Høringssvar og høringsnotat, fra sundheds- og ældreministeren

Tilhører sager:

Aktører:


L88_Kommenteret høringsnotat

https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/L88/bilag/1/2128456.pdf

Kommenteret høringsnotat
Vedrørende forslag til lov om ændring af tatoveringsloven
(Regulering af kosmetisk tatovering og undtagelser fra loven for
personer i exitforløb)
1. Høring over lovforslaget
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 8. oktober til den 6. november 2019
været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International, Bispebjerg Hospital –
Tatoveringsklinikken, Copenhagen Business School, Dansk Dermatologisk Selskab,
Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for
Patientsikkerhed, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Standard, Dansk Sygeplejeråd,
Dansk Tatovør Laug, Danske Patienter, Danske Advokater, Danske Kosmetolog
Forening, Danske Regioner, Datatilsynet, De Professionelle Uafhængige Tatovører,
Den Danske Dommerforening, Det Kriminalpræventive Råd, Diabetesforeningen,
Dignity, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Faggruppen af Socialrådgivere i Kriminalforsorgen,
Forbrugerrådet Tænk, Foreningen af Speciallæger, Foreningen af Offentlige
Anklagere, Foreningen af Statsadvokater, Frisør – og Kosmtetikerfagets Fællesudvalg i
Danmark, Fængselsforbundet, Gigtforeningen, Hjerteforeningen, HK Landsklubben
Danmarks Domstole, HK Landsklubben Kriminalforsorgen, HK Landsklubben Politiet,
Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL, Kriminalforsorgsforeningen,
Københavns Universitet (Det Juridiske Fakultet), Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Kræftens Bekæmpelse, Lægeforeningen,
Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Patientforeningen Danmark,
Patientforeningen, Patientforeningernes Samvirke, Politidirektørforeningen,
Politiforbundet, Praktiserende Lægers Organisation, Professionelle Danske Tatovører,
Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Nordjylland, Region Sjælland,
Region Syddanmark, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden i
Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigspolitiet, Rigsrevisionen, samtlige
byretter, SUS Serviceerhvervenes Uddannelsessekretariat, Syddansk Universitet
(Juridisk Institut), Vestre Landsret, Yngre Læger, Østre Landsret, Aalborg Universitet
(Juridisk Institut) og Aarhus Universitet (Juridisk Institut).
Udkastet til lovforslaget har endvidere været offentliggjort på Høringsportalen.
2. Høringssvar og kommentarer
Sundheds- og Ældreministeriet har modtaget indholdsmæssige bemærkninger fra
Bispebjerg Hospital - Tatoveringsklinikken, Dansk Dermatologisk Selskab, De
Professionelle Uafhængige Tatovører, Danske Regioner, Forbrugerrådet Tænk,
Lægeforeningen og Rigsadvokaten.
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 29-11-2019
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: SUMBGB
Sagsnr.: 1906186
Dok. nr.: 1060900
Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
L 88 Bilag 1
Offentligt
Side 2
Advokatrådet, Datatilsynet, Folketingets Rigsrevision, Foreningen af Offentlige
Anklagere, Færøerne Landsstyre, Institut for Menneskerettigheder, Byretterne,
Politiforbundet, Rigsombudsmanden på Grønland, SUS Serviceerhvervenes
Uddannelsessekretariat, Vestre Landsret, Østre Landsret har ikke haft bemærkninger
til lovforslaget.
I det følgende foretages en gennemgang af de væsentligste bemærkninger til
lovforslaget og dets bemærkninger. Ministeriet bemærkninger er kursiverede.
3. Bemærkninger til forslaget om regulering af tatovørområdet
Bispebjerg Hospital- Tatoveringsklinikken, Dansk Dermatologisk Selskab, De
Professionelle Uafhængige Tatovører, Danske Regioner og Forbrugerrådet Tænk er
positive over for de foreslåede ændringer og opfatter forslaget som en forbedring
derved, at kosmetiske tatovører skal efterleve de samme regler som traditionelle
tatovører i forhold til infektionshygiejniske forhold, dokumentation for
tatoveringsfarver, forbrugerinformation m.v.
3.1. Hygiejnekursus for kosmetiske tatovører
Bispebjerg Hospital, Tatoveringsklinikken, Dansk Dermatologisk Selskab,
Forbrugerrådet Tænk og Lægeforeningen er kommet med en række bemærkninger,
som knytter sig til udkast til bekendtgørelse om hygiejnekursus for tatovører. Udkast
til bekendtgørelsen er udarbejdet af Statens Serum Institut og sendt i høring i
perioden fra den 4. november til den 2. december 2019. Disse bemærkninger og
indholdet af udkast til bekendtgørelse falder uden for nærværende lovforslag
rammer, hvorfor der ikke tages stilling til de bemærkninger, der vedrører
bekendtgørelsen.
Bispebjerg Hospital – Tatoveringsklinikken og Forbrugerrådet Tænk har begge anført,
at Sikkerhedsstyrelsen bør have hjemmel til at godkende eller forkaste afholdte
hygiejnekurser og udstedte kursusbeviser for de enkelte tatovører.
Bispebjerg Hospital - Tatoveringsklinikken anfører endvidere, at underviserne i det
fagspecifikke indhold i hygiejnekurset bør have en medicinskfaglig baggrund, fx en
læge eller en sygeplejerske ligesom underviserne bør undervise på dansk.
Endvidere foreslår Bispebjerg Hospital- Tatoveringsklinikken og Forbrugerrådet Tænk,
at det bør være obligatorisk, at hygiejnekursusbeviser i original fysisk form ophænges
på tatoveringssteder og er synlig for kunderne.
Endelig foreslår Forbrugerrådet Tænk, at Sikkerhedsstyrelsen får hjemmel til at lukke
et tatoveringssted, hvis reglerne om blandt andet gennemførelse af hygiejnekursus
ikke overholdes.
Flere af høringssvarene har indeholdt bemærkninger til udkast til bekendtgørelse om
hygiejnekursus, som er sendt i høring af Statens Serum Institut. Sundheds- og
Ældreministeriet har ikke forholdt sig til bemærkninger, der vedrører forhold, der
vurderes at kunne rummes inden for bemyndigelsesbestemmelsen i § 7, stk. 4.
Bispebjerg Hospital – Tatoveringsklinikken og Forbrugerrådet Tænk er imidlertid
kommet med forslag om, at Sikkerhedsstyrelsen bør have hjemmel til at godkende
eller forkaste afholdte hygiejnekurser og udstedte kursusbeviser for de enkelte
Side 3
tatovører, at hygiejnekursusbeviser ophænges i original fysisk form på
tatoveringssteder og er synlige for kunderne, at underviserne i det fagspecifikke
indhold i hygiejnekurset bør have en medicinskfaglig baggrund samt at underviserne
bør undervise på dansk. Sundheds- og Ældreministeriet vurderer, at disse forslag ikke
kan rummes inden for bemyndigelsesbestemmelsen i tatoveringslovens § 7, stk. 4. Det
fremgår heraf, at Statens Serum Institut fastsætter regler om længden og indholdet af
det hygiejnekursus, der giver adgang til at tatovere i erhvervsmæssigt øjemed. Som
følge heraf er det Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at en gennemførelse af
disse forslag vil kræve en lovændring.
Endelig er det foreslået, at Sikkerhedsstyrelsen får hjemmel til at lukke
tatoveringsstedet, hvis reglerne ikke overholdes, skal Sundheds- og Ældreministeriet
bemærke, at den gældende tilsynsordning medfører – som med forslaget også
omfatter kosmetiske tatovører - at Sikkerhedsstyrelsen efter lovens § 14 kan påbyde
tatoveringssteder, der er registreret, at træffe foranstaltninger med henblik på at
efterkomme krav om hygiejnekursus, udlevering om skriftlig information til
forbrugerne samt opbevaring af oplysninger om tatoveringsfarver m.v.
Sikkerhedsstyrelsen foretager et opfølgende tilsynsbesøg med henblik på at
kontrollere, om påbuddet er efterkommet. Hvis tatoveringsstedet ikke har
efterkommet påbuddet, kan Sikkerhedsstyrelsen afregistrere tatoveringsstedet. Det
medfører, at der ikke længere må udføres tatovering på stedet. Det samme gælder,
hvis tatoveringsstedet har overtrådt tatoveringslovens §§ 7 – 10, dvs. efterkomme
krav om hygiejnekursus, udlevere skriftlig information til forbrugerne, opbevare af
oplysninger om tatoveringsfarver m.v.
Det er således Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at Sikkerhedsstyrelsen
allerede har en hjemmel til at lukke/afregistrere et tatoveringssted.
3.2. Ikrafttrædelse af forslaget om kosmetisk tatovering
Danske Regioner udtrykker bekymring for, at det forslås, at loven først skal træde i
kraft fra den 1. juli 2021.
Sundheds- og Ældreministeriet har i forhold til høringsudgaven ændret
ikrafttrædelsestidspunktet for loven til den 1. juli 2020. Dette medfører, at sundheds-
og ældreministeren kan fastsætte regler om krav til uddannelse i kosmetisk tatovering
og krav til de brancheforeninger, der skal forestå uddannelserne fra den 1. juli 2020.
For så vidt angår den del af bemyndigelsesbestemmelsen, der kan undtage
kosmetiske tatovører fra at være omfattet af forbuddet mod at tatovere i hovedet, jf.
lovens § 10, stk. 3, vil regler herom blive fastsat med et ikrafttrædelsestidspunkt
senere end den 1. juli 2020, forventeligt j. juli 2021.
Hermed sikres det, at der er tid til, at brancheforeningerne kan sammensætte
uddannelserne i kosmetisk tatovering, at kosmetiske tatovører kan gennemføre
uddannelsen , samt at Sikkerhedsstyrelsen kan tilpasse den eksisterende registrerings-
og tilsynsordning til også at omfatte kosmetiske tatoveringssteder.
4. Bemærkninger til forslaget om undtagelse for personer med tilknytning til
bandemiljøet i exit
Dansk Dermatologisk Selskab og Dansk Tatovør Laug, støttet af Lægeforeningen og
Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, bemærker generelt, at det
fremsendte forslag udgør en forbedring på området. Dansk Tatovør Laug bemærker
generelt, at det er ganske få af deres medlemmer, der tatoverer personer i exitforløb,
Side 4
og at det er den enkelte tatovør, der har sin personlige kontakt til politi og de rette
myndigheder.
Bispebjerg Hospital, Tatoveringsklinikken, støttet af Organisationen af
Lægevidenskabelige Selskaber, bemærker, at ændringerne vedrørende tilladelse til
cover-up tatoveringer i ansigt og på hals i situationer, hvor bandetatoveringer ikke
lader sig fjerne med laser, er realistiske og imødekommer et behov. Bispebjerg
Hospital finder dog i forlængelse heraf, at når lovforslaget lægger op til, at
godkendelse af dette skal ske af Det Nationale Exitkontaktpunkt, som repræsenterer
Rigspolitiet, Kommunernes Landsforening og Direktoratet for Kriminalforsorgen, er
dette for snævert og bureaukratisk. Ordningen vil således forudsætte, at tatovøren
eller kunden ud fra deres forudsætning i praksis kan klare at få søgt om konkret
tilladelse og offentlig betaling for cover-up. Bispebjerg Hospital finder endvidere, at
det heri ligger implicit, at et bandemedlem skal være kriminel og dømt, før den
pågældende kan få adgang til cover-up tatovering. Bispebjerg Hospital finder, at
dette efterlader en stor gruppe bandemedlemmer i exit, som ikke er dømte for
kriminalitet, og som samtidig har den største mulighed for succesfuld resocialisering.
Bispebjerg Hospital foreslår derfor, at medlemmer, der forlader en bande uden at
være kriminelle, for egen regning kan få udført cover-up tatovering i hoved, på hals
eller på hænder, og at f.eks. patientens læge eller den kommunale sociale myndighed
kunne meddele tilladelse hertil.
Det følger af tatoveringslovens § 10, at det er forbudt at tatovere i hoved, på hals og
på hænder, ligesom det forbudt at udføre tatoveringer på personer under 18 år.
Formålet med lovforslaget er at indføre en undtagelse til forbuddene i § 10.
Justitsministeriet bemærker, at det ikke er intentionen med forslaget, at det skal være
op til den enkelte tatovør og exitkandidat at søge om tilladelse og midler til at få
foretaget cover-up tatoveringer. Når personer med tilknytning til bandemiljøet indgår
i myndighedernes exitforløb, laver myndighederne et forløb, hvori fjernelse eller
dækning af tatovering kan indgå. Med lovforslaget lægges der således op til, at der
som led i det exitforløb, exitkandidaten i øvrigt indgår i, kan ske dækning af
tatoveringer i hoved, på hals og på hænder. Dette vil således være et integreret
element i det enkelte exitforløb.
Det er desuden ikke en forudsætning for, at en person kan være i exitforløb, at den
pågældende er dømt for kriminalitet. Personer, der ikke er dømt for kriminalitet, kan
også være i myndighedernes exitforløb for bandemedlemmer. Målgruppen for
exitforløb er således en række forskellige kategorier af personer, herunder personer
som er eller har været registreret i politiets registre som tilknyttet en
bandegruppering i Danmark, eller personer, som har eller har haft tilknytning til
bandemiljøet i Danmark, men som ikke er eller har været registreret i politiets registre
som tilknyttet de forskellige bandegrupperinger mv.
Herudover bemærkes, at det er Det Nationale Exitkontaktpunkt, der varetager
koordineringen af den nationale exitindsats. Det Nationale Exitkontaktpunkt vil have
viden om personers tilknytning til bandemiljøet. Justitsministeriet finder i lyset heraf
ikke, at det er hensigtsmæssigt, at en persons personlige læge eller den kommunale
sociale myndighed skal kunne give tilladelse til at personer fra bandemiljøet kan få
foretaget cover-up tatoveringer.
Kriminalforsorgsforeningen bemærker, at indsatsen i forbindelse med fjernelse af
tatoveringer på bandemedlemmer i exit varierer så meget, at det kan være
Side 5
nærliggende at tro, at kvaliteten enten svinger påfaldende meget, eller også er der
tale om behandlinger, hvor der ikke ydes det, der betales for.
Justitsministeriet bemærker hertil, at lovforslaget omhandler dækning af tatoveringer
og ikke fjernelse af tatoveringer. Ministeriet bemærker endvidere, at politiet
bestræber sig på at benytte hudklinikker, hvor der er ansat lægefagligt personale,
således at behandlingen altid foretages sundhedsmæssigt forsvarligt, og der
kosmetisk opnås det bedst mulige resultat. Det Nationale Exitkontaktpunkt er ikke
bekendt med, at der som led i exitforløb anvendes hudklinikker, som ikke leverer den
bedst mulige ydelser, eller som i øvrigt leverer en ydelse, der ikke modsvarer den
fastsatte pris for disse behandlinger. Ministeriet bemærker desuden, at der ikke med
den foreslåede ændring er tale om en ændring af den grundlæggende ordning med
fjernelse eller dækning af tatoveringer på personer med tilknytning til bandemiljøet i
exit, men derimod en udvidelse af ordningens anvendelsesområde, så det for
fremtiden bliver muligt at foretage cover-up tatoveringer på personer i exit under 18
år og personer i exit i øvrigt i hoved, på hals og på hænder.
5. Lovforslag
I forhold til det lovforslag, der har været sendt i høring, er der i det fremsatte
lovforslag vedrørende regulering af kosmetisk tatovering foretaget følgende
ændringer:
1. Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 1, er udgået, idet et
kosmetisk tatoveringssted allerede er omfattet af lovens definition af et
tatoveringssted.
2. Bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 4, er blevet nyaffattet, således at
sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at personer, som
har gennemført en uddannelse i kosmetisk tatovering med praktisk og
teoretisk indhold fastsat af en brancheforening, må udføre kosmetisk
tatovering af øjenbryn, hårbund, øvre og nedre øjenlåg og læber. Sundheds-
og ældreministeren kan endvidere fastsætte regler om krav til uddannelse i
kosmetisk tatovering og krav til de brancheforeninger, der forestår
uddannelserne.
3. Lovens ikrafttræden for så vidt angår kosmetiske tatoveringssteder er
ændret fra den 1. juli 2021 til den 1. juli 2020.
Baggrunden for ændringerne er, at det af bemærkningerne til
tatoveringsloven fra 2018 fremgår, at Sundheds- og Ældreministeriet i
forbindelse med eventuel udstedelse af regler i medfør af § 10, stk. 3, vil
overveje, om der kan være grundlag for at udvide registrerings- og
tilsynsordningen til også at omfatte de nævnte steder, hvor der udføres
kosmetisk tatovering. Det fremgår endvidere, at dette vil kræve en
lovændring, jf. Folketingstidende 2017-18 A, L 134 som fremsat side 21.
Formålet med lovforslaget er at foretage denne lovændring med den
intention at slå fast, at kosmetiske tatoveringssteder – når
bemyndigelsesbestemmelsen i § 10, stk. 3 udnyttes - vil blive omfattet af
registrerings- og tilsynsordningen, der allerede gælder for traditionelle
tatoveringssteder.
Som følge af ændringen er der foretaget en række konsekvensændringer i
den del af lovforslaget, som vedrører regulering af kosmetisk tatovering.
Side 6
4. Der er endvidere foretaget visse ændringer af sproglig og lovteknisk
karakter.
I forhold til det lovforslag, der har været sendt i høring, er der i det fremsatte
lovforslag foretaget følgende ændringer for så vidt angår forslaget til om undtagelser
for personer med tilknytning til bandemiljøet i exit:
1. Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 5, ændres, således at und-
tagelsen udvides til også at gælde, når der er tale om exitkandidaternes sikker-
hed m.v., så der også vil kunne lægges vægt på den pågældendes sikkerhed i
bredere forstand, herunder behandlingens betydning for vedkommendes exit-
forløb.
2. Der er foretaget visse ændringer af sproglig og lovteknisk karakter.


L88_Følgebrev

https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/L88/bilag/1/2128454.pdf

Høringssvar og kommenteret høringsnotat vedrørende forslag til lov
om ændring af tatoveringsloven (Regulering af kosmetiske tatovering
og undtagelser fra loven for personer i exitforløb)
Hermed sendes til Sundheds- og Ældreudvalgets orientering høringssvar og kommen-
teret høringsnotat vedrørende ovenstående lovforslag – L 88.
Et udkast af lovforslaget har været i offentlig høring i perioden fra den 8. oktober til
den 6. november 2019.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke / Birgitte Gram Blenstrup
Sundheds- og Ældreudvalget
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 19-12-2019
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: SUMBGB
Sagsnr.: 1906186
Dok. nr.: 1060916
. / .
Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
L 88 Bilag 1
Offentligt


L88_Høringssvar

https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/L88/bilag/1/2128455.pdf

Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
L 88 Bilag 1
Offentligt