L 158 - svar på spm. 12 om kommentar til henvendelsen af 11/3-19 fra Finans og Leasing om kreditaftaler, fra erhvervsministeren

ERHVERVSMINISTEREN
25. marts 2019
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf. 33 92 33 50
Fax. 33 12 37 78
CVR-nr. 10092485
EAN nr. 5798000026001
em@em.dk
www.em.dk
Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg
Besvarelse af spørgsmål 12 ad L 158 stillet af udvalget den 12. marts
2019.
Spørgsmål:
Vil ministeren kommentere henvendelsen af 11/3-19 fra Finans & Lea-
sing, vedrørende kreditaftaler, jf. L 158 - bilag 4?
Svar:
Finans og Leasing rejser en række spørgsmål, der til dels også blev rejst i
forbindelse med høringen, hvorfor der indledningsvist henvises til hø-
ringsnotatet til lovforslaget.
Vedr. selvstændigt forretningsområde
Finans og Leasing anfører, at lovforslaget reelt undtager potentielt meget
store områder af kreditaftaler, hvis de udstedes af en virksomhed, hvis
hovedformål ikke er udbud af lån.
Lovforslaget omfatter virksomheder, der yder lån til køb af varer og tje-
nesteydelser i den virksomhed, der yder lånet. Det kan f.eks. være et su-
permarked, der selv vil yde lån til køb af varer i supermarkedet, hvis lån-
givningen udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden.
Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger beror det på en konkret
vurdering, hvornår långivning udgør et selvstændigt forretningsområde.
Hvis kreditgivningen vil kunne drives som en selvstændig virksomhed,
vil der være tale om et selvstændigt forretningsområde. Det sikrer, at der
gælder lige konkurrencevilkår på markedet for forbrugslån.
Hvis en virksomhed markedsfører sig over for offentligheden med, at der
udbydes kreditaftaler til køb af varer eller tjenesteydelser i virksomheden,
vil det som udgangspunkt også medføre, at långivningen udgør et selv-
stændigt forretningsområde.
Långivning, der ikke ydes til køb af varer og tjenesteydelser i virksomhe-
den, vil altid kræve en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.
Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19
L 158 endeligt svar på spørgsmål 12
Offentligt
2/4
Der vurderes derfor ikke at være store områder af kreditaftaler, udbudt af
forbrugslånsvirksomheder, der ikke er omfattet af loven.
Vedr. præcisering af begrebet ”udenlandsk finansiel virksomhed”
Finans og Leasing finder, at udtrykket ”udenlandsk finansiel virksomhed”
bør være mere klart, så der hermed alene tænkes på finansielle virksom-
heder omfattet af FIL § 5, stk. 1, nr. 1, og f.eks. ikke filialer af et uden-
landsk finansieringsselskab, uanset om finansieringsselskabet er undergi-
vet godkendelseskrav/tilsyn i sit hjemland.
Det fremgår imidlertid af lovforslagets § 1, stk. 2, nr. 1, at loven ikke fin-
der anvendelse på finansielle virksomheder omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1, i
lov om finansiel virksomhed og udenlandske finansielle virksomheder,
som driver virksomhed her i landet gennem filialetablering eller grænse-
overskridende tjenesteydelsesvirksomhed.
Vedr. fit og proper vurdering
Finans og Leasing anfører, at kravene til fit & proper-vurderingerne i den
finansielle lovgivning er meget ensartede. Hvis et ledelsesmedlem (besty-
relse, direktion m.fl.) allerede er godkendt efter bestemmelser i den øvrige
finansielle lovgivning f.eks. efter lov om finansiel virksomhed eller for-
sikringsformidlingsloven, bør der med henblik på at undgå unødige admi-
nistrative byrder ikke skulle gennemføres fornyet godkendelse efter § 4 i
denne lov. Finans og Leasing foreslår, at dette tilføjes som nyt stk. 4.
Vurderingen af, om et ledelsesmedlem opfylder egnetheds- og hæderlig-
hedskravene (fit & proper-kravene) skal foretages ud fra den konkrete
stilling i den konkrete virksomhed. Selvom et ledelsesmedlem er blevet
vurderet egnet og hæderlig til en konkret stilling i en konkret virksomhed,
er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vedkommende vil anses for at
være egnet og hæderlig til at varetage en anden stilling i den samme eller
i en anden virksomhed. Det gælder allerede i forhold til ledelsesmedlem-
mer i alle andre typer virksomheder, der er underlagt krav om egnethed
og hæderlighed.
Vedr. krav til kreditværdighedsvurdering
Finans og Leasing anfører, at Forbrugerombudsmandens nuværende ret-
ningslinjer for kviklån er indsat i bemærkningerne til § 9 uden markering
af, at der alene er tale om Forbrugerombudsmandens retningslinjer for
kviklån med løbetid op til 3 mdr.
Som det fremgår af høringsnotatet, er affattelsen af bemærkningerne til
lovforslagets § 9 udbygget i forhold til de oprindelige bemærkninger til
kreditaftalelovens § 7 c. Denne udbygning har til formål at fremme for-
ståelsen af indholdet af forpligtelsen til at foretage en kreditværdigheds-
vurdering hos forbrugslånsvirksomhederne.
3/4
Finans og Leasing anfører endvidere, at statistiske oplysninger bør kunne
indgå sammen med individuelle økonomiske oplysninger om låntager i en
helhedsvurdering af, om kravet til kreditværdighedsvurderingen er op-
fyldt.
Det skal hertil bemærkes, at det fremgår af bemærkningerne til den fore-
slåede § 9, at den foreslåede bestemmelse ikke udelukker, at forbrugs-
lånsvirksomheden tillige foretager en vurdering af det statistiske segment,
som forbrugeren hører til. Statistiske oplysninger kan dog ikke udgøre
grundlaget for den vurdering af forbrugerens økonomiske situation, som
långivere efter den foreslåede bestemmelse har pligt til at foretage.
Vedr. identifikation af relevant målgruppe
Finans og Leasing finder, at det bør præciseres i bemærkningerne til § 10,
at meget højt forrentede kviklån, der i dag markedsføres med rentesatser
på flere hundrede procent i årlig nominel rente, ikke må markedsføres
mod unge studerende eller andre grupper med en generelt svag økonomi,
uanset om der tages et forbehold for kreditvurderingen eller ej.
Det skal hertil bemærkes, at det fremgår af forslaget til § 10, stk. 2, at en
forbrugslånsvirksomhed skal sikre, at typen af kreditaftale er hensigts-
mæssig for den identificerede målgruppe.
Det betyder, at det vil være i strid med lovforslaget at udbyde kreditaftaler
med et meget højt ÅOP til kunder med en svag økonomi og ringe beta-
lingsevne, da en sådan kreditaftale ikke vil være i målgruppens interesse,
fordi denne målgruppe må forventes ikke at være i stand til at tilbagebeta-
le et sådant lån.
Det medfører, at det ikke blot vil være i strid med reglerne om kreditvær-
dighedsvurdering at indgå en aftale om et sådant lån med sådanne kunder,
men også være i strid med § 10, stk. 2, at målrette markedsføringen til
denne målgruppe, og virksomheden vil kunne få et påbud om at ophøre
med en sådan markedsføring. Bestemmelsen har derfor et bredere anven-
delsesområde end kravet om, at en forbrugslånsvirksomhed skal foretage
en kreditværdighedsvurdering.
Vedr. behov for tilføjelser analogt med lov om finansiel virksomhed §§
117a-120
Finans og Leasing finder, at der også bør indsættes en række bestemmel-
ser, som muliggør videregivelse af fortrolige oplysninger i særlige tilfæl-
de, f.eks. til brug for risikostyring inden for en koncern. Det svarer til
hvad der gælder for finansielle virksomheder i §§ 117a-120.
4/4
Lovforslaget indeholder i § 12 et forbud mod uberettiget videregivelse af
fortrolige oplysninger, som virksomheden eller dens ansatte under udø-
velsen af deres hverv har fået kendskab til. Denne bestemmelse svarer til
§ 117 i lov om finansiel virksomhed.
Det altid vil være berettiget at videregive oplysninger, hvis en forbrugs-
lånsvirksomhed er forpligtet til at gøre dette. Der vurderes derfor ikke
behov for at indsætte undtagelser til den foreslåede bestemmelse om ube-
rettiget videregivelse af fortrolige oplysninger.
Vedr. sammenhæng til whistleblowerordning efter hvidvasklovgivningen
Finans og Leasing ønsker præciseret i lovforslaget, at såfremt der allerede
findes en whistleblowerordning efter hvidvaskloven eller lov om finansiel
virksomhed, så opfylder denne ordning kravet i lovforslagets § 13 til en
whistleblowerordning. Alternativt ønsker Finans & Leasing, at bestem-
melsen udgår, hvis den er overflødig.
Det fremsatte lovforslag indeholder regler om en whistleblowerordning i
§§ 13 og 14, fordi det er væsentligt, at der også er en whistleblowerord-
ning i forbrugslånsvirksomheder svarende til, hvad der gælder på det øv-
rige finansielle område. Har en forbrugslånsvirksomhed allerede en whist-
leblowerordning i medfør af anden lovgivning, der opfylder kravene i
lovforslaget, er det ikke nødvendigt at oprette en ny ordning.
Der er med det netop fremsatte lovforslag L 189 fremsat forslag om en
styrkelse af whistleblower-bestemmelserne i de forskellige hovedlove
under Finanstilsynets tilsyn. Whistleblowere i forbrugslånsvirksomheder
skal naturligvis have samme beskyttelse, og der vil på den baggrund blive
fremsat et ændringsforslag til § § 13 og 14, samt straffebestemmelsen i §
31, således at bestemmelserne får samme indhold og ordlyd som de til-
svarende regler i de øvrige love på det finansielle område.
Med venlig hilsen
Rasmus Jarlov