen respekterer kravet om proportionalitet og
er i overensstemmelse med grundloven og Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Efter det foreslåede stk. 2 kan sundheds- og ældreministeren
efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om,
at der uden retskendelse er adgang til lokaler og andre loka-
liteter med henblik på kontrol af overholdelsen af regler
fastsat i medfør af stk. 1 og om politiets bistand i den forbin-
delse.
Det vil således i bekendtgørelsen, som indeholder forbuddet
mod afholdelse og deltagelse i større forsamlinger, kunne
fastsættes, at f.eks. sundhedsmyndighederne uden retsken-
delse kan skaffe sig adgang til lokaler mv. med henblik på
kontrol af overholdelsen af, at forbuddet overholdes. Der vil
i den forbindelse også kunne fastsættes regler om politiets
bistand.
Det bemærkes, at sundheds- og ældreministeren vil kunne
bemyndige andre myndigheder, herunder politiet, til at udø-
ve sine beføjelser i medfør af epidemiloven og bekendtgø-
relsen.
Beføjelserne efter reglerne fastsat i medfør af det foreslåede
stk. 2 vil skulle anvendes inden for rammerne af lov om
retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsind-
greb og oplysningspligter (retssikkerhedsloven).
Efter det foreslåede stk. 3 kan sundheds- og ældreministeren
efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om,
at politiet kan anvende den fornødne magt for at sikre, at
regler fastsat i medfør af stk. 1 overholdes.
Der vil således kunne fastsættes regler, som giver politiet
hjemmel til umiddelbart at gennemtvinge forbuddet. Politi-
ets eventuelle anvendelse af magt i den forbindelse vil skul-
le ske i overensstemmelse med bestemmelserne i politilo-
ven.
I forbindelse med den bistand, politiet er forpligtet til at yde
efter den foreslåede bestemmelse, kan politiet om nødven-
digt anvende magt, jf. politilovens § 15, nr. 4.
Det er politiet, der skønner, om betingelserne for magtan-
vendelse er til stede. De generelle betingelser for politiets
24
magtanvendelse findes i politilovens § 16, som bl.a. omfat-
ter anvendelse af almindelig fysisk magt. Bestemmelsen
omfatter endvidere anvendelse af de magtmidler, der er ud-
trykkeligt reguleret af de særlige bestemmelser om skydevå-
ben, stav, hund, gas og peberspray, jf. politilovens §§ 17-20
a. Ifølge politilovens § 16, stk. 1, skal politiets magtanven-
delse være nødvendig og forsvarlig, og magtanvendelsen må
alene ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt
forhold til den interesse, der søges beskyttet. Desuden skal
magt anvendes så skånsomt, som omstændighederne tilla-
der, og således at eventuelle skader begrænses til et mini-
mum, jf. politilovens § 16, stk. 2.
Lægger nogen hindringer i vejen for bl.a. politiets arbejde,
straffes han med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder,
jf. straffelovens § 119, stk. 4. Bestemmelsen kan omfatte en
række meget forskellige situationer, f.eks. tilfælde, hvor en
person forsøger at undgå at blive taget med af politiet ved at
holde fast i en lygtepæl, og tilfælde, hvor en gruppe perso-
ner med vejspærringer eller lignende forsøger at hindre poli-
tiet i at komme frem eller tilbage.
(§ 6 a)
Der er ikke i epidemiloven mulighed for at fastsætte regler
om adgang om forbud mod adgang til eller restriktioner for
adgangen til offentlige institutioner mv.
Det foreslås, at der i epidemiloven indsættes en ny bestem-
melse i § 6 a.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 6 a, kan sundheds- og
ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller
inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i lan-
det, efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler
om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til
offentlige institutioner.
Bestemmelsen kan bruges til at fastsætte regler om forbud
mod adgang til bl.a. biblioteker, svømmehaller mv.
(§ 7)
Efter epidemilovens § 7, stk. 1, kan epidemikommissionen
påbyde, at et område, hvor en alment farlig sygdom optræ-
der, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk
kampstof, afspærres, således at samkvem med omgivelserne
forhindres i fornødent omfang. Ligeledes kan kommissionen
forbyde, at der afholdes offentlige arrangementer og lignen-
de i området.
Foranstaltninger efter stk. 1 skal snarest muligt ophæves, jf.
bestemmelsens stk. 2.
Det foreslås, at bestemmelsen i epidemilovens § 7 nyaffat-
tes.
Den foreslåede bestemmelse viderefører med en række væ-
sentlige ændringer de gældende regler, der fremgår af epide-
milovens § 7.
Det foreslås i stk. 1, at sundheds- og ældreministeren kan
påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en al-
ment farlig sygdom optræder, hvor der er risiko for, at en så-
dan sygdom optræder eller bringes ind, eller hvor der er
mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, således at
samkvem med omgivelserne forhindres i fornødent omfang.
Bestemmelsen svarer til dele af den gældende bestemmelse i
epidemilovens § 7, stk. 1, bortset fra, at det foreslås, at det
er sundheds- og ældreministeren, der gives kompetencen
frem for epidemikommissionen.
Med bestemmelsen får ministeren mulighed for at afspærre
et område under visse betingelser.
Det foreslås i stk. 2, at sundheds- og ældreministeren fast-
sætter nærmere regler om adgangen til at meddele påbud ef-
ter stk. 1, herunder om den nærmere afgrænsning af områ-
det, og at ministeren kan fastsætte regler om restriktioner for
personer, der har bopæl eller ophold i området.
Ministeren vil i den forbindelse kunne fastsætte regler om
den nærmere geografiske afgrænsning af området, ligesom
der vil kunne fastsættes regler om varigheden af et påbud
om afspærring.
Herudover vil der kunne fastsættes regler om, at visse per-
songrupper har lov til at færdes i området, herunder red-
ningsarbejdere, hjemmehjælpere og skraldemænd.
Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse, at mini-
steren kan fastsætte regler om, hvordan, hvornår og i hvilket
omfang personer, der har bopæl i et afspærret område, må
færdes i området.
Det foreslås i stk. 3, at foranstaltninger efter stk. 1 snarest
muligt skal ophæves. Den foreslåede bestemmelse svarer til
den gældende bestemmeles i epidemilovens § 7, stk. 2.
Til nr. 7
Det følger af epidemilovens § 8, stk. 1, at sundheds- og æl-
dreministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen kan på-
byde, at der skal iværksættes tvangsmæssig vaccination in-
den for et nærmere afgrænset område eller af en nærmere af-
25
grænset personkreds for at hindre udbredelse af en alment
farlig sygdom.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag
nr. 118 af 15. december 1978, at bestemmelsen tænkes an-
vendt i de situationer, hvor udbredelsen af en alment farlig
sygdom ikke kan forhindres ved anvendelsen af andre min-
dre vidtgående foranstaltninger. Endvidere tænkes bestem-
melsen anvendt som hjemmel for sundheds- og ældremini-
steren til at bestemme, at personer, der ankommer her til
landet skal tilbydes vaccination, såfremt dette skønnes på-
krævet, jf. epidemilovens § 17, hvorefter §§ 6-12 finder an-
vendelse over for personer, der ankommer her til landet.
Det følger endvidere af forarbejderne (pkt. 3 i de almindeli-
ge bemærkninger til ovennævnte lovforslag), at bestemmel-
sen blev indført grundet fremkomsten af en række nye me-
get farlige, smitsomme sygdomme (eksempelvis Marburg-
sygdom, Lassa-feber og Ebolavirus), hvorefter det blev fun-
det nødvendigt at tilvejebringe hjemmel for iværksættelse af
tvangsmæssig behandling og tvangsmæssig vaccination. Det
er i den forbindelse forudsat, at disse foranstaltninger kun
iværksættes i helt ekstraordinære situationer, dvs. hvis ud-
bredelse af en alment farlig sygdom ikke kan hindres på an-
den mindre indgribende måde, f.eks. ved frivillig eller
tvangsmæssig isolation eller ved afspærring af et afgrænset
område.
Med den foreslåede ordning kan sundheds- og ældreministe-
ren, når det er nødvendigt for forebygge eller inddæmme ud-
bredelse af en alment farlig sygdom, med henblik på at ned-
bringe antallet af øvrige patienter i sundhedsvæsenet fast-
sætte regler om, at der skal iværksættes tvangsmæssig vacci-
nation af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at
minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen.
Det forudsættes, at den tvangsmæssige vaccination alene
iværksættes, når det efter en konkret vurdering vurderes
nødvendigt for at mindske eller forhindre udbredelse af en
alment farlig sygdom her i landet og afbøde konsekvenserne
herved.
Det er i den forbindelse forudsat, at bestemmelsen alene an-
vendes i ekstraordinære situationer, hvor formålet ikke kan
opnås ved andre mindre vidtgående foranstaltninger, f.eks.
ved frivillig eller tvangsmæssig isolation eller ved afspær-
ring af et afgrænset område, og hvor der gør sig særligt væg-
tige hensyn gældende i forhold til at nedbringe antallet af
øvrige patienter i sundhedsvæsenet.
Til nr. 8
Det fremgår af epidemilovens § 9, at epidemikommissionen
efter forhandling med Sundhedsstyrelsen kan påbyde, at der
skal ske obduktion, når det formodes, at et dødsfald skyldes
en alment farlig sygdom.
Det foreslås i § 9, at henvisningen til epidemikommissionen
ændres til sundheds- og ældreministeren.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforsla-
get samtidig foreslås, at kompetencen på en række områder
overføres fra epidemikommissionerne til sundheds- og æl-
dreministeren.
Til nr. 9
Det fremgår af epidemilovens § 10, at sundheds- og ældre-
ministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen kan be-
stemme, at de foranstaltninger, der alene kan iværksættes
mod alment farlige sygdomme, jf. §§ 5-9, også kan iværk-
sættes over for øvrige smitsomme og andre overførbare syg-
domme, når disse optræder på en ondartet måde eller med
stor udbredelse, eller når andre forhold indebærer en særlig
stor risiko for smittespredning.
Det foreslås, at »indstilling« ændres til »rådgivning«.
Det indebærer, at det ikke længere vil være en betingelse, at
der kommer en indstilling fra Sundhedsstyrelsen. Sundheds-
og ældreministeren vil fremover alene skulle rådføre sig
med Sundhedsstyrelsen.
Det foreslås videre, at bestemmelsen udvides således, at
sundheds- og ældreministeren også skal kunne iværksætte
foranstaltninger mod alment farlige sygdomme, jf. §§ 12
a-12 f, over for øvrige smitsomme og andre overførbare syg-
domme, når disse optræder på en ondartet måde eller med
stor udbredelse, eller når andre forhold indebærer en særlig
stor risiko for smittespredning.
Bestemmelserne i §§ 12 a-12 f, bemyndiger sundheds- og
ældreministeren til at fastsætte visse regler, når det er nød-
vendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en
alment farlig sygdom her i landet, eller når det er nødven-
digt for at sikre kapacitet til behandling og pleje af personer,
der er smittet med en alment farlig sygdom, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 14 og 15.
Til nr. 10
Det fremgår af epidemilovens § 11, stk. 1, at epidemikom-
missionen kan iværksætte de undersøgelser af bakteriologisk
eller lignende art, som er nødvendige for med sikkerhed at
fastslå en smittes art, oprindelse eller udbredelse.
26
Det foreslås i § 11, stk. 1, at henvisningen til epidemikom-
missionen ændres til sundheds- og ældreministeren.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforsla-
get samtidig foreslås, at kompetencen på en række områder
overføres fra epidemikommissionerne til sundheds- og æl-
dreministeren.
Til nr. 11
Det fremgår af epidemilovens § 11, stk. 2, at kommissionen,
når der er fare for, at smitte kan spredes ved virksomheders
fremstilling og distribution af levnedsmidler, kan træffe for-
anstaltninger med henblik på at bringe en smittefare til op-
hør, om fornødent ved at påbyde hel eller delvis lukning af
den pågældende virksomhed eller ved at forbyde en smitte-
bærende person adgang til virksomheden.
Det foreslås i § 11, stk. 2, at henvisningen til kommissionen
ændres til sundheds- og ældreministeren.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforsla-
get samtidig foreslås, at kompetencen på en række områder
overføres fra epidemikommissionerne til sundheds- og æl-
dreministeren.
Til nr. 12
Det fremgår af epidemilovens § 11, stk. 3, at kommissionen
kan forbyde, at personer, der lider af en sygdom, som er om-
fattet er af denne lov, anvender offentlige transportmidler.
Det foreslås at henvisningen til kommissionen ændres til
sundheds- og ældreministeren.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforsla-
get samtidig foreslås, at kompetencen på en række områder
overføres fra epidemikommissionerne til sundheds- og æl-
dreministeren.
Det foreslås samtidig, at kommissionen også skal kunne for-
byde at personer, der formodes at kunne være smittet med
en sygdom, som er omfattet af loven, anvender offentlige
transportmidler.
Til nr. 13
Det fremgår af epidemilovens § 12, stk. 1, 1. pkt., at epide-
mikommissionen kan påbyde, at der skal iværksættes rens-
ning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller
biologiske kampstof.
Det foreslås i § 12, stk. 1, 1. pkt., at henvisningen til epide-
mikommissionen ændres til sundheds- og ældreministeren.
Det fremgår af epidemilovens § 12, stk. 1, 2. pkt., at kom-
missionen også kan påbyde desinfektion af løsøre, fastejen-
dom og befordringsmider m.v.
Det foreslås i § 12, stk. 1, 2. pkt., at henvisningen til kom-
missionen ændres til ministeren.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforsla-
get samtidig foreslås, at kompetencen på en række områder
overføres fra epidemikommissionerne til sundheds- og æl-
dreministeren.
Til nr. 14
Det fremgår af epidemilovens § 12, stk. 4, at epidemikom-
missionen efter forhandling med Sundhedsstyrelsen kan
iværksætte andre foranstaltninger af begrænset art og om-
fang for at hindre, at smitte udbredes.
Det foreslås i § 12, stk. 4., at henvisningen til epidemikom-
missionen ændres til sundheds- og ældreministeren.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforsla-
get samtidig foreslås, at kompetencen på en række områder
overføres fra epidemikommissionerne til sundheds- og æl-
dreministeren.
Til nr. 15
(§ 12 a)
Der er ikke i epidemiloven mulighed for at fastsætte regler
om adgang til eller restriktioner på transportmidler. Det føl-
ger dog af lovens § 11, stk. 3, at epidemikommissionen kan
forbyde, at personer, der lider af en af denne lov omfattet
sygdom, anvender offentlige transportmidler.
Det foreslås, at der i epidemiloven indsættes en ny bestem-
melse i § 12 a.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 12 a, 1. pkt., kan sund-
heds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at fore-
bygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig syg-
dom her i landet, efter forhandling med transportministeren
fastsætte regler om forbud mod adgang til transportmidler
eller restriktioner på transportmidler, herunder om tilladt
maksimalbelægning og om, at der fra skibe ikke må ske
samkvem med personer i land.
27
Det forudsættes, at ministeren vil kunne fastsætte regler om
forbud mod adgang til enkelte transportmidler samt restrikti-
oner på transportmidler, herunder tog, bus, letbane, metro,
luftfartøjer, færger. Et forbud eller en restriktion vil kunne
rettes mod konkrete transportruter, f.eks. færge- eller togru-
ter, ligesom det også vil kunne rettes mod generelle trans-
portformer, f.eks. forbud mod adgang til alle tog og metroer,
hvilket vil betyde, at al tog- og metrodrift vil blive indstillet.
Der vil ligeledes kunne fastsættes regler om maksimalbe-
lægning, således at det f.eks. kan fastsættes, at visse trans-
portmidler ikke må medtage flere passagerer end 1/4 af den
maksimale kapacitet, eller at der ikke må medtages flere
passagerer, end der er sæder til.
Bestemmelsen vil også kunne anvendes til at fastsætte regler
om, at er forbudt for f.eks. besætning og passager at få ad-
gang til land. Der vil kunne fastsættes et generelt forbud
mod landgang for alle skibe, herunder krydstogtsskibe, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbre-
delse af en alment farlig sygdom her i landet.
Det forudsættes, at regler om forbud og restriktioner skal
være midlertidige, og at det ikke vil kunne udstrækkes læn-
gere, end hvad der er nødvendigt af hensyn til at forebygge
eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i
landet. Det forudsættes derudover, at et forbud eller en re-
striktion vil kunne udstedes til alene at omfatte enkelte dele
af landet.
Reglerne omfatter også transportmidler, hvis operatør er pri-
vat. Der kan f.eks. være tale om privatejede færge-, bus- og
togruter.
Det kan ikke på forhånd udelukkes, at et forbud mod adgang
til transportmidler efter omstændighederne vil kunne udgøre
ekspropriation. Der henvises i den forbindelse til den fore-
slåede bestemmelse i epidemilovens § 27 og bemærkninger-
ne hertil.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 12 a, 2. pkt., foreslås
det, at regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden
lovgivning.
(§ 12 b)
Der er ikke i epidemiloven mulighed for at fastsætte regler
om adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen
af lokaler, som erhvervsdrivende råder over, og hvortil of-
fentligheden har adgang.
Det foreslås, at der i epidemiloven indsættes en ny § 12 b.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 12 b, 1. pkt., kan sund-
heds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at fore-
bygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig syg-
dom, efter forhandling med erhvervsministeren fastsætte
regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for ad-
gangen til eller brugen af lokaler, som erhvervsdrivende rå-
der over, og hvortil offentligheden har adgang, herunder
regler om tilladt maksimalbelægning.
Det forudsættes, at ministeren vil kunne fastsætte regler om
restriktioner for brugen af eller forbud mod adgang til enkel-
te eller flere forretningslokaler. Forretningslokaler skal for-
stås bredt, og vil således også omfatte færgeterminaler, luft-
havne mv. Der vil f.eks. kunne fastsættes regler om forbud
mod adgang til visse typer af forretningslokaler, herunder
fitnesscentre, solarier mv.
Der vil ligeledes kunne fastsættes regler om maksimalbe-
lægning i forretningslokaler, således at det f.eks. kan fast-
sættes, at visse forretningslokaler kun må modtage besøgen-
de indtil 1/4 af den maksimale kapacitet er udnyttet.
Det forudsættes, at regler om et forbud og brug skal være
midlertidige, og at det ikke vil kunne udstrækkes længere,
end hvad der er nødvendigt af hensyn til at forebygge eller
inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i lan-
det. Det forudsættes derudover, at et forbud eller en restrik-
tion vil kunne udstedes til at alene at omfatte enkelte dele af
landet.
Det kan ikke på forhånd udelukkes, at et forbud rettet mod
adgang til eller restriktion for et lokale, som en erhvervsdri-
vende råder over, hvortil offentligheden har adgang, efter
omstændighederne vil kunne udgøre ekspropriation. Der
henvises i den forbindelse til den foreslåede bestemmelse i
epidemilovens § 27 og bemærkningerne hertil.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 12 b, 2. pkt., foreslås
det, at regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden
lovgivning.
(§ 12 c)
Der er ikke i epidemiloven mulighed for at fastsætte regler
om adgang til eller restriktioner for besøgendes adgang til
offentlige og private plejehjem og sygehuse.
Det foreslås, at der i epidemiloven indsættes en ny § 12 c.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 12 c, 1. pkt., kan sund-
heds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at fore-
bygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig syg-
dom her i landet, fastsætte regler om forbud mod eller re-
28
striktioner for besøgendes adgang til offentlige og private
plejehjem og sygehuse og om undtagelser hertil.
Det indebærer, at ministeren vil kunne fastsætte regler om
forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til ple-
jehjem og sygehuse. Et forbud eller en restriktion vil kunne
rettes mod konkrete plejehjem og sygehuse, ligesom det og-
så vil kunne rettes mod plejehjem og sygehuse generelt.
Der vil endvidere blive fastsat regler om undtagelser til et
forbud eller en restriktion for besøgendes adgang. Det kan
således blive relevant at undtage visse nære pårørende for
forbuddet eller restriktionen, i det omfang der f.eks. er tale
om et uopsætteligt besøg til en kritisk syg person på et syge-
hus eller plejehjem, eller i det omfang der er tale om foræl-
dre, som er pårørende til et barn, som er indlagt på et syge-
hus.
Der forudsættes også, at ansatte på plejehjem og sygehuse
samt personer, der indfinder sig de pågældende steder for
f.eks. at levere varer eller serviceydelser, ikke anses for be-
søgende.
Det forudsættes, at regler om forbud og restriktioner skal
være midlertidige, og at det ikke vil kunne udstrækkes læn-
gere, end hvad der er nødvendigt af hensyn til at forebygge
eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i
landet. Det forudsættes derudover, at et forbud eller en re-
striktion vil kunne udstedes til at alene at omfatte enkelte
dele af landet.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 12 c, 2. pkt., foreslås
det, at regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden
lovgivning.
Til nr. 16
Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel 3 a med over-
skriften ”Fravigelse af det offentlige forpligtelser og priva-
tes rettigheder ifølge anden lovgivning samt sikring af forsy-
ningen” (§ 12 d)
Den foreslåede § 12 d er ny.
Efter det foreslåede stk. 1 kan sundheds- og ældreministeren
fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offent-
lige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i
anden lovgivning, i medfør af anden lovgivning eller i afgø-
relser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning,
når det er nødvendigt for at sikre kapacitet til behandling og
pleje af personer, der er smittet med en alment farlig syg-
dom, og de pågældende forpligtelser og rettigheder må an-
ses for at være af mere underordnet betydning i forhold til
det nævnte kapacitetsbehov.
Sundheds- og ældreministeren vil efter bestemmelsen kunne
fastsætte regler, der begrænser de rettigheder og pligter, der
følger af lovgivningen på sundheds- og ældreministerens
ressortområde, når dette er nødvendigt for at sikre kapacite-
ten til behandling og pleje af personer, der er smittet med en
alment farlig sygdom.
Der vil med den foreslåede bemyndigelse ved bekendtgørel-
se både kunne fastsættes regler om fuldstændigt at begræn-
se, det vil sige suspendere, den pågældende rettighed eller
pligt, og regler om delvist at begrænse en rettighed eller
pligt, f.eks. ændring og forlængelse en fastsat frist. Be-
grænsninger kan indføres gradvist i takt med udviklingen,
behov og nødvendighed.
Efter bestemmelsen vil det være en betingelse, at det regio-
nale og kommunale sundhedsvæsens behandlings-, pleje- og
personalekapacitet er under pres på grund af en alment farlig
sygdomme, der er optaget på epidemilovens liste A. Der vil
kunne fastsættes tilsvarende foranstaltninger i forhold til øv-
rige smitsomme og overførbare sygdomme optaget på epi-
demilovens liste B i det omfang, sundheds- og ældreministe-
ren måtte have truffet beslutning herom efter epidemilovens
§ 10, som ændret ved dette lovforslag.
I forhold til sundhedsvæsenet er det en forudsætning for ud-
møntning af bestemmelsen, at antallet af smittede medfører
eller risikerer at medføre, at sygehusvæsenet eller den pri-
mære sundhedssektor har behov for at anvende behandlings-
kapaciteten og de personalemæssige ressourcer på patienter,
der er smittet med en alment farlig sygdom, og at der ikke
vil være ressourcer til behandling af andre patientgrupper i
samme omfang og med samme hastighed som hidtil.
Det forudsættes, at de begrænsninger af rettigheder, der fast-
sættes i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil være med
til at sikre, at sundhedsvæsenet i en sådan situation anvender
den behandlingsmæssige og personalemæssige kapacitet til
at bekæmpe og inddæmme de omhandlede smitsomme syg-
domme, og samtidig sikrer, at der fortsat tages hånd om pa-
tienter med livstruende og akutte sygdomme.
Det vil derfor være en betingelse, at de forpligtelser og ret-
tigheder, som fraviges, må anses for at være af mere under-
ordnet betydning i forhold til det kapacitetsbehov, som der
vurderes at være til behandling af personer, der er smittet
med en alment farlig sygdom.
På sundhedsområdet vil bestemmelsen bl.a. kunne anvendes
til at fravige sundhedslovens regler om forebyggende hel-
bredsundersøgelser til børn under den undervisningspligtige
alder efter § 63, udvidet frit sygehusvalg i forbindelse med
diagnostiske undersøgelser til brug for praktiserende læger
og speciallæger efter § 82 a, hurtig udredning efter 82 b,
29
brystundersøgelser for personer mellem 50 og 69 år med
kvindeligt brystvæv efter § 85, udvidet frit sygehusvalg efter
§ 87, maksimale ventetider for behandling af livstruende
sygdomme efter § 88, oplysningspligt ved henvisning til sy-
gehus efter § 90 og alkohol- og stofmisbrugsbehandling ef-
ter §§ 141 og 142.
Det bemærkes, at bemyndigelsen ligeledes vil kunne anven-
des med henblik på, at sundhedsvæsenet i en periode efter
en epidemi kan foretage de samme prioriteringer, indtil be-
handlings- og personalekapaciteten er normaliseret.
Herudover vil bestemmelsen kunne anvendes i situationer
med personalemangel som følge af sygemeldinger, hjemme-
isolation m.v. af sundhedspersonalet i både sygehussektoren
og primærsektoren, herunder kommunerne, der gør, at det
ikke vil være muligt i samme omfang og med samme hastig-
hed som hidtil at foretage behandling af patienter.
I forhold til den del af plejesektoren, der henhører under
sundheds- og ældreministerens ressort, vil der f.eks. kunne
blive tale om fravigelse af § 79 a i serviceloven om forebyg-
gende hjemmebesøg. Dette skal sikre, at man i en ekstraor-
dinær situation kan prioritere ressourcerne på de borger med
størst behov.
Efter det foreslåede stk. 2 kan vedkommende minister efter
forhandling med sundheds- og ældreministeren fastsætte
regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og pri-
vates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lov-
givning, i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truf-
fet af det offentlige i medfør af anden lovgivning i tre nær-
mere opregnede tilfælde.
Det drejer dig for det første om tilfælde, hvor fravigelse er
nødvendig for at forebygge eller inddæmme udbredelse af
en alment farlig sygdom her i landet, jf. det foreslåede stk.
2, nr. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at der vil kunne
fastsættes tilsvarende foranstaltninger i forhold til øvrige
smitsomme og overførbare sygdomme optaget på epidemi-
lovens liste B i det omfang, sundheds- og ældreministeren
måtte have truffet beslutning herom efter epidemilovens §
10, som ændret ved dette lovforslag.
For det andet drejer det sig om tilfælde, hvor fravigelse er
påkrævet som følge af tiltag til at forebygge eller inddæmme
udbredelsen af en alment farlig sygdom her i landet, og de
pågældende forpligtelser og rettigheder i den sammenhæng
må anses for at være af mere underordnet betydning, jf. det
foreslåede stk. 2, nr. 2.
For det tredje drejer det sig om tilfælde, hvor opfyldelse af
de pågældende forpligtelser og rettigheder bliver umulig el-
ler uforholdsmæssigt vanskelig som følge af foranstaltnin-
ger, som har været nødvendige for at forebygge eller ind-
dæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet,
jf. det foreslåede stk. 2, nr. 3.
Der vil med den foreslåede bemyndigelse ved bekendtgørel-
se både kunne fastsættes regler om fuldstændigt at begræn-
se, det vil sige suspendere, den pågældende rettighed eller
pligt, og regler om delvist at begrænse en rettighed eller
pligt, f.eks. ændring og forlængelse en fastsat frist. Be-
grænsninger kan indføres gradvist i takt med udviklingen,
behov og nødvendighed
Det foreslåede stk. 2 vil f.eks. kunne anvendes af social- og
indenrigsministeren til efter forhandling med sundheds- og
ældreministeren at fravige servicelovens regler om levering
af ydelser, ligesom bestemmelsen eksempelvis vil kunne an-
vendes af boligministeren til efter forhandling med sund-
heds- og ældreministeren at fravige regler i lov om almene
boliger om tilbud om plejebolig eller en plads på et pleje-
hjem.
Som et yderligere eksempel på bestemmelsens anvendelses-
område kan nævnes situationer med personalemangel som
følge af sygemeldinger, hjemmeisolation m.v., der gør, at
det ikke vil være muligt i samme omfang og med samme
hastighed som hidtil at foretage behandling af patienter.
Som et yderligere eksempel på bestemmelsens anvendelses-
område kan nævnes situationer, hvor det på grund af perso-
nalemangel som følge af sygemeldinger, hjemmeisolation
m.v. er nødvendigt at fravige forpligtelser for det offentlige
og privates rettigheder over for det offentlige. Det kan f.eks.
dreje sig om frister for behandling af sager.
Det bemærkes, at ovenstående alene er eksempler. Bestem-
melsen vil finde anvendelse på alle ressortområder og med
hensyn til alle forpligtelser for det offentlige og privates ret-
tigheder over for det offentlige, hvis betingelserne for fravi-
gelse af opfyldt.
Det bemærkes, at det efter den foreslåede bestemmelse ikke
er en betingelse, at de iværksatte foranstaltninger er ophørt.
Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes med henblik på, at
de relevante myndigheder i en periode efter en epidemi kan
foretage en række prioriteringer, indtil situationen på det på-
gældende område er normaliseret.
(§ 12 e)
Den foreslåede § 12 e er ny.
30
Efter bestemmelsen kan sundheds- og ældreministeren fast-
sætte regler om, at pligter, der ifølge lovgivningen påhviler
private over for det offentlige, fraviges, i det omfang det
som følge af foranstaltninger iværksat i medfør af denne lov
vil være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for den
private opfylde pligten.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at tage højde for,
at fysiske og juridiske personer som følge af de foranstalt-
ninger, der træffer i medfør af epidemiloven, kan komme i
en situation, hvor det ikke er muligt for dem at overholde en
pligt, de ifølge lovgivningen har over for det offentlige.
Som eksempel kan nævnes, at regler fastsat i medfør af den
foreslåede § 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, om forbud mod af-
holdelse og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer,
begivenheder m.v. vil kunne påvirke den forestående gene-
ralforsamlingssæson. Dette kan give udfordringer i forhold
til at indsende årsrapporter og udbetale udbytte for virksom-
heder, hvor dette skal godkendes på generalforsamlinger.
Der kan således opstå situationer, hvor virksomheder ikke
kan nå at indsende den godkendte årsrapport inden de fri-
sten, der er fastsat i årsregnskabsloven. Manglende indsen-
delse af årsrapport kan bl.a. føre til manglende udbetaling af
udbytte til aktionærer og i værste tilfælde tvangsopløsning
af selskaber. I medfør af den foreslåede § 12 e vil der på den
baggrund kunne fastsættes regler om fravigelse af fristen for
indsendelse af årsrapport.
Det bemærkes af, at ovenstående alene er et eksempel på,
hvad den foreslåede bemyndigelse kan anvendes til. Regler
udstedt i medfør af bestemmelsen vil således kunne omfatte
enhver situation, hvor det vil være umuligt eller uforholds-
mæssigt vanskeligt for en fysisk eller juridisk person at
overholde en pligt, der ifølge lovgivningen påhviler den på-
gældende over for det offentlige.
Den foreslåede bestemmelse vil derimod ikke omfatte for-
pligtelser, som en fysisk eller juridisk person på privatretligt
grundlag har over for det offentlige, f.eks. som følge af en
kontrakt.
(§ 12 f)
Der er ikke i epidemiloven fastsat regler om, at sundheds-
og ældreministeren i visse situationer kan fastsætte regler
om særlige foranstaltninger med henblik på at sikre forsy-
ningen af varer.
Det foreslås, at der i epidemiloven indsættes en ny § 12 f.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 12 f, 1. pkt., kan sund-
heds- og ældreministeren, i situationer med udbredelse af el-
ler fare for udbredelse af en alment farlig sygdom her i lan-
det, efter forhandling med vedkommende minister fastsætte
regler om særlige foranstaltninger med henblik på at sikre
forsyningen af varer.
Det bemærkes, at hvis der efter regler fastsat i medfør af den
foreslåede bestemmelse måtte blive truffet foranstaltninger,
der vil være at anse for ekspropriative, vil der efter den fore-
slåede bestemmelse i § 27 i epidemiloven skulle ydes fuld-
stændig erstatning til den eller de berørte personer. Der vil
ved udmålingen af en sådan erstatning skulle tages udgangs-
punkt i prisen for det pågældende gode, f.eks. en løsøregen-
stand, på tidspunktet før en mangelsituation er opstået.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 12 f, 2. pkt., foreslås
det, at regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden
lovgivning.
Til nr. 17
Det følger af epidemilovens § 13, stk. 1, at skibe og luftfar-
tøjer i visse tilfælde har en forpligtelse til at videregive op-
lysninger til epidemikommissionen om sundhedstilstanden
om bord på transportmidlet såvel under rejsen som på an-
komsttidspunktet.
Det følger af epidemilovens § 13, stk. 2, at sundheds- og æl-
dreministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplys-
ninger der skal meddeles i medfør af stk. 1, samt om medde-
lelsens form.
Det foreslås, at § 13 nyaffattes.
Det foreslås med nyaffattelsen af § 13, stk. 1, at efter an-
modning fra sundheds- og ældreministeren eller den, som
optræder på ministerens vegne, skal den ansvarshavende for
et transportmiddel, herunder luftfartøjer, skibe, tog og bus-
ser, eller dennes befuldmægtigede udlevere passagerlisteo-
plysninger, i det omfang sådanne foreligger, hvis en person
ombord er smittet eller må formodes at kunne være smittet
med smitsomme og andre overførbare sygdomme omfattet
af § 2.
Oplysningerne, der i medfør af bestemmelsens stk. 1 skal vi-
deregives, vil navnlig være navn(e), adresse og kontaktop-
lysninger (telefonnummer og mailadresse), fuldstændig rej-
seplan for en konkret passagerliste, rejsestatus for passage-
rer, pladsnummer og andre pladsoplysninger samt antal me-
drejsende og disses navne på passagerlisten. For flyselska-
ber vil disse oplysninger altid fremgå af de PNR-lister, som
selskaberne efter PNR-loven er forpligtede til at udarbejde.
Sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på
ministerens vegne, vil kunne pålægge de relevante ansvars-
havende at udlevere oplysningerne.
31
Det foreslås med indsættelsen af § 13, stk. 2, at ved et skibs
ankomst skal føreren og en eventuel skibslæge meddele
sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på
ministerens vegne, oplysninger om sundhedstilstanden om
bord såvel under rejsen som på ankomsttidspunktet. Ved et
luftfartøjs ankomst påhviler denne oplysningspligt luftfartø-
jets fører eller dennes befuldmægtigede.
Forslaget indebærer, at den beføjelse, der er tillagt epidemi-
kommissionen efter den nugældende § 13, stk. 1, overføres
til sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på
ministerens vegne. Der er i øvrigt tale om en videreførelse
af den gældende bestemmelse i § 13, stk. 1.
Det foreslås med indsættelsen af § 13, stk. 3, at sundheds-
og ældreministeren efter forhandling med transportministe-
ren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der
skal meddeles i medfør af stk. 1 og 2, samt om meddelelsens
form.
Bestemmelserne indebærer en behandling af personoplys-
ninger, herunder oplysninger om navn, adresse og kontakt-
oplysninger. De foreslåede bestemmelser udgør nationale
særregler, som vurderes at kunne rummes inden for ramme-
rne af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslo-
ven.
Til nr. 18
Det fremgår af epidemilovens § 14, stk. 1, at sundheds- og
ældreministeren kan bestemme, i hvilket omfang der fra et
skib eller luftfartøj ikke må ske samkvem med personer i
land, før epidemikommissionen eller den, kommissionen har
bemyndiget hertil, har meddelt tilladelse til frit samkvem.
Det foreslås i § 14, stk. 1, at henvisningen til epidemikom-
missionen ændres til sundheds- og ældreministeren.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforsla-
get samtidig foreslås, at kompetencen på en række områder
overføres fra epidemikommissionerne til sundheds- og æl-
dreministeren.
Til nr. 19
Det fremgår af epidemilovens § 16, stk. 1, at epidemikom-
missionen kan påbyde, at enhver, der ankommer her til lan-
det, skal lade sig undersøge af en læge, og at vedkommende
om nødvendigt skal lade sig indlægge til observation på et
sygehus.
Det foreslås i § 16, stk. 1, at henvisningen til epidemikom-
missionen ændres til sundheds- og ældreministeren.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforsla-
get samtidig foreslås, at kompetencen på en række områder
overføres fra epidemikommissionerne til sundheds- og æl-
dreministeren.
Til nr. 20
Det fremgår af epidemilovens § 17, at enhver, der ankom-
mer her til landet, er i øvrigt underkastet reglerne i lovens §§
6-12.
Det foreslås at bestemmelsen i § 17 udvides til at omfatte §§
6-12 f.
Til nr. 21
Det fremgår af epidemilovens § 18, stk. 2, 1. pkt., at sund-
heds- og ældreministeren fastsætter regler om, hvilke foran-
staltninger der skal iværksættes for at hindre, at rotter eller
andre gnavere og vektorer fører smitte fra en sygdom, der er
omfattet af denne lov, ind eller ud af landet.
Efter § 18, stk. 2, 2. pkt., kan sundheds- og ældreministeren
herunder fastsætte, at en statslig myndighed, som epidemi-
kommissionen i medfør af § 4 måtte have pålagt at bistå
med opgaven, kan lade nærmere bestemte praktiske foran-
staltninger udføre ved en autoriseret rottebekæmper, der til-
lige kan udføre opgaven, for så vidt angår vektorer.
Det foreslås i § 18, stk. 2, 2. pkt., at henvisning til epidemi-
kommissionen ændres til sundheds- og ældreministeren.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforsla-
get samtidig foreslås, at kompetencen på en række områder
overføres fra epidemikommissionerne til sundheds- og æl-
dreministeren.
Til nr. 22
Det fremgår af epidemilovens § 19, stk. 1, at epidemikom-
missionen efter begæring til fragtføreren udsteder vederlags-
frit attest (karantænebevis) om hvilke foranstaltninger skibe,
luftfartøjer, jernbanevogne og køretøjer har været underka-
stet i henhold til epidemiloven, hvilke dele af befordrings-
midler foranstaltningerne er truffet over for, den anvendte
fremgangsmåde og grunden til, at foranstaltningerne er
iværksat.
Det fremgår af epidemilovens § 19, stk. 3, at epidemikom-
missionen efter begæring udsteder vederlagsfrit attest til en-
hver rejsende om datoen for hans ankomst og afrejse samt
om de foranstaltninger, han og hans bagage har været under-
32
kastet, og afsenderen, modtageren og fragtføreren eller dis-
ses repræsentanter om de foranstaltninger, godset har været
underkastet.
Det foreslås i § 19, stk. 1 og 3, at henvisningen til epidemi-
kommissionen ændres til sundheds- og ældreministeren.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforsla-
get samtidig foreslås, at kompetencen på en række områder
overføres fra epidemikommissionerne til sundheds- og æl-
dreministeren.
Til nr. 23
Det fremgår af epidemilovens § 20, at epidemikommissio-
nen giver den pågældende vejledning om adgang til dom-
stolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Det foreslås, at henvisningerne til §§ 5, 6, 7, 12 og 16 æn-
dres til §§ 5, 7, 12 og 16.
Forslaget er en konsekvens af, at den gældende § 6 i det væ-
sentlige foreslås videreført i den foreslåede § 5, jf. lovforsla-
gets § 1, nr. 6.
Det foreslås videre, at henvisningen til epidemikommissio-
nen ændres til sundheds- og ældreministeren.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforsla-
get samtidig foreslås, at kompetencen på en række områder
overføres fra epidemikommissionerne til sundheds- og æl-
dreministeren.
Til nr. 24
Efter epidemilovens § 22, 1. pkt., skal enhver, der har kend-
skab til, at en person i hans omgangskreds eller varetægt li-
der af en alment farlig sygdom, snarest muligt rette henven-
delse herom til en læge eller politi, såfremt anmeldelse af
sygdomstilfældet ikke allerede er sket.
Efter § 22, 2. pkt., skal anmeldelsen uden unødigt ophold vi-
deregives til den stedlige epidemikommission.
Det foreslås i § 22, 2. pkt., at henvisningen til den stedlige
epidemikommission ændres til sundheds- og ældreministe-
ren.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforsla-
get samtidig foreslås, at kompetencen på en række områder
overføres fra epidemikommissionerne til sundheds- og æl-
dreministeren.
Til nr. 25
Det følger af epidemilovens § 21, at enhver, der har kend-
skab til, at en person i hans omgangskreds eller varetægt li-
der af en alment farlig sygdom, snarest muligt skal rette
henvendelse herom til en læge eller politi, såfremt anmeldel-
se af sygdomstilfældet ikke allerede er sket. Anmeldelsen
skal uden unødigt ophold videregives til den stedlige epide-
mikommission.
Det foreslås med indsættelsen af § 21 a, at sundheds- og æl-
dreministeren kan fastsætte regler om fysiske og juridiske
personers oplysningsforpligtelser for at hindre udbredelse og
smitte af en bestemt sygdom omfattet af epidemilovens § 2.
Formålet med bestemmelsen er at etablere grundlaget for, at
der hurtigt kan fastsættes regler, som forpligter fysiske og
juridiske personer samt myndigheder til at give relevante
oplysninger for at hindre udbredelse og smitte af en bestemt
sygdom.
Bestemmelsen vil kunne tænkes anvendt til at fastsætte reg-
ler om, at personer, der har opholdt sig i zoner, hvor sund-
hedsmyndighederne har fundet, at der er stor risiko for smit-
tespredning, skal afgive oplysninger herom.
Bestemmelsen vil ligeledes kunne tænkes anvendt til at fast-
sætte regler om, at f.eks. virksomheder skal afgive beta-
lingsoplysninger eller lignende med henblik på kontaktop-
sporing med henblik på at sikre mulighed for at målrette in-
formation om risiko for smitte af en bestemt sygdom, der er
omfattet af lovens § 2.
Der vil kunne ske en behandling af personoplysninger i
medfør af de regler, som fastsættes efter bemyndigelsesbe-
stemmelsen. Databeskyttelsesforordningen og databeskyttel-
sesloven vil i den forbindelse skulle iagttages, medmindre
behandlingen falder uden for forordningens anvendelsesom-
råde, jf. artikel 2.
Reglerne vil blive anvendt inden for rammerne af lov nr.
442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens an-
vendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (retssikker-
hedsloven).
Det foreslås endvidere med indsættelsen af § 21 b, at sund-
heds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at oplys-
ninger kan behandles, hvis behandlingen er nødvendig for at
hindre udbredelse og smitte af en bestemt sygdom omfattet
af lovens § 2.
33
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der hurtigt kan
fastsættes regler om, at personoplysninger kan behandles,
hvis der er behov for det, eksempelvis som led i smitte-
spredning af en bestemt sygdom.
Der vil kunne fastsættes regler, som giver mulighed for at
både private og offentlige aktører kan behandle persono-
plysninger. Fastsættelse af sådanne regler vil kunne være re-
levant, hvis der er behov for, at der hurtigt tilvejebringes
hjemmel til, at private aktører kan videregive personoplys-
ninger til offentlige myndigheder med henblik på bl.a. at
inddæmme smittespredning.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved den adgang,
som private og offentlige aktører har efter gældende databe-
skyttelsesretlige regler til at behandle, herunder videregive,
oplysninger.
Der vil således ske en behandling af personoplysninger i
medfør af de regler, som fastsættes efter bemyndigelsesbe-
stemmelsen. Databeskyttelsesforordningen og databeskyttel-
sesloven vil i den forbindelse skulle iagttages.
Det skal desuden bemærkes, at Datatilsynet forudsættes at
blive hørt over de regler, som udstedes i medfør af bestem-
melsen, jf. databeskyttelseslovens § 28.
Til nr. 26
Efter epidemilovens § 22, 1. pkt., kan Sundhedsstyrelsen
fastsætte regler om skolers og institutioners forhold i tilfæl-
de af smitsomme og andre overførbare sygdomme. Sådanne
regler kan efter bestemmelsens 2. pkt. udstrækkes til også at
omfatte andre end de sygdomme optaget på lovens liste A
og liste B, der kan indebære en særlig risiko ved udbredelse
på skoler og institutioner.
Bestemmelsen i 1. pkt. giver Sundhedsstyrelsen hjemmel til
at fastsætte regler om offentlige og private skolers forhold
og tilsvarende i forhold til institutioner i bred forstand. Be-
stemmelsen omfatter en bred vifte af skoler og institutioner,
herunder også gymnasieskoler, kostskoler, VUC m.v.
Lovens § 22 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 77 af 12. janu-
ar 2018 om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i
skoler og daginstitutioner for børn og unge.
Det foreslås at nyaffatte epidemilovens § 22.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 1, kan sund-
heds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at fore-
bygge eller inddæmme udbredelse af smitsomme og andre
overførbare sygdomme, efter forhandling med
vedkommende minister fastsætte regler om private og of-
fentlige dagtilbuds, skolers, uddannelsesinstitutioners og an-
dre institutioners forhold, herunder om midlertidig lukning.
Sådanne regler kan udstrækkes til også at omfatte andre end
de i § 2 nævnte smitsomme og andre overførbare sygdom-
me, der kan indebære en særlig risiko ved udbredelse de på-
gældende steder.
Et påbud om lukning vil kunne omfatte både hele institutio-
nen eller dele af institutionen, herunder eksempelvis afdelin-
ger af institutionen mv., på baggrund af en geografisk eller
uddannelsesmæssig afgrænsning. En lukning vil også kunne
omfatte undervisning, der af en uddannelsesinstitution er
henlagt til andre, herunder f.eks. driftsoverenskomstparter.
En lukning af et tilbud eller en institution vil betyde, at bru-
gerne ikke kan modtages på tilbuddet eller institutionen mv.
til gennemførelse af dens normale aktiviteter for brugerne.
Der vil i stedet for en lukning kunne fastsættes regler om in-
stitutioners forhold, herunder f.eks. om begrænsninger i an-
tallet af elever eller klasser med henblik på at sikre, at eleve-
rne kan holde passende afstand mellem hinanden. Det kan
særligt være relevant for institutioner med større elever, el-
ler hvor nogle af institutionens elever har særlige sociale,
pædagogiske eller behandlingsmæssige behov.
En lukning vil derimod som udgangspunkt ikke betyde, at
institutionens medarbejdere ikke kan møde på institutionen.
Det kan være i forbindelse med, at institutionerne gennem-
fører virtuelle aktiviteter for brugerne, der ikke kræver bru-
gernes fremmøde på institutionen. Endvidere kan der være
tale om opgaver i forbindelse med opsyn og drift af institu-
tionens bygninger og anlæg, herunder f.eks. pasning af dyr
som institutionen måtte have.
En lukning vil kunne være delvis, således at visse brugere
stadig kan opholde sig på institutionen. Det kan f.eks. være
tilfælde med kostskoler og lignende, hvor der kan være børn
og unge, der ikke har mulighed for at tage hjem til deres for-
ældrene, f.eks. fordi forældrene har ophold i udlandet eller
på grund af forholdene i hjemmet. Der vil således kunne
fastsættes regler om, at børn og unge, som ikke har mulig-
hed for at tage hjem til deres forældrene, fortsat vil kunne
opretholde sig på kostskoler og lignende. Der vil dog kunne
være behov for begrænsninger i forhold til rejser, transport
eller lignende, herunder besøg uden for kostskolen, som vil-
kår for fortsat ophold. Det kan særligt være relevant for in-
stitutioner med større elever, eller hvor nogle af institutio-
nens elever har særlige sociale, pædagogiske eller behand-
lingsmæssige behov. Reglerne vil eksempelvis også kunne
omfatte elever på erhvervsuddannelsernes grundforløb, som
bor på kostafdeling og ikke har mulighed for at tage hjem til
deres forældrene. Da erhvervsuddannelsernes grundforløb er
af et halvt års varighed, vil der ligeledes kunne være myndi-
ge elever, som ikke har en alternativ adresse at flytte til, da
de reelt bor på skolens kostafdeling. Det forventes, at langt
34
hovedparten af erhvervsuddannelseselever på kostafdelinger
kan hjemsendes.
Det foreslås med § 22, stk. 2, at sundheds- og ældreministe-
ren efter forhandling med vedkommende minister kan fast-
sætte regler om særlige foranstaltninger, herunder nødpas-
ning, i situationer omfattet af stk. 1.
Reglerne vil kunne omfatte etablering og drift af tilbud om
nødpasning, der etableres for afgrænsede grupper af børn og
unge, der eller ville have brugt tilbud efter dagtilbudsloven.
Der vil kunne fastsættes regler om størrelse med hensyn til
antal brugere af sådanne tilbud, herunder om særlige foran-
staltninger sådanne brugere og deres forældre skal iagttage
som forudsætning for brugen af tilbuddet om nødpasning.
Det kan være begrænsninger i forhold til rejser, transport el-
ler lignende.
Der vil også kunne fastsættes regler om kriterier for optagel-
se i sådanne tilbud om nødpasning. Det vil primært være
børn og unge, der har særlige sociale, pædagogiske eller be-
handlingsmæssige behov, der vil kunne tænkes optaget i så-
danne tilbud, herunder i tilfælde, hvor fortsat adgang til til-
bud er begrundet i barns eller den unges forhold, f.eks. for-
holdene i hjemmet. Der vil også kunne være tale om opret-
holdelse af tilbud for små grupper af børn, der har særlige
behov af de nævnte grunde. Der vil desuden kunne være tale
om optagelse af børn i tilbud om nødpasning begrundet i
forældrenes forhold. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis for-
ældrene varetager funktioner i f.eks. sundhedssystemet eller
transport- og forsyningsvirksomheder.
Der vil endvidere kunne fastsættes regler vedrørende tilret-
telæggelse og organisering af aktiviteterne i sådanne tilbud.
Det vil eksempelvis gælde fastsættelse af regler med henblik
på at sikre, at tilbuddenes brugere har mulighed for at holde
afstand til hinanden. Der vil desuden kunne fastsættes regler
om, at tilbuddene skal etableres i lokaler, der ikke normalt
anvendes til dagtilbud. Det kan f.eks. være lokaler på folke-
skoler, der er lukket som følge af påbud herom, men hvor
sundhedsmyndighederne vurderer, at der ikke er problemer
i, at lokalerne bruges til formålet.
Til nr. 27
I medfør af § 27 i epidemiloven yder det offentlige erstat-
ning, hvis der i forbindelse med forebyggende foranstaltnin-
ger, der iværksættes i medfør af lovens kapitel 3 for at hin-
dre udbredelse af smitsomme og andre overførbare sygdom-
me, påføres nogen et tab. Der er ikke i loven fastsat hjem-
mel til at iværksætte ekspropriation og ydelse af erstatning i
forbindelse hermed.
Det foreslås at nyaffatte § 27 i lov om foranstaltninger mod
smitsomme og andre overførbare sygdomme, således at det
vil følge af bestemmelsen, at sundheds- og ældreministeren
til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter denne lov
kan iværksætte ekspropriation af privat ejendom.
Forslaget vil indebære, at der gives hjemmel til, at der i for-
bindelse med de med lovforslaget foreslåede foranstaltnin-
ger vil kunne iværksættes ekspropriation af både fysiske og
juridiske personers ejendom.
Det følger af grundlovens § 73, stk. 1, at to overordnede be-
tingelser skal være opfyldt, for at der er tale om ekspropria-
tion i grundlovens forstand. For det første skal indgrebet væ-
re rettet mod ”ejendom”, som er beskyttet efter grundlovens
§ 73. For det andet skal indgrebet være ekspropriativt (der
skal være tale om afståelse).
Hvis der er tale om et indgreb, der har karakter af ekspropri-
ation i grundlovens forstand, skal tre betingelser være op-
fyldt, for at indgrebet er i overensstemmelse med grundlo-
ven. Indgrebet skal være krævet af almenvellet, det skal ske
ifølge lov, og der skal ydes fuldstændig erstatning til den be-
rørte ejer.
Grundloven beskytter ikke blot fysiske personer, men også
alle typer af juridiske personer, som er etableret (eller over-
taget) af private – selskaber, foreninger, selvejende instituti-
oner m.v. Det er traditionelt antaget, at også staten, kommu-
ner og andre juridiske personer etableret (eller fuldt ud over-
taget) af det offentlige er beskyttet. Det fremgår dog af ny-
ere retspraksis, at i hvert fald visse offentlige juridiske per-
soner ikke altid nyder samme beskyttelse som private. Det
er desuden i nyere teori er gjort gældende, at i hvert fald of-
fentlige juridiske personer, som er etableret af statsmagten
uden at indgå i det kommunale selvstyre, slet ikke nyder be-
skyttelse efter grundlovens § 73, jf. Jens Peter Christensen
m.fl., Dansk Statsret, 2. udgave, 2016, s. 326-329.
Udtrykket ”ejendom” i grundlovens § 73 må forstås i vid be-
tydning. Det er således almindeligt antaget, at bestemmelsen
ikke alene beskytter ejendomsret i traditionel forstand. Også
begrænsede rådighedsrettigheder, såsom brugsrettigheder,
servitutter og panterettigheder, og rettigheder i henhold til
private aftaler er beskyttet af grundlovens ejendomsbegreb,
jf. således bl.a. Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret, 3. udga-
ve (2003), side 184 f.
Det er endvidere almindeligt antaget, at bestemmelsen ikke
alene beskytter rettigheder af privatretlig karakter, men også
særlige rettigheder af erhvervsmæssig karakter stiftet på of-
fentligretligt grundlag, f.eks. næringsrettigheder, jf. bl.a. Pe-
ter Germer, Statsforfatningsret, 5. udgave (2012), side
287-288, Henrik Zahle, a.st., side 186, samt Alf Ross, Dansk
35
Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen (1980), side
648 f.
Grundlovens § 73 beskytter således alle rettigheder, der ef-
ter deres almindelige natur skaber grundlaget for personers
økonomiske eksistens og virke, jf. Alf Ross, a.st., side 642.
Tilsvarende synspunkter kommer til udtryk i den øvrige for-
fatningsretlige litteratur, jf. Max Sørensen, Statsforfatnings-
ret (2. udg. ved Peter Germer, 1973), side 399 ff., Henrik
Zahle, a.st., side 183 ff, og Peter Germer, a.st., side 286 ff.
Også rettigheder, der hviler på offentligretlig adkomst, f.eks.
krav på løn eller pension, kan være omfattet af grundlovens
§ 73, jf. f.eks. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret
(1954), side 722, Peter Germer, a.st., side 287, og Orla Friis
Jensen i Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (redi-
geret af Henrik Zahle), 2. udgave (2006), side 466.
For at der er tale om ekspropriation i grundlovens forstand,
skal der være tale om, at der foretages et ekspropriativt ind-
greb (afståelse).
Det er i den forbindelse almindeligt antaget i den forfat-
ningsretlige litteratur og i praksis, at lovgivningsmagten –
uden at der foreligger ekspropriation – kan regulere udøvel-
sen af de rettigheder, der er beskyttet af grundlovens § 73,
idet lovgivningsmagten bl.a. kan opstille almindelige regler
om begrænsninger i borgernes handlefrihed og i deres råden
over, hvad de ejer, jf. f.eks. Max Sørensen, a.st., side 405.
Afgrænsningen mellem på den ene side de indgreb, der er
tvangsmæssig afståelse og udløser ret til erstatning efter
grundlovens § 73, og på den anden side de indgreb, der kan
foretages ved erstatningsfri, generel regulering, kan i en
række tilfælde give anledning til tvivl.
Det er i forfatningsretlig litteratur og praksis almindeligt an-
taget, at spørgsmålet om, hvorvidt et indgreb har karakter af
ekspropriation, må bero på et samlet skøn over indgrebets
beskaffenhed, jf. Alf Ross, a.st., side 665 ff., Max Sørensen,
a.st., side 412, Peter Germer, a.st., side 291-292 og Orla Fri-
is Jensen, a.st., side 476 f. Som momenter, der må tillægges
betydning ved udøvelsen af dette skøn, kan der navnlig pe-
ges på indgrebets formål, i hvilken grad indgrebet er gene-
relt eller konkret (herunder om det rammer mange eller få
personer), indgrebets intensitet, om indgrebet angår en frem-
tidig eller en aktuel rettighed, om indgrebet går ud på at
overføre rettigheden fra den hidtidige ejer til en ny eller på
en tilintetgørelse af denne råden, samt indgrebets begrundel-
se (causa).
Det vil bl.a. kunne tale for, at der er tale om afståelse, hvis
en ejendomsret overføres fra en person til en anden person,
f.eks. det offentlige. Fra retspraksis kan der henvises til U
1967.22 H (Første håndskriftssag) og U 2008.378 H (Almen
bolig-sagen). Det vil omvendt tale imod, at der er tale om
afståelse, hvis der ikke er tale om en overførelse af en ejen-
domsret, men blot en begrænsning af rådigheden over den
pågældende ejendom, jf. bl.a. U 2006.1539 H (Pindstrup
Mosebrug-sagen), jf. Jens Peter Christensen m.fl., Dansk
Statsret, 2. udgave, (2016), side 318-319.
Det kan også tale imod, at der er tale om afståelse, hvis et
indgreb er generelt, jf. bl.a. U 1972.603 H, jf. U 1971.666
(Moler-sagen) og U 1998.1669 H (Bræmme-sagen). Om-
vendt vil det kunne tale for, at der er tale om afståelse, hvis
indgrebet kun rammer enkelte personer, jf. herved U
1980.955 (Greendane-sagen). At et indgreb kun rammer en-
kelte, vil dog ikke i sig selv føre til, at der vil være tale om
afståelse. Der kan lægges vægt på, om et indgreb, selvom
det kun rammer få personer, fastsættes efter almindelige,
saglige kriterier og ikke vilkårligt pålægges nogle få ejere,
jf. Jens Peter Christensen m.fl., a.st., s. 319.
Efter intensitetskriteriet kan det tale imod, at der vil være ta-
le om afståelse, hvis indgrebet er af mindre intensitet. Om-
vendt vil det tale for, at der er tale om afståelse, hvis indgre-
bet er meget byrdefuldt. Ved vurderingen af, hvor intensivt
et indgreb er, kan der lægges vægt på størrelsen af det tab,
indgrebet påfører de ramte. I forbindelse med intensitetsvur-
deringen har det desuden betydning, om indgrebet rammer
en aktuel råden eller alene en vis fremtidig udnyttelse af en
ret. Hvis der alene er tale om, at indgrebet rammer en frem-
tidig udnyttelse, vil dette tale for, at der ikke foreligger af-
ståelse, jf. U 1996.492 H, jf. Jens Peter Christensen m.fl.,
a.st., s. 320-321.
Efter causa-kriteriet tillægges indgrebets begrundelse betyd-
ning. Det antages traditionelt, at hvis et indgreb er begrundet
i at afværge en fare fra et ejendomsgode, er det et forhold,
der vil tale imod, at der er tale om ekspropriation i grundlo-
vens forstand, jf. Jens Peter Christensen m.fl., a.st., s. 321.
Der kan i den forbindelse henvises til U 2000.1/2 H, hvor
Højesteret fastslog, at nedslagtning af en smittefarlig hus-
dyrbesætning ikke berettigede til erstatning efter grundlo-
vens § 73. Der blev i den forbindelse ikke alene lagt vægt på
de samfundsmæssige interesser, men tillige på, at det også
er i den enkelte husdyravlers økonomiske interesse, at smit-
tespredning bekæmpes på den mest effektive måde. Endvi-
dere blev der lagt vægt på, at der var ydet delvis erstatning
til den pågældende ejer af husdyrbestanden.
Det vil afhænge af en samlet vurdering ud fra de ovenfor
beskrevne momenter, om anvendelsen af den pågældende
bestemmelse i konkrete tilfælde vil være udtryk for et eks-
propriativt indgreb.
Det må antages, at sådanne foranstaltninger ofte ikke vil
skulle anses for ekspropriative indgreb i grundlovens for-
36
stand. Foranstaltninger, der foreslås med lovforslaget, kan
således begrundes i en samfundsmæssig interesse i at afvær-
ge smittefare blandt mennesker, der befinder sig her i landet,
og opretholde et sundhedsvæsen, der kan håndtere både be-
handlingen af personer, der er smittet med den pågældende
sygdom, og behandlingen af personer, der af anden årsag
har behov for behandling i sundhedsvæsenet. Det må anta-
ges, at en sådan samfundsmæssig interesse vil kunne indgå i
vurderingen af causa-kriteriet med en tungere vægt end den
samfundsmæssig interesse i at hindre smitte af husdyrbe-
stande, som Højesteret lagde vægt på i den ovennævnte sag,
U 2000.1/2 H. Det må desuden antages, at det også vil være
i den enkelte fysiske og juridiske persons interesse, at smit-
tespredning bekæmpes på den mest effektive måde.
I det omfang der ydes kompensation eller erstatning på an-
det grundlag, vil der endvidere kunne lægges vægt herpå i
forbindelse med vurderingen af, om der er tale om ekspro-
priation.
De nævnte forhold må i almindelighed antages at tale med
betydelig vægt imod, at anvendelsen af de pågældende be-
stemmelser vil være udtryk for ekspropriative indgreb. Det
kan imidlertid næppe på forhånd helt udelukkes, at et ind-
greb efter den foreslåede bestemmelse efter omstændighe-
derne vil kunne anses for ekspropriativt. I den forbindelse
vil der skulle lægges vægt på, om der er tale om et generelt
eller konkret indgreb, og på intensiteten for den enkelte. Er
indgrebet ekspropriativt, vil den pågældende have krav på
erstatning. Kan der ikke opnås enighed herom, må spørgs-
målet i givet fald indbringes for domstolene.
I tilfælde, hvor det vurderes, at der ved gennemførelse af en
af de med lovforslaget foreslåede foranstaltninger, vil være
tale om et ekspropriativt indgreb i grundlovens forstand,
foreslås det, at der skal ydes fuldstændig erstatning til den
eller de berørte personer. Der vil ved udmålingen af en så-
dan erstatning skulle tages udgangspunkt i prisen for det på-
gældende gode, f.eks. en løsøregenstand, på tidspunktet før
mangelsituationen opstår.
Til nr. 28
Efter epidemilovens § 28, stk. 1, afholder regionerne alle
udgifter efter loven, herunder de i § 27 nævnte erstatninger,
med undtagelse af en række konkrete situationer vedrørende
skibe og lufttransport, jf. § 28, stk. 2, nr. 1-5.
Det foreslås at ophæve bestemmelsen.
Til nr. 29
Det følger af den epidemilovens § 29, stk. 1, nr. 2, at den,
der overtræder forbud eller undlader at efterkomme påbud
meddelt efter § 5, stk. 1, § 6, stk. 1 og 3, § 7, § 11, stk. 2 og
3, § 12, stk. 1, og § 16, stk. 1, straffes med bøde eller fæng-
sel indtil 6 måneder.
Det foreslås, at bestemmelsen ændres, således, at henvisnin-
gen til § 5, stk. 1, § 6, stk. 1 og 3 og § 7 ændres til § 5, stk. 1
og 2, og § 7, stk. 1.
Den foreslåede ændring har den virkning, at der også vil bli-
ve henvist til den foreslåede § 5, stk. 2, som giver mulighed
for tvangsmæssig behandling. Derudover foreslås det, at
henvisningen til § 6, stk. 1 og 3, udgår, da de to bestemmel-
ser med lovforslaget foreslås ændret til bemyndigelser.
Endelig har den foreslåede ændring den virkning, at henvis-
ningen til § 7 af lovtekniske grunde ændres til § 7, stk. 1.
Det bemærkes, at der i epidemilovens § 29, stk. 2, er hjem-
mel til, at der kan fastsættes straf for overtrædelse af de for-
bud og påbud, som måtte blive udstedes i medfør af de fore-
slåede bemyndigelsesbestemmelser
Til nr. 30
Det foreslås i § 29, stk. 3, at der kan pålægges selskaber
m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffe-
lovens 5. kapitel. Fastsættelsen af bødestørrelser vil bero på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige omstændigheder i sagen.
Til § 2
Bestemmelsen i stk. 1 fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden. Det foreslås, at loven træder i kraft ved be-
kendtgørelsen i Lovtidende.
Det foreslås i stk. 2, at lov om foranstaltninger mod smit-
somme og andre overførbare sygdomme ophæves den 1.
marts 2021.
Forslaget indebærer, at loven automatisk ophæves, medmin-
dre Folketinget forinden beslutter at forlænge lovens gyldig-
hedsperiode. Det forudsættes i den forbindelse, at der forud
for en eventuel videreførelse af loven skal foretages en vur-
dering af lovens anvendelse, effekter og konsekvenser for
retssikkerheden.
Til § 3
Det foreslås i § 3, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes helt eller
37
delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de færøs-
ke forhold tilsiger.
Territorialbestemmelsen svarer til territorialbestemmelsen i
§ 32 i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre
overførbare sygdomme.
38
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre over-
førbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1026 af 1. ok-
tober 2019, som ændret ved bekendtgørelse nr. 156 af 27.
februar 2020 og bekendtgørelse nr. 157 af 27. februar 2020,
foretages følgende ændringer:
§ 1. Med henblik på at hindre,
1) at de i § 2 nævnte smitsomme og andre overførbare syg-
domme udbredes her i landet, og
2) at smitte fra disse sygdomme føres ind i landet eller her-
fra til andre lande, kan de i § 3 nævnte epidemikommissio-
ner iværksætte de i kapitel 3 og 4 nævnte foranstaltninger.
1. I § 1 ændres »kan de i § 3 nævnte epidemikommissioner
iværksætte de i kapitel 3 og 4 nævnte foranstaltninger« til:
»kan sundheds- og ældreministeren iværksætte de foranstalt-
ninger, der er nævnt i eller fastsat i medfør af reglerne i ka-
pitel 3 og 4«.
2. I § 1 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan bemyndige an-
dre myndigheder, herunder de epidemikommissioner, der er
nævnt i kapitel 2, til at udøve de beføjelser, der i denne lov
er tillagt ministeren.«
3. Efter § 2 indsættes i kapitel 1:
»§ 2 a. De stedlige politi-, havne-, lods-, luftfarts-, miljø-,
sygehus- og fødevaremyndigheder, told- og skatteforvaltnin-
gen, redningsberedskabet og Forsvaret er forpligtet til at bi-
stå sundheds- og ældreministeren i udøvelsen af dennes plig-
ter og beføjelser ifølge denne lov.
Stk. 2. Private kan i særlige tilfælde efter sundheds- og æl-
dreministerens nærmere bestemmelse bistå med at varetage
myndighedsopgaver i henhold til denne lov.«
§ 4. De stedlige politi-, havne-, lods-, luftfarts-, miljø-, sy-
gehus- og fødevaremyndigheder, told- og skatteforvaltnin-
gen, redningsberedskabet og Styrelsen for Patientsikkerhed
er forpligtet til at bistå epidemikommissionen i udøvelsen af
dennes pligter ifølge denne lov.
4. § 4, stk. 1, ophæves.
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 1-2.
Stk. 2. Epidemikommissionerne kan bestemme, at visse af
de i kapitel 3 og 4 nævnte foranstaltninger under nærmere
fastsatte betingelser kan iværksættes af kommissionens en-
kelte medlemmer eller af de til kommission knyttede læger.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler
om lægelig bistand til epidemikommissionen.
5. I § 4, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres »de i kapitel 3 og 4
nævnte foranstaltninger« til: »de foranstaltninger, der er
nævnt i eller fastsat i medfør af reglerne i kapitel 3 og 4,«.
6. §§ 5-7 ophæves, og i stedet indsættes:
§ 5. Epidemikommissionen kan påbyde, at enhver, der li-
der af en alment farlig sygdom, eller som må antages at være
smittet med en sådan, skal lade sig undersøge af en læge, og
»§ 5. Sundheds- og ældreministeren kan påbyde enhver,
der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at
kunne være smittet med en sådan:
39
at vedkommende om nødvendigt skal lade sig indlægge til
observation på et sygehus.
Stk. 2. Efterkommes påbuddet ikke, kan den pågældende
ved politiets hjælp fremstilles for en læge til undersøgelse,
ligesom den pågældende om nødvendigt ved politiets hjælp
kan tvangsindlægges til observation på et sygehus.
§ 6. Epidemikommissionen kan påbyde, at enhver, der li-
der af en alment farlig sygdom, eller som må antages at være
smittet med en sådan, skal lade sig isolere og om nødvendigt
indlægge på sygehus.
Stk. 2. Efterkommes påbuddet ikke, kan isolation af den
pågældende ske ved tvangsindlæggelse på sygehus ved poli-
tiets hjælp.
Stk. 3. Såfremt udbredelse af en alment farlig sygdom ikke
kan hindres ved isolation i henhold til stk. 1, kan ministeren
for sundhed og forebyggelse efter indstilling fra Sundheds-
styrelsen påbyde, at der skal iværksættes tvangsmæssig be-
handling.
§ 7. Epidemikommissionen kan påbyde, at et område,
hvor en alment farlig sygdom optræder, eller hvor der er
mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, afspærres,
således at samkvem med omgivelserne forhindres i fornø-
dent omfang, ligesom kommissionen kan forbyde, at der af-
holdes offentlige arrangementer og lign. i området.
Stk. 2. Foranstaltninger efter stk. 1 skal snarest muligt op-
hæves.
1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson.
2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet
facilitet.
3) At lade sig isolere i en egnet facilitet.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan iværksætte
tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller
formodes at være smittet med en sygdom som nævnt i stk. 1,
hvis isolation ikke er tilstrækkelig til at forebygge eller ind-
dæmme udbredelse af sygdommen.
Stk. 3. Som led i håndhævelsen eller gennemførelsen af et
påbud efter stk. 1 eller tvangsmæssig behandling efter stk. 2
er der uden retskendelse adgang til den pågældendes bolig
og andre lokaliteter, som den pågældende råder over.
Stk. 4. Sundheds- og ældreministeren kan efter forhand-
ling med justitsministeren fastsætte regler om politiets bi-
stand ved anvendelsen af beføjelserne i stk. 1-3, herunder
om politiets bistand ved gennemførelse af påbud om under-
søgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig be-
handling.
§ 6. Sundheds- og ældreministeren kan, når det er nødven-
digt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en al-
ment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med ju-
stitsministeren fastsætte regler om forbud mod afholdelse og
deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenhe-
der m.v. Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan omfatte inden-
dørs, udendørs, offentlige og private forsamlinger, arrange-
menter, begivenheder m.v. Regler fastsat i medfør af 1. pkt.
kan fravige anden lovgivning.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan efter forhand-
ling med justitsministeren fastsætte regler om, at der uden
retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter med
henblik på kontrol af overholdelsen af regler fastsat i medfør
af stk. 1 og om politiets bistand i den forbindelse.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren kan efter forhand-
ling med justitsministeren fastsætte regler om, at politiet kan
anvende den fornødne magt for at sikre, at regler fastsat i
medfør af stk. 1 overholdes.
§ 6 a. Sundheds- og ældreministeren kan, når det er nød-
vendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en
alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud
mod adgang til eller restriktioner for adgangen til offentlige
institutioner m.v.
§ 7. Sundheds- og ældreministeren kan påbyde, at der skal
ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom
optræder, hvor der er risiko for, at en sådan sygdom optræ-
der eller bringes ind, eller hvor der er mistanke om, at der er
udlagt biologisk kampstof, således at samkvem med omgi-
velserne forhindres i fornødent omfang.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere
regler om adgangen til at meddele påbud efter stk. 1, herun-
der om den nærmere afgrænsning af området. Ministeren
40
kan fastsætte regler om restriktioner for personer, der har
bopæl i området.
Stk. 3. Foranstaltninger efter stk. 1 skal snarest muligt op-
hæves.«
§ 8. --- 7. I § 8 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Når det er nødvendigt for forebygge eller inddæm-
me udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, kan
sundheds- og ældreministeren med henblik på at nedbringe
antallet af øvrige patienter i sundhedsvæsenet fastsætte reg-
ler om, at der skal iværksættes tvangsmæssig vaccination af
nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minime-
re udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen.«
§ 9. Når det formodes, at et dødsfald skyldes en alment
farlig sygdom, kan epidemikommissionen efter forhandling
med Sundhedsstyrelsen påbyde, at obduktion skal ske.
8. I § 9 ændres »epidemikommissionen« til: »sundheds- og
ældreministeren«.
§ 10. Sundheds- og ældreministeren kan efter indstilling
fra Sundhedsstyrelsen bestemme, at de foranstaltninger, der
alene kan iværksættes mod alment farlige sygdomme, jfr. §§
5-9, også kan iværksættes over for øvrige smitsomme og an-
dre overførbare sygdomme, når disse optræder på en ondar-
tet måde eller med stor udbredelse, eller når andre forhold
indebærer en særlig stor risiko for smittespredning.
9. I § 10 ændres »indstilling« til: »rådgivning«, og efter »§§
5-9« indsættes: »og §§ 12 a-12 f«.
§ 11. Epidemikommissionen kan iværksætte de undersø-
gelser af bakteriologisk eller lignende art, som er nødvendi-
ge for med sikkerhed at fastslå en smittes art, oprindelse og
udbredelse.
10. I § 11, stk. 1, ændres »Epidemikommissionen« til:
»Sundheds- og ældreministeren«.
Stk. 2. Når der er fare for, at smitte kan spredes ved virk-
somheders fremstilling og distribution af levnedsmidler, kan
kommissionen træffe foranstaltninger med henblik på at
bringe smittefaren til ophør, om fornødent ved at påbyde hel
eller delvis lukning af den pågældende virksomhed eller ved
at forbyde en smittebærende person adgang til virksomhe-
den.
11. I § 11, stk. 2, ændres »kommissionen« til: »sundheds- og
ældreministeren«.
Stk. 3. Kommissionen kan forbyde, at personer, der lider
af en af denne lov omfattet sygdom, anvender offentlige
transportmidler.
12. I § 11, stk. 3, ændres »Kommissionen« til: »Sundheds-
og ældreministeren«, og efter »denne lov omfattet sygdom«
indsættes: », eller som formodes at kunne være smittet med
en sådan,«.
§ 12. Epidemikommissionen kan påbyde, at der skal
iværksættes rensning af personer, der formodes forurenet
med smitstof eller biologisk kampstof. Kommissionen kan
også påbyde desinfektion af løsøre, fast ejendom og befor-
dringsmidler m.v.
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
13. I § 12, stk. 1, 1. pkt., ændres »Epidemikommissionen«
til: »Sundheds- og ældreministeren«, og i 2. pkt. ændres
»Kommissionen« til: »Ministeren«.
Stk. 4. Epidemikommissionen kan efter forhandling med
Sundhedsstyrelsen endvidere iværksætte andre foranstaltnin-
ger af begrænset art og omfang for at hindre, at smitte ud-
bredes.
14. I § 12, stk. 4, ændres »Epidemikommissionen« til:
»Sundheds- og ældreministeren«.
15. Efter § 12 indsættes i kapitel 3:
41
»§ 12 a. Sundheds- og ældreministeren kan, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af
en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med
transportministeren fastsætte regler om forbud mod adgang
til transportmidler eller restriktioner på transportmidler, her-
under om tilladt maksimalbelægning og om, at der fra skibe
ikke må ske samkvem med personer i land. Regler fastsat i
medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning.
§ 12 b. Sundheds- og ældreministeren kan, når det er nød-
vendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en
alment farlig sygdom, efter forhandling med erhvervsmini-
steren fastsætte regler om forbud mod adgang til eller re-
striktioner for adgangen til eller brugen af lokaler, som er-
hvervsdrivende råder over, og hvortil offentligheden har ad-
gang, herunder regler om tilladt maksimalbelægning. Regler
fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning.
§ 12 c. Sundheds- og ældreministeren kan, når det er nød-
vendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en
alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud
mod eller restriktioner for besøgendes adgang til offentlige
og private plejehjem og sygehuse og om undtagelser hertil.
Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgiv-
ning.«
16. Efter kapitel 3 indsættes:
»Kapitel 3 a
Fravigelse af det offentliges forpligtelser og privates rettig-
heder ifølge anden lovgivning samt sikring af forsyningen
§ 12 d. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler
om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates
rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning,
i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det
offentlige i medfør af anden lovgivning, når det er nødven-
digt for at sikre kapacitet til behandling og pleje af personer,
der er smittet med en alment farlig sygdom, og de pågælden-
de forpligtelser og rettigheder må anses for at være af mere
underordnet betydning i forhold til det nævnte kapacitetsbe-
hov.
Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med
sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om fravigelse
af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over
for det offentlige fastsat i anden lovgivning, i medfør af an-
den lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i
medfør af anden lovgivning i følgende tilfælde:
1) Fravigelse er nødvendig for at forebygge eller inddæm-
me udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet.
2) Fravigelse er påkrævet som følge af tiltag til at forebyg-
ge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom
her i landet, og de pågældende forpligtelser og rettigheder i
den sammenhæng må anses for at være af mere underordnet
betydning.
42
3) Opfyldelse de pågældende forpligtelser og rettigheder
bliver umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig som følge af
foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge
eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i
landet.
§ 12 e. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler
om, at pligter af offentligretlig karakter, der ifølge lovgiv-
ningen påhviler private over for det offentlige, fraviges, i det
omfang det som følge af foranstaltninger iværksat i medfør
af denne lov vil være umuligt eller uforholdsmæssigt van-
skeligt for den private opfylde pligten.
§ 12 f. Sundheds- og ældreministeren kan, i situationer
med udbredelse af eller fare for udbredelse af en alment far-
lig sygdom her i landet, efter forhandling med
vedkommende minister fastsætte regler om særlige foran-
staltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer.
Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgiv-
ning.«
17. § 13 affattes således:
§ 13. Ved et skibs ankomst skal føreren og en eventuel
skibslæge meddele epidemikommissionen eller den, som op-
træder på kommissionens vegne, oplysninger om sundheds-
tilstanden om bord såvel under rejsen som på ankomsttids-
punktet. Ved et luftfartøjs ankomst påhviler oplysningsplig-
ten luftfartøjets fører eller dennes befuldmægtigede.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere
regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i medfør af
stk. 1, samt om meddelelsens form.
»§ 13. Efter anmodning fra sundheds- og ældreministeren
eller den, som optræder på ministerens vegne, skal den an-
svarshavende for et transportmiddel, herunder luftfartøjer,
skibe, tog og busser, eller dennes befuldmægtigede udlevere
passagerlisteoplysninger, i det omfang sådanne foreligger,
hvis en person ombord er smittet eller må formodes at kunne
være smittet med smitsomme og andre overførbare sygdom-
me omfattet af § 2.
Stk. 2. Ved et skibs ankomst skal føreren og en eventuel
skibslæge meddele sundheds- og ældreministeren eller den,
som optræder på ministerens vegne, oplysninger om sund-
hedstilstanden om bord såvel under rejsen som på ankomst-
tidspunktet. Ved et luftfartøjs ankomst påhviler denne oplys-
ningspligt luftfartøjets fører eller dennes befuldmægtigede.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren kan efter forhand-
ling med transportministeren fastsætte nærmere regler om,
hvilke oplysninger der skal meddeles i medfør af stk. 1 og 2,
samt om meddelelsens form.«
§ 14. Sundheds- og ældreministeren kan bestemme, i hvil-
ket omfang der fra et skib eller luftfartøj ikke må ske sam-
kvem med personer i land, før epidemikommissionen eller
den, kommissionen har bemyndiget hertil, har meddelt tilla-
delse til frit samkvem.
Stk. 2. ---
18. I § 14, stk. 1, ændres »epidemikommissionen eller den,
kommissionen« til: »sundheds- og ældreministeren eller
den, ministeren«.
§ 16. Epidemikommisionen kan påbyde, at enhver, der an-
kommer her til landet, skal lade sig undersøge af en læge, og
at vedkommende om nødvendigt skal lade sig indlægge til
observation på et sygehus.
Stk. 2. ---
19. I § 16, stk. 1, ændres »Epidemikommissionen« til:
»Sundheds- og ældreministeren«.
§ 17. Enhver, der ankommer her til landet, er i øvrigt un-
derkastet reglerne i §§ 6-12.
20. I § 17 ændres »§§ 6-12« til: »§§ 5-12 f«.
43
§ 18. ---
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren fastsætter regler om,
hvilke foranstaltninger der skal iværksættes for at hindre, at
rotter eller andre gnavere og vektorer fører smitte fra en syg-
dom, der er omfattet af denne lov, ind eller ud af landet.
Sundheds- og ældreministeren kan herunder fastsætte, at en
statslig myndighed, som epidemikommissionen i medfør af
§ 4 måtte have pålagt at bistå med opgaven, kan lade nær-
mere bestemte praktiske foranstaltninger udføre ved en auto-
riseret rottebekæmper, der tillige kan udføre opgaven, for så
vidt angår vektorer.
21. I § 18, stk. 2, 2. pkt., ændres ”»epidemikommissio-
nen«”til: »sundheds- og ældreministeren«.
§ 19. Efter begæring udsteder epidemikommissionen til
fragtføreren vederlagsfrit attest (karantænebevis) om:
1) hvilke foranstaltninger skibe, luftfartøjer, jernbanevog-
ne og køretøjer har været underkastet i henhold til denne
lov,
2) hvilke dele af befordringsmidlet foranstaltningerne er
truffet over for,
3) den anvendte fremgangsmåde og
4) grunden til, at foranstaltningerne er iværksat.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Efter begæring udsteder epidemikommissionen ve-
derlagsfrit attest til:
1) enhver rejsende om datoen for hans ankomst og afrejse
samt om de foranstaltninger, han og hans bagage har været
underkastet, og
2) afsenderen, modtageren og fragtføreren eller disses re-
præsentanter om de foranstaltninger, godset har været under-
kastet.
22. I § 19, stk. 1 og 3, ændres ”epidemikommissionen” til:
”sundheds- og ældreministeren”.
§ 20. Ved pålæg i medfør af §§ 5, 6, 7, 12 og 16, som har
karakter af frihedsberøvelse, og ved afslag på anmodning
om ophævelse af sådanne pålæg giver epidemikommissio-
nen den pågældende vejledning om adgang til domstolspr-
øvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
23. I § 20 ændres ”§§ 5, 6, 7, 12 og 16” til: ”§§ 5, 7, 12 og
16”, og ”epidemikommissionen” ændres til: ”sundheds- og
ældreministeren”.
§ 21. Enhver, der har kendskab til, at en person i hans om-
gangskreds eller varetægt lider af en alment farlig sygdom,
skal snarest muligt rette henvendelse herom til en læge eller
politi, såfremt anmeldelse af sygdomstilfældet ikke allerede
er sket. Anmeldelsen skal uden unødigt ophold videregives
til den stedlige epidemikommission.
24. I § 21, 2. pkt., ændres ”den stedlige epidemikommissio-
nen” til: ”sundheds- og ældreministeren”.
25. Efter § 21 indsættes:
”§ 21 a. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte reg-
ler om fysiske og juridiske personers samt myndigheders op-
lysningsforpligtelser for at hindre udbredelse og smitte af en
bestemt sygdom omfattet af lovens § 2.
§ 21 b. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler
om, at personoplysninger kan behandles, hvis behandlingen
er nødvendig for at hindre udbredelse og smitte af en be-
stemt sygdom omfattet af lovens § 2. ”
44
26. § 22 affattes således:
§ 22. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om skolers
og institutioners forhold i tilfælde af smitsomme og andre
overførbare sygdomme. Sådanne regler kan udstrækkes til
også at omfatte andre end de i § 2 nævnte smitsomme og an-
dre overførbare sygdomme, der kan indebære en særlig risi-
ko ved udbredelse på skoler og institutioner.
”§ 22. Sundheds- og ældreministeren kan, når det er nød-
vendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af smit-
somme og andre overførbare sygdomme, efter forhandling
med vedkommende minister fastsætte regler om private og
offentlige dagtilbuds, skolers, uddannelsesinstitutioners og
andre institutioners forhold, herunder om midlertidig luk-
ning. Sådanne regler kan udstrækkes til også at omfatte an-
dre end de i § 2 nævnte smitsomme og andre overførbare
sygdomme, der kan indebære en særlig risiko ved udbredel-
se de pågældende steder.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan efter forhandling
med vedkommende minister fastsætte regler om særlige for-
anstaltninger, herunder nødpasning, i situationer omfattet af
stk. 1. ”
27. § 27 affattes således:
§ 27. Hvis der i forbindelse med de forebyggende foran-
staltninger, der iværksættes i medfør af denne lovs kapitel 3
for at hindre udbredelse af smitsomme og andre overførbare
sygdomme, påføres nogen tab, har vedkommende krav på
erstatning herfor fra det offentlige.
Stk. 2. Størrelsen af en erstatning i medfør af stk. 1 fast-
sættes af epidemikommissionen efter forhandling med ska-
delidte. Såfremt der ikke kan opnås enighed om erstatnings-
pligten eller erstatningens størrelse, påhviler det kommissio-
nen at indbringe erstatningsspørgsmålet for domstolene.
”§ 27. Sundheds- og ældreministeren kan til brug for gen-
nemførelse af foranstaltninger efter denne lov eller regler
fastsat i medfør heraf iværksætte ekspropriation af privat
ejendom.
Stk. 2. Udgør gennemførelse af foranstaltninger efter denne
lov eller regler fastsat i medfør af denne lov et ekspropriativt
indgreb, ydes fuldstændig erstatning til den eller de berørte
ejere. ”
§ 28. Regionerne afholder alle udgifter efter loven, herun-
der de i § 27 nævnte erstatninger, bortset fra følgende:
1) Ejeren af et skib eller luftfartøj afholder efter regler
fastsat af ministeren for sundhed og forebyggelse udgifterne
til undersøgelse for og eventuel udryddelse af rotter eller an-
dre gnavere og vektorer i henhold til § 18, stk. 2, herunder et
beløb til dækning af epidemikommissionens omkostninger.
2) Ejeren af et skib eller luftfartøj, der efter epidemikom-
missionens skøn kun anløber havn eller foretager landing for
at landsætte syge eller lig, afholder udgifterne til eventuelle
foranstaltninger iværksat i medfør af loven, bortset fra ud-
gifter til lægeundersøgelse og til andre supplerende undersø-
gelser, der er nødvendige for at konstatere en undersøgt per-
sons helbredstilstand.
3) I de tilfælde, der er nævnt i nr. 2), afholder ejeren af
skibet eller luftfartøjet udgifterne til de syges behandling og
pleje samt til de dødes begravelse eller ligbrænding.
4) Udgifter til foranstaltninger, der i strandingstilfælde
iværksættes i henhold til loven, dækkes så vidt muligt af
værdien af det strandede gods.
5) Personer, der uberettiget går om bord i et skib eller luft-
fartøj, før tilladelse til frit samkvem er meddelt, afholder ud-
gifter, som opstår herved.
Stk. 2. Udgifter, som en myndighed har afholdt i de tilfæl-
de, der er nævnt i stk. 1, nr. 1), 1. pkt., og nr. 2) - 5), er til-
lagt udpantningsret.
28. § 28 ophæves.
45
§ 29. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lov-
givning, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder
den, der
1) ---
2) overtræder forbud eller undlader at efterkomme påbud
meddelt efter § 5, stk. 1, § 6, stk. 1 og 3, § 7, § 11, stk. 2 og
3, § 12, stk. 1, og § 16, stk. 1.
Stk. 2. ---
29. I § 29 stk. 1, nr. 2, ændres ”§ 5, stk. 1, § 6, stk. 1 og 3, §
7” til: ”§ 5, stk. 1 og 2, § 7, stk. 1”.
30. I § 29 indsættes som stk. 3:
”Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske perso-
ner) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel”
46