SOU alm. del - svar på spm. 58 om beregningerne bag de skøn, der er udarbejdet af den forhenværende børne- og socialminister i svar på spørgsmål 612 (SOU, alm. del, folketingsåret 2017-2018, fra social- og indenrigsministeren

1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
sm@sm.dk
www.socialministeriet.dk
Folketingets Social-,
Indenrigs- og Børneudvalg
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 14. september 2018
stillet følgende spørgsmål nr. 612 (alm. del) til børne- og socialministeren, som
hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 612:
”I rapporten fra Justitia ”Tvangsanbringelser – retssikkerhed i en kompliceret
beslutningsproces” af 7. september 2018 opstilles to alternative modeller for
et organ, der kan have kompetence til at træffe afgørelser i sager om
tvangsanbringelse, og som efter Justitias opfattelse vil styrke de involverede
parters retssikkerhed betragteligt; Forslag 1: Nævnsbehandling og Forslag 2:
Det familieretlige system.
Vil ministeren kommentere og vurdere fordele og ulemper ved hhv. forslag 1
og 2 og give en (eventuel skønsmæssig) beregning over, hvad det vil koste at
gennemføre hvert forslag?”
Svar:
Det er helt afgørende med en god kvalitet i så indgribende sager som
anbringelse uden samtykke. Derfor er jeg også glad for, at aktører på området,
såsom Justitia, peger på mulige løsninger for at øge kvaliteten og
retssikkerheden i disse sager. Men jeg mener ikke, at løsningen skal findes i at
flytte beslutningskompetencen i sager om anbringelse uden samtykke.
Jeg er i stedet af den principielle holdning, at sager om anbringelse bør
behandles i kommunen, da de har helhedskendskabet til barnet og familien
m.v. Jeg kan blive bekymret for, hvordan der skal skabes sammenhæng i
indsatsen, hvis familieretshuset eller et separat nævn behandler spørgsmålet
om anbringelse, mens kommunen står for øvrige sociale indsatser for barnet
eller den unge, fx forebyggende indsatser, støtte til barnet under anbringelsen
og støtteperson til forældre. Hertil kommer, at der er risiko for, at det vil
forlænge sagsbehandlingstiden betydeligt, hvis et selvstændigt nævn skal have
overdraget sagsmateriale fra kommunen, og samtidig skal have adgang til at
anmode om nye oplysninger, udredninger mv. som grundlag for indstilling og
afgørelse. Dette vil ikke være til gavn for udsatte børn og unge.
Samtidig har vi med de gældende regler allerede i dag et uafhængigt børn og
unge-udvalg, der træffer afgørelse i de mest indgribende sager på
børneområdet, såsom i sager om anbringelse uden samtykke. Børn og unge-
udvalget består af en byretsdommer, to pædagogisk-psykologisk sagkyndige
og to medlemmer af kommunalbestyrelsen.
Sagsnr.
2018 - 4901
Doknr.
641050
Dato
13-12-2018
Social- og Indenrigsudvalget 2018-19 (2. samling)
SOU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 58
Offentligt
2
Det er byretsdommeren i udvalget, der har ansvaret for at sikre, at sagerne er
tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse. De pædagogisk-
psykologisk sagkyndige har bl.a. til opgave at yde vejledning, vurdere om der
er indhentet de fornødne børnesagkyndige udtalelser og undersøgelser til at
belyse sagen, ligesom de kan vejlede om hvilke foranstaltninger, der ud fra en
børnesagkyndig vurdering, må anses for bedst egnede til at fremme barnets
eller den unges udvikling.
Endelig har både børn og unge, der er fyldt 12 år, og
forældremyndighedsindehaveren ret til gratis advokatbistand, når en sag skal
behandles i børn og unge-udvalget og ved en efterfølgende behandling af en
klage over udvalgets afgørelse i Ankestyrelsen. Kommunens afgørelser om
bl.a. anbringelse uden for hjemmet kan desuden efter de gældende regler
indbringes for byretten.
Selvom jeg ikke er enig i det hensigtsmæssige i at flytte
beslutningskompetencen i disse sager, så er jeg dog helt enig i, at de
involverede parters retssikkerhed er utrolig vigtig i så indgribende sager som
anbringelse uden samtykke. Udgangspunktet i lovgivningen er, at kommunen
altid skal søge at få forældrenes og den unges samtykke til en anbringelse, og
derfor har jeg besluttet at igangsætte en undersøgelse, der skal afdække
årsagerne til stigningen i antallet af anbringelse uden samtykke, og dermed
give et grundlag for at vurdere, om der er behov for at lave ændringer på
anbringelsesområdet.
Desuden er det i satspuljen for 2019 aftalt at igangsætte tre initiativer, der skal
øge forældrenes retssikkerhed og forbedre afgørelsesgrundlaget i sager om
anbringelse uden samtykke.
For det første bliver det et lovkrav, at indstillingen om anbringelse uden
samtykke til børn og unge-udvalget skal indeholde en særskilt vurdering af
forældrenes kompetencer i forhold til at håndtere barnet og barnets evt.
udfordringer. Det skal styrke oplysningsgrundlaget i sagerne. For det andet
bliver det også et lovkrav, at når der foretages psykologiske undersøgelser af
forældrene i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse, så skal det ske
med brug af en autoriseret psykolog. Det er med til at sikre kvaliteten i de
undersøgelser, der foretages af forældrenes kompetencer. For det tredje skal
de nuværende retningslinjer for udarbejdelse af
forældrekompetenceundersøgelser fra 2011 opdateres, så de er tidssvarende
og indeholder nyeste viden om emnet.
Derudover er der i satspuljen for 2019 afsat varige midler til et nyt
undersøgelseskoncept, der årligt skal give et aktuelt billede af
sagsbehandlingen i kommunerne. Undersøgelsen skal bl.a. danne grundlag for
at vurdere, om der fx er behov for at iværksætte tiltag til at styrke området.
Til brug for beregningen af de økonomiske konsekvenser af begge forslag har
jeg anmodet Justitsministeriet om oplysninger om, hvad omkostningerne pr.
sag vil være i sager om anbringelse uden samtykke ved behandling i første
instans i byretten (familieretten) og i anden instans i landsretten.
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra
Domstolsstyrelsen. Derudover har Økonomi- og Indenrigsministeriet bidraget
med oplysninger vedrørende de nuværende omkostninger i Ankestyrelsen ved
behandling af sager om anbringelse uden samtykke.
Det skal indledningsvist bemærkes, at det i de økonomiske skøn nedenfor
antages, at børn og unge-udvalget bibeholder afgørelseskompetencen fsva.
3
andre afgørelser efter servicelovens § 74 end anbringelse. Dertil er lagt til
grund, at det kommunale tidsforbrug på sagsoplysning og indstilling er uændret
i forhold til gældende praksis i begge modeller.
Forslaget om det familieretlige system, vurderes med betydelig usikkerhed at
medføre merudgifter for ca. 47.000 kr. pr. sag.
Justitia foreslår med denne løsning, at det er Familieretshuset, som forbereder,
oplyser og indhenter eventuelle nødvendige undersøgelser til sagen.
Vurderingen er, at der gennemsnitligt skal anvendes 40 timer til forberedelse,
oplysning og undersøgelse af sagen i Familieretshuset, inden familieretten kan
træffe afgørelse, samt 5 timer til at børnesagkyndige i børneenheden kan sikre
barnets trivsel og inddragelse i egen sag.
Da tvangsanbringelsesager er særdeles indgribende for de berørte parter,
forventer Justitsministeriet, at en betydelig andel af familierettens stadfæstelser
om tvangsanbringelse fremover vil blive indbragt for landsretten. Givet at
landsretten vil være første klageindsats antages klageandelen at være
sammenlignelig med klageandelen fra børn og unge-udvalgene til
Ankestyrelsen på ca. 80 pct.
Forslag om nævnsbehandling vurderes med betydelig usikkerhed at medføre
merudgifter for ca. 46.000 kr. pr. sag
Det antages, at omkostningerne i nævnet svarer til omkostningerne i de
nuværende børn og unge-udvalg. Dog forventes det, at formanden for nævnet
modtager samme vederlag som i dommeraftalen om særskilt vederlag til
formanden for Psykolognævnet. Dertil kommer en ikke opgjort
transportomkostning for nævnsmedlemmerne, som blandt andet vil afhænge af
den geografiske spredning, i forhold hvor mange steder nævnet skal kunne
samles.
Nævnet understøttes af et sekretariat, som skal foretage en intens prøvelse af
sagens oplysning. Med henvisning til Justitias rapport (s. 77), antages dette at
være sammenligneligt med Ankestyrelsens prøvelse af tilsvarende kommunale
afgørelser, som i det nuværende system påklages til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen udgår som klageinstans, hvorefter byretten vil være første
klageinstans. Det antages, at der vil være samme klageandel som til
Ankestyrelsen i dag. Derudover indgår landsretten som anden klageinstans,
som til brug for beregningerne antages at have samme klageandel som
nuværende anden klageinstans fra Ankestyrelsen til byretten på ca. 80 pct. af
byrettens stadfæstelser.
Ifølge Danmarks Statistik blev der truffet 341 afgørelser om anbringelse uden
samtykke af børn og unge i alderen 0-17 år i 2017. Heraf er der enkelte
gengangere med mere end én afgørelse, hvorfor der er tale om 334 børn og
unge i alt.1
På baggrund af disse tal skønnes forslaget om familieretssystemet og forslaget
om et nyt nævn hver især at medføre merudgifter på ca. 16 mio. kr. årligt.
1
Afgørelser om anbringelser uden samtykke af børn og unge i alderen 0-17 år i 2016. Den samme
person kan have fået iværksat flere anbringelser i løbet af perioden og kan således optræde flere
gange. ”Anbringelser uden samtykke” omfatter anbringelser uden samtykke efter servicelovens §
58, herunder anbringelser uden samtykke til trods for, at forældremyndighedens indehaver og den
unge, der er fyldt 15 år, har samtykket, jf. § 58 stk. 2 og 3. Anbringelser som led i afsoning, jf. § 78 i
straffuldbyrdelsesloven, og som led i en ungdomssanktion, jf. § 74 a i straffeloven, samt
anbringelser i varetægtssurrogat, jf. § 765 i retsplejeloven, indgår ikke. Det samme gælder
formandsafgørelser, jf. serviceloven § 75 efter § 58 samt anbringelser af børn og unge, hvor
samtykkegrundlaget er uoplyst.
4
Med venlig hilsen
Mai Mercado


Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 12. september 2019 stillet følgende
spørgsmål nr. 58 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Torsten Gejl (ALT).
Spørgsmål nr. 58:
”Vil ministeren fremlægge beregningerne bag de skøn, der er udarbejdet af den for-
henværende børne- og socialminister i svar på spørgsmål 612 (SOU, alm. del, folke-
tingsåret 2017-2018) om meromkostninger ved gennemførelse af den juridiske tænke-
tank Justitias hovedanbefaling fra analysen ”Tvangsanbringelser - retssikkerhed i en
kompliceret Beslutningsproces”, udgivet i september 2018 og fremkomme med en
vurdering af disse?”
Svar:
I rapporten fra Justitia ”Tvangsanbringelser – retssikkerhed i en kompliceret beslut-
ningsproces” af 7. september 2018 er den primære anbefaling, at kompetencen til at
træffe afgørelse om tvangsanbringelse af børn henlægges til familieretterne i det
kommende familieretssystem med mulighed for at anke familierettens dom til lands-
retten.
I svaret på SOU alm. del spørgsmål 612, er oplyst, at merudgifterne ved behandling i
det familieretlige system med usikkerhed skønnes at medføre merudgifter på 47.000
kr. pr. sag svarende til ca. 16 mio. kr. årligt ved 334 sager.
Merudgiften på omkring 47.000 kr. pr. sag er sammensat af skønnede merudgifter
som blandt andet følger af, at sagerne behandles i det familieretlige system og merud-
gifter ved sager, der vil blive indbragt for landsretten. I modsat retning trækker min-
dreudgifter til de to børnesagkyndige, som ikke længere skal møde for børn og unge-
udvalgene, samt mindreudgifter til Ankestyrelsen og mindreudgifter ved sager, der
ikke længere skal indbringes for byretten.
Idet opgørelsen af de skønnede merudgifter ved forslaget er baseret på oplysninger
indhentet fra Justitsministeriet, Domstolsstyrelsen, det daværende Økonomi- og In-
denrigsministerium, Ankestyrelsen, samt Danmarks Statistik, kan jeg henholde mig
hertil.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
Bilag:
Bilag 1: SOU alm. del – svar på spm. 612
Sagsnr.
2019-5540
Doknr.
138275
Dato
10-10-2019
Social- og Indenrigsudvalget 2018-19 (2. samling)
SOU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 58
Offentligt