Fremsat den 26. februar 2020 af erhvervsministeren (Simon Kollerup)

Fremsat den 26. februar 2020 af erhvervsministeren (Simon Kollerup)
Forslag
til
Lov om håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1150/EU af 20. juni 2019 om fremme af retfærdighed og
gennemsigtighed for brugere af onlineformidlingstjenester (lov om
håndhævelse af P2B-forordningen)1)
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
Anvendelsesområde
§ 1. Loven har til formål at sikre tilstrækkelig og effektiv
håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1150/EU af 20. juni 2019 om fremme af retfærdighed
og gennemsigtighed for brugere af onlineformidlingstjene-
ster (P2B-forordningen), jf. bilag 2 til denne lov.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på onlineformidlingstje-
nester og onlinesøgemaskiner, der leveres eller tilbydes le-
veret til erhvervsbrugere og virksomhedswebstedsbrugere,
som er etableret eller har bopæl i Danmark, og som via disse
onlineformidlingstjenester eller onlinesøgemaskiner tilbyder
varer eller tjenesteydelser til forbrugere, som befinder sig i
Den Europæiske Union, uanset etableringssted eller bopæl
for udbyderne af disse tjenester, og uanset hvilken lovgiv-
ning der i øvrigt finder anvendelse.
Stk. 3. Loven gælder ikke for onlinebetalingstjenester, on-
linereklameværktøjer eller onlinereklameudveksling, som
ikke leveres med henblik på at lette iværksættelsen af direk-
te transaktioner, og som ikke indebærer et kontraktforhold
med forbrugere.
Definitioner
§ 2. I denne lov forstås ved:
1) Erhvervsbruger: Enhver privatperson, der optræder i
egenskab af handlende eller erhvervsdrivende, eller en-
hver fysisk eller juridisk person, der ved hjælp af on-
lineformidlingstjenester tilbyder varer eller tjeneste-
ydelser til forbrugere til formål relateret til dennes er-
hverv, forretning, håndværk eller profession.
2) Onlineformidlingstjenester: Tjenester, der opfylder
samtlige følgende krav:
a) Tjenesten er en informationssamfundstjeneste som
defineret i artikel 1, stk. 1, litra b, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU.
b) Tjenesten gør det muligt for erhvervsbrugere at til-
byde varer eller tjenesteydelser til forbrugere med
henblik på at lette iværksættelse af direkte transak-
tioner mellem disse erhvervsbrugere og forbrugere,
uanset hvor disse transaktioner i sidste ende indgås.
c) Tjenesten leveres til erhvervsbrugere på grundlag
af kontraktlige forhold mellem udbyderen af tjene-
sten og erhvervsbrugere, som tilbyder deres varer
eller tjenesteydelser til forbrugere.
3) Udbyder af onlineformidlingstjenester: Enhver fysisk
eller juridisk person, der leverer, eller tilbyder at leve-
re, onlineformidlingstjenester til erhvervsbrugere.
4) Forbruger: Enhver fysisk person, der ikke handler som
et led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin
profession.
5) Onlinesøgemaskine: En digital tjeneste, som giver bru-
gerne mulighed for at indtaste forespørgsler for at fore-
tage søgninger på principielt alle websteder eller alle
websteder på et bestemt sprog på grundlag af en fore-
spørgsel om et hvilket som helst emne ved hjælp af et
1) Som bilag til loven er medtaget Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1150/EU af 20. juni 2019 om fremme af retfærdighed og
gennemsigtighed for brugere af onlineformidlingstjenester, EU-Tidende 2019, nr. L 186, side 57. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning
umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af forordningen i lovens bilag og i visse bestemmelser er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn
og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark.
Lovforslag nr. L 124 Folketinget 2019-20
Erhvervsmin.,
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, j.nr. 19/10626
CQ001117
søgeord, en stemmesøgning, en sætning eller andet in-
put, og som fremviser resultater i et hvilket som helst
format, hvor der kan findes oplysninger om det ønske-
de indhold.
6) Udbyder af onlinesøgemaskine: Enhver fysisk eller ju-
ridisk person, der leverer, eller tilbyder at levere, on-
linesøgemaskiner til forbrugere.
7) Virksomhedswebstedsbruger: Enhver fysisk eller jurid-
isk person, som gør brug af en onlinegrænseflade, dvs.
enhver form for software, herunder et websted eller en
del af et websted og applikationer, herunder mobilap-
plikationer, der tilbyder varer eller tjenesteydelser til
forbrugere til formål relateret til dennes erhverv, forret-
ning, håndværk eller profession.
8) Rangordning: Den relative fremtrædende placering af
de varer eller tjenesteydelser, der tilbydes via online-
formidlingstjenester, eller den relevans, der tildeles
søgeresultater af onlinesøgemaskiner, som de præsente-
res, opstilles eller kommunikeres af henholdsvis udby-
dere af onlineformidlingstjenester eller udbydere af on-
linesøgemaskiner, uanset hvilke teknologiske midler,
der anvendes til en sådan præsentation, opstilling eller
kommunikation.
9) Vilkår og betingelser: Alle de vilkår og betingelser el-
ler specifikationer, uanset deres betegnelse eller form,
som regulerer kontraktforholdet mellem en udbyder af
onlineformidlingstjenester og dennes erhvervsbrugere,
og som fastsættes ensidigt af udbyderen af onlinefor-
midlingstjenester, idet denne ensidige fastsættelse sker
på grundlag af en samlet vurdering, hvor de berørte
parters relative størrelse, det forhold, at der har fundet
forhandlinger sted, eller at visse bestemmelser herom
kan have været genstand for sådanne forhandlinger og
fastsat sammen af den relevante tjenesteydelse og er-
hvervsbruger, ikke i sig selv er afgørende.
Kapitel 2
Håndhævelse og beføjelser
§ 3. Konkurrencerådet har det overordnede ansvar for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration af den-
ne lov. Konkurrencerådet træffer afgørelse i sager af princi-
piel eller særlig stor betydning. Konkurrencerådet og Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen er ved den daglige admini-
stration af denne lov uafhængig af erhvervsministeren.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver
P2B-forordningen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan
træffe afgørelse efter denne lov eller P2B-forordningen.
Stk. 3. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan behandle
en sag af egen drift eller på grundlag af en klage.
Stk. 4. Konkurrencerådet kan delegere sin kompetence til
at træffe afgørelser efter stk. 1, 2. pkt., til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen.
§ 4. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve alle
oplysninger, herunder bl.a. regnskaber, regnskabsmateriale,
udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk
lagrede data, samt algoritmer og andre elektroniske rangord-
ningsmekanismer, som skønnes nødvendige for styrelsens
virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold er om-
fattet af denne lov eller P2B-forordningen, eller til brug for
styrelsens undersøgelser efter § 5, stk. 1.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhen-
tet udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nærme-
re regler om anvendelsen af stk. 1, herunder regler om, hvad
der forstås ved udlevering af algoritmer og andre elektroni-
ske rangordningsmekanismer.
§ 5. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan foretage un-
dersøgelser af en bestemt erhvervssektor eller af bestemte
typer aftaler i forskellige sektorer (sektorundersøgelse) for
at få indblik i konkurrenceforholdene i den eller de pågæl-
dende sektorer.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan med de
begrænsninger, der følger af § 9, stk. 2, offentliggøre resul-
taterne af en undersøgelse efter stk. 1.
§ 6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der er
tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse
i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller
endeligt skal indstilles.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastsætter
nærmere regler om muligheden for at klage, herunder regler
om brug af særlige skemaer, og om indsendelse af en ikke-
fortrolig udgave af en klage.
§ 7. Konkurrencerådet kan med henblik på at bringe en
overtrædelse af P2B-forordningen til ophør udstede påbud
om bl.a. at:
1) Udbyderen af onlineformidlingstjenester skal ændre
udbyderens vilkår og betingelser,
2) Udbyderen af onlineformidlingstjenester eller online-
søgemaskiner skal sikre gennemsigtighed i udbyderens
beskrivelse af de vigtigste parametre for rangordning
eller
3) Udbyderen af onlineformidlingstjenester skal anføre
grundene for, hvorfor udbyderen har begrænset en er-
hvervsbruger i at tilbyde samme varer eller ydelser til
forskellige betingelser på andre måder end gennem on-
lineformidlingstjenester.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udstede
påbud, som er nødvendige for at sikre en rettidig og korrekt
opfyldelse af de påbud, som Konkurrencerådet har udstedt
efter stk. 1.
§ 8. Tilsagn, der afgives af en udbyder af onlineformid-
lingstjenester eller onlinesøgemaskiner, og som imødekom-
mer de betænkeligheder, som Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen har i relation til, om en udbyder overholder artikel
3-12 i P2B-forordningen, kan af Konkurrencerådet gøres
bindende for den pågældende udbyder.
Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan være tidsbegrænset.
§ 9. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør af-
gørelser efter §§ 7-8, medmindre afgørelsen hverken skøn-
nes at have betydning for forståelsen af P2B-forordningen
eller denne lov eller at være af interesse for offentligheden i
øvrigt.
2
Stk. 2. Ved offentliggørelse efter stk. 1 kan oplysninger
om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder,
produkter og drifts- og forretningshemmeligheder, ikke of-
fentliggøres, for så vidt offentliggørelsen er af væsentlig
økonomiske betydning for den virksomhed, oplysningen an-
går.
§ 10. Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for
sager og undersøgelser efter denne lov. Virksomheder har
dog ret til egenacces i sager, hvori der er eller vil blive truf-
fet afgørelse efter denne lov, jf. § 8 i lov om offentlighed i
forvaltningen, med undtagelse af oplysninger om en anden
virksomheds tekniske indretninger, tekniske fremgangsmå-
der, drifts- og forretningsforhold eller andre fortrolige oplys-
ninger.
§ 11. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan pålægge
daglige eller ugentlige tvangsbøder til den, der undlader at:
1) Give de oplysninger, som Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen kan kræve efter § 4, stk. 1,
2) Efterkomme et påbud meddelt efter § 7 eller
3) Efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende, jf. § 8.
§ 12. Afgørelser efter § 7 kan påklages til Konkurren-
ceankenævnet.
Stk. 2. Klager efter stk. 1 kan indbringes af følgende:
1) Den, som afgørelsen retter sig til.
2) Den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig og retlig
interesse i sagen.
Stk. 3. Afgørelser efter § 6, stk. 1, kan ikke påklages til
Konkurrenceankenævnet.
Stk. 4. Klager over afgørelser truffet efter § 7 kan af Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrenceankenæv-
net tillægges opsættende virkning.
§ 13. Afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed end Konkurrenceankenæv-
net og kan ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets
afgørelse foreligger.
Stk. 2. Klage til Konkurrenceankenævnet kan indgives se-
nest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågælden-
de. Når særlige grunde taler derfor, kan ankenævnet se bort
fra overskridelsen af klagefristen.
Stk. 3. Konkurrenceankenævnets afgørelse kan indbringes
for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt
den pågældende. Finder indbringelse ikke sted inden for fri-
sten, er ankenævnets afgørelse endelig.
Kapitel 3
Straffebestemmelser
§ 14. En udbyder af onlineformidlingstjenester eller on-
linesøgemaskiner straffes med bøde, når den pågældende
1) Ikke efterkommer et påbud efter § 7,
2) Undlader at efterkomme et tilsagn, som er gjort binden-
de efter § 8, eller
3) Undlader at meddele oplysninger efter § 4, stk. 1.
Stk. 2. Den, der afgiver urigtige, vildledende eller ufuld-
stændige oplysninger til Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen eller Konkurrenceankenævnet, eller fortier forhold af
betydning for den pågældende sag eller i forhold, der i øv-
rigt er omfattet af loven, straffes med bøde.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske perso-
ner) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 4
Ikrafttræden
§ 15. Loven træder i kraft den 1. juli 2020.
Stk. 2. § 16 har virkning for regnskabsår, der begynder
den 1. januar 2021 eller senere.
Kapitel 5
Ændringer i anden lovgivning
§ 16. I årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 838 af
8. august 2019, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 99 c indsættes:
Ȥ 99 d. Store virksomheder, som har en politik for data-
etik, skal supplere ledelsesberetningen med en redegørelse
for virksomhedens politik for dataetik. Redegørelsen skal in-
deholde oplysninger om virksomhedens arbejde med og po-
litik for dataetiske spørgsmål. Har virksomheden ikke en po-
litik for dataetik, skal ledelsesberetningen indeholde en re-
degørelse med forklaring af baggrunden herfor.
Stk. 2. For virksomheder, som udarbejder koncernregn-
skab, er det tilstrækkeligt, at oplysningerne efter stk. 1 gives
for koncernen som helhed.
Stk. 3. En dattervirksomhed, som indgår i en koncern, kan
undlade at medtage oplysningerne i sin ledelsesberetning,
hvis en modervirksomhed opfylder oplysningskravene efter
stk. 1. Anvendes undtagelsen i 1. pkt., skal dattervirksomhe-
den oplyse dette, herunder hvilken modervirksomhed der
har medtaget redegørelsen, og hvor denne er offentliggjort.
Stk. 4. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om, at
redegørelsen ikke skal medtages i ledelsesberetningen, hvis
ledelsesberetningen indeholder en henvisning til virksomhe-
dens hjemmeside, hvor redegørelsen er offentliggjort, og om
revisors pligter i forbindelse med de oplysninger, som of-
fentliggøres på hjemmesiden.«
2. I § 128, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »99-99 b,«: » 99 d,«.
Kapitel 6
Territorialbestemmelser
§ 17. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. § 16 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grøn-
landske forhold tilsiger.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Anvendelsesområde og definitioner
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Håndhævelse, beføjelser og sanktioner
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Ændringer i anden lovgivning
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Den 20. juni 2019 blev Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/1150/EU af 20. juni 2019 om fremme af ret-
færdighed og gennemsigtighed for brugere af onlineformid-
lingstjenester (P2B-forordningen) vedtaget.
P2B-forordningen regulerer forholdet mellem platforme og
deres erhvervsbrugere. Forordningen har til formål at bidra-
ge til et velfungerende indre marked ved at fastsætte en ræk-
ke krav, der sikrer, at erhvervsbrugere af digitale platforme
gives passende gennemsigtighed, retfærdighed og effektive
klagemuligheder. At sikre gennemsigtighed i platformenes
generelle vilkår og betingelser kan være afgørende for at
fremme holdbare forretningsforhold og forebygge uretfær-
dig adfærd til skade for erhvervsbrugere. Med forordningen
sikres således en øget transparens omkring digitale platfor-
mes vilkår og praksis.
Forbrugerne har taget brugen af onlineformidlingstjenester
til sig. Sikring af gennemsigtigheden i og tilliden til online-
platformsøkonomien i relationer mellem virksomheder kan
også indirekte bidrage til at forbedre forbrugernes tillid til
onlineplatformsøkonomien.
Forordningen supplerer de gældende EU-regler om konkur-
rence, forbrugerbeskyttelse, e-handel og databeskyttelse
med bedre rammebetingelser for de virksomheder, der sæl-
ger deres produkter på nettet via digitale platforme. Der ek-
sisterer således allerede i dag en række klagemuligheder i
forhold til disse områder, som virksomhederne kan anvende.
Ifølge artikel 288 i Traktaten om Den Europæiske Unions
Funktionsmåde (TEUF) er der forskel på, om et område har-
moniseres ved et direktiv eller en forordning. Til forskel fra
et direktiv er en forordning ifølge TEUF artikel 288, 1. og 2.
pkt., almengyldig, og er bindende i alle enkeltheder og gæl-
der umiddelbart i hver medlemsstat.
P2B-forordningen virker således som en lov i medlemssta-
terne, og den gælder i den form, som den er vedtaget, og må
som udgangspunkt ikke gennemføres i national ret.
Det følger dog af artikel 15, stk. 1, at hver medlemsstat skal
sikre tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af P2B-forord-
ningen. Det følger videre af artikel 15, stk. 2, at medlemssta-
terne fastsætter bestemmelser om de foranstaltninger, der
anvendes i forbindelse med overtrædelse af P2B-forordnin-
gen, og sikrer, at de gennemføres. Foranstaltningerne skal
være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og
have afskrækkende virkning. Formålet med lovforslaget er
således at sikre gennemførelsen af artikel 15 i P2B-forord-
ningen.
Loven finder anvendelse på onlineformidlingstjenester og
onlinesøgemaskiner, der leveres eller tilbydes leveret til er-
hvervsbrugere og virksomhedswebstedsbrugere, som er
etableret eller har bopæl i Danmark, og som via disse on-
lineformidlingstjenester eller onlinesøgemaskiner tilbyder
4
varer eller tjenesteydelser til forbrugere, som befinder sig i
Den Europæiske Union. Dette gælder uanset etableringssted
eller bopæl for udbyderne af disse tjenester, og uanset hvil-
ken lovgivning der i øvrigt finder anvendelse.
Lovforslaget indeholder derudover en ændring af årsregn-
skabsloven. Formålet med ændringen er at indføre et krav
om redegørelse om dataetik i årsregnskabsloven. Siden 2009
har de største danske virksomheder i medfør af årsregn-
skabsloven været forpligtet til i deres ledelsesberetning at
redegøre for deres arbejde med samfundsansvar, det vil sige,
hvordan de integrerer hensyn til bl.a. menneskerettigheder,
klima og miljø i deres forretningsstrategi og forretningsakti-
viteter.
Privatliv, herunder databeskyttelse, er en fundamental rettig-
hed, som bl.a. fremgår af FN’s menneskerettighedserklæ-
ring, og retten til databeskyttelse er anerkendt som en grund-
læggende rettighed i EU’s Charter om grundlæggende ret-
tigheder. Dataetik går imidlertid videre end data- og privat-
livsbeskyttelse i snæver forstand. Det handler også om,
hvordan dataanvendelse, udvikling og brug af kunstig intel-
ligens m.v. påvirker vores samfund. Derfor foreslås det, at
krav om redegørelse for virksomhedernes arbejde med sam-
fundsansvar suppleres med krav om redegørelse for dataetik.
Der vil blive indført samme oplysningskrav som i dette lov-
forslag for de finansielle virksomheder (dvs. kreditinstitutter
og forsikringsselskaber m.v.), herunder disse virksomheders
holdingvirksomheder, som ikke omfattes af årsregnskabslo-
ven, men som i lighed med gruppen af store virksomheder
omfattet af årsregnskabsloven efter gældende regler er om-
fattet af kravet om redegørelse for samfundsansvar (CSR).
Regnskabsreglerne for disse virksomheder er i vidt omfang
fastsat i bekendtgørelser udstedt af Finanstilsynet. Oplys-
ningspligten vedrørende dataetik vil derfor for disse virk-
somheders vedkommende blive fastsat af Finanstilsynet i
bekendtgørelser. Dette kan ske på baggrund af de eksister-
ende bemyndigelser til at fastsætte regnskabsregler i lovene
for disse virksomheder.
2. Lovforslagets hovedpunkter
Loven finder anvendelse på de relevante digitale platforme,
som danske virksomheder måtte være brugere af.
P2B-forordningen gælder umiddelbart i hver medlemsstat,
hvorfor de omfattede digitale platforme skal overholde kra-
vene i forordningen fra ikrafttrædelsestidspunktet. Af for-
ordningens artikel 3-12 fremgår en række krav til de omfat-
tede digitale platforme. Det følger blandt andet heraf, at om-
fattede digitale platforme bl.a. skal sikre gennemsigtighed i
platformenes generelle vilkår og betingelser, jf. artikel 3,
oplyse de vigtigste parametre for rangordning, jf. artikel 5
og sørge for, at der findes et intern system til behandling af
klager, jf. artikel 11. Der henvises i det hele til forordningen.
Det følger af artikel 15, stk. 1, at hver medlemsstat skal sik-
re tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af P2B-forordnin-
gen. Det følger videre af artikel 15, stk. 2, at medlemsstater-
ne fastsætter bestemmelser om de foranstaltninger, der an-
vendes i forbindelse med overtrædelse af P2B-forordningen,
og sikrer, at de gennemføres. Foranstaltningerne skal være
effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have
afskrækkende virkning.
Formålet med lovforslaget er således at sikre gennemførel-
sen af artikel 15 i P2B-forordningen ved bl.a. at tillægge
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en række beføjelser.
For så vidt angår reglerne i lovforslaget om håndhævelse og
beføjelser, herunder udstedelse af påbud, indhentning af op-
lysninger, undersøgelser, adgangen til at indbringe styrel-
sens afgørelse for Konkurrenceankenævnet, adgangen til
egenacces, offentliggørelse af afgørelser, muligheden for at
afslutte en sag med bindende tilsagn, muligheden for pålæg-
gelse af daglige eller ugentlige tvangsbøder samt styrelsens
prioriteringsadgang i forhold til at afvise at behandle en sag,
er der i vidt omfang tale om, at Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen får samme muligheder som på konkurrence- og be-
talingsområdet.
Reglerne om sanktioner, herunder muligheden for bødestraf,
såfremt et påbud ikke efterleves eller tilsagn ikke efterkom-
mes, eller ved afgivelse af urigtige eller vildledende oplys-
ninger, svarer i vidt omfang til reglerne på betalingsområdet.
For så vidt angår reglerne om dataetik, foreslås det, at de
store virksomheder fremover skal supplere ledelsesberetnin-
gen med en redegørelse for virksomhedens politik for data-
etik efter følg-eller-forklar-princippet.
2.1. Anvendelsesområde og definitioner
2.1.1. Gældende ret
Der er på nuværende tidspunkt ikke fastsat regler for danske
myndigheders håndhævelse af P2B-forordningen.
Aftaleforholdet mellem online platforme og deres erhvervs-
brugere er endvidere ikke specifikt reguleret i dansk ret. Ge-
nerelt løses tvister om uenigheder vedrørende kontraktvilkår
ofte via en voldgift, når der er tale om større virksomheder.
Gældende dansk ret tillægger således ikke én myndighed
kompetence til at håndhæve regler om mere gennemsigtig-
hed og bedre klageadgang for virksomheder, der anvender
digitale platforme.
P2B-forordningen regulerer forholdet mellem platforme og
deres erhvervsbrugere. Forordningen har til formål at bidra-
ge til et velfungerende indre marked ved at fastsætte en ræk-
5
ke krav, der sikrer, at erhvervsbrugere af digitale platforme
gives passende gennemsigtighed, retfærdighed og effektive
klagemuligheder. At sikre gennemsigtighed i platformenes
generelle vilkår og betingelser kan være afgørende for at
fremme holdbare forretningsforhold og forebygge uretfær-
dig adfærd til skade for erhvervsbrugere. Med forordningen
sikres således en øget transparens omkring digitale platfor-
mes vilkår og praksis.
Det følger af P2B-forordningens artikel 15, at hver med-
lemsstat sikrer tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af for-
ordningen. Det følger endvidere heraf, at medlemsstaterne
fastsætter bestemmelser om de foranstaltninger, der anven-
des i forbindelse med overtrædelse af forordningen, og sik-
rer, at de gennemføres. Foranstaltningerne skal være effekti-
ve, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have af-
skrækkende virkning.
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Onlineformidlingstjenester kan være afgørende for den
kommercielle succes for danske virksomheder, som anven-
der sådanne tjenesteydelser for at kunne nå ud til forbruger-
ne. Dette er navnlig vigtigt i en åben og digitaliseringsparat
økonomi med mange små og mellemstore virksomheder
som den danske. For at kunne udnytte fordelene ved online-
platformsøkonomien til fulde er det derfor vigtigt, at danske
virksomheder kan have tillid til de onlineformidlingstjene-
ster, som de indgår forretningsforhold med. Det skal endvi-
dere ses i lyset af, at den voksende formidling af transaktio-
ner gennem onlineformidlingstjenester, kan føre til, at dan-
ske virksomheder oplever en øget afhængighed af disse tje-
nesteydelser for at kunne nå ud til forbrugerne.
Digitale platforme kan således have eller få så stor en mar-
kedsstyrke og udbredelse, som gør dem i stand til reelt at
handle ensidigt, hvorved de kan udnytte et eventuelt skævt
styrkeforhold mellem den digitale platform og erhvervsbru-
geren. Når en digital platform udnytter et skævt styrkefor-
hold, kan det være en sag for konkurrencemyndighederne.
Der gælder eksempelvis efter de nuværende konkurrence-
regler et forbud mod, at en virksomhed misbruger en domi-
nerende stilling på markedet ved at agere på en måde, som
hindrer den effektive konkurrence. Det vurderes derfor at
være hensigtsmæssigt, at håndhævelsen af P2B-forordnin-
gen ligger hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som al-
lerede har erfaring med håndhævelsen af konkurrenceloven.
Med henblik på gennemførelsen af artikel 15 i P2B-forord-
ningen foreslås loven at finde anvendelse på onlineformid-
lingstjenester og onlinesøgemaskiner, der leveres eller tilby-
des leveret til erhvervsbrugere og virksomhedswebstedsbru-
gere, som er etableret eller har bopæl i Danmark, og som via
disse onlineformidlingstjenester eller onlinesøgemaskiner
tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere, som befin-
der sig i Den Europæiske Union. Dette gælder uanset etable-
ringssted eller bopæl for udbyderne af disse tjenester, og
uanset hvilken lovgivning der i øvrigt finder anvendelse.
Dette svarer til anvendelsesområdet for P2B-forordningen,
jf. artikel 1, stk. 2, i forordningen.
Lovforslagets anvendelsesområde vil således indebære, at
danske virksomheder, som benytter sig af de relevante digi-
tale platforme, uanset etableringssted eller bopæl for disse
platforme, vil kunne klage til Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen, såfremt udbyderne af de pågældende tjenester ik-
ke efterlever P2B-forordningens bestemmelser.
Ligesom P2B-forordningen ikke finder anvendelse for on-
linebetalingstjenester, onlinereklameværktøjer eller online-
reklameudveksling, som ikke leveres med henblik på at lette
iværksættelsen af direkte transaktioner, og som ikke indebæ-
rer et kontraktforhold med forbrugere, jf. artikel 1, stk. 3,
foreslås det, at loven heller ikke finder anvendelse for disse.
Der henvises til lovforslagets § 1 og de specielle bemærk-
ninger hertil.
P2B-forordningen indeholder i artikel 2 en række definitio-
ner af, hvad der i forordningen skal forstås ved bl.a. en er-
hvervsbruger, onlineformidlingstjenester, udbyder af online-
formidlingstjenester m.v. Det foreslås, at de samme definiti-
oner anvendes i loven.
Lovens bestemmelser skal som udgangspunkt fortolkes i
overensstemmelse med Kommissionens vejledninger mv. og
de øvrige medlemsstaters praksis. Det bør således generelt
tilstræbes, at dansk praksis efter loven er i overensstemmel-
se med europæisk praksis.
2.2. Håndhævelse, beføjelser og sanktioner
2.2.1. Gældende ret
Som nævnt i afsnit 2.1.1. er der på nuværende tidspunkt ik-
ke fastsat regler for danske myndigheders håndhævelse af
forordningen.
Det følger af P2B-forordningens artikel 15, at hver med-
lemsstat sikrer tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af for-
ordningen. Det følger endvidere heraf, at medlemsstaterne
fastsætter bestemmelser om de foranstaltninger, der anven-
des i forbindelse med overtrædelse af forordningen, og sik-
rer, at de gennemføres. Foranstaltningerne skal være effekti-
ve, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have af-
skrækkende virkning.
2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
6
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 46, at ”medlemssta-
terne skal have mulighed for at betro eksisterende myndig-
heder, herunder domstole, håndhævelsen af forordningen. ”
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har erfaring med hånd-
hævelsen af konkurrenceloven, som bl.a. forbyder misbrug
af en dominerende stilling. Det foreslås derfor, at Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen skal håndhæve P2B-forordnin-
gen.
Medlemsstaterne skal ifølge artikel 15 i P2B-forordningen
sikre tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af forordningen.
Der skal ifølge artikel 15, stk. 2, fastsættes bestemmelser om
de foranstaltninger, der anvendes i forbindelse med overtræ-
delsen af forordningen. Foranstaltningerne skal være effekti-
ve, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have af-
skrækkende virkning.
Det følger videre af præambelbetragtning nr. 46, at forord-
ningen ikke bør forpligte medlemsstaterne til at indføre ex
officio-håndhævelse eller til at pålægge bøder.
For at sikre en effektiv håndhævelse af P2B-forordningen
foreslås det dog, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og-
så af egen drift skal kunne håndhæve reglerne i P2B-forord-
ningen, at styrelsen skal kunne udstede påbud i forbindelse
med overtrædelser af forordningen, og at en overtrædelse af
et påbud kan straffes med bøde. Der henvises til lovforsla-
gets § 7 og § 14 og de specielle bemærkninger hertil.
Videre foreslås det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
får mulighed for at kræve oplysninger og foretage såkaldte
sektorundersøgelser. Nægter en udbyder omfattet af forord-
ningen at efterkomme styrelsens krav om udlevering af op-
lysninger eller at afgive oplysninger til brug for en sektorun-
dersøgelse, foreslås det, at den pågældende udbyder kan på-
lægges daglige eller ugentlige tvangsbøder eller straffes med
bøde.
En overtrædelse af forordningens bestemmelser straffes så-
ledes ikke i sig selv med bøde. En udbyder af onlineformid-
lingstjenester eller onlinesøgemaskiner kan således kun
straffes med bøde, hvis den pågældende virksomhed over-
træder et påbud fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, ik-
ke efterlever et tilsagn, eller ikke efterkommer pligten til at
udlevere oplysninger.
Der henvises til lovforslagets § 4, § 11 og § 14 og de speci-
elle bemærkninger hertil.
Det foreslås videre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
uden at træffe afgørelse om, at der er sket en overtrædelse af
denne lov eller P2B-forordningen, skal kunne afslutte en sag
med tilsagn, som er givet af udbyderen selv, og som kan gø-
res bindende for denne. Det foreslås endvidere, at styrelsen
skal kunne offentliggøre sådanne afgørelser, herunder afgø-
relser om påbud. Der henvises til lovforslagets § 8 og § 9 og
de specielle bemærkninger hertil.
Samlet set får Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med lov-
forslaget mere vidtgående beføjelser end det minimum, der
kræves efter P2B-forordningen. Det skyldes, at onlinefor-
midlingstjenester kan være afgørende for den kommercielle
succes for danske virksomheder, som anvender sådanne tje-
nesteydelser for at kunne nå ud til forbrugerne. Dette er
navnlig vigtigt i en åben og digitaliseringsparat økonomi
med mange små og mellemstore virksomheder som den dan-
ske. For at kunne udnytte fordelene ved onlineplatformsøko-
nomien til fulde er det derfor vigtigt, at danske virksomhe-
der kan have tillid til de onlineformidlingstjenester, som de
indgår forretningsforhold med. Det skal endvidere ses i lyset
af, at den voksende formidling af transaktioner gennem on-
lineformidlingstjenester, kan føre til, at danske virksomhe-
der oplever en øget afhængighed af disse tjenesteydelser for
at kunne nå ud til forbrugerne.
Som følge af den stigende afhængighed har udbydere af dis-
se tjenesteydelser ofte en bedre forhandlingsposition, der
gør dem i stand til reelt at handle ensidigt på en måde, som
kan være urimelig, og som kan være til skade for deres er-
hvervsbrugeres legitime interesser og indirekte også for dan-
ske forbrugere. Forbrugerne har endvidere taget brugen af
onlineformidlingstjenester til sig. Et konkurrencedygtigt on-
lineøkosystem, hvor virksomhederne opfører sig ansvarligt,
er også af afgørende betydning for forbrugernes velfærd.
Hertil kommer, at med de foreslåede håndhævelsesbeføjel-
ser er der i vidt omfang tale om, at Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen får samme håndhævelsesmuligheder som på
konkurrence- og betalingsområdet.
2.3. Ændringer i anden lovgivning
2.3.1. Gældende ret
Det følger af årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
838 af 8. august 2019, at årsrapporter for store virksomhe-
der, børsnoterede virksomheder og statslige aktieselskaber
skal indeholde en ledelsesberetning. Ledelsesberetningen
skal blandt andet indeholde en redegørelse for politikker for
samfundsansvar, og for visse børsnoterede virksomheder og
statslige aktieselskaber skal ledelsesberetningen også inde-
holde en redegørelse for politikker for mangfoldighed. Disse
krav til ledelsesberetningen er udarbejdet efter et såkaldt
følg-eller-forklar-princip. Det betyder, at virksomhederne
enten skal redegøre for deres politik på det pågældende om-
råde eller begrunde, hvorfor virksomheden har fravalgt at
udarbejde en politik.
Årsregnskabsloven indeholder i dag ingen krav om redegø-
relse for politikker for dataetik.
7
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Dataetik er blevet et vigtigt emne i takt med den digitale ud-
vikling, som indebærer, at der i stigende omfang bliver an-
vendt data i virksomhederne. I november 2018 anbefalede
en ekspertgruppe om dataetik i regi af Disruptionrådet, at
der blev taget forskellige initiativer, der skal bidrage til at
sikre en etisk ansvarlig anvendelse af data. En af anbefalin-
gerne var at indsætte en bestemmelse om redegørelse for da-
taetik i årsregnskabsloven. Derudover blev det bl.a. foreslået
at udvikle en dataetisk mærkningsordning.
Den digitale udvikling betyder også, at data fylder mere og
mere i virksomheders forretningsmodeller, og med lovfor-
slaget er det hensigten, at danske virksomheder bliver un-
derstøttet i at udnytte potentialet i data på en etisk ansvarlig
måde.
Formålet med lovforslaget er at skabe fokus på og gennem-
sigtighed om virksomhedernes arbejde med dataetik. Derved
kan dataetik blive et konkurrenceparameter for danske virk-
somheder såvel nationalt som internationalt. Danmark vil
med forslaget formentlig blive det første land i verden, der
indfører krav om, at de største virksomheder offentligt skal
redegøre for deres politikker for dataetik.
”Dataetik forstås overordnet som den etiske dimension af
forholdet mellem på den ene side teknologi og på den anden
side borgernes grundlæggende rettigheder, retssikkerhed og
grundlæggende samfundsmæssige værdier, som den tekno-
logiske udvikling giver anledning til at overveje”, jf. kom-
missoriet for Dataetisk Råd. Dataetik vedrører de etiske
overvejelser, som en virksomhed må gøre sig i forbindelse
med anvendelse af nye teknologier og den øgede mængde af
data. Begrebet dataetik omfatter brugen af alle former for
data og omhandler virksomheders generelle tilgang til an-
vendelse af disse data.
Dataetik bygger oven på de regler for virksomheders be-
handling af personoplysninger, der følger af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april
2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-
danne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF
(generel forordning om databeskyttelse) og af lov nr. 502 af
23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning
om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med be-
handling af personoplysninger og om fri udveksling af så-
danne oplysninger (databeskyttelsesloven).
Dataetik som begreb og dermed også arbejdet med dataeti-
ske politikker er endnu forholdsvis nyt. Derfor vurderes det
for tidligt at kræve, at alle store virksomheder udarbejder en
dataetisk politik. Erfaringen fra redegørelser om politikker
for samfundsansvar viser, at et følg-eller-forklar-princip er
den mest hensigtsmæssige måde at fremme virksomheder-
nes udvikling af dataansvarlig adfærd.
Forslaget indebærer, at virksomhederne aktivt tager stilling
til deres arbejde med dataetik, på samme måde som der i
dag er krav om, at de største virksomheder redegør for deres
arbejde med samfundsansvar. Den dataetiske redegørelse i
ledelsesberetningen skal skabe åbenhed om virksomhedens
dataetiske politik, så blandt andre nuværende og mulige
samarbejdspartnere, kunder og investorer kan orientere sig
om, hvorvidt den enkelte virksomhed har en politik for data-
etik og om indholdet heraf.
Et krav efter følg-eller-forklar-princippet vil sætte dataetik
på dagsordenen i topledelsen i de store danske virksomhe-
der, og hensigten er, at virksomhederne aktivt tager stilling
til dataetiske spørgsmål og udarbejder en politik for data-
etik. Det er forventningen, at dataetik med tiden vil blive en
almindelig overvejelse i forbindelse med anvendelsen af de
nye teknologiske muligheder.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i årsregn-
skabsloven i forlængelse af lovens øvrige ikke-finansielle
krav til ledelsesberetningen for store virksomheder samt for
børsnoterede virksomheder og statslige aktieselskaber. Data-
etik bygger, som nævnt ovenfor, oven på de regler, der føl-
ger af databeskyttelsesforordningen. Ifølge forslaget skal de
virksomheder, der er omfattet af kravet, supplere ledelsesbe-
retningen med en redegørelse for virksomhedens politik for
dataetik efter følg-eller-forklar-princippet. Forslaget stiller
således ikke krav om, at de omfattede virksomheder skal ha-
ve en politik for dataetik, men hvis virksomheden har en da-
taetisk politik, skal der redegøres for denne. Bestemmelsen
vil medføre, at virksomhederne aktivt skal tage stilling til
spørgsmål om dataetik og deres arbejde hermed, og at virk-
somhederne formulerer dette arbejde i en dataetisk politik
eller begrunder et eventuelt fravalg. Hvis virksomheden ikke
har en dataetisk politik, skal virksomheden supplere ledel-
sesberetningen med en redegørelse, hvori det forklares,
hvorfor virksomheden ikke har en politik for dataetik.
En redegørelse for virksomhedens politik for dataetik kan
f.eks. omfatte en beskrivelse af, hvordan og til hvilke formål
virksomheden anvender nye teknologier, herunder kunstig
intelligens eller maskinlæring i udviklingen og udbuddet af
produkter og tjenester, herunder om virksomheden anvender
kunstig intelligens til brug for prissætning, afgørelser, be-
slutninger og lignende.
Den foreslåede bestemmelse vil omfatte de ca. 1.300 største
danske virksomheder og dermed de samme virksomheder,
som i dag er forpligtet til at supplere ledelsesberetningen
med en redegørelse for samfundsansvar, jf. årsregnskabslo-
vens § 99 a. Bestemmelsen vil således omfatte store virk-
8
somheder i regnskabsklasse C samt virksomheder i regn-
skabsklasse D, dvs. virksomheder, som har værdipapirer op-
taget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land
samt statslige aktieselskaber. Det vurderes, at yderligere cir-
ka 850 dattervirksomheder kan undlade at medtage oplys-
ningerne i deres egen ledelsesberetning efter den foreslåede
§ 99 d, stk. 3, og nøjes med at henvise til modervirksomhe-
dens ledelsesberetning.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Lovforslaget skønnes at kræve mindst 2-3 årsværk til at
håndhæve P2B-forordningen, hvilket afholdes inden for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens og Erhvervsstyrelsens
eksisterende ramme. Det nærmere omfang af Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsens håndhævelse kan dog først klarlæg-
ges, når styrelsen har erfaringer hermed. Den risikobaserede
kontrol som følge af den foreslåede ændring af årsregn-
skabsloven vil blive afholdt inden for Erhvervsstyrelsens ek-
sisterende bevilling. Lovforslaget medfører således ikke
yderligere omkostninger for det offentlige, da eventuelle ud-
gifter forbundet med lovforslaget vil blive afholdt inden for
eksisterende bevillinger.
Lovforslaget efterlever principperne for digitaliseringsklar
lovgivning. Lovforslaget indeholder enkle og klare regler.
Der vil efter lovforslaget kunne udstedes nærmere regler om
brug af særlige skemaer ved indgivelse af klage. Det forud-
sættes, at der vil blive tale om elektronisk indgivelse af et
klageskema (digital selvbetjeningsløsning). Hvis styrelsen
har udarbejdet et særligt klageskema, som er obligatorisk at
anvende for virksomhederne, kan det føre til en afvisning af
klagen, hvis virksomhederne ikke anvender det særlige ske-
ma, med mindre der foreligger helt særlige forhold, der kan
begrunde, at virksomheden undtagelsesvist ikke skal anven-
de skemaet. Herudover bemærkes det, at Konkurrencerådets
og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandling af sag-
erne vil kræve anlæggelsen af et fagligt skøn.
Der er ved lovforslagets udarbejdelse lagt vægt på en sikker
og tryg datahåndtering. Derfor vil enhver videregivelse af
personoplysninger efterleve de gældende regler om databe-
skyttelse. Behandling af eventuelle persondata vil altid ske
under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april
2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-
danne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) og data-
beskyttelsesloven. Endelig skal det bemærkes, at de eksi-
sterende systemer kan understøtte de nye håndhævelsesbefø-
jelser og at disse ikke medfører organisatoriske ændringer.
Særligt bemærkes, at lovforslagets krav om redegørelse om
dataetik er udformet i overensstemmelse med princip 3 i di-
gitaliseringsklar lovgivning om automatisk sagsbehandling,
da de virksomheder, som bliver omfattet af kravet om rede-
gørelse om dataetik, kan indberette redegørelsen uden krav
om forudgående eller efterfølgende sagsbehandling. Princip
6 om anvendelse af offentlig it-infrastruktur er overholdt
ved at virksomhederne skal redegøre for dataetik i ledelses-
beretningen, som de allerede kender i dag. Endeligt er der
ved udarbejdelsen af lovforslaget – i overensstemmelse med
princip 7 om at forebygge fejl og snyd – sikret, at der i sy-
stemet kan foretages en risikobaseret kontrol.
4. Økonomiske konsekvenser og administrative konsekven-
ser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har været forelagt Erhvervsstyrelsens Team Er-
hvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering (OBR), der
vurderer, at forslaget medfører administrative konsekvenser
for erhvervslivet. Indførelsen af krav om redegørelse for da-
taetik vil medføre administrative byrder for erhvervslivet
svarende til ca. 7 mio. kr. årligt og 20 mio. kr. i omstillings-
omkostninger. De administrative byrder består i, at de om-
fattede virksomheder skal supplere ledelsesberetningen med
en redegørelse for dataetik eller en forklaring af baggrunden
herfor, hvis virksomheden ikke har en politik for dataetik.
For datterselskaber, hvor moderselskabet opfylder oplys-
ningskravene, består den administrative byrde i, at datter-
virksomheden i sin ledelsesberetning skal henvise til moder-
selskabets årsrapport. De erhvervsøkonomiske konsekvenser
i forbindelse med håndhævelse af P2B forordningen vurde-
res at være under 4 mio. kr. årligt, hvorfor de ikke kvantifi-
ceres nærmere.
Lovforslaget forventes ikke at medføre øvrige efterlevelses-
konsekvenser for erhvervslivet, da det ikke påvirker produk-
tionsmuligheder for erhvervslivet.
Erhvervsministeriet har vurderet, at principperne om agil re-
gulering ikke er relevante for de konkrete ændringer i forsla-
get, da det ikke påvirker virksomhedernes muligheder for at
teste, udvikle og anvende nye digitale teknologier og forret-
ningsmodeller eller udmøntes i en ny digital erhvervsrettet
løsning.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget medfører ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget medfører ikke miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget om P2B-forordningen supplerer Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/1150/EU af 20. juni
2019 om fremme af retfærdighed og gennemsigtighed for
9
brugere af onlineformidlingstjenester (EU-Tidende 2019, nr.
L 186, side 57). Forordningen gælder i Danmark fra den 12.
juli 2020.
Ifølge artikel 288 i Traktaten om Den Europæiske Unions
Funktionsmåde (TEUF) er der forskel på, om et område har-
moniseres ved et direktiv eller en forordning. Til forskel fra
et direktiv er en forordning ifølge TEUF artikel 288, 1. og 2.
pkt., almengyldig, og er bindende i alle enkeltheder og gæl-
der umiddelbart i hver medlemsstat.
P2B-forordningen virker således som en lov i medlemssta-
terne, og den gælder i den form, som den er vedtaget, og den
må som udgangspunkt ikke gennemføres i national ret.
Artikel 15 i forordningen pålægger medlemsstaterne at fast-
sætte nationale foranstaltninger, der skal sikre en passende
og effektiv håndhævelse af forordningen. Lovforslaget går
på visse punkter videre end forordningens minimum og læg-
ger således op til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
skal have en række muligheder for at undersøge og gribe ind
over for digitale platforme, som er omfattet af forordningen
og som benyttes af danske erhvervskunder.
Forslaget til krav om redegørelse for dataetik indebærer ind-
førelse af nationale særregler, idet kravet går ud over krave-
ne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af
26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber
og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om
ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv
78/660/EØF og 83/349/EØF (EU᾽s regnskabsdirektiv).
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 19. decem-
ber 2019 til den 16. januar 2020 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
92-gruppen, Aarhus BSS, Advokatrådet, Advokatsamfundet,
Akademikernes Centralorganisation, Amnesty, Arbejderbe-
vægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Tillægs Pension
(ATP), Asfaltindustrien, Bryggeriforeningen, Bygherrefor-
eningen, Børns vilkår, Børsmæglerforeningen, CEPOS, Ce-
reda, CFU – Centralorganisationens Fællesudvalg, CO-In-
dustri, Coop Danmark, Copenhagen Business School, Co-
penhagen Fintech, CSR.dk, CSR Forum, Danish Fintech Al-
liance – DAFINA, Danish Venture Capital and Private
Equity Association, Danmarks Apotekerforening, Danmarks
Eksportråd, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks National-
bank, Danmarks Rederiforening, Danmarks Restauranter og
Cafeer, Danmarks Skibskredit A/S, Danmarks Statistik,
Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Affaldsforening,
Dansk Aktionærforening, Dansk Annoncørforening ,Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendoms-
mæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk
Fjernvarme, Dansk Forlag, Dansk Industri, Dansk Initiativ
for Etisk Handel, Dansk Investor Relations Forening –
DIRF, Dansk IT, Dansk Iværksætterforening, Dansk Land-
brugsrådgivning, Dansk Skovforening, Dansk Metal, Dansk
Mode & Textil, Dansk Standard, Dansk Taxi Råd, Dansk
Transport og Logistik, Danske Advokater, Danske Arkitek-
tvirksomheder, Danske Busvognmænd, Danske Dagblades
Forening, Danske Malermestre, Danske Maritime, Danske
Rederier, Danske Regioner, Dataethics.eu, Dataetisk Råd,
Datatilsynet, De Samvirkende Købmænd, Den Danske Ak-
tuarforening, Den Danske Boghandlerforening, Den Danske
Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerforening,
Den Danske Fondsmæglerforening, Det Kooperative Fælles-
forbund, Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere, Det
Økonomiske Råds Sekretariat, DI, Djøf, Domstolsstyrelsen,
Eksportkreditfonden, Fagbevægelsens Hovedorganisation,
DVCA, FDIH, Feriehusudlejernes, Brancheforening, FH,
Finans Danmark, Finansforbundet, Finanssektorens Ar-
bejdsgiverforening, First North, Folkekirkens Nødhjælp,
Forbrugerrådet TÆNK, Foreningen af J. A. K. Pengeinsti-
tutter, Foreningen af Interne revisorer, Foreningen af Rådgi-
vende Ingeniører, FDR - Foreningen Danske Revisorer, For-
eningen for Platformsøkonomi i Danmark (FDP), Forhand-
lingsfællesskabet, Forsikring & Pension, Forsikringsforbun-
det, FSR - Danske Revisorer, Funktionærernes og Tjeneste-
mændenes Fællesråd, Globalt Fokus, Garantifonden for ind-
skydere og investorer, Grønlands Selvstyre, HK, Horesta,
Ingeniørforeningen, Ingeniørforeningen i Danmark, Institut
for Menneskerettigheder, IT-branchen, IT-politisk forening,
IT-Universitetet, KL, Komiteen for god Selskabsledelse,
Kommunekredit, Kommunernes Landsforening (KL), Ko-
operationen, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fag-
bevægelse, Kuratorforeningen, Københavns Universitet,
Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende Banker, Landsor-
ganisationen i Danmark, Lederne, Ledernes Hovedorganisa-
tion, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Løn-
modtagernes Dyrtidsfond, Medierådet for børn og unge,
Mellemfolkeligt Samvirke, Mæglings- og klageinstitutionen
for ansvarlig virksomhedsadfærd, NASDAQ OMX Copen-
hagen A/S, Offentligt Ansattes Organisationer, OXFAM
IBIS, PROSA, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Red
Barnet, Rigsadvokaten, Rigsombuddet på Færøerne, Rigsre-
visionen, Roskilde Universitetscenter, Rådet for digital sik-
kerhed, Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål, Statsad-
vokaturen for Særlig Økonomisk og International Kriminali-
tet, Small Danish Hotels, SMV Danmark, Syddansk Univer-
sitet, TEKNIQ, Telekommunikationsindustrien i Danmark,
UN Global Compact, Verdens Skove, Værdipapircentralen,
WWF, XBRL Danmark, Aalborg Universitet og Aarhus
Universitet.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/merudgifter
10
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Økonomiske konsekvenser og imple-
menteringskonsekvenser for det offent-
lige
Ingen. Lovforslaget skønnes at kræve mindst
2-3 årsværk til at håndhæve forordnin-
gen, hvilket afholdes inden for Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsens og Er-
hvervsstyrelsens eksisterende ramme.
Det nærmere omfang af Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsens håndhævelse
kan dog først klarlægges, når styrelsen
har erfaringer hermed. Den risikobase-
rede kontrol som følge af den foreslåe-
de ændring af årsregnskabsloven vil
blive afholdt inden for Erhvervsstyrel-
sens eksisterende bevilling. Lovforsla-
get medfører således ikke yderligere
omkostninger for det offentlige, da
eventuelle udgifter forbundet med lov-
forslaget vil blive afholdt inden for ek-
sisterende bevillinger.
Økonomiske konsekvenser og admini-
strative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen. Lovforslaget forventes at medføre ad-
ministrative konsekvenser for er-
hvervslivet. Indførelsen af krav om re-
degørelse for dataetik vil medføre ad-
ministrative byrder for erhvervslivet
svarende til ca. 7 mio. kr. årligt og 20
mio. kr. i omstillings-omkostninger. De
erhvervsøkonomiske konsekvenser i
forbindelse med håndhævelse af P2B
forordningen vurderes at være under 4
mio. kr. årligt, hvorfor de ikke kvantifi-
ceres nærmere.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen. Ingen.
Miljømæssige konsekvenser Ingen. Ingen.
Forholdet til EU-retten Lovforslaget supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1150/EU af 20. juni 2019 om fremme af retfærdighed og gennemsigtig-
hed for brugere af onlineformidlingstjenester (EU-Tidende 2019, nr. L 186, si-
de 57). Forordningen gælder i Danmark fra den 12. juli 2020.
Ifølge artikel 288 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde
(TEUF) er der forskel på, om et område harmoniseres ved et direktiv eller en
forordning. Til forskel fra et direktiv er en forordning ifølge TEUF artikel 288,
1. og 2. pkt., almengyldig, og er bindende i alle enkeltheder og gælder umid-
delbart i hver medlemsstat.
P2B-forordningen virker således som en lov i medlemsstaterne, og den gælder i
den form, som den er vedtaget, og den må som udgangspunkt ikke gennemfø-
res i national ret.
Artikel 15 i forordningen pålægger medlemsstaterne at fastsætte nationale for-
anstaltninger, der skal sikre en passende og effektiv håndhævelse af forordnin-
gen.
11
Den foreslåede bestemmelse om redegørelse for dataetik går videre end krave-
ne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om
årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse
virksomheds-former, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF
(EU´s regnskabsdirektiv).
Overimplementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser (sæt X)
JA
X
NEJ
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslås i stk.1, at loven har til formål at sikre tilstræk-
kelig og effektiv håndhævelse af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/1150/EU af 20. juni 2019 om frem-
me af retfærdighed og gennemsigtighed for brugere af on-
lineformidlingstjenester (P2B-forordningen). Forordningen
er optrykt som bilag 2 til loven.
Med stk. 2 foreslås det, at loven finder anvendelse på online-
formidlingstjenester og onlinesøgemaskiner, der leveres el-
ler tilbydes leveret til erhvervsbrugere og virksomhedsweb-
stedsbrugere, som er etableret eller har bopæl i Danmark, og
som via disse onlineformidlingstjenester eller onlinesøge-
maskiner tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere,
som befinder sig i Den Europæiske Union, uanset etable-
ringssted eller bopæl for udbyderne af disse tjenester, og an-
set hvilken lovgivning der i øvrigt finder anvendelse.
Dette er i overensstemmelse med P2B-forordningens anven-
delsesområde, jf. forordningens artikel 1, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at danske virk-
somheder, som benytter sig af de relevante digitale platfor-
me, uanset etableringssted eller bopæl for disse platforme,
vil kunne klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, så-
fremt udbyderne af de pågældende tjenester ikke efterlever
P2B-forordningens bestemmelser.
Det foreslås i stk. 3, at loven ikke gælder for onlinebeta-
lingstjenester, onlinereklameværktøjer eller onlinerekla-
meudveksling, som ikke leveres med henblik på at lette
iværksættelsen af direkte transaktioner, og som ikke indebæ-
rer et kontraktforhold med forbrugere.
Dette er i overensstemmelse med artikel 1, stk. 3, i forord-
ningen.
Til § 2
Den foreslåede § 2 fastlægger en række definitioner af be-
greber, som anvendes i lovforslaget. Disse definitioner sva-
rer til de pågældende definitioner i forordningens artikel 2.
Det er dog vurderet, at enkelte af forordningens definitioner
ikke er nødvendige for forståelsen af lovforslagets indhold
og derfor ikke er medtaget. Det drejer sig om begreberne
kontrol, tilknyttede varer og tjenesteydelser, mægling og va-
rigt medium, jf. forordningens artikel 2, nr. 9, nr. 11 og nr.
13. Der henvises i det hele til forordningen.
Det foreslås i nr. 1 at definere en ”erhvervsbruger”, som en-
hver privatperson, der optræder i egenskab af handlende el-
ler erhvervsdrivende, eller enhver fysisk eller juridisk per-
son, der ved hjælp af onlineformidlingstjenester tilbyder va-
rer eller tjenesteydelser til forbrugere til formål relateret til
dennes erhverv, forretning, håndværk eller profession.
Den foreslåede bestemmelse svarer til artikel 2, nr. 1, i P2B-
forordningen.
Det foreslås i nr. 2 at definere ”onlineformidlingstjenester”
som onlineformidlingstjenester omfattet af P2B-forordnin-
gen. Den foreslåede bestemmelse opregner tre betingelser,
som alle skal være opfyldt, førend en tjeneste udgør en on-
lineformidlingstjeneste. Den første betingelse (litra a) er, at
tjenester skal være informationssamfundstjenester som defi-
neret i artikel 1, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2015/1535/EU (EU-Tidende 2015, nr. L 241,
side 1). Den anden betingelse (litra b) er, at de pågældende
tjenester skal gøre det muligt for erhvervsbrugere at tilbyde
varer eller tjenesteydelser til forbrugere med henblik på at
lette iværksættelse af direkte transaktioner mellem disse er-
hvervsbrugere for forbrugere, uanset hvor disse transaktio-
ner i sidste ende indgås. Den tredje betingelse (litra c) er, at
de pågældende tjenester leveres til erhvervsbrugere på
grundlag af kontraktlige forhold mellem udbyderen af disse
tjenester og erhvervsbrugere, som tilbyder deres varer eller
tjenesteydelser til forbrugere.
Eksempler på onlineformidlingstjenester, som er omfattet af
forordningen, er online e-markedspladser, herunder de sam-
arbejdsorienterede, hvor erhvervsbrugere er aktive, online
softwareapplikationstjenester som f.eks. applikationsfor-
handlere, og online sociale medietjenester.
Bestemmelsen svarer til artikel 2, nr. 2, i P2B-forordningen.
12
Det foreslås i nr. 3 at definere ”udbyder af onlineformid-
lingstjenester” som enhver fysisk eller juridisk person, der
leverer, eller tilbyder at levere, onlineformidlingstjenester til
erhvervsbrugere.
Bestemmelsen svarer til artikel 2, nr. 3, i P2B-forordningen.
Det foreslås i nr. 4 at definere ”forbruger” som enhver fy-
sisk person, der ikke handler som led i sit erhverv, sin for-
retning, sit håndværk eller sin profession.
Bestemmelsen svarer til artikel 2, nr. 4, i P2B-forordningen.
Det foreslås i nr. 5 at definere ”onlinesøgemaskiner” som en
digital tjeneste, som giver brugerne mulighed for at indtaste
forespørgsler for at foretage søgninger på principielt alle
websteder eller alle websteder på et bestemt sprog på grund-
lag af en forespørgsel om et hvilket som helst emne ved
hjælp af et søgeord, en stemmesøgning, en sætning eller an-
det input, og som fremviser resultater i et hvilket som helst
format, hvor der kan findes oplysninger om det ønskede ind-
hold.
Ifølge Kommissionen er Google Search, Seznam.cz, Ya-
hoo!, DuckDuckGo, Bing etc. eksempler på sådanne online-
søgemaskiner, som Kommissionen nævner i forbindelse
med en Q&A vedrørende P2B-forordningen.2)
Bestemmelsen svarer til artikel 2, nr. 5, i P2B-forordningen.
Det foreslås i nr. 6 at definere en ”udbyder af onlinesøgema-
skine” som enhver fysisk eller juridisk person, der leverer,
eller tilbyder at levere, onlinesøgemaskiner til forbrugere.
Bestemmelsen svarer til artikel 2, nr. 6, i P2B-forordningen.
Det foreslås i nr. 7 at definere en ”virksomhedswebstedsbru-
ger” som enhver fysisk eller juridisk person, som gør brug
af en onlinegrænseflade, dvs. enhver form for software, her-
under et websted eller en del af et websted og applikationer,
herunder mobilapplikationer, der tilbyder varer eller tjene-
steydelser til forbrugere til formål relateret til dennes er-
hverv, forretning, håndværk eller profession.
Bestemmelsen svarer til artikel 2, nr. 7, i P2B-forordningen.
Det foreslås i nr. 8 at definere ”rangordning” som den relati-
ve fremtrædende placering af de varer eller tjenesteydelser,
der tilbydes via onlineformidlingstjenester, eller den rele-
vans, der tildeles søgeresultater af onlinesøgemaskiner, som
de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af henholdsvis
udbydere af onlineformidlingstjenester eller udbydere af on-
linesøgemaskiner, uanset hvilke teknologiske midler der an-
vendes til en sådan præsentation, opstilling eller kommuni-
kation.
Bestemmelsen svarer til artikel 2, nr. 8, i P2B-forordningen.
Det foreslås i nr. 9 at definere ”vilkår og betingelser” som
alle de vilkår og betingelser eller specifikationer, uanset de-
res betegnelse eller form, som regulerer kontraktforholdet
mellem en udbyder af onlineformidlingstjenester og dennes
erhvervsbrugere, og som fastsættes ensidigt af udbyderen af
onlineformidlingstjenester, idet denne ensidige fastsættelse
sker på grundlag af en samlet vurdering, hvor de berørte
parters relative størrelse, det forhold, at der har fundet for-
handlinger sted, eller at visse bestemmelser herom kan have
været genstand for sådanne forhandlinger og fastsat sammen
af den relevante tjenesteydelse og erhvervsbruger, ikke i sig
selv er afgørende.
Bestemmelsen svarer til artikel 2, nr. 10, i P2B-forordnin-
gen.
Til § 3
Som nævnt i afsnit 2.1.1. er der på nuværende tidspunkt ik-
ke fastsat regler for danske myndigheders håndhævelse af
forordningen.
Medlemsstaterne skal ifølge artikel 15 i P2B-forordningen
sikre tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af forordningen.
Der skal ifølge artikel 15, stk. 2, fastsættes bestemmelser om
de foranstaltninger, der anvendes i forbindelse med overtræ-
delsen af forordningen. Foranstaltningerne skal være effekti-
ve, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have af-
skrækkende virkning.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens håndhævelsesbeføjelser i forbindelse
med sager af egen drift eller klager over overtrædelser af
P2B-forordningen eller denne lov.
Med stk. 1, 1. pkt., foreslås det, at Konkurrencerådet har det
overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sens administration af denne lov. Det foreslås i 2. pkt., at
Konkurrencerådet træffer afgørelse i sager af principiel eller
særlig stor betydning.
En sag kan være af principiel betydning, hvis den vedrører
en problemstilling, som der ikke er taget stilling til – det væ-
re sig efter loven eller efter P2B-forordningen – hvis den ve-
drører en problemstilling, hvor juraen ikke er klar, eller hvis
afgørelsen i øvrigt kan danne præcedens. Hvis en afgørelse
indebærer, at hidtidig fortolkning af loven eller regler ud-
stedt i medfør heraf skal ændres, kan sagen også være af
13
principiel betydning. En sag kan have særligt stor betydning,
hvis den kan indebære betydelige følger for en eller flere
virksomheder eller en hel branche.
Arbejdsdelingen mellem Konkurrencerådet og Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen betyder, at styrelsen vil kunne
træffe afgørelser i et antal sager, som ikke har nogen reel be-
tydning for forståelsen af P2B-forordningen eller denne lov.
Det kan være tilfældet i visse klagesager, hvor den relevante
problemstilling ikke kan løses ved hjælp af denne lov, fordi
der f.eks. klages over et andet retsområde, eller fordi det er
åbenbart, at den virksomhed, der er indklaget, ikke er omfat-
tet af loven. Ligeledes forekommer det, at styrelsen på rå-
dets vegne kan træffe afgørelser i et større antal sager, hvor
afgørelserne stort set er enslydende. Det vil f.eks. være til-
fældet, hvor styrelsen modtager et større antal klager over
samme forhold.
Bestemmelsen svarer til konkurrencelovens § 15, stk. 3, 1
og 2. pkt., hvoraf det fremgår, at ”Konkurrencerådet har det
overordnede ansvar for styrelsens administration af loven
og regler udstedt i medfør heraf. Herudover træffer rådet af-
gørelser i sager af principiel eller særlig stor betydning." 3)
Videre foreslås det i 3. pkt., at Konkurrencerådet og Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen ved den daglige administra-
tion af denne lov er uafhængige af erhvervsministeren.
Det vil indebære, at ministeren ikke har instruktionsbeføjel-
ser over for hverken rådet eller styrelsen vedrørende konkre-
te sager, der afgøres efter denne lov eller P2B-forordningen.
Konkurrencerådet er en del af Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen, og udgør en samlet, uafhængig myndighed. Kon-
kurrencerådet træffer afgørelse i sager af principiel eller
særlig stor betydning. Når der i lovforslaget henvises til
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, omfatter det såvel sty-
relsen som rådet. Det samme gør sig gældende i forhold til
konkurrenceloven.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens daglige administration
omfatter blandt andet at klager efter loven skal indgives til
styrelsen, ligesom styrelsen står for sagsoplysningen i alle
sager, herunder foretagelsen af markeds- og sektorundersø-
gelser, og står for høring af sagens parter og eventuelle tred-
jemænd. Styrelsen træffer afgørelse i sager, der ikke er af
principiel eller særlig stor betydning.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen håndhæver P2B-forordningen. Det foreslås i 2.
pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan træffe afgø-
relse efter denne lov eller P2B-forordningen.
Det betyder, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får an-
svaret for at håndhæve P2B-forordningen efter denne lov.
For at sikre effektiv håndhævelse kan det blive nødvendigt
for styrelsen at træffe afgørelser efter denne lov eller P2B-
forordningen.
Det foreslås i stk. 3, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
kan behandle en sag af egen drift eller på grundlag af en kla-
ge.
Det betyder, at en sag for det første kan indledes på styrel-
sens eget initiativ. Baggrunden herfor kan eksempelvis være
en udløber af en sektorundersøgelse. For det andet kan en
sag indledes på baggrund af en klage.
Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 15, stk.
1, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at ”Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen kan behandle en sag af egen drift, efter anmel-
delse, på grundlag af en klage eller som følge af en henvis-
ning fra Europa-Kommissionen eller andre konkurrence-
myndigheder i Den Europæiske Union. ”
Det foreslås i stk. 4., at Konkurrencerådet kan delegere sin
kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 1, 2. pkt., til
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Som udgangspunkt træffer styrelsen kun afgørelse i sager,
der ikke er af principiel eller særlig stor betydning. Konkur-
rencerådet kan dog i medfør af den foreslåede bestemmelse
delegere sin kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 1, 2.
pkt., til styrelsen. Det forudsætter, at Konkurrencerådet for
en bestemt type af sager har fastlagt en klar og utvetydig
praksis.
Bestemmelsen svarer til konkurrencelovens § 15, stk. 4,
hvoraf det følger, at Konkurrencerådet kan delegere sin
kompetence til at træffe afgørelser af principiel eller særlig
stor betydning til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Til § 4
Som nævnt i afsnit 2.1.1. er der på nuværende tidspunkt ik-
ke fastsat regler for danske myndigheders håndhævelse af
forordningen.
Det følger af P2B-forordningens artikel 15, at hver med-
lemsstat sikrer tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af for-
ordningen. Det følger endvidere heraf, at medlemsstaterne
fastsætter bestemmelser om de foranstaltninger, der anven-
des i forbindelse med overtrædelse af forordningen, og sik-
rer, at de gennemføres. Foranstaltningerne skal være effekti-
ve, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have af-
skrækkende virkning.
Det foreslås i stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber, regnskabs-
14
materiale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og
elektronisk lagrede data, samt algoritmer og andre elektroni-
ske rangordningsmekanismer, som skønnes nødvendige for
styrelsens virksomhed, herunder bl.a. til afgørelse af, om et
forhold er omfattet af denne lov eller P2B-forordningen, el-
ler til brug for styrelsens undersøgelser efter § 5, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er inspireret af konkurrencelo-
vens § 17, stk. 1, hvoraf det fremgår, at ”Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan kræve alle oplysninger, herunder
regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre
forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes
nødvendige for udførelsen af de opgaver, som Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen er tillagt efter denne lov, eller til af-
gørelse af, om et forhold er omfattet af lovens bestemmelser.
”
Det skyldes Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens erfaring
med at anvende bestemmelsen om udlevering af oplysninger
over for virksomheder. Det foreslås dog, at det fremgår ek-
splicit, at styrelsen kan kræve, at udbyderne omfattet af for-
ordningen oplyser deres algoritmer og andre elektroniske
rangordningsmekanismer. Algoritmer er særligt relevante i
forhold til P2B-forordningen, hvorfor det skønnes hensigts-
mæssigt, at dette fremgår eksplicit af bestemmelsen. Med al-
goritmer og andre elektroniske rangordningsmekanismer
forstås algoritmer eller andre justerings- og degraderingsme-
kanismer, der anvendes i forbindelse med platformenes
rangordning efter P2B-forordningen. Den foreslåede be-
stemmelse vil blandt andet gøre det muligt for Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen at efterprøve, om en given udbyder af
onlineformidlingstjenester eller onlinesøgemaskine efterle-
ver artikel 5 i P2B-forordningen om gennemsigtighed i
rangordning.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen selv, der skønner hvilke oplysninger
der anses for nødvendige til styrelsens håndhævelse og un-
dersøgelser efter loven.
Det bemærkes i den forbindelse, at Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen ikke har beføjelse til beslaglæggelse af oplys-
ninger, for eksempel fysiske dokumenter, computere eller
lignende, i medfør af denne lov.
En undladelse af at efterkomme et sådant krav om oplysnin-
ger, herunder i forbindelse med en sektorundersøgelse efter
§ 5, stk. 1, vil kunne indebære, at der pålægges daglige eller
ugentlige tvangsbøder, jf. lovforslagets § 11, ligesom en
undladelse vil kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets §
14.
Reglerne i kapitel 4 i lov om retssikkerhed ved forvaltnin-
gens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (rets-
sikkerhedsloven)4) finder anvendelse i tilfælde, hvor der i
lovgivningen m.v. er fastsat pligt til at meddele oplysninger
til den offentlige forvaltning. Kapitel 4 indeholder en be-
stemmelse (§ 10) om retten til ikke at inkriminere sig selv.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at hvis der er konkret mistan-
ke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en
lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmel-
ser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger
til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmin-
dre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilveje-
bragt kan have betydning for bedømmelsen af den formode-
de lovovertrædelse.
I det omfang lovens bestemmelser ikke vil være forenelige
med EU-regler, der har direkte virkning her i landet, følger
det umiddelbart af princippet om EU-rettens forrang, at de
EU-retlige regler går forud for lovens bestemmelser
Det foreslås i stk. 2, at Erhvervsministeren fastsætter nær-
mere regler om anvendelsen af stk. 1, herunder regler om,
hvad der forstås ved udlevering af algoritmer og andre elek-
troniske rangordningsmekanismer.
Ved erhvervsministerens udnyttelse af bemyndigelsen for-
udsættes det, at der kan fastsættes nærmere regler om, bl.a.
hvordan, hvor hurtigt og i hvilke formater en udbyder af de
pågældende tjenester i givet fald skal udlevere oplysninger
om algoritmer og andre elektroniske rangordningsmekanis-
mer til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Til § 5
Som nævnt i afsnit 2.1.1. er der på nuværende tidspunkt ik-
ke fastsat regler for danske myndigheders håndhævelse af
forordningen.
Det følger af P2B-forordningens artikel 15, at hver med-
lemsstat sikrer tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af for-
ordningen. Det følger endvidere heraf, at medlemsstaterne
fastsætter bestemmelser om de foranstaltninger, der anven-
des i forbindelse med overtrædelse af forordningen, og sik-
rer, at de gennemføres. Foranstaltningerne skal være effekti-
ve, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have af-
skrækkende virkning.
Det foreslås med stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen kan foretage undersøgelser af en bestemt erhvervssektor
eller af bestemte typer aftaler i forskellige sektorer (sekto-
rundersøgelse) for at få indblik i konkurrenceforholdene i
den eller de pågældende sektorer.
Den foreslåede bestemmelse er inspireret af konkurrencelo-
vens § 15 d, stk. 1, hvoraf det fremgår, at ”Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan foretage undersøgelser af en be-
stemt erhvervssektor eller af bestemte typer aftaler i forskel-
15
lige sektorer (sektorundersøgelse) for at få indblik i konkur-
renceforholdene i den eller de pågældende sektorer. ”
Formålet med en sektorundersøgelse er at få indblik i for-
holdene inden for en sektor i relation til P2B-forordningen.
Det vil ikke efter bestemmelsen være et krav, at Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen skal kunne dokumentere alvorlige
problemer inden for en sektor, før en sektorundersøgelse
kan iværksættes. Målet med en sektorundersøgelse vil være
at få afdækket, om der er problemer inden for en sektor, og i
givet fald af hvilken art.
Det kunne eksempelvis omfatte, at Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen foretager en undersøgelse af de relevante plat-
formes vilkår og betingelser over for erhvervsbrugere i en
given sektor. En sådan undersøgelse kunne, men ikke nød-
vendigvis, give anledning til, at styrelsen indledte sager ved-
rørende P2B-forordningens artikel 3.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
lovforslagets § 4, hvorefter Konkurrence- og Forbrugersty-
relsen kan afkræve en virksomhed oplysninger, som efter
styrelsens skøn er nødvendige for udarbejdelsen af en sekto-
rundersøgelse.
Det foreslås videre i stk. 2, at Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen med de begrænsninger, der følger af forslagets § 9,
stk. 2, kan offentliggøre resultaterne af en undersøgelse efter
stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er inspireret af konkurrencelo-
vens § 15 d, stk. 3, hvoraf det følger, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen offentliggør resultaterne af en sektorun-
dersøgelse, bortset fra oplysninger om tekniske forhold, her-
under forskning, produktionsmåder, produkter samt drifts-
og forretningshemmeligheder. Endvidere offentliggøres ikke
oplysninger om enkelte kunders forhold i virksomheder, der
er under tilsyn af Finanstilsynet.
Henvisningen til lovforslagets § 9, stk. 2, vil indebære, at
der ved offentliggørelsen af en sektorundersøgelse ikke kan
ske offentliggørelse af oplysninger om tekniske forhold, her-
under forskning, produktionsmåder, produkter og drifts- og
forretningshemmeligheder, for så vidt offentliggørelsen er af
væsentlig økonomiske betydning for den virksomhed, oplys-
ningen angår. Der henvises til bemærkningerne til lovforsla-
gets § 9.
Til § 6
Det foreslås i stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
afgør om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller
træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen
midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Den foreslåede bestemmelse er inspireret af konkurrencelo-
vens § 15, stk. 1, 3. pkt., hvoraf det fremgår, at ”Styrelsen
afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge el-
ler træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen
midlertidigt eller endeligt skal indstilles”. Den foreslåede
bestemmelse vil indebære, at Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen har vide beføjelser til at behandle en sag af egen
drift og til at afvise at behandle en klage.
Styrelsen kan således på et hvilket som helst tidspunkt i
sagsbehandlingen afvise at behandle alle eller nogle af de
klagepunkter, som en klager har rejst. Styrelsen vil endvide-
re kunne beslutte, at den ikke vil træffe afgørelse i en sag.
Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor styrelsen modtager
en klage, og hvor det viser sig, at styrelsen først vil kunne
træffe afgørelse efter at have iværksat betydelige og ressour-
cekrævende undersøgelser. Det er vigtigt af hensyn til en så
effektiv anvendelse og en så hensigtsmæssig prioritering af
styrelsens ressourcer som muligt, at styrelsen tillægges en
sådan prioriteringsadgang.
Det foreslås i stk. 2, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
fastsætter nærmere regler om muligheden for at klage, her-
under regler om brug af særlige skemaer, og om indsendelse
af en ikkefortrolig udgave af en klage. Det forudsættes, at
der vil blive tale om elektronisk indgivelse af et klageskema.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen får mulighed for at fastsætte, at klager
i relation til P2B-forordningen skal indgives via et klageske-
ma, som styrelsen bemyndiges til at fastsætte nærmere reg-
ler om. Hvis styrelsen har udarbejdet et særligt klageskema,
som er obligatorisk at anvende for virksomhederne, kan det
føre til en afvisning af klagen, hvis virksomhederne ikke an-
vender det særlige skema, med mindre der foreligger helt
særlige forhold, der kan begrunde, at virksomheden undta-
gelsesvist ikke skal anvende skemaet.
Forslaget vil endvidere indebære, at Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen kan fastsætte regler om, at en klager skal
indsende en ikkefortrolig udgave af klagen. Det vil bl.a. in-
debære, at klager selv skal fjerne de oplysninger, som klager
anser for at være fortrolige, således at klagen ikke indehol-
der fortrolige oplysninger. Denne mulighed er fastsat med
henblik på at smidiggøre sagsbehandlingen, således at sty-
relsen kan udlevere den ikkefortrolige klage direkte til ind-
klagede eller tredjemand, når styrelsen som led i sagsbe-
handlingen skal indhente bemærkninger fra disse.
Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 8, stk. 2,
3. pkt., hvoraf det fremgår, at ”Styrelsen fastsætter nærmere
regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige
anmeldelsesskemaer, og om indsendelse af en ikkefortrolig
udgave af en anmeldelse. ”
16
Til § 7
Det foreslås i stk. 1, at Konkurrencerådet med henblik på at
bringe en overtrædelse af P2B-forordningen til ophør kan
udstede påbud til en udbyder af onlineformidlingstjenester
eller en udbyder af onlinesøgemaskiner.
Bestemmelsen er inspireret af betalingslovens § 145, stk. 2,
hvoraf det følger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
kan udstede de fornødne påbud. Bestemmelsen indeholder
derudover eksempler på påbud.
Der vil ikke efter ordlyden af den foreslåede bestemmelse
være en pligt for Konkurrencerådet til at udstede et påbud.
Med nr. 1-3 foreslås en ikke-udtømmende opregning af ek-
sempler på påbud, som Konkurrencerådet kan udstede med
henblik på at bringe en overtrædelse af P2B-forordningen til
ophør.
Efter nr. 1 foreslås det, at der kan udstedes påbud om, at en
udbyder af onlineformidlingstjenester skal ændre vilkår og
betingelser.
Artikel 3 i P2B-forordningen fastsætter forpligtelser i rela-
tion til udbydere af onlineformidlingstjenesters vilkår og be-
tingelser. Udbydernes vilkår og betingelser skal bl.a. være
udarbejdet i et almindeligt og forståeligt sprog, og være let-
tilgængelige for erhvervsbrugerne i alle faser af deres forret-
ningsforhold med udbyderen, herunder i fasen forud for af-
taleindgåelsen. Det fremgår af præambelbetragtning nr.
14-15, at ”vilkår og betingelser således ikke bør anses for at
være blevet affattet i et almindeligt og forståeligt sprog, når
de er uklare, upræcise eller mangler oplysninger om vigtige
kommercielle spørgsmål og derved ikke formår at give er-
hvervsbrugere en rimelig grad af forudsigelighed med hen-
syn til de vigtigste aspekter af kontraktforholdet. Desuden
bør vildledende sprogbrug ikke anses for at være alminde-
ligt og forståeligt. ”
Efter nr. 2 foreslås det, at der kan udstedes påbud om, at en
udbyder af onlineformidlingstjenester eller onlinesøgema-
skiner skal sikre gennemsigtighed i beskrivelsen af de vig-
tigste parametre for rangordning.
Rangordning forstås som ”den relative fremtrædende place-
ring af de varer eller tjenesteydelser, der tilbydes via online-
formidlingstjenester, eller den relevans, der tildeles søgere-
sultater af onlinesøgemaskiner, som de præsenteres, opstil-
les eller kommunikeres af henholdsvis udbydere af online-
formidlingstjenester eller udbydere af onlinesøgemaskiner,
uanset hvilke teknologiske midler der anvendes til en sådan
præsentation, opstilling eller kommunikation”, jf. bemærk-
ningerne til § 2 ovenfor.
Artikel 5 i P2B-forordningen fastsætter forpligtelser om
rangordning i forhold til henholdsvis udbydere af onlinefor-
midlingstjenester (artikel 5, stk. 1) og udbydere af online-
søgemaskiner (artikel 5, stk. 2). Det fremgår af præambelbe-
tragtning nr. 24, at ”den rangordning af varer eller tjene-
ster, som foretages af udbydere af onlineformidlingstjene-
ster, har en vigtig indvirkning på forbrugernes valgmulighe-
der og dermed på den kommercielle succes for de erhvervs-
brugere, der tilbyder disse varer eller tjenesteydelser. For-
udsigelighed indebærer, at udbydere af onlineformidlings-
tjenester fastsætter rangordningen på en ikke-vilkårlig må-
de. Udbydere bør derfor gennemgå de vigtigste parametre i
rangordningen for at forbedre forudsigeligheden for er-
hvervsbrugere, for at give dem en bedre forståelse af, hvor-
dan en rangordningsmekanisme fungerer, og for at sætte
dem i stand til at sammenligne forskellige udbyderes rang-
ordning. Den specifikke udformning af denne gennemsigtig-
hedsforpligtelse er vigtig for erhvervsbrugere, da den inde-
bærer, at der indkredses et begrænset sæt af parametre, som
er mest relevante ud af et eventuelt meget større antal para-
metre, der har en vis indvirkning på rangordningen. ”
Det fremgår i den forbindelse af P2B-forordningens præam-
belbetragtning nr. 25 om vigtige parametre, at ”Beskrivelsen
af de vigtigste parametres antal og art, kan variere kraftigt
afhængigt af de pågældende specifikke onlineformidlingstje-
nester, men bør give erhvervsbrugere en passende forståelse
af, hvordan rangordningsmekanismen tager hensyn til de
særlige kendetegn ved de varer eller tjenesteydelser, der til-
bydes af erhvervsbrugeren, og deres relevans for forbruger-
ne af de specifikke onlineformidlingstjenester. De indikato-
rer, der anvendes til måling af kvaliteten af erhvervsbruge-
res varer eller tjenesteydelser, anvendelse af redigerings-
programmer og deres evne til at påvirke rangordningen af
disse varer eller tjenesteydelser, i hvilken grad vederlag
indvirker på rangordningen, samt elementer, der ikke eller
kun i begrænset udstrækning vedrører selve varen eller tje-
nesteydelsen, som f.eks. præsentationsmæssige karakteri-
stika for onlinetilbud, kan være eksempler på vigtige para-
metre, som, når de indgår i en generel beskrivelse af rang-
ordningsmekanismen i almindeligt og forståeligt sprog, bør
bidrage til at give erhvervsbrugere den krævede passende
forståelse af, hvordan den fungerer. ”
Efter nr. 3 foreslås det, at der kan udstedes påbud om, at ud-
byderen af onlineformidlingstjenester skal anføre grundene
for, hvorfor en erhvervsbruger er blevet begrænset i at tilby-
de samme varer eller ydelser til forskellige betingelser på
andre måder end gennem onlineformidlingstjenester.
Artikel 10 i P2B-forordningen fastsætter forpligtelser for
udbydere af onlineformidlingstjenester i relation til restrikti-
oner for at tilbyde samme varer eller tjenesteydelser til for-
brugere under forskellige betingelser på andre måder end
gennem onlineformidlingstjenesterne. Det følger af præam-
belbetragtning nr. 36, at sådanne udbydere ”i visse tilfælde i
17
deres betingelser og vilkår kan begrænse erhvervsbrugeres
mulighed for at tilbyde varer eller tjenesteydelser til forbru-
gerne på mere favorable betingelser end på andre end gen-
nem disse onlineformidlingstjenester. I disse tilfælde bør de
pågældende udbydere angive årsagerne hertil, navnlig med
hensyn til de vigtigste økonomiske, kommercielle eller retsli-
ge overvejelser, vedrørende de nævnte konkurrencebe-
grænsninger. ”
Den, der ikke efterkommer et påbud efter den foreslåede be-
stemmelse, vil kunne pålægges daglige eller ugentlige
tvangsbøder, jf. lovforslagets § 11, og vil kunne straffes med
bøde, jf. lovforslagets § 14.
Det foreslås i stk. 2, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
kan udstede de påbud, som er nødvendige for at sikre en ret-
tidig og korrekt opfyldelse af de påbud, som Konkurrencerå-
det har udstedt efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse, der vil give mulighed for ud-
stedelsen af et såkaldt præciserende påbud, er inspireret af
konkurrencelovens § 16, stk. 2, hvoraf det fremgår, at ”Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udstede påbud, som er
nødvendige for at sikre en rettidig og korrekt opfyldelse af
de påbud, som styrelsen har udstedt efter stk. 1”, og vil kun-
ne tænkes anvendt i tilfælde, hvor en virksomheds aftaler el-
ler adfærd ikke fuldt rettes ind i overensstemmelse med det
oprindelige påbud efter stk. 1. Et præciserende påbud vil
kunne have virkning over for virksomheden (påbudsmodta-
geren) for fremtiden og vil kunne påklages til Konkurren-
ceankenævnet, jf. lovforslagets § 12. Den, der ikke efter-
kommer et præciserende påbud efter stk. 2, vil kunne pålæg-
ges daglige eller ugentlige tvangsbøder, jf. lovforslagets §
11, og vil kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets § 14.
Til § 8
Efter den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1, kan tilsagn,
der afgives af udbydere af onlineformidlingstjenester og on-
linesøgemaskiner, og som imødekommer de betænkelighe-
der, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i relation
til, om en udbyder overholder artikel 3-12 i P2B-forordnin-
gen, gøres bindende for den pågældende udbyder.
Fordelene ved at kunne afslutte sager gennem tilsagn med
en sags parter er, at det er fleksibelt, hurtigt og ressourcebe-
sparende. Herudover er det også en fordel, at de relevante
udbydere mere aktivt bliver inddraget i løsningen af de pro-
blemer, som deres adfærd skaber. Det gør det ofte muligt at
finde løsninger, som på en mere hensigtsmæssig måde løser
de konkrete betænkeligheder, som Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen måtte have, idet en virksomhed med dens ind-
gående kendskab til markedsforholdene og dens egen øko-
nomiske stilling kan være med til at finde løsninger på de
skabte problemer.
Afslutning af en sag med tilsagn er en fremadrettet afgørel-
se, hvilket vil indebære, at afgørelsen skal angive, hvad ud-
byderen fremover skal gøre eller ikke skal gøre. I modsæt-
ning til en påbudsafgørelse, omfatter en tilsagnsafgørelse ik-
ke, at det endeligt slås fast, at virksomheden har overtrådt
reglerne.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil efter den foreslåede
bestemmelse kunne acceptere tilsagn, der bringer den skade-
lige aktivitet til ophør, og som skaber eller genopretter et
velfungerende marked, således at virksomheder, der anven-
der de relevante udbyderes tjenester, gives passende gen-
nemsigtighed og effektive klagemuligheder, som opfylder
P2B-forordningens formål.
Det foreslås i stk. 2, at en afgørelse efter stk. 1 kan være
tidsbegrænset. I nogle situationer kan et tidsbegrænset til-
sagn være tilstrækkeligt til at bringe en mulig overtrædelse
af forordningen til ophør. Ved periodens udløb kan Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen herefter vurdere sagen på ny.
Der er dog ikke pligt til at anvende tidsbegrænsede tilsagn,
jf. at tilsagn efter den foreslåede bestemmelse kan gøres
tidsbegrænsede. Det indebærer, at Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen også kan gøre tilsagn bindende for en tidsube-
grænset periode. Det skal i den forbindelse bemærkes, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter de almindelige
forvaltningsretlige principper, har mulighed for at løbende
vurdere et forhold omfattet af et tidsubegrænset tilsagn og
tage sagen op på ny, hvis for eksempel de faktiske forhold
der lå til grund for afgørelsen om tilsagn har ændret sig.
Muligheden for at afslutte en sag ved at gøre tilsagn binden-
de er inspireret af konkurrencelovens § 16 a, stk. 1, hvoraf
det følger, at tilsagn, der afgives af virksomheder, og som
imødekommer de betænkeligheder, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen har i relation til de relevante bestemmel-
ser i konkurrenceloven, kan af styrelsen gøres bindende for
virksomhederne. Et tilsagn kan være tidsbegrænset og ken-
des også på fusionsområdet efter såvel EU-konkurrencereg-
lerne som efter fusionskontrolreglerne i konkurrenceloven.
Hvis en udbyder undlader at efterkomme et tilsagn, som er
gjort bindende, vil det være muligt at pålægge daglige eller
ugentlige tvangsbøder, jf. lovforslagets § 11. Overtræder en
udbyder tilsagn, der er gjort bindende, kan udbyderen straf-
fes med bøde, jf. lovforslagets § 14.
Til § 9
Det foreslås i stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
offentliggør afgørelser efter forslagets §§ 7-8, medmindre
afgørelsen hverken skønnes at have betydning for forståel-
sen af P2B-forordningen eller denne lov eller at være af in-
teresse for offentligheden i øvrigt.
18
Det er udgangspunktet, at Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen offentliggør alle Konkurrencerådets afgørelser, medmin-
dre en afgørelse hverken skønnes at have betydning for for-
ståelsen af P2B-forordningen eller denne lov eller at være af
interesse for offentligheden i øvrigt.
Baggrunden for forslaget er, at Konkurrencerådet skal træffe
afgørelser i principielle sager samt i sager, der er af særlig
stor betydning, og lovforslaget indebærer, at disse afgørelser
altid skal offentliggøres.
Arbejdsdelingen mellem Konkurrencerådet og Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen betyder imidlertid, at styrelsen vil
kunne træffe afgørelser i et antal sager, som ikke har nogen
reel betydning for forståelsen af P2B-forordningen eller
denne lov. Det kan være tilfældet i visse klagesager, hvor
den relevante problemstilling ikke kan løses ved hjælp af
denne lov, fordi der f.eks. klages over et andet retsområde,
eller fordi det er åbenbart, at den virksomhed, der er indkla-
get, ikke er omfattet af loven. Ligeledes forekommer det, at
styrelsen på rådets vegne kan træffe afgørelser i et større an-
tal sager, hvor afgørelserne stort set er enslydende. Det vil
f.eks. være tilfældet, hvor styrelsen modtager et større antal
klager over samme forhold. Det er derfor ikke hensigtsmæs-
sigt, at enhver afgørelse, styrelsen måtte træffe, skal offent-
liggøres.
To betingelser skal være opfyldt for, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan undlade at offentliggøre en afgørel-
se. Afgørelsen skal skønnes at være uden betydning for for-
ståelsen af anvendelsen af P2B-forordningen eller denne
lov, ligesom den i øvrigt skal skønnes at være uden interesse
for offentligheden.
Forslaget har således på ingen måde til formål at begrænse
offentliggørelsen af relevante afgørelser truffet i medfør af
P2B-forordningen eller denne lov, men har derimod til for-
mål at gøre det overskueligt for virksomheder, borgere og
myndigheder at søge i afgørelser på styrelsens hjemmeside
på internettet for at finde relevant information om praksis på
området.
Det foreslås i stk. 2, at ved offentliggørelse efter stk. 1, kan
oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning, pro-
duktionsmåder, produkter og drifts- og forretningshemme-
ligheder, ikke offentliggøres, for så vidt offentliggørelsen er
af væsentlig økonomisk betydning for den virksomhed, op-
lysningen angår.
Formuleringen er tilsigtet at skabe overensstemmelse med
bestemmelsen i Lov om offentlighed i forvaltningen (offent-
lighedsloven)5) § 30, nr. 2, der undtager oplysninger om tek-
niske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- og
forretningsforhold fra aktindsigt. Drifts- og forretningsfor-
hold skal dog i denne lov betragtes som et mere snævert be-
greb end drifts- og forretningsforhold i offentlighedsloven.
Det skyldes, at det vil gøre formålet med offentliggørelse af
afgørelser illusorisk, hvis forretningsforhold som sådan kan
undtages fra offentlighed. Det er af væsentlig betydning for
forståelsen og anvendelsen af en afgørelse, at det er muligt i
et vist omfang at referere faktuelle oplysninger vedrørende
drifts- og forretningsforhold.
Hvorvidt noget har væsentlig økonomisk betydning eller an-
ses for at være drifts- og forretningshemmeligheder beror i
sidste ende på en konkret vurdering af den pågældende virk-
somheds forhold, oplysningernes karakter og den øvrige
kontekst.
Til § 10
Det foreslås, at lov om offentlighed i forvaltningen ikke skal
gælde for sager og undersøgelser efter denne lov. Årsagen
hertil er, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved hånd-
hævelsen af loven vil komme i besiddelse af en lang række
oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, om virksom-
heders interne og kommercielle forhold, jf. særligt den for-
slåede § 4, hvorefter virksomheder har pligt til at udlevere
alle oplysninger, herunder bl.a. regnskaber, regnskabsmate-
riale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektro-
nisk lagrede data, samt algoritmer og andre elektroniske
rangordningsmekanismer, som skønnes nødvendige for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed, herunder
til afgørelse af, om et forhold er omfattet af denne lov eller
P2B-forordningen, eller til brug for styrelsens undersøgelser
efter § 5, stk. 1. Det er oplysninger, som det ikke er hen-
sigtsmæssigt, at andre virksomheder, herunder særligt kon-
kurrenter, og offentligheden i øvrigt får adgang til alene som
følge af, at der er en sag eller en undersøgelse. Det er endvi-
dere hensigtsmæssigt, at virksomheder ikke gennem indsigt
efter reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen kan føl-
ge, om f.eks. virksomhedens konkurrenter er genstand for en
sag i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Afgørelser og un-
dersøgelser efter loven vil dog blive offentliggjort i overens-
stemmelse med § 9, stk. 1 og stk. 2.
Virksomheder vil dog efter den foreslåede bestemmelse ha-
ve ret til egenacces i sager, hvori der er eller vil blive truffet
afgørelse efter denne lov med undtagelse af oplysninger om
en anden virksomheds tekniske indretninger, tekniske frem-
gangsmåder, drifts- og forretningsforhold eller andre fortro-
lige oplysninger. På linje med de tilsvarende regler i konkur-
renceloven er der således tale om en begrænsning af regler-
ne om egenacces i forhold til lov om offentlighed § 8, hvor
retten til egenacces ikke er begrænset til sager, hvori der er
eller vil blive truffet afgørelse.
Med egenacess forstås, at den virksomhed, hvis ”personlige
forhold” er omtalt i et dokument, som udgangspunkt har ret
til aktindsigt i oplysningerne herom. Det vil sige i de oplys-
ninger, som direkte vedrører den pågældende virksomheds
19
forhold – men ikke i hele dokumentet. Samtidig omfatter
retten til egenacces ikke fortrolige oplysninger om andre
virksomheders forretningsforhold eller andre fortrolige op-
lysninger.
Det bemærkes, at det almindelige forvaltningsretlige parts-
begreb finder anvendelse på sager efter denne lov, jf. for-
valtningslovens § 9, stk. 1. På konkurrenceområdet anven-
des der omvendt et mere snævert partsbegreb, jf. Folketings-
tidende 2004-05, 1. samling, Tillæg A, side 1650.
Det er endvidere af hensyn til de omfattede virksomheder
fundet hensigtsmæssigt at lov om offentlighed i forvaltnin-
gen ikke skal gælde for sager og undersøgelser efter denne
lov. Virksomheder skal således kunne agere i tillid til, at op-
lysninger udleveret til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
kan fortroligholdes. Undtagelsen fra lov om offentlighed i
forvaltningen skal således sikre, at oplysninger, som i øvrigt
er givet til styrelsen efter andre regler, herunder konkurren-
celovens § 17, ikke utilsigtet kan blive genstand for aktind-
sigt gennem reglerne i lovforslaget som følge af manglende
overensstemmelse mellem reglerne. Det kan give anledning
til, at virksomhederne ikke længere kan agere i tillid til, at
oplysninger udleveret til Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen efter andre regelsæt kan fortroligholdes. For at undgå
usikkerhed i forhold til, om offentlighedslovens regler finder
anvendelse, er det tillige af denne årsag fundet hensigtsmæs-
sigt, at offentlighedsloven ikke gælder for sager eller under-
søgelser efter denne lov
Hensynet til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens mulighed
for effektivt at kunne undersøge og efterforske sager taler
endvidere mere generelt for, at lov om offentlighed i forvalt-
ningen ikke skal gælde for sager og undersøgelser efter den-
ne lov.
Til § 11
Med den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 1, nr. 1, får
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen hjemmel til at pålægge
daglige eller ugentlige tvangsbøder til den, der undlader at
give de oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen kan kræve efter § 4, stk. 1. Efter nr. 2, får Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen hjemmel til at pålægge daglige eller
ugentlige tvangsbøder til den, der undlader at efterkomme et
påbud meddelt efter § 7, og efter nr. 3, til den, der undlader
at efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende, jf. § 8.
Daglige tvangsbøder er tiltænkt situationer af hastende ka-
rakter. Dette kan bl.a. være nødvendigt i en situation, hvor
en digital platform undlader at fremsende oplysninger, som
er centrale for styrelsens undersøgelse af en konkret sag, og
hvor styrelsen skønner det nødvendigt at sikre, at den digita-
le platform hurtigt efterlever anmodningen om oplysninger
med henblik på at sikre fremdriften i sagen. Dette kan tillige
være nødvendigt i en situation, hvor styrelsen har truffet af-
gørelse om, at en erhvervsbruger er blevet suspenderet fra
en platform i strid med forordningens regler, og hvor styrel-
sen skønner det nødvendigt at sikre, at den digitale platform
efterlever påbuddet med det samme. Det kan endelig bl.a.
være nødvendigt, hvor tvangsbøder kan sikre, at en digital
platform faktisk efterlever et bindende tilsagn afgivet af
virksomheden.
Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 22,
hvoraf det følger, at Erhvervsministeriet eller den, som mi-
nisteren bemyndiger hertil, kan pålægge daglige eller ugent-
lige tvangsbøder til den, der undlader at give de oplysninger,
som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve efter
loven, undlader at efterkomme et vilkår eller påbud meddelt
efter loven eller undlader at efterkomme et tilsagn, som er
gjort bindende. Bestemmelsen er tillige inspireret af beta-
lingslovens § 146, hvoraf det følger, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan pålægge daglige eller ugentlige
tvangsbøder til den, der undlader at give de oplysninger,
som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve efter
loven eller undlader at efterkomme et påbud meddelt efter
loven. Bestemmelsen vil kunne bringes i anvendelse, hvis
det kan konstateres, at en virksomhed ved udløbet af en gi-
ven frist har undladt at handle på en af de tre måder, som an-
givet ovenfor.
I de tre nævnte situationer skal virksomhedens handlepligt
være klart beskrevet. Dermed bør de forhold, der udløser
tvangsbøderne, være let konstaterbare for virksomhederne.
Forhold og betingelser i bindende tilsagn vil f.eks. være
klart beskrevet i tilsagnet, hvorfor der ikke burde være tvivl
om, hvordan tilsagnet skal efterkommes. Når styrelsen ind-
henter oplysninger efter § 4, stk. 1 vil det fremgå klart, hvil-
ke oplysninger virksomheden skal give.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktør har kompe-
tence til at beslutte, om en udbyder skal pålægges tvangsbø-
der.
Til § 12
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at afgørelser efter § 7 kan påkla-
ges til Konkurrenceankenævnet. Det medfører, at Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser alene kan påklages
til Konkurrenceankenævnet, jf. lovforslagets § 13.
Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 19, stk.
1, hvoraf det følger, at afgørelser truffet efter en række nær-
mere angivne bestemmelser i loven kan påklages til Konkur-
renceankenævnet og betalingslovens § 145, stk. 4, 1. pkt.,
hvoraf det følger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
afgørelser efter den relevante bestemmelse i betalingsloven
kan indbringes for Konkurrenceankenævnet.
20
Det følger modsætningsvist af den foreslåede bestemmelse,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens krav om udlevering
af oplysninger efter § 4, stk. 1 og tilsagn efter § 8, ikke kan
indbringes for Konkurrenceankenævnet. Den endelige afgø-
relse af tvister vedrørende nødvendigheden af oplysninger
henhører under domstolene.
Det foreslås i stk. 2, at klager efter stk. 1 kan indbringes af
den, som afgørelsen retter sig til, jf. nr. 1, eller den, som i
øvrigt har en individuel, væsentlig og retlig interesse i sag-
en, jf. nr. 2.
Sidstnævnte kan f.eks. være den, der har klaget til Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen. Afgrænsning af begreberne
individuel, væsentlig og retlig interesse beror på forvalt-
ningsrettens almindelige principper for klageberettigelse.
Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 19, stk.
2, hvoraf det bl.a. fremgår, at ”Klage efter stk. 1 kan indgi-
ves af: 1) Den, afgørelsen retter sig til. 2) Den, som i øvrigt
har individuel, væsentlig interesse i sagen […]” og beta-
lingslovens § 145, stk. 5, hvoraf det fremgår, at ”Klager ef-
ter stk. 4 kan indbringes af 1) den, som afgørelsen retter sig
mod, eller 2) den, som i øvrigt har individuel, væsentlig in-
teresse i sagen”.
Det foreslås i stk. 3, at afgørelser efter § 6, stk. 1, ikke kan
påklages til Konkurrenceankenævnet. Det vil f.eks. indebæ-
re, at en afgørelse om at indstille sagsbehandlingen ikke kan
indbringes for Konkurrenceankenævnet.
Det foreslås i stk. 4, at klager over afgørelser efter § 7, af
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrenceanke-
nævnet kan tillægges opsættende virkning.
Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 19, stk.
4, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at ”Klage over andre afgørel-
ser kan af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Kon-
kurrenceankenævnet tillægges opsættende virkning” og be-
talingslovens § 145, stk. 6, hvoraf det følger, at klager over
styrelsens afgørelser efter den relevante bestemmelse i beta-
lingsloven kan tillægges opsættende virkning af Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrenceankenævnet.
Afgørelsen af, om en klage bør tillægges opsættende virk-
ning, vil bero på en afvejning af det offentliges interesse i at
gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes, over for arten
og omfanget af den økonomiske skade, den pågældende kan
blive påført.
Til § 13
Det foreslås i § 13, stk. 1, at afgørelser efter denne lov ikke
kan indbringes for anden administrativ myndighed end Kon-
kurrenceankenævnet og ikke kan indbringes for domstolene,
før ankenævnets afgørelse foreligger.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at klage til Konkurrenceanke-
nævnet kan indgives senest fire uger efter, at afgørelsen er
meddelt den pågældende. I stk. 2, 2. pkt. foreslås det, at når
særlige grunde taler derfor, kan ankenævnet se bort fra over-
skridelsen af klagefristen.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at Konkurrenceankenævnets af-
gørelse kan indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at
afgørelsen er meddelt den pågældende. Det foreslås i 2. pkt.,
at finder indbringelse ikke sted inden for fristen, er anke-
nævnets afgørelse endelig.
Den foreslåede bestemmelse i § 13 er inspireret af konkur-
rencelovens § 20 og vil indebære, at afgørelser efter denne
lov ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed
end Konkurrenceankenævnet, og heller ikke for domstolene,
før ankenævnets afgørelse foreligger. En klage til Konkur-
renceankenævnet kan indgives senest fire uger efter, at afgø-
relsen er meddelt den pågældende.
Når særlige grunde taler derfor, kan ankenævnet se bort fra
overskridelsen af klagefristen. Hvad der skal forstås ved
særlige grunde vil i sidste ende bero på en konkret vurde-
ring, hvor blandt andet sagens karakter og virksomhedens
forhold kan inddrages. Endvidere kan blandt andet det of-
fentliges interesse i at gennemførelsen af afgørelsen ikke ud-
sættes, afvejes over for arten og omfanget af den økonomi-
ske skade, den pågældende kan blive påført ved, at fristen
fastholdes.
Konkurrenceankenævnets afgørelse kan indbringes for dom-
stolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den på-
gældende. Finder indbringelse ikke sted inden for fristen, er
ankenævnets afgørelse endelig.
Til § 14
Det foreslås i § 14, stk. 1, nr. 1, at en udbyder af onlinefor-
midlingstjenester eller en udbyder af onlinesøgemaskiner
straffes med bøde, når den pågældende ikke efterkommer et
påbud efter § 7. Det følger af § 7, at Konkurrencerådet kan
udstede påbud til en udbyder af onlineformidlingstjenester
eller en udbyder af onlinesøgemaskiner med henblik på at
bringe en overtrædelse af P2B-forordningen til ophør.
Efter nr. 2 kan en udbyder straffes med bøde, når den på-
gældende undlader at efterkomme et tilsagn, som er gjort
bindende efter § 8. Det følger af § 8, at et tilsagn, der afgi-
ves af udbydere af onlineformidlingstjenester og onlinesøge-
maskiner, og som imødekommer de betænkeligheder, som
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i relation til, om
udbyderen overholder den eller de relevante artikler i P2B-
forordningen, kan gøres bindende for den pågældende udby-
der.
21
Efter nr. 3 kan en udbyder straffes med bøde, hvis den på-
gældende undlader at meddele oplysninger efter § 4, stk. 1.
Det følger af denne bestemmelse, at Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen kan kræve alle oplysninger, herunder bl.a.
regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre for-
retningspapirer og elektronisk lagrede data, samt algoritmer
og andre elektroniske rangordningsmekanismer, som skøn-
nes nødvendige for styrelsens virksomhed, herunder til afgø-
relse af, om et forhold er omfattet af denne lov eller P2B-
forordningen, eller til brug for styrelsens undersøgelser efter
§ 5, stk. 1.
En overtrædelse af forordningens bestemmelser straffes så-
ledes ikke i sig selv med bøde. En udbyder af onlineformid-
lingstjenester eller onlinesøgemaskiner kan således kun
straffes med bøde, hvis den pågældende virksomhed over-
træder et påbud fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, ik-
ke efterlever et tilsagn, eller ikke efterkommer pligten til at
udlevere oplysninger.
I de tre nævnte situationer skal virksomhedens handlepligt
være klart beskrevet. Dermed bør de forhold, der udløser
bøderne, være let konstaterbare for virksomhederne. Forhold
og betingelser i bindende tilsagn efter § 8 skal f.eks. være
klart beskrevet i tilsagnet, hvorfor der ikke burde være tvivl
om, hvordan tilsagnet skal efterkommes. Når styrelsen ind-
henter oplysninger efter § 4, stk. 1, vil det fremgå klart, hvil-
ke oplysninger virksomheden skal give.
Det foreslås i stk. 2, at den, der afgiver urigtige, vildledende
eller ufuldstændige oplysninger til Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen eller Konkurrenceankenævnet eller fortier for-
hold af betydning for den pågældende sag eller i forhold, der
i øvrigt er omfattet af loven, straffes med bøde.
Efter denne bestemmelse kan der således straffes for en for-
sætlig eller groft uagtsom afgivelse af urigtige eller vildle-
dende oplysninger over for Konkurrence- og Forbrugersty-
relsen, Konkurrencerådet eller Konkurrenceankenævnet. Det
samme gælder fortielser over for samme myndigheder. Det
er dog ikke enhver fortielse, der vil kunne straffes; det er et
krav, at fortielsen har vedrørt forhold af betydning for den
sag, hvortil oplysningerne indhentes, dvs. der indgår et væ-
sentlighedskriterium. I sidste ende vil anvendelsen af be-
stemmelsen bero på en konkret vurdering.
Det foreslås i stk. 3, at der kan pålægges selskaber m.v. (ju-
ridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel.6)
Strafansvaret omfatter efter straffelovens § 26, stk. 1, enhver
juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber,
interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og
statslige myndigheder. Endvidere omfatter strafansvaret ef-
ter straffelovens § 26, stk. 2, enkeltmandsvirksomheder, for
så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og or-
ganisation kan sidestilles med de selskaber, der er nævnt i
stk. 1.
Bøder kan pålægges af domstolene i forbindelse med en
straffesag. Straffesager om overtrædelse af denne lov er un-
dergivet offentlig påtale. Konkurrencerådet træffer beslut-
ning om at oversende en sag til politiet med henblik på straf-
feretlig forfølgelse.
Generelt bør bødeudmålingen stå i et rimeligt forhold til
overtrædelsen. Bøderne bør samtidig have en størrelse, så de
for det første – så vidt muligt – afskrækker udbyderne af de
pågældende tjenester fra overhovedet at begive sig ud i at
overtræde de tre forhold, som følger af den foreslåede be-
stemmelse. For det andet bør bøderne have en størrelse, så
de griber ind over for den, der rent faktisk har overtrådt lo-
ven på en måde, så overtrædelsen ikke kan betale sig.
Ved udmålingen af bøden i henhold til denne lov kan der
tages hensyn til en række forskellige faktorer, herunder
overtrædelsens art og grovhed, varigheden af overtrædelsen,
udbyderens omsætning samt en eventuel tilsigtet eller opnå-
et gevinst ved overtrædelsen. Hertil kommer de skærpende
omstændigheder, såsom gentagelsestilfælde, samt de formil-
dende omstændigheder, som følger af henholdsvis straffelo-
vens § 81 og § 82.
I forhold til udbyderens omsætning bør koncernomsætnin-
gen tages i betragtning, herunder samtlige de varer og tjene-
steydelser, som udbyderen udbyder eller distribuerer.
Fastsættelsen af den konkrete bødeudmåling vil dog som al-
tid bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte til-
fælde af sagens samtlige omstændigheder, og bøden vil kun-
ne fastsættes i op- eller nedadgående retning, hvis der i den
konkrete sag foreligger skærpende eller formildende om-
stændigheder.
Til § 15
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2020.
Det foreslås i stk. 2, at § 16 har virkning for regnskabsår, der
begynder den 1. januar 2021 eller senere.
Det betyder, at virksomheder, der er omfattet af bestemmel-
sen, skal rapportere om dataetik, eller forklare hvorfor virk-
somheden ikke har en politik for dataetik, for regnskabsåret,
der begynder 1. januar 2021 eller senere.
Til § 16
22
Til nr. 1.
Der er i dag ikke regler om, at virksomheder skal have en
politik for dataetik eller et krav om, at virksomhederne, så-
fremt de har en politik, skal redegøre for denne i årsrappor-
ten.
Det foreslås at indsætte en bestemmelse i årsregnskabsloven
§ 99 d om, at de største danske virksomheder skal redegøre
for deres politik for dataetik, hvis de har en sådan politik. et
tilsvarende krav findes ikke Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber,
konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse
virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets di-
rektiv 78/660/EØF og 83/349/EØF (EU’s regnskabsdirek-
tiv). Der er således tale om indførelse af et nationalt krav.
Det foreslås, at der i en ny bestemmelse i årsregnskabsloven
§ 99 d indføres et oplysningskrav om virksomheders politi-
kker for dataetik. Dataetik bygger, som nævnt ovenfor i af-
snit 2.3.2, oven på de regler, der følger af databeskyttelses-
forordningen. Oplysningskravet indebærer, at de omfattede
virksomheder skal redegøre for deres arbejde med og politik
for dataetik. Har virksomheden ikke en politik for dataetik,
skal virksomheden forklare baggrunden herfor.
Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., fastslår, at store virksomheder,
som har en politik for dataetik, skal supplere ledelsesberet-
ningen med en redegørelse for dataetik.
Har virksomheden en politik for dataetik, skal ledelsesberet-
ningen indeholde oplysninger herom. Ved politik forstås i
denne forbindelse bredt virksomhedens interne retningslin-
jer, målsætninger eller andet, der beskriver, hvordan virk-
somheden arbejder med dataetik. Det er således uden betyd-
ning, hvilken benævnelse politikken for dataetik har.
Efter forslagets stk. 1, 2. pkt., skal redegørelsen indeholde
oplysninger om virksomhedens arbejde med og politik for
dataetiske spørgsmål.
Det er således ikke tilstrækkeligt alene at oplyse, at virk-
somheden har en politik for dataetik. Virksomheden skal og-
så redegøre for indholdet af politikken og for deres arbejde
med dataetik.
En redegørelse for virksomhedens politik for dataetik kan
f.eks. omfatte en redegørelse for, hvilke typer af data virk-
somheden anvender, og hvordan disse data tilvejebringes.
Det kan f.eks. være de kunde-, produktions- og adfærdsdata,
som virksomheden selv indsamler og anvender, hvorvidt
virksomheden anvender data fra eksterne parter såsom soci-
ale medier, køber andre virksomheders data eller køber data
fra data brokers, og hvilke dataetiske overvejelser det har gi-
vet anledning til. Hvis der anvendes data fra eksterne parter,
kan der også redegøres for, om disse eksterne parter har en
politik for dataetik. Hvis virksomheden anvender underleve-
randører til dataanalyse, kan der redegøres for, om disse har
en politik for dataetik. Hvis virksomheden selv sælger kun-
dedata eller anden data til tredjepart, kan redegørelsen også
indeholde en beskrivelse af dataetiske overvejelser i denne
sammenhæng.
En redegørelse kan f.eks. også omfatte en beskrivelse af
virksomhedens dataetiske overvejelser, i relation til hvordan
og til hvilke formål virksomheden anvender nye teknologier,
herunder kunstig intelligens eller maskinlæring i udviklin-
gen og udbuddet af produkter og tjenester, herunder om
virksomheden anvender kunstig intelligens til brug for pris-
sætning, optimering af produktion, afgørelser, beslutninger
og lignende. Virksomheder kan også, hvis det er relevant,
vælge at redegøre for, om virksomheden træner sine algorit-
mer på et datagrundlag, der er repræsentativt for den gruppe
mennesker, der serviceres eller udbydes tjenester til, og om
virksomheden har processer for at undgå forudindtagethed.
Hvis virksomheden både anvender egne data og data fra
eksterne parter til segmentering og personalisering af virk-
somhedens produkter og services, kan redegørelsen indehol-
de beskrivelser af virksomhedens dataetiske overvejelser i
relation til segmentering og personalisering, herunder f.eks.
de konkrete parametre virksomheden segmenterer og perso-
naliserer på baggrund af.
Redegørelsen kan eksempelvis også beskrive virksomhe-
dens dataetiske politik for, hvordan og i hvilket omfang
medarbejdere bliver trænet, testet og evalueret i dataetik og
tilhørende dilemmaer samt handlingskompetencer i relation
hertil. Redegørelsen kan f.eks. ligeledes omfatte, om der er
fastsat processer for, hvordan dataetiske dilemmaer løbende
bliver diskuteret i virksomheden. Redegørelsen kan desuden
omfatte en beskrivelse af, hvordan og på hvilket ledelses-
mæssige niveau i virksomheden, beslutninger om anvendel-
se af data og ny teknologi er forankret. Redegørelsen kan
endvidere omfatte, om der foretages en løbende evaluering
af virksomhedens indsatser og/eller politikker for dataetik.
Den dataetiske redegørelse i ledelsesberetningen skal skabe
åbenhed om virksomhedens dataetiske politikker, således at
blandt andre nuværende og mulige samarbejdspartnere, kun-
der og investorer kan orientere sig om, hvorvidt den enkelte
virksomhed har en politik for dataetik og i givet fald indhol-
det af politikken. Derved sikres det, at dette vigtige spørgs-
mål bliver synliggjort for ledelsen, og at der på ledelsesni-
veau i virksomhederne tages stilling til behovet for en poli-
tik for dataetik, indholdet af en sådan politik eller fravalget
af en politik.
§ 99 d skal ses i lyset af årsregnskabslovens § 12, stk. 2,
som indeholder et generelt krav om, at årsrapporten skal ud-
arbejdes således, at den støtter regnskabsbrugeren i dennes
23
økonomiske beslutninger. Regnskabsbrugerne udgør en bred
kreds af interessenter, herunder virksomheder, organisatio-
ner, offentlige myndigheder, medarbejdere, aktionærer, kun-
der, leverandører, långivere m.fl., hvis økonomiske beslut-
ninger normalt må forventes bl.a. at blive baseret på en virk-
somheds årsrapport. De omhandlede beslutninger kan f.eks.
vedrøre placering af regnskabsbrugerens egne ressourcer
(f.eks. investering, långivning m.v., ansættelse i virksomhe-
den), ledelsens forvaltning af virksomhedens ressourcer og
fordeling af virksomhedens ressourcer (udbetaling af udbyt-
te m.v.). Oplysningerne har således til formål at understøtte
økonomiske beslutninger i forhold til virksomheden.
Vurderingen af væsentlighed for den ikke-finansielle rede-
gørelse skal ske ud fra formålet med redegørelsen. Redegø-
relsen for dataetik skal være retvisende for de forhold, beret-
ningen omhandler, jf. årsregnskabslovens § 11, stk. 1, 2. pkt.
Det almindelige væsentlighedskriterium i § 13, stk. 1, nr. 3,
finder også anvendelse med de fornødne tilpasninger set i
forhold til formålet med redegørelsen. Virksomheden skal
derfor foretage en vurdering af, hvilke oplysninger der er
væsentlige og relevante for den konkrete virksomheds regn-
skabsbrugere. Der er således ikke tale om, hvilke oplysnin-
ger der er væsentlige for virksomheden, men om hvilke op-
lysninger der er væsentlige for regnskabsbrugerne i forhold
til deres beslutningstagen. Det afgørende er således, at regn-
skabsbrugerne får en forståelse af virksomheden stillingta-
gen og arbejde med dataetik.
Det foreslåede stk. 1, 3. pkt., fastslår, at hvis en virksomhed
ikke har en politik for dataetik, skal ledelsesberetningen in-
deholde en redegørelse med forklaring af baggrunden her-
for.
Har en virksomhed ikke en politik for dataetik, er det ikke
fyldestgørende, at virksomheden blot oplyser, at den ikke
har en politik for dataetik grundet virksomhedens størrelse
eller branche. Virksomheden skal oplyse om, hvorfor det
konkret ikke er relevant for den pågældende virksomhed at
have en politik for dataetik. En tilstrækkelig forklaring kun-
ne f.eks. være, at virksomheden ikke behandler data eller an-
vender algoritmer til dataanalyse, eller at dette ikke er en in-
tegreret del af virksomhedens forretningsstrategi og forret-
ningsaktiviteter. For en virksomhed, der ikke har en politik
for dataetik, men som er ved at udarbejde en, kan kravet op-
fyldes ved, at virksomheden i ledelsesberetningen forklarer,
at virksomheden ikke på nuværende tidspunkt har en politik
for dataetik, men at ledelsen er i gang med at formalisere en
politik for dataetik og forventer at implementere denne i lø-
bet af det kommende regnskabsår.
Forslaget indebærer således, at virksomhederne aktivt vil
skulle tage stilling til deres ansvar for og arbejde med data-
etik efter samme model, som de største virksomheder rap-
porterer om deres arbejde med samfundsansvar. Den fore-
slåede bestemmelse skal skabe åbenhed om og incitament
til, at virksomhederne tager højde for de etiske overvejelser,
der følger af teknologiens hastige udvikling.
Ifølge det foreslåede stk. 2, er det for virksomheder, som ud-
arbejder koncernregnskab tilstrækkeligt, at oplysningerne
efter stk. 1 gives for koncernen som helhed. Det medfører,
at en dattervirksomhed, der indgår i en koncern, hvor mo-
dervirksomheden udarbejder koncernregnskab og heri opfyl-
der oplysningskravene for koncernen som helhed, kan und-
lade at medtage oplysningerne i sin egen ledelsesberetning.
Der kan være tale om såvel den ultimative modervirksom-
hed for den samlede koncern som en mellemliggende mo-
dervirksomhed.
Ifølge det foreslåede stk. 3, 1. pkt., kan en dattervirksomhed,
som indgår i en koncern, undlade at medtage oplysningerne
i sin ledelsesberetning, hvis en modervirksomhed opfylder
oplysningskravene efter stk. 1. Forslaget medfører, at en
dattervirksomhed, som indgår i en koncern, kan undlade at
udarbejde en redegørelse for dataetik, eller forklare hvorfor
virksomheden ikke har en politik herfor, hvis en modervirk-
somhed medtager oplysningerne. Denne bestemmelse sikrer,
at koncernens politik for dataetik ikke gentages i årsrappor-
ter i alle virksomheder der er tilknyttet koncernen. Det er så-
ledes tilstrækkeligt, at modervirksomheden udarbejder en
samlet redegørelse for hele koncernen.
Det følger af stk. 3, 2. pkt., at en dattervirksomhed, som gør
brug af undtagelsen i 1.pkt., skal oplyse dette, herunder hvil-
ken modervirksomhed der har medtaget redegørelsen, og
hvor denne er offentliggjort. Oplysningen skal være placeret
i ledelsesberetningen med angivelse af navn og CVR-num-
mer på modervirksomheden. Hvis der er tale om, at moder-
virksomheden har offentliggjort koncernens dataetiske poli-
tik på virksomhedens hjemmeside, skal dattervirksomheden
ud over at angive, hvilken modervirksomhed, der har medta-
get politikken, indsætte et link til den dataetiske redegørelse
på hjemmesiden. Med en sådan henvisning i dattervirksom-
hedens ledelsesberetning får regnskabsbrugeren oplyst, hvor
redegørelsen kan findes.
Efter det foreslåede stk. 4, fastsætter Erhvervsstyrelsen reg-
ler om, at redegørelsen ikke skal medtages i ledelsesberet-
ningen, hvis ledelsesberetningen indeholder en henvisning
til virksomhedens hjemmeside, hvor redegørelsen er offent-
liggjort, og om revisors pligter i forbindelse med de oplys-
ninger, som offentliggøres på hjemmesiden.
Dette er den samme model, som anvendes for oplysninger
efter blandt andet § 99 a, stk. 9, hvor Erhvervsstyrelsen har
udnyttet bemyndigelsen til at udstede bekendtgørelse nr. 959
af 13. september 2019 om offentliggørelse af en række rede-
gørelser efter årsregnskabsloven. Bemyndigelsen i det fore-
slåede stk. 4 forventes udnyttet til at supplere denne be-
kendtgørelse med regler om offentliggørelse af redegørelsen
24
for politik for dataetik på virksomhedens hjemmeside og re-
visors pligter i forbindelse hermed.
Det vil være op til den enkelte virksomhed at vælge, om re-
degørelsen medtages i ledelsesberetningen i årsrapporten el-
ler offentliggøres på virksomhedens hjemmeside.
Der vil i bekendtgørelsen bl.a. blive stillet krav om, at hvis
redegørelsen offentliggøres på virksomhedens hjemmeside,
skal dette ske senest samtidig med, at årsrapporten bliver til-
gængelig for kapitalejerne. Redegørelsen på hjemmesiden
skal være tilgængelig i mindst fem år i den oprindelige ud-
gave. For børsnoterede virksomheder skal redegørelsen væ-
re offentlig tilgængelig i mindst 10 år i overensstemmelse
med § 26, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder. Er redegørelsen
placeret på virksomhedens hjemmeside, skal revisor bl.a.
påse, at ledelsesberetningen indeholder oplysning herom
med angivelse af den URL-adresse, der skal benyttes for at
komme direkte til redegørelsen eller til den side, hvor links
til samtlige offentliggjorte redegørelser er tilgængelige. Hvis
redegørelsen offentliggøres på hjemmesiden, skal virksom-
hedens revisor herudover påse, at redegørelsen er offentlig-
gjort og indeholder de krævede oplysninger.
Hvis virksomheden ændrer sin politik for dataetik, kan virk-
somheden oplyse om indholdet af ændringerne på hjemme-
siden. Der må dog ikke ændres i allerede offentliggjorte re-
degørelser for dataetik udarbejdet i henhold til § 99 d.
I henhold til årsregnskabslovens § 135, stk. 5, skal revisor
afgive en udtalelse om, hvorvidt oplysningerne i ledelsesbe-
retningen er i overensstemmelse med årsregnskabet og et
eventuelt koncernregnskab, og om de er udarbejdet i over-
ensstemmelse med lovgivningens krav. Revisors udtalelse
om ledelsesberetningen vil med forslaget skulle omfatte le-
delsens redegørelse for dataetik i henhold til § 99 d. Det
gælder, uanset om redegørelsen er placeret i ledelsesberet-
ningen eller på virksomhedens hjemmeside via en henvis-
ning hertil i ledelsesberetningen, da der er tale om en rede-
gørelse, som hører til ledelsesberetningen. Revisors udtalel-
se skal endvidere omfatte en beskrivelse af væsentlige fejl
og mangler i ledelsesberetningen, som revisor måtte blive
opmærksom på. Mangler kan bestå i, at der mangler en eller
flere oplysninger, som lovgivningen kræver. Fejl kan bestå
i, at der gives oplysninger i strid med de reelle forhold i
virksomheden. Konstateringen af eventuelle fejl og mangler
sker på baggrund af en gennemlæsning af ledelsesberetnin-
gen. Det forudsættes, at revisor har kendskab til det regel-
grundlag, der regulerer ledelsesberetningen.
Revisor skal således, kort beskrevet, gennemlæse ledelses-
beretningen og 1) sammenholde oplysningerne heri med op-
lysningerne i årsregnskabet og et eventuelt koncernregn-
skab, 2) sammenholde oplysningerne heri med den viden og
de forhold, revisor er blevet bekendt med i forbindelse med
sin revision af regnskabet, og 3) ud fra sin viden om regel-
grundlaget tage stilling til, om der er fejl eller mangler i le-
delsesberetningen. De nærmere bestemmelser findes i be-
kendtgørelse nr. 1468 af 12. december 2017 om godkendte
revisorers erklæringer.
Til nr. 2
§ 128 indeholder regler om ledelsesberetningen for koncer-
nen. I dag fremgår det af § 128, stk. 1, 2. pkt., at koncernens
ledelsesberetning skal oplyse om koncernen, som om kon-
cernvirksomhederne tilsammen var én virksomhed. Der
foreslås ikke ændringer til stk. 1.
Det fremgår af det gældende stk. 2, 1. pkt., at en række be-
stemmelser, herunder § 99 a, finder tilsvarende anvendelse.
Det vil sige, at en række af lovens krav til ledelsesberetnin-
gen for modervirksomheden finder tilsvarende anvendelse
på ledelsesberetningen for koncernen.
Det foreslås, at § 128, stk. 2, 1.pkt., ændres, så der også hen-
vises til, at § 99 d om oplysning om politikker for dataetik,
finder tilsvarende anvendelse.
Bestemmelsen medfører, at for virksomheder, der udarbej-
der koncernregnskab, skal ledelsesberetningen for koncer-
nen indeholde en redegørelse for koncernens politik for da-
taetik eller en redegørelse med en forklaring af baggrunden
for, hvorfor koncernen ikke har en politik for dataetik i hen-
hold til § 99 d. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
§ 99 d, stk. 2, jf. lovforslagets § 16, nr. 1.
Til § 17
Den foreslåede § 17 angiver lovens territoriale gyldigheds-
område. Loven gælder ifølge stk. 1 ikke for Færøerne og
Grønland, da der er tale om EU-lovgivning, jf. dog stk. 2.
Ifølge stk. 2 kan lovens § 16 ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændrin-
ger, som de grønlandske forhold tilsiger. Det er hensigten at
kontakte de grønlandske myndigheder med henblik på at op-
nå deres tilslutning til, at de foreslåede ændringer efter ved-
tagelse også sættes i kraft for Grønland.
25
2) https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/MEMO_18_3373
3) LBK nr. 155 af 01/03/2018
4) LBK nr. 1121 af 12/11/2019
5) LOV nr. 606 af 12/06/2013
6) LBK nr. 976 af 17/09/2019
26
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
§ 16. I årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 838 af 8. august 2019, foretages følgende æn-
dringer:
1. Efter § 99 c indsættes:
Ȥ 99 d. Store virksomheder, som har en politik
for dataetik, skal supplere ledelsesberetningen med
en redegørelse for virksomhedens politik for data-
etik. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om
virksomhedens arbejde med og politik for dataeti-
ske spørgsmål. Har virksomheden ikke en politik
for dataetik, skal ledelsesberetningen indeholde en
redegørelse med forklaring af baggrunden herfor.
Stk. 2. For virksomheder, som udarbejder kon-
cernregnskab, er det tilstrækkeligt, at oplysninger-
ne efter stk. 1 gives for koncernen som helhed.
Stk. 3. En dattervirksomhed, som indgår i en
koncern, kan undlade at medtage oplysningerne i
sin ledelsesberetning, hvis en modervirksomhed
opfylder oplysningskravene efter stk. 1. Anvendes
undtagelsen i 1. pkt., skal dattervirksomheden op-
lyse dette, herunder hvilken modervirksomhed der
har medtaget redegørelsen, og hvor denne er of-
fentliggjort.
Stk. 4. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere reg-
ler om, at redegørelsen ikke skal medtages i ledel-
sesberetningen, hvis ledelsesberetningen indehol-
der en henvisning til virksomhedens hjemmeside,
hvor redegørelsen er offentliggjort, og om revisors
pligter i forbindelse med de oplysninger, som of-
fentliggøres på hjemmesiden.«
§ 128. ---
Stk. 2. §§ 76 a, 77, 99-99 b, 100 og 101 finder til-
svarende anvendelse. Oplysninger efter § 99, stk.
1, nr. 9, kan dog undlades. § 99 b finder alene an-
vendelse, når modervirksomheden vælger at rap-
portere samlet for koncernen.
2. I § 128, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »99-99 b,«:
» 99 d,«.
27
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2019/1150
af 20. juni 2019
om fremme af retfærdighed og gennemsigtighed for brugere af onlineformidlingstjenester
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),
efter høring af Regionsudvalget,
efter den almindelige lovgivningsprocedure(2), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Onlineformidlingstjenester er nøglekatalysatorer for iværksætteri og nye forretningsmodeller, handel
og innovation, hvilket også kan forbedre forbrugernes velfærd, og som anvendes i stigende grad af både
den private og den offentlige sektor. De giver adgang til nye markeder og forretningsmuligheder og giver
virksomhederne mulighed for at udnytte fordelene ved det indre marked. De giver forbrugerne i Unionen
mulighed for at udnytte disse fordele, navnlig ved at øge deres valg af varer og tjenesteydelser samt ved at
bidrage til udbuddet af konkurrencedygtige priser online, men de skaber også udfordringer, der skal løses
for at sikre retssikkerheden.
(2) Onlineformidlingstjenester kan være afgørende for den kommercielle succes for virksomheder, som
anvender sådanne tjenesteydelser for at kunne nå ud til forbrugerne. For at kunne udnytte fordelene ved
onlineplatformsøkonomien til fulde er det derfor vigtigt, at virksomhederne kan have tillid til de online-
formidlingstjenester, som de indgår forretningsforhold med. Dette er navnlig vigtigt, fordi den voksende
formidling af transaktioner gennem onlineformidlingstjenester, som understøttes af kraftige datadrevne
indirekte netværkseffekter, fører til øget afhængighed for sådanne erhvervsbrugere, navnlig mikrovirk-
somheder og små og mellemstore virksomheder (SMV᾽er), af disse tjenesteydelser for at kunne nå ud til
forbrugerne. Som følge af den stigende afhængighed har udbydere af disse tjenesteydelser ofte en bedre
forhandlingsposition, der gør dem i stand til reelt at handle ensidigt på en måde, som kan være urimelig,
og som kan være til skade for deres erhvervsbrugeres legitime interesser og indirekte også for forbrugere i
Unionen. De kan f.eks. ensidigt pålægge erhvervsbrugere en praksis, som groft afviger fra god forret-
ningsskik, eller som er i strid med god tro og redelig handlemåde. Nærværende forordning omhandler så-
danne potentielle gnidninger i onlineplatformsøkonomien.
(3) Forbrugerne har taget brugen af onlineformidlingstjenester til sig. Et konkurrencedygtigt, retfærdigt
og gennemsigtigt onlineøkosystem, hvor virksomhederne opfører sig ansvarligt, er også af afgørende be-
tydning for forbrugernes velfærd. Sikring af gennemsigtigheden i og tilliden til onlineplatformsøkonomi-
28
en i relationer mellem virksomheder kan også indirekte bidrage til at forbedre forbrugernes tillid til on-
lineplatformsøkonomien. Direkte virkninger af onlineplatformsøkonomiens udvikling på forbrugerne be-
handles imidlertid i anden EU-ret, navnlig forbrugerlovgivningen.
(4) Onlinesøgemaskiner kan ligeledes være en vigtig kilde til internettrafik for virksomheder, som tilby-
der varer eller tjenesteydelser til forbrugerne via websteder, og kan derfor i væsentlig grad påvirke sådan-
ne virksomhedswebstedsbrugeres kommercielle succes, når de udbyder deres varer eller tjenesteydelser
online på det indre marked. I denne forbindelse har den rangordning af websteder — herunder websteder,
hvor virksomhedswebstedsbrugere tilbyder deres varer og tjenesteydelser til forbrugerne — som udbyde-
re af søgemaskiner foretager, en vigtig indvirkning på forbrugernes valgmuligheder og de pågældende
virksomhedswebstedsbrugeres kommercielle succes. Selv i mangel af et kontraktforhold med virksom-
hedswebstedsbrugere kan udbydere af onlinesøgemaskiner således reelt handle ensidigt på en måde, som
kan være urimelig, og som kan være til skade for erhvervsbrugernes legitime interesser og indirekte også
for forbrugere i Unionen.
(5) Karakteren af forholdet mellem udbydere af onlineformidlingstjenester og erhvervsbrugere kan også
føre til situationer, hvor erhvervsbrugere ofte har begrænsede muligheder for at søge oprejsning, når ensi-
dige handlinger fra udbydere af disse tjenesteydelser fører til en tvist. I mange tilfælde vil disse udbydere
ikke tilbyde tilgængelige og effektive interne klagebehandlingssystemer. De eksisterende alternative
udenretslige tvistbilæggelsesmekanismer kan også være ineffektive af en række årsager, herunder mang-
len på specialiserede mæglere og erhvervsbrugeres frygt for gengældelse.
(6) Onlineformidlingstjenester og onlinesøgemaskiner samt transaktioner, der lettes ved disse tjeneste-
ydelser, har et iboende grænseoverskridende potentiale og er af særlig betydning for, at Unionens indre
marked fungerer korrekt i nutidens økonomi. Den potentielt urimelige og skadelige handelspraksis, som
visse udbydere af disse tjenesteydelser udøver, og manglen på effektive klagemekanismer hæmmer den
fulde udnyttelse af dette potentiale og har negativ indvirkning på det indre markeds funktion.
(7) Der bør fastlægges et sæt målrettede ufravigelige regler på EU-plan til at sikre et retfærdigt, forudsige-
ligt, holdbart og pålideligt onlineerhvervsklima på det indre marked. Navnlig erhvervsbrugere af online-
formidlingstjenester bør gives passende gennemsigtighed samt effektive klagemuligheder i hele Unionen
for at lette forretningsaktiviteter på tværs af grænserne i Unionen og derved gøre det indre marked mere
velfungerende og afhjælpe en mulig ny fragmentering på de specifikke områder, der er omfattet af denne
forordning.
(8) Disse regler bør også indeholde passende incitamenter til at fremme rimelighed og gennemsigtighed,
navnlig hvad angår rangordning af virksomhedswebstedsbrugere i de søgeresultater, der genereres af on-
linesøgemaskiner. Samtidig bør disse regler anerkende og sikre det væsentlige innovationspotentiale i den
bredere onlineplatformsøkonomi og give mulighed for en sund konkurrence, der kan føre til flere valgmu-
ligheder for forbrugerne. Det er hensigtsmæssigt at præcisere, at denne forordning ikke bør påvirke natio-
nal civilret, navnlig aftaleret, såsom regler om gyldighed, indgåelse, virkning og ophævelse af aftaler, for
så vidt de nationale civilretlige regler er i overensstemmelse med EU-retten, og i det omfang de relevante
aspekter ikke er omfattet af denne forordning. Medlemsstaterne bør fortsat frit kunne anvende nationale
love, der forbyder eller sanktionerer ensidig adfærd eller urimelig handelspraksis, i det omfang de rele-
vante aspekter ikke er omfattet af denne forordning.
29
(9) Da onlineformidlingstjenester og onlinesøgemaskiner typisk har en global dimension, bør denne for-
ordning finde anvendelse på udbydere af disse tjenesteydelser, uanset om de er etableret i en medlemsstat
eller uden for Unionen, såfremt to kumulative betingelser er opfyldt. For det første bør erhvervsbrugere
og virksomhedswebstedsbrugere være etableret i Unionen. For det andet bør erhvervsbrugere eller virk-
somhedswebstedsbrugere, gennem levering af disse tjenester, tilbyde deres varer og tjenesteydelser til
forbrugere i Unionen, i det mindste for en del af transaktionen. Med henblik på at fastslå, om en erhvervs-
bruger eller virksomhedswebstedsbruger tilbyder forbrugere i Unionen varer eller tjenesteydelser, er det
nødvendigt at fastslå, hvorvidt det står klart, at erhvervsbrugeren eller virksomhedswebstedsbrugeren ret-
ter sine aktiviteter mod forbrugere i en eller flere medlemsstater. Dette kriterium bør fortolkes i overens-
stemmelse med Den Europæiske Unions Domstols relevante retspraksis vedrørende artikel 17, stk. 1, litra
c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/20123) og artikel 6, stk. 1, litra b), i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/20084). Disse forbrugere bør være placeret i Unionen,
men behøver ikke at have bopæl i Unionen eller have statsborgerskab i en af medlemsstaterne. Nærvæ-
rende forordning bør således ikke finde anvendelse, hvis erhvervsbrugere eller virksomhedswebstedsbru-
gere ikke er etableret i Unionen, eller hvis de er etableret i Unionen, men hvor de benytter onlineformid-
lingstjenester eller onlinesøgemaskiner, der tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere, der er place-
ret uden for Unionen, eller til personer, der ikke er forbrugere. Endvidere bør nærværende forordning fin-
de anvendelse, uanset den ret der i øvrigt finder anvendelse på en aftale.
(10) En bred vifte af forbindelser mellem virksomheder og forbrugere formidles online af udbydere, som
styrer flersidede tjenesteydelser, der hovedsagligt er baseret på den samme økosystemforretningsmodel.
For at tage højde for de relevante tjenesteydelser bør onlineformidlingstjenester defineres på en præcis og
teknologineutral måde. Navnlig bør tjenesteydelserne bestå af informationssamfundstjenester, som er
kendetegnet ved, at de har til formål at lette iværksættelsen af direkte transaktioner mellem virksomheder
og forbrugere, uanset om transaktionerne er endeligt afsluttet online på portalen for den pågældende ud-
byder af onlineformidlingstjenester eller af erhvervsbrugeren, offline eller slet ikke, hvilket vil sige, at der
ikke bør være noget krav om et kontraktligt forhold mellem erhvervsbrugere og forbrugere som en forud-
gående betingelse for, at onlineformidlingstjenester kan falde ind under denne forordnings anvendelses-
område. Den blotte medtagelse af en tjenesteydelse af udelukkende marginal karakter bør ikke være til-
strækkelig til at konkludere, at formålet med et websted eller en tjenesteydelse er at lette transaktioner i
betydningen onlineformidlingstjenester. Desuden bør tjenesterne leveres på grundlag af kontraktforhold
mellem de udbydere og erhvervsbrugere, der tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere. Et sådant
kontraktforhold bør anses for at foreligge, når begge de pågældende parter på et varigt medium utvetydigt
tilkendegiver deres hensigt om at forpligte sig, uden at der nødvendigvis kræves en udtrykkelig skriftlig
aftale.
(11) Eksempler på onlineformidlingstjenester, der er omfattet af denne forordning, bør derfor omfatte on-
line-e-markedspladser, herunder de samarbejdsorienterede, hvor erhvervsbrugere er aktive, onlinesoftwa-
reapplikationstjenester som f.eks. applikationsforhandlere og sociale medietjenester online, uanset hvil-
ken teknologi der anvendes til levering af sådanne tjenester. I denne forstand vil onlineformidlingstjene-
ster også kunne leveres ved hjælp af stemmestyringsteknologi. Det bør heller ikke være relevant, om disse
transaktioner mellem erhvervsbrugere og forbrugere indebærer pengebetaling eller ej, eller om de delvist
indgås offline. Denne forordning bør dog ikke gælde for peer-to-peer-onlineformidlingstjenester uden
deltagelse af erhvervsbrugere, rene onlineformidlingstjenester mellem virksomheder, der ikke tilbydes
forbrugere, onlinereklameværktøjer og onlinereklameudveksling, som ikke leveres med henblik på at lette
iværksættelse af direkte transaktioner, og som ikke indebærer et kontraktforhold med forbrugere. Af
samme grund bør søgemaskineoptimeringssoftwaretjenester samt tjenester, der vedrører reklameblokerin-
30
gssoftware, ikke være omfattet af denne forordning. Teknologiske funktioner og grænseflader, der blot
forbinder hardware og applikationer, bør ikke være omfattet af denne forordning, da de normalt ikke op-
fylder kravene til onlineformidlingstjenester. Sådanne funktioner eller grænseflader kan imidlertid være
direkte forbundet med eller supplere visse onlineformidlingstjenester, og hvor dette er tilfældet, bør de
relevante udbydere af onlineformidlingstjenester være omfattet af krav om gennemsigtighed i forbindelse
med differentieret behandling på grundlag af disse funktioner og grænseflader. Denne forordning bør hel-
ler ikke finde anvendelse på onlinebetalingstjenester, da de ikke selv opfylder de gældende krav, men sna-
rere i sagens natur er knyttet til transaktionen for levering af varer og tjenesteydelser til de pågældende
forbrugere.
(12) I overensstemmelse med den relevante retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol og i lyset af,
at der er blevet observeret afhængighedsforhold blandt erhvervsbrugere, hovedsagelig i forbindelse med
onlineformidlingstjenester, der fungerer som en portal til forbrugere i form af fysiske personer, bør begre-
bet forbruger, som anvendes til at afgrænse anvendelsesområdet for denne forordning, forstås således, at
det kun henviser til fysiske personer, når de ikke handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk
eller fag.
(13) I betragtning af det hurtige innovationstempo bør den definition på onlinesøgemaskine, der anvendes
i denne forordning, være teknologineutral. Navnlig bør definitionen forstås således, at den også omfatter
stemmesøgninger.
(14) Udbydere af onlineformidlingstjenester har en tendens til at anvende præformulerede vilkår og betin-
gelser, og for at beskytte erhvervsbrugere effektivt, hvor det er nødvendigt, bør denne forordning finde
anvendelse, når vilkårene og betingelserne for et kontraktforhold, uanset deres betegnelse eller form, ensi-
digt fastsættes af udbyderen af onlineformidlingstjenester. Hvorvidt vilkårene og betingelserne er blevet
ensidigt fastsat, bør vurderes fra sag til sag på grundlag af en samlet vurdering. Ved denne samlede vurde-
ring bør de berørte parters relative størrelse, det forhold, at der har fundet forhandlinger sted, eller at visse
bestemmelser herom kan have været genstand for sådanne forhandlinger og fastsat i fællesskab af den re-
levante tjenesteyder og erhvervsbruger, ikke i sig selv være afgørende. Forpligtelsen for udbydere af on-
lineformidlingstjenester til at gøre deres vilkår og betingelser lettilgængelige for erhvervsbrugere, herun-
der i fasen forud for den kontraktlige indgåelse af deres forretningsforhold, betyder desuden, at erhvervs-
brugere ikke vil blive frataget den gennemsigtighed, der følger af denne forordning, selv om det skulle
lykkes dem at forhandle sig frem til en eller anden aftale.
(15) For at sikre, at de generelle vilkår og betingelser for et aftaleforhold tillader erhvervsbrugere at fast-
sætte kommercielle betingelser for anvendelse, ophør og suspendering af onlineformidlingstjenester og
opnå forudsigelighed hvad angår deres forretningsforhold, bør sådanne vilkår og betingelser affattes i et
almindeligt og forståeligt sprog. Vilkår og betingelser bør ikke anses for at være blevet affattet i et almin-
deligt og forståeligt sprog, når de er uklare, upræcise eller mangler oplysninger om vigtige kommercielle
spørgsmål og derved ikke formår at give erhvervsbrugere en rimelig grad af forudsigelighed med hensyn
til de vigtigste aspekter af kontraktforholdet. Desuden bør vildledende sprogbrug ikke anses for at være
almindeligt og forståeligt.
(16) For at sikre, at erhvervsbrugere har tilstrækkelig klarhed over, hvor og til hvem deres varer eller tje-
nesteydelser markedsføres, bør udbydere af onlineformidlingstjenester sikre gennemsigtighed over for de-
res erhvervsbrugere for så vidt angår eventuelle andre distributionskanaler og potentielle tilknyttede pro-
grammer, som de måtte anvende til at markedsføre de pågældende varer eller tjenesteydelser. Yderligere
31
kanaler og tilknyttede programmer bør forstås på en teknologisk neutral måde, men kan bl.a. omfatte an-
dre websteder, apps eller andre onlineformidlingstjenester, der anvendes til at markedsføre de varer eller
tjenesteydelser, som erhvervsbrugere tilbyder.
(17) Ejerskab til og kontrol med intellektuelle ejendomsrettigheder online kan have stor økonomisk be-
tydning for både udbydere af onlineformidlingstjenester og deres erhvervsbrugere. For at sikre klarhed og
gennemsigtighed for erhvervsbrugere og for at de har en bedre forståelse, bør udbydere af onlineformid-
lingstjenester inden for rammerne af deres vilkår og betingelser medtage generelle eller mere detaljerede
oplysninger, hvis de ønsker det, med hensyn til de eventuelle samlede virkninger af disse vilkår og betin-
gelser for ejerskab af og kontrol med erhvervsbrugernes intellektuelle ejendomsrettigheder. Sådanne op-
lysninger kan bl.a. omfatte information om almindelig anvendelse af logoer, varemærker eller mærkenav-
ne.
(18) At sikre gennemsigtighed i de generelle vilkår og betingelser kan være afgørende for at fremme
holdbare forretningsforhold og forebygge uretfærdig adfærd til skade for erhvervsbrugere. Udbydere af
onlineformidlingstjenester bør derfor også sikre, at vilkår og betingelser er lettilgængelige i alle stadier af
et forretningsforhold, herunder for potentielle erhvervsbrugere forud for aftalens indgåelse, og at eventu-
elle ændringer af disse vilkår meddeles berørte erhvervsbrugere på et varigt medium inden for en fastsat
meddelelsesfrist, som er rimelig og forholdsmæssig i betragtning af de særlige omstændigheder, og som
er på mindst 15 dage. Der bør gives forholdsmæssigt længere meddelelsesfrister på mere end 15 dage,
hvis de foreslåede ændringer af vilkårene og betingelserne kræver, at erhvervsbrugere foretager tekniske
eller kommercielle tilpasninger for at overholde ændringen, f.eks. ved at kræve, at de foretager væsentlige
tekniske justeringer af deres varer eller tjenesteydelser. Denne meddelelsesfrist bør ikke gælde, hvis og i
det omfang den frafaldes på en utvetydig måde af den pågældende erhvervsbruger, eller hvor og i det om-
fang at behovet for at gennemføre ændringen uden at overholde meddelelsesfristen skyldes en retlig eller
reguleringsmæssig forpligtelse, der påhviler udbyderen i henhold til EU-retten eller national ret. Foreslåe-
de redaktionelle ændringer bør dog ikke være omfattet af begrebet »ændring«, for så vidt de ikke ændrer
vilkårenes og betingelsernes indhold eller betydning. Kravet om at anmelde foreslåede ændringer på et
varigt medium bør gøre det muligt for erhvervsbrugere effektivt at gennemgå disse ændringer på et senere
tidspunkt. Erhvervsbrugere bør være berettiget til at opsige deres kontrakt senest 15 dage fra modtagelsen
af en meddelelse om en ændring, medmindre en kortere periode finder anvendelse på aftalen, f.eks. som
følge af national civilret.
(19) Generelt bør udbud af nye varer eller tjenesteydelser, herunder softwareapplikationer, på onlinefor-
midlingstjenester anses for at være en tydeligt bekræftende handling, der resulterer i, at erhvervsbrugeren
giver afkald på den meddelelsesfrist, der er nødvendig ved ændringer af vilkårene og betingelserne. I til-
fælde hvor den rimelige og forholdsmæssige meddelelsesfrist er længere end 15 dage, fordi ændringerne
af vilkårene og betingelserne kræver, at erhvervsbrugerne foretager væsentlige tekniske justeringer af de-
res varer eller tjenesteydelser, bør det ikke automatisk betragtes som værende et afkald på fristen, hvis
erhvervsbrugeren udbyder nye eller varer og tjenesteydelser. Udbyderen af onlineformidlingstjenester bør
forvente, at ændringer af vilkår og betingelser vil kræve, at erhvervsbrugeren foretager væsentlige tekni-
ske justeringer, hvis f.eks. væsentlige funktioner ved de onlineformidlingstjenester, som erhvervsbrugere
har haft adgang til, fjernes eller tilføjes, eller at erhvervsbrugere kan være nødt til at tilpasse deres varer
eller omprogrammere deres tjenesteydelser for fortsat at kunne drive virksomhed via onlineformidlings-
tjenester.
32
(20) For at beskytte erhvervsbrugere og af hensyn til retssikkerheden for begge parter bør ikke-overens-
stemmende vilkår og betingelser være ugyldige, dvs. betragtes, som om de aldrig har eksisteret, med virk-
ning erga omnes og ex tunc. Dette bør dog kun vedrøre de særlige bestemmelser i de vilkår og betingel-
ser, der ikke er i overensstemmelse. De resterende bestemmelser bør forblive gyldige og kunne fuldbyr-
des, for så vidt som de kan adskilles fra ikke-forenelige bestemmelser. Pludselige ændringer til eksister-
ende vilkår og betingelser kan i høj grad skabe kaos i erhvervsbrugeres aktiviteter. For at begrænse sådan-
ne negative virkninger for erhvervsbrugere og for at bekæmpe en sådan adfærd bør ændringer i strid med
pligten til at stille en fastsat meddelelsesfrist derfor være ugyldige, dvs. betragtes, som om de aldrig har
eksisteret, med virkning erga omnes og ex tunc.
(21) For at sikre, at erhvervsbrugere til fulde kan udnytte de kommercielle muligheder, som onlineformid-
lingstjenester indebærer, bør udbyderne af disse tjenesteydelser ikke fuldstændig forhindre deres er-
hvervsbrugere i at angive deres handelsidentitet som en del af deres tilbud eller tilstedeværelse på de rele-
vante onlineformidlingstjenester. Dette forbud mod indgriben bør imidlertid ikke forstås som en ret for
erhvervsbrugere til ensidigt at bestemme, hvordan de skal præsentere deres tilbud eller være til stede på
de relevante onlineformidlingstjenester.
(22) En udbyder af onlineformidlingstjenester kan have juridiske grunde til at beslutte at begrænse, su-
spendere eller ophøre med at levere sine tjenesteydelser til en given erhvervsbruger, herunder ved at fjer-
ne en given erhvervsbrugers individuelle varer eller tjenesteydelser eller ved effektivt at fjerne søgeresul-
tater. I stedet for at blive suspenderet kan udbydere af onlineformidlingstjenester også begrænse erhvervs-
brugeres individuelle opførelser, f.eks. ved at degradere dem eller ved at berøre en erhvervsbrugers fore-
komst negativt, hvilket kan omfatte et fald i rangordningen. I betragtning af at sådanne beslutninger i væ-
sentlig grad kan påvirke den pågældende erhvervsbrugers interesser, bør vedkommende dog, inden eller
når begrænsningen eller suspensionen træder i kraft, gives en begrundelse for den pågældende beslutning
på et varigt medium. For at minimere de negative virkninger af sådanne beslutninger for erhvervsbrugere
bør udbydere af onlineformidlingstjenester også give mulighed for at præcisere de forhold, der førte til
denne beslutning, inden for rammerne af den interne klagebehandlingsproces, hvilket vil hjælpe erhvervs-
brugere, hvor dette er muligt, til af afhjælpe den manglende overholdelse. Hvis udbyderen af onlinefor-
midlingstjenester tilbagekalder beslutningen om at begrænse, suspendere eller bringe til ophør, f.eks. som
følge af at beslutningen blev truffet ved en fejl, eller at den overtrædelse af vilkår og betingelser, som
førte til denne beslutning, ikke blev begået i ond tro og er blevet afhjulpet på tilfredsstillende vis, bør
udbyderen genindsætte den pågældende erhvervsbruger uden unødig forsinkelse, herunder give erhvervs-
brugeren enhver adgang til personlige eller andre data eller begge dele, der var til rådighed, inden beslut-
ningen blev truffet.
Begrundelsen for beslutningen om begrænsning, suspension eller ophør af levering af onlineformidlings-
tjenester bør tillade erhvervsbrugere at fastslå, om der er mulighed for at gøre indsigelse mod beslutnin-
gen og dermed forbedre mulighederne for erhvervsbrugere med henblik på at søge oprejsning, hvis det er
nødvendigt. Begrundelsen bør indeholde årsagerne til beslutningen baseret på de årsager, som udbyderen
på forhånd har fastsat i sine vilkår og betingelser, og på en forholdsmæssig måde henvise til de specifikke
omstændigheder, herunder anmeldelser fra tredjeparter, som førte til beslutningen. En udbyder af online-
formidlingstjenester bør dog ikke skulle give en begrundelse for begrænsninger, suspension eller ophør, i
det omfang det ville stride mod en retlig eller reguleringsmæssig forpligtelse. Der bør desuden ikke stilles
krav om begrundelse, hvis en udbyder af onlineformidlingstjenester kan påvise, at den pågældende er-
hvervsbruger gentagne gange har overtrådt de gældende vilkår og betingelser med det resultat, at leverin-
gen af de samlede pågældende onlineformidlingstjenester bringes til ophør.
33
(23) Fuldstændigt ophør af onlineformidlingstjenesterne og den dermed forbundne sletning af data, der
leveres til anvendelse af eller genereres ved levering af onlineformidlingstjenester, udgør et tab af vigtig
information, som kan have en betydelig indvirkning på erhvervsbrugere og også kan forringe deres mulig-
hed for at udøve andre rettigheder, som de har i medfør af denne forordning, på behørig vis. Udbydere af
onlineformidlingstjenester bør derfor give den pågældende erhvervsbruger en begrundelse på et varigt
medium mindst 30 dage, inden det fuldstændige ophør af leveringen af deres onlineformidlingstjenester
træder i kraft. I tilfælde, hvor en udbyder af onlineformidlingstjenester er lovmæssigt eller regulerings-
mæssigt forpligtet til helt at ophøre med at levere sine onlineformidlingstjenester til en given erhvervsbru-
ger, bør denne meddelelsesfrist imidlertid ikke finde anvendelse. Tilsvarende bør meddelelsesfristen på
30 dage ikke gælde, hvis en udbyder af onlineformidlingstjenester påberåber sig rettigheder til ophør i
henhold til national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, og som åbner mulighed for øjeblikke-
ligt ophør, når det ikke i lyset af sagens faktiske omstændigheder, og efter at have afvejet de to parters
interesser mod hinanden, med rimelighed kan forventes af vedkommende, at denne opretholder kontrakt-
forholdet indtil udløbet af den aftalte frist eller indtil meddelelsesfristens udløb. Endelig bør meddelelses-
fristen på 30 dage ikke finde anvendelse, hvis en udbyder af onlineformidlingstjenester kan påvise gen-
tagne overtrædelser af vilkår og betingelser. De forskellige undtagelser fra meddelelsesfristen på 30 dage
kan navnlig opstå i forbindelse med ulovligt eller upassende indhold, sikkerheden ved en vare eller tjenes-
te, forfalskning, svig, malware, spam, brud på datasikkerheden, andre cybersikkerhedsrisici eller varens
eller tjenesteydelsens egnethed til mindreårige. For at sikre proportionalitet bør udbydere af onlineformid-
lingstjenester, hvis det er rimeligt og teknisk muligt, udelukkende fjerne en erhvervsbrugers individuelle
varer eller tjenesteydelser. Fuldstændigt ophør af onlineformidlingstjenester udgør den alvorligste foran-
staltning.
(24) Den rangordning af varer og tjenesteydelser, som foretages af udbydere af onlineformidlingstjene-
ster, har en vigtig indvirkning på forbrugernes valgmuligheder og dermed på den kommercielle succes for
de erhvervsbrugere, der tilbyder disse varer og tjenesteydelser til forbrugerne. Ved rangordning forstås
den relative fremtrædende placering af erhvervsbrugeres tilbud eller den relevans, der tildeles søgeresulta-
ter, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af udbydere af onlineformidlingstjenester eller ud-
bydere af onlinesøgemaskiner, og som fremkommer ved anvendelse af algoritmiske sekvenserings-, rang-
ordnings- eller revisionsmekanismer, visuelle fremhævninger eller andre fremhævningsværktøjer eller
kombinationer heraf. Forudsigelighed indebærer, at udbydere af onlineformidlingstjenester fastsætter
rangordningen på en ikke-vilkårlig måde. Udbydere bør derfor gennemgå de vigtigste parametre i rang-
ordningen for at forbedre forudsigeligheden for erhvervsbrugere, for at give dem en bedre forståelse af,
hvordan en rangordningsmekanisme fungerer, og for at sætte dem i stand til at sammenligne forskellige
udbyderes rangordning. Den specifikke udformning af denne gennemsigtighedsforpligtelse er vigtig for
erhvervsbrugere, da den indebærer, at der indkredses et begrænset sæt af parametre, som er mest relevan-
te ud af et eventuelt meget større antal parametre, der har en vis indvirkning på rangordningen. Denne
begrundede beskrivelse bør hjælpe erhvervsbrugere med at forbedre præsentationen af deres varer og tje-
nesteydelser eller visse iboende egenskaber ved disse varer eller tjenesteydelser. Begrebet hovedparame-
ter bør forstås som en henvisning til alle generelle kriterier, processer, specifikke signaler der indarbejdes
i algoritmer eller andre justerings- og degraderingsmekanismer, der anvendes i forbindelse med rangord-
ning.
(25) Beskrivelsen af de vigtigste parametre for rangordning bør også indeholde en redegørelse for enhver
mulighed for erhvervsbrugere til aktivt at påvirke rangordningen mod vederlag samt en redegørelse for de
relative virkninger heraf. Vederlag kan i denne forbindelse være betalinger foretaget med det hovedfor-
mål eller eneste formål at forbedre rangordningen samt indirekte vederlag i form af en erhvervsbrugers
accept af yderligere forpligtelser af enhver art, der kan have dette som praktisk virkning, som f.eks. an-
34
vendelse af tilknyttede tjenester eller premiumelementer. Beskrivelsens indhold, herunder de vigtigste pa-
rametres antal og art, kan derfor variere kraftigt afhængigt af de pågældende specifikke onlineformid-
lingstjenester, men bør give erhvervsbrugere en passende forståelse af, hvordan rangordningsmekanismen
tager hensyn til de særlige kendetegn ved de varer eller tjenesteydelser, der tilbydes af erhvervsbrugeren,
og deres relevans for forbrugerne af de specifikke onlineformidlingstjenester. De indikatorer, der anven-
des til måling af kvaliteten af erhvervsbrugeres varer eller tjenesteydelser, anvendelse af redigeringspro-
grammer og deres evne til at påvirke rangordningen af disse varer eller tjenesteydelser, i hvilken grad ve-
derlag indvirker på rangordningen, samt elementer, der ikke eller kun i begrænset udstrækning vedrører
selve varen eller tjenesteydelsen, som f.eks. præsentationsmæssige karakteristika for onlinetilbud, kan
være eksempler på vigtige parametre, som, når de indgår i en generel beskrivelse af rangordningsmeka-
nismen i almindeligt og forståeligt sprog, bør bidrage til at give erhvervsbrugere den krævede passende
forståelse af, hvordan den fungerer.
(26) Tilsvarende har den rangordning af websteder, der foretages af udbydere af onlinesøgemaskiner,
navnlig af de websteder, hvor virksomhederne tilbyder varer og tjenesteydelser til forbrugerne, en vigtig
indvirkning på forbrugernes valgmuligheder og virksomhedswebstedsbrugernes kommercielle succes.
Udbydere af onlinesøgemaskiner bør derfor give en beskrivelse af de vigtigste parametre til fastlæggelse
af rangordningen af alle indekserede websteder og den relative betydning af disse vigtige parametre i for-
hold til andre parametre, herunder dem, som virksomhedswebstedsbrugere og andre websteder anvender.
Ud over varernes og tjenesteydelsernes karakteristika og deres relevans for forbrugerne bør denne beskri-
velse, når det drejer sig om onlinesøgemaskiner, også give virksomhedswebstedsbrugere mulighed for at
få en passende forståelse af, hvorvidt og i så fald hvordan og i hvilket omfang der er taget højde for visse
designegenskaber ved det brugte websted, såsom optimering til visning på mobile telekommunikationsen-
heder. Den bør ligeledes indeholde en redegørelse for eventuelle muligheder, som virksomhedswebsteds-
brugere har for aktivt at påvirke rangordningen mod vederlag, samt en redegørelse for de relative virknin-
ger heraf. Hvis der ikke foreligger et kontraktforhold mellem udbydere af onlinesøgemaskiner og virk-
somhedswebstedsbrugere, bør beskrivelsen være tilgængelig for offentligheden på et iøjnefaldende og let-
tilgængeligt sted på den relevante onlinesøgemaskine. Områder af websteder, som kræver, at brugerne
logger ind eller registreres, bør ikke opfattes som lettilgængelige for offentligheden i denne forstand.
For at sikre forudsigelighed for virksomhedswebstedsbrugerne bør beskrivelsen også holdes ajour, herun-
der muligheden for, at ændringer i de vigtigste parametre gøres let identificerbare. Det vil også være til
gavn for andre brugere af onlinesøgemaskinen end virksomhedswebstedsbrugere, hvis der foreligger en
ajourført beskrivelse af de vigtigste parametre. I nogle tilfælde kan udbydere af onlinesøgemaskiner be-
slutte at påvirke rangordningen i et specifikt tilfælde eller fjerne et bestemt websted fra en rangordning på
grundlag af anmeldelser fra tredjeparter. I modsætning til udbydere af onlineformidlingstjenester kan ud-
bydere af onlinesøgemaskiner ikke på grund af et manglende kontraktforhold mellem parterne forventes
at underrette en virksomhedswebstedsbruger direkte om en ændring i en rangordning eller en fjernelse fra
en rangordning som følge af en anmeldelse. Ikke desto mindre bør en virksomhedswebstedsbruger have
mulighed for at se indholdet af den anmeldelse, der i det specifikke tilfælde har ført til ændringen i rang-
ordningen i et specifikt tilfælde eller fjernelsen af et bestemt websted fra rangordningen, og undersøge
anmeldelsens indhold f.eks. i en offentligt tilgængelig onlinedatabase. Dette vil kunne bidrage til at be-
grænse konkurrenters potentielle misbrug af anmeldelser, som kan føre til fjernelse af websteder fra en
rangordning.
(27) Udbydere af onlineformidlingstjenester eller af onlinesøgemaskiner bør ikke i medfør af denne for-
ordning pålægges at oplyse nærmere detaljer om, hvordan deres rangordningsmekanismer, herunder algo-
ritmer, fungerer. Deres evne til at reagere på tredjeparters manipulation af rangordning i ond tro, herunder
35
i forbrugernes interesse, bør heller ikke forringes. En generel beskrivelse af de vigtigste rangordningspa-
rametre bør sikre disse interesser og samtidig give erhvervsbrugere og virksomhedswebstedsbrugere en
passende forståelse af, hvordan rangordningen fungerer i forbindelse med deres anvendelse af specifikke
onlineformidlingstjenester eller onlinesøgemaskiner. For at sikre, at målet for denne forordning nås, bør
hensynet til de kommercielle interesser hos udbydere af onlineformidlingstjenester eller onlinesøgemaski-
ner derfor aldrig føre til afslag på at oplyse om de vigtigste parametre, der afgør rangordningen. Selv om
denne forordning ikke berører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/9435), bør beskrivelsen
i denne forbindelse som minimum baseres på faktiske data om relevansen af de anvendte rangordningspa-
rametre.
(28) Kommissionen bør udarbejde retningslinjer for at hjælpe udbydere af onlineformidlingstjenester og
udbydere af onlinesøgemaskiner med at anvende de rangordningsmæssige gennemsigtighedskrav, der er
fastsat i denne forordning. Denne indsats bør bidrage til at optimere den måde, hvorpå de vigtigste para-
metre for rangordning indkredses og præsenteres for erhvervsbrugere og virksomhedswebstedsbruge.
(29) Ved tilknyttede varer og tjenesteydelser bør forstås varer og tjenesteydelser, der tilbydes forbrugeren
forud for afslutningen af en transaktion, der er iværksat på onlineformidlingstjenester i tillæg til den pri-
mære vare eller tjenesteydelse, der udbydes af erhvervsbrugeren. Tilknyttede varer og tjenesteydelser re-
fererer til produkter, der typisk afhænger af og er direkte relateret til den primære vare eller tjenesteydelse
med henblik på at fungere. Derfor bør termen udelukke varer og tjenesteydelser, der alene sælges i tillæg
til de pågældende primære varer eller tjenesteydelser, snarere end at være komplementære i deres natur.
Eksempler på tilknyttede tjenesteydelser omfatter reparationstjenester for en bestemt vare eller finansielle
produkter, såsom billejeforsikring, der tilbydes for at komplementere den specifikke vare eller tjenestey-
delse, der tilbydes af erhvervsbrugeren. På tilsvarende vis kan tilknyttede varer omfatte varer, der kom-
plementerer det specifikke produkt, der tilbydes af en erhvervsbruger, ved at udgøre en opgradering eller
et kundeværktøj knyttet til dette specifikke produkt. Udbydere af onlineformidlingstjenester, der tilbyder
varer eller tjenesteydelser til forbrugere, der er tilknyttede varer eller tjenesteydelser, der sælges af en er-
hvervsbruger, der bruger deres onlineformidlingstjenester, bør i deres vilkår og betingelser indsætte en
beskrivelse af de tilknyttede varer og tjenesteydelser, der tilbydes. Denne beskrivelse bør være tilgænge-
lig i vilkårene og betingelserne, uanset om de tilknyttede varer eller tjenesteydelser leveres af selve udby-
deren af onlineformidlingstjenester eller af en tredjepart. Denne beskrivelse bør være tilstrækkelig forstå-
elig til at en erhvervsbruger forstår, hvorvidt en vare eller tjenesteydelse sælges som tilknyttet til er-
hvervsbrugerens varer eller tjenesteydelse. Beskrivelsen bør ikke nødvendigvis omfatte den specifikke
vare eller tjenesteydelse, men snarere typen af produkt, der tilbydes som tilknyttet til erhvervsbrugerens
primære produkt, samt en beskrivelse af, om og under hvilke betingelser erhvervsbrugere også kan tilby-
de deres egne tilknyttede varer og tjenesteydelser gennem onlineformidlingstjenester. Endvidere bør be-
skrivelsen under alle omstændigheder angive, hvorvidt og under hvilke betingelser en erhvervsbruger kan
tilbyde sine egne tilknyttede varer og tjenesteydelser i tillæg til de primære varer eller tjenesteydelser, der
tilbydes gennem onlineformidlingstjenester.
(30) Hvis en udbyder af onlineformidlingstjenester tilbyder forbrugerne visse varer eller tjenesteydelser
gennem sine egne onlineformidlingstjenester eller gør det gennem en erhvervsbruger, som den kontrolle-
rer, kan denne udbyder konkurrere direkte med andre erhvervsbrugere af sine onlineformidlingstjenester,
som ikke kontrolleres af udbyderen, hvilket kan give udbyderen et økonomisk incitament til og mulighed
for at udnytte sin kontrol over onlineformidlingstjenesten til at knytte tekniske eller økonomiske fordele
til sine egne tilbud eller de tilbud, der tilbydes af en erhvervsbruger, som udbyderen kontrollerer, fordele,
som den kan nægte konkurrerende erhvervsbrugere. En sådan adfærd kan undergrave fair konkurrence og
36
begrænse forbrugernes valgmuligheder. I sådanne situationer er det navnlig vigtigt, at udbyderen af on-
lineformidlingstjenesten fungerer på en gennemsigtig måde og leverer en passende beskrivelse af og angi-
ver hensynene bag enhver forskelsbehandling, enten via retslige, kommercielle eller tekniske hjælpemid-
ler som f.eks. funktioner, der omfatter operativsystemer, som kan gives i relation til de udbudte varer eller
tjenesteydelser, sammenlignet med dem, der tilbydes af erhvervsbrugere. For at sikre proportionalitet bør
denne forpligtelse være gældende på niveauet for de samlede onlineformidlingstjenester, snarere end for
de enkelte varer eller tjenester, der tilbydes via disse tjenester.
(31) Når en udbyder af en onlinesøgemaskine selv tilbyder visse varer eller tjenesteydelser til forbrugerne
via sine egne formidlingstjenester eller gør det via en virksomhedswebstedsbruger, som den kontrollerer,
kan den pågældende udbyder konkurrere direkte med andre virksomhedswebstedsbrugere af de online-
søgemaskiner, som ikke kontrolleres af udbyderen. I sådanne situationer er det navnlig vigtigt, at udbyde-
ren af onlinesøgemaskinen fungerer på en gennemsigtig måde og indeholder en beskrivelse af enhver for-
skelsbehandling, enten via retslige, kommercielle eller tekniske hjælpemidler, der kan gives i relation til
de varer eller tjenesteydelser, som tilbydes af udbyderen selv eller gennem en virksomhedswebstedsbru-
ger, som udbyderen kontrollerer, sammenlignet med dem, der tilbydes af konkurrerende virksomheds-
webstedsbrugere. For at sikre proportionalitet bør denne forpligtelse være gældende på niveauet for de
samlede onlinesøgemaskiner snarere end for de enkelte varer eller tjenester, der tilbydes via disse tjene-
ster.
(32) Specifikke kontraktbestemmelser bør behandles i denne forordning, navnlig i situationer med ulige
forhandlingspositioner, for at sikre, at kontraktforholdene gennemføres i god tro og på grundlag af fair
behandling. Forudsigelighed og gennemsigtighed kræver, at erhvervsbrugere får en reel mulighed for at
blive bekendt med ændringer af vilkår og betingelser, som derfor ikke bør indføres med tilbagevirkende
kraft, medmindre de er baseret på en retlig eller reguleringsmæssig forpligtelse eller er til gavn for disse
erhvervsbrugere. Erhvervsbrugere bør desuden tilbydes klarhed over, på hvilke betingelser deres kon-
traktlige forhold til udbydere af onlineformidlingstjenester kan bringes til ophør. Udbydere af onlinefor-
midlingstjenester bør sikre, at betingelserne for ophør altid er rimelige og kan udøves uden unødige hin-
dringer. Endelig bør erhvervsbrugere oplyses fuldt ud om enhver adgang, som udbydere af onlineformid-
lingstjenester opretholder efter kontraktens er udløbet, til de oplysninger, som erhvervsbrugere indgiver
eller genererer i forbindelse med deres brug af onlineformidlingstjenester.
(33) Mulighed for at få adgang til og anvende data, herunder personoplysninger, kan åbne mulighed for
en betydelig værdiskabelse i onlineplatformsøkonomien, både generelt og for de berørte erhvervsbrugere
og onlineformidlingstjenester. Det er derfor vigtigt, at udbydere af onlineformidlingstjenester giver er-
hvervsbrugere en klar beskrivelse af omfanget, typen og betingelserne for deres adgang til og anvendelse
af visse kategorier af oplysninger. Beskrivelsen bør være forholdsmæssigt afpasset og bør henvise til ge-
nerelle adgangsbetingelser, og ikke indebære en udtømmende beskrivelse af faktiske data, eller kategorier
af data. Identifikation af og særlige adgangsbetingelser for visse typer faktiske data, som kan være særde-
les relevante for erhvervsbrugere, kan dog også medtages i beskrivelsen. Sådanne data kan omfatte rang-
ordninger og bedømmelser, der er indsamlet af erhvervsbrugere på onlineformidlingstjenesterne. Alt i alt
bør beskrivelsen sætte virksomhederne i stand til at forstå, om de kan benytte dataene til at øge værdiska-
belsen, herunder ved eventuelt at bevare tredjepartsdatatjenester.
(34) Det er i samme forbindelse vigtigt, at erhvervsbrugere forstår, hvorvidt udbyderen udveksler nogle af
de data, der genereres gennem erhvervsbrugerens anvendelse af formidlingstjenesten, med tredjeparter.
Erhvervsbrugere bør navnlig gøres opmærksomme på enhver udveksling af data med tredjeparter, der fin-
37
der sted til formål, som ikke er nødvendige for, at onlineformidlingstjenesterne fungerer korrekt; f.eks.
hvis udbyderen omsætter data på grundlag af kommercielle overvejelser. For at gøre det muligt for er-
hvervsbrugere fuldt ud at udøve de rettigheder, der er til rådighed for at påvirke en sådan dataudveksling,
bør udbydere af onlineformidlingstjenester også tydeligt angive alle muligheder for at fravælge dataud-
veksling, hvis disse findes i deres kontraktforhold med erhvervsbrugeren.
(35) Disse krav bør ikke forstås som nogen forpligtelse for udbydere af onlineformidlingstjenester til en-
ten at formidle eller til ikke at formidle personoplysninger eller oplysninger, der ikke er personoplysnin-
ger, til deres erhvervsbrugere. Sådanne gennemsigtighedsforanstaltninger kan dog bidrage til øget dataud-
veksling og som en central kilde til innovation og vækst fremme målene om at skabe et fælles europæisk
dataområde. Behandling af personoplysninger bør ske i henhold til Unionens lovgivning om beskyttelse
af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om respekten for privatliv og
beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med elektronisk kommunikation, særlig Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) 2016/6796), direktiv (EU) 2016/6807) og direktiv 2002/58/EF8).
(36) Udbydere af onlineformidlingstjenester kan i visse tilfælde i deres betingelser og vilkår begrænse er-
hvervsbrugeres mulighed for at tilbyde varer eller tjenesteydelser til forbrugere på mere favorable betin-
gelser på andre måder end gennem disse onlineformidlingstjenester. I disse tilfælde bør de pågældende
udbydere angive årsagerne hertil, navnlig med hensyn til de vigtigste økonomiske, kommercielle eller
retslige overvejelser, vedrørende de nævnte konkurrencebegrænsninger. Denne forpligtelse til gennemsig-
tighed bør imidlertid ikke forstås således, at den påvirker vurderingen af disse begrænsningers lovlighed i
henhold til andre EU-retlige retsakter eller medlemsstaternes ret i, der er i overensstemmelse med EU-
retten, herunder på områder som konkurrence og urimelig handelspraksis, og anvendelsen af sådanne lo-
ve.
(37) For at gøre det muligt for erhvervsbrugere, herunder dem, hvis anvendelse af de pågældende online-
reklameformidlingstjenester kan være blevet begrænset, suspenderet eller bragt til ophør, at have adgang
til umiddelbare, egnede og effektive klagemuligheder, bør udbydere af onlineformidlingstjenester indføre
et internt klagebehandlingssystem. Dette interne klagebehandlingssystem bør være baseret på principper
om gennemsigtighed og lige behandling af lige situationer, og sikre, at en betydelig andel af klager kan
løses bilateralt af udbyderen af onlineformidlingstjenester og de relevante erhvervsbrugere inden for et
rimeligt tidsrum. Udbydere af onlineformidlingstjenester kan lade en beslutning, de har truffet, forblive i
kraft under klagesagen. Ethvert forsøg på at nå frem til en aftale gennem det interne klagebehandlingssy-
stem berører ikke udbydere af onlineformidlingstjenesters eller erhvervsbrugeres ret til at indlede retslige
procedurer når som helst under eller efter den interne behandling af en klage. Desuden bør udbydere af
onlineformidlingstjenester regelmæssigt offentliggøre og som minimum årligt kontrollere oplysninger om
funktionen og effektiviteten af deres interne klagebehandlingssystem for at bistå erhvervsbrugere med at
forstå de vigtigste problemer, der kan opstå i forbindelse med levering af forskellige onlineformidlingstje-
nester og muligheden for at nå frem til en hurtig og effektiv bilateral løsning.
(38) Denne forordnings krav vedrørende det interne klagebehandlingssystem har til hensigt at tillade ud-
bydere af onlineformidlingstjenester en rimelig grad af fleksibilitet, når disse systemer betjenes, og indivi-
duelle klager behandles, med henblik på at mindske den administrative byrde. Desuden bør de interne kla-
gebehandlingssystemer gøre det muligt for udbydere af onlineformidlingstjenester at tackle enhver brug i
ond tro på en forholdsmæssig måde, som visse virksomheder kan forsøge at gøre af disse systemer. I be-
tragtning af omkostningerne i forbindelse med opsætning og drift af sådanne systemer er det hensigts-
mæssigt at undtage alle udbydere af onlineformidlingstjenester, som udgør små virksomheder, i de rele-
38
vante bestemmelser i Kommissionens henstilling 2003/361/EF9), fra disse forpligtelser. Konsoliderings-
reglerne i nævnte henstilling sikrer, at enhver omgåelse hindres. Denne undtagelse bør ikke påvirke disse
virksomheders ret til på frivillig basis at etablere et internt klagebehandlingssystem, som opfylder kriteri-
erne i denne forordning.
(39) Brugen af ordet »intern« bør ikke forstås således, at det forhindrer, at et internt klagebehandlingssy-
stem uddelegeres til en ekstern tjenesteudbyder eller en anden virksomhedsstruktur, når blot en sådan ud-
byder eller anden virksomhedsstruktur har fuld myndighed og kapacitet til at sikre, at det interne klagebe-
handlingssystem er i overensstemmelse med kravene i denne forordning.
(40) Mægling kan give udbydere af onlineformidlingstjenester og deres erhvervsbrugere et middel til at
løse tvister på en tilfredsstillende måde uden at skulle anvende retslige procedurer, som kan være lang-
sommelige og dyre. Derfor bør udbydere af onlineformidlingstjenester lette mægling, navnlig ved at ud-
pege mindst to offentlige eller private mæglere, som de er villige til at anvende. Formålet med at kræve
udpegelse af et minimumsantal af mæglere, er at garantere mæglernes neutralitet. Mæglere, der leverer
deres tjenesteydelser fra et sted uden for Unionen, bør kun udpeges, hvis det garanteres, at disse tjeneste-
ydelser på ingen måde fratager de berørte erhvervsbrugere enhver retslig beskyttelse i henhold til EU-lov-
givningen eller medlemsstaternes nationale ret, herunder kravene i denne forordning og de gældende reg-
ler vedrørende beskyttelse af personoplysninger og forretningshemmeligheder. For at være tilgængelige,
retfærdige og så hurtige og effektive som muligt bør disse mæglere opfylde visse fastlagte kriterier. Ikke
desto mindre bør udbydere af onlineformidlingstjenester og deres erhvervsbrugere frit og i fællesskab
kunne udpege en hvilken som helst mægler efter eget valg, når der er opstået en tvist mellem dem. I over-
ensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF10) bør mægling i henhold til den-
ne forordning være en frivillig proces i den forstand, at parterne selv er ansvarlige for processen og kan
påbegynde og afslutte den på et hvilket som helst tidspunkt. Uanset dens frivillige karakter bør udbydere
af onlineformidlingstjenester i god tro behandle anmodninger om at deltage i den mægling, der er fastsat i
denne forordning.
(41) Udbydere af onlineformidlingstjenester bør afholde en rimelig del af de samlede udgifter til mæg-
ling, under hensyntagen til alle de relevante elementer i den foreliggende sag. Til dette formål bør mægle-
ren foreslå, hvilket forhold der er rimeligt i det enkelte tilfælde. I betragtning af omkostningerne og af den
administrative byrde, der er forbundet med nødvendigheden af at udpege mæglere i vilkår og betingelser,
er det hensigtsmæssigt at undtage alle udbydere af onlineformidlingstjenester, som er små virksomheder i
henhold til de relevante bestemmelser i Kommissionens henstilling 2003/361/EF, fra denne forpligtelse.
Konsolideringsreglerne i nævnte henstilling sikrer, at enhver omgåelse af denne forpligtelse hindres. Det-
te bør dog ikke påvirke disse virksomheders ret til at udpege mæglere i deres vilkår og betingelser, som
opfylder kriterierne i denne forordning.
(42) Da udbydere af onlineformidlingstjenester altid bør være forpligtede til at udpege mæglere, som de
er villige til at gå i dialog med, og bør være forpligtede til at deltage i god tro i alle mæglingsforsøg, der
udføres i henhold til denne forordning, bør disse forpligtelser fastsættes på en måde, der forhindrer er-
hvervsbrugeres misbrug af mæglingsordningen. Erhvervsbrugere bør også være forpligtede til at deltage i
mægling i god tro. Udbydere af onlineformidlingstjenester bør ikke være forpligtet til at deltage i mæg-
ling, hvis en erhvervsbruger anlægger sag om et spørgsmål, i forbindelse med hvilket den pågældende
erhvervsbruger tidligere har anlagt sag med henblik på mægling, og hvor mægleren har afgjort i den sag,
at erhvervsbrugeren ikke handlede i god tro. Udbydere af onlineformidlingstjenester bør heller ikke være
forpligtede til at deltage i mægling med erhvervsbrugere, der gentagne gange uden held har gjort mæg-
39
lingsforsøg for mægleren. Disse usædvanlige situationer bør ikke begrænse erhvervsbrugerens mulighed
for at indbringe en sag til mægling, hvis stridens genstand ifølge mæglerens afgørelse ikke vedrører de
tidligere sager.
(43) For at lette bilæggelsen af tvister vedrørende levering af onlineformidlingstjenester ved hjælp af
mægling i Unionen bør Kommissionen i tæt samarbejde med medlemsstaterne tilskynde til, at der opret-
tes specialiserede mæglingsorganisationer, som der i øjeblikket er mangel på. Inddragelse af mæglere
med ekspertviden inden for onlineformidlingstjenester og specifikke industrisektorer, hvor disse tjeneste-
ydelser leveres, bør styrke den tillid, begge parter har til mæglingsprocessen, og bør øge sandsynligheden
for, at denne proces fører til et hurtigt, retfærdigt og tilfredsstillende resultat.
(44) Forskellige faktorer såsom begrænsede finansielle midler, en frygt for gengældelse og eksklusive
valg af lovgivning og værneting i vilkår og betingelser kan begrænse effektiviteten af de eksisterende
retslige klagemuligheder, navnlig dem, der kræver, at erhvervsbrugere eller virksomhedswebstedsbrugere
handler individuelt og gennemsigtigt. For at sikre en effektiv anvendelse af denne forordning bør organi-
sationer og foreninger, der repræsenterer erhvervsbrugere eller virksomhedswebstedsbrugere, samt visse
offentlige organer i medlemsstaterne gives mulighed for at indbringe en sag for nationale domstole i over-
ensstemmelse med national ret, herunder nationale procedurekrav. Sådanne sagsanlæg ved nationale dom-
stole bør sigte mod at standse eller forbyde overtrædelser af de regler, der er fastsat i denne forordning, og
mod at forhindre fremtidig skade, der kan underminere bæredygtige forretningsforhold inden for online-
platformsøkonomien. For at sikre, at sådanne organisationer eller foreninger kan udøve denne ret effektivt
og på en hensigtsmæssig måde, bør de opfylde visse kriterier. De skal navnlig være retmæssigt oprettet i
henhold til en medlemsstats ret, være af almennyttig karakter og forfølge deres mål på en vedvarende må-
de. Disse krav bør forhindre enhver ad hoc-oprettelse af organisationer eller foreninger med henblik på en
specifik sag eller specifikke sager eller med gevinst for øje. Endvidere bør det sikres, at der ikke sker
nogen utilbørlig påvirkning fra nogen tredjepartsleverandører af finansiering i forbindelse med disse orga-
nisationers eller foreningers beslutningstagning.
For at undgå en interessekonflikt bør organisationer eller foreninger, der repræsenterer erhvervsbrugere
eller virksomhedswebstedsbrugere, navnlig forhindres i at blive udsat for utilbørlig påvirkning fra udby-
dere af onlineformidlingstjenester eller onlinesøgemaskiner. Den fulde offentliggørelse af oplysninger om
medlemsskab og finansieringskilde bør gøre det lettere for nationale domstole at vurdere, hvorvidt disse
antagelighedskriterier er opfyldt. I betragtning af den særlige status for de relevante offentlige organer i
medlemsstaterne, hvor disse organer er blevet oprettet, bør det kun være et krav, at disse er blevet speci-
fikt pålagt, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i national ret, at indføre sådanne foran-
staltninger enten i den kollektive interesse for de berørte parter eller i almenhedens interesse, uden at det
er nødvendigt at anvende disse kriterier for sådanne offentlige organer. Sådanne foranstaltninger bør på
ingen måde påvirke erhvervsbrugeres og virksomhedswebstedsbrugeres ret til at anlægge sag på individu-
elt grundlag.
(45) Identiteten af organisationer, foreninger og offentlige organer, som efter medlemsstaternes opfattelse
bør have ret til at anlægge sag efter denne forordning, bør meddeles til Kommissionen. Medlemsstaterne
bør i forbindelse med en sådan meddelelse henvise specifikt til de relevante nationale bestemmelser, som
organisationen, foreningen eller det offentlige organ er oprettet i henhold til, og, hvis det er relevant, hen-
vise til det relevante offentlige register, hvor organisationen eller foreningen er registreret. Denne yderli-
gere mulighed for udpegning fra medlemsstaternes side bør give et vist niveau af retssikkerhed og forud-
sigelighed, som erhvervsbrugere og virksomhedswebstedsbrugere kan sætte deres lid til. Den har samtidig
40
til formål at gøre retslige procedurer mere effektive og kortere, hvilket lader til at være hensigtsmæssigt i
denne forbindelse. Kommissionen bør sikre, at der i Den Europæiske Unions Tidende offentliggøres en
liste over disse organisationer, foreninger og offentlige organer. Opførelse på denne liste bør tjene som
gendriveligt bevis for rets- og handleevnen hos den organisation eller forening eller det offentlige organ,
der anlægger sag. Såfremt der er betænkeligheder ved en udpegning, bør den medlemsstat, der har foreta-
get udpegningen, undersøge disse betænkeligheder. Organisationer, foreninger og offentlige organer, der
ikke er udpeget af en medlemsstat, bør kunne anlægge sag ved nationale domstole med forbehold af en
undersøgelse af rets- og handleevnen i henhold til kriterierne i denne forordning.
(46) Medlemsstaterne bør pålægges at sikre passende og effektiv håndhævelse af denne forordning. Der
findes allerede forskellige håndhævelsessystemer i medlemsstaterne, og de bør ikke være forpligtede til at
oprette nye nationale håndhævelsesorganer. Medlemsstaterne bør have mulighed for at betro eksisterende
myndigheder, herunder domstole, håndhævelsen af denne forordning. Denne forordning bør ikke forpligte
medlemsstaterne til at indføre ex officio-håndhævelse eller til at pålægge bøder.
(47) Kommissionen bør løbende overvåge anvendelsen af denne forordning i tæt samarbejde med med-
lemsstaterne. Kommissionen bør i denne forbindelse sigte mod at etablere et bredt netværk til udveksling
af oplysninger ved at mobilisere relevante ekspertorganer, ekspertisecentre samt Observationscentret for
Onlineplatformøkonomien. Medlemsstaterne bør efter anmodning give Kommissionen alle de relevante
oplysninger, de har i denne forbindelse. Endelig bør dette arbejde drage fordel af den generelle øgede
gennemsigtighed i de kommercielle forbindelser mellem erhvervsbrugere og udbydere af onlineformid-
lingstjenester og mellem virksomhedswebstedsbrugere og onlinesøgemaskiner, som denne forordning har
til formål at opnå. For at kunne varetage sine tilsyns- og revisionsopgaver effektivt i henhold til denne
forordning bør Kommissionen bestræbe sig på at indsamle oplysninger fra udbydere af onlineformidlings-
tjenester. Udbydere af onlineformidlingstjenester bør i god tro samarbejde om at lette indsamlingen af så-
danne data, hvor det er relevant.
(48) Adfærdskodekser, der er udarbejdet enten af de pågældende tjenesteudbydere eller organisationer el-
ler foreninger, der repræsenterer dem, kan bidrage til en korrekt anvendelse af denne forordning og bør
derfor fremmes. I forbindelse med udarbejdelsen af disse adfærdskodekser og i samråd med alle relevante
interessenter bør der tages hensyn til de særlige træk ved de pågældende sektorer samt de specifikke
egenskaber for SMV᾽er. Sådanne adfærdskodekser bør formuleres på en objektiv og ikke-diskriminerende
måde.
(49) Kommissionen bør med regelmæssige mellemrum evaluere denne forordning og nøje overvåge dens
virkninger på onlineplatformsøkonomien, navnlig med henblik på at fastslå, om der er behov for ændrin-
ger i lyset af relevant teknologisk eller kommerciel udvikling. Denne evaluering bør omfatte de virknin-
ger for erhvervsbrugere, der kan opstå som følge af den generelle anvendelse af eksklusive valg af lov og
værneting i vilkår og betingelser, der ensidigt fastsættes af udbyderen af onlineformidlingstjenester. For at
få et bredt overblik over udviklingen i sektoren bør evalueringen tage hensyn til medlemsstaternes og de
relevante interessenters erfaringer. Ekspertgruppen for Observationscentret for Onlineplatformøkonomi-
en, der er nedsat i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse C(2018)2393, spiller en central rolle
i forbindelse med Kommissionens vurdering af denne forordning. Kommissionen bør derfor tage behørigt
hensyn til de udtalelser og rapporter, som den forelægges af gruppen. Efter evalueringen bør Kommissio-
nen træffe passende foranstaltninger. Yderligere foranstaltninger, herunder af lovgivningsmæssig art, kan
være hensigtsmæssige, hvis og hvor de bestemmelser, der er fastsat i denne forordning, viser sig at være
41
utilstrækkelige til på passende vis at afhjælpe vedvarende ubalancer og urimelig handelspraksis i sekto-
ren.
(50) Når de oplysninger, der kræves i henhold til denne forordning, opgives, bør der i videst muligt om-
fang tages hensyn til de særlige behov for personer med handicap i overensstemmelse med De Forenede
Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap11).
51) Målet for denne forordning, nemlig at sikre et retfærdigt, forudsigeligt, holdbart og tillidsfuldt online-
erhvervsklima på det indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på
grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i
overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overens-
stemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad
der er nødvendigt for at opfylde dette mål.
(52) Denne forordning tilstræber at sikre fuld respekt for retten til adgang til effektive retsmidler og til en
retfærdig rettergang som fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettig-
heder og fremmer anvendelsen af friheden til at oprette og drive en virksomhed som fastsat i artikel 16 i
chartret —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Genstand og anvendelsesområde
1. Denne forordning har til formål at bidrage til et velfungerende indre marked ved at fastsætte regler,
der sikrer, at erhvervsbrugere af onlineformidlingstjenester og virksomhedswebstedsbrugere i forbindelse
med onlinesøgemaskiner gives passende gennemsigtighed, retfærdighed og effektive klagemuligheder.
2. Denne forordning finder anvendelse på onlineformidlingstjenester og onlinesøgemaskiner, der leve-
res eller tilbydes leveret til henholdsvis erhvervsbrugere og virksomhedswebstedsbrugere, som er etable-
ret eller har bopæl i Unionen, og som via disse onlineformidlingstjenester eller onlinesøgemaskiner tilby-
der varer eller tjenesteydelser til forbrugere, som befinder sig i Unionen, uanset etableringssted eller bo-
pæl for udbyderne af disse tjenester, og uanset hvilken lovgivning der i øvrigt finder anvendelse.
3. Denne forordning gælder dog ikke for onlinebetalingstjenester eller onlinereklameværktøjer eller on-
linereklameudvekslinger, som ikke leveres med henblik på at lette iværksættelsen af direkte transaktioner,
og som ikke indebærer et kontraktforhold med forbrugere.
4. Denne forordning berører ikke nationale regler, der i overensstemmelse med EU-retten forbyder eller
sanktionerer ensidig adfærd eller urimelig handelspraksis, i det omfang de relevante aspekter ikke er om-
fattet af denne forordning. Denne forordning berører ikke national civilret, navnlig aftaleret, såsom regler
om gyldighed, indgåelse, virkning og ophævelse af aftaler, for så vidt de nationale civilretlige regler er i
overensstemmelse med EU-retten, og i det omfang de relevante aspekter ikke er omfattet af denne forord-
ning.
5. Denne forordning berører ikke EU-ret, navnlig EU-ret der finder anvendelse på områderne civilretligt
samarbejde, konkurrence, databeskyttelse, beskyttelse af forretningshemmeligheder, forbrugerbeskyttelse,
e-handel og finansielle tjenesteydelser.
42
Artikel 2
Definitioner
I denne forordning forstås ved:
1) »erhvervsbruger«: enhver privatperson, der optræder i egenskab af handlende eller erhvervsdriven-
de, eller enhver fysisk eller juridisk person, der ved hjælp af onlineformidlingstjenester tilbyder varer el-
ler tjenesteydelser til forbrugere til formål relateret til dennes erhverv, forretning, håndværk eller profes-
sion
2) »onlineformidlingstjenester«: tjenester, der opfylder samtlige følgende krav:
a) de er informationssamfundstjenester som defineret i artikel 1, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2015/153512)
b) de gør det muligt for erhvervsbrugere at tilbyde varer eller tjenesteydelser til forbrugere med henblik
på at lette iværksættelse af direkte transaktioner mellem disse erhvervsbrugere og forbrugere, uanset hvor
disse transaktioner i sidste ende indgås
c) de leveres til erhvervsbrugere på grundlag af kontraktlige forhold mellem udbyderen af disse tjenester
og erhvervsbrugere, som tilbyder deres varer eller tjenesteydelser til forbrugere
3) »udbyder af onlineformidlingstjenester«: enhver fysisk eller juridisk person, der leverer, eller tilby-
der at levere, onlineformidlingstjenester til erhvervsbrugere
4) »forbruger«: enhver fysisk person, der ikke handler som et led i sit erhverv, sin forretning, sit hånd-
værk eller sin profession
5) »onlinesøgemaskine«: en digital tjeneste, som giver brugerne mulighed for at indtaste forespørgsler
for at foretage søgninger på principielt alle websteder eller alle websteder på et bestemt sprog på grundlag
af en forespørgsel om et hvilket som helst emne ved hjælp af et søgeord, en stemmesøgning, en sætning
eller andet input, og som fremviser resultater i et hvilket som helst format, hvor der kan findes oplysnin-
ger om det ønskede indhold
6) »udbyder af onlinesøgemaskine«: enhver fysisk eller juridisk person, der leverer, eller tilbyder at
levere, onlinesøgemaskiner til forbrugere
7) »virksomhedswebstedsbruger«: enhver fysisk eller juridisk person, som gør brug af en onlinegræn-
seflade, dvs. enhver form for software, herunder et websted eller en del af et websted og applikationer,
herunder mobilapplikationer, der tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere til formål relateret til
dennes erhverv, forretning, håndværk eller profession
8) »rangordning«: den relative fremtrædende placering af de varer eller tjenesteydelser, der tilbydes via
onlineformidlingstjenester, eller den relevans, der tildeles søgeresultater af onlinesøgemaskiner, som de
præsenteres, opstilles eller kommunikeres af henholdsvis udbydere af onlineformidlingstjenester eller ud-
bydere af onlinesøgemaskiner, uanset hvilke teknologiske midler der anvendes til en sådan præsentation,
opstilling eller kommunikation
9) »kontrol«: ejerskab af eller mulighed for at udøve afgørende indflydelse på en virksomhed, jf. artikel
3, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 139/200413)
10) »vilkår og betingelser«: alle de vilkår og betingelser eller specifikationer, uanset deres betegnelse
eller form, som regulerer kontraktforholdet mellem en udbyder af onlineformidlingstjenester og dennes
43
erhvervsbrugere, og som fastsættes ensidigt af udbyderen af onlineformidlingstjenester, idet denne ensidi-
ge fastsættelse sker på grundlag af en samlet vurdering, hvor de berørte parters relative størrelse, det for-
hold, at der har fundet forhandlinger sted, eller at visse bestemmelser herom kan have været genstand for
sådanne forhandlinger og fastsat sammen af den relevante tjenesteyder og erhvervsbruger, ikke i sig selv
er afgørende
11) »tilknyttede varer og tjenesteydelser«: varer og tjenesteydelser, der tilbydes forbrugeren forud for
afslutningen af en transaktion, der er iværksat på onlineformidlingstjenester i tillæg til og som supplement
til den primære vare eller tjenesteydelse, der udbydes af erhvervsbrugeren via onlineformidlingstjenester
12) »mægling«: en struktureret proces som defineret i artikel 3, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2008/52/EF
13) »varigt medium«: et instrument, der gør det muligt for erhvervsbrugere at lagre oplysninger, der er
rettet personligt til dem, på en måde, som tillader fremtidig brug i et tidsrum, der er afpasset efter oplys-
ningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.
Artikel 3
Vilkår og betingelser
1. Udbydere af onlineformidlingstjenester skal sikre, at deres vilkår og betingelser:
a) er udarbejdet i et almindeligt og forståeligt sprog
b) er lettilgængelige for erhvervsbrugere i alle faser af deres forretningsforhold med udbyderen af online-
formidlingstjenester, herunder i fasen forud for aftaleindgåelse
c) fastsætter årsagerne til beslutninger om at suspendere, bringe til ophør eller på anden måde begrænse
deres onlineformidlingstjenester til erhvervsbrugere, helt eller delvist
d) omfatter oplysninger om eventuelle yderligere distributionskanaler og potentielle tilknyttede program-
mer, hvorigennem udbyderen af onlineformidlingstjenester kan markedsføre varer og tjenesteydelser, der
tilbydes af erhvervsbrugere
e) omfatter generelle oplysninger om virkningerne af vilkårene og betingelserne for ejerskab til og kontrol
med erhvervsbrugeres intellektuelle ejendomsrettigheder.
2. Udbydere af onlineformidlingstjenester meddeler på et varigt medium berørte erhvervsbrugere en-
hver foreslået ændring af deres vilkår og betingelser.
De foreslåede ændringer må ikke indføres før udløbet af en meddelelsesfrist, som er rimelig og står i ri-
meligt forhold til arten og omfanget af de planlagte ændringer og deres konsekvenser for den pågældende
erhvervsbruger. Denne meddelelsesfrist skal være på mindst 15 dage fra den dato, hvor udbyderen af on-
lineformidlingstjenester meddeler de berørte erhvervsbrugere de foreslåede ændringer. Udbydere af on-
lineformidlingstjenester skal bevilge længere meddelelsesfrister, når det er nødvendigt for at give er-
hvervsbrugerne mulighed for at foretage tekniske eller kommercielle tilpasninger for at efterleve ændrin-
gerne.
Den pågældende erhvervsbruger har ret til at opsige kontrakten med udbyderen af onlineformidlingstjene-
ster inden meddelelsesfristens udløb. Et sådant ophør får virkning senest 15 dage fra modtagelsen af med-
delelsen i henhold til første afsnit, medmindre der gælder en kortere periode for kontrakten.
44
Den pågældende erhvervsbruger kan enten ved hjælp af en skriftlig erklæring eller en klar bekræftelse
give afkald på den meddelelsesfrist, der er nævnt i andet afsnit, på et hvilket som helst tidspunkt fra mod-
tagelsen af meddelelsen i henhold til første afsnit.
Inden for meddelelsesfristen betragtes udbud af nye varer eller tjenesteydelser på onlineformidlingstjene-
sterne som en tydeligt bekræftende handling med hensyn til at give afkald på meddelelsesfristen, undta-
gen i tilfælde, hvor en rimelig og forholdsmæssig meddelelsesfrist er på over 15 dage, idet ændringerne af
vilkårene og betingelserne kræver, at erhvervsbrugeren foretager væsentlige tekniske justeringer af sine
varer eller tjenesteydelser. I sådanne tilfælde bør det ikke automatisk betragtes som et afkald på meddelel-
sesfristen, hvis erhvervsbrugeren udbyder nye varer og tjenesteydelser.
3. Vilkår og betingelser eller specifikke bestemmelser heri, som ikke opfylder kravene i stk. 1, samt
ændringer af vilkår og betingelser indført af en udbyder af onlineformidlingstjenester i strid med bestem-
melserne i stk. 2 er ugyldige.
4. Den i stk. 2, andet afsnit, fastsatte meddelelsesfrist finder ikke anvendelse, når en udbyder af online-
formidlingstjenester:
a) er underlagt en retlig eller reguleringsmæssig forpligtelse til at ændre sine vilkår og betingelser på en
måde, som gør det umuligt at overholde den meddelelsesfrist, der er omhandlet i stk. 2, andet afsnit
b) undtagelsesvis skal ændre sine vilkår og betingelser for at imødegå en uforudset og overhængende fare
vedrørende beskyttelsen af onlineformidlingstjenesterne, forbrugere eller erhvervsbrugere mod svig, mal-
ware, spam, brud på datasikkerheden eller andre cybersikkerhedsrisici.
5. Udbydere af onlineformidlingstjenester skal sikre, at identiteten på den erhvervsbruger, der leverer
varer og tjenesteydelser på onlineformidlingstjenesterne, er klart synlig.
Artikel 4
Begrænsning, suspension og ophør
1. Hvis en udbyder af onlineformidlingstjenester beslutter at begrænse eller suspendere leveringen af
sine onlineformidlingstjenester til en given erhvervsbruger i forbindelse med individuelle varer eller tje-
nesteydelser, som tilbydes af denne erhvervsbruger, skal vedkommende, inden eller når begrænsningen
eller suspensionen træder i kraft, give den pågældende erhvervsbruger en begrundelse for denne beslut-
ning på et varigt medium.
2. Hvis en udbyder af onlineformidlingstjenester beslutter helt at ophøre med at levere sine onlinefor-
midlingstjenester til en given erhvervsbruger, skal vedkommende mindst 30 dage, inden ophøret træder i
kraft, give den pågældende erhvervsbruger en begrundelse for denne beslutning på et varigt medium.
3. Hvis der er tale om begrænsning, suspension eller ophør, skal udbyderen af onlineformidlingstjene-
ster give erhvervsbrugeren mulighed for at få klarhed over forholdene og omstændighederne inden for
rammerne af den i artikel 11 omhandlede interne klagebehandlingsproces. Hvis begrænsningen, suspensi-
onen eller ophøret tilbagekaldes af udbyderen af onlineformidlingstjenester, skal vedkommende uden
unødig forsinkelse genindsætte erhvervsbrugeren, herunder give erhvervsbrugeren enhver adgang til per-
sonlige eller andre data, eller begge dele, som fulgte med dennes anvendelse af de relevante onlineformid-
lingstjenester forud for, at begrænsningen, suspensionen eller ophøret trådte i kraft.
4. Meddelelsesfristen i stk. 2 finder ikke anvendelse, når en udbyder af onlineformidlingstjenester:
45
a) er retligt eller reguleringsmæssigt forpligtet til helt at bringe leveringen af sine onlineformidlingstjene-
ster til en given erhvervsbruger til ophør på en måde, som ikke gør det muligt at overholde denne medde-
lelsesfrist, eller
b) udøver en ret til ophør af tvingende hensyn i henhold til national ret, som er i overensstemmelse med
EU-retten
c) kan dokumentere, at den pågældende erhvervsbruger gentagne gange har overtrådt de gældende vilkår
og betingelser, hvilket har ført til, at leveringen af alle de pågældende onlineformidlingstjenester er blevet
bragt til ophør.
I tilfælde, hvor meddelelsesfristen i stk. 2 ikke finder anvendelse, skal udbyderen af onlineformidlingstje-
nester uden unødig forsinkelse give den pågældende erhvervsbruger en begrundelse for denne beslutning
på et varigt medium.
5. De begrundelser, der er omhandlet i stk. 1 og 2 og stk. 4, andet afsnit, skal indeholde en henvisning
til de specifikke forhold eller omstændigheder, herunder indholdet i anmeldelser fra tredjeparter, der har
ført til den beslutning, som udbyderen af onlineformidlingstjenesterne har truffet, samt en henvisning til
de relevante årsager til denne beslutning, jf. artikel 3, stk. 1, litra c).
En udbyder af onlineformidlingstjenester skal ikke give en begrundelse, hvis denne er underlagt en retlig
eller reguleringsmæssig forpligtelse til ikke at videregive de specifikke kendsgerninger eller omstændig-
heder eller henvisningen til den eller de relevante begrundelser, eller hvis en udbyder af onlineformid-
lingstjenester kan påvise, at den pågældende erhvervsbruger gentagne gange har overtrådt de gældende
vilkår og betingelser, hvilket resulterer i, at leveringen af de samlede pågældende onlineformidlingstjene-
ster bringes til ophør.
Artikel 5
Rangordning
1. Udbydere af onlineformidlingstjenester opgiver de vigtigste parametre for afgørelse af rangordning i
deres vilkår og betingelser og årsagerne til den relative betydning af disse vigtigste parametre i forhold til
andre parametre.
2. Udbydere af onlinesøgemaskiner opgiver de vigtigste parametre, som individuelt eller kollektivt har
størst betydning for afgørelsen af rangordningen og den relative betydning af disse vigtigste parametre
ved at levere en let og offentligt tilgængelig beskrivelse heraf i et almindeligt og forståeligt sprog på ud-
bydernes onlinesøgemaskiner. De sørger for at ajourføre denne beskrivelse.
3. Hvis de vigtigste parametre omfatter mulighed for at påvirke rangordningen mod direkte eller indi-
rekte betaling af vederlag foretaget af erhvervsbrugere eller virksomhedswebstedsbrugere til den respekti-
ve udbyder, giver denne udbyder ligeledes en beskrivelse af disse muligheder og af et sådant vederlags
indvirkning på rangordningen i overensstemmelse med kravene i stk. 1 og 2.
4. Hvis udbyderen af en onlinesøgemaskine har ændret rangordningen i et specifikt tilfælde eller fjernet
et bestemt websted på baggrund af en anmeldelse fra en tredjepart, skal udbyderen give virksomhedsweb-
stedsbrugeren mulighed for at gennemse anmeldelsens indhold.
5. De beskrivelser, der er omhandlet i stk. 1, 2 og 3, skal være tilstrækkelige til at give erhvervsbrugere
eller virksomhedswebstedsbrugere en passende forståelse af, hvorvidt — og i så fald hvordan og i hvilket
omfang — rangordningsmekanismen tager højde for følgende:
46
a) egenskaber for de varer og tjenester, der tilbydes til forbrugerne gennem onlineformidlingstjenester el-
ler onlinesøgemaskinen
b) relevansen af disse egenskaber for disse forbrugere
c) hvad angår onlinesøgemaskiner, designegenskaber for webstedet, der anvendes af virksomhedsweb-
stedsbrugere.
6. Udbydere af onlineformidlingstjenester og udbydere af onlinesøgemaskiner er i forbindelse med
overholdelsen af kravene i denne artikel ikke forpligtet til at røbe algoritmer eller andre oplysninger, der
med rimelig sikkerhed ville kunne resultere i vildledning af forbrugerne eller i, at forbrugerne lider skade
gennem manipulering af søgeresultaterne. Denne artikel berører ikke direktiv (EU) 2016/943.
7. For at gøre det lettere for udbydere af onlineformidlingstjenester og udbydere af onlinesøgemaskiner
at efterleve kravene i denne artikel og for at lette håndhævelsen udarbejder Kommissionen retningslinjer i
tilknytning til kravene om gennemsigtighed, der er fastsat i denne artikel.
Artikel 6
Tilknyttede varer og tjenesteydelser
Når tilknyttede varer og tjenesteydelser, herunder finansielle produkter, tilbydes forbrugerne gennem on-
lineformidlingstjenester, enten af udbyderen af onlineformidlingstjenester eller af tredjeparter, skal udby-
deren af onlineformidlingstjenester i sine vilkår og betingelser indsætte en beskrivelse af de tilknyttede
varer og tjenesteydelser, der tilbydes, samt en beskrivelse af, om og under hvilke betingelser erhvervsbru-
geren også kan tilbyde sine egne tilknyttede varer og tjenesteydelser gennem onlineformidlingstjenester.
Artikel 7
Forskelsbehandling
1. Udbydere af onlineformidlingstjenester inkluderer en beskrivelse af enhver forskelsbehandling i de-
res vilkår og betingelser, som de udleverer eller kan udlevere i forbindelse med varer eller tjenesteydelser,
der udbydes til forbrugerne via disse onlineformidlingstjenester, på den ene side enten af selve tjenestey-
deren eller enhver erhvervsbruger, som denne tjenesteyder kontrollerer, og på den anden side af andre er-
hvervsbrugere. Denne beskrivelse henviser til de primære økonomiske, handelsmæssige eller juridiske
hensyn bag en sådan differentieret behandling.
2. Udbydere af onlinesøgemaskiner skal udfærdige en beskrivelse af enhver forskelsbehandling, som de
giver eller kan give af varer eller tjenesteydelser, der tilbydes forbrugerne via disse onlinesøgemaskiner,
på den ene side enten af udbyderen selv eller af en virksomhedswebstedsbruger, som udbyderen kontrol-
lerer, og på den anden side af andre virksomhedswebstedsbrugere.
3. De beskrivelser, der henvises til i stk. 1 og 2, skal navnlig omfatte, hvor det er relevant, enhver for-
skelsbehandling via specifikke foranstaltninger truffet af udbyderen af onlineformidlingstjenester eller
udbyderen af onlinesøgemaskinen eller dennes adfærd i forbindelse med følgende:
a) adgang, som udbyderen eller en erhvervsbruger eller virksomhedswebstedsbruger, som udbyderen har
kontrol over, kan have til personoplysninger eller andre data eller begge dele som erhvervsbrugere, virk-
somhedswebstedsbrugere eller forbrugere opgiver med henblik på anvendelse af den pågældende online-
formidlingstjeneste eller onlinesøgemaskine, eller som genereres gennem levering af disse tjenesteydelser
47
b) rangordning eller andre indstillinger, som anvendes af udbyderen, og som har indvirkning på forbru-
gernes adgang til varer eller tjenesteydelser, der udbydes via disse onlineformidlingstjenester af andre er-
hvervsbrugere eller via disse onlinesøgemaskiner af andre virksomhedswebstedsbrugere
c) ethvert direkte eller indirekte vederlag for benyttelse af de pågældende onlineformidlingstjenester eller
onlinesøgemaskiner
d) adgang til, betingelser eller enhver direkte eller indirekte betaling, der opkræves, for brug af tjeneste-
ydelser eller funktioner eller tekniske grænseflader, som er relevante for erhvervsbrugere eller virksom-
hedswebstedsbrugere, og som er direkte forbundet med eller underlagt anvendelsen af de pågældende on-
lineformidlingstjenester eller onlinesøgemaskiner.
Artikel 8
Særlige kontraktbetingelser
For at sikre, at kontraktforhold mellem udbydere af onlineformidlingstjenester og erhvervsbrugere foregår
i god tro og baseret på fair behandling, gælder for udbydere af onlineformidlingstjenester, at de:
a) ikke må indføre ændringer af vilkår og betingelser med tilbagevirkende kraft, undtagen når de er for-
pligtede til at overholde en retlig eller reguleringsmæssig forpligtelse, eller når ændringer med tilbagevir-
kende kraft er til gavn for erhvervsbrugerne
b) skal sikre, at deres vilkår og betingelser indeholder oplysninger om de betingelser, hvorunder erhvervs-
brugere kan bringe kontraktforholdet med udbyderen af onlineformidlingstjenester til ophør, og
c) i deres vilkår og betingelser skal inkludere en beskrivelse af den tekniske og kontraktmæssige adgang,
eller manglen derpå, på de oplysninger, der opgives eller genereres af erhvervsbrugeren, som de oprethol-
der, efter at kontrakten mellem udbyderen af onlineformidlingstjenester og erhvervsbrugen er udløbet.
Artikel 9
Adgang til data
1. Udbydere af onlineformidlingstjenester skal i deres vilkår og betingelser inkludere en beskrivelse af
den tekniske og kontraktmæssige adgang eller manglen på sådan adgang, for erhvervsbrugere til persono-
plysninger eller andre data, eller begge, som erhvervsbrugere eller forbrugere leverer til anvendelse af de
pågældende onlineformidlingstjenester, eller som genereres gennem levering af disse tjenester.
2. Gennem den beskrivelse, der er omhandlet i stk. 1, skal udbydere af onlineformidlingstjenester på
passende vis informere erhvervsbrugere om navnlig følgende:
a) hvorvidt udbyderen af onlineformidlingstjenester har adgang til personoplysninger eller andre data el-
ler begge dele, som erhvervsbrugere eller forbrugere leverer til brug af disse tjenester, eller som genereres
gennem levering af tjenesterne, og i så fald hvilke kategorier af sådanne data og på hvilke betingelser
b) hvorvidt en erhvervsbruger har adgang til personoplysninger eller andre data, eller begge, som denne
erhvervsbruger leverer i forbindelse med erhvervsbrugerens anvendelse af de pågældende onlineformid-
lingstjenester, eller som genereres gennem levering af disse tjenesteydelser til denne erhvervsbruger og
forbrugerne af erhvervsbrugerens varer eller tjenesteydelser, og i så fald, til hvilke kategorier af sådanne
data, og på hvilke betingelser
48
c) ud over litra b), hvorvidt en erhvervsbruger har adgang til personoplysninger eller andre data eller beg-
ge dele, herunder i sammenfattet form, som leveres eller genereres gennem levering af onlineformidlings-
tjenester til alle erhvervsbrugerne og forbrugerne heraf, og i så fald, til hvilke kategorier af sådanne data
og på hvilke betingelser, og
d) hvorvidt der gives oplysninger, jf. litra a), til tredjeparter sammen med, hvis leveringen af sådanne data
til tredjeparter ikke er nødvendig for, at onlineformidlingstjenester kan fungere korrekt, oplysninger, der
specificerer formålet med en sådan dataudveksling samt eventuelle muligheder, som erhvervsbrugere har
for at foretage et fravalg af denne dataudveksling.
3. Denne artikel berører ikke anvendelsen af forordning (EU) 2016/679, direktiv (EU) 2016/680 og di-
rektiv 2002/58/EF.
Artikel 10
Restriktioner for at tilbyde forskellige betingelser på andre måder
1. Når udbydere af onlineformidlingstjenester, i leveringen af deres tjenester, begrænser mulighederne
for, at erhvervsbrugere kan tilbyde de samme varer og tjenesteydelser til forbrugere under forskellige be-
tingelser på andre måder end gennem disse tjenester, skal de anføre grunde til denne begrænsning i deres
vilkår og betingelser og gøre disse grunde lettilgængelige for offentligheden. Disse grunde skal omfatte
de vigtigste økonomiske, handelsmæssige eller juridiske hensyn bag disse begrænsninger.
2. Den forpligtelse, der er fastsat i stk. 1, berører ikke eventuelle forbud eller begrænsninger i forbindel-
se med indførelsen af sådanne begrænsninger, som følger af anvendelsen af andre EU-retlige retsakter el-
ler medlemsstaternes ret, der er i overensstemmelse med EU-retten, og som udbydere af onlineformid-
lingstjenester er underlagt.
Artikel 11
Internt klagebehandlingssystem
1. Udbydere af onlineformidlingstjenester sørger for, at der findes et internt system til behandling af
klager fra erhvervsbrugere.
Dette interne klagebehandlingssystem skal være lettilgængeligt og gratis for erhvervsbrugere og sikre be-
handling inden for en rimelig tidsfrist. Det skal bygge på principperne om gennemsigtighed og lige be-
handling af lige situationer og behandle klager på en måde, der står i et rimeligt forhold til deres betyd-
ning og kompleksitet. Det skal gøre det muligt for erhvervsbrugere at indgive klager direkte mod den på-
gældende udbyder vedrørende følgende problemer:
a) påstået manglende overholdelse af alle den pågældende leverandørs forpligtelser, som er fastsat i denne
forordning, og som har konsekvenser for den erhvervsbruger, der indgiver klagen (»klageren«)
b) teknologiske spørgsmål, som direkte vedrører levering af onlineformidlingstjenester, og som har betyd-
ning for klageren
c) foranstaltninger, der er truffet af, eller adfærd hos den pågældende udbyder, som direkte vedrører leve-
ring af onlineformidlingstjenester og har konsekvenser for klageren.
2. Som en del af deres interne klagebehandlingssystem skal udbydere af onlineformidlingstjenester:
49
a) tage behørigt hensyn til klager og den opfølgning, som de måtte have brug for at tillægge klagen for i
tilstrækkelig grad at behandle det rejste problem
b) behandle klager hurtigt og effektivt under hensyntagen til vigtigheden og kompleksiteten af det rejste
problem
c) meddele klageren resultatet af den interne klagebehandling på en individualiseret måde og på et almin-
deligt og forståeligt sprog.
3. Udbydere af onlineformidlingstjenester skal i deres vilkår og betingelser give alle relevante oplysnin-
ger om adgang til og funktionen af deres interne klagebehandlingssystem.
4. Udbydere af onlineformidlingstjenester skal udarbejde og gøre oplysninger om funktionen og effekti-
viteten af deres interne klagebehandlingssystem lettilgængelige for offentligheden. De kontrollerer oplys-
ningerne mindst én gang om året, og hvis der er behov for væsentlige ændringer, ajourfører de disse op-
lysninger.
Disse oplysninger skal indeholde det samlede antal klager, de vigtigste typer klager, den periode, der i
gennemsnit er nødvendig for at behandle klagerne, og de akkumulerede oplysninger om resultatet af kla-
gerne.
5. Bestemmelserne i denne artikel finder ikke anvendelse på udbydere af onlineformidlingstjenester, der
er små virksomheder som defineret i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF.
Artikel 12
Mægling
1. Udbydere af onlineformidlingstjenester skal i deres vilkår og betingelser udpege to eller flere mægle-
re, som de er villige til at anvende for at forsøge at nå til enighed med erhvervsbrugere om udenretslig
bilæggelse af tvister mellem udbydere og erhvervsbrugere, der opstår i forbindelse med levering af de på-
gældende onlineformidlingstjenester, herunder klager, der ikke kan løses ved hjælp af det interne klagebe-
handlingssystem, jf. artikel 11.
Udbydere af onlineformidlingstjenester kan kun udpege mæglere, der udbyder deres tjenesteydelser fra et
sted uden for Unionen, hvis det er sikret, at de pågældende erhvervsbrugere ikke reelt mister eventuelle
juridiske garantier, der er fastsat i EU-retten eller medlemsstaternes ret som følge af, at mæglerne leverer
disse ydelser fra et sted uden for Unionen.
2. De i stk. 1 omhandlede mæglere skal opfylde følgende krav:
a) de er upartiske og uafhængige
b) deres mæglingstjenester er overkommelige i pris for erhvervsbrugere af de pågældende onlineformid-
lingstjenester
c) de er i stand til at yde deres mægling på sproget i de vilkår og betingelser, der regulerer kontraktforhol-
det mellem udbyderen af onlineformidlingstjenester og den pågældende erhvervsbruger
d) de er lettilgængelige enten fysisk på erhvervsbrugerens etableringssted eller bopæl eller ved fjernad-
gang ved anvendelse af kommunikationsteknologi
e) de er i stand til at yde deres mægling uden unødig forsinkelse
50
f) de har en tilstrækkelig forståelse af almindelige forretningsforhold mellem virksomheder, hvilket giver
dem mulighed for at bidrage effektivt til at forsøge at bilægge tvister.
3. Uanset mæglingens frivillige karakter skal udbydere af onlineformidlingstjenester og erhvervsbruge-
re i god tro deltage i alle mæglingsforsøg, der udføres i denne henhold til denne artikel.
4. Udbydere af onlineformidlingstjenester skal bære en rimelig andel af de samlede omkostninger for
mægling i hvert enkelt tilfælde. En rimelig andel af de samlede omkostninger skal fastsættes på grundlag
af et forslag fra mægleren, idet der tages hensyn til alle relevante elementer i den foreliggende sag, navn-
lig i de relative fordele ved de påstande fra parterne i tvisten, parternes adfærd samt størrelse og finansiel
styrke hos parterne i forhold til hinanden.
5. Ethvert forsøg på at nå til enighed gennem mægling om bilæggelse af en tvist i henhold til denne
artikel berører ikke rettigheder for de pågældende udbydere af onlineformidlingstjenester og erhvervsbru-
gere til at indlede en retssag på et hvilket som helst tidspunkt før, under eller efter mæglingsprocessen.
6. Hvis en erhvervsbruger anmoder herom, skal udbyderen af onlineformidlingstjenester, før denne del-
tager i mægling eller under mægling, stille oplysninger til rådighed for erhvervsbrugeren om, hvordan
mægling fungerer i forbindelse med dens aktiviteter, og hvor effektiv den er.
7. Den forpligtelse, der er fastsat i stk. 1, finder ikke anvendelse på udbydere af onlineformidlingstjene-
ster, der er små virksomheder som omhandlet i bilaget til henstilling 2003/361/EF.
Artikel 13
Specialiserede mæglere
Kommissionen skal i tæt samarbejde med medlemsstaterne tilskynde udbydere af onlineformidlingstjene-
ster samt organisationer og foreninger, der repræsenterer dem, til individuelt eller i fællesskab at oprette
en eller flere organisationer, der tilbyder mæglingsydelser, som opfylder kravene i artikel 12, stk. 2, med
det specifikke formål at lette udenretslig bilæggelse af tvister med erhvervsbrugere, som opstår i forbin-
delse med leveringen af disse tjenesteydelser, idet der tages særligt hensyn til den grænseoverskridende
karakter af onlineformidlingstjenester.
Artikel 14
Retslige procedurer iværksat af repræsentative organisationer eller foreninger og offentlige orga-
ner
1. Organisationer og foreninger, som har en legitim interesse i at repræsentere erhvervsbrugere eller
virksomhedswebstedsbrugere, samt offentlige organer, der er etableret i medlemsstaterne, har ret til at
indbringe en sag for de kompetente nationale domstole i Unionen, i overensstemmelse med de lovgiv-
ningsmæssige bestemmelser i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt, til at standse eller forbyde enhver
manglende overholdelse fra udbydere af onlineformidlingstjenesters side eller fra udbydere af onlinesøge-
maskiners side af de relevante krav, der er fastsat i denne forordning.
2. Kommissionen tilskynder medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis og oplysninger med andre
medlemsstater baseret på registre over ulovlige handlinger, der har været genstand for afgørelser ved nati-
onale domstole, hvis sådanne registre er oprettet af relevante offentlige organer eller myndigheder.
3. Organisationer eller foreninger skal kun have den ret, der henvises til i stk. 1, hvis de opfylder alle
følgende krav:
51
a) de er retmæssigt oprettet i overensstemmelse med en medlemsstats ret
b) de forfølger mål, der er af kollektiv interesse for den gruppe af erhvervsbrugere eller virksomhedsweb-
stedsbrugere, som de vedvarende repræsenterer
c) de er af almennyttig karakter
d) deres beslutningstagning påvirkes ikke uretmæssigt af nogen tredjepartsudbydere af finansiering, navn-
lig udbydere af onlineformidlingstjenester eller af onlinesøgemaskiner.
Med henblik herpå offentliggør organisationer eller foreninger fuldstændige oplysninger om deres med-
lemskab og finansieringskilde.
4. I medlemsstater, hvor offentlige organer er blevet oprettet, skal disse offentlige organer have den ret,
der henvises til i stk. 1, når de har til opgave at forsvare de kollektive interesser for erhvervsbrugere eller
virksomhedswebstedsbrugere eller at sikre overholdelse af kravene i denne forordning i overensstemmel-
se med den nationale ret i den pågældende medlemsstat.
5. Medlemsstaterne kan udpege:
a) organisationer eller foreninger, som er etableret i deres medlemsstat, og som mindst opfylder kravene i
stk. 3, hvis disse organisationer eller foreninger anmoder herom
b) offentlige organer, som er oprettet i deres medlemsstat, og som opfylder kravene i stk. 4,
som er tildelt den ret, der er omhandlet i stk. 1. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen navn på og
formål for sådan udpegede organisationer, foreninger eller offentlige organer.
6. Kommissionen udarbejder i henhold til stk. 5 en liste over organisationer, foreninger og offentlige
organer udpeget i overensstemmelse med stk. 5. Denne liste skal angive disse organisationers, foreningers
og offentlige organers formål. Denne liste offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Ændringer i
listen offentliggøres straks, og en ajourført liste udarbejdes og offentliggøres under alle omstændigheder
hver sjette måned.
7. Domstolene skal acceptere den liste, der er omhandlet i stk. 6, som bevis for det organisationens,
foreningens eller det offentlige organs rets- og handleevne, men dette berører ikke deres ret til at undersø-
ge, om det ud fra sagsøgerens formål er berettiget, at den/det indbringer en sag i et konkret tilfælde.
8. Hvis en medlemsstat eller Kommissionen sår tvivl om, hvorvidt en organisation eller forening opfyl-
der de kriterier, der er fastsat i stk. 3, eller hvorvidt et offentligt organ opfylder de kriterier, der er fastsat i
stk. 4, undersøger den medlemsstat, som har udpeget organisationen, foreningen eller det offentlige organ
i overensstemmelse med stk. 5, sagen og tilbagekalder om nødvendigt udpegelsen, hvis et eller flere krite-
rier ikke er opfyldt.
9. Den i stk. 1 omhandlede ret berører ikke den ret, som erhvervsbrugere og virksomhedswebstedsbru-
gere har til at anlægge sag ved de kompetente nationale domstole i overensstemmelse med retsreglerne i
den medlemsstat, hvor sagen anlægges, idet sagen er baseret på individuelle rettigheder og har til formål
at standse manglende opfyldelse fra udbydere af onlineformidlingstjenesters eller udbydere af onlinesøge-
maskiners side af de relevante krav, der er fastsat i denne forordning.
Artikel 15
Håndhævelse
52
1. Hver medlemsstat sikrer tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af denne forordning.
2. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om de foranstaltninger, der anvendes i forbindelse med
overtrædelse af denne forordning, og sikrer, at de gennemføres. Foranstaltningerne skal være effektive,
stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Artikel 16
Tilsyn
Kommissionen fører i tæt samarbejde med medlemsstaterne tilsyn med denne forordnings indvirkning på
forbindelserne mellem onlineformidlingstjenester og deres erhvervsbrugere og mellem onlinesøgemaski-
ner og virksomhedswebstedsbrugere. Kommissionen indsamler med henblik herpå relevante oplysninger
for at føre tilsyn med ændringerne i disse forbindelser, herunder ved at foretage relevante undersøgelser.
Medlemsstaterne bistår Kommissionen ved på anmodning at tilvejebringe alle relevante oplysninger, her-
under om specifikke sager. Kommissionen kan med henblik på denne artikel og artikel 18 søge at indsam-
le oplysninger fra udbydere af onlineformidlingstjenester.
Artikel 17
Adfærdskodekser
1. Kommissionen tilskynder udbydere af onlineformidlingstjenester og de organisationer og foreninger,
som repræsenterer dem, samt erhvervsbrugere, herunder SMV᾽er og de organisationer, der repræsenterer
dem, til at udarbejde adfærdskodekser, som skal bidrage til en korrekt anvendelse af denne forordning
under hensyntagen til de forskellige sektorers særlige forhold, hvorunder onlineformidlingstjenester leve-
res, samt de specifikke karakteristika for SMV᾽er.
2. Kommissionen tilskynder udbydere af onlinesøgemaskiner og de organisationer og foreninger, som
repræsenterer dem, til at udarbejde adfærdskodekser, som specifikt skal bidrage til en korrekt anvendelse
af artikel 5.
3. Kommissionen tilskynder udbydere af onlineformidlingstjenester til at vedtage og gennemføre sek-
torspecifikke adfærdskodekser, hvor sådanne sektorspecifikke adfærdskodekser findes og anvendes i vid
udstrækning.
Artikel 18
Revision
1. Senest den 13. januar 2022 og derefter hvert tredje år foretager Kommissionen en evaluering af denne
forordning og aflægger rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale
Udvalg.
2. Den første evaluering af denne forordning gennemføres navnlig med henblik på følgende:
a) at vurdere overholdelsen og indvirkningen på onlineplatformøkonomien af de forpligtelser, der er fast-
sat i artikel 3-10
b) at vurdere virkningen og effektiviteten af eventuelt fastlagte adfærdskodekser med henblik på at for-
bedre retfærdigheden og gennemsigtigheden
53
c) yderligere at undersøge de problemer, der skyldes erhvervsbrugeres afhængighed af onlineformidlings-
tjenester, og de problemer, der skyldes urimelig handelspraksis blandt udbydere af onlineformidlingstje-
nester, og desuden at fastslå, i hvilket omfang den pågældende praksis stadig er udbredt
d) at undersøge, om konkurrencen mellem varer eller tjenesteydelser, der udbydes af en erhvervsbruger,
og varer og tjenesteydelser, der udbydes eller kontrolleres af en udbyder af onlineformidlingstjenester,
udgør fair konkurrence, og om udbydere af onlineformidlingstjenester misbruger privilegerede oplysnin-
ger i denne forbindelse
e) at vurdere virkningen af denne forordning på eventuelle ubalancer i forholdet mellem udbydere af ope-
rativsystemer og deres erhvervsb
f) at vurdere, om forordningens anvendelsesområde, navnlig definitionen af »erhvervsbruger«, er hen-
sigtsmæssig i den forstand, at den ikke fremmer proformaselvstændig erhvervsvirksomhed.
Den første og efterfølgende evaluering skal fastslå, om der kan være behov for yderligere regler, herunder
om håndhævelse, for at sikre et retfærdigt, forudsigeligt, bæredygtigt og tillidsfuldt onlinemiljø inden for
det indre marked. Efter evalueringerne træffer Kommissionen de nødvendige foranstaltninger, hvilket kan
omfatte forslag til retsakter.
3. Medlemsstaterne fremlægger alle relevante oplysninger, som de har, og som Kommissionen kan kræ-
ve med henblik på udarbejdelse af den rapport, der er omhandlet i stk. 1.
4. I forbindelse med evalueringen af denne forordning tager Kommissionen bl.a. hensyn til de udtalelser
og rapporter, som den forelægges af den ekspertgruppe for observationscentret for onlineplatformsøko-
nomien. Den skal også tage hensyn til indholdet og funktionen af alle de adfærdskodekser, der henvises
til i artikel 17, hvis det er relevant.
Artikel 19
Ikrafttræden og anvendelse
1. Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions
Tidende.
2. Den finder anvendelse fra den 12. juli 2020.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 20. juni 2019.
På Europa-Parlamentets vegne
A. TAJANI
Formand
På Rådets vegne
G. CIAMBA
Formand
54
(1) EUT C 440 af 6.12.2018, s. 177.
(2) Europa-Parlamentets holdning af 17.4.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 14.6.2019.
3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).
4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177 af
4.7.2008, s. 6).
5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af persono-
plysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af
4.5.2016, s. 1).
6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af persono-
plysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af
4.5.2016, s. 1).
7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders
behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige
sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).
8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektro-
niske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37).
9) Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af
20.5.2003, s. 36).
10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (EUT L 136 af
24.5.2008, s. 3).
11) Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes
rettigheder (EUT L 23 af 27.1.2010, s. 37).
12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt for-
skrifter for informationssamfundets tjenester (EUT L 241 af 17.9.2015, s. 1).
13) Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EF-fusionsforordningen) (EUT L 24 af
29.1.2004, s. 1).
55