Skriftlig fremsættelse (12. marts 2020)

Tilhører sager:

Aktører:


    CN1163

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20191/lovforslag/l133/20191_l133_fremsaettelsestale.pdf

    Skriftlig fremsættelse (12. marts 2020)
    Sundheds- og ældreministeren (Magnus Heunicke):
    Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
    Forslag til Lov om ændring af lov om foranstaltninger
    mod smitsomme og andre overførbare sygdomme (Udvidelse
    af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte
    samt sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.)
    (Lovforslag nr. L 133)
    Regeringens altoverskyggende hovedprioritet er i øjeblik-
    ket at inddæmme og afbøde de alvorlige konsekvenser af
    spredningen af COVID-19 i det danske samfund mest mu-
    ligt. Det er helt afgørende, at samfundet og myndighederne
    er rustet til og har de nødvendige redskaber til at håndtere
    denne trussel.
    Den nuværende lovgivning er på en række områder efter
    regeringens opfattelse ikke tilstrækkelig til at sikre myndig-
    hedernes handlemuligheder og effektiv ressourceudnyttelse.
    Det gælder selve forebyggelsen og inddæmningen af smit-
    somme og andre overførbare sygdomme, men også det ek-
    straordinære pres, som smitsomme sygdomme kan medføre
    for samfundet. Det gælder f.eks. sygehusvæsenet, social-
    væsenet og andre områder, hvor der for det offentlige er
    fastsat forpligtelser og krav til behandling og serviceydelser
    m.v., men konsekvenserne vil kunne mærkes bredt i sam-
    fundet.
    For at inddæmme og forebygge udbredelsen af CO-
    VID-19 og andre smitsomme sygdomme i Danmark foreslår
    regeringen derfor, at bestemmelserne i lov om foranstaltnin-
    ger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme gøres
    mere fleksible ved at fastsætte en række bemyndigelser til
    sundheds- og ældreministeren og ved at indføre en række
    nye beføjelser. Det gælder blandt andet mulighed for at på-
    byde personer, som formodes at kunne være smittet, at lade
    sig isolere, mulighed for i øget omfang at kunne forbyde af-
    holdelse af større forsamlinger, arrangementer, begivenhe-
    der m.v. og mulighed for at forbyde adgang til eller lægge
    restriktioner på transportmidler. Det foreslås også at give
    myndighederne øgede opsporingsmuligheder, bl.a. ved at gi-
    ve sundheds- og ældreministeren mulighed for at fastsætte
    regler om oplysningsforpligtelser.
    Herudover foreslås det, at sundheds- og ældreministeren
    bemyndiges til at fastætte regler om fravigelse af forpligtel-
    ser for det offentlige og privates rettigheder over for det of-
    fentlige fastsat i anden lovgivning, i medfør af anden lovgiv-
    ning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af an-
    den lovgivning, når det er nødvendigt for at sikre kapacitet
    til behandling af personer, der er smittet med en alment far-
    lig sygdom. Der kan f.eks. være tale om en begrænsning af
    retten til hurtig udredning eller retten til frit sygehusvalg for
    at sikre, at de behandlings- og personalemæssige ressourcer
    kan prioriteres til at bekæmpe en smitsom sygdom og til at
    behandle patienter med akutte og livstruende sygdomme.
    Det foreslås desuden, at andre ministre også bemyndiges
    til i særlige situationer at kunne fravige forpligtelser fastsat i
    anden lovgivning, i medfør af anden lovgivning eller i afgø-
    relser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning.
    Det vil bl.a. kunne ske, når det er nødvendigt for at forebyg-
    ge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom
    her i landet.
    Henset til karakteren af de foreslåede tiltag foreslås det,
    at der indsættes en ophørsklausul på epidemiloven. Det be-
    tyder, at loven automatisk ophæves den 1. marts 2021.
    På grund af den ekstraordinære situation, hvor de alvorli-
    ge konsekvenser af spredningen af COVID-19 i det danske
    samfund skal inddæmmes og afbødes hurtigst muligt, er der
    behov for, at lovforslaget hastebehandles. Det forudsætter
    en række dispensationer fra reglerne i Folketingets forret-
    ningsorden.
    Lovforslagets hastende karakter er også årsagen til, at
    lovforslaget ikke har været sendt i høring, og at det ikke har
    været muligt at sikre vedtagelse af lovforslaget senest 4 uger
    før den 1. januar eller den 1. juli.
    Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft ved bekendtgø-
    relse i Lovtidende.
    Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
    bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
    Høje Tings velvillige behandling.
    Til lovforslag nr. L 133 Folketinget 2019-20
    Sundheds- og Ældremin., j.nr. 2002413
    CN001163