Svar på spm. nr. S 534: Er det efter ånd og bogstav, at en kommune lader et revisionsfirma gennemgå sager om tilkendte BPA-ordninger med henblik på at reducere omkostningerne for kommunen?

Tilhører sager:

Aktører:


Svar på spm. S 534.docx

https://www.ft.dk/samling/20181/spoergsmaal/S534/svar/1559943/2020671.pdf

1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
sm@sm.dk
www.socialministeriet.dk
Folketingets Lovsekretariat
Medlem af Folketinget Orla Hav (S) har d. 20. februar stillet følgende spørgs-
mål nr. S 534 til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 534:
”Er det efter ånd og bogstav, at en kommune lader et revisionsfirma gennemgå
sager om tilkendte BPA-ordninger med henblik på at reducere omkostningerne
for kommunen?”
Svar:
Kommunerne har en klar forpligtelse efter serviceloven til at sikre, at den en-
kelte får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer
den enkeltes behov. Det gælder både, når kommunerne første gang tildeler en
borger hjælp, og når der sidenhen skal følges op i sagerne.
Afgørelse om hjælp efter serviceloven skal træffes på baggrund af en konkret
og individuel vurdering af borgerens behov og på baggrund af faglige og øko-
nomiske hensyn. Jeg vil gerne understrege, at hensynet til økonomi aldrig må
stå alene. Det vil derfor ikke være i overensstemmelse med lovgivningens for-
mål, hvis tildelt hjælp i en hjælpeordning reduceres alene ud fra økonomiske
hensyn.
Det er ligeledes vigtigt for mig at gøre opmærksom på, at kommunerne, når de
udmåler hjælp efter servicelovens §§ 95 og 96, og når de løbende følger op i
den enkelte sag, skal holde sig formålet med denne type hjælp for øje, nemlig
at skabe grundlag for fleksible ordninger, der tager udgangspunkt i borgerens
selvbestemmelse, så borgeren kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv.
Det følger heraf, at udmålingen skal være tilstrækkeligt rummelig til at sikre
fleksibiliteten i ordningen. Kommunen skal således sikre sig, at det samlede
timetal i ordningen er fastsat så rummeligt, at det er muligt at dække borgerens
samlede behov for personlig pleje og praktisk hjælp samtidig med, at ordningen
kan hænge sammen.
Med venlig hilsen
Mai Mercado
Sagsnr.
2019 - 1128
Doknr.
670871
Dato
25-02-2019
2018-19
S 534 endeligt svar
Offentligt