Fremsat den 15. november 2019 af Alex Ahrendtsen (DF), Karina Adsbøl (DF), Liselott Blixt (DF), Rene Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Marie Krarup (DF) og Peter Skaarup (DF)

Fremsat den 15. november 2019 af Alex Ahrendtsen (DF), Karina Adsbøl (DF), Liselott Blixt (DF), Rene Christensen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF),
Marie Krarup (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om borgeres adgang til at forlange bindende kommunale folkeafstemninger
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af inde-
værende folketingsår at fremsætte lovforslag med følgende
virkning:
– Borgere i en kommune skal kunne forlange folkeafstem-
ning om en sag, hvori kommunalbestyrelsen har truffet
beslutning, hvis de kan indsamle et passende antal un-
derskrifter fra borgere med stemmeret til kommunalvalg,
f.eks. 10 pct., inden for f.eks. 100 dage.
– Borgere i en kommune skal kunne forlange folkeafstem-
ning om et konkret kommunalt anliggende, der ikke har
været behandlet i byrådet eller kommunalbestyrelsen,
hvis de kan indsamle et passende antal underskrifter fra
borgere med stemmeret til kommunalvalg, f.eks. 10 pct.,
inden for f.eks. 12-18 måneder.
– Der skal være forslag til kriterier, der sikrer, at emnerne
for folkeafstemningerne ikke strider mod grundloven el-
ler anden lovgivning.
Beslutningsforslag nr. B 35 Folketinget 2019-20
AX023803
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af be-
slutningsforslag nr. B 102, folketingsåret 2016-17. Der hen-
vises til Folketingstidende 2016-17, 1. samling, tillæg A, B
102 som fremsat, og tillæg F, møde 99, kl. 13:51.
Dansk Folkeparti fremsætter dette beslutningsforslag, for-
di vi mener, at tiden er ved at være moden til, at vi giver vo-
res folkestyre en vitaminindsprøjtning ved at inddrage bor-
gerne mere. Det repræsentative demokrati i Danmark er be-
gyndt at vise træthedstegn. Hvor to ud af tre vælgere i 2007
havde tillid til de folkevalgte (»Tilliden til politikerne er helt
i bund«, Ugebrevet A4, den 5. oktober 2014), udtrykker
halvdelen af danskerne cirka et årti senere at have oplevet
politikerlede (»Hver anden dansker har haft politikerlede på
et år«, dr.dk, den 16. juni 2016). Samtidig er partiernes sam-
lede medlemstal markant faldende (»Partiernes medlemstal
fra 1960«, folketinget.dk, opdateret marts 2019).
Men målinger viser også, at folk interesserer sig meget for
politik (»Udviklingen af politisk tillid, interesse og demo-
kratisk tilfredshed«, Julie Hassing Nielsen, Kraka, 2015),
især de unge (»Society at a Glance 2016: OECD Social Indi-
cators«, OECD, 2016, side 130).
Borgerne og vælgerne i Danmark slutter op om det repræ-
sentative demokrati, men de vil også gerne have indflydelse.
De vil ikke vente på at stemme hvert fjerde år, og de vil ha-
ve lov til at stemme fra sag til sag i stedet for et vælge en hel
pakke, som et parti jo er.
Formålet med dette beslutningsforslag er således at øge
den lokale borgerinddragelse og skabe et alternativ for de
mange vælgere, der er interesserede i politik, men som har
svært ved at se sig selv inden for de etablerede partiers poli-
tik. Målet er dermed også at mindske kløften mellem folke-
valgte og vælgere og forhåbentlig komme noget af politiker-
leden til livs.
En styrkelse af det lokale demokrati
Det er vigtigt for Dansk Folkeparti at understrege, at dette
beslutningsforslag ikke på nogen måde skal fortolkes som et
forsøg på at svække lokaldemokratiet, tværtimod. Det skal
forstås som en måde at styrke det lokale demokrati på ved at
tilføje værktøjer, der kan inddrage borgerne yderligere.
Dansk Folkeparti har tillid til, at borgerne gerne vil og kan
træffe kvalificerede beslutninger. Og vi har tillid til kommu-
nerne, som jo allerede i mange år har arbejdet aktivt og prin-
cipielt med borgerinddragelse og nye demokratiformer i for-
hold til beslutninger, der har betydning for borgernes daglig-
dag.
Folkeafstemninger svækker ikke det repræsentative demo-
krati. Det styrker det, fordi det inddrager borgerne og giver
dem mulighed for at korrigere en beslutning taget af politi-
kerne. Folkeafstemninger oplyser også borgerne. Tre uaf-
hængige forskningsresultater fra Schweiz viser, at tre ud af
fire borgere, der deltager i folkeafstemningerne, har et godt
eller meget godt kendskab til afstemningens indhold (»Ci-
toyenneté et démocratie directe«, Bütschi, Hanspeter Kriesi
(red.), 1993, side 99-119, »Direct democratic choice: The
Swiss experience«, Hanspeter Kriesi, Lanham: Lexington
Books, 2005, og »Handbuch der Schweizer Politik«, Scaia-
rini/Tresch, Peter Knoepfel (red.), 2014, side 497-561).
Forskning viser også, at folkeafstemninger medvirker til at
inkludere politiske grupperinger på grund af frygten for af-
stemning. For at undgå en afstemning sørger politikerne for
at inkludere så mange som muligt i en beslutning (»Das po-
litische System der Schweiz«, Adrian Vatter, 2014).
Folkeafstemninger modvirker ifølge forskningen også, at
isolerede politiske grupperinger og bevægelser bliver for
ekstreme, og er altså en slags ventilfunktion (»Der Schwei-
zer Rechtsextremismus im internationalen Vergleich«,
Klaus Armingeon, Swiss Political Science Review, bd. 1, nr.
4, 1995, side 18-19). I Schweiz er det undertiden lykkedes
små partier og bevægelser, som ingen indflydelse har over-
hovedet, at vinde folkeafstemninger om f.eks. at gøre natio-
naldagen til en helligdag (»Mit dem fremden politisieren.
Rechtspopulismus und Migrationspolitik in der Schweiz seit
den 1960᾽er Jahren«, Damir Skenderovic og Gianni D᾽Ama-
to, Chronos Verlag, 2008).
Man hører tit indvendinger om, at folkeafstemninger vil
medføre uansvarlige økonomiske beslutninger, men det er
ikke erfaringen fra Schweiz. Her har et flertal f.eks. forka-
stet forslag om 6 ugers ferie (mod 4 i dag). Schweiz er inte-
ressant for politologer, fordi kantonerne i sig selv er meget
forskelligt struktureret. I de fransktalende kantoner er der
tendens til, at det repræsentative spiller en større rolle, mens
folkeafstemningerne i de tysktalende har en større vægt.
Forskningen har derfor kunne iagttage, hvordan udgifterne
er mindre i kantoner, hvor det er let at forlange afstemning
om finanserne, sammenlignet med kantoner, hvor det repræ-
sentative ideal dominerer. Forskningen viser også, at vækst-
en og makroøkonomien er bedre i kantoner med mange fol-
keafstemninger (»Das politische System der Schweiz«,
Adrian Vatter, 2014).
Endelig bevirker folkeafstemninger, at der er mindre mud-
derkastning mellem politikerne. Diskussionen om den rå to-
ne og det barske debatniveau fylder meget i Danmark. Så
konklusionen er, at jo mere repræsentativt et folkestyre er,
jo større er risikoen for mudderkastning.
Schweizisk forbillede
I 2018 blev det gennemført ved lov, at en kommunalbesty-
relse kan udskrive en bindende folkeafstemning (lov nr. 748
af 8. juni 2018). Det er op til et flertal i kommunalbestyrel-
sen af beslutte, om der skal afholdes en folkeafstemning.
Ved folkeafstemningen skal vælgerne stemme om en beslut-
ning, som kommunalbestyrelsen har truffet i en sag. Det vil
sige, at vælgerne enten skal godkende eller forkaste den på-
gældende beslutning. Det er ikke muligt for borgerne at ind-
samle underskrifter for en afstemning om en konkret sag, de
såkaldte vælgerinitiativer, og gøre den bindende. Dansk Fol-
keparti har ladet sig inspirere af Schweiz, hvor man i mere
2
end 100 år har haft gode erfaringer med folkeafstemninger
både på kommunalt, kantonalt og nationalt niveau. Det skyl-
des, at borgerne er den egentlige suverænitet i landet i mod-
sætning til i Danmark. Sat på spidsen kan man sige, at frie
schweiziske borgere har afgivet noget af deres frihed til kan-
tonen, der har afgivet frihed til staten. Modsat var det i Dan-
mark kongen, der gav frihed til Folketinget, der gav det til
kommunerne og i sidste ende borgerne. Folkestyret i
Schweiz kommer således nedefra og op, mens det i Dan-
mark kommer oppefra og ned.
Dette har haft stor betydning for vort folkestyre. Det er re-
præsentativt. Vi har folkevalgte, der beslutter på vælgernes
vegne. Det har man også i Schweiz, men i modsætning til
danskerne kan schweizerne få indflydelse på beslutningerne
gennem folkeafstemninger. Det er derfor, at systemet i
Schweiz kaldes halvdirekte folkestyre. Der findes tre for-
skellige former for folkeafstemninger i Schweiz. For det
første er der de obligatoriske afstemninger. Her er det forfat-
ningerne, både de nationale og de kantonale, der afgør, om
folket skal høres eller ej, når parlamenterne vedtager en lov.
For det andet er der de fakultative. Hvis vælgerne er util-
fredse med en lov, kan de samle underskrifter og forlange en
folkeafstemning. For det tredje er der de såkaldte vælgerini-
tiativer. Her kan borgerne forenes om en konkret sag, hvis
de kan samle de fornødne underskrifter inden for en givet
frist. Resultaterne af disse afstemninger er alle bindende.
Den danske model
Det er ovennævnte muligheder, Dansk Folkeparti har kig
på, men vi ønsker at gå lidt forsigtigere til værks. Dansk
Folkeparti foreslår derfor i første omgang at indføre adgang
til, at borgerne kan forlange folkeafstemning om en konkret
sag. Det kan enten være en beslutning truffet af kommunal-
bestyrelsen eller en sag, som borgerne ønsker at stemme om.
For at sikre en vis grad af kvalitet og seriøsitet i de emner,
der ønskes afstemning om, skal borgerne indsamle et vist
antal støtter for deres forslag i form af underskrifter fra bor-
gere med stemmeret til kommunalvalg. Dansk Folkeparti
anbefaler, at der skal indsamles underskrifter fra 10 pct. af
de stemmeberettigede borgere, men dette er til drøftelse, lige
såvel som det tidsrum, en borger har til at indsamle under-
skrifter, må bero på en nærmere analyse af, hvad der er mest
hensigtsmæssigt.
Dansk Folkeparti er opmærksomme på, at der er en række
overvejelser, som man bør tage stilling til. F.eks. er der
spørgsmålet om, hvordan man indsamler underskrifter fra
vælgerne. Her har vi forestillet os, at indsamlingen af under-
skrifterne skal ske skriftligt, og at folkeafstemninger kan
være skriftlige, hvis de kan gennemføres samtidig med et
andet valg. Alternativt vil kommunen have mulighed for at
beslutte, at de vil have elektroniske afstemninger.
For at undgå, at partierne sætter sig på borgernes initiati-
ver, kan det desuden overvejes, at der forud for et initiativ
dannes uafhængige afstemningskomiteer. De schweiziske
erfaringer med afstemningskomiteer skal danne baggrund
for udarbejdelse af regler for en dansk model. Byrådet vil i
sidste ende skulle godkende initiativet, det vil sige, at det
skal prøves af kommunens juridiske embedsværk, således at
det ikke strider mod grundloven eller anden lovgivning.
Kommunen skal derfor også rådgive afstemningskomiteen
under hele forløbet og sikre, at de emner, der afholdes folke-
afstemning om, også reelt er nogle, kommunalbestyrelsen
har kompetence till at ændre eller træffe beslutning om. Af-
stemningskomiteen må ikke være en politisk lokalforening,
men skal operere uafhængigt af partierne. Det skal dog ikke
forhindre politikere og medlemmer af partier i at være med i
komiteen og hjælpe til med indsamlingen af underskrifterne.
Det vigtigste for Dansk Folkeparti er, at der indføres ad-
gang til, at borgerne i en kommune kan forlange afstemnin-
ger om konkrete kommunale anliggender, og derudover er
vi indstillede på, at ordningens nærmere udformning drøftes.
Økonomi
Som udgangspunkt skal kommunerne selv afholde udgif-
terne vedrørende afstemningerne, men da nærværende be-
slutningsforslag kan føre til minimalt øgede udgifter, skal en
eventuel udligning indgå i forhandlingerne mellem regerin-
gen og KL.
3
Skriftlig fremsættelse
Alex Ahrendtsen (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om borgeres adgang til
at forlange bindende kommunale folkeafstemninger.
(Beslutningsforslag nr. B 35)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
4