Henvendelse af 10/12-19 fra DANVA, Dansk Energi, Dansk Fjernvarme og Dansk Affaldsforening om ligestilling mellem kommunal og privat forsyning i forhold til at inddrive gæld.

10. december 2019
L 64 – Brancheorganisationernes respons på Skatteministerens svar
Gældsinddrivelse: Kommunale forsyningsselskabers ligestilling med private
forsyningsselskaber
Indledning
Brancheorganisationerne påskønner – på vegne af de betalende forbrugere – at der er en
politisk vilje til at give de kommunale forsyninger mulighed for at anvende et nyt redskab til
at inddrive gæld fra dårlige betalere. Vi tænker, at alle kan glæde sig over dette redskab,
som vil kunne resultere i, at Gældsstyrelsens inddrivelsessystem aflastes, og at udestående
gæld kan blive inddrevet.
Vi vil også understrege, at vi er på linje med Skatteministeren i forhold til, at:
- Det er hensigtsmæssigt, at gældsinddrivelsen løses udenretligt - inden involvering af
fogedretten - hvor selskabet og skyldneren selv finder en løsning.
- Det er alene rimelige og relevante omkostninger i forbindelse med det udenretlige
forløb, som skal kunne lægges på skyldneren.
Hensigten om ligestilling mellem kommunale og private forsyninger
Desværre lever lovforslaget ikke op til denne hensigt, da der ikke sikres en reel ligestilling
mellem kommunale og private forsyninger i forhold til at inddrive gæld. Dette skyldes, at det
ikke vil være muligt at opkræve de samme inddrivelsesomkostninger.
Det kan betyde, at betalende forbrugere fortsat kommer til at bøde for dårligere betaleres
manglende betaling. Samt, at skyldneren påføres høje omkostninger, da flere sager vil blive
afprøvet direkte af de kommunale forsyninger i fogedretten, da lovforslaget lægger op til
dette.
Der er behov for politisk hjælp til at:
- Der etableres en ligestilling af de private og de kommunale forsyninger i forløbet forud
for involvering af fogedretten.
- Der etableres et nyt, funktionsdygtigt redskab fra dag ét.
Vi kan blot opfordre til at følge organisationernes løsningsforslag. Det bør ikke være i nogens
interesse, at det nye redskab ”fødes” med juridisk usikkerhed.
Juridisk usikkerhed er ressourcekrævende
Det er unødvendigt med den usikkerhed, som L 64 indebærer, og som blot vil være
ressourcekrævende og uhensigtsmæssig ud fra flere perspektiver:
Skyldneren vil kunne opleve, at forsyningen bl.a. grundet usikkerhed med
omkostningsdækningen går direkte til fogedretten med sagen.
Skatteudvalget, Skatteudvalget, Skatteudvalget 2019-20
L 64 Bilag 9, L 64 A Bilag 9, L 64 B Bilag 9
Offentligt
Fogedretterne vil generelt få langt flere sager dels på grund af den juridiske usikkerhed, dels
fordi L 64 animerer dertil.
Forsyningerne og dermed de betalende forbrugere skal på tværs af forsyningsarter, hvor der
er vidt forskellige fordringstyper, ikke alene finansiere advokatinvolvering med henblik på at
få juridiske uklarheder håndteret - de skal også fortsætte med at finansiere omkostninger på
grund af dårligere betalere.
Bilaget
I bilaget har vi ladet en advokat med speciale i Justitsministeriets inkassoregler uddybe den
mest seriøse juridiske usikkerhed, som har tilknytning til den udenretlige proces forud for
involvering af fogeden.
Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen Lars Aagaard
DANVA Dansk Energi
Kim Mortensen Mikkel Brandrup
Dansk Fjernvarme Dansk Affaldsforening
1
Overgivelse til inkasso
Rykkerproces
Udenretlig
inkassoproces
Overgivelse til
fogedretten
Indenretlig
inkassoproces
Udenretlige
inddrivelsesomkostninger, jf.
bekendtgørelse nr. 601/2002
med senere ændringer
Møde i FR Evt. auktionsbegæring
Inkassoskrivelse
Advokat Tanja Lykke Stougaard
Frederiks Plads 36
DK-8000 Aarhus C
Tel +45 3334 4040
J.nr. 185454
10. december 2019
http://gohorten/cases/SAG1420/185454/Dokumenter/Notat_L64_usikkerhed vedr. udenretlige omk.docx Horten Advokatpartnerselskab
CVR 33775229
NOTAT OM ADGANGEN TIL OPKRÆVNING AF UDENRETLIGE INDDRIVEL-
SESOMKOSTNINGER HOS SKYLDNER – L 64
1. INDLEDNING
Jeg er blevet anmodet om kort at redegøre for den juridiske usikkerhed, der er forbundet
med den nuværende formulering af lovforslaget og særligt forslagets § 1, nr. i relation til
de kommunalt ejede forsyningsvirksomheders adgang til at kræve udenretlige inddrivel-
sesomkostninger betalt af skyldner.
2. RESUMÉ
De fleste krav fra offentligt ejede forsyningsselskaber vil være offentligretlige og derfor
være tillagt udpantningsret.
I kraft af udpantningsretten er det med den aktuelle formulering af lovforslaget højst usik-
kert i hvilket omfang, der overhovedet vil være adgang til at kræve, at skyldner skal betale
den offentlige forsyningsvirksomheds udenretlige inddrivelsesomkostninger.
Det skyldes, at der ifølge retspraksis ikke kan pålægges udenretlige inddrivelsesomkost-
ninger i forbindelse med inddrivelse af fordringer, der er tillagt udpantningsret.
I lovforslagets bemærkninger synes det at være forudsat, at der kan ske en opdeling af de
udenretlige inddrivelsesomkostninger i en andel, der vedrører tilvejebringelsen af et
tvangsfuldbyrdelsesgrundlag og en "resterende" andel.
En sådan forudsat opdeling er imidlertid uden støtte i retspraksis og den juridiske littera-
tur.
Det lægges desuden i bemærkningerne til grund, at det er fogedretten, der afgør i hvilket
omfang udenretlige inddrivelsesomkostninger vil kunne overvæltes på skyldner.
Side 2
Formålet med den udenretlige inddrivelsesproces er imidlertid – i både skyldners og for-
syningsvirksomhedens interesse - at opnå en aftale om betaling af kravet, således at over-
givelse til fogedretten kan undgås.
Derfor er der behov for at få tilvejebragt et sikkert hjemmelsgrundlag for, at der uanset
udpantningsretten kan kræves udenretlige inddrivelsesomkostninger for de mange sager,
der ikke indbringes for fogedretten som følge af, at der indgås en betalingsaftale med
skyldner.
Dette kan ske ved en ændring som foreslået af brancheorganisationerne på foretrædet
den 5. december 2019.
3. DEN JURIDISKE USIKKERHED
3.1 Udpantningsretten
I henhold til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslaget til § 1 b, stk. 3), skal § 11 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige (gældsinddrivelsesloven) finde anvendelse for de fordringer, for
hvilke en kommunalt ejet forsyningsvirksomhed har valgt privat inddrivelse.
Gældsinddrivelseslovens § 11 foreskriver, at fordringer omfattet af loven som udgangs-
punkt er tillagt udpantningsret, medmindre de er omfattet af lovens bilag 1, der omfatter
civilretlige fordringstyper. Bilaget indeholder dog en række undtagelser til undtagelsen,
og disse krav bliver dermed også omfattet af lovens udgangspunkt om udpantningsret.
Det følger af lovforslagets specielle bemærkninger til § 1, nr. 2 (side 34, 1. spalte), at de
kommunalt ejede forsyningers fordringer som udgangspunkt vil være offentligretlige, da-
kunderne typisk ved lov vil være forpligtede til at modtage ydelsen.
Udpantningsretten indebærer, at den kommunalt ejede forsyningsvirksomheds krav kan
tvangsfuldbyrdes af fogedretten, jf. retsplejelovens § 478, stk. 2, og at det ikke er en for-
udsætning for at foretage udlæg, at den kommunalt ejede forsyningsvirksomhed har op-
nået dom for sit krav eller andet tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, jf. retsplejelovens § 478,
stk. 1.
3.2.Adgangen til at opkræve udenretlige inddrivelsesomkostninger hos skyldner
I henhold til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslaget til § 1 b, stk. 3) finder rentelovens §§ 9 a og
9 b anvendelse for fordringer, for hvilke en kommunalt ejet forsyningsvirksomhed har
valgt privat inddrivelse.
Rentelovens §§ 9 a og 9 b foreskriver, at fordringshaveren kan kræve, at skyldneren beta-
ler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af
fordringen.
Side 3
Disse omkostninger er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 (med
senere ændringer). Af bekendtgørelsens § 3, stk. 1 fremgår, at en fordringshaver, der har
anmodet en anden om at inddrive fordringen på sine vegne, kan kræve betaling af skyld-
neren for det hermed forbundne rimelige salærkrav under forudsætning af, at der forin-
den er sendt en rykkerskrivelse til skyldneren med angivelse af, at manglende betaling
inden en frist på mindst 10 dage fra afsendelsen af rykkerskrivelsen vil kunne medføre, at
der pålægges yderligere inddrivelsesomkostninger, og at det i øvrigt har været relevant at
anmode den pågældende inkassator om at inddrive fordringen.
Taksterne for, hvad der kan opkræves i udenretlige omkostninger til fremmedinkasso er
maksimeret i bilag 1 til bekendtgørelsen, der tager udgangspunkt i den skyldige fordrings
størrelse.
Retten til dækning af de udenretlige inddrivelsesomkostninger til fremmedinkasso opstår
på det tidspunkt, hvor sagen overgår til inkasso, dvs. når der er afsendt en inkassoskrivelse
til skyldner (jf. lov om inkassovirksomhed § 10) med pålagte udenretlige inddrivelsesom-
kostninger.
Det følger imidlertid af retspraksis (jf. blandt andre afgørelsen refereret i UfR 2007.49V)
at hvis en fordringshaver kan vælge at gå direkte til udpantning (tvangsfuldbyrdelse i fo-
gedretten), anses det ikke for relevant først at søge kravet inddrevet udenretligt, før kra-
vet indbringes for fogedretten.
I og med, at de kommunalt ejede forsyningsvirksomheders krav som udgangspunkt er til-
lagt udpantningsret, er forudsætningen for at vælte omkostningerne ved udenretlig privat
inddrivelse over på skyldneren ikke opfyldt, idet omkostningerne ved privat udenretlig
inddrivelse dermed i denne situation ikke anses for at være rimelige eller relevante (jf.
rentelovens § 9 a, stk. 1 modsætningsvis).
Det betyder, at det med den nuværende formulering af lovforslaget er højst tvivlsomt i
hvilket omfang, der overhovedet vil være adgang til at kræve udenretlige inddrivelsesom-
kostninger betalt af skyldner, og i det omfang dette måtte være tilfældet, hvilket beløb,
der i givet fald vil kunne pålægges.
Heraf følger også, at de kommunalt ejede forsyningsvirksomheder med forslaget i vidt
omfang ikke vil opnå samme mulighed for at overvælte udenretlige inddrivelsesomkost-
ninger på skyldner som private forsyningsvirksomheder har på nuværende tidspunkt, idet
private forsyningsvirksomheder har adgang til at kræve, at skyldneren betaler udenretlige
omkostninger til fremmedinkasso.
Disse omkostninger vil for så vidt angår fordringer, der tilkommer private forsyningsvirk-
somheder, kunne pålægges, når der fremsendes en inkassoskrivelse til skyldner, og der vil
således på dette punkt være tale om en væsentlig forskel i adgangen til at overvælte om-
kostninger på skyldner.
Side 4
I lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2 (side 11, 1. spalte) og de specielle be-
mærkninger til § 1, nr. 2 (side 34, 1. spalte) anføres det, at "udenretlige inddrivelsesom-
kostninger, der udelukkende relaterer sig til tilvejebringelsen af et tvangsfuldbyrdelses-
grundlag" ikke vil kunne overvæltes på skyldner som følge af udpantningsretten.
Dermed synes det at være forudsat, at de udenretlige inddrivelsesomkostninger kan op-
deles i en andel, de relaterer sig til tilvejebringelsen af et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag og
en "resterende" andel, der vedrører udenretlig inddrivelse, der ikke relaterer sig til tilve-
jebringelse af et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag.
En sådan opdeling har imidlertid ikke nogen støtte i hverken retspraksis eller den juridiske
litteratur på området
De udenretlige inddrivelsesomkostninger, der er adgang til at kræve betalt af skyldner i
medfør af rentelovens §§ 9 a og 9 b og bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 (med senere
ændringer) vedrører det rimelige salærkrav, der er forbundet med, at fordringshaveren
har anmodet en anden (privat inkassator) om at inddrive fordringen på sine vegne.
Den udenretlige inddrivelse har hovedsagelig til formål at få etableret en kontakt til skyld-
ner med henblik på at opnå betaling af kreditors tilgodehavende eller – såfremt betaling
på én gang ikke er mulig - at få etableret en dialog med skyldner med henblik på at indgå
en aftale om betaling af kravet, således at indenretlig tvangsfuldbyrdelse kan undgås.
De udenretlige inddrivelsesomkostninger vedrører således det salærkrav, som fordrings-
haver skal betale til fremmedinkassator for at forestå og udføre dette arbejde. Dette krav
er uafhængigt af, hvorvidt der i den forbindelse tilvejebringes et tvangsfuldbyrdelses-
grundlag eller ej, og derfor bør den omstændighed, at de kommunalt ejede forsynings-
virksomheders krav som udgangspunkt er tillagt udpantningsret ikke have betydning for
adgangen til at opkræve disse omkostninger hos skyldner.
I lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2 (side 11, 1. spalte) og de specielle be-
mærkninger til § 1, nr. 2 (side 34, 1. spalte) anføres endvidere, at det er fogedretten, der
i medfør af retsplejelovens § 503 afgør, i hvilket omfang udenretlige inddrivelsesomkost-
ninger vil kunne overvæltes på skyldner.
Det er naturligvis korrekt, at fogedretten træffer bestemmelse om betaling af omkostnin-
ger i de sager, der indbringes for fogedretten.
Formålet med den udenretlig inddrivelsesproces er imidlertid som nævnt at få etableret
en dialog med skyldner med henblik på at indgå en aftale om betaling af kravet, således
at indenretlig tvangsfuldbyrdelse, dvs. indbringelse for fogedretten, kan undgås.
Derfor er der behov for at få tilvejebragt et sikkert hjemmelsgrundlag for, at der kan kræ-
ves udenretlige inddrivelsesomkostninger for de mange sager, der ikke indbringes for fo-
gedretten som følge af, at der indgås en aftale med skyldner om betaling af kravet, idet
fogedretten ikke får lejlighed til at træffe bestemmelse om betaling af omkostninger i
medfør af retsplejelovens § 503.
Side 5
Såfremt en sådan sikker hjemmel ikke etableres, må det antages, at virkningen vil være,
at den kommunalt ejede forsyningsvirksomhed i vidt omfang vil anmode den private in-
kassator om at indlevere sagen til fogedretten umiddelbart med henblik på tvangsfuld-
byrdelse uden forinden at iværksætte udenretlige inddrivelsesforsøg.
De fleste skyldnere vil givetvis anse det for at være betydeligt mere indgribende at skulle
give møde i fogedretten frem for at indgå en aftale med fremmedinkassator om betaling
af kravet, og dermed vil et incitament til at søge en udenretlig løsning også være i den
gennemsnitlige skyldners interesse.
Hertil kommer, at den beskrevne usikkerhed vedrørende adgangen til at kræve udenret-
lige inddrivelsesomkostninger betalt af skyldner, må antages at have den konsekvens, at
mængden af sager, der indleveres til fogedretten med henblik på tvangsfuldbyrdelse for-
øges, ligesom der i den kommende periode givetvis vil blive ført en lang række prøvesager
ved foged- og landsretterne i et forsøg på at få afklaret den usikkerhed, som lovændringen
med den nuværende formulering vil medføre.
Indtil en sådan praksis foreligger, er der en betydelig risiko for, at der vil være en periode
efter lovændringen, hvor der vil ses en uensartet praksis i landets fogedretter, og hvor der
derfor fortsat vil være usikkerhed for både de kommunalt ejede forsyningsselskaber og
for skyldnerne om, i hvilket omfang der kan opkræves udenretlige inddrivelsesomkostnin-
ger hos skyldner.
4. LØSNINGEN
Løsningen på at undgå den beskrevne usikkerhed vil være, at der tilvejebringes en udtryk-
kelig hjemmel i den foreslåede § 1 b til at kræve, at skyldneren betaler omkostninger i
medfør af rentelovens §§ 9 a og 9 b uanset udpantningsretten, således at den tilsigtede
retstilling - hvorefter de kommunalt ejede forsyningsvirksomheder, der har valgt privat
inddrivelse, opnår samme mulighed for at overvælte udenretlige inddrivelsesomkostnin-
ger på skyldner som private forsyningsvirksomheder har på nuværende tidspunkt - reelt
opnås.
Et konkret forslag er fremlagt i forbindelse med foretrædet for Skatteudvalget den 5. de-
cember 2019.
Aarhus, den 10. december 2019
Tanja Lykke Stougaard