Pressemeddelelse: Dansk bidrag til FN-mission i Mali

Tilhører sager:

Aktører:


    Pressemeddelelse.docx

    https://www.ft.dk/samling/20131/beslutningsforslag/B28/bilag/2/1310338.pdf

    Dansk bidrag til FN-mission i Mali
    Dansk fly og danske stabsofficerer skal bidrage til at stabilisere Mali
    09-12-2013 - kl. 14:45
    I morgen, tirsdag den 10. december, førstebehandler Folketinget beslutningsforslag om dansk bidrag til
    FN’s fredsbevarende mission i Mali, MINUSMA. Regeringen ønsker, efter anmodning fra FN, både at
    bidrage med et transportfly og stabsofficerer. Det er den fungerende udenrigsminister, der fremsætter
    beslutningsforslaget.
    Danmark støtter stabilisering i Mali på en række områder (se vedhæftede faktaark), som led i den danske
    støtte til stabilisering af hele Sahel-regionen. Regeringen lancerede i efteråret 2013 et program for Sahel-
    regionen på 125 mio. kr. EU’s særlige repræsentant for Sahel, Michel Dominique Reveyrand-de
    Menthons, besøger i øvrigt Danmark den 13. december 2013 og skal bl.a. mødes med
    udviklingsministeren. Her vil de få mulighed for at drøfte Danmarks og EU's engagement i regionen og
    vigtigheden af at samtænke sikkerhed og udvikling for at sikre langsigtet stabilitet.
    I anledning af Folketingets førstebehandling af bidrag til MINUSMA udtaler udviklingsminister og
    fungerende udenrigsminister, Rasmus Helveg Petersen:
    ”Vi håber, at der vil være bred opbakning til at sende et solidt dansk bidrag til FN’s fredsbevarende
    operation i Mali. Det vil være et værdifuldt bidrag til gavn for landet, regionen og civilbefolkningen. Sahel
    er en skrøbelig region, hvor en række af verdens udfordringer løber sammen. Skrøbelige stater,
    ekstremister, massiv fattigdom og flygtninge gør, at ustabiliteten har spredt sig langt udover Sahel, og at
    den også kan påvirke Europa og os.
    Derfor skal Danmark være med til at håndtere udfordringerne, og det gør vi. Mali viser jo netop, at en
    samtænkt og hurtig indsats nytter. Sidste år var Mali ved at blive løbet over ende af ekstremister. Men
    verdenssamfundet satte ind, det nyttede, og nu bidrager vi både sikkerhedsmæssigt, politisk og
    udviklingsmæssigt. Efter halvandet års uroligheder har Mali for nyligt gennemført præsidentvalg med
    historisk høj valgdeltagelse. Der er fortsat er en række svære udfordringer, og vi skal fortsat være til
    stede for at understøtte Malis vej mod stabilitet.”
    Forsvarsminister Nicolai Wammen udtaler:
    ”Danmark har modtaget en anmodning fra FN om at bidrage til MINUSMA med bl.a. stabsofficerer og et
    Hercules transportfly-bidrag. Forsvaret er klar til at påtage sig denne opgave, og jeg håber derfor, at der
    vil være bred opbakning fra Folketinget til at sende vores fly og dygtige soldater af sted. Vi har tidligere
    haft et transportfly dernede, og det havde stor betydning for de franske tropper, at vi kunne støtte med
    vores fly. Opgaven I Mali er vigtig, og vores bidrag er med til at understøtte det langsigtede arbejde for
    at skabe varig fred i landet.”
    Forsvarsudvalget 2013-14
    B 28 Bilag 2
    Offentligt
    Baggrund
    FN’s sikkerhedsråd vedtog den 25. april 2013 resolution 2100, der etablerede en egentlig FN-
    fredsbevarende operation, MINUSMA, med et bredt mandat. MINUSMA afløste 1. juli 2013 den hidtidige
    afrikansk-ledede støttemission, AFISMA. Danmark har modtaget en anmodning fra FN om at bidrage til
    MINUSMA. Det drejer sig dels om et stabsofficersbidrag fra primo 2014 på kontinuerlig basis samt et C-
    130J-transportfly (Hercules) med mandskab i op til fem måneder fra den 1. februar 2014. Det danske
    flybidrag forventes at være på op til 60 personer. Stabsbidraget, der forventes i første omgang at være
    på ca. 10 personer, kan udsendes fra primo 2014 og vil blive placeret i henholdsvis MINUSMA’s
    hovedkvarter og efterretningscelle.
    MINUSMA har for det første til opgave at stabilisere situationen i beboede områder og understøtte, at
    regeringen kan reetablere kontrollen med sit territorium. For det andet har missionen til opgave at
    implementere transitionskøreplanen – herunder gennem inklusiv dialog og forsoningsprocesser – samt
    støtte valgprocesserne. For det tredje skal MINUSMA sikre beskyttelsen af civile, respekt for overholdelse
    af menneskerettigheder, ydelse af humanitær bistand, bevarelse af kulturelle mindesmærker samt sikre
    national og international retsforfølgning af internationale forbrydelser.
    Indsatsen i Mali er led i Danmarks bredspektrede indsats for at bidrage til stabilitet i den urolige Sahel-
    region. Den 23. september 2013 lancerede regeringen under FN’s Generalforsamling i New York et
    regionalt Freds- og Stabiliseringsprogram for Sahel, som bl.a. dækker Mali og de øvrige lande i regionen.
    Programmets tre fokusområder er: (1) Støtte til dialog og forsoning, (2) Sikkerhedssektor-indsatser,
    samt (3) Bekæmpelse af voldelig ekstremisme og organiseret kriminalitet. Programmets samlede
    størrelse over 5 år er på 125 mio. kroner.
    For yderligere information kontakt:
    Presserådgiver i Udenrigsministeriet Lars Peter Levy, tlf.: 41904124
    Forsvarsministeriets pressevagt, tlf.: 23236500