Fremsat den 27. marts 2019 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)

Fremsat den 27. marts 2019 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov om
retsafgifter og forskellige andre love
(Forenkling af regler om forældelseshåndtering, modregning ved transporter, flere skyldnere på samme fordring, eftergivelse
og afskrivning, retsafgift m.v.)
Skatteministeriet
§ 1
I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015, som ændret
bl.a. ved lov nr. 1253 af 17. november 2015 og § 1 i lov nr.
285 af 29. marts 2017 og senest ved § 1 i lov nr. 551 af 29.
maj 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 2 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Ønsker fordringshaveren eller den, der på vegne
af fordringshaveren opkræver fordringen, at inddrivelse af
en fordring, der allerede er overdraget til restanceinddrivel-
sesmyndigheden til inddrivelse, fremover skal ske over for
en eller flere andre skyldnere, der tillige helt eller delvis
hæfter for fordringen, eller at inddrivelse ikke længere skal
omfatte en eller flere skyldnere, som fordringen inddrives
over for, skal fordringen med dens renter og opkrævnings-
gebyrer tilbagekaldes af fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, med hen-
blik på at blive overdraget til restanceinddrivelsesmyndighe-
den på ny med oplysninger om den eller de skyldnere, som
fordringen fremover skal inddrives over for. Restanceinddri-
velsesmyndigheden kan i særlige tilfælde beslutte, at 1. pkt.
ikke finder anvendelse. Fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skal skrift-
ligt underrette den eller de skyldnere, der er omfattet af til-
bagekaldelsen efter 1. pkt.«
Stk. 5-12 bliver herefter stk. 6-13.
2. I § 2, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
3. I § 2, stk. 7, 2. pkt., der bliver stk. 8, 2. pkt., ændres »stk.
5« til: »stk. 6«, og i stk. 7, 3. pkt., der bliver stk. 8, 3. pkt.,
ændres »stk. 5, 3. pkt.« til: »stk. 6, 3. pkt.«
4. I § 2, stk. 8, 3. pkt., der bliver stk. 9, 3. pkt., ændres »stk.
9« til: »stk. 10«.
5. I § 2, stk. 10, 2. pkt., der bliver stk. 11, 2. pkt., ændres
»stk. 11« til: »stk. 12«.
6. I § 2, stk. 12, 1. pkt., der bliver stk. 13, 1. pkt., ændres
»stk. 1-11« til: »stk. 1-12«.
7. § 3 B, stk. 1, affattes således:
»Renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, renter efter
§ 13, stk. 5, i lovbekendtgørelse nr. 961 af 25. september
2008 om arbejdsmarkedsbidrag og renter og gebyrer, der
opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, el-
ler andre fordringshaversystemer, der anvender et saldoprin-
cip, behandles med hensyn til forældelse som selvstændige
hovedkrav, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har
modtaget dem til inddrivelse, uden at det i forbindelse med
overdragelsen er oplyst, hvilket hovedkrav renterne eller ge-
byrerne vedrører. Er det ved overdragelsen af de i 1. pkt.
nævnte renter til restanceinddrivelsesmyndigheden oplyst, at
disse renter vedrører et bestemt hovedkrav, lægges dette ho-
vedkrav til grund med hensyn til accessorisk forældelse efter
forældelseslovens § 23, stk. 2. Gebyrer, der modtages af re-
stanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, anses efter
modtagelsen med hensyn til accessorisk forældelse efter for-
ældelseslovens § 23, stk. 2, alene at vedrøre det hovedkrav,
som gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til.«
8. I § 4, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »betalingstidspunktet«:
», idet dækningen med hensyn til beregningen af renter dog
Lovforslag nr. L 213 Folketinget 2018-19
Skattemin., j.nr. 2019-303
AN013797
tidligst har virkning for renter, som er beregnet af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden eller indsendt af en fordringsha-
ver for perioden fra og med den første i måneden, efter at
fordringen aktuelt kom under inddrivelse«.
9. I § 5, stk. 2, indsættes som 4. pkt.:
»Skatteministeren kan endelig bestemme, at told- og skat-
teforvaltningen undlader at beregne og opkræve opkræv-
ningsrenter, der vil påløbe registreringsafgift, vægtafgift og
andre fordringer, der vedrører told- og skatteforvaltningens
køretøjsregister, fra modtagelsen af disse fordringer hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden og indtil den dag, hvor der
tilskrives rente efter stk. 1.«
10. I § 5 a indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse på renter af for-
dringer, der omfattes af § 18 a, stk. 2.«
11. Efter § 7 indsættes:
Ȥ 7 a. Overdragelser af krav mod told- og skatteforvalt-
ningen kan ikke overstige det udbetalingsbeløb, der på ud-
betalingstidspunktet kan opgøres, efter at fordringer omfat-
tet af denne lov er dækket ved modregning som anført i § 7,
stk. 1 og 2.«
12. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:
»§ 12 a. For udlæg, som foretages af restanceinddrivel-
sesmyndighedens pantefogeder, svares en grundafgift på
300 kr. Overstiger kravet, jf. stk. 3, 3.000 kr., svares yderli-
gere 0,5 pct. af det overskydende beløb i grundafgift. Afgif-
ten afrundes opefter til nærmeste kronebeløb, som er dele-
ligt med 10.
Stk. 2. Der svares yderligere en tillægsafgift på 400 kr.,
hvis forretningen helt eller delvis foretages uden for restan-
ceinddrivelsesmyndighedens kontor, eller skyldneren frem-
stilles af politiet.
Stk. 3. Foretages samtidig udlæg hos samme skyldner for
flere krav, sammenlægges kravene inden afgiftens bereg-
ning, jf. stk. 1 og 2.
Stk. 4. Foretages udlæg for samme krav hos flere skyldne-
re, beregnes afgift for hver skyldner. Dette gælder dog ikke,
hvis skyldnerne er samlevende ægtefæller, eller hvor udlæg-
get vedrører fast ejendom, som tilhører skyldnerne i fore-
ning.
§ 12 b. Afgiftsfri er udlæg vedrørende:
1) Bøder, konfiskerede værdier og sagsomkostninger i
straffesager, der inddrives af det offentlige.
2) Afgifter og sagsomkostninger, som det påhviler dom-
stolene at indkræve.
3) Borgerlige krav fastsat under en offentlig straffesag.
§ 12 c. Afgiftspligten efter § 12 a, stk. 1, indtræder, når
restanceinddrivelsesmyndighedens pantefoged underretter
skyldneren om tid og sted for forretningen, jf. retsplejelo-
vens § 493, stk. 1.
Stk. 2. Er underretning efter retsplejelovens § 493, stk. 1,
ikke mulig, eller foretages forretningen i medfør af retsple-
jelovens § 493, stk. 2, uden sådan underretning, indtræder
afgiftspligten efter § 12 a, stk. 1, når forretningen påbegyn-
des, jf. retsplejelovens § 496.
Stk. 3. Afgiftspligten efter § 12 a, stk. 2, indtræder, når re-
stanceinddrivelsesmyndighedens pantefoged træffer bestem-
melse om retshandlingens foretagelse.
§ 12 d. Der svares kun ny afgift efter § 12 a, stk. 1, når
afgiftspligten for den nye afgift indtræder mere end 3 måne-
der efter, at der for skyldneren sidst er indtrådt afgiftspligt
efter § 12 a, stk. 1. Der svares kun afgift efter 12 a, stk. 2,
for forretninger, hvor der skal svares afgift efter § 12 a, stk.
1. Der svares ikke ny afgift efter § 12 a, stk. 1 og 2, for en
forretning, der foretages efter retsplejelovens § 486, stk. 2,
1. pkt., hvis denne forretning foretages samtidig med en an-
den forretning, for hvilken der skal svares afgift efter § 12 a,
stk. 1.
§ 12 e. Indsigelse imod restanceinddrivelsesmyndighe-
dens pantefogeders beregning af en afgift sker ved klage til
den fogedret, som skulle have foretaget forretningen, hvis
denne ikke var henlagt til restanceinddrivelsesmyndighe-
dens pantefogeder.
Stk. 2. Under forretningen kan indsigelse fremsættes over
for restanceinddrivelsesmyndighedens pantefoged, som un-
derretter fogedretten om indsigelsen. Efter forretningen kan
indsigelse fremsættes ved klage til fogedretten. Klage skal
indgives, senest 6 uger efter at den afgiftspligtige har fået
kundskab om afgiftsberegningen.
Stk. 3. Fogedretten kan se bort fra overskridelser af klage-
fristen på indtil 6 måneder, når særlige omstændigheder gør
overskridelsen undskyldelig.
Stk. 4. Tages klagen til følge, omgøres afgiftsberegningen
i overensstemmelse hermed.
Stk. 5. Ændres afgiftsberegningen ikke i henhold til stk. 4,
træffes afgørelsen ved kendelse.
Stk. 6. Fogedretten kan af egen drift indhente oplysninger
eller erklæringer fra klageren. Kendelsen kan stadfæste af-
giftsberegningen eller ændre den til fordel eller til skade for
den afgiftspligtige.
Stk. 7. Kendelsen kan inden 2 uger påkæres i den borger-
lige retsplejes former. Bestemmelsen i stk. 6 finder tilsva-
rende anvendelse.
§ 12 f. Restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder
kan af egen drift ændre beregningen til fordel for den af-
giftspligtige.
Stk. 2. Bortset fra de tilfælde, der nævnes i § 12 e, stk. 6
og 7, kan efterbetaling af for lidt beregnet afgift ikke kræ-
ves, når der er forløbet 6 uger, efter at den afgiftspligtige har
fået kundskab om beregningen.
Stk. 3. Efterbetaling kan dog kræves, hvor beregningen
hviler på urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildle-
dende oplysninger fra den afgiftspligtige eller dennes be-
fuldmægtigede. Ved klage over efterkrav finder reglerne i §
12 e anvendelse.
§ 12 g. Afgifter efter § 12 a, stk. 1 og 2, oppebæres af re-
stanceinddrivelsesmyndigheden.«
13. § 13, stk. 6, affattes således:
2
»Stk. 6. Eftergivelse kan i øvrigt meddeles fysiske eller
juridiske personer, når sociale eller andre forhold i særlig
grad taler derfor, uanset om skyldnerens økonomiske for-
hold er uafklarede.«
14. § 16, stk. 1, affattes således:
»Restanceinddrivelsesmyndigheden kan endeligt afskrive
eller undlade at afbryde forældelsen af fordringer til det of-
fentlige, inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger,
hvis det må anses for åbenbart formålsløst eller forbundet
med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivel-
sen.«
15. Overskriften før § 18 a affattes således:
»Forældelse af fordringer under inddrivelse«.
16. I § 18 a indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Et hovedkrav og dets tilhørende rente eller renter,
der alle er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, udgør i relation til forældelse et fordringskom-
pleks, hvor alle fordringer har samme forældelsesdato, uan-
set om hovedkravet eller dets tilhørende rente eller renter
op- eller nedskrives, efter at de er kommet under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Forældelsesdatoen
for fordringskomplekset er den til enhver tid gældende for-
ældelsesdato for hovedkravet, efter at dette kom under ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Er hoved-
kravet nedbragt til nul i opkrævningsfasen, er forældelsesda-
toen for fordringskomplekset forældelsesdatoen for den af
rentefordringerne, der først blev modtaget til inddrivelse.
Forældelsen kan efter modtagelse af hovedkravet til inddri-
velse afbrydes for hele fordringskomplekset, hvis afbrydel-
sen omfatter hovedkravet. Er hovedkravet nedbragt til nul,
herunder ved indfrielse, nedskrivning eller afskrivning,
medfører en afbrydelse af forældelsen for en tilhørende ren-
te, der er under inddrivelse, en afbrydelse af forældelsen for
hele fordringskomplekset. Opskrives hovedkravet ved over-
dragelse af en opskrivningsfordring, eller overdrages yderli-
gere tilhørende renter, anvendes som forældelsesdato for
fordringskomplekset den ved opskrivningsfordringens eller
de yderligere tilhørende renters modtagelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden gældende forældelsesdato for for-
dringskomplekset. Er fordringskomplekset under inddrivelse
nedbragt til nul, herunder ved indfrielse, nedskrivning eller
afskrivning, og modtager restanceinddrivelsesmyndigheden
herefter en opskrivningsfordring, en eller flere opkrævnings-
renter eller genindsendte inddrivelsesrenter eller en opskriv-
ning af opkrævningsrenter eller genindsendte inddrivelses-
renter ved overdragelse af en eller flere nye renter, får for-
dringskomplekset bestående af opskrivningsfordringen re-
spektive den eller de overdragne renter den forældelsesdato,
der følger af stk. 4 sammenholdt med stk. 7. Består for-
dringskomplekset i det tilfælde, der nævnes i 7. pkt., tillige
af en opskrivningsfordring til et hovedkrav, afbrydes foræl-
delsen for fordringskomplekset alene, hvis opskrivningsfor-
dringen får sin forældelse afbrudt. De renter, der nævnes i §
3 B, stk. 1, 1. pkt., anses, når de er under inddrivelse, i rela-
tion til forældelse som hovedkrav, der ikke indgår i noget
fordringskompleks. Det hovedkrav og de renter, der nævnes
i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., udgør et fordringskompleks efter 1.
pkt.
Stk. 3. Ophæver restanceinddrivelsesmyndigheden en
dækning eller afskrivning af en fordring under inddrivelse,
gælder for fordringskomplekset, jf. stk. 2, den forældelses-
dato, der var gældende på datoen for den dækning eller af-
skrivning (virkningstidspunktet), der giver anledning til op-
hævelsen. En afbrydelse af fordringskompleksets forældel-
se, der er sket efter virkningstidspunktet i 1. pkt., men inden
ophævelsen efter 1. pkt., bortfalder ved ophævelsen, men
forældelse af fordringskomplekset indtræder tidligst 6 måne-
der efter ophævelsen.
Stk. 4. For fordringer under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden er forældelsesfristen 3 år, selv om
hovedkravet, inden det kom under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, havde en længere forældelses-
frist, eller der, før eller efter at fordringen kom under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er opnået et
retsgrundlag som nævnt i forældelseslovens § 5, stk. 1, jf.
dog stk. 5, 2. og 3. pkt. For private underholdsbidrag og re-
gioner og kommuners privatretlige fordringer gælder dog
den forældelsesfrist, der var gældende ved fordringens mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden eller under
inddrivelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden måtte
blive opnået efter forældelseslovens § 5, stk. 1. Denne for-
ældelsesfrist gælder også for tilhørende renter under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Stk. 5. Tilbagesendes et hovedkrav og dets tilhørende ren-
te eller renter til fordringshaveren eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen, vil den forældelsesdato, der var
gældende ved tilbagesendelsen, jf. stk. 2 og 3, fortsat være
gældende, medmindre fordringshaveren eller den, der på
dennes vegne opkræver fordringen, i medfør af forældelses-
loven eller andre forældelsesregler får udskudt forældelses-
datoen. Er forældelsesfristen efter tilbagesendelsen blevet
forlænget, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, finder stk. 4, 1.
pkt., kun anvendelse, hvis forældelsen afbrydes for for-
dringskomplekset, efter at dette på ny er modtaget til inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Genoverdrages
hovedkravet til restanceinddrivelsesmyndigheden med en
forældelsesdato, som er senere end 3 år fra den dato, hvor
hovedkravet på ny modtages til inddrivelse, finder stk. 4, 1.
pkt., dog anvendelse, således at forældelsesfristen på 3 år
skal regnes fra denne modtagelsesdato. 2. og 3. pkt. gælder
ikke for fordringer omfattet af stk. 4, 2. pkt.
Stk. 6. Stk. 2-5 gælder hverken for bøder eller for uden-
landske fordringer, for hvilke en international overenskomst
eller konvention vil være til hinder for en sådan anvendel-
se.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 7.
17. I § 18 a, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., ændres
»fordringer, der overdrages« til: »de hovedkrav, der nævnes
i stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først blev
modtaget til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og ren-
ter, der nævnes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes i
3
stk. 6, og disses renter samt de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt.,
nævnte gebyrer, der overdrages«.
18. I § 18 a indsættes som stk. 8 og 9:
»Stk. 8. Kan lønindeholdelse ikke ske, fordi restanceind-
drivelsesmyndigheden vurderer, at skyldneren er uden den
betalingsevne, der er nødvendig for at foretage lønindehol-
delse, eller fordi skyldneren modtager en indkomst, hvori
lønindeholdelse som følge af indkomstens art ikke kan ske,
kan restanceinddrivelsesmyndigheden træffe afgørelse om,
at inddrivelsen er stillet i bero, og at forældelsen af de for-
dringer, der fremgår af afgørelsen, er afbrudt med virkning
fra afgørelsesdatoen. Den ny forældelsesfrist regnes fra af-
gørelsesdatoen. Inden afgørelsen træffes, sender restan-
ceinddrivelsesmyndigheden et forslag til afgørelse til skyld-
neren med en frist for denne på mindst 21 dage regnet fra
forslagets dato til at fremkomme med eventuelle bemærk-
ninger til forslaget.
Stk. 9. Er en sag om gyldigheden af restanceinddrivelses-
myndighedens afgørelse efter stk. 8 indbragt for Landsskat-
teretten, jf. § 17, eller for domstolene, indtræder forældelse
tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse.«
Justitsministeriet
§ 2
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1252 af 27.
november 2014, som ændret ved § 3 i lov nr. 1867 af 29.
december 2015, § 9 i lov nr. 670 af 8. juni 2017 og § 16 i
lov nr. 1711 af 27. december 2018, foretages følgende
ændring:
1. Efter § 20 indsættes i kapitel 3:
»§ 20 a. Reglerne i dette kapitel finder ikke anvendelse på
udlæg, som foretages af restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefogeder.«
Beskæftigelsesministeriet
§ 3
I lov nr. 174 af 24. februar 2015 om kontantydelse, som
ændret ved § 39 i lov nr. 994 af 30. august 2015 og § 4 i lov
nr. 551 af 29. maj 2018, foretages følgende ændring:
1. I § 19, stk. 4, 3. pkt., ændres »§ 18 a, stk. 2, 1. pkt.« til: »§
18 a, stk. 7, 1. pkt.«
§ 4
I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016, som
ændret bl.a. ved § 9 i lov nr. 674 af 8. juni 2017, § 5 i lov nr.
551 af 29. maj 2018 og senest ved § 5 i lov nr. 174 af 27.
februar 2019, foretages følgende ændring:
1. I § 70 f, stk. 11, 7. pkt., ændres »§ 18 a, stk. 2, 1. pkt.« til:
»§ 18 a, stk. 7, 1. pkt.«
§ 5
I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 247
af 13. marts 2019, som ændret ved § 1 i lov nr. 1000 af 30.
august 2015, § 4 i lov nr. 701 af 8. juni 2018 og § 6 i lov nr.
174 af 27. februar 2019, foretages følgende ændring:
1. I § 95, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 18 a, stk. 2, 1. pkt.« til: »§
18 a, stk. 7, 1. pkt.«
§ 6
I lov nr. 287 af 29. marts 2017 om en midlertidig
jobpræmie til langtidsledige m.v., som ændret ved § 7 i lov
nr. 551 af 29. maj 2018, foretages følgende ændring:
1. I § 19, stk. 3, 3. pkt., ændres »§ 18 a, stk. 2, 1. pkt.« til: »§
18 a, stk. 7, 1. pkt.«
Børne- og Socialministeriet
§ 7
I dagtilbudsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 176 af 25.
februar 2019, som ændret ved § 1 i lov nr. 1529 af 18.
december 2018, foretages følgende ændring:
1. I § 93, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 18 a, stk. 2, 1. pkt.« til:
»§ 18 a, stk. 7, 1. pkt.«
§ 8
I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1114 af
30. august 2018, som ændret ved § 1 i lov nr. 1530 af 18.
december 2018, § 13 i lov nr. 1711 af 27. december 2018 og
§ 1 i lov nr. 1720 af 27. december 2018, foretages følgende
ændring:
1. I § 165, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 18 a, stk. 2, 1. pkt.« til:
»§ 18 a, stk. 7, 1. pkt.«
§ 9
Stk. 1. Loven træder i kraft den 15. maj 2019, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikraft-
trædelse af § 1, nr. 1, 10, 11 og 15-18, og §§ 3-8 og kan her-
under fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskel-
lige tidspunkter.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler om, hvornår
§ 1, nr. 1, 10, 11 og 15-18, finder anvendelse for fordringer
under inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndighedens ind-
drivelsessystemer, og kan herunder bestemme, at reglerne
finder anvendelse fra forskellige tidspunkter.
Stk. 4. § 1, nr. 11, finder ikke anvendelse på overdragel-
ser, hvorom der er givet underretning før datoen for bestem-
melsens ikrafttræden.
Stk. 5. For fordringer, der på dagen for ikrafttræden af lo-
vens § 1, nr. 16, er under inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, regnes forældelsesfristen for fordrings-
4
komplekset i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som affattet ved § 1, nr. 16, i denne
lov, fra den 20. november 2018, medmindre den ny foræl-
delsesfrist efter en afbrydelse, der senest på dagen for ikraft-
træden af lovens § 1, nr. 16, er sket af forældelsen for den
fordring, hvis forældelsesdato er gældende for fordrings-
komplekset, endnu ikke er begyndt at løbe på dagen for
ikrafttræden af lovens § 1, nr. 16. I så fald regnes forældel-
sesfristen for fordringskomplekset fra den dato, hvorfra en
ny forældelsesfrist igen begynder at løbe.
Stk. 6. § 3 B, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, som affattet ved § 1, nr. 7, i denne lov, finder ved
lovens ikrafttræden anvendelse på de i bestemmelsen nævn-
te renter og gebyrer, der ikke ved lovens ikrafttræden er for-
ældet, uanset hvornår disse er eller bliver modtaget til ind-
drivelse.
5
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
2. Lovforslagets indhold
2.1. Indførelse af et fordringskompleks for forældelsen af fordringer under inddrivelse
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Lovforslaget
2.2. Afbrydelse af forældelse ved afgørelse om, at lønindeholdelse ikke kan ske
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Lovforslaget
2.3. Justering af regel om restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af accessorisk forældelse
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Lovforslaget
2.4. Forrang for det offentliges modregning ved transport i Skatteforvaltningens udbetalinger
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Lovforslaget
2.5. Håndtering af flere skyldnere på en fordring
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Lovforslaget
2.6. Forenkling af reglerne om retsafgift ved restanceinddrivelsesmyndighedens udlægsforretninger
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Lovforslaget
2.7. Klarere regel om restanceinddrivelsesmyndighedens eftergivelse af gæld
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Lovforslaget
2.8. Justering af regel om restanceinddrivelsesmyndighedens afskrivninger af gæld
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Lovforslaget
2.9. Justering af regel om virkningstidspunktet for dækninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden foretager på for-
dringer under inddrivelse
2.9.1. Gældende ret
2.9.2. Lovforslaget
2.10. Bemyndigelse til at undlade at beregne og opkræve visse opkrævningsrenter af fordringer vedrørende Skattefor-
valtningens køretøjsregister
2.10.1. Gældende ret
2.10.2. Lovforslaget
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Det er vigtigt for regeringen og aftalepartierne bag »Aftale
om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni
2017 at sikre grundlaget for en sikker og effektiv fremadret-
tet inddrivelse af gæld til det offentlige. Det er hverken ret
eller rimeligt, at andre borgere skal betale for dem, der ikke
betaler deres gæld til det offentlige. Regeringen har derfor
sammen med aftalepartierne iværksat en række initiativer,
der skal sikre, at inddrivelsen af gæld til det offentlige kom-
mer på fode igen, efter at SKAT den 8. september 2015 be-
sluttede at stoppe al automatisk inddrivelse af gæld til det
offentlige, på baggrund af at en række analyser af Ét Fælles
Inddrivelsessystem (EFI) og DebitorMotorInddrivelse
(DMI) havde påvist fejl af funktionel, teknisk og datamæs-
sig karakter.
Som opfølgning på handlingsplanen »Aftale om et nyt
skattevæsen« fra den 25. september 2015 indgik V-regerin-
gen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance,
6
Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti »Aftale
om et nyt skattevæsen« af 18. november 2016 om en fælles
forståelse om nødvendigheden af at opbygge et nyt skatte-
væsen samt rammerne herfor. På baggrund heraf er der
igangsat et omfattende arbejde med bl.a. at udvikle et nyt it-
system for inddrivelse, ligesom der er gennemført en række
regelforenklinger på inddrivelsesområdet til understøttelse
af de første faser af udviklingen af det nye it-system.
Da erfaringerne med udviklingen af det suspenderede it-
system EFI/DMI har vist, at det er særdeles vanskeligt at til-
passe et nyt it-system til en kompleks og omfattende lovgiv-
ning, har regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Kon-
servative Folkeparti) samt Socialdemokratiet, Dansk Folke-
parti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socia-
listisk Folkeparti i »Aftale om styrkelse af den offentlige
gældsinddrivelse« fra juni 2017 erklæret sig enige i, at der
er behov for yderligere forenkling og tilpasning af reglerne
på inddrivelsesområdet for at sikre udviklingen af en effek-
tiv it-understøttelse og efterfølgende administration af ind-
drivelsesopgaven.
Det er fundet nødvendigt at gennemføre regler, der tager
sigte på at forenkle og systemunderstøtte de funktioner, som
det nye inddrivelsessystem skal have udviklet på nuværende
tidspunkt. Forslagene vedrører yderligere forenklinger af
regler for forældelse og regler, der har til formål at gøre di-
gitaliseringen og administrationen af visse områder mere
smidig og enkel. Det drejer sig om håndtering af modreg-
ning ved transporter, retsafgift og situationer, hvor der er
flere skyldnere, der hæfter for samme fordring. Herudover
foreslås det at fastsætte klarere regler for eftergivelse af
gæld og justere reglen om afskrivning som led i opfølgnin-
gen på ophævelsen af en særordning om eftergivelse af gæld
for grupper af socialt udsatte (ESG-ordningen). Endelig har
det vist sig, at der er behov for en justering af reglerne om,
hvordan betalinger til restanceinddrivelsesmyndigheden an-
vendes, hvor disse skal have virkning tilbage i tid.
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
I forlængelse af den politiske aftale »Aftale om et nyt
skattevæsen« af 18. november 2016 om en fælles forståelse
om nødvendigheden af at opbygge et nyt skattevæsen samt
rammerne herfor har regeringen (Venstre, Liberal Alliance
og Det Konservative Folkeparti) samt Socialdemokratiet,
Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale
Venstre og Socialistisk Folkeparti indgået »Aftale om styr-
kelse af den offentlige gældsinddrivelse« af den 8. juni
2017.
Nærværende lovforslag har til formål at udmønte dele af
denne aftale.
Aftalepartierne er enige om, at det er en helt afgørende
forudsætning for etablering af en effektiv inddrivelse af
gæld, at der tilvejebringes forenklinger af lovgivningen på
området. Lovforslaget indeholder som opfølgning herpå føl-
gende forslag til forenklinger af inddrivelseslovgivningen:
– Reduktion i antallet af forældelsesdatoer for fordringer
under inddrivelse (indførelse af fordringskompleks)
– Lettere adgang til at forældelsesafbryde ved afgørelse om,
at lønindeholdelse ikke kan ske
– Justering af regel om håndtering af accessorisk forældelse
– Forrang for det offentliges modregning ved transport i
Skatteforvaltningens udbetalinger
– Klarere regler for håndtering af flere skyldnere på en for-
dring
– Forenkling af reglerne om retsafgift ved restanceinddrivel-
sesmyndighedens udlægsforretninger
– Klarere regler for eftergivelse af gæld
– Justering af reglen om afskrivning
– Justering af regel om virkningstidspunktet for dækninger,
som restanceinddrivelsesmyndigheden foretager på for-
dringer under inddrivelse
Lovforslaget er det syvende i rækken af lovgivningstiltag
på inddrivelsesområdet, der er fremsat i forlængelse af det
tidligere SKATs suspension af al automatisk inddrivelse af
gæld til det offentlige via EFI i september 2015 og det efter-
følgende igangsatte arbejde med genetablering af en effektiv
restanceinddrivelse.
Skatteministeriet har siden december 2015 arbejdet på ud-
viklingen af et nyt it-system, der skal understøtte inddrivel-
sen.
Det blev besluttet, at det nye it-system skal være baseret
på et standardsystem, som trinvist bliver videreudviklet, så
det ved udgangen af 2018 ville kunne håndtere de fleste ind-
drivelsesskridt og skyldnergrupper. Parallelt hermed blev
der igangsat et arbejde med at forenkle lovgivningen på om-
rådet, så systemet bliver mindre komplekst end EFI/DMI.
Systemet udvikles gradvist og i første omgang med fokus
på de funktionaliteter, der blev vurderet som værende de
vigtigste for ibrugtagningen af systemet for 1. udgave (re-
lease).
Som planlagt blev release 1 taget i brug i april 2017. Der
var dermed bygget en platform og – som forventet – udvik-
let den første, begrænsede funktionalitet for systemet.
Samtidig blev Danmarks Radio tilsluttet systemet som den
første fordringshaver.
Release 2, der blev taget i brug i november og december
2017, udbyggede it-systemet med nye og centrale funktiona-
liteter, herunder lønindeholdelse, som er et meget effektivt
inddrivelsesskridt. Der kan således sendes varsel og træffes
afgørelse om lønindeholdelse/særskilt lønindeholdelse, her-
under ske anvendelse af oplysninger fra betalingsevnebereg-
ning til beregning af lønindeholdelsesprocenten. Herudover
kan systemet nu bl.a. håndtere tilbageløb fra fordringshaver
i forbindelse med nedskrivning, tilbagesendelse, tilbagekal-
delse og opskrivning af en gældspost. Samtidig kan syste-
met nu foretage en automatiseret betalingsevneberegning, li-
gesom der er udviklet en fordringshaverportal, hvormed for-
dringshavere kan oprette gældsposter og modtage og hånd-
tere gældsposter sendt i høring. Den gradvise tilslutning af
yderligere fordringshavere efter tilslutningen af Danmarks
Radio er samtidig igangsat.
Release 3 af det nye inddrivelsessystem blev færdiggjort i
august 2018 og indeholder blandt andet fuldt automatiseret
7
lønindeholdelse og funktionalitet til håndtering af selskaber
og PEF-skyldnere (personligt ejede virksomheder). Release
3 indeholder derudover første version af den nye modreg-
ningskomponent. Den første modregning i overskydende
skatter via den nye modregningskomponent blev gennemført
i september 2018. Version 2 af modregningsløsningen, der
understøtter modregning på tværs af det nye inddrivelsessy-
stem og DMI, idriftsættes samtidig med resterende funktio-
naliteter i release 4.
Udviklingen af fjerde og sidste release blev planmæssigt
påbegyndt i august 2018, og release 4.1 blev idriftsat i janu-
ar 2019. Funktionalitet til håndtering af forældelse, der er
afhængig af lovforenkling på området, forventes dog først
afsluttet i foråret 2019. Release 4 indeholder udover funktio-
nalitet til håndtering af forældelse også funktionalitet til
håndtering af flerhæftere samt yderligere forbedrings- og
automatiseringstiltag.
I løbet af 2019 forventes hovedparten af fordringshavere
at være tilsluttet systemet, i takt med at de får justeret deres
interne processer og systemer, så de kan sende retskraftige
fordringer med en god datakvalitet, der sikrer, at der kan
inddrives på fordringerne.
For at undgå utilsigtet forældelse i perioden med ingen el-
ler meget begrænset systemunderstøttelse blev der i novem-
ber 2015 gennemført det første lovgivningstiltag om stands-
ning af forældelsen for fordringer under inddrivelse, jf. lov
nr. 1253 af 17. november 2015.
I marts 2016 blev det andet lovgivningstiltag gennemført i
form af regler, der er nødvendige for etableringen af det nye
og fremadrettede it-system og for en hensigtsmæssig be-
handling af klager på inddrivelsesområdet. Der blev desuden
gennemført en række justeringer og præciseringer med hen-
blik på at sikre et klart og entydigt hjemmelsgrundlag, jf. lov
nr. 298 af 22. marts 2016.
I januar 2017 blev det tredje lovgivningstiltag gennemført
i form af regler om overdragelse af inddrivelsen af fortrins-
berettigede kommunale krav til kommunerne, jf. lov nr. 114
af 31. januar 2017.
Det fjerde lovgivningstiltag blev gennemført ved lov nr.
285 af 29. marts 2017. Med loven gennemførtes yderligere
tiltag, der navnlig skulle sikre enklere regler på inddrivelses-
området. Endvidere indeholder loven en række øvrige præ-
ciseringer af regelgrundlaget på inddrivelsesområdet.
Det femte lovforslag blev gennemført ved lov nr. 258 af
10. april 2018 og fastsatte regler om forenkling af opryd-
ningsopgaven med genoptagelsessager og ekstraordinær af-
skrivning.
Det sjette lovforslag blev gennemført ved lov nr. 551 af
29. maj 2018. Med loven gennemførtes yderligere tiltag på
inddrivelsesområdet, der navnlig havde sigte på forældelses-
håndtering, digitaliser- og administrerbare regler og at gen-
nemføre tiltag, der fulgte af politiske aftaler.
Nærværende lovforslag indeholder yderligere lovgiv-
ningstiltag, der skal sikre enklere og klarere regler på inddri-
velsesområdet, hvilket som nævnt er helt afgørende for ud-
viklingen og etableringen af en effektiv it-understøttelse af
inddrivelsesopgaven.
Det foreslås for det første at reducere antallet af forældel-
sesdatoer for fordringer under inddrivelse. Dette sker ved at
indføre et »fordringskompleks«, som går ud på at registrere
én forældelsesdato pr. fordringskompleks bestående af en
hovedfordring og tilhørende renter m.v. – nemlig hovedfor-
dringens forældelsesdato – i stedet for at registrere samtlige
forældelsesdatoer for en hovedfordring og de tilknyttede
renter m.v.
Forslaget vil lette systemudviklingen betydeligt og mind-
ske kompleksiteten i løsningen og den efterfølgende admini-
stration. Samtidig vurderes det at være risikofyldt og om-
kostningstungt at indrette det nye gældsinddrivelsessystem
efter de gældende regler.
For det andet foreslås det at indføre regler om lettere ad-
gang til at forældelsesafbryde over for skyldnere uden beta-
lingsevne. Forslaget går ud på, at restanceinddrivelsesmyn-
digheden efter en vurdering af skyldneres betalingsevne og
indkomsttype kan træffe afgørelse om, at der ikke kan ske
lønindeholdelse (og dermed heller ikke fastsættelse af en
tvungen afdragsordning) for skyldners gæld, og at afgørel-
sen har forældelsesafbrydende effekt. Skyldneren får
samtidig adgang til påklage afgørelsen.
Der er p.t. et meget stort antal skyldnere uden betalingsev-
ne, hvor restanceinddrivelsesmyndighedens i praksis eneste
mulighed for at afbryde forældelsen er skyldnerens erken-
delse af sin gæld, tilfældige modregningsmuligheder (der
dog alene afbryder forældelsen af den resterende del af en
fordring, der ikke ved modregningen kunne dækkes fuldt
ud) og udlægsforretninger. Forslaget vil lette administratio-
nen af forældelsesafbrydelse over for skyldnere uden beta-
lingsevne betydeligt, idet omkostningstunge (for både re-
stanceinddrivelsesmyndigheden og skyldneren) og tidsmæs-
sigt krævende udlægsforretninger over for skyldnere uden
betalingsevne ofte i praksis er eneste mulighed for at afbry-
de forældelsen af deres gæld.
For det tredje foreslås det at justere en regel om, at renter,
for hvilke det ved oversendelsen til inddrivelse ikke er op-
lyst, hvilket hovedkrav de vedrører, i relation til accessorisk
forældelse betragtes som selvstændige hovedkrav. Ved ac-
cessorisk forældelse forstås, at en rente forældes, hvis ho-
vedkravet forældes. Renter af personskatter foreslås at udgå
af bestemmelsen, således at håndteringen af den accessori-
ske forældelse i stedet reguleres ud fra det relaterede hoved-
krav (personskat), hvis et sådant er oplyst ved oversendel-
sen, selv om der som følge af den specielle opkrævning, der
er valgt for renter efter kildeskatteloven, ikke i alle tilfælde
vil være tale om det hovedkrav, hvoraf renten er beregnet.
For det fjerde foreslås en forenkling af reglerne for mod-
regning ved transporter. Forenklingen går ud på, at der gives
det offentlige forrang over for private kreditorer ved Skatte-
forvaltningens udbetalinger af f.eks. overskydende skat og
negativ moms, som er omfattet af en transport. Det betyder,
at hvis en skyldner f. eks. har overdraget (transporteret) sin
overskydende skat til sit teleselskab (transporthaver), vil re-
8
stanceinddrivelsesmyndigheden ikke skulle tage hensyn til
transporten, men kan modregne med gæld under inddrivelse.
Transporten bliver således placeret sidst i dækningsrække-
følgen på et hvilket som helst tidspunkt, hvor en udbetaling
fra Skatteforvaltningen håndteres. Når den offentlige gæld
under opkrævning eller inddrivelse er dækket ved modreg-
ning, vil et eventuelt overskydende beløb skulle udbetales til
transporthaver – i eksemplet således mobilselskabet.
Forslaget vil lette administrationen og systemudviklingen
af modregningsmodulet i det nye inddrivelsessystem betyde-
ligt, fordi oplysninger om stiftelsestidspunktet for de for-
dringer, der skal indgå i modregningen, ofte er upålidelige.
Med forslaget vil det være tilstrækkeligt at lægge til grund,
at de fordringer, der ønskes modregnet med, er gyldige og
modregningsegnede fordringer. Bestemmelsen søger også at
tage højde for, at data om transporter – herunder tidspunktet
for underretningen om transporten til Skatteforvaltningen –
ofte er fejlbehæftede eller usikre, og at det er vanskeligt at
placere transporter korrekt i dækningsrækkefølgen på bag-
grund af de oplysninger, der gives om transporter i dag.
For det femte foreslås det at forenkle reglerne om håndte-
ring af flere skyldnere, der hæfter for samme fordring. Bag-
grunden for forslaget er, at det nye it-system for inddrivelse
har vanskeligt ved at holde styr på flere hæftere/skyldnere
på en fordring, hvis en fordringshaver, efter at et inddrivel-
sesforløb er startet over for en skyldner, tilføjer eller fjerner
en medhæftende skyldner på fordringen. Det foreslås derfor
at indføre en regel, hvorefter fordringshaverne skal tilbage-
kalde en fordring og genindsende den, hvis de ønsker at til-
føje eller fjerne en eller flere skyldnere på en fordring. På
den måde får fordringshaverne incitament til at oplyse om
alle medhæftende skyldnere på en fordring fra starten af et
inddrivelsesforløb, og restanceinddrivelsesmyndigheden kan
samtidig holde styr på, hvem der hæfter for hvad.
For det sjette foreslås det at forenkle reglerne om retsaf-
gift. Det foreslås således at afskaffe en regel om, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kun kan pålægge retsafgift for
samme krav én gang. Reglen har ikke kunnet understøttes af
det suspenderede it-system EFI/DMI, og det vurderes, at
reglen heller ikke kan understøttes af det nye it-system for
inddrivelse. Det betyder, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den kan beregne retsafgift af det samme krav flere gange.
Det foreslås i forlængelse heraf, at retsafgiften kun bereg-
nes, når der er gået mere end 3 måneder imellem udlægsfor-
retningerne (retsafgiftspligtens indtræden). Herudover fore-
slås det, at reglerne om retsafgift for restanceinddrivelses-
myndighedens udlægsforretninger overføres fra Justitsmini-
steriets ressort til lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, som hører under Skatteministeriet.
For det syvende foreslås det at fastsætte klarere regler for
eftergivelse af gæld, så det tydeligere fremgår, at reglerne
også tilgodeser socialt udsatte. I forbindelse med ophævel-
sen af en særordning om eftergivelse af gæld for grupper af
socialt udsatte (den såkaldte ESG-ordning) er det anført i
lovforslaget, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 226 som
fremsat, side 48, at der skal ses på en ny strategi for afskriv-
ning og eftergivelse af gæld til det offentlige, herunder om
de gældende regler for eftergivelse i tilstrækkelig grad tilgo-
deser socialt udsatte. Ud over at tydeliggøre, at reglerne om
eftergivelse af gæld også tilgodeser socialt udsatte, ses der
på muligheden for at styrke informationsindsatsen på områ-
det, med henblik på at kendskabet til eftergivelsesreglerne
øges blandt borgere og gældsrådgivere.
For det ottende foreslås det at justere reglen om afskriv-
ning af gæld. For at undgå, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden løbende skal afsætte ressourcer til at overvåge gæld,
som der er truffet beslutning om at afskrive, men som endnu
ikke er forældet, foreslås det at indføre en hjemmel til, at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden endeligt kan afskrive for-
dringer – og ikke som nu skal afvente faktisk forældelse in-
den afskrivning. Der ændres ikke ved de gældende kriterier,
hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden kan afskrive
fordringer, hvis det er formålsløst eller vil medføre ufor-
holdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen.
For det niende foreslås det at justere reglerne om, hvordan
indbetalinger eller inddrevne beløb af restanceinddrivelses-
myndigheden anvendes til dækning, når betalingstidspunktet
ligger før det tidspunkt, hvor betalingen anvendes til at dæk-
ke skyldnerens fordringer.
For det tiende foreslås for at sikre overensstemmelse mel-
lem de gældende regler for beregning af opkrævningsrenter
og den beregning af opkrævningsrenter af motorfordringer,
som sker gennem opkrævningssystemet SAP 38/DMR, en
bemyndigelsesbestemmelse til skatteministeren om at kunne
undlade at beregne og opkræve opkrævningsrenter af visse
motorfordringer såsom registreringsafgift, vægtafgift og an-
dre fordringer, der vedrører Skatteforvaltningens køretøjsre-
gister (Det Digitale MotorRegister, DMR), i perioden fra
fordringerne er modtaget til inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden og indtil den første i måneden efter
modtagelsen af fordringerne, hvorfra inddrivelsesrenter bli-
ver tilskrevet.
Endelig foreslås en række konsekvensændringer i love,
der hører under Beskæftigelsesministeriet og Børne- og So-
cialministeriet.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Indførelse af et fordringskompleks for forældelsen af
fordringer under inddrivelse
2.1.1. Gældende ret
Fordringer, som omfattes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, forældes efter forældelsesloven, medmindre
andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden
lov, jf. forældelseslovens § 1.
Et eksempel på en forældelsesregulering uden for foræl-
delsesloven er § 5 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, hvorefter forældelsesfristen for inddrivelses-
renter, der i medfør af § 5, stk. 1, påløber fra den 1. i måne-
den efter den måned, hvor den rentebærende hovedfordring
blev modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
9
digheden, løber fra den 1. i måneden efter den måned, hvor
inddrivelsesrenterne påløb.
For bøder er der fastsat særlige regler om forældelsesfri-
sten og afbrydelse af forældelse i straffelovens § 97 a, stk.
1-3. Det fremgår af § 97 a, stk. 1, at hvis der ikke forinden
er foretaget udlæg, bortfalder bøde efter 1) 5 år, når bøden
ikke overstiger 10.000 kr., og 2) 10 år, når bøden overstiger
10.000 kr. Forældelsesfristerne regnes fra det tidspunkt, da
afgørelsen kunne fuldbyrdes, jf. stk. 3.
Der kan ikke ske egentlig afbrydelse af forældelsen for
bøder, hvilket fremgår af Straffelovrådets betænkning nr.
1441/2004, side 77, hvor det anføres, at fristen regnes fra
det tidspunkt, da afgørelsen blev eksigibel. Det anføres end-
videre, at forældelsesfristen alene antages at suspenderes i
tilfælde, hvor fuldbyrdelse ved udlæg er iværksat inden for-
ældelsesfristens udløb, men ikke er afsluttet forinden dette
tidspunkt, og da alene for den periode, som herefter medgår
til udlægsforretningens foretagelse og realisation af et fore-
taget udlæg. Forældelsesfristen suspenderes derimod ikke
ved udlæg, som foretages og afsluttes inden udløbet af 3 år
(5 år) fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kunne fuldbyrdes.
Afdragsordninger eller bødefældtes anerkendelse af
(rest)skylden har ingen indvirkning på den løbende foræl-
delse med hensyn til den endnu ubetalte del af bøden.
Hvis der inden udløbet af bødens forældelsesfrist foreta-
ges udlæg i aktiver, kan forældelsesfristen forlænges med
den tid, der går til at realisere udlægget. Der er derfor alene
tale om en suspensionsregel, ikke en egentlig afbrydelsesre-
gel.
I Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966, side 29, anfø-
res om spørgsmålet, hvorvidt der efter forældelsesfristens
udløb kan fremsættes fornyet udpantningsbegæring, hvis det
har vist sig, at en rettidigt begæret udpantning ikke har kun-
net give fuld dækning for bødebeløbet, at der henvises til
Østre Landsrets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1963, side
1054, hvor landsretten under de foreliggende omstændighe-
der tillod en fornyet udpantning med henblik på at få dækket
restbeløbet. I Straffelovrådets betænkning nr. 1441/2004, si-
de 83, anføres, at hvis bødeskyldneren under udlægsforret-
ningen efter forældelsesfristens udløb afgiver insolvenser-
klæring, må det antages, at der indtræder forældelse.
Af forældelsesloven § 28 fremgår, at når der i anden lov er
fastsat særlige forældelsesfrister eller andre særlige bestem-
melser om forældelse, finder forældelsesloven anvendelse, i
den udstrækning andet ikke følger af den anden lov eller af
forholdets særlige beskaffenhed. Ordet »lov« omfatter også
forældelsesbestemmelser i f.eks. EU-forordninger, jf. side
506 i den af Justitsministeriets Forældelsesudvalg afgivne
betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgiv-
ningen, hvor det om udfyldningsreglen i forældelseslovens §
28 anføres, at der er en formodning for, at de specielle for-
ældelsesregler i anden lovgivning suppleres af forældelses-
lovens regler.
Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til
hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen op-
fyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jf. §
2, stk. 1. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øv-
rigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig,
regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb, jf.
§ 2, stk. 2. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet føl-
ger af andre bestemmelser, jf. § 3, stk. 1. En sådan bestem-
melse er f.eks. forældelseslovens § 5, stk. 1, hvorefter foræl-
delsesfristen er 10 år, når 1) der er udstedt gældsbrev for
fordringen, 2) fordringen er registreret i en værdipapircen-
tral, eller 3) fordringens eksistens og størrelse er anerkendt
skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav på-
tegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse. Ifølge
§ 5, stk. 2, forældes en fordring på senere forfaldne renter,
gebyrer og lignende dog efter § 3.
For fordringer, der er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,
regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018,
jf. § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Be-
stemmelsen blev indsat i loven ved lov nr. 1253 af 17. no-
vember 2015, der hviler på lovforslag nr. L 18, Folketingsti-
dende 2015-16, A, L 18 som fremsat, om udskydelse af for-
ældelse som følge af utilstrækkelig funktionalitet i Ét Fælles
Inddrivelsessystem (EFI).
Forældelse indebærer, at fordringshaver mister retten til at
kræve opfyldelse, jf. forældelseslovens § 23, stk. 1.
Forældelsesloven indeholder i kapitel 5 og 6 regler om
henholdsvis afbrydelse og foreløbig afbrydelse af forældel-
sen.
Forældelsen afbrydes, når skyldneren over for fordrings-
haveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin
forpligtelse, jf. forældelseslovens § 15, eller når fordringsha-
veren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik
på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten,
voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fast-
slår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse
skridt inden for rimelig tid, jf. § 16, stk. 1.
Forældelse kan ifølge § 17, stk. 1, også afbrydes af for-
dringshaver ved indgivelse af en på fordringen støttet kon-
kursbegæring eller begæring om rekonstruktionsbehandling
eller ved anmeldelse af fordringen i bl.a. et konkursbo eller
til rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsbe-
handling eller i forbindelse med indledning af gældsanerings-
sag.
Desuden afbrydes forældelsen ved indgivelse af anmod-
ning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forretningen
fremmet inden for rimelig tid, jf. § 18, stk. 1. Foretages ud-
læg af en pantefoged, afbrydes forældelsen ved udlægsfor-
retningens foretagelse, jf. stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 fin-
der ifølge stk. 3 tilsvarende anvendelse ved 1) indgivelse af
anmodning til fogedretten om foretagelse af arrest, 2) frem-
sættelse af krav for fogedretten om andel i et auktionsprove-
nu og 3) indgivelse af anmodning til fogedretten om tilbage-
tagelse af en løsøregenstand, der er solgt med ejendomsfor-
behold. Forældelsen afbrydes også ved restanceinddrivelses-
myndighedens underretning til skyldneren om afgørelse om
indeholdelse i løn m.v. eller modregning, jf. stk. 4.
10
Afbrydelsen indebærer, at der løber en ny forældelsesfrist
fra de tidspunkter, der fastsættes i forældelseslovens § 19.
Sker afbrydelsen ved skyldnerens erkendelse af forpligtel-
sen, regnes den nye forældelsesfrist fra dagen for erkendel-
sen, jf. § 19, stk. 2. Sker afbrydelsen ved foretagelse af rets-
lige skridt som nævnt i § 16, regnes den nye frist fra den
dag, da retsforlig indgås, dom afsiges, betalingspåkrav på-
tegnes af fogedretten, eller anden afgørelse træffes, jf. § 19,
stk. 3. Er fordringen anerkendt i et konkurs- eller dødsbo el-
ler i vedtagen tvangsakkord eller afsagt gældssaneringsken-
delse, regnes den nye frist fra boets slutning, tvangsakkor-
dens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsigelse, jf.
§ 19, stk. 4.
Er afbrydelse sket ved pantefogedens gennemførelse af
udlægsforretning, jf. § 18, stk. 2, regnes den nye forældel-
sesfrist fra udlægsforretningens afslutning, jf. § 19, stk. 6, 1.
pkt.
Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om
lønindeholdelse, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelses-
frist fra det tidspunkt, da der træffes afgørelse om, at løninde-
holdelsen ophører, eller senest fra det tidspunkt, da løninde-
holdelsen har været stillet i bero i 1 år, jf. § 19, stk. 6, 2. pkt.
Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om
modregning, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelsesfrist
fra den dag, da afgørelsen om modregning træffes, jf. § 19,
stk. 6, 3. pkt.
Til frister medregnes den månedsdag, der svarer til den
dag, hvorfra fristen regnes. I mangel af tilsvarende dag udlø-
ber fristen den sidste dag i måneden, jf. forældelseslovens §
27, stk. 1. Udløber forældelsesfristen i en weekend, på en
helligdag, grundlovsdag, den 24. eller 31. december, ud-
strækkes fristen til førstkommende hverdag, jf. § 27, stk. 2.
Reglen begrundes med, at hvis fristen udløber på en dag,
hvor retten ikke kan modtage stævninger med henblik på af-
brydelse af forældelsen, jf. § 16, skal fordringshaver ikke
tvinges til at indlevere stævningen den seneste forudgående
hverdag.
I § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er bestemt, at renter efter kildeskattelovens §§ 62
A og 63 og renter og gebyrer, der opkræves via skattekon-
toen, jf. opkrævningslovens § 16, eller andre fordringshaver-
systemer, der anvender et saldoprincip, med hensyn til for-
ældelse behandles som selvstændige hovedkrav, efter at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem til inddri-
velse. Det samme gælder ifølge § 3 B, stk. 1, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige for renter og geby-
rer, som restanceinddrivelsesmyndigheden modtager til ind-
drivelse, uden at hovedkravet samtidig overdrages til inddri-
velse, eller uden at det i forbindelse med overdragelsen op-
lyses, at hovedkravet allerede er under inddrivelse.
Efter § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige indtræder forældelse af fordringer, der over-
drages til restanceinddrivelsesmyndigheden af fordringsha-
ver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, tidligst 3 år efter fordringens modtagelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3. og 4. pkt. Ifølge
2. pkt. regnes fristen på 3 år fortsat fra det i 1. pkt. nævnte
modtagelsestidspunkt, selv om fordringen tilbagesendes til
fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver
fordringen. Overdrages en fordring, der er tilbagesendt som
anført i 2. pkt., atter til restanceinddrivelsesmyndigheden,
regnes fristen på 3 år fra det første modtagelsestidspunkt, jf.
3. pkt. Ifølge 4. pkt. omfatter bestemmelsen i 1. pkt. ikke
fordringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat særlige reg-
ler, der vil være til hinder for en foreløbig afbrydelse.
En fordring anses for modtaget hos restanceinddrivelses-
myndigheden ved registreringen i modtagelsessystemet, jf. §
4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringer afvises
fra registrering i modtagelsessystemet, hvis nødvendige op-
lysninger efter § 3 ikke er medsendt, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt.
Hvis de oversendte oplysninger giver restanceinddrivelses-
myndigheden anledning til at søge oplysninger bekræftet
hos fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringsha-
veren sender fordringen til inddrivelse, anses fordringen for
modtaget, når de oversendte oplysninger er rettet eller be-
kræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er registreret i modta-
gelsessystemet, jf. 2. pkt.
Beløbsmæssige opjusteringer af en fordring, der allerede
er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, sker ved
overdragelsen af en opskrivningsfordring, jf. § 7, stk. 1, 1.
pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, og en opskrivningsfordring an-
ses ligeledes for modtaget ved registreringen i modtagelses-
systemet, jf. § 7, stk. 1, 3. pkt., medmindre den fordring, der
opskrives, er i høring efter § 4, stk. 2, 2. pkt., i hvilket tilfæl-
de opskrivningsfordringen anses for modtaget samtidig med
den fordring, der opskrives, jf. § 7, stk. 1, 4. pkt. Opskriv-
ning af opkrævningsrenter sker dog ikke ved oversendelse af
en opskrivningsfordring, men ved oversendelse af en ny ren-
tefordring med den samme renteperiode som den fordring,
der ønskes opskrevet, § 7, stk. 1, 2. pkt. En opskrivningsfor-
dring anses ifølge § 7, stk. 1, 5. pkt., ligeledes for modtaget
samtidig med den fordring, der opskrives, hvis opskrivnin-
gen skyldes, at fordringshaver eller den, der på dennes veg-
ne opkræver fordringen, har annulleret en nedskrivning, for-
di fordringen ved en fejltagelse blev anset for at være dæk-
ket, mens den var under inddrivelse.
Fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden dækkes efter dækningsrækkefølgen i § 4 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter stk. 1 dækkes
først bøder, dernæst underholdsbidrag, idet private krav dog
dækkes forud for offentlige krav, og endelig dækkes andre
fordringer. Er der inden for samme kategori af fordringer –
bøder, underholdsbidrag og andre fordringer – ikke dækning
til alle fordringer, dækkes ud fra FIFO-princippet, således at
den fordring, der først blev modtaget hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Efter 2.
pkt. dækkes krav på rente forud for hovedkravet. For en op-
krævningsrente lægges det hovedkrav, der over for restan-
ceinddrivelsesmyndigheden blev oplyst ved modtagelsen af
opkrævningsrenten, til grund ved anvendelsen af 2. pkt., jf.
3. pkt. Endelig fremgår af 4. pkt., at hvis en oplysning om
11
hovedkravet ikke er givet ved restanceinddrivelsesmyndig-
hedens modtagelse af en opkrævningsrente, anvendes alene
1. pkt.
Fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen efter § 4, stk. 1-3,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige sker på det
tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anvender
beløb inddrevet fra skyldner eller modtaget fra skyldner ved
frivillig betaling til dækning af fordringer under inddrivelse
hos skyldneren, jf. § 4, stk. 4, 1. pkt. Dækning af disse for-
dringer sker med virkning fra betalingstidspunktet, jf. 2.
pkt., dvs. det tidspunkt, hvor skyldneren er blevet frigjort for
sin hæftelse svarende til det betalte beløb.
Ved opskrivninger gælder nogle særlige regler om dæk-
ningsrækkefølgen. En opskrivningsfordring får plads i dæk-
ningsrækkefølgen umiddelbart efter den fordring, der op-
skrives, jf. § 7, stk. 1, 6. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Hvis den
fordring, der opskrives, er blevet dækket helt eller nedskre-
vet helt, får opskrivningsfordringen den plads i dæknings-
rækkefølgen, som den opskrevne fordring ville have haft,
hvis den ikke var dækket helt eller nedskrevet helt, jf. § 7,
stk. 1, 7. pkt. Inddrivelsesrenter af opskrivningsfordringen
dækkes dog umiddelbart før opskrivningsfordringen, jf. § 7,
stk. 1, 8. pkt. Hvis der modtages flere opskrivningsfordrin-
ger vedrørende samme krav, dækkes disse indbyrdes i hen-
hold til dækningsrækkefølgen i § 4, stk. 2, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, jf. § 7, stk. 1, 9. pkt., i be-
kendtgørelsen.
I perioden med systemmæssig paralleldrift – det gamle
EFI/DMI-system og det nye inddrivelsessystem – fra den 1.
april 2017 gælder ifølge § 48 i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige nogle sær-
lige regler for EFI/DMI om bl.a. modtagelsestidspunktet,
der er den dag, hvor fordringen registreres i modtagelsessy-
stemet for EFI/DMI, jf. § 48, nr. 2, og om opskrivninger, der
sker ved justering af fordringens størrelse med virkning fra
opjusteringens registrering i EFI/DMI, jf. § 48, nr. 6, 1. pkt.
En fordring, der er oversendt til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, kan nedskrives af fordringsha-
ver eller den, der på vegne af fordringshaver har oversendt
fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis der er
sket indbetaling til fordringshaver, eller hvis en del af for-
dringen ved en fejl er sendt til inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, eller hvis opkrævningsgrundlaget
har ændret sig, jf. § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Ved en
nedskrivning af en fordring, som tidligere er blevet opskre-
vet, sker nedskrivningen i første omgang på den del af for-
dringen, som først blev oversendt til restanceinddrivelses-
myndigheden, men det gælder dog ikke, hvis formålet med
nedskrivningen er at annullere en bestemt opskrivningsfor-
dring, jf. § 7, stk. 3.
Efter § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige forrentes fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bøder,
med en årlig rente svarende til renten i henhold til § 5, stk. 1
og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Renten til-
skrives ifølge § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige fra den 1. i måneden efter modtagel-
sen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Skatteministeren kan i medfør af § 5, stk. 2, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemme, at stk. 1
ikke skal anvendes på nærmere angivne typer af fordringer.
Det er sket med § 9, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter
§ 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke
anvendes på følgende fordringer:
1) Fordringer, der i henhold til EU-retsakter skal forrentes
med en rente fastsat i henhold til EU-retsakten, uanset at
fordringen er oversendt til inddrivelse.
2) Fordringer fastsat i henhold til en udenlandsk afgørelse
om underholdsbidrag, der fastsætter en rente under ind-
drivelse, som er højere end inddrivelsesrenten, idet disse
fordringer forrentes i henhold til afgørelsen.
3) Fordringer, som hviler på et pantebrev, et gældsbrev, et
udenretligt frivilligt forlig m.v., og andre fordringer,
hvor parterne har aftalt en morarente, som afviger fra
renten i stk. 1, jf. dog stk. 3, 3. pkt.
4) Fordringer, der hviler på en retsafgørelse, hvor domstolen
har truffet afgørelse om en forrentning under inddrivelse,
som afviger fra renten i stk. 1, jf. dog stk. 3, 3. pkt.
5) Fordringer, der er modtaget hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden uden særskilt angivelse af hovedstol, renter og
gebyrer, idet disse fordringer ikke forrentes.
6) Fordringer tilhørende fordringstyper, hvor restanceinddri-
velsesmyndigheden har viden om, at der inden for for-
dringstypen oversendes fordringer uden særskilt angivel-
se af hovedstol, renter og gebyrer, idet fordringer tilhø-
rende disse fordringstyper ikke forrentes.
I § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om
inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at ved re-
stanceinddrivelsesmyndighedens tilbagesendelse af fordrin-
ger efter § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige og ved tilbagekaldelse af fordringer, jf. § 2,
stk. 10 og 11, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
sender restanceinddrivelsesmyndigheden de renter, der er
påløbet, mens fordringen har været under inddrivelse, og
som er under inddrivelse, til fordringshaveren eller den, der
på vegne af denne har tilbagekaldt eller fået tilbagesendt
fordringerne.
En fordring kan på restanceinddrivelsesmyndighedens ini-
tiativ tilbagesendes i medfør af § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, hvis fordringshaveren
ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens og
størrelse afklaret inden rimelig tid.
Fordringshaveren kan selv tilbagekalde fordringen i med-
før af § 2, stk. 10, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige. Ifølge bestemmelsen skal fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, så-
fremt denne bliver bekendt med væsentlige ændringer i
skyldnerens forhold efter overdragelsen af fordringen til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, underrette restanceinddri-
velsesmyndigheden herom og kan i den forbindelse anmode
restanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere inddri-
12
velsen eller at sende sagen tilbage til fordringshaveren, med
henblik på at fordringshaveren kan tillade afdragsvis beta-
ling eller henstand med betalingen. Fordringer, der er omfat-
tet af refusionsret fra statskassen, sendes ikke tilbage til for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
har forestået opkrævningen, jf. dog stk. 11.
Efter § 2, stk. 11, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige kan fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, helt eller delvist tilba-
gekalde en fordring, der er oversendt til inddrivelse, med
henblik på at foretage modregning for kravet.
Har fordringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-
haveren opkræver fordringen, ikke inden for en af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden fastsat frist identificeret og til-
bagekaldt de fordringer, der er berørt af de i § 2, stk. 5, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige nævnte
datafejl, kan restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af
3. pkt. tilbagesende samtlige fordringer med renter og geby-
rer, der omfattes af suspensionen.
Restanceinddrivelsesmyndigheden oversender en sag om
inddrivelsen af en bøde til politiet med henblik på afgørelse
af, hvorvidt bødeskyldner skal udstå forvandlingsstraf for
bøden, hvis 1) det ikke er muligt at inddrive en bøde helt el-
ler delvist, og 2) skyldneren efter en konkret vurdering efter
reglerne i kapitel 7 har en betalingsevne, jf. § 38, stk. 1, i be-
kendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Oversendelse kan ifølge stk. 2 dog ikke
ske, hvis 1) der ikke er hjemmel til fastsættelse af forvand-
lingsstraf for bøden, eller 2) forvandlingsstraffen er foræl-
det. I straffelovens § 97 a, stk. 2, er bestemt, at forvandlings-
straf for bøde bortfalder efter 3 år, medmindre dens fuldbyr-
delse er påbegyndt forinden. For bøde på over 10.000 kr. er
fristen dog 5 år.
Ved en negativ korrektion forstås en indeholdelsespligtigs
nedsættelse af et beløb, der er indberettet til indkomstregi-
steret. Om en negativ korrektion i tilfælde, hvor den A-ind-
komstmodtager, som korrektionen vedrører, har været under
lønindeholdelse, bestemmer § 10 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, at hvis det samlede be-
løb, der er indeholdt i A-skat og lønindeholdt efter §§ 10 el-
ler 10 a, som følge af en indeholdelsespligtigs korrektion af
et indberettet beløb til indkomstregisteret, efter at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden har anvendt en del af det indbe-
rettede beløb til dækning af fordringer i overensstemmelse
med § 4, skal fordringshaveren eller den, der på dennes veg-
ne opkræver fordringen, tilbagebetale det for meget modtag-
ne beløb til restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbagebeta-
lingen kan efter 2. pkt. gennemføres ved modregning uden
modregningsmeddelelse i udbetalinger fra restanceinddrivel-
sesmyndigheden til fordringshaveren eller den, der på den-
nes vegne opkræver fordringen. Dækninger af skyldnerens
fordringer inklusive eventuelle renter, gebyrer og andre om-
kostninger ophæves ifølge 3. pkt., i det omfang indeholdte
lønindeholdelsesbeløb, der er anvendt til dækning, nedsættes
efter 1. pkt.
Hvis det ud fra de oplysninger, som restanceinddrivelses-
myndigheden henter i indkomstregisteret, ikke kan afgøres,
hvilke fordringer der blev dækket med beløbet, som nedsæt-
tes efter stk. 1, foretages reguleringerne ifølge § 10 b, stk. 2,
1. pkt., på den eller de fordringer, der i henhold til dæk-
ningsrækkefølgen med seneste betalingstidspunkt er dækket
med beløb modtaget efter henholdsvis §§ 10 eller 10 a for
den måned, som nedsættelsen vedrører. For efterfølgende
nedsættelser, der kan henføres til konkrete dækninger, der
efter 1. pkt. er helt eller delvist ophævet, sker den regule-
ring, som den efterfølgende nedsættelse giver anledning til, i
overensstemmelse med 1. pkt. på den eller de fordringer, der
på reguleringstidspunktet i henhold til dækningsrækkefølgen
med seneste betalingstidspunkt er dækket med beløb modta-
get efter henholdsvis §§ 10 eller 10 a for den måned, som
nedsættelsen vedrører, jf. § 10 b, stk. 2, 2. pkt.
2.1.2. Lovforslaget
Når en fordringshaver overdrager fordringer til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, vil
fordringshaveren typisk oversende en eller flere hovedfor-
dringer og fordringer (f.eks. opkrævningsrenter), der relate-
rer sig til hovedfordringen. Fordringshaveren kan også efter
overdragelsen af hovedfordringen sende en eller flere relate-
rede fordringer til hovedfordringen til inddrivelse.
Ved oversendelse af relaterede fordringer til inddrivelse er
»modtagelsessystemet« og det nye inddrivelsessystem ud-
viklet således, at fordringshaver skal knytte den relaterede
fordring til den korrekte hovedfordring ved at sende hoved-
fordringen og den relaterede fordring i en samlet struktur el-
ler oplyse hovedfordringens fordrings-id, hvis hovedfordrin-
gen allerede er sendt til inddrivelse. Hvis hovedfordringen
er indfriet hos fordringshaver, oversender fordringshaver en
såkaldt »0-fordring« til inddrivelse sammen med den relate-
rede fordring (f.eks. en opkrævningsrente, som sendes til
inddrivelse, selv om hovedfordringen er betalt). På den må-
de er restanceinddrivelsesmyndigheden altid i besiddelse af
de nødvendige data om de relaterede fordringer (f.eks. op-
krævningsrenter), der inddrives.
Efter gældende regler er det den beløbsmæssige størrelse
på den konkrete fordring og dennes relaterede fordringer på
tidspunktet for en forældelsesafbrydende indsats, der omfat-
tes af forældelsesafbrydelsen.
Ved oversendelse af en fordring til inddrivelse vil det så-
ledes være saldoen på den eller de fordringer, der sendes til
inddrivelse, der vil være omfattet af den foreløbige afbrydel-
se af forældelsen ved modtagelse af fordringen, jf. § 18 a,
stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Inddrivelsesrenter påløber og forfalder dagligt og tilskri-
ves i det nye inddrivelsessystem månedligt, og i øvrigt når
der sker bevægelser i løbet af måneden (f.eks. i forbindelse
med indbetalinger, op- og nedskrivninger m.v.). Forældel-
sesfristen for inddrivelsesrenter regnes fra den 1. i måneden
efter den måned, hvori renten er påløbet, jf. § 5 a, stk. 1, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Alene den månedlige rentetilskrivning vil betyde, at en
hovedfordring og dens inddrivelsesrenter i et treårigt forløb
som minimum vil udløse 37 forskellige forældelsesdatoer.
13
En korrekt og sikker forældelseshåndtering af de ca. 34
mio. fordringer under inddrivelse vil forudsætte, at det nye
inddrivelsessystem understøtter en korrekt registrering af
forældelsesdatoen på hovedfordringerne og på de enkelte re-
laterede fordringer. De gældende regler vil endvidere forud-
sætte, at registreringen kan ske i forhold til en bestemt del af
fordringens saldo.
Efter modtagelse af fordringen til inddrivelse vil restan-
ceinddrivelsesmyndigheden løbende forsøge at inddrive for-
dringen, ligesom restanceinddrivelsesmyndigheden i forbin-
delse med inddrivelsen vil påse, at forældelsen afbrydes, så-
ledes at fordringen ikke forældes utilsigtet.
Det er i den forbindelse en kompleksitetsskabende faktor,
at lovgivningen tillader – og i mange tilfælde kræver – at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden og fordringshaverne har ad-
gang til at ændre på saldoen for de fordringer, der er frem-
sendt til inddrivelse. Disse saldoændringer kan både ske i
op- og nedadgående retning (op- og nedskrivninger) og med
virkning tilbage i tid eller pr. tidspunktet for ændringen.
Når disse forhold som led i det enkelte inddrivelsesforløb
kombineres på en sådan måde, at forældelsen afbrydes mel-
lem en nedskrivning og efterfølgende opskrivning af sal-
doen, vil det efter gældende regler alene være saldoen på
tidspunktet for det forældelsesafbrydende skridt, der er om-
fattet af afbrydelsen. Er saldoen således opskrevet efter det
forældelsesafbrydende skridt, er der efter gældende lovgiv-
ning ikke sket afbrydelse for den opskrevne del af fordrin-
gen.
Som konsekvens af saldoændringerne vil restanceinddri-
velsesmyndigheden efter gældende regler skulle kunne
håndtere, at kun dele af saldoen på en fordring og dens rela-
terede fordringer har været omfattet af et forældelsesafbry-
dende skridt. Systemet skal således løbende kunne håndtere
opdatering af flere forskellige forældelsesdatoer for dele af
fordringens og dens renters saldo.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil løbende modtage
og inddrive beløb, som skal anvendes til dækning af de for-
dringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, med den virkning, at fordringens restsaldo re-
duceres tilsvarende.
Hvis en sådan dækning efterfølgende hæves, vil det føre
til en saldostigning. Sådanne saldostigninger betegnes som
»interne opskrivninger«, når saldostigningen sker som følge
af forhold direkte hos skyldner og/eller restanceinddrivelses-
myndigheden, og hvor fordringshaver således ikke har været
involveret i posteringen.
»Eksterne op- og nedskrivninger« sker som følge af for-
hold hos skyldner eller fordringshaver, og de sker på foran-
ledning af fordringshaveren, dvs. som følge af fordringsha-
vers posteringer, som indberettes til restanceinddrivelses-
myndighedens inddrivelsessystem.
En intern opskrivning kan forekomme i mindst fire for-
skellige situationer.
Der kan for det første være tale om dækningsløse indbeta-
linger: En dækningsløs indbetaling forekommer eksempel-
vis, hvis skyldner har betalt et afdrag på sin gæld via en af-
dragsordning, som er tilmeldt betalingsservice, men hvor
pengeinstituttet, efter at beløbet er posteret hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, afviser at honorere betalingsanmod-
ningen.
Der kan for det andet være tale om negative angivelser
ved lønindeholdelse. Denne situation forekommer, når ar-
bejdsgiveren nedjusterer en tidligere indberettet løn, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget lønindeholdel-
se i, og hvor det lønindeholdte beløb er anvendt til dækning
af en eller flere af skyldners gældsposter. Når arbejdsgive-
ren tilbagefører angivelsen helt eller delvist, svarer dette til
en dækningsløs betaling, som får saldoen på de dækkede
fordringer til at stige igen.
Der kan for det tredje være tale om omplacering af dæk-
ninger. Situationen forekommer eksempelvis, hvis midler
indbetalt til restanceinddrivelsesmyndigheden manuelt er
placeret på den forkerte skyldner og har dækket dennes
gældsposter. Senere omplaceres indbetalingen til den rette
skyldners konto, og dækningen af den første skyldners
gældsposter ophæves. Denne situation kan endvidere fore-
komme i forhold til én og samme skyldner, hvis midler er
placeret på de forkerte af skyldners gældsposter i henhold til
dækningsrækkefølgen. Skyldnerne har i en række tilfælde
retskrav på, at midler, som er indkommet via bestemte ind-
drivelsesskridt, anvendes til at dække bestemte fordringer.
Som følge af den måde, hvorpå skyldner indbetaler, er det
ikke altid muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at
dække korrekt i første omgang.
For det fjerde kan der være tale om en tilbageførsel af af-
skrivning. Situationen forekommer eksempelvis, hvis skifte-
retten ophæver en gældssaneringskendelse, jf. konkurslo-
vens § 229, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden (del-
vist) har afskrevet skyldners gældsposter.
Opskrivningen af saldoen i de ovennævnte situationer bli-
ver i det nye inddrivelsessystem ikke til en selvstændig for-
dring, men til en saldojustering af den fordring, der opskri-
ves.
Det betyder, at saldoen på fordringen i ovennævnte tilfæl-
de kan stige efter det tidspunkt, hvor restanceinddrivelses-
myndigheden har gennemført et forældelsesafbrydende
skridt, og at restanceinddrivelsesmyndigheden nu skal kun-
ne registrere, at forældelsesafbrydelsen ikke omfattede den
del af fordringen, som svarer til saldostigningen.
Når der sker en intern opskrivning med tilbagevirkende
kraft – f.eks. når en dækningsløs betaling ophæves – og der i
mellemtiden er sket en afbrydelse af forældelsen, vil den
gældende lovgivning forudsætte, at restanceinddrivelses-
myndigheden kan håndtere to forskellige forældelsesdatoer
– én for den del af fordringen, som havde fået forældelsen
afbrudt inden saldostigningen, og én for selve saldostignin-
gen (den interne opskrivning).
En intern opskrivning vil også have betydning for de ind-
drivelsesrenter, som allerede er tilskrevet fordringen, og
som har fået deres forældelse afbrudt. Opskrivningen af for-
dringen vil resultere i, at inddrivelsesrenterne genberegnes,
hvorved rentebeløbet for de allerede skete månedlige eller
14
hændelsesbaserede tilskrivninger forøges med renter af den
opjusterede saldo for perioden fra den dækningsløse indbe-
taling og til dags dato. De renter, som løbende er tilskrevet
på fordringen vedrørende perioden mellem den dækningslø-
se betaling og forældelsesafbrydelsen, vil herefter i sig selv
skulle være registeret med to forskellige forældelsesdatoer.
En del af disse nye inddrivelsesrenter vil altså have en anden
forældelsesdato, da de ikke har været omfattet af det foræl-
delsesafbrydende skridt. Det betyder, at inddrivelsesrenter
med samme renteperiode kan have mange forskellige foræl-
delsesdatoer.
Restanceinddrivelsesmyndigheden forventer årligt ca.
20.000 interne opskrivninger. De interne opskrivninger sker
for langt hovedpartens vedkommende, uden at restanceind-
drivelsesmyndigheden har indflydelse på årsagen hertil.
Omfanget af de interne opskrivninger betyder, at en manuel
håndtering af korrekte forældelsesdatoer på de fordringer,
som berøres af saldojusteringerne, dels ikke ressourcemæs-
sigt er realistisk, dels vil indebære en betydelig risiko for
fejl i de manuelle sagsgange.
Forholdene hos fordringshaver kan også føre til efterføl-
gende saldomæssige korrektioner.
Fordringshaverne foretog i perioden fra juli 2017 til juni
2018 ca. 6,6 mio. nedskrivninger af fordringer under inddri-
velse i EFI/DMI. Langt størstedelen af nedskrivningerne
(ca. 5,7 mio.) skete som følge af betalinger fra skyldnere di-
rekte til fordringshaverne.
I samme periode foretog fordringshaverne ca. 640.000 op-
skrivninger af fordringer under inddrivelse i EFI/DMI. En af
de væsentligste årsager til opskrivninger er fordringshaver-
nes tilbageførelse af tidligere foretagne nedskrivninger, her-
under fordi en betaling fra skyldneren til fordringshaver vis-
te sig at være dækningsløs. Årsagerne til opskrivninger kan
derudover være, at det beløb, der oprindeligt blev sendt til
inddrivelse, var opgjort for lavt eller skal justeres af andre
årsager.
Antallet af opskrivninger forventes at stige fremover, da
ikke alle fordringshavere tidligere har benyttet sig af mulig-
heden for at opskrive fordringer under inddrivelse i EFI/
DMI. For de fordringshavere, som allerede er tilsluttet det
nye inddrivelsessystem, er der siden maj 2018 foretaget ca.
50.000 opskrivninger.
Fordringshaver kan opskrive saldoen på en fordring, der
er sendt til inddrivelse, ved oversendelse af en selvstændig
fordring på det opskrevne beløb (en opskrivningsfordring),
jf. § 7, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj
2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Opskriv-
ningsfordringerne oprettes således som selvstændige for-
dringer i det nye inddrivelsessystem med deres egen foræl-
delsesdato.
Opskrivningsfordringer omfattes af bestemmelsen om fo-
reløbig afbrydelse af forældelsesfristen ved modtagelse af
en fordring til inddrivelse, jf. § 18 a, stk. 2, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige. I de almindelige bemærknin-
ger til lovforslag nr. L 226, jf. Folketingstidende 2017-18,
A, L 226 som fremsat, anføres således på side 14, at op-
skrivningsfordringer også omfattes af den foreslåede be-
stemmelse om foreløbig afbrydelse, hvilket betyder, at den
fordring, der opskrives, og opskrivningsfordringen hver især
omfattes af den foreslåede regel og derfor – hvis forældel-
sesfristen for begge er 3 år – hver især ved modtagelsen har
fået et eget begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen. En
opskrivningsfordring vil derfor som udgangspunkt få sin
egen forældelsesdato beregnet som 3 år fra modtagelsen af
opskrivningsfordringen.
En opskrivningsfordring anses for modtaget hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, når opskrivningsfordringen er
registreret i modtagelsessystemet, jf. § 7, stk. 1, 3. pkt., i be-
kendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Herfra gælder der dog visse undtagelser,
der indebærer, at opskrivningsfordringen vil blive anset for
modtaget samtidig med den fordring, der opskrives. I disse
tilfælde vil opskrivningsfordringen derfor som udgangs-
punkt have samme forældelsesdato som den allerede mod-
tagne hovedfordring (dvs. 3 år fra modtagelsen af hovedfor-
dringen), medmindre restanceinddrivelsesmyndigheden har
foretaget et forældelsesafbrydende skridt, inden opskriv-
ningsfordringen er modtaget til inddrivelse.
Som eksempel kan nævnes, at en fordringshaver oversen-
der en fordring til inddrivelse, men herefter nedskriver sal-
doen på fordringen, da skyldneren har foretaget en betaling
af en del af fordringen direkte til fordringshaveren. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden foretager herefter afbrydelse af
forældelsen for den resterende del af fordringen. På et sene-
re tidspunkt registrerer fordringshaver, at nedskrivningen,
som fandt sted før forældelsesafbrydelsen, skal tilbageføres.
Det kan skyldes, at betalingen til fordringshaver var dæk-
ningsløs. I dette tilfælde skal fordringen opskrives med det
tidligere nedskrevne beløb, men inddrivelsessystemet skal
kunne håndtere, at den opskrevne del af saldoen ikke fik sin
forældelse afbrudt ved afbrydelsesskridtet, hvilket betyder,
at hovedfordringen og opskrivningsfordringen har to for-
skellige forældelsesdatoer.
Hvis nedskrivningen derimod først sker, efter at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden har afbrudt forældelsen for hele
fordringens saldo, vil forældelsen af den opskrevne del af
saldoen have været afbrudt ved afbrydelsesskridtet, hvorfor
denne del derfor som udgangspunkt vil skulle registreres
med samme forældelsesdato som den for resten af fordrin-
gen gældende, når denne del igen modtages til inddrivelse.
De nævnte situationer forekommer bl.a. som konsekvens
af, at de mange fordringshavere anvender forskellige it-løs-
ninger til at håndtere opkrævningen. Ofte er fordringshaver-
nes opkrævningsløsninger opsat således, at løbende betalin-
ger fra borgeren dækker den ældste gæld først. Betaling fra
borgeren til dækning af sidste måneds elregning medfører
således ofte, at elforsyningsselskabet anvender betalingen til
at dække en mange måneder gammel elregning, som tidlige-
re er sendt til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den. Det betyder, at elforsyningsselskabets opkrævningsløs-
ning automatisk vil nedskrive den fordring, som tidligere er
sendt til inddrivelse, og at opkrævningssystemet kort tid ef-
15
ter vil oversende den nyeste elregning til inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden.
Selv om alene en mindre andel af de gennemførte ned-
skrivninger tilbageføres med opskrivninger, er volumenet af
opskrivninger så betydeligt, at en manuel håndtering af kor-
rekte forældelsesdata er urealistisk. F.eks. blev der i perio-
den fra juni 2017 til juni 2018 foretaget knap 280.000 op-
skrivninger med årsagskoden »Tidligere fejlagtigt nedskre-
vet«.
Opskrivninger forekommer i mange andre tilfælde og ofte
med forskelligt juridisk grundlag, hvorved opskrivningen
sker med forskellige virkningstidspunkter. F.eks. sker op-
skrivninger, som ophæver en nedskrivning, fordi en betaling
direkte til fordringshaver var dækningsløs, med virkning fra
det tidspunkt, som nedskrivningen havde virkning fra (dvs.
tidspunktet for den dækningsløse indbetaling). Det histori-
ske virkningstidspunkt betyder, at restanceinddrivelsesmyn-
dighedens inddrivelsessystem skal beregne og genpostere
renter tilbage i tid for de ofte mange tilskrivninger, hvor ho-
vedstolens saldo fejlagtigt har været for lav. Renteberegnin-
gen skal igen tage højde for mellemkommende posteringer,
som hos restanceinddrivelsesmyndigheden har påvirket sal-
doen på fordringen (f.eks. at restanceinddrivelsesmyndighe-
den har dækket dele af fordringen i forbindelse med mod-
regning). Derudover skal løsningen tage højde for eventuelle
mellemkommende hændelser, som har afbrudt forældelses-
fristen for en del af fordringens saldo (f.eks. afbrydelse ved
modregning, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4).
Andre opskrivninger sker med virkning fra det tidspunkt,
hvor fordringshaver foretager opskrivningen hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Som eksempel herpå kan næv-
nes visse typer af skatte- og afgiftskrav, hvor fordringen skal
opkræves og inddrives baseret på en skønsmæssig opgørel-
se, når en virksomhed ikke har foretaget angivelse af tilsva-
ret. Hvis virksomheden efterfølgende oplyser størrelsen af
tilsvaret, skal størrelsen af det skønsmæssige tilsvar ændres i
overensstemmelse med det af virksomheden oplyste.
Desuden kan nævnes krav, der bliver fastsat på baggrund
af skyldners indkomst, f.eks. skyldners betaling til daginsti-
tutioner. Hvis det efterfølgende viser sig, at skyldners ind-
komst er en anden end den, der var lagt til grund ved bereg-
ningen af skyldners betalingsforpligtelse, skal størrelsen af
kravet ændres i overensstemmelse med de korrekte ind-
komstoplysninger.
Inddrivelse kan i sådanne tilfælde både føre til op- og ned-
regulering af det krav, som blev sendt til inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, med historisk virknings-
tidspunkt (nedskrivninger) eller med virkning fra det tids-
punkt, hvor fordringshaver foretager ændringen hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden (opskrivninger).
Der kan også forekomme såvel interne som eksterne op-
og nedskrivninger. Dette indebærer, at en enkelt hovedstol
med tilhørende opkrævnings og inddrivelsesrenter kan have
utallige delelementer, som efter den gældende lovgivning
forældes på forskellige tidspunkter.
Som følge af de ovenfor nævnte væsentlige problemer for
restanceinddrivelsesmyndigheden med en korrekt forældel-
seshåndtering foreslås derfor, at forældelseshåndteringen af
fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden skal ske for det enkelte gældsforhold, idet »for-
dringskompleks« med en ny bestemmelse i § 18 a, stk. 2, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indføres som et
forældelsesmæssigt begreb, hvorefter hovedfordringen og
dets tilhørende rente eller renter under inddrivelse, selv om
hovedfordringen eller denne eller disse renter efter modta-
gelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden op- eller ned-
skrives, har samme forældelsesdato, jf. den foreslåede regel
i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.
Reglen i den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter
alle fordringer i et fordringskompleks har samme forældel-
sesdato, gælder alene i de perioder, hvor fordringerne er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det foreslås, at denne forældelsesdato skal være den til
enhver tid gældende forældelsesdato for hovedkravet, efter
at dette kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, jf. den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 2. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Ved at lade reglen omfatte fordringer under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden opnås, at reglen ikke
kun omfatter fordringer, der overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden af fordringshaver eller den, der på veg-
ne af denne forestår opkrævningen, men ud over inddrivel-
sesrenter tillige omfatter andre fordringer, som restanceind-
drivelsesmyndigheden selv danner som led i inddrivelsen,
f.eks. gebyrer og andre inddrivelsesomkostninger såsom ud-
gifter til låsesmed i forbindelse med en udlægsforretning
m.v.
Gebyrer (herunder både opkrævningsgebyrer og inddrivel-
sesgebyrer) udgør i relation til den foreslåede regel selv-
stændige hovedkrav, således at et gebyr og dets tilhørende
renter udgør et fordringskompleks i relation til forældelse.
Forældelseslovens regler om suspension (§ 3, stk. 2), om
tillægsfrist på 1 år ved fordringshavers manglende mulighed
for at afbryde forældelsen som følge af ukendskab til skyld-
ners opholdssted eller på grund af en hindring, som ikke be-
ror på fordringshavers forhold, (§ 14, stk. 1) og om tillægs-
frist på 1 år ved foreløbig afbrydelse (§§ 20-22) vil fortsat
finde anvendelse ved siden af de foreslåede regler om et for-
dringskompleks.
Hvis hovedkravet er nedbragt til nul i opkrævningsfasen,
dvs. inden fordringskomplekset overdrages til inddrivelse,
foreslås det med bestemmelsen i § 18 a, stk. 2, 3. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, at forældelsesda-
toen for fordringskomplekset er forældelsesdatoen for den af
rentefordringerne, der først blev modtaget til inddrivelse.
Det foreslås, at forældelsen efter modtagelse af hovedkra-
vet til inddrivelse afbrydes for hele fordringskomplekset,
hvis afbrydelsen omfatter hovedkravet, jf. den foreslåede re-
gel i § 18 a, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
16
det offentlige. Dette følger allerede af den foreslåede regel i
2. pkt., hvorefter forældelsesdatoen for fordringskomplekset
skal være den til enhver tid gældende forældelsesdato for
hovedkravet, efter at dette kom under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, men foreslås udtrykkeligt fast-
slået i 4. pkt. om afbrydelse af forældelsen.
Hvis forældelsen alene afbrydes for en del af hovedkra-
vets aktuelt registrerede saldo, vil der ikke blive registreret
en ny forældelsesdato for fordringskomplekset, idet foræl-
delsen ikke herved er afbrudt for hele fordringskomplekset.
Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis skyldneren erkender en
del af hovedkravet, men samtidig tilkendegiver, at en anden
del af det registrerede hovedkrav ikke erkendes. Det foræl-
delsesafbrydende skridt vil dog i et sådant tilfælde fortsat
være gyldigt for den del af fordringen, der er omfattet heraf,
og reglerne i forældelsesloven om afbrydelse og foreløbig
afbrydelse finder anvendelse for så vidt angår den del kra-
vet, der var omfattet af det forældelsesafbrydende skridt,
samt for renter af denne del af kravet, hvis de tillige er om-
fattet af forældelsesafbrydelsen efter forældelseslovens reg-
ler. Indtræder den for fordringskomplekset registrerede for-
ældelsesdato, kan restanceinddrivelsesmyndigheden således
fortsat gøre forældelsesafbrydelsen gældende for den del af
kravet, som afbrydelsen vedrørte.
I det nye inddrivelsessystem sker en fordringshavers op-
skrivning af en fordrings beløb ved oversendelse af en sær-
skilt fordring på det opskrevne beløb (opskrivningsfor-
dring), jf. § 7, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det regi-
strerede hovedkrav er i den sammenhæng afgørende for den
for fordringskomplekset gældende forældelsesdato, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Hvis forældelsen afbrydes
for det registrerede hovedkrav i det nye inddrivelsessystem,
vil der dermed blive registreret en ny forældelsesdato for
fordringskomplekset, idet forældelsen herved afbrydes for
hele fordringskomplekset. Dette gælder også, selv om op-
skrivningsfordringen ikke selv var omfattet af det forældel-
sesafbrydende skridt.
Erkender skyldneren f.eks. hovedkravet under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil forældelsen der-
med anses for afbrudt for hele fordringskomplekset, selv om
opskrivningsfordringen ikke indgik i erkendelsen. Tilsvaren-
de vil være tilfældet, hvis en udlægsforretning gennemføres
for det registrerede hovedkrav, men hvor en opskrivnings-
fordring, der er modtaget efter tilsigelsen af skyldneren til
udlægsforretningen, ikke medtages.
Er forældelsen for hovedkravet afbrudt, og er der endnu
ikke begyndt at løbe en ny frist, vil der dermed ikke for no-
gen del af fordringskomplekset være fastsat en forældelses-
dato. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis hovedkravet
indgår i en lønindeholdelse, jf. forældelseslovens § 19, stk.
6, 2. pkt., hvorefter den ny forældelsesfrist efter afbrydelse
af forældelsen gennem underretning om afgørelse om løn-
indeholdelse, jf. § 18, stk. 4, først begynder at løbe fra det
tidspunkt, da der træffes afgørelse om, at lønindeholdelsen
ophører, eller senest fra det tidspunkt, da lønindeholdelsen
har været stillet i bero i 1 år.
Er hovedkravet blevet nedbragt til nul, herunder ved ind-
frielse, nedskrivning eller afskrivning, foreslås det med be-
stemmelsen i § 18 a, stk. 2, 5. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at en afbrydelse af forældelsen for en
tilhørende rente, der er under inddrivelse, skal medføre en
afbrydelse af forældelsen for hele fordringskomplekset, der i
denne situation alene består af renter. Fordringskomplekset
vil derfor få den nye forældelsesdato, der følger af afbrydel-
sen af forældelsen for den nævnte tilhørende rente. Dette
gælder, uanset om kun en del af renterne af hovedkravet var
omfattet af det forældelsesafbrydende skridt.
Det foreslås med bestemmelsen i § 18 a, stk. 2, 6. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at forældelses-
datoen for fordringskomplekset uændret skal være den ved
opskrivningsfordringens eller de yderligere tilhørende ren-
ters modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden gæl-
dende forældelsesdato for fordringskomplekset, hvis hoved-
kravet opskrives ved overdragelse af en opskrivningsfor-
dring, eller hvis yderligere tilhørende renter overdrages. Op-
skrivningsfordringen og de yderligere tilhørende renter ind-
træder derfor i fordringskomplekset og dermed i den foræl-
delsesdato, der gælder for dette.
Det kan tænkes, at en opskrivningsfordring og tilhørende
renter endnu ikke var modtaget hos restanceinddrivelses-
myndigheden, da afbrydelsen af forældelsen for fordrings-
komplekset fandt sted, eller at disse fordringer endnu ikke
ved en afgørelse var blevet tilføjet den indsats, f.eks. en af-
dragsordning, der førte til afbrydelsen af forældelsen. Alli-
gevel vil opskrivningsfordringen og tilhørende renter, der
tilføres fordringskomplekset, indtræde i den forældelsessta-
tus, som ved afbrydelsen er opnået for fordringskomplekset.
For fordringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden
selv danner som led i inddrivelsen, f.eks. inddrivelsesgeby-
rer og andre inddrivelsesomkostninger, vil der ikke ske no-
gen egentlig overdragelse til restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. ovenfor, og de omfattes ikke af reglen i § 18 a, stk.
2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om forelø-
big afbrydelse. Denne regel er navnlig begrundet med øn-
sket om dataklarhed for fordringer, der overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Forældelsesfristen for restan-
ceinddrivelsesmyndighedens egne fordringer vil derimod
have et begyndelsestidspunkt, der følger af forældelseslo-
vens § 2, stk. 1, dvs. det tidspunkt, hvor restanceinddrivel-
sesmyndigheden kunne kræve betaling. Afbrydes forældel-
sen af restanceinddrivelsesmyndighedens egne hovedkrav,
vil den foreslåede regel indebære, at afbrydelsesvirkningen
også omfatter inddrivelsesrenterne.
Hvis fordringskomplekset under inddrivelse er nedbragt til
nul, herunder ved indfrielse, nedskrivning eller afskrivning,
og modtager restanceinddrivelsesmyndigheden herefter en
opskrivningsfordring, en eller flere opkrævningsrenter eller
genindsendte inddrivelsesrenter eller en opskrivning af op-
krævningsrenter eller genindsendte inddrivelsesrenter ved
overdragelse af en eller flere nye renter, foreslås det med
reglen i § 18 a, stk. 2, 7. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
17
det offentlige, at fordringskomplekset bestående af opskriv-
ningsfordringen respektive den eller de overdragne renter
får den forældelsesdato, der følger af de foreslåede regler i
stk. 4 sammenholdt med stk. 7, der omtales nedenfor. Be-
stemmelsen i stk. 7 er den gældende bestemmelse i stk. 2
om foreløbig afbrydelse af forældelsen af fordringer, der
modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddri-
velse. Som følge af de foreslåede ændringer i § 18 a bliver
stk. 2 til stk. 7.
Ved genindsendte inddrivelsesrenter forstås inddrivelses-
renter, der ved en tilbagesendelse af hovedkravet er fulgt
med dette, jf. § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj
2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, og nu gen-
fremsendes til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddri-
velse.
Opskrivning af opkrævningsrenter sker ved overdragelse
af en eller flere nye renter, jf. om denne situation § 7, stk. 1,
2. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Det foreslås således, at fordringskomplekset bestående af
opskrivningsfordringen respektive den eller de overdragne
renter skal få en ny forældelsesdato, som skal være den for-
ældelsesdato, der følger af modtagelsen af den eller de nye
fordringer.
Det foreslås således, at alle fordringer under inddrivelse –
med undtagelse af bøder og udenlandske fordringer, for
hvilke en international overenskomst eller konvention vil
være til hinder for en sådan anvendelse, jf. nedenfor om den
foreslåede regel i § 18 a, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige – skal have en forældelsesfrist på 3 år, jf.
nedenfor om den foreslåede regel i § 18 a, stk. 4, ligesom
det foreslås, at de nævnte fordringer – opskrivningsfordring,
en eller flere opkrævningsrenter eller genindsendte inddri-
velsesrenter og renter, der oversendes med henblik på op-
skrivning af opkrævningsrenter eller genindsendte inddrivel-
sesrenter – i den beskrevne situation, hvor fordringskom-
plekset før modtagelsen ikke indeholder fordringer, dvs. er
tomt, skal omfattes af reglen om foreløbig afbrydelse i § 18
a, stk. 2, der som følge af lovforslaget vil blive stk. 7, jf. ne-
denfor. Det betyder, at forældelsesdatoen vil indtræde ved
udløbet af treårsdagen fra modtagelsen af disse fordringer
og således være fordringskompleksets nye forældelsesdato.
Modtager restanceinddrivelsesmyndigheden yderligere
opskrivningsfordringer og renter som nævnt ovenfor, vil den
nye forældelsesdato, der opstod, da det tomme fordrings-
kompleks modtog sådanne opskrivningsfordringer eller ren-
ter, jf. ovenfor, blive fastholdt for fordringskomplekset.
Hvis et tomt fordringskompleks alene modtager opkræv-
ningsrenter og genindsendte inddrivelsesrenter og renter, der
oversendes med henblik på opskrivning af opkrævningsren-
ter og genindsendte inddrivelsesrenter, dvs. uden tillige at
modtage en opskrivningsfordring, vil en afbrydelse af foræl-
delsen for en af disse renter tilsvarende medføre en afbry-
delse af forældelsen for de øvrige renter, dvs. at hele for-
dringskomplekset omfattes af afbrydelsen. Dette følger af
den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, jf. ovenfor.
Hvis et tomt fordringskompleks ud over de nævnte renter
også tilføres en opskrivningsfordring, foreslås det med reg-
len i § 18 a, stk. 2, 8. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at afbrydelse af forældelsen for fordrings-
komplekset, der nu også består af en opskrivningsfordring,
dvs. opjusteringen af det oprindelige hovedkrav, alene sker,
hvis afbrydelsen omfatter opskrivningsfordringen. Dette vil
også være tilfældet, hvis det tomme fordringskompleks op-
rindeligt har fået tilført opkrævningsrenter, genindsendte
inddrivelsesrenter og renter med henblik på en opskrivning
af opkrævningsrenter eller genindsendte inddrivelsesrenter
og senere får tilført en opskrivningsfordring.
Som nævnt ovenfor foretager restanceinddrivelsesmyndig-
heden også opskrivninger – såkaldte interne opskrivninger,
der ikke må forveksles med fordringshavernes opskrivnin-
ger, der sker ved oversendelse af en opskrivningsfordring –
der bl.a. sker ved en indeholdelsespligtig arbejdsgivers kor-
rektion af et beløb, der er indberettet til indkomstregisteret
og af restanceinddrivelsesmyndigheden delvist er anvendt til
dækning af fordringer i overensstemmelse med § 4 i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, inden korrektionen
fandt sted, jf. ovenfor i afsnit 2.1.1 om negative korrektio-
ner. Der kan også være tale om en afskrivning, der er foreta-
get af restanceinddrivelsesmyndigheden, efter at skyldner
fik en gældssanering, der helt eller delvist nedsatte fordrin-
gen. Ophæves gældssaneringskendelsen siden hen i medfør
af konkurslovens § 229, stk. 1, som følge af at skyldner har
udvist svig under gældssaneringssagen eller groft har mis-
ligholdt sine forpligtelser i henhold til kendelsen, skal af-
skrivningen ophæves, med henblik på at fordringen helt el-
ler delvist genopstår.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden foretager en sådan
ophævelse af en dækning eller afskrivning (dvs. intern op-
skrivning) af en fordring under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, foreslås det med reglen i § 18 a, stk.
3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at den for-
ældelsesdato, der var gældende på virkningstidspunktet –
dvs. datoen for den dækning eller afskrivning, der giver an-
ledning til ophævelsen – skal gælde for fordringskomplekset
bestående af det hovedkrav, for hvilket dækningen eller af-
skrivningen ophæves, den opjusterede del af hovedkravet
samt tilhørende renter under inddrivelse.
Hvis der er registreret flere forskellige forældelsesdatoer
på datoen for virkningstidspunktet, anvendes den tidligste af
disse forældelsesdatoer. Hvis fordringskomplekset ikke hav-
de en aktuel forældelsesdato på den interne opskrivnings
virkningstidspunkt – f.eks. fordi virkningstidspunktet er ef-
ter tidspunktet, hvor forældelsen var afbrudt, men inden det
tidspunkt, hvorfra den nye forældelsesfrist regnes – anven-
des opskrivningens virkningstidspunkt som det tidspunkt,
hvorfra den nye forældelsesfrist regnes. Denne situation kan
f.eks. opstå, hvis den interne opskrivnings virkningstids-
punkt er efter skyldnerens modtagelse af en afgørelse om
lønindeholdelse, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4, men in-
18
den der blev truffet afgørelse om, at lønindeholdelsen skulle
ophøre, jf. forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt.
Det foreslås endvidere, at en afbrydelse af fordringskom-
pleksets forældelse, der er sket efter det ovenfor nævnte
virkningstidspunkt, men inden den ovenfor nævnte ophæ-
velse, bortfalder ved denne ophævelse, men at forældelse af
fordringskomplekset tidligst indtræder 6 måneder efter op-
hævelsen af dækningen eller afskrivningen.
Den foreslåede regel har alene selvstændig betydning,
hvis der, da ophævelsen af dækningen eller afskrivningen
sker, resterer mindre end 6 måneder af forældelsesfristen
regnet fra virkningstidspunktet.
Det foreslås som anført nedenfor i afsnit 2.3.2, at reglen i
§ 3 B, stk. 1, nyaffattes, således at det i 1. pkt., bestemmes,
at renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, renter efter §
13, stk. 5, i lovbekendtgørelse nr. 961 af 25. september 2008
om arbejdsmarkedsbidrag og renter og gebyrer, der opkræ-
ves via skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, eller an-
dre fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip,
efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem
til inddrivelse, uden at det i forbindelse med overdragelsen
er oplyst, hvilket hovedkrav renterne eller gebyrerne vedrø-
rer, med hensyn til forældelse skal behandles som selvstæn-
dige hovedkrav. Er det ved overdragelsen af de i 1. pkt.
nævnte renter til restanceinddrivelsesmyndigheden oplyst, at
disse renter vedrører et bestemt hovedkrav, lægges dette ho-
vedkrav til grund med hensyn til accessorisk forældelse efter
forældelseslovens § 23, stk. 2, jf. den foreslåede nyaffattelse
af § 3 B, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Endelig foreslås i 3. pkt., at gebyrer, når de mod-
tages af restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse,
med hensyn til accessorisk forældelse efter forældelseslo-
vens § 23, stk. 2, alene anses at vedrøre det hovedkrav, som
gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til.
Det foreslås med reglen i § 18 a, stk. 2, 9. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, at de renter, der næv-
nes i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i relation til forældelse skal anses
som hovedkrav, der ikke indgår i noget fordringskompleks,
når de er under inddrivelse.
Det foreslås med reglen i § 18 a, stk. 2, 10. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige ligeledes, at det hoved-
krav og de renter, der nævnes i den foreslåede regel i § 3 B,
stk. 1, 2. pkt., hvorefter det oplyste hovedkrav lægges til
grund ved vurderingen af accessorisk forældelse for renter-
ne, udgør et fordringskompleks.
For at sikre den ensartede forældelsesmæssige regulering
af hele fordringskomplekset bestående af hovedkravet inklu-
sive eventuelle beløbsmæssige justeringer og tilhørende ren-
ter foreslås for fordringer under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, jf. den foreslåede regel i § 18 a, stk.
4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at forældel-
sesfristen i alle tilfælde skal være 3 år, selv om hovedkravet,
inden det er kommet under inddrivelse, havde en længere
forældelsesfrist på f.eks. 10 år, eller der, før eller efter at
fordringen kom under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, er opnået et retsgrundlag som nævnt i foræl-
delseslovens § 5, stk. 1, f.eks. et forlig eller en dom, der
fastslår fordringens eksistens og størrelse, eller skyldners
skriftlige anerkendelse af fordringens eksistens og størrelse.
For private underholdsbidrag og regioner og kommuners
privatretlige fordringer foreslås dog, at den forældelsesfrist,
der var gældende ved fordringens modtagelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden eller under inddrivelsen hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden måtte blive opnået efter for-
ældelseslovens § 5, stk. 1, skal være gældende under inddri-
velsen, og at denne forældelsesfrist også skal være gældende
for tilhørende renter under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden.
Med privatretlige fordringer menes civilretlige fordringer,
dvs. pengekrav, der har deres udspring i civilretten, der er en
samlebetegnelse for de retsregler, der ikke har deres bag-
grund i de offentligretlige regler, men i stedet regulerer for-
holdet mellem fysiske og juridiske personer samt myndighe-
der, hvis forholdet hviler på navnlig aftaleretlige, ejendoms-
retlige og formueretlige regler, men også bl.a. familieretlige
og personretlige regler.
Denne regel vil have praktisk betydning, hvis disse for-
dringer ved deres modtagelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden enten har en længere forældelsesfrist end forældel-
seslovens almindelige forældelsesfrist på 3 år, f.eks. 10 år
som følge af et forlig eller en dom, der fastslår fordringernes
eksistens og størrelse, eller skyldnerens skriftlige anerken-
delse af fordringernes eksistens og størrelse, jf. forældelses-
lovens § 5, stk. 1, nr. 3, eller der under inddrivelsen opnås et
sådant særligt retsgrundlag for disse fordringer. Forslaget in-
debærer, at senere påløbne renter, der ifølge forældelseslo-
vens § 5, stk. 2, vil have en forældelsesfrist på 3 år, vil få en
forældelsesfrist på 10 år, når disse senere påløbne renter er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og
hovedfordringen ved modtagelsen havde eller under inddri-
velsen har fået en forældelsesfrist på 10 år. Hvis hovedkra-
vet efterfølgende opskrives ved overdragelse af en opskriv-
ningsfordring, eller hvis der overdrages yderligere tilhøren-
de renter, fastholdes den gældende forældelsesdato for for-
dringskomplekset, jf. også det ovenfor anførte om den fore-
slåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 6. pkt. Forslaget indebæ-
rer således også, at senere overdragne opskrivningsfordrin-
ger eller renter vil få en forældelsesfrist på 10 år.
Den fælles forældelsesdato, dvs. det fælles begyndelses-
tidspunkt for forældelsesfristen og den fælles forældelses-
frist, der for fordringer under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden foreslås indført med det forældelses-
mæssige fordringskompleks, jf. ovenfor, foreslås med reglen
i § 18 a, stk. 5, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige fortsat at skulle være gældende, hvis disse for-
dringer sendes til fordringshaver eller den, der på dennes
vegne forestår opkrævningen, f.eks. med henblik på indgåel-
sen af en afdragsordning med skyldner, jf. § 2, stk. 10, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, der med lovforsla-
get foreslås at blive til stk. 11, jf. nedenfor om forslaget om
håndteringen af flere skyldnere på en fordring, eller fordi
fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, ikke inden rimelig tid søger skyldners
19
indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret, jf.
lovens § 2, stk. 2, 4. pkt., eller ikke inden for den af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden fastsatte frist identificerer og
tilbagekalder de fordringer, der er ramt af datafejl, jf. § 2,
stk. 5, 3. pkt. Med andre ord vil den forældelsesdato, der var
gældende for fordringskomplekset ved tilbagesendelsen af
hovedkravet med tilhørende renter, fortsat være gældende,
medmindre fordringshaveren eller den, der på dennes vegne
opkræver fordringen, i medfør af forældelsesloven eller an-
dre forældelsesregler får udskudt forældelsesdatoen, f.eks.
som følge af skyldnerens erkendelse, der efter forældelseslo-
vens § 15 vil afbryde forældelsen, eller skyldners skriftlige
anerkendelse af fordringens eksistens og størrelse, der ikke
blot vil indebære en afbrydelse efter § 15, men tillige vil gi-
ve fordringen en 10-årig forældelsesfrist efter forældelseslo-
vens § 5, stk. 1, 3. pkt. Det vil derfor være muligt at udskyde
forældelsesdatoen, men hvis fordringen, inden den kom
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
havde en 10-årig forældelsesfrist, f.eks. fordi der er tale om
Udbetaling Danmarks krav på forskudsvist udlagt børnebi-
drag, der efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag har en forældelsesfrist
på 10 år, eller fordi fordringshaveren eller den, der på den-
nes vegne opkræver fordringen, havde opnået et særligt rets-
grundlag og dermed en 10-årig forældelsesfrist, jf. forældel-
seslovens § 5, stk. 1, vil denne 10-årige forældelsesfrist ikke
genopstå.
Den foreslåede regel i § 18 a, stk. 5, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige vil indebære, at den gæl-
dende regel i § 18 a, stk. 2, 2. pkt., hvorefter tillægsfristen
på 3 år ved foreløbig afbrydelse af forældelsen, jf. den gæl-
dende regel i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i tilfælde af en tilbage-
sendelse af fordringen fortsat skal regnes fra det i stk. 2, 1.
pkt., nævnte modtagelsestidspunkt, ikke længere vil have
nogen selvstændig betydning for fordringer, der omfattes af
en 3-årig forældelsesfrist i fordringskomplekset, fordi den
foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 5, 1. pkt., vil fastlægge
den forældelsesdato, der – medmindre en udskydelse af for-
ældelsesdatoen opnås gennem en afbrydelse – vil være gæl-
dende efter tilbagesendelsen, og den vil ligge senere end 3
år regnet fra første modtagelsestidspunkt. Derimod vil den
gældende regel i § 18 a, stk. 2, 2. pkt., der foreslås at blive
stk. 7, 2. pkt., fortsat have betydning for f.eks. bøder, der
foreslås undtaget fra de foreslåede regler i § 18 a, stk. 2-5,
jf. stk. 6.
Kommer fordringerne efter tilbagesendelsen atter under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, følger det
af § 18 a, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, at tillægsfristen på 3 år i 1. pkt. regnes fra det
første modtagelsestidspunkt.
Selv om de fordringer, der er sendt til fordringshaveren el-
ler den, der på dennes vegne forestår opkrævningen, under
dennes genopkrævning respektive opkrævning (for så vidt
angår inddrivelsesrenter) hos skyldner måtte få en 10-årig
forældelsesfrist, f.eks. som følge af et forlig eller en dom,
der fastslår fordringernes eksistens og størrelse, eller skyld-
nerens skriftlige anerkendelse af fordringernes eksistens og
størrelse, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, vil disse så-
ledes ikke ved overdragelse til inddrivelse kunne få en læn-
gere forældelsesfrist efter § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige (der foreslås at blive § 18
a, stk. 7, 1. pkt.).
For sådanne tilfælde, hvor fordringerne efter tilbagesen-
delsen har fået forlænget forældelsesfristen, f.eks. som følge
af skyldners skriftlige anerkendelse af fordringernes eksi-
stens og størrelse eller opnåelsen af en dom herom, jf. foræl-
delseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, foreslås det, at det med § 18 a,
stk. 5, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
bestemmes, at den 3-årige forældelsesfrist, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 18 a, stk. 4, 1. pkt., først finder anvendelse,
efter at der første gang er sket afbrydelse af fordringskom-
pleksets forældelse, efter at fordringskomplekset atter er
modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den.
Formålet er at undgå, at en fordring med en efter tilbage-
sendelsen, dvs. i den genindtrådte opkrævningsfase, opnået
forlængelse af forældelsesfristen fra 3 til 10 år vil bortfalde
ved forældelse, straks den på ny modtages af restanceinddri-
velsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, hvis den
dermed vil få en 3-årig forældelsesfrist. Hvis fordringen ef-
ter forlængelsen af forældelsesfristen ved f.eks. skyldnerens
skriftlige anerkendelse eller opnåelsen af en dom, der
samtidig vil indebære en afbrydelse af forældelsen, atter
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, og der er
forløbet mere end 3 år siden denne afbrydelse, ville en for-
kortelse af forældelsesfristen allerede ved genoverdragelsen
af fordringen således medføre, at fordringen bortfaldt ved
forældelse straks ved genoverdragelsen.
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 5, 2. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige sikres derfor en beskyt-
telse mod en sådan forældelse ved genfremsendelse af for-
dringen til inddrivelse, efter at den efter tilbagesendelsen har
fået sin forældelsesfrist forlænget. I en sådan situation fore-
slås, at forældelsesfristen først forkortes til den 3-årige for-
ældelsesfrist ved en eventuel efterfølgende afbrydelse af for-
ældelsen, efter at fordringen på ny er kommet under inddri-
velse. Dvs. at den ved genoverdragelsen oplyste forældel-
sesdato for hovedkravet vil blive gældende for fordrings-
komplekset, når dette på ny modtages til inddrivelse.
Hvis hovedkravet genoverdrages med en forældelsesdato,
som ligger senere end 3 år fra den dato, hvor det genover-
dragne hovedkrav modtages til inddrivelse på ny, foreslås
det med bestemmelsen i § 18 a, stk. 5, 3. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, at den 3-årige forældelses-
frist, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 4, 1. pkt.,
dog skal finde anvendelse straks fra den fornyede modtagel-
se, således at forældelsesfristen på 3 år skal regnes fra denne
modtagelsesdato.
Dette indebærer, at en af fordringshaver oplyst forældel-
sesdato, der ligger senere end 3 år efter den dato, hvor ho-
vedkravet igen blev modtaget til inddrivelse, afkortes til 3 år
ved modtagelsen.
20
Det foreslås med bestemmelsen i § 18 a, stk. 5, 4. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at de foreslåede
bestemmelser i § 18 a, stk. 4, 2. og 3. pkt., om henholdsvis
tilbagesendelse og genfremsendelse dog ikke skal gælde for
de fordringer, der foreslås undtaget fra den foreslåede 3-åri-
ge forældelsesfrist for fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den foreslåede bestem-
melse i § 18 a, stk. 4, 2. pkt., dvs. private underholdsbidrag
og regioner og kommuners privatretlige fordringer. For dis-
se fordringer gælder således, at fordringskompleksets foræl-
delsesdato fastsættes til den af fordringshaver oplyste foræl-
delsesdato for hovedkravet på det tidspunkt, hvor fordringen
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på ny.
Det foreslås med reglen i § 18 a, stk. 6, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at de foreslåede regler i § 18 a,
stk. 2-5, dog hverken skal gælde for bøder eller for uden-
landske fordringer, for hvilke en international overenskomst
eller konvention vil være til hinder for en sådan anvendelse.
Ved bøder forstås i den forbindelse strafferetlige bødekrav,
hvorimod tvangsbøder ikke omfattes.
Når bøder foreslås undtaget, skyldes det, at bøder ikke er
egnede til at være en del af den foreslåede regel om et for-
dringskompleks. Forældelsen af bøder kan for det første ik-
ke afbrydes, og forvandlingsstraf kan alene anvendes, hvis
skyldner har betalingsevne, men er uden betalingsvilje, jf. §
38 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Det ville derfor forringe mulighe-
derne for fuldbyrdelsen af bødestraffen, hvis også bøder
skulle underlægges en 3-årig forældelsesfrist, når de modta-
ges hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse.
Bøder, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, skal derfor fortsat forældes efter 5 eller 10 år,
jf. straffelovens § 97 a. Desuden forrentes bøder ikke, hvor-
ved en væsentlig begrundelse for indførelsen af et forældel-
sesmæssigt fordringskompleks ikke foreligger for bøder.
For de udenlandske fordringer vil forældelsen desuden
kunne være reguleret af udenlandske forældelsesregler, jf.
f.eks. artikel 19, stk. 1, i Rådets direktiv 2010/24/EU af 16.
marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordrin-
ger i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltnin-
ger, hvorefter spørgsmål om forældelse udelukkende afgøres
ud fra de retsregler, der gælder i den bistandssøgende med-
lemsstat.
For at opnå den ønskede forældelsesmæssige håndtering
af fordringskomplekser med én forældelsesdato for alle for-
dringer i fordringskomplekset er det nødvendigt at ændre
den gældende bestemmelse i § 18 a, stk. 2, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige om foreløbig afbrydelse. I
dag omfatter den alle fordringer, der overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, medmindre der er tale om en
fordring, for hvilken der i EU-retten er fastsat særlige regler,
der vil være til hinder for den foreløbige afbrydelse.
De fordringer, der skal have en foreløbig afbrydelse af
forældelsen ved deres modtagelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, er for det første de fordringer, der efter for-
slaget om indførelse af et forældelsesmæssigt fordringskom-
pleks skal have status som hovedkrav.
Det drejer sig om de fordringer, der i den foreslåede regel
i § 18 a, stk. 2, betegnes som hovedkrav, og hvis forældel-
sesstatus skal være gældende for hele fordringskomplekset.
Det foreslås, at den i den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2,
3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige nævnte
rente, der først blev modtaget til inddrivelse, også skal være
omfattet af reglen om foreløbig afbrydelse.
Det foreslås også, at de i den foreslåede regel i § 18 a, stk.
2, 7. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
nævnte opskrivningsfordringer, opkrævningsrenter og gen-
indsendte inddrivelsesrenter og renter med henblik på en op-
skrivning af opkrævningsrenter og genindsendte inddrivel-
sesrenter, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den i en situation, hvor fordringskomplekset er tomt, fordi
de fordringer, der tidligere befandt sig i fordringskomplek-
set, er blevet indfriet, nedskrevet til nul eller afskrevet, også
skal være omfattet af reglen om foreløbig afbrydelse, jf.
ovenfor.
Endvidere foreslås det, at de i den foreslåede regel i § 18
a, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige nævn-
te typer af fordringer, der foreslås at skulle holdes uden for
forslaget om den forældelsesmæssige regulering af et for-
dringskompleks, dvs. bøder og udenlandske fordringer, for
hvilke en international overenskomst eller konvention vil
være til hinder for en sådan anvendelse, skal være omfattet
af reglen om foreløbig afbrydelse. Bøder vil eksempelvis så-
ledes stadig få en foreløbig afbrydelse af forældelsen, når de
modtages til inddrivelse.
Det foreslås, at også renter af disse fordringer skal omfat-
tes af reglen om foreløbig afbrydelse. Det bemærkes, at bø-
der ikke forrentes, men de øvrige fordringer forrentes, når
de er under inddrivelse.
Endvidere foreslås, at de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige nævnte gebyrer –
efter den foreslåede nyaffattelse af § 3 B, stk. 1, jf. afsnit
2.3.2 – skal omfattes af reglen om foreløbig afbrydelse. Der
er tale om gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf. op-
krævningslovens § 16, eller andre fordringshaversystemer,
der anvender et saldoprincip, og for hvilke det i forbindelse
med overdragelsen er ikke oplyst, hvilket hovedkrav renter-
ne eller gebyrerne vedrører. Sådanne gebyrer anses med
hensyn til forældelse som selvstændige hovedkrav, efter at
de er modtaget af restanceinddrivelsesmyndigheden. Der er
også tale om gebyrer, der ifølge den foreslåede nyaffattelse
af § 3 B, stk. 1, 3. pkt., modtages hos restanceinddrivelses-
myndigheden med en oplyst relation til et hovedkrav, og
som, når de modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden
til inddrivelse, med hensyn til accessorisk forældelse efter
forældelseslovens § 23, stk. 2, skal anses alene at vedrøre
det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses at
være knyttet til.
Endelig foreslås, at bestemmelsen i § 5 a i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, hvorefter forældelsesfristen
for renter af fordringer under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden regnes fra den 1. i måneden efter den
måned, hvor renten er påløbet, ikke skal anvendes på renter
21
af fordringer, der omfattes af den foreslåede regel i § 18 a,
stk. 2, om indførelsen af et fordringskompleks. Forslaget
skyldes, at den foreslåede ensartede håndtering af forældel-
sen ved indførelsen af et forældelsesmæssigt fordringskom-
pleks vil betyde, at forældelsesreguleringen af de inddrivel-
sesrenter, der påløber fordringer, der omfattes af fordrings-
komplekset, vil være identisk med forældelsesreguleringen
af det hovedkrav, der først er overdraget til restanceinddri-
velsesmyndigheden til inddrivelse. Det betyder, at forældel-
sesfristen af inddrivelsesrenter vil skulle regnes fra det tids-
punkt, fra hvilket forældelsesfristen for dette hovedkrav skal
regnes, medmindre fordringskomplekset alene består af ren-
ter, herunder inddrivelsesrenter, i hvilket tilfælde afbrydel-
sen af forældelsen for en enkelt rente vil afbryde forældel-
sen for hele fordringskomplekset, jf. ovenfor. Indførelsen af
et forældelsesmæssigt fordringskompleks vil derfor indebæ-
re, at forældelsesfristen for inddrivelsesrenterne – medmin-
dre et nyt starttidspunkt er opnået ved afbrydelse af foræl-
delsen af hovedkravet – vil løbe fra et tidspunkt, hvor ind-
drivelsesrenterne endnu ikke var påløbet, og dermed får ind-
drivelsesrenterne reelt en kortere forældelsesfrist, end de har
efter de gældende regler.
For renter af fordringer, der ikke omfattes af den foreslåe-
de regel om fordringskomplekset, vil reglen i § 5 a i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige fortsat finde anvendel-
se. I den foreslåede regel i § 18 a, stk. 6, bestemmes, at de
foreslåede regler i stk. 2-5 om fordringskomplekset ikke fin-
der anvendelse på bøder og udenlandske fordringer, for hvil-
ke en international overenskomst eller konvention vil være
til hinder for en sådan anvendelse. Da bøder ikke forrentes,
er den fortsatte anvendelse af § 5 a således alene relevant for
de nævnte udenlandske fordringer.
2.2. Restanceinddrivelsesmyndighedens afbrydelse af
forældelse ved afgørelse om, at lønindeholdelse ikke kan ske
2.2.1. Gældende ret
Fordringer, som omfattes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig ryk-
kerprocedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringsha-
veren eller den, der på dennes vegne forestår opkrævningen,
kan dog på skyldners anmodning tillade en afdragsvis beta-
ling eller bevilge henstand med betalingen, jf. 2. pkt.
Inden overdragelsen skal fordringshaveren eller den, der
på dennes vegne opkræver fordringen, skriftligt underrette
skyldneren om overdragelsen, medmindre det må antages, at
muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt
forringet, jf. § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Fordringer forældes efter forældelsesloven, medmindre
andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden
lov, jf. forældelseslovens § 1.
Af forældelsesloven § 28 fremgår, at når der i anden lov er
fastsat særlige forældelsesfrister eller andre særlige bestem-
melser om forældelse, finder forældelsesloven anvendelse, i
den udstrækning andet ikke følger af den anden lov eller af
forholdets særlige beskaffenhed. Ordet »lov« omfatter også
forældelsesbestemmelser i f.eks. EU-forordninger, jf. side
506 i den af Justitsministeriets Forældelsesudvalg afgivne
betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgiv-
ningen, hvor det om udfyldningsreglen i forældelseslovens §
28 bl.a. bemærkes, at der med bestemmelsen opstilles en
formodning for, at de specielle forældelsesregler i anden
lovgivning suppleres af forældelseslovens regler.
Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til
hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen op-
fyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jf. §
2, stk. 1. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øv-
rigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig,
regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb, jf.
§ 2, stk. 2. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet føl-
ger af andre bestemmelser, jf. § 3, stk. 1. En sådan bestem-
melse er f.eks. forældelseslovens § 5, stk. 1, hvorefter foræl-
delsesfristen er 10 år, når 1) der er udstedt gældsbrev for
fordringen, 2) fordringen er registreret i en værdipapircen-
tral, eller 3) fordringens eksistens og størrelse er anerkendt
skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav på-
tegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse. Ifølge
§ 5, stk. 2, forældes en fordring på senere forfaldne renter,
gebyrer og lignende dog efter § 3.
For fordringer, der er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,
regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018,
jf. § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Be-
stemmelsen blev indsat i loven ved lov nr. 1253 af 17. no-
vember 2015, der hviler på lovforslag nr. L 18, Folketingsti-
dende 2015-16, A, L 18 som fremsat, om udskydelse af for-
ældelse som følge af utilstrækkelig funktionalitet i Ét Fælles
Inddrivelsessystem (EFI).
Forældelse indebærer, at fordringshaver mister retten til at
kræve opfyldelse, jf. forældelseslovens § 23, stk. 1.
Forældelsesloven indeholder i kapitel 5 regler om afbry-
delse af forældelsen.
Forældelsen afbrydes, når skyldneren over for fordrings-
haveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin
forpligtelse, jf. forældelseslovens § 15, eller når fordringsha-
veren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik
på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten,
voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fast-
slår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse
skridt inden for rimelig tid, jf. § 16, stk. 1.
Forældelse kan ifølge § 17, stk. 1, også afbrydes af for-
dringshaver ved indgivelse af en på fordringen støttet kon-
kursbegæring eller begæring om rekonstruktionsbehandling
eller ved anmeldelse af fordringen i bl.a. et konkursbo eller
til rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsbe-
handling eller i forbindelse med indledning af gældsanerin-
gssag.
Desuden afbrydes forældelsen ved indgivelse af anmod-
ning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forretningen
fremmet inden for rimelig tid, jf. § 18, stk. 1. Foretages ud-
22
læg af en pantefoged, afbrydes forældelsen ved udlægsfor-
retningens foretagelse, jf. stk. 2. Det gælder også her, at for-
retningen skal fremmes inden for rimelig tid. Pantefogedens
udlægsforretning indebærer en egentlig afbrydelse af foræl-
delsen, selv om den resulterer i et forgæves udlæg, fordi
skyldner erklærer, at skyldner ikke ejer aktiver, der kan gø-
res til genstand for udlæg. Er pantefogedens udlægsforret-
ning påbegyndt, men udsat og fortsat uden ugrundet ophold,
må forældelsesfristen anses for afbrudt på det tidspunkt,
hvor udlægsforretningen påbegyndes, jf. Vestre Landsrets
kendelse gengivet i SKM2016·310·VLR.
Fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige kan med tillæg af renter, gebyrer og andre om-
kostninger inddrives af restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefogeder ved udlæg (udpantning), medmindre andet føl-
ger af bilag 1, jf. lovens § 11. Bilag 1 gør en undtagelse for
civilretlige fordringer, men fra denne undtagelse gælder en
række undtagelser. Udlæg kan således ifølge bilag 1, nr. 1,
litra a, nr. iv, ske for fordringer, der ifølge lovgivningen til-
kommer en fordringshaver omfattet af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, idet det dog er en forudsætning, at de
betingelser, der ifølge den pågældende lovgivning stilles, for
at fordringen tilkommer fordringshaver, er opfyldt, mens nr.
1, litra a, nr. v og vi, muliggør lønindeholdelse for henholds-
vis erstatningskrav, for hvilke et tvangsfuldbyrdelsesgrund-
lag efter retsplejelovens § 478 er tilvejebragt, og under-
holdsbidrag.
For udlægsforretninger, der gennemføres af en pantefo-
ged, finder ifølge § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om fremgangsmå-
den ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. retsplejelo-
vens kapitel 45-47 anvendelse, medmindre andet er bestemt
i førstnævnte lov.
Bestemmelsen i forældelseslovens § 18, stk. 1, finder iføl-
ge stk. 3 tilsvarende anvendelse ved 1) indgivelse af anmod-
ning til fogedretten om foretagelse af arrest, 2) fremsættelse
af krav for fogedretten om andel i et auktionsprovenu og 3)
indgivelse af anmodning til fogedretten om tilbagetagelse af
en løsøregenstand, der er solgt med ejendomsforbehold.
Forældelsen afbrydes også ved restanceinddrivelsesmyndig-
hedens underretning til skyldneren om afgørelse om inde-
holdelse i løn m.v. eller modregning, jf. stk. 4.
Afbrydelsen indebærer, at der løber en ny forældelsesfrist
fra de tidspunkter, der fastsættes i forældelseslovens § 19.
Sker afbrydelsen ved skyldnerens erkendelse af forpligtel-
sen, regnes den nye forældelsesfrist fra dagen for erkendel-
sen, jf. § 19, stk. 2. Sker afbrydelsen ved foretagelse af rets-
lige skridt som nævnt i § 16, regnes den nye frist fra den
dag, da retsforlig indgås, dom afsiges, betalingspåkrav på-
tegnes af fogedretten, eller anden afgørelse træffes, jf. § 19,
stk. 3. Er fordringen anerkendt i et konkurs- eller dødsbo el-
ler i vedtagen tvangsakkord eller afsagt gældssaneringsken-
delse, regnes den nye frist fra boets slutning, tvangsakkor-
dens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsigelse, jf.
§ 19, stk. 4.
Er afbrydelse sket ved pantefogedens gennemførelse af
udlægsforretning, jf. § 18, stk. 2, regnes den nye forældel-
sesfrist fra udlægsforretningens afslutning, jf. § 19, stk. 6, 1.
pkt.
Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om
lønindeholdelse, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelses-
frist fra det tidspunkt, da der træffes afgørelse om, at lønin-
deholdelsen ophører, eller senest fra det tidspunkt, da lønin-
deholdelsen har været stillet i bero i 1 år, jf. § 19, stk. 6, 2.
pkt. Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse
om modregning, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelses-
frist fra den dag, da afgørelsen om modregning træffes, jf. §
19, stk. 6, 3. pkt.
I forældelseslovens §§ 20-22 findes regler om foreløbig
afbrydelse af forældelsen.
Forældelseslovens § 20 om foreløbig afbrydelse bestem-
mer i stk. 1, at hvis fordringshaveren inden forældelsesfri-
stens udløb har foretaget et retsligt skridt som nævnt i § 16,
men dette ikke fører til forlig eller realitetsafgørelse, indtræ-
der forældelse tidligst 1 år efter, at fordringshaveren har fået
meddelelse om, at sagen er afsluttet. Har fordringshaveren
ikke fået sådan meddelelse inden rimelig tid, regnes fristen
fra det tidspunkt, da fordringshaveren fik kendskab til for-
holdet eller burde have søgt oplysning herom. Fordringsha-
veren kan ifølge § 20, stk. 2, ikke påberåbe sig stk. 1, hvis
det retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsaf-
gørelse, fordringshaveren hæver sagen, selv om en realitets-
afgørelse kunne være opnået, eller det beror på fordringsha-
verens valg ved indleveringen af et betalingspåkrav til fo-
gedretten, at en realitetsafgørelse ikke træffes. I § 20, stk. 3,
bestemmes, at stk. 1 og 2 gælder tilsvarende, hvis fordrings-
haveren inden forældelsesfristens udløb har indgivet kon-
kursbegæring, uden at konkursdekret er afsagt, har indgivet
begæring om rekonstruktionsbehandling, uden at rekon-
struktionsbehandling er indledt, eller har iværksat forfølg-
ning som nævnt i § 18, uden at fogedforretning eller auktion
er afholdt. Er fordringen inden forældelsesfristens udløb, jf.
herved § 17, stk. 3, anmeldt i et konkurs- eller dødsbo, men
bliver den ikke anerkendt, forældes fordringen mod skyldne-
ren personligt eller dennes arvinger tidligst 1 år efter medde-
lelsen af afgørelsen om fordringens afvisning eller, hvis en
sådan afgørelse ikke træffes, efter boets slutning. Tilsvaren-
de gælder, når en fordring inden forældelsesfristens udløb er
anmeldt i forbindelse med indledning af gældssaneringssag,
anmeldt i forbindelse med indkaldelse som nævnt i § 17, stk.
1, nr. 5, eller anmeldt til rekonstruktøren i forbindelse med
rekonstruktionsbehandling.
Er der inden forældelsesfristens udløb af eller mod for-
dringshaveren anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget
for fordringen, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens
endelige afgørelse, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1. Er en
sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som
er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt
for en administrativ myndighed, indtræder forældelse tid-
ligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin
afgørelse, jf. stk. 2, 1. pkt. Dette gælder, uanset om fordrin-
gen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af
den anden part, herunder det offentlige, jf. 2. pkt. Hvis der
træffes en bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksi-
23
stens og størrelse, vil forældelsen derimod være endeligt af-
brudt efter forældelsesloven § 16, stk. 1. Indbringes sagen
inden for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for ri-
melig tid for en højere administrativ myndighed eller for
Folketingets Ombudsmand, regnes fristen på 1 år fra medde-
lelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Om-
budsmandens udtalelse, jf. 3. pkt. Indbringes en tvist inden
forældelsesfristens udløb for et privat klagenævn, ankenævn
eller lignende, gælder stk. 2, 1. og 2. pkt., tilsvarende, jf. stk.
3. Er der inden forældelsesfristens udløb efter retsplejelo-
vens regler herom eller med hjemmel i parternes forudgåen-
de aftale fremsat begæring om afholdelse af syn og skøn
uden for rets- eller voldgiftssag vedrørende forhold af betyd-
ning for fordringens eksistens eller størrelse, eller har parter-
ne inden forældelsesfristens udløb indgået aftale herom, ind-
træder forældelse tidligst 1 år efter skønsforretningens af-
slutning, jf. stk. 4. Endelig bestemmes i stk. 5, at hvis der in-
den forældelsesfristens udløb er indledt forhandlinger om
fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventu-
elt under medvirken af en uafhængig tredjemand, indtræder
forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlin-
gerne må anses for at være afsluttet.
Hvor en egentlig afbrydelse af forældelsen medfører, at
der løber en helt ny forældelsesfrist fra det tidspunkt, der er
fastsat i forældelsesloven § 19, er den foreløbige afbrydelse
af forældelsen karakteriseret ved, at hvis en »foreløbig for-
anstaltning« iværksættes inden forældelsesfristens udløb,
indrømmes en vis kortere frist efter foranstaltningens ophør
(en tillægsfrist), således at egentlig afbrydelse kan ske inden
for tillægsfristen, jf. side 335 i den af Justitsministeriets For-
ældelsesudvalg afgivne betænkning nr. 1460/2005 om revi-
sion af forældelseslovgivningen.
Til frister medregnes den månedsdag, der svarer til den
dag, hvorfra fristen regnes. I mangel af tilsvarende dag udlø-
ber fristen den sidste dag i måneden, jf. forældelseslovens §
27, stk. 1. Udløber forældelsesfristen i en weekend, på en
helligdag, grundlovsdag, den 24. eller 31. december, ud-
strækkes fristen til førstkommende hverdag, jf. § 27, stk. 2.
Reglen begrundes med, at hvis fristen udløber på en dag,
hvor retten ikke kan modtage stævninger med henblik på af-
brydelse af forældelsen, jf. § 16, skal fordringshaver ikke
tvinges til at indlevere stævningen den seneste forudgående
hverdag.
Udlæg foretages i så stor en del af skyldnerens formue,
som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af kra-
vet samt af omkostninger ved forretningen og det udlagtes
opbevaring indtil auktionen, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1.
Udlæg kan ifølge retsplejelovens § 508 foretages i rede
penge samt i fast ejendom, løsøre, fordringer og andre akti-
ver, hvis identitet kan fastslås, men ikke i fremtidige erhver-
velser. Udlæg kan foretages, selv om aktiverne i forvejen er
behæftet.
Det såkaldte trangsbeneficium i retsplejelovens § 509 skal
sikre, at skyldneren og dennes husstand kan opretholde en
beskeden livsførelse. I stk. 1 bestemmes således, at udlæg
ikke kan foretages i aktiver, bortset fra fast ejendom, der er
nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en be-
skeden levefod for skyldneren og dennes husstand, jf. dog
stk. 2. I stk. 2 gøres en undtagelse, hvorefter en andel i en
andelsboligforening eller en aktie eller anpart i et boligaktie-
selskab eller et boliganpartsselskab omfattet af kapitel III i
lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber,
der er forbundet med brugsret til en bolig, kun kan undtages
fra udlæg i medfør af stk. 1, hvis boligen efter sin størrelse
og indretning alene opfylder de sædvanlige krav til en be-
skeden bolig, der under hensyn til skyldneren og dennes
husstand med rimelighed kan stilles, og aktivet ved tvangs-
fuldbyrdelse må antages ikke at indbringe et beløb, der klart
overstiger udgiften ved overtagelse af en passende almen
bolig eller leje- eller andelsbolig. I stk. 3 bestemmes, at ud-
læg ikke kan foretages i aktiver af indtil 3.000 kroners vær-
di, som er nødvendige til skyldnerens eller dennes husstands
erhverv eller uddannelse. Reglerne i stk. 1 og 3 er præcepti-
ve, idet skyldneren ikke gyldigt kan samtykke i et udlæg i de
i disse bestemmelser nævnte aktiver, jf. stk. 4.
Retsplejelovens §§ 510-517 indeholder en række andre
bestemmelser, der udelukker eller begrænser adgangen til
udlæg i skyldnerens aktiver. F.eks. kan udlæg ikke foretages
i endnu ikke udbetalt løn eller andet vederlag for personligt
arbejde, medmindre der er forløbet mere end 7 dage efter
slutningen af den periode, i hvilken lønnen er indtjent, eller
efter at vederlaget er fortjent, jf. § 511, stk. 1. Udlæg kan ik-
ke foretages i krav på underholdsbidrag i henhold til lovgiv-
ningen om ægteskab og om børns retsstilling, jf. § 512, stk.
2, mens stk. 3, 1. pkt., bestemmer, at udlæg ikke kan foreta-
ges i krav på pension eller i krav på understøttelse eller an-
den hjælp fra det offentlige eller fra stiftelser eller andre vel-
gørende institutioner, medmindre der er forløbet 3 måneder
fra den dag, beløbet kunne fordres udbetalt. Udlæg kan iføl-
ge retsplejelovens § 513, stk. 1, ikke foretages i erstatning
for invaliditet eller tab af forsørger eller i godtgørelse i for-
bindelse hermed, hvis beløbet tilkommer skadelidte eller
den, som har mistet en forsørger. Er beløbet udbetalt, kan
udlæg dog ske, medmindre summen ved indsættelse på sær-
skilt konto i bank eller sparekasse eller på anden måde er
holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Tilsvaren-
de gælder om renter og udbytte af kapitalen. Efter retspleje-
lovens § 515, stk. 2, kan udlæg ikke foretages i hjælpemid-
ler, som er nødvendige på grund af legemlige mangler eller
sygdom, mens § 517 om skyldnerens påvisningsret i stk. 1
bestemmer, at skyldneren har ret til at påvise de aktiver, i
hvilke udlæg skal foretages, men denne ret er dog undergi-
vet nogle begrænsninger. Udlæg kan ifølge stk. 2 altid fore-
tages i rede penge, ligesom udlæg for krav, der er sikret ved
pant, altid kan foretages i pantet. I stk. 3 er bestemt, at
skyldneren ikke kan forlange, at udlæg skal foretages i fast
ejendom, behæftede aktiver, aktiver, hvis værdi er usikker,
eller aktiver, hvis opbevaring eller afhændelse er særligt
vanskelig, hvis skyldneren ejer andre aktiver, hvori udlæg
kan ske.
Fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige kan med tillæg af renter, gebyrer og andre om-
kostninger inddrives ved lønindeholdelse, medmindre andet
følger af bilag 1, jf. § 10, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
24
til det offentlige. Bilag 1 gør en undtagelse for civilretlige
fordringer, men fra denne undtagelse gælder en række und-
tagelser. Lønindeholdelse kan således ifølge bilag 1, nr. 1,
litra a, nr. iv, ske for fordringer, der ifølge lovgivningen til-
kommer en fordringshaver omfattet af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, idet det dog er en forudsætning, at de
betingelser, der ifølge den pågældende lovgivning stilles, for
at fordringen tilkommer fordringshaver, er opfyldt, mens nr.
1, litra a, nr. v og vi, muliggør lønindeholdelse for henholds-
vis erstatningskrav, for hvilke et tvangsfuldbyrdelsesgrund-
lag efter retsplejelovens § 478 er tilvejebragt, og under-
holdsbidrag.
I § 10, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
er bestemt, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe
afgørelse om, at der skal ske indeholdelse i skatteyderens
beregnede eller godskrevne A-indkomst af, hvad der er nød-
vendigt til betaling af fordringer med påløbne renter, geby-
rer, tillæg og andre omkostninger, hvor betalingsfristen er
overskredet. Restanceinddrivelsesmyndigheden er i begrun-
delsen for afgørelsen om lønindeholdelse alene forpligtet til
at henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Der kan dog ikke ske indehol-
delse i indkomst, som er valgt beskattet efter kildeskattelo-
vens § 48 E.
I § 10, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
anføres, at indeholdelse efter stk. 1 kan foretages, selv om
udbetalingen eller godskrivningen af A-indkomst også er
genstand for indeholdelse af skat efter kildeskattelovens §§
46 og 49. Indeholdelsen sker med en procentdel (indeholdel-
sesprocenten) af den beregnede eller godskrevne A-ind-
komst. Indeholdelsesprocenten meddeles til Skatteforvalt-
ningen og indgår i indeholdelsesprocenten efter kildeskatte-
lovens § 48, stk. 4. Ved afgørelse om indeholdelse skal der
overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens
underhold. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler
om betalingsevnevurdering, herunder rådighedsbeløb, og
om fradrag af pensionsindbetalinger til fastsættelse af den
del af A-indkomsten, som maksimalt kan indeholdes. Skat-
teministeren kan endvidere fastsætte regler om, at der ikke
kan ske indeholdelse i A-indkomst bestående af visse ydel-
ser. Ved fastsættelsen af indeholdelsesprocenten kan den
samlede indeholdelsesprocent efter kildeskattelovens § 48,
stk. 4, ikke overstige 100. I § 10, stk. 4, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige er bestemt, at indeholdelsesprocen-
ten kan gradueres efter indkomstens størrelse. Skattemini-
steren kan fastsætte nærmere regler om sammenhængen
mellem indkomsten og indeholdelsesprocenten.
Det er gjort i § 13 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj
2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 1494 af 11. december 2018.
Lønindeholdelser fastsættes ligesom afdragsordninger ud
fra en skematisk eller individuel betalingsevnevurdering.
Ved afgørelsen om lønindeholdelse skal der overlades
skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold,
jf. § 13, stk. 3, 1. pkt. Det anses ifølge 2. pkt. for at være
tilfældet, når lønindeholdelsesprocenten fastsættes som af-
dragsprocenten efter reglerne i § 10, stk. 1 – der omhandler
den skematiske betalingsevnevurdering – ganget med den
årlige nettoindkomst efter samme bestemmelse, dernæst di-
videret med samme nettoindkomst, efter at denne forinden
er reduceret med det årlige fradragsbeløb efter skattekortet,
og endelig ganget med det antal procent, som trækprocenten
efter forskudsopgørelsen ligger under 100 pct., jf. dog stk. 7.
Bestemmelsen i § 10, stk. 1, omhandler den såkaldte tabel-
trækmetode, hvorefter det beløb, som skal afdrages årligt,
fastsættes med udgangspunkt i en tabel, der reguleres årligt
efter § 44 og indeholder nettoindkomstintervaller og tilhø-
rende procenter for det årlige afdragsbeløb for skyldnere.
Procentsatsen afhænger af, om skyldneren har forsørgerpligt
over for børn eller ikke. Skyldners nettoindkomst beregnes
på samme måde som ved fastsættelse af afdragsordninger,
dvs. at skyldners nettoindkomst beregnes som skyldnerens
årlige indkomst opgjort som den årlige indkomst inklusive
indtægter efter § 17 (f.eks. kontanthjælp, integrationsydelse
og uddannelseshjælp), fratrukket arbejdsmarkedsbidrag,
pensionsindbetalinger foretaget af en arbejdsgiver, ATP-bi-
drag og skat.
Oplysninger fra indkomstregisteret lægges til grund ved
fastsættelsen af den årlige nettoindkomst efter § 10, stk. 1,
jf. § 10, stk. 4, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj
2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 1494 af 11. december 2018. Hvis der
ikke foreligger oplysninger fra indkomstregisteret om skyld-
nerens indkomst inden for de forudgående 3 måneder, fast-
sættes afdragsordningen i stedet på grundlag af seneste års-
opgørelse, som på beregningstidspunktet er tilgængelig i re-
stanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, jf. §
10, stk. 5, 1. pkt. Foreligger der ikke oplysninger om skyld-
nerens indkomst inden for de seneste 2 indkomstår, kan af-
dragsordninger i stedet fastsættes med udgangspunkt i gæl-
dens størrelse, jf. 3. pkt.
I § 13, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 1494 af 11. december 2018, er der fastsat
nærmere regler om varsel om lønindeholdelse. Restanceind-
drivelsesmyndigheden skal skriftligt varsle skyldneren om,
at lønindeholdelse agtes iværksat. Varslet skal angive beta-
lingsevnen efter § 10, stk. 1, og hvilken indkomst der er lagt
til grund ved beregningen af betalingsevnen eller betalings-
evnen efter § 18, stk. 2. Varslet skal endvidere angive den
beregnede lønindeholdelsesprocent efter reglerne i stk. 3, 2.
og 3. pkt., eller § 18, stk. 1, 1. og 2. pkt. Varslet skal herud-
over indeholde oplysning om, at restanceinddrivelsesmyn-
digheden efter fornyet varsel kan ændre lønindeholdelses-
procenten, hvis skyldners økonomiske forhold ændrer sig
før eller efter iværksættelsen af lønindeholdelsen. Sammen
med varslet om lønindeholdelse skal restanceinddrivelses-
myndigheden stille et budgetskema til rådighed for skyldne-
ren og oplyse, at skyldneren kan udfylde og indsende ske-
maet, og at oplysningerne vil indgå i vurderingen af, om
lønindeholdelse kan gennemføres og med hvilken indehol-
delsesprocent. Skyldneren skal have en frist på mindst 14
dage til indsendelse af budgetskemaet.
25
I bekendtgørelsens § 13, stk. 5, er bestemt, at hvis skyld-
neren ikke indsender budgetskemaet, kan lønindeholdelsen
iværksættes i overensstemmelse med varslet eller med en re-
duceret lønindeholdelsesprocent, jf. stk. 3, 4. pkt., eller med
en justeret lønindeholdelsesprocent, jf. stk. 3, 7. pkt. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden underretter straks skyldneren
om afgørelsen. Underretningen skal være skriftlig og angive
gældens art og størrelse.
Efter bekendtgørelsens § 13, stk. 7, vurderer restanceind-
drivelsesmyndigheden, hvis skyldneren indsender budget-
skemaet, om der, hvis lønindeholdelsen iværksættes, overla-
des skyldneren det nødvendige til eget og familiens under-
hold. Vurderingen sker efter reglerne i kapitel 7, hvorefter
der tages højde for skyldnerens faktiske udgifter til f.eks.
bolig og til hjemmeboende mindreårige børn. Viser vurde-
ringen, at der ikke er betalingsevne, kan der bevilges hen-
stand, jf. § 11.
Hvis en skyldner i forvejen har en restance, der inddrives
ved lønindeholdelse, kan restanceinddrivelsesmyndigheden
træffe afgørelse om at iværksætte lønindeholdelse for yderli-
gere restancer under inddrivelse uden forudgående varsel, jf.
bekendtgørelsens § 13, stk. 8, 1. pkt., og efter stk. 9 kan re-
stanceinddrivelsesmyndigheden træffe afgørelse om en æn-
dret lønindeholdelsesprocent, hvis skyldners økonomiske
forhold ændrer sig. Hvis den ændrede afgørelse baseres på
en vurdering af, at skyldners betalingsevne er forhøjet, skal
restanceinddrivelsesmyndigheden iagttage reglerne om var-
sel i stk. 4. Efter stk. 10 skal restanceinddrivelsesmyndighe-
den gennemføre en betalingsevnevurdering efter reglerne i
kapitel 7, hvis skyldneren som følge af væsentligt ændrede
økonomiske forhold anmoder herom. Restanceinddrivelses-
myndigheden kan dog afvise at foretage en betalingsevne-
vurdering, når denne findes at være uden betydning for af-
gørelsens udfald.
I bekendtgørelsens § 17, stk. 1, er bestemt, at lønindehol-
delse efter § 13 ikke kan foretages i en række A-indkomster,
bl.a. kontanthjælp (nr. 3) og SU (nr. 19).
Efter § 10 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige kan der foretages særskilt lønindeholdelse for bibli-
oteksgebyrer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkost-
ninger, kontrolafgifter med tillæg af renter, gebyrer og andre
omkostninger for overtrædelse af bestemmelser i færdselslo-
ven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven
og lov om trafikselskaber og af beløb til dækning af medieli-
cens og radiolicens med tillæg af renter, gebyrer og andre
omkostninger efter lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Efter § 10 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige kan skatteministeren fastsætte nærmere regler for
den særskilte lønindeholdelse, hvilket er sket med bl.a. § 14
i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr.
1494 af 11. december 2018. Ved afgørelse om særskilt løn-
indeholdelse skal der levnes skyldneren tilstrækkeligt til at
opretholde en beskeden levefod, hvilket normalt vil være til-
fældet, når lønindeholdelsesprocenten fører til indeholdelse
af et beløb på 400 kr. månedligt, jf. § 14, stk. 2. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om særskilt
lønindeholdelse, selv om restancen i forvejen er omfattet af
en afdragsordning efter bekendtgørelsens § 10, en løninde-
holdelse efter bekendtgørelsens § 13 eller en henstandsord-
ning, som ikke efter sit indhold også sikrer mod særskilt
lønindeholdelse, jf. § 14, stk. 5. Restanceinddrivelsesmyn-
digheden skal efter § 14, stk. 6, ved afgørelsen om særskilt
lønindeholdelse skriftligt varsle skyldneren om, at særskilt
lønindeholdelse agtes iværksat. Varslet skal bl.a. angive den
beregnede særskilte lønindeholdelsesprocent og den ind-
komst, der er lagt til grund ved fastlæggelsen af den særskil-
te lønindeholdelsesprocent. Skyldneren skal have en frist på
mindst 14 dage til at fremsætte indsigelse over for restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Fremkommer skyldneren med
en indsigelse, vurderer restanceinddrivelsesmyndigheden,
om skyldneren kan opretholde en beskeden levefod, hvis
den særskilte lønindeholdelse iværksættes, og er vurderin-
gen herefter, at skyldner ved en særskilt lønindeholdelse vil
blive velfærdstruet, kan der bevilges henstand efter § 11,
stk. 2, jf. § 14, stk. 9. Af § 14, stk. 13, fremgår, at reglerne i
§10, § 11, stk. 1, §§ 13 og 17 og kapitel 7 ikke finder anven-
delse på særskilt lønindeholdelse. Dette indebærer bl.a., at
der også kan foretages særskilt lønindeholdelse i f.eks. kon-
tanthjælp, jf. § 17, stk. 1, nr. 3, og at skyldneren ikke kan
forlange en individuel betalingsevnevurdering efter reglerne
i kapitel 7.
Fremsætter en skyldner over for restanceinddrivelsesmyn-
digheden indsigelse mod størrelsen eller eksistensen af en
fordring under inddrivelse, skal indsigelsen behandles af
fordringshaver eller den, der på vegne af denne opkræver
fordringen, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Der gøres dog en undtagelse, hvis
spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens ad-
ministration, f.eks. fordi skyldner gør gældende, at fordrin-
gen, mens den var under inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, er bortfaldet ved forældelse, fordi restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ikke har fået afbrudt forældel-
sen. I et sådant tilfælde behandles klagen af Skatteankesty-
relsen, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt. Derudover træffer fogedretten
efter begæring afgørelse om indsigelser vedrørende kontrol-
afgifter for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven,
lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov
om trafikselskaber, som skyldneren fremsætter over for re-
stanceinddrivelsesmyndigheden om dels kravets berettigel-
se, dels berettigelsen af en afgørelse om lønindeholdelse og
om en gennemført modregning, jf. § 18.
I forvaltningslovens § 19, stk. 1, er det bestemt, at en
myndighed har pligt til at gennemføre partshøring af den,
som afgørelsen retter sig mod, inden der træffes afgørelse i
sagen, hvis parten ikke kan antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrø-
rende sagens faktiske grundlag eller eksterne faglige vurde-
ringer, der er til ugunst for parten og har væsentlig betyd-
ning for sagens afgørelse. Myndigheden skal i et sådant til-
fælde give parten lejlighed til at fremkomme med en udta-
lelse og kan fastsætte en frist for afgivelsen af denne udtalel-
se.
26
Pligten efter § 19, stk. 1, til partshøring er dog undergivet
en række begrænsninger.
Pligten gælder således ifølge § 19, stk. 2, nr. 1-6, ikke,
1) hvis det efter oplysningernes karakter og sagens beskaf-
fenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i
sagen på det foreliggende grundlag,
2) hvis udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbe-
stemt frist for sagens afgørelse,
3) hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, fin-
des at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige el-
ler private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
4) hvis parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i for-
valtningslovens kapitel 4 med hensyn til de pågældende
oplysninger,
5) hvis den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ube-
stemt kreds af personer, virksomheder m.v., hvis fore-
læggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være
forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
6) hvis der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sik-
rer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget
for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til
sagen, inden afgørelsen træffes.
Bestemmelsen i § 19 finder i lighed med en række andre
af forvaltningslovens regler om partsrettigheder kun anven-
delse i sager, hvor en myndighed har truffet eller skal træffe
afgørelse i en sag, dvs. afgørelsessager.
En pligt til partshøring kan i øvrigt – ud over de beskrevne
regler i forvaltningsloven – også følge af uskrevne rets-
grundsætninger om partshøring.
2.2.2. Lovforslaget
Det er vigtigt, at gæld til det offentlige ikke forældes util-
sigtet. De offentlige myndigheder er underlagt en forpligtel-
se til ensartet behandling af alle borgere og virksomheder
med identiske forhold og er samtidig forpligtede til at ind-
drive gæld til det offentlige – også selv om det i det konkre-
te tilfælde ikke altid kan svare sig økonomisk.
Endvidere vil de forældelsesafbrydende foranstaltninger,
som restanceinddrivelsesmyndigheden vil kunne iværksætte
efter de gældende regler, i mange tilfælde, når skyldneren er
uden betalingsevne, ikke resultere i betaling af gælden, men
i stedet medføre, at gælden forøges med omkostninger for
både det offentlige og skyldneren selv.
Forældelse som ophørsgrund for fordringer begrundes tra-
ditionelt med to forhold. For det første indretningssynspunk-
tet, idet en skyldner, der i lang tid ikke har hørt fra sin for-
dringshaver om en betaling af fordringen, kan have indrettet
sig på, at fordringen ikke længere vil blive gjort gældende.
For det andet hensynet til domstolene og afklaringen af den
bevismæssige tvivl, der kan opstå, hvis der lang tid efter for-
faldsdagen opstår en tvist om fordringens eksistens. Når der
er gået lang tid, kan beviser være forsvundet, vidners erin-
dring kan være svækket osv.
En offentlig fordringshaver er forpligtet til at behandle al-
le sine skyldnere ens og af hensyn til de mange, der betaler
deres gæld, forsøge at opnå betaling af gæld fra alle. En of-
fentlig fordringshaver kan derfor ikke tillade sig at undlade
at forfølge sine tilgodehavender ved opkrævning og om nød-
vendigt inddrivelse. Indretningssynspunktet kan derfor ikke
tillægges samme vægt i forhold til gæld til det offentlige
som over for gæld mellem private.
Dertil kommer, at det offentlige er tvangskreditor, fordi
det offentlige som udgangspunkt ikke kan nægte at levere
ydelser med den begrundelse, at modtager ikke har betalt
tidligere opkrævninger. Derfor kan det offentlige ikke be-
skytte sig mod opbygning af yderligere gæld på samme må-
de som en privat kreditor.
For de offentligretlige fordringer vil der typisk i kraft af
lovgivningen være adgang til rekurs, hvis skyldneren er ue-
nig i fordringens berettigelse, og der er derfor som udgangs-
punkt ikke samme usikkerhed om kravets berettigelse som
ved krav mellem to private. Tvister, der lang tid efter for-
faldsdagen skal løses af domstolene, vil derfor typisk ikke
kræve en stillingtagen til fordringens tilblivelse, men alene
efterfølgende ophørsgrunde.
I juli 2017 var 43 pct. af skyldnerne, svarende til 368.712
skyldnere, uden betalingsevne, hvorfor afbrydelse af foræl-
delsen gennem lønindeholdelse ikke ville have været en mu-
lighed i forhold til disse skyldnere. Over for disse skyldnere
vil afbrydelse i praksis alene kunne ske ved gældserkendelse
eller gennemførelsen af en omkostningskrævende udlægs-
forretning.
I forhold til lavindkomstgrupper har restanceinddrivelses-
myndigheden derfor typisk forsøgt at anvende gældserken-
delser efter forældelseslovens § 15 til forældelsesafbrydelse,
men sådanne erkendelser kræver skyldners medvirken, og
den er langtfra givet. Gældserkendelse sker i praksis, ved at
restanceinddrivelsesmyndigheden sender den enkelte skyld-
ner et brev, som skyldner anmodes om at underskrive og re-
turnere. Denne proces er bl.a. ineffektiv, fordi alene få
skyldnere reagerer på restanceinddrivelsesmyndighedens
henvendelser om gældserkendelse, og fordi forældelsesaf-
brydelse efter loven først har virkning, når skyldners brev
kommer retur til restanceinddrivelsesmyndigheden i under-
skrevet stand og uden f.eks. håndskrevne forbehold m.v. I
den forbindelse vil registrering af selve gældserkendelsen i
de sager, hvor skyldneren rent faktisk svarer, kræve en ma-
nuel proces.
Skatteforvaltningen har gennemført en udsøgning for åre-
ne 2014 og 2015. I denne periode har restanceinddrivelses-
myndigheden udsendt gældserkendelsesbreve til 23.316
skyldnere. 9.279 erkendelsesbreve kom retur fra PostNord. I
4.052 sager erkendte skyldnerne de i gældserkendelsesbre-
vene angivne fordringer. Skatteforvaltningen har oplyst, at
der må tages et vist forbehold for tallenes validitet, da det
ikke kan afvises, at udfordringerne med systemunderstøttel-
se og systemgenereret post kan medføre afvigelser i antallet
af sager. Det er på den baggrund Skatteforvaltningens vur-
dering, at det i knap 30 pct. af sagerne lykkes at opnå foræl-
delsesafbrydelse på baggrund af et gældserkendelsesbrev,
mens det i godt 70 pct. af sagerne ikke lykkes at opnå en
forældelsesafbrydelse på baggrund af et udsendt gældser-
kendelsesbrev.
27
Anvendes denne procentandel på de 368.712 skyldnere
uden betalingsevne, vil der således skulle gennemføres ca.
260.000 udlægsforretninger alene for at få afbrudt forældel-
sen i forhold til dette skyldnersegment. Udlægsforretninger
af denne typer forudsætter enten skyldners fysiske fremmø-
de hos pantefogeden, eller at udlægsforretningen gennemfø-
res på skyldners bopæl. I mange tilfælde medfører skyldners
udeblivelse, at skyldner må tilsiges flere gange, eller at ud-
lægsforretningen må fortsættes på skyldners bopæl. I en
række sager kan det endvidere være nødvendigt at iværksæt-
te forkyndelse ved stævningsmand og efterfølgende anmode
om politiets bistand til at finde og fremstille skyldneren for
pantefogeden. Det er restanceinddrivelsesmyndighedens
vurdering, at gennemførelse af en udlægsforretning i disse
sager – når der tages højde for alle faser af sagen, herunder
tilsigelsen og berammelse – derfor i gennemsnit koster en
uddannet pantefoged en hel arbejdsdag. Alene forældelses-
afbrydelse ved udlægsforretning for denne del af skyldner-
massen skønnes derfor at ville lægge beslag på et betydeligt
antal årsværk.
Hertil kommer, at der fortsat vil skulle gennemføres ud-
lægsforretninger i forhold til de skyldnere med betalingsev-
ne, der har aktiver, og virksomheder m.fl.
Udlægsforretning kan af restanceinddrivelsesmyndighe-
dens pantefogeder anvendes som inddrivelsesmiddel og for-
ældelsesafbrydende middel over for fordringer med udpant-
ningsret. For civilretlige fordringer er der som udgangspunkt
ikke udpantningsret, jf. bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, og for disse fordringer vil alene fogedret-
ten kunne foretage udlæg, hvilket vil kræve et tvangsfuld-
byrdelsesgrundlag efter retsplejelovens § 478, jf. nærmere
herom Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit G·A·3·7·3.
En udlægsforretning, der ifølge forældelseslovens § 18,
stk. 2, afbryder forældelsen, hvis forretningen foretages af
en pantefoged, er som beskrevet ovenfor typisk en omkost-
ningstung inddrivelsesform, og den kan derfor ud fra løn-
somhedsbetragtninger vanskeligt forsvares i forhold til
skyldnere med beskedne gældsposter. Dertil kommer, at en
udlægsforretning opleves som ubehagelig for skyldner, og
skyldners gæld forøges ved en udlægsforretning med udgif-
ter til retsafgift og tilsigelsesgebyr – udgifter, som skyldner
heller ikke kan betale. Der er således behov for en generel
adgang til en automatiseret systemunderstøttet afbrydelse af
forældelsen, der er så enkel, at den kan implementeres i det
nye inddrivelsessystem inden for den afsatte ressourceram-
me.
Der foreslås derfor, at der i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige indsættes en bestemmelse, § 18 a, stk. 8, hvor-
efter restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis restanceinddri-
velsesmyndigheden vurderer, at skyldneren er uden den be-
talingsevne, der er nødvendig for at foretage lønindeholdel-
se, eller hvis restanceinddrivelsesmyndigheden konstaterer,
at skyldneren modtager en indkomst, hvori lønindeholdelse
som følge af indkomstens art ikke kan ske, kan træffe afgø-
relse om, at forældelsen af de fordringer, der fremgår af af-
gørelsen, er afbrudt med virkning fra afgørelsesdatoen. Det
er tanken, at bestemmelsen alene skal omfatte afbrydelse af
forældelsen i forhold til fysiske personer. Lønindeholdelse
kan alene foretages i A-indkomst, hvorfor den foreslåede re-
gel vil muliggøre afbrydelse af forældelsen, hvis skyldneren
modtager B-indkomst. Det er en forudsætning, at forældel-
sen kan afbrydes for den enkelte fordring. Bøder omfattes
derfor ikke af den foreslåede bestemmelse, fordi en egentlig
afbrydelse af forældelsen af bøder ikke kan ske, jf. ovenfor i
afsnit 2.1.1 om straffelovens § 97 a.
Det er tilstrækkeligt, at restanceinddrivelsesmyndigheden
ud fra tabeltrækmetoden – jf. ovenfor i afsnit 2.2.1 om gæl-
dende ret om § 13, stk. 3, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af
29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige – vur-
derer, at skyldneren er uden den til lønindeholdelse nødven-
dige betalingsevne. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden
skulle foretage en betalingsevnevurdering efter kapitel 7 i
bekendtgørelsen (dvs. efter »budgetmetoden«), ville det for-
udsætte, at skyldner skulle udfylde og indsende et budget-
skema med oplysninger om indtægter og udgifter, hvorefter
restanceinddrivelsesmyndigheden ville skulle forholde sig
til, hvilke indtægter og udgifter der skal indgå i fastsættelsen
af skyldners betalingsevne. Denne type betalingsevnevurde-
ring er således meget ressourcekrævende. Formålet med den
foreslåede mulighed for at afbryde forældelsen ved en afgø-
relse om, at lønindeholdelse ikke kan ske som følge af bl.a.
manglende betalingsevne hos skyldneren, således at en res-
source- og omkostningstung udlægsforretning til afbrydelse
af forældelsen kan undgås, tilsiger derfor, at udgangspunktet
er, at betalingsevnevurderingen foretages efter tabeltrækme-
toden. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden måtte have
foretaget en betalingsevnevurdering efter budgetmetoden,
og det vurderes, at den stadig giver et retvisende billede af
skyldners betalingsevne, vil denne dog kunne lægges til
grund. Skyldner vil i forbindelse med partshøringen kunne
anmode om en fornyet vurdering, hvis skyldner mener, at
han eller hun nu har en betalingsevne, der vil være til hinder
for en afbrydelse af forældelsen gennem den foreslåede af-
gørelse.
Afbrydelse af forældelsen forudsætter, at afgørelsen er
kommet frem til skyldneren, og at fordringen stadig er rets-
kraftig på tidspunktet for afgørelsens fremkomst. Afbrydel-
sesvirkningen for en fordring omfattet af afgørelsen vil ved
afgørelsens fremkomst indtræde, selv om en anden fordring
omfattet af afgørelsen måtte være forældet inden afgørelsens
fremkomst.
Det foreslås, at den ny forældelsesfrist skal regnes fra af-
gørelsesdatoen.
For fordringer, der omfattes af den foreslåede regel om
indførelse af et fordringskompleks, jf. afsnit 2.1, forudsætter
afbrydelsesvirkningen, at den eller de fordringer, hvis afbry-
delse vil have afbrydelsesvirkning for alle fordringer omfat-
tet af fordringskomplekset, er nævnt i afgørelsen.
Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden, inden
afgørelsen træffes, skal sende et forslag til afgørelse til
skyldneren med en frist på mindst 21 dage regnet fra forsla-
gets dato til at fremkomme med eventuelle bemærkninger til
forslaget. Dette indebærer, at der forud for afgørelsen skal
foretages partshøring af skyldneren.
28
Af forvaltningslovens § 19, stk. 1, 3. pkt., fremgår, at
myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den ud-
talelse, som partshøringen skal give parten lejlighed til at
fremkomme med. I Justitsministeriets vejledning nr. 11740
af 4. december 1986 om forvaltningsloven anføres i pkt.
106, at der ved fastsættelsen af en frist bør gives den pågæl-
dende part rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og
overveje udtalelsens form og indhold. Det foreslås derfor, at
der fastsættes en frist på mindst 21 dage, der skal regnes fra
datoen for forslaget til afgørelse. Restanceinddrivelsesmyn-
digheden kender ikke det eksakte fremkomsttidspunkt, når
PostNord skal anvendes til en fysisk fremsendelse af forsla-
get til afgørelse, fordi den pågældende skyldner i medfør af
§ 5 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere er blevet
fritaget for tilslutningen til Digital Post. Med den foreslåede
frist på mindst 21 dage er der tale om en afvejning af dels
hensynet til restanceinddrivelsesmyndighedens behov for at
kende det eksakte tidspunkt for udløbet af fristen til at frem-
komme med en udtalelse med bemærkninger til forslaget til
afgørelse, dels hensynet til, at skyldneren gives en rimelig
tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje form og
indhold af sin eventuelle udtalelse, jf. ovenfor.
Den foreslåede regel omfatter enhver form for lønindehol-
delse, dvs. både almindelig lønindeholdelse efter § 10 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige og særskilt løninde-
holdelse efter § 10 a. Hvis skyldnerens gæld alene består af
fordringer, der omfattes af § 10 a, f.eks. biblioteksgebyrer,
vil den foreslåede regel alene kunne anvendes, hvis det –
f.eks. som følge af en indsigelse fra skyldneren, jf. § 14, stk.
9, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse
af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr.
1494 af 11. december 2018 – konkret er vurderet, at skyld-
neren vil blive velfærdstruet, hvis særskilt lønindeholdelse
iværksættes.
Hvis skyldnerens gæld under inddrivelse ud over fordrin-
ger, der omfattes af § 10 a, også omfatter andre fordringer,
f.eks. skattegæld, som alene omfattes af adgangen til almin-
delig lønindeholdelse efter § 10, vil den foreslåede regel om
afbrydelse af forældelsen gennem en afgørelse om, at ind-
drivelsen er stillet i bero, alene kunne omfatte disse andre
fordringer, der ikke omfattes af § 10 a, medmindre det kon-
kret er vurderet, at heller ikke særskilt lønindeholdelse kan
ske, jf. ovenfor.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden f.eks. som følge af
skyldnerens såkaldte R75-oversigt, der viser Skatteforvalt-
ningens oplysninger om skyldners eventuelle fast ejendom,
værdipapirer og motorkøretøjer, har kendskab til, at skyld-
neren har aktiver, hvori udlæg kan foretages, vil restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kunne beslutte at gennemføre
en udlægsforretning med henblik på dels at afbryde foræl-
delsen af de fordringer, som udlægsforretningen vedrører,
dels at foretage en inddrivelse, der helt eller delvist kan
dække disse fordringer. Ejer skyldneren sådanne aktiver,
men viser det sig ved opslag i f.eks. tingbogen eller bilbo-
gen, at skyldners faste ejendom eller motorkøretøj er behæf-
tet med pant eller udlæg, der kan have fjernet al friværdi fra
aktivet, vil en udlægsforretning som udgangspunkt ikke bli-
ve gennemført. I stedet vil restanceinddrivelsesmyndigheden
afbryde forældelsen med en afgørelse om, at inddrivelsen er
stillet i bero, fordi lønindeholdelse ikke kan foretages.
Hvis skyldneren bestrider restanceinddrivelsesmyndighe-
dens vurdering af, at skyldneren er uden den til lønindehol-
delse nødvendige betalingsevne, bør det ske ved i forbindel-
se med partshøringen at fremkomme med de til brug for en
individuel betalingsevnevurdering nødvendige oplysninger,
jf. ovenfor om kapitel 7 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj
2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 1494 af 11. december 2018.
Viser det sig herefter, at skyldneren har en betalingsevne
og modtager A-indkomst, vil forældelsen ikke kunne afbry-
des med en sådan afgørelse om, at inddrivelsen er stillet i
bero. I stedet vil restanceinddrivelsesmyndigheden iværk-
sætte lønindeholdelse med henblik på afbrydelse af foræl-
delsen og inddrivelse af gælden.
Da der er tale om en afgørelse, der træffes i medfør af lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil afgørelsen inden
for 3 måneder kunne påklages til Skatteankestyrelsen, jf. §
17 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Skyldneren
vil ikke kunne begrunde klagen med, at skyldneren på kla-
getidspunktet har en betalingsevne. Betalingsevnen skal fo-
religge, da afgørelsen blev truffet, for at skyldner kan få un-
derkendt afgørelsen og dermed dens afbrydelsesvirkning.
Afgørelsen vil også kunne være ugyldig, hvis den er ramt af
formelle mangler, f.eks. manglende partshøring. Skatteanke-
styrelsens afgørelse vil desuden kunne indbringes for dom-
stolene, jf. skatteforvaltningslovens §§ 48 og 49.
Har skyldneren gjort indsigelse mod fordringens eksi-
stens, følger det af forældelseslovens § 21, stk. 2, at foræl-
delse tidligst indtræder, 1 år efter at myndigheden har givet
meddelelse om sin afgørelse. Det samme gælder, hvis den
administrative afgørelse indbringes for domstolene, jf. § 21,
stk. 1, hvorefter forældelse tidligst indtræder 1 år efter sa-
gens endelige afgørelse, hvis der inden forældelsesfristens
udløb af eller mod fordringshaveren er anlagt rets- eller
voldgiftssag om grundlaget for fordringen, dvs. om der be-
står en fordring, idet dens størrelse ikke er et tema.
Det foreslås, at der for tilfælde, hvor en sag om gyldighe-
den af restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse efter
den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 8, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige er indbragt for Landsskatte-
retten, jf. § 17, eller for domstolene, indtræder forældelse
tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse. En endelig afgø-
relse foreligger, hvor fristen for indbringelse af Landsskatte-
rettens afgørelse for domstolene er udløbet, uden at afgørel-
sen er blevet indbragt, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk.
3, 1. pkt., hvorefter en endelig administrativ afgørelse ikke
kan indbringes for domstolene, senere end 3 måneder efter
at afgørelsen er truffet, jf. dog stk. 4, hvorefter en endelig
administrativ afgørelse, hvorover der inden udløbet af fri-
sten i stk. 3, 1. pkt., er indgivet klage til Folketingets Om-
budsmand, ikke kan indbringes for domstolene, senere end 1
måned efter at Folketingets Ombudsmand har afsluttet sin
behandling af sagen, idet fristen dog aldrig kan være kortere
end fristen efter stk. 3, 1. pkt. Af § 49 følger, at Skattemini-
29
steriet kan indbringe Landsskatterettens afgørelse for dom-
stolene, senest 3 måneder efter at Landsskatteretten har truf-
fet afgørelse.
Er den administrative afgørelse rettidigt blevet indbragt
for domstolene, vil spørgsmålet om, hvornår en endelig af-
gørelse foreligger, skulle afgøres på samme måde som
spørgsmålet om, hvornår en endelig afgørelse foreligger i
relation til forældelseslovens § 21, stk. 1. I lovforslaget til
forældelsesloven, jf. lovforslag nr. L 165, anføres i de speci-
elle bemærkninger til § 21, stk. 1, jf. Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side 5637, at tillægsfristen regnes fra sa-
gens endelige afgørelse. I tilfælde, hvor afgørelsen ankes in-
den for de almindelige frister herfor, vil fristen skulle regnes
fra datoen for ankeinstansens afgørelse. Hvis fordringshave-
ren inden for de frister, der gælder herfor, ansøger om og
meddeles oprejsningsbevilling (dvs. tilladelse til at appellere
en retsafgørelse, selv om appelfristen er udløbet), anketilla-
delse eller tredjeinstansbevilling efter retsplejelovens § 368,
stk. 1 og 2, § 371 og § 372, stk. 1 og 2, vil fristen på samme
måde skulle regnes fra datoen for den senere afgørelse. En
tilladelse til ekstraordinær anke/genoptagelse efter retspleje-
lovens § 399 vil derimod som udgangspunkt ikke medføre,
at det oprindelige sagsanlæg bevarer sin fristafbrydende
virkning.
Forslaget vil gøre det lettere for restanceinddrivelsesmyn-
digheden at afbryde forældelsen.
Det er dog tanken, at der forud for hver afgørelse om af-
brydelse skal foretages en konkret vurdering af, om det hen-
set til skyldnerens betalingsevne giver mening at fastholde
gælden og eventuelt iværksætte en udlægsforretning over
for skyldner for at få dækket gælden i stedet for at træffe en
afgørelse om afbrydelse. Endvidere bør det overvejes, om
gælden eventuelt bør afskrives, hvilket kan ske ved at undla-
de afbrydelse af forældelsen, jf. § 16, stk. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige. Som anført i afsnit 2.8 fore-
slås det at ændre § 16, således at bestemmelsen også giver
adgang til endelig afskrivning, hvis det må anses for åben-
bart formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssige om-
kostninger at fortsætte inddrivelsen, og ikke – som bestem-
melsen i dag administreres – alene giver adgang til afgangs-
førelse af fordringer som uerholdelige, dvs. at endelig af-
skrivning først sker efter indtrådt forældelse.
Det vil endvidere stadig være muligt for skyldnere, der er
uden udsigt til inden for de nærmeste år at betale deres gæld,
at søge om eftergivelse efter § 13 i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
2.3. Justering af regel om restanceinddrivelsesmyn-
dighedens håndtering af accessorisk forældelse
2.3.1. Gældende ret
For renter og gebyrer, der omfattes af forældelsesloven,
gælder lovens 3-årige forældelsesfrist, selv om den fordring,
de vedrører, har en 10-årig forældelsesfrist som følge af et
særligt retsgrundlag, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, hvor-
efter forældelsesfristen er 10 år, når der for fordringen er ud-
stedt et gældsbrev, når fordringen er registreret i en værdipa-
pircentral, eller når fordringens eksistens og størrelse er an-
erkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspå-
krav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse.
Den 3-årige forældelsesfrist for sådanne renter og gebyrer
fremgår af § 5, stk. 2, og omhandler senere forfaldne renter
og gebyrer. For renter og gebyrer omfattet af det særlige
retsgrundlag, f.eks. en dom, gælder således den 10-årige for-
ældelsesfrist.
Ud over denne selvstændige forældelse omfattes renter og
gebyrer dog også af en såkaldt accessorisk forældelse. Ved
forældelse af en hovedfordring bortfalder således også krav
på rente og lignende ydelse, jf. forældelseslovens § 23, stk.
2. Denne bestemmelse om accessorisk forældelse af renter
og lignende ydelser – navnlig gebyrer – lovfæster den før
forældelseslovens ikrafttrædelse den 1. januar 2008 antagne
retstilstand. Accessorisk forældelse kan bl.a. begrundes
med, at formålet bag forældelsesreglerne tilsiger, at der ikke
længere skal foretages en vurdering af fordringens eksistens
og størrelse, når fordringen er forældet. En stillingtagen til
berettigelsen af f.eks. et rentekrav vil netop kræve en stil-
lingtagen til hovedfordringens eksistens og størrelse, da ren-
ten påløb.
Ved afklaringen af, om et krav på rente er retskraftigt, er
det således ikke tilstrækkeligt at se på, om rentens selvstæn-
dige forældelsesfrist er udløbet. Det skal også afklares, om
hovedfordringen er retskraftig. Er hovedfordringen ikke
længere retskraftig, er renten også forældet (accessorisk),
selv om rentens selvstændige forældelsesfrist endnu ikke er
udløbet.
KOBRA-systemet anvendes til Skatteforvaltningens op-
krævning af fysiske personers skyldige skatter, herunder
restskat og B-skat.
Opkrævningen af restskat reguleres af kildeskattelovens §
61. Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgø-
relse senest den 1. oktober i året efter indkomståret, overfø-
res den del af restskatten med eventuelle skyldige renter ef-
ter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 19.600
kr. (2017-niveau) med tillæg af et til den overførte restskat
svarende tillæg efter stk. 2, som et yderligere tilsvar for det
efterfølgende år, til hvis dækning der opkræves yderligere
A-skat, B-skat eller arbejdsmarkedsbidrag for dette år, jf. §
61, stk. 3, 1. pkt. Et eventuelt resterende beløb efter § 61,
stk. 3, med tillæg efter stk. 2 forfalder ifølge § 61, stk. 4, 1.
pkt., til betaling i 3 rater den 1. i hver af månederne august,
september og oktober i året efter indkomståret med sidste
rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Udskrives
årsopgørelsen først den 1. august i året efter indkomståret el-
ler senere, forfalder raterne dog først til betaling den 1. i
hver af de nærmest følgende 3 måneder med sidste rettidige
betalingsfrist den 20. i forfaldsmåneden, jf. § 61, stk. 4, 2.
pkt.
Er et beløb, som en skattepligtig efter kildeskatteloven
skal indbetale til det offentlige, ikke betalt rettidigt, skal den
pågældende betale en statskassen tilfaldende rente, der ud-
gør renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med
tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfalds-
dagen at regne, jf. kildeskattelovens § 63, 1. pkt. Renter af
30
skat, der påhviler den skattepligtige, opgøres én gang om
året og opkræves sammen med restskatten for de pågælden-
de år, jf. 2. pkt., som beskrevet ovenfor.
Ifølge kildeskattelovens § 63 opkræves renter af for sent
betalt personskat således på årsopgørelsen for det år, hvor
renterne er påløbet, dvs. i året efter det indkomstår, der gav
anledning til, at restskatten opstod, og sammen med den be-
regnede restskat for dette indkomstår. Dvs. at opkrævningen
af rente efter kildeskattelovens § 63 af for sent betalte per-
sonskatter fra ét indkomstår i henhold til lovgivningen op-
kræves med restskat for et senere indkomstår.
For restskat eller yderligere restskat, der skyldes en æn-
dret årsopgørelse, gælder kildeskattelovens § 61, stk. 3-6,
tilsvarende for betaling af beløbet, jf. lovens § 62 A, stk. 1,
1. pkt. Restskat eller yderligere restskat efter 1. pkt. med til-
læg efter § 61, stk. 2, forrentes ifølge § 62 A, stk. 1, 3. pkt.,
med renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med
tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1.
september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsda-
toen.
Lovgivningen vedrørende afregning af personskatter er
dermed tilrettelagt på en sådan måde, at der ikke er en sam-
menhæng mellem renterne og den hovedstol, som renterne
er beregnet af. Afregningsmetoden er valgt, fordi den giver
en nem afregning med færrest mulige opkrævninger til skat-
teyderne.
Skatteforvaltningens opkrævning af A-skat, moms, told
m.v. hos virksomheder m.v. foregår via skattekontoen, jf.
opkrævningslovens kapitel 5. Det samme gælder Skattefor-
valtningens udbetaling af f.eks. negativ moms. I § 16 be-
stemmes således, at ind- og udbetalinger af de i bestemmel-
sen nævnte tilsvar, bl.a. skatter og afgifter efter lovens § 1,
stk. 1 og 2, fra og til virksomheder, selskaber, fonde og for-
eninger, offentlige myndigheder, institutioner m.v. indgår i
en samlet saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i
dette kapitel. Efter § 16 a, stk. 1, modregnes ind- og udbeta-
linger af skatter og afgifter m.v. omfattet af § 16 automatisk
efter et saldoprincip, og meddelelse om modregning fremgår
af skattekontoen.
Efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, 1. pkt., forrentes
en debetsaldo med den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf.
stk. 2. Renten beregnes dagligt og tilskrives månedligt, jf. 2.
pkt. Der beregnes således renters rente på skattekontoen, og
renten vil være beregnet af den til enhver tid værende debet-
saldo og ikke af de enkelte krav på kontoen. Toldskyld for-
rentes ifølge § 16 c, stk. 2, dog med renten fastsat i EU-told-
kodeksens artikel 114, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 2.
Det betyder, at Skatteforvaltningens opmærksomhed i op-
krævningsmæssig sammenhæng alene retter sig mod den til
enhver tid værende saldo og ikke mod den eller de enkelte
krav, som denne saldo er sammensat af.
Det i lovgivningen forudsatte om opkrævningsmetoden
for personskatter efter kildeskatteloven (KOBRA) og skatter
og afgifter efter opkrævningsloven (skattekontoen) skabte
hos restanceinddrivelsesmyndigheden problemer i forhold
til overholdelsen af forældelseslovens § 23, stk. 2, om acces-
sorisk forældelse for renter efter kildeskattelovens §§ 62 A
og 63 og renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen,
jf. opkrævningslovens § 16, samt andre fordringshaversyste-
mer, der i lighed med skattekontoen har hjemmel til at an-
vende et saldoprincip.
Skatteministeren fremsatte derfor lovforslag nr. L 226 for
at løse disse problemer, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L
226 som fremsat, side 14 ff. Lovforslaget blev enstemmigt
vedtaget den 24. maj 2018, og med ændringsloven, lov nr.
551 af 29. maj 2018, blev der med § 3 B i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige indsat en bestemmelse, der i stk.
1 bestemmer, at renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63
og renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf. op-
krævningslovens § 16, eller andre fordringshaversystemer,
der anvender et saldoprincip, med hensyn til forældelse be-
handles som selvstændige hovedkrav, efter at restanceind-
drivelsesmyndigheden har modtaget dem til inddrivelse. Det
samme gælder renter og gebyrer, som restanceinddrivelses-
myndigheden modtager til inddrivelse, uden at hovedkravet
samtidig overdrages til inddrivelse, eller uden at det i forbin-
delse med overdragelsen oplyses, at hovedkravet allerede er
under inddrivelse. Andre gebyrer end dem, der nævnes i 1.
og 2. pkt., anses, når de modtages hos restanceinddrivelses-
myndigheden til inddrivelse, med hensyn til accessorisk for-
ældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2, alene at vedrøre
det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses at
være knyttet til.
Efter § 3 B, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om
de forhold, der reguleres af stk. 1.
Bestemmelsen i § 3 B i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige finder ikke anvendelse på fordringer m.v., der
modtages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den før den 1. juni 2018, jf. § 11, stk. 3, 1. pkt., i lov nr. 551
af 29. maj 2018.
2.3.2. Lovforslaget
Den foreslåede bestemmelse om én forældelsesfrist for
hvert fordringskompleks, jf. ovenfor i afsnit 2.1, skal bl.a.
sikre, at det kun er nødvendigt at håndtere accessorisk foræl-
delse under inddrivelse for renter, der indberettes med rela-
tion til en hovedfordring og dermed indgår i et fordrings-
kompleks med denne hovedfordring. Restanceinddrivelses-
myndighedens nye inddrivelsessystem vil således alene kun-
ne registrere og maskinelt tage højde for én forældelsesfrist
pr. fordringskompleks.
Når en rente indgår i et sådant fordringskompleks, vil ind-
drivelsessystemet ikke kunne registrere og tage højde for
nogen selvstændig forældelsesfrist for denne rentefordring.
Kun i de tilfælde, hvor fordringerne oversendes til inddrivel-
se uden relation til en hovedfordring, vil det fortsat være re-
levant og muligt at anse sådanne renter for selvstændige ho-
vedfordringer, der derfor ikke forældes accessorisk, dvs.
sammen med den hovedfordring, som de er beregnet af, jf.
forældelseslovens § 23, stk. 2, sammenholdt med reglen i §
3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
31
Renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, der overdra-
ges til inddrivelse fra Skattestyrelsens system KOBRA (per-
sonskatter), vil efter den nuværende affattelse af § 3 B i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige skulle behandles
som selvstændige hovedkrav i relation til forældelse. Sådan-
ne renter kan imidlertid ved overdragelsen til inddrivelse
være relateret til den personskat, som renterne i henhold til
det i kildeskatteloven fastsatte om fremgangsmåden for op-
krævning af personskatter er opkrævet på rate med. Da ud-
viklingen af det nye inddrivelsessystem forudsætter, at en
oplyst relation kan lægges til grund for de foreslåede regler
om et fordringskompleks, vil den nuværende affattelse af
bestemmelsen i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige ikke kunne administreres korrekt på
baggrund af de registrerede oplysninger.
I forbindelse med onboardingforløbet med henblik på til-
slutning af Skattestyrelsens system KOBRA (personskatter)
til det nye inddrivelsessystem har det derudover vist sig, at
der fortsat er verserende henstandssager, der kan omfatte
renter efter § 13, stk. 5, i den tidligere lovbekendtgørelse nr.
961 af 25. september 2008 om arbejdsmarkedsbidrag, som
blev ophævet ved udgangen af indkomståret 2010, jf. § 8,
stk. 2, i den gældende lov om arbejdsmarkedsbidrag. Der er
tale om renter af restbidrag opkrævet i perioden 1994-2010.
Disse renter vil med den gældende ordlyd af § 3 B i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige ikke være omfattet af
hovedkravsvirkningen, når de modtages til inddrivelse uden
en oplyst relation til et hovedkrav.
For renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf.
opkrævningslovens § 16, forventes det via en systemtilret-
ning af Skattestyrelsens it-system at blive muligt fremadret-
tet at relatere disse til det hovedkrav, de vedrører, når for-
dringerne overdrages til inddrivelse. Denne systemtilretning
forventes at være gennemført forud for tilslutningen til det
nye inddrivelsessystem, således at renter og gebyrer fra
skattekontoen i det nye inddrivelsessystem forventes at blive
relateret til rentens hovedfordring.
Den manglende mulighed for at relatere renter og gebyrer
fra skattekontoen til deres hovedkrav var baggrunden for, at
disse renter og gebyrer med hensyn til forældelse skulle be-
handles som selvstændige hovedkrav, efter at restanceind-
drivelsesmyndigheden havde modtaget dem til inddrivelse,
jf. reglen i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Denne udfordring forventes aktuelt at kun-
ne løses for renter og gebyrer, der fra skattekontoen sendes
til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndighedens nye ind-
drivelsessystem. For renter og gebyrer, der opkræves via
skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, og som allerede i
dag er modtaget til inddrivelse i DMI, eller som frem til
tidspunktet for tilslutning af skattekontoen til det nye inddri-
velsessystem modtages her, er det dog fortsat ikke muligt at
relatere disse til deres hovedkrav. Det forventes derudover,
at der i en overgangsperiode efter tilslutningen til det nye
inddrivelsessystem fortsat kan blive sendt allerede tilskrevne
renter og renter heraf som hovedkrav.
Der foreslås derfor en nyaffattelse af § 3 B, stk. 1, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, således at be-
stemmelsen alene gælder for renter efter kildeskattelovens
§§ 62 A og 63, renter efter § 13, stk. 5, i lovbekendtgørelse
nr. 961 af 25. september 2008 om arbejdsmarkedsbidrag og
renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf. op-
krævningslovens § 16, eller andre fordringshaversystemer,
der anvender et saldoprincip, når disse af restanceinddrivel-
sesmyndigheden er modtaget til inddrivelse, uden at det i
forbindelse med overdragelsen er oplyst, hvilket hovedkrav
renterne eller gebyrerne vedrører.
Efter nyaffattelsen vil bestemmelsen således bestemme, at
renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, renter efter §
13, stk. 5, i lovbekendtgørelse nr. 961 af 25. september 2008
om arbejdsmarkedsbidrag og renter og gebyrer, der opkræ-
ves via skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, eller an-
dre fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip,
med hensyn til forældelse kun behandles som selvstændige
hovedkrav, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har
modtaget dem til inddrivelse, såfremt disse renter og geby-
rer er modtaget til inddrivelse uden en oplyst relation til en
hovedfordring.
Samtidig foreslås, at der i stedet med et 2. pkt. indsættes
en bestemmelse, hvorefter de i 1. pkt. nævnte renter, dvs.
renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, renter efter §
13 i lovbekendtgørelse nr. 961 af 25. september 2008 om ar-
bejdsmarkedsbidrag og renter, der opkræves via skattekon-
toen, jf. opkrævningslovens § 16, eller andre fordringshaver-
systemer, der anvender et saldoprincip, med hensyn til ac-
cessorisk forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2, an-
ses at vedrøre det hovedkrav, der ved overdragelsen af de
nævnte renter oplyses over for restanceinddrivelsesmyndig-
heden.
Den oplyste relation mellem de i bestemmelsen nævnte
renter på den ene side og hovedkravet på den anden side
skal således være afgørende for den accessoriske forældelse.
Dette gælder, selv om renterne efter kildeskattelovens §§ 62
A og 63 i nogle tilfælde reelt vedrører et eller flere andre ho-
vedkrav. Renter, der sendes til inddrivelse fra skattekontoen,
forventes ved tilslutning til det nye inddrivelsessystem at
kunne relateres til det hovedkrav, som disse vedrører. Den
endelige systemændring kendes dog ikke på nuværende tids-
punkt, hvorfor også disse renter foreslås omfattet af bestem-
melsen, således at det oplyste hovedkrav lægges til grund
med hensyn til accessorisk forældelse, selv om der ikke måt-
te være tale om det rigtige hovedkrav.
Den foreslåede ændring vil ikke bevirke en udskydelse af
disse renters forældelsesdato i forhold til den forældelsesda-
to, der følger af gældende ret, hvorefter renterne anses som
selvstændige hovedkrav i relation til forældelse, hvilket
medfører, at de omfattes af reglen i § 18 a, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige om foreløbig afbrydel-
se. Disse renter vil derfor efter gældende ret tidligst bortfal-
de ved forældelse, når der er gået 3 år fra modtagelsen til
inddrivelse.
Med den foreslåede ændring vil disse renter respektive
renter og gebyrer, når der oplyses en relation til et bestemt
hovedkrav, i relation til accessorisk forældelse skulle anses
at vedrøre dette hovedkrav. Hovedkravet vil ligesom renter-
32
ne respektive renterne og gebyrerne efter gældende ret være
omfattet af § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige om foreløbig afbrydelse, hvorefter både hoved-
kravet og renterne respektive renterne og gebyrerne tidligst
selvstændigt forældes, når der er gået 3 år fra modtagelsen
til inddrivelse, og dette vil derfor også være tilfældet med
renternes respektive renternes og gebyrernes accessoriske
forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2.
Gebyrer, der opkræves via skattekontoen, og som ikke ved-
rører nogen fordring, fordi der f.eks. er tale om gebyrer efter
momslovens § 62, stk. 8, hvorefter der skal betales et gebyr
på 65 kr. pr. afgiftsperiode for virksomheder, der efter stk. 1
og 4 er pålagt at skulle anvende forkortet afgiftsperiode, vil
heller ikke fremadrettet blive overdraget til restanceinddri-
velsesmyndigheden med nogen oplyst relation til et hoved-
krav. Sådanne gebyrer vil i stedet være omfattet af bestem-
melsen i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, hvis ordlyd som nævnt ovenfor samtidig fore-
slås justeret, således at det fremgår, at den i 1. pkt. fastsatte
hovedkravsvirkning med hensyn til forældelse gælder de i
bestemmelsen nævnte renter og gebyrer, som restanceind-
drivelsesmyndigheden modtager til inddrivelse, uden at det i
forbindelse med overdragelsen oplyses, hvilket hovedkrav
renterne eller gebyrerne vedrører.
Renter fra skattekontoen, der på tidspunktet for tilslutning
af skattekontoen til det nye inddrivelsessystem allerede er
tilskrevet vil ikke blive relateret til noget hovedkrav, når dis-
se eller senere renter heraf overdrages til restanceinddrivel-
sesmyndigheden. Disse renter vil derfor i relation til foræl-
delse skulle anses som selvstændige hovedkrav, jf. bestem-
melsen i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, der som sagt foreslås nyaffattet. Det samme
gælder andre situationer, hvor renter fra skattekontoen ikke
måtte være relateret til et hovedkrav ved overdragelsen til
restanceinddrivelsesmyndigheden. Renter og gebyrer fra
skattekontoen, som allerede i dag er modtaget til inddrivelse
i DMI, eller som senere modtages til inddrivelse i et af re-
stanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, an-
ses således som selvstændige hovedkrav i relation til foræl-
delse og de foreslåede regler om et fordringskompleks, jf.
ovenfor i afsnit 2.1.2.
Der arbejdes aktuelt med retskraftvurdering og oprydning
af fordringsmassen i DMI med henblik på at kunne konver-
tere fordringer til det nye inddrivelsessystem. Bestemmelsen
i § 3 B i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige efter
den foreslåede nyaffattelse omfatter i den forbindelse også
renter og gebyrer, der senere måtte få eller miste en relation
til et hovedkrav. Hovedkravsvirkningen i § 3 B, stk. 1, 1.
pkt., omfatter dog i alle tilfælde kun sådanne renter og geby-
rer, der ikke på tidspunktet, hvor en relation bortfaldt, var
forældet.
Som følge af den foreslåede nyaffattelse af § 3 B, stk. 1, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter
renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf. op-
krævningslovens § 16, eller andre fordringshaversystemer,
der anvender et saldoprincip, alene behandles som selvstæn-
dige hovedkrav, når disse er modtaget til inddrivelse uden
en relation til et hovedkrav, foreslås samtidig i § 3 B, stk. 1,
3. pkt., at gebyrer, der modtages af restanceinddrivelses-
myndigheden til inddrivelse, med hensyn til accessorisk for-
ældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2, efter deres mod-
tagelse alene skal anses at vedrøre det hovedkrav, som geby-
ret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til. Bestem-
melsen vil herefter også omfatte de i § 3 B, stk. 1, 1. pkt.,
nævnte gebyrer, da disse også kan modtages til inddrivelse
med en relation. Bestemmelsen i 1. pkt. indeholder alene en
hovedkravsvirkning for gebyrer, der modtages uden en op-
lyst relation til hovedkravet.
Med den foreslåede nyaffattelse af § 3 B, stk. 1, 3. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil gebyrer, der
af restanceinddrivelsesmyndigheden modtages til inddrivel-
se, således med hensyn til accessorisk forældelse efter for-
ældelseslovens § 23, stk. 2, skulle anses alene at vedrøre det
hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses at være
knyttet til. Selv om gebyret også vedrører en fordring, som
gebyret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessy-
stem ikke er oplyst at være knyttet til, og som endnu ikke er
forældet, da den hovedfordring, som gebyret ved overdra-
gelsen oplyses at være knyttet til, forældes, vil restanceind-
drivelsesmyndigheden derfor kunne afskrive gebyret som
accessorisk forældet efter forældelseslovens § 23, stk. 2. Be-
stemmelsen gør det således muligt for restanceinddrivelses-
myndigheden alene at lægge den oplyste relation til grund
ved vurdering af accessorisk forældelse og ved administra-
tion af de foreslåede regler om et fordringskompleks i denne
lov.
2.4. Forrang for det offentliges modregning ved transport i
Skatteforvaltningens udbetalinger
2.4.1. Gældende ret
Ved modregning ophører to fordringer – modfordring og
hovedfordring – i det omfang de beløbsmæssigt dækker hin-
anden. Modregning er en let adgang for en fordringshaver
(modregneren) til at opnå fyldestgørelse for sit krav, der be-
tegnes modfordringen, idet modregningen gennemføres ved
fordringshavers erklæring til modfordringens skyldner (ho-
vedmanden) om den gennemførte modregning, der indebæ-
rer, at hovedmandens fordring, der betegnes hovedfordrin-
gen, ikke vil blive betalt, i det omfang modfordringen be-
løbsmæssigt dækker hovedfordringen. Modregningen får
virkning fra erklæringens fremkomst som følge af erklærin-
gens påbudsvirkning.
De almindelige modregningsbetingelser hviler på retssæd-
vane og forudsætter, at der består gensidighed, dvs. at mod-
regneren har et krav mod hovedmanden, der tilsvarende har
et krav mod modregneren. En statslig myndighed m.v. kan
gennemføre modregning, selv om en anden statslig myndig-
hed m.v. skal forestå udbetalingen til skyldner. Der gælder
således et princip om identitet mellem statslige myndigheder
m.v., når staten modregner, jf. Højesterets dom i Ugeskrift
for Retsvæsen 1955, side 13.
Derudover kræves, at fordringerne er afviklingsmodne,
dvs. at modfordringen skal være forfalden til betaling, mens
33
frigørelsestiden for hovedfordringen skal være indtrådt. Har
hovedmanden fået indrømmet løbedage til betalingen, kan
modregneren først gennemføre modregning på sidste rettidi-
ge betalingsdag, jf. Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæ-
sen 1963, side 126. Modregning kan således tidligst gen-
nemføres på den sidste dag, der vil indebære rettidig beta-
ling.
Modfordringen og hovedfordringen skal også være udjæv-
nelige, dvs. af samme art, f.eks. pengekrav. Modfordringen
skal desuden være retskraftig, dvs. ikke ophørt ved forældel-
se, præklusion m.v.
Modregningserklæringen er en afgørelse, der vil kunne
påklages efter de sædvanlige regler, f.eks. til Skatteankesty-
relsen, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden gennemfører
modregningen, jf. § 17 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Det er dog fogedretten, der tager stilling til en
indsigelse mod modregning med kontrolafgifter for overtræ-
delse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselska-
ber, jf. § 18 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
For forfaldne fordringer, der omfattes af lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, indtræder fordringshaveren i ret-
ten til udbetalinger fra staten for et beløb, der svarer til den
skyldige betaling, jf. § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Restanceinddrivelsesmyndigheden indtræ-
der ved modtagelsen af fordringer til inddrivelse i kreditor-
beføjelserne, jf. lovens § 3, stk. 1, og vil derfor i medfør af §
8, stk. 1, kunne modregne fordringen i skyldners fordring
mod staten (udbetalingsfordring). En tilladelse til afdragsvis
betaling eller henstand med betalingen afskærer ifølge § 9,
stk. 1, ikke det offentliges adgang til at foretage modregning
i udbetalinger fra det offentlige. Modregning, der gennemfø-
res af restanceinddrivelsesmyndigheden eller af Skattefor-
valtningen som fordringshaver, kan ifølge § 9 a, stk. 1, ske
uden partshøring af skyldneren og uden forudgående vurde-
ring af dennes økonomiske forhold.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er ifølge § 9 a, stk. 2, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i begrundelsen
for en afgørelse om modregning alene forpligtet til at henvi-
se til, at fordringen er under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden. Reglen skal ses i sammenhæng med, at
alene fordringer, hvis betalingsfrist er overskredet, kan sen-
des til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf.
§ 2, stk. 3, 1. pkt., hvorfor modfordringen således vil være
forfalden.
Ved modregning med renter efter kildeskattelovens §§ 62
A og 63 lægger restanceinddrivelsesmyndigheden det ho-
vedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden ved modta-
gelsen af disse renter fik oplyst, til grund, når modregningen
gennemføres, efter at skyldnerens krav på udbetaling fra sta-
ten er overdraget til tredjemand, jf. § 9 a, stk. 3, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Reglen, der skal ses i
sammenhæng med § 28 i lov om gældsbreve om modreg-
ning ved transporter, skyldes, at de nævnte renter ikke kan
relateres til den personskat, de vedrører, og dermed kan det
for modregningen i medfør af § 28 afgørende stiftelsestids-
punkt ikke afklares.
§ 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige regulerer
dækningsrækkefølgen for fordringer, der alle opfylder betin-
gelserne for modregning, men hvor ikke alle fordringer kan
dækkes med udbetalingsfordringen. Efter stk. 1, nr. 1, dæk-
kes først fordringer under opkrævning, for hvilke den udbe-
talende myndighed er fordringshaver, i det omfang denne
myndighed træffer afgørelse om modregning (intern mod-
regning). Dernæst dækkes ifølge nr. 2 de fordringer, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Endelig dækkes ifølge nr. 3 andre fordringer under opkræv-
ning.
Hvor kun delvis dækning inden for samme kategori er
mulig, anvendes ifølge § 7, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige ved restanceinddrivelsesmyn-
dighedens modregning dækningsrækkefølgen efter § 4,
hvorefter bøder dækkes først, dernæst underholdsbidrag,
idet private krav dog dækkes først, og endelig andre fordrin-
ger under inddrivelse, idet renter i alle tilfælde dækkes forud
for hovedkravet, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt. Er der ikke dækning
for alle fordringer inden for samme kategori (bøder, under-
holdsbidrag og andre fordringer), dækkes fordringerne i den
rækkefølge, hvori de er modtaget hos restanceinddrivelses-
myndigheden, således at den fordring, der er modtaget først,
dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt.
For en opkrævningsrente lægges det ved modtagelsen
over for restanceinddrivelsesmyndigheden oplyste hoved-
krav til grund ved anvendelsen af § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. 3. pkt., mens 4.
pkt. bestemmer, at dækningsreglen i 1. pkt. anvendes, hvor
en sådan oplysning om hovedkravet ikke er givet.
Er der med udbetalingsfordringen alene mulighed for en
delvis dækning af fordringerne i § 7, stk. 1, nr. 3, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, dvs. andre fordringer
(end den udbetalende myndigheds fordringer) under op-
krævning, dækkes disse i den rækkefølge, hvori de er regi-
streret i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregi-
ster, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt.
Bestemmelserne i § 7, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige finder ifølge stk. 3 ikke anvendelse
ved modregning i sociale ydelser, som en kommune kan
gennemføre i en udbetaling fra Udbetaling Danmark, eller
som Udbetaling Danmark kan gennemføre i en udbetaling
fra en kommune, uden at fordringen er registreret i restan-
ceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, hvis modreg-
ningen gennemføres efter fordringshavers anmodning direk-
te til den udbetalende myndighed om i udbetalingsbeløbet at
fradrage et beløb svarende til den skyldige fordring.
Lov om gældsbreve regulerer i § 28, i hvilket omfang en
fordringshaver kan modregne sin fordring (modfordringen)
mod skyldneren, hvis skyldneren mod fordringshaveren til-
svarende har en fordring (hovedfordringen), der er overdra-
get (transporteret) til en tredjemand. Ved en sådan overfør-
sel af hovedfordringen ophører det gensidighedsforhold, der
efter de almindelige modregningsregler er en betingelse, for
at fordringshaveren (modregneren) kan foretage modregning
over for sin skyldner (hovedmanden), jf. ovenfor.
34
I § 28 i lov om gældsbreve er bestemt, at en skyldner kan
benytte en fordring på overdrageren til modregning, med-
mindre skyldneren har erhvervet fordringen efter det tids-
punkt, da skyldneren fik kundskab eller formodning om
overdragelsen. Var fordringen uforfalden på dette tidspunkt,
kan den dog kun bruges til modregning, hvis den forfaldt se-
nest samtidig med gældsbrevsfordringen.
Det følger således af bestemmelsen, at fordringshaveren
(der i § 28 betegnes »skyldneren«) kan benytte sin fordring
– modfordringen – mod skyldneren (der i § 28 betegnes
»overdrageren«) til modregning i skyldnerens fordring – ho-
vedfordringen – mod fordringshaveren, medmindre for-
dringshaveren har erhvervet modfordringen efter det tids-
punkt, da fordringshaveren fik kundskab eller formodning
om overdragelsen af hovedfordringen. Med andre ord skal
modfordringen mod skyldneren – overdrageren – være stif-
tet på det tidspunkt, da fordringshaveren fik kundskab eller
formodning om overdragelsen af hovedfordringen. For-
dringshaveren skal således være i god tro om overdragelsen
af hovedfordringen, for at fordringshaveren kan modregne
sin modfordring i hovedfordringen. Fordringshaveren vil ik-
ke være i god tro, hvis fordringshaveren har fået underret-
ning om overdragelsen, fordi et kundskab om denne da er
opstået. Fordringshaveren vil heller ikke være i god tro, hvis
fordringshaveren på anden måde har hørt om overdragelsen,
fordi der da vil være opstået en formodning om overdragel-
sen. Bevisbyrden for, at fordringshaveren var i ond tro ved
sin modregning, påhviler erhververen af fordringen. Både
stiftelsestidspunktet og kundskabstidspunktet er i princippet
et bestemt klokkeslæt, hvilket får betydning, hvis de begge
indtræder på samme dag.
Bestemmelsen i § 28 i lov om gældsbreve er baseret på
samme forventningsprincip som § 27, hvorefter erhververen,
hvis et simpelt gældsbrev overdrages til eje eller pant, ikke
får bedre ret end overdrageren, medmindre andet følger af
særlige retsregler. De indsigelser, som fordringens skyldner
kan gøre gældende over for fordringshaver, jf. herom lovens
§ 1, kan således også gøres gældende over for en erhverver
af det simple gældsbrev. Ligesom § 28 anvendes også § 27
analogt på simple fordringer, for hvilke et gældsbrev ikke er
udstedt. Bestemmelsen i § 28 er udtryk for, at en modreg-
ningsforventning, som fordringens skyldner har, ikke mistes
ved en overdragelse, jf. Preben Lyngsø i Gældsbrevloven
med kommentar (3. udgave, 1989), side 190.
Bestemmelsen i § 28 i lov om gældsbreve omfatter såvel
overdragelse til eje som pant (sikkerhed). En overdragelse
kan være beløbsbegrænset – dvs. at den omfatter et bestemt
beløb, der kan rummes i fordringen – men behøver ikke at
være det. Bestemmelsen anvendes analogt på visse andre
overførsler af retten til hovedfordringen, f.eks. som følge af
kreditorforfølgning i form af udlæg, beslaglæggelse og ar-
rest, men derimod ikke konkurs, hvor konkurslovens § 42
afgør, i hvilket omfang fordringshaver kan gennemføre
modregning.
Ved overdragelse af en simpel fordring til eje eller pant
har overdragelsen ikke gyldighed mod overdragerens kre-
ditorer, medmindre skyldneren fra overdrageren eller er-
hververen har fået underretning om overdragelsen, jf. § 31,
stk. 1, i lov om gældsbreve, der efter ordlyden anvendes på
simple gældsbreve, men i praksis også anvendes på simple
fordringer, for hvilke et gældsbrev ikke er udstedt. Enten
overdrageren eller erhververen skal ved sådanne viljesbe-
stemte overdragelser til eje eller pant således give fordrin-
gens skyldner underretning – også kaldet »denuntiation« –
om overdragelsen, og denne denuntiation har karakter af
sikringsakt, dvs. en foranstaltning, der er nødvendig for at
beskytte overdragelsen mod overdragerens kreditorer, der
ved deres retsforfølgning, f.eks. udlæg eller konkurs, vil
ekstingvere (fortrænge) erhververens ret til fordringen, hvis
sikringsakten ikke er iagttaget, selv om kreditorerne måtte
være i ond tro om overdragelsen.
En denuntiation til fordringens skyldner er også nødven-
dig, hvis en fordring er overdraget til flere. I § 31, stk. 2, i
lov om gældsbreve er således bestemt, at hvis en fordrings-
haver har overdraget gældsbrevet til flere forskellige, går en
senere erhverver forud, når skyldneren først har fået under-
retning om overdragelsen til denne senere erhverver, og er-
hververen var i god tro ved underretningen. Også denne be-
stemmelse anvendes analogt på simple fordringer. Den, der
først har fået en fordring overdraget til sig, må derfor sikre
sig, at fordringens skyldner underrettes om overdragelsen. I
modsat fald risikerer denne erhververs ret til fordringen at
blive ekstingveret af en senere erhverver, der var i god tro
om den tidligere overdragelse og selv har opfyldt sin sik-
ringsakt, dvs. denuntiation til fordringens skyldner.
Egentlige formkrav til denuntiationen efter § 31, stk. 1 og
2, i lov om gældsbreve er ikke opstillet, men der er i retsteo-
rien enighed om, at den skal være klar og tydelig, dvs. egnet
til at identificere fordringen og bibringe fordringens skyld-
ner den viden, at fordringen er overdraget, så overdrageren
ikke længere er materielt berettiget til den.
Denuntiationen har karakter af et påbud, hvorfor dens
virkning som sikringsakt indtræder ved dens fremkomst til
fordringens skyldner. Det kræves ikke, at fordringens skyld-
ner har gjort sig bekendt med indholdet, dvs. læst meddelel-
sen.
Denuntiationen behøver dog ikke være bindende i den for-
stand, at fordringens skyldner over for erhververen bliver
ansvarlig ved at bortse fra den.
Det er ikke tilstrækkeligt, at fordringens skyldner ved, at
fordringen er overdraget. Det kan tænkes, at fordringsskyld-
ner rent tilfældigt er blevet gjort bekendt med overdragel-
sen. En sådan viden er ikke tilstrækkelig. Der kræves en
egentlig aktiv handling fra enten overdrager eller erhverver
af fordringen.
Der kræves ikke svar fra fordringens skyldner, for at un-
derretningen har virkning som sikringsakt efter § 31 i lov
om gældsbreve, og det er uden betydning, at fordringens
skyldner eventuelt måtte afvise underretningen.
En sikringsakt kræves ikke, hvor fordringen er overført til
en tredjemand som følge af dennes udlæg i fordringen. Dette
følger af retsplejelovens § 526, stk. 1, jf. stk. 3.
35
Fælles for en overdragelse ved aftale og en overførsel af
fordringen ved udlæg og anden retsforfølgning er, at for-
dringens skyldner skal underrettes om overførslen, idet for-
dringens skyldner ellers med frigørende virkning kan betale
til overdrageren respektive den, som retsforfølgningen er
rettet mod, medmindre fordringens skyldner vidste, at denne
– dvs. overdrageren eller den, som retsforfølgningen er rettet
mod – ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller
fordringens skyldner ikke har udvist den agtpågivenhed,
som forholdene krævede, jf. § 29 i lov om gældsbreve og –
for så vidt angår udlæg – retsplejelovens § 524.
Den ny indehaver af fordringen – erhververen eller den
retsforfølgende kreditor, f.eks. en udlægshaver – må derfor
sørge for gennem en underretning til fordringens skyldner at
opnå legitimationen til at modtage betaling. Er dette sket,
kan fordringens skyldner med frigørende virkning alene be-
tale til erhververen eller den retsforfølgende kreditor.
Ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 fik § 8, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige sin nuværende ordlyd,
hvorefter fordringshaveren for forfaldne fordringer omfattet
af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indtræder i
retten til udbetalinger fra staten for et beløb, der svarer til
den skyldige betaling. Inden nyaffattelsen bestemte § 8, stk.
1, at regioner og kommuner med deres ikke rettidigt betalte
fordringer efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
indtrådte i retten til udbetalinger fra staten for et beløb, der
svarede til den skyldige betaling.
I de specielle bemærkninger til den gældende bestemmel-
se anføres i lovforslag nr. L 137, jf. Folketingstidende
2016-17, A, L 137 som fremsat, side 47, at nyaffattelsen vil
indebære, at modregning – indtrædelse – kan ske én dag tid-
ligere end efter den tidligere ordlyd, der på dette punkt ikke
helt var i overensstemmelse med de almindelige modreg-
ningsbetingelser, hvorefter modfordringen skal være forfal-
den til betaling. Med nyaffattelsen vil der endvidere ikke
kunne opstå tvivl om indtrædelsesrettens rækkevidde, idet
det ikke for nogen af de fordringer, der omfattes af anven-
delsesområdet for lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, vil hindre modregning i udbetalinger fra staten, at for-
dringshaver ikke er statslig.
Ud over disse ændringer er der med nyaffattelsen tale om,
at den tidligere regel er videreført. Den tidligere regel blev
indført ved ikrafttrædelsen af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige den 1. januar 2009, jf. lov nr. 1333 af 19. de-
cember 2008. I lovforslaget til denne lov, lovforslag nr. L
20, som skatteministeren fremsatte den 8. oktober 2008, an-
føres i de specielle bemærkninger til § 8, stk. 1, jf. Folke-
tingstidende 2008-09, tillæg A, side 278, at bestemmelsen
fastsætter, at reglerne om kommunernes ret til indtrædelse i
udbetalinger fra staten harmoniseres, hvilket indebærer, at
kommunen henholdsvis regionen for alle kommunale og re-
gionale krav, der ikke betales rettidigt, indtræder i retten til
alle udbetalinger fra staten. Herved kan kommunale og regi-
onale krav modregnes i udbetalinger fra staten på lige fod
med statslige krav, idet indtrædelse for kommunale og regi-
onale krav er underlagt de samme begrænsninger i relation
til, i hvilke udbetalinger der kan foretages modregning.
For alle forfaldne fordringer efter lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige gælder det således, at disse kan mod-
regnes i udbetalinger fra staten, og den modregningsforvent-
ning, som § 28 i lov om gældsbreve har til formål at beskyt-
te, jf. ovenfor, gælder således for en fordringshaver, der ikke
konkret kan have haft denne forventning, fordi den udbeta-
lende statslige myndighed, der er adressat for denuntiationen
om overdragelsen eller underretningen om udlægget m.v., er
en anden end fordringshaver. Fordringshaver bliver dog i re-
lation til modregningsadgangen efter § 28 stillet, som om
den udbetalende statslige myndighed var indehaver af for-
dringen og derfor kunne have en konkret modregningsfor-
ventning, fordi fordringen er stiftet, inden underretningen
om overdragelsen eller udlægget m.v. modtages. Identiteten
mellem statslige myndigheder m.v., når staten gennemfører
en modregning, jf. ovenfor, og indtrædelsesrettens formål,
hvorefter regionale og kommunale krav skal kunne modreg-
nes i statslige udbetalinger på lige fod med statslige krav, in-
debærer således, at § 28 i lov om gældsbreve anvendes for
alle fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige og skal indgå i en modregning.
Efter kildeskattelovens § 62, stk. 5, kan krav på tilbagebe-
taling af overskydende skat m.v. ikke overdrages før udløbet
af det indkomstår, kravet vedrører. Aftaler om sådanne over-
dragelser er ugyldige. Opkrævningslovens § 13, stk. 1, be-
stemmer tilsvarende, at krav på udbetalinger efter § 12 ikke
kan overdrages før udløbet af den afregningsperiode, kravet
vedrører. Aftaler om sådanne overdragelser er ugyldige. Be-
stemmelserne har deres baggrund i lov nr. 947 af 20. decem-
ber 1999 (Svigbekæmpende foranstaltninger m.v.), der i kil-
deskatteloven indsatte bestemmelsen i § 62, stk. 5, og i den
dagældende momslov med § 63, stk. 4, indsatte en bestem-
melse, der er videreført i opkrævningslovens § 13, stk. 1.
Formålet med bestemmelserne er at hindre tidsubegrænsede
transporter, hvorved forstås transporter, der også omfatter
f.eks. overskydende skat vedrørende fremtidige indkomstår
eller negativ moms, der vedrører fremtidige afgiftsperioder.
Sådanne tidsubegrænsede transporter ville ødelægge det of-
fentliges mulighed for at modregne med fremtidige krav
mod skyldneren. Af lovforslaget til lov nr. 947 af 20. de-
cember 1999 – lovforslag nr. L 27 – fremgår således, jf. Fol-
ketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 829 f., at mulighe-
den for at give transport i alle fremtidige krav på negativ
moms og overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med-
fører, at man for altid kan afskære skattevæsenet fra at mod-
regne, hvis man senere kommer i restance med skatter eller
afgifter m.v. Da skattevæsenet er både tvangsdebitor og
tvangskreditor, er det ikke rimeligt, at skattevæsenet for al-
tid kan afskæres fra muligheden for at modregne. Bestem-
melserne i kildeskattelovens § 62, stk. 5, og opkrævningslo-
vens § 13, stk. 1, muliggør derfor alene transport i henholds-
vis krav på overskydende skat og negativ moms m.v., som
er stiftet, fordi stiftelsestidspunktet er afgørende for, om
modregning kan ske, hvis disse krav er blevet overdraget el-
ler på anden vis overført til en tredjemand, jf. § 28 i lov om
gældsbreve.
36
Skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, bestemmer, at for-
ældelsesfristen er 10 år for krav afledt af en ekstraordinær
ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. § 27,
stk. 1, og ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar eller
godtgørelse af afgift, jf. § 32, stk. 1, samt for ekstraordinær
genoptagelse af ejendomsvurderinger, jf. § 33, stk. 3-5 samt
stk. 7 og 8. Tilsvarende gælder krav afledt af ændringer af
ejendomsvurderinger, der foretages efter §§ 33 a og 34. En
transport, der f.eks. omfatter overskydende skat for et be-
stemt, afsluttet indkomstår, vil derfor – hvis transporten er
uden beløbsbegrænsning – omfatte enhver udbetaling af
overskydende skat for det pågældende indkomstår, og en ek-
straordinær genoptagelse af skatteansættelsen for transport-
giver kan derfor medføre en udbetaling af overskydende
skat, så længe dette af den ekstraordinære ansættelse afledte
krav ikke er forældet. Skatteforvaltningen skal derfor i prin-
cippet i en 10-årig periode tage hensyn til en sådan trans-
port.
Ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006 (Opkrævning
via én skattekonto) blev der i opkrævningsloven indsat et
nyt kapitel 5 med regler om skattekontoen. Reglerne trådte
med enkelte undtagelser i kraft den 1. august 2013, jf. be-
kendtgørelse nr. 577 af 30. maj 2013 om ikrafttræden af vis-
se bestemmelser i lov om ændring af opkrævningsloven, sel-
skabsskatteloven og forskellige andre love (Opkrævning via
én skattekonto). For bl.a. skatter og afgifter omfattet af op-
krævningslovens § 1, stk. 1 og 2, indgår ind- og udbetalin-
ger fra og til virksomheder, selskaber, fonde og foreninger,
offentlige myndigheder, institutioner m.v. i en samlet sal-
doopgørelse, der benævnes skattekontoen, jf. opkrævnings-
lovens § 16.
I opkrævningslovens § 16 a, stk. 1, er bestemt, at ind- og
udbetalinger af skatter og afgifter m.v. omfattet af § 16
modregnes automatisk efter et saldoprincip, og meddelelse
om modregning fremgår af skattekontoen.
I opkrævningslovens § 16 a, stk. 2, 1. pkt., er bestemt, at
hvis den samlede sum af registrerede forfaldne krav på virk-
somhedens konto overstiger den samlede sum af registrere-
de og forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør
forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksom-
heden skylder Skatteforvaltningen. Er den samlede sum af
registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virksom-
heden derimod mindre end de registrerede og forfaldne krav
på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen (kredit-
saldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende fra Skatte-
forvaltningen, jf. § 16 a, stk. 2. 2. pkt.
Krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen
fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor
kravene med sikkerhed kan opgøres, jf. opkrævningslovens
§ 16 a, stk. 3.
Efter opkrævningslovens § 16 a, stk. 4, påvirker (debite-
res) krav på indbetalinger fra virksomheder saldoopgørelsen
efter stk. 2 fra den seneste rettidige betalingsdag.
Indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter
stk. 4 påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra
indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden, jf. opkræv-
ningslovens § 16 a, stk. 5.
Tilgodehavender til virksomheder påvirker (krediteres)
saldoopgørelsen efter stk. 2 fra det tidspunkt, hvor beløbet
kan opgøres efter opkrævningslovens § 12, jf. lovens § 16 a,
stk. 6.
Udbetalinger til virksomheder til opfyldelse af krav efter
opkrævningslovens § 16 a, stk. 6, påvirker (debiteres) sal-
doopgørelsen efter stk. 2 på det tidspunkt, hvor der sker ud-
betaling til virksomheden, jf. opkrævningslovens § 16 a, stk.
7.
Det krav, der har været forfaldent til betaling i længst tid,
dækkes først med en virksomheds indbetaling, der således –
med et par undtagelser, jf. opkrævningslovens § 16 b, stk. 2
– ikke vil kunne øremærkes, jf. § 16 a, stk. 8, og § 16 b, stk.
1.
Ved § 1, nr. 7 og 8, i lov nr. 513 af 7. juni 2006 blev der –
også med virkning fra den 1. august 2013, jf. bekendtgørelse
nr. 727 af 21. juni 2013 om ikrafttræden af visse bestemmel-
ser i lov om ændring af opkrævningsloven, selskabsskattelo-
ven og forskellige andre love (Opkrævning via én skattekon-
to) – med § 12, stk. 5, og § 13, stk. 2, indsat nye bestemmel-
ser i opkrævningsloven.
I opkrævningslovens § 12, stk. 5, er bestemt, at negative
tilsvar efter stk. 1, der indgår ved en samlet kontoopgørelse
af virksomhedens skatter og afgifter m.v. efter reglerne i ka-
pitel 5 om skattekontoen, alene kan udbetales, hvis det nega-
tive tilsvar modsvares af en kreditsaldo opgjort efter § 16 a,
stk. 2, 2. pkt.
I opkrævningslovens § 13, stk. 2, er bestemt, at overdra-
gelser efter stk. 1 ikke kan overstige det udbetalingsbeløb,
der kan opgøres efter § 12, stk. 5. I lovforslag nr. L 205, der
blev fremsat af skatteministeren den 29. marts 2006, anføres
i de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8, jf. Folketingstiden-
de 2005-06, tillæg A, side 6578, at der alene kan ske over-
dragelse/transport af et beløb – eller udlæg heri – hvis belø-
bet modsvares af en kreditsaldo. På side 6579 anføres, at
hvis der ikke er skyldige modkrav på skattekontoen, vil det
forud for en udbetaling af en kreditsaldo blive undersøgt,
om virksomheden har restancer, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Herudover kan private
kreditorer, jf. opkrævningslovens § 13, stk. 1, samt den fore-
slåede regel i § 13, stk. 2, have stiftet rettigheder over hele
eller dele af det beløb, som udgøres af kreditsaldoen, i hen-
hold til transport eller i form af et udlæg. Er der stiftet en så-
dan rettighed, kommer beløbet heller ikke til udbetaling til
virksomheden.
Udbetaling af en overskydende skat, der er resultatet af
den skattepligtiges 1. årsopgørelse, sker i tiden fra og med
den 1. marts til og med den 1. september i året efter ind-
komståret, jf. kildeskattelovens § 62, stk. 3, 1. pkt. Den 1.
september i året efter indkomståret er sidste rettidige beta-
lingsdag, hvilket kommer til udtryk i 2. pkt., der bestemmer,
at der tilkommer den skattepligtige en rente svarende til ren-
ten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af
37
0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1. september
at regne, hvis tilbagebetaling sker efter denne dato.
Er der tale om overskydende skat efter en ændret årsopgø-
relse, sker udbetalingen inden udgangen af den måned, der
følger nærmest efter udskrivningsdatoen for den ændrede
årsopgørelse, jf. kildeskattelovens § 62 A, stk. 4, 1. pkt. Den
sidste dag i den måned, der følger nærmest efter udskriv-
ningsdatoen for den ændrede årsopgørelse, er derfor den
sidste rettidige betalingsdag.
§ 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
indeholder en bestemmelse om såkaldt gendækning. Herved
forstås anvendelsen af overskydende beløb, hvorved f.eks.
forstås beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden modta-
ger fra en fordringshaver i tilfælde, hvor fordringshavers
fordring helt eller delvist blev dækket uretmæssigt. Det vil
bl.a. kunne være tilfælde, hvor en modregning helt eller del-
vist er blevet ophævet, fordi det efterfølgende viser sig, at
modfordringen ikke bestod eller alene bestod med et mindre
beløb end det, der indgik i modregningen. En modregning
får retsvirkning fra modregningserklæringens (afgørelsens)
fremkomst til skyldner. Det overskydende beløb vil i et så-
dant tilfælde udgøre en del af udbetalingsfordringen, f.eks.
overskydende skat. Af bestemmelsen fremgår i 1. pkt., at
hvis der i forbindelse med inddrivelsen opstår et oversky-
dende beløb, herunder ved nedskrivning eller tilbagekaldel-
se af en allerede helt eller delvist dækket fordring, anvendes
det overskydende beløb til dækning af fordringer under ind-
drivelse hos skyldneren. Dækning ved anvendelse af et
overskydende beløb efter 1. pkt. sker i henhold til stk. 1-4
og uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner, jf.
2. pkt.
2.4.2. Lovforslaget
Mange af de stamdata, som restanceinddrivelsesmyndig-
heden modtager, når fordringer enten overdrages til inddri-
velse eller indberettes til restanceinddrivelsesmyndighedens
fordringsregister med henblik på modregning under opkræv-
ning, lider af datafejl. Derfor blev der ved lov nr. 551 af 29.
maj 2018 gennemført en række ændringer med det formål
dels at skabe klare retningslinjer for opgaven med at afklare
og udbedre datafejl, jf. § 2, stk. 5-7, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, dels at fjerne betydningen af datafejl,
der vedrører den af fordringshaver oplyste sidste rettidige
betalingsdag, ved restanceinddrivelsesmyndighedens afgø-
relser om modregning og lønindeholdelse, jf. § 1, nr. 8 og 9,
og § 10, nr. 2. Fordringer, der omfattes af lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, kan alene overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, hvis sidste rettidige betalings-
frist er overskredet. Der blev derfor bl.a. indsat en ny be-
stemmelse i § 9 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden i be-
grundelsen for en afgørelse om modregning alene er forplig-
tet til at henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Datafejl kan dog også
vedrøre den af fordringshaver modtagne oplysning om stif-
telsestidspunktet for den fordring, der ønskes modregnet i en
transportsituation, hvor § 28 i lov om gældsbreve er afgø-
rende for, om modregning kan ske trods overdragelsen.
Datafejl kan f.eks. skyldes indtastningsfejl, men kan også
dække over fordringshavers tvivl om, hvad der er i juridisk
henseende er det korrekte stiftelsestidspunkt. Bøder anses
eksempelvis at være stiftet, da den forseelse, som resulterer i
bøden, blev begået, selv om bøden først senere konkretiseres
ved vedtagelsen af et bødeforelæg eller rettens idømmelse af
en bødestraf. Også sagsomkostninger fra straffesager anses
at være stiftet på tidspunktet for den strafbare handling eller
undladelse.
Når restanceinddrivelsesmyndigheden foretager en mod-
regning med fordringer under inddrivelse eller med Skatte-
forvaltningens fordringer, der er under opkrævning, og hvor
restanceinddrivelsesmyndigheden træffer modregningsafgø-
relsen efter delegation fra Skatteforvaltningen, og når re-
stanceinddrivelsesmyndigheden faciliterer en fordringsha-
vers modregning med en fordring, der dækkes i medfør af §
7, stk. 1, nr. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
ved indledningsvist at anvende beløbet, der i modsat fald
ville være blevet udbetalt til skyldnerens NemKonto eller en
anden konto, jf. § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige udbetalin-
ger m.v., til modregning med fordringer fra den relevante
fordringshaver, der herefter træffer afgørelsen om modreg-
ning og meddeler skyldneren denne afgørelse, er det vigtigt,
at det rigtige stiftelsestidspunkt er lagt til grund, når udbeta-
lingsfordringen fra Skatteforvaltningen er omfattet af en
transport eller anden overførsel, hvor § 28 i lov om gælds-
breve er afgørende for den mulige modregning.
En automatisk, systemunderstøttet modregning er ikke
mulig, når det som følge af mistanke om et forkert stiftelses-
tidspunkt er nødvendigt, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den ved henvendelse til fordringshaver får afklaret, om det
registrerede stiftelsestidspunkt er det korrekte tidspunkt. En
sådan afklaring vil kræve en manuel proces.
Som anført ovenfor i afsnit 2.4.1 skal der ved vurderingen
af, om § 28 i lov om gældsbreve muliggør modregning trods
en transport m.v., i princippet lægges vægt på det klokke-
slæt, hvor fordringen er stiftet, og det klokkeslæt, hvor
kundskabet om transporten m.v. blev opnået. Klokkeslættet
vil kun sjældent få betydning, men hvor stiftelses- og kund-
skabstidspunkt ligger på samme dag, bliver klokkeslættet af-
gørende. Når en transport m.v. anmeldes til Skatteforvalt-
ningen, registreres det præcise modtagelsestidspunkt – dvs.
kundskabstidspunktet – ikke i Skatteforvaltningens it-sy-
stem. Hvis det stiftelsestidspunkt, der er oplyst om en for-
dring, ligger på selv samme dato, hvor kundskabet om trans-
porten m.v. blev opnået, vil en manuel sagsbehandling være
nødvendig for at søge at afklare, om fordringen er stiftet se-
nest samtidig kundskabstidspunktet, således at fordringen
kan anvendes til modregning trods transporten m.v.
En fordring, der endnu ikke var forfalden til betaling på
kundskabstidspunktet, kan alene modregnes trods en trans-
port m.v., hvis den forfalder senest samtidig med den for-
dring, der omfattes af transporten m.v., jf. § 28, 2. pkt., i lov
om gældsbreve. Omfatter transporten m.v. overskydende
skat, vil en manuel sagsbehandling være nødvendig for at få
38
afklaret, om den overskydende skat vedrører 1. årsopgørelse
eller en ændret opgørelse, fordi der er forskellige udbeta-
lingsfrister, jf. ovenfor i afsnit 2.4.1 om udbetalingsfristerne
i kildeskattelovens § 62, stk. 3, 1. pkt., og § 62 A, stk. 4, 1.
pkt. Sidste rettidige udbetalingsdag er således det forfalds-
tidspunkt, som forfaldstidspunktet for den fordring, der øns-
kes modregnet i den overskydende skat, skal sammenholdes
med, jf. § 28, 2. pkt., i lov om gældsbreve.
Skatteforvaltningen modtager årligt ca. 60.000-75.000
meddelelser om transporter, hvoraf ca. 99 pct. omfatter
overskydende skatter.
I 2017 foretog Skatteforvaltningen udbetaling til en trans-
porthaver i ca. 15.000 tilfælde. Det samlede beløb udgjorde
ca. 298 mio. kr., hvoraf ca. 220 mio. kr. omfattede negativ
moms, overskydende virksomhedsskat og kreditsaldo fra
skattekontoen. De 220 mio. kr. repræsenterede 274 transpor-
ter. Langt størstedelen af transporterne vedrørte overskyden-
de skatter, som fysiske personer havde overdraget til en
tredjemand, typisk en fordringshaver.
Hvis det offentliges tilgodehavender mod skyldneren dæk-
ningsmæssigt får forrang i forhold til en transporthavers ret
til den overskydende skat m.v., vil der ikke være behov for
via en henvendelse til fordringshaveren at få verificeret det
oplyste stiftelsestidspunkt, hvis restanceinddrivelsesmyndig-
heden har haft grund til at tvivle på dettes rigtighed. Der vil
heller ikke være behov for de manuelle sagsbehandlings-
skridt, der enten knytter sig til afklaringen af klokkeslættet
for stiftelsen af fordringen og kundskabet om transporten
m.v., hvor disse indtræder på samme dato, eller afklaringen
af, om den overskydende skat, hvis transporten m.v. omfat-
ter en sådan, vedrører 1. årsopgørelse eller en ændret årsop-
gørelse.
Skatteforvaltningen har oplyst, at en sådan forrang for det
offentliges tilgodehavender i transportsituationer m.v. i 2017
alene ville have medført et yderligere modregningsbeløb på
ca. 25 mio. kr., dvs. et beløb, der i stedet for at blive udbe-
talt til transporthaverne m.v. ville være blevet udbetalt til de
offentlige fordringshavere.
Det foreslås derfor, at der som følge af den tvivl, der i
mange tilfælde er om stiftelsestidspunktet for fordringer, der
ønskes modregnet i udbetalinger fra Skatteforvaltningen, og
som vil skulle afklares, inden modregning kan ske, hvor ud-
betalingen er omfattet af en transport, jf. modregningsbetin-
gelserne efter § 28 i lov om gældsbreve, gives fordringer,
der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
forrang til dækning med udbetalingsbeløb, som Skattefor-
valtningen skal udbetale i transportsituationer m.v.
Det foreslås, at der med § 7 a i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige indsættes en ny bestemmelse, hvorefter
overdragelser af krav mod Skatteforvaltningen ikke kan
overstige det udbetalingsbeløb, der på udbetalingstidspunk-
tet kan opgøres, efter at fordringer omfattet af lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige er dækket ved modregning
som anført i § 7, stk. 1 og 2.
Den foreslåede regel vil omfatte samtlige såvel offentlig-
retlige som civilretlige fordringer, der anvendes til modreg-
ning i udbetalinger fra Skatteforvaltningen, hvad enten disse
fordringer er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden eller er under opkrævning hos fordringshaver
eller den, der på vegne af denne forestår opkrævningen.
Den foreslåede regel svarer således til reglen i opkræv-
ningslovens § 13, stk. 2, hvorefter krav, der skal indbetales
af en virksomhed til skattekontoen, skal være dækket, inden
negativ moms m.v. efter § 12 kan udbetales til en transpor-
thaver m.v. Det er således alene det overskydende beløb, der
vil kunne udbetales til denne. Reglen er således udtryk for,
at der er givet de krav på skatter og afgifter m.v., der af virk-
somheden (transportgiver) skal opfyldes gennem betaling til
skattekontoen, dækningsmæssig forrang i forhold til krav på
negativ moms m.v., som en transporthaver m.v. har fået. På
tilsvarende vis indebærer den foreslåede regel, at overdra-
gelser af krav mod Skatteforvaltningen ikke kan overstige
det udbetalingsbeløb, der på udbetalingstidspunktet kan op-
gøres, efter at fordringer omfattet af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er dækket ved modregning som anført
i § 7, stk. 1 og 2, dvs. at den foreslåede regel ikke alene gæl-
der modregning med fordringer under inddrivelse, men tilli-
ge vil gælde fordringer under opkrævning. Den foreslåede
regel er derfor udtryk for, at der gives alle fordringer omfat-
tet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige dæknings-
mæssig forrang i forhold til krav, som en transporthaver
m.v. har mod Skatteforvaltningen.
Det vil stadig være et krav, at modregningen skal vedrøre
retskraftige, forfaldne fordringer, dvs. at sidste rettidige be-
talingsdag skal være indtrådt, når modregningserklæringen
kommer frem til skyldneren, og modregningen dermed er
gennemført, eller at fordringen, selv om den er uforfalden,
kan indgå i modregningen. Det er tilfældet med uforfalden
restskat efter kildeskattelovens § 61, stk. 3-6, i tilfælde, hvor
en ændret årsopgørelse medfører, at den tidligere beregnede
restskat nedsættes eller bortfalder. I sådanne tilfælde udbeta-
ler Skatteforvaltningen det beløb, som restskatten er nedsat
med, med tillæg efter § 61, stk. 2, til den skattepligtige in-
den udgangen af den måned, der følger nærmest efter ud-
skrivningsdatoen, jf. § 62 A, stk. 3, 1. pkt., men inden udbe-
talingen finder sted, modregnes eventuel uforfalden restskat
efter § 61, stk. 3-6, og eventuelle restancer af personlig skat
med påløbne morarenter, jf. § 62 A, stk. 3, 3. pkt. Det er og-
så tilfældet med skatter og afgifter, som omfattes af en be-
vilget henstand i forbindelse med en klagesag, jf. skattefor-
valtningslovens § 51, stk. 1. Henstanden indebærer en ud-
skydelse af forfaldstidspunktet til henstandens udløb, men
modregning vil desuagtet kunne ske i henstandsperioden, jf.
§ 9, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
hvorefter tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand med
betalingen ikke afskærer det offentliges adgang til at foreta-
ge modregning i udbetalinger fra det offentlige.
Den i bestemmelsen fastsatte prioritetsstilling gælder på et
hvilket som helst tidspunkt, hvor en udbetaling fra Skatte-
forvaltningen håndteres. Den foreslåede regel vil således og-
så finde anvendelse ved gendækning efter § 4, stk. 5, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvor det oversky-
39
dende beløb stammer fra en modregning i en udbetalingsfor-
dring, som var omfattet af en transport.
En borger, der får oplysning om en udbetaling fra Skatte-
forvaltningen, vil typisk samtidig få oplyst, at gæld til det
offentlige kan blive modregnet i forbindelse med udbetalin-
gen. En skyldner med kendskab til sin gæld vil derfor være
gjort opmærksom på, at beløbet helt eller delvist vil kunne
blive anvendt til modregning med gælden til det offentlige.
2.5. Håndtering af flere skyldnere på en fordring
2.5.1. Gældende ret
Fordringer, som omfattes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig ryk-
kerprocedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Inden overdragelsen skal fordringshaveren eller den, der
på dennes vegne opkræver fordringen, skriftligt underrette
skyldneren om overdragelsen, medmindre det må antages, at
muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt
forringet, jf. § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Fordringshaveren skal ved overdragelsen af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden give alle oplysninger,
som efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse
er nødvendige for inddrivelsen, herunder efter omstændig-
hederne oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, for-
faldstidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats,
hovedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger, jf. §
3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
En fordring anses som udgangspunkt for modtaget hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden ved registreringen i modta-
gelsessystemet, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr.
576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge.
Der findes flere regler om tilbagesendelse eller tilbagekal-
delse af fordringer fra restanceinddrivelsesmyndigheden til
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, i bestemte situationer. Efter § 2, stk. 2,
4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan re-
stanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende en fordring til
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, såfremt fordringshaveren ikke som på-
krævet efter 2. pkt. søger skyldnerens indsigelser om kravets
eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid. Efter § 2,
stk. 5, 2. og 3. pkt., kan fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, tilbagekal-
de fordringer, der er berørt af datafejl, ligesom restanceind-
drivelsesmyndigheden er berettiget til at tilbagesende for-
dringer, for hvilke der er en mistanke om datafejl, såfremt
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, ikke har identificeret og tilbagekaldt
fordringerne inden for en af restanceinddrivelsesmyndighe-
den fastsat frist. Efter § 2, stk. 10, 1. pkt., kan fordringsha-
veren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, såfremt denne bliver bekendt med væsentlige
ændringer i skyldnerens forhold efter overdragelsen af for-
dringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, anmode re-
stanceinddrivelsesmyndigheden om at tilbagesende fordrin-
gen, med henblik på at fordringshaveren kan tillade afdrags-
vis betaling eller henstand med betalingen. Efter § 2, stk. 11,
kan fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringsha-
veren opkræver fordringen, helt eller delvist tilbagekalde en
fordring, der er oversendt til inddrivelse, med henblik på at
foretage modregning for kravet.
Hvis samme skyldner har flere fordringer til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og hvis et beløb ind-
drives fra skyldner eller modtages ved en frivillig betaling,
vil tidspunktet for modtagelse af fordringen fra fordringsha-
veren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden have betydning for, i hvilken rækkefølge fordringerne
dækkes. Det følger således af § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, at beløb, der inddrives
fra skyldner, og som kun delvis dækker fordringer inden for
samme kategori efter stk. 1, skal dække fordringer i den
rækkefølge, som fordringerne er modtaget hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, således at den fordring, der modta-
ges først, dækkes først.
Fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, jf. § 1, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige med undtagelse af bøder, forrentes med en år-
lig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5, stk.
1 og 2, jf. § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter
modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. 2.
pkt. For fordringer, der tilhører restanceinddrivelsesmyndig-
heden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den må-
ned, hvori fordringen er stiftet, jf. 3. pkt.
De fleste fordringer har kun én skyldner, der hæfter for
fordringen. I en del tilfælde er der dog to eller flere skyldne-
re, der hæfter solidarisk for fordringen. Eksempelvis hæfter
ægtepar solidarisk for skyldig ejendomsskat vedrørende en
bolig, som de ejer i lige sameje, ligesom interessenterne i et
interessentskab hæfter personligt, ubegrænset og solidarisk
for selskabets gæld, jf. § 2, stk. 1, i lov om visse erhvervs-
drivende virksomheder. I det tilfælde, hvor én eller flere af
de solidarisk hæftende skyldnere kun hæfter delvis for for-
dringen, således at pågældende skyldner(e) hæfter for et
mindre beløb end andre af skyldnerne, foreligger et såkaldt
»skævt skyldforhold«. Et »skævt skyldforhold« kan eksem-
pelvis opstå, hvor én af flere skyldneres hæftelse for en
fordring nedsættes ved gældssanering, idet de(n) øvrige
skyldner(e) fortsat vil hæfte for hele fordringen. Endvidere
kan et »skævt skyldforhold« eksempelvis opstå, hvor en
fordring, der har to solidarisk hæftende skyldnere, er over-
draget til inddrivelse, men hvor kun den ene skyldner (A) er
registreret som værende under inddrivelse, hvorefter kun A
vil hæfte for inddrivelsesrenter og inddrivelsesomkostninger
såsom gebyrer. Hvis den anden skyldner (B) senere registre-
res af restanceinddrivelsesmyndigheden som medhæftende
40
for fordringen, vil B som udgangspunkt ikke hæfte for de
inddrivelsesrenter og inddrivelsesomkostninger, der er gene-
reret for fordringen i den periode, hvor kun A var registreret
som værende under inddrivelse. I forhold til interessentska-
ber gælder det dog særligt, at alle interessenter hæfter per-
sonligt for alle fordringer, som interessentskabet hæfter for,
herunder inddrivelsesomkostninger. Interessenterne vil der-
for også komme til at hæfte for tilskrevne inddrivelsesrenter
og påløbne inddrivelsesomkostninger i den periode, hvor
kun interessentskabet – og ikke tillige interessenterne – er
under inddrivelse.
For fordringer, der er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,
regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018,
jf. § 18 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. For fordringer, der overdrages til restanceinddrivelses-
myndigheden af fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, indtræder forældelse
tidligst 3 år efter fordringens modtagelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, jf. dog 3. og 4. pkt., jf. § 18 a, stk. 2, 1.
pkt. Fristen på 3 år regnes fortsat fra det i 1. pkt. nævnte
modtagelsestidspunkt, selv om fordringen tilbagesendes til
fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver
fordringen, jf. 2. pkt. Det fremgår af forarbejderne til 2. pkt.,
at »tilbagesendelse« i relation til 2. pkt. både omfatter tilba-
gekaldelse på initiativ af fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, og tilbage-
sendelse på restanceinddrivelsesmyndighedens initiativ, jf.
lovforslag nr. L 226, Folketingstidende 2017-18, A, L 226
som fremsat, side 13. Overdrages en fordring, der er tilbage-
sendt som anført i 2. pkt., atter til restanceinddrivelsesmyn-
digheden, regnes fristen på 3 år fra det første modtagelses-
tidspunkt, jf. 3. pkt. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter ikke
fordringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat særlige reg-
ler, der vil være til hinder for en foreløbig afbrydelse, jf. 4.
pkt.
Det er en betingelse, for at fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan
overdrage en fordring til inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, at fordringen er retskraftig, herunder at
fordringen ikke er ophørt som følge af forældelse. I solidari-
ske skyldforhold kan en fordring forældes i forhold til én
skyldner, selv om fordringen i forhold til en solidarisk hæf-
tende medskyldner ikke er forældet, jf. forudsætningsvist
forældelseslovens § 12, stk. 2, om en tillægsfrist på 1 år for
en regresberettiget skyldner til at gøre et regreskrav gælden-
de mod en medskyldner. Hvis en fordring overdrages af for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, til restanceinddrivelsesmyndigheden
med oplysning om én skyldner (A), vil der blive udløst en 3-
årig tillægsfrist fra modtagelsesdatoen i forhold til A, jf. §
18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, idet fordringen i forhold til A tidligst kan forældes
efter 3 år fra modtagelsen. Hvis A har en solidarisk medhæf-
tende skyldner B, som der ikke er blevet oplyst om ved
overdragelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndig-
heden, vil forældelsesfristen i forhold til B være uændret.
Der vil derfor ikke på et senere tidspunkt kunne ske en udvi-
delse af restanceinddrivelsesmyndighedens registrerede
skyldnerkreds for fordringen til også at omfatte B, såfremt
B’s hæftelse på dette tidspunkt er ophørt som følge af foræl-
delse, uanset at A’s hæftelse på dette tidspunkt ikke er op-
hørt som følge af forældelse. Det forhold, at B’s hæftelse er
ophørt på grund af forældelse, indebærer ikke en nedsættel-
se af A’s hæftelse for fordringen.
2.5.2. Lovforslaget
Restanceinddrivelsesmyndighedens nye it-system for ind-
drivelse af gæld har vanskeligt ved at håndtere situationen,
hvor en fordringshaver ønsker at tilføje eller fjerne en med-
hæftende skyldner på en fordring, der allerede er overdraget
til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Dette
skyldes, at skyldnere som udgangspunkt kun hæfter for ind-
drivelsesomkostninger, der er tilskrevet fordringen, mens
skyldneren er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, ligesom der kan være forskel på, hvilke op-
krævnings- og inddrivelsesrenter der omfattes af skyldner-
nes hæftelse. Ved tilføjelse eller fjernelse af skyldnere for en
fordring, der allerede er under inddrivelse, vil skyldnerne
derfor ofte komme til at hæfte for forskellige beløb vedrø-
rende samme fordring. Sådanne »skæve skyldforhold« er
nødt til at blive behandlet manuelt af en sagsbehandler hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. uden for it-systemet.
På grund af kompleksiteten indebærer den manuelle sagsbe-
handling en fejlrisiko.
Det er derfor nødvendigt, at oplysninger om skyldnersam-
mensætningen og skyldnernes hæftelse indberettes af for-
dringshaveren, hvis inddrivelsesprocessen i højere grad skal
kunne it-understøttes, og hvis skyldnerne og deres fordrin-
ger under inddrivelse skal fremstå med korrekte data i it-sy-
stemet.
Det foreslås på denne baggrund, at der indsættes en ny be-
stemmelse i § 2, stk. 5, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, hvorefter fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, der øn-
sker at tilføje eller fjerne en eller flere skyldnere på en for-
dring, der allerede er overdraget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, skal tilbagekalde fordringen
med dens renter og opkrævningsgebyrer med henblik på at
overdrage den til restanceinddrivelsesmyndigheden på ny
med oplysninger om den eller de skyldnere, som fordringen
fremover skal inddrives over for.
Ved den foreslåede regel opnås den nødvendige ændring
af fremgangsmåden ved tilføjelse eller fjernelse af medhæf-
tere, at de nye oplysninger om de(n) skyldner(e), som for-
dringen og de enkelte renteposter og gebyrer fremover skal
inddrives over for, skal indberettes af fordringshaveren og
registreres i restanceinddrivelsesmyndighedens it-system.
Herved undgås, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved
manuel sagsbehandling skal tage højde for, at fordringen ik-
ke samtidigt er kommet under inddrivelse for samtlige med-
hæftende skyldnere, og at de inddrivelsesrenter, der er be-
regnet af fordringen, derfor ikke er ens for alle de skyldnere,
som hæfter for denne.
41
Reglens anvendelse ved fjernelse af medhæftende skyld-
nere forventes hovedsageligt at være relevant i de tilfælde,
hvor fordringshaver som følge af væsentlige ændringer i
skyldnerens forhold efter overdragelsen af fordringen til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden ønsker at tilbagekalde for-
dringen, med henblik på at fordringshaveren kan tillade af-
dragsvis betaling eller henstand med betalingen, jf. § 2, stk.
10, 1. pkt., der bliver § 2, stk. 11, 1. pkt. Reglen omfatter ik-
ke den situation, hvor en skyldner ved en fejl er blevet op-
lyst som medhæftende for en fordring og registreret i over-
ensstemmelse hermed hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, idet restanceinddrivelsesmyndighedens it-system i så-
danne tilfælde kan fjerne skyldneren fra fordringen, uden at
dette behøves at ske i forbindelse med tilbagekaldelse og
genindsendelse af fordringen.
Fordringshaveren skal i forbindelse med nyoverdragelse
af fordringen til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden oplyse om blandt andet hæftelsesforholdet for ho-
vedfordringen og de renter og opkrævningsgebyrer, der
overdrages til inddrivelse, jf. § 3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgø-
relse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Ved tilbagekaldelse med henblik på udvidelse af
skyldnerkredsen vil de renter og opkrævningsgebyrer, som
alene de(n) oprindeligt overdragne skyldner(e) hæfter for,
således skulle overdrages til inddrivelse med alene de(n) op-
rindeligt overdragne skyldner(e) som hæfter(e), mens ho-
vedfordringen skal overdrages med korrekte og fyldestgø-
rende oplysninger om, hvilket beløb den enkelte skyldner
hæfter for.
Hvis der sker ændringer i en medhæftende skyldners hæf-
telse for en fordring, mens fordringen er under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden (f.eks. fordi skyldne-
ren opnår gældssanering), vil inddrivelsen over for denne
skyldner skulle foretages manuelt.
Tilbagekaldelse og genindsendelse af en fordring indebæ-
rer, at fordringen i inddrivelsesmæssig sammenhæng får et
nyt og senere modtagelsestidspunkt hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, hvilket har betydning for dækningsrække-
følgen, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Tilbagekaldelsen indebærer endvidere, at for-
rentningen i medfør af § 5 i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige ophører, mens fordringen er tilbagekaldt, idet
fordringen efter tilbagekaldelsen ikke længere er under ind-
drivelse. I praksis vil tilbagekaldelsen også betyde, at for-
dringen fjernes fra en igangværende inddrivelsesindsats,
f.eks. lønindeholdelse, som den på tilbagekaldstidspunktet
indgik i for de(n) oprindeligt indsendte skyldner(e), hvorved
forstås den skyldner, som oprindeligt blev oplyst som skyld-
ner for fordringen, da den blev overdraget til restanceinddri-
velsesmyndigheden. Efter genindsendelsen vil fordringen
derfor først indgå i en aktiv inddrivelsesindsats igen, når re-
stanceinddrivelsesmyndigheden på ny har truffet afgørelse
herom i forhold til de(n) oprindelige eller de(n) tilføjede
hæfter(e). Den foreslåede bestemmelse skaber således inci-
tament til, at en fordringshaver helt fra starten af inddrivel-
sesprocessen overvejer om og sikrer sig, at oplysningerne
om en fordrings hæftelsesforhold er korrekte og fyldestgø-
rende, således at alle hæftende skyldnere overdrages til ind-
drivelse på samme tid. Forslaget forventes således – foruden
at sikre mindre manuel sagsbehandling og korrekte oplys-
ninger i brugergrænsefladen i restanceinddrivelsesmyndig-
hedens it-system, jf. forrige afsnit – at reducere antallet af
»skæve skyldforhold«, som restanceinddrivelsesmyndighe-
den skal håndtere.
Hvis en fordring tilbagekaldes og efterfølgende overdra-
ges på ny med en udvidet skyldnerkreds, vil fordringens 3-
årige tillægsfrist i forhold til de(n) oprindeligt overdragne
skyldner(e) fortsat skulle beregnes fra det første modtagel-
sestidspunkt, jf. § 18 a, stk. 2, 1. og 3. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, der bliver § 18 a, stk. 7, 1. og
3. pkt. Derimod vil den 3-årige tillægsfrist i forhold til de(n)
førstegangsoverdragne nye skyldner(e) skulle regnes fra
modtagelsestidspunktet for nyoverdragelsen.
Ligesom ved tilbagesendelse efter § 2, stk. 2, 4. pkt., § 2,
stk. 5, 2. og 3. pkt., (der bliver § 2, stk. 6, 2. og 3. pkt.) § 2,
stk. 10, 1. pkt., (der bliver § 2, stk. 11, 1. pkt.) og § 2, stk.
11, (der bliver § 2, stk. 12) i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, jf. ovenfor i afsnit 2.5.1, vil tilbagekaldelse
efter den foreslåede regel medføre, at restanceinddrivelses-
myndigheden i perioden fra tilbagekaldelsestidspunktet, til
fordringen modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden på
ny, ikke har kreditorbeføjelser til at inddrive fordringen. Til-
bagekaldelsen vil således indebære, at restanceinddrivelses-
myndigheden må standse eventuelle igangværende inddri-
velsesskridt, herunder tvangsfuldbyrdelse på grundlag af ud-
læg. Tilbagekaldelse vil ikke medføre bortfald af udlægget,
der således bevarer sin plads i prioritetsrækkefølgen og kan
anvendes til iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse, når for-
dringshaveren på ny har overdraget fordringen til inddrivel-
se.
Det er forudsat, at den foreslåede regel ikke skal medføre,
at de(n) oprindeligt registrerede skyldner(e) afkræves yderli-
gere gebyrer som følge af tilbagekaldelse og genindsendelse
efter den foreslåede regel. Det er derfor hensigten at indsæt-
te en bestemmelse i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018
om inddrivelse af gæld til det offentlige, der fritager skyld-
ner fra gebyrer efter bekendtgørelsens § 33, som skyldner
ellers kunne blive pålagt som følge af den foreslåede regel.
Det foreslås endvidere, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den i særlige tilfælde kan bestemme, at det foreslåede 1. pkt.
ikke skal finde anvendelse. Undtagelsen vil i praksis være
relevant for fordringer med særligt komplicerede hæftelses-
forhold. Dette kan bl.a. være tilfældet med skattekrav mod
selskaber, der deltager i sambeskatning, jf. selskabsskattelo-
vens § 31, stk. 6.
Hvis bestemmelsen konkret ikke skal anvendes, indebærer
det, at fordringen forbliver under inddrivelse, og at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden foretager de nødvendige æn-
dringer vedrørende hæftelsesforholdene.
Restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning i medfør af
den foreslåede § 2, stk. 5, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige vil typisk blive truffet efter forudgå-
42
ende dialog med fordringshaveren og kan ikke påklages, da
der vil være tale om faktisk forvaltningsvirksomhed.
Det foreslås videre, at fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt
skal underrette den eller de skyldnere, der er omfattet af til-
bagekaldelsen efter 1. pkt.
Det følger allerede af § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, at fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, som
udgangspunkt skal underrette skyldneren skriftligt om over-
dragelse til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den. Det følger endvidere af forarbejderne til stk. 4, 1. pkt.,
at fordringshaveren skal give skyldneren besked, hvis for-
dringen tilbagekaldes, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingsti-
dende 2008-09, tillæg A, L 20 som fremsat, side 273. Un-
derretning om tilbagekaldelse med henblik på nyoverdragel-
se med en ændret skyldnerkreds, jf. 1. pkt., er særlig nød-
vendig, da skyldner(ne) for en fordring, der allerede er
under inddrivelse, hvor fordringshaver tilbagekalder og gen-
indsender fordringen med henblik på at tilføje eller fjerne en
skyldner på fordringen, ellers ikke vil have viden om, hvor-
for de på ny får skriftlig underretning efter stk. 4, 1. pkt., om
at deres fordring på ny er overdraget til inddrivelse. Man-
glende underretning efter den foreslåede regel vil – i over-
ensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grund-
sætninger – ikke medføre, at tilbagekaldelsen er ugyldig, da
underretningen til skyldneren, der opnår en bedre retsstilling
ved tilbagekaldelse af fordringen fra inddrivelse, kun er af
orienterende karakter. Reglen udgør således ikke en forvalt-
ningsretlig garantiforskrift.
2.6. Forenkling af reglerne om retsafgift
2.6.1. Gældende ret
Lov om retsafgifter (herefter retsafgiftsloven) fastsætter,
at der skal betales en afgift til staten, når restanceinddrivel-
sesmyndigheden med hjemmel i § 11 i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige gennemfører udlægsforretning efter
fremgangsmåden i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse
af skatter og afgifter m.v. Denne afgift svarer som udgangs-
punkt til den retsafgift, som en fordringshaver skal betale for
en anmodning til fogedretten om foretagelse af udlæg.
Afgiften består ifølge retsafgiftslovens § 16, stk. 1, af en
grundafgift, der beregnes som 300 kr. med tillæg af 0,5 pct.
af den del af kravet, som overstiger 3.000 kr. Det følger af
retsafgiftslovens § 16, stk. 4, at hvis der samtidig foretages
udlæg hos samme skyldner for flere krav, skal kravene sam-
menlægges, inden afgiften beregnes. Det følger af retsaf-
giftslovens § 59, at afgiften skal afrundes opad til nærmeste
kronebeløb, der er deleligt med 10.
Foretages udlæg for samme krav hos flere skyldnere, skal
der som udgangspunkt beregnes afgift for hver skyldner, jf.
retsafgiftslovens § 16, stk. 5. Dette gælder dog ikke, hvis
skyldnerne er samlevende ægtefæller, eller hvor udlægget
vedrører fast ejendom, som tilhører skyldnerne i forening.
Ud over grundafgiften skal der yderligere betales en til-
lægsafgift på 400 kr., såfremt udlægget helt eller delvist
foretages uden for restanceinddrivelsesmyndighedens kon-
tor, eller skyldneren fremstilles af politiet, jf. retsafgiftslo-
vens § 17 a, stk. 1. Der skal betales én tillægsafgift for en
udlægsforretning uden for restanceinddrivelsesmyndighe-
dens kontor mod samme skyldner eller for en politifremstil-
ling af samme skyldner, uanset om udlægsforretningen an-
går et eller flere krav, jf. retsafgiftslovens § 17 a, stk. 2, 1.
pkt.
Foretages der udlæg uden for restanceinddrivelsesmyndig-
hedens kontor for samme krav hos flere skyldnere, eller sker
der for samme krav politifremstilling af flere skyldnere, skal
der som udgangspunkt beregnes tillægsafgift for hver skyld-
ner, jf. retsafgiftslovens § 17 a, stk. 3, jf. § 16, stk. 5. Dette
gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæller,
eller hvor udlægget vedrører fast ejendom, som tilhører
skyldnerne i forening.
Retsafgiftslovens § 20 fastsætter, hvilke udlægsforretnin-
ger der er fritaget for afgift. Fritagelsen gælder både grund-
afgiften efter retsafgiftslovens § 16 og tillægsafgiften efter §
17 a.
De afgiftsfri udlægsforretninger, som kan behandles af re-
stanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, er udlægs-
forretninger vedrørende bøder, konfiskerede værdier og
sagsomkostninger i straffesager, der inddrives af det offent-
lige, jf. retsafgiftslovens § 20, nr. 1, udlægsforretninger ved-
rørende afgifter og sagsomkostninger, som det påhviler
domstolene at indkræve, jf. retsafgiftslovens § 20, nr. 2, og
udlægsforretninger vedrørende borgerlige krav fastsat under
en offentlig straffesag, jf. retsafgiftslovens § 20, nr. 6.
Retsafgiftslovens § 18, stk. 2, bemyndiger justitsministe-
ren til at fastsætte, hvornår afgiftspligten efter retsafgiftslo-
vens §§ 16 og 17 a indtræder. Med hjemmel i denne bestem-
melse har justitsministeren udstedt bekendtgørelse nr. 753 af
12. november 1990 om retsafgift for udlæg, der foretages ef-
ter lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og af-
gifter m.v., samt om oppebørsel af visse retsafgifter.
Det fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 753 af 12.
november 1990 om retsafgift for udlæg, der foretages efter
lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgif-
ter m.v., samt om oppebørsel af visse retsafgifter, at afgifts-
pligten for grundafgiften efter retsafgiftslovens § 16, stk. 1,
indtræder, når pantefogeden underretter skyldneren om tid
og sted for forretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1. Så-
fremt forretningen i medfør af retsplejelovens § 493, stk. 2,
foretages uden sådan underretning, indtræder afgiftspligten
ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 2, når forretningen påbe-
gyndes, jf. retsplejelovens § 496. I visse tilfælde er underret-
ning om tid og sted for forretningen, jf. retsplejelovens §
493, stk. 1, ikke mulig. Dette kan eksempelvis være tilfæl-
det, hvis der skal foretages udlæg i skatteyderens aktiver her
i landet, og skatteyderen er flyttet til udlandet uden at have
oplyst sin adresse til de danske myndigheder. I praksis er af-
giftspligten for grundafgift, jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 12 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, i
43
sådanne tilfælde anset for indtrådt, når forretningen påbe-
gyndes.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 3, at afgiftsplig-
ten for tillægsafgiften efter retsafgiftslovens § 17 a indtræ-
der, når pantefogeden træffer bestemmelse om retshandlin-
gens foretagelse.
Det fremgår af retsafgiftslovens § 19, 1. pkt., at for andre
forretninger end udlæg på grundlag af udpantningsret svares
ny afgift, når rekvirenten mere end 3 måneder efter, at af-
giftspligt er indtrådt, fremsætter ny begæring vedrørende
kravet over for samme retsafdeling eller fogedret eller rets-
afdelingen eller fogedretten i en anden retskreds. Baggrun-
den for at undtage udlæg på grundlag af udpantningsret var
ifølge forarbejderne til retsafgiftslovens § 19 bl.a. det prakti-
ske hensyn, at det ville være forbundet med betydelige van-
skeligheder at foretage en effektiv kontrol af reglens over-
holdelse for så vidt angår udpantninger, jf. lovforslag nr. L
23, Folketingstidende 1968-69, tillæg A, spalte 396.
Retsafgiftslovens § 64 og bekendtgørelse nr. 753 af 12.
november 1990 om retsafgift for udlæg, der foretages efter
lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgif-
ter m.v., samt om oppebørsel af visse retsafgifter indeholder
regler om behandlingen af indsigelser imod restanceinddri-
velsesmyndighedens pantefogeders beregning af en afgift
efter retsafgiftslovens §§ 16 eller 17 a.
Det fremgår af retsafgiftslovens § 64, stk. 1, og § 3 i be-
kendtgørelse nr. 753 af 12. november 1990 om retsafgift for
udlæg, der foretages efter lov om fremgangsmåden ved ind-
drivelse af skatter og afgifter m.v., samt om oppebørsel af
visse retsafgifter, at en indsigelse imod restanceinddrivelses-
myndighedens pantefogeders beregning af en afgift sker ved
klage til den fogedret, som skulle have foretaget forretnin-
gen, hvis denne ikke var henlagt til restanceinddrivelses-
myndigheden. Klage skal således ske til den fogedret, der er
stedligt kompetent efter retsplejelovens § 487.
Under udlægsforretningen kan indsigelse fremsættes over
for restanceinddrivelsesmyndigheden, som underretter fo-
gedretten om indsigelsen. Efter forretningen kan indsigelse
fremsættes ved klage til fogedretten. Klage skal indgives se-
nest 6 uger efter, at den afgiftspligtige har fået kundskab om
afgiftsberegningen.
Det følger af retsafgiftslovens § 64, stk. 2, at fogedretten
kan se bort fra overskridelser af klagefristen på indtil 6 må-
neder, når særlige omstændigheder gør overskridelsen und-
skyldelig.
Tages klagen til følge, omgøres afgiftsberegningen i over-
ensstemmelse hermed, jf. retsafgiftslovens § 64, stk. 3. I
modsat fald træffer fogedretten afgørelse ved kendelse, jf.
retsafgiftslovens § 64, stk. 4.
Det følger af retsafgiftslovens § 64, stk. 5, at fogedretten
efter sit eget skøn af egen drift kan indhente oplysninger el-
ler erklæringer fra klageren. Kendelsen kan stadfæste af-
giftsberegningen eller ændre den til fordel eller til skade for
den afgiftspligtige.
Endelig følger det af retsafgiftslovens § 64, stk. 6, at fo-
gedrettens kendelse inden 2 uger kan påkæres til landsretten
i den borgerlige retsplejes former. Bestemmelsen i stk. 5 fin-
der tilsvarende anvendelse, således at landsretten efter sit
eget skøn af egen drift kan indhente oplysninger eller erklæ-
ringer fra klageren, ligesom landsrettens kendelse kan stad-
fæste afgiftsberegningen eller ændre den til fordel eller til
skade for den afgiftspligtige.
Retsafgiftslovens § 66 indeholder regler om ændring af en
afgiftsberegning, uden at der er klaget over den.
Det følger af retsafgiftslovens § 66, stk. 1, at restanceind-
drivelsesmyndighedens pantefogeder af egen drift kan æn-
dre beregningen til fordel for den afgiftspligtige.
Det fremgår af retsafgiftslovens § 66, stk. 2, at bortset fra
tilfælde, hvor der er klaget over afgiftsberegningen, jf. rets-
afgiftslovens § 64, kan efterbetaling af for lidt beregnet af-
gift som udgangspunkt ikke kræves, når der er forløbet 6
uger, efter at den afgiftspligtige har fået kundskab om bereg-
ningen.
Efterbetaling kan dog kræves, hvor beregningen hviler på
urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende op-
lysninger fra den afgiftspligtige eller den afgiftspligtiges be-
fuldmægtigede, jf. retsafgiftslovens § 66, stk. 3. Ved klage
over efterkrav finder de beskrevne regler i retsafgiftslovens
§ 64 anvendelse.
Det følger af retsplejelovens § 485, at for krav, som er til-
lagt udpantningsret, er fuldbyrdelsesfristen 7 dage efter dag-
en for meddelelse om forretningen, jf. § 493, stk. 3.
Det fremgår af retsplejelovens § 486, stk. 2, 1. pkt., at fo-
gedretten kan bestemme, at et krav skal kunne fuldbyrdes,
selv om fristerne i §§ 480-485 endnu ikke er udløbet, eller
selv om forkyndelse af meddelelse efter § 493, stk. 3, ikke
er sket, hvis skyldneren samtykker, eller det må antages, at
muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt
forringet.
Efter retsplejelovens § 493, stk. 3, 1. pkt., skal meddelelse
om forretningen forkyndes for skyldneren, før fuldbyrdelse
kan forlanges på grundlag af udpantningsret, medmindre an-
det er bestemt i lovgivningen.
2.6.2. Lovforslaget
Når restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder fore-
tager udlægsforretninger, skal der efter gældende regler kun
svares retsafgift én gang for hver fordring, uanset om der se-
nere foretages ny udlægsforretning over for skyldneren for
samme fordring, fordi første udlægsforretning ikke medførte
dækning af hele fordringen. Dette følger af retsafgiftslovens
§ 19, 1. pkt., der alene gælder for andre forretninger end ud-
læg på grundlag af udpantningsret. Undtagelsen af udlæg på
grundlag af udpantningsret har ifølge forarbejderne til rets-
afgiftslovens § 19 bl.a. baggrund i det ikke længere gælden-
de praktiske hensyn, at det ville være forbundet med betyde-
lige vanskeligheder at foretage en effektiv kontrol af reglens
overholdelse for så vidt angår udpantninger, jf. lovforslag
nr. L 23, Folketingstidende 1968-69, tillæg A, spalte 396.
Det har vist sig at være særdeles vanskeligt at it-understøt-
te retsafgiftslovens § 19, 1. pkt., fordi det kræver, at restan-
ceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder entydigt kan
44
identificere, hvilken fordring (eller dele heraf) der tidligere
har været omfattet af en retsafgiftsberegning. Det vurderes,
at der er stor risiko for, at den gældende regel om retsafgift
ved restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeders ud-
lægsforretninger ikke vil kunne understøttes korrekt i det
nye it-system.
Før den automatiserede inddrivelse blev suspenderet i
2015, blev der foretaget mellem ca. 25.000 og 30.000 ud-
lægsforretninger om året. Da det forventes, at der fremadret-
tet vil skulle foretages mindst et tilsvarende antal udlægsfor-
retninger, er der et udtalt behov for it-understøttelse af be-
regning af retsafgift. Det er derfor vigtigt, at der kan ske en
forenkling af reglerne, så beregningen ikke skal foregå ma-
nuelt.
På baggrund heraf foreslås det at indsætte en ny bestem-
melse i § 12 d i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
hvoraf følger, at der kun svares ny afgift efter § 12 a, stk. 1,
når afgiftspligten for den nye afgift indtræder mere end 3
måneder efter, at der for skyldneren sidst er indtrådt afgifts-
pligt efter § 12 a, stk. 1, og at der kun svares afgift efter § 12
a, stk. 2, for udlægsforretninger, hvor der skal svares afgift
efter § 12 a, stk. 1. Det foreslås endvidere, at der ikke svares
ny afgift efter § 12 a, stk. 1 og 2, for en forretning, der fore-
tages efter retsplejelovens § 486, stk. 2, 1. pkt., hvis denne
forretning foretages samtidig med en anden forretning, for
hvilken der skal svares afgift efter § 12 a, stk. 1.
Retsplejelovens § 486, stk. 2, omhandler situationen, hvor
skyldneren samtykker i, at et krav kan fuldbyrdes, selv om
fuldbyrdelsesfristerne i retsplejelovens §§ 480-485 endnu
ikke er udløbet, eller selv om forkyndelse af meddelelse ef-
ter retsplejelovens § 493, stk. 3, ikke er sket. Efter retspleje-
lovens § 485 er fuldbyrdelsesfristen 7 dage efter dagen for
meddelelse om forretningen, jf. § 493, stk. 3. Forkyndelse af
meddelelse efter § 493, stk. 3, kan tidligst ske dagen efter
sidste rettidige betalingsdag, jf. retsplejelovens § 486, stk. 1,
2. pkt. Efter retsplejelovens § 493, stk. 3, skal meddelelse
om forretningen forkyndes for skyldneren, før der kan for-
langes fuldbyrdelse på grundlag af udpantningsret, medmin-
dre andet er bestemt i lovgivningen. Ved senere forretninger
for samme krav gives alene meddelelse efter reglerne i stk. 1
og 2.
Det er tidspunktet for grundafgiftens indtræden – jf. ne-
denfor om den foreslåede § 12 c, stk. 1 og 2, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige – der er afgørende for,
hvornår 3-månedersfristen i § 12 d, 1. pkt., skal beregnes
fra. Der vil inden for 3-månedersfristen skulle svares til-
lægsafgift, hvis der træffes bestemmelse om, at samme ud-
lægsforretning helt eller delvist skal foretages uden for re-
stanceinddrivelsesmyndighedens kontor, eller at skyldneren
skal fremstilles af politiet, jf. nedenfor om den foreslåede §
12 c, stk. 3. Derimod vil der inden for 3-månedersfristen ik-
ke skulle svares grundafgift i forbindelse med en ny udlægs-
forretning, jf. § 12 d, 1. pkt., hvilket indebærer, at der heller
ikke kan pålægges tillægsafgift for den nye udlægsforret-
ning, jf. § 12 d, 2. pkt.
Det er i forhold til den foreslåede regel i § 12 d, 2. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke en betin-
gelse for, at der skal svares tillægsafgift, at pligten til at sva-
re grundafgift, jf. § 12 a, stk. 1, tidsmæssigt er indtrådt på
det pågældende tidspunkt, jf. nedenfor om den foreslåede §
12 c. Hvis pligten til at svare tillægsafgiften tidsmæssigt
indtræder før pligten til at svare grundafgiften, fordi der
træffes beslutning om, at forretningen helt eller delvist fore-
tages uden for restanceinddrivelsesmyndighedens kontor, el-
ler at skyldneren fremstilles af politiet, jf. § 12 c, stk. 3, før
pligten til at svare grundafgift indtræder, jf. § 12 c, stk. 1 og
2, vil tillægsafgiften i den mellemliggende periode være be-
tinget af, at der på et senere tidspunkt indtræder pligt til at
betale grundafgift for samme forretning.
For at forenkle reglerne, hvor skyldner under en fogedfor-
retning, for hvilken der allerede skal svares afgift efter den
foreslåede regel i § 12 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, i medfør af retsplejelovens § 486, stk. 2, 1.
pkt., jf. ovenfor, samtykker i, at et eller flere yderligere krav
kan fuldbyrdes samtidig, foreslås det med reglen i § 12 d, 3.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at der i
sådanne tilfælde ikke skal svares ny afgift. Selv om der ved
forretningens foretagelse er forløbet mere end 3 måneder,
siden der for skyldneren senest er indtrådt afgiftspligt efter
den foreslåede regel i § 12 a, stk. 1, svares der således ikke
ny afgift, hvis skyldneren ved forretningens foretagelse sam-
tykker i, at der samtidig foretages udlægsforretning for et el-
ler flere yderligere krav, uanset at fristerne i §§ 480-485
endnu ikke er udløbet, eller at forkyndelse af meddelelse ef-
ter § 493, stk. 3, ikke er sket.
Den foreslåede § 12 d i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige indebærer, at restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefogeder fremadrettet kan beregne retsafgift flere gange
over for en skyldner ved udlægsforretninger for det samme
krav, forudsat at 3-månedersfristen er overholdt. I modsæt-
ning til retsafgiftslovens § 19, 1. pkt., hvor 3-månedersfri-
sten beregnes for den enkelte fordring, beregnes 3-måne-
dersfristen i § 12 d, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige på skyldnerniveau. Dette indebærer, at der i de
tilfælde, hvor der ellers ville være indtrådt afgiftspligt for en
ny udlægsforretning højst 3 måneder efter indtrædelsen af
afgiftspligt for en tidligere udlægsforretning over for samme
skyldner, fremover ikke beregnes retsafgift, uanset om den
nye udlægsforretning gælder samme fordring eller en anden
fordring.
Beregning af 3-månedersfristen på skyldnerniveau inde-
bærer, at restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder
ved udlægsforretninger i paralleldriftsperioden – dvs. den
periode, hvor der er to aktive inddrivelsessystemer (det nye
it system for inddrivelse og EFI/DMI), og hvor fordringer er
registreret til inddrivelse i EFI/DMI-systemet og i det nye
inddrivelsessystem – vil skulle påse, om der i ét af de to ind-
drivelsessystemer er beregnet retsafgift over for den pågæl-
dende skyldner inden for de seneste 3 måneder.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 12 d i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige vil restanceinddrivelsesmyn-
dighedens pantefogeder ved udlægsforretninger fra og med
ikrafttrædelsestidspunktet for de foreslåede regler om retsaf-
gift kunne beregne retsafgift over for en skyldner, hvis der
45
på denne dato er forløbet mere end 3 måneder siden seneste
afgiftsberegning for skyldneren.
Det er kun afgiftspligt for udlæg omfattet af lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, der har betydning for 3-
månedersfristen i den foreslåede § 12 d i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Udlæg på grundlag af udpantnings-
ret vedrørende kommunale fordringer med fortrinsret har så-
ledes ikke betydning for 3-månedersfristen i den foreslåede
§ 12 d, idet sådanne udlæg ikke er omfattet af loven, jf. § 1
a.
For at have et samlet regelgrundlag for retsafgift ved re-
stanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeders udlægsfor-
retninger foreslås det endvidere at flytte reglerne herom fra
retsafgiftsloven og bekendtgørelse nr. 753 af 12. november
1990 om retsafgift for udlæg, der foretages efter lov om
fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.,
samt om oppebørsel af visse retsafgifter, der er fastsat med
hjemmel i retsafgiftsloven (på Justitsministeriets område),
til de foreslåede nye bestemmelser i §§ 12 a-12 g i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, således at reglerne her-
om fremover vil høre under Skatteministeriets ressortområ-
de.
Ud over den foreslåede bestemmelse i § 12 d i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige er de foreslåede bestem-
melser en videreførelse af gældende regler i retsafgiftsloven
og bekendtgørelse nr. 753 af 12. november 1990 om retsaf-
gift for udlæg, der foretages efter lov om fremgangsmåden
ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., samt om oppebør-
sel af visse retsafgifter. Foruden den foreslåede bestemmelse
i § 12 d i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er der
således ikke foretaget materielle ændringer, men blot sprog-
lige justeringer, der skal sikre, at de relevante begreber an-
vendes.
Det foreslås med § 12 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at der for udlæg, som foretages
af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, svares
en grundafgift på 300 kr. Det foreslås endvidere med 2. pkt.,
at hvis kravet overstiger 3.000 kr., skal der svares yderligere
0,5 pct. af det overskydende beløb i grundafgift. Reglerne
svarer til retsafgiftslovens § 16, stk. 1. Dette indebærer, at
der for udlæg for krav på højst 3.000 kr. skal svares en
grundafgift på 300 kr. uanset kravets størrelse, og at der for
udlæg for krav på mere end 3.000 kr. skal svares en grund-
afgift på summen af 300 kr. og 0,5 pct. af den del af kravet,
der overstiger 3.000 kr. Eksempelvis skal der for udlæg for
et krav på 5.000 kr. svares 310 kr. (300 kr. med tillæg af 10
kr.).
Det foreslås med § 12 a, stk. 1, 3. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at afgiften afrundes opefter til
nærmeste kronebeløb, som er deleligt med 10. Reglen svarer
til retsafgiftslovens § 59, 1. pkt. Den foreslåede afrundings-
regel indebærer, at grundafgiften er den samme i hvert inter-
val af 2.000 kr. over 3.000 kr. Eksempelvis er grundafgiften
310 kr. for udlæg for krav i intervallet 3.001-5.000 kr. og
320 kr. for udlæg for krav i intervallet 5.001-7.000 kr.
Det foreslås med § 12 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at der yderligere svares en tillægsaf-
gift på 400 kr., såfremt forretningen helt eller delvist foreta-
ges uden for restanceinddrivelsesmyndighedens kontor, eller
skyldneren fremstilles af politiet. Der skal således i de til-
fælde, hvor forretningen helt eller delvist foretages uden for
restanceinddrivelsesmyndighedens kontor, eller skyldneren
fremstilles af politiet, svares grundafgift efter § 12 a, stk. 1,
og tillægsafgift efter § 12 a, stk. 2. Reglen svarer til retsaf-
giftslovens § 17 a, stk. 1.
Det foreslås med § 12 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at kravene sammenlægges inden af-
giftens beregning, jf. stk. 1 og 2, hvis der samtidig foretages
udlæg hos samme skyldner for flere krav. Dette indebærer,
at der også kun svares én tillægsafgift, når de i stk. 2 nævnte
retshandlinger foretages hos samme skyldner for flere krav.
Reglen svarer til retsafgiftslovens § 16, stk. 4, (grundafgift)
og § 17 a, stk. 2, 1. pkt., (tillægsafgift).
Det foreslås med § 12 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at foretages der udlæg for
samme krav hos flere skyldnere, beregnes afgift for hver
skyldner. Det foreslås endvidere med 2. pkt., at 1. pkt. ikke
finder anvendelse, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæl-
ler, eller hvor begæringen vedrører fast ejendom, som tilhø-
rer skyldnerne i forening. Reglerne svarer til retsafgiftslo-
vens § 16, stk. 5, (grundafgift) og § 17 a, stk. 3, (tillægsaf-
gift).
Udgangspunktet er, at der for udlæg for samme krav hos
flere skyldnere skal beregnes afgift for hver skyldner for det
fulde krav. Der er to undtagelser hertil.
For det første skal der kun beregnes én afgift for udlæg for
samme krav hos samlevende ægtefæller (herunder registre-
rede partnere). Det beror på en konkret vurdering, om ægte-
fæller (herunder registrerede partnere) er samlevende. Det er
ikke et krav, at de har fælles bopæl, hvis de i øvrigt har et
fast samliv. Hvis ægtefællerne er registreret til at have
samme bopælsadresse, vil der gælde en formodning for, at
ægtefællerne er samlevende. Tilsvarende vil der gælde en
formodning for, at ægtefællerne ikke er samlevende, hvis
ægtefællerne er registreret til at have forskellige bopæls-
adresser. Formodningsreglen vil i praksis føre til, at de regi-
strerede oplysninger om ægtefællernes bopæl vil blive lagt
til grund, medmindre formodningen afkræftes. Dette vil bl.a.
kunne ske, ved at skatteyderen henvender sig med doku-
mentation for, at vedkommende har været samlevende med
ægtefællen, uanset at ægtefællerne ikke har haft samme re-
gistrerede bopælsadresse. Undtagelsen gælder ikke for ugif-
te samlevende.
For det andet skal der kun beregnes én afgift for udlæg for
samme krav i fast ejendom, som tilhører skyldnerne i fore-
ning. Undtagelsen gælder ikke, hvis der for kravet foretages
udlæg i både fast ejendom, som tilhører skyldnerne i fore-
ning, og i andre aktiver.
Det foreslås med § 12 b, nr. 1-3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at udlæg vedrørende visse typer af
krav er afgiftsfri. For det første foreslås det, at udlæg vedrø-
46
rende bøder, konfiskerede værdier og sagsomkostninger i
straffesager, der inddrives af det offentlige, er afgiftsfri. For
det andet foreslås det, at udlæg vedrørende afgifter og sags-
omkostninger, som det påhviler domstolene at indkræve, er
afgiftsfri. For det tredje foreslås det, at udlæg vedrørende
borgerlige krav fastsat under en offentlig straffesag er af-
giftsfri. Hvis udlægsforretningen kun delvis omhandler krav,
der afgiftsfritaget efter § 12 b, nr. 1-3, skal der fortsat bereg-
nes afgift for øvrige krav, der ikke er afgiftsfritaget. Regler-
ne svarer til retsafgiftslovens § 20, nr. 1, 2 og 6.
Det foreslås med § 12 c, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at afgiftspligten efter § 12 a, stk. 1,
indtræder, når restanceinddrivelsesmyndighedens pantefo-
ged underretter skyldneren om tid og sted for forretningen,
jf. retsplejelovens § 493, stk. 1. Det foreslås endvidere med
§ 12 c, stk. 2, at afgiftspligten efter § 12 a, stk. 1, dog ind-
træder, når forretningen påbegyndes, jf. retsplejelovens §
496, hvis underretning efter retsplejelovens § 493, stk. 1, ik-
ke er mulig, eller hvis forretningen foretages uden sådan un-
derretning i medfør af retsplejelovens § 493, stk. 2. Det
foreslås videre med § 12 c, stk. 3, at afgiftspligten efter § 12
a, stk. 2, indtræder, når restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefoged træffer bestemmelse om retshandlingens foreta-
gelse. Reglerne regulerer tidspunktet for afgiftens indtræden
og svarer til § 1 i bekendtgørelse nr. 753 af 12. november
1990 om retsafgift for udlæg, der foretages efter lov om
fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.,
samt om oppebørsel af visse retsafgifter. Dog er der i for-
hold til bekendtgørelsens § 1 foretaget en tilpasning af stk.
2, således at den også omfatter den situation, hvor underret-
ning ikke er mulig. Det foreslås med tilpasningen at lovfæs-
te den eksisterende praksis, hvor afgiftspligten for grundaf-
gift i det tilfælde indtræder, når forretningen påbegyndes.
Det foreslås med § 12 e, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at indsigelse imod restanceinddrivel-
sesmyndighedens pantefogeders beregning af en afgift sker
ved klage til den fogedret, som skulle have foretaget forret-
ningen, hvis denne ikke var henlagt til restanceinddrivelses-
myndigheden. Reglen svarer til retsafgiftslovens § 64, stk. 1,
2. pkt., og § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 753 af 12. novem-
ber 1990 om retsafgift for udlæg, der foretages efter lov om
fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.,
samt om oppebørsel af visse retsafgifter. Bestemmelsen fast-
sætter fogedrettens stedlige kompetence.
Det foreslås med § 12 e, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at under forretningen kan indsi-
gelse fremsættes over for restanceinddrivelsesmyndigheden,
som underretter fogedretten om indsigelsen. Det foreslås
endvidere med 2. pkt., at efter forretningen kan indsigelse
fremsættes ved klage til fogedretten. Reglerne svarer til § 3,
stk. 2, 1. og 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 753 af 12. novem-
ber 1990 om retsafgift for udlæg, der foretages efter lov om
fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.,
samt om oppebørsel af visse retsafgifter. Det foreslås videre
med § 12 e, stk. 2, 3. pkt., at klage skal indgives senest 6
uger efter, at den afgiftspligtige har fået kundskab om af-
giftsberegningen. Reglen svarer til retsafgiftslovens § 64,
stk. 1, 3. pkt., og bekendtgørelsens § 3, stk. 2, 3. pkt., og in-
debærer bl.a., at skyldneren under udlægsforretningen kan
fremsætte sin indsigelse mundtligt over for restanceinddri-
velsesmyndighedens pantefoged, som derefter skal indbrin-
ge sagen for fogedretten. Efter udlægsforretningen kan klage
ske til fogedretten inden for en frist på 6 uger fra det tids-
punkt, hvor klageren fik kundskab om afgiftsberegningen.
Det foreslås med § 12 e, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fogedretten kan se bort fra over-
skridelser af klagefristen på indtil 6 måneder, når særlige
omstændigheder gør overskridelsen undskyldelig. Reglen
svarer til retsafgiftslovens § 64, stk. 2. Fogedrettens beslut-
ning om ikke at bortse fra en fristoverskridelse kan ikke på-
kæres.
Det foreslås med § 12 e, stk. 4, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at hvis klagen tages til følge, omgøres
afgiftsberegningen i overensstemmelse hermed. Reglen sva-
rer til retsafgiftslovens § 64, stk. 3.
Det foreslås med § 12 e, stk. 5, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at hvis afgiftsberegningen ikke æn-
dres i henhold til stk. 4, træffes afgørelsen ved kendelse.
Reglen svarer til retsafgiftslovens § 64, stk. 4, 1. pkt. Dette
indebærer, at når fogedretten ikke giver klageren fuldt med-
hold, skal fogedrettens afgørelse træffes ved kendelse. Giver
fogedretten derimod klageren fuldt medhold, kan fogedret-
tens afgørelse træffes ved kendelse eller beslutning.
Det foreslås med § 12 e, stk. 6, 1. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at fogedretten af egen drift kan
indhente oplysninger eller erklæringer fra klageren. Det
foreslås endvidere med 2. pkt., at kendelsen kan stadfæste
afgiftsberegningen eller ændre den til fordel eller til skade
for den afgiftspligtige. Reglerne svarer til retsafgiftslovens §
64, stk. 5. Fogedretten kan også indhente oplysninger fra re-
stanceinddrivelsesmyndighedens pantefoged.
Det foreslås med § 12 e, stk. 7, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at kendelsen inden 2 uger kan påkæ-
res i den borgerlige retsplejes former, og at bestemmelsen i
stk. 6, finder tilsvarende anvendelse under kæresagen. Reg-
len svarer til retsafgiftslovens § 64, stk. 6. Kære sker ved
indlevering af kæreskrift til fogedretten, jf. retsplejelovens §
393, stk. 3. Henvisningen til det foreslåede stk. 6 indebærer,
at kæreinstansen af egen drift kan indhente oplysninger eller
erklæringer fra klageren, og at kendelsen kan stadfæste af-
giftsberegningen eller ændre den til fordel eller til skade for
den afgiftspligtige.
Det foreslås med § 12 f, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefogeder af egen drift kan ændre beregningen til fordel
for den afgiftspligtige. Reglen svarer til retsafgiftslovens §
66, stk. 1. Der gælder ikke nogen tidsfrist for at ændre en af-
giftsberegning til fordel for den afgiftspligtige.
Det foreslås med § 12 f, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at bortset fra de i § 12 e, stk. 6 og 7,
omhandlede tilfælde kan efterbetaling af for lidt beregnet af-
gift ikke kræves, når der er forløbet 6 uger, efter at den af-
giftspligtige har fået kundskab om beregningen. Reglen sva-
47
rer til retsafgiftslovens § 66, stk. 2. Udgangspunktet er, at
restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder ikke af
egen drift kan ændre en afgiftsberegning til skade for den af-
giftspligtige senere end 6 uger efter, at den afgiftspligtige fik
meddelelse om afgiftsberegningen. Der foreslås i § 12 f, stk.
3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige en undtagel-
se hertil, jf. straks nedenfor. Endvidere kan fogedretten, i til-
fælde af at skyldneren gør indsigelse mod afgiftsberegnin-
gen, ændre afgiftsberegningen både til fordel og til skade for
den afgiftspligtige.
Det foreslås med § 12 f, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at efterbetaling dog kan kræves,
hvor beregningen hviler på urigtige, ufuldstændige eller på
anden måde vildledende oplysninger fra den afgiftspligtige
eller dennes befuldmægtigede. Det foreslås endvidere med
2. pkt., at ved klage over efterkrav finder reglerne i § 12 e
anvendelse. Reglerne svarer til retsafgiftslovens § 66, stk. 3.
Henvisningen til den foreslåede § 12 e i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige indebærer bl.a., at skyldneren inden
for en frist på 6 uger kan klage til fogedretten over en afgø-
relse om forhøjelse af en afgiftsberegning i medfør af det
foreslåede § 12 f, stk. 3.
Det foreslås med § 12 g i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at afgifter, jf. § 12 a, stk. 1 og 2, oppebæres af
restanceinddrivelsesmyndigheden. Reglen svarer til retsaf-
giftslovens § 63 og § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 753 af
12. november 1990 om retsafgift for udlæg, der foretages ef-
ter lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og af-
gifter m.v., samt om oppebørsel af visse retsafgifter.
Efter indførelsen af §§ 12 a-12 g skal de overflyttede reg-
ler i retsafgiftslovens kapitel 3 ikke længere finde anvendel-
se på udlæg, som foretages af restanceinddrivelsesmyndig-
hedens pantefogeder. Det foreslås derfor at indsætte en ny
bestemmelse i retsafgiftslovens § 20 a, som fastslår, at reg-
lerne i retsafgiftslovens kapitel 3 ikke finder anvendelse på
udlæg, som foretages af restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefogeder.
2.7. Klarere regel om restanceinddrivelsesmyndighedens
eftergivelse af gæld
2.7.1. Gældende ret
De gældende regler om eftergivelse af gæld til det offent-
lige i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder
dels almindelige regler om eftergivelse i lovens § 13, stk.
1-5, og dels en særlig regel om eftergivelse i lovens § 13,
stk. 6, der finder anvendelse, når sociale eller andre forhold i
særlig grad taler derfor.
De almindelige regler om eftergivelse af gæld til det of-
fentlige svarer til gældssaneringsreglerne i konkurslovens
afsnit IV om gældssanering. Reglerne for gældssanering fin-
der anvendelse for såvel privat gæld som gæld til det offent-
lige. Det er i modsætning til eftergivelse efter lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, der udelukkende omfatter
gæld til det offentlige. Det fremgår af de almindelige be-
mærkninger til forslag til lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 263, at det er hensigten med eftergi-
velsesreglerne, at de skal være parallelle med reglerne om
gældssanering. Af de almindelige bemærkninger i lovforslag
nr. L 5, Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte
157-158, fremgår det om baggrunden for ændringen, at der
med forslaget blev taget udgangspunkt i konkurslovens be-
stemmelser om gældssanering, idet det også var hensigten at
tilpasse skattevæsenets og toldvæsenets eftergivelsespraksis
til skifteretternes praksis i sager om gældssanering.
Det fremgår endvidere, at hensigten med forslaget var at
etablere en ensartet praksis inden for de nævnte myndighe-
der, der i realiteten behandler de samme sager. Dette skulle
medføre en ensartet behandling af borgerne og dermed en
styrkelse af retssikkerheden på dette område. Det anførtes
endvidere, at harmoniseringen med gældssaneringsreglerne
forventedes at ville medføre, at man ofte kan undgå at gen-
nemføre en gældssaneringssag ved skifteretten, når der ude-
lukkende eller i overvejende grad er tale om gæld til skatte-
og toldvæsenet.
Hovedformålet med gældssanering er dels at hindre de be-
tydelige skadevirkninger for skyldneren og dennes familie,
som håbløs forgældelse må antages at have, dels at sikre
kreditorerne, at der sker en betryggende konstatering af, om
skyldnerens gæld nu også virkelig er håbløs at inddrive, og
at betaling af den del af gælden, der realistisk set vil kunne
betales, sættes i system. Samfundshensynene bag reglerne
om gældssanering består dels i almene resocialiseringshen-
syn, dels i interessen i så vidt muligt at undgå, at de sociale
budgetter belastes med udgifter, som må tilskrives eksisten-
sen af håbløse gældsbyrder og de dermed forbundne skade-
virkninger for den enkelte og for samfundet, jf. side 47 i be-
tænkning nr. 1449/2004 om gældssanering.
En gældssanering efter konkursloven går i hovedtræk ud
på, at en skyldners samlede usikrede gæld, dvs. gæld, der ik-
ke er sikret ved en panteret m.v., nedskrives eller bortfalder.
Nedskrives gælden, skal skyldneren betale en vis del af sin
fremtidige indtægt til de kreditorer, hvis fordringer er omfat-
tet af gældssaneringen. Den periode, hvor skyldneren pålæg-
ges at betale en vis del af sin indtægt til kreditorerne, fast-
sættes typisk til 5 år.
Betingelserne for at opnå gældssanering er, at skyldneren
er håbløst forgældet, og at skyldnerens forhold og omstæn-
dighederne i øvrigt taler for en gældssanering.
Det fremgår af § 13, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter an-
modning fra en skyldner kan eftergive gæld til det offentli-
ge, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand
til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne
opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at efter-
givelsen vil føre til en varig forbedring af skyldnerens øko-
nomiske forhold.
Eftergivelse kan dog i almindelighed ikke finde sted, så-
fremt skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede. Det
gælder eksempelvis, hvis skyldneren er ramt af arbejdsløs-
hed, er under uddannelse, har usikre boligforhold eller mod-
tager kontanthjælp eller dagpenge.
48
Endvidere kan eftergivelse i almindelighed ikke finde
sted, såfremt skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomi-
ske anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld
enten er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af
stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, eller er
opstået, som følge af at skyldneren har påtaget sig en finan-
siel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske
situation, eller er stiftet med henblik på forbrug eller er gæld
til det offentlige, som er oparbejdet systematisk (f.eks.
momsgæld, skattegæld eller børnepenge).
Endvidere kan eftergivelse i almindelighed ikke finde
sted, såfremt en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved straf-
bare forhold (dvs. at gælden bl.a. omfatter bøder og sagsom-
kostninger) eller erstatningspådragende forhold.
Endvidere kan eftergivelse i almindelighed ikke finde
sted, såfremt skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld,
selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor. Dette
kan være tilfældet, hvis skyldneren har haft penge til rådig-
hed efter betaling af fornødenheder og faste udgifter, men
uden at bruge dem på at afdrage på sin gæld.
Endvidere kan eftergivelse i almindelighed ikke finde
sted, såfremt skyldneren har indrettet sig med henblik på ef-
tergivelse. Dette kan eksempelvis være tilfældet, ved at
skyldneren inden indgivelse af anmodning om eftergivelse
og/eller begæring om gældssanering har bragt sine aktiver i
kreditorly.
Endvidere kan eftergivelse i almindelighed ikke finde
sted, såfremt skyldneren stifter ny gæld til det offentlige, ef-
ter at eftergivelsessag er indledt. Dette gælder for nye re-
stancer m.v.
Ved afgørelse om eftergivelse skal der lægges vægt på
gældens alder. Hvis skyldneren har anden betydelig gæld,
kan eftergivelse nægtes, jf. § 13, stk. 3, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
Da en afgørelse om eftergivelse af gæld alene kan omfatte
gæld til det offentlige, skal der endvidere lægges vægt på,
om skyldneren udelukkende eller i overvejende grad har
gæld i form af offentlige restancer. Er forholdet det, at
skyldneren overvejende har gæld til private, vil restanceind-
drivelsesmyndigheden kunne eftergive gælden til det offent-
lige, men restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter en
konkret vurdering give afslag på eftergivelse på grund af
gældssammensætningen og henvise skyldner til i stedet at
søge om gældssanering ved skifteretten, jf. § 13, stk. 3, 2.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Skyldner
skal således henvises til at søge gældssanering ved skifteret-
ten, når det vurderes, at det kun er gennem en gældssane-
ring, at skyldner kan opnå en varig forbedring af sine øko-
nomiske forhold. Bestemmelsens anvendelsesområde er til-
fælde, hvor de private kreditorer reelt har opgivet at inddrive
gælden, således at det alene er gælden til det offentlige, der
er et problem for skyldner. Udgangspunktet vil være, at skif-
teretten behandler sager, hvor skyldner har gæld både til pri-
vate og offentlige kreditorer, mens restanceinddrivelsesmyn-
digheden behandler sager om eftergivelse, når skyldner pri-
mært har gæld til det offentlige, jf. lovforslag nr. L 20, Fol-
ketingstidende 2008-09, tillæg A, side 266.
Derudover kan eftergivelse nægtes, såfremt der foreligger
andre omstændigheder, der taler afgørende imod hel eller
delvis eftergivelse, jf. § 13, stk. 4, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Alene skyldnere, som er fysiske personer, kan få eftergi-
velse efter stk. 1, jf. § 13, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige.
Bestemmelserne i § 13, stk. 1-5, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige svarer i al væsentlighed til bestem-
melserne i konkurslovens § 197, stk. 1-4 og 6.
Eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af
skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der
træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis beta-
ling af den ikke eftergivne del af gælden, jf. § 14, stk. 1, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der sva-
rer til konkurslovens § 198 om gældssanering. I henstands-
og afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden, jf.
§ 14, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. Skatteministeren kan efter § 14, stk. 2, fastsætte
nærmere regler om fastsættelsen af afdragene og afdragspe-
riodens længde efter stk. 1. Det er sket i §§ 30 og 31 i be-
kendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Reglerne er afstemt med de regler, der er
fastsat i bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december 2008 om
gældssanering med senere ændringer.
Herudover kan eftergivelse af gæld i øvrigt, når sociale el-
ler andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles perso-
ner, selskaber, foreninger, selvejende institutioner el.lign.,
jf. § 13, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bestemmelsen blev ved lov nr. 1333 af 19. december
2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige overflyttet fra
opkrævningsloven til lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, ligesom ordene »når forholdene i ganske særlig
grad« blev ændret til »når sociale eller andre forhold i særlig
grad«.
Hensigten med denne ændring var at forbedre muligheder-
ne for at kunne få eftergivet gæld. Af de specielle bemærk-
ninger til § 13, stk. 6, i forslag til lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 281, fremgår om baggrunden for æn-
dringen, at bestemmelsen i stk. 6 blev foreslået justeret med
henblik på en udvidelse af anvendelsesområdet. Med den
ændrede formulering var det således hensigten, at bestem-
melsen skulle kunne anvendes til eftergivelse i videre om-
fang end tidligere. Eftergivelse skulle efter forslaget således
kunne ske i situationer, hvor der er særlige forhold, der taler
for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke kan ske efter de
øvrige regler om eftergivelse.
Formålet med den gældende bestemmelse i § 13, stk. 6, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er at supplere de
almindelige regler i lovens § 13, stk. 1-5, om eftergivelse
ved at give mulighed for eftergivelse i visse af de tilfælde,
hvor eftergivelse efter de almindelige regler ikke er mulig.
Med andre ord er der tale om en opsamlingsbestemmelse,
49
der på baggrund af skyldners konkrete sociale eller andre
forhold i særlig grad kan begrunde, at det vil være rimeligt
at eftergive gælden.
Såvel fysiske personer som juridiske personer er omfattet
af bestemmelsens anvendelsesområde.
Det fremgår endvidere af de specielle bemærkninger til §
13, stk. 6, i forslag til lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstidende 2008-09,
tillæg A, side 281, hvilke forhold der efter den nye ordlyd af
bestemmelsen kan føre til eftergivelse. Det anføres således,
at den dagældende adgang til eftergivelse i tilfælde af myn-
dighedsfejl, force majeure og force majeure-lignende for-
hold foreslås opretholdt. Herudover kan særlige forhold
f.eks. også være situationer, hvor det, selv om der ikke fore-
ligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller an-
dre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en
ansøgning om eftergivelse. Derudover vil der kunne være
særlige forhold, der kan begrunde hel eller delvis eftergivel-
se af gæld til det offentlige, når gældens beskaffenhed og
omstændighederne ved dens tilblivelse sammenholdt med
skyldnerens situation medfører, at skyldneren vil kunne op-
nå en væsentlig varig forbedring af sin situation. Det kan
f.eks. være situationer, hvor det vurderes, at gælden til det
offentlige er en betydelig barriere for at opnå varig tilknyt-
ning til arbejdsmarkedet. Særlige forhold kan endvidere væ-
re, at skyldneren ikke er i stand til og hverken inden for de
nærmeste år eller på længere sigt har udsigt til at kunne op-
fylde sine gældsforpligtelser, men hvor skyldner ved tilveje-
bringelse af midler fra tredjemand bliver i stand til at betale
en betydelig del af gælden, hvorved skyldner kan opnå en
varig forbedring af sine økonomiske forhold. Et andet ek-
sempel på en situation, hvor det kan virke urimeligt at give
afslag på en ansøgning om eftergivelse af gæld, kan være ef-
tergivelse af skattekravet vedrørende indsamlinger eller le-
gater til godgørende formål, der vil forspildes, hvis kravet
vedrørende skat fastholdes. Det kan f.eks. være folkeind-
samlinger til en operation, der kun kan udføres i udlandet,
indsamlinger til en dusør for oplysninger, der kan føre til, at
en forsvundet person bliver fundet eller et legat til sanering
af gæld.
Der er i henhold til den gældende bestemmelse i § 13, stk.
6, principielt ingen begrænsning af, hvilke forhold der i sær-
lig grad kan tale for eftergivelse.
En eftergivelse efter § 13 i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige kan ifølge § 15 tilbagekaldes, såfremt skyld-
neren 1) i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig
skyldig i svigagtigt forhold eller 2) groft tilsidesætter sine
forpligtigelser i forbindelse med afvikling af den ikke efter-
givne del af gælden. Bestemmelsen svarer til den tilsvarende
bestemmelse i konkurslovens § 229 om ophævelse af en
gældssaneringskendelse.
I 2006 blev den særlige ordning med gældseftergivelse for
socialt udsatte grupper (ESG-ordningen) indført som en for-
søgsordning. De nærmere regler for ordningen fandtes i lov
nr. 510 af 7. juni 2006. Forsøgsordningen var gældende i pe-
rioden 2007-2018. Forsøgsordningen gik fra starten ud på, at
skyldnere, som i en uafbrudt periode på 4 år eller mere hav-
de modtaget hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik
(kontanthjælp, starthjælp eller tilbud efter lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats) eller introduktionsydelse efter kapitel
5 i integrationsloven, gradvist kunne få eftergivet deres gæld
til det offentlige, forudsat at skyldnerne overgik til beskæfti-
gelse, fleksjob, uddannelse eller revalidering og fastholdt
dette i en samlet periode på 5 år. Det var en betingelse for
gældseftergivelsen, at skyldneren havde fået tilsagn om or-
dinær, ustøttet beskæftigelse eller om optagelse på en ordi-
nær uddannelse, eller at skyldneren var visiteret til revalide-
ring, herunder forrevalidering efter kapitel 6 i lov om aktiv
socialpolitik, eller havde fået tilbudt fleksjob.
ESG-ordningen blev ophævet med lov nr. 551 af 29. maj
2018. Ordningen blev foreslået ophævet, som følge af at
ordningen var særdeles kompliceret og vanskelig at it-un-
derstøtte. Hertil kom, at de gældende regler, der giver mu-
lighed for eftergivelse af gæld, i vidt omfang vil kunne til-
godese de samme hensyn til de socialt udsatte grupper, som
var baggrunden for den særlige ordning.
2.7.2. Lovforslaget
I tilknytning til ophævelsen af den særlige ordning med
gældseftergivelse for socialt udsatte grupper (ESG-ordnin-
gen) ved lov nr. 551 af 29. maj 2018 blev det i bemærknin-
gerne til lovforslag nr. L 226, Folketingstidende 2017-18, A,
L 226 som fremsat, side 48, anført, at Udviklings- og For-
enklingsstyrelsen ultimo 2018 iværksætter en analyse og
fastlæggelse af en fremtidig strategi for afskrivning og efter-
givelse af gæld til det offentlige. Det anføres endvidere, at
der i den forbindelse også vil blive set på, om de gældende
regler for eftergivelse af gæld til det offentlige bedre kan
målrettes de socialt udsatte grupper ud fra relevante objekti-
ve kriterier, og herunder hvordan nye regler herom vil kunne
systemunderstøttes. Det anføres endelig, at et eventuelt lov-
forslag herom vil kunne indgå i den næste lovforenkling-
spakke, der forventes fremsat i 2019.
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har i samarbejde med
Skatteministeriet set på de gældende regler for eftergivelse
af gæld til det offentlige og vurderer, at reglerne har et bredt
anvendelsesområde, hvor relevante kriterier inddrages ved
afgørelsen af, om en skyldner anses for berettiget til at få ef-
tergivet sin gæld. Ud over de almindelige regler for eftergi-
velse af gæld i § 13, stk. 1-5, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige er der fastsat en opsamlingsbestemmelse i §
13, stk. 6, hvorefter en skyldner, der ikke kan opfylde de al-
mindelige betingelser for at få eftergivet gæld, alligevel kan
få eftergivet sin gæld, når sociale eller andre forhold i særlig
grad taler derfor.
Som nævnt ovenfor i afsnit 2.7.1 svarer de almindelige
regler i § 13, stk. 1-5, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige til konkurslovens § 197, stk. 1-4 og 6, om gældssa-
nering. Da det er hensigten, at gældssaneringsreglerne og de
almindelige regler for eftergivelse af gæld til det offentlige i
§ 13, stk. 1-5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
er parallelle, for at man kan opnå en ensartet praksis og ens-
artet behandling af skyldnere med privat og/eller offentlig
gæld og dermed en samlet ordning for såvel privat som of-
50
fentlig gæld, foreslås der ikke ændringer i de almindelige
regler for eftergivelse af gæld til det offentlige. Det findes
derimod mere oplagt, at den særlige eftergivelsesbestem-
melse i § 13, stk. 6, ændres med henblik på at målrette be-
stemmelsen, så det klarere fremgår, at denne regel også fin-
der anvendelse i forhold til socialt udsatte grupper. Herudo-
ver vil Skatteministeriet se på mulighederne for at styrke in-
formationsindsatsen på området, med henblik på at kendska-
bet til eftergivelsesreglerne øges blandt borgere og gælds-
rådgivere.
Det fremgår af side 7 i årsrapporten 2018 fra Rådet for
Socialt Udsatte, at der ved socialt udsatte mennesker især
tænkes på mennesker i hjemløshed, i misbrug af alkohol el-
ler stoffer, med psykisk lidelse eller i prostitution samt men-
nesker ramt af fattigdom eller andre store og sammensatte
sociale problemer, der er forbundet med eller kan føre til so-
cial udsathed. Ud fra denne forståelse af begrebet socialt ud-
satte vurderes det, at denne gruppe allerede vil være omfat-
tet af anvendelsesområdet af § 13, stk. 6, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige og vil kunne opnå eftergivelse af
gæld, hvis de sociale forhold i særlig grad taler herfor. Ad-
skillige forhold ved socialt udsattes livssituation vil skille
sig markant ud fra gennemsnitlige personers livssituation,
hvilket ikke i sig selv giver ret til eftergivelse af gæld, men
det kan være kendetegnende for socialt udsatte, hvor der er
tale om store og sammensatte problemer, at der foreligger
særlige forhold, der kan tale for eftergivelse af gæld. Ordly-
den af § 13, stk. 6, er samtidig så bred, at den i princippet
kan favne ethvert forhold eller flerhed af forhold, der i sær-
lig grad kan tale for eftergivelse af gæld.
Det er ofte kendetegnende for socialt udsatte, at deres
økonomiske forhold er uafklarede, fordi deres sociale, fysi-
ske eller psykiske forhold indebærer, at de har svært ved at
påtage sig og fastholde et job. Uafklarede økonomiske for-
hold er et af kriterierne, der skal vurderes efter de almindeli-
ge regler i § 13, stk. 1-5, jf. 13, stk. 2, nr. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige ved afgørelsen af, om en per-
son kan få eftergivet sin gæld. Uafklarede økonomiske for-
hold som f.eks. arbejdsløshed, at skyldneren er under uddan-
nelse, usikkerhed om skyldners boligforhold m.v. indebærer
efter § 13, stk. 2, nr. 1, i almindelighed, at eftergivelse ikke
kan ske. Selv om denne regel i princippet ikke finder anven-
delse ved eftergivelse efter § 13, stk. 6, vil det ved en vurde-
ring af skyldnerens samlede forhold altid være relevant at
overveje skyldnerens økonomiske forhold ved afgørelsen af,
om det er rimeligt at eftergive gælden. For at sikre, at uaf-
klarede økonomiske forhold ikke i sig selv skal afskære en
person fra eftergivelse af gæld i tilfælde, hvor det samlet set
findes rimeligt at eftergive gælden, og for at sikre, at be-
stemmelsen i tilstrækkelig grad tilgodeser socialt udsatte,
foreslås det at tydeliggøre, at uafklarede økonomiske for-
hold ikke afskærer eftergivelse efter § 13, stk. 6.
Det har været overvejet, om opsamlingsbestemmelsen i §
13, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i lig-
hed med den nu ophævede ESG-ordning i stedet skulle an-
vende objektive kriterier for eftergivelse af gæld. Imidlertid
er det ikke fundet hensigtsmæssigt, da en sådan ordning på
den ene side risikerer at udelukke skyldnere, der efter en
subjektiv vurdering bør kunne få eftergivet deres gæld, og
på den anden side risikerer at virke som en form for dreje-
bog, hvor skyldnere kan indrette sig på og gå efter at opfyl-
de de objektive kriterier og opnå gældseftergivelse, selv om
det efter en mere subjektiv vurdering ikke findes rimeligt.
For eksempel kunne ESG-ordningen efter sin ordlyd anven-
des til eftergivelse af studiegæld for unge nyuddannede per-
soner, blot vedkommende havde været arbejdsløs i 4 år, og
uanset om arbejdsløsheden var selvvalgt.
På baggrund heraf foreslås det, at eftergivelse af gæld til
det offentlige kan meddeles af restanceinddrivelsesmyndig-
heden, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler der-
for, uanset om skyldnerens økonomiske forhold er uafklare-
de. Bestemmelsen omfatter som hidtil både fysiske og juri-
diske personer.
Den første del af bestemmelsen er uændret, hvilket bety-
der, at de grundlæggende betingelser for eftergivelse således
ikke er ændret, og at den hidtidige praksis for eftergivelse af
gæld videreføres. Det betyder, at eftergivelse fortsat kan
meddeles af restanceinddrivelsesmyndigheden, når sociale
eller andre forhold i særlig grad taler derfor. Bestemmelsen
anses efter praksis for at have et bredt anvendelsesområde,
der tager sigte på at give adgang til eftergivelse af gæld, når
en skyldner er i en særlig situation, hvor det findes rimeligt,
at skyldneren fritages for at betale en del af eller hele sin
gæld.
Med den foreslåede tilføjelse om, at eftergivelse kan ske,
uanset om skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, er
det som ovenfor nævnt hensigten at tydeliggøre, at uafklare-
de økonomiske forhold ikke i sig selv afskærer en person fra
eftergivelse af gæld i tilfælde, hvor det samlet set findes ri-
meligt at eftergive gælden. Herudover er det formålet at sik-
re, at bestemmelsen i tilstrækkelig grad tilgodeser socialt
udsatte, idet socialt udsatte ofte vil have uafklarede økono-
miske forhold. Hermed tydeliggøres det, at arbejdsløshed,
hjemløshed og andre sociale forhold ikke afskærer en person
fra at få eftergivet sin gæld.
Som hidtil skal der uanset den foreslåede tilføjelse om, at
eftergivelse kan ske, uanset en skyldner har uafklarede øko-
nomiske forhold, foretages en samlet vurdering af skyldne-
rens forhold. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal således
i vurderingen af sagen foretage en afvejning mellem de for-
hold, der er relevante for den konkrete sag, og de hensyn,
der gør sig gældende. Såfremt restanceinddrivelsesmyndig-
heden ud fra den samlede vurdering når frem til, at der i en
given sag er forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse,
vil restanceinddrivelsesmyndigheden kunne træffe afgørelse
om eftergivelse.
De kriterier, der indgår i en vurdering efter de almindelige
regler om eftergivelse i lovens § 13, stk. 1-5, vil i udgangs-
punktet også være relevante i den samlede vurdering efter §
13, stk. 6, men de er ikke afgørende for resultatet. Økonomi-
ske forhold, herunder skyldnerens – og, hvis det er relevant,
husstandens økonomiske forhold – skal således som altover-
vejende hovedregel indgå i den samlede vurdering af, hvor-
vidt eftergivelsen kan meddeles. Kun i tilknytning til helt
51
særlige omstændigheder, hvor det enten vil føre til et urime-
ligt samlet resultat at inddrage skyldnerens eller husstandens
økonomiske forhold, eller at det vil have en urimelig påvirk-
ning af skyldnerens forhold at indhente disse oplysninger,
kan dette undlades. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis der
alene er tale om myndighedsfejl.
Det forhold, at skyldneren og/eller dennes ægtefælle/
samlever ikke er i en stabil økonomisk situation, herunder i
relation til tilknytning til arbejdsmarkedet eller i forhold til
indtægtsgrundlag, er ikke i sig selv udtryk for et forhold, der
i særlig grad taler for eftergivelse. Omvendt vil det som
foreslået ikke være en hindring for eftergivelse, at skyldners
og/eller dennes ægtefælle/samlevers forhold er uafklarede,
hvis der i øvrigt er forhold, der i særlig grad taler for eftergi-
velse.
Ved anvendelsen af begrebet »særlig grad« forstås som
hidtil forhold, der ikke bare taler for eftergivelse, men som i
særlig grad taler for eftergivelse. Der skal med andre ord
være tale om forhold, der i højere grad end for andre, lig-
nende tilfælde afviger fra det sædvanlige og dermed taler for
eftergivelse. Der er således krav om en vis kvalificering og
betydning af det eller de pågældende forhold, der medfører,
at eftergivelse kan ske. Det skal samtidig bemærkes, at det
ikke behøver at være ét enkeltstående forhold, der i særlig
grad taler for eftergivelse. Det kan tillige være kombinatio-
nen af en række forskellige forhold, der ikke enkeltvist i
særlig grad taler for eftergivelse, men som samlet set i sær-
lig grad taler for eftergivelse.
I lighed med gældende ret skal alle relevante forhold tages
i betragtning i den samlede vurdering efter den foreslåede
bestemmelse. Det er således fortsat hensigten med den fore-
slåede bestemmelse, at der principielt ikke er nogen be-
grænsning af, hvilke forhold der kan inddrages i vurderin-
gen af, hvorvidt eftergivelse kan meddeles. De nedenfor an-
givne mulige relevante forhold skal derfor betragtes som
værende en ikke-udtømmende angivelse af forhold, der i
den enkelte sag kan være relevante i forhold til vurderingen
af, hvorvidt eftergivelse kan meddeles efter den foreslåede
bestemmelse.
Et relevant forhold kan være helbredsmæssige forhold,
herunder livstruende sygdom, alvorlig fysisk eller psykisk
sygdom.
Et andet relevant forhold kan være sociale forhold, herun-
der forhold, der gør sig gældende for socialt udsatte grupper.
Dette omfatter bl.a. hjemløshed, stofmisbrug, alkoholmis-
brug, prostitution, fattigdom eller andre store og sammensat-
te sociale problemer, der er forbundet med eller kan føre til
social udsathed. Det er dog ikke en forudsætning for, at so-
ciale forhold kan være relevante, at skyldneren kan kategori-
seres som værende socialt udsat.
Et tredje relevant forhold kan være gældens beskaffenhed
og omstændighederne ved gældens tilblivelse.
Et fjerde relevant forhold kan være en situation, hvor
skyldneren ikke er i stand til og hverken inden for de nær-
meste år eller på længere sigt har udsigt til at kunne opfylde
sine gældsforpligtelser, men hvor skyldner ved tilvejebrin-
gelse af midler fra tredjemand bliver i stand til at betale en
betydelig del af gælden, hvorved skyldneren kan opnå en
varig forbedring af sine økonomiske forhold.
Et femte relevant forhold kan være en situation, hvor skat-
tekravet vedrører indsamlinger eller legater til godgørende
formål, der vil forspildes, hvis kravet vedrørende skat fast-
holdes. Det kan f.eks. være folkeindsamlinger til en opera-
tion, der kun kan udføres i udlandet, indsamlinger til en du-
sør for oplysninger, der kan føre til, at en forsvundet person
bliver fundet, eller et legat til sanering af gæld.
Et sjette relevant forhold kan være en situation, hvor efter-
givelsen i sig selv kan forventes at ville medføre en væsent-
lig varig forbedring af skyldnerens situation. Et eksempel på
en væsentlig varig forbedring er det tilfælde, hvor gælden til
det offentlige udgør en betydelig barriere, for at skyldneren
kan opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
Herudover vil myndighedsfejl, force majeure og force ma-
jeure-lignende forhold ligeledes kunne være relevante at
inddrage i vurderingen. Fælles for disse forhold er, at der er
tale om forhold, der ligger uden for skyldnerens kontrol. Det
er i den forbindelse ikke en forudsætning, at forholdene har
en direkte relation til gælden. Det er tilstrækkeligt, at forhol-
dene har haft en væsentlig betydning for skyldnerens situa-
tion.
Herudover foreslås bestemmelsen forenklet ved at sam-
menskrive den gældende bestemmelses angivelse af de om-
fattede personer ved anvendelse af begrebet »fysiske og juri-
diske personer«, hvilket er i overensstemmelse med be-
grebsanvendelsen i resten af loven. Den foreslåede bestem-
melse er således på dette punkt en indholdsmæssig viderefø-
relse af den gældende bestemmelse i § 13, stk. 6, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
2.8. Justering af regel om restanceinddrivelsesmyndig-
hedens afskrivninger af gæld
2.8.1. Gældende ret
Reglerne om afskrivning af gæld til det offentlige findes i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Efter lovens § 16, stk. 1, kan restanceinddrivelsesmyndig-
heden afskrive fordringer til det offentlige, inklusive renter,
gebyrer og andre omkostninger, herunder undlade at afbryde
forældelsen, hvis det må anses for åbenbart formålsløst eller
forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte
inddrivelsen.
Efter lovens § 16, stk. 3, har skatteministeren bemyndigel-
se til at fastsætte nærmere regler om anvendelsen af § 16,
stk. 1. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 576
af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bestemmelsen i § 16 blev indsat med lov nr. 1333 af 19.
december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige,
som trådte i kraft den 1. januar 2009. Loven havde til formål
at samle de inddrivelsesregler, der tidligere havde været
fastsat i en række forskellige love, i en nyaffattet hovedlov.
Samlingen af reglerne var et led effektiviseringen af den of-
fentlige restanceinddrivelse og havde til formål at forenkle
52
administrationen af inddrivelsesreglerne, at gøre det enklere
for skyldnere med flere typer af gæld til det offentlige at få
et samlet overblik over inddrivelsen af gælden samt at gen-
nemføre yderligere harmoniseringer af inddrivelsesreglerne
med henblik på at etablere et fælles regelgrundlag for hele
den offentlige del af inddrivelsesområdet.
Før indførelsen af lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige i 2008 havde der været forskellige regler og praksis
for afskrivning af gæld til det offentlige. Reglerne var såle-
des afhængige af, hvilken fordringstype der var tale om. Ek-
sempelvis var der for så vidt angik statslige fordringer fra
Skatteministeriets område, f.eks. restancer vedrørende skat-
te-, told- og afgiftsbeløb samt administrative bøder, i
SKATs inddrivelsesvejledning administrativt fastsat regler
om endelig afskrivning af disse krav samt renter og omkost-
ninger. Endelig afskrivning kunne således ske i tilfælde,
hvor inddrivelsen efter en konkret vurdering blev skønnet
forgæves på længere sigt, eller hvor omkostningerne forbun-
det med inddrivelsen måtte anses for uforholdsmæssigt sto-
re. Muligheden for endelig afskrivning var afhængig af gæl-
dens størrelse, således at fordringer på højst 1.000 kr. kunne
endeligt afskrives, allerede når der forgæves var rykket for
betalingen én gang, mens endelig afskrivning af fordringer
på mere end 1.000 kr. og maksimalt 25.000 kr. forudsatte
flere forgæves inddrivelsesforsøg. Fordringer på mere end
25.000 kr. måtte ikke afskrives endeligt, før forældelse ind-
trådte.
Udgangspunktet i restanceinddrivelsesmyndighedens ind-
drivelse var således indtil 1. januar 2009, at fordringer samt
renter og omkostninger, som var under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, først skulle forsøges ind-
drevet ved anvendelse af de inddrivelsesmidler, som lovgiv-
ningen stillede til rådighed. Men såfremt gælden viste sig at
være ikke-inddrivelig, afhang de nærmere regler om afskriv-
ning af gældsposter af, hvilken type fordring der var tale
om. De dagældende regler og den tilhørende praksis havde i
øvrigt været gældende helt tilbage fra før den samling af he-
le restanceinddrivelsen på det offentlige område hos det tid-
ligere SKAT (nu Skatteforvaltningen), som fandt sted i no-
vember 2005.
De gældende bestemmelser om afskrivning i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, § 16, stk. 1 og 3, har haft
den samme ordlyd siden denne lovs indførelse i december
2008, idet bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 3 indtil ikraft-
trædelsen af § 1 i lov nr. 428 af 18. maj 2016 dog var at fin-
de i stk. 2. Ved denne ændringslov blev der indsat et nyt stk.
2 om manglende udbetaling af beløb på højst 200 kr., når
udbetaling over Nemkontosystemet ikke har kunnet finde
sted inden for en periode på 3 måneder, og det tidligere stk.
2 blev samtidig stk. 3.
Bestemmelsen i § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige kan efter sin ordlyd og sine forarbejder, jf.
lovforslag nr. L 20, Folketingstidende 2008-09, tillæg A, si-
de 268 ff., alene anvendes til afskrivning af fordringer efter
en konkret vurdering af inddrivelsesudsigten og inddrivel-
sesomkostningerne i forhold til den enkelte fordring. Af-
skrivningsbestemmelsen kan ikke anvendes på private krav
eller udenlandske krav, jf. side 270, men kan ellers anvendes
på alle krav, der tilkommer det offentlige, og som inddrives
af restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset hvem der er
den oprindelige fordringshaver for kravet. Afskrivning kan
alene ske på initiativ fra restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det anføres i forarbejderne (side 269), at formålet med at
fastsætte regler om afskrivning og regler om, hvornår afbry-
delse af forældelse kan undlades, og fordringer dermed op-
hører, var at harmonisere reglerne om afskrivning af fordrin-
ger, som det offentlige er kreditor for, så det sikres, at der
gælder samme regler og praksis for afskrivning uanset for-
dringens art. Det var endvidere formålet at sikre, at der fo-
kuseres på de restancer, som der er reel mulighed for at ind-
drive, og at der ikke anvendes unødige ressourcer på at hol-
de ikke-inddrivelige fordringer i live. Faste regler for af-
skrivning af restancer ville således være et væsentligt ele-
ment i en effektiv restanceinddrivelse. Det omtales desuden
i forarbejderne (side 269), at det blev foreslået at indføre
regler, der i videre omfang, end det var tilfældet på davæ-
rende tidspunkt, ville give mulighed for, at fordringer ville
kunne afskrives i forhold til skyldner.
Videre anføres det i forarbejderne (side 269-270), at i det
omfang der systemmæssigt vil være mulighed for at overvå-
ge skyldners økonomiske forhold og registrere de inddrivel-
sesmidler, der er anvendt for at inddrive fordringen, vil det
være muligt automatisk at vurdere, om en fordring vil kunne
inddrives, og om der skal foretages afbrydelse af forældelse,
eller om fordringen kan ophøre. Det er således ikke på sigt
hensigten, at der for hver enkelt fordring, umiddelbart forud
for at der vil indtræde forældelse, skal foretages en konkret
og manuel vurdering af, om der skal foretages forældelses-
afbrydende skridt. Det forudsættes derimod, at det system-
mæssigt skal sikres, at alle fordringer inddrives med de ind-
drivelsesmidler, der vil være de sædvanlige for den pågæl-
dende fordring. Yderligere forudsættes det, at dette vil inde-
bære, at der inddrivelsesmæssigt er foretaget det, der var
muligt, og at der derfor kan ske systemmæssig afskrivning
af restancer, der ikke er inddrivelige, når disse forældes.
Det fremgår endvidere af forarbejderne (side 270), at skat-
teministeren skal kunne fastsætte de nærmere regler for,
hvornår afbrydelse af forældelse kan undlades.
Videre anføres det i forarbejderne (side 270), at de kriteri-
er, der vil indgå i vurderingen af, om en fordring skal holdes
i live eller ophøre, bl.a. kan være, om der er sket betaling på
fordringen eller andre fordringer, som skyldner har til ind-
drivelse, om fordringen har været forsøgt inddrevet med
sædvanlige inddrivelsesmidler, om skyldner har betalingsev-
ne, om skyldner ejer aktiver, og om der er knyttet særlige
inddrivelsesmidler til fordringen, f.eks. fortrinsret i fast
ejendom. Det er således hensigten, at der ved fastsættelse af
kriterierne tages udgangspunkt i, om inddrivelse af gælden
er åbenbart formålsløs eller forbundet med uforholdsmæssi-
ge omkostninger, i stedet for, som det hidtil havde været til-
fældet for visse fordringstyper på Skatteministeriets område,
i gældens størrelse.
Endelig er det anført i forarbejderne (side 270), at indtil Ét
Fælles Inddrivelsessystem (EFI) bliver sat i drift, vil vurde-
53
ringen af, om der skulle ske afskrivning eller foretages for-
ældelsesafbrydende skridt, fortsat i vidt omfang blive foreta-
get manuelt.
Med § 16, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte nær-
mere regler om anvendelsen af § 16, stk. 1. Bemyndigelsen
blev i første omgang udmøntet med § 27 i bekendtgørelse
nr. 1365 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det
offentlige og senest med den gældende § 32 i bekendtgørel-
se nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. Det fremgår således af § 32, stk. 2, at restanceind-
drivelsesmyndigheden inden afskrivningen skal have forsøgt
at inddrive fordringen med de inddrivelsesmidler, der er
sædvanlige for den pågældende fordringstype. I § 32, stk. 3,
anføres, at der ved vurderingen af, om der kan ske afskriv-
ning af en fordring, skal lægges vægt på, om skyldneren har
betalingsevne, om skyldneren ejer aktiver, og om der er
knyttet særlige inddrivelsesmidler til fordringen.
Om skyldneren har betalingsevne, afgøres af reglerne i §
10 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse
af gæld til det offentlige om den såkaldte tabeltrækmetode,
medmindre der er foretaget en individuel betalingsevnebe-
regning efter kapitel 7 i bekendtgørelsen. Har skyldner beta-
lingsevne, kan der som udgangspunkt ikke ske afskrivning.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan heller ikke afskrive
krav, såfremt en skyldner ejer udlægsegnede aktiver. Herved
forstås aktiver, som både kan gøres til genstand for udlæg,
og som må formodes at ville indbringe et provenu til hel el-
ler delvis dækning af kravet. Der kan heller ikke ske afskriv-
ning, hvis der er knyttet særlige inddrivelsesmidler til for-
dringen. Det er f.eks. tilfældet, hvis fordringen kan inddrives
ved særskilt lønindeholdelse. Dette gælder f.eks. biblioteks-
gebyrer og kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelser
i bl.a. færdselsloven, jf. § 10 a i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige.
Der er i praksis to principielt forskellige måder at foretage
afskrivning af gæld til det offentlige på, henholdsvis endelig
afskrivning og afgangsførelse som uerholdelig.
Ved endelig afskrivning forstås, at fordringen straks ophø-
rer helt og slettes i systemerne, så den ikke længere vil kun-
ne gøres gældende over for skyldner, som derfor straks efter
afskrivningen underrettes herom. Endelig afskrivning vil i
princippet kunne ske før det tidspunkt, hvor gælden bliver
forældet.
Ved afgangsførelse som uerholdelig stilles den aktive ind-
drivelsesindsats vedrørende fordringen i bero, hvorfor ind-
drivelse som udgangspunkt alene vil ske, hvis der opstår en
modregningsmulighed, f.eks. i overskydende skat, eller en
anden betalingsmulighed. Restanceinddrivelsesmyndighe-
den gør således efter afgangsførelsen ingen yderligere for-
søg på at afbryde forældelsen. Først når forældelse indtræ-
der, afskrives fordringen endeligt, idet fordringen er ophørt i
forhold til skyldner, som på dette tidspunkt kan underrettes
om afskrivningen.
Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender i praksis be-
stemmelsen i § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige til at afgangsføre fordringer som uerholdelige, jf.
styresignalet SKM2013·102·SKAT. Restanceinddrivelses-
myndigheden havde dog i den første tid efter indførelsen af
§ 16, stk. 1, en bredere forståelse af omfanget af afskriv-
ningsbestemmelsen. I forlængelse af indførelsen pr. 1. janu-
ar 2009 af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og
den tilhørende bekendtgørelse nr. 1365 af 19. december
2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige blev der den
24. juni 2009 udstedt et styresignal, SKM2009·394·SKAT,
der angav de overordnede rammer og retningslinjer for,
hvornår restanceinddrivelsesmyndigheden kunne afskrive et
krav endeligt.
Heri fremgik bl.a., at der efter § 16, stk. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige kunne ske en endelig afskriv-
ning af en skyldners samlede restancer, når det var konstate-
ret, at inddrivelse helt eller delvist var udelukket, og hvor
det ligeledes var konstateret, at kriterierne for afskrivning
var opfyldt, uanset at forældelse af kravene endnu ikke var
indtrådt. Endvidere fremgik det, at såfremt en skyldner hav-
de flere restancer, ville det faktum, at et af kravene opfyldte
betingelserne for endelig afskrivning, medføre, at skyldners
øvrige krav ligeledes ville kunne afskrives.
Foranlediget af Skatteministeriets Interne Revisions notat
af 7. september 2012 vedrørende restanceinddrivelsesmyn-
dighedens anvendelse af § 16, stk.1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige til endelig afskrivning af fordringer
inden forældelsestidspunktets indtræden har Kammeradvo-
katen i et notat af 26. september 2012 vurderet, at der ikke
er hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan op-
give krav over for skyldneren, førend den formueretlige for-
ældelse indtræder, bortset fra i de tilfælde, hvor kravet er
ophørt af andre grunde, f.eks. eftergivelse eller gældssane-
ring.
Henset til, at den eksisterende administrative praksis på
området ikke var klart i uoverensstemmelse med lovbestem-
melsen, vurderede Kammeradvokaten dog samtidig, at bor-
gere og virksomheder kunne støtte ret på allerede foretagne
endelige afskrivninger af gæld.
På den baggrund udsendte SKAT et nyt styresignal,
SKM2013·102·SKAT, til afløsning af det tidligere styresig-
nal SKM2009·394·SKAT, hvorefter det blev præciseret, at
der fremadrettet skulle lægges følgende begrebsforståelse til
grund ved afskrivning af fordringer:
»En fordring, der er helt eller delvist ophørt som følge af
forældelse, er opgivet/ophørt i forhold til skyldner. Det vil
sige, at fordringen ikke længere er retskraftig. Tilsvarende
vil fordringer kunne opgives/ophøre ved eftergivelse, ak-
kord mm. Det kan internt besluttes, at inddrivelse af en for-
dring ikke skal fortsættes, sædvanligt beskrevet som afskri-
ves, når en fortsættelse er åbenbart formålsløs eller forbun-
det med uforholdsmæssige omkostninger. Dette medfører
ikke, at RIM har opgivet kravet over for skyldneren, men er
blot en konstatering af, at der ikke skal ske yderligere ind-
drivelsesskridt eller afbrydes forældelse. Kravet vil derfor
forælde, når forældelsesfristen indtræder, og fordringen der-
54
med ophører. Meddelelse til skyldneren herom må først ske,
når fordringen er opgivet/ophørt.«
Det er denne forståelse og fremgangsmåde, der stadig er
gældende i restanceinddrivelsesmyndighedens administrati-
ve praksis, hvilket også fremgår af Den juridiske vejledning
2018-2, afsnit G·A·3·1·8·1, om afskrivning af fordringer.
Som led i arbejdet med at rydde op efter det i 2015 ned-
lukkede it-system EFI blev der i foråret 2018 gennemført et
lovgivningstiltag, jf. lov nr. 258 af 10. april 2018, der mulig-
gør, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage en ek-
straordinær, endelig afskrivning af visse gældsposter, der er
under inddrivelse, og som har tvivlsom retskraft. Hjemlen til
denne ekstraordinære afskrivning fremgår af § 18 h, stk. 1, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Samtidig med den beskrevne hjemmel til ekstraordinær
afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft blev der
fastsat en 5-årig bemyndigelse til skatteministeren til at fast-
sætte eventuelle yderligere regler om ekstraordinær afskriv-
ning af andre grupper af fordringer, tilbagebetalingskrav og
opkrævningsrenter. Bemyndigelsen vil gælde for de tilfælde,
hvor der er tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er
nødvendige for fordringernes inddrivelse, eller hvor disse
oplysninger mangler, og det vil være umuligt eller forbundet
med uforholdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl
eller at fremskaffe oplysningerne, eller hvis der foreligger
andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig af-
skrivning. Bemyndigelsen vil i givet fald først blive anvendt
efter en orientering af Folketingets Finansudvalg og en ef-
terfølgende offentlig høring af den bekendtgørelse, som ud-
mønter bemyndigelsen. Bemyndigelsen fremgår af § 18 h,
stk. 10, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
2.8.2. Lovforslaget
Som led i arbejdet med at få inddrivelsen af gæld til det
offentlige genoprettet og effektiviseret, er der behov for en
mindre justering af reglerne om, hvordan afskrivning af
konstaterede ikke-inddrivelige gældsposter skal foregå. For
at undgå, at restanceinddrivelsesmyndigheden fremadrettet
løbende skal sætte mange ressourcer af til at overvåge de
gældsposter, som restanceinddrivelsesmyndigheden allerede
har truffet beslutning om at afskrive, men som endnu ikke er
forældede, foreslås det at justere den nuværende afskriv-
ningsregel i § 16, stk.1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, så der indføres mulighed for, at restanceinddri-
velsesmyndigheden fremover kan foretage endelig afskriv-
ning, førend forældelse indtræder, hvis det må anses for
åbenbart formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssige
omkostninger at forsætte inddrivelsen. Metoden indebærer,
at gældsposten straks ophører og kan slettes i systemerne.
Det foreslås således, at § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige nyaffattes, så det klart fremgår, at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, for så vidt angår gældspo-
ster, der opfylder et af de to nævnte afskrivningskriterier,
enten kan afskrive endeligt eller alternativt som hidtil kan
undlade at afbryde forældelsen (afgangsføre som uerholde-
lig), således at inddrivelse af gældsposten sættes i bero,
hvorefter den endelige afskrivning først sker på forældelses-
tidspunktet. Der er som hidtil tale om en fakultativ adgang
til afskrivning. Det er fortsat restanceinddrivelsesmyndighe-
den, der har kompetencen til at vurdere, om der skal ske af-
skrivning. Skyldner kan ikke selv anmode herom, men kan i
stedet søge om eftergivelse af gælden efter de særlige regler
i § 13 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det vil være de samme kriterier som hidtil, der skal gælde
for selve vurderingen af, om afskrivning af en gældspost
skal ske. Kriterierne i § 16, stk.1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er som nævnt, at det enten er åbenbart
formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssige omkost-
ninger at fortsætte inddrivelsen af den pågældende fordring.
Der skal i den forbindelse ses på, om fordringen har været
forsøgt inddrevet med sædvanlige inddrivelsesmidler, om
skyldner har betalingsevne, om skyldner ejer aktiver, og om
der er knyttet særlige inddrivelsesmidler til den pågældende
fordring. Der henvises nærmere til afsnittet om kriterierne
under afsnit 2.8.1 om gældende ret.
Der vil også fortsat være nogle typer af krav under inddri-
velse, som ikke kan afskrives efter bestemmelsen i § 16, stk.
1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det gælder
private krav, f.eks. privatretlige underholdsbidrag, og uden-
landske krav. Det skyldes, at kravene ikke tilkommer det of-
fentlige, men inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden,
selv om kravene tilhører enten en privat fordringshaver eller
en udenlandsk fordringshaver.
Med justeringen er det blot selve tidspunktet for afskriv-
ningens gennemførelse, der vil blive fremrykket, idet restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ikke længere behøver at afvente
forældelsestidspunktet for gældsposten, førend afskrivnin-
gen effektueres. Reglen foreslås dog at være fakultativ, såle-
des at restanceinddrivelsesmyndigheden fremover – såfremt
det ønskes – også kan vælge at anvende metoden med af-
gangsførelse som uerholdelig, f.eks. hvis der er tale om me-
get store gældsposter, eller der er andre særlige årsager til, at
inddrivelsen ikke straks bør opgives fuldstændigt. I så fald
undlader restanceinddrivelsesmyndigheden at afbryde foræl-
delsen, men skal så løbende overvåge, om der opstår mulig-
hed for at inddrive kravet, f.eks. ved modregning i skyldners
eventuelle kommende overskydende skat, eller hvis der på
anden måde opstår en betalingsmulighed. Den afgangsførte
fordring indgår således stadig i den almindelige dæknings-
rækkefølge, såfremt der skulle komme indbetalinger på
skyldners konto.
Ændringen vil betyde, at restanceinddrivelsesmyndighe-
dens ressourcer – i de tilfælde, hvor der foretages endelig af-
skrivning – vil kunne anvendes mere effektivt til f.eks. gen-
nemførelse af aktiv inddrivelse af andre gældsposter, i stedet
for som hidtil, hvor der efter afgangsførelse af en gældspost
fortsat skal ske løbende overvågning af inddrivelsesmulig-
hederne. Formålet med ændringen er således at sikre, at der
fremadrettet vil blive fokuseret på de gældsposter, som der
reelt er mulighed for at inddrive, og at der ikke anvendes
unødige ressourcer på at holde ikke-inddrivelige fordringer i
live. Faste regler og procedurer for afskrivning af gældspo-
ster vil dermed fremover være et væsentligt element i en
55
mere effektiv restanceinddrivelse. Det er ligeledes hensig-
ten, at der, efterhånden som det nye it system til inddrivelse
bliver fuldt idriftsat, systemmæssigt vil kunne ske en form
for løbende overvågning af skyldners økonomiske forhold,
herunder pågældendes betalingsevne, samt en registrering af
de gennemførte inddrivelsesskridt i forhold til skyldner, så-
ledes at disse oplysninger tilsammen kan danne baggrund
for vurderingen af, om afskrivningskriterierne er opfyldt. I
første omgang vil der systemmæssigt kunne udsøges rele-
vante afskrivningsegnede gældsposter. Selve den efterføl-
gende effektuering af afskrivningen vil på sigt også kunne
håndteres systemmæssigt. Dette vil omfatte udarbejdelse af
afgørelse om afskrivning, sletning af gældsposten i inddri-
velsessystemet samt underretning af henholdsvis skyldner
og fordringshaver.
Justeringen af afskrivningsreglerne vil endelig få betyd-
ning for fremtidige restanceopgørelser, der vil blive mere
retvisende, idet de endeligt afskrevne gældsposter ikke læn-
gere vil fremgå af disse.
2.9. Justering af regel om virkningstidspunktet for
dækninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden foretager
på fordringer under inddrivelse
2.9.1. Gældende ret
Dækningsrækkefølgen for fordringer under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden er fastlagt i § 4 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, der blev nyaffattet
ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 med virkning fra den 1.
april 2017.
Dækker beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages
ved frivillig betaling, kun delvis fordringer under inddrivel-
se hos restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende skyld-
neren, dækkes først bøder, dernæst underholdsbidrag omfat-
tet af lov om opkrævning af underholdsbidrag, idet private
krav dog dækkes forud for offentlige krav, og endelig andre
fordringer under inddrivelse, jf. § 4, stk. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvis for-
dringer inden for samme kategori, jf. stk. 1, dækkes fordrin-
gerne i den rækkefølge, hvori de modtages hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, således at den fordring, der modta-
ges først, dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Krav på rente dækkes dog
forud for hovedkravet, jf. 2. pkt. For en opkrævningsrente
lægges ifølge 3. pkt. det hovedkrav, som restanceinddrivel-
sesmyndigheden fik oplyst ved modtagelsen af opkræv-
ningsrenten, til grund ved anvendelsen af 2. pkt. Er en op-
lysning om hovedkravet ikke givet ved modtagelsen af en
opkrævningsrente, anvendes alene 1. pkt., jf. reglen i 4. pkt.
Bestemmelserne i 3. og 4. pkt. blev indsat ved lov nr. 551 af
29. maj 2018 med henblik på at løse de problemer, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden har i forhold til at foretage
en korrekt dækning efter § 4, stk. 2, 2. pkt., hvor det som
følge af den i lovgivningen fastsatte opkrævningsmetode ik-
ke er muligt at identificere den eller de hovedfordringer,
hvoraf renten er beregnet, samt renter, der modtages til ind-
drivelse uden nogen oplyst relation til deres hovedfor-
dring(er), jf. afsnit 2.3.2 i de almindelige bemærkninger i
lovforslag nr. L 226, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L
226 som fremsat, side 19.
Ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev der indsat en ræk-
ke nye stykker i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
Med § 4, stk. 3, blev der i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige indsat en ny bestemmelse, der bestemmer, at
når restanceinddrivelsesmyndigheden modtager beløb i for-
bindelse med en inddrivelsesindsats, herunder afdragsord-
ning, lønindeholdelse eller erindringsskrivelse, dækkes først
de fordringer, der er omfattet af inddrivelsesindsatsen på
tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens anvendel-
se af beløbet, og for hvilke der på dette tidspunkt er en skyl-
dig hovedstol eller renter under inddrivelse. Dernæst dækkes
øvrige fordringer, der er under inddrivelse og vil kunne ind-
drives ved en sådan inddrivelsesindsats, idet beløb, der er
modtaget ved en afdragsordning, dog også kan dække for-
dringer, der omfattes af bilag 1, afsnit III. Dækning efter 2.
pkt. sker uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyld-
ner. Dækning sker i den dækningsrækkefølge, der anføres i
stk. 1 og 2. Beløb, der modtages som følge af udlæg, omfat-
tes ikke af dette stykke.
Med § 4, stk. 4, blev der i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige indsat en ny bestemmelse, der bestemmer, at
fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen efter stk. 1-3 sker på
det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anven-
der beløb inddrevet fra skyldner eller modtaget fra skyldner
ved frivillig betaling til dækning af fordringer under inddri-
velse hos skyldneren. Dækning af disse fordringer sker med
virkning fra betalingstidspunktet.
Den eller de fordringer, der er under inddrivelse og i over-
ensstemmelse med dækningsrækkefølgereglerne i § 4, stk.
1-3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal dæk-
kes med det beløb, der er inddrevet eller modtaget ved fri-
villig betaling, vil således blive dækket i nutid – dvs. på an-
vendelsestidspunktet og med fordringens eller fordringernes
aktuelle størrelse – men med tilbagevirkende kraft til beta-
lingstidspunktet.
Bestemmelsen betyder, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den ved fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen på det tids-
punkt, hvor betalingen anvendes til dækning, alene dækker
fordringer, for hvilke der på dette tidspunkt er en skyldig
hovedstol eller renter under inddrivelse. Fordringerne indgår
som anført ovenfor i dækningsrækkefølgen med deres aktu-
elle saldo på anvendelsestidspunktet. Dette gælder, selv om
fordringerne på betalingstidspunktet for den betaling, der
skal anvendes til dækning, havde en større saldo. Forskellen
på en fordrings saldo på henholdsvis betalingstidspunktet og
anvendelsestidspunktet kan f.eks. skyldes, at fordringen i
mellemtiden kan være delvist dækket ved en eller flere an-
dre frivillige indbetalinger eller inddrevne beløb. Sådanne
mellemkommende dækninger fastholdes, selv om betalings-
tidspunktet for disse dækninger ligger senere end betalings-
tidspunktet for den indbetaling, som aktuelt skal anvendes
til dækning.
56
Fordringer, der på anvendelsestidspunktet er fuldt indfrie-
de eller ophørt af andre grunde, indgår ikke i den dæknings-
rækkefølge, der fastlægges på anvendelsestidspunktet, selv
om den enkelte fordring ikke på betalingstidspunktet var
fuldt indfriet. At fordringen på anvendelsestidspunktet er
fuldt indfriet eller ophørt, kan skyldes, at fordringen efter
betalingstidspunktet, men før anvendelsestidspunktet, er
dækket fuldt ud med en eller flere andre frivillige indbeta-
linger eller inddrevne beløb, eller at fordringen kan være
korrigeret af fordringshaver som følge af en indbetaling eller
modregning i fordringshavers regi. Endelig kan fordringen
være ophørt af andre årsager, herunder ved afskrivning, ef-
tergivelse eller på baggrund af forældelse.
Endelig blev der med § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsat en bestemmelse om anvendel-
sen af overskydende beløb. Af bestemmelsen fremgår i 1.
pkt., at hvis der i forbindelse med inddrivelsen opstår et
overskydende beløb, herunder ved nedskrivning eller tilba-
gekaldelse af en allerede helt eller delvist dækket fordring,
anvendes det overskydende beløb til dækning af fordringer
under inddrivelse hos skyldneren. Dækning ved anvendelse
af et overskydende beløb efter 1. pkt. sker i henhold til stk.
1-4 og uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyld-
ner, jf. 2. pkt. Var fordringen rentebærende, skal det over-
skydende beløb være inklusive de renter, der er tilskrevet
fordringen, jf. 3. pkt. Skyldner har ifølge 4. pkt. ikke krav
mod restanceinddrivelsesmyndigheden i form af rentekom-
pensation som følge af anvendelsen af det overskydende be-
løb, jf. § 4, stk. 5, 1. pkt.
Det fremgår af afsnit 2.1.4.2 i de almindelige bemærknin-
ger i lovforslag nr. L 137, jf. Folketingstidende 2016-17, A,
L 137 som fremsat, side 26, at det vil lette systemunderstøt-
telsen, at det overskydende beløb kan anvendes til dækning
af de fordringer, der er under inddrivelse på det tidspunkt,
hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anvender det over-
skydende beløb i overensstemmelse med dækningsrækkeføl-
gen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dog
med respekt for, at der først dækkes på fordringer, der var
eller senere ved en tilføjelse er blevet omfattet af den speci-
fikke inddrivelsesindsats, og dernæst – hvis der er et reste-
rende beløb – øvrige fordringer under inddrivelse, forudsat
at disse vil kunne inddrives med samme type inddrivelses-
indsats.
I § 4, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
bestemmes, at restanceinddrivelsesmyndigheden uanset stk.
1-3 efter anmodning fra skyldner kan tillade, at beløb, der
inddrives fra skyldner, går til dækning af bestemte fordrin-
ger. Der er – på nær henvisningen, der efter nyaffattelsen
ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 også gælder den ny be-
stemmelse i stk. 3 – tale om en videreførelse af den tidligere
bestemmelse i § 4, stk. 3.
Endelig viderefører lov nr. 285 af 29. marts 2017 den tid-
ligere bemyndigelsesbestemmelse i § 4, stk. 4, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, hvorefter skatteministeren
kunne fastsætte regler om gennemførelse af reglerne i stk. 1
og 2. Den videreførte bestemmelse i § 4, stk. 7, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmer, at skattemi-
nisteren kan fastsætte regler om anvendelsen af bestemmel-
serne i stk. 1-6, herunder regler om anvendelsen af disse ved
opskrivning af beløbet på en fordring, der gennemføres ved
overdragelse af en særskilt fordring på det opskrevne beløb,
regler om dækningen af renter og regler om samtidig over-
dragelse af flere fordringer mod samme skyldner.
Ved modregning bestemmes dækningsrækkefølgen af § 7
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter stk. 1
dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den
udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang den-
ne myndighed træffer afgørelse om modregning. Dernæst
dækkes de fordringer, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækkes andre fordrin-
ger under opkrævning. Hvor kun delvis dækning inden for
samme kategori er mulig, anvendes dækningsrækkefølgen
efter § 4 ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning
og en dækning ud fra tidspunktet for indberetning til restan-
ceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, for så vidt
angår modregning under opkrævning, jf. § 7, stk. 2. Hvis det
som følge af størrelsen på den kommende udbetaling fra det
offentlige til en skyldner ligger klart, at der ikke vil være
dækning til alle de fordringer, som restanceinddrivelses-
myndigheden skal inddrive hos den pågældende skyldner,
indebærer anvendelsen af dækningsrækkefølgen efter § 4 i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige således, at der
til modregningen sker en udvælgelse af de fordringer, der
ifølge § 4 skal dækkes først, og som beløbsmæssigt kan
rummes inden for udbetalingsbeløbet. I § 7, stk. 3, blev der
ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 indsat en særlig regel om
visse sociale ydelser. Ved modregning i sociale ydelser, som
en kommune kan gennemføre i en udbetaling fra Udbetaling
Danmark, eller som Udbetaling Danmark kan gennemføre i
en udbetaling fra en kommune, uden at fordringen er regi-
streret i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregi-
ster, finder § 7, stk. 1 og 2, ikke anvendelse, hvis modreg-
ningen gennemføres efter fordringshavers anmodning direk-
te til den udbetalende myndighed om i udbetalingsbeløbet at
fradrage et beløb svarende til den skyldige fordring. Ved så-
danne modregninger dækkes fordringerne ud fra deres stif-
telsestidspunkt, således at den ældste fordring dækkes først,
idet en fordring fra den udbetalende myndighed dog dækkes
først, hvis den er stiftet senest samme dag som den anden
myndigheds fordring.
Fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undtagelse af bøder, for-
rentes ifølge § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige med en årlig rente svarende til renten i henhold til
rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten tilskrives fra den 1. i
måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden. For fordringer, der tilhører restanceinddrivelses-
myndigheden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter
den måned, hvori fordringen er stiftet.
Skatteministeren kan ifølge § 5, stk. 2, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige bestemme, at stk. 1 ikke skal an-
vendes på nærmere angivne typer af fordringer. Skattemini-
steren kan endvidere bestemme, at stk. 1 ikke skal anvendes
på fordringer, der inden ikrafttrædelsen af stk. 1 – der trådte
57
i kraft den 1. august 2013, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 937 af
4. juli 2013 om ikrafttræden af §§ 4-7 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige og visse bestemmelser i lov om æn-
dring af kildeskatteloven, opkrævningsloven, udpantningslo-
ven og forskellige andre love – er modtaget hos restanceind-
drivelsesmyndigheden uden særskilt angivelse af hovedstol,
renter og gebyrer. Hvis fordringshaveren senest 6 måneder
fra datoen for denne ikrafttrædelse giver restanceinddrivel-
sesmyndigheden oplysning om hovedstol, renter og gebyrer,
tilskrives renten efter stk. 1 dog fra datoen for oplysningens
modtagelse.
I bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af
gæld til det offentlige anføres i § 9, stk. 2, at renten i stk. 1
ikke finder anvendelse på følgende fordringer:
1) Fordringer, der i henhold til EU-retsakter skal forrentes
med en rente fastsat i henhold til EU-retsakten, uanset at
fordringen er oversendt til inddrivelse.
2) Fordringer fastsat i henhold til en udenlandsk afgørelse
om underholdsbidrag, der fastsætter en rente under ind-
drivelse, som er højere end inddrivelsesrenten, idet disse
fordringer forrentes i henhold til afgørelsen.
3) Fordringer, som hviler på et pantebrev, et gældsbrev, et
udenretligt frivilligt forlig m.v., og andre fordringer,
hvor parterne har aftalt en morarente, som afviger fra
renten i stk. 1, jf. dog stk. 3, 3. pkt.
4) Fordringer, der hviler på en retsafgørelse, hvor domstolen
har truffet afgørelse om en forrentning under inddrivelse,
som afviger fra renten i stk. 1, jf. dog stk. 3, 3. pkt.
5) Fordringer, der er modtaget hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden uden særskilt angivelse af hovedstol, renter og
gebyrer, idet disse fordringer ikke forrentes.
6) Fordringer tilhørende fordringstyper, hvor restanceinddri-
velsesmyndigheden har viden om, at der inden for for-
dringstypen oversendes fordringer uden særskilt angivel-
se af hovedstol, renter og gebyrer, idet fordringer tilhø-
rende disse fordringstyper ikke forrentes.
I § 9, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om
inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmes i 1. pkt., at
for fordringer som nævnt i stk. 2, nr. 3 og 4, hvor parterne
har aftalt, eller en domstol har fastsat en morarente, som er
lavere end renten i stk. 1, kan fordringshaveren vælge, at
fordringen ikke skal forrentes eller skal forrentes med en
rentesats, som ikke overstiger den aftalte eller i retsafgørel-
sen fastsatte rente, og som understøttes af restanceinddrivel-
sesmyndighedens it-system, der herefter beregner renten. I
2. pkt. bestemmes, at hvis fordringshaveren ønsker at fast-
holde en aftalt eller ved retsafgørelse fastsat lavere rente,
som ikke understøttes af restanceinddrivelsesmyndighedens
it-system, skal fordringshaveren beregne renten i henhold til
aftalen eller retsafgørelsen og indsende oplysning om renten
til restanceinddrivelsesmyndigheden. I 3. pkt. bestemmes, at
for fordringer som nævnt i stk. 2, nr. 3 og 4, hvor parterne
har aftalt, eller en domstol har fastsat en morarente, som er
højere end renten i stk. 1, kan fordringshaveren vælge, at
fordringen skal forrentes med renten i stk. 1 eller skal for-
rentes med en rentesats, som ikke overstiger den aftalte eller
ved retsafgørelse fastsatte rente, og som understøttes af re-
stanceinddrivelsesmyndighedens it-system, der herefter be-
regner renten. Endelig bestemmes i 4. pkt., at hvis fordrings-
haveren ønsker at fastholde en aftalt eller ved retsafgørelse
fastsat højere rente, som ikke understøttes af restanceinddri-
velsesmyndighedens it-system, skal fordringshaveren bereg-
ne renten i henhold til aftalen eller retsafgørelsen og indsen-
de oplysning om renten til restanceinddrivelsesmyndighe-
den.
2.9.2. Lovforslaget
Rækkevidden af reglen i § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige om anvendelse af beta-
lingstidspunktet ved dækning af fordringer under inddrivelse
fremgår ikke præcist af ordlyden. Hvis betalingstidspunktet i
alle henseender lægges til grund, når et beløb, der er inddre-
vet fra skyldner eller modtaget fra denne ved frivillig beta-
ling, skal dække de fordringer, der er under inddrivelse på
anvendelsestidspunktet, vil dette føre til, at en fordringsha-
vers beregning af opkrævningsrenter og eventuelle renter,
der omfattes af § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt., i bekendtgørelse
nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offent-
lige, efter betalingstidspunktet har været uretmæssig. Det
samme gælder restanceinddrivelsesmyndighedens beregning
af inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige eller renter, der omfattes af § 9, stk. 3,
1. eller 3. pkt., i førnævnte bekendtgørelse, fra og med den
1. i måneden efter den måned, hvor den rentebærende ho-
vedfordring blev modtaget hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden.
Anvendelsen af betalingstidspunktet indebærer således, at
dækningen af den rentebærende hovedfordring og dennes
renter, der i øvrigt dækkes før hovedfordringen, jf. § 4, stk.
2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, skal
anses at være sket med tilbagevirkende kraft til det tids-
punkt, hvor skyldneren blev frigjort for sin hæftelse svaren-
de til det inddrevne eller betalte beløb.
Uden den foreslåede justering kan ordlyden af bestemmel-
sen læses således, at fordringshaver vil skulle slette de op-
krævningsrenter, der er påløbet hovedfordringen efter beta-
lingstidspunktet. Renter har bl.a. et kompensationsøjemed,
idet de skal kompensere fordringshaver for den manglende
rettidige betaling af hovedfordringen. En sådan fordringsha-
ver ville modtage beløbet i nutid, men med virkning fra be-
talingstidspunktet, hvilket som sagt ville indebære, at renter,
der var påløbet for perioden efter betalingstidspunktet, skul-
le slettes som uberettigede. Ved en sådan sletning af renter
ville fordringshaver netop ikke modtage den kompensation
for manglende betaling af fordringen, som renten ellers
skulle udgøre.
Restanceinddrivelsesmyndigheden ville endvidere ikke
selv kunne slette sådanne opkrævningsrenter, fordi restan-
ceinddrivelsesmyndigheden hverken kender datagrundlaget
eller den fulde historik for hovedfordringen, mens opkræv-
ningsrenterne påløb i opkrævningsfasen. Hovedfordringen
kan være nedbragt i perioden med beregning af opkræv-
ningsrenter, og restanceinddrivelsesmyndighedens bereg-
ning af, hvilke opkrævningsrenter der ville skulle slettes
58
som følge af den tilbagevirkende kraft for dækningen på ho-
vedfordringen, ville ud over kendskab til rentesatsen og ren-
teberegningsprincippet, f.eks. om der er tale om en daglig
eller månedlig rente, også forudsætte kendskab til hovedfor-
dringens størrelse i renteberegningsperioden.
Eventuelle renter efter § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt., i be-
kendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld
til det offentlige systemunderstøttes ikke hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, men disse vil dog kunne identificeres af
restanceinddrivelsesmyndigheden som ukorrekte, fordi re-
stanceinddrivelsesmyndigheden kender hovedfordringens
historik, mens hovedfordringen er under inddrivelse. De på-
gældende renter skal herefter korrigeres af fordringshaver på
baggrund af nedbringelsen af fordringen.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derimod kunne kor-
rigere renter, der er beregnet af restanceinddrivelsesmyndig-
heden fra den 1. dag i måneden efter den måned, hvor ho-
vedfordringen blev modtaget, jf. § 5, stk. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige eller § 9, stk. 3, 1. eller 3.
pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige.
Hvor en hovedfordring har været tilbagesendt til for-
dringshaver, f.eks. i medfør af § 2, stk. 10, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, hvorefter fordringshaver,
hvis der er indtrådt væsentlige ændringer i skyldners for-
hold, kan tilbagekalde en fordring med henblik på at tillade
afdragsvis betaling eller henstand med betalingen, vil restan-
ceinddrivelsesmyndighedens it-system ikke kunne fastslå
hovedfordringens historik for perioden, hvor hovedfordrin-
gen tidligere var under inddrivelse, og it-systemet vil derfor
ikke i de tilfælde, hvor betalingstidspunktet ligger i denne
periode, være i stand til at genberegne inddrivelsesrenter,
der i denne periode er påløbet efter betalingstidspunktet.
Renter, som restanceinddrivelsesmyndigheden har bereg-
net, mens hovedfordringen tidligere var under inddrivelse,
og som medfølger en hovedfordring, der returneres til for-
dringshaver, jf. § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil derfor
ikke med systemunderstøttelse kunne korrigeres af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden.
Det foreslås derfor, at det i § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige kommer til at fremgå, at
dækningen med hensyn til beregningen af renter dog tidligst
har virkning for renter, som er beregnet, mens fordringen
aktuelt er under inddrivelse. Det betyder, at renter, der er på-
løbet i opkrævningsfasen, og renter, der er påløbet frem til
det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden kan
beregne rente af fordringen, vil kunne dækkes med betalin-
gen, selv om betalingstidspunktet ligger tidligere end dette
tidspunkt.
Henvisningen til, at der er tale om renter, der er beregnet,
mens hovedfordringen aktuelt er under inddrivelse, har til
formål at understrege, at dækningens tilbagevirkende kraft
til betalingstidspunktet ikke har rentemæssig betydning for
renter, som restanceinddrivelsesmyndigheden eller for-
dringshaver for perioden efter betalingstidspunktet har be-
regnet, mens hovedfordringen tidligere var under inddrivel-
se. Disse renter vil derfor som følge af den foreslåede juste-
ring af § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige ikke skulle korrigeres, men vil kunne dækkes med
betalingen jf. ovenfor. Hovedfordringen er siden hen atter
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden – inklusive
opkrævningsrenter og genindsendte renter fra den rentebe-
regningsperiode, hvor hovedfordringen tidligere var under
inddrivelse – og dækningens tilbagevirkende kraft vil som
følge af den foreslåede justering tidligst kunne have rente-
mæssig virkning for renter, som restanceinddrivelsesmyn-
digheden eller en fordringshaver, jf. § 9, stk. 3, 2. eller 4.
pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, har beregnet, siden hovedfor-
dringen senest blev modtaget til inddrivelse.
Der vil være tale om enten inddrivelsesrenter efter § 5,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, renter,
som restanceinddrivelsesmyndigheden beregner i medfør af
§ 9, stk. 3, 1. eller 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige eller ren-
ter, som fordringshaver beregner i medfør af bekendtgørel-
sens § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt.
Det vil med den foreslåede justering stadig være sådan, at
betalingen bogføres med virkning fra betalingstidspunktet,
men for beregningen af renter gøres den undtagelse, at den
rentemæssige virkning af dækningen tidligst indtræder fra
og med den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden el-
ler fordringshaver, jf. § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt., i bekendtgø-
relse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det
offentlige, mens hovedfordringen aktuelt er under inddrivel-
se, måtte beregne renter af den, enten fordi restanceinddri-
velsesmyndigheden fra og med den 1. i måneden efter den
måned, hvor hovedfordringen blev modtaget hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, beregner inddrivelsesrenter ef-
ter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
eller renter af fordringer som nævnt i § 9, stk. 2, nr. 3 og 4, i
bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af
gæld til det offentlige om en af parterne aftalt eller af en
domstol fastsat rente, der er lavere eller højere end inddri-
velsesrenten efter lovens § 5, stk. 1, eller fordi fordringsha-
ver af de i bekendtgørelsens § 9, stk. 2, nr. 3 og 4, nævnte
fordringer selv beregner renterne.
Bogføringen af betalingen med virkning fra betalingstids-
punktet betyder, at en eventuel genanvendelse af beløbet på
et senere tidspunkt, jf. § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige vil ske med virkning fra det oprindeli-
ge betalingstidspunkt, dog med den begrænsning, der følger
af forslaget som beskrevet ovenfor. Det vil sige, at rente-
mæssig virkning af dækningen tidligst indtræder fra og med
den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden eller for-
dringshaver, jf. § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt., i bekendtgørelse
nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offent-
lige, måtte beregne renter af den fordring, som aktuelt er
under inddrivelse og skal dækkes ved genanvendelsen af be-
talingen, enten fordi restanceinddrivelsesmyndigheden fra
og med den 1. i måneden efter den måned, hvor hovedfor-
dringen blev modtaget hos restanceinddrivelsesmyndighe-
59
den, beregner inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige eller renter af fordringer
som nævnt i § 9, stk. 2, nr. 3 og 4, i bekendtgørelse nr. 576
af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige om
en af parterne aftalt eller af en domstol fastsat rente, der er
lavere eller højere end inddrivelsesrenten efter lovens § 5,
stk. 1, eller fordi fordringshaver af de i bekendtgørelsens §
9, stk. 2, nr. 3 og 4, nævnte fordringer selv beregner renter-
ne, jf. ovenfor.
Fordringer efter bekendtgørelsens § 9, stk. 2, nr. 3, er som
anført ovenfor i afsnit 2.9.1 om gældende ret fordringer,
som hviler på et pantebrev, et gældsbrev, et udenretligt fri-
villigt forlig m.v., og andre fordringer, hvor parterne har af-
talt en morarente, som afviger fra renten i stk. 1, jf. dog stk.
3, 3. pkt., mens fordringer efter § 9, stk. 2, nr. 4, er fordrin-
ger, der hviler på en retsafgørelse, hvor domstolen har truf-
fet afgørelse om en forrentning under inddrivelse, som afvi-
ger fra renten i stk. 1, jf. dog stk. 3, 3. pkt.
Hvor betalingstidspunktet ligger på eller senere end den
dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden eller fordrings-
haver, jf. § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt., i bekendtgørelse nr. 576
af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige,
første gang beregner rente af hovedfordringen, mens den ak-
tuelt er under inddrivelse, vil den foreslåede justering være
uden selvstændig betydning, fordi restanceinddrivelsesmyn-
digheden vil være i stand til at korrigere de af restanceind-
drivelsesmyndigheden beregnede inddrivelsesrenter og være
forpligtet til i samarbejde med fordringshaver at korrigere de
af fordringshaver indsendte renter vedrørende perioden efter
denne dag.
Derimod har den foreslåede justering til formål at klarlæg-
ge dækningens rentemæssige virkning for de tilfælde, hvor
betalingstidspunktet ligger inden den dag, hvor restanceind-
drivelsesmyndigheden eller fordringshaver, jf. § 9, stk. 3, 2.
eller 4. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, første gang beregner
rente af hovedfordringen, mens den aktuelt er under inddri-
velse. I disse tilfælde indtræder den rentemæssige virkning
af dækningen med virkning fra betalingstidspunktet alene
fra og med den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden
første gang beregner renten, mens hovedfordringen aktuelt
er under inddrivelse, og tilsvarende gælder, hvor fordrings-
haver beregner renterne i medfør af bekendtgørelsens § 9,
stk. 3, 2. eller 4. pkt. I et sådant tilfælde vil fordringshaveren
således fastholde retten til de opkrævningsrenter, som for-
dringshaveren har beregnet for perioden fra og med beta-
lingstidspunktet til og med sidste dag i den måned, hvor ho-
vedfordringen blev modtaget hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden. Derimod mister fordringshaveren retten til de ren-
ter, som er beregnet af den dækkede del af fordringen, for
perioden mens fordringen aktuelt var under inddrivelse –
dvs. enten inddrivelsesrenter, som er beregnet af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, eller som er beregnet og ind-
sendt af fordringshaver.
Den foreslåede justering af § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indebærer, at der skal
ses på den enkelte fordring, som det inddrevne eller ved fri-
villig betaling modtagne beløb anvendes til at dække, og den
rentemæssige virkning af betalingen vil derfor kunne ind-
træde på forskellige tidspunkter, afhængigt af om og fra
hvilket tidspunkt restanceinddrivelsesmyndigheden eller
fordringshaver, jf. § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt., i bekendtgørel-
se nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, har beregnet renter af den enkelte fordring.
Anvendelsen af bestemmelsen kan illustreres med følgen-
de eksempler, hvor der af forståelsesmæssige hensyn anven-
des runde tal (alle datoer er fra samme år):
Eksempel 1: En indbetaling overstiger restgælden på anven-
delsestidspunktet
En fordring modtages til inddrivelse den 3. januar, hvor
hovedfordringen er på 10.000 kr. Fordringen tilskrives fra 1.
februar inddrivelsesrente. Den 1. december indbetales
11.000 kr., hvilket dækker inddrivelsesrenter på 1.100 kr. og
9.900 kr. af hovedfordringen, så der herefter udestår en ho-
vedfordring på 100 kr. Den 20. december anvendes en ind-
betaling på 500 kr. med betalingstidspunkt den 1. august.
Den 20. december er der påløbet yderligere 5 kr. i inddrivel-
sesrente for perioden fra 1. december til 20. december. For-
dringens aktuelle saldo udgør således 105 kr. Af de 500 kr.
kan der derfor højst anvendes 105 kr. til dækning af fordrin-
gen. Da betalingens pålydende overstiger fordringens aktu-
elle saldo på anvendelsestidspunktet, og da betalingen skal
have rentemæssig virkning 1. august, anvendes 100 kr., sva-
rende til hovedfordringens restgæld på anvendelsestidspunk-
tet, til dækning af en del af de inddrivelsesrenter, som var
udestående pr. 1 august. Derved reduceres den andel af ind-
betalingen den 1. december, som dækkede inddrivelsesrente,
fra 1.100 kr. til 1.000 kr. Disse 100 kr. omfordeles i stedet
til dækning af hovedfordringen, hvorved hovedfordringen
indfris fuldt ud. Herved bortfalder den inddrivelsesrente på
5 kr., som blev beregnet for perioden fra 1. til 20. december.
De resterende 400 kr. af indbetalingen anvendes om muligt
til dækning af anden gæld under inddrivelse i henhold til
dækningsrækkefølgen eller udbetales til skyldneren.
Eksempel 2: En indbetaling overstiger ikke restgælden på
anvendelsestidspunktet
En fordring modtages til inddrivelse den 3. januar, hvor
hovedfordringen er på 10.000 kr. Fordringen tilskrives fra 1.
februar inddrivelsesrente. Den 1. december indbetales 3.000
kr., hvilket dækker samtlige renter på 1.000 kr. og 2.000 kr.
af hovedfordringen, så der herefter udestår en hovedfordring
på 8.000 kr. Den 20. december anvendes en indbetaling på
5.600 kr. med betalingstidspunkt den 1. august. Den 20. de-
cember er der påløbet yderligere 50 kr. i inddrivelsesrente
for perioden fra 1. december til 20. december. Fordringens
aktuelle saldo udgør således 8.050 kr. Da betalingen skal ha-
ve rentemæssig virkning 1. august, anvendes 600 kr. til dæk-
ning af de inddrivelsesrenter, som var udestående på dette
tidspunkt. De resterende 5.000 kr. af indbetalingen anvendes
til dækning af hovedfordringen. Nedbringelsen af hovedfor-
dringen betyder, at rentetilvæksten fra den 1. august påvir-
kes tilsvarende. Derved reduceres den andel af indbetalingen
60
den 1. december, som dækkede inddrivelsesrente, fra 1.000
kr. til 200 kr. som resultat af dækningen af inddrivelsesren-
ten med 600 kr. og den reducerede hovedfordring. Disse 800
kr. fra indbetalingen af 1. december omfordeles i stedet til
yderligere dækning af hovedfordringen, som således er ned-
bragt til 2.200 kr. Inddrivelsesrenten for perioden fra 1. til
20. december reduceres herved fra 50 kr. til 20 kr.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden på grund af en fejl
ikke har anvendt et inddrevet eller ved frivillig betaling
modtaget beløb til dækning af en rentebærende hovedfor-
dring så hurtigt, som det under normale omstændigheder vil-
le være sket, kan restanceinddrivelsesmyndigheden efter
omstændighederne være forpligtet til at yde skyldneren en
rentekompensation. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden ved en fejltagelse har pla-
ceret et modtaget beløb på den forkerte skyldner.
2.10. Bemyndigelse til at undlade at beregne og opkræve
visse opkrævningsrenter af fordringer vedrørende Skatte-
forvaltningens køretøjsregister
2.10.1. Gældende ret
Renteberegningen ved for sen betaling af de motorfordrin-
ger, som Skatteforvaltningen opkræver, dvs. bl.a. registre-
ringsafgift, vægtafgift, grøn ejerafgift, vejafgift og virksom-
heders betaling for nummerplader m.v. på motorkøretøjer,
sker med hjemmel i opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. ek-
sempelvis registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2, og § 12,
stk. 2, i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v.
I opkrævningslovens § 7, stk. 1, er bestemt, at hvis et be-
løb ikke betales rettidigt, eller er der ydet henstand med be-
talingen, skal der betales en månedlig rente som fastsat efter
stk. 2 med tillæg af 0,7 procentpoint regnet fra den seneste
rettidige betalingsdag for beløbet, og frem til beløbet beta-
les. Renten beregnes dagligt. Renten kan ikke fratrækkes
ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For beløb,
der opkræves efter reglerne i kapitel 5, finder bestemmelsen
om saldoforrentning i § 16 c, stk. 1, anvendelse.
Opkrævningslovens § 7, stk. 2, bestemmer, at renten fast-
sættes for kalenderåret. Renten offentliggøres senest den 15.
december forud for det år, hvor den skal have virkning. Ren-
ten for 1 år beregnes på grundlag af et simpelt gennemsnit af
den af Danmarks Nationalbank opgjorte kassekreditrente for
ikkefinansielle selskaber i månederne juli, august og sep-
tember i det foregående kalenderår. Den af Nationalbanken
opgjorte månedlige kassekreditrente for ikkefinansielle sel-
skaber opgøres i henhold til Den Europæiske Centralbanks
forordning (EF) nr. 63/2002 af 20. december 2001 vedrøren-
de statistik over de monetære finansielle institutioners rente-
satser på indlån fra og udlån til husholdninger og ikkefinan-
sielle selskaber (ECB/2001/18). Den af Nationalbanken op-
gjorte månedlige kassekreditrente for ikkefinansielle selska-
ber opgøres som et vægtet gennemsnit af den effektive ren-
tesats for den udestående lånemasse opgjort med to decima-
ler, og det simple gennemsnit, jf. 3. pkt., nedrundes til nær-
meste hele procentsats, og den beregnede rente divideres
med 24 og afrundes nedad til én decimal. Opkrævningsren-
ten efter opkrævningslovens § 7 udgør 0,7 pct. i 2019.
I § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er bestemt, at fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undta-
gelse af bøder, forrentes med en årlig rente svarende til ren-
ten i henhold til § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsin-
ket betaling m.v. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter
modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. stk.
1, 2. pkt. Modtagelsen af fordringer hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden er reguleret af § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendt-
gørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til
det offentlige, hvorefter fordringer anses for modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden ved registreringen i mod-
tagelsessystemet og fra dette tidspunkt får prioritet i dæk-
ningsrækkefølgen efter § 4 i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Fordringer afvises fra registrering i modtagel-
sessystemet, hvis ikke nødvendige oplysninger efter § 3 er
medsendt, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Hvis de oversendte oplysnin-
ger giver restanceinddrivelsesmyndigheden anledning til at
søge oplysninger bekræftet hos fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren sender fordringen til ind-
drivelse, anses fordringen for modtaget, når de oversendte
oplysninger er rettet eller bekræftet, og rettelsen eller be-
kræftelsen er registreret i modtagelsessystemet, jf. § 4, stk.
2, 2. pkt.
Indtil den 1. i måneden efter den måned, hvor fordringen
er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddri-
velse, skal der således stadig dagligt påløbe opkrævnings-
renter af de nævnte motorfordringer, der vedrører Skattefor-
valtningens køretøjsregister (Det Digitale MotorRegister,
DMR).
2.10.2. Lovforslaget
Siden idriftsættelsen af Det Digitale MotorRegister
(DMR) i 2012 har det ikke været muligt at opkræve renter af
motorkrav. Fra den 1. marts 2019 vil der igen blive beregnet
og opkrævet renter af motorkrav. Der eksisterer dog fortsat
et teknisk problem i forhold til opkrævning og beregning af
opkrævningsrenter, når motorkrav sendes til inddrivelse.
Når Skattestyrelsens opkrævningssystem for motorafgifter –
SAP 38/DMR – oversender et motorkrav til inddrivelse,
nedskrives motorkravet teknisk til 0 kr., i det øjeblik motor-
kravet oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Nedskrivningen af kravet til 0 kr. betyder, at der ikke eksi-
sterer et grundlag for beregning af opkrævningsrenter af mo-
torkravet i opkrævningssystemet, efter at kravet er sendt til
inddrivelse.
Efter de gældende regler skal Skattestyrelsen imidlertid
beregne opkrævningsrenter af motorkrav, i perioden fra mo-
torkravet oversendes til inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, dvs. Gældsstyrelsen, og indtil Gældssty-
relsen begynder at beregne renter fra den 1. i måneden efter
modtagelsen af kravet. Men i og med at dette ikke er teknisk
muligt, vil der i den pågældende periode ikke i praksis blive
beregnet opkrævningsrenter. Der er ikke hjemmel til, at
61
Skattestyrelsen kan undlade at beregne disse opkrævnings-
renter.
Det er ikke muligt på kort sigt at tilrette opkrævningssy-
stemet, så beregningsgrundlaget ændres fra 0 kr. til selve
hovedkravet, da dette har sammenhæng med den måde, som
regnskabet gøres op på i forbindelse med oversendelse af
motorkrav til inddrivelse. Her er det regnskabsteknisk valgt,
at det er Gældsstyrelsen, der regnskabsaflægger på motor-
fordringer, og derfor bliver fordringerne ved oversendelse
nedskrevet til 0 kr. En ændring af dette vil give problemer i
forbindelse med modtagelsen af underretninger fra Gælds-
styrelsen, som opkrævningssystemet ikke er i stand til at
håndtere for nærværende, ligesom der også vil opstå kapaci-
tetsproblemer i opkrævningssystemet.
Da det skønnes, at opkrævningssystemet SAP 38/DMR
fremover vil oversende ca. 40.000 motorkrav til inddrivelse
pr. måned, vurderes det heller ikke at være praktisk muligt
at håndtere renteberegningen manuelt.
Det foreslås derfor, at der gives skatteministeren en be-
myndigelse til at bestemme, at Skatteforvaltningen undlader
at beregne og opkræve opkrævningsrenter, der vil påløbe re-
gistreringsafgift, vægtafgift og andre fordringer, der vedrø-
rer Skatteforvaltningens køretøjsregister (Det Digitale Mo-
torRegister, DMR), fra modtagelsen af disse fordringer hos
restanceinddrivelsesmyndigheden og indtil den dag, hvor
der tilskrives rente efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, dvs. den 1. i måneden efter den må-
ned, hvor fordringen modtages til inddrivelse.
Det er hensigten, at den bestemmelse, som den foreslåede
bemyndigelse skal give skatteministeren adgang til at udste-
de, skal indeholdes i en bekendtgørelse og alene skal være
midlertidig. Bestemmelsen skal således alene være gælden-
de frem til det tidspunkt, hvor det systemmæssigt er muligt
at kunne foretage renteberegning på korrekt rentegrundlag.
Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at give en tidsho-
risont for, hvornår en teknisk løsning kan være klar, idet
Skattestyrelsen er ved at analysere dette nærmere.
Det er endvidere hensigten, at Skattestyrelsen vil planlæg-
ge overdragelsen af de nævnte motorkrav til inddrivelse, så-
ledes at overdragelsen sker så tæt på udgangen af måneden,
at det antal dage, hvor der ikke beregnes og opkræves renter,
begrænses mest muligt. Det er således hensigten, at Skatte-
styrelsen oversender de nævnte motorkrav til inddrivelse, så
der højst er 5 dage til et månedsskifte.
3. Økonomiske konsekvenser og implementerings-
konsekvenser for det offentlige
I forhold til forslaget om at give det offentliges modreg-
ning forrang ved transport i udbetalinger fra Skatteforvalt-
ningen bemærkes, at størstedelen af de beløb, der i 2017
blev udbetalt som følge af transporter, vedrørte virksomhe-
der, som ikke har nævneværdig offentlig gæld ud over den
eventuelle skatte- og afgiftsgæld, som automatisk modreg-
nes på Skattekontoen, inden en udbetaling kan finde sted.
Disse udbetalinger vedrører navnlig overskydende virksom-
hedsskat og negativ moms. De resterende udbetalinger ve-
drører personers overskydende skat og vil som følge af for-
slaget i et vist omfang fremover kunne dække gæld til det
offentlige.
I forhold til forslaget om at forenkle reglerne om retsafgift
ved restanceinddrivelsesmyndighedens udlægsforretninger
bemærkes, at der efter gældende regler pålægges retsafgifter
på en række forældelsesafbrydende udlæg, og der bortfalder
derfor et provenu, såfremt antallet af disse forældelsesafbry-
dende udlæg mindskes. Forslaget om lettere adgang til for-
ældelsesafbrydelse vil føre til færre forældelsesafbrydende
udlæg i forhold til en situation med normal drift. Forslaget
om forenkling af reglerne for retsafgift indebærer, at der i
modsætning til tidligere kan forekomme situationer, hvor
der beregnes retsafgift af den samme fordring flere gange. I
disse situationer vil indtægterne fra retsafgifterne stige i for-
hold til en situation med normal drift. I de senere år har for-
ældelsesafbrydende udlæg pålagt retsafgift været meget be-
grænset grundet suspenderingen af EFI/DMI. Denne del af
lovforslaget vurderes derfor ikke at have nævneværdige pro-
venumæssige konsekvenser.
Lovforslaget vurderes samlet set at ville forbedre den
fremtidige inddrivelseseffektivitet, hvilket alt andet lige vil
øge inddrivelsesindtægterne. Størrelsesordenen heraf kan ik-
ke kvantificeres nærmere.
Lovforslaget vurderes at være nødvendigt for en enklere
systemunderstøttelse af inddrivelsen og en effektiv og hen-
sigtsmæssig tilrettelæggelse af inddrivelsen. Særligt de fore-
slåede regler om lettere forældelsesafbrydelse vil indebære
en forenkling af administrationen af forældelsesafbrydelsen
for Gældsstyrelsen.
Lovforslaget vurderes samlet set at medføre administrati-
ve udgifter for Skatteforvaltningen på i størrelsesordenen
3,5 mio. kr. årligt i 2019-2023, 3 mio. kr. årligt i 2024-2025
og 2 mio. kr. årligt fra 2026 og frem.
Initiativet vedrørende lettere adgang til forældelsesafbry-
delse skønnes at medføre udgifter til systemtilpasninger i
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på i størrelsesordenen 1
mio. kr. årligt i 2019-2024 og 0,5 mio. kr. i 2025.
Lovforslagets øvrige initiativer skønnes at medføre udgif-
ter til dels sagsbehandling og uddannelse af medarbejdere i
Gældsstyrelsen på i størrelsesordenen 3 mio. kr. i 2019 og 2
mio. kr. årligt fra 2020 og frem.
De samlede udgifter afholdes inden for Skatteministeriets
samlede ramme.
Lovforslaget er med til at sikre digitaliser- og administrer-
bare regler for den fremtidige inddrivelse. For så vidt angår
de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning bemær-
kes det, at bestemmelserne i lovforslaget er udarbejdet så
enkelt og klart som muligt og bl.a. med det formål at mulig-
gøre en automatisk, systemunderstøttet sagsbehandling.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Forslaget om forrang for det offentliges modregning ved
transporter i udbetalinger fra Skatteforvaltningen kan for
personer og virksomheder indebære dårligere lånemulighe-
62
der og dyrere lån samt mindske muligheden for at sikre krav
på tilbagebetaling af lån for de omfattede personer og virk-
somheder. Det vurderes dog ikke, at virksomheder, som
yder kredit eller lån, vil blive stillet væsentligt dårligere ved
forslaget. Enhver virksomhed bør ved ydelser af kredit og
lån foretage en grundig kreditvurdering af skyldneren og
heri indregne, om der er udsigt til via en transport på f.eks.
overskydende skat at få dækket sit tilgodehavende. En trans-
port i overskydende skat eller afgifter vil i forvejen typisk
være usikker, fordi det ikke er muligt at vide, om der over-
hovedet kommer en overskydende skat m.v., og hvilken
størrelse det overskydende beløb vil have. En virksomhed
kan derfor fravælge en mulig skyldner, hvis kreditvurderin-
gen falder negativt ud. Den mulighed har det offentlige som
tvangskreditor ikke.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget vurderes ikke at have administrative konsekven-
ser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekven-
ser.
7. Forholdet til EU-retten
Forslaget vurderes at være i overensstemmelse med EU-
retten, i og med at der tages hensyn til eventuelle diverge-
rende EU-retlige regler om forældelse.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 23. januar
2019 til den 20. februar 2019 været sendt i høring hos føl-
gende myndigheder og organisationer m.v.:
3 F, Advokatsamfundet, Ankestyrelsen, Arbejderbevægel-
sens Erhvervsråd, ATP, borger- og retssikkerhedschefen i
Skatteforvaltningen, Bryggeriforeningen, Business Dan-
mark, Børnerådet, Børsmæglerforeningen, CEPOS, Cevea,
Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk
Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Told &
Skatteforbund, Danske Advokater, DANVA, Datatilsynet,
Den Danske Dommerforening, DI, Domstolsstyrelsen, Er-
hvervsstyrelsen – Team Effektiv Regulering, Ejendomsfor-
eningen Danmark, Ejerlejlighedernes Landsforening, FDM,
Finans Danmark, Finansforbundet, Finanstilsynet, Forenin-
gen Danske Revisorer, FH - Fagbevægelsens Hovedorgani-
sation, FSR – danske revisorer, Foreningen af Danske Skat-
teankenævn, Forsikring & Pension, Grundejernes Landsfor-
ening, HORESTA, Håndværksrådet, Investeringsfonds-
branchen, ISOBRO, IT-branchen, Justitia, KL, Kraka, Kris-
telig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening, Landbrug
& Fødevarer, Landsskatteretten, Nationalbanken, Rådet for
Socialt Udsatte, SEGES, Skatteankestyrelsen, SRF Skatte-
faglig Forening, Udbetaling Danmark og Ældre Sagen.
9. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Lovforslaget vurderes samlet set at ville
forbedre den fremtidige inddrivelsesef-
fektivitet, hvilket alt andet lige vil øge
inddrivelsesindtægterne. Størrelsesorde-
nen heraf kan ikke kvantificeres nærme-
re.
Ingen.
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Lovforslaget vurderes at være nødven-
digt for en enklere systemunderstøttelse
af inddrivelsen og en effektiv og hen-
sigtsmæssig tilrettelæggelse af inddri-
velsen. Særligt de foreslåede regler om
lettere forældelsesafbrydelse vil indebæ-
re en forenkling af administrationen af
forældelsesafbrydelsen for Gældsstyrel-
sen.
Lovforslaget vurderes samlet set at
medføre administrative udgifter for
Skatteforvaltningen på i størrelses-
ordenen 3,5 mio. kr. årligt i
2019-2023, 3 mio. kr. årligt i
2024-2025 og 2 mio. kr. årligt fra
2026 og frem.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen. Forslaget om forrang for det offentli-
ges modregning ved transporter i ud-
betalinger fra Skatteforvaltningen kan
for personer og virksomheder indebæ-
re visse økonomiske konsekvenser,
63
der dog ikke vurderes at være væsent-
lige.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen. Ingen nævneværdige.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen. Ingen.
Miljømæssige konsekvenser Ingen. Ingen.
Forholdet til EU-retten Forslaget vurderes at være i overensstemmelse med EU-retten, i og med at der
tages hensyn til eventuelle divergerende EU-retlige regler om forældelse.
Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-
regulering (sæt X)
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Fordringer, som omfattes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig ryk-
kerprocedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Inden overdragelsen skal fordringshaveren eller den, der
på dennes vegne opkræver fordringen, skriftligt underrette
skyldneren om overdragelsen, medmindre det må antages, at
muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt
forringet, jf. § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Fordringshaveren skal ved overdragelsen af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden give alle oplysninger,
som efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse
er nødvendige for inddrivelsen, herunder efter omstændig-
hederne oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, for-
faldstidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats,
hovedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger, jf. §
3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
En fordring anses som udgangspunkt for modtaget hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden ved registreringen i modta-
gelsessystemet, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr.
576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge.
Der findes flere regler om tilbagesendelse eller tilbagekal-
delse af fordringer fra restanceinddrivelsesmyndigheden til
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, i bestemte situationer. Efter § 2, stk. 2,
4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan re-
stanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende en fordring til
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, såfremt fordringshaveren ikke som på-
krævet efter 2. pkt. søger skyldnerens indsigelser om kravets
eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid. Efter § 2,
stk. 5, 2. og 3. pkt., kan fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, tilbagekal-
de fordringer, der er berørt af datafejl, ligesom restanceind-
drivelsesmyndigheden er berettiget til at tilbagesende for-
dringer, for hvilke der er en mistanke om datafejl, såfremt
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, ikke har identificeret og tilbagekaldt
fordringerne inden for en af restanceinddrivelsesmyndighe-
den fastsat frist. Efter § 2, stk. 10, 1. pkt., kan fordringsha-
veren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, såfremt denne bliver bekendt med væsentlige
ændringer i skyldnerens forhold efter overdragelsen af for-
dringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, anmode re-
stanceinddrivelsesmyndigheden om at tilbagesende fordrin-
gen, med henblik på at fordringshaveren kan tillade afdrags-
vis betaling eller henstand med betalingen. Efter § 2, stk. 11,
kan fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringsha-
veren opkræver fordringen, helt eller delvist tilbagekalde en
fordring, der er oversendt til inddrivelse, med henblik på at
foretage modregning for kravet.
Hvis samme skyldner har flere fordringer til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og hvis et beløb ind-
drives fra skyldner eller modtages ved en frivillig betaling,
vil tidspunktet for modtagelse af fordringen fra fordringsha-
veren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden have betydning for, i hvilken rækkefølge fordringerne
dækkes. Det følger således af § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, at beløb, der inddrives
fra skyldner, og som kun delvis dækker fordringer inden for
samme kategori efter stk. 1, skal dække fordringer i den
rækkefølge, som fordringerne er modtaget hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, således at den fordring, der modta-
ges først, dækkes først.
Fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, jf. § 1, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige med undtagelse af bøder, forrentes med en år-
lig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5, stk.
1 og 2, jf. § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter
64
modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. 2.
pkt. For fordringer, der tilhører restanceinddrivelsesmyndig-
heden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den må-
ned, hvori fordringen er stiftet, jf. 3. pkt.
De fleste fordringer har kun én skyldner, der hæfter for
fordringen. I en del tilfælde er der dog to eller flere skyldne-
re, der hæfter solidarisk for fordringen. Eksempelvis hæfter
ægtepar solidarisk for skyldig ejendomsskat vedrørende en
bolig, som de ejer i lige sameje, ligesom interessenterne i et
interessentskab hæfter personligt, ubegrænset og solidarisk
for selskabets gæld, jf. § 2, stk. 1, i lov om visse erhvervs-
drivende virksomheder. I det tilfælde, hvor én eller flere af
de solidarisk hæftende skyldnere kun hæfter delvis for for-
dringen, således at pågældende skyldner(e) hæfter for et
mindre beløb end andre af skyldnerne, foreligger et såkaldt
»skævt skyldforhold«. Et »skævt skyldforhold« kan eksem-
pelvis opstå, hvor én af flere skyldneres hæftelse for en
fordring nedsættes ved gældssanering, idet de(n) øvrige
skyldner(e) fortsat vil hæfte for hele fordringen. Endvidere
kan et »skævt skyldforhold« eksempelvis opstå, hvor en
fordring, der har to solidarisk hæftende skyldnere, er over-
draget til inddrivelse, men hvor kun den ene skyldner (A) er
registreret som værende under inddrivelse, hvorefter kun A
vil hæfte for inddrivelsesrenter og inddrivelsesomkostninger
såsom gebyrer. Hvis den anden skyldner (B) senere registre-
res af restanceinddrivelsesmyndigheden som medhæftende
for fordringen, vil B som udgangspunkt ikke hæfte for de
inddrivelsesrenter og inddrivelsesomkostninger, der er gene-
reret for fordringen i den periode, hvor kun A var registreret
som værende under inddrivelse. I forhold til interessentska-
ber gælder det dog særligt, at alle interessenter hæfter per-
sonligt for alle fordringer, som interessentskabet hæfter for,
herunder inddrivelsesomkostninger. Interessenterne vil der-
for også komme til at hæfte for tilskrevne inddrivelsesrenter
og påløbne inddrivelsesomkostninger i den periode, hvor
kun interessentskabet – og ikke tillige interessenterne – er
under inddrivelse.
For fordringer, der er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,
regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018,
jf. § 18 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. For fordringer, der overdrages til restanceinddrivelses-
myndigheden af fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, indtræder forældelse
tidligst 3 år efter fordringens modtagelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, jf. dog 3. og 4. pkt., jf. § 18 a, stk. 2, 1.
pkt. Fristen på 3 år regnes fortsat fra det i 1. pkt. nævnte
modtagelsestidspunkt, selv om fordringen tilbagesendes til
fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver
fordringen, jf. 2. pkt. Det fremgår af forarbejderne til 2. pkt.,
at »tilbagesendelse« i relation til 2. pkt. både omfatter tilba-
gekaldelse på initiativ af fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, og tilbage-
sendelse på restanceinddrivelsesmyndighedens initiativ, jf.
lovforslag nr. L 226, Folketingstidende 2017-18, A, L 226
som fremsat, side 13. Overdrages en fordring, der er tilbage-
sendt som anført i 2. pkt., atter til restanceinddrivelsesmyn-
digheden, regnes fristen på 3 år fra det første modtagelses-
tidspunkt, jf. 3. pkt. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter ikke
fordringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat særlige reg-
ler, der vil være til hinder for en foreløbig afbrydelse, jf. 4.
pkt.
Det er en betingelse, for at fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan
overdrage en fordring til inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, at fordringen er retskraftig, herunder at
fordringen ikke er ophørt som følge af forældelse. I solidari-
ske skyldforhold kan en fordring forældes i forhold til én
skyldner, selv om fordringen i forhold til en solidarisk hæf-
tende medskyldner ikke er forældet, jf. forudsætningsvist
forældelseslovens § 12, stk. 2, om en tillægsfrist på 1 år for
en regresberettiget skyldner til at gøre et regreskrav gælden-
de mod en medskyldner. Hvis en fordring overdrages af for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, til restanceinddrivelsesmyndigheden
med oplysning om én skyldner (A), vil der blive udløst en 3-
årig tillægsfrist fra modtagelsesdatoen i forhold til A, jf. §
18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, idet fordringen i forhold til A tidligst kan forældes
efter 3 år fra modtagelsen. Hvis A har en solidarisk medhæf-
tende skyldner B, som der ikke er blevet oplyst om ved
overdragelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndig-
heden, vil forældelsesfristen i forhold til B være uændret.
Der vil derfor ikke på et senere tidspunkt kunne ske en udvi-
delse af restanceinddrivelsesmyndighedens registrerede
skyldnerkreds for fordringen til også at omfatte B, såfremt
B’s hæftelse på dette tidspunkt er ophørt som følge af foræl-
delse, uanset at A’s hæftelse på dette tidspunkt ikke er op-
hørt som følge af forældelse. Det forhold, at B’s hæftelse er
ophørt på grund af forældelse, indebærer ikke en nedsættel-
se af A’s hæftelse for fordringen.
Det foreslås, at der med § 2, stk. 5, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse.
Med den foreslåede regel i § 2, stk. 5, 1. pkt., foreslås, at
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, hvis inddrivelse af en fordring, der al-
lerede er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til
inddrivelse, fremover vil skulle ske over for en eller flere
andre skyldnere, der tillige helt eller delvist hæfter for for-
dringen, eller at inddrivelse ikke længere skal omfatte en el-
ler flere skyldnere, som fordringen inddrives over for, skal
tilbagekalde fordringen med dens renter og opkrævningsge-
byrer med henblik på at overdrage den til restanceinddrivel-
sesmyndigheden på ny med oplysninger om den eller de
skyldnere, som fordringen fremover skal inddrives over for.
Restanceinddrivelsesmyndighedens nye it-system for ind-
drivelse af gæld har vanskeligt ved at håndtere situationen,
hvor en fordringshaver ønsker at tilføje eller fjerne en med-
hæftende skyldner på en fordring, der allerede er overdraget
til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Dette
skyldes, at skyldnere som udgangspunkt kun hæfter for ind-
drivelsesomkostninger, der er tilskrevet fordringen, mens
skyldneren er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, ligesom der kan være forskel på, hvilke op-
65
krævnings- og inddrivelsesrenter der omfattes af skyldner-
nes hæftelse. Ved tilføjelse eller fjernelse af skyldnere for en
fordring, der allerede er under inddrivelse, vil skyldnerne
derfor ofte komme til at hæfte for forskellige beløb vedrø-
rende samme fordring. Sådanne »skæve skyldforhold« er
nødt til at blive behandlet manuelt af en sagsbehandler hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. uden for it-systemet.
På grund af kompleksiteten indebærer den manuelle sagsbe-
handling en fejlrisiko.
Det er derfor nødvendigt, at oplysninger om skyldnersam-
mensætningen og skyldnernes hæftelse indberettes af for-
dringshaveren, hvis inddrivelsesprocessen i højere grad skal
kunne it-understøttes, og hvis skyldnerne og deres fordrin-
ger under inddrivelse skal fremstå med korrekte data i it-sy-
stemet.
Den foreslåede regel har til formål at skabe den nødvendi-
ge ændring af fremgangsmåden ved tilføjelse eller fjernelse
af medhæftere, at de nye oplysninger om de(n) skyldner(e),
som fordringen og de enkelte renteposter og gebyrer fremo-
ver skal inddrives over for, skal indberettes af fordringsha-
veren og registreres i restanceinddrivelsesmyndighedens it-
system. Herved undgås, at restanceinddrivelsesmyndigheden
ved manuel sagsbehandling skal tage højde for, at fordrin-
gen ikke samtidigt er kommet under inddrivelse for samtlige
medhæftende skyldnere, og at de inddrivelsesrenter, der er
beregnet af fordringen, derfor ikke er ens for alle de skyld-
nere, som hæfter for denne.
Reglens anvendelse ved fjernelse af medhæftende skyld-
nere forventes hovedsageligt at være relevant i de tilfælde,
hvor fordringshaver som følge af væsentlige ændringer i
skyldnerens forhold efter overdragelsen af fordringen til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden ønsker at tilbagekalde for-
dringen, med henblik på at fordringshaveren kan tillade af-
dragsvis betaling eller henstand med betalingen, jf. § 2, stk.
10, 1. pkt., der bliver § 2, stk. 11, 1. pkt. Reglen omfatter ik-
ke den situation, hvor en skyldner ved en fejl er blevet op-
lyst som medhæftende for en fordring og registreret i over-
ensstemmelse hermed hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, idet restanceinddrivelsesmyndighedens it-system i så-
danne tilfælde kan fjerne skyldneren fra fordringen, uden at
dette behøves at ske i forbindelse med tilbagekaldelse og
genindsendelse af fordringen.
Fordringshaveren skal i forbindelse med nyoverdragelse
af fordringen til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden oplyse om blandt andet hæftelsesforholdet for ho-
vedfordringen og de renter og opkrævningsgebyrer, der
overdrages til inddrivelse, jf. § 3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgø-
relse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Ved tilbagekaldelse med henblik på udvidelse af
skyldnerkredsen vil de renter og opkrævningsgebyrer, som
alene de(n) oprindeligt overdragne skyldner(e) hæfter for,
således skulle overdrages til inddrivelse med alene de(n) op-
rindeligt overdragne skyldner(e) som hæfter(e), mens ho-
vedfordringen skal overdrages med korrekte og fyldestgø-
rende oplysninger om, hvilket beløb den enkelte skyldner
hæfter for.
Hvis der sker ændringer i en medhæftende skyldners hæf-
telse for en fordring, mens fordringen er under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden (f.eks. fordi skyldne-
ren opnår gældssanering), vil inddrivelsen over for denne
skyldner skulle foretages manuelt.
Tilbagekaldelse og genindsendelse af en fordring indebæ-
rer, at fordringen i inddrivelsesmæssig sammenhæng får et
nyt og senere modtagelsestidspunkt hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, hvilket har betydning for dækningsrække-
følgen, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Tilbagekaldelsen indebærer endvidere, at for-
rentningen i medfør af § 5 i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige ophører, mens fordringen er tilbagekaldt, idet
fordringen efter tilbagekaldelsen ikke længere er under ind-
drivelse. I praksis vil tilbagekaldelsen også betyde, at for-
dringen fjernes fra en igangværende inddrivelsesindsats,
f.eks. lønindeholdelse, som den på tilbagekaldstidspunktet
indgik i for de(n) oprindeligt indsendte skyldner(e), hvorved
forstås den skyldner, som oprindeligt blev oplyst som skyld-
ner for fordringen, da den blev overdraget til restanceinddri-
velsesmyndigheden. Efter genindsendelsen vil fordringen
derfor først indgå i en aktiv inddrivelsesindsats igen, når re-
stanceinddrivelsesmyndigheden på ny har truffet afgørelse
herom i forhold til de(n) oprindelige eller de(n) tilføjede
hæfter(e). Den foreslåede bestemmelse skaber således inci-
tament til, at en fordringshaver helt fra starten af inddrivel-
sesprocessen overvejer om og sikrer sig, at oplysningerne
om en fordrings hæftelsesforhold er korrekte og fyldestgø-
rende, således at alle hæftende skyldnere overdrages til ind-
drivelse på samme tid. Forslaget forventes således – foruden
at sikre mindre manuel sagsbehandling og korrekte oplys-
ninger i brugergrænsefladen i restanceinddrivelsesmyndig-
hedens it-system, jf. forrige afsnit – at reducere antallet af
»skæve skyldforhold«, som restanceinddrivelsesmyndighe-
den skal håndtere.
Hvis en fordring tilbagekaldes og efterfølgende overdra-
ges på ny med en udvidet skyldnerkreds, vil fordringens 3-
årige tillægsfrist i forhold til de(n) oprindeligt overdragne
skyldner(e) fortsat skulle beregnes fra det første modtagel-
sestidspunkt, jf. § 18 a, stk. 2, 1. og 3. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, der bliver § 18 a, stk. 7, 1. og
3. pkt. Derimod vil den 3-årige tillægsfrist i forhold til de(n)
førstegangsoverdragne nye skyldner(e) skulle regnes fra
modtagelsestidspunktet for nyoverdragelsen.
Ligesom ved tilbagesendelse efter § 2, stk. 2, 4. pkt., § 2,
stk. 5, 2. og 3. pkt., (der bliver § 2, stk. 6, 2. og 3. pkt.) § 2,
stk. 10, 1. pkt., (der bliver § 2, stk. 11, 1. pkt.) og § 2, stk.
11, (der bliver § 2, stk. 12) i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, jf. ovenfor, vil tilbagekaldelse efter den fore-
slåede regel medføre, at restanceinddrivelsesmyndigheden i
perioden fra tilbagekaldelsestidspunktet til fordringen mod-
tages af restanceinddrivelsesmyndigheden på ny, ikke har
kreditorbeføjelser til at inddrive fordringen. Tilbagekaldel-
sen vil således indebære, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den må standse eventuelle igangværende inddrivelsesskridt,
herunder tvangsfuldbyrdelse på grundlag af udlæg. Tilbage-
kaldelse vil ikke medføre bortfald af udlægget, der således
66
bevarer sin plads i prioritetsrækkefølgen og kan anvendes til
iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse, når fordringshaveren
på ny har overdraget fordringen til inddrivelse.
Det er forudsat, at den foreslåede regel ikke skal medføre,
at de(n) oprindeligt registrerede skyldner(e) afkræves yderli-
gere gebyrer som følge af tilbagekaldelse og genindsendelse
efter den foreslåede regel. Det er derfor hensigten at indsæt-
te en bestemmelse i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018
om inddrivelse af gæld til det offentlige, der fritager skyld-
ner fra gebyrer efter bekendtgørelsens § 33, som skyldner
ellers kunne blive pålagt som følge af den foreslåede regel.
Det foreslås endvidere, at der med § 2, stk. 5, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny be-
stemmelse, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden i
særlige tilfælde kan beslutte, at 1. pkt. ikke skal finde an-
vendelse. Undtagelsen vil i praksis være relevant for skyld-
nere med særligt komplicerede hæftelsesforhold. Dette kan
bl.a. være tilfældet for selskaber, der deltager i sambeskat-
ning, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 6.
Hvis bestemmelsen konkret ikke skal anvendes, indebærer
det, at fordringen forbliver under inddrivelse, og at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden foretager de nødvendige æn-
dringer vedrørende hæftelsesforholdene.
Restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning i medfør af
den foreslåede regel i § 2, stk. 5, 2. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige vil typisk blive truffet efter forud-
gående dialog med fordringshaveren og kan ikke påklages,
da der vil være tale om faktisk forvaltningsvirksomhed.
Det foreslås videre, at der med § 2, stk. 5, 3. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestem-
melse, hvorefter fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt vil skulle
underrette den eller de skyldnere, der er omfattet af tilbage-
kaldelsen efter 1. pkt.
Det følger allerede af § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, at fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, som
udgangspunkt skal underrette skyldneren skriftligt om over-
dragelse til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den. Det følger endvidere af forarbejderne til stk. 4, 1. pkt.,
at fordringshaveren skal give skyldneren besked, hvis for-
dringen tilbagekaldes, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingsti-
dende 2008-09, tillæg A, L 20 som fremsat, side 273. Un-
derretning om tilbagekaldelse med henblik på nyoverdragel-
se med en ændret skyldnerkreds, jf. 1. pkt., er særlig nød-
vendig, da skyldner(ne) for en fordring, der allerede er
under inddrivelse, hvor fordringshaver tilbagekalder og gen-
indsender fordringen med henblik på at tilføje eller fjerne en
skyldner på fordringen, ellers ikke vil have viden om, hvor-
for de på ny får skriftlig underretning efter stk. 4, 1. pkt., om
at deres fordring på ny er overdraget til inddrivelse. Mang-
lende underretning efter den foreslåede regel vil – i overens-
stemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætnin-
ger – ikke medføre, at tilbagekaldelsen er ugyldig, da under-
retningen til skyldneren, der opnår en bedre retsstilling ved
tilbagekaldelse af fordringen fra inddrivelse, kun er af orien-
terende karakter. Reglen udgør således ikke en forvaltnings-
retlig garantiforskrift.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, af-
snit 2.5.
Til nr. 2-6
I nr. 2-6 foreslås en række konsekvensændringer, der skyl-
des den i nr. 1 foreslåede indsættelse af en ny bestemmelse
som § 2, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, hvorved de gældende bestemmelser i § 2, stk. 5-12, vil
blive til stk. 6-13.
I nr. 2 foreslås en konsekvensændring i § 2, stk. 6, hvoref-
ter fordringer, som er omfattet af suspension efter stk. 5,
fortsat forrentes efter § 5. Konsekvensændringen er, at stk. 5
ændres til stk. 6.
I nr. 3 foreslås en konsekvensændring i § 2, stk. 7, 2. og 3.
pkt. Efter § 2, stk. 7, 2. pkt., ophæves dækninger, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget på skyldnerens
anden gæld i den periode, hvor fordringerne var omfattet af
suspensionen efter stk. 5, ikke. Konsekvensændringen er, at
stk. 5 ændres til stk. 6.
Efter § 2, stk. 7, 3. pkt., kan restanceinddrivelsesmyndig-
heden ved tilbagesendelse efter stk. 5, 3. pkt., træffe beslut-
ning om, hvorvidt dækninger, der allerede er foretaget på de
berørte fordringer, mens de var under inddrivelse, skal op-
hæves, og om, hvorvidt tilskrevne inddrivelsesrenter skal
ophæves. Konsekvensændringen er, at stk. 5, 3. pkt., ændres
til stk. 6, 3. pkt.
I nr. 4 foreslås en konsekvensændring af § 2, stk. 8, 3.
pkt., hvorefter en forsyningsvirksomheds anmodning i med-
før af 2. pkt. om oplysning om skyldnerens personnummer
skal indeholde oplysning om adgangen til at indhente skyld-
nerens personnummer fra Det Centrale Personregister efter
fristens udløb, jf. stk. 9. Konsekvensændringen er, at stk. 9
ændres til stk. 10.
I nr. 5 foreslås en konsekvensændring i § 2, stk. 10, 2.
pkt., hvorefter fordringer, der er omfattet af refusionsret fra
statskassen, ikke i medfør af 1. pkt. om tilbagesendelse, hvis
fordringshaver bliver bekendt med væsentlige ændringer i
skyldnerens forhold efter overdragelsen af fordringen til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, sendes tilbage til fordrings-
haveren eller den, der på vegne af fordringshaveren har fore-
stået opkrævningen, jf. dog stk. 11. Konsekvensændringen
er, at stk. 11 ændres til stk. 12.
I nr. 6 foreslås en konsekvensændring i § 2, stk. 12, 1.
pkt., hvorefter skatteministeren kan fastsætte nærmere regler
om de forhold, der er nævnt i stk. 1-11. Konsekvensændrin-
gen er, at stk. 1-11 ændres til stk. 1-12.
Til nr. 7
For renter og gebyrer, der omfattes af forældelsesloven,
gælder lovens 3-årige forældelsesfrist, selv om den fordring,
de vedrører, har en 10-årig forældelsesfrist som følge af et
særligt retsgrundlag, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, hvor-
efter forældelsesfristen er 10 år, når der for fordringen er ud-
stedt et gældsbrev, når fordringen er registreret i en værdipa-
67
pircentral, eller når fordringens eksistens og størrelse er an-
erkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspå-
krav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse.
Den 3-årige forældelsesfrist for sådanne renter og gebyrer
fremgår af § 5, stk. 2, og omhandler senere forfaldne renter
og gebyrer. For renter og gebyrer omfattet af det særlige
retsgrundlag, f.eks. en dom, gælder således den 10-årige for-
ældelsesfrist.
Ud over denne selvstændige forældelse omfattes renter og
gebyrer dog også af en såkaldt accessorisk forældelse. Ved
forældelse af en hovedfordring bortfalder således også krav
på rente og lignende ydelse, jf. forældelseslovens § 23, stk.
2. Denne bestemmelse om accessorisk forældelse af renter
og lignende ydelser – navnlig gebyrer – lovfæster den før
forældelseslovens ikrafttrædelse den 1. januar 2008 antagne
retstilstand. Accessorisk forældelse kan bl.a. begrundes
med, at formålet bag forældelsesreglerne tilsiger, at der ikke
længere skal foretages en vurdering af fordringens eksistens
og størrelse, når fordringen er forældet. En stillingtagen til
berettigelsen af f.eks. et rentekrav vil netop kræve en stil-
lingtagen til hovedfordringens eksistens og størrelse, da ren-
ten påløb.
Ved afklaringen af, om et krav på rente er retskraftigt, er
det således ikke tilstrækkeligt at se på, om rentens selvstæn-
dige forældelsesfrist er udløbet. Det skal også afklares, om
hovedfordringen er retskraftig. Er hovedfordringen ikke
længere retskraftig, er renten også forældet (accessorisk),
selv om rentens selvstændige forældelsesfrist endnu ikke er
udløbet.
KOBRA-systemet anvendes til Skatteforvaltningens op-
krævning af fysiske personers skyldige skatter, herunder
restskat og B-skat.
Opkrævningen af restskat reguleres af kildeskattelovens §
61. Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgø-
relse senest den 1. oktober i året efter indkomståret, overfø-
res den del af restskatten med eventuelle skyldige renter ef-
ter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 19.600
kr. (2017-niveau) med tillæg af et til den overførte restskat
svarende tillæg efter stk. 2, som et yderligere tilsvar for det
efterfølgende år, til hvis dækning der opkræves yderligere
A-skat, B-skat eller arbejdsmarkedsbidrag for dette år, jf. §
61, stk. 3, 1. pkt. Et eventuelt resterende beløb efter § 61,
stk. 3, med tillæg efter stk. 2 forfalder ifølge § 61, stk. 4, 1.
pkt., til betaling i 3 rater den 1. i hver af månederne august,
september og oktober i året efter indkomståret med sidste
rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Udskrives
årsopgørelsen først den 1. august i året efter indkomståret el-
ler senere, forfalder raterne dog først til betaling den 1. i
hver af de nærmest følgende 3 måneder med sidste rettidige
betalingsfrist den 20. i forfaldsmåneden, jf. § 61, stk. 4, 2.
pkt.
Er et beløb, som en skattepligtig efter kildeskatteloven
skal indbetale til det offentlige, ikke betalt rettidigt, skal den
pågældende betale en statskassen tilfaldende rente, der ud-
gør renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med
tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfalds-
dagen at regne, jf. kildeskattelovens § 63, 1. pkt. Renter af
skat, der påhviler den skattepligtige, opgøres én gang om
året og opkræves sammen med restskatten for de pågælden-
de år, jf. 2. pkt., som beskrevet ovenfor.
Ifølge kildeskattelovens § 63 opkræves renter af for sent
betalt personskat således på årsopgørelsen for det år, hvor
renterne er påløbet, dvs. i året efter det indkomstår, der gav
anledning til, at restskatten opstod, og sammen med den be-
regnede restskat for dette indkomstår. Dvs. at opkrævningen
af rente efter kildeskattelovens § 63 af for sent betalte per-
sonskatter fra ét indkomstår i henhold til lovgivningen op-
kræves med restskat for et senere indkomstår.
For restskat eller yderligere restskat, der skyldes en æn-
dret årsopgørelse, gælder kildeskattelovens § 61, stk. 3-6,
tilsvarende for betaling af beløbet, jf. lovens § 62 A, stk. 1,
1. pkt. Restskat eller yderligere restskat efter 1. pkt. med til-
læg efter § 61, stk. 2, forrentes ifølge § 62 A, stk. 1, 3. pkt.,
med renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med
tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1.
september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsda-
toen.
Lovgivningen vedrørende afregning af personskatter er
dermed tilrettelagt på en sådan måde, at der ikke er en sam-
menhæng mellem renterne og den hovedstol, som renterne
er beregnet af. Afregningsmetoden er valgt, fordi den giver
en nem afregning med færrest mulige opkrævninger til skat-
teyderne.
Skatteforvaltningens opkrævning af A-skat, moms, told
m.v. hos virksomheder m.v. foregår via skattekontoen, jf.
opkrævningslovens kapitel 5. Det samme gælder Skattefor-
valtningens udbetaling af f.eks. negativ moms. I § 16 be-
stemmes således, at ind- og udbetalinger af de i bestemmel-
sen nævnte tilsvar, bl.a. skatter og afgifter efter lovens § 1,
stk. 1 og 2, fra og til virksomheder, selskaber, fonde og for-
eninger, offentlige myndigheder, institutioner m.v. indgår i
en samlet saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i
dette kapitel. Efter § 16 a, stk. 1, modregnes ind- og udbeta-
linger af skatter og afgifter m.v. omfattet af § 16 automatisk
efter et saldoprincip, og meddelelse om modregning fremgår
af skattekontoen.
Efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, 1. pkt., forrentes
en debetsaldo med den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf.
stk. 2. Renten beregnes dagligt og tilskrives månedligt, jf. 2.
pkt. Der beregnes således renters rente på skattekontoen, og
renten vil være beregnet af den til enhver tid værende debet-
saldo og ikke af de enkelte krav på kontoen. Toldskyld for-
rentes ifølge § 16 c, stk. 2, dog med renten fastsat i EU-told-
kodeksens artikel 114, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 2.
Det betyder, at Skatteforvaltningens opmærksomhed i op-
krævningsmæssig sammenhæng alene retter sig mod den til
enhver tid værende saldo og ikke mod den eller de enkelte
krav, som denne saldo er sammensat af.
Det i lovgivningen forudsatte om opkrævningsmetoden
for personskatter efter kildeskatteloven (KOBRA) og skatter
og afgifter efter opkrævningsloven (skattekontoen) skabte
hos restanceinddrivelsesmyndigheden problemer i forhold
til overholdelsen af forældelseslovens § 23, stk. 2, om acces-
68
sorisk forældelse for renter efter kildeskattelovens §§ 62 A
og 63 og renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen,
jf. opkrævningslovens § 16, samt andre fordringshaversyste-
mer, der i lighed med skattekontoen har hjemmel til at an-
vende et saldoprincip.
Skatteministeren fremsatte derfor lovforslag nr. L 226 for
at løse disse problemer, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L
226 som fremsat, side 14 ff. Lovforslaget blev enstemmigt
vedtaget den 24. maj 2018, og med ændringsloven, lov nr.
551 af 29. maj 2018, blev der med § 3 B i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige indsat en bestemmelse, der i stk.
1, 1. pkt., bestemmer, at renter efter kildeskattelovens §§ 62
A og 63 og renter og gebyrer, der opkræves via skattekon-
toen, jf. opkrævningslovens § 16, eller andre fordringshaver-
systemer, der anvender et saldoprincip, med hensyn til for-
ældelse behandles som selvstændige hovedkrav, efter at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem til inddri-
velse. Det samme gælder ifølge § 3 B, stk. 1, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige renter og gebyrer,
som restanceinddrivelsesmyndigheden modtager til inddri-
velse, uden at hovedkravet samtidig overdrages til inddrivel-
se, eller uden at det i forbindelse med overdragelsen oplys-
es, at hovedkravet allerede er under inddrivelse. Andre ge-
byrer end de gebyrer, der nævnes i 1. og 2. pkt., anses, når
de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden til ind-
drivelse, med hensyn til accessorisk forældelse efter foræl-
delseslovens § 23, stk. 2, alene at vedrøre det hovedkrav,
som gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til,
jf. reglen i § 3 B, stk. 1, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige.
Efter § 3 B, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om
de forhold, der reguleres af stk. 1.
Bestemmelsen i § 3 B i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige finder ikke anvendelse på fordringer m.v., der
modtages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den før den 1. juni 2018, jf. § 11, stk. 3, 1. pkt., i lov nr. 551
af 29. maj 2018.
Der foreslås en nyaffattelse af § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, således at bestem-
melsen fastslår, at renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og
63, renter efter § 13, stk. 5, i den tidligere lovbekendtgørelse
nr. 961 af 25. september 2008 om arbejdsmarkedsbidrag og
renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf. op-
krævningslovens § 16, eller andre fordringshaversystemer,
der anvender et saldoprincip, med hensyn til forældelse be-
handles som selvstændige hovedkrav, efter at restanceind-
drivelsesmyndigheden har modtaget dem til inddrivelse,
uden at det i forbindelse med overdragelsen er oplyst, hvil-
ket hovedkrav renterne eller gebyrerne vedrører.
Renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, der overdra-
ges til inddrivelse fra Skattestyrelsens system KOBRA (per-
sonskatter) vil efter den nuværende affattelse af § 3 B i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige skulle behandles
som selvstændige hovedkrav i relation til forældelse. Sådan-
ne renter kan imidlertid ved overdragelse til inddrivelse væ-
re relateret til den personskat, som renterne i henhold til det
i kildeskatteloven fastsatte om fremgangsmåden for opkræv-
ning af personskatter er opkrævet på rate med. Da udviklin-
gen af det nye inddrivelsessystem forudsætter, at en oplyst
relation kan lægges til grund for de foreslåede regler om et
fordringskompleks, vil den nuværende affattelse af bestem-
melsen i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige ikke kunne administreres korrekt på baggrund
af de registrerede oplysninger.
I forbindelse med onboardingforløbet med henblik på til-
slutning af Skattestyrelsens system KOBRA (personskatter)
til det nye inddrivelsessystem har det derudover vist sig, at
der fortsat er verserende henstandssager, der kan omfatte
renter efter § 13, stk. 5, i den tidligere lovbekendtgørelse nr.
961 af 25. september 2008 om arbejdsmarkedsbidrag, som
blev ophævet ved udgangen af indkomståret 2010, jf. § 8,
stk. 2, i den gældende lov om arbejdsmarkedsbidrag. Der er
tale om renter af restbidrag opkrævet i perioden 1994-2010.
Disse renter vil med den gældende ordlyd af § 3 B i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige ikke være omfattet af
hovedkravsvirkningen, når de modtages til inddrivelse uden
en oplyst relation til et hovedkrav.
For renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf.
opkrævningslovens § 16, forventes det via en systemtilret-
ning af Skattestyrelsens it-system at blive muligt fremadret-
tet at relatere disse til det hovedkrav, de vedrører, når for-
dringerne overdrages til inddrivelse. Denne systemtilretning
forventes at være gennemført forud for tilslutningen til det
nye inddrivelsessystem, således at renter og gebyrer fra
skattekontoen i det nye inddrivelsessystem forventes at blive
relateret til rentens hovedfordring.
Den manglende mulighed for at relatere renter og gebyrer
fra skattekontoen til deres hovedkrav var baggrunden for, at
disse renter og gebyrer med hensyn til forældelse skulle be-
handles som selvstændige hovedkrav, efter at restanceind-
drivelsesmyndigheden havde modtaget dem til inddrivelse,
jf. reglen i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Denne udfordring forventes aktuelt at kun-
ne løses for renter og gebyrer, der fra skattekontoen sendes
til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndighedens nye ind-
drivelsessystem. For renter og gebyrer, der opkræves via
skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, og som allerede i
dag er modtaget til inddrivelse i DMI, eller som frem til
tidspunktet for tilslutning af skattekontoen til det nye inddri-
velsessystem modtages her, er det dog fortsat ikke muligt at
relatere disse til deres hovedkrav. Det forventes derudover,
at der i en overgangsperiode efter tilslutning til det nye ind-
drivelsessystem fortsat kan blive sendt allerede tilskrevne
renter og renter heraf som hovedkrav.
Efter nyaffattelsen vil bestemmelsen bestemme, at renter
efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, renter efter § 13 i lov-
bekendtgørelse nr. 961 af 25. september 2008 om arbejds-
markedsbidrag og renter og gebyrer, der opkræves via skat-
tekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, eller andre fordrings-
haversystemer, der anvender et saldoprincip, med hensyn til
forældelse kun behandles som selvstændige hovedkrav, efter
at restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem til
69
inddrivelse, såfremt disse renter og gebyrer er modtaget til
inddrivelse uden en oplyst relation til en hovedfordring.
Samtidig foreslås, at det med den nyaffattede bestemmelse
i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige i stedet bestemmes, at de i 1. pkt. nævnte renter,
dvs. renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, renter ef-
ter § 13, stk. 5, i lovbekendtgørelse nr. 961 af 25. september
2008 om arbejdsmarkedsbidrag og renter, der opkræves via
skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, eller andre for-
dringshaversystemer, der anvender et saldoprincip, med
hensyn til accessorisk forældelse efter forældelseslovens §
23, stk. 2, skal anses at vedrøre det hovedkrav, der ved over-
dragelsen af de nævnte renter oplyses over for restanceind-
drivelsesmyndigheden.
Den oplyste relation mellem de i bestemmelsen nævnte
renter på den ene side og hovedkravet på den anden side
skal således være afgørende for den accessoriske forældelse.
Dette gælder, selv om renterne efter kildeskattelovens §§ 62
A og 63 i nogle tilfælde reelt vedrører et eller flere andre ho-
vedkrav. Renter, der sendes til inddrivelse fra skattekontoen,
forventes ved tilslutning til det nye inddrivelsessystem at
kunne relateres til det hovedkrav, som disse vedrører. Den
endelige systemændring kendes dog ikke på nuværende tids-
punkt, hvorfor også disse renter foreslås omfattet af bestem-
melsen, således at det oplyste hovedkrav lægges til grund
med hensyn til accessorisk forældelse, selv om der ikke måt-
te være tale om det rigtige hovedkrav.
Den foreslåede ændring vil ikke bevirke en udskydelse af
disse renters forældelsesdato i forhold til den forældelsesda-
to, der følger af gældende ret, hvorefter renterne anses som
selvstændige hovedkrav i relation til forældelse, hvilket
medfører, at de omfattes af reglen i § 18 a, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige om foreløbig afbrydel-
se, som foreslås at blive § 18 a, stk. 7, jf. lovforslagets § 1,
nr. 17. Disse renter vil derfor efter gældende ret tidligst bort-
falde ved forældelse, når der er gået 3 år fra modtagelsen til
inddrivelse.
Med den foreslåede ændring vil disse renter respektive
renter og gebyrer, når der oplyses en relation til et bestemt
hovedkrav, i relation til accessorisk forældelse skulle anses
at vedrøre dette hovedkrav. Hovedkravet vil ligesom renter-
ne respektive renterne og gebyrerne efter gældende ret være
omfattet af § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige om foreløbig afbrydelse, hvorefter både hoved-
kravet og renterne respektive renterne og gebyrerne tidligst
selvstændigt forældes, når der er gået 3 år fra modtagelsen
til inddrivelse, og dette vil derfor også være tilfældet med
renternes respektive renternes og gebyrernes accessoriske
forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2.
Gebyrer, der opkræves via skattekontoen, og som ikke ved-
rører nogen fordring, fordi der f.eks. er tale om gebyrer efter
momslovens § 62, stk. 8, hvorefter der skal betales et gebyr
på 65 kr. pr. afgiftsperiode for virksomheder, der efter stk. 1
og 4 er pålagt at skulle anvende forkortet afgiftsperiode, vil
heller ikke fremadrettet blive overdraget til restanceinddri-
velsesmyndigheden med nogen oplyst relation til et hoved-
krav. Sådanne gebyrer vil i stedet være omfattet af bestem-
melsen i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, hvis ordlyd samtidig foreslås nyaffattet, såle-
des at det fremgår, at den i 1. pkt. fastsatte hovedkravsvirk-
ning med hensyn til forældelse skal gælde de i bestemmel-
sen nævnte renter og gebyrer, som restanceinddrivelsesmyn-
digheden modtager til inddrivelse, uden at det i forbindelse
med overdragelsen oplyses, hvilket hovedkrav renterne eller
gebyrerne vedrører.
Renter fra skattekontoen, der på tidspunktet for tilslutning
af skattekontoen til det nye inddrivelsessystem allerede er
tilskrevet, vil ikke blive relateret til noget hovedkrav, når
disse eller senere renter heraf overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden. Disse renter vil derfor i relation til for-
ældelse skulle anses som selvstændige hovedkrav, jf. be-
stemmelsen i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som foreslået nyaffattet ved lovfor-
slagets § 1, nr. 7. Det samme gælder andre situationer, hvor
renter fra skattekontoen ikke måtte være relateret til et ho-
vedkrav ved overdragelsen til restanceinddrivelsesmyndig-
heden. Renter og gebyrer fra skattekontoen, som allerede i
dag er modtaget til inddrivelse i DMI, eller som senere mod-
tages til inddrivelse i et af restanceinddrivelsesmyndighe-
dens inddrivelsessystemer, anses således som selvstændige
hovedkrav i relation til forældelse og de i lovforslagets § 1,
nr. 16, foreslåede regler om et fordringskompleks.
Der arbejdes aktuelt med retskraftvurdering og oprydning
af fordringsmassen i DMI med henblik på at kunne konver-
tere fordringer til det nye inddrivelsessystem. Bestemmelsen
i § 3 B i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige efter
den foreslåede nyaffattelse omfatter i den forbindelse også
renter og gebyrer, der senere måtte få eller miste en relation
til et hovedkrav. Hovedkravsvirkningen i § 3 B, stk. 1, 1.
pkt., omfatter dog i alle tilfælde kun sådanne renter og geby-
rer, der ikke på tidspunktet, hvor en relation bortfaldt, var
forældet.
Som følge af den foreslåede nyaffattelse af § 3 B, stk. 1, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter
renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf. op-
krævningslovens § 16, eller andre fordringshaversystemer,
der anvender et saldoprincip, alene behandles som selvstæn-
dige hovedkrav, når disse er modtaget til inddrivelse uden
en relation til et hovedkrav, foreslås samtidig i § 3 B, stk. 1,
3. pkt., at gebyrer, der modtages af restanceinddrivelses-
myndigheden til inddrivelse, med hensyn til accessorisk for-
ældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2, efter deres mod-
tagelse alene skal anses at vedrøre det hovedkrav, som geby-
ret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til. Bestem-
melsen vil herefter også omfatte de i § 3 B, stk. 1, 1. pkt.,
nævnte gebyrer, da disse også kan modtages til inddrivelse
med en relation. Bestemmelsen i 1. pkt. indeholder alene en
hovedkravsvirkning for gebyrer, der modtages uden en op-
lyst relation til hovedkravet.
Med den foreslåede nyaffattelse af § 3 B, stk. 1, 3. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil gebyrer, der
af restanceinddrivelsesmyndigheden modtages til inddrivel-
se, således med hensyn til accessorisk forældelse efter for-
ældelseslovens § 23, stk. 2, skulle anses alene at vedrøre det
70
hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses at være
knyttet til. Selv om gebyret også vedrører en fordring, som
gebyret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessy-
stem ikke er oplyst at være knyttet til, og som endnu ikke er
forældet, da den hovedfordring, som gebyret ved overdra-
gelsen oplyses at være knyttet til, forældes, vil restanceind-
drivelsesmyndigheden derfor kunne afskrive gebyret som
accessorisk forældet efter forældelseslovens § 23, stk. 2. Be-
stemmelsen gør det således muligt for restanceinddrivelses-
myndigheden alene at lægge den oplyste relation til grund
ved vurdering af accessorisk forældelse og ved administra-
tion af de foreslåede regler om et fordringskompleks i denne
lov.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.
Til nr. 8
Dækningsrækkefølgen for fordringer under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden er fastlagt i § 4 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, der blev nyaffattet
ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 med virkning fra den 1.
april 2017.
Dækker beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages
ved frivillig betaling, kun delvis fordringer under inddrivel-
se hos restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende skyld-
neren, dækkes først bøder, dernæst underholdsbidrag omfat-
tet af lov om opkrævning af underholdsbidrag, idet private
krav dog dækkes forud for offentlige krav, og endelig andre
fordringer under inddrivelse, jf. § 4, stk. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvis for-
dringer inden for samme kategori, jf. stk. 1, dækkes fordrin-
gerne i den rækkefølge, hvori de modtages hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, således at den fordring, der modta-
ges først, dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Krav på rente dækkes dog
forud for hovedkravet, jf. 2. pkt. For en opkrævningsrente
lægges ifølge 3. pkt. det hovedkrav, som restanceinddrivel-
sesmyndigheden fik oplyst ved modtagelsen af opkræv-
ningsrenten, til grund ved anvendelsen af 2. pkt. Er en op-
lysning om hovedkravet ikke givet ved modtagelsen af en
opkrævningsrente, anvendes alene 1. pkt., jf. reglen i 4. pkt.
Bestemmelserne i 3. og 4. pkt. blev indsat ved lov nr. 551 af
29. maj 2018 med henblik på at løse de problemer, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden har i forhold til at foretage
en korrekt dækning efter § 4, stk. 2, 2. pkt., hvor det som
følge af den i lovgivningen fastsatte opkrævningsmetode ik-
ke er muligt at identificere den eller de hovedfordringer,
hvoraf renten er beregnet, samt renter, der modtages til ind-
drivelse uden nogen oplyst relation til deres hovedfor-
dring(er), jf. afsnit 2.3.2 i de almindelige bemærkninger i
lovforslag nr. L 226, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L
226 som fremsat, side 19.
Ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev der indsat en ræk-
ke nye stykker i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
Med § 4, stk. 3, blev der i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige indsat en ny bestemmelse, der bestemmer, at
når restanceinddrivelsesmyndigheden modtager beløb i for-
bindelse med en inddrivelsesindsats, herunder afdragsord-
ning, lønindeholdelse eller erindringsskrivelse, dækkes først
de fordringer, der er omfattet af inddrivelsesindsatsen på
tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens anvendel-
se af beløbet, og for hvilke der på dette tidspunkt er en skyl-
dig hovedstol eller renter under inddrivelse. Dernæst dækkes
øvrige fordringer, der er under inddrivelse og vil kunne ind-
drives ved en sådan inddrivelsesindsats, idet beløb, der er
modtaget ved en afdragsordning, dog også kan dække for-
dringer, der omfattes af bilag 1, afsnit III. Dækning efter 2.
pkt. sker uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyld-
ner. Dækning sker i den dækningsrækkefølge, der anføres i
stk. 1 og 2. Beløb, der modtages som følge af udlæg, omfat-
tes ikke af dette stykke.
Med § 4, stk. 4, blev der i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige indsat en ny bestemmelse, der bestemmer, at
fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen efter stk. 1-3 sker på
det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anven-
der beløb inddrevet fra skyldner eller modtaget fra skyldner
ved frivillig betaling til dækning af fordringer under inddri-
velse hos skyldneren. Dækning af disse fordringer sker med
virkning fra betalingstidspunktet.
Den eller de fordringer, der er under inddrivelse og i over-
ensstemmelse med dækningsrækkefølgereglerne i § 4, stk.
1-3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal dæk-
kes med det beløb, der er inddrevet eller modtaget ved fri-
villig betaling, vil således blive dækket i nutid – dvs. på an-
vendelsestidspunktet og med fordringens eller fordringernes
aktuelle størrelse – men med tilbagevirkende kraft til beta-
lingstidspunktet.
Bestemmelsen betyder, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den ved fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen på det tids-
punkt, hvor betalingen anvendes til dækning, alene dækker
fordringer, for hvilke der på dette tidspunkt er en skyldig
hovedstol eller renter under inddrivelse. Fordringerne indgår
som anført ovenfor i dækningsrækkefølgen med deres aktu-
elle saldo på anvendelsestidspunktet. Dette gælder, selv om
fordringerne på betalingstidspunktet for den betaling, der
skal anvendes til dækning, havde en større saldo. Forskellen
på en fordrings saldo på henholdsvis betalingstidspunktet og
anvendelsestidspunktet kan f.eks. skyldes, at fordringen i
mellemtiden kan være delvist dækket ved en eller flere an-
dre frivillige indbetalinger eller inddrevne beløb. Sådanne
mellemkommende dækninger fastholdes, selv om betalings-
tidspunktet for disse dækninger ligger senere end betalings-
tidspunktet for den indbetaling, som aktuelt skal anvendes
til dækning.
Fordringer, der på anvendelsestidspunktet er fuldt indfrie-
de eller ophørt af andre grunde, indgår ikke i den dæknings-
rækkefølge, der fastlægges på anvendelsestidspunktet, selv
om den enkelte fordring ikke på betalingstidspunktet var
fuldt indfriet. At fordringen på anvendelsestidspunktet er
fuldt indfriet eller ophørt, kan skyldes, at fordringen efter
betalingstidspunktet, men før anvendelsestidspunktet, er
71
dækket fuldt ud med en eller flere andre frivillige indbeta-
linger eller inddrevne beløb, eller at fordringen kan være
korrigeret af fordringshaver som følge af en indbetaling eller
modregning i fordringshavers regi. Endelig kan fordringen
være ophørt af andre årsager, herunder ved afskrivning, ef-
tergivelse eller på baggrund af forældelse.
Endelig blev der med § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsat en bestemmelse om anvendel-
sen af overskydende beløb. Af bestemmelsen fremgår i 1.
pkt., at hvis der i forbindelse med inddrivelsen opstår et
overskydende beløb, herunder ved nedskrivning eller tilba-
gekaldelse af en allerede helt eller delvist dækket fordring,
anvendes det overskydende beløb til dækning af fordringer
under inddrivelse hos skyldneren. Dækning ved anvendelse
af et overskydende beløb efter 1. pkt. sker i henhold til stk.
1-4 og uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyld-
ner, jf. 2. pkt. Var fordringen rentebærende, skal det over-
skydende beløb være inklusive de renter, der er tilskrevet
fordringen, jf. 3. pkt. Skyldner har ifølge 4. pkt. ikke krav
mod restanceinddrivelsesmyndigheden i form af rentekom-
pensation som følge af anvendelsen af det overskydende be-
løb, jf. § 4, stk. 5, 1. pkt.
Det fremgår af afsnit 2.1.4.2 i de almindelige bemærknin-
ger i lovforslag nr. L 137, jf. Folketingstidende 2016-17, A,
L 137 som fremsat, side 26, at det vil lette systemunderstøt-
telsen, at det overskydende beløb kan anvendes til dækning
af de fordringer, der er under inddrivelse på det tidspunkt,
hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anvender det over-
skydende beløb i overensstemmelse med dækningsrækkeføl-
gen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dog
med respekt for, at der først dækkes på fordringer, der var
eller senere ved en tilføjelse er blevet omfattet af den speci-
fikke inddrivelsesindsats, og dernæst – hvis der er et rester-
ende beløb – øvrige fordringer under inddrivelse, forudsat at
disse vil kunne inddrives med samme type inddrivelsesind-
sats.
I § 4, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
bestemmes, at restanceinddrivelsesmyndigheden uanset stk.
1-3 efter anmodning fra skyldner kan tillade, at beløb, der
inddrives fra skyldner, går til dækning af bestemte fordrin-
ger. Der er – på nær henvisningen, der efter nyaffattelsen
ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 også gælder den ny be-
stemmelse i stk. 3 – tale om en videreførelse af den tidligere
bestemmelse i § 4, stk. 3.
Endelig viderefører lov nr. 285 af 29. marts 2017 den tid-
ligere bemyndigelsesbestemmelse i § 4, stk. 4, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, hvorefter skatteministeren
kunne fastsætte regler om gennemførelse af reglerne i stk. 1
og 2. Den videreførte bestemmelse i § 4, stk. 7, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmer, at skattemi-
nisteren kan fastsætte regler om anvendelsen af bestemmel-
serne i stk. 1-6, herunder regler om anvendelsen af disse ved
opskrivning af beløbet på en fordring, der gennemføres ved
overdragelse af en særskilt fordring på det opskrevne beløb,
regler om dækningen af renter og regler om samtidig over-
dragelse af flere fordringer mod samme skyldner.
Ved modregning bestemmes dækningsrækkefølgen af § 7
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter stk. 1
dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den
udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang den-
ne myndighed træffer afgørelse om modregning. Dernæst
dækkes de fordringer, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækkes andre fordrin-
ger under opkrævning. Hvor kun delvis dækning inden for
samme kategori er mulig, anvendes dækningsrækkefølgen
efter § 4 ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning
og en dækning ud fra tidspunktet for indberetning til restan-
ceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, for så vidt
angår modregning under opkrævning, jf. § 7, stk. 2. Hvis det
som følge af størrelsen på den kommende udbetaling fra det
offentlige til en skyldner ligger klart, at der ikke vil være
dækning til alle de fordringer, som restanceinddrivelses-
myndigheden skal inddrive hos den pågældende skyldner,
indebærer anvendelsen af dækningsrækkefølgen efter § 4 i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige således, at der
til modregningen sker en udvælgelse af de fordringer, der
ifølge § 4 skal dækkes først, og som beløbsmæssigt kan
rummes inden for udbetalingsbeløbet. I § 7, stk. 3, blev der
ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 indsat en særlig regel om
visse sociale ydelser. Ved modregning i sociale ydelser, som
en kommune kan gennemføre i en udbetaling fra Udbetaling
Danmark, eller som Udbetaling Danmark kan gennemføre i
en udbetaling fra en kommune, uden at fordringen er regi-
streret i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregi-
ster, finder § 7, stk. 1 og 2, ikke anvendelse, hvis modreg-
ningen gennemføres efter fordringshavers anmodning direk-
te til den udbetalende myndighed om i udbetalingsbeløbet at
fradrage et beløb svarende til den skyldige fordring. Ved så-
danne modregninger dækkes fordringerne ud fra deres stif-
telsestidspunkt, således at den ældste fordring dækkes først,
idet en fordring fra den udbetalende myndighed dog dækkes
først, hvis den er stiftet senest samme dag som den anden
myndigheds fordring.
Fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undtagelse af bøder, for-
rentes ifølge § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige med en årlig rente svarende til renten i henhold til
rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten tilskrives fra den 1. i
måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden. For fordringer, der tilhører restanceinddrivelses-
myndigheden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter
den måned, hvori fordringen er stiftet.
Skatteministeren kan ifølge § 5, stk. 2, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige bestemme, at stk. 1 ikke skal an-
vendes på nærmere angivne typer af fordringer. Skattemini-
steren kan endvidere bestemme, at stk. 1 ikke skal anvendes
på fordringer, der inden ikrafttrædelsen af stk. 1 – der trådte
i kraft den 1. august 2013, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 937 af
4. juli 2013 om ikrafttræden af §§ 4-7 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige og visse bestemmelser i lov om æn-
dring af kildeskatteloven, opkrævningsloven, udpantningslo-
ven og forskellige andre love – er modtaget hos restanceind-
drivelsesmyndigheden uden særskilt angivelse af hovedstol,
72
renter og gebyrer. Hvis fordringshaveren senest 6 måneder
fra datoen for denne ikrafttrædelse giver restanceinddrivel-
sesmyndigheden oplysning om hovedstol, renter og gebyrer,
tilskrives renten efter stk. 1 dog fra datoen for oplysningens
modtagelse.
I bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af
gæld til det offentlige anføres i § 9, stk. 2, at renten i stk. 1
ikke finder anvendelse på følgende fordringer:
1) Fordringer, der i henhold til EU-retsakter skal forrentes
med en rente fastsat i henhold til EU-retsakten, uanset at
fordringen er oversendt til inddrivelse.
2) Fordringer fastsat i henhold til en udenlandsk afgørelse
om underholdsbidrag, der fastsætter en rente under ind-
drivelse, som er højere end inddrivelsesrenten, idet disse
fordringer forrentes i henhold til afgørelsen.
3) Fordringer, som hviler på et pantebrev, et gældsbrev, et
udenretligt frivilligt forlig m.v., og andre fordringer,
hvor parterne har aftalt en morarente, som afviger fra
renten i stk. 1, jf. dog stk. 3, 3. pkt.
4) Fordringer, der hviler på en retsafgørelse, hvor domstolen
har truffet afgørelse om en forrentning under inddrivelse,
som afviger fra renten i stk. 1, jf. dog stk. 3, 3. pkt.
5) Fordringer, der er modtaget hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden uden særskilt angivelse af hovedstol, renter og
gebyrer, idet disse fordringer ikke forrentes.
6) Fordringer tilhørende fordringstyper, hvor restanceinddri-
velsesmyndigheden har viden om, at der inden for for-
dringstypen oversendes fordringer uden særskilt angivel-
se af hovedstol, renter og gebyrer, idet fordringer tilhø-
rende disse fordringstyper ikke forrentes.
I § 9, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om
inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmes i 1. pkt., at
for fordringer som nævnt i stk. 2, nr. 3 og 4, hvor parterne
har aftalt, eller en domstol har fastsat en morarente, som er
lavere end renten i stk. 1, kan fordringshaveren vælge, at
fordringen ikke skal forrentes eller skal forrentes med en
rentesats, som ikke overstiger den aftalte eller i retsafgørel-
sen fastsatte rente, og som understøttes af restanceinddrivel-
sesmyndighedens it-system, der herefter beregner renten. I
2. pkt. bestemmes, at hvis fordringshaveren ønsker at fast-
holde en aftalt eller ved retsafgørelse fastsat lavere rente,
som ikke understøttes af restanceinddrivelsesmyndighedens
it-system, skal fordringshaveren beregne renten i henhold til
aftalen eller retsafgørelsen og indsende oplysning om renten
til restanceinddrivelsesmyndigheden. I 3. pkt. bestemmes, at
for fordringer som nævnt i stk. 2, nr. 3 og 4, hvor parterne
har aftalt, eller en domstol har fastsat en morarente, som er
højere end renten i stk. 1, kan fordringshaveren vælge, at
fordringen skal forrentes med renten i stk. 1 eller skal for-
rentes med en rentesats, som ikke overstiger den aftalte eller
ved retsafgørelse fastsatte rente, og som understøttes af re-
stanceinddrivelsesmyndighedens it-system, der herefter be-
regner renten. Endelig bestemmes i 4. pkt., at hvis fordrings-
haveren ønsker at fastholde en aftalt eller ved retsafgørelse
fastsat højere rente, som ikke understøttes af restanceinddri-
velsesmyndighedens it-system, skal fordringshaveren bereg-
ne renten i henhold til aftalen eller retsafgørelsen og indsen-
de oplysning om renten til restanceinddrivelsesmyndighe-
den.
Det foreslås, at det i § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige kommer til at fremgå, at dæknin-
gen med hensyn til beregningen af renter dog tidligst har
virkning for renter, som er beregnet af restanceinddrivelses-
myndigheden eller indsendt af en fordringshaver for perio-
den fra og med den første i måneden, efter at fordringen ak-
tuelt kom under inddrivelse.
Den foreslåede regel omfatter såvel renter, som restan-
ceinddrivelsesmyndigheden har beregnet efter § 5, stk. 1, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og efter § 9, stk.
3, 1. eller 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018
om inddrivelse af gæld til det offentlige, som renter, som
fordringshaver selv har beregnet i medfør af bekendtgørel-
sens § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt.
Henvisningen til, at der er tale om renter, der er beregnet,
mens hovedfordringen aktuelt er under inddrivelse, har til
formål at understrege, at dækningens tilbagevirkende kraft
til betalingstidspunktet ikke har rentemæssig betydning for
renter, som restanceinddrivelsesmyndigheden eller for-
dringshaver for perioden efter betalingstidspunktet har be-
regnet, mens hovedfordringen tidligere var under inddrivel-
se. Disse renter vil derfor som følge af den foreslåede juste-
ring af § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige ikke skulle korrigeres, men vil kunne dækkes med
betalingen jf. ovenfor. Hovedfordringen er siden hen atter
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden – inklusive
opkrævningsrenter og genindsendte renter fra den rentebe-
regningsperiode, hvor hovedfordringen tidligere var under
inddrivelse – og dækningens tilbagevirkende kraft vil som
følge af den foreslåede justering tidligst kunne have rente-
mæssig virkning for renter, som restanceinddrivelsesmyn-
digheden eller en fordringshaver, jf. § 9, stk. 3, 2. eller 4.
pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, har beregnet, siden hovedfor-
dringen senest blev modtaget til inddrivelse.
Der vil være tale om enten inddrivelsesrenter efter § 5,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, renter,
som restanceinddrivelsesmyndigheden beregner i medfør af
§ 9, stk. 3, 1. eller 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige eller ren-
ter, som fordringshaver beregner i medfør af bekendtgørel-
sens § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt.
Det vil med den foreslåede justering stadig være sådan, at
betalingen bogføres med virkning fra betalingstidspunktet,
men for beregningen af renter gøres den undtagelse, at den
rentemæssige virkning af dækningen tidligst indtræder fra
og med den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden el-
ler fordringshaver, jf. § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt., i bekendtgø-
relse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det
offentlige, mens hovedfordringen aktuelt er under inddrivel-
se, måtte beregne renter af den, enten fordi restanceinddri-
velsesmyndigheden fra og med den 1. i måneden efter den
måned, hvor hovedfordringen blev modtaget hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, beregner inddrivelsesrenter ef-
ter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
73
eller renter af fordringer som nævnt i § 9, stk. 2, nr. 3 og 4, i
bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af
gæld til det offentlige om en af parterne aftalt eller af en
domstol fastsat rente, der er lavere eller højere end inddri-
velsesrenten efter lovens § 5, stk. 1, eller fordi fordringsha-
ver af de i bekendtgørelsens § 9, stk. 2, nr. 3 og 4, nævnte
fordringer selv beregner renterne.
Bogføringen af betalingen med virkning fra betalingstids-
punktet betyder, at en eventuel genanvendelse af beløbet på
et senere tidspunkt, jf. § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige vil ske med virkning fra det oprindeli-
ge betalingstidspunkt, dog med den begrænsning, der følger
af forslaget som beskrevet ovenfor. Det vil sige, at rente-
mæssig virkning af dækningen tidligst indtræder fra og med
den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden eller for-
dringshaver, jf. § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt., i bekendtgørelse
nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offent-
lige, måtte beregne renter af den fordring, som aktuelt er
under inddrivelse og skal dækkes ved genanvendelsen af be-
talingen, enten fordi restanceinddrivelsesmyndigheden fra
og med den 1. i måneden efter den måned, hvor hovedfor-
dringen blev modtaget hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, beregner inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige eller renter af fordringer
som nævnt i § 9, stk. 2, nr. 3 og 4, i bekendtgørelse nr. 576
af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige om
en af parterne aftalt eller af en domstol fastsat rente, der er
lavere eller højere end inddrivelsesrenten efter lovens § 5,
stk. 1, eller fordi fordringshaver af de i bekendtgørelsens §
9, stk. 2, nr. 3 og 4, nævnte fordringer selv beregner renter-
ne, jf. ovenfor.
Fordringer efter bekendtgørelsens § 9, stk. 2, nr. 3, er som
anført ovenfor i beskrivelsen af gældende ret fordringer,
som hviler på et pantebrev, et gældsbrev, et udenretligt fri-
villigt forlig m.v., og andre fordringer, hvor parterne har af-
talt en morarente, som afviger fra renten i stk. 1, jf. dog stk.
3, 3. pkt., mens fordringer efter § 9, stk. 2, nr. 4, er fordrin-
ger, der hviler på en retsafgørelse, hvor domstolen har truf-
fet afgørelse om en forrentning under inddrivelse, som afvi-
ger fra renten i stk. 1, jf. dog stk. 3, 3. pkt.
Hvor betalingstidspunktet ligger på eller senere end den
dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden eller fordrings-
haver, jf. § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt., i bekendtgørelse nr. 576
af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige,
første gang beregner rente af hovedfordringen, mens den ak-
tuelt er under inddrivelse, vil den foreslåede justering være
uden selvstændig betydning, fordi restanceinddrivelsesmyn-
digheden vil være i stand til at korrigere de af restanceind-
drivelsesmyndigheden beregnede inddrivelsesrenter og være
forpligtet til i samarbejde med fordringshaver at korrigere de
af fordringshaver indsendte renter vedrørende perioden efter
denne dag.
Derimod har den foreslåede justering til formål at klarlæg-
ge dækningens rentemæssige virkning for de tilfælde, hvor
betalingstidspunktet ligger inden den dag, hvor restanceind-
drivelsesmyndigheden eller fordringshaver, jf. § 9, stk. 3, 2.
eller 4. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, første gang beregner
rente af hovedfordringen, mens den aktuelt er under inddri-
velse. I disse tilfælde indtræder den rentemæssige virkning
af dækningen med virkning fra betalingstidspunktet alene
fra og med den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden
første gang beregner renten, mens hovedfordringen aktuelt
er under inddrivelse, og tilsvarende gælder, hvor fordrings-
haver beregner renterne i medfør af bekendtgørelsens § 9,
stk. 3, 2. eller 4. pkt. I et sådant tilfælde vil fordringshaveren
således fastholde retten til de opkrævningsrenter, som for-
dringshaveren har beregnet for perioden fra og med beta-
lingstidspunktet til og med sidste dag i den måned, hvor ho-
vedfordringen blev modtaget hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden. Derimod mister fordringshaveren retten til de ren-
ter, som er beregnet af den dækkede del af fordringen, for
perioden mens fordringen aktuelt var under inddrivelse –
dvs. enten inddrivelsesrenter, som er beregnet af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, eller som er beregnet og ind-
sendt af fordringshaver.
Den foreslåede justering af § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indebærer, at der skal
ses på den enkelte fordring, som det inddrevne eller ved fri-
villig betaling modtagne beløb anvendes til at dække, og den
rentemæssige virkning af betalingen vil derfor kunne ind-
træde på forskellige tidspunkter, afhængigt af om og fra
hvilket tidspunkt restanceinddrivelsesmyndigheden eller
fordringshaver, jf. § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt., i bekendtgørel-
se nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, har beregnet renter af den enkelte fordring.
Anvendelsen af bestemmelsen kan illustreres med følgen-
de eksempler, hvor der af forståelsesmæssige hensyn anven-
des runde tal (alle datoer er fra samme år):
Eksempel 1: En indbetaling overstiger restgælden på
anvendelsestidspunktet
En fordring modtages til inddrivelse den 3. januar, hvor
hovedfordringen er på 10.000 kr. Fordringen tilskrives fra 1.
februar inddrivelsesrente. Den 1. december indbetales
11.000 kr., hvilket dækker inddrivelsesrenter på 1.100 kr. og
9.900 kr. af hovedfordringen, så der herefter udestår en ho-
vedfordring på 100 kr. Den 20. december anvendes en ind-
betaling på 500 kr. med betalingstidspunkt den 1. august.
Den 20. december er der påløbet yderligere 5 kr. i inddrivel-
sesrente for perioden fra 1. december til 20. december. For-
dringens aktuelle saldo udgør således 105 kr. Af de 500 kr.
kan der derfor højst anvendes 105 kr. til dækning af fordrin-
gen. Da betalingens pålydende overstiger fordringens aktu-
elle saldo på anvendelsestidspunktet, og da betalingen skal
have rentemæssig virkning 1. august, anvendes 100 kr., sva-
rende til hovedfordringens restgæld på anvendelsestidspunk-
tet, til dækning af en del af de inddrivelsesrenter, som var
udestående pr. 1 august. Derved reduceres den andel af ind-
betalingen den 1. december, som dækkede inddrivelsesrente,
fra 1.100 kr. til 1.000 kr. Disse 100 kr. omfordeles i stedet
til dækning af hovedfordringen, hvorved hovedfordringen
indfris fuldt ud. Herved bortfalder den inddrivelsesrente på
5 kr., som blev beregnet for perioden fra 1. til 20. december.
74
De resterende 400 kr. af indbetalingen anvendes om muligt
til dækning af anden gæld under inddrivelse i henhold til
dækningsrækkefølgen eller udbetales til skyldneren.
Eksempel 2: En indbetaling overstiger ikke restgælden på
anvendelsestidspunktet
En fordring modtages til inddrivelse den 3. januar, hvor
hovedfordringen er på 10.000 kr. Fordringen tilskrives fra 1.
februar inddrivelsesrente. Den 1. december indbetales 3.000
kr., hvilket dækker samtlige renter på 1.000 kr. og 2.000 kr.
af hovedfordringen, så der herefter udestår en hovedfordring
på 8.000 kr. Den 20. december anvendes en indbetaling på
5.600 kr. med betalingstidspunkt den 1. august. Den 20. de-
cember er der påløbet yderligere 50 kr. i inddrivelsesrente
for perioden fra 1. december til 20. december. Fordringens
aktuelle saldo udgør således 8.050 kr. Da betalingen skal ha-
ve rentemæssig virkning 1. august, anvendes 600 kr. til dæk-
ning af de inddrivelsesrenter, som var udestående på dette
tidspunkt. De resterende 5.000 kr. af indbetalingen anvendes
til dækning af hovedfordringen. Nedbringelsen af hovedfor-
dringen betyder, at rentetilvæksten fra den 1. august påvir-
kes tilsvarende. Derved reduceres den andel af indbetalingen
den 1. december, som dækkede inddrivelsesrente, fra 1.000
kr. til 200 kr. som resultat af dækningen af inddrivelsesren-
ten med 600 kr. og den reducerede hovedfordring. Disse 800
kr. fra indbetalingen af 1. december omfordeles i stedet til
yderligere dækning af hovedfordringen, som således er ned-
bragt til 2.200 kr. Inddrivelsesrenten for perioden fra 1. til
20. december reduceres herved fra 50 kr. til 20 kr.
Rækkevidden af reglen i § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige om anvendelse af beta-
lingstidspunktet ved dækning af fordringer under inddrivelse
fremgår ikke præcist af ordlyden. Hvis betalingstidspunktet i
alle henseender lægges til grund, når et beløb, der er inddre-
vet fra skyldner eller modtaget fra denne ved frivillig beta-
ling, skal dække de fordringer, der er under inddrivelse på
anvendelsestidspunktet, vil dette føre til, at en fordringsha-
vers beregning af opkrævningsrenter og eventuelle renter,
der omfattes af § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt., i bekendtgørelse
nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offent-
lige, efter betalingstidspunktet har været uretmæssig. Det
samme gælder restanceinddrivelsesmyndighedens beregning
af inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige eller renter, der omfattes af § 9, stk. 3,
1. eller 3. pkt., i førnævnte bekendtgørelse, fra og med den
1. i måneden efter den måned, hvor den rentebærende ho-
vedfordring blev modtaget hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden.
Anvendelsen af betalingstidspunktet indebærer således, at
dækningen af den rentebærende hovedfordring og dennes
renter, der i øvrigt dækkes før hovedfordringen, jf. § 4, stk.
2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, skal
anses at være sket med tilbagevirkende kraft til det tids-
punkt, hvor skyldneren blev frigjort for sin hæftelse svaren-
de til det inddrevne eller betalte beløb.
Uden den foreslåede justering kan ordlyden af bestemmel-
sen læses således, at fordringshaver vil skulle slette de op-
krævningsrenter, der er påløbet hovedfordringen efter beta-
lingstidspunktet. Renter har bl.a. et kompensationsøjemed,
idet de skal kompensere fordringshaver for den manglende
rettidige betaling af hovedfordringen. En sådan fordringsha-
ver ville modtage beløbet i nutid, men med virkning fra be-
talingstidspunktet, hvilket som sagt ville indebære, at renter,
der var påløbet for perioden efter betalingstidspunktet, skul-
le slettes som uberettigede. Ved en sådan sletning af renter
ville fordringshaver netop ikke modtage den kompensation
for manglende betaling af fordringen, som renten ellers
skulle udgøre.
Restanceinddrivelsesmyndigheden ville endvidere ikke
selv kunne slette sådanne opkrævningsrenter, fordi restan-
ceinddrivelsesmyndigheden hverken kender datagrundlaget
eller den fulde historik for hovedfordringen, mens opkræv-
ningsrenterne påløb i opkrævningsfasen. Hovedfordringen
kan være nedbragt i perioden med beregning af opkræv-
ningsrenter, og restanceinddrivelsesmyndighedens bereg-
ning af, hvilke opkrævningsrenter der ville skulle slettes
som følge af den tilbagevirkende kraft for dækningen på ho-
vedfordringen, ville ud over kendskab til rentesatsen og ren-
teberegningsprincippet, f.eks. om der er tale om en daglig
eller månedlig rente, også forudsætte kendskab til hovedfor-
dringens størrelse i renteberegningsperioden.
Eventuelle renter efter § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt., i be-
kendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld
til det offentlige systemunderstøttes ikke hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, men disse vil dog kunne identificeres af
restanceinddrivelsesmyndigheden som ukorrekte, fordi re-
stanceinddrivelsesmyndigheden kender hovedfordringens
historik, mens hovedfordringen er under inddrivelse. De på-
gældende renter skal herefter korrigeres af fordringshaver på
baggrund af nedbringelsen af fordringen.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derimod kunne kor-
rigere renter, der er beregnet af restanceinddrivelsesmyndig-
heden fra den 1. dag i måneden efter den måned, hvor ho-
vedfordringen blev modtaget, jf. § 5, stk. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige eller § 9, stk. 3, 1. eller 3.
pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige.
Hvor en hovedfordring har været tilbagesendt til for-
dringshaver, f.eks. i medfør af § 2, stk. 10, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, hvorefter fordringshaver,
hvis der er indtrådt væsentlige ændringer i skyldners for-
hold, kan tilbagekalde en fordring med henblik på at tillade
afdragsvis betaling eller henstand med betalingen, vil restan-
ceinddrivelsesmyndighedens it-system ikke kunne fastslå
hovedfordringens historik for perioden, hvor hovedfordrin-
gen tidligere var under inddrivelse, og it-systemet vil derfor
ikke i de tilfælde, hvor betalingstidspunktet ligger i denne
periode, være i stand til at genberegne inddrivelsesrenter,
der i denne periode er påløbet efter betalingstidspunktet.
Renter, som restanceinddrivelsesmyndigheden har bereg-
net, mens hovedfordringen tidligere var under inddrivelse,
og som medfølger en hovedfordring, der returneres til for-
dringshaver, jf. § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil derfor
75
ikke med systemunderstøttelse kunne korrigeres af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden på grund af en fejl
ikke har anvendt et inddrevet eller ved frivillig betaling
modtaget beløb til dækning af en rentebærende hovedfor-
dring så hurtigt, som det under normale omstændigheder vil-
le være sket, kan restanceinddrivelsesmyndigheden efter
omstændighederne være forpligtet til at yde skyldneren en
rentekompensation. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden ved en fejltagelse har pla-
ceret et modtaget beløb på den forkerte skyldner.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, af-
snit 2.9.
Til nr. 9
Renteberegningen ved for sen betaling af de motorfordrin-
ger, som Skatteforvaltningen opkræver, dvs. bl.a. registre-
ringsafgift, vægtafgift, grøn ejerafgift, vejafgift og virksom-
heders betaling for nummerplader m.v. på motorkøretøjer,
sker med hjemmel i opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. ek-
sempelvis registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2, og § 12,
stk. 2, i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v.
I opkrævningslovens § 7, stk. 1, er bestemt, at hvis et be-
løb ikke betales rettidigt, eller er der ydet henstand med be-
talingen, skal der betales en månedlig rente som fastsat efter
stk. 2 med tillæg af 0,7 procentpoint regnet fra den seneste
rettidige betalingsdag for beløbet, og frem til beløbet beta-
les. Renten beregnes dagligt. Renten kan ikke fratrækkes
ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For beløb,
der opkræves efter reglerne i kapitel 5, finder bestemmelsen
om saldoforrentning i § 16 c, stk. 1, anvendelse.
Opkrævningslovens § 7, stk. 2, bestemmer, at renten fast-
sættes for kalenderåret. Renten offentliggøres senest den 15.
december forud for det år, hvor den skal have virkning. Ren-
ten for 1 år beregnes på grundlag af et simpelt gennemsnit af
den af Danmarks Nationalbank opgjorte kassekreditrente for
ikkefinansielle selskaber i månederne juli, august og sep-
tember i det foregående kalenderår. Den af Nationalbanken
opgjorte månedlige kassekreditrente for ikkefinansielle sel-
skaber opgøres i henhold til Den Europæiske Centralbanks
forordning (EF) nr. 63/2002 af 20. december 2001 vedrøren-
de statistik over de monetære finansielle institutioners rente-
satser på indlån fra og udlån til husholdninger og ikkefinan-
sielle selskaber (ECB/2001/18). Den af Nationalbanken op-
gjorte månedlige kassekreditrente for ikkefinansielle selska-
ber opgøres som et vægtet gennemsnit af den effektive ren-
tesats for den udestående lånemasse opgjort med to decima-
ler, og det simple gennemsnit, jf. 3. pkt., nedrundes til nær-
meste hele procentsats, og den beregnede rente divideres
med 24 og afrundes nedad til én decimal. Opkrævningsren-
ten efter opkrævningslovens § 7 udgør 0,7 pct. i 2019.
I § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er bestemt, at fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undta-
gelse af bøder, forrentes med en årlig rente svarende til ren-
ten i henhold til § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsin-
ket betaling m.v. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter
modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. stk.
1, 2. pkt. Modtagelsen af fordringer hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden er reguleret af § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendt-
gørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til
det offentlige, hvorefter fordringer anses for modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden ved registreringen i mod-
tagelsessystemet og fra dette tidspunkt får prioritet i dæk-
ningsrækkefølgen efter § 4 i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Fordringer afvises fra registrering i modtagel-
sessystemet, hvis ikke nødvendige oplysninger efter § 3 er
medsendt, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Hvis de oversendte oplysnin-
ger giver restanceinddrivelsesmyndigheden anledning til at
søge oplysninger bekræftet hos fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren sender fordringen til ind-
drivelse, anses fordringen for modtaget, når de oversendte
oplysninger er rettet eller bekræftet, og rettelsen eller be-
kræftelsen er registreret i modtagelsessystemet, jf. § 4, stk.
2, 2. pkt.
Indtil den 1. i måneden efter den måned, hvor fordringen
er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddri-
velse, skal der således stadig dagligt påløbe opkrævnings-
renter af de nævnte motorfordringer, der vedrører Skattefor-
valtningens køretøjsregister (Det Digitale MotorRegister,
DMR).
Det foreslås, at der med § 5, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige indsættes en bemyndigelse til
skatteministeren til at bestemme, at Skatteforvaltningen
undlader at beregne og opkræve opkrævningsrenter, der vil
påløbe registreringsafgift, vægtafgift og andre fordringer,
der vedrører told- og skatteforvaltningens køretøjsregister
(Det Digitale MotorRegister, DMR), fra modtagelsen af dis-
se fordringer hos restanceinddrivelsesmyndigheden og indtil
den dag, hvor der tilskrives rente efter stk. 1, dvs. den 1. i
måneden efter den måned, hvor fordringen modtages til ind-
drivelse.
Siden idriftsættelsen af Det Digitale MotorRegister
(DMR) i 2012 har det ikke været muligt at opkræve renter af
motorkrav. Fra den 1. marts 2019 vil der igen blive beregnet
og opkrævet renter af motorkrav. Der eksisterer dog fortsat
et teknisk problem i forhold til opkrævning og beregning af
opkrævningsrenter, når motorkrav sendes til inddrivelse.
Når Skattestyrelsens opkrævningssystem for motorafgifter –
SAP 38/DMR – oversender et motorkrav til inddrivelse,
nedskrives motorkravet teknisk til 0 kr., i det øjeblik motor-
kravet oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Nedskrivningen af kravet til 0 kr. betyder, at der ikke eksi-
sterer et grundlag for beregning af opkrævningsrenter af mo-
torkravet i opkrævningssystemet, efter at kravet er sendt til
inddrivelse.
Efter de gældende regler skal Skattestyrelsen imidlertid
beregne opkrævningsrenter af motorkrav, i perioden fra mo-
torkravet oversendes til inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, dvs. Gældsstyrelsen, og indtil Gældssty-
relsen begynder at beregne renter fra den 1. i måneden efter
modtagelsen af kravet. Men i og med at dette ikke er teknisk
muligt, vil der i den pågældende periode ikke i praksis blive
76
beregnet opkrævningsrenter. Der er ikke hjemmel til, at
Skattestyrelsen kan undlade at beregne disse opkrævnings-
renter.
Det er ikke muligt på kort sigt at tilrette opkrævningssy-
stemet, så beregningsgrundlaget ændres fra 0 kr. til selve
hovedkravet, da dette har sammenhæng med den måde, som
regnskabet gøres op på i forbindelse med oversendelse af
motorkrav til inddrivelse. Her er det regnskabsteknisk valgt,
at det er Gældsstyrelsen, der regnskabsaflægger på motor-
fordringer, og derfor bliver fordringerne ved oversendelse
nedskrevet til 0 kr. En ændring af dette vil give problemer i
forbindelse med modtagelsen af underretninger fra Gælds-
styrelsen, som opkrævningssystemet ikke er i stand til at
håndtere for nærværende, ligesom der også vil opstå kapaci-
tetsproblemer i opkrævningssystemet.
Da det skønnes, at opkrævningssystemet SAP 38/DMR
fremover vil oversende ca. 40.000 motorkrav til inddrivelse
pr. måned, vurderes det heller ikke at være praktisk muligt
at håndtere renteberegningen manuelt.
Det er hensigten, at den bestemmelse, som den foreslåede
bemyndigelse skal give skatteministeren adgang til at udste-
de, skal indeholdes i en bekendtgørelse og alene skal være
midlertidig. Bestemmelsen skal således alene være gælden-
de frem til det tidspunkt, hvor det systemmæssigt er muligt
at kunne foretage renteberegning på korrekt rentegrundlag.
Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at give en tidsho-
risont for, hvornår en teknisk løsning kan være klar, idet
Skattestyrelsen er ved at analysere dette nærmere.
Det er endvidere hensigten, at Skattestyrelsen vil planlæg-
ge overdragelsen af de nævnte motorkrav til inddrivelse, så-
ledes at overdragelsen sker så tæt på udgangen af måneden,
at det antal dage, hvor der ikke beregnes og opkræves renter,
begrænses mest muligt. Det er således hensigten, at Skatte-
styrelsen oversender de nævnte motorkrav til inddrivelse, så
der højst er 5 dage til et månedsskifte.
Til nr. 10
I § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
bestemmes, at fordringer under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undtagelse af bø-
der, forrentes med en årlig rente svarende til renten i hen-
hold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten tilskrives fra den
1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelses-
myndigheden. For fordringer, der tilhører restanceinddrivel-
sesmyndigheden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter
den måned, hvori fordringen er stiftet.
§ 5 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
bestemmer, at forældelsesfristen for renter af fordringer, der
er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
regnes fra den første dag i måneden efter den måned, hvori
renten er stiftet.
I § 5 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge bestemmes, at forældelse af renter af fordringer, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
indtræder senest 10 år efter begyndelsestidspunktet i hen-
hold til stk. 1.
Endelig bestemmer § 5 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at forældelseslovens § 27, stk. 2, fin-
der ikke anvendelse ved beregning af forældelsesfristen for
renter af fordringer, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden.
I forældelseslovens § 27, stk. 2, bestemmes, at udløber en
frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, den 24.
eller den 31. december, udstrækkes fristen til den førstkom-
mende hverdag.
Det foreslås, at der i § 5 a i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige som stk. 4 indsættes en ny bestemmelse, hvor-
efter stk. 1-3 ikke skal finde anvendelse på renter af fordrin-
ger, der omfattes af § 18 a, stk. 2.
For renter af fordringer, der ikke omfattes af den foreslåe-
de regel i § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige om fordringskomplekset, jf. lovforslagets § 1, nr.
16, vil reglen i § 5 a i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige fortsat finde anvendelse.
I den foreslåede regel i § 18 a, stk. 6, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige bestemmes, at de foreslåede regler i
stk. 2-5 om fordringskomplekset ikke finder anvendelse på
bøder og udenlandske fordringer, for hvilke en international
overenskomst eller konvention vil være til hinder for en så-
dan anvendelse. Da bøder ikke forrentes, er den fortsatte an-
vendelse af § 5 a således alene relevant for de nævnte uden-
landske fordringer.
Lovforslagets § 1, nr. 10, skyldes, at den foreslåede ensar-
tede håndtering af forældelsen ved indførelsen af et foræl-
delsesmæssigt fordringskompleks vil betyde, at forældelses-
reguleringen af de inddrivelsesrenter, der påløber fordringer,
der omfattes af fordringskomplekset, vil være identisk med
forældelsesreguleringen af det hovedkrav, der først er over-
draget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse.
Det betyder, at forældelsesfristen af inddrivelsesrenter vil
skulle regnes fra det tidspunkt, fra hvilket forældelsesfristen
for dette hovedkrav skal regnes, medmindre fordringskom-
plekset alene består af renter, herunder inddrivelsesrenter, i
hvilket tilfælde afbrydelsen af forældelsen for en enkelt ren-
te vil skulle afbryde forældelsen for hele fordringskomplek-
set, jf. ovenfor. Indførelsen af et forældelsesmæssigt for-
dringskompleks vil derfor indebære, at forældelsesfristen for
inddrivelsesrenterne – medmindre et nyt starttidspunkt er
opnået ved afbrydelse af forældelsen af hovedkravet – vil
løbe fra et tidspunkt, hvor inddrivelsesrenterne endnu ikke
var påløbet, og dermed får inddrivelsesrenterne reelt en kor-
tere forældelsesfrist, end de har efter de gældende regler.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, af-
snit 2.1.
Til nr. 11
Ved modregning ophører to fordringer – modfordring og
hovedfordring – i det omfang de beløbsmæssigt dækker hin-
anden. Modregning er en let adgang for en fordringshaver
(modregneren) til at opnå fyldestgørelse for sit krav, der be-
tegnes modfordringen, idet modregningen gennemføres ved
fordringshavers erklæring til modfordringens skyldner (ho-
77
vedmanden) om den gennemførte modregning, der indebæ-
rer, at hovedmandens fordring, der betegnes hovedfordrin-
gen, ikke vil blive betalt, i det omfang modfordringen be-
løbsmæssigt dækker hovedfordringen. Modregningen får
virkning fra erklæringens fremkomst som følge af erklærin-
gens påbudsvirkning.
De almindelige modregningsbetingelser hviler på retssæd-
vane og forudsætter, at der består gensidighed, dvs. at mod-
regneren har et krav mod hovedmanden, der tilsvarende har
et krav mod modregneren. Der gælder således et princip om
identitet mellem statslige myndigheder m.v., når staten mod-
regner, jf. Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1955,
side 13.
Derudover kræves, at fordringerne er afviklingsmodne,
dvs. at modfordringen skal være forfalden til betaling, mens
frigørelsestiden for hovedfordringen skal være indtrådt. Har
hovedmanden fået indrømmet løbedage til betalingen, kan
modregneren først gennemføre modregning på sidste rettidi-
ge betalingsdag, jf. Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæ-
sen 1963, side 126. Modregning kan således tidligst gen-
nemføres på den sidste dag, der vil indebære rettidig beta-
ling.
Modfordringen og hovedfordringen skal også være udjæv-
nelige, dvs. af samme art, f.eks. pengekrav. Modfordringen
skal desuden være retskraftig, dvs. ikke ophørt ved forældel-
se, præklusion m.v.
Modregningserklæringen er en afgørelse, der vil kunne
påklages efter de sædvanlige regler, f.eks. til Skatteankesty-
relsen, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden gennemfører
modregningen, jf. § 17 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Det er dog fogedretten, der tager stilling til en
indsigelse mod modregning med kontrolafgifter for overtræ-
delse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselska-
ber, jf. § 18 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
For forfaldne fordringer, der omfattes af lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, indtræder fordringshaveren i ret-
ten til udbetalinger fra staten for et beløb, der svarer til den
skyldige betaling, jf. § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Restanceinddrivelsesmyndigheden indtræ-
der ved modtagelsen af fordringer til inddrivelse i kreditor-
beføjelserne, jf. lovens § 3, stk. 1, og vil derfor i medfør af §
8, stk. 1, kunne modregne fordringen i skyldners fordring
mod staten (udbetalingsfordring). En tilladelse til afdragsvis
betaling eller henstand med betalingen afskærer ifølge § 9,
stk. 1, ikke det offentliges adgang til at foretage modregning
i udbetalinger fra det offentlige. Modregning, der gennemfø-
res af restanceinddrivelsesmyndigheden eller af Skattefor-
valtningen som fordringshaver, kan ifølge § 9 a, stk. 1, ske
uden partshøring af skyldneren og uden forudgående vurde-
ring af dennes økonomiske forhold.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er ifølge § 9 a, stk. 2, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i begrundelsen
for en afgørelse om modregning alene forpligtet til at henvi-
se til, at fordringen er under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden. Reglen skal ses i sammenhæng med, at
alene fordringer, hvis betalingsfrist er overskredet, kan sen-
des til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf.
§ 2, stk. 3, 1. pkt., hvorfor modfordringen således vil være
forfalden.
Ved modregning med renter efter kildeskattelovens §§ 62
A og 63 lægger restanceinddrivelsesmyndigheden det ho-
vedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden ved modta-
gelsen af disse renter fik oplyst, til grund, når modregningen
gennemføres, efter at skyldnerens krav på udbetaling fra sta-
ten er overdraget til tredjemand, jf. § 9 a, stk. 3, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Reglen, der skal ses i
sammenhæng med § 28 i lov om gældsbreve om modreg-
ning ved transporter, skyldes, at de nævnte renter ikke kan
relateres til den personskat, de vedrører, og dermed kan det
for modregningen i medfør af § 28 afgørende stiftelsestids-
punkt ikke afklares.
§ 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige regulerer
dækningsrækkefølgen for fordringer, der alle opfylder betin-
gelserne for modregning, men hvor ikke alle fordringer kan
dækkes med udbetalingsfordringen. Efter stk. 1, nr. 1, dæk-
kes først fordringer under opkrævning, for hvilke den udbe-
talende myndighed er fordringshaver, i det omfang denne
myndighed træffer afgørelse om modregning (intern mod-
regning). Dernæst dækkes ifølge nr. 2 de fordringer, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Endelig dækkes ifølge nr. 3 andre fordringer under opkræv-
ning.
Hvor kun delvis dækning inden for samme kategori er
mulig, anvendes ifølge § 7, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige ved restanceinddrivelsesmyn-
dighedens modregning dækningsrækkefølgen efter § 4,
hvorefter bøder dækkes først, dernæst underholdsbidrag,
idet private krav dog dækkes først, og endelig andre fordrin-
ger under inddrivelse, idet renter i alle tilfælde dækkes forud
for hovedkravet, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt. Er der ikke dækning
for alle fordringer inden for samme kategori (bøder, under-
holdsbidrag og andre fordringer), dækkes fordringerne i den
rækkefølge, hvori de er modtaget hos restanceinddrivelses-
myndigheden, således at den fordring, der er modtaget først,
dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt.
For en opkrævningsrente lægges det ved modtagelsen
over for restanceinddrivelsesmyndigheden oplyste hoved-
krav til grund ved anvendelsen af § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. 3. pkt., mens 4.
pkt. bestemmer, at dækningsreglen i 1. pkt. anvendes, hvor
en sådan oplysning om hovedkravet ikke er givet.
Er der med udbetalingsfordringen alene mulighed for en
delvis dækning af fordringerne i § 7, stk. 1, nr. 3, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, dvs. andre fordringer
(end den udbetalende myndigheds fordringer) under op-
krævning, dækkes disse i den rækkefølge, hvori de er regi-
streret i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregi-
ster, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt.
Bestemmelserne i § 7, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige finder ifølge stk. 3 ikke anvendelse
ved modregning i sociale ydelser, som en kommune kan
78
gennemføre i en udbetaling fra Udbetaling Danmark, eller
som Udbetaling Danmark kan gennemføre i en udbetaling
fra en kommune, uden at fordringen er registreret i restan-
ceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, hvis modreg-
ningen gennemføres efter fordringshavers anmodning direk-
te til den udbetalende myndighed om i udbetalingsbeløbet at
fradrage et beløb svarende til den skyldige fordring.
Lov om gældsbreve regulerer i § 28, i hvilket omfang en
fordringshaver kan modregne sin fordring (modfordringen)
mod skyldneren, hvis skyldneren mod fordringshaveren til-
svarende har en fordring (hovedfordringen), der er overdra-
get (transporteret) til en tredjemand. Ved en sådan overfør-
sel af hovedfordringen ophører det gensidighedsforhold, der
efter de almindelige modregningsregler er en betingelse, for
at fordringshaveren (modregneren) kan foretage modregning
over for sin skyldner (hovedmanden), jf. ovenfor.
I § 28 i lov om gældsbreve er bestemt, at en skyldner kan
benytte en fordring på overdrageren til modregning, med-
mindre skyldneren har erhvervet fordringen efter det tids-
punkt, da skyldneren fik kundskab eller formodning om
overdragelsen. Var fordringen uforfalden på dette tidspunkt,
kan den dog kun bruges til modregning, hvis den forfaldt se-
nest samtidig med gældsbrevsfordringen.
Det følger således af bestemmelsen, at fordringshaveren
(der i § 28 betegnes »skyldneren«) kan benytte sin fordring
– modfordringen – mod skyldneren (der i § 28 betegnes
»overdrageren«) til modregning i skyldnerens fordring – ho-
vedfordringen – mod fordringshaveren, medmindre for-
dringshaveren har erhvervet modfordringen efter det tids-
punkt, da fordringshaveren fik kundskab eller formodning
om overdragelsen af hovedfordringen. Med andre ord skal
modfordringen mod skyldneren – overdrageren – være stif-
tet på det tidspunkt, da fordringshaveren fik kundskab eller
formodning om overdragelsen af hovedfordringen. For-
dringshaveren skal således være i god tro om overdragelsen
af hovedfordringen, for at fordringshaveren kan modregne
sin modfordring i hovedfordringen. Fordringshaveren vil ik-
ke være i god tro, hvis fordringshaveren har fået underret-
ning om overdragelsen, fordi et kundskab om denne da er
opstået. Fordringshaveren vil heller ikke være i god tro, hvis
fordringshaveren på anden måde har hørt om overdragelsen,
fordi der da vil være opstået en formodning om overdragel-
sen. Bevisbyrden for, at fordringshaveren var i ond tro ved
sin modregning, påhviler erhververen af fordringen. Både
stiftelsestidspunktet og kundskabstidspunktet er i princippet
et bestemt klokkeslæt, hvilket får betydning, hvis de begge
indtræder på samme dag.
Bestemmelsen i § 28 i lov om gældsbreve er baseret på
samme forventningsprincip som § 27, hvorefter erhververen,
hvis et simpelt gældsbrev overdrages til eje eller pant, ikke
får bedre ret end overdrageren, medmindre andet følger af
særlige retsregler. De indsigelser, som fordringens skyldner
kan gøre gældende over for fordringshaver, jf. herom lovens
§ 1, kan således også gøres gældende over for en erhverver
af det simple gældsbrev. Ligesom § 28 anvendes også § 27
analogt på simple fordringer, for hvilke et gældsbrev ikke er
udstedt. Bestemmelsen i § 28 er udtryk for, at en modreg-
ningsforventning, som fordringens skyldner har, ikke mistes
ved en overdragelse, jf. Preben Lyngsø i Gældsbrevloven
med kommentar (3. udgave, 1989), side 190.
Bestemmelsen i § 28 i lov om gældsbreve omfatter såvel
overdragelse til eje som pant (sikkerhed). En overdragelse
kan være beløbsbegrænset – dvs. at den omfatter et bestemt
beløb, der kan rummes i fordringen – men behøver ikke at
være det. Bestemmelsen anvendes analogt på visse andre
overførsler af retten til hovedfordringen, f.eks. som følge af
kreditorforfølgning i form af udlæg, beslaglæggelse og ar-
rest, men derimod ikke konkurs, hvor konkurslovens § 42
afgør, i hvilket omfang fordringshaver kan gennemføre
modregning.
Ved overdragelse af en simpel fordring til eje eller pant
har overdragelsen ikke gyldighed mod overdragerens kre-
ditorer, medmindre skyldneren fra overdrageren eller er-
hververen har fået underretning om overdragelsen, jf. § 31,
stk. 1, i lov om gældsbreve, der efter ordlyden anvendes på
simple gældsbreve, men i praksis også anvendes på simple
fordringer, for hvilke et gældsbrev ikke er udstedt. Enten
overdrageren eller erhververen skal ved sådanne viljesbe-
stemte overdragelser til eje eller pant således give fordrin-
gens skyldner underretning – også kaldet »denuntiation« –
om overdragelsen, og denne denuntiation har karakter af
sikringsakt, dvs. en foranstaltning, der er nødvendig for at
beskytte overdragelsen mod overdragerens kreditorer, der
ved deres retsforfølgning, f.eks. udlæg eller konkurs, vil
ekstingvere (fortrænge) erhververens ret til fordringen, hvis
sikringsakten ikke er iagttaget, selv om kreditorerne måtte
være i ond tro om overdragelsen.
En denuntiation til fordringens skyldner er også nødven-
dig, hvis en fordring er overdraget til flere. I § 31, stk. 2, i
lov om gældsbreve er således bestemt, at hvis en fordrings-
haver har overdraget gældsbrevet til flere forskellige, går en
senere erhverver forud, når skyldneren først har fået under-
retning om overdragelsen til denne senere erhverver, og er-
hververen var i god tro ved underretningen. Også denne be-
stemmelse anvendes analogt på simple fordringer. Den, der
først har fået en fordring overdraget til sig, må derfor sikre
sig, at fordringens skyldner underrettes om overdragelsen. I
modsat fald risikerer denne erhververs ret til fordringen at
blive ekstingveret af en senere erhverver, der var i god tro
om den tidligere overdragelse og selv har opfyldt sin sik-
ringsakt, dvs. denuntiation til fordringens skyldner.
Egentlige formkrav til denuntiationen efter § 31, stk. 1 og
2, i lov om gældsbreve er ikke opstillet, men der er i retsteo-
rien enighed om, at den skal være klar og tydelig, dvs. egnet
til at identificere fordringen og bibringe fordringens skyld-
ner den viden, at fordringen er overdraget, så overdrageren
ikke længere er materielt berettiget til den.
Denuntiationen har karakter af et påbud, hvorfor dens
virkning som sikringsakt indtræder ved dens fremkomst til
fordringens skyldner. Det kræves ikke, at fordringens skyld-
ner har gjort sig bekendt med indholdet, dvs. læst meddelel-
sen.
79
Denuntiationen behøver dog ikke være bindende i den for-
stand, at fordringens skyldner over for erhververen bliver
ansvarlig ved at bortse fra den.
Det er ikke tilstrækkeligt, at fordringens skyldner ved, at
fordringen er overdraget. Det kan tænkes, at fordringsskyld-
ner rent tilfældigt er blevet gjort bekendt med overdragel-
sen. En sådan viden er ikke tilstrækkelig. Der kræves en
egentlig aktiv handling fra enten overdrager eller erhverver
af fordringen.
Der kræves ikke svar fra fordringens skyldner, for at un-
derretningen har virkning som sikringsakt efter § 31 i lov
om gældsbreve, og det er uden betydning, at fordringens
skyldner eventuelt måtte afvise underretningen.
En sikringsakt kræves ikke, hvor fordringen er overført til
en tredjemand som følge af dennes udlæg i fordringen. Dette
følger af retsplejelovens § 526, stk. 1, jf. stk. 3.
Fælles for en overdragelse ved aftale og en overførsel af
fordringen ved udlæg og anden retsforfølgning er, at for-
dringens skyldner skal underrettes om overførslen, idet for-
dringens skyldner ellers med frigørende virkning kan betale
til overdrageren respektive den, som retsforfølgningen er
rettet mod, medmindre fordringens skyldner vidste, at denne
– dvs. overdrageren eller den, som retsforfølgningen er rettet
mod – ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller
fordringens skyldner ikke har udvist den agtpågivenhed,
som forholdene krævede, jf. § 29 i lov om gældsbreve og –
for så vidt angår udlæg – retsplejelovens § 524.
Den ny indehaver af fordringen – erhververen eller den
retsforfølgende kreditor, f.eks. en udlægshaver – må derfor
sørge for gennem en underretning til fordringens skyldner at
opnå legitimationen til at modtage betaling. Er dette sket,
kan fordringens skyldner med frigørende virkning alene be-
tale til erhververen eller den retsforfølgende kreditor.
Ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 fik § 8, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige sin nuværende ordlyd,
hvorefter fordringshaveren for forfaldne fordringer omfattet
af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indtræder i
retten til udbetalinger fra staten for et beløb, der svarer til
den skyldige betaling. Inden nyaffattelsen bestemte § 8, stk.
1, at regioner og kommuner med deres ikke rettidigt betalte
fordringer efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
indtrådte i retten til udbetalinger fra staten for et beløb, der
svarede til den skyldige betaling.
I de specielle bemærkninger til den gældende bestemmel-
se anføres i lovforslag nr. L 137, jf. Folketingstidende
2016-17, A, L 137 som fremsat, side 47, at nyaffattelsen vil
indebære, at modregning – indtrædelse – kan ske én dag tid-
ligere end efter den tidligere ordlyd, der på dette punkt ikke
helt var i overensstemmelse med de almindelige modreg-
ningsbetingelser, hvorefter modfordringen skal være forfal-
den til betaling. Med nyaffattelsen vil der endvidere ikke
kunne opstå tvivl om indtrædelsesrettens rækkevidde, idet
det ikke for nogen af de fordringer, der omfattes af anven-
delsesområdet for lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, vil hindre modregning i udbetalinger fra staten, at for-
dringshaver ikke er statslig.
Ud over disse ændringer er der med nyaffattelsen tale om,
at den tidligere regel er videreført. Den tidligere regel blev
indført ved ikrafttrædelsen af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige den 1. januar 2009, jf. lov nr. 1333 af 19. de-
cember 2008. I lovforslaget til denne lov, lovforslag nr. L
20, anføres i de specielle bemærkninger til § 8, stk. 1, jf.
Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 278, at bestem-
melsen fastsætter, at reglerne om kommunernes ret til ind-
trædelse i udbetalinger fra staten harmoniseres, hvilket inde-
bærer, at kommunen henholdsvis regionen for alle kommu-
nale og regionale krav, der ikke betales rettidigt, indtræder i
retten til alle udbetalinger fra staten. Herved kan kommuna-
le og regionale krav modregnes i udbetalinger fra staten på
lige fod med statslige krav, idet indtrædelse for kommunale
og regionale krav er underlagt de samme begrænsninger i
relation til, i hvilke udbetalinger der kan foretages modreg-
ning.
For alle forfaldne fordringer efter lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige gælder det således, at disse kan mod-
regnes i udbetalinger fra staten, og den modregningsforvent-
ning, som § 28 i lov om gældsbreve har til formål at beskyt-
te, jf. ovenfor, gælder således for en fordringshaver, der ikke
konkret kan have haft denne forventning, fordi den udbeta-
lende statslige myndighed, der er adressat for denuntiationen
om overdragelsen eller underretningen om udlægget m.v., er
en anden end fordringshaver. Fordringshaver bliver dog i re-
lation til modregningsadgangen efter § 28 stillet, som om
den udbetalende statslige myndighed var indehaver af for-
dringen og derfor kunne have en konkret modregningsfor-
ventning, fordi fordringen er stiftet, inden underretningen
om overdragelsen eller udlægget m.v. modtages. Identiteten
mellem statslige myndigheder m.v., når staten gennemfører
en modregning, jf. ovenfor, og indtrædelsesrettens formål,
hvorefter regionale og kommunale krav skal kunne modreg-
nes i statslige udbetalinger på lige fod med statslige krav, in-
debærer således, at § 28 i lov om gældsbreve anvendes for
alle fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige og skal indgå i en modregning.
Efter kildeskattelovens § 62, stk. 5, kan krav på tilbagebe-
taling af overskydende skat m.v. ikke overdrages før udløbet
af det indkomstår, kravet vedrører. Aftaler om sådanne over-
dragelser er ugyldige. Opkrævningslovens § 13, stk. 1, be-
stemmer tilsvarende, at krav på udbetalinger efter § 12 ikke
kan overdrages før udløbet af den afregningsperiode, kravet
vedrører. Aftaler om sådanne overdragelser er ugyldige. Be-
stemmelserne har deres baggrund i lov nr. 947 af 20. decem-
ber 1999 (Svigbekæmpende foranstaltninger m.v.), der i kil-
deskatteloven indsatte bestemmelsen i § 62, stk. 5, og i den
dagældende momslov med § 63, stk. 4, indsatte en bestem-
melse, der er videreført i opkrævningslovens § 13, stk. 1.
Formålet med bestemmelserne er at hindre tidsubegrænsede
transporter, hvorved forstås transporter, der også omfatter
f.eks. overskydende skat vedrørende fremtidige indkomstår
eller negativ moms, der vedrører fremtidige afgiftsperioder.
Sådanne tidsubegrænsede transporter ville ødelægge det of-
fentliges mulighed for at modregne med fremtidige krav
mod skyldneren. Af lovforslaget til lov nr. 947 af 20. de-
80
cember 1999 – lovforslag nr. L 27 – fremgår således, jf. Fol-
ketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 829 f., at mulighe-
den for at give transport i alle fremtidige krav på negativ
moms og overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med-
fører, at man for altid kan afskære skattevæsenet fra at mod-
regne, hvis man senere kommer i restance med skatter eller
afgifter m.v. Da skattevæsenet er både tvangsdebitor og
tvangskreditor, er det ikke rimeligt, at skattevæsenet for al-
tid kan afskæres fra muligheden for at modregne. Bestem-
melserne i kildeskattelovens § 62, stk. 5, og opkrævningslo-
vens § 13, stk. 1, muliggør derfor alene transport i henholds-
vis krav på overskydende skat og negativ moms m.v., som
er stiftet, fordi stiftelsestidspunktet er afgørende for, om
modregning kan ske, hvis disse krav er blevet overdraget el-
ler på anden vis overført til en tredjemand, jf. § 28 i lov om
gældsbreve.
Skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, bestemmer, at for-
ældelsesfristen er 10 år for krav afledt af en ekstraordinær
ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. § 27,
stk. 1, og ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar eller
godtgørelse af afgift, jf. § 32, stk. 1, samt for ekstraordinær
genoptagelse af ejendomsvurderinger, jf. § 33, stk. 3-5 samt
stk. 7 og 8. Tilsvarende gælder krav afledt af ændringer af
ejendomsvurderinger, der foretages efter §§ 33 a og 34. En
transport, der f.eks. omfatter overskydende skat for et be-
stemt, afsluttet indkomstår, vil derfor – hvis transporten er
uden beløbsbegrænsning – omfatte enhver udbetaling af
overskydende skat for det pågældende indkomstår, og en ek-
straordinær genoptagelse af skatteansættelsen for transport-
giver kan derfor medføre en udbetaling af overskydende
skat, så længe dette af den ekstraordinære ansættelse afledte
krav ikke er forældet. Skatteforvaltningen skal derfor i prin-
cippet i en 10-årig periode tage hensyn til en sådan trans-
port.
Ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006 (Opkrævning
via én skattekonto) blev der i opkrævningsloven indsat et
nyt kapitel 5 med regler om skattekontoen. Reglerne trådte
med enkelte undtagelser i kraft den 1. august 2013, jf. be-
kendtgørelse nr. 577 af 30. maj 2013 om ikrafttræden af vis-
se bestemmelser i lov om ændring af opkrævningsloven, sel-
skabsskatteloven og forskellige andre love (Opkrævning via
én skattekonto). For bl.a. skatter og afgifter omfattet af op-
krævningslovens § 1, stk. 1 og 2, indgår ind- og udbetalin-
ger fra og til virksomheder, selskaber, fonde og foreninger,
offentlige myndigheder, institutioner m.v. i en samlet sal-
doopgørelse, der benævnes skattekontoen, jf. opkrævnings-
lovens § 16.
I opkrævningslovens § 16 a, stk. 1, er bestemt, at ind- og
udbetalinger af skatter og afgifter m.v. omfattet af § 16
modregnes automatisk efter et saldoprincip, og meddelelse
om modregning fremgår af skattekontoen.
I opkrævningslovens § 16 a, stk. 2, 1. pkt., er bestemt, at
hvis den samlede sum af registrerede forfaldne krav på virk-
somhedens konto overstiger den samlede sum af registrere-
de og forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør
forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksom-
heden skylder Skatteforvaltningen. Er den samlede sum af
registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virksom-
heden derimod mindre end de registrerede og forfaldne krav
på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen (kredit-
saldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende fra Skatte-
forvaltningen, jf. § 16 a, stk. 2. 2. pkt.
Krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen
fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor
kravene med sikkerhed kan opgøres, jf. opkrævningslovens
§ 16 a, stk. 3.
Efter opkrævningslovens § 16 a, stk. 4, påvirker (debite-
res) krav på indbetalinger fra virksomheder saldoopgørelsen
efter stk. 2 fra den seneste rettidige betalingsdag.
Indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter
stk. 4 påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra
indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden, jf. opkræv-
ningslovens § 16 a, stk. 5.
Tilgodehavender til virksomheder påvirker (krediteres)
saldoopgørelsen efter stk. 2 fra det tidspunkt, hvor beløbet
kan opgøres efter opkrævningslovens § 12, jf. lovens § 16 a,
stk. 6.
Udbetalinger til virksomheder til opfyldelse af krav efter
opkrævningslovens § 16 a, stk. 6, påvirker (debiteres) sal-
doopgørelsen efter stk. 2 på det tidspunkt, hvor der sker ud-
betaling til virksomheden, jf. opkrævningslovens § 16 a, stk.
7.
Det krav, der har været forfaldent til betaling i længst tid,
dækkes først med en virksomheds indbetaling, der således –
med et par undtagelser, jf. opkrævningslovens § 16 b, stk. 2
– ikke vil kunne øremærkes, jf. § 16 a, stk. 8, og § 16 b, stk.
1.
Ved § 1, nr. 7 og 8, i lov nr. 513 af 7. juni 2006 blev der –
også med virkning fra den 1. august 2013, jf. bekendtgørelse
nr. 727 af 21. juni 2013 om ikrafttræden af visse bestemmel-
ser i lov om ændring af opkrævningsloven, selskabsskattelo-
ven og forskellige andre love (Opkrævning via én skattekon-
to) – med § 12, stk. 5, og § 13, stk. 2, indsat nye bestemmel-
ser i opkrævningsloven.
I opkrævningslovens § 12, stk. 5, er bestemt, at negative
tilsvar efter stk. 1, der indgår ved en samlet kontoopgørelse
af virksomhedens skatter og afgifter m.v. efter reglerne i ka-
pitel 5 om skattekontoen, alene kan udbetales, hvis det nega-
tive tilsvar modsvares af en kreditsaldo opgjort efter § 16 a,
stk. 2, 2. pkt.
I opkrævningslovens § 13, stk. 2, er bestemt, at overdra-
gelser efter stk. 1 ikke kan overstige det udbetalingsbeløb,
der kan opgøres efter § 12, stk. 5. I lovforslag nr. L 205, der
blev fremsat af skatteministeren den 29. marts 2006, anføres
i de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8, jf. Folketingstiden-
de 2005-06, tillæg A, side 6578, at der alene kan ske over-
dragelse/transport af et beløb – eller udlæg heri – hvis belø-
bet modsvares af en kreditsaldo. På side 6579 anføres, at
hvis der ikke er skyldige modkrav på skattekontoen, vil det
forud for en udbetaling af en kreditsaldo blive undersøgt,
om virksomheden har restancer, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Herudover kan private
kreditorer, jf. opkrævningslovens § 13, stk. 1, samt den fore-
81
slåede regel i § 13, stk. 2, have stiftet rettigheder over hele
eller dele af det beløb, som udgøres af kreditsaldoen, i hen-
hold til transport eller i form af et udlæg. Er der stiftet en så-
dan rettighed, kommer beløbet heller ikke til udbetaling til
virksomheden.
Udbetaling af en overskydende skat, der er resultatet af
den skattepligtiges 1. årsopgørelse, sker i tiden fra og med
den 1. marts til og med den 1. september i året efter ind-
komståret, jf. kildeskattelovens § 62, stk. 3, 1. pkt. Den 1.
september i året efter indkomståret er sidste rettidige beta-
lingsdag, hvilket kommer til udtryk i 2. pkt., der bestemmer,
at der tilkommer den skattepligtige en rente svarende til ren-
ten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af
0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1. september
at regne, hvis tilbagebetaling sker efter denne dato.
Er der tale om overskydende skat efter en ændret årsopgø-
relse, sker udbetalingen inden udgangen af den måned, der
følger nærmest efter udskrivningsdatoen for den ændrede
årsopgørelse, jf. kildeskattelovens § 62 A, stk. 4, 1. pkt. Den
sidste dag i den måned, der følger nærmest efter udskriv-
ningsdatoen for den ændrede årsopgørelse, er derfor den
sidste rettidige betalingsdag.
§ 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
indeholder en bestemmelse om såkaldt gendækning. Herved
forstås anvendelsen af overskydende beløb, hvorved f.eks.
forstås beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden modta-
ger fra en fordringshaver i tilfælde, hvor fordringshavers
fordring helt eller delvist blev dækket uretmæssigt. Det vil
bl.a. kunne være tilfælde, hvor en modregning helt eller del-
vist er blevet ophævet, fordi det efterfølgende viser sig, at
modfordringen ikke bestod eller alene bestod med et mindre
beløb end det, der indgik i modregningen. En modregning
får retsvirkning fra modregningserklæringens (afgørelsens)
fremkomst til skyldner. Det overskydende beløb vil i et så-
dant tilfælde udgøre en del af udbetalingsfordringen, f.eks.
overskydende skat. Af bestemmelsen fremgår i 1. pkt., at
hvis der i forbindelse med inddrivelsen opstår et oversky-
dende beløb, herunder ved nedskrivning eller tilbagekaldel-
se af en allerede helt eller delvist dækket fordring, anvendes
det overskydende beløb til dækning af fordringer under ind-
drivelse hos skyldneren. Dækning ved anvendelse af et
overskydende beløb efter 1. pkt. sker i henhold til stk. 1-4
og uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner, jf.
2. pkt.
Det foreslås, at der med § 7 a i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige indsættes en ny bestemmelse, hvorefter
overdragelser af krav mod Skatteforvaltningen ikke skal
kunne overstige det udbetalingsbeløb, der på udbetalings-
tidspunktet kan opgøres, efter at fordringer omfattet af lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige er dækket ved mod-
regning som anført i § 7, stk. 1 og 2.
Den foreslåede regel omfatter både fordringer under ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden og fordrin-
ger, der er under opkrævning, og hvor restanceinddrivelses-
myndigheden enten efter delegation fra Skatteforvaltningen
modregner med Skatteforvaltningens fordringer mod skyld-
neren eller faciliterer en anden fordringshavers modregning
med en fordring under opkrævning ved indledningsvist at
anvende beløbet, der i modsat fald ville være blevet udbetalt
til skyldnerens NemKonto eller en anden konto, jf. § 4 a,
stk. 2, i lov om offentlige udbetalinger m.v., til modregning
med fordringer fra denne fordringshaver, der herefter træffer
afgørelsen om modregning og meddeler skyldneren denne
afgørelse. Reglen omfatter samtlige typer af fordringer, der
modregnes efter § 7, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, dvs. såvel offentligretlige som civil-
retlige fordringer.
De øvrige betingelser for at foretage modregning vil sta-
dig skulle være opfyldt. Modfordringen skal således f.eks.
være retskraftig, ligesom den skal være forfalden til beta-
ling, jf. § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, medmindre der er hjemmel til modregning, selv om
modfordringen er uforfalden.
Det er tilfældet med uforfalden restskat efter kildeskatte-
lovens § 61, stk. 3-6, i tilfælde, hvor en ændret årsopgørelse
medfører, at den tidligere beregnede restskat nedsættes eller
bortfalder. I sådanne tilfælde udbetaler Skatteforvaltningen
det beløb, som restskatten er nedsat med, med tillæg efter §
61, stk. 2, til den skattepligtige inden udgangen af den må-
ned, der følger nærmest efter udskrivningsdatoen, jf. § 62 A,
stk. 3, 1. pkt., men inden udbetalingen finder sted, modreg-
nes eventuel uforfalden restskat efter § 61, stk. 3-6, og even-
tuelle restancer af personlig skat med påløbne morarenter, jf.
§ 62 A, stk. 3, 3. pkt.
Det er også tilfældet med skatter og afgifter, som omfattes
af en bevilget henstand i forbindelse med en klagesag, jf.
skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1. Henstanden indebærer
en udskydelse af forfaldstidspunktet til henstandens udløb,
men modregning vil desuagtet kunne ske i henstandsperio-
den, jf. § 9, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige, hvorefter tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand
med betalingen ikke afskærer det offentliges adgang til at
foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige.
Den foreslåede regel er udtryk for samme forrang, som er
kommet til udtryk i reglen i opkrævningslovens § 13, stk. 2,
hvorefter betalingsmoden gæld, der skal indbetales af en
virksomhed til skattekontoen, skal være dækket, inden nega-
tiv moms m.v. efter § 12 kan udbetales til en transporthaver
m.v. Det er således alene det overskydende beløb, der vil
kunne udbetales til denne. På tilsvarende vis indebærer den
foreslåede regel, at overdragelser af krav mod Skatteforvalt-
ningen ikke kan overstige det udbetalingsbeløb, der kan op-
gøres, efter at fordringer omfattet af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er dækket ved modregning som anført
i § 7, stk. 1 og 2, dvs. at den foreslåede regel ikke alene gæl-
der modregning med fordringer under inddrivelse, men tilli-
ge vil gælde fordringer under opkrævning, jf. ovenfor.
Den i bestemmelsen fastsatte prioritetsstilling gælder på et
hvilket som helst tidspunkt, hvor en udbetaling fra Skatte-
forvaltningen håndteres. Den foreslåede regel vil således og-
så finde anvendelse ved gendækning efter § 4, stk. 5, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvor det oversky-
dende beløb stammer fra en modregning i en udbetalingsfor-
dring, som var omfattet af en transport.
82
En borger, der får oplysning om en udbetaling fra Skatte-
forvaltningen, vil typisk samtidig få oplyst, at gæld til det
offentlige kan blive modregnet i forbindelse med udbetalin-
gen. En skyldner med kendskab til sin gæld vil derfor være
gjort opmærksom på, at beløbet helt eller delvist vil kunne
blive anvendt til modregning med gælden til det offentlige.
Med den foreslåede regel vil en manuel verificeringspro-
ces i form af en henvendelse til fordringshaveren med hen-
blik på at få verificeret det oplyste stiftelsestidspunkt blive
overflødig i de tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndighe-
den har haft grund til at tvivle på rigtigheden af det oplyste
stiftelsestidspunkt. Der vil heller ikke være behov for de ma-
nuelle sagsbehandlingsskridt, der enten knytter sig til afkla-
ringen af klokkeslættet for stiftelsen af fordringen og kund-
skabet om transporten m.v., hvor disse indtræder på samme
dato, eller afklaringen af, om den overskydende skat, hvis
transporten m.v. omfatter en sådan, vedrører 1. årsopgørelse
eller en ændret årsopgørelse, idet der gælder forskellige ud-
betalingsfrister i de to situationer, jf. kildeskattelovens § 62,
stk. 3, 1. pkt., og § 62 A, stk. 4, 1. pkt., og dette har betyd-
ning for modregningsadgangen efter § 28, 2. pkt., i lov om
gældsbreve, hvorefter en på kundskabstidspunktet uforfal-
den fordring skal forfalde til betaling senest samtidig med
den fordring, som omfattes af transporten m.v., for at den
kan modregnes trods transporten m.v.
Skatteforvaltningen har oplyst, at en sådan forrang for det
offentliges tilgodehavender i transportsituationer m.v. i 2017
alene ville have medført et yderligere modregningsbeløb på
ca. 25 mio. kr., dvs. et beløb, der i stedet for at blive udbe-
talt til transporthaverne m.v. ville være blevet udbetalt til de
offentlige fordringshavere.
Mange af de stamdata, som restanceinddrivelsesmyndig-
heden modtager, når fordringer enten overdrages til inddri-
velse eller indberettes til restanceinddrivelsesmyndighedens
fordringsregister med henblik på modregning under opkræv-
ning, lider af datafejl. Derfor blev der ved lov nr. 551 af 29.
maj 2018 gennemført en række ændringer med det formål
dels at skabe klare retningslinjer for opgaven med at afklare
og udbedre datafejl, jf. § 2, stk. 5-7, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, dels at fjerne betydningen af datafejl,
der vedrører den af fordringshaver oplyste sidste rettidige
betalingsdag, ved restanceinddrivelsesmyndighedens afgø-
relser om modregning og lønindeholdelse, jf. § 1, nr. 8 og 9,
og § 10, nr. 2. Fordringer, der omfattes af lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, kan alene overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, hvis sidste rettidige betalings-
frist er overskredet. Der blev derfor bl.a. indsat en ny be-
stemmelse i § 9 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden i be-
grundelsen for en afgørelse om modregning alene er forplig-
tet til at henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Datafejl kan dog også
vedrøre den af fordringshaver modtagne oplysning om stif-
telsestidspunktet for den fordring, der ønskes modregnet i en
transportsituation, hvor § 28 i lov om gældsbreve er afgø-
rende for, om modregning kan ske trods overdragelsen.
Det gælder også i forhold til stiftelsestidspunktet for den
fordring, der ønskes modregnet i en transportsituation, hvor
§ 28 i lov om gældsbreve er afgørende for, om modregning
kan ske trods overdragelsen.
Datafejl kan f.eks. skyldes indtastningsfejl, men kan også
dække over fordringshavers tvivl om, hvad der er i juridisk
henseende er det korrekte stiftelsestidspunkt. Bøder anses
eksempelvis at være stiftet, da den forseelse, som resulterer i
bøden, blev begået, selv om bøden først senere konkretiseres
ved vedtagelsen af et bødeforelæg eller rettens idømmelse af
en bødestraf. Også sagsomkostninger fra straffesager anses
at være stiftet på tidspunktet for den strafbare handling eller
undladelse.
Når restanceinddrivelsesmyndigheden foretager en mod-
regning med fordringer under inddrivelse eller med Skatte-
forvaltningens fordringer, der er under opkrævning, og hvor
restanceinddrivelsesmyndigheden træffer modregningsafgø-
relsen efter delegation fra Skatteforvaltningen, og når re-
stanceinddrivelsesmyndigheden faciliterer en fordringsha-
vers modregning med en fordring, der dækkes i medfør af §
7, stk. 1, nr. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
ved indledningsvist at anvende beløbet, der i modsat fald
ville være blevet udbetalt til skyldnerens NemKonto eller en
anden konto, jf. § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige udbetalin-
ger m.v., til modregning med fordringer fra den relevante
fordringshaver, der herefter træffer afgørelsen om modreg-
ning og meddeler skyldneren denne afgørelse, er det vigtigt,
at det rigtige stiftelsestidspunkt er lagt til grund, når udbeta-
lingsfordringen fra Skatteforvaltningen er omfattet af en
transport eller anden overførsel, hvor § 28 i lov om gælds-
breve er afgørende for den mulige modregning.
En automatisk, systemunderstøttet modregning er ikke
mulig, når det som følge af mistanke om et forkert stiftelses-
tidspunkt er nødvendigt, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den ved henvendelse til fordringshaver får afklaret, om det
registrerede stiftelsestidspunkt er det korrekte tidspunkt. En
sådan afklaring vil kræve en manuel proces.
Som anført ovenfor skal der ved vurderingen af, om § 28 i
lov om gældsbreve muliggør modregning trods en transport
m.v., i princippet lægges vægt på det klokkeslæt, hvor for-
dringen er stiftet, og det klokkeslæt, hvor kundskabet om
transporten m.v. blev opnået. Klokkeslættet vil kun sjældent
få betydning, men hvor stiftelses- og kundskabstidspunkt
ligger på samme dag, bliver klokkeslættet afgørende. Når en
transport m.v. anmeldes til Skatteforvaltningen, registreres
det præcise modtagelsestidspunkt – dvs. kundskabstidspunk-
tet – ikke i Skatteforvaltningens it-system. Hvis det stiftel-
sestidspunkt, der er oplyst om en fordring, ligger på selv
samme dato, hvor kundskabet om transporten m.v. blev op-
nået, vil en manuel sagsbehandling være nødvendig for at
søge at afklare, om fordringen er stiftet senest samtidig
kundskabstidspunktet, således at fordringen kan anvendes til
modregning trods transporten m.v.
En fordring, der endnu ikke var forfalden til betaling på
kundskabstidspunktet, kan alene modregnes trods en trans-
port m.v., hvis den forfalder senest samtidig med den for-
dring, der omfattes af transporten m.v., jf. § 28, 2. pkt., i lov
83
om gældsbreve. Omfatter transporten m.v. overskydende
skat, vil en manuel sagsbehandling være nødvendig for at få
afklaret, om den overskydende skat vedrører 1. årsopgørelse
eller en ændret opgørelse, fordi der er forskellige udbeta-
lingsfrister, jf. ovenfor om udbetalingsfristerne i kildeskatte-
lovens § 62, stk. 3, 1. pkt., og § 62 A, stk. 4, 1. pkt. Sidste
rettidige udbetalingsdag er således det forfaldstidspunkt,
som forfaldstidspunktet for den fordring, der ønskes mod-
regnet i den overskydende skat, skal sammenholdes med, jf.
§ 28, 2. pkt., i lov om gældsbreve.
Skatteforvaltningen modtager årligt ca. 60.000-75.000
meddelelser om transporter, hvoraf ca. 99 pct. omfatter
overskydende skatter.
I 2017 foretog Skatteforvaltningen udbetaling til en trans-
porthaver i ca. 15.000 tilfælde. Det samlede beløb udgjorde
ca. 298 mio. kr., hvoraf ca. 220 mio. kr. omfattede negativ
moms, overskydende virksomhedsskat og kreditsaldo fra
skattekontoen. De 220 mio. kr. repræsenterede 274 transpor-
ter. Langt størstedelen af transporterne vedrørte overskyden-
de skatter, som fysiske personer havde overdraget til en
tredjemand, typisk en fordringshaver.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, af-
snit 2.4.
Til nr. 12
Lov om retsafgifter (herefter retsafgiftsloven) fastsætter,
at der skal betales en afgift til staten, når restanceinddrivel-
sesmyndigheden med hjemmel i § 11 i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige gennemfører udlægsforretning efter
fremgangsmåden i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse
af skatter og afgifter m.v. Denne afgift svarer som udgangs-
punkt til den retsafgift, som en fordringshaver skal betale for
en anmodning til fogedretten om foretagelse af udlæg.
Afgiften består ifølge retsafgiftslovens § 16, stk. 1, af en
grundafgift, der beregnes som 300 kr. med tillæg af 0,5 pct.
af den del af kravet, som overstiger 3.000 kr. Det følger af
retsafgiftslovens § 16, stk. 4, at hvis der samtidig foretages
udlæg hos samme skyldner for flere krav, skal kravene sam-
menlægges, inden afgiften beregnes. Det følger af retsaf-
giftslovens § 59, at afgiften skal afrundes opad til nærmeste
kronebeløb, der er deleligt med 10.
Foretages udlæg for samme krav hos flere skyldnere, skal
der som udgangspunkt beregnes afgift for hver skyldner, jf.
retsafgiftslovens § 16, stk. 5. Dette gælder dog ikke, hvis
skyldnerne er samlevende ægtefæller, eller hvor udlægget
vedrører fast ejendom, som tilhører skyldnerne i forening.
Ud over grundafgiften skal der yderligere betales en til-
lægsafgift på 400 kr., såfremt udlægget helt eller delvist
foretages uden for restanceinddrivelsesmyndighedens kon-
tor, eller skyldneren fremstilles af politiet, jf. retsafgiftslo-
vens § 17 a, stk. 1. Der skal betales én tillægsafgift for en
udlægsforretning uden for restanceinddrivelsesmyndighe-
dens kontor mod samme skyldner eller for en politifremstil-
ling af samme skyldner, uanset om udlægsforretningen an-
går et eller flere krav, jf. retsafgiftslovens § 17 a, stk. 2, 1.
pkt.
Foretages der udlæg uden for restanceinddrivelsesmyndig-
hedens kontor for samme krav hos flere skyldnere, eller sker
der for samme krav politifremstilling af flere skyldnere, skal
der som udgangspunkt beregnes tillægsafgift for hver skyld-
ner, jf. retsafgiftslovens § 17 a, stk. 3, jf. § 16, stk. 5. Dette
gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæller,
eller hvor udlægget vedrører fast ejendom, som tilhører
skyldnerne i forening.
Retsafgiftslovens § 20 fastsætter, hvilke udlægsforretnin-
ger der er fritaget for afgift. Fritagelsen gælder både grund-
afgiften efter retsafgiftslovens § 16 og tillægsafgiften efter §
17 a.
De afgiftsfri udlægsforretninger, som kan behandles af re-
stanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, er udlægs-
forretninger vedrørende bøder, konfiskerede værdier og
sagsomkostninger i straffesager, der inddrives af det offent-
lige, jf. retsafgiftslovens § 20, nr. 1, udlægsforretninger ved-
rørende afgifter og sagsomkostninger, som det påhviler
domstolene at indkræve, jf. retsafgiftslovens § 20, nr. 2, og
udlægsforretninger vedrørende borgerlige krav fastsat under
en offentlig straffesag, jf. retsafgiftslovens § 20, nr. 6.
Retsafgiftslovens § 18, stk. 2, bemyndiger justitsministe-
ren til at fastsætte, hvornår afgiftspligten efter retsafgiftslo-
vens §§ 16 og 17 a indtræder. Med hjemmel i denne bestem-
melse har justitsministeren udstedt bekendtgørelse nr. 753 af
12. november 1990 om retsafgift for udlæg, der foretages ef-
ter lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og af-
gifter m.v., samt om oppebørsel af visse retsafgifter.
Det fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 753 af 12.
november 1990 om retsafgift for udlæg, der foretages efter
lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgif-
ter m.v., samt om oppebørsel af visse retsafgifter, at afgifts-
pligten for grundafgiften efter retsafgiftslovens § 16, stk. 1,
indtræder, når pantefogeden underretter skyldneren om tid
og sted for forretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1. Så-
fremt forretningen i medfør af retsplejelovens § 493, stk. 2,
foretages uden sådan underretning, indtræder afgiftspligten
ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 2, når forretningen påbe-
gyndes, jf. retsplejelovens § 496. I visse tilfælde er underret-
ning om tid og sted for forretningen, jf. retsplejelovens §
493, stk. 1, ikke mulig. Dette kan eksempelvis være tilfæl-
det, hvis der skal foretages udlæg i skatteyderens aktiver her
i landet, og skatteyderen er flyttet til udlandet uden at have
oplyst sin adresse til de danske myndigheder. I praksis er af-
giftspligten for grundafgift, jf. den foreslåede § 12 a, stk. 1, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, i sådanne til-
fælde anset for indtrådt, når forretningen påbegyndes.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 3, at afgiftsplig-
ten for tillægsafgiften efter retsafgiftslovens § 17 a indtræ-
der, når pantefogeden træffer bestemmelse om retshandlin-
gens foretagelse.
Det fremgår af bekendtgørelsens retsafgiftslovens § 19, 1.
pkt., at for andre forretninger end udlæg på grundlag af ud-
pantningsret svares ny afgift, når rekvirenten mere end 3
måneder efter, at afgiftspligt er indtrådt, fremsætter ny be-
gæring vedrørende kravet over for samme retsafdeling eller
84
fogedret eller retsafdelingen eller fogedretten i en anden
retskreds.
Retsafgiftslovens § 64 og den nævnte bekendtgørelse nr.
753 af 12. november 1990 om retsafgift for udlæg, der fore-
tages efter lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skat-
ter og afgifter m.v., samt om oppebørsel af visse retsafgifter
indeholder regler om behandlingen af indsigelser imod re-
stanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeders beregning af
en afgift efter retsafgiftslovens §§ 16 eller 17 a.
Det fremgår af retsafgiftslovens § 64, stk. 1, og § 3 i be-
kendtgørelse nr. 753 af 12. november 1990 om retsafgift for
udlæg, der foretages efter lov om fremgangsmåden ved ind-
drivelse af skatter og afgifter m.v., samt om oppebørsel af
visse retsafgifter, at en indsigelse imod restanceinddrivelses-
myndighedens pantefogeders beregning af en afgift sker ved
klage til den fogedret, som skulle have foretaget forretnin-
gen, hvis denne ikke var henlagt til restanceinddrivelses-
myndigheden. Klage skal således ske til den fogedret, der er
stedligt kompetent efter retsplejelovens § 487.
Under udlægsforretningen kan indsigelse fremsættes over
for restanceinddrivelsesmyndigheden, som underretter fo-
gedretten om indsigelsen. Efter forretningen kan indsigelse
fremsættes ved klage til fogedretten. Klage skal indgives se-
nest 6 uger efter, at den afgiftspligtige har fået kundskab om
afgiftsberegningen.
Det følger af retsafgiftslovens § 64, stk. 2, at fogedretten
kan se bort fra overskridelser af klagefristen på indtil 6 må-
neder, når særlige omstændigheder gør overskridelsen und-
skyldelig.
Tages klagen til følge, omgøres afgiftsberegningen i over-
ensstemmelse hermed, jf. retsafgiftslovens § 64, stk. 3. I
modsat fald træffer fogedretten afgørelse ved kendelse, jf.
retsafgiftslovens § 64, stk. 4.
Det følger af retsafgiftslovens § 64, stk. 5, at fogedretten
efter sit eget skøn af egen drift kan indhente oplysninger el-
ler erklæringer fra klageren. Kendelsen kan stadfæste af-
giftsberegningen eller ændre den til fordel eller til skade for
den afgiftspligtige.
Endelig følger det af retsafgiftslovens § 64, stk. 6, at fo-
gedrettens kendelse inden 2 uger kan påkæres til landsretten
i den borgerlige retsplejes former. Bestemmelsen i stk. 5 fin-
der tilsvarende anvendelse, således at landsretten efter sit
eget skøn af egen drift kan indhente oplysninger eller erklæ-
ringer fra klageren, ligesom landsrettens kendelse kan stad-
fæste afgiftsberegningen eller ændre den til fordel eller til
skade for den afgiftspligtige.
Retsafgiftslovens § 66 indeholder regler om ændring af en
afgiftsberegning, uden at der er klaget over den.
Det følger af retsafgiftslovens § 66, stk. 1, at restanceind-
drivelsesmyndighedens pantefogeder af egen drift kan æn-
dre beregningen til fordel for den afgiftspligtige.
Det fremgår af retsafgiftslovens § 66, stk. 2, at bortset fra
tilfælde, hvor der er klaget over afgiftsberegningen, jf. rets-
afgiftslovens § 64, kan efterbetaling af for lidt beregnet af-
gift som udgangspunkt ikke kræves, når der er forløbet 6
uger, efter at den afgiftspligtige har fået kundskab om bereg-
ningen.
Efterbetaling kan dog kræves, hvor beregningen hviler på
urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende op-
lysninger fra den afgiftspligtige eller den afgiftspligtiges be-
fuldmægtigede, jf. retsafgiftslovens § 66, stk. 3. Ved klage
over efterkrav finder de beskrevne regler i retsafgiftslovens
§ 64 anvendelse.
Det følger af retsplejelovens § 485, at for krav, som er til-
lagt udpantningsret, er fuldbyrdelsesfristen 7 dage efter dag-
en for meddelelse om forretningen, jf. § 493, stk. 3.
Det fremgår af retsplejelovens § 486, stk. 2, 1. pkt., at fo-
gedretten kan bestemme, at et krav skal kunne fuldbyrdes,
selv om fristerne i §§ 480-485 endnu ikke er udløbet, eller
selv om forkyndelse af meddelelse efter § 493, stk. 3, ikke
er sket, hvis skyldneren samtykker, eller det må antages, at
muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt
forringet.
Efter retsplejelovens § 493, stk. 3, 1. pkt., skal meddelelse
om forretningen forkyndes for skyldneren, før fuldbyrdelse
kan forlanges på grundlag af udpantningsret, medmindre an-
det er bestemt i lovgivningen.
Med nr. 12 foreslås som nye bestemmelser §§ 12 a-12 g
indsat i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Med de foreslåede nye bestemmelser i §§ 12 a-12 c og 12
e-12 g i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige flyttes
de gældende regler om retsafgift for restanceinddrivelses-
myndighedens pantefogeders udlægsforretninger fra retsaf-
giftsloven til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Endvidere indsættes relevante regler, der med hjemmel i
retsafgiftsloven er fastsat i bekendtgørelse nr. 753 af 12. no-
vember 1990 om retsafgift for udlæg, der foretages efter lov
om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter
m.v., samt om oppebørsel af visse retsafgifter, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige
Ud over den foreslåede bestemmelse i § 12 d i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige er de foreslåede bestem-
melser en videreførelse af gældende regler i retsafgiftsloven
og bekendtgørelse nr. 753 af 12. november 1990 om retsaf-
gift for udlæg, der foretages efter lov om fremgangsmåden
ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., samt om oppebør-
sel af visse retsafgifter. Foruden den foreslåede bestemmelse
i § 12 d i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er der
således ikke foretaget materielle ændringer, men blot sprog-
lige justeringer, der skal sikre, at de relevante begreber an-
vendes.
De foreslåede nye bestemmelser i §§ 12 a-12 g i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige skal gælde for udlæg,
som foretages af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 12 a, stk. 1, 1. pkt. De foreslåede
bestemmelser skal således kun gælde for udlæg omfattet af
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Udlæg på
grundlag af udpantningsret vedrørende kommunale fordrin-
ger med fortrinsret er således ikke omfattet af de foreslåede
nye bestemmelser, idet sådanne udlæg ikke er omfattet af lo-
ven, jf. § 1 a.
85
Det foreslås med § 12 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at der for udlæg, som foretages
af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, skal
svares en grundafgift på 300 kr.
Det foreslås endvidere med § 12 a, stk. 1, 2. pkt., at hvis
kravet overstiger 3.000 kr., skal der svares yderligere 0,5
pct. af det overskydende beløb i grundafgift.
Reglerne i 1. og 2. pkt. svarer til retsafgiftslovens § 16,
stk. 1. Dette indebærer, at der for udlæg for krav på højst
3.000 kr. skal svares en grundafgift på 300 kr. uanset kra-
vets størrelse, og at der for udlæg for krav på mere end
3.000 kr. skal svares en grundafgift på summen af 300 kr. og
0,5 pct. af den del af kravet, der overstiger 3.000 kr. Eksem-
pelvis skal der for udlæg for et krav på 5.000 kr. svares 310
kr. (300 kr. med tillæg af 10 kr.).
Det foreslås med § 12 a, stk. 1, 3. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at afgiften afrundes opefter til
nærmeste kronebeløb, som er deleligt med 10. Reglen svarer
til retsafgiftslovens § 59, 1. pkt. Den foreslåede afrundings-
regel indebærer, at grundafgiften er den samme i hvert inter-
val af 2.000 kr. over 3.000 kr. Eksempelvis er grundafgiften
310 kr. for udlæg for krav i intervallet 3.001-5.000 kr. og
320 kr. for udlæg for krav i intervallet 5.001-7.000 kr.
Det foreslås med § 12 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at der yderligere svares en tillægsaf-
gift på 400 kr., såfremt forretningen helt eller delvist foreta-
ges uden for restanceinddrivelsesmyndighedens kontor, eller
skyldneren fremstilles af politiet. Der skal således i de til-
fælde, hvor forretningen helt eller delvist foretages uden for
restanceinddrivelsesmyndighedens kontor, eller skyldneren
fremstilles af politiet, svares grundafgift efter § 12 a, stk. 1,
og tillægsafgift efter § 12 a, stk. 2. Reglen svarer til retsaf-
giftslovens § 17 a, stk. 1.
Det foreslås med § 12 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at kravene sammenlægges inden af-
giftens beregning, jf. stk. 1 og 2, hvis der samtidig foretages
udlæg hos samme skyldner for flere krav. Dette indebærer,
at der også kun svares én tillægsafgift, når de i stk. 2 nævnte
retshandlinger foretages hos samme skyldner for flere krav.
Reglen svarer til retsafgiftslovens § 16, stk. 4, (grundafgift)
og § 17 a, stk. 2, 1. pkt., (tillægsafgift).
Det foreslås med § 12 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at foretages der udlæg for
samme krav hos flere skyldnere, beregnes afgift for hver
skyldner. Det foreslås endvidere med 2. pkt., at 1. pkt. ikke
finder anvendelse, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæl-
ler, eller hvor begæringen vedrører fast ejendom, som tilhø-
rer skyldnerne i forening. Reglerne svarer til retsafgiftslo-
vens § 16, stk. 5, (grundafgift) og § 17 a, stk. 3, (tillægsaf-
gift).
Udgangspunktet er, at der for udlæg for samme krav hos
flere skyldnere skal beregnes afgift for hver skyldner for det
fulde krav. Der er to undtagelser hertil.
For det første skal der kun beregnes én afgift for udlæg for
samme krav hos samlevende ægtefæller (herunder registre-
rede partnere). Det beror på en konkret vurdering, om ægte-
fæller (herunder registrerede partnere) er samlevende. Det er
ikke et krav, at de har fælles bopæl, hvis de i øvrigt har et
fast samliv. Hvis ægtefællerne er registreret til at have
samme bopælsadresse, vil der gælde en formodning for, at
ægtefællerne er samlevende. Tilsvarende vil der gælde en
formodning for, at ægtefællerne ikke er samlevende, hvis
ægtefællerne er registreret til at have forskellige bopæls-
adresser. Formodningsreglen vil i praksis føre til, at de regi-
strerede oplysninger om ægtefællernes bopæl vil blive lagt
til grund, medmindre formodningen afkræftes. Dette vil bl.a.
kunne ske, ved at skatteyderen henvender sig med doku-
mentation for, at vedkommende har været samlevende med
ægtefællen, uanset at ægtefællerne ikke har haft samme re-
gistrerede bopælsadresse. Undtagelsen gælder ikke for ugif-
te samlevende.
For det andet skal der kun beregnes én afgift for udlæg for
samme krav i fast ejendom, som tilhører skyldnerne i fore-
ning. Undtagelsen gælder ikke, hvis der for kravet foretages
udlæg i både fast ejendom, som tilhører skyldnerne i fore-
ning, og i andre aktiver.
Det foreslås med § 12 b, nr. 1-3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at udlæg vedrørende visse typer af
krav skal være afgiftsfri.
Det foreslås i nr. 1, at udlæg vedrørende bøder, konfiske-
rede værdier og sagsomkostninger i straffesager, der inddri-
ves af det offentlige, skal være afgiftsfri.
Det foreslås i nr. 2, at udlæg vedrørende afgifter og sags-
omkostninger, som det påhviler domstolene at indkræve,
skal være afgiftsfri.
Endelig foreslås i nr. 3, at udlæg vedrørende borgerlige
krav fastsat under en offentlig straffesag skal være afgiftsfri.
Hvis udlægsforretningen kun delvis omhandler krav, der af-
giftsfritaget efter § 12 b, nr. 1-3, skal der fortsat beregnes af-
gift for øvrige krav, der ikke er afgiftsfritaget. Reglerne sva-
rer til retsafgiftslovens § 20, nr. 1, 2 og 6.
Det foreslås med § 12 c, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at afgiftspligten efter § 12 a, stk. 1,
skal indtræde, når restanceinddrivelsesmyndighedens pante-
foged underretter skyldneren om tid og sted for forretnin-
gen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1.
Det foreslås med § 12 c, stk. 2, at afgiftspligten efter § 12
a, stk. 1, dog skal indtræde, når forretningen påbegyndes, jf.
retsplejelovens § 496, hvis underretning efter retsplejelo-
vens § 493, stk. 1, ikke er mulig, eller hvis forretningen
foretages uden sådan underretning i medfør af retsplejelo-
vens § 493, stk. 2.
Det foreslås videre med § 12 c, stk. 3, at afgiftspligten ef-
ter § 12 a, stk. 2, skal indtræde, når restanceinddrivelses-
myndighedens pantefoged træffer bestemmelse om rets-
handlingens foretagelse. Reglerne regulerer tidspunktet for
afgiftens indtræden og svarer til § 1 i bekendtgørelse nr. 753
af 12. november 1990 om retsafgift for udlæg, der foretages
efter lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og
afgifter m.v., samt om oppebørsel af visse retsafgifter. Dog
er der i forhold til bekendtgørelsens § 1 foretaget en tilpas-
ning af stk. 2, således at den også skal omfatte den situation,
86
hvor underretning ikke er mulig. Det foreslås med tilpasnin-
gen at lovfæste den eksisterende praksis, hvor afgiftspligten
for grundafgift i det tilfælde indtræder, når forretningen på-
begyndes.
Det foreslås med § 12 d, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at der kun skal svares ny afgift efter §
12 a, stk. 1, når afgiftspligten for den nye afgift indtræder
mere end 3 måneder efter, at der for skyldneren sidst er ind-
trådt afgiftspligt efter § 12 a, stk. 1.
Det foreslås endvidere med § 12 d, 2. pkt., at der kun skal
svares afgift efter § 12 a, stk. 2, for forretninger, hvor der
skal svares afgift efter § 12 a, stk. 1.
Det foreslås videre med § 12 d, 3. pkt., at der ikke skal
svares ny afgift efter § 12 a, stk. 1 og 2, for en forretning,
der foretages efter retsplejelovens § 486, stk. 2, 1. pkt., hvis
denne forretning foretages samtidig med en anden forret-
ning, for hvilken der er svaret afgift efter § 12 a, stk. 1.
Det er tidspunktet for grundafgiftens indtræden – jf. oven-
for om den foreslåede § 12 c, stk. 1 og 2, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige – der skal være afgørende for,
hvornår 3-månedersfristen i § 12 d, 1. pkt., skal beregnes
fra. Der vil inden for 3-månedersfristen skulle svares til-
lægsafgift, hvis der træffes bestemmelse om, at samme ud-
lægsforretning helt eller delvist skal foretages uden for re-
stanceinddrivelsesmyndighedens kontor, eller at skyldneren
skal fremstilles af politiet, jf. ovenfor om den foreslåede §
12 c, stk. 3. Derimod vil der inden for 3-månedersfristen ik-
ke skulle svares grundafgift i forbindelse med en ny udlægs-
forretning, jf. § 12 d, 1. pkt., hvilket indebærer, at der heller
ikke kan pålægges tillægsafgift for den nye udlægsforret-
ning, jf. § 12 d, 2. pkt.
Det vil i forhold til den foreslåede regel i § 12 d, 2. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke være en be-
tingelse for, at der skal svares tillægsafgift, at pligten til at
svare grundafgift tidsmæssigt er indtrådt på det pågældende
tidspunkt, jf. nedenfor om den foreslåede § 12 c. Hvis plig-
ten til at svare tillægsafgift tidsmæssigt indtræder før pligten
til at svare grundafgift, fordi der træffes beslutning om, at
forretningen helt eller delvist foretages uden for restanceind-
drivelsesmyndighedens kontor, eller at skyldneren fremstil-
les af politiet, jf. § 12 c, stk. 3, før grundafgiften indtræder,
jf. § 12 c, stk. 1 og 2, vil tillægsafgiften i den mellemliggen-
de periode være betinget af, at der på et senere tidspunkt
indtræder pligt til at svare grundafgift for samme forretning.
For at forenkle reglerne, hvor skyldner under en fogedfor-
retning, for hvilken der allerede skal svares afgift efter § 12
a, stk. 1, i medfør af retsplejelovens § 486, stk. 2, 1. pkt.,
samtykker i, at et eller flere yderligere krav kan fuldbyrdes
samtidig, foreslås det med reglen i § 12 d, 3. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, at der i sådanne tilfæl-
de ikke skal svares ny afgift, uanset at det er mere end 3 må-
neder siden, at der senest er indtrådt pligt til at svare grund-
afgift for skyldneren, jf. 3-månedersfristen i 1. pkt. Retsple-
jelovens § 486, stk. 2, omhandler situationen, hvor skyldne-
ren samtykker i, at et krav kan fuldbyrdes, selv om fuldbyr-
delsesfristerne i retsplejelovens §§ 480-485 endnu ikke er
udløbet, eller selv om forkyndelse af meddelelse efter rets-
plejelovens § 493, stk. 3, ikke er sket. Efter retsplejelovens §
485 er fuldbyrdelsesfristen 7 dage efter dagen for meddelel-
se om forretningen, jf. § 493, stk. 3. Forkyndelse af medde-
lelse efter § 493, stk. 3, kan tidligst ske dagen efter sidste
rettidige betalingsdag, jf. retsplejelovens § 486, stk. 1, 2.
pkt. Efter retsplejelovens § 493, stk. 3, skal meddelelse om
forretningen forkyndes for skyldneren, før der kan forlanges
fuldbyrdelse på grundlag af udpantningsret, medmindre an-
det er bestemt i lovgivningen. Ved senere forretninger for
samme krav gives alene meddelelse efter reglerne i stk. 1 og
2.
Når restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder fore-
tager udlægsforretninger, skal der efter gældende regler be-
tales retsafgift én gang for hver fordring, uanset om der se-
nere foretages ny udlægsforretning over for skyldneren for
samme fordring, fordi første udlægsforretning ikke medførte
dækning af hele fordringen.
Den foreslåede § 12 d i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige indebærer, at restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefogeder fremadrettet kan beregne retsafgift flere gange
over for en skyldner ved udlægsforretninger for det samme
krav, forudsat at 3-månedersfristen er overholdt. I modsæt-
ning til retsafgiftslovens § 19, 1. pkt., hvor 3-månedersfri-
sten beregnes for den enkelte fordring, beregnes 3-måne-
dersfristen i § 12 d, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige på skyldnerniveau. Dette indebærer, at der i de
tilfælde, hvor der ellers ville være indtrådt afgiftspligt for en
ny udlægsforretning højst 3 måneder efter indtrædelsen af
afgiftspligt for en tidligere udlægsforretning over for samme
skyldner, fremover ikke beregnes retsafgift, uanset om den
nye udlægsforretning gælder samme fordring eller en anden
fordring.
Beregning af 3-månedersfristen på skyldnerniveau inde-
bærer, at restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder
ved udlægsforretninger i paralleldriftsperioden – dvs. den
periode, hvor der er to aktive inddrivelsessystemer (det nye
it system for inddrivelse og EFI/DMI), og hvor fordringer
således er registreret til inddrivelse i EFI/DMI-systemet og i
det nye inddrivelsessystem – vil skulle påse, om der i ét af
de to inddrivelsessystemer er beregnet retsafgift over for den
pågældende skyldner inden for de seneste 3 måneder.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 12 d i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige vil restanceinddrivelsesmyn-
dighedens pantefogeder ved udlægsforretninger fra og med
ikrafttrædelsestidspunktet for de foreslåede regler om retsaf-
gifter kunne beregne retsafgift over for en skyldner, hvis der
på dette tidspunkt er forløbet mere end 3 måneder siden se-
neste afgiftsberegning for skyldneren.
Det er kun afgiftspligt for udlæg omfattet af lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, der har betydning for 3-
månedersfristen i den foreslåede § 12 d i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Udlæg på grundlag af udpantnings-
ret vedrørende kommunale fordringer med fortrinsret har så-
ledes ikke betydning for 3-månedersfristen i den foreslåede
§ 12 d, idet sådanne udlæg ikke er omfattet af loven, jf. § 1
a.
87
Det foreslås med § 12 e, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at indsigelse imod restanceinddrivel-
sesmyndighedens pantefogeders beregning af en afgift sker
ved klage til den fogedret, som skulle have foretaget forret-
ningen, hvis denne ikke var henlagt til restanceinddrivelses-
myndigheden. Reglen svarer til retsafgiftslovens § 64, stk. 1,
2. pkt. og § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 753 af 12. novem-
ber 1990 om retsafgift for udlæg, der foretages efter lov om
fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.,
samt om oppebørsel af visse retsafgifter. Bestemmelsen fast-
sætter fogedrettens stedlige kompetence.
Det foreslås med § 12 e, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at under forretningen kan indsi-
gelse fremsættes over for restanceinddrivelsesmyndigheden,
som underretter fogedretten om indsigelsen.
Det foreslås endvidere med § 12 e, stk. 2, 2. pkt., at efter
forretningen skal indsigelse kunne fremsættes ved klage til
fogedretten. Reglerne svarer til § 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., i be-
kendtgørelse nr. 753 af 12. november 1990 om retsafgift for
udlæg, der foretages efter lov om fremgangsmåden ved ind-
drivelse af skatter og afgifter m.v., samt om oppebørsel af
visse retsafgifter.
Det foreslås videre med § 12 e, stk. 2, 3. pkt., at klage skal
indgives senest 6 uger efter, at den afgiftspligtige har fået
kundskab om afgiftsberegningen.
Reglen svarer til retsafgiftslovens § 64, stk. 1, 3. pkt., og
bekendtgørelsens § 3, stk. 2, 3. pkt., og vil bl.a. indebære, at
skyldneren under udlægsforretningen kan fremsætte sin ind-
sigelse mundtligt over for restanceinddrivelsesmyndighe-
dens pantefoged, som derefter skal indbringe sagen for fo-
gedretten. Efter udlægsforretningen kan klage ske til foged-
retten inden for en frist på 6 uger fra det tidspunkt, hvor kla-
geren fik kundskab om afgiftsberegningen.
Det foreslås med § 12 e, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fogedretten skal kunne se bort fra
overskridelser af klagefristen på indtil 6 måneder, når særli-
ge omstændigheder gør overskridelsen undskyldelig.
Reglen svarer til retsafgiftslovens § 64, stk. 2. Fogedret-
tens beslutning om ikke at bortse fra en fristoverskridelse
kan ikke påkæres.
Det foreslås med § 12 e, stk. 4, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at hvis klagen tages til følge, omgøres
afgiftsberegningen i overensstemmelse hermed.
Reglen svarer til retsafgiftslovens § 64, stk. 3.
Det foreslås med § 12 e, stk. 5, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at hvis afgiftsberegningen ikke æn-
dres i henhold til stk. 4, skal afgørelsen træffes ved kendel-
se.
Reglen svarer til retsafgiftslovens § 64, stk. 4, 1. pkt. Det-
te indebærer, at når fogedretten ikke giver klageren fuldt
medhold, skal fogedrettens afgørelse træffes ved kendelse.
Giver fogedretten derimod klageren fuldt medhold, kan fo-
gedrettens afgørelse træffes ved kendelse eller beslutning.
Det foreslås med § 12 e, stk. 6, 1. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at fogedretten af egen drift skal
kunne indhente oplysninger eller erklæringer fra klageren.
Det foreslås endvidere med § 12 e, stk. 6, 2. pkt., at ken-
delsen kan stadfæste afgiftsberegningen eller ændre den til
fordel eller til skade for den afgiftspligtige.
Reglerne i 1. og 2. pkt. svarer til retsafgiftslovens § 64,
stk. 5. Fogedretten kan også indhente oplysninger fra restan-
ceinddrivelsesmyndighedens pantefoged.
Det foreslås med § 12 e, stk. 7, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at kendelsen inden 2 uger kan påkæ-
res i den borgerlige retsplejes former, og at bestemmelsen i
stk. 6, finder tilsvarende anvendelse under kæresagen.
Reglen svarer til retsafgiftslovens § 64, stk. 6. Kære sker
ved indlevering af kæreskrift til fogedretten, jf. retsplejelo-
vens § 393, stk. 3. Henvisningen til det foreslåede stk. 6 in-
debærer, at kæreinstansen af egen drift kan indhente oplys-
ninger eller erklæringer fra klageren, og at kendelsen kan
stadfæste afgiftsberegningen eller ændre den til fordel eller
til skade for den afgiftspligtige.
Det foreslås med § 12 f, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefogeder af egen drift skal kunne ændre beregningen til
fordel for den afgiftspligtige.
Reglen svarer til retsafgiftslovens § 66, stk. 1. Der gælder
ikke nogen tidsfrist for at ændre en afgiftsberegning til for-
del for den afgiftspligtige.
Det foreslås med § 12 f, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at bortset fra de i § 12 e, stk. 6 og 7,
omhandlede tilfælde skal efterbetaling af for lidt beregnet
afgift ikke kunne kræves, når der er forløbet 6 uger, efter at
den afgiftspligtige har fået kundskab om beregningen.
Reglen svarer til retsafgiftslovens § 66, stk. 2. Udgangs-
punktet er, at restanceinddrivelsesmyndighedens pantefoge-
der ikke af egen drift kan ændre en afgiftsberegning til
skade for den afgiftspligtige senere end 6 uger efter, at den
afgiftspligtige fik meddelelse om afgiftsberegningen.
Der foreslås i § 12 f, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige en undtagelse hertil, jf. straks nedenfor. End-
videre kan fogedretten, i tilfælde af at skyldneren gør indsi-
gelse mod afgiftsberegningen, ændre afgiftsberegningen bå-
de til fordel og til skade for den afgiftspligtige.
Det foreslås med § 12 f, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, at efterbetaling dog skal kunne
kræves, hvor beregningen hviler på urigtige, ufuldstændige
eller på anden måde vildledende oplysninger fra den afgifts-
pligtige eller dennes befuldmægtigede.
Det foreslås endvidere med § 12 f, stk. 3, 2. pkt., at ved
klage over efterkrav skal reglerne i § 12 e finde anvendelse.
Reglerne i 1. og 2. pkt. svarer til retsafgiftslovens § 66,
stk. 3. Henvisningen til den foreslåede § 12 e i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige indebærer bl.a., at skyldne-
ren inden for en frist på 6 uger skal kunne klage til fogedret-
ten over en afgørelse om forhøjelse af en afgiftsberegning i
medfør af det foreslåede § 12 f, stk. 3.
88
Det foreslås med § 12 g i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at afgifter, jf. § 12 a, stk. 1 og 2, skal oppebæ-
res af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Reglen svarer til retsafgiftslovens § 63 og § 2, stk. 1, i be-
kendtgørelse nr. 753 af 12. november 1990 om retsafgift for
udlæg, der foretages efter lov om fremgangsmåden ved ind-
drivelse af skatter og afgifter m.v., samt om oppebørsel af
visse retsafgifter.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, af-
snit 2.6.
Til nr. 13
De gældende regler om eftergivelse af gæld til det offent-
lige i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder
dels almindelige regler om eftergivelse i lovens § 13, stk.
1-5, og dels en særlig regel om eftergivelse i lovens § 13,
stk. 6, der finder anvendelse, når sociale eller andre forhold i
særlig grad taler derfor.
De almindelige regler om eftergivelse af gæld til det of-
fentlige svarer til gældssaneringsreglerne i konkurslovens
afsnit IV om gældssanering. Reglerne for gældssanering fin-
der anvendelse for såvel privat gæld som gæld til det offent-
lige. Det er i modsætning til eftergivelse efter lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, der udelukkende omfatter
gæld til det offentlige. Det fremgår af de almindelige be-
mærkninger til forslag til lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 263, at det er hensigten med eftergi-
velsesreglerne, at de skal være parallelle med reglerne om
gældssanering. Af de almindelige bemærkninger i lovforslag
nr. L 5, Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte
157-158, fremgår det om baggrunden for ændringen, at der
med forslaget blev taget udgangspunkt i konkurslovens be-
stemmelser om gældssanering, idet det også var hensigten at
tilpasse skattevæsenets og toldvæsenets eftergivelsespraksis
til skifteretternes praksis i sager om gældssanering.
Det fremgår endvidere, at hensigten med forslaget var at
etablere en ensartet praksis inden for de nævnte myndighe-
der, der i realiteten behandler de samme sager. Dette skulle
medføre en ensartet behandling af borgerne og dermed en
styrkelse af retssikkerheden på dette område.
Det anførtes endvidere, at harmoniseringen med gældssa-
neringsreglerne forventedes at ville medføre, at man ofte
kan undgå at gennemføre en gældssaneringssag ved skifte-
retten, når der udelukkende eller i overvejende grad er tale
om gæld til skatte- og toldvæsenet.
Hovedformålet med gældssanering er dels at hindre de be-
tydelige skadevirkninger for skyldneren og dennes familie,
som håbløs forgældelse må antages at have, dels at sikre
kreditorerne, at der sker en betryggende konstatering af, om
skyldnerens gæld nu også virkelig er håbløs at inddrive, og
at betaling af den del af gælden, der realistisk set vil kunne
betales, sættes i system. Samfundshensynene bag reglerne
om gældssanering består dels i almene resocialiseringshen-
syn, dels i interessen i så vidt muligt at undgå, at de sociale
budgetter belastes med udgifter, som må tilskrives eksisten-
sen af håbløse gældsbyrder og de dermed forbundne skade-
virkninger for den enkelte og for samfundet, jf. side 47 i be-
tænkning nr. 1449/2004 om gældssanering.
En gældssanering efter konkursloven går i hovedtræk ud
på, at en skyldners samlede usikrede gæld, dvs. gæld, der ik-
ke er sikret ved en panteret m.v., nedskrives eller bortfalder.
Nedskrives gælden, skal skyldneren betale en vis del af sin
fremtidige indtægt til de kreditorer, hvis fordringer er omfat-
tet af gældssaneringen. Den periode, hvor skyldneren pålæg-
ges at betale en vis del af sin indtægt til kreditorerne, fast-
sættes typisk til 5 år.
Betingelserne for at opnå gældssanering er, at skyldneren
er håbløst forgældet, og at skyldnerens forhold og omstæn-
dighederne i øvrigt taler for en gældssanering.
Det fremgår af § 13, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter an-
modning fra en skyldner kan eftergive gæld til det offentli-
ge, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand
til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne
opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at efter-
givelsen vil føre til en varig forbedring af skyldnerens øko-
nomiske forhold.
Eftergivelse kan dog i almindelighed ikke finde sted, så-
fremt skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede. Det
gælder eksempelvis, hvis skyldneren er ramt af arbejdsløs-
hed, er under uddannelse, har usikre boligforhold eller mod-
tager kontanthjælp eller dagpenge.
Endvidere kan eftergivelse i almindelighed ikke finde
sted, såfremt skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomi-
ske anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld
enten er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af
stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, eller er
opstået, som følge af at skyldneren har påtaget sig en finan-
siel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske
situation, eller er stiftet med henblik på forbrug eller er gæld
til det offentlige, som er oparbejdet systematisk (f.eks.
momsgæld, skattegæld eller børnepenge).
Endvidere kan eftergivelse i almindelighed ikke finde
sted, såfremt en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved straf-
bare forhold (dvs. at gælden bl.a. omfatter bøder og sagsom-
kostninger) eller erstatningspådragende forhold.
Endvidere kan eftergivelse i almindelighed ikke finde
sted, såfremt skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld,
selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor. Dette
kan være tilfældet, hvis skyldneren har haft penge til rådig-
hed efter betaling af fornødenheder og faste udgifter, men
uden at bruge dem på at afdrage på sin gæld.
Endvidere kan eftergivelse i almindelighed ikke finde
sted, såfremt skyldneren har indrettet sig med henblik på ef-
tergivelse. Dette kan eksempelvis være tilfældet, ved at
skyldneren inden indgivelse af anmodning om eftergivelse
og/eller begæring om gældssanering har bragt sine aktiver i
kreditorly.
Endvidere kan eftergivelse i almindelighed ikke finde
sted, såfremt skyldneren stifter ny gæld til det offentlige, ef-
89
ter at eftergivelsessag er indledt. Dette gælder for nye re-
stancer m.v.
Ved afgørelse om eftergivelse skal der lægges vægt på
gældens alder. Hvis skyldneren har anden betydelig gæld,
kan eftergivelse nægtes, jf. § 13, stk. 3, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
Da en afgørelse om eftergivelse af gæld alene kan omfatte
gæld til det offentlige, skal der endvidere lægges vægt på,
om skyldneren udelukkende eller i overvejende grad har
gæld i form af offentlige restancer. Er forholdet det, at
skyldneren overvejende har gæld til private, vil restanceind-
drivelsesmyndigheden kunne eftergive gælden til det offent-
lige, men restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter en
konkret vurdering give afslag på eftergivelse på grund af
gældssammensætningen og henvise skyldner til i stedet at
søge om gældssanering ved skifteretten, jf. § 13, stk. 3, 2.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Skyldner
skal således henvises til at søge gældssanering ved skifteret-
ten, når det vurderes, at det kun er gennem en gældssane-
ring, at skyldner kan opnå en varig forbedring af sine øko-
nomiske forhold. Bestemmelsens anvendelsesområde er til-
fælde, hvor de private kreditorer reelt har opgivet at inddrive
gælden, således at det alene er gælden til det offentlige, der
er et problem for skyldner. Udgangspunktet vil være, at skif-
teretten behandler sager, hvor skyldner har gæld både til pri-
vate og offentlige kreditorer, mens restanceinddrivelsesmyn-
digheden behandler sager om eftergivelse, når skyldner pri-
mært har gæld til det offentlige, jf. lovforslag nr. L 20, Fol-
ketingstidende 2008-09, tillæg A, side 266.
Derudover kan eftergivelse nægtes, såfremt der foreligger
andre omstændigheder, der taler afgørende imod hel eller
delvis eftergivelse, jf. § 13, stk. 4, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Alene skyldnere, som er fysiske personer, kan få eftergi-
velse efter stk. 1, jf. § 13, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige.
Bestemmelserne i § 13, stk. 1-5, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige svarer i al væsentlighed til bestem-
melserne i konkurslovens § 197, stk. 1-4 og 6.
Eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af
skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der
træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis beta-
ling af den ikke eftergivne del af gælden, jf. § 14, stk. 1, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der sva-
rer til konkurslovens § 198 om gældssanering. I henstands-
og afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden, jf.
§ 14, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. Skatteministeren kan efter § 14, stk. 2, fastsætte
nærmere regler om fastsættelsen af afdragene og afdragspe-
riodens længde efter stk. 1. Det er sket i §§ 30 og 31 i be-
kendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Reglerne er afstemt med de regler, der er
fastsat i bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december 2008 om
gældssanering med senere ændringer.
Herudover kan eftergivelse af gæld i øvrigt, når sociale el-
ler andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles perso-
ner, selskaber, foreninger, selvejende institutioner el.lign.,
jf. § 13, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bestemmelsen blev ved lov nr. 1333 af 19. december
2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige overflyttet fra
opkrævningsloven til lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, ligesom ordene »når forholdene i ganske særlig
grad« blev ændret til »når sociale eller andre forhold i særlig
grad«.
Hensigten med denne ændring var at forbedre muligheder-
ne for at kunne få eftergivet gæld. Af de specielle bemærk-
ninger til § 13, stk. 6, i forslag til lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 281, fremgår om baggrunden for æn-
dringen, at bestemmelsen i stk. 6 foreslås justeret med hen-
blik på en udvidelse af anvendelsesområdet. Med den æn-
drede formulering var det således hensigten, at bestemmel-
sen skulle kunne anvendes til eftergivelse i videre omfang
end tidligere. Eftergivelse skulle efter forslaget således kun-
ne ske i situationer, hvor der er særlige forhold, der taler for
eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke kan ske efter de øv-
rige regler om eftergivelse.
Formålet med den gældende bestemmelse i § 13, stk. 6, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er at supplere de
almindelige regler i lovens § 13, stk. 1-5, om eftergivelse
ved at give mulighed for eftergivelse i visse af de tilfælde,
hvor eftergivelse efter de almindelige regler ikke er mulig.
Med andre ord er der tale om en opsamlingsbestemmelse,
der på baggrund af skyldners konkrete sociale eller andre
forhold i særlig grad kan begrunde, at det vil være rimeligt
at eftergive gælden.
Såvel fysiske personer som juridiske personer er omfattet
af bestemmelsens anvendelsesområde.
Det fremgår endvidere af de specielle bemærkninger til §
13, stk. 6, i forslag til lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstidende 2008-09,
tillæg A, side 281, hvilke forhold der efter den nye ordlyd af
bestemmelsen kan føre til eftergivelse. Det anføres således,
at den dagældende adgang til eftergivelse i tilfælde af myn-
dighedsfejl, force majeure og force majeure-lignende for-
hold foreslås opretholdt. Herudover kan særlige forhold
f.eks. også være situationer, hvor det, selv om der ikke fore-
ligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller an-
dre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en
ansøgning om eftergivelse. Derudover vil der kunne være
særlige forhold, der kan begrunde hel eller delvis eftergivel-
se af gæld til det offentlige, når gældens beskaffenhed og
omstændighederne ved dens tilblivelse sammenholdt med
skyldnerens situation medfører, at skyldneren vil kunne op-
nå en væsentlig varig forbedring af sin situation. Det kan
f.eks. være situationer, hvor det vurderes, at gælden til det
offentlige er en betydelig barriere for at opnå varig tilknyt-
ning til arbejdsmarkedet. Særlige forhold kan endvidere væ-
re, at skyldneren ikke er i stand til og hverken inden for de
nærmeste år eller på længere sigt har udsigt til at kunne op-
fylde sine gældsforpligtelser, men hvor skyldner ved tilveje-
bringelse af midler fra tredjemand bliver i stand til at betale
en betydelig del af gælden, hvorved skyldner kan opnå en
90
varig forbedring af sine økonomiske forhold. Et andet ek-
sempel på en situation, hvor det kan virke urimeligt at give
afslag på en ansøgning om eftergivelse af gæld, kan være ef-
tergivelse af skattekravet vedrørende indsamlinger eller le-
gater til godgørende formål, der vil forspildes, hvis kravet
vedrørende skat fastholdes. Det kan f.eks. være folkeind-
samlinger til en operation, der kun kan udføres i udlandet,
indsamlinger til en dusør for oplysninger, der kan føre til, at
en forsvundet person bliver fundet eller et legat til sanering
af gæld.
Der er i henhold til den gældende bestemmelse i § 13, stk.
6, principielt ingen begrænsning af, hvilke forhold der i sær-
lig grad kan tale for eftergivelse.
En eftergivelse efter § 13 i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige kan ifølge § 15 tilbagekaldes, såfremt skyld-
neren 1) i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig
skyldig i svigagtigt forhold eller 2) groft tilsidesætter sine
forpligtigelser i forbindelse med afvikling af den ikke efter-
givne del af gælden. Bestemmelsen svarer til den tilsvarende
bestemmelse i konkurslovens § 229 om ophævelse af en
gældssaneringskendelse.
I 2006 blev den særlige ordning med gældseftergivelse for
socialt udsatte grupper (ESG-ordningen) indført som en for-
søgsordning. De nærmere regler for ordningen fandtes i lov
nr. 510 af 7. juni 2006. Forsøgsordningen var gældende i pe-
rioden 2007-2018. Forsøgsordningen gik fra starten ud på, at
skyldnere, som i en uafbrudt periode på 4 år eller mere hav-
de modtaget hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik
(kontanthjælp, starthjælp eller tilbud efter lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats) eller introduktionsydelse efter kapitel
5 i integrationsloven, gradvist kunne få eftergivet deres gæld
til det offentlige, forudsat at skyldnerne overgik til beskæfti-
gelse, fleksjob, uddannelse eller revalidering og fastholdt
dette i en samlet periode på 5 år. Det var en betingelse for
gældseftergivelsen, at skyldneren havde fået tilsagn om or-
dinær, ustøttet beskæftigelse eller om optagelse på en ordi-
nær uddannelse, eller at skyldneren var visiteret til revalide-
ring, herunder forrevalidering efter kapitel 6 i lov om aktiv
socialpolitik, eller havde fået tilbudt fleksjob.
ESG-ordningen blev ophævet med lov nr. 551 af 29. maj
2018. Ordningen blev foreslået ophævet, som følge af at
ordningen var særdeles kompliceret og vanskelig at it-un-
derstøtte. Hertil kom, at de gældende regler, der giver mu-
lighed for eftergivelse af gæld, i vidt omfang vil kunne til-
godese de samme hensyn til de socialt udsatte grupper, som
var baggrunden for den særlige ordning.
Det foreslås med nyaffattelsen af § 13, stk. 6, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, at eftergivelse af gæld
til det offentlige fortsat kan meddeles af restanceinddrivel-
sesmyndigheden, når sociale eller andre forhold i særlig
grad taler derfor. Den første del af bestemmelsen er uæn-
dret, hvilket betyder, at de grundlæggende betingelser for ef-
tergivelse således ikke er ændret, og at den hidtidige praksis
for eftergivelse af gæld videreføres. Bestemmelsen anses ef-
ter praksis for at have et bredt anvendelsesområde, der tager
sigte på at give adgang til eftergivelse af gæld, når en skyld-
ner er i en særlig situation, hvor det findes rimeligt, at skyld-
neren fritages for at betale en del af eller hele sin gæld.
Med den foreslåede tilføjelse om, at eftergivelse kan ske,
uanset om skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, er
det som ovenfor nævnt hensigten at tydeliggøre, at uafklare-
de økonomiske forhold ikke i sig selv afskærer en person fra
eftergivelse af gæld i tilfælde, hvor det samlet set findes ri-
meligt at eftergive gælden. Herudover er det formålet at sik-
re, at bestemmelsen i tilstrækkelig grad tilgodeser socialt
udsatte, idet socialt udsatte ofte vil have uafklarede økono-
miske forhold. Hermed tydeliggøres det, at arbejdsløshed,
hjemløshed og andre sociale forhold ikke afskærer en person
fra at få eftergivet sin gæld.
Som hidtil skal der uanset den foreslåede tilføjelse om, at
eftergivelse kan ske, uanset en skyldner har uafklarede øko-
nomiske forhold, foretages en samlet vurdering af skyldne-
rens forhold. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal således
i vurderingen af sagen foretage en afvejning mellem de for-
hold, der er relevante for den konkrete sag, og de hensyn,
der gør sig gældende. Såfremt restanceinddrivelsesmyndig-
heden ud fra den samlede vurdering når frem til, at der i en
given sag er forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse,
vil restanceinddrivelsesmyndigheden kunne træffe afgørelse
om eftergivelse.
De kriterier, der indgår i en vurdering efter de almindelige
regler om eftergivelse i lovens § 13, stk. 1-5, vil i udgangs-
punktet også være relevante i den samlede vurdering efter §
13, stk. 6, men de er ikke afgørende for resultatet. Økonomi-
ske forhold, herunder skyldnerens – og, hvis det er relevant,
husstandens økonomiske forhold – skal således som altover-
vejende hovedregel indgå i den samlede vurdering af, hvor-
vidt eftergivelsen kan meddeles. Kun i tilknytning til helt
særlige omstændigheder, hvor det enten vil føre til et urime-
ligt samlet resultat at inddrage skyldnerens eller husstandens
økonomiske forhold, eller at det vil have en urimelig påvirk-
ning af skyldnerens forhold at indhente disse oplysninger,
kan dette undlades. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis der
alene er tale om myndighedsfejl.
Det forhold, at skyldneren og/eller dennes ægtefælle/
samlever ikke er i en stabil økonomisk situation, herunder i
relation til tilknytning til arbejdsmarkedet eller i forhold til
indtægtsgrundlag, er ikke i sig selv udtryk for et forhold, der
i særlig grad taler for eftergivelse. Omvendt vil det som
foreslået ikke være en hindring for eftergivelse, at skyldners
og/eller dennes ægtefælle/samlevers forhold er uafklarede,
hvis der i øvrigt er forhold, der i særlig grad taler for eftergi-
velse.
Ved anvendelsen af begrebet »særlig grad« forstås som
hidtil forhold, der ikke bare taler for eftergivelse, men som i
særlig grad taler for eftergivelse. Der skal med andre ord
være tale om forhold, der i højere grad end for andre, lig-
nende tilfælde afviger fra det sædvanlige og dermed taler for
eftergivelse. Der er således krav om en vis kvalificering og
betydning af det eller de pågældende forhold, der medfører,
at eftergivelse kan ske. Det skal samtidig bemærkes, at det
ikke behøver at være ét enkeltstående forhold, der i særlig
grad taler for eftergivelse. Det kan tillige være kombinatio-
91
nen af en række forskellige forhold, der ikke enkeltvist i
særlig grad taler for eftergivelse, men som samlet set i sær-
lig grad taler for eftergivelse.
I lighed med gældende ret skal alle relevante forhold tages
i betragtning i den samlede vurdering efter den foreslåede
bestemmelse. Det er således fortsat hensigten med den fore-
slåede bestemmelse, at der principielt ikke er nogen be-
grænsning af, hvilke forhold der kan inddrages i vurderin-
gen af, hvorvidt eftergivelse kan meddeles. De nedenfor an-
givne mulige relevante forhold skal derfor betragtes som
værende en ikke-udtømmende angivelse af forhold, der i
den enkelte sag kan være relevante i forhold til vurderingen
af, hvorvidt eftergivelse kan meddeles efter den foreslåede
bestemmelse.
Et relevant forhold kan være helbredsmæssige forhold,
herunder livstruende sygdom, alvorlig fysisk eller psykisk
sygdom.
Et andet relevant forhold kan være sociale forhold, herun-
der forhold, der gør sig gældende for socialt udsatte grupper.
Dette omfatter bl.a. hjemløshed, stofmisbrug, alkoholmis-
brug, prostitution, fattigdom eller andre store og sammensat-
te sociale problemer, der er forbundet med eller kan føre til
social udsathed. Det er dog ikke en forudsætning for, at so-
ciale forhold kan være relevante, at skyldneren kan kategori-
seres som værende socialt udsat.
Et tredje relevant forhold kan være gældens beskaffenhed
og omstændighederne ved gældens tilblivelse.
Et fjerde relevant forhold kan være en situation, hvor
skyldneren ikke er i stand til og hverken inden for de nær-
meste år eller på længere sigt har udsigt til at kunne opfylde
sine gældsforpligtelser, men hvor skyldner ved tilvejebrin-
gelse af midler fra tredjemand bliver i stand til at betale en
betydelig del af gælden, hvorved skyldneren kan opnå en
varig forbedring af sine økonomiske forhold.
Et femte relevant forhold kan være en situation, hvor skat-
tekravet vedrører indsamlinger eller legater til godgørende
formål, der vil forspildes, hvis kravet vedrørende skat fast-
holdes. Det kan f.eks. være folkeindsamlinger til en opera-
tion, der kun kan udføres i udlandet, indsamlinger til en du-
sør for oplysninger, der kan føre til, at en forsvundet person
bliver fundet, eller et legat til sanering af gæld.
Et sjette relevant forhold kan være en situation, hvor efter-
givelsen i sig selv kan forventes at ville medføre en væsent-
lig varig forbedring af skyldnerens situation. Et eksempel på
en væsentlig varig forbedring er det tilfælde, hvor gælden til
det offentlige udgør en betydelig barriere, for at skyldneren
kan opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
Herudover vil myndighedsfejl, force majeure og force ma-
jeure-lignende forhold ligeledes kunne være relevante at
inddrage i vurderingen. Fælles for disse forhold er, at der er
tale om forhold, der ligger uden for skyldnerens kontrol. Det
er i den forbindelse ikke en forudsætning, at forholdene har
en direkte relation til gælden. Det er tilstrækkeligt, at forhol-
dene har haft en væsentlig betydning for skyldnerens situa-
tion.
Herudover foreslås bestemmelsen forenklet ved at sam-
menskrive den gældende bestemmelses angivelse af de om-
fattede personer ved anvendelse af begrebet »fysiske og juri-
diske personer«, hvilket er i overensstemmelse med be-
grebsanvendelsen i resten af loven. Den foreslåede bestem-
melse er således på dette punkt en indholdsmæssig viderefø-
relse af den gældende bestemmelse i § 13, stk. 6, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
I tilknytning til ophævelsen af den særlige ordning med
gældseftergivelse for socialt udsatte grupper (ESG-ordnin-
gen) ved lov nr. 551 af 29. maj 2018 blev det i bemærknin-
gerne til lovforslaget, lovforslag nr. L 226, Folketingstiden-
de 2017-18, A, L 226 som fremsat, side 48, anført, at Udvik-
lings- og Forenklingsstyrelsen ultimo 2018 iværksætter en
analyse og fastlæggelse af en fremtidig strategi for afskriv-
ning og eftergivelse af gæld til det offentlige. Det anføres
endvidere, at der i den forbindelse også vil blive set på, om
de gældende regler for eftergivelse af gæld til det offentlige
bedre kan målrettes de socialt udsatte grupper ud fra rele-
vante objektive kriterier, og herunder hvordan nye regler
herom vil kunne systemunderstøttes. Det anføres endelig, at
et eventuelt lovforslag herom vil kunne indgå i den næste
lovforenklingspakke, der på inddrivelsesområdet forventes
fremsat i 2019.
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har i samarbejde med
Skatteministeriet set på de gældende regler for eftergivelse
af gæld til det offentlige og vurderer, at reglerne har et bredt
anvendelsesområde, hvor relevante kriterier inddrages ved
afgørelsen af, om en skyldner anses for berettiget til at få ef-
tergivet sin gæld. Ud over de almindelige regler for eftergi-
velse af gæld i § 13, stk. 1-5, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige er der fastsat en opsamlingsbestemmelse i §
13, stk. 6, hvorefter en skyldner, der ikke kan opfylde de al-
mindelige betingelser for at få eftergivet gæld, alligevel kan
få eftergivet sin gæld, når sociale eller andre forhold i særlig
grad taler derfor.
Som nævnt ovenfor svarer de almindelige regler i § 13,
stk. 1-5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige til
konkurslovens § 197, stk. 1-4 og 6, om gældssanering. Da
det er hensigten, at gældssaneringsreglerne og de almindeli-
ge regler for eftergivelse af gæld til det offentlige i § 13, stk.
1-5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er paral-
lelle, for at man kan opnå en ensartet praksis og ensartet be-
handling af skyldnere med privat og/eller offentlig gæld og
dermed en samlet ordning for såvel privat som offentlig
gæld, foreslås der ikke ændringer i de almindelige regler for
eftergivelse af gæld til det offentlige. Det findes derimod
mere oplagt, at den særlige eftergivelsesbestemmelse i § 13,
stk. 6, ændres med henblik på at målrette bestemmelsen, så
det klarere fremgår, at denne regel også finder anvendelse i
forhold til socialt udsatte grupper. Herudover vil Skattemini-
steriet se på mulighederne for at styrke informationsindsat-
sen på området, med henblik på at kendskabet til eftergivel-
sesreglerne øges blandt borgere og gældsrådgivere.
Det fremgår af side 7 i årsrapporten 2018 fra Rådet for
Socialt Udsatte, at der ved socialt udsatte mennesker især
tænkes på mennesker i hjemløshed, i misbrug af alkohol el-
92
ler stoffer, med psykisk lidelse eller i prostitution samt men-
nesker ramt af fattigdom eller andre store og sammensatte
sociale problemer, der er forbundet med eller kan føre til so-
cial udsathed. Ud fra denne forståelse af begrebet socialt ud-
satte vurderes det, at denne gruppe allerede vil være omfat-
tet af anvendelsesområdet af § 13, stk. 6, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige og vil kunne opnå eftergivelse af
gæld, hvis de sociale forhold i særlig grad taler herfor. Ad-
skillige forhold ved socialt udsattes livssituation vil skille
sig markant ud fra gennemsnitlige personers livssituation,
hvilket ikke i sig selv giver ret til eftergivelse af gæld, men
det kan være kendetegnende for socialt udsatte, hvor der er
tale om store og sammensatte problemer, at der foreligger
særlige forhold, der kan tale for eftergivelse af gæld. Ordly-
den af § 13, stk. 6, er samtidig så bred, at den i princippet
kan favne ethvert forhold eller flerhed af forhold, der i sær-
lig grad kan tale for eftergivelse af gæld.
Det er ofte kendetegnende for socialt udsatte, at deres
økonomiske forhold er uafklarede, fordi deres sociale, fysi-
ske eller psykiske forhold indebærer, at de har svært ved at
påtage sig og fastholde et job. Uafklarede økonomiske for-
hold er et af kriterierne, der skal vurderes efter de almindeli-
ge regler i § 13, stk. 1-5, jf. 13, stk. 2, nr. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige ved afgørelsen af, om en per-
son kan få eftergivet sin gæld. Uafklarede økonomiske for-
hold som f.eks. arbejdsløshed, at skyldneren er under uddan-
nelse, usikkerhed om skyldners boligforhold m.v. indebærer
efter § 13, stk. 2, nr. 1, i almindelighed, at eftergivelse ikke
kan ske. Selv om denne regel i princippet ikke finder anven-
delse ved eftergivelse efter § 13, stk. 6, vil det ved en vurde-
ring af skyldnerens samlede forhold altid være relevant at
overveje skyldnerens økonomiske forhold ved afgørelsen af,
om det er rimeligt at eftergive gælden. For at sikre, at uaf-
klarede økonomiske forhold ikke i sig selv skal afskære en
person fra eftergivelse af gæld i tilfælde, hvor det samlet set
findes rimeligt at eftergive gælden, og for at sikre, at be-
stemmelsen i tilstrækkelig grad tilgodeser socialt udsatte,
foreslås det at tydeliggøre, at uafklarede økonomiske for-
hold ikke afskærer eftergivelse efter § 13, stk. 6.
Det har været overvejet, om opsamlingsbestemmelsen i §
13, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i lig-
hed med den nu ophævede ESG-ordning i stedet skulle an-
vende objektive kriterier for eftergivelse af gæld. Imidlertid
er det ikke fundet hensigtsmæssigt, da en sådan ordning på
den ene side risikerer at udelukke skyldnere, der efter en
subjektiv vurdering bør kunne få eftergivet deres gæld, og
på den anden side risikerer at virke som en form for dreje-
bog, hvor skyldnere kan indrette sig på og gå efter at opfyl-
de de objektive kriterier og opnå gældseftergivelse, selv om
det efter en mere subjektiv vurdering ikke findes rimeligt.
For eksempel kunne ESG-ordningen efter sin ordlyd anven-
des til eftergivelse af studiegæld for unge nyuddannede per-
soner, hvis vedkommende havde været arbejdsløs i 4 år, og
uanset om arbejdsløsheden var selvvalgt.
På baggrund heraf foreslås det, at eftergivelse af gæld til
det offentlige kan meddeles af restanceinddrivelsesmyndig-
heden, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler der-
for, uanset om skyldnerens økonomiske forhold er uafklare-
de. Bestemmelsen omfatter som hidtil både fysiske og juri-
diske personer.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, af-
snit 2.7.
Til nr. 14
Reglerne om afskrivning af gæld til det offentlige findes i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter lovens §
16, stk. 1, kan restanceinddrivelsesmyndigheden afskrive
fordringer til det offentlige, inklusive renter, gebyrer og an-
dre omkostninger, herunder undlade at afbryde forældelsen,
hvis det må anses for åbenbart formålsløst eller forbundet
med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivel-
sen. Efter lovens § 16, stk. 3, har skatteministeren bemyndi-
gelse til at fastsætte nærmere regler om anvendelsen af § 16,
stk. 1. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 576
af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bestemmelsen i § 16 blev indsat med lov nr. 1333 af 19.
december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige,
som trådte i kraft den 1. januar 2009. Loven havde til formål
at samle de inddrivelsesregler, der tidligere havde været
fastsat i en række forskellige love, i en nyaffattet hovedlov.
Samlingen af reglerne var et led effektiviseringen af den of-
fentlige restanceinddrivelse og havde til formål at forenkle
administrationen af inddrivelsesreglerne, at gøre det enklere
for skyldnere med flere typer af gæld til det offentlige at få
et samlet overblik over inddrivelsen af gælden samt at gen-
nemføre yderligere harmoniseringer af inddrivelsesreglerne
med henblik på at etablere et fælles regelgrundlag for hele
den offentlige del af inddrivelsesområdet.
Før indførelsen af lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige i 2008 havde der været forskellige regler og praksis
for afskrivning af gæld til det offentlige. Reglerne var såle-
des afhængige af, hvilken fordringstype der var tale om.
Udgangspunktet i restanceinddrivelsesmyndighedens ind-
drivelse var således indtil 1. januar 2009, at fordringer samt
renter og omkostninger, som var under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, først skulle forsøges ind-
drevet ved anvendelse af de inddrivelsesmidler, som lovgiv-
ningen stillede til rådighed. Men såfremt gælden viste sig at
være ikke-inddrivelig, afhang de nærmere regler om afskriv-
ning af gældsposter af, hvilken type fordring der var tale
om. De dagældende regler og den tilhørende praksis havde i
øvrigt været gældende helt tilbage fra før den samling af he-
le restanceinddrivelsen på det offentlige område hos det tid-
ligere SKAT (nu Skatteforvaltningen), som fandt sted i no-
vember 2005.
De gældende bestemmelser om afskrivning i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, § 16, stk. 1 og 3, har haft
den samme ordlyd siden denne lovs indførelse i december
2008, idet bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 3 indtil ikraft-
trædelsen af § 1 i lov nr. 428 af 18. maj 2016 dog var at fin-
de i stk. 2. Ved ændringsloven blev der indsat et nyt stk. 2
om manglende udbetaling af beløb på højst 200 kr., når ud-
betaling over Nemkontosystemet ikke har kunnet finde sted
93
inden for en periode på 3 måneder, og det tidligere stk. 2
blev samtidig stk. 3.
Bestemmelsen i § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige kan efter sin ordlyd og sine forarbejder, jf.
lovforslag nr. L 20, Folketingstidende 2008-09, tillæg A, si-
de 268 ff., alene anvendes til afskrivning af fordringer efter
en konkret vurdering af inddrivelsesudsigten og inddrivel-
sesomkostningerne i forhold til den enkelte fordring. Af-
skrivningsbestemmelsen kan ikke anvendes på private krav
eller udenlandske krav, jf. side 270, men kan ellers anvendes
på alle krav, der tilkommer det offentlige, og som inddrives
af restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset hvem der er
den oprindelige fordringshaver for kravet. Afskrivning kan
alene ske på initiativ fra restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det anføres i forarbejderne (side 269), at formålet med at
fastsætte regler om afskrivning og regler om, hvornår afbry-
delse af forældelse kan undlades, og fordringer dermed op-
hører, var at harmonisere reglerne om afskrivning af fordrin-
ger, som det offentlige er kreditor for, så det sikres, at der
gælder samme regler og praksis for afskrivning uanset for-
dringens art. Det var endvidere formålet at sikre, at der fo-
kuseres på de restancer, som der er reel mulighed for at ind-
drive, og at der ikke anvendes unødige ressourcer på at hol-
de ikke-inddrivelige fordringer i live. Faste regler for af-
skrivning af restancer ville således være et væsentligt ele-
ment i en effektiv restanceinddrivelse. Det omtales desuden
i forarbejderne, at det blev foreslået, at indføre regler, der i
videre omfang, end det var tilfældet på daværende tidspunkt,
ville give mulighed for, at fordringer ville kunne afskrives i
forhold til skyldner, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstiden-
de 2008-09, tillæg A, side 269.
Videre anføres det i forarbejderne (side 269-270), at i det
omfang, der systemmæssigt vil være mulighed for at over-
våge skyldners økonomiske forhold og registrere de inddri-
velsesmidler, der er anvendt for at inddrive fordringen, vil
det være muligt automatisk at vurdere, om en fordring vil
kunne inddrives, og om der skal foretages afbrydelse af for-
ældelse, eller om fordringen kan ophøre. Det er således ikke
på sigt hensigten, at der for hver enkelt fordring, umiddel-
bart forud for at der vil indtræde forældelse, skal foretages
en konkret og manuel vurdering af, om der skal foretages
forældelsesafbrydende skridt. Det forudsættes derimod, at
det systemmæssigt skal sikres, at alle fordringer inddrives
med de inddrivelsesmidler, der vil være de sædvanlige for
den pågældende fordring. Yderligere forudsættes det, at det-
te vil indebære, at der inddrivelsesmæssigt er foretaget det,
der var muligt, og at der derfor kan ske systemmæssig af-
skrivning af restancer, der ikke er inddrivelige, når disse for-
ældes.
Det fremgår endvidere af forarbejderne (side 270), at skat-
teministeren skal kunne fastsætte de nærmere regler for,
hvornår afbrydelse af forældelse kan undlades.
Videre anføres det i forarbejderne (side 270), at de kriteri-
er, der vil indgå i vurderingen af, om en fordring skal holdes
i live eller ophøre, bl.a. kan være, om der er sket betaling på
fordringen eller andre fordringer, som skyldner har til ind-
drivelse, om fordringen har været forsøgt inddrevet med
sædvanlige inddrivelsesmidler, om skyldner har betalingsev-
ne, om skyldner ejer aktiver, og om der er knyttet særlige
inddrivelsesmidler til fordringen, f.eks. fortrinsret i fast
ejendom. Det er således hensigten, at der ved fastsættelse af
kriterierne tages udgangspunkt i, om inddrivelse af gælden
er åbenbart formålsløs eller forbundet med uforholdsmæssi-
ge omkostninger, i stedet for, som det hidtil havde været til-
fældet for visse fordringstyper på Skatteministeriets område,
i gældens størrelse.
Endelig er det anført i forarbejderne (side 270), at indtil Ét
Fælles Inddrivelsessystem (EFI) bliver sat i drift, vil vurde-
ringen af, om der skulle ske afskrivning eller foretages for-
ældelsesafbrydende skridt, fortsat i vidt omfang blive foreta-
get manuelt.
Med § 16, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte nær-
mere regler om anvendelsen af § 16, stk. 1. Bemyndigelsen
blev i første omgang udmøntet med § 27 i bekendtgørelse
nr. 1365 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det
offentlige og senest med den gældende § 32 i bekendtgørel-
se nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. Det fremgår således af § 32, stk. 2, at restanceind-
drivelsesmyndigheden inden afskrivningen skal have forsøgt
at inddrive fordringen med de inddrivelsesmidler, der er
sædvanlige for den pågældende fordringstype. I § 32, stk. 3,
anføres, at der ved vurderingen af, om der kan ske afskriv-
ning af en fordring, skal lægges vægt på, om skyldneren har
betalingsevne, om skyldneren ejer aktiver, og om der er
knyttet særlige inddrivelsesmidler til fordringen.
Om skyldneren har betalingsevne, afgøres af reglerne i §
10 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse
af gæld til det offentlige om den såkaldte tabeltrækmetode,
medmindre der er foretaget en individuel betalingsevnebe-
regning efter kapitel 7 i bekendtgørelsen. Har skyldner beta-
lingsevne, kan der som udgangspunkt ikke ske afskrivning.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan heller ikke afskrive
krav, såfremt en skyldner ejer udlægsegnede aktiver. Herved
forstås aktiver, som både kan gøres til genstand for udlæg,
og som må formodes at ville indbringe et provenu til hel el-
ler delvis dækning af kravet. Der kan heller ikke ske afskriv-
ning, hvis der er knyttet særlige inddrivelsesmidler til for-
dringen. Det er f.eks. tilfældet, hvis fordringen kan inddrives
ved særskilt lønindeholdelse. Dette gælder f.eks. biblioteks-
gebyrer og kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelser
i bl.a. færdselsloven, jf. § 10 a i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige.
Der er i praksis to principielt forskellige måder at foretage
afskrivning af gæld til det offentlige på, henholdsvis endelig
afskrivning og afgangsførelse som uerholdelig.
Ved endelig afskrivning forstås, at fordringen straks ophø-
rer helt og slettes i systemerne, så den ikke længere vil kun-
ne gøres gældende over for skyldner, som derfor straks efter
afskrivningen underrettes herom. Endelig afskrivning vil i
princippet kunne ske før det tidspunkt, hvor gælden bliver
forældet.
94
Ved afgangsførelse som uerholdelig stilles den aktive ind-
drivelsesindsats vedrørende fordringen i bero, hvorfor ind-
drivelse som udgangspunkt alene vil ske, hvis der opstår en
modregningsmulighed, f.eks. i overskydende skat, eller en
anden betalingsmulighed. Restanceinddrivelsesmyndighe-
den gør således efter afgangsførelsen ingen yderligere for-
søg på at afbryde forældelsen. Først når forældelse indtræ-
der, afskrives fordringen endeligt, idet fordringen er ophørt i
forhold til skyldner, som på dette tidspunkt kan underrettes
om afskrivningen.
Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender i praksis be-
stemmelsen i § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige til at afgangsføre fordringer som uerholdelige, jf.
styresignalet SKM2013·102·SKAT. Restanceinddrivelses-
myndigheden havde dog i den første tid efter indførelsen af
§ 16, stk. 1, en bredere forståelse af omfanget af afskriv-
ningsbestemmelsen. I forlængelse af indførelsen pr. 1. janu-
ar 2009 af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og
den tilhørende bekendtgørelse nr. 1365 af 19. december
2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige blev der den
24. juni 2009 udstedt et styresignal, SKM2009·394·SKAT,
der angav de overordnede rammer og retningslinjer for,
hvornår restanceinddrivelsesmyndigheden kunne afskrive et
krav endeligt.
Heri fremgik bl.a., at der efter § 16, stk. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige kunne ske en endelig afskriv-
ning af en skyldners samlede restancer, når det var konstate-
ret, at inddrivelse helt eller delvist var udelukket, og hvor
det ligeledes var konstateret, at kriterierne for afskrivning
var opfyldt, uanset at forældelse af kravene endnu ikke var
indtrådt. Endvidere fremgik det, at såfremt en skyldner hav-
de flere restancer, ville det faktum, at et af kravene opfyldte
betingelserne for endelig afskrivning, medføre, at skyldners
øvrige krav ligeledes ville kunne afskrives.
Foranlediget af Skatteministeriets Interne Revisions notat
af 7. september 2012 vedrørende restanceinddrivelsesmyn-
dighedens anvendelse af § 16, stk.1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige til endelig afskrivning af fordringer
inden forældelsestidspunktets indtræden har Kammeradvo-
katen i et notat af 26. september 2012 vurderet, at der ikke
er hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan op-
give krav over for skyldneren, førend den formueretlige for-
ældelse indtræder, bortset fra i de tilfælde, hvor kravet er
ophørt af andre grunde, f.eks. eftergivelse eller gældssane-
ring.
Henset til, at den eksisterende administrative praksis på
området ikke var klart i uoverensstemmelse med lovbestem-
melsen, vurderede Kammeradvokaten dog samtidig, at bor-
gere og virksomheder kunne støtte ret på allerede foretagne
endelige afskrivninger af gæld.
På den baggrund udsendte SKAT et nyt styresignal,
SKM2013·102·SKAT, til afløsning af det tidligere styresig-
nal SKM2009·394·SKAT, hvorefter det blev præciseret, at
der fremadrettet skulle lægges følgende begrebsforståelse til
grund ved afskrivning af fordringer:
»En fordring, der er helt eller delvist ophørt som følge af
forældelse er opgivet/ophørt i forhold til skyldner. Det vil si-
ge at fordringen ikke længere er retskraftig. Tilsvarende vil
fordringer kunne opgives/ophøre ved eftergivelse, akkord
mm. Det kan internt besluttes, at inddrivelse af en fordring
ikke skal fortsættes, sædvanligt beskrevet som afskrives, når
en fortsættelse er åbenbart formålsløs eller forbundet med
uforholdsmæssige omkostninger. Dette medfører ikke, at
RIM har opgivet kravet over for skyldneren, men er blot en
konstatering af, at der ikke skal ske yderligere inddrivelses-
skridt eller afbrydes forældelse. Kravet vil derfor forælde,
når forældelsesfristen indtræder, og fordringen dermed op-
hører. Meddelelse til skyldneren herom må først ske, når
fordringen er opgivet/ophørt.«
Det er denne forståelse og fremgangsmåde, der stadig er
gældende i restanceinddrivelsesmyndighedens administrati-
ve praksis, hvilket også fremgår af Den juridiske vejledning,
afsnit G·A·3·1·8·1, om afskrivning af fordringer.
Som led i arbejdet med at rydde op efter det i 2015 ned-
lukkede it-system EFI blev der i foråret 2018 gennemført et
lovgivningstiltag, jf. lov nr. 258 af 10. april 2018, der mulig-
gør, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage en ek-
straordinær, endelig afskrivning af visse gældsposter, der er
under inddrivelse, og som har tvivlsom retskraft. Hjemlen til
denne ekstraordinære afskrivning fremgår af § 18 h, stk. 1, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Samtidig med den beskrevne hjemmel til ekstraordinær
afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft blev der
fastsat en 5-årig bemyndigelse til skatteministeren til at fast-
sætte eventuelle yderligere regler om ekstraordinær afskriv-
ning af andre grupper af fordringer, tilbagebetalingskrav og
opkrævningsrenter. Bemyndigelsen vil gælde for de tilfælde,
hvor der er tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er
nødvendige for fordringernes inddrivelse, eller hvor disse
oplysninger mangler, og det vil være umuligt eller forbundet
med uforholdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl
eller at fremskaffe oplysningerne, eller hvis der foreligger
andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig af-
skrivning. Bemyndigelsen vil i givet fald først blive anvendt
efter en orientering af Folketingets Finansudvalg og en ef-
terfølgende offentlig høring af den bekendtgørelse, som ud-
mønter bemyndigelsen. Bemyndigelsen fremgår af § 18 h,
stk. 10, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Som led i arbejdet med at få inddrivelsen af gæld til det
offentlige genoprettet og effektiviseret er der behov for en
mindre justering af reglerne om, hvordan afskrivning af
konstaterede ikke-inddrivelige gældsposter skal foregå. For
at undgå, at restanceinddrivelsesmyndigheden fremadrettet
løbende skal sætte mange ressourcer af til at overvåge de
gældsposter, som restanceinddrivelsesmyndigheden allerede
har truffet beslutning om at afskrive, men som endnu ikke er
forældede, foreslås det at justere den nuværende afskriv-
ningsregel i § 16, stk.1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, så der indføres mulighed for, at restanceinddri-
velsesmyndigheden fremover kan foretage endelig afskriv-
ning, hvis det må anses for åbenbart formålsløst eller for-
bundet med uforholdsmæssige omkostninger at forsætte ind-
95
drivelsen, førend forældelse indtræder. Metoden indebærer,
at gældsposten straks ophører og kan slettes i systemerne.
Det foreslås således, at § 16, stk. 1, nyaffattes, så det klart
fremgår, at restanceinddrivelsesmyndigheden, for så vidt an-
går gældsposter, der opfylder et af de to nævnte afskriv-
ningskriterier, enten kan afskrive endeligt eller alternativt
som hidtil kan undlade at afbryde forældelsen (afgangsføre
som uerholdelig), således at inddrivelse af gældsposten sæt-
tes i bero, hvorefter den endelige afskrivning først sker på
forældelsestidspunktet. Der er som hidtil tale om en fakulta-
tiv adgang til afskrivning. Det er fortsat restanceinddrivel-
sesmyndigheden, der har kompetencen til at vurdere, om der
skal ske afskrivning. Skyldner kan ikke selv anmode herom,
men kan i stedet søge om eftergivelse af gælden efter de
særlige regler i § 13 i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
Det vil være de samme kriterier som hidtil, der skal gælde
for selve vurderingen af, om afskrivning af en gældspost
skal ske. Kriterierne i § 16, stk.1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er som nævnt, at det enten er åbenbart
formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssige omkost-
ninger at fortsætte inddrivelsen af den pågældende fordring.
Der skal i den forbindelse ses på, om fordringen har været
forsøgt inddrevet med sædvanlige inddrivelsesmidler, om
skyldner har betalingsevne, om skyldner ejer aktiver, og om
der er knyttet særlige inddrivelsesmidler til den pågældende
fordring. Der henvises nærmere til gennemgangen af kriteri-
erne ovenfor om gældende ret vedrørende § 16, stk.1, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Der vil også fortsat være nogle typer af krav under inddri-
velse, som ikke kan afskrives efter bestemmelsen i § 16, stk.
1. Det gælder private krav, f.eks. privatretlige underholdsbi-
drag, og udenlandske krav. Det skyldes, at kravene ikke til-
kommer det offentlige, men inddrives af restanceinddrivel-
sesmyndigheden, selv om kravene tilhører enten en privat
fordringshaver eller en udenlandsk fordringshaver.
Med justeringen er det blot selve tidspunktet for afskriv-
ningens gennemførelse, der vil blive fremrykket, idet restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ikke længere behøver at afvente
forældelsestidspunktet for gældsposten, førend afskrivnin-
gen effektueres. Reglen foreslås dog at være fakultativ, såle-
des at restanceinddrivelsesmyndigheden fremover – såfremt
det ønskes – også kan vælge at anvende metoden med af-
gangsførelse som uerholdelig, f.eks. hvis der er tale om me-
get store gældsposter, eller der er andre særlige årsager til, at
inddrivelsen ikke straks bør opgives fuldstændigt. I så fald
undlader restanceinddrivelsesmyndigheden at afbryde foræl-
delsen, men skal så løbende overvåge, om der opstår mulig-
hed for at inddrive kravet, f.eks. ved modregning i skyldners
eventuelle kommende overskydende skat, eller hvis der på
anden måde opstår en betalingsmulighed. Den afgangsførte
fordring indgår således stadig i den almindelige dæknings-
rækkefølge, såfremt der skulle komme indbetalinger på
skyldners konto.
Ændringen vil betyde, at restanceinddrivelsesmyndighe-
dens ressourcer – i de tilfælde, hvor der foretages endelig af-
skrivning – vil kunne anvendes mere effektivt til f.eks. gen-
nemførelse af aktiv inddrivelse af andre gældsposter, i stedet
for som hidtil, hvor der efter afgangsførelse af en gældspost
fortsat skal ske løbende overvågning af inddrivelsesmulig-
hederne. Formålet med ændringen er således at sikre, at der
fremadrettet vil blive fokuseret på de gældsposter, som der
reelt er mulighed for at inddrive, og at der ikke anvendes
unødige ressourcer på at holde ikke-inddrivelige fordringer i
live. Faste regler og procedurer for afskrivning af gældspo-
ster vil dermed fremover være et væsentligt element i en
mere effektiv restanceinddrivelse. Det er ligeledes hensig-
ten, at der, efterhånden som det nye it system til inddrivelse
bliver fuldt idriftsat, systemmæssigt vil kunne ske en form
for løbende overvågning af skyldners økonomiske forhold,
herunder pågældendes betalingsevne, samt en registrering af
de gennemførte inddrivelsesskridt i forhold til skyldner, så-
ledes at disse oplysninger tilsammen kan danne baggrund
for vurderingen af, om afskrivningskriterierne er opfyldt. I
første omgang vil der systemmæssigt kunne udsøges rele-
vante afskrivningsegnede gældsposter. Selve den efterføl-
gende effektuering af afskrivningen vil på sigt også kunne
håndteres systemmæssigt. Dette vil omfatte udarbejdelse af
afgørelse om afskrivning, sletning af gældsposten i inddri-
velsessystemet samt underretning af henholdsvis skyldner
og fordringshaver.
Justeringen af afskrivningsreglerne vil endelig få betyd-
ning for fremtidige restanceopgørelser, der vil blive mere
retvisende, idet de endeligt afskrevne gældsposter ikke læn-
gere vil fremgå af disse.
Efter de gældende regler og praksis om afskrivning af
gæld til det offentlige kan restanceinddrivelsesmyndigheden
i tilfælde, hvor det er formålsløst eller vil medføre ufor-
holdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen, undla-
de at afbryde forældelsen og dermed reelt sætte inddrivelsen
af en konkret gældspost i bero, indtil den ophører ved foræl-
delse. Denne metode for afskrivning kaldes »afgangsførelse
som uerholdelig«. Metoden indebærer dog, at selv om der er
truffet beslutning om afskrivning af en konkret gældspost,
når forældelse indtræder, skal restanceinddrivelsesmyndig-
heden, indtil forældelse er indtrådt, løbende overvåge, om
gældsposten alligevel kan indgå i forskellige inddrivelses-
skridt (f.eks. udlægsforretninger), og om der kan opstå en
modregningsmulighed (f.eks. i udbetaling af overskydende
skat) eller en anden form for betalingsmulighed. Gældspo-
sten indgår således i den almindelige dækningsrækkefølge,
såfremt der måtte komme betalinger fra skyldner inden for-
ældelsen.
Denne løbende overvågning kræver, at der skal afsættes
ressourcer til håndtering af de afgangsførte gældsposter helt
indtil disses forældelsestidspunkt, fremfor at disse ressour-
cer kan afsættes til at gennemføre aktiv inddrivelse af de øv-
rige gældsposter, der er under inddrivelse. Hertil kommer, at
de afgangsførte gældsposter fortsat vil tælle med i forskelli-
ge opgørelser over restancer til det offentlige, selv om der
reelt ikke længere er noget inddrivelsespotentiale.
Det foreslås derfor at justere den nuværende afskrivnings-
regel i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, så der
indføres mulighed for, at restanceinddrivelsesmyndigheden
96
kan foretage endelig afskrivning af ikke-inddrivelige gælds-
poster, inden forældelse indtræder. Metoden indebærer, at
gældsposten straks ophører og kan slettes i systemerne. Det
skal fortsat være de samme kriterier som hidtil, der skal gæl-
de for vurdering af, om afskrivning af en gældspost skal ske.
Men selve tidspunktet for afskrivningens gennemførelse vil
blive fremrykket. Reglen foreslås at være fakultativ, således
at restanceinddrivelsesmyndigheden fremover – såfremt det
ønskes – fortsat også kan vælge at anvende metoden med af-
gangsførelse som uerholdelig, f.eks. hvis der er tale om me-
get store gældsposter eller er andre årsager til, at inddrivel-
sen ikke straks bør opgives fuldstændigt.
Ændringen vil betyde, at restanceinddrivelsesmyndighe-
dens ressourcer vil kunne anvendes mere effektivt til f.eks.
gennemførelse af aktiv inddrivelse af andre gældsposter
under inddrivelse. Dette skyldes, at der ikke længere skal
bruges kapacitet på at administrere den ikke-inddrivelige
gældspost. Endvidere vil fremtidige restanceopgørelser blive
mere retvisende, når allerede afskrevne gældsposter ikke
længere skal fremgå af opgørelserne.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, af-
snit 2.8.
Til nr. 15
Overskriften før § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er »Udskydelse af forældelse og foreløbig afbry-
delse«.
Det foreslås at ændre overskriften til »Forældelse af for-
dringer under inddrivelse«.
Baggrunden er forslaget om indførelse af et fordringskom-
pleks, jf. nedenfor om lovforslagets § 1, nr. 16, om de fore-
slåede nye regler i § 18 a, stk. 2-6, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, hvorefter den gældende overskrift ik-
ke længere vil være dækkende.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, af-
snit 2.1.
Til nr. 16
Fordringer, som omfattes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, forældes efter forældelsesloven, medmindre
andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden
lov, jf. forældelseslovens § 1.
Et eksempel på en forældelsesregulering uden for foræl-
delsesloven er § 5 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, hvorefter forældelsesfristen for inddrivelses-
renter, der i medfør af § 5, stk. 1, påløber fra den 1. i måne-
den efter den måned, hvor den rentebærende hovedfordring
blev modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, løber fra den 1. i måneden efter den måned, hvor
inddrivelsesrenterne påløb.
For bøder er der fastsat særlige regler om forældelsesfri-
sten og afbrydelse af forældelse i straffelovens § 97 a, stk.
1-3. Det fremgår af § 97 a, stk. 1, at hvis der ikke forinden
er foretaget udlæg, bortfalder bøde efter 1) 5 år, når bøden
ikke overstiger 10.000 kr., og 2) 10 år, når bøden overstiger
10.000 kr. Forældelsesfristerne regnes fra det tidspunkt, da
afgørelsen kunne fuldbyrdes, jf. stk. 3.
Der kan ikke ske egentlig afbrydelse af forældelsen for
bøder, hvilket fremgår af Straffelovrådets betænkning nr.
1441/2004, side 77, hvor det anføres, at fristen regnes fra
det tidspunkt, da afgørelsen blev eksigibel. Det anføres end-
videre, at forældelsesfristen alene antages at suspenderes i
tilfælde, hvor fuldbyrdelse ved udlæg er iværksat inden for-
ældelsesfristens udløb, men ikke er afsluttet forinden dette
tidspunkt, og da alene for den periode, som herefter medgår
til udlægsforretningens foretagelse og realisation af et fore-
taget udlæg. Forældelsesfristen suspenderes derimod ikke
ved udlæg, som foretages og afsluttes inden udløbet af 3 år
(5 år) fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kunne fuldbyrdes.
Afdragsordninger eller bødefældtes anerkendelse af
(rest)skylden har ingen indvirkning på den løbende foræl-
delse med hensyn til den endnu ubetalte del af bøden.
Hvis der inden udløbet af bødens forældelsesfrist foreta-
ges udlæg i aktiver, kan forældelsesfristen forlænges med
den tid, der går til at realisere udlægget. Der er derfor alene
tale om en suspensionsregel, ikke en egentlig afbrydelsesre-
gel.
I Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966, side 29, anfø-
res om spørgsmålet, hvorvidt der efter forældelsesfristens
udløb kan fremsættes fornyet udpantningsbegæring, hvis det
har vist sig, at en rettidigt begæret udpantning ikke har kun-
net give fuld dækning for bødebeløbet, at der henvises til
Østre Landsrets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1963, side
1054, hvor landsretten under de foreliggende omstændighe-
der tillod en fornyet udpantning med henblik på at få dækket
restbeløbet. I Straffelovrådets betænkning nr. 1441/2004, si-
de 83, anføres, at hvis bødeskyldneren under udlægsforret-
ningen efter forældelsesfristens udløb afgiver insolvenser-
klæring, må det antages, at der indtræder forældelse.
Af forældelsesloven § 28 fremgår, at når der i anden lov er
fastsat særlige forældelsesfrister eller andre særlige bestem-
melser om forældelse, finder forældelsesloven anvendelse, i
den udstrækning andet ikke følger af den anden lov eller af
forholdets særlige beskaffenhed. Ordet »lov« omfatter også
forældelsesbestemmelser i f.eks. EU-forordninger, jf. side
506 i den af Justitsministeriets Forældelsesudvalg afgivne
betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgiv-
ningen, hvor det om udfyldningsreglen i forældelseslovens §
28 anføres, at der er en formodning for, at de specielle for-
ældelsesregler i anden lovgivning suppleres af forældelses-
lovens regler.
Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til
hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen op-
fyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jf. §
2, stk. 1. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øv-
rigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig,
regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb, jf.
§ 2, stk. 2. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet føl-
ger af andre bestemmelser, jf. § 3, stk. 1. En sådan bestem-
melse er f.eks. forældelseslovens § 5, stk. 1, hvorefter foræl-
delsesfristen er 10 år, når 1) der er udstedt gældsbrev for
fordringen, 2) fordringen er registreret i en værdipapircen-
97
tral, eller 3) fordringens eksistens og størrelse er anerkendt
skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav på-
tegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse. Ifølge
§ 5, stk. 2, forældes en fordring på senere forfaldne renter,
gebyrer og lignende dog efter § 3.
For fordringer, der er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,
regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018,
jf. § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Be-
stemmelsen blev indsat i loven ved lov nr. 1253 af 17. no-
vember 2015, der hviler på lovforslag nr. L 18, Folketingsti-
dende 2015-16, A, L 18 som fremsat, om udskydelse af for-
ældelse som følge af utilstrækkelig funktionalitet i Ét Fælles
Inddrivelsessystem (EFI).
Forældelse indebærer, at fordringshaver mister retten til at
kræve opfyldelse, jf. forældelseslovens § 23, stk. 1.
Forældelsesloven indeholder i kapitel 5 og 6 regler om
henholdsvis afbrydelse og foreløbig afbrydelse af forældel-
sen.
Forældelsen afbrydes, når skyldneren over for fordrings-
haveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin
forpligtelse, jf. forældelseslovens § 15, eller når fordringsha-
veren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik
på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten,
voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fast-
slår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse
skridt inden for rimelig tid, jf. § 16, stk. 1.
Forældelse kan ifølge § 17, stk. 1, også afbrydes af for-
dringshaver ved indgivelse af en på fordringen støttet kon-
kursbegæring eller begæring om rekonstruktionsbehandling
eller ved anmeldelse af fordringen i bl.a. et konkursbo eller
til rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsbe-
handling eller i forbindelse med indledning af gældsanerings-
sag.
Desuden afbrydes forældelsen ved indgivelse af anmod-
ning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forretningen
fremmet inden for rimelig tid, jf. § 18, stk. 1. Foretages ud-
læg af en pantefoged, afbrydes forældelsen ved udlægsfor-
retningens foretagelse, jf. stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 fin-
der ifølge stk. 3 tilsvarende anvendelse ved 1) indgivelse af
anmodning til fogedretten om foretagelse af arrest, 2) frem-
sættelse af krav for fogedretten om andel i et auktionsprove-
nu og 3) indgivelse af anmodning til fogedretten om tilbage-
tagelse af en løsøregenstand, der er solgt med ejendomsfor-
behold. Forældelsen afbrydes også ved restanceinddrivelses-
myndighedens underretning til skyldneren om afgørelse om
indeholdelse i løn m.v. eller modregning, jf. stk. 4.
Afbrydelsen indebærer, at der løber en ny forældelsesfrist
fra de tidspunkter, der fastsættes i forældelseslovens § 19.
Sker afbrydelsen ved skyldnerens erkendelse af forpligtel-
sen, regnes den nye forældelsesfrist fra dagen for erkendel-
sen, jf. § 19, stk. 2. Sker afbrydelsen ved foretagelse af rets-
lige skridt som nævnt i § 16, regnes den nye frist fra den
dag, da retsforlig indgås, dom afsiges, betalingspåkrav på-
tegnes af fogedretten, eller anden afgørelse træffes, jf. § 19,
stk. 3. Er fordringen anerkendt i et konkurs- eller dødsbo el-
ler i vedtagen tvangsakkord eller afsagt gældssaneringsken-
delse, regnes den nye frist fra boets slutning, tvangsakkor-
dens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsigelse, jf.
§ 19, stk. 4.
Er afbrydelse sket ved pantefogedens gennemførelse af
udlægsforretning, jf. § 18, stk. 2, regnes den nye forældel-
sesfrist fra udlægsforretningens afslutning, jf. § 19, stk. 6, 1.
pkt.
Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om
lønindeholdelse, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelses-
frist fra det tidspunkt, da der træffes afgørelse om, at løn-
indeholdelsen ophører, eller senest fra det tidspunkt, da løn-
indeholdelsen har været stillet i bero i 1 år, jf. § 19, stk. 6, 2.
pkt. Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse
om modregning, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelses-
frist fra den dag, da afgørelsen om modregning træffes, jf. §
19, stk. 6, 3. pkt.
Til frister medregnes den månedsdag, der svarer til den
dag, hvorfra fristen regnes. I mangel af tilsvarende dag udlø-
ber fristen den sidste dag i måneden, jf. forældelseslovens §
27, stk. 1. Udløber forældelsesfristen i en weekend, på en
helligdag, grundlovsdag, den 24. eller 31. december, ud-
strækkes fristen til førstkommende hverdag, jf. § 27, stk. 2.
Reglen begrundes med, at hvis fristen udløber på en dag,
hvor retten ikke kan modtage stævninger med henblik på af-
brydelse af forældelsen, jf. § 16, skal fordringshaver ikke
tvinges til at indlevere stævningen den seneste forudgående
hverdag.
Efter § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige indtræder forældelse af fordringer, der over-
drages til restanceinddrivelsesmyndigheden af fordringsha-
ver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, tidligst 3 år efter fordringens modtagelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3. og 4. pkt. Ifølge
2. pkt. regnes fristen på 3 år fortsat fra det i 1. pkt. nævnte
modtagelsestidspunkt, selv om fordringen tilbagesendes til
fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver
fordringen. Overdrages en fordring, der er tilbagesendt som
anført i 2. pkt., atter til restanceinddrivelsesmyndigheden,
regnes fristen på 3 år fra det første modtagelsestidspunkt, jf.
3. pkt. Ifølge 4. pkt. omfatter bestemmelsen i 1. pkt. ikke
fordringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat særlige reg-
ler, der vil være til hinder for en foreløbig afbrydelse.
En fordring anses for modtaget hos restanceinddrivelses-
myndigheden ved registreringen i modtagelsessystemet, jf. §
4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringer afvises
fra registrering i modtagelsessystemet, hvis nødvendige op-
lysninger efter § 3 ikke er medsendt, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt.
Hvis de oversendte oplysninger giver restanceinddrivelses-
myndigheden anledning til at søge oplysninger bekræftet
hos fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringsha-
veren sender fordringen til inddrivelse, anses fordringen for
modtaget, når de oversendte oplysninger er rettet eller be-
kræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er registreret i modta-
gelsessystemet, jf. 2. pkt.
98
Beløbsmæssige opjusteringer af en fordring, der allerede
er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, sker ved
overdragelsen af en opskrivningsfordring, jf. § 7, stk. 1, 1.
pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, og en opskrivningsfordring an-
ses ligeledes for modtaget ved registreringen i modtagelses-
systemet, jf. § 7, stk. 1, 3. pkt., medmindre den fordring, der
opskrives, er i høring efter § 4, stk. 2, 2. pkt., i hvilket tilfæl-
de opskrivningsfordringen anses for modtaget samtidig med
den fordring, der opskrives, jf. § 7, stk. 1, 4. pkt. Opskriv-
ning af opkrævningsrenter sker dog ikke ved oversendelse af
en opskrivningsfordring, men ved oversendelse af en ny ren-
tefordring med den samme renteperiode som den fordring,
der ønskes opskrevet, § 7, stk. 1, 2. pkt. En opskrivningsfor-
dring anses ifølge § 7, stk. 1, 5. pkt., ligeledes for modtaget
samtidig med den fordring, der opskrives, hvis opskrivnin-
gen skyldes, at fordringshaver eller den, der på dennes veg-
ne opkræver fordringen, har annulleret en nedskrivning, for-
di fordringen ved en fejltagelse blev anset for at være dæk-
ket, mens den var under inddrivelse.
Fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden dækkes efter dækningsrækkefølgen i § 4 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter stk. 1 dækkes
først bøder, dernæst underholdsbidrag, idet private krav dog
dækkes forud for offentlige krav, og endelig dækkes andre
fordringer. Er der inden for samme kategori af fordringer –
bøder, underholdsbidrag og andre fordringer – ikke dækning
til alle fordringer, dækkes ud fra FIFO-princippet, således at
den fordring, der først blev modtaget hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Efter 2.
pkt. dækkes krav på rente forud for hovedkravet. For en op-
krævningsrente lægges det hovedkrav, der over for restan-
ceinddrivelsesmyndigheden blev oplyst ved modtagelsen af
opkrævningsrenten, til grund ved anvendelsen af 2. pkt., jf.
3. pkt. Endelig fremgår af 4. pkt., at hvis en oplysning om
hovedkravet ikke er givet ved restanceinddrivelsesmyndig-
hedens modtagelse af en opkrævningsrente, anvendes alene
1. pkt.
Fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen efter § 4, stk. 1-3,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige sker på det
tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anvender
beløb inddrevet fra skyldner eller modtaget fra skyldner ved
frivillig betaling til dækning af fordringer under inddrivelse
hos skyldneren, jf. § 4, stk. 4, 1. pkt. Dækning af disse for-
dringer sker med virkning fra betalingstidspunktet, jf. 2.
pkt., dvs. det tidspunkt, hvor skyldneren er blevet frigjort for
sin hæftelse svarende til det betalte beløb.
Ved opskrivninger gælder nogle særlige regler om dæk-
ningsrækkefølgen. En opskrivningsfordring får plads i dæk-
ningsrækkefølgen umiddelbart efter den fordring, der op-
skrives, jf. § 7, stk. 1, 6. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Hvis den
fordring, der opskrives, er blevet dækket helt eller nedskre-
vet helt, får opskrivningsfordringen den plads i dæknings-
rækkefølgen, som den opskrevne fordring ville have haft,
hvis den ikke var dækket helt eller nedskrevet helt, jf. § 7,
stk. 1, 7. pkt. Inddrivelsesrenter af opskrivningsfordringen
dækkes dog umiddelbart før opskrivningsfordringen, jf. § 7,
stk. 1, 8. pkt. Hvis der modtages flere opskrivningsfordrin-
ger vedrørende samme krav, dækkes disse indbyrdes i hen-
hold til dækningsrækkefølgen i § 4, stk. 2, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, jf. § 7, stk. 1, 9. pkt., i be-
kendtgørelsen.
I perioden med systemmæssig paralleldrift – det gamle
EFI/DMI-system og det nye inddrivelsessystem – fra den 1.
april 2017 gælder ifølge § 48 i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige nogle sær-
lige regler for EFI/DMI om bl.a. modtagelsestidspunktet,
der er den dag, hvor fordringen registreres i modtagelsessy-
stemet for EFI/DMI, jf. § 48, nr. 2, og om opskrivninger, der
sker ved justering af fordringens størrelse med virkning fra
opjusteringens registrering i EFI/DMI, jf. § 48, nr. 6, 1. pkt.
En fordring, der er oversendt til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, kan nedskrives af fordringsha-
ver eller den, der på vegne af fordringshaver har oversendt
fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis der er
sket indbetaling til fordringshaver, eller hvis en del af for-
dringen ved en fejl er sendt til inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, eller hvis opkrævningsgrundlaget
har ændret sig, jf. § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Ved en
nedskrivning af en fordring, som tidligere er blevet opskre-
vet, sker nedskrivningen i første omgang på den del af for-
dringen, som først blev oversendt til restanceinddrivelses-
myndigheden, men det gælder dog ikke, hvis formålet med
nedskrivningen er at annullere en bestemt opskrivningsfor-
dring, jf. § 7, stk. 3.
Efter § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige forrentes fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bøder,
med en årlig rente svarende til renten i henhold til § 5, stk. 1
og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Renten til-
skrives ifølge § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige fra den 1. i måneden efter modtagel-
sen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Skatteministeren kan i medfør af § 5, stk. 2, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemme, at stk. 1
ikke skal anvendes på nærmere angivne typer af fordringer.
Det er sket med § 9, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter
§ 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke
anvendes på følgende fordringer:
1) Fordringer, der i henhold til EU-retsakter skal forrentes
med en rente fastsat i henhold til EU-retsakten, uanset at
fordringen er oversendt til inddrivelse.
2) Fordringer fastsat i henhold til en udenlandsk afgørelse
om underholdsbidrag, der fastsætter en rente under ind-
drivelse, som er højere end inddrivelsesrenten, idet disse
fordringer forrentes i henhold til afgørelsen.
3) Fordringer, som hviler på et pantebrev, et gældsbrev, et
udenretligt frivilligt forlig m.v., og andre fordringer,
hvor parterne har aftalt en morarente, som afviger fra
renten i stk. 1, jf. dog stk. 3, 3. pkt.
99
4) Fordringer, der hviler på en retsafgørelse, hvor domstolen
har truffet afgørelse om en forrentning under inddrivelse,
som afviger fra renten i stk. 1, jf. dog stk. 3, 3. pkt.
5) Fordringer, der er modtaget hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden uden særskilt angivelse af hovedstol, renter og
gebyrer, idet disse fordringer ikke forrentes.
6) Fordringer tilhørende fordringstyper, hvor restanceinddri-
velsesmyndigheden har viden om, at der inden for for-
dringstypen oversendes fordringer uden særskilt angivel-
se af hovedstol, renter og gebyrer, idet fordringer tilhø-
rende disse fordringstyper ikke forrentes.
I § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om
inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at ved re-
stanceinddrivelsesmyndighedens tilbagesendelse af fordrin-
ger efter § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige og ved tilbagekaldelse af fordringer, jf. § 2,
stk. 10 og 11, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
sender restanceinddrivelsesmyndigheden de renter, der er
påløbet, mens fordringen har været under inddrivelse, og
som er under inddrivelse, til fordringshaveren eller den, der
på vegne af denne har tilbagekaldt eller fået tilbagesendt
fordringerne.
En fordring kan på restanceinddrivelsesmyndighedens ini-
tiativ tilbagesendes i medfør af § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, hvis fordringshaveren
ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens og
størrelse afklaret inden rimelig tid.
Fordringshaveren kan selv tilbagekalde fordringen i med-
før af § 2, stk. 10, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige. Ifølge bestemmelsen skal fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, så-
fremt denne bliver bekendt med væsentlige ændringer i
skyldnerens forhold efter overdragelsen af fordringen til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, underrette restanceinddri-
velsesmyndigheden herom og kan i den forbindelse anmode
restanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere inddri-
velsen eller at sende sagen tilbage til fordringshaveren, med
henblik på at fordringshaveren kan tillade afdragsvis beta-
ling eller henstand med betalingen. Fordringer, der er omfat-
tet af refusionsret fra statskassen, sendes ikke tilbage til for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
har forestået opkrævningen, jf. dog stk. 11.
Efter § 2, stk. 11, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige kan fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, helt eller delvist tilba-
gekalde en fordring, der er oversendt til inddrivelse, med
henblik på at foretage modregning for kravet.
Har fordringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-
haveren opkræver fordringen, ikke inden for en af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden fastsat frist identificeret og til-
bagekaldt de fordringer, der er berørt af de i § 2, stk. 5, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige nævnte
datafejl, kan restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af
3. pkt. tilbagesende samtlige fordringer med renter og geby-
rer, der omfattes af suspensionen.
Restanceinddrivelsesmyndigheden oversender en sag om
inddrivelsen af en bøde til politiet med henblik på afgørelse
af, hvorvidt bødeskyldner skal udstå forvandlingsstraf for
bøden, hvis 1) det ikke er muligt at inddrive en bøde helt el-
ler delvist, og 2) skyldneren efter en konkret vurdering efter
reglerne i kapitel 7 har en betalingsevne, jf. § 38, stk. 1, i be-
kendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Oversendelse kan ifølge stk. 2 dog ikke
ske, hvis 1) der ikke er hjemmel til fastsættelse af forvand-
lingsstraf for bøden, eller 2) forvandlingsstraffen er foræl-
det. I straffelovens § 97 a, stk. 2, er bestemt, at forvandlings-
straf for bøde bortfalder efter 3 år, medmindre dens fuldbyr-
delse er påbegyndt forinden. For bøde på over 10.000 kr. er
fristen dog 5 år.
Ved en negativ korrektion forstås en indeholdelsespligtigs
nedsættelse af et beløb, der er indberettet til indkomstregi-
steret. Om en negativ korrektion i tilfælde, hvor den A-ind-
komstmodtager, som korrektionen vedrører, har været under
lønindeholdelse, bestemmer § 10 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, at hvis det samlede be-
løb, der er indeholdt i A-skat og lønindeholdt efter §§ 10 el-
ler 10 a, som følge af en indeholdelsespligtigs korrektion af
et indberettet beløb til indkomstregisteret, efter at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden har anvendt en del af det indbe-
rettede beløb til dækning af fordringer i overensstemmelse
med § 4, skal fordringshaveren eller den, der på dennes veg-
ne opkræver fordringen, tilbagebetale det for meget modtag-
ne beløb til restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbagebeta-
lingen kan efter 2. pkt. gennemføres ved modregning uden
modregningsmeddelelse i udbetalinger fra restanceinddrivel-
sesmyndigheden til fordringshaveren eller den, der på den-
nes vegne opkræver fordringen. Dækninger af skyldnerens
fordringer inklusive eventuelle renter, gebyrer og andre om-
kostninger ophæves ifølge 3. pkt., i det omfang indeholdte
lønindeholdelsesbeløb, der er anvendt til dækning, nedsættes
efter 1. pkt.
Hvis det ud fra de oplysninger, som restanceinddrivelses-
myndigheden henter i indkomstregisteret, ikke kan afgøres,
hvilke fordringer der blev dækket med beløbet, som nedsæt-
tes efter stk. 1, foretages reguleringerne ifølge § 10 b, stk. 2,
1. pkt., på den eller de fordringer, der i henhold til dæk-
ningsrækkefølgen med seneste betalingstidspunkt er dækket
med beløb modtaget efter henholdsvis §§ 10 eller 10 a for
den måned, som nedsættelsen vedrører. For efterfølgende
nedsættelser, der kan henføres til konkrete dækninger, der
efter 1. pkt. er helt eller delvist ophævet, sker den regule-
ring, som den efterfølgende nedsættelse giver anledning til, i
overensstemmelse med 1. pkt. på den eller de fordringer, der
på reguleringstidspunktet i henhold til dækningsrækkefølgen
med seneste betalingstidspunkt er dækket med beløb modta-
get efter henholdsvis §§ 10 eller 10 a for den måned, som
nedsættelsen vedrører, jf. § 10 b, stk. 2, 2. pkt.
Det foreslås, at forældelseshåndteringen af fordringer
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal
ske for det enkelte gældsforhold, idet »fordringskompleks«
med en ny bestemmelse i § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige indføres som et forældelsesmæssigt
100
begreb, der dækker over det hovedkrav med tilhørende ren-
ter og opskrivningsfordringer, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
I den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige foreslås således, at et ho-
vedkrav og dets tilhørende rente eller renter, der alle er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, i
relation til forældelse skal udgøre et fordringskompleks,
hvor alle fordringer har samme forældelsesdato, uanset om
hovedkravet eller dets tilhørende rente eller renter op- eller
nedskrives, efter at de er kommet under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden.
Den foreslåede regel, hvorefter alle fordringer i et for-
dringskompleks har samme forældelsesdato, skal alene gæl-
de i de perioder, hvor fordringerne er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås, at forældelses-
datoen efter 1. pkt. skal være den til enhver tid gældende
forældelsesdato for hovedkravet, efter at dette kom under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Ved at lade reglen omfatte fordringer under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden opnås, at reglen ikke
kun omfatter fordringer, der overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden af fordringshaver eller den, der på veg-
ne af denne forestår opkrævningen, men ud over inddrivel-
sesrenter tillige omfatter andre fordringer, som restanceind-
drivelsesmyndigheden selv danner som led i inddrivelsen,
f.eks. gebyrer og andre inddrivelsesomkostninger såsom ud-
gifter til låsesmed i forbindelse med en udlægsforretning
m.v.
Gebyrer (herunder både opkrævningsgebyrer og inddrivel-
sesgebyrer) udgør i relation til den foreslåede regel selv-
stændige hovedkrav, således at et gebyr og dets tilhørende
renter udgør et fordringskompleks i relation til forældelse.
Forældelseslovens regler om suspension (§ 3, stk. 2), om
tillægsfrist på 1 år ved fordringshavers manglende mulighed
for at afbryde forældelsen som følge af ukendskab til skyld-
ners opholdssted eller på grund af en hindring, som ikke be-
ror på fordringshavers forhold, (§ 14, stk. 1) og om tillægs-
frist på 1 år ved foreløbig afbrydelse (§§ 20-22) vil fortsat
finde anvendelse ved siden af de foreslåede regler om et for-
dringskompleks.
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 3. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås, at hvis hoved-
kravet er nedbragt til nul i opkrævningsfasen, dvs. inden for-
dringskomplekset overdrages til inddrivelse, skal forældel-
sesdatoen for fordringskomplekset være forældelsesdatoen
for den af rentefordringerne, der først blev modtaget til ind-
drivelse.
I den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 4. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige bestemmes, at forældelsen
efter modtagelse af hovedkravet til inddrivelse skal kunne
afbrydes for hele fordringskomplekset, hvis afbrydelsen om-
fatter hovedkravet.
Dette følger allerede af den foreslåede regel i § 18 a, stk.
2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
hvorefter forældelsesdatoen for fordringskomplekset skal
være den til enhver tid gældende forældelsesdato for hoved-
kravet, efter at dette kom under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, men foreslås udtrykkeligt fastslået i
4. pkt. om afbrydelse af forældelsen.
Hvis forældelsen alene afbrydes for en del af hovedkra-
vets aktuelt registrerede saldo, vil der ikke blive registreret
en ny forældelsesdato for fordringskomplekset, idet foræl-
delsen ikke herved er afbrudt for hele fordringskomplekset.
Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis skyldneren erkender en
del af hovedkravet, men samtidig tilkendegiver, at en anden
del af det registrerede hovedkrav ikke erkendes. Det foræl-
delsesafbrydende skridt vil dog i et sådant tilfælde fortsat
være gyldigt for den del af fordringen, der er omfattet heraf,
og reglerne i forældelsesloven om afbrydelse og foreløbig
afbrydelse finder anvendelse for så vidt angår den del kra-
vet, der var omfattet af det forældelsesafbrydende skridt,
samt for renter af denne del af kravet, hvis de tillige er om-
fattet af forældelsesafbrydelsen efter forældelseslovens reg-
ler. Indtræder den for fordringskomplekset registrerede for-
ældelsesdato, kan restanceinddrivelsesmyndigheden således
fortsat gøre forældelsesafbrydelsen gældende for den del af
kravet, som afbrydelsen vedrørte.
I det nye inddrivelsessystem sker en fordringshavers op-
skrivning af en fordrings beløb ved oversendelse af en sær-
skilt fordring på det opskrevne beløb (opskrivningsfor-
dring), jf. § 7, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29.
maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det regi-
strerede hovedkrav er i den sammenhæng afgørende for den
for fordringskomplekset gældende forældelsesdato, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Hvis forældelsen afbrydes
for det registrerede hovedkrav i det nye inddrivelsessystem,
vil der dermed blive registreret en ny forældelsesdato for
fordringskomplekset, idet forældelsen herved afbrydes for
hele fordringskomplekset. Dette gælder også, selv om op-
skrivningsfordringen ikke selv var omfattet af det forældel-
sesafbrydende skridt.
Erkender skyldneren f.eks. hovedkravet under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil forældelsen der-
med anses for afbrudt for hele fordringskomplekset, selv om
opskrivningsfordringen ikke indgik i erkendelsen. Tilsvaren-
de vil være tilfældet, hvis en udlægsforretning gennemføres
for det registrerede hovedkrav, men hvor en opskrivnings-
fordring, der er modtaget efter tilsigelsen af skyldneren til
udlægsforretningen, ikke medtages.
Er forældelsen for hovedkravet afbrudt, og er der endnu
ikke er begyndt at løbe en ny frist, vil der dermed ikke for
nogen dele af fordringskomplekset være fastsat en forældel-
sesdato. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis hoved-
kravet er indgår i en lønindeholdelse, jf. forældelseslovens §
19, stk. 6, 2. pkt., hvorefter den ny forældelsesfrist efter af-
brydelse af forældelsen gennem underretning om afgørelse
om lønindeholdelse, jf. § 18, stk. 4, først begynder at løbe
fra det tidspunkt, da der træffes afgørelse om, at lønindehol-
101
delsen ophører, eller senest fra det tidspunkt, da lønindehol-
delsen har været stillet i bero i 1 år.
Med bestemmelsen i § 18 a, stk. 2, 5. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige foreslås, at hvis hovedkravet
nedbragt til nul, herunder ved indfrielse, nedskrivning eller
afskrivning, skal en afbrydelse af forældelsen for en tilhø-
rende rente, der er under inddrivelse, medføre en afbrydelse
af forældelsen for hele fordringskomplekset.
I denne situation vil fordringskomplekset alene bestå af
renter. Fordringskomplekset vil derfor få den nye forældel-
sesdato, der følger af afbrydelsen af forældelsen for den
nævnte tilhørende rente. Dette gælder, uanset om kun en del
af renterne af hovedkravet var omfattet af det forældelsesaf-
brydende skridt.
Med bestemmelsen i § 18 a, stk. 2, 6. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige foreslås, at hvis hovedkravet
opskrives ved overdragelse af en opskrivningsfordring, eller
overdrages yderligere tilhørende renter, anvendes som for-
ældelsesdato for fordringskomplekset den ved opskrivnings-
fordringens eller de yderligere tilhørende renters modtagelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden gældende forældel-
sesdato for fordringskomplekset.
Den foreslåede regel vil indebære, at forældelsesdatoen
for fordringskomplekset uændret skal være den ved opskriv-
ningsfordringens eller de yderligere tilhørende renters mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden gældende for-
ældelsesdato for fordringskomplekset. Opskrivningsfordrin-
gen og de yderligere tilhørende renter indtræder derfor i for-
dringskomplekset og dermed i den forældelsesdato, der gæl-
der for dette.
Det kan tænkes, at en opskrivningsfordring og tilhørende
renter endnu ikke var modtaget hos restanceinddrivelses-
myndigheden, da afbrydelsen af forældelsen for fordrings-
komplekset fandt sted, eller at disse fordringer endnu ikke
ved en afgørelse var blevet tilføjet den indsats, f.eks. en af-
dragsordning, der førte til afbrydelsen af forældelsen. Alli-
gevel vil opskrivningsfordringen og tilhørende renter, der
tilføres fordringskomplekset, indtræde i den forældelsessta-
tus, som ved afbrydelsen er opnået for fordringskomplekset.
Et andet eksempel vil være en underretning om afgørelse
om lønindeholdelse, der afbryder forældelsen af de fordrin-
ger, der omfattes af afgørelsen, jf. forældelseslovens § 18,
stk. 4, men ikke tillige afbryder forældelsen af inddrivelses-
renter, der efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige påløber disse fordringer under lønindeholdel-
sen. Med den foreslåede regel vil imidlertid også sådanne
inddrivelsesrenter, der fremover påløber hovedkravet, få
samme forældelsesmæssige regulering som hovedkravet,
dvs. samme starttidspunkt for forældelsesfristen. Disse ind-
drivelsesrenter vil således få en tidligere forældelsesdato
end efter gældende ret.
For fordringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden
selv danner som led i inddrivelsen, f.eks. inddrivelsesgeby-
rer og andre inddrivelsesomkostninger, vil der ikke ske no-
gen egentlig overdragelse til restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. ovenfor, og de omfattes ikke af reglen i § 18 a, stk.
2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om forelø-
big afbrydelse. Denne regel er navnlig begrundet med øn-
sket om dataklarhed for fordringer, der overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Forældelsesfristen for restan-
ceinddrivelsesmyndighedens egne fordringer vil derimod
have et begyndelsestidspunkt, der følger af forældelseslo-
vens § 2, stk. 1, dvs. det tidspunkt, hvor restanceinddrivel-
sesmyndigheden kunne kræve betaling. Afbrydes forældel-
sen af restanceinddrivelsesmyndighedens egne hovedkrav,
vil den foreslåede regel indebære, at afbrydelsesvirkningen
også omfatter inddrivelsesrenterne.
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 7. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås, at hvis for-
dringskomplekset under inddrivelse er nedbragt til nul, her-
under ved indfrielse, nedskrivning eller afskrivning, og
modtager restanceinddrivelsesmyndigheden herefter en op-
skrivningsfordring, en eller flere opkrævningsrenter eller
genindsendte inddrivelsesrenter eller en opskrivning af op-
krævningsrenter eller genindsendte inddrivelsesrenter ved
overdragelse af en eller flere nye renter, vil fordringskom-
plekset bestående af opskrivningsfordringen respektive den
eller de overdragne renter få den forældelsesdato, der følger
af stk. 4 sammenholdt med stk. 7, der begge omtales neden-
for. Bestemmelsen i stk. 7 er den gældende bestemmelse i
stk. 2 om foreløbig afbrydelse af forældelsen af fordringer,
der modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden til ind-
drivelse. Som følge af de foreslåede ændringer i § 18 a bli-
ver stk. 2 til stk. 7.
Ved genindsendte inddrivelsesrenter forstås inddrivelses-
renter, der ved en tilbagesendelse af hovedkravet er fulgt
med dette, jf. § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj
2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, og nu gen-
fremsendes til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddri-
velse.
Opskrivning af opkrævningsrenter sker ved overdragelse
af en eller flere nye renter, jf. om denne situation § 7, stk. 1,
2. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Det foreslås således, at fordringskomplekset bestående af
opskrivningsfordringen respektive den eller de overdragne
renter skal få en ny forældelsesdato, som skal være den for-
ældelsesdato, der følger af modtagelsen af den eller de nye
fordringer.
Det foreslås således, at alle fordringer under inddrivelse –
med undtagelse af bøder og udenlandske fordringer, for
hvilke en international overenskomst eller konvention vil
være til hinder for en sådan anvendelse, jf. nedenfor om den
foreslåede regel i § 18 a, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige – skal have en forældelsesfrist på 3 år, jf.
nedenfor om den foreslåede regel i § 18 a, stk. 4, ligesom
det foreslås, at de nævnte fordringer – opskrivningsfordring,
en eller flere opkrævningsrenter eller genindsendte inddri-
velsesrenter og renter, der oversendes med henblik på op-
skrivning af opkrævningsrenter eller genindsendte inddrivel-
sesrenter – i den beskrevne situation, hvor fordringskom-
plekset før modtagelsen ikke indeholder fordringer, dvs. er
tomt, skal omfattes af reglen om foreløbig afbrydelse i § 18
102
a, stk. 2, der som følge af lovforslaget vil blive stk. 7, jf. ne-
denfor. Det betyder, at forældelsesdatoen vil indtræde ved
udløbet af treårsdagen fra modtagelsen af disse fordringer
og således være fordringskompleksets nye forældelsesdato.
Modtager restanceinddrivelsesmyndigheden yderligere
opskrivningsfordringer og renter som nævnt ovenfor, vil den
nye forældelsesdato, der opstod, da det tomme fordrings-
kompleks modtog sådanne opskrivningsfordringer eller ren-
ter, jf. ovenfor, blive fastholdt for fordringskomplekset.
Hvis et tomt fordringskompleks alene modtager opkræv-
ningsrenter og genindsendte inddrivelsesrenter og renter, der
oversendes med henblik på opskrivning af opkrævningsren-
ter og genindsendte inddrivelsesrenter, dvs. uden tillige at
modtage en opskrivningsfordring, vil en afbrydelse af foræl-
delsen for en af disse renter tilsvarende medføre en afbry-
delse af forældelsen for de øvrige renter, dvs. at hele for-
dringskomplekset omfattes af afbrydelsen. Dette følger af
den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, jf. ovenfor.
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 8. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås, at hvis for-
dringskomplekset i det i 7. pkt. nævnte tilfælde tillige består
af en opskrivningsfordring til et hovedkrav, vil forældelsen
for fordringskomplekset alene blive afbrudt, hvis opskriv-
ningsfordringen får sin forældelse afbrudt.
Hvis et tomt fordringskompleks ud over de i 7. pkt. nævn-
te renter også har fået tilført en opskrivningsfordring, forud-
sætter en afbrydelse af forældelsen for fordringskomplekset,
der nu også består af en opskrivningsfordring, dvs. opjuste-
ringen af det oprindelige hovedkrav, at afbrydelsen omfatter
opskrivningsfordringen. Dette vil også være tilfældet, hvis
det tomme fordringskompleks oprindeligt har fået tilført op-
krævningsrenter, genindsendte inddrivelsesrenter og renter
med henblik på en opskrivning af opkrævningsrenter eller
genindsendte inddrivelsesrenter og senere får tilført en op-
skrivningsfordring.
I den gældende bestemmelse i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at
renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og ge-
byrer, der opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslo-
vens § 16, eller andre fordringshaversystemer, der anvender
et saldoprincip, med hensyn til forældelse behandles som
selvstændige hovedkrav, efter at restanceinddrivelsesmyn-
digheden har modtaget dem til inddrivelse. Det samme gæl-
der ifølge § 3 B, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige for renter og gebyrer, som restanceinddri-
velsesmyndigheden modtager til inddrivelse, uden at hoved-
kravet samtidig overdrages til inddrivelse, eller uden at det i
forbindelse med overdragelsen oplyses, at hovedkravet alle-
rede er under inddrivelse.
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 9. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås, at de renter,
der nævnes i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i relation til forældelse
skal anses som hovedkrav, der ikke skal indgå i noget for-
dringskompleks, når de er under inddrivelse.
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 10. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås, at det hoved-
krav og de renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., skal ud-
gøre et fordringskompleks efter den foreslåede regel i § 18
a, stk. 2, 1. pkt., jf. ovenfor.
De foreslåede regler i § 18 a, stk. 2, 9. og 10. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige skal ses i sammen-
hæng med den i lovforslagets § 1, nr. 7, foreslåede nyaffat-
telse af reglen i § 3 B, stk. 1, hvorefter renter efter kildeskat-
telovens §§ 62 A og 63, renter efter § 13, stk. 5, i lovbe-
kendtgørelse nr. 961 af 25. september 2008 om arbejdsmar-
kedsbidrag og renter og gebyrer, der opkræves via skatte-
kontoen, jf. opkrævningslovens § 16, eller andre fordrings-
haversystemer, der anvender et saldoprincip, efter at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem til inddrivel-
se, uden at det i forbindelse med overdragelsen er oplyst,
hvilket hovedkrav renterne eller gebyrerne vedrører, med
hensyn til forældelse skal behandles som selvstændige ho-
vedkrav, jf. det foreslåede § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, mens det hovedkrav, der
ved overdragelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden måt-
te være oplyst for de i 1. pkt. nævnte renter, lægges til grund
med hensyn til accessorisk forældelse efter forældelseslo-
vens § 23, stk. 2, jf. det foreslåede § 3 B, stk. 1, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 3, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås, at hvis restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ophæver en dækning eller af-
skrivning af en fordring under inddrivelse, skal den foræl-
delsesdato, der var gældende på datoen for den dækning el-
ler afskrivning (virkningstidspunktet), der giver anledning
til ophævelsen, gælde for fordringskomplekset, jf. den fore-
slåede regel i § 18 a, stk. 2.
Med reglen i § 18 a, stk. 3, 2. pkt., foreslås, at en afbrydel-
se af fordringskompleksets forældelse, der er sket efter virk-
ningstidspunktet i 1. pkt., men inden ophævelsen efter 1.
pkt., skal bortfalde ved ophævelsen, men forældelse af for-
dringskomplekset skal tidligst indtræde 6 måneder efter op-
hævelsen.
Hvis der er registreret flere forskellige forældelsesdatoer
på datoen for virkningstidspunktet, skal den tidligste af disse
forældelsesdatoer anvendes. Hvis fordringskomplekset ikke
havde en aktuel forældelsesdato på den interne opskrivnings
virkningstidspunkt – f.eks. fordi virkningstidspunktet er ef-
ter tidspunktet, hvor forældelsen var afbrudt, men inden det
tidspunkt, hvorfra den nye forældelsesfrist regnes – skal op-
skrivningens virkningstidspunkt anvendes som det tids-
punkt, hvorfra den nye forældelsesfrist regnes. Denne situa-
tion kan f.eks. opstå, hvis den interne opskrivnings virk-
ningstidspunkt er efter skyldnerens modtagelse af en afgø-
relse om lønindeholdelse, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4,
men inden der blev truffet afgørelse om, at lønindeholdelsen
skulle ophøre, jf. forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt.
Den foreslåede regel i 2. pkt. har alene selvstændig betyd-
ning, hvis der, da ophævelsen af dækningen eller afskrivnin-
gen sker, resterer mindre end 6 måneder af forældelsesfri-
sten regnet fra virkningstidspunktet.
103
Som nævnt ovenfor i de almindelige bemærkninger i af-
snit 2.1.1 foretager restanceinddrivelsesmyndigheden også
opskrivninger – såkaldte interne opskrivninger, der ikke må
forveksles med fordringshavernes opskrivninger, der sker
ved oversendelse af en opskrivningsfordring – der bl.a. sker
ved en indeholdelsespligtig arbejdsgivers korrektion af et
beløb, der er indberettet til indkomstregisteret og af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden delvist er anvendt til dækning af
fordringer i overensstemmelse med § 4 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, inden korrektionen fandt sted, jf.
ovenfor i de almindelige bemærkninger i afsnit 2.1.1 om ne-
gative korrektioner. Der kan også være tale om en afskriv-
ning, der er foretaget af restanceinddrivelsesmyndigheden,
efter at skyldner fik en gældssanering, der helt eller delvist
nedsatte fordringen. Ophæves gældssaneringskendelsen
siden hen i medfør af konkurslovens § 229, stk. 1, som følge
af at skyldner har udvist svig under gældssaneringssagen el-
ler groft har misligholdt sine forpligtelser i henhold til ken-
delsen, skal afskrivningen ophæves, med henblik på at for-
dringen helt eller delvist genopstår.
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås, at forældelses-
fristen for fordringer under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden skal være 3 år, selv om hovedkravet, in-
den det kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, havde en længere forældelsesfrist, eller der, før
eller efter at fordringen kom under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, er opnået et retsgrundlag som
nævnt i forældelseslovens § 5, stk. 1. Ifølge forældelseslo-
vens § 5, stk. 1, er forældelsesfristen 10 år, når 1) der er ud-
stedt gældsbrev for fordringen, 2) fordringen er registreret i
en værdipapircentral, eller 3) fordringens eksistens og stør-
relse er anerkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom,
betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden binden-
de afgørelse. Ifølge § 5, stk. 2, forældes en fordring på sene-
re forfaldne renter, gebyrer og lignende dog efter § 3.
For private underholdsbidrag og regioner og kommuners
privatretlige fordringer skal dog ifølge den foreslåede regel i
§ 18 a, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige gælde den forældelsesfrist, der var gældende ved
fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den eller under inddrivelsen hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden måtte blive opnået efter forældelseslovens § 5, stk.
1.
Med privatretlige fordringer menes civilretlige fordringer,
dvs. pengekrav, der har deres udspring i civilretten, der er en
samlebetegnelse for de retsregler, der ikke har deres bag-
grund i de offentligretlige regler, men i stedet regulerer for-
holdet mellem fysiske og juridiske personer samt myndighe-
der, hvis forholdet hviler på navnlig aftaleretlige, ejendoms-
retlige og formueretlige regler, men også bl.a. familieretlige
og personretlige regler.
Den foreslåede regel vil have praktisk betydning, hvis dis-
se fordringer ved deres modtagelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden enten har en længere forældelsesfrist end for-
ældelseslovens almindelige forældelsesfrist på 3 år, f.eks. 10
år som følge af et forlig eller en dom, der fastslår fordringer-
nes eksistens og størrelse, eller skyldnerens skriftlige aner-
kendelse af fordringernes eksistens og størrelse, jf. forældel-
seslovens § 5, stk. 1, nr. 3, eller der under inddrivelsen op-
nås et sådant særligt retsgrundlag for disse fordringer.
Den forældelsesfrist, der ifølge forslaget til § 18 a, stk. 4,
2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal
gælde for private underholdsbidrag og regioner og kommu-
ners privatretlige fordringer, foreslås ifølge § 18 a, stk. 4, 3.
pkt., også at skulle gælde for tilhørende renter under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Forslaget vil indebære, at senere påløbne renter, der ifølge
forældelseslovens § 5, stk. 2, vil have en forældelsesfrist på
3 år, vil få en forældelsesfrist på 10 år, når disse senere på-
løbne renter er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, og hovedfordringen ved modtagelsen havde
eller under inddrivelsen har fået en forældelsesfrist på 10 år.
Hvis hovedkravet efterfølgende opskrives ved overdragelse
af en opskrivningsfordring, eller hvis der overdrages yderli-
gere tilhørende renter, fastholdes den gældende forældelses-
dato for fordringskomplekset, jf. også det ovenfor anførte
om den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 6. pkt. For-
slaget indebærer således også, at senere overdragne opskriv-
ningsfordringer eller renter vil få en forældelsesfrist på 10
år.
Den foreslåede regel i § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige har til formål at sikre den ensartede
forældelsesmæssige regulering af hele fordringskomplekset
bestående af hovedkravet inklusive eventuelle beløbsmæssi-
ge justeringer og tilhørende renter.
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 5, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås, at hvis et ho-
vedkrav og dets tilhørende rente eller renter tilbagesendes til
fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver
fordringen, vil den forældelsesdato, der var gældende ved
tilbagesendelsen, jf. stk. 2 og 3, fortsat skulle være gælden-
de, medmindre fordringshaveren eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen, i medfør af forældelsesloven el-
ler andre forældelsesregler får udskudt forældelsesdatoen.
En tilbagesendelse kan f.eks. ske med henblik på indgåel-
sen af en afdragsordning med skyldner, jf. § 2, stk. 10, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, der med lovforsla-
get herefter vil blive stk. 11, jf. ovenfor i nr. 1 om forslaget
om håndteringen af flere skyldnere på en fordring, eller for-
di fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshave-
ren opkræver fordringen, ikke inden rimelig tid søger skyld-
ners indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret,
jf. lovens § 2, stk. 2, 4. pkt., eller ikke inden for den af re-
stanceinddrivelsesmyndigheden fastsatte frist identificerer
og tilbagekalder de fordringer, der er ramt af datafejl, jf. § 2,
stk. 5, 3. pkt. Med andre ord vil den forældelsesdato, der var
gældende for fordringskomplekset ved tilbagesendelsen af
hovedkravet med tilhørende renter, fortsat skulle være gæl-
dende, medmindre fordringshaveren eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen, i medfør af forældelsesloven el-
ler andre forældelsesregler får udskudt forældelsesdatoen,
f.eks. som følge af skyldnerens erkendelse, der efter foræl-
delseslovens § 15 vil afbryde forældelsen, eller skyldners
104
skriftlige anerkendelse af fordringens eksistens og størrelse,
der ikke blot vil indebære en afbrydelse efter § 15, men tilli-
ge vil give fordringen en 10-årig forældelsesfrist efter foræl-
delseslovens § 5, stk. 1, 3. pkt. Det vil derfor være muligt at
udskyde forældelsesdatoen, men hvis fordringen, inden den
kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, havde en 10-årig forældelsesfrist, f.eks. fordi der er tale
om Udbetaling Danmarks krav på forskudsvist udlagt børne-
bidrag, der efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om børnetilskud
og forskudsvis udbetaling af børnebidrag har en forældelses-
frist på 10 år, eller fordi fordringshaveren eller den, der på
dennes vegne opkræver fordringen, havde opnået et særligt
retsgrundlag og dermed en 10-årig forældelsesfrist, jf. foræl-
delseslovens § 5, stk. 1, vil denne 10-årige forældelsesfrist
ikke genopstå.
Den foreslåede regel i § 18 a, stk. 5, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige vil indebære, at den gæl-
dende regel i § 18 a, stk. 2, 2. pkt., hvorefter tillægsfristen
på 3 år ved foreløbig afbrydelse af forældelsen, jf. den gæl-
dende regel i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i tilfælde af en tilbage-
sendelse af fordringen fortsat skal regnes fra det i stk. 2, 1.
pkt., nævnte modtagelsestidspunkt, ikke længere vil have
nogen selvstændig betydning for fordringer, der omfattes af
en 3-årig forældelsesfrist i fordringskomplekset, fordi den
foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 5, 1. pkt., vil fastlægge
den forældelsesdato, der – medmindre en udskydelse af for-
ældelsesdatoen opnås gennem en afbrydelse – vil være gæl-
dende efter tilbagesendelsen, og den vil ligge senere end 3
år regnet fra første modtagelsestidspunkt. Derimod vil den
gældende regel i § 18 a, stk. 2, 2. pkt., der foreslås at blive
stk. 7, 2. pkt., fortsat have betydning for f.eks. bøder, der
foreslås undtaget fra de foreslåede regler i § 18 a, stk. 2-5,
jf. stk. 6.
Kommer fordringerne efter tilbagesendelsen atter under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, følger det
af den gældende regel i § 18 a, stk. 2, 3. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, at tillægsfristen på 3 år i 1.
pkt. regnes fra det første modtagelsestidspunkt.
Selv om de fordringer, der er sendt til fordringshaveren el-
ler den, der på dennes vegne forestår opkrævningen, under
dennes genopkrævning respektive opkrævning (for så vidt
angår inddrivelsesrenter) hos skyldner måtte få en 10-årig
forældelsesfrist, f.eks. som følge af et forlig eller en dom,
der fastslår fordringernes eksistens og størrelse, eller skyld-
nerens skriftlige anerkendelse af fordringernes eksistens og
størrelse, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, vil disse så-
ledes ikke ved overdragelse til inddrivelse kunne få en læn-
gere forældelsesfrist efter § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige (der foreslås at blive § 18
a, stk. 7, 1. pkt.).
For sådanne tilfælde, hvor fordringerne efter tilbagesen-
delsen har fået forlænget forældelsesfristen, f.eks. som følge
af skyldners skriftlige anerkendelse af fordringernes eksi-
stens og størrelse eller opnåelsen af en dom herom, jf. foræl-
delseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, foreslås det, at det med § 18 a,
stk. 5, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
bestemmes, at den 3-årige forældelsesfrist, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 18 a, stk. 4, 1. pkt., først skal finde anven-
delse, efter at der første gang er sket afbrydelse af fordrings-
kompleksets forældelse, efter at fordringskomplekset atter er
modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den.
Formålet er at undgå, at en fordring med en efter tilbage-
sendelsen, dvs. i den genindtrådte opkrævningsfase, opnået
forlængelse af forældelsesfristen fra 3 til 10 år vil bortfalde
ved forældelse, straks den på ny modtages af restanceinddri-
velsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, hvis den
dermed vil få en 3-årig forældelsesfrist. Hvis fordringen ef-
ter forlængelsen af forældelsesfristen ved f.eks. skyldnerens
skriftlige anerkendelse eller opnåelsen af en dom, der
samtidig vil indebære en afbrydelse af forældelsen, atter
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, og der er
forløbet mere end 3 år siden denne afbrydelse, ville en for-
kortelse af forældelsesfristen allerede ved genoverdragelsen
af fordringen således medføre, at fordringen bortfaldt ved
forældelse straks ved genoverdragelsen.
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 5, 2. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige sikres derfor en beskyt-
telse mod en sådan forældelse ved genfremsendelse af for-
dringen til inddrivelse, efter at den efter tilbagesendelsen har
fået sin forældelsesfrist forlænget. I en sådan situation fore-
slås, at forældelsesfristen først forkortes til den 3-årige for-
ældelsesfrist ved en eventuel efterfølgende afbrydelse af for-
ældelsen, efter at fordringen på ny er kommet under inddri-
velse. Dvs. at den ved genoverdragelsen oplyste forældel-
sesdato for hovedkravet vil blive gældende for fordrings-
komplekset, når dette på ny modtages til inddrivelse.
Hvis hovedkravet genoverdrages med en forældelsesdato,
som ligger senere end 3 år fra den dato, hvor det genover-
dragne hovedkrav modtages til inddrivelse på ny, foreslås
det med bestemmelsen i § 18 a, stk. 5, 3. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, at den 3-årige forældelses-
frist, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 4, 1. pkt.,
dog skal finde anvendelse straks fra den fornyede modtagel-
se, således at forældelsesfristen på 3 år skal regnes fra denne
modtagelsesdato.
Dette indebærer, at en af fordringshaver oplyst forældel-
sesdato, der ligger senere end 3 år efter den dato, hvor ho-
vedkravet igen blev modtaget til inddrivelse, afkortes til 3 år
ved modtagelsen.
Det foreslås med bestemmelsen i § 18 a, stk. 5, 4. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at de foreslåede
bestemmelser i § 18 a, stk. 4, 2. og 3. pkt., om henholdsvis
tilbagesendelse og genfremsendelse dog ikke skal gælde for
de fordringer, der foreslås undtaget fra den foreslåede 3-åri-
ge forældelsesfrist for fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den foreslåede bestem-
melse i § 18 a, stk. 4, 2. pkt., dvs. private underholdsbidrag
og regioner og kommuners privatretlige fordringer. For dis-
se fordringer gælder således, at fordringskompleksets foræl-
delsesdato fastsættes til den af fordringshaver oplyste foræl-
delsesdato for hovedkravet på det tidspunkt, hvor fordringen
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på ny.
105
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 6, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige foreslås, at de foreslåede reg-
ler i § 18 a, stk. 2-5, hverken skal gælde for bøder eller for
udenlandske fordringer, for hvilke en international overens-
komst eller konvention vil være til hinder for en sådan an-
vendelse. Ved bøder forstås i den forbindelse strafferetlige
bødekrav, hvorimod tvangsbøder ikke omfattes.
Når bøder foreslås undtaget, skyldes det, at bøder ikke er
egnede til at være en del af den foreslåede regel om et for-
dringskompleks. Forældelsen af bøder kan for det første ik-
ke afbrydes, og forvandlingsstraf kan alene anvendes, hvis
skyldner har betalingsevne, men er uden betalingsvilje, jf. §
38 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Det ville derfor forringe mulighe-
derne for fuldbyrdelsen af bødestraffen, hvis også bøder
skulle underlægges en 3-årig forældelsesfrist, når de modta-
ges hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse.
Bøder, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, skal derfor fortsat forældes efter 5 eller 10 år,
jf. straffelovens § 97 a. Desuden forrentes bøder ikke, hvor-
ved begrundelsen for indførelsen af et forældelsesmæssigt
fordringskompleks ikke foreligger for bøder.
For de udenlandske fordringer vil forældelsen desuden
kunne være reguleret af udenlandske forældelsesregler, jf.
f.eks. artikel 19, stk. 1, i Rådets direktiv 2010/24/EU af 16.
marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordrin-
ger i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltnin-
ger, hvorefter spørgsmål om forældelse udelukkende afgøres
ud fra de retsregler, der gælder i den bistandssøgende med-
lemsstat.
Den foreslåede indsættelse af de nye bestemmelser i § 18
a, stk. 2-6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige in-
debærer, at den gældende bestemmelse i § 18 a, stk. 2, her-
efter bliver stk. 7.
Når en fordringshaver overdrager fordringer til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, vil
fordringshaveren typisk oversende en eller flere hovedfor-
dringer og fordringer (f.eks. opkrævningsrenter), der relate-
rer sig til hovedfordringen. Fordringshaveren kan også efter
overdragelsen af hovedfordringen sende en eller flere relate-
rede fordringer til hovedfordringen til inddrivelse.
Ved oversendelse af relaterede fordringer til inddrivelse er
»modtagelsessystemet« og det nye inddrivelsessystem ud-
viklet således, at fordringshaver skal knytte den relaterede
fordring til den korrekte hovedfordring ved at sende hoved-
fordringen og den relaterede fordring i en samlet struktur el-
ler oplyse hovedfordringens fordrings-id, hvis hovedfordrin-
gen allerede er sendt til inddrivelse. Hvis hovedfordringen
er indfriet hos fordringshaver, oversender fordringshaver en
såkaldt »0-fordring« til inddrivelse sammen med den relate-
rede fordring (f.eks. en opkrævningsrente, som sendes til
inddrivelse, selv om hovedfordringen er betalt). På den må-
de er restanceinddrivelsesmyndigheden altid i besiddelse af
de nødvendige data om de relaterede fordringer (f.eks. op-
krævningsrenter), der inddrives.
Efter gældende regler er det den beløbsmæssige størrelse
på den konkrete fordring og dennes relaterede fordringer på
tidspunktet for en forældelsesafbrydende indsats, der omfat-
tes af forældelsesafbrydelsen.
Ved oversendelse af en fordring til inddrivelse vil det så-
ledes være saldoen på den eller de fordringer, der sendes til
inddrivelse, der vil være omfattet af den foreløbige afbrydel-
se af forældelsen ved modtagelse af fordringen, jf. § 18 a,
stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Inddrivelsesrenter påløber og forfalder dagligt og tilskri-
ves i det nye inddrivelsessystem månedligt, og i øvrigt når
der sker bevægelser i løbet af måneden (f.eks. i forbindelse
med indbetalinger, op- og nedskrivninger m.v.). Forældel-
sesfristen for inddrivelsesrenter regnes fra den 1. i måneden
efter den måned, hvori renten er påløbet, jf. § 5 a, stk. 1, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Alene den månedlige rentetilskrivning vil betyde, at en
hovedfordring og dens inddrivelsesrenter i et treårigt forløb
som minimum vil udløse 37 forskellige forældelsesdatoer.
En korrekt og sikker forældelseshåndtering af de ca. 34
mio. fordringer under inddrivelse vil forudsætte, at det nye
inddrivelsessystem understøtter en korrekt registrering af
forældelsesdatoen på hovedfordringerne og på de enkelte re-
laterede fordringer. De gældende regler vil endvidere forud-
sætte, at registreringen kan ske i forhold til en bestemt del af
fordringens saldo.
Efter modtagelse af fordringen til inddrivelse vil restan-
ceinddrivelsesmyndigheden løbende forsøge at inddrive for-
dringen, ligesom restanceinddrivelsesmyndigheden i forbin-
delse med inddrivelsen vil påse, at forældelsen afbrydes, så-
ledes at fordringen ikke forældes utilsigtet.
Det er i den forbindelse en kompleksitetsskabende faktor,
at lovgivningen tillader – og i mange tilfælde kræver – at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden og fordringshaverne har ad-
gang til at ændre på saldoen for de fordringer, der er frem-
sendt til inddrivelse. Disse saldoændringer kan både ske i
op- og nedadgående retning (op- og nedskrivninger) og med
virkning tilbage i tid eller pr. tidspunktet for ændringen.
Når disse forhold som led i det enkelte inddrivelsesforløb
kombineres på en sådan måde, at forældelsen afbrydes mel-
lem en nedskrivning og efterfølgende opskrivning af sal-
doen, vil det efter gældende regler alene være saldoen på
tidspunktet for det forældelsesafbrydende skridt, der er om-
fattet af afbrydelsen. Er saldoen således opskrevet efter det
forældelsesafbrydende skridt, er der efter gældende lovgiv-
ning ikke sket afbrydelse for den opskrevne del af fordrin-
gen.
Som konsekvens af saldoændringerne vil restanceinddri-
velsesmyndigheden efter gældende regler skulle kunne
håndtere, at kun dele af saldoen på en fordring og dens rela-
terede fordringer har været omfattet af et forældelsesafbry-
dende skridt. Systemet skal således løbende kunne håndtere
opdatering af flere forskellige forældelsesdatoer for dele af
fordringens og dens renters saldo.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil løbende modtage
og inddrive beløb, som skal anvendes til dækning af de for-
106
dringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, med den virkning, at fordringens restsaldo re-
duceres tilsvarende.
Hvis en sådan dækning efterfølgende hæves, vil det føre
til en saldostigning. Sådanne saldostigninger betegnes som
»interne opskrivninger«, når saldostigningen sker som følge
af forhold direkte hos skyldner og/eller restanceinddrivelses-
myndigheden, og hvor fordringshaver således ikke har været
involveret i posteringen.
»Eksterne op- og nedskrivninger« sker som følge af for-
hold hos skyldner eller fordringshaver, og de sker på foran-
ledning af fordringshaveren, dvs. som følge af fordringsha-
vers posteringer, som indberettes til restanceinddrivelses-
myndighedens inddrivelsessystem.
En intern opskrivning kan forekomme i mindst fire for-
skellige situationer.
Der kan for det første være tale om dækningsløse indbeta-
linger: En dækningsløs indbetaling forekommer eksempel-
vis, hvis skyldner har betalt et afdrag på sin gæld via en af-
dragsordning, som er tilmeldt betalingsservice, men hvor
pengeinstituttet, efter at beløbet er posteret hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, afviser at honorere betalingsanmod-
ningen.
Der kan for det andet være tale om negative angivelser
ved lønindeholdelse. Denne situation forekommer, når ar-
bejdsgiveren nedjusterer en tidligere indberettet løn, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget lønindeholdel-
se i, og hvor det lønindeholdte beløb er anvendt til dækning
af en eller flere af skyldners gældsposter. Når arbejdsgive-
ren tilbagefører angivelsen helt eller delvist, svarer dette til
en dækningsløs betaling, som får saldoen på de dækkede
fordringer til at stige igen.
Der kan for det tredje være tale om omplacering af dæk-
ninger. Situationen forekommer eksempelvis, hvis midler
indbetalt til restanceinddrivelsesmyndigheden manuelt er
placeret på den forkerte skyldner og har dækket dennes
gældsposter. Senere omplaceres indbetalingen til den rette
skyldners konto, og dækningen af den første skyldners
gældsposter ophæves. Denne situation kan endvidere fore-
komme i forhold til én og samme skyldner, hvis midler er
placeret på de forkerte af skyldners gældsposter i henhold til
dækningsrækkefølgen. Skyldnerne har i en række tilfælde
retskrav på, at midler, som er indkommet via bestemte ind-
drivelsesskridt, anvendes til at dække bestemte fordringer.
Som følge af den måde, hvorpå skyldner indbetaler, er det
ikke altid muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at
dække korrekt i første omgang.
For det fjerde kan der være tale om en tilbageførsel af af-
skrivning. Situationen forekommer eksempelvis, hvis skifte-
retten ophæver en gældssaneringskendelse, jf. konkurslo-
vens § 229, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden (del-
vist) har afskrevet skyldners gældsposter.
Opskrivningen af saldoen i de ovennævnte situationer bli-
ver i det nye inddrivelsessystem ikke til en selvstændig for-
dring, men til en saldojustering af den fordring, der opskri-
ves.
Det betyder, at saldoen på fordringen i ovennævnte tilfæl-
de kan stige efter det tidspunkt, hvor restanceinddrivelses-
myndigheden har gennemført et forældelsesafbrydende
skridt, og at restanceinddrivelsesmyndigheden nu skal kun-
ne registrere, at forældelsesafbrydelsen ikke omfattede den
del af fordringen, som svarer til saldostigningen.
Når der sker en intern opskrivning med tilbagevirkende
kraft – f.eks. når en dækningsløs betaling ophæves – og der i
mellemtiden er sket en afbrydelse af forældelsen, vil den
gældende lovgivning forudsætte, at restanceinddrivelses-
myndigheden kan håndtere to forskellige forældelsesdatoer
– én for den del af fordringen, som havde fået forældelsen
afbrudt inden saldostigningen, og én for selve saldostignin-
gen (den interne opskrivning).
En intern opskrivning vil også have betydning for de ind-
drivelsesrenter, som allerede er tilskrevet fordringen, og
som har fået deres forældelse afbrudt. Opskrivningen af for-
dringen vil resultere i, at inddrivelsesrenterne genberegnes,
hvorved rentebeløbet for de allerede skete månedlige eller
hændelsesbaserede tilskrivninger forøges med renter af den
opjusterede saldo for perioden fra den dækningsløse indbe-
taling og til dags dato. De renter, som løbende er tilskrevet
på fordringen vedrørende perioden mellem den dækningslø-
se betaling og forældelsesafbrydelsen, vil herefter i sig selv
skulle være registeret med to forskellige forældelsesdatoer.
En del af disse nye inddrivelsesrenter vil altså have en anden
forældelsesdato, da de ikke har været omfattet af det foræl-
delsesafbrydende skridt. Det betyder, at inddrivelsesrenter
med samme renteperiode kan have mange forskellige foræl-
delsesdatoer.
Restanceinddrivelsesmyndigheden forventer årligt ca.
20.000 interne opskrivninger. De interne opskrivninger sker
for langt hovedpartens vedkommende, uden at restanceind-
drivelsesmyndigheden har indflydelse på årsagen hertil.
Omfanget af de interne opskrivninger betyder, at en manuel
håndtering af korrekte forældelsesdatoer på de fordringer,
som berøres af saldojusteringerne, dels ikke ressourcemæs-
sigt er realistisk, dels vil indebære en betydelig risiko for
fejl i de manuelle sagsgange.
Forholdene hos fordringshaver kan også føre til efterføl-
gende saldomæssige korrektioner.
Fordringshaverne foretog i perioden fra juli 2017 til juni
2018 ca. 6,6 mio. nedskrivninger af fordringer under inddri-
velse i EFI/DMI. Langt størstedelen af nedskrivningerne
(ca. 5,7 mio.) skete som følge af betalinger fra skyldnere di-
rekte til fordringshaverne.
I samme periode foretog fordringshaverne ca. 640.000 op-
skrivninger af fordringer under inddrivelse i EFI/DMI. En af
de væsentligste årsager til opskrivninger er fordringshaver-
nes tilbageførelse af tidligere foretagne nedskrivninger, her-
under fordi en betaling fra skyldneren til fordringshaver vis-
te sig at være dækningsløs. Årsagerne til opskrivninger kan
derudover være, at det beløb, der oprindeligt blev sendt til
inddrivelse, var opgjort for lavt eller skal justeres af andre
årsager.
107
Antallet af opskrivninger forventes at stige fremover, da
ikke alle fordringshavere tidligere har benyttet sig af mulig-
heden for at opskrive fordringer under inddrivelse i EFI/
DMI. For de fordringshavere, som allerede er tilsluttet det
nye inddrivelsessystem, er der siden maj 2018 foretaget ca.
50.000 opskrivninger.
Fordringshaver kan opskrive saldoen på en fordring, der
er sendt til inddrivelse, ved oversendelse af en selvstændig
fordring på det opskrevne beløb (en opskrivningsfordring),
jf. § 7, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj
2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Opskriv-
ningsfordringerne oprettes således som selvstændige for-
dringer i det nye inddrivelsessystem med deres egen foræl-
delsesdato.
Opskrivningsfordringer omfattes af bestemmelsen om fo-
reløbig afbrydelse af forældelsesfristen ved modtagelse af
en fordring til inddrivelse, jf. § 18 a, stk. 2, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige. I de almindelige bemærknin-
ger til lovforslag nr. L 226, jf. Folketingstidende 2017-18,
A, L 226 som fremsat, anføres således på side 14, at op-
skrivningsfordringer også omfattes af den foreslåede be-
stemmelse om foreløbig afbrydelse, hvilket betyder, at den
fordring, der opskrives, og opskrivningsfordringen hver især
omfattes af den foreslåede regel og derfor – hvis forældel-
sesfristen for begge er 3 år – hver især ved modtagelsen har
fået et eget begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen. En
opskrivningsfordring vil derfor som udgangspunkt få sin
egen forældelsesdato beregnet som 3 år fra modtagelsen af
opskrivningsfordringen.
En opskrivningsfordring anses for modtaget hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, når opskrivningsfordringen er
registreret i modtagelsessystemet, jf. § 7, stk. 1, 3. pkt., i be-
kendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Herfra gælder der dog visse undtagelser,
der indebærer, at opskrivningsfordringen vil blive anset for
modtaget samtidig med den fordring, der opskrives. I disse
tilfælde vil opskrivningsfordringen derfor som udgangs-
punkt have samme forældelsesdato som den allerede mod-
tagne hovedfordring (dvs. 3 år fra modtagelsen af hovedfor-
dringen), medmindre restanceinddrivelsesmyndigheden har
foretaget et forældelsesafbrydende skridt, inden opskriv-
ningsfordringen er modtaget til inddrivelse.
Som eksempel kan nævnes, at en fordringshaver oversen-
der en fordring til inddrivelse, men herefter nedskriver sal-
doen på fordringen, da skyldneren har foretaget en betaling
af en del af fordringen direkte til fordringshaveren. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden foretager herefter afbrydelse af
forældelsen for den resterende del af fordringen. På et sene-
re tidspunkt registrerer fordringshaver, at nedskrivningen,
som fandt sted før forældelsesafbrydelsen, skal tilbageføres.
Det kan skyldes, at betalingen til fordringshaver var dæk-
ningsløs. I dette tilfælde skal fordringen opskrives med det
tidligere nedskrevne beløb, men inddrivelsessystemet skal
kunne håndtere, at den opskrevne del af saldoen ikke fik sin
forældelse afbrudt ved afbrydelsesskridtet, hvilket betyder,
at hovedfordringen og opskrivningsfordringen har to for-
skellige forældelsesdatoer.
Hvis nedskrivningen derimod først sker, efter at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden har afbrudt forældelsen for hele
fordringens saldo, vil forældelsen af den opskrevne del af
saldoen have været afbrudt ved afbrydelsesskridtet, hvorfor
denne del derfor som udgangspunkt vil skulle registreres
med samme forældelsesdato som den for resten af fordrin-
gen gældende, når denne del igen modtages til inddrivelse.
De nævnte situationer forekommer bl.a. som konsekvens
af, at de mange fordringshavere anvender forskellige it-løs-
ninger til at håndtere opkrævningen. Ofte er fordringshaver-
nes opkrævningsløsninger opsat således, at løbende betalin-
ger fra borgeren dækker den ældste gæld først. Betaling fra
borgeren til dækning af sidste måneds elregning medfører
således ofte, at elforsyningsselskabet anvender betalingen til
at dække en mange måneder gammel elregning, som tidlige-
re er sendt til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den. Det betyder, at elforsyningsselskabets opkrævningsløs-
ning automatisk vil nedskrive den fordring, som tidligere er
sendt til inddrivelse, og at opkrævningssystemet kort tid ef-
ter vil oversende den nyeste elregning til inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden.
Selv om alene en mindre andel af de gennemførte ned-
skrivninger tilbageføres med opskrivninger, er volumenet af
opskrivninger så betydeligt, at en manuel håndtering af kor-
rekte forældelsesdata er urealistisk. F.eks. blev der i perio-
den fra juni 2017 til juni 2018 foretaget knap 280.000 op-
skrivninger med årsagskoden »Tidligere fejlagtigt nedskre-
vet«.
Opskrivninger forekommer i mange andre tilfælde og ofte
med forskelligt juridisk grundlag, hvorved opskrivningen
sker med forskellige virkningstidspunkter. F.eks. sker op-
skrivninger, som ophæver en nedskrivning, fordi en betaling
direkte til fordringshaver var dækningsløs, med virkning fra
det tidspunkt, som nedskrivningen havde virkning fra (dvs.
tidspunktet for den dækningsløse indbetaling). Det histori-
ske virkningstidspunkt betyder, at restanceinddrivelsesmyn-
dighedens inddrivelsessystem skal beregne og genpostere
renter tilbage i tid for de ofte mange tilskrivninger, hvor ho-
vedstolens saldo fejlagtigt har været for lav. Renteberegnin-
gen skal igen tage højde for mellemkommende posteringer,
som hos restanceinddrivelsesmyndigheden har påvirket sal-
doen på fordringen (f.eks. at restanceinddrivelsesmyndighe-
den har dækket dele af fordringen i forbindelse med mod-
regning). Derudover skal løsningen tage højde for eventuelle
mellemkommende hændelser, som har afbrudt forældelses-
fristen for en del af fordringens saldo (f.eks. afbrydelse ved
modregning, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4).
Andre opskrivninger sker med virkning fra det tidspunkt,
hvor fordringshaver foretager opskrivningen hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Som eksempel herpå kan næv-
nes visse typer af skatte- og afgiftskrav, hvor fordringen skal
opkræves og inddrives baseret på en skønsmæssig opgørel-
se, når en virksomhed ikke har foretaget angivelse af tilsva-
ret. Hvis virksomheden efterfølgende oplyser størrelsen af
tilsvaret, skal størrelsen af det skønsmæssige tilsvar ændres i
overensstemmelse med det af virksomheden oplyste.
108
Desuden kan nævnes krav, der bliver fastsat på baggrund
af skyldners indkomst, f.eks. skyldners betaling til daginsti-
tutioner. Hvis det efterfølgende viser sig, at skyldners ind-
komst er en anden end den, der var lagt til grund ved bereg-
ningen af skyldners betalingsforpligtelse, skal størrelsen af
kravet ændres i overensstemmelse med de korrekte ind-
komstoplysninger.
Inddrivelse kan i sådanne tilfælde både føre til op- og ned-
regulering af det krav, som blev sendt til inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, med historisk virknings-
tidspunkt (nedskrivninger) eller med virkning fra det tids-
punkt, hvor fordringshaver foretager ændringen hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden (opskrivninger).
Der kan også forekomme såvel interne som eksterne op-
og nedskrivninger. Dette indebærer, at en enkelt hovedstol
med tilhørende opkrævnings og inddrivelsesrenter kan have
utallige delelementer, som efter den gældende lovgivning
forældes på forskellige tidspunkter.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, af-
snit 2.1.
Til nr. 17
Efter den gældende bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indtræder foræl-
delse af fordringer, der overdrages til restanceinddrivelses-
myndigheden af fordringshaver eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, tidligst 3 år efter for-
dringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
jf. dog 3. og 4. pkt. Ifølge 2. pkt. regnes fristen på 3 år fort-
sat fra det i 1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv om
fordringen tilbagesendes til fordringshaveren eller den, der
på dennes vegne opkræver fordringen. Overdrages en for-
dring, der er tilbagesendt som anført i 2. pkt., atter til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på 3 år fra det
første modtagelsestidspunkt, jf. 3. pkt. Ifølge 4. pkt. omfat-
ter bestemmelsen i 1. pkt. ikke fordringer, for hvilke der i
EU-retten er fastsat særlige regler, der vil være til hinder for
en foreløbig afbrydelse.
En fordring anses for modtaget hos restanceinddrivelses-
myndigheden ved registreringen i modtagelsessystemet, jf. §
4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringer afvises
fra registrering i modtagelsessystemet, hvis nødvendige op-
lysninger efter § 3 ikke er medsendt, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt.
Hvis de oversendte oplysninger giver restanceinddrivelses-
myndigheden anledning til at søge oplysninger bekræftet
hos fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringsha-
veren sender fordringen til inddrivelse, anses fordringen for
modtaget, når de oversendte oplysninger er rettet eller be-
kræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er registreret i modta-
gelsessystemet, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt.
Det foreslås, at ordlyden af § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, der bliver stk. 7, 1.
pkt., ændres, således at »fordringer, der overdrages« ændres
til »de hovedkrav, der nævnes i stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt.,
nævnte rente, der først blev modtaget til inddrivelse, de op-
skrivningsfordringer og renter, der nævnes i stk. 2, 7. pkt.,
de fordringer, der nævnes i stk. 6, og disses renter samt de i
§ 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte gebyrer, der overdrages«.
De fordringer, der skal have en foreløbig afbrydelse af
forældelsen ved deres modtagelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, er for det første de fordringer, der efter for-
slaget om indførelse af et forældelsesmæssigt fordringskom-
pleks, jf. den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr.
16, skal have status som hovedkrav.
Det drejer sig om de fordringer, der i den foreslåede regel
i § 18 a, stk. 2, betegnes som hovedkrav, og hvis forældel-
sesstatus skal være gældende for hele fordringskomplekset.
Det foreslås, at den i den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2,
3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige nævnte
rente, der først blev modtaget til inddrivelse, også skal være
omfattet af reglen om foreløbig afbrydelse.
Det foreslås desuden, at de i den foreslåede regel i § 18 a,
stk. 2, 7. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
nævnte opskrivningsfordringer, opkrævningsrenter og gen-
indsendte inddrivelsesrenter og renter med henblik på en op-
skrivning af opkrævningsrenter og genindsendte inddrivel-
sesrenter, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den i en situation, hvor fordringskomplekset er tomt, fordi
de fordringer, der tidligere befandt sig i fordringskomplek-
set, er blevet indfriet, nedskrevet til nul eller afskrevet, også
skal være omfattet af reglen om foreløbig afbrydelse.
Endvidere foreslås det, at de i den foreslåede regel i § 18
a, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige nævn-
te typer af fordringer, der foreslås at skulle holdes uden for
forslaget om den forældelsesmæssige regulering af et for-
dringskompleks, dvs. bøder og udenlandske fordringer, for
hvilke en international overenskomst eller konvention vil
være til hinder for en sådan anvendelse, skal være omfattet
af reglen om foreløbig afbrydelse. Bøder vil eksempelvis så-
ledes stadig få en foreløbig afbrydelse af forældelsen, når de
modtages til inddrivelse.
For så vidt angår de udenlandske fordringer bemærkes, at
reglen i § 18 a, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, der bliver stk. 7, 4. pkt., fortsat vil være gæl-
dende. Herefter omfatter bestemmelsen i 1. pkt. ikke for-
dringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat særlige regler,
der vil være til hinder for en foreløbig afbrydelse.
Det foreslås, at også renter af disse fordringer skal omfat-
tes af reglen om foreløbig afbrydelse. Det bemærkes, at bø-
der ikke forrentes, men de øvrige fordringer forrentes, når
de er under inddrivelse.
Endelig foreslås, at de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige nævnte gebyrer skal
omfattes af reglen om foreløbig afbrydelse. Der er tale om
gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslo-
vens § 16, eller andre fordringshaversystemer, der anvender
et saldoprincip, og for hvilke det i forbindelse med overdra-
gelsen er ikke oplyst, hvilket hovedkrav renterne eller geby-
rerne vedrører. Sådanne gebyrer anses med hensyn til foræl-
delse som selvstændige hovedkrav, efter at de er modtaget
109
af restanceinddrivelsesmyndigheden. Der er også tale om
gebyrer, der ifølge den foreslåede nyaffattelse af § 3 B, stk.
1, 3. pkt., modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden
med en oplyst relation til et hovedkrav, og som, når de mod-
tages af restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse,
med hensyn til accessorisk forældelse efter forældelseslo-
vens § 23, stk. 2, skal anses alene at vedrøre det hovedkrav,
som gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til.
Baggrunden for de foreslåede ændringer i § 18 a, stk. 2,
der bliver stk. 7, er den ønskede forældelsesmæssige håndte-
ring af fordringskomplekser med én forældelsesdato for alle
fordringer i fordringskomplekset. I dag omfatter den alle
fordringer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den, medmindre der er tale om en fordring, for hvilken der i
EU-retten er fastsat særlige regler, der vil være til hinder for
den foreløbige afbrydelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, af-
snit 2.1.
Til nr. 18
Fordringer, som omfattes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig ryk-
kerprocedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringsha-
veren eller den, der på dennes vegne forestår opkrævningen,
kan dog på skyldners anmodning tillade en afdragsvis beta-
ling eller bevilge henstand med betalingen, jf. 2. pkt.
Inden overdragelsen skal fordringshaveren eller den, der
på dennes vegne opkræver fordringen, skriftligt underrette
skyldneren om overdragelsen, medmindre det må antages, at
muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt
forringet, jf. § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Fordringer forældes efter forældelsesloven, medmindre
andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden
lov, jf. forældelseslovens § 1.
Af forældelsesloven § 28 fremgår, at når der i anden lov er
fastsat særlige forældelsesfrister eller andre særlige bestem-
melser om forældelse, finder forældelsesloven anvendelse, i
den udstrækning andet ikke følger af den anden lov eller af
forholdets særlige beskaffenhed. Ordet »lov« omfatter også
forældelsesbestemmelser i f.eks. EU-forordninger, jf. side
506 i den af Justitsministeriets Forældelsesudvalg afgivne
betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgiv-
ningen, hvor det om udfyldningsreglen i forældelseslovens §
28 bl.a. bemærkes, at der med bestemmelsen opstilles en
formodning for, at de specielle forældelsesregler i anden
lovgivning suppleres af forældelseslovens regler.
Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til
hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen op-
fyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jf. §
2, stk. 1. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øv-
rigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig,
regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb, jf.
§ 2, stk. 2. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet føl-
ger af andre bestemmelser, jf. § 3, stk. 1. En sådan bestem-
melse er f.eks. forældelseslovens § 5, stk. 1, hvorefter foræl-
delsesfristen er 10 år, når 1) der er udstedt gældsbrev for
fordringen, 2) fordringen er registreret i en værdipapircen-
tral, eller 3) fordringens eksistens og størrelse er anerkendt
skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav på-
tegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse. Ifølge
§ 5, stk. 2, forældes en fordring på senere forfaldne renter,
gebyrer og lignende dog efter § 3.
For fordringer, der er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,
regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018,
jf. § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Be-
stemmelsen blev indsat i loven ved lov nr. 1253 af 17. no-
vember 2015, der hviler på lovforslag nr. L 18, Folketingsti-
dende 2015-16, A, L 18 som fremsat, om udskydelse af for-
ældelse som følge af utilstrækkelig funktionalitet i Ét Fælles
Inddrivelsessystem (EFI).
Forældelse indebærer, at fordringshaver mister retten til at
kræve opfyldelse, jf. forældelseslovens § 23, stk. 1. Foræl-
delsesloven indeholder i kapitel 5 regler om afbrydelse af
forældelsen.
Forældelsen afbrydes, når skyldneren over for fordrings-
haveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin
forpligtelse, jf. forældelseslovens § 15, eller når fordringsha-
veren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik
på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten,
voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fast-
slår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse
skridt inden for rimelig tid, jf. § 16, stk. 1.
Forældelse kan ifølge § 17, stk. 1, også afbrydes af for-
dringshaver ved indgivelse af en på fordringen støttet kon-
kursbegæring eller begæring om rekonstruktionsbehandling
eller ved anmeldelse af fordringen i bl.a. et konkursbo eller
til rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsbe-
handling eller i forbindelse med indledning af gældsanerin-
gssag.
Desuden afbrydes forældelsen ved indgivelse af anmod-
ning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forretningen
fremmet inden for rimelig tid, jf. § 18, stk. 1. Foretages ud-
læg af en pantefoged, afbrydes forældelsen ved udlægsfor-
retningens foretagelse, jf. stk. 2. Det gælder også her, at for-
retningen skal fremmes inden for rimelig tid. Pantefogedens
udlægsforretning indebærer en egentlig afbrydelse af foræl-
delsen, selv om den resulterer i et forgæves udlæg, fordi
skyldner erklærer, at skyldner ikke ejer aktiver, der kan gø-
res til genstand for udlæg. Er pantefogedens udlægsforret-
ning påbegyndt, men udsat og fortsat uden ugrundet ophold,
må forældelsesfristen anses for afbrudt på det tidspunkt,
hvor udlægsforretningen påbegyndes, jf. Vestre Landsrets
kendelse gengivet i SKM2016·310·VLR.
Fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige kan med tillæg af renter, gebyrer og andre om-
kostninger inddrives af restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefogeder ved udlæg (udpantning), medmindre andet føl-
ger af bilag 1, jf. lovens § 11. Bilag 1 gør en undtagelse for
110
civilretlige fordringer, men fra denne undtagelse gælder en
række undtagelser. Lønindeholdelse kan således ifølge bilag
1, nr. 1, litra a, nr. iv, ske for fordringer, der ifølge lovgiv-
ningen tilkommer en fordringshaver omfattet af lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, idet det dog er en forud-
sætning, at de betingelser, der ifølge den pågældende lov-
givning stilles, for at fordringen tilkommer fordringshaver,
er opfyldt, mens nr. 1, litra a, nr. v og vi, muliggør løninde-
holdelse for henholdsvis erstatningskrav, for hvilke et
tvangsfuldbyrdelsesgrundlag efter retsplejelovens § 478 er
tilvejebragt, og underholdsbidrag.
For udlægsforretninger, der gennemføres af en pantefo-
ged, finder ifølge § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om fremgangsmå-
den ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. retsplejelo-
vens kapitel 45-47 anvendelse, medmindre andet er bestemt
i førstnævnte lov.
Bestemmelsen i forældelseslovens § 18, stk. 1, finder iføl-
ge stk. 3 tilsvarende anvendelse ved 1) indgivelse af anmod-
ning til fogedretten om foretagelse af arrest, 2) fremsættelse
af krav for fogedretten om andel i et auktionsprovenu og 3)
indgivelse af anmodning til fogedretten om tilbagetagelse af
en løsøregenstand, der er solgt med ejendomsforbehold.
Forældelsen afbrydes også ved restanceinddrivelsesmyndig-
hedens underretning til skyldneren om afgørelse om inde-
holdelse i løn m.v. eller modregning, jf. stk. 4.
Afbrydelsen indebærer, at der løber en ny forældelsesfrist
fra de tidspunkter, der fastsættes i forældelseslovens § 19.
Sker afbrydelsen ved skyldnerens erkendelse af forpligtel-
sen, regnes den nye forældelsesfrist fra dagen for erkendel-
sen, jf. § 19, stk. 2. Sker afbrydelsen ved foretagelse af rets-
lige skridt som nævnt i § 16, regnes den nye frist fra den
dag, da retsforlig indgås, dom afsiges, betalingspåkrav på-
tegnes af fogedretten, eller anden afgørelse træffes, jf. § 19,
stk. 3. Er fordringen anerkendt i et konkurs- eller dødsbo el-
ler i vedtagen tvangsakkord eller afsagt gældssaneringsken-
delse, regnes den nye frist fra boets slutning, tvangsakkor-
dens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsigelse, jf.
§ 19, stk. 4.
Er afbrydelse sket ved pantefogedens gennemførelse af
udlægsforretning, jf. § 18, stk. 2, regnes den nye forældel-
sesfrist fra udlægsforretningens afslutning, jf. § 19, stk. 6, 1.
pkt.
Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om
lønindeholdelse, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelses-
frist fra det tidspunkt, da der træffes afgørelse om, at lønin-
deholdelsen ophører, eller senest fra det tidspunkt, da lønin-
deholdelsen har været stillet i bero i 1 år, jf. § 19, stk. 6, 2.
pkt. Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse
om modregning, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelses-
frist fra den dag, da afgørelsen om modregning træffes, jf. §
19, stk. 6, 3. pkt.
I forældelseslovens §§ 20-22 findes regler om foreløbig
afbrydelse af forældelsen.
Forældelseslovens § 20 om foreløbig afbrydelse bestem-
mer i stk. 1, at hvis fordringshaveren inden forældelsesfri-
stens udløb har foretaget et retsligt skridt som nævnt i § 16,
men dette ikke fører til forlig eller realitetsafgørelse, indtræ-
der forældelse tidligst 1 år efter, at fordringshaveren har fået
meddelelse om, at sagen er afsluttet. Har fordringshaveren
ikke fået sådan meddelelse inden rimelig tid, regnes fristen
fra det tidspunkt, da fordringshaveren fik kendskab til for-
holdet eller burde have søgt oplysning herom. Fordringsha-
veren kan ifølge § 20, stk. 2, ikke påberåbe sig stk. 1, hvis
det retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsaf-
gørelse, fordringshaveren hæver sagen, selv om en realitets-
afgørelse kunne være opnået, eller det beror på fordringsha-
verens valg ved indleveringen af et betalingspåkrav til fo-
gedretten, at en realitetsafgørelse ikke træffes. I § 20, stk. 3,
bestemmes, at stk. 1 og 2 gælder tilsvarende, hvis fordrings-
haveren inden forældelsesfristens udløb har indgivet kon-
kursbegæring, uden at konkursdekret er afsagt, har indgivet
begæring om rekonstruktionsbehandling, uden at rekon-
struktionsbehandling er indledt, eller har iværksat forfølg-
ning som nævnt i § 18, uden at fogedforretning eller auktion
er afholdt. Er fordringen inden forældelsesfristens udløb, jf.
herved § 17, stk. 3, anmeldt i et konkurs- eller dødsbo, men
bliver den ikke anerkendt, forældes fordringen mod skyldne-
ren personligt eller dennes arvinger tidligst 1 år efter medde-
lelsen af afgørelsen om fordringens afvisning eller, hvis en
sådan afgørelse ikke træffes, efter boets slutning. Tilsvaren-
de gælder, når en fordring inden forældelsesfristens udløb er
anmeldt i forbindelse med indledning af gældssaneringssag,
anmeldt i forbindelse med indkaldelse som nævnt i § 17, stk.
1, nr. 5, eller anmeldt til rekonstruktøren i forbindelse med
rekonstruktionsbehandling.
Er der inden forældelsesfristens udløb af eller mod for-
dringshaveren anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget
for fordringen, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens
endelige afgørelse, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1. Er en
sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som
er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt
for en administrativ myndighed, indtræder forældelse tid-
ligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin
afgørelse, jf. stk. 2, 1. pkt. Dette gælder, uanset om fordrin-
gen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af
den anden part, herunder det offentlige, jf. 2. pkt. Hvis der
træffes en bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksi-
stens og størrelse, vil forældelsen derimod være endeligt af-
brudt efter forældelsesloven § 16, stk. 1. Indbringes sagen
inden for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for ri-
melig tid for en højere administrativ myndighed eller for
Folketingets Ombudsmand, regnes fristen på 1 år fra medde-
lelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Om-
budsmandens udtalelse, jf. 3. pkt. Indbringes en tvist inden
forældelsesfristens udløb for et privat klagenævn, ankenævn
eller lignende, gælder stk. 2, 1. og 2. pkt., tilsvarende, jf. stk.
3. Er der inden forældelsesfristens udløb efter retsplejelo-
vens regler herom eller med hjemmel i parternes forudgåen-
de aftale fremsat begæring om afholdelse af syn og skøn
uden for rets- eller voldgiftssag vedrørende forhold af betyd-
ning for fordringens eksistens eller størrelse, eller har parter-
ne inden forældelsesfristens udløb indgået aftale herom, ind-
træder forældelse tidligst 1 år efter skønsforretningens af-
slutning, jf. stk. 4. Endelig bestemmes i stk. 5, at hvis der in-
111
den forældelsesfristens udløb er indledt forhandlinger om
fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventu-
elt under medvirken af en uafhængig tredjemand, indtræder
forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlin-
gerne må anses for at være afsluttet.
Hvor en egentlig afbrydelse af forældelsen medfører, at
der løber en helt ny forældelsesfrist fra det tidspunkt, der er
fastsat i forældelsesloven § 19, er den foreløbige afbrydelse
af forældelsen karakteriseret ved, at hvis en »foreløbig for-
anstaltning« iværksættes inden forældelsesfristens udløb,
indrømmes en vis kortere frist efter foranstaltningens ophør
(en tillægsfrist), således at egentlig afbrydelse kan ske inden
for tillægsfristen, jf. side 335 i den af Justitsministeriets For-
ældelsesudvalg afgivne betænkning nr. 1460/2005 om revi-
sion af forældelseslovgivningen.
Til frister medregnes den månedsdag, der svarer til den
dag, hvorfra fristen regnes. I mangel af tilsvarende dag udlø-
ber fristen den sidste dag i måneden, jf. forældelseslovens §
27, stk. 1. Udløber forældelsesfristen i en weekend, på en
helligdag, grundlovsdag, den 24. eller 31. december, ud-
strækkes fristen til førstkommende hverdag, jf. § 27, stk. 2.
Reglen begrundes med, at hvis fristen udløber på en dag,
hvor retten ikke kan modtage stævninger med henblik på af-
brydelse af forældelsen, jf. § 16, skal fordringshaver ikke
tvinges til at indlevere stævningen den seneste forudgående
hverdag.
Udlæg foretages i så stor en del af skyldnerens formue,
som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af kra-
vet samt af omkostninger ved forretningen og det udlagtes
opbevaring indtil auktionen, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1.
Udlæg kan ifølge retsplejelovens § 508 foretages i rede
penge samt i fast ejendom, løsøre, fordringer og andre akti-
ver, hvis identitet kan fastslås, men ikke i fremtidige erhver-
velser. Udlæg kan foretages, selv om aktiverne i forvejen er
behæftet.
Det såkaldte trangsbeneficium i retsplejelovens § 509 skal
sikre, at skyldneren og dennes husstand kan opretholde en
beskeden livsførelse. I stk. 1 bestemmes således, at udlæg
ikke kan foretages i aktiver, bortset fra fast ejendom, der er
nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en be-
skeden levefod for skyldneren og dennes husstand, jf. dog
stk. 2. I stk. 2 gøres en undtagelse, hvorefter en andel i en
andelsboligforening eller en aktie eller anpart i et boligaktie-
selskab eller et boliganpartsselskab omfattet af kapitel III i
lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber,
der er forbundet med brugsret til en bolig, kun kan undtages
fra udlæg i medfør af stk. 1, hvis boligen efter sin størrelse
og indretning alene opfylder de sædvanlige krav til en be-
skeden bolig, der under hensyn til skyldneren og dennes
husstand med rimelighed kan stilles, og aktivet ved tvangs-
fuldbyrdelse må antages ikke at indbringe et beløb, der klart
overstiger udgiften ved overtagelse af en passende almen
bolig eller leje- eller andelsbolig. I stk. 3 bestemmes, at ud-
læg ikke kan foretages i aktiver af indtil 3.000 kroners vær-
di, som er nødvendige til skyldnerens eller dennes husstands
erhverv eller uddannelse. Reglerne i stk. 1 og 3 er præcepti-
ve, idet skyldneren ikke gyldigt kan samtykke i et udlæg i de
i disse bestemmelser nævnte aktiver, jf. stk. 4.
Retsplejelovens §§ 510-517 indeholder en række andre
bestemmelser, der udelukker eller begrænser adgangen til
udlæg i skyldnerens aktiver. F.eks. kan udlæg ikke foretages
i endnu ikke udbetalt løn eller andet vederlag for personligt
arbejde, medmindre der er forløbet mere end 7 dage efter
slutningen af den periode, i hvilken lønnen er indtjent, eller
efter at vederlaget er fortjent, jf. § 511, stk. 1. Udlæg kan ik-
ke foretages i krav på underholdsbidrag i henhold til lovgiv-
ningen om ægteskab og om børns retsstilling, jf. § 512, stk.
2, mens stk. 3, 1. pkt., bestemmer, at udlæg ikke kan foreta-
ges i krav på pension eller i krav på understøttelse eller an-
den hjælp fra det offentlige eller fra stiftelser eller andre vel-
gørende institutioner, medmindre der er forløbet 3 måneder
fra den dag, beløbet kunne fordres udbetalt. Udlæg kan iføl-
ge retsplejelovens § 513, stk. 1, ikke foretages i erstatning
for invaliditet eller tab af forsørger eller i godtgørelse i for-
bindelse hermed, hvis beløbet tilkommer skadelidte eller
den, som har mistet en forsørger. Er beløbet udbetalt, kan
udlæg dog ske, medmindre summen ved indsættelse på sær-
skilt konto i bank eller sparekasse eller på anden måde er
holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Tilsvaren-
de gælder om renter og udbytte af kapitalen. Efter retspleje-
lovens § 515, stk. 2, kan udlæg ikke foretages i hjælpemid-
ler, som er nødvendige på grund af legemlige mangler eller
sygdom, mens § 517 om skyldnerens påvisningsret i stk. 1
bestemmer, at skyldneren har ret til at påvise de aktiver, i
hvilke udlæg skal foretages, men denne ret er dog undergi-
vet nogle begrænsninger. Udlæg kan ifølge stk. 2 altid fore-
tages i rede penge, ligesom udlæg for krav, der er sikret ved
pant, altid kan foretages i pantet. I stk. 3 er bestemt, at
skyldneren ikke kan forlange, at udlæg skal foretages i fast
ejendom, behæftede aktiver, aktiver, hvis værdi er usikker,
eller aktiver, hvis opbevaring eller afhændelse er særligt
vanskelig, hvis skyldneren ejer andre aktiver, hvori udlæg
kan ske.
Fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige kan med tillæg af renter, gebyrer og andre om-
kostninger inddrives ved lønindeholdelse, medmindre andet
følger af bilag 1, jf. § 10, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Bilag 1 gør en undtagelse for civilretlige
fordringer, men fra denne undtagelse gælder en række und-
tagelser. Lønindeholdelse kan således ifølge bilag 1, nr. 1,
litra a, nr. iv, ske for fordringer, der ifølge lovgivningen til-
kommer en fordringshaver omfattet af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, idet det dog er en forudsætning, at de
betingelser, der ifølge den pågældende lovgivning stilles, for
at fordringen tilkommer fordringshaver, er opfyldt, mens nr.
1, litra a, nr. v og vi, muliggør lønindeholdelse for henholds-
vis erstatningskrav, for hvilke et tvangsfuldbyrdelsesgrund-
lag efter retsplejelovens § 478 er tilvejebragt, og under-
holdsbidrag.
I § 10, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
er bestemt, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe
afgørelse om, at der skal ske indeholdelse i skatteyderens
beregnede eller godskrevne A-indkomst af, hvad der er nød-
112
vendigt til betaling af fordringer med påløbne renter, geby-
rer, tillæg og andre omkostninger, hvor betalingsfristen er
overskredet. Restanceinddrivelsesmyndigheden er i begrun-
delsen for afgørelsen om lønindeholdelse alene forpligtet til
at henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Der kan dog ikke ske indehol-
delse i indkomst, som er valgt beskattet efter kildeskattelo-
vens § 48 E.
I § 10, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
anføres, at indeholdelse efter stk. 1 kan foretages, selv om
udbetalingen eller godskrivningen af A-indkomst også er
genstand for indeholdelse af skat efter kildeskattelovens §§
46 og 49. Indeholdelsen sker med en procentdel (indeholdel-
sesprocenten) af den beregnede eller godskrevne A-ind-
komst. Indeholdelsesprocenten meddeles til Skatteforvalt-
ningen og indgår i indeholdelsesprocenten efter kildeskatte-
lovens § 48, stk. 4. Ved afgørelse om indeholdelse skal der
overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens
underhold. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler
om betalingsevnevurdering, herunder rådighedsbeløb, og
om fradrag af pensionsindbetalinger til fastsættelse af den
del af A-indkomsten, som maksimalt kan indeholdes. Skat-
teministeren kan endvidere fastsætte regler om, at der ikke
kan ske indeholdelse i A-indkomst bestående af visse ydel-
ser. Ved fastsættelsen af indeholdelsesprocenten kan den
samlede indeholdelsesprocent efter kildeskattelovens § 48,
stk. 4, ikke overstige 100. I § 10, stk. 4, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige er bestemt, at indeholdelsesprocen-
ten kan gradueres efter indkomstens størrelse. Skattemini-
steren kan fastsætte nærmere regler om sammenhængen
mellem indkomsten og indeholdelsesprocenten.
Det er gjort i § 13 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj
2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 1494 af 11. december 2018.
Lønindeholdelser fastsættes ligesom afdragsordninger ud
fra en skematisk eller individuel betalingsevnevurdering.
Ved afgørelsen om lønindeholdelse skal der overlades
skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold,
jf. § 13, stk. 3, 1. pkt. Det anses ifølge 2. pkt. for at være
tilfældet, når lønindeholdelsesprocenten fastsættes som af-
dragsprocenten efter reglerne i § 10, stk. 1 – der omhandler
den skematiske betalingsevnevurdering – ganget med den
årlige nettoindkomst efter samme bestemmelse, dernæst di-
videret med samme nettoindkomst, efter at denne forinden
er reduceret med det årlige fradragsbeløb efter skattekortet,
og endelig ganget med det antal procent, som trækprocenten
efter forskudsopgørelsen ligger under 100 pct., jf. dog stk. 7.
Bestemmelsen i § 10, stk. 1, omhandler den såkaldte tabel-
trækmetode, hvorefter det beløb, som skal afdrages årligt,
fastsættes med udgangspunkt i en tabel, der reguleres årligt
efter § 44 og indeholder nettoindkomstintervaller og tilhø-
rende procenter for det årlige afdragsbeløb for skyldnere.
Procentsatsen afhænger af, om skyldneren har forsørgerpligt
over for børn eller ikke. Skyldners nettoindkomst beregnes
på samme måde som ved fastsættelse af afdragsordninger,
dvs. at skyldners nettoindkomst beregnes som skyldnerens
årlige indkomst opgjort som den årlige indkomst inklusive
indtægter efter § 17 (f.eks. kontanthjælp, integrationsydelse
og uddannelseshjælp), fratrukket arbejdsmarkedsbidrag,
pensionsindbetalinger foretaget af en arbejdsgiver, ATP-bi-
drag og skat.
Oplysninger fra indkomstregisteret lægges til grund ved
fastsættelsen af den årlige nettoindkomst efter § 10, stk. 1,
jf. § 10, stk. 4, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj
2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 1494 af 11. december 2018. Hvis der
ikke foreligger oplysninger fra indkomstregisteret om skyld-
nerens indkomst inden for de forudgående 3 måneder, fast-
sættes afdragsordningen i stedet på grundlag af seneste års-
opgørelse, som på beregningstidspunktet er tilgængelig i re-
stanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, jf. §
10, stk. 5, 1. pkt. Foreligger der ikke oplysninger om skyld-
nerens indkomst inden for de seneste 2 indkomstår, kan af-
dragsordninger i stedet fastsættes med udgangspunkt i gæl-
dens størrelse, jf. 3. pkt.
I § 13, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 1494 af 11. december 2018, er der fastsat
nærmere regler om varsel om lønindeholdelse. Restanceind-
drivelsesmyndigheden skal skriftligt varsle skyldneren om,
at lønindeholdelse agtes iværksat. Varslet skal angive beta-
lingsevnen efter § 10, stk. 1, og hvilken indkomst der er lagt
til grund ved beregningen af betalingsevnen eller betalings-
evnen efter § 18, stk. 2. Varslet skal endvidere angive den
beregnede lønindeholdelsesprocent efter reglerne i stk. 3, 2.
og 3. pkt., eller § 18, stk. 1, 1. og 2. pkt. Varslet skal herud-
over indeholde oplysning om, at restanceinddrivelsesmyn-
digheden efter fornyet varsel kan ændre lønindeholdelses-
procenten, hvis skyldners økonomiske forhold ændrer sig
før eller efter iværksættelsen af lønindeholdelsen. Sammen
med varslet om lønindeholdelse skal restanceinddrivelses-
myndigheden stille et budgetskema til rådighed for skyldne-
ren og oplyse, at skyldneren kan udfylde og indsende ske-
maet, og at oplysningerne vil indgå i vurderingen af, om
lønindeholdelse kan gennemføres og med hvilken indehol-
delsesprocent. Skyldneren skal have en frist på mindst 14
dage til indsendelse af budgetskemaet.
I bekendtgørelsens § 13, stk. 5, er bestemt, at hvis skyld-
neren ikke indsender budgetskemaet, kan lønindeholdelsen
iværksættes i overensstemmelse med varslet eller med en re-
duceret lønindeholdelsesprocent, jf. stk. 3, 4. pkt., eller med
en justeret lønindeholdelsesprocent, jf. stk. 3, 7. pkt. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden underretter straks skyldneren
om afgørelsen. Underretningen skal være skriftlig og angive
gældens art og størrelse.
Efter bekendtgørelsens § 13, stk. 7, vurderer restanceind-
drivelsesmyndigheden, hvis skyldneren indsender budget-
skemaet, om der, hvis lønindeholdelsen iværksættes, overla-
des skyldneren det nødvendige til eget og familiens under-
hold. Vurderingen sker efter reglerne i kapitel 7, hvorefter
der tages højde for skyldnerens faktiske udgifter til f.eks.
bolig og til hjemmeboende mindreårige børn. Viser vurde-
ringen, at der ikke er betalingsevne, kan der bevilges hen-
stand, jf. § 11.
113
Hvis en skyldner i forvejen har en restance, der inddrives
ved lønindeholdelse, kan restanceinddrivelsesmyndigheden
træffe afgørelse om at iværksætte lønindeholdelse for yderli-
gere restancer under inddrivelse uden forudgående varsel, jf.
bekendtgørelsens § 13, stk. 8, 1. pkt., og efter stk. 9 kan re-
stanceinddrivelsesmyndigheden træffe afgørelse om en æn-
dret lønindeholdelsesprocent, hvis skyldners økonomiske
forhold ændrer sig. Hvis den ændrede afgørelse baseres på
en vurdering af, at skyldners betalingsevne er forhøjet, skal
restanceinddrivelsesmyndigheden iagttage reglerne om var-
sel i stk. 4. Efter stk. 10 skal restanceinddrivelsesmyndighe-
den gennemføre en betalingsevnevurdering efter reglerne i
kapitel 7, hvis skyldneren som følge af væsentligt ændrede
økonomiske forhold anmoder herom. Restanceinddrivelses-
myndigheden kan dog afvise at foretage en betalingsevne-
vurdering, når denne findes at være uden betydning for af-
gørelsens udfald.
I bekendtgørelsens § 17, stk. 1, er bestemt, at lønindehol-
delse efter § 13 ikke kan foretages i en række A-indkomster,
bl.a. kontanthjælp (nr. 3) og SU (nr. 19).
Efter § 10 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige kan der foretages særskilt lønindeholdelse for bibli-
oteksgebyrer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkost-
ninger, kontrolafgifter med tillæg af renter, gebyrer og andre
omkostninger for overtrædelse af bestemmelser i færdselslo-
ven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven
og lov om trafikselskaber og af beløb til dækning af medieli-
cens og radiolicens med tillæg af renter, gebyrer og andre
omkostninger efter lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Efter § 10 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige kan skatteministeren fastsætte nærmere regler for
den særskilte lønindeholdelse, hvilket er sket med bl.a. § 14
i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr.
1494 af 11. december 2018. Ved afgørelse om særskilt løn-
indeholdelse skal der levnes skyldneren tilstrækkeligt til at
opretholde en beskeden levefod, hvilket normalt vil være til-
fældet, når lønindeholdelsesprocenten fører til indeholdelse
af et beløb på 400 kr. månedligt, jf. § 14, stk. 2. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om særskilt
lønindeholdelse, selv om restancen i forvejen er omfattet af
en afdragsordning efter bekendtgørelsens § 10, en løninde-
holdelse efter bekendtgørelsens § 13 eller en henstandsord-
ning, som ikke efter sit indhold også sikrer mod særskilt
lønindeholdelse, jf. § 14, stk. 5. Restanceinddrivelsesmyn-
digheden skal efter § 14, stk. 6, ved afgørelsen om særskilt
lønindeholdelse skriftligt varsle skyldneren om, at særskilt
lønindeholdelse agtes iværksat. Varslet skal bl.a. angive den
beregnede særskilte lønindeholdelsesprocent og den ind-
komst, der er lagt til grund ved fastlæggelsen af den særskil-
te lønindeholdelsesprocent. Skyldneren skal have en frist på
mindst 14 dage til at fremsætte indsigelse over for restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Fremkommer skyldneren med
en indsigelse, vurderer restanceinddrivelsesmyndigheden,
om skyldneren kan opretholde en beskeden levefod, hvis
den særskilte lønindeholdelse iværksættes, og er vurderin-
gen herefter, at skyldner ved en særskilt lønindeholdelse vil
blive velfærdstruet, kan der bevilges henstand efter § 11,
stk. 2, jf. § 14, stk. 9. Af § 14, stk. 13, fremgår, at reglerne i
§10, § 11, stk. 1, §§ 13 og 17 og kapitel 7 ikke finder anven-
delse på særskilt lønindeholdelse. Dette indebærer bl.a., at
der også kan foretages særskilt lønindeholdelse i f.eks. kon-
tanthjælp, jf. § 17, stk. 1, nr. 3, og at skyldneren ikke kan
forlange en individuel betalingsevnevurdering efter reglerne
i kapitel 7.
Fremsætter en skyldner over for restanceinddrivelsesmyn-
digheden indsigelse mod størrelsen eller eksistensen af en
fordring under inddrivelse, skal indsigelsen behandles af
fordringshaver eller den, der på vegne af denne opkræver
fordringen, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Der gøres dog en undtagelse, hvis
spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens ad-
ministration, f.eks. fordi skyldner gør gældende, at fordrin-
gen, mens den var under inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, er bortfaldet ved forældelse, fordi restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ikke har fået afbrudt forældel-
sen. I et sådant tilfælde behandles klagen af Skatteankesty-
relsen, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt. Derudover træffer fogedretten
efter begæring afgørelse om indsigelser vedrørende kontrol-
afgifter for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven,
lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov
om trafikselskaber, som skyldneren fremsætter over for re-
stanceinddrivelsesmyndigheden om dels kravets berettigel-
se, dels berettigelsen af en afgørelse om lønindeholdelse og
om en gennemført modregning, jf. § 18.
I forvaltningslovens § 19, stk. 1, er det bestemt, at en
myndighed har pligt til at gennemføre partshøring af den,
som afgørelsen retter sig mod, inden der træffes afgørelse i
sagen, hvis parten ikke kan antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrø-
rende sagens faktiske grundlag eller eksterne faglige vurde-
ringer, der er til ugunst for parten og har væsentlig betyd-
ning for sagens afgørelse. Myndigheden skal i et sådant til-
fælde give parten lejlighed til at fremkomme med en udta-
lelse og kan fastsætte en frist for afgivelsen af denne udtalel-
se.
Pligten efter § 19, stk. 1, til partshøring er dog undergivet
en række begrænsninger.
Pligten gælder således ifølge § 19, stk. 2, nr. 1-6, ikke, 1)
hvis det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffen-
hed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på
det foreliggende grundlag, 2) hvis udsættelse vil medføre
overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, 3)
hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes
at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller priva-
te interesser, der taler imod en sådan udsættelse, 4) hvis par-
ten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i forvaltningslo-
vens kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger, 5)
hvis den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt
kreds af personer, virksomheder m.v., hvis forelæggelsen af
oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med
væsentlige vanskeligheder, eller 6) hvis der ved lov er fast-
sat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre
114
sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til
at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
Bestemmelsen i § 19 finder i lighed med en række andre
af forvaltningslovens regler om partsrettigheder kun anven-
delse i sager, hvor en myndighed har truffet eller skal træffe
afgørelse i en sag, dvs. afgørelsessager.
En pligt til partshøring kan i øvrigt – ud over de beskrevne
regler i forvaltningsloven – også følge af uskrevne rets-
grundsætninger om partshøring.
Det foreslås derfor i § 18 a, stk. 8, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, at hvis lønindeholdelse ikke
kan ske, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at
skyldneren er uden den betalingsevne, der er nødvendig for
at foretage lønindeholdelse, eller hvis restanceinddrivelses-
myndigheden konstaterer, at skyldneren modtager en ind-
komst, hvori lønindeholdelse som følge af indkomstens art
ikke kan ske, skal restanceinddrivelsesmyndigheden kunne
træffe afgørelse om, at forældelsen af de fordringer, der
fremgår af afgørelsen, er afbrudt med virkning fra afgørel-
sesdatoen.
Det er tanken, at bestemmelsen alene skal omfatte afbry-
delse af forældelsen i forhold til fysiske personer. Løninde-
holdelse kan alene foretages i A-indkomst, hvorfor den fore-
slåede regel vil muliggøre afbrydelse af forældelsen, hvis
skyldneren modtager B-indkomst. Det er en forudsætning, at
forældelsen kan afbrydes for den enkelte fordring. Bøder
omfattes derfor ikke af den foreslåede bestemmelse, fordi en
egentlig afbrydelse af forældelsen af bøder ikke kan ske, jf.
ovenfor i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16, om
straffelovens § 97 a.
Det er tilstrækkeligt, at restanceinddrivelsesmyndigheden
ud fra tabeltrækmetoden – jf. ovenfor om § 13, stk. 3, 2.
pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige – vurderer, at skyldneren er uden
den til lønindeholdelse nødvendige betalingsevne. Hvis re-
stanceinddrivelsesmyndigheden skulle foretage en betalings-
evnevurdering efter kapitel 7 i bekendtgørelsen (dvs. efter
»budgetmetoden«), ville det forudsætte, at skyldner skulle
udfylde og indsende et budgetskema med oplysninger om
indtægter og udgifter, hvorefter restanceinddrivelsesmyn-
digheden ville skulle forholde sig til, hvilke indtægter og ud-
gifter der skal indgå i fastsættelsen af skyldners betalingsev-
ne. Denne type betalingsevnevurdering er således meget res-
sourcekrævende. Formålet med den foreslåede mulighed for
at afbryde forældelsen ved en afgørelse om, at lønindehol-
delse ikke kan ske som følge af bl.a. manglende betalingsev-
ne hos skyldneren, således at en ressource- og omkostnings-
tung udlægsforretning til afbrydelse af forældelsen kan und-
gås, tilsiger derfor, at udgangspunktet er, at betalingsevne-
vurderingen foretages efter tabeltrækmetoden. Hvis restan-
ceinddrivelsesmyndigheden måtte have foretaget en beta-
lingsevnevurdering efter budgetmetoden, og det vurderes, at
den stadig giver et retvisende billede af skyldners betalings-
evne, vil denne dog kunne lægges til grund. Skyldner vil i
forbindelse med partshøringen kunne anmode om en fornyet
vurdering, hvis skyldner mener, at han eller hun nu har en
betalingsevne, der vil være til hinder for en afbrydelse af
forældelsen gennem den foreslåede afgørelse.
Afbrydelse af forældelsen forudsætter, at afgørelsen er
kommet frem til skyldneren, og at fordringen stadig er rets-
kraftig på tidspunktet for afgørelsens fremkomst. Afbrydel-
sesvirkningen for en fordring omfattet af afgørelsen vil ved
afgørelsens fremkomst indtræde, selv om en anden fordring
omfattet af afgørelsen måtte være forældet inden afgørelsens
fremkomst.
Det foreslås i § 18 a, stk. 8, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at den ny forældelsesfrist skal regnes
fra afgørelsesdatoen.
For fordringer, der omfattes af den foreslåede regel om
indførelse af et fordringskompleks, jf. afsnit 2.1, forudsætter
afbrydelsesvirkningen, at den eller de fordringer, hvis afbry-
delse vil have afbrydelsesvirkning for alle fordringer omfat-
tet af fordringskomplekset, er nævnt i afgørelsen.
Det foreslås i § 18 a, stk. 8, 3. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden,
inden afgørelsen træffes, skal sende et forslag til afgørelse
til skyldneren med en frist på mindst 21 dage regnet fra for-
slagets dato til at fremkomme med eventuelle bemærkninger
til forslaget. Dette indebærer, at der forud for afgørelsen
skal foretages partshøring af skyldneren.
Af forvaltningslovens § 19, stk. 1, 3. pkt., fremgår, at
myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den ud-
talelse, som partshøringen skal give parten lejlighed til at
fremkomme med. I Justitsministeriets vejledning nr. 11740
af 4. december 1986 om forvaltningsloven anføres i pkt.
106, at der ved fastsættelsen af en frist bør gives den pågæl-
dende part rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og
overveje udtalelsens form og indhold. Det foreslås derfor, at
der fastsættes en frist på mindst 21 dage, der skal regnes fra
datoen for forslaget til afgørelse. Restanceinddrivelsesmyn-
digheden kender ikke det eksakte fremkomsttidspunkt, når
PostNord skal anvendes til en fysisk fremsendelse af forsla-
get til afgørelse, fordi den pågældende skyldner i medfør af
§ 5 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere er blevet
fritaget for tilslutningen til Digital Post. Med den foreslåede
frist på mindst 21 dage er der tale om en afvejning af dels
hensynet til restanceinddrivelsesmyndighedens behov for at
kende det eksakte tidspunkt for udløbet af fristen til at frem-
komme med en udtalelse med bemærkninger til forslaget til
afgørelse, dels hensynet til, at skyldneren gives en rimelig
tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje form og
indhold af sin eventuelle udtalelse, jf. ovenfor.
Den foreslåede regel omfatter enhver form for lønindehol-
delse, dvs. både almindelig lønindeholdelse efter § 10 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige og særskilt løninde-
holdelse efter § 10 a. Hvis skyldnerens gæld alene består af
fordringer, der omfattes af § 10 a, f.eks. biblioteksgebyrer,
vil den foreslåede regel alene kunne anvendes, hvis det –
f.eks. som følge af en indsigelse fra skyldneren, jf. § 14, stk.
9, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse
af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr.
1494 af 11. december 2018 – konkret er vurderet, at skyld-
115
neren vil blive velfærdstruet, hvis særskilt lønindeholdelse
iværksættes.
Hvis skyldnerens gæld under inddrivelse ud over fordrin-
ger, der omfattes af § 10 a, også omfatter andre fordringer,
f.eks. skattegæld, som alene omfattes af adgangen til almin-
delig lønindeholdelse efter § 10, vil den foreslåede regel om
afbrydelse af forældelsen gennem en afgørelse om, at ind-
drivelsen er stillet i bero, alene kunne omfatte disse andre
fordringer, der ikke omfattes af § 10 a, medmindre det kon-
kret er vurderet, at heller ikke særskilt lønindeholdelse kan
ske, jf. ovenfor.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden f.eks. som følge af
skyldnerens såkaldte R75-oversigt, der viser Skatteforvalt-
ningens oplysninger om skyldners eventuelle fast ejendom,
værdipapirer og motorkøretøjer, har kendskab til, at skyld-
neren har aktiver, hvori udlæg kan foretages, vil restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kunne beslutte at gennemføre
en udlægsforretning med henblik på dels at afbryde foræl-
delsen af de fordringer, som udlægsforretningen vedrører,
dels at foretage en inddrivelse, der helt eller delvist kan
dække disse fordringer. Ejer skyldneren sådanne aktiver,
men viser det sig ved opslag i f.eks. tingbogen eller bilbo-
gen, at skyldners faste ejendom eller motorkøretøj er behæf-
tet med pant eller udlæg, der kan have fjernet al friværdi fra
aktivet, vil en udlægsforretning som udgangspunkt ikke bli-
ve gennemført. I stedet vil restanceinddrivelsesmyndigheden
afbryde forældelsen med en afgørelse om, at inddrivelsen er
stillet i bero, fordi lønindeholdelse ikke kan foretages.
Hvis skyldneren bestrider restanceinddrivelsesmyndighe-
dens vurdering af, at skyldneren er uden den til lønindehol-
delse nødvendige betalingsevne, bør det ske ved i forbindel-
se med partshøringen at fremkomme med de til brug for en
individuel betalingsevnevurdering nødvendige oplysninger,
jf. ovenfor om kapitel 7 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj
2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 1494 af 11. december 2018.
Viser det sig herefter, at skyldneren har en betalingsevne
og modtager A-indkomst, vil forældelsen ikke kunne afbry-
des med en sådan afgørelse om, at inddrivelsen er stillet i
bero. I stedet vil restanceinddrivelsesmyndigheden iværk-
sætte lønindeholdelse med henblik på afbrydelse af foræl-
delsen og inddrivelse af gælden.
Da der er tale om en afgørelse, der træffes i medfør af lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil afgørelsen inden
for 3 måneder kunne påklages til Skatteankestyrelsen, jf. §
17 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Skyldneren
vil ikke kunne begrunde klagen med, at skyldneren på kla-
getidspunktet har en betalingsevne. Betalingsevnen skal fo-
religge, da afgørelsen blev truffet, for at skyldner kan få un-
derkendt afgørelsen og dermed dens afbrydelsesvirkning.
Afgørelsen vil også kunne være ugyldig, hvis den er ramt af
formelle mangler, f.eks. manglende partshøring. Skatteanke-
styrelsens afgørelse vil desuden kunne indbringes for dom-
stolene, jf. skatteforvaltningslovens §§ 48 og 49.
Det er vigtigt, at gæld til det offentlige ikke forældes util-
sigtet. De offentlige myndigheder er underlagt en forpligtel-
se til ensartet behandling af alle borgere og virksomheder
med identiske forhold og er samtidig forpligtede til at ind-
drive gæld til det offentlige – også selv om det i det konkre-
te tilfælde ikke altid kan svare sig økonomisk.
Endvidere vil de forældelsesafbrydende foranstaltninger,
som restanceinddrivelsesmyndigheden vil kunne iværksætte
efter de gældende regler, i mange tilfælde, når skyldneren er
uden betalingsevne, ikke resultere i betaling af gælden, men
i stedet medføre, at gælden forøges med omkostninger for
både det offentlige og skyldneren selv.
Forældelse som ophørsgrund for fordringer begrundes tra-
ditionelt med to forhold. For det første indretningssynspunk-
tet, idet en skyldner, der i lang tid ikke har hørt fra sin for-
dringshaver om en betaling af fordringen, kan have indrettet
sig på, at fordringen ikke længere vil blive gjort gældende.
For det andet hensynet til domstolene og afklaringen af den
bevismæssige tvivl, der kan opstå, hvis der lang tid efter for-
faldsdagen opstår en tvist om fordringens eksistens. Når der
er gået lang tid, kan beviser være forsvundet, vidners erin-
dring kan være svækket osv.
En offentlig fordringshaver er forpligtet til at behandle al-
le sine skyldnere ens og af hensyn til de mange, der betaler
deres gæld, forsøge at opnå betaling af gæld fra alle. En of-
fentlig fordringshaver kan derfor ikke tillade sig at undlade
at forfølge sine tilgodehavender ved opkrævning og om nød-
vendigt inddrivelse. Indretningssynspunktet kan derfor ikke
tillægges samme vægt i forhold til gæld til det offentlige
som over for gæld mellem private.
Dertil kommer, at det offentlige er tvangskreditor, fordi
det offentlige som udgangspunkt ikke kan nægte at levere
ydelser med den begrundelse, at modtager ikke har betalt
tidligere opkrævninger. Derfor kan det offentlige ikke be-
skytte sig mod opbygning af yderligere gæld på samme må-
de som en privat kreditor.
For de offentligretlige fordringer vil der typisk i kraft af
lovgivningen være adgang til rekurs, hvis skyldneren er ue-
nig i fordringens berettigelse, og der er derfor som udgangs-
punkt ikke samme usikkerhed om kravets berettigelse som
ved krav mellem to private. Tvister, der lang tid efter for-
faldsdagen skal løses af domstolene, vil derfor typisk ikke
kræve en stillingtagen til fordringens tilblivelse, men alene
efterfølgende ophørsgrunde.
I juli 2017 var 43 pct. af skyldnerne, svarende til 368.712
skyldnere, uden betalingsevne, hvorfor afbrydelse af foræl-
delsen gennem lønindeholdelse ikke ville have været en mu-
lighed i forhold til disse skyldnere. Over for disse skyldnere
vil afbrydelse i praksis alene kunne ske ved gældserkendelse
eller gennemførelsen af en omkostningskrævende udlægs-
forretning.
I forhold til lavindkomstgrupper har restanceinddrivelses-
myndigheden derfor typisk forsøgt at anvende gældserken-
delser efter forældelseslovens § 15 til forældelsesafbrydelse,
men sådanne erkendelser kræver skyldners medvirken, og
den er langtfra givet. Gældserkendelse sker i praksis, ved at
restanceinddrivelsesmyndigheden sender den enkelte skyld-
ner et brev, som skyldner anmodes om at underskrive og re-
116
turnere. Denne proces er bl.a. ineffektiv, fordi alene få
skyldnere reagerer på restanceinddrivelsesmyndighedens
henvendelser om gældserkendelse, og fordi forældelsesaf-
brydelse efter loven først har virkning, når skyldners brev
kommer retur til restanceinddrivelsesmyndigheden i under-
skrevet stand og uden f.eks. håndskrevne forbehold m.v. I
den forbindelse vil registrering af selve gældserkendelsen i
de sager, hvor skyldneren rent faktisk svarer, kræve en ma-
nuel proces.
Skatteforvaltningen har gennemført en udsøgning for åre-
ne 2014 og 2015. I denne periode har restanceinddrivelses-
myndigheden udsendt gældserkendelsesbreve til 23.316
skyldnere. 9.279 erkendelsesbreve kom retur fra PostNord. I
4.052 sager erkendte skyldnerne de i gældserkendelsesbre-
vene angivne fordringer. Skatteforvaltningen har oplyst, at
der må tages et vist forbehold for tallenes validitet, da det
ikke kan afvises, at udfordringerne med systemunderstøttel-
se og systemgenereret post kan medføre afvigelser i antallet
af sager. Det er på den baggrund Skatteforvaltningens vur-
dering, at det i knap 30 pct. af sagerne lykkes at opnå foræl-
delsesafbrydelse på baggrund af et gældserkendelsesbrev,
mens det i godt 70 pct. af sagerne ikke lykkes at opnå en
forældelsesafbrydelse på baggrund af et udsendt gældser-
kendelsesbrev.
Anvendes denne procentandel på de 368.712 skyldnere
uden betalingsevne, vil der således skulle gennemføres ca.
260.000 udlægsforretninger alene for at få afbrudt forældel-
sen i forhold til dette skyldnersegment. Udlægsforretninger
af denne typer forudsætter enten skyldners fysiske fremmø-
de hos pantefogeden, eller at udlægsforretningen gennemfø-
res på skyldners bopæl. I mange tilfælde medfører skyldners
udeblivelse, at skyldner må tilsiges flere gange, eller at ud-
lægsforretningen må fortsættes på skyldners bopæl. I en
række sager kan det endvidere være nødvendigt at iværksæt-
te forkyndelse ved stævningsmand og efterfølgende anmode
om politiets bistand til at finde og fremstille skyldneren for
pantefogeden. Det er restanceinddrivelsesmyndighedens
vurdering, at gennemførelse af en udlægsforretning i disse
sager – når der tages højde for alle faser af sagen, herunder
tilsigelsen og berammelse – derfor i gennemsnit koster en
uddannet pantefoged en hel arbejdsdag. Alene forældelses-
afbrydelse ved udlægsforretning for denne del af skyldner-
massen skønnes derfor at ville lægge beslag på et betydeligt
antal årsværk.
Hertil kommer, at der fortsat vil skulle gennemføres ud-
lægsforretninger i forhold til de skyldnere med betalingsev-
ne, der har aktiver, og virksomheder m.fl.
Udlægsforretning kan af restanceinddrivelsesmyndighe-
dens pantefogeder anvendes som inddrivelsesmiddel og for-
ældelsesafbrydende middel over for fordringer med udpant-
ningsret. For civilretlige fordringer er der som udgangspunkt
ikke udpantningsret, jf. bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, og for disse fordringer vil alene fogedret-
ten kunne foretage udlæg, hvilket vil kræve et tvangsfuld-
byrdelsesgrundlag efter retsplejelovens § 478, jf. nærmere
herom Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit G·A·3·7·3.
En udlægsforretning, der ifølge forældelseslovens § 18,
stk. 2, afbryder forældelsen, hvis forretningen foretages af
en pantefoged, er som beskrevet ovenfor typisk en omkost-
ningstung inddrivelsesform, og den kan derfor ud fra løn-
somhedsbetragtninger vanskeligt forsvares i forhold til
skyldnere med beskedne gældsposter. Dertil kommer, at en
udlægsforretning opleves som ubehagelig for skyldner, og
skyldners gæld forøges ved en udlægsforretning med udgif-
ter til retsafgift og tilsigelsesgebyr – udgifter, som skyldner
heller ikke kan betale. Der er således behov for en generel
adgang til en automatiseret systemunderstøttet afbrydelse af
forældelsen, der er så enkel, at den kan implementeres i det
nye inddrivelsessystem inden for den afsatte ressourceram-
me.
Forslaget vil gøre det lettere for restanceinddrivelsesmyn-
digheden at afbryde forældelsen.
Det er dog tanken, at der forud for hver afgørelse om af-
brydelse skal foretages en konkret vurdering af, om det hen-
set til skyldnerens betalingsevne giver mening at fastholde
gælden og eventuelt iværksætte en udlægsforretning over
for skyldner for at få dækket gælden i stedet for at træffe en
afgørelse om afbrydelse. Endvidere bør det overvejes, om
gælden eventuelt bør afskrives, hvilket kan ske ved at undla-
de afbrydelse af forældelsen, jf. § 16, stk. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige. Som anført i bemærkninger-
ne til lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås det at ændre § 16, så-
ledes at bestemmelsen også giver adgang til endelig afskriv-
ning, hvis det må anses for åbenbart formålsløst eller for-
bundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte
inddrivelsen, og ikke – som bestemmelsen i dag administre-
res – alene giver adgang til afgangsførelse af fordringer som
uerholdelige, dvs. at endelig afskrivning først sker efter ind-
trådt forældelse.
Det foreslås, at det for tilfælde, hvor en sag om gyldighe-
den af restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse efter
den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 8, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige er indbragt for Landsskatte-
retten, jf. § 17, eller for domstolene, med § 18 a, stk. 9, be-
stemmes, at forældelse tidligst indtræder 1 år efter sagens
endelige afgørelse. En endelig afgørelse foreligger, hvor fri-
sten for indbringelse af Landsskatterettens afgørelse for
domstolene er udløbet, uden at afgørelsen er blevet indbragt,
jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt., hvorefter en
endelig administrativ afgørelse ikke kan indbringes for dom-
stolene, senere end 3 måneder efter at afgørelsen er truffet,
jf. dog stk. 4, hvorefter en endelig administrativ afgørelse,
hvorover der inden udløbet af fristen i stk. 3, 1. pkt., er ind-
givet klage til Folketingets Ombudsmand, ikke kan indbrin-
ges for domstolene, senere end 1 måned efter at Folketingets
Ombudsmand har afsluttet sin behandling af sagen, idet fri-
sten dog aldrig kan være kortere end fristen efter stk. 3, 1.
pkt. Af § 49 følger, at Skatteministeriet kan indbringe
Landsskatterettens afgørelse for domstolene, senest 3 måne-
der efter at Landsskatteretten har truffet afgørelse.
Er den administrative afgørelse rettidigt blevet indbragt
for domstolene, vil spørgsmålet om, hvornår en endelig af-
gørelse vil foreligge, skulle afgøres på samme måde som
117
spørgsmålet om, hvornår en endelig afgørelse foreligger i
relation til forældelseslovens § 21, stk. 1. I lovforslaget til
forældelsesloven, jf. lovforslag nr. L 165, anføres i de speci-
elle bemærkninger til § 21, stk. 1, jf. Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side 5637, at tillægsfristen regnes fra sa-
gens endelige afgørelse. I tilfælde, hvor afgørelsen ankes in-
den for de almindelige frister herfor, vil fristen skulle regnes
fra datoen for ankeinstansens afgørelse. Hvis fordringshave-
ren inden for de frister, der gælder herfor, ansøger om og
meddeles oprejsningsbevilling (dvs. tilladelse til at appellere
en retsafgørelse, selv om appelfristen er udløbet), anketilla-
delse eller tredjeinstansbevilling efter retsplejelovens § 368,
stk. 1 og 2, § 371 og § 372, stk. 1 og 2, vil fristen på samme
måde skulle regnes fra datoen for den senere afgørelse. En
tilladelse til ekstraordinær anke/genoptagelse efter retspleje-
lovens § 399 vil derimod som udgangspunkt ikke medføre,
at det oprindelige sagsanlæg bevarer sin fristafbrydende
virkning.
Hvis afgørelsen om afbrydelse af forældelse findes ugyl-
dig, vil restanceinddrivelsesmyndigheden derfor have 1 år
fra den endelige afgørelse til at afbryde forældelsen af de af
afgørelsen omfattede fordringer.
Har skyldneren gjort indsigelse mod fordringens eksi-
stens, følger det af forældelseslovens § 21, stk. 2, at foræl-
delse tidligst indtræder, 1 år efter at myndigheden har givet
meddelelse om sin afgørelse. Det samme gælder, hvis den
administrative afgørelse indbringes for domstolene, jf. § 21,
stk. 1, hvorefter forældelse tidligst indtræder 1 år efter sa-
gens endelige afgørelse, hvis der inden forældelsesfristens
udløb af eller mod fordringshaveren er anlagt rets- eller
voldgiftssag om grundlaget for fordringen, dvs. om der be-
står en fordring, idet dens størrelse ikke er et tema.
Den foreslåede regel er udtryk for, at der indtræder forelø-
big afbrydelse af forældelsen, hvis restanceinddrivelsesmyn-
dighedens afgørelse om afbrydelse af forældelsen som følge
af manglende mulighed for lønindeholdelse, jf. den foreslåe-
de regel i § 18 a, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, er indbragt for Skatteankestyrelsen eller domsto-
lene.
Til § 2
Retsafgiftslovens kapitel 3 indeholder regler om betaling
af retsafgift for bl.a. udlægsforretninger, herunder udlægs-
forretninger, som foretages af restanceinddrivelsesmyndig-
hedens pantefogeder.
Det foreslås at flytte reglerne om retsafgift for restan-
ceinddrivelsesmyndighedens pantefogeders udlægsforretnin-
ger fra retsafgiftsloven til lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, jf. de foreslåede §§ 12 a-12 g i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige.
Det foreslås i tilknytning hertil at indsætte en ny § 20 a i
retsafgiftslovens kapitel 3, som fastslår, at reglerne i dette
kapitel ikke finder anvendelse på udlæg, som foretages af
restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder.
Til § 3
I § 19, stk. 4, 1. pkt., i lov om kontantydelse er bestemt, at
tilbagebetalingskrav, der efter stk. 3 opkræves af kommu-
nen, bortfalder, når der er gået 3 år efter ydelsens ophør,
uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemfø-
re kravet.
Ved § 4 i lov nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folketingstiden-
de 2017-18, A, L 226 som fremsat, side 19 ff., blev der i §
19, stk. 4, i lov om kontantydelse med 2.-4. pkt. indsat nye
bestemmelser, der præciserer, at hvis tilbagebetalingskravet
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1.
pkt. ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder i stedet foræl-
delsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræ-
der 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, jf. bestemmelsen om foreløbig
afbrydelse af forældelsen i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, der samtidig blev ind-
sat ved § 1, nr. 15, i lov nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folke-
tingstidende 2017-18, A, L 226 som fremsat, side 10 ff. Til-
bagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 1.
pkt. på ny anvendelse.
Med lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås regler om et for-
dringskompleks indsat som § 18 a, stk. 2-6, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, hvorved den gældende be-
stemmelse i § 18 a, stk. 2, vil blive stk. 7.
Med lovforslagets § 3 foreslås den nødvendige konse-
kvensændring i § 19, stk. 4, 3. pkt., i lov om kontantydelse,
således at henvisningen til § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige ændres til en henvis-
ning til § 18 a, stk. 7, 1. pkt. Der er således udelukkende tale
om en ændret paragrafhenvisning.
Til § 4
I § 70 f, stk. 11, 5. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelses-
indsats er bestemt, at de tilbagebetalingskrav, som kommu-
nen efter 1.-4. pkt. træffer afgørelse om, bortfalder, når der
er gået 3 år efter fleksløntilskuddet eller ledighedsydelsens
ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet.
Ved § 5 i lov nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folketingstiden-
de 2017-18, A, L 226 som fremsat, side 19 ff., blev der i §
70 f, stk. 11, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats med
6.-8. pkt. indsat nye bestemmelser, der præciserer, at hvis
tilbagebetalingskravet overdrages til restanceinddrivelses-
myndigheden, finder 5. pkt. ikke anvendelse fra restanceind-
drivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra modtagel-
sen finder i stedet forældelsesloven anvendelse, idet foræl-
delse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. be-
stemmelsen om foreløbig afbrydelse af forældelsen i § 18 a,
stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
der samtidig blev indsat ved § 1, nr. 15, i lov nr. 551 af 29.
maj 2018, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 226 som
fremsat, side 10 ff. Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til
kommunen, finder 5. pkt. på ny anvendelse.
118
Med lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås regler om et for-
dringskompleks indsat som § 18 a, stk. 2-6, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, hvorved den gældende be-
stemmelse i § 18 a, stk. 2, vil blive stk. 7.
Med lovforslagets § 4 foreslås den nødvendige konse-
kvensændring i § 70 f, stk. 11, 7. pkt., i lov om en aktiv be-
skæftigelsesindsats, således at henvisningen til § 18 a, stk. 2,
1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ændres
til en henvisning til § 18 a, stk. 7, 1. pkt. Der er således ude-
lukkende tale om en ændret paragrafhenvisning.
Til § 5
I § 95, stk. 2, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik er be-
stemt, at tilbagebetalingskrav, der omfattes af lovens kapitel
12 og opkræves af kommunen eller Udbetaling Danmark, jf.
§ 95, stk. 1, bortfalder, når der er gået 3 år efter hjælpens
ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet.
Ved § 6 i lov nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folketingstiden-
de 2017-18, A, L 226 som fremsat, side 19 ff., blev der i §
95, stk. 2, med 2.-4. pkt. indsat nye bestemmelser, der præ-
ciserer, at hvis tilbagebetalingskravet overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse
fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet.
Fra modtagelsen finder i stedet forældelsesloven anvendel-
se, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebe-
talingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden, jf. bestemmelsen om foreløbig afbrydelse af foræl-
delsen i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, der samtidig blev indsat ved § 1, nr. 15, i lov
nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L
226 som fremsat, side 10 ff. Tilbagesendes tilbagebetalings-
kravet til kommunen eller Udbetaling Danmark, finder 1.
pkt. på ny anvendelse.
Med lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås regler om et for-
dringskompleks indsat som § 18 a, stk. 2-6, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, hvorved den gældende be-
stemmelse i § 18 a, stk. 2, vil blive stk. 7.
Med lovforslagets § 5 foreslås den nødvendige konse-
kvensændring i § 95, stk. 2, 3. pkt., i lov om aktiv socialpo-
litik, således at henvisningen til § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige ændres til en hen-
visning til § 18 a, stk. 7, 1. pkt. Der er således udelukkende
tale om en ændret paragrafhenvisning.
Til § 6
I § 19, stk. 3, 1. pkt., i lov om en midlertidig jobpræmie til
langtidsledige m.v. er bestemt, at tilbagebetalingskrav, der
vedrører uberettiget modtaget jobpræmie efter stk. 1, bort-
falder, når der er gået 3 år efter jobpræmieordningens ophør,
uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemfø-
re kravet.
Ved § 7 i lov nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folketingstiden-
de 2017-18, A, L 226 som fremsat, side 19 ff., blev der i §
19, stk. 3, i lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsledi-
ge m.v. med 2.-4. pkt. indsat nye bestemmelser, der præcise-
rer, at hvis tilbagebetalingskravet overdrages til restanceind-
drivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra re-
stanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen finder i stedet forældelsesloven anvendelse,
idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebeta-
lingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. bestemmelsen om foreløbig afbrydelse af forældel-
sen i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, der samtidig blev indsat ved § 1, nr. 15, i lov
nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L
226 som fremsat, side 10 ff. Tilbagesendes tilbagebetalings-
kravet til Udbetaling Danmark, finder 1. pkt. på ny anven-
delse.
Med lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås regler om et for-
dringskompleks indsat som § 18 a, stk. 2-6, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, hvorved den gældende be-
stemmelse i § 18 a, stk. 2, vil blive stk. 7.
Med lovforslagets § 6 foreslås den nødvendige konse-
kvensændring i § 19, stk. 3, 3. pkt., i lov om en midlertidig
jobpræmie til langtidsledige m.v., således at henvisningen til
§ 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige ændres til en henvisning til § 18 a, stk. 7, 1. pkt. Der
er således udelukkende tale om en ændret paragrafhenvis-
ning.
Til § 7
I § 93, stk. 2, 1. pkt., i dagtilbudsloven er bestemt, at krav
på tilbagebetaling efter stk. 1 bortfalder, når der er gået 5 år
efter tilskuddets ophør, uden at der efter reglerne i § 94 har
været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.
Ved § 8 i lov nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folketingstiden-
de 2017-18, A, L 226 som fremsat, side 19 ff., blev der i §
93, stk. 2, i dagtilbudsloven med 2.-4. pkt. indsat nye be-
stemmelser, der præciserer, at hvis tilbagebetalingskravet
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1.
pkt. ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder i stedet foræl-
delsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræ-
der 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, jf. bestemmelsen om foreløbig
afbrydelse af forældelsen i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, der samtidig blev ind-
sat ved § 1, nr. 15, i lov nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folke-
tingstidende 2017-18, A, L 226 som fremsat, side 10 ff. Til-
bagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 1.
pkt. på ny anvendelse.
Med lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås regler om et for-
dringskompleks indsat som § 18 a, stk. 2-6, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, hvorved den gældende be-
stemmelse i § 18 a, stk. 2, vil blive stk. 7.
Med lovforslagets § 7 foreslås den nødvendige konse-
kvensændring i § 93, stk. 2, 3. pkt., i dagtilbudsloven, såle-
des at henvisningen til § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige ændres til en henvisning til §
18 a, stk. 7, 1. pkt. Der er således udelukkende tale om en
ændret paragrafhenvisning.
119
Til § 8
I § 165, stk. 2, 1. pkt., i lov om social service er bestemt,
at tilbagebetalingskrav, der efter stk. 1 opkræves af kommu-
nen, bortfalder, når der er gået 5 år efter hjælpens ophør,
uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemfø-
re kravet.
Ved § 9 i lov nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folketingstiden-
de 2017-18, A, L 226 som fremsat, side 19 ff., blev der i §
165, stk. 2, i lov om social service med 2.-4. pkt. indsat nye
bestemmelser, der præciserer, at hvis tilbagebetalingskravet
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1.
pkt. ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder i stedet foræl-
delsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræ-
der 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, jf. bestemmelsen om foreløbig
afbrydelse af forældelsen i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, der samtidig blev ind-
sat ved § 1, nr. 15, i lov nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folke-
tingstidende 2017-18, A, L 226 som fremsat, side 10 ff. Til-
bagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 1.
pkt. på ny anvendelse.
Med lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås regler om et for-
dringskompleks indsat som § 18 a, stk. 2-6, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, hvorved den gældende be-
stemmelse i § 18 a, stk. 2, vil blive stk. 7.
Med lovforslagets § 8 foreslås den nødvendige konse-
kvensændring i § 165, stk. 2, 3. pkt., i lov om social service,
således at henvisningen til § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige ændres til en henvis-
ning til § 18 a, stk. 7, 1. pkt. Der er således udelukkende tale
om en ændret paragrafhenvisning.
Til § 9
Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 15. maj
2019, jf. dog den foreslåede regel i stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at skatteministeren fastsætter tids-
punktet for ikrafttrædelse af de bestemmelser, der foreslås i
lovforslagets § 1, nr. 1, 10, 11 og 15-18, og §§ 3-8 og herun-
der skal kunne fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på
forskellige tidspunkter.
Lovforslagets § 1, nr. 1, omhandler fremgangsmåden for
overdragelse af en fordring til inddrivelse for yderligere
skyldnere, efter at fordringen er sendt til inddrivelse for én
eller flere andre skyldnere.
Lovforslagets § 1, nr. 10, omhandler ændringen i § 5 a i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der har sam-
menhæng med den foreslåede indførelse af det forældelses-
mæssige begreb »fordringskompleks«, jf. lovforslagets § 1,
nr. 16.
Lovforslagets § 1, nr. 11, omhandler den foreslåede regel i
§ 7 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter
det offentliges modregning i udbetalinger fra Skatteforvalt-
ningen skal have forrang, når disse udbetalinger er omfattet
af en transport.
Lovforslagets § 1, nr. 15-17, vedrører forslaget om indfø-
relsen af et fordringskompleks, herunder nødvendige æn-
dringer i henholdsvis overskriften før § 18 a i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige og den gældende bestemmel-
se i § 18 a, stk. 2, der bliver stk. 7, om foreløbig afbrydelse
af forældelsen af fordringer, der modtages hos restanceind-
drivelsesmyndigheden til inddrivelse.
Endelig vedrører lovforslagets § 1, nr. 18, forslaget om at
kunne afbryde forældelsen af fordringer under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden med en afgørelse om,
skyldneren er uden den betalingsevne, der er nødvendig for
at foretage lønindeholdelse, eller fordi skyldneren modtager
en indkomst, hvori lønindeholdelse som følge af indkom-
stens art ikke kan ske.
Lovforslagets §§ 3-8 vedrører konsekvensændringer i en
række love, der hører under Beskæftigelsesministeriets og
Børne- og Socialministeriets ressort.
Lovforslagets § 3 omhandler en konsekvensændring i §
19, stk. 4, 3. pkt., i lov om en kontantydelse, hvor der henvi-
ses til § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Som følge af den foreslåede ændring i lovfor-
slagets § 1, nr. 16, vil stk. 2, 1. pkt., blive stk. 7, 1. pkt.
Lovforslagets § 4 omhandler en konsekvensændring i § 70
f, stk. 11, 7. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
hvor der henvises til § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige. Som følge af den foreslåede
ændring i lovforslagets § 1, nr. 16, vil stk. 2, 1. pkt., blive
stk. 7, 1. pkt.
Lovforslagets § 5 omhandler en konsekvensændring i §
95, stk. 2, 3. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, hvor der hen-
vises til § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Som følge af den foreslåede ændring i lovfor-
slagets § 1, nr. 16, vil stk. 2, 1. pkt., blive stk. 7, 1. pkt.
Lovforslagets § 6 omhandler en konsekvensændring i §
19, stk. 3, 3. pkt., i lov om en midlertidig jobpræmie til lang-
tidsledige m.v., hvor der henvises til § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Som følge af
den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 16, vil stk. 2,
1. pkt., blive stk. 7, 1. pkt.
Lovforslagets § 7 omhandler en konsekvensændring i §
93, stk. 2, 3. pkt., i dagtilbudsloven, hvor der henvises til §
18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. Som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets
§ 1, nr. 16, vil stk. 2, 1. pkt., blive stk. 7, 1. pkt.
Lovforslagets § 8 omhandler en konsekvensændring i §
165, stk. 2, 3. pkt., i lov om social service, hvor der henvises
til § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Som følge af den foreslåede ændring i lovforsla-
gets § 1, nr. 16, vil stk. 2, 1. pkt., blive stk. 7, 1. pkt.
Det forventes, at den systemmæssige understøttelse af de
foreslåede bestemmelser i § 1, nr. 1, 10 og 15-18, vil være
implementeret i det nye inddrivelsessystem den 1. juli 2019,
som derfor også forventes at skulle være ikrafttrædelsestids-
punktet for disse bestemmelser for fordringer, der er regi-
streret i det nye inddrivelsessystem. Når den foreslåede be-
stemmelse i lovforslagets § 1, nr. 16 træder i kraft, vil de i
120
lovforslagets §§ 3-8 foreslåede konsekvensændringer
samtidig skulle træde i kraft.
Det foreslås i stk. 3, at skatteministeren skal kunne fast-
sætte regler om, hvornår § 1, nr. 1, 10, 11 og 15-18, finder
anvendelse for fordringer under inddrivelse i restanceinddri-
velsesmyndighedens inddrivelsessystemer, og herunder skal
kunne bestemme, at reglerne finder anvendelse fra forskelli-
ge tidspunkter.
Herved forstås ikke alene fordringer, der systemisk er re-
gistreret i de to systemer, der anvendes i paralleldriftsperio-
den, dvs. DebitorMotorInddrivelse (DMI) og det nye it-sy-
stem for inddrivelsen. Visse fordringer i Skatteforvaltnin-
gens opkrævningssystem SAP38 behandles således også
som værende under inddrivelse. For fordringer, der hverken
er registreret i det nye it-system for inddrivelsen eller DMI,
skal de foreslåede bestemmelser anvendes fra det tidspunkt,
som skatteministeren fastsætter som anvendelsestidspunkt
for paralleldriftssystemet DMI.
I restanceinddrivelsesmyndighedens paralleldriftssystem
DMI forventes den systemmæssige understøttelse af de fore-
slåede bestemmelser i § 1, nr. 1, 10 og 15-18, tidligst at væ-
re implementeret ved udgangen af 2019, hvorfor anvendel-
sestidspunktet for disse bestemmelser for så vidt angår pa-
ralleldriftssystemet tidligst forventes at være primo 2020.
Det forventes, at den systemmæssige understøttelse af den
foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 11, vil være implementeret
i både det nye inddrivelsessystem og i restanceinddrivelses-
myndighedens paralleldriftssystem DMI den 1. januar 2020,
som derfor forventes at skulle være anvendelsestidspunktet
for denne bestemmelse i begge systemer.
Bemyndigelsesbestemmelserne i stk. 2 og 3 giver mulig-
hed for, at skatteministeren kan fastsætte forskellige ikraft-
trædelsestidspunkter for henholdsvis § 1, nr. 1, 10, 11 og
15-18, og at bestemmelserne skal kunne finde anvendelse
fra forskellige tidspunkter i restanceinddrivelsesmyndighe-
dens inddrivelsessystemer.
De foreslåede bestemmelser er indsat med henblik på at
understøtte inddrivelsen i restanceinddrivelsesmyndighe-
dens nye inddrivelsessystem, hvorfor bestemmelserne for-
ventes at skulle finde anvendelse her først. I det omfang be-
stemmelserne kan understøttes ved funktionalitet i parallel-
driftssystemet DMI, kan skatteministeren beslutte, at regler-
ne også skal finde anvendelse for fordringer i DMI. Det er
dog ikke på nuværende tidspunkt sikkert, at en sådan funk-
tionalitet i alle tilfælde kan understøttes eller udvikles i
DMI, og skatteministeren kan derfor beslutte, at reglerne ik-
ke skal finde anvendelse i DMI.
Det foreslås i stk. 4, at den foreslåede bestemmelse i § 1,
nr. 11, om forrang for det offentliges modregning ved mod-
regning i Skatteforvaltningens udbetalinger, når disse omfat-
tes af en overdragelse (transport), ikke finder anvendelse på
overdragelser (transporter), hvorom der er givet underret-
ning før datoen for ikrafttrædelsen af den foreslåede bestem-
melse i lovforslagets § 1, nr. 11.
Det foreslås i stk. 5, at § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, som denne bestemmelse
foreslås affattet ved § 1, nr. 16, i dette lovforslag, også fin-
der anvendelse for fordringer, der på dagen for ikrafttræden
af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 16, er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For
disse fordringer foreslås forældelsesdatoen for fordrings-
komplekset som udgangspunkt at skulle regnes fra den 20.
november 2018, når den foreslåede bestemmelse i lovforsla-
gets § 1, nr. 16, træder i kraft. Dermed vil hovedkravet og
dets tilhørende rente eller renter (»fordringskomplekset«),
der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den på dagen for ikrafttræden af den foreslåede bestemmelse
i lovforslagets § 1, nr. 16, som udgangspunkt få en ny foræl-
delsesdato, der på dagen for den nævnte ikrafttræden regnes
fra den 20. november 2018.
Fra dette udgangspunkt foreslås dog den undtagelse, at
forældelsesfristen for fordringskomplekset skal regnes fra
den nye dato, fra hvilken forældelsesfristen skal regnes, hvis
der senest på dagen for ikrafttræden af den foreslåede be-
stemmelse i lovforslagets § 1, nr. 16, er sket en sådan afbry-
delse af forældelsen af den fordring, hvis forældelsesdato
skal gælde for fordringskomplekset, at den nye forældelses-
frist endnu ikke er begyndt at løbe på dagen for ikrafttræden
af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 16.
Ved denne undtagelse skal fordringskompleksets forældel-
sesfrist regnes fra den dato, hvorfra den ny forældelsesfrist
igen begynder at løbe.
En sådan undtagelse kan opstå, hvor forældelsen af den
fordring, hvis forældelse skal styre fordringskompleksets
forældelse, dvs. som udgangspunkt hovedkravet, jf. den
foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, senest
på dagen for ikrafttræden af den foreslåede bestemmelse i
lovforslagets § 1, nr. 16, er blevet afbrudt ved foretagelsen
af retslige skridt, jf. herom forældelseslovens § 16. I et så-
dant tilfælde regnes ifølge forældelseslovens § 19, stk. 3,
den nye frist fra den dag, da retsforlig indgås, dom afsiges,
betalingspåkrav påtegnes af fogedretten, eller anden afgørel-
se træffes.
Er forældelsen afbrudt ved anmeldelse af fordringen i et
konkursbo, ved anmeldelse af fordringen til rekonstruktøren
i forbindelse med rekonstruktionsbehandling, ved anmeldel-
se af fordringen i forbindelse med indledning af gældsan-
eringssag eller ved anmeldelse af fordringen i et dødsbo ef-
ter dettes udstedelse af proklama, jf. forældelseslovens § 17,
stk. 1, nr. 2-4, regnes den nye frist fra boets slutning, tvangs-
akkordens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsi-
gelse, hvis fordringen er anerkendt i henholdsvis konkurs-
eller dødsboet, i den vedtagne tvangsakkord eller i den af-
sagte gældssaneringskendelse, jf. § 19, stk. 4.
Hvis forældelsen er afbrudt ved anmeldelse af fordringen,
efter at skyldneren har udstedt proklama, jf. forældelseslo-
vens § 17, stk. 1, nr. 5, regnes den nye forældelsesfrist fra
dagen for anerkendelsen, hvis fordringen anerkendes efter
anmeldelsen, jf. § 19, stk. 5.
Er forældelsen afbrudt ved indgivelse af anmodning til fo-
gedretten om udlæg, ved pantefogedens foretagelse af ud-
lægsforretning, ved indgivelse af anmodning til fogedretten
121
om foretagelse af arrest, ved fremsættelse af krav for foged-
retten om andel i et auktionsprovenu eller ved indgivelse af
anmodning til fogedretten om tilbagetagelse af en løsøre-
genstand, der er solgt med ejendomsforbehold, jf. forældel-
seslovens § 18, stk. 1-3, regnes den nye forældelsesfrist fra
fogedforretningens eller auktionens afslutning eller, når ar-
rest er forfulgt ved anlæggelse af justifikationssag, i over-
ensstemmelse med reglen i § 18, stk. 3, jf. herved § 19, stk.
6, 1. pkt.
Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om
lønindeholdelse, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4, regnes
den nye forældelsesfrist fra det tidspunkt, da der træffes af-
gørelse om, at lønindeholdelsen ophører, eller senest fra det
tidspunkt, da lønindeholdelsen har været stillet i bero i 1 år,
jf. § 19, stk. 6, 2. pkt.
Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om
modregning, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4, regnes den
nye forældelsesfrist fra den dag, da afgørelsen om modreg-
ning træffes, jf. § 19, stk. 6, 3. pkt.
For en række fordringer i inddrivelsessystemet vil foræl-
delsesfristen allerede i dag tidligst regnes fra den 20. no-
vember 2018, jf. den gældende bestemmelse i § 18 a, stk. 1,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. For fordrin-
ger, der først er modtaget til inddrivelse efter den 20. no-
vember 2018, eller for hvilke forældelsen efter denne dato er
afbrudt, vil forældelsesfristen derimod på dagen for ikraft-
træden af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr.
16, skulle regnes fra et tidligere tidspunkt – nemlig den 20.
november 2018 – end før dagen for ikrafttræden af den fore-
slåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 16. For fordrin-
ger, der modtages til inddrivelse i dag, indtræder forældelse
således tidligst 3 år efter fordringens modtagelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, jf. den gældende bestemmelse i
§ 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Den 3-årige forældelsesfrist i den foreslåede bestemmelse i
§ 18 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, vil derudover indebære,
at forældelsesfristen for visse typer af fordringer vil blive
forkortet, hvis fordringen på dagen for ikrafttræden af den
foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 16, havde en
forældelsesfrist på mere end 3 år. I det omfang gælden ikke
er betalt, vil det derfor for disse fordringer i alle tilfælde væ-
re nødvendigt at afbryde forældelsen inden den 23. novem-
ber 2021, hvor forældelse – medmindre afbrydelse forinden
er sket – vil indtræde for fordringer med en 3-årig forældel-
sesfrist, der skal regnes fra den 20. november 2018. Foræl-
delsesfristen vil udløbe lørdag den 20. november 2021, men
som følge af forældelseslovens § 27, stk. 2, udskydes datoen
for forældelsesfristens udløb til førstkommende hverdag,
dvs. mandag den 22. november 2021, der derfor vil være
sidste dag, hvor forældelsen vil kunne afbrydes.
Det er forudsat, at skatteministeren kan sætte de bestem-
melser, der foreslås i lovforslagets § 1, nr. 15-18, i kraft i det
nye inddrivelsessystem først. Skatteministeren kan desuden
beslutte, at reglerne ikke sættes i kraft i paralleldriftssyste-
met DMI, hvis den nødvendige funktionalitet ikke kan un-
derstøttes eller udvikles. I så fald vil de hidtil gældende reg-
ler finde anvendelse i DMI i hele paralleldriftsperioden.
Aktuelt arbejdes der med retskraftvurdering og oprydning
af fordringer i paralleldriftssystemet DMI, og fordringerne
forventes løbende at blive konverteret til det nye inddrivel-
sessystem, i takt med at fordringshaverne tilsluttes dette sy-
stem. Når fordringer flyttes fra DMI til det nye inddrivelses-
system, vil disse fordringer blive omfattet af de regler, der er
gældende i det nye inddrivelsessystem. Hvis den regel, der
foreslås i lovforslagets § 1, nr. 16, på datoen for konverte-
ring alene er sat i kraft i det nye inddrivelsessystem, er for-
ældelsesdatoen for det konverterede hovedkrav og dets til-
hørende rente eller renter (»fordringskomplekset«) den for
hovedkravet i DMI gældende forældelsesdato på tidspunktet
for konverteringen. Har hovedkravet ved konvertering mere
end én forældelsesdato i DMI, er forældelsesdatoen for for-
dringskomplekset den tidligste af disse datoer. Forældelses-
fristen er dog højst 3 år regnet fra konverteringen for de for-
dringer, der er omfattet af § 18 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. den foreslåede regel
i lovforslagets § 1, nr. 16.
Forslaget om, at forældelsesfristen for et fordringskom-
pleks, der består af fordringer, der på dagen for ikrafttræden
af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 16, om
fordringskomplekset er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, skal regnes fra den 20. november
2018, selv om fordringerne i fordringskomplekset efter den-
ne dato har fået forældelsen afbrudt med den virkning, at
den ny forældelsesfrist er begyndt at løbe efter den 20. no-
vember 2018, men inden dagen for ikrafttræden af den fore-
slåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 16, jf. forældel-
seslovens § 19, vil indebære en fremrykning af forældelses-
datoen i forhold til gældende ret.
Den forældelsesudskydelse, som § 18 a, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige har givet fordringer, der
den 19. november 2015 var eller senere er kommet under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, idet for-
ældelsesfristen for disse fordringer tidligst regnes fra den
20. november 2018, vil formentlig være utilstrækkelig til at
kunne nå en forældelsesafbrydelse af samtlige de fordringer,
for hvilke forældelsen vil indtræde den 23. november 2021,
medmindre forældelsen forinden afbrydes. Med forslaget
om et fordringskompleks vil forældelsesfristen for fordrin-
ger, der på dagen for ikrafttræden af den foreslåede bestem-
melse i lovforslagets § 1, nr. 16, er under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, som udgangspunkt skulle
regnes fra den 20. november 2018, jf. ovenfor, og dermed
vil antallet af fordringer, for hvilke forældelse vil indtræde
den 23. november 2021, medmindre forældelsen forinden er
afbrudt, blive forøget i forhold til det antal, der følger af
gældende regler. Det vil derfor være nødvendigt at overveje,
om den forældelsesudskydelse, som et samlet Folketing bak-
kede op om med vedtagelsen af lovforslag nr. L 18 den 12.
november 2015, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 18 som
fremsat, skal forlænges, så utilsigtet forældelse af fordringer
kan undgås.
122
Det foreslås i stk. 6, at § 3 B i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, som affattet ved § 1, nr. 6, i lov nr. 551 af
29. maj 2018 og foreslået ændret ved § 1, nr. 7, i nærværen-
de lovforslag, skal finde anvendelse på de i bestemmelsen
nævnte renter og gebyrer, der ikke på dagen for ikrafttræden
af den bestemmelse, der foreslås i lovforslagets § 1, nr. 7, er
forældet, uanset hvornår disse er eller bliver modtaget til
inddrivelse.
Dermed ændres omfanget af § 3 B i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som fastsat ved § 1, nr. 6, i lov nr.
551 af 29. maj 2018, der i § 11, stk. 3, bestemmer, at § 3 B i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke finder an-
vendelse på fordringer m.v., der modtages til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden før den 1. juni 2018.
Det foreslås dog, at § 3 B i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, som affattet ved § 1, nr. 7, i nærværende lov-
forslag, ikke finder anvendelse på fordringer, der på dagen
for ikrafttræden af den bestemmelse, der foreslås i lovforsla-
gets § 1, nr. 7, er forældet. Renter og gebyrer, der nævnes i §
3 B i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og som
ved lovens ikrafttræden allerede er bortfaldet som følge af
forældelse, herunder accessorisk forældelse efter forældel-
seslovens § 23, stk. 2, er derfor ikke omfattet af lovforslaget.
Er en fordring, herunder renter og gebyrer, forældet på
ikrafttrædelsesdagen, eksisterer der således ikke længere no-
gen fordring. Renter og gebyrer, der nævnes i § 3 B i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, og som på ikrafttrædel-
sesdagen fortsat er retskraftige og på denne dag allerede er
modtaget eller senere modtages til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, er derimod omfattet af lovfor-
slaget.
Bestemmelsen i § 3 B i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige foreslås således ændret for at understøtte arbejdet
med at inddrive og konvertere fordringer, der i dag er under
inddrivelse i DMI. Det har vist sig muligt i nogle tilfælde at
retskraftvurdere de renter, der ikke i dag er relateret til et ho-
vedkrav, så det i dag kan vurderes, at de ikke er forældet.
Hvis disse renter og gebyrer også fremadrettet skal kunne
håndteres af restanceinddrivelsesmyndigheden uden en op-
lyst relation til hovedkravet, er der behov for at udvide be-
stemmelsen, så denne ikke længere begrænses til fordringer
modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden efter en be-
stemt dato.
Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi
de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller
Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i
kraft for Færøerne eller Grønland.
123
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
Skatteministeriet
§ 1
I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015, som
ændret bl.a. ved lov nr. 1253 af 17. november 2015
og § 1 i lov nr. 285 af 29. marts 2017 og senest ved
§ 1 i lov nr. 551 af 29. maj 2018, foretages følgen-
de ændringer:
§ 2. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Inden overdragelse af fordringer m.v. til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
skal fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt
underrette skyldneren om overdragelsen. Underret-
ning kan dog undlades, hvis det må antages, at mu-
ligheden for at opnå dækning ellers vil blive væ-
sentligt forringet.
Stk. 5. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan
ved kendskab til eller mistanke om datafejl, der
kan henføres til forhold hos fordringshaveren eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, helt eller delvis suspendere inddrivelse
af fordringer, der efter restanceinddrivelsesmyn-
dighedens skøn kan være berørt af fejlen. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ophæver suspensio-
nen, når fordringshaveren eller den, der på vegne
af fordringshaveren opkræver fordringen, har iden-
tificeret og tilbagekaldt de fordringer, som efter en
undersøgelse gennemført af fordringshaveren eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, har vist sig at være berørt af fejlen. Har
fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, ikke inden for
en af restanceinddrivelsesmyndigheden fastsat frist
identificeret og tilbagekaldt de fordringer, der er
berørt af fejlen, kan restanceinddrivelsesmyndighe-
1. I § 2 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Ønsker fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
at inddrivelse af en fordring, der allerede er over-
draget til restanceinddrivelsesmyndigheden til ind-
drivelse, fremover skal ske over for en eller flere
andre skyldnere, der tillige helt eller delvis hæfter
for fordringen, eller at inddrivelse ikke længere
skal omfatte en eller flere skyldnere, som fordrin-
gen inddrives over for, skal fordringen med dens
renter og opkrævningsgebyrer tilbagekaldes af for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-
haveren opkræver fordringen, med henblik på at
blive overdraget til restanceinddrivelsesmyndighe-
den på ny med oplysninger om den eller de skyld-
nere, som fordringen fremover skal inddrives over
for. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i særli-
ge tilfælde beslutte, at 1. pkt. ikke finder anvendel-
se. Fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, skal skriftligt
underrette den eller de skyldnere, der er omfattet af
tilbagekaldelsen efter 1. pkt.«
Stk. 5-12 bliver herefter stk. 6-13.
124
den tilbagesende samtlige fordringer med renter og
gebyrer, der omfattes af suspensionen.
Stk. 6. Fordringer, som er omfattet af suspension
efter stk. 5, forrentes fortsat efter § 5.
2. I § 2, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 5« til:
»stk. 6«.
Stk. 7. Ophæves en suspension, genindtræder de
fordringer, som ikke er tilbagekaldt af fordringsha-
veren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, i dækningsrækkefølgen efter
§ 4. Dækninger, som restanceinddrivelsesmyndig-
heden har foretaget på skyldnerens anden gæld i
den periode, hvor fordringerne var omfattet af sus-
pensionen efter stk. 5, ophæves ikke. Restanceind-
drivelsesmyndigheden kan ved tilbagesendelse ef-
ter stk. 5, 3. pkt., træffe beslutning om, hvorvidt
dækninger, der allerede er foretaget på de berørte
fordringer, mens de var under inddrivelse, skal op-
hæves, og om, hvorvidt tilskrevne inddrivelsesren-
ter skal ophæves.
3. I § 2, stk. 7, 2. pkt., der bliver stk. 8, 2. pkt., æn-
dres »stk. 5« til: »stk. 6«, og i stk. 7, 3. pkt., der
bliver stk. 8, 3. pkt., ændres »stk. 5, 3. pkt.« til:
»stk. 6, 3. pkt.«
Stk. 8. Ved overdragelse af fordringer til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden skal en kommunalt
ejet forsyningsvirksomhed eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen, oplyse skyldnerens
personnummer. Hvis forsyningsvirksomheden ikke
er i besiddelse af skyldnerens personnummer, skal
forsyningsvirksomheden eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen, inden overdragelsen af
fordringen skriftligt anmode skyldneren om inden
for en nærmere angiven frist at oplyse sit person-
nummer. Anmodningen skal indeholde oplysning
om adgangen til at indhente skyldnerens person-
nummer fra Det Centrale Personregister efter fri-
stens udløb, jf. stk. 9.
4. I § 2, stk. 8, 3. pkt., der bliver stk. 9, 3. pkt., æn-
dres »stk. 9« til: »stk. 10«.
Stk. 9. ---
Stk. 10. Fordringshaveren eller den, der på vegne
af fordringshaveren opkræver fordringen, skal, så-
fremt denne bliver bekendt med væsentlige æn-
dringer i skyldnerens forhold efter overdragelsen
af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden,
underrette restanceinddrivelsesmyndigheden her-
om og kan i den forbindelse anmode restanceind-
drivelsesmyndigheden om at intensivere inddrivel-
sen eller at sende sagen tilbage til fordringshave-
ren, med henblik på at fordringshaveren kan tillade
afdragsvis betaling eller henstand med betalingen.
Fordringer, der er omfattet af refusionsret fra stats-
kassen, sendes ikke tilbage til fordringshaveren el-
5. I § 2, stk. 10, 2. pkt., der bliver stk. 11, 2. pkt.,
ændres »stk. 11« til: »stk. 12«.
125
ler den, der på vegne af fordringshaveren har fore-
stået opkrævningen, jf. dog stk. 11.
Stk. 11. ---
Stk. 12. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1-11, her-
under en beløbsmæssig mindstegrænse for fordrin-
ger, der overdrages til inddrivelse, og om frem-
gangsmåden ved overdragelse af fordringer til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, tilbagekaldelse af
fordringer til opkrævningsmyndigheden, størrelsen
af fordringer m.v., som der kan tillades afdragsvis
betaling eller henstand med, og om tidsfrister for
afdragsvis betaling og henstand. Skatteministeren
kan endvidere fastsætte regler om, at overdragelse
af fordringer kan ske elektronisk.
6. I § 2, stk. 12, 1. pkt., der bliver stk. 13, 1. pkt.,
ændres »stk. 1-11« til: »stk. 1-12«.
§ 3 B. Renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og
63 og renter og gebyrer, der opkræves via skatte-
kontoen, jf. opkrævningslovens § 16, eller andre
fordringshaversystemer, der anvender et saldoprin-
cip, behandles med hensyn til forældelse som selv-
stændige hovedkrav, efter at restanceinddrivelses-
myndigheden har modtaget dem til inddrivelse.
Det samme gælder renter og gebyrer, som restan-
ceinddrivelsesmyndigheden modtager til inddrivel-
se, uden at hovedkravet samtidig overdrages til
inddrivelse, eller uden at det i forbindelse med
overdragelsen oplyses, at hovedkravet allerede er
under inddrivelse. Andre gebyrer end dem, der
nævnes i 1. og 2. pkt., anses, når de modtages af
restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse,
med hensyn til accessorisk forældelse efter foræl-
delseslovens § 23, stk. 2, alene at vedrøre det ho-
vedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses at
være knyttet til.
Stk. 2. ---
7. § 3 B, stk. 1, affattes således:
»Renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63,
renter efter § 13, stk. 5, i lovbekendtgørelse nr. 961
af 25. september 2008 om arbejdsmarkedsbidrag
og renter og gebyrer, der opkræves via skattekon-
toen, jf. opkrævningslovens § 16, eller andre for-
dringshaversystemer, der anvender et saldoprincip,
behandles med hensyn til forældelse som selvstæn-
dige hovedkrav, efter at restanceinddrivelsesmyn-
digheden har modtaget dem til inddrivelse, uden at
det i forbindelse med overdragelsen er oplyst, hvil-
ket hovedkrav renterne eller gebyrerne vedrører. Er
det ved overdragelsen af de i 1. pkt. nævnte renter
til restanceinddrivelsesmyndigheden oplyst, at dis-
se renter vedrører et bestemt hovedkrav, lægges
dette hovedkrav til grund med hensyn til accesso-
risk forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2.
Gebyrer, der modtages af restanceinddrivelses-
myndigheden til inddrivelse, anses efter modtagel-
sen med hensyn til accessorisk forældelse efter for-
ældelseslovens § 23, stk. 2, alene at vedrøre det
hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses
at være knyttet til.«
§ 4. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Fastlæggelse af dækningsrækkefølgen ef-
ter stk. 1-3 sker på det tidspunkt, hvor restanceind-
drivelsesmyndigheden anvender beløb inddrevet
fra skyldner eller modtaget fra skyldner ved frivil-
8. I § 4, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »betalings-
tidspunktet«: », idet dækningen med hensyn til be-
regningen af renter dog tidligst har virkning for
renter, som er beregnet af restanceinddrivelses-
126
lig betaling til dækning af fordringer under inddri-
velse hos skyldneren. Dækning af disse fordringer
sker med virkning fra betalingstidspunktet.
Stk. 5-7. ---
myndigheden eller indsendt af en fordringshaver
for perioden fra og med den første i måneden, efter
at fordringen aktuelt kom under inddrivelse«.
§ 5. Fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med
undtagelse af bøder, forrentes med en årlig rente
svarende til renten i henhold til § 5, stk. 1 og 2, i
lov om renter ved forsinket betaling m.v. Renten
tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen
hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For fordrin-
ger, der tilhører restanceinddrivelsesmyndigheden,
tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den må-
ned, hvori fordringen er stiftet.
Stk. 2. Skatteministeren kan bestemme, at stk. 1
ikke skal anvendes på nærmere angivne typer af
fordringer. Skatteministeren kan endvidere bestem-
me, at stk. 1 ikke skal anvendes på fordringer, der
inden ikrafttrædelsen af stk. 1 er modtaget hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden uden særskilt an-
givelse af hovedstol, renter og gebyrer. Hvis for-
dringshaveren senest 6 måneder fra datoen for den-
ne ikrafttrædelse giver restanceinddrivelsesmyn-
digheden oplysning om hovedstol, renter og geby-
rer, tilskrives renten efter stk. 1 dog fra datoen for
oplysningens modtagelse.
9. I § 5, stk. 2, indsættes som 4. pkt.:
»Skatteministeren kan endelig bestemme, at told-
og skatteforvaltningen undlader at beregne og op-
kræve opkrævningsrenter, der vil påløbe registre-
ringsafgift, vægtafgift og andre fordringer, der ve-
drører told- og skatteforvaltningens køretøjsregi-
ster (Det Digitale MotorRegister, DMR), fra mod-
tagelsen af disse fordringer hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden og indtil den dag, hvor der tilskri-
ves rente efter stk. 1.«
§ 5 a. Forældelsesfristen for renter af fordringer,
der er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, regnes fra den første dag i måneden
efter den måned, hvori renten er stiftet.
Stk. 2. Forældelse af renter af fordringer, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden, indtræder senest 10 år efter begyndelses-
tidspunktet i henhold til stk. 1.
Stk. 3. Forældelseslovens § 27, stk. 2, finder ikke
anvendelse ved beregning af forældelsesfristen for
renter af fordringer, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.«
10. I § 5 a indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse på renter
af fordringer, der omfattes af § 18 a, stk. 2.«
11. Efter § 7 indsættes:
Ȥ 7 a. Overdragelser af krav mod told- og skat-
teforvaltningen kan ikke overstige det udbetalings-
beløb, der på udbetalingstidspunktet kan opgøres,
127
efter at fordringer omfattet af denne lov er dækket
ved modregning som anført i § 7, stk. 1 og 2.«
12. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:
»§ 12 a. For udlæg, som foretages af restanceind-
drivelsesmyndighedens pantefogeder, svares en
grundafgift på 300 kr. Overstiger kravet, jf. stk. 3,
3.000 kr., svares yderligere 0,5 pct. af det oversky-
dende beløb i grundafgift. Afgiften afrundes opef-
ter til nærmeste kronebeløb, som er deleligt med
10.
Stk. 2. Der svares yderligere en tillægsafgift på
400 kr., hvis forretningen helt eller delvis foretages
uden for restanceinddrivelsesmyndighedens kon-
tor, eller skyldneren fremstilles af politiet.
Stk. 3. Foretages samtidig udlæg hos samme
skyldner for flere krav, sammenlægges kravene in-
den afgiftens beregning, jf. stk. 1 og 2.
Stk. 4. Foretages udlæg for samme krav hos flere
skyldnere, beregnes afgift for hver skyldner. Dette
gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende
ægtefæller, eller hvor udlægget vedrører fast ejen-
dom, som tilhører skyldnerne i forening.
§ 12 b. Afgiftsfri er udlæg vedrørende:
1) Bøder, konfiskerede værdier og sagsomkost-
ninger i straffesager, der inddrives af det offentli-
ge.
2) Afgifter og sagsomkostninger, som det påhvi-
ler domstolene at indkræve.
3) Borgerlige krav fastsat under en offentlig
straffesag.
§ 12 c. Afgiftspligten efter § 12 a, stk. 1, indtræ-
der, når restanceinddrivelsesmyndighedens pante-
foged underretter skyldneren om tid og sted for
forretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1.
Stk. 2. Er underretning efter retsplejelovens §
493, stk. 1, ikke mulig, eller foretages forretningen
i medfør af retsplejelovens § 493, stk. 2, uden så-
dan underretning, indtræder afgiftspligten efter §
12 a, stk. 1, når forretningen påbegyndes, jf. rets-
plejelovens § 496.
Stk. 3. Afgiftspligten efter § 12 a, stk. 2, indtræ-
der, når restanceinddrivelsesmyndighedens pante-
foged træffer bestemmelse om retshandlingens fo-
retagelse.
128
§ 12 d. Der svares kun ny afgift efter § 12 a, stk.
1, når afgiftspligten for den nye afgift indtræder
mere end 3 måneder efter, at der for skyldneren
sidst er indtrådt afgiftspligt efter § 12 a, stk. 1. Der
svares kun afgift efter 12 a, stk. 2, for forretninger,
hvor der skal svares afgift efter § 12 a, stk. 1. Der
svares ikke ny afgift efter § 12 a, stk. 1 og 2, for en
forretning, der foretages efter retsplejelovens §
486, stk. 2, 1. pkt., hvis denne forretning foretages
samtidig med en anden forretning, for hvilken der
skal svares afgift efter § 12 a, stk. 1.
§ 12 e. Indsigelse imod restanceinddrivelsesmyn-
dighedens pantefogeders beregning af en afgift
sker ved klage til den fogedret, som skulle have
foretaget forretningen, hvis denne ikke var henlagt
til restanceinddrivelsesmyndighedens pantefoge-
der.
Stk. 2. Under forretningen kan indsigelse frem-
sættes over for restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefoged, som underretter fogedretten om indsi-
gelsen. Efter forretningen kan indsigelse fremsæt-
tes ved klage til fogedretten. Klage skal indgives,
senest 6 uger efter at den afgiftspligtige har fået
kundskab om afgiftsberegningen.
Stk. 3. Fogedretten kan se bort fra overskridelser
af klagefristen på indtil 6 måneder, når særlige om-
stændigheder gør overskridelsen undskyldelig.
Stk. 4. Tages klagen til følge, omgøres afgiftsbe-
regningen i overensstemmelse hermed.
Stk. 5. Ændres afgiftsberegningen ikke i henhold
til stk. 4, træffes afgørelsen ved kendelse.
Stk. 6. Fogedretten kan af egen drift indhente op-
lysninger eller erklæringer fra klageren. Kendelsen
kan stadfæste afgiftsberegningen eller ændre den
til fordel eller til skade for den afgiftspligtige.
Stk. 7. Kendelsen kan inden 2 uger påkæres i den
borgerlige retsplejes former. Bestemmelsen i stk. 6
finder tilsvarende anvendelse.
§ 12 f. Restanceinddrivelsesmyndighedens pante-
fogeder kan af egen drift ændre beregningen til
fordel for den afgiftspligtige.
Stk. 2. Bortset fra tilfælde, der nævnes i § 12 e,
stk. 6 og 7, kan efterbetaling af for lidt beregnet af-
gift ikke kræves, når der er forløbet 6 uger, efter at
129
den afgiftspligtige har fået kundskab om beregnin-
gen.
Stk. 3. Efterbetaling kan dog kræves, hvor bereg-
ningen hviler på urigtige, ufuldstændige eller på
anden måde vildledende oplysninger fra den af-
giftspligtige eller dennes befuldmægtigede. Ved
klage over efterkrav finder reglerne i § 12 e anven-
delse.
§ 12 g. Afgifter efter § 12 a, stk. 1 og 2, oppebæ-
res af restanceinddrivelsesmyndigheden.«
§ 13. ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Eftergivelse kan i øvrigt, når sociale eller
andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles
personer, selskaber, foreninger, selvejende institu-
tioner, fonde el.lign.
13. § 13, stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Eftergivelse kan i øvrigt meddeles fysi-
ske eller juridiske personer, når sociale eller andre
forhold i særlig grad taler derfor, uanset om skyld-
nerens økonomiske forhold er uafklarede.«
§ 16. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan af-
skrive fordringer til det offentlige, inklusive renter,
gebyrer og andre omkostninger, herunder undlade
at afbryde forældelse, hvis det må anses for åben-
bart formålsløst eller forbundet med uforholds-
mæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen.
Stk. 2. ---
14. § 16, stk. 1, affattes således:
»Restanceinddrivelsesmyndigheden kan endeligt
afskrive eller undlade at afbryde forældelsen af
fordringer til det offentlige, inklusive renter, geby-
rer og andre omkostninger, hvis det må anses for
åbenbart formålsløst eller forbundet med ufor-
holdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivel-
sen.«
15. Overskriften før § 18 a affattes således:
»Udskydelse af forældelse og foreløbig afbrydelse« »Forældelse af fordringer under inddrivelse«.
§ 18 a. ---
Stk. 2. For fordringer, der overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden af fordringshaveren el-
ler den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter
fordringens modtagelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, jf. dog 3. og 4. pkt. Fristen på 3 år
regnes fortsat fra det i 1. pkt. nævnte modtagelses-
tidspunkt, selv om fordringen tilbagesendes til for-
dringshaveren eller den, der på dennes vegne op-
kræver fordringen. Overdrages en fordring, der er
tilbagesendt som anført i 2. pkt., atter til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på 3 år
16. I § 18 a indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Et hovedkrav og dets tilhørende rente el-
ler renter, der alle er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, udgør i relation til
forældelse et fordringskompleks, hvor alle fordrin-
ger har samme forældelsesdato, uanset om hoved-
kravet eller dets tilhørende rente eller renter op- el-
ler nedskrives, efter at de er kommet under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For-
ældelsesdatoen for fordringskomplekset er den til
enhver tid gældende forældelsesdato for hovedkra-
vet, efter at dette kom under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Er hovedkravet ned-
130
fra det første modtagelsestidspunkt. Bestemmelsen
i 1. pkt. omfatter ikke fordringer, for hvilke der i
EU-retten er fastsat særlige regler, der vil være til
hinder for en foreløbig afbrydelse.
bragt til nul i opkrævningsfasen, er forældelsesda-
toen for fordringskomplekset forældelsesdatoen for
den af rentefordringerne, der først blev modtaget
til inddrivelse. Forældelsen kan efter modtagelse af
hovedkravet til inddrivelse afbrydes for hele for-
dringskomplekset, hvis afbrydelsen omfatter ho-
vedkravet. Er hovedkravet nedbragt til nul, herun-
der ved indfrielse, nedskrivning eller afskrivning,
medfører en afbrydelse af forældelsen for en tilhø-
rende rente, der er under inddrivelse, en afbrydelse
af forældelsen for hele fordringskomplekset. Op-
skrives hovedkravet ved overdragelse af en op-
skrivningsfordring, eller overdrages yderligere til-
hørende renter, anvendes som forældelsesdato for
fordringskomplekset den ved opskrivningsfordrin-
gens eller de yderligere tilhørende renters modta-
gelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden gæl-
dende forældelsesdato for fordringskomplekset. Er
fordringskomplekset under inddrivelse nedbragt til
nul, herunder ved indfrielse, nedskrivning eller af-
skrivning, og modtager restanceinddrivelsesmyn-
digheden herefter en opskrivningsfordring, en eller
flere opkrævningsrenter eller genindsendte inddri-
velsesrenter eller en opskrivning af opkrævnings-
renter eller genindsendte inddrivelsesrenter ved
overdragelse af en eller flere nye renter, får for-
dringskomplekset bestående af opskrivningsfor-
dringen respektive den eller de overdragne renter
den forældelsesdato, der følger af stk. 4 sammen-
holdt med stk. 7. Består fordringskomplekset i det
tilfælde, der nævnes i 7. pkt., tillige af en opskriv-
ningsfordring til et hovedkrav, afbrydes forældel-
sen for fordringskomplekset alene, hvis opskriv-
ningsfordringen får sin forældelse afbrudt. De ren-
ter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., anses, når de
er under inddrivelse, i relation til forældelse som
hovedkrav, der ikke indgår i noget fordringskom-
pleks. Det hovedkrav og de renter, der nævnes i §
3 B, stk. 1, 2. pkt., udgør et fordringskompleks ef-
ter 1. pkt.
Stk. 3. Ophæver restanceinddrivelsesmyndighe-
den en dækning eller afskrivning af en fordring
under inddrivelse, gælder for fordringskomplekset,
jf. stk. 2, den forældelsesdato, der var gældende på
datoen for den dækning eller afskrivning (virk-
ningstidspunktet), der giver anledning til ophævel-
sen. En afbrydelse af fordringskompleksets foræl-
131
delse, der er sket efter virkningstidspunktet i 1.
pkt., men inden ophævelsen efter 1. pkt., bortfalder
ved ophævelsen, men forældelse af fordringskom-
plekset indtræder tidligst 6 måneder efter ophævel-
sen.
Stk. 4. For fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden er forældelsesfri-
sten 3 år, selv om hovedkravet, inden det kom
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden, havde en længere forældelsesfrist, eller der,
før eller efter at fordringen kom under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er opnået et
retsgrundlag som nævnt i forældelseslovens § 5,
stk. 1, jf. dog stk. 5, 2. og 3. pkt. For private under-
holdsbidrag og regioner og kommuners privatretli-
ge fordringer gælder dog den forældelsesfrist, der
var gældende ved fordringens modtagelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden eller under inddri-
velsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden måtte
blive opnået efter forældelseslovens § 5, stk. 1.
Denne forældelsesfrist gælder også for tilhørende
renter under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden.
Stk. 5. Tilbagesendes et hovedkrav og dets tilhø-
rende rente eller renter til fordringshaveren eller
den, der på dennes vegne opkræver fordringen, vil
den forældelsesdato, der var gældende ved tilbage-
sendelsen, jf. stk. 2 og 3, fortsat være gældende,
medmindre fordringshaveren eller den, der på den-
nes vegne opkræver fordringen, i medfør af foræl-
delsesloven eller andre forældelsesregler får ud-
skudt forældelsesdatoen. Er forældelsesfristen efter
tilbagesendelsen blevet forlænget, jf. forældelses-
lovens § 5, stk. 1, finder stk. 4, 1. pkt., kun anven-
delse, hvis forældelsen afbrydes for fordringskom-
plekset, efter at dette på ny er modtaget til inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Geno-
verdrages hovedkravet til restanceinddrivelses-
myndigheden med en forældelsesdato, som er se-
nere end 3 år fra den dato, hvor hovedkravet på ny
modtages til inddrivelse, finder stk. 4, 1. pkt., dog
anvendelse, således at forældelsesfristen på 3 år
skal regnes fra denne modtagelsesdato. 2. og 3.
pkt. gælder ikke for fordringer omfattet af stk. 4, 2.
pkt.
Stk. 6. Stk. 2-5 gælder hverken for bøder eller for
udenlandske fordringer, for hvilke en international
132
overenskomst eller konvention vil være til hinder
for en sådan anvendelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 7.
17. I § 18 a, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt.,
ændres »fordringer, der overdrages« til: »de ho-
vedkrav, der nævnes i stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt.,
nævnte rente, der først blev modtaget til inddrivel-
se, de opskrivningsfordringer og renter, der næv-
nes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes i stk.
6, og disses renter samt de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3.
pkt., nævnte gebyrer, der overdrages«.
18. I § 18 a indsættes som stk. 8 og 9:
»Stk. 8. Kan lønindeholdelse ikke ske, fordi re-
stanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at skyld-
neren er uden den betalingsevne, der er nødvendig
for at foretage lønindeholdelse, eller fordi skyldne-
ren modtager en indkomst, hvori lønindeholdelse
som følge af indkomstens art ikke kan ske, kan re-
stanceinddrivelsesmyndigheden træffe afgørelse
om, at inddrivelsen er stillet i bero, og at forældel-
sen af de fordringer, der fremgår af afgørelsen, er
afbrudt med virkning fra afgørelsesdatoen. Den ny
forældelsesfrist regnes fra afgørelsesdatoen. Inden
afgørelsen træffes, sender restanceinddrivelses-
myndigheden et forslag til afgørelse til skyldneren
med en frist for denne på mindst 21 dage regnet fra
forslagets dato til at fremkomme med eventuelle
bemærkninger til forslaget.
Stk. 9. Er en sag om gyldigheden af restanceind-
drivelsesmyndighedens afgørelse efter stk. 8 ind-
bragt for Landsskatteretten, jf. § 17, eller for dom-
stolene, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sa-
gens endelige afgørelse.«
Justitsministeriet
§ 2
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr.
1252 af 27. november 2014, som ændret ved § 3 i
lov nr. 1867 af 29. december 2015, § 9 i lov nr.
670 af 8. juni 2017 og § 16 i lov nr. 1711 af 27.
december 2018, foretages følgende ændring:
1. Efter § 20 indsættes i kapitel 3:
133
Ȥ 20 a. Reglerne i dette kapitel finder ikke an-
vendelse på udlæg, som foretages af restanceind-
drivelsesmyndighedens pantefogeder.«
Beskæftigelsesministeriet
§ 3
I lov nr. 174 af 24. februar 2015 om kontantydel-
se, som ændret ved § 39 i lov nr. 994 af 30. august
2015 og § 4 i lov nr. 551 af 29. maj 2018, foretages
følgende ændring:
§ 19. - - -
Stk. 2-3. - - -
1. I § 19, stk. 4, 3. pkt., ændres »§ 18 a, stk. 2, 1.
pkt.« til: »§ 18 a, stk. 7, 1. pkt.«
Stk. 4. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der
er gået 3 år efter ydelsens ophør, uden at der har
været økonomisk mulighed for at gennemføre kra-
vet. Overdrages tilbagebetalingskravet til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke an-
vendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder for-
ældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tid-
ligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilbagebeta-
lingskravet til kommunen, finder 1. pkt. på ny an-
vendelse.
§ 4
I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016, som
ændret bl.a. ved § 9 i lov nr. 674 af 8. juni 2017, §
5 i lov nr. 551 af 29. maj 2018 og senest ved § 5 i
lov nr. 174 af 27. februar 2019, foretages følgende
ændring:
§ 70 f. - - -
Stk. 2-10. - - -
1. I § 70 f, stk. 11, 7. pkt., ændres »§ 18 a, stk. 2, 1.
pkt.« til: »§ 18 a, stk. 7, 1. pkt.«.
Stk. 11. Kommunen træffer afgørelse om tilbage-
betaling af fleksløntilskud, hvis den ansatte mod
bedre vidende har undladt at give kommunen op-
lysninger efter stk. 2, 2. pkt., eller § 11, stk. 2, i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale
134
område og den ansatte har modtaget fleksløntil-
skud med urette eller i øvrigt mod bedre vidende
uberettiget har modtaget fleksløntilskud. Kommu-
nen træffer afgørelse om tilbagebetaling af flek-
sløntilskud, når en person er dømt for overtrædelse
af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§
114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlan-
det, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejsefor-
bud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til
danske statsborgere m.v. Dette gælder også, hvor
kommunen tidligere har truffet afgørelse om tilba-
gebetaling af en ydelse efter 1. pkt. for samme pe-
riode. Kommunen træffer afgørelse om tilbagebe-
taling af for meget udbetalt fleksløntilskud, hvis
der i en måned er udbetalt løn m.v., der vedrører
arbejde udført over flere måneder, og hvis det ikke
har været muligt at efterregulere lønindtægten m.v.
i de følgende måneders fleksløntilskud eller ledig-
hedsydelse. Tilbagebetalingskravet efter 1.-4. pkt.
bortfalder, når der er gået 3 år efter fleksløntilskud-
det eller ledighedsydelsens ophør, uden at der har
været økonomisk mulighed for at gennemføre kra-
vet. Overdrages tilbagebetalingskravet til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, finder 5. pkt. ikke an-
vendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder for-
ældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tid-
ligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilbagebeta-
lingskravet til kommunen, finder 5. pkt. på ny an-
vendelse.
Stk. 12. - - -
§ 5
I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse
nr. 247 af 13. marts 2019, som ændret ved § 1 i lov
nr. 1000 af 30. august 2015, § 4 i lov nr. 701 af 8.
juni 2018 og § 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019,
foretages følgende ændring:
§ 95. - - -
Stk. 2. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der
er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at der har
været økonomisk mulighed for at gennemføre kra-
1. I § 95, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 18 a, stk. 2, 1.
pkt.« til: »§ 18 a, stk. 7, 1. pkt.«
135
vet, jf. dog stk. 3. Overdrages tilbagebetalingskra-
vet til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1.
pkt. ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyn-
dighedens modtagelse af kravet. Fra modtagelsen
finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalings-
kravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilba-
gebetalingskravet til kommunen eller Udbetaling
Danmark, jf. stk. 1, 1. pkt., finder 1. pkt. på ny an-
vendelse.
Stk. 3. - - -
§ 6
I lov nr. 287 af 29. marts 2017 om en midlertidig
jobpræmie til langtidsledige m.v., som ændret ved
§ 7 i lov nr. 551 af 29. maj 2018, foretages følgen-
de ændring:
§ 19. - - -
Stk. 2. - - -
1. I § 19, stk. 3, 3. pkt., ændres »§ 18 a, stk. 2, 1.
pkt.« til: »§ 18 a, stk. 7, 1. pkt.«
Stk. 3. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der
er gået 3 år efter jobpræmieordningens ophør, uden
at der har været økonomisk mulighed for at gen-
nemføre kravet. Overdrages tilbagebetalingskravet
til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt.
ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighe-
dens modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder
forældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog
tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilbagebeta-
lingskravet til Udbetaling Danmark, finder 1. pkt.
på ny anvendelse.
Børne- og Socialministeriet
§ 7
I dagtilbudsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 176
af 25. februar 2019, som ændret ved § 1 i lov nr.
1529 af 18. december 2018, foretages følgende æn-
dring:
136
§ 93. - - -
Stk. 2. Krav på tilbagebetaling efter stk. 1 bortfal-
der, når der er gået 5 år efter tilskuddets ophør,
uden at der efter reglerne i § 94 har været økono-
misk mulighed for at gennemføre kravet. Overdra-
ges tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelses-
myndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra re-
stanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af
kravet. Fra modtagelsen finder forældelsesloven
anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3
år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2,
1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kom-
munen, finder 1. pkt. på ny anvendelse.
1. I § 93, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 18 a, stk. 2, 1.
pkt.« til: »§ 18 a, stk. 7, 1. pkt.«
Stk. 3-4. - - -
§ 8
I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr.
1114 af 30. august 2018, som ændret ved § 1 i lov
nr. 1530 af 18. december 2018, § 13 i lov nr. 1711
af 27. december 2018 og § 1 i lov nr. 1720 af 27.
december 2018, foretages følgende ændring:
§ 165. - - -
Stk. 2. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der
er gået 5 år efter hjælpens ophør, uden at der har
været økonomisk mulighed for at gennemføre kra-
vet. Overdrages tilbagebetalingskravet til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke an-
vendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder for-
ældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tid-
ligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilbagebeta-
lingskravet til kommunen, finder 1. pkt. på ny an-
vendelse.
1. I § 165, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 18 a, stk. 2, 1.
pkt.« til: »§ 18 a, stk. 7, 1. pkt.«
§ 9
Stk. 1. Loven træder i kraft den 15. maj 2019, jf.
dog stk. 2.
137
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttrædelse af § 1, nr. 1, 10, 11 og 15-18, og §§
3-8 og kan herunder fastsætte, at bestemmelserne
træder i kraft på forskellige tidspunkter.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler om,
hvornår § 1, nr. 1, 10, 11 og 15-18, finder anven-
delse for fordringer under inddrivelse i restan-
ceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer,
og kan herunder bestemme, at reglerne finder an-
vendelse fra forskellige tidspunkter.
Stk. 4. § 1, nr. 11, finder ikke anvendelse på
overdragelser, hvorom der er givet underretning
før datoen for bestemmelsens ikrafttræden.
Stk. 5. For fordringer, der på dagen for ikrafttræ-
den af lovens § 1, nr. 16, er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes forældel-
sesfristen for fordringskomplekset i § 18 a, stk. 2,
1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, som affattet ved § 1, nr. 16, i denne lov, fra den
20. november 2018, medmindre den ny forældel-
sesfrist efter en afbrydelse, der senest på dagen for
ikrafttræden af lovens § 1, nr. 16, er sket af foræl-
delsen for den fordring, hvis forældelsesdato er
gældende for fordringskomplekset, endnu ikke er
begyndt at løbe på dagen for ikrafttræden af lovens
§ 1, nr. 16. I så fald regnes forældelsesfristen for
fordringskomplekset fra den dato, hvorfra en ny
forældelsesfrist igen begynder at løbe.
Stk. 6. § 3 B, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, som affattet ved § 1, nr. 7, i den-
ne lov, finder ved lovens ikrafttræden anvendelse
på de i bestemmelsen nævnte renter og gebyrer,
der ikke ved lovens ikrafttræden er forældet, uan-
set hvornår disse er eller bliver modtaget til inddri-
velse.
138