Henvendelse af 15/2-19 fra Patientdataforeningen

Tilhører sager:

Aktører:


    L127 spg 6 Brev fra Patientdataforeningen

    https://www.ft.dk/samling/20181/lovforslag/L127/bilag/9/2016646.pdf

    København den 15/2-2019.
    Til Sundheds- og Ældreudvalget
    I Patientdataforeningen har vi læst ministerens svar på vores henvendelse 9/1-2019. Vi sætter pris på, at ministeren
    har taget sig tid til besvarelse. Besvarelsen har dog flere passager, som vi i Patientdataforeningen ikke kan undlade at
    kommentere.
    Det fremgår, at patientens mulighed for at selv at sætte grænser for videredeling af og adgang til egne sundhedsdata
    er begrænsede. Fortrolighed er i Sundhedsloven en patientrettighed, hvor det er overladt til patienten selv, at trække
    grænsen for hvad andre skal vide. Denne rettighed synes gennem en årrække og en stribe af lovforslag, der også
    inkluderer seneste lovændring, indskrænket, så at det ikke længere er meningsflydt at snakke om lægens
    tavshedspligt, når hovedprincippet i stedet er lægens indberetningspligt og derved datadeling. Vel at mærke
    datadeling, der kontinuerligt øges for at stille flere stadigt flere data til rådighed for en evigt voksende personkreds.
    Således at den danske praksis for deling af sundhedsdata, nu i realiteten er det stik modsatte af fortrolighed.
    Konkrete kommentarer er tilføjet direkte i ministerens besvarelse
    1
    .
    Spørgsmål nr. 6:
    ”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 9. januar 2019 fra Patientdataforeningen, jf. L 127 -
    bilag 2.”
    1. Hvordan sikres mod forskelsbehandling af patienten med fejlagtige oplysninger i den Digitale
    Infrastruktur? For eksempel kan fejlagtige misbrugsdiagnoser og psykiatriske diagnoser gøre skade
    og ligefrem føre til diskrimination, når de deles bredt.
    Da den fælles digitale infrastruktur får sine oplysninger fra sundhedsvæsenets kildesystemer, vil
    eventuelle fejlregistreringer i patientjournalerne også kunne indgå i den fælles digitale infrastruktur.
    Det er i øvrigt det samme, der gør sig gældende, når op- lysninger i dag deles i sundhedsvæsenet. Men
    i forhold til den fælles digitale infrastruktur skal jeg bemærke, at eventuelle rettelser i patientjournaler
    også vil fremgå af infrastrukturen.
    KOMMENTAR
    Der svares desværre ikke på stillede spørgsmål. Det er jo væsentligt anderledes når
    fejl kun optræder lokalt i en journal, end når de deles bredt. Det forholder ministeren
    sig ikke til.
    2. I en digital tidsalder er det ikke teknisk besværligt at give patienten mulighed for helt at spærre
    for dataindberetning, hvad er grunden til, at patienten ikke gives ret helt at spærre for indberetning
    og dermed værne om sit privatliv?
    Når sundhedspersoner skal yde sundhedsfaglig behandling til patienter, kan det være nødvendigt, og
    til tider livsnødvendigt, at sundhedspersonen kan få adgang til helbredsoplysninger om patienten og
    derved – på et oplyst grundlag – give patienten den rette behandling. En forudsætning for dette er, at
    1
    https://www.ft.dk/samling/20181/lovforslag/L127/spm/6/svar/1555160/2013590.pdf
    Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19
    L 127 Bilag 9
    Offentligt
    de oplysninger, der kommer sundhedsvæsenet til kendskab under behandlingen af patienter, herunder
    fra sygehuse og praksissektoren, registreres i sundhedsvæsenets digitale systemer.
    Grundprincippet efter sundhedsloven er, at når en patient har givet informeret samtykke til at
    modtage patientbehandling i sundhedsvæsenet, må sundhedspersoner gerne behandle
    helbredsoplysninger m.v., i det omfang det er nødvendigt for patientbehandlingen.
    KOMMENTAR
    Dette er en besynderlig formulering. Det er som om man med formuleringen vil
    udstrække lægens journalføringspligt til også at omfatte videregivelse af journalførte
    oplysninger.
    Der er således – allerede som sundhedslovens regler er i dag – mulighed for, at helbredsoplysninger
    kan udveksles uden patientens samtykke, når det er nødvendigt i forbindelse med patientbehandling.
    KOMMENTAR
    Ministeren synes at formulere dette mere klart i sit svar på spørgsmål 26:
    “Sundhedspersoners udveksling af helbredsoplysninger i forbindelse med
    patientbehandling sker således i dag som udgangspunkt uden patientens samtykke.”
    Sundhedsdata udveksles altså uden samtykke. Det betyder, at det ikke er patienten
    selv, som sætter grænsen for hvad, der må videredeles.
    Patientens ret til selvbestemmelse sikres i lovforslaget ved, at patienten har mulighed for at frabede
    sig, at sundhedspersoner indhenter oplysninger via den fælles digitale infrastruktur. Det vil i praksis
    bl.a. kunne ske ved, at borgeren selv i sundhed.dk gennem spærring frabeder sig indhentning af
    oplysninger i den fælles digitale infrastruktur.
    KOMMENTAR
    Problemet er at patienters mulighed for at spærre for adgangen til oplysninger er
    begrænset til ikke at omfatte §42a, styk 2 og styk 6. Det betyder, at det ikke er
    patienten selv, der sætter grænsen for om data må tilgås.
    3. Hvad er formålet med at indskrænke patientens mulighed for spærring i henhold til § 42 a, stk. 2?
    Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 3, vedrørende § 42 a, stk. 2, at sundhedspersoner kan indhente
    oplysninger om helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger i elektroniske systemer, hvis
    indhentningen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af
    væsentlige hensyn til patienten, herunder en patient, der ikke kan varetage sine interesser,
    sundhedspersonen eller andre.
    Der er tale om en såkaldt værdispringsregel. Det betyder, at bestemmelsen forudsætter en konkret
    afvejning af modstående hensyn, dvs. berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse, eller
    væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre over for hensynet til retten til
    fortrolighed for den patient, som oplysningerne handler om. Indhentning af helbredsoplysninger og
    andre fortrolige oplysninger efter denne bestemmelse vil kun kunne ske i de situationer, der er
    opregnet i bestemmelsen, hvor der foreligger særligt tungtvejende grunde, som overstiger hensynet til
    patientens ret til fortrolighed.
    Netop fordi der er tale om en værdispringsregel, som forudsætter denne konkrete afvejning af
    modstående hensyn, er det ikke muligt for patienten at frabede sig – eller spærre for - indhentning af
    oplysninger.
    KOMMENTAR
    Her er det heller ikke patienten selv, der sætter grænsen for hvem, som må tilgå data.
    Her slutter problemet dog ikke, det fremgår nemlig af svar på spørgsmål 30 om
    omtalte værdispringsregel:
    “Bestemmelsen vil desuden kunne finde anvendelse i situationer, hvor indhentningen
    er nødvendig til berettiget varetagelse af hensyn til andre. Den foreslåede
    bestemmelse vil f.eks. være relevant i tilfælde, hvor sundhedspersonen gør sig bekendt
    med specifikke helbredsoplysninger om en tidligere patient, som har haft en
    sammenligne- lig helbredstilstand, til brug for diagnosticeringen af en anden patient,
    som sundheds- personen aktuelt har i behandling. Indhentningen af sådanne
    oplysninger om andre tidligere patienters sammenlignelige helbredstilstande vil
    således kunne bruges som beslutningsstøtte i forbindelse med behandling af en anden
    patient, som sundhedspersonen aktuelt har i behandling.”
    Det betyder at en læge kan sidde med en patient, som frabeder sig at lægen
    indhenter sundhedsoplysninger i forbindelse med behandling af patienten. Der er ikke
    tale om en alvorlig livstruende situation, og lægen er derfor nød til at respektere
    patientens ønske. Patienten forlader lægen og ind træder en patient med en lignende
    sygdom, men af langt mere alvorlig karakter. Nu kan lægen alligevel indhente
    oplysninger på den første patient til behandling af patient nummer to. Det
    forekommer absurd.
    Heller ikke her er det patienten selv, der sætter grænser for adgang til egne data.
    4. Er det ikke legitimt for en patient også at ville beskytte sin ret til privatliv i henhold til brug af
    egne data til beslutningsstøtte, algoritmer og kunstig intelligens?
    Ved indhentning af helbredsoplysninger m.v. til brug for beslutningsstøtte efter regler fastsat i medfør
    af den forslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 42 a, stk. 6, forstås i denne sammenhæng, at den
    autoriserede sundhedsperson skal have mulighed at indhente oplysninger, som kan støtte
    sundhedspersonen i at afveje fordele og ulemper af en given behandlingsmulighed og på den
    baggrund træffe den bedst mulige sundhedsfaglige beslutning i en konkret behandlingssituation,
    herunder støtte sundhedspersonen i at stille en korrekt diagnose.
    Bemyndigelsesbestemmelsen er afgrænset således, at der alene kan fastsættes regler, der giver
    adgang til anvendelse af oplysninger vedrørende andre patienter til brug for beslutningsstøtte, i
    pseudonymiseret form. Ved pseudonymisering forstås behandling af personoplysninger på en sådan
    måde, at personoplysningerne ikke længere kan henføres til en bestemt registreret person uden brug
    for supplerende oplysninger. Det er desuden forudsat, at sådanne supplerende oplysninger opbevares
    separat og er underlagt tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre, at
    personoplysningerne ikke henføres til en identificeret eller identificerbar fysisk person, jf.
    databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 5.
    I takt med, at de tekniske løsninger udvikles, er det således hensigten, at der fastsættes regler, der gør
    det muligt i pseudonymiseret form at anvende specifikke helbredsoplysninger om tidligere patienter,
    som har haft en sammenlignelig helbredstilstand, til brug for beslutningsstøtte som led i behandlingen
    af en anden patient, som sundheds- personen aktuelt har i behandling.
    Det er ikke hensigten at fastsætte regler, der indebærer, at patienter skal kunne frabede sig
    indhentning af oplysninger til brug for beslutningsstøtte. Det skyldes, at hensynet til at kunne anvende
    den viden, der er i sundhedsvæsenet, til brug for at kunne stille den bedst mulige sundhedsfaglige
    beslutning over for den patient, der er i behandling, vurderes at veje tungere end hensynet til en anden
    patients ret til fortrolig hed.
    Patientens rettigheder sikres ved, at der alene kan ske anvendelse af oplysningerne i pseudonymiseret
    form.
    KOMMENTAR
    Ved brug af digital beslutningsstøtte er det heller ikke patienten, som sætter grænsen
    for adgang til egne data. Det er dog i hvis udstrækning betryggede, at det af svaret
    klart fremgår at §42a styk 6 udelukkende åbner for adgang til patientdata i
    pseudonymiseret form.
    Borgere kan dog have et ønske om at kliniske beslutninger udelukkende træffes af
    behandlende læge uden støtte fra digitale støttesystemer. Det kan for eksempel
    forekomme, hvis en borger oplever, at de digitale støttesystem distraherer lægen eller
    foreslår fejlbehandling pga. begrænsninger i datakvaliteten.
    Heller ikke her får patienten mulighed for selv at sætte grænser, hvilket kan synes
    sært, når enhver anden patientbehandling i det danske sundhedsvæsen kan fravælges
    af patienten.
    I loven mangler man ligeledes begrænsninger, der forhindrer, at man kan stå i en
    situation, hvor den digitale beslutningsstøtte leveres og programmeres med
    indflydelse fra eksempelvis Novo Nordisk eller Lundbeck.
    5. Hvordan sikrer man at data, der ophobes i den Digitale infrastruktur med ét formål, ikke senere
    bruges til andre formål, som vi i dag anser som uacceptable?
    Det foreslås med lovforslaget, at der fastsættes en lovbestemt formålsbegrænsning for de oplysninger,
    der opbevares i den fælles digitale infrastruktur. Det betyder, at oplysninger, der opbevares i den
    fælles digitale infrastruktur, kun må behandles, hvis det er nødvendigt med henblik på forebyggende
    sygdomsbekæmpelse, medicinsk diagnose, sygepleje, patientbehandling eller forvaltning af læge og
    sundhedstjenester. Behandling af oplysninger i den fælles digitale infrastruktur må desuden kun
    foretages af en person inden for sundhedssektoren, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt.
    Oplysninger i den fælles digitale infrastruktur må ikke behandles til formål, der ligger uden for den
    lovbestemte formålsbegrænsning, herunder f.eks. til forskning, vurdering af arbejdsdygtighed eller
    kommunal sagsbehandling. Og dette er tilfældet, selvom patienten selv måtte ønske at give sit
    samtykke hertil.
    KOMMENTAR
    Når først sundhedsdata er indsamlet, kan et fremtidig Folketing vedtage ny lovgivning,
    som kan tillade brug af data til formål, der i dag ikke synes acceptable. Det synes ikke
    at indgå i de juridiske overvejelser i forhold til den manglende patientbeskyttelse og
    selvbestemmelse ved indsamling af data.
    6. Kan data fra den Digitale Infrastruktur kopieres og overføres til andre registre, databaser og
    tekniske installationer hvor anvendelsesformål er mere lempelige end i den Digitale Infrastruktur?
    Den fælles digitale infrastruktur er opbygget med henblik på, at helbredsoplysninger kan deles nemt,
    hurtigt og sikkert mellem sundhedsvæsenets aktører. Det betyder, at data f.eks. kan overføres fra et
    regionalt EPJ-system via den fælles digitale infrastruktur til den kommunale hjemmepleje, eller at
    oplysningerne kan stilles til rådighed for borgeren selv på sundhed.dk.
    Fælles for de involverede systemer er, at der lægges stor vægt på sikkerheden, således at systemerne
    skal overholde de generelle sikkerhedsstandarder, der benyttes i sundhedsvæsenet, og at der skal være
    styr på hvem, der tilgår oplysningerne. Behandling af helbredsoplysninger skal således følge
    lovgivningens regler for databehandling, herunder reglerne i sundhedsloven,
    databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.
    Det bemærkes, at oplysninger, der opbevares i den digitale infrastruktur, ikke via infrastrukturen kan
    videregives til formål, som ikke er omfattet af den lovbestemte formålsbegrænsning i lovforslagets §
    193 b, stk. 2. Der henvises i den forbindelse dog til samtidig besvarelse af spørgsmål 12 (L 127 - Forslag
    til lov om ændring af sundhedsloven m.v. (Bedre digitalt samarbejde i sundhedsvæsenet, påmindelser
    til forældre vedrørende børnevaccination og bestemmelser om territorial gyldighed for Færøerne og
    Grønland).
    KOMMENTAR
    Med besvarelse er det klart at data fra infrastrukturen kan videregives til formål så
    som forebyggende sygdomsbekæmpelse, medicinsk diagnose, sygepleje,
    patientbehandling, forvaltning af læge- og sundhedstjenester. Det synes indlysende at
    så vidtgående en formålsbegrænsning giver meget vide rammer for brug af data uden
    samtykke.
    Her stopper det dog ikke, for herudover kan der videregiveres, oplysninger fra den
    fælles digitale infrastruktur til brug for behandling af klage- og erstatningssager i
    medfør af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, til brug for
    Styrelsen for Patientsikkerheds varetagelse af tilsynsopgaver efter autorisationsloven
    eller sundhedsloven og til brug for politiets efterforskning af lovovertrædelser, der er
    undergivet offentlig påtale. Heller ikke her har patienten mulighed for selv at sætte
    grænser for adgangen til data.
    7. Er det ikke rimeligt at give patienten ret til at spærre for anvendelse af sundhedsdata med alle
    formål og dermed kunne beskytte sig mod fremtidige uacceptable formål?
    Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 2, 3 og 4 ovenfor.
    KOMMENTAR
    Når først sundhedsdata er indsamlet, kan et fremtidig Folketing vedtage ny lovgivning,
    som kan tillade brug af data til formål, der i dag ikke synes acceptable, det synes ikke
    at indgå i de juridiske overvejelser i forhold til den manglende patientinddragelse ved
    indsamling af data.
    MVH
    Formand for Patientdataforeningen, Thomas Birk Kristiansen