UUI alm. del - svar på spm. 157 om ministeren vil redegøre for, hvorvidt det vil være muligt og i overensstemmelse med såvel vore internationale forpligtelser som grundloven at gennemføre et krav om, at udlændinge skal forsørge sig selv, fra udlændinge- og integrationsministeren

Ministeren
Side 1/3
14. oktober 2019
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel. 6198 4000
Mail uim@uim.dk
Web www.uim.dk
CVR-nr. 36977191
Sags nr. 2019 - 13682
Akt-id 1024863
Udlændinge- og Integrationsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 17. september 2019 stillet følgende
spørgsmål nr. 157 (alm. del) efter ønske fra Jan E. Jørgensen (Venstre) til udlæn-
dinge- og integrationsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 157:
Vil ministeren redegøre for, hvorvidt det vil være muligt og i overensstemmelse
med såvel vore internationale forpligtelser som grundloven at gennemføre et krav
o , at udlæ di ge skal forsørge sig selv ed afsæt i følge de odel: ”Rette til
offentlig forsørgelse skal knyttes til det danske statsborgerskab. Udlændinge skal
mens de bor og arbejder i Danmark tegne en obligatorisk forsikring, som dækker
mod arbejdsløshed og pension. De udlændinge, der bor i Danmark, når Nye bor-
gerliges politik bliver vedtaget som lov, får to år til enten at skabe sig et arbejde
eller finde sig et arbejde. Hvis de herefter ikke har noget forsørgelsesgrundlag i
Da ark, å de rejse hje eller et a det sted he ”. Der he vises til Nye Borgerli-
ges hjemmeside, jf. www.nyeborgerlige.dk/politik/udlaendingepolitik/
Svar:
Det følger af EMRK artikel 14, at
"Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og frihe-
der skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religi-
on, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse,
tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller
ethvert andet forhold."
Anvendelsesområdet for EMRK artikel 14 er begrænset derved, at bestemmelsen
er accessorisk til konventionens øvrige bestemmelser. Det betyder, at bestemmel-
sen kun kan anvendes sammen med én eller flere af disse bestemmelser. Heri
ligger ikke et krav om, at en sådan rettighed skal være krænket, men derimod
alene et krav om, at den foreliggende situation skal ligge inden for rettighedens
a ve delseso råde ”a bit” .
Artikel 1 i 1. tillægsprotokol til EMRK omfatter efter Menneskerettighedsdomsto-
lens (EMD) praksis også sociale ydelser, der er baseret på national lovgivning, når
den pågældende i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage sådanne ydelser,
Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (2. samling)
UUI Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 157
Offentligt
Side 2/3
hvilket bringer sociale ydelser som f.eks. kontanthjælp mv. inden for anvendel-
sesområdet af artikel 14.
Det følger af EMD’s praksis, at forskelsbeha dli g på gru d af atio alitet eller
karakter af opholdstilladelse er omfattet af EMRK artikel 14, og at en sådan for-
skelsbehandling for så vidt angår hver enkelt diskriminationsgrund derfor skal
kunne begrundes sagligt og være proportional.
Et krav om, at udlændinge ikke er berettiget til at modtage offentlige forsørgel-
sesydelser som f.eks. kontanthjælp, førtidspension og sygedagpenge, vil således
være en forskelsbehandling på baggrund af disse personers nationalitet. Det be-
mærkes i den forbindelse, at den nuværende ordning med integrationsydelse er
baseret på et ikke-diskriminerende opholdskrav.
Det følger af EMD’s praksis, at forskelsbeha dli g på baggru d af statsborgerskab
kræver meget tungtvejende grunde for at kunne anses for retfærdiggjort. Dom-
stolen har dog accepteret, at medlemsstaterne i visse situationer behandler ud-
lændinge forskelligt afhængigt af, hvilket land de kommer fra, når det skyldes, at
medlemsstaten har særlige relationer med visse lande, jf. bl.a. dom af 7. august
1996 i sagen C mod Belgien, der vedrørte forskelsbehandling af klageren i forhold
til borgere fra EU, hvilket ifølge EMD var objektivt og rimeligt begrundet, idet de
stater, der er med i EU, udgør en særlig retsorden.
Der ses ikke at foreligge sådanne tungtvejende grunde til at forskelsbehandle mel-
lem udlændinge og danske statsborgere i forhold til selve retten til at modtage
offentlige forsørgelsesydelser.
På den baggrund er det vurderingen, at den i spørgsmålet angivne ordning ikke vil
kunne gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 14 sammenholdt med
artikel 1 i 1. tillægsprotokol.
Det følger endvidere af flygtningekonventionens artikel 23, at med hensyn til of-
fentlig hjælp og understøttelse skal de kontraherende stater indrømme flygtninge,
der lovligt bor inden for deres område, samme behandling som deres egne stats-
borgere.
En ordning, hvor flygtninge pga. af deres flygtningestatus, stilles ringere end lan-
dets egne statsborgere i forhold til modtagelse af sociale ydelser, vurderes derfor
ikke at kunne gennemføres inden for rammerne af Danmarks internationale for-
pligtelser.
En ubetinget regel om, at udlændinge inden for to år fra ikrafttrædelsen af regler-
ne skal have et forsørgelsesgrundlag i Danmark og i modsat fald ikke længere have
ret til ophold i Danmark, vil ikke kunne gennemføres inden for rammerne af bl.a.
EMRK artikel 8 om ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kor-
respondance.
Endelig følger det af grundlovens § 75, stk. 2, at den, der ikke selv kan ernære sig
eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af
Side 3/3
det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påby-
der. Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer, 1. udgave, 2015,
side 485, anfører bl.a. følgende angående personkredsen omfatter af grundlovens
§ 75, stk. 2:
”Det å a tages at følge af gru dlove s § 75, stk. 2, at bestemmelsen ik-
ke blot omfatter danske statsborgere, men også udlændinge, der ophol-
der sig lovligt her i landet (modsat Ross 1980 s. 785). I U 2012.1761 H
fastslog Højesteret, at en udlænding med opholdstilladelse som flytning
var omfattet af den personkreds, som er beskyttet af grundlovens § 75,
stk. 2. Det er nærliggende, at også andre udlændinge, der opholder sig
mere end rent midlertidigt her i landet, vil kunne være omfattet af be-
stemmelsen. Grundlovens § 75, stk. 2, er ikke til hinder for, at det be-
stemmes, at udlændinge skal udsendes af landet – herunder som følge af,
at de ikke er i stand til at forsørge sig selv.
I lyset af ordlyden af grundlovens § 75, stk. 2, og den nyere statsretlige litteratur
er det Justitsministeriets opfattelse, at bestemmelsen indebærer, at det påhviler
staten at sikre et eksistensminimum for personer, der opholder sig mere end rent
kortvarig i Danmark, og hvis forsørgelse ikke påhviler andre. Det gælder også ud-
lændinge uden lovligt ophold. Det vurderes således, at det ikke vil være i overens-
stemmelse med grundlovens § 75, stk. 2, hvis udlændinge, der ikke selv kan ernæ-
re sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, ikke kan modtage
hjælp af det offentlige.
Mattias Tesfaye
/
Lars von Spreckelsen-Syberg