Notat fra Kammeradvokaten om egenbetaling ved ophold på de kommunale akutpladser, fra sundhedsministeren

16. NOVEMBER 2018
4003313 LTC/mpj
København
Vester Farimagsgade 23
DK-1606 København V
Aarhus
Åboulevarden 49
DK-8000 Aarhus
Telefon +45 33 15 20 10
Fax +45 33 15 61 15
www.kammeradvokaten.dk 14904249_3
Notat om egenbetaling ved ophold på de
kommunale akutpladser
1. INDLEDNING
Sundhedsministeriet har på et møde den 30. oktober 2018 anmodet Kammeradvokaten om at
vurdere, hvorvidt det er i overensstemmelse med bestemmelsen i sundhedslovens § 138, der
fastlægger, at hjemmesygepleje ydes vederlagsfrit, at en række kommuner i forbindelse med
borgeres ophold på kommunale akutpladser tager betaling for kost, linned, tøjvask m.m. eller
om disse ydelser helt eller delvist kan anses for at være reguleret i serviceloven, hvorefter
kommunerne i visse situationer kan opkræve betaling herfor.
Der er i forskellige sammenhænge rejst tvivl om kommunernes mulighed for at opkræve
egenbetaling for visse ydelser, der leveres af kommunerne i forbindelse med, at en borger
opholder sig på en kommunal akutplads i hjemmesygeplejen.
Sundhedsministeriet har på den baggrund drøftet problemstillingen med Kommunernes
Landsforening (”KL”).
KL har givet udtryk for, at ydelser som kost, linned, tøjvask m.m. ikke udgør en integreret
del af det sundhedsfaglige tilbud, som kommunerne er ansvarlige for at levere til borgerne i
medfør af bestemmelsen i sundhedslovens § 138. KL vurderer på den baggrund, at kommu-
nerne kan opkræve betaling for kost, linned, tøjvask m.m. hos borgere, der opholder sig på
en akutplads, i medfør af servicelovens regler om midlertidige ophold, jf. servicelovens § 84,
stk. 2.
Kammeradvokaten er på den baggrund blevet bedt om at vurdere, hvor langt den ”vederlags-
fri” hjemmesygepleje i sundhedsloven rækker, samt om og i givet fald i hvilket omfang kom-
munerne kan benytte bestemmelserne i serviceloven til at opkræve egenbetaling for ydelser,
der ligger ud over de sundhedsfaglige indsatser, som borgere modtager på en kommunal akut-
plads i hjemmesygeplejen.
Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19
B 13 Bilag 1
Offentligt
16. NOVEMBER 2018
Side 2/15
2. SAMMENFATNING
Sammenfattende er det vores vurdering, at reglerne om hjemmesygepleje i sundhedsloven
ikke indeholder hjemmel for kommunerne til at opkræve egenbetaling hos borgere, der mod-
tager hjemmesygepleje og således heller ikke hos borgere, der opholder sig på en kommunal
akutplads. Tværtimod må det antages, at opkrævning af egenbetaling vil være i modstrid med
ordlyden af sundhedslovens § 138.
Et andet spørgsmål er, om begrebet ”hjemmesygepleje” i sundhedsloven ligeledes omfatter
ydelser som f.eks. kost, linned og tøjvask, der ydes til borgere, der opholder sig på de kom-
munale akutpladser.
Da de kommunale akutpladser udgør en del af det samlede tilbud om hjemmesygepleje, som
kommunerne i henhold til sundhedslovens § 138 er forpligtet til at levere vederlagsfrit til
borgerne, må det klare udgangspunkt efter vores vurdering være, at ydelser, som leveres af
kommunerne til borgere i kraft af deres ophold på en kommunal akutplads, skal leveres ve-
derlagsfrit. Vi kan i forlængelse heraf konstatere, at hverken ordlyden af §§ 138 og 139 i
sundhedsloven eller forarbejderne giver et sikkert grundlag for at fastlægge, hvilke konkrete
ydelser, der falder inden for og uden for begrebet ”hjemmesygepleje”.
Omvendt indikerer ordlyden af § 2, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om hjemmesygepleje, her-
under navnlig ordet ”omsorg” og at sygepleje skal være ”afpasset efter patientens behov”,
at hjemmesygeplejeydelsen omfatter mere end blot den ”rene” sundhedsfaglige ydelse, som
består i at modtage behandling for en sygdom. Da der i øvrigt ikke er klar støtte for det mod-
satte i Sundhedsstyrelsens ”Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner i hjemmesy-
geplejen”, er det efter vores vurdering svært at forestille sig, at den kommunale hjemmesy-
gepleje, som led i ansvaret for at yde pleje og omsorg til de omhandlede målgrupper, ikke
tillige skulle være ansvarlige for mere praktisk anlagte opgaver som f.eks. tilbud om kost,
skift af linned og tøjvask, der normalt må anses for at være en naturlig del af dét at yde pleje
og omsorg til patienter, når disse patienter opholder sig på en kommunal akutplads.
Vi kan samtidig konstatere, at der findes en vis støtte for, at tilbud, som varetages i de kom-
munale akutfunktioner, herunder de kommunale akutpladser, kan ydes til borgere i kombina-
tion med andre ydelser efter anden lovgivning. Da det ikke er klart, hvor grænsen i disse
situationer går mellem ydelser omfattet af begrebet ”hjemmesygepleje” og sådanne andre
ydelser, der potentielt kan opkræves egenbetaling for efter anden lovgivning, bør det overve-
jes at præcisere, at ydelser som f.eks. kost, linned og tøjvask ikke kan anses for ydelser, som
er omfattet af anden lovgivning, i hvert fald når de ydes til personer, der opholder sig på de
kommunale akutpladser.
Det er herudover vores vurdering, at i relation til den foreliggende problemstilling går sund-
hedslovens § 138 så at sige forud for servicelovens § 84, stk. 2, og regulerer således
16. NOVEMBER 2018
Side 3/15
udtømmende, hvorvidt personer, der opholder sig på kommunale akutpladser, skal betale for
ydelser, som de modtager under deres ophold. Servicelovens § 84, stk. 2, kan derfor ikke efter
vores vurdering antages at hjemle opkrævning af egenbetaling hos personer, der opholder sig
på en kommunal akutplads.
Endelig er det efter vores vurdering yderst tvivlsomt, om kommunerne på ulovhjemlet grund-
lag kan opkræve egenbetaling hos personer, der befinder sig på en kommunal akutplads.
3. BAGGRUND
3.1 Indledende bemærkninger
Den kommunale hjemmesygepleje er en integreret del af det samlede sundhedstilbud. Ansva-
ret for hjemmesygepleje ligger hos kommunerne, hvilket følger af sundhedslovens § 138.
Formålet med den kommunale hjemmesygepleje er at forebygge sygdom, fremme sundhed,
yde sygepleje og behandling, rehabilitering og palliation til patienter, der har behov for det.1
Hjemmesygepleje ydes til patienter i alle aldre i tilfælde af akut eller kronisk sygdom, hvor
sygeplejefaglig indsats er påkrævet. Kommunale akutpladser udgør i den forbindelse en del
af den kommunale akutfunktion, som igen udgør en del af den kommunale hjemmesygepleje.
Selvom de kommunale akutfunktioner er organiseret forskelligt fra kommune til kommune,
består de som oftest af både akutpladser og akutteams.2
Hvor den sygeplejefaglige indsats i
akutteams sker i patientens eget hjem eller plejebolig, eller som sygeplejefaglig backup på kom-
munens midlertidige døgndækkede pladser, sker den sygeplejefaglige indsats på akutpladser på
en stationær plads på en kommunal institution.3
En kommunal akutfunktion i hjemmesygeplejen er et tilbud til patienter, der ikke har behov
for en sygehusindlæggelse eller som er færdigbehandlet på et sygehus, men som fortsat har
særlige observations-, pleje- eller behandlingsbehov, som ikke kan varetages af den alminde-
lige kommunale hjemmesygepleje.
Formålet med akutfunktioner er dels at forebygge forværring af akut opstået eller kendt syg-
dom gennem en tidlig, proaktiv indsats og dermed forebygge indlæggelser, dels at følge op
på sygehusets pleje- og behandlingsindsats, hvis patienten efter udskrivelsen fortsat har kom-
plekse pleje- og behandlingsbehov.
Akutfunktionerne fungerer derfor i nogle situationer som et alternativ til at lade færdigbe-
handlede patienter forblive indlagt på sygehus, men hvor patienten har et fortsat komplekse
pleje- og behandlingsbehov, som kan håndteres i hjemmesygeplejen og hvor en læge derfor
1
Jf. således https://sum.dk/Sundhed/Sundhedsvaesnet/Kommunale-sundhedsopgaver/Hjemmesygepleje.aspx
2
Jf. Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen, 2017, s. 15.
3
Ibid.
16. NOVEMBER 2018
Side 4/15
henviser borgeren til hjemmesygeplejen. Hertil bemærkes, at såfremt en kommune ikke kan
modtage en færdigbehandlet patient og patienten derfor må forblive indlagt, skal kommunen
betale en færdigbehandlingstakst, der udgør i alt 4.000 kr. for 1. og 2. færdigbehandlingsdag
og i alt 6.000 kr. for 3. færdigbehandlingsdag og frem.
3.2 Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen
I overensstemmelse med § 2 i bekendtgørelsen er de nærmere retningslinjer for så vidt angår
de kommunale akutfunktioner, herunder de kommunale akutpladser, fastlagt i ”Kvalitetsstan-
darder for kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen”, som blev udgivet af Sundheds-
styrelsen i 2017. Kvalitetsstandarderne er ifølge det oplyste aftalt med KL og kommunerne.
Af kvalitetsstandardens kapitel 4, som beskriver målgrupperne for den kommunale akutfunk-
tion, fremgår, at de kommunale akutfunktioner, herunder de kommunale akutpladser, skal
kunne varetage følgende målgrupper:
”
 lægehenviste patienter med akut opstået eller forværring af kendt sygdom med
behov for observation, pleje og/eller behandling, men uden behov for sygehus-
indlæggelse
 lægehenviste patienter, der efter udskrivning fra sygehus fortsat har komplekse
pleje- og/eller behandlingsbehov, der kræver de særlige sygeplejefaglige kompe-
tencer, som er til stede i akutfunktionen
 patienter, henvist fra hjemmesygeplejen, hvor der er behov for sparring med akut-
funktionens personale, med henblik på praktisk hjælp til vurdering eller indsats.”
4. VURDERING
Vurderingen af om kommunerne kan opkræve egenbetaling hos borgere, der opholder sig på
en kommunal akutplads, vil i det følgende blive foretaget på grundlag af reglerne i sundheds-
loven,4
jf. afsnit 4.1, samt reglerne i serviceloven,5
jf. afsnit 4.2.
Derudover skal det vurderes, om kommunerne, i fravær af en hjemmel i disse regelsæt, vil
kunne opkræve egenbetaling på ulovbestemt grundlag, jf. afsnit 4.3.
4.1 Sundhedsloven
Hjemmesygeplejeordningen er reguleret i §§ 138 og 139 i sundhedslovens kapitel 38 om
hjemmesygepleje.
4
Lovbekendtgørelse nr. 191 af 28. februar 2018.
5
Lovbekendtgørelse nr. 1114 af 30. august 2018.
16. NOVEMBER 2018
Side 5/15
Det følger af sundhedslovens § 138, at:
”Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje ef-
ter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen.”6
I forlængelse heraf bemyndiges ministeren i sundhedslovens § 139 til at fastsætte nærmere
regler om omfanget af og kravene til den kommunale hjemmesygepleje. Bemyndigelsen er
udnyttet til at fastsætte sådanne regler i bekendtgørelse om hjemmesygepleje (herefter ”be-
kendtgørelsen”).7
Med afsæt i disse regler vil det i det følgende først blive vurderet, om bestemmelserne i sund-
hedsloven indeholder en hjemmel til at opkræve egenbetaling hos borgere, der modtager
hjemmesygepleje.8
Er det tilfældet, vil det allerede af den grund være muligt for en kommune
at opkræve egenbetaling af borgere, der opholder sig på en kommunal akutplads i hjemme-
sygeplejen. Denne vurdering foretages nedenfor i afsnit 4.1.1.
Er der omvendt ikke hjemmel til at opkræve egenbetaling hos borgere, der modtager hjem-
mesygepleje, må det i stedet vurderes, om ydelser som f.eks. kost, linned og tøjvask, som i
dag ydes af kommunerne til borgere, der er henvist til en akutplads, falder udenfor den ydelse,
som omfattes af begrebet ”hjemmesygepleje” med den konsekvens, at der potentielt efter
andre regler alligevel kan opkræves egenbetaling herfor. Denne vurdering foretages nedenfor
i afsnit 4.1.2.
Ved vurderingen af begge spørgsmål indgår en række faktorer, herunder ordlyden af bestem-
melserne i sundhedsloven og bekendtgørelsen, forarbejderne til bestemmelserne, den hidti-
dige forståelse i praksis hos ressortministeriet, sammenhængen med de øvrige regler i sund-
hedsloven og betragtninger over formålet med bestemmelserne eller det regelsæt, de indgår
i.9
4.1.1 Hjemler reglerne om hjemmesygepleje opkrævning af egenbetaling?
Både ordlyden af § 138 i sundhedsloven samt § 1 i bekendtgørelsen slår fast, at kommunerne
er forpligtet til at levere hjemmesygepleje til borgerne vederlagsfrit. En naturlig sproglig for-
ståelse af disse bestemmelsers ordlyd, herunder navnlig af ordet ”vederlagsfrit”, efterlader
efter vores vurdering ingen tvivl om, at kommunerne er forpligtet til at levere hjemmesyge-
pleje til borgerne gratis. Opkrævning af egenbetaling i forbindelse med levering af hjemme-
sygepleje er derfor efter vores vurdering ikke forenelig med bestemmelsernes ordlyd.
6
Det gentages i § 1 i bekendtgørelse nr. 1601 af 21. december 2007 om hjemmesygepleje, at hjemmesygeplejen skal leveres
vederlagsfrit. Bekendtgørelsen indeholder ikke herudover nogen indikationer på, at der kan opkræves nogen form for egen-
betaling.
7
Bekendtgørelse nr. 1601 af 21. december 2007 om hjemmesygepleje.
8
Det bemærkes i den forbindelse, at sundhedsloven ikke indeholder nogen generel hjemmel for kommunerne til at opkræve
egenbetaling for ydelser i den primære sundhedssektor, jf. afsnit 2.1.2.2 i forslag til lov om ændring af sundhedsloven og
lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet fremsat den 3. oktober 2013.
9
FOB. 2010.14-3.
16. NOVEMBER 2018
Side 6/15
En gennemgang af forarbejderne til sundhedslovens § 138 viser, at der heri heller ikke findes
støtte for, at kommunerne kan opkræve betaling for linned, kost mv.
Bestemmelsen i sundhedslovens § 138 blev indført i forbindelse med vedtagelsen af sund-
hedsloven i 2005. Forarbejderne til bestemmelsen indeholder ingen indikationer på, at der,
trods udtrykket ”vederlagsfrit” i bestemmelsens ordlyd, kan opkræves nogen form for egen-
betaling hos borgere, der modtager hjemmesygepleje.10
Det fremgår i stedet, at sundhedslo-
vens § 138 er en videreførelse af § 1 i den indtil da gældende lov om hjemmesygeplejerske-
ordninger.11
§ 1 i hjemmesygeplejerskeordningen fastslår ligesom sundhedsloven, at hjemmesygepleje-
ydelsen leveres vederlagsfrit af kommunerne. Ligesom forarbejderne til sundhedsloven, in-
deholder forarbejderne til lov om hjemmesygeplejerskeordninger heller ingen støtte for, at
der, trods udtrykket ”vederlagsfrit”, kan opkræves nogen form for egenbetaling hos borgere,
der modtager hjemmesygepleje. Heller ikke af den betænkning, som blev udarbejdet i 1972,
og som dannede grundlag for lov om hjemmesygeplejerskeordninger, findes der støtte for, at
kommunerne, som led i udmøntningen af deres forpligtelse til at levere hjemmesygepleje,
skulle være berettiget til at opkræve egenbetaling hos borgerne.12
I modsætning til både sundhedsloven og lov om hjemmesygeplejerskeordninger indeholdte
lov om hjemmesygepleje,13
som indtil 1973 regulerede hjemmesygeplejen, hjemmel til at på-
lægge visse personer selv at betale for hjemmesygepleje.14
At der således tidligere har været
udtrykkelig hjemmel til at opkræve egenbetaling hos visse borgere, der modtog hjemmesy-
gepleje, bestyrker efter vores vurdering, at der i dag – i fravær heraf – ikke gælder en tilsva-
rende mulighed.
At der i dag ikke er hjemmel til at opkræve egenbetaling hos borgere, der modtager hjemme-
sygepleje, understøttes endvidere af en række andre momenter:
For det første har sundhedsministeren ved flere lejligheder overfor Folketinget givet udtryk
for, at reglerne om hjemmesygepleje ikke indeholder mulighed for opkrævning af egenbeta-
ling. Senest i efteråret 2018, hvor ministeren udtalte, at ”det aldrig har været den politiske
intention, at de ydelser og indsatser, som sker i hjemmesygeplejen, skulle være forbundet med
10
Forslag til sundhedsloven fremsat den 24. februar 2005 af indenrigs- og sundhedsministeren.
11
Lov nr. 408 af 13.juni 1973 med senere ændringer.
12
Betænkning nr. 648.
13
Lov nr. 79 af 29. marts 1957 med senere ændringer.
14
Jf. lovens § 3, hvorefter ”personer, der ikke gennem medlemskab af en hjemmesygeplejeforening eller sygekasse havde
sikret sig ret til hjemmesygepleje, vil der, bortset fra trangstilfælde, jtr. lov om offentlig forsorg § 274, kunne kræves en
særlig betaling for ydelse af hjemmesygepleje. Størrelsen af den omhandlede betaling samt medlemskontingenterne til
hjemmesygeplejeforeningerne vil være at godkende af de i § 2 nævnte myndigheder”.
16. NOVEMBER 2018
Side 7/15
betaling for de borgere der, hjemme eller på et plejecenter, modtager indsatser fra hjemme-
sygeplejen […]”.15
For det andet ville det stride mod sundhedslovens opbygning og struktur, hvis der i fravær af
udtrykkelig hjemmel eller bemyndigelse til ministeren alligevel kunne anerkendes en mulig-
hed for at kræve egenbetaling på området for hjemmesygepleje.
Sundhedsloven indeholder således i dag på indtil flere områder udtrykkelig hjemmel til, at
der kan opkræves egenbetaling for visse ydelser efter loven,16
eller bemyndigelse til, at
sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.17
For det tredje følger det af sundhedslovens § 250, at bopælskommunen afholder udgifterne
til hjemmesygeplejeydelser efter sundhedslovens § 138. Hverken ordlyden af sundhedslovens
§ 250 eller forarbejderne til bestemmelsen indeholder nogen indikationer på, at bestemmelsen
ikke skulle vedrøre de samlede udgifter til de ydelser, som kommunerne leverer i henhold til
sundhedslovens § 138.
En fortolkning af sundhedslovens § 138, som desuagtet tillader kommunerne at opkræve
egenbetaling for hjemmesygeplejeydelsen med den konsekvens, at en del af udgifterne ikke
bæres af kommunerne, ville derfor være i modstrid med sundhedslovens § 250.
Af disse grunde er det samlet set vores vurdering, at reglerne om hjemmesygepleje ikke in-
deholder hjemmel for kommunerne til at opkræve egenbetaling hos borgere, der modtager
hjemmesygepleje, og således som udgangspunkt heller ikke hos borgere, der opholder sig på
en kommunal akutplads. Tværtimod må det antages, at opkrævning af egenbetaling vil være
i modstrid med ordlyden i sundhedslovens § 138.
4.1.2 Falder ydelser som f.eks. kost, linned og tøjvask udenfor begrebet ”hjemmesyge-
pleje”?
Selvom der efter vores vurdering ikke er hjemmel til opkrævning af egenbetaling hos borgere
i medfør af hverken sundhedslovens eller bekendtgørelsens regler, må det i forlængelse heraf
overvejes, om ydelser som f.eks. kost, linned og tøjvask, der ydes til borgere, der er henvist
til en kommunal akutplads, falder udenfor begrebet ”hjemmesygepleje” i sundhedslovens §
138.
Det ligger i den forbindelse fast, at de kommunale akutpladser udgør en del af det samlede
tilbud om hjemmesygepleje, som kommunerne i henhold til sundhedslovens § 138 er forplig-
tet til at levere vederlagsfrit til borgerne. Henset hertil må det klare udgangspunkt efter vores
15
Sundhedsministerens svar af 25. september 2018 på spørgsmål 1338 fra Sundhedsudvalget.
16
Jf. § 50, stk. 3, om tolkebistand til visse persongrupper.
17
Jf. § 64b, stk. 2, om tandlægehjælp.
16. NOVEMBER 2018
Side 8/15
vurdering være, at ydelser, som leveres af kommunerne til borgere i kraft af deres ophold på
en kommunal akutplads, skal leveres vederlagsfrit.
Hvorvidt visse ydelser alligevel vil kunne anses for at falde uden for begrebet ”hjemmesyge-
pleje” beror derfor på en nærmere vurdering af, hvordan dette begreb er defineret i det retlige
grundlag for hjemmesygeplejeordningen.
Det kan i den forbindelse som det første konstateres, at hverken ordlyden af §§ 138 og 139 i
sundhedsloven bidrager til afgrænsningen af, hvad der forstås ved ”hjemmesygepleje”. Disse
bestemmelser giver derfor ikke et sikkert grundlag for at fastlægge, hvilke konkrete ydelser,
der falder inden for dette begreb. Det samme gælder forarbejderne til bestemmelserne samt
forarbejderne til den tidligere lov om hjemmesygeplejerskeordninger.
Følgende beskrivelse af hjemmesygeplejens opgaver fremgår dog af den betænkning om
hjemmesygepleje, der som nævnt ovenfor lå til grund for den tidligere lov om hjemmesyge-
plejerskeordninger:18
”Sygeplejerskens opgaver består - uanset om de udføres inden for eller uden for syge-
hussektoren - dels i sygeplejemæssige opgaver, afpasset efter den enkelte patients be-
hov for pleje, observation og omsorg i videste forstand, dels i tekniske funktioner i for-
bindelse med iværksættelse og udførelse af undersøgelser og behandlinger efter læge-
lig ordination.” (vores understregning)
Beskrivelsen ovenfor indikerer, at udvalget bag betænkningen gik ind for en afgrænsning af
hjemmesygeplejens opgaver, som tog sigte på den enkelte patients behov for pleje og omsorg
”i videste forstand”. Efter vores vurdering støtter beskrivelsen, at der ikke skal foretages en
for snæver afgrænsning af begrebet ”hjemmesygepleje”.
Det bemærkes i forlængelse heraf, at vi hverken i de efterfølgende forarbejder til lov om
hjemmesygeplejerskeordninger eller i forarbejderne til sundhedsloven har fundet indikationer
på, at udvalgets beskrivelse af hjemmesygeplejens opgaver siden skulle være blevet fraveget
eller indskrænket.
Selvom der heller ikke i bekendtgørelsen findes en definition af begrebet ”hjemmesygepleje”,
følger det dog af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1, at:
”Hjemmesygeplejen skal efter nærmere retningslinier fastsat af Sundhedsstyrelsen
omfatte:
18
Betænkning II om hjemmesygeplejen, s. 61.
16. NOVEMBER 2018
Side 9/15
1. Sygepleje, herunder omsorg og almen sundhedsvejledning, afpasset efter patien-
tens behov […].” (vores understregning)
Selvom bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1, ikke siger noget om omfanget af den sygepleje,
som hjemmesygeplejen skal omfatte, indikerer bestemmelsens ordlyd, herunder navnlig ordet
”omsorg” og at sygepleje skal være ”afpasset efter patientens behov”, efter vores vurdering,
at hjemmesygeplejeydelsen omfatter mere end blot den ”rene” sundhedsfaglige ydelse, som
består i at modtage behandling for en sygdom.
En naturlig sproglig forståelse af ordlyden af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1, taler derfor
efter vores opfattelse for, at begrebet ”hjemmesygepleje” ikke afgrænses snævert med den
konsekvens, at ydelser som f.eks. kost, linned og tøjvask, der indgår som en del af den pleje,
som ydes til borgere, der opholder sig på de kommunale akutpladser, falder udenfor begrebet.
I fravær af klar støtte for det modsatte i Sundhedsstyrelsens ”Kvalitetsstandarder for kom-
munale akutfunktioner i hjemmesygeplejen”, jf. ovenfor pkt. 3.2, er det efter vores vurdering
svært at forestille sig, at den kommunale hjemmesygepleje, som led i ansvaret for at yde pleje
og omsorg til de omhandlede målgrupper, ikke tillige skulle være ansvarlige for mere praktisk
anlagte opgaver som f.eks. tilbud om kost, skift af linned og tøjvask, der normalt må anses
for at være en naturlig del af dét at yde pleje og omsorg til patienter, når disse patienter op-
holder sig på en kommunal akutplads.
Samtidig kan det dog konstateres, at beskrivelsen af de opgaver, der skal varetages i de kom-
munale akutfunktioner, og som fremgår af kvalitetsstandardens kapitel 5, ikke indeholder
klare indikationer på, at sådanne opgaver hører ind under de opgaver, som skal kunne vare-
tages i den kommunale akutfunktion, herunder på de kommunale akutpladser.19
Endvidere fremgår det af kvalitetsstandardens pkt. 3.2, at patienter i akutfunktionen, herunder
på de kommunale akutpladser, ofte vil have behov for en bred rehabiliterende indsats, og at
sådanne indsatser bør indtænkes og koordineres tæt med akutfunktionens indsatser. I forlæn-
gelse heraf fremgår det i en fodnote, at sådanne indsatser blandt andet kan ske efter service-
lovens § 83 a om rehabiliteringsforløb.
Kvalitetsstandarden understøtter således opfattelsen af, at man som patient kan modtage
hjemmesygeplejehjælp samtidig med, at der modtages andre tilbud, f.eks. tilbud efter service-
loven. Disse andre tilbud har dog karakter af selvstændige ydelser med rehabiliterende sigte,
som i modsætning til ydelser som f.eks. kost, linned og tøjvask ikke normalt indgår som en
naturlig del af en pleje- og omsorgsydelse til patienter i forbindelse med sundhedsfaglige
ydelser.
19
Jf. s. 19 i kvalitetsstandarden, hvor der skelnes mellem indsatser vedrørende ”Sygeplejefaglig vurdering og kommunika-
tion” og ”Instrumentelle indsatser”.
16. NOVEMBER 2018
Side 10/15
Ser man endelig på den opfattelse af reglerne om hjemmesygepleje, som skiftende sundheds-
ministre selv har givet udtryk for i de senere år, tegner der sig ikke et helt entydigt billede af,
hvilke ydelser, der kan anses for omfattet af de kommunale akutfunktioner.
Følgende besvarelse i 2016 synes således at indikere en bred afgrænsning af de opgaver, som
borgere vederlagsfrit kan modtage som en del af hjemmesygeplejen:20
”Den sygepleje og behandling, der varetages i kommunale akutfunktioner, herunder
på akutfunktioner, er således en del af den vederlagsfrie, kommunale hjemmesygepleje.
Der kan også varetages andre opgaver i en kommunal akutfunktion, fx træning og re-
habilitering. Mens retten til vederlagsfri sygehusbehandling også omfatter den medi-
cin, som indgår i undersøgelse og behandling, som finder sted på et sygehus, er det
således, at patienter, der behandles uden for sygehusvæsenet, køber medicinen på et
apotek og modtager tilskud til medicinen efter sundhedslovens regler.”
Omvendt synes følgende besvarelser fra 2017 at pege i den modsatte retning og anerkende en
mulighed for, at der i visse tilfælde kan opkræves egenbetaling for ydelser, som en borger
modtager gennem de kommunale akutfunktioner:21
”Den sygepleje og behandling, der varetages i kommunale akutfunktioner, herunder
på kommunale akutfunktioner, er en del af den vederlagsfrie, kommunale hjemmesyge-
pleje, som kommunen efter sundhedsloven er forpligtet til at levere. Der vil i nogle
tilfælde også kunne varetages andre opgaver i en kommunal akutfunktion, som for ek-
sempel personlig og praktisk hjælp og madservice, træning og rehabilitering. Om der
kan opkræves egenbetaling for hjælpen, vil afhænge af hjemmelsgrundlaget for den
hjælp, som borgeren modtager i akutfunktionen. Der kan fx opkræves egenbetaling for
madservice efter servicelovens § 83.
Ud over hjemmesygepleje kan den enkelte borger også modtage anden kommunal
hjælp. Kommunens mulighed for at opkræve egenbetaling fra borgeren vil afhænge af,
hvilken hjælp borgeren modtager, og om der er hjemmel i lovgivningen til at opkræve
egenbetaling for denne hjælp. Kommunen kan derfor i visse tilfælde opkræve egenbe-
taling ved ophold på en kommunal akutfunktion eller for ydelser, der leveres i borgeren
eget hjem. Dette gælder fx i forhold til madservice.” (Vores understregning)
Endelig fremgår det af sundhedsministerens besvarelse på spørgsmål fra Folketinget fra ok-
tober i år, at der efter ministerens opfattelse er behov for en dialog med KL, så der kan blive
bragt klarhed over, om det skal tydeliggøres, hvad det vederlagsfrie tilbud efter
20
Svar af 29. februar 2016 på spørgsmål 247 fra Sundheds- og Ældreudvalget.
21
Svar af 18. september 2017 på spørgsmål 1105 og 1106 fra Sundheds- og Ældreudvalget.
16. NOVEMBER 2018
Side 11/15
sundhedsloven omfatter.22
I forlængelse heraf nævnes det dog, som ligeledes nævnt ovenfor,
at det efter ministerens opfattelse:
”[…]aldrig har været den politiske intention, at de ydelser og indsatser, som sker i
hjemmesygeplejen, skulle være forbundet med betaling for de borgere der, hjemme el-
ler på et plejecenter, modtager indsatser fra hjemmesygeplejen. Heller ikke for bor-
gere, der har komplekse behandlingsbehov, som kræver særlig sygeplejefaglige kom-
petencer og derfor henvises til en kommunal akutfunktion.”23
Sammenfattende er det vores opfattelse, at begrebet ”hjemmesygepleje” i sundhedsloven li-
geledes omfatter ydelser som f.eks. kost, linned og tøjvask, der ydes til borgere, der er henvist
til de kommunale akutpladser.
Dette baserer vi navnlig på, at der hverken i loven, forarbejderne hertil eller i bekendtgørelsen
er støtte for en snæver afgrænsning af de opgaver, som falder indenfor dette begreb.
I mangel af klare indikationer for en sådan afgrænsning af begrebet ”hjemmesygepleje”, og
da ydelser som f.eks. kost, linned og tøjvask efter vores vurdering samtidig må antages at
indgå som en naturlig del af den samlede pleje- og omsorgsydelse, som kommunerne er for-
pligtet til at yde til borgere i medfør af reglerne om hjemmesygepleje, finder vi, at sådanne
”tillægsydelser” ligeledes skal leveres vederlagsfrit.
Samtidig kan vi dog konstatere, at der både i kvalitetsstandarden og i ministerens svar til
Folketinget synes at være lagt op til, at borgere, der opholder sig på kommunale akutpladser,
samtidig hermed kan modtage andre ydelser efter anden lovgivning.
Henset hertil, og da det ikke er helt klart ud fra hverken kvalitetsstandarden eller ministerens
svar, hvor den præcise grænse i så fald går mellem ydelser omfattet af begrebet ”hjemmesy-
gepleje” og sådanne andre ydelser, bør det overvejes at præcisere, at ydelser som f.eks. kost,
linned og tøjvask skal ydes vederlagsfrit af kommunerne til borgere, der opholder sig på de
kommunale akutpladser.
Det bemærkes i den forbindelse, at en sådan præcisering må antages at ligge klart inden for
den bemyndigelse, som sundhedsministeren er givet i medfør af sundhedslovens § 139, hvor-
efter ministeren bl.a. kan fastsætte nærmere regler om ”omfanget af og kravene til” den kom-
munale hjemmesygeplejeordning. Præciseringen kunne dermed eksempelvis foretages i be-
kendtgørelsen om hjemmesygepleje.
22
Svar af 17. oktober 2018 på spørgsmål 1434 fra Sundheds- og Ældreudvalget.
23
Ibid.
16. NOVEMBER 2018
Side 12/15
4.2 Serviceloven
Hvis ydelser som f.eks. kost, linned og tøjvask falder udenfor den ydelse, som er omfattet af
begrebet ”hjemmesygepleje” med den konsekvens, at borgere, der opholder sig på en kom-
munal akutplads, ikke har krav på vederlagsfri levering af sådanne ydelser, kan det overvejes,
om der med hjemmel i anden lovgivning kan opkræves egenbetaling herfor.
Konkret har KL peget på, at der med hjemmel i servicelovens regler om midlertidige ophold
kan opkræves egenbetaling hos borgere, der opholder sig på en kommunal akutplads. Ifølge
KL er opdelingen mellem anvendelsesområderne for henholdsvis sundhedsloven og service-
loven, at den sygeplejefaglige indsats skal leveres vederlagsfrit til borgere på kommunale
akutpladser i henhold til førstnævnte, mens kommunerne i henhold til sidstnævnte kan op-
kræve egenbetaling for ydelser som f.eks. kost, linned og tøjvask.
Sundhedsloven og serviceloven varetager forskellige og adskilte formål.
Hvor formålet med sundhedslovens regulering af det samlede sundhedsvæsen er at ”fremme
befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegræns-
ning for den enkelte”, jf. sundhedslovens § 1, er formålet med den hjælp, der ydes efter ser-
viceloven at ”fremme den enkeltes mulighed for at udvikle sig og for at klare sig selv eller at
lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten”, jf. servicelovens § 1, stk. 2. I mod-
sætning til sundhedsloven er udgangspunktet efter serviceloven endvidere, at personer, som
modtager hjælp efter loven, selv skal betale herfor, jf. servicelovens § 158, stk. 1.24
Navnlig det forhold, at reglerne har helt forskellige formål, med den konsekvens, at hjælp og
ydelser efter begge regelsæt ydes med forskellige mål for øje, taler efter vores vurdering
imod, at der med hjemmel i serviceloven kan opkræves egenbetaling hos borgere for ydelser
forbundet med den pleje og omsorg, som borgerne modtager i kraft af deres ophold på en
kommunal akutplads i henhold til sundhedslovens regler om hjemmesygepleje.
Ikke mindst af hensyn til de berørte borgere forudsætter en sådan mulighed for opkrævning
af egenbetaling efter vores opfattelse derfor klar støtte i lovens tekst eller i det mindste i
forarbejderne hertil.
Reglerne om midlertidigt ophold fremgår af servicelovens § 84, som findes i lovens kapitel
16 om ”Personlig hjælp, omsorg og pleje samt plejetestamenter”. Det følger af servicelovens
§ 84, stk. 2, at:25
24
Jf. det anførte ovenfor i fodnote 6.
25
Det er efter vores vurdering alene relevant at overveje, om der efter § 84, stk. 2, er hjemmel til opkrævning af egenbetaling
hos borgere, der opholder sig på en kommunal akutplads, idet den personkreds, der nævnes i § 84, stk. 1, således ikke
umiddelbart kan antages at omfatte personer, som ligeledes har modtaget hjælp efter reglerne om hjemmesygepleje.
16. NOVEMBER 2018
Side 13/15
”Kommunen kan tilbyde midlertidigt ophold til personer, der i en periode har et særligt
behov for omsorg og pleje.”
I forlængelse heraf fastsætter servicelovens § 161, stk. 1, at der kan opkræves betaling for
personaleomkostninger til hjælp hos borgere på midlertidigt ophold.
Ordlyden af servicelovens § 84, stk. 2, indeholder ikke udtrykkelige tilkendegivelser om, at
bestemmelsen tillige omfatter personer, som modtager ydelser efter reglerne om hjemmesy-
gepleje, herunder opholder sig på en kommunal akutplads.
Ordlyden af bestemmelsen viser endvidere, at servicelovens § 84, stk. 2, adskiller sig grund-
læggende fra sundhedsloven § 138 ved, i modsætning til denne bestemmelse, ikke at pålægge
kommunerne en forpligtelse til at tilbyde midlertidige ophold, jf. ordet ”kan” i bestemmelsen.
Dét indikerer efter vores opfattelse, at den personkreds, bestemmelsen vedrører, ikke er sam-
menfaldende med den personkreds, som opholder sig på en kommunal akutplads efter sund-
hedslovens § 138. Servicelovens § 84, stk. 2, synes omvendt efter sin ordlyd at være rettet
mod en bredere kreds af personer, idet det afgørende er, om der findes et ”særligt behov for
omsorg og pleje” i en periode.
Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår følgende om bestemmelsens målgruppe:26
”Personer, der bor alene, kan komme i en situation, hvor et midlertidigt ophold vil
være den bedste løsning, hvis der skal ydes den optimale pleje og omsorg. For eksempel
kan ældre, der er udskrevet fra hospitalet efter et hoftebrud, have behov for lidt ekstra
opsyn de første par uger. Eller det kan være en ældre med en dobbeltsidig lungebetæn-
delse af en karakter, der ikke nødvendiggør hospitalsindlæggelse, men hvor den ældre
føler sig utryg ved at være alene hjemme. Det kan også være en ældre, der har været
udsat for en psykisk belastning i form af overfald eller andet.”
Forarbejderne indeholder således heller ikke udtrykkelige tilkendegivelser om, at bestemmel-
sen omfatter personer, der opholder sig på en kommunal akutplads eller modtager hjemme-
sygepleje i øvrigt. Forarbejderne understøtter endvidere, at servicelovens § 84, stk. 2, er rettet
mod en bredere kreds af personer end sundhedslovens § 138.
Det kan dog ikke udelukkes, at visse af de eksempler, som nævnes ovenfor, også kunne tæn-
kes at være modtagere af hjemmesygepleje. At der potentielt kan tænkes situationer, hvor en
borger modtager hjemmesygepleje efter sundhedsloven under et midlertidigt ophold efter
26
Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om social service fremsat den 14. december 2005 af
socialministeren.
16. NOVEMBER 2018
Side 14/15
serviceloven, finder endvidere støtte i sundhedsministerens svar af 25. september 2018 på
spørgsmål 1338 fra Sundheds- og Ældreudvalget.27
Ministerens svar ses dog ikke konkret at vedrøre borgere, der opholder sig på en kommunal
akutplads, men i stedet borgere, der generelt modtager hjemmesygepleje. Efter vores opfat-
telse kan svaret derfor ikke uden videre tages til indtægt for det synspunkt, at personer, der
efter lægehenvisning er blevet henvist til en kommunal akutplads efter sundhedslovens § 138
i sundhedsloven, samtidig kan siges at befinde sig på et midlertidigt ophold efter servicelo-
vens § 84, stk. 2.
Tværtimod er det efter vores opfattelse ikke oplagt, at en borger på én og samme tid skulle
kunne befinde sig på to forskellige kommunale tilbud reguleret i to forskellige lovgivninger
med forskellige formål, og som administreres af forskellige ressortområder.
Ministerens tidligere tilkendegivelse samt det forhold, at der (potentielt) kan være overlap
mellem de personkredse, som de to bestemmelser omfatter, ændrer derfor efter vores vurde-
ring ikke ved, at muligheden for opkrævning af egenbetaling efter servicelovens § 84, stk. 2,
jf. § 161, ikke kan udstrækkes til at gælde personer omfattet af sundhedslovens § 138, når der
ikke er klar støtte i ordlyden af servicelovens § 84, stk. 2, og forarbejderne.
Da en sådan støtte ikke foreligger, må det efter vores vurdering antages, at sundhedslovens §
138 i relation til den foreliggende problemstilling går forud for servicelovens § 84, stk. 2, og
udtømmende regulerer, hvorvidt personer, der opholder sig på kommunale akutpladser, skal
betale for ydelser, som de modtager under deres ophold.
4.3 Kan der opkræves brugerbetaling for hjemmesygepleje på ulovhjemlet grund-
lag?
Det kan endelig overvejes, om kommunerne på ulovhjemlet grundlag kan opkræve egenbe-
taling hos personer, der befinder sig på en kommunal akutplads.
Det bemærkes i den forbindelse, at det i den juridiske teori diskuteres, om og – i bekræftende
fald – under hvilke omstændigheder der kan kræves betaling for offentlige ydelser uden ud-
trykkelig hjemmel hertil.28
Det er dog for nylig anført, at ”Man må i øvrigt vente, at der i vid
27
Det fremgår blandt andet af svaret, at: ”Efter servicelovens § 84 har kommunalbestyrelsen pligt til at sørge for tilbud om
aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne fx i form af et aflastningsophold til personen med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Derudover kan
kommunalbestyrelsen tilbyde personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje, tilbud om et midlertidigt
ophold fx i en almen plejebolig eller på en plejehjemsplads. Borgeren skal under opholdet tilbydes den hjælp, som borge-
ren har behov for efter serviceloven. Borgeren kan ligeledes modtage hjemmesygepleje efter sundhedsloven under et
aflastningsophold eller midlertidigt ophold.”
28
I flere tilfælde anerkendes det, at der under visse omstændigheder kan opkræves betaling for ydelser uden udtrykkelig
lovhjemmel, jf. Bent Christensen i ”Forvaltningsret – opgaver, hjemmel, organisation”, 2. udgave 1997, s. 268-270, Hans
Gammeltoft-Hansen m.fl. i ”Forvaltningsret”, 2. udgave 2003, s. 302-307, og Karsten Revsbech i ”Almindelige Emner”,
6. udgave 2016, s. 200-201. Omvendt er det også set anført, at ” Egentlig lovhjemmel kræves efter teori og praksis, hvor
der ved den forestående afgørelse vil ske et indgreb i fysiske og juridiske personers integritet, det være sig deres personlige
16. NOVEMBER 2018
Side 15/15
udstrækning ved krav om brugerbetaling vil blive tilvejebragt en bemyndigelse fra lovgiv-
ningsmagten”.29
Til illustration accepterede Højesteret i U.1983.871 H, at der kunne opkræves 2 kr. pr. elev i
forbindelse med en udflugt til Zoologisk Have, idet der ikke var tale om en udgift omfattet af
folkeskolelovens regler om vederlagsfrihed. Efterfølgende fremstillinger af Højesterets ræ-
sonnement har fremhævet, at det spillede en rolle for dommens resultat, at deltagelse i ud-
flugten var frivillig for eleverne, og at det beløb, som blev opkrævet, var ganske beskedent.30
Et tilsvarende ”frivillighedsmoment” kan efter vores opfattelse ikke siges at foreligge i en
situation, hvor en person henvises til en kommunal akutplads af sin læge. Dertil kommer, at
de samlede udgifter, som en person, der opholder sig på en kommunal akutplads, kan ende
med at skulle betale – i modsætning til dommen i U.1983.871 H – kan være et ikke-ubetyde-
ligt beløb.
Endelig er der i udtalelser fra Ombudsmanden en vis støtte for at fortolke ydelser, som bor-
gere har krav på at modtage vederlagsfrit, udvidende.31
Denne praksis støtter således også, at
ydelser som f.eks. kost, linned og tøjvask ligeledes er omfattet af de ydelser, som en person
har ret til vederlagsfrit i henhold til sundhedslovens § 138.
Det er på denne baggrund efter vores vurdering yderst tvivlsomt, om kommunerne på ulov-
hjemlet grundlag kan opkræve egenbetaling hos personer, der befinder sig på en kommunal
akutplads.
København, den 16. november 2018
Peter Biering
– Partner, Advokat (H)
eller økonomiske rettigheder, deres faste ejendom eller deres immaterielle rettigheder. […] En klar og utvivlsom lovhjem-
mel må således kræves, når det gælder forvaltningsmyndighedernes indgreb i de afgørende frihedsrettigheder, pålæggelse
af straf og opkrævning af skatter, afgifter og gebyrer.”, jf. Per Byrge Sørensen i ”Forvaltningsret med et digitalt perspek-
tiv”, 1. udgave 2017, s.211.
29
Karsten Revsbech i ”Almindelige Emner”, 6. udgave 2016, s. 201.
30
Ibid.
31
FOB.1997.345 og FOB.2010.14-3.


Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 16. juli 2018 stillet følgende spørgs-
mål nr. 1217 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed endeligt besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 1217:
”Vil ministeren oplyse, hvor mange og hvilke kommuner der tager betaling for kost
med mere på landets kommunale akutstuer?”
Svar:
Generelt kan jeg oplyse, at kommunerne har ansvar for at tilbyde vederlagsfri hjem-
mesygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen.
Det er op til den enkelte kommune at beslutte, hvordan man i kommunen vil organi-
sere sig i forhold til håndtering af borgere, der har behov for sygeplejefaglige ydelser.
Sundheds- og Ældreministeriet råder ikke over oplysninger om organiseringen af den
kommunale hjemmesygepleje i de enkelte kommuner.
Da man i sin tid lavede det grundlæggende regelsæt for den kommunale hjemmesy-
gepleje, havde man nok ikke forestillet sig den udvikling af det nære sundhedsvæsen,
vi ser i dag, hvor kommunerne varetager flere komplekse opgaver på sundhedsområ-
det.
Flere kommuner har fx gennem de seneste år etableret akutfunktioner i hjemmesy-
geplejen, der kan varetage særlige sygeplejefaglige opgaver, som ikke kan håndteres i
den almindelige hjemmesygepleje Kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen er
organiseret forskelligt i de enkelte kommuner, men ofte som udkørende teams, der
leverer sygepleje i borgerens eget hjem, herunder i plejebolig, og/eller som midlerti-
dige døgnophold på en særlig kommunal enhed – oftest i tilknytning til et plejecen-
ter.
Da mit ministerium ikke har oplysninger om de konkrete tilrettelæggelse af akutfunk-
tionerne i kommunerne, har ministeriet anmodet KL om bidrag til besvarelse af
spørgsmålet. KL har i den forbindelse oplyst følgende:
”KL lægger til grund, at der med "kommunale akutstuer" refereres til kommunale
akutpladser.
KL kan oplyse, at ydelser, der leveres til borgere, der midlertidigt opholder sig på en
akutplads på en kommunal institution, leveres efter bestemmelser i såvel sundheds-
loven som serviceloven. Hér vil den sygeplejefaglige indsats til borgeren leveres ve-
derlagsfrit i henhold til sundhedsloven, mens ophold, kost m.v. reguleres efter bl.a.
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 07-09-2018
Enhed: AELSAM
Sagsbeh.: SUMLFI
Sagsnr.: 1805779
Dok. nr.: 672988
Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18
SUU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 1217
Offentligt
Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19
B 13 Bilag 1
Offentligt
Side 2
servicelovens § 83, hvor kommunerne inden for fastsatte rammer kan opkræve egen-
betaling. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunen ikke må opkræve mere i be-
taling for tilbuddet, end produktions- og leveringsomkostninger kan begrunde.
KL har foranlediget af spørgsmålet anmodet kommunerne om bidrag. I alt
86 kommuner har bidraget til besvarelsen. Det fremgår af bidragene, at
60 kommuner angiver at have en eller flere akutpladser, og at 52 af disse
opkræver egenbetaling. Det fremgår også, at egenbetalingen i
gennemsnit udgør ca. 160 kr. i døgnet, og at den dækker over udgifter til
kost, rengøring, vask af linned m.v.”
Jeg kan til KL’s bidrag tilføje, at det aldrig har været den politiske intention, at de
ydelser og indsatser, som sker i hjemmesygeplejen, skulle være forbundet med beta-
ling for de borgere der, hjemme eller på et plejecenter, modtager indsatser fra hjem-
mesygeplejen. Heller ikke for borgere, der har komplekse behandlingsbehov, som
kræver særlige sygeplejefaglige kompetencer og derfor henvises til en kommunal
akutfunktion.
Det er vigtigt at pointere, at tilbuddet om hjemmesygepleje, herunder de kommunale
akutfunktioner alene er defineret som en sundhedsfaglig ydelse i sundhedsloven med
tilhørerende regler.
Det skal også pointeres, at kommunerne over de senere år har fået tilført midler til at
styrke det nære sundhedsvæsen. Senest har kommunerne fået 445 mio. kr. i 2016-
2019 og herefter årligt 170 mio. kr. til at styrke de kommunale akutfunktioner.
Regeringen forventer derfor, at den naturlige udvikling af hjemmesygeplejen, vi har
set over de senere år, kan rummes inden for den økonomiske udvikling, der også har
været på området.
Da det ikke af bidraget fra KL fremgår, om der i opgørelsen er skelnet mellem tilbud
efter serviceloven eller efter sundhedsloven eller hvilke kommuner, der tilbyder, hen-
holdsvis opkræver hvad, vil jeg nu gå i dialog med KL, så vi kan få klarhed over udvik-
lingen, og set på, om der er behov for at tydeliggøre, hvad det vederlagsfrie tilbud
omfatter.
Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby / Louise Filt


Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 22. november 2018 stillet følgende
spørgsmål nr. 186 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 186:
”Ministeren bedes i forlængelse af samråd den 13. nov. 2018 i Sundheds- og Ældre-
udvalget om brugerbetaling på kommunale akutfunktioner, jf. samrådsspm. I, hvor
ministeren oplyste, at der er benyttet ekstern juridisk bistand til vurdering af gæl-
dende regler, oversende dette juridiske notat (såfremt vurdering ikke foreligger i no-
tatform, bedes vurderingerne i sin fulde længde gengives i svaret) samt oplyse, om
notatet eller vurderingerne fra de eksterne jurister er blevet delt med KL”.
Svar:
Siden jeg oversendte svar på en række SUU alm. del spørgsmål i september måned
vedr. egenbetaling på kommunale akutpladser, herunder bl.a. svar på SUU alm. del –
spm. 1217, har mit ministerium haft løbende drøftelser med KL.
I forlængelse af samråd J den 13. november 2018 samt 1. behandlingen af B 13 den
23. november 2018, hvor jeg oplyste, at mit ministerium har indhentet supplerende
ekstern juridisk bistand, oversendes hermed det notat, som ministeriet har modtaget
fra Kammeradvokaten den 16. november. Jeg kan oplyse, at Kammeradvokaten er på
linje med ministeriet i vurderingen af, at kost m.v. skal betragtes som en del af det
vederlagsfrie tilbud om hjemmesygepleje i en akutfunktion, der er organiseret som
en akutplads. Denne vurdering er delt med KL, og notatet er også – parallelt med
denne besvarelse – oversendt til KL.
Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby / Ann-Sofi Petersen
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 27-11-2018
Enhed: AELSAM
Sagsbeh.: DEPASO
Sagsnr.: 1809790
Dok. nr.: 761984
. / .
. / .
Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19
B 13 Bilag 1
Offentligt