L 155 - svar på spm. 18 om, hvilken baggrund og hvilke undersøgelser og forebyggende indsatser der har været i familierne for de 100 børn, der ville være indstillet til adoption ifølge Ankestyrelsens undersøgelse, fra børne- og socialministeren

1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
sm@sm.dk
www.socialministeriet.dk
Folketingets Social-,
Indenrigs- og Børneudvalg
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 4. marts 2019 stillet føl-
gende spørgsmål nr. 18 (L 155) til børne- og socialministeren, som hermed be-
svares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 18:
”Kan ministeren oplyse, hvilken baggrund de 100 børn, der ville være indstillet
til adoption ifølge Ankestyrelsens undersøgelser har, og hvilken forudgående
undersøgelser og forebyggende indsatser, der har været i familierne?”
Svar:
Ankestyrelsens undersøgelse om adoption uden samtykke fra 2018 er i forhold
til inddragelse af kommunerne baseret på en kvantitativ spørgeskemaundersø-
gelse, der blev sendt til landets kommuner i marts 2018, hvor formålet var at
belyse følgende tre forhold:
1) Kommunernes kendskab til og brug af reglerne om adoption uden sam-
tykke.
2) Kommunernes kendskab til og brug af mulighederne for råd og vejledning.
3) Omfanget af indstillinger til adoption uden samtykke til børn og unge-udval-
gene.
Undersøgelsen indeholder således ikke oplysninger om børnenes baggrund,
forudgående undersøgelser og forebyggende indsatser.
Jeg har vedlagt undersøgelsen til orientering.
Med venlig hilsen
Mai Mercado
Bilag:
Nr. 1. Ankestyrelsens undersøgelse om adoption uden samtykke.
Sagsnr.
2018 - 144
Doknr.
675242
Dato
15-03-2019
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19
L 155 endeligt svar på spørgsmål 18
Offentligt


August 2018 Adoption uden
samtykke
Kommunernes brug af
og kendskab til reg-
lerne og mulighederne
for råd og vejledning
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19
L 155 endeligt svar på spørgsmål 18
Offentligt
2
Ankestyrelsen
Telefon: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15
Postadresse: Ankestyrelsen, 7998 statsservice
Mailadresse: ast@ast.dk
Hjemmeside: www.ast.dk
ISBN nr.: 978-87-7811-360-3
3
Indholdsfortegnelse
KAPITEL 1 SAMMENFATNING .......................................................... 4
KOMMUNERNE HAR I NOGEN GRAD KENDSKAB TIL REGLERNE.................... 5
GODT HALVDELEN AF KOMMUNERNE HAR OVERVEJET AT INDSTILLE EN SAG
TIL BØRN OG UNGE-UDVALGET ................................................................ 6
SÆRLIGT TILKNYTNINGSUNDERSØGELSEN ER FORTSAT EN UDFORDRING .. 7
MULIGHEDERNE FOR RÅD OG VEJLEDNING ER TILSTRÆKKELIGE OG ØGER
KOMMUNERNES KENDSKAB TIL REGLERNE ............................................... 7
KAPITEL 2 KOMMUNERNES KENDSKAB TIL OG BRUG AF
REGLERNE 9
KOMMUNERNE HAR I NOGEN GRAD KENDSKAB TIL REGLERNE.................... 9
MANGLENDE PRAKSISERFARING ER EN VÆSENTLIG ÅRSAG TIL DET
BEGRÆNSEDE KENDSKAB ..................................................................... 11
FLERE SAGER SIDEN LOVÆNDRINGERNE I 2015..................................... 13
OMFANGET AF INDSTILLINGER TIL BØRN OG UNGE-UDVALGENE............... 14
KAPITEL 3 BARRIERER OG TVIVLSPØRGSMÅL.......................... 19
TILKNYTNINGSUNDERSØGELSER OG PROGNOSEVURDERINGER............... 19
LANGE SAGSFORLØB GIVER ANLEDNING TIL BEKYMRING ......................... 23
UKLARHED OM ANBRINGELSER MED HENBLIK PÅ ADOPTION .................... 25
PLEJEFAMILIERNES ROLLE.................................................................... 26
SERVICELOVEN OG ADOPTIONSLOVEN................................................... 27
KRAV TIL INDHOLDET AF INDSTILLINGEN ................................................. 29
BESKIKKELSE AF ADVOKATER ............................................................... 31
HOLDNINGER TIL ADOPTION UDEN SAMTYKKE ........................................ 34
KAPITEL 4 RÅD OG VEJLEDNING .................................................. 35
TYPER, OMFANG OG EFTERSPØRGSEL................................................... 35
HVEM YDER RÅD OG VEJLEDNING HVORNÅR........................................... 37
MULIGHEDERNE FOR RÅD OG VEJLEDNING ER OVERORDNET
TILSTRÆKKELIGE.................................................................................. 39
KOMMUNERNES KENDSKAB TIL OG BRUG AF RÅD OG VEJLEDNING ........... 40
BETYDNINGEN AF RÅD OG VEJLEDNING.................................................. 44
KAPITEL 5 METODE ......................................................................... 49
SPØRGESKEMAUNDERSØGELSE............................................................ 49
INTERVIEW........................................................................................... 49
4
KAPITEL 1 Sammenfatning
Børne- og Socialministeriet har bedt Ankestyrelsen om at gen-
nemføre en undersøgelse om kommunernes kendskab til og
brug af reglerne om adoption uden samtykke.
Adoption uden samtykke er en mulighed som kommunerne
skal overveje, når de vurderer, at barnets forældre aldrig vil
kunne tage sig af og drage omsorg for barnet.
ÆNDRINGER OG LEMPELSER AF REGLERNE
I 2009 blev reglerne for hvornår et barn kan adopteres
uden samtykke ændret, og i 2015 blev de lempet yderli-
gere. Lempelserne i 2015 indebærer blandt andet, at
 kommunen nu skal sandsynliggøre – frem for som tidli-
gere godtgøre – at forældrene vil være varigt ude af
stand til at varetage omsorgen for barnet
 adoption uden samtykke nu godt kan gennemføres,
selvom forældrene kan spille en positiv rolle i forbindel-
se med samvær
 det er muligt at indstille til adoption uden samtykke,
hvis barnet har opnået en særlig tilknytning til plejefa-
milien
 det blev præciseret i loven, at VISO – den nationale vi-
dens- og specialrådgivningsinstitution – skal yde gratis
vejledende rådgivning til kommuner
Undersøgelsen har fokus på kommunernes kendskab til og
brug af reglerne, efter de blev lempet i oktober 2015, samt på
kommunernes brug af mulighederne for råd og vejledning.
Undersøgelsen belyser:
 Kommunernes vurdering af deres kendskab til reglerne og i
hvilken grad de er klædt på til at anvende dem
 Barrierer og tvivlsspørgsmål for kommunerne i forhold til at
bruge reglerne
 I hvilket omfang kommunerne har gjort brug af
mulighederne for rådgivning og vejledning på området og be-
tydningen af dette
F O K U S P Å
K O MM U N ER N E S
K E N D SK A B T IL
R E G LE R NE E FTE R
2 0 1 5
5
UNDERSØGELSENS DATAGRUNDLAG
 En spørgeskemaundersøgelse blandt landets kommu-
ner. 86 kommuner har besvaret spørgeskemaet.
 Interview med de statslige aktører på området; Anke-
styrelsen, Statsforvaltningen og den nationale videns-
og specialrådgivningsorganisation (VISO).
Se kapitel 5 for en uddybning af de anvendte metoder.
KOMMUNERNE HAR I NOGEN GRAD KENDSKAB
TIL REGLERNE
Det er kommunernes egen vurdering, at de i nogen grad har
kendskab til reglerne om adoption uden samtykke. Samtidig
vurderer kommunerne, at de i mindre grad er klædt på til at
anvende reglerne i praksis. Det viser kommunernes besvarel-
ser af spørgeskemaundersøgelsen.
Kommunerne mangler praksiserfaring
En væsentlig årsag til, at nogle kommuner vurderer, at deres
kendskab til reglerne er begrænset, og at de i mindre grad er
klædt på til at anvende dem, er, at kommunerne mangler
praksiserfaring. Det vurderer både kommunerne selv, og de
statslige aktører. En stor del af landets kommuner har endnu
ikke indstillet en sag om adoption uden samtykke til Ankesty-
relsen.
Flere kommuner skriver i kommentarfelter i spørgeskemaet, at
sagsbehandlerne forventes at overveje muligheden for adopti-
on uden samtykke i relevante tilfælde, men at de ikke finder
det nødvendigt, at alle sagsbehandlere har sat sig grundigt ind
i reglerne. Nogle har valgt, at udvalgte medarbejdere har ind-
gående kendskab til reglerne, og altid inddrages, når adoption
uden samtykke skal overvejes.
”Det er for mange kom-
muners vedkommende
slet ikke noget de har
erfaring med. Der har
været meget få sager
tidligere. Så der er ikke
så meget erfaring at
trække på i den enkelte
kommune, og egentlig
heller ikke på landsba-
sis” (VISO)
6
Stigende interesse for området blandt kommunerne
De statslige aktører oplever dog en stigende interesse på om-
rådet blandt kommunerne siden lempelsen af reglerne i 2015.
Ankestyrelsen har oplevet en stigning i antallet af indstillinger
til adoption uden samtykke, og VISO har ligeledes oplevet en
væsentlig stigning i antallet af henvendelser om råd og vejled-
ning på området.
Stigningen i antallet af indstillinger og henvendelser er med til
at øge kendskabet til reglerne blandt kommunerne, og i sidste
ende at klæde dem bedre på til at gøre brug af reglerne, vur-
derer de statslige aktører.
GODT HALVDELEN AF KOMMUNERNE HAR
OVERVEJET AT INDSTILLE EN SAG TIL BØRN OG
UNGE-UDVALGET
Undersøgelsen viser, at i perioden fra 1. oktober 2015 til 1.
marts 2018 har 49 kommuner overvejet at indstille sager til
børn og unge-udvalget, som i sidste ende ikke blev indstillet.
Samlet set har kommunerne overvejet at indstille til adoption
uden samtykke i mellem 103 og 109 sager.
Som årsag til, at de i sidste ende ikke indstillede sagerne til
børn og unge-udvalget, angiver kommunerne overvejende, at
plejefamilien ikke havde mulighed for eller ønskede at adopte-
re. Derudover er en hyppig årsag ifølge kommunerne selv pro-
blemer med at sandsynliggøre, at forældreevnen er varigt ned-
sat.
20 kommuner har indstillet 35 sager til adoption uden samtyk-
ke til kommunens børn og unge-udvalg, indenfor de seneste
år.
Omkring en fjerdedel af kommunerne har hverken ind-
stillet en sag til børn og unge-udvalget eller overvejet at
gøre det
25 kommuner oplyser, at de inden for de seneste år hverken
har indstillet en sag til kommunens børn og unge-udvalg eller
overvejet at gøre det. De fleste af de 25 kommuner oplyser, at
det skyldes, at der ikke har været sager, hvor det har været
relevant at se på muligheden for adoption uden samtykke. En-
kelte kommuner nævner som årsag, at reglerne opleves som
komplicerede, og at de vurderer, at det er for ressourcekræ-
vende at gennemføre en sag.
”Det generelle billede er,
at lige så snart de har
prøvet det et par gange,
så er der styr på regler-
ne vedrørende frem-
gangsmåden."
(Statsforvaltningen)
7
SÆRLIGT TILKNYTNINGSUNDERSØGELSEN ER
FORTSAT EN UDFORDRING
Undersøgelsen viser, at der er udfordringer for kommunerne i
forhold til at gøre brug af reglerne på enkelte områder. Både
kommunerne selv og de statslige aktører peger i den forbindel-
se særligt på tilknytningsundersøgelsen. Udfordringerne i for-
hold til tilknytningsundersøgelsen blandt kommunerne er dels
at få udformet et opdrag til undersøgelserne, dels – og blandt
andet som følge heraf – at få udarbejdet undersøgelser, der
har en tilstrækkelig kvalitet.
Derudover er de lange sagsforløb, fra sagen påbegyndes i
kommunen, til der foreligger en endelig afgørelse, en barriere,
der kan betyde, at kommunerne vælger ikke at indstille sager.
Det vurderer både kommunerne selv og de statslige aktører.
Endelig peger både kommuner og de statslige aktører på, at
der hersker uklarhed om forskellige andre forhold i forbindelse
med sagerne. Det drejer sig blandt andet om muligheden for
at anbringe med henblik på adoption, hvornår i sagsforløbet
henholdsvis serviceloven og adoptionsloven gælder, og beskik-
kelse af advokater.
MULIGHEDERNE FOR RÅD OG VEJLEDNING ER
TILSTRÆKKELIGE OG ØGER KOMMUNERNES
KENDSKAB TIL REGLERNE
Både kommuner og statslige aktører vurderer overordnet, at
de eksisterende muligheder for råd og vejledning om adoption
uden samtykke er tilstrækkelige. De efterspørger dog bedre
rådgivning på enkelte områder. Her peger de statslige aktører
særligt på, at der er behov for en vejledning til tilknytningsun-
dersøgelse svarende til den eksisterende vejledning om prog-
nosevurdering, som vil kunne støtte både kommuner og psy-
kologer i deres arbejde med tilknytningsundersøgelserne.
Størst kendskab til VISOs rådgivning i enkeltsager
Kommunernes kendskab til de forskellige muligheder for råd
og vejledning på området varierer meget. Den form for råd og
vejledning, som flest kommuner har kendskab til, er VISOs
rådgivning i enkeltsager.
Der er ingen af de eksisterende muligheder for råd og vejled-
ning, som alle kommuner kender til. Det er for eksempel ikke
alle kommuner, der har kendskab til principafgørelserne på
området, eller vejledningerne til lovgivningen på området.
Selvom alle kommuner har kendskab til mindst en af de eksi-
sterende muligheder for råd og vejledning, er der 11 kommu-
”Processen i forhold til be-
handling af disse sager er
al for lang ud fra barnets
perspektiv. (…) Har nu
ventet 9 måneder på be-
handling af sag i landsret-
ten, det er ikke til barnets
bedste.” (Kommune i be-
svarelse af spørgeskema)
TILKNYTNINGS
UNDERSØGELSE:
En beskrivelse af rela-
tionen mellem barnet
og plejeforældrene.
Se yderligere i
kapitel 3.
8
ner, der ikke har gjort brug af nogen former for råd og vejled-
ning på området.
Råd og vejledning øger kendskabet til reglerne
Både kommunerne selv og de statslige aktører vurderer, at
brug af råd og vejledning øger kommunernes kendskab til reg-
lerne. Det gælder særligt temadagsforløb med VISO, VISOs
rådgivning i enkeltsager og Ankestyrelsens adoptionskurser.
Interviewene med de statslige aktører tyder desuden på, at
råd og vejledning – særligt i form af individuel rådgivning, ek-
sempelvis VISOs rådgivning i enkeltsager, eller dialog med An-
kestyrelsen i forbindelse med en indstilling – betyder, at kom-
munerne overvejer muligheden for adoption uden samtykke
oftere end ellers.
Ingen klar sammenhæng imellem brug af råd og vejled-
ning og antal indstillede sager
Alle de 20 kommuner, der har indstillet en sag til børn og un-
ge-udvalget inden for de seneste år, har gjort brug af råd og
vejledning på området. Samtidig er der blandt de kommuner,
der hverken har indstillet en sag eller overvejet at gøre det,
flere kommuner der også har gjort brug at råd og vejledning
på området. Dermed kan vi ikke konstatere nogen klar sam-
menhæng imellem kommunernes brug af råd og vejledning, og
hvorvidt de har indstillet sager de seneste år eller overvejet at
gøre det.
Når 25 kommuner inden for de seneste år hverken har indstil-
let sager til børn og unge-udvalget eller overvejet det, hænger
det altså ikke nødvendigvis sammen med manglende viden el-
ler, at de ikke har modtaget råd og vejledning. De fleste af
kommunerne angiver selv, at det skyldes, at der ikke har væ-
ret sager, de har fundet relevante. Det ser dog ud til, at når
kommunerne indstiller en sag, gør de brug af mulighederne for
råd og vejledning.
Fortsat behov for at udbrede kendskabet til reglerne og
til mulighederne for råd og vejledning
Der er fortsat en gruppe kommuner, der aldrig har indstillet en
sag til Ankestyrelsen, og som heller ikke har gjort brug af de
muligheder for råd og vejledning, som de statslige aktører til-
byder. Samtidig er der flere af de forskellige muligheder for
råd og vejledning, som flere kommuner ikke kender til.
Der er dermed et behov for at sikre, at alle kommuner har et
relevant kendskab til reglerne, overvejer muligheden, når det
er relevant, og ved, hvor de kan få råd og vejledning.
MULIGHEDER FOR
RÅD OG VEJLED-
NING
 Telefonisk og skriftlig
rådgivning fra
Statsforvaltningen
 Temadage fra VISO
 Telefonisk rådgivning
fra VISO
 Rådgivning fra VISO
i enkeltsager
 Ankestyrelsens
adoptionskurser
 Ankestyrelsens
læringsteam
 Telefonisk og skriftlig
rådgivning fra
Ankestyrelsen
 Vejledninger til
lovgivningen
 Principafgørelser
 Privatudbudte kurser
9
KAPITEL 2 Kommunernes kendskab til
og brug af reglerne
Dette kapitel beskriver, hvordan kommunerne vurderer deres
kendskab til reglerne om adoption uden samtykke. Derudover
præsenterer kapitlet kommunernes skøn over, hvor mange sa-
ger de har overvejet at indstille til børn og unge-udvalget til
adoption uden samtykke – og hvor mange sager, de faktisk
har indstillet.
KOMMUNERNE HAR I NOGEN GRAD KENDSKAB
TIL REGLERNE
I spørgeskemaundersøgelsen har vi spurgt kommunerne
 i hvilket omfang de vurderer, at de relevante medarbejdere i
kommunen har kendskab til reglerne om adoption uden sam-
tykke og
 i hvilket omfang de relevante medarbejdere er klædt på til at
anvende reglerne.
Overordnet viser kommunernes svar, at de i nogen grad vur-
derer, at medarbejderne har kendskab til reglerne, mens de i
lidt mindre grad vurderer, at de også er klædt på til at anven-
de dem.
Som det fremgår af figur 2.1. vurderer i alt 65 af de 86 kom-
muner, at medarbejderne i høj eller nogen grad har kendskab
til reglerne. Flertallet, 47 af disse kommuner, vurderer, at det i
nogen grad er tilfældet. 18 kommuner vurderer, at det i min-
dre grad er tilfældet.
Det er derimod kun 42 af de 86 kommuner, der vurderer, at
medarbejderne i høj eller nogen grad er klædt på til at anven-
de reglerne. Hele 39 af kommunerne vurderer, at det kun i
mindre grad er tilfældet.
Endelig er der tre kommuner, der vurderer, at medarbejderne
slet ikke har kendskab til reglerne, og fem kommuner, der
vurderer, at de slet ikke er klædt på til at anvende dem.
Kommunernes
kendskab til speci-
fikke dele af lov-
givningen fremgår
af kapitel 3.
10
Medarbejderne overvejer i nogen grad muligheden for
adoption uden samtykke, når det er relevant
Vi har desuden spurgt kommunerne, i hvilket omfang de vur-
derer, at de relevante medarbejdere overvejer muligheden for
adoption uden samtykke, når det er relevant.
Som det fremgår af figur 2.2 vurderer 21 af de 86 kommuner,
at medarbejderne i høj grad overvejer muligheden, når det er
relevant. 34 kommuner vurderer, at det i nogen grad er tilfæl-
det, og 30 kommuner vurderer, at det i mindre grad er tilfæl-
det. Ingen kommuner vurderer, at det slet ikke er tilfældet.
Der er dermed en tendens til, at medarbejderne i højere grad
overvejer muligheden, end de kender til reglerne eller er klædt
på til at anvende dem. Det hænger sandsynligvis sammen
med, at det kun kræver et begrænset kendskab til reglerne at
overveje muligheden. Bemærk i den sammenhæng, at kom-
munernes tolkning af, hvad det vil sige at ”overveje mulighe-
den” kan variere – fra at sagsbehandleren selv kort overvejer
det uden at inddrage andre, til at kommunen eksempelvis
iværksætter en afdækning af forældreevnen.
11
MANGLENDE PRAKSISERFARING ER EN VÆ-
SENTLIG ÅRSAG TIL DET BEGRÆNSEDE KEND-
SKAB
En væsentlig årsag til, at det ikke er alle kommuner, der vur-
derer, at medarbejderne har godt kendskab til og er klædt på
til at anvende reglerne, er manglende praksiserfaring. Det
fremgår både af interviewene med de tre statslige aktører og
kommunernes egne bemærkninger i spørgeskemaet.
I kommentarerne skriver flere kommuner, at de endnu ikke
har indstillet en sag til børn og unge-udvalget, eller at der har
været så få sager, at langt de fleste sagsbehandlere ikke selv
har haft en sag om adoption uden samtykke mellem hænder-
ne. Manglende praktisk brug af reglerne betyder alt andet lige
et dårligere kendskab til dem og dermed at det er sværere at
bruge dem.
Interviewene med de statslige aktører bekræfter billedet af, at
der er mange kommuner, der har ingen eller begrænset erfa-
ring med at indstille sager. Her udtaler Ankestyrelsen:
”Det er jo klart, at det er svært for dem, når der kun kom-
mer en sag så sjældent, at få noget erfaring i det.” (Anke-
styrelsen)
M A N G E KO MM U -
N E R H A R E N D N U
I K K E I N DS T IL LE T
S A G E R
12
VISO fortæller tilsvarende:
”Det er for mange kommuners vedkommende slet ikke no-
get, de har erfaring med. Der har været meget få sager tid-
ligere. Så der er ikke så meget erfaring at trække på i den
enkelte kommune, og egentlig heller ikke på landsbasis. Det
er noget, hvor de har rigtig meget brug for dialog og spar-
ring, sådan helt basalt og grundlæggende.” (VISO)
De statslige aktører har samtidig en klar opfattelse af, at når
en kommune først har haft en sag hvor Ankestyrelsen har til-
trådt indstillingen, er den langt mere tilbøjelig til at anvende
muligheden igen. Blandt de sager, der har været indstillet til
Ankestyrelsen, er der således flere sager fra de samme kom-
muner – og samtidig som nævnt en del kommuner, der slet ik-
ke er repræsenteret.
Derudover oplever både Ankestyrelsen og Statsforvaltningen,
at når en kommune har haft en eller flere sager, der er blevet
endeligt godkendt, har de som oftest godt styr på reglerne,
næste gang, de indstiller en sag. Her er det Statsforvaltningen,
der udtaler sig:
”Det generelle billede er, at lige så snart de har prøvet det
et par gange, så er der styr på reglerne." (Statsforvaltnin-
gen)
Nogle kommuner skriver i kommentarer i spørgeskemaet, at
den manglende praktiske erfaring også gælder deres børn og
unge-udvalg. Nogle af dem der har deltaget i, eller har plan-
lagt at deltage i et temadagsforløb med VISO, har blandt andet
derfor inviteret børn og unge-udvalget med.
Ikke nødvendigt, at alle medarbejdere har kendskab til
reglerne
Flere kommuner skriver i kommentarfelter i spørgeskemaet, at
de ikke finder det nødvendigt, at alle sagsbehandlere har ind-
gående kendskab til reglerne. En kommune skriver eksempel-
vis, at det forventes, at medarbejderne har kendskab til mu-
ligheden og overblik over reglerne, men ikke indgående kend-
skab:
”Når vi har sager om adoption uden samtykke, går vi i dyb-
den med at undersøge reglerne fra gang til gang. I hverda-
gen har vi og holder vi det store overblik over regler på om-
rådet.” (Kommune i besvarelse af spørgeskema)
I flere kommuner er der enkelte medarbejdere, for eksempel
en faglig leder, en fagkoordinator eller en mindre gruppe af er-
farne medarbejdere, der har ansvar for at have et grundigt
B R U G A F
R E G LE R NE Ø GE R
K E N D SK A B ET
T I L DEM
S P E C I AL I SE R I N GS -
S T R AT E G I
13
kendskab til reglerne. Hvis der opstår en sag, hvor det er rele-
vant at overveje muligheden for adoption uden samtykke, vil
denne medarbejder/gruppe af medarbejdere altid skulle invol-
veres. Kommunerne skriver for eksempel:
”Ikke alle medarbejdere har kendskab til betingelser og mu-
ligheder. Vi har to fagspecialister, der i samarbejde med
mig som faglig leder har fokus på området.” (Kommune i
besvarelse af spørgeskema)
”Vi har organiseret arbejdet således at alle sager om adop-
tion uden samtykke placeres hos en enkelt medarbejder
(undertegnede).” (Kommune i besvarelse af spørgeskema)
Billedet af, at flere kommuner vælger en specialiseringsstrategi
understøttes af, at Statsforvaltningen oplever, at når de taler
med repræsentanter fra kommunerne, er det ofte de samme
sagsbehandlere. VISO fortæller, at de i forbindelse med tema-
dagsforløb i kommunerne også drøfter med deltagerne, hvor-
dan man organisatorisk kan støtte op om indsatsen på områ-
det.
I alt syv kommuner skriver i kommentarfelter i spørgeskema-
et, at de har organiseret sig på en måde, hvor enkelte medar-
bejdere er specialiseret i området. Der kan dog være flere end
de syv, der blot ikke har oplyst det i deres besvarelse.
FLERE SAGER SIDEN LOVÆNDRINGERNE I 2015
De tre interviewede statslige aktører fortæller enstemmigt, at
der er sket en stigning i antallet af indstillinger til Ankestyrel-
sen siden lovændringerne i 2015. Ankestyrelsen fortæller:
”Før behandlede vi et par enkelte sager om året – måske to
til tre sager. Efter den nye lovgivning er det omkring ti om
året. Selvom det stadig er få sager, er der stadig en mar-
kant stigning.” (Ankestyrelsen)
VISO fortæller, at de også oplever en markant stigning i antal-
let af henvendelser, der handler om adoption uden samtykke.
De statslige aktører ser særligt en stigning i antallet af indstil-
lede sager om yngre og nyfødte børn. Her er det igen Ankesty-
relsen, der udtaler sig:
”Kommunerne begynder at være mere opmærksomme, især
også på de små, også allerede under graviditeten. Vi kan
se, at de sidste vi har haft efter § 9 stk. 3, det med den va-
rige nedsatte forældreevne, der har børnene været meget
små, der har for eksempel været en på to måneder. Og det
F L ER E I N D -
S T I LL I N G E R T IL
A N K E ST Y R EL SE N
O G F LE RE
H E N VE N D EL S E R
T I L V I SO
14
betyder, at de tænker det ind under graviditeten. Det er ty-
pisk i de tilfælde, hvor der i forvejen har været et barn, der
har været anbragt, eller det er nogle meget dårlig begavede
forældre.” (Ankestyrelsen)
De statslige aktører oplever, at stigningen i antallet af indstil-
linger betyder, at flere kommuner og sagsbehandlere får prak-
tisk erfaring med reglerne, og dermed bedre kendskab til dem.
Generelt oplever de, at kommunerne i dag ”famler mindre”
end de gjorde for bare nogle år siden, som en medarbejder fra
Ankestyrelsen formulerer det.
Igen understreger de statslige aktører, at der fortsat er kom-
muner, der ikke har indstillet sager, og hvor de derfor heller
ikke har indblik i kommunernes praksis. Ankestyrelsen har dog
fået tilkendegivelser fra flere kommuner, der ikke tidligere har
indstillet en sag, om at de gerne vil ”med på vognen”. Både
Ankestyrelsen og VISO oplever desuden generelt en stigende
interesse for området i kommunerne, som blandt andet kom-
mer til udtryk ved efterspørgslen på råd og vejledning (se ka-
pitel 4).
Stigningen i antallet af sager hænger sammen med flere
forhold
De statslige aktører vurderer, at stigningen i antallet af indstil-
linger hænger sammen med flere forhold.
For det første har lempelserne i lovændringerne fra 2015 haft
væsentlig betydning. For eksempel, at det ikke længere er et
krav, at forældrene ikke skal kunne spille en positiv rolle i for-
bindelse med samvær. Det skal nu også blot sandsynliggøres,
at forældreevnen er varigt nedsat. Derudover er der i service-
loven indsat en bestemmelse, som understreger kommunernes
pligt til at overveje adoption i sager, hvor kommunen antager,
at barnet vil være anbragt i en længere årrække.
For det andet har rådgivningsindsatsen på området haft væ-
sentlig betydning for kommunernes opmærksomhed på områ-
det.
For det tredje, og som tidligere beskrevet, oplever både Anke-
styrelsen og Statsforvaltningen, at erfaring med at indstille sa-
ger avler flere indstillinger.
OMFANGET AF INDSTILLINGER TIL BØRN OG
UNGE-UDVALGENE
I spørgeskemaet angiver 20 af de 86 kommuner, at de har
indstillet en eller flere sager om adoption uden samtykke til
børn og unge-udvalget i perioden 1. oktober 2015 til 1. marts
Læs mere om ef-
terspørgslen på
råd og vejledning i
kapitel 4.
F L ER E S A GE R
B E T YD ER ME RE
E R F A R I N G
2 0 K OM M U NE R
H A R I N D ST I LL ET
S A G E R
15
2018. De 20 kommuner har i alt indstillet 35 sager. Som det
fremgår af figur 2.3, har de fleste af disse kommuner kun ind-
stillet én gang (11 kommuner).
66 kommuner angiver i spørgeskemaet, at de ikke har indstil-
let sager til børn og unge-udvalget i perioden.
Ankestyrelsen oplyser, at der i samme periode blev indstillet
23 sager til dem. Det vil sige, at der er omkring 12 sager på
landsplan, som børn og unge-udvalgene har valgt ikke at ind-
stille til Ankestyrelsen. Bemærk dog, at tallet er omtrentligt –
dels fordi nogle kommuners svar kan være et skøn, og dels
fordi tallet kun dækker over de 86 kommuner, der har besva-
ret spørgeskemaet.
Omkring halvdelen af kommunerne har overvejet at ind-
stille sager, der i sidste ende ikke blev indstillet
I alt 49 kommuner har i spørgeskemaet svaret, at de har
overvejet at indstille sager til børn- og ungeudvalget, som i
sidste ende ikke er blevet indstillet. De 49 kommuner skønner
til sammen, at de i perioden 1. oktober 2015 til 1. marts 2018
har overvejet at indstille i mellem 103 og 109 sager.
Dermed har omkring halvdelen af kommunerne overvejet at
indstille sager til børn og unge-udvalget, som i sidste ende ik-
ke blev indstillet - imens det kun er omkring en fjerdedel, der
har indstillet sager.
Omkring halvdelen af
kommunerne har
overvejet at indstille
sager til børn og un-
ge-udvalget, som i
sidste ende ikke blev
indstillet - imens det
kun er omkring en
fjerdedel, der har ind-
stillet sager.
16
33 af de 86 kommuner har svaret, at der ikke har været tilfæl-
de, hvor de har overvejet at indstille en sag, uden at den i sid-
ste ende blev indstillet. Fire kommuner svarer, at de ikke ved
det.
Igen vil vi bemærke, at kommunernes tolkning af, hvad det vil
sige at ”overveje muligheden” kan variere – fra at sagsbe-
handleren selv kort overvejer det uden at inddrage andre, til at
kommunen eksempelvis iværksætter en udredning af foræl-
dreevnen.
Årsager til, at mulige sager ikke er blevet indstillet
Der er altså 49 kommuner, der har svaret, at de har overvejet
at indstille sager til børn og unge-udvalget, som i sidste ende
ikke blev indstillet. Disse 49 kommuner har vi spurgt, hvad år-
sagen var til, at sagen eller sagerne i sidste ende ikke blev
indstillet. De har her haft mulighed for at afgive flere svar.
Som det fremgår af figur 2.4. svarer 22 af kommunerne, at år-
sagen i en eller flere sager var, at plejefamilien ikke ønskede
at adoptere, og at kommunen vurderede, at det ville være for
belastende for barnet med endnu et skift.
20 kommuner svarer, at årsagen i en eller flere af sagerne var
problemer med at sandsynliggøre, at forældrenes forældreevne
var varigt nedsat, herunder problemer med at få udarbejdet en
prognosevurdering (ved indstillinger efter adoptionslovens § 9,
stk. 3).
20 kommuner svarer ganske enkelt, at der ikke var grundlag
for en adoption uden samtykke.
I alt 16 kommuner svarer ”Andet” eller ”Andre problemer med
at anvende reglerne i praksis. Dette uddybes under figuren.
Otte kommuner svarer, at årsagen i en eller flere sager var
problemer med at dokumentere tilknytningen til plejeforældre-
ne, herunder problemer med at definere rammerne for en til-
knytningsundersøgelse (ved indstillinger efter adoptionslovens
§ 9, stk. 4).
Seks kommuner svarer, at de i en eller flere af sagerne vurde-
rede, at et langstrakt sagsforløb ville have negativ betydning
for barnet og de involverede parter.
Den hyppigste årsag
til, at sager i sidste
ende ikke indstilles,
er, at plejefamilien
ikke ønsker at
adoptere
17
De i alt 16 kommuner, der har svaret ”Andet” eller ”Andre pro-
blemer med at anvende reglerne i praksis” fremhæver blandt
andet følgende årsager til, at sagerne i sidste ende ikke blev
indstillet:
 Familien fraflyttede kommunen, før de nåede at indstille
 Kommunen har, eller har ikke hidtil haft, ressourcer og erfa-
ring til at behandle sager om adoption uden samtykke
 Sagen afventer afklaring af faderskab
18
 Plejefamilien var endnu ikke klar til at adoptere, men forven-
tedes at blive det inden for et års tid
 Forældrene gav undervejs i sagsprocessen samtykke til
adoptionen
25 kommuner har hverken indstillet eller overvejet at
indstille sager til børn og unge-udvalget
25 kommuner svarer i spørgeskemaet, at de i perioden fra 1.
oktober 2018 til 1. marts 2018 ikke har indstillet sager til børn
og unge-udvalget, og heller ikke har overvejet det.
I kommentarfelter beskriver flertallet af disse kommuner, at
det skyldes, at der ikke har været sager, hvor det har været
relevant. Fire kommuner skriver, at det skyldes manglende
opmærksomhed på muligheden for adoption uden samtykke
eller generel usikkerhed om reglerne, blandt andet grundet
manglende erfaring. En af dem skriver:
”Reglerne og processen er yderst komplicerede, og det er
en nærmest uoverstigelig opgave at gennemføre en sag.”
(Kommune i besvarelse af spørgeskema)
To kommuner skriver, at de er i gang med at styrke deres ind-
sats på området, og netop har haft et temadagsforløb med
VISO.
19
KAPITEL 3 Barrierer og tvivlspørgsmål
Som beskrevet i kapitel 2 er det overordnede billede, at kom-
munernes kendskab til reglerne om adoption uden samtykke er
forbedret henover de seneste år, og at der er sket en stigning i
antallet af sager, der indstilles. Der er dog fortsat nogle barrie-
rer og tvivlsspørgsmål i forbindelse med kommunernes brug af
reglerne. Det drejer sig både om brugen af specifikke dele af
lovgivningen og om nogle mere overordnede forhold. De be-
skrives i dette kapitel.
TILKNYTNINGSUNDERSØGELSER OG PROGNO-
SEVURDERINGER
I sager, hvor kommunerne finder grundlag for at indstille til
adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9, stk. 3, er
det et lovgivningsmæssigt krav, at de skal sandsynliggøre, at
forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsor-
gen for barnet. Hvis de finder grundlag for at indstille efter § 9,
stk. 4, gælder det, at kommunen skal dokumentere, at barnet
har opnået en tilknytning til plejefamilien der gør, at det vil
være skadeligt for barnet, hvis tilknytningen brydes.
ADOPTIONSLOVEN § 9, STK. 3
Adoption kan meddeles efter stk. 2, hvis betingelserne
for anbringelse af barnet uden for hjemmet i § 58, stk. 1,
nr. 1 eller 2, i lov om social service er opfyldt, og det er
sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af
stand til at varetage omsorgen for barnet, og at adoption
af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets op-
vækst vil være bedst for barnet.
ADOPTIONSLOVEN § 9 STK. 4
Når barnet er anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie,
jf. § 66, stk. 1, nr. 1-3, i lov om social service, og betin-
gelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet i
§ 58, stk. 1, i lov om social service er opfyldt, kan adop-
tion efter stk. 2 meddeles plejeforældrene, hvis barnets
tilknytning til plejefamilien har antaget en sådan karak-
ter, at det vil være skadeligt for barnet at bryde denne
tilknytning, navnlig under hensyn til kontinuiteten og
stabiliteten i barnets opvækst og til barnets relation til
sine forældre.
§
20
Både interviewene med de tre statslige aktører og spørgeske-
maundersøgelsen blandt kommunerne tegner et billede af, at
kommunerne oplever en del udfordringer med at få udarbejdet
tilknytningsundersøgelser og prognosevurderinger, der lever
op til dokumentationskravene for de to bestemmelser.
På trods af, at der er tale om to forskellige undersøgelser, som
knytter sig til hver sin bestemmelse i adoptionsloven, er det
nogle af de samme problematikker, der går igen. De statslige
aktører og kommunerne selv fremhæver dog særligt tilknyt-
ningsundersøgelserne som en udfordring.
Kommunerne vurderer, at de i nogen grad har kendskab
til reglerne om de to dokumentationskrav
Hvad angår kendskabet til reglerne om prognosevurdering –
specifikt kravet om at sandsynliggøre, at forældreevnen er va-
rigt nedsat - vurderer hovedparten af kommunerne, 44 ud af
86 kommuner, at de relevante medarbejdere i høj grad har
kendskab til reglerne. Der er dog en tendens til, at kommuner-
ne i lidt mindre grad vurderer, at medarbejderne er klædt på
til at anvende reglerne. 44 af de 86 kommuner vurderer, at
det i nogen grad er tilfældet.
Ingen kommuner vurderer, at medarbejderne slet ikke har
kendskab til eller er klædt på til at anvende reglerne. Se figur
3.1.
21
23 af de 86 kommuner vurderer, at de i høj grad har kendskab
til reglerne om prognosevurdering, men at de i nogen eller
mindre grad er klædt på til at anvende reglerne. Kommunerne
fremhæver i kommentarfelter, at det blandt andet skyldes, at:
 det kan være vanskeligt at foretage vurderingen af forældre-
evnen, fordi der er tale om et skøn, som stiller krav til med-
arbejdernes erfaring på området
 det er svært at få udarbejdet undersøgelser af forældreev-
nen, hvis forældrene ikke ønsker at samarbejde
 det kan være vanskeligt at sikre, at kommunen får udarbej-
det et præcist opdrag til leverandøren, der skal udføre un-
dersøgelsen, og at undersøgelsen er af en tilstrækkelig kvali-
tet.
I forhold til reglerne om tilknytningsundersøgelse er billedet
også, at kommunerne vurderer, at de i lidt højere grad kender
til reglerne, end de er klædt på til at anvende dem. Det frem-
går af figur 3.2, at 40 af de 86 kommuner vurderer, at de rele-
vante medarbejdere i høj grad har kendskab til reglerne, mens
hovedparten af kommunerne, 43 af de 86 kommuner, vurde-
rer, at medarbejderne i nogen grad er klædt på til at anvende
reglerne.
Ingen kommuner vurderer, at medarbejderne slet ikke har
kendskab til eller er klædt på til at anvende reglerne.
22
I forbindelse med vurderingen af deres kendskab til reglerne
om tilknytningsundersøgelser bemærker kommunerne i spør-
geskemaet hovedsageligt, at der, i lighed med prognosevurde-
ringen, er udfordringer forbundet med at udforme opdraget til
undersøgelsen. I forlængelse heraf er der også udfordringer
med at få udarbejdet undersøgelser, der har en tilstrækkelig
kvalitet.
Derudover peger nogle kommuner på, at de endnu ikke har
haft sager efter adoptionslovens § 9, stk. 4, hvor det er rele-
vant at dokumentere tilknytningen mellem barnet og plejefa-
milien. Som beskrevet i kapitel 2 er manglende praktisk erfa-
ring en væsentlig årsag til, at en del kommuner vurderer, at
de kun i nogen eller mindre grad har kendskab til reglerne. Det
gælder både reglerne som helhed og de enkelte dele af lovgiv-
ningen.
Problemer med at få udarbejdet undersøgelserne kan
betyde, at kommunerne vælger at undlade at indstille til
adoption uden samtykke
Som det fremgår af kapitel 2 har vi i spørgeskemaet bedt
kommunerne om at oplyse, om de har overvejet at indstille
sager til adoption uden samtykke til børn og unge-udvalget,
der i sidste ende ikke blev indstillet. Det oplyser 49 af de 86
kommuner, at de har.
Af de 49 kommuner har otte kommuner angivet, at årsagen, til
at sagen ikke blev indstillet blandt andet var, at de havde pro-
blemer med at dokumentere tilknytningen til plejefamilien,
herunder at definere rammerne for tilknytningsundersøgelsen.
20 af de 49 kommuner angiver, at en af årsagerne til, at sa-
gerne ikke blev indstillet var, at de havde problemer med at
sandsynliggøre forældrenes varigt manglende forældreevner
herunder problemer med at få udarbejdet en prognosevurde-
ring.
Kommunerne har problemer med at udfærdige et opdrag
til undersøgelserne og sikre, at kvaliteten af undersø-
gelserne er god nok
Som beskrevet tidligere bemærker kommunerne, at de største
vanskeligheder i forbindelse med at anvende reglerne er, 1) at
de har problemer med at få defineret et opdrag til undersøgel-
serne og 2) at de oplever, at undersøgelserne ikke har en til-
strækkelig kvalitet.
Interviewene med VISO, Ankestyrelsen og Statsforvaltningen
bekræfter dette billede. Interviewpersonerne peger på, at van-
skelighederne hovedsagelig knytter sig til tilknytningsundersø-
Årsagerne, til at
sagerne i sidste
ende ikke blev
indstillet til
adoption uden
samtykke,
fremgår også af
figur 2.4 på side
17 i rapporten.
S V Æ R T A T U D FO RM E
O P DR A G ET T IL DE
T O U N DE RS Ø GE LS E R
23
gelserne, da der ikke findes en vejledning til udarbejdelsen af
denne type undersøgelse.
De tre statslige aktører oplever, at kommunerne kan være
famlende, både når de bestiller undersøgelserne, og når de
skal vurdere, om indholdet af undersøgelserne er tilstrækkeligt
til at leve op til dokumentationskravene. Medarbejderne fra
Ankestyrelsen vurderer, at en del af sagerne efter adoptionslo-
vens § 9 stk. 4, som indstilles til Ankestyrelsen, bliver hjemvist
på grund af udfordringer knyttet til dokumentationen af til-
knytningen mellem barnet og plejefamilien.
En medarbejder fra Ankestyrelsen peger på, at kommunens
opdrag til den psykolog, der skal udarbejde undersøgelsen, har
betydning for, om undersøgelserne lever op til kravene om do-
kumentation:
”Der kan være nogle problemer, hvis de (psykologerne) ikke
har forholdt sig konkret til det, som loven siger. Det hænger
sammen med opdraget, hvor kravene skal fremgå. Det
kræver også, at man har en knivskarp forståelse fra sags-
behandlerens side. Hvad er det psykologerne skal komme
ind på, og hvad er det, de skal konkludere omkring. Det
kræver erfaring.” (Ankestyrelsen)
Psykologerne kan også opleve barrierer i forbindelse
med udarbejdelsen af de to typer undersøgelser
Problemerne med at definere et opdrag til undersøgelserne
har, som beskrevet, også indvirkning på kvaliteten af selve
undersøgelsen. VISO peger på, at det kan være vanskeligt for
psykologerne at udarbejde undersøgelserne, herunder i særlig
grad tilknytningsundersøgelser. Ifølge VISO kan det handle
om, at psykologerne også mangler viden om hvilke metoder,
der er relevante at anvende til undersøgelserne og en usikker-
hed i forhold til, hvilke krav der er til lige præcis disse typer
undersøgelser.
LANGE SAGSFORLØB GIVER ANLEDNING TIL
BEKYMRING
Det fremgår af interviewene og kommunernes besvarelser af
spørgeskemaet, at varigheden af sagsforløbene i sager om
adoption uden samtykke bekymrer både kommuner og de
statslige aktører. Bekymringerne går primært på, at det ikke er
til barnets bedste, at der går op mod to år, før der kommer en
endelig afklaring i sagen. En kommune skriver eksempelvis i
en kommentar i spørgeskemaet:
”Processen i forhold til behandling af disse sager er al for
lang ud fra barnets perspektiv. Der bør være tidsfrister i
T I L K N YT N I N G S-
U N D E R SØ G EL SE N
E R O G S Å
S V Æ R FO R
P S Y KO LO G ER N E
24
forhold til behandling af sager i retten og landsretten. Har
nu ventet 9 måneder på behandling af sag i landsretten, det
er ikke til barnets bedste.” (Kommune i besvarelse af spør-
geskema)
Af de 49 kommuner, der har overvejet at indstille en eller flere
sager om adoption uden samtykke til børn og unge-udvalget,
oplyser seks kommuner, at de i sidste ende valgte at undlade
at indstille en eller flere af sagerne, fordi de vurderede, at et
langstrakt sagsforløb ville have negativ betydning for barnet
og de involverede parter.
Både VISO, Statsforvaltningen og Ankestyrelsen har oplevet,
at kommunerne ytrer frustration over den lange sagsbehand-
lingstid. Kommunerne giver udtryk for, at det kommer bag på
dem, at det tager så lang tid før en sag er endelig afsluttet, og
at det kan få indflydelse på deres vurdering af, om de skal ind-
stille en sag til adoption uden samtykke i fremtiden.
I både VISO og Ankestyrelsen er der dog også en oplevelse af,
at kommunerne er opmærksomme på at holde sagsbehand-
lingstiden op imod barnets livsperspektiv. Hvis der er tale om
et barn, der skal være anbragt i 18 år, er adoption uden sam-
tykke muligvis en bedre mulighed, til trods for den lange sags-
behandlingstid.
Nogle af interviewpersonerne blandt de statslige aktører peger
på, at den lange sagsbehandlingstid kan være mest problema-
tisk i sager efter adoptionslovens § 9 stk. 3, hvor der vil være
tale om en fremmedadoption, da barnet først kan flyttes til
adoptivforældrene, når sagen er helt afsluttet. Det betyder, at
der sker et brud i kontinuiteten i en senere alder, hvilket kan
være uhensigtsmæssigt.
Andre peger på, at det også kan være meget uhensigtsmæs-
sigt i sager efter adoptionslovens § 9, stk. 4, fordi plejebørne-
ne oplever at stå i en usikker situation, mens sagen bliver be-
handlet. Her kan der ofte være tale om ældre børn, som har et
stort ønske om at blive adopteret af plejefamilien.
Sagerne trækker ud, når de skal for retten
Når Statsforvaltningen har truffet afgørelse om, at et barn skal
bortadopteres uden samtykke, har de biologiske forældre mu-
lighed for at indbringe afgørelsen for byretten og efterfølgende
for landsretten. Det fremgår af interviewet med Statsforvalt-
ningen, at stort set samtlige sager bliver indbragt for retten.
De statslige aktører vurderer, at langt hovedparten af sagsbe-
handlingstiden ligger i domstolene, hvor det kan tage mange
måneder, før der er tid til at behandle sagen.
L A N G E S A G S -
F O RL Ø B K A N
M E D V IR K E T I L,
A T K OM M U NE R NE
I K K E I N DS T IL LE R
S A G S B EH A N D -
L I N G S T ID E N E R
P R O BL EM A T IS K
F O R B A R NET
25
Under interviewene gav interviewpersonerne nogle forslag til,
hvordan man kan nedbringe sagsbehandlingstiden:
 Der fastsættes en tidsfrist for, hvor lang tid retterne har til at
behandle sagerne, i tråd med den tidsfrist, der er fastsat for
sagsbehandlingen i Ankestyrelsen.
 Domstolsbehandlingen samles ved en særlig børneret med
opprioritering af opgaven.
UKLARHED OM ANBRINGELSER MED HENBLIK
PÅ ADOPTION
Det fremgår af vejledningen til lovgivningen1
, at kommunerne
bør overveje muligheden for at anbringe børn med henblik på
adoption.
Der er dog i praksis uklarhed om 1) hvornår betingelserne for
at kunne anbringe med henblik på adoption uden samtykke er
opfyldt og 2) arbejdsgangene i forbindelse med en eventuel
anbringelse.
Det fremgår både af interviewene med de statslige aktører og
af kommunernes besvarelser af spørgeskemaet, at kommu-
nerne ønsker at anbringe med henblik på adoption, særligt
fordi der kan gå op til to år før den endelige adoptionsbevilling
er på plads.
Parallelforløb i forhold til afgørelse om adoption uden
samtykke og godkendelse af plejeforældrene som adop-
tanter
I Statsforvaltningen har de set eksempler på, at kommunerne
anbringer et barn hos en plejefamilie, der samtidig ansøger om
at blive konkret godkendte til at adoptere barnet. Oplevelsen
er, at kommunerne forsøger at finde alternative måder at an-
bringe med henblik på adoption uden samtykke, fordi der som
oftest er tale om meget lange sagsforløb i denne type sager,
og fordi der er forvirring omkring mulighederne for at gøre det
i praksis.
Statsforvaltningen fremhæver, at det parallelforløb, der opstår,
mellem sagen om adoption uden samtykke og plejefamiliens
ansøgning om godkendelse til adoption, er meget uhensigts-
mæssig og ofte ikke vil medføre det resultat, som kommunen
og plejefamilien ønsker:
1
Vejledning om frigivelse af børn til national adoption, VEJ nr. 11365 af 30. december
2015.
26
"Interessen for at få barnet anbragt, så det ikke skal flyttes
igen, er helt forståelig, men det kan bare ikke lade sig gøre.
Der er tit problemer for kommunerne med at finde ud af
det, hvor de forsøger at få dem i en plejefamilie og samtidig
søger den plejefamilie om godkendelse til det konkrete
barn. De regner med, at processerne kan køre sideløbende.
En tvangsadoption og samtidig godkendelse til det konkrete
barn. Men det er ikke systemet, det er ikke sikkert, at det
kan passe sammen i sidste ende.” (Statsforvaltningen)
De statslige aktører peger på, at parallelforløbene risikerer at
sætte både plejefamilien og barnet i en meget sårbar situation.
I Statsforvaltningen har de set flere eksempler på, at plejefor-
ældre mere eller mindre får stillet i sigte, at de kan adoptere
barnet, men hvor det alligevel ikke lykkes.
PLEJEFAMILIERNES ROLLE
Både VISO, Statsforvaltningen og Ankestyrelsen peger desu-
den på, at der kan være nogle udfordringer for kommunerne i
forhold til at tage højde for plejefamilierne og deres rolle i sa-
ger om adoption uden samtykke.
Først og fremmest peger de statslige aktører på, at kommu-
nerne nogle gange er udfordrede i forhold til at vejlede pleje-
familierne tilstrækkeligt om sagsbehandlingsprocessen og om
deres muligheder som plejeforældre. I Ankestyrelsen har in-
terviewpersonerne set sager, hvor dialogen mellem kommunen
og plejefamilien ikke har været god nok, og hvor der derfor er
opstået misforståelser omkring sagen.
”Vi læser jævnligt, at kommunikationen ikke har været for
god. Plejeforældrene har opfattet det på den måde, at
kommunen har sagt ja, men det har aldrig været meningen
at barnet skulle blive der, og det har plejeforældrene ikke
hørt.” (Ankestyrelsen)
Interviewpersonerne fremhæver, at plejefamilierne spiller en
vigtig rolle, uanset om de skal adoptere eller skal medvirke til
at sikre den bedst mulige overgang til en ny familie for barnet.
I Statsforvaltningen har de erfaringer med plejeforældre, der
kontakter dem, fordi plejeforældrene føler sig pressede til at
sige ja til en adoption. En kommune beskriver også dette di-
lemma i besvarelsen af spørgeskemaet:
”Dilemmaet ved at spørge en plejefamilie som måske takker
nej. Det er et stort etisk dilemma, for plejefamilien siger jo
implicit sit arbejde op og får ændret familiemønster. Emnet
er meget følsomt også for plejefamilien, for de må ikke føle
D I A L O G O G
V E J LE D N I N G ER
V I G T I G
27
sig presset og frygte, at vi så adopterer barnet et andet
sted hen. De menneskelige og etiske hensyn vejer meget
tungt.” (Kommune i besvarelse af spørgeskema)
Nogle plejefamilier kan ikke eller ønsker ikke at adopte-
re
Blandt de 49 kommuner, der har overvejet at indstille en sag
til adoption uden samtykke, har 22 kommuner angivet, at år-
sagen til, at kommunen i sidste ende ikke indstillede sagen,
var, at plejefamilien ikke kunne eller ikke ønskede at adoptere
barnet, og kommunen vurderede, at det ville være for bela-
stende for barnet med endnu et skift.
Interviewpersonerne peger på, at der kan være en række år-
sager til, at plejefamilier ikke ønsker at adoptere barnet. Pleje-
forældrene kan eksempelvis miste deres vederlag og eventuelt
den støtte de modtager fra kommunen.
En anden problematik kan være, at plejefamilien har flere ple-
jebørn, hvorfor de kan være bekymrede for forholdet til de øv-
rige plejebørn og dynamikken i familien, hvis et af børnene bli-
ver adopteret. En kommune beskriver i et kommentarfelt i
spørgeskemaet nogle af de problematikker, der kan være på
spil:
”Vi kan støde på en plejefamilie, hvor tilknytningen er så
god, at det vil give mening, at barnet blev hos dem ved
adoption. Men plejefamilien ønsker ikke altid dette, da det
er deres job. Måske går de hjemme på fuld tid med løn, så
vil de ikke "slippe" denne indtægt. Hvis der er flere pleje-
børn i familien kan det være svært at adoptere det ene
barn, men ikke det andet.” (Kommune i besvarelse af spør-
geskema)
SERVICELOVEN OG ADOPTIONSLOVEN
Interviewpersonerne fra VISO, Statsforvaltningen og Ankesty-
relsen peger på, at der er en uoverensstemmelse mellem in-
tentionerne med adoptionsloven og serviceloven i forhold til
ændring af anbringelsessted. Derudover oplever de, at der i
kommunerne kan være tvivl om, hvornår hvilken lovgivning
gælder i forbindelse med fastsættelse af samvær.
Ændring i anbringelsessted med henblik på adoption
uden samtykke
Det fremgår af forarbejderne til adoptionsloven og af vejled-
ning om frigivelse af børn til national adoption, at barnet skal
flyttes til en kommende adoptivfamilie hurtigst muligt, når
Statsforvaltningen har truffet afgørelse om, at en adoption
uden samtykke kan gennemføres.
Plejeforældrene kan
miste deres vederlag
og eventuelt den støt-
te de modtager fra
kommunen.
Plejefamilien kan have
flere plejebørn, og
være bekymrede for
forholdet til de øvrige
plejebørn og dyna-
mikken i familien, hvis
et af børnene bliver
adopteret.
28
Ankestyrelsen har dog senere fastslået, at det ikke er muligt at
flytte et barn, hvis den eneste begrundelse er, at der er en
forventning om, at der sker en adoption. Det fremgår af prin-
cipafgørelse 16-17, som beskrevet i boksen herunder.
PRINCIPAFGØRELSE 16-17
Ankestyrelsen har i principafgørelse 16-17 fastslået, at
kommunen ikke kan ændre anbringelsesstedet, hvis flyt-
ningen alene er begrundet med en forventet adoption
uden samtykke.
Det skyldes, at det er betingelserne for ændring af an-
bringelsessted, som fremgår af serviceloven, der er gæl-
dende, indtil adoptionen er endelig gennemført.
Ændring af anbringelsessted kan først ske, når mulighe-
derne for at anke afgørelsen er udtømte.
Alle interviewpersonerne peger på, at det er uhensigtsmæs-
sigt, at der er en diskrepans mellem de to lovgivninger i for-
hold til muligheden for at flytte barnet så tidligt som muligt.
Det er desuden interviewpersonernes vurdering, at kommu-
nerne i nogle tilfælde ikke er opmærksomme på, at det er ser-
viceloven, der gælder, indtil adoptionen er gået endeligt igen-
nem, eller at der opstår tvivlsspørgsmål blandt kommunerne,
fordi de bliver usikre på, hvilke regler der gælder på området.
Statsforvaltningen vurderer dog, at Ankestyrelsens principaf-
gørelse 16-17 har været med til at skabe klarhed omkring reg-
lerne for ændring af anbringelsessted.
Samvær mellem barnet og de biologiske forældre
Statsforvaltningen oplever, at nogle kommuner kan være usik-
re på reglerne for samvær mellem barnet og de biologiske
forældre. I tråd med problematikkerne omkring muligheden for
at ændre anbringelsesstedet, bunder tvivlen ifølge interview-
personerne i, at det er uklart for kommunerne, hvornår ser-
viceloven gælder, og hvornår adoptionsloven gælder i sager
om adoption uden samtykke.
Statsforvaltningen har også oplevet, at der opstår tvivlspørgs-
mål om, hvor længe der skal udbetales vederlag til plejefamili-
en.
§
29
KRAV TIL INDHOLDET AF INDSTILLINGEN
Ankestyrelsen vurderer, at nogle kommuner fortsat har udfor-
dringer med at sikre, at indstillingerne til adoption uden sam-
tykke er tilstrækkelig oplyst, og er præcise i forhold til, hvilken
bestemmelse, de indstiller til adoption efter.
Når kommunen vurderer, at der er grundlag for at gennemføre
en adoption uden samtykke, skal der udarbejdes en indstilling
til adoption uden samtykke, som skal forelægges for børn og
unge-udvalget. Kravene til indholdet af indstillingen fremgår af
servicelovens § 68 E, stk. 2 (se boks herunder).
INDSTILLINGEN TIL BØRN OG UNGE-UDVALGET
SKAL INDEHOLDE:
1. Den børnefaglige undersøgelse, jf. § 50 i service-
loven
2. Handleplanen, jf. § 140 i serviceloven
3. En redegørelse for, at betingelserne for adoption
uden samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionslo-
ven er opfyldt.
4. Oplysninger om barnets eller den unges holdning
til den påtænkte adoption, jf. § 6, stk. 1 og 3, i
adoptionsloven.
Hvis indstillingen sker efter adoptionslovens § 9, stk. 3
eller 4, skal indstillingen desuden indeholde en redegø-
relse for, at betingelserne for anbringelse uden for
hjemmet uden samtykke er opfyldt, jf. § 58, stk. 1 i ser-
viceloven.
I nogle tilfælde mangler der tilstrækkelige oplysninger
I interviewet med Ankestyrelsen peger medarbejderne på, at
de har modtaget indstillinger til adoption uden samtykke, hvor
der manglede et eller flere af de elementer, som er påkræve-
de, jf. ovenstående boks. Det kan eksempelvis være, at der
har manglet en børnefaglig undersøgelse, hvilket har været
grund til at hjemvise sagen:
”Vi kan se af vores sager, at der også er udfordringer i for-
hold til, at der ikke altid ligger eksempelvis prognosevurde-
ringer og § 50 undersøgelser. Det er også noget sagerne er
faldet på. Selvom det er remset op i lovgivningen." (Anke-
styrelsen)
§
30
Medarbejderne peger på, at det er deres fornemmelse, at det
er de kommuner, der ikke har haft en sag om adoption uden
samtykke før, som kan begå de fejl. Det er medarbejdernes
vurdering, at det kan være vanskeligt for kommunerne at ud-
arbejde en sag, der lever op til alle krav på området:
”Hvis de ikke har nogen jurister eller andre medarbejdere,
der har viden nok eller kan tilegne sig viden på området, så
kan det være svært for dem at lave en ordentlig sag. For
den kræver meget mere arbejde, kendskab og viden end en
klagesag, eksempelvis om tvangsanbringelse.” (Ankestyrel-
sen)
Kommunerne vurderer, at de har godt kendskab til kra-
vet om børnefaglig undersøgelse og handleplan
Det fremgår af spørgeskemabesvarelserne, at kommunerne
overordnet set vurderer, at de har godt styr på kravet om, at
indstillingen om adoption uden samtykke skal indeholde en
børnefaglig undersøgelse og en handleplan. 75 af de 86 kom-
muner vurderer, at de i høj grad har kendskab til dette krav.
Kommunerne vurderer ligeledes, at medarbejderne generelt er
klædt på til at opfylde kravet. 72 af de 86 kommuner vurderer,
at det i høj grad er tilfældet. Se figur 3.3.
Enkelte kommuner bemærker i kommentarer til besvarelsen af
spørgeskemaet, at de kan komme i tvivl om kravene til indhol-
det af indstillingerne.
Andre kommuner bemærker, at der kan være behov for spa-
ring til medarbejderne om hvordan undersøgelserne tilrette-
S O M R E GE L
K O MM U N ER , DE R
I K K E H A R H A F T
E N S A G F ØR , SOM
E R I T V I V L
31
ægges i forhold til at tage højde for reglerne om adoption uden
samtykke. Endnu andre kommuner bemærker, at der kan væ-
re sagsbehandlere, som ikke er vant til at udarbejde indstillin-
ger til børn og unge-udvalget, og som derfor vil have brug for
sparing til det.
Oplysninger om barnets holdning og dokumentation for,
at der er grundlag for en anbringelse uden samtykke
Kommunernes besvarelser af spørgeskemaet viser, at hoved-
parten af de 86 kommuner vurderer, at de relevante medar-
bejdere i høj grad kender til kravene om, at indstillingen til
adoption uden samtykke skal indeholde oplysninger om bar-
nets holdning til den påtænkte adoption (48 kommuner) og
dokumentation af, at der er grundlag for en anbringelse uden
samtykke (41 kommuner).
Kommunerne vurderer overordnet set også, at de relevante
medarbejdere er klædt på til at anvende reglerne. 50 af de 86
kommuner vurderer, at medarbejderne i høj grad er klædt på
til at anvende reglerne om oplysninger om barnets holdning.
45 af de 86 kommuner vurderer, at medarbejderne i høj grad
er klædt på til at imødekomme kravet om dokumentation for
en anbringelse uden samtykke.
Fire kommuner vurderer dog både, at de relevante medarbej-
dere slet ikke kender til kravet om dokumentation af grundlag
for anbringelse uden samtykke, og at de slet ikke er klædt på
til at opfylde kravet.
BESKIKKELSE AF ADVOKATER
Det fremgår af interviewene med de statslige aktører og spør-
geskemaundersøgelsen blandt kommunerne, at der fortsat er
usikkerhed i kommunerne om, hvem der skal beskikke advo-
kater i sager om adoption uden samtykke.
32
ADOPTIONSLOVENS § 15 A, STK. 2
Statsforvaltningen skal under en sag om adoption efter
§ 9 beskikke en advokat for barnet. Statsforvaltningen
skal samtidig tilbyde forældrene og indehaveren af for-
ældremyndigheden, hvis denne er en anden end foræl-
drene, samt barnets eventuelle plejeforældre advokatbe-
skikkelse.
VEJLEDNING OM FRIGIVELSE AF BØRN TIL
NATIONAL ADOPTION - UDDRAG AF AFSNIT 11.7
Inden en sag om adoption uden samtykke forelægges for
børn og unge-udvalget, skal kommunen sende de rele-
vante oplysninger fra sagen til Statsforvaltningen med
henblik på Statsforvaltningens afgørelse om advokatbe-
skikkelse. Statsforvaltningen vil beskikke en advokat, så-
ledes at beskikkelsen gælder for hele sagens administra-
tive behandling – dvs. både i børn og unge-udvalg, Anke-
styrelsen og Statsforvaltningen.
Kommunerne vurderer overordnet set, at deres kendskab til
reglerne for beskikkelse af advokater er forholdsvis lille. Det
samme gør sig gældende for vurderingen af, hvorvidt medar-
bejderne er klædt på til at anvende reglerne.
35 af de 86 kommuner vurderer, at de i mindre grad kender til
reglerne, og ni kommuner vurderer, at de slet ikke kender til
reglerne. 32 af de 86 kommuner vurderer, at medarbejderne i
mindre grad er klædt på til at anvende reglerne, og otte kom-
muner vurderer, at det slet ikke er tilfældet. Se figur 3.4.
§
33
Nogle kommuner bemærker i deres besvarelse af spørgeske-
maet, at de enkelte medarbejdere har adgang til sparring, når
de starter en sag om adoption uden samtykke. Det kan enten
være internt i kommunen eller i form af vejledning fra Stats-
forvaltningen eller VISO. Kommunerne vurderer, at medarbej-
derne i den forbindelse vil blive gjort opmærksomme på reg-
lerne om beskikkelse af advokater.
Tvivl om, hvem der skal beskikke advokater
Interviewene bekræfter det billede, som kommunerne selv har
af deres kendskab til reglerne og anvendelsen af dem. Stats-
forvaltningen oplever, at en del kommuner er i tvivl om regler-
ne for, hvem der skal beskikke advokater i sager om adoption
uden samtykke. Flere kommuner kontakter således Statsfor-
valtningen, når de starter en sag, og får i den forbindelse af-
klaret spørgsmålene.
Kommunernes tvivl skyldes – ifølge interviewpersonerne –
formentlig, at reglerne i denne type sager adskiller sig fra an-
dre sager, hvor det er kommunens ansvar, at parterne i sagen
får beskikket advokater. Statsforvaltningen har set enkelte ek-
sempler på, at der ikke har været beskikket advokater fra sa-
gens start.
Interviewpersonerne fra Ankestyrelsen vurderer desuden, at
kommunerne fortsat kan have problemer med at afklare, hvem
der er parter i sagerne. De vurderer dog generelt, at kommu-
nerne i de sager, de har set, er blevet mere opmærksomme på
de specifikke regler omkring beskikkelse af advokater. De op-
levede eksempelvis i højere grad tidligere, at kommunerne ik-
ke havde styr på, at det er Statsforvaltningen, der skal beskik-
ke advokaterne.
R E G LE R NE
A D S K I L LE R S I G
F R A A N D R E
O M R ÅD E R
34
Materialet til Statsforvaltningen
Statsforvaltningen oplever, at nogle kommuner er usikre på,
hvilket materiale de skal sende ind i forbindelse med beskik-
kelse af advokater. Af vejledningen om frigivelse af børn til na-
tional adoption fremgår det, at kommunerne skal sende alt re-
levant materiale.
Ifølge Statsforvaltningen er det alene nødvendigt at kommu-
nerne oplyser:
 hvem der skal have beskikket advokaterne
 hvilken bestemmelse der indstilles til adoption efter
 hvorvidt parterne har ønsket bestemte advokater beskikket
 om en af parterne ønsker at give samtykke
HOLDNINGER TIL ADOPTION UDEN SAMTYKKE
Interviewpersonerne fra VISO, Ankestyrelsen og Statsforvalt-
ningen vurderer, at der over de senere år er sket en ændring i
holdningen til adoption uden samtykke i kommunerne. Der er i
højere grad kommet fokus på, at det kan være til barnets bed-
ste at gennemføre en adoption, også uden samtykke. Det er
dog også vurderingen blandt interviewpersonerne, at der fort-
sat opstår nogle dilemmaer for sagsbehandlerne, som sidder
med sagerne:
”Følelsesmæssigt er det meget svære sager, og mange i
kommunerne har tilsyneladende følt, at vi afskærer foræl-
drene helt fra deres børn og børnene fra deres biologiske
forældre. Nu oplever de mere, at det jo er barnets tarv,
man kigger på, hvad der er bedst for barnet." (Ankestyrel-
sen)
Dette bekræftes af nogle af kommunernes bemærkninger i
spørgeskemaet.
Flere kommuner vurderer, at det på samme måde kan opleves
som en meget indgribende beslutning for kommunernes børn
og unge-udvalg, som kan have vanskeligt ved at træffe be-
slutning om at indstille til adoption uden samtykke.
Der er i højere grad
kommet fokus på, at
det kan være til bar-
nets bedste at gen-
nemføre en adoption,
også uden samtykke.
35
KAPITEL 4 Råd og vejledning
Dette kapitel beskriver den rådgivning og vejledning, de tre
statslige aktører tilbyder, samt kommunernes kendskab til og
brug af forskellige former for råd og vejledning.
Kapitlet belyser også, hvilken betydning, kommunerne og de
statslige aktører oplever, at den rådgivning og vejledning,
kommunerne modtager, har for deres kendskab til og brug af
reglerne.
TYPER, OMFANG OG EFTERSPØRGSEL
Overordnet har alle tre statslige aktører oplevet en stigende
efterspørgsel på rådgivning efter den nye lovgivning trådte i
kraft den 1. oktober 2015.
VISO
VISO tilbyder tre former for råd og vejledning:
 Telefonisk rådgivning
 Rådgivning i enkeltsager
 Temadagsforløb
Den telefoniske rådgivning er på et generelt og overordnet ni-
veau, hvor VISO ikke forholder sig til en konkret sag. Det kan
for eksempel handle om mere lavpraktiske ting, som hvem
kommunerne skal inddrage, om en sag kunne være relevant
for VISO at se nærmere på eller hvilket materiale kommunerne
i så fald skal sende ind.
VISO skønner, at de har modtaget omkring 100 telefoniske
henvendelser om adoption uden samtykke siden oktober 2015.
Ved rådgivning i enkeltsager ser VISO sagsakterne i den enkel-
te sag, og vurderer, hvor der er udfordringer og opmærksom-
hedspunkter. På den baggrund sparrer de med kommunen om
fremtidige sagsskridt.
VISO nævner i interviewet, at de har rådgivet i 39 enkeltsager
siden deres råd og vejledning blev skrevet ind i lovgivningen.
De oplyser desuden, at de allerede i april 2018 har rådgivet i
det samme antal konkrete enkeltsager som i hele 2017.
Temadagsforløbene er typisk opdelt i tre halve dage, hvor de
to første typisk afholdes samlet. Dagene har tre forskellige
overskrifter som bygger på det, VISO igennem deres øvrige
råd og vejledning har oplevet fylder mest i kommunerne. For-
løbene indeholder:
T EL EF O N I SK
R Å D G I V N I N G
R Å D G I V N I N G I
E N K EL T S A G E R
T EM A D A G E
36
 En introduktion til de juridiske, de socialfaglige og de psyko-
logfaglige perspektiver på adoption uden samtykke.
 Oplæg og diskussion om kultur og etik. VISO prøver her at få
kommunerne til at diskutere, hvad de tænker om området,
og hvad de selv kan se af udfordringer.
 Oplæg og diskussion om organisering. Her drøftes kommu-
nens interne organisering og prioritering, og VISO præsente-
rer andre kommuners erfaringer med forskellige former for
organisering på området.
VISO fortæller, at de har afholdt 26 temadagsforløb siden ok-
tober 2015.
VISO nævner, at de har gjort meget for at markedsføre deres
rådgivning, hvilket også kan have en betydning for den stigen-
de efterspørgsel.
I spørgeskemaet skriver nogle kommuner, at de har gode erfa-
ringer med, at medlemmerne af børn og unge-udvalget delta-
ger på temadagene, da deres kendskab til området og reglerne
– som nævnt i kapitel 2 – også ofte er begrænset.
Ankestyrelsens råd og vejledning
Ankestyrelsen tilbyder råd og vejledning i form af:
 Telefonisk og skriftlig rådgivning
 Kurser om adoption uden samtykke
 Læringsteams om adoption
Derudover kan Ankestyrelsens principafgørelser betragtes som
en form for råd og vejledning, der dog ikke beskrives særskilt
her.
Den telefoniske og skriftlige rådgivning tager ofte udgangs-
punkt i spørgsmål, der er opstået i kommunerne i forbindelse
med behandlingen af en konkret sag. Der er også enkelte ple-
jefamilier, der kontakter Ankestyrelsen med spørgsmål.
På Ankestyrelsens kurser om adoption uden samtykke, under-
viser jurister fra styrelsen i reglerne om adoption uden sam-
tykke. Ankestyrelsen har som VISO også oplevet stor efter-
spørgsel på deres kurser om adoption uden samtykke efter
lovændringerne i 2015, omend denne efterspørgsel faldt lidt
fra 2016 til 2017.
Ankestyrelsens afholder desuden læringsteambesøg, som har
til formål, at udbrede kendskabet til adoption som en vej til
stabilitet og kontinuitet i et barneliv. Fokus er på at styrke
kommunens sagsbehandling og at yde rådgivning i sager, hvor
T EL EF O N I SK
R Å D G I V N I N G
K U R S ER OM
A D O PT IO N U D E N
S A M T YK K E O G
S P A R R I N G P Å
A D O PT IO N S O M -
R Å D ET
VISO har modtaget
ca. 100 telefoniske
henvendelser, rådgi-
vet i 39 enkeltsager,
og afholdt 26 tema-
dagsforløb siden okto-
ber 2015.
37
adoption kan komme på tale, som et alternativ til en langvarig
anbringelse.
På besøgene identificeres udfordringer ved sagsbehandlingen
ved hjælp af konkrete sagsgennemgange og Ankestyrelsens
medarbejdere yder sparring til medarbejderne fra kommuner-
ne. Læringsteamet kan eksempelvis sparre med kommunerne
om, hvornår det kan være relevant at overveje muligheden for
adoption uden samtykke, og hvorfor det kan være til barnets
bedste at blive bortadopteret, selvom det kan betyde at der
sker et skift i de primære omsorgspersoner i barnets liv.
Kommunerne bliver således bedre klædt på til at inddrage mu-
ligheden for adoption i sagsbehandlingen.
Statsforvaltningens råd og vejledning
Statsforvaltningen tilbyder råd og vejledning i form af telefo-
nisk og skriftlig rådgivning.
Medarbejderne i Statsforvaltningen fortæller, at de ligeledes
oplever en rimelig efterspørgsel på råd og vejledning. De bliver
kontaktet med spørgsmål om adoption uden samtykke cirka to
gange om ugen – både generelle spørgsmål og spørgsmål om
konkrete sager.
HVEM YDER RÅD OG VEJLEDNING HVORNÅR
VISO, Ankestyrelsen og Statsforvaltningen fortæller alle, at
kommunerne har mulighed for at kontakte dem for råd og vej-
ledning undervejs i hele sagsprocessen. Der er dog nogle ten-
denser i forhold til, hvornår de oftest bliver kontaktet, og
hvornår de bedst kan rådgive.
Før indstillingen til børn og unge-udvalget
Både VISO og Ankestyrelsen fortæller, at kommunerne ofte
henvender sig til dem i den indledende fase, hvor de overve-
jer, om det i en given sag er relevant at gøre brug af mulighe-
den for adoption uden samtykke. Statsforvaltningen fortæller
desuden, at de i denne fase orienterer kommunerne om mulig-
heden, men henviser til VISO for decideret sparring.
VISO fortæller desuden, at de anbefaler kommunerne at ind-
drage dem så tidligt som muligt. De oplever derfor, at det er
positivt, at kommunerne kontakter dem, allerede når de over-
vejer muligheden. Det materiale, som VISO ser på dette tids-
punkt, er ofte ikke det endelig materiale. I de sager, hvor
VISO rådgiver, inden de psykologiske undersøgelser foreligger,
oplyser VISO altid kommunen om, at de har mulighed for at
indsende undersøgelserne, når de er udarbejdet, for supple-
rende rådgivning. Det er dog langt fra alle, der benytter sig af
dette.
V I S O Y DE R
P R I MÆ RT R Å D-
G I V N I N G F Ø R
I N D S T IL L I N G E N
38
I den indledende fase modtager Ankestyrelsen desuden ofte
spørgsmål om blandt andet:
 Kravene til dokumentation.
 Hvor lang tid kommuner og plejeforældre skal regne med, at
sagerne varer.
 Om barnet er egnet til at blive matchet med adoptanter.
 Hvorvidt det er muligt at indlede en sag, hvis der er tvivl om
faderskabet, og hvilken betydning uafklaret faderskab kan
have for processen.
 Mulighederne for anbringelse med henblik på adoption uden
samtykke.
 Generelt omkring samtykkereglerne – eksempelvis hvis kun
den ene af forældrene vil give samtykke, eller hvis forældre-
ne ikke deler forældremyndigheden over barnet.
 Kommunernes rolle i forbindelse med matchning og udslus-
ning.
Efter indstillingen til børn og unge-udvalget
Efter indstilling til børn og unge-udvalget er det primært Anke-
styrelsen, der yder råd og vejledning. Det vil ofte være i for-
bindelse med en hjemvisning, hvor de gør meget ud af at gøre
kommunerne opmærksomme på, hvilke forhold der skal do-
kumenteres i en tilknytningsundersøgelse eller i en prognose-
vurdering.
Statsforvaltningen fortæller, at kommunerne som oftest kon-
takter dem for råd og vejledning, når indstillingen er blevet til-
trådt i Ankestyrelsen – udover, som nævnt tidligere, i forbin-
delse med sagens start. Derefter vejleder de mest om proces-
sen, når en sag indbringes for domstolene, og om kommunens
rolle i den forbindelse. Derudover kontakter kommunerne
Statsforvaltningen for at spørge til, hvornår de kan forvente, at
der foreligger en endelig adoptionsbevilling.
Kommunerne opsøger ikke råd og vejledning under ud-
arbejdelsen af materiale til børn og unge-udvalget
Både VISO, Ankestyrelsen og Statsforvaltningen oplever, at
kommunerne kun meget sjældent efterspørger råd og vejled-
ning i forbindelse med udarbejdelse af materiale til indstillin-
gen til børn og unge-udvalget. Som beskrevet tidligere oplever
Ankestyrelsen fortsat, at der er sager, der ikke opfylder de
materielle krav, når de indstilles til Ankestyrelsen. Her er der
tilsyneladende en form for udækket behov for vejledning. Det
udækkede behov skyldes dog ikke, at muligheden for råd og
vejledning i forbindelse med udarbejdelse af materialet til børn
og unge-udvalget ikke er der, men snarere at kommunerne ik-
ke benytter sig af den.
S P ØR G S M ÅL F R A
K O MM U N ER N E T IL
A N K E ST Y R EL SE N
V E D OP ST A RT A F
E N S A G
39
MULIGHEDERNE FOR RÅD OG VEJLEDNING ER
OVERORDNET TILSTRÆKKELIGE
De tre statslige aktører er enige om, at der overordnet er til-
strækkelige muligheder for råd og vejledning på området.
Spørgeskemaundersøgelsen bekræfter, at der overordnet er
tilstrækkelige muligheder for råd og vejledning. Flere kommu-
ner angiver her, at de har adgang til den rådgivning og vejled-
ning, de har behov for, og ved hvor de kan finde den.
Som vi vil uddybe nedenfor er der dog fortsat kommuner, der
ikke har kendskab til de forskellige muligheder for råd og vej-
ledning, og som ikke har gjort brug af dem.
Fortsat behov for mere råd og vejledning på specifikke
områder
Selvom der overordnet er tilstrækkelige muligheder for råd og
vejledning til kommunerne, fremgår det både af interviewene
med de statslige aktører og af kommunernes kommentarer i
spørgeskemaundersøgelsen, at der også er plads til forbedring.
VISO og Ankestyrelsen nævner, at der er behov for en vejled-
ning til tilknytningsundersøgelse svarende til den eksisterende
vejledning om forældreevneundersøgelse. Som beskrevet i ka-
pitel 3, er denne undersøgelse særligt udfordrende for kom-
munerne. Vejledningen bør for eksempel indeholde oplysninger
om de metoder, der er relevante at anvende, når undersøgel-
serne skal udarbejdes. De statslige aktører vurderer, at en så-
dan vejledning både vil kunne støtte kommunerne og psykolo-
gerne i deres arbejde med undersøgelserne.
Derudover nævner de statslige aktører, at kommunerne efter-
spørger en liste over psykologer, der har erfaring med at udar-
bejde tilknytningsundersøgelser og prognosevurdering i forbin-
delse med sager om adoption uden samtykke.
Flere kommuner efterspørger i kommentarfelter i spørgeske-
maet yderligere råd og vejledning om:
 Selve sagsforløbet, herunder hvor lange de forskellige sags-
behandlingstider er, samt et overblik over de forskellige led i
processen, eksempelvis i form af en grafisk opstilling – gerne
med fokus på kommunernes rolle.
 Hvordan de etiske dilemmaer på området skal håndteres
 Reglerne om anbringelse med henblik på adoption - hvad er
muligt, og hvem har kompetence til hvad?
 Hvordan kommunerne kan stille sig, hvis forældrene ikke vil
samarbejde om en undersøgelse af forældreevne
E FT E RS PØ R GE R
V E J LE D N I N G T IL
T I L K N YT N I N G S -
U N D E R SØ G EL SE R
40
 Statsforvaltningens rolle i forbindelse med sagens indstilling
til børn og unge-udvalget, herunder beskikkelse af advokat
og hvilke oplysninger Statsforvaltningen har behov for.
 Rammer for og indhold af samspilsobservationer i forbindelse
med tilknytningsundersøgelsen
 De praktiske elementer i indstillingen til børn og unge-
udvalget, herunder udformning af indstillingen, samt de krav,
der stilles til redegørelsen i SEL § 68 e, f.eks. i forhold til at
argumentere for, at adoption er bedst for barnet.
Derudover efterspørger nogle kommuner viden om, hvordan
det går de børn, der bliver adopteret uden samtykke, og om
andre kommuners erfaringer på området.
En del af denne rådgivning og vejledning ville kommunerne
kunne få ved at henvende sig til VISO, Ankestyrelsen eller
Statsforvaltningen. Det tyder på, at det ikke er alle kommuner,
der kender til de eksisterende muligheder for råd og vejled-
ning, eller ved, hvad de indebærer – hvilket bekræftes af spør-
geskemaundersøgelsen. Dette uddybes i de følgende afsnit.
KOMMUNERNES KENDSKAB TIL OG BRUG AF
RÅD OG VEJLEDNING
I spørgeskemaet til kommunerne har vi spurgt om, hvilke mu-
ligheder for råd og vejledning på området, kommunerne har
kendskab til – og hvilke muligheder, de har gjort brug af.
Det overordnede billede er her, at det er langt fra alle kommu-
ner, der kender til de forskellige muligheder for råd og vejled-
ning. Der er således ingen muligheder, som alle kommuner
kender til, men alle kommuner har kendskab til mindst én mu-
lighed for råd og vejledning. Samtidig er der fortsat kommu-
ner, der ikke har gjort brug af nogen former for råd og vejled-
ning på området.
Størst kendskab til VISOs rådgivning i konkrete enkelt-
sager
Som det fremgår af figur 4.1 herunder, er rådgivning fra VISO
i konkrete enkeltsager den mulighed for råd og vejledning,
flest kommuner har kendskab til. 77 ud af de 86 kommuner,
der har besvaret spørgeskemaet, angiver, at de kender til
denne mulighed.
Det er værd at bemærke, at det ikke er alle kommuner, der
har kendskab til principafgørelserne på området (71 har kend-
skab til dem) eller vejledningerne til lovgivningen på området
(67 har kendskab til dem).
K O MM U N ER N E E R
I K K E A LT I D O P-
M Æ R KS OM ME P Å
M U L I G H E DE R NE
F O R R Å D O G
V E J LE D N I N G
41
54 kommuner angiver, at de har kendskab til muligheden for
temadagsforløb med VISO. VISO nævner selv, at de af flere
omgange har inviteret alle kommuner til at deltage, hvorfor
dette kan virke overraskende. Det er selvfølgelig muligt, at den
person, der har besvaret spørgeskemaet, ikke har kendskab til
muligheden – men at andre i kommunen har. Spørgeskemaet
er primært blevet besvaret af faglige koordinatorer og faglige
ledere.
I svarkategorien ”andre” nævner kommunerne blandt andet
netværk med andre kommuner.
42
Flest har gjort brug af vejledninger til lovgivningen og
principafgørelser
I forhold til, hvilke muligheder kommunerne har gjort brug af,
er der flest, der har gjort brug af principafgørelser (47 kom-
muner) og vejledninger til lovgivningen (49 kommuner). Se fi-
gur 4.2.
Bemærk, at kommunerne kun er blevet spurgt ind til de former
for råd og vejledning, som de har angivet at kende til.
43
Der er stadig kommuner, der ikke har modtaget og ikke
efterspørger råd og vejledning
Som det fremgår af figur 4.2 er der 11 kommuner, der angi-
ver, at de ikke har gjort brug af nogen af de former for råd og
vejledning, de kender til. Det fremgår af deres øvrige besva-
relser, at ingen af disse 11 kommuner har indstillet en sag til
børn og unge-udvalget i perioden 1. oktober 2015 til 1. marts
2018. Fire af dem har dog overvejet det. Som vi uddyber
nedenfor, er der dog ikke umiddelbart grundlag for at konklu-
dere, at det skyldes manglende kendskab til reglerne eller
manglende brug af råd og vejledning.
Interviewene med de tre statslige aktører bekræfter billedet af,
at der fortsat er kommuner, der ikke har modtaget og ikke ef-
terspørger råd og vejledning på området. Medarbejderne her
fortæller også, at der er kommuner, der ikke har henvendt sig
for råd og vejledning, og som heller ikke har indstillet sager.
11 kommuner har
hverken indstillet en
sag eller gjort brug af
mulighederne for råd
og vejledning
44
Årsagen til nogle kommuners manglende brug af råd og vej-
ledning er uklar. Som beskrevet i kapitel 2 er der 25 kommu-
ner, der i spørgeskemaet selv angiver, at de ikke inden for de
seneste år har indstillet en sag til børn og unge-udvalget, og
heller ikke har overvejet det. Ifølge kommunerne selv skyldes
det overvejende, at de ikke vurderer, at der har været rele-
vante sager. Det kan være en del af forklaringen. Der er dog
også nogle få kommuner, der angiver som årsag, at reglerne
er komplicerede, og at de oplever det som meget ressource-
krævende at gennemføre en sag om adoption uden samtykke.
Der er enighed blandt i VISO og Ankestyrelsen om, at det er
svært at nå ud til de kommuner, der ikke selv opsøger råd og
vejledning. VISO har over to omgange i henholdsvis 2016 og
2017 indbudt alle kommuner til at tage imod deres rådgivning.
På samme måde har Ankestyrelsen som nævnt sendt alle
kommuner et brev om muligheden for læringsbesøg.
Statsforvaltningen mener, at man med fordel kunne udbrede
kendskabet til de eksisterende muligheder for råd og vejled-
ning blandt kommunerne.
Flere kommuner angiver som kommentarer i spørgeskemaet,
at de har planlagt enten et besøg af Ankestyrelsens lærings-
team eller VISO, eller påtænker at gøre det. Det tyder på, at
flere kommuner er på vej til at give sig i kast med adoption
uden samtykke som et alternativ til en langvarig anbringelse.
BETYDNINGEN AF RÅD OG VEJLEDNING
Både gennem interviewene med de statslige aktører og spør-
geskemaet til kommunerne har vi søgt at belyse betydningen
af den rådgivning og vejledning, kommunerne har modtaget.
Det overordnede billede er, at brugen af råd og vejledning
øger kommunernes kendskab til reglerne. Det gælder særligt
temadagsforløb med VISO, VISOs rådgivning i enkeltsager og
Ankestyrelsens kurser om adoption uden samtykke.
Vi kan ikke entydigt konstatere en sammenhæng imellem brug
af råd og vejledning og indstillinger til børn og unge-udvalget
eller overvejelser om at indstille. Vi kan dog se, at alle de 20
kommuner, der har indstillet en sag til børn og unge-udvalget
inden for de seneste år, har gjort brug af råd og vejledning på
området. Det tyder på, at når kommunerne indstiller en sag,
gør de brug af den tilgængelige rådgivning og vejledning. In-
terviewene tyder desuden på, at råd og vejledning betyder, at
kommunerne overvejer muligheden for adoption uden samtyk-
ke oftere end ellers.
S V Æ R T A T N Å U D
T I L KOM M U N ER ,
D E R I KK E O P -
S Ø G ER R Å D O G
V E J LE D N I N G
45
Kommunerne oplever, at særligt VISOs temadagsforløb
øger deres kendskab til reglerne
I spørgeskemaet har vi bedt kommunerne svare på, i hvilken
grad de former for råd og vejledning, de har gjort brug af, har
øget deres kendskab til reglerne på området. Tabel 4.1 herun-
der viser, hvor stor en andel af de kommuner, der har gjort
brug af et givent tilbud om råd og vejledning, der vurderer, at
det i høj grad har øget deres kendskab til reglerne.
Som det fremgår af tabellen, er det særligt VISOs temadags-
forløb, som kommunerne vurderer, har øget deres kendskab til
reglerne. 73 procent, svarende til 16 af de 22 kommuner, der
har gjort brug af tilbuddet, svarer, at det i høj grad er tilfæl-
det.
Det samme gælder for 58 procent, svarende til 15 ud af de i
alt 26 kommuner der har gjort brug af rådgivning fra VISO i
konkrete enkeltsager.
Ankestyrelsens adoptionskurser er ligeledes en af de mulighe-
der for råd og vejledning, som kommunerne vurderer, der i høj
grad har øget deres kendskab til reglerne. 54 procent, svaren-
de til 13 ud af de 24 kommuner, der har gjort brug af tilbud-
det, angiver, at det i høj grad har øget deres kendskab til reg-
lerne.
Bemærk, at det varierer meget, hvor mange kommuner, der
har gjort brug af de forskellige typer af tilbud, og dermed, hvor
mange besvarelser de angivne procenter i tabel 4.1 dækker
over. Antallet af besvarelser fremgår også af tabellen.
46
I kommentarer i spørgeskemaundersøgelsen angiver nogle
kommuner, at det giver dem en tryghed, at de ved, at de kan
indsende sagsakter samt undersøgelser til VISO og få faglig
sparring inden indstillingen til børn og unge-udvalget. Ankesty-
relsens læringsteam og den artikel, der netop er blevet udgivet
i Ankestyrelsens nyhedsbrev, bliver også fremhævet i kom-
mentarfeltet som gavnlig for kommunerne i forhold til at få
kendskab til reglerne.
De statslige aktørers vurdering
I interviewene med de tre statslige aktører fremgår det, at de
oplever, at den rådgivning og vejledning de yder, har en be-
tydning for kommunernes brug af reglerne.
VISO fortæller, at målet med deres temadage ikke er, at
kommunerne skal indstille en sag, men at de begynder at re-
flektere over muligheden for adoption uden samtykke i praksis
og kan forholde sig til de sager, hvor det kunne være relevant.
Det oplever VISO ofte sker:
"Det kan godt være kommuner, der bare synes, at det er et
spændende område, men måske ikke har haft nogen sager.
Men når vi går derfra på dag tre, så har der været nævnt de
første ti børn. Der er ikke nogen tvivl om, at det igangsæt-
ter nogle tanker i forhold til deres befolkningsgrundlag. Vi
Artikel i Nyt fra
Ankestyrelsen om
kravene til adopti-
on uden samtykke
kan findes her.
47
ser en tendens til, at vi som regel får en sag herind efter et
temadagsforløb." (VISO)
Det tyder på, at VISOs temadagsforløb øger kommunernes
kendskab til reglerne og deres opmærksomhed på muligheden
for adoption uden samtykke. Dette stemmer overens med
spørgeskemabesvarelserne fra de kommuner, der har deltaget
i et temadagsforløb.
I interviewet med medarbejderne fra Ankestyrelsen fortæller
de tilsvarende, at de oplever, at deres råd og vejledning har
betydning for kommunernes kendskab til reglerne. De kan se i
de sager, der bliver indstillet, at de kommuner, der har været
på Ankestyrelsens adoptionskurser, har bedre fat i, hvordan de
skal bruge reglerne. Ankestyrelsen oplever også, at den råd-
givning, de udfører i konkrete sager, hvor kommunerne har
vanskeligheder, medfører, at kommunerne har bedre styr på
det næste gang, de sender en sag ind.
Hvis der er væsentlige mangler i en sag kan Ankestyrelsen
hjemvise den til kommunen til fornyet behandling, hvorefter
kommunen kan indstille sagen til Ankestyrelsen igen. Hvis An-
kestyrelsen må hjemvise en sag, vælger Ankestyrelsens med-
arbejdere ofte at ringe til kommunen og rådgive dem omkring,
hvilke oplysninger der skal tilvejebringes. Det har vist sig at
hjælpe kommunerne, da Ankestyrelsen kan se, at sagerne er
korrekte næste gang, de får dem ind.
Ankestyrelsen oplever også, at kommunerne generelt er blevet
bedre til at bruge reglerne korrekt, og mener, at dette hænger
sammen med, at kommunerne er blevet bedre til at søge om
hjælp, og kontakte Ankestyrelsen, når der opstår spørgsmål.
Ingen entydig sammenhæng mellem brug af råd og vej-
ledning og antal indstillinger
Som beskrevet vurderer både kommunerne selv og de statsli-
ge aktører, at den rådgivning og vejledning, kommunerne
modtager, øger deres kendskab til reglerne og deres opmærk-
somhed på muligheden for adoption uden samtykke.
Vi kan dog ikke se nogen entydig sammenhæng mellem kom-
munernes brug af råd og vejledning, og hvorvidt de har indstil-
let en sag til børn og unge-udvalget eller har overvejet det, i
perioden fra 1.oktober 2015 til 1. marts 2018.
Vi kan blandt andet konkludere følgende:
 Alle de 20 kommuner, der angiver i spørgeskemaet, at de
har indstillet sager til børn og unge-udvalget i den givne pe-
riode, har gjort brug af råd og vejledning på området.
S Æ R L I GT
D I A L O G B A SE RE T
V E J LE D N I N G H AR
E N B ET Y D N I N G
Alle de 20 kommuner,
der angiver i spørge-
skemaet, at de har
indstillet sager til børn
og unge-udvalget i
den givne periode, har
gjort brug af råd og
vejledning på områ-
det.
48
 Blandt de 49 kommuner, der angiver, at de i samme periode
har overvejet at indstille sager, der i sidste ende ikke blev
indstillet, har 45 gjort brug af råd og vejledning på området.
 Blandt de 25 kommuner, der angiver, at de i perioden hver-
ken har indstillet sager til børn og unge-udvalget eller over-
vejet det, er der 18 kommuner, der har gjort brug af råd og
vejledning på området. Der er dermed syv kommuner, der
ikke har.
 Syv af de kommuner, der hverken har indstillet eller overve-
jet det i perioden, har deltaget i et temadagsforløb med VISO
– som er en af de muligheder, kommunerne vurderer i højest
grad øger deres kendskab til reglerne.
Materialet tyder dermed på, at når kommunerne ikke har ind-
stillet eller overvejet det, hænger det ikke nødvendigvis sam-
men med manglende viden eller, at de ikke har modtaget råd
og vejledning. Som beskrevet på side 18 angiver de fleste af
kommunerne selv, at det skyldes, at der ikke har været sager,
de har fundet relevante.
Det ændrer dog ikke ved, at der fortsat er en gruppe kommu-
ner, der aldrig har indstillet en sag, og som heller ikke har
gjort brug af de muligheder for råd og vejledning, som de
statslige aktører tilbyder. Samtidig er der flere af de forskellige
muligheder for råd og vejledning, som flere kommuner ikke
kender til. Der er dermed et behov for at sikre, at alle kommu-
ner har et relevant kendskab til reglerne, overvejer mulighe-
den, når det er relevant, og ved, hvor de kan få råd og vejled-
ning.
B E H O V FO R AT
S I K R E, A T K O M -
M U N E R NE K E ND ER
T I L M U L I G H E DE R
F O R R Å D O G
V E J LE D N I N G
49
KAPITEL 5 Metode
I dette kapitel beskriver vi de metoder, vi har anvendt i under-
søgelsen. Det drejer sig om en spørgeskemaundersøgelse
blandt alle landets kommuner og interview med Ankestyrelsen,
Statsforvaltningen og VISO.
SPØRGESKEMAUNDERSØGELSE
I marts 2018 sendte vi et spørgeskema ud til alle landets
kommuner. Spørgeskemaet blev sendt til de medarbejdere,
der er angivet som kontaktpersoner på anbringelsesstatistik-
ken.
Formålet med spørgeskemaundersøgelsen var at belyse:
 Kommunernes kendskab til og brug af reglerne om
adoption uden samtykke
 Kommunernes kendskab til og brug af muligheder for
råd og vejledning
 Omfanget af indstillinger til adoption uden samtykke til
børn og unge-udvalgene
Forud for udsendelsen blev spørgeskemaet kvalitetssikret af
medarbejdere fra to kommuner.
I alt har vi modtaget besvarelser fra 86 ud af 96 kommuner,
hvilket giver en samlet svarprocent på 90 procent.
Vallensbæk Kommune og Ishøj Kommune har indgået et for-
pligtende samarbejde på området. Ishøj Kommune har besva-
ret spørgeskemaet på vegne af begge kommuner. Det samme
gør sig gældende for Læsø og Frederikshavn Kommune, hvor
Frederikshavn har besvaret spørgeskemaet på vegne af begge
kommuner.
INTERVIEW
I april 2018 gennemførte vi tre interview med de statslige ak-
tører, der behandler eller rådgiver om sager vedrørende adop-
tion uden samtykke. Det drejer sig om Ankestyrelsen, Stats-
forvaltningen og VISO.
Formålet med interviewene var at belyse de statslige aktørers
erfaringer med:
 Kommunernes kendskab til og brug af reglerne om adopti-
on uden samtykke.
50
 Efterspørgslen på råd og vejledning om adoption uden
samtykke fra kommunerne.
Vi interviewede medarbejdere, som enten behandler konkrete
sager eller rådgiver på området. Interviewene varede mellem
1 ½ og 2 timer og blev gennemført som semistrukturerede in-
terviews. Det vil sige, at interviewene har taget udgangspunkt
i en interviewguide, men at vi samtidig har forholdt os åbent
til, at nye relevante temaer og spørgsmål kunne dukke op un-
dervejs.
Interviewene er blevet optaget og er derefter blevet transskri-
beret. Interviewtransskriptionerne har herefter gennemgået en
systematisk kodning med afsæt i et kodetræ, der bygger på
temaer og spørgsmål fra interviewguides, samt analysetemaer
der er opstået i og på tværs af interviewene.
Citater og relevante uddrag af rapporten, hvor vi refererer fra
specifikke interviews, har været sendt i faktuel høring hos in-
terviewpersonerne.