Finanstilsynets undersøgelse af "Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering"

Forbrugslånsbanker skal blive bedre til at vurdere om kunder kan magte at betale lån tilbage
Finanstilsynet har undersøgt, hvordan seks pengeinstitutter vurderer kunders kreditværdighed ved
forbrugslån. Undersøgelsen viser, at der er stor forskel på pengeinstitutternes praksis i forhold til
kreditværdighedsvurdering, dokumentation for oplysninger og forhåndsgodkendelse af kunder til lån.
Kontakt
Kontorchef
Ulla Brøns Petersen
33 55 82 43
ubp@ftnet.dk
Finanstilsynet understreger i undersøgelsen, at pengeinstitutter altid skal indhente fyldestgørende
oplysninger og foretage en vurdering af kunders kreditværdighed.
”Pe gei stitutter skal vurdere e for rugers kreditværdighed, i de de yder et lå , og de skal have et
ordentligt grundlag at gøre det på. Institutterne skal indhente tilstrækkelige oplysninger om deres kunder,
og her er si ple, udoku e terede erklæri ger ikke ok,” siger ko tor hef Ulla Brø s Peterse .
Hensigten med kreditværdighedsvurderingen er at undgå, at der ydes lån til forbrugere, der ikke vil kunne
tilbagebetale lånet. Derfor skal der i vurderingen af kunders kreditværdighed også indgå et passende
rådighedsbeløb. Banken skal desuden vurdere, om kunden vil kunne klare, hvis renten stiger.
Finanstilsynets næste skridt
Det er første gang, Finanstilsynet har undersøgt, hvordan pengeinstitutter vurderer kreditværdighed, når
de yder forbrugslån. Undersøgelsen viser, at nogle pengeinstitutter har mangler i deres
kreditværdighedsvurderinger. Finanstilsynet vil følge særskilt op med påbud eller påtaler overfor klare
overtrædelser.
Finanstilsynet forventer i løbet af det næste år at følge op på undersøgelsen. Opfølgningen vil sigte bredere
og vil også inkludere kviklånsvirksomheder, som pr. 1. juli 2019 bliver underlagt Finanstilsynets tilsyn, hvis
et forslag der aktuelt behandles i Folketinget, bliver vedtaget.
Sammenhæng til Forbrugerombudsmandens undersøgelse af kviklånsudbydere
Forbrugerombudsmanden offentliggjorde i sidste uge en undersøgelse af ni forbrugslånsselskabers
(kviklånsudbydere) kreditvurdering af låneansøgerne. Forbrugerombudsmanden har desuden undersøgt
forbrugslånsselskabernes markedsføring af lån og har efterfølgende politianmeldt seks af selskaberne for
overtrædelse af Markedsføringsloven.
Finanstilsynets undersøgelse vedrører den kreditværdighedsvurdering, som virksomheder med
banktilladelse ifølge Kreditaftaleloven skal foretage ved lån til brugere. En overtrædelse af
Kreditaftalelovens bestemmelser om pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering af en forbruger,
inden der indgås en kreditaftale, er ikke strafbelagt og kan derfor ikke politianmeldes.
Læs u dersøgelsesrapporte ”Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering
Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19
L 158 Bilag 10
Offentligt


Undersøgelse 2019:
Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering
Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19
L 158 Bilag 10
Offentligt
Indholdsfortegnelse
Undersøgelsen og dens konklusioner.....................................................................................3
Kreditaftaleloven......................................................................................................................5
Praksis.....................................................................................................................................5
Undersøgelsen ........................................................................................................................7
Hvordan vurderer institutterne kreditværdighed?................................................................8
Oplysninger om løn, gæld og registrering i RKI ..................................................................8
Rådighedsbeløb...................................................................................................................9
Vurdering af rådighedsbeløbet ..........................................................................................10
Forhåndsgodkendelse af forbrugere til lån........................................................................10
Konklusion .............................................................................................................................11
Opfølgning .............................................................................................................................12
Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering 3
Undersøgelsen og dens konklusioner
Finanstilsynet har undersøgt, hvordan udvalgte pengeinstitutter foretager kreditværdigheds-
vurdering af forbrugere ved forbrugslån. De pengeinstitutter, der indgik i undersøgelsen, er,
bortset fra ét institut, specialiserede i at yde forbrugslån og har ikke nødvendigvis helkunde-
forhold.
Forpligtelsen til at foretage en kreditværdighedsvurdering af en forbruger, før der indgås en
kreditaftale, følger af § 7 c i kreditaftaleloven. Finanstilsynet har ikke tidligere undersøgt, om
og hvordan pengeinstitutterne foretager kreditværdighedsvurdering af forbrugere.
Finanstilsynet bad seks pengeinstitutter1
om at redegøre for, hvordan de foretager kreditvær-
dighedsvurdering af forbrugere, og om de forhåndsgodkender lånetilbud til forbrugere. I det
omfang det sidste er tilfældet, bad Finanstilsynet institutterne redegøre for, hvordan de fore-
tager kreditværdighedsvurderingen af en forbruger ved forhåndsgodkendte lånetilbud.
Finanstilsynet bad desuden pengeinstitutterne om at sende tre repræsentative eksempler på
kreditværdighedsvurdering foretaget i forbindelse med ansøgning om lån.
På den baggrund konkluderer Finanstilsynet, at der er stor forskel på pengeinstitutternes
praksis i forhold til kreditværdighedsvurdering, dokumentation for oplysninger og forhånds-
godkendelse af forbrugere til lån.
Ved de fleste låneansøgninger indhenter pengeinstitutterne oplysninger om og dokumenta-
tion for forbrugerens indkomst og gæld via eSKAT, ligesom de undersøger, om forbrugeren
er registeret i RKI. Et enkelt institut oplyser, at det i forbindelse med mindre genstandsbe-
stemte lån ikke indhenter dokumentation for forbrugerens indkomst. Et andet institut indhen-
ter ikke forbrugerens årsopgørelse, når det yder billån i en købssituation.
De undersøgte pengeinstitutter vurderer ikke altid forbrugerens rådighedsbeløb. To af insti-
tutterne indhenter eller beregner kun rådighedsbeløbet, når der er tale om lån af en vis stør-
relse, f.eks. over 75.000 kr. I de tilfælde, hvor institutterne vurderer rådighedsbeløbet, beder
tre institutter forbrugerne oplyse dette. Tre andre beregner et rådighedsbeløb, dog overve-
jende på baggrund af estimerede, og ikke faktiske, udgifter.
I forhold til, om forbrugerens rådighedsbeløb er tilstrækkeligt til at kunne servicere lånet, op-
lyser to af de undersøgte pengeinstitutter, at de vurderer beløbet ud fra et minimumsrådig-
hedsbeløb, som instituttet har fastsat. Det ene af institutterne har oplyst, hvilke beløb det
kræver. Disse beløb må karakteriseres som lave. De øvrige fire institutter har ikke redegjort
for, hvordan de vurderer, om forbrugerens rådighedsbeløb er tilstrækkeligt.
Et enkelt pengeinstitut oplyser, at det forhåndsgodkender udvalgte eksisterende kunder til
lån. Instituttet gør dog, i forbindelse med udsendelse af lånetilbuddet, kunden opmærksom
på, at tilbuddet forudsætter, at kundens økonomi ikke har ændret sig væsentligt i forhold til
det, kunden tidligere har oplyst.
1
Bank Norwegian, Basisbank, Coop Bank, Ikano Bank, Lån & Spar Bank og Santander Consumer Bank.
Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering 4
Finanstilsynet vurderer, i lighed med Forbrugerombudsmanden, at pengeinstitutterne altid
skal indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en
vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Oplysningerne kan efter instituttets skøn indhen-
tes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbu-
reauer.
Kravet om, at pengeinstituttet skal være i besiddelse af tilstrækkelige dokumenterede oplys-
ninger, vil i hvert fald være opfyldt, hvis instituttet er i besiddelse af
 forbrugerens seneste lønseddel/meddelelse om offentlige udbetalinger eller evt. op-
lysninger herfra indhentet via eSKAT
 tilstrækkelig dokumentation for forbrugerens faste løbende udgifter
 forbrugerens seneste årsopgørelse, og
 kreditinformationer fra relevante debitorregistre.2
Ved vurderingen af forbrugerens kreditværdighed indgår også et passende rådighedsbeløb.
Såfremt der er tale om et variabelt forrentet lån, skal der i kreditværdighedsvurderingen indgå
overvejelser om forbrugerens mulighed for at servicere lånet i tilfælde af en rentestigning.
Kendskabet til en kunde vil alt andet lige være større, hvis der er tale om et eksisterende
helkundeforhold. I sagens natur kan en kreditværdighedsvurdering dog ikke alene baseres
på historiske oplysninger og adfærd, men må tillige inddrage fremtidige forhold.
Selvom det ikke fremgår udtrykkeligt af kreditaftalelovens § 7 c, at en kreditgiver ikke må
indgå en kreditaftale, hvis kreditværdighedsvurderingen viser, at forbrugeren ikke vil være i
stand til at tilbagebetale de forudsatte ydelser, vil det efter Finanstilsynets opfattelse være i
strid med ”god skik”-forpligtelsen til at drive virksomhed i overensstemmelse med redelig
forretningsskik og god praksis for virksomhedsområdet, der følger af § 43 i lov om finansiel
virksomhed, at indgå låneaftaler i sådanne situationer.
For så vidt angår lån med ejendomsforbehold, er det Finanstilsynets opfattelse, at ejendoms-
forbehold primært finder anvendelse ved lån af en vis størrelse, f.eks. lån til køb af bil, båd
eller campingvogn. Ved et ejendomsforbehold kan sælger tage den solgte vare tilbage, hvis
køber ikke opfylder købsaftalen, ligesom køberen skal præstere en vis udbetaling. Hvis den
tilbagetagne vare ikke dækker kreditgivers tilgodehavende, kan denne som udgangspunkt
ikke gøre dette krav gældende mod forbrugeren. Da formålet med et ejendomsforbehold er
at sikre kreditgivers interesser, er det Finanstilsynets vurdering, at et ejendomsforbehold ikke
bevirker, at kravene til långivers kreditværdighedsvurdering reduceres, idet hensigten med
kreditværdighedsvurderingen er at undgå, at der ydes lån til forbrugere, der ikke vil kunne
servicere lånet.
Finanstilsynet vurderer, at forhåndsgodkendelse af forbrugere til lån ikke er foreneligt med
kreditaftalelovens § 7 c. Bestemmelsen forpligter kreditgiver til at kreditværdighedsvurdere
forbrugeren forud for indgåelse af en kreditaftale og en forhåndsgodkendelse kan derfor ikke
finde sted, medmindre långiver tager forbehold for ændrede økonomiske forhold hos forbru-
geren.
2
Forbrugerombudsmanden: Retningslinjer om kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler, 2017. side 12.
Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering 5
Kreditaftaleloven
Kreditaftaleloven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor en kreditgiver yder eller giver til-
sagn om at yde kredit til en forbruger. Loven finder ikke anvendelse på kreditaftaler, hvor
kreditten skal betales tilbage inden tre måneder, og som kun er forbundet med ubetydelige
omkostninger.
Det følger af § 7 c i kreditaftaleloven, at:
”Kreditgiveren skal inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdig-
hed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes
hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.
Stk. 2. Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om
at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren ajourføre de finansielle oplysnin-
ger, som kreditgiveren har om forbrugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det
samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed.” 3
Kreditgiver er dermed forpligtet til at vurdere, om en forbruger må antages at kunne opfylde
en given låneaftale. En kreditværdighedsvurdering adskiller sig fra en vurdering af kreditgi-
verens tabsrisiko, hvor det vurderes, om kreditgiveren må formodes at komme til at tjene
eller tabe penge på at indgå kreditaftalen, mens kreditværdighedsvurderingen skal afdække,
om forbrugeren kan betale renter, afdrag og eventuelle gebyrer henset til forbrugerens ind-
komst, øvrige gæld og udgifter.
Det fremgår ikke udtrykkeligt af bestemmelsen, at en kreditgiver ikke må indgå en kreditaf-
tale, hvis kreditværdighedsvurderingen viser, at forbrugeren ikke vil være i stand til at tilba-
gebetale de forudsatte ydelser. Det vil dog være i strid med forpligtelsen til at drive virksom-
hed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis for virksomhedsområdet
at indgå en låneaftale i denne situation.
§ 7 c blev tilføjet kreditaftaleloven i 2009 som følge af EU’s forbrugerkreditdirektiv (Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og
ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF).
Praksis
Der foreligger kun sparsom dansk praksis omhandlende kreditaftaleloven § 7 c.
Pengeinstitutankenævnet traf i 2017 afgørelse i en sag4
vedrørende krav om nedskrivning af
billån, hvor låntager gjorde indsigelse om uansvarlig långivning og utilstrækkelig vurdering af
kreditværdighed.
3
Bekendtgørelse af lov om kreditaftaler, LBK nr. 1336 af 26/11/2015, § 7 c, stk. 1 og 2. 0
4
227/2017 Krav om nedskrivning af billån. Indsigelse om uansvarlig långivning og utilstrækkelig vurdering af kreditvær-
dighed. https://fanke.dk/afgoerelser/afgoerelse/?VerdictId=2e23d453-cc42-4908-a571-0edb7a727f98
Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering 6
Långiver havde forud for lånet modtaget dokumentation for låntagers indtægt samt seneste
årsopgørelse. Låntager havde endvidere oplyst, at ”husstandens månedlige beløb til forbrug
efter de faste udgifter er betalt” var ”kr. 10.000+”.
Pengeinstitutankenævnet fandt ikke, at klageren (låntager) havde godtgjort omstændigheder
omkring stiftelsen af gælden til banken, der kunne medføre, at klageren ikke hæftede for
gælden.
EU-Domstolen traf i 2014 en præjudiciel afgørelse5
, hvor Domstolen tog stilling til fortolknin-
gen af artikel 5 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008
om forbrugerkreditaftaler og ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF.
Artikel 8 i direktivet omhandler forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed.
Af præmis 50 i afgørelsen fremgår: ”Artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48 skal fortolkes således,
at den på den ene side ikke er til hinder for, at efterprøvelsen af forbrugerens kreditværdighed
alene sker på baggrund af oplysninger, som denne sidstnævnte er fremkommet med, på
betingelse af, at disse oplysninger er fyldestgørende, og at simple erklæringer fra forbruge-
rens side er vedlagt dokumentation, og at den på den anden side ikke pålægger kreditgiveren
at foretage en systematisk efterprøvelse af rigtigheden af de oplysninger, forbrugeren frem-
kommer med.”
Forbrugerombudsmanden offentliggjorde efter forhandling med Forbrugerrådet Tænk, Fi-
nansrådet, Finans og Leasing, Dansk Kredit Råd, Dansk Erhverv og DI Handel i maj 2017
opdaterede retningslinjer om kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler. Retningslinjerne
gælder for lån, der er indgået via fjernsalg, og hvor løbetiden ikke overstiger tre måneder.
Vejledningen præciserer blandt andet ”hvilke krav forbrugerkreditdirektivet og kreditaftalelo-
ven stiller til den kreditvurdering, som der er pligt til at foretage efter kreditaftalelovens § 7 c
forud for bevilling af omkostningsbelagte kreditaftaler til forbrugere.” 6
De pengeinstitutter, der indgik i Finanstilsynets undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters
kreditværdighedsvurdering, yder typisk forbrugslån med en løbetid, der overstiger tre måne-
der. Forbrugerombudsmandens retningslinjer finder derfor ikke direkte anvendelse. Ret-
ningslinjerne omhandler dog § 7 c i kreditaftaleloven, som også pengeinstitutternes forbrugs-
lån skal overholde. Institutterne kan derfor hente inspiration i retningslinjerne.
Det fremgår af retningslinjerne, at:
”Långiver skal være i besiddelse af tilstrækkelige dokumenterede oplysninger
om den enkelte forbrugers økonomiske situation til at kunne vurdere, om forbru-
geren må forventes at have frie midler til at kunne tilbagebetale lånet på forfalds-
tidspunktet og eventuelle delydelser på forfaldstidspunkterne for disse.
Långiver har et skøn med hensyn til, hvad der udgør fyldestgørende oplysninger.
5
Dom af 18. december 2014, C-449/13
6
Forbrugerombudsmanden: Retningslinjer om kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler, 2017. Side 4.
Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering 7
Simple, udokumenterede erklæringer fra forbrugeren vil ikke i sig selv udgøre
fyldestgørende oplysninger, men långiver har ikke pligt til at foretage en syste-
matisk efterprøvelse af rigtigheden af de oplysninger, forbrugeren kommer med.
Hvis oplysninger om den enkelte forbrugers økonomiske situation kun indgår
med en procentmæssig vægt, har långiver ikke foretaget en kreditværdigheds-
vurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c.
Kreditaftalelovens § 7 c udelukker ikke, at långiver tillige foretager en vurdering
af det statistiske segment, som forbrugeren tilhører. Statistiske oplysninger kan
dog aldrig udgøre grundlaget for den vurdering af forbrugerens økonomiske si-
tuation, som långivere efter kreditaftalelovens § 7 c har pligt til at foretage.
[…]
Kravet om, at långiver skal være i besiddelse af tilstrækkelige dokumenterede
oplysninger, vil efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i hvert fald være op-
fyldt, hvis långiveren er i besiddelse af
 forbrugerens seneste lønseddel/meddelelse om offentlige udbetalinger el-
ler evt. oplysninger herfra indhentet via eSKAT
 tilstrækkelig dokumentation for forbrugerens faste løbende udgifter
 forbrugerens seneste årsopgørelse, og
 kreditinformationer fra relevante debitorregistre.” 7
Retningslinjerne er udtryk for, hvad der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse udgør
tilstrækkelige og dokumenterede oplysninger.
Undersøgelsen
Finanstilsynet bad i undersøgelsen seks pengeinstitutter8
redegøre for deres praksis i forbin-
delse med kreditværdighedsvurdering af forbrugere.
De seks pengeinstitutter yder forbrugslån op til 500.000 kr., herunder genstandsbestemte
lån, der ofte formidles af en detailforhandler, i forbindelse med at forbrugeren foretager et
køb. Pengeinstitutterne er, bortset fra ét institut, overvejende specialiserede i at yde forbrugs-
lån og har ikke nødvendigvis helkundeforhold, hvorfor de ikke nødvendigvis kender de for-
brugere, der ansøger om lån. Lån & Spar Bank har efterfølgende oplyst, at banken alene
yder forbrugslån til eksisterende helkunder.
Pengeinstitutterne markedsfører blandt andet lånene med løfter om ”hurtigt svar” og ”få pen-
gene med det samme”.
7
Forbrugerombudsmanden: Retningslinjer om kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler, 2017. Side 11-12.
8
Bank Norwegian, Basisbank, Coop Bank, Ikano Bank, Lån & Spar Bank og Santander Consumer Bank.
Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering 8
Finanstilsynet bad pengeinstitutterne redegøre for, hvordan de foretager en kreditværdig-
hedsvurdering af en forbruger, og hvilke oplysninger de indhenter til brug for kreditværdig-
hedsvurderingen, herunder hvilke oplysninger de indhenter fra forbrugeren selv, og hvilke
oplysninger de indhenter fra relevante databaser.
Finanstilsynet bad desuden pengeinstitutterne redegøre for, om de forhåndsgodkender lå-
netilbud til forbrugere. I det omfang, institutterne gør dette, bad Finanstilsynet institutterne
redegøre for, hvordan de foretager kreditværdighedsvurderingen ved disse forhåndsgod-
kendte lånetilbud.
Endelig bad Finanstilsynet pengeinstitutterne om at sende eventuelle forretningsgange eller
andre interne instrukser for gennemførelsen af en kreditværdighedsvurdering.
Efter at have modtaget svar fra pengeinstitutterne stillede Finanstilsynet opfølgende spørgs-
mål til institutternes redegørelser og bad institutterne bekræfte, at Finanstilsynets forståelse
af deres praksis var korrekt. Finanstilsynet bad desuden pengeinstitutterne om at sende tre
repræsentative eksempler på en kreditværdighedsvurdering foretaget i forbindelse med en
ansøgning om lån.
Hvordan foretager pengeinstitutterne kreditværdighedsvurderingen?
Pengeinstitutterne har i større eller mindre omfang redegjort for, hvordan de konkret foreta-
ger en kreditværdighedsvurdering.
Nogle af institutterne har automatiseret processen, mens andre foretager en manuel vurde-
ring af forbrugerens kreditværdighed.
I nogle af institutterne sker hele eller dele af kreditværdighedsvurderingen i en scoremodel.
Andre får oplyst et rådighedsbeløb af forbrugeren eller beregner selv rådighedsbeløbet og
sammenholder det med forbrugerens indkomst og gæld.
Oplysninger om løn, gæld og registrering i RKI
Pengeinstitutterne oplyser, at de i forbindelse med langt de fleste lån indhenter oplysninger
om forbrugerens indkomst og gæld samt om, hvorvidt forbrugeren er registreret i RKI.
Institutterne indhenter kun sjældent dokumentation for indkomst og gæld i form af lønsedler
og årsopgørelse direkte fra forbrugeren. I de fleste tilfælde henter institutterne oplysningerne
via eSKAT.
Et enkelt institut oplyser, at det i forbindelse med mindre genstandsbestemte lån ikke ind-
henter dokumentation for forbrugerens indkomst. Et andet institut indhenter ikke forbruge-
rens årsopgørelse ved billån, der ydes i en købssituation.
Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering 9
Rådighedsbeløb
Det er langt fra alle de undersøgte pengeinstitutter, der inddrager forbrugerens rådighedsbe-
løb i kreditværdighedsvurderingen. To af institutterne indhenter eller beregner kun rådigheds-
beløbet, når der er tale om lån af en vis størrelse, f.eks. lån på over 75.000 kr. eller 120.000
kr. Hos ét institut kan en låntager med en udbetaling på 20 pct. låne 500.000 kr. til en båd,
campingvogn eller trailer, uden at instituttet får kendskab til låntagers rådighedsbeløb.
Tre af de undersøgte pengeinstitutter beder forbrugeren om at oplyse et rådighedsbeløb. De
tre øvrige pengeinstitutter beregner selv et rådighedsbeløb, dog overvejende på baggrund
af estimerede, og ikke faktiske, udgifter.
Det er ikke i alle tilfælde, at samtlige faktiske, faste udgifter indgår i beregningen af forbruge-
rens rådighedsbeløb. Boks 1 viser et eksempel på de oplysninger, som et af de undersøgte
institutter indhenter fra forbrugeren som led i sin kreditværdighedsvurdering.
Boks 1: Eksempel på en kreditværdighedsvurdering
Som det fremgår af boks 1, indhenter pengeinstituttet ikke oplysninger om udgifter til f.eks.
bil/transport, forsikring, tv, internet og telefon fra forbrugeren. I stedet lægger instituttet et
estimat for (nogle af) udgifterne til grund for beregningen af, hvor meget forbrugeren vil kunne
låne.
Et andet institut anslår forbrugerens husleje, forbrugsudgifter, udgifter til bil og øvrige udgifter
og beregner på denne baggrund et rådighedsbeløb. I et af de tre repræsentative eksempler
Fra eSKAT, IDQ og KreditStatus indhenter pengeinstituttet oplysninger om:
 Indkomst
 Gæld
 Tinglyst pant.
Fra forbrugeren indhenter pengeinstituttet oplysninger om:
 Civilstand
 Antal hjemmeboende børn
 Boligform
 Husleje
 Evt. medlemskab af a-kasse
 Husstandens samlede gæld (boliggæld, SU-gæld, gæld i bil, båd eller motorcykel,
øvrig gæld uden sikkerhed).
På baggrund af ovennævnte oplysninger beregner instituttets budgetmodel, hvor meget
forbrugeren vil kunne låne. I budgetmodellen indgår et estimat for andre omkostninger,
der bl.a. dækker over transport og forsikringer.
Kilde: Finanstilsynets undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering
Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering 10
på en kreditværdighedsvurdering, som instituttet har sendt, har ansøgeren en samlever. In-
stituttet lægger i beregningen af rådighedsbeløbet til grund, at forbrugeren og samleveren
deler husleje og andre udgifter ligeligt.
Instituttet lægger altså en række antagelser til grund for estimeringen af rådighedsbeløbet,
der kan påvirke størrelsen af dette – og dermed kreditværdighedsvurderingen – betragteligt.
Generelt indhenter de undersøgte institutter ikke et budget fra forbrugeren eller dokumenta-
tion for forbrugerens faste udgifter. Institutterne lægger derimod uprøvede oplysninger om
rådighedsbeløbet eller et estimat for dette, som det enkelte institut har beregnet, til grund for
kreditværdighedsvurderingen.
Vurdering af rådighedsbeløbet
I forhold til at vurdere, om forbrugerens rådighedsbeløb er tilstrækkeligt til at kunne servicere
lånet, oplyser to af de undersøgte pengeinstitutter, at de vurderer rådighedsbeløbet ud fra et
minimumsrådighedsbeløb, som de pågældende institutter fastsætter.
Det ene institut kræver et rådighedsbeløb på 5.500 kr. pr. måned for et par uden børn, 3.000
kr. pr. måned for en single og 1.500 kr. pr. måned pr. barn. Til sammenligning kan det næv-
nes, at beløbene svarer til de rådighedsbeløb, som Finanstilsynet i Vejledning til regnskabs-
indberetning for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. anfører som minimumsrådig-
hedsbeløb for kunder med ”væsentlige svaghedstegn” (karakteren 2c).
For at et institut skal kunne give karakteren 2a (god bonitet) til en kunde, skal rådighedsbe-
løbet, ifølge Finanstilsynets vejledning, minimum være 8.500 kr. pr. måned for et par uden
børn, 5.000 kr. pr. måned for en single og 2.500 kr. pr. måned pr. barn. I gældssaneringsbe-
kendtgørelsen fastsættes rådighedsbeløbet pr. 1. januar 2019 til 6.420 kr. om måneden for
en single. Dette beløb forhøjes med 4.470 kr. pr. måned, hvis den gældssanerede har en
ægtefælle. Såfremt den gældssanerede har børn, øges rådighedsbeløbet med 1.760-3.230
kr. pr. måned pr. barn afhængig af barnets alder.9
De øvrige fire institutter har ikke redegjort for, hvordan de vurderer, om forbrugerens rådig-
hedsbeløb er tilstrækkeligt til at kunne servicere lånet.
Forhåndsgodkendelse af forbrugere til lån
Ét pengeinstitut oplyser i undersøgelsen, at det forhåndsgodkender eksisterende kunder til
lån. Et andet institut oplyser, at det frem til efteråret 2017 forhåndsgodkendte forbrugere til
lån, men er ophørt med dette.
Det pengeinstitut, der forhåndsgodkender eksisterende kunder til lån, oplyser i undersøgel-
sen, at det ikke indhenter ajourførte oplysninger om en given kunde, f.eks. om løn, faste
udgifter og samlet gæld, før instituttet sender et forhåndsgodkendt lånetilbud. Instituttet gør
9
BEK nr. 1363 af 19/12/2008 og BEK nr. 1476 af 07/12/2018
Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering 11
dog, i forbindelse med udsendelse af lånetilbuddet, kunden opmærksom på, at tilbuddet for-
udsætter, at kundens økonomi ikke har ændret sig væsentligt i forhold til det, kunden tidligere
har oplyst.
Konklusion
Finanstilsynets undersøgelse af, hvordan udvalgte pengeinstitutter kreditværdighedsvurde-
rer forbrugere viser, at der er stor forskel på pengeinstitutternes praksis. Det gælder f.eks. i
forbindelse med indhentning af dokumentation for oplysninger, indhentning eller beregning
af rådighedsbeløb, vurdering af om rådighedsbeløbet er tilstrækkeligt og forhåndsgodken-
delse af forbrugere til lån.
Finanstilsynet konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at kreditværdighedsvurdering af
forbrugere i flere tilfælde ikke umiddelbart er tilstrækkelig i forhold til bestemmelsen i kredit-
aftaleloven § 7 c om at kreditværdighedsvurdere forbrugere inden indgåelse af en kreditaf-
tale.
Finanstilsynet vurderer, i lighed med Forbrugerombudsmanden, at pengeinstitutterne altid
skal indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en
vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Oplysningerne kan efter instituttets skøn indhen-
tes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbu-
reauer.
Instituttet har et skøn med hensyn til, hvad der udgør fyldestgørende oplysninger. Simple
udokumenterede erklæringer fra forbrugeren vil ikke i sig selv udgøre fyldestgørende oplys-
ninger, men instituttet har ikke pligt til at foretage en systematisk efterprøvelse af rigtigheden
af de oplysninger, forbrugeren kommer med.
Ved instituttets udøvelse af sit skøn har lånebeløbets størrelse, lånets løbetid og lånets om-
kostninger betydning for, hvad der udgør fyldestgørende oplysninger. Da långiver har pligt til
at vurdere, om forbrugeren må forventes at have frie midler til at kunne tilbagebetale lånet i
overensstemmelse med låneaftalen, har långiver ved udøvelsen af skønnet pligt til at lægge
vægt på størrelsen af ydelserne på lånet. Kravet til, hvad der udgør fyldestgørende oplysnin-
ger vil derfor kunne være det samme for lån med forskellige lånebeløb, hvis ydelserne på
lånene har samme størrelse.
Kravet om, at pengeinstituttet skal være i besiddelse af tilstrækkelige dokumenterede oplys-
ninger, vil i hvert fald være opfyldt, hvis instituttet er i besiddelse af
 forbrugerens seneste lønseddel/meddelelse om offentlige udbetalinger eller evt. op-
lysninger herfra indhentet via eSKAT
 tilstrækkelig dokumentation for forbrugerens faste løbende udgifter
 forbrugerens seneste årsopgørelse, og
 kreditinformationer fra relevante debitorregistre.10
Ved vurderingen af forbrugerens kreditværdighed indgår også et passende rådighedsbeløb.
10
Forbrugerombudsmanden: Retningslinjer om kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler, 2017. side 12.
Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering 12
Såfremt der er tale om et variabelt forrentet lån, skal der i kreditværdighedsvurderingen indgå
overvejelser om forbrugerens mulighed for at servicere lånet i tilfælde af en rentestigning.
Kreditaftalelovens § 7 c udelukker ikke, at pengeinstituttet tillige foretager en vurdering af det
statistiske segment, som forbrugeren tilhører. Statistiske oplysninger kan dog aldrig udgøre
det eneste grundlag for den vurdering af forbrugerens økonomiske situation, som långivere
efter kreditaftalelovens § 7 c har pligt til at foretage.
Kendskabet til en kunde vil alt andet lige være større for så vidt der er tale om et eksisterende
helkundeforhold. I sagens natur kan en kreditværdighedsvurdering dog ikke alene baseres
på historiske oplysninger og adfærd, men må tillige inddrage fremtidige forhold.
Selvom det ikke fremgår udtrykkeligt af kreditaftalelovens § 7 c, at en kreditgiver ikke må
indgå en kreditaftale, hvis kreditværdighedsvurderingen viser, at forbrugeren ikke vil være i
stand til at tilbagebetale de forudsatte ydelser, vil det det efter Finanstilsynets opfattelse være
i strid med ”god skik”-forpligtelsen til at drive virksomhed i overensstemmelse med redelig
forretningsskik og god praksis for virksomhedsområdet, der følger af § 43 i lov om finansiel
virksomhed, at indgå låneaftaler i sådanne situationer.
For så vidt angår lån med ejendomsforbehold, er det Finanstilsynets opfattelse, at ejendoms-
forbehold primært finder anvendelse ved lån af en vis størrelse, f.eks. lån til køb af bil, båd
eller campingvogn. Ved et ejendomsforbehold kan sælger tage den solgte vare tilbage, hvis
køber ikke opfylder købsaftalen, ligesom køberen skal præstere en vis udbetaling. Hvis den
tilbagetagne vare ikke dækker kreditgivers tilgodehavende, kan denne som udgangspunkt
ikke gøre dette krav gældende mod forbrugeren. Da formålet med et ejendomsforbehold er
at sikre kreditgivers interesser, er det Finanstilsynets vurdering, at et ejendomsforbehold ikke
bevirker, at kravene til långivers kreditværdighedsvurdering reduceres, idet hensigten med
kreditværdighedsvurderingen er at undgå, at der ydes lån til forbrugere, der ikke vil kunne
servicere lånet.
Finanstilsynet vurderer, at forhåndsgodkendelse af forbrugere til lån ikke er foreneligt med
kreditaftalelovens § 7 c. Bestemmelsen forpligter kreditgiver til at kreditværdighedsvurdere
forbrugeren forud for indgåelse af en kreditaftale. En forhåndsgodkendelse kan derfor ikke
finde sted, medmindre at långiver tager forbehold for ændrede økonomiske forhold hos for-
brugeren.
Opfølgning
Det er første gang, Finanstilsynet undersøger, om og hvordan pengeinstitutter foretager en
kreditværdighedsvurdering af forbrugere, når de yder forbrugslån. Det er dermed også første
gang, Finanstilsynet forholder sig konkret til, hvad den forpligtelse, der følger af kreditaftale-
lovens § 7 c, indebærer.
Selvom det ikke fremgår udtrykkeligt af kreditaftalelovens § 7 c, at en kreditgiver ikke må
indgå en kreditaftale, hvis kreditværdighedsvurderingen viser, at forbrugeren ikke vil være i
stand til at tilbagebetale de forudsatte ydelser, vil det efter Finanstilsynets opfattelse være i
Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering 13
strid med ”god skik”-forpligtelsen til at drive virksomhed i overensstemmelse med redelig
forretningsskik og god praksis for virksomhedsområdet, der følger af § 43 i lov om finansiel
virksomhed, at indgå låneaftaler i sådanne situationer.
Finanstilsynet forventer at følge op på denne undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kre-
ditværdighedsvurdering indenfor 12 måneder med henblik på at afdække, om institutterne
overholder kreditaftalelovens § 7 c. Opfølgningen vil sigte bredere end mod de seks penge-
institutter, der indgik i denne undersøgelse.