UNU alm. del - svar på spm. 305 om, hvilke initiativer som regeringen har igangsat for at løfte inklusionsindsatsen i folkeskolen, fra undervisningsministeren

Ministeren
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K
Tlf.: 33 92 50 00
E-mail: uvm@uvm.dk
www.uvm.dk
CVR-nr.: 20453044
17. april 2019
Sagsnr.:19/04911
Undervisningsudvalget
Christiansborg
Svar på spørgsmål 305 (Alm. del):
I brev af 26. marts 2019 har udvalget efter ønske fra Annette Lind (S)
stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 305:
”Vil ministeren oplyse, hvilke initiativer som regeringen har igangsat for
at løfte inklusionsindsatsen i folkeskolen, herunder om de samlede udgif-
ter til inklusionstiltag i folkeskolen i kroner? Det bedes oplyst fra rege-
ringens tiltrædelse i 2015 og frem til i dag i faste priser.”
Svar:
Jeg vil gerne henvise spørgeren til mit svar på UNU alm. del spm. 398 af
12. oktober 2018, for hvad angår de samlede udgifter til inklusionstiltag i
folkeskolen. I svaret oplyses bl.a. at Undervisningsministeriet ikke har
mulighed for at oplyse, hvor meget kommunerne bruger til støttetiltag i
den almindelige undervisning, da udgifterne hertil ikke opgøres særskilt i
kommunernes budget- og regnskabssystem. Jeg har vedlagt svaret til
orientering.
Spørgeren ønsker også at få oplyst, hvilke initiativer, som regeringen har
igangsat for at løfte inklusionsindsatsen i folkeskolen. Jeg kan oplyse, at
regeringen samarbejder med kommunerne om at styrke de inkluderende
læringsmiljøer i forhold til de børn, der har behov for en særlig indsats.
Målsætningen er at styrke folkeskolens fællesskab til gavn for alle elever
med fokus på den enkelte elevs faglige progression og trivsel.
Der er iværksat en lang række understøttende indsatser, der omfatter:
 En aftale mellem regeringen og KL om, at arbejdet med at skabe
inkluderende læringsmiljøer skal tage udgangspunkt i det enkelte
barn frem for en overordnet inklusionsmålsætning på 96 pct. Mål-
sætningen er at styrke folkeskolens almene fællesskab og undervis-
ning til gavn for alle børn. Som led heri er igangsat en udredning af,
hvordan den enkelte elevs progression og trivsel kan følges.
Undervisningsudvalget 2018-19
UNU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 305
Offentligt
2
 En lovændring i 2017 for at tydeliggøre folkeskolens ansvar for at
tilvejebringe inkluderende læringsmiljøer. Det er blevet præciseret i
folkeskoleloven, at skolelederen har ansvar for at sikre, at det under-
visende personale planlægger og tilrettelægger undervisningen såle-
des, at alle elever udvikler sig fagligt og alsidigt, herunder socialt,
samt trives i skolens faglige og sociale fællesskaber.
 Læringskonsulenternes inklusionsindsats 2016-2020 har til formål at
understøtte, at der skabes inkluderende læringsmiljøer for alle børn
og unge i dagtilbud, grundskoler og fritidstilbud, og derved sikre, at
alle børn og unge, herunder børn og unge med særlige behov, får
mulighed for at trives, lære og opnå højt fagligt udbytte gennem aktiv
deltagelse i fællesskabet.
 Indførelse af retskrav på gennemførelse af en ordblindetest og udvik-
ling af en ordblinderisikotest, der kan anvendes i indskolingen.
 Pulje til at støtte børn og unge med handicap i at deltage i idræt og
bevægelse, hvor der er ydet tilskud til udvikling af vejlednings- og in-
spirationsmateriale, der skal give lærere og pædagoger nye redskaber
til, hvordan børn og unge med handicap deltager i idræt og bevægelse
i grundskolen og aflægger prøve i faget.
 Satspuljeprojekt om at styrke en tidlig forebyggende indsats i grund-
skolen for børn med autismespektrumforstyrrelser (ASF), ADHD og
lignende vanskeligheder. Indsatsen skal understøtte målgruppens ev-
ne til at mestre skolen og hverdagen ved at styrke disse elevers samt
deres klassekammeraters sociale relationer. Samtidig skal indsatsen
bidrage til viden om virkningsfulde indsatser til inklusion af elever
med autismespektrumforstyrrelser, ADHD og lignende vanskelighe-
der i grundskolen.
De fremadrettede indsatser omfatter:
 Et satspuljeprojekt om opfølgning på ekspertgruppen for inklusions-
eftersynets anbefalinger. Satspuljeinitiativet udmøntes i perioden
2018-2020 af læringskonsulenternes inklusionsindsats og har særligt
fokus på at opsamle, formidle, afprøve og understøtte implemente-
ring af viden og redskaber i kommuner, skoler og dagtilbud inden for
tre temaer:
o Tidlig indsats og tværsektorielt samarbejde
o Specialområdet tættere på det almene
o Trivsel, ro og klasseledelse
 Projekt ”Styrk kvaliteten af undervisningen i specialtilbud”, hvor 19
specialskoler eller specialafdelinger på almene folkeskoler deltager i et
netværk, der arbejder med at afprøve indsatser i forhold til lokal ud-
vikling af en systematisk og fælles praksis inden for temaer om sy-
3
stematisk feedback og samarbejde mellem specialtilbud og almenom-
rådet. Netværket har til formål at udvikle kvaliteten i skolens under-
visning og derved styrke elevernes faglige, sociale og personlige
kompetencer.
 Viden Om inkluderende fællesskaber – herunder ADHD, autisme,
ordblindhed samt høre- og synsvanskeligheder. Udgives på emu.dk i
foråret 2019. Formålet med udgivelsen er at imødekomme inklusi-
onseftersynets anbefalinger om blandt andet styrket indhold om in-
kluderende læringsmiljøer på EMU-portalen, samt understøtte at
fagprofessionelle i grundskolen oplever, at de har adgang til den for-
nødne viden og redskaber til at imødekomme elevers særlige behov.
 Pædagogisk-juridisk vejledning om fleksible undervisningstilbud til
elever med særlige behov, som udgives på emu.dk i foråret 2019.
Formålet med vejledningen er at tydeliggøre de muligheder for mel-
lemformer mellem almen- og specialundervisning, der allerede eksi-
sterer, herunder muligheder for at anvende specialpædagogisk støtte i
almenundervisningen.
 Nedsættelse af en følgegruppe for elever med særlige behov i almen-
og specialundervisningen med repræsentanter fra folkeskolens parter,
interessenter og forskere. KL er formand for følgegruppen, der hol-
der sit første møde den 11. april 2019.
Det er endelig i Aftalen om kommunernes økonomi for 2019 aftalt med
KL at gennemføre en evaluering af inklusionsindsatsen med henblik på
at kunne gøre status i 2010/2021.
Med venlig hilsen
Merete Riisager


Ministeren
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K
Tlf.: 33 92 50 00
E-mail: uvm@uvm.dk
www.uvm.dk
CVR-nr.: 20453044
12. oktober 2018
Sagsnr.: 18/12701
Undervisningsudvalget
Christiansborg
Svar på spørgsmål 398, alm. del
I brev af 27. september har udvalget efter ønske fra Carolina Magdalene
Maier (ALT) stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 398
Vil ministeren oplyse, hvor meget kommunerne i gennemsnit bruger per
elev på støttetiltag (tiltag for at støtte elever, der har svært ved at følge
den almindelige undervisning, fx støtte pædagoger, særlige pædagogiske
rum, etc.)der går udover den gennemsnitlige pris per elev, det koster at
have en elev i folkeskolen? Opgørelsen bedes foretaget fra 2006 til nu.
Svar:
For at understøtte at elevernes udvikling og læring i videst mulig omfang
kan finde sted i den almene undervisning, har kommuner og skoler mu-
lighed for at give støtte til elever og tilrettelægge undervisningen på må-
der, som kan understøtte alle elevers faglige progression og trivsel i den
almene undervisning.
Der kan blandt andet anvendes holddannelse, undervisningsdifferentie-
ring og supplerende undervisning. Der kan også anvendes tolærerord-
ninger og undervisningsassistenter, som både kan hjælpe den enkelte elev
og klassen som helhed. Børn, der har brug for støtte, og som ikke alene
kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannel-
se, skal tilbydes supplerende undervisning eller anden faglig støtte, og
elever, der har praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen,
skal have personlig assistance til at følge undervisningen.
Undervisningsministeriet har ikke mulighed for at oplyse, hvor meget
kommunerne i gennemsnit bruger til støttetiltag i den almindelige under-
visning, da udgifterne hertil ikke opgøres særskilt i kommunernes bud-
get- og regnskabssystem. Det vil derfor kræve særskilt undersøgelse i
kommunerne.
I det gennemførte eftersyn af inklusionsindsatsen fra 2016 indgår en
række undersøgelser af kommunernes støtte til elever med særlige behov.
Det fremgår bl.a. af en analyse fra det daværende SFI, at cirka 8 pct. af
de undersøgte elever i 7.-9. klasse modtager støtte i undervisningen. Her-
Undervisningsudvalget 2017-18
UNU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 398
Offentligt
Undervisningsudvalget 2018-19
UNU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 305
Offentligt
2
udover vurderer lærerne, at 6 pct. af eleverne har behov for støtte, men
ikke modtager det i øjeblikket.
I samme undersøgelse vurderer klasselærerne, at:
 ca. 56 pct. af de elever, som i 7. – 9. klasse modtager støtte, både
modtager social og faglig støtte
 ca. 36 pct. af eleverne udelukkende modtager faglig støtte
 ca. 8 pct. udelukkende modtager social støtte
Ekspertgruppen for inklusionseftersynet undersøgte også ressourcean-
vendelsen i forbindelse med inklusion og vurderede, at det ikke er muligt
at følge de specifikke ressourcer. Det er dog ekspertgruppens vurdering,
på baggrund af de samlede undersøgelser, at der i vidt omfang er fulgt
ressourcer med fra special- til almenundervisningen. Det skal dog ses i
lyset af, at der mange steder er gennemført generelle effektiviseringer og
omlægninger af skolestrukturen, der i praksis kan betyde, at de medføl-
gende ressourcer er mindre synlige på skolerne, herunder for både sko-
lernes pædagogiske personale og forældre.
Jeg har vedlagt afrapportering af inklusionseftersynet til orientering.
Med venlig hilsen
Merete Riisager


Afrapportering af
inklusionseftersynet
Den samlede afrapportering
Undervisningsudvalget 2017-18
UNU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 398
Offentligt
Undervisningsudvalget 2018-19
UNU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 305
Offentligt
Afrapportering af inklusionseftersynet
- Den samlede afrapportering
Udgivet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling,
maj 2016
Redaktionsgruppe:
Chefkonsulent Anna Sofie Weigaard Jørgensen, Afdelingen for
Undervisning og Dagtilbud
Fuldmægtig Maj Blankenberg, Afdelingen for Undervisning og
Dagtilbud
Specialkonsulent Ulla Skall, Afdelingen for Kvalitet og Viden
Fuldmægtig Rune Hejlskov Schjerbeck, Afdelingen for
Undervisning og Dagtilbud
Fotos
Ulrik Jantzen
Colourbox
Grafisk tilrettelæggelse
Presse- og kommunikationssekretariatet, Ministeriet for Børn,
Undervisning og Ligestilling
Eventuelle henvendelser vedrørende rapporten kan rettes til
Grundskolekontoret, Anna Sofie Weigaard Jørgensen, i Ministe-
riet for Børn, Undervisning og Ligestilling via e-mail:
Anna.Sofie.Weigaard.Joergensen@uvm.dk.
1
Indhold
1. Indledning.................................................................................................................................................. 4
1.1 Introtekst................................................................................................................................................. 4
1.2 Inklusionseftersynets opgave.................................................................................................................. 5
1.3 Metode.................................................................................................................................................... 5
1.4 Resume.................................................................................................................................................... 6
2. Definitioner og afgrænsning.................................................................................................................... 18
2.1 Baggrund................................................................................................................................................ 18
2.2 Ekspertgruppens forståelse af inklusion ............................................................................................... 19
2.3 Genstand for eftersynet ........................................................................................................................ 20
2.4 Hvem er omfattet af eftersynet ............................................................................................................ 21
2.5 Øvrige definitioner................................................................................................................................. 21
3. Kortlægning af området .............................................................................................................................. 23
3.1 Omstilling til øget inklusion i tal............................................................................................................ 23
3.1.1 Elever i almenundervisning ............................................................................................................ 23
3.1.2 Elever i segregerede specialundervisningstilbud ........................................................................... 27
3.1.3 Elever der er tilbageført fra segregerede specialundervisningstilbud ........................................... 28
3.2 Støtte til elever med særlige behov ...................................................................................................... 30
3.2.1 Elever der modtager støtte i undervisningen................................................................................. 31
3.2.2 Karakteren af støtte........................................................................................................................ 32
3.2.3 Støttens omfang og varighed ......................................................................................................... 33
3.2.4 Imødekommelse af støttebehov .................................................................................................... 35
3.2.5 Forskellige former for støtte og generelle pædagogiske tiltag i almenundervisningen ................ 35
3.2.6 Sammenligning med Finland og Ontario, Canada .......................................................................... 37
3.3 Elever med særlige behov ..................................................................................................................... 38
3.3.1 Elevernes særlige behov................................................................................................................. 39
3.3.2 Elever med støttebehovs trivsel og vanskeligheder....................................................................... 43
3.3.3 Overgange og aldersmæssig variation i forhold til vanskeligheder ............................................... 46
3.4 Status på faglige resultater og trivsel.................................................................................................... 52
3.4.1 Status på faglige resultater............................................................................................................. 53
3.4.2 Status for trivsel.............................................................................................................................. 55
2
3.5 Inkluderende undervisningspraksis og læringsmiljøer.......................................................................... 58
3.5.1 Faglig og social deltagelse .............................................................................................................. 60
3.5.2 Elevernes relation til lærerne......................................................................................................... 62
3.5.3 Elevinddragelse og –perspektiv...................................................................................................... 63
3.5.4 Elevernes oplevelse af undervisningen .......................................................................................... 66
3.5.5 Kan inklusion styrke læringsmiljøet?.............................................................................................. 69
3.5.6 Medarbejdernes kompetencer til undervisning af elever med særlige behov.............................. 71
3.5.7 Skole-hjem samarbejde.................................................................................................................. 78
3.6 Organisering, viden, ressourcepersoner, teamsamarbejde og tværfagligt samarbejde....................... 83
3.6.1 Divergens i oplevelsen af inklusion ................................................................................................ 85
3.6.2 Kapacitetsopbygning, vejledning og ressourcepersoner................................................................ 86
3.6.3 Teamsamarbejde og fagprofessionelt samarbejde........................................................................ 91
3.6.4 Dagtilbuds betydning samt tidlige forebyggende og foregribende indsatser................................ 95
3.7 Ressourceanvendelse og styringsmodeller ......................................................................................... 100
3.7.1 Synligheden af ressourcerne til inklusionsindsatsen.................................................................... 101
3.7.2 Kommunernes prioritering af inklusionsindsatsen....................................................................... 104
3.7.3 Undervisningsressourcer til den almene undervisning................................................................ 106
3.7.4 Det pædagogiske personales oplevelse af manglende ressourcer .............................................. 108
3.7.5 Styrings- og tildelingsmodeller..................................................................................................... 108
4. Udfordringer i inklusionsindsatsen........................................................................................................ 113
4.1 Indhold................................................................................................................................................. 113
4.1.1 Inkluderende læringsmiljøer og fællesskaber.............................................................................. 113
4.1.2 Styrkelse af almenundervisningen ............................................................................................... 119
4.1.3 Overgange og fritidstilbud............................................................................................................ 124
4.1.4 Forældresamarbejdet og børneperspektivet ............................................................................... 126
4.1.5 Specialundervisning tættere på almenundervisningen................................................................ 128
4.2 Styring.................................................................................................................................................. 130
4.2.1 Den politiske rammesætning........................................................................................................ 130
4.2.2 Klare mål og prioriteringer i styringskæden................................................................................. 131
4.2.3 Større gennemsigtighed og prioritering af ressourcer................................................................. 133
4.2.4 Tværgående samarbejde.............................................................................................................. 137
4.3 Kompetencer....................................................................................................................................... 138
4.3.1 Medarbejdernes kompetencer..................................................................................................... 138
3
4.3.2 Teamsamarbejde.......................................................................................................................... 139
4.3.3 Forebyggelse af problematisk adfærd samt udad- og indadreagerende adfærd ........................ 141
4.3.4 Pædagogisk psykologisk rådgivnings kompetencer og viden....................................................... 142
4.3.5 Ressourcepersoner....................................................................................................................... 144
5. Anbefalinger .............................................................................................................................................. 147
5.1 Indhold................................................................................................................................................. 149
5.1.1 Inkluderende læringsmiljøer en grundlæggende værdi for folkeskolen...................................... 149
5.1.2 Elevernes faglige udvikling og trivsel............................................................................................ 151
5.1.3 Almenundervisning som inkluderende læringsmiljøer og elevfælleskaber i praksis................... 153
5.1.4 Styrke sammenhænge og overgange mellem dagtilbud og skole, i skolen og mellem skole og
ungdomsuddannelser............................................................................................................................ 155
5.1.5 Sammenhæng mellem skole og fritid........................................................................................... 157
5.1.6 Styrket forældresamarbejde ........................................................................................................ 159
5.1.7 Elevperspektivet - eleverne som en del af løsningen................................................................... 162
5.1.8 Specialundervisning tættere på almenmiljøet ............................................................................. 163
5.2 Styring.................................................................................................................................................. 165
5.2.1 Inkluderende målsætninger ......................................................................................................... 165
5.2.2 Klare mål og prioriteringer i hele styringskæden ......................................................................... 166
5.2.3 Større gennemsigtighed og tydelig procedure og prioritering af ressourcer............................... 168
5.2.4 Styrkelse af tidlig indsats og forebyggende og foregribende indsatser ....................................... 170
5.3 Kompetencer....................................................................................................................................... 172
5.3.1 Styrkelse af læreres og pædagogers praksisnære kompetencer ................................................. 172
5.3.2 Teamsamarbejdet skal styrkes ..................................................................................................... 173
5.3.3 Styrke kompetencer til forebyggende indsatser i forhold til konflikter og problematisk adfærd174
5.3.4 Styrke rammerne for den pædagogiske psykologiske rådgivning................................................ 175
5.3.5 Adgang til viden og hjælp ............................................................................................................. 177
Bilag 1. Kommissorium for arbejdet i inklusionseftersynets ekspertgruppe ................................................ 180
Bilag 2. Oversigt over referencegruppe......................................................................................................... 184
Bilag 3. Oversigt over interviews med centrale vidensaktører ..................................................................... 185
Bilag 4. Ekspertgruppens studietur ............................................................................................................... 186
Litteraturliste................................................................................................................................................. 187
4
1. Indledning
1.1 Introtekst
Inklusion har præget den offentlige debat, siden der i 2012 blev gennemført en lovændring om
inklusion af elever i den almindelige undervisning. Den daværende regering indgik efterfølgende en
aftale med kommunerne om, at 96 pct. af eleverne i folkeskolen skal gå i den almene folkeskole. Dette
satte gang i en udvikling, hvor elever fra specialtilbud i specialklasser og specialskoler blev overført til
almenundervisningen i folkeskolen.
Målet med inklusion er, at alle elever – også elever med særlige behov – skal have mulighed for at være
en del af folkeskolens sociale og faglige fællesskab. Inklusion er dog langt fra blevet opfattet sådan af
alle. Historier om elever, der ikke får den nødvendige støtte i undervisningen, har præget mediebilledet
– og det har påvirket den generelle forståelse af omstillingen til øget inklusion. Samtidig har
undersøgelser1
af omstillingen til øget inklusion vist, at lærere, pædagoger og forældre i høj grad
oplever, at inklusion er en udfordring, ligesom der fra flere sider er udtrykt tvivl om, hvorvidt de
nødvendige ressourcer er fulgt med i denne proces. Dette er baggrunden for, at regeringen i sit
regeringsgrundlag ”Sammen om Danmark” fra juni 2015 har ønsket et eftersyn af inklusionen i
folkeskolen og i november 2015 nedsatte en ekspertgruppe bestående af en række praktikere.
Nærværende rapport er ekspertgruppens afrapportering.
Ekspertgruppen
Formand
 Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen
Medlemmer
 Mads Brix Baulund, formand for Sammenslutningen af Unge Med Handicap
 Mads Løjtved Rasmussen, politisk næstformand i Danske Skoleelever
 Henrik Beyer, direktør for Børne- og Ungeforvaltningen, Herning Kommune
 Lars Hende Svenson, skolechef, Aabenraa Kommune
 Mette Grønvaldt, tidligere skolechef i Brøndby Kommune
 Jacob Stenholt-Jacobsen, PPR-leder i Solrød Kommune
 Ann Rytter Westerberg, speciallærer på Glostrup Skole – Afdeling Skovvang
 Karina Abildgaard Leisin, lærer og AKT-vejleder på Hyltebjerg Skole
 Rikke Smedegaard Hansen, pædagog, Nyborg Kommune.
1 Baviska, Siddharta m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
5
1.2 Inklusionseftersynets opgave
Med folkeskolereformen er der sat klare mål for folkeskolens udvikling: Alle elever skal blive så dygtige,
som de kan, betydningen af social baggrund skal mindskes i forhold til de faglige resultater, og
elevernes trivsel skal forbedres. Inklusionseftersynet gennemføres for at sikre, at disse mål for
folkeskolen også realiseres for de elever, der har de største faglige, sociale og personlige udfordringer.
Ekspertgruppen for inklusionseftersynet har fået til opgave at se på fremadrettede løsningsmuligheder.
Konkret skal ekspertgruppen:
1. Afdække proportioner i omstillingen til inklusion, herunder udfordringer, og give et billede af
indsatser på kommune- og skoleniveau i forhold til brug af ressourcepersoner, særlige
læringsmiljøer og ressourceanvendelse.
2. Identificere hovedproblemer og gode eksempler i forhold til den konkrete implementering, f.eks. i
forhold til særlige målgrupper.
3. Komme med anbefalinger til den praktiske implementering, der umiddelbart kan anvendes af de
forskellige aktører, og forslag til konkrete justeringer.
Anbefalingerne skal kunne realiseres inden for de gældende økonomiske rammer og de overordnede
lovgivningsmæssige rammer. Ekspertgruppens arbejde er nærmere beskrevet i Kommissorium for arbejdet i
inklusionseftersynets ekspertgruppe. Kommissoriet findes i bilag 1. Der er nedsat en referencegruppe i
forbindelse med arbejdet, se nærmere i bilag 2.
Ekspertgruppen afdækker proportioner af inklusionsindsatsen afsnit 3: Kortlægning af området;
identificerer hovedproblemer i afsnit 4: Udfordringer; og kommer med anbefalinger i afsnit 5:
Anbefalinger.
1.3 Metode
Ekspertgruppen har i deres arbejde inddraget ekspertise og viden fra den nedsatte referencegruppe for
inklusionseftersynet. Ekspertgruppen har i perioden fra december 2015 til april 2016 holdt fire møder
med referencegruppen og løbende fået skiftlige bidrag fra referencegruppens medlemmer.
Referencegruppen har været med til at kvalificere og udbygge udfordringer samt komme med bud på
anbefalinger til, hvordan udfordringerne kan løftes.
Som led i at indsamle gode eksempler på, hvordan der i praksis kan arbejdes med inklusion, har
ekspertgruppen i februar 2016 været på studietur i Danmark. Ekspertgruppen har besøgt Aalborg,
Aarhus, Greve, Herlev, Vejle og Vordingborg kommuner og fået oplæg fra Rævebakkeskolen i
Nyborg.2
Se nærmere i bilag 3.
2 Ekspertgruppen besøgte bl.a. skoler og kommuner, der arbejder med: Samarbejde mellem dagtilbud og skole, fællesskab
om pædagogisk praksis, inkluderende læringsmiljøer for børn og unge med autisme, praksisnær kompetenceudvikling,
ressourcepersoner, udvikling af inkluderende læringsmiljøer og flerfagligt samarbejde, samt at følge elevernes progression,
strategi, ejerskab, kultur, sammenhæng fra 0 til 18 år, og børn/elever som inklusionsressource.
6
Til brug for kortlægningen og udarbejdelsen af anbefalinger har ekspertgruppen iværksat fire
undersøgelser fra november 2015 til marts 2016 med henblik på at afdække området yderligere.
 En undersøgelse af omfang af støtte til elever med særlige undervisningsbehov, der er varetaget
af SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).
 En komparativ analyse af praksisrettede redskaber, der understøtter inklusion af elever med
særlige behov, der er varetaget af Rambøll Management Consulting.
 En undersøgelse af pædagogiske og psykologiske medarbejderes oplevelser og erfaringer med
inklusion, der er varetaget af Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og
Forskning (KORA).
 En landsdækkende survey blandt skolechefer, PPR-ledere, skoleledere og skolebestyrelser med
fokus på styringsmodeller, organisering og praksis mv., der er varetaget af Epinion.
Undersøgelserne er offentliggjort sammen med nærværende rapport. Endvidere har ekspertgruppen
fået data fra KL’s forvaltningsundersøgelse gennemført i oktober 2015.3
Ekspertgruppen har i deres arbejde haft til opgave at inddrage ekspertise fra de primære organisationer
på området. Sekretariatet for inklusionseftersynet har derfor foretaget interviews med relevante
vidensaktører fra december 2015 til marts 2016. I samme periode er der holdt møder med forskere og
organisationer for at få udbygget pointer og temaer, der viste sig undervejs i arbejdet med
inklusionseftersynet. I bilag 4 findes en liste over organisationer og foreninger, der er interviewet.
I kortlægningen og afdækning af proportioner samt identificering af hovedproblemer er der anvendt
relevant forskning inden for området samt ministeriets egne data på området. Der er i indledningen til
hvert afsnit i afrapporteringen angivet, hvilke kilder afsnittet bygger på.
1.4 Resume
Ekspertgruppens kortlægning af proportionerne i inklusionsindsatsen viser, at omstillingen til øget
inklusion har betydet, at flere elever er blevet en del af almenundervisningen. Tidligere har der været en
overrepræsentation i de segregerede specialtilbud af drenge, elever af anden etnisk herkomst og elever
af forældre med kort eller ingen uddannelse, og den overrepræsentation er blevet mindre. Samtidig er
der positive tendenser i forhold til elevernes trivsel, ligesom langt hovedparten af eleverne oplever, at
skolen er et godt sted at være. Desuden ser det ikke ud til, at omstillingen til øget inklusion har påvirket
elevernes faglighed. Det er således tale om en generel positiv udvikling.
Ekspertgruppen er dog også blevet bevidst om en række udfordringer i inklusionsindsatsen. Der er
nogle steder usikkerhed om, hvorvidt de elever, der har behov for støtte for at kunne trives og udvikle
sig fagligt, får støtte. Der er desuden indikationer på, at støtten ikke i alle tilfælde imødekommer
elevernes behov.
3 Resultater af spørgeskemaundersøgelse 4 blandt de kommunale skoleforvaltninger, Efterår 2015.
7
Ekspertgruppen er også blevet bevidst om, at sammenfaldet af omstillingen til øget inklusion,
folkeskolereformen og ændringerne i lærernes arbejdstid giver mange dagsordner i kommunerne og på
skolerne – og at disse mange og indimellem modsatrettede krav ofte ender hos lærere og pædagoger.
Ekspertgruppen har erfaret, at det mange steder er en udfordring at arbejde inkluderende og skabe
inkluderende læringsmiljøer. Det kan i en vis udstrækning skyldes de ovenfor beskrevne udfordringer,
men ekspertgruppen erfarer også, at der flere steder mangler en grundlæggende forståelse af, hvad et
inkluderende læringsmiljø er og forudsætter. En af iagttagelserne er, at potentialet i samarbejdet mellem
pædagoger og lærere ikke udnyttes i tilstrækkelig grad.
Kommunikationen i forhold til både elever og forældre er også en udfordring. Det gælder både arbejdet
med at sikre en tydelig kommunikation om, hvilke indsatser der sættes i gang, og hvordan ressourcerne
anvendes.
Kortlægningen viser også, at skolens ledere og medarbejdere mange steder oplever, at der mangler
ressourcer til arbejdet med et inkluderende læringsmiljø. Det er dog ikke muligt at sige, hvorvidt der er
tale om en generel ressourcemangel, eller der i højere grad er tale om manglende eller uhensigtsmæssig
prioritering af ressourcerne til den almene undervisning og støtte til elever med særlige behov eller
manglende gennemsigtighed og synlighed i forhold til anvendelsen af ressourcerne.
Ekspertgruppen har ikke kunnet følge ressourcerne direkte fra segregerede specialundervisningstilbud
til almenundervisningen, men gruppen vurderer, at der i vidt omfang er fulgt ressourcer med fra
specialtilbud til almenundervisningen. Dette skal dog ses i lyset af, at der mange steder er gennemført
generelle effektiviseringer og eventuelle besparelser, der i praksis kan betyde, at de medfølgende
ressourcer er mindre synlige på skolerne. Samlet set har udgiftsudviklingen på det samlede
folkeskoleområde dog været forholdsvis stabilt over de senere år.
Ekspertgruppen bemærker dog også, at de gennem deres arbejde har kunnet se, at der er stor forskel
kommunerne i mellem, og at der er mange forskelligartede udviklinger i gang.
Om ekspertgruppens anbefalinger
Det er samlet set ekspertgruppens vurdering, at folkeskolen udgør et godt fundament for arbejdet med
inkluderende læringsmiljøer, bredere fællesskaber og faglig udvikling og trivsel for eleverne.
Ekspertgruppen ser en række indsatser, der både kan bidrage til at imødegå flere af de udfordringer,
som gruppen har identificeret og bidrage til, at så mange elever som muligt bliver en del af
almenmiljøet.
Det er vigtigt at understrege, at ekspertgruppens anbefalinger er rettet til ministerier, kommuner og
skolernes ledelse – og ikke direkte til lærere og pædagoger. Anbefalingerne skal i høj grad hjælpe med til
at skabe rammerne for, at frontpersonalet kan lykkes med at udvikle eleverne fagligt og skabe gode
vilkår for trivsel. Ekspertgruppen understreger samtidig, at der ikke er nogen quick-fixes i forhold til
arbejdet med inkluderende læringsmiljøer og med, at så mange elever som muligt bliver en del af
8
almenmiljøet. Det kræver tid og vedholdenhed, hvor alle i og rundt om skolen arbejder i samme
retning.
For det første er det ekspertgruppens vurdering, at der mange steder i folkeskolen er et uudnyttet
potentiale i arbejdet med inkluderende læringsmiljøer og skolens fællesskaber. Det aktuelle sprogbrug
om inklusion vidner om, at der mange steder mangler et grundlæggende skift i tilgangen til inklusion
som et grundlag for at udvikle den pædagogiske praksis. Inklusion er i høj grad blevet synonym med at
føre elever tilbage fra specialtilbud til almentilbud. Begrebet inklusion har på den baggrund fået en
negativ omtale. Når nogle elever i folkeskolen omtales som ”inklusionsbørn”, mangler forståelsen af, at
alle elever er en del af skolen, og at hvordan omgivelserne møder dem, har betydning for, hvordan de
udvikler sig. Der er behov for et opgør med sådanne udtryk og fremad have fokus på, at inklusion
handler om en folkeskole med en bred elevsammensætning, og med en langt større tydelighed om,
hvordan almenmiljøet skal understøtte elevernes forskellige behov.
For det andet mener ekspertgruppen, at der skal være en større opmærksomhed på den enkelte elevs
faglige udvikling og trivsel. Det inkluderende læringsmiljø og skolens fællesskaber er langt henad vejen
den måde, skolen skal arbejde på, mens elevernes faglige udvikling og trivsel er målet for skolen. En
større bevidsthed om elevernes faglige udvikling og trivsel skal også understøtte, at alle elever med
særlige behov får den støtte, som de har brug for.
For det tredje skal fokus på faglighed og trivsel suppleres med fokus på elevernes sociale og personlige
kompetencer, da forskningen peger på, at netop disse kompetencer er centrale for, hvordan eleverne
klarer sig i livet fremover. I den sammenhæng skal elevernes eget perspektiv og syn i højere grad være
omdrejningspunktet og en del af løsningen.
Det fjerde element, som ekspertgruppen fremhæver som centralt, er en bedre og mere tydelig
prioritering af indsatser og ressourcer på alle niveauer. Ledelsen på både kommunalt og skoleniveau
skal prioritere og synliggøre, hvilke indsatser der skal arbejdes med, så der skabes det nødvendige rum
til at kunne arbejde med læringsmiljøer, og så det ikke er den enkelte lærer eller pædagog, der i praksis
kommer til at skulle prioritere. Disse prioriteter skal kommunikeres tydeligt til skolernes medarbejdere,
forældre og elever. I den sammenhæng er det også vigtigt, at der i en tid med knappe ressourcer følges
løbende og systematisk op på de ressourcer, der er. Dette gælder både forvaltningen i forhold til
skoleledelsen og skoleledelsen i forhold til skolens medarbejdere.
For det femte har ekspertgruppen særligt fokus på, at kommunerne i langt højere grad end i dag
prioriterer en tidlig indsats både i forhold til generelt at styrke almenmiljøet og i forhold til opsporing,
forebyggelse og foregribende indsatser. Disse indsatser skal forebygge eksklusion og sikre, at flere
elever optages i den almene folkeskole. Jo tidligere, der sættes effektivt ind, jo bedre vil det hjælpe
eleverne, og på længere sigt være ressourcebesparende i forhold til dyrere og mere omfattende
støtteindsatser eller specialtilbud. Samtidig er det vigtigt, at man lokalt på skolerne understøtter et
ligeværdigt samarbejde mellem lærer og pædagog, så alle kompetencer bringes bedst muligt i spil i
arbejdet med at sikre inkluderende læringsmiljøer.
9
For det sjette mener ekspertgruppen, at der skal være hurtig og kvalificeret adgang til viden og hjælp,
når lærere og pædagoger står i situationer, hvor de har behov for rådgivning, vejledning eller aflastning.
Der skal være en almenkendt struktur og rollefordeling i forhold til, hvordan lærere og pædagoger
henter viden og hjælp.
Et syvende element, som ekspertgruppen fremhæver, er den praksisnære kompetenceudvikling, som
skal styrkes. Denne direkte sparring og supervision er central i arbejdet med at underbygge et
inkluderende læringsmiljø.
Endelig mener ekspertgruppen også, at der er behov for at styrke forældreinddragelse og -ansvar. Dette
skal i høj grad underbygges af arbejdet med det inkluderende læringsmiljø, så alle forældre bidrager til
skolens fællesskab og bakker op om det.
Nedenfor gennemgås hovedkonklusionerne fra ekspertgruppens kortlægning af proportionerne i
inklusionsindsatsen:
Resumé af kortlægningen
Nedenfor beskrives resumé af den samlede kortlægning. Det er i parentes angivet, hvilke afsnit i den
samlede afrapportering, der resumeres fra.
Omstilling til øget inklusion i tal (afsnit 3.1)
Overordnet har kommuner og skoler arbejdet sig hen imod målsætningen på nationalt plan om at øge
andelen af elever i den almene undervisning til 96 pct. Andelen af elever, der går i en almen
folkeskoleklasse, er således steget fra 94,2 pct. i skoleåret 2010/11 til 95,2 pct. i skoleåret 2014/15.
Stigningen dækker over, at flere elever optages direkte i den almene undervisning, og at en række elever
er blevet ført tilbage fra specialskolerne. Sideløbende med denne udvikling er der sket en nedgang i
antallet af segrerede specialundervisningstilbud4
.
Desuden dækker denne samlede nationale udvikling over, at henholdsvis flere drenge, flere elever med
anden etnisk herkomst end dansk samt flere elever, hvis forældre har en kort eller ingen uddannelse, er
blevet en del af den almene undervisning.
Støtte til elever med særlige behov (afsnit 3.2)
Der ser ud til at være en gruppe elever, der vurderes at have behov for støtte, men som ikke modtager
støtte i øjeblikket. En kortlægning fra SFI peger på, at denne gruppe vurderes at udgøre 6 pct. af
eleverne i de undersøgte udskolingsklasser (7.-9. klasse).5
Derudover er én pct. af eleverne under
udredning. Det skal dog bemærkes, at undersøgelsen kun dækker 7. til 9. klasse og derfor ikke
umiddelbart kan generaliseres til de øvrige klassetrin.
Gruppen af elever, der modtager støtte i 7. – 9. klasse udgør 8 pct., og i forhold til karakteren af støtte
kan det konkluderes, at de fleste elever i denne gruppe får både faglig og social støtte. Igen skal det
4 Danmarks Statistik og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
5 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
10
nævnes, at kortlægningens design betyder, at gruppen nok er lidt større end på landsplan. Den
hyppigste form for social støtte er tilknytning af en pædagog eller anden ressourceperson. Den
hyppigste form for faglig støtte er støtte i dansk samt tildeling af it-rygsæk, CD-ord og lignende
hjælpemidler.
Lærerne vurderer, at støtten er tilstrækkeligt for størstedelen af de elever, som modtager støtte.
Kortlægningen viser dog samtidig, er der er en gruppe elever, hvor lærerne ikke mener, at støtten er
tilstrækkelig. En række adspurgte lærere vurderer således, at støtten til 20 pct. af elever med støttebehov
i 7.-9. klasse i lav grad er tilstrækkelig, mens støtten for 14 pct. af eleverne vurderes som i meget lav
grad eller slet ikke at være tilstrækkelig.
Elever med særlige behov (afsnit 3.3)
Samlet set kan det konkluderes, at der er stor variation i, hvilken form for støtte elever med særlige
behov modtager. Kortlægningen viser, at ordblindhed er den begrundelse, som lærerne hyppigst giver
som forklaring på, at en elev får støtte i 7. til 9. klasse. Dernæst kommer andre former for læse-
/skrivevanskeligheder og generelle indlæringsvanskeligheder. Gruppen af elever med forskellige
udviklingsforstyrrelser samt kommunikations- og adfærdsvanskeligheder udgør også en relativ stor
gruppe af elever.
Elever med udadreagerende og indadreagerende adfærd stiller krav til skolens ledelse, lærere og
pædagoger på forskellig vis, og det er en udfordring at have fokus på begge gruppers udfordringer
samtidig. Det stiller krav til skolens inkluderende læringsmiljøer og den pædagogiske tilgang, hvis alle
elever skal udvikle sig hensigtsmæssigt og opleve progression.
I arbejdet med inklusion er det væsentligt at have øje for, at børn og unge møder forskellige
udfordringer alt afhængig, om de er i dagtilbud, skole eller ungdomsuddannelse. Børnenes udfordringer
er i høj grad afhængige af deres alder, men også af, hvilke forventninger der er til dem gennem
opvæksten - både fagligt og socialt. Ekspertgruppen har identificeret en række tidspunkter i børns
udvikling, hvor der er større risiko for at opleve vanskeligheder. Det gælder særligt, hvor der sker større
skift for eksempel i overgangene fra dagtilbud til skole og fritidstilbud samt præpuberteten og
teenageårene, hvor gruppen, der viser tegn på marginalisering, øges betydeligt.
Overgange kan være vanskelige for en del børn. Det drejer sig blandt andet om overgang fra dagtilbud
til skole. Derudover kan den tredelte organisering på mange skoler med indskoling, mellemtrin og
udskoling også være en udfordring for nogle elever. Overgangen til ungdomsuddannelse er en
selvstændig udfordring.
Status på elevernes faglige resultater og trivsel (afsnit 3.4)
Overordnet er det for tidligt at drage endelige konklusioner om, hvorvidt omstillingen til øget inklusion
har haft en betydning for elevernes faglige resultater. Det er endnu tidligt i omstillingsprocessen, og der
er endnu ikke gennemført effektanalyser.
11
Overordnet ses en tendens til, at elever, der er blevet ført tilbage til almenundervisningen, har dårligere
faglige resultater end de øvrige elever. Omvendt har de elever bedre faglige resultater end de elever,
som fortsat er i specialklasser eller på specialskoler.
De elever, der er flyttet fra et specialtilbud til almenundervisning kommer i signifikant højere grad ind i
en klasse, hvor elevernes faglige resultater i gennemsnit er lavere end landsgennemsnittet. Både dette –
og at elever, der er ført tilbage, generelt har dårligere faglige resultater – indikerer samlet set, at
omstilling til øget inklusion kan have medført en større diversitet både på tværs af almene folkeskoler
og mellem forskellige klasser.
Det ser ud til, at der er sket en væsentlig forbedring af trivslen hos elever, der er blevet tilbageført. Det
ser også ud til, at elever med klassekammerater, der er ført tilbage fra et specialundervisningstilbud, i
gennemsnit trives lige så godt som elever, der går i klasser uden elever, der er tilbageført. Trivslen er
bedre for eleverne i klasser med elever, der modtager støtte i undervisningen, end for elever i klasser,
hvor der ikke er elever, som modtager støtte.
Inkluderende undervisningspraksis og læringsmiljøer (afsnit 3.5)
Folkeskolen er i høj grad et godt sted for elevernes læring og udvikling, og de samlede resultater peger
på, at folkeskolerne har gode læringsmiljøer for langt hovedparten af eleverne.
Størstedelen af eleverne har en god relation til lærerne og synes at have en god oplevelse af
undervisningen. Det må dog samtidigt konstateres, at der er en relativ stor spredning i elevernes
oplevelse af undervisningen.
Der ser generelt ud til at være en mindre fremgang i elevernes faglige deltagelse, mens der er en
beskeden tilbagegang i den sociale deltagelse. For gruppen af elever, der modtager støtte eller er flyttet
fra et specialtilbud til almenundervisningen, er der signifikant forskel på både deres faglige og sociale
deltagelse i forhold til de øvrige elever. Det indikerer, at de i mindre grad end deres klassekammerater
er inkluderet i læringsmiljøet. Det gælder både i undervisningen, og når der spørges ind til pauser og
fritiden.
Resultaterne tyder desuden på, at støtte til elever med særlige behov i mange tilfælde kan løfte hele
klassens læringsmiljø.
Samarbejdet med forældrene kan bidrage til bedre læringsmiljøer. Det fremhæves, at hvor skole og
forældre står ”skulder ved skulder” i samarbejdet, er det nemmere at etablere gode løsninger, da eleven
oplever, at der både er opbakning til det, der sker på skolen og i hjemmet. Forældresamarbejdet er
imidlertid ofte fyldt med dilemmaer, og der opstår ofte udfordringer, hvor forældre og skole ikke har
samme syn på barnets behov.
Inklusion fylder relativt meget i skolebestyrelsernes arbejde, og skolebestyrelsesformændenes vurdering
af skolens indsats over for elever med særlige behov er generelt bedre på de skoler, der har etableret
principper for skolens arbejde med inklusion.
12
Inddragelse af elevperspektivet har betydning for en styrkelse af elevernes læring og trivsel.
I forhold til elevperspektivet handler det om at inddrage eleverne i medskabelse af skolens fællesskab,
elevrådsarbejde, deltagelse i klasserumsbeslutninger, elevfeedback til undervisningen, peer tutoring,
elevernes betydning for hinandens personlige og sociale kompetencer samt inddragelse af elevernes
hverdagsperspektiv i visitationsprocesser og beslutninger om indsatser.
Organisering, teamsamarbejde og tværfagligt samarbejde (afsnit 3.6)
Det ser ud til, at mange kommuner og skoler opfatter inklusion forskelligt. Opbakningen til
ambitionerne om at øge inklusion i folkeskolen er forskellig alt efter, om man spørger politikere og
medarbejder i kommunerne, skolelederne og de pædagogiske medarbejdere på skolerne, hvor
medarbejderne er betydeligt mere kritiske.
Der er ligeledes stor forskel på, hvorvidt skoleledere opfatter indsatsen over for elever med særlige
behov som effektiv og hurtig. Skolelederne vurderer i højere grad, at elever med særlige behov får den
hjælp, de har brug for, når lederne oplever, at indsatserne til elever med særlige behov kommer hurtigt,
og lærere og pædagoger relativt nemt og hurtigt kan hente faglig sparring.
Der er generelt opbakning til de nationale initiativer, der er sat i gang for at understøtte kommuners og
skolers omstilling til inklusion med vejledning og viden, men der efterspørges mere viden, der i højere
grad er praksisnært og direkte kan udvikle praksis. Derudover er der en forholdsvis udbredt bekymring,
om ekspertisen kan opretholdes i forhold til mindre handicapområder, når flere specialskoler lukkes.
Omstilling til øget inklusion ser generelt ud til at have medført en række kommunale initiativer til at
understøtte skolernes omstilling. Gennemgangen viser imidlertid store forskelle mellem kommunerne.
Der ses særligt en stor forskel hos pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR), hvor det er meget
forskelligt, hvor meget henholdsvis udredninger og konsultative opgaver fylder. Der er også en relativ
stor forskel på medarbejdersammensætningen i PPR, som kan påvirke kommunernes mulighed for at
understøtte skolerne med faglig rådgivning.
Der er en meget udbredt brug af ressourcepersoner og ressourceteams/-centre på skolerne. Det
betyder blandt andet, at langt de fleste lærere vurderer, at de kan få hjælp fra en kollega med ekspertise,
når de møder elever i vanskeligheder. Der efterspørges dog i høj grad faglig- og tværfaglig sparring på
skolerne, herunder særligt med fokus på teamsamarbejdet. Teamsamarbejdet er ret udbredt på skolerne,
men der har de seneste år været et fald i antallet af forskellige former for teams på de respektive skoler.
Flere undersøgelser problematiserer den måde, som teamsamarbejdet og i særlig grad det
tværprofessionelle samarbejde, mange steder fungerer på i dag, og sammenlignet med andre lande er
det tværfaglige samarbejde i Danmark ikke i top.6
Der peges også på, at der ikke altid er tid og
ressourcer til de tværprofessionelle samarbejder. Desuden tyder en række undersøgelser på, at der
6 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): TALIS 2013 – OECD’s lærer- og lederundersøgelse.
13
generelt synes at være forskelle på lærernes ønske om at samarbejde. Nogle lærere ønsker at holde fast i
en struktur, hvor de mest af alt underviser ”bag en lukket dør”, og der er eksempler på, at lærere har en
forventning om, at PPR primært hjælper med at få elever med særlige behov segregeret til et
specialtilbud. Derudover er der eksempler på, at lærerne har svært ved at finde tid til at indgå i
udviklingsforløb om elever med særlige behov.7
En øget inddragelse af pædagoger i skolen kan styrke elevernes udbytte. Det gælder særligt, hvor
pædagogerne komplementerer lærernes kompetencer, for eksempel ved at både lærere og pædagoger er
med i undervisningen.
Ressourceanvendelse og styringsmodeller (afsnit 3.7)
Overordnet kan det konkluderes, at det ikke er muligt krone for krone at følge de specifikke ressourcer,
men på baggrund af ekspertgruppens arbejde er det dog ekspertgruppens samlede vurdering, at der i
vidt omfang er fulgt midler med. Dette skal dog ses i lyset af, at der mange steder er foretaget generelle
effektiviseringer og eventuelle besparelser, der i praksis kan betyde, at de medfølgende midler er mindre
synlige på skolerne. Samlet set har udgiftsudviklingen på det samlede folkeskoleområde dog været stabil
over de senere år.
Det er ekspertgruppens vurdering, at skolernes pædagogiske medarbejdere mange steder oplever, at
manglende ressourcer er en af de største udfordringer i inklusionsindsatsen. Ud fra den gennemførte
kortlægning er det dog ikke muligt at sige, hvorvidt der er tale om en generel ressourcemangel, eller der
i højere grad er tale om manglende synlighed om prioritering af ressourcerne til den almene
undervisning og støtte til elever med særlige behov. Mange steder kan nogle ressourcer formentlig
bruges bedre, særligt hvis kommuner og skoler formår at arbejde mere forebyggende og foregribende.
I forhold til antallet af pædagogiske medarbejdere er der sket en stigting i andelen af voksne per elev.8
Det er dog vurderingen, at stigningen først og fremmest hænger sammen med folkeskolereformen og
indførelsen af den længere skoledag. Samtidig omfatter denne udvikling ikke alene lærere, men dækker i
stedet over, at der er kommet flere pædagoger og andre pædagogiske medarbejdere i folkeskolen.
Resumé af identificerede udfordringer
Ekspertgruppen har identificeret en række væsentlige barrierer for, at inklusion i folkeskolen lykkes.
Disse er knyttet til henholdsvis indhold, styring og kompetencer:
Indhold
Inkluderende læringsmiljøer og fællesskaber (afsnit 4.1.1)
Ekspertgruppen ser en helt grundlæggende udfordring i, at forståelsen af inklusion er blevet for snævert
knyttet til et spørgsmål om at flytte elever fra specialtilbud til almentilbud. Fokus har i for høj grad
været på at opnå et bestemt tal: 96 pct.-målsætning, fremfor på målet om at styrke folkeskolens
inkluderende læringsmiljøer og almenundervisning til gavn for alle børn og målet om, at alle elever skal
7 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
8 Data fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.
14
udvikle sig fagligt og socialt. En anden væsentlig udfordring er opfattelsen af, at vanskeligheder alene er
knyttet til det enkelte individ, og at hvis bestemte elever bliver flyttet til en anden klasse, løser det alle
problemer.
I forhold til at sikre en fælles kultur har ekspertgruppen blandt andet kunnet se udfordringer i at sikre
en fælles tilgang til eleverne og det at undervise inkluderende, samt fraværet af et fælles sprog og en
fælles forståelse og et manglende operationelt sprog for forskellige udfordringer. Ekspertgruppen har
identificeret en række udfordringer i forbindelse med at sikre et socialt fællesskab for alle elever.
Inkluderende læringsmiljøer kræver, at man arbejder systematisk med forebyggende indsatser, så lærere
og pædagoger understøttes i at kunne identificere og håndtere adfærds- og læringsudfordringer, så de
ikke udvikler sig til større udfordringer og problematisk adfærd. Der er behov for, at skolens ledelse,
lærere og pædagoger, elever og forældre er mere åbne overfor en større diversitet i elevgruppen, og ser
alle elever som ligeværdige deltagere i fællesskabet.
Styrkelse af almenundervisningen og børnefællesskaber (afsnit 4.1.2)
Ekspertgruppen har identificeret en række udfordringer i forhold til styrkelse af almenundervisningen.
Disse retter sig særligt mod tilrettelæggelse af undervisningen, herunder klasseledelse og struktur, en
manglende viden om didaktiske tilgange til elever, hvilke indsatser der har effekt, samt hvornår de har
effekt. Hertil kommer behovet for et systematisk og analytisk blik på alle elever. En kvantitativ
beskrivelse af støtte til elever med særlige behov i almenklasser i udskolingen, gennemført af SFI for
ekspertgruppen, viser, at der er en række udfordringer i forhold til støtte til elever i udskolingen i
almenundervisningen.
En anden identificeret udfordring, er, at den specialviden, specialskolerne råder over, risikerer at
forsvinde i takt med, at flere specialtilbud lukkes. Samtidig fremhæves det, at den specialpædagogiske
viden ikke er til stede i almenundervisningen. Ekspertgruppen har også set en række konkrete
udfordringer i forhold til elever med specifikke handicap. Endelig har ekspertgruppen identificeret, at
samarbejde mellem lærere og pædagoger mange steder er en udfordring.
Overgange og fritidstilbud (afsnit 4.1.3)
Overgangen mellem dagtilbud og folkeskole er blevet nævnt som en væsentlig udfordring. Det handler
særligt om at sikre, at eventuel støtte til et barn videreføres, og at viden om barnets udfordringer og de
gode løsninger overdrages. Udover de institutionelle overgange mellem dagtilbud og folkeskole
fremhæves også de overgange inden for skolen, der ikke er betinget af institutionsskift eller krav i
lovgivningen, som en udfordring.
Forældresamarbejdet og børneperspektivet (afsnit 4.1.4)
I ekspertgruppens arbejde er der blevet identificeret en række udfordringer i forbindelse med
forældresamarbejdet. Grundlæggende har ekspertgruppen mødt en kritik af, at forældresamarbejde ikke
tager højde for, at forældrene har forskellige forudsætninger og behov, og at forældre til elever med
særlige behov og i vanskelige læringssituationer kan være en særlig sårbar gruppe. Det drejer sig både
om samarbejdet med forældrene til elever med særlige behov og til forældrene generelt. Endvidere
udgør særligt udviklingen i kommunikationen på SkoleIntra en udfordring i samarbejdet med sårbare
forældre.
15
Manglende inddragelse af børneperspektivet er blevet nævnt som en væsentlig udfordring. Der er for
lidt opmærksomhed på, at børnene ofte selv er de nærmeste til at se både problemet og løsningerne.
Den manglende eller ikke tilstrækkelige inddragelse betyder, at vigtig viden om, hvad der f.eks.
motiverer barnet, går tabt eller ikke får betydning.
Specialundervisning tættere på almenundervisningen (afsnit 4.1.5)
Mangfoldigheden blandt eleverne udfordrer også skolens indretning og organisering. Der er ikke
tilstrækkelig viden om muligheden for og adgangen til mere fleksible former for organisering mellem
special- og almenundervisning. Samtidig tyder det på, at de muligheder, som f.eks. gruppeordninger, der
er i dag, er af meget forskellig kvalitet.
Styring
Den politiske rammesætning (afsnit 4.2.1)
I forhold til den overordnede politiske og statslige rammesætning og styring er det særligt blevet
fremhævet, at målsætningen om inklusion er blevet for snævert knyttet til 96 pct.-målsætningen. Det er
blevet et spørgsmål om det konkrete mål for andelen af elever i almenundervisningen, fremfor målet
om at styrke folkeskolens almene fællesskab til gavn for alle børn, og målet om, at alle børn skal udvikle
sig fagligt og socialt.
Klare mål og prioriteringer i styringskæden (afsnit 4.2.2)
På det kommunale niveau har ekspertgruppen identificeret udfordringer ved, at der ses en forskel
mellem forvaltningens, skoleledernes og medarbejdernes oplevelse af omstillingen til øget inklusion.
Tæt dialog mellem skole og forvaltning udgør et centralt element i at skabe en fælles forståelse for
skolernes arbejde med at skabe inkluderende læringsmiljøer. Hertil kommer, at der mangler viden om,
hvilke modeller der kan virke bedst ved allokering af midler til inklusion. Uanset metode er det dog
afgørende, at der er en synliggørelse af indsatserne. I forhold til skoleniveau er skolens ledelsesmæssige
fokus på kommunikation af skolens arbejde med at skabe inkluderende læringsmiljøer afgørende. Dette
fokus omfatter både skolens leder, den øvrige ledelse og skolebestyrelsen. Ekspertgruppen finder, at der
nogle steder mangler en ledelsesmæssig rammesætning af arbejdet, tæt dialog med skolens pædagogiske
personale og prioritering af indsatsen.
Større gennemsigtighed og prioritering af ressourcer (afsnit 4.2.3)
Dokumentationsprojektet peger på, at prioriteringerne på den enkelte skole er blevet mindre
gennemskuelig for både medarbejdere og forældre. Der er ikke indsigt i, hvilke ressourcer der er til
rådighed til inklusionsopgaverne eller den ledelsesmæssige prioritering.9
Det er således ikke tydeligt,
hvilke indsatser der iværksættes for at understøtte elever med særlige behov. Både skolens
medarbejdere og forældre oplever manglende gennemsigtighed i forhold til prioriteringen af ressourcer
til inklusion. Der savnes viden om modeller, som kan inspirere til en god ressourceprioritering, der
understøtter forebyggende indsatser og giver mulighed for omprioritering i forbindelse med en løbende
opfølgning.
9 Baviska, Siddharta m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
16
I ekspertgruppens arbejde er der ligeledes identificeret en række udfordringer i forbindelse med
visitationsprocesserne i forhold til henvisning til specialundervisning inden for skolens rammer eller i
en specialskole eller specialklasse på en anden skole. Dette drejer sig blandt andetom, at skolelederne
med det betydeligt større ansvar, som de har fået i visitationsprocessen som følge af omstillingen til
øget inklusion, ikke altid er blevet klædt på til det medfølgende juridiske ansvar. Hertil kommer, at
behovet for mere dialogbaserede visitationsprocesser er blevet fremhævet.
Endelig har ekspertgruppen identificeret en række styringsudfordringer i forhold til PPR. De
væsentligste angår rammerne for PPR’s arbejde både i forhold til fastlæggelse af kerneopgaver og
muligheden for at løse dem, herunder PPR’s ressourcer, kompetencer og vilkår for samarbejde med
skolen og dens medarbejdere. Derudover er der grund til at se på, hvordan medarbejdernes
kompetencer til at varetage konsultative opgaver fastholdes, ligesom mange PPR i mange kommuner
ikke arbejder ret konsultativt.
Styrkelse af tidlige, forebyggende og foregribende indsatser (afsnit 4.2.4)
Ekspertgruppen finder, at kommunerne ikke har et tilstrækkeligt velfungerende samarbejde på tværs af
kommunens forvaltninger. Samarbejdet mellem særligt social-, børne- og ungeforvaltningen opleves
også mange steder som en udfordring. Hvis den forebyggende indsats skal styrkes, betyder det en
omfattende omprioritering af ressourcer.
Kompetencer
Medarbejdernes kompetencer (afsnit 4.3.1)
Ekspertgruppen finder, at der særligt blandt lærerne er en udbredt oplevelse af mangel på fornødne
praksisnære kompetencer og redskaber. Det er endvidere en væsentlig udfordring, at både eksisterende
og ny viden ikke er kendt og omsættes i praksis. Eftersynet efterlader et indtryk af en vis afmagt hos
lærere og pædagoger i forhold til indsatsen for elever med særlige behov, der er i vanskelige
læringssituationer.
Teamsamarbejde (afsnit 4.3.2)
I ekspertgruppens arbejde er teamsamarbejdet et tilbagevendende tema. Faglig professionel sparring
bliver generelt udpeget som en væsentlig forudsætning for kvalitetsudvikling af undervisningen og
styrkelse af en kontekst- og helhedsorienteret forståelse og løsningstilgang. Det er blevet fremhævet, at
teamsamarbejdet ikke bruges tilstrækkeligt til at styrke den faglige sparring og en mere konsekvent og
ensartet løsningstilgang på skolerne. Lærere og pædagoger oplever at stå alene med udfordringerne og
kan føle sig følelsesmæssigt ramt af elevers udadreagerende adfærd.
Forebyggelse af problematisk adfærd samt udad- og indadreagerende adfærd (afsnit 4.3.3)
I ekspertgruppens arbejde er en række udfordringer i forhold det forebyggende arbejde versus den
indgribende indsats blevet fremhævet. Det drejer sig blandt andet om, at håndteringen af
udadreagerende adfærd fylder meget i skolen, og at alt for mange ressourcer bruges på ”brandslukning”.
Der mangler de fornødne kontekst- og helhedsorienterede tiltag, herunder styrkelse af struktur og
overblik. Lærere og pædagoger skal have alternativer til konsekvenspædagogik og rustes til at kunne
17
identificere konfliktudløsende elementer i elevernes miljø. Hertil kommer, at der skal være et særligt
blik for visse elevgrupper.
Pædagogisk psykologisk rådgivnings kompetencer og viden (afsnit 4.3.4)
Ekspertgruppen har udover de mere styringsmæssige udfordringer i forhold til PPR identificeret en
række udfordringer, der har at gøre med PPR’s kompetencer og roller som ressourcepersoner i forhold
til at styrke almenundervisningen, skolens fællesskab og indsatsen for elever i vanskelige
læringssituationer.
Ressourcepersoner (afsnit 4.3.5)
Ekspertgruppen har identificeret en række udfordringer i forhold til, hvilke grundlæggende
kompetencer og hvilken viden der er til stede i lærer- og pædagogteamet, og hvilke kompetencer og
hvilken viden der skal hentes hos ressourcepersoner. Der mangler klarhed over, hvornår beredskabet
bør være lokalt, kommunalt eller centralt, og der mangler beskrivelser af ressourcepersonernes opgaver,
herunder deres mandat og råderum.
18
2. Definitioner og afgrænsning
2.1 Baggrund
Skiftende regeringer og kommunerne har siden 2011 arbejdet målrettet for, at færre elever bliver
henvist til specialundervisning i specialskoler og specialklasser og for at øge andelen af elever i den
almene undervisning. Fra 2013 til 2015 har kommunerne arbejdet ud fra en målsætning om at øge
andelen af elever i almenundervisningen til 96 pct. af alle elever i folkeskolen. Det svarer til niveauet i
slutningen af 1990’erne.
I kommuneaftalen for 2013 blev der indgået aftale om følgende konkrete målsætning for inklusion:
 Andelen af elever, der inkluderes i den almene undervisning, øges. Målet er, at andelen af elever i
den almene undervisning i 2015 er forøget fra 94,4 pct. til 96,0 pct. af det samlede elevtal i
folkeskolen.
 Andelen af elever, der får 2 eller derunder i læsning, retstavning og matematisk problemløsning
i 9. klasses afgangsprøve, skal være reduceret i 2015 og reduceres yderligere frem mod 2018.
 Elevernes trivsel fastholdes i takt med omstillingen til øget inklusion.
Samtidig var den daværende regering og kommunerne enige om at have fokus på at følge udviklingen
inden for centrale fokusområder: Kompetencer, inklusionsfremmende styringsmodeller og opbakning
til inklusion.
Målsætningen om de 96 pct. afspejler et ønske om at styrke almenundervisningen, så den kan tilgodese
flere af elevernes undervisningsmæssige behov, og at den øgede prioritering af almenundervisningen
skal medvirke til at styrke fagligheden for alle elever og fastholde elevernes trivsel i omstillingen.
Det var forventet, at målsætningen om inklusion primært skulle opfyldes gennem fastholdelse af
eleverne i almenundervisningen, men kortlægningen af inklusion har vist, at målsætningen for
størstedelen er opfyldt ved flytning af elever fra specialskoler og specialklasser til
almenundervisningen.10
Op gennem 1990’erne og 00’erne er der sket en kraftig stigning i antallet af elever, der blev henvist til
specialskoler og specialklasser.11
En undersøgelse af folkeskolens specialundervisning fra 2010 viste, at Danmark udskilte langt flere
elever til specialundervisning end de lande, vi normalt sammenligner os med. Cirka 30 pct. af
folkeskolens udgifter gik til specialundervisning, i specialskoler og specialklasser samt afledte
foranstaltninger hertil. Undersøgelsen pegede på baggrund af en kortlægning af foreliggende
effektundersøgelser samtidig på, ”at en stor del af de elever, der i dag segregeres, med en mere hensigtsmæssig
indretning og udnyttelse af folkeskolen også vil kunne modtage støtte inden for rammerne af den almindelige folkeskole.”12
10 Danmarks Statistik og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
11 KL, Undervisningsministeriet og Finansministeriet (2010): Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering og
styring.
12 KL, Undervisningsministeriet og Finansministeriet (2010): Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering og
styring.
19
I 2012 ændrede et bredt flertal i Folketinget folkeskoleloven med det formål, at flere elever med særlige
behov skulle indgå i den almene undervisning. Lovændringen ændrede afgrænsningen af
specialundervisning til kun at omfatte undervisning i specialskoler og specialklasser og støtte i
almenklassen i mindst ni ugentlige timer. Lovændringen har givet kommunerne mulighed for større
fleksibilitet i forbindelse med tilrettelæggelsen og tilpasningen af støtten til elever med særlige behov.
Lovændringen ændrede dog ikke på, at elever med omfattende behov for støtte fortsat skal have den
fornødne støtte i en specialskole eller specialklasse.
Omstillingen til øget inklusion er blevet fulgt i perioden 2013-2015 gennem Dokumentationsprojektet,
der har haft fokus på omstillingen i 12 repræsentativt udvalgte kommuner. Resultaterne viser, at der har
været tale om en udviklingsproces, hvor inklusion er gået fra et overordnet ideal til i højere grad at blive
en del af kommunernes praksis. Undersøgelserne viser ligeledes, at elever, der før har gået i en
specialklasse eller specialskole, generelt trives både fagligt og socialt.13
Dokumentationsprojektet viser desuden, at kommunerne er forskellige steder henne i processen og har
grebet omstillingen forskelligt an. De friere rammer til at tilrettelægge inklusionsindsatsen har nogle
steder skabt usikkerhed om, hvorvidt eleverne får den nødvendige støtte til at højne deres faglighed og
trivsel. Det er ikke alle steder klart for hverken elever, forældre eller lærere, hvilken pædagogisk og
undervisningsmæssig støtte der sættes i værk i forhold til klassen eller den enkelte elev, samt hvilke
overvejelser der ligger til grund for tilrettelæggelsen af undervisningen, herunder hvordan de
understøttende indsatser modsvarer elevernes behov. Hertil kommer talrige historier om
inklusionsindsatser, der ikke fungerer efter hensigten, i medierne.
2.2 Ekspertgruppens forståelse af inklusion
Ekspertgruppen for inklusionseftersynet lægger sig op ad Rådet for Børns Lærings treledede definition
af inklusion i skolemæssig sammenhæng:
1. Fysisk inklusion: betingelserne for det fysiske ophold
2. Social inklusion: samspil, værdi og tilhørsforhold i det medmenneskelige felt
3. Faglig inklusion: uddannelse og udvikling af kompetencer14
Inklusion omfatter både fysisk tilstedeværelse samt social og faglig deltagelse. Den sociale inklusion
finder sted, når eleven deltager i fællesskabet både fagligt, socialt og kulturelt. Der er tale om inklusion,
når eleven er en del af fællesskabet og både har samarbejdsmæssige og venskabelige relationer til andre
elever og føler sig som en del af fællesskabet. Det handler om at kunne deltage aktivt og kunne påvirke
fællesskabet. Inklusion forstås dermed som deltagelse i læringsfællesskabet.
13 Baviska, Siddharta m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
14 Rådet for Børns Læring (2014): Inkluderende læringsfællesskaber for alle børn.
20
For ekspertgruppen handler inklusion derfor ikke kun om processen hen mod at få børn ind i den
almene undervisning, men i højere grad om læringsmiljøer med mulighed for faglig og social
progression og øget trivsel for alle elever.
Denne forståelse af inklusion læner sig op ad definitionen i de vidensmiljøer, der beskæftiger sig med
inklusion og af den internationale forståelse af inklusion, som blandt andet kommer til udtryk i ”The
Manchester Inclusion Standard”. The Manchester Inclusion Standard er udviklet i et samarbejde
mellem Manchesters skolevæsen og universitetet i Manchester i begyndelsen af dette århundrede. Her
lægges vægt på elevens tilstedeværelse, aktive deltagelse og elevens faglige udbytte i bred forstand.
Disse tre dimensioner kommer også til udtryk i dansk sammenhæng i den definition, der er præsenteret
af Rasmus Alenkær om tilstedeværelse, deltagelse og læring, og som af Lars Qvortrup er udvidet med
en fjerde dimension, der handler om elevens egen oplevelse af at være inkluderet.
Inklusionsforståelsen i EVA’s undersøgelse og rapport er blandt andet inspireret af Peter Farrell, der
definerer inklusion som knyttet til fire dimensioner:
 Fysisk tilstedeværelse i den lokale institution
 Accept og anerkendelse fra institutionens medarbejdere og øvrige børn
 Aktiv deltagelse i fællesskabets aktiviteter
 Rum for positiv selvudvikling15
Alle elementer skal ifølge Farrell være til stede, for at der er tale om inklusion. Inklusion kræver en
accept og anerkendelse af hinanden, både lærere, pædagoger og elever imellem. Eleverne skal desuden
være aktive deltagere i fællesskabets aktiviteter, og for den enkelte elev skal der være rum for positiv
selvudvikling.
Målsætningen om inklusion går også længere tilbage og er en international målsætning, der er udtrykt i
Salamanca-erklæringen, som Danmark tiltrådte i 1994, og i FN’s konvention om rettigheder for
personer med handicap, bilag 1 og 2.
Flere undersøgelser og forskningskortlægninger peger på, at inklusion af elever med særlige behov i
almenundervisningen kan gavne alle børns læring, og at en professionel tilgang til udvikling af
inkluderende læringsmiljøer er til gavn for alle børn.
2.3 Genstand for eftersynet
Ekspertgruppen har fået til opgave at foretage et eftersyn af inklusionsindsatsen, forstået som den
udvikling folkeskolen har gennemgået de senere år med henblik på at leve op til den politiske
målsætning om, at flere elever skal være en del af almenundervisningen.
Den primære genstand for eftersynet er derfor folkeskolen og folkeskolens almenundervisning.
Ekspertgruppen har valgt også at se på overgange mellem dagtilbud og folkeskole og sammenhængen
15 Farrell, Peter (2004): “School Psychologists: Making Inclusion a Reality for All”.
21
mellem skole og fritid. Dette valg har været meget naturligt, da børn og unges udvikling og behov for at
kunne indgå konstruktivt i fællesskabet ikke starter, når de fylder 6 år, eller slutter, når de er 15 år.
Overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelse er en del af eftersynet af bedre veje til
ungdomsuddannelse, som blev igangsat i januar 2016. Ekspertgruppen er derfor ikke gået i dybden med
dette område.
2.4 Hvem er omfattet af eftersynet
For ekspertgruppen er det afgørende, at alle elever bliver tilbudt et læringsmiljø med mulighed for faglig
progression, social udvikling, og hvor de trives, uanset om de går i en almen- eller specialklasse.
Ekspertgruppen ønsker derfor at understrege, at den med udgangspunkt i den beskrevne
inklusionsforståelse ser inklusion som et mål, der angår alle elever.
Da eftersynet har til opgave at se nærmere på inklusionsindsatsen i forhold til almenundervisningen, er
målgruppen for eftersynet alle elever, der optages i folkeskolen. Det skal dog også bemærkes, at en stor
del af ekspertgruppens anbefalinger retter sig mod undervisningen af elever med særlige behov grundet
eftersynets ophæng, jf. afsnit 2.1.
2.5 Øvrige definitioner
I afrapporteringen refereres til en række forskellige begreber. I dette afsnit defineres de mest centrale af
disse begreber.
Omstillingen til øget inklusion/inklusionsindsatsen
Ekspertgruppen bruger betegnelsen omstillingen til øget inklusion om de initiativer stat, kommuner og
skoler har foretaget i forlængelse af aftalerne for kommunernes økonomi i 2011 og 2013, jf. afsnit 2.1.
Inkluderende læringsmiljøer
Ekspertgruppen bruger betegnelsen inkluderende læringsmiljøer med henblik på, at skolens forskellige
miljøer skal have fokus på elevernes læring, og at det skal ske ud fra et inkluderende perspektiv. Det
beskriver således praksis og fællesskaber, hvor der er fokus på elevernes læring, trivsel, tilstedeværelse
og deltagelse.
Almenundervisningen
Ekspertgruppen bruger betegnelsen almenundervisningen til at beskrive den undervisning, som ikke
klassificeres som specialundervisning. Det vil sige den undervisning i folkeskolen, der ikke falder ind
under folkeskolelovens § 3.
Segregerede specialtilbud/specialundervisningstilbud
Ekspertgruppen bruger betegnelsen segregerede specialtilbud/specialundervisningstilbud om de
undervisningstilbud, der findes i specialklasser (herunder på folkeskoler), specialskoler, kommunale og
22
private dagbehandlingshjem og opholdssteder, ungdomsskolens heltidsundervisning samt specialiserede
landsdækkende tilbud.
Specialundervisning
Ekspertgruppen bruger betegnelsen specialundervisning om den undervisning, der gives efter
folkeskolelovens § 3. Heraf fremgår det, at børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller
støtte, skal tilbydes specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i specialklasser og
specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til børn, hvis
undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres med støtte i mindst ni undervisningstimer
om ugen.
Elever, der er blevet tilbageført
Betegnelsen elever, der er blevet tilbageført dækker over elever, der er skiftet fra segregeret
specialundervisningstilbud til almenundervisningen som led i omstillingen til øget inklusion. Det bruges
primært, hvor eleverne er defineret således i undersøgelser eller lignende.
Elever med særlige behov
Ekspertgruppen har haft indgående overvejelser og drøftelser om at ændre betegnelsen elever med særlige
behov til en anden betegnelse, der i højere grad afspejler en helhedsforståelse og kontekstafhængig
forståelse af vanskeligheder. Ekspertgruppen har dog valgt at fastholde betegnelsen, da der fra flere
sider er blevet peget på, at andre betegnelser har risiko for at være yderligere stigmatiserende og
vanskelige at bruge.
Ekspertgruppen understreger, at den ser gruppen af elever med særlige behov som elever, der i mødet
med skolens læringsmiljøer og fællesskaber i kortere eller længere perioder af – for nogle gennem hele –
deres skolegang, har behov for særlig opmærksomhed eller en indsats i forhold til deres faglige og
sociale udvikling og trivsel. Det skal understreges, at disse udfordringer ikke alene kan tilskrives den
enkelte elev, men at det i lige så høj grad er nødvendigt at se på, hvordan elevens behov udfolder sig i
samspil med skolens læringsmiljø og fællesskaber.
Praksisnær kompetenceudvikling
Praksisnær kompetenceudvikling bruges om faglig sparring og opkvalificering, der foregår i skolens praksis.
Det vil sige, at den finder sted i praksis og tager udgangspunkt i de konkrete problemstillinger og
muligheder, der er i praksis.
23
3. Kortlægning af området
3.1 Omstilling til øget inklusion i tal
Ekspertgruppen har valgt, at målgruppen for inklusionseftersynet er alle elever i folkeskolen, da det er
afgørende, at alle elever bliver tilbudt læringsmiljøer med mulighed for faglig progression, social
udvikling, og hvor de trives. I dette afsnit redegøres for det samlede elevgrundlag i den almene
folkeskole og i specialtilbud. Tallene i afsnittet er fra skoleåret 2010/11 til 2014/15, da det vurderes
relevant at se på udviklingen i omstillingen til øget inklusion fra dette tidspunkt til i dag.
Afsnittet bygger på nedenstående kilder:
 Danmarks Statistik
 Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger og tal trukket fra
institutionsregisteret
Resumé
Overordnet kan det konkluderes, at andelen af elever i folkeskolen, der går i en almen folkeskoleklasse,
er steget. Dette omfatter både elever, der får støtte i mere end ni timer (specialundervisning), og elever,
der får støtte i færre timer eller får støtte på anden måde som led i en styrket almenundervisning. I
skoleåret 2010/11 gik 94,2 pct. af eleverne i almenundervisning i folkeskolen, mens det i skoleåret
2014/15 var 95,2 pct. af eleverne.
Antallet af elever, der er tilbageført fra specialtilbud til almenundervisningen, er også steget i perioden.
Det kan desuden konkluderes, at den overrepræsentation, der ses blandt elever i segregerede
specialundervisningstilbud16
, hvor nogle elevgrupper er overrepræsenterede sammenlignet med elever i
almentilbud, er blevet forholdsvis mindre i perioden fra 2010/11 til 2014/15. Det gælder i forhold til
køn, herkomst og social baggrund.
Sideløbende med denne udvikling er antallet af specialundervisningstilbud faldet.
3.1.1 Elever i almenundervisning
Elevgruppen i den almene folkeskole ændrer sig i takt med, at flere elever modtager undervisning i den
almene folkeskole. Dette skyldes både den proces, hvor elever fra de segregerede
specialundervisningstilbud føres tilbage til almenundervisningen, og den proces, hvor færre elever
henvises til segregerede specialundervisningstilbud. Konkret medfører dette et bredere elevoptag og en
udvidelse af elevgrundlaget i den almene folkeskole.
En måde at belyse udviklingen i elevgrundlaget i den almene folkeskole er ved at se på
inklusionsgraden. Inklusionsgraden angiver andelen af elever i almenundervisning af det samlede antal
16 Med segregerede specialundervisningstilbud menes specialskoler, dagbehandlingstilbud og specialklasser.
24
elever i kommunale skoler17
. Inklusionsgraden kan anvendes til at se på udviklingen i andelen af elever i
almenundervisningen over tid
Andelen af elever, der går i en almen folkeskoleklasse med eller uden støtte i mindre end ni timer, er
steget siden skoleåret 2010/11, jf. figur 1. I 2010/11 gik 94,2 pct. af eleverne i folkeskolen i
almenundervisningen. I 2014/15 gik 95,2 pct. af eleverne i folkeskolen i almenundervisningen – altså en
stigning frem mod 2014/15 på 1,0 procentpoint.
Figur 1. Andel elever i almenundervisningen (inklusionsgrad), 2010/11 til 2014/15
Anm.: Inklusionsgraden er andelen af det samlede antal elever, der er i den almene undervisning. Opgørelsen omfatter kun
de kommunale skoler, som dækker over: folkeskole, kommunale ungdomsskoler, specialskoler for børn og
dagbehandlingstilbud og behandlingshjem.
Kilde: Danmarks Statistik og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
Inklusionsgraden kan påvirkes af, hvor mange elever der går i folkeskolen, og hvor mange elever der
går i frie grundskoler (privat- og friskoler) og efterskoler. I skoleåret 2010/11 udgjorde andelen af
elever i frie grundskoler i forhold til et samlet elevtal for børnehaveklasse til 9. klasse 14,0 pct. I
2014/15 er denne andel steget til 16,0 pct. Samtidig med, at andelen af elever i frie grundskoler er
steget, er der kommet flere elever i den almene undervisning. Hvis andelen af elever i frie grundskoler
havde været konstant i hele perioden, svarende til niveauet i skoleåret 2010/11, ville inklusionsgraden
være steget marginalt i forhold til det faktiske tal på 95,2 pct.
Inklusionsgraden dækker over forskelle kommunerne imellem. Kommunernes inklusionsgrad fordeler
sig på intervallet 90 til 98 pct. Langt størstedelen af kommunerne har fastholdt eller højnet andelen af
elever i den almene undervisning fra skoleåret 2010/11 til 2014/15. Der er kun cirka seks til otte
kommuner, der har færre elever i den almene undervisning i skoleåret 2014/15 sammenlignet med
2010/11.
17 Kommunale skoler dækker over: folkeskole, kommunale ungdomsskoler, specialskoler for børn og dagbehandlingstilbud
og behandlingshjem.
94,2%
94,6% 94,8% 95,0% 95,2%
90%
91%
92%
93%
94%
95%
96%
97%
98%
99%
100%
90%
91%
92%
93%
94%
95%
96%
97%
98%
99%
100%
2010/11 2011/12 2012/13 2013/14 2014/15
Inklusionsgrad Inklusionsmål
25
Uanset elevernes køn, herkomst og forældrenes højest gennemførte uddannelse er der kommet flere
elever i den almene undervisning. Der er fortsat en større procentvis andel af piger end drenge i
almenundervisningen, jf. figur 2. Dette har gjort sig gældende i hele perioden fra skoleåret 2010/11 til
2014/15. Den procentvise andel af drenge i almenundervisningen er dog blevet forholdsvis større i
perioden. Andelen af drenge er således steget 1,3 procentpoint i perioden, mens andelen af piger er
steget 0,7 procentpoint.
Figur 2. Andel elever i almenundervisningen af det samlede antal elever i folkeskolen fordelt på køn, 2010/11 til
2014/15 (skala er tilpasset)
Anm.: Opgørelsen omfatter kun de kommunale skoler. Skala 90-100 pct.
Kilde: Danmarks Statistik og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
Der er også en større procentvis andel af elever med dansk herkomst i almenundervisningen
sammenlignet med elever med udenlandsk herkomst, jf. figur 3. Det gælder for hele perioden fra
skoleåret 2010/11 til 2014/15. Som det var tilfældet med andelen af drenge, er andelen af elever med
udenlandsk herkomst i almenundervisningen blevet forholdsvis større i perioden. Andelen af elever
med udenlandsk herkomst er således steget 1,2 procentpoint i perioden, mens andelen af elever med
dansk herkomst er steget 0,9 procentpoint.
92,0%
96,6%
93,3%
97,3%
90%
91%
92%
93%
94%
95%
96%
97%
98%
99%
100%
90%
91%
92%
93%
94%
95%
96%
97%
98%
99%
100%
Drenge Piger
2010/11 2011/12 2012/13 2013/14 2014/15
26
Figur 3. Andel elever i almenundervisningen af det samlede antal elever i folkeskolen fordelt på herkomst, 2011/12
til 2014/15 (skala er tilpasset)
Anm.: Opgørelsen omfatter kun de kommunale skoler. Skala 90-100 pct.
Kilde: Danmarks Statistik og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
Derudover ses, at jo højere uddannelsesniveau, elevernes forældre har, jo større er andelen af elever i
den almene undervisning, jf. figur 4. Også her er den procentvise andel af elever i almenundervisningen,
hvis forældres højeste uddannelse er grundskole, blevet relativt større i perioden, sammenlignet med
elever, hvor forældrene har gennemført mindst en ungdomsuddannelse. Konkret betyder dette, at:
 Andelen af elever, hvis forældres højeste uddannelse er grundskolen, er steget med 2,4
procentpoint.
 Andelen af elever, hvis forældres højeste uddannelse er en erhvervsuddannelse, er steget med
0,9 procentpoint.
 Andelen af elever, hvis forældres højeste uddannelse er en gymnasial uddannelse, er steget med
0,5 procentpoint.
 Andelen af elever, hvis forældres højeste uddannelse er en videregående uddannelse, er steget
med 0,4 procentpoint.
94,4%
93,2%
95,3%
94,5%
90%
91%
92%
93%
94%
95%
96%
97%
98%
99%
100%
90%
91%
92%
93%
94%
95%
96%
97%
98%
99%
100%
Dansk herkomst Udenlandsk herkomst
2010/11 2011/12 2012/13 2013/14 2014/15
27
Figur 4. Andel elever i almenundervisningen af det samlede antal elever i folkeskolen fordelt på forældrenes højest
fuldførte uddannelse, 2011/12 til 2014/15 (skala er tilpasset)
Anm.: Opgørelsen omfatter kun elever i de kommunale skoler. Skala 80-100 pct. Elever af forældre med uoplyst uddannelse
indgår under elever af forældre med grundskole som højeste fuldførte uddannelse.
Kilde: Danmarks Statistik og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
Det kan konkluderes, at den skævvridring, som ses mellem forskellige elevgrupper i segregerede
specialundervisningstilbud og elever i almenundervisningen, er blevet forholdsvis mindre de seneste år.
3.1.2 Elever i segregerede specialundervisningstilbud
Udvikling i antallet af elever i segregerede specialundervisningstilbud fra skoleåret 2010/11 til skoleåret
2014/15 viser, at der er cirka 6.800 færre elever i de segregerede specialundervisningstilbud, jf. tabel 1.
De cirka 6.800 elever er ikke nødvendigvis tilbageført fra et specialtilbud til den almene folkeskole, men
dækker også over, at færre elever fra børnehaveklasse til 9. klassetrin i perioden er segregeret til et
specialundervisningstilbud.
Tabel 1. Udvikling i antal elever i segregerede specialundervisningstilbud, 2010/11 til 2014/15
Elever i segregerede
specialundervisningstilbud
Ændring i antal elever i segregerede
specialundervisningstilbud
2010/11 34.105
2011/12 31.650 -2.455
2012/13 30.234 -1.416
2013/14 28.821 -1.413
2014/15 27.335 -1.486
Ændring i perioden 2010/11-2014/15 -6.770
Kilde: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
Samtidig med, at inklusionsgraden er steget i perioden 2010/11 til 2014/15, jf. figur 1, er antallet af
folkeskoler med specialklasser faldet. I 2010/11 var der knap 900 folkeskoler, der havde specialklasser,
85,6%
93,3% 93,8%
96,8%
89,0%
94,2% 94,3%
97,2%
80%
82%
84%
86%
88%
90%
92%
94%
96%
98%
100%
80%
82%
84%
86%
88%
90%
92%
94%
96%
98%
100%
Grundskole m.v. Erhvervsudd. Gymnasial udd. Videregående udd.
2010/11 2011/12 2012/13 2013/14 2014/15
28
svarende til, at 59 pct. af folkeskolerne havde specialklasserækker. I 2014/15 er der knap 500
folkeskoler med specialklasser svarende til 36 pct. af folkeskolerne. Udviklingen skal ses i sammenhæng
med, at der løbende i perioden er sket skolelukninger. I 2010 var der 1.503 folkeskoler, mens tallet er
faldet til 1.313 i 2014.18
Antallet af specialskoler for børn samt dagbehandlingstilbud og behandlingshjem er ligeledes faldet i
perioden 2010/11 til 2014/15, jf. tabel 2. I perioden er antallet af specialskoler faldet med 31, og
antallet af dagbehandlingstilbud og behandlingshjem er faldet med 30.19
Tabel 2. Antal specialskoler for børn samt dagbehandlingstilbud og behandlingshjem, 2010/11 til 2014/15
2010/11 2011/12 2012/13 2013/14 2014/15
Ændring 2010/11-
2014/15
Specialskoler for børn 206 195 184 181 175 -31
Dagbehandlingstilbud og
behandlingshjem 244 248 240 240 214 -30
Kilde: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, institutionsregisteret.
3.1.3 Elever der er tilbageført fra segregerede specialundervisningstilbud
Elever, der er tilbageført, dækker over elever, der i det foregående år har været i segregerede
specialundervisningstilbud og i indeværende år går i en almenklasse. Definitionen betyder, at elever, der
har gået i segregerede specialundervisningstilbud i 9. klasse og derefter kommer i en almenklasse i 10.
klasse, fordi kommunen har samlet alle 10. klassestilbuddene samme sted, vil fremstå som tilbageført.
I 2010/11 var der cirka 1.800 elever, der var tilbageført. I 2014/15 er tallet steget til cirka 6.000 elever,
der er tilbageført.20
Det betyder, at der i gennemsnit er fire til fem flere elever, der er blevet tilbageført
til almenundervisningen pr. skole i 2014/15.
I forhold til fordelingen af elever, der er tilbageført på forskellige klassetrin, er der flest elever på 4.-9.
klassetrin, der er tilbageført og ikke så stor en del på 1.-3. klassetrin i skoleåret 2014/15, jf. tabel 3.
18 Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, institutionsregisteret.
19 Elever, der af de sociale myndigheder er anbragt i et dagbehandlingstilbud eller et behandlingshjem kan henvises til at
modtage specialundervisning på en intern skole på anbringelsesstedet. Det bemærkes, at interne skoler på
dagbehandlingstilbud og på anbringelsessteder skal være normeret til mindst 10 elever ved skoleårets begyndelse fra 2014.
BEK nr. 702 af 23/06/2014. Det kan have haft betydning for faldet i antal.
20 Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
29
Tabel 3. Andel af elever, der er tilbageført, fordelt på klassetrin, skoleåret 2014/15
0.
klasse
1.
klasse
2.
klasse
3.
klasse
4.
klasse
5.
klasse
6.
klasse
7.
klasse
8.
klasse
9.
klasse
10.
klasse
0 pct. 1 pct. 3 pct. 6 pct. 12 pct. 15 pct. 13 pct. 14 pct. 15 pct. 13 pct. 9 pct.
Anm.: Hvis eleven i det foregående år har været i segregerede specialundervisningstilbud og i indeværende år går i en
almenklasse, defineres eleven som tilbageført. Tabellen indeholder oplysninger om de elever, der er tilbageført i folkeskolen
og den procentvise fordeling på de forskellige klassetrin.
Kilde: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
Som beskrevet tidligere (i afsnit 3.1.2) er der sket et fald til antallet af elever i segregerede
specialundervisningstilbud på cirka 6.800 fra skoleåret 2010/11 til skoleåret 2014/15. De cirka 6.000
elever, der er tilbageført fra et segregeret specialundervisningstilbud, udgør en stor del af reduktionen i
antallet af elever i segregerede specialundervisningstilbud, men reduktionen i elevantallet på de
segregerede skoler skyldes også et mindre optag, altså at der er færre elever, der starter i disse tilbud.
Der er variation kommunerne imellem i forhold til, hvor stor andelen af elever, der er tilbageført, udgør
af det samlede elevtal i folkeskolerne. Andelen af elever, der er tilbageført i skoleåret 2014/15, svinger
fra 0 til 6 pct. kommunerne imellem, dog udgør andelen af elever, der er tilbageført mellem 0 og 2 pct.
for langt de fleste kommuner21
.
21 Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
30
3.2 Støtte til elever med særlige behov
I dette afsnit redegøres for omfanget af elever, der modtager støtte, og for karakteren af deres støtte.
Afsnittet baseres på SFI’s kvantitative beskrivelse af støtte til elever med særlige behov i 7.-9. klasse
med udgangspunkt i data fra Inklusionspanelet. Undersøgelsen retter sig både mod støtte til
enkeltelever og styrkelse af almenundervisningen i klassen i 7. til 9. klasse.
Afsnittet bygger på nedenstående kilder:
 Christensen, Christiane Præstgaard m.fl. (2014): Effekten af it-støtte på elevers læsefærdigheder. Et
eksperiment i Horsens Kommune.
 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2007): Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand
 Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
Resumé
Resultaterne af den undersøgelse, som SFI har gennemført i forbindelse med inklusionseftersynet,
viser, at otte pct. af eleverne får støtte, én pct. er under udredning, og seks pct. af eleverne i de
undersøgte klasser ifølge lærerne burde have støtte, men ikke får den. De resterende 85 pct. vurderes
ikke at have et støttebehov. Undersøgelsen er en dataindsamling blandt klasselærerne i udskolingen (7.-
9. klasser), der indgår i inklusionspanelet.
Det vil sige, at ud over de 4,7 pct. af eleverne, der undervises i specialtilbud, og de cirka 0,25 pct. af
eleverne, der modtager specialundervisning (støtte i mere end ni timer om ugen), er der ifølge
undersøgelsen cirka otte pct. af eleverne i 7.-9. klasse, som modtager støtte i undervisningen. Hertil
kommer de elever, som er under udredning, og de elever, som ifølge lærerne burde have støtte, men
som ikke får det.
Inklusionspanelet har en overrepræsentation af klasser fra kommuner med en høj inklusionsgrad og
dækker alene elever fra klasser i udskolingen, men lægges tallene sammen, så får cirka 13 pct. af
eleverne i Danmark enten støtte eller specialundervisning, hvilket er cirka 1,7 procentpoint lavere end i
Finland og Ontario. Det skal dog bemærkes, at der er undersøgelser, der tyder på, at der bruges relativt
flest ressourcer på specialundervisning og støtte tidligt i skoleforløbet, hvorfor det må forventes, at der
er flere elever, der får støtte i de små klasser.
Analysen fra SFI viser også, at over 30 pct. af eleverne får støtte på grund af ordblindhed. Knap 20 pct.
har andre læse-/skrivevanskeligheder, mens 20 pct. af eleverne får støtte på grund af generelle
indlæringsvanskeligheder. Cirka 30 pct. af de elever får støtte på grund af AKT, autisme/ADHD,
socio-emotionelle vanskeligheder eller aspergers syndrom.
Om karakteren af støtte kan det konkluderes, at flest elever får både faglig og social støtte. Den
hyppigste form for social støtte er tilknytning af en pædagog eller anden ressourceperson. Den
31
hyppigste form for faglig støtte er støtte i dansk og tildeling af it-rygsæk, CD-ord og lignende
hjælpemidler.
Lærerne vurderer, at støtten til 20 pct. af eleverne i de undersøgte 7.-9. klasser i lav grad er tilstrækkelig,
mens støtten for 14 pct. af eleverne vurderes i meget lav grad eller slet ikke at være tilstrækkelig. For de
resterende 64 pct. af eleverne i de undersøgte 7.-9. klasser er støtten i nogen grad, i høj grad eller i
meget høj grad tilstrækkelig.
Flertallet af eleverne med særlige behov på 7. og 9. klassetrin får støtten som en del af en mindre
gruppe fremfor som enkeltindivider. Herudover gives hovedparten af støtten til eleverne på 7. og 9.
klassetrin med både et foregribende og indgribende formål for øje, mens blot fem pct. af støtten alene
gives som en forebyggende foranstaltning. Næsten halvdelen af støtten har et omfang på en-to lektioner
ugentligt. Blot fem pct. af støtten gives i mere end 12 lektioner (det samme som ni klokketimer)
ugentligt, hvilket svarer til specialundervisning i folkeskolelovens forstand. Endelig kan det
konkluderes, at langt størstedelen af støtten ifølge lærerne er gældende for hele det igangværende
skoleår eller uden tidsbegrænsning.
3.2.1 Elever der modtager støtte i undervisningen
Det fremgår af SFI’s analyse, at cirka otte pct. af de undersøgte elever i 7.-9. klasse modtager støtte i
undervisningen22
, hvilket svarer til, at der i hver klasse sidder en til to elever, som modtager støtte, jf.
tabel 4. Herudover vurderer lærerne, at seks pct. af eleverne har behov for støtte, men ikke modtager
det i øjeblikket. Det svarer til cirka én elev i hver klasse. Endelig er en pct. af eleverne på
undersøgelsestidspunktet under udredning. De resterende 85 pct. af eleverne modtager ikke støtte og
vurderes ikke at have behov for støtte23
. Der er ikke foretaget en lignende undersøgelse blandt eleverne
i 1.-6. klasse.
Tabel 4. Lærernes besvarelser af spørgsmålet om, hvorvidt eleverne modtager støtte i undervisningen eller ej.
Andel elever i procent. Eleverne går i 7.-9. klasse
Modtager eleven støtte i undervisningen?
Procent Antal
Ja, eleven modtager støtte 8 357
Nej – eleven har ikke behov for støtte 85 3.894
Nej – eleven er under udredning 1 60
Nej – eleven har behov for støtte 6 275
Total1 100 4.586
Anm.: Herudover var der 96 elever, der var med på skemaerne til lærerne, men som ikke længere går i klassen.
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
22 Det bemærkes, at lærerne ikke eksplicit er blevet bedt om ikke at medregne tosprogede elever, der alene af den grund
modtager støtte, eller som er i modtageklasse.
23 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
32
3.2.2 Karakteren af støtte
SFI’s undersøgelse viser, at klasselærerne vurderer, at cirka 56 pct. af de elever, som i 7.-9. klasse
modtager støtte, både modtager social og faglig støtte, og at 36 pct. af eleverne udelukkende modtager
faglig støtte, mens otte pct. udelukkende modtager social støtte.
Social støtte
For størstedelen af eleverne (42 pct.) består den sociale støtte i, at eleven har tilknyttet en pædagog eller
anden ressourceperson. I cirka 15 pct. af tilfældene er der tale om et samarbejdsforløb med forældrene,
og for cirka 11 pct. gives støtten i form af samtaler med eleven (for eksempel med PPR-psykologen).
Det er meget få elever, der får mentor-støtte, og stort set ingen får buddy-støtte af en anden elev, jf.
figur 5. SFI påpeger, at sidstnævnte formentligt hænger sammen med, at det er elever i udskolingen, der
er spurgt ind til, og at det kan tænkes, at buddy-støtte har større udbredelse på mellemtrinnet.
Figur 5. Lærernes svar på spørgsmålet om, hvilken form for social støtte, eleven modtager (7.-9. klasse)
Anm.: Lærerne har haft mulighed for at angive flere begrundelser, hvis det har været relevant. Derfor summer søjlerne ikke
til 100 pct.
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
Faglig støtte
Blandt elever, som modtager faglig støtte, får størstedelen (44 pct.) støtte i dansk, og næsten 40 pct. har
tekniske hjælpemidler, som eksempelvis it-rygsæk, CD-ord eller lignende. Godt 27 pct. får støtte i
matematik, og en mindre andel (cirka 17 pct.) får støtte af en læsevejleder/læsekonsulent. Færrest
(under 5 pct.) støttes ved at være tilknyttet en specialklasse, jf. figur 6.
0 5 10 15 20 25 30 35 40 45
Tilknyttet pædagog eller anden ressourceperson
Supervision til elevens lærere og/eller pædagoger
Supervisionsforløb lærer-elev-relation
Samarbejdsforløb med forældrene
Samtaler med eleven, fx med skolepsykologen
Mentorstøtte til eleven
Buddy-støtte
Ungdommens Uddannelsesvejledning
Andet
Modtager ikke social støtte
Procent
33
Figur 6. Lærernes svar på spørgsmålet om, hvilken form for faglig støtte eleverne modtager
Anm.: Lærerne har haft mulighed for at angive flere begrundelser, hvis det har været relevant. Derfor summer søjlerne ikke
til 100 pct.
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
Støtte i mindre grupper
I langt størstedelen af tilfældene (cirka 61 pct.) gives støtten til eleverne som en del af en mindre
gruppe, mens støtten i 39 pct. af tilfældene gives til eleverne som enkeltelever. Opdeles der på, om
støtten er social, faglig eller begge dele, viser det sig, at de relativt få elever, der udelukkende får social
støtte, i højere grad får støtten som enkeltindivider (69 pct.) frem for i mindre grupper (31 pct.). De
elever, der enten kun får faglig støtte eller en kombination af både faglig og social støtte, tildeles støtten
primært som en del af en mindre gruppe.
Forebyggende eller indgribende støtte
SFI’s undersøgelse viser, at 33 pct. af støtten gives som en indgribende foranstaltning, blot fem pct. af
støtten gives alene forebyggende, mens 62 pct. af støtten gives både forebyggende og indgribende, jf.
tabel 5.
Tabel 5. Om støtten gives forebyggende eller indgribende
Procent Antal
Forebyggende 5 18
Indgribende 33 114
Begge dele 62 216
Total 100 348
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
3.2.3 Støttens omfang og varighed
Besvarelserne i SFI’s undersøgelse viser, at 95 pct. af eleverne, der får støtte i undervisningen, får støtte
i mindre end 12 lektioner ugentligt (hvilket svarer til mindre end de ni timer, der officielt definerer
specialundervisningen eller anden specialpædagogisk bistand). Det er således fem pct. af eleverne i
0 5 10 15 20 25 30 35 40 45 50
Modtager støtte i dansk
Læsevejleder/læsekonsulent
Modtager støtte i matematik
Supplerende undervisning
Ekstra lektiehjælp
Støttes med it-rygsæk, CD-ord og lignende
Anden faglig støtte i ressourcecenter
Tilknyttet en specialklasse
Andet
Modtager ikke faglig støtte
Procent
34
datasættet, der får støtte i mere end 12 lektioner ugentligt. Den mere detaljerede opgørelse af de øvrige
elever, som får støtte, viser, at 45 pct. af eleverne får støtte i en til to lektioner ugentligt, 37 pct. får
støtte i tre til 11 lektioner ugentligt, mens 13 pct. får støtte sjældnere end én gang om ugen24
, jf. tabel 6.
Tabel 6. Antal ugentlige lektioner, eleven modtager støtte i
Procent Antal
0 lektioner 13 44
1 lektion 22 76
2 lektioner 23 79
3-11 lektioner 37 129
12 eller flere lektioner 5 21
Total 100 349
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
Af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings tal fremgår det, at det på landsplan kun er 0,3
pct. af eleverne, der modtager støtte i mere end 12 lektioner. Af de elever, der er tilbageført fra et
specialundervisningstilbud, får cirka seks pct. støtte i 12 lektioner i skoleåret 2014/15. For de elever, der
ikke er tilbageført i almenklasser, drejer det sig om cirka 0,2 pct., jf. tabel 7. Der er således en betydelig
større andel af de elever, som er tilbageført, der modtager specialundervisning, når man sammenligner
med de øvrige elever i almenklasser. Men samtidig er det en meget lille andel af elever, som er
tilbageført, der modtager specialundervisning med tanke på, at de tidligere har været placeret i
segregerede specialundervisningstilbud. Dermed må det forventes, at en stor del af gruppen er i
målgruppen for specialundervisning. Omvendt tyder SFI’s undersøgelse på, at de officielle statistikker
ikke modsvarer den andel af elever, der reelt modtager støtte i 12 lektioner om ugen.
Tabel 7. Antal og andel af elever i normalklasser, der modtager specialundervisning, 2014/15
Alle Ikke tilbageført Tilbageført
Antal, der modtager specialundervisning 1.409 1.070 339
Andel, der modtager specialundervisning 0,3 pct. 0,2 pct. 6 pct.
Anm.: Hvis eleven i det foregående år har været i segregerede specialundervisningstilbud og i indeværende år går i en
almenklasse, defineres eleven som tilbageført. Elever tilbageført i perioden før 2010 er ikke medregnet i tabellen.
Kilde: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
Støttens varighed
SFI’s analyser viser, at for langt størstedelen af eleverne i 7.-9. klasse er støtten begrænset til en periode.
For halvdelen af eleverne (51 pct.) forventes det således, at støtten kan modtages i hele indeværende
skoleår, og for otte pct. af eleverne er støtten begrænset til et bestemt antal uger eller måneder. For de
resterende elever (cirka 41 pct.) er støtten ifølge lærerne uden periodemæssig begrænsning, jf. tabel 8.
24 I de tilfælde, hvor der er tale om mindre end én støttelektion om ugen, har læreren kunnet angive, cirka hvor mange
lektioner eleverne har modtaget pr. måned i stedet for. Af spørgeskematekniske grunde vurderes besvarelserne på det
sidstnævnte spørgsmål imidlertid ikke som værende anvendelige og er derfor ikke afrapporteret her.
35
Tabel 8. Støttens forventede varighed
Hvor længe forventer du, at eleven modtager støtte?
Procent Antal
Støtten er p.t. uden tidsbegrænsning 41 142
Hele dette skoleår 51 177
Antal uger 5 19
Antal måneder 3 11
Total 100 349
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
3.2.4 Imødekommelse af støttebehov
SFI’s undersøgelse viser, at der er stor variation i, om støtten ifølge lærerne imødekommer behovene.
Lærerne er blevet spurgt ind til, om den støtte, der gives, samlet set vurderes som værende tilstrækkelig
i forhold til at imødekomme elevernes behov. Tabel 9 viser, at lærerne samlet set vurderer, at for 22
pct. af elevernes vedkommende er støtten i høj eller meget høj grad tilstrækkelig i forhold til elevens
behov. For 42 pct. af eleverne vurderer læreren, at støtten i nogen grad er tilstrækkelig. For 20 pct. af
eleverne vurderes støtten i lav grad at være tilstrækkelig, mens støtten for 14 pct. af eleverne vurderes
som værende i meget lav grad eller slet ikke tilstrækkelig. I to pct. af tilfældene har lærerne ikke følt sig i
stand til at vurdere, om støtten er tilstrækkelig.
Tabel 9. Lærernes vurdering af, om støtten til den enkelte elev er tilstrækkelig
Procent Antal
I meget høj grad 8 28
I høj grad 14 49
I nogen grad 42 145
I lav grad 20 69
I meget lav grad 10 34
Slet ikke 4 15
Ved ikke/ikke relevant 2 8
Total 100 348
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
3.2.5 Forskellige former for støtte og generelle pædagogiske tiltag i almenundervisningen
I SFI’s undersøgelse af støtte til elever med særlige behov i 7. og 9. klasse er lærerne blevet spurgt,
hvilke former for støtte eller generelle pædagogiske tiltag, der gives til klassen som helhed for at styrke
almenundervisningen. Der er i undersøgelsen spurgt til de tiltag, der fremgår af lovændringen fra 2012
om inklusion af elever i almenundervisningen. Tiltagene omfatter undervisningsdifferentiering,
tolærerordninger og brug af undervisningsassistenter. Herudover er der spurgt til sparring og rådgivning
fra PPR og ressourcecenter, AKT-vejleder og inklusionspædagog. Lærernes svar fremgår af tabel 10.
36
Tabel 10. Støtte til hele klasser (7.-9. klasse)
Procent Antal
Holddannelse 30 63
Brug af særlige undervisningsmetoder i den generelle undervisning 24 51
Inklusionspædagog tilknyttet 7 14
Tolærerordning 18 38
Lærerassistent (ikke læreruddannet) 3 7
Sparring og rådgivning fra PPR 8 18
Sparring og rådgivning fra skolens ressourcecenter 26 56
AKT-lærer tilknyttet 21 46
Andet (herunder intet) 22 47
Anm.: Bemærk, at lærerne har kunnet angive mere en én type støtte/tiltag, og derfor summer procenterne ikke til 100
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
Undersøgelsen viser, at holddannelse er den mest anvendte form for støtte til klassen, og at den
anvendes af henved en tredjedel af lærerne. De øvrige mest hyppige støtteformer er rådgivning og
sparring fra ressourcecenter og brug af særlige undervisningsmetoder. Næsthyppigst er anvendelse af
tolærerordning og AKT-lærer, mens rådgivning og sparring fra PPR og inklusionspædagog ikke er så
udbredt.
Der er endvidere forskningsresultater, der viser, at en bedre og højere grad af brug af it i
undervisningen kan hjælpe elever med særlige behov. For eksempel viser et stort feltforsøg i Horsens
Kommune, at elever med svage eller middel læseegenskaber på 4.-6. klassetrin signifikant forbedrede
deres resultater i forhold til afkodning og sprogforståelse, hvis de fik it-støtte som led i deres
undervisning.
Derudover viser en caseundersøgelse i tre kommuner, omfattende 11 skoler og 15 klasser, foreløbigt
positive resultater af anvendelse af it til at understøtte inklusion af elever med udviklings- og
opmærksomhedsforstyrrelser i folkeskolen. Målet med det kvalitative studie er at afprøve teknologier,
udvikle digitale læringsformer og komme med anbefalinger. De foreløbige resultater viser, at de
anvendte teknologier kan give eleverne et stillads og et bedre overblik. De forskellige værktøjer kan
gøre eleverne mere bevidste om deres egen rolle og ansvar, men der peges på, at it understøttelse ikke
kan være en helhedsløsning i forhold til at imødekomme elevernes behov. Skærmning af eleven
sammen med anvendelse af skype har også vist sig at være positivt i forhold til at kunne fastholde
kontakten til eleven samtidig med klassens undervisning, ligesom brug af video gør det muligt for
eleven at få tingene gentaget. Studiet viser foreløbigt på baggrund af lærernes udsagn, at der er en
samlet signifikant nedgang i elevernes problemer med opmærksomhed.25
25 Christensen, Christiane Præstgaard m.fl. (2014): Effekten af it-støtte på elevers læsefærdigheder. Et eksperiment i Horsens Kommune.
37
3.2.6 Sammenligning med Finland og Ontario, Canada
Rambøll har gennemført en analyse af arbejdet med inklusion og specialundervisning i henholdsvis
Finland og Ontario (Canada), der begge er kendetegnet af høje faglige resultater hos eleverne, samtidig
med, at der er en relativt lille spredning i elevernes resultater.
Rambølls analyse viser, at det overordnet set i 2014 er cirka 14,7 pct. af eleverne i Finland, der
modtager enten intensiv støtte (7,4 pct.) eller specialiseret støtte (7,3 pct.). Derudover er der også en
andel af eleverne, der modtager generel støtte, men de elever indgår ikke i den finske opgørelse.
De 7,3 pct. af det samlede elevgrundlag, der modtager specialiseret støtte, består af 3 pct., der modtager
al undervisning i specialklasser eller på en specialinstitution, 1,4 pct., der modtager al undervisning i
almenklasser, og 2,9 pct., der i varieret omfang modtager undervisning i almenklassen (samlet 7,3 pct.).
I Ontario er det tilsvarende 14,7 pct. af eleverne, der modtager støtte i 2013/14. Denne andel
inkluderer dog alle elever med en individuel læreplan og kan dermed også inkludere elever, der i Finland
vil modtage generel støtte (og dermed ikke indgår i statistikken for Finland). Derudover inkluderer
andelen også elever i ’gifted programmes’. Eleverne fordeler sig således: 0,9 pct. i gifted programmes.
1,9 pct. i specialklasse i mere end 50 pct. af tiden. 11,9 pct. i specialklasse, men i mindre end 50 pct. af
tiden.
Til sammenligning er det 4,8 pct. af eleverne i Danmark, der modtager undervisning i et specialtilbud.
Dertil kommer, at 0,3 pct. modtager specialundervisning i almenundervisningen og derved modtager
støtte i mindst ni timer om ugen. SFI’s undersøgelse viser, at cirka otte pct. af eleverne i de undersøgte
klasser på 7. og 9. klassetrin modtog støtte i almenundervisningen. Som det fremgår ovenfor, så dækker
de otte pct. formentlig også over de elever, der modtager støtte i 12 lektioner om ugen efter den
officielle statistik over elever, der modtager specialundervisning i tilknytning til den almindelige
undervisning26
.
Inklusionspanelet har en overrepræsentation af klasser fra kommuner med en høj inklusionsgrad og
dækker alene elever fra klasser i udskolingen, men lægges tallene sammen, så får cirka 13 pct. af
eleverne i Danmark enten støtte eller egentlig specialundervisning, hvilket er cirka 1,7 procentpoint
lavere end i Finland og Ontario. Det skal dog bemærkes, at der er undersøgelser, der tyder på, at der
bruges relativt flest ressourcer på specialundervisning og støtte tidligt i skoleforløbet, hvorfor det må
forventes, at der er flere elever, der får støtte i de små klasser.27
Det er bemærkelsesværdigt, at der derudover er identificeret en gruppe på cirka seks pct. af eleverne,
som ifølge lærerne har behov for støtte, men som ikke modtager støtte, og yderligere er en pct. af
eleverne under udredning. Det vil fremgå af afsnit 3.5, at disse grupper har betydeligt flere
vanskeligheder end de øvrige elever.
26 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
27 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2007): Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
38
3.3 Elever med særlige behov
Ekspertgruppens forståelse af inklusion tager, jf. afsnit 2.2 Ekspertgruppens forståelse af inklusion, afsæt i alle
elever, og dermed at alle elever skal tilbydes inkluderende læringsmiljøer med mulighed for faglig og
social progression samt trivsel. Folkeskolen skal være et fællesskab med plads til alle elever og deres
forskelligheder. Det er dog, jf. ekspertgruppens opdrag om at afdække proportionerne af
inklusionsindsatsen, nødvendigt at nuancere elevgruppen og se på forskellige grupper af elever for at
kunne afdække indsatsen og specifikke udfordringer. Dette skal ligeledes bidrage til at afdække, hvilke
forskellige indsatser der er behov for, for at sikre, at alle elever får mulighed for faglig og social
progression. I dette afsnit redegøres for elever med særlige behov og aldersmæssig variation i forhold til
vanskeligheder blandt andet ved overgange.
Afsnittet tager udgangspunkt i følgende kilder:
 Almlund, Mathilde m.fl. (2011): ”Personality Psychology and Economics”; OECD (2015): OECD
Skills Studies. Skills for Social Progress: The Power of Social and Emotional Skills.
 Amilon, Anna (2015): Inkluderende skolemiljø - Elevernes roller.
 Ankestyrelsen (2016): Klagenævnet for Specialundervisnings årsrapport for 2015.
 Brostrøm, Stig (2001): Farvel børnehave – hej skole.
 Brostrøm, Stig (2002): ”Kontinuitet og helhed i overgangen fra børnehave til skole”
 Brostrøm, Stig (2006): ”Samarbejdsformer om børns overgang fra børnehave til skole”
 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2007): Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): Inklusion i dagtilbud – Kortlægning af arbejdet med inklusion i
daginstitutioner og dagpleje.
 Danmarks Statistik
 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i
grundskolen.
 Egelund, Niels (2014): Kvalitet i specialskoler.
 Epinion (2014): Uddannelsesresultater og -mønstre for børn og unge med handicap – Årgang 1990.
 Gustafsson, Line Renate m.fl. (2015): Registeranalyse og videnopsamling. Satspuljeprojektet, styrket faglighed
blandt udsatte børn i folkeskolen.
 Jensen, Vibeke Myrup m.fl. (2010): Veje til ungdomsuddannelse 1.
 Keilow, Maria m.fl. (2016): Inklusionsindsatser i folkeskolen. Resultater af to lodtrækningsforsøg.
 Mehlbye, Jill m.fl. (2015): Undersøgelse af indsatser for og udvikling hos elever, der har vanskeligheder i
skolestarten.
 Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
 Nielsen, Trine Kløvager m.fl. (2013): Virkningsfulde tiltag i dagtilbud. Et systematisk review.
 Ottesen, Mai Heide m.fl. (2014): Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2014.
 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire
kommuner.
 Rangvid, Beatrice Schindler m.fl. (2014): Faktorer af betydning for kvalitet i specialskoler: En survey-
kortlægning blandt specialskoler og PPR.
 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
 Vrinioti, Kalliope m.fl. (2003): ”Transitions from Preschool to Primary School”.
39
Resumé
En meget stor gruppe elever møder forskellige former for vanskeligheder i folkeskolen. Udfordringerne
kan dog variere meget. For langt hovedparten af eleverne er der ikke behov for ekstra støtte, mens der
for andre er behov for støtte, hvis eleven skal lære og trives i skolen.
De udfordringer, børn og unge generelt møder i dagtilbud, folkeskole og ungdomsuddannelse, er
forskellige. De er i høj grad afhængige af barnets alder, men også hvilke forventninger, der er både
fagligt og socialt til dem gennem opvæksten. Der er en række tidspunkter i børns udvikling, hvor der er
større risiko for at opleve vanskeligheder. Det gælder særligt i præpuberteten og teenageårene. Der ses
her relativt store forskelle i drenge og pigers vanskeligheder i forhold til marginalisering.
Overgange kan være vanskelige for mange elever. Det drejer sig blandt andet om overgang fra dagtilbud
til skole. Derudover kan den tredelte organisering med indskoling, mellemtrin og udskoling (som findes
på mange skoler) ligeledes være en udfordring for nogle elever.
I forhold til gruppen af elever, der har behov for ekstra støtte, kan det overordnet konkluderes, at
ordblindhed er den begrundelse, som lærerne anvender hyppigst som forklaring på, at en elev får støtte.
Dernæst kommer andre former for læse-/skrivevanskeligheder og generelle indlæringsvanskeligheder.
Gruppen af elever med forskellige udviklingsforstyrrelser samt kommunikations- og
adfærdsvanskeligheder udgør ligeledes en relativt stor gruppe af elever, der har behov for støtte.
I forhold til gruppen af elever med støttebehov er der også fokus på elevernes socioemotionelle
vanskeligheder og koncentrationsevne for at beskrive forhold, der ud over faglige resultater og trivsel
har betydning for eleverne.
Elever med udadreagerende og indadreagerende adfærd bliver fremhævet som en gruppe elever, der er
særligt udfordrede, og som udfordrer skolens ledelse, lærere og pædagoger. Skolens inkluderende
læringsmiljøer og den pædagogiske tilgang er endvidere blevet fremhævet som særligt vigtigt for, at
elever, der er i risiko, ikke udvikler en uhensigtsmæssig adfærd.
Den relativt store gruppe af elever, som lærerne vurderer, har et støttebehov, men som ikke får støtte,
klarer sig betydeligt dårligere end de øvrige elever. På nogle punkter er de kendetegnet ved oftere at
have vanskeligheder end de elever, der får støtte. Der ses ligeledes forskelle i forhold til
koncentrationsevne hos elever.
Elever, der isolerer sig i hjemmet og ikke kommer i skole i længere perioder – op til hele år – er et
stigende problem, som kræver en særlig tværfaglig og tværsektoriel indsats.
3.3.1 Elevernes særlige behov
SFI’s undersøgelse af støtte til elever i 7. og 9. klasse i almenklasser angiver en række forskellige årsager
til, at de enkelte elever modtager støtte, jf. figur 7. Det fremgår, at det er ret forskellige vanskeligheder,
eleverne har. Cirka 31 pct. af de elever, der får støtte, får den, fordi de er ordblinde; 19 pct. har andre
former for læse-/skrivevanskeligheder; 6 pct. har tale-sproglige vanskeligheder; omkring 20 pct. får
40
støtte, fordi de har generelle indlæringsvanskeligheder; socioemotionelle vanskeligheder er baggrunden
for støtten til cirka 11 pct. af eleverne; adfærds-, kontakt- og trivselsproblemer (AKT) er støtteårsag for
cirkaa 10 pct. af eleverne; støtte på grund af ADHD/ADD-diagnoser angives som begrundelse for
cirka seks pct. af eleverne; og endelige angives, at cirka tre pct. af eleverne modtager støtte på grund af
en aspergers-diagnose.
Figur 7. Lærernes svar på spørgsmålet om bagrunden for, at eleverne modtager støtte
Anm.: Lærerne har haft mulighed for at angive flere begrundelser, hvis det er relevant. Derfor summer søjlerne ikke til 100
pct. I 73 pct. af tilfældene har lærerne angivet én begrundelse for støtten til den pågældende elev. I 17 pct. af tilfældene er
der angivet to begrundelser, og for de resterende 10 pct. er angivet tre eller flere begrundelser.
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
Af Klagenævnet for Specialundervisnings Årsrapport for 2015 fremgår, at der har været en stigning i
antallet af klagesager fra 139 i 2014 til 171 i 2015 til Klagenævnet for Specialundervisning. I 2013 var
antallet af klagesager 164.
I forhold til elever med dysleksi/ordblindhed har der været en stigning på 11 pct. i antallet af klagesager
i 2015.
Klagenævnet har ændret kommunens afgørelse i 68 pct. af sagerne om elever med ordblindhed.
Klagenævnet har i disse sager vurderet, at elevens behov ikke kunne tilgodeses i det tilbud, som
0 10 20 30 40
ADHD/ADD
Aspergers syndrom
Andre autismespektrumsforstyrrelser (ASF)
Anden udviklings- eller opmærksomhedsforstyrrelse
Generelle indlæringsvanskeligheder
Dysleksi (ordblindhed)
Tale-sproglige vanskeligheder
Andre former for læse-/skrivevanskeligheder
Dyskalkuli (talblindhed)
Socio-emotionelle vanskeligheder
AKT (Adfærd, Kontakt og Trivsel)
Hørehandicap og døvhed
Synshandicap
Bevægehandicap
Andet
Procent
41
kommunen havde visiteret til. I de sager, hvor klagenævnet har ændret kommunens afgørelse, har
skolen (både specialklasse eller almenklasse) været vidende om, at eleven havde dysleksi, og skolen har
gennem alle årene forsøgt at imødekomme elevens vanskeligheder for eksempel med it-hjælpemidler.
En del af sagerne har handlet om elever i udskolingen, hvor det for disse elever i høj grad bliver
tydeligt, at eleven har store faglige vanskeligheder i stort set alle fag, og at det ikke er lykkedes for
skolen at lære eleven at anvende sine it-hjælpemidler optimalt. Derved fremstår disse elever med store
faglige vanskeligheder, mistrivsel og lavt selvværd.28
Det ændrede skoletilbud omhandler således elever,
hvor skolen har været fuldt ud klar over elevens udfordringer, men ikke er lykkedes med at give eleven
et tilstrækkeligt udbytte af undervisningen.
En anden stor gruppe, der modtager støtte, som ekspertgruppen gennem interviews og på mødet er
blevet opmærksom på kan være vanskelige at inkludere i skolernes hverdag, er de elever, der – hvis de
ikke mødes inkluderende og med de rigtige pædagogiske forudsætninger – risikerer at udvikle
udadreagerende adfærd, herunder elever der har svært ved at forstå sociale spilleregler og koder og at
skabe gode sociale relationer. Denne gruppe dækker ifølge SFI’s undersøgelse over cirka 30 pct. af de
elever, der får støtte (AKT, autisme, ADHD, aspergers og socio-emotionelle vanskeligheder) 29
.
Af KORA’s undersøgelse fremgår det, at det er en stor udfordring at tilgodese alle elevers behov,
herunder balancen mellem prioriteringer af indsatser for elever med sociale udfordringer versus elever
med faglige udfordringer30
. Det fremhæves i nogle undersøgelser, at der bruges meget tid på
brandslukning i situationer, hvor der er behov for hurtig og intensiv handling, og at dette ifølge
medarbejderne tager tid fra blandt andet mere forbyggende indsatser31
.
Der er udfordringer i læringsmiljøer i forhold til, at elever med udadrettet adfærd ofte fylder meget i
klassen og tager meget opmærksomhed. Ekspertgruppen er gennem interviews og på møder blevet
opmærksom på, at elever, der har vanskeligt ved at aflæse det sociale spil og de sociale koder, som
udfordrende. Det samme gælder elever, som har udfordringer i forhold til at skabe sociale relationer og
blive socialt accepteret. Det kan både være elever med et kommunikationshandicap eller et socialt
handicap. Derudover er ekspertgruppen blevet opmærksom på, at der er et dilemma i forhold til de
mere udadreagerende elever og elever med indadreagerende vanskeligheder. Det er oplevelsen, at mere
stille og indadvendte elever, der ikke fylder så meget i forhold til de andre elever, ofte overses.
Ekspertgruppen er gennem interviews og på møder ligeledes blevet opmærksom på, at tilgangen til
elevgruppen og i særdeleshed til elever med særlige behov er helt afgørende. Det er vigtigt at være
opmærksom på forebyggende indsatser for at mindske risikoen for, at eleverne udvikler problematisk
udadreagerende adfærd. Det er derfor afgørende, at lærere og pædagoger har de nødvendige
kompetencer, redskaber og metoder til at søge alternative og mere inkluderende løsninger på konflikter
og problematisk adfærd. Ekspertgruppen er samtidig blevet opmærksom på, at en gennemgående
udfordring er, at der mangler viden og handlekompetencer i forhold til at skabe et undervisningsmiljø,
28 Ankestyrelsen (2016): Klagenævnet for Specialundervisnings årsrapport for 2015.
29 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
30 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
31 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2007): Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand; Pedersen, Hanne Søndergård
m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
42
der støtter eleverne i at finde sig til rette og indgå positivt i fællesskaber med andre. Dette perspektiv
uddybes i afsnit 3.5 Inkluderende undervisningspraksis og læringsmiljøer.
Der er ingen gennemgående kønsbetingede trivselsforskelle i de tidlige år af børns liv, men fra
teenagealderen er der tegn på, at unge drenge hyppigere end jævnaldrende piger markerer sig negativt
ved at have en usund livsstil eller udadreagerende adfærd, som kan skade dem selv eller deres
omgivelser. Unge piger, derimod, vender hyppigere tingene indad. En undersøgelse fra 2014 viser, at
ganske mange unge piger udviser tegn på mentale trivselsproblemer. Sammenholdt med en
undersøgelse gennemført i 2011 ser det ud til, at udviklingstendenserne går i retning af, at andelen af
unge, der har fået det værre er blevet større. Børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund er endvidere
betydeligt mere udsatte end etnisk danske unge. Det skyldes især, at de oftere vokser op under ringere
materielle og boligmæssige rammer. Børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund er fire gange så
hyppigt som danske jævnaldrende indkomstfattige og vokser op i familier med lav velstand. Derudover
vokser fire ud af 10 børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund op i familier, hvor ingen voksne er i
beskæftigelse; blandt børn af dansk herkomst er den tilsvarende andel syv pct.32
Undersøgelser viser også, at meget af den negative risikoadfærd hos særligt drenge de seneste år er
blevet mindsket. Der har fra 2011 til 2015 været en udvikling, hvor de unge spiser sundere, er mere
aktive med motion, ryger mindre og debuterer senere som rygere, de drikker sig i mindre grad fulde,
tager færre stoffer, debutere senere seksuelt, bliver i mindre grad udsat for kriminalitet og udøver også
selv mindre kriminalitet.33
Dertil kommer en gruppe af elever, der har langvarig sygdom. SFI har undersøgt, hvor stor en andel af
børn og unge, der har haft langvarig sygdom eller har et handicap, og de konkluderer, at cirka fem pct.
har en langvarig sygdom eller et handicap, der hæmmer barnet eller den unge i dagligdagen34
.
Endelig er der en ret stor gruppe af elever, der i mindre grad oplever vanskeligheder i skolen. Det har
SFI blandt andet undersøgt, hvor respondenterne blev spurgt, om de i skolen var kede af det og holdt
sig for sig selv, om de havde svært ved at koncentrere sig i timerne, om der var konflikter med
kammeraterne, og om der var konflikter med lærere. Undersøgelsen viser, at henved halvdelen (49 pct.)
af alle børn og unge aktuelt har oplevet at have et problem i skolen, og omkring halvdelen af dem, der
har oplevet vanskeligheder, har problemer på flere områder35
.
I KORA’s undersøgelse fremhæves desuden, at elever, der ikke kan eller vil opfylde de krav, som
skolen stiller til dem, er en udfordring. I undersøgelsen henvises til, at i daglig tale beskrives en gruppe
af elever som såkaldte ’ADO-elever’ – almindeligt dårligt opdraget – eller egoistiske elever. Af
interviewene fremgår det, at disse elever optager en del af ressourcer, der er afsat til inkluderende
tiltag.36
32 Ottesen, Mai Heide m.fl. (2014): Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2014.
33 Ottesen, Mai Heide m.fl. (2014): Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2014.
34 Ottesen, Mai Heide m.fl. (2014): Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2014.
35 Ottesen, Mai Heide m.fl. (2014): Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2014.
36 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
43
3.3.2 Elever med støttebehovs trivsel og vanskeligheder
SFI har i forbindelse med inklusionseftersynet gennemført en dataindsamling blandt klasselærerne til de
cirka 430 klasser (7. til 9. klasser), der indgår i inklusionspanelet. Her er lærerne blevet bedt om at
vurdere, hvilke elever der har et særligt støttebehov37
. Jf. afsnit 3.2 viser lærerbesvarelserne, at 8 pct. af
eleverne får støtte, én pct. er under udredning, og at seks pct. af eleverne ifølge lærerne burde have
støtte, men får den ikke.
SFI’s analyse viser, at der er grund til at have fokus på gruppen af elever, hvor lærerne identificerer et
støttebehov, men hvor eleverne ikke får støtte. Det fremgår desuden, at der måske i endnu højere grad
er grund til at have fokus på den dog forholdsvis lille gruppe af elever, som er under udredning.
Gruppen af elever, der har behov for støtte, men ikke får det, tilkendegiver en i gennemsnit signifikant
lavere individuel trivsel i skolen sammenlignet med elever, der ikke har støttebehov. Den
gennemsnitlige værdi for denne gruppe er lavere end for gruppen af elever, der får støtte. I modsætning
til elever, der får støtte, så oplever elever, der ifølge læreren har behov for støtte, men som ikke får det
lige nu, at deres kollektive trivsel er signifikant lavere end hos elever, der ikke får støtte, jf. figur 8.
Figur 8. Elevgruppers individuelle og kollektive trivsel, Inklusionspanelet
Anm: Signifikanstest i forhold til elever uden støttebehov. ***=p<0,01. Alle indeks er beregnet ud fra en værdi mellem 1
og 5.
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
Elevernes socio-emotionelle adfærdsproblemer
I inklusionspanelet bliver der også stillet en række spørgsmål til elevernes emotionelle og
adfærdsmæssige problemer. Disse spørgsmål går mere direkte på den enkelte elevs vanskeligheder,
37 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
Individuel; 3,93***
Individuel ; 4,16
Individuel; 3,69***
Individuel; 3,85***
Individuel; 4,12
Kollektiv; 3,99
Kollektiv; 4,06
Kollektiv ; 3,88***
Kollektiv; 3,88***
Kollektiv; 4,04
3,4 3,5 3,6 3,7 3,8 3,9 4 4,1 4,2
Modtager støtte
Elever uden støttebehov (referencegruppe)
Under udredning
Har behov for støtte, men modtager ikke
Total
Kollektiv trivsel Individuel trivsel
44
herunder emotionelle problemer, adfærdsproblemer, hyperaktivitet, kammeratskabsproblemer og
hvorvidt, eleverne er prosociale. Den individuelle trivsel, som er behandlet ovenfor, beskriver derimod i
højere grad, om eleven er glad, engageret og føler sig tryg i skolen.
Elever uden støttebehov (referencegruppen) har signifikant færre socioemotionelle vanskeligheder målt
ved den totale SDQ-score sammenlignet med både de elever, der modtager støtte for tiden, de elever,
der ikke modtager støtte for tiden, men hvor læreren vurderer, at de har behov herfor, samt de (relativt
få) elever, der er under udredning. Figur 9 viser, at 88,5 pct. af eleverne, som vurderes ikke at have
behov for støtte, ligger inden for normalområdet, dvs. med en SDQ total på mellem 0 og 15. Det
samme gælder 77,2 pct. af eleverne, der modtager støtte, og 72,5 pct. af eleverne, som p.t. ikke
modtager støtte, men hvor lærerne har vurderet, at de har brug for det. Blandt elever under udredning
ligger 64,9 pct. inden for normalområdet – om end det skal pointeres, at der kun er 37 elever i denne
gruppe, og at resultatet derfor må tages med forbehold for større usikkerhed. Andelen af elever i
grænseområdet (SDQ total 16-19) er således også større: Hhv. 13,8 pct. blandt dem, der modtager
støtte, og 14,5 pct. blandt dem, der har behov for støtte, men som ikke får det, sammenlignet med 7,3
pct. blandt elever i referencegruppen. SDQ-totaler på 20-40 vurderes som værende uden for
normalområdet. I det område ligger 8,9 pct. blandt dem, der modtager støtte, og 13,0 pct. blandt dem,
der har behov for støtte, men som ikke får det, sammenlignet med 4,25 pct. blandt elever i
referencegruppen, jf. figur 9.
Figur 9. Fordeling af SDQ-totalresultater på de tre kategorier for hver af elevtyperne
Anm.: SDQ måler fem dimensioner af elevernes adfærd: Emotionelle problemer, adfærdsproblemer, hyperaktivitet,
kammeratskabsproblemer og prosocial adfærd. For de fire førstnævnte dimensioner gælder det, at jo højere score, desto
større vanskeligheder har eleven inden for disse dimensioner. For prosocial adfærd gør det modsatte sig gældende; jo højere
score, desto mere positiv udadvendt adfærd. De fire førstnævnte dimensioner kan lægges sammen til en totalskala, der giver
et generelt billede af elevens vanskeligheder. Signifikanstest i forhold til elever uden støttebehov. * p < 0.05, ** p < 0.01,
*** p < 0.001. Standardafvigelse er angivet i parentes.
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl.(2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
0%
10%
20%
30%
40%
50%
60%
70%
80%
90%
100%
Modtager støtte Ikke behov for
støtte (ref.grp.)
Under udredning Har behov for
støtte, men
modtager ikke
Uden for normalområdet
Grænseområde
Normalområdet
45
Det skal bemærkes, at det kun er forskellene i forhold til referencegruppen af elever – gruppen som
ikke modtager støtte – at der findes signifikante forskelle. Der er ikke signifikante forskelle i fordelingen
mellem hhv. normalområdet, grænseområdet og uden for normalområdet, når man sammenligner de
elevgrupper, der hhv. modtager støtte, er under udredning, og som ifølge læreren har behov for støtte,
men som ikke modtager det for tiden. Med andre ord: Selvom der for eksempel er fire procentpoint
flere elever, der har behov for støtte, men som ikke får det i øjeblikket, der ligger uden for
normalområdet sammenlignet med elever, der i øjeblikket får støtte (det vil sige 13,0 pct. i forhold til
8,9 pct.), så er denne forskel ikke statistisk signifikant.
Elevernes koncentrationsevne
Analyser foretaget i forbindelse med evalueringen af to lodtrækningsforsøg med inklusionsindsatser
viser, at danske elever generelt har en lidt, men dog beskedent højere koncentrationsydelse end tyske
elever, når de er 13-14 år gamle. Dette er, når man tager udgangspunkt i den såkaldte d2-test.
Analyserne viser, at danske elevers gennemsnitsscore er på cirka 149-150, mens den tyske normscore
for samme aldersgruppe i Tyskland er 144-14638
.
I SFI’s analyser af elever, der får støtte i undervisningen, er eleverne et år ældre. Herunder indgår elever
på både 7. og 9. klassetrin, hvorfor den samlede score er væsentligt forøget. Analyserne viser i lighed
med de øvrige analyser, at koncentrationsydelsen er væsentligt lavere for de elever, der modtager støtte,
for de elever, som lærerne identificerer, har behov for støtte, men som ikke får støtte, og for de elever,
som er under udredning, sammenlignet med de øvrige elever, jf. tabel 10.
Tabel 10. Elevernes score ved d2-test (gennemsnit)
Elever, der
modtager støtte
Elever uden
støttebehov
(referencegruppe)
Elever under
udredning
Elever med behov for
støtte, men modtager
ikke Total
d2-testscore 171,10*** 196,16 182,18* 165,01*** 192,53
(38,21) (41,73) (53,60) (42,86) (42,70)
Forskel til elever
uden støttebehov
25,06 point - 13,98 point 31,15 point -
Antal elever 271 3586 40 211 4108
Anm.: Signifikanstest i forhold til elever uden støttebehov. * p < 0,05, ** p < 0,01, *** p < 0,001. Standardafvigelse i
parentes.
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
Der er ikke noget, der tyder på, at inklusion af elever med særlige behov i væsentlig grad påvirker de
øvrige elevers koncentrationsevne39
. Til gengæld viser ovenstående tabel, tabel 10, en ret stor forskel i
elevernes modenhed alt efter, om de har et støttebehov eller ej. Den gennemsnitlige fremgang for den
samlede elevgruppe i Inklusionspanelet, der har taget koncentrationstesten med et års mellemrum, er 20
point. Med det udgangspunkt viser resultaterne fra koncentrationstesten, at både elever, der modtager
støtte, og elever, der har behov for støtte, men ikke får støtte, gennemsnitligt har en markant lavere
38 Keilow, Maria m.fl. (2016): Inklusionsindsatser i folkeskolen. Resultater af to lodtrækningsforsøg.
39 Amilon, Anna (2015): Inkluderende skolemiljø - Elevernes roller.
46
koncentrationsevne. Tallene i tabellen viser, at forskellen for begge grupper er mere end den
gennemsnitlige fremgang, som hele elevgruppen har haft på et år. For elever med støttebehov, men
som ikke modtager støtte, er forskellen på mere end det, der svarer til 1½ år.
Resultaterne kan også perspektiveres af de for nyligt offentliggjorte lodtrækningsforsøg med
inklusionsindsatser. Resultaterne fra lodtrækningsforsøgene viste, at et kort opkvalificeringsforløb for
lærere samlet giver et løft i elevernes koncentrationsevne på cirka 4 måneder, mens et mestringsredskab
løftede elevernes koncentration for, hvad der svarer til syv måneder40
. Det tyder på, at der kan gøres
relativt meget for elevernes koncentrationsevne med forholdsvis enkle redskaber. Det skal dog
understreges, at der ikke er noget, der tyder på, at det vil mindske forskellen mellem elever, der har
støttebehov og de øvrige elever, da forsøgene peger på, at det er hele elevgruppens koncentration, der
forbedres i forsøgene.
3.3.3 Overgange og aldersmæssig variation i forhold til vanskeligheder
Ekspertgruppen har i dialog med forskellige parter erfaret, at overgange kan være særligt vanskelige for
elever med særlige behov, og det er centralt, at der skabes bedre sammenhænge i børnenes liv. Elever
oplever mange overgange inden for en kort periode, når de begynder i skole. Der er overgange fra
dagtilbud til SFO, fra SFO til 0. klasse og igen fra 0. klasse til 1. klasse. Derudover kan den tredelte
organisering med indskoling, mellemtrin og udskoling ligeledes være en udfordring for nogle børn.41
Endvidere peges på, at overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelse også kan være en
udfordring.
Ekspertgruppen er gennem interview og møder blevet opmærksom på, at skolerne skal tage
udfordringerne med overgange alvorligt. Det er afgørende, at der er forståelse for, at det er vigtigt at
forebygge og foregribe udfordringer ved disse skift og skabe sammenhænge herimellem.42
Derudover er der en række tidspunkter i børns udvikling, hvor der er større risiko for at opleve
vanskeligheder. Af KORA’s undersøgelse fremgår det, at indskolingen fremhæves som der, hvor der er
mest uro, og som det område, der er mest presset i forhold til arbejdet med inkluderende
læringsmiljøer. Endvidere peges der på, at flere drenge i indskolingen er udfordrede som følge af, at alle
børn skal starte i skole det år, de fylder 6 år.43
Ekspertgruppen er gennem interviews og på mødet desuden blevet opmærksom på, at præpuberteten
opleves af nogle som en udfordring. Det er tit her, de sociale relationer begynder at spille en større
rolle. Mellemtrin og udskoling kan også opleves som en udfordring, fordi det er her,
abstraktionsniveauet øges, og der bliver stillet større faglige krav, der kan gøre det svært for elever med
særlige behov i form af eksempelvis. indlæringsvanskeligheder at følge med44
. Dette underbygges af
KORA-undersøgelsen, der fremhæver, at arbejdet med inkluderende læringsmiljøer på mellemtrinet og
40 Keilow, Maria m.fl. (2016): Inklusionsindsatser i folkeskolen. Resultater af to lodtrækningsforsøg.
41 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview
42 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview
43 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
44 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
47
især i udskolingen vanskeliggøres af, at eleverne har flere forskellige lærere. Hertil kommer, at en del
udskolingselever får brug for støtte fra AKT (adfærd, kontakt og trivsel) til at klare nogle af de
udfordringer, der ofte opstår eller forstærkes i teenageårene45
.
Dette underbygges også af udviklingen i inklusionsgraden hen over skoleforløbet. Det er her tydeligt, at
flest elever er en del af den almene skole i de mindre klasser, mens der sker en udskillelse af flere elever
hen over mellemtrinnet og udskolingen. Som det fremgår af tabel 11, er inklusionsgraden højst i
børnehaveklassen og indskolingen, mens den falder gradvist i takt med, at klassetrinnet øges.
Forskningsresultater viser desuden, at særligt fra elever bliver 10 år og frem, bliver elever med
forskellige vanskeligheder særligt opmærksomme på, at de er anderledes end deres klassekammerater,
og at dette kan føre til øget mistrivsel hos denne gruppe46
.
Tabel 11. Udviklingen i inklusionsgraden fordelt på klassetrin, 2010/11 - 2014/15
Klassetrin 2010/11 2011/12 2012/13 2013/14 2014/15
0. klasse 97 pct. 98 pct. 98 pct. 98 pct. 98 pct.
1. klasse 96 pct. 96 pct. 97 pct. 97 pct. 97 pct.
2. klasse 96 pct. 96 pct. 96 pct. 96 pct. 97 pct.
3. klasse 95 pct. 96 pct. 96 pct. 96 pct. 96 pct.
4. klasse 95 pct. 95 pct. 95 pct. 95 pct. 95 pct.
5. klasse 94 pct. 94 pct. 95pct. 95 pct. 95pct.
6. klasse 94 pct. 94 pct. 94 pct. 94 pct. 95 pct.
7. klasse 93 pct. 94 pct. 94 pct. 94 pct. 94 pct.
8. klasse 93 pct. 93 pct. 94 pct. 94 pct. 94 pct.
9. klasse 92 pct. 92 pct. 92 pct. 93 pct. 93 pct.
10. klasse 88 pct. 87 pct. 87 pct. 86 pct. 86 pct.
Hovedtotal 94,2 pct. 94,6 pct. 94,8 pct. 95,0 pct. 95,2 pct.
Anm.: Inklusionsgraden er andelen af det samlede antal elever, der er i den almene undervisning. Opgørelsen omfatter kun
de kommunale skoler.
Kilde: Danmarks Statistik og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
Fra dagtilbud til skole
Langt de fleste børn går i de almene dagtilbud. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 0,53 pct. af alle børn
mellem nul og fem år gik i særlige dagtilbud efter serviceloven i 2014.
En kortlægning af inklusion i dagtilbud fra 2014 viser, at 50 pct. af pædagogerne i vuggestuer og
børnehaver oplever, at der er et eller flere børn i deres børnegruppe, der går glip af
udviklingsmuligheder, fordi de sjældent deltager i fællesskaber med andre børn. Samtidig peger
kortlægningen på, at dagtilbud, som arbejder systematisk med at vurdere det enkelte barns risiko for
45 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
46 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen.
48
eksklusion, typisk også har personale, som har deltaget i kompetenceudvikling, har adgang til
fagpersoner og inddrager forældre i arbejdet med inkluderende fællesskaber og læringsmiljøer47
.
Ekspertgruppen er gennem interviews og på mødet blevet opmærksom på, at der ofte mangler
vidensdeling og overlevering af informationer om børn ved overgangen mellem dagtilbud og skole. Det
kan for eksempel betyde, at barnet starter i skole uden nødvendig støtte, eller at støtten kommer, når
barnet allerede har fået udfordringer i skolen. Derudover kan det også betyde, at viden om et barns
udfordringer og de gode løsninger, der understøtter barnets deltagelse og trivsel, kan gå tabt i
overgangen mellem dagtilbud og skole.
Af KORA-undersøgelsen fremgår det, at mange lærere og pædagoger efterspørger så mange
oplysninger om børnene som muligt. Der har været en tendens til, at det skal være et ”rent blad”, når
barnet begynder i skole, forstået på den måde, at overleveringen af information om barnet kan skabe
fastlåste formodninger og forventninger til barnet, som ikke er gunstige for barnets begyndelse i skolen.
Dette perspektiv fremhæves blandt andet af interviewede pædagoger i KORA-undersøgelsen48
.
Ekspertgruppen er gennem interviews og på møder blevet gjort opmærksom på, at dette kan ses som
misforstået hensyn.
Det bemærkes dog, at den viden, der deles mellem dagtilbud og skole, skal være relevant og i
overensstemmelse med de lovgivningsmæssige rammer for overlevering af informationer. Af KORA-
undersøgelsen fremgår det endvidere, at flere foretrækker selv at observere børnene, fremfor at få
information på et overdragelsesmøde. En god skolestart er afgørende, da flere af de børn, der oplever
problemer i forbindelse med skolestart, også får problemer senere i deres skoleliv.49
KORA’s rapport
om indsatser for og udvikling hos elever, der har vanskeligheder i skolestarten, viser desuden, at nogle
kommende skolebørn har utidssvarende forventninger om, hvad skolen er for et sted, og de oplever
derfor overgangen som utryg.50
Sammenhængen mellem dagtilbud, fritidsordning og skole har stor betydning for at understøtte børn i
at få en god start på deres skolegang både i relation til trivsel og læring. KORA-undersøgelsen peger
også på, at overgangen mellem børnehaver og skoler har en vis betydning for inklusionsarbejdet, og der
er generelt fokus på dette arbejde i alle kommuner og på alle skoler. Det er dog ikke indtrykket, at
overgangsarbejdet opfattes som et centralt element i forhold til inklusion51
.
En kortlægning af, hvilken virkning indsatser i dagtilbud har på børns skoleparathed fra Aarhus
Universitet (2013), viste blandt andet, at der i Danmark er store forskelle på, hvordan der arbejdes med
overgangen mellem skole og dagtilbud. Der er generelt er fokus på, at skolen skal være klædt på til at
47 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): Inklusion i dagtilbud – Kortlægning af arbejdet med inklusion i daginstitutioner og
dagpleje.
48 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
49 Brostrøm, Stig (2002): ”Kontinuitet og helhed i overgangen fra børnehave til skole”; Brostrøm, Stig (2006):
”Samarbejdsformer om børns overgang fra børnehave til skole”; Brostrøm, Stig (2001): Farvel børnehave – hej skole; Vrinioti,
Kalliope m.fl. (2003): ”Transitions from Preschool to Primary School”.
50 Mehlbye, Jill m.fl. (2015): Undersøgelse af indsatser for og udvikling hos elever, der har vanskeligheder i skolestarten.
51 Mehlbye, Jill m.fl. (2015): Undersøgelse af indsatser for og udvikling hos elever, der har vanskeligheder i skolestarten.
49
modtage nye elever, mens der ikke findes en sammenhængende og målrettet indsats, der skal forberede
børn i dagtilbud til skolen.52
Fra indskoling til mellemtrin og mellemtrin til udskoling
Der er forholdsvis mange skift i skoletiden. Inden for indskoling er der som nævnt overgange, når en
elev skifter fra 0. til 1. klasse. Det er også centralt at være opmærksom på overgangen fra indskoling til
mellemtrin og fra mellemtrin til udskoling.
I KORA-undersøgelsen påpeges, at der ofte sker et skift i det pædagogiske personale mellem indskoling
og mellemtrin. Relationen mellem de voksne og de enkelte elever nævnes som helt afgørende for, at
arbejdet med inkluderende læringsmiljøer kan lykkes, og denne relation skal bygges op på ny ved disse
skift. På nogle skoler fortsætter klassens pædagog med i 4. klasse i enkelte timer, hvilket af de
interviewede pædagogerne fremhæves, som en måde at sikre en vis kontinuitet på53
.
Fra indskoling til mellemtrin og fra mellemtrin til udskoling øges abstraktionsniveauet, og det kan være
sværere at følge med fagligt. Der er blandt andet store forskelle på, hvad lærere og pædagoger forventer
af eleverne fra mellemtrin til udskoling.54
KORA-undersøgelsen peger også på, at overgangen fra
mellemtrin til udskoling kan give udfordringer – særligt i de tilfælde, hvor eleverne flytter til en
overbygningsskole. Det kan for eksempel betyde, at elever med særlige behov, som har været en del af
en almenklasse, kan blive nødt til at skifte til specialklasse eller en specialskole. Miljøskiftet kan dog
også i nogle tilfælde være positivt for eleverne.
Der er endvidere en del undersøgelser, der peger på, at forskellen mellem fagligt dygtige og svage elever
øges fra mellemtrinene og frem55
. Derudover er der undersøgelser, der peger på, at en række ikke-
kognitive kompetencers betydning øges, jo ældre eleverne bliver 56
.
Fra folkeskole til ungdomsuddannelse
Overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelse ser ud til at være en udfordring for elever med
særlige behov. Flere undersøgelser viser, at elever med særlige behov i betydelig mindre grad
påbegynder og gennemfører en ungdomsuddannelse.57
Der er ikke meget viden om, hvad der hjælper
flere elever med særlige behov til at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse – til gengæld er
der en del viden om, hvilke barrierer der synes at være.
Den helt overvejende udfordring synes at være i forbindelse med overgangen fra folkeskole til
ungdomsuddannelse. En undersøgelse af unge med handicaps uddannelsesmønstre viser, at unge med
52 Nielsen, Trine Kløvager m.fl. (2013): Virkningsfulde tiltag i dagtilbud. Et systematisk review.
53 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
54 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
55 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk
review; Gustafsson, Line Renate m.fl. (2015): Registeranalyse og videnopsamling. Satspuljeprojektet, styrket faglighed blandt udsatte børn i
folkeskolen.
56 Almlund, Mathilde m.fl. (2011): ”Personality Psychology and Economics”; OECD (2015): OECD Skills Studies. Skills for
Social Progress: The Power of Social and Emotional Skills.
57 Jensen, Vibeke Myrup m.fl. (2010): Veje til ungdomsuddannelse 1; Epinion (2014): Uddannelsesresultater og -mønstre for børn og unge
med handicap – Årgang 1990.
50
handicap, der påbegynder en ungdomsuddannelse, har et uddannelsesmønster, der i store træk ligner
andre unges. Den helt overvejende forskel ser ud til at være, at betydeligt færre unge med et handicap
påbegynder en ungdomsuddannelse. I forhold til påbegyndelse og gennemførelse af en
ungdomsuddannelse viser undersøgelsen, at 73 pct. af eleverne med handicap påbegynder en ordinær
ungdomsuddannelse, mens 92 pct. af eleverne uden et handicap påbegynder en ordinær
ungdomsuddannelse. Frafald blandt unge på ungdomsuddannelser er lidt større blandt unge med
handicap end i gruppen uden handicap. Det er tale om en meget lille forskel. Der er ingen eller stort set
ingen forskel mellem grupperne i forhold til frafald på de almengymnasiale og erhvervsfaglige
uddannelser58
. Det skal her bemærkes, at undersøgelsen tager udgangspunkt i unge med
synsnedsættelser, bevægehandicap, ordblindhed og udviklingsforstyrrelser m.m., men ikke unge med
udviklingshæmning. Disse unge har altså som udgangspunkt ikke noget kognitivt handicap og således
ikke noget, der som udgangspunkt skulle medføre, at de ikke kan gennemføre en ungdomsuddannelse,
hvis de har de nødvendige hjælpemidler.
Det samme mønster ses også i en undersøgelse af kvaliteten i specialskoler fra 2014. Her konkluderes
det blandt andet, at specialskoleelevers problemer hovedsageligt opstår i overgangen fra det
(beskyttede) skoleliv på specialskole. Det lader til, at de særligt har problemer med at skabe sig et
voksenliv med uddannelse og en fast plads på arbejdsmarkedet, hvilket tyder på, at det er overgangen
fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne og arbejdsmarkedet, der hovedsageligt er en udfordring59
.
En anden væsentlig faktor er elevernes socioøkonomiske baggrund. Det gælder som udgangspunkt
både unge med og uden handicap. Epinions undersøgelse af unge med handicaps uddannelsesmønstre
viser, at sociale baggrundsfaktorer har en betydning. Forældrenes tilknytning til arbejdsmarkedet, et
indkomstniveau over medianindkomst, og det, at én af forældrene har en videregående uddannelse, har
generelt en positiv effekt på, hvordan den unge med handicap klarer sig i uddannelsessystemet60
. Stort
set de samme parametre har generelt betydning for unges påbegyndelse og gennemførelse af
ungdomsuddannelse61
. Det kan dog her bemærkes, at elever med handicap, som kommer fra hjem med
en relativ lav socioøkonomisk baggrund, ser ud til at have en stor risiko for ikke at komme i gang med
og gennemføre en ungdomsuddannelse.
En anden væsentlig barriere for gennemførelse af en ungdomsuddannelse er, hvis eleverne ikke
gennemfører 9. klasse og får taget en samlet 9. klasseprøve. I forhold til de centrale resultater for
gennemførelse af folkeskolen kan fremhæves, at 90 pct. af eleverne med handicap gennemfører 9.
klasse. 96 pct. blandt deres jævnaldrende uden handicap gennemfører 9. klasse, 62 pct. af eleverne med
handicap har aflagt folkeskolens prøver uden prøvemangler, mens 86 pct. af eleverne uden et handicap
har aflagt folkeskolens prøver uden prøvemangler. 73 pct. af eleverne med handicap har aflagt mindst
én af folkeskolens prøver, mens 93 pct. af eleverne uden et handicap har aflagt mindst én af
folkeskolens prøver.62
58 Epinion (2014): Uddannelsesresultater og -mønstre for børn og unge med handicap – Årgang 1990.
59 Egelund, Niels (2014): Kvalitet i specialskoler.
60 Epinion (2014): Uddannelsesresultater og -mønstre for børn og unge med handicap – Årgang 1990.
61 Jensen, Vibeke Myrup m.fl. (2010): Veje til ungdomsuddannelse 1.
62 Epinion (2014): Uddannelsesresultater og -mønstre for børn og unge med handicap – Årgang 1990.
51
Ekspertgruppen er gennem interviews og møder blevet gjort opmærksom på, at der i dag er en række
muligheder for at tilpasse 9. klasseprøven, hvis elevens særlige behov giver grundlag herfor. Skolerne
kan således tilbyde særlige prøvevilkår til elever med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og til
elever med tilsvarende vanskeligheder, når skolen vurderer, at dette er nødvendigt for at ligestille disse
elever med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring
af prøvens niveau. Elever med ordblindhed kan eksempelvis medbringe deres egen computer med
hjælpeprogrammer. Alternativt kan skolen stille en computer til rådighed med kompenserende it-
hjælpemidler. Elever med særlige behov kan eksempelvis også tildeles ekstra tid til prøven.
Ekspertgruppen er gennem interviews og møder desuden blevet gjort opmærksom på, at kravet om, at
elever, som søger optagelse på en erhvervsuddannelse, skal opfylde karakterkravet på 02 i henholdsvis
dansk og matematik ved de afsluttende prøver i folkeskolen, kan have en betydning for unges
muligheder for ungdomsuddannelse, men der er ikke gennemført systematiske undersøgelser heraf, da
kravet blev indført ved optagelsen til skoleårets start 2015/16.
Desuden er der udfordringer i forhold til, om der er ambitioner om, at unge med særlige behov skal
påbegynde en ungdomsuddannelse. En spørgeskemaundersøgelse blandt skoleledere på specialskolerne
viser, at cirka 70 pct. af skolelederne tilkendegiver, at skolen har stort fokus på at udvikle elevernes
faglige viden og færdigheder og at motivere og forberede eleverne til en ungdomsuddannelse. Til
sammenligning tilkendegiver 95 pct. af skolelederne, at specialskolerne har fokus på elevernes trivsel og
sociale udvikling. Derudover kan der også sammenlignes med lederne af ungdomsskolernes
heldagstilbud, hvor 90 pct. af lederne tilkendegiver, at det at motivere og forberede eleverne til en
ungdomsuddannelse har stor betydning.63
Endeligt er ekspertgruppen gennem interviews og møder gjort opmærksom på, at der mangler
systematik i overdragelse af viden om handicap og støttebehov fra folkeskole til ungdomsuddannelse.
Viden om støttebehov følger ikke nødvendigvis med i uddannelsesplanen ved ansøgning om optagelse.
63 Rangvid, Beatrice Schindler m.fl. (2014): Faktorer af betydning for kvalitet i specialskoler: En survey-kortlægning blandt specialskoler
og PPR.
52
3.4 Status på faglige resultater og trivsel
I dette afsnit redegøres for udviklingen i elevernes faglige resultater og trivsel. Af den politiske
målsætning for kommunernes omstilling til øget inklusion fremgår det, at elevernes faglige resultater
skal styrkes, og at elevernes trivsel skal fastholdes.
I dette afsnit ses både på den individuelle trivsel, der kan beskrives som glæde, tryghed og engagement
(psykosocial trivsel) i skolen samt den kollektive trivsel, der beskriver, hvorvidt elever oplever, at elever
og medarbejdere behandler hinanden godt. I gennemgangen af faglige resultater er der primært fokus
på nationale testresultater og resultater fra 9. klasse-prøven.
Der er i beskrivelserne både fokus på den samlede elevgruppe og på elevgrupper, der ser ud til at
adskille sig fra de øvrige elever, for eksempel elever med særlige behov.
I afsnit 3.5 er fokus på undervisning og læringsmiljø og de to afsnit skal til sammen gerne give et
indblik i konteksten (miljøet og relationer) og eleverne (resultater, trivsel og mestring af skoledagen).
Afsnittet bygger på nedenstående kilder:
 Amilon, Anna m.fl. (2015): Inkluderende skolemiljø - elevernes roller.
 Christensen, Christiane Præstgaard m.fl. (2014): Effekten af it-støtte på elevers læsefærdigheder. Et
eksperiment i Horsens Kommune
 Christensen, Christiane Præstgaard m.fl. (2015): Inklusionspanelet. Et forskningsprojekt om inklusion af
elever med særlige behov i den almindelige undervisning. Statusnotat 2.
 Lynggaard, Mikkel m.fl. (2014): Inklusionspanelet. Et forskningsprojekt om inklusion af elever med særlige
behov i den almindelige undervisning. Statusnotat 1.
 Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
Resume
Overordnet er det for tidligt at drage endelige konklusioner om, hvorvidt omstilling til øget inklusion
har haft betydning for elevernes faglige resultater. Det skyldes, at det fortsat er tidligt i
omstillingsprocessen til øget inklusion, og at der endnu ikke er gennemført effektanalyser efter de
indgåede aftaler om omstilling til øget inklusion med høj generaliserbarhed64
. De foreløbige analyser
viser, at der ikke er noget, som tyder på, at omstillingen til øget inklusion har påvirket elevernes faglige
resultater nævneværdigt.
Ses der på gruppen af elever, der har skiftet fra et specialtilbud til almenundervisningen, så er denne
gruppe af elevers faglige resultater dårligere end de øvrige elever i almenundervisningen. Omvendt har
disse elever bedre faglige resultater end de elever, der fortsat er i specialklasser eller på specialskoler.
Omstillingen til øget inklusion ser ud til at have medført en større diversitet i elevernes faglige resultater
og trivsel på tværs af almene folkeskole og klasser. Det skyldes, at elever, der er flyttet fra specialtilbud
64 Der forventes effektanalyser i forhold til elevernes faglige resultater i forbindelse med Inklusionspanelet i efteråret 2016.
53
tilsyneladende, ofte er bosat i områder, hvor elevgruppen samlet har en svagere social baggrund end
andre steder i landet. Elever, der er flyttet til den almene undervisning, er således i højere grad flyttet til
klasser, hvor elevernes faglige resultater, allerede inden disse elever kom ind i klassen, var lavere end
landsgennemsnittet.
I forhold til de øvrige elever i klassen viser resultaterne, at hvis en elev fra et specialtilbud er flyttet ind i
en almenklasse, så har det hverken positiv eller negativ betydning for de øvrige elevers trivsel.
Til gengæld ser det ud til, at der er sket en væsentlig udvikling i trivslen hos de elever, der er tilbageført
fra et specialtilbud til almenundervisningen. Hvor deres trivsel tidligere var signifikant anderledes end
deres klassekammeraters, kan der i de seneste analyse ikke ses forskel mellem disse to elevgrupper. Det
ser endvidere ud til, at elever med klassekammerater, der er tilbageførte fra et
specialundervisningstilbud, i gennemsnit trives lige så godt som elever, der går i klasser helt uden
tilbageførte elever.
En af de statistisk sikre forskelle, der er identificeret, viser, at trivslen er bedre for eleverne i klasser med
elever, der modtager støtte (men ikke er tilbageført) i undervisningen, end for elever i klasser, hvor der
ikke er elever, som får støtte. Det tyder på, at støtten også kommer andre i klassen til gavn.
3.4.1 Status på faglige resultater
Her beskrives elevernes faglige resultater med fokus på betydningen af omstilling til øget inklusion i
folkeskolen.
Ingen klar konklusion om betydningen for elevernes faglige resultater
Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at drage entydige konklusioner om, hvorvidt kommunernes
omstilling til øget inklusion har haft en betydning for elevernes faglige resultater. Det skyldes to
forhold. For det første er det forholdsvis tidligt i omstillingsprocessen, hvorfor der endnu ikke er
gennemført analyser, som ser på effekten på elevernes faglige resultater. For det andet og i forlængelse
af den første pointe, så er de analyser, som er gennemført, alene foretaget på enkeltstående målinger,
der ikke er direkte tilknyttet til, hvorvidt der er flere elever med særlige behov i klasserne for de berørte
elever, hvilket betyder, at det er usikkert at sige noget om effekt.
Af landsgennemsnittet for elevernes resultater ved afgangsprøven fremgår det, at andelen af elever i
almenundervisning, der fik mindst 2 i gennemsnit i både dansk og matematik i 9. klasse, er faldet fra 89
pct. i 2011/2012 til 88 pct. i 2013/2014. Det er dog ikke muligt at sige noget om, hvorvidt denne
mindre tilbagegang skyldes omstillingen til øget inklusion, idet det også kan skyldes andre forhold, for
eksempel en mindre forskel mellem de to årgange, som kan være tilfældig. Hertil kommer, at
sværhedsgraden på prøverne kan variere fra til år65
.
65 Med forskellige tiltag tilstræbes det, at den samme indsats i prøverne giver den samme karakter fra år til år, men systemet
er ikke eksakt, og der er tale om en større grad af fagligt skøn end i forbindelse med testresultaterne.
54
I forhold til resultaterne fra de nationale test på landsplan viser testresultaterne en fremgang i
matematik på både 3. og 6. klassetrin. Resultaterne i dansk, læsning, viser en mindre fremgang på 2. og
8. klassetrin, mens de faglige resultater er fastholdt på samme niveau som tidligere på 6. klassetrin. På 4.
klassetrin ses en mindre tilbagegang66
. Det skal dog bemærkes, at der både tidligere og i de nyeste
gennemførsel er en forholdsvis stor gruppe af elever, der er tilbageført og som er i specialtilbud, som
ikke har gennemført de nationale test. Der er heller ikke taget højde for, hvor der er en større
inklusionsgrad end tidligere, og hvorvidt dette påvirker de faglige resultater.
På nuværende tidspunkt er der alene foretaget analyser, der har set på, hvordan forskellige elevgruppers
resultater ser ud – og ikke på effekten for elevernes faglige resultater. En analyse, der er foretaget af
Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling viser således, at de elever på 2. klassetrin, der er
flyttet fra et specialtilbud til den almene undervisning generelt, har dårligere faglige resultater end de
elever, der i forvejen er i folkeskolen. Omvendt har de elever, der er flyttet fra et specialtilbud til den
almene undervisning, bedre faglige resultater end de elever, der fortsat er i specialklasser eller på
specialskoler, jf. figur 10. Nogenlunde samme mønster ses på de øvrige klassetrin, og når man ser på,
hvorvidt eleverne gennemfører nationale test.
Figur 10. Andel elever med dårlige resultater i dansk læsning, 2. klasse, fordelt på elevtype og forældrenes højeste
fuldførte uddannelse, 2014/2015
Anm.: Hvis eleven i det foregående år har været i segregerede specialundervisningstilbud og i indeværende år går i en
normalklasse, defineres eleven som tilbageført. Elever tilbageført i perioden før 2010 er ikke medregnet i figuren.
Kilde: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
SFI viser i deres første analyser fra Inklusionspanelet, at de elever, der er flyttet fra et specialtilbud til
den almene undervisning, i signifikant højere grad kommer ind i en klasse, hvor elevernes faglige
resultater i gennemsnit er lavere end landsgennemsnittet.67
Dette – og resultatet om, at elever, der er
66 Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings egne beregninger.
67 Amilon, Anna m.fl. (2015): Inkluderende skolemiljø - elevernes roller.
23
36 38
30
13
42
32
19
6
16 21 22
10
31 29
23
0
10
20
30
40
50
60
70
80
90
100
Normalklasse
ikke
tilbageført
Normalklasse
tilbageført
Specialklasse
Specialskoler
for
børn
Normalklasse
ikke
tilbageført
Normalklasse
tilbageført
Specialklasse
Specialskoler
for
børn
Normalklasse
ikke
tilbageført
Normalklasse
tilbageført
Specialklasse
Specialskoler
for
børn
Normalklasse
ikke
tilbageført
Normalklasse
tilbageført
Specialklasse
Specialskoler
for
børn
Uden uddannelse Ungdomsuddannelse Videregående uddannelse Total
55
tilbageført generelt har dårligere faglige resultater – indikerer samlet set, at omstilling til øget inklusion
kan have medført en større diversitet både på tværs af almene folkeskoler og mellem forskellige klasser.
Så selvom omstillingen i sig selv samlet set formentlig ikke har ført til dårligere faglige resultater hos
elever, så kan oplevelsen på nogle skoler alligevel godt være, at omstillingen har medført et større pres
på skolernes arbejde med elevernes faglige resultater.
Det skal imidlertid understreges, at analyserne ikke kan sige noget om, hvorvidt det har forbedret eller
forværret elevernes faglige resultater, at de er blevet tilbageført til den almene undervisning. Det er
sandsynligt, at de elever, der skifter tilbage til den almene undervisning, fagligt allerede var bedre end de
elever, der fortsat er i specialtilbuddene. Der kan heller ikke drages konklusioner i forhold til, at elever,
der er skiftet fra et specialtilbud til den almene undervisning, har dårligere faglige resultater, fordi de
tidligere har været på et specialtilbud, da det ikke er muligt at finde en relevant sammenligningsgruppe.
Det er endvidere værd at have for øje, at en øget andel af elever med særlige behov på nogle skoler, kan
påvirke sammenligningsgrundlaget med andre skoler i forhold til skolens faglige test- og
karaktergennemsnit. Skoler, der inkludere flere elever med særlige behov, vil have faldende test- og
karaktergennemsnit. Det er heller ikke nødvendigvis muligt at tage højde for dette i beregningerne af
elevernes socioøkonomiske referenceværdi, idet disse beregninger alene tager højde for elevernes
socioøkonomiske baggrund og for eksempel ikke for, hvorvidt eleven har et handicap, der giver
indlæringsvanskeligheder eller af anden årsag, som skolen ikke har indflydelse på, har et særligt behov i
forhold til undervisningen.
3.4.2 Status for trivsel
Der er gennemført flere analyser af elevernes trivsel, hvor der har været direkte fokus på betydningen af
omstilling til øget inklusion.
Elever i læringsvanskeligheders trivsel ser ud til at være forbedret
SFI har gennemført analyser af betydningen af omstilling til øget inklusion for elevernes trivsel i
forbindelse med Inklusionspanelet. De første analyser viser, at hvis en elev fra et specialtilbud er flyttet
til almenundervisningen, så har det hverken positiv eller negativ betydning for de øvrige elevers trivsel.68
Til gengæld ser det ud til, at trivslen for elever, der er blevet tilbageført, er blevet væsentligt forbedret.
Sammenligner man resultaterne her med dem fra den første måling i januar 201469
, er der tilsyneladende
sket en indsnævring i forskellen mellem den individuelle trivsel blandt hhv. elever, der er tilbageført og
de øvrige elever. Det er primært gruppen af elever, som er blevet tilbageført, der synes at trives bedre,
mens de øvrige elever snarere synes at følge den almindelige alderstrend, hvor den individuelle trivsel
reduceres, jo ældre eleverne bliver.70
68 Amilon, Anna m.fl. (2015): Inkluderende skolemiljø - elevernes roller.
69 Lynggaard, Mikkel m.fl. (2014): Inklusionspanelet. Et forskningsprojekt om inklusion af elever med særlige behov i den almindelige
undervisning. Statusnotat 1.
70 Christensen, Christiane Præstgaard m.fl. (2015): Inklusionspanelet. Et forskningsprojekt om inklusion af elever med særlige behov i den
almindelige undervisning. Statusnotat 2.
56
Beregningerne fra SFI viser endvidere, at elever med klassekammerater, der er tilbageførte fra et
specialundervisningstilbud, i gennemsnit trives lige så godt som elever, der går i klasser helt uden elever,
der er tilbageført. Det samme gælder elever i klasser med og uden klassekammerater, der modtager
støtte i undervisningen.
Figur 11. De enkelte elevgruppers gennemsnitlige trivselstal fordelt på skolekarakteristika, for individuel trivsel
∗ = p<0,05, ∗∗ = p<0,01
Note: Der ses her på en middelværdi for trivselstallene for hver af subgrupperne.
Kilde: Christensen, Christiane Præstgaard m.fl. (2014): Effekten af it-støtte på elevers læsefærdigheder. Et eksperiment i Horsens
Kommune
Der er ligeledes i Inklusionspanelet spurgt til elevernes kollektive trivsel, hvor elevernes besvarer
spørgsmål om, hvorvidt de oplever, at eleverne behandler hinanden godt, og hvorvidt der bliver taget
hånd om mobning. Også her ser det ud til, at der er sket en indsnævring af forskellen mellem de elever,
der er tilbageført og elever, der ikke er tilbageført i sammenligning med resultaterne fra 2014, og der
kan ikke identificeres en statistisk sikker forskel på den kollektive trivsel hos de to grupper.
Der ses i det hele taget meget få forskelle mellem eleverne. Den eneste identificerede forskel, der er
statistisk sikker, viser, at trivslen er bedre for eleverne i klasser med elever, der modtager støtte i
undervisningen, end for elever i klasser, hvor der ikke er elever, som får støtte, jf. figur 11 og 12.
0,0
0,5
1,0
1,5
2,0
2,5
3,0
3,5
4,0
4,5
5,0
*
**
57
Figur 12. De enkelte elevgruppers gennemsnitlige trivselstal fordelt på skolekarakteristika, for kollektiv trivsel
∗ = p<0,05, ∗∗ = p<0,01
Note: Der ses her på en middelværdi for trivselstallene for hver af subgrupperne.
Kilde: Christensen, Christiane Præstgaard m.fl. (2015): Inklusionspanelet – Et forskningsprojekt om inklusion af elever med særlige
behov i den almindelige undervisning. Statusnotat 2.
0,0
0,5
1,0
1,5
2,0
2,5
3,0
3,5
4,0
4,5
5,0
*
58
3.5 Inkluderende undervisningspraksis og læringsmiljøer
I dette afsnit redegøres for, hvad der kendetegner en inkluderende undervisningspraksis og
læringsmiljøer. I afsnittet fokuseres på det, der har betydning for elevernes lærings- og
deltagelsesmuligheder. Der er således en gennemgang af elevernes beskrivelser af, hvorvidt de fagligt
deltager, hvilket vil sige, at de selv oplever, at de aktivt tager del i læringsaktiviteterne i undervisningen.
Derudover beskrives den sociale deltagelse, der er en beskrivelse af, hvorvidt eleverne oplever, at de har
venskaber i pauserne og fritiden. Herudover beskrives elevernes relationer til lærerne, og hvorvidt de er
motiverede af undervisningen. Det sidste gøres ud fra elevernes besvarelser om faglig interesse og
karakteristika ved undervisningen.
Afsnittet bygger på nedenstående kilder:
 Amilon, Anna m.fl. (2015): Inkluderende skolemiljø - elevernes roller.Bleses, Dorthe m.fl. (2013):
Forskningskortlægning om læseindsatser overfor tosprogede elever.
 Baviskar, Siddharta m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr.
marts 2015.
 Christensen, Christiane Præstgaard m.fl. (2015): Inklusionspanelet – Et forskningsprojekt om inklusion af
elever med særlige behov i den almindelige undervisning. Statusnotat 2.
 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2011): Indsatser for inklusion i folkeskolen.
 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): Elevinddragelse – Et uddrag af rapporten: Motiverende
undervisning. Tæt på god undervisningspraksis på mellemtrinnene.
 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): TALIS 2013 – OECD’s lærer- og lederundersøgelse.
 Deforges, Charles m.fl. (2003): The Impact of Parental Involvement, Parental Support and Family Education
on Pupil Achievements and Adjustment: A Literature Review.
 Dietrichson, Jens m.fl. (2015): Skolerettede indsatser for elever med svag socioøkonomisk baggrund. En
systematisk forskningskortlægning og syntese.
 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i
grundskolen. Systematisk review.
 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2013): Inklusion af elever med diagnoser i almenskolen. En kortfattet systematisk
forskningskortlægning.
 Egelund, Niels (2009): TALIS 2008.
 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
 Hatti, John (2008): Visible learning.
 Jacobsen, Rasmus Højbjerg m.fl. (2015): En længere og mere varieret skoledag – kortlægningsrapport, 2015.
 Keilow, Maria m.fl. (2015): Effekter af klasseledelse på elevers læring og trivsel.
 Keilow, Maria m.fl. (2016): Inklusionsindsatser i folkeskolen. Resultater af to lodtrækningsforsøg.
 Larsen, Maja Røn (2012): ”Hverdagslivets anekdotiske betydning: Når børneperspektivet falder ud
af helhedstænkningen".
 Mager, Ursula m.fl. (2012): “Effects of student participation in decision making at school. A
systematic review and synthesis of empirical research”.
 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier.
 Nielsen, Chantal Pohl m.fl.(2015): Folkeskolereformen. Beskrivelse af 2. dataindsamling blandt elever.
 Nordenbo, Sven Erik m.fl. (2008): Lærerkompetanser og elevers læring i barnehage og skole.
 Oliver, R. M. m.fl. (2011): Teacher classroom management practices: effects on disruptive or aggressive student
behavior.
 Ottesen, Mai Heide (2014): Børn og Unge i Danmark – Velfærd og Trivsel 2014.
 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire
59
kommuner.
 Rambøll og Danmarks Evalueringsinstitut (2013): Opkvalificering af lærere og pædagoger i folkeskolen.
 Rambøll (2016): Komparativ analyse af indsatser overfor børn med særlige behov. Fokus på Ontario og Finland.
 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
 Søndergaard, Dorte Marie m.fl. (2014): Ro og klasseledelse i folkeskolen – rapport fra ekspertgruppen om ro
og klasseledelse.
Resume
Folkeskolen har gode forudsætninger for at give alle elever mulighed for læring og udvikling, og de
samlede resultater peger på, at folkeskolerne har gode læringsmiljøer for langt hovedparten af eleverne.
Hovedparten af eleverne oplever i høj grad, at de er aktivt deltagende både socialt og fagligt i skolen.
Der ser generelt ud til at være en mindre fremgang i elevernes faglige deltagelse, mens der er en
beskeden tilbagegang i den sociale deltagelse. Ses der på gruppen af elever, der modtager støtte eller er
flyttet fra et specialtilbud til almenundervisningen, er der signifikant forskel på både deres faglige og
sociale deltagelse, hvilket indikerer, at de i mindre grad end deres klassekammerater er inkluderet i
læringsmiljøet. Resultaterne tyder endvidere på, at støtte til elever med særlige behov i mange tilfælde
kan løfte hele klassens læringsmiljø.
Det samlede billede af de pædagogiske medarbejderes kompetencer og kompetenceudvikling i forhold
til inklusion er langt fra entydigt.
For det første står det uklart, hvorvidt traditionel opkvalificering reelt har en særlig god effekt i forhold
til at styrke inklusion af elever med særlige behov i undervisningen.
For det andet har det været en markant stigning i andelen af lærere, der tilkendegiver, at de har behov
for kompetenceudvikling inden for ”undervisning af elever med særlige behov”, samtidigt med
kompetenceudvikling af medarbejderne med netop dette fokus er steget, og faktisk også før de politiske
aftaler om omstilling til øget inklusion reelt var effektueret. Det tyder på, at betydeligt større andel af
medarbejderne er blevet bevidste om, at deres viden om elever med særlige behov har betydning.
For det tredje er der store forskelle mellem undersøgelserne i forhold til de behov for
kompetenceudvikling lærerne efterspørger. Der er forskel på, hvilke særlige behov eleverne har, alt efter
om lærerne spørges til, hvilke konkrete elever de ikke oplever at have kompetencer til at imødekomme,
eller om lærerne bliver spurgt om, hvilke kompetencer de generelt oplever, de har brug for, bliver
kvalificeret.
Derudover står to trends frem. For det første har kompetenceudvikling med fokus på elever med
særlige behov fyldt meget af den opkvalificering, der har været iværksat, men opkvalificeringen af
lærerne med dette fokus er faldet markant i 2015. Det kan formentlig tilskrives, at skolerne har et andet
fokus i forbindelse med folkeskolereformen. For det andet, så har der været en signifikant fremgang i
den grad lærerne oplever, at de er fagligt rustet til at varetage de inklusionsopgaver de møder i
hverdagen.
60
Samarbejdet med forældrene kan bidrage til bedre læringsmiljøer. Det fremhæves, at der, hvor skole og
forældre står ”skulder ved skulder” i samarbejdet er det nemmere at etablere gode løsninger, da eleven
oplever, at der er opbakning til det der sker både på skolen og i hjemmet. Forældresamarbejdet er
imidlertid ofte dilemmafyldt, og der opstår ofte udfordringer, hvor forældre og skole ikke har samme
syn på barnets behov. Inklusion fylder relativt meget i skolebestyrelsernes arbejde og
skolebestyrelsesformændenes vurdering af skolens indsats over for elever med særlige behov er generelt
bedre på de skoler, der har etableret principper for skolens arbejde med inklusion.
Elevernes perspektiv på skolen, deres hverdag og læringsmiljøer er væsentlige kilder til læring og trivsel.
Elevdeltagelse i klasserumsbeslutninger styrker elevernes selvværd og styrker samarbejdet mellem lærere
og elever. Peer tutoring, hvor eleverne på forskellige måder lærer sammen og af hinanden, viser
endvidere, at det øger den samlede elevgruppes læring. Desuden viser forskningen, at elever og deres
klassekammerater er vigtige i forhold til elevernes personlige og sociale kompetencer. Inddragelse i
forløb om social adfærd, hvor klassekammerater undervises i, hvordan der kan opbygges venskaber og
sociale relationer, styrker for eksempel elever med autismes sociale deltagelse. Det understreger, at det
ikke alene er eleven med særlige behovs perspektiv, der er vigtigt, men også de øvrige elevers perspektiv
og forståelse, der er en væsentlig kilde til et bedre læringsmiljøer på skolen. Desuden viser
forskningsresultater, at inddragelse af elevernes hverdagsperspektiv i visitationsprocessen har
betydning, hvis elevernes læring og trivsel skal styrkes.
Elevperspektivernes betydning kan ses i mange variationer. Det handler om elevrådsarbejde, deltagelse i
klasserumsbeslutninger, elevfeedback til undervisningen, peer tutoring, elevernes betydning for
hinandens personlige og sociale kompetencer samt inddragelse af elevernes hverdagsperspektiv i
visitationsprocessen, hvis elevernes læring og trivsel skal styrkes.
3.5.1 Faglig og social deltagelse
Elevernes sociale og faglige deltagelse er undersøgt i det såkaldte Inklusionspanel. Undersøgelsen viser,
at hovedparten af eleverne i høj grad oplever, at de er aktivt deltagende både socialt og fagligt i skolen
og derved er en del af skolens fællesskaber. Undersøgelsen har særligt fokus på betydningen af
omstillingen til øget inklusion, herunder om flere elever med særlige behov har betydning for den
sociale og faglige deltagelse. Der er ikke noget i de foreløbige resultater, der tyder på, at
læringsmiljøerne bliver væsentligt udfordret af omstillingen til øget inklusion. Resultaterne fra
Inklusionspanelet viser således, at der generelt ser ud til at være en mindre fremgang i elevernes faglige
deltagelse, mens der er en beskeden tilbagegang i den sociale deltagelse.71
Ses der nærmere på de klasser, hvor der indgår elever, som modtager støtte, eller klasser, hvor der er
flyttet en elev fra et specialtilbud til den almen undervisning, er der heller ikke i disse beregninger noget,
der tyder på, at læringsmiljøerne er påvirket. Der er ikke meget i analyserne fra 2014 og 2015, der tyder
på forskelle mellem klasser, hvor der er elever, der er tilbageført, eller hvor elever får støtte, når man ser
på de øvrige elevers faglige eller sociale deltagelse. Man skal være varsom med håndfaste konklusioner
71 Christensen, Christiane Præstgaard m.fl. (2015): Inklusionspanelet – Et forskningsprojekt om inklusion af elever med særlige behov i
den almindelige undervisning. Statusnotat 2.
61
på baggrund af analyserne, men en af de få udviklinger, der ses, er, at der i 2014 blev identificeret en
mindre – men signifikant – forskel på elever, der var klassekammerater til elever, der var tilbageført
elever og elever i klasser, hvor der ikke var elever, der var tilbageført, i forhold til elevernes sociale
deltagelse. Denne forskel er i 2015 væk, hvilket altså tyder på, at den sociale deltagelse i klasser med
elever, der er tilbageført, er forbedret (men ikke bedre end i andre klasser).72
Elever, der er tilbageført fra et specialtilbud til almenundervisningen, deltager imidlertid fortsat i 2015
betydeligt mindre socialt og fagligt i skolen end deres klassekammerater, og til forskel fra elevernes
trivsel (se afsnit 3.4.2), så er der ikke sket en væsentlig forbedring for denne gruppe på disse områder i
sammenligning med 2014.73
Derudover ses der – i lighed med resultaterne for trivsel – at det ikke alene er de elever, der modtager
støtte, der har en lavere faglig og social deltagelse. Det gælder også for de elever, som lærerne vurderer,
har behov for støtte, men som ikke får det, samt de elever, der er under udredning, jf. figur 13.
Figur 13. Elevernes sociale og faglige deltagelse
Anm.: Signifikanstest i forhold til elever uden støttebehov. *** = p < 0,01
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
72 Christensen, Christiane Præstgaard m.fl. (2015): Inklusionspanelet – Et forskningsprojekt om inklusion af elever med særlige behov i
den almindelige undervisning. Statusnotat 2.
73 Christensen, Christiane Præstgaard m.fl. (2015): Inklusionspanelet – Et forskningsprojekt om inklusion af elever med særlige behov i
den almindelige undervisning. Statusnotat 2.
62
Boks 1. Faglig og social deltagelse
Faglig deltagelse er afdækket ved følgende spørgsmål:
 Når jeg laver gruppearbejde med mine klassekammerater, får jeg lov til at være med.
 Jeg rækker fingeren op, når læreren stiller et spørgsmål, og jeg kender svaret.
 Når vi diskuterer ting i timerne, deltager jeg.
 Når jeg skal samarbejde med mine klassekammerater i skolen, siger jeg noget.
Social deltagelse er afdækket af følgende spørgsmål:
 Er du sammen med de andre fra klassen i frikvarterene?
 Er du sammen med dine klassekamme rater uden for skoletiden?
 Deltager du, når der er sociale arrangementer på skolen? Det kan for eksempel være klassefester eller skovtur med
forældre eller andre arrangementer, hvor klassen er inviteret.
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
Disse resultater viser, at der er grund til at være opmærksomhed på, hvordan elever der har
støttebehov, bliver mere aktive i undervisningen, samt hvordan der kan skabes bedre sociale relationer
til de øvrige elever i pauser og fritiden.
3.5.2 Elevernes relation til lærerne
Lærernes og pædagogernes kompetencer er afgørende for, at der er en god undervisning og gode
læringsmiljøer på skolen. Det drejer sig blandt andet om kompetencer til at skabe en god relation til
eleverne og til at lede undervisningen, så den er præget af struktur og fokus på læring. Derudover
handler den også for lærerne om den fagdidaktiske viden74.
Heldigvis har langt hovedparten af eleverne i folkeskolen en god relation til deres lærere. Cirka 4 ud af 5
elever (79 pct.) føler i høj grad, at de har en tæt relation til deres lærer (ligger i den øverste tredjedel af
indekset). Knap 5 pct. ligger i den nederste tredjedel og kan derfor karakteriseres som havende en dårlig
relation til deres lærer, jf. figur 14.
74 Nordenbo, Sven Erik m.fl. (2008): Lærerkompetanser og elevers læring i barnehage og skole.
63
Figur 14. Elevbesvarelser om lærer/elev-relation fordelt efter indeksscore (procent)
Anm.: Baseret på 14,091 besvarelser. En score på 0 betyder rigtig dårlig lærer/elev-relation, og 1 betyder meget god
lærer/elev-relation.
Kilde: Nielsen, Chantal Pohl m.fl.(2015): Folkeskolereformen. Beskrivelse af 2. dataindsamling blandt elever.
Det fremgår af SFI’s analyser, at eleverne i 5. klasse har en tættere relation til deres lærer sammenlignet
med eleverne på de ældre klassetrin. Der er altså en faldende tendens til et tæt forhold til sin lærer, jo
ældre eleverne er.
Boks 2. Lærer/elev-relationer
Spørgsmål om lærer/elev-relation til eleverne i Følgeforskningspanelet:
 Min dansklærer/matematiklærer gør noget for, at jeg har det godt i klassen
 Min dansklærer/matematiklærer lytter til mig i timerne
 Jeg respekterer min dansklærer/matematiklærer
 Min dansklærer/matematiklærer er en dygtig underviser.
Kilde: Nielsen, Chantal Pohl m.fl. (2015): Folkeskolereformen. Beskrivelse af 2. dataindsamling blandt elever.
3.5.3 Elevinddragelse og –perspektiv
Elevernes perspektiv på skolen, deres hverdag og læringsmiljøer er væsentlige kilder til læring og trivsel.
Elevperspektivernes betydning kan ses i mange variationer, hvilket dette afsnit viser.
Et internationale review af undersøgelser om organisatorisk elevinddragelse viser, at elevdeltagelse i
elevrådsarbejde styrker den enkelte elevs alsidige udvikling i form af øget selvværd, demokratiske
kompetencer og styrket samarbejdsevne mellem lærere og elever. Også elevdeltagelse i
klasserumsbeslutninger vurderes overordnet set at have en høj effekt, navnlig i forhold til skole- og
klassemiljøet, elevernes engagement i klassen samt lærerens oplevelse af engagement. Gennemgangen
viser imidlertid også, at arbejdsgrupper på skoler og involvering af elever i skolers administrative
beslutninger viser lav eller ingen effekt75
.
75 Mager, Ursula m.fl. (2012): “Effects of student participation in decision making at school. A systematic review and
synthesis of empirical research”.
0
10
20
30
40
50
0 0,1 0,2 0,3 0,4 0,5 0,6 0,7 0,8 0,9 1
Procent
Indekspoint
64
EVA har i deres undersøgelse af motiverende undervisning på mellemtrinnet haft et særligt fokus på
elevinddragelse i undervisningen. Undersøgelsen viser, at lærerne selv har en opfattelse af, at de ikke
inddrager eleverne ret meget i undervisningen, men det skyldes ifølge undersøgelsen, at lærerne i høj
grad forbinder elevinddragelse med, at eleverne har medbestemmelse i forhold til, hvad der bliver
undervist i. Der peges derfor i undersøgelsen på, at elevinddragelse faktisk finder sted i undervisningen,
idet eleverne ofte bliver medskabere af undervisningen. Det sker igennem dialog, via en
opmærksomhed på elevernes interesser og præferencer, eleverne som producenter, og hvor eleverne får
medbestemmelse. Det konkluderes på den baggrund, at lærerne generelt er lydhøre over for den
feedback og de input, de løbende får fra eleverne. De forholder sig til feedback fra eleverne og bruger
den aktivt, når de tilrettelægger, organiserer og løbende justerer deres undervisning76
. En væsentlig
pointe fra undersøgelsen synes således at være, at lærerne aktivt forsøger at bruge elevernes perspektiv
til at udvikle undervisningen fremadrettet, hvorved elevfeedbacken er medstyrende for undervisningen.
At elevernes perspektiv og inddragelse i undervisningen har betydning understreges også af den
udbredte forskning om peer tutoring, hvor adskillige undersøgelser viser, at det øger den samlede
elevgruppes læring. Peer tutoring er grundlæggende en række tiltag, lærere eller pædagoger benytter i
undervisningen, hvor eleverne på forskellige måder lærer sammen og af hinanden. Det gælder særligt
for elevgrupper, der traditionelt klarer sig mindre godt i skolen, herunder hvor der indgår elever med
særlige behov i undervisningen77
. Peer tutoring omtales til tider som kooperativ læring. Ifølge
lærerbesvarelserne i Inklusionspanelet er denne undervisningsform meget udbredt i folkeskolen. Det er
således hele 87 pct. af lærerne, der tilkendegiver, at de systematisk arbejder efter denne metode i deres
undervisning78
.
Derudover viser forskningen, at eleverne og klassekammeraterne er ret vigtige i forhold til elevernes
personlige og sociale kompetencer. Det gælder formentlig i særlig grad, når der indgår en elev med
særlige behov i den almindelige undervisning, som netop er udfordret i forhold til et handicap, der
påvirker elevens kommunikation og sociale relationer med de andre elever. David Mitchell peger på en
forholdsvis omfattende forskning om det, der kan kaldes træning i social adfærd. Han peger særligt på,
at der er en positiv effekt af følgende sociale egenskaber:
 Samtalefærdighed
 Konflikthåndtering
 Venskabelige færdigheder
 Gruppefærdigheder79
76 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): Elevinddragelse – Et uddrag af rapporten: Motiverende undervisning. Tæt på god
undervisningspraksis på mellemtrinnene.
77 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier; Dyssegaard, Camilla
m.fl. (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk review; Dyssegaard, Camilla
m.fl. (2013): Inklusion af elever med diagnoser i almenskolen. En kortfattet systematisk forskningskortlægning; Bleses, Dorthe m.fl.
(2013): Forskningskortlægning om læseindsatser overfor tosprogede elever; Dietrichson, Jens m.fl. (2015): Skolerettede indsatser for elever
med svag socioøkonomisk baggrund. En systematisk forskningskortlægning og syntese.
78Amilon, Anna m.fl. (2015): Inkluderende skolemiljø - elevernes roller.
79 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier.
65
Derudover viser en dansk forskningskortlægning, at der er gennemført en række mindre undersøgelser
om træning i social adfærd i forbindelse med inklusion af elever med særlige handikap. Der er en vis
variation i undersøgelserne, der oftest fokuserer på at give eleven med et bestemt behov træning i at
indgå i almindelige sociale sammenhænge i undervisningen. De fokuserer endvidere ofte meget
målrettet på de specifikke udfordringer, eleven har, for eksempel autisme eller aspergers syndrom. Flere
undersøgelser peger på, at træning af klassekammerater kan hjælpe elever med autisme og aspergers
syndrom. Gennemgangen af forskningen indikerer, at følgende forhold ser ud til at understøtte
træningens succes:
 Hvis den gives i den sædvanlige klasse er effekten større.
 De sociale færdigheder skal trænes dagligt, være målrettet specifikke vanskeligheder og
implementeres korrekt. Der kan med fordel udarbejdes en konkret plan for den enkelte elev.
 Træning af sociale færdigheder for elever under faglige aktiviteter har en positiv effekt på disse.
 Interventioner, hvor klassekammeraterne undervises i, hvordan der kan opbygges venskaber og
sociale relationer styrker eksempelvis elever med autismes sociale deltagelse.
 Det kan have en positiv effekt, hvis klassekammeraterne er orienterede om elevens specifikke
vanskeligheder, inden eleven starter i almenklassen.
Undersøgelserne peger generelt på, at de positive effekter ses i færre konflikter, bedre trivsel, faglig
deltagelse og større tilhørsforhold til de andre elever. Der er lidt variation i forhold til, hvilke
elevgrupper, der er inddraget i undersøgelserne, herunder peges på mindre mobning i forhold til elever
med autisme og større socialt tilhørsforhold for elever med indlæringsvanskeligheder80
.
Gennemgående synes det således at være tilfældet, at indsatserne beror på at hjælpe eleven med særlige
behov i forhold til de konkrete udfordringer, eleven har i forhold til klassekammeraterne, og at gøre
klassekammeraterne mere bevidste om eleven med særlige behov, og hvorfor han eller hun reagerer
som han/hun gør. Det understreger, at det ikke alene er eleven med særlige behovs perspektiv, der er
vigtigt, men at også de øvrige elevers perspektiv og forståelse er en væsentlig kilde til et bedre
læringsmiljø på skolen.
Endelig er der særligt kvalitative undersøgelser, der peger på, at det i forhold til eleven med særlige
behov er vigtigt at få inddraget elevens eget perspektiv og livssituation. For eksempel viser en
undersøgelse fra Maja Røn Larsen, at det – trods forsøg på at tænke hele vejen rundt om barnet – er en
udfordring for de professionelle at medtænke elevens hverdagsperspektiv i visitationsprocessen. Hun
konkluderer, at denne hverdagsviden nærmest får anekdotisk betydning og derfor opleves svær at
inddrage eller helt meningsløs. På den baggrund problematiseres det, at den manglende forståelse og
anerkendelse af barnets eget perspektiv kan føre til, at den støtte og hjælp, der iværksættes, kan få
utilsigtede konsekvenser for elevens hverdagsliv, og at hjælpen således på nogle områder gør det
vanskeligere for eleven81
.
80 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2013): Inklusion af elever med diagnoser i almenskolen. En kortfattet systematisk forskningskortlægning.
81 Larsen, Maja Røn (2012): ”Hverdagslivets anekdotiske betydning: Når børneperspektivet falder ud af helhedstænkningen".
66
3.5.4 Elevernes oplevelse af undervisningen
Elevernes interesse for skolen og undervisningen er vigtig. Det er i den forbindelse også relevant at se
på, hvorvidt eleverne oplever, at undervisningen er karakteriseret ved forhold, der understøtter deres
interesse for undervisningen.
Stor faglig interesse
Elevbesvarelserne fra Følgeforskningspanelet viser, at størstedelen af eleverne i folkeskolen har en høj
faglig interesse for skolen. Det vil sige, at de godt kan lide dansk og matematiktimerne, at de hører efter
i timerne, er deltagende, sjældent keder sig og ofte får lavet deres lektier, jf. boks 3.
Boks 3. Spørgsmål om faglig interesse til eleverne i Følgeforskningspanelet
Jeg kan godt lide dansk/matematik
Jeg hører efter, hvad min lærer siger i dansktimerne/matematiktimerne
Jeg deltager, når vi arbejder i grupper i dansk/matematik
Jeg keder mig i dansktimerne/matematiktimerne
Hvor tit sker det, at du ikke får lavet dine lektier?
Kilde: Nielsen, Chantal Pohl m.fl.(2015): Folkeskolereformen. Beskrivelse af 2. dataindsamling blandt elever.
Fordelingen af elevernes besvarelser i indekset om faglig interesse for skolen viser, at størstedelen af
eleverne er i den øverste del af indekset. 63 pct. ligger i den øverste tredjedel af indekset og kan
karakteriseres som havende en høj faglig interesse. Blot to pct. placerer sig i den nederste tredjedel af
indekset.
Figur 15. Elevbesvarelser om faglig interesse for skolen fordelt efter indeksscore (procent)
Anm.: Baseret på 14.013 besvarelser. En score på 0 betyder meget lav faglig interesse for skolen, og 1 betyder meget stor
faglig interesse for skolen.
Kilde: Nielsen, Chantal Pohl m.fl. (2015): Folkeskolereformen. Beskrivelse af 2. dataindsamling blandt elever.
0
10
20
30
40
50
0 0,1 0,2 0,3 0,4 0,5 0,6 0,7 0,8 0,9 1
Procent
Indekspoint
67
SFI’s analyser viser, at den faglige interesse er marginalt lavere, jo højere klassetrin eleverne befinder sig
på. Den faglige interesse er højest på 5. klassetrin og signifikant lavere på 7. og 9. klassetrin.82
Resultatet
er nogenlunde det samme som en analyse fra 2014, der viser, at andelen af elever, som har pjækket én
eller flere dage i løbet af et skoleår, er markant højere for de 15-årige end for de 11-årige.83
Undervisningsmiljøer med ro og struktur
En undervisning præget af ro og orden samt en god lærerstyring giver eleverne bedre faglige resultater.84
Forklaringen skal formentlig findes i, at aktiviteterne derved fastholder fokus på elevernes læring, idet
flere undersøgelser viser, at den tid, eleverne reelt bruger på læringen, har en stærk forklaringsgrad for
deres faglige resultater85
.
I Følgeforskningspanelet er lærerne blevet spurgt til, hvorvidt der kan fås ro, når timen starter, om der
er behov for at afbryde undervisningen for at løse konflikter, og hvorvidt der er meget forstyrrende støj
i undervisningen.
Boks 4. Ro og klasseledelse
Spørgsmål til lærerne i Følgeforskningspanelet
Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn om dine elever i [dansk/matematik] i [klassebetegnelse 1]?
Når timen begynder, varer det længe, før eleverne falder til ro
Jeg må ofte afbryde undervisningen for at løse konflikter blandt eleverne
Der er meget forstyrrende støj i undervisningen
Cirka 36 pct. af lærerne i 2015 vurderer, at deres klasser i høj grad er præget af ro og klasseledelse, idet
deres besvarelser ligger i de øverste 30 procent af indekset. Det er en mindre andel (7 pct.), der
vurderer, at deres klasser i høj grad er præget af uro (de laveste 30 procent af indekset), jf. figur16.
82 Nielsen, Chantal Pohl m.fl. (2015): Folkeskolereformen. Beskrivelse af 2. dataindsamling blandt elever.
83 Ottesen, Mai Heide (2014): Børn og Unge i Danmark – Velfærd og Trivsel 2014.
84 Oliver, R. M. m.fl. (2011): Teacher classroom management practices: effects on disruptive or aggressive student behavior; Søndergaard,
Dorte Marie m.fl. (2014): Ro og klasseledelse i folkeskolen – rapport fra ekspertgruppen om ro og klasseledelse; Keilow, Maria m.fl.
(2015): Effekter af klasseledelse på elevers læring og trivsel; Hatti, John (2008): Visible learning.
85 Hatti, John (2008): Visible learning.
68
Figur 16. Fordelingen af lærerbesvarelser, ro og klasseledelse (procent)
Anm.: n= 2259.
Kilde: Jacobsen, Rasmus Højbjerg m.fl. (2015): En længere og mere varieret skoledag – kortlægningsrapport, 2015.
Ifølge analyser af elevbesvarelser i Følgeforskningspanelet har ro i klassen sammenhæng til spørgsmål
om, hvorvidt eleverne oplever, at de får spændende opgaver, om det er tydeligt, hvad læreren vil med
undervisningen, og hvorvidt det, de laver i undervisningen, kan bruges i hverdagen. I SFI’s analyser
heraf bliver det præsenteret som karakteristika ved undervisningen.
Boks 5. Karakteristika ved undervisningen, spørgsmål til eleverne
Min dansklærer/matematiklærer sørger for, at der er ro i klassen
Min dansklærer/matematiklærer giver mig spændende opgaver
Når vi arbejder i grupper i dansk/matematik, er det tydeligt, hvad det er, læreren vil have os til at lave
Min dansklærer/matematiklærer viser mig tit, hvad dansk/matematik kan bruges til i min hverdag.
Resultaterne fra Følgeforskningspanelet viser, at der er en forholdsvis stor spredning i elevernes
beskrivelse af karakteristika ved undervisningen. Alligevel placerer lige godt halvdelen af elevernes
besvarelser sig i den øverste tredjedel af indekset og kan betegnes som udvisende en høj grad af
tilfredshed med undervisningens tilrettelæggelse og indhold, jf. figur 17.
0%
5%
10%
15%
20%
25%
30%
0 0,1 0,2 0,3 0,4 0,5 0,6 0,7 0,8 0,9 1
69
Figur 17. Elevbesvarelser om karakteristika ved undervisningen fordelt efter indeksscore (procent)
Anm.: Baseret på 14.397 besvarelser. En score på 0 betyder meget dårligt undervisningsmiljø, og 1 betyder virkelig godt
undervisningsmiljø.
Kilde: Nielsen, Chantal Pohl m.fl. (2015): Folkeskolereformen. Beskrivelse af 2. dataindsamling blandt elever.
3.5.5 Kan inklusion styrke læringsmiljøet?
Det er på baggrund af de ovenstående beskrivelser oplagt at spørge til, hvorvidt omstillingen til øget
inklusion reelt har medført styrkede læringsmiljøer. Dette kan imidlertid ikke besvares på nuværende
tidspunkt. Elever med særlige behov kan have meget forskelligartede behov. Enhver form for støtte
kommer således ikke nødvendigvis andre elever til gavn.
SFI har spurgt klasselærerne om deres vurdering af, hvorvidt forskellige former for støtte kommer
henholdsvis den enkelte elev og hele klassen til gavn. Undersøgelsen viser, at lærerne oftere vurderer, at
støtten kommer den enkelte elev til gavn, men at lidt mere end 50 pct. af lærerne samtidigt
tilkendegiver, at støtten i nogen, høj eller meget høj grad kommer klassen til gavn. Det gælder for
støtte, der foregår i danskundervisningen og i lidt mindre grad, hvor støtten er rettet mod elever med
læsevanskeligheder/dysleksi, jf. figur 18.
0
10
20
30
40
50
0 0,1 0,2 0,3 0,4 0,5 0,6 0,7 0,8 0,9 1
Procent
Indekspoint
70
Figur 18. Udvalgte former for støtte til elevernes sociale behov opdelt på, om de imødekommer elevens behov, og
om de kommer klassen til gavn som helhed (procent)
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
Ses der nærmere på støtteformen, så er lærerne ligeledes relativt positive i forhold til, om det kan
komme klassen som helhed til gavn. Særlig støtte, hvor der er tilknyttet en pædagog eller anden
ressourceperson, kommer ifølge lærerne i mere end 60 pct. af tilfældene klassen i minimum nogen grad
til gavn, men også samarbejdsforløb med forældrene vurderes ofte at komme klassen til gavn. Til
gengæld vurderes mere individuelle forløb, som for eksempel samtaler med eleven, i færre tilfælde at
være til gavn for klassen, jf. figur 19.
0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Støtten imødekommer elevens faglige behov
Modtager støtte i dansk
Modtager støtte i matematik
Støttes med it-rygsæk, CD-ord og lignende
Støtten kommer klassen til gavn
Modtager støtte i dansk
Modtager støtte i matematik
Støttes med it-rygsæk, CD-ord og lignende
Procent
I meget høj grad/ i høj grad I nogen grad
I lav grad/ i meget lav grad Slet ikke
Ved ikke/ ikke relevant
71
Figur 19. Udvalgte former for støtte til elevernes sociale behov opdelt på, om de imødekommer elevens behov, og
om de kommer klassen til gavn som helhed (procent)
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
3.5.6 Medarbejdernes kompetencer til undervisning af elever med særlige behov
Der er ikke tvivl om, at de pædagogiske medarbejderes viden og kompetencer har stor betydning for
kvaliteten i undervisningen. Der har i forbindelse med de politiske aftaler og opfølgning på aftalerne
været et særligt fokus på medarbejdernes kompetencer. Den store opmærksomhed på medarbejdernes
kompetencer har også ført til, at det er undersøgt flere gange de seneste år.
Lærernes oplevede kompetenceudviklingsbehov i forhold til elever med særlige behov
I 2008 deltog Danmark for første gang i den såkaldte TALIS undersøgelse, hvor ledere og lærere
besvarer en række spørgsmål i relation til kompetencer og kompetenceudvikling. Lærerne bliver i
undersøgelsen spurgt til, hvilke områder de vurderer, at der er behov for faglig kompetenceudvikling.
Her svarer cirka 24 pct., at de i nogen eller høj grad har behov for faglig kompetenceudvikling inden for
”elever med særlige behov”, hvilket var det område, hvor flest lærere tilkendegav et behov.
Undersøgelsen viste endvidere, at det i særlig grad var nyuddannede lærere, der efterlyste
kompetenceudvikling i forhold til elever med særlige behov86
.
Andelen af lærere, der tilkendegiver, at de i nogen eller høj grad har behov for faglig
kompetenceudvikling inden for ”undervisning af elever med særlige behov” er i TALIS 2013 steget til
hele 59 pct. Der er altså på dette tidspunkt hele 35 pct.-point (en samlet stigning på 146 pct.) flere
lærere, der tilkendegiver et kompetenceudviklingsbehov i forhold til undervisning af elever med særlige
behov. I 2013 er undersøgelsen udvidet til også at omhandle lærere i indskolingen og mellemtrinene,
86 Egelund, Niels (2009): TALIS 2008.
0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Støtten imødekommer elevens sociale behov
Tilknyttet pædagog eller anden ressourceperson
Samarbejdsforløb med forældrene
Samtaler med eleven, fx med skolepsykologen
Kommer klassen til gavn
Tilknyttet pædagog eller anden ressourceperson
Samarbejdsforløb med forældrene
Samtaler med eleven, fx med skolepsykologen
Procent
I meget høj grad/ i høj grad I nogen grad
I lav grad/ i meget lav grad Slet ikke
Ved ikke/ ikke relevant
72
hvor det fremgår, at 69 pct. af lærerne tilkendegiver, at de i nogen eller høj grad har behov for faglig
kompetenceudvikling inden for ”undervisning af elever med særlige behov”87
. Dette tal kan ikke
sammenlignes med tidligere, men samlet har der inden for få år været en kæmpe udvikling i, hvor
mange der oplever et opkvalificeringsbehov.
Lærernes oplevede kompetencer til at undervise elever med særlige behov
Aarhus Universitet og SFI har i dokumentationsprojektet undersøgt, hvorvidt lærerne oplever, at de er
fagligt rustet til at håndtere udfordringer forbundet med inklusion, som de møder i deres hverdag i
henholdsvis 2013, 2014 og 2015. Generelt er billedet forholdsvist stabilt, men der er et mindre fald i
andelen, der angiver, at de slet ikke føler sig fagligt rustet, ligesom der også ses et fald i andelen, der
tilkendegiver, at de i mindre grad oplever, at de er fagligt rustet, jf. tabel 12. Analyserne viser, at faldet
er signifikant, og det må således konkluderes, at lærerne generelt oplever sig mere fagligt rustet til at
håndtere udfordringer forbundet med inklusion.
Tabel 12. Lærernes oplevelse af at føle sig fagligt rustet til at håndtere udfordringer forbundet med inklusion
(procent)
I meget
høj grad
I høj
grad
I nogen
grad
I mindre
grad
Slet ikke Ved ikke/
irrelevant
Jeg oplever ikke
udfordringer
forbundet med
inklusion
2013 2,2 7,1 38,2 40,7 11,6 0,2 0,0
2014 1,1 9,0 35,8 41,9 11,7 0,2 0,2
2015 1,5 9,8 40,9 39,0 7,3 0,8 0,6
Anm.: Spørgsmål: ”I hvilken grad føler du dig fagligt rustet til at håndtere udfordringer forbundet med inklusion, som du
møder i din hverdag?” Tabellen er tilpasset af sekretariatet.
Kilde: Baviskar, Siddharta m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015 –
Appendiks, Tabel B2.33.
I Inklusionspanelet er lærerne blevet spurgt, om de mener, at de selv har de faglige kompetencer, der
skal til for at imødekomme de særlige behov, den enkelte elev har. 27 pct. af lærerne svarer, at det har
han/hun i høj grad. For 58 pct. af eleverne vurderer klasselæreren, at han/hun i mindre grad har de
rette kompetencer til at imødekomme elevens særlige behov. Der er 14 pct. af eleverne, hvor
klasselæreren svarer, at han han/hun ikke har kompetencerne til at imødekomme disses særlige behov,
jf. tabel 13.
87 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): TALIS 2013 – OECD’s lærer- og lederundersøgelse. Der er i 2013 tilføjet
spørgsmål om kompetenceudviklingsbehov ift. ”inklusion af elever med særlige behov”, hvor lærernes besvarelser er meget
lig spørgsmålet om ”undervisning af elever med særlige behov”. Da det nye spørgsmål ikke kan sammenlignes over tid, er
det ikke gennemgået her.
73
Tabel 13. Om læreren har kompetencer til at imødekomme elevernes særlige behov
Procent Antal
Ja, i høj grad 27 95
Ja, i mindre grad 58 203
Nej 14 50
Total 100 348
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser. Tabel 2.7.
Det skal bemærkes, at lærerne i Inklusionspanelet er spurgt til, om læreren føler sig kompetent til at
varetage undervisningen af konkrete elever, mens der tidligere dokumentationsprojekt mere generelt
spørges til, om læreren er fagligt rustet til de udfordringer, som læreren møder i hverdagen. Det kan
altså være måden, der spørges på, som er med til at forklare forskellene mellem de to undersøgelser.
Fælles for de to undersøgelser er dog, at et mindretal oplever, at de ikke har kompetencerne til at
varetage undervisningen af eleven med særlige behov eller de hverdagssituationer, de møder, samt at en
stor gruppe af lærerne ligeledes vurderer, at de kun i mindre grad er i stand til det.
For hvilke elevgrupper mangler lærerne kompetencer?
SFI har også undersøgt, hvilke særlige behov lærerne angiver, at eleverne har, og undersøgt, om læreren
samtidigt angiver at have kompetencer til at imødekomme elevens behov. For 13 pct. af eleverne med
generelle indlæringsvanskeligheder er det sådan, at klasselæreren mener, at han/hun i høj grad har
kompetencer til at imødekomme elevens behov. I 64 pct. af tilfældene mener læreren, at han/hun i
mindre grad har de rette kompetencer, mens lærerne til 22 pct. af eleverne med generelle
indlæringsvanskeligheder ikke mener, at de har kompetencer til at imødekomme elevernes behov.
Blandt lærerne til elever med socio-emotionelle vanskeligheder og elever med AKT-vanskeligheder er
der flere, der mener, at de i høj grad har de nødvendige kompetencer til at hjælpe eleverne (cirka 28 pct.
sammenlignet med blot 13 pct. af lærervurderingerne vedr. elever med generelle
indlæringsvanskeligheder)88
.
Blandt de elever, der har ADHD/ADD som begrundelse for støtte, svarer 24 pct. af deres klasselærere,
at de i høj grad har kompetencer til imødekomme elevens særlige behov, 53 pct. mener, at de i mindre
grad har kompetencerne, og de resterende 24 pct. af disse elevers klasselærere svarer, at de ikke har
kompetencer til imødekomme elevens særlige behov. Blandt de elever, der har en Asperger diagnose
som begrundelse for støtte, svarer 22 pct. af deres klasselærere, at de i høj grad har kompetencer til at
imødekomme elevernes særlige behov, og de øvrige 78 pct. mener, at de i mindre grad har
kompetencerne. For denne elevgruppe er der altså ingen lærere, der tilkendegiver, at de ikke har
kompetencer til at imødekomme elevens behov, jf. figur 20.
88 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser. Tabel 2.7
74
Figur 20. Begrundelse for, at eleverne modtager støtte, fordelt på i hvor høj grad lærerne mener at have
kompetencerne til at imødekomme elevernes behov (procent)
Anm.: Det skal bemærkes, at der for nogle elevtyper kun er meget få elever i datasættet. Tilsammen er der for eksempel
under 5 elever, der har høre-, syns- eller bevægehandicap. I den modsatte ende af skalaen er der imidlertid over 100 elever
med dysleksi som årsag til støtten plus næsten 70 med andre former for læse-/skrivevanskeligheder.
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl.(2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
SFI har i Inklusionspanelet endvidere spurgt de 14 pct. af lærerne, der tilkendegiver, at de ikke kan
imødekomme elevens særlige behov, om, hvilken specifik viden, de vurderer, de har behov for. 33 pct.
af lærerne tilkendegiver, at det handler om manglende viden om generelle indlæringsvanskeligheder. I
cirka 26 pct. af tilfældene handler det om manglende viden om ordblindhed. I cirka 24 pct. af tilfældene
angiver læreren behov for specifik viden om lærer-elev-relationer ift. elever med særlige behov, og i 20
pct. af tilfældene efterspørger læreren specifik viden om undervisningsdifferentiering. Til gengæld er det
en forholdsvis lille andel af lærere, der peger på elever med ADHD/ADD og autisme, hvor elever med
andre former for udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelse er noget større, jf. figur 21.
0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
ADHD/ADD
Andre autismespektrumsforstyrrelser (ASF)
Generelle indlæringsvanskeligheder
Tale-sproglige vanskeligheder
Dyskalkuli (talblindhed)
AKT (Adfærd, Kontakt og Trivsel)
Synshandicap
Andet
Procent
Ja, i høj grad Ja, i mindre grad Nej
75
Figur 21. Hvad mangler læreren af specifik viden for bedre at kunne imødekomme elevernes behov? (procent)
Anm: Besvarelser fra lærere, der har svaret ”nej” til at have kompetencer til at imødekomme en given elevs særlige behov.
Det drejer sig om lærersvar om 50 elever ud af i alt 348 elever med særlige behov om hvem der er lærersvar på dette
spørgsmål.
Kilde: Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
SFI’s undersøgelse står umiddelbart i kontrast til en undersøgelse fra 2011 fra EVA. Her tilkendegav
flest lærere, at de i høj grad eller i nogen grad har kompetencer til at inkludere elever med generelle
indlæringsvanskeligheder (80 pct.) og elever med læse- og skrivevanskeligheder (72 pct.). Færrest lærere
vurderer, at de i høj grad eller i nogen grad har kompetencer til at inkludere elever med psykiske
vanskeligheder (45 pct.), mens andelen er cirka 55 pct. for elever med generelle og specifikke
udviklingsvanskeligheder (for eksempel ADHD/ADD). Ledernes vurdering af lærernes kompetencer
adskilte sig ikke væsentlig fra lærernes egen vurdering.89
Det er ikke enkelt at forklare forskellene mellem de to undersøgelser. En forklaring kan være, at der kan
være sket store forandringer på området fra 2011 til 2016. Som det vil fremgå neden for, så har der
været et ret stort fokus på inklusion inden for efteruddannelse de senere år. Alligevel virker det lidt
usandsynligt, hvis der på så kort tid er så store forskydninger i, hvilke elever der giver lærerne
udfordringer.
En anden forklaring kan være den måde, der er spurgt på i undersøgelserne. EVA spørger mere
generelt til lærernes kompetencer, mens SFI’s undersøgelser spørger ind til lærerens viden om helt
bestemte elever, hvor læreren ikke oplever sig rustet til opgaven. Der er ligeledes forskel på de to
undersøgelsers svarskalaer.
En tredje forklaring kan være, at der er forskel på, hvilke elevgrupper lærerne generelt har en oplevelse
af, at de har behov for mere viden om, og så de elever, som lærerne konkret møder så store
89 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2011): Indsatser for inklusion i folkeskolen.
76
udfordringer med, at de tilkendegiver, at de ikke har de nødvendige kompetencer til at imødekomme
elevens behov.
En fjerde forklaring kan endvidere være, at der er forskel på, hvorvidt lærerne oplever at kunne få støtte
til deres undervisning fra kollegaer. Ifølge SFI’s undersøgelse tilkendegiver 93 pct. af lærerne, at de har
en kollega, hvor der har viden om elevens vanskeligheder, hvor de kan søge sparring.90
At den enkelte
lærer ikke opleverat have de nødvendige kompetencer, der skal til for at imødekomme elevens behov,
kan i nogle sammenhænge være til at håndtere via kollegaer og ressourcepersoner.
Omfang af kompetenceudvikling
De fleste undersøgelser peger på, at kompetenceudviklingen inden for inklusion og elever med særlige
behov fylder relativt meget af kompetenceudviklingen i grundskolen. Ifølge en undersøgelse fra
Rambøll og EVA blandt skolelederne, så er inklusionsområdet det område, hvor flest lærere havde
modtaget opkvalificering i skoleåret 2011/12. Ifølge skolelederne gjaldt det for 17 pct. af lærerne, der
havde deltaget i formel opkvalificering.91
Nogenlunde det samme billede fremkommer i TALIS 2013.
Her tilkendegiver 38 pct. af lærerne, at de har deltaget i kompetenceudviklingen inden for inklusion af
elever med særlige behov.92
Dette hænger fint sammen med dokumentationsprojektets undersøgelse af 12 kommuners
implementering af aftalen om omstilling til øget inklusion. Den viser, at der i samtlige kommuner har
været en bred satsning på opkvalificering og kompetenceudvikling. Der har i alle kommuner været
fokus på at uddanne nøglepersoner, der i øvrigt kaldes mange forskellige ting, fra inklusionsagenter til
inklusionsvejledere. I flere tilfælde har man givet AKT-lærere en opkvalificering enten ved
skræddersyede kurser eller ved at give dem PD-moduler i specialpædagogik. Et gennemgående tema i
alle 12 kommuner er dog, at det er vanskeligt for vejledere, ressourcepersoner og PPR-medarbejdere at
videregive deres viden til de pædagogiske medarbejdere. Derfor har flere kommuner valgt at arbejde
med, hvordan man vejleder voksne. Flere skolechefer nævner, at nogle lærere ikke ønsker vejledere ind
i deres undervisning, men foretrækker at samarbejde med deres kolleger, helst gennem
tolærerordninger. Et andet, gennemgående træk er, at man har sat betydelige ressourcer af til
kompetenceudvikling i inklusion, for eksempel har en kommune sat 2.000 kr. ekstra af pr. medarbejder,
mens andre har en større pulje fordelt over tre til fire år til støtte af inklusion.93
Til gengæld viser dokumentationsprojektet af kommunernes omstilling til øget inklusion, at der i 2015
er sket et markant fald i andelen af lærere, der tilkendegiver, at de deltager i opkvalificering, som har
fokus på inklusion. Faldet er sket på stort set samtlige områder. Den eneste aktivitet, hvor andelen af
lærere, der har deltaget i opkvalificering, er vokset, er i brugen af en inklusionsvejleder. Her er andelen
steget statistisk signifikant fra 10 pct. til 16 pct., jf. tabel 14.
90 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
91 Rambøll og Danmarks Evalueringsinstitut (2013): Opkvalificering af lærere og pædagoger i folkeskolen.
92 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): TALIS 2013 – OECD’s lærer- og lederundersøgelse.
93 Baviskar, Siddharta m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion - marts 2015.
77
Tabel 14. Lærernes deltagelse i aktiviteter i forbindelse med arbejdet med inklusion (procent)
Deltaget i pædagogisk dag om inklusion, bestemte diagnoser eller
undervisningsbehov?
Ja Nej I alt
2013 33,6 66,4 100
2014 31,7 68,3 100
2015 14,5*** 85,5 100
Gjort brug af en inklusionsvejleder? 2013 10,4 89,6 100
2014 12,5 87,5 100
2015 15,6*** 84,4 100
Deltaget i kurser om inklusion? 2013 28,4 71,6 100
2014 26,8 73,2 100
2015 12,9*** 87,1 100
Deltaget i kurser om bestemte pædagogiske modeller, for eksempel
LP-modellen?
2013 34,7 65,3 100
2014 29,9 70,1 100
2015 15,1*** 84,9 100
Gjort brug af informationsmateriale? 2013 20,9 79,1 100
2014 18,5 81,5 100
2015 12,3*** 87,7 100
Andet? 2013 7,6 92,4 100
2014 5,6 94,4 100
2015 4,4** 95,6 100
Jeg har ikke deltaget i nogle af de ovenstående aktiviteter i dette
skoleår?
2013 22,4 77,6 100
2014 30,6** 69,4 100
2015 43,7*** 56,3 100
Anm.: Antal besvarelse fra lærere i runde 1 = 485, i runde 2 = 448 og i runde 3 = 675. Signifikantsniveauet er beregnet i
forhold til første datainsdsamling i 2013.
Kilde: Baviskar m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015 - Appendiks. Tabel
B2.31.
Det er ikke med sikkerhed til at sige, hvorfor der findes et så markant fald i 2015, men det kan
formentlig i høj grad tilskrives, at folkeskolereformen blev igangsat fra skoleåret 2014/2015. Det kan
således meget vel være, at lærernes opkvalificering har haft fokus på de nye elementer i den længere og
mere varierede skoledag.
Effekten af kompetenceudvikling
Som det fremgår oven for, så har en stor del af lærernes opkvalificering haft fokus på inklusion. Det er
naturligt i forlængelse heraf at spørge, hvorvidt det ser ud til at have haft en positiv effekt i forhold til
elevernes inklusion.
Resultaterne af et lodtrækningsforsøg om effekten af et kortere kursus for lærere med fokus på ADHD
viser, at der har været en mindre forbedring i eleverne koncentrationsevne i forhold til
sammenligningsgruppen. Til gengæld ses der ingen effekt i forhold til elevernes faglige resultater eller i
forhold til elevernes vanskeligheder.94
Noget af forklaringen kan måske findes i forhold til, at kurset måske kan forbedres og målrettes bedre.
Generelt gav lærerne udtryk for, at de fandt kurset meget relevant og var et godt indspark, der
inspirerede til små ændringer af deres undervisning, og som bidrog til en øget opmærksomhed på og
selvtillid i deres egen inklusionspraksis. Forløbet bidrog ikke med egentlige nye redskaber, vurderer de
94 Keilow, Maria m.fl. (2016): Inklusionsindsatser i folkeskolen. Resultater af to lodtrækningsforsøg.
78
interviewede lærere, men aktiverede og tydeliggjorde den viden, lærerne havde i forvejen. Derudover
fandt lærerne, at kurset var for snævert fokuseret på specifikke diagnoser. Både lærere og ledere gav
udtryk for, at de på skolerne arbejder med et bredt inklusionsbegreb, der ikke kun omhandler elever,
hvis udfordringer hører under specifikke diagnoser, men også indbefatter elever med andre typer af
udfordringer. Flere lærere havde derfor håbet, at inklusionsbegrebet i højere grad var blevet bredt ud på
kurset til ikke kun at omhandle elever med ADHD og ADHD-lignende vanskeligheder, men også
elever med andre typer af særlige behov. Konkret fortalte lærerne, at de savnede viden om og strategier
til, hvordan de bedst støtter de elever, der ekskluderer sig selv enten socialt eller fagligt, elever med
indadvendte problemer, ordblindhed, meget fravær eller skoletræthed. Generelt savnede lærerne
forberedelsestid mellem kursusgangene til at arbejde med øvelserne, hjemmeopgaverne og det lærte i
det hele taget. De efterspurgte også et længere kursus, for eksempel i form af en opfølgende
undervisningsdag. De giver udtryk for, at der ikke var afsat tilstrækkelig tid og ressourcer ude på
skolerne til at afprøve den nyerhvervede viden under og efter kursusforløbet, hvilket gjorde det
vanskeligt at få den nye viden forankret i hverdagen.95
Lærerinterviewene om kurset tyder på, at effekten måske er større, hvis lærerne i højere grad deltager i
opkvalificering, der er målrettet de specifikke udfordringer de står med. Det generelle billede er da også,
at flertallet af lærerne oplever, at de får noget ud af kurser på området. Ifølge TALIS 2013 tilkendegiver
75 pct. af lærerne i indskolingen og mellemtrinene, at kompetenceudviklingsaktiviteter inden for
undervisning af elever med særlige behov har haft stor eller nogen positiv indflydelse på deres
undervisning, mens det er 63 pct. for lærere i udskolingen tilkendegiver det. Selvom det indikerer, at
mange oplever en effekt af kurserne, så er det i forhold til lærernes besvarelser om opkvalificering på
andre områder ikke særligt højt.96
3.5.7 Skole-hjem samarbejde
Der er ingen tvivl om, at forældrene har stor betydning for deres barns skolegang. Det har stor
betydning, hvorvidt der bakkes op om skolens arbejde og om forældrene har en forventning om, at
barnet klarer sig godt i skolen97
.
Der dog ikke gennemført mange undersøgelser af forældrenes roller, holdninger og deltagelse i forhold
til omstilling til øget inklusion. Der er således ikke meget systematisk viden om, hvordan skoler og
forældre samarbejder i forhold til inklusion.
En spørgeskemaundersøgelse blandt skolebestyrelsesformændene viser imidlertid, at inklusion fylder
relativt meget ude på mange skoler. Ifølge undersøgelsen har 30 pct. af skolebestyrelserne vedtaget
principper for, hvordan skolen arbejder med inklusion af elever med særlige behov i og uden for
undervisningen, mens yderligere 24 pct. af skolebestyrelserne er i gang med dette arbejde. Der er
95 Keilow, Maria (2016): Inklusionsindsatser i folkeskolen. Resultater af to lodtrækningsforsøg. Det kan bemærkes, at der var afsat
særlig tid af til lærernes deltagelse i kurset, som Undervisningsministeriet afholdte.
96 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): TALIS 2013 – OECD’s lærer- og lederundersøgelse.
97 Deforges, Charles m.fl. (2003): The Impact of Parental Involvement, Parental Support and Family Education on Pupil Achievements
and Adjustment: A Literature Review.
79
således imidlertid også 41 pct. af skolebestyrelserne, der ikke har princippet for arbejdet98
. Der ses
endvidere en signifikant sammenhæng mellem skolebestyrelsesformændenes vurdering af, hvorvidt
elever med særlige behov får den hjælp de har brug for og hvorvidt skolebestyrelsen har vedtaget
principper for inklusion af elever med særlige behov i og uden for undervisningen99
.
At det i mange skolebestyrelser opleves som et højaktuelt emne fremgår også af, at 12 pct. af
skolebestyrelsesformændene svarer, at drøftelserne i skolebestyrelsen i meget høj grad har omhandlet
inklusion af elever med særlige behov, mens 31 pct. siger, at det i høj grad har været tilfældet. 34 pct.
tilkendegiver, at det i middel grad er tilfældet, mens 23 pct. tilkendegiver at det lav eller meget lav grad
har været en del af drøftelserne det seneste halve år. Det skal dog bemærkes, at elevernes faglige
resultater, trivsel, læringsmiljø og skolens fysiske rammer generelt ser ud til at fylde lidt mere i
skolebestyrelsernes drøftelser det seneste halve år100
.
Samarbejdet indeholder muligheder og udfordringer
KORA’s undersøgelse af 16 skolers arbejde med inklusion peger på, at samarbejdet med forældrene er
særdeles vigtigt, når det kommer til børn med særlige behov. Det fremhæves på flere skoler, at det er
vigtigt at medarbejderne og forældrene står ”skulder ved skulder” i arbejdet med børnene, så eleverne
oplever, at der er opbakning i hjemmet. Der skal typisk også arbejdes meget derhjemme med barnet.101
Det fremhæves imidlertid samtidig, at samarbejdet mellem skole og hjem kan være dilemmafyldt102
.
Ifølge KORA’s undersøgelse af 16 skolers erfaringer med inklusion kan samarbejdet være en
udfordring i nogle situationer, hvor forældre og skole for eksempel ikke har samme syn på elevens
behov, hvis det er nødvendigt at lave underretninger, eller hvor forældrene har nogle vanskeligheder,
som kan gøre samarbejdet udfordrende. Der er også flere i undersøgelsen, som fremhæver, at det kan
være svært at kommunikere skriftligt om inklusionsudfordringer, og enkelte nævner, at de nye
arbejdstidsregler betyder, at de ikke kan tale i telefon med forældrene om aftenen103
.
Forældrenes opbakning til inklusion
I dokumentationsprojektet i forbindelse med omstillingen til øget inklusion har man spurgt
skolelederne til deres vurdering af forældrenes opbakning til inklusion. Besvarelserne viser, at der er
stor forskel mellem de forældre, der er forældre til elever med særlige behov, og forældrene til de øvrige
elever. Der er således væsentligt flere skoleledere, som vurderer, at der ”i høj grad” eller ”i meget høj
grad” er opbakning blandt forældrene til børn med særlige behov (47 pct.) end blandt forældrene til
børn uden særlige behov (13 pct.)104
.
I Rambølls komparative analyse fremgår det, at der på tværs af alle tre lande (Ontario (Canada), Finland
og Danmark) er en oplevelse af, at der blandt mange forældre er en opfattelse af, at elever med særlige
98 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
99 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
100 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
101 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
102 Larsen, Maja Røn (2012): ”Hverdagslivets anekdotiske betydning. En kort systematisk forskningskortlægning”.
103 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
104 Baviskar, Siddharta m.fl.(2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion - marts 2015.
80
behov har bedst af et specialtilbud, og det er uanset, om det rent faktisk er tilfældet. Det opleves som et
pres fra forældrene, herunder som et udtryk for manglende opbakning til ambitionerne med
inklusion105
. Dertil kommer, at undersøgelsen peger på, at der særligt blandt lærerne i alle tre lande er en
oplevelse af, at der fortsat er flere elever med særlige behov. Det betyder ifølge lærerne, at der tages
flere initiativer i forhold til disse elever, og at det også giver et øget behov for samarbejde med
forældrene106
.
Der er stor forskel på skolebestyrelsesformændene vurderinger af skolernes indsats overfor elever med
særlige behov. Det viser en spørgeskemaundersøgelse gennemført af Epinion i forbindelse med
eftersynet. Det fremgår blandt andet, at cirka halvdelen af skolebestyrelsesformændene er meget eller
overvejende enige i, at elever med særlige behov får den hjælp de har behov, men der er også 30 pct.,
der er meget eller overvejende uenige. De resterende er hverken enige eller uenige.
Hovedparten af bestyrelsesformændene vurderer, at skolerne sætter hurtigt ind i forhold til elever med
særlige behov, der er dog et mindretal på 9 pct. der er uenige og 14 pct. er hverken enig eller uenig. Det
fremgår også tydeligt, at betydeligt færre skolebestyrelsesformænd vurderer, at kommunen sætter
hurtigt ind.
Desuden fremgår det, at det ifølge skolebestyrelsesformændene langt fra er alle steder, at der er en
generel dialog om inklusion med hele forældregruppen, idet alene 42 pct. af
skolebestyrelsesformændene erklærer sig meget eller overvejende enig i at det er gældende for skolen, jf.
tabel 15.
105 Rambøll (2016): Komparativ analyse af indsatser overfor børn med særlige behov. Fokus på Ontario og Finland.
106 Rambøll (2016): Komparativ analyse af indsatser overfor børn med særlige behov. Fokus på Ontario og Finland.
81
Tabel 15: Skolebestyrelsesformændenes besvarelser om skolens indsats over for elever med særlige behov
Meget
enig
Overvejende
enig
Hverken enig
eller uenig
Overvejende
uenig
Meget
uenig
Ved
ikke
Total
Elever med særlige behov får den hjælp,
de har behov for?
6 pct.
(30)
45 pct.
(211)
16 pct.
(76)
24 pct.
(111)
6 pct.
(28)
3 pct.
(15)
100 pct.
(471)
Ansvarsfordelingen mellem kommune,
skoleledelse og medarbejdere er klar?
9 pct.
(43)
40 pct.
(190)
23 pct.
(107)
11 pct.
(54)
3 pct.
(13)
14
pct.
(64)
100
pct.(471)
Kommunen sætter hurtigt ind over for
børn med svære problemer?
3 pct.
(12)
15 pct.
(72)
30 pct.
(140)
30 pct.
(142)
12 pct.
(57)
10
pct.
(48)
100
pct.(471)
Min skole sætter hurtigt ind over for børn
med svære problemer?
17 pct.
(81)
56 pct.
(266)
14 pct.
(66)
8 pct.
(37)
1 pct.
(6)
3 pct.
(15)
100
pct.(471)
Min skole har en generel dialog om
inklusion med hele forældregruppen?
10 pct.
(46)
32 pct.
(151)
27 pct.
(128)
21 pct.
(100)
9 pct.
(41)
1 pct.
(5)
100
pct.(471)
Anm.: Antal besvarelser er angivet i parentes.
Kilde: Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
Epinion viser endvidere, at der er en signifikant sammenhæng mellem skolebestyrelsesformandens
vurdering af, hvorvidt der er en generel dialog om inklusion med hele forældregruppen, og deres
vurdering af, hvorvidt elever med særlige behov får den hjælp, de har behov for107
.
Kommunikation og inddragelse kan bidrage til løsninger
I KORA’s undersøgelse af 16 skolers arbejde med inklusion fremhæves samarbejdet med forældrene
som væsentligt i forhold til at lykkes med en omstilling til øget inklusion, men det nævnes samtidigt
som en udfordring. Undersøgelsen peger på, at skolerne kan tage flere tiltag i forhold til forældrene, og
at det kan være med til at skabe opbakning til inklusion.
Der peges blandt andet på generel information til forældrene om inklusion kan gøre en forskel. På en
skole har der som en del af et kompetenceforløb omhandlende systemisk tænkning været et
foredrag/oplæg for forældre for at indvie dem i tankegangen. For eksempel blev forældre gjort
opmærksom på betydningen af ”den dominerende historie” om et barn, herunder om barnets historie
omhandler, hvor besværlig barnet er, eller handler den om noget barnet er god til? Skolens erfaring er,
at dette tiltag har reduceret forældrehenvendelser om segregering af bestemte børn.
Åbenhed om elevers særlige behov fremhæves i KORA’s undersøgelse som central for samarbejdet
med den samlede forældregruppe – særligt på skoler, hvor der er mange elever med særlige behov.
Åbenheden giver forståelse for både reaktioner og for særregler, og når forældrene bliver mere
forstående kan de også lettere forklare deres børn, hvorfor nogle børn opfører sig anderledes end
gennemsnittet, og hvorfor der ikke skal være samme regler for alle. En forudsætning for denne åbenhed
107 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
82
er, at forældrene til barnet med særlige behov er indforståede med kommunikationen, og flere steder er
der også gode erfaringer med, at forældrene selv medvirker til at fortælle om deres børns udfordringer.
Desuden peges der på, at direkte og løbende kommunikation til forældrene om trivslen i klassen
fremhæves som virkningsfuldt. For eksempel via ugentlig kommunikation om, hvad der arbejdes med i
fht. trivslen. Det kan betyde, at snakken om trivsel spreder sig mellem forældrene og det er med til at
forebygge, at forældrene bliver frustreret over, at de ikke forstår, hvad der foregår i klassen108
.
Der peges endvidere på gode erfaringer med at anerkende forældrene som eksperter på deres eget barn,
og inddrage dem i arbejdet med løsninger. Det virker fremmende på samarbejdet, og kan give
inspiration til at finde de rigtige løsninger. En lærer fremhæver, at det er vigtigt med et tæt samarbejde,
hvor der er en tydelig rollefordeling mellem skole og forældre, som indebærer, at forældrene bakker op
derhjemme.
Endelig peges på, at pædagogerne særligt i de små klasser kan have stor betydning for samarbejdet med
forældrene, fordi pædagogerne møder forældrene fysisk i SFO’en. Her nævner flere pædagoger, at det
er en fordel i fht. kommunikationen, fordi pædagogen har mulighed for at fortælle forældrene direkte
hvis der har været udfordringer i løbet af dagen109
.
108 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
109 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
83
3.6 Organisering, viden, ressourcepersoner, teamsamarbejde og tværfagligt
samarbejde
Dette afsnit beskriver opbakning til inklusion, organisering, ressourcepersoner, teamsamarbejde og det
tværfaglige samarbejde i kommuner og skoler, samt hvad der inden for disse emner har betydning for
læringsmiljøerne og eleverne. Der er særligt fokus på, hvad der ser ud til at påvirke indsatsen over for
elever med særlige behov.
Afsnittet bygger på nedenstående kilder:
 Andersen, Dines m.fl. (2011): Skolernes samarbejde: kortlægning af skolernes kontakt med kommunale
forvaltninger og andre institutioner.
 Andersen, Dines m.fl. (2012): Indsatser for tosprogede elever. Kortlægning og analyse.
 Andersen, Simon Calmar (2014): Undersøgelse af effekten af tolærerordninger.
 Andersen, Simon Calmar m.fl. (2016): The Effect of Teacher's Aides in the Classroom: Evidence from a
Randomized
 Bauchmüller, Robert m.fl. (2014): Long-Run Benefits from Universal High-Quality Pre-Schooling.
 Baviskar, Siddharta m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion - marts
2015.
 Bleses, Dorthe m.fl. (2013): Forskningskortlægning om læseindsatser overfor tosprogede elever.
 Bjørnholt, Bente m.fl. (2015): Pædagogiske medarbejderes oplevelser og erfaringer i den nye folkeskole.
 BUPL (2015): Arbejdet i skole og fritid efter Folkeskolereformen – 3. status.
 Børnerådet (2013): Skolen set fra børnehaven – børns forventninger og forestillinger om skolen
 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2007): Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): Inklusion i dagtilbud – kortlægning af arbejdet med inklusion i
daginstitutioner og dagpleje.
 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): TALIS 2013 – OECD’s lærer- og lederundersøgelse.
 Desimore, Laura (2002): “How Can Comprehensive School Reform Models Be Succesfully
Implemented Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
 Dietrichson, Jens m.fl. (2015): Skolerettede indsatser for elever med svag socioøkonomisk baggrund. En
systematisk forskningskortlægning og syntese.
 Dyssegaard, Camilla (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i
grundskolen. Systematisk review
 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
 Gustafsson, Line Renate m.fl. (2015): Registeranalyse og videnopsamling. Satspuljeprojektet, styrket faglighed
blandt udsatte børn i folkeskolen.
 Hansen, Henning m.fl. (2010): Investeringer i tidlige sociale indsatser - samfundsøkonomiske beregninger af
indsatser i forhold til udsatte børn og unge.
 Hansen, Janne Hedegaard m.fl. (2014): Afdækning af forskning og viden i relation til ressourcepersoner og
teamsamarbejde.
 Hattie, John (2008): Visible learning.
 Heckman, James J. (2008): “Schools, Skills and Synapses”.
 Kjer, Mikkel Giver m.fl. (2015): Skoleledelse i folkeskolereformens første år.
 Leithwood, Kenneth m.fl. (2004): How leadership influences student learnin.
 Leithwood, Kenneth m.fl. (2008): “Linking Leadership to Student Learning: The Contributions of
Leader Efficacy”.
 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier.
84
 Mourshed, Mona m.fl. (2010): How the worlds most improved school systems keep getting better.
 Nielsen, Alva Albæk m.fl. (2009): Børnehavens betydning for børns udvikling – en forskningsoversigt.
 Nielsen, Trine Kløvager m.fl. (2013): Virkningsfulde tiltag i dagtilbud. Et systematisk review.
 OECD (2011): Strong Performers and Succesful Reformers ind Education. Lessons from PISA for the United
States.
 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire
kommuner.
 Rambøll (2012): Analyse af de økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og unge.
 Rambøll (2012): Evaluering af forsøg med skolestart.
 Rambøll (2013): Effekten af en intensiveret pædagogindsats i skolen S
 kov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
 Tingleff, Lise (1999): Faglig og pædagogisk udvikling med lærerteamet som omdrejningspunkt.
 Winter, Søren C. m.fl. (2013): Lærere, undervisning og elevpræstationer i folkeskolen.
Resume
Omstilling til øget inklusion ser generelt ud til at have medført en række kommunale initiativer, der har
til hensigt at understøtte skolernes omstilling. Gennemgangen viser imidlertid store forskelle mellem
kommunerne. Der ses særligt en stor forskel hos PPR, hvor det er forskelligt, hvor meget henholdsvis
udredninger og konsultative opgaver fylder. Der er også en relativ stor forskel på
medarbejdersammensætningen i PPR, som kan påvirke kommunernes mulighed for at understøtte
skolerne konsultativt.
Der er en udbredt brug af ressourcepersoner og ressourceteams/-centre på skolerne. Det betyder
blandt andet, at langt de fleste lærere vurderer, at de kan få hjælp fra en kollega med ekspertise på
området i forhold til de elever med særlige behov, som de møder. Det bakkes op af hovedparten af
skolelederne, hvoraf de fleste også vurderer, at der er lærere med stor ekspertise inden for
specialpædagogik på skolerne. Der ses en sammenhæng mellem skoleledernes vurdering af om elever
med særlige behov for den støtte de har behov for, og hvorvidt lærere og pædagoger har adgang til
ressourcepersoner, der kan rådgive og give sparring i forhold til elever med særlige behov. Interviewene
med vidensaktører og organisationer peger i modsat retning, da der peges på, at den specialpædagogiske
viden ikke er til stede på skolerne. Der ses da også en vis variation i skoleledernes vurdering af, hvorvidt
lærere og pædagoger har adgang til ressourcepersoner på skolen.
Der efterspørges i høj grad faglig og tværfaglig sparring på skolerne, herunder særligt med fokus på
teamsamarbejdet. Gennemgangen viser, at det er ret udbredt på skolerne, men der har de seneste år
været et fald i antallet af samarbejdsformer for de respektive skoler. Der er flere undersøgelser, der
problematisere team-samarbejdet og i særlig grad det tværprofessionelle samarbejde, og ses der i
forhold til andre lande, så er det tværfaglige samarbejde i Danmark ikke i top.
Dertil kommer, at en række undersøgelser peger på, at der generelt synes at være forskelle på lærernes
ønske om at samarbejde. Der peges både på, at nogle lærere ønsker, at fastholde en struktur, hvor de
85
mest af alt underviser ”bag en lukket dør”, og at lærerne har svært ved at finde tid til at indgå i
udviklingsforløb om elever med særlige behov.110
Flere undersøgelser peger på, at en øget inddragelse af pædagoger i skolen kan styrke elevernes udbytte.
Det gælder særligt, hvor pædagogerne komplementerer lærernes kompetencer, for eksempel ved at både
lærere og pædagoger er med i undervisningen. Det ser særligt ud til at understøtte elever, hvor
forældrene har relativt lidt uddannelse. Derudover ser det ud til, at det giver lærerne mulighed for bedre
at kunne fokusere på undervisningen, mens pædagogerne har fokus på elevernes sociale udvikling. Der
er imidlertid flere undersøgelser, der peger på, at samarbejdet fortsat kan forbedres på mange skoler.
Der ser ud til at være forskelle i opfattelsen af inklusion i mange kommuner og skoler. Opbakningen til
ambitionerne om øget inklusion i folkeskolen er meget forskellig blandt politikere, medarbejderne i de
kommunale forvaltninger samt skolelederne og de pædagogiske medarbejdere.
Der er ligeledes stor forskel, når der ses på, hvorvidt indsatsen over for elever med særlige behov er
effektiv og kommer hurtig. Der er således flere undersøgelser, der dokumenterer udfordringer, og
alligevel vurderer langt de fleste skoleledere og skolebestyrelsesformænd, at indsatsen på skolen er
effektiv.
Der er generelt opbakning til de igangsatte nationale initiativer om at understøtte kommuners og
skolers omstilling til inklusion med vejledning og viden, men der efterspørges mere viden, der i højere
grad er praksisnært og direkte kan udvikle praksis. Derudover er der en forholdsvis udbredt bekymring
om, hvorvidt den lokale kommunale ekspertise i forhold til mindre handicapområder kan opretholdes,
når flere specialskoler lukkes.
3.6.1 Divergens i oplevelsen af inklusion
Dokumentationsprojektet viser, at der er stor forskel på opbakningen til inklusion blandt forskellige
faggrupper i folkeskolen.111
Der har generelt været politisk opbakning til omstillingen til inklusion.
Kommunerne har arbejdet med målsætninger og information for eksempel i form af hjemmesider mv.
Dokumentationsprojektet viser desuden, at der ligeledes generelt er stor opbakning på
forvaltningsmæssigt niveau, men at opbakningen er lidt lavere på skolelederniveau og betydeligt lavere
på lærerniveau. Lærernes opbakning er dog ikke faldet signikant siden 2013. Skolelederne oplever i
2015, at der generelt er god opbakning til inklusion, særligt hos forældre til elever, der er blevet
fastholdt i den almindelige undervisning eller er kommet tilbage fra specialskoler eller specialklasser112
.
Et andet område, hvor der tilsyneladende er stor divergens i, hvad ledere og medarbejdere oplever, er i
forhold til, hvor hurtigt og effektivt der sættes ind over for elever med særlige behov. KORA’s
undersøgelse af 16 skolers erfaringer med inklusion viser, at stort set alle interviewede giver udtryk for,
at der er alt for lang ventetid på at få foretaget blandt andet pædagogiske-psykologiske vurderinger og
110 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): TALIS 2013 – OECD’s lærer- og lederundersøgelse
111 Baviskar, Siddharta m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion - marts 2015.
112 Baviskar, Siddharta m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion - marts 2015.
86
faglige tests, og at ’systemet’ generelt er trægt, idet der går lang tid fra henvendelse til konkrete
beslutninger træffes, og der rent faktisk handles113
. Dette er i overensstemmelse med en undersøgelse
fra 2011 om skolernes samarbejde med kommunen, som viste, at der er et ret omfattende samarbejde
om elever med særlige behov, men at særligt lærerne oplever, at der går lang tid, før der sættes ind i
forhold til elever med særlige behov 114
.
Der er i forbindelse med inklusionseftersynet foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt
skolelederne. Her tilkendegiver 34 pct. af skolelederne, at de er meget enige i, at skolen sætter hurtigt
ind over for elever med svære problemer, mens yderligere 53 pct. er overvejende enige. Blot 2 pct. af
skolelederne er overvejende uenige, mens stort set ingen er meget uenig. Resten – 11 pct. – er hverken
enig eller uenig. Billedet er meget lig blandt skolebestyrelsesformændene, hvor der dog er en noget
større gruppe, som er skeptiske. Således tilkendegiver 9 pct. at de er overvejende eller meget uenige,
mens 73 pct. er meget eller overvejende enige115
. Det skal bemærkes, at der ikke er lavet en
spørgeskemaundersøgelse blandt lærere eller pædagoger, men det generelle billede af besvarelserne står
i modsætning til kvalitative undersøgelser samt undersøgelser blandt de pædagogiske medarbejdere.
Det kan i den sammenhæng bemærkes, at dokumentationsprojektet generelt peger på, at inklusion har
været en top-down-beslutning, hvor det på lærerniveau ikke er tydeligt, hvad der er formålet og
målsætningen med inklusion. Undersøgelsen af de 12 kommuner peger også på, at der er en betydelig
frustration blandt mange lærere, da de i det daglige arbejde står med udfordringerne med eleverne – og
dertil kommer arbejdet med at implementere folkeskolereformen, herunder arbejdstidsreglerne116
.
Det bemærkes, at både skolelederne og skolebestyrelsesformændene er mere skeptiske, når der spørges
ind til, om elever med særlige behov får den hjælp, de har behov for. Her tilkendegiver 18 pct. af
skolelederne, at de er overvejende eller meget uenige, mens 24 pct. er hverken enig eller uenig. Blandt
skolebestyrelsesformændene er der 30 pct., der er overvejende eller meget uenige, mens 16 pct. er
hverken enig eller uenig117
. Selvom der for både skoleledere og skolebestyrelsesformænd er et mindre
flertal, der kan erklærer sig enige, så viser det, at selvom der er en oplevelse af, at der hurtigt forsøges at
tages hånd om elevernes udfordringer, så lykkes det formentlig ikke i alle tilfælde, og det kan formentlig
også være i de situationer, at de pædagogiske medarbejdere oplever, at indsatserne er ineffektive og
tager for lang tid.
3.6.2 Kapacitetsopbygning, vejledning og ressourcepersoner
Der er i den internationale forskningslitteratur flere undersøgelser, der peger på, at kapacitetsopbygning
– dvs. muligheden for at bruge ressourcer og indsatser med størst mulig effekt – og smidige
arbejdsgange er væsentligt i større omstillingsprocesser. Der peges ikke på et bestemt redskab, men
snarere på, at en række retningslinjer og væsentlige opmærksomhedspunkter, der er vigtige i
113 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
114 Andersen, Dines m.fl. (2011): Skolernes samarbejde: kortlægning af skolernes kontakt med kommunale forvaltninger og andre
institutioner.
115 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
116 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
117 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
87
forandringsprocesser. Det drejer sig særligt om, hvorvidt skolerne understøttes i at have fokus på det,
der har betydning for elevernes læring, hvorvidt skolerne understøttes med rådgivning og vejledning
om de udfordringer, de står med, og hvorvidt der er den nødvendige kapacitet på skolerne til at løse
opgaverne.118
Derudover peges der i den internationale forskningslitteratur på, at det er vigtigt, at der er en
sammenhængende indsats i forhold til elever med særlige behov eller udsatte elever på tværs af
instanser og fagligheder. Grundlæggende peges der på, at mangel på sammenhæng i indsatserne er en
barriere for, at der etableres en hurtig og effektiv indsats over for en elev, der er i vanskeligheder. Der,
hvor fagligheder og tværorganisatoriske tiltag understøtter hinanden, ser det ud til at påvirke skolernes
læringsmiljøer positivt, og der opnås bedre sundhed, trivsel og skoledeltagelse blandt eleverne119
.
3.6.2.1 Landsdækkende rådgivning og indsatser
Der er i forbindelse med omstillingen til øget inklusion oprettet en national rådgivningsenhed af
læringskonsulenter og et ressourcecenter, der har haft til formål at styrke vidensudvikling, rådgivning og
vejledning i forhold til at understøtte kommunernes omstilling til øget inklusion. Der har i forbindelse
med ekspertgruppens eftersyn været få ønsker til nye vidensudviklings- og rådgivningstiltag, og
ønskerne er snarere gået på, at de nuværende indsatser fastholdes. Derudover er der lagt vægt på, at den
viden, der udvikles af evaluerings- og forskningsinstitutioner på området, i højere grad har fokus på, at
den skal anvendes i praksis, og således på, at den skal udvikles i praksis.
Der har imidlertid været rejst en del bekymring for fastholdelse af den specialiserede viden og viden om
små handikapgrupper, herunder i forhold til deres skolegang. Bekymringen går særligt på, at den
specialiserede viden er under pres efter, at en række kommunale specialtilbud de seneste år er lukket.
3.6.2.2 Ressourcepersoner i kommuner og skoler
Omstillingen til øget inklusion har haft betydning for kommunernes organisering. Der er et indtryk af,
at de fleste kommuner har gjort en række tiltag i forhold til at understøtte omstilling til inklusion.
Skoleledernes øgede ansvar for brugen af ressourcer og indsatser over for elever med særlige behov har
betydet et øget ansvar og fleksibilitet for den enkelte skole. Det ser ud til, at det også har medført en
række initiativer i forhold til øget brug af ressourcepersoner og teams-/ressourcecentre.
Pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR)
Særligt PPR har en nøglerolle i forhold til kommunernes understøttelse af skolernes omstilling til øget
inklusion. Dokumentationsprojektet viser, at kommunerne har gennemført ændringer i retning af, at de
118 Desimore, Laura (2002): “How Can Comprehensive School Reform Models Be Succesfully Implemented?”.
Leithwood, Kenneth m.fl. (2004): How leadership influences student learnin; Leithwood, Kenneth m.fl. (2008): “Linking
Leadership to Student Learning: The Contributions of Leader Efficacy”; Mourshed, Mona m.fl. (2010): How the worlds most
improved school systems keep getting better; OECD (2011): Strong Performers and Succesful Reformers ind Education. Lessons from PISA for
the United States.
119 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier.
88
arbejder mere konsultativt. Der er også satset på efteruddannelse af PPR-medarbejdere, særligt i
forhold til supervision120
. Derudover viser dokumentationsprojektet af kommunernes omstilling til øget
inklusion, at skolelederne vurderer, at samarbejdet med PPR er rigtig godt på samtlige indsatsområder:
Rådgivning, vejledning, udredning af elever og supervision. Lærerne er dog lidt mere forbeholdne end
skolelederne, men finder i øvrigt, at adgangen til rådgivning fra PPR er blevet lettere. Der er en
forholdsvis høj grad af tilfredshed med tilbudsviften, fortrinsvis i de kommuner, hvor skole og PPR
ligger i samme forvaltning, og der er også de fleste steder et samlet hensyn i forhold til befordring og
fritidstilbud121
.
Der er imidlertid fortsat stor forskel på PPR’s praksis fra kommune til kommune. For eksempel viser
en spørgeskemaundersøgelse blandt PPR-ledere, at det er forskelligt, hvor meget de konsultative
opgaver fylder fra kommune til kommune. I cirka 30 pct. af kommunerne fylder de konsultative mindre
end 30 pct. af opgaverne, mens det i 60 pct. af kommunerne fylder 30-59 pct. af opgaverne. Endelig er
der cirka 10 pct. af kommunerne, hvor det fylder mere end 60 pct. af opgaverne. Lidt af det samme
billede kommer frem i forhold til, hvor meget udredning fylder i de enkelte kommuner, mens opgaver i
forbindelse med forebyggende foregribende og indgribende opgaver fylder forholdsvis lidt i alle
kommuner. Det er altså særligt forholdet mellem udredning og konsultative opgaver, der er forskellige
kommunerne imellem.122
Derudover har der i ekspertgruppens eftersyn flere gange været rejst en bekymring for, om PPR alle
steder har den nødvendige faglige indsigt og kompetencer til at løse de konsultative opgaver. Der peges
i retning af, at det er en fordel, hvis man medarbejderne selv har været en del af skolens hverdag, samt
på at der mangler den tidligere overbygning på læreruddannelse til skolepsykologen, som mange af de
medarbejdere, der er i PPR, tidligere har uddannet sig til. En spørgeskemaundersøgelse blandt PPR-
ledere viser, at PPR i dag i de fleste kommuner er domineret af medarbejdere med kandidat- eller
masteruddannelse uden en lærer- eller pædagogbaggrund. I 25 pct. af kommunerne udgør denne gruppe
mere end halvdelen af medarbejderne og i cirka 45 pct. af kommunerne udgør mens denne gruppe 30-
49 pct.af medarbejderne. Til sammenligning er der i lidt mere end halvdelen af kommunerne mindre
end 20 pct. med en master eller kandidatuddannelse, hvor medarbejderen har en lærer eller
pædagogbaggrund. I cirka en fjerdedel af kommunerne er der mellem 20-29 pct. af medarbejderne med
denne baggrund, mens der er flere i de øvrige kommuner123
.
I dokumentationsprojektet konkluderes det blandt andet, at lærerne kan opleve det frustrerende, at der
ikke kan gives mere ”præcise” og konkrete råd i forhold til indsatser, der virker i undervisningen.124
.
Ifølge KORA’s undersøgelser af 16 skolers erfaringer med inklusion giver lærere, pædagoger og
skoleledere udtryk for, at PPR nogle steder mangler kendskab til eleverne, til den konkrete skole og til
lærernes og pædagogernes hverdag. PPR foreslår blandt andet i nogle tilfælde tiltag, som lærerne har
prøvet. Særligt på nogle af de skoler, der har et højt inklusionspres, og har stor erfaring med elever med
særlige behov, oplever skoleledere og lærere nogle gange, at skolerne er et helt andet sted i processen
120 Baviskar, Siddharta m.fl.(2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion - marts 2015.
121 Baviskar, Siddharta m.fl.(2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion - marts 2015.
122 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
123 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
124 Baviskar, Siddharta m.fl.(2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion - marts 2015.
89
end PPR. Undersøgelsen peger imidlertid også på, at forhold som, at der er en fast psykolog tilknyttet
den enkelte skole, og at der sker en forventningsafstemning i forhold til PPR’s rolle, kan virke
fremmende for et godt samarbejde. De skoler, der har en fast psykolog tilknyttet, giver udtryk for, at de
får kompetent og brugbar sparring, observation og supervision125
.
En spørgeskemaundersøgelse blandt PPR-ledere viser, at de fleste PPR er organiseret således, at PPR-
medarbejderne er tilknyttet bestemte skoler. Kun i cirka 6 pct. af kommunerne er det ikke tilfældet.
Dette peger på, at der i langt de fleste kommuner er opmærksomhed på, at kendskabet til skolerne har
stor betydning. Spørgsmålet er imidlertid om PPR’s kendskab er tilstrækkeligt indgående til, at de
kender til skolernes praksis. Ifølge spørgeskemaundersøgelsen blandt skolelederne, så har 88 pct.
etableret et fast ressourceteam eller ressourcecenter på skolen, hvoraf 66 pct. tilkendegiver, at der er en
psykolog eller PPR-medarbejder fast tilknyttet til ressourcecenteret.126
Der er altså for cirka 4 ud af 10
skoler ikke fast tilknyttet en PPR-medarbejder til skolens ressourcecenter ifølge skolelederne.
Derudover er ekspertgruppen blevet gjort opmærksom på, at der i forhold til udredning og
udarbejdelse af pædagogiske psykologiske vurderinger (PPV) ofte er en manglende udredning i forhold
til elever med blandt andet kognitive funktionsnedsættelser. Dette er imidlertid ikke undersøgt
nærmere.
Støttefunktioner og visitationsprocesser
KORA konkluderer i deres rapport om 16 skolers erfaringer med inklusion, at der er stor variation
mellem kommunerne i forhold til, hvilket omfang og hvordan de centrale støttefunktioner inddrages,
ligesom der kan være variation mellem skolerne inden for samme kommune. I en af de mindre
kommuner i undersøgelsen holdes faste månedlige tværfaglige møder på hver skole med
socialrådgivere, sundhedsplejersker, psykologer og ergoterapeuter og en pædagogisk konsulent, hvor
lærere og pædagoger kan vende forskellige problemstillinger. Der er stor forskel på, hvor meget
skolerne benytter denne mulighed. En af de mindre skoler med et lavt inklusionspres oplever sjældent
behov, mens andre skoler gør stor brug af de faste møder. I en af de store kommuner i undersøgelsen
anvendes en såkaldt ’fremskudt socialrådgiver’, hvor skolen har en fast tilknyttet socialrådgiver, der
sidder fysisk på skolen for eksempel en gang i ugen (afhængig af skolens størrelse). Den fremskudte
socialrådgiver kan benyttes til sparring i situationer, hvor der endnu ikke er en sag på et barn, men blot
en bekymring eller en tvivl om, hvorvidt der skal foretages en underretning. Generelt udtrykker såvel
lærere som skoleleder på skolerne, at det er en meget stor fordel, at det er den samme socialrådgiver,
der kommer på skolen, fordi det giver arbejdsro og ”rykker noget”.127
I KORA’s undersøgelse peges der på, at det flere steder opleves som en udfordring, at de lærere, der
skal være en del af en udredning, kan have vanskeligt ved at være en konstruktiv medspiller i forhold til
samarbejdet om udredningen af elever med særlige behov. Der peges både på, at nogle lærere har den
opfattelse, at PPR’s rolle er at få eleven henvist til et specialtilbud, men også at læreren kan have
udfordringer med at finde tid til at løse de opgaver, der kan understøtte elever i
125 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
126 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
127 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
90
læringsvanskeligheder128
. I dokumentationsprojektet konkluderes der ligeledes, at der ofte er en
oplevelse af, at der ikke er overskud til at igangsætte nye tiltag.129
Ovenstående beskrivelser støttes af flere fra referencegruppen og fremhæves i flere af de gennemførte
interviews, at der skal være bedre mulighederne for mere dialogbaserede processer, hvor alle parter med
ansvar for gennemførelsen af den understøttende indsats, er involveret. Der efterspørges mere tid og
rum for medarbejderne, når der er behov for at sætte ind overfor elever med særlige behov. Det peger
også i retning af, at det er en udfordring, hvis inddragelse af PPR først sker, når lærerne har opgivet at
inkludere eleven i den almene undervisning, og at der er behov for fleksibilitet i forhold til
medarbejderne på skolen under udredningsforløb.
Skolernes ressourcepersoner
Forskellige former for ressourcepersoner på skolerne er forholdsvist udbredt, og der er særligt de
senere år kommet et større fokus på netop ressourcepersoners mulighed for at understøtte omstilling til
øget inklusion.
I KORA’s undersøgelse af 16 skolers erfaringer med inklusion peges der på, at skolernes AKT-vejleder
har en central position i forhold til inklusion. På de fleste skoler er der tale om lærere, men funktionen
varetages også af pædagoguddannede. Rammerne varierer fra skole til skole. På store skoler kan AKT-
vejlederen være uden egentlige undervisningsopgaver, mens det typisk er anderledes på mindre skoler.
Mange har gennemført en egentlig efteruddannelse til at varetage opgaven. Opgaverne varierer ligeledes
en del, fra ”brandsluknings”-opgaver, vejledning af lærere og pædagoger og samtaler med enkelte
elever. Observationer og vejledning om egentlig undervisning ser ifølge undersøgelsen ud til at fylde en
forholdsvis begrænset del af AKT-vejledernes arbejde.130
KORA’s undersøgelser peger på flere forhold, der i den daglige praksis er en udfordring i forhold til at
understøtte omstillingen til øget inklusion. AKT-vejlederne oplever stor forskel på, om læreren helst
arbejder bag en lukket dør eller er villig til at åbne dørene omkring deres undervisning, og der er lærere
der stejler overfor sparring med AKT-vejlederen og specielt i forhold til observation og supervision131
.
Dokumentationsprojektet om omstilling til øget inklusion viser, at skolelederne i stort omfang oplyser,
at der er forskellige former for ressourcer tilgængelige for lærerne, især AKT-vejledere, medarbejdere
fra specialcenter/ressourcecenter, forskellige former for analysemodeller, for eksempel LP-modellen,
samt rådgivning fra PPR. Når lærerne er blevet stillet tilsvarende spørgsmål, er det især
inklusionsvejleder, AKT-vejleder, medarbejder fra specialcenter/ressourcecenter og PPR, der er
tilgængelige. Der er imidlertid ifølge undersøgelsen en begrænset udbredelse af såkaldte
inklusionsvejledere. Andelen af lærere, der tilkendegiver, at de har benyttet sig af en inklusionsvejleder i
deres arbejde, er også relativt begrænset til 12,5 pct.132
128 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
129 Baviskar, Siddharta m.fl.(2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion - marts 2015.
130 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
131 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
132 Baviskar, Siddharta m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
91
Trods de ovenstående udfordringer, så ser det ud til, at den udbredte brug af ressourcepersoner langt
de fleste steder virker fint. I hvert fald svarer mere end ni ud af 10 (93 pct.) af klasselærerne i SFI’s
undersøgelse om støtteelever, at der er andet personale på skolen, hvor vedkommende kan få hjælp i
forhold til den pågældende elev133
.
Ifølge spørgeskemaundersøgelsen blandt skolelederne, så er skolelederne næsten lige så positive. Her
tilkendegiver 85 pct. af skolelederne, at de er overvejende eller meget enige i, at lærere og pædagoger på
skolen let kan få hjælp hos en kollega eller et team, hvis de har udfordringer med elever med særlige
behov. 12 pct. tilkender, at de hverken er enige eller uenige, mens blot 2 pct. har svaret, at de
overvejende er uenig, og bare en enkelt skoleleder i undersøgelsen erklærer sig meget uenig. Næsten lige
så positive er skolelederne, når der spørges ind til, om lærere og pædagoger kan få hjælp og vejledning
fra en medarbejder med stor specialpædagogisk viden. Her er næsten tre ud af fire skoleledere
overvejende eller meget enige. 18 pct. svarer hverken enig eller uenig, mens 9 pct. er overvejende eller
meget uenig134
. Epinions analyser viser, at begge forhold har sammenhæng til skoleledernes vurdering
af, hvorvidt elever med særlige behov får den hjælp, de har behov for135
.
Ressourcecentre/-teams på skolerne
Ifølge KORA’s undersøgelse af 16 skolers erfaringer med inklusion er der imidlertid ikke noget klart
mønster i, hvilke skoler der har oprettet et egentligt ressourcecenter på skolen, hvor der er samlet en
række ressourcepersoner fra skolen og kommunen. Dog er der en tendens til, at ressourcecenteret er
startet på en af de store skoler i kommunen, og så er der andre skoler, der har ladet sig inspirere. I
enkelte tilfælde er der udnævnt en leder, som er særskilt ansvarlig for inklusionsindsatsen, og som er
nærmeste leder for AKT-lærere og andre ressourcepersoner136
.
Ifølge spørgeskemaundersøgelsen til skolelederne som led i ekspertgruppens eftersyn er det næsten ni
ud af 10 skoler (88 pct.), der har oprettet et ressourceteam eller ressourcecenter på skolen. Ifølge
undersøgelsen består teamet i udbredt grad af inklusionsvejledere eller lærer med særlige
specialpædagogiske kompetencer (81 pct.) og AKT-vejleder eller pædagog med særlige opgaver i
forhold til trivsel på skolen. Lidt sjældnere indgår der en leder/medarbejder fra SFO og psykologer (59
pct.) og/eller PPR-medarbejder (66 pct.). I endnu færre tilfælde indgår der socialrådgivere (37 pct.).
Endelig har en pæn andel andre medarbejdere i teamet. I skoleledernes angivelser fremgår det, at en del
skoler har et medlem fra skolens ledelse med, ligesom en del skoler har læse- eller læringsvejledere eller
sundhedsplejersker med i teamet/-ressourcecenteret137
.
3.6.3 Teamsamarbejde og fagprofessionelt samarbejde
Forskningsresultater understøtter, at en teambaseret kollaborativ undervisning, hvor lærere
(pædagogiske medarbejdere) sammen planlægger og evaluere undervisningen, kan styrke
undervisningen, herunder undervisning med deltagelse af elever i læringsvanskeligheder. Teambaseret
133 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
134 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
135 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
136 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
137 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
92
kollaborativ undervisning kan gennemføres i form af såkaldte lektionsstudier (lesson studies), hvor en
gruppe lærere systematisk forbereder, observerer og evaluere undervisningen.138
En undersøgelse fra SFI viser, at der er sammenhæng mellem antallet af teamformer på skolen og i
særlig grad klasseteams og elevernes afgangsprøvekarakterer. Undersøgelsen viser imidlertid også, at
effekten måske først findes efter længere tids arbejde med klasseteams, formentlig i over seks år139
.
Dette er i overensstemmelse med Dansk Clearinghouses forskningskortlægning, der ligeledes
identificerer en række undersøgelser, som viser, at indsatser i forhold til elever med særlige behov kan
styrkes af teamsamarbejde.140
Forskningsafdækningen har endvidere vist, at co-teaching – en undervisningsform, hvor en almenlærer
og ressourceperson med specialpædagogisk viden har fælles ansvar for planlægning, forberedelse,
gennemførsel, evaluering og udvikling af undervisningen – har en gavnlig effekt på elevers læring141
.
Flere undersøgelser viser, at forskellige teamformer er ganske udbredt i folkeskolen. En undersøgelse
fra SFI fra 2014 viser således, at 77 pct. af lærerne i undersøgelsen svarer, at de deltager i mindst fire
forskellige former for teams.142
En undersøgelse i forbindelse med evaluering af folkeskolereformen
viser, at særligt underviserteams (83 pct. af skolerne) og fagteams (82 pct. af skolerne) er udbredt på
skolerne. Men undersøgelsen viser også, at antallet af teams er faldende. Der ses særligt et fald i
klasseteams og årgangsteams. Det hænger formentlig sammen med, at arbejdet i højere grad overgår til
undervisningsteams, hvor forskellige faggrupper er involveret.143
Teamsamarbejde har en gavnlig effekt for udvikling af inkluderende læringsmiljøer, men i praksis peger
nogle undersøgelser på, at samarbejdet i for høj grad er orienteret mod planlægning og organisering af
undervisningen, fremfor at arbejde sammen om undervisningens pædagogiske og didaktiske mål og
indhold. Endvidere er der en tendens til, at nogle lærere fastholder, at der ikke er åbenhed om
undervisningen, og at det fagprofessionelle samarbejdet ikke er omdrejningspunktet for udviklingen af
undervisningen, hvilket blokerer for udvikling og kvalificering af praksis.144
Andre undersøgelser viser endvidere, at teamsamarbejdet flere steder formentlig kan forbedres.
En dansk undersøgelse byggende på kvalitative observationer problematiserer den måde, der arbejdes
med teams på i den danske folkeskole, hvilket peger på, at effekten af teamsamarbejdet formentlig kan
forbedres.145
Det understøttes også af, at KORA’s undersøgelse af 16 skolers erfaringer med inklusion,
hvor det blandt andet konkluderes, at flere AKT-lærere peger på, at deres indsats bedst fungerer, når
138 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier; Hattie, John (2008):
Visible learning.
139 Winter, Søren C. m.fl. (2013): Lærere, undervisning og elevpræstationer i folkeskolen.
140 Dyssegaard, Camilla (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk review.
141 Hansen, Janne Hedegaard m.fl. (2014): Afdækning af forskning og viden i relation til ressourcepersoner og teamsamarbejde.
142 Winter, Søren m.fl. (2013): Lærere, undervisning og elevpræstationer i folkeskolen.
143 Kjer, Mikkel Giver m.fl. (2015): Skoleledelse i folkeskolereformens første år.
144 Hansen, Janne Hedegaard m.fl. (2014): Afdækning af forskning og viden i relation til ressourcepersoner og teamsamarbejde.
145 Tingleff, Lise (1999): Faglig og pædagogisk udvikling med lærerteamet som omdrejningspunkt.
93
det kan bygge videre på et godt teamsamarbejde omkring en klasse og dermed kan byrden deles mellem
AKT-lærer og teamet.146
Det er gentagende gange både i referencegruppen for inklusionseftersynet og i de gennemførte
interviews blevet fremhævet, at teamet - særligt når teamet formår at skabe en fælles refleksion over
deres praksis – kan bidrage til at fremme inkluderende læringsmiljøer. Det kræver, at de klasser og
børnefællesskaber, som teamet arbejder med, løbende analyseres, og at praksis tilpasses herefter. Det
fremhæves fra flere sider, at der er gode erfaringer med brug af eksterne personer til faglig sparring.
Fagprofessionelt samarbejde og to-voksenordninger
Forskningen om effektive indsatser i forhold til et fagligt løft af alle elever i forbindelse med inklusion
af elever med særlige behov peger ret entydigt på, at det fagprofessionelle samarbejde kan have stor
effekt for alle elever. Det gælder både ved observationer af undervisningen og ved forskellige former
for to-voksenordninger i klassen. I forhold til to voksne i klassen gælder det både, hvor der i
undervisningen indgår to lærere, i de tilfælde, hvor der indgår en lærer og en anden voksen med anden
faglig baggrund end lærer, samt hvor der indgår en lærer med stor specialpædagogisk viden sammen
med klassens normale lærer.147
Der er ikke gennemført en repræsentativ undersøgelse af, hvor udbredt to-voksenordninger er i
folkeskolen. SFI’s undersøgelse af støtte i folkeskolen viser, at otte pct. af eleverne får en form for
støtte i undervisningen. Heraf svarer 18 pct. af klasselærerne, at støtten gives som tolærerordninger.
Dertil kommer, at syv pct. svarer, at der er tilknyttet en inklusionspædagog og i yderligere tre pct. af
tilfældene er der tilknyttet en lærerassistent (uden en læreruddannelse).148
Som det bliver beskrevet nedenfor, viser flere undersøgelser, at samarbejdet mellem lærere og
pædagoger kan forbedres.
Derudover viste TALIS 2013, at danske lærere i sammenligning med lærere i andre lande i mindre
omfang samarbejder med kollegaer om evaluering, herunder evaluering af elevernes progression i
undervisning. Den viste endvidere, at danske lærere sjældent diskuterer læring og progression med
kollegaerne.149
Det fremgår endvidere af ekspertgruppens møder med referencegruppen, at dette vurderes at være et
område, der giver udfordringer på skolerne. Mange steder har lærer- og pædagogsamarbejdet ikke
fundet en form, hvor de to fagligheder komplementerer hinanden.
Lærer-pædagog-samarbejde i folkeskolen
Flere undersøgelser peger på, at en øget inddragelse af pædagoger i skolen kan styrke elevernes udbytte.
Det skal dog samtidig bemærkes, at alle undersøgelser er gennemført under den forudsætning, at
146 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
147 Andersen, Simon Calmar (2014): Undersøgelse af effekten af tolærerordninger; Dyssegaard, Camilla (2013): Effekt og pædagogisk
indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk review.
148 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
149 Danmarks Evalueringsinstitut EVA (2014): TALIS 2013 – OECD’s lærer og lederundersøgelse.
94
pædagoger supplerer de indsatser, som lærere står for. Det peger således i retning af, at de gode effekter
kommer ved, at forskellige medarbejdergrupper kan supplere hinandens roller, kompetencer og
aktiviteter.
Forsøg med to-lærerordninger viser, at der kan ses en signifikant effekt i elevernes læseresultater, hvis
der indgår en anden ressourceperson i undervisningen. Det har i forsøget ikke altid været en pædagog,
men mange steder har det været tilfældet. Resultaterne viser endvidere, at effekten i læseresultaterne er
særligt store for elever, hvor forældrene har relativt kort uddannelsesbaggrund150
. Senere analyser har
vist, at der for eleverne er et signifikant fald i kontakt med politiet, voldssager og brandstiftelse. Det
gælder både ved to lærere og ved en lærer og en anden ressourceperson i klassen. Derudover viser
forsøgene med en lærer og en anden ressourceperson i klassen, at der også er et signifikant fald i
antallet af sociale indberetninger.151
Det tyder samlet på, at eleverne har gavn af den øgede
voksenkontakt, som forsøget giver mulighed for.
Forsøget med to-lærerordninger kan dog ikke give en præcis beskrivelse af, hvorfor de to voksne i
klassen har en positiv effekt for eleverne. Rambølls evaluering af forsøg med skolestart viser imidlertid,
at særligt pædagogernes deltagelse i indskolingen bidrager til at styrke elevernes sociale og personlige
kompetencer. Det viser endvidere, at det giver mulighed for en rollefordeling, hvor pædagoger har
særligt fokus på elevernes sociale udvikling, mens lærere har særligt fokus på elevernes faglige udvikling.
Styrkelse af elevernes kompetencer kommer især til udtryk i bedre konflikthåndtering og positive
relationer eleverne imellem.152
Rambølls undersøgelse af intensiveret brug af pædagoger i folkeskolen
viser, at der er noget der tyder på, at skoler, som har øget brugen af pædagoger, samtidig øger elevernes
resultater i matematik ved 9. klasseprøven, herunder særligt for drengene. Resultaterne viser desuden, at
det særligt gælder, hvis eleverne har gået i fritidshjem/SFO, og der ses endvidere en sammenhæng i
forhold til, hvorvidt eleverne efterfølgende påbegynder og gennemfører en ungdomsuddannelse.153
Undersøgelserne peger altså generelt på, at der er potentiale i et styrket samarbejde mellem lærere og
pædagoger. Der er imidlertid også undersøgelser, som peger på, at samarbejdet på flere skoler ikke
fungerer optimalt. Det skyldes imidlertid ikke en manglende interesse for, at pædagogerne indgår i
skoledagen, men snarere at samarbejdet med særligt lærerne endnu ikke er fuldt udviklet. En
undersøgelse af en række skolers erfaringer med folkeskolereformen viser således, at pædagogerne
oplever, at folkeskolereformen understøtter deres pædagogiske kompetencer, og de finder det
motiverende at samarbejde med lærerne, ligesom nogle motiveres af mulighederne for at indgå mere
aktivt i elevernes skoledag. Men pædagogerne oplever samtidig, at de nye rammer er en udfordring for
dem.
For det første har en række pædagoger skullet varetage helt nye opgaver, såsom understøttende
undervisning, der stiller krav til blandt andet klasseledelse, faglige kompetencer og lignende. For det
andet er skolernes fritidstilbud udfordret af den længere skoledag, der indebærer, at flere elever meldes
150 Andersen, Simon Calmar (2014): Undersøgelse af effekten af tolærerordninger
151 Andersen, Simon Calmar m.fl. (2016): The Effect of Teacher's Aides in the Classroom: Evidence from a Randomized
152 Rambøll (2012): Evaluering af forsøg med skolestart.
153 Rambøll (2013): Effekten af en intensiveret pædagogindsats i skolen.
95
ud af fritidstilbuddene, og at pædagogerne har mindre tid til at arrangere aktiviteter for eleverne efter
skole. Der er generelt blandt skoleledere, lærere og pædagoger en bekymring om pædagogernes
kompetencer set i lyset af de nye opgaver og roller (særligt på mellemtrin og udskoling). Erfaringerne
med samarbejdet har været blandede. Særligt har det været svært for pædagogerne at blive inddraget i
skoledagen, hvis der ikke har været tid til sparring og koordinering med lærerkollegerne.154
Et lignende billede ses af de spørgeskemaundersøgelser, som BUPL gennemfører blandt deres
medlemmer i SFO og fritidstilbud, hvoraf størstedelen både har opgaver i forbindelse med
undervisningen og fritidstilbuddet. Heraf konkluderes det dog blandt andet, at der siden oktober 2014
har været en positiv udvikling i forhold til pædagogernes indflydelse på deres arbejde. Men der er ikke
sket forbedringer i forhold til pædagogernes forberedelse og deltagelse i planlægning og evaluering af
den undervisning, de indgår i. Undersøgelsen viser desuden, at pædagogerne primært har opgaver på de
mindste klassetrin – fra 0.-3. klasse, og at det primært er i den understøttende undervisning,
pædagogerne har opgaver (69 pct.). Ifølge 81 pct. af SFO- og/eller indskolingslederne varetages
halvdelen eller mere end halvdelen af de understøttende undervisningstimer i indskolingen af
pædagoger. Derudover viser undersøgelsen også, at potentialet i forhold til en større variation i
undervisningen ifølge pædagogerne i meget varierende grad er lykkedes på skolerne. Endelig viser
undersøgelsen, at en ret stor andel – 73 pct. af pædagogerne og 58 pct. af lederne af SFO og
fritidstilbud – vurderer, at kvaliteten i fritidsinstitutionerne er blevet ringere som følge af
folkeskolereformen.155
Spørgeskemaundersøgelser blandt lærerne viser, at de på relativt mange skoler deltager i såkaldte
undervisningsteams, der er defineret ved, at de både kan indeholde lærere og andre pædagogiske
medarbejdere. Besvarelserne viser, at 83 pct. af lærerne tilkendegiver, at de indgår i sådanne teams. Det
er en lille fremgang i forhold til en undersøgelse i 2011, men dog en mindre tilbagegang fra en
undersøgelse i 2013.156
3.6.4 Dagtilbuds betydning samt tidlige forebyggende og foregribende indsatser
Der er mange forskningsresultater, der peger på, at det, der sker tidligt i et barns liv, kan have stor
betydning for resten af livet. På samme vis har det, som foretages i institutioner og skoler, også større
positiv effekt, hvis de iværksættes tidligt i barnets liv. Der sættes i dette underafsnit fokus på, hvilken
betydning dagtilbud har for inklusion i folkeskolen samt betydningen af tidlig identifikation i
folkeskolen, og hvorvidt det kan understøtte skolerne i at skabe mønsterbrydere.
Inklusion i dagtilbuds betydning for folkeskolen
Børns dagtilbud har væsentlig betydning for, hvordan barnet efterfølgende klarer sig i skolen og videre i
livet. Blandt de mest kendte analyser er nobelpristager James Heckmans analyser af, hvor indsatser har
størst effekt. Her peger han på, at indsatser tidligt i barnets liv har størst effekt, mens indsatser sent i
ungdomsårene generelt har betydeligt mindre effekt157
. Der er i forlængelse heraf forskningsresultater,
154 Bjørnholt, Bente m.fl. (2015): Pædagogiske medarbejderes oplevelser og erfaringer i den nye folkeskole.
155 BUPL (2015): Arbejdet i skole og fritid efter Folkeskolereformen – 3. status.
156 Kjer, Mikkel Giver m.fl. (2015): Skoleledelse i folkeskolereformens første år.
157 Heckman, James J. (2008): “Schools, Skills and Synapses”.
96
der viser, at dagtilbuddene har en væsentlig indflydelse på børnenes personlige og sociale kompetencer,
og at dagtilbuddene har betydning for, hvordan eleverne klarer sig fagligt i skolen.158
Der er ligeledes en del danske undersøgelser, der peger på, at inklusion i dagtilbud også har betydning
for, hvordan inklusion fungerer på kommunernes skoler. Der er meget få børn i segregerede dagtilbud.
Flere undersøgelser peger imidlertid på, at mange børns manglende inklusion kan starte i dagtilbuddet.
For eksempel viser en undersøgelse fra Børnerådet, at de elever, der trives i dagtilbuddet, også i højere
grad gerne vil i skole og har lyst til at lære.159
En kortlægning fra EVA viser, at relativt mange pædagoger oplever, at der er et eller flere børn i deres
børnegruppe, der går glip af udviklingsmuligheder, fordi de sjældent deltager i fællesskaberne med
andre børn. Kortlægningen peger også på, at dagtilbud, som arbejder systematisk med at vurdere det
enkelte barns risiko for eksklusion, typisk også har personale, som har deltaget i kompetenceudvikling,
har adgang til fagpersoner samt inddrager forældre i inklusionsarbejdet. Samtidig har dagtilbud, som har
et skriftligt grundlag for inklusionsarbejdet, oftere samarbejde med forældre samt drøftelser om
inklusion mellem leder og medarbejder. Det tyder på, at en bevidst organisering omkring
inklusionsarbejdet i højere grad sikrer en systematisk vurdering af og tilgang til børnene.160
En kortlægning af dansk og international forskning om, hvilken virkning indsatser i dagtilbud har på
børns skoleparathed, viser derudover blandt andet, at der i Danmark er store forskelle på, hvordan man
arbejder med overgangen mellem skole og dagtilbud. Her ses, at den danske indsats generelt er mindre
systematisk og evidensbaseret end i andre lande og stater i undersøgelsen. I Danmark og de nordiske
lande er fokus på, at skolen skal være klædt på til at modtage nye elever. Til gengæld findes der ikke en
sammenhængende og målrettet indsats, der skal forberede børn i dagtilbud til skolen.161
Det tyder på, at
der er et for beskedent fokus på at gøre det enkelte barn klar til skoletiden, og at de foregribende
indsatser således er placeret hos skolen.
Tidlig identifikation i folkeskolen
Flere undersøgelser peger på, at identifikation af risikogrupper tidligt i skoleforløbet samt systematiske
og målrettede indsatser har stor betydning for elevernes mulighed for succes i skolen. Forskningen
peger på, at det både kræver gode og valide screeningsværktøjer samt ressourcer at sætte målrettet ind.
Det bygger på viden om, at det er skolerne, der har ressourcer til at sætte aktivt ind, hvis der over for en
elev identificeres et behov, men kommunen/staten/professionshøjskoler kan formentlig spille en vigtig
understøttende rolle i praksis. Den aktive part er i høj grad de pædagogiske medarbejdere, men
undersøgelserne indikerer, at det for den enkelte lærer eller pædagog kan være en udfordring at
iværksætte initiativet på egen hånd, da den dels kræver identifikationsredskaber og ekstra opfølgende
ressourcer. David Mitchell henviser i sin kortlægning af virkningsfulde indsatser rettet mod inklusion til
158 Nielsen, Alva Albæk m.fl. (2009): Børnehavens betydning for børns udvikling – en forskningsoversigt; Nielsen, Trine Kløvager m.fl.
(2013): Virkningsfulde tiltag i dagtilbud. Et systematisk review; Bauchmüller, Robert m.fl. (2014): Long-Run Benefits from Universal
High-Quality Pre-Schooling; Andersen, Dines m.fl. (2012): Indsatser for tosprogede elever. Kortlægning og analyse.
159 Børnerådet (2013): Skolen set fra børnehaven – børns forventninger og forestillinger om skolen.
160 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): Inklusion i dagtilbud – kortlægning af arbejdet med inklusion i daginstitutioner og
dagpleje.
161 Nielsen, Trine Kløveager m.fl. (2013): Virkningsfulde tiltag i dagtilbud. Et systematisk review af reviews.
97
de forholdsvis omfattende evalueringer af ”succes for alle”-programmer, der har fokus på tidligt at
identificere læsevanskeligheder og sætte ind med ekstra undervisning og/eller tutoring. Mitchell peger
på, at interventionen har størst effekt tidligt i skoleforløbet.162
Derudover har en række systematiske
forsøg vist, at lærere i høj grad kan forbedre deres undervisning, hvis de gives oplysninger om den
direkte effekt af deres undervisning, herunder hvem der i høj eller mindre grad profiterer af den, og
hvilke elever, som forbedrer deres resultater. Det gælder også her, at jo tidligere disse redskaber bruges
til at understøtte effektive indsatser benyttes, jo større effekt har de.163
Der er imidlertid ikke foretaget ret mange undersøgelser af betydningen af tidlige indsatser i
folkeskolen, herunder tidlig identifikation af elevernes eventuelle særlige behov og effektive indsatser
for, at disse børn får en god skolegang og klarer sig videre i livet. En undersøgelse fra EVA fra 2007
om specialpædagogisk bistand peger dog på, at der særligt inden for læsning er et stort fokus på tidlig
identifikation af elever med læsevanskeligheder. I rapporten tilskrives det noget af betydningen for, at
danske børn klarer sig relativt godt i internationale undersøgelser tidligt i skoletiden. Undersøgelsen
viser imidlertid også, at der i forhold til andre områder ikke på samme måde er en systematisk tilgang til
tidligt at identificere elevernes udfordringer. Der er ifølge undersøgelsen også et stort fokus på sociale
og emotionelle behov hos eleverne, men skolernes indsats er typisk præget af brandslukning. Det
langsigtede arbejde med relationer og adfærd i klasser og andre sociale sammenhænge får på grund af
hverdagens mere akutte problemer kun ringe plads.164
KORA’s undersøgelse af 16 skolers erfaringer
med inklusion viser, at arbejdet i forhold til AKT-vejlederne fortsat er præget af brandslukning. Denne
rolle kan vanskeliggøres, når AKT-vejlederen selv har undervisning, og mange lærere påpeger, at de
oplever, at AKT-vejlederne ikke har tid nok til at hjælpe i de situationer, hvor de har brug for støtte.
Nogle AKT-vejledere oplever, at brandslukningsarbejdet spænder ben for det forebyggende arbejde,
som de også ønsker at udføre.165
En registeranalyse foretaget af Rambøll og Aarhus Universitet viser endvidere, at grundskolen har svært
ved at skabe mønsterbrydere, hvis eleven ikke allerede tidligt i skoletiden klarer sig godt. Den viser, at
børn og unge fra socioøkonomisk svage familier klarer sig væsentligt dårligere i skolen end andre børn
og unge. Forskellen er allerede til stede i 2. klasse, og i læsning er kundskabsgabet nogenlunde konstant
igennem skoletiden, mens der er en tendens til, at forskellen forstørres i løbet af skoletiden i matematik.
En stor del af kundskabsgabet for børn fra socioøkonomisk svage familier kan forklares med
forældrenes baggrundskarakteristika. Til gengæld ser det ikke umiddelbart ud til, at skolekarakteristika –
i form af forældregruppens gennemsnitlige baggrundskarakteristika på skoleniveau eller andre
skolekarakteristika – har signifikant betydning for kundskabsgabet. Analysen viser derudover, at der er
relativt få mønsterbrydere blandt børn med svag socioøkonomisk baggrund (mønsterbrydning forstås i
denne sammenhæng som tilbøjeligheden for børn fra socioøkonomisk svage familier til at præstere i
den bedste fjerdedel rent fagligt). Endvidere er tendensen til at være mønsterbryder lavere på de ældste
klassetrin. Denne tendens ser dog også i vid udstrækning ud til at kunne forklares af forældrebaggrund.
162 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier.
163 Bleses, Dorthe m.fl. (2013): Forskningskortlægning om læseindsatser overfor tosprogede elever; Dietrichson, Jens m.fl. (2015):
Skolerettede indsatser for elever med svag socioøkonomisk baggrund. En systematisk forskningskortlægning og syntese.
164 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2007): Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
165 Pedersen, Hanne m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
98
Desuden viser analysen af mønsterbrydernes dynamik, at der er mønsterbrydere allerede tidligt i
skoletiden, og at rundt regnet halvdelen af dem, som er det i en tidlig alder, vedbliver at være
mønsterbrydere. Altså falder nogle af mønsterbryderne fra i løbet af skoletiden, men der kommer
næsten lige så mange nye mønsterbrydere til. Kundskabsgabet er formentlig undervurderet, hvis det
antages, at det hovedsageligt er fagligt svage børn, der ikke tager de nationale test eller går op til
folkeskolens afgangsprøve.166
Registeranalyserne viser også, at udsatte børn og unge klarer sig væsentligt dårligere i skolen end andre
elever. Det gælder både børn, som modtager forebyggende foranstaltninger, og børn, der har været
anbragt uden for hjemmet i kortere og længere tid. Generelt klarer børn, som har modtaget
forebyggende foranstaltninger i hjemmet, sig ikke bedre end børn, der har været anbragt uden for
hjemmet. Forskellen i de nationale testresultater tenderer til at vokse ret meget i løbet af skoletiden for
en given årgang af skoleelever, som har modtaget foranstaltninger efter serviceloven. Forskellene i de
nationale testresultater er størst i matematik. Børn, som anbringes uden for hjemmet, klarer sig fagligt
på lige fod med andre børn af forældre med samme uddannelsesniveau, men kommer ofte fra
socioøkonomisk svage familier og halter af den grund bagefter den gennemsnitlige elev i folkeskolen.
Børn, som modtager en forebyggende indsats i hjemmet, klarer sig fagligt ringere end andre børn med
samme forældrekarakteristika, og den forebyggende indsats afhjælper derfor ikke den negative effekt på
fagligheden af at vokse op i et udsat hjem. Selvom den forebyggende indsats er motiveret af hensynet til
barnets trivsel, peger undersøgelsen således på, at der bør være ekstra opmærksomhed på disse børns
særlige udsathed i forhold til deres skolepræstationer. Det kan dertil bemærkes, at der er færre
mønsterbrydere blandt udsatte børn end blandt børn med svag socioøkonomisk baggrund. Også her er
tendensen til at være mønsterbryder udpræget lavere på de ældste klassetrin. Denne tendens ser dog
også i vid udstrækning ud til at kunne forklares med forældrebaggrund.167
Ovenstående analyser peger i høj grad på, hvordan praksis umiddelbart er i folkeskolen, og hvilke
problemer der ser ud til at være i forhold til at forebygge og foregribe, at elever kommer i
vanskeligheder eller identificere et kendskab til elevers særlige behov. I dansk sammenhæng er der
imidlertid ikke foretaget ret mange undersøgelser af, hvordan tidlig identifikation kan praktiseres, og
hvordan det kan have en positiv betydning for eleverne, herunder hvilke langtidseffekter tidlige
effektive indsatser vil have.
Der kan måske hentes inspiration fra det sociale område og de analyser, der er foretaget af, hvordan og
hvornår der bedst kan sættes ind for børn i vanskelige opvækstvilkår. For eksempel viser en
undersøgelse, at succesraten ikke behøver være ret høj af de tidlige sociale indsatser, før den
samfundsøkonomisk er rentabel, selvom det i høj grad afhænger af, hvilken kalkulationsrente der
bruges i beregningerne. Konklusionen lyder imidlertid alligevel på, at hvis det lykkes at sikre et
’almindeligt liv’ for blot én ud af fem børn, som de tidlige sociale indsatser rettes imod, vil der være tale
om en samfundsøkonomisk gevinst ud over den menneskelige gevinst, der er ved indsatsen. I
166 Gustafsson, Line Renate m.fl. (2015): Registeranalyse og videnopsamling. Satspuljeprojektet, styrket faglighed blandt udsatte børn i
folkeskolen.
167 Gustafsson, Line Renate m.fl. (2015): Registeranalyse og videnopsamling. Satspuljeprojektet, styrket faglighed blandt udsatte børn i
folkeskolen.
99
beregninger vil den samfundsøkonomiske gevinst være i omegnen af 5,5 milliarder kroner i forhold til
de udvalgte eksempler ved en succesrate på 25 pct. af indsatserne.168
En anden analyse viser, at det
samlede økonomiske potentiale ved omlægningen til mere virkningsfulde indsatser på det sociale
område er 29,5 milliarder kroner årligt – hvis det antages, at alle udsatte børn og unge opnår et normalt
livsforløb.169
168 Hansen, Henning m.fl. (2010): Investeringer i tidlige sociale indsatser - samfundsøkonomiske beregninger af indsatser i forhold til udsatte
børn og unge.
169 Rambøll (2012): Analyse af de økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og unge.
100
3.7 Ressourceanvendelse og styringsmodeller
I dette afsnit redegøres for ressourceanvendelsen i forhold til omstillingen til øget inklusion og for
kommunernes brug af styringsmodeller. Ressourceanvendelsen søges belyst fra tre forskellige
perspektiver: Udviklingen i ressourcer til folkeskolen, herunder tilbageførelsen af midler som følge af
øget inklusion, ressourcer i form af personale i almenundervisningen, samt behovet for støtte.
Styringsmodellerne belyses gennem forskellige undersøgelser.
Afsnittet tager udgangspunkt i følgende kilder:
 Baviskar, Siddharta m.fl. (2015): Dokumentationsprojekt: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts
2015.
 Baviskar, Siddharta m.fl. (2015): Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
 Epinion (2014): Inklusionsfremmende styringsmodeller KL (2012): De effektive kommuner.
Undersøgelse af kommunernes effektiviseringsarbejde i 2011-2012.
 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
 Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.
 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire
kommuner.
 Styrelsen for It og Læring
 Tal fra Kommunerne og Regionernes Løndatakontor for sygefravær.
Resume
Overordnet kan det konkluderes, at det ikke er muligt at følge de specifikke ressourcer i forhold til, at
elever er flyttet fra segregerede specialundervisningstilbud til den almene undervisning, eller at flere
elever er fastholdt i almenundervisningen. Det er dog ekspertgruppens vurdering, at der i vidt omfang
er fulgt ressourcer med fra special- til almenundervisningen. Det skal dog ses i lyset af, at der mange
steder er gennemført generelle effektiviseringer og eventuelle besparelser, der i praksis kan betyde, at de
medfølgende ressourcer er mindre synlige på skolerne. Samlet set har udgiftsudviklingen på det samlede
folkeskoleområde dog været forholdsvis stabil over de senere år.
Samtidig er der i forhold til antallet af pædagogisk personale sket en stigning i andelen af voksne per
elev. Dette skyldes først og fremmest folkeskolereformen og indførelsen af den længere skoledag, men
det viser, at der generelt er kommet flere personalemæssige ressourcer ind i folkeskolen i takt med
reformen og parallelt med omstillingen til øget inklusion. Denne udvikling omfatter dog ikke lærere,
men dækker i stedet, at der er kommet flere pædagoger og andre pædagogiske medarbejdere i
folkeskolen.
Det er ekspertgruppens vurdering, at skolernes pædagogiske personale mange steder oplever
manglende ressourcer som en af de største udfordringer i inklusionsindsatsen. Ud fra den gennemførte
kortlægning er det dog ikke muligt at sige, hvorvidt der er tale om en generel ressourcemangel, hvorvidt
der er tale om manglende prioritering eller hvorvidt ressourcerne til den almene undervisning og støtte
til elever med særlige behov bruges forkert eller uhensigtsmæssigt.
101
SFI’s analyse viser, jf. også afsnit 3.2., at der i 7. til 9. klasse er en gruppe på 6 pct. af eleverne, der i dag
ikke får den støtte, de har brug for. Det fremgår dog heller ikke her, om denne manglende støtte
skyldes generel ressourcemangel eller manglende prioritering af ressourcerne.
Ift. kommunernes styringsmodeller kan det konkluderes, at kommunerne har anvendt økonomiske
styrings- og tildelingsmodeller for at øge skolernes tilskyndelse til at etablere inkluderende
læringsmiljøer. Kommunerne har forskellige tilgange og kombinationer af modeller. Nogle kommuner
opererer med en styringsmodel, hvor midlerne til for eksempel styrket almenundervisning,
inklusionstiltag og specialundervisning er decentraliseret til skolerne. Andre kommuner har en central
model, hvor udgifterne til elever i specialklasserækker samt elever på specialskoler betales af en central
pulje.
Skoleledernes øgede ansvar for brugen af ressourcer og indsatser over for elever i læringsvanskeligheder
har betydet et øget ansvar og fleksibilitet for den enkelte skole, men der er samtidig også nogle steder
en bekymring for, at dette kan indebære, at økonomi prioriteres højere end elevernes faglige udvikling
og trivsel.
Aftaler om kommunernes økonomi
Det har været en forudsætning, at kommunerne prioriterer de nødvendige ressourcer til denne styrkelse
af almenundervisningen, der omfatter både rammerne for og organiseringen af undervisningen,
adgangen til ressourcepersoner som eksempelvis PPR samt støtte til enkeltelever. Der har imidlertid
ikke været tale om, at ressourcerne krone for krone skal følge den enkelte elev, men at kommunerne
skal prioritere de nødvendige ressourcer til gavn for den enkelte og klassen som helhed, samt prioritere
en tidlig og forebyggende indsats.
Aftaler med kommunerne om ressourcerne i forhold til inklusion
I aftale om kommunernes økonomi for 2011 forpligtede kommunerne sig til at opfylde målsætningen
om inklusion ved at arbejde med inklusionsfremmende styringsmodeller med det formål at gøre det
mere attraktivt for skolerne at inkludere flere elever i almenundervisningen. Det fremgår af samme
aftale, at frigjorte ressourcer på specialundervisningsområdet blandt andet kan styrke den almindelige
undervisning i folkeskolen.
Baggrunden for aftalen var en undersøgelse af folkeskolens specialundervisning fra 2010, der viste, at
udgifterne til specialundervisning i specialskoler og specialklasser var kraftigt stigende, og at udgifterne
udgjorde henved 30 pct. af de samlede udgifter til folkeskolen, jf. også afsnit 2.1.
I økonomiaftalen for 2015 er det aftalt, at kommunerne skal prioritere de ressourcer, der er
nødvendige for at sikre en god omstilling til inklusion og en styrkelse af almenundervisningen, således
at omstillingen bidrager til at øge det faglige niveau og trivsel for alle elever.
3.7.1 Synligheden af ressourcerne til inklusionsindsatsen
Det er ikke muligt ud fra formålsopdelingen i de kommunale regnskabs- og budgettal at vurdere, i
hvilket omfang de frigjorte ressourcer fra specialundervisningen er anvendt til at styrke
102
almenundervisningen i folkeskolen. Dette skyldes blandt andet, at det ikke med den eksisterende
institutions- og formålsopdeling, som de kommunale budget- og regnskabssystemer bygger på, er
muligt at følge udgiftsudviklingen isoleret for almenundervisningen eller for specialundervisningen.
Udgifter til folkeskolens specialklasser indgår som udgangspunkt i udgifterne til de almindelige
folkeskoler, de institutionsmæssigt er en del af. Hertil kommer, at der er mange faktorer, der påvirker
udviklingen i enhedsudgifterne pr. elev, og derfor kan udviklingen i enhedsudgifterne ikke ses som en
entydig indikation for udviklingen i det reelle serviceniveau.
Udviklingen i udgifter pr. elev
I forhold til de samlede udgifter til folkeskolen er udgiftsudviklingen i folkeskolen relativt stabil, hvis
den måles som samlede driftsudgifter pr. elev, jf. tabel 17. Af tabellen fremgår det, at der er en stigning i
nettoudgifter pr. elev frem til 2009, hvorefter den er faldende frem til 2012. Det skal bemærkes, at året
2013 var et specielt år på grund af lockouten, og at der fra 2014 er sket en samlet forøgelse af
udgiftsniveauet i folkeskolen, som blandt andet skyldes folkeskolereformen. Udviklingen i folkeskolens
elevtal har i samme periode været faldende, jf. tabel 16.
Tabel 16. Udviklingen i elevtal i perioden 2007-2014
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014
605.400 601.100 596.400 593.100 585.700 579.600 578.300 573.900
Kilde: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.
Tabel 17. Regnskabsførte nettodriftsudgifter pr. elev – kr. 2016 pl – indeks 2000 = 100
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014
69.000 70.200 71.900 70.800 69.000 69.500 67.600 71.500
103 104 107 105 103 103 101 106
Kilde: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.
De kommunale regnskabstal gør det som nævnt ikke muligt at vurdere, hvordan ressourcerne er fordelt
på henholdsvis almenundervisning, inklusionsindsatser og segregerede specialundervisningstilbud.
En lille indikation af udviklingen i ressourcerne til inklusion kan ses ved at sammenholde udgifterne
til specialskoletilbud med de samlede udgifter til folkeskolen, jf. tabel 18. Denne sammenligning viser,
at der er sket et fald i andelen af ressourcer til specialskolerne. Tallene skal dog tages med
forbehold, da kommunerne ikke anvender en ensartet konteringspraksis170
.
170 Mange kommuner konterer således udgifter til specialklasser på almindelige folkeskoler under regnskabsfunktion for
specialskoler, og en reduceret udgift til specialskoler kan derfor alene være udtryk for, at nogle kommuner har valgt ikke
længere at anvende denne praksis.
103
Tabel 18. Udviklingen i specialskolernes andel af de samlede regnskabsførte driftsudgifter til folkeskolen
2007-2014
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014
10,7 pct. 12,0 pct. 13,2 pct. 14,3 pct. 14,8 pct. 16,1 pct. 16,0 pct. 14,9 pct.
Kilde: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.
Dokumentationsprojektet kan ikke pege på entydige sammenhænge mellem ændringer i
nettodriftsudgifter pr. elev og ændringer i andelen af elever i almenundervisningen. I de syv kommuner,
hvor de samlede nettodriftsudgifter har været stigende, er den gennemsnitlige stigning i
inklusionsgarden 2,97 pct., mens stigningen er 2,82 pct. i de fem kommuner, der har haft et udgiftsfald.
Forhold der kan påvirke enhedsudgiften pr. elev og udgiften pr. elevtime
Udgifterne pr. elev, jf. tabel 17, er udtryk for de samlede gennemsnitlige nettodriftsudgifter pr. elev.
Nettodriftsudgifterne pr. elev påvirkes af mange forskellige forhold, og selvom udgiftsniveauet er
uændret, kan der både være tale om forbedret og reduceret lærerforbrug pr. elev. Enhedsudgiften pr.
elev er således ikke et entydigt udtryk for serviceniveauet.
Nogle forhold kan øge enhedsudgifterne pr. elev uden nødvendigvis at forøge serviceniveauet. Det
kan være forhold som for eksempel lærernes anciennitet og alderssammensætning, idet flere ældre
lærere kan betyde højere lønniveau. Det kan også være udfasningen af de tjenestemandsansatte lærere
og overgang til overenskomstansættelser, der betyder gradvist forøgede udgifter til pensionsbidrag
samt elevtalsfald ved fravalg af folkeskolen, som ikke umiddelbart muliggør tilpasning af klasse-
størrelserne. Derudover kan det være geografisk betingede forhold, der begrænser mulighederne for at
danne hensigtsmæssige klassestørrelser, samt et forøget antal elever eller en forøget andel af elever
med stort undervisningsbehov.
Tilsvarende nævnes følgende forhold, der kan reducere enhedsudgifterne: Det drejer sig blandt andet
om bedre anvendelse af lærernes og pædagogernes arbejdstid, således at der gennemføres flere under-
visningstimer pr. årsværk, bedre koordinering af arbejdsopgaverne, tilpasning af skolestruktur og
klassestørrelser til et faldende elevtal, effektiviseringer af skolernes administrative og bygningsmæssige
driftsudgifter for eksempel ved øget brug af it, udliciteringer, indkøbsaftaler og løsninger, der er fælles
for flere skoler samt nedbringelse af sygefravær.
Det skal yderligere bemærkes, at udviklingen i enhedsudgifterne påvirkes af ændringer i kommunernes
konteringspraksis og af, hvordan opgaveløsningen konkret organiseres i de enkelte kommuner.
Udgiften pr. elevtime er i de senere år faldet, hvilket blandt andet kan være et resultat af eksempelvis
øget tid mellem lærer og elev samt stigende klassekvotienter.
Det skal også bemærkes, at udviklingen i elevtimeprisen siger mere om omkostningseffektiviteten i
104
opgaveløsningen og i mindre grad noget om serviceniveauet. En reduceret elevtimepris kan skyldes, at
der undervises flere timer pr. lærer, eller at der er flere elever i klassen, men det siger ikke noget om
antallet af undervisningstimer.
3.7.2 Kommunernes prioritering af inklusionsindsatsen
Ifølge KL’s undersøgelser følger der generelt ressourcer med fra specialområdet til almenområdet i
forbindelse med omstillingen til øget inklusion, og de forbliver således på skoleområdet. Men samtidig
har lærerne tilkendegivet, at der mangler ressourcer i undervisningen til varetagelse af
inklusionsopgaven, jf. KORA’s undersøgelse af 16 skolers erfaringer med inklusion samt AU og SFI’s
dokumentionsprojekt171
.
Dokumentationsprojektet viser, at alle de undersøgte 12 kommuner har ladet ressourcer følge med over
i den almindelige undervisning. I nogle kommuner er der relativt set – i forhold til de øvrige budgetter i
kommunen – tilført ressourcer til inklusionsprocessen, mens der er i halvdelen af kommunerne
samtidig er gennemført generelle besparelser. Udviklingen i de regnskabsførte nettodriftsudgifter pr.
elev i de 12 kommuner viser, at fem kommuner samlet set har haft et fald i nettodriftsudgifterne, mens
syv kommuner har haft en stigning i perioden fra 2012 til 2014172
.
KL har foretaget rundspørger til kommunerne om, hvorvidt ressourcerne er blevet på skoleområdet i
takt med, at flere elever bliver en del af almenundervisningen. Af KL’s budgetindberetning for 2015,
hvor data er indsamlet ultimo 2014, fremgår det, at over halvdelen af kommunerne fører alle de
frigjorte midler tilbage til almenområdet, og at 86 pct. af kommunerne lader alle eller størstedelen af de
frigjorte midler blive på skoleområdet. 7 pct. af kommunerne svarer, at de lader en mindre del af
ressourcerne følge med. De resterende 7 pct. af kommunerne svarer ”andet”. Det dækker blandt andet
over mindre ø-kommuner, der slet ikke ekskluderer elever fra almenundervisningen.
KL har i efteråret 2015 igen spurgt kommunerne, i hvor høj grad de har ladet de frigjorte midler fra
specialtilbuddene forblive på skoleområdet. Halvdelen af kommunerne svarer, at alle de frigjorte midler
forbliver på skoleområdet, og 28 pct. svarer, at størstedelen bliver. 11 pct. af kommunerne svarer, at en
del af de frigjorte midler forbliver, 3 pct. af kommunerne svarer, at få af de frigjorte midler bliver på
skoleområdet, og 7 pct. svarer ”andet”. Det dækker blandt andet over, at kommunen ikke har
tilbageført elever det seneste år, mindre ø-kommuner, der slet ikke ekskluderer elever, mv.
Dette underbygger konklusionen fra Dokumentationsprojektet om, at størstedelen af kommunerne har
ladet midler følge med over i almenundervisningen, selvom gruppen af kommuner, som ikke overfører
alle midler, er steget fra 2014 til 2015. Heroverfor står, om der, jf. også dokumentationsprojektets
konklusion, er sket en generel effektivisering af folkeskoleområdet.
171 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner. Baviskar,
Siddharta m.fl. (2015): Dokumentationsprojekt: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
172 Baviskar, Siddharta m.fl. (2015): Dokumentationsprojekt: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
105
Det fremgår af KL’s undersøgelser ”De effektive kommuner for 2012-2015”, at kommunerne har et
fortsat fokus på at tilpasse udgifterne og effektivisere skole- og fritidsområdet. I undersøgelserne anslås
skoleområdet til at have effektiviseret for cirka 1,5 mia. kr. i perioden 2011-2014, jf. figur 22. Dette
svarer til cirka 4 pct. af de samlede udgifter til folkeskolen.
Figur 22. Kommunale effektiviseringer på folkeskoleområdet
Kilde: KL (2012): De effektive kommuner. Undersøgelse af kommunernes effektiviseringsarbejde i 2011-2012.
Skoleområdet er i undersøgelserne fremhævet som et af de områder med størst
effektiviseringspotentiale, og der peges særligt på følgende områder inden for skoleområdet:
Strukturtilpasninger, bedre indkøb og nedbringelse af sygefraværet.
I undersøgelsen for 2013-2014 peges der inden for skoleområdet på, at henved 40 pct. af kommunerne
forventer effektiviseringer ved nedbringelse af lærernes sygefravær. Tal fra Kommunernes og
Regionernes Løndatakontor viser imidlertid, at lærernes gennemsnitlige sygefravær fra 2013 til 2014 er
steget med 13 pct.173
I effektiviseringsundersøgelsen for 2014-2015 svarer kommunerne igen, at der især er fokus på at
nedbringe sygefraværet. Det er forventningen, at 22 pct. af effektiviseringsgevinsterne i 2015 skal
hentes her, mens de yderligere gevinster blandt andet skal hentes ved strukturtilpasninger, digitalisering
og bedre indkøb. Der foreligger endnu ikke tal for sygefravær i 2015.
Dette understøtter, at der sideløbende med tilbageførslen af midler fra det segregerede
specialundervisningsområde er blevet reduceret i udgifterne til skoleområdet via effektiviseringer.
173 Tal fra Kommunerne og Regionernes Løndatakontor for sygefravær.
106
De nævnte undersøgelser af effektiviteten i kommunerne viser endvidere, at der i perioden siden
kommunalreformen har været en stor ændring af skolestrukturen i retning af sammenlægning af skoler
og højere klassekvotienter. Der har været et fald i antallet af folkeskoler på 230 skoler siden 2008174
.
3.7.3 Undervisningsressourcer til den almene undervisning
En anden måde at afdække ressourceforbruget i folkeskolen er ved at se på personaleressourcerne.
Herved ses der mere entydigt på den ressource, der anvendes til at undervise eleverne. Den udvikling,
der har været i personaleressourcerne fra 2010/2011 og frem viser, at der er sket en generel stigning i
de samlede personaleressourcer (lærere og pædagoger), hvilket primært skal ses i lyset af
folkeskolereformen og indførslen af de længere skoledage.
Udviklingen i antal elever pr. lærerårsværk
Udviklingen i elev-lærerrationen, hvilket vil sige antallet af elever pr. lærerårsværk, har i perioden
2010/11 til 2014/15 været nogenlunde stabil for folkeskoler på mellem 12,4 og 13,1 elever per lærer, jf.
figur 23.
Figur 23. Antal elever pr. lærerårsværk, 2010/11-2014/15
Anm.: Det bemærkes, at der i beregningen af antallet af lærerårsværk pr. elev, kun indgår de skoler, der har indberettet både
elevtal og ressourcer (personalets arbejdstid) i beregningen.
Kilde: Styrelsen for It og Læring
Det øgede antal timer, som følger af folkeskolereformen, burde forøge antallet af lærere og dermed få
antallet af elever per lærer til at falde. Samtidig burde implementeringen af de ændrede arbejdstidsregler
reducere antallet af lærerårsværk og dermed få antallet af elever per lærer til at stige. Disse to
modsatrettede udviklinger ser ud til stort set at udligne hinanden.
174 KL (2015): De effektive kommuner - Undersøgelse af kommunernes effektiviseringsarbejde 2014 og 2015.
107
Det bemærkes, at antallet af lærere er faldet i perioden 2010/2011 til 2014/2015 med cirka 9 pct. i
folkeskoler og specialskoler.
Udviklingen i elever pr. planlagt pædagogisk personaleårsværk
Antallet af elever pr. lærer kan dog ikke stå alene, da der også er andre pædagogiske medarbejdere på
skolerne. Derfor er figur 24 en udvidelse i forhold til figur 23, sådan at alt pædagogisk personale med
undervisningsrelaterede opgaver, herunder blandt andre lærere og pædagoger, sammenholdes med
antallet af elever.
Figur 24 viser, at der er blevet færre elever pr. pædagogisk personaleårsværk i perioden 2010/11 til
2014/15 for folkeskoler og specialskoler. For specialskolerne har udviklingen stort set været stabil frem
til 2013/14, hvorefter der er sket et fald. For folkeskolerne steg antallet af elever pr. pædagogisk
personaleårsværk fra 2010/11 til 2011/12, men fra 2012/13 har der for hvert år været et fald i antallet
af elever pr. pædagogisk personaleårsværk med et særligt stort fald i seneste skoleår 2014/2015.
Faldet kan være en indikator på, at der er fulgt ressourcer med i omstillingen til øget inklusion, men at
den i så fald primært er brugt til ansættelse af andre medarbejdere end lærere. Det er dog vurderingen,
at faldet primært skyldes, at der samlet set er blevet tilført flere personalemæssige ressourcer til
folkeskolen i forbindelse med folkeskolereformen og den deraf følgende længere skoledag, idet der med
folkeskolereformen forventedes en øget anvendelse af pædagogisk personale, herunder navnlig i den
understøttende undervisning. Denne udvikling dækker særligt over, at der er flyttet pædagoger fra
blandt andet SFO, fritidshjem og klubber til skolerne.
Figur 24. Elever pr. planlagt pædagogisk personaleårsværk, 2010/2011-2014/2015
Kilde: Styrelsen for It og Læring
108
Støtte til elever med særlige behov – støtte til hele klasser
En anden måde at belyse ressourceforbruget på er ved at se på, om eleverne får den støtte, de har
behov for. SFI’s undersøgelse for ekspertgruppen viser, jf. afsnit 3.2, at otte pct. af eleverne i en række
undersøgte 7. til 9. klasser får støtte i undervisningen, mens en pct. af eleverne er under udredning. Seks
pct. af eleverne har ifølge lærernes vurdering behov for støtte, men får det ikke. De elever, som lærerne
vurderer, har et støttebehov, men ikke får støtte, klarer sig på alle undersøgte parametre dårligere end
gruppen af elever, som lærerne vurderer ikke har behov for støtte. Det fremgår ikke her, om den
manglende støtte skyldes generel ressourcemangel eller manglende prioritering af ressourcerne.
I KORA-undersøgelsen af 16 skolers erfaringer med inklusion gennemført for ekspertgruppen fremgår
det, at stort set alle lærere oplever en stor udfordring i både at give elever med særlige behov den støtte,
de har brug for, og samtidigt at tilgodese resten af klassens behov. Flere udtrykker, at der er elever på
deres skoler, som burde få et andet undervisningstilbud.
Klagenævnet for Specialundervisnings årsrapport for 2015 viser, at der er sket en stigning på 23 pct. i
antallet af klagesager på folkeskoleområdet fra 139 i 2014 til 171 sager i 2015. Den hyppigste klageårsag
på folkeskoleområdet er afslag på henvisning til specialskole, hvilket udgjorde 39 pct. af klagesagerne.
Det er en stigning på 10 pct. i forhold til antallet af klager om afslag på specialskole i 2014. 39 pct. af de
realitetsbehandlede klagesager på folkeskoleområdet blev omgjort i 2015, hvilket er en stigning i
forhold til 2014, hvor 23 pct. af sagerne blev omgjort.
3.7.4 Det pædagogiske personales oplevelse af manglende ressourcer
I KORA’s undersøgelse af fire kommuner og 16 skoler konkluderes det, at mangel på ressourcer
opleves som en af de største udfordringer. Det nævnes af næsten alle interviewede på skolerne og af
flere medarbejdere i PPR. De interviewede oplever typisk, at der mangler ressourcer i form af ekstra
hænder i klasselokalet, men også at der mangler tid til, at der kan koordineres og samarbejdes i teams
om inklusionsopgaven. At der blandt medarbejderne er en oplevelse af manglende ressourcer ses også
af dokumentationsprojektets rapporter175
.
Ekspertgruppen er i sit arbejde flere gange blevet gjort opmærksom på, at både skoleledere og
medarbejdere har en oplevelse af, at der ikke er fulgt tilstrækkelige ressourcer med i forbindelse med
omstillingen til øget inklusion.
3.7.5 Styrings- og tildelingsmodeller
Overordnet kan det konkluderes, at kommunerne i høj grad har anvendt økonomiske styrings- og
tildelingsmodeller for at øge skolernes tilskyndelse til at etablere inkluderende læringsmiljøer.
Kommunerne har forskellige tilgange og kombinationer af modeller. Nogle kommuner opererer med
en styringsmodel, hvor midlerne til for eksempel styrket almenundervisning, inklusionstiltag og
specialundervisning er decentraliseret til skolerne. Andre kommuner har en central model, hvor
udgifterne til elever i specialklasserækker samt elever på specialskoler betales af en central pulje. Ifølge
175 Baviskar, Siddharta m.fl. (2015): Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
109
spørgeskemaundersøgelsen til skolecheferne har 29 pct. valgt at decentralisere alle
specialundervisningsmidlerne, mens 59 pct. har decentraliseret noget af beløbet. 14 pct. af kommunerne
har ikke decentraliseret specialundervisningsmidlerne.
Kommunernes anvendelse af styringsmodeller og økonomiske incitamenter er belyst gennem en række
undersøgelser, jf. nedenstående gennemgang.
Dokumentationsprojektet
Dokumentationsprojektet viser, at økonomiske incitamenter har været én af de stærkest motiverende
faktorer for skolerne til at mindske henvisning af elever til segregerede specialundervisningstilbud i
specialskoler og specialklasser.
Dokumentationsprojektet viser også, at der i 10 af de 12 undersøgte kommuner er etableret
økonomiske incitamenter til inklusion, idet der for eksempel i undersøgelsesperioden er gennemført en
decentralisering af ansvaret for ressourcer, således at det i 2015 i alle de undersøgte kommuner er
skolelederens ansvar at udmønte midler til supplerende undervisning, inklusionsfremmende tiltag og
specialundervisning. Det fremgår ikke tydeligt, i hvilket omfang midlerne til specialundervisning
omfatter specialundervisningstilbud uden for skolen.
Forskellige modeller for inklusionsfremmende styringsmodeller
Epinion har i 2014 for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling beskrevet en række
kommuners erfaringer med forskellige inklusionsfremmende styringsmodeller. Flere af de adspurgte
kommuner anvender en decentral budgetmodel, hvor midlerne til specialundervisning lægges ind i
skolernes budgetter, så skolerne har midlerne til rådighed for at tilrettelægge inkluderende
undervisningstilbud og dermed får mindre incitament til at ekskludere eleverne til specialskoler og
specialklasser, da de skal betale en form for eksklusionstakst eller på anden måde mister ressourcer ved
en sådan henvisning.
I Epinions undersøgelse beskrives forskellige fordele og ulemper ved de forskellige modeller for
decentralisering af midlerne. Blandt fordelene fremhæves blandt andet, at de decentraliserede midler
kan anvendes mere fleksibelt, understøtte den lokale kapacitetsopbygning, give den enkelte skole
handlemuligheder, og at ressourcerne er tættere på eleverne og kan iværksættes hurtigere. Blandt
ulemperne fremhæves, at det økonomiske incitament bliver for stærkt på bekostning af den faglige
vurdering og kvalitet i undervisningstilbuddene, og at skolerne skal have de fornødne faglige,
administrative og forvaltningsretlige kompetencer.
I de decentraliserede modeller skal der tages stilling til, hvordan fordelingen af midler skal ske, og hvor
stor en del af midlerne, der skal decentraliseres. I mange kommuner fordeles midlerne både på grundlag
af elevtal og socioøkonomi, da behovet for specialundervisning ikke er ensartet i de forskellige
skoledistrikter. Når modellerne baserer sig på elevtal, skal der ske en afklaring af, hvilke elever, der er
omfattet, herunder elever i frie grundskoler, børn, der er anbragt inden for skoledistriktet, og børn, der
er visiteret til et specialskoletilbud inden skolestart.
110
Et centralt element i de decentraliserede modeller er fastsættelse af tilbud og takster for, hvad skolerne
skal betale eller afgive af ressourcer til kommunen med henblik på finansiering af specialtilbuddet, hvis
de ønsker at henvise en elev til et specialskoletilbud. I de fleste kommuner er der en øvre grænse for,
hvad skolen selv skal betale, hvorefter centrale puljer betaler176
.
Undersøgelsen konkluderer, at det ikke er muligt at pege på en optimal styrings- eller tildelingsmodel,
da de forskellige modeller tilgodeser forskellige hensyn, for eksempel hensyn til effektivitet, lighed,
gennemsigtighed og budgetoverholdelse.
KORA’s undersøgelse af fire kommuner og 16 skolers erfaringer med inklusion for ekspertgruppen
viser, at alle de fire kommuner begrænser segregering af elever til specialskoler og specialklasser gennem
økonomiske styrings- og tildelingsmodeller. I tre af kommunerne er det et visitationsudvalg, der træffer
beslutning om at henvise elever til specialskoler og specialklasser, mens det i en kommune primært er
skolerne selv, da der her bruges et økonomisk incitament i form af en decentral finansieringsmodel.
I kommunen med en decentral finansieringsmodel tildeles skolerne deres budget ud fra skolens elevtal
samt skolens socioøkonomiske profil. Den decentrale finansieringsmodel giver et meget stærkt
incitament til at undgå segregering af elever. To af de fire interviewede skoleledere i den pågældende
kommune italesætter dette incitament direkte: ”Det betyder, at man gør alt, hvad man kan på skolen, før man
overvejer at segregere en elev.” Både ledelse og det pædagogiske personale udtrykker også en vis bekymring
for, om det økonomiske incitament betyder, at de beholder flere elever på skolen, end de burde. Den
samme bekymring kommer dog også til udtryk i de øvrige kommuner med det centrale
visitationsudvalg.
KORA’s undersøgelse belyser også tildelingen af ressourcer på den enkelte skole. Alle skoler i
undersøgelsen får et rammebudget, hvilket vil sige, at der ikke på forhånd er øremærket midler til
arbejdet med inkluderende læringsmiljøer. Skolerne fordeler ressourcerne på forskellige måder. Nogle
skoler har en central model, hvor skolelederen fordeler timerne, mens andre har en model, hvor
timerne fordeles på teamniveau. Fleksibilitet i ressourcetildelingen på skoleniveau fremhæves som
vigtigt, da behovene ændrer sig meget hurtigt177
.
Forskelle i kommunernes styringsmodeller
Epinions spørgeskemaundersøgelse for ekspertgruppen viser, at der i halvdelen af kommunerne er dele
af midlerne til specialundervisning decentraliseret til de enkelte folkeskoler.
Tre ud af fire skolechefer i Epinions undersøgelse oplyser i forhold til tildeling af midler, at kommunen
bruger en model for tildeling af ressourcer med et grundbeløb pr. elev, og halvdelen siger, at elevernes
socioøkonomiske baggrund indgår i modellen.
I forhold til eksklusionstakster oplyser halvdelen af kommunerne, at de ikke betaler et beløb eller en
eksklusionstakst, hvis en elev segregeres til et specialundervisningstilbud. Andelen, der ikke betaler et
176 Epinion (2014): Inklusionsfremmende styringsmodeller.
177 Pedersen, Hanne Søndergaard m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
111
beløb eller en eksklusionstakst, er størst for de mindre kommuner. 32 pct. af kommunerne betaler et
fast beløb pr. elev, der bliver segregeret.
Epinion har også spurgt til, hvorvidt kommunerne har en bufferpulje i tilfælde af, at der opstår særlige
udfordringer på en skole. Knap halvdelen af kommunerne har en sådan pulje. I 38 pct. af kommunerne
kan skolerne søge om midler til særlige formål, og 41 pct. af skolecheferne svarer, at nogle eller alle
midler fordeles af den kommunale forvaltning.
KL har parallelt med eftersynet også spurgt kommunerne, hvilken styringsmodel de anvender i forhold
til de almene skoler og henvisning til specialundervisning i specialskoler og specialklasser.
Undersøgelsen viser, at 17,7 pct. af kommunerne anvender en decentral model, hvor alle midlerne er
lagt ud til skolerne, mens 34,4 pct. af kommunerne anvender en central model, hvor udgifterne til
specialundervisning i specialskoler og specialklasser betales fra centralt hold. 43,8 pct. anvender en
kombinationsmodel og 4,2 pct. af kommunerne anvender andet. Sidstnævnte er særligt mindre ø-
kommuner, og kommuner, hvor andelen af elever i almenundervisningen fastholdes på et bestemt
niveau, og hvor der ikke sker bevægelser mellem almen- og specialundervisningen178
.
International sammenligning med Ontario og Finland
Rambøll har for ekspertgruppen for Inklusionseftersynet gennemført en komparativ analyse af
indsatser over for børn med særlige behov. Analysen viser, at Finland har gennemført en reform af
specialundervisningsområdet i 2010 blandt andet på grund af et stærkt stigende antal elever, der fik
specialundervisning.
Stigningen blev vurderet til at have sammenhæng med en fordelingsmodel, hvorefter en elev med
behov for specialundervisning udløste ekstra ressourcer fra staten, der blev tildelt den enkelte skole.
Det er blevet ændret, så kommunerne modtager et fast beløb pr. elev, og samtidig er grundbeløbet
blevet hævet. Det er nu op til kommunerne at udarbejde en fordelingsmodel. Typisk består modellerne
i et grundbeløb og et ekstra beløb for hver elev, der visiteres til specialiseret støtte på almenskolerne
samtidig med, at kommunen skal godkende tildeling af den specialiserede støtte. Tildelingsmodellen
indebærer dog, at der er forholdsvis store forskelle mellem kommunerne, blandt andet fordi nogle
kommuner fastsætter et lavere loft over antallet af elever i specialklasser, end lovgivningen fastsætter. I
lovgivningen forudsættes det, at der er 10 elever pr. specialklasse. Staten finansierer endvidere
specialundervisning til elever med svære handicap og/eller andre ekstraordinære udfordringer, for
eksempel psykisk sygdom, der gør, at de ikke kan følge undervisningen i almensystemet. Det drejer sig
om 0,9 pct. af det samlede elevgrundlag.
I Ontario finansieres inklusionsindsatsen primært ved ”The Special Education Grant”, der tildeler
skoledistrikter såvel som skoler ekstra midler til håndtering af elever med særlige behov i almenmiljøet.
Bevillingerne bestemmes på baggrund af en behovsvurdering, og midlerne er øremærket specifikke
elever med særlige behov.
178 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
112
Skolerne kan i mindre omfang omfordele og prioritere midlerne til eksempelvis ansættelse af
undervisningsassistenter, der indgå i klasser, hvor der også er andre elever på skolen uden særlige
behov. Skoledistrikterne kan selv vælge at supplere midlerne fra ”Grants for Student Needs”.
Skoledistrikterne skal offentliggøre de samlede udgifter til elever med særlige behov på årsbasis179
.
179 Rambøll (2016): Komparativ analyse af indsatser overfor børn med særlige behov.
113
4. Udfordringer i inklusionsindsatsen
4.1 Indhold
Af kommissoriet fremgår det, at ekspertgruppen skal belyse udfordringerne i forhold til udvikling og
trivsel for elever med særlige behov, undervisningens tilrettelæggelse, gennemsigtighed og dialog og organisering af
inklusionsindsatsen.
I dette afsnit fokuseres på udfordringer, der knytter sig til skolens indhold, herunder hvad det er for en
skole, som elever og forældre møder, og hvordan skolen skaber inkluderende læringsmiljøer og øget
læring og trivsel for alle elever.
Udfordringerne omfatter den grundlæggende kultur, tilgang og fælles forståelse, viden og
handlekompetencer hos lærere og pædagoger, arbejdsformer, skolens indretning og organisering,
overgange fra dagtilbud og skole, forældresamarbejdet og inddragelse af barnets perspektiv. Det handler
også om både folkeskolens almen- og specialundervisning, og om de indsatser, der indeholder
elementer fra begge, og som bredt bliver omtalt som støtte til eleverne, jf. afsnit 3.2.
Ekspertgruppen ser de væsentligste udfordringer i dette afsnit som:
 Inkluderende læringsmiljøer og fællesskaber, herunder forståelsen af inklusion, en fælles kultur
og det sociale fællesskab (4.1.1.)
 Styrkelse af almenundervisningen og forebyggende indsatser (4.1.2.)
 Overgange (4.1.3.)
 Samarbejdet med forældrene og Børneperspektivet (4.1.4.)
4.1.1 Inkluderende læringsmiljøer og fællesskaber
4.1.1.1 Forståelse af inklusion
Ekspertgruppen ser en helt grundlæggende udfordring i, at forståelsen af inklusion er blevet for snævert knyttet til et
spørgsmål om at flytte nogle elever fra specialtilbud til almentilbud. Fokus har i for høj grad været på at opnå et bestemt
tal: 96 pct.-målsætningen, frem for målet om at styrke folkeskolens almene fællesskab og undervisning til gavn for alle
børn, og også frem for målene om at styrke alle børns faglighed og fastholde deres trivsel i omstillingsprocessen. En anden
væsentlig udfordring er opfattelsen af, at vanskeligheder alene er knyttet til det enkelte individ, herunder en forståelse af, at
hvis bestemte elever flyttes, så løser det alle problemer. Endelig påpeger ekspertgruppen også, at en så stor forandringsproces
som omstillingen til øget inklusion tager tid.
I en så stor og kompleks forandringsproces, som omstillingen til øget inklusion er, har den fælles
forståelse af målet helt afgørende betydning, da den er med til at begrunde de valg, der træffes, og de
positioner og holdninger, som alle de implicerede indtager og arbejder for.
Der har været for lidt opmærksomhed på, at målet om inklusion er et mål om bredt at styrke
almenundervisningen, så den kan imødekomme flere elevers behov til gavn for alle elever.
Der er en stor udfordring i forhold til den generelle sprogbrug og forståelse af elever med særlige
behov. 96 pct.-målsætningen og de økonomiske incitamenter til inklusion har flyttet fokus væk fra det
114
fælles ansvar for fællesskabet og eksistensen af inkluderende læringsmiljøer til en stigende stigmatisering
af elever, der vurderes at have særlige behov. Det forekommer at være en udbredt opfattelse, at disse
børn i sig selv udgør det primære problem180
.
Hvis ansvaret for uhensigtsmæssig adfærd lægges hos den enkelte elev, afskriver lærere og pædagoger
sig fra at kunne reflektere og identificere de relationer eller betingelserne, som ligger til grund for
elevens reaktion. Det er derfor en udfordring, at individualiserende forståelsesformer får overtag i forhold
til kontekst- og helhedsorienterede forståelser. Dette sker eksempelvis, når der udelukkende ses på
eleven, der indstilles til en udredning i PPR, og ikke elevens læringsmiljø181
.
Omstillingen til øget inklusion er af nogle blevet fremhævet som en væsentlig negativ udvikling, og
mange børn, der er urolige, og børn med særlige behov bliver stemplet med det ofte negativt ladede
udtryk ”inklusionsbørn”.
Udtryk som ”inklusionsbørn” hænger ikke sammen med en forståelse af, at en elev er inkluderet, når
eleven deltager både fagligt, socialt og kulturelt i klassens fællesskab. Udtrykket ”inklusionsbørn” skaber
en ny form for eksklusion på trods af, at eleven måske fysisk befinder sig i en almen klasse. Ifølge
ekspertgruppen, jf. også deres definition af inklusion i afsnit 2.2., betyder inklusion, at alle fællesskaber
– hvad enten det er i en almenklasse eller i en specialklasse – skal arbejde for at sikre det inkluderende
læringsmiljø for de elever, der er en del af dette fællesskab.
Der er ikke en tilstrækkelig tydelig forståelse af, at omstillingen til øget inklusion handler om at sikre
alles ret til både faglige og sociale deltagelsesmuligheder. Dette er ifølge ekspertgruppen helt
grundlæggende i forhold til udfordringerne i indhold, styring og kompetencer.
Tid har også betydning. En stor omstillingsproces som omstillingen til øget inklusion er ikke overstået
inden for to til tre år. Den komparative analyse af indsatser i henholdsvis Danmark, Finland og
Ontario, Canada, peger på, at både Finland og Ontario har arbejdet systematisk med inklusion i en
længere periode end Danmark.
Det tager tid at implementere en ny tilgang til inklusionsarbejdet, der indebærer en generel forståelse af,
at alle har ret til at være en del af fællesskabet, og hvor skolens ledelse og medarbejdere kender de
vigtigste pædagogiske redskaber til at understøtte dette. Kultur, viden, kompetencer og fokus hos ledere
og medarbejdere har afgørende betydning for inklusion. Det samme gælder kendskab til og samarbejde
med eksterne eksperter og rådgivere, der kan bidrage til, at de udfordringer, der er en del af skolernes
hverdag, bedre kan håndteres. Både ændring af tilgang, opbygning af viden og kompetencer og
samarbejde med ressourcepersoner tager tid at opbygge og vedligeholde.
180 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
181 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
115
4.1.1.2 En fælles kultur
I forhold til at sikre en fælles kultur har ekspertgruppen identificeret udfordringer i at skabe en fælles tilgang til eleverne
og det at undervise inkluderende. Hertil kommer fraværet af et fælles sprog og en fælles forståelse, et manglende
operationelt sprog for forskellige udfordringer i læringssituationer og børns forskellige behov.
Inkluderende læringsmiljøer kræver, at man gennem hele dagtilbuds- og skoletiden arbejder systematisk
med forebyggende indsatser, så lærere og pædagoger fortløbende understøttes i tidligt at kunne
identificere og håndtere adfærds- og læringsudfordringer, så de ikke udvikler sig til større udfordringer
og problematisk adfærd182
.
Der er behov for, at skolens ledelse, lærere og pædagoger, elever og forældre er mere åbne overfor en
større diversitet i elevgruppen og ser alle elever som ligeværdige deltagere i fællesskabet. Der peges på,
at hele skolen skal arbejde med at udvikle et tolerant fællesskab, og at inkluderende læringsmiljøer
danner grundlag for det pædagogiske arbejde. Der er tale om en stor pædagogisk forandring hen i mod
en skole- og læringskultur, der er mere undersøgende og analyserende og er optaget af udvikling af det
pædagogiske personale og de teams, de indgår i, for at styrke oplevelsen af at kunne tilbyde alle elever et
inkluderende læringsmiljø183
.
Der har manglet et gennemgående fokus på, at der er tale om en gennemgribende kulturforandring af
folkeskolen, der blandt andet udfordrer en udbredt faglig forståelse af, hvad der er bedst for eleverne. Og
en sådan kulturforandring eller en ny tilgang til det at være en del af skolen skal gennemsyre alle
omkring skolen – fra forvaltningsniveau til elev184
.
Vi ved fra forskningskortlægninger, at det har positiv effekt, at der på den enkelte skole skabes en god
kultur og forståelse for forskellighed og inklusion185
. Det indebærer, at særligt skolens ledelse
understreger og arbejder ud fra en accept af forskellighed hos eleverne, kulturelle forskelle m.m.
Som beskrevet i afsnit 3.7. er det en udfordring i forhold til at skabe et fælles sprog og en fælles forståelse af
inklusionsopgaven på tværs af områder og fagligheder i kommunen og på den enkelte skole.
Erfaringer fra Læringskonsulentkorpsets Inklusionsteam viser blandt andet, at hvis alle, på tværs af
faggrænser, bruger det samme sprog om inklusion, er der langt større udviklingspotentiale i at skabe
systematisk indblik i, forståelse for og dialog om, hvordan de forskellige kompetencer og perspektiver,
der er på tværs af fagprofessioner og områder, kan understøtte og supplere hinanden i arbejdet mod et
fælles mål.
I ekspertgruppens arbejde er det også blevet fremhævet, at der mangler et sprog for forskellige børns forskellige
behov. Der har gennem de sidste 10-15 år været en tendens til at beskrive børn med særlige behov ud fra
psykiatriske diagnoser (autisme, ADHD, dysleksi, OCD, angst, Tourette m.m.). I vid udstrækning har
182 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
183 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
184 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
185 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk
review. Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier.
116
denne udvikling betydet, at der skulle børnepsykiatrisk udredning til for at få specialpædagogisk (og
social) støtte.
4.1.1.3 Det sociale fællesskab
Ekspertgruppen har identificeret en række udfordringer i forbindelse med at sikre et socialt fællesskab for alle elever. Der
er udfordringer i forhold til behovet for et stærkt fællesskab, prioritering af trivselsarbejdet, det faktum, at
børnefællesskabet ikke kan isoleres fra forældrefællesskabet og den tiltagende opbrydning af klasselærerfunktionen.
Social inklusion og i den forbindelse alle elevers mulighed for at trives, at indgå i venskaber og i et
fællesskab er blevet fremhævet i ekspertgruppens arbejde som afgørende elementer i inkluderende
læringsmiljøer. Det er en udfordring, at skolen er et tvungent fællesskab, hvor alle skal være der, men at
det sociale fællesskab i højere grad beror på frivillighed og velvillighed. Det kræver et stærkt fællesskab
at sikre, at alle elever har mulighed for at deltage socialt og være en del af fællesskabet. Dette stiller krav
til lærernes og pædagogernes evne til og adgang til redskaber til at arbejde med social inklusion186
.
En forudsætning for dette arbejde – som ikke er til stede alle steder – er, at dette arbejde prioriteres og
tildeles de nødvendige rammer. Der er blevet peget på, at det stærke fokus på de faglige mål i reformen
har betydet nedtoning af den sociale og trivselsmæssige indsats. Der er et forventningspres på både
skoleledelse og det pædagogiske personale om at indfri de faglige mål, hvor resultaterne gøres mere
synlige, og der peges på, at der mangler en større ligeværdighed i forhold til at arbejde med mål for
skolens fællesskab samt elevernes trivsel og sociale udvikling.
Hvis faglige og sociale læringsmål ikke ”går hånd i hånd”, vil opgaven med at skabe inkluderende
læringsmiljøer ikke lykkes. De er hinandens forudsætning. Man trives, når man lærer, og man lærer, når
man trives187
. Der er derfor også behov for, at der skal følges mere systematisk op på trivselsarbejdet i
forhold til elever og elevgrupper, der ikke trives, og hvor der er grund til bekymring.
Arbejdet med social inklusion kræver også et tillidsfuldt samarbejde med forældrene. Det er fra flere
sider blevet fremhævet, at der kan opstå situationer, hvor der blandt nogle forældre er modstand mod
én eller flere bestemte elever med særlige behov188
. En sådan modstand kan have store konsekvenser
for den aktuelle elev og for lærernes og pædagogernes mulighed for at etablere inkluderende
læringsmiljøer189
. Børnefællesskabet kan således ikke ses isoleret fra forældrefællesskabet. Det er vigtigt, at
forældregruppen omkring hver enkelt klasse også arbejder med udgangspunkt i en forståelse for
forskellighed og fællesskab.
Der er mange dilemmaer i samarbejdet mellem de pædagogiske medarbejdere og forældrene, samt
forældrene imellem. Ikke desto mindre er netop dette område gentagne gange blevet udpeget som en
væsentlig nøgle til bedre læringsmiljøer og inklusion190
.
186 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
187 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
188 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
189 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
190 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskole i fire kommuner.
117
Da ikke alle forældre har det samme udgangspunkt, de samme forventninger og ressourcer i
samarbejdet med skolen, bliver det derfor en vigtig opgave for medarbejdere og ledelse at få den
samlede forældregruppe til at bidrage til at skabe et trygt og tillidsfuldt samarbejde i forhold til alle
klassens elever og forældre. Kommunikation mellem skole og forældre bør tilpasses de forskellige
forældres behov191
.
Flere har fremhævet, at opbrydningen af klasselærerfunktionen kan betyde, at der ikke er nogen, der har
ansvar for fællesskabet192
. Der mangler en naturlig ansvarsfordeling, når denne funktion langsomt
forsvinder. Det er eksempelvis ofte klasselæreren, der sikrer en god og tydelig kommunikation om en
elevs særlige behov og derved afmystificerer dette for de øvrige elever.
Der er ofte uudnyttede ressourcer i forhold til arbejdet med den sociale inklusion i elevernes fritidsliv.
Det er blevet fremhævet, at den enkeltes tilhørsforhold og deltagelsesmuligheder ikke kan ses isoleret i
forhold til undervisningstiden, men at både pauser og fritidsaktiviteter også bør inddrages193
.
Desværre er der tydelige udfordringer i forhold netop elevernes sociale deltagelse, der er udtryk for,
hvorvidt eleverne er sammen med klassekammerater i pauserne, i fritiden og deltager ved sociale
arrangementer. I Inklusionspanelet ses tydelige forskelle i forhold til netop den sociale deltagelse hos
elever med særlige behov (både elever, der modtager støtte, og elever, der er flyttet fra specialtilbud til
den almene undervisning), samt for elever, der med en relativt svag socioøkonomisk baggrund (elever,
der ikke bor i kernefamilier, elever af lavtuddannede forældre og elever, hvor forældrene har en lav
indkomst) i sammenligning med de øvrige elever. Det tyder på, at der er grupper af elever, der er
udfordrede i netop pauserne og i fritiden, og for hvem det vil være en hjælp med for eksempel
legeaktiviteter, der kan hjælpe med at opbygge sociale relationer og venskaber194
. Flere har i
ekspertgruppens arbejde peget på, at såkaldte legepatruljer kan understøtte den sociale deltagelse i
pauserne.
Der har endvidere været en tendens til at gøre det sociale og trivselsmæssige til et ansvarsområde for
skolepædagoger og fritidspædagoger, hvilket bidrager til en uhensigtsmæssig opdeling mellem faglige og
sociale indsatser/mål195
.
4.1.1.4 Behov for øget fokus på elevernes sociale og personlige kompetencer
Elevernes sociale og personlige kompetencer har stor betydning for deres muligheder for uddannelse, job og livstilfredshed
som voksne, men der er ikke ret meget fokus på det i sammenligning med for eksempel faglige resultater og trivsel. Det er
en udfordring for, at flere lykkes i skolen, og at der kommer flere mønsterbrydere.
191 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
192 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
193 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
194 Christensen, Christiane Præstgaard m.fl. (2015): Inklusionspanelet – Et forskningsprojekt om inklusion af elever med særlige behov i
den almindelige undervisning. Statusnotat 2. Se evt. afsnit 3.4.
195 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
118
Der har i en årrække været en målsætning om, at flere skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og der
er med folkeskolereformen et mål om, at betydningen af elevernes sociale baggrund mindskes i forhold
til de faglige resultater. Ekspertgruppen kan imidlertid konstatere, at der generelt ikke er et udbredt og
systematisk fokus på elevernes sociale og personlige kompetencer, selvom de har stor betydning for
elevernes mulighed for videre uddannelse og for mønsterbrydning.
Internationale forskningsresultater viser, at det har stor betydning, om eleven har en god selvkontrol, er
ihærdig og vedholdende, har mestringsorientering (eleven tilstræber læring af en given færdighed, indtil
denne mestres) og tro på egne evner. Det sammenfattes ofte under begrebet samvittighedsfuldhed, som
forskningen viser, har betydning for elevens faglige resultater, skolefravær og mønsterbrydning i
forhold til social baggrund. Derudover har det sammenhæng til, hvorvidt eleven har en god relation til
andre elever og de pædagogiske medarbejdere, ligesom det mindsker risikoen for social
udsathed/marginalisering, og om eleven er udsat for mobning. Desuden har elever med lav
samvittighedsfuldhed i denne forståelse ofte flere helbredsmæssige problemer som voksne, mens elever
med høj samvittighedsfuldhed oftere er tilfredse med deres liv som voksne196
. Det er endvidere værd at
bemærke, at betydningen af samvittighedsfuldhed stiger med alderen, og i ungdomsuddannelserne ser
det ud til at have større betydning for de faglige resultater end den unges intelligens197
.
Gennemgang af forskning på området viser endvidere, at det at være socialt accepteret har stor
betydning for elevens muligheder for at udvikle sig positivt. Det ser blandt andet ud til at påvirke ens
fremtidige indkomst, ligesom lav social accept er associeret med impulsive og antisociale psykologiske
problemer og udadreagerende adfærd. Desuden peges der på følelsesmæssig stabilitet, der har
betydning for depression, antisociale psykologiske tendenser, samt hvorvidt man føler sig lykkelig og
glad. Derudover har det betydning for videre uddannelse, særligt i forhold til lange videregående
uddannelser198
.
Internationale forskningsresultater viser også, at netop elevernes sociale og personlige kompetencer er
noget, som skolerne kan påvirke. Der peges i forskningslitteraturen på positive effekter af
træningsforløb med fokus på samtalefærdigheder, konflikthåndtering, venskabelige færdigheder og
gruppefærdigheder, der understøtter læringsmiljøerne, herunder elevernes faglige resultater.
Undersøgelserne på området fokuserer ofte på, at en elev med særlige behov får træning i at indgå i
sociale sammenhænge, herunder i undervisningen. Der peges endvidere på, at træning af
klassekammeraterne i forhold til at omgås en klassekammerat med bestemte sociale udfordringer også
er effektivt. Det er særligt effektivt, hvis træningen gives i elevens sædvanlige klasse, at der trænes
dagligt og ud fra specifikke udfordringer, hvis det foregår i forbindelse med faglige aktiviteter og
fokuserer på opbygning af venskaber. Effekterne ses særligt i forhold til færre konflikter, bedre trivsel,
faglig deltagelse og større tilhørsforhold til andre elever199
.
196 Andersen, Simon Calmar m.fl. (2016): Diskussionpaper. Ikke udgivet; OECD (2015): OECD Skills Studies. Skills for Social
Progress: The Power of Social and Emotional Skills.
197 Almlund, Mathilde m.fl. (2011): “Personality Psychology and Economics”.
198 Andersen, Simon Calmar m.fl. (2016): Diskussionpaper. Ikke udgivet.
199 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2013): Inklusion af elever med diagnoser i almenskolen. En kortfattet systematisk forskningskortlægning;
Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier.
119
En række internationale forskningsresultater peger på, at peer tutoring, hvor eleverne lærer sammen
med og af hinanden, også forbedrer elevernes faglige resultater200
. Derudover viser internationale
forskningsresultater, at ros og feedback er vigtig, ligesom forskellige former for spil, kunst og
bevægelse, herunder aerobic, kan styrke de sociale kompetencer som et supplement til
undervisningen201
.
4.1.1.5 Tidlig identifikation og fokus på forebyggende indsatser
Indsatser over for elever med særlige behov vil være mere effektive og have en større positiv betydning for eleverne, hvis de
sættes tidligt ind, herunder med fokus på forebyggelse eller foregribelse af elevernes udfordringer. Der er for stort fokus på
at løse akutte problemer, og det tager opmærksomheden væk fra de forebyggende indsatser.
Det fremgår af flere interviews med repræsentanter fra forskellige organisationer og af medlemmer fra
referencegruppen, at der ofte anvendes mange ressourcer på akut indgriben og brandslukning. Der
efterlyses et gennemgående fokus på forebyggelse og tidlig indsats. Det samme gælder for KORA’s
undersøgelse af 16 skolers erfaringer med inklusion202
.
Vigtigheden af dette fokus understreges også af, at undersøgelser viser, at det, der virker tidligt i elevens
liv, virker betydeligt bedre, end hvis der først sættes ind senere, når udfordringerne har udviklet sig til
store problemer for eleven og de fagprofessionelle omkring eleven203
. Der er indikationer på, at det har
en gavnlig effekt for eleven og for klassekammeraterne på skolen, hvis der sættes ind tidligt i forhold til
at identificere og tage hånd om elever, der viser tegn på særlige behov. Desuden viser en række
forskningsresultater, at en kontinuerlig opfølgning på elevernes læring og trivsel understøtter skolens
positive betydning for eleverne204
. Der er altså al mulig grund til at arbejde forebyggende og
foregribende.
4.1.2 Styrkelse af almenundervisningen
4.1.2.1 Almenundervisningen
Ekspertgruppen har identificeret en række udfordringer i forhold til styrkelse af almenundervisningen. Disse retter sig
særligt mod tilrettelæggelse, gennemførelse og evaluering af undervisningen, herunder klasseledelse og struktur, en
manglende viden om didaktiske tilgange til elever, hvilke indsatser der har effekt, samt hvornår de har effekt. Hertil
kommer behovet for et systematisk blik på alle elever.
200 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2013): Inklusion af elever med diagnoser i almenskolen. En kortfattet systematisk forskningskortlægning;
Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier; Dyssegaard, Camilla m.fl.
(2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk review.
201 Diamond, Adele m.fl. (2011): “Interventions Shown to Aid Executive Function Development in Children 4 to 12 Years
Old”.
202 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
203 Heckman, James J. (2008): “Schools, Skills and Synapses”.
204 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier; Bleses, Dorthe m.fl.
(2013): Forskningskortlægning om læseindsatser overfor tosprogede elever. Udarbejdet for Undervisningsministeriet i forbindelse med
forsøgsprogram om modersmålsbaseret undervisning; Dietrichson, Jens m.fl. (2015): Skolerettede indsatser for elever med svag
socioøkonomisk baggrund. En systematisk forskningskortlægning og syntese.
120
Ekspertgruppens gennemgang af forskning og praksis tyder på, at potentialerne i øget inklusion endnu
ikke er udnyttet. Omstillingen har endnu ikke betydet en gennemgående etablering af inkluderende
læringsmiljøer på alle skoler.
Der er imidlertid gode muligheder herfor, hvis der ses på både danske og internationale
forskningsresultater. For eksempel viser forsøg med tolærerordninger, at observation og faglig sparring
fra en rutineret lærer kan have en positiv betydning for elevernes læseresultater i klasser, hvor der en
eller flere elever med et handicap i form af en psykiatrisk diagnose. Forsøget viser endvidere, at de
forsøg, hvor der er to lærere eller en lærer og en anden voksen i klassen (for eksempel en pædagog),
også har en positiv betydning for elevernes læseresultater. Effekten er dog ikke helt så stor som
observation og sparring, når det handler om de specifikke klasser, hvor der er en elev med det
handicap, at de har en psykiatrisk diagnose205
. Det gælder dog for de beskrevne indsatser, at de har
markant højere positiv effekt på elevernes resultater end den beskedne negative effekt, en tidligere
undersøgelse fra før aftalen om omstilling til øget inklusion har vist, at der er ved, at en elev med
psykiatrisk diagnose flytter til en ny skole206
.
Derudover er særligt peer tutoring og træning i social mestring effektfulde indsatser i forhold til
undervisning, hvor der indgår elever med særlige behov, dog måske begrænset til bestemte elevgrupper
som elever med indlæringsvanskeligheder og elever med ADHD207
.
Der bliver peget på, at nogle elementer i folkeskolereformen, for eksempel en mere varieret skoledag
for en del af eleverne med særlige behov, kan blive uoverskuelig og utryg. Det er således vigtigt at skabe
struktur, overskuelighed og tydelig visualisering, så ingen elever mister fodfæste med deraf dårligere
trivsel og læring til følge208
.
En væsentlig udfordring er, at der blandt de pædagogiske medarbejdere mangler specialpædagogisk
viden og viden om didaktiske tilgange i forhold til nogle elevers særlige behov, og at den enkelte
medarbejder i disse tilfælde ikke ved, hvilke organiseringsformer og pædagogiske valg, der er
hensigtsmæssige i forhold til elevernes forskellige behov209
. Der mangler det fornødne grundlag for
forskellige pædagogiske valg. Hertil kommer, at der ikke bliver fulgt op og evalueret systematisk på
iværksatte indsatser.
Der mangler også viden om, hvornår forskellige indsatser har effekt. For eksempel fremhæves en
forholdsvis stor forskel på effekten af forskellige former for tolærerordninger alt efter klassens
elevsammensætning. Flere har i ekspertgruppens eftersyn også peget på, at der er udfordringer i forhold
til mere specifik viden om forskellige elevgruppers særlige behov, og hvad der for eksempel er vigtigt
for en elev med autisme og for en elev med dysleksi.
205 Andersen, Simon Calmar m.fl. (2014): Undersøgelse af effekten af tolærerordninger.
206 Kristoffersen, Jannie H. G. m.fl. (2015): Disruptive School Peers and Student Outcomes.
207 Dyssegaard, Camilla (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk review.
208 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
209 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
121
Der peges også på, at der ikke er en tilstrækkelig systematik i, hvordan der følges op på alle elevers
udvikling, for eksempel ved brug af data i en bred forstand, daglige observationer og tilbagevendende
samtaler210
.
Rammerne og samarbejdet om undervisningen fremhæves også som en udfordring. Der er behov for,
at lærere og pædagoger – særligt i teams – analyserer egen praksis gennem for eksempel fælles
refleksioner, får sparring på konkret praksis og udfordringer mv. Skoleledelsen kan i relation hertil
fokusere på at fjerne barrierer for inklusion. En samlet tilgang på skolen til positiv adfærdsstøtte kan
bidrage til at mindske udadreagerende adfærd211
.
Forskningslitteraturen peger på, at det er relevant at se på medarbejdersammensætningen og styrkelse af
det flerprofessionelle samarbejde. For eksempel har co-teaching, hvor en lærer med specialpædagogiske
kompetencer underviser sammen med klassens almindelige lærer, vist sig særligt effektiv i forhold til
undervisning, hvor der indgår elever med særlige behov212
.
Anden litteratur peger på behovet for, at det pædagogiske personale har realistisk høje forventninger til
alle elever.
4.1.2.2 Støtte til elever i almenundervisningen
Ekspertgruppens eftersyn tyder på, at en væsentlig gruppe af elever har behov for støtte, men uden at de får det. Denne
gruppe er generelt kendetegnet af, at flere har koncentrationsbesvær, og flere har sociale og personlige problemer.
En kvantitativ undersøgelse af støtte til elever med særlige behov i almenklasser i udskolingen,
gennemført af SFI for ekspertgruppen, viser en række udfordringer i forhold til støtte til elever i
udskolingen i almenundervisningen. Støtte i undersøgelsen omfatter dels faglig støtte som for eksempel
faglig støtte i dansk og matematik og supplerende undervisning, dels social støtte som for eksempel
tilknyttet pædagog eller anden ressourceperson og supervisionsforløb. I undersøgelsen, der omfatter
4.682 elever i 7.-9. klasse, hvoraf 8 pct. modtager støtte, vurderer lærerne, at 6 pct. af eleverne har
behov for støtte, men de modtager det ikke, jf. også afsnit 3.2. Gruppen af elever, hvor lærerne
vurderer, at de har behov for støtte, men ikke får det, opnår lavere gennemsnitlige faglige og sociale
trivselstal sammenlignet med elever uden støttebehov. Disse forskelle er statistisk signifikante.
Derudover er der betydeligt flere i gruppen med behov for støtte, men som ikke modtager det, der har
koncentrationsbesvær, og betydeligt flere, der har sociale og personlige vanskeligheder213
.
Det er vanskeligt at forklare, hvorfor en så stor gruppe udpeges til at have støttebehov uden at få det.
En forklaring kan være, at der er store lokale forskelle på, hvornår kommuner og skoler sætter ind med
støtte til eleverne. En anden forklaring kan være, at det er nemmere at få støtte, hvis eleven har behov
for faglig støtte, mens trivselsudfordringer i mindre grad fører til støtte til eleven. En tredje forklaring
kan være, at årsagen til støttebehovet skal findes uden for skolen, og at man afventer hjælp fra
210 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
211 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier.
212 Andersen, Simon Calmar m.fl. (2014): Undersøgelse af effekten af tolærerordninger.
213 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
122
eksempelvis det sociale område. Generelt tyder det dog på, at der skal ske en styrket dialog om og
indsats i forhold til elever med særlige behov, herunder ikke mindst i forhold til forskellige
trivselsudfordringer, som eleverne kan have i skolen. Det tyder endvidere på, at der er behov for
tidligere identifikation af elever i vanskeligheder, en bedre inddragelse af lærerne og pædagogerne og
større kendskab til effektfulde indsatser over for elever med forskellige vanskeligheder214
.
En anden væsentlig konklusion er, at det ser ud til at have en effekt, hvis der sættes ind i forhold til
elevernes vanskeligheder med støtte i undervisningen. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at
gruppen, der får støtte, generelt ser ud til at klare sig lidt bedre på samtlige parametre end de elever, der
har støttebehov, men som ikke får støtte – også selvom, at det ikke er alle forskelle, der er signifikante.
Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at lærernes vurdering af effekten af støtten varierer meget. I
forhold til lærernes vurdering af, om støtten imødekommer behovene, vurderer lærerne samlet set, at
for henholdsvis 22 pct. af eleverne og 42 pct. af eleverne er støtten i høj grad eller i nogen grad
tilstrækkelig, mens at de for 20 pct. vurderer, at støtten i lav grad er tilstrækkelig. For 14 pct. er støtten i
meget lav grad tilstrækkelig eller utilstrækkelig, jf. også afsnit 3.2.
4.1.2.3 Viden om handicap
Ekspertgruppen har identificeret udfordringer i forbindelse med viden og kompetencer om handicap og specialpædagogik.
Det er i denne sammenhæng blevet fremhævet, at den specialviden, som specialskolerne råder over, risikerer at
forsvinde i takt med, at flere specialtilbud lukkes. Samtidig fremhæves det, at den specialpædagogiske viden ikke er til
stede i almenundervisningen. Ekspertgruppen er også stødt på en række konkrete udfordringer i forhold til elever med
specifikke handicap.
En dansk undersøgelse af skolers erfaringer med inklusion blandt ledelse og medarbejdere på 19 skoler
viser, at lærerne efterspørger mere viden om og forståelse for diagnoser215
.
Der er i ekspertgruppens eftersyn gentagne gange gjort opmærksom på, at særligt specialviden fra
specialskolerne risikerer at forsvinde som konsekvens af færre specialtilbud. Der henvises også til, at
afgrænsningen af specialundervisning til støtte i mindst ni timer ugentligt har betydet en omfattende
ændring af praksis (tidligere blev der givet specialundervisning ned til én time), og at specialviden i
denne sammenhæng ikke længere prioriteres så højt. Tale- og høreområdet og dysleksiområdet erblandt
andet blevet fremhævet som områder, hvor ekspertisen nedprioriteres216
.
Der er blevet gjort opmærksom på, at det ikke er på alle skoler, at ressourcecentrene har viden nok om
specialpædagogiske indsatser, hvilket kan gøre det svært at understøtte elever med specialpædagogiske
behov. Nogle kommuner har stillet ekspertise fra kommunens specialskoler til rådighed for
almenskolerne, hvilket kan være en god måde at sikre brobygning mellem almen- og specialområdet på.
Det er dog vigtigt at fremhæve, at specialskolernes særlige pædagogiske redskaber ikke nødvendigvis er
214 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møde med referencegruppen og interview.
215 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2015): Dokumentationsprojekt: 19 skolers erfaringer med inklusion 2013 – 2015 – en kvalitativ analyse.
216 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
123
brugbare i en almen klasse. Man skal derfor evne at omsætte sin specialpædagogiske viden og kunnen til
almenundervisningens rammer og muligheder217
.
En sådan manglende viden, ikke-relevant viden eller viden, der ikke kan overføres, er en væsentlig
udfordring.
I ekspertgruppens arbejde er en række specifikke handicapgrupper blevet fremhævet som særligt
udfordrende (se også afsnit 3.5). Det drejer sig blandt andet om, at det kræver en helt grundlæggende
viden at kunne imødekomme de behov, som børn og unge med autisme har.
En anden udfordring er, at der er et uudnyttet potentiale i forhold til, at den viden, der er om børn og
unge med psykiatriske diagnoser i børne- og ungdomspsykiatrien, ikke bliver udbredt og anvendt. Der
mangler dialog og viden om metoder til at omsætte viden fra udredningen i børne- og
ungdomspsykiatrien til, hvordan elevernes behov kan opfyldes i skolens pædagogiske praksis218
. Der er
derudover også en udbredt mangel på forskningsbaseret viden om disse handicapgruppers skolegang,
og hvilke indsatser og metoder der øger disse elevers læring og trivsel219
.
I ekspertgruppens arbejde er det blevet bekræftet, at lærere og pædagoger især oplever, at de mangler
viden om – og pædagogiske strategier/redskaber til – at understøtte de børn, som har vanskeligheder
relateret til autisme/ADHD-området. Ligeledes er der blevet sat fokus på, at nogle af de elever, der er
mere stille og indadreagerende, ofte overses, og at der derfor alt for sent sættes ind i forhold til deres
mistrivsel.
4.1.2.4 Manglende samarbejde mellem lærere og pædagoger
Ekspertgruppen har identificeret, at samarbejde mellem lærere og pædagoger mange steder har et uudnyttet potentiale.
Flere undersøgelser peger på, at en øget inddragelse af pædagoger i skolen kan styrke elevernes udbytte.
Det skal dog samtidig bemærkes, at alle undersøgelser er gennemført under den forudsætning, at
pædagogerne supplerer de indsatser, som lærerne står for220
. Det peger således i retning af, at de gode
effekter kommer ved, at forskellige medarbejdergrupper kan supplere hinandens roller, kompetencer og
aktiviteter.
Der er imidlertid også undersøgelser, som peger på, at samarbejdet på flere skoler ikke fungerer
optimalt. Det skyldes imidlertid ikke en interesse for, at pædagogerne indgår i skoledagen, men snarere
at samarbejdet med særligt lærerne endnu ikke er fuldt udviklet. Pædagogerne oplever, at
folkeskolereformen understøtter deres pædagogiske kompetencer, og de finder det motiverende at
samarbejde med lærerne, ligesom nogle motiveres af mulighederne for at indgå mere aktivt i børnenes
skoledag. Men pædagogerne oplever samtidig, at de nye rammer er en udfordring for dem221
.
217 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
218 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
219 Davis, Pauline m.fl. (2004): Teaching Strategies and Approaches for Pupils with Special Educational Needs: A Scoping Study.
220 Bjørnholt, Bente m.fl. (2015): Pædagogiske medarbejderes oplevelser og erfaringer i den nye folkeskole.
221 Bjørnholt, Bente m.fl. (2015): Pædagogiske medarbejderes oplevelser og erfaringer i den nye folkeskole.
124
For det første har en række pædagoger skullet varetage helt nye opgaver, såsom understøttende
undervisning, der stiller krav til blandt andet klasseledelse, faglige kompetencer m.m. For det andet er
skolernes fritidstilbud udfordrede af den længere skoledag, der indebærer, at flere elever meldes ud af
fritidstilbuddene, og at pædagogerne har mindre tid til at arrangere aktiviteter for eleverne efter skole.
Der er generelt blandt skoleledere, lærere og pædagoger en bekymring om pædagogernes kompetencer
og nye opgaver og roller (særligt på mellemtrin og i udskolingen). Erfaringerne med samarbejdet har
været blandede. Særligt har det været svært for pædagogerne at blive inddraget i skoledagen, hvis der
ikke har været tid til sparring og koordinering med lærerkollegerne.
Det er derfor vigtigt, at afklaring af faggrænser og roller i forhold til undervisning og understøttende
undervisning drøftes som grundlag for et konstruktivt samarbejde.
4.1.3 Overgange og fritidstilbud
4.1.3.1 Overgang mellem dagtilbud og skole
Overgangen mellem dagtilbud og folkeskole er i ekspertgruppens arbejde blevet nævnt som en væsentlig udfordring. Det
handler generelt om at styrke den forebyggende indsats, sikre at eventuel støtte til et barn videreføres, og at viden om
barnets udfordringer og de gode løsninger overdrages. Udover de institutionelle overgange mellem dagtilbud og folkeskole
fremhæves også de overgange inden for skolen, der ikke er betinget af institutionsskift eller krav i lovgivningen som en
udfordring.
Der er behov for et systematisk forebyggende og foregribende arbejde for at sikre inkluderende
læringsmiljøer for alle elever. Dette arbejde skal gerne begynde allerede i dagtilbuddene. Hvis der ikke
ved overgangen mellem dagtilbud og skole er opmærksomhed på at skabe sammenhæng mellem det
inkluderende arbejde i dagtilbuddet og skolen, øger det risikoen for, at særligt elever med særlige behov
eller sårbare elever kommer i vanskelige læringssituationer, udvikler problematisk adfærd, mistrivsel
eller dårligt fungerende børnefællesskaber. Det er vigtigt, at der er fokus på elevernes muligheder for at
kunne overskue den nye hverdag i skolen.
I ekspertgruppens arbejde har flere fremhævet, at nogle af de børn, der modtager specialpædagogisk
støtte i dagtilbuddet eller kommer fra et særligt dagtilbud, begynder i skole, uden at der bliver taget
stilling til, hvordan medarbejdere klædes på til opgaven, eller om eleverne får den fornødne støtte i
skolen. Det er derfor en stor udfordring, hvis der ikke ved skolestart bliver taget stilling til, hvordan den
nye elevgruppe bliver mødt på skolen, eller taget stilling til de nødvendige foranstaltninger i forhold til
et inkluderende læringsmiljø for eksempel i form af undervisningsdifferentiering, holddannelse, adgang
til ressourcepersoner, to-voksenordninger, kompetenceudvikling af lærerne og pædagoger. Der skal
desuden tages stilling til, om der er behov for, at der iværksættes specialundervisning eller anden
specialpædagogisk bistand.
Endvidere fremhæves det, at det kan være en stor udfordring, hvis der mangler en rammesætning af
dialogen mellem dagtilbud og skole, og hvis der for eksempel udestår en fælles forståelse af, hvilken
125
viden der overdrages ved skolestart og vigtigheden heraf blandt andet i forhold til barnets nye
fællesskaber, skoleparathed, mv.222
Den eksisterende viden om et barns udfordringer og de gode løsninger, der understøtter barnets
deltagelse og trivsel, kan gå tabt i overgangen mellem dagtilbud og skole. Der mangler mange steder en
sammenhæng mellem dagtilbud og skole blandt andet i form af dialog223
.
Det er fremhævet, at overgangen fra daginstitution til skoletiden er et stort skifte i børns liv og i
virkeligheden rummer tre skift inden for to år – fra daginstitution til fritidsordning, fra fritidsordning i
0. klasse og fra 0. til 1. klasse224
.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at der fra 0. til 1. klasse typisk er en større udskiftning i, hvilke
lærere og pædagoger, der varetager undervisningen. En tidligere undersøgelse peger på, at det er ligeså
vigtigt at have fokus på overgangen fra børnehaveklasse til 1. klasse, som på overgangen fra dagtilbud
til skole. Der peges blandt andet på, at det kan være en udfordring i forhold til, at der ikke tages
udgangspunkt i genkendelige materialer, og at der arbejdes ud fra forskellige pædagogiske tilgange til
undervisningen225
. Der er forsøgt at tage højde for dette ved at ændre lovgivningen om 0. klasse, men
der kan stilles spørgsmålstegn ved, om de udfordringer, der tidligere er identificeret, alle steder er løst,
så skiftet mellem 0. til 1. klasse er blevet nemmere for eleverne.
Det skal dog bemærkes, at samarbejdet mellem dagtilbud, SFO/fritidshjem og skole kan variere meget i
kommunerne. Nogle steder tænkes i aktiviteter og en fælles pædagogik, der kan forberede børnene og
gøre det lettere at overgå fra det ene tilbud til det andet. Andre steder er sådanne samarbejder
fraværende226
. Det er også blevet fremhævet, at der mangler fokus på samarbejdet mellem forældre og
klubber/ungdomsskoler.
En anden udfordring er manglende koordinering af indsatser i skolen og i fritidstilbud.
Udover de institutionelle overgange mellem dagtilbud og folkeskole fremhæves også skolernes interne
overgange som en udfordring. Overgange fra indskoling til mellemtrin kan betyde, at eleverne møder
nye lærere og pædagoger, som ikke i tilstrækkelig grad kender til deres udfordringer. Samtidig betyder
skiftet også et højere abstraktionsniveau og nye og højere forventninger227
.
Trinopdelingen, der kan give klare fordele ved, at for eksempel lærere og pædagoger har særlig viden og
særlige kompetencer i forhold til de aldersopdelte elevgrupper, kan give udfordringer i forhold til, at
trinene opleves adskilte. Der kan være behov for en mere præcis forventningsafstemning af, hvad der
222 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
223 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
224 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
225 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2002): Børnehaveklassen – pædagogisk tænkning og praksis.
226 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2015): Dokumentationsprojekt: 19 skolers erfaringer med inklusion 2013 – 2015 – en kvalitativ analyse.
227 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
126
forventes af eleverne ved afslutningen af de enkelte trin, og hvordan der kan arbejdes forebyggende og
foregribende i forhold til de elever, der ikke er nået helt i mål ved trinskiftet228
.
De adskilte afdelinger internt på skolerne kan også modvirke overdragelse af viden om elevernes
specifikke vanskeligheder og støttebehov. Skolens egen organisering og logik kan dermed være med til
at fremme ekskluderende processer for elever med særlige behov.
Overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse ser ud til at være en særlig udfordring for elever med
særlige behov. Flere undersøgelser viser, at elever med særlige behov i betydelig mindre grad
påbegynder og gennemfører en ungdomsuddannelse. En undersøgelse af unge med handicaps
uddannelsesmønstre viser, at unge med handicap, der påbegynder en ungdomsuddannelse, har et
uddannelsesmønster, der i store træk ligner andre unges. Den helt overvejende forskel ser ud til at være,
at betydeligt færre unge med et handicap påbegynder en ungdomsuddannelse229
. Det skal her bemærkes,
at de unge i undersøgelsen som udgangspunkt ikke har et kognitivt handicap og således ikke noget, der
som udgangspunkt skulle medføre, at de ikke kan gennemføre en ungdomsuddannelse, hvis de har de
nødvendige hjælpemidler.
I en undersøgelse af kvaliteten i specialskoler fra 2014 konkluderes det blandt andet, at
specialskoleelevers problemer hovedsageligt opstår i overgangen fra det (beskyttede) skoleliv på
specialskole til ungdomsuddannelserne. Det betyder, at elever fra specialskoler er udfordret i forhold til
at skabe sig et voksenliv med uddannelse m.m.230
.
En anden væsentlig barriere for gennemførelse af en ungdomsuddannelse er, når eleverne ikke
gennemfører 9. klasse og får taget en samlet 9. klasseprøve. Der er fortsat en stor gruppe af elever, som
ikke gennemfører 9.klasseprøverne. Det er en udfordring for de unge at komme videre på en
ungdomsuddannelse uden en 9. klasseprøve, herunder ikke mindst i lyset af, at der er kommet krav om
minimum 2 i dansk og matematik ved optagelse på en erhvervsuddannelse.
Ekspertgruppen er gennem interviews og møder gjort opmærksom på, at der mangler systematik i
overdragelse af viden om handicap og støttebehov fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Viden om
støttebehov følger ikke nødvendigvis med i uddannelsesplanen ved ansøgning om optagelse.
4.1.4 Forældresamarbejdet og børneperspektivet
4.1.4.1 Forældresamarbejde
I ekspertgruppens arbejde er der blevet identificeret en række udfordringer i forbindelse med forældresamarbejdet.
Grundlæggende har ekspertgruppen mødt en kritik af, at forældresamarbejdet ikke tager højde for, at forældrene har
forskellige forudsætninger og behov, og at forældre til elever med særlige behov kan være en særlig sårbar gruppe. Det drejer
sig både om samarbejdet med forældrene til elever med særlige behov og mellem forældrene generelt. Endvidere udgør særligt
SkoleIntra og den stigende brug af it i samarbejdet med forældrene en udfordring.
228 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
229 Epinion (2014): Uddannelsesresultater og -mønstre for børn og unge med handicap – Årgang 1990.
230 Egelund, Niels (2014): Kvalitet i specialskoler.
127
Rammer og strukturer for forældresamarbejdet er ikke altid gode nok. Dårlig eller utilstrækkelig
kommunikation er flere gange blevet fremhævet som en meget væsentlig udfordring i
forældresamarbejdet og som årsag til mange konflikter, herunder også behov for ekstern rådgivning.
Skolen kan fremstå som en lukket institution, hvis der ikke er etableret et godt samarbejde med
forældrene. Denne opfattelse kan særligt være udbredt hos skolefremmede forældre.
Der peges på udfordringer i forhold til kommunikationen med forældrene generelt. Det er vigtigt, at
skolens ledelse og pædagogiske medarbejdere bidrager til, at der skabes accept og forståelse blandt alle
forældre og elever i klassen. At arbejde med accept af forskellighed i børnefællesskabet er lige så vigtigt i
forhold til forældregruppen, så forældrene forstår børnegruppens forskellige forudsætninger og dermed
kan bidrage til at få det samlede fællesskab til at fungere.
Der opstår ofte vanskeligheder i skole-hjem-samarbejdet, når og hvis forældrene ikke oplever, at skolen
lytter til og inddrager forældrenes viden, lige som skolen ofte oplever forældre som ”besværlige”, hvis
forældre rejser kritik af lærere og/eller skole og vurderer, at deres barn har behov for særlige hensyn
eller støtte231
.
Forældre kan også være bange for, at åbenhed om deres barns udfordringer kan give et negativt og
stigmatiserende syn på barnet.
Anvendelse af SkoleIntra er på mange skoler et centralt forum for kommunikation mellem skolen og
hjemmet, og det kan være en udfordring for nogle forældre. Det kan for eksempel være forældre, der
ikke er vant til at læse og skrive i dagligdagen.
Der er også peget på den udfordring, at der er eksempler på, at nogle forældre udvikler angst for
beskederne på SkoleIntra, idet de stort set kun oplever negativ kommunikation gennem SkoleIntra232
.
4.1.4.2 Inddragelse af barnets perspektiv
I ekspertgruppens arbejde er manglende inddragelse af børneperspektivet blevet nævnt som en væsentlig udfordring. Der er
for lidt opmærksomhed på, at eleverne ofte selv er de nærmeste til at se både problemer og løsninger. Den manglende eller
ikke tilstrækkelige inddragelse betyder, at vigtig viden om, hvad der for eksempel motiverer eleven, går tabt eller får ikke
betydning.
Klassekammeraterne spiller en afgørende rolle i forhold til inklusion og trivsel, og inddragelse af
elevernes perspektiver er vigtigt, hvis læringsmiljøerne skal forbedres. Internationale
forskningsresultater viser, at elevernes medbestemmelse på skolen styrker elevernes trivsel og
samfundsforståelse. Også elevdeltagelse i klasserumsbeslutninger vurderes overordnet set at have en høj
effekt, navnlig i forhold til skole- og klassemiljøet, elevernes engagement i klassen samt lærerens
231 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen om interview.
232 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen om interview.
128
vurdering af engagement233
. Derudover er forskningen ret entydig i forhold til, at når eleverne lærer
sammen og af hinanden, har det en positiv betydning for både deres læring og trivsel. Det gælder også
for elever med særlige behov234
.
Der ses imidlertid fortsat flere udfordringer i forhold til netop inddragelse af elevernes egne
perspektiver på læringsmiljøerne samt ikke mindst elevernes lige adgang til dem. Der ses således
signifikante forskelle på elever med særlige behov og de øvrige elevers deltagelse i både faglige og
sociale sammenhænge235
.
Eleverne er for ofte en overset kilde til viden om, hvad der fungerer, og hvad der skal til for at
understøtte deltagelse i fællesskabet. En enkelt god ven eller få relationer kan betyde den afgørende
forskel, og det er en udfordring, hvis der ikke er tilstrækkelig opmærksomhed på det.
At tænke rundt om barnet kan bidrage til en skærpelse af ansvarsdelingen. Det er en udfordring, hvis
ingen af de voksne fagprofessionelle i sådanne processer har den rolle at have øje for barnets perspektiv
og har den fornødne legitimitet til at få indflydelse på de afgørelser, der træffes om undervisningstilbud.
Hvis elevernes perspektiv og hverdagsliv ikke medtænkes i de løsninger, som etableres om barnet, så
kan løsningerne give store problemer for barnet i forhold til at finde en sammenhængende hverdag236
.
Den enkelte elev kan ikke ses isoleret fra de øvrige elever i klassen, skolens samlede
læringsmiljøer, skole-hjem-samarbejde mv. I forlængelse heraf er det også fra flere sider blevet
fremhævet, at træningsforløb og kortere indsatser ikke må ske uden sammenhæng til undervisning og
elevens læringsmiljøer. Det skal her fremhæves, at det er vigtigt at give elever med
problematisk adfærd mulighed for at gøre sig nye positive erfaringer på baggrund af en fælles analyse
af, hvad der kan være grunden til den uønskede adfærd.
4.1.5 Specialundervisning tættere på almenundervisningen
Mangfoldigheden blandt eleverne udfordrer også skolens indretning og organisering. Der er ikke tilstrækkelig viden om
muligheden for og adgangen til mere fleksible former for organisering mellem special- og almenundervisning. Samtidig tyder
det på, at gruppeordninger, hvor elever med særlige behov undervises sammen på mindre hold inden for
almenundervisningens rammer, er af meget forskellig kvalitet.
Ekspertgruppens eftersyn peger på, at der er en manglende viden om og et uudnyttet potentiale i
forhold til at etablere mere fleksible muligheder for, at elever kan indgå både i en almenklasse og på et
særligt hold eller i en specialklasse.
Der peges på, at den lovgivningsmæssige afgrænsning af specialundervisning er en barriere herfor,
særligt i forhold til den kommunale styring og tildeling af ressourcer til specialundervisning.
233 Mager, Ursula m.fl. (2012). “Effects of Student Participation in Decision Making at School. A Systematic Review and
Synthesis of Empirical Research”.
234 Dyssegaard, Camilla (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk review.
235 Amilon, Anna m.fl. (2015): Inkluderende skolemiljøer – elevernes roller.
236 Larsen, Maja Røn (2012): ”Hverdagslivets anekdotiske betydning: Når børnelivet falder ud af helhedstænkningen”.
129
Disse mellemformer kan give mulighed for, at elever med særlige behov kan træde ud af det store
fællesskab i klassen i kortere eller længere tid for at få opfyldt deres mere individuelle behov for struktur
og ro eller mere specifik faglig støtte.
En mere fleksibel organisering kan også betyde, at elever i specialklasser, delvist eller i bestemte
sammenhænge, deltager i almenundervisningen. Ekspertgruppens eftersyn peger på, at der ikke tænkes
nok i sådanne mere fleksible former, hvor eleverne er både i et special- og almenmiljø eller i et særligt
tilpasset almenmiljø ved brug af holddannelse. Grænserne mellem almen- og specialundervisning
trækkes nogle steder for stramt, og kommunerne og skolerne udnytter ikke alle steder de muligheder,
der er for, at elever både kan deltage i en almen- og en specialklasse. Der peges i den forbindelse på, at
særligt skoler med specialklasserækker har gode muligheder herfor237
.
Der peges dog samtidig på, at gruppeordninger er af meget forskellig kvalitet. Der er eksempler på, at
en for stor aldersspredning udfordrer fagligheden, og der nævnes eksempler på, at der mangler planer
for fagundervisningen, at den ikke bliver koordineret med almenklassens fagundervisning, så eleverne
kommer bagud i nogle af fagene, og at det meste af tiden går med dagligdags aktiviteter som for
eksempel at gå på biblioteket eller gå rundt sammen med skolens pedel238
.
237 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2013): Specialklasser i folkeskolen – På vej mod mere inkluderende læringsmiljøer.
238 Niss, Nete Krogsgaard m.fl., SFI (2016): Evaluering af inklusionsindsatsen i Billund Kommune.
130
4.2 Styring
Af kommissoriet fremgår det, at ekspertgruppen skal belyse styring og prioritering af inklusionsindsatsen
og kommunernes ressourceanvendelse, herunder hvordan skoler og kommuner etablerer understøttende
tiltag for at imødekomme en bredere elevsammensætning og sikrer gennemsigtighed i forhold til disse
indsatser.
Styringsudfordringer omfatter både det overordnede politiske niveau og de kommunale mål og
strategier. Udfordringerne handler om rammesætning og organisering, og om hvordan kommunernes
mål og strategier implementeres gennem styringskæden fra det overordnede politiske niveau gennem
forvaltning til den enkelte skole og dens medarbejdere.
Ekspertgruppen ser de væsentligste udfordringer i forhold til styring som:
 Den politiske rammesætning (4.2.1)
 Styringskædens prioritering og ressourceanvendelse (4.2.2)
 Større gennemsigtighed (4.2.3)
 Styrkelse af den forebyggende indsats, herunder det tværgående samarbejde (4.2.4)
4.2.1 Den politiske rammesætning
I forhold til den overordnede politiske rammesætning og styring er det særligt blevet fremhævet, at ambitionen om inklusion
er blevet for snævert knyttet til opnå et bestemt tal: 96 pct.-målsætningen. Det er blevet et spørgsmål om det konkrete mål
for andelen af elever i almenundervisningen frem for målet om at styrke folkeskolens almene fællesskab til gavn for alle
elever, samt frem for målene om at styrke alle børns faglighed og fastholde deres trivsel i omstillingsprocessen.
Fokuseringen på 96 pct.-målsætningen har taget fokus væk fra det indholdsmæssige skift i tilgangen,
som en succesfuld omstilling til inklusion forudsætter. Fokus skal være på at skabe inkluderende
fællesskaber med udgangspunkt i en større mangfoldighed. Der har manglet et gennemgående fokus på,
at der er tale om en gennemgribende kulturforandring af folkeskolen, der blandt andet udfordrer en
udbredt faglig forståelse af, hvad der er bedst for eleverne. Og en sådan kulturforandring, eller en ny
tilgang til det at være en del af skolen, skal gennemsyre alle omkring skolen – fra forvaltningsniveau til
elev.
En anden væsentlig udfordring i den centrale rammesætning og styring, som flere har peget på, er, at
folkeskolereformen og andre nye politiske dagsordener samt implementeringen af nye arbejdstidsregler
har overtrumfet det inkluderende arbejde i både kommuner og skoler. De nye dagsordener og
reformkrav har sammen med en stram økonomi udfordret kommunernes mulighed for at holde fast i
de kommunale mål, strategier og prioriteringer forbundet med omstilling til øget inklusion. Hertil
kommer, at de i højere grad har nødvendiggjort, at man på forvaltningsniveau og på skolelederniveau
kan foretage tydelige prioriteringer og fastholde dem over tid. Netop de tydelige og vedholdende
prioriteringer er afgørende i forbindelse med reformer og større forandringsprocesser239
.
239 Desimore, Laura (2002): “How Can Comprehensive School Reform Models Be Succesfully Implemented?”; Leithwood,
Kenneth m.fl. (2004): How leadership influences student learning; Leithwood, Kenneth m.fl. (2008): “Linking Leadership to
131
Flere af de interviewede personer fra forskellige organisationer samt medlemmerne af referencegruppen
har fremhævet, at de mange nationale målsætninger ofte betyder, at selve prioriteringen ender hos
lærerne og pædagogerne, hvor der ikke er mulighed for at træffe strategiske valg og prioriteringer, og
hvor man risikerer, at dette krydspres fører til stress, dårligere prioritering mv.240
Der har fra centralt hold været iværksat omfattende indsatser for at understøtte kommunernes
omstilling til øget inklusion. Det peger særligt international forskning på, er vigtigt i reformprocesser241
.
Fokus i samarbejdet med blandt andet det statslige korps af læringskonsulenter har været koncentreret
om implementering af kommunernes mål og strategier, hvilket kommunerne har været tilfredse med.
Det har dog også medført, at det i mindre grad har understøttet en praksisforandring på den enkelte
skole og hos det enkelte lærer- og pædagogteam242
.
4.2.2 Klare mål og prioriteringer i styringskæden
En sammenhængende styringskæde – fra det kommunale niveau til skoleniveau – er afgørende for
arbejdet med at skabe et succesfuldt inkluderende læringsmiljø.
Styring handler i høj grad om mål og strategier, organisering og implementering, og i sidste ende
tildeling af eller adgang til ressourcer i forhold til konkrete indsatser og aktiviteter på den enkelte skole.
Ekspertgruppen ser de væsentligste udfordringer som den overordnede politiske rammesætning,
synlighed om styringskædens prioritering og ressourceanvendelse samt opfølgning herpå.
4.2.2.1 Kommuneniveau
På det kommunale niveau har ekspertgruppen identificeret udfordringer ved, at der ses en forskel mellem forvaltningens,
skoleledernes og medarbejdernes oplevelse af omstillingen til øget inklusion. Tæt dialog mellem skole og forvaltning er et
centralt element i at skabe en fælles forståelse for skolernes arbejde med at etablere et inkluderende læringsmiljø. Hertil
kommer, at der mangler viden om, hvilke modeller der kan virke bedst i forhold til ressourcefordeling til fremme af et
inkluderende læringsmiljø. Uanset metode er det dog afgørende, at der er en synliggørelse af indsatserne.
Dokumentationsprojektet viser, at der er stor forskel mellem hhv. forvaltningens og skoleledernes
oplevelse af omstillingen til øget inklusion og det, som opleves af medarbejderne på skolerne243
. Der har
generelt været opbakning til omstillingen til inklusion i de kommunale forvaltninger, men opbakningen
er lidt lavere på skolelederniveau og betydeligt lavere på lærerniveau.
Student Learning: The Contributions of Leader Efficacy”; Mourshed, Mona m.fl. (2010): How the worlds most improved school
systems keep getting better; OECD (2011): Strong Performers and Successful Reformers in Education. Lessons from PISA for the United
States.
240 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
241 Desimore, Laura (2002): “How Can Comprehensive School Reform Models Be Succesfully Implemented?”; Leithwood,
Kenneth m.fl. (2004): How leadership influences student learning; Leithwood, Kenneth m.fl. (2008): “Linking Leadership to
Student Learning: The Contributions of Leader Efficacy”.
242 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen om interview.
243 Baviskar, Siddhartha m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
132
Der er generelt større opbakning blandt skolelederne end blandt lærerne til målsætningen om at øge
andelen af elever i almenundervisningen. Mens 75 pct. af skolelederne er enige eller meget enige i
målsætningen, gælder det kun for 13 pct. af lærerne. Stort set ingen skoleledere er uenige i målsætningen
om at øge andelen af elever i den almindelige undervisning, mens hele 68 pct. af lærerne decideret er
uenige eller meget uenige. Lærernes opbakning til inklusion er faldet fra 19 pct. til 14 pct. i 2014.
Denne forskel er også kommet frem i ekspertgruppens arbejde, hvor flere har fremhævet, at mange
oplever et skel mellem kommunernes mål og den virkelighed, som lærerne og pædagogerne oplever244
.
Det er altså ikke nok med en kommunal målsætning, men det handler i høj grad om, hvordan denne
målsætning virkeliggøres for alle niveauer.
Dette kan muligvis hænge sammen med, at forvaltningen nogle steder ikke opleves at være i
tilstrækkelig tæt dialog med skolerne og mangler indsigt i skolernes stærke og svage punkter. Der
efterspørges mere dialog mellem forvaltning og skoleledelser om skolernes udvikling for at fastholde
fokus for eksempel i forhold til elevernes progression og etableringen af inkluderende læringsmiljøer245
.
Det betyder også, at der er alt for stor forskel på, hvordan skolerne løser opgaverne inden for de
enkelte kommuner. Hvis der ikke er skabt centrale, værdibaserede processer for arbejdet med styrkede
inkluderende læringsmiljøer, og der mangler ledelsesmæssig interesse for, hvordan skolerne prioriterer
og arbejder med for eksempel ressourcepersoner, teamsamarbejde og klasseledelse, bliver arbejdet med
kvaliteten og styrkelsen af et inkluderende læringsmiljø tilfældigt og meget personafhængigt246
.
Forvaltningens opfølgning på skolernes arbejde og resultater er af flere blevet fremhævet som et
centralt element i etableringen af en succesfuld dialog mellem skole og forvaltning. Konkret bør
forvaltningen understøtte og følge op på både ressourcer og opgaver, således at skolelederen støttes i
det rammesættende arbejde og i de konkrete prioriteringer på skoleniveau247
.
4.2.2.2 Skoleniveau
Skolens ledelsesmæssige fokus på kommunikation af skolens arbejde med at skabe inkluderende læringsmiljøer er
afgørende. Dette fokus omfatter både skolens leder, den øvrige ledelse og skolebestyrelsen. Ekspertgruppen finder, at der
nogle steder mangler en ledelsesmæssig rammesætning af arbejdet, tæt dialog med skolens pædagogiske personale og
prioritering af indsatsen.
Skolelederens retorik og italesættelse af inklusionsarbejdet fremhæves som afgørende. Fra flere sider er
det blevet fremhævet, at mange skoler mangler en beskrivelse af inklusionsarbejdet både i forhold til en
fælles forståelse af opgaven – altså hvad det vil sige at arbejde inkluderende – og i forhold til processen
og de tiltag, der sættes i gang. I praksis betyder dette, at den fælles tilgang til arbejdet og en fælles kultur
omkring det er fraværende.
244 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
245 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
246 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
247 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
133
Ifølge Epinions spørgeskemaundersøgelse har 60 procent af skolerne principper for, hvordan skolen
arbejder for inklusion af elever i undervisningen, mens fire ud af ti skoleledere tilkendegiver, at det ikke
er tilfældet på deres skole. Det ser ud til, at skoler med specialklasser har en lidt større tendens til at
have principper.
Der er behov for et vedvarende fokus på, hvordan man som skole arbejder med inklusion for herved at
sikre en fælles forståelse. Det er skoleledelsens opgave, at dette kommunikeres tydeligt til det
pædagogiske personale, og at der er enighed og opbakning til opgaven, herunder valg af metoder,
adgang til beredskab og positiv italesættelse. I denne sammenhæng skal skoleledelsen også være i stand
til at udøve den pædagogiske ledelse over for de lærere og pædagoger, der føler sig afmægtige i forhold
til opgaven, og til at kunne anvise løsninger og veje ud af denne frustration248
.
Derudover viser Rambølls komparative undersøgelse, at der er grund til at være opmærksom på
skoleledelsens kompetencer i forhold til inklusion og specialundervisning. I hvert fald ser
opkvalificering blandt skoleledelsen ud til at være i større fokus i for eksempel Ontario, end det er
tilfældet i Danmark249
. Det er blevet fremhævet, at særlig pædagogisk viden blandt skoleledelsen skal
sikres. Dette behøver dog ikke at være hos skolelederen, men kan være hos en pædagogisk leder eller
afdelingsleder.
I den forbindelse er det også vigtigt med en fælles målsætning på skolen, der begrunder skolens
pædagogiske valg og prioriteringer. Det er ekspertgruppens opfattelse, at der mange steder mangler
prioritering af de inkluderende læringsmiljøer og styrkelse af almenundervisningen, og at den
manglende prioritering har direkte konsekvenser for medarbejdernes mulighed for at agere250
. Det
understøtter en følelse af afmagt blandt lærere og pædagoger. Der er en efterspørgsel efter, at
skoleledelsen prioriterer i de mange krav og forventninger, der lægges ned over lærerne fra både stat,
kommune, forældre mv., og at den tager ansvaret for og skaber rummet til, at medarbejderne kan
gennemføre de opgaver, der så prioriteres.
4.2.3 Større gennemsigtighed og prioritering af ressourcer
Dokumentationsprojektet peger på, at prioriteringerne på den enkelte skole er blevet mindre gennemskuelige for både
medarbejdere og forældre. Der er ikke indsigt i, hvilke ressourcer der er til rådighed til inklusionsopgaverne eller den
ledelsesmæssige prioritering. Det er således ikke tydeligt, hvilke indsatser der iværksættes for at understøtte elever med
særlige behov251
. Både skolens medarbejdere og forældre oplever manglende gennemsigtighed i forhold til prioriteringen af
ressourcer til inklusion. Der savnes viden om modeller, som kan inspirere til en god ressourceprioritering og -opfølgning af
en mere forebyggende karakter.
KL har i deres rundspørge i oktober 2015 spurgt, hvordan der følges op på, om de frigjorte ressourcer
fra specialtilbud bruges på inklusionsfremmende foranstaltninger. Hertil svarer cirka 57 pct. af
kommunerne, at det er op til den enkelte skole at prioritere, hvordan ressourcerne, der er frigjort ved
248 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
249 Rambøll (2016): Komparativ analyse af indsatser overfor børn med særlige behov. Fokus på Ontario og Finland.
250 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
251 Baviskar, Siddhartha m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
134
inklusion, bliver anvendt. Cirka 18 pct. svarer, at forvaltningen drøfter, hvordan de kan anvendes, mens
cirka 12 pct. svarer, at det er forvaltningen, der beslutter, hvordan de frigjorte ressourcer skal anvendes.
En ny spørgeskemaundersøgelse blandt skolecheferne viser, at der er stor variation i, hvordan
kommunerne styrer skolernes budgetter, herunder også i forhold til specialundervisning. Men der
foreligger ikke undersøgelser af, hvilke modeller der har betydning for styrkelse af almenundervisningen
og støtte til elever med særlige behov. Spørgeskemaundersøgelsen viser dog, at der er en signifikant
sammenhæng imellem, hvorvidt skolelederen vurderer, at elever med særlige behov får den hjælp, de
har behov for, og hvorvidt lederen selv kan etablere støttetilbud til elever med særlige behov på
skolen252
.
Den enkelte kommunes budgettering afhænger af en lang række faktorer, som for eksempel de fastlagte
henholdsvis inklusions- og eksklusionstakster og de lokalt fastlagte procedurer for visitation. Det
betyder, at det kan være begrænset, hvad kommunerne kan hente af inspiration hos hinanden i forhold
til en bedre styring af for eksempel udgifter til inklusion og specialpædagogiske tiltag253
.
En anden udfordring i relation til den økonomiske styring drejer sig om, at det nogle steder er den
samme enhed, der vurderer barnets behov rent fagligt, som også skal prioritere og fordele de
økonomiske midler. Dette fremhæves af nogle som et problem, idet det kan sætte fagligheden under
pres254
.
Mange interessenter har endvidere fremhævet, at de økonomiske midler bør følge det enkelte barn.
Andre argumenterer derimod for, at det er afgørende, at ressourcerne følger opgaven255
.
Ekspertgruppen har i sit arbejde måttet erkende, at et fokus på det bredere elevoptag, hvor elever med
særlige behov ikke nødvendigvis identificeres, men deres behov imødekommes i et inkluderende
læringsmiljø, betyder, at midlerne ikke kan følge barnet. Det stiller imidlertid endnu større krav til, at de
indsatser, skolerne gør for at styrke læringsmiljøerne, skal synliggøres endnu tydeligere for alle parter i
kommuner og skoler.
Det kan også være en udfordring, at ressourcerne ofte tildeles på baggrund af identificerede problemer
og derfor også trækkes tilbage, når det går godt. Dette kan lede til, at skoleledere mv. fastholder fokus
på problemet ud fra det rationale at fastholde midlerne256
. Der er derfor behov for en gensidig tillid
mellem skole og forvaltning, der sikrer, at skolens ledelse kan returnere de midler, som de ikke længere
har behov for med en sikkerhed om, at de vil få støtte igen, når en ny udfordring viser sig.
Der peges også på, at den økonomiske styring af de ressourcer, der skal sikre inkluderende
læringsmiljøer, er en udfordring for mange skoleledere. Mange skoler er udfordret af de generelle
besparelser på skoleområdet. Dette er et grundvilkår, men det giver en række udfordringer. Mange
skoleledere står i et krydspres, idet den økonomiske situation kræver effektiviseringer og tydelige
252 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
253 Epinion (2014): Inklusionsfremmende styringsmodeller.
254 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
255 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
256 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
135
økonomiske prioriteringer, samtidig med at der er behov for at kanalisere de nødvendige ressourcer til
klasser og årgange, der er udfordrede, i forhold til at sikre inkluderende læringsmiljøer257
.
Det er af flere af de interviewede organisationer og af medlemmer fra referencegruppen blevet
fremhævet, at der ofte bliver brugt mange ressourcer på brandslukning og indgribende akutte indsatser.
Eksempelvis kan vikardækning være en udgift, der trækker midlerne fra kerneopgaverne.
Der savnes i denne sammenhæng modeller for ressourceprioritering og -opfølgning af en mere
forebyggende karakter. Det er blevet fremhævet, at der er behov for en meget tæt og løbende
opfølgning på udfordringerne i de enkelte teams og i de enkelte klasser. Eksempler herpå kan være, at
der ugentlig eller hver 14. dag følges op på situationerne i skolens klasser, og at ressourcerne allokeres
ud fra en vurdering af aktuelt behov. Dette kræver en nærværende og synlig ledelse, der har indsigt i de
udfordringer, som de enkelte klasser står overfor.
Sideløbende med denne udvikling oplever flere forældre, at deres barn ikke får den støtte, som barnet
har behov for. Derfor kan det opfattes som et problem, at det ikke er muligt at identificere, om
midlerne fra det tidligere specialtilbud er fulgt med. Hertil kommer, at det flere gange i ekspertgruppens
arbejde er blevet fremhævet, at det er en udfordring at få synliggjort, hvordan skolen understøtter
elever med særlige behov og inkluderende læringsmiljøer. Helt konkret er der behov for en
tydeliggørelse af, hvordan ressourcerne bruges for eksempel til holddannelse, to-voksenordninger,
inddragelse af ressourcecenter m.m.
4.2.3.1 Visitationsprocesser
I ekspertgruppens arbejde er der blevet identificeret en række udfordringer i forbindelse med visitationsprocesserne i forhold
til henvisning til specialundervisning inden for skolens rammer eller i en specialskole eller specialklasse på en anden skole.
Dette drejer sig blandt andet om, at skolelederne med det betydeligt større ansvar, som de har fået i visitationsprocessen,
som følge af omstillingen til øget inklusion ikke altid er blevet klædt på til det medfølgende juridiske ansvar. Hertil
kommer, at behovet for mere dialogbaserede visitationsprocesser er blevet fremhævet.
Dokumentationsprojektet viser, at skoleledernes indflydelse på visitationsprocessen er steget markant i
perioden fra 2013 til 2015, idet ansvaret for brugen af ressourcer og indsatser i forhold til elever med
særlige behov i vidt omfang er blevet decentraliseret til skolelederen som en konsekvens af de
økonomiske incitamentsstrukturer. Det ser ud til at have haft væsentlig betydning for at øge
inklusionsgraden258
. Visitationsprocessen har dog også betydet usikkerhed og manglende
gennemsigtighed i forhold til, hvad det er for indsatser der iværksættes for at skabe inkluderende
læringsmiljøer på den enkelte skole og i den enkelte klasse, og hvordan det imødekommer elevernes
forskellige behov.
De ændrede visitationsprocesser, der blandt andet er en konsekvens af den ændrede afgrænsning af
specialundervisning i 2012, betyder, at der er behov for øget opmærksomhed på, hvornår skolelederen
257 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
258 Baviskar, Siddhartha m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
136
træffer en afgørelse, og om hvad afgørelsen vedrører. Hvis det er en afgørelse om specialundervisning,
skal der gives klagevejledning, og forældrene kan have krav på en skriftlig begrundelse, hvis der er tale
om en afgørelse om for eksempel supplerende undervisning, der ikke giver forældrene fuldt medhold.
Det er dog uklart, om der er blevet orienteret nok om skolelederens juridiske ansvar, herunder ansvaret
for klagevejledning mv. I den forbindelse fremgår det af Klagenævnet for Specialundervisnings
årsrapport for 2015, at der foreligger sagsbehandlingsfejl i 78 pct. af de sager, de behandler.
Et element, der er blevet fremhævet i ekspertgruppens arbejde, er et behov for mere dialogbaserede
visiterende praksisser. Dette skal forstås sådan, at de aktører (for eksempel lærere, pædagoger eller
PPR), som sikrer gennemførelsen af indsatsen, også inddrages i visitationen, så alle kan arbejde ud fra
en fælles forståelse. Hvis lærere og pædagoger ikke inddrages tæt i visitationsprocessen, er der en risiko
for, at deres viden om eleven ikke medtages, ligesom de ikke nødvendigvis får en forståelse af
baggrunden for den valgte indsats. Dette vil give en helt anden mulighed for fælles ejerskab og dermed
mulighed for at gøre status over refleksioner og beslutninger, der træffes.
Flere af de interviewede samt referencegruppen efterlyser faglige spidskompetencer i forbindelse med
anvendelsen af ressourcerne til inklusionstiltag og specialundervisning, ligesom flere har efterspurgt en
måde at sætte sig ud over kassetænkning med enten et segregeret tilbud eller et alment tilbud, der kan
understøtte mere fleksible former for tilbud og dialogbaserede visitationsprocesser.
4.2.3.2 Pædagogisk psykologisk rådgivning
Ekspertgruppen har identificeret en række styringsudfordringer i forhold til PPR. De væsentligste angår rammerne for
PPR’s arbejde både i forhold til fastlæggelse af kerneopgaver og muligheden for at løse dem, herunder PPR’s kompetencer
og vilkår for samarbejde med skolen og dens medarbejdere. Derudover er der grund til at se på, hvordan medarbejdernes
kompetencer til at varetage konsultative opgaver fastholdes, ligesom PPR i mange kommuner ikke arbejder ret
konsultativt.
Efter folkeskolelovgivningen er PPR’s kerneopgave at rådgive i forbindelse med henvisning af elever til
specialundervisning. Det indgår imidlertid som en central del af omstillingen til øget inklusion, at PPR i
højere grad skal rådgive skolerne og give sparring og supervision til lærere og pædagoger i forhold til
styrkelse af almenundervisningen og de inkluderende læringsmiljøer.
Rammerne for den pædagogiske psykologiske rådgivning er væsentligt ændret ved den nye afgrænsning
af specialundervisning, og det har siden 2010 været en væsentlig målsætning for både staten og
kommunerne at styrke PPR’s konsultative rådgivning.
Endelig er der meget store kommunale forskelle på PPR. For eksempel viser en
spørgeskemaundersøgelse blandt PPR-ledere, at det er meget forskelligt, hvor meget de konsultative
opgaver fylder fra kommune til kommune. I cirka 30 pct. af kommunerne fylder de mindre end 30 pct.
af opgaverne, mens de i 60 pct. af kommunerne fylder 30-59 pct. af opgaverne. Endelig er der cirka 10
pct. af kommunerne, hvori de fylder mere end 60 pct. af opgaverne. Lidt af det samme billede ses i
forhold til, hvor meget udredning fylder i de enkelte kommuner, mens opgaver i forbindelse med
forebyggende, foregribende og indgribende opgaver fylder forholdsvis lidt i alle kommuner. Det er altså
137
særligt forholdet mellem udredning og konsultative opgaver, der er meget forskellige kommunerne
imellem259
.
4.2.4 Tværgående samarbejde
Ekspertgruppen finder, at kommunerne ikke har et tilstrækkeligt velfungerende samarbejde på tværs af kommunens
forvaltninger. Samarbejdet mellem særligt social- og børne- og ungeforvaltningen opleves mange steder som en udfordring.
Udfordringer ses blandt andet i forhold til den forebyggende og foregribende indsats. Hvis den forebyggende indsats skal
styrkes, betyder det også en omfattende omprioritering af ressourcer.
Kommunerne er ofte organiserede med adskilte forvaltninger på børne- og ungeområdet (skole- og
socialområde), hvilket kan være en udfordring i forhold til den grundlæggende styring. Det kan for
eksempel gøre det vanskeligt at skabe den fornødne fleksibilitet mellem forvaltningerne og at afklare
rollefordelingen forvaltningerne imellem. Ekspertgruppen er i sit arbejde flere gange stødt på
betegnelsen ”søjle-tænkning” i denne sammenhæng260
. I forlængelse heraf har diskussionerne i
referencegruppen peget på, at der ofte ikke er kommunale strategier i forhold til de tungeste og vigtigste
sager på tværs af folkeskole-, dagtilbuds- og servicelov. Dette er med til at skabe for meget
paralleltænkning og modstridende tiltag mellem forvaltningerne.
Der er endvidere blevet peget på, at der er mange ressourcer samlet set, men at der savnes viden om,
hvordan kommunerne kan skabe mere tværgående løsninger på tværs af enheder og inddrage
ressourcer i for eksempel boligområder og i forældregrupper.
Der peges generelt på et potentiale ved at lade kommunale ressourcepersoner være tættere på skolens
praksis med henblik på at få indblik i og tage udgangspunkt i skolens praksis, herunder både i forhold
til læringsmiljø og det enkelte barn. Hovedparten af skolerne har etableret et ressourceteam eller -center
på skolen, der udgør en central gruppe for rådgivning og vejledning om elever med særlige behov. En
af de medarbejdergrupper, der sjældnere indgår i ressourceteamet, er socialrådgivere, der indgår i 37 pct.
af skolernes ressourceteams, der er etableret på 88 pct. af skolerne. En sådan fremskudt socialrådgiver
kan benyttes til sparring i situationer, hvor der endnu ikke er en social sag, men blot en bekymring eller
en tvivl om, hvorvidt der skal foretages en underretning. Generelt udtrykker såvel lærere som
skoleledere på skolerne, at det er en meget stor fordel, at det er den samme socialrådgiver, der kommer
på skolen, fordi det giver arbejdsro og ”rykker noget”261
.
Specifikt i forhold til børn, der har særlige behov i form af alvorlige psykiske problemer som følge af
familieproblematikker, peges der på, at der mangler en ramme for, at børnene og deres familier bliver
tilbudt familiebehandling. Dette vil mange steder kræve et tættere samarbejde mellem skole- og
socialområdet.
259 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
260 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
261 Pedersen, Hanne Søndergå m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
138
4.3 Kompetencer
Af kommissoriet fremgår det, at ekspertgruppen skal belyse viden og kompetencer, herunder hvordan den
viden, som særlige vidensmiljøer, PPR og skolerne selv er i besiddelse af, kan bringes bedre i anvendelse på
de enkelte skoler og i kommunerne.
Udfordringerne i forhold til kompetencer omfatter både den enkelte lærers og pædagogs oplevelse af
egne kompetencer og adgangen til viden og kompetencer hos andre ressourcepersoner og PPR.
Udfordringerne inddrager derfor hele skolens struktur og organisering, herunder ressourcetildeling og
vidensopbygning- og formidling samt betingelserne for vidensdeling.
Ekspertgruppen ser de væsentligste udfordringer knyttet til kompetence som:
 Læreres og pædagogers praksisnære kompetencer (4.3.1)
 Teamsamarbejdet (4.3.2)
 Kompetencer i forhold til forebyggende indsatser, når det gælder konflikter og problematisk adfærd
(4.3.3)
 Rammerne for PPR og andre ressourcepersoner (4.3.4)
4.3.1 Medarbejdernes kompetencer
Der er blandt særligt lærerne en udbredt oplevelse af at mangle de fornødne praksisnære kompetencer og redskaber. Det er
endvidere en væsentlig udfordring, at både eksisterende og ny viden ikke er kendt og omsættes i praksis. Ekspertgruppens
eftersyn efterlader et indtryk af en vis afmagt hos lærere og pædagoger i forhold til indsatsen for elever med særlige behov.
Den kvantitative beskrivelse af støtte til elever med særlige behov i almenklasser i udskolingen (7.-9.
klasse), gennemført af SFI for Eftersynet af inklusion, viser, at 27 pct. af lærerne i høj grad oplever at
have kompetencerne til at imødekomme elevernes særlige behov. 58 pct. af lærerne angiver, at de har
kompetencerne, men dog i mindre grad. 14 pct. af lærerne tilkendegiver, at de ikke har kompetencerne.
I de 14 pct. af tilfældene, hvor lærerne svarer, at de ikke har kompetencerne, siger de i 33 pct. af
tilfældene, at det handler om manglende viden om generelle indlæringsvanskeligheder. I cirka 26 pct. af
tilfældene handler det om manglende viden om ordblindhed. I cirka 24 pct. af tilfældene angiver læreren
specifik viden om lærer/elev-relationer, og i 20 pct. af tilfældene efterspørger læreren specifik viden om
undervisningsdifferentiering.
For elever med ADHD/ADD som begrundelse for støtte i almenundervisningen svarer 24 pct. af
klasselærerne, at de i høj grad har kompetencer til at imødekomme elevens særlige behov. 53 pct.
mener, at de i mindre grad har kompetencerne, og de resterende 24 pct. svarer, at de ikke har
kompetencerne.
I ekspertgruppens arbejde er det endvidere blevet fremhævet, at eksisterende og ny viden ikke bruges i
praksis, selvom der i dag på en række områder er viden om, hvordan og hvornår viden med fordel kan
inddrages i praksis. Flere har peget på behovet for, at forskning bliver mere praksisorienteret eller
henvender sig til anvendelse i praksis. Helt konkret skal viden omsættes og oversættes, og der skal være
fokus på, at viden også skabes og omhandler skolens processer.
139
I forhold til lærernes kompetencer peges der særligt på, at lærerne er udfordrede af ikke at have fået en
tilstrækkelig praksisnær kompetenceudvikling, og at det kræver tid og gode rammer at omsætte til ny
viden i praksis262
. Der peges på, at det er en udfordring, at lærerene hovedsagelig er uddannede til
klasseundervisning, og at en bredere elevsammensætning kræver et større fokus på elevernes
individuelle behov og forudsætninger.
Kompetencer til at skabe gode relationer til eleverne, struktur og klasseledelse, og evne til at se
elevernes potentialer, er helt centrale for en god undervisning263
, og der efterspørges værktøjer til
analyse af, hvilke udfordringer elever og klassen som helhed har.
Derudover efterspørges det, at lærer- og pædagoguddannelserne i højere grad klæder lærere og
pædagoger på i forhold til inklusion og viden om elever i vanskelige læringssituationer. Det skal her
bemærkes, at det var et selvstændigt prioriteringspunkt ved den seneste reform af læreruddannelsen, at
den bedre skulle forberede nyuddannede lærere til inklusion264
. Inklusion er en del af skole-
fritidsspecialiseringen i den nye pædagoguddannelse265
. Der peges imidlertid på, at det i dag fortsat er de
almene kompetencer for lærere og pædagoger, som prioriteres på grunduddannelserne, samt at lærernes
specialpædagogiske kompetencer skal sættes bedre i spil.
Dokumentationsprojektet viser, at der i forhold til kompetenceudvikling i høj grad er tale om top-
down-beslutninger, og at kompetenceudvikling ikke altid går på de aspekter, som lærerne oplever, at de
har behov for i det daglige arbejde. Flere undersøgelser har de senere år vist, at et flertal af lærerne
oplever, at de mangler kompetencer i forhold til at undervise elever med særlige behov, og de
efterspørger mere efteruddannelse inden for netop dette område266
. Dette ses generelt i mange lande,
der deltager i TALIS-undersøgelsen, men efterspørgslen blandt danske lærere er større end i mange
andre lande267
.
En stor del af lærerne tilkendegiver, at elever med særlige behov er en udfordring for gennemførelsen af
undervisningen og for lærernes kompetencer til at gennemføre undervisningen. Lærerne tilkendegiver
endvidere, at de oplever, at der ofte kan være flere elever med særlige behov i undervisningen, og at
oplevelsen er, at der er betydeligt flere elever med særlige behov end de elever, der er kommet til i den
almindelige undervisning efter aftalerne om omstilling til øget inklusion i folkeskolen268
.
4.3.2 Teamsamarbejde
I ekspertgruppens arbejde er teamsamarbejdet et tilbagevendende tema. Faglig, professionel sparring bliver generelt udpeget
som en væsentlig forudsætning for kvalitetsudvikling af undervisningen og styrkelse af en kontekst- og helhedsorienteret
262 Keilow, Maria m.fl. (2016): Inklusionsindsatser i folkeskolen. Resultater af to lodtrækningsforsøg.
263 Timperley, Helen m.fl. (2007): Teacher Professional Learning and Development; Nordenbo, Sven Erik m.fl. (2008):
Lærerkompetencer og elevers læring i barnehage og skole.
264 Uddannelses- og Forskningsministeriet (2016): Reform af læreruddannelsen.
265 Lovforslag L 17 (02/10-2013): Forslag til lov om ændring af lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser og lov om
Danmarks Evalueringsinstitut og om ophævelse af lov om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog.
266 Baviskar, Siddhartha m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
267 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): TALIS 2013 – OECD’s lærer- og lederundersøgelse.
268 Baviskar, Siddhartha m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
140
forståelse og løsningstilgang. Det er blevet fremhævet, at teamsamarbejdet ikke bruges tilstrækkeligt til at styrke den
faglige sparring og en mere konsekvent og ensartet løsningstilgang på skolerne. Lærere og pædagoger oplever at stå alene
med udfordringerne og kan føle sig følelsesmæssigt ramt af elevers udadreagerende adfærd.
I forskningslitteraturen peger flere internationale undersøgelser på, at teamsamarbejdet kan styrke
undervisningen og læringsmiljøet, herunder i forhold til inklusion af elever med særlige behov.
Forskningsresultater viser, at det særligt kan styrke undervisningen, når der er tæt samarbejde om de
konkrete udfordringer, der er i undervisningen. Man peger endvidere på, at der typisk først opnås
resultater efter længere tids teamsamarbejde269
.
Der er imidlertid også undersøgelser, der viser, at lærere og pædagoger mangler grundkompetencer i
teamsamarbejde, og at teamsamarbejdet ikke er udviklet tilstrækkeligt270
. Ekspertgruppen finder, at der
er uudnyttede muligheder i forhold til at skabe ejerskab og finde løsningsmuligheder på de konkrete
udfordringer. Det kræver ledelsesmæssig understøttelse at få teams sammensat og give teamsamarbejdet
legitimitet. Dokumentationsprojektet peger på, at teamsamarbejde er af afgørende betydning for
inklusionsprocessen. Det gælder både samarbejder i ledelser og lærerteam og i det tværprofessionelle
samarbejde271
.
Faglig, professionel sparring bliver generelt udpeget som en væsentlig forudsætning for
kvalitetsudvikling af undervisningen, og det gælder også i forhold til inklusionsopgaven. Blandt andet
viser undersøgelser, at observationer af undervisning med elever med særlige behov sammen med
sparring kan styrke elevernes læseresultater272
. Derudover peger en række undersøgelser af større
forandringsprocesser og reformer på, at netværk og andre former for sparring understøtter
forandringernes succes. Teamsamarbejdet ses også som en væsentligt beskyttende faktor i forhold til
lærere og pædagogers oplevelse af afmagt.
Ekspertgruppen ser det derfor som en udfordring, at flere peger på, at teamsamarbejdet ikke er en
systematisk del af det inkluderende arbejde på skolerne.
David Mitchell udpeger teambaseret kollaborativ undervisning, hvor lærere (pædagogiske
medarbejdere) sammen planlægger og evaluerer undervisningen, som et element, der kan styrke
undervisningen, herunder også i relation til inklusion273
. En dansk forskningskortlægning fra Dansk
Clearinghouse giver ligeledes eksempler på internationale studier, der viser, at styrket teamsamarbejde
kan øge elevernes læring og trivsel274
.
En SFI-undersøgelse af undervisningen i danske skoler viser, at der er sammenhæng mellem antallet af
teamformer på skolen, og i særlig grad klasseteams, og elevernes afgangsprøvekarakterer. Det bør dog
269 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier; Hattie, John (2008):
Visible learning; Winter, Søren m.fl. (2013): Lærere, undervisning og elevpræstationer i folkeskolen.
270 Tingleff, Lise (1999): Faglig og pædagogisk udvikling med lærerteamet som omdrejningspunkt 3: kundskaber og færdigheder.
271 Baviskar, Siddhartha m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
272 Andersen, Simon Calmar m.fl. (2014): Undersøgelse af effekten af tolærerordninger.
273 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier.
274 Dyssegaard, Camilla (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk review.
141
bemærkes, at sammenhængen kun findes på skoler, der har arbejdet med klasseteams i mere end seks
år275
.
TALIS-undersøgelsen viser, at danske lærere i sammenligning med lærere i andre lande i mindre
omfang samarbejder med kollegaer om evaluering, herunder evaluering af progression, og at danske
lærere sjældent diskuterer læring og progression med kollegaerne276
. En ny evaluering fra SFI i
forbindelse med evaluerings- og følgeforskningsprogrammet til folkeskolereformen viser desuden, at
der er sket forandringer de seneste år, herunder særligt efter folkeskolereformen, således at lærerne
deltager i færre teams, men at de generelt samarbejder mere med de øvrige lærere. Til gengæld opleves
der i særlig grad udfordringer i forhold til samarbejdet mellem lærere og pædagoger efter reformen,
hvor pædagogerne har fået en større rolle i skoledagen277
.
I ekspertgruppens arbejde er det blevet fremhævet, at ledelsen på skolerne i for beskedent omfang
fungerer som pædagogiske ledere for teams og fagteams, og at det er svært at finde tid til
teamorganisering. Det er også blevet fremhævet, at det kan være svært at få den fælles faglige sparring
til at fungere278
.
4.3.3 Forebyggelse af problematisk adfærd samt udad- og indadreagerende adfærd
I ekspertgruppens arbejde er en række udfordringer i forhold det forebyggende arbejde versus den indgribende indsats blevet
fremhævet. Det drejer sig blandt andet om, at håndteringen af udadreagerende adfærd fylder meget i skolen, og at alt for
mange ressourcer bruges på ”brandslukning”. Der mangler de fornødne kontekst- og helhedsorienterede tiltag, herunder
styrkelse af struktur og overblik. Lærere og pædagoger skal have alternativer til konsekvenspædagogik og rustes til at
kunne identificere konfliktudløsende elementer i elevernes miljø. Hertil kommer, at der skal være et særligt blik for visse
elevgrupper.
Dokumentationsprojektet viser blandt andet, at elever med udadreagerende adfærd fylder meget i
skolen, og at mange ressourcer bruges på ”brandslukning”. Det er fra flere sider i ekspertgruppens
arbejde blevet fremhævet, at et sådant behov for akut reaktion tager fokus og ressourcer væk fra det
forebyggende arbejde og fra arbejdet med elever, der reagerer mere indadvendt. Der kan være en
tendens til, at der først bliver reageret, når noget er gået galt. Elevernes udadreagerende adfærd kan
også skyldes forhold uden for skolen, men det er lærerne og pædagogerne, der mødes med
reaktionerne. Det er en udfordring at kunne give det pædagogiske personale det fornødne overskud til
at handle hensigtsmæssigt279
.
Tilgangen til børnegruppen og i særdeleshed elever med særlige behov fremhæves igen og igen som
afgørende. Der er for ekspertgruppen blevet peget på, at en disciplinær løsningstilgang med
konsekvenspædagogik og regulær skæld ud øger risikoen for problematisk udadreagerende adfærd hos
elever med for eksempel autisme eller ADHD. Samtidig peger forskningsresultater på, at skolens ledelse
275 Winter, Søren C. m.fl. (2013): Lærere, undervisning og elevpræstationer i folkeskolen.
276 OECD (2013): TALIS (Teaching and Learning International Survey).
277 Kjer, Mikkel Giver m.fl. (2015): Skoleledelse i folkeskolereformens første år.
278 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
279 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
142
har et ansvar for at sikre en positiv adfærdsstøtte og for at igangsætte initiativer, der konkret
understøtter, at eleverne med adfærdsproblemer hjælpes til en bedre adfærd. Skolens ledelse har således
en vigtig rolle i forhold til, at der er en god støttende adfærdskultur på skolen. Det er afgørende, at
lærere og pædagoger har de nødvendige kompetencer, redskaber og metoder til at søge alternative og
mere inkluderende løsninger på konflikter og problematisk adfærd. Det fremhæves som en
gennemgående udfordring, at der mangler viden og handlekompetencer i den pædagogiske praksis i
forhold til at skabe et undervisningsmiljø, der støtter eleverne i at finde sig til rette og indgå positivt i
fællesskaber med andre.
4.3.4 Pædagogisk psykologisk rådgivnings kompetencer og viden
Ekspertgruppen har udover de mere styringsmæssige udfordringer i forhold til PPR identificeret en række udfordringer i
forhold til PPR’s kompetencer og rolle som ressourcepersoner i forhold til at styrke almenundervisningen, skolens
fællesskab og indsatsen for elever i vanskelige læringssituationer.
Kommunernes pædagogiske psykologiske rådgivning (PPR) har spillet en central rolle i omstillingen til
øget inklusion og indgår både som et led i styringskæden, jf. ovenfor, og som væsentlige
ressourcepersoner i forhold til lærere og pædagoger.
Der er i forbindelse med møderne i referencegruppen blevet sat spørgsmål ved, om PPR har den viden
og de kompetencer, der skal til for at understøtte arbejdet med et inkluderende læringsmiljø. En af
kommentarer har været, at det ofte er for personafhængigt. Der er brug for en bred vifte af specifikke
kompetencer. Endvidere har flere fremhævet, at PPR mangler den didaktiske kompetence.
Der er i ekspertgruppens arbejde blevet peget på, at den nye afgrænsning af specialundervisning har
betydet, at PPR ikke i samme grad møder elever, der har mindre støttebehov, da der ikke længere skal
tages stilling til specialpædagogisk støtte under ni ugentlige timer.
Derudover er der blevet rejst en bekymring for, om PPR alle steder har den nødvendige faglige indsigt
og de nødvendige kompetencer til at løse de konsultative opgaver. Der peges meget i retning af, at det
er en fordel, hvis medarbejderne selv har været en del af skolens hverdag, samt på, at der mangler en
uddannelse/efteruddannelse, der giver indblik i folkeskolens praksis, herunder pædagogisk og didaktisk
praksis, hvor mange af de medarbejdere, der er i PPR, tidligere blev uddannet.
En spørgeskemaundersøgelse blandt PPR-ledere viser, at PPR i de fleste kommuner er domineret af
medarbejdere med kandidat- eller masteruddannelser uden en lærer- eller pædagogbaggrund. I 25 pct. af
kommunerne udgør denne gruppe mere end halvdelen af medarbejderne, mens denne gruppe udgør
30-49 pct. i cirka 45 pct. af kommunerne. Til sammenligning er der mindre end 20 pct. med en master-
eller kandidatuddannelse, men hvor medarbejderen har en lærer- eller pædagogbaggrund i lidt mere end
halvdelen af kommunerne. I cirka en fjerdedel af kommunerne er der mellem 20 og 29 pct. af
medarbejderne med denne baggrund, mens der er flere i de øvrige kommuner.
Endelig er der identificeret en udfordring i forhold til, at PPR nogle gange ikke har et tilstrækkeligt
kendskab til de konkrete udfordringer, som skolen står med, herunder i de konkrete tilfælde, hvor en
elev er i vanskeligheder. Der peges blandt andet i KORA’s undersøgelse af 16 skolers arbejde med
143
inklusion på, at PPR i nogle tilfælde kommer til at anbefale støtteindsatser, som allerede er afprøvet.
Der peges i samme undersøgelse på, at flere kommuner har gode erfaringer med, at der skabes en fast
kontakt mellem PPR og skolen280
.
En spørgeskemaundersøgelse blandt PPR-ledere viser, at de fleste PPR er organiseret således, at PPR-
medarbejderne er tilknyttet bestemte skoler. Kun i cirka 6 pct. af kommunerne er det ikke tilfældet.
Dette peger på, at der i langt de fleste kommuner er opmærksomhed på, at kendskabet til skolerne har
stor betydning. Spørgsmålet er imidlertid, om PPR’s kendskab er tilstrækkeligt indgående til, at de
kender til skolernes praksis. Ifølge spørgeskemaundersøgelsen blandt skolelederne, så har 88 pct.
etableret et fast ressourceteam eller ressourcecenter på skolen, hvoraf 66 pct. tilkendegiver, at der er en
psykolog eller PPR-medarbejder fast tilknyttet ressourcecenteret281
. Dette giver anledning til usikkerhed
om, hvorvidt PPR har et tilstrækkeligt indgående kendskab til skolernes konkrete arbejde i forhold til
elever i vanskelige læringssituationer på cirka 4 ud af 10 skoler.
Dokumentationsprojektets data peger på, at den konsultative tilgang i PPR har været værdifuld i
inklusionsprocessen, men det kræver PPR-medarbejdere med didaktiske kompetencer. Flere kommuner
anvender betydelige ressourcer hertil282
.
Det vurderes endvidere, at den konsultative tilgang har haft væsentlig positiv betydning, da den
medfører, at PPR-medarbejdere er fysisk tilstede på skolerne, og at den pædagogiske psykologiske
vurdering ikke er den primære ydelse, men at man i stedet arbejder rådgivende og vejledende i forhold
til skolerne283
.
Det er en udfordring, at PPR er organiseret omkring arbejdet med pædagogisk psykologisk vurdering
(PPV), at der ikke er den fornødne systematik i forhold til, hvornår der bør udarbejdes en pædagogisk
psykologisk vurdering (PPV). Spørgsmålet om PPV er dilemmafyldt. På den ene side fremhæves det
som en udfordring, at der fortsat er en kultur, hvor det er ”fejl og mangler” ved eleven, som udløser
ressourcer, og at forældrene har krav på en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV), der beskriver
barnets fejl og mangler.
På den anden side bliver en manglende udredning fremhævet som en væsentlig hindring for, at nogle
elever får den rette støtte, for eksempel hvor det er nødvendigt nærmere at afklare, hvad der er årsag til
elevens omfattende indlæringsvanskeligheder. Her kan den rette støtte være helt afhængig af, om det
skyldes en psykisk lidelse eller en kognitiv funktionsnedsættelse. Der peges på, at mange elever bliver
misforstået, hvis de er sprogligt velfungerende, da det kan skjule væsentlige faglige vanskeligheder.
Der er specifikt peget på, at der ikke foreligger de fornødne vurderinger i forbindelse med klagesager til
Klagenævnet for Specialundervisning, eller at der ligger ældre og ikke-aktuelle udredninger til grund for
afgørelser om specialundervisning284
.
280 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
281 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
282 Baviskar, Siddhartha m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
283 Baviskar, Siddhartha m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
284 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
144
Samtidig peges på, at PPR’s udredning ikke i alle tilfælde fokuserer tilstrækkeligt på elevens ressourcer,
muligheder og løsninger, og at udredningen og PPR’s rådgivning i højere grad skal handle om
sammenhænge og udviklingspotentialer285
.
Det er blevet fremhævet, at det er en barriere, at viden i børne- og ungdomspsykiatrien ikke i
tilstrækkelig grad kommer ind i samarbejdet med blandt andet PPR. Det er viden om betydningen af
udredninger og bestemte diagnoser, der ikke i tilstrækkelig grad bliver omsat til, hvordan elevernes
behov kan imødekommes i undervisningen. Der peges på, at det ofte kan imødekommes ved enkelte
ændringer i skolen, og der peges på, at den manglende dialog kan føre til fastlåste positioner og
modvirke, at der findes de fornødne løsninger286
.
4.3.5 Ressourcepersoner
Ekspertgruppen har identificeret en række udfordringer i forhold til, hvilke grundlæggende kompetencer og hvilken viden,
der er tilstede i lærer- og pædagogteamet, og hvilke kompetencer og hvilken viden der skal hentes hos ressourcepersoner.
Der mangler klarhed over, hvornår beredskabet bør være lokalt, kommunalt eller centralt, og der mangler beskrivelser af
ressourcepersonernes opgaver og deres mandat og råderum.
I ekspertgruppens arbejde er det blevet fremhævet, at der skal stilles krav om, at de fornødne ressourcer
til faglig sparring og kompetenceudvikling er til stede, og at lærere og pædagoger ved, hvilke ressourcer
de kan trække på for at sikre, at alle elever har den fornødne støtte til faglig progression og trivsel.
Flere har givet udtryk for, at det er uklart, hvilken viden (hvilket beredskab) den enkelte lærer/pædagog
og skole skal have, herunder hvem der har ansvaret for at sikre et beredskab til at løse ”almindelige
skoleopgaver”, og hvornår der skal hentes viden uden for skolen, og i så fald hvor, den skal hentes287
.
I forhold til skolens ressourcepersoner mangler der beskrivelser af opgaver og ressourcepersonernes
mandat og råderum. Der skal også være rum for at trække på en nær kollega i stedet for.
Der peges på, at den mest omfattende kompetenceudviklingsaktivitet er uddannelse af
ressourcepersoner288
, men at det pædagogiske personale ikke udnytter ressourcepersonerne optimalt,
herunder at det kræver et klart ledelsesmandat, hvis ressourcepersonerne skal bruges i hverdagen289
. Der
kan således stilles spørgsmål ved, hvorvidt de nuværende nære rammer for faglig sparring udnyttes
optimalt.
Der bliver stillet spørgsmål ved, om vejlederne har de fornødne ressourcer, og om der er en fælles
forståelse af rollefordelingen290
.
285 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
286 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
287 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
288 Baviskar, Siddhartha m.fl. (2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015.
289 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2009): Særlige ressourcepersoner i folkeskolen.
290 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
145
Ekspertgruppens arbejde har vist, at der er blevet peget på forskellige former for barrierer i den
sammenhæng. De omhandler for eksempel, 1) at der skal være en anden professionsforståelse, hvor
lærere og pædagoger erkender, at de ikke skal vide alt, men har behov for at hente viden og læring med
udgangspunkt i konkrete problemstillinger, 2) at ressourcepersoner mange steder endnu har en svag
position og bruges for lidt, og 3) at skoleledelsen ikke alle steder tager ansvar for, hvilken ekspertise
skolen har brug for291
.
Ekspertgruppens eftersyn har peget på, at der er behov for at styrke kompetencerne til at give
praksisnær sparring hos vejledere i skolen. Viden og praksis er hinandens forudsætninger, og der er
behov for, at der er personer, der kan facilitere denne proces og skabe en ramme for det292
.
SFI’s undersøgelse af støtte til elever med særlige behov i almenklasser i udskolingen viser dog en
modsatrettet tendens, da den viser, at lærerne om ni ud af ti elever, der får støtte, svarer, at der er andet
personale på skolen, hvor vedkommende kan få hjælp til den pågældende elev293
.
Der er også behov for at se nærmere på processer. Det er en udfordring, at der er langt fra en indstilling
til PPR eller til et ressourcecenter på skolen, til den nødvendige viden og kompetence er til stede i
undervisningen. Der mangler mere fleksible former for inddragelse og smidige processer – for
eksempel at lærere med specialpædagogiske kompetencer er til stede på skolerne på bestemte
tidspunkter hver uge.
Fra flere sider er det blevet fremhævet som en udfordring, at der kan mangle tid og rum for, at lærere
og pædagoger og hele team kan holde møder med PPR eller andre ressourcepersoner. Der bliver peget
på, at det ikke nødvendigvis er på grund af manglende tid, men at strukturen i form af for eksempel
hensigtsmæssig skemalægning ikke er på plads.
Hvis ny viden skal sættes i spil, så kræver det rum til refleksion, og der er blevet peget på, at det er en
væsentlig barriere, at lærere og pædagoger føler sig pressede og ikke føler, at de har tid nok til at sætte
sig ind i nye ting. Dette er blevet påpeget flere gange på møderne med referencegruppen. Der var
ligeledes flere medlemmer af referencegruppen, der understregede, at det er vigtigere, at skolerne
arbejder ud fra bestemte systematikker, der løbende tilpasses, end at behovet for tid til refleksion i
forhold til nye tilgange imødekommes.
Endvidere har flere fremhævet, at der er behov for en gensidig tillid, hvis der skal skabes forandringer,
ligesom der skal være ledelsesmæssig opbakning til arbejdet med viden.
Co-teaching er en metode for, hvordan det kan gennemføres i praksis, men det en udviklingsproces,
der skal understøttes ledelsesmæssigt og superviseres, hvilket blandt andet påpeges i KORA’s
undersøgelse af 16 skolers arbejde med inklusion294
. Det handler i høj grad om, hvordan man arbejder,
og det kræver tid og tålmodighed.
291 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
292 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
293 Skov, Peter Rohde m.fl. (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
294 Pedersen, Hanne Søndergård m.fl. (2016): Inklusion i folkeskolen. Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner.
146
Almene pædagogiske kompetencer fremmer inklusion, men der er også behov for at inddrage andre
kompetencer og de specialpædagogiske kompetencer, for eksempel ved at koble specialpædagogiske og
almene kompetencer295
.
Det kan være en udfordring, at der er behov for, at helt grundlæggende viden om en elevs specifikke
handicap er til stede for ikke at risikere, at elevens udfordringer overses, og at der sker misforståelser.
Det kan også ske ved at trække viden ind fra specialskoler for eksempel ved sidemandsoplæring eller
brug af co-teaching, hvor en lærer eller pædagog med specialpædagogiske kompetencer planlægger og
gennemfører undervisningen sammen med klassens lærere og pædagoger. Hvis almen- og
specialpædagogik nærmer sig hinanden, giver det unikke muligheder for at skabe en ny praksis med
mulighed for nye inddragende processer uden at skulle vente lang tid på for eksempel et
visitationsudvalg.
Der er en særlig bekymring for, at den specialiserede viden i forhold til de små elevgrupper med
forholdsvis sjældne handicaps bliver mindre tilgængelig og bruges mindre. Det er også blevet
fremhævet, at det kan være et spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet er muligt at fremskaffe de
fornødne kompetencer eller at kompensere adækvat for det. Der peges også på manglende viden om
muligheden for specialrådgivning fra de landsdækkende rådgivningstilbud i forhold til blandt andet
alvorlige syns- og hørehandicap.
Der er endvidere peget på følgende i forhold til manglende viden296
.
 Manglende viden om inkluderende fagundervisning
 Skolens kompetencer til for eksempel at videreudvikle det, der allerede er indlejret, samt at
aflære noget
 Manglende viden om samarbejdet med forældre og forældregrupper
 Der mangler specifik viden om elevernes forskellige behov, herunder mere grundlæggende
viden om elevers behov for overblik og kontrol – viden, der er grundlæggende for udvikling af
en inkluderende praksis.
 Viden om at få skabt bedre overgange mellem dagtilbud og skole. Der mangler viden om,
hvordan der skabes bedre overgange, og der mangler overdragelse af den viden, der er mellem
daginstitution og skole, med inddragelse af forældrene.
Til denne liste hører også viden om inddragelse af elevers viden og elevernes stemme og viden rundt
om skolen297
.
295 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk
review.
296 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
297 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
147
5. Anbefalinger
Det er samlet set ekspertgruppens vurdering, at aftalerne om omstilling til øget inklusion har medført
forbedringer på en række områder. Flere elever er blevet en del af almenmiljøet, herunder er der særligt
sket en positiv udvikling i forhold til drenge, elever med anden etnisk herkomst end dansk og elever,
hvis forældre har en kort eller ingen uddannelse ud over grundskolen. Samtidig er der positive
tendenser i forhold til elevernes trivsel.
Det er ligeledes ekspertgruppens vurdering, at folkeskolen har et godt fundament for inkluderende
læringsmiljøer. Langt hovedparten af eleverne trives og har positive oplevelser i skolen.
Arbejdet med inklusion og inkluderende læringsmiljøer er dog ikke alle steder forløbet uden
udfordringer.
Ekspertgruppen har i sit eftersyn identificeret flere væsentlige barrierer for, at inklusion i folkeskolen
lykkes. De er beskrevet i forrige afsnit 4. Udfordringer, og kan kort opsummeres således:
 Forståelsen af inklusion er blevet for snævert knyttet til et spørgsmål om at flytte elever fra
specialtilbud til almentilbud og at opnå et bestemt tal: 96 pct. Inklusion har fået en negativ
klang. ”Inklusionselever” er blevet et begreb for udadreagerende og urolige elever. Det er
generelt en udfordring at arbejde inkluderende og at skabe inkluderende læringsmiljøer og
styrke almenmiljøet.
 Der er en gruppe af elever, der har behov for støtte, som ikke får det.
 Overgange fra for eksempel dagtilbud til skole kan være en udfordring for eleverne. Der er ikke
alle steder tilstrækkeligt fokus på, at viden om og eventuel støtte til et barn videreføres. Hertil
kommer, at samarbejdet mellem lærere og pædagoger ikke udnyttes optimalt alle steder.
 Der mangler mange steder sammenhæng og opbakning fra alle forældre til inklusion, ligesom
der er for lidt opmærksomhed på, at børnene ofte selv er de nærmeste til at se både problemet
og løsningerne.
 Specialundervisning er ikke tæt nok på almenundervisningen, og de fleksible former for
organisering mellem special- og almenundervisning er ikke tydelige nok.
 Sammenfaldet af omstillingen til øget inklusion, folkeskolereformen og ændringerne i lærernes
arbejdstid betyder, at der er mange dagsordner i kommunerne og på skolerne – samt mange og
indimellem modsatrettede krav til lærere og pædagoger. Hertil kommer, at der er
uoverensstemmelse mellem forvaltningens, skoleledernes og medarbejdernes oplevelse af
omstillingen til øget inklusion.
 Der er ikke alle steder en tilstrækkelig ledelsesmæssig rammesætning af arbejdet. Dette gælder
på tværs af alle niveauer i styringskæden. Der er behov for tæt dialog mellem skole og
forvaltning, ligesom der på skoleniveau er behov for en tydelig kommunikation af indsatser og
prioriteringer fra ledelse til medarbejdere.
 Skolens personale oplever nogle steder, at der mangler ressourcer til arbejdet med inkluderende
læringsmiljøer. Ekspertgruppen har ikke kunne følge midlerne direkte fra segregerede
specialunderisningstilbud til almenundervisningen, men ekspertgruppen vurderer, at der i vidt
148
omfang er fulgt midler med. Dette skal dog ses i lyset af, at der mange steder er foretaget
generelle effektiviseringer og eventuelle besparelser, der i praksis kan betyde, at de medfølgende
midler er mindre synlige på skolerne. Samlet set har udgiftsudviklingen på det samlede
folkeskoleområde dog været stabilt over de senere år.
 Kommunikationen i forhold til både elever og forældre er en udfordring, og gennemsigtigheden
og synligheden af, hvilke understøttende indsatser der sættes i gang, og hvordan ressourcerne
anvendes, er en udfordring.
 Der er ikke alle steder den nødvendige sammenhæng i indsatser og retning på tværs af stat,
kommuner og skoler, herunder særligt i forhold til børn og unges overgange mellem
institutioner.
 Visitationsprocesserne, mangel på fornødne praksisnære kompetencer og redskaber samt faglig
professionel sparring er også fremhævet som udfordrende. Hertil kommer PPR’s kompetencer
og rolle i forhold til at styrke almenundervisningen med den specialviden, specialskolerne råder
over, ligesom viden risikerer at forsvinde i takt med, at flere specialtilbud lukkes.
Der findes allerede i dag mange gode løsninger, som ekspertgruppen både kender fra egen praksis og
har set gennem eftersynet. Ekspertgruppen anerkender udfordringerne, men har søgt at identificere
områder, hvor arbejdet med inkluderende læringsmiljøer kan gøres på en anden og bedre måde.
Ekspertgruppens anbefalinger skal ses som et katalog af muligheder og er rettet mod henholdsvis
ministeren for børn, undervisning og ligestilling, kommunalbestyrelsen og skolernes ledelse,
henholdsvis skolelederen og/eller skolebestyrelsen. Det skal her bemærkes, at både
kommunalbestyrelsen og skolens ledelse i praksis kan uddelegere sine opgaver, men det er gjort for at
tydeliggøre, hvor ansvaret for det første initiativ er placeret.
Nogle af ekspertgruppens anbefalinger kan betyde, at kommunerne skal omprioritere tid og ressourcer
på den enkelte skole og i den enkelte kommune. Samtidig kan der være steder, hvor det ikke er relevant
med det samme at implementere alle anbefalingerne. Omstillingen til inkluderende læringsmiljøer tager
tid, og nogle af gevinsterne kan derfor først hentes om nogle år. Det tager også tid, at både kommuner
og skoler i højere grad skal ændre tilgangen til undervisningen, til praksis og til eleverne til en mere
inkluderende form. Dette holdningsskift og den grundlæggende kulturændring kommer ikke fra den
ene dag til den anden, men kræver både tid og arbejde.
Ekspertgruppen er desuden opmærksom på, at der er forskel på både anbefalingernes væsentlighed og
på, hvordan anbefalingerne skal virkeliggøres. Derfor har ekspertgruppen grupperet anbefalingerne i tre
kategorier:
 Anbefalinger, som ekspertgruppen mener, er af central betydning for arbejdet med
inkluderendelæringsmiljøer, og derfor bør gennemføres (C).
 Anbefalinger, som kan understøtte arbejdet med inkluderende læringsmiljøer (U).
 Anbefalinger, som kan give inspiration til arbejdet med inkluderende læringsmiljøer (I).
Anbefalingerne i den første kategori (c) anser ekspertgruppen som afgørende for at skabe inkluderende
læringsmiljøer i folkeskolen. Det er anbefalinger, der har central betydning for inklusion i folkeskolen.
149
Andre anbefalinger har til hensigt at understøtte inklusion i folkeskolen, men er samtidig kendetegnet
ved, at de i forhold til implementering vil have en vis variation af relevans i de enkelte kommuner og
skoler. Endelig har ekspertgruppen identificeret anbefalinger, som kommuner og skoler kan lade sig
inspirere af. Det vil sige, at de primært kan bruges i tilfælde, hvor en kommune eller skole står med en
udfordring og gerne vil vide, hvor man kan hente inspiration.
Ekspertgruppen anerkender, at fremlæggelsen af disse anbefalinger ikke i sig selv løser udfordringerne –
det kræver tid og arbejde lokalt på skolerne og i kommunerne at omsætte de muligheder og løsninger,
som anbefalingerne peger på. Men det er generelt ekspertgruppens opfattelse, at anbefalingerne på lang
sigt kan bidrage til at understøtte, at vi som samfund kan lykkes med en bedre skole, hvor flere elever
lærer, trives og udvikles socialt.
5.1 Indhold
5.1.1 Inkluderende læringsmiljøer en grundlæggende værdi for folkeskolen
Folkeskolen består grundlæggende af læringsfællesskaber, der kan rumme alle elever – det gælder både fagligt svage og
stærke, indadreagerende og udadreagerende elever, drenge og piger, tosprogede, flygtninge mv. Alle elever skal mødes af
læringsmiljøer, der fremmer faglig udvikling og trivsel, uanset om de går i et almen- eller specialtilbud. Derfor bør
inklusion fremadrettet italesættes som en grundlæggende værdi for hele folkeskolen. I stedet for at se på inklusion, som en
gruppe elever fra specialtilbud, der flyttes til almentilbud, skal vi se på en folkeskole med en bred elevsammensætning, hvor
læring, trivsel og gode udviklingsmuligheder for eleverne er i centrum. I de sammenhænge er det også vigtigt at have blik for
mangfoldigheden blandt eleverne.
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.1.1.a) Alle i og omkring folkeskolen, anvender begrebet inklusion/inkluderende læringsmiljøer bredt,
så de refererer til skolens praksis i forhold til alle elever og deres diversitet (C)
Ministeren for børn, undervisning og ligestilling
5.1.1.b) Tager initiativ til en ændring af folkeskolelovens formålsparagraf om, at folkeskolen har ansvar
for at tilbyde inkluderende læringsmiljøer, hvor eleverne udvikler sig i samspil med
omgivelserne (C)
5.1.1.c) Tager initiativ til, at alle skolebestyrelser udarbejder principper for skolens arbejde med
inkluderende læringsmiljøer, samt skolens tilgang til, hvordan alle elever skal udvikles i skolens
fællesskaber. Såfremt der gennemføres lovændring i denne sammenhæng, skal der tages stilling
til, hvad der, som konsekvens af denne ændring, skal bortfalde (C)
5.1.1.d) Nedsætter en gruppe af parter, interessenter, forskere og praktikere m.m., der skal inddrages
og kan iværksætte understøttende initiativer i forhold til at implementere ekspertgruppens
anbefalinger og inklusion generelt (C)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.1.1.e) På baggrund af lovændringen, jf. 5.1.1.b, og realiseringen af øvrige anbefalinger tager initiativ
til inddragende processer, hvor forvaltningen, skoler, medarbejdere, forældre og elever finder
ud af, hvad denne ændring betyder for deres kommune (U)
150
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.1.1.f) Skolebestyrelsen i samarbejde med skolelederen på baggrund af anbefaling 5.1.1.b, og
realiseringen af øvrige anbefalinger tager initiativ til inddragende processer, hvor skoler,
medarbejdere, forældre og elever finder ud af, hvad denne ændring betyder for praksis på
deres skole (U)
Baggrund for anbefalinger:
At være en del af fællesskabet og kunne deltage fagligt og socialt er en rettighed for alle elever. Som det
fremgår af afsnit 4.1.1.1 Forståelse af inklusion, har der været en tendens til, at begrebet inklusion kun har
beskrevet den handling, at elever er flyttet fra et specialtilbud til et almentilbud, og at selve den
inkluderende tilgang til elever og elevernes mulighed for at være fysisk tilstede og kunne deltage socialt
og fagligt har været fraværende. Ekspertgruppen ønsker med anbefalinger 5.1.1.a til 5.1.1.f at fokusere
på inkluderende læringsmiljøer for alle elever og på arbejdet med indholdet af et sådant miljø i praksis.
Det er værd at bemærke, at forskningsresultaterne i forhold til stigmatisering og fraværet af at sætte
mærkater på eleverne har stor betydning for deres faglige resultater. Sat på spidsen, er udtryk som
”inklusionselever” med til at understøtte en række negative processer, som betyder, at disse elever har
en mindre fremgang i forhold til deres klassekammerater, som svarer til effekten af cirka 18 måneders
undervisning298
.
Folkeskoleloven beskriver formålet med folkeskolen, og hvad eleverne skal opnå i skolen. Det fremstår
efter ekspertgruppens vurdering ikke tydeligt nok, at folkeskolen skal bestå af inkluderende
læringsfællesskaber, og at alle i og omkring folkeskolen har en forpligtelse i forhold til
læringsfællesskabet. Derfor anbefaler ekspertgruppen, at det tydeliggøres, at folkeskolen skal bestå af
inkluderende læringsmiljøer.
Et fælles værdigrundlag er vigtigt i forhold til inkluderende læringsmiljøer. Der er undersøgelser der
viser, at det giver bedre læring for eleverne, og at elever med særlige behov i højere grad er inkluderet i
læringsmiljøerne på skolen, hvor der er etableret et fælles værdigrundlag for skolens syn på handicap og
mangfoldighed299
. Derudover ses en sammenhæng mellem etableringen af principper for inklusion i og
uden for undervisningen, og skolebestyrelsesformændenes vurdering af, hvorvidt elever med særlige
behov får den hjælp de har behov for300
. Det er derfor vigtigt, at skolebestyrelsen tager fat i at udarbejde
principper for skolens arbejde med inkluderende læringsmiljøer.
Det er afgørende for reformer og forandringers succes, at der blandt nøglemedarbejderne er opbakning,
viden og forståelse for forandringerne. Det viser en række internationale undersøgelser om reformer på
grundskoleområdet. Derudover viser flere forskningsresultater, at en væsentlig del af dette arbejde er, at
der på alle niveauer er fokus på det, der har positiv betydning for elevernes læring og trivsel. Denne
298 Hattie, John (2008): Visible learning.
299 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk
review.
300 Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion.
151
opbakning skal etableres på alle niveauer på skoleområdet301
. Med til dette billede hører, at der også på
nationalt niveau er behov for viden om, hvordan forandringsprocesserne sker i praksis, og at der tages
hånd om de tilfælde, hvor gældende regler er uhensigtsmæssige. Der har hidtil været nedsat en
følgegruppe til at følge omstillingen til øget inklusion. Ekspertgruppen foreslår, at der fortsat er en
lignende gruppe til at følge inklusions- og specialundervisningsområdet, og at gruppen får mulighed for
at beslutte og iværksætte understøttende initiativer.
5.1.2 Elevernes faglige udvikling og trivsel
Nogle elever udvikler sig fagligt og trives i de store fællesskaber, og andre udvikles fagligt og trives i mindre fællesskaber.
Det er vigtigt, at der fortsat fastholdes et fokus på, at flest mulig elever skal være en del af det almene fællesskab. En
målsætning eller et tal alene sikrer dog ikke et fokus på elevernes faglige udvikling, på deres trivsel og et fælles
dannelsesaspekt for alle elever. Der skal derfor sikres et særskilt fokus på, at alle elever – uanset skole eller kommune –
udvikler sig fagligt og trives.
Ekspertgruppen anbefaler, at:
Ministeren for børn, undervisning og ligestilling:
5.1.2.a) Tager initiativ til en ændring af folkeskoleloven, så det fremgår, at alle elever skal udvikle sig
fagligt og trives. Såfremt en elev ikke udvikler sig fagligt eller ikke trives, skal der reageres ved,
at der opstilles kortsigtede mål for både den faglige og trivselsmæssige progression og løbende
følges op på elevens udvikling. Denne ændring skal erstatte eksisterende regler, og skal ikke
påføre kommunerne meropgaver, men kan tværtimod give øget fleksibilitet (C)
5.1.2.b) Iværksætter et arbejde med henblik på at sikre, at der er de nødvendige redskaber til
identifikation af elevernes faglige udvikling og trivsel tilstede. Der skal være tale om redskaber,
der er målrettet lokal og praksisnær anvendelse, og som kan understøtte de pædagogiske
medarbejderes praksis. Redskaberne skal sikre, at der kan måles faglig udvikling
– og ikke kun fagligt niveau – og de skal kunne bruges på flere niveauer. Dette arbejde skal
også indbefatte afdækning af brug og kendskab til de eksisterende validerede
evalueringsredskaber, som de pædagogiske medarbejdere kan gøre brug af i deres hverdag til
at sikre opmærksomhed på elevens progression (U)
5.1.2.c) Tager initiativ til i samarbejde med kommunerne, at der udvikles et pædagogisk
udviklingsprogram om en styrket anvendelse af relevante data på både skole- og
forvaltningsniveau i forhold til elevernes udvikling og progression (U)
5.1.2.d) Nedsætter et selvstændig udvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvordan trivsel og
faglig progression sikres for elever med flygtningebaggrund (C). Dette skal ses i lyset af den
senere tids flygtningestrømme og en vurdering af, at etableringen af et inkluderende
læringsmiljø i forhold til disse elever kan kræve særlig indsigt i området.
301 Desimore, Laura (2002): "How Can Comprehensive School Reform Models Be Succesfully Implemented?"; Leithwood,
Kenneth m.fl. (2004): How leadership influences student learning; Leithwood, Kenneth m.fl. (2008): "Linking Leadership to
Student Learning: The Contributions of Leader Efficacy". Educational Administration Quaterly: Mourshed, Mona m.fl. (2010):
How the worlds most improved school systems keep getting better.; OECD (2011): Strong Performers and Succesful Reformers in Education.
Lessons from PISA for the United States.
152
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.1.2.e) Skolelederen i dialog med lærerne, pædagogerne og øvrige medarbejdere tager beslutning om,
hvordan skolen følger elevernes progression, herunder hvordan der følges op på de elever, der
ikke ser ud til at være i en positiv udvikling. Dette kan understøtte, at der i undervisningen og i
de tilknyttede indsatser sikres et forebyggende og foregribende fokus – frem for at der først
gribes ind, når eleverne har behov for mere indgribende indsatser (C)
Baggrund for anbefalinger:
Inklusion handler først og fremmest om, at eleverne skal trives og lære at indgå i fællesskaber, jf. afsnit
2.2 Ekspertgruppens forståelse af inklusion. Det er ekspertgruppens vurdering, at der i forbindelse med
omstillingen til øget inklusion i for høj grad har været fokus på organiserings- og støtteformer og ikke i
tilstrækkelig grad på elevernes læring og trivsel. Der er flere forskningsresultater, der viser at fokus på
tidlig identifikation af eventuelle vanskeligheder og et fokus på elevernes progression både kan reducere
de udfordringer, som eleverne måtte få gennem skolegangen og forbedre elevernes læring. Det løfter
ifølge forskningsresultaterne hele elevgruppen, men er særligt væsentligt for de elevgrupper, som
traditionelt klarer sig dårligere, herunder for eksempel udsatte børn og unge og tosprogede elever, jf.
afsnit 4.1.1.5 Tidlig identifikation og fokus på forebyggende indsatser. Dette er baggrunden for anbefalinger
5.1.2.a til 5.1.2.e.
Ekspertgruppen vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt med en ændring af folkeskoleloven, hvorefter
forpligtelsen til at fokusere på elevernes læring og trivsel tydeliggøres, jf. anbefaling 5.1.2.a.
Det skal følges op af flere redskaber, som skolens ledelse og medarbejdere kan tage i brug i deres
daglige praksis, og som giver mulighed for et fokus på elevernes progression, jf. afsnit 4.1.2.1
Almenundervisningen. Redskaberne må ikke føre til øget fejlfinding og skal have fokus på
udviklingspotentialer. De skal kunne bidrage direkte ind i den pædagogiske og didaktiske praksis. De
nuværende evalueringsredskaber fokuserer i høj grad på niveau og ikke på, om eleverne udvikler sig.
Dette er baggrunden for anbefalingerne 5.1.2.b til 5.1.2.d.
Det er ikke hensigten, at den øgede fokus på progression og tidlig identifikation af elevernes behov skal
medføre, at der går uforholdsmæssigt meget tid fra de pædagogiske medarbejderes tid til test og
evalueringsredskaber. Pointen er snarere, at der sker en systematisering af de redskaber, som lærere og
pædagoger allerede i dag i stort omfang benytter og har til rådighed. Internationale forskningsresultater
tyder endvidere på, at det på længere sigt er besparende, fordi det styrker skolens læringsmiljøer, færre
elever kommer i problemer og der er mindre grad er behov for indgribende indsatser302
. Et øget fokus
på progression kommer ikke fra den ene dag til den næste. Der er derfor behov for et forsøgs- og
udviklingsprogram, som kan give evidensbaserede bud på, hvordan arbejdet kan finde sted i praksis,
hvor det kan understøtte den tidlige identifikation og det forebyggende arbejde, samtidig med at det
ikke resulterer i et unødigt omfang af bureaukrati. Dette er baggrunden for anbefaling 5.1.1.c.
302 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier; Bleses, Dorthe m.fl.
(2013): Forskningskortlægning om læseindsatser overfor tosprogede elever; Dietrichson, Jens m.fl. (2015): Skolerettede indsatser for elever
med svag socioøkonomisk baggrund. En systematisk forskningskortlægning og syntese.
153
Samtidig understreger ekspertgruppen, at det er vigtigt at sikre det nødvendige beredskab til at følge op.
Det er efter ekspertgruppens vurdering vigtigt, at skolelederen og medarbejdere får ejerskab til
redskaberne, og derfor også at det er redskaber, der alene skal bruges lokalt303
. Det er centralt, at der
blandt ledelse og medarbejdere er en dialog om arbejdet med elevernes progression og udvikling. Dette
er baggrund for anbefaling 5.1.2.e.
I lyset af den seneste tids stigende antal flygtninge, der får opholdstilladelse, mener ekspertgruppen, at
der er behov for et særskilt fokus på disse elevers trivsel og faglige progression, jf. anbefaling 5.1.2.d.
Det er ekspertgruppens vurdering, at overgangen til øget fokus på progression er i gang, men at det
tager tid. Dette arbejder bør understøttes yderligere og være et fokusområde for både ministerium,
kommuner og skoler.
5.1.3 Almenundervisning som inkluderende læringsmiljøer og elevfælleskaber i praksis
At arbejde med inkluderende læringsmiljøer forudsætter et fokus på kontekst- og helhedsorienterede forståelser af særlige
behov. Målet er fællesskaber, der favner et bredere elevoptag og en større mangfoldighed, hvor alle elever kan indgå, deltage
og udvikles. Heri indgår også, at elever understøttes i at mestre de fællesskaber, som de indgår i. Elevernes personlige og
sociale kompetencer er afgørende for, hvordan de klarer sig videre i livet. Der er derfor behov for at skolen også arbejder
mere systematisk med at styrke disse kompetencer.
Ekspertgruppen anbefaler, at ministeren for børn, undervisning og ligestilling
5.1.3.a) Tager initiativ til i samarbejde med relevante aktører at udvikle indhold til EMU’en – der på en
let tilgængelig måde og med fokus på de pædagogiske medarbejderes dagligdag samler
eksisterende viden, gode eksempler, vejledninger, inspirationsmateriale mv. om, hvordan der
på en skole og i teams kan skabes en inddragende proces i forhold til at fremme inkluderende
læringsmiljøer, og hvor den enkelte medarbejder kan få adgang til viden og konkrete
redskaber. Der skal i den sammenhæng være fokus på flere buttom-up-processer. (U)
5.1.3.b) Tager initiativ til at tydeliggøre og beskrive mål for elevernes sociale og personlige
kompetencer, der kan supplere og indgå som en del af de faglige Fælles Mål samt udvide
opmærksomhedspunkterne. Dette vil kræve en lovændring. (C)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.1.3.c) Arbejder for øget brug af co-teaching ved at få lærere og pædagoger med særlige
undervisnings- og pædagogiske kompetencer – for eksempel fra specialskoler og eventuelt
undervisere fra professionshøjskolerne – til at planlægge og gennemføre undervisningen
sammen med lærere og pædagoger, og at de samtidig arbejder for at øge prioriteringen af to-
voksenordninger, hvor der er behov for et styrket læringsmiljø i en klasse.(C)
303 De foreslåede redskaber vurderes ikke at medføre et øget ressourcetræk på de pædagogiske medarbejdere, idet test
allerede i dag er meget udbredt og en almindelig del af undervisningen. En analyse fra SFI i 2013 viste således, at 71 pct. af
dansklærerne brugte test 5 eller flere gange om året. 30 procent brugte test mere end 12 gange om året, altså i gennemsnit
mindst en gang om måneden. Mønstret er næsten det samme for matematiklærere. Winter, Søren C. m.fl. (2013): Lærere,
undervisning og elevpræstationer i folkeskolen.
154
5.1.3.d) Tydelig prioriterer almenmiljøet og inkluderende læringsmiljøer, gennem for eksempel en
børne- og ungestrategi og en tilhørende handleplan. Dette skal sikre et rum for skolernes
arbejde med almenmiljøet og inkluderende læringsmiljøer og muliggøre, at skolelederne kan
iværksætte en hurtig og fleksibel indsats. (C)
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.1.3.e) Skolelederen sikrer en større tydelighed om, hvordan almenmiljøet understøtter elevernes
forskellige behov. Skoleledelsen kan arbejde systematisk med at synliggøre over for forældre
og medarbejdere, at almenmiljøet – og dermed arbejdet med elevernes forskellige behov –
aktuelt styrkes gennem brug af for eksempel arbejde med undervisningsdifferentiering,
klasserumsledelse, gruppeordninger, de pædagogiske medarbejderes kvalifikationer, ekstra
voksenressourcer, faglig sparring, indsatser i forhold til specifikke behov for eksempel
ordblindhed, klasse- og holddannelse, samarbejde med ressourcecenter, understøttende
undervisning. Skolebestyrelserne understøtter skolelederens formidlingsindsats i forhold til
skolens forebyggende arbejde. (I)
5.1.3.f) Skolelederen tydeligt prioriterer det pædagogiske medarbejderes tid og arbejdsindsatser i dialog
med medarbejderne. Dette gælder for eksempel prioritering af, hvilke nye udviklingsprojekter,
tiltag mv. de pædagogiske medarbejdere skal involveres i, herunder rammer for
udredningsprocesser eller pædagogisk udvikling i forbindelse med rådgivning fra
ressourcepersoner på skolen, PPR eller andre med særlige ekspertiser. Denne prioritering kan
sikre overensstemmelse mellem skolens strategi og praksis og afhjælpe det krydspres fra
forskellige opgaver mv., som mange lærere og pædagoger oplever. (C)
5.1.3.g) Skolelederen udarbejder en tydelig opgave- og rollebeskrivelse af pædagogernes arbejde som del
af skolen. (C)
I afsnit 5.3 beskrives anbefalinger i forhold til kompetencer.
Baggrund for anbefalinger:
Det er ekspertgruppens vurdering, at en styrkelse af almenmiljøet og en mere inkluderende praksis er
en nødvendighed. Der er derfor behov for indsatser, der understøtter og fremmer, at lærere og
pædagoger kan arbejde inkluderende og formår at skabe sådanne læringsmiljøer og fællesskaber. Dette
kræver både et pædagogisk fokus, jf. anbefalingerne 5.1.3.a og 5.1.3.e og et ressourcemæssigt fokus, jf.
anbefalingerne 5.1.3.d og 5.1.3.f.
Det er ekspertgruppens vurdering, at der de senere år er kommet et øget fokus på elevernes faglige
resultater og trivsel. Ekspertgruppen ønsker, at der kommer et tilsvarende fokus på elevernes sociale og
personlige kompetencer (også kaldet socio-emotionelle kompetencer), da de er afgørende for, hvordan
eleverne klarer sig i skolen, om de får uddannelse og får fodfæste videre i livet, jf. afsnit 4.1.1.4 Behov for
øget fokus på elevernes sociale og personlige kompetencer. Dette er baggrunden for anbefaling 5.1.3.b. Sammen
med styrkede læringsmiljøer vil et øget fokus på sociale og personlige kompetencer være med til at få
flere gennem uddannelse, klare sig godt på arbejdsmarkedet og mindske betydningen af social baggrund
i forhold til de faglige resultater.
155
I afsnit 4.1.1.4 Behov for øget fokus på elevernes sociale og personlige kompetencer fremgår det, at internationale
forskningsresultater viser, at sociale og personlige kompetencer (såsom elevernes kompetencer i
forhold til selvkontrol, ihærdighed og at kunne arbejde efter mål) har større betydning for videre
uddannelse end intelligens. Samtidig har skolen stor betydning for udviklingen af elevernes sociale og
personlige kompetencer. Et fokus udelukkende på faglig kunnen er derfor ikke tilstrækkeligt, hvis børn
og unge skal gøres klar til resten af livet.
Det er samtidigt væsentligt, at der sikres ressourcer tæt på eleverne og gerne i undervisningen. Det
fremgår af afsnit 4.1.2.1 Almenundervisningen, af forskningen særligt peger på, at co-teaching er effektivt.
Co-teaching indebærer, at underviserne og andre går ind og supplerer hinanden i undervisningen, og
derved udnytter, at man har forskellige kompetencer304
. Derudover viser forsøg med tolærerordninger
at to voksne i klassen giver bedre faglige resultater, øget trivsel, og at eleverne kommer mindre i kontakt
med politiet (mindre kriminalitet). Det peger på, at det vigtigt med en god voksenkontakt. Dette er
baggrunden for anbefaling 5.1.3.c.
Desuden viser flere undersøgelser, at samarbejdet mellem lærere og pædagoger ikke alle steder lykkes
tilstrækkeligt godt. Et forbedret samarbejde kan formentlig komme endnu flere elever til gavn, men det
kræver efter ekspertgruppens vurdering, at skolelederen går ind og beskriver tydelige opgaver og roller
for pædagogernes arbejde som en del af skolen. Flere undersøgelser peger for eksempel på, at det kan
være en fordel at give pædagoger mulighed for – i tilrettelæggelse, gennemførelse og opfølgning på
undervisning og andre elementer af skoledagen – at have fokus på fællesskaberne og elevernes
personlige og sociale kompetencer. Dette er grundlaget for anbefaling 5.1.3.g.
Det er vigtigt, at skolerne formår at være fleksible i deres konkrete ressourcetildeling ude på skolerne, så
der sættes ind, der hvor behovet er størst, jf. afsnit 4.2.3 Større gennemsigtighed og prioritering af ressourcer.
Der bør dog være opmærksomhed på, at fleksibiliteten ikke må hindre, at der er en god planlægning om
den enkelte klasse. Ekspertgruppens kortlægning har samtidigt vist, at de pædagogiske medarbejdere
har en oplevelse af manglende ressourcer, og at der er mange dagsordner i folkeskolen som følge af
implementering af folkeskolereformen og strukturtilpasninger. Derfor foreslår ekspertgruppen
anbefalingerne 5.1.3.e til 5.1.3.f.
5.1.4 Styrke sammenhænge og overgange mellem dagtilbud og skole, i skolen og mellem skole
og ungdomsuddannelser
Overgange spiller en afgørende rolle for børnene. Derfor er der behov for et større fokus på planlægning og videndeling i
forbindelse med overgange, herunder særligt for elever med særlige behov. Der er behov for et styrket fokus på at skabe
sammenhænge, når børnene overgår fra dagtilbud til skole, fra indskoling til mellemtrin og fra mellemtrin til udskoling og
endelig fra skole til ungdomsuddannelse.
304 Hansen, Janne Hedegaard (2014): Afdækning af forskning og viden i relation til ressourcepersoner og teamsamarbejde; Dyssegaard,
Camilla m.fl. (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk review.
156
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.1.4.a) Alle i og omkring folkeskolen understøtter, at almenmiljøet i højere grad har fokus på
forebyggende og foregribende indsatser i forhold til elever med særlige behov eller elever, der
er i risiko for at komme i vanskeligheder. (C)
Ekspertgruppen anbefaler, at ministeren for børn, undervisning og ligestilling
5.1.4.b) Igangsætter et udviklingsarbejde med henblik på at tilvejebringe viden om og udarbejde
modeller for tidlig indsats i dagtilbud og indskoling med fokus på forebyggende indsatser
rettet mod alle grupper af børn og forebyggende og foregribende indsatser for enkelte børn.
(U)
5.1.4.c) Tager initiativ til udvikling af et digitalt værktøj – en Barnets bog eller lignende – der
understøtter bedre vidensoverdragelse mellem dagtilbud og skole. Der skal i den sammenhæng
udarbejdes et oplæg til et enklere og mere sammenhængende sprogbrug på tværs af dagtilbud
og skoler, så det er de samme betegnelser og begreber, der går igen både i dagtilbud og skolen.
Der skal også udarbejdes enkle og klare retningslinjer for overlevering af oplysninger om det
enkelte barn mellem institutioner. Kommunerne kan i forbindelse hermed indtænke puljer, der
kan ansøges i forhold til understøttelse af en god overgang fra dagtilbud til skole, hvor der er
behov for en indsats, der forebygger/foregriber et barns vanskeligheder i skolestarten. (U)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.1.4.d) Tager initiativ til udarbejdelse af en samlet strategi og konkret handleplan for overgangen
mellem dagtilbud og skole. Heri indgår vidensoverdragelse, samarbejde mellem de
professionelle på tværs, børns mestring af overgange, herunder deres sociale og personlige
kompetencer, systematisk opfølgning på børns trivsel i forbindelse med overgang,
overgangsmarkører som for eksempel samme læringsmateriale i dagtilbud og indskolingen,
skolebesøg, voksengenkendelighed mv. Det samme skal ske i forhold til overgangen fra skole
til ungdomsuddannelse. Det er naturligt, hvis det indarbejdes i kommunens børne- og
ungepolitik, så der reelt arbejdes med et 0-18 års perspektiv. (C)
5.1.4.e) Styrker arbejdet med uddannelsesplanen i forbindelse med udskolingen og overgang til
ungdomsuddannelse. (I)
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.1.4.f) Skolelederen udarbejder en samlet strategi for overgange internt på skolen. Heri indgår
vidensoverdragelse, samarbejde mellem de professionelle på tværs, elevers mestring af
overgange, herunder deres sociale og personlige kompetencer, systematisk opfølgning på
elevers trivsel i forbindelse med elevers overgange, overgangsmarkører, gensidige besøg
mellem hhv. indskoling, mellemtrin og udskoling, voksengenkendelighed mv. internt i skolen.
Dette skal ske i samarbejde mellem skolens leder og skolebestyrelsen og i dialog med
medarbejderne, så der sikres overensstemmelse mellem skolens strategi og praksis. (I)
Baggrund for anbefalinger:
Sammenhænge mellem institutioner, og herunder særligt genkendelighed og tryghed til at udvikle sig,
der hvor man er, er gang på gang blevet udpeget som helt afgørende for særligt den gruppe af elever,
157
der kan have det svært i skolen, jf. afsnit 4.1.3.1 Overgange mellem dagtilbud og skole. Der er derfor behov
for at understøtte, at almenmiljøet i højere grad har fokus på forebyggende og foregribende indsatser.
Eksempelvis giver vejledning af de pædagogiske medarbejdere i forhold til elever med særlige behov
eller identificeret som i risiko for at udvikle vanskeligheder i dagtilbud og indskoling, en øget oplevelse
af handlekompetence hos pædagoger og lærere, mindre afmagt, stress og ønske om at eleverne
segregeres til specialtilbud305
. Det er baggrunden for anbefaling 5.1.4.a.
Ekspertgruppen kender og har set flere eksempler på, at der kan skabes sammenhænge på tværs af
dagtilbud og skoler, og at det er en stor hjælp for børnene. Mange kommuner arbejder målrettet for at
forbedre overgangen fra dagtilbud til folkeskole, herunder med tværprofessionelt samarbejde samt
fælles sprogbrug og genkendelighed for eleverne. Ekspertgruppen bemærker, at meget kan løses med
enkle løsninger, for eksempel med en fast struktur for, at medarbejdere mødes i foråret inden skiftet og
igen i efteråret, for at følge op på overgangen til skole og SFO. Dette arbejder bør understøttes fra
nationalt hold, så det spredes og indgår i alle kommuners arbejde. Dette er baggrunden for
anbefalingerne 5.1.4.b til 5.1.4.d.
Det er vigtigt at sikre, at elever med særlige behov, der påbegynder en ungdomsuddannelse, har de
fornødne hjælpemidler fra begyndelsen. Det gælder for eksempel i forhold til elever med ordblindhed,
der skal afgive deres it-rygsæk, når de forlader den kommunale folkeskole. Der er derfor behov for, at
det tydeligt fremgår af uddannelsesplanen, at de har behov for særlige hjælpemidler, så der kan være
ansøgt og bevilget de relevante hjælpemidler, når de påbegynder en ungdomsuddannelse. Det er
baggrunden for anbefaling 5.1.4.e.
Ekspertgruppen er blevet særlig opmærksom på, at interne overgange mellem indskoling, mellemtrin og
udskoling kan være en udfordring særligt for elever med særlige behov, jf. afsnit 3.2.2 Overgange og
aldersmæssig variation i forhold til vanskeligheder og afsnit 4.1.3.1 Overgange mellem dagtilbud og skole. Disse
interne opbrud i skolen forstærkes af nye skolestrukturer med afdelingsopdeling, herunder også 10.
klasses centre. Dette er baggrunden for anbefaling 5.1.4.f.
I forhold til overlevering mellem de forskellige institutionelle strukturer påpeger ledere af 0. klasse, at
de er bedre rustet til at tage imod et barn, hvis de ved, hvad der er gået forud. Det fremgår af
evalueringen, at overlevering af barnet er et særlig følsomt punkt i barnets liv. For mange af de børn,
der blev identificeret i projektet gælder det, at manglende overblik, nye sammenhænge og usikkerhed
kan skabe uhensigtsmæssige adfærdsmønstre306
. Dette er baggrunden for anbefaling 5.1.4.c.
5.1.5 Sammenhæng mellem skole og fritid
Elevfællesskaberne og elevernes deltagelsesmuligheder skal styrkes gennem større og bedre inddragelse og dialog med
fritidstilbud og fritidsaktiviteter, herunder styrkelse af inkluderende fælleskaber i SFO og fritidsklubber. Pauser skal i
305 Fisker, Tine Basse m.fl. (2012): Man skal jo ikke spilde børns tid.
306 Fisker, Tine Basse m.fl. (2012): Man skal jo ikke spilde børns tid.
158
højere grad ses som en integreret del af skoledagen, og denne tid skal bruges til at styrke deltagelsesmuligheder, understøtte
arbejdet med social udvikling og forebygge konflikter.
Ekspertgruppen anbefaler, at:
Ministeren for børn, undervisning og ligestilling
5.1.5.a) Tager initiativ til i samarbejde med kommunerne at arbejde for, at pauser i højere grad
understøtter elever med særlige behov i at navigere socialt. Dette kan ske ved vejledning eller
et pædagogisk udviklingsarbejde. (I)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.1.5.b) Arbejder for – blandt andet ved inddragelse af medarbejdere med familiefaglige kompetencer,
socialrådgivere, fritidskonsulenter mv. på skolerne – at de elever, der har behov for social
støtte og udviklingsmuligheder, får mulighed for at udvikle deres kompetencer i andre
fællesskaber ex. gennem socialforvaltningens børnegrupper, mere aktiv fritid mv. (I)
5.1.5.c) I samarbejde med skolerne, herunder SFO og øvrige fritidsstilbud, i højere grad søger at
inddrage de ressourcer, der er i det omgivende samfund. Det drejer sig både om
ungdomsskolen, klubber og lokale frivillige kræfter blandt andet ved åben skole og om en
åbenhed i forhold til forældresamarbejde i mere bred forstand. (C)
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.1.5.d) Skolelederen sørger for, at der arbejdes med indholdet og organiseringen af pauser, så skolens
medarbejdere som helhed tager ansvar for denne tid, og alle kender rammerne mv. for denne
tid. Hertil skal skolelederen sikre, at medarbejderne har til opgave at iværksætte særlige
indsatser mv. i pauserne for at understøtte elever med særlige behov til at kunne navigere i
sociale sammenhænge.(C)
5.1.5.e) Skolelederen i samarbejde med medarbejderne arbejder for en gennemgående pædagogik, kultur
og børnesyn, der omfatter både SFO og skolen, herunder at mål og strategier også omfatter
SFO. (U)
Baggrund for anbefalinger:
Mange elever med særlige behov oplever, at de har svært ved at etablere venskaber i pauser og fritiden,
jf. afsnit 4.1.1.3 Det sociale fællesskab. Organiseret leg og strukturerede samvær kan bidrage til, at de
elever, der kan have det svært socialt, kan få mulighed for at etablere venskaber. Dette er baggrunden
for 5.1.5.a og for 5.1.5.d.
Af afsnit 4.2.4 Tværgående samarbejde fremgår det, at samarbejdet mellem særligt socialforvaltning og
børne- og ungeforvaltningen mange steder opleves som en udfordring – og at særligt børn med
alvorlige psykiske problemer som følge af familieproblematikker mangler en organiseringsform, hvor de
og deres familier bliver tilbudt familiebehandling. Anbefaling 5.1.5.b skal ses som en mulighed for at
styrke dette område.
Flere praktikere og forskere har peget på, at der ofte er et uudnyttet potentiale i kommunens og skolens
samarbejde med det omgivende samfund. Dette er baggrunden for anbefaling 5.1.5.c.
159
Elevernes deltagelse i fritidsaktiviteter, herunder i SFOen, har stor betydning for, hvorvidt eleverne
opbygger venskaber og oplever, at de er socialt deltagende. Derudover er det vigtigt, at de principper
der er gældende i løbet af skoledagen om opmærksomhed på elevernes deltagelse, læring og trivsel også
er gældende i fritidstilbuddet. Dette er baggrunden for anbefaling 5.1.5.e.
5.1.6 Styrket forældresamarbejde
Der er et alt for stort fokus hos forældrene på ”mit barn” og ”mit barns behov” i folkeskolen i dag. Over for forældrene er
der behov for tydeligere at sætte ord på skolens og klassens fællesskab – og de værdier, som dette fællesskab bygger på.
Alle forældre skal kunne se værdien af, at deres barn indgår i dette fællesskab – også når der opstår problemer eller
konflikter. Det er således en forpligtigelse for forældrene at bidrage til skolens læringsmiljøer, og skolens pædagogiske
medarbejder skal have fokus på at vejlede forældrene til at understøtte læringsmiljøerne. Samtidig kræver samarbejde
mellem skolen og forældrene anno 2016 en bedre dialog og bredere vifte af redskaber end de årlige forældremøder og skole-
hjem-samtaler. Der er desuden behov for at styrke skolelederens kompetencer i forvaltning i forhold til begrundelser og
vejledning om klagemuligheder til forældre.
Ekspertgruppen anbefaler, at ministeren for børn, undervisning og ligestilling
5.1.6.a) Nedsætter et udvalg, som skal gentænke elevplanerne og dermed danne grundlag for en
revidering af elevplanerne, herunder kommuner og skolers arbejde med elevplaner.
Arbejdet tager udgangspunkt i, at elevplanen i højere grad bliver elevens eget redskab i forhold
til læring, trivsel og social udvikling og i mindre grad bliver et redskab, hvor lærerne bruger tid
på statusbeskrivelser. Lærernes formative rolle og fokus på elevens udviklingsperspektiver bør
fylde mere, og ved særlige behov bør det medføre egentlige supplerende handleplaner for
eleven efter tæt dialog med elev og forældre samt klasse-/årgangsteam og relevante
ressourcepersoner.
De foreslåede ændringer må ikke føre til et øget ressourcetræk på skolernes medarbejdere. Det
betyder således, at for hver gang der sættes nye krav, bør der samtidigt være overvejelser om,
hvor der ikke længere er behov for krav til elevplanen. Der skal således i udvalgets arbejde
være en gennemgang af, hvorvidt alle krav til mål, status og opfølgning er nødvendige. I den
forbindelse ønsker ekspertgruppen at bemærke, at elevinddragelse i forhold til deres
læringsmiljøer allerede i dag bør være en almindelig del af undervisningen, samt at den
understøttende undervisningstid giver gode muligheder for arbejdet med en klasse eller en
årgang. (C)
5.1.6.b) I samarbejde med relevante interesseorganisationer og forskere afdækker eksisterende viden
og udarbejder et inspirationsmateriale til skolerne om, hvordan der skabes rammer for
forældrefællesskabet på skolen og i klasse- og elevfællesskabet. I den sammenhæng skal der ses
på, hvordan skolen kan understøtte forældrenes opbakning til skolens værdier og deltagelse i
skolens fælleskaber. (U)
5.1.6.c.) I samarbejde med relevante interesseorganisationer og forskere tager initiativ til at nytænke
forældresamarbejdet. Denne nytænkning skal blandt andet forholde sig til samarbejdet med
sårbare forældregrupper og skolefremmede forældre, og der bør blandt andet ses på, om
samarbejdet for eksempel kan foregå på nye arenaer, for eksempel hjemme hos familien.
160
Nytænkningen skal også forholde sig til samarbejdet i den brede forældregruppe. Der skal
endvidere være fokus på, hvordan der kan arbejdes med et stærkere fællesskabsperspektiv evt.
gennem klasse- eller årgangsplan. (U)
5.1.6.d) I samarbejde med Social- og Indenrigsministeriet og evt. andre relevante ministerier og
kommunerne skal se på, hvordan familieklasser ved skolestart kan anvendes forebyggende for
relevante målgrupper. Dette skal ses i sammenhæng med eventuelle andre sociale indsatser.
(U)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.1.6.e) Sikrer, at skolelederen har de nødvendige kompetencer til at varetage sine forvaltningsmæssige
forpligtelser, herunder blandt andet kompetencer til at træffe afgørelser, begrunde afgørelser,
foretage partshøring og om nødvendigt at give klagevejledning til forældrene. (C)
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.1.6.f) Skolebestyrelsen fastsætter rammer for fællesskabet på skolen - overfor medarbejdere, forældre og
elever. Dette kan fungere som supplement til principperne for hhv. samarbejdet mellem skole
og hjem samt forældrenes ansvar i samarbejdet. Skolens ledelse (skoleleder og skolebestyrelse)
kommunikerer vision og rammer samt forventninger til forældrene allerede fra skolestart, og
disse skal være retningsgivende gennem hele skoleforløbet. (I)
5.1.6.g) Skolebestyrelsen fastsætter principper for kommunikation mellem skole og hjem, herunder særligt
i forhold til anvendelse af digital kommunikation (SkoleIntra). (I)
5.1.6.h) Skolelederen sammen med medarbejderne indfører mål for klassens trivsel, så dialogen med
forældrene i højere grad tager udgangspunkt i, hvad det er for et fælleskab, man gerne vil
skabe for eleverne. Skolelederne kan i den forbindelse understøtte, at pædagogiske
medarbejdere løbende kommunikere til forældre om, hvordan skolen imødekommer en
mangfoldig elevgruppe med forskellige behov. (I)
Baggrund for anbefalinger:
De pædagogiske medarbejderes arbejde med elevplanerne er i dag for bureaukratisk, og der bruges for
lang tid på summariske beskrivelser af alle elever i alle fag, herunder nogle steder til tider slaviske
gennemgange af mål beskrevet i Fælles Mål. En væsentlig forudsætning for ændringer i elevplanerne er,
at elevplanen i højere grad bliver et redskab, hvor medarbejderne har fokus på formativ evaluering.
Elevperspektivet skal styrkes yderligere i elevplanen. Der bør være fokus på, at i takt med at eleverne
bliver ældre, så skal eleven selv overtage ansvaret for egen elevplan. Ekspertgruppen bemærker, at et nyt
forsøg, hvor eleverne selv har et ansvar for evaluering af egen indsats, har positive effekter i forhold til
elevernes koncentrationsevne og læseresultater307
. Det bemærkes, at det også ser ud til at styrke elever
med ADHD eller elever med hyperaktivitets skolegang, men der skal selvfølgelig være opmærksomhed
om, hvordan elever med andre særlige behov kan få et større ansvar for sin egen elevplan.
307 Keilow, Maria m.fl. (2016): Inklusionsindsatser i folkeskolen. Resultater af to lodtrækningsforsøg.
161
De foreslåede ændringer må ikke føre til et øget ressourcetræk på skolernes medarbejdere. Det betyder
således, at for hver gang der sættes nye krav, bør der samtidigt være overvejelser om, hvor der ikke
længere er behov for krav til elevplanen. Der skal således i udvalgets arbejde være en gennemgang af,
hvorvidt alle krav til mål, status og opfølgning er nødvendige. I den forbindelse ønsker ekspertgruppen
at bemærke, at elevinddragelse i forhold til deres læringsmiljøer allerede i dag bør være en almindelig del
af undervisningen. Dette er grundlaget for anbefaling 5.1.6.a.
Forældre er den vigtigste faktor for deres børns læring. Derfor er det helt centralt, at alle forældre har
en god forståelse for skolens læringsmiljøer, og hvad der forventes af dem som forældre på skolen. Det
er ekspertgruppens vurdering, at eksistensen af denne forståelse er særligt vigtig set i lyst af den aktuelle
omstilling til øget inklusion. Det er skolebestyrelsen og skolelederens ansvar, at der er faste rammer og
forventninger til alle om samarbejdet med forældrene. Som det fremgår af afsnit 4.1.1 Inkluderende
læringsmiljøer og fællesskaber kan elevfællesskaber ikke ses isoleret fra forældrefællesskabet.
Forældregruppen omkring hver enkelt klasse arbejder også med udgangspunkt i en forståelse for
forskellighed og fællesskab. Dette er baggrunden for anbefalinger 5.1.6.d og 5.1.6.h.
Der er mange muligheder og dilemmaer i samarbejdet med forældrene, men det er vigtigt område, hvis
flere elever skal lykkes i skolen. Derfor anbefaler ekspertgruppen, at der igangsættes et fortløbende
arbejde, der har et kontinuerligt fokus på, hvordan skole-hjemsamarbejdet kan udvikles. De medfører
endvidere en opmærksomhed på, at det for nogle forældre er en udfordring, at samarbejdet i højere
grad digitaliseres, herunder at digitaliseringen giver anderledes rammer for kommunikationen mellem
skole og hjem. Dette er baggrunden for anbefalinger 5.1.6.b. og 5.1.6.c.
Der peges på, at mange kommuner har positive erfaringer med at understøtte inklusion af elever ved
brug af indsatser, der inddrager familien i at understøtte elevernes skolegang. Familieklasser, hvor
forældrene deltager i undervisningen på udvalgte tidspunkter, er et eksempel herpå og baggrund for
anbefaling 5.1.6.d.
I afsnit 4.2.3.1 Visitationsprocesser fremgår det, at de ændrede visitationsprocesser, der blandt andet er en
konsekvens af den ændrede afgrænsning af specialundervisning, betyder, at der er behov for større
opmærksomhed på, hvornår skolelederen træffer en afgørelse, og hvornår der skal gives
klagevejledning. I den forbindelse fremgår det af Klagenævnet for Specialundervisnings årsrapport for
2015, at der foreligger sagsbehandlingsfejl i 78 pct. af de sager, de behandler. Det er baggrunden for
anbefaling 5.1.6.e.
Det er vigtigt, at der i forhold til trivsel i skolen ikke alene er fokus på den enkelte elev. God trivsel hos
eleverne forudsætter læringsfællesskaber, hvor eleverne kan deltage og udfolde sig. Som et supplement
til et fokus på den enkelte elevs trivsel, kan der arbejdes med mål for klassens trivsel. Flere
udviklingsprojekter viser, at eleverne i høj grad selv kan være med i dette arbejde308
. Der kan endvidere
følges op ved, at skolens leder eller medarbejdere løbende orientere om, hvad er fokus på i forhold til
klassens trivsel, så forældrene kan støtte op hjemmefra. Dette skal også gerne understøttes med klare
308 Amilon, Anna m.fl. (2015): Inkluderende skolemiljøer – elevernes roller.
162
principper for, hvordan der kommunikeres mellem skole og hjem, som ekspertgruppen anbefaler, at
skolebestyrelsen tager beslutning om, gerne efter bred inddragelse af forældre, elever og medarbejdere.
Samlet skal de anbefalede initiativer understøtte, at der på skolen kommer et større fokus på de
fællesskaber, eleverne er en del af. Dette er baggrunden for anbefaling 5.1.6.f, 5.1.6.g og 5.1.6.h.
5.1.7 Elevperspektivet - eleverne som en del af løsningen
Mange gange er inddragelse af elevernes perspektiv på deres egen situation fraværende. Mange elever har konkrete ønsker
til deres situation, til hvilke fællesskaber, de gerne vil være en del af, og hvilke kammerater, de skal omgive sig med. Det
kan dog være svært at få sat ord på disse ønsker og forventninger. Derfor skal det pædagogiske personales nysgerrighed
styrkes i forhold til den enkelte elev. Og alle elever bør have mindst én voksen, som de både har tillid til og en positiv
relation til. Samtidig skal klassen og de øvrige elever mestre at tage imod elever med særlige behov. En vanskelighed må
aldrig blive et tabu.
Ekspertgruppen anbefaler, at ministeren for børn, undervisning og ligestilling
5.1.7.a) Tager initiativ til udvikling af redskaber og inspirationsmateriale, der kan bruges til at skabe
inkluderende læringsmiljøer og en forståelse hos klassens elever for de elever, der har særlige
behov. Disse redskaber kan for eksempel anvendes i sammenhæng med udviklede
undervisningsmaterialer inden for området. (U)
5.1.7.b) Tager initiativ til at udarbejde inspirationsmateriale i forhold til at skabe inkluderende
klassekulturer blandt andet med udgangspunkt i børns rettigheder, og hvordan den enkelte
lærer sikres rum og ressourcer til dette arbejde. (U)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.1.7.c) I samarbejde med skolerne tilstræber, at eleven om muligt deltager i visitationsprocessen
og/eller iværksættelse af indsatser udover, hvad der direkte følger af lovgivningen i forbindelse
med henvisning til specialundervisning og samarbejdet mellem lærer og elev309
. Det skal
samtidig sikres, at elevens perspektiv inddrages, og eleven skal være repræsenteret via den
voksne, som har den bedste kontakt til eleven. Det skal altså være elevens relation, der afgør,
hvem der skal tale elevens sag, og ikke en på forhånd givet rollefordeling i systemet. Eleven vil
således kunne være repræsenteret via SFO-pædagogen, pædagogen i klubben,
billedkunstlæreren eller en anden voksen i skolen, som eleven har en god kontakt med, og som
samarbejder med de øvrige fagprofessionelle. (C)
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.1.7.d) Skolelederen i samarbejde med lærere og pædagoger – gerne i form af klassens team – løbende
og systematisk gennemgår deres relationer til samtlige elever med henblik på at sikre, at alle
elever har en positiv relation til en voksen. Hvis der er elever uden en sådan relation skal
teamet eller de øvrige voksne omkring eleven sikre, at en sådan positiv voksenkontakt skabes.
(I)
309 Folkeskolelovens § 12, stk. 2. og § 18, stk. 4
163
5.1.7.e) Skolelederen sikrer, at lærere og pædagoger kender til elevernes særlige behov og er rustet til at
forholde sig til dem. I samarbejde med lærere og pædagoger sikrer, at hele klassen kender til de
særlige behov, der eksisterer i klassen, og at der kan tales om forskelligheder, forskellige behov
på en åben og respektfuld måde, og at eleverne har muligheder for at ytre sig. (C).
Baggrund for anbefalinger:
Eleverne har væsentlig betydning for hinandens faglige udvikling og trivsel. I afsnit 4.1.4.2 Inddragelse af
elevens perspektiv fremhæves det, at klassekammeraterne spiller en stor rolle i forhold til at sikre et
inkluderende læringsmiljø. Forskningsresultater viser, at hvor eleverne lærer sammen og af hinanden,
har det en positiv betydning for både deres læring og trivsel. Det gælder særligt, hvor elever med særlige
behov er en del af klassen310
. Dette er baggrunden for anbefalingerne 5.1.7.a. og 5.1.7.b.
I afsnit 4.1.4.2 Inddragelse af elevens perspektiv pointeres også, at det er helt centralt, at den enkelte elev har
gode voksenrelationer, da denne relation er meget afgørende i forhold til at forebygge marginalisering
og skolevægring. Dette er baggrunden for anbefaling 5.1.7.d. Det er også afgørende, at eleven selv er
del af løsningen i forhold til de vanskeligheder, eleven står med. Det følger af lovgivningen og
internationale konventioner, at børn og unge skal inddrages, men der er også behov for at styrke den
mere uformelle og daglige inddragelse af elevens løsningsforslag, jf. også behovet for at styrke elevernes
personlige og sociale kompetencer. Derfor foreslår ekspertgruppen anbefaling 5.1.7.c.
Flere undersøgelser viser, at det personlige møde med et menneske med handicap og viden om
handicap har betydning for børns holdninger. Der peges blandt andet på, at holdningsbearbejdning
blandt andet gennem elevinddragelse blandt elever i folkeskolen er mulig og rummer et stort potentiale
for at nedbryde fordomme og berøringsangst overfor mennesker med handicap. Det er baggrunden for
anbefaling 5.1.7.e.311
Det er vigtigt, at elevens hverdagsperspektiv medtænkes i forhold til de løsninger, der etableres om
elever med særlige behov. Det er derfor afgørende, at eleven høres for at sikre, at den støtte eller anden
form for løsning, der etableres for eleven ikke giver utilsigtede problemer i forhold til elevens hverdag.
Det er baggrunden for anbefaling 5.1.7.c.
5.1.8 Specialundervisning tættere på almenmiljøet
Specialundervisning og specialpædagogisk støtte skal tættere på den almene undervisning. Dette gælder både eleverne, så
vejen fra et specialtilbud til almenskolen reduceres, og i forhold til at sikre at den specialiserede viden også kan spille ind i
almenområdet og viden fra almenområdet kan styrke specialtilbuddene. Samtidig skal der sikres den nødvendige
fleksibilitet til, at skoler kan arbejde kvalificeret med inkluderende læringsmiljøer.
310 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk
review.
311 Sandø, Martin mfl. (2011): Børns holdninger til handicap; Det Centrale Handicapråd (2016): Viden om holdninger og handicap.
164
Ekspertgruppen anbefaler, at ministeren for børn, undervisning og ligestilling
5.1.8.a) Tydeliggør de muligheder, der allerede eksisterer for større lokal fleksibilitet i forhold til at
kunne arbejde inkluderende. Det skal tydeliggøres i en vejleding, hvilke muligheder der er for
at etablere mellemformer mellem almen- og specialundervisning, gruppeordninger og større
fleksibilitet mellem almen- og specialtilbud, der blandt andet kan tilgodese elevers behov for
mere struktur og ro i skoledagen, samt for anvendelse af smidigere og mere fleksible
visiteringsformer, for eksempel målrettede forløb for en kortere periode og hyppigere
revisitation, opfølgning og evaluering. (U)
5.1.8.b) I samarbejde med kommunerne sætter som et mål, at specialtilbuddene som udgangspunkt
skal have sammenhæng til almentilbuddene. (U)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.1.8.c) I vidst mulig omfang søger for at placere specialtilbud og almentilbud i fysisk nærhed af
hinanden. Dette skal skabe rammer for og fremme oparbejdelse af tættere samarbejde og en
lettere overgang fra et tilbud til et andet. (I)
Disse anbefalinger kan fremgå af en national strategi på området, jf. anbefaling 5.3.5.a.
I anbefalingsafsnit 5.3 uddybes anbefalinger om kompetencer.
Baggrund for anbefalinger:
Det har i ekspertgruppens arbejde været tydeligt, at der er stor usikkerhed og mange forskellige
forståelser af, hvad den gældende lovgivning egentlig giver mulighed for af fleksible ordninger for
elever med særlige behov. Det er ekspertgruppens vurdering, at misforståelser til tider står i vejen for
arbejdet med inkluderende læringsmiljøer. Dette er baggrunden for anbefaling 5.1.8.a.
Det er væsentligt, at den ekspertise som specialtilbuddene besidder, kommer tættere på og inddrages i
forhold til almene folkeskolers praksis. Dette fremhæves i afsnit 4.1.2.3 Viden om handicap. Det er
ekspertgruppens vurdering, at fysisk afstand forhindrer oparbejdelse af dette samarbejde, herunder
særligt i forhold til at få oparbejdet gode erfaringer. Dette er baggrunden for anbefalinger 5.1.8.b til
5.1.8.c. En undersøgelse af specialklasser peger på, at en tæt fysisk placering af specialklasser på
almenskoler understøtter inklusion og overgange mellem specialklasse og almenklasse og kan styrke
gensidig sparring mellem almen- og specialmiljø, og dermed også styrke det faglige fundament i
specialtilbuddene312
.
312 Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2013): Specialklasser I folkeskolen – På vej mod mere inkluderende læringsmiljøer.
165
5.2 Styring
5.2.1 Inkluderende målsætninger
Alle elever har ret til at være en del af inkluderende fællesskaber uanset, hvor de går i skole. Alle elever skal være en del
af almenundervisningen, hvis de her har mulighed for at opnå både en faglig og trivselsmæssig progression. Det er der gode
muligheder for. Målet har frem til 2015 været, at 96 pct. af eleverne, skal være en del af almenmiljøet. Fremadrettet bør
der særligt være fokus på at sikre faglig og trivselsmæssig progression for alle elever og på at øge andelen af elever i
almenundervisningen i de kommuner, der er udfordret ved at have en lav andel i forhold til deres socioøkonomiske
baggrundsfaktorer. Der skal samtidig være plads til mangfoldigheden i elevgruppen både, hvad angår behov og fagligt
niveau. Derfor skal de mål, der opstilles for folkeskolen, også afspejle dette.
Ekspertgruppen anbefaler:
5.2.1.a) En ambition om, at alle elever skal være en del af almenmiljøet vel vidende, at ikke alle elever
kan være en del af den almene folkeskole. Der er elever, der har behov for et særligt tilpasset
undervisningsmiljø eller en specialpædagogisk indsats, der ikke kan imødekommes i
almenmiljøet. Kommunerne skal være særligt opmærksomme på inkluderende læringsmiljøer i
forhold til drenge, elever hvis forældre har en kort eller ingen uddannelse ud over grundskolen
og elever af anden etnisk herkomst end dansk, der pt. er overrepræsenterede i de segregerede
specialtilbud. (C)
Ministeren for børn, undervisning og ligestilling
5.2.1.b) Tager initiativ til at indgå en aftale med kommunerne om nationale målsætninger om faglig
progression og trivsel, der klarlægger rammerne for kommunernes fremtidige indsats i forhold
til inklusion. Disse mål skal ses i sammenhæng med de eksisterende nationale mål for
folkeskolen, ligesom der herudfra også vil kunne udarbejdes kommunale målsætninger. (C)
5.2.1.c) Tager initiativ til at nuancere de nuværende måltal, herunder de nationale mål for reformen og
øvrige målsætninger, der bruges nationalt og i kvalitetsrapporterne, med yderligere
oplysninger. Det skal sikre, at måltallene ikke giver incitamenter til at segregere elever. Denne
nuancering skal bestå af en tydeliggørelse af inklusionsgrad, fritagelsesprocent fra nationale
test og 9. klasses prøver og socioøkonomisk sammensætning. (C)
5.2.1.d) Styrker vejledningen af kommuner og skoler i forhold til de obligatoriske 9. klasses prøver og
sikrer en kommunikation af de gældende regler i forhold til prøveformer, herunder
mulighederne for alternative prøveformer blandt andet i dansk og matematik. (U)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.2.1.e) Arbejder for, at arbejdet med inkluderende læringsmiljøer prioriteres i ligeså høj grad som
arbejdet med elevernes faglige udvikling, herunder i form af samme fokus i opfølgning og
honorering. (I)
Baggrund for anbefalinger:
Ambitionen og idealet må være, at alle elever skal være en del af almenmiljøet, have mulighed for at
udvikle sig fagligt, trives og kunne deltage i fællesskabet. Ekspertgruppen er dog bevidst om, at en
sådan ambition aldrig fuldt ud vil kunne indfries. 96 pct.-målsætningen, der har været gældende fra 2012
166
til 2015, er blevet for snævert knyttet til flytning af elever og organisering, og er blevet synonym for
omstillingen til øget inklusion. Samtidig er målsætningen ikke tilstrækkeligt rettet mod de grupper af
elever, der er overrepræsenteret i specialskoler og specialklasser, og som også har ret til inkluderende
læringsmiljøer. Dette er baggrunden for anbefaling 5.2.1.a. Som det fremgår af afsnit 4.2.1 Den politiske
rammesætning, skal fokus skal være på at skabe inkluderende læringsmiljøer med udgangspunkt i en større
mangfoldighed.
Anbefalingerne 5.2.1.b til 5.2.1.e. skal ses i lyset af, at flere af de tiltag, der er taget for at få kommuner
og skoler til at have fokus på elevernes faglige resultater og trivsel, kan have en uheldig ekskluderende
sideeffekt. De nuværende målsætninger og den måde, der følges op på målsætningerne, betyder, at
skolerne bliver målt på elevernes faglige niveau, og i mindre grad på, hvilke skoler der lykkes med alle
deres elevers udvikling og progression. Som det fremgår af afsnit 3.4.1. Status for elevernes faglige resultater,
har ekspertgruppen erfaret, at skolerne har incitamenter til at fastholde de elever, der allerede gør det
godt. De har derimod ikke incitamenter til at fastholde elever med særlige behov og herved arbejde for,
at så mange elever som muligt lykkes i skolen. Baggrunden er, at det kan påvirke de skoler, der holder
fast i en bred elevsammensammensætning med blandt andet elever med særlige behov og lykkes med
det. De kommer ikke til at ligge højt i forhold til deres måltal og placering på ranglister mv. Disse
incitamentsstrukturer kan også ligge i den kommunale styring i forhold til resultatkontrakter mv.
Ved at skifte spor og få fokus på alle elevers faglige udvikling og trivsel opnås et langt mere nuanceret
fokus på, hvorvidt skolen gør en positiv forskel for eleverne. Dette er baggrunden for anbefalingerne
5.2.1.b, 5.2.1.c og 5.2.1.e. Det er ekspertgruppens vurdering, at ændringer ikke vil medføre en større
segregering af elever til specialtilbud.
Det er ligeledes et stort problem, at der fortsat er en relativ stor gruppe af elever, der bliver fritaget fra
de obligatoriske 9. klasseprøver. Det er ekspertgruppens indtryk, at det blandt andet skyldes, at der er et
begrænset kendskab til, hvilke muligheder eleverne har for at aflægge prøverne på særlige vilkår.
Ekspertgruppen vil sætte fokus på dette ved anbefaling 5.2.1.d.
Det er ekspertgruppens vurdering, at overgangen til øget fokus på progression er i gang, men at det
tager tid. Dette arbejde bør understøttes yderligere og være et fokusområde for både ministerium og
kommuner.
5.2.2 Klare mål og prioriteringer i hele styringskæden
Der er behov for tydelig retning og lederskab i forhold til arbejdet med inkluderende læringsmiljøer. Der skal derfor sikres
en tydeligere sammenhæng i prioriteringerne gennem hele styringskæden. Lokalt i kommunerne skal politikerne fastsætte
klare mål for et sammenhængende børne- og ungeområde, hvordan der arbejdes inkluderende og med fælleskaber i skolen.
Dette skal følges op af en tydelig ledelse fra forvaltningsniveau, herunder rammesætning og opfølgning i forhold til
skoleleder og skolebestyrelser.
Ekspertgruppen anbefaler, at ministeren for Børn, Undervisnings og Ligestilling
167
5.2.2.a.) I samarbejde med kommunerne via for eksempel den årlige aftale om kommunernes økonomi
sætter fokus på/prioritere implementeringen af et bestemt tema på tværs af alle kommunerne.
Dette vil evt. kunne indgå i kommunernes kvalitetsrapporter. (U)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.2.2.b) Sætter tydelige mål og strategier for kommunens børne- og ungeindsats, herunder for hvordan
der arbejdes inkluderende i folkeskolen. Disse mål og strategier skal udvikles i samarbejde med
og kommunikeres bredt fra kommunalt niveau til skoleledere og videre til lærere og
pædagoger. Samtidig skal de udmøntes i handleplaner og styrings- og tildelingsmodeller, der
sikrer, at ressourcerne kan følge behovene. Disse mål og strategier skal afspejle målene i
folkeskolereformen og ambitionen om, at flest mulige elever skal undervises i den almene
folkeskole. Målopfyldelsen og den løbende opfølgning skal danne grundlag for en dialog med
skoleledelserne. På samme måde skal en tilsvarende dialog finde sted mellem skoleledelse og
medarbejdere. (C)
5.2.2.c) Prioriterer forebyggende og foregribende indsatser. Det skal stå tydeligt for skolernes ledelse
(skoleleder og skolebestyrelser), hvad der har højst prioritet og skal gennemføres, og hvilke
indsatser det er muligt at gennemføre senere. Prioriteringen skal afspejle de langsigtede
strategier med delmål og mulighed for løbende evaluering. Den forebyggende og foregribende
indsats skal endvidere styrke samarbejde mellem dagtilbud og skoler. Dette skal blandt andet
ske ved en plan for afdækning af elever, der er i risiko for marginalisering eller for at få et
mindre udbytte af skoletiden, og ved bedre brug af data til at identificere elever i mistrivsel
eller risiko for faglig og/eller social marginalisering (C)
5.2.2.d) Løbende følger op på skolernes økonomi og elevernes progression, samt sikrer en indsigt i
skolens konkrete udfordringer gennem eksempelvis samtaler mellem skolechef og skoleleder.
Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og KL udarbejder med udgangspunkt i
bedst praksis modeller herfor. (U)
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.2.2.e) Skolelederen sætter tydelige mål og strategier for skolen, herunder for hvordan der arbejdes
inkluderende på skolen. Disse mål og strategier skal udvikles i samarbejde med lærere og
pædagoger og kommunikeres bredt til forældre og elever. Samtidig skal de udmøntes i
handleplaner og et ressourceoverblik, der sikrer synlighed om, hvordan
ressourceprioriteringen afspejler strategien, handleplaner og behovene. De opsatte mål og
strategier skal afspejle målene i folkeskolereformen og ambitionen om, at flest mulige elever
skal undervises i den almene folkeskole. Målopfyldelsen og den løbende opfølgning skal danne
grundlag for en dialog med medarbejderne. (C)
Baggrund for anbefalinger:
Det fremgår af afsnit 4.2.1 Den politiske rammesætning, at kommunernes mulighed for at holde fast i de
kommunale mål, strategier og prioriteringer kan være udfordret af mange dagsordner og reformkrav.
Ekspertgruppen vil med anbefaling 5.2.2.a. understøtte, at man fra statslig side støtter kommunerne i at
sætte retning og prioritere indsatserne.
168
I afsnit 4.2.2 Klare mål og prioriteringer i styringskæden fremgår det, at der ofte er et skel mellem
kommunernes mål og den virkelighed, som lærere og pædagoger oplever. En kommunal målsætning er
ikke i sig selv nok. Den skal virkeliggøres for alle niveauer. Flere forskningsresultater viser, at det er
vigtigt, at der er klare værdier og principper for et godt læringsmiljø, og at skolelederen tager et ansvar
for at få sammenhæng i den måde, skolens læringsmiljøer er indrettet, samt at medarbejderne har en
klar forståelse for, hvordan det forventes, at de agerer i forhold til at skabe inkluderende læringsmiljøer.
Dette er baggrunden for anbefaling 5.2.2.b.
Samtidig har de gennemførte undersøgelser, foretaget i regi af ekspertgruppens arbejde med
inklusionseftersynet, vist, at der er en generel oplevelse blandt de pædagogiske medarbejdere af, at der
ikke er nok ressourcer til rådighed. Dette stiller store krav til prioritering og ressourcestyring på de
højere niveauer af styringskæden. Konkret bør forvaltningen understøtte og følge op på både
ressourcer og opgaver, således at skolelederen støttes i det rammesættende arbejde og i de konkrete
prioriteringer på skoleniveau, jf. afsnit 4.2.1 Den politiske rammesætning. Dette er baggrunden for
anbefalingerne 5.2.2.c og 5.2.2.d.
Derudover er det afgørende for opbakningen til omstillingen til inklusion i folkeskolen, at det er
gennemskueligt, hvordan der prioriteres. Flere undersøgelser viser, at skolelederens dispositioner er
svære at gennemskue for de pædagogiske medarbejdere, herunder hvad der prioriteres af
arbejdsopgaver på skolen. Det ser ud til, at det er en barriere for medarbejdernes opbakning til øget
inklusion, at de ikke kan gennemskue, hvad ressourcerne bruges til, og hvorfor de bruges, som de gør.
Derfor skal kommuners og skolers ressourcer og indsatser beskrives i kvalitetsrapporterne og via
skolens inklusionsstrategi og handleplan. Derudover er forvaltningens opfølgning på skolernes arbejde
og resultater blevet fremhævet som et centralt element i etableringen af en succesfuld dialog mellem
skole og forvaltning. Dette er grundlaget for 5.2.2.c.
5.2.3 Større gennemsigtighed og tydelig procedure og prioritering af ressourcer
Der er nogle steder usikkerhed om, hvorvidt ressourcerne er til stede til at sikre en styrket almenundervisning og
inkluderende læringsmiljøer, og at elever med særlige behov faktisk lærer noget og trives. Der er derfor behov for en større
gennemsigtighed i forhold til de prioriteringer, der foretages. I denne sammenhæng skal koblingen mellem strategi og
ressourcer tydeliggøres i handleplaner, ligesom der skal større ledelsesfokus på bedst mulig udnyttelse af de eksisterende
ressourcer og kompetencer. Prioriteringer, strategier og handleplaner skal kommunikeres til forældre. Det er vigtigt med
dialog mellem forældre og skolens pædagogiske ledelse og medarbejdere.
Ekspertgruppen anbefaler, at ministeren for børn, undervisning og ligestilling
5.2.3.a) I samarbejde med kommunerne udvikler en model for, hvordan det i kommunernes
kvalitetsrapporter kan tydeliggøres, hvor mange medarbejder ressourcer, som den enkelte
skole har til rådighed, og hvilke kvalitative tiltag, der iværksættes for at styrke
almenundervisningen og inkluderende læringsmiljøer. (C)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
169
5.2.3.b) Laver strategi- og handleplan for den løbende opfølgning på skolernes arbejde med elever
med særlige behov, når der er usikkerhed om, hvorvidt eleverne kan få deres
undervisningsbehov opfyldt i almenundervisningen. Kommunen skal i den sammenhæng have
et beredskab til at kunne støtte skoler i tilfælde af akutte og uforudsete behov. (U)
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.2.3.c) Skolebestyrelse via principper og skolelederen via en samlet inklusionsstrategi og handleplan
tydeliggør for både medarbejdere, forældre og elever, hvordan indsatsen prioriteres, hvor
mange personalemæssige ressourcer, skolen har til rådighed til at sikre en styrket
almenundervisning, inkluderende læringsmiljøer og støtteforanstaltninger på skolens budget.
(C)
5.2.3.d) Skolelederen løbende prioriterer skolens ressourcer efter behov og med sparring fra kommunale
ressourcepersoner, herunder særligt PPR og skolens egne ressourcepersoner. Dette kan evt.
ske ved, at skolens ledelse ugentligt/månedligt har møder med de klasser, årgange og/eller
trin, som enten har fået allokeret ekstra ressourcer eller kunne have behov. Ud fra en status
afgøres den næste uges/måneds fordeling af de ekstra ressourcer. (C)
5.2.3.e) Skolelederen i samarbejde med medarbejderne udarbejder en strategi og handleplan for, hvordan
principperne for skolens inkluderende læringsfællesskaber kan realiseres med tæt inddragelse
af medarbejdere, forældre og elever, herunder hvordan der skabes ejerskab til principperne og
hvordan de konkret omsættes i skolens læringsmiljøer og samarbejdet herom. (I)
5.2.3.g) Skolelederen arbejder for, at skolen styrker anvendelsen af forebyggende elementer i
læringsmiljøerne med klar struktur, overskuelighed og tydelige forventninger til elever og for
forpligtende forældresamarbejde, og understøtter skolens medarbejdere. Dette kan blandt
andet ske ved beskrivelse af mål, strategier og redskaber, der skal arbejdes med i praksis. (I)
Baggrund for anbefalinger:
Det er afgørende for opbakningen til omstillingen til inklusion i folkeskolen, at det er gennemskueligt
for forældre og medarbejdere, hvordan der prioriteres. Flere undersøgelser viser dog, at skolelederens
dispositioner er svære at gennemskue for de pædagogiske medarbejdere, herunder hvad der prioriteres
af arbejdsopgaver på skolen. Det ser ud til, at det er en barriere for medarbejdernes opbakning til øget
inklusion, at de ikke kan gennemskue, hvad ressourcerne bruges til, og hvorfor de bruges, som de gør,
jf. afsnit 4.2.3 Større gennemsigtighed og prioritering af ressourcer. Derfor skal kommuners og skolers ressourcer
og indsats beskrives i kvalitetsrapporterne og via skolens inklusionsstrategi og handleplan, jf.
anbefalinger 5.2.3.a og 5.2.3.c.
I beskrivelsen af udfordringerne er forvaltningens opfølgning på skolernes arbejde og resultater blevet
fremhævet som et centralt element i etableringen af en succesfuld dialog mellem skole og forvaltning, jf.
afsnit 4.2.2 Klare mål og prioriteringer i styringskæden. Dette er baggrunden for anbefaling 5.2.3.b. Samme
logik gør sig gældende på skoleniveau. I afsnit 4.2.3 Større gennemsigtighed og prioritering af ressourcer
pointeres behovet for en meget tæt og løbende opfølgning på udfordringerne i de enkelte teams og i de
enkelte klasser, jf. anbefaling 5.2.3.d.
Det er endvidere afgørende, at der er en fælles målsætning på skolen, der begrunder skolens
pædagogiske valg og prioriteringer. Det er ekspertgruppens opfattelse, at der mange steder mangler
170
prioritering af de inkluderende læringsmiljøer og styrkelse af almenundervisningen, og at den
manglende prioritering har direkte konsekvenser for medarbejdernes mulighed for at agere, jf. afsnit
4.2.2 Klare mål og prioriteringer i styringskæden. Dette kan gøres med udgangspunkt i principper, der er fast
forankret på skolen via skolebestyrelsens principfastsættelse.
Det er endvidere vigtigt, at skolelederen tager ansvar for, at der skal følges op med strategier og
handleplaner for, hvordan principperne for skolens inkluderende læringsmiljøer realiseres, samt
hvordan konkret sættes handling bag, at der skal være tydeligere forventninger til eleverne og
forældrene på skolen. Det er baggrunden for anbefaling 5.2.3.e og 5.2.3.g.
5.2.4 Styrkelse af tidlig indsats og forebyggende og foregribende indsatser
Vanskeligheder kan forebygges, og mange elever med særlige behov kan hjælpes bedre ved en tidlig indsats, ligesom udsatte
elever har gavn af en helhedsorienteret indsats, der tager højde for både deres skolegang og eventuelle problemer i hjemmet.
Hertil kommer, at sådanne indsatser ofte er ressourcebesparende.
Ekspertgruppen anbefaler, at ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
5.2.4.a) I samarbejde med Social- og Indenrigsministeriet og kommunerne igangsætter et arbejde, der
skal se på, hvordan man kan understøtte et bedre samspil i praksis i kommunerne mellem de
to lovgivninger, herunder på muligheden for en højere grad af koordineret og
helhedsorienteret indsats mellem skole- og socialområde i forhold til elever med særlige
behov. (U)
5.2.4.b) I samarbejde med Social- og Indenrigsministeriet udarbejder vejledninger til kommuner i
forhold til, hvordan de bliver bedre til at igangsætte en tidlig forebyggende indsats og til at
bringe samtlige ressourcer omkring en elev og en familie i spil med henblik på at styrke
elevens skolegang. I denne sammenhæng tydeliggøres, hvem der har handleret og -pligt. (U)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.2.4.c) I samarbejde med skolerne prioriterer, at en forebyggende og tidlig indsats i almenmiljøet
kommer alle elever til gavn, ikke kun de elever, der har særlige behov. (I)
Baggrund for anbefalinger:
Flere forskningsresultater viser, at tidlig identifikation og indsats i høj grad kan styrke læringsmiljøet og
mindske andelen af elever, der kommer i vanskeligheder gennem skoleforløbet. Der kan således med
fordel sættes tidligere ind i forhold til elever, hvor der er tegn på mistrivsel eller andre vanskeligheder.
Det vil formentlig både have en større effekt for eleven, være billigere og give store langsigtede
økonomiske gevinster. Nogle resultater peger på, at det forebyggende arbejde formentlig er relativt
udbredt på læseområdet, men der peges på, at det i lav grad prioriteres på alle øvrige områder, herunder
i forhold til elevernes personlige og sociale udfordringer, jf. afsnit 4.1.3 og 4.3 om dagtilbuds betydning
samt tidlige forebyggende og foregribende indsatser. Dette er baggrunden for anbefalingerne 5.2.4.d, 5.2.4.e og
5.2.4.f.
Flere af de praktikere, interessenter og forskere, som ekspertgruppen har været i dialog med, peger på,
at der ofte ikke er en tilstrækkelig koordination og samarbejde mellem social- og skoleområdet, jf. afsnit
171
4.2.4. Tværgående samarbejde. Ekspertgruppen har endvidere erfaret, at man mange steder oplever søjle-
tænkning mellem social- og skoleforvaltningen, herunder en diskussion om, hvor ressourcer og
indsatser er placeret, og at de to lovgivninger kan være vanskelige at få til at spille sammen. Dette er
baggrunden for anbefalinger 5.2.4.a. og 5.2.4.b.
172
5.3 Kompetencer
5.3.1 Styrkelse af læreres og pædagogers praksisnære kompetencer
Der er gode forudsætninger for at arbejde med inkluderende læringsmiljøer i folkeskolen. Langt hovedparten af eleverne
tilkendegiver, at de har et godt forhold til deres lærere, de trives i skolen og oplever, at de er deltagende både socialt og
fagligt. Der er mange dygtige lærere og pædagoger i skolen, der grundlæggende har de nødvendige faglige forudsætning til at
arbejde inkluderende, men de kan udfordres af situationer, hvor elever med særlige behov skal lære og deltage konstruktivt
i undervisningen. Kompetenceudvikling er en forudsætning for skolens udvikling og arbejdet med inklusion, men der peges
på, at der i langt højere grad er behov for praksisnær sparring om den inkluderende praksis, forebyggelse af konflikter og
problematisk adfærd. Der ses også et behov for at styrke ligeværdigheden mellem de forskellige pædagogiske og socialfaglige
kompetencer i skolen og behov for at styrke tværprofessionelt samarbejde mellem blandt andet lærere og pædagoger.
Ekspertgruppen anbefaler, at ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
5.3.1.a) Kommunikerer tydeligere, om de muligheder, der eksisterer for, at sparring og supervision fra
en faglig vejleder, lærer og pædagog med specialpædagogiske kompetencer, ressourcepersoner
mv. kan finansieres via den ene milliard kroner, der er afsat til kompetenceudvikling i
forbindelse med folkeskolereformen. Fokus på denne sparring og supervision skal blandt
andet være på:
 Faglig sparring, hurtig opkvalificering og direkte feedback til lærere og pædagoger.
 Styrke anvendelse af tværprofessionelt samarbejde som co-teaching. (C)
5.3.1.b) Tager initiativ til, at en del af de afsatte midler til efteruddannelse målrettet anvendes til at
styrke lærere og pædagogers kompetencer via gensidig faglig sparring i praksis. (C)
5.3.1.c) Samarbejder med Uddannelses- og Forskningsministeriet og professionshøjskolerne om, at
lærer- og pædagoguddannelserne understøtter, at de kommende lærere og pædagoger kan
arbejde inkluderende og samarbejde om at skabe inkluderende læringsmiljøer, herunder at
skabe meningsfuld deltagelse for alle elever. (S)
5.3.1.d) Tager i samarbejde med Uddannelses- og Forskningsministeriet og professionshøjskolerne
initiativ til, at professionshøjskolernes efter- og videreuddannelse i endnu højere grad skal
tilpasse deres tilbud til det pædagogiske medarbejderes praksis. (U)
5.3.1.e) Vidensdeling i forhold til kommuner, der gør det godt. (I)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.3.1.f) Gennem en vedvarende og systematisk efter- og videreuddannelsesindsats sikrer, at der er de
fornødne specialiserede kompetencer tilstede i kommunen. (C)
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.3.1.g) Skolelederen arbejder for, at de gør brug af de tilbud, som kommunen stiller til rådighed,
herunder om praksisnær sparring og supervision fra specialskolelærere og øvrige faglige
vejledere, herunder PPR. (I)
Baggrund for anbefalinger:
Det er ekspertgruppens oplevelse, at der er et behov for konkret sparring og supervision i forhold til at
arbejde inkluderende og håndtere konkrete situationer i forhold til dette. Der er endvidere et
173
uhensigtsmæssigt stort fokus på linjefagskompetencer i den nationale kompetenceudviklingsstrategi,
hvor der er afsat en milliard kroner til opkvalificering af lærere og pædagoger. Flere praktikere,
interessenter og forskere har gentagende gange peget på, at kompetenceudvikling i højere grad bør være
praksisnært og gerne foregå i og omkring undervisningen. Dette fremgår også af afsnit 4.3.1
Medarbejdernes kompetencer. Der er endvidere flere forskningsresultater, der peger på, at vejledning og
supervision i undervisningen har særlig stor effekt, hvis der indgår elever med forskellige behov. Dette
er baggrunden for anbefalinger 5.3.1.a.-5.3.1.d.
Der er de senere år sket en forbedring af lærernes vurdering af, hvorvidt de har kompetencer til at
gennemføre en god undervisning med elever med særlige behov. Dette arbejde skal fortsættes,
herunder med fokus på efter- og videreuddannelse af medarbejderne med særlige ekspertiser.
Der er i interviewene med vidensaktører og organisationer peget på, at de specialpædagogiske
kompetencer ikke er til stede, og at kompetencerne forsvinder i forbindelse med nedlæggelse af
specialundervisningstilbud. Forskningsresultater viser, at sparring og supervision fra en lærer eller
pædagog med viden om elever med særlige behov ved brug af co-teaching kan have stor positiv effekt
for eleverne. Det er baggrunden for anbefaling 5.3.1.f. og 5.3.1.g.
5.3.1.e.
5.3.2 Teamsamarbejdet skal styrkes
Det inkluderende arbejde baserer sig i høj grad på at være i stand til at analysere den læringssituation, man står overfor
som lærer og pædagog. I denne sammenhæng udgør teamsamarbejdet et helt centralt element. En velfungerende
teamorganisering sikrer en fælles forståelse mellem de pædagogiske medarbejdere, ligesom det giver mulighed for større
kontinuitet i medarbejdergruppen.
Ekspertgruppen anbefaler, at ministeren for børn, undervisning og ligestilling:
5.3.2.a) Tager initiativ til i samarbejde med relevante organisationer at udarbejde en vejledning til
teamsamarbejde via reflekterende teams og ekstern sparring med ressourcepersoner fra
specialskoler, professionshøjskoler og andre ressourcepersoner. (U)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.3.2.b) I samarbejde med skolerne tager initiativ til at styrke samarbejdet med specialskoler, skoler
med specialklasserækker, professionshøjskoler, faglige vejledere mv. samt styrke
teamsamarbejde for eksempel via reflekterende teams. (U)
5.3.2.c) Sikrer, at skolelederne har de nødvendige kompetencer og værktøjer til at udvikle skolens
teamsamarbejde. (U)
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.3.2.d) Skolelederen i samarbejde med medarbejderne sikrer, at teamsamarbejdet styrkes yderligere ved
et øget fokus på pædagogiske udfordringer, som klassen eller eleven står med. Elevernes
læring og udvikling skal være omdrejningspunktet for teamets arbejde. Skoleleder og
skolebestyrelse sikrer, at der etableres muligheder i form af tid og ressourcer til, at der kan
udvikles relationer mellem ledere, lærere, pædagoger, elever og forældre samt
174
ressourcepersoner. Udviklingen vil blandt andet kunne bestå i at styrke teamets refleksion over
egen praksis og samarbejde i praksis. Der skal endvidere sikres en tydelig rollefordeling. (U)
5.3.2.e) Skolelederen sikrer medarbejderne den nødvendige tid og muligheder for at mødes i teamet, så
samarbejde i forhold til både elever og forældre kan varetages. (C)
Baggrund for anbefalinger:
Teamsamarbejdet bør være rammen for arbejdet om styrkede læringsmiljøer. En komparativ analyse
viser blandt andet, at teamsamarbejde er et klart omdrejningspunkt i forhold til en sammenhængende
indsats om elever med særlige behov i Finland og Ontario, mens det i dansk sammenhæng er mere
forskelligt, hvorvidt teamet er beskrevet som et centralt omdrejningspunkt for den samlede indsats for
elever med særlige behov313
.
I afsnit 4.3.2 Teamsamarbejde fremhæves det, at teamsamarbejdet ikke bruges tilstrækkeligt til at styrke
den faglige sparring og en mere konsekvent og ensartet løsningstilgang på skolerne. Lærere og
pædagoger oplever at stå alene med udfordringerne og kan føle sig følelsesmæssigt ramt af elevers
udadreagerende adfærd. Der er behov for, at lærere og pædagoger – særligt i teams – analyserer egen
praksis gennem for eksempel fælles refleksioner, får sparring på konkret praksis og udfordringer mv.
Dette er baggrunden for anbefalinger 5.3.2.a til 5.3.2.e.
5.3.3 Styrke kompetencer til forebyggende indsatser i forhold til konflikter og problematisk
adfærd
Konflikter, udadreagerende adfærd og brandslukning fylder ofte for meget i skolen. Også derfor skal den fælles tilgang til
inkluderende læringsmiljøer og praksis på skolerne skal styrkes. Dette skal blandt andet gennem udvikling af de
praksisnære kompetencer, jf. anbefalinger under 5.3.1. Pauserne skal inddrages i arbejdet med at styrke læringsmiljøerne.
Ligesom teamsamarbejdet, supervision og faglig sparring skal være med til at styrke medarbejdernes forståelse af kontekst
og blinde vinkler i forhold til egne reaktionsmønstre. Dette handler både om at give de pædagogiske medarbejdere bedre
redskaber og støtte i forhold til at arbejde med elever med udadreagerende adfærd, men også om at sikre et fokus på blandt
andet elever med indadreagerende adfærd, fastholdes i fællesskabet og ikke marginaliseres.
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.3.3.a) Skolelederen arbejder for et større ledelsesfokus og faglig supervision af pædagogiske
medarbejdere og tættere samarbejde mellem skolens ledelse og medarbejdere om forebyggelse
af konflikter og problematisk adfærd og løsninger i konkrete situationer. Målet er at styrke de
pædagogiske medarbejderes kompetencer til at forebygge og håndtere konflikter. (I)
5.3.3.b) Skolelederen i samarbejde med medarbejderne udarbejder en strategi og konkret handleplan for
håndtering af konflikter og problematisk adfærd, herunder med tydelig angivelse af
ressourcepersoners roller og opgaver i strategien. (C)
313 Rambøl (2016): Komparativ analyse af indsatser overfor børn med særlige behov. Fokus på Ontario og Finland.
175
5.3.3.c) Skolelederen udarbejder og synliggøre en strategi og konkret handleplan for håndtering af
pauserne. Strategien skal have til formål at forebygge og sikre en fælles tilgang til pauserne.
Strategien må ikke ses som en fast rammesætning, der begrænser fri leg mv. (I)
Baggrund for anbefalinger:
Læringsmiljøet har stor betydning for elevernes udbytte af undervisningen. Fravær af forstyrrelser og
elevernes fokus på undervisningens mål og opgaver understøtter bedre faglige resultater og trivsel314
.
Konflikter, forstyrrende og problematisk adfærd kan være et problem i flere sammenhænge. Det kan
blandt andet være i forhold til elever, der melder sig ud af undervisningen og derved ikke aktivt
konstruktivt deltager. Konflikter i nogle klasser kan komme til at fylde så meget, at det tager meget tid
fra undervisningen og læringsaktiviteter, ligesom enkelte elever kan ende i situationer, hvor de ikke
ønsker at komme i skole eller ikke kan koncentrere sig om andet end de igangværende konflikter.
Flere forskningsresultater peger på, at der både på skolen generelt og målrettet i forhold til bestemte
klasser kan være gode resultater ved at skabe en positiv adfærdskultur på skolen. Det er vigtigt, at der
på den enkelte skole skabes en god kultur og forståelse for forskellighed. Dette indebærer, at særligt
skolens ledelse understreger og arbejder ud fra en accept af forskellighed hos eleverne, kulturelle
forskelle og fremhævelse af behovet for realistiske forventninger til alle elever315
. Det hører også med til
den positive skolekultur, at der arbejdes for et fravær af stigmatisering om enkelte elever, hvilket har
stor betydning for disse elevers muligheder i skolen316
. Den positive kultur og bedre forståelse for
elevers forskellighed ser særligt ud til at have positive effekter for elever med særlige behovs
udvikling317
, mens der for den samlede elevgruppe også kan ses andre positive effekter, som for
eksempel bedre sundhed og mindre stofmisbrug blandt eleverne318
. Dette er baggrunden for
anbefalinger 5.3.3.a, 5.3.3.b og 5.3.3.c.
5.3.4 Styrke rammerne for den pædagogiske psykologiske rådgivning
Pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) skal spille en mere central rolle i forhold til at kunne styrke
almenundervisningen og inkluderende læringsmiljøer, herunder understøtte udviklingen af praksis, samt i forhold til at
sikre opfyldelse af særlige undervisningsbehov hos eleverne. PPR skal sikres som en central kompetencepartner for alle
skoler. PPR skal fungere som bindeleddet i forhold til elever med særlige behov og have kontakten og viden om
forskningen og kilder til viden, og herunder de landsdækkende specialrådgivningsinstitutioner.
Ekspertgruppen anbefaler, at misteren for børn, undervisning og ligestilling
5.3.4.a) I samarbejde med relevante ministerier, evaluerings- og forskningsinstitutioner samt
kommunerne sikrer, at der samles kendskab til god evidens om god praksis, herunder om
elever med særlige behov og gode læringsmiljøer. Der bør i forlængelse heraf udarbejdes en
314 Hattie, John (2008): Visible learning.
315 Dyssegaard, Camilla m.fl. (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk
review; Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier.
316 Hattie, John (2008): Visible learning.
317 Dyssegaard, Camilla (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk review.
318 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier.
176
strategi for, hvordan viden kommer ud til rette personer i og omkring skolen, så viden bruges i
praksis (U)
5.3.4.b) I samarbejde med relevante ministerier og uddannelsesinstitutioner afsøger mulighederne for
uddannelsestilbud og efteruddannelsestilbud, der har sigte på arbejdet i PPR, og hvor der er et
styrket fokus på pædagogik og didaktik. (U)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.3.4.c) Arbejder for, at PPR har de nødvendige kompetencer og kendskab til skolernes praksis, at
PPR både kan varetage opgaverne i forhold til udredninger og konsultative opgaver. Der skal
være mere kontinuerligt og tættere samarbejde mellem skoler og PPR. Den konsultative
tilgang er ikke i sig selv tæt nok på konteksten på de enkelte skoler. Dette skal understøttes, så
PPR også kan indgå på individ-, gruppe- og institutionsniveau – og derved støtte op om det
inkluderende og forebyggende arbejde. (U)
5.3.4.d) Sikrer, at kompetencer til at gennemføre udredning i forhold til blandt andet kognitive
kompetencer og opmærksomhedsforstyrrelser i PPR og kompetencer til at oversætte elevernes
særlige undervisningsmæssige behov ind i en skolepraksis fastholdes. (I)
5.3.4.e) Arbejder for, at PPR er bindeled og formidler viden i forbindelse med børn og unges skift
mellem institutionerne, herunder for eksempel fra dagtilbud til skole og fra skole til
ungdomsuddannelse. (U)
5.3.4.f) Arbejder for, at PPR har kendskab til evidens om god praksis i forhold til elever med særlige
behov. (I)
5.3.4.g) Arbejder for, at visitation i højere grad bliver dialogbaseret, så de personer, der indgår i
visitationen, også indgår i realisering af indsatsen. (I)
5.3.4.h) Sikrer, at PPR har et detaljeret indblik i den enkelte skoles praksis. Det medfører, at PPR
enten fast er på skolen eller løbende kommer på skolen, således at PPR-medarbejderne er en
integreret del af skolens liv. (C)
5.3.4.i) Sikrer, at PPR er så uvildig en instans som muligt i forhold til både at kunne rådgive skole og
forældre. (I)
Baggrund for anbefalinger:
I ekspertgruppens eftersyn er uddannelsestilbud og efteruddannelsestilbud, der har sigte på arbejdet i
PPR, og hvor der er styrket fokus på pædagogik og didaktik blevet efterlyst, jf. afsnit 4.3.4 Pædagogisk
psykologisk rådgivnings kompetencer og viden. . Dette er baggrunden for anbefaling 5.3.4.b. Det er endvidere
centralt, at PPR skal have den nødvendige viden og kompetencer. Anbefalingerne 5.3.4.a 5.3.4.c, 5.3.4.d
og 5.3.4.f rummer forslag til dette.
Der er i ekspertgruppens eftersyn blevet peget på, at manglende udredning i PPR er et problem. Dette
kan være en væsentlig hindring for, at eleverne får den rette støtte319
.
Der er en stor variation i PPRs formåen i forhold til at have kendskab til den enkelte skoles
udfordringer, samt hvilke initiativer og praksis der er om elever med særlige behov. Manglende
319 Ekspertgruppens vurdering på baggrund af møder med referencegruppen og interview.
177
kendskab til skolernes praksis kan være en udfordring – god rådgivning kræver, at PPR kender den
praksis, de rådgiver ind i. Som det fremgår i afsnit 4.3.4 Pædagogisk psykologisk rådgivnings kompetencer og
viden, så er det meget forskelligt, hvor meget PPR arbejder konsultativt, og det har stor betydning for,
hvorvidt PPR lykkes med at være et bindeled til resten af kommunen samt til forskningsviden på
området. Der peges også på problemer med, at kendskabet kan være en barriere i forhold til en hurtig
indsats i forhold til elever med særlige behov. Dette er baggrunde for anbefaling 5.3.4.e og 5.3.4.g.
Derudover er det kommet frem, at dialogen mellem de pædagogiske medarbejdere og PPR i forhold til
udredninger og i forhold til igangsættelse af indsatser for det enkelte barn ikke alle steder fungerer
optimalt. Der peges særligt på, at dialogen med de pædagogiske medarbejdere ikke er tydelig, og at
medarbejderne ikke alle steder inddrages i forhold til de løsninger, der iværksættes. Derfor anbefales
5.3.4.h.
Det er vigtigt, at der hos PPR er oparbejdet et indgående indblik i den enkelte skoles pædagogiske
praksis, herunder et fokus på, at der er sammenhæng mellem de initiativer, der anbefales og iværksættes
fra PPR, til de indsatser, som allerede gøres på skolen. Derfor anbefales 5.3.4.i.
Det opleves som en styrke og befordrende for samarbejdet mellem skole og hjem, når PPR kan gå ind
som tredje part og blandt andet være med til at understøtte forældrene med viden om, hvilke
muligheder og rettigheder de har i forhold til deres barn. Det er baggrunden for anbefaling 5.3.4.j.
5.3.5 Adgang til viden og hjælp
Der er behov for en fælles forståelse af, hvilke grundlæggende kompetencer og hvilke mere specifikke specialpædagogiske
kompetencer, der skal til i forhold til elevernes forskellige undervisningsbehov. Herudover skal der være en tydelighed om,
hvor og hvordan lærere og pædagoger kan få adgang til nødvendig viden, rådgivning og sparring på både nationalt,
kommunalt og lokalt niveau. I den forbindelse skal der være en tydelig rollefordeling mellem de forskellige
ressourcepersoner. Endvidere skal der være lettere adgang til viden om specifikke handicapgrupper med særligt fokus på
pædagogiske metoder og redskaber mv.
Ekspertgruppen anbefaler, at ministeren for børn, undervisning og ligestilling
5.3.5.a) I samarbejde med de relevante aktører iværksætter et forsøgs- og udviklingsprogram, der skal
udvikle en national strategi for viden om forskellige lærings- og undervisningsmæssige behov.
Strategien skal blandt andet sætte retning for, hvordan der sikres viden på samtlige niveauer,
sammenhæng i denne viden samt viden om relevante indsatser i forhold til udvalgte
handicapgrupper. (U)
5.3.5.b) I samarbejde med kommunerne udvikler en model (efter inspiration fra Ontario og Finland)
der synliggør, hvordan der arbejdes med mere intensiverede indsatser i klassen og i forhold til
enkelt elever. Modellen skal sikre en systematik på tværs af niveauerne i forhold til, hvilke
initiativer der er afprøvet, og hvilken viden der er etableret om eleven og læringsmiljøet.
Modellen skal medvirke til, at der udvikles en mere ensartet og gennemsigtig model for
indsatser til at udvikle inkluderende læringsmiljøer. Det gælder i særlig grad i forhold til faglig
sparring fra teamet og ressourcepersoner på skolen, inddragelse af
178
vidensenhed/ressourcecenter samt eksterne eksperter. Derudover skal der være fokus på en
tydelighed i forhold til de nuværende muligheder for støtte, herunder folkeskolereformens
muligheder for understøttende undervisning, friere rammer for holddannelse m.m. (U)
5.3.5.c) I samarbejde med Social- og Indenrigsministeriet og kommunerne styrker adgang til viden på
nationalt og kommunalt niveau, for eksempel ved koordineret vidensformidling på nationalt
niveau i forhold til praksisnærviden om relevante handicapgrupper og tværkommunale
videnssamarbejder. Hertil kommer, at både staten og kommunerne styrker formidling af
mulighederne for specialrådgivning hos de landsdækkende rådgivningsinstitutioner i forhold til
de meget små målgrupper med svære kommunikationshandicap, syn og hørelse m.fl. (U)
5.3.5.d) Tager initiativ til, at de ændringer, som ekspertgruppen anbefaler indarbejdes i
læringskonsulenternes arbejde. I denne sammenhæng fremhæver ekspertgruppen specifikt, at
læringskonsulentkorpset skal tilbyde specifik vejledning til kommuner og skoler, der ønsker
hjælp til at udnytte af mulighed for større fleksibilitet i forhold til indretning af klasserummet,
mulighed for ro og fordybelse. (U)
5.3.5.e) Tager initiativ til i samarbejde med relevante ministerier, handicaporganisationerne og
relevante forskere at samle kendte redskaber og metoder, der kan være gavnlige for elever med
bestemte handicap, og at det samles i egentlige nationale og helhedsorienterede videns- og
handlingsberedskaber inden for udvalgte handicaps. Dette skal gøre det let for kommuner,
skoler og lærere at få hjælp og det kan eventuelt indarbejdes i konkrete it-baserede
undervisningsforløb. (U)
5.3.5.f) I samarbejde med andre relevante ministerier og kommunerne arbejder for, at der etableres et
bedre samarbejde mellem kommunerne og Børne- og Ungepsykiatrien, særligt med henblik på
at der skabes et fælles sprogbrug, der dels bidrager til, at specifikke undervisningstilbud og
støtteformer i højere grad kan udledes direkte af udredninger, dels understøtter at viden og
redskaber fra Børne- og Ungepsykiatrien i højere grad finder vej ind i almenskolen. (U)
Ekspertgruppen anbefaler, at kommunalbestyrelsen
5.3.5.g) Sikrer en nem og hurtigtvirkende vidensenhed/ressourceteam for hver enkelt skole, så den
enkelt og nemt kan få adgang til kommunale ressourcepersoner, for eksempel PPR (C)
Ekspertgruppen anbefaler, at:
5.3.5.h) Skolelederen etablerer en vidensenhed/ressourceteam på skolen for eksempel i form af et
ressourcecenter med faglige vejledere, lærere og pædagoger med specialpædagogiske
kompetencer, pædagoger med særlig indblik i arbejdet med inkluderende læringsmiljøer mv.
Skolelederen kommunikerer tydeligt ressourcepersonernes mandat og retningslinjer for deres
arbejde og sørger for, at hele skolens medarbejdere kender skolens beredskab for håndtering
af spidsbelastede eller konfliktfulde situationer. (C)
5.3.5.i) Skolelederen fastlægger og kommunikerer ressourcepersonernes mandat og understøtter
legitimitet blandt andet gennem kompetenceudvikling. (U)
Baggrund for anbefalinger:
En af de største udfordringer, ekspertgruppen har identificeret i forhold til inklusion i den danske
folkeskole, er, at lærere og pædagoger ofte giver udtryk for, at de har svært ved at få hjælp til konkrete
179
udfordringer i undervisningen. Det er påfaldende, at denne udfordring ikke er gældende i Ontario og
Finland. Forskellen ser ud til at være, at der i Finland og Ontario er et kvalificeret beredskab på den
enkelte skole og en tæt dialog mellem skolerne og det kommunale niveau320
. Det er altså forholdsvist
nemt at få adgang til den nødvendige ekspertise, hvis der er behov for sparring, supervision eller
støtteforanstaltninger. Noget der ifølge flere forskningsresultater er ret væsentligt i forhold til at
etablere et godt læringsmiljø og bedre inklusion321
. Dette er baggrunden for anbefaling 5.3.5.b.
Det vurderes at være afgørende, at der oparbejdes et godt videns- og støtteberedskab på og omkring
hver enkelt skole, hvor rollefordelingen er tydelig, herunder hvad det forventes, at medarbejderne kan
klare på egen hånd eller sammen med teamet, og hvor der er behov for en kvalificeret vejledning og
ressourcepersoner med særlig ekspertise. Et sådant beredskab findes allerede mange steder, og mange
steder fungerer det godt. Men det skal lykkes alle steder, på alle skoler. Dette er baggrund for anbefaling
5.3.5.g
Det fremgår af afsnit 4.1.2.3 Viden om handicap, at der er en bekymring om, at der med nedlæggelsen af
mange specialinstitutioner også forsvinder en ekspertise i forhold til nogle handicapgrupper. Det skal
der nationalt tages hånd om, så ekspertisen fastholdes. Det skal tænkes ind i forhold til for eksempel det
arbejde, der i dag foregår i VISO og den ekspertise, som er etableret på mange specialinstitutioner.
Det er vigtigt, at dette arbejde understøttes nationalt, således at der fortsat er en vidensudvikling om
inkluderende læringsmiljøer og indsatser overfor elever med særlige behov. Det skal bidrage til gode og
praksishåndterbare redskaber og understøttes af ministeriets læringskonsulenter. Dette er baggrunden
for anbefalinger 5.3.5.a, 5.3.5.c, 5.3.5.d og 5.3.5.e.
Af afsnit 4.3.5 Ressourcepersoner fremgår det, at der mangler klarhed over, hvornår beredskabet bør være
lokalt, kommunalt eller centralt, og der mangler beskrivelser af ressourcepersonernes opgaver og deres
mandat samt råderum. Anbefalinger 5.3.5.g, 5.3.5.h og 5.3.5.i skal bidrage til at imødegå disse.
På ekspertgruppens møder med blandt andet referencegruppen er det kommet frem, at der flere steder
ikke er et tilstrækkeligt godt samarbejde og fælles forståelse på tværs af børn- og ungepsykiatrien og
kommunerne. Dette er baggrunden for anbefaling 5.3.5.f.
320 Rambøll (2016): Komparativ analyse af indsatser overfor børn med særlige behov. Fokus på Ontario og Finland.
321 Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier.
180
Bilag 1. Kommissorium for arbejdet i inklusionseftersynets ekspertgruppe
Det fremgår af regeringsgrundlaget, at der skal foretages et eftersyn af inklusionsindsatsen i folkeskolen.
Der iværksættes derfor et eftersyn med henblik på en samlet vurdering af inklusionsindsatsen og
eventuelle forslag til justeringer.
Baggrund
Det er en grundværdi i folkeskolen, at den skal være indrettet, så der er plads til alle børn. Alle børn
bliver dygtigere, og det styrker deres sociale udvikling, når de indgår i klassefællesskabet. Der er således
de seneste år arbejdet for, at flere børn skal indgå i den almene undervisning i folkeskolen.
En undersøgelse af folkeskolens specialundervisning fra 2010 viste, at Danmark udskilte langt flere
elever til specialundervisning end de lande, vi normalt sammenligner os med. Cirka 30 pct. af
folkeskolens udgifter gik til specialundervisning, specialskoler og specialklasser samt afledte
foranstaltninger hertil. Endvidere er det forventningen, at mange elever med den fornødne tilpasning
vil kunne modtage undervisning i den almene folkeskole. Det var baggrunden for den ændrede
lovgivning om specialundervisning og aftalen om omstilling til inklusion.
I 2012 ændrede et bredt flertal af Folketinget folkeskoleloven med det formål at inkludere flere elever
med særlige behov i den almene undervisning. I 2013 aftalte den daværende regering og KL en
omstilling til øget inklusion blandt andet med en målsætning om, at andelen af elever i
almenundervisningen øges fra 94,4 pct. til 96,0 pct. i 2015, og at alle elevers faglige udvikling skal
styrkes og deres trivsel fastholdes. Denne lovændring ændrede dog ikke på, at elever med særlige
undervisningsbehov skal have den støtte, som de har brug for.
De seneste opgørelser viser, at andelen af elever i den almene undervisning er øget fra 94,2 pct. i
skoleåret 2010/11 til 95,2 pct. i skoleåret 2014/15. Folkeskolen nærmer sig således målet om, at
andelen af elever inkluderet i den almene undervisning i folkeskolen skal øges til 96 pct. af eleverne.
Udviklingen betyder, at cirka 6.800 flere elever er blevet en del af folkeskolens almene undervisning
svarende til, at hver skole i gennemsnit har inkluderet cirka fem elever på tværs af alle årgange.
Inklusionsindsatsen og problematikker herved skal således også ses i lyset af omfanget af inkluderede
elever.
Omstillingen til øget inklusion er blevet fulgt over de sidste tre år. Resultaterne viser, at der har været
tale om en udviklingsproces, hvor inklusion er gået fra et overordnet ideal til i højere grad at blive en
Kommissorium for arbejdet i
inklusionseftersynets ekspertgruppe
3. november 2015
181
del af kommunernes praksis. Undersøgelserne viser ligeledes, at de tilbageførte elever generelt trives
både fagligt og socialt.
Der er dog fortsat udfordringer med omstillingen til inklusion. Kommunerne er forskellige steder i
processen og har grebet omstillingen forskelligt an. Kommunerne har med inklusionslovgivningen fået
friere rammer til at tilrettelægge inklusionsindsatsen, men nogle steder kan der være usikkerhed om,
hvorvidt eleverne får den nødvendige støtte til at højne deres faglighed og trivsel. Det er ikke alle steder
klart for både elever, forældre og lærere, hvilken pædagogisk og undervisningsmæssig støtte der sættes i
værk i forhold til den enkelte elev, samt hvilke overvejelser der ligger til grund for tilrettelæggelsen af
undervisningen, herunder hvordan de understøttende indsatser modsvarer elevernes behov.
Konkrete opgaver for eftersynet af inklusion
Med henblik på at sikre, at de politiske mål for folkeskolen om, at alle elever skal blive så dygtige, som
de kan, at betydningen af social baggrund skal mindskes, og at elevernes trivsel skal forbedres, også
realiseres for de elever, der har de største faglige og personlige udfordringer, gennemføres et eftersyn af
den gennemførte omstilling til øget inklusion. Eftersynet har til formål at se på fremadrettede
løsningsmuligheder.
Eftersynet får til opgave, at:
4. Afdække proportioner i omstillingen til inklusion, herunder afdække udfordringer i indsatsen samt
at give et billede af indsatser på kommune- og skoleniveau, herunder også i forhold til brug af
ressourcepersoner, særlige læringsmiljøer og ressourceanvendelse.
5. Identificere hovedproblemer og gode eksempler i forhold til den konkrete implementering, f.eks. i
forhold til særlige målgrupper. Dette skal ske med udgangspunkt i nedenstående emner.
6. Komme med anbefalinger til den praktiske implementering, der umiddelbart kan anvendes af de
forskellige aktører, samt eventuelle forslag til konkrete justeringer.
Anbefalingerne skal være praksisnære og skal umiddelbart kunne iværksættes. Anbefalingerne skal
kunne realiseres inden for de gældende økonomiske rammer og de overordnede lovgivningsmæssige
rammer.
Anbefalingerne skal primært omfatte følgende emner:
 Faglig udvikling og trivsel for elever med særlige behov, herunder hvilke redskaber og mekanismer skoler og
kommuner kan anvende for at følge disse elever og sikre, at de får relevante og tilstrækkelige
understøttende indsatser i den almene undervisning.
 Undervisningens tilrettelæggelse, herunder hvilke metoder og didaktiske tilgange lærere, pædagoger og
skoler kan anvende for at inkludere forskellige elevgrupper med særlige behov i den almene
undervisning, så både disse elevers og de øvrige elevers læring og trivsel understøttes.
 Viden og kompetencer, herunder hvordan den viden, som statslige institutioner, vidensmiljøer,
professionshøjskoler, handicaporganisationer, specialskoler, PPR og skolerne selv er i besiddelse af,
kan bringes bedre i anvendelse på de enkelte skoler og i kommunerne.
 Organisering af inklusionsindsatsen, herunder hvorledes visitation, anvendelse af PPR, skolernes eget
kompetencecenter, anvendelse af ressourcepersoner og teamsamarbejde kan tilrettelægges, så
eleverne med særlige undervisningsbehov modtager den nødvendige støtte. I den forbindelse er det
relevant at se på, hvordan der sikres støtte til særlige elevgrupper.
182
 Gennemsigtighed og dialog mellem elever, forældre og medarbejdere, herunder hvilke metoder og
redskaber der kan understøtte, at elever, forældre og medarbejdere er klar over, hvilken indsats der
ydes for at understøtte den enkelte elev med særlige behov, og hvorledes dette kan dokumenteres
og genanvendes efterfølgende f.eks. ved skift mellem dagtilbud og skole og mellem skole og
ungdomsuddannelse.
 Ressourceanvendelse, herunder hvordan skoler og kommuner etablerer understøttende tiltag for at
imødekomme en bredere elevsammensætning, og hvordan skoler og kommuner kan understøttes i
forhold til at prioritere ressourcer i inklusionsopgaven.
 Prioritering og styring af inklusionsindsatsen, herunder kommunale strategier og mål for indsatsen og
handleplaner, som understøtter den enkelte skole og bidrager til at skabe et samlet kommunalt
overblik blandt andet til brug for lokalpolitiske beslutninger.
Ekspertgruppen skal i foråret 2016 (medio april) komme med anbefalinger.
Organisering af eftersynet af inklusion
Der nedsættes en ekspertgruppe, som skal gennemføre eftersynet. Ekspertgruppen betjenes i
Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og Finansministeriet. Ekspertgruppen skal trække på
den eksisterende viden på området og har mulighed for at iværksætte undersøgelser mv. med henblik på
at afdække området yderligere. Disse skal dog have et fremadrettet sigte. Der afsættes 2 mio. kr. til
gennemførelsen af eftersynet af inklusion.
Ekspertgruppen skal i deres arbejde inddrage ekspertise fra de primære organisationer på området,
herunder blandt andet KL, BKF, DLF, Skolelederforeningen, BUPL, Skole og Forældre, Danske
Skoleelever og Danske Handicaporganisationer. Der etableres endvidere en referencegruppe for
inklusionseftersynet, som skal bidrage til ekspertgruppens arbejde.
183
Sammensætning af ekspertgruppen
Formand
 Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen
Medlemmer
Repræsentanter for eleverne:
 Mads Brix Baulund, formand for Sammenslutningen af Unge Med Handicap
 Mads Løjtved Rasmussen, politisk næstformand i Danske Skoleelever
Repræsentanter fra det kommunale niveau:
 Henrik Beyer, direktør for Børne- og Ungeforvaltningen, Herning Kommune
 Lars HendeSvenson, skolechef, Aabenraa Kommune
 Mette Grønvaldt, skolechef i Brøndby Kommune
Repræsentanter fra pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR):
 Jacob Stenholt-Jacobsen, PPR-leder i Solrød Kommune
Repræsentanter fra skolerne:
 Ann Rytter Westerberg, speciallærer på Glostrup Skole – Afdeling Skovvang
 Karina Abildgaard Leisin, lærer og AKT-vejleder på Hyltebjerg Skole
 Rikke Smedegaard Hansen, pædagog, Nyborg Kommune.
184
Bilag 2. Oversigt over referencegruppe
Medlem Organisation
Hanne Bertelsen KL
Gorm Bagger Andersen Børne- og Kulturchefforeningen
Evy Stokholm Danmarks Lærerforening
Lars Nyborg Skolelederforeningen
Mette With Hagensen Skole og Forældre
Tobias Ameland Danske Skoleelever
Lars Søgaard Jensen BUPL
Jan Kirkegaard Landssamrådet af PPR-chefer
Jesper Juel Pedersen Samrådet af specialskoleledere
Thorkild Olesen Danske Handicaporganisationer
Camilla Louise Lydiksen ADHD-foreningen
Heidi Thamestrup Landsforeningen Autisme
Morten Løvschall LEV
Birgitte Franck Høreforeningen
Mogens Wiederholt Spastikerforeningen
Stefan Herman Rådet for Børns Læring
Karl Bach Jensen Rådet for Socialt Udsatte
Lone Beyer Børnerådet
Simon Calmar Andersen Professor på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
Søren Hertz Børne- og ungdomspsykiater
Susan Tetler Professor på DPU, Aarhus Universitet
Andreas Rasch-Christensen Forsknings- og udviklingschef på VIA University College
Chantal Pohl Nielsen Forskningskoordinator og seniorforsker ved SFI
Lars Qvortrup Professor på Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet.
Lone Johansen Adjunkt og udviklingskonsulent ved videreuddannelsen UCC
Camilla Brørup Dyssegaard Lektor ved DPU, Aarhus Universitet
185
Bilag 3. Oversigt over interviews med centrale vidensaktører
Sekretariatet for inklusionseftersynet har gennemført interviews med følgende organisationer:
Organisation
Landsforeningen Ligeværd
Forældrerådgivningen
DH
Børne- og Ungdomspsykiatrisk selskab
EVA
Professionshøjskolerne (VIA og NVIE)
SFI
VISO
Børnerådet
Sekretariatet for Klagenævnet for Specialundervisning
Børns Vilkår
Dansk Psykolog Forening
Sekretariatet for Det Centrale Handicapråd
Elevtelefonen
Red Barnet
Rådet for Børns Læring
Socialrådgiverforeningen
Socialchefforeningen
186
Bilag 4. Ekspertgruppens studietur
Ekspertgruppen har gennemført en studietur rundt om i Danmark fra mandag den 1. til tirsdag den 2.
februar 2016.
Under temaet ”Samarbejde mellem dagtilbud og skole, fællesskab om pædagogisk praksis og
inkluderende læringsmiljøer for børn og unge med autisme” besøgte ekspertgruppen:
 Svenstrup Skole i Aalborg kommune
 Sødalsskolen i Aarhus Kommune
Under temaet ”Praksisnær kompetenceudvikling” besøgte ekspertgruppen:
 Vejle Kommune og mødtes med repræsentanter fra forvaltning, skoleledelse og medarbejdere
 Herudover var der oplæg om Rævebakkeskolen, Nyborg Kommune
Under temaet ”Udvikling af inkluderende læringsmiljø og flerfagligt samarbejde” besøgte
ekspertgruppen:
 Gåsetårnsskolen i Vordingborg Kommune
Under temaet ”Udvikling af inkluderende læringsmiljø og flerfagligt samarbejde” besøgte
ekspertgruppen:
 Greve kommune og mødtes med forvaltning, skoleledelse og medarbejdere, elever og forældre
 Herlev Kommune og mødtes med forvaltning, skoleledelse og medarbejdere
187
Litteraturliste
Almlund, Mathilde, Angela Lee Duckworth, James J. Heckmann og Tim D. Kautz (2011): “Personality
Psychology and Economics” i E. Hanushek, S. Machin og L. Woeesman (red.): Handbook of the
Economics of Education. Amsterdam: Elsevier: 1-181.
Amilon, Anna, Randi Juul-Olsen og Michael Ørtz Christiansen (2015): Inkluderende skolemiljøer – elevernes
roller. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Andersen, Dines, Rannvá Thomsen, Anders Posselt Langhede, Alva Albæk Nielsen og Anne Toft
hansen (2011): Skolernes samarbejde: Kortlægning af skolernes kontakt med kommunale forvaltninger og andre
institutioner. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Andersen, Dines, Vibeke Jakobsen, Vibeke Myrup Jensen, Sarah Sander Nielsen, Kristine Cecilie Zacho
Pedersen, Dorthe Stage Petersen og Katja Munch Thorsen (2012): Indsatser for tosprogede elever. Kortlægning
og analyse. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Andersen, Simon Calmar, Louise Voldby Beuchert-Pedersen, Helena Skyt Nielsen og Mette Kjærgaard
Thomsen (2014): Undersøgelse af effekten af tolærerordninger. Aarhus: TrygFondens Børneforskningscenter.
Andersen, Simon Calmar, Janni Niclasen, Miriam Gensowski, Steven Ludeke, Remí Piatek og Jeppe
Hillgaard Pedersen (2016): Diskussionspaper 2. Ikke udgivet.
Andersen, Simon Calmar, Louise Beuchert, Helena Skyt Nielsen og Mette Kjærgaard Thomsen (2016):
“The Effect of Teacher's Aides in the Classroom: Evidence from a Randomized”: Social Science
Research Network, SSRN.
Ankestyrelsen (2016): Klagenævnet for Specialundervisnings årsrapport for 2015. København: Ankestyrelsen.
Bauchmüller, Robert, Mette Gørtz og Astrid Würtz Rasmussen (2014): ”Long-run benefits from
universal high-quality preschooling”. Early Childhood Research Quarterly, 29, nr. 4: 457-470.
Baviskar, Siddhartha, Camilla Brørup Dyssegaard, Niels Egelund og Christopher de Montgomery
(2015): Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015. Aarhus: Institut for
Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.
BEK. nr. 702 af 23/06/2014: Bekendtgørelse om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter
folkeskoleloven i dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder.
Bjørnholt, Bente, Stefan Boye, Lasse Hønge Flarup og Kasper Lemvigh (2015): Pædagogiske medarbejderes
oplevelser og erfaringer i den nye folkeskole. København: KORA.
Bleses, Dorthe, Anders Højen, Werner Vach, Julie Tegner Jensen, Thomas Lind Andersen, Karoline
Zoffmann og Mette Kjær Andersen (2013): Forskningskortlægning om læseindsatser overfor tosprogede elever.
Odense: Syddansk Universitet.
188
Brostrøm, Stig (2001): Farvel børnehave – hej skole! København: Hans Reitzels Forlag.
Brostrøm, Stig (2002): ”Kontinuitet og helhed i overgangen fra børnehave til skole”. BARN, Vol. 20,
No. 1.
Brostrøm, Stig (2006): ”Samarbejdsformer om børns overgang fra børnehave til skole”. Bilagsmateriale til
rapport afgivet af regeringens Skolestartsudvalg. Skolestartsudvalgets sekretariat: 81 – 92
BUPL (2015): Arbejdet i skole og fritid efter Folkeskolereformen – 3 status. København: BUPL.
Børnerådet (2013): Skolen – set fra børnehaven. Børns forventninger til og forestillinger om skolen. København:
Børnerådets Minibørnepanel.
Christensen, Christiane Præstgaard, Ida Gran Andersen, Paul Bingley og Christoffer Schavenius Sonne-
Schmidt (2014): Effekten af it-støtte på elevers læsefærdigheder. Et eksperiment i Horsens Kommune. København:
SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Christensen, Christiane Præstgaard og Chantal Pohl Nielsen (2015): Inklusionspanelet – Et forskningsprojekt
om inklusion af elever med særlige behov i den almindelige undervisning. Statusnotat 2. København: SFI – Det
Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Christoffersen, Mogens Nygaard, Anna-Katharina Højen-Sørensen og Laura Laugesen (2014):
Daginstitutionens betydning for børns udvikling. En Forskningsoversigt. København: SFI – Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd.
Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2002): Børnehaveklassen – pædagogisk tænkning og praksis. København:
EVA.
Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2007): Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
København: EVA.
Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2009): Særlige ressourcepersoner i folkeskolen. København: EVA.
Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2011): Indsatser for inklusion i folkeskolen. København: EVA.
Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2013): Specialklasser i folkeskolen – På vej mod mere inkluderende
læringsmiljøer. København: EVA.
Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): Elevinddragelse – Et uddrag af rapporten: Motiverende undervisning.
Tæt på god undervisningspraksis på mellemtrinnet. København: EVA.
Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): Inklusion i dagtilbud – Kortlægning af arbejdet med inklusion i
daginstitutioner og dagpleje. København: EVA.
Danmarks Evalueringsinstitut, EVA (2014): TALIS 2013 – OECD’s lærer- og lederundersøgelse.
København: EVA.
Davis, Pauline og Lani Florian (2004): Teaching Strategies and Approaches for pupils with Special Educational
Needs: A Scooping Study. London: Department for Education and Skills.
189
Desforges, Charles og Alberto Abouchaar (2003): The Impact of Parental Involvement, Parental Support and
Family Education on Pupil Achievements and Adjustment: A Literature Review. London: Department of
Education and Skills.
Desimore, Laura (2002): “How Can Comprehensive School Reform Models Be Succesfully
Implemented?”. Review of Educational Research, 72, nr. 3: 433-479.
Det Centrale Handicapråd (2016): Viden om holdninger og handicap: http://www.dch.dk/content/hvad-
ved-vi-om-holdninger-og-handicap.
Diamond, Adele og Kathleen Lee (2011): “Interventions Shown to Aid Executive Function
Development in Children 4 to 12 Years Old”. Science, 333, nr. 6045.
Dietrichson, Jens, Martin Bøg og Trine Jørgensen (2015): Skolerettede indsatser for elever med svag
socioøkonomisk baggrund. En systematisk forskningskortlægning og syntese. København: SFI – Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd.
Dyssegaard, Camilla Brørup og Niels Egelund (2015): Dokumentationsprojektet: 19 skolers erfaringer med
inklusion 2013 – 2015 – en kvalitativ analyse Aarhus: Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU),
Aarhus Universitet.
Dyssegaard, Camilla, Michael Søgaard Larsen og Bente Maribo Hald (2013): Elever med særlige behov i
almenskolen: Inklusion, trivsel og selvværd. En kortfattet systematisk forskningskortlægning. København: Dansk
Clearinghouse for Uddannelsesforskning. DPU.
Dyssegaard, Camilla, Michael Søgaard Larsen og Neriman Tiftikçi (2013): Effekt og pædagogisk indsats ved
inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Systematisk review. København: Dansk Clearinghouse for
Uddannelsesforskning.
Dyssegaard, Camilla, Michael Søgaard Larsen og Bente Maribo Hald (2013): Inklusion af elever med
diagnoser i almenskolen. En kortfattet systematisk forskningskortlægning. København: Dansk Clearinghouse for
Uddannelsesforskning.
Egelund, Niels (2003): Undersøgelse af specialundervisningen i Danmark- en kvantitativ og kvalitativ redegørelse for
situationen på 20.1 området. Aarhus: Dansk Pædagogisk Universitet.
Egelund, Niels (2009): TALIS 2008. Aarhus: Skolestyrelsen.
Egelund, Niels (2014): Kvalitet i specialskoler. Aarhus: Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU),
Aarhus Universitet.
Epinion (2014): Inklusionsfremmende styringsmodeller – Cases fra otte kommuner. København:
Undervisningsministeriet.
Epinion (2014): Uddannelsesresultater og -mønstre for børn og unge med handicap – Årgang 1990. København:
Epinion.
190
Epinion (2016): Surveys om omstillingen til inklusion. København: Ministeriet for Børn, Undervisning og
Ligestilling.
Farrell, Peter (2004): “School Psychologists: Making Inclusion a Reality for All”. School Psychology
International, 25, nr. 1.
Fisker, Tine Basse og Rebecca Finberg Rasch (2012): Man skal jo ikke spilde børns tid. København:
Aarhus Universitet.
Folkeskolelovens § 12, stk. 2. og § 18, stk. 4.
Forligskredsen bag læreruddannelsen (2012): Reform af læreruddannelsen. København: Uddannelses – og
Forskningsministeriet.
Gustafsson, Line Renate, Katrine Rusmann, Maria Juhler-Larsen og Michael Rosholm (2015):
Registeranalyse og vidensopsamling. Satspuljeprojektet, styrket faglighed blandt udsatte børn i folkeskolen. København:
Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.
Hansen, Henning, Niels Rasmussen og Finn Kenneth Hansen (2010): Investeringer i tidlige sociale indsatser –
samfundsøkonomiske beregninger af indsatser i forhold til udsatte børn og unge. København: CASA.
Hansen, Janne Hedegaard, Bente Bro Andersen, Andy Højholdt og Anne Morin (2014): Afdækning af
forskning og viden i relation til ressourcepersoner og teamsamarbejde. København: Undervisningsministeriet.
Hattie, John (2008): Visible Learning. Abingdon: Taylor & Francis Ltd.
Heckman, James J. (2008): “Schools, Skills and Synapses”. Economic Inquiry, 46, nr. 3: 289-324.
Jacobsen, Rasmus Højbjerg, Lasse Hønge Flarup og Niels Matti Søndergaard (2015): En længere og mere
varieret skoledag – kortlægningsrapport, 2015. København: Det Nationale Institut for Kommuners og
Regioners Analyse og Forskning, KORA.
Jensen, Vibeke Myrup og Lisbeth Palmhøj Nielsen (2010): Veje til ungdomsuddannelse 1. København: SFI
– Det Nationale Center for Velfærd.
Keilow, Maria, Mette Friis-Hansen, Rune Müller Kristensen og Anders Holm (2015): Effekter af
klasseledelse på elevers læring og trivsel. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Keilow, Maria, Mette Friis-Hansen, Sofie Henze-Pedersen og Signe Ravn (2016): Inklusionsindsatser i
folkeskolen. Resultater fra to lodtrækningsforsøg. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for
Velfærd.
Kjer, Mikkel Giver, Siddhartha Baviskar og Søren C. Winter (2015): Skoleledelse i folkeskolereformens første
år. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
KL (2015): Budgetindberetning for 2015. http://www.kl.dk/Okonomi-og-dokumentation/Status-for-
folkeskolens-udvikling-id189093/
191
KL (2012): De effektive kommuner. Undersøgelse af kommunernes effektiviseringsarbejde 2011 og 2012.
København: KL.
KL (2013): De effektive kommuner. Undersøgelse af kommunernes effektiviseringsarbejde 2012 og 2013.
København: KL.
KL (2014): De effektive kommuner. Undersøgelse af kommunernes effektiviseringsarbejde 2013 og 2014.
København: KL.
KL (2015): De effektive kommuner- Undersøgelse af kommunernes effektiviseringsarbejde 2014 og 2015.
København: KL.
KL, Undervisningsministeriet og Finansministeriet (2010): Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre
organisering og styring. København: Finansministeriet.
Kommunernes Landsforening (2015): Resultater af spørgeskemaundersøgelse blandt de kommunale
skoleforvaltninger. København: Kommunernes Landsforening.
Kristoffersen, Jannie H. G., Morten Krægpøth, Helena Skyt Nielsen og Marianne Simonsen (2015):
Disruptive School Peers and Student Outcomes. Economics of Education Review, Vol. 45, 2015, p. 1-13.
Larsen, Maja Røn (2012): ”Hverdagslivets anekdotiske betydning: Når børnelivet falder ud af
helhedstænkningen”. Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, Vol. 49, nr. 6: 400-412.
Leithwood, Kenneth, Karen Seashore Louis, Stephen Andersen og Kyla Wahlstrom (2004): How
leadership influences student learning. New York: The Wallace Foundation.
Leithwood, Kenneth og Doris Jantzi (2008): “Linking Leadership to Student Learning: The
Contributions of Leader Efficacy”. Educational Administration Quarterly, 44, nr. 4: 496-528.
Lovforslag L 17 (02/10-2013): Forslag til lov om ændring af lov om professionshøjskoler for videregående
uddannelser og lov om Danmarks Evalueringsinstitut og om ophævelse af lov om uddannelsen til professionsbachelor som
pædagog. FT 2013-14. http://www.ft.dk/RIpdf/samling/20131/lovforslag/L17/20131_L17_som_fremsat.pdf.
Lynggaard, Mikkel og Mette Lausten (2014): Inklusionspanelet. Et forskningsprojekt om inklusion af elever med
særlige behov i den almindelige undervisning. Statusnotat 1. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter
for Velfærd.
Mager, Ursula og Peter Nowak (2012): “Effects of Student Participation in Decision Making at School.
A Systematic Review and Synthesis of Empirical Research”. Educational Research Review, 7, nr. 1: 38-61
Mehlbye, Jill, Beatrice Rangvid Schindler, Kenneth Lykke Sørensen og Anne Katrine Sjørslev (2015):
Undersøgelse af indsatser for og udvikling hos elever, der har vanskeligheder i skolestarten. København: KORA.
Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling (2015): Bekendtgørelse om folkeskolens prøver
(Prøvebekendtgørelsen). BEK. nr. 1824 af 16/12/2015. København.
192
Mitchell, David (2014): Hvad der virker i inkluderende undervisning – evidensbaserede undervisningsstrategier.
København: Dafolo.
Mourshed, Mona, Chinezi Chijioke og Michael Barber (2010): How the worlds most improved school systems
keep getting better. London: McKinsey & Company.
Nielsen, Alva Albæk og Mogens Nygaard Christoffersen (2009): Børnehavens betydning for børns udvikling –
en forskningsoversigt. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Nielsen, Chantal Pohl, Anne Toft Hansen, Vibeke Myrup Jensen og Kasper Skou Arendt (2015):
Folkeskolereformen. Beskrivelse af 2. dataindsamling blandt elever. København: SFI – Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd.
Nielsen, Jørn, Søren Langager, Lotte Hedegaard-Sørensen og Hanne Forsberg (2014): Afdækning af viden
og forskning om særlige undervisningsmæssige behov. København: Undervisningsministeriet.
Nielsen, Trine Kløveager, Michael Søgaard Larsen og Neriman Tiftikçi (2013): Virkningsfulde tiltag i
dagtilbud. Et systematisk review. København: Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning.
Niss, Nete Krogsgaard, Karen Ida Dannesboe, Chantal Pohl Nielsen og Christiane Præstgaard
Christensen (2016): Evaluering af inklusionsindsatsen i Billund Kommune. København: SFI – Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd.
Nordenbo, Sven Erik, Michael Søgaard Larsen, Neriman Tiftikçi, Rikke Eline Wendt og Susan
Østergaard (2008): Lærerkompetanser og elevers læring i barnehage og skole. Oslo: Danmarks Pædagogiske
Universitetsforlag og Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning.
OECD (2011): Strong Performers and Successful Reformers in Education. Lessons from PISA for the United States.
OECD.
OECD (2015): OECD Skills Studies. Skills for Social Progress: The Power of Social and Emotional Skills.
OECD.
Oliver, Regina M., Joseph H. Wehlby og Daniel J. Reschly (2011): Teacher Classroom Management Practices:
Effects on Disruptive or Aggressive Student Behavior. Evanston: Society for Research on Educational
Effectiveness.
Ottesen, Mai Heide, Dines Andersen, Karen Margrethe Dahl, Anne Toft Hansen, Mette Lausten og
Stine Vernstrøm Østergaard (2014): Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2014. København: SFI –
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Pedersen, Hanne Søndergård, Marianne Schøler Kollin og Else Ladekjær (2016): Inklusion i folkeskolen.
Erfaringer fra 16 folkeskoler i fire kommuner. København: KORA.
Rambøll (2012): Analyse af de økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og unge. København: Social-
og Indenrigsministeriet.
Rambøll (2012): Evaluering af forsøg med skolestart. København: Ministeriet for Børn og Undervisning.
193
Rambøll (2013): Effekten af en intensiveret pædagogindsats i skolen. København: BUPL.
Rambøll og Danmarks Evalueringsinstitut (2013): Opkvalificering af lærere og pædagoger i folkeskolen.
København: Undervisningsministeriet.
Rambøll (2016): Komparativ analyse af indsatser overfor børn med særlige behov. Fokus på Ontario og Finland.
København: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.
Rangvid, Beatrice Schindler og Niels Egelund (2014): Faktorer af betydning for kvalitet i specialskoler: En
survey-kortlægning blandt specialskoler og PPR. Aarhus: Aarhus Universitet.
Regeringen og KL (2012): Aftale om kommunernes økonomi for 2013. København: Regeringen og KL.
Rådet for Børns Læring (2014): Inkluderende læringsfællesskaber for alle børn. København:
Undervisningsministeriet.
Sandø, Martin, Nina Steensig og Susanne Dalmer (2011): Børns holdninger til handicap, Odense
Socialstyrelsen
Skov, Peter Rohde og Chantal Pohl Nielsen (2016): Støtte til elever med særlige behov i almindelige klasser.
København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Søndergaard, Dorte Marie, Helle Plauborg, Thomas Szulevicz, Tine Basse Fisker, Torben Mørup, Lene
Tetzlaff-Petersen, Mette With Hagensen, Agnethe V. Hansen, Gitte, Pedersen Øgendal, Helle Saabye
og Pia Werborg (2014): Ro og klasseledelse i folkeskolen – rapport fra ekspertgruppen om ro og klasseledelse.
København: Undervisningsministeriet.
Tal fra Kommunerne og Regionernes Løndatakontor for sygefravær.
Timperley, Helen, Aaron Wilson, Heather Barrar og Irene Fung (2007): Teacher Professional Learning and
Development. Auckland: University of Auckland.
Tingleff, Lise (1999): Faglig og pædagogisk udvikling med lærerteamet som omdrejningspunkt: fokuspunkt 3:
kundskaber og færdigheder. København: Undervisningsministeriet.
Uddannelses- og Forskningsministeriet (2016): Reform af læreruddannelsen: http://ufm.dk/lovstof/politiske-
aftaler/reform-af-laereruddannelsen/reform-af-laereruddannelsen.
Vrinioti, Kalliope, Johanna Einarsdottir og Stig Broström (2003): “Transitions from Preschool to
Primary School”. Transitions from Preschool to Primary School: Emphasizing early literacy. Köln: Early Years
Transition Programme.
Winther-Lindquist, Ditte (2013): ”Sæt samarbejdet i spil”. Bakspejlet. København: EVA:28 -32.
Winter, Søren C. og Vibeke Lehmann Nielsen, red. (2013): Lærere, undervisning og elevpræstationer i
folkeskolen. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
2016