Fremsat den 6. februar 2019 af erhvervsministeren (Rasmus Jarlov)

Fremsat den 6. februar 2019 af erhvervsministeren (Rasmus Jarlov)
Forslag
til
Lov om forbrugslånsvirksomheder
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Denne lov finder anvendelse på forbrugslånsvirksom-
heder, der udbyder
1) kreditaftaler, der ydes helt eller delvis med henblik på
erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos en anden
virksomhed,
2) kreditaftaler, der ydes uafhængigt af et køb af en vare
eller tjenesteydelse, eller
3) kreditaftaler, der udgør et selvstændigt forretningsom-
råde i virksomheden, og kreditten ydes med henblik på
erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos virksom-
heden.
Stk. 2. Loven finder bortset fra § 9 ikke anvendelse på
følgende forbrugslånsvirksomheder:
1) Finansielle virksomheder omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1, i
lov om finansiel virksomhed og udenlandske finansiel-
le virksomheder, som driver virksomhed her i landet
gennem filialetablering eller grænseoverskridende tje-
nesteydelsesvirksomhed.
2) Ejendomskreditselskaber omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, i
lov om ejendomskreditselskaber.
Stk. 3. Loven finder endvidere ikke anvendelse på for-
brugslånsvirksomheder, i det omfang de udbyder:
1) Kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden an-
dre omkostninger.
2) Leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat pligt
til at købe aftalegenstanden, hverken i selve aftalen
eller i en separat aftale.
3) Kreditaftaler i forbindelse med en overenskomstmæs-
sig konflikt, når forbrugslånsvirksomheden er en faglig
organisation, som er omfattet af konflikten.
4) Kreditaftaler til ansatte i forbrugslånsvirksomheden.
Stk. 4. § 9 finder ikke anvendelse på:
1) Kreditaftaler, som vedrører henstand uden omkostnin-
ger med betaling af en eksisterende gæld.
2) Kreditaftaler, som er resultat af et forlig indgået for
retten.
3) Kreditaftaler, ifølge hvilke virksomheden og forbruge-
ren aftaler henstand med betalingen eller aftaler, hvor-
ledes kreditten tilbagebetales. Dette gælder dog kun,
hvis forbrugeren allerede har misligholdt den oprindeli-
ge kreditaftale, og hvor sådanne ordninger kan forven-
tes at afværge en retssag om den pågældende mislig-
holdelse, og forbrugeren ikke dermed stilles ringere
end fastsat i den oprindelige kreditaftale. § 9, stk. 3,
finder dog anvendelse.
Stk. 5. §§ 3-5, 18 og 19 finder ikke anvendelse på beta-
lingsinstitutter, e-pengeinstitutter og virksomheder med en
begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. lov
om betalinger.
§ 2. I denne lov forstås ved:
1) Forbrugslånsvirksomhed: En virksomhed, der udbyder
kreditaftaler til forbrugere, jf. § 1, stk. 1.
2) Forbruger: En person, der i forbindelse med transaktio-
ner, der er omfattet af denne lov, hovedsagelig handler
uden for sit erhverv.
3) Kreditaftale: En aftale, hvorved en virksomhed yder
eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit i form
af henstand med betalingen, lån eller anden tilsvarende
form for finansiel ordning, bortset fra aftaler om løben-
de levering af tjenesteydelser eller varer af samme art,
hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i
rater, så længe de leveres.
Kapitel 2
Tilladelse, egnetheds- og hæderlighedskrav m.v.
Tilladelse
§ 3. En forbrugslånsvirksomhed skal have tilladelse af
Finanstilsynet til at udøve virksomhed.
Stk. 2. Finanstilsynet giver tilladelse til virksomheder ef-
ter stk. 1, når følgende betingelser er opfyldt:
1) Virksomheden er hjemmehørende i Danmark eller et
andet land inden for Den Europæiske Union eller et
Lovforslag nr. L 158 Folketinget 2018-19
Erhvervsmin.,
Finanstilsynet, j.nr. 1911-0032
CQ000819
land, som Unionen har indgået en aftale med på det
finansielle område.
2) Virksomhedens bestyrelse og direktion eller indehave-
ren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkelt-
mandsvirksomhed, eller, hvis virksomheden drives som
en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion,
den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige, op-
fylder betingelserne i § 4.
3) Virksomheden har forretningsgange for efterlevelse af
regler om redelig forretningsskik og god praksis, jf. §
7, for kreditværdighedsvurdering, jf. denne lovs § 9
eller § 7 c i lov om kreditaftaler, og for identifikation af
målgrupper, jf. § 10.
Stk. 3. Ansøgning om tilladelse skal indeholde de oplys-
ninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurde-
ring af, om betingelserne i stk. 2 er opfyldt, og en beskri-
velse af de aktiviteter, som virksomheden har til hensigt at
udøve.
Egnetheds- og hæderlighedskrav
§ 4. Et medlem af bestyrelsen eller et medlem af direkti-
onen i en forbrugslånsvirksomhed eller indehaveren af en
forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed,
1) skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og
erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen,
2) skal have tilstrækkeligt godt omdømme og kunne ud-
vise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængig-
hed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen,
3) må ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af
straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden re-
levant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko
for, at personen ikke kan varetage sit hverv eller sin
stilling på betryggende måde,
4) må ikke have indgivet begæring om eller være under
rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssane-
ring og
5) må ikke i øvrigt have udvist en sådan adfærd, at der
er grund til at antage, at personen ikke vil varetage
hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.
Stk. 2. Et medlem af bestyrelsen eller et medlem af di-
rektionen i en forbrugslånsvirksomhed eller indehaveren af
en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksom-
hed, skal give meddelelse til Finanstilsynet om forhold som
nævnt i stk. 1 i forbindelse med sin indtræden i forbrugslån-
svirksomhedens ledelse eller, for en forbrugslånsvirksom-
hed, der er en enkeltmandsvirksomhed, i forbindelse med
ansøgning om tilladelse, jf. § 3, stk. 2, nr. 2, og om forhold
som nævnt i stk. 1, nr. 2-5, hvis disse forhold efterfølgende
ændrer sig.
Stk. 3. Drives en forbrugslånsvirksomhed som en juridisk
person uden en bestyrelse eller direktion, gælder stk. 1 og 2
for den eller de ledelsesansvarlige for forbrugslånsvirksom-
heden.
Registrering og indberetning
§ 5. Finanstilsynet opretter og fører et offentligt register
over virksomheder, der har tilladelse som forbrugslånsvirk-
somhed, jf. § 3.
Stk. 2. Registeret skal indeholde følgende oplysninger:
1) Navn, adresse og CVR-nummer på virksomheden.
2) Navne på personer i ledelsen for virksomheden.
§ 6. En forbrugslånsvirksomhed skal indberette oplysnin-
ger til Finanstilsynet om virksomhedens kreditaftaler.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om de i
stk. 1 nævnte indberetninger, herunder om form og hyppig-
hed.
Kapitel 3
God skik m.v.
§ 7. En forbrugslånsvirksomhed skal drive virksomhed i
overensstemmelse med redelig forretningsskik og god prak-
sis inden for virksomhedsområdet.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om redelig forretningsskik og god praksis for forbrugslån-
svirksomheder og om prisoplysninger for kreditaftaler.
Stk. 3. Finanstilsynet kan efter forhandling med repræ-
sentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisa-
tioner udarbejde og offentliggøre retningslinjer for redelig
forretningsskik og god praksis på nærmere angivne områder,
der må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensynet til
forbrugerne.
§ 8. Handlinger i strid med regler udstedt i medfør af § 7,
stk. 2, pådrager erstatningsansvar i overensstemmelse med
dansk rets almindelige regler.
§ 9. Er en kreditaftale ikke omfattet af § 7 c i lov om
kreditaftaler, skal en forbrugslånsvirksomhed inden kreditaf-
talens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på
grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er
relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødven-
digt, ved søgning i relevante databaser.
Stk. 2. Bliver forbrugslånsvirksomheden og forbrugeren
efter kreditaftalens indgåelse enige om at ændre det samle-
de kreditbeløb, skal forbrugslånsvirksomheden ajourføre de
finansielle oplysninger, som forbrugslånsvirksomheden har
om forbrugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det sam-
lede kreditbeløb skal forbrugslånsvirksomheden atter vurde-
re forbrugerens kreditværdighed.
Stk. 3. Afslås en anmodning om kredit på grundlag af
søgning i en database, underretter forbrugslånsvirksomhe-
den omgående forbrugeren om resultatet af en sådan søg-
ning og giver forbrugeren nærmere oplysninger om den
pågældende database. Denne underretning skal ske uden
omkostninger for forbrugeren.
Kapitel 4
Identifikation af målgrupper
§ 10. Inden en forbrugslånsvirksomhed udbyder kreditaf-
taler til forbrugere, skal virksomheden identificere den rele-
vante målgruppe for den pågældende type kreditaftale.
Stk. 2. Forbrugslånsvirksomheden skal sikre, at typen af
kreditaftale er hensigtsmæssig for den identificerede mål-
gruppes interesser, formål og karakteristika. Virksomheden
2
skal i den forbindelse foretage en vurdering af målgruppens
finansielle kapacitet.
Stk. 3. Forbrugslånsvirksomheden skal identificere grup-
per af forbrugere, hvor typen af kreditaftale vurderes ikke at
være hensigtsmæssig for forbrugernes interesser, formål og
karakteristika.
§ 11. Forbrugslånsvirksomheden må kun udvikle og ud-
byde produkter med egenskaber, omkostninger og risici,
der stemmer overens med de interesser, formål og karakteri-
stika, der kendetegner den identificerede målgruppe, jf. §
10, stk. 1 og 2.
Stk. 2. Forbrugslånsvirksomheden må kun i tilstrækkeligt
begrundede tilfælde udbyde produktet til en forbruger, der
ikke tilhører den identificerede målgruppe, jf. § 10. stk. 3.
Kapitel 5
Videregivelse af fortrolige oplysninger
§ 12. En forbrugslånsvirksomhed og dens ansatte må ikke
uberettiget videregive eller udnytte fortrolige oplysninger,
som virksomheden eller dens ansatte under udøvelsen af
deres hverv har fået kendskab til.
Stk. 2. Den, som modtager oplysninger efter stk. 1, er
omfattet af tavshedspligten i stk. 1.
Kapitel 6
Whistleblowerordning
§ 13. En forbrugslånsvirksomhed skal have en ordning,
hvor deres ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig
kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtræ-
delser af den regulering, som Finanstilsynet fører tilsyn
med, begået af virksomheden, herunder af ansatte eller med-
lemmer af bestyrelsen i virksomheden. Indberetninger til
ordningen skal kunne foretages anonymt.
Stk. 2. Ordningen kan etableres via kollektiv overens-
komst.
Stk. 3. Ordningen finder alene anvendelse for en for-
brugslånsvirksomhed, som beskæftiger flere end fem ansat-
te. Ordningen skal være etableret senest 3 måneder efter, at
virksomheden har ansat den sjette ansatte.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra
kravet i stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at det vil være
formålsløst, at der oprettes en ordning.
§ 14. En forbrugslånsvirksomhed må ikke udsætte ansatte
for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som
følge af at den ansatte har indberettet virksomhedens over-
trædelse eller potentielle overtrædelse af den regulering,
som Finanstilsynet fører tilsyn med, til Finanstilsynet eller
til en ordning hos virksomheden.
Stk. 2. Ansatte kan tilkendes godtgørelse i overensstem-
melse med principperne i ligebehandlingsloven, hvis de-
res rettigheder er blevet krænket ved overtrædelse af stk.
1. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til den ansattes an-
sættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 kan ikke fraviges til ugunst for den
ansatte.
Kapitel 7
Tilsyn m.v.
Tilsynsmyndighed
§ 15. Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov,
bortset fra § 14, og påser overholdelsen af regler udstedt i
medfør af loven.
Stk. 2. Finanstilsynets bestyrelse indgår i tilsynet efter stk.
1 med den kompetence, som bestyrelsen er tillagt i medfør
af § 345, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed.
Stk. 3. Finanstilsynet kan påbyde de fysiske og juridiske
personer, som er omfattet af denne lov, inden for en nær-
mere fastsat frist at træffe nødvendige foranstaltninger i til-
fælde af overtrædelse af bestemmelser i loven eller regler
udstedt i medfør heraf.
Forbrugerombudsmanden
§ 16. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om
handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god
praksis, jf. § 7, herunder sag om forbud, påbud, erstatning
og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb. Forbru-
gerombudsmanden kan endvidere behandle sager om over-
trædelse af strafbelagte bestemmelser i regler udstedt i med-
før af denne lovs § 7, stk. 2. Markedsføringslovens § 24,
§ 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, samt §§ 33 og 34
finder tilsvarende anvendelse på sager, som Forbrugerom-
budsmanden ønsker at anlægge efter 1. og 2. pkt. Forbruger-
ombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et
gruppesøgsmål efter kapitel 23 a i retsplejeloven.
Stk. 2. Finanstilsynet underetter Forbrugerombudsman-
den, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en forbrugs-
lånsvirksomheds kunder kan have lidt et tab som følge af,
at virksomheden har overtrådt § 7, stk. 1, regler udstedt i
medfør af § 7, stk. 2, eller § 9.
Stk. 3. Forbrugerombudsmanden har uanset § 20 adgang
til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager omfattet af
stk. 1.
Indhentelse af oplysninger
§ 17. Forbrugslånsvirksomheder samt leverandører og un-
derleverandører til disse skal give Finanstilsynet de oplys-
ninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed.
Stk. 2. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig le-
gitimation uden retskendelse få adgang til forbrugslånsvirk-
somheder med henblik på at indhente oplysninger, herunder
ved inspektioner.
Stk. 3. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig le-
gitimation uden retskendelse få adgang til en leverandør
eller underleverandør med henblik på indhentelse af oplys-
ninger om den outsourcede aktivitet. Finanstilsynets fysiske
adgang til leverandørens lokaler skal indgå som et krav
i den outsourcingkontrakt, som indgås mellem outsourcing-
virksomheden og leverandøren. Indeholder en outsourcing-
kontrakt ikke kravet om Finanstilsynets fysiske adgang til
leverandørens virksomhed, kan Finanstilsynet kræve, at den
outsourcede aktivitet fremover enten varetages af outsour-
3
cingvirksomheden selv eller outsources til en anden leveran-
dør inden for en af Finanstilsynet nærmere fastsat frist.
Stk. 4. Finanstilsynet kan kræve at få adgang til alle
oplysninger, herunder regnskaber og regnskabsmateriale,
udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk
lagrede data, som skønnes nødvendige for Finanstilsynets
afgørelse af, om en virksomhed eller person er omfattet af
bestemmelserne i denne lov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan indhente oplysninger efter stk.
1-4 til brug for de færøske tilsynsmyndigheder jf. § 20, stk.
6, nr. 11.
Påbud om nedlæggelse af hverv m.v.
§ 18. Finanstilsynet kan påbyde et medlem af bestyrelsen
i en forbrugslånsvirksomhed at nedlægge sit hverv inden for
en frist fastsat af Finanstilsynet, hvis bestyrelsesmedlemmet
efter § 4, stk. 1, nr. 2-5, ikke kan varetage hvervet.
Stk. 2. Varigheden af et påbud meddelt efter stk. 1 på bag-
grund af § 4, stk. 1, nr. 2, 4 og 5, skal fremgå af påbuddet.
Stk. 3. Finanstilsynet kan påbyde et medlem af bestyrel-
sen i en forbrugslånsvirksomhed at nedlægge sit hverv, når
der er rejst tiltale mod bestyrelsesmedlemmet i en straffe-
sag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden
finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis dom-
fældelse vil indebære, at bestyrelsesmedlemmet ikke opfyl-
der kravene i § 4, stk. 1, nr. 3. Finanstilsynet fastsætter en
frist for efterlevelse af påbuddet.
Stk. 4. Finanstilsynet kan af egen drift eller efter ansøg-
ning tilbagekalde et påbud meddelt et bestyrelsesmedlem
efter stk. 1 og 3. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om
tilbagekaldelse, kan ansøgeren forlange afslaget indbragt
for domstolene af Finanstilsynet. Anmodning herom skal
indgives til Finanstilsynet senest 4 uger, efter at afslaget er
meddelt ansøgeren. Anmodning om domstolsprøvelse kan
dog kun fremsættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset,
og der er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af
påbuddet eller mindst 2 år efter, at Finanstilsynets afslag på
tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.
Stk. 5. Finanstilsynet kan inddrage forbrugslånsvirksom-
hedens tilladelse, jf. § 19, stk. 1, nr. 5, hvis et bestyrelses-
medlem ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af stk.
1 og 3.
Stk. 6. Finanstilsynet kan påbyde en forbrugslånsvirksom-
hed at afsætte en direktør i virksomheden inden for en frist
fastsat af Finanstilsynet, hvis direktøren ikke kan varetage
stillingen, jf. § 4, stk. 1, nr. 2-5.
Stk. 7. Finanstilsynet kan påbyde en forbrugslånsvirksom-
hed at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod direk-
tøren i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne
lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er
afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke
opfylder kravene i § 4, stk. 1, nr. 3. Finanstilsynet fastsætter
en frist for efterlevelse af påbuddet.
Stk. 8. Påbud meddelt efter stk. 1, 3, 6 og 7 kan af en
forbrugslånsvirksomhed og den person, som påbuddet er
rettet mod, forlanges indbragt for domstolene af Finanstil-
synet. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet
senest 4 uger efter, at påbuddet er meddelt den pågælden-
de. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4
uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges
i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 9. Har en forbrugslånsvirksomhed ikke afsat direktø-
ren inden for den fastsatte frist, jf. stk. 6 og 7, kan Finans-
tilsynet inddrage forbrugslånsvirksomhedens tilladelse, jf. §
19, stk. 1, nr. 5.
Stk. 10. Drives en forbrugslånsvirksomhed som en jurid-
isk person uden en bestyrelse eller en direktion, gælder stk.
1-9 for den eller de ledelsesansvarlige i forbrugslånsvirk-
somheden.
Inddragelse af tilladelse
§ 19. Finanstilsynet kan inddrage en forbrugslånsvirk-
somheds tilladelse efter § 3, hvis virksomheden
1) anmoder herom,
2) ikke gør brug af tilladelsen senest 12 måneder efter, at
Finanstilsynet har meddelt tilladelse,
3) ikke har udøvet virksomhed som forbrugslånsvirksom-
hed i en samlet periode på over 6 måneder,
4) har opnået tilladelse på baggrund af urigtige eller vild-
ledende oplysninger eller på anden uretmæssig vis,
5) ikke længere opfylder betingelserne for meddelelse af
tilladelse efter § 3, eller
6) groft eller gentagne gange tilsidesætter sine pligter ef-
ter denne lov, hvidvaskloven eller regler udstedt i med-
før af disse love, herunder forpligtelsen til at identifi-
cere målgrupper, jf. §§ 10 og 11, og forpligtelsen til
at gennemføre en kreditværdighedsvurdering, jf. denne
lovs § 9 eller § 7 c i lov om kreditaftaler.
Stk. 2. Finanstilsynet kan endvidere inddrage en forbrugs-
lånsvirksomheds tilladelse efter stk. 1, hvis der er rejst
tiltale mod indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der
er en enkeltmandsvirksomhed, for overtrædelse af straffe-
loven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil
straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at
vedkommende ikke opfylder kravene i § 4, stk. 1, nr. 3.
Stk. 3. Finanstilsynet sletter en virksomhed fra registeret,
jf. § 5, når tilladelsen er inddraget, jf. stk. 1 og 2.
Stk. 4. Inddragelse af tilladelse i henhold til stk. 1, nr. 5,
på baggrund af manglende opfyldelse af kravene i § 4, stk.
1, nr. 2-5, og inddragelse i henhold til stk. 2, kan af indeha-
veren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmands-
virksomhed, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal indgives til Finanstilsynet inden 4 uger efter,
at inddragelse af tilladelse er meddelt den pågældende. Fi-
nanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger
efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i
den borgerlige retsplejes former.
Tavshedspligt
§ 20. Finanstilsynets ansatte er efter straffelovens §§
152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplys-
ninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomhe-
den. Det samme gælder personer, der udfører serviceopga-
ver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter, der handler
på tilsynets vegne. Dette gælder også efter ansættelses- eller
kontraktforholdets ophør.
4
Stk. 2. Samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at
beskytte, berettiger ikke de personer, som er nævnt i stk. 1,
til at videregive fortrolige oplysninger.
Stk. 3. Stk. 1 finder dog ikke anvendelse på oplysninger i
sager om redelig forretningsskik og god praksis samt vurde-
ring af kreditværdighed, jf. §§ 7 og 9.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at Fi-
nanstilsynet af egen drift videregiver fortrolige oplysninger
i summarisk eller sammenfattende form, når hverken den
enkelte virksomhed eller dens kunder kan identificeres.
Stk. 5. Fortrolige oplysninger kan videregives under en
civil retssag, når en virksomhed omfattet af denne lov er
erklæret konkurs eller trådt i likvidation, og hvis oplysnin-
gerne ikke vedrører kundeforhold eller tredjemand, der er
eller har været involveret i forsøg på at redde virksomheden.
Stk. 6. Stk. 1 er ikke til hinder for, at fortrolige oplysnin-
ger videregives til:
1) Andre offentlige myndigheder, herunder anklagemyn-
digheden og politiet, i forbindelse med efterforskning
og retsforfølgning af mulige strafbare forhold omfattet
af straffeloven eller tilsynslovgivningen.
2) Vedkommende minister som led i dennes overordnede
tilsyn, jf. dog stk. 9.
3) Administrative myndigheder og domstole, som be-
handler afgørelser, der er truffet af Finanstilsynet.
4) Folketingets Ombudsmand.
5) En parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget,
jf. dog stk. 9.
6) Undersøgelseskommissioner nedsat ved lov eller i
henhold til lov om undersøgelseskommissioner, jf.
dog stk. 9.
7) Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.
8) Skifteretten, andre myndigheder, der medvirker ved li-
kvidation, konkursbehandling eller lignende procedu-
rer for en virksomhed omfattet af denne lov, og kura-
tor samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige
revision af regnskaber for en virksomhed omfattet af
denne lov, under forudsætning af at modtagerne af op-
lysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres
opgaver.
9) Erhvervsstyrelsen i sin egenskab af tilsynsmyndighed
for efterlevelse af selskabslovgivningen, når videregi-
velse sker med henblik på at styrke det finansielle sy-
stems stabilitet og integritet, og Erhvervsstyrelsen og
Revisornævnet i deres egenskab af tilsynsmyndighed
for den lovpligtige revision af regnskaber for virk-
somheder omfattet af denne lov. Videregivelse efter 1.
pkt. kan kun ske, under forudsætning af at modtageren
har behov herfor til varetagelsen af sine opgaver.
10) Sagkyndige, som bistår Finanstilsynet, Erhvervssty-
relsen, Revisornævnet og institutioner, der forvalter
indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordninger,
med udførelsen af deres tilsynsopgaver, under forud-
sætning af at modtageren har behov for oplysningerne
til varetagelsen af sine opgaver, jf. dog stk. 9.
11) Færøske tilsynsmyndigheder på det finansielle områ-
de, under forudsætning af at modtagerne er underlagt
en lovbestemt tavshedspligt, der mindst svarer til tav-
shedspligten i medfør af stk. 1, og at modtagerne har
behov for oplysningerne til varetagelsen af deres op-
gaver.
12) Told- og skatteforvaltningen i sager omfattet af skatte-
kontrollovens § 6 D, stk. 2.
Stk. 7. Modtagere af fortrolige oplysninger fra Finanstil-
synet, jf. stk. 6, er med hensyn til disse oplysninger undergi-
vet den tavshedspligt, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 8. Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modta-
ger, må kun anvendes i forbindelse med tilsynshvervet til
pålæggelse af sanktioner, eller hvis Finanstilsynets afgørelse
påklages til højere administrativ myndighed eller indbringes
for domstolene.
Stk. 9. Videregivelse af fortrolige oplysninger i medfør af
stk. 6, nr. 2, 5, 6 og 10, kan alene ske, hvis de myndigheder
eller organer, som har afgivet oplysningerne, har givet de-
res udtrykkelige tilladelse, og hvis oplysningerne er modta-
get fra myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med virk-
somheder omfattet af denne lov, myndigheder og organer,
som er ansvarlige for at opretholde det finansielle systems
stabilitet gennem anvendelse af makroprudentielle regler,
myndigheder eller organer, som har til formål at sikre den
finansielle stabilitet, organer, der medvirker ved likvidation
eller konkursbehandling af virksomheder omfattet af denne
lov eller lignende procedurer, og personer, der er ansvarlige
for den lovpligtige revision af regnskaber for virksomheder
omfattet af denne lov.
§ 21. Finanstilsynets ansatte må ikke videregive oplysnin-
ger om en person, når vedkommende har indberettet en virk-
somhed eller en person til Finanstilsynet for overtrædelse
eller potentiel overtrædelse af den finansielle regulering,
som Finanstilsynet fører tilsyn med, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at personoplysninger
videregives i medfør af § 20, stk. 6.
Stk. 3. Stk. 1 er endvidere ikke til hinder for, at personop-
lysninger, der vedrører en kunde, videregives til en forbrugs-
lånsvirksomhed i forbindelse med sager omfattet af §§ 7 og
9, når kunden har givet samtykke til videregivelsen.
Stk. 4. Alle, der i henhold til stk. 3 modtager personoplys-
ninger, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den
tavshedspligt, som er nævnt i stk. 1.
Offentliggørelse
§ 22. Tilsynsreaktioner givet efter § 15, stk. 2, jf. § 345,
stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, og tilsynsreak-
tioner givet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse
til en virksomhed omfattet af denne lov skal offentliggøres
med angivelse af virksomhedens navn, jf. dog stk. 4. Virk-
somheden skal offentliggøre oplysningerne på sin eventuelle
hjemmeside på et sted, hvor de naturligt hører hjemme,
hurtigst muligt og senest 3 hverdage efter, at virksomhe-
den har modtaget underretning om reaktionen, eller senest
på tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter lov om
kapitalmarkeder. Samtidig med offentliggørelsen skal virk-
somheden indsætte et link på forsiden af virksomhedens
hjemmeside på en synlig måde, som giver direkte adgang
til reaktionen, og det skal af linket og en eventuel tilknyt-
5
tet tekst tydeligt fremgå, at der er tale om en reaktion fra
Finanstilsynet. Kommenterer virksomheden på reaktionen,
skal dette ske i forlængelse af denne, og kommentarerne
skal være klart adskilt fra reaktionen. Fjernelse af linket på
forsiden og informationerne fra virksomhedens eventuelle
hjemmeside skal finde sted efter samme principper, som
virksomheden anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst
når linket og informationerne har ligget på hjemmesiden i
3 måneder, og tidligst efter førstkommende generalforsam-
ling eller repræsentantskabsmøde. Virksomhedens pligt til at
offentliggøre oplysningerne på virksomhedens hjemmeside
gælder kun for oplysninger om juridiske personer. Finans-
tilsynet skal offentliggøre oplysningerne på Finanstilsynets
hjemmeside. Reaktioner givet i henhold til § 15, stk. 2, jf. §
345, stk. 7, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, og Finans-
tilsynets beslutninger om at overgive sager efter denne lov
eller regler udstedt i medfør af loven til politimæssig efter-
forskning, skal offentliggøres som resumé på Finanstilsynets
hjemmeside med angivelse af virksomhedens navn, jf. dog
stk. 4. Indbringes reaktionen, der offentliggøres i henhold
til 1. pkt., for Erhvervsankenævnet eller domstolene, skal
dette fremgå af Finanstilsynets offentliggørelse, og det ef-
terfølgende resultat af Erhvervsankenævnets eller domstole-
nes afgørelse skal ligeledes offentliggøres på Finanstilsynets
hjemmeside hurtigst muligt.
Stk. 2. Reaktioner givet i henhold til § 15, stk. 2, jf.
§ 345, stk. 7, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed,
eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets
bestyrelse til en virksomhed, der ikke er under tilsyn, skal
offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside med angivelse
af virksomhedens navn, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Har Finanstilsynet overgivet en sag til politimæssig
efterforskning, og er der faldet helt eller delvis fældende
dom eller vedtaget bøde, skal der ske offentliggørelse af
dommen eller bødevedtagelsen eller et resumé heraf, jf. dog
stk. 4. Er dommen ikke endelig, eller er den anket eller
genoptaget, skal dette fremgå af offentliggørelsen. Virksom-
hedens offentliggørelse skal ske på virksomhedens eventu-
elle hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjem-
me, hurtigst muligt og senest 10 hverdage efter, at der
er faldet dom eller vedtaget bøde, eller senest på tidspunk-
tet for offentliggørelse påkrævet efter lov om kapitalmar-
keder. Samtidig med offentliggørelsen skal virksomheden
indsætte et link, som giver direkte adgang til dommen, bø-
devedtagelsen eller resumeet, på forsiden af virksomhedens
hjemmeside på en synlig måde, og det skal af linket og en
eventuel tilknyttet tekst tydeligt fremgå, at der er tale om
en dom eller bødevedtagelse. Kommenterer virksomheden
dommen, bødevedtagelsen eller resuméet, skal dette ske i
forlængelse heraf, og kommentarerne skal være klart adskilt
fra dommen, bødevedtagelsen eller resuméet. Fjernelse af
informationerne fra virksomhedens eventuelle hjemmeside
skal finde sted efter samme principper, som virksomheden
anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og
informationerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder, og
tidligst efter førstkommende generalforsamling eller repræ-
sentantskabsmøde. Virksomheden skal give meddelelse til
Finanstilsynet om offentliggørelsen, herunder fremsende en
kopi af dommen eller bødevedtagelsen. Finanstilsynet skal
herefter offentliggøre dommen eller bødevedtagelsen eller
et resumé heraf på sin hjemmeside. Virksomhedens pligt
til at offentliggøre oplysningerne på virksomhedens eventu-
elle hjemmeside gælder kun for oplysninger om juridiske
personer.
Stk. 4. Offentliggørelse efter stk. 1-3 kan ikke ske, hvis
det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomhe-
den, eller hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod
offentliggørelse. Offentliggørelsen må ikke indeholde oplys-
ninger omfattet af § 30 i lov om offentlighed i forvaltnin-
gen. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplys-
ninger, der hidrører fra tilsynsmyndigheder i andre lande,
medmindre de myndigheder, der har afgivet oplysningerne,
har givet deres udtrykkelige tilladelse.
Stk. 5. Er offentliggørelse undladt i henhold til stk. 4, 1.
pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1 eller 2, når de
hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er
gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år efter datoen
for reaktionen eller beslutningen om at overgive sagen til
politimæssig efterforskning. Offentliggørelse skal dog ikke
finde sted, hvis der er sket påtaleopgivelse eller tiltalefrafald
efter retsplejelovens regler.
Stk. 6. I sager, hvor Finanstilsynet har offentliggjort en
beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforsk-
ning efter stk. 1, 8. pkt., og stk. 2, og hvor der træffes
afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller afsiges
frifindende dom, skal Finanstilsynet efter anmodning fra den
virksomhed, som sagen vedrører, offentliggøre oplysninger
herom. Virksomheden skal indsende en kopi af afgørelsen
om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi af dom-
men til Finanstilsynet samtidig med anmodning om offent-
liggørelse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller dommen
ikke endelig, skal det fremgå af offentliggørelsen. Modtager
Finanstilsynet dokumentation for, at sagen er afsluttet ved
endelig påtaleopgivelse eller endeligt tiltalefrafald eller af-
sigelse af endelig frifindende dom, skal Finanstilsynet fjer-
ne alle oplysninger om beslutningen om at overgive sagen
til politimæssig efterforskning og eventuelle efterfølgende
domme i sagen fra Finanstilsynets hjemmeside.
§ 23. Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sag-
er, jf. §§ 7 og 9, som er behandlet af Finanstilsynet, anklage-
myndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse
eller af betydning for forståelsen af disse bestemmelser.
Stk. 2. Finanstilsynet skal endvidere orientere offentlighe-
den om navnet på en virksomhed, der overtræder forbud-
det mod at udøve virksomhed som forbrugslånsvirksomhed
uden tilladelse, jf. § 3.
§ 24. Finanstilsynet kan fastsætte regler for forbrugslån-
svirksomheders pligt til at offentliggøre oplysninger om Fi-
nanstilsynets vurdering af virksomheden og om, at Finanstil-
synet har mulighed for at offentliggøre oplysningerne før
virksomheden.
Partsbegreb
§ 25. Som part i forhold til Finanstilsynet anses virksom-
heder eller personer omfattet af denne lov, som Finanstilsy-
6
net har truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør af
denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne lov, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. Som part i forhold til Finanstilsynet, for så vidt
angår den del af sagen, som vedrører den pågældende, anses
desuden følgende:
1) En virksomhed eller person, der udøver virksomhed
som forbrugslånsvirksomhed uden tilladelse, jf. § 3.
2) En virksomhed eller en person, som ansøger om tilla-
delse til at udøve forbrugslånsvirksomhed, jf. § 3.
3) Et medlem af en virksomheds bestyrelse eller direktion
eller en ledelsesansvarlig, når Finanstilsynet nægter en
virksomhed tilladelse eller inddrager denne, jf. § 19.
4) En virksomhed eller person, som Finanstilsynet kræver
oplysninger fra til afgørelse af, om denne er omfattet af
bestemmelserne i denne lov.
5) En virksomhed eller person, som omfattes af en afgø-
relse truffet af Finanstilsynet om personens egnethed
eller hæderlighed i henhold til § 4.
Stk. 3. Finanstilsynet kan, når Finanstilsynet tager en sag
op om videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. § 12, give
visse partsbeføjelser til andre fysiske eller juridiske personer
end dem, som er nævnt i stk. 1 og 2. Partsbeføjelser kan ale-
ne gives, for så vidt angår den del af sagen, som har direkte
og væsentlig betydning for den pågældende. Partsbeføjelser
skal gives under hensyntagen til beskyttelsen af fortrolige
oplysninger om de virksomheder, der er under tilsyn.
Klage
§ 26. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til
denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan indbringes
for Erhvervsankenævnet af den, som afgørelsen retter sig
mod, senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågæl-
dende.
Afgift
§ 27. Virksomheder under tilsyn efter denne lov betaler
afgift til Finanstilsynet efter kapitel 22 i lov om finansiel
virksomhed.
Frister
§ 28. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne
lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor
den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gæl-
der beregning af både dags-, uge-, måneds- og årsfrister.
Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1,
på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste
fristen, fandt sted.
Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk.
1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som
udløste fristen, fandt sted. Er den dag, hvor den begivenhed,
som udløste fristen, fandt sted, den sidste dag i en måned,
eller udløber fristen på en månedsdato, som ikke findes,
udløber fristen på den sidste dag i måneden uanset dens
længde.
Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1,
på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste
fristen, fandt sted.
Stk. 5. Udløber en frist i en weekend eller på en helligdag,
grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstræk-
kes fristen til den førstkommende hverdag.
Kommunikation
§ 29. En digital meddelelse anses for at være kommet
frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at
skriftlig kommunikation til og fra Finanstilsynet om forhold,
som er omfattet af denne lov eller regler udstedt i medfør af
denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om digital kommunikation, herunder om anvendelse af be-
stemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signa-
tur el.lign.
§ 30. Er det i denne lov eller i regler udstedt i medfør af
denne lov et krav, at et dokument, som er udstedt af andre
end Finanstilsynet, skal være underskrevet, kan dette krav
opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig
identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog
stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med
personlig underskrift.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om fravigelse af underskriftskrav. Det kan herunder bestem-
mes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for
visse typer af dokumenter.
Kapitel 8
Straffebestemmelser m.v.
§ 31. Overtrædelse af § 3, stk. 1, § 4, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3
og 4, § 4, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4 og § 12, stk. 1,
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Stk. 2. Overtrædelse af § 13, stk. 1, straffes med bøde.
Stk. 3. En forbrugslånsvirksomhed, der ikke efterkommer
et påbud eller forbud, som er givet i medfør af § 15, § 16,
stk. 1, og § 18, stk. 6 og 7, eller en virksomhed, der undlader
at meddele oplysninger efter § 17, stk. 1 og 4, straffes med
bøde.
Stk. 4. Et bestyrelsesmedlem i en forbrugslånsvirksom-
hed, som ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør
af § 18, stk. 1 og 3, straffes med bøde.
Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person-
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 6. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens be-
stemmelser eller regler udstedt i medfør heraf er 5 år.
Stk. 7. I regler udstedt i medfør af loven kan der fastsættes
straf i form af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reg-
lerne.
§ 32. Undlader en virksomhed eller en person at opfylde
de pligter, som efter loven påhviler dem i medfør af § 17,
stk. 1 og 4, kan Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge
7
personen, virksomheden eller de ansvarlige personer for
virksomheden daglige eller ugentlige tvangsbøder.
Stk. 2. Undlader en forbrugslånsvirksomhed at efterkom-
me et påbud meddelt efter § 18, stk. 6 og 7, kan forbrugs-
lånsvirksomheden eller de ansvarlige personer for virksom-
heden pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder.
Kapitel 9
Ikrafttræden
§ 33. Loven træder i kraft den 1. juli 2019.
Stk. 2. § 35 finder ikke anvendelse på sager, der er under
behandling hos Forbrugerombudsmanden ved lovens ikraft-
træden.
Stk. 3. Virksomheder omfattet af denne lov, der på tids-
punktet for lovens ikrafttræden er registreret som virksom-
hed, der yder forbrugerkreditter i henhold til lov om fore-
byggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af
terrorisme, og som efter lovens ikrafttræden vil kræve tilla-
delse, jf. § 3, skal senest have indgivet ansøgning om tilla-
delse den 1. januar 2020. Disse virksomheder kan fortsætte
den påbegyndte virksomhed uden tilladelse, indtil Finanstil-
synet har truffet afgørelse i sagen.
Kapitel 10
Ændringer i anden lovgivning
§ 34. I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1140 af 26. september 2017, som ændret bl.a. ved § 1
i lov nr. 665 af 8. juni 2017, § 1 i lov nr. 1547 af 19.
december 2017, § 45 i lov nr. 41 af 22. januar 2018 og
senest ved § 1 i lov nr. 1520 af 18. december 2018, foretages
følgende ændringer:
1. I § 361 indsættes efter stk. 9 som nyt stykke:
»Stk. 10. Forbrugslånsvirksomheder omfattet af lov om for-
brugslånsvirksomheder betaler årligt et grundbeløb til Fi-
nanstilsynet på 28.000 kr.«
Stk. 10 bliver herefter stk. 11.
2. I § 361, stk. 10, der bliver stk. 11, ændres »9« til: »10«.
§ 35. I lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring, som
ændret ved § 20 i lov nr. 309 af 25. april 2018, foretages
følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 2, indsættes efter »finansielle virksomheder«:
»og forbrugslånsvirksomheder«.
2. I § 1, stk. 3, indsættes efter »finansielle virksomheder«:
»og forbrugslånsvirksomheder«.
Kapitel 11
Territorialbestemmelser
§ 36. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de hen-
holdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.
8
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Lovens anvendelsesområde og definitioner
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.1.3. Lovforslagets indhold
2.2. Tilladelse, egnetheds- og hæderlighedskrav m.v.
2.2.1. Tilladelse og registrering
2.2.1.1. Gældende ret
2.2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2.2. Egnetheds- og hæderlighedskrav
2.2.2.1. Gældende ret
2.2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.2.2.3. Den foreslåede ordning
2.2.3. Indberetninger
2.2.3.1. Gældende ret
2.2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.2.3.3. Den foreslåede ordning
2.3. God skik m.v.
2.3.1. God skik regler
2.3.1.1. Gældende ret
2.3.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.3.1.3. Den foreslåede ordning
2.3.2. Kreditværdighedsvurdering
2.3.2.1. Gældende ret
2.3.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.3.2.3. Den foreslåede ordning
2.4. Identifikation af målgrupper
2.4.1. Gældende ret
2.4.2 Erhvervsministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.5. Videregivelse af fortrolige oplysninger
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.5.3. Den foreslåede ordning
2.6. Whistleblowerordning
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.6.3. Den foreslåede ordning
2.7. Tilsyn m.v.
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.7.3. Den foreslåede ordning
2.8. Straffebestemmelser m.v.
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.8.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
5. Administrative konsekvenser for borgerne
9
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Høring
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Markedet for forbrugslån er til dels præget af en række dyre
lån, som er lette at optage for forbrugerne. Den lette adgang
til disse lån medfører, at flere forbrugere, herunder unge
forbrugere, gældssætter sig over evne i forhold til mulighe-
den for at kunne tilbagebetale gælden. Det ses særligt hos
en række af de såkaldte kviklånsudbydere, som har skabt
en forretningsmodel, hvor forbrugernes kreditværdighed og
økonomiske situation ikke bliver taget tilstrækkeligt i be-
tragtning før låneudstedelsen. Virksomheden tager dermed
ikke hensyn til, om forbrugeren reelt er i stand til at betale
lånet tilbage. Forbrugerne risikerer herved at blive fanget
i en gældsfælde, hvor de ser sig nødsaget til at genoptage
eller forlænge et lån med den konsekvens, at der påløber
yderligere høje omkostninger til den samlede gæld.
Regeringen indførte i 2015 et krav om en såkaldt ”betænk-
ningsperiode” på 48 timer ved optagelse af kortfristede for-
brugslån. Undersøgelser har imidlertid vist, at flere udbyde-
re af forbrugslån nu tilbyder andre kredittyper, der falder
uden for betænkningsperiodens anvendelsesområde. Der er
derfor et behov for at indføre en mere omfattende regulering
og kontrolmuligheder over for forbrugslånsvirksomheder.
Lovforslaget har til formål at styrke forbrugerbeskyttelsen
gennem en stramning af tilsynet med alle udbydere af for-
brugslån, der ikke har en tilladelse som enten finansiel virk-
somhed eller ejendomskreditselskab. Det skærpede tilsyn
skal understøtte, at udbydere af forbrugslån foretager en reel
kreditværdighedsvurdering af de forbrugere, der ønsker at
optage et forbrugslån, og at udbyderne driver deres virksom-
hed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god
praksis inden for virksomhedsområdet.
Lovforslaget indebærer, at en række virksomheder, der ud-
byder forbrugslån til forbrugere, fremover skal have en
tilladelse hos Finanstilsynet. Disse virksomheder foreslås
benævnt forbrugslånsvirksomheder. Lovforslaget omfatter
både virksomheder, der yder forbrugslån til køb af varer og
tjenesteydelser hos andre virksomheder, og virksomheder,
der yder lån, som udbetales kontant til forbrugeren. Såfremt
en virksomhed, der sælger varer og tjenesteydelser, tilbyder
en forbruger kredit, vil virksomheden kun være omfattet af
lovforslaget, hvis ydelse af kredit udgør et selvstændigt for-
retningsområde i virksomheden. Det medfører, at for eksem-
pel en detailhandler, der ikke sædvanligvis tilbyder kunder
at købe på kredit, ikke vil være omfattet af lovforslaget.
For at kunne opnå en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed
er det en betingelse, at virksomhedens bestyrelse og direk-
tion eller den ledelsesansvarlige opfylder krav til egnethed
og hæderlighed. Virksomheden skal endvidere have forret-
ningsgange for efterlevelse af regler om god skik, kreditvær-
dighedsvurdering og identifikation af målgrupper.
Det foreslås, at der indsættes en udtrykkelig forpligtelse
til at foretage en kreditværdighedsvurdering i lovforsla-
get. Denne kreditværdighedsvurdering skal sikre, at den
enkelte forbruger kun ydes lån, som de er i stand til at
tilbagebetale.
Bestemmelsen foreslås medtaget i loven for at sikre, at alle
forbrugslånsvirksomheder bliver omfattet af kravet om en
kreditværdighedsvurdering og dermed, at kreditaftalelovens
undtagelse for kortfristede lån ikke finder anvendelse.
Det foreslås endvidere at indføre regler om god skik, der
skal sikre, at forbrugslånsvirksomheder drives i overens-
stemmelse med redelig forretningskik og god praksis inden
for området. Svarende til hvad der gælder på det øvrige fi-
nansielle område, foreslås der endvidere indsat en bemyndi-
gelse for ministeren til at udstede en bekendtgørelse om god
skik, ligesom Finanstilsynet får mulighed for at udarbejde
vejledende retningslinjer på området.
Lovforslaget indeholder indgrebs- og sanktionsbeføjelser til
Finanstilsynet, såfremt en virksomhed groft tilsidesætter si-
ne forpligtelser efter loven. Som eksempel kan nævnes, at
grove og gentagne tilsidesættelser af forpligtelsen til at fo-
retage en kreditværdighedsvurdering vil kunne medføre, at
tilladelsen inddrages.
Der foreslås endvidere med lovforslaget at indføre en regel i
loven, som forpligter forbrugslånsvirksomheder til at identi-
ficere målgruppen for deres udlånsprodukter og sikre, at dis-
se produkter er hensigtsmæssige for denne målgruppe. Virk-
somheden skal endvidere identificere de målgrupper, som
deres låneprodukt ikke er egnet til.
Det vil altid bero på en konkret vurdering, om et produkt er
hensigtsmæssigt for målgruppen. Som eksempel på et pro-
dukt, der ikke vil være hensigtsmæssigt uanset målgruppen,
kan nævnes produkter, hvor selve måden, hvorpå lånet skal
tilbagebetales, i sig selv vil øge risikoen for, at låneaftalen
bliver misligholdt. Dette vil f.eks. kunne forekomme, hvis
en kunde skal aflevere oplysninger om kundens betalings-
kort til långiver og bringes i den forståelse, at lånudbyderen
selv trækker den månedlige ydelse, men hvor det reelt af
aftalebetingelserne følger, at kunden selv skal sørge for at
10
betale de aftalte ydelser under lånets løbetid. Denne uklare
konstruktion af aftaleforholdet indebærer en væsentlig risiko
for, at låntager misligholder lånet.
Det foreslås, at Finanstilsynet skal føre tilsyn med for-
brugslånsvirksomhederne. Det vil medføre, at Finanstilsy-
nets sædvanlige tilsynsbeføjelser finder anvendelse. Finans-
tilsynet vil derfor kunne udstede påbud og påtaler, og for
bestemmelser, der er strafbelagt, vil Finanstilsynet kunne
politianmelde forbrugslånsvirksomheden. Finanstilsynet har
endvidere mulighed for at anvende tvangsbøder i særlige
tilfælde.
Som led i sit tilsyn vil Finanstilsynet endvidere kunne gå på
inspektion hos forbrugslånsvirksomhederne.
Det foreslås, at forbrugslånsvirksomhederne bliver forpligte-
de til at indberette oplysninger om virksomhedens kreditaf-
taler til Finanstilsynet. Disse oplysninger skal gøre det mu-
ligt for Finanstilsynet at prioritere sit tilsyn i forhold til de
virksomheder, hvor indberetningerne giver en indikation af,
at der kan være en forøget risiko for, at lovgivningen ikke
efterleves.
Forbrugslånsvirksomheder skal ifølge lovforslaget betale en
årlig afgift til Finanstilsynet.
Forbrugerombudsmanden vil have de samme tilsynsbefø-
jelser over for udbydere af forbrugslån, som Forbruger-
ombudsmanden har over for finansielle virksomheder i
dag. Forbrugerombudsmanden vil således fortsat have mu-
lighed for at anlægge retssager vedrørende handlinger, der
strider mod god skik efter den finansielle lovgivning, såle-
des som Forbrugerombudsmanden kan over for finansielle
virksomheder i dag. Der vil blive udarbejdet en samarbejds-
aftale mellem Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Lovens anvendelsesområde og definitioner
2.1.1. Gældende ret
Der er i dag ikke et krav om, at virksomheder, der udbyder
forbrugslån, skal have en tilladelse hos Finanstilsynet, når
disse lån ikke er sikret ved pant eller anden tilsvarende
sikkerhedsstillelse knyttet til en fast ejendom.
Pengeinstitutter, der som led i deres udlånsvirksomhed yder
forbrugslån, har en pengeinstituttilladelse, jf. § 7 i lov om
finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1140 af 26.
september 2017.
Realkreditinstitutter, der yder lån mod pant i fast ejendom til
forbrugere, har en tilladelse som realkreditinstitut, jf. § 8 i
lov om finansiel virksomhed.
Øvrige långivere, der yder lån til forbrugere mod pant i fast
ejendom eller anden tilsvarende sikkerhedsstillelse, skal ha-
ve en tilladelse som ejendomskreditselskab, jf. § 1, stk. 2, nr.
2, i lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1023 af 30. august 2017. Dette gælder dog ikke långivere
med tilladelse efter §§ 9-11 i lov om finansiel virksomhed.
Efter § 3 i lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger (lov
om betalinger) må betalingstjenester her i landet kun udby-
des af virksomheder, der har tilladelse som betalingsinsti-
tut eller e-pengeinstitut, eller af pengeinstitutter, Danmarks
Nationalbank og offentlige myndigheder. Betalingstjenester
kan endvidere udbydes her i landet af virksomheder med en
begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester.
Udbydere af kreditkort vil derfor skulle have en tilladelse
som betalingsinstitut, e-pengeinstitut eller have en begræn-
set tilladelse til at udbyde betalingstjenester, medmindre de
har en tilladelse som pengeinstitut.
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Lovforslaget har til formål at styrke forbrugerbeskyttelsen i
forhold til optagelse af forbrugslån. Der vil fremover blive
stillet en række skærpede krav til de virksomheder, der tilby-
der kreditaftaler til forbrugere.
Det foreslås, at lovforslaget som udgangspunkt skal finde
anvendelse på alle virksomheder, der udbyder forbrugslån,
medmindre disse virksomheder har en tilladelse som finan-
siel virksomhed eller som ejendomskreditselskab.
Ved finansiel virksomhed forstås, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov
om finansiel virksomhed, pengeinstitutter, realkreditinstitut-
ter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber
og forsikringsselskaber.
Ved ejendomskreditselskaber forstås långivere, der yder lån
mod pant i fast ejendom til beboelse, og som skal have en
tilladelse som ejendomskreditselskab, jf. § 1, stk. 2, nr. 2, i
lov om ejendomskreditselskaber.
Det bør dog sikres, at virksomheder, som kun i begrænset
omfang yder kredit i tilknytning til salg af varer eller tjene-
steydelser, ikke bliver omfattet af loven.
Et bredt anvendelsesområde vil medføre, at ikke blot virk-
somheder, der yder kortfristede usikrede lån, bliver under-
lagt Finanstilsynets tilsyn. Lovforslaget vil også omfatte
11
virksomheder, der yder lån til finansiering af f.eks. køb af
biler mod sikkerhed i bilen. Lån mod pant i fast ejendom til
beboelse vil derimod ikke være omfattet af loven.
Det vil ikke være hensigtsmæssigt at foretage en begræns-
ning af lovforslagets anvendelsesområde til kun at omfatte
kviklån – altså kortfristede usikrede lån med en løbetid på
under 3 måneder. En sådan afgrænsning vil gøre det muligt
at omgå loven.
Kravene til at opnå en tilladelse som betalingsinstitut, e-pen-
geinstitut og virksomhed med en begrænset tilladelse til
at udbyde betalingstjenester er nærmere reguleret i lov om
betalinger. Disse krav er som udgangspunkt strengere end
kravene for at opnå tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.
Det vurderes derfor, at disse virksomheder bør undtages fra
kravet om en tilladelse fra Finanstilsynet til at udøve virk-
somhed som forbrugslånsvirksomhed, uanset at disse virk-
somheder udøver forbrugslånsvirksomhed, hvis de udbyder
kreditkort.
2.1.3. Lovforslagets indhold
Det foreslås, at lovforslaget skal finde anvendelse på for-
brugslånsvirksomheder, hvis kreditaftalen ydes helt eller
delvis med henblik på erhvervelse af varer eller tjenester
hos en anden virksomhed, kreditaftalen ydes uafhængigt af
et køb af en vare eller tjenesteydelse, eller hvis udbud af
kreditaftaler udgør et selvstændigt forretningsområde i kre-
ditgivers virksomhed.
Dette medfører, at som udgangspunkt vil alle kreditgivere,
der udbyder kreditaftaler til forbrugere, være omfattet af
loven, medmindre den erhvervsdrivende allerede har en til-
ladelse som finansiel virksomhed eller som ejendomskredit-
selskab. Som eksempel på kreditgivere, der vil være omfat-
tet af loven kan nævnes udbydere af kortfristede kreditter på
mindre beløb (kviklån), udbydere af traditionelle forbrugs-
lån og udbydere af lån med underpant i løsøre, f.eks. lån til
køb af en bil.
Lovforslaget omfatter både virksomheder, der yder for-
brugslån til køb af varer og tjenester hos andre virksomhe-
der, og virksomheder, der yder lån, som udbetales kontant
til forbrugeren. Såfremt en virksomhed, der sælger varer og
tjenesteydelser, tilbyder en forbruger kredit til køb af varen
eller tjenesteydelsen, vil virksomheden kun være omfattet
af lovforslaget, hvis kreditten udgør et selvstændigt forret-
ningsområde i virksomheden. Det medfører, at for eksempel
en detailhandler, der i mindre omfang yder en kunde kredit,
ikke vil være omfattet af lovforslaget.
Lovforslaget vil ikke finde anvendelse på kreditgivere, der
udbyder lån med pant i fast ejendom til beboelse og finan-
sielle virksomheder. Dette gælder dog ikke lovforslagets § 9
om kreditværdighedsvurdering.
Det foreslås, at lovforslaget ikke skal finde anvendelse på
forbrugslånsvirksomheder, i det omfang de udbyder kredit-
aftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkost-
ninger, ligesom lovforslaget ikke skal finde anvendelse på
leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen pligt
til at købe aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i
en separat aftale. Lovforslaget finder endvidere ikke anven-
delse på kreditaftaler, der ydes af faglige organisationer i
forbindelse med en overenskomstmæssig konflikt og kredit-
aftaler til ansatte i forbrugslånsvirksomheden.
Det foreslås endelig, at lovforslagets § 9 om kreditværdig-
hedsvurdering ikke skal finde anvendelse på visse kreditaf-
taler, hvor der ikke er behov for at stille krav om en kredit-
værdighedsvurdering. Dette gælder f.eks. kreditaftaler, som
er resultat af et forlig indgået for retten.
Endvidere indeholder lovforslaget en bestemmelse om defi-
nitioner på en række centrale begreber i loven, som f.eks.
forbruger og kreditaftale. Disse definitioner svarer til defini-
tionerne i kreditaftaleloven.
Endelig undtages betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og
virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde beta-
lingstjenester fra kravet om en tilladelse fra Finanstilsynet til
at udøve forbrugslånsvirksomhed.
Der henvises til lovforslagets §§ 1 og 2 og de specielle
bemærkninger hertil.
2.2. Tilladelse, egnetheds- og hæderlighedskrav m.v.
2.2.1. Tilladelse og registrering
2.2.1.1. Gældende ret
Virksomheder, der udøver udlånsvirksomhed, herunder for-
brugerkreditter, skal i dag registreres i Finanstilsynet for at
kunne udøve virksomhed, jf. § 48, stk. 1, i lov nr. 651 af 8.
juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask
og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven). Finanstilsynet
skal undlade at foretage registrering, hvis et medlem af virk-
somhedens øverste eller daglige ledelse eller personen er
dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende
fare for misbrug af stillingen eller hvervet, jf. straffelovens §
78, stk. 2.
Finanstilsynet skal endvidere undlade at registrere en virk-
somhed, hvis virksomheden er dømt for et strafbart forhold,
12
der begrunder en nærliggende fare for misbrug af registre-
ringen, jf. straffelovens § 78, stk. 2, eller hvis en reel ejer er
dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende
fare for misbrug af den pågældendes kontrollerende indfly-
delse.
Det er derimod ikke en betingelse, at virksomhedens ledelse
er egnet til at varetage sine opgaver, det vil sige, at den bl.a.
har tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at
kunne varetage sine opgaver.
Registreringsforpligtelsen efter hvidvasklovgivningen skal
sikre, at Finanstilsynet kan føre tilsyn efter hvidvasklov-
givningen. Det fremgår dog af bemærkningerne til registre-
ringsforpligtelsen, at virksomheder og personer, der allerede
i henhold til anden lovgivning er under Finanstilsynets til-
syn, ikke skal registreres i medfør af bestemmelsen.
Der findes ikke krav om, at en virksomhed, der yder for-
brugslån, skal have tilladelse hos Finanstilsynet.
2.2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Der bør indføres et krav om, at en udbyder af lån til forbru-
gere skal have en tilladelse hos Finanstilsynet for at kunne
udøve forbrugslånsvirksomhed.
Betingelserne for at kunne opnå en tilladelse skal sikre, at
kun virksomheder, der har tilstrækkelige kompetencer til at
kunne yde forbrugslån på forsvarligt grundlag, kan få en
tilladelse.
Det er derfor vurderingen, at tilladelsen kun bør gives på
betingelse af, at virksomhedens bestyrelse og direktion eller
den ledelsesansvarlige opfylder krav til egnethed og hæder-
lighed. Hertil kommer, at virksomheden skal have forret-
ningsgange for efterlevelse af regler om god skik, kreditvær-
dighedsvurdering og identifikation af målgrupper.
2.2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at virksomheder, der udbyder kreditaftaler til
forbrugere, skal have tilladelse af Finanstilsynet til at udøve
forbrugslånsvirksomhed.
Det er en betingelse for at virksomheden kan få en tilladelse
som forbrugslånsvirksomhed, at virksomhedens bestyrelse
og direktion eller den ledelsesansvarlige skal opfylde krav
til egnethed og hæderlighed.
Se nærmere herom nedenfor under pkt. 2.2.2.
Det foreslås endvidere, at virksomheden for at kunne få en
tilladelse skal have forretningsgange, som dokumenterer, at
den er i stand til at overholde de grundlæggende forbruger-
beskyttende regler.
Såfremt Finanstilsynet i forbindelse med behandlingen af
en ansøgning om tilladelse til at udøve virksomhed som for-
brugslånsvirksomhed vurderer, at forretningsgangene ikke er
egnede til at sikre efterlevelse af de nævnte regler, enten
fordi disse er mangelfulde, eller fordi forretningsgangene
er udtryk for en fejlagtig eller mangelfuld forståelse af de
nævnte regler, opfylder kreditgiveren ikke betingelserne for
at kunne få en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.
Såfremt en virksomhed groft tilsidesætter sine forpligtelser
efter loven, hvidvaskloven og regler udstedt i medfør her-
af, vil det være muligt at inddrage virksomhedens tilladel-
se. Som eksempel kan nævnes, at grove og gentagne tilsi-
desættelser af forpligtelsen til at foretage en kreditværdig-
hedsvurdering vil kunne medføre, at tilladelsen inddrages.
Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet skal oprette og føre
et offentligt register over virksomheder, der har fået tilladel-
se som forbrugslånsvirksomhed.
Der henvises til lovforslagets §§ 3 og 5 og de specielle
bemærkninger hertil.
2.2.2. Egnetheds- og hæderlighedskrav
2.2.2.1. Gældende ret
Den finansielle lovgivning indeholder krav om, at medlem-
mer af bestyrelsen og direktionen i en finansiel virksomhed
skal være tilstrækkeligt egnede og hæderlige til at varetage
hvervet eller stillingen i virksomheden, jf. § 64 i lov om fi-
nansiel virksomhed. Ledelsesmedlemmer i en finansiel virk-
somhed skal som følge heraf egnetheds- og hæderligheds-
vurderes af Finanstilsynet i forbindelse med deres indtræden
i ledelsen af en finansiel virksomhed. Endvidere kan Finans-
tilsynet gribe ind over for en finansiel virksomhed, hvis
ledelsen ikke længere lever op til kravene om egnethed og
hæderlighed, hvilket er afgørende for tilliden til den finan-
sielle sektor. Finanstilsynet kan desuden påbyde en finansiel
virksomhed at afsætte en direktør eller et bestyrelsesmedlem
at nedlægge sit hverv i en finansiel virksomhed, hvis den
pågældende ikke længere lever op til kravene om egnethed
og hæderlighed, jf. § 351, stk. 1 og 2, i lov om finansiel
virksomhed.
Formålet med reglerne er at sikre, at finansielle virksomhe-
der ledes af tilstrækkeligt egnede og hæderlige personer,
og at Finanstilsynet har mulighed for at gribe ind over for
ledelsespersoner, der handler til skade for virksomheden.
13
Der gælder i dag ikke krav om, at ledelsesmedlemmer i en
forbrugslånsvirksomhed skal være egnede og hæderlige.
2.2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Det vil være nødvendigt at fastlægge egnetheds- og hæder-
lighedskrav til ledelsesmedlemmer i forbrugslånsvirksomhe-
der med henblik på at sikre, at forbrugslånsvirksomheder
drives af tilstrækkeligt kompetente og hæderlige personer.
Det er afgørende for en ansvarlig drift af forbrugslånsvirk-
somhederne, at ledelsesmedlemmerne i virksomheden besid-
der de rette kompetencer, herunder har kendskab til og er-
faring med kreditværdighedsvurderinger, og at de ikke har
været straffet for forbrydelser, som indebærer risiko for, at
ledelsesmedlemmerne ikke kan varetage hvervet eller stillin-
gen på betryggende måde.
Krav til ledelsesmedlemmernes egnethed og hæderlighed vil
bidrage til en ansvarlig drift af forbrugslånsvirksomhederne.
2.2.2.3. Den foreslåede ordning
Lovforslaget indeholder krav om, at ledelsesmedlemmer i en
forbrugslånsvirksomhed eller indehaveren af en forbrugslån-
svirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, til enhver
tid skal være egnede og hæderlige til at varetage deres hverv
eller stilling i virksomheden. Dette indebærer bl.a., at le-
delsesmedlemmerne skal besidde tilstrækkelig viden, faglig
kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller
stillingen, og at de skal have tilstrækkeligt godt omdømme
og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uaf-
hængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen.
Det foreslås, at kravene skal gælde for samtlige medlem-
mer af bestyrelsen og direktionen samt indehaveren af
en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksom-
hed. Drives en forbrugslånsvirksomhed som en juridisk
person uden en bestyrelse eller direktion, foreslås det, at
kravene skal gælde for den eller de ledelsesansvarlige for
forbrugslånsvirksomheden.
Lovforslaget giver desuden Finanstilsynet beføjelse til at på-
byde en forbrugslånsvirksomhed at afsætte en direktør eller
et bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv i en forbrugslån-
svirksomhed, hvis den pågældende ikke kan varetage hver-
vet eller stillingen.
Der henvises til lovforslagets §§ 4 og 18 og de specielle
bemærkninger hertil.
2.2.3. Indberetninger
2.2.3.1. Gældende ret
Ifølge Forbrugerombudsmandens retningslinjer om kortfri-
stede forbrugslån indgået som fjernsalgsaftaler gælder der
en forpligtelse til årligt at indberette visse oplysninger til
Forbrugerombudsmanden. Disse indberetninger giver For-
brugerombudsmanden indsigt i markedsudviklingen. Denne
forpligtelse gælder for virksomheder, der markedsfører lån
indgået ved fjernsalg med en løbetid, som ikke overstiger tre
måneder.
2.2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Af hensyn til at sikre en effektiv håndhævelse og efterlevel-
se af loven er det nødvendigt at pålægge forbrugslånsvirk-
somhederne en forpligtelse til at indberette oplysninger om
deres virksomhed. Disse oplysninger vil gøre det muligt for
Finanstilsynet at prioritere sit tilsyn i forhold til de virksom-
heder, hvor indberetningerne giver en indikation af, at der
kan være en forøget risiko for, at lovgivningen ikke efterle-
ves.
Der bør endvidere indsættes en bemyndigelse for Finanstil-
synet til at præcisere nærmere, hvilke oplysninger en for-
brugslånsvirksomhed skal indberette.
2.2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at forbrugslånsvirksomheder skal indberette
oplysninger til Finanstilsynet om virksomhedens kreditafta-
ler. Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet fastlægger nær-
mere regler om form, hyppighed og indholdet af forbrugs-
lånsvirksomheders indberetninger.
Det forventes, at bekendtgørelsen blandt andet vil stille krav
om, at forbrugslånsvirksomheder skal indberette oplysninger
om antal indgåede kreditaftaler og disses volumen fordelt på
en række intervaller, antal og volumen på misligholdte lån,
antal og volumen for tab på lån samt antal låneansøgninger,
der afvises på grund af kreditværdighedsvurderingen.
Der henvises til lovforslagets § 6 og de specielle bemærk-
ninger hertil.
2.3. God skik m.v.
2.3.1. God skik regler
2.3.1.1. Gældende ret
Forbrugslånsvirksomheder er i dag omfattet af bestemmel-
14
serne i lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring (mar-
kedsføringsloven) om god skik, som forpligter virksomhe-
derne til at udvise god markedsføringsskik og god erhvervs-
skik. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med disse regler.
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, om virksomhe-
der overholder markedsføringslovens god skik-bestemmel-
ser, herunder om låneudbydere foretager en forsvarlig kre-
ditvurdering. Som led i sit tilsyn med overholdelse af pligten
til at efterleve god skik har Forbrugerombudsmanden såle-
des forhandlet retningslinjer om kortfristede lån. Retnings-
linjerne stiller bl.a. krav til, hvordan låneudbyderne skal kre-
ditværdighedsvurdere låneansøgere for at efterleve kreditaf-
taleloven. Markedsføringslovens regler om god skik medfø-
rer, at Forbrugerombudsmanden også fører tilsyn med anden
forbrugerbeskyttende lovgivning, der retter sig til erhvervs-
virksomheder, herunder kreditaftalelovens andre bestemmel-
ser, renteloven og regler om urimelige kontraktvilkår.
2.3.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Det er vurderingen, at lov om forbrugslånsvirksomheder bør
indeholde regler om god skik, der sikrer, at Finanstilsynet
kan føre tilsyn med regler om god skik svarende til For-
brugerombudsmandens nuværende tilsyn. Herved sikres det
også, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med andre civilretlige
love, herunder kreditaftaleloven og renteloven.
For at skabe gennemsigtighed om anvendelsen af reglerne
om god skik kan det være hensigtsmæssigt at udarbejde og
offentliggøre forhandlede retningslinjer for god skik på nær-
mere angivne områder, der må anses for væsentlige, navnlig
ud fra hensynet til forbrugerne. Dette svarer til, hvad der
allerede gælder på det finansielle område. Retningslinjerne
skal fastlægges efter forhandling med repræsentanter for
forbrugerne og de relevante finansielle erhvervsorganisatio-
ner. Inddragelsen af forbruger- og erhvervsorganisationer
skal sikre målrettede og operationelt anvendelige regler,
samtidig med at der skabes et større ejerskab til retningslin-
jerne som følge af forhandlingerne herom.
De forhandlede retningslinjer skal således bidrage til at sik-
re, at reglerne for god skik bliver præciseret på de områder,
som er særligt væsentlige for forbrugere, og at de i højere
grad efterleves.
Det bør præciseres, at overtrædelser af regler om god skik
skal tillægges betydning ved vurderingen af, om en for-
brugslånsvirksomhed ifalder erstatningsansvar.
2.3.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås i lovforslagets § 7, stk. 1, at en forbrugslån-
svirksomhed skal drive virksomhed i overensstemmelse med
redelig forretningsskik og god praksis for virksomhedsom-
rådet. Bestemmelsen svarer til de gældende bestemmelser
om god skik, som allerede findes generelt på det finansielle
område.
Erhvervsministeren bemyndiges i henhold til det foreslåede
§ 7, stk. 2, til at fastsætte nærmere regler om redelig forret-
ningsskik og god praksis.
Bekendtgørelsen vil indeholde regler svarende til markeds-
føringslovens regler om god skik i §§ 3-9 og § 20. Disse
regler gennemfører Europa- Parlamentets og Rådets direktiv
2005/29/EU af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige
handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked
(direktivet om urimelig handelspraksis) og indeholder her-
udover en regulering af smag og anstændighed, f.eks. dis-
krimination. Der vil endvidere blive indsat en bestemmelse
svarende til markedsføringslovens § 18. Denne bestemmelse
indeholder et krav om oplysninger, der skal gives i forbin-
delse med markedsføring af kreditaftaler, når markedsførin-
gen indeholder oplysninger om en rentesats eller talstørrel-
ser. Ved at indsætte disse regler om god skik sikres det,
at Finanstilsynet får mulighed for at føre tilsyn med de
generelle god skik-bestemmelser, herunder reglerne om pris-
oplysninger ved markedsføring af kreditaftaler.
Bekendtgørelsen vil herudover indeholde regler om varsling
af ændringer i renter og gebyrer, regler om formkrav til væ-
sentlige aftaler og krav til aftalernes indhold svarende til be-
kendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Den
kommende god skik bekendtgørelse vil være tilpasset de
forhold, der gælder for forbrugslån i dag, hvor der typisk
ikke ydes rådgivning.
Det foreslås i § 7, stk. 3, at der indsættes en udtrykkelig
adgang for Finanstilsynet til at udarbejde og offentliggøre
retningslinjer for redelig forretningsskik og god praksis på
nærmere angivne områder, der må anses for væsentlige,
navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Disse retningslinjer
skal udstedes efter forhandling med repræsentanter for for-
brugerne og de relevante finansielle erhvervsorganisationer.
Retningslinjerne vil have samme retlige karakter som en
vejledning, men til forskel fra en vejledning vil udarbejdel-
sen ske under inddragelse af repræsentanter for forbrugere
og relevante finansielle erhvervsorganisationer, og det vil
som udgangspunkt fremgå af retningslinjerne, hvem der har
deltaget i forhandlingerne, og hvem der har tiltrådt retnings-
linjerne.
Det foreslås endelig i § 8, at handlinger i strid med regler
udstedt i medfør af § 7, stk. 2, pådrager erstatningsansvar
i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler. Be-
stemmelsen svarer til § 43 a i lov om finansiel virksomhed,
som blev indsat i loven i 2014 efter anbefalingerne fra Ud-
15
valget om erstatningsansvar ved rådgivning om finansielle
produkter.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke nærmere betin-
gelser for, at handlinger i strid med regler udstedt i medfør
af § 7, stk. 2, kan medføre erstatningsansvar, men henviser
til dansk rets almindelige regler herom. Det vil sige, at
de almindelige erstatningsretlige betingelser skal være op-
fyldt. Forbrugslånsvirksomheden skal have optrådt uagtsomt
(culpøst), kunden skal have lidt et tab, og der skal være
årsagssammenhæng mellem den culpøse adfærd og det lidte
tab, ligesom tabet skal være adækvat, og den skadelidte skal
ikke have udvist egen skyld.
Den foreslåede bestemmelse vil have betydning for vurde-
ringen af, om det fornødne ansvarsgrundlag er til stede,
det vil sige, om forbrugslånsvirksomheden har handlet cul-
pøst. Reglerne i den kommende bekendtgørelse om god skik
for forbrugslånsvirksomheder vil påvirke denne vurdering.
Finanstilsynet fører tilsyn med, at reglerne i den kommende
bekendtgørelse bliver fulgt. Hvis dette ikke er tilfældet, har
tilsynet mulighed for at udstede påbud eller udforme påtaler
i forbindelse med overtrædelserne. I disse tilfælde vil der
foreligge en afgørelse fra en offentlig tilsynsmyndighed, der
fastslår, at der foreligger en overtrædelse. En sådan afgørel-
se vil naturligt kunne støtte vurderingen af, om der ifaldes
erstatningsansvar. Ankenævnene og domstolene er imidler-
tid ikke forpligtede til at afvente en tilsynsafgørelse for at
kunne træffe afgørelse i en sag, hvor der f.eks. er nedlagt
påstand om erstatning for rådgivning i strid med de nævnte
bekendtgørelser.
Der henvises til lovforslagets §§ 7 og 8 og de specielle
bemærkninger hertil.
2.3.2. Kreditværdighedsvurdering
2.3.2.1. Gældende ret
§ 7 c i lov om kreditaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1336
af 26. november 2015 (kreditaftaleloven) indeholder en
forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed på
grundlag af fyldestgørende oplysninger, der hvor det er rele-
vant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt,
ved søgning i relevante databaser.
Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens ind-
gåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb,
skal kreditgiveren ajourføre de finansielle oplysninger, som
kreditgiveren har om forbrugeren. Før enhver væsentlig for-
højelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter
vurdere forbrugerens kreditværdighed.
Hvis en anmodning om kredit afslås på grundlag af søgning
i en database, underretter kreditgiveren omgående forbruge-
ren om resultatet af en sådan søgning og giver forbrugeren
nærmere oplysninger om den pågældende database. Denne
underretning skal ske uden omkostninger for forbrugeren.
Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på alle kreditaf-
taler. Blandt andet undtager kreditaftaleloven, jf. § 3, nr. 2,
kreditaftaler, som skal betales tilbage inden 3 måneder, og
som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger.
2.3.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Der bør indsættes en bestemmelse om kreditværdighedsvur-
dering i lovforslaget.
Dette forslag har til formål at sikre, at alle udbydere af
forbrugslån foretager en reel kreditværdighedsvurdering af
de forbrugere, der ønsker at optage et lån, uanset lånets
størrelse og løbetid.
Kreditaftaleloven finder ikke anvendelse på en række lån,
herunder kreditaftaler, som skal betales tilbage inden 3 må-
neder, og som kun er forbundet med ubetydelige omkostnin-
ger. Da formålet med dette lovforslag er at sikre, at alle
udbydere af forbrugslån foretager en reel kreditværdigheds-
vurdering, bør loven indeholde en bestemmelse om en kre-
ditværdighedsvurdering, som skal finde anvendelse, når der
ydes kredit til en forbruger, uanset kredittens størrelse og
løbetid.
2.3.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås i § 9, stk. 1, at medmindre en kreditaftale er
omfattet af § 7 c i lov om kreditaftaler, skal en forbrugslån-
svirksomhed inden kreditaftalens indgåelse foretage en indi-
viduel vurdering af forbrugerens kreditværdighed på grund-
lag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant,
indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved
søgning i relevante databaser.
Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvis kreditaftalen ik-
ke er omfattet af § 7 c i kreditaftaleloven. Forslaget til § 9 er
imidlertid identisk med § 7 c i kreditaftaleloven.
Bestemmelsen indebærer, at kreditgiveren altid vil skulle
indhente fyldestgørende oplysninger om den enkelte forbru-
ger og på baggrund af disse oplysninger foretage en vurde-
ring af forbrugerens kreditværdighed. Oplysningerne kan
efter kreditgiverens skøn indhentes hos forbrugeren og ved
søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbu-
reauer. En virksomhed kan ikke udelukkende anvende en al-
goritme til brug for kreditværdighedsvurderingen. Virksom-
16
heden skal stadig kunne dokumentere, at der er foretaget
en individuel og konkret kreditværdighedsvurdering af den
enkelte forbruger.
Det foreslås endvidere, at hvis forbrugslånsvirksomheden og
forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om
at ændre det samlede kreditbeløb, skal forbrugslånsvirksom-
heden ajourføre de finansielle oplysninger, som forbrugslån-
svirksomheden har om forbrugeren. Før enhver væsentlig
forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal forbrugslånsvirk-
somheden atter vurdere forbrugerens kreditværdighed.
Det foreslås endvidere, at hvis en anmodning om kredit
afslås på grundlag af søgning i en database, underretter for-
brugslånsvirksomheden omgående forbrugeren om resultatet
af en sådan søgning og giver forbrugeren nærmere oplysnin-
ger om den pågældende database. Denne underretning skal
ske uden omkostninger for forbrugeren.
En kreditværdighedsvurdering adskiller sig fra en kreditvur-
dering. En kreditværdighedsvurdering har til formål at sikre,
at den enkelte forbruger ikke pådrager sig en gældforplig-
telse, som denne ikke kan servicere. En kreditvurdering er
derimod en vurdering af långivers tabsrisiko. En kreditvur-
dering vil ikke overholde kravet til en kreditværdighedsvur-
dering.
Den foreslåede bestemmelse svarer til kreditaftalelovens §
7 c, som er en direktivnær gennemførelse af forbrugerkre-
ditdirektivets artikel 8. Den foreslåede bestemmelse ændrer
ikke på kreditaftalelovens anvendelsesområde. Virksomhe-
der omfattet af denne lov vil derfor forsat skulle efterleve
kreditaftalelovens regler, herunder f.eks. reglerne om kredit-
giverens oplysningspligt.
Der henvises til § 9 og bemærkningerne hertil.
2.4. Identifikation af målgrupper
2.4.1. Gældende ret
Der gælder i dag en forpligtelse for penge- og realkredit-
institutter til at afgrænse den relevante målgruppe for de-
tailbankprodukter, jf. § 6 i bekendtgørelse nr. 1235 af 24.
november 2017 om godkendelsesprocedurer for detailbank-
produkter. Efter bekendtgørelsens § 7 gælder en forpligtelse
for penge- og realkreditinstitutter til kun at udvikle og mar-
kedsføre produkter med egenskaber, omkostninger og risici,
der stemmer overens med de interesser, formål og karakteri-
stika, der kendetegner den identificerede målgruppe.
Der findes ikke tilsvarende regler for forbrugslånsvirksom-
heder.
2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Der gælder i dag på hele det finansielle område en forplig-
telse til at have produktgodkendelsesprocedurer.
Disse regler har grundlæggende til formål at sikre, at de pro-
dukter, der udbydes, er hensigtsmæssige for den målgruppe,
som produktet tilbydes. Herved undgås det, at forbrugerne
indgår aftaler om finansielle produkter, som ikke passer til
deres økonomiske situation, og som vil kunne skade deres
økonomiske interesser.
Der bør derfor gælde tilsvarende regler for forbrugslånsvirk-
somheder.
I forhold til forbrugslånsvirksomheder vil det være tilstræk-
keligt kun at gennemføre regler om afgræsning af målgrup-
per og indføre et krav om, at forbrugslånsvirksomheder kun
må udbyde produkter, der er hensigtsmæssige for målgrup-
pen. Derimod vurderes det ikke nødvendigt at stille krav om
f.eks. etablering af særlige procedurer for produktgodken-
delse, herunder et udtrykkeligt krav om forankring af disse
krav i virksomhedens ledelsesorgan. Tilsvarende vurderes
det ikke nødvendigt at medtage krav om test af produktet.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at en forbrugslånsvirksomhed skal identificere
den relevante målgruppe for dette produkt, inden virksom-
heden udbyder kreditaftaler til forbrugere. Bestemmelsen
har til formål at sikre, at virksomheden allerede i forbindel-
se med udviklingen af en kreditaftale afgrænser den mål-
gruppe, som produktet skal udbydes til. Afgrænsningen af
målgruppen har betydning for, hvordan produktet udformes,
fordi det tillige foreslås, at en forbrugslånsvirksomhed kun
må udvikle og udbyde produkter med egenskaber, omkost-
ninger og risici, der stemmer overens med de interesser,
formål og karakteristika, der kendetegner den identificerede
målgruppe.
Det foreslås endvidere, at forbrugslånsvirksomheden skal
identificere de grupper af forbrugere, hvor produktet ikke
vurderes at være hensigtsmæssigt for forbrugerens interes-
ser, formål og karakteristika.
Efter lovforslaget skal forbrugslånsvirksomheden sikre, at
typen af kreditaftale er hensigtsmæssig for den identificere-
de målgruppes interesser, formål og karakteristika.
Dette betyder f.eks., at det som udgangspunkt vil være i
strid med lovforslaget at målrette kreditaftaler til forbrugere,
der er registreret i RKI, fordi denne gruppe som udgangs-
17
punkt har en dårlig betalingsevne, og derfor ikke bør ydes et
lån.
Det vil endvidere være i strid med lovforslaget at udbyde
kreditaftaler med et meget højt ÅOP til kunder med en svag
økonomi og ringe betalingsevne, da en sådan kreditaftale
ikke vil være i målgruppens interesse, fordi denne målgrup-
pe må forventes ikke at være i stand til at tilbagebetale
kreditaftalen.
Endvidere vil kreditaftaler, hvor indtjeningen udelukkende
er baseret på, at målgruppen misligholder aftalen, som ud-
gangspunkt ikke være hensigtsmæssig for nogen målgruppe.
Hvis en forbrugslånsvirksomhed systematisk udbyder pro-
dukter til forbrugere, der ikke tilhører målgruppen, vil Fi-
nanstilsynet kunne give virksomheden et påbud om at ophø-
re med denne adfærd. Overtrædelser af dette påbud vil være
strafbart. Tilsvarende gælder, hvis virksomheden ikke har
identificeret produktets målgruppe.
Der henvises til §§ 10 og 11 og bemærkningerne hertil.
2.5. Videregivelse af fortrolige oplysninger
2.5.1. Gældende ret
Der gælder i dag efter § 117 i lov om finansiel virksom-
hed et forbud mod, at finansielle virksomheder uberettiget
videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, som virk-
somheden eller dens ansatte har fået kendskab til under
udøvelsen af sit hverv.
Der findes ikke tilsvarende krav for udbydere af forbrugs-
lån.
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser
De gældende regler om forbud mod uberettiget videregivel-
se eller udnyttelse af fortrolige oplysninger skal for det
første beskytte mod udlevering af fortrolige oplysninger om
virksomheden selv, først og fremmest forretnings- og drifts-
hemmeligheder. Den pågældende virksomhed kan derfor be-
slutte, at oplysninger, der alene vedrører den pågældende
virksomhed og ikke dens kunder, kan videregives.
For det andet skal de gældende regler beskytte virksomhe-
dernes kunder mod uberettiget udnyttelse og videregivelse
af fortrolige oplysninger. Baggrunden for den strenge hem-
meligholdelsespligt er, at kunderne i disse virksomheder of-
te betror virksomheden adskillige oplysninger af privat og
personlig karakter, som ofte ikke udleveres til andre. Det
gælder f.eks. oplysninger om indtægts- og formueforhold
og oplysninger om helbredsforhold. Hertil kommer tilfælde,
hvor lovgivningen pålægger virksomheden at indhente op-
lysninger om kunden.
Disse forhold gør sig også gældende i forhold til forbrugs-
lånsvirksomheder, og lovforslaget bør derfor også indeholde
et forbud mod uberettiget videregivelse eller udnyttelse af
fortrolige oplysninger.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at en forbrugslånsvirksomhed og dens ansatte
ikke uberettiget må videregive eller udnytte fortrolige oplys-
ninger, som virksomheden eller dens ansatte under udøvel-
sen af sit hverv har fået kendskab til.
Det foreslås endvidere, at den, som modtager fortrolige op-
lysninger, tillige er omfattet af tavshedspligten.
Bestemmelsen medfører, at forbrugslånsvirksomheder og de
ansatte i udgangspunktet er underlagt tavshedspligt, og sva-
rer til de bestemmelser, der gælder for finansielle virksom-
heder. Bestemmelsen vil supplere de regler, der er fastsat
i Europa-Parlamentets og Rådet forordning 2016/679/EU
af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i for-
bindelse med behandling af personoplysninger og om fri
udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforord-
ningen) og i lov om supplerende bestemmelser til forord-
ning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven). Bestemmelsen
skal fortolkes i overensstemmelse med de gældende videre-
givelsesregler i lov om finansiel virksomhed, der regulerer
betingelserne for, hvilke oplysninger en finansiel virksom-
hed kan videregive.
Der henvises til § 12 og bemærkningerne hertil.
2.6. Whistleblowerordning
2.6.1. Gældende ret
Den gældende lovgivning stiller ikke krav om, at forbrugs-
lånsvirksomheder skal have whistleblowerordninger, hvortil
deres ansatte kan indberette overtrædelser eller potentielle
overtrædelser af den regulering, som Finanstilsynet fører
tilsyn med. Der gælder desuden ikke et krav for forbrugslån-
svirksomheder om passende beskyttelse af ansatte, der har
indberettet en overtrædelse eller en potentiel overtrædelse
af den finansielle lovgivning til Finanstilsynet eller til virk-
somhedens interne indberetningsordning.
18
I forbindelse med implementeringen af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv nr. 2013/36/EU af 26. juni 2013 om
adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om til-
syn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD IV)
blev der på baggrund af den politiske aftale af 10. oktober
2013 om regulering af systemisk vigtige finansielle institut-
ter (SIFI) samt krav til alle banker og realkreditinstitutter
om mere og bedre kapital og højere likviditet (Bankpakke
6) i den finansielle lovgivning generelt indført krav om,
at virksomheder under Finanstilsynets tilsyn skulle indføre
en såkaldt whistleblowerordning. Reglerne skal sikre etable-
ring af en ordning, hvortil ansatte kan indberette overtrædel-
ser eller potentielle overtrædelser af den finansielle lovgiv-
ning. Den politiske aftale fastsatte, at interne whistleblowe-
rordninger kan etableres via en kollektiv overenskomst, og
endvidere at finansielle virksomheder med fem ansatte eller
derunder undtages fra kravet om etablering af whistleblowe-
rordninger, i det omfang det er foreneligt med EU-reglerne.
Den politiske aftale fastsatte endvidere, at der tillige skulle
etableres en whistleblowerordning i regi af Finanstilsynet.
På baggrund af den politiske aftale blev der desuden indført
et krav for virksomheder under Finanstilsynets tilsyn om
passende beskyttelse af ansatte, der har indberettet overtræ-
delse eller potentiel overtrædelse af den finansielle lovgiv-
ning til Finanstilsynet eller til virksomhedens interne whist-
leblowerordning.
2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Det er af hensyn til at sikre en ensartet regulering for virk-
somheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, nødvendigt
at pålægge forbrugslånsvirksomhederne en forpligtelse til at
etablere en whistleblowerordning. Krav om etablering af en
whistleblowerordning for hele den finansielle sektor følger
af den politiske aftale af 10. oktober 2013 om regulering af
systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) samt krav til
alle banker og realkreditinstitutter om mere og bedre kapital
og højere likviditet (Bankpakke 6).
Det er endvidere nødvendigt at indføre krav om en passen-
de beskyttelse af ansatte, der har indberettet en overtrædel-
se eller en potentiel overtrædelse af den regulering, som
Finanstilsynet fører tilsyn med, til Finanstilsynet eller til
virksomhedens interne indberetningsordning. Det skal sikre,
at den ansatte er beskyttet, uanset om den ansatte vælger
at foretage indberetning gennem virksomhedens interne ord-
ning eller gennem Finanstilsynets ordning.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det pålægges forbrugslånsvirksomheder at
etablere en ordning, hvortil ansatte anonymt kan indberette
overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den regule-
ring, som Finanstilsynet fører tilsyn med, begået af virk-
somheden via en sikret kanal. Ordningen kan etableres via
kollektiv overenskomst. Kravet finder anvendelse for virk-
somheder, som beskæftiger flere end fem ansatte.
Lovforslaget indeholder også et forbud mod ufordelagtig
behandling eller ufordelagtige følger på baggrund af indbe-
retning af overtrædelser til Finanstilsynet eller whistleblo-
werordninger i virksomhederne.
Lovforslaget indeholder desuden en godtgørelsesbestemmel-
se, der giver en ansat mulighed for at få tilkendt en godt-
gørelse, hvis den pågældende udsættes for ufordelagtig be-
handling eller ufordelagtige følger som konsekvens af en
indberetning om overtrædelser af regulering under tilsyn via
Finanstilsynet. Det vil i medfør af lovforslaget ikke være
muligt at fravige dette forbud eller ret til godtgørelse til
ugunst for den ansatte.
Der henvises til lovforslagets §§ 13 og 14 og de specielle
bemærkninger hertil.
2.7. Tilsyn m.v.
2.7.1. Gældende ret
Den gældende markedsføringslov finder anvendelse på alle
virksomheder med undtagelse af finansielle virksomheder,
i det omfang erhvervsministeren har udstedt regler på det
pågældende område.
Forbrugerombudsmandens tilsyn omfatter således i dag al-
le virksomheder. Tilsynet skal ifølge markedsføringsloven
navnlig føres ud fra hensynet til forbrugerne. Finansielle
virksomheder er dog undtaget fra markedsføringslovens be-
stemmelser i § 3 om god markedsføringsskik, § 4 om god
erhvervsskik, § 9 om former for handelspraksis, som altid
anses for vildledende eller aggressive, og § 14 om oplys-
ningsforpligtelser vedr. priser m.v. Forbrugslånsvirksomhe-
der, der tilbyder udlån, men ikke indlån, er ikke omfattet
af undtagelserne og er således i dag underlagt Forbrugerom-
budsmandens tilsyn.
Forbrugslånsudbydere skal ikke have en tilladelse fra For-
brugerombudsmanden til at drive udlånsvirksomhed, men
Forbrugerombudsmanden har mulighed for at nedlægge for-
bud mod ulovlig udlånsvirksomhed.
Forbrugerombudsmanden kan fra enhver kræve alle oplys-
ninger, som skønnes nødvendige for at føre tilsyn, herunder
til belysning af virksomheders kreditværdighedsvurdering
i konkrete sager. Manglende efterlevelse af oplysningsfor-
19
pligtelsen er strafbelagt. Ved klare overtrædelser kan For-
brugerombudsmanden give virksomheder administrative på-
bud. Virksomhederne kan kræve sådanne påbud indbragt
for domstolene, hvilket dog ikke har opsættende virkning,
medmindre retten bestemmer det. Forbrugerombudsmanden
kan i øvrigt gå til domstolene og via domstolene få vedtaget
et påbud eller forbud. Såfremt et påbud ikke efterleves, kan
Forbrugerombudsmanden indbringe sagen for domstolene,
der kan idømme en bødestraf. Forbrugerombudsmanden kan
endelig nedlægge foreløbige forbud, hvis der er fare for,
at formålet med et forbud forspildes, hvis det skal afvente
rettens afgørelse.
Finanstilsynet fører i dag kun tilsyn med, at udbydere af
forbrugslån overholder hvidvasklovens krav.
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Tilsynet med alle udbydere af forbrugslån, der ikke har en
tilladelse som enten finansiel virksomhed eller ejendomskre-
ditselskab bør styrkes for at understøtte, at udbydere af for-
brugslån foretager en reel kreditværdighedsvurdering af de
forbrugere, der ønsker at optage et lån. Alle udbydere af
forbrugslån til forbrugere skal have en tilladelse hos Finans-
tilsynet.
Finanstilsynet skal tilrettelægge sit tilsyn ud fra et væsent-
lighedshensyn, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne, hvor
den tilsynsmæssige indsats skal stå i forhold til de potentiel-
le risici eller skadevirkninger.
For at sikre et effektivt tilsyn med lovforslaget er det vig-
tigt, at Finanstilsynet som tilsynsmyndighed får tillagt de
nødvendige beføjelser til at påse overholdelsen af loven. Det
er bl.a. vigtigt, at Finanstilsynet får mulighed for at indhente
oplysninger hos virksomhederne, som er omfattet af loven,
men også hos virksomheder, der ikke er omfattet af loven,
til afgørelse af, om en fysisk eller juridisk person er omfattet
af reglerne i lovforslaget. Det foreslås i den forbindelse, at
Finanstilsynet skal være underlagt den særlige tavshedspligt,
der følger af den gældende finansielle lovgivning. Tavsheds-
pligten skal ikke gælde for oplysninger i sager om god skik
og informationskrav, svarende til hvad der gælder efter den
øvrige finansielle lovgivning.
Det er af hensyn til tilliden til den finansielle sektor vigtigt,
at Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at afsætte en
direktør i en forbrugslånsvirksomhed, hvis denne ikke læn-
gere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed fastsat
i loven, og dermed ikke længere kan varetage stillingen i
virksomheden.
Endvidere er det vigtigt, at Finanstilsynet desuden kan på-
byde et bestyrelsesmedlem i en forbrugslånsvirksomhed at
nedlægge sit hverv, hvis den pågældende ikke længere lever
op til kravene om egnethed og hæderlighed.
Af hensyn til tilliden til den finansielle sektor er vigtigt,
at Finanstilsynet har adgang til at inddrage en virksomheds
tilladelse i en række tilfælde, og at der sker offentliggørelse
heraf.
I forlængelse heraf er det vigtigt, at forbrugslånsvirksomhe-
der og Finanstilsynet skal offentliggøre reaktioner, der er
truffet af Finanstilsynets bestyrelse, og som derfor er blevet
vurderet til at være af principiel karakter eller at have vide-
regående betydelige følger. Finanstilsynet skal ligeledes ha-
ve mulighed for at offentliggøre beslutninger om at overgive
sager til politimæssig efterforskning.
Forbrugerombudsmanden bør have samme mulighed for at
anlægge sager vedrørende handlinger, der strider mod rede-
lig forretningsskik og god praksis, som gælder i medfør af §
348 i lov om finansiel virksomhed.
2.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Finanstilsynet påser overholdelsen af loven
hos de virksomheder, der er omfattet heraf.
Til brug for dette tilsyn foreslås det, at forbrugslånsvirksom-
heder forpligtes til at give Finanstilsynet de oplysninger,
som er nødvendige for udøvelsen af tilsynet, og at Finans-
tilsynet om nødvendigt skal kunne få adgang til en virksom-
hed mod behørig legitimation og uden retskendelse med
henblik på at indhente oplysninger. Finanstilsynet kan skaffe
sig adgang til en virksomheds eller persons forretningsloka-
ler uden retskendelse, hvis det er nødvendigt for, at Finans-
tilsynet kan udøve sin tilsynsvirksomhed. Finanstilsynets
tilsyn er omfattet af lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssik-
kerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter (retssikkerhedsloven). Det er en betingel-
se, at formålet ikke kan opnås ved brug af mindre indgriben-
de foranstaltninger som f.eks. tvangsbøder. Der henvises til
lovforslagets specielle bemærkninger til 17, stk. 2.
Hvis der er en begrundet mistanke om en strafbar overtræ-
delse af den finansielle lovgivning, finder retsplejelovens
regler om ransagning anvendelse.
Det foreslås, at Forbrugerombudsmanden skal have samme
mulighed for at anlægge sager vedrørende handlinger, der
strider mod redelig forretningsskik og god praksis, som gæl-
der i medfør af § 348 i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås, at Finanstilsynet skal kunne påbyde en for-
brugslånsvirksomhed at afsætte direktøren af virksomheden
20
inden for en fastsat frist, hvis denne ikke længere kan anses
for at være egnet eller hæderlig og dermed ikke kan varetage
stillingen.
Finanstilsynet kan endvidere påbyde et medlem af bestyrel-
sen at nedlægge sit hverv inden for en frist fastsat af Fi-
nanstilsynet, hvis denne ikke længere kan anses for at være
hæderlig og dermed ikke kan varetage hvervet.
Det foreslås også, at Finanstilsynet skal kunne inddrage en
virksomheds tilladelse i en række tilfælde, eksempelvis hvis
virksomheden ikke gør brug af tilladelsen inden for 12 må-
neder efter, at Finanstilsynet har meddelt tilladelsen, eller
hvis tilladelsen er opnået på baggrund af urigtige oplysnin-
ger. Det vil endvidere være muligt at inddrage en tilladelse,
hvis en forbrugslånsvirksomhed groft eller gentagne gange
tilsidesætter sine forpligtelser efter loven, herunder mang-
lende gennemførelse af en fyldestgørende kreditværdigheds-
vurdering.
I overensstemmelse med gældende ret på det øvrige finan-
sielle område foreslås det desuden, at Finanstilsynet skal
offentliggøre afgørelser truffet af bestyrelsen samt bestyrel-
sens beslutninger om at overgive sager til politimæssig
efterforskning, ligesom den pågældende virksomhed også
bliver forpligtet til at offentliggøre afgørelser af principiel
karakter.
Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet skal kunne offent-
liggøre domme eller vedtagne bøder, ligesom virksomheder
også bliver forpligtede hertil.
I de tilfælde, hvor Finanstilsynet har offentliggjort en beslut-
ning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning,
og sagen er afsluttet ved påtaleopgivelse, tiltalefrafald el-
ler afsigelse af frifindende dom, skal Finanstilsynet efter
anmodning fra den pågældende forbrugslånsvirksomhed of-
fentliggøre oplysninger herom.
I forlængelse heraf foreslås det også, at hvis Finanstilsynet
modtager dokumentation for, at en sag er afsluttet ved en-
delig påtaleopgivelse, endeligt tiltalefrafald eller afsigelse
af endelig frifindende dom, skal Finanstilsynet fjerne alle
oplysninger om beslutningen om at overgive sagen til politi-
mæssig efterforskning og eventuelle efterfølgende domme i
sagen fra Finanstilsynets hjemmeside.
Der henvises til lovforslagets §§ 15-30 og bemærkningerne
hertil.
2.8. Straffebestemmelser m.v.
2.8.1. Gældende ret
Forbrugslånsvirksomheder er i dag underlagt markedsfø-
ringsloven. Overtrædelse af en række af markedsføringslo-
vens bestemmelser er strafbelagt. Forbrugerombudsmanden
kan f.eks. fra enhver kræve alle oplysninger, som skønnes
nødvendige for at føre tilsyn, herunder til belysning af virk-
somheders kreditvurdering i konkrete sager. Manglende ef-
terlevelse af oplysningsforpligtelsen er strafbelagt.
2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser
For at sikre et effektivt tilsyn, skal Finanstilsynet som led
i et risikobaseret tilsyn og navnlig ud fra hensynet til for-
brugerne påse, at bestemmelserne i lov om forbrugslånsvirk-
somheder efterleves, herunder undersøge mulige overtrædel-
ser af loven. Bliver Finanstilsynet bekendt med, at der kan
være sket en overtrædelse af lovens strafbelagte bestemmel-
ser, kan Finanstilsynet anmelde dette til politiet.
Overtrædelse af enkelte bestemmelser skal kunne straffes
med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre hø-
jere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, således
at strafniveauet er i overensstemmelse med resten af den
finansielle lovgivning.
Det er nødvendigt at kunne strafsanktionere de pligter, som
i dag sædvanligvis er sanktioneret med straf efter den finan-
sielle lovgivning.
2.8.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at virksomheder, der er underlagt Finanstilsy-
nets tilsyn, kan straffes med bøde eller fængsel i op til fire
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning, hvis de driver forbrugslånsvirksomhed uden
at have tilladelse efter loven.
Tilsvarende gælder eksempelvis, hvis et medlem af bestyrel-
sen eller et medlem af direktionen i en forbrugslånsvirksom-
hed eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er
en enkeltmandsvirksomhed, undlader at give meddelelse til
Finanstilsynet om forhold, der har betydning for vurderin-
gen af den pågældendes egnethed og hæderlighed enten i
forbindelse med den pågældendes indtræden i forbrugslån-
svirksomhedens ledelse, eller hvis forholdene ændrer sig.
Det foreslås, at forældelsesfristen for overtrædelse af de
foreslåede bestemmelser samt regler udstedt i medfør heraf
er fem år.
Virksomheder og personer, der ikke efterkommer et påbud
fra Finanstilsynet, foreslås at kunne straffes med bøde.
Det foreslås endvidere, at manglende overholdelse af en del
21
af de pligter, som gælder i henhold til loven, herunder over-
holdelse af påbud meddelt af Finanstilsynet, som tvangsmid-
del kan pålægges daglige eller ugentlige bøder.
Administrative tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangs-
middel og ikke nogen strafferetlig sanktion. Det gælder der-
for, at påløbne, men endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder
ved forholdets lovliggørelse, jf. Justitsministeriets vejled-
ning nr. 11255 af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse,
eftergivelse og henstand m.v.
Det foreslås, at der kan udstedes tvangsbøder, hvis en person
eller en virksomhed, eller de for virksomheden ansvarlige
personer, ikke opfylder de pligter, som påhviler dem om
udlevering af oplysninger. Endvidere kan Finanstilsynet som
tvangsmiddel pålægge daglige eller ugentlige bøder til en
forbrugslånsvirksomhed, herunder de for virksomheden an-
svarlige personer, hvis de ikke efterkommer et påbud om
afsættelse af en direktør.
Administrative tvangsbøder anses i denne sammenhæng
for nødvendige, af hensyn til at Finanstilsynet kan sikre
overholdelse af de konkrete bestemmelser. Det vurderes,
at administrative tvangsbøder er hensigtsmæssige, særligt i
forhold til de for virksomheden ansvarlige personer, da inci-
tamentet til overholdelse af de nævnte regler bliver større,
når den enkelte kan blive gjort personligt ansvarlig.
Der henvises til lovforslagets §§ 31 og 32 og bemærkninger-
ne hertil.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
I forbindelse med indførelsen af regler om, at alle forbrugs-
lånsvirksomheder skal have en tilladelse hos Finanstilsynet,
vil Finanstilsynet skulle sikre, at virksomhederne lever op
til kravene for at få en tilladelse. Finanstilsynet skal i den
forbindelse sikre, at virksomhederne opfylder lovforslagets
krav til virksomhedens ledelse, og at der foreligger de for-
nødne forretningsgange for blandt andet kreditværdigheds-
vurdering.
Med forslaget følger en række nye opgaver, der skal løses af
Finanstilsynet. Forslaget medfører, at aktører på markedet,
der ikke før har været underlagt tilsyn af Finanstilsynet,
vil blive underlagt Finanstilsynets tilsyn. Lovforslaget med-
fører, at Finanstilsynet vil skulle føre tilsyn med ca. 60
forbrugslånsvirksomheder.
Endvidere skal Finanstilsynet sikre, at forbrugslånsvirksom-
heder lever op til de nye krav om at identificere målgrupper
og sikre, at forbrugslånsvirksomheder kun udvikler og mar-
kedsfører produkter, der stemmer overens med målgruppens
interesser, formål og karakteristika. Derudover skal Finans-
tilsynet føre tilsyn med, at virksomhederne foretager en
kreditværdighedsvurdering og overholder øvrige forbruger-
beskyttende regler, som bl.a. kreditaftalelovens oplysnings-
krav.
De foreslåede ændringer forventes at medføre ressource-
mæssige konsekvenser for Finanstilsynet, der vurderes at
udgøre et årsværk i 2019 og et årsværk i 2020 og frem. Om-
kostningerne vil blive holdt inden for Finanstilsynets egen
ramme.
Lovforslaget vurderes at efterleve principperne om digita-
liseringsklar lovgivning. Lovforslaget indeholder en indbe-
retningsforpligtelse for forbrugslånsvirksomhederne. Disse
oplysninger vil skulle indberettes elektronisk gennem Fi-
nanstilsynets eksisterende systemer for dataindberetning, der
sikrer en tryg datahåndtering. Ved udformningen af indbe-
retningsforpligtelsen vil der i videst mulig omfang ske gen-
brug af eksisterende definitioner.
Lovforslaget forventes i øvrigt ikke at have væsentlige øko-
nomiske konsekvenser eller implementeringskonsekvenser
for det offentlige.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet
Lovforslaget vurderes at have økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget medfører, at forbrugslånsvirksomheder vil bli-
ve underlagt Finanstilsynets tilsyn. Det er ikke muligt at
oplyse et nøjagtigt antal, men der er i dag registeret 57
virksomheder som udlånsvirksomheder, der yder forbruger-
kreditter, i Finanstilsynets register efter lov om forebyggen-
de foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terroris-
me. Det vurderes derfor, at ca. 60 virksomheder vil blive
omfattet af lovforslaget.
Lovforslaget vurderes isoleret set at ville medføre øvrige
efterlevelsesomkostninger, som på samfundsniveau ikke vil
udgøre over 10 mio. kr.
De af loven omfattede virksomheder skal fremover betale
afgift i henhold til bestemmelser i lov om finansiel virk-
somhed. Betalingen udgør årligt 28.000 kr. Grundbeløbet
er anført på 2016 niveau og reguleres årligt svarende til
udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven.
De administrative omkostninger følger overvejende af om-
stillingsomkostninger, som er forbundet med udarbejdelse
22
af interne forretningsgange og opsamling af oplysninger til
brug for indberetningerne til Finanstilsynet.
Virksomhederne skal indsende en ansøgning om tilladelse
for at udøve virksomhed som forbrugslånsvirksomhed. I den
forbindelse skal de redegøre for, at virksomhederne opfylder
betingelserne for at få tilladelse. Når virksomhederne har
fået tilladelse, skal de løbende give meddelelse, hvis der
indtræder ændringer i forhold til de oplysninger, som er lagt
til grund ved meddelelse af tilladelse. Virksomhederne skal
endvidere en gang årligt indberette en række nøgletal til
Finanstilsynet. Omfanget af disse nøgletal vil blive fastlagt i
en bekendtgørelse.
Forslagets generelle god skik bestemmelse og den tilhøren-
de bemyndigelse til, at erhvervsministeren kan udstede reg-
ler herom, vil kunne medføre, at de omfattede virksomheder
skal ændre forretningsgange m.v. på en række områder.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervsstyrelsens Team
Effektiv Regulering (TER), der på det foreliggende grundlag
har vurderet, at lovforslaget medfører administrative konse-
kvenser på under 4 mio. kr. årligt. De bliver derfor ikke
kvantificeret yderligere.
Der vil på et senere tidspunkt blive udstedt en række be-
kendtgørelser, som vil medføre administrative byrder for
erhvervslivet. Indholdet – og dermed omfanget af byrderne
– er ikke fastlagt på nuværende tidspunkt. Byrderne vil
blive målt i forbindelse med udstedelsen af de relevante
bekendtgørelser. Det vurderes på nuværende tidspunkt, at
den kommende god skik bekendtgørelse ikke vil have årlige
administrative omkostninger på over 4 mio. kr. Den kom-
mende bekendtgørelse om indberetninger til Finanstilsynet
må tilsvarende antages at have administrative omkostninger
på under 4 mio. kr. Tilsvarende gælder for ændringen af
bekendtgørelse om den klageansvarlige og finansielle virk-
somheders håndtering af klager.
Lovforslaget vurderes at fravige princippet om mulighed for
at anvende nye forretningsmodeller, som er en del af rege-
ringens principper for agil erhvervsrettet regulering. Dette
skyldes, at lovforslaget stiller forøgede krav til forbrugslån-
svirksomheder i forbindelse med udbud af produkter. Denne
fravigelse er berettiget, fordi den er begrundet i et ønske
om at fremme forbrugerpolitiske hensyn som nævnt i rege-
ringens forbrugerpolitiske strategi.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget forventes ikke at få administrative konsekven-
ser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have miljømæssige konse-
kvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har ikke til formål at gennemføre EU-retlige
forpligtelser.
Det vurderes dog, at lovforslaget indeholder overimplemen-
tering i forhold til forbrugerkreditdirektivet. Lovforslagets
§ 9 om kreditværdighedsvurdering har samme ordlyd som
kreditaftalelovens § 7 c, der er en direktivnær gennemførel-
se af forbrugerkreditdirektivets artikel 8. Den foreslåede §
9 i dette lovforslag har dog et bredere anvendelsesområde
end kreditaftalelovens § 7 c og forbrugerkreditdirektivet,
fordi den foreslåede bestemmelse bl.a. finder anvendelse for
kreditaftaler, som skal betales tilbage inden 3 måneder, og
som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger. Disse
kreditaftaler er undtaget fra forbrugerkreditdirektivet, jf. ar-
tikel 2, stk. 2, litra f.
Implementeringen er ikke i overensstemmelse med regerin-
gens fem principper for implementering af erhvervsrettet
EU-regulering. På dette område vurderes det dog, at lovfor-
slaget bør gå videre end direktivets krav for at sikre et højt
forbrugerbeskyttelsesniveau på det danske marked, således
at der skal foretages en kreditværdighedsvurdering ved ydel-
se af alle forbrugslån.
8. Høring
Et udkast til lovforslaget har været sendt i høring i perioden
den 29. november 2018 til 2. januar 2019 hos følgende
organisationer og myndigheder m.v.:
Advokatrådet, Akademisk Arkitektforening, Andelskassen,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Er-
hvervssygdomssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægs-
pension (ATP), Arbejdsskadestyrelsen, Intertrust (Den-
mark), Danish Venture Capital and Private Equity Associ-
ation, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening,
Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendoms-
mæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk For-
ening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM),
Dansk Industri, Dansk Investor Relations Forening – DIRF,
Dansk Kredit Råd, Dansk Metal, Dansk Pantebrevsforening,
Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionærers Lands-
forening, Danske Maritime, Danske Regioner, Datatilsynet,
Den Danske Aktuarforening, Den Danske Dommerforening,
Den Danske Finansanalytikerforening, Den danske Fonds-
mæglerforening, Ejendomsforeningen, Energi og Olieforum,
FDFA – Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og For-
sikringsAgenturer, FDIH – Foreningen for Distance- og
23
Internethandel, FinansDanmark, Finans og Leasing, Finans-
forbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Sta-
bilitet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Forbrugerom-
budsmanden, Forbrugerrådet, Forbrugsforeningen, Forenin-
gen af Forretningsførere for Udenlandske Forsikringssel-
skaber, Foreningen af Interne Revisorer v/ Kim Stormly
Hansen, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen for plat-
formsøkonomi, FOREX, Forsikring & Pension, Forsikrings-
mæglerforeningen, v/ Direktør Flemming Kosakewitsch,
Frivilligrådet, FSR – danske revisorer, Funktionærernes
og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Garantiformuen,
Garban-Intercapital Scandinavia, Horesta Arbejdsgiveror-
ganisation, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation (ISOBRO), ISACA Denmark Chap-
ter, IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsfor-
ening, Kuratorforeningen, KøbmandStandens Oplysnings-
Bureau, Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker,
Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for
Bæredygtigt Landbrug, Landsorganisationen i Danmark
(LO), Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond
(LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S, Nets, Nordic
Blockchain Association, Parcelhusejernes Landsforening,
Postnords Juridiske afdeling, Revisornævnet, Rigsrevisio-
nen, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Te-
lekommunikationsindustrien i Danmark, Udbetaling Dan-
mark, VP Securities A/S, Western Union, Thomson Reuters
Nordic, Transparency International Danmark, Ørsted, Fæ-
røernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Færøerne,
Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser
for stat, kommuner og re-
gioner
Ingen De foreslåede ændringer forventes at medføre res-
sourcemæssige konsekvenser for Finanstilsynet, der
vurderes at udgøre et årsværk i 2019 og et årsværk i
2020 og frem. Omkostningerne vil blive holdt inden
for Finanstilsynets egen ramme.
Implementeringskonse-
kvenser for stat, kom-
muner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
Ingen Det er Erhvervsministeriets skøn, at lovforslaget ik-
ke vil medføre efterlevelsesomkostninger på over 10
mio. kr.
De af loven omfattede virksomheder skal fremover
betale afgift i henhold til bestemmelser i lov om fi-
nansiel virksomhed. Betalingen udgør årligt 28.000
kr. Grundbeløbet er anført på 2016 niveau.
Administrative konsekven-
ser for erhvervslivet
Ingen Det vurderes, at lovforslaget medfører administrative
konsekvenser på under 4 mio. kr. årligt.
Administrative konsekven-
ser for borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekven-
ser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget har ikke til formål at gennemføre EU-retlige forpligtelser.
Det vurderes dog, at lovforslaget indeholder overimplementering, fordi forbrugerkreditdirektivets
artikel 8 med lovforslaget får et bredere anvendelsesområde end forbrugerkreditdirektivet.
Er i strid med de fem prin-
cipper for implementering
af erhvervsrettet EU-regu-
lering
Ja
X
Nej
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Kreditinstitutter, der som led i deres udlånsvirksomhed også
yder forbrugslån, har en banktilladelse, jf. § 7 i lov om
finansiel virksomhed. Långivere, der yder realkreditlån, har
en tilladelse som realkreditinstitut, jf. § 8, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed. Øvrige långivere, der yder lån mod pant
i fast ejendom eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstil-
24
lelse, skal have en tilladelse som ejendomskreditselskab, jf.
§ 1, stk. 2, nr. 2, i lov om ejendomskreditselskaber.
Derimod findes der i dag ikke et krav om, at virksomheder,
der udbyder lån til forbrugere, skal have en tilladelse hos
Finanstilsynet, når disse lån ikke er sikret ved pant eller ved
en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse knyttet til en fast
ejendom.
Den foreslåede § 1 fastlægger lovens anvendelsesområde
og afgrænser samtidig, hvilke virksomheder og aktiviteter
loven ikke finder anvendelse på.
Det foreslås i stk. 1, at loven finder anvendelse på forbrugs-
lånsvirksomheder, der udbyder kreditaftaler, der ydes helt
eller delvis med henblik på erhvervelse af varer eller tjene-
steydelser hos en anden virksomhed, kreditaftaler, der ydes
uafhængigt af et køb af en vare eller tjenesteydelse, eller
kreditaftaler, der udgør et selvstændigt forretningsområde i
virksomheden, og kreditten ydes med henblik på erhvervelse
af varer eller tjenesteydelser hos virksomheden.
For en nærmere definition af forbrugslånsvirksomhed henvi-
ses til den foreslåede definitionsbestemmelse i § 2, nr. 1.
Det er ikke alle virksomheder, der udbyder kreditaftaler til
forbrugere, som vil være omfattet af loven. For at en virk-
somhed er omfattet af loven, er det en betingelse, at virk-
somheden udbyder kreditaftaler under de omstændigheder,
der er nævnt i stk. 1, at virksomheden ikke er undtaget efter
stk. 2, og at selve kreditaftalen ikke er undtaget efter stk. 3.
Det er efter stk. 1, nr. 1, en betingelse, at kreditaftalen ydes
helt eller delvist med henblik på erhvervelse af varer eller
tjenesteydelser hos en anden virksomhed.
Bestemmelsen omfatter kreditaftaler, der indgås med hen-
blik på erhvervelse af en konkret vare eller tjenesteydelse
hos en anden virksomhed end den virksomhed, der yder
kreditaftalen.
Som eksempel på virksomheder, der opfylder denne betin-
gelse, kan nævnes virksomheder, der har indgået en formid-
lingsaftale med en detailhandler om at finansiere køb hos
den pågældende detailhandler. Virksomheden vil være om-
fattet, uanset om kreditten ydes udelukkende med henblik på
erhvervelse af en vare eller tjenesteydelse, eller om kunden
samtidig får mulighed for at låne et yderligere beløb, som
kunden selv kan disponere over. Som eksempel kan nævnes,
at en forbruger låner til køb af en vaskemaskine og herudo-
ver får 2000 kr. udbetalt til fri disposition.
En detailhandler, der selv yder en kredit i forbindelse med et
køb, vil derfor ikke være omfattet af denne bestemmelse. Se
dog nærmere under stk. 1, nr. 3. Såfremt detailhandleren
opretter et datterselskab, der udbyder kreditaftaler til forbru-
gere med henblik på at finansiere køb af varer i modervirk-
somheden, vil datterselskabet derimod være omfattet af stk.
1, nr. 1.
Bestemmelsen omfatter både sikrede og usikrede kreditafta-
ler. Udbydere af lån med sikkerhed i løsøre, f.eks. lån til køb
af en bil hos en bestemt forhandler vil derfor være omfattet
af bestemmelsen.
Det er efter stk. 1, nr. 2, en betingelse, at kreditaftalen ydes
uafhængigt af et køb af en vare eller tjenesteydelse.
En kreditaftale ydes uafhængigt af et køb af en vare eller
tjenesteydelse, hvis kreditaftalen udbydes uden tilknytning
til udbud af en bestemt vare eller tjenesteydelse.
Som eksempel på virksomheder, der opfylder denne betin-
gelse, kan nævnes virksomheder, der uden en aftale med
en detailhandler udbyder kreditaftaler direkte til forbrugere
uafhængigt af en bestemt detailhandler. Det vil derfor være
op til forbrugeren at beslutte, hvordan det lånte beløb skal
anvendes.
Som eksempel på en anden kategori af virksomheder, der vil
være omfattet af loven, kan nævnes udbydere af kortfristede
kreditter på mindre beløb. Disse lån er typisk karakterisere-
de ved en meget høj prissætning sammenlignet med andre
forbrugslån.
Som et tredje eksempel kan nævnes virksomheder, der ud-
byder kreditkort. Disse virksomheder vil være omfattet af
loven, fordi der er knyttet en kreditfacilitet til et kredit-
kort. Virksomhederne vil dog være undtaget fra kravet om
en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed, jf. dette forslags
§ 1, stk. 5, fordi udbud af kreditkort kræver en tilladelse som
betalingsinstitut, e-pengeinstitut eller en begrænset tilladelse
til at kunne udbyde betalingstjenester, jf. § 3 i lov om beta-
linger.
Såfremt der systematisk udbydes kreditaftaler via en låne-
platform i et sådant omfang, at dette udbud kan anses for at
være erhvervsmæssigt, vil udbyderen af disse kreditaftaler
være omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2. Derimod vil låneplatfor-
men ikke være omfattet af lovforslaget.
Det er efter stk. 1, nr. 3, en betingelse, at kreditaftalerne
udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden, og
at kreditten ydes med henblik på erhvervelse af varer eller
tjenesteydelser hos virksomheden.
25
Loven vil som udgangspunkt ikke omfatte kreditkøb, hvor
køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med
betalingen af købesummen eller dele af denne. I dette tilfæl-
de vil sælger være identisk med den virksomhed, der yder
kreditaftalen.
Der vil imidlertid kunne forekomme tilfælde, hvor den kre-
dit, som en sælger yder, har et sådant forretningsomfang, at
dette kan betegnes som et selvstændigt forretningsområde.
I dette tilfælde vil den virksomhed, der yder en kreditaftale
med henblik erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos
virksomheden, være omfattet af loven.
Det beror på en konkret vurdering om udbud af kreditaftaler
udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden.
Ved denne vurdering vil bl.a. antallet af kreditaftaler og den
andel af den samlede omsætning, der finansieres ved kredit-
aftaler, indgå. Som udgangspunkt vil en virksomhed, hvor
mindst 10 % af de omsatte varer og tjenesteydelser målt
pr. enhed og omsætning finansieres ved en kredit, kunne
anses for at have udbud af kreditaftaler som et selvstændigt
forretningsområde.
Der vil endvidere i forbindelse med denne vurdering blive
lagt vægt på, om kreditgivningen har et sådant omfang, at
den vil kunne udskilles i en selvstændig juridisk enhed og
kunne drives som en selvstændig virksomhed. Dette med-
fører, at små virksomheder med ganske få ansatte som ud-
gangspunkt ikke vil være omfattet af stk. 1, nr. 3.
Hvis en erhvervsdrivende indgår kreditaftaler med kunder,
der erhverver varer eller tjenesteydelser i virksomheden og
umiddelbart herefter videresælger fordringen på baggrund
af en aftale med en anden virksomhed, vil dette som ud-
gangspunkt medføre, at udbud af kreditaftaler kan anses for
et selvstændigt forretningsområde i virksomheden, fordi en
aftale om løbende videresalg af indgåede kreditaftaler viser,
at virksomheden har sat udbud af kreditaftaler i system.
Et oprindeligt trepartsforhold er ifølge kreditaftalelovens §
4, nr. 15, litra b, et kreditkøb, hvor der indgås en kreditaf-
tale med henblik på køb af løsøre, hvorefter købesummen
helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en
tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne
og sælgeren. Kreditten ydes i dette tilfælde af en tredje-
mand. Såfremt der foreligger et oprindeligt trepartsforhold,
vil sælgeren ikke være omfattet af lovforslaget.
Hvis en detailhandler opretter et datterselskab, der udeluk-
kende yder kreditaftaler til forbrugere, vil dette selskab være
omfattet af enten nr. 1 eller nr. 2. Se bemærkningerne til
disse bestemmelser.
Den foreslåede stk. 2 undtager forskellige typer af virksom-
hed fra lovens anvendelsesområde bortset fra § 9, fordi
disse virksomheder allerede har en tilladelse hos Finanstil-
synet. Disse virksomheder vil derfor kunne udbyde kreditaf-
taler til forbrugere uden at skulle have en tilladelse som
forbrugslånsvirksomhed, jf. § 3.
Virksomheder, der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i
forslagets stk. 2, vil derfor være omfattet af lovforslagets §
9.
Lovforslagets § 9 fastlægger, at hvis en kreditaftale ikke
er omfattet af § 7 c i lov om kreditaftaler, skal en forbrugs-
lånsvirksomhed inden kreditaftalens indgåelse vurdere for-
brugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende
oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbru-
geren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante
databaser.
Lovforslagets § 9 finder kun anvendelse, hvis kreditaftalen
ikke er omfattet af § 7 c i lov om kreditaftaler. Dette vil
være tilfældet for hovedparten af de aftaler, der udbydes af
finansielle virksomheder og ejendomskreditselskaber.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at loven med undtagelse af § 9 ik-
ke finder anvendelse på finansielle virksomheder omfattet af
§ 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed og udenland-
ske finansielle virksomheder, som driver virksomhed her
i landet gennem filialetablering eller grænseoverskridende
tjenesteydelsesvirksomhed.
Kreditinstitutter fra andre EU eller EØS-lande, der driver
virksomhed i Danmark, vil derfor være omfattet af forsla-
gets stk. 2, nr. 1.
§ 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed definerer
begrebet finansielle virksomheder, som omfatter: pengein-
stitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investe-
ringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at loven med undtagelse af § 9
ikke finder anvendelse på ejendomskreditselskaber omfattet
af § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om ejendomskreditselskaber.
§ 1, stk. 2, nr. 2, i lov om ejendomskreditselskaber omfatter
selskaber, der erhvervsmæssigt yder boligkreditaftaler. Ved
en boligkreditaftale forstås en aftale, i henhold til hvilken
en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbru-
ger kredit sikret ved pant eller ved en anden tilsvarende
sikkerhedsstillelse eller en anden rettighed knyttet til en
fast ejendom til beboelse eller kreditaftaler, som ligger til
grund for erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til
grundarealer til eksisterende eller projekterede bygninger.
26
Lån med pant i fast ejendom vil derfor være undtaget fra
loven med undtagelse af § 9.
Det foreslåede stk. 3 undtager endvidere forbrugslånsvirk-
somheder fra lovens anvendelsesområde, i det omfang de
udbyder nærmere præciserede ydelser.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at loven ikke finder anvendel-
se på forbrugslånsvirksomheder, i det omfang de udbyder
kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre
omkostninger. Undtagelsen finder kun anvendelse, hvis der
ikke skal betales nogen form for oprettelsesomkostninger,
løbende omkostninger eller rente. Det har ikke betydning,
om omkostningerne skal betales til kreditgiveren eller til
tredjemand.
Rente- og omkostningsfri kreditaftaler, der alene ved mislig-
holdelse tilskrives renter og gebyrer efter renteloven, er ikke
omfattet af lovens anvendelsesområde.
Såfremt en rente- og omkostningsfri kredit ved mislighol-
delse omdannes til en kredit, hvor der skal betales løbende
rente og eventuelt oprettelsesgebyr, finder undtagelsen ikke
anvendelse, fordi der ikke vil være tale om en kredit, der er
rentefri og uden omkostninger.
Bestemmelsen svarer til kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1,
1. pkt.
Det foreslås i stk. 3, nr. 2, at loven ikke finder anvendelse
på forbrugslånsvirksomheder, i det omfang de udbyder leje-
eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen pligt til
at købe aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i en
separat aftale.
Bestemmelsen præciserer, at sådanne aftaler ikke er omfattet
af lovens anvendelsesområde. Hvis der i aftalen er fastlagt
en forpligtelse til at købe aftalegenstanden ved aftalens ud-
løb, finder loven anvendelse. Det gælder også, hvis forplig-
telsen ikke følger af leje- eller leasingaftalen, men af en
separat aftale. Der anses at foreligge en pligt til at købe afta-
legenstanden, hvis dette besluttes ensidigt af kreditgiveren.
Bestemmelsen svarer til kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5.
Det foreslås i stk. 3, nr. 3, at loven ikke finder anvendelse på
forbrugslånsvirksomheder, i det omfang de udbyder kredit-
aftaler i forbindelse med en overenskomstmæssig konflikt,
når forbrugslånsvirksomheden er en faglig organisation, som
er omfattet af konflikten.
Kreditaftaler, der ydes i forbindelse med en overenskomst-
mæssig konflikt, har til formål at sikre låntageren mulighed
for at betale faste udgifter og mad under en konflikt, hvor
lønnen udebliver. Det er en betingelse, at lånet ydes af en
faglig organisation, som er omfattet af konflikten. Herved
sikres det, at lånet ydes på vilkår, der er fordelagtige for
låntageren.
Det foreslås stk. 3, nr. 4, at loven ikke finder anvendelse
på forbrugslånsvirksomheder, i det omfang de udbyder kre-
ditaftaler til ansatte i forbrugslånsvirksomheden.
Lån til ansatte i en virksomhed betragtes typisk som et per-
sonalegode, som ydes på fordelagtige vilkår.
Den foreslåede stk. 4 undtager endvidere anvendelsen af §
9 for visse kreditaftaler. § 9 indeholder en forpligtelse til at
foretage en kreditværdighedsvurdering af forbrugeren inden
kreditaftalens indgåelse.
Det foreslås i stk. 4, nr. 1, at § 9 ikke finder anvendelse
på kreditaftaler, som vedrører henstand uden omkostninger
med betalingen af en eksisterende gæld.
Bestemmelsen vedrører både situationer, hvor forbrugeren
får gratis henstand med betaling af en gæld, der følger af en
eksisterende kreditaftale, og situationer, hvor forbrugeren får
henstand med betaling af andre former for gæld – og hvor
der dermed kan opstå en ny kreditaftale. Den nye kreditaf-
tale skal vedrøre henstand med betalingen af en eksisteren-
de gæld, og henstanden skal være uden omkostninger for
forbrugeren. Det indebærer, at forbrugeren ikke som følge
af henstanden kan pålægges at betale en højere rentesats,
herunder morarente, gebyrer eller andre omkostninger. Hvis
forbrugeren påføres øgede renteudgifter alene som følge
af, at tilbagebetalingsperioden bliver forlænget på grund af
aftalen om henstand, opfattes aftalen om henstand som væ-
rende uden omkostninger for forbrugeren i bestemmelsens
forstand.
Bestemmelsen svarer til kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 3.
Det foreslås i stk. 4, nr. 2, at § 9 ikke finder anvendelse på
kreditaftaler, som er resultat af et forlig indgået for retten.
Udenretlige forlig er derfor ikke omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen svarer til kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 4.
Det foreslås i stk. 4, nr. 3, at § 9 ikke finder anvendelse på
kreditaftaler, ifølge hvilke kreditgiveren og forbrugeren afta-
ler henstand med betalingen eller aftaler, hvorledes kreditten
tilbagebetales. Dette gælder dog kun, hvis forbrugeren alle-
rede har misligholdt den oprindelige kreditaftale, og hvor
27
sådanne ordninger kan forventes at afværge en retssag om
den pågældende misligholdelse, og forbrugeren ikke dermed
stilles ringere end som fastsat i den oprindelige kreditafta-
le. § 9, stk. 3, finder dog anvendelse.
Det foreslås, at loven med visse undtagelser ikke finder an-
vendelse på kreditaftaler, hvor kreditgiveren og forbrugeren
aftaler henstand med betalingen eller aftaler, hvorledes kre-
ditten tilbagebetales. Det er en forudsætning, at forbrugeren
på tidspunktet for indgåelsen af aftalen har misligholdt den
oprindelige kreditaftale. Dette vil f.eks. kunne være tilfæl-
det, hvor kunden er i restance, og kreditgiver har kontaktet
kunden vedrørende misligholdelsen. Det er tillige en forud-
sætning, at den aftalte ordning dels kan afværge en retssag,
herunder en sag ved fogedretten, om misligholdelsen, dels
at aftalen ikke stiller forbrugeren ringere end det, der var
fastsat i den oprindelige kreditaftale. Om forbrugeren stilles
ringere vil afhænge af en helhedsvurdering, hvor alle de
omkostninger og vilkår, der følger af begge kreditaftaler, må
indgå. Kreditgiveren vil have bevisbyrden for, at en kreditaf-
tale er omfattet af undtagelsen efter stk. 4, nr. 3, og dermed
ikke er omfattet af § 9. § 9, stk. 3, finder dog anvendelse.
Bestemmelsen svarer til kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7.
Det foreslåede stk. 5 fastslår, at §§ 3-5, 18 og 19 ikke
finder anvendelse på betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter
og virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde
betalingstjenester, jf. lov om betalinger.
Efter § 3 i lov om betalinger må betalingstjenester her
i landet kun udbydes af virksomheder, der har tilladelse
som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, eller af pengein-
stitutter, Danmarks Nationalbank og offentlige myndighe-
der. Betalingstjenester kan endvidere udbydes her i landet
af virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde
betalingstjenester.
Udbydere af kreditkort vil derfor skulle have en tilladelse
som betalingsinstitut, e-pengeinstitut eller have en begræn-
set tilladelse til at udbyde betalingstjenester, medmindre de
har en tilladelse som pengeinstitut, fordi der er knyttet en
kreditfacilitet til udstedelsen af et kreditkort.
Kravene til at opnå en tilladelse som betalingsinstitut, e-pen-
geinstitut og virksomhed med en begrænset tilladelse til
at udbyde betalingstjenester er nærmere reguleret i lov om
betalinger.
Disse virksomhedsformer foreslås undtaget fra reglerne i §§
3-5, 18 og 19.
Den foreslåede undtagelse medfører, at disse virksomheder
ikke skal have en tilladelse af Finanstilsynet til at udøve
virksomhed som forbrugslånsvirksomhed, jf. § 3, ligesom
lovforslagets regler om egnethed og hæderlighed, jf. § 4
samt registrering, jf. § 5, ikke finder anvendelse.
Endvidere finder reglerne om inddragelse af en tilladelse
samt afsætning af et ledelsesmedlem, jf. §§ 18 og 19, ikke
anvendelse.
Lovens øvrige regler finder derimod anvendelse på beta-
lingsinstitutter, e-pengeinstitutter og virksomhed med en be-
grænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester.
Til § 2
Den foreslåede § 2 fastlægger lovens definitioner og inde-
holder de begreber, der anvendes i lovforslaget. Definitio-
nerne svarer til kreditaftalelovens definitioner, bortset fra
begrebet forbrugslånsvirksomhed, som er nyt.
Det foreslås i nr. 1, at forbrugslånsvirksomhed defineres
som en virksomhed, der udbyder kreditaftaler til forbrugere,
jf. § 1, stk. 1.
For en nærmere definition af begreberne forbruger og kre-
ditaftale henvises til den foreslåede § 2, nr. 2 og 3.
Det foreslås i nr. 2, at en forbruger skal defineres som en
person, der i forbindelse med transaktioner, der er omfat-
tet af dette lovforslag, hovedsagelig handler uden for sit
erhverv.
Begrebet omfatter både tilfælde, hvor forbrugeren er en
fysisk og en juridisk person, når blot den pågældende ho-
vedsagelig handler uden for sit erhverv i relation til den på-
gældende aftale. Begrebet omfatter også tilfælde af såkaldte
blandede aftaler, dvs. situationer hvor forbrugeren eksem-
pelvis indgår aftale om en kredit, der hovedsagelig, men
ikke udelukkende, skal anvendes til private formål. Dette
svarer til den sædvanlige forståelse af forbrugerbegrebet.
Det foreslås i nr. 3, at en kreditaftale skal defineres som en
aftale, hvorved en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at
yde en forbruger kredit i form af henstand med betalingen,
lån eller anden tilsvarende form for finansiel ordning, bort-
set fra aftaler om løbende levering af tjenesteydelser eller
varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne
eller varerne i rater, så længe de leveres.
Bestemmelsen svarer til definitionen af en kreditaftale i § 4,
nr. 3, i lov om kreditaftaler.
Til § 3
28
§ 48, stk. 1, i lov om forebyggende foranstaltninger mod
hvidvask og finansiering af terrorisme stiller krav om, at
bl.a. udlånsvirksomheder, herunder udbydere af forbruger-
kreditter, skal registreres hos Finanstilsynet. Denne registre-
ringsforpligtelse skal sikre, at Finanstilsynet kan føre tilsyn
efter hvidvasklovgivningen. Det fremgår dog af bemærknin-
gerne til denne bestemmelse, at virksomheder og personer,
der allerede i henhold til anden lovgivning er under Finans-
tilsynets tilsyn, ikke skal registreres i medfør af bestemmel-
sen.
Der findes derimod ikke et krav om, at kreditgivere, som
tilbyder kreditaftaler til forbrugere, skal have en tilladel-
se. Den foreslåede bestemmelse er derfor ny.
Det foreslåede stk. 1 indeholder krav om, at forbrugslån-
svirksomheder skal have tilladelse af Finanstilsynet til at
udøve virksomhed.
Såfremt en virksomhed, der tilbyder kreditaftaler til forbru-
gere, allerede har en tilladelse enten som finansiel virksom-
hed eller som ejendomskreditselskab, falder denne virksom-
hed uden for lovens anvendelsesområde, jf. § 1, stk. 2. Kre-
ditgiveren skal derfor ikke have en tilladelse som forbrugs-
lånsvirksomhed.
Det er en betingelse, at Finanstilsynet har givet virksomhe-
den en tilladelse til at udøve virksomhed som forbrugslån-
svirksomhed, inden virksomheden begynder at tilbyde kre-
ditaftaler til forbrugere.
For en nærmere definition af begrebet forbrugslånsvirksom-
heder henvises til den foreslåede definitionsbestemmelse i §
2, nr. 1.
Overtrædelse af § 3, stk. 1, foreslås med § 31, stk. 1, straf-
belagt med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. An-
svarssubjektet for overtrædelse af stk. 1 er den pågælden-
de virksomhed, der uberettiget udøver virksomhed som for-
brugslånslånsvirksomhed uden af have opnået den fornødne
tilladelse hos Finanstilsynet. Det er ikke tilstrækkeligt, at
virksomheden har indgivet ansøgning om tilladelse. Dette
gælder dog ikke for virksomheder, der er omfattet af over-
gangsordningen, jf. lovforslagets § 33, stk. 2, og som har
indgivet en ansøgning om tilladelse senest den 1. januar
2020.
Det foreslåede stk. 2 oplister betingelserne for at få tilladelse
til at udøve virksomhed som forbrugslånsvirksomhed. Samt-
lige betingelser skal opfyldes, før der kan gives tilladelse til
at udøve virksomhed som forbrugslånsvirksomhed.
Betingelserne er udtømmende, og der gælder derfor ikke et
krav om, at virksomheden skal udøves i selskabsform.
Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 1, at virksomheden er
hjemmehørende i Danmark eller et andet land inden for Den
Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået
en aftale med på det finansielle område.
Virksomheder, der er hjemmehørende uden for dette geogra-
fiske område, vil derfor ikke kunne få en tilladelse til at udø-
ve virksomhed som forbrugslånsvirksomhed, medmindre de
opretter et datterselskab i f.eks. Danmark. En virksomhed er
hjemmehørende i det land, hvor dets hovedkontor er belig-
gende.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at medlemmerne af virksomhe-
dens bestyrelse og direktion eller, for en forbrugslånsvirk-
somhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren el-
ler, hvis virksomheden drives som en juridisk person uden
en bestyrelse eller direktion, den eller de for virksomheden
ledelsesansvarlige, opfylder betingelserne i § 4.
§ 4 indeholder kravene til egnethed og hæderlighed. For en
nærmere beskrivelse af disse krav, henvises der til bemærk-
ningerne til § 4.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at virksomheden har forretnings-
gange for efterlevelse af regler om redelig forretningsskik
og god praksis, jf. § 7, for kreditværdighedsvurdering, jf.
denne lovs § 9 eller § 7 c i lov om kreditaftaler, og for
identifikation af målgrupper, jf. lovforslagets § 10.
Forretningsgangene skal bidrage til at sikre, at virksomhe-
den drives forsvarligt og i overensstemmelse med de reg-
ler, der gælder for god skik, kreditværdighedsvurdering og
identifikation af målgrupper. Det skal derfor fremgå af for-
retningsgangene, hvordan virksomheden vil tilrettelægge sin
virksomhed med henblik på overholdelse af disse regler.
Såfremt Finanstilsynet i forbindelse med behandlingen af
en ansøgning om tilladelse til at udøve virksomhed som for-
brugslånsvirksomhed vurderer, at forretningsgangene ikke er
egnet til at sikre en efterlevelse af de nævnte regler, enten
fordi disse er mangelfulde, eller fordi forretningsgangene
er udtryk for en fejlagtig eller mangelfuld forståelse af de
nævnte regler, opfylder kreditgiveren ikke betingelserne for
at kunne få en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.
Det foreslås i stk. 3, at en ansøgning om tilladelse skal
indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for
Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 2 er
opfyldt. Bestemmelsen fastsætter de indholdsmæssige krav,
som en ansøgning skal indeholde. Ansøgningen skal bl.a.
vedlægges forretningsgange, som virksomheden skal have
29
efter lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 3. Ansøgningen skal end-
videre indeholde en beskrivelse af de aktiviteter, som virk-
somheden har til hensigt at udøve, så Finanstilsynet har mu-
lighed for at vurdere, om en aktivitet er omfattet af lovens
anvendelsesområde.
Bestemmelsen fraviger ikke forvaltningslovens § 29 om ind-
hentelse af oplysninger til brug for offentlige myndigheders
behandling af sager, der rejses ved ansøgning.
Der vil ske behandling af personoplysninger i forbindelse
med behandling af en ansøgning om tilladelse som forbrugs-
lånsvirksomhed. Denne behandling sker med hjemmel i lo-
ven og er nødvendig for at opretholde en retlig forpligtel-
se. Behandlingen er derfor i overensstemmelse med databe-
skyttelsesforordningens artikel 6 og databeskyttelseslovens
§ 8, stk. 1.
Til § 4
Der findes i dag ikke et egnetheds- og hæderlighedskrav
til ledelsesmedlemmer i en forbrugslånsvirksomhed eller in-
dehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkelt-
mandsvirksomhed. Den foreslåede bestemmelse er derfor
ny.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger reglerne om egnet-
hed og hæderlighed for ledelsen i en forbrugslånsvirksom-
hed samt for indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der
er en enkeltmandsvirksomhed. Kravene gælder for samtlige
medlemmer af bestyrelsen eller direktionen samt indehave-
ren af en forbrugelånsvirksomhed, der er en enkeltmands-
virksomhed.
Det foreslåede stk. 1 fastlægger kravene til egnethed og
hæderlighed for et medlem af bestyrelsen eller direktionen i
en forbrugslånsvirksomhed eller indehaveren af en forbrugs-
lånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed.
Det følger af det foreslåede stk. 1, nr. 1, at et medlem af
bestyrelsen eller direktionen i en forbrugslånsvirksomhed
eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en
enkeltmandsvirksomhed, skal have tilstrækkelig viden, fag-
lig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet
eller stillingen.
Kravene skal være opfyldt til enhver tid, hvilket indebærer,
at de skal opfyldes fra det tidspunkt, hvor bestyrelsesmed-
lemmet eller direktøren tiltræder hvervet eller stillingen. For
en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksom-
hed, skal kravene være opfyldt fra det tidspunkt hvor in-
dehaveren søger om tilladelse til at udøve forbrugslånsvirk-
somheden. Ydermere skal kravene være opfyldt i hele den
periode, hvori den pågældende varetager stillingen eller
hvervet, eller er indehaver af en forbrugslånsvirksomhed,
der er en enkeltmandsvirksomhed.
Når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem i
eller en stilling som direktør for en forbrugslånsvirksomhed,
eller hvor en indehaver af en forbrugslånsvirksomhed, der
er en enkeltmandsvirksomhed, ansøger om tilladelse til at
udøve forbrugslånsvirksomhed, påser Finanstilsynet, at per-
sonen har tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring
til at kunne udøve hvervet eller varetage stillingen i virk-
somheden og dermed, at den pågældende person opfylder
kravene i det foreslåede stk. 1, nr. 1.
Der stilles ikke generelle kriterier for, hvilke teoretiske eller
praktiske krav, personen skal opfylde. Disse varierer afhæn-
gig af, om der er tale om en direktørpost eller et bestyrelses-
hverv, samt hvilken type virksomhed der er tale om. I vurde-
ringen kan bl.a. indgå, om personen har relevant uddannelse,
om personen har haft ansættelse inden for den finansielle
sektor, og om personen har ledelseserfaring. Finanstilsynet
vil i den forbindelse lægge vægt på, om personen har forud-
gående kendskab til og erfaring med udlån til forbrugere,
herunder med at foretage kreditværdighedsvurderinger.
Der stilles i praksis mindre krav til et bestyrelsesmedlem
end til en direktør, ligesom kravene skærpes, hvis der er
tale om en stor og kompleks forbrugslånsvirksomhed. Der
stilles ikke et ubetinget krav om, at et bestyrelsesmedlem
har særlig indsigt i forhold til forbrugslånsvirksomhed. Her
vil en særlig indsigt i en anden branche, som er relevant
for den pågældende forbrugslånsvirksomhed, kunne være
tilstrækkelig, eksempelvis anden udlånsvirksomhed. De øv-
rige kompetencer i bestyrelsen eller direktionen inddrages
ikke i forbindelse med vurderingen af, om et bestyrelses-
medlem eller en direktør opfylder kravene.
Egnetheds- og hæderlighedsvurderingen er knyttet til stil-
lingen eller hvervet i den konkrete forbrugslånsvirksom-
hed. Det er således muligt, at en person på baggrund af
dennes uddannelsesmæssige baggrund og hidtidige ledelses-
erfaring opfylder kravet om fyldestgørende erfaring til at le-
de en forbrugslånsvirksomhed med et begrænset forretnings-
mæssigt omfang, men at det ikke gør sig gældende i forhold
til en større forbrugslånsvirksomhed. Derfor kan man ikke
overføre egnet- og hæderlighedsvurderingen fra en virksom-
hed til en anden virksomhed.
En indehaver af en forbrugslånsvirksomhed, der er en en-
keltmandsvirksomhed, skal på tilsvarende vis, som direk-
tører og bestyrelsesmedlemmer, have tilstrækkelig viden,
faglig kompetence og erfaring til at være indehaver af en
forbrugslånsvirksomhed. Ved vurderingen af indehaverens
viden, faglige kompetencer og erfaring vil der blive lagt
vægt på, om personen har de fornødne kompetencer og res-
30
sourcer til at løfte opgaven som udøver af forbrugslånsvirk-
somhed alene.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at et medlem af bestyrelsen
eller direktionen i en forbrugslånsvirksomhed, eller at in-
dehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkelt-
mandsvirksomhed, skal have tilstrækkeligt godt omdømme
og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uaf-
hængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at de personer, der
er en del af ledelsen i en forbrugslånsvirksomhed har en
høj standard, både når det gælder deres faglige og ledel-
sesmæssige kompetencer og i forhold til deres personlige
adfærd. Det er derfor vigtigt, at ledelsesmedlemmer generelt
udviser en høj grad af hæderlighed, integritet og tilstræk-
kelig uafhængighed ved varetagelse af hvervet eller stillin-
gen. Kravet om, at et ledelsesmedlem skal udvise tilstrække-
lig uafhængighed ved varetagelse af hvervet eller stillingen,
indebærer, at ledelsesmedlemmet i forbindelse med udførel-
sen af det konkrete hverv eller stillingen skal udvise den
fornødne uafhængighed, som stillingen eller hvervet nød-
vendiggør.
For bestyrelsesmedlemmer betyder det eksempelvis, at det
enkelte bestyrelsesmedlem i tilstrækkelig grad skal kunne
agere uafhængigt af den daglige ledelse i forbrugslånsvirk-
somheden og således i tilstrækkelig grad kunne udfordre og
overvåge direktionens arbejde. Dette indebærer bl.a., at det
enkelte bestyrelsesmedlem ikke samtidig med bestyrelses-
hvervet kan påtage sig hvervet som direktør i en forbrugs-
lånsvirksomhed, hvor vedkommende er medlem af bestyrel-
sen. Tilsvarende betyder det for direktionsmedlemmer, at
det enkelte medlem i tilstrækkelig grad løbende skal kunne
overvåge, udfordre og føre tilsyn med ledende medarbejde-
res arbejde.
Et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller indehaveren
af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirk-
somhed, anses for at have et godt omdømme, hvis andet ik-
ke er påvist, og hvis der ikke er nogen grund til at nære be-
grundet tvivl om personens gode omdømme. Finanstilsynet
lægger alle relevante oplysninger til grund for vurderingen
af, om bestyrelses- eller direktionsmedlemmet, henholdsvis
indehaveren, har et godt omdømme. Medlemmet, henholds-
vis indehaveren, anses ikke for at have et godt omdømme,
hvis vedkommendes personlige eller forretningsmæssige ad-
færd giver anledning til begrundet tvivl om personens evner
til at sikre en sund og sikker ledelse af forbrugslånsvirksom-
heden.
Denne vurdering baseres bl.a. på alle kriminelle og admi-
nistrative overtrædelser, inddragelse af tidligere tilladelser,
licenser eller lignende, tidligere afskedigelser og baggrun-
den herfor. I vurderingen af medlemmets, henholdsvis in-
dehaverens omdømme, tager Finanstilsynet hensyn til al-
voren af overtrædelsen, den tid, der er gået siden over-
trædelsen, og personens opførsel i mellemtiden, herunder
om der er tale om gentagne overtrædelser. Specielt i for-
hold til direktører vil det være vanskeligt at opretholde til-
liden til vedkommende, hvis den forbrugslånsvirksomhed,
som vedkommende leder, har modtaget gentagne påbud for
manglende overholdelse af den finansielle lovgivning eller
reglerne på hvidvaskområdet. Reglerne på hvidvaskområdet
omfatter hvidvaskloven, de regler, der er udstedt i medfør
heraf, og Europa-Parlamentets og Rådets forordninger inde-
holdende regler om finansielle sanktioner mod lande, per-
soner, grupper, juridiske enheder eller organer.
Ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem lever op til kra-
vene i det foreslåede nr. 2, skal der lægges vægt på hensynet
til at opretholde tilliden til den finansielle sektor. Det er vig-
tigt at opretholde den finansielle sektors omdømme og det
omgivende samfunds tillid til sektoren. Manglende tillid til
enkelte ledelsesmedlemmer i dele af den finansielle sektor
vil kunne have en afsmittende effekt på hele den finansielle
sektors omdømme og tilliden til den samlede branche. Med-
lemmer af bestyrelsen og direktionen i en forbrugslånsvirk-
somhed skal derfor have et tilstrækkeligt godt omdømme i
samfundet.
Der skal i forbindelse med afvejningen af dette tillidshen-
syn lægges vægt på ledelsesmedlemmets forståelse for den
finansielle sektors særlige samfundsmæssige ansvar i rela-
tion til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering. Har
ledelsesmedlemmet eksempelvis før sin indtræden i ledel-
sen for forbrugslånsvirksomheden været en del af ledelsen,
compliance-ansvarlig eller udpeget som hvidvaskansvarlig i
medfør af § 7, stk. 2, i hvidvaskloven i en virksomhed, der
har overtrådt regler på hvidvaskområdet, skal denne over-
trædelse og personens ansvar og adfærd i den forbindelse
indgå i Finanstilsynets vurdering af personens hæderlighed
i relation til den forbrugslånsvirksomhed, som personen øn-
sker at indtræde i ledelsen for.
En person har været en del af ledelsen, hvis personen har
været bestyrelsesmedlem eller direktør i virksomheden el-
ler har været øverst ansvarlig for det forretningsområde,
hvor den adfærd, der førte til overtrædelse af regler på
hvidvaskområdet, fandt sted. Ved Finanstilsynets afvejning
af tillidshensynet skal der lægges vægt på karakteren og
omfanget af overtrædelser af regler på hvidvaskområdet, og
om der var tale om gentagne overtrædelser.
Kravene i stk. 1, nr. 2, skal til enhver tid være opfyldt. Det
indebærer, at kravene skal være opfyldt fra det tidspunkt,
hvor bestyrelsesmedlemmet eller direktøren tiltræder hver-
vet eller stillingen, eller fra det tidspunkt, hvor indehaveren
af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirk-
somhed, søger om tilladelse til at udøve forbrugslånsvirk-
somhed, og i hele den periode, hvori den pågældende va-
31
retager hvervet eller stillingen. Når en person tiltræder et
hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direk-
tør for en forbrugslånsvirksomhed, påser Finanstilsynet, om
personen har et tilstrækkeligt godt omdømme, og om perso-
nen vil kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig
uafhængighed ved varetagelse af hvervet eller stillingen.
Finanstilsynet vil i forbindelse med vurderingen af, om et
medlem af direktionen eller bestyrelsen har et tilstrække-
ligt godt omdømme og udviser hæderlighed, integritet og
tilstrækkelig uafhængighed, tage hensyn til, i hvilken type
af virksomhed den pågældende besidder en direktions- eller
bestyrelsespost.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at et medlem af bestyrelsen eller
direktionen i en forbrugslånsvirksomhed eller indehaveren
af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirk-
somhed, ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse
af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden rele-
vant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at
personen ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på
betryggende måde.
Det betyder, at en person som udgangspunkt ikke kan ud-
peges som henholdsvis bestyrelsesmedlem eller direktør el-
ler indehaver af en forbrugslånsvirksomhed, der er en en-
keltmandsvirksomhed, hvis den pågældende er pålagt straf-
ansvar for en overtrædelse af straffeloven eller anden lov-
givning på det finansielle område, ligesom personen som
udgangspunkt må forlade sin stilling eller sit hverv, hvis
personen bliver pålagt strafansvar for sådanne overtrædelser,
efter at personen er udnævnt. Sker det ikke, kan Finanstil-
synet i medfør af lovforslagets § 18, stk. 1 og 6, give et
bestyrelsesmedlem et påbud om at nedlægge sit hverv eller
påbyde forbrugerlånsvirksomheden at afsætte en direktør.
I vurderingen af, om en strafbar overtrædelse skal føre til,
at den pågældende ikke kan udnævnes eller skal pålægges
at fratræde, fordi overtrædelsen indebærer risiko for, at per-
sonen ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryg-
gende måde, vil indgå, om det udviste forhold begrunder en
nærliggende fare for efterfølgende misbrug af hvervet eller
stillingen, eller om den pågældende har handlet på en så
retsstridig og uetisk måde, at der er grundlag for at antage,
at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen
som henholdsvis bestyrelsesmedlem eller direktør på betryg-
gende vis. Herudover vil hensynet til at opretholde tilliden
til det finansielle system, herunder særligt ledelsesmedlem-
mets forståelse for den finansielle sektors særlige samfunds-
mæssige ansvar i relation til forebyggelse af hvidvask og
terrorfinansiering, indgå i vurderingen. Der henvises til de
specielle bemærkninger til § 4, stk. 1, nr. 2, ovenfor.
Det er ikke enhver overtrædelse af straffe- og særlovgivnin-
gen, der vil føre til en reaktion fra Finanstilsynets side. Al-
lerede i dag har bestyrelsesmedlemmer og direktører efter
Finanstilsynets praksis pligt til at indberette, hvis de er dømt
for overtrædelse af straffelovens regler i kapitel 28 og 29 om
berigelsesforbrydelser og andre strafbare formuekrænkelser
eller overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug
(markedsmisbrugsforordningen). Hertil kommer, at der også
skal ske en vurdering i forhold til andre overtrædelser af
lovgivningen af relevans for den finansielle sektor. Det kan
eksempelvis være overtrædelser af strafbelagte bestemmel-
ser i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen. Finanstil-
synet foretager en konkret vurdering af, om overtrædelsen
skal føre til, at personen ikke anses for at leve op til hæder-
lighedskravet i det foreslåede nr. 3.
Det strafbare forhold skal være fastslået ved dom eller ved,
at bestyrelsesmedlemmet eller direktøren har vedtaget bøde-
forlæg, jf. retsplejelovens § 832.
Dog kan Finanstilsynet efter lovforslagets § 18, stk. 3 og 7,
gribe ind og kræve, at den pågældende midlertidigt fjernes
fra ledelsen, allerede når der er rejst tiltale for overtrædelse i
en straffesag, og indtil sagen er afgjort, hvis en domfældelse
vil indebære, at den pågældende ikke længere opfylder kra-
vene i stk. 1, nr. 3.
Er det strafbare forhold pådømt i udlandet, vil dette kunne
begrunde Finanstilsynets indgriben efter stk. 1, nr. 3.
For en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirk-
somhed, gælder, at indehaveren skal leve op til hæderlig-
hedskravene på tidspunktet for Finanstilsynets meddelelse af
tilladelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 2. En indehaver af en
forbrugslånsvirksomhed kan ikke på tilsvarende måde som
en direktør eller et bestyrelsesmedlem afsættes eller pålæg-
ges at nedlægge sit hverv i tilfælde af, at den pågældende
efter Finanstilsynets meddelelse af tilladelse pålægges straf-
ansvar. Konsekvensen af, at en indehaver af en forbrugslån-
svirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, pålægges
strafansvar omfattet af stk. 1, nr. 3, er derfor, at Finanstilsy-
net i medfør af lovforslagets § 19 kan inddrage tilladelsen til
at udøve forbrugslånsvirksomhed, jf. lovforslagets § 19, stk.
1, nr. 6.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at et medlem af bestyrelsen eller
direktionen i en forbrugslånsvirksomhed, eller en indehaver
af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirk-
somhed, ikke kan varetage hvervet eller stillingen som hen-
holdsvis bestyrelsesmedlem, direktør eller indehaver, hvis
den pågældende har indgivet begæring om rekonstruktions-
behandling, konkurs eller gældssanering. Bestemmelsen in-
debærer, at Finanstilsynet kan gribe ind, uanset på hvilket
stadie i rekonstruktionsbehandlingen eller de respektive in-
solvensbehandlinger vedkommende befinder sig.
32
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at et medlem af bestyrelsen
eller direktionen i en forbrugslånsvirksomhed eller for en
forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed,
indehaveren ikke i øvrigt må have udvist en sådan adfærd,
at der er grund til at antage, at personen ikke vil varetage
hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.
Det foreslås således, at et ledelsesmedlem eller indehaveren
af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirk-
somhed, ikke kan varetage hvervet eller stillingen som hen-
holdsvis bestyrelsesmedlem, direktør eller indehaver, hvis
den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund
til at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet
eller stillingen på forsvarlig måde. Ved vurderingen af, om
den pågældende har udvist en adfærd, hvor der er grund
til at antage, at personen ikke vil varetage hvervet eller
stillingen på forsvarlig måde, vil der blive lagt vægt på hen-
synet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor. Ved
afvejning af dette tillidshensyn skal ledelsesmedlemmets ad-
færd i forhold til efterlevelse af regler på hvidvaskområdet
indgå. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 4,
stk. 1, nr. 2, ovenfor.
Bestemmelsen foreslås bl.a. anvendt i den situation, hvor
bestyrelsesmedlemmets, direktørens eller indehaverens pri-
vate økonomi er i en sådan uorden, at selve det for-
hold må anses for særdeles belastende for varetagelsen
af den overordnede ledelse af en forbrugslånsvirksom-
hed. Som eksempler på økonomisk uorden kan nævnes, at
vedkommende har restancer, er indberettet som dårlig beta-
ler eller lignende.
Endvidere kan viden om, at den pågældende i gentagne
tilfælde har været en del af ledelsen i virksomheder, der
er gået konkurs, begrunde, at Finanstilsynet vurderer, at en
person ikke opfylder kravet.
Der skal dog foretages en individuel vurdering, hvor Finans-
tilsynet bl.a. kan lægge vægt på, hvilken rolle den pågælden-
de person har spillet i ledelsen af den eller de virksomheder,
der er gået konkurs. Der vil således være personer, f.eks. ad-
vokater og andre professionelle bestyrelsesmedlemmer, der
ikke har været med til at drive virksomhed, men som alene
er blevet indsat i en konkurstruet virksomheds ledelse med
det formål at lukke virksomheden på en så hensigtsmæssig
måde som muligt. I sådanne tilfælde vil det ikke komme en
person til skade, at vedkommende har deltaget i ledelsen af
en eller flere virksomheder, der er gået konkurs.
Andre eksempler på en tidligere udvist uforsvarlig adfærd
kan være situationer, hvor det er åbenbart, at ledelsesmæssi-
ge svigt, manglende overholdelse af påbud fra en offentlig
myndighed eller grovere misbrugssituationer har været årsag
til problemer i de virksomheder, som den pågældende tidli-
gere har deltaget i ledelsen af som bestyrelsesmedlem eller
direktør.
Finanstilsynet skal endvidere løbende vurdere, om ledelsen
af en forbrugslånsvirksomhed kan ske på en betryggende vis
og gribe ind, hvis bestyrelsen, direktionen eller indehaveren
har handlet til skade for virksomheden. Det kan eksempel-
vis være tilfældet, hvis forbrugslånsvirksomhedens ledelse
ikke har sikret en ordentlig styring, har undladt at efterle-
ve krav om god administrativ praksis og regnskabspraksis,
eller har undladt at iværksætte fyldestgørende kontrolpro-
cedurer. Hertil kommer andre tilfælde, hvor forsømmelser,
dumdristighed eller passivitet har skadet den pågældende
forbrugslånsvirksomhed, eller der er risiko for, at dette vil
ske.
Svigt fra ledelsens side og heraf følgende økonomiske van-
skeligheder i en virksomhed under tilsyn har en afsmittende
effekt på den finansielle sektors omdømme og derfor også
på samfundets tillid til sektoren. Det gør sig gældende uan-
set størrelsen og typen af virksomhed. Det er derfor vigtigt,
at Finanstilsynet har mulighed for at gribe ind på et tids-
punkt, hvor Finanstilsynet på grund af sin erfaring og kend-
skab til den konkrete virksomhed og markedsforholdene kan
se, at der er et behov herfor.
For en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirk-
somhed, medfører stk. 1, nr. 5, at Finanstilsynet i medfør
af lovforslagets § 19, stk. 1, kan inddrage tilladelsen, hvis
indehaverens adfærd giver grund til at antage, at den pågæl-
dende ikke kan varetage driften af sin forbrugslånsvirksom-
hed på forsvarlig måde, jf. lovforslagets § 19, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at et medlem af bestyrelsen eller et
medlem af direktionen i en forbrugslånsvirksomhed eller
indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en en-
keltmandsvirksomhed, skal meddele Finanstilsynet om for-
hold som nævnt i stk. 1 i forbindelse med sin indtræden i
forbrugslånsvirksomhedens ledelse eller, for en forbrugslån-
svirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, i forbindel-
se med ansøgning om tilladelse, jf. § 3, stk. 2, nr. 2, og
om forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2-5, hvis disse forhold
efterfølgende ændrer sig.
Oplysningsforpligtelsen omfatter forhold, der har betydning
for Finanstilsynets vurdering af, om den pågældende person
er egnet og hæderlig, jf. lovforslagets § 4, stk. 1. Et bestyrel-
sesmedlem eller direktionsmedlem skal bl.a. fremsende en
straffeattest samt oplysninger om dennes tidligere beskæfti-
gelse.
Forslaget indebærer endvidere, at hvis der efter tiltrædelsen,
henholdsvis ansøgning om tilladelse, indtræder forhold, som
er af betydning for vurderingen af, om kravene til egnethed
og hæderlighed i stk. 1, nr. 2-5, fortsat kan anses for at være
33
opfyldt, er den berørte person forpligtet til af egen drift at
informere Finanstilsynet herom. Det vil herefter være op til
Finanstilsynet at tage stilling til, om personen fortsat kan
anses for at være egnet og hæderlig. Et ledelsesmedlem,
henholdsvis en indehaver, har f.eks. pligt til at oplyse, at
der er indgivet konkursbegæring mod personen, at personen
har søgt om gældssanering, eller at der er rejst sigtelse mod
personen for overtrædelse af lovgivningen nævnt i stk. 1, nr.
3.
De oplysninger, som Finanstilsynet modtager, indgår heref-
ter i bedømmelsen af, om personen er egnet og hæderlig i
medfør af det foreslåede stk. 1. Finanstilsynet tillægges be-
føjelse til at pålægge en forbrugslånsvirksomhed at afsætte
et medlem af direktionen, hvis den pågældende ikke vareta-
ger stillingen på betryggende vis, jf. lovforslagets § 18, stk.
6. Tilsvarende kan Finanstilsynet påbyde et medlem af be-
styrelsen i en forbrugslånsvirksomhed at nedlægge sit hverv,
hvis den pågældende ikke varetager hvervet på betryggende
vis, jf. lovforslagets § 18, stk. 1.
Finanstilsynet har desuden den sanktionsmulighed at nægte
en forbrugslånsvirksomhed tilladelse efter lovforslagets § 3,
stk. 2, nr. 2, eller inddrage en eksisterende tilladelse til at
drive virksomhed i henhold til lovforslagets § 19, stk. 1,
nr. 5, i de tilfælde, hvor et eller flere medlemmer af en
bestyrelse eller direktion ikke opfylder kravene til egnethed
og hæderlighed. Dog skal lovforslagets § 18, stk. 5 og stk. 9,
tages i betragtning, hvorefter Finanstilsynets inddragelse af
en forbrugslånsvirksomheds tilladelse på baggrund af mang-
lende opfyldelse af kravene til egnethed og hæderlighed for-
udsætter manglende efterlevelse af påbud om henholdsvis et
bestyrelsesmedlems nedlæggelse af sit hverv eller afsættelse
af en direktør.
Hvis en indehaver af en forbrugslånsvirksomhed, der er
en enkeltmandsvirksomhed, ikke varetager sit hverv som
indehaver på betryggende vis, kan Finanstilsynet inddrage
indehaverens tilladelse, jf. lovforslagets § 19, stk. 1, nr. 5.
Det foreslås i stk. 3, at hvis en forbrugslånsvirksomhed dri-
ves som en juridisk person uden en bestyrelse eller direk-
tion, gælder stk. 1 og 2 for den eller de ledelsesansvarlige
for forbrugslånsvirksomheden.
Forslaget medfører, at i de tilfælde, hvor en forbrugslån-
svirksomhed drives som en juridisk person uden en bestyrel-
se eller direktion, skal den eller de ledelsesansvarlige for
forbrugslånsvirksomheden leve op til kravene om egnethed
og hæderlighed.
Med den eller de ledelsesansvarlige for forbrugslånsvirk-
somheden forstås den eller de personer, der er ansvarlige for
den overordnede henholdsvis daglige ledelse af forbrugslån-
svirksomheden. Den formelle stillingsbetegnelse er ikke af-
gørende for, om en person anses for at være den ledelsesan-
svarlige. Det afgørende for, hvilke personer der omfattes af
egnetheds- og hæderlighedskravene i medfør af den foreslå-
ede bestemmelse, er således, om de pågældende personer
faktisk er ansvarlige for den overordnede og/eller den dag-
lige ledelse af virksomheden.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de foreslåede
stk. 1 og 2.
Det foreslås med lovforslagets § 31, stk. 1, at strafbelægge
overtrædelse af stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 3, jf. stk.
2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4. Ansvarssubjektet for overtrædelse af
stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, er det pågældende ledelsesmed-
lem eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er
en enkeltmandsvirksomhed. For en forbrugslånsvirksomhed,
der er en juridisk person, som ikke har en bestyrelse eller en
direktion, er ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 3, jf.
stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, den eller de ledelsesansvarlige for
virksomheden.
Den strafbare handling består i ikke at meddele Finanstilsy-
net oplysninger om forhold vedrørende strafansvar og insol-
vensbehandling i forbindelse med indtræden i forbrugslån-
svirksomhedens ledelse eller efterfølgende, hvis forholdene
ændres. Et eksempel på overtrædelse af bestemmelsen er, at
et ledelsesmedlem ikke giver Finanstilsynet oplysninger om
strafansvar i forbindelse med det pågældende ledelsesmed-
lems indtræden i ledelsen.
Oplysninger om, hvorvidt en direktør, et bestyrelsesmedlem,
en indehaver eller de øverste ledelsesansvarlige for eksem-
pel er pålagt strafansvar eller er under konkursbehandling,
er væsentlige for Finanstilsynets vurdering af den pågælden-
des hæderlighed.
Det er afgørende for tilliden til den finansielle sektor, at
medlemmer af ledelsen i alle typer virksomheder inden
for den finansielle sektor fremstår hæderlige, hvilket er
baggrunden for, at overtrædelse af oplysningsforpligtelsen
foreslås strafbelagt.
Til § 5
Forbrugslånsvirksomheder er i dag registeret hos Finanstil-
synet i medfør af hvidvasklovens § 48. Denne registrerings-
forpligtelse efter hvidvasklovgivningen skal sikre, at Finans-
tilsynet kan føre tilsyn efter hvidvasklovgivningen. Det
fremgår dog af bemærkningerne til denne bestemmelse, at
virksomheder og personer, der allerede i henhold til anden
lovgivning er under Finanstilsynets tilsyn, ikke skal registre-
res i medfør af bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet opretter og fører et
34
offentligt register over virksomheder, der har fået tilladelse
som forbrugslånsvirksomhed.
Registret skal være offentligt tilgængeligt for at sikre, at
offentligheden har indsigt i, hvilke virksomheder der har
fået tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.
Det foreslås i stk. 2, at registeret skal indeholde følgende
oplysninger:
1) Navn, adresse og CVR-nummer på virksomheden.
2) Navne på personer i ledelsen for virksomheden.
Ved ledelse forstås medlemmer af bestyrelsen og direktio-
nen. For en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmands-
virksomhed er indehaveren identisk med ledelsen. Hvis
virksomheden drives som en juridisk person uden en besty-
relse eller direktion, omfatter ledelsen den eller de for virk-
somheden ledelsesansvarlige.
Der vil ske behandling af personoplysninger i forbindelse
med en efterfølgende registrering i Finanstilsynets regis-
ter. Denne behandling sker med hjemmel i lovforslaget og er
nødvendig for at opretholde en retlig forpligtelse. Behand-
lingen er derfor i overensstemmelse med databeskyttelses-
forordningens artikel 6.
Til § 6
Ifølge Forbrugerombudsmandens retningslinjer om kortfri-
stede forbrugslån indgået som fjernsalgsaftaler gælder der
en forpligtelse for forbrugslånsvirksomheder til årligt at ind-
berette visse oplysninger til Forbrugerombudsmanden. Den-
ne forpligtelse gælder for virksomheder, der markedsfører
lån indgået ved fjernsalg med en løbetid, som ikke oversti-
ger 3 måneder.
Det foreslås i stk. 1, at forbrugslånsvirksomheder skal ind-
berette oplysninger til Finanstilsynet om virksomhedens kre-
ditaftaler.
Indberetningerne omfatter kun oplysninger vedrørende virk-
somhedens kreditaftaler. Bestemmelsen omfatter derfor ikke
oplysninger, der ikke har relation til virksomhedens kreditaf-
taler, f.eks. oplysninger om antallet af ansatte.
Indberetningsforpligtelsen skal gøre det muligt for Finanstil-
synet at prioritere sit tilsyn i forhold til de virksomheder,
hvor indberetningerne giver en indikation af, at der kan
være en forøget risiko for, at lovgivningen ikke efterleves,
herunder særligt reglerne om kreditværdighedsvurdering.
Indførelsen af oplysningsforpligtelsen ændrer ikke på § 10
i lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltnin-
gens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Be-
stemmelsen medfører, at hvis der er konkret mistanke om,
at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovov-
ertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i
lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til
myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre
det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt,
kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse.
Det nærmere omfang af denne indberetningsforpligtelse skal
fastlægges ved en bekendtgørelse, jf. forslaget til stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet fastsætter nærmere
regler om bl.a. form, hyppighed og indholdet af forbrugslån-
svirksomheders indberetninger jf. stk. 1.
Bestemmelsen vil blive udnyttet til, at Finanstilsynet udste-
der en bekendtgørelse, som præciserer indberetningsforplig-
telsen efter stk. 1, samt hvor ofte virksomhederne skal ind-
berette oplysninger til Finanstilsynet.
Det forventes, at bekendtgørelsen blandt andet vil stille krav
om, at forbrugslånsvirksomheder skal indberette oplysninger
om antal indgåede kreditaftaler og disses volumen fordelt på
en række intervaller, antal og volumen på misligholdte lån,
antal og volumen for tab på lån samt antal låneansøgninger,
der afvises på grund af kreditværdighedsvurderingen.
I den forbindelse vil Finanstilsynet kunne fastsætte bestem-
melser om bødestraf ved manglende indberetning i overens-
stemmelse med de fastsatte regler.
Oplysningerne indberettes digitalt til Finanstilsynet. Lovfor-
slagets § 29, stk. 3, indeholder hjemmel til at fastsætte nær-
mere regler om digital kommunikation, herunder om anven-
delse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og
digital signatur el.lign.
Med lovforslagets gennemførelse ophører indberetningsplig-
ten til Forbrugerombudsmanden, jf. Forbrugerombudsman-
dens retningslinjer om kortfristede forbrugslån indgået som
fjernsalgsaftaler.
Til § 7
Der gælder efter markedsføringslovens § 3 et krav om, at
erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under
hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene
samfundsinteresser. Efter markedsføringslovens § 4 følger
35
det, at en erhvervsdrivende i sin handelspraksis over for
forbrugerne skal udvise god erhvervsskik.
Med lovforslagets § 35 foreslås det at ændre markedsfø-
ringsloven således, at forbrugslånsvirksomheder ikke længe-
re skal være omfattet af markedsføringslovens §§ 3, 4, 9 og
14, i det omfang erhvervsministeren har udstedt regler på
det pågældende område. Tilsvarende vil §§ 15 og 16 ikke
finde anvendelse på forbrugslånsvirksomheder.
Det foreslås i stk. 1, at forbrugslånsvirksomheder skal drive
virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik
og god praksis inden for virksomhedsområdet. Bestemmel-
sen svarer til de bestemmelser om god skik, som findes i alle
tilsynslove på det finansielle område. God skik regler har
til formål at sikre, at kunderne kan have tillid til markedet
og de virksomheder, der agerer på markedet, og reglerne vil
endvidere bidrage til at sikre et velfungerende marked.
Der er tale om en dynamisk norm, der fastlægger rammerne
for virksomhedernes adfærd på markedet. Efter bestemmel-
sen skal der foretages en løbende normdannelse og videre-
udvikling af retstilstanden, så den svarer til den gældende
samfundsopfattelse af sund og rimelig erhvervsudøvelse.
Hvorvidt et forhold er i overensstemmelse med redelig for-
retningsskik og god praksis skal fortolkes i lyset af hensynet
til at sikre velfungerende markeder, herunder hensynet til
forbrugerne, de erhvervsdrivende og almene samfundsinte-
resser, som de udvikles over tid. Hensynene er principielt si-
deordnede, og Finanstilsynet skal derfor foretage en konkret
afvejning af hensynene på baggrund af de konkrete omstæn-
digheder i de enkelte sager, som forelægges til afgørelse.
Normen regulerer forbrugslånsvirksomheders adfærd over
for forbrugere. Dette betyder, at kravet til redelig forret-
ningsskik og god praksis både omfatter forbrugslånsvirk-
somhedernes adfærd i forbindelse med markedsføring, afta-
leindgåelse og det løbende aftaleforhold.
Bestemmelsen gør det samtidig muligt at foretage en offent-
ligretlig vurdering af, om de indgåede aftaler og vilkår er i
overensstemmelse med kravet om redelig forretningsskik og
god praksis. Tilsynet med god skik vil derfor også omfatte
civilretlige regler, som f.eks. kreditaftaleloven, renteloven
og forbrugeraftaleloven.
Den foreslåede bestemmelse og den bekendtgørelse, som
skal udstedes i medfør af forslagets stk. 2, skal sikre, at
forbrugslånsvirksomheder forsat er underlagt en regulering
svarende til de regler i markedsføringsloven, der ikke læn-
gere finder anvendelse.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om redelig forretningsskik og god
praksis for forbrugslånsvirksomheder og prisoplysninger for
kreditaftaler. Bestemmelsen vil blive udnyttet til at udstede
en bekendtgørelse om god skik for forbrugslånsvirksomhe-
der. Bekendtgørelsen skal indeholde et samlet regelsæt for
de adfærdsforpligtelser, som alle forbrugslånsvirksomheder
er underlagt.
Bekendtgørelsen forventes at indeholde regler svarende til
markedsføringslovens regler om god skik i §§ 3-9 og §
20. Disse regler gennemfører Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomhe-
ders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det
indre marked (direktivet om urimelig handelspraksis) og
indeholder herudover en regulering af smag og anstændig-
hed, f.eks. diskrimination. Der vil endvidere blive indsat en
bestemmelse svarende til markedsføringslovens § 18. Denne
bestemmelse indeholder et krav om oplysninger, der skal
gives i forbindelse med markedsføring af kreditaftaler, når
markedsføringen indeholder oplysninger om en rentesats el-
ler talstørrelser. Ved at indsætte disse regler om god skik
sikres det, at Finanstilsynet får mulighed for at føre tilsyn
med de generelle god skik-bestemmelser, herunder reglerne
om prisoplysninger ved markedsføring af kreditaftaler.
Bekendtgørelsen forventes herudover indeholde regler om
varsling af ændringer i renter og gebyrer og regler, regler
om formkrav til væsentlige aftaler, krav til aftalernes ind-
hold svarende til bekendtgørelse om god skik for finansielle
virksomheder. Bekendtgørelsen vil være tilpasset de forhold,
der gælder for forbrugslån i dag, hvor der typisk ikke ydes
rådgivning.
I den forbindelse vil ministeren kunne fastsætte bestemmel-
ser om bødestraf ved manglende efterlevelse af de fastsatte
regler, f.eks. ved manglende efterlevelse af forbuddet mod
vildledning.
Hjemlen vil endvidere blive anvendt til at lade forbrugslån-
svirksomheder blive omfattet af bekendtgørelse nr. 556 af 1.
juni 2016 om den klageansvarliges og finansielle virksom-
heders håndtering af klager. Bekendtgørelsen stiller krav
om, at virksomhederne skal have en klageansvarlig til at
behandle klager over virksomheden og, at virksomheden har
et overblik over de klager, som virksomheden modtager.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet efter forhandling med
repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsor-
ganisationer kan udarbejde og offentliggøre retningslinjer
for redelig forretningsskik og god praksis på nærmere angiv-
ne områder, der må anses for væsentlige, navnlig ud fra
hensynet til forbrugerne.
God skik er en dynamisk norm for den adfærd, som for-
brugslånsvirksomheder bør udvise, og som ændrer sig over
36
tid i takt med samfundsudviklingen. Derfor er reglerne om
god skik ofte mere generelt formuleret.
En tilsvarende hjemmel findes allerede i lov om finansiel
virksomhed, lov om forsikringsformidling og i markedsfø-
ringsloven, hvorefter Forbrugerombudsmanden offentliggør
forhandlede retningslinjer.
Forslaget indebærer et redskab for Finanstilsynet, som skal
præcisere retstilstanden på områder, hvor det retlige grund-
lag er meget generelt formuleret. Adgangen til at udarbejde
retningslinjer er derfor primært tiltænkt god skik-området,
dvs. reglerne om redelig forretningsskik og god praksis i
det foreslåede stk. 1 og de generelle regler om god skik
i den kommende bekendtgørelse om god skik for forbrugs-
lånsvirksomheder, som vil blive udstedt i medfør af det fore-
slåede stk. 2. Endvidere vil Finanstilsynet kunne udarbejde
forhandlede retningslinjer for vurdering af kreditværdighed,
jf. § 9.
Finanstilsynets muligheder for at udarbejde og offentliggøre
forhandlede retningslinjer er således ikke begrænset til god
skik-reglen i det foreslåede stk. 1 og i regler herom udstedt
i medfør af det foreslåede stk. 2. Det vil derfor også være
muligt at udarbejde retningslinjer om f.eks. forbuddet mod
vildledning, som vil fremgå af den kommende bekendtgørel-
se om god skik for forbrugslånsvirksomheder.
Retningslinjer udstedt af Finanstilsynet i medfør af den fore-
slåede bestemmelse er ikke bindende, men har karakter af en
vejledning, der oplyser om bl.a. fortolkning af regler. Hand-
linger i strid med retningslinjerne må derfor i almindelighed
forventes at blive betragtet som stridende mod god skik og
dermed forslaget til stk. 1 eller regler udstedt i medfør af
forslaget til stk. 2.
Forhandlede retningslinjer vil bidrage til at skabe klarhed
om, hvad der helt konkret udgør god skik på et givent områ-
de. Dette vil bidrage til at styrke retssikkerheden til gavn for
både forbrugslånsvirksomheder og forbrugerne.
Der fastsættes med lovforslaget ikke regler for, hvorledes
forhandlingerne skal gennemføres, ligesom det ikke formelt
er et krav, at de involverede organisationer skal tiltræde ret-
ningslinjerne eller godkende, at de udstedes. Finanstilsynet
vil dog kun udstede retningslinjer, når der er enighed blandt
de forhandlende parter om indholdet. Herved sikres den
samme praksis, som er gældende på Forbrugerombudsman-
dens område. Det bør fremgå af de forhandlede retnings-
linjer, hvem der har deltaget i forhandlingerne og tiltrådt
retningslinjerne.
Det er i særlig grad vigtigt at sikre enighed blandt de for-
handlende parter, når der udstedes retningslinjer for indhol-
det af generelle regler om god skik som en dynamisk norm
for den adfærd, som en forbrugslånsvirksomhed bør udvise,
og som ændrer sig over tid i takt med samfundsudviklingen.
Finanstilsynet kan fortsat udstede vejledninger på god skik-
området.
Forbrugerombudsmanden deltager i forhandlingerne om ret-
ningslinjer, og der bør i videst mulig omfang tilstræbes
enighed mellem Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet
om retningslinjernes indhold, ligesom der bør tilstræbes ens-
artethed i retningslinjer på Finanstilsynets område og på
markedsføringsområdet, i de tilfælde hvor retningslinjerne
vedrører ensartede regler om god skik på de to områder. Så-
fremt et område allerede er omfattet af en af Forbrugerom-
budsmanden forhandlet retningslinje, der gælder for både
virksomheder inden for og uden for Finanstilsynets område,
vil Finanstilsynet ikke udarbejde en retningslinje på det om-
råde.
Forbrugerombudsmandens forhandlede retningslinjer om
kortfristede forbrugslån indgået som fjernsalgsaftaler bort-
falder ved ikrafttrædelsen af dette lovforslag.
Til § 8
Det foreslås i § 8, at handlinger i strid med regler udstedt
i medfør af § 7, stk. 2, pådrager erstatningsansvar i overens-
stemmelse med dansk rets almindelige regler.
Bestemmelsen svarer til den tilsvarende bestemmelse i § 43
a i lov om finansiel virksomhed, som blev indsat i loven
i 2014 på baggrund af anbefalinger fra Udvalget om erstat-
ningsansvar ved rådgivning om finansielle produkter. Se be-
mærkningerne til § 43 a i lov om finansiel virksomhed, jf.
Folketingstidende 2014-15, A, L 73, som fremsat s. 33.
Den foreslåede bestemmelse berører ikke mulighederne for
at anvende aftaleretlige sanktioner ved overtrædelse af reg-
ler udstedt i medfør af § 7, stk. 2, såfremt betingelserne her-
for er opfyldt. Hvorvidt en handling i strid med de nævnte
bekendtgørelser medfører aftaleretlige konsekvenser, bør så-
ledes afhænge af dansk rets almindelige aftaleretlige regler,
herunder aftalelovens § 36 og § 38 c.
Med hjemmel i § 7, stk. 2, vil der bliver udstedt en bekendt-
gørelse om god skik for forbrugslånsvirksomheder. Derfor
vil det kun være overtrædelser af denne bekendtgørelse, som
er omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke de nærmere
betingelser for, at handlinger i strid med regler udstedt i
medfør af § 7, stk. 2, kan medføre erstatningsansvar, men
37
henviser til dansk rets almindelige regler herom. Det vil
sige, at de almindelige erstatningsretlige betingelser skal
være opfyldt. Den finansielle virksomhed skal have optrådt
uagtsomt (culpøst), kunden skal have lidt et tab, der skal
være årsagssammenhæng mellem den culpøse adfærd og det
lidte tab, ligesom tabet skal være adækvat, og den skadelidte
skal ikke have udvist egen skyld.
Den foreslåede bestemmelse vil have betydning for vurde-
ringen af, om det fornødne ansvarsgrundlag er til stede, det
vil sige, om virksomheden har handlet culpøst. Dette vil
kunne være tilfældet i de situationer, hvor bekendtgørelsen,
som er opregnet nedenfor, er overtrådt. Det vil altid bero på
en konkret vurdering, om en given overtrædelse af god skik
reglerne medfører erstatningsansvar. Bestemmelsen berører
derimod ikke de øvrige erstatningsretlige betingelser.
Det er alene god skik regler, der har private interesser som
beskyttelsesformål, der kan antages at få betydning for vur-
deringen af ansvarsgrundlaget. Som et eksempel kan nævnes
§ 6, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 330 af 7. april
2016 om god skik for finansielle virksomheder (god skik
bekendtgørelse for finansielle virksomheder), hvorefter en
finansiel virksomhed skal indgå eller bekræfte alle væsentli-
ge aftaler med sine kunder i papirformat eller på andet varigt
medium. En aftale skal indeholde en beskrivelse af parternes
væsentlige rettigheder og pligter samt en beskrivelse af de
finansielle ydelser, der er omfattet af aftalen. Er der i for-
bindelse med aftalens indgåelse ydet individuel rådgivning,
skal væsentlige forudsætninger for rådgivningen nedfældes
i aftalen eller fremgå af bilag til aftalen i enten papirformat
eller på andet varigt medium. Som et andet eksempel kan
nævnes reglen i § 7, stk. 2 og 3, i god skik bekendtgørelsen
om finansielle virksomheders rådgivningsforpligtelse samt
bestemmelsen om kend-din-kunde i § 8. Ovenstående er
eksempler på regler med private interesser som beskyttelses-
formål, og skal således ikke ses som en udtømmende liste.
Det vil bero på en konkret vurdering hos domstolene eller
ved de finansielle ankenævn, om en overtrædelse af reglerne
om god skik medfører erstatningsansvar. Det vil for eksem-
pel næppe i sig selv kunne medføre erstatningsansvar, hvis
der er sket overtrædelse af en ren ordensforskrift, ligesom
kravet om årsagssammenhæng ikke vil være opfyldt i dette
tilfælde.
Til § 9
Kreditaftalelovens § 7 c indeholder en forpligtelse til at vur-
dere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgø-
rende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos
forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i rele-
vante databaser.
Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens ind-
gåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb,
skal kreditgiveren ajourføre de finansielle oplysninger, som
kreditgiveren har om forbrugeren. Før enhver væsentlig for-
højelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter
vurdere forbrugerens kreditværdighed.
Hvis en anmodning om kredit afslås på grundlag af søgning
i en database, underretter kreditgiveren omgående forbruge-
ren om resultatet af en sådan søgning og giver forbrugeren
nærmere oplysninger om den pågældende database. Denne
underretning skal ske uden omkostninger for forbrugeren.
Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse på alle kre-
ditaftaler. Blandt andet undtager kreditaftaleloven, jf. § 3, nr.
2, kreditaftaler, som skal betales tilbage inden 3 måneder, og
som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger.
Det foreslås i stk. 1, at er en kreditaftale ikke omfattet af §
7 c i lov om kreditaftaler, skal en forbrugslånsvirksomhed
inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kredit-
værdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der,
hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det
er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.
Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvis kreditaftalen ik-
ke er omfattet af § 7 c i lov om kreditaftaler.
Kreditaftaleloven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor en
kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en kredit til
en forbruger, jf. § 1, stk. 1. Kreditaftaleloven finder derfor
anvendelse på alle kreditaftaler, der ydes erhvervsmæssigt til
forbrugere.
Kreditaftalelovens § 3 undtager en række kreditaftaler fra
lovens anvendelsesområde. De fleste af disse undtagelser er
også medtaget i dette lovforslag. Dette gælder dog ikke for
kreditaftalelovens § 3, nr. 2 og 6.
Kreditaftalelovens § 3, nr. 2, undtager kreditaftaler, ifølge
hvilke kreditten skal betales tilbage inden 3 måneder, og
som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger.
Kreditaftalelovens § 3, nr. 6, undtager kreditaftaler i form af
et overtræk.
Forslaget til § 9 vil derfor i praksis kun finde anvendelse på
kreditaftaler, der er omfattet af disse undtagelser i kreditafta-
leloven, når sådanne kreditaftaler ydes af virksomheder, som
er omfattet af dette lovforslag.
Forslaget til § 9 og § 7 c i lov om kreditaftaler er imidler-
tid indholdsmæssigt identiske. Finanstilsynet vil føre tilsyn
med, om virksomheder omfattet af dette lovforslag efterle-
38
ver krav om at gennemføre en kreditværdighedsvurdering
uanset om forpligtelsen til at gennemføre en kreditværdig-
hedsvurdering følger af dette lovforslag eller af lov om
kreditaftaler. En virksomhed, der ikke efterlever § 7 c i
kreditaftaleloven, vil handle i strid med dette lovforslags §
7, stk. 1, hvorefter en forbrugslånsvirksomhed skal drive
virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik
og god praksis inden for virksomhedsområdet. Regler og
retningslinjer udstedt i medfør af lovforslagets § 7, stk. 2 og
3, vil finde tilsvarende anvendelse for så vidt angår fortolk-
ningen af reglerne i kreditaftalelovens § 7 c.
Bestemmelsen indebærer, at forbrugslånsvirksomheden altid
vil skulle indhente fyldestgørende oplysninger og på bag-
grund af disse oplysninger foretage en vurdering af forbru-
gerens kreditværdighed. Oplysningerne kan efter forbrugs-
lånsvirksomhedens skøn indhentes hos forbrugeren og ved
søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbu-
reauer.
Forbrugslånsvirksomheden har et skøn med hensyn til, hvad
der udgør fyldestgørende oplysninger. Simple udokumente-
rede erklæringer fra forbrugeren vil ikke i sig selv udgøre
fyldestgørende oplysninger, men forbrugslånsvirksomheden
har ikke pligt til at foretage en systematisk efterprøvelse af
rigtigheden af de oplysninger, forbrugeren kommer med.
Ved forbrugslånsvirksomhedens udøvelse af sit skøn har
lånebeløbets størrelse, lånets løbetid og lånets omkostnin-
ger betydning for, hvad der udgør fyldestgørende oplysnin-
ger. Da långiver har pligt til at vurdere, om forbrugeren
må forventes at have frie midler til at kunne tilbagebetale
lånet i overensstemmelse med låneaftalen, har långiver ved
udøvelsen af skønnet pligt til at lægge vægt på størrelsen af
ydelserne på lånet. Kravet til, hvad der udgør fyldestgørende
oplysninger, vil derfor kunne være det samme for lån med
forskellige lånebeløb, hvis ydelserne på lånene har samme
størrelse.
Kravet om, at forbrugslånsvirksomheden skal være i besid-
delse af tilstrækkelige dokumenterede oplysninger, vil i
hvert fald være opfyldt, hvis forbrugslånsvirksomheden er
i besiddelse af
– forbrugerens seneste lønseddel/meddelelse om offentlige
udbetalinger eller evt. oplysninger herfra indhentet via
eSKAT
– tilstrækkelig dokumentation for forbrugerens faste lø-
bende udgifter
– forbrugerens seneste årsopgørelse og
– kreditinformationer fra relevante debitorregistre.
Vurderingen af forbrugerens kreditværdighed skal ske med
henblik på at vurdere, om forbrugeren på baggrund af den-
nes økonomiske situation ved hjælp af f.eks. løbende ind-
tægter, låneomlægning eller realisation af aktiver vil være i
stand til at betale de forudsatte afdrag på kreditbeløbet, og
ikke med henblik på at vurdere forbrugslånsvirksomhedens
tabsrisiko.
Ved vurderingen af forbrugerens kreditværdighed indgår og-
så et passende rådighedsbeløb.
Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at forbrugslån-
svirksomheden tillige foretager en vurdering af det statisti-
ske segment, som forbrugeren tilhører. Statistiske oplysnin-
ger kan dog ikke udgøre grundlaget for den vurdering af
forbrugerens økonomiske situation, som långivere efter den
foreslåede bestemmelse har pligt til at foretage.
Forbrugslånsvirksomhedens vurdering af forbrugerens kre-
ditværdighed skal angå, om den pågældende forbruger må
antages at kunne opfylde låneaftalen på grundlag forbruge-
rens individuelle forhold. En vurdering, der udelukkende
afdækker forbrugslånsvirksomhedens tabsrisiko, vil derfor
ikke opfylde kravene efter bestemmelsen.
Selvom det ikke fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen, at
en forbrugslånsvirksomhed ikke må indgå en kreditaftale,
hvis kreditværdighedsvurderingen viser, at forbrugeren ikke
vil være i stand til at tilbagebetale de forudsatte afdrag,
vil det dog være i strid med lovforslagets § 7 at indgå en
låneaftale i denne situation. § 7 fastsætter en forpligtelse for
forbrugslånsvirksomheder til at drive virksomhed i overens-
stemmelse med redelig forretningsskik og god praksis for
virksomhedsområdet.
En kreditværdighedsvurdering adskiller sig fra en kreditvur-
dering. En kreditværdighedsvurdering har til formål at sikre,
at den enkelte forbruger ikke pådrager sig en gældforplig-
telse, som denne ikke kan servicere. En kreditvurdering er
derimod en vurdering af långivers tabsrisiko. En kreditvur-
dering vil ikke overholde kravet til en kreditværdighedsvur-
dering.
I forbindelse med en kreditværdighedsvurdering vil der ske
behandling af personoplysninger. Denne behandling sker
med hjemmel i lovforslaget og er nødvendig for at opret-
holde en retlig forpligtelse jf. databeskyttelsesforordningens
artikel 6.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at bliver
forbrugslånsvirksomheden og forbrugeren efter kreditafta-
lens indgåelse enige om at ændre det samlede kreditbeløb,
skal forbrugslånsvirksomheden ajourføre de finansielle op-
lysninger, som forbrugslånsvirksomheden har om forbruge-
ren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kredit-
beløb skal forbrugslånsvirksomheden atter vurdere forbru-
gerens kreditværdighed.
39
Forpligtelsen til at ajourføre de finansielle oplysninger ind-
træder, hvis forbrugslånsvirksomheden og forbrugeren bli-
ver enige om at ændre det samlede kreditbeløb. Forpligtel-
sen til at foretage en ny kreditværdighedsvurdering indtræ-
der derimod først, hvis forhøjelsen medfører en væsentlig
forhøjelse af det samlede kreditbeløb.
Det foreslås i stk. 3, at afslås en anmodning om kredit på
grundlag af søgning i en database, underretter forbrugslån-
svirksomheden omgående forbrugeren om resultatet af en
sådan søgning og giver forbrugeren nærmere oplysninger
om den pågældende database.
Underretningen skal ske omgående og uden omkostninger
for forbrugeren. Pligten til at give oplysning om afslag ef-
ter forslagets § 9 suppleres af databeskyttelsesforordningens
generelle regler om bl.a. oplysningspligt, jf. forordningens
artikel 13 og 14. De foreslåede bestemmelser begrænser
således ikke den registreredes rettigheder i henhold til data-
beskyttelsesforordningens generelle regler.
Hvis en forbrugslånsvirksomhed ikke foretager en kredit-
værdighedsvurdering i henhold til § 9, vil Finanstilsynet
kunne meddele påbud efter dette lovforslags § 15, stk.
3. Virksomheder, der ikke efterkommer et påbud, kan straf-
fes med bøde.
Forslaget til § 9 har samme ordlyd som kreditaftalelovens §
7 c, der er en direktivnær gennemførelse af forbrugerkredit-
direktivets artikel 8. Den foreslåede § 9 har dog et bredere
anvendelsesområde end kreditaftalelovens § 7 c, fordi denne
blandt andet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, der skal
tilbagebetales inden 3 måneder, og som kun er forbundet
med ubetydelige omkostninger.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på kreditaftalelo-
vens anvendelsesområde. Virksomheder omfattet af denne
lov vil derfor fortsat skulle efterleve kreditaftalelovens reg-
ler, herunder f.eks. reglerne om kreditgiverens oplysnings-
pligt.
Til § 10
Der gælder i dag en forpligtelse for penge- og realkredit-
institutter til at afgrænse den relevante målgruppe for de-
tailbankprodukter, jf. § 6 i bekendtgørelse nr. 1235 af 24.
november 2017 om godkendelsesprocedurer for detailbank-
produkter.
Der findes ikke tilsvarende regler for forbrugslånsvirksom-
heder.
Det foreslås i stk. 1, at en forbrugslånsvirksomhed skal iden-
tificere den relevante målgruppe for den pågældende type
kreditaftale, inden virksomheden udbyder kreditaftaler til
forbrugere.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at virksomheden alle-
rede i forbindelse med udviklingen af en type kreditaftale
afgrænser den målgruppe, som den pågældende type kredit-
aftale skal udbydes til. Afgrænsningen af målgruppen har
betydning for, hvordan typen af kreditaftale udformes, fordi
en forbrugslånsvirksomhed kun må udvikle og udbyde ty-
per af kreditaftaler med egenskaber, omkostninger og risici,
der stemmer overens med de interesser, formål og karakte-
ristika, der kendetegner den identificerede målgruppe, jf.
forslagets § 11.
Afgrænsningen af målgruppen har endvidere betydning, når
den pågældende type kreditaftale skal markedsføres, herun-
der for virksomhedens valg af distributionskanaler. Bestem-
melsen skal således ses i sammenhæng med forslagets stk.
3, hvorefter forbrugslånsvirksomheden skal identificere de
grupper af forbrugere, hvis interesser, formål og karakteri-
stika, typen af kreditaftale ikke vurderes at være hensigts-
mæssigt for.
Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med kra-
vet om, at virksomheden skal have forretningsgange for,
hvordan den vil overholde kravene til god skik og kravet om
kreditværdighedsvurdering. De overvejelser, som virksom-
heden gør sig i forbindelse med afgrænsning af målgrup-
pen, bør også genfindes i forretningsgangene for f.eks. virk-
somhedens kreditværdighedsvurdering. Dette gør sig særligt
gældende, hvor målgruppen for produktet er meget snæver. I
dette tilfælde skal forbrugslånsvirksomheden sikre, at pro-
duktet kun markedsføres til den identificerede målgruppe.
Det foreslås i stk. 2, at forbrugslånsvirksomheden skal sikre,
at typen af kreditaftale er hensigtsmæssig for den identifi-
cerede målgruppes interesser, formål og karakteristika. Virk-
somheden skal i den forbindelse foretage en vurdering af
målgruppens finansielle kapacitet.
En forbrugslånsvirksomhed skal derfor tage udgangspunkt
i den identificerede målgruppe, når den udformer typer
af kreditaftaler for at sikre, at det er hensigtsmæssigt for
målgruppen. Vurderingen af, om en type kreditaftale er
hensigtsmæssig, skal tage udgangspunkt i samtlige vilkår
for produktet. Et låneprodukt er derfor ikke automatisk hen-
sigtsmæssigt for målgruppen, fordi det giver denne mulig-
hed for at opnå et lån. Enkelte elementer i et låneprodukt
vil kunne medføre, at produktet ikke er hensigtsmæssigt for
målgruppen.
En type af kreditaftale vil f.eks. ikke være hensigtsmæssig
uanset målgruppe, hvis betingelserne for betaling af afdrag
er udformet således, at store dele af målgruppen vil mis-
40
ligholde betalingsbetingelserne, fordi betingelserne er usæd-
vanlige i forhold sædvanlig standard. Dette kan f.eks. være
tilfældet, fordi betalingerne sker på en atypisk dato, uden at
det er muligt at tilmelde betalingerne til f.eks. betalingsser-
vice eller automatisk kortbetaling. Såfremt et lån indeholder
en mulighed for udskydelse af afdragene en vist antal gange,
kan dette sammen med lånets øvrige karakteristika medføre,
at produktet ikke er hensigtsmæssigt for målgruppen. Dette
gælder, hvis udskydelsesadgangen må antages at være ind-
sat, fordi målgruppen forventes at misligholde lånet.
Den foreslåede bestemmelse er ikke i sig selv til hinder
for, at en forbrugslånsvirksomhed f.eks. udbyder kreditafta-
ler med et meget højt ÅOP. Sådanne typer af kreditaftaler
forudsætter imidlertid, at målgruppen har en sund økonomi,
så de har mulighed for at tilbagebetale det lånte beløb.
Hvis en forbrugslånsvirksomhed udvikler kreditaftaler med
et meget højt ÅOP til kunder med en svag økonomi og ringe
betalingsevne, vil der foreligge en overtrædelse af forslagets
stk. 2, fordi en sådan kreditaftale ikke vil være i målgrup-
pens interesse, fordi denne målgruppe ikke vil være i stand
til at tilbagebetale kreditaftalen. Det skal derfor fremgå af
afgrænsningen af den relevante målgruppe for sådanne låne-
produkter, at det kun retter sig mod en snæver målgruppe
med en sund økonomi. Der henvises endvidere til forsla-
gets § 9 om en kreditværdighedsvurdering, hvorefter en for-
brugslånsvirksomhed inden kreditaftalens indgåelse konkret
skal vurdere den enkelte forbrugers kreditværdighed.
Det vil som udgangspunkt være i strid med stk. 2 at målrette
kreditaftaler til forbrugere, der er registreret i RKI, fordi
denne gruppe som udgangspunkt har en dårlig betalingsevne
og derfor ikke bør ydes et lån.
Det forhold, at en forbruger risikerer at pådrage sig omkost-
ninger i forbindelse med misligholdelse af et lån, vil ikke
i sig selv kunne medføre, at typer af kreditaftaler ikke er
hensigtsmæssige for målgruppen, hvis dette sker i overens-
stemmelse med reglerne i renteloven.
Typer af kreditaftaler, der er udformet således, at indtjenin-
gen udelukkende er baseret på, at målgruppen misligholder
aftalen, vil som udgangspunkt ikke være hensigtsmæssige
for en målgruppe.
I forbindelse med bevillingen af kreditten skal der ifølge
forslaget til § 9 foretages en kreditværdighedsvurdering,
som har til formål at fastlægge, om den enkelte forbruger
har tilstrækkelige midler til at kunne betale ydelserne efter
kreditten. Dette spørgsmål bør imidlertid allerede i forbin-
delse med udviklingen af typen af kreditaftale adresseres, så
der er overensstemmelse mellem produkt og målgruppe.
Det følger af kreditaftalelovens § 22, 1. pkt. at hvis det
beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale som veder-
lag eller omkostninger, er urimeligt, skal det nedsættes til,
hvad der skønnes rimeligt. Kreditaftalelovens generalklausul
i § 22 vil kunne indgå i vurderingen af, om en kreditafta-
le er hensigtsmæssig for forbrugerne efter stk. 2. Såfremt
en kreditaftales vederlag vil kunne nedsættes efter denne
bestemmelse, vil kreditaftalen ikke være hensigtsmæssig for
forbrugeren.
Det fremgår endvidere af forslaget til stk. 2, at der skal
indgå en vurdering af målgruppens finansielle kapacitet i
vurderingen af, om typen af kreditaftale er hensigtsmæssig
for målgruppen. Ved finansiel kapacitet forstås målgruppens
evne til at kunne forstå konsekvenserne af at indgå en
låneaftale om det konkrete produkt. Jo mere kompleks et
kreditprodukt er, jo større krav skal der stilles til den finan-
sielle forståelse hos målgruppen, for at kreditproduktet er
hensigtsmæssigt for målgruppen.
Selvom der ikke er krav om, at en forbrugslånsvirksomhed
skal foretage en test af typen af kreditaftale, før den udby-
des, vil det dog kunne være nødvendigt, at virksomheden
foretager passende undersøgelser i form af f.eks. fokusgrup-
peinterviews for at sikre et tilstrækkeligt kendskab til mål-
gruppen. Hvis en virksomhed ikke har tilstrækkeligt kend-
skab til målgruppen, vil den ikke være i stand til at foretage
en vurdering af, om typen af kreditaftale er hensigtsmæssig
for målgruppen.
Det foreslås i stk. 3, at forbrugslånsvirksomheden skal iden-
tificere de grupper af forbrugere, hvis interesser, formål og
karakteristika, som typen af kreditaftale ikke vurderes at
være hensigtsmæssig for.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med stk. 1, hvorefter
en forbrugslånsvirksomhed skal afgrænse den relevante mål-
gruppe for den pågældende type kreditaftale.
Ved identifikation af den målgruppe, som den pågældende
type kreditaftale ikke vurderes at være hensigtsmæssig for,
bør der indgå overvejelser over, hvilke økonomiske forhold
hos målgruppen der bør medføre, at lånet ikke bør markeds-
føres til målgruppen. Tilsvarende gør sig gældende i forhold
til den finansielle forståelse hos gruppen.
Som eksempel kan nævnes, at en forbrugslånsvirksomhed,
der udbyder lån med højt ÅOP i sin afgrænsning af den
målgruppe, som typen af kreditaftale ikke er hensigtsmæssig
for, skal medtage forbrugere med svag økonomi og ringe
betalingsevne.
Bestemmelsen finder både anvendelse for nye typer kredit-
aftaler, der udbydes til forbrugere efter lovens ikrafttræden,
41
og typer af kreditaftaler, der allerede er på markedet ved
lovens ikrafttræden.
Til § 11
Der gælder i dag en forpligtelse for penge- og realkreditin-
stitutter til kun at udvikle og markedsføre produkter med
egenskaber, omkostninger og risici, der stemmer overens
med de interesser, formål og karakteristika, der kendeteg-
ner den identificerede målgruppe, jf. 7 i bekendtgørelse nr.
1235 af 24. november 2017 om godkendelsesprocedurer
for detailbankprodukter. Bekendtgørelsen gælder ikke for
forbrugslånsvirksomheder.
Det foreslås i stk. 1, at forbrugslånsvirksomheden kun må
udvikle og udbyde produkter med egenskaber, omkostninger
og risici, der stemmer overens med de interesser, formål og
karakteristika, der kendetegner den identificerede målgrup-
pe, jf. § 10, stk. 1 og 2.
For en nærmere afgrænsning af et produkts målgruppe hen-
vises der til bemærkningerne til § 10, stk. 1 og 2.
Det følger af bestemmelsen, at det vil være i strid med
den foreslåede bestemmelse at indgå aftale om en kredit
med en forbruger, der tilhører en målgruppe, som produktet
ikke vurderes at være egnet til. Bestemmelsen er dog ikke
til hinder for, at virksomheden på baggrund af en konkret
vurdering, jf. forslaget til § 11, stk. 2, kan indgå aftale om en
kreditaftale med en forbruger, der ikke tilhører målgruppen,
hvis dette er særligt begrundet.
Bestemmelsen medfører, at forbrugslånsvirksomheden skal
sikre, at eventuelle distributører af virksomhedens kreditter,
kun indgår aftaler med forbrugere, der tilhører målgruppen.
Hvis en forbrugslånsvirksomhed ikke er i stand til at iden-
tificere en målgruppe for sit kreditprodukt, vil det være
uberettiget at udbyde dette, fordi det i dette tilfælde ikke
er muligt at konstatere, at produktet har egenskaber, omkost-
ninger og risici, der stemmer overens med de interesser,
formål og karakteristika, der kendetegner den identificerede
målgruppe.
Det foreslås i stk. 2, at forbrugslånsvirksomheden kun i
tilstrækkeligt begrundede tilfælde må udbyde produktet til
en forbruger, der ikke tilhører den identificerede målgruppe,
jf. § 10. stk. 3.
For en nærmere afgrænsning af den målgruppe, som pro-
duktet ikke er hensigtsmæssig for, henvises der til bemærk-
ningerne til § 10, stk. 3.
Hvis en forbrugslånsvirksomhed systematisk udbyder pro-
dukter til forbrugere, der ikke tilhører målgruppen, vil Fi-
nanstilsynet kunne give virksomheden et påbud om at ophø-
re med denne adfærd. Overtrædelser af dette påbud vil være
strafbart, jf. forslaget til § 31, stk. 3.
Som eksempel på en sådan overtrædelse kan nævnes, at en
forbrugslånsvirksomhed udbyder kreditaftaler med et meget
højt ÅOP til forbrugere med en svag økonomi og ringe
betalingsevne. Såfremt virksomheden ikke efterlever dette
påbud, vil det kunne medføre, at Finanstilsynet kan inddrage
virksomhedens tilladelse jf. § 19, stk. 1, nr. 6.
§ 11, stk. 2, gør det dog muligt i tilstrækkeligt begrunde-
de tilfælde at udbyde produktet til en forbruger, der ikke
tilhører den identificerede målgruppe. Dette forudsætter, at
virksomheden på baggrund en individuel vurdering finder, at
det i det enkelte tilfælde er forsvarligt at tilbyde en forbruger
uden for målgruppen produktet. Som eksempel kan nævnes,
at det i særlige tilfælde kan være forsvarligt at tilbyde en
forbruger, der er registreret i RKI, et lån, når dette sker med
henblik på at samle dyr gæld med henblik på afvikling, og
afviklingslånet samlet er billigere end de lån, som dette lån
erstatter.
Til § 12
Der findes i dag ikke særlige regler om videregivelse af for-
trolige oplysninger for forbrugslånsvirksomheder. Området
er derfor alene reguleret af databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Det foreslås i stk. 1, at en forbrugslånsvirksomhed og dens
ansatte ikke uberettiget må videregive eller udnytte fortroli-
ge oplysninger, som virksomheden eller dens ansatte under
udøvelsen af sit hverv har fået kendskab til.
Hovedreglen om, at en forbrugslånsvirksomhed og dens an-
satte er underlagt tavshedspligt har to formål.
For det første skal reglen beskytte mod udlevering af fortro-
lige oplysninger om virksomheden selv, først og fremmest
forretnings- og driftshemmeligheder. Den pågældende virk-
somhed kan derfor beslutte, at oplysninger, der alene vedrø-
rer den pågældende virksomhed og ikke dens kunder, kan
videregives.
For det andet skal bestemmelsen beskytte virksomhedernes
kunder mod uberettiget udnyttelse og videregivelse af for-
trolige oplysninger. Baggrunden for den strenge hemmelig-
holdelsespligt er, at kunderne i disse virksomheder ofte
betror virksomheden adskillige oplysninger af privat og
personlig karakter, som ofte ikke udleveres til andre. Det
gælder f.eks. oplysninger om indtægts- og formueforhold
42
og oplysninger om helbredsforhold. Hertil kommer tilfælde,
hvor lovgivningen pålægger virksomheden at indhente op-
lysninger om kunden.
Bestemmelsen supplerer de generelle regler i databeskyt-
telsesforordningen og databeskyttelsesloven. Bestemmelsen
skal fortolkes i overensstemmelse med de gældende videre-
givelsesregler i lov om finansiel virksomhed, der regulerer
betingelserne for, hvilke oplysninger en finansiel virksom-
hed kan videregive.
Oplysninger kan kun videregives, hvis videregivelsen er be-
rettiget. Virksomhederne skal have systemer og forretnings-
gange, der bidrager til at sikre, at kun medarbejdere, der
har et arbejdsbetinget behov herfor, har adgang til fortrolige
oplysninger.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en person kan være
ansat i flere forskellige virksomheder, men der skal fore-
ligge et egentligt ansættelsesforhold med en egentlig opga-
vevaretagelse. Det forhold, at en person er ansat i flere
virksomheder, betyder ikke en ændring i, hvilke oplysninger
der kan udveksles mellem virksomhederne. En person kan
derfor ikke benytte oplysninger fra den ene virksomhed i
arbejdet for den anden virksomhed, medmindre oplysninger-
ne i overensstemmelse med reglen om videregivelse kan
udveksles mellem virksomhederne.
Der foreligger videregivelse af oplysninger, når disse gives
til andre. Det er ikke en forudsætning for, at der foreligger
videregivelse af oplysninger, at disse læses af modtageren.
Bestemmelsen beskytter også mod uberettiget udnyttelse af
oplysninger. Det indebærer, at der er restriktion med hensyn
til, hvad oplysningerne må anvendes til. Den vurdering, der
skal foretages, er identisk med den vurdering, der skal ske
ved vurderingen af, om videregivelse af oplysninger er be-
rettiget.
Fortrolige oplysninger omfatter som udgangspunkt alle op-
lysninger. Hvis oplysningerne er offentligt tilgængelige, kan
oplysningerne ikke anses for fortrolige og omfattes derfor
ikke af tavshedspligten.
Det foreslås i stk. 2, at den, som modtager fortrolige oplys-
ninger, er omfattet af tavshedspligten, der er nævnt i stk. 1.
Den omstændighed, at tavshedspligten følger oplysningerne,
medfører ikke, at der berettiget kan videregives fortrolige
oplysninger. Det er uden betydning for, om videregivelse
efter stk. 1 kan anses for berettiget, at modtageren af oplys-
ningerne underlægges tavshedspligt.
Overtrædelse af § 12, stk. 1, foreslås med § 31, stk. 1, straf-
belagt med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. An-
svarssubjektet for overtrædelse af stk. 1 er den pågældende
virksomhed og/eller den pågældendes ansatte, der uberetti-
get videregiver de fortrolige oplysninger.
Den strafbare handling består i uberettiget at videregive eller
udnytte de fortrolige oplysninger. Der foreligger en videre-
givelse, så snart en oplysning kommunikeres mundtligt til
en person uden for virksomheden, eller når oplysningen for-
lader den finansielle virksomhed enten fysisk, eksempelvis i
et brev eller andet skriftligt materiale, eller digitalt.
Når fortrolige oplysninger sendes fra virksomhedens interne
systemer til en mailadresse uden for systemet, vil virksom-
heden ikke længere være i stand til at kontrollere, hvad der
sker med de fortrolige oplysninger, ligesom virksomheden
ikke vil være i stand til at beskytte oplysningerne mod
uberettiget brug. Når de fortrolige oplysninger sendes fra
virksomhedens interne mailsystem til en e-mail konto uden
for systemet, kan oplysningerne downloades på eksterne
computere, videresendes til uvedkommende eller lignende,
uden at virksomheden har mulighed for at kontrollere dette.
Når fortrolige oplysninger forlader virksomhedens sikre sy-
stemer og sendes til en ikke sikker mailadresse uden for
systemet, vil det endvidere være lettere for uvedkommende
at komme i besiddelse af oplysningerne via hacking eller
lignende.
Der foreligger en uberettiget videregivelse i de tilfælde,
hvor oplysninger forlader den finansielle virksomhed, uden
at der er en saglig begrundelse herfor, og uden at det sker
for at varetage hensyn, der vejer tungere end hensynet til at
bevare fortroligheden. Det er i den relation uden betydning,
om en videregivelse af fortrolige oplysninger sker til en
ekstern e-mailkonto, der tilhører en ansat eller anden person
i virksomheden eller til en person uden for virksomheden.
Det er afgørende for tilliden til den finansielle sektor, at
virksomhederne behandler fortrolige oplysninger med om-
tanke, hvilket er baggrunden for, at overtrædelse af tav-
shedspligten skal være strafbelagt.
Bestemmelsen medfører, at forbrugslånsvirksomheder og
de ansatte i udgangspunktet er underlagt tavshedspligt, og
svarer til de bestemmelser, der gælder for finansielle virk-
somheder. Bestemmelsen vil supplere de regler, der er fast-
sat i databeskyttelsesforordningen og i databeskyttelseslo-
ven. Bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med
de gældende videregivelsesregler i lov om finansiel virk-
somhed, der regulerer betingelserne for, hvilke oplysninger
en finansiel virksomhed kan videregive.
43
Til § 13
Der stilles i dag ikke krav om, at forbrugslånsvirksomhe-
der skal etablere en whistleblowerordning. Bestemmelsen er
derfor ny.
Det foreslås i stk. 1, at en forbrugslånsvirksomhed skal have
en ordning, hvor deres ansatte via en særlig uafhængig og
selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller poten-
tielle overtrædelser af den regulering, som Finanstilsynet
fører tilsyn med, som er begået af virksomheden, herunder
ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i virksomheden. Ind-
beretninger til ordningen skal kunne foretages anonymt.
Kravet om en særlig kanal indebærer, at virksomheden skal
have etableret en ordning med det formål, at ansatte som mi-
nimum skal kunne indberette overtrædelser eller potentielle
overtrædelser.
At kanalen tillige skal være uafhængig og selvstændig bety-
der, at der skal etableres en selvstændig funktion, der er uaf-
hængig af den daglige ledelse, og hvor indberetning kan ske
uden om de normale procedurer. Det kan f.eks. være direkte
til den afdeling eller ansatte, som behandler indberetninger-
ne. Det vil eksempelvis kunne være en compliance-ansvarlig
eller en anden funktion, der er uafhængig af den daglige
ledelse, herunder den ansattes foresatte.
Da det er uhensigtsmæssigt, såfremt de ansatte skal vurdere,
om overtrædelsen eller den potentielle overtrædelse, de har
tænkt sig at indberette, er omfattet af de regler, som beskyt-
ter whistleblowere, inden de indberetter, skal det i medfør af
ordningen i lovforslagets § 13, stk. 1, være muligt at indbe-
rette overtrædelser og potentielle overtrædelser af hele den
regulering, som Finanstilsynet fører tilsyn med, uanset at
virksomheden ikke er underlagt al finansiel regulering. Der
vil tillige kunne indberettes i tilfælde af mistanke om over-
trædelse eller potentiel overtrædelse af den regulering, som
Finanstilsynet fører tilsyn med.
Finanstilsynet fører tilsyn med den til enhver tid gældende
finansielle lovgivning, bekendtgørelser samt den til enhver
tid direkte gældende EU-retlige regulering på det finansielle
område, heriblandt forordninger og direkte gældende niveau
2-regulering (f.eks. bindende tekniske standarder), som har
direkte virkning for danske virksomheder i den finansielle
sektor. For love, som både Finanstilsynet og andre myndig-
heder fører tilsyn med, omfattes den eller de bestemmelser,
som andre fører tilsyn med, ikke af lovforslaget. Det med-
fører, at overtrædelser af f.eks. markedsføringsloven eller
straffeloven (f.eks. i form af underslæb, bedrageri, m.v.)
ikke er omfattet af lovforslaget.
At indberetninger skal kunne foretages anonymt indebærer,
at den, der indberetter en overtrædelse, kan gøre dette fuld-
stændigt anonymt, f.eks. via en løsning på virksomhedens
intranet, hvor der kan indsendes indberetninger uden angi-
velse af navn, uden mulighed for sporing af computerens
IP-adresse og lignende. Indberetningerne bør som udgangs-
punkt alene være tilgængelige for den afdeling eller medar-
bejder, som behandler indberetningerne. Dette vil eksempel-
vis kunne være den compliance-ansvarlige.
Anonyme henvendelser til en whistleblowerordning kan
svække mulighederne for at bevise, at der er sket forskels-
behandling som følge af indberetningen, da kravet om ano-
nymitet medfører, at virksomheden i tilfælde af anonyme
indberetninger ikke ved, hvem der har foretaget indberetnin-
gen. Det er imidlertid vigtigt at sikre, at de ansatte, der
anvender ordningen, kan være fuldstændig anonyme, idet
det kan være svært for en ansat at beslutte at indberette
en overtrædelse til virksomheden, hvis det ikke kan ske
anonymt. En ansat kan eksempelvis være bange for at miste
sit arbejde, imens andre ansatte kan føle, at de har handlet
illoyalt over for en kollega eller over for virksomheden.
En overtrædelse eller en potentiel overtrædelse begået af
virksomheden, herunder af ansatte eller medlemmer af be-
styrelsen, omfatter enhver overtrædelse eller potentiel over-
trædelse af virksomhedens forpligtelser, også selvom denne
ikke kan henføres til en enkelt person, men eksempelvis
skyldes en grundlæggende systemfejl i virksomheden. Der
vil tillige kunne blive indberettet om overtrædelser, der skyl-
des undladelser. Hvis en virksomhed har valgt at outsource
en del af de forpligtelser, der påhviler den enkelte virksom-
hed til en ekstern virksomhed, vil de ansatte i virksomheden
også kunne indberette til virksomhedens whistleblowerord-
ning om manglende efterlevelse af forpligtelserne, som sker
hos den eksterne virksomhed. Ansatte hos den eksterne virk-
somhed vil kunne indberette overtrædelser til Finanstilsynet.
En forbrugslånsvirksomhed kan outsource en whistleblo-
werordning til en ekstern leverandør. En forbrugslånsvirk-
somhed kan imidlertid ikke fraskrive sig sine forpligtelser
efter lovgivningen, og en virksomhed, der benytter sig af
outsourcing, er således fortsat ansvarlig for, at ordningen
lever op til lovgivningens krav.
En virksomhed, som varetager, administrerer eller på anden
måde håndterer en ordning på vegne af en forbrugslånsvirk-
somhed, skal være opmærksom på anden særlovgivning, der
kan være til hinder herfor. En virksomhed, der varetager,
administrerer eller på anden måde håndterer en ordning på
vegne af en forbrugslånsvirksomhed, skal endvidere også
være opmærksom på eventulle lovbestemte oplysningsfor-
pligtelser efter f.eks. hvidvaskloven, m.fl., som forbrugslån-
svirksomhederne er underlagt, idet nærværende lovforslag
ikke ændrer herpå.
44
Da det oftest er ansatte i forbrugslånsvirksomheden, som
er tættest på oplysninger om eventuelle overtrædelser af
reguleringen, er det særligt relevant, at de har mulighed for
at indberette disse oplysninger til virksomheden via en sær-
lig kanal, som er selvstændig og uafhængig af den daglige
ledelse, således at virksomheden får mulighed for at rette
op på lovstridige forhold. Ansatte, herunder direktionens,
indberetning til whistleblowerordningen vil ikke være i strid
med § 132 i selskabsloven om tavshedspligt. Dette gælder
tillige i tilfælde, hvor ordningen er outsourcet til en ekstern
leverandør.
Ifølge forslaget er det ikke et krav, at medlemmer af be-
styrelsen i en forbrugslånsvirksomhed skal kunne indberet-
te til ordningen. Medlemmer af bestyrelsen kan fortroligt
indberette overtrædelser og potentielle overtrædelser af den
regulering, som Finanstilsynet fører tilsyn med, til Finanstil-
synets ordning.
Overtrædelse af stk. 1, foreslås med § 31, stk. 2, strafbelagt
med bøde. Ansvarssubjektet for overtrædelser af stk. 1 er
forbrugslånsvirksomheden.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at ansatte kan
indberette overtrædelser og potentielle overtrædelser til for-
brugslånsvirksomheden, så disse overtrædelser og potentiel-
le overtrædelser kan afværges hurtigst muligt af hensyn til
virksomheden og dens kunder. Dette er baggrunden for, at
bestemmelsen foreslås strafbelagt.
Behandlingen af personoplysninger indberettet i medfør af
ordningen i stk. 1, sker i overensstemmelse med de databe-
skyttelsesretlige regler, herunder databeskyttelsesforordnin-
gen.
Det foreslåede stk. 2 fastslår, at en forbrugslånsvirksomhed
kan opfylde kravet om en whistleblowerordning via kollek-
tiv overenskomst.
I praksis betyder det, at arbejdsmarkedets parter efter aftale
med virksomheden har mulighed for at etablere en ordning i
f.eks. et fagforbund, hvortil ansatte i virksomheden kan ind-
berette overtrædelser. En whistleblowerordning, der baserer
sig på en aftale mellem de forhandlingsberettigede parter,
skal leve op til kravene i stk. 1 som beskrevet ovenfor.
Arbejdsmarkedets parter skal forstås i overensstemmelse
med artikel 152, artikel 154, stk. 1, og artikel 155, stk. 1,
TEUF samt artikel 28 i den Europæiske Unions Charter om
grundlæggende rettigheder.
Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke, om informatio-
nerne skal videregives til Finanstilsynet. Pligten til at vide-
regive informationerne kan følge af anden særlovgivning, jf.
eksempelvis hvidvaskloven.
Det foreslås i stk. 3, at ordningen alene finder anvendelse for
en forbrugslånsvirksomhed, som beskæftiger flere end fem
ansatte. Ordningen skal være etableret senest tre måneder
efter, at virksomheden har ansat den sjette ansatte.
I det omfang en forbrugslånsvirksomhed kun beskæftiger
fem ansatte eller færre, findes det ikke at være proportio-
nalt at kræve, at virksomheden skal etablere en whistleblo-
werordning. Den politiske aftale af 10. oktober 2013 om
regulering af systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI)
samt krav til alle banker og realkreditinstitutter om mere og
bedre kapital og højere likviditet (Bankpakke 6) fastsætter
en bagatelgrænse på fem ansatte eller derunder. Det foreslås
derfor i § 13, stk. 3, 1. pkt., at bestemmelsens stk. 1 alene
finder anvendelse for virksomheder, som beskæftiger flere
end fem ansatte.
For at sikre, at forbrugslånsvirksomheder har den fornødne
tid til at etablere ordningen ved overskridelser af grænsen på
fem ansatte, foreslås det i stk. 3, 2. pkt., at ordningen nævnt
i stk. 1 og 2 skal være etableret senest tre måneder efter, at
virksomheden har ansat den sjette ansatte, hvilket regnes fra
den dag, personen tiltræder sin stilling.
Det foreslås endvidere i stk. 4, at Finanstilsynet i særlige
tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at det vil være for-
målsløst, at der oprettes en ordning, skal kunne dispensere
fra kravet i det foreslåede stk. 1. Dispensation kan alene
gives, hvor der foreligger særlige forhold som tilsiger, at det
ikke vil være hensigtsmæssigt at stille krav om etablering
af en whistleblowerordning. Eksempler herpå kan være, hvis
overskridelsen af grænsen på fem ansatte er midlertidig,
eller hvis forbrugslånsvirksomheden er under afvikling.
Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke, hvorvidt infor-
mationerne skal videregives til Finanstilsynet. Pligten til at
videregive informationerne kan følge af anden særlovgiv-
ning, jf. eksempelvis hvidvaskloven.
Til § 14
Der gælder i dag ikke et forbud for forbrugslånsvirksomhe-
der mod ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger
på baggrund af ansattes indberetning af overtrædelser til
Finanstilsynet eller til whistleblowerordninger i forbrugslån-
svirksomheden. Bestemmelsen er derfor ny.
Det foreslås i stk. 1, at en forbrugslånsvirksomhed ikke
må udsætte ansatte for ufordelagtig behandling eller ufordel-
agtige følger, som følge af at den ansatte har indberettet
virksomhedens overtrædelse eller potentielle overtrædelse
45
af den regulering, som Finanstilsynet fører tilsyn med, til
Finanstilsynet eller til en ordning hos virksomheden.
Indberetning til whistleblowerordninger etableret via kollek-
tiv overenskomst efter det foreslåede § 13, stk. 2, er også
omfattet af bestemmelsen.
Indberetning omfatter bl.a. enhver anmeldelse eller medde-
lelse til Finanstilsynet eller til en forbrugslånsvirksomheds
whistleblowerordning omhandlende en virksomheds, herun-
der en ansats eller et bestyrelsesmedlems overtrædelse eller
potentielle overtrædelse af den finansielle regulering.
Som udgangspunkt er alle former for ufordelagtig behand-
ling omfattet. Ufordelagtig behandling kan, foruden afske-
digelse, f.eks. være degradering, forflyttelse, chikane eller
lignende.
Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelsesom-
råde, at den ansatte har indberettet en overtrædelse eller en
potentiel overtrædelse af den regulering, som Finanstilsynet
fører tilsyn med, til Finanstilsynet eller til en forbrugslån-
svirksomheds whistleblowerordning, og det er en forudsæt-
ning, at der er årsagssammenhæng mellem den ufordelagtige
behandling eller de ufordelagtige følger og det forhold, at
den ansatte har indberettet en overtrædelse til Finanstilsy-
net eller til virksomhedens whistleblowerordning. Som ud-
gangspunkt er alle former for ufordelagtig behandling eller
ufordelagtige følger omfattet.
At der skal foreligge årsagssammenhæng medfører bl.a.,
at bestemmelsen alene finder anvendelse i forbindelse med
ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som be-
sluttes efter den ansatte har indberettet en virksomheds
overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den regulering,
som Finanstilsynet fører tilsyn med, til Finanstilsynet eller
via virksomhedens whistleblowerordning.
Det foreslås i stk. 2, at ansatte, hvis rettigheder er kræn-
ket ved overtrædelse af stk. 1, kan tilkendes godtgørelse
i overensstemmelse med principperne i ligebehandlingslo-
ven. Godtgørelsen skal derfor fastsættes under hensyn til
den ansattes ansættelsestid og sagens omstændigheder i øv-
rigt.
Godtgørelsen kan ikke fastsættes efter almindelige erstat-
ningsretlige regler, da den ikke skal modsvare et tab for
den ansatte. Der er ikke fastsat et maksimum for godtgørel-
sen, men denne fastsættes af domstolene og voldgiftsretter-
ne med hensyntagen til den ansattes ansættelsestid og den
enkelte sags omstændigheder, herunder med iagttagelse af
det EU-retlige effektivitetsprincip. Godtgørelsen skal dække
den ikke-økonomiske skade, den ansatte har lidt, jf. herved
princippet i § 26 i lov om erstatningsansvar. En eventuel
godtgørelse er dog ikke til hinder for, at den ansatte modta-
ger erstatning for et økonomisk tab, forudsat at betingelser-
ne i henhold til de almindelige erstatningsretlige regler er
opfyldt.
Den ansatte kan ikke få ret til godtgørelse i medfør af flere
forskellige regelsæt for samme hændelse. Det samme gør
sig gældende, hvis den ansatte er berettiget til en godtgø-
relse i henhold til overenskomster og andre arbejdsretlige
aftaler.
I forbindelse med fastsættelse af godtgørelsen skal domsto-
lene tage udgangspunkt i praksis efter § 16, stk. 3, i ligebe-
handlingsloven.
En ansat, der mener at have været udsat for repressalier med
videre som følge af en indberetning om overtrædelse eller
en potentiel overtrædelse af den regulering, som Finanstilsy-
net fører tilsyn med, til Finanstilsynet eller til en forbrugs-
lånsvirksomheds whistleblowerordning, skal gøre krav på
godtgørelse gældende over for virksomheden ved de almin-
delige domstole, som på baggrund af sagens omstændighe-
der vil kunne tilkende den ansatte en godtgørelse. Uoverens-
stemmelser efter bestemmelsen kan for det overenskomst-
dækkede områdes vedkommende også behandles i det fag-
retlige system, f.eks. voldgift.
Det foreslås i stk. 3, at stk. 1 og 2 ikke kan fraviges til
ugunst for den ansatte.
Bestemmelsen indebærer, at stk. 1 og 2 ikke ved forudgåen-
de eller efterfølgende aftale kan fraviges til ugunst for den
ansatte.
Det foreslåede stk. 3 er ikke til hinder for aftaler, der stiller
den ansatte bedre, end den ansatte er stillet efter lovens
bestemmelser.
Til § 15
Forbrugerombudsmanden fører i dag tilsyn med, at for-
brugslånsvirksomheder overholder markedsføringslovens
regler om god skik mv. Forbrugslånsvirksomheder er deri-
mod ikke underlagt Finanstilsynets tilsyn i dag.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet påser overhol-
delsen af denne lov, bortset fra § 14, og påser regler udstedt
i medfør af loven.
Finanstilsynets behandling af spørgsmål om overtrædelse af
disse regler vil ofte opstå på baggrund af en klage fra en
forbruger. Finanstilsynet kan dog også behandle et spørgs-
mål af egen drift eller efter anmodning herom fra Finans-
46
tilsynets bestyrelse eller fra Forbrugerombudsmanden, som
har mulighed for at gøre opmærksom på mere generelle
forhold, som Forbrugerombudsmanden finder urimelige i
forhold til forbrugere. Finanstilsynet er ikke forpligtet til at
behandle alle sager på forbrugerområdet, som Finanstilsynet
får forelagt. Sager, hvor privatpersoner ønsker en afgørelse
af en konkret tvist, skal på samme måde som det øvrige
forbrugertilsyn på det finansielle område, afgøres af de pri-
vate finansielle ankenævn, der i dette tilfælde vil være An-
kenævnet for finansieringsselskaber. En forbruger kan tillige
indbringe sagen for domstolene.
Efter lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 1, skal en forbrugslån-
svirksomhed have hjemland i Danmark eller i et land inden
for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har
indgået en aftale med på det finansielle område.
Såfremt Finanstilsynet konstaterer, at en forbrugslånsvirk-
somhed, der udøver virksomhed i Danmark uden tilladelse,
er hjemmehørende i f.eks. et andet EU-land, vil Finanstilsy-
net rette henvendelse til den pågældende virksomhed med
henblik på, at virksomheden enten ophører med sin virk-
somhed i Danmark eller opnår en tilladelse. Såfremt det ikke
lykkes at lovliggøre forholdet, vil Finanstilsynet offentliggø-
re en advarsel mod den pågældende virksomhed.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynets bestyrelse indgår i
tilsynet efter stk. 1 med den kompetence, som bestyrelsen er
tillagt i medfør af § 345, stk. 7, i lov om finansiel virksom-
hed. Dette svarer til, hvad der gælder i dag.
Med forslaget vil bestyrelsen, jf. § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om
finansiel virksomhed, skulle træffe beslutning om reaktioner
i sager af principiel karakter samt i sager, der har videregå-
ende betydelige følger. Ved reaktioner forstås afgørelser i
forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men
reaktioner dækker også over risikooplysninger m.v. Med be-
stemmelsen vil Finanstilsynets bestyrelse eksempelvis være
kompetent til at træffe en beslutning om en reaktion, som
retter sig mod en konkret forbrugslånsvirksomhed, der er
omfattet af loven, men bestyrelsen vil også være kompetent
til at træffe beslutning om reaktioner i principielle sager
vedrørende lovfortolkning og lovanvendelse, herunder æn-
dring af Finanstilsynets praksis, hvor der ikke nødvendigvis
er en konkret forbrugslånsvirksomhed, som reaktionen retter
sig mod.
En sag har et principielt indhold, når der er tvivl af en
vis betydning om fortolkningen af en bestemmelse, eller
hvis en hidtidig fortolkning ændres. At en sag vedrører en
bestemmelse, der ikke har været anvendt før, gør ikke i sig
selv sagen principiel. Videregående betydelige følger for en
eller flere virksomheder eller hele branchen kan f.eks. være
afgørelser, der påbyder, at en bestemt praksis skal følges,
hvilket vil medføre anvendelse af betydelige ressourcer for
virksomhederne.
Derudover skal bestyrelsen træffe beslutning om at overgive
sager til politimæssig efterforskning, jf. § 345, stk. 7, nr.
6, i lov om finansiel virksomhed, og godkende regler og
vejledninger, der skal udstedes af Finanstilsynet i medfør af
nærværende lovforslag, jf. § 345, stk. 7, nr. 7.
Ved regler forstås bekendtgørelser og cirkulærer. Finanstil-
synets bestyrelse skal også godkende de vejledninger, som
Finanstilsynet måtte finde behov for at udstede i medfør
af loven. Forslaget skal ses som en naturlig konsekvens af
bestyrelsens øvrige beføjelser, idet vejledninger dels er en
kodificering af praksis i henhold til loven, som bestyrelsen
med tiden vil fastlægge, og dels angiver fortolkningsbidrag
m.v. vedrørende lovens bestemmelser. En vejledning retter
sig mod de virksomheder, der skal administrere de regler,
som vejledningen udmønter, og en vejledning forklarer,
hvad virksomhederne i praksis skal gøre for at efterleve
lovgivningens regler. En vejledning indeholder ikke lovkrav
eller regler, men derimod en vejledning til forståelse af den
lovmæssige regulering.
Med forslaget til stk. 3 kan Finanstilsynet påbyde de fysiske
og juridiske personer, som er omfattet af denne lov, inden
for en nærmere fastsat frist at træffe nødvendige foranstalt-
ninger i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i loven
eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at medde-
le juridiske og fysiske personer et påbud om at ændre en
bestemt adfærd eller handling. Det kan være, fordi en virk-
somhed eller person handler i strid med loven, eller fordi en
virksomhed eller person undlader at handle, hvor handling
er påkrævet efter loven. Et påbud kan også gives til en
sammenslutning af personer.
Muligheden for at udstede påbud om afsættelse af ledelses-
medlemmer fremgår særskilt af lovforslagets § 18. Medde-
lelse af denne type påbud omfattes ikke af nærværende be-
stemmelse, og der henvises derfor til § 18 med tilhørende
bemærkninger.
Finanstilsynet fastsætter sin frist ud fra en konkret vurdering
i den enkelte sag henset til overtrædelsens karakter. En al-
vorlig overtrædelse vil f.eks. kunne medføre, at fristen for
efterlevelse af påbuddet er kortere end ved mindre alvorlige
overtrædelser.
Forvaltningsretligt er et påbud en afgørelse, og den skal
derfor ledsages af en begrundelse samt en klagevejledning.
Der bør ikke udstedes påbud for enhver overtrædelse af
47
lovgivningen. Som udgangspunkt skal påbudsmuligheden
anvendes i forbindelse med virksomheders og personers
overtrædelse af kravene, når overtrædelserne er alvorlige,
gentagne, systematiske eller en kombination heraf.
Med muligheden for at udstede påbud sikres Finanstilsynet
et smidigt og hurtigt redskab til at sikre overholdelse af
lovens regler. Et påbud kan eksempelvis anvendes i tilfælde,
hvor en virksomhed har så store mangler i sine interne pro-
cedurer, at Finanstilsynet anser det for nødvendigt at udstede
påbud om forbedring af forholdet.
Der kan meddeles påbud for overtrædelse af både bestem-
melser i denne lov og bekendtgørelser udstedt i medfør her-
af.
Der forventes udstedt en række bekendtgørelser, som skal
udmønte en række nærmere angivne bestemmelser i lovfor-
slaget.
Ved ukomplicerede og ikke væsentlige overtrædelser af for-
malia, og hvor virksomheden eller personen i forbindelse
med Finanstilsynets undersøgelse erkender, at der er begået
en fejl, kan Finanstilsynet som et alternativ til et påbud
vælge at indgå en mundtlig aftale med virksomheden eller
personen om en straksforbedring. Med begrebet straksfor-
bedring forstås, at virksomheden eller personen indvilliger
i straks at rette op på forholdet i overensstemmelse med
Finanstilsynets påbud herom, og straksforbedring anvendes,
hvor det vurderes, at et påbud vil fremstå unødigt formali-
stisk.
Et påbud skal ikke forveksles med en påtale. En påtale an-
vendes i forbindelse med en konstateret lovovertrædelse, der
ikke længere består. Situationen foreligger både, hvor lov-
overtrædelsen vedrører en situation af midlertidig karakter,
der nu er afsluttet, og hvor virksomheden af egen drift har
bragt forholdet i orden. Består lovovertrædelsen stadig, kan
en påtale ikke anvendes som reaktion. Det bemærkes dog, at
ved grovere eller gentagne lovovertrædelser vil der i stedet
eventuelt kunne foretages politianmeldelse.
Efter lovforslagets § 31, stk. 3, kan undladelse af at efter-
komme et påbud straffes med bøde. Ansvarssubjektet for
overtrædelse heraf er den person, som er modtager af påbud-
det. For så vidt angår juridiske personer henvises der også til
lovforslagets § 31, stk. 5, og bemærkningerne hertil.
Til § 16
Forbrugerombudsmanden fører i dag tilsyn med for-
brugslånsvirksomheder jf. markedsføringslovens bestem-
melser. Med dette lovforslags § 15 foreslås det, at Finanstil-
synet fremover skal føre tilsyn med forbrugslånsvirksomhe-
der.
Den foreslåede bestemmelse giver Forbrugerombudsmanden
kompetence til at anlægge sager om handlinger, der strider
mod redelig forretningsskik og god praksis, således at For-
brugerombudsmanden har samme beføjelser på området for
forbrugslånsvirksomheder som på resten af det finansielle
område. Den foreslåede bestemmelse er ny.
I medfør af § 345, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed
skal Forbrugerombudsmanden indkaldes ved bestyrelsens
behandling af sager om god skik efter denne lov. Det
vil sige, hvis der er tale om sager om god skik af princi-
piel karakter eller sager, som har videregående betydelige
følger. Forbrugerombudsmandens beføjelser omfatter også
stemmeret ved bestyrelsens behandling af disse sager. For
øvrige sager indkaldes Forbrugerombudsmanden ikke.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden kan anlæg-
ge en sag om handlinger, der strider mod redelig forretnings-
skik og god praksis, jf. § 7, herunder sag om forbud, påbud,
erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede be-
løb.
Bestemmelsen svarer til, hvad der gælder ifølge den øvrige
finansielle lovgivning. Forbrugerombudsmanden kan allere-
de i dag efter markedsføringsloven anlægge forbudssager
mod finansielle virksomheder på de områder, hvor erhvervs-
ministeren ikke udsteder regler om god skik. Forbrugerom-
budsmanden kan endvidere udpeges som grupperepræsen-
tant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.
Som det fremgår af lovforslagets § 14, stk. 1, fører Finans-
tilsynet tilsyn med efterlevelse af loven. Forbrugerombuds-
manden har i den forbindelse mulighed for at gøre Finanstil-
synet opmærksom på konkrete sager.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Forbrugerombudsmanden
kan anlægge sag om handlinger, der strider mod redelig
forretningsskik og god praksis, jf. § 7, herunder sag om
forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt
opkrævede beløb.
Forslaget skal sikre, at Forbrugerombudsmanden ikke af-
skæres fra at indbringe en sag for domstolene, hvis denne
i særlige tilfælde måtte finde, at der er behov for et sådant
skridt. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor Finanstil-
synet vælger ikke at tage en sag op, der af Forbrugerom-
budsmanden vurderes at være principiel eller af vidtgående
betydning.
Forbrugerombudsmanden har endvidere adgang til at anlæg-
ge sager om civilretlige krav, herunder krav om erstatning
48
og tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede beløb m.v. Det
følger af stk. 1, 2. pkt., at Forbrugerombudsmanden også kan
behandle sager om overtrædelse af strafbelagte bestemmel-
ser i regler udstedt i medfør af den foreslåede § 7, stk. 2.
I sager, hvor en forbrugslånsvirksomhed f.eks. har givet
vildledende oplysninger, vil Forbrugerombudsmanden såle-
des både kunne behandle sagens offentligretlige aspekter,
herunder melde virksomheden til politiet, og forhandle
med virksomheden vedrørende forbrugernes eventuelle er-
statningskrav.
I sådanne sager følger det af det foreslåede stk. 1, 3. pkt.,
at § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, samt §§
33 og 34 i markedsføringsloven om bl.a. erstatningssøgsmål
finder tilsvarende anvendelse, og at Forbrugerombudsman-
den har hjemmel efter § 28, stk. 1, i markedsføringsloven
til at forhandle med virksomhederne med henblik på at opnå
en eventuel forligsmæssig løsning af sagen. Forbrugerom-
budsmanden kan tillige tage sager op med henblik på at
undersøge, hvorvidt der er det fornødne grundlag for at rejse
en straffesag, uanset om Finanstilsynet efter en eventuel
høring af Finanstilsynets bestyrelse ikke finder anledning til
at politianmelde en forbrugslånsvirksomhed.
Markedsføringslovens § 24 vedrører adgangen til at forbyde
handlinger i strid med loven ved dom. § 25, stk. 2, giver
Forbrugerombudsmanden adgang til at kræve alle oplysnin-
ger, som skønnes nødvendige for Forbrugerombudsmandens
virksomhed. § 28, stk. 1, giver Forbrugerombudsmanden
hjemmel til at forhandle med virksomhederne med henblik
på at opnå en eventuel forligsmæssig løsning af sagen. Efter
markedsføringslovens § 32, stk. 1, kan enhver med en retlig
interesse deri anlægge sag om forbud, påbud, erstatning og
vederlag efter § 24. Efter § 33 kan Forbrugerombudsman-
den, hvis det skønnes nødvendigt for at beskytte forbrugere
mod retstab, efter forhandling med den erhvervsdrivende
meddele påbud om at informere relevante kunder om rets-
stillingen i relation til forældelse. Endelig følger det af § 34,
at har en flerhed af forbrugere i forbindelse med overtrædel-
se af bestemmelserne i loven ensartede krav på erstatning,
kan Forbrugerombudsmanden på begæring indbringe krave-
ne under et.
Både Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden kan såle-
des på eget initiativ tage sager op over for forbrugslånsvirk-
somheder.
For at sikre at Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet
ikke samtidig behandler en sag mod en finansiel virksomhed
for overtrædelse af bestemmelser i lov om forbrugslånsvirk-
somhed og markedsføringsloven, forudsættes det, at der er
et tæt samarbejde og koordinering mellem de to tilsyn.
Det er således hensigten, at Forbrugerombudsmanden og
Finanstilsynet orienterer hinanden om de sager, der tages
op mod forbrugslånsvirksomheder under hensyntagen til den
øvrige lovgivning om udveksling af oplysninger.
Hvis en virksomhed har indrettet sig i henhold til en tilken-
degivelse fra Finanstilsynet om en bestemt retstilstand, vil
Forbrugerombudsmanden anse virksomheden for at være i
god tro. I sådanne tilfælde vil Forbrugerombudsmanden af
retssikkerhedsmæssige årsager ikke strafforfølge virksomhe-
den for handlinger, som virksomheden har foretaget i tillid
til tilkendegivelsen.
Forslaget tilsigter i øvrigt ikke nogen ændring i det forhold,
at Finanstilsynet har kompetence til at træffe afgørelse m.v. i
sager om god skik.
Det foreslås i stk. 1, 4. pkt., at Forbrugerombudsmanden kan
udpeges som grupperepræsentant i gruppesøgsmål i over-
ensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 23 a,
hvorefter offentlige myndigheder kan udpeges som gruppe-
repræsentant i et gruppesøgsmål, hvis de ved lov er bemyn-
diget til det.
Det følger af § 254 a, stk. 1, i retsplejeloven, at ensarte-
de krav, som fremsættes på vegne af flere personer, kan
behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i dette ka-
pitel.
Der er tillige mulighed for, at Forbrugerombudsmanden kan
beskikkes til at føre straffesager på baggrund af en politian-
meldelse fra Finanstilsynet. Beskikkelsen gives efter afgø-
relse fra Rigsadvokaten, jf. retsplejelovens § 104, stk. 2.
Efter lovforslagets § 31, stk. 3, kan undladelse af at efter-
komme et påbud straffes med bøde. Ansvarssubjektet for
overtrædelse heraf er den person, som er modtager af påbud-
det. For så vidt angår juridiske personer henvises der også til
lovforslagets § 31, stk. 5, og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet underretter Forbruger-
ombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at
kunder hos en forbrugslånsvirksomhed kan have lidt et tab
som følge af, at virksomheden har overtrådt det foreslåede §
7, stk. 1, regler udstedt i medfør af det foreslåede § 7, stk. 2
eller § 9.
Efter det foreslåede stk. 1 har Forbrugerombudsmanden mu-
lighed for at hjælpe forbrugerne i konkrete sager på det
finansielle område ved at anlægge gruppesøgsmål eller ved
at indtræde som mandatar efter retsplejelovens almindelige
regler i civile retssager. Finansstilsynets underretning af For-
brugerombudsmanden i henhold til det foreslåede stk. 2,
er derfor vigtig for at sikre forbrugerbeskyttelsen på det
finansielle område. Den foreslåede bestemmelse medfører
49
endvidere, at Finanstilsynet som led i sin tilsynsvirksomhed
skal være særlig opmærksom på sager, hvor kunderne kan
have lidt tab for at kunne opfylde sin underretningspligt. Fi-
nanstilsynet skal orientere Forbrugerombudsmanden senest i
forbindelse med, at Finanstilsynet træffer afgørelse i sagen.
Det foreslås i stk. 3, at Forbrugerombudsmanden uanset § 20
har adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager
omfattet af stk. 1. Baggrunden for en sådan bestemmelse
er, at Forbrugerombudsmanden bør have alle oplysninger i
sagerne omfattet af stk. 1, således at Forbrugerombudsman-
den har mulighed for at vurdere, om en retssag bør anlæg-
ges. Det gælder også fortrolige oplysninger.
Adgangen til at videregive oplysninger til Forbrugerom-
budsmanden svarer til reglerne efter forvaltningslovens §§
28 og 31.
Til § 17
Den foreslåede bestemmelse fastlægger Finanstilsynets be-
føjelse til at indhente oplysninger til brug for Finanstilsy-
nets virksomhed og Finanstilsynets beføjelse til at foretage
tilsyns- og kontrolundersøgelser uden retskendelse hos virk-
somheder omfattet af lovforslaget.
Det foreslås i stk. 1, at forbrugslånsvirksomheder samt leve-
randører og underleverandører til disse, skal give Finanstil-
synet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets
virksomhed. Som tvangsmiddel kan Finanstilsynet udstede
tvangsbøder, jf. lovforslagets § 32, stk. 1.
De nævnte virksomheder er kun forpligtede til at give op-
lysninger til Finanstilsynet efter anmodning. Som eksempel
på oplysninger omfattet af forslagets stk. 1, kan nævnes for-
retningsgange om kreditværdighedsvurdering og eksempler
på, hvordan en kreditværdighedsvurdering er gennemført i
forbindelse med bevilling af lån.
Stk. 1 omfatter også leverandører og underleverandører,
hvorved bestemmelsen svarer til, hvad der gælder efter
de øvrige tilsynslove, herunder lov om finansiel virksom-
hed. De opgaver, som Finanstilsynet skal kunne indhente
oplysninger om hos leverandører henholdsvis underleveran-
dører, er opgaver, som Finanstilsynet ville kunne indhente
oplysninger om hos outsourcingvirksomheden, hvis opga-
verne ikke var outsourcet. Formålet med at omfatte leve-
randører og underleverandører er således, at Finanstilsynets
indhentelse af oplysninger ikke kan hindres eller omgås ved
outsourcing.
Der må alene behandles nødvendige personoplysninger i
forbindelse med indhentelse af oplysninger efter lovforsla-
gets stk. 1. Indhentelsen af personoplysninger skal ske i
overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens arti-
kel 5, litra c, hvorefter personoplysninger skal være tilstræk-
kelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt
i forhold til de formål, hvortil de behandles (”dataminime-
ring”).
Overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt, jf. § 31, stk.
3. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af § 17, stk. 1, er
virksomheder omfattet af loven samt leverandører og under-
leverandører til disse. Den strafbare handling består i ikke
at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige
for tilsynets virksomhed. Et eksempel på overtrædelse af
bestemmelsen er en virksomhed, der ikke vil udlevere virk-
somhedens interne retningslinjer på god skik området.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet til enhver tid mod
behørig legitimation uden retskendelse kan få adgang til
forbrugslånsvirksomheder, med henblik på indhentning af
oplysninger til brug for Finanstilsynets virksomhed, herun-
der ved inspektioner.
Beskyttelsen efter § 72 i grundloven, som omhandler bo-
ligens ukrænkelighed, omfatter både bolig og erhverv. Ind-
greb kan kun ske på grundlag af forudgående retskendelse,
medmindre loven indeholder en særegen hjemmel til, at
retskendelse er unødvendig. Bestemmelsen om Finanstilsy-
nets adgang til virksomheder uden retskendelse udgør såle-
des en undtagelse til at fravige kravet om retskendelse efter
grundlovens § 72, 2. pkt., for foretagelse af husundersøgel-
se.
Finanstilsynet har som udgangspunkt udelukkende adgang
til forretningslokaler og således ikke til private boliger. I
tilfælde, hvor en virksomhed er af så begrænset størrelse,
at virksomhedens forretningslokale befinder sig i et privat
hjem, har Finanstilsynet dog adgang hertil i overensstem-
melse med denne bestemmelse.
Finanstilsynet har behov for at kunne udøve sin tilsynsvirk-
somhed, også i de særlige tilfælde hvor en virksomhed måtte
nægte at give Finanstilsynet de oplysninger, som er nødven-
dige til brug for tilsynsvirksomheden, samt tilfælde hvor en
virksomhed på anden vis modvirker en inspektion.
Finanstilsynets tilsynsvirksomhed skal ske under iagttagelse
af bestemmelserne i retssikkerhedsloven. Det følger af rets-
sikkerhedslovens § 5, stk. 1, at der forud for gennemførelsen
af en beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb skal
ske underretning af parten om beslutningen. Dette udgangs-
punkt kan dog fraviges helt eller delvis, hvis øjemedet med
tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis forud-
gående underretning skulle gives, jf. § 5, stk. 4, nr. 1, i
retssikkerhedsloven.
50
Finanstilsynet har mulighed for at foretage inspektion uden
forudgående varsling. Denne hjemmel skal alene anvendes
af Finanstilsynet efter et almindeligt proportionalitetsprin-
cip, i tilfælde hvor Finanstilsynet vurderer, at formålet med
inspektionen ville blive forspildt, hvis inspektionen blev
varslet. Udgangspunktet er således fortsat, at inspektioner
hos de virksomheder, som er omfattet af lovforslaget, skal
varsles på forhånd i det omfang, det er muligt. Hjemlen kan
derfor tænkes anvendt, f.eks. hvor en tilsynsbelagt virksom-
hed undtagelsesvist nægter Finanstilsynet adgang til virk-
somheden i forbindelse med en ordinær inspektion. Der kan
også være tale om en krisesituation, der kræver, at Finanstil-
synet skrider til omgående handling, og hvor en umiddelbar
adgang til virksomheden eller personen er en forudsætning
for at håndtere situationen. Hvis en virksomhed undtagelses-
vist skulle modarbejde en inspektion i disse situationer, er
der ikke fundet grundlag for at foretage begrænsninger i
Finanstilsynets adgang til at foretage inspektioner uden rets-
kendelse.
Finanstilsynet må kun skaffe sig adgang til en virksomheds
eller persons forretningslokaler uden retskendelse, hvis det
er nødvendigt for, at Finanstilsynet kan udøve sin tilsyns-
virksomhed. Det er en betingelse, at formålet ikke kan opnås
ved brug af mindre indgribende foranstaltninger som f.eks.
tvangsbøder.
Finanstilsynets mulighed for at få adgang uden retskendel-
se kan kun anvendes i tilsynsmæssigt øjemed. Hvis der er
en begrundet mistanke om en strafbar overtrædelse af den
finansielle lovgivning, finder retsplejelovens regler om ran-
sagning anvendelse.
I tilfælde, hvor det efter Finanstilsynets konkrete vurdering
anses for nødvendigt at foretage kontrolbesøg uden forudgå-
ende varsling, skal der fortsat ske iagttagelse af almindeli-
ge retssikkerhedsmæssige principper, herunder eksempelvis
forbuddet mod selvinkriminering, jf. § 10, stk. 1, i retssik-
kerhedsloven, hvilket betyder, at en person, der er anklaget
for et strafbart forhold, har ret til ikke at udtale sig om
den påståede lovovertrædelse, ligesom vedkommende ikke
kan blive tvunget til at medvirke til at opklare det påståede
strafbare forhold.
En forudsætning for at anvende hjemlen til at foretage en
inspektion er desuden, at Finanstilsynet ikke med rimelig
grund har mistanke om, at en fysisk eller juridisk person har
begået en strafbar lovovertrædelse, jf. retssikkerhedslovens
§ 9, idet sagen i sådanne tilfælde skal behandles efter regler-
ne i retsplejeloven om strafferetsplejen. Sagen vil i sådanne
tilfælde således skulle behandles af politiet.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at Finanstilsynet til enhver tid
mod behørig legitimation uden retskendelse kan få adgang
til en leverandør eller underleverandør med henblik på ind-
hentelse af oplysninger om den outsourcede aktivitet.
Udgangspunktet er, at adgang til de nævnte leverandører og
underleverandører skal varsles på forhånd, i det omfang det
er muligt.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at Finanstilsynets fysiske ad-
gang til leverandørens lokaler skal indgå som et krav i
den outsourcingkontrakt, som indgås mellem outsourcing-
virksomheden og leverandøren.
Bestemmelsen tænkes anvendt i situationer, hvor det ikke er
muligt for Finanstilsynet at få adgang til de nødvendige op-
lysninger gennem outsourcingvirksomheden. Finanstilsynets
fysiske adgang til leverandørens lokaler skal derfor indgå
som et krav i den outsourcingkontrakt, som indgås mellem
outsourcingvirksomheden og leverandøren.
Det foreslås i stk. 3, 3. pkt., at indeholder en outsourcing-
kontrakt ikke kravet om Finanstilsynets fysiske adgang til
leverandørens virksomhed, kan Finanstilsynet kræve, at den
outsourcede aktivitet fremover enten varetages af outsour-
cingvirksomheden selv eller outsources til en anden leveran-
dør inden for en af Finanstilsynet nærmere fastsat frist.
Det vil ved outsourcing til udlandet være vigtigt, at der i
kontrakten mellem outsourcingvirksomheden og leverandø-
ren er adgang for Finanstilsynet til at få alle de nødvendige
oplysninger.
Finanstilsynets adgang til oplysninger hos leverandører hen-
holdsvis underleverandører skal kun omfatte disses forret-
ningslokaler og kun de opgaver, som leverandøren eller
underleverandøren varetager i henhold til en outsourcing-
kontrakt med outsourcingvirksomheden. Finanstilsynet vil
som udgangspunkt skaffe de nødvendige oplysninger hos
outsourcingvirksomheden, som har pligt til at få de nødven-
dige oplysninger fra leverandøren. For at sikre et effektivt
tilsyn også i særlige situationer, hvor det for eksempel vi-
ser sig, at outsourcingvirksomheden ikke loyalt samarbejder
med Finanstilsynet, skal Finanstilsynet have fysisk adgang
til oplysningerne direkte hos leverandøren uden retskendel-
se.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet kan kræve udlevering
af alle oplysninger, herunder regnskaber og regnskabsmate-
riale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektro-
nisk lagrede data, som skønnes nødvendig for Finanstilsy-
nets afgørelse af, om en virksomhed eller person er omfattet
af bestemmelserne i denne lov.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet ud
over oplysninger fra virksomheder omfattet af loven, kan
51
kræve oplysninger af virksomheder og fysiske personer, der
ikke udøver tilsynsbelagt virksomhed, som er nødvendige
for, at Finanstilsynet kan vurdere, om en virksomhed eller
den fysiske person udøver tilsynsbelagt virksomhed i hen-
hold til loven, hvis disse har informationer, som er nødven-
dige for, at Finanstilsynet kan vurdere, hvorvidt en virksom-
hed udøver tilsynsbelagt virksomhed og således burde have
tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.
Indhentning af oplysninger vil ske under iagttagelse af rets-
sikkerhedsloven, herunder retssikkerhedslovens § 10 om
forbuddet mod selvinkriminering.
Finanstilsynet kan i henhold til det foreslåede stk. 5 indhente
oplysninger efter stk. 1-4 til brug for de færøske tilsynsmyn-
digheder jf. § 20, stk. 6, nr. 11. Den foreslåede bestemmelse
sikrer, at Finanstilsynet kan samarbejde med de færøske
tilsynsmyndigheder.
Til § 18
Den foreslåede bestemmelse fastlægger regler om Finanstil-
synets muligheder for at afsætte et ledelsesmedlem hos en
forbrugslånsvirksomhed.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet kan påbyde et medlem
af bestyrelsen i en forbrugslånsvirksomhed at nedlægge sit
hverv inden for en frist fastsat af Finanstilsynet, hvis besty-
relsesmedlemmet efter § 4, stk. 1, nr. 2-5, ikke kan varetage
hvervet. Et bestyrelsesmedlem kan eksempelvis ikke vareta-
ge hvervet, hvis personen er under rekonstruktionsbehand-
ling, jf. § 4, stk. 1, nr. 4.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan gribe direkte
ind over for bestyrelsesmedlemmer i en forbrugslånsvirk-
somhed, som ikke opfylder kravene til egnethed og hæder-
lighed, ved at påbyde personen at nedlægge sit hverv. Det
vil være hurtigt, effektivt og mindre indgribende over for
forbrugslånsvirksomheden og dennes fortsatte drift end at
inddrage virksomhedens tilladelse.
Det er forventningen, at en forbrugslånsvirksomhed selv gri-
ber ind over for det bestyrelsesmedlem, der ikke længere vi-
ser sig at være egnet og hæderlig til at varetage hvervet. Fi-
nanstilsynets indgrebsmuligheder skal derfor alene anvendes
i de ganske særlige tilfælde, hvor det pågældende bestyrel-
sesmedlem ikke selv har nedlagt sit hverv.
Det foreslås i stk. 2, at varigheden af et påbud meddelt efter
stk. 1, som gives på baggrund af lovforslagets § 4, stk. 1, nr.
2, 4 og 5, skal fremgå af påbuddet. Lovforslagets § 4, stk.
1, nr. 3, er ikke en del af opremsningen i stk. 2, da påbud
til bestyrelsesmedlemmer i medfør af den bestemmelse er
særskilt reguleret i stk. 3.
Et ledelsesmedlem vil ikke kunne forvente, at
vedkommende straks efter afslutningen af en konkurs eller
en gældssanering på ny kan anses for at opfylde kravene
til egnethed og hæderlighed. Det vil bero på en konkret
vurdering, hvor længe påbuddet skal gælde. Finanstilsynets
afgørelser kan påklages til Erhvervsankenævnet af den for-
brugslånsvirksomhed eller det bestyrelsesmedlem, som på-
buddet retter sig imod, jf. lovforslagets § 26.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan påbyde et medlem
af bestyrelsen i en forbrugslånsvirksomhed at nedlægge sit
hverv, når der er rejst tiltale mod bestyrelsesmedlemmet i
en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov el-
ler anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort,
hvis en domfældelse vil indebære, at bestyrelsesmedlemmet
ikke opfylder kravene i lovforslagets § 4, stk. 1, nr. 3. Fi-
nanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet
får mulighed for at påbyde et medlem af bestyrelsen i en
forbrugslånsvirksomhed at nedlægge sit hverv allerede fra
det tidspunkt, hvor tiltale er rejst, og indtil straffesagen er
afsluttet. Det er en forudsætning for udstedelse af et påbud
efter denne bestemmelse, at der er rejst tiltale mod den
pågældende.
Det kan i nogle tilfælde være tidsmæssigt krævende at pla-
cere et strafansvar. Imidlertid tilsiger hensynet til forbrugs-
lånsvirksomheden, kunderne og de almene samfundsinteres-
ser, som ligger bag kravene om egnethed og hæderlighed,
at Finanstilsynet får mulighed for at gribe ind over for et
bestyrelsesmedlem på et tidligere tidspunkt for at afværge
risikoen for, at vedkommende påfører en forbrugslånsvirk-
somhed skade. Finanstilsynets reaktion vil derfor ofte være
påkrævet, så snart der er en bestyrket mistanke om, at det
pågældende bestyrelsesmedlem har begået et strafbart for-
hold.
Ved vurderingen af, om der skal meddeles et midlertidigt
påbud i medfør af denne bestemmelse, skal Finanstilsynet
afveje forseelsens grovhed og det konkrete behov for at
fjerne bestyrelsesmedlemmet over for hensynet til den på-
gældendes retssikkerhed.
Den endelige stillingtagen til, om en person opfylder be-
tingelserne for at være bestyrelsesmedlem i en forbrugslån-
svirksomhed, i tilfælde hvor denne midlertidigt er fjernet fra
virksomhedens ledelse, forudsættes at finde sted i forbindel-
se med afgørelsen af straffesagen, jf. § 79 i straffeloven. Det
følger af denne bestemmelse, at man i forbindelse med dom-
fældelse for en strafbar handling ved dom kan fratage en
person retten til at udøve erhverv, som er underlagt krav
om autorisation eller godkendelse. Hermed sikres det, at der
foretages et samlet opgør med retsfølgerne af en lovovertræ-
delse.
52
Bliver der under straffesagen nedlagt påstand om, at tiltalte
ikke opfylder betingelsen i lovforslagets § 4, stk. 1, nr. 2-5,
men der ved en fejl ikke sker pådømmelse af spørgsmålet,
vil denne fejl kunne rettes gennem en anke af rettens afgø-
relse.
Sker der i en straffesag ikke samtidig pådømmelse af
spørgsmålet om egnethed og hæderlighed, vil spørgsmålet
efterfølgende kunne prøves ved domstolene. Det kan bl.a.
ske ved, at Finanstilsynet udsteder et påbud direkte til perso-
nen, jf. det foreslåede stk. 1, og den, som påbuddet retter
sig imod, forlanger, at påbuddet indbringes for domstolene,
jf. det foreslåede stk. 8. Der vil ved en prøvelse af Finanstil-
synets påbud kunne tages hensyn til den allerede udmålte
straf, således som det ville være sket, hvis strafudmålingen
og rettighedsfrakendelsen var sket samtidig med afgørelse af
straffesagen.
Inden Finanstilsynet påbyder et medlem af bestyrelsen i en
forbrugslånsvirksomhed at nedlægge sit hverv, skal der i
henhold til reglerne i forvaltningsloven foretages en partshø-
ring af virksomheden og af den, som påbuddet retter sig
mod. Inden Finanstilsynet træffer afgørelse i sagen om på-
buddet, forelægges spørgsmålet bestyrelsen i Finanstilsynet,
som i medfør af lovforslagets § 15, stk. 2, der henviser til §
345, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, træffer afgørelse i
tilsynssager af principiel karakter.
Overtrædelse af stk. 1 og 3, er strafbelagt, jf. § 31, stk.
4. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af § 18, stk. 1 og 3,
er bestyrelsesmedlemmer i en forbrugslånsvirksomhed. Den
strafbare handling består i ikke at efterkomme et påbud
fra Finanstilsynet om at nedlægge sit hverv som bestyrelses-
medlem.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet af egen drift eller
efter ansøgning kan tilbagekalde et påbud meddelt et besty-
relsesmedlem efter stk. 1 og stk. 3. Afslår Finanstilsynet en
ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren forlange afsla-
get indbragt for domstolene af Finanstilsynet. Anmodning
herom skal indgives til Finanstilsynet senest 4 uger efter, at
afslaget er meddelt den pågældende. Anmodning om dom-
stolsprøvelse kan dog kun fremsættes, hvis påbuddet ikke er
tidsbegrænset, og der er forløbet mindst 5 år fra datoen for
udstedelsen af påbuddet eller mindst 2 år efter, at Finanstil-
synets afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.
Bestemmelsen vil især være relevant i forhold til påbud,
som ikke er tidsbegrænsede.
I tilfælde hvor en person, som er blevet påbudt at nedlægge
sit hverv, ansøger om at få påbuddet tilbagekaldt, men hvor
Finanstilsynet afslår denne ansøgning, indføres der som ud-
gangspunkt samme mulighed for at kunne forlange et afslag
på ansøgning om tilbagekaldelse indbragt for domstolene
af Finanstilsynet som efter det foreslåede stk. 8, hvor der
gives mulighed for at kunne forlange et påbud indbragt for
domstolene af Finanstilsynet. Det indebærer, at ansøgeren
vil kunne forlange, at Finanstilsynet indbringer sagen for
domstolene senest 4 uger efter, at vedkommende har indgi-
vet begæring herom til Finanstilsynet.
Det er ikke muligt at begære et afslag på at omgøre et
tidsbegrænset påbud indbragt for domstolene af Finanstilsy-
net. Det er heller ikke muligt at begære et afslag på tilbage-
kaldelse af et tidsubegrænset påbud indbragt for domstolene,
før der er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af
påbuddet eller mindst 2 år efter, at en domstol senest har
stadfæstet et afslag på tilbagekaldelse. Tidsbegrænsningen
for, hvornår et afslag kan forlanges indbragt for domstole-
ne, foreslås indført for at sikre, at ikke ethvert afslag på
tilbagekaldelse af et påbud vil kunne forlanges indbragt for
domstolene af Finanstilsynet. Dette skyldes, at der må for-
ventes at forløbe en tilstrækkelig tidsperiode fra påbuddet
er udstedt, til forholdene, der har dannet grundlag for det af
Finanstilsynet udstedte påbud eller har dannet grundlag for,
at en domstol har stadfæstet et afslag på tilbagekaldelse, har
ændret sig.
De foreslåede begrænsninger har kun betydning for mulig-
heden for at kræve sagen indbragt for domstolene af Finans-
tilsynet. En person, som har modtaget et afslag på sin ansøg-
ning, vil til enhver tid have mulighed for selv at anlægge sag
ved domstolene gennem den almindelige borgerlige retsple-
je.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet kan inddrage forbrugs-
lånsvirksomhedens tilladelse, jf. § 19, stk. 1, nr. 5, hvis
et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i
medfør af stk. 1 eller 3.
Herved sikres Finanstilsynet en sanktionsmulighed, som vil
kunne benyttes i de helt særlige situationer, hvor den person,
som påbuddet retter sig mod, ignorerer et påbud.
Finanstilsynet kan i henhold til det foreslåede stk. 6 påbyde
en forbrugslånsvirksomhed at afsætte en direktør i virksom-
heden inden for en frist fastsat af Finanstilsynet, hvis direk-
tøren efter § 4, stk. 1, nr. 2-5, ikke kan varetage stillingen.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet vil kunne påbyde
en forbrugslånsvirksomhed at afsætte en direktør, som ikke
længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i lov-
forslagets § 4, stk. 1, nr. 2-5.
Efterlever en forbrugslånsvirksomhed ikke påbuddet, vil Fi-
nanstilsynet kunne benytte sin hjemmel i lovforslagets § 32,
stk. 2, til at give tvangsbøder. Tvangsbøder anses for at være
53
et bedre tvangsmiddel til at sikre et hurtigt, effektivt og
mindre indgribende indgreb end muligheden for at inddra-
ge virksomhedens tilladelse. Sidstnævnte mulighed bevares
dog, men vil kun finde anvendelse i særlige situationer, hvor
alle andre indgrebsmuligheder er udtømte. Der henvises til
bemærkningerne til stk. 9.
Det foreslås i stk. 7, at Finanstilsynet kan påbyde en for-
brugslånsvirksomhed at afsætte en direktør, når der er rejst
tiltale mod denne i en straffesag om overtrædelse af straf-
feloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil
straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at
vedkommende ikke opfylder kravene i lovforslagets § 4, stk.
1, nr. 2-5. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af
påbuddet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet får
mulighed for at påbyde en forbrugslånsvirksomhed midler-
tidigt at fjerne en direktør allerede fra det tidspunkt, hvor
tiltale er rejst, og indtil straffesagen er afsluttet. Det er en
forudsætning for udstedelse af et påbud efter denne bestem-
melse, at der er rejst tiltale mod den pågældende.
Det kan i nogle tilfælde være tidsmæssigt krævende at pla-
cere et strafansvar. Imidlertid tilsiger hensynet til forbrugs-
lånsvirksomheden, kunderne og de almene samfundsinteres-
ser, som ligger bag kravene om egnethed og hæderlighed, at
Finanstilsynet får mulighed for at gribe ind over for et med-
lem af direktionen på et tidligere tidspunkt for at afværge
risikoen for, at personen påfører en forbrugslånsvirksomhed
skade. Finanstilsynets reaktion vil derfor ofte være påkræ-
vet, så snart der er en bestyrket mistanke om, at det pågæl-
dende medlem af direktionen har begået et strafbart forhold.
Ved vurderingen af, om der skal meddeles et midlertidigt
påbud i medfør af denne bestemmelse, skal Finanstilsynet
afveje forseelsens grovhed og det konkrete behov for at
fjerne vedkommende over for hensynet til den pågældendes
retssikkerhed.
Den endelige stillingtagen til, om en person opfylder betin-
gelserne for at være direktør i en forbrugslånsvirksomhed, i
tilfælde hvor denne midlertidigt er fjernet fra virksomhedens
ledelse, forudsættes at finde sted i forbindelse med afgørel-
sen af straffesagen, jf. § 79 i straffeloven. Det følger af den-
ne bestemmelse, at man i forbindelse med domfældelse for
en strafbar handling ved dom kan fratage en person retten
til at udøve erhverv, som er underlagt krav om autorisation
eller godkendelse. Hermed sikres det, at der foretages et
samlet opgør med retsfølgerne af en lovovertrædelse.
Bliver der under straffesagen nedlagt påstand om, at tiltalte
ikke opfylder betingelserne til egnethed og hæderlighed i
lovforslagets § 4, stk. 1, nr. 2-5, men der ved en fejl ikke
sker pådømmelse af spørgsmålet, vil denne fejl kunne rettes
gennem en anke af rettens afgørelse.
Sker der i en straffesag ikke samtidig pådømmelse af
spørgsmålet om egnethed og hæderlighed, vil spørgsmålet
efterfølgende kunne prøves ved domstolene. Det kan bl.a.
ske ved, at Finanstilsynet udsteder et påbud til forbrugslån-
svirksomheden, jf. det foreslåede stk. 6 og 7, og virksomhe-
den forlanger, at påbuddet indbringes for domstolene, jf. det
foreslåede stk. 8. Der vil ved en prøvelse af Finanstilsynets
påbud kunne tages hensyn til den allerede udmålte straf,
således som det ville være sket, hvis strafudmålingen og
rettighedsfrakendelsen var sket samtidig med afgørelse af
straffesagen.
Inden Finanstilsynet påbyder en forbrugslånsvirksomhed at
afsætte en direktør, skal der i henhold til reglerne i forvalt-
ningsloven foretages en partshøring af virksomheden og af
den, som påbuddet retter sig mod. I denne fase vil bestyrel-
sen have mulighed for af egen drift at afsætte en direktør. In-
den Finanstilsynet træffer afgørelse i sagen om påbuddet,
forelægges spørgsmålet bestyrelsen i Finanstilsynet, som i
medfør af lovforslagets § 15, stk. 2, der henviser til § 345,
stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, træffer afgørelse i
tilsynssager af principiel karakter.
Overtrædelse af stk. 6 og 7, er strafbelagt, jf. § 31, stk.
3. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af § 18, stk. 6 og 7,
er virksomheder omfattet af loven. Den strafbare handling
består i ikke at efterkomme et påbud fra Finanstilsynet om at
afsætte en direktør.
Det foreslås i stk. 8, at en forbrugslånsvirksomhed og den
person, som påbuddet er rettet mod, kan forlange påbud
meddelt efter stk. 1-7 indbragt for domstolene af Finanstil-
synet. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet
senest 4 uger efter, at påbuddet er meddelt den pågælden-
de. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4
uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges
i den borgerlige retsplejes former.
Der stilles ingen formkrav til anmodningen. Den foreslåe-
de bestemmelse afskærer ikke den pågældende forbrugslån-
svirksomhed og den person, som påbuddet retter sig mod,
fra selv at anlægge sag ved domstolene gennem den almin-
delige borgerlige retspleje.
En anmodning om indbringelse af sagen for domstolene
tillægges som udgangspunkt ikke opsættende virkning, idet
det vil stride mod hensynet til at sikre en løbende og effektiv
håndhævelse af kravene om egnethed og hæderlighed. Dog
har retten mulighed for ved kendelse at bestemme, at den
pågældende under sagens behandling kan opretholde sit
hverv eller forblive i sin stilling, mens sagen verserer for
retten.
54
Det foreslås i stk. 9, at Finanstilsynet kan inddrage forbrugs-
lånsvirksomhedens tilladelse, hvis en virksomhed ikke har
afsat direktøren inden for den fastsatte frist, jf. stk. 6 og
7. Finanstilsynet kan endvidere inddrage virksomhedens til-
ladelse, jf. § 19, stk. 1, nr. 5. Virksomheden kan derefter
ikke fortsætte med at udøve forbrugslånsvirksomhed. Fort-
sætter virksomheden med at udøve forbrugslånsvirksomhed
uden tilladelse, kan virksomheden ifalde straf efter lovfor-
slagets § 31, stk. 1.
Herved sikres Finanstilsynet en sanktionsmulighed, som vil
kunne benyttes i de helt særlige situationer, hvor en for-
brugslånsvirksomhed ignorerer såvel påbud som bøder.
Det foreslås i stk. 10, at stk. 1-9 også gælder for den eller de
ledelsesansvarlige i virksomheden, hvis en forbrugslånsvirk-
somhed drives som en juridisk person uden bestyrelse eller
en direktion.
Forslaget medfører, at i de tilfælde hvor en forbrugslånsvirk-
somhed drives som en juridisk person uden en bestyrelse el-
ler en direktion, får Finanstilsynet de samme muligheder for
at kunne gribe ind over for de ledelsesansvarlige i virksom-
heden som i de tilfælde, hvor virksomheden drives som en
juridisk person med en egentlig direktion og/eller bestyrel-
se. På den måde sikres en effektiv håndhævelse af lovforsla-
gets § 4, stk. 3, for så vidt angår forbrugslånsvirksomheder,
der drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en
direktion.
Med den eller de ledelsesansvarlige i forbrugslånsvirksom-
heden forstås den eller de personer, der er ansvarlige for
den overordnede henholdsvis daglige ledelse af virksomhe-
den. Den formelle stillingsbetegnelse er ikke afgørende for,
om en person anses for at være den for forbrugslånsvirk-
somheden ledelsesansvarlige.
Det vil bero på en konkret vurdering, om det er reglerne
for afsættelse af direktører eller reglerne om bestyrelses-
medlemmers nedlæggelse af deres hverv, der finder anven-
delse. Det vil være afgørende for denne vurdering, hvilken
kategori, der har flest lighedspunkter i forhold til den pågæl-
dende ledelsesansvarliges funktion.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
4, stk. 3, og § 19, stk. 1-4. Et bestyrelsesmedlem, som ikke
efterkommer et påbud udstedt af Finanstilsynet i medfør af
det foreslåede stk. 1 og 3, foreslås straffet med bøde, jf.
lovforslagets § 31, stk. 4.
Til § 19
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, under hvilke nærme-
re omstændigheder Finanstilsynet har mulighed for at ind-
drage en virksomheds tilladelse som forbrugslånsvirksom-
hed.
Inden Finanstilsynet inddrager en forbrugslånsvirksomheds
tilladelse, skal der i henhold til reglerne i forvaltningsloven
foretages en partshøring af virksomheden.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet kan inddrage
en virksomheds tilladelse som forbrugslånsvirksomhed, hvis
virksomheden anmoder herom. Det er en betingelse for ind-
dragelse af en tilladelse, at virksomheden ophører med de
aktiviteter, som tilladelsen er givet til.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at en tilladelse kan inddrages,
hvis en virksomhed ikke gør brug af tilladelsen senest 12
måneder efter, at Finanstilsynet har meddelt virksomheden
tilladelse. En virksomhed gør brug af en tilladelse, når virk-
somheden begynder at udbyde kreditaftaler til forbrugere.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at en tilladelse kan inddrages,
hvis en virksomhed ikke har udøvet forbrugslånsvirksomhed
i en samlet periode på over 6 måneder. Det vil sige, at
virksomheden ikke har udbudt kreditaftaler til forbrugere i
denne periode.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at en tilladelse kan inddrages,
hvis tilladelsen er opnået på baggrund af urigtige eller vild-
ledende oplysninger eller på anden uretmæssig vis. Det er
en forudsætning, at oplysningerne har haft en vis betydning
for Finanstilsynets beslutning. Endvidere er det en forudsæt-
ning, at oplysningerne har været bevidst urigtige. Er det
sidste ikke tilfældet, må Finanstilsynet vurdere forholdet
efter forslaget til nr. 5.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at en tilladelse kan inddrages,
hvis virksomheden ikke længere opfylder betingelserne for
meddelelse af tilladelse efter § 3.
Finanstilsynet kan inddrage en forbrugslånsvirksomheds til-
ladelse, hvis medlemmer af ledelsen eller, hvis virksomhe-
den drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller
direktion, den eller de for virksomhedens ledelsesansvarlige,
ikke opfylder kravene i lovforslagets § 4, da opfyldelsen
af disse bestemmelser er en betingelse for, at Finanstilsynet
kan meddele tilladelse efter lovforslagets § 3, stk. 2, nr.
2. Hvis et ledelsesmedlem eller en ledelsesansvarlig ikke
længere lever op til kravene om egnethed og hæderlighed,
vil Finanstilsynet kunne inddrage forbrugslånsvirksomhe-
dens tilladelse. Om det nærmere indhold af bestemmelserne
henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4.
Inddragelse af tilladelse med henvisning til, at bestemmel-
serne i lovforslagets § 4 ikke er opfyldt, forudsætter, at Fi-
55
nanstilsynet har meddelt en forbrugslånsvirksomhed påbud
om at afsætte direktøren eller har meddelt et medlem af be-
styrelsen i en forbrugslånsvirksomhed påbud om at nedlæg-
ge hvervet inden for en af Finanstilsynet fastsat frist. Hvis
forbrugslånsvirksomheden ikke har afsat direktøren, eller
bestyrelsesmedlemmet ikke har nedlagt hvervet inden for
den fastsatte frist, vil tilladelsen kunne blive inddraget. Der
henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 18, stk. 5 og
9. Dette skyldes, at Finanstilsynet som offentlig myndighed
er underlagt et proportionalitetsprincip, hvilket betyder, at
den mindst indgribende beføjelse altid skal anvendes.
En indehaver af en forbrugslånsvirksomhed, der er en en-
keltmandsvirksomhed, er ikke omfattet af den foreslåede
påbudsbestemmelse i lovforslagets § 18. Dette skyldes, at
en enkeltmandsvirksomhed er en personligt drevet virksom-
hed. Virksomheden er således identisk med indehaveren, der
som følge heraf ikke på tilsvarende måde som en direktør
eller et bestyrelsesmedlem kan afsættes eller nedlægge sit
hverv. I tilfælde hvor en indehaver af en forbrugslånsvirk-
somhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, ikke længere
lever op til kravene i § 4, kan Finanstilsynet i medfør af
lovforslagets § 19, stk. 1, nr. 5, derfor inddrage tilladelsen
til at udøve forbrugslånsvirksomhed uden forudgående på-
bud. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til denne
bestemmelses stk. 2.
Det foreslås i stk. 1, nr. 6, at Finanstilsynet kan inddrage en
tilladelse efter § 3, når virksomheden groft eller gentagne
gange tilsidesætter sine pligter efter denne lov, hvidvasklo-
ven og regler udstedt i medfør heraf, herunder forpligtelsen
til at identificere målgrupper, jf. §§ 10 og 11, og forpligtel-
sen til at foretage en kreditværdighedsvurdering, jf. denne
lovs § 9 eller § 7 c i lov om kreditaftaler.
Bestemmelsen nævner udtrykkeligt en tilsidesættelse af for-
pligtelsen til at identificere målgrupper og en tilsidesættelse
af forpligtelsen til at foretage en kreditværdighedsvurdering
som eksempel på en tilsidesættelse af en forpligtelse, der
kan medføre, at virksomhedens tilladelse kan inddrages. Det
er dog en betingelse, at virksomheden groft eller gentag-
ne gange har tilsidesat denne forpligtelse. Dette krav vil
være opfyldt, hvis virksomheden tilsidesætter et påbud fra
Finanstilsynet om at gennemføre en tilstrækkelig kreditvær-
dighedsvurdering.
Bestemmelsen kan imidlertid også anvendes til at sanktione-
re andre grove eller gentagne pligtforsømmelser. Hvis en
forbrugslånsvirksomhed ikke efterkommer et påbud fra Fi-
nanstilsynet om at afsætte sin direktør, jf. § 18, stk. 6, vil
dette være en grov tilsidesættelse af virksomhedens pligter
efter denne lov.
Dette gør sig også gældende ved en overtrædelse af § 11,
stk. 2, hvor en forbrugslånsvirksomhed udbyder kreditaftaler
med et højt ÅOP til forbrugere med en svag økonomi og
ringe betalingsevne. Såfremt virksomheden ikke efterlever
dette påbud, vil det kunne medføre, at Finanstilsynet kan
inddrage virksomhedens tilladelse jf. stk. 1, nr. 6.
Bestemmelsen giver endvidere Finanstilsynet mulighed for
at inddrage tilladelsen, hvis indehaveren af en forbrugslån-
svirksomhed groft eller gentagne gange har overtrådt speci-
fikke bestemmelser i loven og regler fastsat i medfør af
loven.
Der henvises til bemærkningerne til § 9, stk. 1, for en nær-
mere beskrivelse af sammenhængen mellem § 9 og § 7 c i
kreditaftaleloven.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at Finanstilsynet får
mulighed for at inddrage en forbrugslånsvirksomheds til-
ladelse som følge af virksomhedens grove eller gentagne
overtrædelser af hvidvaskloven.
Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse i
tilfælde, hvor virksomheden systematisk har undladt at iden-
tificere og kontrollere kunder i overensstemmelse med hvid-
vasklovens bestemmelser om kundekendskabsprocedurer.
Inddragelse af tilladelse er en indgribende foranstaltning,
idet forbrugslånsvirksomheden ved en inddragelse af sin
tilladelse mister muligheden for at udøve de aktiviteter, der
kræves tilladelse til, hvilket som regel vil betyde, at virk-
somheden helt må ophøre med at eksistere.
Det fremgår af bestemmelsen, at der skal være tale om gro-
ve eller gentagne overtrædelser. Inddragelse af tilladelse vil
typisk først være aktuel efter, at der har været givet frist til
berigtigelse af forholdet, og dette ikke er sket.
Det forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgriben-
de reaktion er anvendt over forbrugslånsvirksomheden, før
tilladelsen inddrages, eller at forholdene i forbrugslånsvirk-
somheden indebærer, at virksomheden ikke har mulighed for
at rette op på overtrædelserne inden for en tilpas kort tids-
horisont. Kan forholdene i virksomheden rettes op ved en
mindre indgribende reaktion end at trække virksomhedens
tilladelse, skal den mindre reaktion vælges.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan inddrage en tilla-
delse efter § 3, når der er rejst tiltale mod indehaveren af
en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksom-
hed, for overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden
finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis dom-
fældelse vil indebære, at personen ikke opfylder kravene i §
4, stk. 1, nr. 3.
Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til at udøve virksom-
hed som forbrugslånsvirksomhed, når der er tale om en en-
keltmandsvirksomhed, allerede fra det tidspunkt, hvor tiltale
56
er rejst mod indehaveren i en sag om overtrædelse af straffe-
loven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, og indtil
straffesagen er afsluttet, hvis en domfældelse vil indebære,
at indehaveren ikke længere vil opfylde kravene i § 4, stk. 1,
nr. 3. Det er en forudsætning for at kunne inddrage tilladel-
sen efter stk. 2, at der er rejst tiltale mod den pågældende
indehaver.
Den foreslåede bestemmelse svarer til lovforslagets § 18,
stk. 7, som giver Finanstilsynet mulighed for at påbyde
en forbrugslånsvirksomhed, der ikke er en enkeltmandsvirk-
somhed, midlertidigt at afsætte en direktør eller påbyde et
bestyrelsesmedlem midlertidigt at nedlægge sit hverv allere-
de fra det tidspunkt, hvor tiltale er rejst, og indtil straffesa-
gen er afsluttet. Der henvises til bemærkningerne til lovfor-
slagets § 18, stk. 3.
En indehaver af en forbrugslånsvirksomhed kan ikke på
tilsvarende måde som en direktør eller et bestyrelsesmedlem
afsættes eller pålægges at nedlægge sit hverv, i tilfælde af
at der er rejst tiltale mod den pågældende. Konsekvensen
af, at der rejses tiltale mod en indehaver af en forbrugslån-
svirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, er derfor,
at Finanstilsynet i medfør af lovforslagets § 19, stk. 2, kan
inddrage tilladelsen til at udøve forbrugslånsvirksomhed.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet sletter virksomhederne
fra det offentlige register, når tilladelsen er inddraget efter
stk. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 4, at inddragelse af tilladelse i henhold
til stk. 1, nr. 5, på baggrund af manglende opfyldelse af
kravene i § 4, stk. 1, nr. 2-5, og inddragelse i henhold til
stk. 2, af indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er
en enkeltmandsvirksomhed, kan forlanges indbragt for dom-
stolene. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet
inden 4 uger efter, at inddragelse af tilladelse er meddelt den
pågældende. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene
inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen
anlægges i den borgerlige retsplejes former.
Den foreslåede bestemmelse afskærer ikke den pågældende
indehaver, som en afgørelse om inddragelse af tilladelse ret-
ter sig mod, fra selv at anlægge sag ved domstolene gennem
den almindelige borgerlige retspleje.
En anmodning om indbringelse af sagen for domstolene
tillægges som udgangspunkt ikke opsættende virkning, idet
det vil stride mod hensynet til at sikre en løbende og effektiv
håndhævelse af kravene om egnethed og hæderlighed. Dog
har retten mulighed for ved kendelse at bestemme, at den
pågældende under sagens behandling kan opretholde tilla-
delsen, mens sagen verserer for retten.
Den foreslåede bestemmelse svarer til lovforslagets § 18,
stk. 8, som giver mulighed for at prøve påbud om, at en
forbrugslånsvirksomhed skal afsætte en direktør, eller påbud
om, at et bestyrelsesmedlem skal nedlægge sit hverv, ved
domstolene.
Baggrunden for det foreslåede stk. 4 er, at en indehaver af
en forbrugslånsvirksomhed er identisk med virksomheden
og derfor ikke kan afsættes eller pålægges at nedlægge sit
hverv, når indehaveren ikke opfylder kravene om hæderlig-
hed i lovforslagets § 4, stk. 1, nr. 2-5, eller i de tilfælde
hvor der rejses tiltale mod en indehaver af en forbrugslån-
svirksomhed i en straffesag om overtrædelse af straffeloven,
denne lov eller anden finansiel lovgivning, hvis en domfæl-
delse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i
lovforslagets § 4, stk. 1, nr. 3.
Konsekvensen af manglende opfyldelse af kravene i lovfor-
slagets § 4, stk. 1, nr. 2-5, eller af, at der rejses tiltale mod
indehaveren, er derfor, at Finanstilsynet kan inddrage inde-
haverens tilladelse til at udøve virksomhed som forbrugslån-
svirksomhed, jf. lovforslagets § 19, stk. 2.
Af retssikkerhedsmæssige årsager foreslås det med lovfor-
slagets § 19, stk. 4, at Finanstilsynets inddragelse af tilladel-
se i henhold til lovforslagets § 19, stk. 2, kan forlanges
indbragt for domstolene af Finanstilsynet.
Til § 20
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynets ansatte efter straf-
felovens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde
fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem til-
synsvirksomheden. Det samme gælder personer, der udfører
serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, samt eksper-
ter, der handler på Finanstilsynets vegne. Dette gælder også
efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.
Tavshedspligtbestemmelserne medfører bl.a., at adgangen til
aktindsigt i Finanstilsynets sager er begrænset efter § 35
i lov om offentlighed i forvaltningen. Tavshedspligtbestem-
melserne, der gælder for Finanstilsynets ansatte, begrænser
ikke parters adgang til aktindsigt, jf. § 9, stk. 2, i forvalt-
ningsloven eller parters ret til underretning efter § 5 i rets-
sikkerhedsloven.
Tavshedspligten er også reguleret i en række andre hovedlo-
ve, herunder lov om finansiel virksomhed, lov om kapital-
markeder og lov om forsikringsformidling, der indeholder
en tavshedspligtbestemmelse, der i hovedtræk svarer til den
foreslåede bestemmelse i § 20.
Ved fortrolige oplysninger i den foreslåede bestemmelses
forstand forstås oplysninger om en virksomheds forretnings-
57
mæssige forhold og kunders forhold samt andre oplysninger,
som efter deres karakter er fortrolige. Oplysninger, som efter
deres karakter er offentlige, f.eks. regnskaber og fondsbørs-
meddelelser, er ikke omfattet af tavshedspligten. Tilsvarende
gælder oprindeligt fortrolige oplysninger, som uden om til-
synet er blevet offentliggjort ad andre kanaler i en sådan
grad, at det er blevet almindeligt kendt.
Ved oplysninger, der efter deres karakter er fortrolige, for-
stås oplysninger, der ikke direkte relaterer sig til enkelte
kunders eller virksomheders forhold. Det drejer sig bl.a.
om oplysninger om økonomiske eller forretningsmæssige
forhold for personer og selskaber, som ikke er kunder i
egentlig forstand, men som f.eks. kautionerer for kunder, har
ejerandele i virksomhedens kunder eller på anden vis har en
personlig, økonomisk eller forretningsmæssig tilknytning til
kunder uden selv at være det.
Tavshedspligten er i høj grad baseret på et ønske om at
beskytte virksomheders kunder, det være sig privatpersoner
eller erhvervskunder. Hertil kommer et ønske om af kon-
kurrencemæssige grunde at beskytte virksomhedernes for-
retningsmæssige forhold. Derudover er Finanstilsynets tavs-
hedspligt en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige
effektivitet. For at Finanstilsynet kan få alle nødvendige
oplysninger i en given sag, må virksomhederne og kunderne
kunne nære tillid til, at Finanstilsynet ikke videregiver for-
trolige oplysninger.
Stk. 1 er ikke til hinder for, at Finanstilsynet af egen drift vi-
deregiver fortrolige oplysninger i summarisk eller sammen-
fattende form, eksempelvis årsberetninger m.v., når hverken
den enkelte virksomhed eller dens kunder kan identificeres,
jf. stk. 4. Begrundelsen for dette er, at når hverken den
enkelte virksomhed eller dens kunder kan identificeres i den
summariske eller sammenfattede form, da vil oplysningerne
ikke længere anses for at være fortrolige.
Begrebet tilsynsvirksomhed skal ses i forhold til de plig-
ter, der er pålagt Finanstilsynet i medfør af lovforslagets
kapitel 7. Det medfører bl.a., at sager, der relaterer sig til
tilsynsforpligtelsen i § 15, hvorefter Finanstilsynet påser
overholdelsen af loven og regler udstedt i medfør heraf,
er omfattet af tilsynsvirksomheden. I modsætning hertil er
oplysninger, som Finanstilsynet modtager som led i sin re-
guleringsvirksomhed og informationsvirksomhed ikke om-
fattet. Udstedelse af bekendtgørelser med hjemmel i loven
er eksempelvis ikke omfattet af tilsynsvirksomheden.
Tavshedspligten omfatter også fortrolige oplysninger, som
Finanstilsynet modtager i forbindelse med sin tilsynsvirk-
somhed fra udenlandske myndigheder.
Derudover er eksperter, der handler på Finanstilsynets veg-
ne, samt personer, der er ansat i virksomheder, som Finans-
tilsynet har indgået kontrakt med om udførelsen af service-
opgaver som led i tilsynets drift, også er omfattet af bestem-
melsen om tavshedspligt. Serviceopgaver som led i driften
vil f.eks. være rengøring, vagttjeneste, reparation og vedli-
geholdelse af elektronisk materiel og kantinedrift.
Det foreslås i stk. 2, at samtykke fra den, som tavshedsplig-
ten tilsigter at beskytte, ikke berettiger de personer, som
nævnt i stk. 1, til at videregive fortrolige oplysninger.
Da de fortrolige oplysninger i langt overvejende grad hidrø-
rer fra virksomhederne, vil det være mest korrekt og sikrest,
at det er den pågældende virksomhed selv, der meddeler op-
lysningerne til tredjemand. Oplysninger om virksomhedens
kunder kan kun videregives med disses samtykke.
Det foreslås i stk. 3, at stk. 1 ikke finder anvendelse på
oplysninger i sager om god skik og vurdering af kreditvær-
dighed, jf. §§ 7 og 9.
Der vil som udgangspunkt være aktindsigt i oplysninger,
der ikke er omfattet af den særlige tavshedspligt, uanset om
disse findes i en sag, som udelukkende vedrører forbruger-
området, eller om de findes i andre sager i Finanstilsynet,
som er omfattet af tilsynets generelle tavshedspligt. Hvis der
for eksempel ønskes aktindsigt i oplysninger, som findes i
en tilsynssag, som i øvrigt ikke vedrører god skik, vil oplys-
ningerne vedrørende god skik blive ekstraheret fra denne
sag og udleveret, mens resten af sagen vil være omfattet af
Finanstilsynets tavshedspligt.
Når Finanstilsynet anmoder en virksomhed om en redegø-
relse, vil Finanstilsynet sædvanligvis angive de relevante
bestemmelser i den finansielle lovgivning, som vil være
tema for redegørelsen. Virksomheden vil heraf kunne udle-
de, om de oplysninger, som den efterfølgende afgiver til
Finanstilsynet, vil kunne udleveres i forbindelse med en
begæring om aktindsigt. Ligeledes vil Finanstilsynet ved en
inspektion, som specifikt vedrører forbrugerreglerne, særligt
gøre virksomheden opmærksom på, at materiale, som ind-
sendes til Finanstilsynet, og oplysninger, som afgives, vil
være omfattet af aktindsigt med de undtagelser, der følger af
offentlighedslovens § 30.
Når Finanstilsynet træffer afgørelse i sager på forbrugerom-
rådet, vurderer Finanstilsynet, hvorvidt virksomheden over-
holder de offentligretlige adfærdsregler. Derimod behandler
Finanstilsynet ikke konkrete tvister mellem en forbruger og
en virksomhed omfattet af denne lov. Derfor vil sagerne
typisk ikke indeholde oplysninger om konkrete kundefor-
hold. Det kan dog ikke udelukkes, at der i visse sager findes
sådanne oplysninger, for eksempel fordi kunden selv har
indsendt dem til Finanstilsynet, eller fordi virksomheden i
en redegørelse til Finanstilsynet har kommenteret en konkret
58
sag, som har givet Finanstilsynet anledning til at undersøge
virksomhedens praksis på et konkret område.
Hvis der søges aktindsigt i en sag, som indeholder oplys-
ninger om konkrete kundeforhold, vil Finanstilsynet i for-
bindelse med behandlingen af aktindsigtsbegæringen skulle
tage stilling til, om disse oplysninger kan udleveres. Drejer
det sig om oplysninger om en privat kundes økonomiske
forhold, vil disse oplysninger som udgangspunkt ikke kun-
ne udleveres, idet der ikke er aktindsigt i enkeltpersoners
private forhold, herunder økonomiske forhold, efter offent-
lighedslovens § 30, nr. 1.
Hvis Finanstilsynet modtager en aktindsigtsbegæring, som
vil indebære udlevering af oplysninger om kunder, vil Fi-
nanstilsynet i overensstemmelse med praksis i sager om
aktindsigt i oplysninger vedrørende privatpersoner eller ju-
ridiske personer indhente en udtalelse fra den kunde, hvis
oplysninger der ønskes aktindsigt i. Hvis spørgsmålet om,
hvorvidt der kan meddeles aktindsigt i konkrete kundeoplys-
ninger, er af principiel karakter, vil Finanstilsynet forelægge
sagen for Finanstilsynets bestyrelse, jf. lovforslagets § 15,
stk. 2, jf. § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 4, at bestemmelsen i stk. 1 ikke er til
hinder for, at Finanstilsynet af egen drift videregiver fortro-
lige oplysninger i summarisk eller sammenfattende form,
når hverken den enkelte virksomhed eller dens kunder kan
identificeres.
Ved afgørelsen af, om en virksomhed eller kunde er identifi-
cerbar, skal alle de hjælpemidler, der med rimelighed kan
tænkes bragt i anvendelse for at identificere den pågælden-
de, tages i betragtning.
Det foreslås i stk. 5, at fortrolige oplysninger kan videregi-
ves under en civil retssag, når en virksomhed omfattet af
denne lov er erklæret konkurs eller trådt i likvidation, og
hvis oplysningerne ikke vedrører kundeforhold eller tredje-
mand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde
virksomheden.
Med den foreslåede bestemmelse kan Finanstilsynet under
visse omstændigheder videregive fortrolige oplysninger til
parterne i en civil retssag. Grunden til, at bestemmelsen
ikke er medtaget i undtagelsesbestemmelsen i det foreslåe-
de stk. 6, er, at bestemmelsen er atypisk i forhold til de i
det foreslåede stk. 6 opregnede undtagelser, da der ikke er
tale om en myndighed eller lignende. Oplysninger om kun-
deforhold kan ikke videregives. Fortrolighed med hensyn til
oplysninger om tredjemand, der medvirker i forsøg på at
redde en virksomhed, gælder også efter, at denne medvirken
er ophørt.
Det foreslås i stk. 6, at stk. 1 ikke er til hinder for, at fortroli-
ge oplysninger videregives i henhold til de i nr. 1-12 opreg-
nede undtagelser. Der er tale om en udtømmende opregning.
Det foreslås i stk. 6, nr. 1, at fortrolige oplysninger kan
videregives til andre offentlige myndigheder, herunder an-
klagemyndigheden og politiet, i forbindelse med efterforsk-
ning og retsforfølgning af mulige strafbare forhold omfattet
af straffeloven eller tilsynslovgivningen. Afgørelsen af, om
der foreligger en overtrædelse af tilsynslovgivningen eller
straffeloven, kræver ofte en grundig efterforskning og bevis-
bedømmelse. Som følge heraf kan fortrolige oplysninger
også videregives til brug for efterforskningen af en formodet
lovovertrædelse af tilsynslovgivningen eller straffeloven.
Det foreslås i stk. 6, nr. 2, at Finanstilsynet kan videregive
fortrolige oplysninger til vedkommende minister som led i
dennes overordnede tilsyn, jf. dog stk. 8.
Det foreslås i stk. 6, nr. 3, at Finanstilsynet kan videregi-
ve fortrolige oplysninger til administrative myndigheder og
domstole, som behandler afgørelser, der er truffet af Finans-
tilsynet. Med den foreslåede bestemmelse kan Finanstilsynet
videregive oplysninger til Erhvervsankenævnet, som er kla-
geinstans for afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til
loven og regler udstedt i medfør af loven m.v., jf. lovforsla-
gets § 26. Indbringes Finanstilsynets afgørelse for domstole-
ne, kan oplysningerne også videregives til domstolene.
Det foreslås i stk. 6, nr. 4, at Finanstilsynet kan videregive
fortrolige oplysninger til Folketingets Ombudsmand. Vælger
en part i en sag at klage over en afgørelse, der er afsagt
af Finanstilsynet, til Folketingets Ombudsmand, og vurderer
ombudsmanden, at klagen giver tilstrækkelig anledning til
undersøgelse, vil ombudsmanden både skulle bedømme, om
en afgørelse er i strid med det regelsæt, som Finanstilsynet
har truffet sin afgørelse på baggrund af, og om Finanstilsy-
net i sin sagsbehandling har handlet i strid med god forvalt-
ningskik. I forbindelse med ombudsmandens prøvelse af
en sag, vil Finanstilsynet være forpligtet til at meddele om-
budsmanden de oplysninger samt udlevere de dokumenter
m.v., som forlanges af ombudsmanden.
Det foreslås i stk. 6, nr. 5, at Finanstilsynet kan videregi-
ve fortrolige oplysninger til en parlamentarisk kommission
nedsat af Folketinget, jf. dog stk. 9.
Det foreslås i stk. 6, nr. 6, at Finanstilsynet kan videregive
fortrolige oplysninger til undersøgelseskommissioner nedsat
ved lov eller i henhold til lov om undersøgelseskommissio-
ner, jf. dog stk. 9.
Det foreslås i stk. 6, nr. 7, at Finanstilsynet kan videregi-
ve fortrolige oplysninger til Statsrevisorerne og Rigsrevisi-
59
onen. Fortrolige oplysninger kan videregives til disse insti-
tutioner på baggrund af deres rolle i den parlamentariske
kontrol med forvaltningen. Statsrevisorerne og Rigsrevisio-
nen kan således indhente alle oplysninger, der er i Finanstil-
synets besiddelse, og som skønnes af betydning for deres
arbejde.
Det foreslås i stk. 6, nr. 8, at Finanstilsynet kan videregive
fortrolige oplysninger til skifteretten, andre myndigheder,
der medvirker ved likvidation, konkursbehandling eller lig-
nende procedurer for en virksomhed omfattet af denne lov,
og kurator, samt personer, der er ansvarlige for den lovplig-
tige revision af regnskaber for en virksomhed omfattet af
denne lov, under forudsætning af, at modtagerne af oplys-
ninger har behov herfor til varetagelse af deres opgaver.
I lovforslaget findes der ikke regler om en særlig procedure
for afvikling af virksomheder omfattet af loven. Derfor vil
det kun være skifteretten og kurator, som Finanstilsynet vil
kunne videregive oplysninger til i henhold til denne bestem-
melse. Det er en forudsætning for at videregive oplysninger-
ne, at de pågældende modtagere har behov herfor til vare-
tagelse af deres opgaver. Har personerne derfor ikke selv
redegjort nærmere for deres behov for at indhente oplysnin-
gerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at vedkommende har
givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Finanstilsynet
spørge nærmere ind til behovet for indhentelse af oplysnin-
gerne, før Finanstilsynet træffer endelig beslutning om at
udlevere disse.
Det foreslås i stk. 6, nr. 9, at Finanstilsynet kan videregive
fortrolige oplysninger til Erhvervsstyrelsen i sin egenskab af
tilsynsmyndighed for efterlevelse af selskabslovgivningen,
når videregivelse sker med henblik på at styrke det finan-
sielle systems stabilitet og integritet, Erhvervsstyrelsen og
Revisornævnet i deres egenskab af tilsynsmyndighed for
den lovpligtige revision af regnskaber for virksomheder om-
fattet af denne lov. Videregivelse efter 1. pkt. kan kun ske
under forudsætning af, at modtageren har behov herfor til
varetagelsen af dennes opgaver. Videregivelsen kan ske på
anmodning eller af egen drift.
Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at Finans-
tilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til Erhvervs-
styrelsen i kraft af styrelsens egenskab af ansvarlig tilsyns-
myndighed for efterlevelse af selskabslovgivningen. Ved
efterlevelse af selskabslovgivningen menes de regler, som
Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med, herunder f.eks. bestem-
melser i selskabsloven, fondslovgivningen osv. Det er i den
forbindelse et krav, at videregivelse sker med henblik på at
styrke det finansielle systems stabilitet og integritet, dvs. at
der er et legitimt formål med videregivelsen, og at Erhvervs-
styrelsen har behov for oplysningerne til varetagelsen af
styrelsens opgaver.
Den foreslåede bestemmelse giver endvidere mulighed for,
at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til
Erhvervsstyrelsen i kraft af, at Erhvervsstyrelsen har an-
svaret for det offentlige tilsyn med revisorer og revisions-
virksomheder, jf. § 32 i lov om godkendte revisorer og
revisionsvirksomheder, og i den forbindelse kan iværksætte
undersøgelser. I den forbindelse er det endvidere fundet rele-
vant, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger direkte til
Erhvervsstyrelsen og Revisornævnet inden for deres respek-
tive ansvarsområder.
Det foreslås i stk. 6, nr. 10, at Finanstilsynet kan videregive
fortrolige oplysninger til sagkyndige, som bistår Finanstilsy-
net, Erhvervsstyrelsen, Revisornævnet og institutioner, der
forvalter indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordnin-
ger, med udførelsen af deres tilsynsopgaver, under forud-
sætning af, at modtageren har behov for oplysningerne til
varetagelsen af dennes opgaver, jf. dog stk. 8.
Det foreslås i stk. 6, nr. 11, at Finanstilsynet kan videregive
fortrolige oplysninger til de færøske tilsynsmyndigheder på
det finansielle område under forudsætning af, at modtagerne
er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der mindst svarer
til tavshedspligten i medfør af stk. 1, og at modtagerne har
behov for oplysningerne til varetagelse af deres opgaver, jf.
dog stk. 8.
Det foreslås i stk. 6, nr. 12, at Finanstilsynet kan videregive
fortrolige oplysninger til Told- og skatteforvaltningen i sager
omfattet af skattekontrollovens § 6 D, stk. 2.
Det foreslås i stk. 7, at modtagere af fortrolige oplysninger
fra Finanstilsynet, jf. stk. 6, med hensyn til disse oplysnin-
ger er undergivet den tavshedspligt, der er nævnt i stk. 1.
Med den foreslåede bestemmelse bliver den, der modtager
oplysninger fra Finanstilsynet i medfør af en af de undtagel-
ser, som er nævnt i forslaget til stk. 6, omfattet af Finanstil-
synets tavshedspligt, i det omfang der er tale om fortrolige
oplysninger. Bestemmelsen indebærer ikke indskrænkninger
i grundlæggende principper inden for retsplejen. Bestem-
melsen har derfor bl.a. ingen indflydelse på en forsvarers ret
til at blive gjort bekendt med sagens materiale, jf. herved
det foreslåede stk. 6, nr. 1. Når Finanstilsynet videregiver
denne type oplysninger, skal Finanstilsynet samtidig oriente-
re modtager om, at det er fortrolige oplysninger omfattet af
§ 20.
Det foreslås i stk. 8, at fortrolige oplysninger, som Finanstil-
synet modtager, kun må anvendes i forbindelse med tilsyns-
hvervet, til pålæggelse af sanktioner, eller hvis Finanstilsy-
nets afgørelse påklages til højere administrativ myndighed
eller indbringes for domstolene. Den foreslåede bestemmel-
se medfører, at Finanstilsynet alene må anvende fortrolige
60
oplysninger som led i varetagelsen af Finanstilsynets til-
synsopgaver efter lovgivningen.
Det foreslås i stk. 9, at videregivelse af fortrolige oplysnin-
ger i medfør af stk. 6, nr. 2, 5, 6 og 10, alene kan ske,
hvis de myndigheder eller organer, som har afgivet oplys-
ningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, og hvis op-
lysningerne er modtaget fra myndigheder, der har ansvaret
for tilsynet med virksomheder omfattet af denne lov, myn-
digheder og organer, som er ansvarlige for at opretholde det
finansielle systems stabilitet gennem anvendelse af makro-
prudentielle regler, myndigheder eller organer, som har til
formål at sikre den finansielle stabilitet, organer, der medvir-
ker ved likvidation eller konkursbehandling af virksomheder
omfattet af denne lov eller lignende procedurer, og personer,
der er ansvarlige for den lovpligtige revision af regnskaber
for virksomheder omfattet af denne lov. Finanstilsynet skal
indhente en udtrykkelig tilladelse til videregivelse af fortro-
lige oplysninger fra de kompetente tilsynsmyndigheder, som
Finanstilsynet har modtaget oplysningerne fra, hvis Finans-
tilsynet skal kunne videregive de fortrolige oplysninger.
Eventuel videregivelse af personoplysninger efter de fore-
slåede bestemmelser i stk. 4-6, sker i overensstemmelse med
de databeskyttelsesretlige regler, herunder databeskyttelses-
forordningen.
Til § 21
Det fremgår af lovforslagets § 20, stk. 1, at Finanstilsynets
ansatte er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplys-
ninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomhe-
den. Det samme gælder personer, der udfører serviceopga-
ver, som led i Finanstilsynets drift, samt eksperter, der hand-
ler på tilsynets vegne. Tavshedspligten gælder også efter
ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.
Tavshedspligtsbestemmelsen i lovforslagets § 20 medfører
bl.a., at adgangen til aktindsigt i Finanstilsynets sager er be-
grænset, jf. § 35 i lov om offentlighed i forvaltningen. Tav-
shedspligtsbestemmelsen i lovforslagets § 20 begrænser dog
ikke parters ret til aktindsigt efter forvaltningsloven, jf. § 9,
stk. 2, i forvaltningsloven.
Det fremgår udtømmende af forslaget til § 25, hvem der an-
ses som part i forhold Finanstilsynets afgørelser efter denne
lov. Det særlige partsbegreb afviger fra det almindelige for-
valtningsretlige partsbegreb og er nødvendigt for at undgå
en udhuling af Finanstilsynets tavshedspligt, da parters ad-
gang til aktindsigt efter forvaltningsloven ikke tilsidesættes
af tavshedspligtsreglerne.
Den foreslåede bestemmelse er en særregel, der udvider
tavshedspligten i forhold til oplysninger om personer, der
indberetter overtrædelser af den finansielle regulering til Fi-
nanstilsynet, således at heller ikke parter vil kunne få aktind-
sigt i personoplysninger om en person, når vedkommende
har indberettet en virksomheds, herunder en ansats, overtræ-
delse eller potentielle overtrædelse af reglerne på det finan-
sielle område til Finanstilsynet.
Det foreslås i § 21, stk. 1, at Finanstilsynets ansatte ikke
må videregive oplysninger om en person, når vedkommende
har indberettet en virksomhed eller en person til Finanstil-
synet for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af den
finansielle regulering, som Finanstilsynet fører tilsyn med.
Lovforslaget medfører bl.a., at oplysninger om en person,
der har indberettet en virksomhed eller en person for over-
trædelse af den finansielle regulering for så vidt angår ind-
beretningen, ikke er undergivet aktindsigt i medfør af for-
valtningsloven eller reglerne om underretning i medfør af
retssikkerhedsloven.
Oplysninger om en person skal forstås i overensstemmel-
se med definitionen af personoplysninger i art. 4, nr. 1,
i databeskyttelsesforordningen, hvorefter personoplysninger
omfatter enhver form for information om en identificeret
eller identificerbar fysisk person. Bestemmelsen omfatter
bl.a. oplysninger, som identificerer personen, der indberetter
overtrædelsen, i form af oplysninger om dennes identitet,
eller enhver oplysning, der indirekte gør det muligt at udlede
dennes identitet.
Oplysninger, som er gjort anonyme på en sådan måde, at
den registrerede ikke længere kan identificeres, er ikke om-
fattet af begrebet personoplysninger. Ved afgørelsen af, om
en person er identificerbar, skal alle de hjælpemidler, der
med rimelighed kan tænkes bragt i anvendelse for at identi-
ficere den pågældende enten af den dataansvarlige eller af
enhver anden person, tages i betragtning.
Bestemmelsen vil kun kunne finde anvendelse i sager om
indberetning af overtrædelser eller potentielle overtrædelser
af den finansielle regulering til Finanstilsynet indberettet af
en person om en virksomhed under tilsyn af Finanstilsynet,
herunder ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i virksom-
heder, der er under tilsyn.
Bestyrelsens eller ansattes indberetning til Finanstilsynet vil
ikke være i strid med tavshedspligten i den foreslåede be-
stemmelse eller § 132 i selskabsloven.
Såvel overtrædelser som potentielle overtrædelser, f.eks. i
tilfælde hvor en indberetning ikke fører til yderligere sags-
behandlingsskridt eller i tilfælde, hvor Finanstilsynet vurde-
rer, at der ikke er tale om en overtrædelse af reglerne på det
finansielle område, er omfattet af forslaget.
61
Det er et krav, at overtrædelsen vedrører regler, som er
under Erhvervsministeriets ressortområde, som vedrører det
område, som er under tilsyn af Finanstilsynet, forstået som
love, bekendtgørelser og direkte gældende EU-retlig regu-
lering, herunder forordninger og direkte gældende niveau
2-regulering (f.eks. bindende tekniske standarder).
Forslaget medfører, at Finanstilsynets ansatte – med de
undtagelser der følger af stk. 3 – er forpligtet til ikke at
videregive oplysninger om personer, der til Finanstilsynet
indberetter overtrædelser eller potentielle overtrædelser af
den finansielle regulering. Forslaget udgør en specialregel
(lex specialis) i forhold til de almindeligt gældende regler
om aktindsigt efter f.eks. forvaltningsloven eller om under-
retning efter retssikkerhedsloven. Hvis en part f.eks. har
ret til aktindsigt efter forvaltningsloven, vil Finanstilsynet
i medfør af lovforslaget være forpligtet til enten ikke at
videregive eller at anonymisere enhver oplysning, der gør
det muligt at identificere personen, der har indberettet over-
trædelsen.
Forslaget ændrer ikke på, at adgangen til aktindsigt i Fi-
nanstilsynets sager som følge af bestemmelsens ordlyd er
begrænset i henhold til § 35 i lov om offentlighed i forvalt-
ningen, og adgangen til indsigt efter databeskyttelsesforord-
ningen er som følge af bestemmelsens ordlyd begrænset i
henhold til art. 15, stk. 4, i databeskyttelsesforordningen.
Ligeledes vil det i henhold til forslaget f.eks. ikke være
tilladt for Finanstilsynet at videregive personoplysninger om
en person, der har indberettet en overtrædelse af den finan-
sielle regulering, i forbindelse med en eventuel underretning
forud for gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse
af et tvangsindgreb efter § 5 i retssikkerhedsloven.
Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 ikke er til hinder for, at person-
oplysninger videregives i medfør af § 20, stk. 6.
Eventuel videregivelse af personoplysninger i medfør § 20,
stk. 6, sker i overensstemmelse med de databeskyttelsesretli-
ge regler, herunder databeskyttelsesforordningen, jf. lovfor-
slagets bemærkninger til den foreslåede § 20.
Dette er f.eks. i forhold til videregivelse til andre offentlige
myndigheder, herunder anklagemyndigheden og politiet i
forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af strafba-
re forhold omfattet af straffeloven eller tilsynslovgivningen
m.v.
Videregivelse i forbindelse med retssager, anlagt af den
virksomhed eller den ansatte, om hvem der er blevet ind-
berettet overtrædelser, vedrørende f.eks. bagvaskelse, æres-
krænkelse, osv., er ikke omfattet af § 20, stk. 6. Det vil
følgelig i disse tilfælde ikke være tilladt for Finanstilsynet
at videregive personoplysninger omfattet af det foreslåede §
21, stk. 1, til den virksomhed eller den ansatte, der er blevet
indberettet om.
Det foreslås i stk. 3, at stk. 1 endvidere ikke er til hinder for,
at personoplysninger, der vedrører en kunde, videregives til
en virksomhed i forbindelse med sager omfattet af §§ 7 og
9, når kunden har givet samtykke til videregivelsen.
Det foreslås således, at Finanstilsynet i disse angivne typer
af sager skal kunne videregive personoplysninger om en
kunde til en forbrugslånsvirksomhed, hvis kunden samtyk-
ker til videregivelsen. Bestemmelsen stiller ikke formkrav til
dette samtykke, men Finanstilsynet bør tilstræbe at indhente
et skriftligt samtykke fra den berørte kunde i overensstem-
melse med de databeskyttelsesretlige regler, herunder data-
beskyttelsesforordningen, for at sikre dokumentation for, at
Finanstilsynet berettiget kan videregive en personoplysning
under iagttagelse af de databeskyttelsesretlige regler.
Personoplysninger skal forstås i overensstemmelse med de-
finitionen af personoplysninger i art. 3, nr. 1, i databeskyttel-
sesforordningen, hvorefter personoplysninger omfatter en-
hver form for information om en identificeret eller identifi-
cerbar fysisk person. Dette omfatter bl.a. oplysninger, som
identificerer personen, der indberetter overtrædelsen, i form
af oplysninger om dennes identitet eller enhver oplysning,
der indirekte gør det muligt at udlede dennes identitet. Op-
lysninger, som er gjort anonyme på en sådan måde, at den
registrerede ikke længere kan identificeres, er ikke omfattet
af begrebet personoplysninger. Ved afgørelse af, om en per-
son er identificerbar, skal alle de hjælpemidler, der med
rimelighed kan tænkes bragt i anvendelse for at identificere
den pågældende, enten af den dataansvarlige eller af enhver
anden person, tages i betragtning.
Som det fremgår af bemærkningerne til stk. 1, er den
foreslåede bestemmelse en specialregel (lex specialis) i for-
hold til de almindeligt gældende regler om aktindsigt efter
f.eks. forvaltningsloven eller om underretning efter retssik-
kerhedsloven. Dette forslag ændrer ikke herpå. Finanstilsy-
net vil derfor være forpligtet til enten ikke at videregive
eller at anonymisere enhver oplysning, der gør det muligt
at identificere personen, der har indberettet overtrædelsen, –
også selvom personen i medfør af det foreslåede stk. 3 har
givet sit samtykke til videregivelsen af personoplysninger
om denne til en finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 4, at alle, der i henhold til stk. 3 modtager
personoplysninger, er undergivet den tavshedspligt, som er
nævnt i stk. 1, for så vidt angår disse oplysninger. Dette
svarer til, hvad der gælder efter det foreslåede § 20, stk. 7.
Denne bestemmelse svarer til § 354 g i lov om finansiel
virksomhed.
62
Til § 22
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at reaktioner givet til en virk-
somhed omfattet af denne lov i henhold til den foreslåede
§ 15, stk. 2, jf. § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel
virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Fi-
nanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres med angivelse af
virksomhedens navn.
I lovforslaget er der ikke angivet et tidspunkt for, hvornår
Finanstilsynet skal offentliggøre en reaktion. Det er dog
hensigten, at offentliggørelsen som udgangspunkt sker se-
nest dagen efter, at der er truffet afgørelse eller beslutning
om at meddele reaktionen. Finanstilsynet orienterer forinden
den pågældende virksomhed, hvis navn vil fremgå af offent-
liggørelsen, om den forestående offentliggørelse, således at
virksomheden har mulighed for at kunne forberede sig her-
på.
Der kan alene ske offentliggørelse af navnet på en virksom-
hed, der er en juridisk person. Derimod kan der ikke offent-
liggøres reaktioner med navns nævnelse, som angår fysiske
personer. For så vidt angår interessentskaber, hvor en eller
flere interessenter er fysiske personer, er disse omfattet af
begrebet personoplysninger i henhold til databeskyttelseslo-
ven.
Der i forhold til den foreslåede offentliggørelsesbestemmel-
se i § 22 foretaget en vurdering af kriterierne i "tjeklisten"
i betænkning nr. 1516/2010 om offentlige myndigheders of-
fentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser m.v.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at virksomheden skal offentlig-
gøre oplysningerne på sin eventuelle hjemmeside på et sted,
hvor de naturligt hører hjemme, hurtigst muligt og senest 3
hverdage efter, at virksomheden har modtaget underretning
om reaktionen, eller senest på tidspunktet for offentliggørel-
se påkrævet efter lov om kapitalmarkeder.
Med virksomhedens hjemmeside menes den hjemmeside,
som virksomheden normalt anvender til kommunikation
med kunder m.v. Det er ikke afgørende, om virksomheden
selv ejer hjemmesiden. Kommunikerer virksomheden ek-
sempelvis via en koncernhjemmeside, er det denne hjemme-
side, der skal anvendes. Retter reaktionen sig eksempelvis
mod et datterselskab i en koncern, er det på datterselskabets
hjemmeside, at reaktionen skal offentliggøres, uanset om
hjemmesiden måtte være ejet af moderselskabet eller et kon-
cernforbundet selskab.
Har virksomheden ikke en hjemmeside, skal offentliggørelse
alene ske på Finanstilsynets hjemmeside.
Af forslaget følger, at virksomhedens offentliggørelse af re-
aktionen skal ske hurtigst muligt og senest 3 hverdage efter,
at virksomheden har modtaget underretning om reaktionen,
eller senest på tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter
lov om kapitalmarkeder. Ved offentliggørelsen af reaktionen
skal lov om kapitalmarkeder iagttages, hvilket kan have be-
tydning for, hvor hurtigt der skal ske offentliggørelse.
Skal virksomheden efter markedsmisbrugsforordningen of-
fentliggøre intern viden, jf. artikel 17 i forordningen, skal
offentliggørelse af reaktionen eller beslutningen afvente sel-
skabsmeddelelsen. Kan virksomheden udsætte offentliggø-
relsen, fordi det vil skade berettigede interesser for virksom-
heden at offentliggøre forholdet, jf. artikel 17, stk. 4 og
5, i forordningen, vil Finanstilsynets offentliggørelse skulle
afvente, at hensynet bag udsættelsen bortfalder. Fjernelse af
reaktionen fra virksomhedens eventuelle hjemmeside skal
finde sted efter samme principper, som virksomheden an-
vender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og
informationerne har ligget på hjemmesiden i tre måneder og
tidligst efter førstkommende generalforsamling eller repræ-
sentantskabsmøde.
I sager, der skal forelægges Finanstilsynets bestyrelse,
og hvor der foretages partshøring efter forvaltningsloven,
skal udkast til afgørelse eller beslutning sendes til parten,
samtidig med at afgørelsen og det øvrige sagsmateriale sen-
des til bestyrelsesmedlemmerne, jf. § 35, stk. 2, i bekendt-
gørelse nr. 525 af 23. maj 2018 om forretningsorden for
bestyrelsen for Finanstilsynet. I sager omfattet af § 35, stk.
2, hvor Finanstilsynet vurderer, at der skal ske offentliggø-
relse, modtager parten tillige et udkast til afgørelsen eller
beslutningen, som den påtænkes offentliggjort.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at samtidig med offentliggø-
relsen skal virksomheden indsætte et link, på forsiden af
virksomhedens hjemmeside på en synlig måde, som giver
direkte adgang til reaktionen, og det skal af linket og en
eventuel tilknyttet tekst tydeligt fremgå, at der er tale om en
reaktion fra Finanstilsynet.
Virksomhedens offentliggørelse af reaktionen skal ske med
et link på forsiden. Med forsiden menes hjemmesidens ind-
gangsside eller den side, som er tænkt til at være den første
side, som man kommer ind på, når man vil anvende virk-
somhedens hjemmeside. Det skal af linket (og en eventuel
dertil knyttet tekst) tydeligt fremgå, at der er tale om en
reaktion fra Finanstilsynet.
Det foreslås i stk. 1, 4. pkt., at kommenterer virksomheden
reaktionen, skal dette ske i forlængelse af reaktionen, og
kommentarerne skal være klart adskilt fra denne.
Det foreslås i stk. 1, 5. pkt., at fjernelse af linket på forsiden
og informationerne fra virksomhedens eventuelle hjemmesi-
63
de skal finde sted efter samme principper, som virksomhe-
den anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket
og informationerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder,
og tidligst efter førstkommende generalforsamling eller re-
præsentantskabsmøde.
Det foreslås i stk. 1, 6. pkt., at virksomhedens pligt til at
offentliggøre oplysningerne på virksomhedens hjemmeside
kun gælder for oplysninger om juridiske personer.
Det foreslås i stk. 1, 7. pkt., at Finanstilsynet skal offentlig-
gøre oplysningerne på Finanstilsynets hjemmeside.
Det foreslås i stk. 1, 8. pkt., at reaktioner givet i henhold
til § 15, stk. 2, jf. § 345, stk. 7, nr. 6, i lov om finansiel
virksomhed, og Finanstilsynets beslutninger om at overgive
sager efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven til
politimæssig efterforskning, skal offentliggøres som resumé
på Finanstilsynets hjemmeside med angivelse af virksomhe-
dens navn, jf. dog stk. 4.
Ved en beslutning om at oversende en sag til politimæssig
efterforskning, jf. § 15, stk. 2, i nærværende lovforslag, jf. §
345, stk. 7, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, er det kun
Finanstilsynet, som forpligtes til at offentliggøre en sådan
beslutning på sin hjemmeside. Offentliggørelse skal ske med
navns nævnelse, hvis beslutningen vedrører en juridisk per-
son. Er der derimod tale om fysiske personer vil der ikke ske
offentliggørelse. Herudover kan der ikke ske offentliggørel-
se, hvis offentliggørelse vil kunne skade den politimæssige
efterforskning, eller hvis den vil medføre uforholdsmæssig
stor skade for virksomheden. Der skal derfor ved vurderin-
gen af, om der skal ske offentliggørelse, foretages en afvej-
ning af behovet for at offentliggøre en politianmeldelse over
for de betænkeligheder, herunder af retssikkerhedsmæssig
karakter, som offentliggørelsen kan give anledning til.
Oversendelse af sager til politimæssig efterforskning er en
processuel beslutning, som ikke kan påklages. Det forudsæt-
tes, at offentliggørelse af en beslutning om at oversende en
sag til politimæssig efterforskning alene sker efter høring af
den relevante politimyndighed. Det kan aftales med ankla-
gemyndigheden, at visse sagskategorier kan offentliggøres
uden forudgående høring. I forbindelse med Finanstilsynets
bestyrelses behandling af sager om afgivelse af reaktioner
træffer bestyrelsen også beslutning om offentliggørelse. Ud-
kast til bestyrelsens reaktion vil derfor indeholde en indstil-
ling vedrørende offentliggørelse.
Gør en eller flere af undtagelserne til offentliggørelsesplig-
ten sig gældende, vil dette således fremgå af udkastet til
afgørelse. Undtagelserne til offentliggørelsespligten fremgår
af den foreslåede § 22, stk. 4, jf. nærmere herom neden-
for. Indstilles det, at reaktionen offentliggøres, vil et ud-
kast til pressemeddelelse blive vedlagt udkastet til reaktio-
nen. Beslutningen om offentliggørelse er endelig og kan
således ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Finanstilsynets bestyrelse kan blive mødt med krav om er-
statning efter de almindelige regler om offentlige myndighe-
ders erstatningspligt. Dette vil kunne ske, hvis bestyrelsen
træffer beslutning om offentliggørelse, men hvor en domstol
efterfølgende vurderer, at der ikke skulle have været sket
offentliggørelse, og at Finanstilsynet som følge af dette kan
ifalde et erstatningsansvar. Udbetaling af en erstatning kræ-
ver dog bl.a., at virksomheden kan dokumentere, at den
har lidt et økonomisk tab, der kan henføres direkte til den
fejlagtige offentliggørelse.
Bestyrelsens beslutning om offentliggørelse skal i det hele
følge de almindelige forvaltningsretlige principper. Dertil
kommer, at det følger af reglerne for bestyrelsens behand-
ling af sager, at partens sædvanlige ret til partshøring i
henhold til forvaltningsloven tillige omfatter udkastet til
afgørelsen. Det betyder, at udkast til bestyrelsens reaktion
i sin helhed skal sendes i partshøring hos de berørte virk-
somheder. Virksomheden vil i forbindelse med høringen
få mulighed for at kommentere på selve indstillingen i re-
lation til spørgsmålet om offentliggørelse, samt – hvis det
indstilles, at reaktionen offentliggøres, – hvilke oplysninger,
virksomheden eventuelt finder bør fjernes fra udkastet til
pressemeddelelse inden offentliggørelse.
Kan en offentliggørelse med navn i en konkret sag ikke ske,
vil det fortsat være muligt for Finanstilsynet at offentliggø-
re afgørelsen i anonymiseret form. Det forudsætter dog, at
man ikke ud fra beskrivelsen af sagens faktum med stor
sandsynlighed kan udlede, hvilken virksomhed reaktionen
vedrører. Det følger endvidere af bestemmelsen, at den og-
så omfatter reaktioner givet efter delegation fra Finanstilsy-
nets bestyrelse samt beslutninger om at overgive sager efter
lovforslaget eller regler udstedt i medfør af lovforslaget til
politimæssig efterforskning, som er truffet af Finanstilsynet,
uden at sagen har været behandlet af Finanstilsynets besty-
relse. Finanstilsynet vil ved behandlingen af disse sager føl-
ge samme praksis, som Finanstilsynets bestyrelse gør i til-
svarende sager, herunder også i forhold til eventuel høring af
parten og den relevante politimyndighed. Derudover gælder
i øvrigt reglerne om bl.a. erstatningspligt, anonymisering og
aktindsigt i de pågældende sager, som beskrevet i bemærk-
ningerne ovenfor.
Reaktioner givet i henhold til den foreslåede § 15, stk. 2,
jf. § 345, stk. 7, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, og
Finanstilsynets beslutninger om at overgive sager til politi-
mæssig efterforskning skal offentliggøres på Finanstilsynets
hjemmeside, jf. dog stk. 3.
Det foreslås i stk. 1, 9. pkt., at indbringes reaktionen, der
offentliggøres i henhold til 1. pkt., for Erhvervsankenæv-
64
net eller domstolene, skal dette fremgå af Finanstilsynets
offentliggørelse, og det efterfølgende resultat af Erhvervsan-
kenævnets eller domstolenes afgørelse skal ligeledes offent-
liggøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst muligt.
Indbringes en reaktion for Erhvervsankenævnet eller dom-
stolene, skal dette fremgå af Finanstilsynets offentliggørelse,
og status samt det efterfølgende resultat af anken skal lige-
ledes offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst
muligt. Status kan f.eks. være, at parten efterfølgende træk-
ker sin klage tilbage, eller at sagen afvises, hvorimod der
ikke skal ske offentliggørelse i tilfælde, hvor der ikke er sket
nyt i sagen.
Det foreslås i stk. 2, at reaktioner givet i henhold til lovfor-
slagets § 15, stk. 2, jf. § 345, stk. 7, nr. 4 og 6, i lov
om finansiel virksomhed, eller af Finanstilsynet efter dele-
gation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed, der
ikke er under tilsyn, skal offentliggøres med angivelse af
virksomhedens navn, jf. dog stk. 4. Bestemmelsen regulerer
offentliggørelse af de reaktioner og overgivelse af sager til
politimæssig efterforskning vedrørende virksomheder, der
ikke er under tilsyn, dvs. de virksomheder, der ikke er om-
fattet af stk. 1.
Bestemmelsen i stk. 2 medfører, at ved reaktioner for virk-
somheder, der ikke er under tilsyn, vil der alene ske offent-
liggørelse fra Finanstilsynets side. Virksomheden skal derfor
ikke selv offentliggøre reaktionen på virksomhedens hjem-
meside. I lovforslaget er der ikke angivet et tidspunkt for,
hvornår Finanstilsynet skal offentliggøre en reaktion. Det
er dog hensigten, at offentliggørelsen som udgangspunkt
sker dagen efter, at der er truffet afgørelse eller beslutning
om at meddele reaktionen. Finanstilsynet orienterer forinden
den pågældende virksomhed, hvis navn vil fremgå af of-
fentliggørelsen, om den forestående offentliggørelse, således
at virksomheden har mulighed for at kunne forberede sig
herpå. Der kan alene ske offentliggørelse af navnet på en
virksomhed, der er en juridisk person.
Med forslaget til stk. 3, 1. pkt., får de virksomheder, der
er omfattet af loven, pligt til at offentliggøre udfaldet af en
straffesag på virksomhedens eventuelle hjemmeside, når der
er faldet fældende dom eller vedtaget bøde, ligesom Finans-
tilsynet skal offentliggøre sådanne resultater på Finanstilsy-
nets hjemmeside. Det følger af forslaget til stk. 3, 2. pkt., at i
de tilfælde, hvor dommen ikke er endelig, eller den er anket
eller genoptaget, skal dette fremgå af offentliggørelsen.
Det følger af forslaget til stk. 3, 3. pkt., at offentliggørelsen
skal ske på virksomhedens eventuelle hjemmeside hurtigst
muligt og senest 10 hverdage efter, der er faldet fældende
dom eller vedtaget bøde eller senest på tidspunktet for of-
fentliggørelse påkrævet efter lov om kapitalmarkeder. Hvis
den fældende dom eller afgørelse ikke er endelig, eller hvis
den er anket eller genoptaget, skal dette fremgå af offentlig-
gørelsen. Pligten til at offentliggøre domme og afgørelser
gælder således, selvom en dom eller afgørelse ikke er ende-
lig.
Retter dommen eller bøden sig eksempelvis mod et dat-
terselskab i en koncern, skal offentliggørelse ske på dat-
terselskabets hjemmeside, uanset om hjemmesiden måtte
være ejet af moderselskabet eller et koncernforbundet sel-
skab. Virksomhedens offentliggørelse af dommen eller bø-
devedtagelsen skal ske med et link på forsiden, jf. forslaget
til stk. 3, 4. pkt. Det skal af linket (og en eventuel dertil
knyttet tekst) tydeligt fremgå, om der er tale om en dom
eller en bødevedtagelse.
Kommenterer virksomheden dommen eller bødevedtagel-
sen, skal dette ske i forlængelse af gengivelsen, og kom-
mentarerne skal være klart adskilt herfra, jf. det foreslåede
stk. 3, 5. pkt. Når virksomheden har offentliggjort dommen
eller bødevedtagelsen, skal virksomheden give Finanstilsy-
net meddelelse herom, herunder fremsende kopi af dommen
eller bødevedtagelsen. Finanstilsynet skal herefter offentlig-
gøre dommen eller bødevedtagelsen eller et resumé heraf
på Finanstilsynets hjemmeside. Har virksomheden ikke en
hjemmeside, sker offentliggørelse alene på Finanstilsynets
hjemmeside. Fjernelse af informationerne fra virksomhe-
dens hjemmeside skal finde sted efter samme principper,
som virksomheden anvender for øvrige meddelelser, dog
tidligst når linket og informationerne har ligget på hjemme-
siden i 3 måneder og tidligst efter førstkommende general-
forsamling eller repræsentantskabsmøde, jf. det foreslåede
stk. 3, 6. pkt.
Ved offentliggørelsen skal markedsmisbrugsforordningen
iagttages, hvilket kan have betydning for, hvor hurtigt der
skal ske offentliggørelse. Skal virksomheden efter markeds-
misbrugsforordningen offentliggøre intern viden, jf. artikel
17 i forordningen, skal offentliggørelse af reaktionen eller
beslutningen afvente selskabsmeddelelsen. Kan virksomhe-
den udsætte offentliggørelsen, fordi det vil skade berettigede
interesser for virksomheden at offentliggøre forholdet, jf.
artikel 17, stk. 4 og 5, i forordningen, vil Finanstilsynets
offentliggørelse skulle afvente, at hensynet bag udsættelsen
bortfalder.
Det foreslås i stk. 3, 7. pkt., at virksomheden skal give
meddelelse til Finanstilsynet om offentliggørelsen, herunder
fremsende en kopi af dommen eller bødevedtagelsen, og i
stk. 3, 8. pkt., at Finanstilsynet herefter skal offentliggøre
dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf på sin hjem-
meside.
Virksomhedens pligt til at offentliggøre oplysningerne på
virksomhedens hjemmeside gælder kun for oplysninger om
juridiske personer, jf. det foreslåede stk. 3, 9. pkt.
65
Det foreslåede stk. 4 indeholder undtagelserne til det kla-
re udgangspunkt om offentliggørelse med angivelse af virk-
somhedens navn.
Det fremgår af forslagets stk. 4, 1. pkt., at offentliggørelse
efter stk. 1-3 ikke kan ske, hvis det vil medføre uforholds-
mæssig stor skade for virksomheden, eller hvis efterforsk-
ningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse.
Det drejer sig om de tilfælde, hvor en offentliggørelse med
navns nævnelse vil medføre uforholdsmæssig stor skade
for virksomheden, eller hvor en offentliggørelse vil kunne
skade en politimæssig efterforskning. Det forhold, at offent-
liggørelse af en virksomheds navn vil kunne medføre tab
af kunder, eller at en offentliggørelse vil kunne bane vej
for et erstatningskrav mod virksomheden, vil ikke i sig selv
være nok til at undtage for offentliggørelse. Den foreslåede
undtagelse finder således kun anvendelse på de tilfælde,
hvor virksomhedens væsentlige interesser krænkes. I forbin-
delse med offentliggørelse af politianmeldelser skal der der-
for foretages en afvejning af behovet for at offentliggøre
en politianmeldelse over for de betænkeligheder, herunder
af retssikkerhedsmæssig karakter, som offentliggørelsen kan
give anledning til.
Det foreslås endvidere i stk. 4, 2. pkt., at offentliggørelsen
ikke må indeholde oplysninger omfattet af § 30 i offentlig-
hedsloven. Dette vil bl.a. være oplysninger om virksomhe-
dens private kunders økonomiske forhold, jf. § 30, nr. 1. For
så vidt angår interessentskaber, hvor en eller flere interes-
senter er fysiske personer, vil oplysninger om interessent-
skabet, som reaktionen, den fældende dom eller den vedtag-
ne bøde retter sig imod, ikke kunne undtages efter § 30, nr.
1. Oplysninger, som er af væsentlig økonomisk betydning
for virksomheden, såsom erhvervshemmeligheder, vil efter
omstændighederne være omfattet af § 30, nr. 2. Finder Fi-
nanstilsynet det nødvendigt at offentliggøre oplysninger om
fysiske personer, der ikke er omfattet af § 30, nr. 1, i offent-
lighedsloven, finder reglerne i databeskyttelsesforordningen
i øvrigt anvendelse.
Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., at offentliggørelsen ikke må in-
deholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra tilsynsmyn-
digheder i andre lande, medmindre de myndigheder, der har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladel-
se.
Tilsynsmyndigheder i andre lande omfatter både tilsynsmyn-
digheder inden for eller uden for EU. I disse tilfælde må dis-
se oplysninger ikke offentliggøres, medmindre tilsynsmyn-
dighederne har givet deres udtrykkelige samtykke hertil.
Det foreslås i stk. 5, at er offentliggørelse undladt i henhold
til stk. 4, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1
eller 2, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen,
ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år
efter datoen for reaktionen eller beslutningen om at overgive
sagen til politimæssig efterforskning. Offentliggørelse skal
dog ikke finde sted, hvis der er sket påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.
Hvis offentliggørelse af en reaktion er blevet undladt på
grund af tungtvejende hensyn til virksomheden eller efter-
forskning, og disse hensyn efterfølgende ikke længere gør
sig gældende, vil reaktionen samt virksomhedens navn blive
offentliggjort. Dette gælder dog kun i en periode op til to
år efter reaktionen eller beslutningen om at overgive sagen
til politimæssig efterforskning. Baggrunden herfor er, at den
offentlige interesse i sådanne reaktioner aftager kraftigt hen
over tid, og af administrative årsager. På denne baggrund
foreslås en grænse på to år. Kravet til efterfølgende offent-
liggørelse af en reaktion gælder dog kun, hvis der ikke er
sket påtaleopgivelse eller tiltalefrafald efter retsplejelovens
regler.
I stk. 6 foreslås det, at i sager, hvor Finanstilsynet har offent-
liggjort en beslutning om at overgive en sag til politimæssig
efterforskning efter stk. 1, 8. pkt., og stk. 2, og der træffes
afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsiges fri-
findende dom, skal Finanstilsynet offentliggøre oplysninger
herom. Den foreslåede bestemmelse er begrundet i hensynet
til den, som sagen vedrører, og har til formål at give offent-
ligheden et retvisende billede af praksis. Da det ikke er gi-
vet, at den virksomhed, som er blevet politianmeldt, ønsker
offentliggørelse af påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller den
frifindende dom, skal der i henhold til det foreslåede stk. 6,
1. pkt., kun ske offentliggørelse af sådanne oplysninger, hvis
virksomheden anmoder Finanstilsynet herom.
Det følger af det foreslåede stk. 6, 2. pkt., at virksomheden
skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse el-
ler tiltalefrafald eller en kopi af dommen til Finanstilsynet
samtidig med anmodning om offentliggørelse. Baggrunden
herfor er, at Finanstilsynet ikke nødvendigvis vil være i be-
siddelse af afgørelsen eller dommen. Finanstilsynet skal of-
fentliggøre afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald,
eller at der er afsagt frifindende dom i sagen i umiddelbar og
naturlig sammenhæng med Finanstilsynets offentliggørelse
efter stk. 1, 8. pkt., og stk. 2, dvs. det sted på Finanstilsynets
hjemmeside, hvor Finanstilsynet tidligere har offentliggjort
beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efter-
forskning. De supplerende oplysninger om påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller frifindende dom skal fremgå tydeligt af
Finanstilsynets hjemmeside. Offentliggørelse efter den fore-
slåede bestemmelse omfatter tillige tilfælde, hvor der er tale
om en dom afsagt af en ankeinstans.
Det følger af det foreslåede stk. 6, 3. pkt., at er påtaleopgi-
velsen, tiltalefrafaldet eller dommen ikke endelig, skal det
fremgå af offentliggørelsen. En afgørelse om påtaleopgivel-
se eller tiltalefrafald er ikke endelig i de tilfælde, hvor afgø-
66
relsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er påklaget til
den overordnede anklagemyndighed. En dom er ikke ende-
lig før udløbet af ankefristen, eller hvor dommen er anket til
en højere retsinstans.
Det foreslås i stk. 6, 4. pkt., at modtager Finanstilsynet do-
kumentation for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgi-
velse eller tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende
dom, skal Finanstilsynet fjerne alle oplysninger om beslut-
ningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning
og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra Finanstilsy-
nets hjemmeside. I de tilfælde hvor den, som sagen vedrører,
ikke anmoder Finanstilsynet om at offentliggøre oplysninger
om, at sagen er afsluttet ved påtaleopgivelse, tiltalefrafald
eller afsigelse af frifindende dom i medfør af det foreslåede
stk. 6, 1. pkt., men ønsker Finanstilsynets offentliggørelse
af beslutningen om at overgive sagen til politimæssig ef-
terforskning, herunder eventuelle supplerende oplysninger
om efterfølgende domme i sagen, slettet fra Finanstilsynets
hjemmeside, kan dette således ske ved indsendelse af doku-
mentation for sagens afslutning til Finanstilsynet. Finanstil-
synet vil herefter i medfør af det foreslåede stk. 6, 4. pkt.,
slette offentliggørelsen af beslutningen om at overgive sagen
til politimæssig efterforskning m.v. fra Finanstilsynets hjem-
meside.
Finanstilsynet modtager ikke nødvendigvis oplysninger om
og dokumentation for, at en sag overgivet til politimæssig
efterforskning er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende dom. Fi-
nanstilsynets forpligtelse til at fjerne oplysninger om en
beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforsk-
ning indtræder derfor først i det tilfælde, hvor Finanstilsy-
net modtager dokumentation herfor. Det er ikke afgørende,
hvem der indsender eller overleverer en sådan dokumenta-
tion, og Finanstilsynets forpligtelse til at slette oplysninger
om overgivelse af en sag til politimæssig efterforskning
indtræder således, uanset om den fornødne dokumentation
modtages fra anklagemyndigheden, den pågældende virk-
somhed, som sagen vedrører, eller tredjemand. En afgørelse
om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er ikke endelig i de til-
fælde, hvor afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald
er påklaget til den overordnede anklagemyndighed.
En dom er ikke endelig før udløbet af ankefristen, eller hvor
dommen er anket til højere retsinstans. Fjernelse af offent-
liggørelsen af en beslutning om at overgive en sag til politi-
mæssig efterforskning i tilfælde, hvor en sag er afsluttet ved
frifindende dom eller afsluttet ved påtaleopgivelse eller tilta-
lefrafald, vil således først ske efter udløbet af henholdsvis
ankefristen eller fristen for at påklage påtaleopgivelsen eller
tiltalefrafaldet, da afgørelsen skal være endelig.
Til § 23
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet skal orientere offent-
ligheden om sager, jf. §§ 7 og 9, som er behandlet af Finans-
tilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er
af almen interesse eller af betydning for forståelsen af disse
bestemmelser.
§ 7 fastsætter, at en forbrugslånsvirksomhed skal drive virk-
somhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og
god praksis for virksomhedsområdet. Bestemmelsen inde-
holder endvidere hjemmel til at fastsætte regler om redelig
forretningsskik og god praksis og indeholder en adgang for
Finanstilsynet til at udarbejde og offentliggøre forhandlede
retningslinjer. § 9 vedrører regler om kreditværdighedsvur-
dering.
Det vil som udgangspunkt kun kunne komme på tale at
offentliggøre virksomhedens navn i sager, der udtrykker en
generel adfærd hos virksomheden. En række af de klager,
som Finanstilsynet modtager, vedrører enkeltstående tvister
mellem en kunde og en virksomhed. I disse sager foreligger
der derfor typisk ikke den fornødne offentlige interesse til,
at der kan ske offentliggørelse. Ved enkeltstående overtræ-
delser kan det dog komme på tale at præcisere forståelsen af
de bagvedliggende regler. Det vil eksempelvis kunne være
tilfældet, hvor der er tale om nye regler, som Finanstilsynet
ønsker at udbrede kendskabet til. Men det vil også kunne
være tilfældet, hvis virksomheder gør brug af en ny praksis,
som er reguleret af det eksisterende regelsæt. I disse tilfæl-
de, vil der typisk ske en offentliggørelse af Finanstilsynets
afgørelse.
Hensynet til den almene interesse vil i de fleste tilfælde
medføre, at der ikke er behov for at nævne den involverede
virksomheds navn. Baggrunden for at orientere offentlighe-
den om sager vil således typisk være ønsket om at forhind-
re lignende sager ved at udbrede kendskabet til tilsynets
praksis. Derimod kan der være grund til at offentliggøre
virksomhedens navn i de sager, hvor der er behov for at
advare kunderne mod at handle med virksomheden, eller
hvor virksomhedens praksis har medført, at kunderne vil
kunne have et erstatningskrav mod virksomheden.
Orientering om Finanstilsynets sager skal efter den foreslåe-
de bestemmelse ske, når Finanstilsynet har truffet afgørelse
i en sag. For sager, der ikke er omfattet af Finanstilsynets
tavshedspligt, jf. forslagets § 20, vil Finanstilsynet kunne
orientere offentligheden om en sag, inden der er truffet af-
gørelse. Bestemmelsen gør det også muligt at offentliggøre
Finanstilsynets afgørelse i en sag, hvor Finanstilsynet har
fundet, at en virksomhed har handlet i overensstemmelse
med loven. Særligt i tilfælde, hvor sagen har været omtalt
i pressen med oplysning om virksomhedens navn, vil det
kunne være nærliggende at offentliggøre navnet.
Når Finanstilsynet udsender en pressemeddelelse om udfal-
67
det af en sag, men uden at offentliggøre virksomhedens
navn, vil Finanstilsynet også fremover orientere den rele-
vante brancheforening. Påtænker Finanstilsynet at offentlig-
gøre en virksomheds navn, vil den berørte virksomhed blive
orienteret, inden Finanstilsynet udsender en pressemeddelel-
se. For så vidt angår en række af de bestemmelser, som er
omfattet af Finanstilsynets adgang til at foretage offentlig-
gørelse, er overtrædelse heraf sanktioneret med straf. Det
foreslåede stk. 1 forhindrer ikke, at Finanstilsynet offent-
liggør, at en virksomhed vil blive anmeldt til politiet for
overtrædelse af en strafbar bestemmelse. En offentliggørelse
kan imidlertid have indgribende betydning for den berørte
virksomhed. Der skal derfor ved vurderingen af, om der
skal ske offentliggørelse, foretages en afvejning af behovet
for at offentliggøre en politianmeldelse over for de betænk-
eligheder, herunder af retssikkerhedsmæssig karakter, som
offentliggørelsen kan give anledning til. Der kan ikke i med-
før af bestemmelsen ske offentliggørelse af enkeltpersoners
strafbare forhold.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet endvidere skal oriente-
re offentligheden om navnet på en virksomhed, der overtræ-
der forbuddet mod at udøve virksomhed som forbrugslån-
svirksomhed uden tilladelse, jf. § 3.
Til § 24
Den foreslåede bestemmelse vedrører Finanstilsynets mulig-
hed for at fastsætte regler om virksomheders pligt til at
offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af
virksomheden og om, at Finanstilsynet har mulighed for at
offentliggøre oplysningerne før virksomheden.
Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte regler om større
grad af offentlighed vedrørende forholdene i de virksomhe-
der, der er omfattet af loven og underlagt Finanstilsynets
tilsyn. Med forslaget får Finanstilsynet således bemyndigel-
se til at fastsætte nærmere regler om forbrugslånsvirksomhe-
ders pligt til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets
vurdering af virksomheden samt til at fastsætte nærmere
regler om, at Finanstilsynet har mulighed for at offentliggøre
oplysningerne før virksomhederne.
Der vil være behov for visse undtagelser i forhold til of-
fentliggørelsespligten. Dette kan for eksempel være, hvor
offentliggørelse kan medføre uforholdsmæssig stor skade
for virksomheden, f.eks. hvis virksomhedens fortsatte drift
vil blive truet, eller meget væsentlige interesser krænkes.
Finanstilsynet skal ikke nødvendigvis afvente, at virksomhe-
den offentliggør en redegørelse, idet der med bestemmelsen
ved bekendtgørelse kan gives hjemmel til, at Finanstilsynet
har mulighed for at offentliggøre oplysningerne før virksom-
hederne. Denne mulighed kan kun benyttes i de situationer,
hvor virksomheden enten har rent tekniske eller praktiske
problemer, f.eks. på grund af it-nedbrud, eller tilfælde, hvor
den manglende offentliggørelse er begrundet i, at virksom-
heden ikke – uden en reel begrundelse – ønsker at offentlig-
gøre redegørelsen. Hvis virksomheden efter lov om kapital-
markeder skal udsende en selskabsmeddelelse, skal Finans-
tilsynets offentliggørelse dog afvente selskabsmeddelelsen.
I den forbindelse vil Finanstilsynet kunne fastsætte bestem-
melser om bødestraf ved manglende efterlevelse af forplig-
telsen til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets
vurdering af virksomheden.
Til § 25
Forslaget til § 25 fastsætter, hvem der kan anses som part i
forhold til Finanstilsynet. Opregningen er udtømmende, og
bestemmelsen udgør således en afvigelse fra det almindelige
forvaltningsretlige partsbegreb.
Det foreslås i stk. 1, at virksomheder omfattet af denne lov,
som Finanstilsynets har truffet eller vil træffe afgørelse over
for i medfør af denne lov eller regler udstedt i medfør af
loven, anses som parter i forhold til Finanstilsynet, jf. dog
stk. 2.
At Finanstilsynet vil træffe en afgørelse over for virksom-
heden skal forstås sådan, at der er tale om en sag, hvori
der som led i et almindeligt sagsforløb vil blive truffet en
afgørelse af Finanstilsynet. Der skal således være tale om en
afgørelsessag.
En afgørelsessag er eksempelvis en sag, hvor en virksomhed
ansøger Finanstilsynet om tilladelse, godkendelse m.v., og
hvor Finanstilsynet efter behandling af sagen træffer afgø-
relse om, hvorvidt en sådan ansøgning kan imødekommes.
Det er ikke afgørende for opnåelse af partsstatus, om der
faktisk træffes en afgørelse i den pågældende afgørelses-
sag. En virksomheds partstatus påvirkes således ikke af,
om der af den ene eller anden grund alligevel ikke træffes
afgørelse i sagen.
Klager en forbruger over en virksomheds adfærd, vil forbru-
geren ikke være part i sagen. Forbrugerne opnår derfor ikke
forvaltningslovens partsrettigheder, men vil i stedet efter
offentlighedslovens regler om aktindsigt kunne gøre sig be-
kendt med de oplysninger, der indgår i Finanstilsynets sag.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at den virksomhed eller person,
der udøver virksomhed som forbrugslånsvirksomhed uden
Finanstilsynets tilladelse, jf. § 3, anses som part i forhold
til Finanstilsynet for så vidt angår den del af sagen, som
vedrører den pågældende.
68
Dette vil typisk være i en sag, hvor Finanstilsynet udsteder
et påbud til en virksomhed uden tilladelse om at ophøre med
at udøve virksomhed som forbrugslånsvirksomhed.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at en virksomhed eller en person,
som ansøger om tilladelse til at udøve virksomhed som for-
brugslånsvirksomhed, jf. § 3, anses som part i forhold til Fi-
nanstilsynet for så vidt angår den del af sagen, som vedrører
den pågældende. Den pågældende virksomhed eller person
har derfor forvaltningslovens partsrettigheder allerede under
behandlingen af en ansøgning om tilladelse efter loven
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at et medlem af en virksomheds
bestyrelse eller en ledelsesansvarlig, når Finanstilsynet giver
en virksomhed afslag på tilladelse til at udøve forbrugslån-
svirksomhed, anses som part i forhold til Finanstilsynet,
for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den på-
gældende. Dette vil eksempelvis være i det tilfælde, hvor
Finanstilsynet nægter en virksomhed tilladelse til at udøve
virksomhed bl.a. på grund af, at Finanstilsynet i henhold til
lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 2, ikke kan godkende et medlem
af virksomhedens bestyrelse. I dette tilfælde vil bestyrelses-
medlemmet være at anse som part i forhold til denne del af
Finanstilsynets afgørelse om afslag på tilladelse.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at en virksomhed eller person,
som Finanstilsynet kræver oplysninger af til brug for afgø-
relse af, om denne er omfattet af bestemmelserne i loven,
anses som part i forhold til Finanstilsynet, for så vidt angår
den del af sagen, som vedrører den pågældende. Forud for,
at en virksomhed opnår tilladelse efter loven, kan Finanstil-
synet indhente oplysninger til bedømmelse af, om virksom-
heden er omfattet af lovens krav om tilladelse til at udøve
virksomhed som forbrugslånsvirksomhed. En virksomhed
eller person, der modtager en sådan henvendelse, vil have
partsstatus efter forslaget til nr. 4.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at en virksomhed eller person,
som omfattes af en afgørelse afsagt af Finanstilsynet om
personens egnethed eller hæderlighed i henhold til § 4,
skal anses som part for så vidt angår denne afgørelse. Med
bestemmelsen tilsigtes eksempelvis, at en direktør eller et
bestyrelsesmedlem, der ikke vurderes at være egnet eller
hæderlig i forbindelse med en ansøgning om tilladelse, eller
som afsættes i henhold til en afgørelse, jf. § 18, er part for så
vidt angår denne afgørelse.
Finanstilsynet kan tage en sag op om videregivelse af fortro-
lige oplysninger, jf. § 12. Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsy-
net i disse tilfælde kan give visse partsbeføjelser til andre
fysiske eller juridiske personer end de, som er nævnt i stk.
1 og 2. Partsbeføjelser kan alene gives for så vidt angår den
del af sagen, som har direkte og væsentlig betydning for den
pågældende. Partsbeføjelser skal gives under hensyntagen til
beskyttelsen af fortrolige oplysninger om de virksomheder,
der er under tilsyn. Som eksempel på et tilfælde, hvor det
kan overvejes at give en person partsbeføjelser, kan nævnes
en person, der klager over videregivelse af fortrolige oplys-
ninger vedrørende den pågældende person.
Bestemmelsen svarer til § 355, stk. 7, i lov om finansiel
virksomhed og medfører mulighed for at tildele personer
eller virksomheder, der klager over overtrædelser af § 12
om videregivelse af fortrolige kundeoplysninger, visse parts-
beføjelser, så vedkommende trods Finanstilsynets skærpede
tavshedspligt kan blive orienteret om behandlingen af kla-
gen.
Med dette forslag indføres muligheden for, at en person eller
en virksomhed, som har en direkte interesse i sagen, kan
blive orienteret om dens udfald i det omfang, dette er af
direkte og væsentlig interesse for den pågældende.
Til § 26
Det foreslås, jf. § 26, at afgørelser truffet af Finanstilsynet
i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf,
af den, som afgørelsen retter sig mod, kan indbringes for
Erhvervsankenævnet senest fire uger efter, at afgørelsen er
meddelt den pågældende.
Forbrugere har ikke mulighed for at klage over en afgørelse
truffet af Finanstilsynet, da en afgørelse efter denne lov ikke
kan rette sig mod en forbruger.
Erhvervsankenævnet er også klageinstans for aktindsigts-
spørgsmål i henhold til enten forvaltningsloven eller offent-
lighedsloven, i det omfang aktindsigtsspørgsmålet relaterer
sig til en afgørelse, der er truffet i henhold til loven eller
regler udstedt i medfør heraf.
Til § 27
Det foreslås i § 27, at virksomheder under tilsyn efter denne
lov betaler afgift til Finanstilsynet efter kapitel 22 i lov om
finansiel virksomhed.
I henhold til den foreslåede ændring af § 361 i lov om
finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 34, nr. 1, betaler
forbrugslånsvirksomheder 28.000 kr. årligt i afgift til Fi-
nanstilsynet. Dette grundbeløb er angivet i 2016 niveau og
reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets
bevilling på finansloven, jf. § 361, stk. 10, der bliver stk. 11.
Til § 28
69
Bestemmelsen angiver fristerne i loven. Formålet med be-
stemmelsen er at undgå enhver fortolkningstvivl.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at fristen beregnes fra
dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløste fri-
sten, fandt sted. Dette gælder beregning af både dags-, uge-,
måneds- og årsfrister.
Angives fristen i uger, udløber fristen på ugedagen for den
dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, jf.
det foreslåede stk. 2. F.eks. vil udløbsdagen for fristen, hvis
denne er angivet som ”senest 4 uger efter”, være den sidste
dag i den 4. uge efter dagen for handlingen eller beslutnin-
gen, der udløser fristen. Træffes beslutningen således på en
tirsdag, vil fristen udløbe om tirsdagen 4 uger senere.
Angives fristen i måneder, udløber fristen på månedsdatoen
for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt
sted, jf. det foreslåede stk. 3. Hvis eksempelvis fristen er 3
måneder, og den fristudløsende handling foretages den 15.
januar, udløber fristen den 15. april. Er den fristudløsende
handling foretaget den sidste dag i en måned, udløber fristen
altid den sidste dag i den pågældende måned, uanset om der
er 28, 29, 30 eller 31 dage i den pågældende måned. Hvis
fristen beregningsmæssigt udløber på en månedsdato, der ik-
ke findes, eksempelvis den 30. februar, udløber fristen altid
den sidste dag i den pågældende måned – i dette tilfælde den
28. eller i skudår den 29. februar.
Angives fristen i år, udløber fristen på årsdagen for den dag,
hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, jf. det
foreslåede stk. 4. Hvis eksempelvis begivenheden fandt sted
den 30. september, udløber fristen samme dato året efter.
Udløber fristen på en helligdag, i en weekend eller på
grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, er det
tilstrækkeligt, at materialet er modtaget den efterfølgende
hverdag, jf. stk. 5. Selv om fristen beregningsmæssigt er ud-
løbet, betragtes materialet som modtaget rettidigt den først-
kommende hverdag.
Til § 29
Den foreslåede § 29 indeholder en bemyndigelse til er-
hvervsministeren til at fastsætte regler om digital kommu-
nikation. Bestemmelsen fastlægger endvidere, at en digital
meddelelse anses for at være kommet frem, når den er til-
gængelig for adressaten for meddelelsen.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, hvornår en digital meddelel-
se må anses for at være kommet frem til adressaten for
meddelelsen, dvs. modtageren af meddelelsen.
For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er Finanstilsy-
net adressat for meddelelsen. For meddelelser, som Finans-
tilsynet sender, er den pågældende virksomhed, som medde-
lelsen sendes til, adressat for meddelelsen.
En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til
Finanstilsynet på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgæn-
gelig for Finanstilsynet, dvs. når Finanstilsynet kan behand-
le meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret
automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem.
En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem
til en virksomhed eller person på det tidspunkt, hvor medde-
lelsen er tilgængelig for den pågældende. En meddelelse vil
blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågælden-
de ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette
skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at
overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågæl-
dendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende
har mistet koden til sin digitale signatur.
For en nærmere gennemgang af betydningen af fremkomst-
tidspunktet samt hindringer som følge af it-problemer og
lignende kan der henvises til afsnit 5.3. i de almindelige
bemærkninger, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 16 som
fremsat, s. 41 (lov nr. 1231 af 18. december 2012) om æn-
dring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital
kommunikation m.v.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte reg-
ler om, at skriftlig kommunikation til og fra Finanstilsynet
om forhold, som er omfattet af loven eller regler udstedt i
medfør af loven, skal foregå digitalt.
Bemyndigelsen forventes udnyttet således, at bl.a. skriftlige
henvendelser m.v. til Finanstilsynet om forhold, som er om-
fattet af de nævnte regler, ikke anses for behørigt modtaget
hos Finanstilsynet, hvis de indsendes på anden vis end den
foreskrevne digitale måde.
Hvis oplysninger m.v. sendes til Finanstilsynet på anden
måde end den foreskrevne digitale måde, eksempelvis pr.
brev, følger det af den almindelige vejledningspligt, jf. § 7 i
forvaltningsloven, at Finanstilsynet må vejlede om reglerne
på området, herunder om pligten til at kommunikere digitalt.
Samtidig forventes der fastsat regler om, at meddelelser m.v.
til eller fra Finanstilsynet, der sendes på den foreskrevne
digitale måde, anses for at være kommet frem til modtage-
ren på det tidspunkt, hvor meddelelsen m.v. er tilgængelig
digitalt for modtageren, jf. det foreslåede stk. 1. Det vil sige
med samme retsvirkninger som fysisk post, der anses for at
være kommet frem, når den pågældende meddelelse m.v. er
lagt i modtagerens fysiske postkasse.
70
Pligten til at kommunikere digitalt vil også omfatte kommu-
nikation mellem Finanstilsynet og en rådgiver, som optræder
på virksomhedens vegne over for Finanstilsynet.
Af bekendtgørelsen, der udmønter bemyndigelsen, vil det
komme til at fremgå, hvem der omfattes af pligten til at
kommunikere digitalt med Finanstilsynet, om hvilke forhold
og på hvilken måde.
Det kan for eksempel komme på tale at udvikle digitale
løsninger, herunder nye selvbetjeningsløsninger, til brug for
kommunikation om forhold, som er omfattet af lovforslaget
eller regler udstedt i medfør af forslaget.
I bekendtgørelsen, som udmønter den foreslåede bemyndi-
gelse i stk. 2, kan der bl.a. fastsættes regler om, at Finans-
tilsynet kan sende visse meddelelser, herunder afgørelser,
forbud, påbud m.v., til virksomhedens henholdsvis et ledel-
sesmedlems digitale postkasse med de retsvirkninger, der
følger af bekendtgørelse nr. 528 af 11. juni 2012 af lov om
Offentlig Digital Post fra offentlige afsendere.
I bekendtgørelsen kan der, som anført i afsnit 5.4.1. i de al-
mindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2012-13, A,
L 16 som fremsat, s. 42 (lov nr. 1231 af 18. december 2012)
om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk
digital kommunikation m.v., fastsættes overgangsordninger,
som skal lette overgangen til obligatorisk digital kommuni-
kation.
I bekendtgørelsen kan der desuden fastsættes regler om fri-
tagelse fra pligten til digital kommunikation. Fritagelsesmu-
ligheden tænkes navnlig anvendt, hvor det er påkrævet at
anvende en dansk digital signatur, og der er tale om en virk-
somhed med hjemsted i udlandet, som ikke kan få en dansk
digital signatur, eller en person uden dansk CPR-nummer.
Fritagelsesmuligheden tænkes endvidere anvendt i forbin-
delse med, at Finanstilsynet har sagstyper, der omfatter me-
get store mængder materiale, og som det derfor vil være
uhensigtsmæssigt for både virksomheder omfattet af denne
lov og Finanstilsynet at skulle sende digitalt. Dette er pri-
mært i forbindelse med undersøgelsesmateriale. Forud for,
at Finanstilsynet tager på undersøgelse hos en virksomhed
omfattet af dette lovforslag, anmoder Finanstilsynet virk-
somheden om at indsende noget materiale. Der er ofte tale
om meget omfattende mængder materiale, hvorfor det kan
være hensigtsmæssigt, at der ikke er krav om, at det indsen-
des digitalt.
Derudover skal det bemærkes, at den kommunikation, der er
mellem en virksomhed og Finanstilsynet, når Finanstilsynet
er på undersøgelse hos virksomheden, vil kunne foregå på
stedet. Dette både i forhold til forevisning af legitimation og
eventuelt udlevering af dokumenter under undersøgelsen. På
samme måde kan kommunikationen på møder i øvrigt, her-
under afrapporteringsmødet efter en undersøgelse, fortsat
ske uændret.
Da kommunikationen i relation til nærværende lovforslag
er rettet til og fra erhvervslivet, vil anvendelse af fritagel-
sesmulighederne være restriktiv, jf. nærmere herom i afsnit
5.4.2. i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende
2012-13, A, L 16 som fremsat, s. 42 (lov nr. 1231 af 18.
december 2012) om ændring af forskellige lovbestemmelser
om obligatorisk digital kommunikation m.v.
Som udgangspunkt gælder, at det forhold, at en virksomhed
eller en person oplever, at den pågældendes egen computer
ikke fungerer, at den pågældende har mistet koden til sin
digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det
er op til den pågældende at overvinde, ikke kan føre til
fritagelse fra pligten til digital kommunikation. I så fald
må den pågældende eksempelvis anvende en computer på
et folkebibliotek eller anmode en partsrepræsentant om at
varetage kommunikationen på den pågældendes vegne.
For en nærmere gennemgang af fritagelsesmuligheder og
forholdet til EU-retten kan der henvises til henholdsvis
afsnit 5.4.2. og 12 i de almindelige bemærkninger, jf. Fol-
ketingstidende 2012-13, A, L 16 som fremsat, s. 41 og
46 (lov nr. 1231 af 18. december 2012) om ændring af
forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommu-
nikation m.v. Der kan desuden henvises til afsnit 5.4.3. i
samme lovforslag, s. 43, om fravigelse af krav om digital
kommunikation af hensyn til myndighedsudøvelsen. Der
er tale om fravigelse af kravet i situationer, hvor det er
påkrævet, at myndigheder reagerer hurtigt med henblik på
at varetage særlige samfundsmæssige hensyn. Det kan ek-
sempelvis være, at der er behov for, at der reageres hurtigt
i krisesituationer, hvor en finansiel virksomhed er i akutte
vanskeligheder. Det kan ligeledes være tilfældet, hvor der er
lovgivningsmæssige tidsfrister, der har store samfundsmæs-
sige konsekvenser, hvis de overskrides på grund af, at der
umuligt for myndigheden at kommunikere digitalt.
Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren gives bemyndi-
gelse til at fastsætte nærmere regler om digital kommunika-
tion, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særli-
ge digitale formater og digital signatur eller lignende.
Til § 30
Den foreslåede § 30 fastsætter, at hvor et dokument skal
være underskrevet, kan dette opfyldes ved anvendelse af en
teknik, der sikrer entydig identifikation. Erhvervsministeren
bemyndiges endvidere til at fastsætte nærmere regler om
fravigelse af underskriftskrav.
71
Det foreslås i stk. 1, at hvor det i henhold til loven eller
regler udstedt i medfør heraf er krævet, at et dokument, som
er udstedt af andre end Finanstilsynet, skal være underskre-
vet, kan kravet opfyldes ved anvendelse af en teknik, der
sikrer entydig identifikation af den, som har underskrevet
dokumentet. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumen-
ter med personlig underskrift. Der vil f.eks. være tale om
dokumenter, som er udstedt af virksomheder eller fysiske
personer omfattet af reguleringen i denne lov. Der kan f.eks.
være tale om underretninger efter loven, der sammen med
eventuelle bilag indsendes til Finanstilsynet som vedhæftede
filer til en mail.
For at der ikke skal kunne opstå tvivl om, at underskrift-
skravet kan opfyldes på anden måde end ved en personlig
underskrift, foreslås det, at der indsættes en udtrykkelig be-
stemmelse i loven om, at underskriftskravet som anført i stk.
1 kan opfyldes ved, at underskriveren anvender en teknik,
der sikrer entydig identifikation af den pågældende, f.eks.
digital signatur. Bestemmelsen dækker tillige dokumenter,
som er udarbejdet af revisor, således at revisor eksempelvis
kan underskrive dokumentet med digital signatur i stedet for
med en fysisk underskrift.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren bemyndiges til
at fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskrift-
krav. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig
underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumen-
ter. Der kan i den forbindelse henvises til afsnit 5.5.2. i de
almindelige bemærkninger til lov nr. 1231 af 18. december
2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obli-
gatorisk digital kommunikation m.v., jf. Folketingstidende
2012-13, A, L16 som fremsat, side 44.
Det fremgår her, at adgangen til at fastsætte regler om, at
krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse
typer af dokumenter, f.eks. kan være aktuelt i de tilfælde,
hvor det er nødvendigt at fremlægge originaldokumenter
med originale underskrifter, eksempelvis for myndigheder i
andre lande.
Til § 31
Den foreslåede § 31 fastsætter, hvilke overtrædelser af lo-
ven, der kan straffes. Den foreslåede bestemmelse fastsætter
endvidere strafansvar for juridiske personer samt forældel-
sesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser og regler
udstedt i medfør heraf.
I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler
pligter eller forbud for virksomheden, er de mulige ansvars-
subjekter for straf ved overtrædelse af bestemmelserne virk-
somheden, jf. forslaget til § 31, stk. 5, og/eller en eller flere
personer med tilknytning til virksomheden, oftest ledelsen.
Der vil således kunne rejses tiltale mod virksomheden alene
eller mod både virksomheden og en eller flere personer med
tilknytning til virksomheden, og endelig vil der også kunne
rejses tiltale mod en eller flere personer med tilknytning
til virksomheden alene. Udgangspunktet er, at der vil blive
rejst tiltale mod virksomheden for overtrædelsen, men dette
kan kombineres med tiltale mod en eller flere personer med
tilknytning til virksomheden, hvis en eller nogle af disse
personer har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til
overtrædelsen, og denne ikke er af underordnet karakter. Der
skal som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede
ansatte.
Det foreslås i stk. 1, at overtrædelse af § 3, stk. 1, § 4, stk.
2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 4, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3
og 4, og § 12, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil
4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øv-
rige lovgivning. For beskrivelse af ansvarssubjekter og den
strafbare handling vedrørende de strafbelagte bestemmelser
henvises der til bemærkningerne til de strafbelagte bestem-
melser.
Ved udmålingen af bøder bør der, ud over de almindeli-
ge strafudmålingsprincipper i straffelovens kapitel 10, ind-
gå betragtninger om, at der skal være en sammenhæng
mellem virksomhedernes finansielle styrke, grovheden af
overtrædelsen og bødestørrelsen. Dette skal sikre, at sankti-
onsniveauet for overtrædelser er mærkbart for alle aktører,
således at bøder vil have en pønal og præventiv effekt. Vur-
deringen af overtrædelsens grovhed bør foregå uafhængigt
af gerningsmandens økonomiske forhold. Anvendelsen af
fængselsstraf vil især være relevant, men ikke begrænset
til tilfælde af særligt grove, gentagne, systematiske eller for-
sætlige overtrædelser af lovens krav. Der henvises i øvrigt til
straffelovens § 80.
Det er en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at
den pågældende ikke kan straffes for handlingen eller undla-
delsen efter andre alvorligere bestemmelser i straffeloven.
Det foreslås i stk. 2, at overtrædelse af § 13, stk. 1, straffes
med bøde.
For en beskrivelse af ansvarssubjekter og den strafbare
handling vedrørende den strafbelagte bestemmelse, henvises
der til bemærkningerne til den strafbelagte bestemmelse.
Det foreslås i stk. 3, at en forbrugslånsvirksomhed, der ikke
efterkommer et påbud eller forbud, som er givet i medfør af
§ 15, § 16, stk. 1 og § 18, stk. 6 og 7, eller en virksomhed,
der undlader at meddele oplysninger efter § 17, stk. 1 og 4,
straffes med bøde.
§ 15 omhandler Finanstilsynets tilsyn med overholdelsen af
72
loven. § 16 omhandler Forbrugerombudsmandens mulighed
for at anlægge sager.
For så vidt angår § 18, stk. 6 og 7 omhandler disse bestem-
melser påbud til en forbrugslånsvirksomhed om at afsætte et
direktionsmedlem.
For så vidt angår § 17, stk. 1, pålægger bestemmelsen en
pligt for virksomheder omfattet af loven samt leverandører
og underleverandører til disse til at give Finanstilsynet de
oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksom-
hed. Efter § 17, stk. 4, kan Finanstilsynet kræve at få adgang
til alle oplysninger, herunder regnskaber og regnskabsmate-
riale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektro-
nisk lagrede data, som skønnes nødvendige for Finanstilsy-
nets afgørelse af, om en virksomhed eller person er omfattet
af bestemmelserne i denne lov.
Det er ikke vurderet nødvendigt at foreslå ændringer i det
nuværende bødeniveau.
Det foreslås i stk. 4, at et bestyrelsesmedlem i en forbrugs-
lånsvirksomhed, som ikke efterkommer et påbud, der er
givet i medfør af § 18, stk. 1 og 3, straffes med bøde.
Et bestyrelsesmedlem i en forbrugslånsvirksomhed kan på-
lægges bøde, hvis den pågældende ikke efterkommer et på-
bud om at nedlægge sit hverv som følge af, at denne ikke
længere lever op til egnetheds- og hæderlighedskravene.
Egnetheds- og hæderlighedskravene findes i forslaget til § 4.
I lovforslagets § 18, stk. 1, får Finanstilsynet mulighed for
at påbyde et bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv, hvis
dette ikke lever op til egnetheds- og hæderlighedskravene.
I lovforslagets § 18, stk. 3, får Finanstilsynet mulighed for at
påbyde et bestyrelsesmedlem i en forbrugslånsvirksomhed
at nedlægge sit hverv, når der er rejst tiltale mod bestyrelses-
medlemmet i en straffesag om overtrædelse af straffeloven,
denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesa-
gen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at personen
ikke opfylder kravene i § 4, stk. 1, nr. 3.
I tilfælde af, at et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et
påbud om at nedlægge sit hverv, foreslås det, at der gives
mulighed for at straffe det pågældende bestyrelsesmedlem
med bøde.
Det foreslås i stk. 5, at der kan pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Det fremgår af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven, at strafan-
svar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens
virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en
eller flere til den juridiske person knyttede personer eller
den juridiske person som sådan.
I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler
pligter eller forbud for virksomheden, er de mulige strafsub-
jekter virksomheden og/eller en eller flere personer med
tilknytning til virksomheden, hvilket oftest er medlemmer
af ledelsen. Udgangspunktet er, at der rejses tiltale mod
virksomheden (dvs. den juridiske person) for overtrædelsen,
men dette kan kombineres med tiltale mod en eller flere
personer med tilknytning til virksomheden, hvis en eller
nogle af disse personer har medvirket forsætligt eller groft
uagtsomt til overtrædelsen, og overtrædelsen ikke er af un-
derordnet karakter. Der skal som udgangspunkt ikke rejses
tiltale mod underordnede ansatte.
Det foreslås i stk. 6, at forældelsesfristen for overtrædelse af
lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven er
fem år.
Bestemmelsen svarer til, hvad der i øvrigt gælder på det
finansielle område.
Med forslaget fraviges den almindelige forældelsesfrist på
to år efter straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Den femårige
forældelsesfrist svarer til den almindeligt gældende foræl-
delsesfrist i den finansielle lovgivning. Den forlængede for-
ældelsesfrist er begrundet i, at en række overtrædelser først
opdages ved undersøgelser i virksomheden. Da tilsynsmyn-
dighedernes undersøgelser ofte foretages med mere end to
års interval, ville der kunne være indtruffet forældelse ved
konstatering af disse overtrædelser, hvis ikke fristen var for-
længet.
Det foreslås i stk. 7, at i regler udstedt i medfør af loven, kan
der fastsættes straf i form af bøde.
Derefter kan der i forskrifter, der udstedes med hjemmel
i lovens bestemmelser, fastsættes straf i form af bøde for
overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne. Der vil ikke
i bekendtgørelserne kunne fastsættes straf for simpel uagt-
som overtrædelse af bestemmelserne.
Bestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte bestemmel-
ser om straf i form af bøde ved overtrædelser af bestemmel-
ser udstedt i medfør af loven, når disse bestemmelser er
egnede til at blive strafbelagt, og når overtrædelser har en
sådan grovhed, at disse bør strafbelægges.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
6, stk. 2, § 7, stk. 2 og § 24.
73
Til § 32
Den foreslåede bestemmelse fastlægger regler om tvangsbø-
der.
Det foreslås i stk. 1, at når en person eller en virksomhed
undlader at opfylde de pligter, som efter loven påhviler dem
i medfør af § 17, stk. 1 og 4, kan Finanstilsynet som tvangs-
middel pålægge personen, virksomheden eller de ansvarlige
personer for virksomheden daglige eller ugentlige tvangsbø-
der.
§ 17, stk. 1, pålægger virksomheder omfattet af denne lov
samt leverandører og underleverandører til disse at give Fi-
nanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstil-
synets virksomhed. Efter § 17, stk. 4, kan Finanstilsynet
kræve at få adgang til alle oplysninger, herunder regnskaber
og regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretnings-
papirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendi-
ge for Finanstilsynets afgørelse af, om en virksomhed eller
person er omfattet af bestemmelserne i denne lov.
Det foreslås i stk. 2, at når en forbrugslånsvirksomhed und-
lader at efterkomme et påbud meddelt efter § 18, stk. 6 og
7, kan forbrugslånsvirksomheden eller de ansvarlige person-
er for denne virksomhed pålægges daglige eller ugentlige
tvangsbøder.
Finanstilsynet er kompetent myndighed i forhold til lovfor-
slagets § 18, stk. 6 og 7. Muligheden for Finanstilsynet til
at anvende tvangsbøder for at tvinge fysiske og juridiske
personer til at efterleve de pligter, som følger af § 18, stk.
6 og 7, er derfor nødvendig for at sikre en tilstrækkelig
håndhævelse af disse regler.
Administrative tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangs-
middel og ikke nogen strafferetlig sanktion. Det gælder der-
for, at påløbne, men endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder
ved forholdets lovliggørelse, jf. Justitsministeriets vejled-
ning nr. 11255 af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse,
eftergivelse og henstand m.v.
Til § 33
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2019.
Det foreslås i stk. 2, at § 35 ikke finder anvendelse på sager,
der er under behandling hos Forbrugerombudsmanden ved
lovens ikrafttræden.
Bestemmelsen medfører, at hele markedsføringsloven finder
anvendelse på de sager, som er under behandling hos For-
brugerombudsmanden den 1. juli 2019. Forbrugerombuds-
manden vil derfor kunne færdigbehandle disse sager i hen-
hold til markedsføringslovens regler, herunder Forbruger-
ombudsmandens retningslinjer på området.
En sag er under behandling den 1. juli 2019, hvis Forbruger-
ombudsmanden over for den erhvervsdrivende inden denne
dato har tilkendegivet, at Forbrugerombudsmanden vil un-
dersøge et forhold nærmere eller har anmodet den erhvervs-
drivende om bemærkninger.
Det foreslås i stk. 3, at virksomheder omfattet af denne lov,
der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er registreret som
virksomhed, der yder forbrugerkreditter i henhold § 48, stk.
1, i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og
finansiering af terrorisme, og som efter lovens ikrafttræden
vil kræve tilladelse, jf. § 3, senest skal have indgivet ansøg-
ning om tilladelse den 1. januar 2020. Disse virksomheder
kan fortsætte den påbegyndte virksomhed uden tilladelse,
indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse i sagen.
§ 48, stk. 1, i lov om forebyggende foranstaltninger mod
hvidvask og finansiering af terrorisme stiller krav om, at
bl.a. udlånsvirksomheder, herunder udbydere af forbruger-
kreditter skal registreres hos Finanstilsynet. Denne registre-
ringsforpligtelse skal sikre, at Finanstilsynet kan føre tilsyn
efter hvidvasklovgivningen.
Da alle forbrugslånsvirksomheder, der er omfattet af denne
lov, vil være registreret hos Finanstilsynet i henholdt til
§ 48, stk. 1, foreslås det, at kun virksomheder, der på tids-
punktet for lovens ikrafttræden er registreret i Finanstilsynet
som virksomhed, der yder forbrugerkreditter, vil være om-
fattet af overgangsordningen.
Bestemmelsen skal sikre, at de virksomheder, der i dag ud-
øver virksomhed som forbrugslånsvirksomhed, kan fortsæt-
te deres virksomhed uden en tilladelse, hvis virksomheden
på tidspunktet for lovens ikrafttræden er registreret efter
§ 48, stk. 1, i lov om forebyggende foranstaltninger mod
hvidvask og finansiering af terrorisme. Det forudsætter dog,
at virksomhederne senest den 1. januar 2020 indsender en
ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet, jf. lovforslagets §
3.
Til § 34
Til nr. 1
Det foreslås at indsætte et nyt stykke 10 i § 361 i lov om
finansiel virksomhed, så forbrugslånsvirksomheder omfattet
af lov om forbrugslånsvirksomheder årligt betaler et grund-
beløb til Finanstilsynet på 28.000 kr. Grundbeløbet er anført
74
på 2016 niveau og reguleres årligt svarende til udviklingen i
Finanstilsynets bevilling på finansloven.
Dette grundbeløb svarer til, hvad der gælder for ejendoms-
kreditselskaber, jf. § 361, stk. 4, som udøver virksomhed,
som er sammenlignelig med den virksomhed, som en for-
brugslånsvirksomhed udøver.
Til nr. 2
Det fremgår af den gældende § 361, stk. 10, at grundbeløb,
jf. stk. 1-9, er angivet i 2016-niveau og reguleres årligt sva-
rende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finanslo-
ven.
Da der med dette lovforslags § 34, nr. 1, foreslås indsat et
nyt stk. 10 i § 361, skal stk. 10, der bliver stk. 11, konse-
kvensrettes, således at denne bestemmelse finder anvendelse
på stk. 1-10.
Til § 35
Til nr. 1 og 2
Den gældende markedsføringslov, jf. lov nr. 426 af 3. maj
2017 om markedsføring med de ændringer, der følger af §
20 i lov nr. 309 af 25. april 2018, finder anvendelse på alle
virksomheder. Dog finder §§ 3,4,9 og 14 ikke anvendelse på
finansielle virksomheder, i det omfang erhvervsministeren
har udstedt regler på det pågældende område.
Endvidere finder §§ 15 og 16 ikke anvendelse på finansielle
virksomheder.
Den foreslåede ændring af markedsføringslovens § 1 vedrø-
rer ændring af anvendelsesområdet for den gældende mar-
kedsføringslov for så vidt angår forbrugslånsvirksomheder.
Det følger af den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, at
virksomheder omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder
undtages fra lovens bestemmelser, i det omfang erhvervsmi-
nisteren har udstedt regler på det pågældende område. Det
drejer sig om § 3 om god markedsføringsskik, § 4 om god
erhvervsskik, § 9 om former for handelspraksis, som altid
anses for vildledende eller aggressive, og § 14 om oplys-
ningsforpligtelser vedr. priser m.v.
Det følger af den foreslåede ændring af § 1, stk. 3, at mar-
kedsføringslovens § 15 om faktureringspligt for regningsar-
bejde og § 16 om gebyrer ikke finder anvendelse på virk-
somheder omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder.
Til § 36
Den foreslåede bestemmelse angiver lovens territoriale gyl-
dighedsområde og fastsætter, at loven ikke gælder for Færø-
erne og Grønland, men at den ved kongelig anordning helt
eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grøn-
landske forhold tilsiger.
75