Fremsat den 7. februar 2019 af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)

Fremsat den 7. februar 2019 af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.,
sundhedsloven og forskellige andre love
(Udarbejdelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, anvendelse af kropsscannere og narkohunde, ambulant
behandling af retspsykiatriske patienter på privathospitaler m.v.)
§ 1
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1160 af 29. september 2015, som
ændret ved § 7 i lov nr. 656 af 8. juni 2016, § 1 i lov nr. 691
af 8. juni 2017 og senest ændret ved § 32 i lov nr. 1711 af
27. december 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 4 a ændres »§ 19 a, stk. 1 og 4« til: »§ 19 a, stk. 1, 2, 6
og 7«.
2. § 13 a, stk. 1, ophæves og i stedet indsættes:
»§ 13 a. Overlægen har ansvaret for, at der for patienter,
som overlægen er bekendt med modtager støtte i henhold til
afsnit V i lov om social service som følge af nedsat psykisk
funktionsevne, inden udskrivning indgås en udskrivningsaf-
tale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de
relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedsperso-
ner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til pa-
tienten.
Stk. 2. Hvis det må antages, at en patient, der ikke er om-
fattet af stk. 1, ikke selv vil søge den behandling eller de so-
ciale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, har
overlægen ansvaret for, at der inden udskrivning indgås en
udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske af-
deling samt de relevante myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og soci-
ale tilbud.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. § 13 d og § 13 e ophæves.
4. Overskriften til kapitel 5 a affattes således:
»Kapitel 19 a
Åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og
ejendele, kropsvisitation, samt anvendelse af kropsscannere
og narkohunde m.v.«
5. § 19 a affattes således:
Ȥ 19 a. Ved mistanke om, at der er medikamenter, rus-
midler eller farlige genstande i afdelingen, kan overlægen
med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført eller
vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelin-
gen, uden retskendelse beslutte,
1) at en patients post skal åbnes og kontrolleres,
2) at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller
3) at der skal foretages kropsvisitation af en patient.
Stk. 2. Ved mistanke som nævnt i stk. 1 kan overlægen
med henblik på at sikre, at medikamenter, rusmidler eller
farlige genstande ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt
indført til en eller flere patienter i afdelingen, beslutte, at der
skal anvendes kropsscannere ved undersøgelse af en patient
eller andre, der søger adgang til den psykiatriske afdeling.
Stk. 3. Kravet om mistanke efter stk. 1 gælder ikke for
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, i forbindelse med anvendelse af kropsscannere, jf.
stk. 2.
Stk. 4. Åbning og kontrol af patientens post og undersø-
gelse af patientens stue og ejendele skal så vidt muligt fore-
tages i patientens nærvær.
Stk. 5. Kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3, omfatter ikke un-
dersøgelse af kroppens hulrum.
Stk. 6. Overlægen kan ved mistanke om, at der er medika-
menter, rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske
afdelings udearealer beslutte, at der kan anvendes narkohun-
de ved undersøgelse af disse arealer.
Lovforslag nr. L 164 Folketinget 2018-19
Sundheds- og Ældremin., j.nr. 1806472
CN000904
Stk. 7. Overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmid-
ler og farlige genstande, som bliver fundet ved indgreb efter
stk. 1, 2 og 6, tages i forvaring. Overlægen skal overlade til
politiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige
genstande besiddes i strid med den almindelige lovgivning,
herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgiv-
ningen om våben m.v.
Stk. 8. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler
om åbning og kontrol af patientens post, undersøgelse af pa-
tientstuer og patientens ejendele, kropsvisitation af patien-
ten, anvendelse af kropsscannere og anvendelse af narko-
hunde.«
6. I § 20, stk. 1, 1. pkt., udgår »13 d,«.
7. I § 24, stk. 1, udgår »tvungen opfølgning efter udskriv-
ning,«.
8. § 26, stk. 1, 4.-6. pkt., ophæves.
9. § 32, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
10. I § 35 udgår »tvungen opfølgning efter udskrivning i
henhold til § 13 d,«.
11. I § 36, stk. 3, 1. pkt., udgår », og om tvungen opfølgning
efter udskrivning, jf. § 32, stk. 3,«.
12. I § 37, stk. 1, udgår »tvungen opfølgning efter udskriv-
ning i henhold til § 13 d,«.
13. § 37, stk. 3, ophæves.
14. § 40, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende an-
vendelse på personer, der anbringes i Sikringsafdelingen ef-
ter stk. 1. Det gælder dog ikke §§ 5-11, 13 og 21, stk. 2,
samt bestemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og dom-
stolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvangsindlæggel-
se, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.«
§ 2
I lov om retspsykiatrisk behandling m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1396 af 21. december 2005, foretages
følgende ændring:
1. I § 1 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Regionsrådet kan indgå overenskomst med eller
på anden måde benytte private institutioner som led i vareta-
gelsen af den ambulante behandling af patienter, som er om-
fattet af stk. 1, nr. 2, og på anden måde undergives psykia-
trisk behandling i henhold til dom eller kendelse.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler
om regionernes benyttelse af institutioner som nævnt i stk.
2.«
§ 3
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1286 af 2.
november 2018, som ændret ved § 3 i lov nr. 1555 af 18.
december 2018, lov nr. 1556 af 18. december 2018, § 42 i
lov nr. 1518 af 18. december 2018 og senest ændret ved § 1
i lov nr. 1732 af 27. december 2018, foretages følgende
ændringer:
1. § 238, stk. 1, affattes således:
»Bopælsregionen opkræver betalingskommunen betaling
pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til fær-
digbehandlede patienter fra kommunen. Betalingskommu-
nen er den kommune, som i henhold til § 9 a, stk. 4, 1.-3.
pkt., samt § 9 c, stk. 2 og stk. 4-6 samt stk. 12, i lov om rets-
sikkerhed på det sociale område, har den generelle beta-
lingsforpligtelse.«
2. I § 238, stk. 2 og stk. 3, der bliver til stk. 5, ændres »bo-
pælskommunen« til: »betalingskommunen«.
3. I § 238, stk. 2, indsættes efter »afsnit VI til«: »somatisk«
4. I § 238 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Ud over den betaling, der opkræves efter stk. 1,
opkræver staten betalingskommunen betaling pr. sengedag
for sygehusbehandling efter afsnit VI til psykiatrisk færdig-
behandlede patienter fra kommunen. Denne betaling kan
maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau) pr. sengedag fra
og med syvende sengedag til og med trettende sengedag og
3.952 kr. (2016-niveau) for hver sengedag fra og med den
fjortende sengedag. Taksten pris- og lønreguleres på samme
måde, som bloktilskuddet til regionerne.
Stk. 4. Taksterne efter stk. 3 får 25 pct. virkning i til-
skudsåret 2020, 50 pct. i tilskudsåret 2021, 75 pct. i tilskuds-
året 2022, og 100 pct. fra og med tilskudsåret 2023.«
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 5-8.
5. I § 238, stk. 4, der bliver stk. 6, ændres »stk. 1 og 3« til:
»stk. 1 og 5«.
6. I § 238, stk. 5, der bliver stk. 7, ændres »stk. 1-4« til: »stk.
1-6«.
7. I § 238, stk. 5, der bliver stk. 7, ændres »bopælskommu-
nens« til: »betalingskommunens«.
8. I § 238, stk. 6, der bliver stk. 8, indsættes efter »stk. 2«
»og 3«.
§ 4
I lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1141
af 13. september 2018, som ændret ved § 1 i lov nr. 1555 af
18. december 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 41, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 142, stk. 4«: », og
af læger ansat i sygehusvæsenet under en persons sygehus-
indlæggelse«.
2
2. I § 41, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»I tilfælde af behandlingskrævende akutte abstinenser
skal ordinationen foretages straks.«
§ 5
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14.
november 2018, som ændret ved § 1 i lov nr. 1540 af 18.
december 2018, § 2 i lov nr. 1541 af 18. december 2018, lov
nr. 1544 af 18. december 2018, § 2 i lov nr. 1719 af 27.
december 2019 og § 15 i lov nr. 1711 af 27. december 2018,
foretages følgende ændring:
1. I § 469, stk. 1, 2. pkt. og 4, 3. pkt., udgår »tvungen opfølg-
ning efter udskrivning,«.
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2019, jf. dog stk. 2
Stk. 2. Lovens § 3, nr. 2 træder i kraft den 1. januar 2020.
Stk. 3. Regler fastsat i medfør af § 13 a, stk. 2, jf. lov nr.
1160 af 29. september 2015, forbliver i kraft, indtil de op-
hæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 13 a,
stk. 3, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 2.
Stk. 4. Regler fastsat i medfør af § 238, stk. 5 og 6, jf. lov
nr. 1286 af. 2. november 2018, forbliver i kraft, indtil de op-
hæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af sund-
hedslovens § 238, stk. 7 og 8 som affattet ved denne lovs §
3, nr. 7 og 9.
§ 7
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men lovens
§§ 1 og 4 kan ved kongelig anordning sættes helt eller del-
vist i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske
forhold tilsiger.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedindhold
2.1 Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner
2.1.1 Gældende ret
2.1.1.1 Psykiatriloven
2.1.1.2 Serviceloven
2.1.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslående ordning
2.2 Tvungen opfølgning efter udskrivning
2.2.1 Gældende ret
2.2.2 Sundhedsstyrelsens evaluering af tvungen opfølgning efter udskrivning
2.2.3 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3 Brug af kropsscannere og narkohunde i forbindelse med mistanke om medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande på den psykiatriske afdeling
2.3.1 Gældende ret
2.3.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4 Mulighed for regionerne til at indgå aftale med private institutioner om behandlingen af retspsykiatriske pa-
tienter med en ambulant behandlingsdom
2.4.1 Gældende ret
2.4.1.1 Straffelovens bestemmelser om personer dømt til retspsykiatriske foranstaltninger
2.4.1.2 Indlæggelse og behandling på psykiatriske sygehuse i lov om retspsykiatrisk behandling m.v.
2.4.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5 Justering af takster for psykiatriske færdigbehandlingsdage
2.5.1 Gældende ret
2.5.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.6 Sikring af straksbehandling af akutte abstinenser hos personer med et stofmisbrug og tilvejebringelse af et
udtrykkeligt hjemmelsgrundlag for sygehusansatte lægers foretagelse af lægelig stofmisbrugsbehandling
2.6.1 Gældende ret
2.6.1.1 Straksbehandling af akutte abstinenser hos personer med et stofmisbrug
2.6.1.2 Sygehusansatte lægers foretagelse af lægelig stofmisbrugsbehandling
2.6.2 Undersøgelse af mulighederne for at forkorte behandlingsgarantien for personer med et stofmisbrug
2.6.3 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser den foreslåede ordning
2.6.1.1 Straksbehandling af akutte abstinenser hos personer med et stofmisbrug
2.6.1.2 Sygehusansatte lægers foretagelse af lægelig stofmisbrugsbehandling
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
4
1. Indledning
Der er en stigning i antallet af mennesker med kort eller
langvarig psykisk mistrivsel, som har brug for professionel
hjælp til at blive raske eller leve et godt liv med deres syg-
dom.
Det er derfor afgørende for regeringen, at indsatsen for
mennesker med psykiske lidelser opprioriteres og styrkes.
Særligt for mennesker med svære psykiske lidelser er der
behov for en styrket indsats for at undgå usammenhængende
behandlingsforløb, genindlæggelser og høj overdødelighed.
Regeringen fremsatte på denne baggrund psykiatriplanen
”Vi løfter i fællesskab” i september 2018. Psykiatriplanen
indeholder en række nye initiativer fordelt på seks indsats-
områder, der har til formål at give en styrket og sammen-
hængende behandling af mennesker med psykiske lidelser
og opprioritere den indsats, der ligger før og efter en eventu-
el indlæggelse i psykiatrien.
Initiativerne i psykiatriplanen bygger blandt andet på det
faglige oplæg ”Styrket indsats for mennesker med psykiske
lidelser”, som Sundhedsstyrelsen offentliggjorde i juni 2018.
Derudover bygger planen oven på anbefalingerne fra ”Sty-
ringsgennemgang af psykiatrien”, udarbejdet af repræsen-
tanter fra Danske Regioner, KL, Finansministeriet og Sund-
heds- og Ældreministeriet. Børne- og Socialministeriet har
desuden været inddraget i arbejdet. Initiativerne står på
skuldrene af seks analyser, som Sundheds- og Ældreministe-
riet i samarbejde med Børne- og Socialministeriet har udar-
bejdet, og som giver et indblik i psykiatrien på tværs af
kommuner og regioner, førstegangsdiagnosticerede patienter
i psykiatrien og overlappet mellem modtagere af indsatser
efter lov om social service (herefter serviceloven) og patien-
ter i sygehuspsykiatrien.
På baggrund af initiativerne i psykiatriplanen vil regerin-
gen fremsætte et lovforslag med en række elementer som
har til formål at bidrage til at indfri regeringens ønske om at
løfte kvaliteten og sikre sammenhængen i forbindelse med
behandling af mennesker med psykiske lidelser. Med lovfor-
slaget stilles der på denne baggrund blandt andet forslag om,
at der skal indgås udskrivningsaftaler og koordinationspla-
ner i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (herefter
psykiatriloven) for alle voksne indlagte psykiatriske patien-
ter, som overlægen er bekendt med modtager støtte som føl-
ge af nedsat psykisk funktionsevne i henhold til servicelo-
vens afsnit V.
Der stilles desuden forslag om, at der på alle psykiatriske
afdelinger ved mistanke om at der findes medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande, kan anvendes kropsscan-
nere ved undersøgelse af patienter eller andre, der søger ad-
gang på afdelingerne. Som undtagelse hertil stilles der for-
slag om, at der ikke gælder et krav om mistanke for anven-
delse af kropsscannere på Sikringsafdelingen under Retspsy-
kiatrisk afdeling, Region Sjælland. Endelig stilles der for-
slag om, at der ved mistanke om medikamenter, rusmidler
eller farlige genstande kan anvendes narkohunde ved under-
søgelse af den psykiatriske afdelings udearealer.
Det foreslås derudover, at der skal kunne opkræves fær-
digbehandlingstakster for psykiatriske færdigbehandlingsda-
ge. Endvidere foreslås der tilvejebragt et udtrykkeligt hjem-
melsgrundlag for, at læger ansat i sygehusvæsenet må fore-
tage ordination af afhængighedsskabende lægemidler som
led i lægelig stofmisbrugsbehandling af personer, som er
indlagt på sygehus, samt at personer med et stofmisbrug og
med behandlingskrævende akutte abstinenser straks skal til-
bydes abstinensbehandling, indtil den egentlige lægelige
stofmisbrugsbehandling kan iværksættes. Endelig foreslås
det, at behandlingsmulighederne udvides for ambulante pa-
tienter i retspsykiatrien, således at regionerne får mulighed
for at indgå aftale med private institutioner om behandlingen
af retspsykiatriske patienter med en ambulant behandlings-
dom.
2. Lovforslagets hovedindhold
2.1 Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner
2.1.1 Gældende ret
2.1.1.1 Psykiatriloven
Det fremgår af psykiatrilovens § 13 a, at overlægen har
ansvaret for, at der for patienter, som efter udskrivning må
antages ikke selv at ville søge den behandling eller de socia-
le tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, indgås en
udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske af-
deling samt de relevante myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og soci-
ale tilbud til patienten.
Det følger endvidere af lovens § 13 b, at hvis patienter,
der er omfattet af § 13 a, ikke vil medvirke til indgåelse af
en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for, at den
psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myn-
digheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. udar-
bejder en koordinationsplan for de behandlingsmæssige og
sociale tilbud til patienten.
Der stilles samme indholdsmæssige krav til en koordinati-
onsplan, som indgås uden patientens medvirken, som til en
udskrivningsaftale, der indgås med patientens medvirken.
Det overordnede ansvar for at der indgås en udskrivnings-
aftale eller en koordinationsplan er placeret hos overlægen
med det behandlingsmæssige ansvar på den afdeling, hvor
patienten er indlagt. Udskrivningsaftaler og koordinations-
planer skal indeholde oplysninger om patientens fremtidige
behandling og sociale foranstaltninger for patienten efter ud-
skrivning, samt oplysninger om, hvem der skal reagere, hvis
patienten ikke følger planen. Det nærmere indhold af ud-
skrivningsaftaler er fastsat i vejledninger udarbejdet af
Sundhedsstyrelsen, ligesom indholdet er beskrevet i rappor-
ten ”Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i psykiatri-
en” fra september 2011. Som minimum skal udskrivningsaf-
5
talerne indeholde diagnoser, en plan for den påtænkte be-
handling, sociale foranstaltninger samt hvem der skal reage-
re, hvis patienten ikke følger behandlingsplanen. Udskriv-
ningsaftalen indgås mellem patienten og den psykiatriske af-
deling samt de øvrige relevante myndigheder, herunder
kommuner og regioner, privatpraktiserende sundhedsperso-
ner m.fl.
De nærmere regler om registrering af udskrivningsaftaler
og koordinationsplaner fremgår af bekendtgørelse nr. 1342
af 2. december 2010 om tvangsprotokoller og optegnelser
samt registrering og indberetning af tvang samt udskriv-
ningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelin-
ger (herefter bekendtgørelsen). Af bekendtgørelsens kapitel
3 fremgår det, at patientens navn og cpr-nr., dato for indlæg-
gelse og udskrivning, dato for etablering og udløb af ud-
skrivningsaftalen og navnet på den etablerede overlæge skal
registreres ved indgåelse af en udskrivningsaftale eller en
koordinationsplan. Det fremgår endvidere, at der ved regi-
strering af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, i
journalen skal henvises til, at der er foretaget en sådan regi-
strering, og at en patient har ret til at gøre sig bekendt med,
hvad der er registreret om patienten selv.
Det følger af psykiatrilovens § 13 c, at den psykiatriske
afdeling har mulighed for at videregive oplysninger om pa-
tienters rent private forhold til andre myndigheder, privat-
praktiserende sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen
må anses for nødvendig af hensyn til indgåelse af og tilsyn
med overholdelse af en udskrivningsaftale eller en koordina-
tionsplan. I samme omfang kan myndigheder, privatprakti-
serende sundhedspersoner m.fl. videregive oplysninger om
patienter til den psykiatriske afdeling og andre myndighe-
der, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. Således sik-
res det, at der kan udveksles nødvendig viden i forbindelse
med indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskriv-
ningsaftale eller en koordinationsplan, og at patienten ikke
selv bliver den primære ansvarlige for at videreformidle
centrale oplysninger om sin egen behandling.
2.1.1.2 Serviceloven
Efter bestemmelserne i servicelovens afsnit V om støtte til
voksne som følge af nedsat psykisk funktionsevne, har kom-
munalbestyrelsen pligt til at tilbyde borgere en lang række
indsatser i form af eksempelvis socialpædagogisk støtte, be-
handling af stofmisbrugere, beskyttet beskæftigelse, aktivi-
tets- og samværstilbud og midlertidigt eller længerevarende
ophold i boformer. Målgruppen for indsatserne omfatter
f.eks. mennesker med udviklingshæmning eller autisme
m.v., samt mennesker med svære psykiske lidelser, menne-
sker der lever i længerevarende hjemløshed og mennesker
med udprægede stofmisbrugsproblemer. Der er således tale
om mennesker, som har dybtgående problemer med at få,
bibeholde eller klare sig i egen bolig, eller for hvem der bør
gøres en ekstra og mere langsigtet indsats, f.eks. for at kun-
ne udvikle en positiv identitet, for at udøve særlige færdig-
heder eller for at mestre en aktiv livsudfoldelse i samspil
med andre.
2.1.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Mennesker med svære psykiske lidelser søger ofte ikke på
eget initiativ den nødvendige behandling eller sociale tilbud
efter udskrivning fra psykiatrisk afdeling, og de kan derfor
blive tabt i overgangen mellem forskellige behandlingsin-
stanser. Gruppen er karakteriseret ved et sammenfald af tun-
ge psykiatriske og sociale problemer, ligesom gruppen ofte
er kendetegnet ved en kombination af alvorlig sindslidelse
og misbrug, manglende sygdomserkendelse og modstand
over for behandling. Patienterne vil desuden ofte være uden
sociale kontakter, hvorfor der er større risiko end normalt
for, at ingen vil bemærke, eller først på et meget sent tids-
punkt vil bemærke, at patienterne er faldet ud af behand-
lingssystemet efter udskrivning.
Det er i praksis kun et fåtal af de psykiatriske patienter,
der i forbindelse med endt behandling på psykiatrisk afde-
ling, får udarbejdet en udskrivningsaftale eller en koordina-
tionsplan. Udviklingen i antallet af udskrivningsaftaler og
koordinationsplaner viser således, at der på landsplan alene
blev udarbejdet udskrivningsaftaler og koordinationsplaner
for cirka 730 patienter i 2017.
Behovet for, at der bliver indgået flere udskrivningsaftaler
eller koordinationsplaner i forbindelse med udskrivning af
patienter fra psykiatrien, er blandt andet blevet fremhævet i
FOA’s psykiatriudspil ”Sammen om psykiatrien” fra januar
2017, hvor det blev påpeget, at personalet på botilbud alt for
ofte ikke får de nødvendige oplysninger om patienter efter
udskrivning fra psykiatrien. Det blev endvidere i forbindelse
med afrapporteringen fra Udvalget om det nære og sammen-
hængende sundhedsvæsen, bestående af KL, Danske Regio-
ner og staten, i juni 2017 anbefalet at styrke udarbejdelsen
og anvendelsen af udskrivningsaftaler og koordinationspla-
ner for personer med psykiske lidelser. Endelig har Sund-
hedsstyrelsen i 2017 i forbindelse med ”Evaluering af tvun-
gen opfølgning efter udskrivning i psykiatrien – bidrag til
Sundhedsstyrelsens slutevaluering af ordningen” bemærket
de positive effekter ved anvendelsen af udskrivningsaftaler
og koordinationsplaner. I Sundhedsstyrelsens rapport ”Ud-
skrivningsaftaler og koordinationsplaner i psykiatrien” fra
2011, vurderede Sundhedsstyrelsen desuden, at der fandtes
patientforløb, hvor udarbejdelsen af en udskrivningsaftale
eller en koordinationsplan var relevant, men ikke blev fore-
taget. Der blev desuden peget på, at der ikke blev udarbejdet
så mange udskrivningsaftaler og koordinationsplaner som
ønsket, og at anvendelsen af disse i nogle patientforløb kun-
ne have afværget en tvangsindlæggelse.
Sundheds- og Ældreministeriet finder på den baggrund, at
det vil være oplagt, at der indgås flere udskrivningsaftaler
og koordinationsplaner, hvilket vil medføre en øget koordi-
nering af behandlingstilbud efter udskrivning og dermed en
mere helhedsorienteret behandling for patienten.
Det foreslås derfor, at psykiatrilovens § 13 a ændres så-
dan, at overlægen har ansvaret for, at der for patienter, som
overlægen er bekendt med modtager støtte i henhold til ser-
vicelovens afsnit V som følge af nedsat psykisk funktions-
evne, inden udskrivning indgås en udskrivningsaftale mel-
6
lem patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante
myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl.
om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.
Det betyder, at overlægen i forbindelse med indlæggelses-
samtalen, som i henhold til psykiatrilovens § 3 skal afholdes
med patienten i forbindelse med en indlæggelse, skal spørge
patienten, om patienten modtager støtte fra kommunen i
henhold til servicelovens afsnit V. Det vil f.eks. være tilfæl-
det, hvis patienten modtager stofmisbrugsbehandling, er i
beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud eller er
i midlertidigt eller længerevarende ophold i boformer.
Såfremt overlægen enten i forbindelse med indlæggelses-
samtalen eller på et senere tidspunkt, bliver bekendt med, at
patienten modtager støtte i henhold til servicelovens afsnit
V, skal overlægen inden udskrivelsen af patienten ikke fore-
tage en vurdering af, om patienten må forventes at søge støt-
te eller behandling efter udskrivning, men uden videre sørge
for, at der indgås en udskrivningsaftale eller en koordinati-
onsplan mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt
de relevante myndigheder, og hvis det er relevant, privat-
praktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlings-
mæssige og sociale tilbud til patienten.
Det foreslås endvidere at § 13 a, stk. 2, ændres sådan, at
overlægen er ansvarlig for, at der indgås en udskrivningsaf-
tale eller en koordinationsplan for patienter, som ikke er om-
fattet af den foreslåede bestemmelse i § 13 a, stk. 1, såfremt
overlægen vurderer, at patienten ikke selv vil søge den nød-
vendige behandling eller sociale tilbud.
Dette vil således være tilfældet, hvis patienten enten ikke
modtager støtte efter servicelovens afsnit V, eller hvis pa-
tienten i forbindelse med indlæggelsessamtalen eller på et
senere tidspunkt under indlæggelsen enten ikke er i stand til
eller ønsker at oplyse, om patienten modtager støtte i hen-
hold til servicelovens afsnit V.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at overlægen i
modsætning til den foreslåede bestemmelse i § 13 a, stk. 1,
skal foretage en konkret lægefaglig vurdering af patientens
tilstand. Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i §
13 a, stk. 2, ikke indeholder et alderskriterium, og således
også er gældende for patienter under 18 år., i Dette i mod-
sætning til den foreslåede bestemmelse i § 13 a, stk. 1, som
omhandler voksne patienter. Patienter under 18 år vil dog
oftest være omfattet af andre former for indsatser, hvorfor
der ofte ikke vil være behov for at indgå en udskrivningsaf-
tale eller en koordinationsplan. Det kan dog ikke udelukkes,
at der kan være konkrete tilfælde, hvor der vil være behov
herfor.
Det estimeres, at knap 7.000 patienter samlet set vil blive
omfattet af den foreslåede bestemmelse i psykiatrilovens §
13 a.
Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at der ikke til-
sigtes ændringer i udskrivningsaftalerne og koordinations-
planernes indhold eller form. Der tilsigtes endvidere ikke en
ændring af, at ansvaret for udarbejdelse af udskrivningsafta-
ler og koordinationsplaner er placeret hos overlægen med
det behandlingsmæssige ansvar på den afdeling, hvor pa-
tienten er indlagt. Det er således alene omfanget af indgåelse
af hhv. udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, der sø-
ges udvidet med lovforslaget.
Sundheds- og Ældreministeriet bemærker endvidere, at
den ansvarlige overlæge både i de tilfælde, hvor der udarbej-
des udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, og i de til-
fælde, hvor en patient udskrives uden udarbejdelse af disse,
skal søge at indhente patientens samtykke til at inddrage pa-
tientens pårørende, således at de er orienterede om udskriv-
ningen og dermed har mulighed for at bistå patienten i tiden
efter udskrivningen. De pårørende har en stor betydning for
mennesker med psykiske lidelser, og de kan være en stor
ressource, der kan bidrage til at støtte patienten i overgangen
efter udskrivning fra en psykiatrisk afdeling til en hverdag
uden for afdelingen.
Endelig bemærkes det, at videregivelsen af oplysninger
om patienters rent private forhold skal ske under iagttagelse
af de til enhver tid gældende behandlingsregler i databeskyt-
telsesforordningen, databeskyttelsesloven eller særregler
fastsat inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen.
2.2 Tvungen opfølgning efter udskrivning
2.2.1 Gældende ret
Det følger af psykiatrilovens § 13 d, stk. 1, at overlægen
inden patientens udskrivning kan træffe beslutning om tvun-
gen opfølgning efter udskrivning, hvis der på baggrund af
den aktuelle indlæggelse findes at være en begrundet for-
modning om og nærliggende risiko for, at patienten efter ud-
skrivning vil ophøre med at følge den behandling, der er
nødvendig for patientens helbred, og at følgende betingelser
er opfyldt:
Patienten skal de seneste tre år forud for den aktuelle ind-
læggelse have været tvangsindlagt mindst tre gange og i
mindst ét tilfælde have undladt at følge den behandling, der
er anført i en udskrivningsaftale eller koordinationsplan,
samt i forbindelse med den aktuelle indlæggelse være blevet
tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt, og inden for det sids-
te halve år forud for den aktuelle indlæggelse have været or-
dineret opsøgende behandling med et udgående psykiatri-
team, men undladt at følge den ordinerende medicinske be-
handling.
Overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter ud-
skrivning kan i henhold til § 13 d, stk. 2, alene indeholde et
pålæg til patienten om at møde op til medicinering i det psy-
kiatriske sygehusvæsen.
Hvis patienten ikke møder op til medicinering, kan over-
lægen i henhold til § 13 d, stk. 3, beslutte, at patienten skal
afhentes af politiet og bringes til tvangsmedicinering på en
psykiatrisk afdeling. Der skal ved afhentningen være en
sundhedsperson til stede. Medicineringen af patienten kan i
disse tilfælde alene foregå på en psykiatrisk afdeling.
Det er i § 13 d, stk. 4, fastsat, at der ved medicinering i
forbindelse med den tvungne opfølgning efter udskrivning
skal anvendes lægemidler, for hvilke overlægen kender pa-
tientens reaktion, herunder eventuelt i depotform. Kravet om
7
anvendelse af mindstemiddelprincippet skal således være
opfyldt.
En beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning
kan i henhold § 13 d, stk. 5, være gældende i indtil 3 måne-
der efter udskrivning af patienten. Endelig følger det af § 13
d, stk. 6, at overlægen, hvis der er en begrundet formodning
om og nærliggende risiko for, at patienten ved 3-måneders-
periodens udløb, jf. stk. 5, vil ophøre med at følge den be-
handling, der er nødvendig for patientens helbred, kan træffe
beslutning om, at den tvungne opfølgning efter udskrivning
forlænges i indtil 3 måneder ad gangen, dog således at pa-
tienten maksimalt kan være undergivet tvungen opfølgning
efter udskrivning i 12 måneder.
Endelig blev det ved vedtagelsen af tvungen opfølgning i
lov nr. 533 af 26. maj 2010 fastsat, at sundhedsministeren
efter en forsøgsperiode på fire år skulle fremsætte forslag
om revision af loven i folketingsåret 2014-15. Ved lov nr.
579 af 4. maj 2015 blev evalueringstidspunktet for ordnin-
gen udsat med yderligere fire år til folketingsåret
2018-2019, som følge af et sparsomt datagrundlag fra blot
30 patienter i en evaluering fra Sundhedsstyrelsen.
2.2.2 Sundhedsstyrelsens evaluering af tvungen opfølgning
efter udskrivning
I overensstemmelse med bemærkningerne til lov nr. 533
af 26. maj 2010, jf. Folketingstidende 2009-2010, tillæg A,
L 128, side 4, om ændring af lov om anvendelse af tvang i
psykiatrien, hvor forsøgsordningen om tvungen opfølgning
efter udskrivning blev indført, har Sundhedsstyrelsen moni-
toreret ordningen. I september 2017 offentliggjorde Sund-
hedsstyrelsen ”Evaluering af tvungen opfølgning efter ud-
skrivning i psykiatrien – bidrag til Sundhedsstyrelsens slut-
evaluering af ordningen” på baggrund heraf. Evalueringen
vedrører perioden fra 2010 til 2017.
Evalueringen viser, at 126 personer i en syvårig periode
har været omfattet af ordningen. Patientgruppen beskrives
som nogle af de mest alvorligt psykisk syge, og karakterise-
res af det sundhedsfaglige personale og bostedspersonalet
som habituelt kronisk psykotiske, og uden behandling svært
psykotiske og uden sygdomsindsigt eller sygdomserkendel-
se. Overvejende er patienterne diagnosticeret med skizofreni
og bor i eget hjem eller på et bosted.
Undersøgelsen viser endvidere, at alle regioner anvender
ordningen, og at ordningen medfører et øget brug af ud-
skrivningsaftaler og koordinationsplaner, hvilket fører til
mere forebyggelse og nedsætter antallet af tvangsindlæggel-
ser. Dog viser undersøgelsen, at der er uenighed om ordnin-
gens hensigtsmæssighed, og hvorvidt der er tale om det
mindst indgribende middel over for patientgruppen.
Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med udarbejdelsen af
evalueringen bemærket, at erfaringsgrundlaget med ordnin-
gen er begrænset, da ordningen kun har været brugt relativt
få gange henset til bestemmelsens meget restriktive krav for
anvendelsen af ordningen. Det kræves eksempelvis, at pa-
tienten i de seneste tre år forud for den aktuelle indlæggelse
er blevet tvangsindlagt mindst tre gange og i mindst ét til-
fælde har undladt at følge den behandling, der er anført i en
udskrivningsaftale eller koordinationsplan.
Sundhedsstyrelsen har endvidere påpeget, at evalueringen
fremhæver nogle retssikkerhedsmæssige overvejelser. Psy-
kiatrilovens øvrige regler omfatter som udgangspunkt alene
personer, der indlægges på psykiatrisk afdeling og som op-
fylder betingelserne for tvangsindlæggelse og tvangstilbage-
holdelse. Lovens regler om tvangsbehandling m.v. kan såle-
des som hovedregel ikke anvendes over for personer, der ik-
ke opholder sig på psykiatrisk afdeling, hvorfor tvungen op-
følgning udgør en undtagelse til denne hovedregel, og finder
anvendelse over for personer, der ikke længere er psykotiske
eller inhabile, og som ikke længere opholder sig på psykia-
trisk afdeling, men som forventes at opleve et tilbagefald og
dermed forventes at blive inhabile, såfremt tvang ikke an-
vendes.
Som oplyst af Sundhedsstyrelsen indebærer tvungen op-
følgning endvidere, at patienten kan pålægges at møde op til
medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen, hvilket også
kan omfatte distriktspsykiatriske centre, hvor der ikke nød-
vendigvis er en læge til stede ved medicineringen. Dette ad-
skiller sig ligeledes fra de generelle principper for frihedsbe-
røvelse og tvangsbehandling, der som udgangspunkt alene
må finde sted på psykiatrisk afdeling, hvor der altid vil være
en behandlingsansvarlig overlæge.
Tvangsmedicinering under tvungen opfølgning adskiller
sig ydermere fra anden tvangsbehandling ved ikke i samme
grad at bero på en aktuel og konkret lægelig vurdering af pa-
tientens behov i den konkrete situation. Tvungen opfølgning
iværksættes i perioder på op til tre måneder og behandlingen
af patienten kan således tage udspring i gammel ordination.
Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at der eksisterer en
mindre hensigtsmæssig fortolkning af mindstemiddelprin-
cippet i forbindelse med anvendelsen af depotpræparater i
sammenhæng med tvungen opfølgning. Det blev i lovbe-
mærkningerne ved indførslen af tvungen opfølgning, jf. Fol-
ketingstidende 2009-2010, tillæg A, L 128, side 12 anbefalet
at anvende depotpræparater, da det blev betragtet som et
mindre indgribende middel end daglig tabletbehandling over
for denne specifikke patientgruppe. Det Psykiatriske Pa-
tientklagenævn og Det Psykiatriske Ankenævn har omvendt
over mange år fastlagt en praksis, der tilsiger, at brug af de-
potmedicin under indlæggelse er mere indgribende end en-
keltdosering og derfor ikke bør anvendes, hvis en mindre
indgribende metode er mulig. Dette medfører, at patienter
under indlæggelsen ikke kan forberedes og understøttes i
overgangen til depotmedicinering efter udskrivningen, hvil-
ket kan betyde et væsentligt skift i behandlingen for patien-
ten.
Sundhedsstyrelsen har bemærket, at sundhedspersonerne,
som har anvendt ordningen, vurderer, at ordningen ofte ud-
gør en væsentlig mulighed for at fastholde patienten i et sta-
bilt behandlingsforløb og at ordningen er effektiv mens pa-
tienterne er omfattet. De sundhedsprofessionelle har dog be-
mærket, at den forbedrede situation er midlertidig, dels fordi
der er tidsbegrænsning på ordningens varighed på maksi-
malt 12 måneder, dels fordi patientgruppen i stor udstræk-
8
ning udgøres af kronisk syge personer, der ophører med at
følge behandlingen og falder tilbage i sygdommen efter ord-
ningens udløb. Dog er en positiv sideeffekt, at ordningen har
bidraget til en øget og mere kvalificeret brug af udskriv-
ningsaftaler eller koordinationsplaner for patienter. I den
forbindelse påpeger Sundhedsstyrelsen, at det bør overvejes
at revidere psykiatrilovens bestemmelser omkring disse pla-
ner og aftaler.
På baggrund af afvejningen mellem det lave antal patien-
ter med alvorlig, kronisk sygdom, som er omfattet af be-
stemmelserne, og de retssikkerhedsmæssige overvejelser,
som bestemmelserne medfører, er det således Sundhedssty-
relsens overordnede vurdering, at ordningen bør ophøre.
2.2.3 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
For at hjælpe de sværest psykisk syge patienter, der gen-
tagne gange er blevet indlagt med tvang, blev der i 2010
som forsøgsordning indført hjemmel til tvungen opfølgning
efter udskrivning fra psykiatrisk afdeling.
Indførslen af ordningen afspejlede aftalen om satspuljen
på sundhedsområdet for 2010-2013, som regeringen og sats-
puljepartierne indgik den 26. oktober 2009. Af aftalen frem-
gik, at satspuljepartierne havde noteret sig, at der fandtes en
meget lille gruppe patienter, som var svære at fastholde i
medicinsk behandling. Det fremgik endvidere, at satspulje-
partierne på den baggrund imødeså, at regeringen fremsatte
et lovforslag, som i en forsøgsperiode på 4 år gav mulighed
for tvungen opfølgning efter udskrivning over for disse pa-
tienter.
Som beskrevet ovenfor i afsnit 2.2.2, udarbejdede Sund-
hedsstyrelsen i 2017 en evaluering af ordningen, hvoraf det
fremgik, at blot 126 patienter havde været omfattet af ord-
ningen siden 2010.
Sundheds- og Ældreministeriet finder på baggrund af
Sundhedsstyrelsens evaluering og henset til de retssikker-
hedsmæssige hensyn, der er forbundet med anvendelsen af
tvang, at psykiatrilovens §§ 13 d og 13 e om tvungen op-
følgning efter udskrivning bør ophæves, da effekten af ord-
ningen har vist sig at være beskeden og ikke tilstrækkelig ef-
fektiv.
Sundheds- og Ældreministeriet har lagt vægt på det lave
antal alvorligt psykisk syge patienter, som har været omfat-
tet af bestemmelsen, samt at den manglende effekt af tvun-
gen opfølgning efter udskrivning skal ses i forhold til, at be-
stemmelsen er en fravigelse af det grundlæggende sund-
hedsretlige princip om, at behandling ikke kan indledes eller
fortsættes uden patientens informerede samtykke, og at psy-
kiatrilovens regler om tvangsbehandling som udgangspunkt
ikke giver hjemmel til at anvende tvang uden for den psy-
kiatriske afdeling. Det bør derfor bero på tungtvejende sund-
hedsfaglige og juridiske argumenter at opretholde ordnin-
gen, hvilket ifølge Sundheds- og Ældreministeriets ikke vur-
derer foreligger eller har kunne udledes af Sundhedsstyrel-
sens undersøgelse.
Der foreslås endvidere, at der som konsekvens af forslaget
om ophævelse af ordningen om tvungen opfølgning, foreta-
ges en række konsekvensændringer af psykiatriloven samt
af retsplejeloven.
Det bemærkes, at det er Sundheds- og Ældreministeriets
vurdering, at de psykiatriske afdelinger i stedet bør øge an-
vendelsen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner,
som beskrevet i psykiatrilovens §§ 13 a og 13 b, jf. afsnit
2.2.1.
2.3 Brug af kropsscannere og narkohunde i forbindelse
med mistanke om medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande på den psykiatriske afdeling
2.3.1 Gældende ret
Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, nr. 1-3, at
ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller
farlige genstande på den psykiatriske afdeling, kan overlæ-
gen med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført
eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i af-
delingen, uden retskendelse beslutte, at en patients post skal
åbnes eller kontrolleres, at en patients stue og ejendele skal
undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af en
patient.
Formålet med bestemmelsen er bl.a. at sikre patienternes
behandlingsmuligheder og sikkerheden for såvel patienter
som personale, ved at søge at forhindre, at patienter begår
personfarlig kriminalitet under indlæggelsen.
For så vidt angår medikamenter, rusmidler og farlige gen-
stande, kan der være tale om genstande eller midler, der kan
udgøre en fare for patienten selv eller andre, hvis genstande-
ne findes på afdelingen. Farlige genstande kan eksempelvis
være knive eller andre våben, men det kan også være gen-
stande, som man normalt ikke ville betragte som farlige,
f.eks. værktøj, nåle eller glasflasker. Af rusmidler kan næv-
nes narkotiske stoffer eller alkohol. For så vidt angår medi-
kamenter kan det være alle former for medicin, både recept-
pligtig medicin og håndkøbsmedicin.
Hjemlen til at åbne og kontrollere post indebærer, at både
breve og pakker kan undersøges. Posten kan alene undersø-
ges for, om de nævnte genstande, medikamenter, rusmidler
eller farlige genstande, findes i posten. Der er ikke hjemmel
til at læse indholdet af posten. En beslutning om undersøgel-
se af stue og ejendele omfatter f.eks. undersøgelse af skabe
og skuffer på stuen, men også patientens personlige tasker
og andre ejendele kan med hjemmel i denne bestemmelse
undersøges.
Der fremgik indtil 2015 et krav om begrundet mistanke
forud for iværksættelse af kontrollen. Dette blev dog ændret
ved lov nr. 579 af 4. maj 2015 om ændring af lov om anven-
delse af tvang i psykiatrien, hvor kravet om begrundet mis-
tanke bortfaldt. Med ændringen i 2015 skal der nu alene fo-
religge en mistanke forud for iværksættelse af kontrol og åb-
ning af post, undersøgelse af patientens stue eller ejendele
og kropsvisitation. Det forstås herved, at overlægen eller det
øvrige personale på afdelingen blot skal have en rimelig
grund til at formode, at der er indført medikamenter, rus-
9
midler eller farlige genstande på afdelingen, eller at disse er
forsøgt indført, jf. bekendtgørelse nr. 1102 af 11. september
2015 om åbning og kontrol af post, undersøgelse af patie-
ntstuer samt kropsvisitation m.v. på psykiatrisk afdeling.
Det bemærkes i denne forbindelse, at mindstemiddelprin-
cippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, altid skal iagttages. Det
følger heraf, at der i en given situation altid skal anvendes
den mindst muligt indgribende foranstaltning, og at den tids-
mæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødven-
dige. I mindstemiddelprincippet ligger endvidere, at f.eks.
kropsvisitation skal udføres så skånsomt som muligt og med
størst mulig hensyntagen til patienten, så der ikke forvoldes
unødig krænkelse eller ulempe.
I henhold til § 19 a, stk. 2, omfatter kropsvisitation ikke
undersøgelse af kroppens hulrum, herunder endetarmsun-
dersøgelse. På Sikringsafdelingen anvendes kropsscannere i
forbindelse med kropsvisitation for at undgå at besøgende
og andre, der søger adgang til afdelingen, medbringer medi-
kamenter, rusmidler eller farlige genstande.
Åbning og kontrol af patientens post og undersøgelse af
patientens stue samt ejendele skal så vidt muligt foretages i
patientens nærvær, jf. § 19 a, stk. 3. Det forudsættes at disse
undersøgelser kun foretages uden patientens tilstedeværelse
i situationer, hvor patientens tilstand er af en sådan karakter,
at vedkommende ikke kan overvære kontrollen. Andre rent
praktiske forhold som f.eks. det forhold, at patienten ikke er
tilstede på afdelingen på det tidspunkt, hvor kontrollen skal
finde sted, må forsøges løst, så kontrollen f.eks. afventer pa-
tientens tilbagevenden til afdelingen.
Derudover kan overlægen, jf. § 19 a, stk. 4, beslutte, at
medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som bliver
fundet ved indgreb efter stk. 1, skal beslaglægges. Overlæ-
gen kan overlade det til politiet at afgøre, om medikamenter,
rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den al-
mindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforise-
rende stoffer og lovgivningen om våben m.v.
Endelig er sundhedsministeren jf. § 19 a, stk. 5, bemyndi-
get til at fastsætte nærmere regler om åbning og kontrol af
patientens post, undersøgelse af patientstuer og patientens
ejendele samt kropsvisitation af patienten m.v.
2.3.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Misbrugsproblemer på de psykiatriske afdelinger kan ska-
be udfordringer, f.eks. når patienter eller andre, der søger
adgang til afdelingen, tager eller sælger stoffer på afdelin-
gen, eller hvis patienter kommer i besiddelse af farlige gen-
stande. Det skaber utryghed blandt både patienter og perso-
nale, som oplever, at patienter med stofmisbrug bliver mere
uligevægtige og potentielt farlige, når de er påvirket.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der er
usikkerhed på de psykiatriske afdelinger om, hvilke foran-
staltninger de psykiatriske afdelinger har hjemmel til anven-
de i forbindelse med undersøgelser efter medikamenter, rus-
midler og farlige genstande på afdelingen.
Sundheds- og Ældreministeriet finder det på denne bag-
grund hensigtsmæssigt, at der skabes hjemmel til, at der ved
mistanke om, at der uretmæssigt søges at medbringe medi-
kamenter, rusmidler eller farlige genstande ind på de psykia-
triske afdelinger, kan anvendes kropsscannere ved undersø-
gelse af patienter eller andre, der søger adgang til de psykia-
triske afdelinger, f.eks. besøgende, pårørende m.fl. Som en
undtagelse hertil foreslås det, at kravet om mistanke ikke
skal gælde for Sikringsafdelingen.
Med den foreslåede ændring om kropsscannere vil det så-
ledes følge af psykiatrilovens § 19 a, stk. 2, at overlægen
kan beslutte, at der skal anvendes kropsscannere ved under-
søgelse af en patient eller andre, der søger adgang til den
psykiatriske afdeling, ved mistanke om, at medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande uretmæssigt søges med-
bragt til afdelingen.
Ved kropsscannere forstås apparater, der kan undersøge
personer visuelt ved gennemstråling af tøj for at afsløre
eventuelle skjulte genstande uden for kroppen. Dette kan
f.eks. være scannere, der benytter mikrobølgeteknik. Der gi-
ves ikke hjemmel til at anvende scannere med brug af ioni-
serende stråling (røntgenteknologi), der kan gennemlyse
kroppen og afsløre genstande skjult i den undersøgtes krop.
Sundheds- og Ældreministeriet bemærker i den forbindel-
se, at alene kropsscannere baseret på røntgenteknologi er
omfattet af lov om ioniserende stråling og strålebeskyttelse
(herefter strålebeskyttelsesloven). Idet forslaget om anven-
delse af kropsscannere alene omfatter scannere uden brug af
ioniserende stråling, finder reglerne i strålebeskyttelsesloven
ikke anvendelse, og er derfor ikke iagttaget nærmere.
I forhold til undersøgelse af andre, der søger adgang til en
psykiatrisk afdeling, vil undersøgelsen ved brug af krops-
scannere efter lovforslaget normalt kunne finde sted i for-
bindelse med en adgangskontrol. Det bemærkes, at undersø-
gelserne i forhold til besøgende ikke vil kunne gennemtvin-
ges, men at de pågældende vil kunne nægtes adgang til afde-
lingen, hvis de ikke vil lade sig undersøge.
Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at det ikke er
hensigten med lovforslaget, at der kan foretages rutinemæs-
sige undersøgelser på afdelingen i forhold til samtlige eller
en gruppe af indlagte patienter eller andre besøgende på af-
delingen. Der skal således efter lovforslaget foreligge en
mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande på afdelingen.
Som undtagelse hertil foreslås det i § 19 a, stk. 3, at kravet
om mistanke efter stk. 1 ikke gælder for Sikringsafdelingen
under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, i forbin-
delse med anvendelse af kropsscannere, jf. stk. 2. Det vil så-
ledes efter lovforslaget i modsætning til alle øvrige psykia-
triske- og retspsykiatriske afdelinger være muligt rutine-
mæssigt at anvende kropsscannere på Sikringsafdelingen.
Baggrunden for at undtage Sikringsafdelingen for kravet
om mistanke er de helt særlige forhold, der omgiver Sik-
ringsafdelingen, og sikkerhedsmæssige krav, Sikringsafde-
lingen er underlagt. På Sikringsafdelingen anbringes de eks-
traordinært farlige patienter, der enten har en dom, kendelse
10
eller administrativ resolution, der medfører, at patienterne
skal være omfattet af særlige sikkerhedsforanstaltninger
under indlæggelsen på afdelingen.
Sikringsafdelingen yder derfor både en særlig fængsels-
mæssig sikkerhed, som ikke findes på andre psykiatriske- og
retspsykiatriske afdelinger, samtidig med, at der ydes be-
handling og pleje af patienterne. For at opretholde et højt
sikkerhedsmæssigt niveau er det afgørende, at Sikringsafde-
lingen grundigt og rutinemæssigt kan kontrollere alle perso-
ner, som søger adgang til afdelingen, samt patienter, som
f.eks. har været i behandling på et somatisk sygehus.
Det bemærkes, at der som tidligere beskrevet alene kan
anvendes kropsscannere med mikrobølgeteknik. Der gives
således med den foreslåede bestemmelse ikke hjemmel til at
anvende kropsscannere med brug af ioniserende stråling
(røntgenteknologi), der kan gennemlyse kroppen og afsløre
genstande skjult i den undersøgtes krop.
Det foreslås desuden i § 19 a, stk. 6, at de psykiatriske af-
delinger gives hjemmel til, at der kan anvendes narkohunde
til at undersøge de psykiatriske afdelingers udearealer ved
mistanke om, at der findes medikamenter, rusmidler eller
farlige genstande på disse arealer.
Dette vil betyde, at de psykiatriske afdelinger får klar
hjemmel til at indgå aftale med f.eks. private vagtværn som
har narkohunde til rådighed, hvis den psykiatriske afdeling
vurderer, at der er behov herfor, og således anvende dette
redskab til at bekæmpe misbrugsproblemer på afdelingerne
samt sikre, at der ikke medbringes farlige genstande.
Undersøgelse af udearealerne med narkohunde kan efter
lovforslaget f.eks. ske langs afgrænsningen af den psykiatri-
ske afdelings udearealer, hvis overlægen mistænker, at ude-
frakommende personer kaster medikamenter, rusmidler eller
farlige genstande over f.eks. murværk, hegn eller lignende,
som afgrænser den psykiatriske afdeling.
Formålet med bestemmelsen er tilsvarende formålet med
bestemmelsen i § 19 a, stk. 1 og stk. 2, at sikre patienternes
behandlingsmuligheder og sikkerheden for såvel patienter
som personale.
Det understreges, at der med den foreslåede bestemmelse
ikke gives hjemmel til, at der kan anvendes narkohunde i
forbindelse med undersøgelse af patienter eller andre, der
søger adgang til den psykiatriske afdeling. Den foreslåede
bestemmelse giver ligeledes ikke hjemmel til at anvende
narkohunde på selve de psykiatriske afdelinger, som f.eks.
indgangsarealer, stuer, m.v.
Det forudsættes, at mindstemiddelprincippet i psykiatrilo-
vens § 4, stk. 2, generelt iagttages i forbindelse med under-
søgelsen for medikamenter, rusmidler og farlige genstande
både ved åbning af kontrol af post, undersøgelse af en pa-
tients ejendele og stue, kropsvisitation af en patient eller ved
anvendelse af kropsscannere og narkohunde. I den forbin-
delse bemærkes det, at det ligeledes forudsættes, at der udvi-
ses et passende hensyn i forbindelse med undersøgelsen af
udearealer med narkohunde, således at undersøgelsen ikke
er til unødig gene eller skaber utryghed for patienter og be-
søgende på den psykiatriske afdeling.
Endelig foreslås det i § 19 a, stk. 7, at overlægen kan be-
slutte, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande,
som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, 2. og 6, tages i
forvaring. Overlægen skal overlade til politiet af afgøre, om
medikamenter, rusmidler eller farlige genstande besiddes i
strid med den almindelige lovgivning, herunder lovgivnin-
gen om euforiserende stoffer og lovgivningen om våben
m.v.
For så vidt angår § 19 a, stk. 7, 1. pkt., er der tale om en
videreførelse af den gældende bestemmelse i § 19 a, stk. 4,
og der er ikke med lovforslaget ikke tiltænkt en indholds-
mæssig ændring. Formålet med bestemmelsen er at give
overlægen mulighed for at opbevare medikamenter, rusmid-
ler og farlige genstande, som ikke nødvendigvis er i strid
med almindelig lovgivning, men som grundet tilstedeværel-
sen på psykiatrisk afdeling kan medføre fare eller uhensigts-
mæssige situationer. Det kan f.eks. være fund af alkohol,
håndkøbsmedicin eller en lighter. I disse tilfælde vil det væ-
re åbenlyst, at besiddelse af disse genstande ikke vil være i
strid med almindelig lovgivning.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 19 a, stk. 7, 2. pkt.,
skal overlægen overlade til politiet at afgøre, om medika-
menter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med
den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om
euforiserende stoffer og lovgivningen om våben m.v. Over-
lægen kan således ikke, som det er tilfældet i dag, vælge ik-
ke at overlade fund af medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande, hvis overlægen bliver bekendt med eller er i tvivl
om disse genstande er i strid med almindelig lovgivning.
Det kan f.eks. i tilfælde af besiddelse af receptpligtig medi-
cin, som ikke tilhører patienten.
Endelig foreslås det i § 19 a, stk. 8, at sundhedsministeren
bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om åbning og
kontrol af patientens post, undersøgelse af patientstuer og
patientens ejendele, kropsvisitation af patienten, anvendelse
af kropsscannere, og anvendelse af narkohunde.
Bestemmelsen betyder, at sundhedsministeren får mulig-
hed for at fastsætte regler om f.eks. de nærmere omstændig-
heder og særlige hensyn der skal iagttages i forbindelse med
åbning af post, undersøgelse af patientstuer, kropsvisitation,
og anvendelse af kropsscannere og hunde.
Bemyndigelsen betyder endvidere, at sundhedsministeren
får mulighed for at fastsætte regler om behandlingen af de
indsamlede oplysninger, f.eks. i forhold til registrering og
opbevaring. For så vidt angår kropsscannere gives sund-
hedsministeren endvidere mulighed fastsætte konkrete reg-
ler om kontrollens omfang og det benyttede udstyr, f.eks.
hvad der er nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde, og
hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt.
Det forudsættes, at behandlingen af de indsamlede oplys-
ninger skal ske under iagttagelse af de til enhver tid gælden-
de behandlingsregler i databeskyttelsesforordningen, databe-
skyttelsesloven eller særregler fastsat inden for rammerne af
databeskyttelsesforordningen.
11
2.4 Mulighed for regionerne til at indgå aftale med pri-
vate institutioner om behandlingen af retspsykiatriske
patienter med en ambulant behandlingsdom
2.4.1 Gældende ret
2.4.1.1 Straffelovens bestemmelser om personer dømt til
retspsykiatriske foranstaltninger
Det følger af straffelovens § 16, at personer, der på ger-
ningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom
eller tilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes. Til-
svarende gælder for personer, der er mentalt retarderede i
højere grad. Ifølge straffelovens § 68 kan retten træffe be-
stemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der fin-
des formålstjenelige for at forebygge yderligere overtrædel-
ser, hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af straffelovens
§ 16.
Retten kan i forhold til en person, der er sindssyg eller i en
tilstand, der må ligestilles hermed, blandt andet afsige dom
til anbringelse, hvorefter den dømte anbringes på en psykia-
trisk afdeling. Retten har endvidere mulighed for at afsige
dom til behandling, hvorefter den dømte som udgangspunkt
indlægges på en retspsykiatrisk afdeling.
Retten kan derudover afsige dom til ambulant behandling,
hvis det skønnes, at der ikke er behov for indlæggelse, f.eks.
hvis den tiltalte allerede frivilligt indgår i et ambulant be-
handlingsforløb og er velmotiveret for ambulant behandling.
Der kan i henhold til Rigsadvokatmeddelelsen om psykisk
afvigende kriminelle fra 2018, pkt. 5.1.3, som udgangspunkt
idømmes fire typer af ambulant behandling:
Der kan afsiges dom til ambulant behandling ved psykia-
trisk afdeling, når den fornødne behandling forventes at
kunne gennemføres ambulant, og hensynet til retssikkerhe-
den ikke gør en mere indgribende foranstaltning påkrævet.
Den dømte bliver forpligtet til at møde til behandling og un-
dergive sig tilsyn i det omfang, som fastsættes af overlægen.
Den dømte er således ikke indlagt, mens der modtages re-
levant medicinsk, psykoterapeutisk og social behandling.
Der kan derudover afsiges dom til ambulant behandling
ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen.
Dommen afsiges af samme årsager som ved afsigelse af
dom til ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling. Disse
årsager vil i mange tilfælde gøre det nødvendigt at kombine-
re den ambulante behandling med tilsyn af kriminalforsor-
gen.
Der fastsættes i disse tilfælde ud fra en konkret vurdering
en længstetid, der ikke kan overstige tre år, jf. straffelovens
§ 68 a, stk. 3.
Der kan endvidere afsiges dom til ambulant behandling
ved psykiatrisk afdeling, således at overlægen kan træffe be-
stemmelse om indlæggelse ved psykiatrisk afdeling. Dom-
men afsiges, hvis det er tvivlsomt, om en ambulant behand-
ling er gennemførlig, og særligt hvis det er vigtigt, at en
eventuel indlæggelse kan ske straks uden foranstaltningsæn-
dring, således at der er hjemmel til, at overlægen kan træffe
bestemmelse om indlæggelse.
Endelig kan der træffes afgørelse om dom til ambulant be-
handling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalfor-
sorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlæ-
gen kan træffe bestemmelse om indlæggelse.
Der fastsættes i disse tilfælde enten ikke en længstetid el-
ler en længstetid på 5 år, jf. § 68 a, stk. 1 og 2.
Det bemærkes, at domme til ambulant behandling med
mulighed for indlæggelse indebærer, at den dømte uden
retskendelse og uden at der sker tvangsindlæggelse i hen-
hold til psykiatriloven, kan indlægges på psykiatrisk afde-
ling, om fornødent med bistand af politiet.
2.4.1.2 Indlæggelse og behandling på psykiatriske sygehuse
i lov om retspsykiatrisk behandling m.v.
For så vidt angår behandlingen af retspsykiatriske patien-
ter med foranstaltningsdomme, følger det af § 1 i lov om
retspsykiatrisk behandling m.v., at regionsrådene har pligt til
på deres psykiatriske sygehuse eller sygehusafdelinger at
modtage personer, der efter retskendelse skal indlægges til
mentalundersøgelse, der i henhold til dom eller kendelse
skal anbringes i psykiatrisk sygehus eller på anden måde un-
dergives psykiatrisk behandling, der efter Justitsministeriets
eller overøvrighedens bestemmelse skal anbringes på psyki-
atrisk sygehus, eller personer, der som vilkår for prøveløsla-
delse eller tiltalefrafald skal undergives psykiatrisk behand-
ling.
Fuldbyrdelse af dom om indlæggelse og ambulant be-
handling varetages således af sygehusvæsenet, og det er den
ledende overlæge på den psykiatriske afdeling, der har det
overordnede ansvar for alle afdelingens patienter. Der er på
denne baggrund ikke hjemmel til, at regionerne kan benytte
private institutioner som led i behandlingen af retspsykiatri-
ske patienter.
2.4.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Antallet af danskere med psykiske lidelser er stigende. I
perioden 2010-2017 er der således sket en stigning i antallet
af patienter i voksenpsykiatrien på ca. 28 pct. og i børne- og
ungdomspsykiatrien på ca. 53 pct.
Der er ligeledes sket en stigning i antallet af mennesker
med psykiske lidelser, som i forbindelse med kriminalitet
har fået en psykiatrisk foranstaltningsdom. Antallet af rets-
psykiatriske patienter er fra 2010 til 2017 steget med 15 %,
fra 3.709 retspsykiatriske patienter i 2010 til 4.249 patienter
i 2017. I 2016 blev der afsagt 322 domme til enten ambulant
behandling eller til ambulant behandling med mulighed for
indlæggelse.
Dette betyder, at de retspsykiatriske patienter i stigende
grad optager kapacitet for patienter i den almene behand-
lingspsykiatri. En yderligere udfordring i forbindelse med
kapaciteten på de psykiatriske- og retspsykiatriske afdelin-
ger er manglen på speciallæger inden for psykiatrien, jf. rap-
porten Lægedækning i hele Danmark udarbejdet af regerin-
gens lægedækningsudvalg i januar 2017.
12
Det foreslås på denne baggrund, at regionerne gives ad-
gang til at indgå aftale med private institutioner som led i
varetagelsen af behandlingen af retspsykiatriske patienter
med en dom til ambulant behandling. Dette vil frigøre kapa-
citet i den almene psykiatri, ligesom det vil kunne sikre et
mere sammenhængende forløb for patienten, som således vil
få mulighed for at bevare sin tilknytning til et eventuelt tidli-
gere anvendt privat behandlingssted og personale.
Med den foreslåede ændring vil det således fremgå af § 1,
stk. 2, i lov om retspsykiatrisk behandling m.v., at regionsrå-
det kan indgå overenskomst med eller på anden måde benyt-
te private institutioner som led i varetagelsen af den ambu-
lante behandling af patienter, der i henhold til stk. 1, nr. 2 på
anden måde undergives psykiatrisk behandling i henhold til
dom eller kendelse.
Den foreslåede ændring vil være tilsvarende sundhedslo-
vens § 75, stk. 2, hvoraf det fremgår, at regionsrådet kan
indgå overenskomst med eller på anden måde benytte priva-
te institutioner som led i løsningen af sygehusvæsenets op-
gaver. Regionerne vil således med den foreslåede bestem-
melse få samme mulighed for at anvende private institutio-
ner, som på det øvrige sundhedsområde.
Med den foreslåede ændring gives der alene hjemmel til,
at regionerne kan indgå aftale med private institutioner om
at varetage den ambulante behandling af retspsykiatriske pa-
tienter med dom til ambulant behandling eller dom til ambu-
lant behandling med mulighed for indlæggelse. Retspsykia-
triske patienter med dom til anbringelse eller behandling er
således ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse. Disse
retspsykiatriske patienter kan således fortsat alene behandles
på regionens psykiatriske afdelinger.
Det er forudsat, at behandlingen af en retspsykiatrisk pa-
tient med en ambulant behandlingsdom, som undlader at
følge behandlingen på en privat institution, vil skulle overgå
til de regionale retspsykiatriske afdelinger. Dette gælder li-
geledes, hvis overlægen på den private institution vurderer,
at der er behov for, at en patient skal indlægges i henhold til
patientens dom om ambulant behandling med mulighed for
indlæggelse.
Såfremt behandlingen af en retspsykiatrisk patient overgår
fra en privat institution til en regional retspsykiatrisk afde-
ling, bør den resterende behandling som udgangspunkt fort-
sætte i regionalt regi. Der lægges således op til, at patienten
ikke på ny overføres til den private institution til eventuel
videre ambulant behandling. Dette for at sikre, at patienten
ikke oplever unødige skift i forbindelse med behandlingen.
Der skal således ved vurderingen om patientens fortsatte be-
handling lægges afgørende vægt på at sikre en sammenhæn-
gende behandling for den enkelte patient.
Forslaget indebærer ikke, at retspsykiatriske patienter med
dom til ambulant behandling har ret til frit sygehusvalg i
henhold til sundhedslovens §§ 86 og 87.
Det bemærkes, at der for retspsykiatriske patienter er et
særligt stort behov for koordinering og samarbejde med for-
skellige aktører inden for både sundheds- og retsvæsenet.
Vælger regionerne at indgå overenskomst eller på anden
måde benytte private institutioner, vil regionerne således ha-
ve det overordnede ansvar for, at de private behandlingsste-
der i relevant omfang inddrages i de samarbejdsfora med re-
levante aktører på området, herunder f.eks. kriminalfor-
sorgsområder, den regionale psykiatri og den relevante poli-
tikreds, der er etableret med henblik på at sikre koordinering
både generelt og om den enkelte dømte.
Endelig foreslås det i lovens § 1, stk. 3, at bemyndige
sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om regio-
nernes benyttelse af private institutioner. Det forudsættes, at
den nærmere fastsættelse af regler vil ske med inddragelse
af justitsministeren.
2.5 Justering af takster for psykiatriske færdigbehand-
lingsdage
2.5.1 Gældende ret
Det følger af sundhedslovens § 238, stk. 1, at bopælsre-
gionen opkræver bopælskommunen betaling pr. sengedag
for sygehusbehandling til færdigbehandlede patienter for
kommunen. Dette er efter § 238, stk. 3, også muligt for pa-
tienter, der er indlagt på et hospice, som er nævnt i sund-
hedslovens § 75, stk. 4, og § 79, stk. 2. Denne betaling kan
maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau). Taksten pris- og
lønreguleres på samme måde som bloktilskuddet til regio-
nerne.
Det følger herudover af § 238, stk. 2, at staten opkræver
bopælskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehand-
ling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kom-
munen. Denne betaling kan maksimalt udgøre 1.976 kr.
(2016-niveau) pr. sengedag for første og anden sengedag og
3.952 kr. (2016-niveau) for hver sengedag fra og med tredje
sengedag. Taksten pris- og lønreguleres på samme måde
som bloktilskuddet til regionerne. Den statslige færdigbe-
handlingstakst er et supplement til den takst, som bopælsre-
gionen opkræver, jf. § 238, stk. 1.
Sundhedsministeren kan i henhold til § 238, stk. 5 og 6,
fastsætte de nærmere regler om bopælskommunens betaling,
herunder om regionernes indberetning og dokumentation af
aktivitet og om foreløbig og endelig opgørelse af afregning,
og regler om tilbageførsel af det statslige provenu til kom-
munerne.
Sådanne regler er fastsat ved bekendtgørelse nr. 1780 af
27. december 2016.
2.5.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
I 2017 var der ca. 24.000 færdigbehandlingsdage, hvor en
færdigbehandlet borger optog en sengeplads på en psykia-
trisk afdeling. Sammenlignet med somatikken er det en
relativ lille andel af indlæggelserne i psykiatrien, der ender
ud med færdigbehandlingsdage, svarende til 1,5 pct. af ind-
læggelserne i psykiatrien. Til gengæld er der et højt antal af
færdigbehandlingsdage for de patienter, der har færdigbe-
handlingsdage på psykiatriske afdelinger. Knap 70 pct. af
forløbene med færdigbehandlingsdage varer mere end 10
13
dage, og ca. 10 pct. af forløbene med færdigbehandlingsda-
ge varer mere end 100 dage.
I et samlet sundhedsvæsen, der går på tværs af sektorer, er
en klar arbejdsdeling mellem regioner og kommuner vigtig.
Det indebærer bl.a., at kommunerne hjemtager færdigbe-
handlede borgere, så snart behandlingen på sygehuset vurde-
res afsluttet. Det er en fordel for de færdigbehandlede borge-
re, som kan være hjemme i trygge, nære omgivelser. Og det
er en fordel for sygehusvæsenet, da færdigbehandlede psy-
kiatriske patienter optager kapacitet og plejeressourcer på de
psykiatriske sygehuse, hvilket medfører en ineffektiv brug
af specialiserede sygehusressourcer ligesom det kan opleves
uværdigt for borgeren.
Det foreslås på den baggrund at fastsætte, at der kan op-
kræves en statslig færdigbehandlingstakst for psykiatriske
færdigbehandlingsdage, som ligner den statslige takst for so-
matiske færdigbehandlingsdage, jf. sundhedslovens § 238,
stk. 2.
Dette vil understøtte, at færdigbehandlede patienter ople-
ver en øget sammenhæng i deres forløb, og bliver udskrevet
efter endt behandling til en social indsats i kommunen uden
unødig ventetid på hospitalet. Det vil desuden medføre, at
der frigøres kapacitet i psykiatrien til behandling af de pa-
tienter, som har behov for behandling.
Den gældende bestemmelse i sundhedslovens § 238, stk.
2, ændres derfor til alene at omfatte somatisk færdigbehand-
lede patienter fra kommunen.
Der tilsigtes således ikke en indholdsmæssig ændring af
bestemmelsen, men alene en præcisering af, at bestemmel-
sen alene omhandler somatiske patienter, og ikke psykiatri-
ske patienter.
Det foreslås dernæst i et nyt stk. 3 i sundhedslovens § 238
at fastsætte, at staten kan opkræve betalingskommunen beta-
ling pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til
psykiatrisk færdigbehandlede patienter fra kommunen. Beta-
lingen vil maksimalt kunne udgøre 1.976 kr. (2016-niveau)
pr. sengedag fra og med syvende sengedag til og med 13.
sengedag og 3.952 kr. (2016-niveau) for hver sengedag fra
og med den 14. sengedag. Taksten vil blive pris- og lønregu-
leres på samme måde som bloktilskuddet til regionerne.
Den kommunale takst for psykiatriske færdigbehandlings-
dage vil øges på tilsvarende måde, som det i dag er gælden-
de for somatiske færdigbehandlingsdage i § 238, stk. 2.
Mens takstjusteringen i somatikken indebærer, at kommu-
nernes takst fordobles for dag 1-2 og tredobles fra dag 3 og
frem, tages der i den foreslåede model for psykiatriske be-
handlingsdage hensyn til, at kommunerne har behov for me-
re tid til at finde det rette tilbud til psykiatriske patienter
med meget komplekse behov.
I modellen for psykiatrien lægges derfor op til, at den
samlede kommunale betaling for psykiatriske færdigbehand-
lingsdage fordobles fra og med 7. færdigbehandlingsdag, og
tredobles fra og med 14. dag. Den statslige færdigbehand-
lingstakst udformes som en trappemodel, hvor taksten fra og
med syvende dag fastsættes til 1.976 kr. (pris- og lønniveau
for 2016), mens det fra 14. dag og frem fordobles, så taksten
er 3.952 kr. (pris- og lønniveau for 2016). Trappemodellen
styrker særligt det økonomiske incitament for forløb med
mange dage, og tager hensyn til, at kommunerne har behov
for tid til at finde det rette tilbud til psykiatriske patienter
med meget komplekse behov.
Færdigbehandlingstaksten for kommunerne for psykiatri-
ske færdigbehandlingsdage bliver med betaling til både regi-
on og stat samlet 3.952 kr. fra og med 7. dag og 5.928 kr. fra
og med 14. dag (pris- og lønniveau for 2016). I forhold til
det gældende niveau svarer det til en fordobling for dag syv
til dag 13 og en tredobling fra dag 14 og frem.
Med lovforslaget foreslås det, at taksterne efter stk. 3 får
25 pct. virkning i tilskudsåret 2020, 50 pct. i tilskudsåret
2021, 75 pct. i tilskudsåret 2022, og 100 pct. fra og med til-
skudsåret 2023.
Forslaget om at indfase den statslige færdigbehandlings-
takst over tre år skyldes et ønske om at skabe tid til eventu-
elle strukturelle og organisatoriske ændringer i kommunerne
og i snitfladen mellem regioner og kommuner. Konkret vil
den statslige takst efter forslaget være 25 pct. i tilskudsåret
2020, svarende til at taksten fra og med syvende dag er 494
kr. (pris- og lønniveau for 2016), og fra fjortende dag og
frem er 988 kr. (pris- og lønniveau for 2016). I tilskudsåret
2021 vil den statslige takst være 50 pct. svarende til at tak-
sten fra og med syvende dag er 988 kr. (pris- og lønniveau
for 2016), og fra fjortende dag og frem er 1.976 kr. (pris- og
lønniveau for 2016), og i tilskudsåret 2022 vil den statslige
takst være 75 pct. svarende til at taksten fra og med syvende
dag er 1.482 kr. (pris- og lønniveau for 2016), og fra fjorten-
de dag og frem er 2.964 kr. (pris- og lønniveau for 2016). I
tilskudsåret 2023 vil den statslige takst være fuldt imple-
menteret.
Med lovforslaget foreslås det, at sundhedsministerens be-
myndigelse om at fastsætte regler om tilbageførsel af prove-
nuet efter sundhedsloven § 238, stk. 2, til kommunerne, og-
så vil skulle gælde for den foreslåede bestemmelse i sund-
hedslovens § 238, stk. 3.
Med sigte på at undgå, at de øgede takster i sig selv mod-
virker de regionale incitamenter til at få patienterne udskre-
vet, er det hensigten at fastsætte, at den statslige færdigbe-
handlingstakst ikke skal tilgå regionerne, men tilbageføres
til kommunerne. På samme måde som ved somatiske fær-
digbehandlingsdage vil den statslige færdigbehandlingstakst
til kommunerne i udgangspunktet skulle tilbageføres i den
enkelte region, som merbetalingen vedrører, og fordeles til
kommunerne i den enkelte region i forhold til indbyggertal-
let. Det vil sige, at betalinger i en region ikke vil blive om-
fordelt til øvrige regioner, men kun mellem kommunerne in-
den for den enkelte region.
Med henblik på at tage højde for det tilfælde, at kommu-
nerne ikke nedbringer antallet af psykiatriske færdigbehand-
lingsdage væsentligt, er det hensigten, at sundhedsministe-
ren med bemyndigelsen i den foreslåede § 238, stk. 7, vil
fastsætte regler om at ændre tilbageførslen til kommunerne
fra en tilbagebetaling til kommunerne i den region, som
merbetalingen vedrører via indbyggertallet, til at ske via en
14
ansøgningspulje målrettet kommunale initiativer, der har til
formål at nedbringe antallet af psykiatriske færdigbehand-
lingsdage. Ansøgningspuljen vil i givet fald blive admini-
streret af Sundheds- og Ældreministeriet. Det samme gælder
for somatiske færdigbehandlingsdage i dag.
Yderligere foreslås det med lovforslaget, at både bopæls-
regionen og staten opkræver betalingen fra betalingskom-
munen i stedet for bopælskommunen. Betalingskommunen
er den kommune, som i henhold til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt.,
samt § 9 c, stk. 2 og stk. 4-6 samt stk. 12, i lov om retssik-
kerhed på det sociale område, har den generelle betalings-
forpligtelse. Ændringen foreslås med henblik på at sikre, at
betalingen i højere grad tilkommer den kommune, der efter
serviceloven har handleansvar for borgeren.
2.6 Sikring af straksbehandling af akutte abstinenser hos
personer med et stofmisbrug og tilvejebringelse af et ud-
trykkeligt hjemmelsgrundlag for sygehusansatte lægers
foretagelse af lægelig stofmisbrugsbehandling
2.6.1 Gældende ret
2.6.1.1 Straksbehandling af akutte abstinenser hos personer
med et stofmisbrug
Efter § 41, stk. 1, 1. pkt., i lov om autorisation af sund-
hedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (herefter
autorisationsloven) kan ordination af afhængighedsskabende
lægemidler som led i behandling af personer med stofmis-
brug alene foretages af læger ansat i lægestillinger ved de
kommunale, regionale eller private institutioner, hvor kom-
munen i henhold til sundhedslovens § 142, stk. 4, tilveje-
bringer tilbud om lægelig stofmisbrugsbehandling, jf. sund-
hedslovens § 142, stk. 3.
Dog kan andre læger efter autorisationslovens § 41, stk. 1,
2. pkt., foretage enkeltstående ordinationer som led i absti-
nensbehandling af kort varighed. Under normale omstæn-
digheder vil varigheden af en sådan abstinensbehandling ik-
ke overstige en uge. I tilfælde, hvor f.eks. en praktiserende
læge eller en læge på en skadestue har fundet sundhedsfag-
ligt grundlag for at iværksætte abstinensbehandling, og hvor
det viser sig, at kommunen ikke kan iværksætte den egentli-
ge lægelige stofmisbrugsbehandling inden for en uge, vil der
være tale om sådanne særlige omstændigheder, der kan be-
grunde, at lægen fortsætter den nødvendige abstinensbe-
handling indtil den lægelige stofmisbrugsbehandling i kom-
munalt regi kan iværksættes. Den lægelige stofmisbrugsbe-
handling skal efter sundhedslovens § 142, stk. 6, iværksæt-
tes senest 14 dage efter, at borgeren, som ønsker at komme i
behandling, har henvendt sig til kommunen med sit ønske.
Andre læger end læger ansat i lægestillinger ved de kom-
munale, regionale eller private institutioner, hvor kommu-
nen tilvejebringer tilbud om lægelig stofmisbrugsbehand-
ling, kan således foretage enkeltstående ordinationer af af-
hængighedsskabende lægemidler som led i abstinensbe-
handling. Hvis f.eks. en praktiserende læge eller en skade-
stuelæge undlader straks at iværksætte abstinensbehandling
vil det kunne være i strid med lægens forpligtelse til under
udøvelsen af sin virksomhed at udvise omhu og samvittig-
hedsfuldhed, jf. autorisationslovens § 17.
Om en læge er forpligtet efter autorisationslovens § 17 til
straks at iværksætte abstinensbehandling afhænger af absti-
nensernes karakter. Forpligtelsen gælder, hvis lægen bliver
bekendt med, at en patient har akutte abstinenser, som kræ-
ver behandling. Lægen kan i givet fald enten selv iværksætte
abstinensbehandlingen straks eller foranstalte, at patienten
straks bliver behandlet på anden vis.
Det vil altid være en konkret lægefaglig vurdering, om der
er tale om behandlingskrævende akutte abstinenser. Med
forbehold for, at det således altid vil bero på en sådan kon-
kret lægefaglig vurdering, er blodtryksstigninger, hjerteryt-
meforstyrrelser, kramper, hallucinationer og delirium symp-
tomer på akutte abstinenser, der kræver behandling. I værste
fald kan tilstanden ubehandlet medføre døden.
Ligeledes med forbehold for, at det altid vil bero på en
konkret lægefaglig vurdering, er indre uro og en følelse af
stærkt ubehag symptomer på abstinenser, der ikke nødven-
digvis kræver behandling. Det er vigtigt at være opmærk-
som på, at lette abstinenser over tid kan udvikle sig til be-
handlingskrævende akutte abstinenser.
Det skal for en ordens skyld bemærkes, at forpligtelsen ef-
ter autorisationslovens § 17 til at udvise omhu og samvittig-
hedsfuldhed gælder for autoriserede sundhedspersoners
virksomhedsudøvelse, herunder også i forbindelse med be-
handling af andre abstinenser end stofmisbrugsrelaterede ab-
stinenser.
2.6.1.2 Sygehusansatte lægers foretagelse af lægelig stof-
misbrugsbehandling
Regionsrådet har efter sundhedsloven ansvaret for stof-
misbrugsbehandling i sygehusvæsenet. Ansvaret indebærer
bl.a., at regionen er ansvarlig for lægelig stofmisbrugsbe-
handling af personer, som under sygehusindlæggelse har be-
hov for en sådan behandling. Regionens ansvar forudsætter,
at sygehusansatte læger må foretage ordination af afhængig-
hedsskabende lægemidler som led i lægelig stofmisbrugsbe-
handling af personer, der er indlagt på sygehus. At denne
forudsætning er til stede, fremgår imidlertid ikke udtrykke-
ligt af autorisationslovens § 41, stk. 1, 1. pkt., som isoleret
set kunne læses sådan, at sygehusansatte læger er afskåret
fra at foretage ordination af sådanne lægemidler. En sådan
læsning ville imidlertid være fejlagtig og have som konse-
kvens, at regionerne ville være afskåret fra at leve op til de-
res ansvar efter sundhedsloven.
2.6.2 Undersøgelse af mulighederne for at forkorte behand-
lingsgarantien for personer med et stofmisbrug
Som opfølgning på regeringsgrundlaget ”For et friere, ri-
gere og mere trygt Danmark” har Sundheds- og Ældremini-
steriet, Børne- og Socialministeriet samt Justitsministeriet i
fællesskab undersøgt mulighederne for at forkorte behand-
lingsgarantien, som giver personer med et stofmisbrug ret til
at komme i behandling senest 14 dage efter anmodning her-
om. Dette gælder som udgangspunkt også i fængslerne.
15
Undersøgelsen viser, at der er tungtvejende argumenter
for at forbedre indsatsen på andre måder end ved en generel
forkortelse af den gældende behandlingsgaranti.
Undersøgelsen viser imidlertid også, at brugerrepræsen-
tanter peger på, at lægerne – også dem uden for det kommu-
nale stofmisbrugsbehandlingssystem, f.eks. praktiserende
læger og skadestuelæger – kan blive bedre til at iværksætte
og gennemføre relevant abstinensbehandling, indtil den læ-
gelige stofmisbrugsbehandling kan iværksættes.
Som led i undersøgelsen holdt Sundheds- og Ældremini-
steriet, Børne- og Socialministeriet, Justitsministeriet samt
Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen således et møde med
Brugerforeningen, Brugernes Akademi og Gadejuristen. På
mødet gav brugerrepræsentanterne udtryk for, at en eventuel
forkortelse af behandlingsgarantien ikke nødvendigvis ville
være af stor betydning i forhold til at forbedre indsatsen for
personer med stofmisbrug, men at en forkortelse af behand-
lingsgarantien for behandling efter sundhedslovens § 142
ville være af stor betydning, hvis ikke lægerne – også dem
uden for behandlingssystemet, f.eks. praktiserende læger og
skadesstuelæger – bliver bedre til at iværksætte og gennem-
føre relevant abstinensbehandling, indtil substitutionsbe-
handlingen kan iværksættes.
Ligeledes som led i undersøgelsen blev der holdt et møde
med Dansk Selskab for Addiktiv Medicin, Dansk Socialråd-
giverforening, Fagligt Selskab for Addiktiv Sygepleje,
FLOR – Foreningen for Ledere af Offentlige Rusmiddelcen-
tre, KL, Københavns Kommune, Socialpædagogernes
Landsforbund og Vordingborg Kommune. På mødet tilken-
degav interessenterne, at man umiddelbart havde vanskeligt
ved at se sundhedsfaglige eller andre gevinster ved en for-
kortelse af behandlingsgarantien, hvis den lod sig gennem-
føre i praksis.
Interessenterne gav dog samtidig udtryk for, at det ville
være en gevinst, hvis patienter, som har behov for at komme
i relevant abstinensbehandling, får behandlingen straks og
ikke først efter nogle dage. Interessenterne gjorde dog op-
mærksom på, at patienterne i langt de fleste tilfælde får ab-
stinensbehandling inden for kort tid, men at dette kan for-
bedres endnu mere. Efter interessenternes opfattelse burde
behovet for, at relevant abstinensbehandling iværksættes
straks, imidlertid ikke søges imødekommet ved en forkortel-
se af behandlingsgarantien, men ved, at praktiserende læger
og skadestuelæger i højere grad end i dag bliver opmærk-
somme på og gør brug af den adgang, som de har til at fore-
tage enkeltstående ordinationer som led i abstinensbehand-
ling af kort varighed, indtil lægelig stofmisbrugsbehandling
i kommunalt regi kan iværksættes.
Interessenterne var på den baggrund enige om, at man er
nødt til adskille problemstillingen om abstinensbehandling
fra spørgsmålet om en forkortelse af behandlingsgarantien.
En forkortelse af behandlingsgarantien var efter deres opfat-
telse ikke det rigtige svar på, hvordan borgere med behov
for at komme i relevant abstinensbehandling får behandlin-
gen straks.
I undersøgelsen konkluderes det bl.a. på den baggrund, at
meget taler for, at man i stedet for en generel forkortelse af
den gældende behandlingsgaranti tager initiativ til at styrke
den gældende behandlingsgaranti ved bl.a. at sikre straksbe-
handling af akutte abstinenser.
2.6.3 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.6.3.1 Straksbehandling af akutte abstinenser hos personer
med et stofmisbrug
Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at det må tages
alvorligt, når brugerrepræsentanterne i forbindelse med un-
dersøgelsen af mulighederne for at forkorte behandlingsga-
rantien for personer med et stofmisbrug, har peget på, at læ-
gerne – også dem uden for det kommunale stofmisbrugsbe-
handlingssystem, f.eks. praktiserende læger og skadestuelæ-
ger – kan blive bedre til at iværksætte og gennemføre rele-
vant abstinensbehandling, indtil den lægelige stofmisbrugs-
behandling kan iværksættes, og når interessenterne i samme
forbindelse har givet udtryk for, at det vil være en gevinst,
hvis patienter, som har behov for at komme i relevant absti-
nensbehandling, får behandlingen straks og ikke først efter
nogle dage.
Alvoren understreges af, at behandlingskrævende akutte
abstinenser ubehandlet i værste fald kan medføre døden.
Sundheds- og Ældreministeriet finder på den baggrund, at
der er behov for at få tydeliggjort, at patienter med behand-
lingskrævende akutte abstinenser straks skal tilbydes absti-
nensbehandling, indtil den egentlige lægelige stofmisbrugs-
behandling kan iværksættes, og at dette gælder, uanset om
patienten henvender sig i det kommunale behandlingssy-
stem, i almen praksis eller på skadestuen. Dette med henblik
på at sikre, at læger bliver bedre til at iværksætte og gen-
nemføre relevant abstinensbehandling, indtil den lægelige
stofmisbrugsbehandling kan iværksættes.
Det foreslås derfor at fastsætte i autorisationslovens § 41,
stk. 1, som et nyt 3. punktum, at ordinationen skal foretages
straks i tilfælde af behandlingskrævende akutte abstinenser.
Der er tale om en tydeliggørelse af, hvad der følger af det
almindelige krav til læger om at udvise omhu og samvittig-
hedsfuldhed i deres virksomhed efter autorisationslovens §
17.
2.6.3.2 Sygehusansatte lægers foretagelse af lægelig stof-
misbrugsbehandling
Da man med lov nr. 435 af 14. juni 1995 om ændring af
lov om sygehusvæsenet og lov om udøvelse af lægegerning
(Lægelig behandling for stofmisbrug) gjorde de daværende
amtskommuner samt Københavns og Frederiksberg kommu-
ner ansvarlige for den lægelige stofmisbrugsbehandling og
samtidig begrænsede ordinationsadgangen, var det bl.a. hen-
sigten at afskære praktiserende læger, som indtil da havde
forestået den lægelige stofmisbrugsbehandling, fra at ordi-
nere afhængighedsskabende lægemidler som led i stofmis-
brugsbehandling, med mindre der er tale om enten enkeltstå-
ende ordinationer som led i abstinensbehandling af kort va-
16
righed eller om overladelse efter aftale af ordinationsretten i
nærmere bestemte tilfælde.
Det var således ikke hensigten at afskære sygehusansatte
læger fra at foretage ordination af afhængighedsskabende
lægemidler som led i lægelig stofmisbrugsbehandling af
personer, der er indlagt på sygehus. Dette har heller ikke
været hensigten med senere ændringer af den bestemmelse,
som i dag findes i autorisationslovens § 41.
Uanset formuleringen af autorisationslovens § 41 er det da
også blevet lagt til grund, at sygehusansatte læger må foreta-
ge ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led
i lægelig stofmis-brugsbehandling af personer, der er indlagt
på sygehus, således at regionerne kan leve op til det ansvar,
som de efter sundhedsloven har for behandling i sygehus-
væsenet.
Sundheds- og Ældreministeriet er ikke bekendt med, at
sygehusansatte læger har undladt at foretage ordination af
afhængighedsskabende lægemidler som led i lægelig stof-
misbrugsbehandling af personer, der er indlagt på sygehus,
fordi lægerne har haft opfattelsen af, at autorisationslovens §
41 afskærer dem herfra. Ikke desto mindre forekommer det
hensigtsmæssigt at tilvejebringe et udtrykkeligt hjemmels-
grundlag for sygehusansatte lægers foretagelse af ordination
af afhængighedsskabende lægemidler som led i lægelig stof-
misbrugsbehandling af personer, der er indlagt på sygehus.
Det foreslås på den baggrund at præcisere autorisationslo-
vens § 41, stk. 1, 1. pkt., så det udtrykkeligt fremgår, at også
sygehusansatte læger kan ordinere sådanne lægemidler som
led i lægelig stofmisbrugsbehandling til personer, mens de
er indlagt på sygehuset.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Den foreslåede udvidelse af målgruppen for udskrivnings-
aftaler og koordinationsplaner i psykiatrilovens § 13 a for-
ventes at betyde, at knap 7.000 patienter samlet set vil blive
omfattet af forslagets stk. 1 og 2.
Dette vil forventeligt betyde en merudgift på syv mio. kr. i
2019 og herefter 14 mio. kr. årligt i permanente midler til
regioner og kommuner. Disse midler vil blive overført til
henholdsvis kommuner og regioner vha. bloktilskudsnøglen.
Den foreslåede ændring om ophævelse af psykiatrilovens
bestemmelser om tvungen opfølgning efter udskrivning,
herunder ophævelse af retsplejelovens bestemmelser om ad-
gang til retslig prøvelse for ordningen, vurderes ikke at få
økonomiske konsekvenser af betydning for det offentlige.
Den foreslåede ændring om indførelse af hjemmel til at
anvende kropsscannere på psykiatriske afdelinger og narko-
hunde på psykiatriske afdelingers udearealer vurderes ikke
at få økonomiske konsekvenser af betydning for det offentli-
ge.
Forslaget om, at regionsrådet kan vælge, at private institu-
tioner som led i varetagelsen af den ambulante behandling
af retspsykiatriske patienter, vurderes ikke at få økonomiske
konsekvenser af betydning for det offentlige.
Den foreslåede ændring af reglerne om betaling for fær-
digbehandlede patienter forventes at betyde en øget takstbe-
taling på ca. 74 mio. kr., baseret på 2016-aktivitetsniveau,
og med en antagelse om en uændret adfærd i kommunerne.
Det vil dog blive tilbageført til kommunerne inden for den
enkelte region.
Lovændringen vil have implementeringskonsekvenser for
Sundhedsdatastyrelsen, som er driftsansvarlig for opkræv-
ning af færdigbehandlingstakster fra kommunerne.
Derudover må der forventes en incitamentseffekt i kom-
munerne, som vil få kommunerne til at prioritere området
yderligere, hvorfor kommunernes udgifter til færdigbehand-
lingstakster må forventes at falde.
Den foreslåede ændring om betaling for færdigbehandlede
patienter opkræves af betalingskommunen i stedet for bo-
pælskommunen vil have økonomiske konsekvenser i de til-
fælde, hvor betalingskommunen ikke er den samme som bo-
pælskommunen. Samlet set vil lovforslaget ikke medføre of-
fentlige merudgifter, men vil medføre omfordeling mellem
kommuner inden for den enkelte region.
De foreslåede ændringer af autorisationslovens § 41, stk.
1, hvorefter der skabes lovhjemmel for sygehuslæger kan
abstinensbehandle, forventes ikke at have hverken økonomi-
ske eller implementeringskonsekvenser for det offentlige.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget forventes ikke at medføre økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige konsekvenser.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 19. novem-
ber 2018 til den 18. december 2018 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Brugerforeningen, Brugernes Akademi, Danske Regioner,
KL, KL og Socialpædagogernes Landsforbund, Regionernes
Lønnings- og Takstnævn, Region Hovedstaden, Region
Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland, Region
Nordjylland, 3F, Ansatte Tandlægers Organisation, Dan-
marks Apotekerforening, Danmarks Optikerforening, Dansk
Kiropraktor Forening, Dansk Psykolog Forening, Dansk
Psykoterapeutforening, Danske Selskab for Addiktiv Medi-
cin, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd,
Dansk Tandplejerforening, Danske Bandagister, Danske
Bioanalytikere, Danske Dental Laboratorier, Danske Fodte-
rapeuter, Danske Fysioterapeuter, De Offentlige Tandlæger,
Den Danske Dommerforening, Den Danske Dyrlægefor-
17
ening, Ergoterapeutforeningen, Farmakonomforeningen,
FLOR – Foreningen af Ledere af Offentlige rusmiddelcen-
tre, FOA, Foreningen af Kliniske Diætister, Foreningen af
Speciallæger, Jordemoderforeningen, Gadejuristen, Lands-
foreningen af Kliniske Tandteknikere, Lægeforeningen, Or-
ganisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Praktiseren-
de Lægers Organisation, Praktiserende Tandlægers Organi-
sation, Psykolognævnet, Radiograf Rådet, Socialpædagoger-
nes Landsforbund, Tandlægeforeningen, Yngre Læger, Alz-
heimerforeningen, Bedre Psykiatri, Dansk Handicap For-
bund, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter,
Danske Ældreråd, Det Centrale Handicapråd, Diabetesfor-
eningen, Gigtforeningen, Hjernesagen, Hjerteforeningen,
Høreforeningen, Kost- og Ernæringsforbundet, Kræftens
Bekæmpelse, Landsforeningen af nuværende og tidligere
psykiatribrugere (LAP), Landsforeningen LEV, Landsfor-
eningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS), Lands-
foreningen SIND, Patientforeningen, Patientforeningen i
Danmark, Patientforeningernes Samvirke, Scleroseforenin-
gen, Sjældne Diagnoser, Udviklingshæmmedes Landsfor-
bund, ÆldreForum, Ældresagen, Advokatrådet, Branchefor-
eningen for Private Hospitaler og Klinikker, Dansk Erhverv,
Dansk Industri, Dansk IT – Råd for IT-og persondatasikker-
hed, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Selskab for Almen
Medicin, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Sel-
skab for Klinisk Farmakologi, Dansk Selskab for Retsmedi-
cin, Dansk Standard, Danske Dental Laboratorier, Danske
Seniorer, Dignity – Dansk Institut mod Tortur, Forbrugerrå-
det, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Ar-
bejdsmarkedschefer i Danmark, Forsikring & Pension, Rets-
politisk Forening, Tandlægeforeningens Tandskadeerstat-
ning, Ankestyrelsen, Datatilsynet, Den Nationale Viden-
skabsetiske Komité, Det Etiske Råd, Erhvervsstyrelsen, Fi-
nanstilsynet, Færøernes Landsstyre, Grønlands Selvstyre,
Institut for Menneskerettigheder, Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Patienterstatningen,
Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsom-
budsmanden på Grønland, Rigspolitiet, Rådet for Digital
Sikkerhed, Rådet for Socialt Udsatte, Statens Serum Institut,
Sundhedsstyrelsen og Sundhedsdatastyrelsen, Styrelsen for
Patientsikkerhed.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »In-
gen«)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør
»Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
For lovforslaget om færdigbehandlings-
takster får kommunerne tilbagebetalt
takstbetaling på ca. 74 mio. kr. (2016-ni-
veau).
For lovforslaget færdigbehandlingstak-
ster får kommunerne en øget takstbeta-
ling på ca. 74 mio. kr. (2016-niveau).
For lovforslaget om udskrivningsaftaler
og koordinationsplaner vil det forvente-
ligt betyde en merudgift på syv mio. kr.
i 2019 og herefter 14 mio. kr. årligt i
permanente midler til regioner og kom-
muner.
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen For lovforslaget om færdigbehandlings-
takster skal Sundhedsstyrelsen tilpasse
opkrævning af færdigbehandlingstak-
ster.
For lovforslaget om straks abstinensbe-
handling skal Sundhedsstyrelsen indar-
bejde ændringen i retningslinjerne.
For lovforslaget om kropsscannere og
narkohunde skal Sundhedsstyrelsen ud-
arbejde nærmere regler for brugen af
kropsscannere og narkohunde.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Ingen Ingen
18
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten (Beskriv forholdet til EU-retten/anfør »Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter«)
Lovforslaget indeholder ikke ingen EU-retlige aspekter
Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-
regulering/Går videre end mini-
mumskrav i EU-regulering
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det fremgår af psykiatrilovens § 4 a, at bestemmelserne i
§ 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a, stk. 1, 1. pkt., § 11, § 12, stk.
4, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 15, stk. 1 og 2, § 18 g, § 19 a, stk. 1
og 4, og § 21, stk. 2, ikke er til hinder for, at en beslutning i
overlægens fravær kan træffes af en anden læge, hvorefter
overlægen snarest efterfølgende skal tage stilling til beslut-
ningen.
Det foreslås med en ændring af § 4 a, at bestemmelsen ud-
vides til også at omfatte overlægens beslutning om at anven-
de kropsscannere ved undersøgelse af patienter eller andre,
der søger adgang til psykiatriske afdelinger, samt overlæ-
gens beslutning om at anvende narkohunde til at undersøge
den psykiatriske afdelings udearealer, i henhold til den fore-
slåede bestemmelse i § 19 a, stk. 2 og 6.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at gøre det
klart, at det er overlægen, der efter forslagets § 19 a, stk. 1,
2, 6 og 7, har beslutningskompetence.
Til nr. 2
Det fremgår af psykiatrilovens § 13 a, stk. 1, at overlægen
har ansvaret for, at der for patienter, som efter udskrivning
må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de
sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, ind-
gås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykia-
triske afdeling samt de relevante myndigheder, privatprakti-
serende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige
og sociale tilbud til patienten.
Det fremgår endvidere af psykiatrilovens § 13 a, stk. 2, at
sundheds- og ældreministeren fastsætter regler om registre-
ring og indberetning af udskrivningsaftaler til sygehusmyn-
digheden og Sundhedsstyrelsen. Sundheds- og ældreministe-
ren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberetnin-
ger skal indeholde oplysninger om patientens identitet.
Det foreslås, at § 13 a, stk. 1, ændres sådan, at overlægen
har ansvaret for, at der for patienter, som overlægen er be-
kendt med modtager støtte i henhold til afsnit V i lov om so-
cial service som følge af nedsat psykisk funktionsevne, in-
den udskrivning indgås en udskrivningsaftale mellem pa-
tienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myn-
digheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de
behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten..
Derudover foreslås, at § 13 a, stk. 2, ændres sådan, at hvis
det må antages, at en patient, der ikke er omfattet af stk. 1,
ikke selv vil søge den behandling eller de sociale tilbud, der
er nødvendige for patientens helbred, har overlægen ansva-
ret for, at der inden udskrivning indgås en udskrivningsafta-
le mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de re-
levante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner
m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud.
Endelig foreslås det, at § 13 a, stk. 2 herefter bliver til §
13 a, stk. 3, således at sundhedsministeren kan fastsætte reg-
ler om registrering og indberetning af udskrivningsaftaler til
sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Sundhedsmini-
steren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberet-
ninger skal indeholder oplysninger om patientens identitet.
Formålet med den foreslåede ændring i § 13 a, stk. 1, er at
gøre det obligatorisk for overlægen at indgå udskrivningsaf-
taler for patienter i voksenpsykiatrien, hvis overlægen bliver
bekendt med, at patienter som følge af nedsat psykisk funk-
tionsevne, modtager støtte i henhold til lov om social service
afsnit V. Det betyder, at overlægen i forbindelse med ind-
læggelsessamtalen, som i henhold til psykiatrilovens § 3
skal afholdes med patienten i forbindelse med en indlæggel-
se, skal spørge patienten, om patienten modtager støtte fra
kommunen i henhold til servicelovens afsnit V. Det vil
f.eks. være tilfældet, hvis patienten modtager stofmisbrugs-
behandling, er i beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og sam-
værstilbud eller er i midlertidigt eller længerevarende op-
hold i boformer.
19
Såfremt den ansvarlige overlæge bliver bekendt med, at
patienten modtager støtte i henhold til lov om social service
afsnit V, skal den ansvarlige overlæge ikke foretage en vur-
dering af, om patienten må forventes at søge støtte eller be-
handling efter udskrivning, men uden videre sørge for, at
der inden udskrivning indgås en udskrivningsaftale mellem
patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante
myndigheder, herunder den relevante kommune, privatprak-
tiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssi-
ge og sociale tilbud til patienten.
Formålet med den foreslåede ændring i § 13 a, stk. 2, er at
overlægen forpligtes til at indgå en udskrivningsaftale for
patienter, der ikke er omfattet af § 13 a, stk. 1, men som i
henhold til en konkret lægefaglig vurdering må antages ikke
selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud efter
udskrivning, der er nødvendige for patientens helbred. Dette
kan f.eks. være tilfældet, hvis patienten enten ikke modtager
støtte efter servicelovens afsnit V som følge af nedsat psy-
kisk funktionsevne, eller hvis patienten i forbindelse med
indlæggelsessamtalen enten ikke er i stand til eller ønsker at
oplyse, om patienten modtager støtte i henhold til servicelo-
vens afsnit V.
Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke et alderskri-
terium, hvorfor den foreslåede ændring også er gældende for
patienter under 18 år. Patienter under 18 år vil dog oftest
være omfattet af andre former for indsatser, hvorfor der ofte
ikke vil være behov for at indgå en udskrivningsaftale eller
en koordinationsplan. Det kan dog ikke udelukkes, at der
kan være konkrete tilfælde, hvor der vil være behov herfor.
Der tilsigtes ikke en ændring af det nærmere indhold af
udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. Der tilsigtes
heller ikke en ændring af, at ansvaret for udarbejdelse af ud-
skrivningsaftaler og koordinationsplaner er placeret hos
overlægen med det behandlingsmæssige ansvar på den afde-
ling, hvor patienten er indlagt.
Til nr. 3
Det fremgår af psykiatrilovens § 13 d, stk. 1, at overlægen
inden patientens udskrivning kan træffe beslutning om tvun-
gen opfølgning efter udskrivning, hvis der på baggrund af
den aktuelle indlæggelse findes at være en begrundet for-
modning om og nærliggende risiko for, at patienten efter ud-
skrivning vil ophøre med at følge den behandling, der er
nødvendig for patientens helbred, og patienten i de seneste 3
år forud for den aktuelle indlæggelse er blevet tvangsindlagt
mindst tre gange, patienten i de seneste 3 år forud for den
aktuelle indlæggelse i mindst ét tilfælde har undladt at følge
den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller
koordinationsplan, patienten i forbindelse med den aktuelle
indlæggelse blev tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt, og
patienten inden for det sidste halve år forud for den aktuelle
indlæggelse har været ordineret opsøgende behandling ved
et udgående psykiatriteam, men har undladt at følge den or-
dinerede medicinske behandling.
Det fremgår endvidere af psykiatrilovens § 13 d, stk. 2, at
overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter udskriv-
ning alene kan indeholde et pålæg til patienten om at møde
op til medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen. I hen-
hold til § 13 d, stk. 3, kan overlægen beslutte, at patienten
skal afhentes af politiet og bringes til tvangsmedicinering på
en psykiatrisk afdeling, hvis patienten ikke møder op til me-
dicinering. Der skal ved afhentningen være en sundhedsper-
son til stede. Medicineringen af patienten kan i disse tilfælde
alene foregå på en psykiatrisk afdeling.
Det fremgår herudover af § 13 d, stk. 4, at der ved medici-
nering i forbindelse med den tvungne opfølgning efter ud-
skrivning skal anvendes lægemidler, for hvilke overlægen
kender patientens reaktion, herunder eventuelt i depotform,
at en beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning
kan være gældende i indtil 3 måneder efter udskrivning af
patienten, jf. § 13 d, stk. 5, samt at hvis der er en begrundet
formodning om og nærliggende risiko for, at patienten ved
3-månedersperiodens udløb, jf. stk. 5, vil ophøre med at føl-
ge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred,
kan overlægen træffe beslutning om, at den tvungne opfølg-
ning efter udskrivning forlænges i indtil 3 måneder ad gan-
gen, dog således at patienten maksimalt kan være undergivet
tvungen opfølgning efter udskrivning i 12 måneder, jf. § 13
d, stk. 6.
Endeligt fremgår det af psykiatrilovens § 13 e, at sund-
hedsministeren fastsætter regler om tvungen opfølgning ef-
ter udskrivning, herunder efter forhandling med justitsmini-
steren om politiets afhentning af patienten, hvis denne ikke
frivilligt møder op til medicinering, og om sundhedsperso-
nens medvirken hertil.
Formålet med forslaget er at ophæve §§ 13 d og 13 e, da
ordningen er en fravigelse af det grundlæggende sundheds-
retlige princip om, at behandling ikke kan indledes eller
fortsættes uden patientens informerede samtykke. En evalu-
ering af tvungen opfølgning udarbejdet af Sundhedsstyrel-
sen har påvist, at kun et lavt antal patienter har været omfat-
tet af bestemmelsen, og at effekten af tvungen opfølgning
har været beskeden. En fravigelse af det grundlæggende
princip om, at behandling ikke kan indledes eller fortsættes
uden patientens samtykke bør bero på tungtvejende sund-
hedsfaglige og juridiske argumenter, hvilket i henhold til
Sundhedsstyrelsens evaluering ikke vurderes at være til ste-
de.
Til nr. 4
Overskriften til psykiatrilovens kapitel 5 a er Åbning og
kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og ejendele
samt kropsvisitation m.v.
Det foreslås at ændre overskriften til Åbning og kontrol af
post, undersøgelse af patientstuer og ejendele, kropsvisita-
tion, samt anvendelse af kropsscannere samt narkohunde
m.v.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at tilpasse
kapitlets overskrift til den foreslåede bestemmelse i psykia-
trilovens § 19 a om anvendelse af narkohunde og kropsscan-
nere på psykiatriske afdelinger.
Til nr. 5
20
Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, at ved mis-
tanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande på den psykiatriske afdeling, kan overlægen med
henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført eller vil
blive indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden
retskendelse beslutte, at en patients post skal åbnes og kon-
trolleres, at en patients stue og ejendele skal undersøges, el-
ler at der skal foretage kropsvisitation af en patient.
Det følger af § 19 a, stk. 2, at kropsvisitation efter stk. 1,
nr. 3, ikke omfatter undersøgelse af kroppens hulrum, her-
under eksempelvis endetarmsundersøgelse.
Derudover følger det af § 19 a, stk. 3, at åbning og kontrol
af patientens post og undersøgelse af patientens stue og
ejendele så vidt muligt skal foretages i patientens nærvær.
Det følger endvidere af § 19 a, stk. 4, at overlægen kan
beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande,
som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, tages i forvaring,
Overlægen kan overlade til politiet at afgøre, om medika-
menter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med
den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om
euforiserende stoffer og lovgivningen om våben m.v.
Endelig følger det af § 19 a, stk. 5, at sundheds- og ældre-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om åbning og kon-
trol af patientens post, undersøgelse af patientstuer og pa-
tientens ejendele samt kropsvisitation af patienten m.v.
Det foreslås med lovforslaget, at § 19 a nyaffattes, dog så-
ledes de gældende bestemmelser i § 19 a, stk. 1 videreføres
uændret, jf. nedenfor.
Det foreslås, at psykiatrilovens § 19 a, stk. 1 affattes så-
dan, at ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler
eller farlige genstande i afdelingen, kan overlægen med hen-
blik på at sikre, at disse ikke er blevet indført eller vil blive
forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden
retskendelse beslutte, at en patients post skal åbnes og kon-
trolleres, at en patients stue og ejendele skal undersøges, el-
ler at der skal foretages kropsvisitation af en patient.
Der er tale om en videreførelse af bestemmelsen, som den
gælder i dag, og der er således med lovforslaget ikke til-
tænkt en indholdsmæssig ændring af bestemmelsen. Der
henvises til de almindelige bemærkninger til lov nr. 534 af
8. juni 2006 om ændring af lov om frihedsberøvelse og an-
den tvang i psykiatrien og retsplejeloven, jf. Folketingsti-
dende 2005-2006, tillæg A, L 140, spalte 4249.
Formålet med § 19 a, stk. 1, er hensynet til patienternes
behandlingsmuligheder og sikkerheden for såvel patienter
som personale, ved at søge at forhindre, at patienter begår
personfarlig kriminalitet under indlæggelsen. Kravet om
mistanke betyder, at overlægen blot skal have en rimelig
grund til at formode, at der er medikamenter, rusmidler eller
farlige genstande på afdelingen.
Åbning og kontrol af post kan efter bestemmelsen foreta-
ges med henblik på at kontrollere, om posten indeholder far-
lige genstande, medikamenter eller rusmidler.
For så vidt angår rusmidler, kan der f.eks. være tale rus-
midler og medikamenter, som kan have en negativ indfly-
delse på patientens behandling.
For så vidt angår farlige genstande kan der f.eks. være tale
om knive eller andre våben, men det kan også være genstan-
de, som man normalt ikke ville betragte som farlige, f.eks.
værktøj, nåle eller glasflasker.
Det foreslås, at § 19 a, stk. 2 affattes sådan, at ved mistan-
ke som nævnt i stk. 1, kan overlægen med henblik på at sik-
re, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande ikke
er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller fle-
re patienter i afdelingen beslutte, at der skal anvendes krops-
scannere ved undersøgelse af en patient eller andre, der sø-
ger adgang til den psykiatriske afdeling.
Formålet med § 19 a, stk. 2, er som i § 19 a, stk. 1, at sikre
patienternes behandlingsmuligheder og sikkerheden for så-
vel patienter som personale.
Undersøgelsen med kropsscannere vil efter bestemmelsen
normalvis finde sted i forbindelse med adgangskontrol. Un-
dersøgelserne vil i forhold til besøgende ikke kunne gen-
nemtvinges, men de besøgende vil kunne nægtes adgang til
afdelingen, hvis de ikke vil lade sig undersøge.
Ved kropsscannere forstås apparater, der kan undersøge
personer visuelt ved gennemstråling af tøj for at afsløre
eventuelle skjulte genstande uden for kroppen. Dette kan ek-
sempelvis være scannere, der benytter mikrobølgeteknik.
Der gives ikke hjemmel til at anvende scannere med brug af
ioniserende stråling (røntgenteknologi), der kan gennemlyse
kroppen og afsløre genstande skjult i den undersøgtes krop.
Det bemærkes, at det ikke er hensigten med lovforslaget,
at der kan foretages rutinemæssige undersøgelser på afdelin-
gen, hvorfor der fortsat gælder et krav om mistanke for at
bestemmelsen kan finde anvendelse, som beskrevet ovenfor
i forbindelse med beskrivelse af formålet med § 19 a, stk. 1.
Det foreslås, at § 19 a, stk. 3, affattes sådan, at kravet om
mistanke efter stk. 1 ikke gælder for Sikringsafdelingen
under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, i forbin-
delse med anvendelse af kropsscannere, jf. stk. 2.
Det betyder, at Sikringsafdelingen efter lovforslaget uden
en konkret mistanke kan foretage en grundig og rutinemæs-
sig kontrol af alle personer, som søger adgang til afdelingen,
herunder patienter, som f.eks. vender tilbage efter behand-
ling på et somatisk sygehus.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der kan opret-
holdes et højt sikkerhedsmæssigt på Sikringsafdelingen.
Sikringsafdelingen er underlagt særlige forhold og sikker-
hedsmæssige krav, da Sikringsafdelingen behandler ekstra-
ordinært farlige patienter. Sikringsafdelingen yder derfor bå-
de en fængselsmæssig sikkerhed som ikke findes på de øvri-
ge psykiatriske og retspsykiatriske afdelinger, samtidig med,
at der ydes behandling og pleje af patienterne. Det er derfor
afgørende for Sikringsafdelingens sikkerhedsniveau, at der
er en grundig og rutinemæssig kontrol af alle personer, som
søger adgang til afdelingen.
21
Det bemærkes, at der ikke gives hjemmel til at anvende
scannere med brug af ioniserende stråling (røntgenteknolo-
gi), der kan gennemlyse kroppen og afsløre genstande skjult
i den undersøgtes krop.
Det foreslås, at psykiatrilovens § 19 a, stk. 4, affattes så-
dan, at åbning og kontrol af patientens post og undersøgelse
af patientens stue og ejendele så vidt muligt skal foretages i
patientens nærvær.
Der er tale om en videreførelse af den gældende bestem-
melse i psykiatrilovens § 19 a, stk. 3, og der er således med
lovforslaget ikke tiltænkt en indholdsmæssig ændring af be-
stemmelsen. Der henvises til Folketingstidende 2005-2006,
tillæg A, L 140, spalte 4249-4250, hvoraf det fremgår, at
disse undersøgelser kun foretages, uden patientens tilstede-
værelse i situationer, hvor patientens tilstand er af en sådan
karakter, at vedkommende ikke kan overvære kontrollen.
Andre rent praktiske forhold som f.eks. det forhold, at pa-
tienten ikke er tilstede på afdelingen på det tidspunkt, hvor
kontrollen skal finde sted, må forsøges løst, så kontrollen
f.eks. afventer patientens tilbagevenden til afdelingen.
Formålet med bestemmelsen er at sikre patientens retssik-
kerhed samt ud fra et hensyn om mindstemiddelprincippet at
udføre indgrebene så skånsomt som muligt, idet det vil an-
ses som mere indgribende, hvis patientens post, stue eller
ejendele undersøges, uden at patienten er til stede.
Der foreslås, at psykiatrilovens § 19 a, stk. 5 affattes så-
dan, at kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3, ikke omfatter un-
dersøgelse af kroppens hulrum.
Der er tale om en videreførelse af den gældende bestem-
melse i psykiatrilovens § 19 a, stk. 2, og der er således med
lovforslaget ikke tiltænkt en indholdsmæssig ændring af be-
stemmelsen. Der henvises til lov nr. 534 af 8. juni 2006 om
ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykia-
trien og retsplejeloven, jf. Folketingstidende 2005-2006, til-
læg A, L 140, spalte 4250.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der ikke kan
foretages undersøgelser af kroppens hulrum, da dette er en
foranstaltning af så indgribende karakter, at dette ikke skal
være muligt inden for psykiatrilovens rammer. Bestemmel-
sen omfatter mundhulen og endetarmen, mens undersøgelse
af armhulerne er ikke omfattet.
Det foreslås, at § 19 a, stk. 6, affattes således, at overlæ-
gen ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler el-
ler farlige genstande på den psykiatriske afdelings udearea-
ler, kan beslutte, at der kan anvendes narkohunde ved under-
søgelse af disse arealer.
Det betyder, at overlægen kan beslutte, at de psykiatriske
afdelinger kan anvende narkohunde på afdelingens udearea-
ler, hvis overlægen eksempelvis mistænker, at udefrakom-
mende personer kaster medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande over eksempelvis murværk eller hegn, som af-
grænser den psykiatriske afdeling.
Den foreslåede bestemmelse vil således give den psykia-
triske afdeling mulighed for at indgå aftale med eksempelvis
private vagtværn, som har narkohunde til rådighed, hvis den
psykiatriske afdeling vurderer, at der er behov herfor.
Formålet med bestemmelsen er tilsvarende formålet i § 19
a, stk. 1 og stk. 2, at sikre patienternes behandlingsmulighe-
der og sikkerheden for såvel patienter som personale.
Det bemærkes, at bestemmelsen ikke giver hjemmel til, at
der kan anvendes narkohunde i forbindelse med undersøgel-
se af patienter eller andre, der søger adgang til den psykiatri-
ske afdeling.
Det forudsættes desuden, at mindstemiddelprincippet i
psykiatrilovens § 4, stk. 2, generelt iagttages i forbindelse
med undersøgelsen for medikamenter, rusmidler og farlige
genstande både ved åbning af kontrol af post, undersøgelse
af en patients ejendele og stue, kropsvisitation af en patient
eller ved anvendelse af kropsscannere og narkohunde. I den
forbindelse bemærkes det, at det ligeledes forudsættes, at
der udvises et passende hensyn i forbindelse med undersø-
gelsen af udearealer med narkohunde, således at undersøgel-
sen ikke er til unødig gene eller skaber utryghed for patien-
ter og besøgende på den psykiatriske afdeling.
Det foreslås i § 19 a, stk. 7, at overlægen kan beslutte, at
medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som bliver
fundet ved indgreb efter stk. 1, 2 og 6, tages i forvaring.
Overlægen skal overlade til politiet at afgøre, om medika-
menter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med
den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om
euforiserende stoffer og lovgivningen om våben m.v.
For så vidt angår bestemmelsens 1. pkt. er der tale om en
videreførelse af den gældende bestemmelse i psykiatrilovens
§ 19 a, stk. 4, og der er således med lovforslaget ikke til-
tænkt en indholdsmæssig ændring af § 19 a, stk. 7, 1. pkt.
Formålet med bestemmelsen er give overlægen mulighed
for at opbevare medikamenter, rusmidler og farlige genstan-
de, som ikke nødvendigvis er i strid med almindelig lovgiv-
ning, men som grundet tilstedeværelsen på psykiatrisk afde-
ling kan medføre fare eller uhensigtsmæssige situationer.
Det kan eksempelvis være fund af alkohol, håndkøbsmedi-
cin eller en lighter.
Efter bestemmelsens 2. pkt. skal overlægen overlade til
politiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige
genstande besiddes i strid med den almindelige lovgivning,
herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgiv-
ningen om våben m.v. Overlægen kan ikke, som det er til-
fældet i dag vælge ikke at overlade fund af medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande, hvis overlægen bliver be-
kendt med, eller er i tvivl om disse genstande er i strid med
almindelig lovgivning.
Det foreslås § 19 a, stk. 8, affattes sådan, at sundhedsmini-
steren kan fastsætte nærmere regler om åbning og kontrol af
patientens post, undersøgelse af patientstuer og patientens
ejendele, kropsvisitation af patienten, anvendelse af krops-
scannere og anvendelse af narkohunde
Efter bestemmelsen bemyndiges sundhedsministeren til at
fastsatte regler om f.eks. de nærmere omstændigheder og
særlige hensyn der skal iagttages i forbindelse med åbning
af post, undersøgelse af patientstuer, kropsvisitation, og an-
vendelse af kropsscannere og hunde.
22
Bemyndigelsen betyder endvidere, at sundhedsministeren
har mulighed for at fastsætte regler om behandlingen af de
indsamlede oplysninger, f.eks. i forhold til registrering og
opbevaring. For så vidt angår kropsscannere gives sund-
hedsministeren endvidere mulighed for at fastsætte konkrete
regler om kontrollens omfang og det benyttede udstyr, f.eks.
hvad der er nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde, og
hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt.
Det forudsættes, at behandlingen af de indsamlede oplys-
ninger skal ske under iagttagelse af de til enhver tid gælden-
de behandlingsregler i databeskyttelsesforordningen, databe-
skyttelsesloven eller særregler fastsat inden for rammerne af
databeskyttelsesforordningen.
Til nr. 7-13
Det fremgår af psykiatrilovens § 20, stk.1, 1. pkt., at op-
lysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 a, 12, 13,
13 d, 14-17 a, 18 a, § 18 d, stk. 2, for så vidt angår personlig
skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 f,
skal tilføres afdelingens tvangsprotokol med angivelse af
indgrebets nærmere indhold og begrundelse.
Det følger af psykiatrilovens § 24, stk. 1, at der skal be-
skikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges,
tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling,
tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, an-
vendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel
med magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige
alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig
skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning
af døre i afdelingen efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegåen-
de tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsaf-
delingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland,
jf. dog § 40, stk. 4.
Det fremgår af psykiatrilovens § 26, stk. 1, 4.-6. pkt., at
for patienter, der er undergivet tvungen opfølgning efter ud-
skrivning, jf. § 13 d, finder patientrådgiverens besøg efter
udskrivning sted på behandlingsstedet, besøg sker på patien-
tens anmodning og kan, såfremt patienten ønsker det, erstat-
tes med telefonsamtale samt at lægen på behandlingsstedet
har ansvaret for at sikre, at der på patientens anmodning
træffes aftale med patientrådgiveren om besøg eller telefon-
samtale.
Det fremgår af psykiatrilovens § 32, stk. 3, 2. pkt., at kla-
ge over beslutning om tvungen opfølgning har opsættende
virkning.
Der fremgår af psykiatrilovens § 35, at sygehusmyndighe-
den efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren
skal indbringe klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbage-
holdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvungen opfølg-
ning efter udskrivning i henhold til § 13 d, tvangsfiksering,
anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse
af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse,
personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer,
aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfikse-
ring og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, for Det Psykiatri-
ske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen. Det følger af
psykiatrilovens § 36, stk. 3, at Det Psykiatriske Patientkla-
genævn skal træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehand-
ling, der er tillagt opsættende virkning, og om tvungen op-
følgning efter udskrivning, jf. § 32, stk. 3, inden 7 hverdage
efter klagens modtagelse.
Det fremgår af psykiatrilovens § 37, stk. 1, at Det Psykia-
triske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus efter anmod-
ning fra patienten eller patientrådgivereb skal indbringe sine
afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbagehol-
delse, tilbageførsel tvungen opfølgning efter udskrivning i
henhold til § 13 d, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering,
oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland og aflåsning af
døre i afdelingen for retten efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 43 a. Endeligt følger det af § 37, stk. 3, at godkender
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen,
at der etableres tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. §
13 d, stk. 1, kan spørgsmålet om den tvungne opfølgning ef-
ter udskrivning først på ny begæres prøvet i nævnet, hvis
den tvungne opfølgning efter udskrivning forlænges, jf. § 13
d, stk. 6. Tvungen opfølgning efter udskrivning kan herefter
begæres prøvet ved enhver forlængelse af tvungen opfølg-
ning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 6.
Det foreslås med en ændring psykiatrilovens § 20, stk. 1,
§ 24, stk. 1, § 26, stk. 1, 4.-6. pkt., § 32, stk. 3, 2. pkt., § 35,
§ 36, stk. 3, § 37, stk. 1, § 37, stk. 3 og § 40, stk. 3, at samt-
lige bestemmelser vedrørende ordningen fjernes fra loven.
Ændringerne er en følge af lovforslagets § 1, nr. 3, om at
ophæve ordningen om tvungen opfølgning efter udskriv-
ning.
Til nr. 14
Det fremgår af psykiatrilovens § 40, stk. 3, at bestemmel-
serne i denne lov finder tilsvarende anvendelse på personer,
der anbringes på sikringsafdelingen efter stk. 1, men det
gælder dog ikke §§ 5-11, 13- 13 d og 13 e og § 21, stk. 2, og
bestemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og domstolspr-
øvelse med hensyn til afgørelser om tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel og tvungen opfølgning
efter udskrivning.
Det foreslås med en ændring af psykiatrilovens § 40, stk.
3, at §§ 13 d og 13 e om tvungen opfølgning efter udskriv-
ning samt bestemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og
domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvungen op-
følgning efter udskrivning ikke længere skal fremgå af be-
stemmelsen om de særlige regler om anbringelse af ekstra-
ordinært farlige personer.
Som følge af lovforslagets § 1, nr. 3, hvor ordningen om
tvungen opfølgning efter udskrivning foreslås ophævet, vil
det ikke være nødvendigt at fastlægge, at bestemmelserne
om tvungen opfølgning efter udskrivning ikke gælder for
personer, der anbringes på Sikringsafdelingen.
Til § 2
Til nr. 1 og nr. 2
23
Det følger af § 1 i lov om retspsykiatrisk behandling m.v.,
at regionsrådene har pligt til på deres psykiatriske sygehuse
eller sygehusafdelinger at modtage personer, der efter rets-
kendelse skal indlægges til mentalundersøgelse, personer,
der i henhold til dom eller kendelse skal anbringes på psyki-
atrisk sygehus eller på anden måde undergives psykiatrisk
behandling, personer, der efter Justitsministeriet eller over-
øvrighedens bestemmelse skal anbringes på psykiatrisk sy-
gehus, og personer, der som vilkår for prøveløsladelse eller
tiltalefrafald skal undergives psykiatrisk behandling.
Regionsrådenes pligt til at modtage personer, der i hen-
hold til dom og kendelse skal anbringes på et psykiatrisk sy-
gehus eller på anden måde undergives psykiatrisk behand-
ling betyder, at regionerne, i modsætning til det øvrige sund-
hedsområde, ikke kan benytte private institutioner som led i
varetagelsen af de retspsykiatriske patienter.
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 1, hvoraf det frem-
går, at regionsrådet kan indgå overenskomst med eller på
anden måde benytte private institutioner som led i varetagel-
sen af den ambulante behandling af patienter, som er omfat-
tet af stk. 1, nr. 2, og på anden måde undergives psykiatrisk
behandling i henhold til dom eller kendelse.
Den foreslåede ændring vil give regionerne adgang til at
lade private institutioner, f.eks. psykiatriske privathospitaler,
varetage behandlingen af retspsykiatriske patienter med dom
til ambulant behandling eller dom til ambulant behandling
med mulighed for indlæggelse.
Den foreslåede ændring vil svare til sundhedslovens § 75,
stk. 2, hvoraf det fremgår, at regionsrådet kan indgå over-
enskomst med eller på anden måde benytte private instituti-
oner som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver.
Ændringen indebærer ikke at private institutioner kan be-
handle retspsykiatriske patienter med dom til indlæggelse
eller forvaring. Disse patienter vil fortsat alene kunne be-
handles på en psykiatrisk afdeling i offentligt regi. Såfremt
en retspsykiatrisk patient med dom til ambulant behandling
ikke ønsker at følge behandlingen, og der skal iværksættes
tvangsforanstaltninger over for patienten, vil behandlingen
overgå til de regionale retspsykiatriske afdelinger. Retspsy-
kiatriske patienter med dom til ambulant behandling vil ikke
med ændringen få ret til frit sygehusvalg i henhold til sund-
hedslovens §§ 86 og 87.
Endelig foreslås det i stk. 3, at sundhedsministeren kan
fastsætte nærmere regler om regionernes benyttelse af så-
danne institutioner.
Sundhedsministeren vil med bemyndigelsen b.la. kunne
fastsætte nærmere regler om overgangen fra behandling i re-
gionalt regi til privat regi. Det forudsættes, at den nærmere
fastsættelse af regler vil ske med inddragelse af justitsmini-
steren.
Til § 3
Til nr. 1
Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 1, at bopælsre-
gionen opkræver bopælskommunen betaling pr. sengedag
for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede
patienter.
Det foreslås at ændre § 238, stk. 1, således, at bopælsre-
gionen opkræver betalingskommunen betaling pr. sengedag
for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede
patienter.
Dette betyder, at bopælsregionen opkræver betalingen fra
betalingskommunen i stedet for som efter gældende ret, bo-
pælskommunen. Betalingskommunen er den kommune, som
i henhold til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., samt § 9 c, stk. 2 og stk.
4-6 samt stk. 12, i lov om retssikkerhed på det sociale områ-
de, har den generelle betalingsforpligtelse.
Formålet med ændringen er at sikre, at betalingen i højere
grad tilkommer den kommune, der efter serviceloven har
handleansvar for borgeren.
Til nr. 2
Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 2, at ud over
den betaling, der opkræves efter stk. 1, opkræver staten bo-
pælskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehand-
ling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kom-
munen. Denne betaling kan maksimalt udgøre 1.976 kr.
(2016-niveau) pr. sengedag for første og anden sengedag og
3.952 kr. (2016-niveau) for hver sengedag fra og med den
tredje sengedag. Taksten pris- og lønreguleres på samme
måde som bloktilskuddet til regionerne.
Ydermere fremgår det af sundhedslovens § 238, stk. 3, at
bopælsregionen kan af bopælskommunen opkræve betaling
for patienter, der er indlagt på et hospice, der er nævnt i §
75, stk. 4, og § 79, stk. 2.
Det foreslås desuden at ændre § 238, stk. 2 og stk. 3, såle-
des at hhv. staten og bopælsregionen opkræver betalings-
kommunen betaling pr. sengedag for hhv. sygehusbehand-
ling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter og beta-
ling for patienter, der er indlagt på et hospice, der er nævnt i
§ 75, stk. 4, og § 79, stk. 2.
Betalingskommunen er den kommune, som i henhold til §
9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., samt § 9 c, stk. 2 og stk. 4-6 samt stk.
12, i lov om retssikkerhed på det sociale område, har den
generelle betalingsforpligtelse.
Formålet med ændringen er at sikre, at betalingen i højere
grad tilkommer den kommune, der efter serviceloven har
handleansvar for borgeren hvad angår færdigbehandlingsda-
ge, og at betaling opkræves af den hidtidige kommune i de
tilfælde, hvor patienten skifter bopælskommune under ind-
læggelse på et hospice. Dermed vil det ikke nødvendigvis
være den kommune, hvor hospice er placeret, der opkræves
betaling for hospicedage.
Til nr. 3
Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 2, at ud over
den betaling, der opkræves efter stk. 1, opkræver staten bo-
pælskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehand-
ling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kom-
munen. Denne betaling kan maksimalt udgøre 1.976 kr.
(2016-niveau) pr. sengedag for første og anden sengedag og
24
3.952 kr. (2016-niveau) for hver sengedag fra og med den
tredje sengedag. Taksten pris- og lønreguleres på samme
måde som bloktilskuddet til regionerne.
Det foreslås at ændre § 238, stk. 2, således at det specifi-
ceres, at bestemmelsen alene handler om somatiske patien-
ter. Der tilsigtes således ikke en ændring af det nærmere
indhold af bestemmelsen, men blot en præcisering af, at be-
stemmelsen alene omhandler somatiske patienter.
Til nr. 4
Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 1, at bopælsre-
gionen opkræver bopælskommunen betaling pr. sengedag
for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede
patienter fra kommunen.
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3 i § 238, hvoref-
ter staten, ud over den betaling, der opkræves efter stk. 1,
opkræver betalingskommunen betaling pr. sengedag for sy-
gehusbehandling efter afsnit VI til psykiatrisk færdigbe-
handlede patienter.
Det foreslås, at denne betaling maksimalt kan udgøre
1.976 kr. (2016-niveau) pr. sengedag fra og med syvende
sengedag til og med trettende sengedag og 3.952 kr. (2016-
niveau) for hver sengedag fra og med den fjortende senge-
dag. Taksten pris- og lønreguleres på samme måde som
bloktilskuddet til regionerne.
Formålet med § 238, stk. 3 er at implementere en statslige
takst for færdigbehandlingsdage for psykiatriske patienter.
Taksten vil med forslaget blive udformet i lighed med den
statslige takst for somatiske færdigbehandlingsdage, idet der
dog tages hensyn til, at kommunerne har behov for mere tid
til at finde ud af, hvilket tilbud der er rigtigt for den enkelte
patient. Den foreslåede ordning indebærer, at den samlede
kommunale betaling for psykiatriske færdigbehandlingsdage
fordobles fra og med syvende færdigbehandlingsdag, og tre-
dobles fra og med 14. færdigbehandlingsdag.
Derudover foreslås det, at der efter § 238, stk. 3 indsættes
et nyt stykke 4, hvorefter det fastsættes at taksterne skal ha-
ve 25 pct. virkning i tilskudsåret 2020, 50 pct. i tilskudsåret
2021, 75 pct. i tilskudsåret 2022, og 100 pct. fra og med til-
skudsåret 2023.
Det foreslås således, at loven får 25 pct. virkning i til-
skudsåret 2020, 50 pct. i tilskudsåret 2021, 75 pct. i tilskuds-
året 2022, og komplet virkning fra og med tilskudsåret
2023.
Formålet med § 238, stk. 4, er at indfase den statslige fær-
digbehandlingstakst over tre år er for at skabe tid til eventu-
elle strukturelle og organisatoriske ændringer i kommunerne
og i snitfladen mellem regioner og kommuner. Den statslige
takst vil efter forslaget være 25 pct. i tilskudsåret 2020, sva-
rende til at taksten fra og med syvende dag er 494 kr. (pris-
og lønniveau for 2016), og fra fjortende dag og frem er 988
kr. (pris- og lønniveau for 2016). I tilskudsåret 2021 vil den
statslige takst være 50 pct. svarende til at taksten fra og med
syvende dag er 988 kr. (pris- og lønniveau for 2016), og fra
fjortende dag og frem er 1.976 kr. (pris- og lønniveau for
2016), og i tilskudsåret 2022 vil den statslige takst være 75
pct. svarende til at taksten fra og med syvende dag er 1.482
kr. (pris- og lønniveau for 2016), og fra fjortende dag og
frem er 2.964 kr. (pris- og lønniveau for 2016). I tilskudsåret
2023 vil den statslige takst være fuldt implementeret.
Til nr. 5
Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 4, at den beta-
ling, som bopælsregionen opkræver kommunen pr. senge-
dag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehand-
lede patienter og for patienter, der er indlagt på et hospice,
der er nævnt i § 75, stk. 4, og § 79, stk. 2, maksimalt kan
udgøre 1.976 kr. (2016-niveau). Taksten pris- og lønregule-
res på samme måde som bloktilskuddet til regionerne.
Med lovforslagets § 3, nr. 6, foreslås det at ændre sund-
hedslovens § 238, stk. 4, der bliver stk. 6, så det gælder for
stk. 3, der bliver stk. 5, som en konsekvens af den foreslåede
indsættelse af et nyt stk. 3 og stk. 4 i sundhedslovens § 238.
Der tilsigtes således ikke en ændring af det nærmere indhold
af bestemmelsen.
Til nr. 6
Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 5, at sundheds-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om bopælskommu-
nens betaling efter stk. 1-4, herunder om regionernes indbe-
retning og dokumentation af aktivitet, og om foreløbig og
endelig opgørelse af afregning.
Det foreslås at ændre sundhedslovens § 238, stk. 5, der
bliver stk. 7, som en konsekvens af den foreslåede indsættel-
se af et nyt stk. 3 og stk. 4 i sundhedslovens § 238, jf. lov-
forslagets § 3, nr. 4, således at det nye stk. 3 også omfattes
af bemyndigelsesbestemmelsen.
Med ændringen vil sundhedsministeren kunne fastsætte
nærmere regler for betalingen af taksterne i sundhedslovens
§ 238, stk. 1-6, såvel for de nuværende færdigbehandlings-
takster som for den statslige færdigbehandlingstakst for psy-
kiatriske patienter Dette betyder bl.a., at den statslige fær-
digbehandlingstakst i psykiatrien vil være omfattet af den
eksisterende bemyndigelsesbestemmelse på lige vilkår som
den statslige færdigbehandlingstakst i somatikken.
Til nr. 7
Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 5, at sundheds-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om bopælskommu-
nens betaling efter stk. 1-4, herunder om regionernes indbe-
retning og dokumentation af aktivitet, og om foreløbig og
endelig opgørelse af afregning.
Det foreslås at ændre sundhedslovens § 238, stk. 5, der
bliver stk. 7, som en konsekvens af den foreslåede indsættel-
se af et nyt stk. 3 og stk. 4 i sundhedslovens § 238, jf. lov-
forslagets § 3, nr. 4, således, at bopælskommune ændres til
betalingskommune, som en konsekvens af den foreslåede
ændring i sundhedslovens § 238 stk. 1-3. Der tilsigtes såle-
des ikke en ændring af det nærmere indhold af bestemmel-
sen.
Til nr. 8
25
Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 6, at sundheds-
ministeren kan fastsætte regler om tilbageførsel af provenuet
efter stk. 2 til kommunerne.
Det foreslås at ændre sundhedslovens § 238, stk.6, der bli-
ver stk. 8, som en konsekvens af den foreslåede indsættelse
af et nyt stk. 3 og stk. 4 i sundhedslovens § 238, således at
det nye stk. 3 også omfattes.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 2, hvor
stk. 2 foreslås kun at gælde for somatisk færdigbehandlede
patienter. Den fastsatte hjemmel til, at sundhedsministeren
kan fastsætte regler om tilbageførsel af provenuet til kom-
munerne foreslås også at gælde for psykiatrisk færdigbe-
handlede patienter efter det nye stk. 3. Dette betyder, at den
statslige færdigbehandlingstakst i psykiatrien vil være om-
fattet af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse på lige
vilkår som den statslige færdigbehandlingstakst i somatik-
ken.
I udgangspunktet tilbageføres den statslige færdigbehand-
lingstakst til kommunerne i den enkelte region, som merbe-
talingen vedrører, og fordeles på kommunerne i den enkelte
region i forhold til indbyggertallet. Det vil sige, at betalinger
i en region ikke omfordeles til øvrige regioner, men kun
mellem kommunerne inden for den enkelte region. Nærmere
regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1780 af 27. de-
cember 2016 om betalinger for færdigbehandlede patienter,
indlagte på hospice og genoptræning på specialiseret niveau.
Hvis den statslige færdigbehandlingstakst ikke ændrer
kommunernes adfærd væsentligt, sådan at antallet af færdig-
behandlingsdage nedbringes, kan sundhedsministeren fast-
sætte regler om, at tilbageførelsen til kommunerne i stedet
bliver ændret til en ansøgningspulje. Ansøgningspuljen vil i
givet fald blive administreret af Sundheds- og Ældreministe-
riet og vil blive udmøntet til kommunale initiativer, der har
til formål at nedbringe antallet af færdigbehandlingsdage.
De nærmere betingelser for indførelse af ansøgningspulje
samt udformning er fastsat i bekendtgørelse nr. 1780 af 27.
december 2016 om betalinger for færdigbehandlede patien-
ter, indlagte på hospice og genoptræning på specialiseret ni-
veau.
Til § 4
Til nr. 1
Det fremgår af autorisationslovens § 41, stk. 1, 1. pkt., at
ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i
behandling af personer for stofmisbrug alene kan foretages
af læger ansat i lægestillinger ved de kommunale, regionale
eller private institutioner, der er nævnt i sundhedslovens §
142, stk. 4. Derudover fremgår det af autorisationslovens §
41, stk. 1, 2. pkt., at andre læger kan foretage enkeltstående
ordinationer som led i abstinensbehandling af kort varighed.
Det foreslås at ændre autorisationslovens § 41, stk. 1, 1.
pkt., således at der tilvejebringes et udtrykkeligt hjemmels-
grundlag for at også læger ansat i sygehusvæsenet under en
persons sygehusindlæggelse kan foretage ordination af af-
hængighedsskabende lægemidler som led i lægelig stofmis-
brugsbehandling.
Regionens ansvar efter sundhedsloven for lægelig stof-
misbrugsbehandling af personer, som under sygehusindlæg-
gelse har behov for en sådan behandling, forudsætter, at sy-
gehusansatte læger må foretage ordination af afhængigheds-
skabende lægemidler som led i lægelig stofmisbrugsbehand-
ling af personer, der er indlagt på sygehus. At denne forud-
sætning er til stede, fremgår imidlertid ikke udtrykkeligt af
autorisationslovens § 41, stk. 1, 1. pkt.
Formålet med ændringen er at skabe udtrykkeligt hjem-
melsgrundlag for, at sygehuslæger kan foretage lægelig stof-
misbrugsbehandling af personer indlagt på sygehus.
Til nr. 2
Det fremgår af autorisationslovens § 41, stk. 1, 1. pkt., at
ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i
behandling af personer for stofmisbrug alene kan foretages
af læger ansat i lægestillinger ved de kommunale, regionale
eller private institutioner, der er nævnt i sundhedslovens §
142, stk. 4. Dog kan andre læger efter autorisationslovens §
41, stk. 1, 2. pkt., foretage enkeltstående ordinationer som
led i abstinensbehandling af kort varighed.
Det foreslås at indsætte et 3. punktum, hvori det tydelig-
gøres, at lægelige ordinationer som led i abstinensbehand-
ling skal foretages straks i tilfælde af behandlingskrævende
akutte abstinenser. En læges undladelse af straks at iværk-
sætte abstinensbehandling vil kunne være i strid med lægens
forpligtelse til under udøvelsen af sin virksomhed at udvise
omhu og samvittighedsfuldhed, jf. autorisationslovens § 17.
Til § 5
Til nr. 1
Det fremgår af retsplejelovens § 469, stk. 1, at hvis den,
der administrativt er berøvet sin frihed, eller den, som hand-
ler på hans vegne begærer, at frihedsberøvelsens lovlighed
skal prøves af retten, skal den myndighed, som har besluttet
frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, forelægge
sagen for byretten på det sted, hvor den, om hvis frihedsbe-
røvelse, der er spørgsmål, har bopæl (hjemting), jf. § 235.
Sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbage-
førsel, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfikse-
ring, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering og
aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov om anvendel-
se af tvang i psykiatrien m.v. samt sager om tvangsindlæg-
gelse, tilbageholdelse og tilbageførsel efter §§ 10 og 12 i lov
om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt
inhabile forelægges dog, så længe patienten ikke er udskre-
vet, for byretten på det sted, hvor vedkommende sygehus el-
ler afdeling er beliggende.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 469, stk. 4, at
begæring om sagens indbringelse for retten efter reglerne i
dette kapitel skal fremsættes inden 4 uger efter frihedsberø-
velsens ophør. Senere fremsættelse af begæringen kan indtil
6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis til-
lades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige
fra fristen. I sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbagehol-
delse, tilbageførsel, tvungen opfølgning efter udskrivning,
26
tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangs-
fiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov
om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. samt sager om
tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel efter §§
10 og 12 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behand-
ling af varigt inhabile regnes fristerne dog fra Det Psykiatri-
ske Patientklagenævns eller Tvangsbehandlingsnævnets af-
gørelse i sagen.
Det foreslås at ændre retsplejelovens § 469, stk. 1 og 4,
således, at det ikke længere er muligt at få prøvet lovlighe-
den af tvungen opfølgning efter udskrivning af domstolene.
Til § 6
Bestemmelsen vedrører lovens ikrafttrædelsestidspunkt.
Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli
2019.
Det foreslås i stk. 2, at den foreslåede ændring i sundheds-
lovens § 238, stk. 3, træder i kraft den 1. januar 2020.
Det foreslås i stk. 3, at regler fastsat i medfør af § 13 a,
stk. 2, jf. lov nr. 1160 af 29. september 2015, forbliver i
kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i
medfør af § 13 a, stk. 3, i lov om anvendelse af tvang i psy-
kiatrien m.v., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2.
Det foreslås i stk. 4, at regler fastsat i medfør af § 238, stk.
5 og 6, jf. lov nr. 1286 af. 2. november 2018, forbliver i
kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i
medfør af sundhedslovens § 238, stk. 7 og 8 som affattet
ved denne lovs § 3, nr. 7 og 9.
Til § 7
Det følger af § 6 i lov om retspsykiatrisk behandling m.v.,
at loven ikke gælder for og heller ikke kan sættes i kraft for
Færøerne og Grønland.
Det følger af sundhedslovens § 278, stk. 1 og 2, at sund-
hedslovens § 238 ikke gælder for og heller ikke kan sættes i
kraft for Færøerne og Grønland.
For så vidt angår Grønland, overtog det grønlandske
hjemmestyre ved lov nr. 369 af 6. juni 1991 sundhedsvæse-
net pr. 1. januar 1992 i henhold til hjemmestyrelovens § 5.
Ved lov nr. 1406 af 27. december 2008 om ændring af sund-
hedsvæsenet i Grønland overtog hjemmestyret desuden
sagsområdet tvang i psykiatrien pr. 1. januar 2009 i henhold
til hjemmestyrelovens § 7, jf. § 5.
Det betyder, at lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
m.v. og lov om autorisation af sundhedspersoner og sund-
hedsfaglig virksomhed ikke gælder for og heller ikke kan
sættes i kraft for Grønland,
For så vidt angår Færøerne, følger det af lov om anvendel-
se af tvang i psykiatrien og lov om autorisation af sundheds-
personer og sundhedsfaglig virksomhed, at loven ikke gæl-
der for Færøerne, men at loven ved kongelig anordning kan
sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de ændrin-
ger, som de færøske forhold tilsiger.
Det foreslås derfor, at loven ikke skal gælde for Færøerne
og Grønland, men kan sættes helt eller delvist i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsi-
ger.
27
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende lov Lovforslaget
§ 1
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 29. september
2015, som ændret ved § 7 i lov nr. 656 af 8. juni
2016, § 1 i lov nr. 691 af 8. juni 2017 og senest
ændret ved § 32 i lov nr. 1711 af 27. december
2018, foretages følgende ændringer:
§ 4 a. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1,
§ 10 a, stk. 1, 1. pkt., § 11, § 12, stk. 4, § 13, stk.
2, 1. pkt., § 15, stk. 1 og 2, § 18 g, § 19 a, stk. 1,
og 4, og § 21, stk. 2, er ikke til hinder for, at en
beslutning i overlægens fravær træffes af en anden
læge. I sådanne tilfælde skal overlægen efterføl-
gende snarest tage stilling til beslutningen.
1. I § 4 a ændres »§ 19 a, stk. 1 og 4« til: »§ 19 a,
stk. 1, 2, 6 og 7«.
§ 13 a. Overlægen har ansvaret for, at der for pa-
tienter, som efter udskrivning må antages ikke
selv at ville søge den behandling eller de sociale
tilbud, der er nødvendige for patientens helbred,
indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og
den psykiatriske afdeling samt de relevante myn-
digheder, privatpraktiserende sundhedspersoner
m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud
til patienten.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter regler om
registrering og indberetning af udskrivningsaftaler
til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsæt-
te regler om, at indberetninger skal indeholde op-
lysninger om patientens identitet.
2. § 13 a, stk. 1, ophæves og i stedet indsættes:
»§ 13 a. Overlægen har ansvaret for, at der for
patienter, som overlægen er bekendt med modta-
ger støtte i henhold til afsnit V i lov om social ser-
vice som følge af nedsat psykisk funktionsevne,
inden udskrivning indgås en udskrivningsaftale
mellem patienten og den psykiatriske afdeling
samt de relevante myndigheder, privatpraktiseren-
de sundhedspersoner m.fl. om de behandlings-
mæssige og sociale tilbud til patienten.
Stk. 2. Hvis det må antages, at en patient, der ik-
ke er omfattet af stk. 1, ikke selv vil søge den be-
handling eller de sociale tilbud, der er nødvendige
for patientens helbred, har overlægen ansvaret for,
at der inden udskrivning indgås en udskrivningsaf-
tale mellem patienten og den psykiatriske afdeling
samt de relevante myndigheder, privatpraktiseren-
de sundhedspersoner m.fl. om de behandlings-
mæssige og sociale tilbud.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 13 d. Overlægen kan inden patientens udskriv-
ning træffe beslutning om tvungen opfølgning ef-
ter udskrivning, hvis der på baggrund af den aktu-
3. § 13 d og § 13 e ophæves.
28
elle indlæggelse findes at være en begrundet for-
modning om og nærliggende risiko for, at patien-
ten efter udskrivning vil ophøre med at følge den
behandling, der er nødvendig for patientens hel-
bred, og
1) patienten i de seneste 3 år forud for den aktu-
elle indlæggelse er blevet tvangsindlagt mindst tre
gange,
2) patienten i de seneste 3 år forud for den aktu-
elle indlæggelse i mindst ét tilfælde har undladt at
følge den behandling, der er anført i en udskriv-
ningsaftale eller koordinationsplan,
3) patienten i forbindelse med den aktuelle ind-
læggelse blev tvangsindlagt eller tvangstilbage-
holdt og
4) patienten inden for det sidste halve år forud
for den aktuelle indlæggelse har været ordineret
opsøgende behandling ved et udgående psykiatri-
team, men har undladt at følge den ordinerede me-
dicinske behandling.
Stk. 2. Overlægens beslutning om tvungen op-
følgning efter udskrivning kan alene indeholde et
pålæg til patienten om at møde op til medicinering
i det psykiatriske sygehusvæsen.
Stk. 3. Hvis patienten ikke møder op til medici-
nering, kan overlægen beslutte, at patienten skal
afhentes af politiet og bringes til tvangsmedicine-
ring på en psykiatrisk afdeling. Der skal ved af-
hentningen være en sundhedsperson til stede. Me-
dicineringen af patienten kan i disse tilfælde alene
foregå på en psykiatrisk afdeling.
Stk. 4. Ved medicinering i forbindelse med den
tvungne opfølgning efter udskrivning skal der an-
vendes lægemidler, for hvilke overlægen kender
patientens reaktion, herunder eventuelt i depot-
form.
Stk. 5. En beslutning om tvungen opfølgning ef-
ter udskrivning kan være gældende i indtil 3 må-
neder efter udskrivning af patienten.
Stk. 6. Hvis der er en begrundet formodning om
og nærliggende risiko for, at patienten ved 3-må-
neders-periodens udløb, jf. stk. 5, vil ophøre med
at følge den behandling, der er nødvendig for pa-
tientens helbred, kan overlægen træffe beslutning
om, at den tvungne opfølgning efter udskrivning
forlænges i indtil 3 måneder ad gangen, dog såle-
des at patienten maksimalt kan være undergivet
29
tvungen opfølgning efter udskrivning i 12 måne-
der.
§ 13 e. Sundhedsministeren fastsætter regler om
tvungen opfølgning efter udskrivning, herunder
efter forhandling med justitsministeren om politi-
ets afhentning af patienten, hvis denne ikke frivil-
ligt møder op til medicinering, og om sundheds-
personens medvirken hertil.
4. Overskriften til kapitel 5 a affattes således:
Kapitel 5 a »Kapitel 19 a.
Åbning og kontrol af post, undersøgelse af patie-
ntstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.
Åbning og kontrol af post, undersøgelse af patie-
ntstuer og ejendele, kropsvisitation, samt anven-
delse af kropsscannere og narkohunde m.v.«
§ 19 a. Ved mistanke om, at der er medikamen-
ter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen,
kan overlægen med henblik på at sikre, at disse ik-
ke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført
til en eller flere patienter i afdelingen, uden rets-
kendelse beslutte,
5. § 19 a affattes således:
Ȥ 19 a. Ved mistanke om, at der er medikamen-
ter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen,
kan overlægen med henblik på at sikre, at disse ik-
ke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført
til en eller flere patienter i afdelingen, uden rets-
kendelse beslutte,
1) at en patients post skal åbnes og kontrolleres, 1) at en patients post skal åbnes og kontrolleres,
2) at en patients stue og ejendele skal undersø-
ges, eller
2) at en patients stue og ejendele skal undersø-
ges, eller
3) at der skal foretages kropsvisitation af en pa-
tient.
3) at der skal foretages kropsvisitation af en pa-
tient.
Stk. 2. Kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3, omfatter
ikke undersøgelse af kroppens hulrum.
Stk. 3. Åbning og kontrol af patientens post og
undersøgelse af patientens stue og ejendele skal så
vidt muligt foretages i patientens nærvær.
Stk. 4. Overlægen kan beslutte, at medikamenter,
rusmidler og farlige genstande, som bliver fundet
ved indgreb efter stk. 1, tages i forvaring. Overlæ-
gen kan overlade til politiet at afgøre, om medika-
menter, rusmidler og farlige genstande besiddes i
strid med den almindelige lovgivning, herunder
lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgiv-
ningen om våben m.v.
Stk. 2. Ved mistanke som nævnt i stk. 1 kan
overlægen med henblik på at sikre, at medikamen-
ter, rusmidler eller farlige genstande ikke er blevet
indført eller vil blive forsøgt indført til en eller fle-
re patienter i afdelingen, beslutte, at der skal an-
vendes kropsscannere ved undersøgelse af en pa-
tient eller andre, der søger adgang til den psykia-
triske afdeling.
Stk. 3. Kravet om mistanke efter stk. 1 gælder
ikke for Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk
afdeling, Region Sjælland, i forbindelse med an-
vendelse af kropsscannere, jf. stk. 2.
Stk. 4. Åbning og kontrol af patientens post og
undersøgelse af patientens stue og ejendele skal så
vidt muligt foretages i patientens nærvær.
Stk. 5. Kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3, omfatter
ikke undersøgelse af kroppens hulrum.
Stk. 5. Sundhedsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om åbning og kontrol af patientens post,
undersøgelse af patientstuer og patientens ejendele
samt kropsvisitation af patienten m.v.
30
Stk. 6. Overlægen kan ved mistanke om, at der
er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande
på den psykiatriske afdelings udearealer beslutte,
at der kan anvendes narkohunde ved undersøgelse
af disse arealer.
Stk. 7. Overlægen kan beslutte, at medikamenter,
rusmidler og farlige genstande, som bliver fundet
ved indgreb efter stk. 1, 2 og 6, tages i forvaring.
Overlægen skal overlade til politiet at afgøre, om
medikamenter, rusmidler og farlige genstande be-
siddes i strid med den almindelige lovgivning,
herunder lovgivningen om euforiserende stoffer
og lovgivningen om våben m.v.
Stk. 8. Sundhedsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om åbning og kontrol af patientens post,
undersøgelse af patientstuer og patientens ejende-
le, kropsvisitation af patienten, anvendelse af
kropsscannere og anvendelse af narkohunde.«
§ 20. Oplysning om enhver anvendelse af tvang,
jf. §§ 5-10 a, 12, 13, 13 d, 14-17 a, 18 a, 18 c, § 18
d, stk. 2, for så vidt angår personlig skærmning,
der uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 f,
skal tilføres afdelingens tvangsprotokol med angi-
velse af indgrebets nærmere indhold og begrun-
delse. Det samme gælder enhver ordination efter §
18 samt indgreb i henhold til denne lov foretaget
over for mindreårige, hvor forældremyndighedens
indehaver, jf. § 1, stk. 4, giver informeret samtyk-
ke på den mindreåriges vegne.
Stk. 2 og 3. - - -
6. I § 20, stk. 1, 1. pkt., udgår »13 d,«.
§ 24. Der beskikkes en patientrådgiver for en-
hver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes el-
ler undergives tvangsbehandling, tvungen opfølg-
ning efter udskrivning, tvangsfiksering, anvendel-
se af fysisk magt, indgivelse af et beroligende
middel med magt, beskyttelsesfiksering, anvendel-
se af personlige alarm- og pejlesystemer og særli-
ge dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt va-
rer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelin-
gen efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående
tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sik-
ringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4.
Stk. 2. - - -
7. I § 24, stk. 1, udgår »tvungen opfølgning efter
udskrivning,«.
31
§ 26. Patientrådgiveren skal snarest muligt efter
beskikkelsen besøge patienten og til stadighed
holde sig i forbindelse med denne. Første besøg
skal aflægges inden 24 timer efter beskikkelsen.
Besøg skal herefter finde sted mindst én gang om
ugen og i øvrigt efter behov. For patienter, der er
undergivet tvungen opfølgning efter udskrivning,
jf. § 13 d, finder besøg efter udskrivning sted på
behandlingsstedet. Besøg sker på patientens an-
modning og kan, såfremt patienten ønsker det, er-
stattes med telefonsamtale. Lægen på behand-
lingsstedet har ansvaret for at sikre, at der på pa-
tientens anmodning træffes aftale med patientråd-
giveren om besøg eller telefonsamtale.
Stk. 2. - - -
8. § 26, stk. 1, 4.-6. pkt., ophæves.
§ 32. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Klage over beslutning om tvangsbehand-
ling, jf. kapitel 4, har dog opsættende virkning,
medmindre omgående gennemførelse af behand-
lingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens
liv eller helbred for væsentlig fare eller for at af-
værge, at patienten udsætter andre for nærliggende
fare for at lide skade på legeme eller helbred. Kla-
ge over beslutning om tvungen opfølgning efter §
13 d, stk. 1, har ligeledes opsættende virkning.
9. § 32, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
§ 35. Sygehusmyndigheden skal efter anmod-
ning fra patienten eller patientrådgiveren indbrin-
ge klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbage-
holdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvungen
opfølgning efter udskrivning i henhold til § 13 d,
tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, be-
skyttelsesfiksering, anvendelse af personlige
alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, per-
sonlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24
timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegå-
ende tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland, for Det Psykiatriske Patientkla-
genævn ved Statsforvaltningen.
10. I § 35 udgår »tvungen opfølgning efter ud-
skrivning i henhold til § 13 d,«
§ 36. - - -
Stk. 2. - - -
11. I § 36, stk. 3, 1. pkt., udgår », og om tvungen
opfølgning efter udskrivning, jf. § 32, stk. 3,«.
32
Stk. 3. Det Psykiatriske Patientklagenævn ved
Statsforvaltningen skal træffe afgørelse i klagesa-
ger om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende
virkning, og om tvungen opfølgning efter udskriv-
ning, jf. § 32, stk. 3, inden 7 hverdage efter kla-
gens modtagelse.
Stk. 4. - - -
§ 37. Det Psykiatriske Patientklagenævn ved
Statsforvaltningen skal efter anmodning fra pa-
tienten eller patientrådgiveren indbringe sine afgø-
relser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilba-
geholdelse, tilbageførsel, tvungen opfølgning efter
udskrivning i henhold til § 13 d, tvangsfiksering,
beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering
på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afde-
ling, Region Sjælland og aflåsning af døre i afde-
lingen for retten efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 43 a.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Godkender Det Psykiatriske Patientklage-
nævn ved Statsforvaltningen, at der etableres
tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d,
stk. 1, kan spørgsmålet om den tvungne opfølg-
ning efter udskrivning først på ny begæres prøvet i
nævnet, hvis den tvungne opfølgning efter ud-
skrivning forlænges, jf. § 13 d, stk. 6. Tvungen
opfølgning efter udskrivning kan herefter begæres
prøvet ved enhver forlængelse af tvungen opfølg-
ning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 6.
12. I § 37, stk. 1, udgår »tvungen opfølgning efter
udskrivning i henhold til § 13 d,«.
13. § 37, stk. 3, ophæves.
§ 40. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Bestemmelserne i denne lov finder tilsva-
rende anvendelse på personer, der anbringes i sik-
ringsafdelingen efter stk. 1. Det gælder dog ikke
§§ 5-11, 13, 13 d og 13 e og § 21, stk. 2, og be-
stemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og
domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbage-
førsel og tvungen opfølgning efter udskrivning.
Stk. 4. - - -
14. § 40, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Bestemmelserne i denne lov finder til-
svarende anvendelse på personer, der anbringes i
Sikringsafdelingen efter stk. 1. Det gælder dog ik-
ke §§ 5-11, 13 og 21, stk. 2, samt bestemmelserne
i kapitel 10 om klageadgang og domstolsprøvelse
med hensyn til afgørelser om tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.«
§ 2
33
I lov om retspsykiatrisk behandling m.v., jf. lov-
bekendtgørelse nr. 1396 af 21. december 2005
foretages følgende ændring:
§ 1. Regionsrådene har pligt til på deres psykia-
triske sygehuse eller sygehusafdelinger at modta-
ge:
1. Personer, der efterretskendelse skal indlægges
til mentalundersøgelse.
2. Personer, der i henhold til dom eller kendelse
skal anbringes på psykiatrisk sygehus eller på an-
den måde undergives psykiatrisk behandling.
3. Personer, der efter Justitsministeriets eller
overøvrighedens bestemmelse skal anbringes på
psykiatrisksygehus.
4. Personer, der som vilkår for prøveløsladelse
eller tiltalefrafald skal undergives psykiatriskbe-
handling.
1. I § 1 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Regionsrådet kan indgå overenskomst
med eller på anden måde benytte private instituti-
oner som led i varetagelsen af den ambulante be-
handling af patienter, som er omfattet af stk. 1, nr.
2, og på anden måde undergives psykiatrisk be-
handling i henhold til dom eller kendelse.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om regionernes benyttelse af institutioner
som nævnt i stk. 2.«
§ 3
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1286
af 2. november 2018, som ændret ved § 3 i lov nr.
1555 af 18. december 2018, lov nr. 1556 af 18. de-
cember 2018, § 42 i lov nr. 1518 af 18. december
2018 og senest ændret ved § 1 i lov nr. 1732 af 27.
december 2018, foretages følgende ændringer:
§ 238. - - - 1. § 238, stk. 1, affattes således:
Bopælsregionen opkræver bopælskommunen
betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter
afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kom-
munen.
»Bopælsregionen opkræver betalingskommunen
betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter
afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kom-
munen. Betalingskommunen er den kommune,
som i henhold til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., samt § 9
c, stk. 2 og stk. 4-6 samt stk. 12, i lov om retssik-
kerhed på det sociale område, har den generelle
betalingsforpligtelse.«
Stk. 2. Ud over den betaling, der opkræves efter
stk. 1, opkræver staten bopælskommunen betaling
pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI
til færdigbehandlede patienter fra kommunen.
Denne betaling kan maksimalt udgøre 1.976 kr.
(2016-niveau) pr. sengedag for første og anden
sengedag og 3.952 kr. (2016-niveau) for hver sen-
gedag fra og med den tredje sengedag. Taksten
2. I § 238, stk. 2 og stk. 3, som bliver til stk. 5, æn-
dres »bopælskommunen« til: »betalingskommu-
nen«.
3. I § 238, stk. 2, indsættes efter »afsnit VI til«:
»somatisk«
34
pris- og lønreguleres på samme måde som bloktil-
skuddet til regionerne.
Stk. 3. Bopælsregionen kan af bopælskommunen
opkræve betaling for patienter, der er indlagt på et
hospice, der er nævnt i § 75, stk. 4, og § 79, stk. 2.
4. I § 238 indsættes efter stk. 2, som nye stykker:
»Stk. 3. Ud over den betaling, der opkræves efter
stk. 1, opkræver staten betalingskommunen beta-
ling pr. sengedag for sygehusbehandling efter af-
snit VI til psykiatrisk færdigbehandlede patienter
fra kommunen. Denne betaling kan maksimalt ud-
gøre 1.976 kr. (2016-niveau) pr. sengedag fra og
med syvende sengedag til og med trettende senge-
dag og 3.952 kr. (2016-niveau) for hver sengedag
fra og med den fjortende sengedag. Taksten pris-
og lønreguleres på samme måde, som bloktilskud-
det til regionerne.
Stk. 4. Den betaling, som er nævnt i stk. 1 og 3,
kan maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau).
Taksten pris- og lønreguleres på samme måde som
bloktilskuddet til regionerne.
Stk. 4. Taksterne efter stk. 3 får 25 pct. virkning
i tilskudsåret 2020, 50 pct. i tilskudsåret 2021, 75
pct. i tilskudsåret 2022, og 100 pct. fra og med til-
skudsåret 2023.«
Stk. 5. Sundhedsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om bopælskommunens betaling efter stk.
1-4, herunder om regionernes indberetning og do-
kumentation af aktivitet, og om foreløbig og ende-
lig opgørelse af afregning.
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 5-8.
Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter regler om
tilbageførsel af provenuet efter stk. 2 til kommu-
nerne.
5. I § 238, stk. 4, som bliver stk. 6, ændres »stk. 1
og 3« til: »stk. 1 og 5«.
6. I § 238, stk. 5, som bliver stk. 7, ændres »stk.
1-4« til: »stk. 1-6«.
7. I § 238, stk. 5, som bliver stk. 7, ændres »bo-
pælskommunen« til: »betalingskommunen«.
8. § 238, stk. 6, som bliver stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Sundhedsministeren fastsætter regler om
tilbageførsel af provenuet efter stk. 2 og 3 til kom-
munerne.«
§ 4
I lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1141 af 13. september 2018, som senest ændret
35
ved lov nr. 1555 af 18. december 2018, foretages
følgende ændringer:
§ 41. Ordination af afhængighedsskabende læge-
midler som led i behandling af personer for stof-
misbrug kan alene foretages af læger ansat i læge-
stillinger ved de kommunale, regionale eller priva-
te institutioner, der er nævnt i sundhedslovens §
142, stk. 4. Dog kan enkeltstående ordinationer
som led i abstinensbehandling af kort varighed
foretages af andre læger.
Stk. 2-4. - - -
1. I § 41, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 142, stk.
4«: », og af læger ansat i sygehusvæsenet under en
persons sygehusindlæggelse«.
2. I § 41, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»I tilfælde af behandlingskrævende akutte absti-
nenser skal ordinationen foretages straks.«
§ 5
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr.
1284 af 14. november 2018 (retsplejeloven), som
ændret senest ved lov nr. 1715 af 27. december
2018, foretages følgende ændringer:
§ 469. Begærer den, der administrativt er berø-
vet sin frihed, eller den, som handler på hans veg-
ne, at frihedsberøvelsens lovlighed prøves af ret-
ten, skal den myndighed, som har besluttet fri-
hedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, fore-
lægge sagen for byretten på det sted, hvor den, om
hvis frihedsberøvelse, der er spørgsmål, har bopæl
(hjemting), jf. § 235. Sager om tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen op-
følgning efter udskrivning, tvangsfiksering, be-
skyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering
og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov
om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. samt
sager om tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og
tilbageførsel efter §§ 10 og 12 i lov om anvendel-
se af tvang ved somatisk behandling af varigt in-
habile forelægges dog, så længe patienten ikke er
udskrevet, for byretten på det sted, hvor
vedkommende sygehus eller afdeling er beliggen-
de.
1. I § 469, stk. 1, 2. pkt. og 4, 3. pkt., udgår »tvun-
gen opfølgning efter udskrivning,«
Stk. 2-3. - - -
Stk. 4. Begæring om sagens indbringelse for ret-
ten efter reglerne i dette kapitel skal fremsættes in-
den 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør. Senere
fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder
efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis til-
36
lades af retten, når der foreligger særlig grund til
at afvige fra fristen. I sager om tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen op-
følgning efter udskrivning, tvangsfiksering, be-
skyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering
og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov
om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. samt
sager om tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og
tilbageførsel efter §§ 10 og 12 i lov om anvendel-
se af tvang ved somatisk behandling af varigt in-
habile regnes fristerne dog fra det psykiatriske pa-
tientklagenævns eller Tvangsbehandlingsnævnets
afgørelse i sagen.
37