Fremsat den 28. februar 2019 af Pelle Dragsted (EL), Peder Hvelplund (EL), Rune Lund (EL), Nikolaj Villumsen (EL) og Øjvind Vilsholm (EL)

Fremsat den 28. februar 2019 af Pelle Dragsted (EL), Peder Hvelplund (EL), Rune Lund (EL),
Nikolaj Villumsen (EL) og Øjvind Vilsholm (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om nedsættelse af en strukturkommission til vurdering af muligheder for en
opdeling af systemisk vigtige finansielle institutter
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af denne folketingssamling at nedsætte en finansiel struktur-kommission,
der har til formål at undersøge muligheder for og vurdere fordele og ulemper ved en opdeling af systemisk vigtige finansielle
institutter.
Beslutningsforslag nr. B 112 Folketinget 2018-19
AX022949
Bemærkninger til forslaget
Gennem de seneste årtier er koncentrationen af ejerskabet
i finanssektoren vokset markant. Koncentrationen skyldes
dels en fusionsbølge mellem de største banker og spare- og
andelskasser, der er blevet omdannet til aktieselskaber, dels
fusionen af realkreditinstitutter og banker. Traditionelt har
der eksisteret en opdeling mellem banker og realkreditinsti-
tutter i Danmark. Men denne »brandmur« blev ophævet som
følge af ændringer i loven om banker og sparekasser og im-
plementering af et EU-direktiv i 1990, der gjorde det muligt
for bankerne at drive realkreditvirksomhed gennem datter-
selskaber.
Resultatet ses tydeligt i dag: Bankerne er blevet »Too Big
To Fail«, og ganske få finansielle megakoncerner sidder på
størstedelen af et stadig mere monopollignende finansmar-
ked.
Problemerne herved er mangeartede. Tydeligst mærker vi
det i de markant stigende gebyrer og bidragssatser til skade
for borgere, landbrug og småerhverv. Men mest bekymren-
de er den risiko, at det kan påføre den danske statskasse sto-
re tab og føre til langvarige kreditklemmer for dansk økono-
mi, hvis det trods skærpet tilsyn og kapitalkrav kommer til
et sammenbrud i de systemisk vigtige finansielle institutio-
ner (SIFI’er). Danmark ville igen stå i den situation, som vi
gjorde i kølvandet på finanskrisen (2007), at den danske stat
ville være nødsaget til at redde bankerne ved at træde til
med kapital på fælleskassens bekostning.
Denne statsgaranti betyder desuden, at SIFI’erne ikke læn-
gere selv bærer den fulde risiko af deres egne dispositioner.
Dermed opstår der en såkaldt moral hazard, og det vil sige,
at banken anspores til at opføre sig mindre forsigtigt og me-
re risikovilligt, end den ellers ville have gjort, hvis den selv
skulle stå med regningen, når det gik galt.
Danske Banks og Nordeas involvering i hvidvasksager og
skatteunddragelse og den stigende vækst i risikable udlån i
de store banker kan næppe forklares uden at erkende den be-
tydning, som moral hazard spiller.
Fra et demokratisk perspektiv er det også et problem, at en
meget lille gruppe beslutningskraftige bestyrelses- og direk-
tionsmedlemmer sætter rammerne for vitale dele af den dan-
ske økonomi.
Når sjældent ufejlbarlige bankdirektioner og -bestyrelser
driver fondsmæglervirksomhed, realkreditvirksomhed og
pensionskasse, kan problemer affødt i det ene område smitte
af på andre områder i finanssektoren. Set fra et globalt per-
spektiv er smitteeffekten desto mere alvorlig. Danske stor-
banker er sårbare over for finansiel uro i udlandet – ikke
mindst i Europa, hvor væksten i udlånet til udenlandske lån-
tagere op til finanskrisen var halvanden gange større end
væksten i udlån til hjemlige låntagere.
Det er på denne baggrund, at Enhedslisten gerne vil indfø-
re – og på visse områder genindføre – regler, der begrænser
de store finanskoncerners omfang og aktiviteter.
Udenlandske erfaringer med opdeling af bankvirksomhed
Op gennem historien har mange lande som et økonomisk
forsigtighedsprincip opført »brandmure« mellem diverse
bankaktiviteter, typisk mellem bank- og investeringsvirk-
somhed.
Den af navn mest velkendte »brandmur« var den ameri-
kanske Glass-Steagall Act, som mellem 1933 og 1999 sikre-
de en kirurgisk opdeling mellem bank- og investeringsvirk-
somhed, sidenhen også forsikringsvirksomhed (»Banking
Act of 1933 (Glass-Steagall)«, Federal Reserve History, den
22. november 2013, Julia Maues). Forordningen blev afskaf-
fet i 1999 (»Financial Entropy and the Optimality of Over-
Regulation«, Griswold Center for Economic Policy Studies
Working Paper No. 424, november 2014, Alan Blinder),
men forslag om at genindføre den er blevet rejst i både USA
og andre lande i kølvandet på den seneste finanskrise. Så
sent som i 2016 var en genindførsel af Glass-Steagall en del
af valgplatformen for både Demokraterne og Republikaner-
ne (»Democrats and Republicans agree: Reinstate Glass-
Steagall«, Brookings Institution, den 24. januar 2016, Elaine
Kamarck, og »Moving Beyond Calls for a »New Glass-
Steagall««, Issues in Governance Studies, No. 51, september
2012, Philip Wallach).
Det seneste amerikanske initiativ om bankopdeling er
fremsat af den demokratiske senator Bernie Sanders med
lovforslaget »Too Big to Fail, Too Big to Exist Act« (»Sum-
mary of the Too Big to Fail, Too Big to Exist Act, 2018«).
Med det foreslås en opdeling af de største finanshuse, der
har en samlet balance på over 3 pct. af bnp. Det ville kon-
kret føre til en opdeling af seks amerikanske finanshuse: JP
Morgan Chase, Citigroup, Wells Fargo, Goldman Sachs,
Bank of America, og Morgan Stanley. Bankerne vil, hvis
forslaget vedtages, få 2 år til at omstrukturere sig og sælge
dele af deres virksomhed fra. Sanders har opbakning til ide-
en fra det tidligere medlem af bestyrelsen for den amerikan-
ske centralbank Dan Tarullo (Tale ved »Distinguished Jurist
Lecture«, University of Pennsylvania Law School, Phila-
delphia, Pennsylvania, den 10. oktober 2012, Dan Tarullo).
Og i samklang hermed har den tidligere cheføkonom i IMF
Simon Johnson foreslået, at den enkelte banks samlede ud-
lån ikke må være større end 2 pct. af det amerikanske bnp
(»A Size Cap for the Largest U. S. Banks«, 2016, Simon
Johnson).
I EU var der også i perioden efter finanskrisen drøftelser
om at dele de største finanskoncerner op. En kommission
med den finske nationalbankdirektør, Erkki Liikanen, i spid-
sen, der skulle komme med forslag til strukturreformer i
banksektoren, foreslog i den såkaldte Liikanenrapport, at
EU-lovgivning skulle kræve opdeling af de største bankers
aktiviteter, således at investeringsbankerne blev mere adskilt
fra den almindelige bankdrift. Anbefalingerne blev dog al-
drig omsat til lov ikke mindst på grund af effektivt lobbyar-
bejde fra den europæiske finanssektor (»Ten Years After:
Back to Business as Usual«, den 15. september 2018, Finan-
2
ce Watch, Christian M. Stiefmüller), men flere lande gen-
nemførte mere eller mindre vidtgående regler for adskillelse
af finanssektorens aktiviteter.
Storbritannien er det land, der er gået længst. Her har man
gennemført en såkaldt ringfencing, der kræver, at alle stor-
banker med et samlet indlån på over 25 mia. GBP skal have
adskilt traditionelle kunderettede kerneaktiviteter fra deres
øvrige aktiviteter.
Manøvren med at udskille kerneaktiviteter betegnes som
ringfencing, fordi man så at sige slår ring om småspareres
og små erhvervsdrivendes indlån for at sikre, at de er be-
skyttet mod begivenheder i andre, mere risikoudsatte dele af
banken (»The implementation of ring-fencing: consultation
on legal structure, governance and the continuity of services
and facilities«, Consultation Paper 19/14, Bank of England,
Prudential Regulation Authority, oktober 2014).
Danske erfaringer med opdeling
Herhjemme i Danmark var der indtil 1990 en skarp lovs-
ikret adskillelse mellem pengeinstitutter og bl.a. realkredit-
og forsikringsvirksomhed.
Et mindretal i Rangvidudvalget, der i 2012 blev nedsat til
at undersøge årsagerne til finanskrisen, anbefalede da også,
at der igen blev indført en øvre grænse for størrelsen af dan-
ske finansielle institutter, og at en hensigtsmæssig løsning
tilpasset de danske forhold kunne være et krav til megakon-
cernerne om, at balancen reduceres gennem frasalg af f.eks.
realkreditvirksomhed (»Den finansielle krise i Danmark: år-
sager, konsekvenser og læring«, Erhvervs- og Vækstmini-
steriet, 2013).
I Enhedslistens udspil fra januar 2019 om reformer i fi-
nanssektoren (»En finanssektor, som tjener flertallet – En-
hedslistens forslag til strukturreformer i den danske finans-
sektor«, 2019. Heri: »Split de finansielle koncerner op«)
foreslås en model for, hvordan en opsplitning af danske SI-
FI’er kunne se ud. Enhedslisten foreslår for det første, at
pengeinstitutter og realkredit m.v. opdeles i separate koncer-
ner. Desuden foreslår Enhedslisten et loft over pengeinstitut-
ters aktiver, så de maksimalt må udgøre det, der svarer til 20
pct. af bnp. Det ville indebære, at f.eks. Danske Bank skulle
frasælge eller udskille en række datterselskaber i selvstændi-
ge virksomheder med en anden ejerkreds.
3
Skriftlig fremsættelse
Pelle Dragsted (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en
strukturkommission til vurdering af muligheder for en
opdeling af systemisk vigtige finansielle institutter.
(Beslutningsforslag nr. B 112)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
4