Fremsat den 5. februar 2020 af kulturministeren (Joy Mogensen)

Fremsat den 5. februar 2020 af kulturministeren (Joy Mogensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film1)2)
(Gennemførelse af direktivet om audiovisuelle medietjenester m.v.)
§ 1
I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 248 af 16. marts 2019, som ændret
ved § 1 i lov nr. 1548 af 18. december 2018, foretages
følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes således:
»Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.«
2. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direk-
tiv 2010/13/EU om samordning af visse love og admi-
nistrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle
medietjenester) i betragtning af de ændrede markeds-
forhold, EU-Tidende 2018, nr. L 303, side 69, og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7.
marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i
forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -
tjenester (forsyningsdirektivet), EU-Tidende 2002, nr.
L 108, side 51, som ændret ved Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009,
EU-Tidende, 2009, nr. L 337, side 11.«
3. § 2, stk. 1, nr. 4, affattes således:
»4) udbud af on demand-audiovisuelle medietjenester, hvor
hovedformålet med en tjeneste eller en del af den, der
kan adskilles fra tjenesteudbyderens hovedaktivitet, er
at udbyde informerende, underholdende eller oplysende
billedprogrammer til almenheden via elektroniske
kommunikationsnet som defineret i lov om elektroni-
ske kommunikationsnet og -tjenester.«
4. I § 2 indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Ved et billedprogram forstås et sæt levende bille-
der med eller uden lyd, der udgør en individuel del, uanset
dets længde, inden for en programflade eller et katalog udar-
bejdet af en medietjenesteudbyder, herunder film af spille-
filmslængde, videoklip, sportsbegivenheder, dokumentar-
programmer, børneprogrammer og tv-drama.«
5. Efter § 9 indsættes i kapitel 2:
»Modtagefrihed af audiovisuelle medietjenester
§ 9 a. En udbyder af en audiovisuel medietjeneste, der hø-
rer under et andet lands myndighed inden for Den Europæ-
iske Union/Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområ-
de, og som leverer en audiovisuel medietjeneste, er undtaget
fra overholdelse af danske regler inden for det område, der
samordnes ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester,
selv om tjenesten retter sig mod Danmark, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan Radio- og tv-nævnet træffe for-
anstaltninger, der midlertidigt begrænser adgangen til at le-
vere en audiovisuel medietjeneste, over for en medietjene-
steudbyder, der hører under et andet lands myndighed inden
1) Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU om en informationsprocedure
med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (kodifikation).
2) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af
direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv
om audiovisuelle medietjenester) i betragtning af de ændrede markedsforhold, EU-Tidende 2018, nr. L 303, side 69.
Lovforslag nr. L 108 Folketinget 2019-20
Kulturmin., j.nr.18/02123
AK001474
for Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, i tilfælde af en åbenlys, væsentlig og al-
vorlig overtrædelse af direktivets regler om forbud mod til-
skyndelse til had eller vold eller offentlig opfordring til at
begå en terrorhandling, eller beskyttelse af mindreårige, el-
ler ved fare for folkesundheden eller den offentlige sikker-
hed.
Stk. 3. Kulturministeren fastsætter nærmere regler for,
hvornår de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 2, kan træf-
fes.«
6. I § 39, stk. 4, 1. pkt., ændres »Radio- og tv-foretagender
og øvrige medietjenesteudbydere,« til: »Radio- og tv-fore-
tagender, øvrige medietjenesteudbydere og udbydere af vi-
deodelingsplatformstjenester,«.
7. § 42, nr. 2, affattes således:
»2) At registrere foretagender, som udøver programvirk-
somhed ved hjælp af satellit, fællesantenneanlæg, jord-
baserede digitale radio- og tv-sendemuligheder, kort-
bølgesendemuligheder eller øvrige elektroniske kom-
munikationsnet, samt medietjenesteudbydere, der ud-
byder on demand-audiovisuel programvirksomhed om-
fattet af § 2, stk. 1, nr. 4, og at føre tilsyn med program-
virksomheden, jf. § 47.«
8. I § 42, nr. 5, indsættes efter »stk. 2«: »og 3«.
9. § 42 a affattes således:
»§ 42 a Radio- og tv-nævnet har følgende opgaver vedrø-
rende videodelingsplatformstjenester:
1) At registrere udbydere af videodelingsplatformstjene-
ster og at føre tilsyn med virksomheden, jf. § 51 a.
2) At påtale overtrædelser af loven og bestemmelser fast-
sat efter loven
3) At træffe afgørelse om foranstaltninger vedrørende be-
skyttelse af mindreårige og offentligheden mod ind-
hold, der tilskynder til vold eller had eller til at begå
terrorhandlinger, eller mod indhold med børneporno-
grafi, racisme eller fremmedhad, jf. § 51 b, stk. 2 og 3.
4) At træffe afgørelse om foranstaltninger og bestemmel-
ser vedrørende identifikation og indhold af reklamer,
sponsorering og produktplacering på videodelingsplat-
formstjenester, jf. § 51 b, stk. 4.
5) At træffe afgørelse om indstilling af virksomheden, jf.
§ 51 c, stk. 1.«
10. § 47, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-audio-
visuel programvirksomhed omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, og
som hører under dansk myndighed, skal tillige lade sig regi-
strere hos Radio- og tv-nævnet.«
11. I § 47, stk. 5, ændres »stk. 1, 1. pkt., og stk.« til: »stk. 1
og«.
12. I § 48, 2. pkt., indsættes efter »regler om beskyttelse af
mindreårige«: », herunder om mærkning af programmers
egnethed for mindreårige og om mindreåriges personoplys-
ninger«.
13. § 48, 3. pkt., affattes således:
»Der fastsættes endvidere regler om, at programmerne
ikke på nogen måde må tilskynde til vold eller had af nogen
af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om
grundlæggende rettigheder, ligesom der fastsættes regler
om, at programmerne ikke på nogen måde må fremme terro-
risme.«
14. I § 48 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Kulturministeren fastsætter bestemmelser om, at
programvirksomheden ved hjælp af forholdsmæssige foran-
staltninger løbende og gradvis gøres mere tilgængelig for
personer med handicap. Kulturministeren fastsætter endvi-
dere bestemmelser om adgang til at klage over, hvorvidt de
foranstaltninger, der er omfattet af 1. pkt., er etableret.«
15. Efter kapitel 8 indsættes:
»Kapitel 8 a
Videodelingsplatformstjenester
§ 51 a. Udbydere af videodelingsplatformstjenester, som
hører under dansk myndighed, skal lade sig registrere hos
Radio- og tv-nævnet.
Stk. 2. Ved en videodelingsplatformstjeneste forstås en
tjeneste, hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af
den, der kan adskilles herfra, eller en væsentlig funktion i
tjenesten består i at udbyde billedprogrammer, jf. § 2, stk. 6,
brugergenerede videoer eller begge dele til offentligheden,
som udbyderen af videodelingsplatformen ikke har noget re-
daktionelt ansvar for, med henblik på at informere, under-
holde eller oplyse via elektroniske kommunikationsnet som
defineret i lov om elektroniske kommunikationsnet og –tje-
nester og hvis tilrettelæggelse fastlægges af udbyderen af vi-
deodelingsplatformen, herunder ved brug af automatiske
metoder og algoritmer og navnlig gennem visning, tagging
og sekvensering.
Stk. 3. Ved en udbyder af en videodelingsplatformstjene-
ste forstås en fysisk eller juridisk person, der udbyder en vi-
deodelingsplatformstjeneste.
Stk. 4. Ved en brugergenereret video forstås et sæt leven-
de billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel del,
uanset dens længde, som skabes af en bruger og uploades på
en videodelingsplatform af denne bruger eller af enhver an-
den bruger.
Stk. 5. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om re-
gistrering i henhold til stk. 1 og regler for, hvornår udbydere
af videodelingsplatformstjenester hører under dansk myn-
dighed, med henblik på gennemførelse af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv om samordning af visse love og ad-
ministrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester. Kulturministeren fastsætter
endvidere regler for, hvornår udbud af billedprogrammer,
brugergenerede videoer eller begge dele udgør en væsentlig
funktion i en videodelingsplatformstjeneste i henhold til stk.
2.
2
§ 51 b. For udbydere af videodelingsplatformstjenester,
der er omfattet af § 51 a, stk. 1, gælder §§ 3-4, § 6 og §§
14-16 i lov om tjenester i informationssamfundet, herunder
visse aspekter af elektronisk handel.
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter regler om, at udbydere
af videodelingsplatforme omfattet af § 51 a, stk. 1, skal træf-
fe passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige mod
skadeligt indhold. I den forbindelse fastsætter kulturministe-
ren regler om, at mindreåriges personoplysninger, som ind-
samles eller genereres af udbydere af videodelingsplatfor-
me, ikke må behandles med henblik på kommercielle for-
mål.
Stk. 3. Kulturministeren fastsætter regler om, at udbydere
af videodelingsplatforme skal træffe passende foranstaltnin-
ger for at beskytte offentligheden mod indhold, der tilskyn-
der til vold eller had af nogen af de grunde, der er omhand-
let i artikel 21 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder,
eller indhold, hvis udbredelse udgør en strafbar handling i
forbindelse med offentlige opfordringer til at begå terror-
handlinger som omhandlet i § 114, stk. 1, i straffeloven, lov-
overtrædelser i forbindelse med børnepornografi som om-
handlet i § 235, stk. 1, i straffeloven og lovovertrædelser i
forbindelse med racisme og fremmedhad som omhandlet i §
266 b i straffeloven.
Stk. 4. Kulturministeren fastsætter regler om identifika-
tion og indhold af reklamer, sponsorering og produktplace-
ring på videodelingsplatformstjenester.
§ 51 c. Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse om mid-
lertidig eller endelig indstilling af virksomheden på en tje-
neste omfattet af § 51 a, stk. 1, hvis udbyderen af videode-
lingsplatformstjenesten groft eller gentagne gange overtræ-
der loven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven.
Stk. 2. En afgørelse truffet efter stk. 1 kan af den, afgørel-
sen vedrører, forlanges indbragt for domstolene, hvis afgø-
relsen vedrører regler som fastsat i medfør af § 51 b, stk. 2,
1. pkt., eller stk. 3. Begæring herom skal fremsættes til Ra-
dio- og tv-nævnet, inden 4 uger efter at afgørelsen er med-
delt den pågældende. Afgørelsen skal indeholde oplysninger
om adgangen til at kræve domstolsprøvelse og om fristen
herfor. Radio- og tv-nævnet anlægger sag mod den pågæl-
dende i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 3. Retten kan ved sagsanlæg omfattet af stk. 2 ved
kendelse bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning.
Såfremt Radio- og tv-nævnets afgørelse opretholdes ved
dom, kan der heri bestemmes, at anke ikke har opsættende
virkning.«
16. § 85 a, stk. 1, affattes således:
»Visning af programmer i fjernsyn og on demand-audio-
visuelle medietjenester, som indeholder produktplacering, er
ikke tilladt.«
17. I § 87, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »registrerede fore-
tagender«: »i henhold til § 47, stk. 1, 1. pkt.«.
18. Efter § 88 indsættes:
Ȥ 89 Programvirksomhed ved udsendelse af billedpro-
grammer må ikke forsynes med overliggende indslag til
kommercielle formål eller ændres uden samtykke fra de
foretagender, der udøver programvirksomheden.
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter bestemmelser om fra-
vigelse af kravet om samtykke i stk. 1.«
19. I § 93, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »§ 47, stk. 1 og 2,«:
»eller § 51 a, stk. 1,«.
20. § 93, stk. 1, nr. 7, affattes således:
»7) tilsidesætter en afgørelse om indstilling af program-
virksomheden efter § 42, nr. 5, § 50, stk. 2 eller 3, eller
om indstilling af virksomheden efter § 51 c, stk. 1,«
§ 2
I lov nr. 186 af 12. marts 1997 om film, som ændret
senest ved lov nr. 1627 af 26. december 2013, foretages
følgende ændringer:
1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direk-
tiv 2010/13/EU om samordning af visse love og admi-
nistrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle
medietjenester) i betragtning af de ændrede markeds-
forhold, EU-Tidende 2018, nr. L 303, side 69.«
2. § 19, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Kulturministeren nedsætter Medierådet for Børn og Un-
ge, som skal vejlede forældre m.fl. og udbydere af audiovi-
suelle medietjenester, jf. lov om radio- og fjernsynsvirksom-
hed m.v., om egnetheden for børn og unge af film, program-
mer m.v.«
3. I § 19, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Medierådet kan desuden oplyse og rådgive om børn og
unges digitale dannelse, herunder om børn og unges digitale
tryghed, trivsel og rettigheder.«
4. I § 19 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om
Medierådets vejledning af udbydere af audiovisuelle medie-
tjenester m.fl. om egnetheden af programmer for børn og
unge, jf. stk. 1, 1. pkt., herunder regler om adgang for Me-
dierådet til at træffe afgørelse om vurderinger af egnetheden
af programmer. I den forbindelse kan kulturministeren fast-
sætte regler om, at Medierådet kan afgive vejledende udta-
lelser om egnetheden af programmer. Kulturministeren kan
endvidere fastsætte regler om betaling til hel eller delvis
dækning af udgifter forbundet med Medierådets udtalelser
efter 2. pkt.«
5. I § 21, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Kulturministeren fastsætter endvidere regler om, at vi-
deogrammer skal mærkes efter regler om medietjenesteud-
3
byderes m.fl. mærkning af programmer, jf. lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed m.v.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2020.
Stk. 2. Foretagender, der på tidspunktet for lovens ikraft-
træden udøver on demand-audiovisuel programvirksomhed,
og som hører under dansk myndighed, jf. § 47, stk. 1, 2.
pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 10, og som ikke allerede er regi-
strerede hos Radio- og tv-nævnet, skal lade sig registrere
hos nævnet senest den 1. september 2020.
Stk. 3. Udbydere af videodelingsplatformstjenester, der på
tidspunktet for lovens ikrafttræden udøver virksomhed, og
som hører under dansk myndighed, jf. § 51 a i lov om radio-
og fjernsynsvirksomhed mv., som affattet ved denne lovs §
1, nr. 15, og som ikke allerede er registrerede hos Radio- og
tv-nævnet, skal lade sig registrere hos nævnet senest den 1.
september 2020.
Stk. 4. Regler om mærkning af egnetheden af programmer
for børn og unge i bestemmelser fastsat efter § 48, 2. pkt., i
lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, som affattet ved den-
ne lovs § 1, nr. 12, finder alene anvendelse på programmer,
hvorom der er indgået eller forlænget aftale om produktion
heraf efter den 1. september 2020 eller indkøb af sådanne
programmer efter den 1. september 2020.
Stk. 5. Regler, der er fastsat efter § 48, 3. pkt., i lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 248
af 16. marts 2019, forbliver i kraft indtil de ophæves eller
afløses af bestemmelser fastsat efter § 48, 3. pkt., i lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 13.
4
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Baggrund
2.1. Direktivet om audiovisuelle medietjenester
2.2. Ændringer i direktivet
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Regulering af videodelingsplatformstjenester
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Artikel 28a og 28b i direktivet om audiovisuel-
le medietjenester
3.1.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforsla-
gets indhold
3.2. Registrering af udbydere af on demand-audiovisuel-
le medietjenester
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Kulturministeriets overvejelser og lovforsla-
gets indhold
3.3. Beskyttelse af mindreårige på fjernsyn og on de-
mand-audiovisuelle medietjenester
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Artikel 6a i direktivet om audiovisuelle medie-
tjenester
3.3.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforsla-
gets indhold
3.4. Tilgængelighed af indhold for personer med handi-
cap på fjernsyn og on demand-audiovisuelle medie-
tjenester
3.4.1. Gældende ret
3.4.2. Artikel 7 i direktivet om audiovisuelle medie-
tjenester
3.4.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforsla-
gets indhold
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af
14. november 2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU om
samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester
(direktiv om audiovisuelle medietjenester) i betragtning af
de ændrede markedsforhold. Direktivet skal være gennem-
ført senest den 19. september 2020.
I den forbindelse foreslås med lovforslaget bl.a. indført:
– pligt for videodelingsplatformstjenester til at træffe for-
anstaltninger til at imødegå skadeligt og ulovligt audio-
visuelt indhold på deres tjenester og regler om reklamer
og anden audiovisuel kommerciel kommunikation på vi-
deodelingsplatformstjenester.
– krav til udbydere af tv og on demand-audiovisuelle me-
dietjenester om mærkning af programmers egnethed for
mindreårige.
– pligt for udbydere af tv og on demand-audiovisuelle me-
dietjenester til gradvist at gøre programindhold mere til-
gængeligt for personer med handicap.
Vedrørende øvrige dele af direktivet er der tale om forhold,
der ikke kræver lovændring, men som vil blive gennemført
administrativt, herunder ved udstedelse af bekendtgørelser
eller på anden vis, eller forhold, som allerede er implemen-
teret eller opfyldt, herunder ved etablerede adfærdskodeks.
Herudover er der i lovforslaget medtaget forslag om indfø-
relse af regler om registrering af udbydere af on demand-
audiovisuelle medietjenester hos Radio- og tv-nævnet, juste-
ring af formålsbestemmelsen for Medierådet for Børn og
Unge i lov om film samt nogle mindre præciserende og re-
daktionelle ændringer.
2. Baggrund
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af
14. november 2018 ændrer Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af
visse love og administrative bestemmelser i medlemsstater-
ne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om
audiovisuelle medietjenester).
2.1. Direktivet om audiovisuelle medietjenester
Direktivet om audiovisuelle medietjenester har til formål at
sikre den frie bevægelighed af audiovisuelle medietjenester i
EU, beskytte forbrugere samt fremme kulturel mangfoldig-
hed og mediefrihed. Direktivet indeholder en minimumsre-
gulering af audiovisuelle medietjenester – dvs. fjernsynsud-
sendelser og on demand-audiovisuelle medietjenester. Di-
rektivet hviler på følgende hovedelementer:
– Hjemlandskontrol af udbydere af audiovisuelle medie-
tjenester (afsenderlandsprincippet).
– Frihed til at modtage og retransmittere audiovisuelle me-
dietjenester fra andre medlemsstater (princippet om
modtagefrihed/gensidig anerkendelse).
– Minimumsharmonisering af regler om blandt andet au-
diovisuel kommerciel kommunikation (reklamer, spon-
5
sorering, produktplacering mv.), fremme af europæiske
audiovisuelle produktioner og beskyttelse af mindreåri-
ge.
– Administrativt samarbejde mellem medlemsstater og de-
res reguleringsmyndigheder med henblik på at sikre di-
rektivets anvendelse i praksis.
Da direktivet er et minimumsdirektiv, kan medlemsstaterne
kræve, at udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester under deres jurisdiktion overholder mere del-
taljerede eller strengere bestemmelser på de områder, der sa-
mordnes ved direktivet.
2.2. Ændringer i direktivet
Med ændringsdirektivet udvides direktivets anvendelsesom-
råde til at omfatte en regulering af videodelingsplatformstje-
nester. Ved videodelingsplatformstjenester forstås i direkti-
vets forstand tjenester, der organiserer audiovisuelt indhold,
men ikke har et redaktionelt ansvar for indholdet. Sociale
medietjenester omfattes, hvis levering af audiovisuelt ind-
hold efter en nærmere vurdering udgør en væsentlig funk-
tion i den pågældende tjeneste. Direktivet har ikke til formål
at regulere sociale medietjenester som sådan.
Hovedelementer i ændringsdirektivet er:
– Regulering af videodelingsplatformstjenester for så vidt
angår skadeligt eller ulovligt indhold og audiovisuel
kommerciel kommunikation (reklamer, sponsorering,
produktplacering mv.).
– Indførelse af mere ens regler for fjernsyn og on demand-
audiovisuelle medietjenester, herunder regler om proce-
durer i tilfælde af undtagelser fra afsenderlandsprincip-
pet og fra princippet om modtagefrihed/gensidig aner-
kendelse samt regler om beskyttelse af mindreårige i for-
hold til skadeligt indhold.
– Krav til fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietje-
nester om mærkning af programmers egnethed for min-
dreårige.
– Indførelse af kvoter for europæisk indhold for on de-
mand-audiovisuelle medietjenester, ligesom der hidtil
har været regler om andelen af europæisk indhold for
fjernsyn.
– Mere fleksible regler om audiovisuel kommerciel kom-
munikation (tilladt reklametid og produktplacering) for
at give trængte medieudbydere mulighed for at øge deres
indtjening.
– Skærpede krav om, at udbydere af fjernsyn og on de-
mand-audiovisuelle medietjenester skal gøre indhold til-
gængeligt for personer med handicap.
Det er ikke alle ændringer i direktivet, der kræver lovæn-
dring. Nogle af de nye krav vil blive gennemført i bekendt-
gørelsesform med udgangspunkt i eksisterende bemyndigel-
sesbestemmelser, mens nogle af de nye regler i direktivet
(eksempelvis om tilladt reklametid og produktplacering) ik-
ke giver anledning til at ændre den danske retstilstand.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Regulering af videodelingsplatformstjenester
3.1.1. Gældende ret
Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (”radio- og fjern-
synsloven”), jf. lovbekendtgørelse nr. 248 af 16. marts 2019,
finder i dag alene anvendelse på radio, lineært tv (fjernsyns-
udsendelser) og on demand-audiovisuelle medietjenester.
Radio- og fjernsynsloven indeholder således ikke nogen re-
gulering af videodelingsplatformstjenester.
De udbydere af videodelingsplatforme, der med ændringsdi-
rektivet omfattes af reguleringen af videodelingsplatfor-
mstjenester i direktivet om audiovisuelle medietjenester, er
tillige som informationssamfundstjenester omfattet af regu-
leringen i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af in-
formationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i
det indre marked (”e-handelsdirektivet”). Disse udbydere er
derfor underlagt de bestemmelser om det indre marked, der
er fastlagt i e-handelsdirektivet, hvis de er etableret i en
medlemsstat.
E-handelsdirektivet, der i lighed med direktivet om audiovi-
suelle medietjenester bygger på et afsenderlandsprincip fun-
deret på principperne om hjemlandskontrol og gensidig an-
erkendelse, er i Danmark gennemført ved lov nr. 227 af 22.
april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder
visse aspekter af elektronisk handel (”e-handelsloven”).
Hjemlandskontrol indebærer, at tjenesteudbydere etableret i
Danmark skal overholde de regler, der er fastsat i det danske
retssystem, uanset om tjenesten er rettet mod andre med-
lemsstater. Omvendt indebærer gensidig anerkendelse, at
danske myndigheder som hovedregel ikke kan gribe ind
over for en tjeneste rettet mod det danske marked, når tjene-
steudbyderen er etableret i en anden medlemsstat. Afsender-
landsprincippet, der kun omfatter det ”koordinerede områ-
de”, som defineret i e-handelslovens § 2, nr. 8, er implemen-
teret i e-handelslovens §§ 3-4 om hjemlandskontrol og gen-
sidig anerkendelse. I overensstemmelse med e-handelsdirek-
tivet giver e-handelslovens § 6 under nærmere angivne be-
tingelser danske myndigheder mulighed for at fravige prin-
cippet om gensidig anerkendelse som følge af hensyn til den
offentlige orden, beskyttelse af folkesundheden, den offent-
lige sikkerhed og forbrugerne.
E-handelsloven indeholder bl.a. en række generelle oplys-
ningskrav til udbydere af informationssamfundstjenester
samt regler om ordrebekræftelse og –modtagelse og tekni-
6
ske hjælpefunktioner mv. ved elektronisk ordreafgivelse.
Loven indeholder tillige et forbud mod skjult reklame. Til
forskel fra radio- og fjernsynsloven indeholder e-handelslo-
ven ingen særlige regler vedrørende selve det indhold, der
formidles. Loven indeholder desuden ikke krav om myndig-
hedstilladelse eller registrering som betingelse for at kunne
sprede indhold på medierne.
E-handelslovens §§ 14-16, som gennemfører e-handelsdi-
rektivets artikel 12-14, indeholder som udgangspunkt en fri-
tagelse for ansvar for ulovlige oplysninger leveret af en tred-
jemand, der transmitteres, eller oplagres automatisk, mel-
lemliggende og midlertidigt, eller oplagres af visse udbydere
af informationssamfundstjenester under visse betingelser. E-
handelsdirektivets artikel 15 udelukker, at generelle forplig-
telser til at overvåge sådanne oplysninger eller aktivt at un-
dersøge forhold, der tyder på ulovlig virksomhed, kan på-
lægges disse udbydere, uden at det dog vedrører overvåg-
ningsforpligtelser i konkrete tilfælde, og navnlig uden at det
berører påbud fra nationale myndigheder i overensstemmel-
se med national ret.
Kommerciel kommunikation (reklamer mv.) via videode-
lingsplatformstjenester reguleres allerede af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om
virksomheders urimelige handelspraksis over for forbruger-
ne på det indre marked, som forbyder virksomhedernes uri-
melige handelspraksis over for forbrugerne, herunder vildle-
dende og aggressiv handelspraksis i informationssamfunds-
tjenester. Direktivet er i Danmark gennemført i lov nr. 426
af 3. maj 2017 om markedsføring (”markedsføringsloven”).
Markedsføringsloven fastsætter på reklameområdet et gene-
relt reklameidentifikationskrav for alle medier. Herudover
indeholder loven bl.a. en generalklausul om god markedsfø-
ringsskik, et forbud mod vildledende handelspraksis samt en
markedsføringsnorm for handelspraksis rettet mod børn og
unge.
3.1.2. Artikel 28a og 28b i direktivet om audiovisuelle me-
dietjenester
En videodelingsplatformstjeneste er i artikel 1 (1) (aa) i di-
rektivet om audiovisuelle medietjenester defineret som en
tjeneste, hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af
den, der kan adskilles herfra, eller en væsentlig funktion i
tjenesten består i at udbyde programmer, brugergenerede vi-
deoer eller begge dele til offentligheden, som udbyderen af
videodelingsplatformen ikke har noget redaktionelt ansvar
for, med henblik på at informere, underholde eller oplyse
via elektroniske kommunikationsnet og hvis tilrettelæggelse
fastlægges af udbyderen af videodelingsplatformen, herun-
der ved brug af automatiske metoder og algoritmer og navn-
lig gennem visning, tagging og sekvensering.
Med videodelingsplatformstjenester tænkes på tjenester sås-
om YouTube og audiovisuelt indhold, der deles på sociale
medietjenester såsom Facebook.
Det fremgår af ændringsdirektivets præambelbetragtning nr.
5, at formålet med direktivet ikke er at regulere sociale me-
dietjenester som sådan. En social medietjeneste bør alene
være omfattet, hvis levering af programmer og brugergene-
rerede videoer udgør en væsentlig funktion i den pågælden-
de tjeneste. Det fremgår videre af præambelbetragtningen, at
levering af programmer og brugergenererede videoer kan
anses for at udgøre en væsentlig funktion i den sociale me-
dietjeneste, hvis det audiovisuelle indhold ikke blot er et
supplement til eller udgør en mindre del af den sociale me-
dietjenestes aktiviteter. Desuden fremgår, at Kommissionen
for at sikre klarhed, effektivitet og sammenhæng i gennem-
førelsen om nødvendigt bør udstede retningslinjer om den
praktiske anvendelse af kriteriet om væsentlig funktion med
hensyn til definitionen af en videodelingsplatformstjeneste.
Det er forventningen, at Kommissionen udsteder sådanne
retningslinjer i første halvdel af 2020.
I forhold til fastlæggelse af jurisdiktion udvides e-handelsdi-
rektivets afsenderlandssystem til at omfatte udbydere af vi-
deodelingsplatforme omfattet af direktivet om audiovisuelle
medietjenester. Med ændringsdirektivet fastsættes således i
artikel 28a, stk. 1, at en udbyder af en videodelingsplatform
etableret på en medlemsstats område, jf. artikel 3, stk. 1, i e-
handelsdirektivet, hører under den pågældende medlems-
stats jurisdiktion med henblik på direktivet om audiovisuelle
medietjenester. Det følger af e-handelsdirektivets artikel 2,
litra c, at ved en etableret tjenesteyder forstås en tjenestey-
der, som faktisk udøver erhvervsmæssig virksomhed i et ik-
ke nærmere angivet tidsrum ved hjælp af en fast indretning.
Da spørgsmålet om etablering er af betydning for hvilket
lands retssystem, tjenesteyderne er omfattet af, er direktivets
definition på etableret tjenesteyder medtaget i e-handelslo-
vens § 2. Det fremgår af præambelbetragtningerne til e-han-
delsdirektivet, at definitionen skal forstås i overensstemmel-
se med EU-Domstolens retspraksis om tjenesteyderes etab-
leringssted.
Hvis en udbyder af en videodelingsplatform ikke er etableret
på en medlemsstats område efter e-handelsdirektivets artikel
3, stk. 1, er der i artikel 28a, stk. 2, fastsat alternative juris-
diktionskriterier med udgangspunkt i, hvorvidt udbyderen
har en modervirksomhed, en dattervirksomhed eller indgår i
en koncern med en anden virksomhed, der er etableret på
den pågældende medlemsstats område.
Medlemsstaterne forpligtes desuden til at udarbejde opdate-
rede lister over udbydere af videodelingsplatforme under de-
res jurisdiktion.
7
Ifølge ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 3, kan
kanaler og andre audiovisuelle tjenester under en tjenesteud-
byders redaktionelle ansvar som sådan i sig selv udgøre
audiovisuelle medietjenester, selv om de udbydes på en vi-
deodelingsplatform, som er kendetegnet ved ikke at have
noget redaktionelt ansvar. I sådanne tilfælde vil det påhvile
de tjenesteudbydere, der har det redaktionelle ansvar, at
overholde direktivets regler.
Ændringsdirektivet udvider ikke direktivets minimumsregler
for fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester til
videodelingsplatformstjenester.
I stedet indføres med ændringsdirektivet i artikel 28b en for-
pligtelse for medlemsstater til – med forbehold af artikel
12-15 i e-handelsdirektivet, jf. afsnit 3.3.1., – at sikre, at ud-
bydere af videodelingsplatforme træffer passende foranstalt-
ninger, der skal beskytte mindreårige mod skadeligt indhold
og beskytte alle borgere mod indhold, der tilskynder til vold
eller had, eller hvis udbredelse udgør en strafbar handling i
henhold til EU-retten. Sådanne strafbare handlinger er i
Danmark offentlige opfordringer til at begå terrorhandlinger
som omhandlet i § 114, stk. 1, i straffeloven, lovovertrædel-
ser i forbindelse med børnepornografi som omhandlet i §
235, stk. 1, i straffeloven og lovovertrædelser i forbindelse
med racisme og fremmedhad som omhandlet i § 266 b i
straffeloven.
Udbydere af videodelingsplatformstjenester skal bl.a. sikre,
at deres generelle vilkår for brug af tjenesten inddrager de
ovennævnte krav vedrørende skadeligt eller ulovligt ind-
hold. Desuden skal udbyderne etablere brugerværktøjer,
som kan bruges til at anmelde og mærke skadeligt indhold,
systemer til alders- og forældrekontrol samt sikre en adgang
for brugere til at klage til platformsudbyderen. Ændringsdi-
rektivet fastsætter desuden, at mindreåriges personoplysnin-
ger, som indsamles eller på anden måde genereres af udby-
dere af videodelingsplatforme i henhold til de nævnte al-
ders- og forældrekontrolsystemer, ikke må behandles med
henblik på kommercielle formål såsom direkte markedsfø-
ring, profilering og adfærdsbaseret reklame.
Herudover indfører ændringsdirektivet forpligtelser vedrø-
rende audiovisuel kommerciel kommunikation (reklamer,
sponsorering, produktplacering mv.) på videodelingsplatfor-
me. For så vidt angår audiovisuel kommerciel kommunika-
tion, som markedsføres, sælges eller tilrettelægges af udby-
dere af videodelingsplatforme, skal udbyderne opfylde kra-
vene i direktivets artikel 9, stk. 1, om klar identifikation af
audiovisuel kommunikation og opfyldelse af et sæt mini-
mumskvalitetskrav. I forhold til audiovisuel kommerciel
kommunikation, som ikke markedsføres, sælges eller tilret-
telægges af udbyderne – og som disse således alene har be-
grænset kontrol over – skal udbyderne som en del af deres
generelle betingelser og vilkår for brug af tjenesten inddrage
kravene i direktivets artikel 9, stk. 1. Desuden skal udbyder-
ne sikre gennemsigtighed i forhold til audiovisuel kommer-
ciel kommunikation, som angives af den, som uploader ind-
hold, der indeholder sådan kommerciel kommunikation.
3.1.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets ind-
hold
Det foreslås, at radio- og fjernsynslovens anvendelsesområ-
de udvides til at omfatte videodelingsplatformstjenester som
defineret i direktivet og direktivets regler om regulering af
tjenesterne.
Det foreslås derfor at indføre et nyt kapitel 8 a om videode-
lingsplatformstjenester i loven.
I den forbindelse foreslås, at der i § 51 a, stk. 1, indføres en
pligt for videodelingsplatformstjenester, som hører under
dansk myndighed (dvs. dansk jurisdiktion), til at lade sig re-
gistrere hos Radio- og tv-nævnet. Radio- og tv-nævnet er i
dag tilsynsmyndighed for radio- og fjernsynslovgivningens
regulering af fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietje-
nester. Foretagender, der udøver lineær fjernsynsprogram-
virksomhed via kabel, satellit eller internet, er som omtalt i
afsnit 3.2.1. forpligtet til at lade sig registrere hos nævnet.
Formålet med den foreslåede registreringspligt for udbydere
af videodelingsplatformstjenester er at skabe grundlag for
identifikation af de udbydere, der omfattes af den foreslåede
regulering af tjenesterne, og dermed for Radio- og tv-næv-
nets tilsyn med tjenesterne. I § 42 a foreslås, at Radio- og tv-
nævnet udover at registrere udbydere af videodelingsplatfor-
mstjenester også skal føre tilsyn med tjenesterne.
Herudover foreslås, at videodelingsplatformstjenester i be-
stemmelsen i § 51 a, stk. 2, defineres i overensstemmelse
med definitionen i direktivets artikel 1 (1) (aa) og dets be-
tragtninger som gennemgået i afsnit 3.1.2. med henblik på at
afgrænse de videodelingsplatformstjenester, som den fore-
slåede nye regulering skal finde anvendelse på. Samtidig
foreslås, at ændringsdirektivets definitioner af en udbyder af
en videodelingsplatformstjeneste og en brugergenereret vi-
deo indføres i loven i § 51 a, stk. 4 og 5.
Endvidere foreslås, at der indføres en bemyndigelsesbestem-
melse i § 51 a, stk. 5, hvorefter kulturministeren fastsætter
nærmere regler om registrering af udbydere af videodelings-
platformstjenester i henhold til § 51 a, stk. 1, og regler for,
hvornår udbydere af videodelingsplatformstjenester hører
under dansk myndighed. Desuden foreslås, at ministeren
fastsætter regler for, hvornår udbud af billedprogrammer,
brugergenerede videoer eller begge dele udgør en væsentlig
funktion i en videodelingsplatformstjeneste i henhold til §
51 a, stk. 2, 1. pkt. om definitionen af en videodelingsplat-
formstjeneste. Det er Kulturministeriets umiddelbare vurde-
ring, at der pt. i det aktuelle mediebillede kun vil kunne bli-
8
ve tale om få videodelingsplatformstjenester af begrænset
størrelse, som vil kunne høre under dansk myndighed.
Herudover foreslås det i § 51 b fastsat i radio- og fjernsyns-
loven, at e-handelslovens §§ 3-4, § 6 og §§ 14-16 finder an-
vendelse for de af radio- og fjernsynsloven omfattede udby-
dere af videodelingsplatformstjenester.
Det betyder, at e-handelslovens §§ 3-4 og § 6 om hjem-
landskontrol og gensidig anerkendelse (herunder adgang til
begrænsning af levering af tjenester), og e-handelslovens §
14-16 om fritagelse for ansvar for ulovlige oplysninger, der
transmitteres, eller oplagres automatisk, mellemliggende og
midlertidigt, eller oplagres af visse udbydere af informati-
onssamfundstjenester, som gennemgået i afsnit 3.1.1, finder
anvendelse uanset den nye foreslåede regulering af videode-
lingsplatformstjenester i radio- og fjernsynsloven.
Endvidere foreslås indsat en bemyndigelsesbestemmelse i §
51 b, stk. 2, hvorefter kulturministeren fastsætter regler om,
at udbydere af videodelingsplatforme, som hører under
dansk myndighed, skal træffe passende foranstaltninger for
at beskytte mindreårige mod skadeligt indhold, og at min-
dreåriges personoplysninger, som i den forbindelse indsam-
les eller genereres af udbydere af videodelingsplatforme, ik-
ke må behandles med henblik på kommercielle formål. For
så vidt angår direktivets forbud mod behandling af mindreå-
riges personoplysninger med henblik på kommercielle for-
mål og forholdet til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) 2016/679 om databeskyttelse fremgår det af æn-
dringsdirektivets præambelbetragtning nr. 21, at Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 anerken-
der, at børn bør nyde særlig beskyttelse med hensyn til be-
handling af deres personoplysninger. Medietjenesteudbyde-
res oprettelse af mekanismer til beskyttelse af børn fører
uundgåeligt til behandling af mindreåriges personoplysnin-
ger. Det fremgår videre af præambelbetragtningen, at da så-
danne mekanismer har til formål at beskytte børn, bør min-
dreåriges personoplysninger, der behandles inden for ram-
merne af tekniske foranstaltninger til beskyttelse af børn, ik-
ke anvendes til kommercielle formål.
Herudover foreslås i § 51 b, stk. 3, at kulturministeren fast-
sætter regler om, at udbydere af videodelingsplatforme skal
træffe passende foranstaltninger for at beskytte offentlighe-
den mod indhold, der tilskynder til vold eller had af nogen
af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om
grundlæggende rettigheder. Artikel 21 i EU’s charter fast-
sætter, at enhver forskelsbehandling på grund af køn, race,
farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog,
religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsfor-
hold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handi-
cap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er
forbudt. Desuden fastsætter artikel 21, at inden for traktater-
nes anvendelsesområde og med forbehold af deres særlige
bestemmelser er enhver forskelsbehandling på grund af na-
tionalitet forbudt. Desuden foreslås, at kulturministeren fast-
sætter regler om, at udbydere af videodelingsplatforme skal
træffe passende foranstaltninger for at beskytte offentlighe-
den mod indhold, hvis udbredelse udgør en strafbar hand-
ling i forbindelse med offentlige opfordringer til at begå ter-
rorhandlinger som omhandlet i § 114, stk. 1, i straffeloven,
lovovertrædelser i forbindelse med børnepornografi som
omhandlet i § 235, stk. 1, i straffeloven og lovovertrædelser
i forbindelse med racisme og fremmedhad som omhandlet i
§ 266 b i straffeloven.
Desuden foreslås indsat en bemyndigelsesbestemmelse i §
51 b, stk. 4, hvorefter kulturministeren fastsætter regler om
identifikation og indhold af reklamer, sponsorering og pro-
duktplacering på videodelingsplatformstjenester.
Det er hensigten, at de foreslåede nye regler med udgangs-
punkt i de nævnte foreslåede bemyndigelsesbestemmelser
fastsættes i en selvstændig ny bekendtgørelse om videode-
lingsplatformstjenester.
Der vil i den forbindelse blive fastsat regler om, at Radio-
og tv-nævnet ved registrering af en udbyder af en videode-
lingsplatformstjeneste skal påse, at udbyderen har truffet de
foranstaltninger vedr. skadeligt eller ulovligt indhold samt
audiovisuel kommerciel kommunikation, der er nævnt i di-
rektivets artikel 28b, stk.1-3. Dette skal ske under hensynta-
gen til, at der ifølge artikel 28b, stk. 3, bl.a. skal være tale
om passende foranstaltninger, som skal være gennemførlige
og forholdsmæssige og tage hensyn til videodelingsplatfor-
mstjenestens størrelse og den udbudte tjenestes art. Nævnet
vil herefter konkret kunne tage stilling til, hvilke foranstalt-
ninger, der er passende for den enkelte udbyder inden for di-
rektivets rammer, herunder om udbyderen skal træffe alle de
i direktivet opregnede foranstaltninger.
Radio- og tv-nævnet skal som led i tilsynet føre tilsyn med,
at udbyderne til stadighed har de foranstaltninger på plads,
som udbyderne er forpligtede til at træffe, og at foranstalt-
ningerne har den tilsigtede virkning. Tilsynet baseres – på
linje med nævnets tilsyn på øvrige områder under nævnets
kompetence – på klager eller at nævnet på eget initiativ tag-
er sager op til behandling. Det foreslås i § 42 a, at nævnet
kan træffe afgørelse om bl.a. de foranstaltninger, som følger
af direktivets artikel 28b, stk. 1-3. Desuden foreslås i lovfor-
slagets § 1, nr. 6, at nævnets tilsynsbeføjelser i radio- og
fjernsynslovens § 39, stk. 4, om adgang til at afkræve udby-
derne oplysninger, dokumenter, programmer mv., som er af
betydning for nævnets behandling af konkrete sager, udvi-
des til at omfatte udbydere af videodelingsplatformstjene-
ster.
Radio- og tv-nævnet kan efter de gældende regler bl.a. træf-
fe afgørelse om midlertidig eller endelig inddragelse af en
tilladelse eller indstilling af programvirksomhed for fjernsyn
9
og on demand-audiovisuelle medietjenester, hvis tilladelses-
haveren, det registrerede foretagende eller medietjenesteud-
byderen overtræder loven eller bestemmelser fastsat efter lo-
ven, såfremt en overtrædelse er grov, eller overtrædelser er
ofte gentagne, jf. radio- og fjernsynslovens § 50.
I § 51 c, stk. 1, gives der Radio- og tv-nævnet adgang til og-
så at træffe afgørelse om midlertidig eller endelig indstilling
af virksomheden på en videodelingsplatformstjeneste, hvis
udbyderen af tjenesten groft eller gentagne gange overtræ-
der loven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven. Med
bestemmelser fastsat i medfør af loven tænkes på de bestem-
melser om videodelingsplatformstjenester, der med ud-
gangspunkt i de ovennævnte foreslåede bemyndigelsesbe-
stemmelser fastsættes i bekendtgørelsesform.
Som det fremgår af ændringsdirektivets præambelbetragt-
ning nr. 3, som omtalt i afsnit 3.1.2, vil der kunne forekom-
me tilfælde, hvor eksempelvis en udbyder af en selvstændig
on demand-audiovisuel medietjeneste på en videodelings-
platform såsom YouTube vil skulle overholde reglerne for
on demand-audiovisuelle medietjenester i det land, hvor ud-
byderen efter direktivets regler anses for etableret.
Kulturministeriet bemærker, at en sådan tjeneste alene kan
anses for en on demand-audiovisuel medietjeneste i direkti-
vets forstand, såfremt direktivets kriterier for, hvornår en
tjeneste udgør en on demand-audiovisuel medietjeneste, er
opfyldt, jf. kriterierne i radio- og fjernsynslovens § 2. Så-
fremt disse kriterier er opfyldt og tjenesten således anses for
en on demand-audiovisuel medietjenester, vil det have den
konsekvens, at alle direktivets regler for on demand-audio-
visuelle medietjenester finder anvendelse for tjenesten. Di-
rektivets regler for on demand-audiovisuelle medietjenester
omfatter blandt andet audiovisuel kommerciel kommunika-
tion (reklamer, sponsorering, produktplacering mv.), kvoter
for europæisk indhold på tjenesten, beskyttelse af mindreåri-
ge mod skadeligt indhold (herunder mærkning af program-
mers egnethed for mindreårige) og tilgængeliggørelse af
indhold på tjenesten for personer med handicap.
Blandt kriterierne for, hvornår en tjeneste udgør en on de-
mand-audiovisuel medietjeneste, er at tjenestens hovedfor-
mål er at udbyde informerende, underholdende eller oplys-
ende billedprogrammer til almenheden med henblik på, at
programmer kan modtages på et brugervalgt tidspunkt og på
den enkelte brugers anmodning på grundlag af et program-
katalog udvalgt af udbyderen af tjenesten. Det er desuden et
krav, at udbyderen har det redaktionelle ansvar for valget af
audiovisuelt indhold i tjenesten, og bestemmer, hvordan det
audiovisuelle indhold tilrettelægges.
Endvidere skal tjenesten udgøre et massemedie, dvs. være
bestemt for og vil kunne have en klar indvirkning på en be-
tydelig del af offentligheden, jf. direktivets præambelbe-
tragtning nr. 21. Det fremgår videre af præambelbetragtning
nr. 21, at definitionen af en audiovisuel medietjeneste, her-
under en on demand-audiovisuel medietjeneste, i direktivets
forstand kun bør omfatte tjenester, der falder inden for defi-
nitionen af tjenesteydelser i TEUF artikel 57, og således bør
omfatte enhver form for økonomisk virksomhed, herunder
udøvet af public service-foretagender, men ikke virksom-
hed, der overvejende er af ikke-økonomisk art, og som ikke
konkurrerer med tv-spredning, som f.eks. private websteder
og tjenester, der består i at udbyde eller distribuere audiovi-
suelt indhold, skabt af private brugere til deling eller ud-
veksling inden for interessegrupper.
Herudover er det kendetegnende for on demand-audiovisu-
elle tjenester, at de er ”tv-lignende”, dvs. at de konkurrerer
om samme seere som fjernsynsudsendelser, og at deres art
og måden, hvorpå man får adgang til dem, med rimelighed
vil få brugeren til at forvente, at tjenesterne er reguleret ved
direktivet, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 24.
Det er herefter Kulturministeriets vurdering, at kun ganske
få kanaler eller andre audiovisuelle tjenester under en tjene-
steudbyders redaktionelle ansvar, der udbydes på en video-
delingsplatform, i det aktuelle mediebillede vil omfattes af
afgrænsningen af en on demand-audiovisuel medietjeneste i
direktivets forstand. Såfremt en tjeneste omfattes vil det som
ovenfor nævnt have den virkning, at alle direktivets regler
for on demand-audiovisuelle medietjenester finder anven-
delse for tjenesten. Det vil tilkomme Radio- og tv-nævnet
som tilsynsmyndighed i forhold til radio- og fjernsynslov-
givningens regelsæt for on demand-audiovisuelle medietje-
nester at foretage konkrete vurderinger af, hvilke tjenester,
der omfattes.
Der kan i visse tilfælde evt. opstå afgrænsningsspørgsmål
ift. reguleringen af visse videobloggere med egen kanal og
programkatalog mv. på fx YouTube, der eksempelvis laver
skjult reklame for produkter. Sådanne afgrænsningsspørgs-
mål i sager efter henholdsvis radio- og fjernsynslovgivnin-
gens regelsæt for on demand-audiovisuelle medietjenester
og markedsføringslovens regler om reklameidentifikation
mv., vil kunne afklares som led i det allerede eksisterende
uformelle samarbejde mellem Radio- og tv-nævnet og For-
brugerombudsmanden.
Kulturministeriet vil de kommende år følge Radio- og tv-
nævnets tilsynspraksis i forhold til den foreslåede nye regu-
lering af videodelingsplatformstjenester med henblik på at
vurdere om der er behov for justeringer af det foreslåede re-
gelgrundlag.
3.2. Registrering af udbydere af on demand-audiovisuelle
medietjenester
3.2.1. Gældende ret
10
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., skal
foretagender, der udøver programvirksomhed ved hjælp af
satellit, fællesantenneanlæg, kortbølgesendemuligheder eller
øvrige elektroniske kommunikationsnet, og som hører under
dansk myndighed, lade sig registrere hos Radio- og tv-næv-
net. I medfør af lovens § 47, stk. 5, er der fastsat nærmere
regler om registrering i bekendtgørelse om programvirksom-
hed på grundlag af registrering samt on-demand audiovisuel
programvirksomhed. Desuden fastsætter lovens § 47, stk. 1,
2. pkt., at medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-
audiovisuel programvirksomhed omfattet af lovens § 2, stk.
1, nr. 4, kan udøve programvirksomhed uden registrering.
Foretagender, der udøver lineær fjernsynsprogramvirksom-
hed via kabel, satellit eller internet er således forpligtet til at
lade sig registrere, mens udbydere af on-demand audiovisuel
programvirksomhed ikke er omfattet af en registreringspligt.
Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med on-demand-audiovisu-
el programvirksomhed, jf. radio- og fjernsynslovens § 42 a.
Nævnet har i den forbindelse adgang til at træffe afgørelse
om indstilling af sådan programvirksomhed, hvis udbydere
af virksomheden groft eller gentagne gange overtræder lo-
ven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven, jf. lovens §
50, stk. 3.
3.2.2. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets ind-
hold
Det foreslås, at der i lighed med den gældende registrerings-
pligt for udbydere af lineært fjernsyn i radio- og fjernsynslo-
vens § 47, stk. 1, og den foreslåede registreringspligt for ud-
bydere af videodelingsplatformstjenester, jf. lovforslagets §
1, nr. 15, indføres pligt for udbydere af on demand-audiovi-
suel programvirksomhed til at lade sig registrere hos Radio-
og tv-nævnet. Hensigten med forslaget er at skabe et bedre
grundlag for identifikation af de udbydere af on demand-au-
diovisuel programvirksomhed, som er omfattet af radio- og
fjernsynslovgivningens regulering, og dermed for Radio- og
tv-nævnets tilsyn med virksomheden. Det er desuden hen-
sigten, at de relevante udbydere i forbindelse med en regi-
streringspligt i større grad end i dag får kendskab til den re-
gulering, som de er omfattet af.
I forbindelse med forslaget om indførelse af en registre-
ringspligt for udbydere af on demand-audiovisuel program-
virksomhed foreslås, at kulturministeren ved en udvidelse af
bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 47, stk. 5, får be-
myndigelse til også at fastsætte nærmere regler om registre-
ring af udbydere af on demand-audiovisuel programvirk-
somhed. Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse
skal benyttes til i bekendtgørelsesform at fastsætte regler
om, hvilke oplysninger, der skal meddeles i forbindelse med
registrering, hvornår der kan ske afvisning af registrering,
ændringer af forhold, der er oplyst i forbindelse med regi-
streringen mv.
3.3. Beskyttelse af mindreårige på fjernsyn og on demand-
audiovisuelle medietjenester
3.3.1. Gældende ret
Det følger af radio- og fjernsynslovens § 48, at kulturmini-
steren kan fastsætte regler om programvirksomheden, her-
under regler om indhold i programvirksomheden, regler om
fremme af programmer af europæisk oprindelse og regler
om, hvordan programvirksomheden stilles til rådighed. Der
kan i forbindelse med fastsættelse af regler om programvirk-
somhed fastsættes regler om beskyttelse af mindreårige.
Med udgangspunkt i denne bemyndigelse og direktivet om
audiovisuelle medietjenester er der i dag fastsat regler i be-
kendtgørelsesform om foranstaltninger til beskyttelse af
mindreårige mod skadeligt indhold på fjernsyn og on de-
mand-audiovisuelle medietjenester. De pågældende be-
kendtgørelser er bekendtgørelse nr. 1288 af 18. november
2015 om vedtægt for DR, bekendtgørelse nr. 1613 af 18. de-
cember 2018 om vedtægt for de regionale TV 2-virksomhe-
der, bekendtgørelse nr. 103 af 28. januar 2010 om TV 2/
DANMARK A/S’ programvirksomhed, bekendtgørelse nr.
79 af 28. januar 2019 om ikkekommercielt tv i MUX 1 og
bekendtgørelse nr. 697 af 8. juni 2016 om programvirksom-
hed på grundlag af registrering samt on-demand audiovisuel
programvirksomhed.
Reglerne er forskellige alt afhængigt af om der er tale om
indhold på fjernsyn eller on demand-audiovisuelle medietje-
nester, idet fjernsyn er underlagt strengere krav om beskyt-
telsesforanstaltninger end on demand-audiovisuelle medie-
tjenester.
Efter reglerne må fjernsynsforetagender ikke udsende pro-
grammer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysi-
ske, psykiske eller moralske udvikling, herunder navnlig
programmer, som indeholder pornografi eller umotiveret
vold. Andre programmer, som kan skade mindreåriges fysi-
ske, psykiske eller moralske udvikling, må desuden ikke
sendes, medmindre det ved valget af sendetidspunkt eller
ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige i udsen-
delsesområdet normalt ikke ser eller hører udsendelserne.
Når programmerne sendes i ukodet form, skal der forud for
dem gives en akustisk advarsel, eller de skal under hele de-
res varighed være markeret med et visuelt symbol.
I modsætning til fjernsyn er udbydere af on demand-audio-
visuelle medietjenester alene underlagt krav om, at udbyde-
ren kun må stille tjenester, som i alvorlig grad kan skade
mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, til
rådighed på en sådan måde, at mindreårige normalt ikke hø-
rer eller ser sådanne tjenester. Dette kan ske ved, at udby-
derne ved mærkning af tjenesterne gør opmærksom på tjene-
sternes skadelige indhold.
11
Der er ikke i dag fastsat danske regler om et fælles grundlag
for danske fjernsynsudbyderes og on demand-audiovisuelle
medietjenesters mærkning af programmers egnethed for
mindreårige.
Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med, at udbyderne overhol-
der reglerne om beskyttelsesforanstaltninger, jf. radio- og
fjernsynslovens §§ 42 og 42a. Nævnet kan på grundlag af
klager eller på eget initiativ tage sager op til behandling.
Reglerne for beskyttelse af mindreårige i forhold til film er
fastsat i lov nr. 186 af 12. marts 1997 om film (”filmloven”)
og bekendtgørelse nr. 30 af 16. januar 1998 om Medierådet
for Børn og Unge. I henhold til filmlovens § 19 nedsætter
kulturministeren Medierådet for Børn og Unge, der bl.a.
skal bistå ministeren i spørgsmål om films egnethed for børn
og unge.
Filmlovens §§ 20 og 21 fastsætter regler om aldersvurdering
og mærkning af film, idet nærmere regler er fastsat i be-
kendtgørelse om Medierådet for Børn og Unge. Enhver film,
der vises offentligt, sælges, udlejes eller udlånes skal alders-
vurderes af Medierådet for Børn og Unge. Reglerne er end-
videre gældende for udsendelse af videogrammer (dvd, blu-
ray mv.).
Filmene skal aldersvurderes inden for følgende aldersgrup-
per:
1. filmen godkendes for alle,
2. filmen godkendes for alle, men frarådes for børn, der
ikke er fyldt 7 år,
3. filmen godkendes for børn, der er fyldt 11 år,
4. filmen godkendes for børn, der er fyldt 15 år.
Alle film må vises for børn, der er fyldt 7 år, og er ledsaget
af en voksen. Film, der ikke bliver vurderet af Medierådet
for Børn og Unge, bliver automatisk vurderet til børn, der er
fyldt 15 år, og skal mærkes herefter.
Den der udbreder filmen har pligt til at oplyse om filmens
egnethed i overensstemmelse med Medierådet for Børn og
Unges vurderinger. Oplysning om Medierådets vurdering
kan ske ved angivelse af alderssymboler, som fremgår af be-
kendtgørelse om Medierådet for Børn og Unge.
3.3.2. Artikel 6a i direktivet om audiovisuelle medietjenester
Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester
er der i direktivets artikel 6a indført ens regler for beskyttel-
se af mindreårige i forhold til skadeligt indhold for både
fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester. Be-
skyttelsesniveauet for mindreårige i forhold til indhold på on
demand-audiovisuelle medietjenester er således øget.
Ifølge direktivets artikel 6a, stk. 1, skal medlemsstaterne
træffe passende foranstaltninger for at sikre, at fjernsyn og
on demand-audiovisuelle medietjenester under deres myn-
dighed, og som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske el-
ler moralske udvikling, kun stilles til rådighed på en sådan
måde, at mindreårige normalt ikke hører eller ser dem. Så-
danne foranstaltninger kan omfatte valg af sendetidspunkt,
værktøjer til alderskontrol eller andre tekniske foranstaltnin-
ger, idet de skal stå i et rimeligt forhold til programmets mu-
lige skadevirkninger. Det mest skadelige indhold, såsom
umotiveret vold og pornografi, skal være underlagt de stren-
gest mulige foranstaltninger. Med de strengest mulige foran-
staltninger tænkes på foranstaltninger såsom kryptering og
effektiv forældrekontrol, jf. ændringsdirektivets præambel-
betragtning nr. 20.
Direktivets artikel 6a, stk. 2, fastsætter, at mindreåriges per-
sonoplysninger, som indsamles eller på anden måde genere-
res af medietjenesteudbydere i henhold til beskyttelsesforan-
staltninger efter artikel 6a, stk. 1, ikke må behandles med
henblik på kommercielle formål såsom direkte markedsfø-
ring, profilering og adfærdsbaseret reklame.
Herudover fastsætter artikel 6a, stk. 3, krav om etablering af
et system for fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietje-
nester, der beskriver de mulige skadevirkninger af indhold
med henblik på beskyttelse af mindreårige. Medlemsstaterne
skal således sikre, at medietjenesteudbydere fremlægger til-
strækkelige oplysninger over for seerne om indhold, som
kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske ud-
vikling, idet udbyderne til dette formål skal bruge et system,
der beskriver de mulige skadevirkninger af indholdet af den
enkelte tjeneste. Ved gennemførelsen af dette krav tilskyn-
der direktivet medlemsstaterne til at anvende samregulering.
3.3.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets ind-
hold
For så vidt angår direktivets nye krav i artikel 6a, stk. 1, om
ens beskyttelsesforanstaltninger for fjernsyn og on demand-
audiovisuelle medietjenester foreslår Kulturministeriet, at
disse implementeres i de i afsnit 3.3.1. nævnte bekendtgørel-
ser med hjemmel i radio- og fjernsynslovens § 48, 1. og 2.
pkt. De pågældende bekendtgørelser er bekendtgørelse nr.
1288 af 18. november 2015 om vedtægt for DR, bekendtgø-
relse nr. 1613 af 18. december 2018 om vedtægt for de regi-
onale TV 2-virksomheder, bekendtgørelse nr. 103 af 28. ja-
nuar 2010 om TV 2/DANMARK A/S’ programvirksomhed,
bekendtgørelse nr. 79 af 28. januar 2019 om ikkekommerci-
elt tv i MUX 1 og bekendtgørelse nr. 697 af 8. juni 2016 om
programvirksomhed på grundlag af registrering samt on-de-
mand audiovisuel programvirksomhed.
Desuden foreslås det, at bemyndigelsesbestemmelsen i lo-
vens § 48, 2. pkt., udvides til, at kulturministeren også kan
12
fastsætte nærmere regler om mindreåriges personoplysnin-
ger. Det er hensigten at benytte den foreslåede udvidelse til i
overensstemmelse med direktivets artikel 6a, stk. 2, i de
nævnte bekendtgørelser at fastsætte, at mindreåriges perso-
noplysninger, som indsamles eller på anden måde genereres
af medietjenesteudbydere i henhold til beskyttelsesforan-
staltninger efter artikel 6a, stk. 1, ikke må behandles med
henblik på kommercielle formål såsom direkte markedsfø-
ring, profilering og adfærdsbaseret reklame.
For så vidt angår direktivets forbud mod behandling af min-
dreåriges personoplysninger med henblik på kommercielle
formål og forholdet til Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) 2016/679 om databeskyttelse fremgår det som
omtalt i afsnit 3.1.3. af ændringsdirektivets præambelbe-
tragtning nr. 21, at Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) 2016/679 anerkender, at børn bør nyde særlig be-
skyttelse med hensyn til behandling af deres personoplys-
ninger. Medietjenesteudbyderes oprettelse af mekanismer til
beskyttelse af børn fører uundgåeligt til behandling af min-
dreåriges personoplysninger. Det fremgår videre af præam-
belbetragtningen, at da sådanne mekanismer har til formål at
beskytte børn, bør mindreåriges personoplysninger, der be-
handles inden for rammerne af tekniske foranstaltninger til
beskyttelse af børn, ikke anvendes til kommercielle formål.
Med henblik på implementering af direktivets krav i artikel
6a, stk. 3, om etablering af et system med beskrivelse af mu-
lige skadevirkninger af indhold med henblik på beskyttelse
af mindreårige, foreslår Kulturministeriet, at der etableres et
system for aldersmærkning af programindhold på fjernsyn,
on demand-audiovisuelle medietjenester og biografer, hvor
såvel branchen, Medierådet for Børn og Unge og Radio- og
tv-nævnet har aktive roller, og hvor aldersmærkningen sam-
tænkes. Dette vil være i overensstemmelse med direktivets
tilskyndelse til at anvende samregulering.
Det foreslås, at systemet for aldersmærkning baseres på føl-
gende hovedelementer, idet de nærmere regler herom fast-
sættes i bekendtgørelsesform med udgangspunkt i radio- og
fjernsynsloven og filmloven:
– Medierådet for Børn og Unge aldersvurderer fortsat bio-
graffilm.
– Film, der allerede er vurderet af Medierådet for Børn og
Unge, beholder aldersvurderingen på fjernsyn og on de-
mand-audiovisuelle medietjenester.
– Udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle me-
dietjenester skal som noget nyt være ansvarlige for al-
dersvurdering af programmer og film, der ikke er vurde-
ret af Medierådet. Vurderingen – som skal ske med ud-
gangspunkt i vejledningsmateriale, der er udarbejdet af
Medierådet, – kan enten ske ved, at udbyderne selv al-
dersmærker de enkelte programmer, eller – hvis et pro-
gram allerede er aldersvurderet af den, som har rettighe-
derne til tilgængeliggørelse af programmet på det danske
marked, – ved at udbyderne anvender denne aldersvur-
dering. Udbyderne skal desuden informere seerne/
brugerne om aldersgrænserne.
– Medierådet for Børn og Unge er udover at udarbejde
vejledningsmateriale ansvarlig for at rådgive branchen
mv. om aldersvurdering af programmer og skal have ad-
gang til at efterprøve aldersgrænser.
– Indholdet aldersvurderes ud fra de gældende alderstrin i
filmloven.
– En række programtyper undtages som følge af deres ka-
rakter fra kravet om aldersmærkning. Det er som ud-
gangspunkt hensigten at undtage følgende programtyper/
indhold:
– Nyheds- og aktualitetsindhold
– Undervisnings- og forskningsindhold
– Informationsindhold om ideel, politisk eller religiøs
virksomhed
– Musikindhold
– Idrætsindhold
– Hobby, instruktions- og fritidsindhold
– Direkte udsendelser.
– Der gives mulighed for, at Medierådet for Børn og Unge
mod betaling kan afgive vejledende udtalelser om al-
dersvurderinger til udbydere og rettighedshavere.
– I tilfælde, hvor videogrammer (dvd, blu-ray m.v.) ikke
er blevet aldersvurderet af Medierådet for Børn og Un-
ge, aldersvurderes videogrammer af branchen med ud-
gangspunkt i Medierådets vejledningsmateriale mv.
– Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med, at der er foretaget
og informeret om den påkrævede aldersmærkning for
fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester.
Nævnet kan i den forbindelse træffe afgørelse om, hvor-
vidt konkrete programmer skulle have været aldersmær-
ket.
Etablering af det foreslåede aldersmærkningssystem forud-
sætter ændringer i både radio- og fjernsynsloven og filmlo-
ven.
Med henblik på at fastsætte nærmere regler om systemet
foreslås for det første, at bemyndigelsesbestemmelsen i ra-
dio- og fjernsynslovens § 48, 2. pkt., udvides til, at kultur-
ministeren også kan fastsætte regler om mærkning af pro-
grammers egnethed for mindreårige.
Dernæst foreslås, at filmlovens § 19, stk. 1, om Medierådets
opgaver udvides til, at Medierådet også skal vejlede udbyde-
re af audiovisuelle medietjenester (udbydere af fjernsyn og
on demand-audiovisuelle medietjenester) om egnetheden af
programmer for børn og unge. Desuden foreslås det at ind-
sætte en bemyndigelsesbestemmelse i filmlovens § 19, stk.
3, hvorefter kulturministeren fastsætter nærmere regler om
Medierådets vejledning af udbydere af audiovisuelle medie-
tjenester m.fl. om egnetheden af programmer for børn og
unge. Endelig foreslås bemyndigelsesbestemmelsen i filmlo-
vens § 21, stk. 2, om kulturministerens adgang til at fastsæt-
te nærmere regler om mærkning af film udvidet til, at kul-
13
turministeren også fastsætter regler om, at videogrammer
skal mærkes efter regler om medietjenesteudbyderes m.fl.
mærkning af programmer.
3.4. Tilgængelighed af indhold for personer med handicap
på fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester
3.4.1. Gældende ret
Der er ikke i radio- og fjernsynsloven – eller bekendtgørel-
ser udstedt i medfør af loven – fastsat regler om tilgængelig-
hed af programindhold på fjernsyn eller on demand-audiovi-
suelle medietjenester for personer med handicap, herunder i
forhold til udsendelse af meddelelser af beredskabsmæssig
betydning til befolkningen.
Public service-virksomhederne DR, TV 2 DANMARK A/S
og de regionale TV 2-virksomheder er imidlertid i disses pu-
blic service-kontrakter/-tilladelse underlagt public service-
forpligtelser om tilgængelighed af public service-program-
mer for personer med handicap. DR, TV 2 DANMARK A/S
og de regionale TV 2-virksomheder skal som led i deres år-
lige redegørelser om opfyldelse af public service-kontrak-
ten-/tilladelsen redegøre for opfyldelsen af de fastsatte til-
gængelighedskrav med henblik på Radio- og tv-nævnets ud-
talelse, jf. radio- og fjernsynslovens § 40, stk. 2.
3.4.2. Artikel 7 i direktivet om audiovisuelle medietjenester
Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester
er der i direktivets artikel 7 indført skærpede forpligtelser
om tilgængelighed for udbydere af fjernsyn og on demand-
audiovisuelle medietjenester.
Ifølge direktivets artikel 7, stk. 1, skal tjenester leveret af
udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietje-
nester ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger løben-
de og gradvis gøres mere tilgængelige for personer med
handicap. Det er i ændringsdirektivets præambelbetragtning
nr. 22 bl.a. fastsat, at medlemsstaterne uden unødig forsin-
kelse bør sikre, at medietjenesteudbydere under deres juris-
diktion aktivt forsøger at gøre indhold tilgængeligt for per-
soner med handicap, navnlig syns- eller hørehandicap. Det
fremgår desuden, at direktivets krav om tilgængelighed bør
opfyldes gennem en progressiv og kontinuerlig proces, idet
der bør tages højde for praktiske og uundgåelige begræns-
ninger, der kunne forhindre en fuldstændig tilgængelighed,
såsom programmer eller begivenheder, der sendes direkte.
Af direktivets artikel 7, stk. 2, fremgår, at medietjenesteud-
bydere regelmæssigt skal rapportere til de nationale tilsyns-
myndigheder eller –organer om gennemførelsen af de foran-
staltninger, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1. Desuden skal
medietjenesteudbydere tilskyndes til at udvikle handlings-
planer for tilgængelighed med sigte på løbende og gradvis at
gøre deres tjenester mere tilgængelige for personer med han-
dicap mhp. fremsendelse til de nationale tilsynsmyndigheder
eller -organer, jf. artikel 7, stk. 3. Herudover fastsætter arti-
kel 7, stk. 4, at hver medlemsstat skal udpege ét enkelt of-
fentligt lettilgængeligt online kontaktpunkt for information
og klager vedrørende de tilgængelighedsspørgsmål, der er
omhandlet i artikel 7. Endelig fastsætter direktivets artikel 7,
stk. 5, at oplysninger i forbindelse med nødsituationer, som
offentliggøres gennem fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester, gives på en måde, der er tilgængelig for per-
soner med handicap.
Det fremgår af ændringsdirektivets præambelbetragtning nr.
23, at direktivet hverken omfatter funktioner eller tjenester,
der giver adgang til audiovisuelle medietjenester eller til-
gængelighedsfunktioner i elektroniske programoversigter.
Desuden fremgår af betragtningen, at direktivet derfor ikke
berører EU-ret, der har til formål at harmonisere tilgænge-
ligheden af tjenester, der giver adgang til audiovisuelle me-
dietjenester, såsom websteder, onlineapplikationer og elek-
troniske programoversigter, eller leveringen af oplysninger
om tilgængelighed og i tilgængelige formater. Adgangstje-
nester til audiovisuelle medietjenester omfattes af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april
2019 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester.
3.4.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets ind-
hold
Det er Kulturministeriets opfattelse, at direktivets forpligtel-
se i artikel 7, stk. 1, om, at udbydernes tjenester ved hjælp af
forholdsmæssige foranstaltninger løbende og gradvis gøres
mere tilgængelige for personer med handicap, indebærer en
vis fleksibilitet i forhold til, hvilke foranstaltninger, der kon-
kret kan stilles krav om. Kulturministeriet finder, at omfan-
get og typen af tilgængelighedsforanstaltninger bør afhænge
af hvilke udbydere, der er tale om set i forhold til udbyder-
nes finansielle forudsætninger mv., og den teknologiske ud-
vikling.
På denne baggrund foreslås, at der i reguleringen om tilgæn-
gelighed skelnes mellem reguleringen af public service-ud-
byderne og øvrige udbydere.
Det er hensigten, at der for public service-virksomhederne
fortsat fastsættes forpligtelser om tilgængelighed i disses pu-
blic service-kontrakter/-tilladelse. Fastsættelsen af forplig-
telserne for DR og de regionale TV 2-virksomheder sker
under hensyn til, at virksomhederne er offentligt finansiere-
de. Desuden er det hensigten, at der fastsættes vilkår om til-
gængelighed i eventuelle tilladelser til at udøve public servi-
ce-programvirksomhed i form af tv-kanaler eller tilsvarende
internetbaserede tjenester med offentligt tilskud. Public ser-
vice-udbyderne vil desuden fortsat være underlagt krav om
som led i deres årlige redegørelser om opfyldelse af public
14
service-kontrakten-/tilladelsen at redegøre for opfyldelsen af
de fastsatte tilgængelighedskrav.
For så vidt angår tilgængelighed af udsendelser af meddelel-
ser af beredskabsmæssig betydning til befolkningen er det
hensigten, at kulturministeren benytter bemyndigelsesbe-
stemmelsen i radio- og fjernsynslovens § 88 til i bekendtgø-
relse nr. 164 af 16. marts 2005 om DR’s, TV 2/DANMARK
A/S’ og de regionale TV 2-virksomheders forpligtelse til at
udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning, at
fastsætte krav om tilgængelighed i forbindelse med udsen-
delse af beredskabsmeddelelser.
Med hensyn til udbydere af fjernsyn og on demand-audiovi-
suelle medietjenester, der ikke er underlagt public service-
forpligtelser, foreslås indført en bemyndigelsesbestemmelse
i radio- og fjernsynslovens § 48 i lovens kapitel 8 om pro-
gramvirksomhed på grundlag af tilladelse og registrering
samt on demand-audiovisuel programvirksomhed, hvorefter
kulturministeren fastsætter bestemmelser om, at program-
virksomheden ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltnin-
ger løbende og gradvis gøres mere tilgængelig for personer
med handicap. Samtidig foreslås, at kulturministeren fast-
sætter bestemmelser om adgang til at klage over, hvorvidt
de nævnte foranstaltninger er etableret.
Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til i bekendtgø-
relsesform at fastsætte nærmere bestemmelser om en kom-
mende ordning, der baserer sig på følgende hovedelementer:
– Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med, at udbyderne lø-
bende og gradvis gør deres tjenester mere tilgængelige
for personer med handicap ved hjælp af forholdsmæssi-
ge foranstaltninger. Tilsynet baseres på klager og at
nævnet af egen drift påser overholdelsen af forpligtelser-
ne.
– Udbyderne skal i forbindelse med Radio- og tv-nævnets
meddelelse af tilladelse til programvirksomhed eller re-
gistrering af programvirksomheden hos nævnet, jf. lov-
forslagets § 1, nr. 10, redegøre for, hvorledes udbyderen
vil søge at opfylde den generelle forpligtelse om løbende
og gradvis at gøre sine tjenester mere tilgængelige. Hvis
der allerede er givet tilladelse til eller foretaget registre-
ring af programvirksomheden, anmoder nævnet som led
i nævnets tilsyn med programvirksomheden udbyderen
om at redegøre herfor.
– Udbyderen vurderer i hvilket omfang og med hvilken
progression udbyderens programmer kan gøres tilgæn-
gelige. Udbyderen skal i den forbindelse fremlægge en
handlingsplan herfor med henblik på Radio- og tv-næv-
nets vurdering og stillingtagen til om handlingsplanen
kan tages til efterretning eller kræver ændringer.
– Udvælgelsen af hvilke foranstaltninger/tjenester, der
skal tilbydes, sker i lyset af den teknologiske udvikling
ud fra en samlet vurdering af brugerbehov, nytteværdi
og ressourcer.
– De relevante handicaporganisationer inddrages med hen-
blik på rådgivning inden for udviklingen af tilgængelig-
hedsforanstaltninger/tjenester og prioritering af tjenester
ud fra en vurdering af brugerbehov, nytteværdi og res-
sourcer.
– Udbyderne rapporterer hvert tredje år til Radio- og tv-
nævnet om gennemførelsen af handlingsplanerne.
– Klager over om udbyderne har opfyldt forpligtelserne
om at udbyde tilgængelighedsforanstaltninger kan indgi-
ves til Radio- og tv-nævnet.
Kulturministeriet vil de kommende år følge anvendelsen af
den foreslåede nye regulering af tilgængelighed for personer
med handicap med henblik på at vurdere om ordningen fun-
gerer efter hensigten.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Nærværende lovforslag vil ikke indebære merudgifter for
kommuner og regioner. Staten vil få begrænsede administra-
tive merudgifter i forbindelse med de foreslåede tilsynsop-
gaver for Radio- og tv-nævnet vedr. tilgængeliggørelse af
programmer for personer med handicap, videodelingsplat-
formstjenester og registrering af udbydere af on demand-
audiovisuelle medietjenester og videodelingsplatformstjene-
ster samt forslaget om, at Medierådet for Børn og Unge skal
vejlede om programmers egnethed for mindreårige. Det
skønnes umiddelbart på baggrund af lovforslaget, at de fore-
slåede nye opgaver samlet vil medføre et ressourceforbrug i
størrelsesordenen ca. 1,5 - 2 årsværk.
Lovforslaget vurderes at have mindre negative implemente-
ringskonsekvenser for staten i forbindelse med de foreslåede
tilsynsopgaver for Radio- og tv-nævnet, der sekretariatsbe-
tjenes af Slots- og Kulturstyrelsen, vedr. tilgængeliggørelse
af indhold for personer med handicap, videodelingsplatfor-
mstjenester og registrering af udbydere af on demand-audio-
visuelle medietjenester og videodelingsplatformstjenester
samt forslaget om, at Medierådet for Børn og Unge skal vej-
lede om programmers egnethed for mindreårige. Det vurde-
res, at sagsgange forbundet med de foreslåede nye opgaver
ikke leder til organisatoriske ændringer, og at det vil være
muligt at anvende allerede eksisterende sagsbehandlingssy-
stemer, herunder IT-løsninger. Der vurderes ikke at være
implementeringskonsekvenser for kommuner og regioner.
Det vurderes, at lovforslaget er i overensstemmelse med
principperne for digitaliseringsklar lovgivning, idet der med
lovforslaget lægges op til en mere teknologineutral lovgiv-
ning med mere ensartede regler. Lovforslaget indebærer en
række præciseringer og afklaringer af begreber fx i forbin-
delse med ændringer i definitionen af audiovisuelle medie-
tjenester, jf. princippet om enkle og klare regler. Det vurde-
res muligt at inkorporere sagsgange forbundet med de fore-
15
slåede nye opgaver, herunder det foreslåede system om al-
dersmærkning, i eksisterende IT-systemer, jf. princippet om
anvendelse af offentlig infrastruktur. Lovforslaget lægger op
til regler med særlig hensyntagen til beskyttelse af mindreå-
riges personoplysninger, hvilket stemmer overens med prin-
cippet om tryg og sikker datahåndtering. Princippet om fore-
byggelse af snyd og fejl vurderes ikke at være relevant, da
de foreslåede nye opgaver for Radio- og tv-nævnet og Me-
dierådet for Børn og Unge ikke forudsætter evt. anvendelse
af offentlig infrastruktur eller kontrol via adgang til oplys-
ninger i offentlige registre.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Lovforslaget vurderes at have mindre negative erhvervsøko-
nomiske konsekvenser for erhvervslivet som følge af om-
kostninger i forbindelse med regler om tilgængeliggørelse af
programmer for personer med handicap og mærkning af
programmers egnethed for mindreårige.
De fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-
regulering er overholdt. Et fortsat dansk forbud mod afbry-
delse af tv-programmer med reklamer og mod visning af
danske programmer i fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester, som indeholder produktplacering, samt op-
retholdelse af det gældende reklameloft på tv på 12 minutter
pr. time vil dog gå videre end minimumskravene i direktivet
om audiovisuelle medietjenester.
Lovforslaget vurderes at have mindre negative administrati-
ve konsekvenser for erhvervslivet i forbindelse med regler
om tilgængelighed af programmer for personer med handi-
cap, mærkning af programmers egnethed for mindreårige
samt indførelse af en registreringspligt for udbydere af on
demand-audiovisuelle medietjenester og videodelingsplat-
formstjenester.
Lovforslaget vurderes at være i overensstemmelse med prin-
cipperne for agil, erhvervsrettet lovgivning, herunder særligt
principperne om mere enkel og formålsbestemt regulering
og teknologineutralitet. Der vil med lovforslaget blive ind-
ført en mere teknologineutral lovgivning med mere ensarte-
de regler og fokus på enkelthed og metodefrihed i forhold til
reguleringens formål. Lovforslagets § 1, nr. 14, giver udby-
dere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester
mulighed for selv at pege på, hvordan kravet om løbende og
gradvis tilgængeliggørelse af programmer for personer med
handicap vil kunne løses. Lovforslagets § 1, nr. 12, og § 2,
nr. 2, 4 og 5, giver udbyderne mulighed for inden for vejle-
dende retningslinjer selv at tilrettelægge mærkning af pro-
grammers egnethed for mindreårige. Desuden giver lovfor-
slagets § 1, nr. 15, om krav til udbydere af videodelingsplat-
formstjenester om etablering af foranstaltninger til beskyt-
telse mod skadeligt og ulovligt indhold m.v. udbyderne fri-
hed til selv at vælge teknologiske løsninger.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse-
kvenser for borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører de-
le af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direktiv
2010/13/EU om samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle
medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) i
betragtning af de ændrede markedsforhold, EU-Tidende
2018, L 303, side 69. Direktivet skal være gennemført se-
nest den 19. september 2020.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 5. november
2019 til den 3. december 2019 været sendt i høring hos føl-
gende myndigheder, organisationer m.v.:
24Nordjyske, Advokatrådet, Altibox Film og serier, Altin-
get.dk TV, Antennesammenslutningen af 2012, Arbejderbe-
vægelsens Erhvervsråd, b.dk, Billedbladet Play, Bispebjerg
Lokal-tv, Blockbuster, Boxer Play, Boxer TV ApS, Broad-
cast Partners, Bryggeriforeningen, Bt.dk, BTiTV, Busi-
ness.dk, Børsen Play, Canal Digital Danmark A/S, Ca-
nal6000, Christiania TV, Copydan, Danish Dox, DanmarkC
TV, Dansk Annoncørforening, Dansk Blindesamfund,
Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Filmskat, Dansk Indu-
stri, Dansk IT, Dansk Journalistforbund, Dansk Student Tv
Forening, Danske Advokater, Danske Døves Landsforbund,
Danske Filminstruktører, Danske Handicaporganisationer,
Danske Mediedistributører, Danske Medier, DanToto Rac-
ing Live, Datatilsynet, Den Kristne Producentkomité, Det
Centrale Handicapråd, Det Danske Filminstitut, DI Digital,
DILEM, Discovery Networks, DJBFA/Komponister og
sangskrivere, DK 4, DR, Egmont International Holding A/S,
Ekstra Bladet TV, Erhvervsstyrelsen, Fast Track, Filmcen-
tralen, Filmdistributørerne, Filmlounge, Filmperler, Film-
Striben, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forene-
de Danske Antenneanlæg, Foreningen for Platformsøkono-
mi i Danmark, Frederiksberg Lokal TV, Fællesrådet for tv-
sendesamvirker i Danmark, Fullrate web-TV, Global, Glo-
16
bal Broadcast, Good Company Pictures, Google Danmark,
Gramex, Hi3G, Høreforeningen, I/S DIGI-TV, Institut for
menneskerettigheder, IT-Branchen, Jyllands-Posten TV,
Jysk Fynske Medier, Jyske Bank TV, Kanal 1 web-tv, Kanal
Hovedstaden, KODA, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,
Kreativitet & Kommunikation, Localeyes.tv, Mediehuset
København, Medierådet for Børn og Unge, METV - Meso-
potamia TV, Min Bio, MTG TV A/S, NENT, Nordisk Film,
Norkring, NutAlone, Ophavsretligt Forum, Politiken TV,
Producentforeningen, Radio- og tv-nævnet, Rigsrevisionen,
Samarbejdsforum for Danske Lytter- og Seerorganisationer,
SAML, Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer,
Samrådet for Ophavsret, SE/Stofa, Sendesamvirket i Køben-
havn, SF Anytime, Slots- og Kulturstyrelsen, Sofarækken,
Sport Live, Stofa A/S, Sundhedsstyrelsen, Teleklagenævnet,
Telenor, Telia Danmark, Teracom, TV 2 Sport A/S, TV 2/
Bornholm, TV 2/DANMARK A/S, TV 2/FYN, TV 2/Lorry,
TV 2/Nord, TV 2/Øst, TV 2/Østjylland, TV 3 A/S, TV Midt
Vest, TV SYD, TV2/ TV2 Play, UBOD, Uptown TV, Via-
sat, Waoo!, Yousee, Zebrasport.dk og Aabenraa Lokal TV.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis
nej, anfør ”Ingen”)
Negative konsekvenser/
merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis
nej, anfør ”Ingen”)
Økonomiske konsekvenser
for stat, kommuner og regio-
ner
Ingen Mindre administrative merud-
gifter for staten
Implementeringskonsekven-
ser for stat, kommuner og re-
gioner
Ingen Mindre negative implementer-
ings-konsekvenser for staten
Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
Ingen Mindre negative erhvervsøko-
nomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Ingen Mindre negative administrative
konsekvenser for erhvervslivet
Administrative konsekvenser
for borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af
14. november 2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU om
samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester
(direktiv om audiovisuelle medietjenester) i betragtning af de
ændrede markedsforhold. Direktivet skal være gennemført se-
nest den 19. september 2020.
Er i strid med de fem princip-
per for implementering af er-
hvervsrettet EU-regulering
(sæt X)
JA NEJ
X
17
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Radio- og fjernsynsloven
Til nr. 1
Radio- og fjernsynslovens titel er ”Lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed”.
Det foreslås at ændre lovens titel til ”Lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed m.v.” Det følger af forslaget om at ud-
vide lovens anvendelsesområde til at omfatte en regulering
af videodelingsplatformstjenester for så vidt angår skadeligt
eller ulovligt indhold og audiovisuel kommerciel kommuni-
kation, jf. lovforslagets § 1, nr. 15.
Til nr. 2
Fodnoten til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed æn-
dres til at angive, at loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direk-
tiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administra-
tive bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovi-
suelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjene-
ster) i betragtning af de ændrede markedsforhold, EU-Ti-
dende 2018, nr. L 303, side 69, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2002/22/EF af 7.marts 2002 om forsynings-
pligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester (forsyningsdirektivet), EU-
Tidende 2002, nr. L 108, side 51, som ændret ved Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. novem-
ber 2009, EU-Tidende, 2009, nr. L 337, side 11.
Herved ændres fodnoten til at angive, at loven indeholder
bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018
om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse
love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om
udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovi-
suelle medietjenester) i betragtning af de ændrede markeds-
forhold.
Til nr. 3
Det følger af radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1, nr. 4, at
ved udøvelse af programvirksomhed forstås bl.a. udbud af
on demand-audiovisuelle medietjenester, hvis hovedformål
er at udbyde informerende, underholdende eller oplysende
billedprogrammer med eller uden lyd til almenheden via
elektroniske kommunikationsnet som defineret i lov om
elektroniske kommunikationsnet og
-tjenester.
Ved direktivet om ændring af direktivet om audiovisuelle
medietjenester ændres definitionen af en audiovisuel medie-
tjeneste i direktivets artikel 1, stk. 1, således at en audiovisu-
el medietjeneste også er en tjeneste, hvor hovedformålet
med en del af tjenesten, der kan adskilles herfra, er under en
medietjenesteudbyders redaktionelle ansvar at udbyde infor-
merende, underholdende eller oplysende programmer til of-
fentligheden via elektroniske kommunikationsnet.
I ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 3 er det an-
ført, at direktivet fortsat kun bør gælde for tjenester, hvis ho-
vedformål er at sende programmer, der skal informere, un-
derholde eller oplyse. Hovedformålskravet bør også betrag-
tes som opfyldt, hvis tjenesten har et audiovisuelt indhold og
en audiovisuel form, som kan adskilles fra tjenesteudbyde-
rens hovedaktivitet, såsom selvstændige dele af internetavi-
ser med audiovisuelle programmer eller brugergenerede vi-
deoer, hvis disse dele kan anses for at kunne adskilles fra
hovedaktiviteten. Det er i betragtningen videre anført, at en
tjeneste bør anses for blot at være et supplement, der er uad-
skilleligt fra hovedaktiviteten, i kraft af forbindelserne mel-
lem det audiovisuelle udbud og hovedaktiviteten såsom le-
vering af nyheder i skriftlig form. Endelig anføres i betragt-
ningen, at som sådan kan kanaler og andre audiovisuelle tje-
nester under en tjenesteudbyders redaktionelle ansvar i sig
selv udgøre audiovisuelle medietjenester, selv om de udby-
des på en videodelingsplatform, som er kendetegnet ved ik-
ke af have noget redaktionelt ansvar. I sådanne tilfælde vil
det påhvile de tjenesteudbydere, der har det redaktionelle
ansvar, at overholde direktivet. I forhold til sidstnævnte hen-
vises til Kulturministeriets overvejelser i afsnit 3.1.3. i de al-
mindelige bemærkninger.
Det foreslås at ændre radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1,
nr. 4, således at ved udøvelse af programvirksomhed forstås
bl.a. udbud af on demand-audiovisuelle medietjenester, hvor
hovedformålet med en tjeneste eller en del af den, der kan
adskilles fra tjenesteudbyderens hovedaktivitet, er at udbyde
informerende, underholdende eller oplysende billedpro-
grammer til almenheden via elektroniske kommunikations-
net som defineret i lov om elektroniske kommunikationsnet
og -tjenester.
Herved sikres det på baggrund af direktivets ændring af
definitionen af en audiovisuel medietjeneste, at tjenester,
hvor hovedformålet med en del af tjenesten, der kan adskil-
les fra tjenesteudbyderens hovedaktivitet, er at udbyde infor-
merende, underholdende eller oplysende billedprogrammer
til almenheden, også udgør programvirksomhed omfattet af
radio- og fjernsynsloven.
Til nr. 4
Der indgår ikke i dag i radio- og fjernsynsloven en defini-
tion af hvad, der skal forstås ved et program.
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1, skal udøvelse
af programvirksomhed bl.a. forstås som udsendelse af bil-
ledprogrammer til almenheden ved hjælp af radioanlæg, fæl-
lesantenneanlæg eller øvrige elektroniske kommunikations-
net eller som udbud af on demand-audiovisuelle medietjene-
ster, hvis hovedformål er at udbyde informerende, underhol-
18
dende eller oplysende billedprogrammer med eller uden lyd
til almenheden via elektroniske kommunikationsnet.
Ved ændringsdirektivet præciseres direktivets definition
af et program i artikel 1, stk. 1, således at længden af et sæt
levende billeder med eller uden lyd ikke har betydning for
om disse skal anses som et program. Desuden er det ikke
længere et krav, at et program skal have form og indhold,
som kan sammenlignes med form og indhold af tv-spred-
ning. Et program defineres som et sæt levende billeder med
eller uden lyd, der udgør en individuel del, uanset dets læng-
de, inden for en programflade eller et katalog udarbejdet af
en medietjenesteudbyder. Programmer kan eksempelvis væ-
re film af spillefilmslængde, videoklip, sportsbegivenheder,
sitcom-serier, dokumentarprogrammer, børneprogrammer
og tv-drama.
Det foreslås, at der i radio- og fjernsynslovens § 2 indfø-
res et nyt stk. 6, der definerer et billedprogram som et sæt
levende billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel
del, uanset dets længde, inden for en programflade eller et
katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder, herunder
film af spillefilmslængde, videoklip, sportsbegivenheder,
dokumentarprogrammer, børneprogrammer og tv-drama.
Definitionen foreslås afgrænset til billedprogram, da direkti-
vets definition af et program alene vedrører levende billeder
med eller uden lyd, der indgår i audiovisuelle medietjenester
omfattet af direktivet, og således ikke omhandler indhold,
der alene virker gennem hørelsen (lydprogrammer).
Med forslaget til definition af et billedprogram præciseres
afgrænsningen af de audiovisuelle medietjenester, der er
omfattet af radio- og fjernsynsloven, dvs. enten fjernsynsud-
sendelser omfattet af radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1,
nr. 1-3, eller on demand-audiovisuelle medietjenester omfat-
tet af lovens § 2, stk. 1, nr. 4.
Til nr. 5
Direktivet om audiovisuelle medietjenester bygger som
omtalt i afsnit 3.1.1. i de almindelige bemærkninger på et af-
senderlandsprincip funderet på principperne om hjemlands-
kontrol og gensidig anerkendelse, jf. direktivets artikel 2 og
3.
Hjemlandskontrol indebærer, at medietjenesteudbydere
etableret i Danmark skal overholde de regler, der er fastsat i
det danske retssystem, uanset om den audiovisuelle medie-
tjeneste er rettet mod andre medlemsstater. Omvendt inde-
bærer gensidig anerkendelse, at danske myndigheder som
hovedregel ikke kan gribe ind over for en audiovisuel me-
dietjeneste rettet mod det danske marked, når medietjeneste-
udbyderen er etableret i en anden medlemsstat.
Direktivets forpligtelse til at sikre modtagefrihed/gensidig
anerkendelse for udenlandske fjersynsudsendelser er bl.a.
opfyldt ved radio- og fjernsynslovens regler om fællesanten-
neanlæg, hvorefter fællesantennelæg frit kan fordele alle ud-
sendelser, som sendes fra udlandet. For så vidt angår on de-
mand-audiovisuelle medietjenester er forpligtelsen opfyldt
ved e-handelslovens § 4 og de indgrebsmuligheder, der er
fastsat i e-handelslovens § 6. Direktivets procedurer for til-
fælde, hvor der er fastsat mere detaljerede eller strengere
danske bestemmelser i offentlighedens interesse på de områ-
der, der er omfattet af direktivet, og hvor det vurderes, at en
udbyder af fjernsynsudsendelser under en anden medlems-
stats jurisdiktion udbyder en udsendelse, som helt eller for-
trinsvis er rettet mod Danmark, jf. direktivets artikel 4, er
implementeret i bekendtgørelse nr. 1527 af 16. december
2013 om forretningsorden for Radio- og tv-nævnet med
hjemmel i radio- og fjernsynslovens § 39, stk. 3, og § 40,
stk. 6.
Ved ændringsdirektivet er afsenderlandsprincippet for ud-
bydere af audiovisuelle medietjenester opretholdt. Reglerne
om procedurer i tilfælde af undtagelser fra princippet om
modtagefrihed/gensidig anerkendelse og hjemlandskontrol
er ved ændringsdirektivet ændret, således at bl.a. de samme
regler finder anvendelse for fjernsynsprogramvirksomhed
og on demand-audiovisuelle medietjenester. Mulighederne
for at fravige princippet om modtagefrihed/gensidig aner-
kendelse er i den forbindelse i forhold til fjernsynsprogram-
virksomhed i direktivets artikel 3 udvidet fra tilfælde med
overtrædelse af reglerne om beskyttelse af mindreårige mod
skadeligt indhold og forbud mod tilskyndelse til had til til-
fælde, hvor folkesundheden eller den offentlige sikkerhed
bringes i fare eller ved risiko herfor.
I forbindelse med de reviderede regler om procedurer i til-
fælde af undtagelser fra princippet om modtagefrihed/gensi-
dig anerkendelse i direktivets artikel 3 foreslås det af præci-
sionsmæssige årsager, at direktivets princip om modtagefri-
hed/gensidig anerkendelse og adgang til at fravige princip-
pet indskrives i radio- og fjernsynsloven.
Det foreslås, at der i radio- og fjernsynslovens kapitel 2
om distribution af lyd- og billedprogrammer under over-
skriften ”Modtagefrihed af audiovisuelle medietjenester”
indføres en bestemmelse i § 9 a, stk. 1, hvorefter en udbyder
af en audiovisuel medietjeneste, der hører under et andet
lands myndighed inden for Den Europæiske Union/Det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og som leve-
rer en audiovisuel medietjeneste, er undtaget fra overholdel-
se af danske regler inden for det område, der samordnes ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af
visse love og administrative bestemmelser i medlemsstater-
ne om udbud af audiovisuelle medietjenester, selv om tjene-
sten retter sig mod Danmark, jf. dog stk. 2.
I stk. 2 foreslås, at Radio- og tv-nævnet uanset stk. 1 kan
træffe foranstaltninger, der midlertidigt begrænser adgangen
til at levere en audiovisuel medietjeneste, over for en medie-
tjenesteudbyder, der hører under et andet lands myndighed
inden for Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomi-
ske Samarbejdsområde, i tilfælde af en åbenlys, væsentlig
og alvorlig overtrædelse af direktivets regler om forbud mod
tilskyndelse til had eller vold eller offentlig opfordring til at
begå en terrorhandling, eller beskyttelse af mindreårige, el-
ler ved fare for folkesundheden eller den offentlige sikker-
hed.
19
Desuden foreslås i stk. 3, at kulturministeren fastsætter
nærmere regler for, hvornår de foranstaltninger, der er
nævnt i stk. 2, kan træffes. Det er hensigten, at bemyndigel-
sen benyttes til i bekendtgørelsesform at fastsætte de nær-
mere regler i direktivets artikel 3 om adgang til at fravige di-
rektivets princip om modtagefrihed/gensidig anerkendelse.
Det bemærkes, at direktivets regler om modtagefrihed/
gensidig anerkendelse af fjernsynsudsendelser og on de-
mand-audiovisuelle medietjenester fra andre medlemsstater
alene vedrører områder, der er samordnet ved direktivet.
Områder, der ikke er samordnet ved direktivet, er således ik-
ke underlagt direktivets regler og procedurer vedrørende
modtagefrihed/gensidig anerkendelse, men er omfattet af
EU-Domstolens retspraksis om muligheden for at begrænse
den frie udveksling af tjenesteydelser efter TEUF artikel 56.
Denne retspraksis er beskrevet i ændringsdirektivets præam-
belbetragtning nr. 10.
Det fremgår af præambelbetragtning nr.10, at det i over-
ensstemmelse med retspraksis fra Den Europæiske Unions
Domstol (»EU-Domstolen«) kun er muligt at begrænse den
frie udveksling af tjenesteydelser, som er sikret i henhold til
traktaten, hvis der foreligger tvingende hensyn i offentlighe-
dens interesse, f.eks. opnåelse af et højt forbrugerbeskyttel-
sesniveau, forudsat at sådanne begrænsninger er begrunde-
de, står i rimeligt forhold til målet og er nødvendige. Derfor
bør en medlemsstat kunne træffe visse foranstaltninger for at
sikre overholdelse af de af dens forbrugerbeskyttelsesregler,
der ikke henhører under de områder, der samordnes ved di-
rektiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester. Desu-
den fremgår af betragtningen, at foranstaltninger, der træffes
af en medlemsstat for at håndhæve dens nationale forbruger-
beskyttelsesordning, herunder i forbindelse med reklamer
for spil, skal være begrundede, stå i rimeligt forhold til det
mål, der tilstræbes, og være nødvendige som krævet i EU-
Domstolens retspraksis. Endelig fremgår det, at under alle
omstændigheder må en modtagermedlemsstat ikke træffe
nogen foranstaltninger, der vil være til hinder for retrans-
mission på dens område af fjernsynsudsendelser fra en an-
den medlemsstat.
Eventuelle foranstaltninger, der træffes af en medlemsstat
for at håndhæve dens nationale forbrugerbeskyttelsesord-
ning, herunder eksempelvis i forbindelse med reklamer for
spil eller kviklån, der ikke er samordnet ved direktivet, skal
således være begrundede, stå i et rimeligt forhold til det mål,
der tilstræbes, og være nødvendige. Samtidig må en modta-
germedlemsstat ikke træffe nogen foranstaltninger, der vil
være til hinder for retransmission på dens område af fjern-
synsudsendelser fra en anden medlemsstat. Det er Kulturmi-
nisteriets vurdering, at dette tilsvarende gælder for on de-
mand-audiovisuelle medietjenester fra en anden medlems-
stat.
Det er hensigten, at direktivets reviderede regler om und-
tagelser fra princippet om hjemlandskontrol fastsættes i be-
kendtgørelse om forretningsorden for Radio- og tv-nævnet
med hjemmel i radio- og fjernsynslovens § 39, stk. 3, og §
40, stk. 6.
Til nr. 6
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 39, stk. 4, 1. pkt., er ra-
dio- og tv-foretagender og øvrige medietjenesteudbydere,
der er omfattet af Radio- og tv-nævnets virksomhed, forplig-
tet til at meddele nævnet de oplysninger, udlevere de doku-
menter mv. og afgive de skriftlige udtalelser, som forlanges
af nævnet.
Det foreslås at udvide radio- og fjernsynslovens § 39, stk.
4, 1. pkt., til også at omfatte udbydere af videodelingsplat-
formstjenester.
Det følger af forslaget om, at Radio- og tv-nævnet skal re-
gistrere udbydere af videodelingsplatformstjenester og føre
tilsyn med virksomheden, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 og 15.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i
forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger i afsnit 3.1.3.
Til nr. 7
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 42, nr. 2, har Radio- og
tv-nævnet til opgave at registrere foretagender, som udøver
programvirksomhed ved hjælp af satellit, fællesantennean-
læg, jordbaserede digitale radio- og tv-sendemuligheder,
kortbølgesendemuligheder eller øvrige elektroniske kommu-
nikationsnet, og at føre tilsyn med programvirksomheden.
Det foreslås at udvide radio- og fjernsynslovens § 42, nr.
2, til også at omfatte registrering af og tilsyn med udbydere
af on demand-audiovisuel programvirksomhed, jf. også lov-
forslagets § 1, nr. 9.
Det følger af forslaget om indførelse af pligt for udbydere
af on demand-audiovisuel programvirksomhed til at lade sig
registrere hos Radio- og tv-nævnet, jf. lovforslagets § 1, nr.
10.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i
forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger i afsnit 3.2.2.
Til nr. 8
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 42, nr. 5, har Radio- og
tv-nævnet til opgave at træffe afgørelse om indstilling af re-
gistreret programvirksomhed efter lovens § 47, stk. 1, 1.
pkt., jf. lovens § 50, stk. 2.
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 42 a, stk. 2, har Radio-
og tv-nævnet til opgave at træffe afgørelse om indstilling af
on demand-audiovisuel programvirksomhed efter lovens §
47, stk. 1, 2. pkt., jf. lovens § 50, stk. 3.
Det foreslås fastsat i radio- og fjernsynslovens § 42, nr. 5,
at nævnets adgang til at træffe afgørelse om indstilling af
programvirksomhed som fastsat i lovens § 50, stk. 3, omfat-
ter on demand-audiovisuel programvirksomhed.
Det følger af forslaget om indførelse af pligt for udbydere
af on demand-audiovisuel programvirksomhed til at lade sig
20
registrere hos Radio- og tv-nævnet og udvidelse af nævnets
opgaver til at omfatte registrering af sådan virksomhed, jf.
lovforslagets § 1, nr. 7 og 10.
Til nr. 9
Radio- og fjernsynsloven indeholder ikke bestemmelser
om videodelingsplatforme.
Ved direktivet om ændring af direktivet om audiovisuelle
medietjenester indføres i artikel 28a og 28b en regulering af
videodelingsplatformstjenester.
Artikel 28a fastlægger, hvornår udbydere af videodelings-
platformstjenester hører under en medlemsstats jurisdiktion.
I artikel 28b indføres en forpligtelse for medlemsstater til
at sikre, at udbydere af videodelingsplatforme træffer pas-
sende foranstaltninger, der skal beskytte mindreårige mod
skadeligt indhold og beskytte alle borgere mod indhold, der
tilskynder til vold eller had, eller hvis udbredelse udgør en
strafbar handling i henhold til EU-retten. Desuden indehol-
der artikel 28b forpligtelser vedrørende audiovisuel kom-
merciel kommunikation (reklamer, sponsorering, produkt-
placering mv.) på videodelingsplatforme.
Direktivets bestemmelser foreslås gennemført ved indfø-
relsen af et nyt kapitel 8 a om videodelingsplatformstjene-
ster i radio- og fjernsynsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 15.
Det nye kapitel 8 a består af §§ 51 a-c, hvor § 51 a definerer
videodelingsplatformstjenester og fastsætter en pligt til regi-
strering af udbydere af videodelingsplatforme, § 51 b vedrø-
rer de foranstaltninger, som videodelingsplatformstjenester
skal træffe, og § 51 c giver Radio- og tv-nævnet mulighed
for at træffe afgørelse om indstilling af virksomheden ved
grove eller gentagne overtrædelser samt giver særlig adgang
til domstolsprøvelse.
I den forbindelse foreslås det i § 42 a at fastsætte Radio-
og tv-nævnets opgaver vedrørende videodelingsplatfor-
mstjenester.
Det foreslås i nr. 1, at Radio- og tv-nævnet har til opgave
at registrere udbydere af videodelingsplatformstjenester og
føre tilsyn med virksomheden, jf. § 51 a.
I nr. 2 foreslås, at Radio- og tv-nævnet har til opgave at
påtale overtrædelser af loven og bestemmelser fastsat efter
loven.
I nr. 3 foreslås, at Radio- og tv-nævnet har til opgave at
træffe afgørelse om foranstaltninger vedrørende beskyttelse
af mindreårige og offentligheden mod indhold, der tilskyn-
der til vold eller had eller til at begå terrorhandlinger, eller
mod indhold med børnepornografi, racisme eller fremmed-
had, jf. § 51 b, stk. 2 og 3.
Hermed vil Radio- og tv-nævnet bl.a. kunne behandle kla-
ger og tvister mellem brugere og udbydere af videodelings-
platforme i forhold til de foranstaltninger, som udbyderne er
forpligtet til at træffe. Nævnet vil derimod ikke kunne be-
handle tvister om selve indholdet på platformen (eksempel-
vis om konkret indhold skal fjernes).
I nr. 4 foreslås, at Radio- og tv-nævnet har til opgave at
træffe afgørelse om foranstaltninger og bestemmelser vedrø-
rende identifikation og indhold af reklamer, sponsorering og
produktplacering på videodelingsplatformstjenester, jf. § 51
b, stk. 4.
Det foreslås desuden i nr. 5, at Radio- og tv-nævnet har til
opgave at træffe afgørelse om indstilling af virksomheden,
jf. § 51 c, stk. 1.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i
forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger i afsnit 3.1.3.
Til nr. 10
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., skal
foretagender, der udøver programvirksomhed ved hjælp af
satellit, fællesantenneanlæg, kortbølgesendemuligheder eller
øvrige elektroniske kommunikationsnet, og som hører under
dansk myndighed, lade sig registrere hos Radio- og tv-næv-
net. Desuden fastsætter lovens § 47, stk. 1, 2. pkt., at medie-
tjenesteudbydere, der udbyder on demand-audiovisuel pro-
gramvirksomhed omfattet af lovens § 2, stk. 1, nr. 4, kan ud-
øve programvirksomhed uden registrering.
Det foreslås, at der i § 47, stk. 1, 2. pkt., indføres pligt for
udbydere af on demand-audiovisuel programvirksomhed,
som hører under dansk myndighed, til at lade sig registrere
hos Radio- og tv-nævnet.
Dette svarer til den gældende registreringspligt for udby-
dere af lineært fjernsyn i radio- og fjernsynslovens § 47, stk.
1, 1. pkt., og den foreslåede registreringspligt for udbydere
af videodelingsplatformstjenester, jf. lovforslagets § 1, nr.
15,
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i
forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger i afsnit 3.2.2.
Til nr. 11
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 47, stk. 5, kan kulturmi-
nisteren fastsætte nærmere regler om registrering af udbyde-
re af lineært fjernsyn i henhold til radio- og fjernsynslovens
§ 47, stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås, at kulturministeren ved en udvidelse af be-
myndigelsesbestemmelsen i lovens § 47, stk. 5, får bemyn-
digelse til også at fastsætte nærmere regler om registrering
af udbydere af on demand-audiovisuel programvirksomhed.
Der er tale om en konsekvens som følge af lovforlagets §
1, nr. 10, hvor der indføres pligt for udbydere af on demand-
audiovisuel programvirksomhed til at lade sig registrere hos
Radio- og tv-nævnet.
Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse skal be-
nyttes til i bekendtgørelsesform at fastsætte regler om, hvil-
21
ke oplysninger, der skal meddeles i forbindelse med regi-
strering, hvornår der kan ske afvisning af registrering, æn-
dringer af forhold, der er oplyst i forbindelse med registre-
ringen mv.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i
forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger i afsnit 3.2.2.
Til nr. 12
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 48, 2. pkt., kan kultur-
ministeren i forbindelse med fastsættelse af regler om pro-
gramvirksomhed fastsætte regler om beskyttelse af mindreå-
rige.
Med udgangspunkt i bestemmelsen er der i dag fastsat så-
danne regler i bekendtgørelsesform. De pågældende be-
kendtgørelser er bekendtgørelse nr. 1288 af 18. november
2015 om vedtægt for DR, bekendtgørelse nr. 1613 af 18. de-
cember 2018 om vedtægt for de regionale TV 2-virksomhe-
der, bekendtgørelse nr. 103 af 28. januar 2010 om TV 2/
DANMARK A/S’ programvirksomhed, bekendtgørelse nr.
79 af 28. januar 2019 om ikkekommercielt tv i MUX 1 og
bekendtgørelse nr. 697 af 8. juni 2016 om programvirksom-
hed på grundlag af registrering samt on-demand audiovisuel
programvirksomhed.
Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester
er der i direktivets artikel 6a, stk. 3, indført krav om etable-
ring af et system for fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester, der beskriver de mulige skadevirkninger af
indhold med henblik på beskyttelse af mindreårige. Med-
lemsstaterne skal således sikre, at medietjenesteudbydere
fremlægger tilstrækkelige oplysninger over for seerne om
indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller
moralske udvikling, idet udbyderne til dette formål skal bru-
ge et system, der beskriver de mulige skadevirkninger af
indholdet af den enkelte tjeneste.
Desuden er det i direktivets artikel 6a, stk. 2, fastsat, at
mindreåriges personoplysninger, som indsamles eller på an-
den måde genereres af medietjenesteudbydere i henhold til
beskyttelsesforanstaltninger etableret af udbyderne, ikke må
behandles med henblik på kommercielle formål såsom di-
rekte markedsføring, profilering og adfærdsbaseret reklame.
Det foreslås på denne baggrund, at bemyndigelsesbestem-
melsen i radio- og fjernsynslovens § 48, 2. pkt., udvides til,
at kulturministeren i forbindelse med regler om beskyttelse
af mindreårige kan fastsætte regler om mærkning af pro-
grammers egnethed for mindreårige og om mindreåriges
personoplysninger.
Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse til at
fastsætte regler om mærkning af programmers egnethed for
mindreårige skal benyttes til at fastsætte nærmere regler om
det system for aldersmærkning af programindhold på fjern-
syn, on demand-audiovisuelle medietjenester og biografer,
der er omtalt i de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.3.
I den forbindelse er det bl.a. hensigten at fastsætte regler
om, at udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester er ansvarlige for aldersvurdering af program-
mer og film, der ikke er vurderet af Medierådet for Børn og
Unge. Vurderingen – som skal ske med udgangspunkt i vej-
ledningsmateriale, der er udarbejdet af Medierådet, – kan
enten ske ved, at udbyderne selv aldersmærker de enkelte
programmer, eller – hvis et program allerede er aldersvurde-
ret af den, som har rettighederne til tilgængeliggørelse af
programmet på det danske marked, – ved at udbyderne an-
vender denne aldersvurdering. Udbyderne skal desuden in-
formere seerne/brugerne om aldersgrænserne.
Herudover er det hensigten at fastsætte regler om, at en
række programtyper som følge af deres karakter undtages
fra kravet om aldersmærkning. Det er som udgangspunkt
hensigten at undtage følgende programtyper/indhold: Ny-
heds- og aktualitetsindhold, undervisnings- og forsknings-
indhold, informationsindhold om ideel, politisk eller religiøs
virksomhed, musikindhold, idrætsindhold, hobby, instrukti-
ons- og fritidsindhold samt direkte udsendelser.
Det er desuden hensigten at fastsætte regler om, at Radio-
og tv-nævnet fører tilsyn med, at der er foretaget og infor-
meret om den påkrævede aldersmærkning for fjernsyn og on
demand-audiovisuelle medietjenester, og at nævnet i den
forbindelse kan træffe afgørelse om, hvorvidt konkrete pro-
grammer skulle have været aldersmærket.
Det er desuden hensigten, at den foreslåede bemyndigelse
til at fastsætte regler om mindreåriges personoplysninger
skal benyttes til at fastsætte regler om, at mindreåriges per-
sonoplysninger, som indsamles eller på anden måde genere-
res af medietjenesteudbydere i henhold til beskyttelsesforan-
staltninger etableret af udbyderne, ikke må behandles med
henblik på kommercielle formål såsom direkte markedsfø-
ring, profilering og adfærdsbaseret reklame.
For så vidt angår direktivets forbud mod behandling af
mindreåriges personoplysninger med henblik på kommerci-
elle formål og forholdet til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2016/679 om databeskyttelse fremgår det
som omtalt i afsnit 3.1.3. af ændringsdirektivets præambel-
betragtning nr. 21, at Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) 2016/679 anerkender, at børn bør nyde særlig be-
skyttelse med hensyn til behandling af deres personoplys-
ninger. Medietjenesteudbyderes oprettelse af mekanismer til
beskyttelse af børn fører uundgåeligt til behandling af min-
dreåriges personoplysninger. Det fremgår videre af præam-
belbetragtningen, at da sådanne mekanismer har til formål at
beskytte børn, bør mindreåriges personoplysninger, der be-
handles inden for rammerne af tekniske foranstaltninger til
beskyttelse af børn, ikke anvendes til kommercielle formål.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i
forhold til bestemmelsen henvises til de almindelige be-
mærkninger i afsnit 3.3.3.
Til nr. 13
22
Radio- og fjernsynslovens § 48, 3. pkt., fastsætter, bl.a.
med baggrund i direktivet om audiovisuelle medietjenester,
at kulturministeren kan fastsætte regler om, at programmer-
ne ikke på nogen måde må tilskynde til had på grund af
race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans, lige-
som der kan fastsættes regler om, at programmerne ikke på
nogen måde må fremme terrorisme. Eftersom direktivet er et
minimumsdirektiv, er Danmark ikke afskåret fra at indføre
yderligere regulering, og bemyndigelsesbestemmelsen er i
forhold til direktivets regulering suppleret med ”seksuel ob-
servans” og ”fremme af terrorisme”. Med udgangspunkt i
bestemmelsen er der i dag fastsat sådanne regler i bekendt-
gørelsesform. De pågældende bekendtgørelser er bekendtgø-
relse nr. 1288 af 18. november 2015 om vedtægt for DR, be-
kendtgørelse nr. 1613 af 18. december 2018 om vedtægt for
de regionale TV 2-virksomheder, bekendtgørelse nr. 103 af
28. januar 2010 om TV 2/DANMARK A/S’ programvirk-
somhed, bekendtgørelse nr. 79 af 28. januar 2019 om ikke-
kommercielt tv i MUX 1 og bekendtgørelse nr. 697 af 8. ju-
ni 2016 om programvirksomhed på grundlag af registrering
samt on-demand audiovisuel programvirksomhed.
Ved det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester
indføres en øget beskyttelse på fjernsyn og on demand-audi-
ovisuelle medietjenester i forhold til tilskyndelse til vold el-
ler had og offentlige opfordringer til at begå terrorhandlin-
ger. I direktivets artikel 6 pålægges medlemsstaterne således
at sikre, at fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjene-
ster leveret af udbydere under deres myndighed, ikke til-
skynder til vold eller had rettet mod en gruppe af personer
eller et medlem af en gruppe af nogen af de grunde, der er
omhandlet i artikel 21 i EU’s charter for grundlæggende ret-
tigheder, eller indeholder en offentlig opfordring til at begå
en terrorhandling som fastsat i artikel 5 i direktiv (EU)
2017/541. Artikel 21 i EU’s charter fastsætter, at enhver for-
skelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller so-
cial oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, po-
litiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt
mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel
orientering eller ethvert andet forhold er forbudt. Desuden
fastsætter artikel 21, at inden for traktaternes anvendelses-
område og med forbehold af deres særlige bestemmelser er
enhver forskelsbehandling på grund af nationalitet forbudt.
Artikel 5 om offentlige opfordringer til at begå terrorhand-
linger i direktiv (EU) 2017/541 om bekæmpelse af terroris-
me og om erstatning af Rådets rammeafgørelse
2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse
2005/671/RIA svarer indholdsmæssigt til § 114, stk. 1, i
straffeloven. Det følger af direktivets artikel 6, at de foran-
staltninger, der træffes med henblik på anvendelsen af artik-
len, skal være nødvendige og forholdsmæssige og skal re-
spektere de rettigheder og overholde de forpligtelser, der er
fastsat i chartret.
Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen i radio- og
fjernsynslovens § 48, 3. pkt., ændres, således at det fastsæt-
tes, at programmerne heller ikke må tilskynde til vold, og at
listen af grunde for tilskyndelse til vold eller had udvides
med de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter
om grundlæggende rettigheder.
Det er hensigten at benytte den foreslåede bemyndigelse
til i de ovenfor omtalte bekendtgørelser at fastsætte regler
om, at programmerne i fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester ikke må tilskynde til vold eller had af nogen
af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om
grundlæggende rettigheder. Det er desuden hensigten som
hidtil at fastsætte i bekendtgørelserne, at der ikke må udsen-
des programmer eller stilles programmer til rådighed, der
fremmer terrorisme. Herved opretholdes den hidtidige dan-
ske regulering på området.
Til nr. 14
Det fremgår af radio- og fjernsynslovens § 48 i lovens ka-
pitel 8 om programvirksomhed på grundlag af tilladelse og
registrering samt on demand-audiovisuel programvirksom-
hed, at kulturministeren kan fastsætte regler om program-
virksomheden.
Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester
er der i direktivets artikel 7 indført skærpede forpligtelser
om tilgængelighed for udbydere af fjernsyn og on demand-
audiovisuelle medietjenester.
Det foreslås i den forbindelse at indsætte en yderligere be-
myndigelsesbestemmelse i lovens § 48, stk. 2, hvorefter kul-
turministeren for så vidt angår udbydere af fjernsyn og on
demand-audiovisuelle medietjenester, der ikke er underlagt
public service-forpligtelser, kan fastsætte bestemmelser om,
at programvirksomheden ved hjælp af forholdsmæssige for-
anstaltninger løbende og gradvis gøres mere tilgængelig for
personer med handicap. Samtidig foreslås, at kulturministe-
ren kan fastsætte bestemmelser om adgang til at klage over
om de nævnte foranstaltninger er iværksat.
Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til i bekendtgø-
relsesform at fastsætte nærmere bestemmelser om en kom-
mende ordning for tilgængeliggørelse af indhold for perso-
ner med handicap, der baserer sig på de elementer, der er
omtalt i de almindelige bemærkninger i afsnit 3.4.3.
Den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte bestemmelser
om adgang til at klage forventes udnyttet til i bekendtgørel-
sesform at fastsætte, at klager om hvorvidt udbyderne har
opfyldt forpligtelserne om at udbyde tilgængelighedsforan-
staltninger kan indgives til Radio- og tv-nævnet. Der vil så-
ledes ikke være adgang til at klage over konkret indførte til-
gængelighedsforanstaltninger – eksempelvis om foranstalt-
ningerne teknisk fungerer mv. Sådanne klager vil skulle ret-
tes til udbyderne.
Det forventes, at der på Slots- og Kulturstyrelsens hjem-
meside vil blive etableret et lettilgængeligt online kontakt-
punkt for information og oplysning om klageadgang.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i
forhold til bestemmelsen henvises til de almindelige be-
mærkninger i afsnit 3.4.3.
23
Til nr. 15
Radio- og fjernsynsloven indeholder ikke bestemmelser
om videodelingsplatformstjenester. Udbydere af videode-
lingsplatformstjenester er som informationssamfundstjene-
ster omfattet af reguleringen i e-handelsloven, jf. omtalen i
de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.1.
Ved direktivet om ændring af direktivet om audiovisuelle
medietjenester indføres i artikel 28a og 28b en regulering af
videodelingsplatformstjenester. Ved videodelingsplatfor-
mstjenester i direktivets forstand tænkes på tjenester såsom
YouTube og audiovisuelt indhold, der deles på sociale me-
dietjenester såsom Facebook.
Artikel 28a fastlægger, hvornår udbydere af videodelings-
platformstjenester hører under en medlemsstats jurisdiktion.
I artikel 28b indføres en forpligtelse for medlemsstater til
at sikre, at udbydere af videodelingsplatforme træffer pas-
sende foranstaltninger, der skal beskytte mindreårige mod
skadeligt indhold og beskytte alle borgere mod indhold, der
tilskynder til vold eller had, eller hvis udbredelse udgør en
strafbar handling i henhold til EU-retten. Udbydere af vi-
deodelingsplatformstjenester skal bl.a. sikre, at deres gene-
relle vilkår for brug af tjenesten inddrager de ovennævnte
krav vedrørende skadeligt eller ulovligt indhold. Desuden
skal udbyderne etablere brugerværktøjer, som kan bruges til
at anmelde og mærke skadeligt indhold, systemer til alders-
og forældrekontrol samt sikre en adgang for brugere til at
klage til platformsudbyderen. Herudover fastsættes i direkti-
vet, at mindreåriges personoplysninger, som indsamles eller
på anden måde genereres af udbydere af videodelingsplat-
forme i henhold til de nævnte alders- og forældrekontrolsy-
stemer, ikke må behandles med henblik på kommercielle
formål såsom direkte markedsføring, profilering og adfærds-
baseret reklame. Herudover indfører ændringsdirektivet for-
pligtelser vedrørende audiovisuel kommerciel kommunika-
tion (reklamer, sponsorering, produktplacering mv.) på vi-
deodelingsplatforme.
Det foreslås, at radio- og fjernsynslovens anvendelsesom-
råde udvides til at omfatte videodelingsplatformstjenester
som defineret i direktivet og direktivets regler om regulering
af tjenesterne. I den forbindelse foreslås indført et nyt kapi-
tel 8 a om videodelingsplatformstjenester i loven. Det fore-
slåede kapitel 8 a består af §§ 51 a-c, hvor § 51 a definerer
videodelingsplatformstjenester og fastsætter en pligt til regi-
strering, § 51 b vedrører de foranstaltninger, som videode-
lingsplatformstjenester skal træffe, og § 51 c giver Radio-
og tv-nævnet mulighed for at træffe afgørelse om indstilling
af virksomheden ved grove eller gentagne overtrædelser
samt giver særlig adgang til domstolsprøvelse. Det er hen-
sigten, at der med udgangspunkt i de bemyndigelsesbestem-
melser, der foreslås indført i lovens kapitel 8 a, fastsættes
nærmere bestemmelser om videodelingsplatformstjenester i
en selvstændig ny bekendtgørelse om videodelingsplatfor-
mstjenester.
§ 51 a
Det foreslås i § 51 a, stk. 1, at udbydere af videodelings-
platformstjenester, som hører under dansk myndighed, skal
lade sig registrere hos Radio- og tv-nævnet. Herved indføres
en registreringspligt for videodelingsplatformstjenester, som
hører under dansk jurisdiktion.
Radio- og tv-nævnet er i dag tilsynsmyndighed for radio-
og fjernsynslovgivningens regulering af fjernsyn og on de-
mand-audiovisuelle medietjenester. Foretagender, der udø-
ver lineær fjernsynsprogramvirksomhed via kabel, satellit
eller internet, er som omtalt i de almindelige bemærkninger i
afsnit 3.2.1. forpligtet til at lade sig registrere hos nævnet.
Formålet med den foreslåede registreringspligt for udbydere
af videodelingsplatformstjenester er at skabe grundlag for
identifikation af de udbydere, der omfattes af den foreslåede
regulering af tjenesterne, og dermed for Radio- og tv-næv-
nets tilsyn med tjenesterne. I § 42 a foreslås, at Radio- og tv-
nævnet udover at registrere udbydere af videodelingsplatfor-
mstjenester også skal føre tilsyn med tjenesterne, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 9.
En videodelingsplatformstjeneste er i artikel 1 (1) (aa) i
direktivet om audiovisuelle medietjenester defineret som en
tjeneste, hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af
den, der kan adskilles herfra, eller en væsentlig funktion i
tjenesten består i at udbyde programmer, brugergenerede vi-
deoer eller begge dele til offentligheden, som udbyderen af
videodelingsplatformen ikke har noget redaktionelt ansvar
for, med henblik på at informere, underholde eller oplyse
via elektroniske kommunikationsnet og hvis tilrettelæggelse
fastlægges af udbyderen af videodelingsplatformen, herun-
der ved brug af automatiske metoder og algoritmer og navn-
lig gennem visning, tagging og sekvensering.
En udbyder af en videodelingsplatform er i artikel 1 (1)
(da) i direktivet defineret som en fysisk eller juridisk person,
der udbyder en videodelingsplatformstjeneste. En brugerge-
nereret video er i direktivets artikel 1 (1) (ba) defineret som
et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en in-
dividuel del, uanset dens længde, som skabes af en bruger
og uploades på en videodelingsplatform af denne bruger el-
ler af enhver anden bruger.
Det foreslås i stk. 2, at ved en videodelingsplatformstjene-
ste forstås en tjeneste, hvor hovedformålet med tjenesten el-
ler en del af den, der kan adskilles herfra, eller en væsentlig
funktion i tjenesten består i at udbyde billedprogrammer, jf.
§ 2, stk. 6, brugergenerede videoer eller begge dele til of-
fentligheden, som udbyderen af videodelingsplatformen ik-
ke har noget redaktionelt ansvar for, med henblik på at in-
formere, underholde eller oplyse via elektroniske kommuni-
kationsnet som defineret i lov om elektroniske kommunika-
tionsnet og –tjenester og hvis tilrettelæggelse fastlægges af
udbyderen af videodelingsplatformen, herunder ved brug af
automatiske metoder og algoritmer og navnlig gennem vis-
ning, tagging og sekvensering. Herved indføres direktivets
definition af en videodelingsplatformstjeneste i radio- og
fjernsynsloven.
24
I forbindelse med forslaget til definition af en videode-
lingsplatformstjeneste foreslås i stk. 3, at ved en udbyder af
en videodelingsplatformstjeneste forstås en fysisk eller ju-
ridisk person, der udbyder en videodelingsplatformstjeneste.
Herved indføres direktivets definition af en udbyder af en
videodelingsplatformstjeneste i loven.
Desuden foreslås i stk. 4, at ved en brugergenereret video
forstås et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør
en individuel del, uanset dens længde, som skabes af en bru-
ger og uploades på en videodelingsplatform af denne bruger
eller af enhver anden bruger. Herved indføres direktivets de-
finition af en brugergenereret video i loven.
I forhold til direktivets definition af en videodelingsplat-
formstjeneste fremgår det af ændringsdirektivets præambel-
betragtning nr. 6, at når en del, der kan adskilles fra tjene-
sten, udgør en videodelingsplatformstjeneste som omhandlet
i direktivet, bør kun denne del være omfattet af direktivet,
og kun for så vidt angår programmer og brugergenererede
videoer. Videoklip, der er indlejret i det redaktionelle ind-
hold af elektroniske udgaver af aviser og blade, og animere-
de billeder såsom GIF᾽er, bør ikke være omfattet af direkti-
vet. Det fremgår endvidere af præambelbetragtningen, at de-
finitionen af en videodelingsplatformstjeneste ikke bør om-
fatte ikkeøkonomiske aktiviteter som f.eks. udbud af audio-
visuelt indhold på private websteder og ikkekommercielle
interessegrupper.
Kulturministeriet bemærker, at der med videodelingsplat-
formstjenester tænkes på tjenester såsom YouTube og audi-
ovisuelt indhold, der deles på sociale medietjenester såsom
Facebook.
Det fremgår af ændringsdirektivets præambelbetragtning
nr. 5, at formålet med direktivet ikke er at regulere sociale
medietjenester som sådan. En social medietjeneste bør alene
være omfattet, hvis levering af programmer og brugergene-
rerede videoer udgør en væsentlig funktion i den pågælden-
de tjeneste. Det fremgår videre af præambelbetragtningen, at
levering af programmer og brugergenererede videoer kan
anses for at udgøre en væsentlig funktion i den sociale me-
dietjeneste, hvis det audiovisuelle indhold ikke blot er et
supplement til eller udgør en mindre del af den sociale me-
dietjenestes aktiviteter. Desuden fremgår, at Kommissionen
for at sikre klarhed, effektivitet og sammenhæng i gennem-
førelsen om nødvendigt bør udstede retningslinjer om den
praktiske anvendelse af kriteriet om væsentlig funktion med
hensyn til definitionen af en videodelingsplatformstjeneste.
Det er forventningen, at Kommissionen udsteder sådanne
retningslinjer i første halvdel af 2020.
Artikel 28a i direktivet om audiovisuelle medietjenester
fastlægger, hvornår udbydere af videodelingsplatformstjene-
ster hører under en medlemsstats jurisdiktion. E-handelsdi-
rektivets afsenderlandssystem, jf. omtalen i de almindelige
bemærkninger i afsnit 3.1.1., udvides til at omfatte udbydere
af videodelingsplatforme omfattet af direktivet om audiovi-
suelle medietjenester. Det er således i artikel 28a, stk. 1,
fastsat, at en udbyder af en videodelingsplatform etableret
på en medlemsstats område, jf. artikel 3, stk. 1, i e-handels-
direktivet, hører under den pågældende medlemsstats juris-
diktion med henblik på direktivet om audiovisuelle medie-
tjenester. Det følger af e-handelsdirektivets artikel 2, litra c,
at ved en etableret tjenesteyder forstås en tjenesteyder, som
faktisk udøver erhvervsmæssig virksomhed i et ikke nærme-
re angivet tidsrum ved hjælp af en fast indretning. Da
spørgsmålet om etablering er af betydning for hvilket lands
retssystem, tjenesteyderne er omfattet af, er direktivets defi-
nition på etableret tjenesteyder medtaget i e-handelslovens §
2. Det fremgår af præambelbetragtningerne til e-handelsdi-
rektivet, at definitionen skal forstås i overensstemmelse med
EU-Domstolens retspraksis om tjenesteyderes etablerings-
sted.
Hvis en udbyder af en videodelingsplatform ikke er etab-
leret på en medlemsstats område efter e-handelsdirektivets
artikel 3, stk. 1, er der i artikel 28a, stk. 2, fastsat alternative
jurisdiktionskriterier med udgangspunkt i, hvorvidt udbyde-
ren har en modervirksomhed, en dattervirksomhed eller ind-
går i en koncern med en anden virksomhed, der er etableret
på den pågældende medlemsstats område.
Det følger af artikel 28a, stk. 6, i direktivet om audiovisu-
elle medietjenester, at medlemsstaterne skal udarbejde opda-
terede lister over udbydere af videodelingsplatforme under
deres jurisdiktion.
I stk. 5, 1. pkt., foreslås, at kulturministeren fastsætter
nærmere regler om registrering i henhold til stk. 1 og regler
for, hvornår udbydere af videodelingsplatformstjenester hø-
rer under dansk myndighed, med henblik på gennemførelse
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning
af visse love og administrative bestemmelser i medlemssta-
terne om udbud af audiovisuelle medietjenester. Det er er
hensigten, at den foreslåede bemyndigelse skal benyttes til
at fastsætte regler om, hvilke oplysninger, der skal meddeles
i forbindelse med registrering af udbydere af videodelings-
platformstjenester hos Radio- og tv-nævnet, hvornår der kan
ske afvisning af registrering, ændringer af forhold, der er
oplyst i forbindelse med registreringen mv. Det er desuden
hensigten, at bemyndigelsen skal benyttes til at fastsætte
regler om jurisdiktion i overensstemmelse med reglerne i ar-
tikel 28a i direktivet om audiovisuelle medietjenester, her-
under regler om at Radio- og tv-nævnet skal udarbejde lister
over udbydere af videodelingsplatforme, som hører under
dansk myndighed.
I stk. 5, 2. pkt., foreslås, at kulturministeren endvidere
fastsætter regler for, hvornår udbud af billedprogrammer,
brugergenerede videoer eller begge dele udgør en væsentlig
funktion i en videodelingsplatformstjeneste i henhold til stk.
2. Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse – med
udgangspunkt i Kommissionens ovennævnte retningslinjer
om den praktiske anvendelse af kriteriet om væsentlig funk-
tion med hensyn til definitionen af en videodelingsplatfor-
mstjeneste i § 51 a, stk. 2, – skal benyttes til at fastsætte
nærmere kriterier herfor.
25
Det er Kulturministeriets umiddelbare vurdering, at der pt.
i det aktuelle mediebillede kun vil kunne blive tale om få vi-
deodelingsplatformstjenester af begrænset størrelse, som vil
kunne høre under dansk myndighed.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i
forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger i afsnit 3.1.3.
§ 51 b
Artikel 28a og 28b i direktivet om audiovisuelle medietje-
nester henviser til e-handelsdirektivets artikel 3 om e-han-
delsdirektivets afsenderlandssystem og e-handelsdirektivets
artikel 12-15 om bl.a. fritagelse for ansvar for ulovlige op-
lysninger leveret af en tredjemand, jf. omtalen i de alminde-
lige bemærkninger i afsnit 3.1.1 og bemærkningerne til § 51
a.
E-handelsdirektivets afsenderlandsprincip er funderet på
principperne om hjemlandskontrol og gensidig anerkendel-
se. Hjemlandskontrol indebærer, at tjenesteudbydere etable-
ret i Danmark skal overholde de regler, der er fastsat i det
danske retssystem, uanset om tjenesten er rettet mod andre
medlemsstater. Omvendt indebærer gensidig anerkendelse,
at danske myndigheder som hovedregel ikke kan gribe ind
over for en tjeneste rettet mod det danske marked, når tjene-
steudbyderen er etableret i en anden medlemsstat. Afsender-
landsprincippet, der kun omfatter det ”koordinerede områ-
de”, som defineret i e-handelslovens § 2, nr. 8, er implemen-
teret i e-handelslovens §§ 3-4 om hjemlandskontrol og gen-
sidig anerkendelse. I overensstemmelse med e-handelsdirek-
tivet giver e-handelslovens § 6 under nærmere angivne be-
tingelser danske myndigheder mulighed for at fravige prin-
cippet om gensidig anerkendelse som følge af hensyn til den
offentlige orden, beskyttelse af folkesundheden, den offent-
lige sikkerhed og forbrugerne.
E-handelslovens §§ 14-16, som gennemfører e-handelsdi-
rektivets artikel 12-14, indeholder som udgangspunkt en fri-
tagelse for ansvar for ulovlige oplysninger leveret af en tred-
jemand, der transmitteres, eller oplagres automatisk, mel-
lemliggende og midlertidigt, eller oplagres af visse udbydere
af informationssamfundstjenester under visse betingelser. E-
handelsdirektivets artikel 15 udelukker, at generelle forplig-
telser til at overvåge sådanne oplysninger eller aktivt at un-
dersøge forhold, der tyder på ulovlig virksomhed, kan på-
lægges disse udbydere, uden at det dog vedrører overvåg-
ningsforpligtelser i konkrete tilfælde, og navnlig uden at det
berører påbud fra nationale myndigheder i overensstemmel-
se med national ret.
Forholdet mellem e-handelsdirektivet og direktivet om
audiovisuelle medietjenester er omtalt i artikel 4, stk. 7, i di-
rektivet om audiovisuelle medietjenester. Det fremgår heraf,
at e-handelsdirektivet finder anvendelse, medmindre andet
er fastsat i direktivet om audiovisuelle medietjenester. I til-
fælde af modstrid mellem e-handelsdirektivet og direktivet
om audiovisuelle medietjenester har sidstnævnte direktiv
forrang, medmindre andet er fastsat heri. Eftersom der i arti-
kel 28a og 28b i direktivet om audiovisuelle medietjenester
henvises til e-handelsdirektivets artikel 12-15 og i artikel
28a tillige til e-handelsdirektivets artikel 3 har disse artikler
dermed prioritet over direktivet om audiovisuelle medietje-
nester.
Det foreslås i § 51 b, stk. 1, at for udbydere af videode-
lingsplatformstjenester, der er omfattet af § 51 a, stk. 1, gæl-
der §§ 3-4, § 6 og §§ 14-16 i lov om tjenester i informati-
onssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel.
Herved foreslås det fastsat i radio- og fjernsynsloven, at e-
handelslovens §§ 3-4 og § 6 om hjemlandskontrol og gensi-
dig anerkendelse, herunder adgang til begrænsning af leve-
ring af tjenester, og e-handelslovens §§ 14-16 om viderefor-
midling, caching og oplagring, finder anvendelse for udby-
dere af videodelingsplatformstjenester, der hører under
dansk myndighed.
Med henvisningen til e-handelslovens §§ 3-4 og § 6 præ-
ciseres, at disse regler også finder anvendelse for udbydere
af videodelingsplatformstjenester, der i medfør af de alterna-
tive jurisdiktionskriterier i artikel 28a, stk. 2, i direktivet om
audiovisuelle medietjenester anses for at høre under dansk
myndighed.
Med henvisningen til e-handelslovens §§ 14-16 præcise-
res, at de foranstaltninger, som udbydere af videodelings-
platformstjenester skal træffe for at beskytte mindreårige og
offentligheden, ikke må påvirke anvendelsen af de nævnte
bestemmelser i e-handelsloven. I den forbindelse er det i
ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 48 anført, at i
betragtning af den rolle, som udbyderne spiller med hensyn
til det indhold, der leveres via videodelingsplatformstjene-
ster, bør de passende foranstaltninger for at beskytte min-
dreårige og offentligheden vedrøre tilrettelæggelsen af ind-
holdet og ikke selve indholdets art. Direktivets krav i den
henseende bør derfor gælde med forbehold af artikel 12-14 i
e-handelsdirektivet, som rummer en fritagelse for ansvar for
ulovlige oplysninger, der transmitteres, eller oplagres auto-
matisk, mellemliggende og midlertidigt, eller oplagres af
visse udbydere af informationssamfundstjenester. I præam-
belbetragtning nr. 48 er det videre anført, at ved levering af
tjenester, der er omfattet af artikel 12-14 i e-handelsdirekti-
vet, bør disse krav desuden gælde uden at det berører e-han-
delsdirektivets artikel 15, som udelukker, at generelle for-
pligtelser til at overvåge sådanne oplysninger eller aktivt at
undersøge forhold, der tyder på ulovlig virksomhed, kan på-
lægges disse udbydere, uden at det dog vedrører overvåg-
ningsforpligtelser i konkrete tilfælde, og navnlig uden at det
berører påbud fra nationale myndigheder i overensstemmel-
se med national ret.
Ifølge artikel 28b, stk. 1 og 3, i direktivet om audiovisuel-
le medietjenester skal udbydere af videodelingsplatforme
træffe passende foranstaltninger, der skal beskytte mindreå-
rige mod skadeligt indhold og beskytte alle borgere mod
indhold, der tilskynder til vold eller had, eller hvis udbredel-
se udgør en strafbar handling i henhold til EU-retten.
I henhold til direktivets artikel 28b, stk. 1 a) skal mindreå-
rige beskyttes mod programmer, brugergenererede videoer
26
og audiovisuel kommerciel kommunikation (reklamer, spon-
sorering, produktplacering mv.), der kan skade deres fysi-
ske, psykiske eller moralske udvikling. Offentligheden skal
ifølge direktivets artikel 28 b, stk. 1 b) beskyttes mod pro-
grammer, brugergenererede videoer og audiovisuel kom-
merciel kommunikation, der tilskynder til vold eller had ret-
tet mod en gruppe af personer eller et medlem af en gruppe
af nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s
charter om grundlæggende rettigheder. Desuden skal offent-
ligheden ifølge direktivets artikel 28b, stk. 1 c) beskyttes
mod programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel
kommerciel kommunikation med indhold, hvis udbredelse
udgør en aktivitet, der i henhold til EU-retten er en strafbar
handling, dvs. en offentlig opfordring til at begå en terror-
handling som fastsat i artikel 5 i direktiv (EU) 2017/541,
lovovertrædelser i forbindelse med børnepornografi som
fastsat i artikel 5, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2011/93/EU og lovovertrædelser vedrørende racisme
og fremmedhad som fastsat i artikel 1 i rammeafgørelse
2008/913/RIA. Indholdsmæssigt svarer det til offentlige op-
fordringer til at begå terrorhandlinger som omhandlet i §
114, stk. 1, i straffeloven, lovovertrædelser i forbindelse
med børnepornografi som omhandlet i § 235, stk. 1, i straf-
feloven og lovovertrædelser i forbindelse med racisme og
fremmedhad som omhandlet i § 266 b i straffeloven.
Desuden fastsættes i direktivets artikel 28b, stk. 3, at min-
dreåriges personoplysninger, som indsamles eller på anden
måde genereres af udbydere af videodelingsplatforme i hen-
hold til alders- og forældrekontrolsystemer ikke må behand-
les med henblik på kommercielle formål såsom direkte mar-
kedsføring, profilering og adfærdsbaseret reklame.
For så vidt angår direktivets forbud mod behandling af
mindreåriges personoplysninger med henblik på kommerci-
elle formål og forholdet til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2016/679 om databeskyttelse fremgår det
af ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 21, at Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 aner-
kender, at børn bør nyde særlig beskyttelse med hensyn til
behandling af deres personoplysninger. Medietjenesteudby-
deres oprettelse af mekanismer til beskyttelse af børn fører
uundgåeligt til behandling af mindreåriges personoplysnin-
ger. Det fremgår videre af præambelbetragtningen, at da så-
danne mekanismer har til formål at beskytte børn, bør min-
dreåriges personoplysninger, der behandles inden for ram-
merne af tekniske foranstaltninger til beskyttelse af børn, ik-
ke anvendes til kommercielle formål.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at kulturministeren fastsætter
regler om, at udbydere af videodelingsplatforme omfattet af
§ 51 a, stk. 1, skal træffe passende foranstaltninger for at be-
skytte mindreårige mod skadeligt indhold.
Desuden foreslås i stk. 2, 2. pkt., at kulturministeren i den
forbindelse fastsætter regler om, at mindreåriges persono-
plysninger, som indsamles eller genereres af udbydere af vi-
deodelingsplatforme, ikke må behandles med henblik på
kommercielle formål.
Herudover foreslås i stk. 3, at kulturministeren fastsætter
regler om, at udbydere af videodelingsplatforme skal træffe
passende foranstaltninger for at beskytte offentligheden mod
indhold, der tilskynder til vold eller had af nogen af de grun-
de, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om grund-
læggende rettigheder, eller indhold, hvis udbredelse udgør
en strafbar handling i forbindelse med offentlige opfordrin-
ger til at begå terrorhandlinger som omhandlet i § 114, stk.
1, i straffeloven, lovovertrædelser i forbindelse med børne-
pornografi som omhandlet i § 235, stk. 1, i straffeloven og
lovovertrædelser i forbindelse med racisme og fremmedhad
som omhandlet i § 266 b i straffeloven.
Artikel 21 i EU’s charter fastsætter, at enhver forskelsbe-
handling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social op-
rindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske
eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindre-
tal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel oriente-
ring eller ethvert andet forhold er forbudt. Desuden fastsæt-
ter artikel 21, at inden for traktaternes anvendelsesområde
og med forbehold af deres særlige bestemmelser er enhver
forskelsbehandling på grund af nationalitet forbudt.
I § 114, stk. 1, i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 976
af 17. september 2019, fastsættes, at for terrorisme straffes
med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at
skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at
tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder el-
ler en international organisation til at foretage eller undlade
at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge
et lands eller en international organisations grundlæggende
politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfunds-
mæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlin-
ger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammen-
hæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en internatio-
nal organisation alvorlig skade: 1) Manddrab efter § 237; 2)
grov vold efter § 245 eller § 246; 3) frihedsberøvelse efter §
261; 4) forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1,
retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærd-
selsmidler m.v. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter
§ 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der
kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige
økonomiske tab; 5) kapring af transportmidler efter § 183 a;
6) overtrædelser af lovgivningen om våben og eksplosiv-
stoffer under særligt skærpende omstændigheder efter § 192
a; 7) brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af
skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernba-
ne- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2,
sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186,
stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til alminde-
lig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1; og 8) besiddelse eller
anvendelse m.v. af radioaktive stoffer efter § 192 b.
Straffelovens § 235, stk. 1, fastsætter at den, som udbreder
pornografiske fotografier eller film, andre pornografiske vi-
suelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år,
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt
skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som
særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde,
27
hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov
vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der
er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret
karakter.
Ifølge straffelovens § 266 b straffes den, der offentligt el-
ler med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter
udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af
personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin
race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller
seksuelle orientering, med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt
skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af pro-
pagandavirksomhed.
Det er hensigten at benytte de foreslåede bemyndigelser i
stk. 2, 1. pkt., og stk. 3 til at fastsætte regler, der implemen-
terer direktivets komplette liste over de foranstaltninger ved-
rørende skadeligt eller ulovligt indhold, som udbydere af vi-
deodelingsplatforme skal træffe alt efter hvad der er rele-
vant, jf. direktivets artikel 28b, stk. 3, og som vedrører:
a) Inddragelse og anvendelse som en del af videodelings-
platformstjenesternes generelle vilkår for brug af tjenesten
af de krav vedr. skadeligt eller ulovligt indhold, der om-
handles i artikel 28 b, stk. 1.
b) Etablering og opretholdelse af gennemsigtige og bru-
gervenlige mekanismer, som brugere af en videodelingsplat-
form kan bruge til over for udbyderen af platformen at ind-
berette skadeligt eller ulovligt indhold, der udbydes på plat-
formen.
c) Etablering og opretholdelse af systemer, hvorigennem
udbydere af videodelingsplatforme over for deres brugere
redegør for, hvordan der er fulgt op på den ovennævnte ind-
beretning.
d) Etablering og opretholdelse af systemer til alderskon-
trol af brugere af videodelingsplatforme fsva. indhold, som
kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske ud-
vikling.
e) Etablering og opretholdelse af systemer, der er lette at
bruge og gør det muligt for brugere af videodelingsplatfor-
me at bedømme skadeligt eller ulovligt indhold.
f) Sikring af forældrekontrolsystemer, der styres af slut-
brugeren, for så vidt angår indhold, som kan skade mindreå-
riges fysiske, psykiske eller moralske udvikling.
g) Etablering og opretholdelse af gennemsigtige procedu-
rer, der er lette at følge og effektive, til at behandle og afgø-
re klager fra brugere til udbyderen af videodelingsplatforme
i forbindelse med gennemførelsen af de ovenfor i punkt b)-
f) omhandlede foranstaltninger.
h) 1) Sikring af effektive foranstaltninger og værktøjer til
fremme af mediekendskab og 2) iværksættelse af oplys-
ningskampagner rettet mod brugerne om disse foranstaltnin-
ger og værktøjer.
Det er i den forbindelse desuden hensigten at fastsætte
regler om, at det mest skadelige indhold for mindreårige
skal være underlagt de strengeste adgangskontrolforanstalt-
ninger.
Herudover er det hensigten at fastsætte regler om, at Ra-
dio- og tv-nævnet ved registrering af en udbyder af en vi-
deodelingsplatformstjeneste skal påse, at udbyderen har
truffet de ovennævnte foranstaltninger vedr. skadeligt eller
ulovligt indhold alt efter hvad der er relevant. Dette skal ske
under hensyntagen til, at der ifølge artikel 28b, stk. 3, bl.a.
skal være tale om passende foranstaltninger, som skal være
gennemførlige og forholdsmæssige og tage hensyn til video-
delingsplatformstjenestens størrelse og den udbudte tjene-
stes art. Nævnet vil herefter konkret kunne tage stilling til,
hvilke foranstaltninger, der er passende for den enkelte ud-
byder inden for direktivets rammer, herunder om udbyderen
skal træffe alle de i direktivet opregnede foranstaltninger.
Det er desuden hensigten at benytte bemyndigelsen i stk.
2, 2. pkt., til at fastsætte regler om, at mindreåriges persono-
plysninger, som indsamles eller på anden måde genereres i
henhold til de ovenfor under punkt d) og f) nævnte systemer
til alderskontrol og forældrekontrolsystemer ikke må be-
handles med henblik på kommercielle formål såsom direkte
markedsføring, profilering og adfærdsbaseret reklame.
Ifølge artikel 28b, stk. 2, i direktivet om audiovisuelle me-
dietjenester skal udbydere af videodelingsplatforme opfylde
kravene i direktivets artikel 9, stk. 1, med hensyn til audio-
visuel kommerciel kommunikation (reklamer, sponsorering
og produktplacering), der markedsføres, sælges eller tilrette-
lægges af disse udbydere af videodelingsplatforme.
Ifølge direktivets artikel 9, stk. 1, skal audiovisuel kom-
merciel kommunikation klart kunne identificeres som sådan
og opfylde et sæt minimumskvalitetskrav. De nævnte mini-
mumskvalitetskrav vedrører bl.a. forbud mod, at den audio-
visuelle kommercielle kommunikation skader respekten for
den menneskelige værdighed, fremmer forskelsbehandlinger
og tilskynder til skadelig adfærd for bl.a. sundhed og miljø-
beskyttelse, og krav vedrørende beskyttelse af mindreårige
og forbud mod audiovisuel kommerciel kommunikation for
særlige produkter.
Herudover fastsætter direktivets artikel 28b, stk. 2, at ud-
bydere af videodelingsplatforme skal træffe passende foran-
staltninger for at opfylde de krav, der er fastsat i artikel 9,
stk. 1, for så vidt angår audiovisuel kommerciel kommuni-
kation, som ikke markedsføres, sælges eller tilrettelægges af
disse udbydere af videodelingsplatforme, under hensyntagen
til den begrænsede kontrol, der udøves af disse videode-
lingsplatforme over sådan audiovisuel kommerciel kommu-
nikation. Udbyderne skal desuden informere brugerne, hvis
programmer og brugergenererede videoer indeholder audio-
visuel kommerciel kommunikation, såfremt der er givet op-
lysning om sådan kommunikation via en funktion, der giver
brugere, som uploader brugergenerede videoer, mulighed
for at angive, om sådanne videoer indeholder audiovisuel
kommerciel kommunikation, eller hvis udbyderen har kend-
skab hertil.
28
Det foreslås i stk. 4, at kulturministeren fastsætter regler
om identifikation og indhold af reklamer, sponsorering og
produktplacering på videodelingsplatformstjenester.
For så vidt angår audiovisuel kommerciel kommunikation
(reklamer, sponsorering og produktplacering), som mar-
kedsføres, sælges eller tilrettelægges af udbydere af video-
delingsplatforme, er det hensigten at benytte den foreslåede
bemyndigelse til at fastsætte regler om, at udbyderne skal
opfylde kravene i direktivets artikel 9, stk. 1, om klar identi-
fikation af audiovisuel kommerciel kommunikation og op-
fyldelse af et sæt minimumskvalitetskrav.
I forhold til audiovisuel kommerciel kommunikation, som
ikke markedsføres, sælges eller tilrettelægges af udbyderne
– og som disse således alene har begrænset kontrol over – er
det hensigten at benytte den foreslåede bemyndigelse til at
fastsætte regler om, at udbyderne som en del af deres gene-
relle vilkår for brug af tjenesten skal inddrage kravene i di-
rektivets artikel 9, stk. 1. Desuden er det hensigten at fast-
sætte regler om, at udbyderne skal anvende en funktion, der
giver brugere, som uploader brugergenerede videoer, mulig-
hed for at angive, om sådanne videoer, så vidt de ved eller
med rimelighed kan forventes at vide, indeholder audiovisu-
el kommerciel kommunikation. Herudover er det hensigten
at fastsætte, at såfremt der er givet oplysning om audiovisuel
kommerciel kommunikation i medfør af den nævnte funk-
tion eller hvis udbyderen har kendskab til audiovisuel kom-
merciel kommunikation, skal udbyderne tydeligt informere
brugerne, hvis programmer og brugergenerede videoer inde-
holder sådan kommunikation.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i
forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger i afsnit 3.1.3.
§ 51 c
Radio- og tv-nævnet kan efter de gældende regler bl.a.
træffe afgørelse om midlertidig eller endelig inddragelse af
en tilladelse eller indstilling af programvirksomhed for
fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester, hvis
tilladelseshaveren, det registrerede foretagende eller medie-
tjenesteudbyderen overtræder loven eller bestemmelser fast-
sat efter loven, såfremt en overtrædelse er grov, eller over-
trædelser er ofte gentagne, jf. radio- og fjernsynslovens §
50.
Ved førstegangsovertrædelser giver Radio- og tv-nævnet –
dog beroende på en konkret vurdering af overtrædelsens ka-
rakter – som udgangspunkt alene en påtale, jf. radio- og
fjernsynslovens § 42, nr. 3. Inddragelsessanktionerne har
imidlertid gentagelsesvirkning, idet Radio- og tv-nævnets
praksis er at sanktionere overtrædelser med stigende alvor-
lighed/strenghed. Hvis stationen fortsætter sin overtrædelse,
kan der blive tale om midlertidig inddragelse og herefter en-
delig inddragelse/indstilling af programvirksomheden.
Eventuelt vil nævnet først foretage en midlertidig inddragel-
se af kortere varighed og herefter i en længere periode. Også
varigheden af den midlertidige inddragelse/indstilling beror
på en konkret vurdering.
Det foreslås i § 51 c, stk. 1, at Radio- og tv-nævnet kan
træffe afgørelse om midlertidig eller endelig indstilling af
virksomheden på en tjeneste omfattet af § 51 a, stk. 1, hvis
udbyderen af videodelingsplatformstjenesten groft eller gen-
tagne gange overtræder loven eller bestemmelser fastsat i
medfør af loven. Herved gives Radio- og tv-nævnet tilsva-
rende adgang til at træffe afgørelse om midlertidig eller en-
delig indstilling af virksomheden på en videodelingsplatfor-
mstjeneste, hvis udbyderen af tjenesten groft eller gentagne
gange overtræder loven eller bestemmelser fastsat i medfør
af loven. Med bestemmelser fastsat i medfør af loven tænkes
på bestemmelser om videodelingsplatformstjenester, der
fastsættes med udgangspunkt i de ovennævnte foreslåede
bemyndigelsesbestemmelser i § 51 a og 51 b. Det drejer sig
bl.a. om bestemmelser, der pålægger udbydere af videode-
lingsplatforme at træffe foranstaltninger for at beskytte min-
dreårige og offentligheden mod skadeligt og ulovligt ind-
hold. Disse foranstaltninger vedrører tilrettelæggelsen af
indholdet og ikke selve indholdets art. Som ovenfor omtalt i
forbindelse med den foreslåede bestemmelse i § 51 b er det i
ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 48 bl.a. anført,
at i betragtning af den rolle, som udbyderne spiller med hen-
syn til det indhold, der leveres via videodelingsplatformstje-
nester, bør de passende foranstaltninger for at beskytte min-
dreårige og offentligheden vedrøre tilrettelæggelsen af ind-
holdet og ikke selve indholdets art.
En afgørelse fra Radio- og tv-nævnet kan efter gældende
ret indbringes for domstolene af den, som har en retlig inte-
resse i afgørelsen. Indbringelsen sker ved, at der i en civil
retssag udtages stævning mod nævnet.
For så vidt angår Radio- og tv-nævnets afgørelser om ind-
dragelse af en programtilladelse eller indstilling af program-
virksomhed, der vedrører indholdet af programmer, er der
etableret en særlig adgang til domstolsprøvelse i radio- og
fjernsynslovens § 50 a. Lovens § 50 a, stk. 1, bestemmer, at
sådanne afgørelser kan af den, afgørelsen vedrører, forlan-
ges indbragt for domstolene, hvis afgørelsen vedrører regler,
der er fastsat i medfør af lovens § 48, 2. eller 3. pkt. Det
gælder således afgørelser om, hvorvidt reglerne om beskyt-
telse af mindreårige er overtrådt, om programmerne må an-
ses for at tilskynde til had på grund af race, køn, religion,
nationalitet eller seksuel observans, eller om programmerne
må anses for at fremme terrorisme.
Denne særlige adgang til domstolsprøvelse består i, at den
pågældende blot skal begære sagen indbragt for retten og så-
ledes ikke er nødt til selv at udtage stævning i sagen. Ifølge
lovens § 50 a, stk. 2, skal begæring herom fremsættes til Ra-
dio- og tv-nævnet, inden 4 uger efter at afgørelsen er med-
delt den pågældende. Overholdes fristen, vil Radio- og tv-
nævnet herefter anlægge sag mod den pågældende i den bor-
gerlige retsplejes former. Overholdes fristen ikke, vil den
pågældende selv kunne anlægge sag mod Radio- og tv-næv-
net på sædvanlig vis ved i en civil retssag at udtage stæv-
ning mod nævnet. Ifølge lovens § 50 a, stk. 3, kan retten ved
kendelse bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning.
Såfremt Radio- og tv-nævnets afgørelse opretholdes ved
29
dom, kan der heri bestemmes, at anke ikke har opsættende
virkning.
Den etablerede adgang til domstolsprøvelse skal ses i lyset
af den indgribende karakter, en afgørelse om ikke at kunne
udøve programvirksomhed, der er begrundet i indholdet af
programmerne, kan have. De samme hensyn ses ikke at fo-
religge i situationer, hvor sådanne afgørelser er begrundet i
andre forhold, f.eks. at et tidligere meddelt påbud ikke er
overholdt, eller at kravene til reklamers placering i program-
fladen er overtrådt.
Lovforslaget vil indebære, at Radio- og tv-nævnet ved af-
gørelse om indstilling af virksomheden vil have mulighed
for at gribe ind over for en udbyder af en videodelingsplat-
formstjeneste, der groft eller gentagne gange har overtrådt
bestemmelser, der er fastsat med udgangspunkt i de oven-
nævnte foreslåede bemyndigelsesbestemmelser i § 51 a og
51 b. Det drejer sig om bestemmelser om registrering af ud-
bydere, etablering af foranstaltninger for at beskytte min-
dreårige og offentligheden mod skadeligt og ulovligt ind-
hold og bestemmelser om identifikation og indhold af rekla-
mer mv.
Uagtet at en afgørelse om indstilling således ikke vil være
begrundet i selve indholdet på en videodelingsplatformstje-
neste finder Kulturministeriet, at der henset til den indgri-
bende karakter, en afgørelse om ikke at kunne udøve virk-
somhed kan have, bør etableres en tilsvarende særlig adgang
til domstolsprøvelse af sådanne afgørelser, hvis afgørelsen
er begrundet i foranstaltninger vedrørende indholdet af pro-
grammer og brugergenerede videoer.
Det foreslås derfor i § 51 c, stk. 2 og 3, at der også for af-
gørelser om indstilling af virksomheden på videodelings-
platformstjenester, gives adgang til at indbringe en afgørelse
for domstolene, hvis afgørelsen vedrører regler om foran-
staltninger til beskyttelse af mindreårige og offentligheden
mod skadeligt og ulovligt indhold som fastsat i medfør af
lovforslagets § 51 b, stk. 2, 1. pkt., eller stk. 3.
I den forbindelse foreslås i stk. 2, at en afgørelse truffet ef-
ter stk. 1 kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt
for domstolene, hvis afgørelsen vedrører regler som fastsat i
medfør af § 51 b, stk. 2, 1. pkt., eller stk. 3. Begæring herom
skal fremsættes til Radio- og tv-nævnet, inden 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende. Afgørelsen skal in-
deholde oplysninger om adgangen til at kræve domstolspr-
øvelse og om fristen herfor. Radio- og tv-nævnet anlægger
sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
I stk. 3 foreslås, at retten ved sagsanlæg omfattet af stk. 2
ved kendelse kan bestemme, at sagsanlæg har opsættende
virkning. Såfremt Radio- og tv-nævnets afgørelse oprethol-
des ved dom, kan der heri bestemmes, at anke ikke har op-
sættende virkning.
Til nr. 16
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 85 a, stk. 1, er produkt-
placering i programmer i fjernsyn og on demand-audiovisu-
elle medietjenester ikke tilladt. Ved produktplacering forstås
visning eller omtale af en vare, en tjenesteydelse eller et va-
remærke som led i et program mod betaling eller anden
modydelse, jf. lovens § 85 a, stk. 2.
Lovens § 85 a, stk. 4, indeholder samtidig en bemyndigel-
sesbestemmelse, hvorefter kulturministeren kan fastsætte
nærmere regler om produktplacering, herunder om fravigel-
se af forbuddet mod produktplacering i § 85 a, stk. 1. Be-
myndigelsen er udnyttet til, at der i bekendtgørelse nr. 801
af 21. juni 2013 om reklamer og sponsorering m.v. af pro-
grammer i radio, fjernsyn og on demand-audiovisuelle me-
dietjenester samt indgåelse af partnerskaber (reklamebe-
kendtgørelsen) er fastsat nærmere regler om produktplace-
ring. Der er herefter bl.a. i bekendtgørelsen fastsat forbud
mod visning af danske programmer i fjernsyn og on de-
mand-audiovisuelle medietjenester, som indeholder pro-
duktplacering. Under nærmere angivne vilkår er der adgang
til at vise indkøbte udenlandske programmer med produkt-
placering inden for genrerne kort- og dokumentarfilm, spil-
lefilm, tv-serier, sportsprogrammer og underholdningspro-
grammer (med undtagelse af programmer henvendt til børn).
Direktivet om audiovisuelle medietjenester har hidtil i di-
rektivets artikel 11 fastsat et forbud mod produktplacering i
fjernsynsudsendelser og on demand-audiovisuelle medietje-
nester med undtagelse af visse programtyper, som under
nærmere angivne vilkår kan indeholde produktplacering.
Med ændringsdirektivet er hovedreglen i artikel 11 blevet, at
produktplacering under nærmere angivne vilkår tillades
bortset fra nyheds- og aktualitetsprogrammer, forbrugerpro-
grammer, religiøse programmer og børneprogrammer.
Det foreslås at præcisere radio- og fjernsynslovens § 85 a,
stk. 1, således at det af loven i overensstemmelse med den
gældende retstilstand fremgår, at det generelle forbud mod
produktplacering omhandler forbud mod visning af pro-
grammer i fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjene-
ster, som indeholder produktplacering. Det er fortsat hensig-
ten, at der i reklamebekendtgørelsen med udgangspunkt i di-
rektivets vilkår gives adgang til at vise indkøbte udenland-
ske programmer med produktplacering inden for de oven-
nævnte genrer. Der er således ikke med den foreslåede æn-
dring tilsigtet ændringer i retstilstanden.
Uagtet forbuddet mod visning af danske programmer i
fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester, som
indeholder produktplacering, giver reklamebekendtgørelsen
under nærmere angivne vilkår DR og TV 2/DANMARK
A/S adgang til at vise spillefilm og kort- og dokumentarfilm,
som DR og TV 2/DANMARK A/S er forpligtet til økono-
misk at engagere sig i, og som indeholder produktplacering.
Det er fortsat hensigten, at denne adgang opretholdes.
Til nr. 17
I radio- og fjernsynslovens § 87, stk. 1, 1. pkt., om opta-
gelse og opbevaring af programmer henvises bl.a. til regi-
strerede foretagender.
30
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., skal
udbydere af lineært tv (fjernsynsudsendelser), som hører
under dansk myndighed, lade sig registrere hos Radio- og
tv-nævnet.
Da § 87, stk. 1, alene omhandler lineært tv, og da der i lo-
vens § 47, stk. 1, 2. pkt., også indføres pligt for udbydere af
on demand-audiovisuel programvirksomhed til at lade sig
registrere, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, skal der konsekvens-
rettes i § 87, stk. 1, 1. pkt., så der henvises til registrerede
foretagender i henhold til § 47, stk. 1, 1. pkt.
Til nr. 18
Radio- og fjernsynsloven indeholder ikke bestemmelser
om forsyning af fjernsyn og on demand-audiovisuelle me-
dietjenester med overlays til kommercielle formål.
Ved det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester
indføres med artikel 7b, stk. 1, i direktivet en forpligtelse for
medlemsstaterne til at træffe passende og forholdsmæssige
foranstaltninger for at sikre, at audiovisuelle medietjenester
leveret af medietjenesteudbydere ikke uden disse udbyderes
udtrykkelige samtykke forsynes med overlays til kommerci-
elle formål eller ændres. Samtidig fastsættes i direktivets ar-
tikel 7b, stk. 2, at medlemsstaterne præciserer undtagelser
navnlig vedrørende beskyttelse af brugernes legitime inte-
resser, og samtidig tager hensyn til de legitime interesser
hos de medietjenesteudbydere, som oprindeligt leverede de
audiovisuelle medietjenester.
I ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 26 er det
om baggrunden for bestemmelsen i artikel 7b anført, at for
at beskytte medietjenesteudbydernes redaktionelle ansvar og
den audiovisuelle værdikæde er det af afgørende betydning
at kunne sikre integriteten af de programmer og tjenester,
der leveres af medietjenesteudbyderne. Programmer og
audiovisuelle medietjenester bør ikke leveres i afkortet
form, ændret eller med afbrydelser eller med overlays til
kommercielle formål, hvis ikke medietjenesteudbyderne har
givet deres udtrykkelige samtykke. Det fremgår videre af
præambelbetragtningen, at medlemsstaterne bør sikre, at
overlays, som modtageren af tjenesten udelukkende har ta-
get initiativ til eller tilladt til privat brug, såsom overlays
som følge af tjenester for individuel kommunikation, ikke
kræver samtykke fra medietjenesteudbyderen. Kontrolele-
menter af enhver brugergrænseflade, der er nødvendige for
driften af udstyret eller for programnavigering, såsom volu-
menbjælker, søgefunktioner, navigationsmenuer eller kanal-
oversigter, bør ikke være omfattet. Legitime overlays som
f.eks. advarselsmeddelelser, oplysninger i offentlighedens
interesse, undertekster eller kommerciel kommunikation,
der leveres af medietjenesteudbyderen, bør heller ikke være
omfattet. Med forbehold af artikel 3, stk. 3, i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 bør datakom-
pressionsteknikker, der mindsker størrelsen af en datafil, og
andre teknikker, der kan tilpasse en tjeneste til distributions-
midlet, såsom opløsning og kodning, uden nogen ændring af
indholdet, heller ikke være omfattet.
Endelig fremgår det af præambelbetragtningen, at der kun
bør pålægges foranstaltninger til at beskytte integriteten af
programmer og audiovisuelle medietjenester, hvor det er
nødvendigt for at opfylde mål af almen interesse, som er ty-
deligt fastlagt af medlemsstaterne i overensstemmelse med
EU-retten. Sådanne foranstaltninger bør pålægge virksom-
heder forholdsmæssige forpligtelser, der tilgodeser legitime
almene hensyn.
Kulturministeriet bemærker, at der af hensyn til tilfælde,
hvor der ikke er indgået aftale mellem udbyderen af en au-
diovisuel medietjeneste og udbyderen af en tredjemandsplat-
form om vilkår for distribution og tilgængeliggørelse på
platformen, bør indføres en bestemmelse i radio- og fjern-
synsloven, der i overensstemmelse med direktivets artikel
7b, har til formål at beskytte programmers og audiovisuelle
medietjenesters integritet. Det foreslås derfor i den foreslåe-
de nye bestemmelse i § 89, stk. 1, i radio- og fjernsynslo-
vens kapitel 12 om forskellige bestemmelser, at program-
virksomhed ved udsendelse af billedprogrammer ikke må
forsynes med overliggende indslag til kommercielle formål
eller ændres uden samtykke fra de foretagender, der udøver
programvirksomheden. Desuden foreslås i stk. 2, at kultur-
ministeren fastsætter bestemmelser om fravigelse af kravet
om samtykke i stk. 1. Det er hensigten at benytte bemyndi-
gelsen til i overensstemmelse med direktivets artikel 7b, stk.
2, i bekendtgørelsesform at fastsætte de undtagelser fra krav
om samtykke, der er omtalt i direktivets præambelbetragt-
ning nr. 26.
Kulturministeriet bemærker, at forslaget ikke påvirker den
ophavsretlige lovgivning.
Kulturministeriet finder ikke, at der er grundlag for at
knytte nogen sanktion til den foreslåede bestemmelse i § 89,
da det er parternes ansvar at blive enige om vilkårene for di-
stribution og tilgængeliggørelse. Eventuelle tvister mellem
parterne må i givet fald løses civilretligt.
Til nr. 19
Det foreslås, at udbydere af videodelingsplatformstjene-
ster, der undlader at lade sig registrere hos Radio- og tv-
nævnet i overensstemmelse med § 51 a, stk. 1, i lovforsla-
gets § 1, nr. 15, straffes med bøde.
Til nr. 20
Det foreslås, at udbydere af videodelingsplatformstjene-
ster, der tilsidesætter en afgørelse om indstilling af virksom-
heden efter § 51 c, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 15, straffes
med bøde. Herudover er der tale om en redaktionel konse-
kvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 7, 9 og 10.
Til § 2
Filmloven
31
Til nr. 1
Der indsættes en fodnote til lov om film, der angiver, at
loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14.
november 2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU om
samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester
(direktiv om audiovisuelle medietjenester) i betragtning af
de ændrede markedsforhold, EU-Tidende 2018, nr. L 303,
side 69.
Til nr. 2
Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester
er der i direktivets artikel 6a, stk. 3, indført krav om etable-
ring af et system for fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester, der beskriver de mulige skadevirkninger af
indhold med henblik på beskyttelse af mindreårige. Med-
lemsstaterne skal således sikre, at medietjenesteudbydere
fremlægger tilstrækkelige oplysninger over for seerne om
indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller
moralske udvikling, idet udbyderne til dette formål skal bru-
ge et system, der beskriver de mulige skadevirkninger af
indholdet af den enkelte tjeneste.
Med henblik på implementering af direktivets krav fore-
slår Kulturministeriet, at der etableres et system for alders-
mærkning, hvor udbydere af fjernsyn og on demand-audio-
visuelle medietjenester med udgangspunkt i vejledningsma-
teriale, der er udarbejdet af Medierådet for Børn og Unge, er
ansvarlige for aldersvurdering af programmer og film, der
ikke er vurderet af Medierådet. Systemet for aldersmærk-
ning er omtalt i de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.3.
Af filmlovens § 19, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at kulturmini-
steren nedsætter Medierådet for Børn og Unge, som skal
vejlede forældre m.fl. om egnetheden af film m.v. for børn
og unge.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 19, stk. 1, 1. pkt., æn-
dres således at det fastsættes, at Medierådet også har til op-
gave at vejlede udbydere af audiovisuelle medietjenester
(udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietje-
nester) om egnetheden af programmer for børn og unge, jf.
lovforslagets § 2, nr. 4.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i
forhold til bestemmelsen henvises til de almindelige be-
mærkninger i afsnit 3.3.3.
Til nr. 3
Det fremgår af filmlovens § 19, stk. 1, at kulturministeren
nedsætter Medierådet for Børn og Unge, som skal vejlede
forældre m.fl. om egnetheden af film m.v. for børn og unge.
Medierådet skal derudover rådgive og bistå ministeren og
kan på eget initiativ behandle ethvert spørgsmål om films
egnethed for børn og unge.
Det følger af filmaftale 2019-2023 af 1. november 2018
indgået mellem den daværende regering (Venstre, Liberal
Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemo-
kratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radi-
kale Venstre og Socialistisk Folkeparti, at der til Medierådet
for Børn og Unges arbejde med mediekundskab anvendes 2
mio. kr. årligt.
På denne baggrund foreslås, at bestemmelsen i filmlovens
§ 19, stk. 1, suppleres med, at Medierådet også kan oplyse
og rådgive om børn og unges digitale dannelse, herunder om
børn og unges digitale tryghed, trivsel og rettigheder.
Til nr. 4
Det fremgår af filmlovens § 19, stk. 1, at kulturministeren
nedsætter Medierådet for Børn og Unge, som skal vejlede
forældre m.fl. om egnetheden af film m.v. for børn og unge.
Medierådet skal derudover rådgive og bistå ministeren og
kan på eget initiativ behandle ethvert spørgsmål om films
egnethed for børn og unge. Desuden fremgår det af filmlo-
vens § 19, stk. 2, at kulturministeren fastsætter nærmere reg-
ler om Medierådet, herunder om rådets sammensætning.
Filmlovens §§ 20 og 21 fastsætter regler om aldersvurde-
ring og mærkning af film, idet nærmere regler er fastsat i be-
kendtgørelse nr. 30 af 16. januar 1998 om Medierådet for
Børn og Unge. Enhver film, der vises offentligt, sælges, ud-
lejes eller udlånes skal aldersvurderes af Medierådet for
Børn og Unge. Reglerne er endvidere gældende for udsen-
delse af videogrammer (dvd, blu-ray mv.).
Med udgangspunkt i filmlovens § 20, stk. 4, er der i be-
kendtgørelse om Medierådet for Børn og Unge fastsat regler
om opkrævning af gebyr til dækning af udgifter forbundet
med Medierådets vurdering af film, herunder gebyrernes
størrelse.
Det foreslås i §19, stk. 3, 1. pkt., at kulturministeren fast-
sætter nærmere regler om Medierådets vejledning af udby-
dere af audiovisuelle medietjenester m.fl. om egnetheden af
programmer for børn og unge, jf. stk. 1, 1. pkt., herunder
regler om adgang for Medierådet til at træffe afgørelse om
vurderinger af egnetheden af programmer.
Det er hensigten, at bemyndigelsen skal benyttes til at
fastsætte nærmere regler om Medierådets vejledning af ud-
bydere af audiovisuelle medietjenester m.fl. om egnetheden
af programmer for børn og unge i det foreslåede system for
aldersmærkning af programindhold på fjernsyn og on de-
mand-audiovisuelle medietjenester, der er omtalt i de almin-
delige bemærkninger i afsnit 3.3.3. og i bemærkningerne til
lovforslagets § 2, nr. 2. Det er i den forbindelse hensigten at
fastsætte regler om, at udbydernes m.fl. aldersvurdering skal
ske med udgangspunkt i vejledningsmateriale, der er udar-
bejdet af Medierådet, og at Medierådet yder generel rådgiv-
ning om aldersvurdering af programmer.
Det er desuden hensigten at benytte bemyndigelsen til at
fastsætte regler om, at Medierådet af egen drift kan efterprø-
ve aldersvurderinger, der er foretaget af audiovisuelle me-
32
dietjenester m.fl. Medierådet vil således eksempelvis i for-
bindelse med henvendelser fra borgere og andre kunne be-
slutte at efterprøve aldersvurderinger. Det er ikke hensigten
at indføre adgang til at klage over aldersvurderinger til Me-
dierådet.
Det foreslås i 2. pkt., at kulturministeren kan fastsætte reg-
ler om, at Medierådet kan afgive vejledende udtalelser om
egnetheden af programmer.
Bemyndigelsesbestemmelsen forventes at blive anvendt til
at fastsætte regler om, at Medierådet kan afgive vejledende
udtalelser om egnetheden af konkrete programmer for børn
og unge i tilfælde, hvor udbydere af fjernsyn, on demand-
audiovisuelle medietjenester og rettighedshavere måtte an-
mode Medierådet herom.
Forslaget fraviger ikke den almindelige vejledningsfor-
pligtelse, myndigheder har efter forvaltningsloven, de al-
mindelige retsgrundsætninger og principperne om god for-
valtningsskik. Der kan som udgangspunkt ikke opstå risiko
for myndighedsinhabilitet, da Medierådet ikke i de konkrete
sager, hvor rådet yder vejledning, senere skal behandle og
afgøre sagen. Medierådet behandler alene sager, hvor Me-
dierådet af egen drift efterprøver aldersvurderinger, der er
foretaget af audiovisuelle medietjenester m.fl.
Desuden foreslås i 3. pkt., at kulturministeren endvidere
kan fastsætte regler om betaling til hel eller delvis dækning
af udgifter forbundet med Medierådets udtalelser efter 2.
pkt. Denne bestemmelse svarer til bestemmelsen i filmlo-
vens § 20, stk. 4, omtalt ovenfor, hvorefter kulturministeren
fastsætter regler om opkrævning af gebyr til hel eller delvis
dækning af udgifter forbundet med Medierådets vurdering
af film.
Det er hensigten at benytte bemyndigelsen i 3. pkt. til at
fastsætte regler om betaling til hel eller delvis dækning af
udgifter forbundet med Medierådets vejledende udtalelser
efter 2. pkt.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i
forhold til bestemmelsen henvises til de almindelige be-
mærkninger i afsnit 3.3.3.
Til nr. 5
Det fremgår af filmlovens § 21, stk. 2, at kulturministeren
efter drøftelse med Medierådet fastsætter nærmere regler om
mærkning m.v. og herunder kan bestemme, at visse film
skal mærkes m.v. uden rådets vurdering, og at visse film kan
undtages fra mærkning m.v.
Der er i bekendtgørelse nr. 30 af 16. januar 1998 om Me-
dierådet for Børn og Unge fastsat nærmere regler om alders-
vurdering og mærkning af film. Enhver film, der vises of-
fentligt, sælges, udlejes eller udlånes skal aldersvurderes af
Medierådet. Reglerne er endvidere gældende for udsendelse
af videogrammer (dvd, blu-ray m.v.).
Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen i filmlovens
§ 21, stk. 2, udvides til, at kulturministeren endvidere fast-
sætter regler om, at videogrammer skal mærkes efter regler
om medietjenesteudbyderes m.fl. mærkning af programmer,
jf. lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., jf. lovforsla-
gets § 2, nr. 2.
Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til at fastsætte
regler om, at i tilfælde, hvor videogrammer ikke er blevet al-
dersvurderet af Medierådet, aldersvurderes videogrammer af
branchen med udgangspunkt i det vejledningsmateriale
m.v., som Medierådet har udarbejdet til brug for medietjene-
steudbyderes m.fl. mærkning af programmer.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i
forhold til bestemmelsen henvises til de almindelige be-
mærkninger i afsnit 3.3.3.
Til § 3
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli
2020. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Fristen
for implementering i dansk ret af direktivet om ændring af
direktivet om audiovisuelle medietjenester er den 19. sep-
tember 2020.
Det fremgår af stk. 2, at der foreslås indført en bestemmel-
se, hvorefter foretagender, der på tidspunktet for lovens
ikrafttræden udøver on demand-audiovisuel programvirk-
somhed, og som hører under dansk myndighed, jf. § 47, stk.
1, 2. pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 10, og som ikke allerede er regi-
strerede hos Radio- og tv-nævnet, skal lade sig registrere
hos nævnet senest den 1. september 2020. Herved gives der
udbydere, der udøver on demand-audiovisuel programvirk-
somhed, og som efter lovens ikrafttræden er underlagt et
krav om registrering hos Radio- og tv-nævnet, en frist på 2
mdr. til at lade sig registrere hos nævnet.
Det fremgår af stk. 3, at der foreslås indført en bestemmel-
se, hvorefter udbydere af videodelingsplatformstjenester,
der på tidspunktet for lovens ikrafttræden udøver virksom-
hed, og som hører under dansk myndighed, jf. § 51 a i lov
om radio- og fjernsynsvirksomhed som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 15, og som ikke allerede er registrerede hos Ra-
dio- og tv-nævnet, skal lade sig registrere hos nævnet senest
den 1. september 2020. Herved gives der udbydere af video-
delingsplatformstjenester, som efter lovens ikrafttræden er
underlagt et krav om registrering hos Radio- og tv-nævnet,
en frist på 2 mdr. til at lade sig registrere hos nævnet.
Det fremgår af stk. 4, at der foreslås indført en bestemmel-
se, hvorefter regler om mærkning af egnetheden af program-
mer for børn og unge i bestemmelser fastsat efter § 48, 2.
pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 12, alene finder anvendelse på pro-
grammer, hvorom der er indgået eller forlænget aftale om
produktion heraf efter den 1. september 2020 eller indkøb af
sådanne programmer efter den 1. september 2020. Herved
finder regler om mærkning af egnetheden af programmer for
børn og unge, som i medfør af loven fastsættes for udbydere
af fjernsynsudsendelser og on demand-audiovisuel program-
33
virksomhed, først anvendelse på programmer, der er indkøbt
eller hvorom der er indgået eller forlænget aftale om pro-
duktion heraf efter den 1. september
2020.
Det foreslås i stk. 5, at de regler, der er fastsat efter § 48,
3. pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 248 af 16. marts 2019, forbliver i kraft ind-
til de ophæves eller afløses af bestemmelser fastsat efter §
48, 3. pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, som af-
fattet ved denne lovs § 1, nr. 13. Med udgangspunkt i be-
myndigelsesbestemmelsen i § 48, 3. pkt., er der i dag fastsat
regler i bekendtgørelse nr. 1288 af 18. november 2015 om
vedtægt for DR, bekendtgørelse nr. 1613 af 18. december
2018 om vedtægt for de regionale TV 2-virksomheder, be-
kendtgørelse nr. 103 af 28. januar 2010 om TV 2/
DANMARK A/S’ programvirksomhed, bekendtgørelse nr.
79 af 28. januar 2019 om ikkekommercielt tv i MUX 1 og
bekendtgørelse nr. 697 af 8. juni 2016 om programvirksom-
hed på grundlag af registrering samt on-demand audiovisuel
programvirksomhed.
34
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§1
I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 248 af 16. marts 2019, som ændret ved lov nr. 1548 af
18. december 2018, foretages følgende ændringer:
Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed 1. Lovens titel affattes således:
"Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.”
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10.
marts 2010 om samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle
medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester),
EU-Tidende 2010 nr. L 95, side 1, og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsy-
ningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroni-
ske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningsdirektivet),
EU-Tidende 2002, nr. L 108, side 51, som ændret ved Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. no-
vember 2009, EU-Tidende, 2009, nr. L 337, side 11.
2. Fodnoten til lovens titel affattes således:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10.
marts 2010 om samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle
medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester),
EU-Tidende 2010 nr. L 95, side 1, og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsy-
ningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroni-
ske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningsdirektivet),
EU-Tidende 2002, nr. L 108, side 51, som ændret ved Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. no-
vember 2009, EU-Tidende, 2009, nr. L 337, side 11.
§ 2.
1)-3) ---
4) udbud af on demand-audiovisuelle medietjenester, hvis
hovedformål er at udbyde informerende, underholdende el-
ler oplysende billedprogrammer med eller uden lyd til al-
menheden via elektroniske kommunikationsnet som define-
ret i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.
3. § 2, stk. 1, nr. 4, affattes således:
”4) udbud af on demand-audiovisuelle medietjenester, hvor
hovedformålet med en tjeneste eller en del af den, der kan
adskilles fra tjenesteudbyderens hovedaktivitet, er at udbyde
informerende, underholdende eller oplysende billedpro-
grammer til almenheden via elektroniske kommunikations-
net som defineret i lov om elektroniske kommunikationsnet
og -tjenester. ”
§ 2. ---
Stk. 2-5. ---
4. I § 2 indsættes som stk. 6:
”Stk. 6. Ved et billedprogram forstås et sæt levende billeder
med eller uden lyd, der udgør en individuel del, uanset dets
længde, inden for en programflade eller et katalog udarbej-
det af en medietjenesteudbyder, herunder film af spillefilms-
længde, videoklip, sportsbegivenheder, dokumentarpro-
grammer, børneprogrammer og tv-drama. ”
5. Efter § 9 indsættes i kapitel 2:
”Modtagefrihed af audiovisuelle medietjenester
35
§ 9 a. En udbyder af en audiovisuel medietjeneste, der hører
under et andet lands myndighed inden for Den Europæiske
Union/Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og
som leverer en audiovisuel medietjeneste, er undtaget fra
overholdelse af danske regler inden for det område, der sa-
mordnes ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester,
selv om tjenesten retter sig mod Danmark, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan Radio- og tv-nævnet træffe foran-
staltninger, der midlertidigt begrænser adgangen til at levere
en audiovisuel medietjeneste, over for en medietjenesteud-
byder, der hører under et andet lands myndighed inden for
Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomiske Sam-
arbejdsområde, i tilfælde af en åbenlys, væsentlig og alvor-
lig overtrædelse af direktivets regler om forbud mod tilskyn-
delse til had eller vold eller offentlig opfordring til at begå
en terrorhandling, eller beskyttelse af mindreårige, eller ved
fare for folkesundheden eller den offentlige sikkerhed.
Stk. 3. Kulturministeren fastsætter nærmere regler for, hvor-
når de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 2, kan træffes. ”
§ 39. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Radio- og tv-foretagender og øvrige medietjenesteud-
bydere, der er omfattet af Radio- og tv-nævnets virksomhed,
er forpligtet til at meddele nævnet de oplysninger, udlevere
de dokumenter m.v. og afgive de skriftlige udtalelser, som
forlanges af nævnet. Nævnet kan fastsætte en frist for afgi-
velsen af sådanne oplysninger m.v.
6. I § 39, stk. 4, 1. pkt., ændres ”Radio- og tv-foretagender
og øvrige medietjenesteudbydere,” til: ”Radio- og tv-fore-
tagender, øvrige medietjenesteudbydere og udbydere af vi-
deodelingsplatformstjenester,”.
§ 42.
1) ---
2) At registrere foretagender, som udøver programvirksom-
hed ved hjælp af satellit, fællesantenneanlæg, jordbaserede
digitale radio- og tv-sendemuligheder, kortbølgesendemulig-
heder eller øvrige elektroniske kommunikationsnet, og at fø-
re tilsyn med programvirksomheden, jf. § 47.
3)-4) ---
5) At træffe afgørelse om indstilling af registreret program-
virksomhed, jf. § 50, stk. 2.
7. § 42, nr. 2, affattes således:
”2) At registrere foretagender, som udøver programvirksom-
hed ved hjælp af satellit, fællesantenneanlæg, jordbaserede
digitale radio- og tv-sendemuligheder, kortbølgesendemulig-
heder eller øvrige elektroniske kommunikationsnet, samt
medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-audiovisuel
programvirksomhed omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, og at føre
tilsyn med programvirksomheden, jf. § 47. ”
8. I § 42, nr. 5, indsættes efter ”stk. 2”: ”og 3”.
§ 42 a. Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med programvirk-
somhed omfattet af § 2, nr. 4.
Stk. 2. Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse om indstil-
ling af den programvirksomhed, som er nævnt i stk. 1, jf. §
50, stk. 3.
9. § 42 a affattes således:
”§ 42 a. Radio- og tv-nævnet har følgende opgaver vedrø-
rende videodelingsplatformstjenester:
36
1) At registrere udbydere af videodelingsplatformstjenester
og at føre tilsyn med virksomheden, jf. § 51 a.
2) At påtale overtrædelser af loven og bestemmelser fastsat
efter loven
3) At træffe afgørelse om foranstaltninger vedrørende be-
skyttelse af mindreårige og offentligheden mod indhold, der
tilskynder til vold eller had eller til at begå terrorhandlinger,
eller mod indhold med børnepornografi, racisme eller frem-
medhad, jf. § 51 b, stk. 2 og 3.
4) At træffe afgørelse om foranstaltninger og bestemmelser
vedrørende identifikation og indhold af reklamer, sponsore-
ring og produktplacering på videodelingsplatformstjenester,
jf. § 51 b, stk. 4.
At træffe afgørelse om indstilling af virksomheden, jf. § 51
c, stk. 1. ”
§ 47. Foretagender, der udøver programvirksomhed ved
hjælp af satellit, fællesantenneanlæg, kortbølgesendemulig-
heder eller øvrige elektroniske kommunikationsnet, og som
hører under dansk myndighed, skal lade sig registrere hos
Radio- og tv-nævnet. Medietjenesteudbydere, der udbyder
on demand-audiovisuel programvirksomhed omfattet af § 2,
stk. 1, nr. 4, kan udøve programvirksomhed uden registre-
ring.
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om re-
gistrering i henhold til stk. 1, 1. pkt., og stk. 2.
Stk. 6. ---
10. § 47, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
”Medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-audiovisu-
el programvirksomhed omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, og som
hører under dansk myndighed, skal tillige lade sig registrere
hos Radio- og tv-nævnet. ”
11. I § 47, stk. 5, ændres ”stk. 1, 1. pkt., og stk.” til: ”stk. 1
og”.
§ 48. Kulturministeren kan fastsætte regler om programvirk-
somheden, herunder regler om indhold i programvirksomhe-
den, regler om fremme af programmer af europæisk oprin-
delse og regler om, hvordan programvirksomheden stilles til
rådighed. Der kan i forbindelse med fastsættelse af regler
om programvirksomhed fastsættes regler om beskyttelse af
mindreårige. Der kan endvidere fastsættes regler om, at pro-
grammerne ikke på nogen måde må tilskynde til had på
grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel obser-
vans, ligesom der kan fastsættes regler om, at programmerne
ikke på nogen måde må fremme terrorisme.
12. I § 48, 2. pkt., indsættes efter ”regler om beskyttelse af
mindreårige”: ”, herunder om mærkning af programmers eg-
nethed for mindreårige og om mindreåriges personoplysnin-
ger”.
13. § 48, 3. pkt., affattes således:
”Der fastsættes endvidere regler om, at programmerne ikke
på nogen måde må tilskynde til vold eller had af nogen af de
grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om
grundlæggende rettigheder, ligesom der kan fastsættes regler
om, at programmerne ikke på nogen måde må fremme terro-
risme. ”
14. I § 48 indsættes som stk. 2:
”Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte bestemmelser om, at
programvirksomheden ved hjælp af forholdsmæssige foran-
37
staltninger løbende og gradvis gøres mere tilgængelig for
personer med handicap. Kulturministeren fastsætter endvi-
dere bestemmelser om adgang til at klage over, hvorvidt de
foranstaltninger, der er omfattet af 1. pkt., er etableret. ”
15. Efter kapitel 8 indsættes:
”Kapitel 8 a
Videodelingsplatformstjenester
§ 51 a. Udbydere af videodelingsplatformstjenester, som hø-
rer under dansk myndighed, skal lade sig registrere hos Ra-
dio- og tv-nævnet.
Stk. 2. Ved en videodelingsplatformstjeneste forstås en tje-
neste, hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af den,
der kan adskilles herfra, eller en væsentlig funktion i tjene-
sten består i at udbyde billedprogrammer, jf. § 2, stk. 6, bru-
gergenerede videoer eller begge dele til offentligheden, som
udbyderen af videodelingsplatformen ikke har noget redakti-
onelt ansvar for, med henblik på at informere, underholde
eller oplyse via elektroniske kommunikationsnet som defi-
neret i lov om elektroniske kommunikationsnet og –tjenester
og hvis tilrettelæggelse fastlægges af udbyderen af videode-
lingsplatformen, herunder ved brug af automatiske metoder
og algoritmer og navnlig gennem visning, tagging og se-
kvensering.
Stk. 3. Ved en udbyder af en videodelingsplatformstjeneste
forstås en fysisk eller juridisk person, der udbyder en video-
delingsplatformstjeneste.
Stk. 4. Ved en brugergenereret video forstås et sæt levende
billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel del, uan-
set dens længde, som skabes af en bruger og uploades på en
videodelingsplatform af denne bruger eller af enhver anden
bruger.
Stk. 5. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om regi-
strering i henhold til stk. 1 og regler for, hvornår udbydere
af videodelingsplatformstjenester hører under dansk myn-
dighed, med henblik på gennemførelse af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv om samordning af visse love og ad-
ministrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester. Kulturministeren fastsætter
endvidere regler for, hvornår udbud af billedprogrammer,
brugergenerede videoer eller begge dele udgør en væsentlig
funktion i en videodelingsplatformstjeneste i henhold til stk.
2.
§ 51 b. For udbydere af videodelingsplatformstjenester, der
er omfattet af § 51 a, stk. 1, gælder §§ 3-4, § 6 og §§ 14-16 i
38
lov om tjenester i informationssamfundet, herunder visse
aspekter af elektronisk handel.
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter regler om, at udbydere af
videodelingsplatforme omfattet af § 51 a, stk. 1, skal træffe
passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige mod
skadeligt indhold. I den forbindelse fastsætter kulturministe-
ren regler om, at mindreåriges personoplysninger, som ind-
samles eller genereres af udbydere af videodelingsplatforme,
ikke må behandles med henblik på kommercielle formål.
Stk. 3. Kulturministeren fastsætter regler om, at udbydere af
videodelingsplatforme skal træffe passende foranstaltninger
for at beskytte offentligheden mod indhold, der tilskynder til
vold eller had af nogen af de grunde, der er omhandlet i arti-
kel 21 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, eller
indhold, hvis udbredelse udgør en strafbar handling i forbin-
delse med offentlige opfordringer til at begå terrorhandlin-
ger som omhandlet i § 114, stk. 1, i straffeloven, lovovertræ-
delser i forbindelse med børnepornografi som omhandlet i §
235, stk. 1, i straffeloven og lovovertrædelser i forbindelse
med racisme og fremmedhad som omhandlet i § 266 b i
straffeloven.
Stk. 4. Kulturministeren fastsætter regler om identifikation
og indhold af reklamer, sponsorering og produktplacering på
videodelingsplatformstjenester.
§ 51 c. Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse om midler-
tidig eller endelig indstilling af virksomheden på en tjeneste
omfattet af § 51 a, stk. 1, hvis udbyderen af videodelings-
platformstjenesten groft eller gentagne gange overtræder lo-
ven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven.
Stk. 2. En afgørelse truffet efter stk. 1 kan af den, afgørelsen
vedrører, forlanges indbragt for domstolene, hvis afgørelsen
vedrører regler som fastsat i medfør af § 51 b, stk. 2, 1. pkt.,
eller stk. 3. Begæring herom skal fremsættes til Radio- og
tv-nævnet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den
pågældende. Afgørelsen skal indeholde oplysninger om ad-
gangen til at kræve domstolsprøvelse og om fristen herfor.
Radio- og tv-nævnet anlægger sag mod den pågældende i
den borgerlige retsplejes former.
Stk. 3. Retten kan ved sagsanlæg omfattet af stk. 2 ved ken-
delse bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning. Så-
fremt Radio- og tv-nævnets afgørelse opretholdes ved dom,
kan der heri bestemmes, at anke ikke har opsættende virk-
ning. ”
§ 85 a. Produktplacering i programmer i fjernsyn og on de-
mand-audiovisuelle medietjenester er ikke tilladt.
Stk. 2-4. ---
16. § 85 a, stk. 1, affattes således:
”Visning af programmer i fjernsyn og on demand-audiovisu-
elle medietjenester, som indeholder produktplacering, er ik-
ke tilladt. ”
39
§ 87. DR, de regionale TV 2-virksomheder, indehavere af
tilladelse til programvirksomhed og registrerede foretagen-
der skal optage og i 6 måneder opbevare alle programmer i
overensstemmelse med regler, der kan fastsættes af kultur-
ministeren. I forbindelse med behandlingen af en sag vedrø-
rende programvirksomheden, herunder vedrørende udsendte
reklamer, kan det pålægges foretagender at aflevere optagel-
ser af programmerne. Hvis behandlingen af en sag gør det
nødvendigt, kan det pålægges foretagendet at opbevare pro-
grammerne i mere end 6 måneder.
Stk. 2. ---
17. I § 87, stk. 1, 1. pkt. indsættes efter ”registrerede foretag-
ender”: ”i henhold til § 47, stk. 1, 1. pkt.”.
18. Efter § 88 indsættes:
Ӥ 89. Programvirksomhed ved udsendelse af billedpro-
grammer må ikke forsynes med overliggende indslag til
kommercielle formål eller ændres uden samtykke fra de
foretagender, der udøver programvirksomheden.
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter bestemmelser om fravi-
gelse af kravet om samtykke i stk. 1. ”
§ 93.
1)-5) ---
6) undlader at lade sig registrere i overensstemmelse med §
47, stk. 1 og 2,
7) tilsidesætter en afgørelse om indstilling af programvirk-
somheden efter § 42, nr. 5, § 42 a, stk. 2, eller § 50, stk. 2
eller 3,
8)-13) ---
Stk.2-3. ---
19. I § 93, stk. 1, nr. 6, indsættes efter ”§ 47, stk. 1 og 2,”:
”eller § 51 a, stk. 1,”.
§ 2
I lov nr. 186 af 12. marts 1997 om film, som ændret senest
ved lov nr. 1627 af 26. december 2013, foretages følgende
ændringer:
1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
”1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808
af 14. november 2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU
om samordning af visse love og administrative bestemmel-
ser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietje-
nester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) i betragt-
ning af de ændrede markedsforhold, EU-Tidende 2018, nr. L
303, side 69. ”
40
§ 19. Kulturministeren nedsætter Medierådet for Børn og
Unge, som skal vejlede forældre m.fl. om egnetheden af film
m.v. for børn og unge. Medierådet skal derudover rådgive
og bistå ministeren og kan på eget initiativ behandle ethvert
spørgsmål om films egnethed for børn og unge.
Stk. 2. ---
2. § 19, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
”Kulturministeren nedsætter Medierådet for Børn og Unge,
som skal vejlede forældre m.fl. og udbydere af audiovisuelle
medietjenester, jf. lov om radio- og fjernsynsvirksomhed
m.v., om egnetheden for børn og unge af film, programmer
mv.”
3. I § 19, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
”Medierådet kan desuden oplyse og rådgive om børn og un-
ges digitale dannelse, herunder om børn og unges digitale
tryghed, trivsel og rettigheder. ”
4. I § 19 indsættes som stk. 3:
”Stk. 3. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om Me-
dierådets vejledning af udbydere af audiovisuelle medietje-
nester m.fl. om egnetheden af programmer for børn og unge,
jf. stk. 1, 1. pkt., herunder regler om adgang for Medierådet
til at træffe afgørelse om vurderinger af egnetheden af pro-
grammer. I den forbindelse kan kulturministeren fastsætte
regler om, at Medierådet kan afgive vejledende udtalelser
om egnetheden af programmer. Kulturministeren kan endvi-
dere fastsætte regler om betaling til hel eller delvis dækning
af udgifter forbundet med Medierådets udtalelser efter 2.
pkt.”
§ 21. ---
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter efter drøftelse med Me-
dierådet nærmere regler om mærkning m.v. og kan herunder
bestemme, at visse film skal mærkes m.v. uden rådets vurde-
ring, og at visse film kan undtages fra mærkning m.v.
5. I § 21, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
”Kulturministeren fastsætter endvidere regler om, at video-
grammer skal mærkes efter regler om medietjenesteudbyde-
res m.fl. mærkning af programmer, jf. lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed m.v.”
41
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2018/1808
af 14. november 2018
om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjene-
ster) i betragtning af de ændrede markedsforhold
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1, og ar-
tikel 62,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure(3), og
ud fra følgende betragtninger:
1) Den seneste væsentlige ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF(4), som efterfølgende blev kodificeret
ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU(5), blev foretaget i 2007 med vedtagelsen af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/65/EF(6). Siden da har markedet for audiovisuelle me-
dietjenester udviklet sig markant og hurtigt som følge af den stadig større konvergens mellem TV-
tjenester og internettjenester. Den teknologiske udvikling har åbnet mulighed for nye former for tje-
nester og brugeroplevelser. Seervanerne har ændret sig væsentligt, navnlig blandt de yngre generatio-
ner. TV᾽et er stadig et vigtigt udstyr til at samles om fælles audiovisuelle oplevelser, men mange see-
re er gået over til at se audiovisuelt indhold på andre bærbare enheder. Traditionelt TV-indhold tegner
sig stadig for en stor andel af den gennemsnitlige daglige seertid.
Nye former for indhold såsom videoklip og brugergenereret indhold har imidlertid vundet større indpas,
og nye aktører, herunder udbydere af video on demand-tjenester og videodelingsplatforme, har nu fået
solidt fodfæste. Denne mediekonvergens kræver en opdateret retlig ramme for at afspejle udviklingen på
markedet og opnå en balance mellem adgang til onlineindholdstjenester, forbrugerbeskyttelse og konkur-
rencedygtighed.
2) Den 6. maj 2015 vedtog Kommissionen en meddelelse med titlen »En strategi for et digitalt indre
marked i EU«, hvori den bebudede en revision af direktiv 2010/13/EU.
42
3) Direktiv 2010/13/EU bør fortsat kun gælde for tjenester, hvis hovedformål er at sende programmer,
der skal informere, underholde eller oplyse. Hovedformålskravet bør også betragtes som opfyldt, hvis
tjenesten har et audiovisuelt indhold og en audiovisuel form, som kan adskilles fra tjenesteudbyde-
rens hovedaktivitet, såsom selvstændige dele af internetaviser med audiovisuelle programmer eller
brugergenererede videoer, hvis disse dele kan anses for at kunne adskilles fra hovedaktiviteten. En
tjeneste bør anses for blot at være et supplement, der er uadskilleligt fra hovedaktiviteten, i kraft af
forbindelserne mellem det audiovisuelle udbud og hovedaktiviteten såsom levering af nyheder i
skriftlig form. Som sådan kan kanaler og andre audiovisuelle tjenester under en tjenesteudbyders re-
daktionelle ansvar i sig selv udgøre audiovisuelle medietjenester, selv om de udbydes på en videode-
lingsplatform, som er kendetegnet ved ikke at have noget redaktionelt ansvar. I sådanne tilfælde vil
det påhvile de tjenesteudbydere, der har det redaktionelle ansvar, at overholde direktiv 2010/13/EU.
4) Videodelingsplatformstjenester udbyder audiovisuelt indhold, som offentligheden og navnlig unge i
stigende grad tilgår. Dette gælder også for sociale medietjenester, der er blevet et vigtigt medium til
at udveksle informationer og til at underholde og oplyse, herunder ved at give adgang til programmer
og brugergenererede videoer. Disse sociale medietjenester skal medtages i anvendelsesområdet for
direktiv 2010/13/EU, fordi de konkurrerer om de samme målgrupper og indtægter som de audiovisu-
elle medietjenester. Endvidere har de også en betydelig indflydelse, fordi de gør det lettere for bruger-
ne at forme og øve indflydelse på andre brugeres holdninger. For at beskytte mindreårige mod skade-
ligt indhold og alle borgere mod tilskyndelse til had, vold og terrorisme bør disse tjenester derfor om-
fattes af direktiv 2010/13/EU, i det omfang de er omfattet af definitionen af en videodelingsplatfor-
mstjeneste.
5) Formålet med direktiv 2010/13/EU er ikke at regulere sociale medietjenester som sådan, men en so-
cial medietjeneste bør være omfattet, hvis levering af programmer og brugergenererede videoer udgør
en væsentlig funktion i den pågældende tjeneste. Levering af programmer og brugergenererede video-
er kan anses for at udgøre en væsentlig funktion i den sociale medietjeneste, hvis det audiovisuelle
indhold ikke blot er et supplement til eller udgør en mindre del af den sociale medietjenestes aktivite-
ter. For at sikre klarhed, effektivitet og sammenhæng i gennemførelsen bør Kommissionen om nød-
vendigt udstede retningslinjer efter konsultation af kontaktudvalget om den praktiske anvendelse af
kriteriet om væsentlig funktion med hensyn til definitionen af en »videodelingsplatformstjeneste«.
Disse retningslinjer bør udformes under passende hensyn til de målsætninger i offentlighedens inte-
resse, der skal opfyldes ved de foranstaltninger, der skal træffes af udbydere af videodelingsplatfor-
me, og retten til ytringsfrihed.
6) Når en del, der kan adskilles fra tjenesten, udgør en videodelingsplatformstjeneste som omhandlet i
direktiv 2010/13/EU, bør kun denne del være omfattet af nævnte direktiv, og kun for så vidt angår
programmer og brugergenererede videoer. Videoklip, der er indlejret i det redaktionelle indhold af
elektroniske udgaver af aviser og blade, og animerede billeder såsom GIF᾽er, bør ikke være omfattet
af direktiv 2010/13/EU. Definitionen af en videodelingsplatformstjeneste bør ikke omfatte ikkeøko-
nomiske aktiviteter som f.eks. udbud af audiovisuelt indhold på private websteder og ikkekommerci-
elle interessegrupper.
7) For at sikre effektiv gennemførelse af direktiv 2010/13/EU er det afgørende, at medlemsstaterne fast-
lægger og opretholder opdaterede fortegnelser over medietjenesteudbyderne og udbyderne af video-
delingsplatforme under deres jurisdiktion, og at de regelmæssigt udveksler disse fortegnelser med de-
res kompetente uafhængige tilsynsmyndigheder eller -organer og Kommissionen. Disse fortegnelser
bør omfatte oplysninger om de kriterier, som jurisdiktionen er baseret på.
43
8) Fastlæggelse af jurisdiktion kræver en vurdering af de faktiske omstændigheder på baggrund af de
kriterier, der er fastlagt i direktiv 2010/13/EU. Vurderingen af disse faktiske omstændigheder kan fø-
re til modstridende resultater. Ved brug af de i nævnte direktiv omhandlede samarbejdsprocedurer er
det vigtigt, at Kommissionen kan basere sine resultater på pålidelige fakta. Gruppen af Europæiske
Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester (ERGA) bør derfor bemyndiges til at fremsæt-
te udtalelser om jurisdiktion efter anmodning fra Kommissionen. Hvis Kommissionen under anven-
delse af disse samarbejdsprocedurer beslutter at rådføre sig med ERGA, bør den informere kontakt-
udvalget, herunder om underretninger modtaget fra medlemsstaterne i henhold til disse samarbejds-
procedurer og om ERGA᾽s udtalelse.
9) Procedurerne og betingelserne for at indskrænke friheden til at udbyde og modtage audiovisuelle me-
dietjenester bør være de samme for lineære og ikkelineære tjenester.
10) I overensstemmelse med retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol (»EU-Domstolen«) er det
kun muligt at begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser, som er sikret i henhold til traktaten,
begrænses, hvis der foreligger tvingende hensyn i offentlighedens interesse, f.eks. opnåelse af et højt
forbrugerbeskyttelsesniveau, forudsat at sådanne begrænsninger er begrundede, står i rimeligt for-
hold til målet og er nødvendige. Derfor bør en medlemsstat kunne træffe visse foranstaltninger for at
sikre overholdelse af de af dens forbrugerbeskyttelsesregler, der ikke henhører under de områder,
der samordnes ved direktiv 2010/13/EU. Foranstaltninger, der træffes af en medlemsstat for at hånd-
hæve dens nationale forbrugerbeskyttelsesordning, herunder i forbindelse med reklamer for spil, skal
være begrundede, stå i rimeligt forhold til det mål, der tilstræbes, og være nødvendige som krævet i
EU-Domstolens retspraksis. Under alle omstændigheder må en modtagermedlemsstat ikke træffe no-
gen foranstaltninger, der vil være til hinder for retransmission på dens område af fjernsynsudsendel-
ser fra en anden medlemsstat.
11) Når en medlemsstat meddeler Kommissionen, at en medietjenesteudbyder har etableret sig i den
medlemsstat, der har jurisdiktion, for at omgå de strengere bestemmelser på de områder, der samord-
nes ved direktiv 2010/13/EU, og som ville være gældende for den pågældende udbyder, hvis den var
etableret i den meddelelsesmedlemsstaten, bør medlemsstaten fremlægge troværdige og behørigt do-
kumenterede beviser herfor. Sådanne beviser bør indeholde en række detaljerede, bestyrkende oplys-
ninger, som gør det muligt med rimelig sikkerhed at påvise en sådan omgåelse.
12) I sin meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om »Bedre regulering for bedre resultater — En
EU-dagsorden« understregede Kommissionen, at den ved overvejelse af politiske løsninger vil se på
såvel forskriftsmæssige som ikkeforskriftsmæssige midler, der bygger på den fælles adfærdskodeks
og principperne for bedre selv- og samregulering. En række adfærdskodekser, der er fastsat på de
områder, der samordnes ved direktiv 2010/13/EU, har vist sig at være veludformede og i tråd med
principperne for bedre selv- og samregulering. Tilstedeværelsen af en lovgivningsmæssig sikker-
hedsmekanisme blev betragtet som en vigtig succesfaktor for at fremme overholdelsen af en kodeks
for selv- eller samregulering. Det er ligeledes vigtigt, at der i sådanne kodekser opstilles konkrete
mål og målsætninger, som muliggør regelmæssig, gennemsigtig og uafhængig overvågning og eva-
luering af opnåelsen af målene for adfærdskodekserne. Adfærdskodekserne bør også indeholde be-
stemmelser om effektiv håndhævelse. Disse principper bør efterleves i de kodekser for selv- og sam-
regulering, som vedtages inden for de områder, der samordnes af direktiv 2010/13/EU.
13) Erfaringer har vist, at både selvregulerende og samregulerende instrumenter, der gennemføres i
overensstemmelse med medlemsstaternes forskellige retstraditioner, kan spille en vigtig rolle for re-
aliseringen af en høj grad af forbrugerbeskyttelse. De foranstaltninger, der træffes for at nå målsæt-
44
ninger i offentlighedens interesse inden for sektoren for nye audiovisuelle medietjenester, er mere
effektive, hvis de bliver truffet med aktiv støtte fra tjenesteudbyderne selv.
14) Selvregulering er en slags frivilligt initiativ, som gør det muligt for de økonomiske operatører, ar-
bejdsmarkedets parter, NGO᾽er og foreninger selv at vedtage fælles retningslinjer, der gælder for
dem. De er ansvarlige for udarbejdelse, overvågning og håndhævelse af overholdelsen af disse ret-
ningslinjer. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med deres forskellige retstraditioner anerkende
den rolle, som effektiv selvregulering kan spille som supplement til de eksisterende lovgivningsme-
kanisme og de eksisterende retlige og administrative mekanismer, samt dens positive bidrag til op-
fyldelsen af målene i direktiv 2010/13/EU. Selvregulering kan være en supplerende metode til gen-
nemførelse af visse af bestemmelserne i direktiv 2010/13/EU, men bør dog ikke erstatte den nationa-
le lovgivers forpligtelser. Samregulering sikrer i sin minimale form et juridisk bånd mellem selvre-
gulering og den nationale lovgiver i overensstemmelse med medlemsstaternes retstraditioner. Ved
samregulering deles den regulerende rolle mellem de berørte parter og de offentlige myndigheder
eller de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer. Den rolle, som de relevante offentlige myndig-
heder spiller, omfatter anerkendelse af samreguleringsordningen, revision af procedurerne for ord-
ningen og finansiering af ordningen. Samregulering bør gøre det muligt, at der kan foretages statslig
indgriben, såfremt målene herfor ikke opfyldes. Med forbehold af medlemsstaternes formelle for-
pligtelser med hensyn til gennemførelse tilskynder direktiv 2010/13/EU til anvendelse af selvregule-
ring og samregulering. Dette bør hverken forpligte medlemsstaterne til at indføre ordninger for selv-
eller samregulering eller begge former for regulering eller afbryde eller true eksistensen af nuværen-
de samreguleringsordninger, der allerede eksisterer i medlemsstaterne, og som fungerer effektivt.
15) Gennemsigtighed i forbindelse med medieejerskab er direkte forbundet med ytringsfrihed, som er en
hjørnesten i demokratiske systemer. Oplysninger om ejerforholdet for medietjenesteudbydere, hvis
et sådant ejerforhold medfører kontrol med eller udøvelse af en betydelig indflydelse på indholdet af
de udbudte tjenester, giver brugerne mulighed for at foretage en informeret vurdering af sådant ind-
hold. Medlemsstaterne bør være i stand til at afgøre, om og i hvilken udstrækning oplysninger om
ejerforholdet for en medietjenesteudbyder bør være tilgængelige for brugerne, forudsat at kernen i de
grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder respekteres, og at sådanne foranstaltninger er nød-
vendige og forholdsmæssige.
16) På grund af de audiovisuelle medietjenesters særlige karakter, ikke mindst deres indflydelse på me-
ningsdannelsen, har brugerne en legitim interesse i at vide, hvem der er ansvarlig for disse tjenesters
indhold. For at styrke ytringsfriheden og i forlængelse heraf fremme mediepluralisme og undgå inte-
ressekonflikter er det vigtigt, at medlemsstaterne sikrer, at brugerne når som helst har let og direkte
adgang til oplysninger om medietjenesteudbydere. Det er op til den enkelte medlemsstat at træffe
afgørelse, navnlig med hensyn til de oplysninger, der kan gives om ejerforhold og de reelle ejere.
17) For at sikre sammenhæng og retssikkerhed for virksomhederne og medlemsstaternes myndigheder
bør begrebet »tilskyndelse til vold eller had« i fornødent omfang forstås i overensstemmelse med
Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA(7).
18) I betragtning af udviklingen inden for de midler, som indhold udbredes med via elektroniske kom-
munikationsnet, er det vigtigt at beskytte offentligheden mod tilskyndelse til terrorisme. Direktiv
2010/13/EU bør derfor sikre, at audiovisuelle medietjenester ikke indeholder offentlige opfordringer
til at begå en terrorhandling. For at sikre sammenhæng og retssikkerhed for virksomhederne og med-
lemsstaternes myndigheder bør begrebet »offentlig opfordring til at begå en terrorhandling« forstås i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541(8).
45
19) For at sætte seerne, herunder forældre og mindreårige, i stand til at træffe kvalificerede beslutninger
om det viste indhold er det nødvendigt, at medietjenesteudbydere fremlægger tilstrækkelige oplys-
ninger om indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling. Dette
kan f.eks. ske via et system med beskrivelser af indholdets art, en akustisk advarsel, et visuelt sym-
bol eller andre midler, der beskriver indholdets art.
20) De passende foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige, der gælder for TV-spredningstjenester,
bør også gælde for on-demand audiovisuelle medietjenester. Dette bør øge beskyttelsesniveauet. Til-
gangen med minimumsharmonisering giver medlemsstaterne mulighed for at udvikle en højere grad
af beskyttelse for indhold, der kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling.
Det mest skadelige indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling,
men ikke nødvendigvis er en strafbar handling, bør være underlagt de strengeste foranstaltninger,
såsom kryptering og effektiv forældrekontrol, uden at dette berører medlemsstaternes vedtagelse af
strengere foranstaltninger.
21) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679(9) anerkender, at børn bør nyde særlig be-
skyttelse med hensyn til behandling af deres personoplysninger. Medietjenesteudbyderes oprettelse
af mekanismer til beskyttelse af børn fører uundgåeligt til behandling af mindreåriges personoplys-
ninger. Da sådanne mekanismer har til formål at beskytte børn, bør mindreåriges personoplysninger,
der behandles inden for rammerne af tekniske foranstaltninger til beskyttelse af børn, ikke anvendes
til kommercielle formål.
22) Sikring af adgangen til audiovisuelt indhold er et afgørende krav inden for rammerne af de forplig-
telser, der er indgået i henhold til FN᾽s konvention om rettigheder for personer med handicap. I di-
rektiv 2010/13/EU bør begrebet »personer med handicap« fortolkes i lyset af arten af de tjeneste-
ydelser, der er omfattet af nævnte direktiv, som er audiovisuelle medietjenester. Retten for personer
med funktionsnedsættelser og for ældre til at deltage og blive integreret i det sociale og kulturelle liv
i Unionen hænger sammen med udbuddet af tilgængelige audiovisuelle medietjenester. Medlemssta-
terne bør derfor uden unødig forsinkelse sikre, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion ak-
tivt forsøger at gøre indhold tilgængeligt for personer med handicap, navnlig syns- eller hørehandi-
cap. Disse krav om tilgængelighed bør opfyldes gennem en progressiv og kontinuerlig proces, idet
der bør tages højde for praktiske og uundgåelige begrænsninger, der kunne forhindre en fuldstændig
tilgængelighed, såsom programmer eller begivenheder, der sendes direkte. For at måle de fremskridt,
som medietjenesteudbydere har gjort med gradvis at gøre deres tjenester tilgængelige for syns- og
hørehæmmede, bør medlemsstaterne forlange, at medietjenesteudbydere, der er etableret på deres
område, aflægger rapport til dem med regelmæssige mellemrum.
23) Midlerne til at opnå tilgængelighed af audiovisuelle medietjenester i henhold til direktiv 2010/13/EU
bør omfatte, men ikke begrænses til tegnsprog, tekstning for døve og hørehæmmede, talende under-
tekster og synstolkning. Nævnte direktiv omfatter imidlertid hverken funktioner eller tjenester, der
giver adgang til audiovisuelle medietjenester, eller tilgængelighedsfunktioner i elektroniske pro-
gramoversigter. Nævnte direktiv berører derfor ikke EU-ret der har til formål at harmonisere tilgæn-
geligheden af tjenester, der giver adgang til audiovisuelle medietjenester, såsom websteder, online-
applikationer og elektroniske programoversigter, eller leveringen af oplysninger om tilgængelighed
og i tilgængelige formater.
24) I nogle tilfælde er det måske ikke muligt at levere oplysninger i forbindelse med nødsituationer på
en måde, der er tilgængelig for personer med handicap. Sådanne ekstraordinære tilfælde bør dog ik-
ke forhindre, at oplysninger i forbindelse med nødsituationer offentliggøres gennem audiovisuelle
medietjenester.
46
25) Direktiv 2010/13/EU berører ikke medlemsstaternes mulighed for at pålægge forpligtelser for at sik-
re indhold af almen interesse en tilpas fremtrædende placering i henhold til fastlagte mål af almen
interesse såsom mediepluralisme, ytringsfrihed og kulturel mangfoldighed. Sådanne forpligtelser bør
kun pålægges, hvor det er nødvendigt for at opfylde mål af almen interesse, som er tydeligt fastlagt
af medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten. Hvis medlemsstaterne beslutter at indføre
regler for en tilpas fremtrædende placering, bør virksomheder kun pålægges forholdsmæssige for-
pligtelser, der tilgodeser legitime almene hensyn.
26) For at beskytte medietjenesteudbydernes redaktionelle ansvar og den audiovisuelle værdikæde er det
af afgørende betydning at kunne sikre integriteten af de programmer og tjenester, der leveres af me-
dietjenesteudbyderne. Programmer og audiovisuelle medietjenester bør ikke leveres i afkortet form,
ændret eller med afbrydelser eller med overlays til kommercielle formål, hvis ikke medietjenesteud-
byderne har givet deres udtrykkelige samtykke. Medlemsstaterne bør sikre, at overlays, som modta-
geren af tjenesten udelukkende har taget initiativ til eller tilladt til privat brug, såsom overlays som
følge af tjenester for individuel kommunikation, ikke kræver samtykke fra medietjenesteudbyderen.
Kontrolelementer af enhver brugergrænseflade, der er nødvendige for driften af udstyret eller for
programnavigering, såsom volumenbjælker, søgefunktioner, navigationsmenuer eller kanaloversig-
ter, bør ikke være omfattet. Legitime overlays som f.eks. advarselsmeddelelser, oplysninger i offent-
lighedens interesse, undertekster eller kommerciel kommunikation, der leveres af medietjenesteud-
byderen, bør heller ikke være omfattet. Med forbehold af artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2015/2120(10) bør datakompressionsteknikker, der mindsker størrelsen af en
datafil, og andre teknikker, der kan tilpasse en tjeneste til distributionsmidlet, såsom opløsning og
kodning, uden nogen ændring af indholdet, heller ikke være omfattet.
Der bør kun pålægges foranstaltninger til at beskytte integriteten af programmer og audiovisuelle medie-
tjenester, hvor det er nødvendigt for at opfylde mål af almen interesse, som er tydeligt fastlagt af med-
lemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten. Sådanne foranstaltninger bør pålægge virksomheder for-
holdsmæssige forpligtelser, der tilgodeser legitime almene hensyn.
27) Med undtagelse af sponsorering og produktplacering bør audiovisuel kommerciel kommunikation
om alkoholholdige drikkevarer i on-demand audiovisuelle medietjenester opfylde kriterierne for TV-
reklamer og teleshopping vedrørende alkoholholdige drikkevarer, der er fastsat i direktiv
2010/13/EU. De mere detaljerede kriterier for TV-reklamer og teleshopping vedrørende alkoholhol-
dige drikkevarer er begrænset til reklameindslag, som i sagens natur er adskilt fra programmet og
derfor udelukker anden kommerciel kommunikation, der er knyttet til programmet eller udgør en in-
tegreret del af programmet, f.eks. sponsorering og produktplacering. Disse kriterier bør følgelig ikke
gælde for sponsorering og produktplacering i on-demand audiovisuelle medietjenester.
28) På nationalt og internationalt plan findes der visse almindeligt anerkendte ernæringsmæssige ret-
ningslinjer, såsom Verdenssundhedsorganisationens regionale kontor for Europas ernæringsprofil-
model, der danner grundlag for at sondre mellem fødevarer ud fra deres ernæringsmæssige sammen-
sætning i forbindelse med TV-reklamer for fødevarer, der vises til børn. Medlemsstaterne bør til-
skyndes til at sikre, at der anvendes selv- og samregulering, herunder gennem adfærdskodekser, for
effektivt at begrænse børns eksponering for audiovisuel kommerciel kommunikation om føde- og
drikkevarer, der har et højt indhold af salt, sukker, fedt, mættet fedt eller transfedtsyrer, eller som i
andre henseender ikke lever op til de nationale eller internationale ernæringsmæssige retningslinjer.
29) Ligeledes bør medlemsstaterne opmuntres til at sikre, at der anvendes adfærdskodekser for selv- og
samregulering for effektivt at begrænse børns og mindreåriges eksponering for audiovisuel kommer-
47
ciel kommunikation om alkoholholdige drikkevarer. Der findes visse selv- eller samreguleringsord-
ninger på EU-plan og nationalt plan, hvor der lægges vægt på ansvarlig markedsføring af alkohol-
holdige drikkevarer, herunder i audiovisuel kommerciel kommunikation. Disse ordninger bør frem-
mes yderligere, navnlig de ordninger, hvis mål er at sikre, at audiovisuel kommerciel kommunika-
tion om alkoholholdige drikkevarer ledsages af budskaber om ansvarlig indtagelse.
30) Det er vigtigt, at mindreårige beskyttes effektivt mod eksponering for audiovisuel kommerciel kom-
munikation vedrørende fremme af spil. I denne sammenhæng findes der adskillige selv- eller samre-
guleringsordninger på EU-plan og nationalt plan til fremme af ansvarligt spil, herunder i audiovisuel
kommerciel kommunikation.
31) For at fjerne hindringer for fri bevægelighed for grænseoverskridende tjenester inden for Unionen er
det nødvendigt at sikre effektive selv- og samreguleringsordninger, hvor der navnlig fokuseres på at
beskytte forbrugerne eller folkesundheden.
32) Markedet for TV-spredning har udviklet sig, og der er derfor behov for øget fleksibilitet med hensyn
til audiovisuel kommerciel kommunikation, navnlig for kvantitative regler for lineære audiovisuelle
medietjenester og produktplacering. Fremkomsten af nye tjenester, herunder reklamefri tjenester, har
skabt øgede valgmuligheder for seerne, som nemt kan skifte til alternative udbud.
33) Liberaliseringen på området for produktplacering har ikke ført til den forventede vækst inden for
denne form for audiovisuel kommerciel kommunikation. Navnlig har det generelle forbud mod pro-
duktplacering, dog med enkelte undtagelser, ikke skabt juridisk sikkerhed for medietjenesteudbyder-
ne. Produktplacering bør således med forbehold af undtagelser være tilladt i alle audiovisuelle me-
dietjenester og videodelingsplatformstjenester.
34) Produktplacering bør ikke være tilladt i nyheds- og aktualitetsprogrammer, forbrugerprogrammer,
religiøse programmer og børneprogrammer. Navnlig findes der dokumentation for, at produktplace-
ring og indlejrede reklamer kan påvirke børns adfærd, da børn ofte ikke kan se, at der er tale om
kommercielt indhold. Der er således behov for fortsat at forbyde produktplacering i børneprogram-
mer. Forbrugerprogrammer er programmer, som giver seerne gode råd, eller som indeholder anmel-
delser af produkter og tjenester. Hvis produktplacering tillades i sådanne programmer, vil det udvis-
ke grænsen mellem reklame og redaktionelt indhold for seerne, som måske forventer en reel og ærlig
vurdering af produkter eller tjenester i sådanne programmer.
35) Udbydere af on-demand audiovisuelle medietjenester bør fremme produktion og distribution af
europæiske programmer ved at sikre, at deres kataloger indeholder en minimumsandel af europæiske
programmer, og at disse gives en tilstrækkelig fremtrædende placering. Der bør tilskyndes til mærk-
ning i metadataene til audiovisuelt indhold, der opfylder kravene for at være et europæisk program,
således at sådanne metadata er tilgængelige for medietjenesteudbydere. Formålet med en fremtræ-
dende placering er at fremme europæiske programmer ved at lette adgangen hertil. En fremtrædende
placering kan sikres ved hjælp af forskellige midler såsom et særligt afsnit med europæiske pro-
grammer, der er tilgængeligt fra tjenestehjemmesiden, mulighed for at søge efter europæiske pro-
grammer i det søgeværktøj, der er til rådighed som en del af denne tjeneste, anvendelse af europæ-
iske programmer i denne tjenestes kampagner eller fremme af en minimumsprocentdel af europæ-
iske programmer fra denne tjenestes katalog, f.eks. ved anvendelse af bannere eller lignende værktø-
jer.
36) For at sikre tilstrækkelige investeringer i europæiske programmer bør medlemsstaterne kunne på-
lægge medietjenesteudbydere, der er etableret på deres område, finansielle forpligtelser. Disse for-
pligtelser kan bestå af direkte bidrag til fremstilling af og erhvervelse af rettigheder til europæiske
48
programmer. Medlemsstaterne kan desuden pålægge afgifter, der betales til en fond og beregnes på
basis af indtægterne fra de audiovisuelle medietjenester, der leveres i og målrettes mod deres områ-
de. I dette direktiv præciseres det i betragtning af den direkte sammenhæng mellem de finansielle
forpligtelser og medlemsstaternes forskellige kulturpolitikker, at en medlemsstat også gerne må på-
lægge medietjenesteudbydere, der er etableret i en anden medlemsstat, og som målretter deres tjene-
ster mod den pågældende medlemsstats område, sådanne finansielle forpligtelser. I så fald bør der
pålægges finansielle forpligtelser i forhold til de indtægter, der genereres hos publikum i målmed-
lemsstaten. Medietjenesteudbydere, der er forpligtet til at bidrage til filmfinansieringsordninger i en
målmedlemsstat, bør, uanset at udbyderen ikke er etableret i den pågældende medlemsstat, på ikke-
diskriminerende vis kunne drage fordel af den støtte, der er tilgængelig under de respektive filmfi-
nansieringsordninger for medietjenesteudbydere.
37) TV-spredningsforetagender investerer på nuværende tidspunkt mere i europæiske audiovisuelle pro-
grammer end udbydere af on demand audiovisuelle medietjenester. Hvis en målmedlemsstat derfor
vælger at pålægge et TV-spredningsforetagende, der hører under en anden medlemsstats jurisdik-
tion, en finansiel forpligtelse, bør de direkte bidrag til produktion og erhvervelse af rettigheder i for-
bindelse med europæiske programmer, navnlig samproduktioner, som ydes af det pågældende TV-
spredningsforetagende, tages i betragtning under behørig hensyntagen til proportionalitetsprincippet.
Dette berører ikke medlemsstaternes kompetence til i overensstemmelse med deres kulturpolitik og
på betingelse af forenelighed med statsstøttereglerne at fastlægge størrelsen af de finansielle bidrag,
der skal betales af medietjenesteudbyderne under deres jurisdiktion.
38) Når en medlemsstat i hvert enkelt tilfælde vurderer, om en on-demand audiovisuel medietjeneste,
der er etableret i en anden medlemsstat, målretter sine tjenester mod publikum i dens område, bør
den henholde sig til indikatorer såsom reklame eller anden promovering, der sigter specifikt mod
kunder i dens område, tjenestens hovedsprog, og hvorvidt der er tale om indhold eller kommerciel
kommunikation, som specifikt er rettet mod publikum i modtagermedlemsstaten.
39) Når en medlemsstat pålægger medietjenesteudbydere at yde finansielle bidrag, bør formålet med dis-
se bidrag være at fremme europæiske programmer på passende vis og samtidig undgå risikoen for, at
medietjenesteudbyderne afkræves bidrag to gange. Hvis den medlemsstat, hvor medietjenesteudby-
deren er etableret, opkræver et sådant finansielt bidrag, bør den på denne vis tage hensyn til eventu-
elle finansielle bidrag, der er opkrævet af målmedlemsstater.
40) For at sikre, at forpligtelser til at fremme europæiske programmer ikke underminerer markedsudvik-
lingen, og for at gøre det muligt for nye aktører at komme ind på markedet bør udbydere, som ikke
har nogen fremtrædende position på markedet, ikke være omfattet af sådanne krav. Dette gælder
navnlig udbydere med en lav omsætning eller et lille publikum. Et lille publikum kan påvises f.eks.
på grundlag af seertid eller salg, afhængigt af tjenestens art, mens der ved påvisning af en lav om-
sætning bør tages hensyn til de audiovisuelle markeders forskellige størrelse i medlemsstaterne. Det
kan også være uhensigtsmæssigt at indføre sådanne krav i tilfælde, hvor de i betragtning af arten af
eller emnet for de audiovisuelle medietjenester ville være upraktiske eller ubegrundede.
41) Det er vigtigt, at TV-spredningsforetagenderne har mere fleksibilitet og selv kan beslutte, hvornår
reklamerne skal vises, for at maksimere efterspørgslen hos annoncørerne og optimere flowet for se-
erne. Det er imidlertid også nødvendigt at opretholde et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau i
så henseende, fordi en sådan fleksibilitet kan eksponere seerne for en for stor mængde reklamer i
den bedste sendetid (prime time). Der bør derfor gælde særlige grænser for perioden mellem kl. 6.00
og 18.00 og mellem kl. 18.00 og 24.00.
49
42) Neutrale rammer adskiller redaktionelt indhold fra TV-reklame- eller teleshoppingindslag samt ad-
skiller individuelle indslag. De giver seeren mulighed for tydeligt at skelne mellem slutningen på én
type audiovisuelt indhold og starten på et andet. Det er nødvendigt at præcisere, at neutrale rammer
er undtaget fra den kvantitative begrænsning, der er fastsat for TV-reklamer. Dette er med henblik
på at sikre, at den tid, der afsættes til neutrale rammer, ikke får indvirkning på den tid, der afsættes
til reklamer, og at de indtægter, der genereres fra reklamer, ikke påvirkes i negativ retning.
43) Den sendetid, der tildeles TV-spredningsforetagendets annonceringer i forbindelse med egne pro-
grammer og produkter med direkte tilknytning til disse programmer eller public service-meddelelser
og vederlagsfrie indslag til fordel for velgørenhed, med undtagelse af de omkostninger, der afholdes
i forbindelse med transmission af sådanne indslag, bør ikke medregnes i den maksimale sendetid,
der kan tildeles TV-reklame og teleshopping. Endvidere indgår mange TV-spredningsforetagender i
større TV-koncerner og foretager annonceringer med relation til ikke blot deres egne programmer og
produkter med direkte tilknytning til disse programmer, men også til programmer og audiovisuelle
medietjenester fra andre enheder, der tilhører den samme TV-koncern. Den sendetid, der tildeles så-
danne annonceringer, bør heller ikke medregnes i den maksimale sendetid, som må afsættes til TV-
reklame og teleshopping.
44) De udbydere af videodelingsplatforme, der er omfattet af direktiv 2010/13/EU, yder informations-
samfundstjenester som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF(11). Disse
udbydere er derfor underlagt de bestemmelser om det indre marked, der er fastlagt i nævnte direktiv,
hvis de er etableret i en medlemsstat. Det er hensigtsmæssigt at sikre, at de samme regler også gæl-
der for udbydere af videodelingsplatforme, som ikke er etableret i en medlemsstat, for at sikre effek-
tiviteten af de foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige og offentligheden, der er fastsat i direk-
tiv 2010/13/EU, og så vidt muligt sikre lige vilkår i den udstrækning, at de pågældende udbydere har
enten en modervirksomhed eller en dattervirksomhed, som er etableret i en medlemsstat, eller at dis-
se udbydere indgår i en koncern, og en anden virksomhed i denne koncern er etableret i en medlems-
stat. Definitionerne i direktiv 2010/13/EU bør derfor være principbaserede og sikre, at det ikke er
muligt for en virksomhed at udelukke sig selv fra nævnte direktivs anvendelsesområde ved at danne
en koncernstruktur med virksomheder i flere lag etableret i eller uden for Unionen. Kommissionen
bør underrettes om de udbydere, der hører under hver enkelt medlemsstats jurisdiktion i medfør af
de regler om etablering, der er fastlagt i direktiv 2000/31/EF og 2010/13/EU.
45) Der er opstået nye udfordringer, navnlig i forbindelse med videodelingsplatforme, hvor brugerne,
navnlig mindreårige, i stigende grad forbruger audiovisuelt indhold. I denne sammenhæng har ska-
deligt indhold og hadefuld tale leveret via videodelingsplatformstjenester i stigende grad givet anled-
ning til bekymringer. For at beskytte mindreårige og offentligheden mod sådant indhold er det nød-
vendigt at fastlægge forholdsmæssige regler om disse anliggender.
46) Kommerciel kommunikation via videodelingsplatformstjenester reguleres allerede af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2005/29/EF(12), som forbyder virksomheders urimelige handelspraksis
over for forbrugerne, herunder vildledende og aggressiv handelspraksis i informationssamfundstje-
nester.
For så vidt angår kommerciel kommunikation om tobak og relaterede produkter på videodelingsplatforme
sikrer de nuværende forbud i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/33/EF(13) og de forbud, der
gælder for kommerciel kommunikation om elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere i medfør
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU(14), at forbrugerne er tilstrækkeligt beskyttede
mod tobak og relaterede produkter. Da brugerne i stigende grad benytter sig af videodelingsplatformstje-
50
nester til at få adgang til audiovisuelt indhold, er det nødvendigt at sikre et tilstrækkeligt forbrugerbeskyt-
telsesniveau ved i fornødent omfang at tilpasse bestemmelserne om audiovisuel kommerciel kommunika-
tion hos alle udbydere. Det er derfor vigtigt, at audiovisuel kommerciel kommunikation på videodelings-
platforme er klart identificeret og opfylder et sæt minimumskvalitetskrav.
47) En betydelig del af det indhold, der leveres via videodelingsplatformstjenester, er ikke underlagt no-
get redaktionelt ansvar hos udbyderen af videodelingsplatformen. Det er dog typisk disse udbydere,
der tilrettelægger indholdet, nemlig programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel kommer-
ciel kommunikation, herunder ved hjælp af automatiske metoder eller algoritmer. Derfor bør disse
udbydere pålægges at træffe passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige mod indhold, der
kan skade deres fysiske, psykiske eller moralske udvikling. De bør også pålægges at træffe passende
foranstaltninger for at beskytte offentligheden mod indhold, der tilskynder til vold eller had rettet
mod en gruppe eller et medlem af en gruppe af nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i
Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), eller hvis udbredelse
udgør en strafbar handling i henhold til EU-retten.
48) I betragtning af den rolle, som udbyderne spiller med hensyn til det indhold, der leveres via videode-
lingsplatformstjenester, bør de passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige og offentlighe-
den vedrøre tilrettelæggelsen af indholdet og ikke selve indholdets art. De krav, der er fastsat i direk-
tiv 2010/13/EU i den henseende, bør derfor gælde med forbehold af artikel 12-14 i direktiv
2000/31/EF, som rummer en fritagelse for ansvar for ulovlige oplysninger, der transmitteres, eller
oplagres automatisk, mellemliggende og midlertidigt, eller oplagres af visse udbydere af informati-
onssamfundstjenester. Ved levering af tjenester, der er omfattet af artikel 12-14 i direktiv
2000/31/EF, bør disse krav desuden gælde uden at det berører artikel 15 i nævnte direktiv, som ude-
lukker, at generelle forpligtelser til at overvåge sådanne oplysninger eller aktivt at undersøge for-
hold, der tyder på ulovlig virksomhed, kan pålægges disse udbydere, uden at det dog vedrører over-
vågningsforpligtelser i konkrete tilfælde, og navnlig uden at det berører påbud fra nationale myndig-
heder i overensstemmelse med national ret.
49) Det er hensigtsmæssigt så vidt muligt at inddrage udbyderne af videodelingsplatforme ved gennem-
førelsen af de passende foranstaltninger, der skal træffes i medfør af direktiv 2010/13/EU. Der bør
således tilskyndes til samregulering. Det bør desuden fortsat være muligt for udbydere af videode-
lingsplatforme at træffe strengere foranstaltninger på frivillig basis i overensstemmelse med EU-ret-
ten, samtidig med at ytrings- og informationsfriheden og mediernes pluralisme respekteres.
50) Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol er grundlæggende rettigheder, der er fast-
lagt i artikel 47 i chartret. Bestemmelserne i direktiv 2010/13/EU bør derfor ikke fortolkes på en må-
de, der forhindrer parterne i at udøve deres ret til adgang til retssystemet.
51) Når der i henhold til direktiv 2010/13/EU træffes passende foranstaltninger for at beskytte mindreå-
rige mod skadeligt indhold og beskytte offentligheden mod indhold, der tilskynder til vold, had og
terrorisme, bør der foretages en omhyggelig afvejning af de gældende grundlæggende rettigheder,
der er fastlagt i chartret. Afhængigt af den konkrete situation gælder dette navnlig retten til respekt
for privatliv og familieliv og beskyttelse af personoplysninger, ytrings- og informationsfriheden, fri-
heden til at oprette og drive egen virksomhed, forbuddet mod forskelsbehandling samt børns rettig-
heder.
52) Kontaktudvalget har til formål at lette en effektiv gennemførelse af direktiv 2010/13/EU og bør re-
gelmæssigt konsulteres om ethvert praktisk problem, der opstår i forbindelse med direktivets anven-
delse. Kontaktudvalgets arbejde bør ikke være begrænset til eksisterende spørgsmål vedrørende au-
51
diovisuel politik, men bør også omfatte de relevante udviklingstendenser, der opstår i denne sektor.
Udvalget består af repræsentanter for medlemsstaternes relevante nationale myndigheder. Når med-
lemsstaterne udpeger deres repræsentanter, opfordres de til at fremme en ligelig kønsfordeling i kon-
taktudvalgets sammensætning.
53) Medlemsstaterne bør sikre, at deres nationale tilsynsmyndigheder eller -organer er juridisk adskilt
fra regeringen. Dette bør dog ikke være til hinder for, at medlemsstaterne kan føre tilsyn i overens-
stemmelse med deres nationale forfatningsret. Nationale tilsynsmyndigheder eller -organer bør anses
for at have opnået den fornødne grad af uafhængighed, hvis de pågældende myndigheder eller -orga-
ner, herunder dem, der er oprettet som offentlige myndigheder eller organer, er funktionelt og reelt
uafhængige af deres respektive regeringer og andre offentlige eller private organer. Dette anses for
at være af afgørende betydning for at sikre upartiskhed i afgørelser, der træffes af nationale tilsyns-
myndigheder eller -organer. Kravet om uafhængighed bør ikke berøre muligheden for, at medlems-
staterne kan udpege tilsynsmyndigheder, der fører tilsyn med forskellige sektorer, som f.eks. den
audiovisuelle sektor og telekommunikationssektoren. Nationale tilsynsmyndigheder eller -organer
bør have de håndhævelsesmæssige beføjelser og ressourcer, der er nødvendige for, at de kan udføre
deres opgaver, hvad angår personale, ekspertise og finansielle midler. De aktiviteter, der varetages af
de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer, som er etableret i henhold til direktiv 2010/13/EU,
bør sikre, at målene vedrørende mediepluralisme, kulturel mangfoldighed, forbrugerbeskyttelse, det
indre markeds funktion og fremme af fair konkurrence respekteres.
54) Da et af formålene med audiovisuelle medietjenester er at tjene borgernes interesser og forme den
offentlige mening, er det vigtigt, at sådanne tjenester er i stand til at oplyse borgerne og samfundet
så fuldstændigt som muligt og med så bredt et udbud som muligt. Dette formål kan kun opfyldes,
hvis redaktionelle beslutninger forbliver fri for enhver statslig indblanding eller påvirkning fra de
nationale tilsynsmyndigheder eller -organer, der går videre end den blotte gennemførelse af retsreg-
ler, og som ikke har til formål at værne om en juridisk beskyttet rettighed, som skal beskyttes uaf-
hængigt af overbevisning.
55) Der bør findes effektive klagemekanismer på nationalt plan. Den relevante klageinstans bør være
uafhængig af de involverede parter. Denne instans kan være en domstol. Klageproceduren bør ikke
berøre kompetencefordelingen inden for de nationale retssystemer.
56) Med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af Unionens lovgivningsmæssige ramme for det audi-
ovisuelle område i alle medlemsstater nedsatte Kommissionen ERGA ved Kommissionens afgørelse
af 3. februar 2014(15). ERGA᾽s opgave er at yde teknisk ekspertise til Kommissionen i dens bestræ-
belser for at sikre en konsekvent gennemførelse af direktiv 2010/13/EU i alle medlemsstater og lette
samarbejdet mellem de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer og mellem de nationale tilsyns-
myndigheder eller -organer og Kommissionen.
57) ERGA har bidraget positivt til en ensartet reguleringspraksis og har ydet rådgivning på højt niveau
til Kommissionen om gennemførelsesspørgsmål. Derfor bør ERGA᾽s rolle anerkendes formelt og
styrkes i direktiv 2010/13/EU. ERGA bør derfor oprettes i medfør af nævnte direktiv.
58) Kommissionen bør have mulighed for at konsultere ERGA om ethvert spørgsmål vedrørende audio-
visuelle medietjenester og videodelingsplatforme. ERGA bør bistå Kommissionen med teknisk ek-
spertise og rådgivning og ved at fremme udvekslingen af bedste praksis, herunder vedrørende ad-
færdskodekser for selv- og samregulering. Kommissionen bør navnlig rådføre sig med ERGA i for-
bindelse med anvendelsen af direktiv 2010/13/EU med henblik på at fremme en ensartet gennemfø-
relse. ERGA bør på Kommissionens anmodning afgive ikkebindende udtalelser om jurisdiktion, om
52
foranstaltninger, der fraviger modtagefriheden, og om foranstaltninger rettet mod omgåelse af juris-
diktion. ERGA bør også kunne bistå med teknisk rådgivning om ethvert tilsynsmæssigt spørgsmål
vedrørende regelsættet for audiovisuelle medietjenester, herunder med hensyn til hadefuld tale og
beskyttelse af mindreårige, samt om indholdet af audiovisuel kommerciel kommunikation om føde-
varer med et højt indhold af fedt, salt eller natrium og sukker.
59) »Mediekendskab« omfatter de færdigheder, den viden og den forståelse, der er nødvendig for at sæt-
te borgerne i stand til at bruge medierne effektivt og sikkert. For at gøre det muligt for borgerne at få
adgang til information og på en ansvarlig og sikker måde at anvende, kritisk vurdere og skabe me-
dieindhold har borgerne brug for udvidede færdigheder vedrørende mediekendskab. Mediekendskab
bør ikke begrænses til læring om værktøjer og teknologier, men bør have til formål at udstyre bor-
gerne med evnen til kritisk tænkning, som er nødvendig med henblik på at kunne udvise dømme-
kraft, analysere komplekse realiteter og sondre mellem holdninger og kendsgerninger. Det er derfor
nødvendigt, at både medietjenesteudbydere og udbydere af videodelingsplatforme i samarbejde med
alle relevante berørte parter fremmer udviklingen af mediekendskab i alle dele af samfundet, for bor-
gere i alle aldre og vedrørende alle medier, og at fremskridtene i den forbindelse følges nøje.
60) Direktiv 2010/13/EU berører ikke medlemsstaternes forpligtelse til at respektere og beskytte den
menneskelige værdighed. Det respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper,
som navnlig anerkendes i chartret. Direktiv 2010/13/EU sigter navnlig mod at sikre fuld respekt for
retten til ytringsfrihed, friheden til at drive egen virksomhed, retten til domstolsprøvelse og til at
fremme anvendelsen af børns rettigheder i overensstemmelse med chartret.
61) Enhver foranstaltning, som medlemsstaterne træffer i henhold til direktiv 2010/13/EU, skal respekte-
re ytrings- og informationsfriheden og mediernes pluralisme samt kulturel og sproglig mangfoldig-
hed i overensstemmelse med UNESCO᾽s konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle ud-
tryksformers mangfoldighed.
62) Retten til at få adgang til politiske nyhedsprogrammer er afgørende for at værne om den grundlæg-
gende frihed til at modtage oplysninger og sikre, at seernes interesser i Unionen er fuldt ud og kor-
rekt beskyttet. I betragtning af de audiovisuelle medietjenesters stadig større betydning for vores
samfund og demokrati bør udsendelser af politiske nyheder i videst muligt omfang, og uden at dette
berører reglerne om ophavsret, gøres tilgængelige på tværs af grænserne i Unionen.
63) Direktiv 2010/13/EU berører ikke bestemmelserne i den internationale privatret, særlig reglerne om
domstolenes jurisdiktion og den lovgivning, der finder anvendelse på kontraktlige og ikkekontraktli-
ge forpligtelser.
64) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter(16) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er be-
rettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter,
der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennem-
førelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne do-
kumenter er berettiget.
65) Direktiv 2010/13/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
53
Artikel 1
Direktiv 2010/13/EU ændres som følger:
1) I artikel 1, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a) Litra a) affattes således:
»a) »audiovisuel medietjeneste«:
i) en tjeneste som defineret i artikel 56 og 57 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvor
hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der kan adskilles herfra, er under en medietjenesteudby-
ders redaktionelle ansvar at udbyde informerende, underholdende eller oplysende programmer til offent-
ligheden via elektroniske kommunikationsnet som defineret i artikel 2, litra a), i direktiv 2002/21/EF; så-
danne audiovisuelle medietjenester er enten fjernsynsudsendelser som defineret i litra e) i nærværende
stykke eller on-demand audiovisuelle medietjenester som defineret i litra g) i nærværende stykke
ii) audiovisuel kommerciel kommunikation«.
b) Følgende litra indsættes:
»aa) »videodelingsplatformstjeneste«: en tjeneste som defineret i artikel 56 og 57 i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der kan adskil-
les herfra, eller en væsentlig funktion i tjenesten består i at udbyde programmer, brugergenererede video-
er eller begge dele til offentligheden, som udbyderen af videodelingsplatformen ikke har noget redaktio-
nelt ansvar for, med henblik på at informere, underholde eller oplyse via elektroniske kommunikationsnet
som defineret i artikel 2, litra a), i direktiv 2002/21/EF og hvis tilrettelæggelse fastlægges af udbyderen af
videodelingsplatformen, herunder ved brug af automatiske metoder og algoritmer og navnlig gennem vis-
ning, tagging og sekvensering«.
c) Litra b) affattes således:
»b) »program«: et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel del, uanset dens
længde, inden for en programflade eller et katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder, herunder film
af spillefilmslængde, videoklip, sportsbegivenheder, sitcom-serier, dokumentarprogrammer, børnepro-
grammer og TV-drama«.
d) Følgende litraer indsættes:
»ba) »brugergenereret video«: et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel del,
uanset dens længde, som skabes af en bruger og uploades på en videodelingsplatform af denne bruger
eller af enhver anden bruger
bb) »redaktionel beslutning«: en beslutning, der træffes regelmæssigt med henblik på at udøve et redak-
tionelt ansvar, og som er knyttet til den audiovisuelle medietjenestes daglige drift«.
54
e) Følgende litra indsættes:
»da) »udbyder af en videodelingsplatform«: en fysisk eller juridisk person, der udbyder en videode-
lingsplatformstjeneste«.
f) Litra h) affattes således:
»h) »audiovisuel kommerciel kommunikation«: billeder med eller uden lyd, som har til formål direkte
eller indirekte at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser eller promovere et image for en fysisk
eller juridisk person, der udøver økonomisk virksomhed; sådanne billeder følger med eller er indeholdt i
et program eller i en brugergenereret video mod betaling eller lignende modydelse eller med selvpromo-
verende formål. Audiovisuel kommerciel kommunikation omfatter bl.a. TV-reklamer, sponsorering, tele-
shopping og produktplacering«.
g) Litra k) affattes således:
»k) »sponsorering«: ethvert bidrag fra offentlige eller private foretagender eller fysiske personer, der ik-
ke udbyder audiovisuelle medietjenester eller videodelingsplatformstjenester eller producerer audiovisu-
elle programmer, til finansieringen af audiovisuelle medietjenester, videodelingsplatformstjenester, bru-
gergenererede videoer eller programmer med henblik på at promovere deres navn, varemærke, image,
virksomhed eller produkter«.
h) Litra m) affattes således:
»m) »produktplacering«: enhver audiovisuel kommerciel kommunikation, der viser eller omtaler en va-
re, en tjenesteydelse eller et varemærke som led i et program eller en brugergenereret video mod betaling
eller lignende modydelse«.
2) Overskriften til kapitel II affattes således:
»ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM AUDIOVISUELLE MEDIETJENESTER«.
3) Artikel 2 ændres som følger:
a) Stk. 3, litra b), affattes således:
»b) Hvis en medietjenesteudbyder har sit hovedkontor i én medlemsstat, men de redaktionelle beslutnin-
ger om den audiovisuelle medietjeneste træffes i en anden medlemsstat, anses medietjenesteudbyderen for
at være etableret i den medlemsstat, hvor en betydelig del af de medarbejdere, der er beskæftiget med den
programrelaterede audiovisuelle medietjenestevirksomhed, arbejder. Hvis en betydelig del af de medar-
bejdere, der er beskæftiget med den programrelaterede audiovisuelle medietjenestevirksomhed, arbejder i
begge medlemsstater, anses medietjenesteudbyderen for at være etableret i den medlemsstat, hvor hoved-
kontoret er beliggende. Hvis en betydelig del af de medarbejdere, der er beskæftiget med den programre-
laterede audiovisuelle medietjenestevirksomhed, ikke arbejder i nogen af de pågældende medlemsstater,
55
anses medietjenesteudbyderen for at være etableret i den medlemsstat, hvor den først påbegyndte sin virk-
somhed i overensstemmelse med lovgivningen i denne medlemsstat, forudsat at den opretholder en stabil
og reel forbindelse til denne medlemsstats økonomi.«
b) Følgende stykker indsættes:
»5a. Medlemsstaterne sikrer, at medietjenesteudbydere underretter de kompetente nationale tilsynsmyn-
digheder eller -organer om enhver ændring, der kan påvirke fastlæggelsen af jurisdiktion i overensstem-
melse med stk. 2, 3 og 4.
5b. Medlemsstaterne udarbejder og vedligeholder en ajourført liste over de medietjenesteudbydere, som
hører under deres jurisdiktion, og angiver, hvilke af kriterierne i stk. 2-5 deres jurisdiktion er baseret på.
Medlemsstaterne tilsender Kommissionen denne liste, herunder eventuelle ajourføringer heraf.
Kommissionen sikrer, at sådanne lister stilles til rådighed i en central database. I tilfælde af uoverens-
stemmelser mellem listerne kontakter Kommissionen de pågældende medlemsstater med henblik på at
finde en løsning. Kommissionen sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer har adgang til
denne database. Kommissionen gør oplysninger i databasen offentligt tilgængelige.
5c. Hvis de pågældende medlemsstater ved anvendelse af artikel 3 eller 4 ikke er enige om, hvilken med-
lemsstat der har jurisdiktionen, forelægger de sagen for Kommissionen uden unødig forsinkelse. Kom-
missionen kan anmode Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester
(ERGA) om i overensstemmelse med artikel 30b, stk. 3, litra d), at afgive en udtalelse om spørgsmålet.
ERGA afgiver en sådan udtalelse senest 15 arbejdsdage efter Kommissionens anmodning. Kommissionen
holder kontaktudvalget, der er nedsat ved artikel 29, behørigt underrettet.
Når Kommissionen vedtager en afgørelse i henhold til artikel 3, stk. 2 eller 3, eller artikel 4, stk. 5, afgør
den også, hvilken medlemsstat der har jurisdiktion.«
4) Artikel 3 affattes således:
»Artikel 3
1. Medlemsstaterne sikrer modtagefrihed og må ikke hindre retransmissioner på deres område af audiovi-
suelle medietjenester fra andre medlemsstater af grunde, der falder inden for områder, der samordnes ved
dette direktiv.
2. En medlemsstat kan midlertidigt fravige denne artikels stk. 1, hvis en audiovisuel medietjeneste, der
leveres af en medietjenesteudbyder, som hører under en anden medlemsstats jurisdiktion, udgør en åben-
lys, væsentlig og alvorlig overtrædelse af artikel 6, stk. 1, litra a), eller artikel 6a, stk. 1, eller bringer fol-
kesundheden i fare eller udgør en væsentlig og alvorlig risiko for at bringe den i fare.
Den fravigelse, der er omhandlet i første afsnit, er underlagt følgende betingelser:
56
a) medietjenesteudbyderen har i løbet af de foregående 12 måneder mindst to gange tidligere allerede ud-
ført en eller flere af de handlinger, der er beskrevet i første afsnit
b) den pågældende medlemsstat har skriftligt underrettet medietjenesteudbyderen, den medlemsstat, der
har jurisdiktion over denne udbyder, og Kommissionen om de påståede overtrædelser og om de forholds-
mæssige foranstaltninger, som den agter at træffe, hvis der igen sker en sådan overtrædelse
c) den pågældende medlemsstat har respekteret medietjenesteudbyderens ret til forsvar og navnlig givet
denne udbyder mulighed for at udtrykke sin holdning til de påståede overtrædelser, og
d) konsultationer med den medlemsstat, der har jurisdiktion over medietjenesteudbyderen, og Kommissi-
onen har ikke ført til en mindelig løsning inden for en måned efter Kommissionens modtagelse af den i
litra b) omhandlede underretning.
Senest tre måneder efter modtagelsen af underretningen om de foranstaltninger, som den pågældende
medlemsstat har truffet, og efter at have anmodet ERGA om at afgive en udtalelse i overensstemmelse
med artikel 30b, stk. 3, litra d), træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt disse foranstaltninger er
forenelige med EU-retten. Kommissionen holder kontaktudvalget behørigt underrettet. Træffer Kommis-
sionen afgørelse om, at disse foranstaltninger ikke er forenelige med EU-retten, skal den pålægge den på-
gældende medlemsstat straks at bringe de pågældende foranstaltninger til ophør.
3. En medlemsstat kan midlertidigt fravige denne artikels stk. 1, hvis en audiovisuel medietjeneste, der
leveres af en medietjenesteudbyder, som hører under en anden medlemsstats jurisdiktion, udgør en åben-
lys, væsentlig og alvorlig overtrædelse af artikel 6, stk. 1, litra b), eller bringer den offentlige sikkerhed i
fare eller udgør en væsentlig og alvorlig risiko for at bringe den i fare, herunder med hensyn til national
sikkerhed og forsvar.
Den fravigelse, der er omhandlet i første afsnit, er underlagt følgende betingelser:
a) den handling, der er omhandlet i første afsnit, har i løbet af de foregående 12 måneder fundet sted
mindst én gang
og
b) den pågældende medlemsstat har skriftligt underrettet medietjenesteudbyderen, den medlemsstat, der
har jurisdiktion over denne udbyder, og Kommissionen om den påståede overtrædelse og om de forholds-
mæssige foranstaltninger, som den agter at træffe, hvis der igen sker en sådan overtrædelse.
Den pågældende medlemsstat respekterer den pågældende medietjenesteudbyders ret til forsvar og giver
navnlig denne udbyder mulighed for at udtrykke sin holdning til de påståede overtrædelser.
Senest tre måneder efter modtagelsen af underretningen om de foranstaltninger, som den pågældende
medlemsstat har truffet, og efter at have anmodet ERGA om at afgive en udtalelse i overensstemmelse
med artikel 30b, stk. 3, litra d), træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt disse foranstaltninger er
forenelige med EU-retten. Kommissionen holder kontaktudvalget behørigt underrettet. Træffer Kommis-
57
sionen afgørelse om, at disse foranstaltninger ikke er forenelige med EU-retten, skal den pålægge den på-
gældende medlemsstat straks at bringe de pågældende foranstaltninger til ophør.
4. Stk. 2 og 3 er ikke til hinder for, at der iværksættes procedurer, forholdsregler eller sanktioner som
følge af de pågældende overtrædelser i den medlemsstat, under hvis jurisdiktion den pågældende medie-
tjenesteudbyder hører.
5. Medlemsstaterne kan i hastende tilfælde senest en måned efter den påståede overtrædelse fravige betin-
gelserne i stk. 3, litra a) og b). De foranstaltninger, som er truffet, skal i så fald snarest muligt meddeles
Kommissionen og den medlemsstat, under hvis jurisdiktion medietjenesteudbyderen hører, med angivelse
af grundene til, at medlemsstaten finder, at der er tale om et hastende tilfælde. Kommissionen undersøger
hurtigst muligt, om de anmeldte foranstaltninger er i overensstemmelse med EU-retten. Kommer Kom-
missionen til den konklusion, at foranstaltningerne ikke er forenelige med EU-retten, skal den kræve, at
den pågældende medlemsstat straks bringer disse foranstaltninger til ophør.
6. Hvis Kommissionen mangler oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe en afgørelse i henhold
til stk. 2 eller 3, anmoder den inden for en måned efter modtagelsen af underretningen den pågældende
medlemsstat om alle de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan træffe denne afgørelse. Den tids-
frist, som Kommissionen har til at træffe afgørelsen, suspenderes, indtil den pågældende medlemsstat har
indgivet sådanne nødvendige oplysninger. Suspenderingen af tidsfristen må under ingen omstændigheder
vare mere end en måned.
7. Medlemsstaterne og Kommissionen udveksler jævnligt erfaringer og bedste praksis vedrørende den
procedure, der er fastlagt i denne artikel, inden for rammerne af kontaktudvalget og ERGA.«
5) Artikel 4 affattes således:
»Artikel 4
1. Medlemsstaterne kan kræve, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion overholder mere detal-
jerede eller strengere bestemmelser på de områder, der samordnes ved dette direktiv, forudsat at disse be-
stemmelser er i overensstemmelse med EU-retten.
2. Hvor en medlemsstat:
a) har udøvet sin ret til i henhold til stk. 1 at vedtage mere detaljerede eller strengere bestemmelser i of-
fentlighedens interesse og
b) vurderer, at en medietjenesteudbyder under en anden medlemsstats jurisdiktion udbyder en audiovisuel
medietjeneste, som helt eller fortrinsvis er rettet mod dens område,
kan den anmode den medlemsstat, der har jurisdiktion, om at løse eventuelle konstaterede problemer i
relation til dette stykke. Begge medlemsstater samarbejder loyalt og hurtigt med henblik på at finde en
gensidigt tilfredsstillende løsning.
58
Ved modtagelsen af en begrundet anmodning i henhold til første afsnit, anmoder den medlemsstat, der har
jurisdiktion, medietjenesteudbyderen om at overholde de relevante bestemmelser i offentlighedens inte-
resse. Den medlemsstat, der har jurisdiktion, underretter regelmæssigt den anmodende medlemsstat om,
hvilke skridt der er truffet for at løse de konstaterede problemer. Senest to måneder efter modtagelsen af
anmodningen underretter den medlemsstat, der har jurisdiktion, den anmodende medlemsstat og Kommis-
sionen om resultaterne og angiver årsagerne hertil, hvis der ikke har kunnet findes en løsning.
Hver af de pågældende medlemsstater kan på ethvert tidspunkt anmode kontaktudvalget om at behandle
sagen.
3. Den pågældende medlemsstat kan træffe passende foranstaltninger over for den pågældende medietje-
nesteudbyder, hvis:
a) den vurderer, at de resultater, der er opnået ved anvendelse af stk. 2, ikke er tilfredsstillende, og
b) den har fremlagt beviser for, at medietjenesteudbyderen har etableret sig i den medlemsstat, der har
jurisdiktion, for på de områder, der samordnes ved dette direktiv, at omgå de strengere bestemmelser, der
ville være gældende, hvis udbyderen var etableret i den pågældende medlemsstat; sådanne beviser skal
gøre det muligt med rimelig sikkerhed at konstatere en sådan omgåelse, uden at det er nødvendigt at bevi-
se, at medietjenesteudbyderen havde til hensigt at omgå de strengere regler.
Sådanne foranstaltninger skal være objektivt nødvendige, skal anvendes på en ikkediskriminerende måde
og må ikke gå videre end nødvendigt for at nå de mål, der forfølges.
4. En medlemsstat må kun træffe foranstaltninger i medfør af stk. 3, hvis følgende betingelser er opfyldt:
a) den har underrettet Kommissionen og den medlemsstat, hvor medietjenesteudbyderen er etableret, om,
at den har til hensigt at træffe sådanne foranstaltninger, idet den angiver, hvilke grunde den baserer sin
vurdering på
b) den har respekteret den pågældende medietjenesteudbyders ret til forsvar og navnlig givet medietjene-
steudbyderen mulighed for at udtrykke sin holdning til den påståede omgåelse og de foranstaltninger, som
den underrettende medlemsstat agter at træffe, og
c) Kommissionen har, efter at have anmodet ERGA om at afgive en udtalelse i overensstemmelse med
artikel 30b, stk. 3, litra d), truffet afgørelse om, at foranstaltningerne er forenelige med EU-retten, og
navnlig om, at den vurdering, der er foretaget af den medlemsstat, der træffer foranstaltningerne, jf. nær-
værende artikels stk. 2 og 3, hviler på et korrekt grundlag; Kommissionen holder kontaktudvalget behø-
rigt underrettet.
5. Senest tre måneder efter modtagelsen af den i stk. 4, litra a), omhandlede underretning træffer Kom-
missionen afgørelse om, hvorvidt disse foranstaltninger er forenelige med EU-retten. Træffer Kommissio-
nen afgørelse om, at disse foranstaltninger ikke er forenelige med EU-retten, pålægger den den pågælden-
de medlemsstat at afstå fra at træffe de påtænkte foranstaltninger.
59
Hvis Kommissionen mangler oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe en afgørelse i henhold til
første afsnit, anmoder den inden for en måned efter modtagelsen af underretningen den pågældende med-
lemsstat om alle de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan træffe denne afgørelse. Den tidsfrist,
som Kommissionen har til at træffe afgørelsen, suspenderes, indtil den pågældende medlemsstat har ind-
givet sådanne nødvendige oplysninger. Suspenderingen af tidsfristen må under ingen omstændigheder va-
re mere end en måned.
6. Medlemsstaterne sikrer ved passende midler og inden for rammerne af deres nationale ret, at medietje-
nesteudbydere under deres jurisdiktion reelt overholder dette direktiv.
7. Direktiv 2000/31/EF finder anvendelse, medmindre andet er fastsat i nærværende direktiv. I tilfælde af
modstrid mellem direktiv 2000/31/EF og nærværende direktiv har nærværende direktiv forrang, medmin-
dre andet er fastsat heri.«
6) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 4a
1. Medlemsstaterne tilskynder til anvendelse af samregulering og fremme af selvregulering gennem ad-
færdskodekser, som vedtages på nationalt plan på de områder, der samordnes ved dette direktiv, i det om-
fang deres retssystem tillader sådan regulering. Disse kodekser skal:
a) udformes, så de nyder bred accept blandt de vigtigste berørte parter i de pågældende medlemsstater
b) tydeligt og utvetydigt fastlægge målsætningerne med dem
c) sikre regelmæssig, gennemsigtig og uafhængig overvågning og evaluering af opnåelsen af de opstillede
målsætninger og
d) sikre effektiv håndhævelse, herunder effektive og forholdsmæssige sanktioner.
2. Medlemsstaterne og Kommissionen kan fremme selvregulering gennem EU-adfærdskodekser udarbej-
det af medietjenesteudbydere, udbydere af videodelingsplatformstjenester eller organisationer, der repræ-
senterer dem, om nødvendigt i samarbejde med andre sektorer såsom industri og handel samt faglige sam-
menslutninger eller organisationer og forbrugersammenslutninger eller -organisationer. Disse kodekser
skal være således, at de nyder bred accept blandt de vigtigste berørte parter på EU-plan og skal overholde
stk. 1, litra b)-d). EU-adfærdskodekserne berører ikke de nationale adfærdskodekser.
I samarbejde med medlemsstaterne fremmer Kommissionen udarbejdelsen af EU-adfærdskodekser, hvor
det er relevant, i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.
Underskriverne af EU-adfærdskodekser forelægger udkastene til disse kodekser og ændringer heraf for
Kommissionen. Kommissionen rådfører sig med kontaktudvalget om sådanne udkast til adfærdskodekser
eller ændringer heraf.
60
Kommissionen offentliggør EU-adfærdskodekserne og kan gøre behørigt opmærksom på dem.
3. Medlemsstaterne kan kræve, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion overholder mere detal-
jerede eller strengere bestemmelser i overensstemmelse med dette direktiv og EU-retten, herunder hvis
deres nationale uafhængige tilsynsmyndigheder eller -organer konkluderer, at en adfærdskodeks eller dele
heraf har vist sig ikke at være tilstrækkelig effektiv. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen sådanne
bestemmelser uden unødig forsinkelse.«
7) Overskriften på kapitel III affattes således:
»BESTEMMELSER, SOM FINDER ANVENDELSE PÅ AUDIOVISUELLE MEDIETJENE-
STER«.
8) Artikel 5 affattes således:
»Artikel 5
1. Hver medlemsstat sikrer, at en medietjenesteudbyder under dens jurisdiktion giver modtagerne af en
tjeneste let, umiddelbar og vedvarende adgang til som minimum følgende oplysninger:
a) medietjenesteudbyderens navn
b) den fysiske adresse, hvor medietjenesteudbyderen er etableret
c) detaljerede oplysninger, som gør det muligt at kontakte medietjenesteudbyderen hurtigt på en direkte
og effektiv måde, herunder oplysninger om dens e-mailadresse eller websted
d) den medlemsstat, der har jurisdiktion over medietjenesteudbyderen, og de kompetente tilsynsmyndig-
heder eller -organer eller kontrolinstanser.
2. Medlemsstaterne kan vedtage lovgivningsmæssige foranstaltninger, der fastsætter, at medietjenesteud-
bydere under deres jurisdiktion ud over de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal gøre oplysninger
om deres ejerforhold, herunder de reelle ejere, tilgængelige. Sådanne foranstaltninger skal overholde de
pågældende grundlæggende rettigheder, såsom de reelle ejeres ret til respekt for deres privatliv og fami-
lieliv. Sådanne foranstaltninger skal være nødvendige og forholdsmæssige og tage sigte på at forfølge et
mål af almen interesse.«
9) Artikel 6 affattes således:
»Artikel 6
1. Med forbehold af medlemsstaternes forpligtelse til at respektere og beskytte den menneskelige værdig-
hed, sikrer medlemsstaterne med passende midler, at audiovisuelle medietjenester leveret af medietjene-
steudbydere under deres jurisdiktion ikke på nogen måde:
61
a) tilskynder til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en gruppe af nogen af
de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i chartret
b) indeholder en offentlig opfordring til at begå en terrorhandling som fastsat i artikel 5 i direktiv (EU)
2017/541.
2. De foranstaltninger, der er truffet med henblik på anvendelsen af denne artikel, skal være nødvendige
og forholdsmæssige og skal respektere de rettigheder og overholde de principper, der er fastsat i chartret.«
10) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 6a
1. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at audiovisuelle medietjenester, der le-
veres af medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion, og som kan skade mindreåriges fysiske, psyki-
ske eller moralske udvikling, kun stilles til rådighed på en sådan måde, at mindreårige normalt ikke hører
eller ser dem. Sådanne foranstaltninger kan omfatte valg af sendetidspunkt, værktøjer til alderskontrol el-
ler andre tekniske foranstaltninger. De skal stå i et rimeligt forhold til programmets mulige skadevirknin-
ger.
Det mest skadelige indhold, såsom umotiveret vold og pornografi, skal være underlagt de strengest muli-
ge foranstaltninger.
2. Mindreåriges personoplysninger, som indsamles eller på anden måde genereres af medietjenesteudby-
dere i henhold til stk. 1, må ikke behandles med henblik på kommercielle formål såsom direkte markeds-
føring, profilering og adfærdsbaseret reklame.
3. Medlemsstaterne sikrer, at medietjenesteudbydere fremlægger tilstrækkelige oplysninger over for seer-
ne om indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling. Til dette formål
bruger medietjenesteudbydere et system, der beskriver de mulige skadevirkninger af indholdet af den en-
kelte audiovisuelle medietjeneste.
Ved gennemførelsen af dette stykke tilskynder medlemsstaterne til anvendelse af samregulering, jf. arti-
kel 4a, stk. 1.
4. Kommissionen tilskynder medietjenesteudbydere til at udveksle eksempler på bedste praksis i forbin-
delse med adfærdskodekser for samregulering. Medlemsstaterne og Kommissionen kan fremme selvregu-
lering med henblik på nærværende artikel gennem de i artikel 4a, stk. 2, omhandlede EU-adfærdskodek-
ser.«
11) Artikel 7 affattes således:
»Artikel 7
62
1. Medlemsstaterne sikrer uden unødig forsinkelse, at tjenester leveret af medietjenesteudbydere under
deres jurisdiktion ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger løbende og gradvis gøres mere tilgænge-
lige for personer med handicap.
2. Medlemsstaterne sikrer, at medietjenesteudbydere regelmæssigt aflægger rapport til de nationale til-
synsmyndigheder eller -organer om gennemførelsen af foranstaltningerne omhandlet i stk. 1. Medlemssta-
terne underretter Kommissionen om gennemførelsen af stk. 1 senest den 19. december 2022 og derefter
hvert tredje år.
3. Medlemsstaterne tilskynder medietjenesteudbydere til at udvikle handlingsplaner for tilgængelighed
med sigte på løbende og gradvis at gøre deres tjenester mere tilgængelige for personer med handicap. Så-
danne handlingsplaner fremsendes til de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer.
4. Hver medlemsstat udpeger ét enkelt offentligt tilgængeligt online kontaktpunkt, der er lettilgængeligt,
herunder for personer med handicap, for information og klager vedrørende de i denne artikel omhandlede
tilgængelighedsspørgsmål.
5. Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger i forbindelse med nødsituationer, herunder offentlige meddelel-
ser og annonceringer i tilfælde af naturkatastrofer, som offentliggøres gennem audiovisuelle medietjene-
ster, gives på en måde, der er tilgængelig for personer med handicap.«
12) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 7a
Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til at sikre audiovisuelle medietjenester af almen interesse en
tilpas fremtrædende plads.
Artikel 7b
Medlemsstaterne træffer passende og forholdsmæssige foranstaltninger for at sikre, at audiovisuelle me-
dietjenester leveret af medietjenesteudbydere ikke uden disse udbyderes udtrykkelige samtykke forsynes
med overlays til kommercielle formål eller ændres.
Med henblik på denne artikel præciserer medlemsstaterne de lovgivningsmæssige enkeltheder, herunder
undtagelser, navnlig vedrørende beskyttelse af brugernes legitime interesser, og tager samtidig hensyn til
de legitime interesser hos de medietjenesteudbydere, som oprindeligt leverede de audiovisuelle medietje-
nester.«
13) Artikel 9 affattes således:
»Artikel 9
1. Medlemsstaterne sikrer, at audiovisuel kommerciel kommunikation fra medietjenesteudbydere under
deres jurisdiktion overholder følgende krav:
63
a) Audiovisuel kommerciel kommunikation skal klart kunne identificeres som sådan; skjult audiovisuel
kommerciel kommunikation er forbudt.
b) Der må ikke bruges subliminale teknikker i audiovisuel kommerciel kommunikation.
c) Audiovisuel kommerciel kommunikation må ikke:
i) skade respekten for den menneskelige værdighed
ii) indeholde eller fremme nogen forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, natio-
nalitet, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering
iii) tilskynde til adfærd, der er til skade for sundheden eller for sikkerheden
iv) tilskynde til adfærd, der er til stor skade for miljøbeskyttelsen.
d) Alle former for audiovisuel kommerciel kommunikation om cigaretter og andre tobaksvarer samt pm
elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere er forbudt.
e) Audiovisuel kommerciel kommunikation for at fremme salget af alkoholiske drikkevarer må ikke være
rettet specifikt mod mindreårige og må ikke tilskynde til umådeholden indtagelse af sådanne drikkevarer.
f) Audiovisuel kommerciel kommunikation for lægemidler og medicinske behandlinger, der er receptplig-
tige i den medlemsstat, under hvis jurisdiktion medietjenesteudbyderen hører, er forbudt.
g) Audiovisuel kommerciel kommunikation må ikke skade mindreårige på fysisk, psykisk eller moralsk
vis; den må derfor ikke direkte tilskynde mindreårige til at købe eller leje et produkt eller en tjenesteydel-
se ved at udnytte deres manglende erfaring eller deres godtroenhed, direkte opfordre dem til at overtale
deres forældre eller andre til at købe de varer eller tjenesteydelser, der reklameres for, udnytte mindreåri-
ges særlige tillid til forældre, lærere eller andre personer eller uden grund vise mindreårige i farlige situa-
tioner.
2. Audiovisuel kommerciel kommunikation om alkoholholdige drikkevarer i on-demand audiovisuelle
medietjenester, med undtagelse af sponsorering og produktplacering, skal opfylde kriterierne fastsat i arti-
kel 22.
3. Medlemsstaterne tilskynder til at anvende samregulering og til at fremme selvregulering gennem ad-
færdskodekser, jf. artikel 4a, stk. 1, med hensyn til underlødig audiovisuel kommerciel kommunikation
om alkoholholdige drikkevarer. Disse kodekser skal tage sigte på effektivt at reducere mindreåriges ek-
sponering for audiovisuel kommerciel kommunikation om alkoholholdige drikkevarer.
4. Medlemsstaterne tilskynder til at anvende samregulering og til at fremme selvregulering gennem ad-
færdskodekser, jf. artikel 4a, stk. 1, med hensyn til underlødig audiovisuel kommerciel kommunikation,
som følger med eller er indeholdt i børneprogrammer, om fødevarer og drikkevarer, der indeholder næ-
64
ringsstoffer og andre stoffer med en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning, navnlig fedt, transfedtsy-
rer, salt eller natrium og sukker, som det ikke anbefales at indtage i overdreven mængde i den samlede
kost.
Disse kodekser skal tage sigte på effektivt at reducere børns eksponering for audiovisuel kommerciel
kommunikation om sådanne føde- og drikkevarer. De skal tilsigte at sikre, at den audiovisuelle kommer-
cielle kommunikation ikke fremhæver positive ernæringsmæssige aspekter ved sådanne føde- og drikke-
varer.
5. Medlemsstaterne og Kommissionen kan fremme selvregulering med henblik på nærværende artikel
gennem de i artikel 4a, stk. 2, omhandlede EU-adfærdskodekser.«
14) Artikel 10 ændres således:
a) Stk. 2 affattes således:
»2. Audiovisuelle medietjenester eller programmer må ikke sponsoreres af foretagender, hvis hovedvirk-
somhed er fremstilling eller salg af cigaretter og andre tobaksvarer samt elektroniske cigaretter og genop-
fyldningsbeholdere.«
b) Stk. 4 affattes således:
»4. Nyheds- og aktualitetsprogrammer må ikke sponsoreres. Medlemsstaterne kan forbyde sponsorering
af børneprogrammer. Medlemsstaterne kan vælge at forbyde, at der vises et sponsorlogo under børnepro-
grammer, dokumentarprogrammer og religiøse programmer.«
15) Artikel 11 affattes således:
»Artikel 11
1. Denne artikel finder kun anvendelse på programmer, der er produceret efter den 19. december 2009.
2. Produktplacering tillades i alle audiovisuelle medietjenester, bortset fra nyheds- og aktualitetsprogram-
mer, forbrugerprogrammer, religiøse programmer og børneprogrammer.
3. Programmer, der indeholder produktplacering, skal opfylde følgende krav:
a) Deres indhold og plads i en programflade, såfremt der er tale om TV-spredning, eller i et katalog, så-
fremt der er tale om on-demand audiovisuelle medietjenester, må under ingen omstændigheder påvirkes
på en måde, der berører medietjenesteudbyderens ansvar og redaktionelle uafhængighed.
b) De må ikke direkte tilskynde til køb eller leje af varer eller tjenesteydelser og må navnlig ikke indehol-
de særlig reklameomtale af sådanne varer eller tjenesteydelser.
65
c) De må ikke give de pågældende produkter en unødigt fremtrædende rolle.
d) Seerne skal informeres tydeligt om, at der foregår produktplacering, ved hjælp af en passende marke-
ring ved programmets begyndelse og slutning, samt når et program fortsættes efter en reklamepause, for
at undgå enhver vildledning af seeren.
Medlemsstaterne kan fravige kravene i litra d), undtagen når det drejer sig om programmer, der er produ-
ceret eller bestilt af en medietjenesteudbyder eller af en virksomhed, der er tilknyttet den pågældende me-
dietjenesteudbyder.
4. Under alle omstændigheder må programmer ikke indeholde produktplacering af:
a) cigaretter og andre tobaksvarer samt elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere eller produkt-
placering fra foretagender, hvis hovedvirksomhed er fremstilling eller salg af disse varer
b) bestemte lægemidler eller medicinske behandlinger, der er receptpligtige i den medlemsstat, under hvis
jurisdiktion medietjenesteudbyderen hører.«
16) Overskriften til kapitel IV udgår.
17) Artikel 12 udgår.
18) Artikel 13 affattes således:
»Artikel 13
1. Medlemsstaterne sikrer, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion, der udbyder on-demand
audiovisuelle medietjenester, sørger for, at europæiske programmer udgør mindst 30 % af deres kataloger
og får en tilpas fremtrædende plads.
2. Hvis medlemsstaterne pålægger medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion at bidrage finansielt til
fremstilling af europæiske programmer, herunder via direkte investeringer i indhold og bidrag til nationa-
le fonde, kan de også pålægge medietjenesteudbydere, der målretter deres tjenester mod publikum inden
for deres områder, men som er etableret i andre medlemsstater, at yde sådanne finansielle bidrag, der skal
være forholdsmæssige og ikkediskriminerende.
3. I det tilfælde, der er omhandlet i stk. 2, skal det finansielle bidrag kun baseres på indtægterne i mål-
medlemsstaterne. Hvis den medlemsstat, hvor medietjenesteudbyderen er etableret, opkræver et sådant fi-
nansielt bidrag, skal den tage hensyn til eventuelle finansielle bidrag, der er opkrævet af målmedlemssta-
ter. Ethvert finansielt bidrag skal overholde EU-retten, navnlig reglerne for statsstøtte.
4. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om gennemførelsen af stk. 1 og 2 senest den 19. december
2021 og derefter hvert andet år.
66
5. På grundlag af medlemsstaternes oplysninger og en uafhængig undersøgelse aflægger Kommissionen
rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af stk. 1 og 2 og redegør herunder for den mar-
kedsmæssige og teknologiske udvikling og målsætningen om kulturel mangfoldighed.
6. Den forpligtelse, der er pålagt i henhold til stk. 1, og det krav, der pålægges medietjenesteudbydere, der
målretter deres tjenester mod publikum i andre medlemsstater, jf. stk. 2, finder ikke anvendelse på medie-
tjenesteudbydere med en lav omsætning eller en lille målgruppe. Medlemsstaterne kan også fravige så-
danne forpligtelser eller krav, hvor de ville være upraktiske eller ubegrundede i betragtning af arten af
eller emnet for de audiovisuelle medietjenester.
7. Kommissionen udsteder retningslinjer vedrørende beregningen af den minimumsandel af europæiske
programmer, der er omhandlet i stk. 1, og vedrørende den definition af lille målgruppe og lav omsætning,
der er omhandlet i stk. 6, efter at den har rådført sig med kontaktudvalget.«
19) Artikel 19, stk. 2, affattes således:
»2. Isolerede TV-reklamer og teleshoppingindslag skal være tilladt i transmissioner af sportsbegivenhe-
der. Isolerede TV-reklamer og teleshoppingindslag må kun forekomme undtagelsesvis, bortset fra trans-
missioner af sportsbegivenheder.«
20) Artikel 20, stk. 2, affattes således:
»2. Transmissionen af film produceret til fjernsynet (bortset fra serier, føljetoner og dokumentarprogram-
mer), spillefilm og nyhedsprogrammer må afbrydes af TV-reklamer, teleshoppingindslag eller af begge
én gang for hver planlagte periode på mindst 30 minutter. Transmissionen af børneprogrammer må afbry-
des af TV-reklamer én gang for hver planlagte periode på mindst 30 minutter, forudsat at programmet er
af en planlagt varighed på over 30 minutter. Transmissionen af teleshoppingindslag er forbudt under bør-
neprogrammer. Der må ikke indsættes TV-reklamer eller teleshoppingindslag i gudstjenester.«
21) Artikel 23 affattes således:
»Artikel 23
1. Andelen af TV-reklame- eller teleshoppingindslag i perioden mellem kl. 06.00 og 18.00 må ikke fylde
mere end 20 % af den pågældende periode. Andelen af TV-reklame- eller teleshoppingindslag i perioden
mellem kl. 18.00 og 24.00 må ikke fylde mere end 20 % af den pågældende periode.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på:
a) annonceringer, som TV-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne programmer og pro-
dukter med direkte tilknytning til disse programmer eller med programmer og audiovisuelle medietjene-
ster fra andre enheder, der tilhører den samme TV-koncern
b) sponsorannonceringer
67
c) produktplaceringer
d) neutrale rammer mellem redaktionelt indhold og TV-reklamer eller teleshoppingindslag og mellem in-
dividuelle indslag.«
22) Kapitel VIII udgår.
23) Følgende kapitel indsættes:
»KAPITEL IXA
BESTEMMELSER, SOM FINDER ANVENDELSE PÅ VIDEODELINGSPLATFORMSTJENE-
STER
Artikel 28a
1. En udbyder af en videodelingsplatform etableret på en medlemsstats område, jf. artikel 3, stk. 1, i di-
rektiv 2000/31/EF, hører med henblik på nærværende direktiv under den pågældende medlemsstats juris-
diktion.
2. En udbyder af en videodelingsplatform, der ikke er etableret på en medlemsstats område i henhold til
stk. 1, anses for at være etableret på en medlemsstats område med henblik på dette direktiv, hvis den på-
gældende udbyder af en videodelingsplatform:
a) har en modervirksomhed eller en dattervirksomhed, der er etableret på den pågældende medlemsstats
område, eller
b) indgår i en koncern, og en anden virksomhed i denne koncern er etableret på den pågældende med-
lemsstats område.
I denne artikel forstås ved:
a) »modervirksomhed«: en virksomhed, der kontrollerer en eller flere dattervirksomheder
b) »dattervirksomhed«: en virksomhed, der er kontrolleret af en modervirksomhed, herunder enhver dat-
tervirksomhed af den øverste modervirksomhed
c) »koncern«: en modervirksomhed, alle dens dattervirksomheder og alle andre virksomheder, der har
økonomiske og retlige, organisatoriske forbindelser til dem.
3. Med henblik på anvendelsen af stk. 2 gælder det, at hvis modervirksomheden, dattervirksomheden eller
de andre virksomheder i koncernen er etableret i forskellige medlemsstater, anses udbyderen af en video-
delingsplatform for at være etableret i den medlemsstat, hvor dennes modervirksomhed er etableret, eller,
hvis denne ikke er etableret i en medlemsstat, i den medlemsstat, hvor udbyderens dattervirksomhed er
68
etableret, eller, hvis denne ikke er etableret i en medlemsstat, i den medlemsstat, hvor den anden virksom-
hed i koncernen er etableret.
4. For så vidt angår anvendelsen af stk. 3 gælder det, at hvis der findes flere dattervirksomheder, som hver
især er etableret i forskellige medlemsstater, anses udbyderen af en videodelingsplatform for at være etab-
leret i den medlemsstat, hvor en af dattervirksomhederne først påbegyndte sin virksomhed, forudsat at
den opretholder en stabil og reel forbindelse til denne medlemsstats økonomi.
Hvis der findes flere andre virksomheder i koncernen, som hver især er etableret i forskellige medlems-
stater, anses udbyderen af en videodelingsplatform for at være etableret i den medlemsstat, hvor en af dis-
se virksomheder først påbegyndte sin virksomhed, forudsat at den opretholder en stabil og reel forbindel-
se med den pågældende medlemsstats økonomi.
5. I forbindelse med nærværende direktiv finder artikel 3 og artikel 12-15 i direktiv 2000/31/EF anvendel-
se på udbydere af videodelingsplatforme, der anses for at være etableret i en medlemsstat, jf. nærværende
artikels stk. 2.
6. Medlemsstaterne udarbejder og vedligeholder en ajourført liste over de udbydere af videodelingsplat-
forme, der er etableret eller anses for at være etableret på deres område, og angiver, hvilke kriterier, jf.
stk. 1-4, deres jurisdiktion er baseret på. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen denne liste, herunder
eventuelle ajourføringer heraf.
Kommissionen sikrer, at disse lister stilles til rådighed i en central database. I tilfælde af uoverensstem-
melser mellem listerne kontakter Kommissionen de pågældende medlemsstater med henblik på at finde
en løsning. Kommissionen sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer har adgang til denne
database. Kommissionen gør oplysningerne i databasen offentligt tilgængelige.
7. Hvis de pågældende medlemsstater ved anvendelse af denne artikel ikke er enige om, hvilken med-
lemsstat der har jurisdiktionen, forelægger de sagen for Kommissionen uden unødig forsinkelse. Kom-
missionen kan anmode ERGA om i overensstemmelse med artikel 30b, stk. 3, litra d), at afgive en udta-
lelse om spørgsmålet. ERGA afgiver en sådan udtalelse senest 15 arbejdsdage efter Kommissionens an-
modning. Kommissionen holder kontaktudvalget behørigt underrettet.
Artikel 28b
1. Med forbehold af artikel 12-15 i direktiv 2000/31/EF sikrer medlemsstaterne, at udbydere af videode-
lingsplatforme under deres jurisdiktion træffer passende foranstaltninger for at beskytte
a) mindreårige mod programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel kommerciel kommunikation,
der kan skade deres fysiske, psykiske eller moralske udvikling, i overensstemmelse med artikel 6a, stk. 1
b) offentligheden mod programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel kommerciel kommunika-
tion, der tilskynder til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en gruppe af
nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i chartret
69
c) offentligheden mod programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel kommerciel kommunika-
tion med indhold, hvis udbredelse udgør en aktivitet, der i henhold til EU-retten er en strafbar handling,
dvs. en offentlig opfordring til at begå en terrorhandling som fastsat i artikel 5 i direktiv (EU) 2017/541,
lovovertrædelser i forbindelse med børnepornografi som fastsat i artikel 5, stk. 4, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2011/93/EU (*1) og lovovertrædelser vedrørende racisme og fremmedhad som fastsat i
artikel 1 i rammeafgørelse 2008/913/RIA.
2. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion opfylder krave-
ne i artikel 9, stk. 1, med hensyn til audiovisuel kommerciel kommunikation, der markedsføres, sælges
eller tilrettelægges af disse udbydere af videodelingsplatforme.
Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion træffer passende
foranstaltninger for at opfylde de krav, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, for så vidt angår audiovisuel kom-
merciel kommunikation, som ikke markedsføres, sælges eller tilrettelægges af disse udbydere af videode-
lingsplatforme, under hensyntagen til den begrænsede kontrol, der udøves af disse videodelingsplatforme
over sådan audiovisuel kommerciel kommunikation.
Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af videodelingsplatforme tydeligt informerer brugerne, hvis pro-
grammer og brugergenererede videoer indeholder audiovisuel kommerciel kommunikation, såfremt der er
givet oplysning om sådan kommunikation i henhold til stk. 3, tredje afsnit, litra c), eller hvis udbyderen
har kendskab hertil.
Medlemsstaterne tilskynder til at anvende samregulering og til at fremme selvregulering gennem adfærds-
kodekser, jf. artikel 4a, stk. 1, med henblik på effektivt at begrænse børns eksponering for audiovisuel
kommerciel kommunikation om fødevarer og drikkevarer, der indeholder næringsstoffer og andre stoffer
med en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning, navnlig fedt, transfedtsyrer, salt eller natrium og suk-
ker, som det ikke anbefales at indtage i overdreven mængde i den samlede kost. Disse kodekser skal til-
sigte at sikre, at den audiovisuelle kommercielle kommunikation ikke fremhæver positive ernæringsmæs-
sige aspekter ved sådanne fødevarer og drikkevarer.
3. Med henblik på stk. 1 og 2 fastlægges passende foranstaltninger i lyset af det pågældende indholds art,
den skade, som det kan forvolde, karakteristikaene ved den kategori af personer, der skal beskyttes, og de
rettigheder og legitime interesser, der er på spil, herunder hos udbyderne af videodelingsplatforme og de
brugere, der har skabt eller uploadet indholdet, samt offentlighedens interesse.
Medlemsstaternes sikrer, at alle udbydere af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion træffer sådan-
ne foranstaltninger. Disse foranstaltninger skal være gennemførlige og forholdsmæssige og tage hensyn
til videodelingsplatformstjenestens størrelse og den udbudte tjenestes art. Disse foranstaltninger må ikke
føre til nogen forudgående kontrolforanstaltninger eller upload-filtrering af indhold, som ikke er i over-
ensstemmelse med artikel 15 i direktiv 2000/31/EF. Med henblik på beskyttelse af mindreårige, jf. nær-
værende artikels stk. 1, litra a), skal det mest skadelige indhold være underlagt de strengeste adgangskon-
trolforanstaltninger.
Disse foranstaltninger omfatter alt efter hvad der er relevant:
70
a) inddragelse og anvendelse som en del af videodelingsplatformstjenesternes betingelser og vilkår af de i
stk. 1 omhandlede krav
b) inddragelse og anvendelse som en del af videodelingsplatformstjenesternes betingelser og vilkår af de
krav, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, til audiovisuel kommerciel kommunikation, som ikke markedsføres,
sælges eller tilrettelægges af udbyderne af videodelingsplatforme
c) en funktion, der giver brugere, som uploader brugergenererede videoer, mulighed for at angive, om så-
danne videoer, så vidt de ved eller med rimelighed kan forventes at vide, indeholder audiovisuel kommer-
ciel kommunikation
d) etablering og opretholdelse af gennemsigtige og brugervenlige mekanismer, som brugere af en video-
delingsplatform kan bruge til over for udbyderen af platformen at indberette indhold som omhandlet i stk.
1, der udbydes på platformen
e) etablering og opretholdelse af systemer, hvorigennem udbydere af videodelingsplatforme over for de-
res brugere redegør for, hvordan der er fulgt op på den i litra d) omhandlede indberetning
f) etablering og opretholdelse af systemer til alderskontrol af brugere af videodelingsplatforme for så vidt
angår indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling
g) etablering og opretholdelse af systemer, der er lette at bruge og gør det muligt for brugere af videode-
lingsplatforme at bedømme det i stk. 1 omhandlede indhold
h) sikring af forældrekontrolsystemer, der styres af slutbrugeren, for så vidt angår indhold, som kan skade
mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling
i) etablering og opretholdelse af gennemsigtige procedurer, der er lette at følge og effektive, til at behand-
le og afgøre klager fra brugere til udbyderen af videodelingsplatforme i forbindelse med gennemførelsen
af de i litra d)-h) omhandlede foranstaltninger
j) sikring af effektive foranstaltninger og værktøjer til fremme af mediekendskab og iværksættelse af op-
lysningskampagner rettet mod brugerne om disse foranstaltninger og værktøjer.
Mindreåriges personoplysninger, som indsamles eller på anden måde genereres af udbydere af videode-
lingsplatforme i henhold til tredje afsnits litra f) og h), må ikke behandles med henblik på kommercielle
formål såsom direkte markedsføring, profilering og adfærdsbaseret reklame.
4. Med henblik på gennemførelsen af foranstaltningerne i nærværende artikels stk. 1 og 3 tilskynder med-
lemsstaterne til at anvende samregulering, jf. artikel 4a, stk. 1.
5. Medlemsstaterne fastlægger de nødvendige mekanismer til at vurdere, om de i stk. 3 omhandlede for-
anstaltninger, som udbyderne af videodelingsplatforme har truffet, er hensigtsmæssige. Medlemsstaterne
overlader vurderingen af disse foranstaltninger til de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer.
71
6. Medlemsstaterne kan pålægge udbydere af videodelingsplatforme foranstaltninger, som er mere detal-
jerede eller strengere end de i denne artikels stk. 3 omhandlede foranstaltninger. Når de vedtager sådanne
foranstaltninger, overholder medlemsstaterne de krav, der er fastsat i gældende EU-ret, f.eks. dem, der er
fastsat i artikel 12-15 i direktiv 2000/31/EF eller artikel 25 i direktiv 2011/93/EU.
7. Medlemsstaterne sikrer, at der findes udenretlige klagemekanismer med henblik på bilæggelse af tvi-
ster mellem brugere og udbydere af videodelingsplatforme vedrørende anvendelsen af stk. 1 og 3. Sådan-
ne mekanismer skal muliggøre uvildig bilæggelse af tvister og ikke fratage brugeren den retlige beskyttel-
se, der ydes efter national ret.
8. Medlemsstaterne sikrer, at brugere kan gøre deres rettigheder gældende ved en domstol med hensyn til
udbydere af videodelingsplatforme i henhold til stk. 1 og 3.
9. Kommissionen tilskynder udbydere af videodelingsplatforme til at udveksle eksempler på bedste prak-
sis i forbindelse med de i stk. 4 nævnte adfærdskodekser for samregulering.
10. Medlemsstaterne og Kommissionen kan fremme selvregulering gennem de i artikel 4a, stk. 2, om-
handlede EU-adfærdskodekser.
(*1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksu-
elt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse
2004/68/RIA (EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1).«"
24) Overskriften til kapitel XI affattes således:
»MEDLEMSSTATERNES TILSYNSMYNDIGHEDER OG -ORGANER«
25) Artikel 30 affattes således:
»Artikel 30
1. Hver enkelt medlemsstat udpeger én eller flere nationale tilsynsmyndigheder eller -organer eller begge
dele. Medlemsstaterne sikrer, at disse myndigheder og/eller organer er juridisk adskilt fra regeringen og
funktionelt uafhængige af deres respektive regeringer og af ethvert andet offentligt eller privat organ. Det-
te berører ikke medlemsstaternes mulighed for at etablere myndigheder, der fører tilsyn med forskellige
sektorer.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer udøver deres beføjelser uvil-
digt og gennemsigtigt og i overensstemmelse med målsætningerne for dette direktiv, navnlig med hensyn
til mediepluralisme, kulturel og sproglig mangfoldighed, forbrugerbeskyttelse, tilgængelighed, ikkeforsk-
elsbehandling, det indre markeds funktion og fremme af fair konkurrence.
De nationale tilsynsmyndigheder eller organer må ikke opsøge eller modtage instrukser fra noget andet
organ med hensyn til udøvelsen af de opgaver, som de har fået tildelt i henhold til national ret, der gen-
72
nemfører EU-ret. Dette er ikke til hinder for, at der kan føres tilsyn i overensstemmelse med national for-
fatningsret.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheders eller -organers kompetencer og beføjelser,
samt metoderne til at holde myndighederne og organerne ansvarlige, er klart retligt defineret.
4. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller organer har tilstrækkelige økonomiske
og menneskelige ressourcer samt håndhævelsesmæssige beføjelser til at varetage deres funktioner effek-
tivt og til at bidrage til ERGA᾽s arbejde. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller
-organer tildeles deres egne årlige budgetter, der skal offentliggøres.
5. Medlemsstaterne fastlægger i deres nationale ret betingelserne og procedurerne for udnævnelse og af-
skedigelse af lederne af nationale tilsynsmyndigheder og -organer eller medlemmerne af det kollegiale
organ, der varetager denne ledelsesfunktion, herunder varigheden af mandatet. Procedurerne skal være
gennemsigtige, ikkediskriminerende og sikre den nødvendige grad af uafhængighed. Lederen af en natio-
nal tilsynsmyndighed eller et nationalt tilsynsorgan eller medlemmerne af det kollegiale organ, der vareta-
ger ledelsesfunktionen i en national tilsynsmyndighed eller et nationalt tilsynsorgan, kan afskediges, hvis
de ikke længere opfylder de betingelser, der kræves for at varetage deres opgaver, som på forhånd er fast-
lagt på nationalt plan. Enhver beslutning om afskedigelse skal være behørigt begrundet, være genstand for
forudgående meddelelse og offentliggøres.
6. Medlemsstaterne sikrer, at der findes effektive klagemekanismer på nationalt plan. Klageinstansen,
som kan være en domstol, skal være uafhængig af de parter, som er involveret i klagen.
Klagesagen har ikke opsættende virkning for den afgørelse, som den nationale tilsynsmyndighed eller det
nationale tilsynsorgan har truffet, medmindre der træffes foreløbige foranstaltninger i overensstemmelse
med national ret.«
26) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 30a
1. Medlemsstaterne sikrer, at nationale tilsynsmyndigheder eller -organer træffer passende foranstaltnin-
ger med henblik på at give hinanden og Kommissionen de oplysninger, der er nødvendige for anvendel-
sen af dette direktiv, navnlig artikel 2, 3 og 4.
2. Når nationale tilsynsmyndigheder eller -organer i forbindelse med udvekslingen af oplysninger i hen-
hold til stk. 1 modtager oplysninger fra en medietjenesteudbyder der hører under deres jurisdiktion om, at
udbyderen vil levere en tjeneste, som helt eller fortrinsvis er rettet mod publikum i en anden medlemsstat,
underretter den nationale tilsynsmyndighed eller det nationale tilsynsorgan i den medlemsstat, der har ju-
risdiktion, den nationale tilsynsmyndighed eller det nationale tilsynsorgan i målmedlemsstaten.
3. Hvis tilsynsmyndigheden eller -organet i en medlemsstat, hvis område er mål for en medietjenesteud-
byder, der hører under en anden medlemsstats jurisdiktion, sender en anmodning vedrørende denne udby-
ders aktiviteter til tilsynsmyndigheden eller -organet i den medlemsstat, der har jurisdiktion over udbyde-
ren, gør sidstnævnte tilsynsmyndighed eller -organ sit yderste for at tage stilling til anmodningen inden
73
for to måneder, uden at dette berører de strammere tidsfrister, der gælder i henhold til dette direktiv. Til-
synsmyndigheden eller -organet i målmedlemsstaten forelægger efter anmodning alle oplysninger, der
kan bidrage til at tage stilling til anmodningen, for tilsynsmyndigheden eller -organet i den medlemsstat,
der har jurisdiktion.
Artikel 30b
1. Herved etableres Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester (ER-
GA).
2. Den består af repræsentanter for nationale tilsynsmyndigheder eller -organer på området for audiovisu-
elle medietjenester, hvis primære ansvar er at føre tilsyn med audiovisuelle medietjenester, eller, hvis der
ikke findes nogen national tilsynsmyndighed eller noget tilsynsorgan, af andre repræsentanter, som de har
valgt gennem egne procedurer. En repræsentant for Kommissionen deltager i ERGA᾽s møder.
3. ERGA har til opgave at
a) bistå Kommissionen med teknisk ekspertise i forbindelse med:
— dens opgave med at sikre en ensartet gennemførelse af dette direktiv i alle medlemsstater
— spørgsmål vedrørende audiovisuelle medietjenester inden for dens kompetenceområde
b) udveksle erfaringer og bedste praksis vedrørende anvendelse af regelsættet for audiovisuelle medietje-
nester, herunder om tilgængelighed og mediekendskab
c) samarbejde og forsyne sine medlemmer med de oplysninger, der er nødvendige for anvendelsen af det-
te direktiv, navnlig med hensyn til artikel 3, 4 og 7
d) afgive udtalelser efter anmodning fra Kommissionen om de tekniske og faktuelle aspekter af de i arti-
kel 2, stk. 5c, artikel 3, stk. 2 og 3, artikel 4, stk. 4, litra c), og artikel 28a, stk. 7, omhandlede spørgsmål.
4. ERGA vedtager selv sin forretningsorden.«
27) Artikel 33 affattes således:
»Artikel 33
Kommissionen fører tilsyn med medlemsstaternes anvendelse af dette direktiv.
Senest den 19. december 2022 og hvert tredje år derefter forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet,
Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af dette direktiv.
74
Senest den 19. december 2026 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en efterfølgende
evaluering, der om nødvendigt ledsages af forslag til gennemgang af dette direktiv, af dets effekt og mer-
værdi.
Kommissionen holder kontaktudvalget og ERGA behørigt orienteret om ERGAS henholdsvis kontaktud-
valgets program og aktiviteter.
Kommissionen sikrer, at oplysninger fra medlemsstaterne om enhver foranstaltning, som de har truffet på
de områder, der samordnes ved dette direktiv, meddeles til kontaktudvalget og ERGA.«
28) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 33a
1. Medlemsstaterne fremmer og træffer foranstaltninger til udvikling af mediekendskab.
2. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om gennemførelsen af stk. 1 senest den 19. december
2022 og hvert tredje år derefter.
3. Kommissionen udstikker, efter at have rådført sig med kontaktudvalget, retningslinjer for omfanget af
sådanne underretninger.«
Artikel 2
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme
dette direktiv senest den 19. september 2020. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og
bestemmelser.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for hen-
visningen.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de ud-
steder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 3
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 4
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
75
Udfærdiget i Strasbourg, den 14. november 2018.
På Europa-Parlamentets vegne
A. TAJANI
Formand
På Rådets vegne
K. EDTSTADLER
Formand
76
(1) EUT C 34 af 2.2.2017, s. 157.
(2) EUT C 185 af 9.6.2017, s. 41.
(3) Europa-Parlamentets holdning af 2.10.2018 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 6.11.2018.
(4) Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af
TV-radiospredningsvirksomhed (EFT L 298 af 17.10.1989, s. 23).
(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne
om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1).
(6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/65/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af TV-spredningsvirksomhed (EUT L 332 af 18.12.2007, s. 27).
(7) Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp
af straffelovgivningen (EUT L 328 af 6.12.2008, s. 55).
(8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse
2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA (EUT L 88 af 31.3.2017, s. 6).
(9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af persono-
plysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af
4.5.2016, s. 1).
(10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og om
ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og forordning
(EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT L 310 af 26.11.2015, s. 1).
(11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk han-
del, i det indre marked (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).
(12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre mar-
ked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).
(13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/33/EF af 26. maj 2003 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser
om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse (EUT L 152 af 20.6.2003, s. 16).
(14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser
om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF (EUT L 127 af 29.4.2014, s. 1).
(15) Kommissionens afgørelse C(2014) 462 final af 3. februar 2014 om oprettelse af gruppen af europæiske tilsynsmyndigheder for audiovisuelle medietjene-
ster.
(16) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
77