Fremsat den 27. marts 2019 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)

Fremsat den 27. marts 2019 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)
Forslag
til
Lov om ændring af skatteforvaltningsloven
(Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet - Retssikkerhedspakke IV)
§ 1
I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 678 af
31. maj 2018, som ændret ved § 23 i lov nr. 1555 af 19.
december 2017, § 7 i lov nr. 278 af 17. april 2018, § 12 i lov
nr. 1130 af 11. september 2018 og § 6 i lov nr. 1726 af 27.
december 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 5, stk. 1, indsættes som nr. 12:
»12) Skønsmæssige ansættelser af moms efter opkræv-
ningslovens § 5, stk. 2.«
2. I § 5, stk. 2, udgår », eller klageren vælger, at sagen skal
afgøres af Landsskatteretten efter § 35 b, stk. 5«, og som 2.
pkt. indsættes:
»En klage omfattet af stk. 1, nr. 2-4, afgøres dog ikke af
skatteankenævnene, hvis klagen helt eller delvist vedrører
en afgørelse truffet efter kursgevinstloven, aktieavancebe-
skatningsloven eller en afgørelse om pligt til at svare skat til
staten efter både dansk ret og overenskomster til undgåelse
af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for
så vidt angår indkomst og formueskatter samt omfang og
opgørelse af skat i forbindelse hermed.«
3. I § 8, stk. 3, 6. pkt., ændres »kommunalbestyrelsen« til:
»den indstillingsberettigede kommunalbestyrelse eller orga-
nisation m.fl.«, og som 7.-12. pkt. indsættes:
»Skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger
hertil, udnævner efter indstilling et antal særlige medlem-
mer. Skatteministeren udnævner desuden et antal særlige
medlemmer. De særlige medlemmer skal have skattefaglig
indsigt og relevant uddannelse. De særlige medlemmer er
geografisk ubundne. Kun personer, der er valgbare til en
kommunalbestyrelse her i landet, kan indstilles. Ved indstil-
lingen skal generelt tilstræbes, at medlemmerne udgør et re-
præsentativt udsnit af befolkningen.«
4. I § 8, stk. 4, indsættes som 7. pkt.:
»Ved indstillingen skal generelt tilstræbes, at medlem-
merne udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen.«
5. I § 8, stk. 5, indsættes som 9. pkt.:
»Ved indstillingen skal generelt tilstræbes, at medlem-
merne udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen.«
6. I § 8 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Afspejler de personer, der indstilles efter stk. 3-5,
ikke i tilstrækkelig grad et repræsentativt udsnit af befolk-
ningen, kan skatteministeren undlade at udnævne de indstil-
lede personer og anmode om, at der foretages en ny indstil-
ling.«
7. I § 19, stk. 5, nr. 5, udgår »eller stk. 5«.
8. I § 35 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, 2. pkt., udgår », jf. dog
stk. 5«.
9. § 35 b, stk. 5, ophæves.
10. § 35 c, stk. 1, 1. pkt., ændres »300 kr.« til: »900 kr.«, og
», jf. dog stk. 2« udgår.
11. § 35 c, stk. 2, ophæves.
Stk. 3-7 bliver herefter stk. 2-6.
12. I § 35 c, stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 3, 2. pkt., ændres
»stk. 7« til: »stk. 6«.
13. § 40, stk. 2, udgår »eller stk. 5, eller efter«.
14. § 47, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
15. § 48, stk. 1 og 2, affattes således:
»En afgørelse truffet af skattemyndighederne kan indbrin-
ges for domstolene eller påklages, medmindre andet er be-
stemt efter anden lovgivning.
Lovforslag nr. L 212 Folketinget 2018-19
Skattemin., j.nr. 2018-5006
AN013789
Stk. 2. Hvis en afgørelse er påklaget til en administrativ
klageinstans, kan klager i stedet vælge at indbringe afgørel-
sen for domstolene indtil det tidspunkt, hvor klageren i for-
bindelse med en høring har modtaget oplysninger om ind-
holdet af den afgørelse, som sagens oplysninger efter skatte-
ankeforvaltningens vurdering vil føre til. Indbringes en af-
gørelse, der først har været påklaget til en administrativ kla-
geinstans, for domstolene, kan retten tillade, at et nyt
spørgsmål inddrages under retssagen, hvis det har en klar
sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag
for retssagen, og det må anses for undskyldeligt, at spørgs-
målet ikke har været inddraget tidligere, eller der er grund til
at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et ufor-
holdsmæssigt retstab for parten.«
16. I § 48, stk. 3, 1. pkt., udgår »endelig«.
17. § 51, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give
henstand med betaling af en skat, hvis afgørelsen er indbragt
for domstolene eller påklaget.«
18. I § 51, stk. 3, 3. pkt., indsættes efter »klagesystem«: »el-
ler hos domstolene«.
19. I § 54 indsættes som stk. 3 og 4:
»Stk. 3. Der ydes kun omkostningsgodtgørelse for udgif-
ter til sagkyndig bistand m.v. efter stk. 1, nr. 1-5, som er
ydet den skatte- eller afgiftspligtige i forbindelse med påkla-
ge eller indbringelse af en sag for domstolene.
Stk. 4. Adgangen til at opnå omkostningsgodtgørelse efter
stk. 3 er betinget af, at skattemyndighedens afgørelse påkla-
ges eller indbringes for domstolene. Der ydes kun omkost-
ningsgodtgørelse, i det omfang sagen ikke afvises fra reali-
tetsbehandling som følge af oprindelige formelle mangler i
forbindelse med klagen eller stævningen.«
20. § 55, stk. 1, nr. 1 og 2, affattes således:
»1) I en sag, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteret-
ten kan træffe afgørelse ved påklage.
2) I en sag, hvor skatteankeforvaltningen kan træffe afgø-
relse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3.«
21. I § 57, stk. 3, 4. pkt., ændres »SKATs« til: »told- og
skatteforvaltningens«.
§ 2
I lov nr. 688 af 8. juni 2017 om ændring af
skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat,
ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love (Ny
vurderingsankenævnsstruktur, regler om klagebehandling af
vurderingssager og ændringer som følge af en ny
ejendomsvurderingslov m.v.), som ændret ved § 3 i lov nr.
1376 af 4. december 2017, § 10 i lov nr. 278 af 17. april
2018 og § 10 i lov nr. 1729 af 27. december 2018 foretages
følgende ændring:
1. I § 22, stk. 9, 3. pkt., udgår »der bliver stk. 4-7,«.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2019, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 1, 2 og 7-20 og § 2, træder i kraft den 1.
januar 2020.
Stk. 3. § 1, nr. 1, 2 og 7-13, finder ikke anvendelse for af-
gørelser, der påklages til den administrative klageinstans in-
den den 1. januar 2020.
Stk. 4. § 1, nr. 14-20, finder ikke anvendelse for afgørel-
ser, som indbringes for domstolene inden den 1. januar
2020.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
2. Lovforslagets indhold
2.1. Momsskøn
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Lovforslaget
2.2. Ændring af kompetence til afgørelse af visse sager
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Lovforslaget
2.3. Udnævnelseskriterier for ankenævnsmedlemmer
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Lovforslaget
2.4. Ophævelse af fritvalgsordningen på skatteområdet
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Lovforslaget
2.5. Harmonisering af klagegebyr
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Lovforslaget
2.6. Direkte domstolsprøvelse
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Lovforslaget
2.7. Omkostningsgodtgørelse ved direkte domstolsprøvelse
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Lovforslaget
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedsli-
sten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folke-
parti indgik den 18. december 2018 »Aftale om en ny anke-
nævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet –
Retssikkerhedspakke IV«.
For at nedbringe de lange sagsbehandlingstider i klagesy-
stemet og derigennem styrke borgeres og virksomheders
retssikkerhed er aftalepartierne enige om at tilføre klage-
sagsbehandlingen flere ressourcer og at gennemføre en ræk-
ke tiltag, der skal gøre klageforløbet mere effektivt og øge
Skatteankestyrelsens produktivitet.
Med dette lovforslag foreslås det at udmønte de initiativer
i den politiske aftale, som forudsætter lovgivning.
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
Lovforslaget udmønter som nævnt dele af »Aftale om en
ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesy-
stemet - Retssikkerhedspakke IV«, hvis formål det er at ned-
bringe sagsbehandlingstiden i klagesystemet.
Det nuværende klagesystem er udfordret af lange sagsbe-
handlingstider og sagspukler, som er problematiske for bor-
3
geres og virksomheders retssikkerhed. For at nedbringe de
lange sagsbehandlingstider i klagesystemet og derigennem
styrke borgeres og virksomheders retssikkerhed er aftalepar-
tierne enige om at tilføre klagesagsbehandlingen flere res-
sourcer. Partierne er desuden enige om at gennemføre en
række tiltag, der skal gøre klageforløbet mere effektivt og
øge Skatteankestyrelsens produktivitet.
Med aftalen er der også taget stilling til ankenævnsstruk-
turen på skatteområdet, herunder en ny struktur for skattean-
kenævnene, som skal bevare et stærkt lægmandselement,
sikre lokal forankring af skatteankenævnene, så klager bli-
ver afgjort tæt på borgere og virksomheder, og samtidig
styrke fagligheden. Den nye skatteankenævnsstruktur tager
udgangspunkt i den eksisterende struktur med kommunalt
forankrede lægmænd.
Der etableres ifølge aftalen 22 skatteankenævn med 176
medlemmer, hvoraf 10 er særligt udpegede medlemmer med
skattefaglig indsigt, og 15 vurderingsankenævn med i alt
350 medlemmer. Dette vil blive udmøntet i en bekendtgørel-
se, der udstedes af skatteministeren, jf. skatteforvaltningslo-
ven § 8.
Tiltagene i Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hur-
tigere vej gennem klagesystemet - Retssikkerhedspakke IV
evalueres efter aftalen i 2022.
Lovforslaget skal ligeledes ses i sammenhæng med forli-
get om et nyt ejendomsvurderingssystem, som den daværen-
de regering (Venstre) indgik i 2016 med Socialdemokratiet,
Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Det
Konservative Folkeparti. Forliget er gennemført ved lov nr.
688 af 8. juni 2017, der bl.a. indebar, at de fælles skatte- og
vurderingsankenævn blev nedlagt og skulle erstattes af sepa-
rate skatteankenævn og vurderingsankenævn pr. 1. januar
2019, samt at den ene halvdel af medlemmerne af vurde-
ringsankenævnene udnævnes efter indstilling fra kommunal-
bestyrelsen og den anden halvdel på baggrund af vurde-
ringsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter indstilling
fra Finans Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening.
Som led i Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurti-
gere vej gennem klagesystemet - Retssikkerhedspakke IV
styrkes klagesystemet med yderligere ca. 200 mio. kr. de
kommende år. Det sker dels ved, at tilføre ca. 120 mio. kr.
ekstra de kommende år, dels ved at gevinster fra de øvrige
tiltag i aftalen reinvesteres i klagesystemet. Det svarer til ca.
80 mio. kr. yderligere. De tilførte midler skal bl.a. gøre det
muligt hurtigt at behandle borgernære sager, hvor klageren
har brug for en hurtig afklaring, f.eks. fordi klagesagen ud-
gør en økonomisk belastning for almindelige lønmodtagere
og erhvervsdrivende (motor-, person- og visse erhvervsskat-
tesager).
Foruden de ekstra tilførte midler er det som nævnt aftalt at
gennemføre lovgivningsmæssige tiltag, der skal bidrage til
et mere effektivt klageforløb, da et moderne klagesystem og
en effektiv sekretariatsbetjening af ankenævnene og Lands-
skatteretten er afgørende for at nedbringe sagsbehandlingsti-
derne.
Med henblik på at målrette sagstyperne til afgørelsesmyn-
dighedernes kompetencer foreslås det således at afskaffe
muligheden for, at klager frit kan vælge, om en sag, der er
visiteret til et skatteankenævn, i stedet skal behandles af
Landsskatteretten. Til gengæld foreslås det at give klageren
mulighed for direkte at indbringe sin klagesag for domstole-
ne uden først at skulle indbringe den for klagemyndigheden
og vente seks måneder fra dette tidspunkt. I forlængelse her-
af foreslås reglerne om omkostningsgodtgørelse justeret, så-
ledes at der kan ydes omkostningsgodtgørelse ved direkte
domstolsprøvelse i samme omfang, som det er muligt i dag
ved overspringelse af klageinstansen efter 6 måneder.
For at understøtte målretningen af sagstyperne til afgørel-
sesmyndighedernes kompetencer foreslås det, at sager om
subjektiv skattepligt, kursgevinster og -tab samt aktieavan-
cer og -tab flyttes fra afgørelse i skatteankenævnene til afgø-
relse i Landsskatteretten. Det sker bl.a. på grund af disse
sagers juridiske kompleksitet, der gør sagerne egnede til af-
gørelse i Landsskatteretten. Det foreslås, at klager over
Skatteforvaltningen afgørelser om skønsmæssige ansættelser
af moms for fysiske personer og dødsboer skal træffes af
skatteankenævnene, som hermed og via afskaffelse af fri-
tvalgsordningen samlet set tilføres flere sager.
Klagegebyret for skatte- og motorsager foreslås hævet fra
400 kr. til 1.000 kr. for at harmonisere gebyret med gebyret
for klager over de nye vurderinger efter ejendomsvurde-
ringsloven. Beløbet vil fortsat skulle tilbagebetales, hvis
f.eks. klagen afvises, eller klageren får helt eller delvis med-
hold.
I øvrigt indeholder lovforslaget enkelte redaktionelle æn-
dringer.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Momsskøn
2.1.1. Gældende ret
Skatteankenævnenes opgaver og saglige kompetence er
angivet i skatteforvaltningsloven § 5. Således består skatte-
ankenævnets virksomhed i at afgøre klager over Skattefor-
valtningens afgørelser vedrørende fysiske personer og døds-
boer. Skatteankenævnene kan ikke behandle klager over
Skatterådets afgørelser, og skatteankenævnenes saglige
kompetencer er udtømmende opregnet i skatteforvaltnings-
lovens § 5.
Som eksempler på sagstyper, hvor et skatteankenævn kan
afgøre klager over afgørelser, som er truffet af Skatteforvalt-
ningen, kan nævnes klager over forskudsregistrering af ind-
komst, klager over ansættelse af indkomstskat, herunder kla-
ger over gaveafgift og klager over underskud og tab, der kan
modregnes i skattepligtig indkomst af kilder af samme art.
Efter gældende ret kan der ikke klages til skatteankenæv-
net over afgørelser vedrørende moms, afgifter og told. Så-
danne afgørelser kan kun påklages til Landsskatteretten,
medmindre der er tale om sager, som er delegeret til afgørel-
se i Skatteankestyrelsen efter bekendtgørelse nr. 1 af 2. ja-
nuar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrel-
sen.
4
2.1.2. Lovforslaget
For at forbedre omkostningseffektiviteten i skatteanke-
nævnene og understøtte målretningen af sagstyperne til af-
gørelsesmyndighedernes kompetencer foreslås det, at skatte-
ankenævnene skal kunne afgøre klager over Skatteforvalt-
ningens afgørelser vedrørende fysiske personer og dødsboer
om skønsmæssige ansættelser af moms efter opkrævningslo-
vens § 5, stk. 2.
2.2. Ændring af kompetence til afgørelse af visse sager
2.2.1. Gældende ret
Efter gældende ret fordeles og visiteres klager over afgø-
relser om subjektiv skattepligt samt afgørelser truffet efter
aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven efter den
generelle regulering vedrørende indkomstskattesager. Det
sker efter skatteforvaltningslovens §§ 5, 11 og 35 b. Sagerne
afgøres af skatteankenævnene i det omfang, de ikke er prin-
cipielle.
Klager over afgørelser om subjektiv skattepligt samt kla-
ger over afgørelser truffet efter aktieavancebeskatningsloven
og kursgevinstloven afgøres af skatteankenævnene, i det
omfang klageren er en fysisk person eller et dødsbo i hen-
hold til skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, nr. 2, 3 og 4.
Hvis klagen opfylder en af betingelserne i skatteforvalt-
ningslovens § 21, stk. 4, nr. 1-5, og dermed anses for princi-
piel, bliver sagen visiteret til afgørelse i Landsskatteretten,
jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. pkt. Klagen kan
ligeledes blive visiteret til afgørelse i Landsskatteretten, hvis
klagen udspringer af samme forhold som en sag, der verse-
rer ved Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35
b, stk. 1, 3. pkt.
Hvis klageren ikke er en fysisk person eller et dødsbo, af-
gøres klagen af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslo-
vens § 11, stk. 1, nr. 1.
2.2.2. Lovforslaget
For at understøtte målretningen af sagstyperne til afgørel-
sesmyndighedernes kompetencer foreslås en fravigelse af
udgangspunktet i gældende ret om, at det afgørende for
sagsfordelingen er, om klageren er en fysisk eller juridisk
person. Det foreslås således, at klagesager om subjektiv
skattepligt, kursgevinster og -tab samt aktieavancer og -tab
fremover skal afgøres af Landsskatteretten i stedet for et
skatteankenævn, selvom klageren måtte være en fysisk per-
son eller et dødsbo.
Klagesager om subjektiv skattepligt for fysiske personer
indeholder ofte komplekse problemstillinger vedrørende fle-
re retsgrundlag, hvilket gør dem egnede til afgørelse i
Landsskatteretten. Som eksempel kan nævnes udfyldende
fortolkning af reglerne i kildeskattelovens §§ 1 og 2 om
skattepligt og §§ 48 E-F om forskerordningen samt lempel-
sesbestemmelser i f.eks. ligningslovens §§ 33 og 33 A og
fortolkningen af indgåede dobbeltbeskatningsoverenskom-
ster.
Ligeledes er klager over afgørelser truffet efter kursge-
vinstloven eller aktieavancebeskatningsloven kendetegnet
ved teknisk juridisk kompleksitet og samspil mellem for-
skellige bestemmelser i lovgivningen om kapitalgevinstbe-
skatning, der gør dem velegnede til afgørelse i Landsskatte-
retten. Som eksempel kan nævnes fortolkningsspørgsmål
om kvalificering af forskellige typer objekter i forhold til
kapitalgevinstbeskatning.
I dag vælger en forholdsmæssig høj andel af klagere alle-
rede ved brug af fritvalgsordningen at få en sådan klage af-
gjort af Landsskatteretten.
2.3. Udnævnelseskriterier for ankenævnsmedlemmer
2.3.1. Gældende ret
Det følger af skatteforvaltningslovens § 8, stk. 1, at skatte-
ministeren bestemmer landets inddeling i henholdsvis skat-
te-, vurderings- og motorankenævnskredse, antallet af med-
lemmer i de enkelte ankenævn, samt hvilke kommuner der
har indstillingsret efter stk. 3 og 4 til pladserne i skatte- og
vurderingsankenævn. Det følger desuden af § 8, stk. 3, at
medlemmerne af et skatteankenævn alle er indstillet af kom-
munalbestyrelserne, som skatteankenævnskredsen omfatter.
Landet er opdelt i 19 skatteankenævnskredse, 10 vurderings-
ankenævnskredse, 10 skatte- og vurderingsankenævnskredse
og 4 motorankenævnskredse.
Efter gældende ret udnævner skatteministeren eller den,
som ministeren bemyndiger dertil, medlemmer af skatte-,
vurderings- og motorankenævn. Udnævnelsen foretages ef-
ter indstilling fra kommunalbestyrelserne og forskellige re-
levante brancheorganisationer. Ved kommunalbestyrelsens
indstilling anvendes den metode, der er beskrevet i § 25 i
lov om kommunernes styrelse (forholdstalsvalg - den d
´Hondske metode).
Der er ikke fastsat regler om, at der ved indstillingen af
medlemmer skal lægges vægt på, at ankenævnene udgør et
repræsentativt udsnit af befolkningen, herunder i forhold til
aldersspredning og kønsfordeling.
Skatteministeren kan under særlige omstændigheder und-
lade at udnævne en indstillet person til skatte-, vurderings-
og motorankenævn og anmode om, at der indstilles en anden
person. Sådanne særlige omstændigheder kan f.eks. være
manglende overholdelse af en afdragsordning.
2.3.2. Lovforslaget
Det foreslås, at skatteministeren, eller den ministeren be-
myndiger hertil, får kompetence til at udnævne et antal med-
lemmer med egentlig skattefaglig indsigt og relevant uddan-
nelse på kandidatniveau, f.eks. juridisk kandidateksamen,
cand.merc.aud. eller lignende. De særlige medlemmer skal
være geografisk ubundne og skal indstilles af relevante insti-
tutioner og organisationer på skatteområdet. Institutionerne
og organisationerne skal ved indstillingen sikre, at de ind-
stillede personer indstilles på grund af skattefaglige kompe-
tencer. De særlige medlemmer vil som geografisk ubundne
kunne fungere i alle skatteankenævn. De indstillede perso-
ner skal fungere i hele landet. Forslaget har til formål at sup-
plere det stærke lægmandselement i nævnene med en styrket
skattefaglighed.
5
Som led i Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurti-
gere vej gennem klagesystemet - Retssikkerhedspakke IV er
det aftalt, at der etableres 22 skatteankenævn med 176 med-
lemmer, hvoraf 10 er særligt udpegede medlemmer med
skattefaglig indsigt og relevant uddannelse og 15 vurde-
ringsankenævn med i alt 350 medlemmer. Skatteministeren
udnævner otte af de særligt udpegede medlemmer efter ind-
stilling, og to udnævnes af skatteministeren uden indstilling.
Dette vil blive udmøntet i en bekendtgørelse, der udstedes af
skatteministeren, jf. skatteforvaltningslovens § 8.
Det foreslås desuden, at der i skatte-, vurderings- og mo-
torankenævn tilstræbes repræsentation af et repræsentativt
udsnit af befolkningen. Med de foreslåede bestemmelser
skal der således som kriterier ved indstillingen af medlem-
mer til ankenævnene inddrages en repræsentativ alders- og
kønsfordeling.
Det foreslås, at skatteministeren får kompetence til at und-
lade at godkende indstillinger og anmode om, at der foreta-
ges en ny indstilling, hvis indstillingerne ikke i tilstrækkelig
grad er repræsentative. Efter forslaget foretager skattemini-
steren en konkret vurdering af indstillingerne til de enkelte
ankenævn. Det sker for at understøtte, at indstillingerne i til-
strækkelig grad er repræsentative.
Forslaget har til formål at understøtte, at medlemmerne af
ankenævnene udgør et tilstrækkeligt repræsentativt udsnit af
befolkningen.
2.4. Ophævelse af fritvalgsordningen på skatteområdet
2.4.1. Gældende ret
Skatteforvaltningslovens § 35 b blev indsat ved lov nr.
649 af 12. juni 2013 i forbindelse med gennemførelse af en
ny klagestruktur på skatteområdet.
Efter § 35 b, stk. 1, vil en klage omfattet af § 5, stk. 1,
dvs. en klage over en skatteansættelse for en person eller et
dødsbo som udgangspunkt blive visiteret eller henvist til et
skatteankenævn medmindre den anses for principiel eller
hænger sammen med en anden sag, som verserer ved eller
samtidig visiteres til Landsskatteretten.
Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2.
pkt., at principielle sager skal afgøres af Landsskatteretten.
En sag anses for principiel, hvis den f.eks. vil kunne få kon-
sekvenser for et større antal skattepligtige, vedrører større
økonomiske værdier, eller sagen i øvrigt påkalder sig eller
skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse.
Derudover kan en klagesag afgøres af Landsskatteretten,
hvis den udspringer af samme forhold som en sag, der alle-
rede verserer ved Landsskatteretten. Som eksempler på så-
danne sager kan f.eks. nævnes, at et af de påklagede spørgs-
mål skal behandles af Landsskatteretten, eller sager, hvor en
klager er et selskab, og en anden klager er hovedaktionær i
selskabet.
Øvrige sager skal som udgangspunkt afgøres af Lands-
skatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 2. Det
betyder, at klager i selskabsskattesager, momssager, afgifts-
sager og toldsager skal afgøres af Landsskatteretten.
Efter den særlige fritvalgsordning i skatteforvaltningslo-
vens § 35 b, stk. 5, gives der mulighed for, at klageren se-
nest 4 uger efter at have fået meddelelse om, at en sag visi-
teres til et skatteankenævn, kan meddele Skatteankestyrel-
sen, at vedkommende i stedet ønsker sagen behandlet af
Landsskatteretten. Det gælder, uanset om den pågældende
visitering af sagen til et skatteankenævn er den første visite-
ring af sagen, eller om det er i forbindelse med en omvisite-
ring. Bestemmelsen giver ikke en tilsvarende valgmulighed i
forhold til sager, som visiteres til motorankenævnene.
Ved lov nr. 688 af 8. juni 2017 blev skatteforvaltningslo-
vens § 35 b, stk. 5, ændret til, at den særlige fritvalgsordning
ikke længere skal gælde for vurderingsklager. Loven trådte i
kraft den 1. januar 2018 og har virkning fra og med den 1.
januar 2020.
2.4.2. Lovforslaget
Skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5, hvorefter klageren
kan vælge, at en sag, der er visiteret til et skatteankenævn,
skal behandles af Landsskatteretten, foreslås ophævet.
Der er i dag et stort sagspres på Landsskatteretten og færre
sager ved skatteankenævnene end tidligere. Forslaget har til
formål bedre at udnytte kapaciteten hos skatteankenævnene
og bidrager til, at sagerne fordeles til afgørelsesmyndighe-
derne efter objektive kriterier, herunder at sagstyper målret-
tes afgørelsesmyndighedernes kompetencer.
Efter forslaget afskaffes fritvalgsordningen, således at en
klage over en skatteansættelse for en fysisk person, der efter
reglerne skal visiteres til et skatteankenævn, ikke af klage-
ren kan vælges behandlet af Landsskatteretten.
2.5. Harmonisering af klagegebyr
2.5.1. Gældende ret
Det gældende klagegebyr udgør 400 kr. Baggrunden for
det eksisterende klagegebyr er etableringen af Skatteanke-
styrelsen, hvor sekretariatsbetjeningen af Landsskatteretten
og skatte, motor- og vurderingsankenævnene blev samlet i
Skatteankestyrelsen, og hvorefter der på alle klagesager,
med undtagelse af klagesager om inddrivelse af gæld og kla-
gesager om aktindsigt, som skal behandles af Landsskatte-
retten og ankenævnene, pålægges et gebyr på 300 kr. (2010-
niveau), svarende til 400 kr. i 2018-niveau. Grundbeløbet
reguleres efter personskattelovens § 20, jf. skatteforvalt-
ningslovens § 35 c, stk. 1.
Klagegebyret tilbagebetales ved helt eller delvist medhold
i klagen eller ved helt eller delvist medhold i en efterfølgen-
de domstolsprøvelse af klagemyndighedens afgørelse, hvis
klagen afvises, eller hvis en genoptagelsesanmodning imø-
dekommes som følge af en praksisændring, jf. skatteforvalt-
ningslovens § 35 c, stk. 5. Beløbet tilbagebetales ikke, hvis
klagen indbringes for domstolene efter overspringsreglen i
skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, eller hvis klagen tilba-
gekaldes, medmindre tilbagekaldelsen sker i forbindelse
med, at den myndighed, der har truffet den påklagede afgø-
relse, genoptager sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 c,
stk. 6.
6
I forbindelse med ændringen af skatteforvaltningslovens §
35 c ved lov nr. 688 af 8. juni 2017 er klagegebyret ændret
til 900 kr. (2010-niveau), hvilket svarer til et klagegebyr på
1.000 kr. (2018- niveau), for så vidt angår klager over de
nye vurderinger efter ejendomsvurderingsloven. Loven tråd-
te i kraft den 1. januar 2018 og har virkning fra og med den
1. januar 2020, jf. lov nr. 1729 af 27. december 2018 om
ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre
love. For klager over øvrige afgørelser truffet af Skattefor-
valtningen m.v., der efter § 35 a, stk. 1, indgives til Skatte-
ankestyrelsen, er klagegebyret forsat 300 kr. (2010-niveau).
2.5.2. Lovforslaget
Det foreslås, at klagegebyret over afgørelser truffet af
skatteforvaltningen hæves fra 400 kr. til 1.000 kr. (2018-ni-
veau), dvs. 900 kr. (2010-niveau). Grundbeløbet skal fortsat
reguleres efter personskattelovens § 20. Gebyrforhøjelsens
formål er at undgå klager over bagatelsager. Gebyrets stør-
relse er samtidig fastsat til et niveau, som ikke afholder bor-
gere og virksomheder fra at klage.
Klagegebyret vil skulle indbetales, når klagen indgives til
Skatteankestyrelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 c, stk.
1. Klagegebyret vil skulle tilbagebetales under samme for-
udsætninger, som er gældende i dag, herunder f.eks. når kla-
geren ved klagebehandlingen eller ved en efterfølgende
domstolsprøvelse af klagemyndighedens afgørelse får helt
eller delvist medhold, eller klagen afvises.
2.6. Direkte domstolsprøvelse
2.6.1. Gældende ret
Efter gældende ret er det en betingelse for domstolspr-
øvelse, at den administrative rekurs er udnyttet, jf. skattefor-
valtningslovens § 48, stk. 1, 1. pkt. En stævning afvises her-
efter ved domstolene, såfremt klageinstansen, der har be-
handlet sagen, ikke har taget stilling til det pågældende
spørgsmål.
Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 1. pkt., kan
borgere og virksomheder anvende den såkaldte overspring-
sregel og indbringe en sag for domstolene fra seks måneder
efter, at sagen er påklaget til den administrative klageinstans
på området, selv om klageinstansen ikke har truffet afgørel-
se i sagen. Dette gælder dog ikke, hvis klageren fra Skatte-
ankestyrelsen har modtaget en sagsfremstilling med oplys-
ninger om den afgørelse, som sagens oplysninger efter Skat-
teankestyrelsens vurdering fører til, eller hvis klageren i øv-
rigt i forbindelse med en høring har modtaget oplysninger
om den afgørelse, som sagens oplysninger efter Skatteanke-
styrelsens opfattelse fører til. I disse situationer vil behand-
lingen af klagen være så fremskreden og ofte være så nær
sin afslutning, at klagerens behov for af tidsmæssige hensyn
at kunne springe klageinstansen over og indbringe afgørel-
sen for domstolene ikke længere vurderes at være til stede.
2.6.2. Lovforslaget
Det foreslås i forlængelse af ophævelse af fritvalgsordnin-
gen at give klageren mulighed for direkte at indbringe sin
klagesag for domstolene uden først at skulle vente seks må-
neder fra det tidspunkt, hvor klagen er indgivet til klage-
myndigheden. Hermed gives der valgfrihed for klager mel-
lem administrativ rekurs og direkte domstolsprøvelse.
Forslaget er i det væsentlige en videreførelse af den gæl-
dende ret til domstolsprøvelse efter skatteforvaltningslovens
kapitel 17. Forslaget indebærer, at kravet om, at der skal væ-
re gået seks måneder efter, at en sag er indbragt for den ad-
ministrative klageinstans, før en sag kan indbringes for
domstolene afskaffes. Der foreslås ikke yderligere indholds-
mæssige ændringer af bestemmelsens anvendelse, hverken i
praksis eller retstilstanden i øvrigt.
Formålet med forslaget er, at klageren tidligere i forløbet
får mulighed for at vurdere, om klageren ønsker at indbringe
sagen for den administrative klageinstans, eller om klageren
ønsker at »spare« sagsbehandlingstiden hos klageinstansen
og i stedet indbringe sagen for domstolene. Efter forslaget
vil reglen således fremadrettet give mulighed for at fravælge
administrativ rekurs.
2.7. Omkostningsgodtgørelse ved direkte domstolsprøvelse
2.7.1. Gældende ret
Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1 og 2, kan
en skattepligtig, der anvender sagkyndig bistand m.v. i sin
klagesag, som udgangspunkt opnå omkostningsgodtgørelse
for udgifterne hertil. Det gælder ved klage, hvor et skattean-
kenævn eller Landsskatteretten træffer afgørelse i sagen (nr.
1), og ved klage, hvor Skatteankestyrelsen træffer afgørelse
efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3 (nr. 2).
I medfør af § 35 b, stk. 3, er der fastsat regler i bekendtgø-
relse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i
Skatteankestyrelsen. Det drejer sig om de såkaldte »kontor-
sager«. Dog ydes der efter § 55, stk. 2, ikke omkostnings-
godtgørelse i de kontorsager, der vedrører told, afgifter eller
arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, og sager om
registrering af køretøjer.
Det følger af § 55, stk. 1, at der ikke ydes omkostnings-
godtgørelse i sager, som afgøres af et vurderingsankenævn
eller et motorankenævn. Endvidere fremgår det af § 52, stk.
7, at der ikke ydes omkostningsgodtgørelse i sager om klage
efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige eller om
omkostningsgodtgørelse. De sager, der er nævnt i § 52, stk.
7, falder helt uden for godtgørelsesordningen.
Indbringes sagen for domstolene, ydes der efter § 55, stk.
4, omkostningsgodtgørelse i sager, som er godtgørelsesbe-
rettigede efter § 55, stk. 1, nr. 1-4. Det gælder dog ikke, hvis
sagen angår vurdering i medfør af lov om vurdering af lan-
dets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven, og
sagen indbringes for domstolene efter overspringsreglen i §
48, stk. 2. Den praktiske betydning af denne bestemmelse
er, at der ikke kan ydes omkostningsgodtgørelse ved over-
springelse i en sag, som er blevet visiteret eller henvist til
behandling ved Landsskatteretten, når den angår vurdering i
medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller
ejendomsvurderingsloven.
Endvidere ydes der omkostningsgodtgørelse ved dom-
stolsprøvelse af afgørelser i sager, som er blevet behandlet i
et vurderingsankenævn, et motorankenævn samt i visse vur-
7
deringssager i Skatteankestyrelsen eller i sager, som er
nævnt i § 55, stk. 2, jf. ovenfor. Tilsvarende gælder det i vis-
se genoptagelsessager om vurdering.
Som udgangspunkt er det ikke en betingelse for at opnå
omkostningsgodtgørelse, at den administrative klageinstans
har truffet afgørelse i sagen. Overspringsreglen i § 48, stk. 2,
vil derfor kunne anvendes med den virkning, at der kan ydes
omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelsen, medmindre
sagen er af en type, hvor adgangen til at opnå omkostnings-
godtgørelse efter § 55, stk. 4, er betinget af, at klageinstan-
sen har truffet afgørelse i sagen, sagstypen ikke er godtgø-
relsesberettiget, eller sagstypen ikke er omfattet af godtgø-
relsesordningen.
Hvis overspringsreglen anvendes i en sag, som ikke er
godtgørelsesberettiget, ydes der heller ikke omkostnings-
godtgørelse ved domstolsprøvelsen.
Bestemmelsen i § 54 opregner de udgifter, som anses for
godtgørelsesberettigede. Det gælder efter bestemmelsens
stk. 1 eksempelvis udgifter til sagkyndig bistand (nr. 1), ud-
gifter til bevismateriale (nr. 4) og udgifter til en sagkyndigs
udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag
bør prøves ved domstolene (nr. 6). Sådanne udgifter kan
godtgøres i forbindelse med en klage eller en domstolspr-
øvelse, hvis sagen efter sin type eller karakter er godtgørel-
sesberettiget. Efter praksis er det en forudsætning for, at der
kan ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig
bistand m.v., at den skattepligtige rent faktisk indgiver en
klage til den administrative klageinstans eller udtager stæv-
ning ved domstolene, og - som udgangspunkt - at sagen ikke
afvises fra realitetsbehandling som følge af oprindelige for-
melle mangler i forbindelse med klagen eller stævningen.
Det gælder dog ikke udgifter til en sagkyndigs udtalelse om,
hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør prøves ved
domstolene. Udgifterne hertil vil være godtgørelsesberetti-
gede, uanset om sagen indbringes for domstolene, herunder
eventuelt afvises helt eller delvist, eller sagen ikke indbrin-
ges.
2.7.2. Lovforslaget
Det foreslås, at § 55, stk. 1, tilpasses forslaget om direkte
domstolsprøvelse, således at der kan ydes omkostningsgodt-
gørelse ved direkte domstolsprøvelse i samme omfang, som
der kan ydes omkostningsgodtgørelse ved overspringelse ef-
ter gældende regler. Det sker ved at ændre bestemmelsen,
således at det ikke fremgår, at det er en betingelse for at op-
nå adgang til omkostningsgodtgørelse ved domstolene, at
der er tale om prøvelse af en klagesag. Det er tilstrækkeligt,
at der er tale om en sag, hvor et skatteankenævn eller Lands-
skatteretten kan træffe afgørelse ved påklage, eller en sag,
hvori Skatteankestyrelsen kan træffe afgørelse efter regler
udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3. Der vil således fortsat ikke
kunne ske overspringelse i en sag om ejendomsvurdering
med den virkning, at der kan opnås omkostningsgodtgørelse
ved domstolene. I dag er det i visse sagstyper usikkert, om
der kan ydes omkostningsgodtgørelse ved overspringelse.
Tilsvarende vil der efter forslaget være enkelte sagstyper,
hvor det ikke umiddelbart er muligt at afgøre med sikker-
hed, om der kan ydes omkostningsgodtgørelse ved direkte
domstolsprøvelse.
Er sagen eksempelvis af en sådan type, at den ved påklage
ville blive behandlet som en kontorsag omfattet af undtagel-
sesbestemmelsen i § 55, stk. 2, hvorefter der ikke ydes om-
kostningsgodtgørelse i den pågældende type sag, vil en di-
rekte domstolsprøvelse af en sådan sag som udgangspunkt
heller ikke være godtgørelsesberettiget. Imidlertid kan sagen
eksempelvis være principiel og ville ved påklage skulle visi-
teres til afgørelse ved Landsskatteretten. Der ville dermed
kunne ydes omkostningsgodtgørelse i klagesagen efter § 55,
stk. 1, nr. 1. På grund af sagens karakter ville en sådan sag
derfor være godtgørelsesberettiget, hvis den blev indbragt
for domstolene, jf. § 55, stk. 4, 1. pkt.
Ønsker den skattepligtige inden indbringelse af en sådan
sag for domstolene sikkerhed for, at sagen også af myndig-
hederne vurderes som principiel, må den skattepligtige på-
klage sagen og afvente en visitering eller henvisning af sag-
en. Visiteres eller henvises sagen til Landsskatteretten, vil
den skattepligtige have sikkerhed for, at der kan opnås om-
kostningsgodtgørelse ved domstolsbehandlingen ved over-
springelse, hvis betingelserne i § 48, stk. 2, i øvrigt er op-
fyldt.
Vil den skattepligtige ikke afvente en visitering eller hen-
visning ved påklage, men mener den skattepligtige, at sagen
også af retten vurderes som principiel, hvilket f.eks. kan
komme til udtryk ved deltagelsen af 3 dommere i rettens af-
gørelse, jf. retsplejelovens § 12, stk. 3, vil der kunne ydes
omkostningsgodtgørelse ved direkte domstolsprøvelse af
sagen, hvis myndighederne finder, at betingelserne for, at
sagen ved påklage ville være blevet visiteret eller henvist til
Landsskatteretten, er opfyldt. Det vil i første omgang være
Skattestyrelsen, som vil skulle tage stilling hertil ved be-
handlingen af en ansøgning om omkostningsgodtgørelse,
men Skattestyrelsen vil kunne indhente en udtalelse fra
Skatteankestyrelsen om visiteringsspørgsmålet.
I praksis vil usikkerheden om vurderingen af sagens ka-
rakter formentlig i de fleste tilfælde betyde, at den skatte-
pligtige vil vælge at påklage sagen og afvente visiteringen
eller henvisningen.
I de specielle bemærkninger til § 1, nr. 20, er de relativt få
sagstyper nævnt, der kan give anledning til usikkerhed om
godtgørelsesspørgsmålet.
Forslaget går endvidere ud på at præcisere, at der kun
ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bi-
stand m.v., som er ydet i forbindelse med påklage eller ind-
bringelse af en sag for domstolene, og sagen som udgangs-
punkt ikke afvises. Herved bortses fra udgifter til en sagkyn-
digs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller
retssag bør prøves ved domstolene. Udgifterne hertil vil væ-
re godtgørelsesberettigede, uanset om sagen indbringes for
domstolene, herunder eventuelt afvises helt eller delvist, el-
ler sagen ikke indbringes.
Ved gennemførelse af forslaget i § 1, nr. 20, hvor »ved
klage« udgår af § 55, stk. 1, nr. 1 og 2, er der behov for at
tage stilling til, hvilken bistand der efter, at skattemyndighe-
8
den har truffet afgørelse i 1. instans, bør være godtgørelses-
berettiget.
På den ene side følger det af skatteforvaltningslovens §
54, stk. 1, nr. 6, at der ikke ydes godtgørelse for udgifter til
en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt den skattepligtige bør
påklage skattemyndighedens afgørelse. På den anden side er
der i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 5, 1. pkt., hjemmel
til at godtgøre udgifter til den sagkyndiges anmodning efter
§ 51 om henstand med betaling af skatten ifølge skattemyn-
dighedens afgørelse, som den skattepligtige ønsker at påkla-
ge eller indbringe for domstolene. Hjemlen kodificerer tidli-
gere gældende administrativ praksis, idet udgifter til hen-
standsanmodninger blev anset for en integreret del af klage-
eller retssagen. Endvidere godtgøres i administrativ praksis
udgifter til udarbejdelse af klagen til klageinstansen eller
stævningen til dom stolene. Det sker, fordi udgifterne i prak-
sis vurderes at knytte sig til klage- eller retssagen og ligele-
des at være en integreret del heraf.
Det foreslås på den baggrund, at de godtgørelsesberettige-
de udgifter til sagkyndig bistand, der ydes efter, at skatte-
myndigheden har truffet i afgørelse i 1. instans, afgrænses
på samme måde som efter gældende praksis for godtgørel-
sesberettigede udgifter. Det kræves således, at de er afholdt i
forbindelse med påklage eller indbringelse af en sag for
domstolene.
Går den skattepligtige ikke videre med skattemyndighe-
dens afgørelse, vil bistandsudgifterne efter forslaget ikke
kunne godtgøres. Det svarer til, at udgifter til sagkyndig bi-
stand efter gældende regler heller ikke godtgøres, hvis den
skattepligtige ikke indgiver en klage til den administrative
klageinstans eller udtager stævning mod Skatteministeriet
ved domstolene. Det foreslås således, at adgangen til at opnå
omkostningsgodtgørelse er betinget af, at skattemyndighe-
dens afgørelse påklages eller indbringes for domstolene.
Dog vil udgifterne til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt
en afgørelse i en klage- eller retssag bør prøves ved domsto-
lene, under alle omstændigheder kunne godtgøres.
I tilknytning hertil forslås det, at det præciseres, at der kun
ydes omkostningsgodtgørelse, i det omfang sagen ikke afvi-
ses fra realitetsbehandling som følge af oprindelige formelle
mangler i forbindelse med klagen eller stævningen. Forsla-
get lovfæster på dette punkt gældende praksis. Efter praksis
ydes der således ikke omkostningsgodtgørelse, hvis sagen af
klagemyndigheden eller domstolen afvises f.eks. som følge
af, at myndigheden ikke er kompetent til at behandle sagen,
hvis klagen eller stævningen afvises på grund af manglende
begrundelse, eller hvis den indgives efter udløbet af klage-
eller indbringelsesfristen. Det samme gælder for andre form-
krav i forbindelse med klagens eller stævningens indgivelse
som f.eks. et digitalt formkrav, hvorefter klagen eller stæv-
ningen skal indgives digitalt.
3. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Ændringen af klagegebyret fra 400 kr. til 1.000 kr. i 2018-
niveau skønnes at medføre en mindre sagsindgang, der kan
frigøre sagsbehandlerressourcer til andre sager.
Harmoniseringen af klagegebyret forventes at medføre en
øget gebyrindtægt af et begrænset omfang, når der også tag-
es hensyn til tilbagebetaling af klagegebyret ved helt eller
delvist medhold og den forventede mindre sagsindgang.
Som følge af tiltagene om momsskøn, ændring af kompe-
tence til afgørelse af visse sager og ophævelse af fritvalgs-
ordningen på skatteområdet, sker der en omfordeling af sag-
er mellem afgørelsesmyndigheder, der alt andet lige betyder,
at der samlet set bliver afgjort flere sager i skatteankenæv-
nene og færre sager i Landsskatteretten. Det kan medføre en
omfordeling af ressourcer inden for Skatteministeriets total-
økonomiske ramme.
Forslaget om tilpasning af reglerne om omkostningsgodt-
gørelse til forslaget om direkte domstolsprøvelse skønnes
ikke at have nævneværdige økonomiske konsekvenser for
det offentlige. De merudgifter til ordningen med omkost-
ningsgodtgørelse, der følger af forslaget om tilpasning af
godtgørelsesreglerne til forslaget om direkte domstolspr-
øvelse, modsvares delvis af besparelsen i udgifter til om-
kostningsgodtgørelse, der følger af overspringelsen af afgø-
relsen ved klageinstansen og eventuel efterfølgende dom-
stolsprøvelse. Ydermere vil den direkte domstolsprøvelse
medføre et begrænset antal sager, der ikke skal behandles
ved klageinstansen.
Lovforslaget vurderes at efterleve principperne om digita-
liseringsklar lovgivning. Det har i den forbindelse bl.a. væ-
ret overvejet, om der ved klagesagsbehandlingen kunne gø-
res brug af objektive kriterier. Skatteministeriet vurderer, at
der ved klagesagsbehandlingen, ofte er tale om komplekse
problemstillinger vedrørende flere retsgrundlag, der gør det
nødvendigt at anlægge en faglig helhedsvurdering, herunder
skønsudøvelse. Disse forhold gør anvendelsen af objektive
kriterier uhensigtsmæssig.
4. Økonomiske konsekvenser og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige økono-
miske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget vurderes at efterleve principperne for agil er-
hvervsrettet regulering.
Lovforslaget sikrer, at der ved direkte domstolsprøvelse af
afgørelser fra 1. instansen i sagstyper, som er godtgørelses-
berettigede ved påklage, ydes godtgørelse for udgifterne ved
domstolsbehandlingen. Dog vil den erhvervsdrivende - hvis
denne forinden domstolsprøvelsen vil have vished om godt-
gørelsesspørgsmålet - skulle påklage 1. instansens afgørelse
og afvente Skatteankestyrelsens visitering i visse sagstyper.
Det vil være tilfældet, hvor udgangspunktet er, at der ikke
ydes omkostningsgodtgørelse ved påklage, men hvor sagen
kan være af en sådan karakter, at den ville være blevet visi-
teret til Landsskatteretten, hvis den var blevet påklaget,
hvorved den bliver godtgørelsesberettiget. Det vurderes
imidlertid, at der vil være tale om et begrænset antal sager.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige admini-
strative konsekvenser for borgerne.
9
Lovforslaget sikrer, at der ved direkte domstolsprøvelse af
afgørelser fra 1. instansen i sagstyper, som er godtgørelses-
berettiget ved påklage, ydes godtgørelse for udgifterne ved
domstolsbehandlingen. Dog vil borgeren - hvis denne forin-
den domstolsprøvelsen vil have vished om godtgørelses-
spørgsmålet - skulle påklage 1. instansens afgørelse og af-
vente Skatteankestyrelsens visitering i visse sagstyper. Det
vil være tilfældet, hvor udgangspunktet er, at der ikke ydes
omkostningsgodtgørelse ved påklage, men hvor sagen kan
være af en sådan karakter, at den ville være blevet visiteret
til Landsskatteretten, hvis den var blevet påklaget, hvorved
den bliver godtgørelsesberettiget. Det vurderes imidlertid, at
der vil være tale om et begrænset antal sager.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 22. januar
2019. til den 19. februar. 2019 været sendt i høring hos føl-
gende myndigheder og organisationer m.v.:
3F, 3F Privat Service, Hotel og Restauration, Advokat-
samfundet, Affald Plus, Akademikerne, AmCham Denmark,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, borger- og retssik-
kerhedschefen i Skatteforvaltningen, Brancheforeningen for
Decentral Kraftvarme, Brancheforeningen for Husstands-
vindmøller, Bryggeriforeningen, Business Danmark, Børs-
mæglerforeningen, CEPOS, Cevea, Coop, DAKOFA, Dan-
marks Skibskreditfond, Danmarks Statistik, Danmarks
Vindmølleforening, Dansk Aktionærforening, Dansk Ar-
bejdsgiverforening, Dansk Automobilforhandler Forening,
Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Er-
hverv, Dansk Gartneri, Dansk Iværksætterforening, Dansk
Landbrugsrådgivning, Dansk Metal, Dansk Told- og Skatte-
forbund, Danske Advokater, Danske Rederier, Danske Re-
gioner, Danske Universiteter, DANVA, Datatilsynet, DEA,
De Samvirkende Købmænd, Den Danske Dommerforening,
Den Danske Fondsmæglerforening, DI, DI Transport, Digi-
taliseringsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Dom-
stolsstyrelsen, DTL, DVCA, Ejendomsforeningen Danmark,
Eksportrådet, Energinet.dk, Energistyrelsen, Erhvervsstyrel-
sen - Team Effektiv Regulering, FDIH, Finans Danmark,
FH, Finans og Leasing, Finansforbundet, Finanssektorens
Arbejdsgiverforening, Finanstilsynet, FOA, Foreningen af
Danske Skatteankenævn, Foreningen af De Private Dagpl-
ejere, Foreningen Danske Revisorer, Forsikring & Pension,
Forsikringsmæglerforeningen, Frie Funktionærer, FSE, FSR
- danske revisorer, HK-Kommunal, HK-Privat, HOFOR,
HORESTA, IBIS, Investering Danmark, Justitia, KL, Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kooperationen, Kraka,
Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening,
Landbrug & Fødevarer, Landsskatteretten, Ledernes Hoved-
organisation, Lejernes Landsorganisation i Danmark, Lokale
Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Mellemfol-
keligt Samvirke, Miljøstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen,
Nationalbanken, Naturstyrelsen, Plastindustrien, Restaurati-
onsbranchen.dk, Retssikkerhedssekretariatet, Rigsombuddet
på Færøerne, Rigspolitichefen, Rigsrevisionen, Rockwool-
fonden, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverfor-
eninger, SEGES, Serviceforbundet, Skatteankestyrelsen,
SMVdanmark, Spillemyndigheden, SRF Skattefaglig Fore-
ning, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International
Kriminalitet, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering,
Styrelsen for Videregående Uddannelser, Søfartsstyrelsen,
Teleindustrien, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, Vurde-
ringsankenævnsforeningen og Ældre Sagen.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Mindre positive konsekvenser Mindre negative konsekvenser
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Mindre negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Lovforslaget skønnes ikke at have næv-
neværdige økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Lovforslaget skønnes ikke at have næv-
neværdige administrative konsekvenser
for erhvervslivet.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Lovforslaget skønnes ikke at have næv-
neværdige administrative konsekvenser
for borgerne
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
10
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter
Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-
regulering
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter gældende ret kan der ikke klages til skatteankenæv-
net over afgørelser vedrørende moms, afgifter og told. Så-
danne afgørelser kan kun påklages til Landsskatteretten,
medmindre der er tale om sager, som er delegeret til afgørel-
se i Skatteankestyrelsen efter bekendtgørelse nr. 1 af 2. ja-
nuar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrel-
sen.
Klager over skønsmæssig ansættelse af moms efter op-
krævningslovens § 5, stk. 2, behandles efter gældende ret
sammen med en eventuel klage over en skønsmæssig ansæt-
telse af indkomst, fordi sagerne mest hensigtsmæssigt og ef-
fektivt behandles sammen, når de udspringer af samme for-
hold. Både indkomstsagen og momssagen afgøres af Lands-
skatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 3.
pkt.
Det foreslås, at skatteankenævnene skal kunne afgøre kla-
ger over Skatteforvaltningens afgørelser vedrørende fysiske
personer og dødsboer om skønsmæssige ansættelser af
moms efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, således at moms-
sagen lige såvel som indkomstsagen, kan afgøres af skatte-
ankenævnene.
Sager, hvor der ud over en skønsmæssig forhøjelse af
moms efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, også er andre
momsmæssige reguleringer, f.eks. nægtelse af momsfradrag
m.v., vil fortsat skulle afgøres af Landsskatteretten.
Forslaget omfatter afgørelser efter opkrævningslovens § 5,
stk. 2. Efter denne bestemmelse kan Skatteforvaltningen an-
sætte en virksomheds skyldige beløbskønsmæssigt, hvis
størrelsen af beløbet ikke kan opgøres på grundlag af virk-
somhedens regnskaber. Tilsvarende gælder, hvis en virk-
somhed har modtaget et for stort beløb som godtgørelse, og
størrelsen af det beløb, som virksomheden derfor skal tilba-
gebetale, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens
regnskaber.
Subjektet for momsopkrævning er den selvstændigt er-
hvervsdrivende identificeret ved dennes cvr-nr. Det afgøren-
de for, om en skønsmæssig ansættelse er omfattet af forsla-
get, vil være, at det er en fysisk person eller et dødsbo, jf.
skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., som driver virk-
somhed som selvstændigt erhvervsdrivende og ikke i sel-
skabsform.
Momssubjekter kan - ud over at være fysiske personer el-
ler dødsboer - f.eks. være interessentskaber eller andre sub-
jekter, der anses for transparente i forhold til indkomstskat.
En skønsmæssig ansættelse af indkomstskat kan foretages
over for f.eks. to eller flere interessenter (fysiske eller juridi-
ske personer) som skattesubjekter, mens der kun foretages
én skønsmæssig momsansættelse rettet mod selve interes-
sentskabet som momssubjekt. I det tilfælde, hvor der er tale
om interessentskaber, kommanditselskaber og lignende sub-
jekter, vil en afgørelse om skønsmæssig ansættelse af moms
ikke skulle behandles i skatteankenævnene, da der ikke er
tale om en fysisk person som subjekt.
Det foreslås, at en klage over skønsmæssige ansættelser af
indkomstskat og moms for fysiske personer og dødsboer ho-
vedsageligt vil skulle behandles samlet i et skatteankenævn.
Et eksempel til illustration af forslaget er, at Skatteforvalt-
ningen over for en fysisk person har truffet afgørelse om
skønsmæssig ansættelse af indkomsten efter skattekontrollo-
vens § 74, stk. 1, som følge af manglende oplysning om ind-
komsten, ligesom Skatteforvaltningen samtidig har truffet
afgørelse om, at virksomhedens - i dette tilfælde den fysiske
persons - momstilsvar ligeledes må ansættes skønsmæssigt
efter opkrævningslovens § 5, stk. 2. Der klages over begge
dele. Her vil udgangspunktet være, at både klagen over den
skønsmæssige ansættelse af indkomstskat såvel som den
skønsmæssige ansættelse af moms skal behandles og afgø-
res af et skatteankenævn.
Til nr. 2
Forslaget om at »eller klageren vælger, at sagen skal afgø-
res af Landsskatteretten efter § 35 b, stk. 5« udgår, er en
konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9. Ændringen er af tek-
nisk karakter.
Efter gældende ret fordeles og visiteres klager over afgø-
relser om subjektiv skattepligt samt afgørelser truffet efter
aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven efter den
generelle regulering vedrørende indkomstskattesager efter
skatteforvaltningslovens §§ 5, 11 og 35 b, og sagerne afgø-
res af Skatteankenævnene i det omfang de ikke er principiel-
le.
Klager over afgørelser om subjektiv skattepligt samt kla-
ger over afgørelser truffet efter aktieavancebeskatningsloven
og kursgevinstloven afgøres af skatteankenævnene, i det
omfang klageren er en fysisk person eller et dødsbo i hen-
hold til skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, nr. 2, 3 og 4.
Hvis klageren opfylder en af betingelserne i skatteforvalt-
ningslovens § 21, stk. 4, nr. 1-5, og dermed anses for princi-
piel, bliver sagen visiteret til afgørelse i Landsskatteretten,
jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. pkt. Klagen kan
ligeledes blive visiteret til afgørelse i Landsskatteretten, hvis
klagen udspringer af samme forhold som en sag, der verse-
rer ved Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35
b, stk. 1, 3. pkt.
11
Hvis klageren ikke er en fysisk person eller et dødsbo, af-
gøres klagen af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslo-
vens § 11, stk. 1, nr. 1.
Det foreslås, at det, som er tilfældet efter gældende ret,
skal være udgangspunktet, at klageren som subjekt er afgø-
rende for sagsfordelingen. Det forslås som supplement hertil
dog, at klagesager om subjektiv skattepligt, kursgevinster og
-tab samt aktieavancer og -tab fremover skal afgøres af
Landsskatteretten i stedet for et af skatteankenævnene, selv-
om klageren måtte være en fysisk person eller et dødsbo. En
forholdsmæssig høj andel af klagere vælger allerede i dag en
sådan klage afgjort af Landsskatteretten.
I klagesager om subjektiv skattepligt for fysiske personer
indgår ofte komplekse problemstillinger vedrørende flere
retsgrundlag, hvilket gør sagerne egnede til afgørelse i
Landsskatteretten. Som eksempel kan nævnes udfyldende
fortolkning af reglerne i kildeskattelovens §§ 1 og 2, §§ 48
E-F om forskerskatteordningen samt lempelsesbestemmelser
i f.eks. ligningslovens §§ 33 og 33 A og fortolkningen af
indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Ligeledes er klager over afgørelser truffet efter kursge-
vinstloven eller aktieavancebeskatningsloven kendetegnet
ved teknisk juridisk kompleksitet og samspil mellem for-
skellige bestemmelser i kapitalgevinstbeskatningslovgivnin-
gen, der gør dem velegnede til afgørelse i Landsskatteretten.
Som eksempel kan nævnes fortolkningsspørgsmål om kvali-
ficering af forskellige typer objekter i forhold til kapitalge-
vinstbeskatningslovene.
Forslaget vil medføre, at det ikke alene er delspørgsmål,
der vil overgå til afgørelse i Landsskatteretten. Hvis en kla-
ge eksempelvis både vedrører spørgsmål om subjektiv skat-
tepligt og den efterfølgende skatteansættelse, vil forslaget
have den konsekvens, at hele klagen - og dermed både
spørgsmålet om den subjektive skattepligt og den efterføl-
gende skatteansættelse - skal afgøres i Landsskatteretten.
Som et eksempel til illustration af forslaget kan nævnes, at
Skatteforvaltningen over for en fysisk person har truffet af-
gørelse om, at vedkommende er fuldt skattepligtig til Dan-
mark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. kildeskatte-
lovens § 7. Samtidig har Skatteforvaltningen truffet afgørel-
se om, at vedkommende er skattepligtig af avance ved salg
af en ejendom efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1.
Der klages over begge dele. Klagen skal herefter behandles
og afgøres af Landsskatteretten, da klagen delvis angår
spørgsmålet om subjektiv skattepligt.
Som et andet eksempel kan nævnes, at Skatteforvaltnin-
gen over for en fysisk person har truffet afgørelse om, at
vedkommende ikke opfylder betingelserne for at kunne op-
nå beskatning efter ordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F,
hvorfor der i stedet skal ske beskatning efter de almindelige
regler, ligesom Skatteforvaltningen samtidig har truffet af-
gørelse om, at personen er skattepligtig af værdi af fri bil ef-
ter ligningslovens § 16, stk. 4. Der klages over begge dele.
Klagen skal herefter behandles og afgøres af Landsskatteret-
ten, da klagen delvis angår spørgsmålet om subjektiv skatte-
pligt.
Til nr. 3
Det foreslås, at lægmandselementet i skatteankenævnene
bliver suppleret med personer med egentlig skattefaglig ind-
sigt og relevant uddannelse, f.eks. juridisk kandidateksamen,
cand.merc.aud. eller lignende, således at nævnene som hel-
hed får en styrket skattefaglighed.
Efter gældende ret stilles der ikke krav til relevant uddan-
nelse for nævnsmedlemmerne.
De særlige medlemmer kan fungere i alle skatteankenævn,
og de er således ikke bundet til et bestemt skatteankenævn.
Skatteministeren udnævner otte af de særlige medlemmer
efter indstilling fra relevante institutioner og organisationer
på skatteområdet på baggrund af skattefaglige kompetencer
og erfaring med skattespørgsmål, og to udnævnes af skatte-
ministeren uden indstilling. Skatteministeren vil fastsætte
nærmere kriterier for anvendelsen af de særlige medlemmer
i medfør af skatteforvaltningslovens § 8.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således en styrkel-
se af fagligheden i skatteankenævnene.
Det foreslås, at indstillingerne til skatteankenævnene ge-
nerelt afspejler et repræsentativt udsnit af befolkningen og
så vidt muligt en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder.
Efter gældende ret udnævner skatteministeren, eller den,
som ministeren bemyndiger dertil, medlemmer af skattean-
kenævn. Udnævnelsen foretages efter indstilling fra kom-
munalbestyrelserne. Kun personer, der er valgbare til en
kommunalbestyrelse, kan indstilles af den pågældende kom-
munalbestyrelse. Hver kommunalbestyrelse skal mindst ind-
stille én person til hver af kommunens pladser i nævnet og
én person som suppleant for denne.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at det skal
indgå som et element i vurderingen af hvilke medlemmer,
der skal indstilles til skatteankenævnene, at den samlede
medlemssammensætning skal være tilstrækkelig repræsenta-
tiv.
Indstillinger skal forholde sig til bl.a. køn, alder og etnici-
tet.
Til nr. 4
Det foreslås, at indstillingerne til vurderingsankenævnene
generelt afspejler et repræsentativt udsnit af befolkningen.
Efter gældende ret udnævner skatteministeren, eller den,
som ministeren bemyndiger dertil, medlemmer af vurde-
ringsankenævn. Den ene halvdel af medlemmerne udnævnes
efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Ved kommunal-
bestyrelsens indstilling anvendes den metode, der er beskre-
vet i § 25 i lov om kommunernes styrelse. Af den anden
halvdel af medlemmerne udnævnes halvdelen på baggrund
af vurderingsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter
indstilling fra Finans Danmark, og halvdelen på baggrund af
vurderingsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter ind-
stilling fra Dansk Ejendomsmæglerforening. Der kan kun
indstilles personer, som er valgbare til en kommunalbesty-
relse her i landet.
12
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at det skal
indgå som et element i vurderingen af, hvilke medlemmer
der skal indstilles til vurderingsankenævnene, at den samle-
de medlemssammensætning skal være tilstrækkelig repræ-
sentativ.
Indstillinger skal forholde sig til bl.a. køn, alder og etnici-
tet osv.
Til nr. 5
Det foreslås, at indstillingerne til motorankenævnene ge-
nerelt afspejler et repræsentativt udsnit af befolkningen.
Efter gældende ret udnævner skatteministeren, eller den,
som ministeren bemyndiger dertil, medlemmer af motoran-
kenævn. Mindst to af medlemmerne udnævnes efter indstil-
ling fra hovedorganisationerne af bilejere. Ét af de indstille-
de medlemmer og dennes suppleant skal være teknisk kyn-
dige, og ét af de indstillede medlemmer og dennes suppleant
skal være handelskyndige. De resterende medlemmer ud-
nævnes efter indstilling fra forhandlerorganisationerne i bil-
branchen. Der kan kun indstilles personer, som er valgbare
til en kommunalbestyrelse her i landet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at det skal
indgå som et element i vurderingen af, hvilke medlemmer
der skal indstilles til motorankenævnene, at medlemssam-
mensætningen skal være tilstrækkelig repræsentativ.
Indstillinger skal forholde sig til bl.a. køn, alder og etnici-
tet osv.
Til nr. 6
Den foreslåede nye bestemmelse i skatteforvaltningslo-
vens § 8, stk. 7, medfører, at skatteministeren får mulighed
for at undlade at udnævne de indstillede personer og anmo-
de om, at der foretages en ny indstilling, hvis de indstillede
personer ikke i tilstrækkelig grad udgør et repræsentativt ud-
snit af befolkningen.
Efter gældende ret kan skatteministeren under særlige om-
stændigheder undlade at udnævne en indstillet person til
skatte-, vurderings- og motorankenævn og anmode om, at
der indstilles en anden person. Sådanne særlige omstændig-
heder kan f.eks. være manglende indgivelse af selvangivelse
eller manglende overholdelse af en afdragsordning og om-
fatter således ikke hensynet til at understøtte en alsidig sam-
mensætning af ankenævnene.
Forslaget medfører, at skatteministeren foretager en sam-
let skønsmæssig vurdering af indstillingerne til de enkelte
ankenævn for at understøtte, at den enkelte indstilling i til-
strækkelig grad er repræsentativ.
Forslaget har ikke til hensigt at være en udvidelse af skat-
teministerens eksisterende adgang til under særlige omstæn-
digheder at undlade at udnævne en indstillet person, da for-
slaget retter sig mod indstillingen som helhed.
Skatteministeren skal ved vurderingen af indstillingerne
som helhed inddrage hensynet til en repræsentativ sammen-
sætning af ankenævnene, herunder en alders- og kønsforde-
ling, der udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen.
Skatteministeren tager ved vurderingen højde for, at der ik-
ke med sikkerhed kan opnås en sådan spredning i alle anke-
nævnene, ligesom der ikke med sikkerhed kan opnås den
samme spredning på tværs af ankenævnstyperne.
Til nr. 7
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9. Æn-
dringen er af teknisk karakter.
Til nr. 8
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9. Æn-
dringen er af teknisk karakter.
Til nr. 9
Efter gældende ret kan en klager vælge, at en klagesag,
der er visiteret til et skatteankenævn, i stedet skal behandles
af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk.
5. Klagerens valg skal være meddelt Skatteankestyrelsen se-
nest 4 uger efter, at klageren har modtaget meddelelse om,
at klagen er visiteret til et skatteankenævn.
Det foreslås at ophæve skatteforvaltningslovens § 35 b,
stk. 5, og dermed afskaffe retten til frit at vælge, om en sag,
der er visiteret til et skatteankenævn, i stedet skal behandles
af Landsskatteretten.
Det foreslås således, at hvis en klage over en skatteansæt-
telse for en person eller et dødsbo ikke anses for principiel,
eller hvis den ikke hænger sammen med en anden sag, som
verserer ved eller samtidig visiteres til Landsskatteretten, jf.
skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. og 3. pkt., vil kla-
gen blive visiteret til et skatteankenævn uden mulighed for
at blive behandlet af Landsskatteretten på baggrund af kla-
gerens eget ønske.
Som eksempel til illustration af forslaget kan nævnes, at
en fysisk person har indgivet klage over en skønsmæssig an-
sættelse af indkomstskat inden den 1. januar 2020. Klagen
er ikke inden den 1. januar 2020 visiteret af Skatteankesty-
relsen, og klageren har endnu ikke tilkendegivet et valg af
Landsskatteretten efter nugældende skatteforvaltningslovs §
35 b, stk. 5. Klageren vil i dette tilfælde fortsat fra den 1. ja-
nuar 2020 kunne vælge at få klagen behandlet i Landsskatte-
retten, jf. nugældende skatteforvaltningslovs § 35 b, stk. 5,
hvis Skatteankestyrelsen visiterer klagen til afgørelse i et
skatteankenævn.
Et andet eksempel til illustration af forslaget er, at en fy-
sisk person inden den 1. januar 2020 har indgivet en klage
over Skatteforvaltningens afgørelse om at anse personen for
fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1,
stk. 1, nr. 1, jf. kildeskattelovens § 7. Klagen er inden den 1.
januar 2020 visiteret af Skatteankestyrelsen til afgørelse i et
skatteankenævn, og klageren har ikke efter nugældende
skatteforvaltningslovs § 35 b, stk. 5, valgt, at klagen i stedet
skal behandles af Landsskatteretten. Klagen vil derfor fort-
sat fra den 1. januar 2020 skulle behandles og afgøres af et
skatteankenævn.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.1. i lovforslagets almin-
delige bemærkninger for den nærmere begrundelse herfor.
Til nr. 10
13
Efter gældende ret skal der for en klage over afgørelser
truffet af Skatteforvaltningen eller Skatterådet og over afgø-
relser, som er truffet af andre myndigheder, som efter anden
lovgivning er henlagt til afgørelse i Landsskatteretten eller
Skatteankestyrelsen, betales et gebyr på 300 kr. (2010-ni-
veau) svarende til 400 kr. i 2018-niveau. For klager i vurde-
ringssager efter ejendomsvurderingsloven skal betales et ge-
byr på 900 kr. (2010-niveau). Undtaget for betaling af kla-
gegebyr er klager over afgørelser vedrørende aktindsigt og
klager over afgørelser efter lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige.
Det foreslås, at klagegebyret over afgørelser truffet af
Skatteforvaltningen eller Skatterådet m.v., jf. skatteforvalt-
ningslovens § 35 a, stk. 1, harmoniseres med klagegebyret i
klager over vurderingssager.
Det foreslås således, at klagegebyret i klager omfattet af
skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1, ændres. Dette medfø-
rer, at klagegebyret vil udgøre 1.000 kr. i 2018-niveau.
Med forslaget foreslås klagegebyret over afgørelser truffet
af skatteforvaltningen eller Skatterådet m.v., jf. § 35 a, stk.
1, forhøjet til samme beløb som klagegebyret i klager over
vurderingssager efter ejendomsvurderingsloven, jf. skatte-
forvaltningslovens § 6, stk. 1, nr. 3. Grundbeløb vil fortsat
skulle reguleres efter personskattelovens § 20. Gebyrforhø-
jelsen har til formål at undgå klager over bagatelsager.
Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås desu-
den, at »jf. dog stk. 2, udgår, da stk. 2 foreslås ophæves.
Ændringen er af teknisk karakter.
Til nr. 11
Som konsekvens af forslaget foreslås det at ophæve skat-
teforvaltningslovens § 35 c, stk. 2, om, at der ved klager
omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, nr. 3, om
klagegebyr i vurderingssager efter ejendomsvurderingslo-
ven.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 10.
Ændringen er af teknisk karakter.
Til nr. 12
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 11.
Ændringen er af teknisk karakter.
Til nr. 13
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til § 1, nr. 9. Ændringen er af teknisk karakter.
Til nr. 14
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til § 1, nr. 15. Ændringen er af teknisk karakter.
Til nr. 15
Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, kan en afgørel-
se først indbringes for domstolene, når den administrative
rekurs har været udnyttet.
Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, hjemler adgang til at
indbringe en afgørelse for domstolene, når der er forløbet
mere end 6 måneder efter indbringelse for den administrati-
ve klageinstans, selv om der endnu ikke er truffet en afgø-
relse.
Det foreslås, at kravet i lovens § 48, stk. 2, om, at der skal
være forløbet mere end 6 måneder efter sagens indbringelse
for den administrative klageinstans, før sagen kan indbrin-
ges for domstolene, afskaffes.
Det foreslås således at afskaffe kravet i skatteforvaltnings-
lovens § 48, stk. 2, om udnyttelse af den administrative re-
kurs før domstolsprøvelse.
Forslaget er i det væsentlige en videreførelse af den gæl-
dende skatteforvaltningslov § 48, stk. 1 og 2. Der er ikke til-
tænkt yderligere indholdsmæssige ændringer af bestemmel-
sens anvendelse, hverken i praksis eller retstilstanden i øv-
rigt udover afskaffelsen af 6-månederskravet.
Forslaget ændrer ikke ved, at klager inden for en frist på 3
måneder som hidtil kan indbringe en afgørelse for domstole-
ne, når den administrative klageinstans på området enten har
efterprøvet afgørelsen eller har afvist klagen.
Det foreslås, at klageren skal kunne indbringe sagen for
domstolene direkte, dvs. uden at klage først, eller på et hvil-
ket som helst tidspunkt, efter at klagesagen er anlagt. Klage-
ren skal således ikke vente seks måneder, før et »omvalg«
fra klagesagsbehandling til domstolsbehandling kan foreta-
ges, men kan således også indbringe sagen for domstolene,
straks efter at klage er indgivet. Dette gælder indtil det tids-
punkt, hvor klageren ved høring modtager oplysning om
indholdet af den afgørelse, som sagens oplysninger efter
skatteankeforvaltningens vurdering fører til. Fra dette tids-
punkt, og til afgørelse træffes i klagesagen, kan klager ikke
vælge at indbringe sagen for domstolen, men må afvente af-
gørelsen. Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, kan
denne afgørelse, som er en endelig administrativ afgørelse,
indbringes for domstolene inden for en frist på 3 måneder
fra sagens afgørelse.
Hvis en borger eller virksomhed vælger at indbringe en
afgørelse truffet af f.eks. Skatteforvaltningen eller Skatterå-
det for domstolene, vil det inden for klagefristen på 3 måne-
der fra afgørelsens modtagelse, jf. skatteforvaltningslovens
§ 35 a, stk. 3, fortsat være muligt at hæve retssagen tilbage
og i stedet indgive klage.
Ved valg af domstolsprøvelse - enten direkte eller efter
forudgående indgivelse af klage - vil muligheden for Folke-
tingets Ombudsmands stillingtagen til sagen fortabes. Om-
budsmandens virksomhed omfatter ikke domstolene, og
Ombudsmanden vil således skulle afvise at behandle en kla-
ge over en afgørelse, som er indbragt for domstolene. Deri-
mod kan en borger og virksomhed, der vælger at klage over
en afgørelse, indbringe klagemyndighedens endelige admi-
nistrative afgørelse for Ombudsmanden.
Der kan forekomme situationer, hvor en borger og virk-
somhed både klager og anlægger sag ved domstolene. Efter
de gældende regler vil der ved overspringelse efter 6-måne-
dersreglen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, ske det, at
sagen ved ankenævnet eller Landsskatteretten anses for
bortfaldet, og at klageren meddeles, at klagesagen herefter
14
er henlagt. Forslaget er ikke tiltænkt at ændre på dette, og
det vil fortsat gælde, at klagesagen bortfalder, og domstols-
behandlingen går forud.
Hvis der i andre situationer både er en klagesag og en
domstolssag, vil det som udgangspunkt tilsvarende være
domstolsbehandlingen, der går forud. Situationen kan fore-
komme, hvis en borger eller virksomhed først anlægger sag
og dernæst klager. Hvis en klager i strid med forslaget væl-
ger at anlægge sag, efter at klager har modtaget oplysninger
om indholdet af den afgørelse, som forventes truffet i klage-
sagen, vil det dog være domstolssagen, som bliver afvist.
Med forslaget vil borgere og virksomheder fortsat, inden
for de almindelige rammer, der efter retsplejeloven gælder
for anke af borgerlige retssager, kunne fremføre nye påstan-
de eller anbringender for domstolene. Det betyder, at borge-
re og virksomheder mod Skatteministeriets protest kun kan
inddrage nye spørgsmål under domstolsprøvelsen med ret-
tens tilladelse. Retten vil kunne give en sådan tilladelse, hvis
det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har væ-
ret inddraget under sagsbehandlingen hos førsteinstansen el-
ler i den administrative klageinstans, eller der er grund til at
antage, at en nægtelse af at give tilladelse vil medføre et
uforholdsmæssigt retstab for parten.
Til nr. 16
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 15, om
adgang til direkte domstolsprøvelse af administrative afgø-
relser. Ændringen er af teknisk karakter.
Det foreslås således, at en administrativ afgørelse ikke kan
indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at af-
gørelsen er truffet.
Ved at ordet »endelig« udgår, kommer søgsmålsfristen i §
48, stk. 3, til at gælde både for direkte indbringelse af Skat-
teforvaltningens afgørelse for domstolene, og for indbringel-
se efter overspringelse.
Til nr. 17
Det foreslås, at Skatteforvaltningen efter ansøgning kan
give en borger eller virksomhed henstand med betaling af en
skat, hvis afgørelsen om betaling er indbragt for domstolene
eller påklaget til Skatteankestyrelsen. Der kan fortsat kun gi-
ves henstand med den del af skatten, der vedrører de for-
hold, der påklages eller indbringes for domstolene.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 15.
Ændringen er af teknisk karakter, så bestemmelsen også
omfatter administrative afgørelser, som indbringes direkte
for domstolene efter lovforslagets § 1, nr. 15.
Til nr. 18
Det foreslås, at henstand med betaling af en skat gives for
det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det ad-
ministrative klagesystem eller indbragt for domstolene. Der
kan fortsat kun gives henstand med den del af skatten, der
vedrører de forhold, der påklages eller indbringes for dom-
stolene.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 15.
Ændringen er af teknisk karakter.
Til nr. 19
Efter gældende regler ydes der omkostningsgodtgørelse
»ved klage«, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten
træffer afgørelse og »ved klage«, hvor Skatteankestyrelsen
træffer afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk.
3.
Efter gældende praksis omfatter det udgifter til den sag-
kyndiges arbejde med at indgive en klage til den administra-
tive klageinstans. Derimod følger det af § 54, stk. 1, nr. 6, at
udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt den skatte-
pligtige bør gå videre med en afgørelse, kun er godtgørelses-
berettigede, hvis det drejer sig om, hvorvidt en afgørelse i en
klage- eller retssag bør prøves ved domstolene. Der ydes så-
ledes ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til en sag-
kyndigs udtalelse om, hvorvidt den skattepligtige bør påkla-
ge en afgørelse truffet af en skattemyndighed i 1. instans.
Denne forståelse har Landsskatteretten også lagt til grund i
sin afgørelse i SKM2008. 669. LSR. Her fandt Landsskatte-
retten ikke, at der kunne ydes omkostningsgodtgørelse for
udgifter til en sagkyndig udtalelse om, hvorvidt en afgørelse
fra SKAT burde påklages til Landsskatteretten.
Efter gældende ret er godtgørelsesberettigede udgifter ved
domstolsprøvelsen udgifter, som afholdes i forbindelse med
retssager om prøvelse af afgørelsen fra den administrative
klageinstans eller fra en underordnet retsinstans. Det omfat-
ter efter § 54, stk. 1, nr. 6, udgifter til en sagkyndigs udtalel-
se om, hvorvidt en afgørelse fra klageinstansen bør indbrin-
ges for domstolene, eller om en afgørelse fra domstolen bør
prøves af en overordnet retsinstans. Udgifter til udarbejdelse
af en stævning anses endvidere som godtgørelsesberettigede
udgifter.
Det følger af forslaget til stk. 3 i § 54, at der kun ydes om-
kostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v.
efter § 54, stk. 1, nr. 1-5, som er ydet den skatte- eller af-
giftspligtige i forbindelse med påklage eller indbringelse af
en sag for domstolene.
Forslaget skal ses i lyset af forslaget i § 1, nr. 20, der æn-
drer affattelsen af § 55, stk. 1, nr. 1 og 2. Som nævnt oven-
for er godtgørelsesberettigede udgifter i relation til § 55, stk.
1, nr. 1 og 2, udgifter der afholdes »ved klage«. Ved den
ændrede affattelse af disse bestemmelser bliver det nødven-
digt at fastslå, at der kun ydes omkostningsgodtgørelse for
udgifter til sagkyndig bistand m.v., som er ydet i forbindelse
med påklage eller indbringelse af en sag for domstolene.
Derimod ydes der ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter
til sagkyndig bistand m.v. i forbindelse med sagens behand-
ling i 1. instans. Det foreslås, at dette kommer til at fremgå
af § 54.
Det foreslås endvidere, at den gældende forståelse af, hvil-
ke udgifter, der knytter sig til en klage eller domstolsprøvel-
se, opretholdes med forslaget. Det kan ud over udgifter til
den sagkyndiges arbejde med at indgive en klage eller stæv-
ning være udgifter til møde med den sagkyndige om ud-
formningen af punkter i klagen eller stævningen, herunder
15
rejseudgifter for den sagkyndige, eller fremskaffelse af do-
kumentation til brug for sagen, som ikke skulle være tilveje-
bragt ved 1. instansen. Det kan desuden være udgifter til den
sagkyndiges udarbejdelse af en anmodning om henstand ef-
ter skatteforvaltningslovens § 51. Der henvises nærmere til
Den juridiske vejledning, afsnit A. A. 13.4.
Det følger af forslaget til stk. 4 i § 54, at adgangen til at
opnå omkostningsgodtgørelse efter det foreslåede stk. 3 be-
tinges af, at skattemyndighedens afgørelse faktisk påklages
eller indbringes for domstolene. Det præciseres samtidig, at
der kun ydes omkostningsgodtgørelse, i det omfang sagen
ikke afvises fra realitetsbehandling som følge af oprindelige
formelle mangler i forbindelse med klagen eller stævningen.
Forslaget skyldes den ændrede affattelse af § 55, stk. 1, nr.
1 og 2, jf. forslagets § 1, nr. 20, hvorefter det ikke er en for-
udsætning for at opnå omkostningsgodtgørelse, at der indgi-
ves en klage.
Forslaget lovfæster på dette punkt gældende praksis.
Efter gældende praksis vil udgifter til sagkyndig bistand
m.v. ikke blive godtgjort, hvis skattemyndighedens afgørel-
se ikke bliver påklaget. Det gælder eksempelvis udgifter til
anmodning om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51
eller udgifter til en sagkyndigs udarbejdelse af klage til den
administrative klagemyndighed.
Endvidere vil der efter gældende praksis ikke blive ydet
omkostningsgodtgørelse, i det omfang der sker helt eller
delvis afvisning af sagen på grund af formelle mangler, som
knytter sig til klagen eller stævningen eller foreligger på
tidspunktet for indgivelsen af klagen eller stævningen, dvs.
oprindelige mangler. Det gælder eksempelvis, hvis sagen af-
vises på grund af myndighedens manglende kompetence til
at afgøre sagen, eller hvis den afvises som følge af manglen-
de begrundelse eller en fristoverskridelse.
Det karakteristiske ved gældende praksis i forhold til reg-
lerne om omkostningsgodtgørelse er, at det er afgørende, at
afvisning sker som følge af eksistensen af formelle mangler
ved klagesagens igangsættelse. Hvis afgørelsen eksempelvis
indbringes for domstolene, men afvises af domstolen efter,
at formalitetsspørgsmålet har været udskilt til særskilt på-
kendelse, jf. retsplejelovens §§ 351 og 353, vil der ikke kun-
ne ydes omkostningsgodtgørelse. Det gælder dog ikke, hvis
formalitetskendelsen senere måtte blive underkendt af en
højere retsinstans, jf. SKM2013. 108. LSR. I denne sag hav-
de byretten ved dom afvist klagerens sag ved byretten med
den begrundelse, at søgsmålsfristen var overskredet. Lands-
retten udtalte, at der ikke var grundlag for at afvise sagen og
ophævede dommen og hjemviste sagen til fornyet behand-
ling ved byretten. Landsskatteretten fandt, at klageren var
berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sag-
kyndig bistand afholdt i forbindelse med afvisningssagen for
byretten.
Forslaget tager sigte på at lovfæste praksis, som den er be-
skrevet ovenfor. Derimod finder forslaget ikke anvendelse i
en situation, hvor en afvisning fra realitetsbehandling ikke
knytter sig til oprindelige formelle mangler i forbindelse
med klagen eller stævningen, herunder ankestævningen,
men domstolen alligevel afviser sagen af andre grunde. Så-
ledes har Skatteankestyrelsen i SKM2014. 668. SANST
fastslået, at en skattepligtig var berettiget til omkostnings-
godtgørelse i en sag, hvor dispositionsretten til sagen var
overgået til kurator, og hvor kurator ikke ønskede at indtræ-
de og videreføre sagen. Domstolen afviste sagen som følge
af den skattepligtiges udeblivelse fra hovedforhandlingen på
grund af kurators valg om ikke at indtræde i den verserende
sag. Der henvises nærmere til omtalen af sagen i Den juridi-
ske vejledning afsnit A. A. 13.5 om godtgørelsesberettigede
sagstyper.
Udtrykket »i det omfang« skal ses i lyset af, at en afgørel-
se kan indeholder flere punkter, som den skattepligtige øn-
sker prøvet. Indeholder en klage eksempelvis fem klage-
punkter, hvor klageinstansen i sin afgørelse afviser to punk-
ter f.eks. på grund af manglende kompetence, ydes der efter
praksis og efter forslaget omkostningsgodtgørelse til de ud-
gifter, der vedrører behandlingen af de tre punkter, som rea-
litetsbehandles.
Det bemærkes, at det følger af bekendtgørelse nr. 513 af
19. maj 2017 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bi-
stand m.v. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens
kapitel 19, at det klart skal fremgå af den sagkyndiges reg-
ning, hvilke udgifter der er godtgørelsesberettigede, og hvil-
ke der ikke er. I det omfang den sagkyndige bistand knytter
sig til klagepunkter, som er blevet afvist, skal regningen fra
den sagkyndige afspejle dette. Desuden kan Skattestyrelsen
efter bekendtgørelsens § 10 til brug for behandlingen af an-
søgningen om omkostningsgodtgørelse anmode den godtgø-
relsesberettigede eller den sagkyndige om yderligere oplys-
ninger, herunder en redegørelse for størrelsen af honoraret
for arbejdet ved hver instans pr. klagepunkt og om anvendt
antal timer pr. klagepunkt (eventuelt skønsmæssigt fordelt).
Til nr. 20
Efter den gældende bestemmelse i § 55, stk. 1, nr. 1, kan
der ydes omkostningsgodtgørelse ved klage, hvor et skatte-
ankenævn eller Landsskatteretten træffer afgørelse. Efter
den gældende bestemmelse i § 55, stk. 1, nr. 2, ydes der om-
kostningsgodtgørelse ved klage, hvor Skatteankestyrelsen
træffer afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk.
3.
I medfør af § 35 b, stk. 3, er der fastsat regler i bekendtgø-
relse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i
Skatteankestyrelsen. Det drejer sig om de såkaldte »kontor-
sager«. Det bemærkes i den forbindelse, at der efter § 55,
stk. 2, ikke ydes omkostningsgodtgørelse i kontorsager ved-
rørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra
hæftelsessager, og sager om registrering af køretøjer.
Det foreslås, at der efter § 55, stk. 1, nr. 1, skal kunne
ydes omkostningsgodtgørelse i en sag, hvor et skatteanke-
nævn eller Landsskatteretten kan træffe afgørelse ved påkla-
ge. Endvidere foreslås det, at der efter § 55, stk. 1, nr. 2, skal
kunne ydes omkostningsgodtgørelse i en sag, hvor Skattean-
kestyrelsen kan træffe afgørelse efter regler udstedt i medfør
af § 35 b, stk. 3.
16
Forslaget har til formål at tilpasse reglerne om omkost-
ningsgodtgørelse til forslaget om direkte domstolsprøvelse,
jf. forslaget under § 1, nr. 15, således at det bliver muligt at
opnå omkostningsgodtgørelse ved direkte domstolsprøvelse
i samme omfang, som det i dag er muligt at opnå omkost-
ningsgodtgørelse ved overspringelse efter den gældende be-
stemmelse i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2.
Forslaget skal ses i lyset af skatteforvaltningslovens § 55,
stk. 4, 1. pkt., hvorefter godtgørelse ydes ved domstolspr-
øvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1,
nr. 1-4. Ved forslaget er det ikke en forudsætning for at op-
nå omkostningsgodtgørelse ved domstolene efter stk. 4, at
der er klaget til et skatteankenævn, Landsskatteretten eller
Skatteankestyrelsen. Det er tilstrækkeligt, at sagen er af en
sådan type og karakter, at de nævnte klagemyndigheder ville
skulle træffe afgørelse i sagen, hvis den blev påklaget.
Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i de typer af
sager, der er godtgørelsesberettigede efter § 55, stk. 1, nr. 1
og nr. 2.
I nogle typer af sager kan det ikke umiddelbart afgøres,
om der ydes omkostningsgodtgørelse ved domstolsbehand-
lingen, hvis den gældende overspringsregel anvendes.
Det gælder, hvis sagen ikke er godtgørelsesberettiget, men
bliver det efter visitering til Landsskatteretten, f.eks. som
følge af, at sagen vurderes at være principiel. Ved oversprin-
gelse før visitering kan den skattepligtige ikke være sikker
på, at myndighederne vil anse sagen for godtgørelsesberetti-
get ved domstolene og vil derfor i praksis afvente visitering
eller henvisningen, før sagen indbringes for domstolene ef-
ter overspringsreglen.
Tilsvarende vil denne usikkerhed være til stede for en
skattepligtig ved overvejelse om direkte domstolsprøvelse af
en afgørelse fra skattemyndigheden i en sag, som ikke umid-
delbart er omkostningsgodtgørelsesberettiget.
I nedenstående tilfælde vil en sag, som ikke umiddelbart
er godtgørelsesberettiget, kunne blive henvist eller visiteret
til afgørelse i Landsskatteretten, hvorefter den bliver godt-
gørelsesberettiget:
– En sag, som vurderingsankenævnet kan afgøre om ejen-
domsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, bliver
henvist til Landsskatteretten, hvis klagen i overvejende
grad angår retlige spørgsmål, og hvis der ikke tidligere
hverken i domstolspraksis eller i landsskatteretspraksis
er taget stilling til det pågældende lovfortolknings-
spørgsmål, eller der er grundlag for at foretage en forny-
et prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål,
eller hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder.
Sager omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8,
stk. 1, nr. 3, angår spørgsmålet om fritagelse for beskat-
ning af fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse
og ejerlejligheder.
– En sag, som vurderingsankenævnet kan afgøre om ejen-
domsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, bliver
henvist til Landsskatteretten, hvis sagen i overvejende
grad angår de registrerede oplysninger, der er lagt til
grund for afgørelsen, og der foreligger ganske særlige
omstændigheder.
– En sag, som motorankenævnet kan afgøre, bliver visite-
ret til Landsskatteretten, hvis sagen er principiel.
– En sag, som motorankenævnet kan afgøre, bliver visite-
ret til Landsskatteretten, hvis sagen udspringer af samme
forhold som en sag, der verserer ved Landsskatteretten.
– En kontorsag omfattet af undtagelsesbestemmelsen i §
55, stk. 2, hvis sagen er principiel.
– En kontorsag omfattet af undtagelsesbestemmelsen i §
55, stk. 2, hvis den udspringer af samme forhold som en
sag, der verserer ved Landsskatteretten.
I ovenstående seks tilfælde må den skattepligtige således
påklage skattemyndighedens afgørelse og afvente en henvis-
ning eller visitering, hvis den skattepligtige ønsker at have
klarhed om spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse, inden
sagen eventuelt indbringes for domstolene. Det gælder i
særdeleshed, såfremt det kan komme på tale, at der forelig-
ger »særlige omstændigheder« i sagen.
Det skønnes, at det årlige antal sager, hvori skattemyndig-
heden træffer en afgørelse, som kan være omfattet af én af
de seks tilfældegrupper, er begrænset.
I forslaget anvendes udtrykket »sag«. Hermed forstås den
skatte- eller afgiftssag, som har ført til skattemyndighedens
afgørelse, som den skattepligtige enten påklager til den ad-
ministrative klageinstans eller indbringer for domstolene.
I forslaget anvendes ligeledes udtrykket »ved påklage«.
Hermed forstås en klage, der indgives eller ville kunne ind-
gives til Skatteankestyrelsen til afgørelse af en administrativ
klagemyndighed.
Til nr. 21
Det foreslås, at udtrykket »SKATs« ændres til »told- og
skatteforvaltningens« i § 57, stk. 3, 4. pkt. Bestemmelsen
angår en nærmere undersøgelse af en ansøgning om omkost-
ningsgodtgørelse.
Ændringen er rent redaktionel.
Til § 2
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 11.
Ændringen er af teknisk karakter.
Forslaget har sin baggrund i, at der ved lov nr. 688 af 8.
juni 2017 om bl.a. regler om klagebehandling af vurderings-
sager blev indsat et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 35
c. Det betød, at de efterfølgende stykker 2-6 i § 35 c herefter
blev stk. 3-7.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelsen i § 22 i
samme lov, dvs. lov nr. 688 af 8. juni 2017, indeholder et
stk. 9 om klagegebyret ved klage over vurderinger omfattet
af ejendomsvurderingslovens §§ 87-89. I bestemmelsens 3.
pkt., anføres det, at reglerne i skatteforvaltningslovens § 35
c, stk. 3-6, der bliver stk. 4-7, om betaling og tilbagebetaling
finder tilsvarende anvendelse.
Da det i § 1, nr. 11, i nærværende lovforslag foreslås, at §
35 c, stk. 2, ophæves, foreslås det ligeledes i konsekvens
17
heraf, at § 22, stk. 9, i lov nr. 688 af 8. juni 2017 justeres,
således at henvisningen i bestemmelsen til stk. 4-7 udgår.
Til § 3
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli
2019, jf. dog stk. 2.
Forslaget sikrer et hjemmelsgrundlag for den indstillings-
og udnævnelsesproces, der skal finde sted forud for funkti-
onsperiodens begyndelse den 1. januar 2020.
Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 1, 2 og 7-20 og § 2, træder i
kraft den 1. januar 2020. De bestemmelser i § 1, som forsla-
get omfatter, er nævnt i stk. 3 og 4, hvortil henvises.
Det foreslås i stk. 3, at § 1, nr. 1, 2 og 7-13, ikke finder
anvendelse for afgørelser, der påklages til den administrati-
ve klageinstans inden den 1. januar 2020. For sådanne afgø-
relser finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Forslaget betyder, at Skatteankestyrelsen skal visitere kla-
ger, der omfattes af lovens § 1, nr. 1 og 2, og som er indgi-
vet til Skatteankestyrelsen inden den 1. januar 2020, efter
hidtil gældende regler.
Lovens § 1, nr. 1, angår skatteankenævnenes kompetencen
til at behandle sager om momsskøn, jf. opkrævningslovens §
5, stk. 2, og lovens § 1, nr. 2, angår klagesager om subjektiv
skattepligt, kursgevinster og -tab samt aktieavancer og -tab,
som fremover skal afgøres af Landsskatteretten i stedet for
et skatteankenævn, selv om klageren måtte være en fysisk
person eller et dødsbo. Indgives en klage over en afgørelse
truffet efter kursgevinstloven eksempelvis den 1. december
2019, og er klageren en fysisk person, skal Skatteankestyrel-
sen visitere klagen til et skatteankenævn, jf. §35 b, stk. 1, jf.
§ 5, stk. 1, medmindre klagen skal visiteres til Landsskatte-
retten, jf. § 35 b, stk. 1, 2. pkt., fordi den er principiel, eller
kan visiteres til Landsskatteretten, jf. § 25 b, stk. 1, 3. pkt.,
fordi klagen udspringer af samme forhold som en klage, der
allerede verserer for Landsskatteretten. Dette gælder uanset,
om visiteringen af klagen sker før eller efter den 1. januar
2020. Klageren vil ligeledes i dette tilfælde kunne vælge, at
klagen skal afgøres af Landsskatteretten, efter reglen om frit
valg i § 35 b, stk. 5, uanset om dette gøres før eller efter den
1. januar 2020.
De foreslåede regler får således først betydning for sager,
der påklages fra og med den 1. januar 2020.
Efter stk. 3 finder lovens § 1, nr. 9, om afskaffelse af fri-
tvalgsordningen ikke anvendelse for afgørelser, der påklages
til den administrative klageinstans inden den 1. januar 2020.
Det betyder, at det for afgørelser, der påklages fra og med
den 1. januar 2020, ikke længere er muligt frit at vælge, om
en sag, der er visiteret til et skatteankenævn, i stedet skal be-
handles af Landsskatteretten. Tilsvarende gælder nr. lovens
§ 1, nr. 7 og 8 og 13, da der er tale om konsekvensændringer
af lovens § 1, nr. 9.
Endelig foreslås det, at lovens § 1, nr. 10, om harmonise-
ring af klagegebyr ikke finder anvendelse for afgørelse, der
påklages til den administrative klageinstans inden den 1. ja-
nuar 2020. Det betyder, at forhøjelsen af klagebyret til 1.000
kr. i 2018-niveau først får virkning for afgørelser, der påkla-
ges fra og med den 1. januar 2020. Tilsvarende gælder lo-
vens § 1, nr. 11-12, der er konsekvensændringer af lovens §
1, nr. 10.
I stk. 4 foreslås det, at lovens § 1, nr. 14-20, ikke finder an-
vendelse for afgørelser, som indbringes for domstolene in-
den den 1. januar 2020. For sådanne afgørelser finder de
hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 4 angår lovens § 1, nr. 15, om direkte domstolspr-
øvelse. Forslaget i stk. 4 betyder at afgørelser, der indbrin-
ges for domstolene til og med den 31. december 2019, er
omfattet af kravet om, at der skal være forløbet mere end 6
måneder efter sagens indbringelse for den administrative
klageinstans, før sagen kan indbringes for domstolene. Til-
svarende gælder lovens § 1, nr. 14, 16, 17 og 18, 19 og 20
der er konsekvensændringer af lovens § 1, nr. 15.
Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland, fordi de
love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller
Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte loven i
kraft for Færøerne eller Grønland.
18
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende lov Lovforslaget
§ 1
I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgø- relse
nr. 678 af 31. maj 2018, som ændret ved § 7 i lov
nr. 278 af 17. april 2018, § 12 i lov nr. 1130 af 11.
september 2018, § 23 i lov nr. 1555 af 19. decem-
ber 2018 og § 6 i lov nr. 1726 af 27. december
2018 foretages følgende ændringer:
§ 5. Skatteankenævnene afgør klager over told-
og skatteforvaltningens afgørelser vedrørende fy-
siske personer og dødsboer om:
1-11) - - -
1. I § 5, stk. 1, indsættes som nr. 12:
»12) Skønsmæssige ansættelser af moms efter
opkrævningslovens § 5, stk. 2.«
Stk. 2. En klage omfattet af stk. 1 skal dog afgø-
res af Landsskatteretten, hvis skatteankeforvalt-
ningen visiterer sagen til Landsskatteretten efter §
35 b, stk. 4, jf. stk. 1, 2. eller 3. pkt., eller klageren
vælger, at sagen skal afgøres af Landsskatteretten
efter § 35 b, stk. 5.
2. I § 5, stk. 2, udgår », eller klageren vælger, at
sagen skal afgøres af Landsskatteretten efter § 35
b, stk. 5«, og som 2. pkt. indsættes:
»En klage omfattet af stk. 1, nr. 2-4, afgøres dog
ikke af skatteankenævnene, hvis klagen helt eller
delvist vedrører en afgørelse truffet efter kursge-
vinstloven, aktieavancebeskatningsloven eller en
afgørelse om pligt til at svare skat til staten efter
både dansk ret og overenskomster til undgåelse af
dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddra-
gelse for så vidt angår indkomst- og formueskatter
samt omfang og opgørelse af skat i forbindelse
hermed.«
§ 8. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Skatteministeren eller den, som ministe-
ren bemyndiger dertil, udnævner medlemmer af
skatteankenævn og en suppleant for hvert af disse
medlemmer efter indstilling fra kommunalbesty-
relserne i de kommuner, som skatteankenævn-
skredsen omfatter. Kun personer, der er valgbare
til en kommunalbestyrelse, kan indstilles af den
pågældende kommunalbestyrelse. Hver kommu-
3. I § 8, stk. 3, 6. pkt., ændres »kommunalbestyrel-
sen« til: »den indstillingsberettigede kommunalbe-
styrelse eller organisation m.fl.« og som 7. -11
pkt. indsættes: »Skatteministeren eller den, som
ministeren bemyndiger hertil, udnævner delvis ef-
ter indstilling et antal særlige medlemmer. De sær-
lige medlemmer skal have skattefaglig indsigt og
relevant uddannelse. De særlige medlemmer er
geografisk ubundne. Kun personer, der er valgbare
til en kommunalbestyrelse her i landet, kan indstil-
19
nalbestyrelse skal indstille én person til hver af
kommunens pladser i nævnet og én person som
suppleant for denne. Ved indstillingen finder § 25
i lov om kommunernes styrelse tilsvarende anven-
delse. Skatteministeren eller den, som ministeren
bemyndiger dertil, udnævner de indstillede perso-
ner til henholdsvis med- lem og suppleant. Mini-
steren kan dog under særlige omstændigheder
undlade at udnævne en indstillet person og anmo-
de kommunalbestyrelsen om at indstille en anden
person.
les. Ved indstillingen skal generelt tilstræbes re-
præsentation af et repræsentativt udsnit af befolk-
ningen.«
4. I § 8, stk. 4, indsættes som 7. pkt.:
Stk. 4. Skatteministeren eller den, som ministe-
ren bemyndiger dertil, udnævner medlemmer af
vurderingsankenævn. Den ene halvdel af medlem-
merne udnævnes efter indstilling fra kommunalbe-
styrelsen. Ved kommunalbestyrelsens indstilling
anvendes den metode, der er beskrevet i § 25 i lov
om kommunernes styrelse. Af den anden halvdel
af medlemmerne udnævnes halvdelen på bag-
grund af vurderingsfaglige kompetencer og lokal-
kendskab efter indstilling fra Finans Danmark, og
halvdelen på baggrund af vurderingsfaglige kom-
petencer og lokalkendskab efter indstilling fra
Dansk Ejendomsmæglerforening. Kommunalbe-
styrelsen, Finans Danmark og Dansk Ejendoms-
mæglerforening kan kun indstille personer, der er
valgbare til en kommunalbestyrelse her i landet.
Ministeren kan dog under særlige omstændigheder
undlade at udnævne en indstillet person og anmo-
de kommunalbestyrelsen, Finans Danmark eller
Dansk Ejendomsmæglerforening om at indstille
en anden person.
»Ved indstillingen skal generelt tilstræbes re-
præsentation af et repræsentativt udsnit af befolk-
ningen.«
Stk. 5. Skatteministeren eller den, som ministeren
bemyndiger dertil, udnævner medlemmer af mo-
torankenævn og en suppleant for hvert af disse
medlemmer. Mindst to af medlemmerne udnæv-
nes efter indstilling fra hovedorganisationerne af
bilejere. Ét af de indstillede medlemmer og dennes
suppleant skal være teknisk kyndige, og ét af de
indstillede medlemmer og dennes suppleant skal
være handelskyndige. De resterende medlemmer
udnævnes efter indstilling fra forhandlerorganisa-
tionerne i bilbranchen. Organisationerne skal ind-
stille én person til hver plads som medlem af næv-
5. I § 8, stk. 5, indsættes som 9. pkt.:
»Ved indstillingen skal generelt tilstræbes, at
medlemmerne udgør et repræsentativt udsnit af
befolkningen.«
20
net og én person som suppleant for denne. Kun
personer, der er valgbare til en kommunalbestyrel-
se her i landet, kan indstilles. Skatteministeren el-
ler den, som ministeren bemyndiger dertil, udnæv-
ner de indstillede personer til henholdsvis medlem
og suppleant. Ministeren kan dog under særlige
omstændigheder undlade at udnævne en indstillet
person og anmode organisationen om at indstille
en anden person.
Stk. 6. - - -
6. I § 8 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Afspejler de personer, der indstilles efter
stk. 3-5, ikke i tilstrækkelig grad et repræsentativt
udsnit af befolkningen, kan skatteministeren und-
lade at udnævne de indstillede personer og anmo-
de om, at der foretages en ny indstilling.«
§ 19. - - -
Stk. 2-4. - - -
1-4) - - -
5) Afgørelser, hvis klage herover kan afgøres af
Landsskatteretten, jf. § 35 b, stk. 1, 2. eller 3. pkt.,
stk. 3, 2. pkt., eller stk. 5 eller efter § 6 a, jf. § 6,
stk. 2.
7. I § 19, stk. 5, nr. 5, udgår »eller stk. 5 «.
§ 35 b. En klage over en afgørelse omfattet af §
5, stk. 1, eller § 7, stk. 1, afgøres af henholdsvis et
skatteankenævn, eller et motorankenævn, jf. dog
stk. 5.
8. I § 35 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, 2. pkt. udgår »,
jf. dog stk. 5«.
- - -
Stk. 2-3. - - -
Stk. 4. Skatteankeforvaltningen foretager visite-
ring af klager, jf. stk. 1-3. En visitering kan æn-
dres af skatteankeforvaltningen, hvis der endnu ik-
ke er truffet afgørelse vedrørende klagen og det
konstateres, at sagen efter reglerne i stk. 1 eller 3
skal eller kan afgøres af en anden myndighed end
den, sagen er visiteret til, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Klageren kan vælge, at en sag, som er vi-
siteret til et skatteankenævn, skal behandles af
Landsskatteretten. Klagerens valg skal være med-
delt skatteankeforvaltningen, senest 4 uger efter at
klageren har modtaget meddelelse om, at klagen
er visiteret til et skatteankenævn eller et vurde-
9. § 35 b, stk. 5, ophæves.
21
ringsankenævn efter stk. 4, 1. eller 2. pkt. Skatte-
ankeforvaltningen kan se bort fra en overskridelse
af fristen, hvis særlige omstændigheder taler der
for.
§ 35 c. Ved klage omfattet af § 35 a, stk. 1, beta-
les et gebyr på et grundbeløb på 300 kr. (2010- ni-
veau), jf. dog stk. 2. Grundbeløbet reguleres efter
personskattelovens § 20.
10. I § 35 c, stk. 1, 1. pkt., ændres »300 kr.« til:
»900 kr.«, og », jf. dog stk. 2« udgår.
Stk. 2. Ved klage omfattet af § 6, stk. 1, nr. 3,
betales et gebyr på 900 kr. (2010-niveau). Grund-
beløbet reguleres efter personskattelovens § 20.
11. § 35 c, stk. 2, ophæves. Stk. 3-7 bliver herefter
stk. 2-6.
Stk. 3. - - -
Stk. 4. Betales beløbet ikke rettidigt, betragtes
klagen som bortfaldet. Dette gælder også i situati-
oner, hvor klagegebyret efter regler fastsat i med-
før af stk. 7 skal betales i forbindelse med indgi-
velsen af klagen.
12. I § 35 c, stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 3, 2. pkt.,
ændres »stk. 7« til: »stk. 6«.
Stk. 5-7. - - -
§ 40. - - -
Stk. 2. Er der klaget over en afgørelse som
nævnt i § 6, stk. 1, nr. 1 eller 3, og skal Landsskat-
teretten træffe afgørelse i sagen efter § 35 b, stk.
1, 2. eller 3. pkt., eller stk. 5, eller efter § 4 a, stk.
3, eller § 6 a, stk. 1, jf. § 11, stk. 2, kan told- og
skatteforvaltningen indbringe andre afgørelser ef-
ter lov om vurdering af landets faste ejendomme
eller ejendomsvurderingsloven vedrørende ejen-
dommen, der er en følge af klagen, for Landsskat-
teretten, der påkender disse afgørelser i forbindel-
se med klagen.
13. I § 40, stk. 2, udgår », eller stk. 5, eller efter«.
§ 47. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn, udsæt-
ter skatteankeforvaltningen, skatteankenævnet,
Landsskatteretten eller Skatterådet behandlingen
af sagen, indtil klageren efter modtagelsen af
skønserklæringen meddeler vedkommende myn-
dighed, hvorvidt sagen opretholdes. I samme peri-
ode er 6-månedersfristen efter § 48, stk. 2, suspen-
deret.
14. § 47, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
Stk. 4. - - -
22
§ 48. Medmindre andet er bestemt efter anden
lovgivning, kan en afgørelse truffet af en skatte-
myndighed først indbringes for domstolene, når
afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af klagein-
stansen på området. Retten kan dog tillade, at et
nyt spørgsmål inddrages under retssagen, hvis det
har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som
har givet grundlag for retssagen, og det må anses
for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været
inddraget tidligere, eller der er grund til at antage,
at en nægtelse af tilladelse vil medføre et ufor-
holdsmæssigt resttab for parten.
15. § 48, stk. 1 og 2, affattes således:
»En afgørelse truffet af skattemyndighederne
kan indbringes for domstolene eller påklages,
medmindre andet er bestemt efter anden lovgiv-
ning.
Stk. 2. Er der forløbet mere end 6 måneder efter
den påklagede afgørelses indbringelse for den ad-
ministrative klageinstans, kan afgørelsen dog ind-
bringes for domstolene, selv om klageinstansen
endnu ikke har truffet en afgørelse. Det gælder
dog ikke, hvis klageren fra skatteankeforvaltnin-
gen har modtaget en sagsfremstilling med oplys-
ninger om den afgørelse, som sagens oplysninger
efter skatteankeforvaltningens vurdering fører til,
jf. § 35 d, stk. 1, 2 eller 4, eller hvis klageren i øv-
rigt i forbindelse med en høring har modtaget op-
lysninger om den afgørelse, som sagens oplysnin-
ger efter skatteankeforvaltningens vurdering fører
til.
Stk. 2. Hvis en afgørelse er påklaget til en admi-
nistrativ klageinstans, kan klager i stedet vælge at
indbringe afgørelsen for domstolene indtil det
tidspunkt, hvor klageren i forbindelse med en hø-
ring har modtaget oplysninger om indholdet af
den afgørelse, som sagens oplysninger efter skat-
teankeforvaltningens vurdering vil føre til. Ind-
bringes en afgørelse, der først har været påklaget
til en administrativ klageinstans, for domstolene,
kan retten tillade, at et nyt spørgsmål inddrages
under retssagen, hvis det har en klar sammenhæng
med det spørgsmål, som har givet grundlag for
retssagen, og det må anses for undskyldeligt, at
spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, el-
ler der er grund til at antage, at en nægtelse af til-
ladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for
parten.«
Stk. 3. En endelig administrativ afgørelse kan ik-
ke indbringes for domstolene senere end 3 måne-
der efter, at afgørelsen er truffet, jf. dog stk. 4. Har
klageinstansen afvist at behandle sagen, kan afvis-
ningen ikke indbringes for domstolene senere end
3 måneder efter, at afvisningen er sket.
16. I § 48, stk. 3, 1. pkt., udgår »endelig«.
Stk. 4. - - -
§ 51. - - - 17. I § 51, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning
give henstand med betaling af den del af en skat,
som en klage over opgørelsen vedrører. Det gæl-
der dog ikke afgørelser efter told- lovgivningen,
jf. artikel 244 i Rådets forordning (EØF) nr.
2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en
EF-toldkodeks.
»Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøg-
ning give henstand med betaling af en skat, hvis
afgørelsen er indbragt for domstolene eller påkla-
get.«
23
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Henstand kan ikke gives for et tidsrum
over 4 år. Henstand kan forlænges efter fornyet
ansøgning. Henstand gives i øvrigt for det tids-
rum, hvor klagesagen er under behandling i det
administrative klagesystem. Indbringes en admini-
strativ afgørelse for domstolene, eller ankes en
dom, skal der ind- gives ny ansøgning om hen-
stand.
18. I § 51, stk. 3, 3. pkt., indsættes efter »klagesy-
stem«: »eller hos domstolene«.
Stk. 4-6. - - -
§ 54. - - -
Stk. 2. - - -
19. I § 54 indsættes som stk. 3 og 4:
»Stk. 3. Der ydes kun omkostningsgodtgørelse
for udgifter til sagkyndig bistand m.v. efter stk. 1,
nr. 1-5, som er ydet den skatte- eller afgiftspligtige
i forbindelse med påklage eller indbringelse af en
sag for domstolene.
Stk. 4. Adgangen til at opnå omkostningsgodtgø-
relse efter stk. 3 er betinget af, at skattemyndighe-
dens afgørelse påklages eller indbringes for dom-
stolene. Det ydes kun omkostningsgodtgørelse, i
det omfang sagen ikke afvises fra realitetsbehand-
ling som følge af oprindelige formelle mangler i
forbindelse med klagen eller stævningen.«
§ 55 - - - 20. § 55, stk. 1, nr. 1 og 2, affattes således:
1) Ved klage, hvor et skatteankenævn eller
Landsskatteretten træffer afgørelse.
»1) I en sag, hvor et skatteankenævn eller
Landsskatteretten kan træffe afgørelse ved påkla-
ge.
2) Ved klage, hvor skatteankeforvaltningen træf-
fer afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35
b, stk. 3.
2) I en sag, hvor skatteankeforvaltningen kan
træffe afgørelse efter regler udstedt i medfør af §
35 b, stk. 3.«
3-6) - - -
Stk. 2-5. - - -
§ 57. - - -
Stk. 2. - - -
21. I § 57, stk. 3, 4. pkt., ændres »SKATs« til:
»told- og skatteforvaltningens«.
Stk. 3. Giver en ansøgning om omkostningsgodt-
gørelse alene anledning til nærmere at undersøge
størrelsen af udgifterne til behandling af sagen,
herunder den sagkyndiges honorar, udbetales
godtgørelsen ifølge ansøgningen med forbehold
for eventuel tilbagebetaling. Dog kan told- og
skatteforvaltningen helt eller delvis undlade at ud-
24
betale omkostningsgodtgørelse, inden den nærme-
re undersøgelse af størrelsen af udgifterne til be-
handling af sagen er foretaget, i tilfælde, hvor for-
valtningen finder at størrelsen af det ansøgte beløb
er åbenbart urimelig. Udbetales beløbet delvis,
tages forbehold for eventuel tilbagebetaling. Ud-
betales det ansøgte beløb ikke eller kun delvis, og
fastslås godtgørelseskravet senere at være større
end det udbetalte beløb, udbetales det resterende
beløb med en rente beregnet efter rentesatsen i kil-
deskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt måned
regnet fra dagen for SKATs afgørelse om reduk-
tion af godtgørelseskravet.
Stk. 4-5. - - -
§ 2
I lov nr. 688 af 8. juni 2017 om ændring af skat-
teforvaltningsloven, lov om kommunal ejendoms-
skat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige an-
dre love (Ny vurderingsankenævnsstruktur, regler
om klagebehandling af vurderingssager og æn-
dringer som følge af en ny ejendomsvurderingslov
m.v.), som ændret ved § 3 i lov nr. 1376 af 4. de-
cember 2017, § 10 i lov nr. 278 af 17. april 2018
og § 10 i lov nr. 1729 af 27. december 2018 fore-
tages følgende ændring:
§ 22. - - - 1. I § 22, stk. 9, 3. pkt., udgår »der bliver stk.
4-7,«.
Stk. 1-8. - - -
Stk. 9. Ved klage over vurderinger, som er om-
fattet af ejendomsvurderingslovens §§ 87-89, skal
der betales et klagegebyr på 400 kr. (2010-niveau)
for hver vurdering, der klages over. Grundbeløbet
reguleres efter personskattelovens § 20. Reglerne i
skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 3-6, der bliver
stk. 4-7, om betaling og tilbagebetaling finder til-
svarende anvendelse. Klagegebyret efter 1. pkt. vil
ikke være at anse for en godtgørelsesberettiget ud-
gift efter skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr.
2.
Stk. 10-12. - - -
25