Orientering fra social- og indenrigsministeriet om anmodning til Valgnævnet om »gult kort« til partiet Stram Kurs.
Tilhører sager:
- Parallelomdelt på: UVP alm. del (Bilag 4)
- Hovedtilknytning: UFO alm. del (Bilag 34)
Aktører:
- Afsender: Anton Høj Jacobsen
- Afsender: Lise Brogaard Dahl
- Afsender: Karen Jørgensen
- Afsender: Torben Jensen
- Afsender: Birgit Thostrup Christensen
Bilag 1. Anmodning til Valgnævnet om gult kort til Stram Kurs
https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/UFO/bilag/34/2121102.pdf
Holmens Kanal 22 1060 København K Telefon 72 28 24 00 sim@sim.dk Valgnævnet Anmodning om ”gult kort” til partiet Stram Kurs I medfør af folketingsvalglovens § 12 a, stk. 2, og Europa-Parlamentsvalglovens § 11 a, stk. 2, anmoder jeg hermed Valgnævnet om at træffe afgørelse om midlertidigt at udelukke partiet Stram Kurs fra at indsamle vælgererklæringer (et såkaldt gult kort) med henblik på, at Valgnævnet kan undersøge nærmere, om der er grundlag for at udelukke partiet fra fortsat at indsamle vælgererklæringer og annullere partiets indsamling af vælgererklæringer (et såkaldt rødt kort). 1. Sagens oplysninger Stram Kurs blev opstillingsberettiget umiddelbart inden folketingsvalget 2019. Opstillingsberettigelsen gælder indtil oktober 2020. Valgnævnet godkendte den 23. september 2019 Stram Kurs' partinavn med henblik på, at partiet på ny kunne indsamle vælgererklæringer for at stille op til både folketingsvalg og Europa-Parlamentsvalg. Stram Kurs er onsdag den 4. december 2019 efter anmodning blevet oprettet i vælgererklæringssystemet, sådan at partiet nu kan indsamle vælgererklæringer til begge valgtyper. Partiet har onsdag den 4. december 2019 og torsdag den 5. december 2019 indlæst i alt ca. 55.000 e-mailadresser til hver valgtype i systemet, i alt ca. 110.000 e-mailadresser. På grund af det helt ekstraordinært store antal e-mailadresser, der blev indlæst allerede i løbet af indsamlingens første døgn, har Social- og Indenrigsministeriet anmodet KMD, som drifter vælgererklæringssystemet, om at foretage et udtræk af de indlæste e-mailadresser med henblik på ministeriets nærmere undersøgelse. En lang række af disse e-mailadresser må efter ministeriets vurdering antages at være indlæst i systemet i strid med reglerne. a. Dubletter Ud af de ca. 55.000 e-mailadresser, der er indlæst til hver valgtype, er kun ca. 40.000 unikke. I mere end 9.000 tilfælde er den samme e-mailadresse indlæst mere end én gang. Heraf er ca. 3.200 indlæst mere end 2 gange og 730 mere end 5 gange. Én e- mailadresse er indlæst 56 gange til hver valgtype. Billedet for de to valgtyper er helt parallelt. Sagsnr. 2019 - 9300 Doknr. 177574 Dato 09-12-2019 Udvalget til Valgs Prøvelse, Udvalget for Forretningsordenen 2019-20 UVP Alm.del - Bilag 4, UFO Alm.del - Bilag 34 Offentligt 2 Normalt vil en e-mailadresse kun skulle indlæses én gang pr. valgtype. Kun hvis to eller flere personer deler en e-mailadresse, kan det være relevant på samme tid at indlæse den samme e-mailadresse flere gange til samme valgtype. Det er efter ministeriets opfattelse vanskeligt at se en saglig grund til at indlæse den samme e- mailadresse 10 eller 20 gange, således som det er sket i en række tilfælde. Vælgererklæringssystemet udsender automatisk 7 dage efter indlæsningen en e-mail med et link til at afgive en vælgererklæring. Der sendes en e-mail pr. indlæst e- mailadresse. Når en vælgers e-mailadresse er indlæst flere gange, sender systemet således et tilsvarende antal e-mails med links til vælgeren. Det sætter vælgeren i stand til at videresende de ekstra invitationer med links, sådan at andre vælgere – uden at skulle vente 7 dage – umiddelbart kan afgive deres vælgererklæring. Derved kan eftertænksomhedsperioden omgås. Ministeriet har ikke oplysninger om, hvorvidt de pågældende vælgere vil benytte linkene til systemet på denne måde, om de pågældende vælgere har tilknytning til partiet, og/eller om der er tale om e- mailadresser, som partiet selv råder over i en eller anden udstrækning. b. Manglende samtykke Det må desuden antages, at en meget stor andel af e-mailadresserne stammer fra Stram Kurs' første indsamling af vælgererklæringer. For det første har Social- og Indenrigsministeriet f.eks. konkret konstateret, at en e- mailadresse tilhørende en af ministeriets medarbejdere, der blev afgivet til partiet i forbindelse med ministeriets afdækning af partiets omgåelse af vælgererklæringsreglerne i foråret 2019, optræder 3 gange til hver valgtype i den aktuelle indsamling. Den pågældende medarbejder har ikke på ny oplyst sin e- mailadresse til partiet eller givet samtykke til, at e-mailadressen på ny blev indlæst i systemet, og har heller ikke tidligere samtykket til at anvende e-mailadressen til at støtte partiets opstilling til Europa-Parlamentsvalg (hvilket partiet først den 23. september 2019 blev godkendt til at indsamle vælgererklæringer til). For det andet er det ekstraordinært store antal vælgererklæringer, som partiet har indlæst på så kort tid, efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse i sig selv en indikation på, at partiet har genanvendt e-mailadresserne fra de godt 21.000 vælgere, der afgav vælgererklæring til partiet tidligere på året. Dette er ikke nødvendigvis ulovligt, men forudsætter, at vælgeren har samtykket til det. Det er efter ministeriets opfattelse usandsynligt, at partiet skulle have indhentet samtykke fra så mange vælgere på så kort tid. Dertil kommer, at en vælger, hvis vælgererklæring indgår i Stram Kurs' første indsamling af vælgererklæringer, ikke vil kunne afgive vælgererklæring igen, før partiets opstillingsberettigelse udløber i oktober 2020. Der er derfor ingen grund til at indsamle e-mailadresser eller indhente samtykke fra de samme vælgere igen. For det tredje fremgår det ikke af partiets hjemmeside – hvor man kan indtaste sin e- mailadresse – at partiet også ønsker at opstille til Europa-Parlamentsvalg. Her er alene omtalt folketingsvalg. Det må derfor efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse antages, at heller ikke "nye" vælgere har givet samtykke til, at deres e- mailadresse anvendes til brug for indsamling af vælgererklæringer til Europa- Parlamentsvalg. 2. Retsgrundlaget 3 2.1. Vælgererklæringsbekendtgørelsen Reglerne om partiets indsamling af e-mailadresser til brug for afgivelse af vælgererklæringer står i vælgererklæringsbekendtgørelsens1 § 5, stk. 1 og 2, der lyder således: ”§ 5. En vælger, der ønsker at afgive en vælgererklæring ved brug af den digitale løsning, skal først afgive en støttetilkendegivelse til partiet i form af vælgerens e- mailadresse, jf. dog §§ 14 og 15. Støttetilkendegivelsen er ikke bindende for vælgeren. Partiet skal sikre, at oplysninger om vælgeren behandles efter reglerne i persondataloven, herunder at vælgeren ved afgivelse af støttetilkendegivelsen samtidig giver udtrykkeligt samtykke til, at partiet kan behandle oplysninger om vælgeren og registrere dem i den digitale løsning. Stk. 2. Partiet skal registrere støttetilkendegivelsen i den digitale løsning. Når der er forløbet 7 dage fra registreringen, modtager vælgeren en e-mail fra den digitale løsning. E- mailen indeholder et link, der sammen med vælgerens digitale signatur skal benyttes for at få adgang til løsningen.” 2.2. Databeskyttelsesforordningen Databeskyttelsesforordningens2 artikel 9, stk. 1 og stk. 2, litra a, lyder således: ”1. Behandling af personoplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering er forbudt. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis et af følgende forhold gør sig gældende: a) Den registrerede har givet udtrykkeligt samtykke til behandling af sådanne personoplysninger til et eller flere specifikke formål, medmindre det i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret er fastsat, at det i stk. 1 omhandlede forbud ikke kan hæves ved den registreredes samtykke.” I forordningens artikel 4, nr. 11, defineres et samtykke på følgende måde: ”11) »samtykke« fra den registrerede: enhver frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse fra den registrerede, hvorved den registrerede ved erklæring eller klar bekræftelse indvilliger i, at personoplysninger, der vedrører den pågældende, gøres til genstand for behandling”. Databeskyttelsesforordningens3 artikel 7, stk. 1, lyder således: ”1. Hvis behandling er baseret på samtykke, skal den dataansvarlige kunne påvise, at den registrerede har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger.” 2.3. Folketingsvalgloven og Europa-Parlamentsvalgloven Folketingsvalglovens4 § 12 a lyder således: »§ 12 a. Valgnævnet kan efter anmodning fra social- og indenrigsministeren i tilfælde af grove eller gentagne retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer træffe afgørelse om at udelukke partiet fra fortsat at indsamle vælgererklæringer og annullere partiets indsamling af vælgererklæringer til brug for indgivelse af anmeldelse som opstillingsberettiget parti til valg til Folketinget og valg til Europa-Parlamentet. Valgnævnets afgørelse efter 1. pkt. gælder indtil afslutningen af den 1 Bekendtgørelse nr. 13 af 7. januar 2016 om anvendelse af en digital løsning til brug for anmeldelse af nye partier og indsamling af vælgererklæringer. 2 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF. 3 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF. 4 Lovbekendtgørelse nr. 137 af 7. februar 2019 om valg til Folketinget som ændret ved lov nr. 950 af 17. september 2019. 4 resterende del af den periode eller de perioder, hvor partinavnet er godkendt som navnet på et nyt parti til deltagelse i valg til Folketinget og valg til Europa-Parlamentet. Stk. 2. Valgnævnet kan efter anmodning fra social- og indenrigsministeren i tilfælde af en begrundet mistanke om grove eller gentagne retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer træffe afgørelse om at udelukke partiet midlertidigt fra fortsat at indsamle vælgererklæringer med henblik på Valgnævnets undersøgelse af, om der er grundlag for at træffe afgørelse efter stk. 1, 1. pkt. Valgnævnets afgørelse efter 1. pkt. gælder, indtil Valgnævnet har truffet afgørelse efter stk. 1, 1. pkt., eller indtil Valgnævnet har truffet beslutning om at indstille undersøgelsen. Stk. 3. Et parti skal give og tilvejebringe de oplysninger og dokumenter, herunder de vælgererklæringer, som Valgnævnet forlanger til brug for en afgørelse efter stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, 1. pkt. Tilsidesætter et parti sin pligt efter 1. pkt., kan Valgnævnet træffe afgørelse om at udelukke partiet midlertidigt fra fortsat at indsamle vælgererklæringer, indtil partiet har opfyldt sin pligt efter 1. pkt. Stk. 4. Har et parti indgivet partianmeldelse, kan social- og indenrigsministeren i de i stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, 1. pkt., nævnte tilfælde sætte behandlingen af partianmeldelsen i bero, indtil Valgnævnet har truffet afgørelse efter stk. 1, 1. pkt., eller indtil Valgnævnet har truffet beslutning om at indstille undersøgelsen. Stk. 5. Den, der på tidspunktet for Valgnævnets afgørelse efter stk. 1, 1. pkt., er eller på tidspunktet for social- og indenrigsministerens anmodning til Valgnævnet efter stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, 1. pkt., har været registreret som indehaver af partinavnet, kan tidligst indgive ansøgning om godkendelse af det samme partinavn 1 år efter udløbet af den periode, der er nævnt i stk. 1, 2. pkt. Stk. 6. Social- og indenrigsministeren orienterer Folketinget om sin anmodning om en afgørelse efter stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., og om sin beslutning efter stk. 4 senest 1 uge efter anmodningen henholdsvis beslutningen. Social- og indenrigsministeren orienterer Folketinget om Valgnævnets afgørelse efter stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 2. pkt., senest 1 uge efter afgørelsen.« Europa-Parlamentsvalglovens5 § 11 a indeholder helt enslydende bestemmelser for så vidt angår indsamling af vælgererklæringer til Europa-Parlamentsvalg. Bestemmelserne blev indsat ved lov nr. 950 af 17. september 2019 (lovforslag nr. L 1, 2018-19, 2. samling). Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår bl.a. følgende: ”3.1.3.2. Udelukkelse fra fortsat indsamling og annullation af indsamling af vælgererklæringer Det foreslås, at Valgnævnet får kompetence til efter anmodning fra social- og indenrigsministeren i tilfælde af grove eller gentagne retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer at træffe afgørelse om at udelukke partiet fra fortsat at indsamle vælgererklæringer og annullere partiets indsamling af vælgererklæringer til brug for indgivelse af anmeldelse som opstillingsberettiget parti til folketingsvalg og Europa-Parlamentsvalg. Dette vil være en effektiv sikring af, at et parti ikke må kunne gennemføre en indsamling af vælgererklæringer, hvis partiet groft eller gentagne gange har overtrådt lovgivningen i forbindelse med indsamling af vælgererklæringer. Ved at stille krav om, at der skal foreligge grove eller gentagne retsbrud sikres, at sanktionen står i et rimeligt forhold til overtrædelsen. Grove eller gentagne retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer vil foreligge, hvis et parti indsamler vælgererklæringer i strid med eftertænksomhedsperioden, der er fastsat i folketingsvalglovens § 12 og regler fastsat i medfør heraf henholdsvis Europa-Parlamentsvalglovens § 11 og regler fastsat i medfør heraf. Tilsvarende gælder, hvis et parti indsamler vælgererklæringer og i den forbindelse foretager omgåelse eller manipulation med identifikation af vælgere, herunder med deres NemID (eller et eventuelt fremtidigt tilsvarende elektronisk identifikationsmiddel). Derudover vil udtrykket efter omstændighederne kunne omfatte andre grove eller gentagne retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer, herunder f.eks. overtrædelser af straffeloven eller grove eller gentagne overtrædelser af databeskyttelsesforordningen eller databeskyttelsesloven i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer. Valgnævnets afgørelse om udelukkelse og annullation af et partis indsamling af vælgererklæringer vil gælde indtil afslutningen af den resterende del af den periode eller 5 Lovbekendtgørelse nr. 140 af 7. februar 2019 om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet som ændret ved lov nr. 950 af 17. september 2019. 5 de perioder, hvor partinavnet er godkendt som navnet på et nyt parti til deltagelse i folketingsvalg og Europa-Parlamentsvalg. Det pågældende parti vil herefter være afskåret fra at fortsætte sin indsamling af vælgererklæringer i den resterende del af den periode, hvor partinavnet er godkendt med henblik på indsamling af vælgererklæringer. Partiet vil desuden være afskåret fra at påbegynde en ny indsamling af vælgererklæringer i den resterende del af den periode, hvor partinavnet er godkendt med henblik på indsamling af vælgererklæringer. For et parti, der indsamler vælgererklæringer til brug for opstilling til både folketingsvalg og Europa-Parlamentsvalg, og som i den forbindelse har begået grove eller gentagne retsbrud i forbindelse med den ene indsamling af vælgererklæringer, vil det indebære, at begge indsamlinger vil blive udelukket og annulleret. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, (folketingsvalglovens § 12 a, stk. 1) og § 2, nr. 1, (Europa-Parlamentsvalglovens § 11 a, stk. 1) med tilhørende bemærkninger. 3.1.3.3. Midlertidig udelukkelse fra indsamling af vælgererklæringer Endvidere foreslås det, at Valgnævnet får kompetence til efter anmodning fra social- og indenrigsministeren i tilfælde af en begrundet mistanke om grove eller gentagne retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer at træffe afgørelse om at udelukke partiet midlertidigt fra fortsat at indsamle vælgererklæringer med henblik på Valgnævnets undersøgelse af, om der er grundlag for at træffe en afgørelse om udelukkelse og annullation af partiets indsamling af vælgererklæringer. Herved sikres, at Valgnævnet får den fornødne tid til undersøgelsen af, om der er grundlag for at træffe en afgørelse om udelukkelse og annullation af et partis indsamling af vælgererklæringer, uden at et parti, der groft eller gentagne gange overtræder lovgivningen i forbindelse med indsamlingen af vælgererklæringer, i mellemtiden kan opnå det fornødne antal vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget. Ved at stille krav om, at der skal foreligge begrundet mistanke om grove eller gentagne retsbrud, og at udelukkelsen alene er midlertidig, sikres, at sanktionen står i et rimeligt forhold til den begrundede mistanke om overtrædelsen. Valgnævnets afgørelse om at udelukke et parti midlertidigt fra fortsat at indsamle vælgererklæringer vil gælde, indtil Valgnævnet har truffet afgørelse om udelukkelse og annullation af partiets indsamling af vælgererklæringer, eller indtil Valgnævnet har truffet beslutning om at indstille undersøgelsen. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, (folketingsvalglovens § 12 a, stk. 2) og § 2, nr. 1, (Europa-Parlamentsvalglovens § 11 a, stk. 2) med tilhørende bemærkninger.” Af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 1 (folketingsvalglovens § 12 a, stk. 1 og 2), fremgår bl.a. følgende: ”Til nr. 1 […] Den foreslåede bestemmelse i folketingsvalglovens § 12 a, stk. 1, 1. pkt., fastsætter, at Valgnævnet efter anmodning fra social- og indenrigsministeren i tilfælde af grove eller gentagne retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer kan træffe afgørelse om at udelukke partiet fra fortsat at indsamle vælgererklæringer og annullere partiets indsamling af vælgererklæringer til brug for indgivelse af anmeldelse som opstillingsberettiget parti til folketingsvalg og Europa-Parlamentsvalg. […] Med udtrykket ”retsbrud” sigtes til enhver tilsidesættelse, der sker i forbindelse med indsamling af vælgererklæringer, såvel af de forskrifter, der er fastsat i lovgivningen særligt for indsamling af vælgererklæringer, som af de forskrifter, der også gælder for indsamling af vælgererklæringer. Enhver tilsidesættelse af folketingsvalglovens § 12 og regler fastsat i medfør heraf, herunder den i medfør af bl.a. § 12, stk. 10 og 11, fastsatte bekendtgørelse (vælgererklæringsbekendtgørelsen), vil således udgøre et retsbrud. […] Udtrykket ”retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer” kan også omfatte f.eks. overtrædelser i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer af straffeloven, databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven, 6 forordningen om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked, loven om udstedelse af NemID med offentlig digital signatur til fysiske personer og til medarbejdere i juridiske enheder og regler fastsat i medfør af de nævnte love. […] Med udtrykket ”grove retsbrud” sigtes til de tilsidesættelser af de ovennævnte forskrifter, der er fastsat i lovgivningen, enten fordi den forskrift, der er tilsidesat, må karakteriseres som væsentlig og vigtig at overholde som led i indsamlingen af vælgererklæringer, eller fordi overtrædelsen af forskriften må karakteriseres som meget afvigende fra forskriften. Blot én grov tilsidesættelse af forskriften vil kunne være tilstrækkelig for at udelukke partiet fra fortsat at indsamle vælgererklæringer og annullere partiets indsamling af vælgererklæringer. […] Den foreslåede bestemmelse i § 12 a, stk. 2, 1. pkt., fastsætter, at Valgnævnet efter anmodning fra social- og indenrigsministeren i tilfælde af en begrundet mistanke om grove eller gentagne retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer kan træffe afgørelse om at udelukke partiet midlertidigt fra fortsat at indsamle vælgererklæringer med henblik på Valgnævnets undersøgelse af, om der er grundlag for at træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 12 a, stk. 1, 1. pkt. Herved sikres, at Valgnævnet får den fornødne tid til undersøgelsen af, om der er grundlag for at træffe en afgørelse om udelukkelse og annullation af et partis indsamling af vælgererklæringer, uden at et parti, der groft eller gentagne gange overtræder lovgivningen i forbindelse med indsamlingen af vælgererklæringer, i mellemtiden kan opnå det fornødne antal vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget. Ved at stille krav om, at der skal foreligge begrundet mistanke om grove eller gentagne retsbrud, og at udelukkelsen alene er midlertidig, sikres, at sanktionen står i et rimeligt forhold til den begrundede mistanke om overtrædelsen. […] Afgørelse herom forudsætter, at der er begrundet mistanke om, at et parti har begået grove eller gentagne retsbrud i forbindelse med partiets indsamling af vælgererklæringer. Definitionen af, hvornår der foreligger grove eller gentagne retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer, er den samme som efter § 12 a, stk. 1, 1. pkt. I modsætning til efter § 12 a, stk. 1, 1. pkt., skal der alene foreligge begrundet mistanke om grove eller gentagne retsbrud. Et groft retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer vil f.eks. foreligge, hvis et parti blot i et enkelt tilfælde omgår den periode, der skal gå mellem vælgerens støttetilkendegivelse til et nyt parti og vælgerens endelige afgivelse af vælgererklæring, jf. vælgererklæringsbekendtgørelsens § 5, stk. 2. […] Indtaster et parti en eller flere e-mailadresser i vælgererklæringssystemet for vælgere, der ikke har samtykket hertil, med henblik på, at systemet registrerer en afgivelse af støttetilkendegivelse uden vælgerens samtykke hertil, vil dette enkelte tilfælde kunne være et groft retsbrud i forbindelse med partiets indsamling af vælgererklæringer. Det samme gælder, hvis et parti gentagne gange indtaster e-mailadresser i vælgererklæringssystemet, som vælgeren første gang har givet samtykke til at indtaste i vælgererklæringssystemet, med henblik på, at vælgererklæringssystemet de efterfølgende gange registrerer en fornyet afgivelse af støttetilkendegivelse, der vil kunne benyttes af andre vælgere til afgivelse af vælgererklæring. […] I tilfælde af overtrædelser af databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven, forordningen om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked, loven om udstedelse af NemID med offentlig digital signatur til fysiske personer og til medarbejdere i juridiske enheder og regler fastsat i medfør af de nævnte love må det bero på en konkret vurdering, om en enkeltstående overtrædelse kan anses for et groft retsbrud. Gentagne overtrædelser af disse bestemmelser vil være omfattet af bestemmelsen. Gentagne retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer vil foreligge, hvis et parti to eller flere gange begår samme eller forskellige retsbrud i forbindelse med indsamlingen af vælgererklæringer til brug for at blive opstillingsberettiget til folketingsvalg. 7 Om udtrykket ”grove eller gentagne retsbrud” henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 12 a, stk. 1, 1. pkt. Den begrundede mistanke vil f.eks. være til stede, hvis der er indikation på grove og gentagne retsbrud som beskrevet nærmere ovenfor under bemærkningerne til § 12 a, stk. 1, 1. pkt. En sådan mistanke kan f.eks. konkret være begrundet i, at der kan konstateres uregelmæssigheder i det digitale system til brug for indsamling af vælgererklæringer. Den kan også være begrundet i, at der i forhold til det enkelte partis indsamlingspraksis eller i forhold til den indsamlingspraksis, der ses hos partierne generelt, er uforholdsmæssigt store udsving for centrale parametre for indsamlingen, f.eks. et uforholdsmæssigt eller usædvanligt stort antal vælgererklæringer og/eller støttetilkendegivelser afgivet på samme tidspunkt, at den samme e-mailadresse har været anvendt et usædvanligt antal gange, at e-mailadresser må antages at stamme fra den samme fysiske eller juridiske person eller kreds af personer, at en uforholdsmæssig stor andel vælgere har afgivet papirbaseret vælgererklæring eller andre lignende eller tilsvarende uregelmæssigheder. En sådan begrundet mistanke kan f.eks. også bero på oplysninger på partiets egen hjemmeside, på partiets profiler på sociale medier eller i andre offentligt tilgængelige kilder, f.eks. medierne, om, at vælgererklæring for det pågældende parti kan afgives på en måde, som må antages at være i strid med de gældende regler m.v. En sådan mistanke kan også bero på henvendelser til Social- og Indenrigsministeriet fra f.eks. vælgere, der oplever uregelmæssigheder i forbindelse med afgivelse af vælgererklæring. […]” Der fremgår helt tilsvarende bemærkninger til lovforslagets § 2, nr. 1 (Europa- Parlamentsvalglovens § 11 a, stk. 1 og 2). 3. Anmodningen til Valgnævnet På baggrund af sagens oplysninger, jf. ovenfor pkt. 1, sammenholdt med, hvad der efter lovgivningen kan udgøre grove eller gentagne retsbrud, jf. ovenfor pkt. 2, er det Social- og Indenrigsministeriets opfattelse, at der foreligger en begrundet mistanke om, at Stram Kurs indsamler vælgererklæringer i strid med reglerne, og at der er eller kan være tale om grove eller gentagne retsbrud. Mistanken om grove eller gentagne retsbrud drejer sig efter ministeriets opfattelse navnlig om det forhold, at partiet i mere end 9.000 tilfælde for folketingsvalg og i mere end 9.000 tilfælde for Europa- Parlamentsvalg har indtastet den samme e-mailadresse mere end én gang, og det forhold, at en meget stor del af e-mailadresserne, herunder alle e-mailadresserne, der er indlæst i systemet til brug for Europa-Parlamentsvalg, tilsyneladende er indlæst, uden at der foreligger det fornødne samtykke fra vælgeren. På den baggrund anmoder jeg Valgnævnet om at træffe afgørelse om midlertidigt at udelukke Stram Kurs fra at indsamle vælgererklæringer (gult kort) med henblik på, at Valgnævnet kan undersøge nærmere, om der er grundlag for at udelukke partiet fra fortsat at indsamle vælgererklæringer og annullere partiets indsamling af vælgererklæringer (rødt kort). 4. Afsluttende bemærkninger Jeg har i dag orienteret Folketingets Præsidium om min ovenstående anmodning, ligesom Social- og Indenrigsministeriet har orienteret partiet Stram Kurs om anmodningen. Med venlig hilsen Astrid Krag
Orientering til Folketinget om anmodning til Valgnævnet
https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/UFO/bilag/34/2121101.pdf
Holmens Kanal 22 1060 København K Telefon 72 28 24 00 sim@sim.dk Folketingets Præsidium Orientering om anmodning om ”gult kort” til partiet Stram Kurs Til orientering har jeg i dag i medfør af folketingsvalglovens § 12 a, stk. 2, og Europa- Parlamentsvalglovens § 11 a, stk. 2, anmodet Valgnævnet om at træffe afgørelse om midlertidigt at udelukke partiet Stram Kurs fra fortsat at indsamle vælgererklæringer (”gult kort”) med henblik på, at Valgnævnet kan undersøge, om der er grundlag for at træffe afgørelse om at udelukke partiet fra fortsat at indsamle vælgererklæringer og annullere partiets indsamling af vælgererklæringer (”rødt kort”). Kopi af mit brev af dags dato til Valgnævnet vedlægges. Med venlig hilsen Astrid Krag Bilag: 1. Anmodning til Valgnævnet om gult kort til Stram Kurs Sagsnr. 2019 - 9300 Doknr. 177574 Dato 09-12-2019 Udvalget til Valgs Prøvelse, Udvalget for Forretningsordenen 2019-20 UVP Alm.del - Bilag 4, UFO Alm.del - Bilag 34 Offentligt