Høringssvar fra Retspolitisk Forening vedr. bekendtgørelse om kommunalbestyrelsernes afholdelse af grundlovsceremonier

Tilhører sager:

Aktører:


    Høringssvar - til bekendtgørelse om kommunalbestyrelsernes afholdelse af grundlovsceremonier

    https://www.ft.dk/samling/20181/lovforslag/L80/bilag/6/1977944.pdf

    R E T S P O L I T I S K F O R E N I N G
    HØRINGSSVAR
    Til: Udlændinge- og Integrationsministeriet
    Høring over udkast til bekendtgørelse om kommunalbestyrelsernes afholdelse af
    grundlovsceremonier
    Høringsbrev fra 9. november 2018 - med svarfrist 7. december 2018
    Svar til: uim@uim.dk og adp2@uim.dk - Att: Sagsnr. 2018-9948
    Retspolitisk Forening har modtaget og gennemgået ovennævnte bekendtgørelse og har en række
    bemærkninger hertil.
    Generelle bemærkninger
    Det er Retspolitisk Forenings opfattelse, at både L80 og denne bekendtgørelse omhandler ikke
    bare unødvendig, men også problematisk symbolpolitik.
    Foreningen har ikke afgivet høringssvar vedrørende L80, men kan i øvrigt på afgørende punkter
    tilslutte sig høringssvarene fra Institut for Menneskerettigheder og fra Foreningen af
    Udlændingeretsadvokater.
    Begge høringssvar påpeger, at betingelserne for at få dansk indfødsret i henhold til grundlovens §
    44, stk. 1, fastlægges ved lov. Med den foreslåede lovændring fremgår ikke, at udveksling af
    håndtryk ved en særlig ceremoni er en betingelse for opnåelse af dansk statsborgerskab. Dette
    fremgår derimod af lovforslagets bemærkninger. Det fremgår videre af bemærkningerne s. 4:
    ”Statsborgerskabet vil således først få retsvirkning fra det øjeblik, hvor ansøgeren
    har medvirket i ceremonien…”
    Dette fremgår heller ikke af lovforslagets tekst. En symbolsk handling gøres på denne måde til en
    materiel og efterfølgende betingelse for at opnå statsborgerskab efter vedtagelsen af en
    indfødsretslov, der tildeler statsborgerskab. Betingelsen fastlægges i en bekendtgørelse, men
    retsvirkningen af ikke-opfyldelsen af denne betingelse fremgår alene af lovforslagets
    Indfødsretsudvalget 2018-19
    L 80 Bilag 6
    Offentligt
    bemærkninger. Dette forekommer retssikkerhedsmæssigt uacceptabelt. Retspolitisk Forening
    finder det forkasteligt, at der hermed i strid med god lovgivningsskik ganske frimodigt lovgives i
    bemærkningerne.
    Bekendtgørelsens bestemmelser om, hvordan kommunalbestyrelserne skal tilrettelægge
    velkomsten af nye statsborgere, foreslås i en politisk virkelighed, hvor løfterne om
    regelforenklinger står i kø og sågar for første gang har fået sin helt egen minister. Det må vække
    undren, at der på udlændinge- og integrationsområdet ikke synes at være nogen grænse for, hvilke
    forhold regeringen finder anledning til at regulere.
    Om indførelsen af en ”grundlovsceremoni”
    Der har i mange år været arrangeret en årlig festligholdelse af nye statsborgerskaber i regi af
    Christiansborg, som ikke før nu er blevet vurderet utilstrækkelig i forhold til højtideligholdelsen
    af denne begivenhed. Under tilblivelsen af den del af lovforslaget, som denne bekendtgørelse
    omhandler, har både medlemmer af Folketinget og borgmestre af enhver politisk observans afvist
    nødvendigheden af en ny kommunal ceremoni. Der har således ikke forud for denne del af
    lovforslagets tilblivelse været fremlagt dokumentation for problemer med manglende respekt
    omkring det at blive bevilget dansk statsborgerskab.
    Det ceremonielle tiltag, der indføres med L80, som omhandler underskrivning af en erklæring om
    at ville overholde grundloven mv., er en desuden fortyndet gentagelse af den underskrivning af
    både en integrationskontrakt og -erklæring, som nyankomne flygtninge og familiesammenførte
    allerede har gennemført ved ankomsten til Danmark. Retspolitisk Forening savner altså helt
    generelt et belæg for at indføre alle disse nye tiltag.
    Om afviklingen af ceremonien
    Det fremgår af både L80 og lovbemærkningerne, at der er tale om en ceremoni, som skal
    understrege regeringens opfattelse af, at ”det er afgørende for et samfund som det danske, at man
    møder hinanden på en ordentlig måde med tillid og respekt”. Sammenlagt optræder ordet
    ”respekt” hele 35 gange i L80, hvilket i sig selv forekommer underligt, ikke mindst fordi begrebet
    respekt i sidste ende indsnævres til at omfatte et håndtryk.
    Der henvises i lovbemærkningerne til, at selve håndtrykket er en særlig dansk kulturnorm, som
    afspejler denne respekt. Det er en påstand og et valg, som ikke har noget sagligt belæg. Man
    kunne i samme ånd have lovgivet om, at ansøgerne skal være klædt i blåt, have øjenkontakt med
    borgmesteren eller stille op på række. Heller ikke disse krav ville have noget med noget
    væsentligt at gøre.
    Det fremgår af L80 § 10, stk. 4, at Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere
    regler om afholdelse af de kommunale ceremonier, herunder om afviklingen af ceremonien.
    Bekendtgørelsesudkastet beskriver da også afviklingen af det lovbestemte krav om underskrivelse
    af en erklæring om at ville overholde grundloven mv. Men den går langt ud over det, der
    beskrives i teksten til L80.
    Således beskriver bekendtgørelsen i detaljer, hvordan deltagerne i ceremonien skal identificere
    sig, samt navnlig hvilken konkret adfærd de skal udvise. Af § 7 fremgår:
    ”Når ansøgeren har underskrevet en blanket som nævnt i § 2, stk. 1, eller § 6, stk.
    2, under overværelse af en repræsentant for kommunalbestyrelsen, skal en eller
    flere repræsentanter fra kommunen udveksle et håndtryk med ansøgeren uden
    handske håndflade mod håndflade for at højtideligholde og helt konkret markere
    det øjeblik i ansøgerens liv, hvor vedkommende bliver dansk statsborger.”
    Retspolitisk Forening mener, at der både med L80 og med denne bekendtgørelse bedrives
    moraliserende symbolpolitik og lovsjusk i et omfang, som ikke er demokratisk lovgivning
    værdigt. Foreningen skal derfor kraftigt opfordre til, at L80 trækkes tilbage – og dermed også
    nærværende bekendtgørelse.
    København, den 26. november 2018
    Bjørn Elmquist Leif Hermann
    Formand Bestyrelsesmedlem
    Bettina Post Peter Arnborg
    Bestyrelsesmedlem Bestyrelsesmedlem