Fremsat den 22. februar 2019 af Kenneth Kristensen Berth (DF), Pia Adelsteen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mikkel Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Claus Kvist Hansen (DF), Jan Erik Messmann (DF) og Peter Skaarup (DF)

Fremsat den 22. februar 2019 af Kenneth Kristensen Berth (DF), Pia Adelsteen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),
Mikkel Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Claus Kvist Hansen (DF), Jan Erik Messmann (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol til Lissabontraktaten
Folketinget pålægger regeringen at arbejde for i EU at
indføre en arbejdsmarkedsprotokol til Lissabontraktaten
med henblik på at sikre, at danske lønmodtageres løn- og ar-
bejdsforhold ikke undergraves af EU.
Beslutningsforslag nr. B 106 Folketinget 2018-19
AX022919
Bemærkninger til forslaget
Formålet med en arbejdsmarkedsprotokol er at gøre det
juridisk bindende for EU at ligestille de faglige rettigheder
med EU’s »fire friheder«. Det vil sige, at i de sager, hvor
faglige rettigheder og EU’s fire friheder kommer i konflikt,
bør faglige rettigheder, og ikke mindst konfliktretten, have
forrang.
Forslagsstillerne modsætter sig den fortsatte EU-regule-
ring af arbejdsmarkedsområdet og insisterer på, at arbejds-
retlige regler for det land, hvor arbejdet udføres, bør gælde,
uanset hvorfra arbejdstagerne kommer. Som led heri kræver
forslagsstillerne, at EU-Domstolen i fremtiden afstår fra at
regulere arbejdsretlige spørgsmål, som det har været set i
Lavalsagen m.fl. (EU-Domstolens dom af 18. december
2007, sag C-341/05, Laval).
Den frie bevægelighed for unionsborgere og virksomhe-
ders etableringsret vil med en arbejdsmarkedsprotokol til
Lissabontraktaten skulle udøves med de begrænsninger, der
fastsættes i protokollen (for lignende udgangspunkt og di-
skussion se »En ny ordning for Det Forenede Kongerige i
Den Europæiske Union«, EU-Tidende C 69I, den 23. febru-
ar 2016).
En arbejdsmarkedsprotokol til Lissabontraktaten er nød-
vendig, fordi forslagsstillerne mener, at der bør opsættes
værnsregler i form af faglige rettigheder som konfliktretten,
således at fri bevægelighed, dvs. både arbejdskraftens og tje-
nesteydelsernes fri bevægelighed sker, under forudsætning
af at faglige rettigheder og konfliktretten har forrang. Når
konfliktretten træder ind, skal EU-retten træde ud.
Dette er vigtigt, fordi Folketinget blev misinformeret om
antallet af vandrende arbejdstagere fra Østeuropa, som ville
tage arbejde i Danmark efter EU-østudvidelsen.
I »Aftale mellem Venstre, Konservative, Socialdemokrati-
et, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristen-
demokraterne om adgangen til det danske arbejdsmarked ef-
ter udvidelsen af EU pr. 1. maj 2004« den 2. december 2003
fremgik det af Finansministeriets egne tal, at der frem til
2030 ville komme ca. 39.000 østarbejdere til Danmark. Op-
gørelsen talte antallet af personer, uanset om de var deltids-
eller fuldtidsbeskæftigede (se aftalens bilag 1: »Faktuel be-
skrivelse af tiltrædelsestraktatens bestemmelser, forventnin-
ger til fremtidige arbejdskraftvandringer samt brugen af eks-
portable sociale ydelser«, side 11). Der står i aftaleteksten:
»Anvendes samme metode mekanisk på danske forhold
fremkommer en stigning i antallet af indvandrere fra
CEEC8-landene fra 2003 til 2030 på omtrent 39.000 perso-
ner, svarende til en befolkningsforøgelse på ca. 0,6 pct. Det
må forventes, at tilvæksten vil være relativt størst de første
år efter udvidelsen. Fra 2030 vurderer Boeri og Brücker, at
udvandringen vil overstige indvandring og dermed at be-
standen vil falde.«
En opgørelse fra 3F viser, at der i 2017 arbejdede 125.588
østeuropæere i Danmark (»Trods jobfest i hjemlandene: Re-
kordmange østarbejdere i Danmark«, Fagbladet 3F, den 15.
februar 2018). Følger man Finansministeriets egne bereg-
ninger, burde der ikke have arbejdet 125.588 østeuropæere i
Danmark i 2017, men derimod 19.500 personer. Det skyl-
des, at Finansministeriet vurderede, at der fra EU-østudvi-
delsen i 2004 og 26 år frem ville komme ca. 1.500 vandren-
de arbejdstagere om året, hvis der i 2030 skulle arbejde
39.000 østeuropæere som konsekvens af EU-østudvidelsen.
Det reelle tal er som sagt 125.588 østarbejdere for 2017, alt-
så et fejlskøn halvvejs inde i EU-østudvidelsen på 544 pct.
(ibid.).
Der er ingen tvivl om, at havde befolkningen og politiker-
ne haft kendskab til, at der i 2017 ville være over 125.000
vandrende arbejdstagere mod de 19.500, som blev stillet i
udsigt i aftalepapirerne fra 2004, taler sandsynligheden for,
at aftaleparterne havde opstillet en række permanente vær-
nsregler mod løndumping, som forudsætning for at åbne det
danske arbejdsmarked i forbindelse med EU-østudvidelsen.
For en uddybning og diskussion af Finansministeriets tal se
bemærkningerne til beslutningsforslag nr. B 56, folketin-
getsåret 2002-03. Der henvises til Folketingstidende
2002-03, tillæg A, side 2702 og 2702, tillæg B, side 1801,
og FF, side 7415 og 10526.
Uagtet beslutningsforslagets indhold, der vedrører en ar-
bejdsmarkedsprotokol, handler sagen også om Finansmini-
steriets håndtering af tal/prognoser frem mod den danske til-
trædelse af EU-østudvidelsen. Fejlprognoser kan ikke und-
gås, men et fejlskøn på 544 pct. tyder på, at Finansministeri-
et ikke havde forudsætningerne for at gennemføre en pålide-
lig prognose, hvilket burde have været meldt ud. I stedet
valgte Finansministeriet at fremlægge et urealistisk lavt tal
på 39.000 personer (uanset om de var deltids- eller fuldtids-
beskæftigede) for 2030 og indsatte dette tal i bilaget til den
politiske aftale som et argument for, at det var uproblema-
tisk at åbne det danske arbejdsmarked op for vandrende ar-
bejdstagere fra de tidligere østeuropæiske lande (»Aftale
mellem Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Sociali-
stisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokra-
terne om adgangen til det danske arbejdsmarked efter udvi-
delsen af EU af 1. maj 2004«, 2003, bilag 1: »Faktuel be-
skrivelse af tiltrædelsestraktatens bestemmelser, forventnin-
ger til fremtidige arbejdskraftvandringer samt brugen af eks-
portable sociale ydelser«, side 5)
Det fiktive tal på 39.000 personer frem mod 2030 skulle
bruges til at berolige befolkningen og ikke mindst de politi-
kere, der skulle underskrive aftalen, om, at en EU-østudvi-
delse ikke ville føre til massiv løndumping. Uanset politisk
ståsted må udgangspunktet være, at beregninger fra embeds-
mænd, om end det ikke kan forventes, at de altid rammer
100 pct. rigtigt, dog må være tilnærmelsesvis pålidelige og
valide. Hvis Finansministeriets beregninger gentagne gange
viser sig at være politiserende, eroderes tilliden mellem poli-
tikerne og befolkningen, fordi politikerne kommer til at stå
på mål for tal, som intet hold har i virkeligheden. I dag fore-
går der utvivlsomt massiv løndumping i visse brancher. Og
på samme måde, som det er forkert at hvidvaske penge, er
det forkert at hvidvaske tal. I den henseende er det ikke kun
2
banksektoren, der trænger til en mentalitetsændring, men le-
delsen i statsforvaltningen ligeså.
En arbejdsmarkedsprotokol til Lissabontraktaten er ikke
kun nødvendig på grund af det rekordhøje antal østeuropæe-
re på det danske arbejdsmarked. Der er behov for en ar-
bejdsmarkedsprotokol til Lissabontraktaten som følge af en
række EU-Domstolsafgørelser, herunder Lavalsagen (Dom-
stolens dom af 18. december 2007, sag C-341/05, Laval) og
Viking-sagen (Domstolens dom af 11. december 2007, sag
C-438-05, Viking), der i betydelig grad har eroderet EU-
medlemslandenes mulighed for at opstille værnsregler mod
løndumping. Selv om kollektive kampskridt er sikret i EU-
retten, skal disse bruges i overensstemmelse med national
ret og EU-ret. På trods af at EU ikke har lovgivningskompe-
tence i forhold til konfliktretten, mener EU-Domstolen, at
medlemsstaterne skal sikre, at konfliktretten bliver anvendt i
overensstemmelse med EU-retten, og det er i sidste ende
Domstolen, der afgør, om det er tilfældet (for diskussion af
dette se »EU-domstolens afgørelse om konfliktret i Viking-
og Laval-sagerne«, Ruth Nielsen, Arbejdsretligt Tidsskrift,
2007, side 265-275).
I Viking Line-sagen havde et finsk færgeselskab med ondt
i økonomien planlagt at udflage en færge til Estland for at
sejle under estiske overenskomster med lavere lønninger.
Det førte til, at en finsk fagforening udsendte strejkevarsel
med krav om, at samtlige ansatte skulle være omfattet af fin-
ske overenskomster, uanset hvilket flag færgen sejlede
under. Dette støttede Det Internationale Transportarbejder-
forbund (ITF) bistået af et (fagforenings)forbud for dets
medlemmer mod at indgå overenskomst med estiske fagfor-
eninger, der sejlede under Viking Line. EU-Domstolen
fandt, at de kollektive kampskridt ikke var proportionale og
egnede til at beskytte arbejdstagere, og traf på den baggrund
afgørelse om, at de kollektive kampskridt udgjorde restrik-
tioner for den frie bevægelighed og derfor måtte være at be-
tragte som ulovlige. Sagen endte med forlig (»EU-Domsto-
lens afgørelse om konfliktret i Viking- og Laval-sagerne«,
Ruth Nielsen, Arbejdsretligt Tidsskrift, 2007, side 265-275).
Lavalsagen havde et lettisk byggefirma »Laval« som om-
drejningspunkt, der ansatte lettiske arbejdere på lettisk over-
enskomst med betydelig lavere lønninger (80 kr. i timen)
end svenske (145 kr. i timen) i forbindelse med et skolere-
novationsarbejde i den svenske kommune Vaxholm. Den
svenske byggefagforening ønskede at opnå svensk overens-
komst med Laval og indledte derfor en faglig konflikt. Det
førte til, at den centrale svenske arbejdsgiverorganisation
bad den svenske arbejdsret vurdere, hvorvidt konflikten var
lovlig i henhold til EU-reglerne om fri bevægelighed af tje-
nesteydelser. Den svenske arbejdsret forelagde sagen for
den daværende EF-Domstol, der fremførte, at de lettiske
bygningsarbejdere var beskyttet gennem udstationeringsdi-
rektivet i overensstemmelse med minimumsbeskyttelsesreg-
lerne (Europa-Parlamentet og Rådets Direktiv 96/71/EF af
16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som
led i udveksling af tjenesteydelser). I udstationeringsdirekti-
vet står der bl.a., at arbejdsgiveren er forpligtet til at respek-
tere en kerne af regler vedrørende arbejds- og ansættelses-
vilkår i værtslandet. Udstationeringsdirektivet giver i artikel
3 medlemsstaterne en pligt til at regulere en række ansættel-
sesretlige forhold, men samtidig har medlemsstaterne frihed
til selv at bestemme det specifikke indhold af reguleringen.
Udstationeringsdirektivet er således åbent over for, at regu-
lering af arbejdsmarkedet kan ske gennem overenskomster.
Men som EU-Domstolen fastslog tilbage i 2008 i Lavalsa-
gen, skal nationale arbejdsretlige regler være tilstrækkelig
præcise og tilgængelige, således at det er muligt for en
udenlandsk arbejdsgiver at følge dem. I Lavalsagen vurdere-
de den daværende EF-Domstol, at de svenske arbejdsretlige
regler var både upræcise og uoverskuelige. På den baggrund
fastslog EF-Domstolen, at det var urimeligt at forlange, at
byggefirmaet Laval skulle kunne få indsigt i, hvilke regler
der skulle overholdes, og den faglige konflikt mod Laval
måtte derfor betragtes som værende ulovlig (Beskæftigelses-
udvalget, alm. del, bilag 107, folketingsåret 2015-16).
De overordnede konsekvenser af EU-Domstolens afgørel-
se i Lavalsagen var, at den svenske konfliktmodel, og der-
med den danske konfliktmodel, kunne betragtes som væren-
de i strid med retten til frit at levere tjenesteydelser på tværs
af EU’s landegrænser. Som følge af den svenske dom blev
der i Danmark nedsat en »Laval-kommission«, som konklu-
derede at Lavaldommen måtte læses som 1) et krav til en
medlemsstat om at sikre konfliktretten gennem national lov-
givning, og 2) at udenlandske virksomheder, klart og præ-
cist, skulle kunne læse lønkravet direkte ud af overenskom-
sten (lovforslag nr. L 36, folketingsåret 2008-09, betænk-
ning over forslag til lov om ændring af lov om udstatione-
ring af lønmodtagere. Der henvises til Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 948 og 960, tillæg B, side 174 og
375, tillæg C, side 97, og FF, side 500, 1935 og 2420).
Løsningen bestod i at indsætte en ekstra paragraf i den
danske udstationeringslov, der fastslog (lovbekendtgørelse
nr. 1144 af 14. september 2018):
»§ 6 a. Med henblik på at sikre udstationerede lønmodta-
gere løn svarende til, hvad danske arbejdsgivere er forplig-
tet til at betale for udførelsen af tilsvarende arbejde, kan der
på samme måde som over for danske arbejdsgivere anven-
des kollektive kampskridt over for udenlandske tjenesteydere
til støtte for et krav om indgåelse af en kollektiv overens-
komst, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Det er en betingelse for iværksættelse af kollektive
kampskridt som nævnt i stk. 1, at der forinden over for den
udenlandske tjenesteyder er henvist til bestemmelser i de
kollektive overenskomster, der indgås af de mest repræsen-
tative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på
hele det danske område. Det skal af disse overenskomster
med den fornødne klarhed fremgå, hvilken løn der efter
overenskomsterne skal betales.«
Man kan dog frygte, at EU-Domstolen kun vil anerkende
kollektive kampskridt, under forudsætning af at samtlige
danske virksomheder bliver omfattet af samme overens-
komst for at kunne kræve, at den udenlandske virksomhed
også bliver omfattet af overenskomsten (for diskussion af
emnet se 1. behandling og 2. behandling af lovforslag nr. L
3
36, folketingsåret 2008-09, der henvises til Folketingstiden-
de 2008-09, tillæg A, side 948 og 960, tillæg B, side 174 og
375, tillæg C, side 97, og FF, side 500, 1935 og 2420). Selv
om 90 pct. af de danske virksomheder er dækket af en over-
enskomst mod 10-15 pct. udenlandske virksomheder, er pro-
blemet, at i Danmark er der regionale forskelle mellem over-
enskomsterne, og ikke alle danske virksomheder (100 pct.)
er omfattet af en overenskomst.
Siden Lavaldommen og Vikingdommen er udstatione-
ringsdirektivet blevet ændret, og det nye direktiv er trådt i
kraft den 22. maj 2018. Forslagsstillerne mener, at det nye
udstationeringsdirektiv fortsat ikke sikrer »samme løn for
samme arbejde på samme sted«. Det skyldes, at det nye di-
rektiv ikke forpligter udenlandske virksomheder til at tegne
overenskomst i f.eks. Danmark. Dermed kan det nye direk-
tiv hverken stoppe nye sager om løndumping eller forhindre,
at sager med samme problemstilling som Lavalsagen og Vi-
kingsagen får samme udfald (»Ekspert: Østarbejdere vil sta-
dig få mindre i løn end danskere«, Ugebrevet A4, den 2.
marts 2018 og »Nye EU-regler mod løndumping får ingen
effekt i Danmark«, www.dr.dk, den 24. november 2017).
I forbindelse med EU-østudvidelsen var løftet ellers fra re-
geringen, at både kollektive kampskridt ville være mulige,
og at der ville blive opstillet værnsregler, hvis EU-østudvi-
delsen viste sig at være et problem. Dette fremgår af Be-
skæftigelsesministeriets eget notat under overskriften »EU-
udvidelsen og vandrende arbejdstagere« (Arbejdsmarkeds-
udvalget, alm. del, bilag 12, folketingsåret 2002-03) (egen
fremhævning):
»Danmarks positive tilgang til EU-udvidelsen og vand-
rende arbejdstagere betyder ikke, at kikkerten er sat for det
blinde øje. Udviklingen vil blive fulgt nøje, og der vil være
mulighed for at bremse adgangen til det danske arbejds-
marked, hvis udvidelsen – mod forventning – giver proble-
mer.«
Og videre blev det garanteret, at:
»Skulle det vise sig, at arbejdsgivere uden overenskomst i
stigende omfang skulle vælge at benytte østarbejdere med
løntryk til følge, vil de faglige organisationer kunne reagere
i henhold til de muligheder, der findes inden for det fagretli-
ge system, dvs. ved iværksættelse af kollektive kampskridt
med henblik på indgåelse af overenskomst.«
Det var tomme løfter. I dag er situationen, at hverken na-
tional lovgivning eller EU-lovgivning har opstillet
værnsregler mod den omfattende og systematiske løndum-
ping, der har fundet sted på det danske arbejdsmarked efter
EU-østudvidelsen.
Problemet er, at der heller ikke er et flertal i EU for at
stoppe løndumping. Det er der ikke, fordi arbejdskraftens
frie bevægelighed i en EU-logik indebærer, at EU-medlems-
staternes arbejdstagere skal have mulighed for at søge stil-
linger overalt inden for EU for at presse lønningerne. Det,
der driver mobiliteten på tværs af landegrænserne, er således
forskellen i aflønningsniveauer imellem medlemsstaterne.
Mellem EU-medlemslande, hvor lønningerne er nogenlunde
ens, er mobiliteten betydeligt lavere, sammenholdt med mo-
biliteten mellem EU-medlemslande med meget høje lønnin-
ger og meget lave lønninger. Forslagsstillerne er af den klare
overbevisning, at det er denne mekanisme, der har ført til
løndumping med konsekvenser for faglærte, for ufaglærte,
for resultatet af Brexit og for tilsynekomsten af et »prækari-
at«. Fremtidsudsigten uden en arbejdsmarkedsprotokol til
Lissabontraktaten er, at løndumping vil forværres, og at
gruppen af »working poor« i samtlige EU-medlemslande vil
fortsætte med at vokse. Det har aldrig været intentionen med
EU-østudvidelsen eller EU. Der er derfor brug for at gen-
tænke arbejdstagerrettigheder, i lyset af at EU er vokset fra
ganske få medlemslande, der indkomstmæssigt lå på nogen-
lunde samme niveau, til i dag, hvor løndumping er en lige-
gyldig problemstilling for EU-Domstolen, der har stirret sig
blind på den frie bevægelighed.
Til inspiration for, hvad der eksempelvis, men ikke ud-
tømmende, kunne stå i en arbejdsmarkedsprotokol, henvises
til teksten fra European Trade Union Confederations
(ETUC) forslag om en social protokol, artikel 2 og 3 (Euro-
paudvalget, alm. del, bilag 300, folketingsåret 2007-08, 2.
samling). Der kunne stå følgende:
– EU-Domstolen skal respektere fagforeningernes ret til at
forhandle, indgå og håndhæve kollektive aftaler samt
fagforeningers ret til at tage kollektive kampskridt..
– EU-Domstolen skal i særdeleshed beskytte arbejdstage-
re ved at anerkende arbejdstageres og fagforeningers
ret til at værne om allerede opnåede rettigheder med
særlig fokus på bekæmpelse af urimelige konkurrence-
vilkår ved at respektere lige løn- og arbejdsvilkår uanset
nationalitet..
– EU-medlemslande må ikke forhindres i at opretholde, el-
ler indføre strengere beskyttelsesstandarder ... EU’s
økonomiske frihedsrettigheder må af EU-Domstolen ikke
tolkes som et udtryk for virksomheders ret til at udøve
frihedsrettighederne med det formål at unddrage sig el-
ler omgå national social- og beskæftigelseslovgivning
eller udøve lignende tiltag, der vil føre til social dum-
ping.
Forskellen på en arbejdsmarkedsprotokol til Lissabontrakta-
ten og en social protokol til Lissabontraktaten er, at en so-
cial protokol både indeholder rettigheder for lønmodtagere
og sociale rettigheder for unionsborgere, mens en arbejds-
markedsprotokol skal afgrænses til at indeholde rettigheder
for lønmodtagere, men ikke sociale rettigheder for unions-
borgere (se beslutningsforslag nr. B 18, folketingsåret
2017-18. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folke-
tingstidende 2017-18, sektion A, B 18 som fremsat, sektion
B, betænkning over B 18, og sektion F, møde 32 kl. 18.25
og møde 72 kl. 14.03).
Medlemsstaternes sociale sikringsordninger, som EU-ret-
ten koordinerer, men ikke harmoniserer, har forskellige sat-
ser, og der kan være tale om et fænomen, hvor arbejdstagere
fra medlemslande med lave satser foretrækker at arbejde i
medlemsstater med høje satser (»Social Europe is a myth –
why a more social EU sometimes needs protection against
too much Europe«, Martin Höpner, International Politics
and Society, den 10. oktober 2018).
4
En arbejdsmarkedsprotokol til Lissabontraktaten skal sik-
re, at det fortsat er muligt f.eks. at indeksere børnechecken
eller andre sociale og indkomsterstattende ydelser som f.eks.
kontanthjælp eller SU. Ved at sondre mellem sociale ydelser
og arbejdstagerrettigheder kommer en arbejdsmarkedsproto-
kol til at tage afsæt i aftalepartiernes oprindelige betingelser
for at lade Danmark tiltræde en EU-østudvidelse, hvori der
står (»Aftale mellem Venstre, Konservative, Socialdemokra-
tiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kri-
stendemokraterne om adgangen til det danske arbejdsmar-
ked efter udvidelsen af EU pr. 1. maj 2004«, den 2. decem-
ber 2003):
»Aftalepartierne er enige om at åbne for det danske ar-
bejdsmarked for arbejdstagere fra de nye medlemslande.
Arbejdstagere fra de nye medlemslande får således adgang
til job på samme vilkår som arbejdstagere fra andre EU/
EØS-lande. Der vil i den forbindelse blive lagt særlig vægt
på, at arbejdstagere fra de nye EU-lande ansættes på over-
enskomstmæssige vilkår, eller på vilkår der på anden måde
er sædvanlige for det danske arbejdsmarked.
Aftalepartierne vil, med respekt for EU᾽s regler, begrænse
mulighederne for utilsigtet brug af danske sociale ydelser.«
Det grundlæggende problem, som en arbejdsmarkedspro-
tokol til Lissabontraktaten skal rette op på, er, at det indre
markeds friheder er beskyttet af Lissabontraktaten, samtidig
med at lige løn- og arbejdsvilkår inden for samme medlems-
stat ikke sikres samme beskyttelse, hvilket fremgår af en
række EU-Domstolsafgørelser som f.eks. Lavaldommen
(sag C-341/05), Vikingdommen (sag C-438/05), Luxem-
bourgdommen (sag C-319/06), Rüffertdommen (sag
C-346/06) og Cepelnikdommen (C-33/17).
En arbejdsmarkedsprotokol skal opstille værnsregler mod
de værste former for løndumping og sikre, at EU-Domsto-
lens svækkelse af nationale arbejdsretlige regler gennem
målrettet indgriben af juridisk bindende karakter i kollektive
aftaler stoppes. En arbejdsmarkedsprotokol er nødvendig af
tre grunde: For at sikre den fortsatte eksistens af den danske
arbejdsmarkedsmodel, for at bevare fleksibiliteten på det
danske arbejdsmarked og for at forhindre, at fremtidig løn-
dannelse sker gennem statslig indblanding i form af f.eks.
lovgivning om mindstelønninger.
5
Skriftlig fremsættelse
Kenneth Kristensen Berth (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en
arbejdsmarkedsprotokol til Lissabontraktaten.
(Beslutningsforslag nr. B 106)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
6