Henvendelse vedr. foretræde i udvalget d. 31/10-19 fra Trampolinhuset

Foretrædetale for Udlændinge- og Integrationsudvalget, 31. oktober 2019
af Tone Olaf Nielsen og Michala Clante Bendixen
Mange tak til Udlændinge- og Integrationsudvalget, fordi vi måtte få foretræde forud for jeres 1.
behandling af borgerforslaget om afviste asylbørn, som vi er henholdsvis hoved- og medstiller af. Vi vil
gerne benytte lejligheden til at fortælle lidt om baggrunden for forslaget, som hele 56.014 danskere endte
med at støtte.
Jeg hedder Tone Olaf Nielsen og er programdirektør i det civilsamfundsetablerede medborgerhus
Trampolinhuset. I snart 10 år har Trampolinhuset arbejdet med integration af landets flygtninge. Her kan
mennesker på flugt få rådgivning, sprogundervisning og komme i praktik- og jobtræningsforløb. Huset
byder også på demokrati-workshops, børne- og kvindeklub, fællesmiddage, debatarrangementer,
kunstudstillinger og meget mere. Gennem sine daglige aktiviteter giver Trampolinhuset asylansøgere og
flygtninge mulighed for personlig og faglig udvikling og arbejder overordnet for at skabe bedre muligheder
for bæredygtig integration
Michala Clante Bendixen er forkvinde for organisationen Refugees Welcome, som yder gratis juridisk
rådgivning til asylansøgere og arbejder for at forbedre flygtninges retsstilling i Danmark. Det gør hun bl.a.
gennem fortaleriarbejde og oplysningsarbejde på hjemmesiden refugees.dk, som formidler fakta og
information om flygtninge i Danmark.
Qva vores arbejde har vi begge mangeårige personlige relationer til børn og voksne i asyl- og
integrationssystemet og har fået et indgående kendskab til asylansøgeres og flygtninges situation i
Danmark.
Borgerforslaget blev lanceret i december 2018 under den forrige regering og sigter på at sikre afviste
asylbørn i Danmark rette til e tryg ar do , til liv og til udvikli g, såda so FN’s Bør eko ve tio
foreskriver.
Vi mener ikke, at denne ret kan udleves i Hjemrejsecenter Avnstrup og Udrejsecenter Sjælsmark, sådan
som centrene pt. er indrettede – uden at centrenes infrastruktur forbedres væsenligt og uden at der
fastsættes en øvre tidsgrænse for, hvor længe det af hensyn til barnets tarv kan forsvares at lade et barn bo
i et hjem- eller udrejsecenter.
Indkvarteringen af afviste asylbørn i Sjælsmark har siden sommeren 2017 været genstand for omfattende
medieomtale og er blevet mødt af kritik fra både fagfolk og organisationer. Selvom forholdene for afviste
børnefamilier er næsten ligeså dårlige i Avnstrup som i Sjælsmark, har Avnstrup ikke været genstand for
samme kritik.
Såvel Børns Vilkår som Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors har alle vurderet, at tilværelsen i Sjælsmark
påvirker børns mentale og fysiske trivsel negativt og skaber varige psykiske mén, og at Sjælsmark ikke er
egnet til langvarige ophold for børn og unge.
Ifølge Direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, er Sjælsmark ikke et sted, hvor det er forsvarligt for børn
at bo i mere end to uger. Her er tale om børn, som i forvejen har meget at slås med, og jeg er sikker på, at
længerevarende ophold vil påføre dem flere traumer, end de allerede har. Et udrejsecenter må betragtes
som en slags afga gshal i e lufthav , hvor a ve ter kortvarigt på at ko e af sted.
Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
B 2 Bilag 2
Offentligt
I e rapport fra april 8 skriver Da sk Flygt i gehjælp: Me s et kortvarigt ophold på et udrejse e ter
op til en planlagt udsendelse kan være acceptabelt for afviste børn og unge, er påbuddet om opholdspligt
på udrejsecenter til familier, der befinder sig i en fastlåst udsendelsesposition, og som politiet ikke har
ku et udse de tva gs æssigt i årevis, e ua epta el tilsidesættelse af ar ets tarv.
De langvarige ophold og uvisheden om, hvornår politiet kan effektuere en tvangsudvisning, skaber ifølge
Røde Kors psykolog Sólveig Gu arsdóttir a gste ør , der har a ge spørgs ål til deres asylsag og
fremtid, spørgsmål uden noget konkret svar. Angste børn, der ikke tør give slip på deres forældre, af frygt
for at politiet henter dem mens de er væk fra hinanden. Angste børn, hvis nervesystem kører på overdrive,
og som er i kronisk alarmberedskab. [...] Børn, der gradvist forstår og mærker, at de og deres forældre er
uønskede, og begynder at tvivle på om der er plads til dem i verden. [...] Børn, hvis udvikling og trivsel
gradvist tager skade af at vokse op i hå løshed og desperatio .
Røde Kors’ asylchef Anne La Cour Vågen perspektiverede dette i en tale i december 2018. Her forklarede
hun, hvordan tidligere velfungerende asylbørn begynder at vise tydelige tegn på dårlig trivsel kort efter
overflytningen til Sjælsmark. Nogle børn bliver udadreagerende og får kort lunte, mens andre bliver
indadvendte, deprimerede og passive og lukker sig inde i sig selv.
Foranlediget af kritikken var et tilsynshold fra ombudsmanden på to uanmeldte besøg på Sjælsmark i
oktober 2017 for at undersøge forholdene for børnene på centret. I sin rapport fra december 2018
konkluderede ombudsmanden, at selvom der er grund til bekymring for børnenes trivsel, og at der med
tiden i forhold til enkelte børn kan blive tale om vilkår i strid med konventionerne, så strider forholdene i
centeret generelt set ikke mod internationale konventioner som f.eks. Børnekonventionen og Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det er netop længden af barnets ophold i en hjem- eller udrejseposition, som er kernen her. Og det er
beklageligt, at ombudsmandens rapport ikke forholdt sig til, hvor langt et sådant ophold må være, før det
er i strid med konventionerne. Det er her borgerforslaget kommer med et bud.
Forslagets punkt 1 – at alle afviste børnefamilier, som ikke har kunnet udsendes 18 mdr. efter endeligt
afslag, skal tildeles midlertidig opholdstilladelse for 2 år med mulighed for forlængelse – sætter en øvre
tidsgrænse for opholdets længde og forhindrer, at børn i en fastlåst udsendelsesposition bliver hængende i
hjem- og udrejsecentrene på ubestemt tid til fare for deres trivsel og udvikling.
Forslaget sikrer Rigspolitiet en rimelig periode på 18 mdr. til at realisere en udsendelse. Samtidig stiller det
børnene i hjem- og udrejsecentrene en slutdato i sigte for deres situation, så de kan se en ende på livet i
undtagelsestilstand. Endelig giver midlertidig opholdstilladelse på 2 år med mulighed for forlængelse
barnet den tid, der er nødvendig for at skabe rimelig tryghed, stabilitet og vished om fremtiden for at sikre
dets ret til liv og udvikling. Forslaget skal have tilbagevirkende kraft og gælde de børn, der p.t. er
indkvarteret på Avnstrup og Sjælsmark.
Forslagets punkt 2 – at afviste asylbørn skal garanteres optagelse i folkeskolen og ret til mad lavet af
forældrene, indtil udsendelse eller opholdstilladelse er mulig – skal sikre afviste asylbørn bedre levevilkår i
hjem- og udrejsecentrene i de 18 mdr., de max. skal vente på udsendelse eller midlertidig opholdstilladelse.
Optagelse i folkeskole skal sikre de et edre udda elsestil ud e d Røde Kors’ asylskole i Ly ge ka
tilbyde som en modtageskole for nyankomne asylansøgere. Børnenes ret til at få mad lavet af forældrene i
et centerspisekøkken skal højne børnenes livskvalitet og familiens sammenhængskraft.
Det er glædeligt, at regeringen sammen med støttepartierne i deres forståelsespapir fra i år har besluttet at
overflytte de afviste børnefamilier i Sjæls ark til et yt e ter, der følger Røde Kors’ og O uds a de s
anbefalinger. Det er en god begyndelse, men løser stadig ikke problemet med opholdets længde for børn i
både Sjælsmark og Avnstrup. De børn, der befinder sig i en fastlåst hjem- eller udsendelsesposition,
risikerer stadig at blive voksne i hjem- og udrejsecentrene og få varige psykiske mén, hvis ikke der
fastsættes en øvre tidsgrænse for opholdets længde.
Som Røde Kors konkluderede i deres rapport om børns trivsel på Udrejsecenter Sjælsmark fra april 2019,
kunne helt op imod 61 procent af de undersøgte børn sandsynligvis få en psykiatrisk diagnose og yderligere
19 procent ville muligvis også opfylde kriterierne, hvis de blev udredt.
Der er altså efter vores mening ikke bare et børnekonventionsstridigt, men også et strukturelt problem i
hjem- og udrejsecentermodellen, som de motivationsfremmende foranstaltninger ikke løser. Og det er det
faktum, at forældrene ikke giver op og rejser tilbage. De bliver her, fordi de er bange for tage tilbage. De
bliver her og ser deres børn blive syge, fordi de mener, at deres situation i hjemlandet er værre end i
Sjælsmark og Avnstrup. De bliver her, fordi deres hjemlande ikke kan garantere deres børn en tryg opvækst
med sikkerhed og uddannelse. De bliver her, fordi mange af børnene er født her eller har tilbragt det meste
af deres liv i skiftende danske asylcentre og derfor har primær eller eneste tilknytning til Danmark.
Hvis der ikke kan findes flertal for vores borgerforslag, vil vi anbefale, at det nye familieudrejsecenter bliver
beliggende i nærheden af børnenes skoler og venner, så de ikke behøver skifte skole. At det drives af Røde
Kors eller en anden aktør, der har en faglighed på området. At det er fri for pigtråd og elektroniske
kontrolinstanser. At værelserne ikke er totalt nedslidte. At der etableres fælleskøkkener og eget toilet og
brusebad på værelserne, så børnene ikke skal bevæge sig ned af de tomme gange i nattens mulm og
mørke. Og at der igen uddeles kontante ydelser, så familierne kan lave deres egen mad.
Men hvad siger det egentlig om os som samfund, hvis ikke vi kan finde et flertal for at skabe varig social
forandring for disse børn? Og hvad gør det ved os moralsk som samfund på langt sigt, hvis vi fortsat tillader
indkvarteringen af børn på denne måde på ubestemt tid?
Uanset hvad man måtte mene om forældrenes bevæggrunde for at modsætte sig frivillig udrejse, skal det
poi teres, so Da sk Flygt i gehjælp gør det i deres rapport, at på i ge a dre lovo råder i Da mark
straffes børn for deres forældres beslutninger, og børnene er – uanset deres forældres valg – omfattet af
servi elove s pri ipper og for ål.