Fremsat den 7. november 2018 af børne- og socialministeren (Mai Mercado)

Fremsat den 7. november 2018 af børne- og socialministeren (Mai Mercado)
Forslag
til
Lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning og forskellige andre love
(Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter
forældreansvarsloven)
§ 1
I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1417 af
1. december 2017, foretages følgende ændringer:
1. § 1 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 1. I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal
hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og be-
skyttelse komme i første række.
§ 1 a. Børn og unge under 18 år er under forældremyndig-
hed, medmindre de har indgået ægteskab.«
2. I § 3, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Har barnet delt bopæl efter § 17, stk. 3, eller § 18 a, stk.
1, 1. pkt., kræver afgørelse om overordnede forhold i bar-
nets daglige liv efter 2. pkt. enighed mellem forældrene.«
3. I § 4 indsættes som 2. pkt.:
»Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at
afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og be-
skytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter
barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.«
4. I § 7, stk. 2, ændres »retsplejelovens § 448 f« til: »§ 448 g
i retsplejeloven«.
5. I § 9, 2. pkt., § 10, 2. pkt., § 13, stk. 1, 2. pkt., § 19, stk. 4,
§ 28, § 29 a, 1. pkt., § 33, stk. 2, overskriften før § 35, § 35
og § 41, stk. 5, 1. pkt., ændres »statsforvaltningen« til: »Fa-
milieretshuset«.
6. Efter § 10 indsættes:
»§ 10 a. En aftale om forældremyndighed efter §§ 9 eller
10 er ikke gyldig, hvis den er indgået inden barnets fødsel,
eller aftalen er betinget eller tidsbegrænset.«
7. I § 11, 1. pkt., ændres »afgør retten, om« til: »træffes der
afgørelse om, hvorvidt«.
8. I § 11, 2. pkt., ændres »Retten kan kun ophæve den fælles
forældremyndighed« til: »Den fælles forældremyndighed
kan kun ophæves«.
9. I § 13, stk. 1, 3. pkt., ændres »retten« til: »familieretten«.
10. I § 13, stk. 2, 1. pkt., ændres »statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset eller familieretten«, og stk. 2, 3. pkt., op-
hæves.
11. I § 13 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. En aftale efter stk. 1 og 2 er ikke gyldig, hvis af-
talen er indgået inden barnets fødsel, eller aftalen er betinget
eller tidsbegrænset. Endvidere er en aftale efter stk. 2 ikke
gyldig, hvis der ydes vederlag eller betaling for tabt arbejds-
fortjeneste til forældremyndighedens indehaver.«
12. § 14 affattes således:
»§ 14. Efter anmodning fra en forælder, der ikke har for-
ældremyndigheden, kan det bestemmes, at der skal være
fælles forældremyndighed, eller at forældremyndigheden
skal overføres til denne.
Stk. 2. En aftale efter § 13, stk. 2, og en afgørelse efter
§§ 15 og 15 a kan ændres.«
13. § 15, stk. 2, 2. pkt., og § 15, stk. 3, 3. pkt., ophæves.
Lovforslag nr. L 91 Folketinget 2018-19
Børne- og Socialmin., j.nr. 2017-5024
CT000464
14. I § 15 a, stk. 1, ændres »skal statsforvaltningen træffe af-
gørelse om« til: »træffes der afgørelse om«.
15. I § 15 a, stk. 2, udgår »1. og 2. pkt.,«.
16. § 17 affattes således:
»§ 17. Har forældre fælles forældremyndighed, og er de
ikke enige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl,
kan der træffes afgørelse herom. Der kan herunder træffes
afgørelse om, at barnet kan have bopæl hos en forælder, der
har eller ønsker at få bopæl i udlandet, i Grønland eller på
Færøerne.
Stk. 2. En aftale eller afgørelse om barnets bopæl efter
stk. 1 kan ændres.
Stk. 3. Et barn af samlevende forældre med fælles foræl-
dremyndighed har i de første tre måneder efter forældrenes
samlivsophævelse delt bopæl, medmindre forældrene er eni-
ge om barnets bopæl. I denne periode kan der indledes sag
om samvær efter § 19, men der kan ikke indledes en sag om
barnets bopæl efter stk. 1.
Stk. 4. Barnet har uanset stk. 3, 1. pkt. ikke delt bopæl,
hvis afgørende hensyn til barnets bedste taler imod dette, el-
ler hvis begge forældre flytter fra den adresse, hvor barnet
havde folkeregisteradresse på tidspunktet for forældrenes
samlivsophævelse. I tilfælde omfattet af 1. pkt. kan der ind-
ledes en sag om barnets bopæl efter stk. 1 inden for tre må-
neder efter samlivsophævelsen.«
17. Efter § 18 indsættes i kapitel 3:
»§ 18 a. Forældre, der har fælles forældremyndighed, kan
aftale, at barnet har delt bopæl, jf. § 3, stk. 1, 3. pkt. Aftalen
ophører, når den ene forælder meddeler ophøret til den an-
den forælder. Barnet har dog efter ophør af aftalen fortsat
delt bopæl, jf. § 3, stk. 1, 3. pkt., indtil forældrene har indgå-
et en aftale om barnets bopæl eller samvær, eller der er truf-
fet afgørelse om barnets bopæl efter §§ 17 eller 26 eller om
samvær efter §§ 21, 29 eller 29 a, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Har en forælder bragt en aftale om delt bopæl til
ophør som følge af, at den anden forælder ved en flytning af
sin bopæl ikke har overholdt betingelser i aftalen om den
geografiske placering af forældrenes bopæle, og sker ophø-
ret inden for en måned efter den anden forælders flytning,
har barnet bopæl hos den forælder, der har overholdt aftalen.
Stk. 3. En aftale om delt bopæl efter stk. 1 kan registreres
i CPR ved anmeldelse af aftalen til Familieretshuset. Regi-
streringen fjernes, hvis en forælder foretager anmeldelse
herom til Familieretshuset.«
18. I § 20, stk. 1 og 2, ændres »kan statsforvaltningen efter
anmodning fastsætte samvær« til: »kan der efter anmodning
fastsættes samvær«.
19. I § 20 a ændres »kan statsforvaltningen i helt særlige til-
fælde efter anmodning fra barnets oprindelige slægtninge
fastsætte« til: »kan der i helt særlige tilfælde efter anmod-
ning fra barnets oprindelige slægtninge fastsættes«.
20. I § 21, stk. 1, ændres »kan statsforvaltningen efter an-
modning træffe afgørelse herom og fastsætte« til: »kan der
efter anmodning træffes afgørelse herom og fastsættes«, og
efter »i forbindelse hermed« indsættes: », herunder vilkår
om pasdeponering og vilkår til sikring af at forælderen ikke
er påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer under sam-
været«.
21. I § 21 a ændres »statsforvaltningen, Ankestyrelsen eller
fogedretten« til: »Familieretshuset eller familieretten«, »el-
ler § 29, stk. 4,« udgår, og »§ 536, stk. 4,« ændres til:
»§ 456 q, stk. 4,«.
22. I § 22, stk. 1, ændres »kan statsforvaltningen træffe be-
stemmelse« til: »kan der træffes bestemmelse«.
23. I § 23, stk. 3, 1. pkt., ændres »Statsforvaltningen« til:
»Der«, og efter »m.v.« indsættes: »træffes afgørelse om at«.
24. I § 25 ændres »kan statsforvaltningen træffe« til: »kan
der træffes«.
25. § 26, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 bortfalder, hvis anmod-
ningen om, at der træffes afgørelse om forældremyndighed
eller barnets bopæl, tilbagekaldes eller afvises, eller hvis
forældrene genoptager samlivet.«
26. I § 29, stk. 1, ændres »kan statsforvaltningen efter an-
modning træffe« til: »kan der efter anmodning træffes«.
27. § 29, stk. 4, ophæves.
28. Efter § 30 indsættes i kapitel 6:
Ȥ 30 a. Ved Familieretshusets behandling af sager efter
denne lov finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset
anvendelse.
Stk. 2. Afgørelse vedrørende aftaler om forældremyndig-
hed og afgørelse i sager om forældremyndighed, bopæl,
samvær, anden kontakt, orientering om barnet og udlands-
rejse træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov
om Familieretshuset af Familieretshuset eller familieretten.
Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 27.«
29. § 31, stk. 1 og 2, ophæves, og i stedet indsættes:
»Henvendelse om anmeldelse vedrørende en aftale, om
anmodning om en afgørelse, om anmodning om indbringel-
se af en afgørelse for familieretten og om klage efter § 41,
stk. 2, skal indgives til Familieretshuset ved anvendelse af
den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed
(digital selvbetjening). Dette gælder dog ikke anmodninger,
der indgives af en offentlig myndighed, og anmodning om
en midlertidig afgørelse efter §§ 26, 27, 29 og 29 a. Henven-
delser, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af
Familieretshuset, jf. dog stk. 2 og 3.«
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4.
30. I § 31, stk. 3, der bliver stk. 2, ændres »statsforvaltnin-
gen« to steder til: »Familieretshuset«, »anmeldelsen eller
2
anmodningen« ændres til: »henvendelsen«, »stk. 2« til: »stk.
1«, »Statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«, og »anmel-
delse eller anmodning« til: »henvendelse«.
31. I § 31, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »Statsforvaltnin-
gen« til: »Familieretshuset«, »stk. 3« til: »stk. 2«, »anmel-
delse eller anmodning« til: »henvendelse«, »statsforvaltnin-
gen« til »Familieretshuset«, og to steder ændres »anmeldel-
sen eller anmodningen« til: »henvendelsen«.
32. I § 31, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »anmeldelse eller
anmodning« til: »henvendelse« og »statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset«.
33. I § 31 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »som nævnt i § 31, stk.
1,« til: »om forældremyndighed efter §§ 11, 14, 15 og 15 a,
om barnets bopæl efter § 17 og om samvær m.v. efter
§§ 19-21 og 25«, »statsforvaltningen« til: »Familieretshu-
set«, og », medmindre anmodningen alene vedrører en afgø-
relse om anden kontakt som nævnt i § 22« udgår.
34. I § 31 a, stk. 1, 2. pkt., § 32, stk. 1, 2 og 3, § 32 a, 1. pkt.,
§ 33, stk. 1, og § 46, stk. 1, ændres »Statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset«.
35. I § 31 a indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. En part har ikke pligt til at deltage i mødet sam-
men med den anden part, hvis den anden part har udsat par-
ten eller partens barn for voldelig adfærd, eller der er mis-
tanke herom.«
36. To steder i § 32 a ændres »fogedretten« til: »familieret-
ten«, og »retsplejelovens § 537, stk. 4,« ændres til: »§ 456 r,
stk. 4, i retsplejeloven«.
37. I § 33, stk. 2, ændres »retten efter § 40« til: »familieret-
ten«.
38. I § 36, stk. 1, ændres »godkendes« til: »godkendes,« og
»statsforvaltningen indhente« til: »der indhentes«.
39. I § 36, stk. 2, ændres »statsforvaltningen indhente« til:
»der indhentes«.
40. Overskriften før § 37 ophæves.
41. § 37 ophæves.
42. I § 38 ændres »Statsforvaltningen og Ankestyrelsen« til
»Familieretshuset«.
43. I § 39, stk. 1, 1. pkt., udgår »af statsforvaltningen«.
44. § 39, stk. 2, ophæves.
45. Overskriften før § 40 ophæves.
46. § 40 ophæves.
47. Overskriften før § 41 affattes således:
»Domstolsprøvelse og klage«.
48. § 41, stk. 1, affattes således:
»Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan indbrin-
ges for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 12 i lov
om Familieretshuset.«
49. § 41, stk. 2-4, ophæves.
Stk. 5 bliver herefter stk. 2.
50. § 41, stk. 5, 3. og 4. pkt., der bliver stk. 2, 3. og 4. pkt.,
ophæves.
51. § 41 a affattes således:
»§ 41 a. I sager omfattet af § 24 i lov om Familieretshuset
træffer familieretten afgørelse efter §§ 11, 14, 17 og 21 efter
anmodning fra Familieretshuset.«
52. I § 46, stk. 1, ændres »retsplejelovens § 448 f« til:
»§ 448 g i retsplejeloven«.
53. § 46, stk. 2, ophæves.
§ 2
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 54 af 23. januar 2018, foretages
følgende ændringer:
1. I § 7, 1. pkt., ændres »Ankestyrelsens« til: »Familierets-
husets«.
2. I § 21, stk. 2, § 23, stk. 3, 1. pkt., og § 58 b, stk. 1, ændres
»Ankestyrelsen« til: »Familieretshuset«.
3. I § 23, stk. 1, § 24, stk. 1, og §§ 52 og 58 udgår »ved
dom«.
4. I § 23, stk. 3, indsættes som 3. pkt.:
»Anlægger Familieretshuset sag til omstødelse af et æg-
teskab, skal sagen anlægges mod begge ægtefæller.«
5. I § 26 ændres »dommen« til: »afgørelsen«.
6. I § 29 indsættes som 2. pkt.:
»Skilsmisse kan i visse situationer først bevilges efter en
refleksionsperiode, jf. § 42 a.«
7. I § 37, stk. 1, ændres »gives« til: »meddeles« og »dom«
til: »afgørelse«.
8. I § 37, stk. 2, og § 38, stk. 1, nr. 3, ændres »statsforvalt-
ningen« til: »Familieretshuset«.
9. I § 38, stk. 1, § 41, § 42, stk. 1, 1. pkt., og § 42, stk. 2,
ændres »Statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
10. I § 38 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. En ægtefælle har ikke pligt til at deltage i vilkårs-
forhandling sammen med den anden ægtefælle, hvis den an-
3
den ægtefælle har udsat ægtefællen eller ægtefællens barn
for voldelig adfærd, eller der er mistanke herom.«
11. To steder i § 39, stk. 2, ændres »statsforvaltningens« til:
»Familieretshusets«.
12. I § 42, stk. 1, 2. pkt., ændres »statsforvaltningens afgø-
relse« til: »afgørelse efter § 50«.
13. Efter § 42 indsættes før overskriften før § 43:
»§ 42 a. For ægtefæller, som anmoder om skilsmisse efter
§ 29, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, kan be-
villing til skilsmisse først udstedes efter en refleksionsperio-
de på tre måneder fra Familieretshusets modtagelse af an-
modningen.
Stk. 2. Familieretshuset udsteder bevilling til skilsmisse
efter § 29, når:
1) begge ægtefæller inden 1 måned efter udløbet af reflek-
sionsperioden efter stk. 1 har bekræftet anmodningen
om skilsmisse,
2) betingelserne i § 42 er opfyldte, og
3) begge ægtefæller inden bekræftelsen af anmodningen
efter nr. 1 har gennemført det obligatoriske digitale for-
løb efter § 22, stk. 1, i lov om Familieretshuset, jf. dog
stk. 3.
Stk. 3. En ægtefælle, der efter § 58 d, stk. 3, ikke skal an-
vende digital selvbetjening, skal gennemføre det obligatori-
ske digitale forløb efter § 22, stk. 1, i lov om Familieretshu-
set på skriftligt grundlag. Ved bekræftelsen efter stk. 2, nr. 1
af anmodningen om skilsmisse skal ægtefællen afgive er-
klæring om at have gennemført forløbet.«
14. Overskriften før § 43 ophæves.
15. § 43 ophæves.
16. § 43 a affattes således:
Ȥ 43 a. Familieretshuset kan behandle en sag om separa-
tion, skilsmisse, omstødelse af ægteskab og om et ægteskabs
beståen, hvis betingelserne i § 448 f i retsplejeloven er op-
fyldte.«
17. I § 45, 1. pkt., ændres »dom til separation, afsagt her i
landet« til: »afgørelse om separation«, og i 2. pkt. ændres
»separationsdommen til: »afgørelsen om separation«.
18. I § 50, stk. 1, 1. pkt., ændres »afgør retten spørgsmålet«
til: »træffes der afgørelse«, efter »herunder indsættes: »om«,
og », medens statsforvaltningen fastsætter« ændres til: »og«.
19. I § 50, stk. 1, 2. pkt., ændres »retten kun pålægge« til:
»der kun pålægges«.
20. I § 53, stk. 1, udgår »ved dom truffet« og »ved en ny
dom«.
21. I § 53, stk. 2, ændres »af statsforvaltningen truffet afgø-
relse om bidragets størrelse kan ændres af statsforvaltnin-
gen« til: »afgørelse om bidragets størrelse kan ændres«.
22. I § 55, stk. 2, ændres »retten i forbindelse med dom til
separation eller skilsmisse pålægge ægtefællen at udleje lej-
ligheden til den anden ægtefælle og fastsætte« til: »det ved
afgørelse om eller bevilling til separation eller skilsmisse
pålægges ægtefællen at udleje lejligheden til den anden æg-
tefælle, og der kan fastsættes«.
23. § 58 a, stk. 1-3, affattes således:
»Ved Familieretshusets behandling af sager efter denne
lov finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset anven-
delse.
Stk. 2. Familieretshuset eller familieretten træffer efter be-
stemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Familieretshuset
afgørelse:
1) Om tilladelse til at indgå ægteskab efter § 7.
2) Om godkendelse af en vielse som gyldig efter § 21.
3) I sager omfattet af kapitel 3-5.
4) Om klage efter § 58 b over en afgørelse truffet af den
myndighed, der efter § 13, stk. 1, skal prøve ægte-
skabsbetingelserne.
5) Om afvisning efter § 58 d af en ansøgning eller anmod-
ning, der ikke er indgivet til Familieretshuset ved an-
vendelse af digital selvbetjening.
6) Om hvorvidt parterne er ægtefæller.
7) I sager mellem ægtefæller om, hvorvidt en separation
består.
Stk. 3. Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan
indbringes for familieretten efter bestemmelserne i kapitel
12 i lov om Familieretshuset.«
24. I § 58, a, stk. 5, ændres »Statsforvaltningen og Ankesty-
relsen« til: »Familieretshuset«.
25. § 58 c ophæves.
26. § 58 d, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Følgende henvendelser skal indgives til Familier-
etshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Fami-
lieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), idet
henvendelsen ellers afvises af Familieretshuset, jf. dog stk. 3
og 4:
1) Ansøgning om tilladelse til at indgå ægteskab efter §
7.
2) Anmodning om godkendelse af en vielse som gyldig
efter § 21.
3) Anmodning fra en ægtefælle om omstødelse af ægte-
skab efter §§ 23 og 24.
4) Anmodning om godtgørelse efter § 26.
5) Anmodning om separation og skilsmisse efter § 37,
stk. 2.
6) Bekræftelse af anmodning om skilsmisse efter § 29,
jf. § 42 a, stk. 2.
7) Ansøgning om fastsættelse eller ændring af ægtefælle-
bidrag efter § 50, stk. 1, og §§ 52 og 53.
8) Ansøgning om ændring efter § 58 af aftale om forde-
lingen af formuen, bidragspligten og andre vilkår for
separation og skilsmisse.
9) Klage efter § 58 b.
4
10) Anmodning om afgørelse om hvorvidt parterne er æg-
tefæller, eller hvorvidt en separation består.
11) Anmodning om indbringelse af en afgørelse for fami-
lieretten.«
27. I § 58 d, stk. 3, 1. pkt., og § 58 d, stk. 4, ændres »ansøg-
ningen« til: »henvendelsen«.
28. I § 58 d, stk. 3, 2. pkt., og § 58 d, stk. 4 og 5, ændres
»ansøgning« til: »henvendelse«.
29. I § 58 d indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Stk. 2 finder ikke anvendelse for anmodninger,
der indgives af en offentlig myndighed.«
30. § 58 e ophæves.
§ 3
I lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1815
af 23. december 2015, foretages følgende ændringer:
1. I § 13, stk. 2, ændres »statsforvaltningen pålægge ham«
til: »det pålægges den pågældende forælder«.
2. I § 14, stk. 2, 2. pkt., ændres »statsforvaltningen bestem-
mer« til: »der bestemmes«.
3. I § 15, stk. 2, 1. pkt., og § 15, stk. 4, ændres »statsforvalt-
ningen« til: »Familieretshuset«.
4. I § 15, stk. 3, ændres »Statsforvaltningen afviser en an-
søgning som nævnt i stk. 2« til: »En ansøgning som nævnt i
stk. 2 afvises«.
5. I § 16 ændres »Statsforvaltningen« til: »Bidrag« og »efter
ansøgning ændre et bidrag« til: »ændres efter ansøgning«.
6. I § 17 udgår »af statsforvaltningen«.
7. I § 17 a, stk. 2, nr. 2, ændres »statsforvaltningen ikke tid-
ligere har« til: »der ikke tidligere har været«.
8. I § 17 a, stk. 4, ændres »statsforvaltningens« til: »Fami-
lieretshusets«.
9. I § 19, stk. 1, 1. pkt., ændres »Statsforvaltningen kan på-
lægge« til: »Der kan pålægges«.
10. I § 19, stk. 2, ændres »kan statsforvaltningen pålægge«
til: »kan der pålægges«.
11. I § 19, stk. 3, 1. pkt., ændres »af statsforvaltningen nær-
mere bestemte tidspunkter« til: »tidspunkter, der er fastsat i
afgørelsen om bidrag efter stk. 1«.
12. I § 19 a, stk. 1, indsættes efter »efter denne lov«: »og an-
modning om indbringelse af en afgørelse for familieretten«,
»statsforvaltningen« ændres tre steder til: »Familieretshu-
set«, og »Ansøgninger« ændres til: »Henvendelser«.
13. I § 19 a, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Dette gælder dog ikke anmodninger, der indgives af en
offentlig myndighed.«
14. I § 19 a, stk. 2, ændres »statsforvaltningen« to steder til:
»Familieretshuset«, »ansøgningen« ændres til: »henvendel-
sen«, »Statsforvaltningen« til: »Familieretshuset« og »an-
søgning« til: »henvendelse«.
15. I § 19 a, stk. 3, ændres »Statsforvaltningen« til: »Fami-
lieretshuset«, »ansøgning« til: »henvendelse«, »statsforvalt-
ningen« til »Familieretshuset« og »ansøgningen« til »hen-
vendelsen«.
16. I § 19 a, stk. 4, ændres »ansøgning« til: »henvendelse«
og »statsforvaltningen« til »Familieretshuset«.
17. § 20 affattes således:
Ȥ 20. Ved Familieretshusets behandling af sager efter
denne lov finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset
anvendelse.
Stk. 2. Afgørelse i sager om bidrag træffes efter bestem-
melserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Familieretshuset af Fa-
milieretshuset eller familieretten.«
18. § 21, stk. 1, affattes således:
»Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan indbrin-
ges for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 12 i lov
om Familieretshuset.«
19. § 21, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.
20. I § 21, stk. 3, der bliver stk. 2, udgår »om klagers be-
handling og«.
21. I § 21, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »Statsforvaltnin-
gen og Ankestyrelsen« til: »Familieretshuset«.
§ 4
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1041 af 3.
august 2018, foretages følgende ændringer:
1. Overalt i loven ændres »Statsforvaltningen« til: »Fami-
lieretshuset« og »statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
2. I § 11, stk. 5, 1. pkt., § 25, nr. 4, og § 29 b, stk. 2, ændres
»statsforvaltningens« til: »Familieretshusets«.
3. I § 29 b, stk. 1, ændres »Statsforvaltningens« til: »Fami-
lieretshusets«.
§ 5
I lov om opkrævning af underholdsbidrag, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1819 af 23. december 2015, foretages
følgende ændringer:
5
1. I § 2, 2. pkt., ændres »statsforvaltningen afgør« til: »afgø-
relse om«, og efter »krav« indsættes: »træffes efter § 23 a,
stk. 3«.
2. I § 20 ændres: »Efter statsforvaltningens bestemmelse
kan reglerne i § 19« til: »Reglerne i § 19 kan«, og efter »fa-
derskabssag« indsættes: », og en kvinde, der er part i en på-
begyndt medmoderskabssag«.
3. § 23 a, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Ved Familieretshusets behandling af sager efter
denne lov finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset
anvendelse.
Stk. 3. Afgørelse efter § 2, 2. pkt., og § 20 træffes efter
bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Familieretshu-
set af Familieretshuset eller familieretten.
Stk. 4. Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan
indbringes for familieretten efter bestemmelserne i kapitel
12 i lov om Familieretshuset.«
4. I § 23 b, nr. 3, indsættes efter »§ 1, stk. 2,«: »og«, og »og
om behandling af klager over afgørelser truffet af statsfor-
valtningen« udgår.
5. Efter § 23 b indsættes:
»§ 23 c. Indsigelser efter § 2, 2. pkt., anmodninger efter
§ 20 og anmodninger om indbringelse af en afgørelse for fa-
milieretten skal indgives til Familieretshuset ved anvendelse
af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådig-
hed (digital selvbetjening). Henvendelser, der ikke indgives
ved digital selvbetjening, afvises af Familieretshuset, jf. dog
stk. 2 og 3.
Stk. 2. Hvis Familieretshuset finder, at der foreligger sær-
lige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne
anvende digital selvbetjening, skal Familieretshuset tilbyde,
at henvendelsen kan indgives på anden måde end ved digital
selvbetjening efter stk. 1. Familieretshuset bestemmer, hvor-
dan en henvendelse omfattet af 1. pkt. skal indgives, herun-
der om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
Stk. 3. Familieretshuset kan helt ekstraordinært ud over i
de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at afvise en henvendelse,
der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra
en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for Fami-
lieretshuset ved at modtage henvendelsen på anden måde
end digitalt.
Stk. 4. En digital henvendelse anses for at være kommet
frem, når den er tilgængelig for Familieretshuset.«
§ 6
I børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1817 af 23.
december 2015, foretages følgende ændringer:
1. I § 1 a, stk. 1, 2. pkt., § 3 a, stk. 1, 2. pkt., § 3 b, stk. 1, 2.
pkt., § 4, § 5, stk. 1, § 7, stk. 1, § 9, stk. 2, § 14, stk. 7, 2.
pkt., og § 33, stk. 3, ændres »statsforvaltningen« til »Fami-
lieretshuset«.
2. I overskriften til kapitel 2 udgår »ved statsforvaltningen«.
3. I § 11, stk. 1, og §§ 12 og 32 ændres »Statsforvaltningen«
til: »Familieretshuset«.
4. § 13 affattes således:
Ȥ 13. Anerkendes faderskab eller medmoderskab ikke
efter § 14, træffes der afgørelse herom efter kapitel 3.«
5. Overskriften til kapitel 3 affattes således:
»Kapitel 3
Afgørelse om faderskab og medmoderskab«.
6. Overskriften før § 15 ophæves.
7. § 15 ophæves.
8. Overskriften før § 16 affattes således:
»Familierettens behandling af sager om faderskab og
medmoderskab«.
9. Overskriften før § 19 ophæves.
10. I overskriften før § 20 ændres »Dom til« til: »Afgørelse
om«.
11. I § 20, stk. 1, ændres »En mand dømmes som far« til:
»Der træffes afgørelse om, at en mand er far«.
12. I § 20, stk. 2, 1. pkt., ændres »dømmes en mand som far«
til: »træffes der afgørelse om, at en mand er far«.
13. I § 20, stk. 4, ændres »En kvinde kan dømmes som med-
mor« til: »Der kan træffes afgørelse om, at en kvinde er
medmor«.
14. I § 20, stk. 5, ændres »En mand kan dømmes som far«
til: »Der kan træffes afgørelse om, at en mand er far«.
15. I § 21, stk. 1, § 22, stk. 1 og 2, og § 24, stk. 1, ændres
»dom« til: »afgørelse«.
16. § 26, stk. 1 og 2, ophæves.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 1 og 2.
17. I § 26, stk. 3, der bliver stk. 1, ændres »Genoptages sag-
en,« til: »Ved genoptagelse af en sag efter §§ 21-25« og
»stk. 4« til: »stk. 2«.
18. I § 26, stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 2, 2. pkt., udgår »for
retten«.
19. I overskriften til kapitel 7 ændres »Statsforvaltningens«
til: »Familieretshusets«.
20. Efter § 32 indsættes i kapitel 8:
Ȥ 32 a. Ved Familieretshusets behandling af sager efter
denne lov finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset
anvendelse.
6
Stk. 2. Afgørelser om faderskab og medmoderskab og om
genoptagelse af en sag om faderskab og medmoderskab
træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Fa-
milieretshuset af Familieretshuset eller familieretten. Dette
gælder dog ikke registrering af faderskab efter §§ 1, 2 og 3.
Stk. 3. Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan
indbringes for familieretten efter bestemmelserne i kapitel
12 i lov om Familieretshuset.«
21. To steder i § 33, stk. 1, 1. pkt., ændres »statsforvaltnin-
gens« til: »Familieretshusets«.
22. § 33, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
23. I § 33, stk. 2, 1. pkt., ændres »Ankestyrelsen« til: »Fami-
lieretshuset«.
24. I § 33 a, stk. 2, ændres »Erklæring efter § 3 b« til: »An-
modning om registrering efter §§ 1 a, 3 a og 3 b, anmodning
om indbringelse af en afgørelse for familieretten«, og tre
steder ændres »statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
25. I § 33 a, stk. 3, indsættes efter »erklæringen«: »eller an-
modningen« og efter »erklæring«: »eller anmodning«.
26. I § 33 a, stk. 4, indsættes efter »erklæring«: »eller an-
modning«, »personregisterføreren« ændres til: »myndighe-
den«, og efter »erklæringen« indsættes: »eller anmodnin-
gen«.
27. I § 33 a, stk. 5, indsættes efter »erklæring«: »eller an-
modning«.
28. § 35 ophæves.
§ 7
I navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1816 af 23.
december 2015, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 2, 2. pkt., § 6, stk. 2, 1. og 2. pkt., og § 14, stk.
1, ændres »Ankestyrelsen« til: »Familieretshuset«.
2. I overskriften til kapitel 4 ændres »og klageadgang« til: »,
klageadgang og domstolsprøvelse«.
3. § 16, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Skal afgørelse i sagen træffes i medfør af stk. 3 og 4, vi-
deresender personregisterføreren ansøgningen til Famili-
eretshuset.«
4. I § 16, stk. 3, ændres »Statsforvaltningen« til: »Famili-
eretshuset eller familieretten, jf. § 20 a, stk. 2,«.
5. I § 16, stk. 4, 1. pkt., ændres »statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset eller familieretten, jf. § 20 a, stk. 2,«.
6. I § 16 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »jf. dog stk. 2 og 3« til »jf.
dog stk. 3 og 4«.
7. I § 16 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Klage over personregisterførerens afgørelser efter
§ 16, stk. 2, 1. pkt., og § 16, stk. 4, 2. pkt., og anmodning
om indbringelse af Familieretshusets afgørelse efter § 16,
stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt., for familieretten skal indgives
til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning,
som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetje-
ning). Henvendelser, der ikke indgives ved digital selvbetje-
ning, afvises af Familieretshuset, jf. dog stk. 3 og 4.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
8. I § 16 a, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »personregister-
føreren« til: »myndigheden«, »ansøgningen« til: »om hen-
vendelsen«, efter »stk. 1« indsættes: »og stk. 2«, »Personre-
gisterføreren« ændres til: »Myndigheden« og »ansøgning«
til: »henvendelse«.
9. I § 16 a, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »Personregister-
føreren« til: »Myndigheden«, »stk. 2« til: »stk. 3«, »ansøg-
ning« til: »henvendelse«, »personregisterføreren« til: »myn-
digheden« og »ansøgningen« til: »henvendelsen«.
10. I § 16 a, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »ansøgning« til:
»henvendelse« og »personregisterføreren« til: »myndighe-
den«.
11. I § 17 ændres »Statsforvaltningen« til: »Familieretshu-
set«.
12. Efter § 20 indsættes:
Ȥ 20 a. Ved Familieretshusets behandling af sager efter
denne lov finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset
anvendelse.
Stk. 2. Afgørelse i sager om navngivning og navneæn-
dring efter § 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt., træffes efter
bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Familieretshu-
set af Familieretshuset eller familieretten.«
13. § 21, stk. 1, affattes således:
»Personregisterførerens afgørelser efter § 16, stk. 2,
1. pkt., og § 16, stk. 4, 2, pkt., kan påklages til Familierets-
huset. Familieretshusets afgørelser efter § 16, stk. 3, og §
16, stk. 4, 1. pkt., kan indbringes for familieretten efter be-
stemmelserne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.«
14. I § 22, stk. 3, ændres »statsforvaltningens tilladelse« til
»tilladelse fra den myndighed eller ret, der behandler sag-
en«.
§ 8
I lov nr. 548 af 30. maj 2017 om ægtefællers økonomiske
forhold foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 3, 2. pkt., udgår »Statsforvaltningens«.
2. I § 4, stk. 3, ændres »Statsforvaltningen kan efter bestem-
melserne i kapitel 16 pålægge« til: »Der kan efter bestem-
melserne i kapitel 16 pålægges«.
7
3. I § 7, stk. 1, ændres »kan Statsforvaltningen efter anmod-
ning fra den ægtefælle, der ejer boligen, eller fra den anden
part i aftale tillade dispositionen« til: »kan dispositionen ef-
ter anmodning fra den ægtefælle, der ejer boligen, eller fra
den anden part i aftalen tillades«.
4. I § 27, stk. 1, 1. pkt., og § 43, stk. 1, ændres »Statsforvalt-
ningen« til: »Familieretshuset«.
5. I § 27 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Er en anmodning om skilsmisse bortfaldet, fordi
betingelserne for skilsmissen i § 42 a, stk. 2, i lov om ægte-
skabs indgåelse og opløsning ikke er opfyldte, opretholdes
ophørsdagen efter stk. 1, hvis en ægtefælle inden fire uger
efter modtagelse af meddelelse om, at ansøgningen er bort-
faldet, indgiver anmodning om separation eller skilsmisse.«
6. I overskriften til afsnit V ændres »Statsforvaltningens« til:
»Familieretshusets«.
7. I § 56, stk. 1, ændres »Statsforvaltningen kan efter ansøg-
ning pålægge« til: »Der kan efter ansøgning pålægges«.
8. I § 56, stk. 3, ændres »afsagt en endelig dom« til: »truffet
en endelig afgørelse«.
9. I § 58, stk. 1, ændres »Statsforvaltningen kan efter ansøg-
ning ændre en afgørelse efter § 56« til: »En afgørelse efter
§ 56 kan efter ansøgning ændres«.
10. I § 58, stk. 2, ændres »Statsforvaltningen kan efter an-
søgning ændre en aftale om bidrag efter § 56« til: »En aftale
om bidrag efter § 56 kan efter ansøgning ændres«.
11. I overskriften til kapitel 17 ændres »Statsforvaltningens«
til: »Familieretshusets« og »klage« til: »domstolsprøvelse«.
12. I § 59, stk. 1, indsættes efter »§§ 56 og 58«: »og anmod-
ning om indgivelse af en afgørelse for familieretten« og ef-
ter »Ansøgninger«: »og anmodninger«, og tre steder ændres
»Statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
13. I § 59, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Dette gælder dog ikke anmodninger, der indgives af en
offentlig myndighed.«
14. I § 59, stk. 2, ændres »Statsforvaltningen« tre steder til:
»Familieretshuset«, efter »ansøgningen« indsættes: »eller
anmodningen«, og efter »ansøgning« indsættes: »eller an-
modning«.
15. I § 59, stk. 3, ændres »Statsforvaltningen« to steder til:
»Familieretshuset«, efter »ansøgning« indsættes: »eller an-
modning«, og efter »ansøgningen« indsættes: »eller anmod-
ningen«.
16. I § 59, stk. 4, indsættes efter »ansøgning«: »eller anmod-
ning«, og »Statsforvaltningen« ændres til: »Familieretshu-
set«.
17. § 60, stk. 1, ophæves.
Stk. 2 bliver herefter stk. 1.
18. I § 60, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres »Statsforvaltnin-
gen og Ankestyrelsen« til »Familieretshuset«.
19. Efter § 60 indsættes før overskriften før § 61:
Ȥ 60 a. Ved Familieretshusets behandling af sager efter
denne lov finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset
anvendelse.
Stk. 2. Afgørelser om afhændelse og pantsætning af fast
ejendom, om dispositioner over familiens helårsbolig, om
fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag og om behand-
ling af en ansøgning, der ikke er indgivet digitalt, træffes ef-
ter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Familierets-
huset af Familieretshuset eller familieretten.«
20. Overskriften før § 61 affattes således:
»Domstolsprøvelse«.
21. § 61, stk. 1, affattes således:
»Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan indbrin-
ges for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 12 i lov
om Familieretshuset.«
22. § 61, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
23. § 61, stk. 3, nr. 4, der bliver stk. 2, nr. 4, ophæves.
§ 9
I lov nr. 275 af 27. marts 2017 om Haagerkonventionen af
2007 foretages følgende ændringer:
1. § 2, stk. 4, 1. pkt., ophæves og i stedet indsættes: »Fami-
lieretshuset er centralmyndighed, jf. konventions artikel 4.
Børne- og socialministeren kan fastsætte regler for
Familieretshusets virksomhed som centralmyndighed.«
2. I § 3, stk. 1, ændres »centralmyndigheden, jf. § 2, stk. 4,
som straks videresender anmodningen til statsforvaltningen«
til: »Familieretshuset«.
3. I § 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres »Statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset«.
4. I § 3, stk. 3, 2. pkt., ændres »statsforvaltningen« til: »Fa-
milieretshuset«.
5. § 3, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Familieretshuset eller familieretten træffer afgø-
relse om indsigelser efter stk. 3, jf. konventionens artikel 23,
stk. 7 og 8. Det fastlægges efter bestemmelserne i kapitel 2
og 8-10 i lov om Familieretshuset, om afgørelsen træffes af
Familieretshuset eller familieretten. Parterne underrettes
straks om afgørelsen.«
6. § 3, stk. 5, 1. og 2. pkt., affattes således:
8
»Parterne kan appellere en afgørelse efter stk. 4. Appel-
anmodningen skal inden 30 dage efter underretningen efter
stk. 4, 3. pkt., indgives til den myndighed, der har truffet af-
gørelsen eller afsagt dommen efter stk. 4.«
7. I § 3, stk. 5, indsættes som 4. pkt.:
»Bestemmelserne om anke efter ankefristens udløb i
§ 372, stk. 2, 5. pkt., og § 399, stk. 2, i retsplejeloven finder
ikke anvendelse ved anke efter 1. pkt.«
8. § 3, stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Ved Familieretshusets behandling af sager efter
denne lov og ved indbringelse for familieretten af en afgø-
relse truffet af Familieretshuset finder bestemmelserne i lov
om Familieretshuset anvendelse.«
§ 10
I lov om international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale
børnebortførelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 1418 af
1. december 2017, foretages følgende ændringer:
1. Overalt i loven ændres »retten« til: »familieretten«, »fo-
gedretten« til: »familieretten« og »Fogedretten« til: »Fami-
lieretten«.
2. I § 16 ændres »§ 537, stk. 2« til: »§ 456 r, stk. 2«.
3. I § 18, stk. 1, ændres »kapitel 45, 46 og 48 a« til: »kapitel
42 b«.
§ 11
I lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1055 af 8. september 2015, foretages
følgende ændringer:
1. I § 3, 1. pkt., ændres »Rettens« til: »Familierettens«.
2. I § 4, 1., 2. og 3. pkt., § 5, stk. 1, 1. og 2. pkt., to steder i
§ 5, stk. 2, 1. pkt., og i § 5, stk. 2, 2. pkt., ændres »fogedret-
ten« til »familieretten«.
3. I § 6, stk. 1, 2. pkt., og § 6, stk. 2, 1. pkt., ændres »Foged-
retten« til: »Familieretten«.
§ 12
I lov nr. 484 af 7. juni 2006 om bevarelse af ret til
ægtefællepension ved separation og skilsmisse, foretages
følgende ændring:
1. I § 4, stk. 1 og 2, indsættes efter »skilsmisse ved«: »afgø-
relse eller«.
§ 13
I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1114 af
30. august 2018, foretages følgende ændringer:
1. Overalt i loven ændres »Statsforvaltningen« til: »Fami-
lieretshuset« og »statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
2. I § 49 a, stk. 1, indsættes efter »fritidshjem«: », Famili-
eretshuset«.
3. I overskriften før § 131, i § 131, stk. 1, 2. pkt., og § 134,
stk. 1, ændres »Statsforvaltningens« til: »Familieretshusets«.
4. I § 134, stk. 3, ændres »statsforvaltningens« til: »Fami-
lieretshusets«.
§ 14
I lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1064 af 21. august 2018,
foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 1, § 19, stk. 1, nr. 3, § 19, stk. 3, og § 72, stk. 5,
2. pkt., ændres »statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
2. I § 11 c, stk. 1, nr. 5, ændres »Statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset«.
3. I § 52 a, stk. 3, udgår »børneloven, forældreansvarsloven,
lov om børns forsørgelse, § 23 a, stk. 2, i lov om opkræv-
ning af underholdsbidrag, lov om ægteskabets retsvirknin-
ger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, navneloven
og § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven,«.
4. I § 76, 2. pkt., udgår »samt i statsforvaltningen og hos
personregisterførerne«.
5. § 78 ophæves.
6. § 80, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
Justitsministeriet
§ 15
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22.
september 2017, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 715 af
8. juni 2018, foretages følgende ændringer:
1. Overalt i loven ændres »statsforvaltningen« til: »Famili-
eretshuset«, »statsforvaltningens« til: »Familieretshusets«
og »Statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
2. I § 23 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. I sager om meddelelse af appeltilladelse til lands-
retten vedrørende familierettens afgørelser består nævnet af
en landsdommer (afdelingsformand), en byretsdommer og
en advokat. Beskikkelsen af de 3 medlemmer sker efter ind-
stilling til justitsministeren fra henholdsvis landsretterne,
Den Danske Dommerforening og Advokatrådet. Stk. 1, 3.-5.
pkt. finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
3. I § 23, stk. 3, 2. pkt., der bliver stk. 4, 2. pkt., ændres
»Stk. 1 og 2« til: »Stk. 1-3«.
9
4. I § 25, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »formanden«: »(afde-
lingsformanden)«.
5. I § 25, stk. 2, 2. pkt., ændres »anden- og tredjeinstansbe-
villing« til: »appeltilladelse til landsretten«, og »en dommer,
en advokat og en universitetslærer« ændres til: »en lands-
dommer (afdelingsformand), en byretsdommer og en advo-
kat«.
6. I § 254 e, stk. 7, 3. pkt., og § 336, stk. 3, ændres »§ 327,
stk. 5« til: »§ 327, stk. 6«.
7. I § 254 e, stk. 7, 3. pkt., og § 336, stk. 4, 1. pkt., ændres
»§ 328, stk. 5« til: »§ 328, stk. 6«.
8. § 327, stk. 1, nr. 1, ophæves og i stedet indsættes:
»1) i sager omfattet af § 139, stk. 1, og § 147 e,
2) i sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær,
separation, skilsmisse, omstødelse af ægteskab, æn-
dring eller anfægtelse af vilkår for separation, skilsmis-
se eller omstødelse af ægteskab, og om, hvorvidt par-
terne er ægtefæller, og i sager mellem ægtefæller om,
hvorvidt en separation består, jf. dog stk. 2,«.
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.
9. I § 327 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, omfatter ikke:
1) Sager om prøvelse af en afgørelse truffet af
Familieretshuset.
2) Sager, der behandles i den forenklede familiesagspro-
ces.
3) Sagsøgeren i sager om ændring af en aftale eller afgø-
relse efter § 14 eller § 17, stk. 2, i forældreansvarslo-
ven.«
Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.
10. I § 327, stk. 4, der bliver stk. 5, og § 327, stk. 5, 1. pkt.,
der bliver stk. 6, 1. pkt., ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1, 3 og
4«.
11. I § 328 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 kan ikke gives i sager, der
behandles i den forenklede familiesagsproces.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
12. I § 372, stk. 2, 3. pkt., ændres »eller § 371« til: », § 371
eller § 453, stk. 2«.
13. I § 394, stk. 2, 1. pkt., ændres »eller § 392 a, stk. 2« til:
», § 392 a, stk. 2, eller § 453, stk. 3, jf. stk. 2«.
14. Kapitel 42 affattes således:
»Kapitel 42
Familieretlige sager
Anvendelsesområde
§ 448. Efter reglerne i dette kapitel behandler familieret-
ten de sager, som Familieretshuset indbringer for familieret-
ten efter kapitel 13 i lov om Familieretshuset. En sag anses
for indbragt for familieretten, når retten har modtaget den
fra Familieretshuset.
Stk. 2. For sager om faderskab og medmoderskab til børn,
herunder spørgsmål om genoptagelse af sådanne sager, fin-
der reglerne i kapitel 42 a tillige anvendelse.
Kompetenceregler
§ 448 a. I sager, som Familieretshuset indbringer for fa-
milieretten til afgørelse efter §§ 27 og 32 i lov om Familier-
etshuset, anses den part, der indgav anmodningen eller an-
søgningen til Familieretshuset, som sagsøger under familier-
ettens behandling af sagen.
Stk. 2. Den part, der anmoder om, at en afgørelse truffet
af Familieretshuset indbringes for familieretten efter § 39 i
lov om Familieretshuset, anses som sagsøger under familier-
ettens behandling af sagen.
Stk. 3. Vedrører sagen eller afgørelsen en tvist mellem Fa-
milieretshuset og en part, anses parten som sagsøger og Fa-
milieretshuset som sagsøgte under familierettens behandling
af sagen, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 4. Indbringer Familieretshuset en sag omfattet af § 24
i lov om Familieretshuset for familieretten til afgørelse efter
§ 32 i lov om Familieretshuset, anses Familieretshuset som
sagsøger og forældrene som sagsøgte under familierettens
behandling af sagen.
Stk. 5. I en sag om omstødelse af ægteskab efter § 23 i lov
om ægteskabs indgåelse og opløsning, der anlægges af Fa-
milieretshuset, anses Familieretshuset som sagsøger og æg-
tefællerne som sagsøgte under familierettens behandling af
sagen.
Stk. 6. I andre situationer bestemmer Familieretshuset,
hvem der anses som sagsøger under familierettens behand-
ling af sagen.
§ 448 b. Familieretshuset indbringer en sag eller afgørelse
for familieretten ved sagsøgtes hjemting. Har sagsøgte ikke
hjemting her i landet, indbringes sagen for familieretten ved
sagsøgerens hjemting. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse,
hvis sagen er omfattet af stk. 2-4.
Stk. 2. Familieretshuset indbringer en sag eller afgørelse
efter forældreansvarsloven for familieretten i den retskreds,
hvor barnet har bopæl. Har barnet ikke bopæl her i landet,
indbringes sagen for familieretten ved sagsøgtes hjemting.
Har sagsøgte ikke hjemting her i landet, indbringes sagen
for familieretten ved sagsøgerens hjemting.
Stk. 3. Familieretshuset indbringer en sag eller afgørelse
efter børneloven for familieretten i den retskreds, hvor bar-
nets mor har hjemting. Har barnets mor ikke hjemting her i
landet, indbringes sagen for familieretten i den retskreds,
hvor den, der efter § 17 i børneloven er part i sagen, har
hjemting. Er der flere parter, bestemmer Familieretshuset,
hvilken familieret sagen skal indbringes for.
Stk. 4. Familieretshuset indbringer en sag eller afgørelse,
hvor Familieretshuset er part, for familieretten ved modpar-
tens hjemting.
Stk. 5. Uanset stk. 1-4 kan Familieretshuset bestemme,
hvilken familieret en sag eller afgørelse skal indbringes for.
10
Stk. 6. Den familieret, som en sag er indbragt for, kan
henvise sagen til behandling ved familieretten i en anden
retskreds, hvis det er mest hensigtsmæssigt, at sagen be-
handles der.
§ 448 c. I forbindelse med familierettens behandling af en
sag efter forældreansvarsloven, der er indbragt for
familieretten til afgørelse efter § 27, stk. 1, eller § 32 i lov
om Familieretshuset, kan familieretten efter anmodning fra
en part træffe afgørelse i andre sager omfattet af § 2, nr.
1-11, i lov om Familieretshuset, der har nær sammenhæng
med den sag, der er indbragt af Familieretshuset.
Stk. 2. I forbindelse med familierettens behandling af en
sag, der er indbragt for familieretten til afgørelse efter § 27,
stk. 2, i lov om Familieretshuset, kan familieretten efter an-
modning fra en part også træffe afgørelse i andre sager om-
fattet af § 2, nr. 2-11, i lov om Familieretshuset, der har nær
sammenhæng med den sag, der er indbragt af Familieretshu-
set.
Stk. 3. Til brug for behandlingen af en anmodning efter
stk. 1 og 2 kan familieretten anmode Familieretshuset om en
udtalelse om anmodningen og om akterne fra eventuelle tid-
ligere sager af betydning for behandlingen af anmodningen.
§ 448 d. Familieretten kan i særlige tilfælde behandle en
anmodning om at få indbragt en afgørelse truffet af Fami-
lieretshuset, selvom anmodningen er indgivet efter udløbet
af fristen i § 41, stk. 1, i lov om Familieretshuset. Dette gæl-
der dog ikke for afgørelser, der går ud på separation, skils-
misse eller omstødelse af ægteskab, eller hvorved et ægte-
skab er kendt ikkebestående, og for afgørelser om eksigibili-
tet efter § 3, stk. 2, i lov om Haagerkonventionen af 2007 el-
ler efter artikel 30 i forordning nr. 4/2009/EF af 18. decem-
ber 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyr-
delse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende under-
holdspligt. Familierettens afgørelse efter 1. pkt. kan ikke
indbringes for højere ret.
Stk. 2. Familieretten kan ved kendelse afvise at behandle
en sag om en afgørelse, som Familieretshuset har truffet
som klageinstans efter § 41, stk. 2, i forældreansvarsloven,
§ 58 b, stk. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning el-
ler § 21, stk. 1, 1. pkt., i navneloven, hvis sagen ikke er prin-
cipiel eller har generel betydning.
§ 448 e. Efter en parts død kan der ikke indledes sag om
separation, skilsmisse og omstødelse af ægteskab eller sag
efter forældreansvarsloven.
Stk. 2. Dør en af parterne, inden familieretten har afgjort
sagen, hæves sagen.
International kompetence
§ 448 f. Sag om separation, skilsmisse, omstødelse af æg-
teskab eller et ægteskabs beståen kan behandles her i riget,
hvis
1) sagsøgte har bopæl her,
2) sagsøgeren har bopæl her og enten har boet her i de se-
neste to år eller tidligere har haft bopæl her,
3) sagsøgeren er dansk statsborger, og det godtgøres, at
sagsøgeren på grund af sit statsborgerskab ikke vil kun-
ne anlægge sag i det land, hvor sagsøgeren har bopæl,
4) begge parter er danske statsborgere, og sagsøgte ikke
modsætter sig, at sagen behandles i Danmark, eller
5) skilsmisse søges på grundlag af separation meddelt her
i landet inden for de seneste fem år.
Stk. 2. Endvidere kan sag om separation og skilsmisse
mellem to personer af samme køn behandles her i riget, når
ægteskabet er indgået her, og ingen af ægtefællerne bor i et
land med en lovgivning om ægteskab mellem to personer af
samme køn, der svarer til den danske.
Stk. 3. Sag om omstødelse af et ægteskab eller et ægte-
skabs beståen kan også behandles her i riget, når ægteskabet
er indgået her.
Stk. 4. Stk. 1-3 kan fraviges ved overenskomst med frem-
med stat.
§ 448 g. Sag om forældremyndighed, barnets bopæl, sam-
vær og anden kontakt kan behandles her i riget, når barnet
1) har bopæl her,
2) ulovligt er ført til udlandet eller ulovligt tilbageholdes i
udlandet, og barnet umiddelbart før bortførelsen eller
tilbageholdelsen havde bopæl her,
3) opholder sig her og som følge af uroligheder eller lig-
nende er fordrevet fra sit hjemland,
4) opholder sig her, og barnets bopæl ikke kendes, eller
5) opholder sig her, og sagen er så hastende, at en afgørel-
se fra myndighederne i det land, hvor barnet har bopæl,
ikke kan afventes.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, gælder ikke, hvis
1) barnet har haft bopæl i udlandet i mere end et år efter,
at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller
burde have fået kendskab til barnets bopæl,
2) der inden for dette tidsrum ikke er indgivet en anmod-
ning om tilbagegivelse af barnet, som stadig er under
behandling, og
3) barnet er faldet til i sine nye omgivelser.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 1 og 4, gælder ikke, hvis barnet ulovligt
er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, med-
mindre
1) barnet har haft bopæl her i mere end et år efter, at inde-
haveren af forældremyndigheden har fået eller burde
have fået kendskab til barnets bopæl, og der ikke inden
for dette tidsrum er indgivet en anmodning om tilbage-
givelse af barnet, eller
2) en anmodning om tilbagegivelse af barnet er blevet af-
slået.
Stk. 4. Stk. 1-3 kan fraviges ved overenskomst med frem-
med stat.
Sagsbehandling
§ 449. Finder familieretten det ikke muligt at behandle en
sag på forsvarlig måde, uden at sagsøgte har advokatbistand,
kan retten beskikke den pågældende part en advokat. Fami-
lieretten pålægger samtidig med sagens afslutning parten at
erstatte statskassens udgifter i forbindelse med beskikkelsen.
11
§ 449 a. Familieretten kan opfordre en part til at føre be-
vis og kan pålægge en part at afgive forklaring.
Stk. 2. I sager om omstødelse af ægteskab, der anlægges
af Familieretshuset, skal de sagsøgte give møde efter de reg-
ler, som gælder for vidner.
§ 449 b. Udebliver en part uden lovligt forfald fra et rets-
møde, hvortil parten er indkaldt for at afgive forklaring, el-
ler vægrer parten sig uden lovlig grund ved at svare, eller
har svaret ikke tilstrækkelig bestemthed, finder § 344, stk. 2,
anvendelse. Det samme gælder, hvis en part undlader at ef-
terkomme familierettens opfordring til at føre bevis.
Stk. 2. Familieretten kan afvise sagen, hvis sagsøger ude-
bliver eller vægrer sig ved at svare.
§ 449 c. Retsmøder foregår for lukkede døre. Ved offent-
lig gengivelse af rettens afgørelser må der ikke ske offent-
liggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de perso-
ner, der er nævnt i afgørelsen, eller på anden måde offentlig-
gørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af de
nævnte forbud straffes med bøde eller under skærpende om-
stændigheder med fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 2. For sager om faderskab og medmoderskab finder
§ 456 m, stk. 1 og 2, dog anvendelse.
§ 449 d. Statskassen afholder udgifter ved bevisførelse,
børnesagkyndig deltagelse i sagsforberedelsen, samtaler
med børn og ved udpegning af en person til at bistå barnet,
jf. §§ 450-450 c. Familieretten kan pålægge en part at erstat-
te disse udgifter helt eller delvis, hvis det i øvrigt pålægges
parten at betale sagsomkostninger.
Stk. 2. For sager om faderskab og medmoderskab finder
§ 456 l dog anvendelse.
§ 449 e. Når en sag afsluttes, sender familieretten afgørel-
sen med sagens akter til Familieretshuset.
Særligt om behandlingen af sager efter
forældreansvarsloven og om separation, skilsmisse og
omstødelse af ægteskab
§ 450. Familieretten kan i sager om forældremyndighed,
barnets bopæl og samvær udpege en børnesagkyndig til at
deltage i forberedende møder. Familieretten kan med hen-
blik på at opnå forlig anmode den børnesagkyndige om at
afholde en samtale med parterne eller barnet og om at ind-
hente oplysninger, medmindre en part modsætter sig dette.
§ 450 a. Familieretten kan i sager om forældremyndighed,
barnets bopæl og samvær træffe bestemmelse om bevisfø-
relse, herunder om at tilvejebringe børnesagkyndige erklæ-
ringer og sagkyndige erklæringer om forældre. Om nødven-
digt kan familieretten pålægge en part at give møde og afgi-
ve forklaring efter de regler, som gælder for vidner.
§ 450 b. Samtaler med børn efter § 34 i forældreansvars-
loven i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og sam-
vær afholdes, uden at parterne er til stede, medmindre fami-
lieretten bestemmer andet. Parterne skal forud for afholdel-
sen af samtalen orienteres om samtalens karakter og betyd-
ning, medmindre det vurderes at være unødvendigt.
Stk. 2. Familieretten anmoder en børnesagkyndig fra Bør-
neenheden i Familieretshuset om at afholde samtalen. Fami-
lieretten kan dog anmode en anden børnesagkyndig om at
afholde samtalen, hvis det konkret vurderes at være nødven-
digt.
Stk. 3. Inden sagen afgøres, skal parterne gøres bekendt
med hovedindholdet af samtalen, medmindre afgørende
hensyn til barnet taler imod det.
§ 450 c. Familieretten kan udpege en person til at bistå
barnet under behandlingen af en sag om forældremyndig-
hed, barnets bopæl og samvær. Den, der udpeges, har ad-
gang til sagens akter og mulighed for at være til stede under
retsmøder og samtaler efter §§ 450 og 450 b.
§ 450 d. Omstændigheder, som er eller kunne være gjort
gældende i en tidligere sag om separation, skilsmisse og om-
stødelse af ægteskab eller i en tidligere sag om forældre-
myndighed eller barnets bopæl, der har været realitetsbe-
handlet, kan ikke benyttes som søgsmålsgrundlag i en ny
sag.
Den forenklede familiesagsproces
§ 451. Familieretten kan bestemme, at en sag, der er ind-
bragt for familieretten til afgørelse efter § 27 i lov om fami-
lieretshuset, og en sag om prøvelse af en afgørelse truffet af
Familieretshuset skal behandles i den forenklede familie-
sagsproces, jf. § 452.
Stk. 2. Familieretten kan af egen drift eller efter anmod-
ning fra en part bestemme, at en sag ikke fortsat skal be-
handles i den forenklede familiesagsproces.
Stk. 3. Familierettens afgørelse efter stk. 1 om, hvordan
sagen skal behandles, kan ikke indbringes for højere ret.
§ 452. En sag i den forenklede familiesagsproces behand-
les som udgangspunkt på det grundlag, som familieretten
har modtaget fra Familieretshuset. Familieretten kan træffe
bestemmelse om yderligere oplysning af sagen.
Stk. 2. Sagen afgøres på skriftligt grundlag, hvis
familieretten finder det ubetænkeligt at undlade mundtlig
forhandling.
Stk. 3. Familieretten kan pålægge en part at svare på en
henvendelse fra familieretten inden for en nærmere angiven
frist.
Stk. 4. Familieretten kan bestemme, at der i forbindelse
med behandlingen af sagen skal afholdes en samtale med
barnet efter § 450 b.
Stk. 5. Reglerne i §§ 353-355 og 357 finder ikke anven-
delse.
Stk. 6. Retsmægling efter kapitel 27 kan alene finde sted,
hvis der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 7. Familieretten kan give en part, der opfylder de
økonomiske betingelser efter § 325, fri proces, hvis parten
undtagelsesvist har behov for advokatbistand.
Stk. 8. Familieretten udarbejder en fortegnelse over par-
ternes påstande, anbringender og beviser. Familieretten kan
bestemme, at der ikke skal udarbejdes en fortegnelse, hvis
sagen behandles på skriftligt grundlag, eller det findes for-
12
svarligt at afholde hovedforhandlingen på det foreliggende
grundlag.
Anke og kære
§ 453. En dom afsagt af familieretten i en sag, hvor en af-
gørelse truffet af Familieretshuset er indbragt for familieret-
ten, kan kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til anke
af en dom efter stk. 1, hvis sagen er af principiel karakter el-
ler særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilla-
delse skal indgives til nævnet inden 4 uger efter afsigelsen
af dommen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilla-
delse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter
afsigelsen.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for ken-
delser, dog således at ansøgningsfristerne i stk. 2 er hen-
holdsvis 2 uger og 6 måneder.
§ 454. Ankefristen er 4 uger, jf. § 372, stk. 1. Der kan ik-
ke i medfør af § 372, stk. 2, meddeles tilladelse til efter an-
kefristens udløb at anke en dom, der går ud på separation,
skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, eller hvorved et
ægteskab er kendt ikkebestående. Tilladelse kan dog medde-
les til særskilt anke af vilkår, jf. stk. 2.
Stk. 2. Domme, der går ud på separation, skilsmisse eller
omstødelse af ægteskab, kan ankes særskilt for så vidt angår
vilkårene eller enkelte af disse. Angår anken kun vilkårene,
kan den ret, hvortil anke er sket, kun ændre dommens be-
stemmelse om separation, skilsmisse eller omstødelse, hvis
påstand herom fremsættes i et processkrift, der indleveres til
retten inden ankefristens udløb.
Stk. 3. For sager om faderskab og medmoderskab finder
§ 456 o dog anvendelse.
§ 454 a. Ved anke til landsretten finder § 410, stk. 1-6, til-
svarende anvendelse, når sagen har været behandlet i den
forenklede familiesagsproces.
§ 455. Under anke og kære sker sagsbehandlingen i lands-
retten med de fornødne lempelser efter samme regler, som
er fastsat i dette kapitel for behandlingen ved familieretten
og i øvrigt efter reglerne i kapitel 36 og 37.
Stk. 2. Skal der under landsrettens behandling af en sag
om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær afholdes
samtale med barnet efter § 450 b, afholdes samtalen af en
børnesagkyndig fra Børneenheden i Familieretshuset, med-
mindre landsretten bestemmer, at samtalen skal afholdes af
en anden børnesagkyndig.
§ 456. Afvises en sag, hvor anmodning om skilsmisse
blev indgivet til Familieretshuset inden udløbet af en frist
herfor, som er fastsat i lov om ægteskabs indgåelse og op-
løsning, eller hæves en sådan sag uden anmodning herom
fra sagsøgeren, kan sagsøgeren, selv om fristen i mellemti-
den er udløbet, inden 4 uger efter, at sagen blev afvist eller
hævet, anmode familieretten om at genoptage behandlingen
af sagen.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendel-
se, hvis en sag om omstødelse af ægteskab, der er anlagt in-
den udløbet af en frist for sagsanlæg, som er fastsat i lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning, afvises eller hæves uden
anmodning herom fra sagsøgeren.«
15. Overalt i kapitel 42 a ændres »retten« til: »familieret-
ten«, »rettens« til: »familierettens«, »Retten« til: »Familier-
etten« og »byret« til: »familieret«.
16. § 456 c, stk. 1-3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 1.
17. § 456 d ophæves.
18. I § 456 o, stk. 1, 1. pkt., og § 456 o, stk. 3, 1. og 2. pkt.,
ændres »byretten« til: »familieretten«.
19. Efter § 456 o indsættes:
»Kapitel 42 b
Særregler om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed,
barnets bopæl og samvær
§ 456 p. Fuldbyrdelse efter reglerne i dette kapitel kan
kun ske under hensyn til barnet og skal varetage barnets
bedste. Fuldbyrdelse kan endvidere kun ske, hvis der ikke er
behov for af hensyn til barnet at henvise sagen til Famili-
eretshuset til vurdering af, om den aftale eller afgørelse, der
søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves.
§ 456 q. Domme og kendelser om forældremyndighed,
barnets bopæl og samvær og retsforlig, afgørelser og aftaler,
der kan fuldbyrdes efter § 478, stk. 1, nr. 1-3, fuldbyrdes af
familieretten efter reglerne i dette kapitel. Det samme gæl-
der anmodninger om udlevering af et barn til forældremyn-
dighedsindehaveren eller bopælsforælderen efter § 596, stk.
2. § 449 c og kapitel 45, 46 og 53 gælder også for sager efter
1. og 2. pkt., dog således at familieretten træder i stedet for
fogedretten.
Stk. 2. De domme, kendelser, retsforlig, afgørelser, aftaler
og anmodninger, der er nævnt i stk. 1, kan fuldbyrdes ved
anvendelse af tvangsbøder, jf. § 456 r, stk. 3, eller ved an-
vendelse af umiddelbar magt ved tilbageholdelse af den for-
ælder, der har barnet, et andet sted end barnets opholdssted
eller ved afhentning af barnet, jf. § 456 r, stk. 5. Familieret-
ten er ikke bundet af rekvirentens anmodning ved valg af
fuldbyrdelsesmåde. Samvær med andre end barnets forældre
kan kun fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder.
Stk. 3. Familieretten kan i tvivlstilfælde udsætte fuldbyr-
delsen på indhentelse af en børnesagkyndig erklæring.
Stk. 4. Familieretten kan ændre omfang, tid og sted for
samværet og vilkårene herfor under fuldbyrdelsessagen.
Stk. 5. Familieretten kan fastsætte erstatningssamvær for
et samvær, der ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelses-
sagen.
§ 456 r. Familieretten kan tilkalde en repræsentant fra
kommunen til at varetage barnets interesser under sagen. Fa-
milieretten kan efter omstændighederne give en kortere ud-
sættelse af tidspunktet for barnets udlevering eller samvæ-
rets udøvelse.
13
Stk. 2. Et barn, som har den fornødne alder og modenhed,
skal under en samtale have mulighed for at give udtryk for
sine egne synspunkter, medmindre det er til skade for bar-
net. Afholdes en samtale med barnet, skal der deltage en
børnesagkyndig eller en repræsentant fra kommunen.
§ 450 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, finder tilsvarende anvendel-
se. Den børnesagkyndige skal komme fra Børneenheden i
Familieretshuset, medmindre der foreligger særlige omstæn-
digheder.
Stk. 3. Tvangsbøder fastsættes som daglige eller ugentlige
bøder, der løber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelsen
af bestemmelser om udøvelse af samvær kan der dog fast-
sættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om
udøvelse af samvær på et nærmere angivet tidspunkt ikke
efterkommes. Bødens størrelse fastlægges i forhold til ind-
komsten hos den forælder, der har barnet, og bøden fastsæt-
tes som minimum til 1.500 kr.
Stk. 4. Inden fuldbyrdelse ved anvendelse af umiddelbar
magt gennem afhentning af barnet, jf. stk. 5, udsætter fami-
lieretten kortvarigt sagen med henblik på gennemførelse af
børnesagkyndig rådgivning efter § 32 a i forældreansvarslo-
ven, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 5. Skal der anvendes umiddelbar magt, skal dette som
udgangspunkt ske ved tilbageholdelse af den forælder, der
har barnet, et andet sted end barnets opholdssted. Er dette
ikke muligt, skal familieretten vurdere, om der er grundlag
for at gennemføre fuldbyrdelsen ved afhentning af barnet.
Gennemføres fuldbyrdelsen ved afhentning af barnet, skal
der deltage en børnesagkyndig fra Børneenheden i
Familieretshuset og en repræsentant fra kommunen til at va-
retage barnets interesser, medmindre der foreligger ganske
særlige omstændigheder. Den børnesagkyndige skal til brug
for familierettens afgørelse foretage en vurdering af, om
fuldbyrdelsen sker af hensyn til barnet og varetager barnets
bedste.«
20. I § 478, stk. 1, nr. 3, ændres »retten« til »familieretten«.
21. I § 480, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Domme om samvær og om betaling af børne- eller æg-
tefællebidrag kan fuldbyrdes straks, medmindre andet er be-
stemt i dommen.«
22. § 483 ophæves.
23. I § 488, stk. 2, 1. pkt., udgår »statsforvaltningens afgø-
relse,«.
24. Kapitel 48 a ophæves.
25. I § 996 a, 1. pkt., ændres »Ankestyrelsen« til: »Famili-
eretshuset«.
§ 16
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1252 af 27.
november 2014, som ændret ved § 3 i lov nr. 1867 af 29.
december 2015 og § 9 i lov nr. 670 af 8. juni 2017, foretages
følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 4, 2. pkt., og § 2, stk. 3, 2. pkt., ændres »nr. 2
eller 3« til: »nr. 3 eller 4«.
2. § 12, stk. 1, nr. 3 og 4, affattes således:
»3) familieretlige spørgsmål, der behandles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 42,
4) fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og
samvær,«.
3. § 20, nr. 7, ophæves.
Nr. 8 og 9 bliver herefter nr. 7 og 8.
4. I § 49, stk. 1, nr. 1, ændres »nr. 1-6« til: »nr. 1-3, 5 og 6«.
5. I § 51, stk. 1, ændres »nr. 1-6 og 8« til: »nr. 1-3, 5, 6 og
8«.
6. I § 55, nr. 1, ændres »nr. 1-8« til: »nr. 1-3 og 5-8«.
§ 17
I værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20.
august 2007, som ændret bl.a. ved § 8 i lov nr. 647 af 12.
juni 2013, § 32 i lov nr. 618 af 8. juni 2016 og senest ved §
10 i lov nr. 550 af 30. maj 2017, foretages følgende
ændringer:
1. Overalt i loven ændres »statsforvaltningen« til: »Familier-
etshuset«, »Statsforvaltningen« til: »Familieretshuset« og
»statsforvaltningens« til: »Familieretshusets«.
2. I § 13, stk. 4, § 21, stk. 4, og § 22, stk. 1, ændres »Stats-
forvaltningens« til: »Familieretshusets«.
3. Efter § 22 indsættes før overskriften før § 23:
»Klage over øvrige værgemålsafgørelser
§ 22 a. Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan
påklages til Civilstyrelsen. Dette gælder dog ikke afgørelser
efter §§ 21 og 22.«
4. I § 25, stk. 2, 2. pkt., ændres »lov om forældremyndighed
og samvær § 2, stk. 3« til: »§ 2, stk. 3, i forældreansvarslo-
ven«.
§ 18
I lov nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte m.v.,
som senest ændret ved § 2 i lov nr. 550 af 30. maj 2017,
foretages følgende ændringer:
1. I § 10 og § 66, stk. 1, ændres »statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset«.
2. I § 10 ændres »eller skilsmisse eller anlagt sag om ægte-
skabets omstødelse« til: », skilsmisse eller omstødelse af
ægteskabet«.
14
§ 19
I arveloven, lov nr. 515 af 6. juni 2007, som senest ændret
ved § 5 i lov nr. 550 af 30. maj 2017, foretages følgende
ændringer:
1. I § 37, stk. 2, 2. pkt., og § 37, stk. 3, ændres »statsforvalt-
ningen« til: »Familieretshuset«.
2. Efter § 58 indsættes i kapitel 9:
»§ 58 a. Afgørelser efter § 53, stk. 2, og §§ 56 og 57 kan
påklages til Civilstyrelsen.«
3. I § 68, stk. 2, 2. pkt., ændres »statsforvaltningens« til:
»Familieretshusets«.
4. I § 68 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Familieretshusets afgørelser efter stk. 2, 2. pkt.,
kan påklages til Civilstyrelsen.«
§ 20
I lov nr. 618 af 8. juni 2016 om fremtidsfuldmagter
foretages følgende ændring:
1. Overalt i loven ændres »Statsforvaltningen« til: »Fami-
lieretshuset« og »Statsforvaltningens« til: »Familieretshu-
sets«.
§ 21
I lov om tillæg til strandingsloven af 10. april 1895, jf.
lovbekendtgørelse nr. 838 af 10. august 2009, som ændret
ved § 2 i lov nr. 1384 af 23. december 2012, foretages
følgende ændring:
1. I § 10, stk. 1, 2 og 3, ændres »statsforvaltningen (politi-
direktøren)« til: »Rigspolitiet«.
§ 22
I Midlertidig lov om landboforeningers og
husmandsforeningers auktioner m.m., jf. lovbekendtgørelse
nr. 564 af 28. august 1986, som ændret ved § 18 i lov nr.
542 af 24. juni 2005 og § 10 i lov nr. 647 af 12. juni 2013,
foretages følgende ændring:
1. I § 1, stk. 3, og § 2, stk. 1, 2. pkt., ændres »statsforvaltnin-
gen« til: »Justitsministeriet«.
§ 23
I strandingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 619 af 15.
september 1986, som ændret ved § 13 i lov nr. 433 af 31.
maj 2000, § 16 i lov nr. 542 af 24. juni 2005, § 20 i lov nr.
538 af 8. juni 2006 og § 9 i lov nr. 647 af 12. juni 2013,
foretages følgende ændringer:
1. Overalt i loven ændres »statsforvaltningen« til: »Rigspoli-
tiet«.
2. I § 12, stk. 2, 2. pkt., ændres »statsforvaltningens« til:
»Rigspolitiets«.
§ 24
I forordning af 2. december 1825 ang. Strandings-
Commissionaires Sallarium, som ændret ved § 19 i lov nr.
542 af 24. juni 2005 og § 11 i lov nr. 647 af 12. juni 2013,
foretages følgende ændringer:
1. I §§ 1 og 3, § 4, 2. pkt., og §§ 5 og 6 ændres »statsforvalt-
ningen« til: »Rigspolitiet«.
2. I § 2 ændres »statsforvaltningens« til: »Rigspolitiets«.
§ 25
I forordning af 16. marts 1842 ang. Dykkervæsenet m.v.,
som ændret ved § 20 i lov nr. 542 af 14. juni 2005 og § 12 i
lov nr. 647 af 12. juni 2013, foretages følgende ændringer:
1. Overalt i forordningen ændres »statsforvaltningen« til:
»Rigspolitiet«.
2. I § 2, 3. pkt., ændres »Statsforvaltningen« til: »Rigspoliti-
et«.
3. I § 4, 2. pkt., ændres »statsforvaltningens« til: »Rigspoliti-
ets«.
Beskæftigelsesministeriet
§ 26
I lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 7. oktober
2014, som ændret ved § 4 i lov nr. 574 af 10. juni 2014, § 1 i
lov nr. 999 af 30. august 2015, § 11 i lov nr. 674 af 8. juni
2017 og § 3 i lov nr. 1402 af 5. december 2017, foretages
følgende ændring:
1. I § 15, stk. 2, ændres »statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset eller familieretten«.
§ 27
I lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og
funktionærer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1002 af 24. august
2017, foretages følgende ændring:
1. I § 11, stk. 1, ændres », i København og på Frederiksberg
af Arbejdsretten, i det øvrige land af direktøren for statsfor-
valtningen« til: »af Arbejdsretten«.
Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
§ 28
I lov om udstykning og anden registrering i matriklen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 769 af 7. juni 2018, foretages
følgende ændringer:
15
1. I § 40, stk. 1, 1. pkt., ændres »statsforvaltningen« til:
»Geodatastyrelsen«.
2. § 40, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Geodatastyrelsens beslutning kan påklages til
energi-, forsynings- og klimaministeren.«
§ 29
I lov om etablering og fælles udnyttelse af master til
radiokommunikationsformål m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
681 af 23. juni 2004, som ændret ved § 35 i lov nr. 542 af
24. juni 2005, § 26 i lov nr. 484 af 11. maj 2010, § 26 i lov
nr. 1231 af 18. december 2012 og § 18 i lov nr. 1658 af 20.
december 2016, foretages følgende ændringer:
1. I § 1 a, stk. 4, og § 1 b, stk. 2, ændres »statsforvaltninger-
ne« til: »energi-, forsynings- og klimaministeren«.
2. I § 23, stk. 1, ændres »statsforvaltningen« til: »energi-,
forsynings- og klimaministeren«.
3. I § 23, stk. 2, § 23, stk. 3, 1. og 2. pkt., og § 23, stk. 4,
ændres »Statsforvaltningen« til: »Energi-, forsynings- og
klimaministeren«.
4. I § 23, stk. 5, ændres »Statsforvaltningens« til: »Energi-,
forsynings- og klimaministerens«.
Kirkeministeriet
§ 30
I lov om folkekirkens økonomi, jf. lovbekendtgørelse nr.
331 af 29. marts 2014, foretages følgende ændring:
1. I § 9 a, stk. 2, 1. pkt., ændres »statsforvaltningen« til:
»Ankestyrelsen«, og i 2. pkt. ændres »ved statsforvaltningen
på kontorchefsniveau« til: »i Ankestyrelsen på ankechefsni-
veau«.
Miljø- og Fødevareministeriet
§ 31
I hegnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1746 af 14.
december 2015, foretages følgende ændring:
1. I § 46, stk. 4, ændres »Statsforvaltningen« til: »Miljø- og
fødevareministeren«.
Sundheds- og Ældreministeriet
§ 32
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1160 af 29. september 2015, som
ændret ved § 7 i lov nr. 656 af 8. juni 2016 og § 1 i lov nr.
691 af 8. juni 2017, foretages følgende ændring:
1. Overalt i loven ændres »Statsforvaltningen« til: »Nævne-
nes Hus«.
§ 33
I lov om assisteret reproduktion i forbindelse med
behandling, diagnostik og forskning m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 93 af 19. januar 2015, som ændret ved
lov nr. 264 af 16. marts 2016 og § 1 i lov nr. 1688 af 26.
december 2017, foretages følgende ændringer:
1. To steder i § 6 a, stk. 1, 1. pkt., i § 6 a, stk. 1, 2. pkt., og
§ 6 a, stk. 2, 3. pkt., ændres »statsforvaltningen« til: »regi-
onsrådet«.
2. I § 6 a, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres »Statsforvaltningen«
til: »Regionsrådet«.
3. I § 6 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Et regionsråd kan samarbejde med et eller flere
regionsråd om opgaverne forbundet med stk. 1 og 2.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter til stk. 4 og 5.
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
§ 34
I lov om byfornyelse og udvikling af byer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1228 af 3. oktober 2016, som ændret
ved lov nr. 1562 af 19. december 2017 og § 3 i lov nr. 555
af 29. maj 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 84, stk. 2, 1. pkt., ændres »direktøren for statsforvalt-
ningen« til: »Erhvervsministeriet«.
2. I § 86, 1. og 2. pkt., ændres »Statsforvaltningen« til:
»Erhvervsministeriet«.
§ 35
I byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1178 af 23.
september 2016, som ændret ved lov nr. 734 af 8. juni 2018,
foretages følgende ændringer:
1. I § 23, stk. 1, og § 24, stk. 1, ændres »statsforvaltningen«
til: »Nævnenes Hus«.
2. I § 23, stk. 2, 2. pkt., ændres »Statsforvaltningens« til:
»Nævnenes Hus«.
§ 36
I lov om leje af almene boliger, jf. lovbekendtgørelse nr.
228 af 9. marts 2016, som senest ændret ved § 2 i lov nr.
1561 af 19. december 2017, foretages følgende ændring:
1. I § 97, stk. 2, 1. pkt., ændres »direktøren for statsforvalt-
ningen« til: »Transport-, Bygnings- og Boligministeriet«.
§ 37
I lov om midlertidig regulering af boligforholdene, jf.
lovbekendtgørelse nr. 810 af 1. juli 2015, som ændret ved §
2 i lov nr. 1879 af 29. december 2015, § 21 i lov nr. 688 af
16
8. juni 2017 og § 4 i lov nr. 555 af 29. maj 2018, foretages
følgende ændring:
1. I § 36, stk. 2, 1. pkt., ændres »direktøren for statsforvalt-
ningen« til: » Transport-, Bygnings- og Boligministeriet«.
Udlændinge- og Integrationsministeriet
§ 38
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2.
oktober 2017, som bl.a. ændret ved § 1 i lov nr. 572 af 31.
maj 2010, lov nr. 742 af 8. juni 2018 og senest ved § 3 i lov
nr. 743 af 8. juni 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 46, stk. 1, ændres »§ 56 a, stk. 1-4« til: »§ 56 a, stk.
1-5«.
2. § 56 a, stk. 1, 5. pkt., ophæves.
3. I § 56 a, stk. 2, indsættes som 4. pkt.:
»Samtalen efter 1. og 3. pkt. kan gennemføres af den i
stk. 1, 3. pkt. nævnte organisation.«
4. I § 56 a, stk. 3, ændres »Statsforvaltningen kan ændre en
afgørelse efter stk. 1« til: »En afgørelse efter stk. 1 kan æn-
dres«.
5. I § 56 a indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Anmodning om udpegning eller ændring af ud-
pegningen af en repræsentant efter stk. 1 og 3 indgives til
Familieretshuset, der behandler anmodningen efter reglerne
i lov om Familieretshuset. Afgørelse om anmodningen træf-
fes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Fami-
lieretshuset af Familieretshuset eller familieretten.«
Stk. 4-11 bliver herefter stk. 5-12.
6. § 56 a, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Familieretshusets afgørelser efter stk. 1 og 4, jf.
stk. 2, kan indbringes for familieretten efter bestemmelserne
i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.«
7. I 56 a, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »stk. 1-4, herunder
om klagers behandling« til: »stk. 1-5«.
8. I § 56 a, stk. 6, nr. 6, der bliver stk. 7, nr. 6, ændres
»Statsforvaltningen« til: »Familieretshuset eller familieret-
ten«.
9. I § 58 ændres »§ 56 a, stk. 7 og 8« til: »§ 56 a, stk. 8 og
9«.
Økonomi- og Indenrigsministeriet
§ 39
I lov om Det Centrale Personregister, jf.
lovbekendtgørelse nr. 646 af 2. juni 2017, som ændret ved
§ 25 i lov nr. 503 af 23. maj 2018 og lov nr. 747 af 8. juni
2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 8, stk. 3, nr. 2, ændres »statsforvaltningen« til: »Fami-
lieretshuset«.
2. I § 8, stk. 3, nr. 4, ændres »statsforvaltningen« til: »Fami-
lieretshuset eller familieretten«, og efter »samværsforælder«
indsættes: », dog ikke når barnet har delt bopæl efter § 17,
stk. 3, i forældreansvarsloven«.
3. I § 8, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »forældreansvarslo-
vens § 17, stk. 1«: »§ 18 a, stk. 2«.
4. I § 8, stk. 4, 2. pkt., og § 8, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter
»§ 26, stk. 1,«: »og er barnets bopæl ikke fastlagt i medfør
af forældreansvarslovens § 18 a, stk. 2,«.
5. I § 8, stk. 5, 2. pkt., indsættes efter »§ 26, stk. 1,«: »bar-
nets bopæl er fastlagt i medfør af forældreansvarslovens
§ 18 a, stk. 2,«.
6. I bilag 1, nr. 7, ændres »samt« til: »,« og efter »min-
dreårige« indsættes: »og oplysning om delt bopæl efter § 18
a i forældreansvarsloven«.
Ikrafttræden
§ 40
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2019, jf. dog stk.
2-4.
Stk. 2. § 35 træder i kraft den 1. januar 2019.
Stk. 3. Børne- og socialministeren fastsætter tidspunktet
for ikrafttræden af § 9.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikraft-
træden af § 15, nr. 2 og 3.
Stk. 5. Regler fastsat i medfør af § 21, stk. 3, i lov om
børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. de-
cember 2015, § 25 i adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1041 af 3. august 2018, § 61, stk. 3, i lov om ægtefællers
økonomiske forhold, § 23 b i lov om opkrævning af under-
holdsbidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 1819 af 23. december
2015, § 33 i børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1817 af
23. december 2015, § 8 i lov om fremtidsfuldmagter, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 618 af 8. juni 2016, § 56 a, stk. 5, i ud-
lændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober
2017 med senere ændringer, og § 6 a, stk. 4, i lov om assi-
steret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik
og forskning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 93 af 19. januar
2015 med senere ændringer, forbliver i kraft, indtil de ophæ-
ves eller afløses af nye regler.
Overgangsbestemmelser
§ 41
Stk. 1. § 29 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,
som ændret ved denne lovs § 2, nr. 6, og § 42 a i lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning, som affattet ved denne
lovs § 2, nr. 13, finder ikke anvendelse for anmodninger om
skilsmisse, som Statsforvaltningen har modtaget før lovens
17
ikrafttræden. For sådanne anmodninger finder de hidtil gæl-
dende regler anvendelse.
Stk. 2. § 58 a, stk. 3, i lov om ægteskabs indgåelse og op-
løsning, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 23, ophævelsen
af § 21, stk. 2, i lov om børns forsørgelse ved denne lovs
§ 3, nr. 19, og ophævelsen af § 61, stk. 2, i lov om ægtefæl-
lers økonomiske forhold ved denne lovs § 8, nr. 22, finder
ikke anvendelse for afgørelser, som Statsforvaltningen har
truffet før lovens ikrafttræden. For sådanne afgørelser finder
de hidtil gældende bestemmelser i § 58 a, stk. 2, 2. pkt., i
lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 54 af 23. januar 2018, § 21, stk. 2, 2. pkt., i lov om
børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. de-
cember 2015, og § 61, stk. 2, 2. pkt., i lov nr. 548 af 30. maj
2017 om ægtefællers økonomiske forhold anvendelse. Afgø-
relse i sager omfattet af 2. pkt. træffes af familieretten, hvis
afgørelse ikke kan indbringes for højere ret.
Stk. 3. § 37, § 39, stk. 2, og § 46, stk. 2, i forældreansvars-
loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1417 af 1. december 2017,
og § 43 a, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,
jf. lovbekendtgørelse nr. 54 af 23. januar 2018, finder an-
vendelse på afgørelser, som Statsforvaltningen har truffet
før lovens ikrafttræden.
Stk. 4. § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 16, finder ikke anvendelse, når for-
ældrene har ophævet samlivet før lovens ikrafttræden.
Stk. 5. Sager omfattet af § 7, § 21, stk. 2, eller § 58 b, stk.
1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 54 af 23. januar 2018, og af § 21, stk. 1, i
navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1816 af 23. december
2015, der ved lovens ikrafttræden er under behandling af
Ankestyrelsen, færdigbehandles af Familieretshuset. § 14,
stk. 1, nr. 1-5, i lov om Familieretshuset finder ikke anven-
delse på sager omfattet af 1. pkt.
Stk. 6. Familieretten kan kun optage en klage over en af-
gørelse, som Statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har
truffet efter § 41, stk. 5, 1. pkt., i forældreansvarsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1417 af 1. december 2017, hvis fami-
lieretten skønner, at sagen har principiel eller generel betyd-
ning.
Stk. 7. Har Statsforvaltningen før lovens ikrafttræden af-
sluttet behandlingen af en sag om separation eller skilsmisse
efter § 43, stk. 1, 1. pkt., i lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 54 af 23. januar 2018,
og indgiver en ægtefælle efter lovens ikrafttræden anmod-
ning om separation og skilsmisse under henvisning til § 43,
stk. 1, 2. pkt., i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 54 af 23. januar 2018, inden den frist,
der er angivet i denne bestemmelse, betales der ikke gebyr
efter § 39 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, som
ændret ved denne lovs § 2, nr. 11.
Stk. 8. Familieretshuset indtræder i Ankestyrelsens sted i
en sag om omstødelse af ægteskab, som Ankestyrelsen har
indbragt for retten efter § 23, stk. 3, i lov om ægteskabs ind-
gåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 54 af 23. janu-
ar 2018, og som ikke er afsluttet før lovens ikrafttræden.
Stk. 9. Familieretshuset indtræder i Statsforvaltningens
sted i en sag om adoption uden samtykke, som Statsforvalt-
ningen har indbragt for retten efter § 11, stk. 4, i adoptions-
loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1041 af 3. august 2018, og
som ikke er afsluttet før lovens ikrafttræden.
§ 42
Stk. 1. De ændringer af retsplejeloven, der følger af denne
lovs § 15, nr. 1 og 6-18, og de ændringer af lov om retsafgif-
ter, der følger af denne lovs § 16, finder ikke anvendelse for
sager, som er indbragt for retten før lovens ikrafttræden. For
sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 2. For aftaler anmeldt til, godkendt af eller indgået
over for Statsforvaltningen og for afgørelser truffet af Stats-
forvaltningen før lovens ikrafttræden finder den hidtil gæl-
dende § 478, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1101 af 22. september 2017 med senere ændringer,
anvendelse.
Stk. 3. Kapitel 42 b i retsplejeloven som affattet ved den-
ne lovs § 15, nr. 19, finder ikke anvendelse for behandlingen
af anmodninger om fuldbyrdelse, som fogedretten har mod-
taget før lovens ikrafttræden, hvis anvendelse af disse regler
findes uhensigtsmæssigt. I disse tilfælde finder det hidtil
gældende kapitel 48 a i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1101 af 22. september 2017 med senere ændringer, an-
vendelse.
Stk. 4. Første gang der beskikkes medlemmer til Proces-
bevillingsnævnet i medfør af § 23. stk. 2, i retsplejeloven,
som affattet ved denne lovs § 15, nr. 2, sker beskikkelsen af
landsdommeren og dennes suppleant eller suppleanter for en
periode på 2 år og 6 måneder. Dette medlem og dets supple-
ant eller suppleanter har ret til genbeskikkelse for yderligere
2 år.
§ 43
Stk. 1. Sager efter strandingsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 619 af 15. september 1986 med senere ændringer, lov
om tillæg til strandingsloven af 10. april 1895, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 838 af 10. august 2009 med senere ændrin-
ger, forordning af 2. december 1825 ang. Strandings-Com-
missionaires Sallarium med senere ændringer og forordning
af 16. marts 1842 ang. Dykkervæsenet med senere ændrin-
ger, der ved lovens ikrafttræden behandles af Statsforvalt-
ningen, færdigbehandles af Rigspolitiet.
Stk. 2. Sager efter lov om landboforeningers og hus-
mandsforeningers auktioner m.m., jf. lovbekendtgørelse nr.
564 af 28. august 1986 med senere ændringer, der ved lo-
vens ikrafttræden behandles af Statsforvaltningen, færdigbe-
handles af Justitsministeriet.
Stk. 3. Sager om beskikkelse af mæglingsmænd efter lov
om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1002 af 24. august 2017, der ved lo-
vens ikrafttræden behandles af Statsforvaltningen, færdigbe-
handles af Arbejdsretten.
Stk. 4. Sager om omkostninger ved skelforretning efter
§ 40, stk. 1, i lov om udstykning og anden registrering i ma-
triklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 769 af 7. juni 2018, der ved
lovens ikrafttræden behandles af Statsforvaltningen, færdig-
behandles af Geodatastyrelsen.
18
Stk. 5. Sager om klage over bygningsmyndighedernes af-
gørelse efter § 23 i lov om etablering og fælles udnyttelse af
master til radiokommunikationsformål m.v., jf. lovbekendt-
gørelse nr. 681 af 23. juni 2004 med senere ændringer, der
ved lovens ikrafttræden behandles af Statsforvaltningen,
færdigbehandles af energi-, forsynings- og klimaministeren.
Stk. 6. Sager om omkostninger ved hegnsyn efter § 46,
stk. 4, i hegnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1746 af 14. de-
cember 2015, der ved lovens ikrafttræden behandles af
Statsforvaltningen, færdigbehandles af miljø- og fødevare-
ministeren.
Stk. 7. Sager vedrørende beskikkelse af patientrådgivere
efter § 25, stk. 3 og 4, i lov om tvang i psykiatrien, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1160 af 29. september 2015 med senere
ændringer, der ved lovens ikrafttræden behandles af Stats-
forvaltningen, færdigbehandles af Nævnenes Hus.
Stk. 8. Sager vedrørende assisteret reproduktion efter §
6 a i lov om assisteret reproduktion i forbindelse med be-
handling, diagnostik og forskning m.v., jf. lovbekendtgørel-
se nr. 93 af 19. januar 2015 med senere ændringer, der ved
lovens ikrafttræden behandles af Statsforvaltningen, færdig-
behandles af regionsrådet.
Stk. 9. Sager vedrørende klage efter § 23, stk. 1, i bygge-
loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1178 af 23. september 2016,
der ved lovens ikrafttræden behandles af Statsforvaltningen,
færdigbehandles af Nævnenes Hus.
Territorial anvendelse
§ 44
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2-4.
Stk. 2. § 38 kan ved kongelig anordning helt eller delvist
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 32 og 33 kan ved kongelig anordning helt eller
delvist sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Stk. 4. §§ 1-4, 6-12, 17-20, 27 og 39 kan ved kongelig an-
ordning helt eller delvist sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 5. De ændringer, der følger af de love, der er omfatte-
de af stk. 2-4, kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.
19
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Baggrund
3. Lovforslagets indhold
3.1. Lovgivning af betydning for Statsforvaltningens opgavevaretagelse
3.2. Myndighedsstruktur på det familieretlige område
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.2.3. Den foreslåede ordning
3.3. Den familieretlige lovgivning
3.3.1. Gældende ret
3.3.1.1. Forældreansvar
3.3.1.2. Barnets bopæl
3.3.1.3. Vielse, omstødelse, separation og skilsmisse m.v.
3.3.1.4. Ægtefællers økonomiske forhold
3.3.1.5. Børne- og ægtefællebidrag
3.3.1.6. Opkrævning af underholdsbidrag
3.3.1.6.1. Opkrævning og inddrivelse af danske bidragskrav i Danmark
3.3.1.6.2. Opkrævning og inddrivelse af udenlandske bidragskrav i Danmark gennem konventionssamarbejde
3.3.1.6.2.1. Den nordiske inddrivelseskonvention og Haagerkonventionerne af 1958 og 1973
3.3.1.6.2.2. Underholdspligtsforordningen
3.3.1.6.2.3. Haagerkonventionen af 2007
3.3.1.6.2.4. FN-konventionen om inddrivelse af underholdspligt i udlandet
3.3.1.6.3. Opkrævning og inddrivelse af danske bidragskrav i udlandet gennem konventionssamarbejde
3.3.1.7. Faderskab og medmoderskab (børneloven)
3.3.1.8. Navne
3.3.1.9. Adoption
3.3.1.10. Digital selvbetjening
3.3.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.3.2.1. Forældreansvar
3.3.2.1.1. Barnets bedste
3.3.2.1.2. Delt bopæl og ro om barnet
3.3.2.1.3. Beskyttelse af parter, der har været udsat for vold
3.3.2.2. Separation og skilsmisse m.v.
3.3.2.2.1. Refleksionsperiode ved skilsmisse
3.3.2.2.2. Beskyttelse af parter, der har været udsat for vold
3.3.3. Den foreslåede ordning
3.3.3.1. Forældreansvar
3.3.3.1.1. Barnets bedste
3.3.3.1.2. Delt bopæl og ro om barnet
3.3.3.1.3. Beskyttelse af parter, der har været udsat for vold
3.3.3.2. Separation og skilsmisse
3.3.3.2.1. Refleksionsperiode
3.3.3.2.2. Beskyttelse af parter, der har været udsat for vold
3.4. Retsplejelovgivningen
3.4.1. Gældende ret
3.4.1.1. Domstolenes behandling af familieretlige sager
3.4.1.2. Fuldbyrdelse af familieretlige afgørelser
3.4.1.3. Procesbevillingsnævnet
3.4.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.4.2.1. Familieretlige retssager
3.4.2.2. Fuldbyrdelse af familieretlige afgørelser
3.4.2.3. Procesbevillingsnævnet
3.4.3. Den foreslåede ordning
20
3.4.3.1. Familieretlige retssager
3.4.3.2. Fuldbyrdelse af familieretlige afgørelser
3.4.3.3. Procesbevillingsnævnet
3.5. Statsforvaltningens opgaver i relation til borgernes personlige forhold uden for den familieretlige lovgivning
3.5.1. Statsforvaltningens opgaver efter værgemålsloven, lov om fremtidsfuldmagter og arvelov
3.5.1.1. Gældende ret
3.5.1.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.5.1.3. Den foreslåede ordning
3.5.2. Statsforvaltningens opgaver efter den sociale lovgivning
3.5.2.1. Gældende ret
3.5.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.5.2.3. Den foreslåede ordning
3.6. Statsforvaltningens opgaver efter anden lovgivning
3.6.1. Gældende ret
3.6.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.6.3. Den foreslåede ordning
3.7. Opgaver overført efter ressortdeling i 2016
3.7.1. Gældende ret
3.7.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.7.3. Den foreslåede ordning
3.8. Omtale af Statsforvaltningen i anden lovgivning
3.8.1. Gældende ret
3.8.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.8.3. Den foreslåede ordning
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Dette lovforslag udmønter sammen med det samtidigt frem-
satte forslag til lov om Familieretshuset aftalen om et nyt fa-
milieretligt system, som regeringen (Venstre, Det Konserva-
tive Folkeparti og Liberal Alliance) og Socialdemokratiet,
Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale
Venstre og Socialistisk Folkeparti indgik den 27. marts
2018.
Lovforslagene skal samlet skabe et nyt, enstrenget og sam-
menhængende familieretligt system med oprettelse af et Fa-
milieretshus og familieretten. I det nye familieretlige system
skabes samlede og helhedsorienterede forløb for familierne
med barnet i centrum.
Med dette lovforslag foreslås de ændringer i lovgivningen,
der skal understøtte det nye familieretlige system.
Lovforslaget indeholder endvidere forslag, der indebærer et
helt nyt fokus på barnet i brudsituationen, herunder forslag
der sikrer, at barnet og dets trivsel sættes i centrum. Det dre-
jer sig bl.a. om en ny formålsbestemmelse om barnets bed-
ste i forældreansvarsloven, mulighed for at forældre kan af-
tale, at et barn har delt bopæl, fastlæggelse af en ro-om-bar-
net periode efter forældres samlivsophævelse og en refleksi-
onsperiode forud for skilsmisse uden forudgående separa-
tion.
Samtidigt præciseres det, at fuldbyrdelse af forældreansvar
kun kan gennemføres af hensyn til barnet, og at fuldbyrdel-
sen skal varetage barnets bedste.
Lovforslagets initiativer til sikring af barnets bedste skal ses
i nøje sammenhæng med forslaget til Familieretshusloven,
der bl.a. indeholder oprettelse af en Børneenhed. Børneen-
heden er et helle for barnet under behandlingen af en fami-
lieretlig sag. Børneenheden følger og støtter barnet under sa-
gens behandling og tilbyder et bredt spektrum af støtte til
barnet, herunder en kontaktpersonordning. De to lovforslag
danner således en samlet løsning, hvor barnet beskyttes og
hensynet til barnets bedste er altafgørende både i behandlin-
gen af en familieretlig sag og i de afgørelser, der træffes.
Med oprettelsen af det nye familieretlige system nedlægges
Statsforvaltningen, og lovforslaget fastslår derfor, hvilke
myndigheder der skal varetage de opgaver uden for den fa-
milieretlige lovgivning, som Statsforvaltningen varetager i
dag.
2. Baggrund
21
Det familieretlige system bygger i dag på en struktur bestå-
ende af Statsforvaltningen, Ankestyrelsen og domstolene.
Kompetencen til at behandle og afgøre sager fastlægges på
baggrund af sagstypen i den enkelte lov. Familier kan derfor
opleve, at familieretlige sager, som for familien udgør et
samlet hele, behandles og afgøres særskilt og af forskellige
myndigheder. Dette kan være med til at skabe nye uenighe-
der og i sidste ende optrappe en konflikt.
Den gældende familieretlige lovgivning indeholder endvide-
re ikke tværgående bestemmelser, der kan skabe sammen-
hængende forløb og tilbud for familierne, eller som under-
støtter samarbejdet mellem myndigheder på det familieretli-
ge område og de kommunale sociale myndigheder.
Myndighederne på det familieretlige område varetager end-
videre en lang række opgaver på andre sagsområder, der ik-
ke relaterer sig til familieretten eller borgernes personlige
forhold.
Regeringen (Venstre, Det Konservative Folkeparti og Libe-
ral Alliance) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, En-
hedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk
Folkeparti indgik den 27. marts 2018 en aftale om et nyt fa-
milieretligt system.
Aftalen skal skabe nye rammer for samlede løsninger af fa-
milieretlige sager i ét familieretligt system, hvor familierne
kun skal henvende sig ét sted uanset den familieretlige sags
indhold, og hvor familierne mødes med en helhedsorienteret
tilgang til deres uenigheder og udfordringer, og hvor der er
en klar domstolsinddragelse i alle sagstyper.
Med aftalen ønskes det endvidere, at barnet sættes i centrum
ved behandlingen af familieretlige sager, og at barnets be-
hov mødes undervejs i processen. Hensynet til barnet er alt-
afgørende ved etableringen af det nye familieretlige system,
og hensynet til barnets bedste skal sættes over alle andre
hensyn.
Disse dele af aftalen skaber behov for konsekvensændringer
og ændringer af strukturel karakter i de familieretlige love,
således at det nye familieretlige system, der foreslås etable-
ret med forslaget til Familieretshusloven, understøttes.
Det drejer sig særligt om, at alle familieretlige sager med af-
talen vil begynde i Familieretshuset, der er familiens ind-
gang til det nye familieretlige system. Her visiteres hver en-
kelt sag efter en konkret vurdering til behandling i et af tre
nye sagsbehandlingsspor, hvor tilrettelæggelsen af sagsbe-
handlingen og støttetilbud møder familiernes forskellige be-
hov. I aftalen lægges vægt på, at der er en klar domstolsind-
dragelse i alle typer af sager i det nye familieretlige system.
Visitationen af en sag til et af de tre sagsbehandlingsspor
fastlægger, hvorvidt afgørelse træffes af familieretten eller
Familieretshuset. Familieretten vil bl.a. træffe afgørelse i
sager om forældremyndighed og bopæl og i sager om sam-
vær, hvor afgørelsen vil have indgribende betydning for bar-
net. I de øvrige sager, hvor Familieretshuset træffer afgørel-
se, kan afgørelsen indbringes for familieretten.
Den klare domstolsinddragelse i alle typer af familieretlige
sager, som aftalen etablerer i det nye system, medfører end-
videre behov for en række ændringer af reglerne i retspleje-
loven om behandlingen af familieretlige sager. Det foreslås
således med lovforslaget, at retsplejeloven ændres, således
at familieretlige retssager behandles af familieretten, og at
familieretten kan behandle alle typer af familieretlige sager,
herunder sager, hvor en afgørelse truffet af Familieretshuset
efter anmodning fra en part indbringes for familieretten.
Det er endvidere et centralt punkt i aftalen, at barnet sættes i
centrum i den familieretlige lovgivning. Det fremgår således
af aftalen, at der etableres en Børneenhed i Familieretshuset,
som skal styrke fokus på barnet i det nye familieretlige sy-
stem. Børneenheden sikrer barnet sin egen indgang til et hel-
le i systemet, hvor der allerede fra starten af den familieretli-
ge sag primært er fokus på barnet og barnets trivsel i proces-
sen, og hvor barnets kontakt med systemet begrænses til en
eller meget få personer. Etableringen af Børneenheden sker
med det samtidigt fremsatte forslag til Familieretshusloven.
Beskyttelsen af barnet skal ikke blot være altafgørende
under behandlingen af en familieretlig sag, men også i de fa-
milieretlige afgørelser, der træffes. Dette styrkes ved, at der
med aftalen er enighed om at indsætte en ny formålsbestem-
melse i forældreansvarsloven, der skal sikre, at barnets bed-
ste og barnets ret til trivsel og beskyttelse vægtes over andre
hensyn i afgørelser om forældreansvar.
Hensynet til barnet afspejles endvidere i forslaget om en
række ændringer af reglerne om fuldbyrdelse af forældre-
myndighed, barnets bopæl og samvær. Barnet bør skånes for
oplevelsen af at skulle udleveres til en forælder med magt,
og fuldbyrdelse skal derfor primært ske på en måde, der ret-
ter sig mod forælderen og ikke mod barnet. I overensstem-
melse med aftalen foreslås det også, at fuldbyrdelse af afgø-
relser efter forældreansvarsloven fremover varetages af fa-
milieretten og dermed flyttes fra fogedretten. Endvidere æn-
dres betingelserne for fuldbyrdelsen således, at det er tyde-
ligt, at fuldbyrdelsen kun kan gennemføres af hensyn til bar-
net, og at fuldbyrdelsen skal varetage barnets bedste. Derfor
foreslås det også, at der gives mulighed for at hjemvise en
fuldbyrdelsessag til fornyet behandling i Familieretshuset.
Fordi en skilsmisse påvirker børnene og deres hverdag, ind-
føres der med aftalen en refleksionsperiode på tre måneder
med adgang til en række tilbud, der har fokus på at give for-
ældrene forståelse for barnets situation i forbindelse med
forældrenes samlivsophævelse. Derudover er det vigtigt for
aftalepartierne, at barnet ikke rykkes ud af sine vante ram-
mer og ikke bliver genstand for forhandling, når forældrene
er allermest udsatte lige omkring samlivsophævelsen.
For at skabe ro om barnet indeholder aftalen, at begge foræl-
dre er bopælsforældre i refleksionsperioden, så længe for-
målet er at understøtte, at barnet bliver i sine kendte fysiske
rammer. I refleksionsperioden understøttes forældrenes mu-
lighed for at arbejde med deres relation og blive bedre til at
forstå børns reaktion på en skilsmisse. Forældrene tilbydes
22
børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling og skal gen-
nemføre et digitalt forløb, der giver forældrene viden om
bruddets betydning for barnet og den bedste måde at støtte
barnet på i situationen. Med samme formål tilbydes foræl-
drene en målrettet rådgivnings- og afklaringssamtale.
Det indgår i aftalen, at de direkte skilsmissegrunde, herun-
der vold, videreføres, og at disse ægtefæller således ikke bli-
ver omfattet af en refleksionsperiode.
Lovforslaget indeholder endvidere de nødvendige ændringer
således, at de opgaver uden for den familieretlige lovgiv-
ning, som Statsforvaltningen varetager i dag, ikke i fremti-
den skal varetages af det nye Familieretshuset. Familierets-
huset skal derimod som en del af det nye enstrengede fami-
lieretlige system have fokus på de familieretlige sager.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Lovgivning af betydning for Statsforvaltningens opgave-
varetagelse
Bestemmelsen af, hvilke opgaver Statsforvaltningen vareta-
ger, fremgår ikke af lov om regional statsforvaltning, men
findes i de enkelte sektorlove.
På det familieretlige område varetager Statsforvaltningen
opgaver efter følgende love samt efter forskrifter udstedt i
medfør af følgende love og bestemmelser m.v.:
– Forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1417 af
1. december 2017.
– Lov om ægteskabets indgåelse og opløsning, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 54 af 23. januar 2018 (ægteskabsloven).
– Lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1815
af 23. december 2015 (børnebidragsloven).
– Adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1041 af 3. au-
gust 2018.
– Lov om opkrævning af underholdsbidrag, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1819 af 23. december 2015 (bidragsopkræv-
ningsloven).
– Børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1817 af 23. de-
cember 2015.
– Navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1816 af 23. de-
cember 2015.
– Lov nr. 548 af 30. maj 2017 om ægtefællers økonomiske
forhold (ægtefælleloven).
– Lov nr. 275 af 27. marts 2017 om Haagerkonventionen
af 2007, der vedrører Haagerkonventionen af 23. no-
vember 2007 om international inddrivelse af børnebi-
drag og andre former for underholdsbidrag til familie-
medlemmer (Haagerkonventionen af 2007).
– Rådets forordning nr. 4/2009/EF af 18. december 2008
om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse
af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholds-
pligt (underholdspligtforordningen) og bestemmelser ud-
stedt i medfør af § 8 h, stk. 2, i lov nr. 1563 af 20. de-
cember 2006 om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse
udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handels-
retlige område, som ændret ved lov nr. 518 af 28. maj
2013 og lov nr. 670 af 8. juni 2017 (Bruxelles I-loven).
Det drejer sig om bestemmelser om anvendelsen af un-
derholdspligtforordningen, jf. bekendtgørelse nr. 1838 af
22. december 2015 om anvendelse af underholdspligt-
forordningen (bekendtgørelse om anvendelsen af under-
holdspligtforordningen).
– § 56 a i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117
af 2. oktober 2017 med senere ændringer.
– Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompeten-
ce, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde
vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til be-
skyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventio-
nen), jf. § 1 i lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventio-
nen, jf. lovbekendtgørelse nr. 1055 af 8. september
2015.
Statsforvaltningen varetager endvidere en række opgaver i
relation til borgernes personlige forhold uden for den fami-
lieretlige lovgivning. Disse opgaver varetages efter følgende
love og forskrifter udstedt i medfør af følgende love:
– Kapitel 24 i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1114 af 30. august 2018 (serviceloven).
– Lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1064 af 21. august
2018 (retssikkerhedsloven).
– Værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20.
august 2007 med senere ændringer.
– Arveloven, lov nr. 515 af 6. juni 2007 med senere æn-
dringer.
– Lov om fremtidsfuldmagter, lov nr. 618 af 8. juni 2016
med senere ændringer.
Statsforvaltningen og Statsforvaltningens direktør varetager
endvidere opgaver på en række andre sagsområder efter føl-
gende love og forskrifter udstedt i medfør af følgende love:
– Straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1156 af 20. sep-
tember 2018.
– Strandingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 619 af 15.
september 1986.
– Lov om tillæg til strandingsloven af 10. april 1895, jf.
lovbekendtgørelse nr. 838 af 10. august 2009 med senere
ændringer.
– Forordning af 2. december 1825 ang. Strandings-Com-
missionaires Sallarium med senere ændringer.
– Forordning af 16. marts 1842 ang. Dykkervæsenet m.v.
med senere ændringer.
– Midlertidig lov om landboforeningers og husmandsfor-
eningers auktioner m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 564 af
28. august 1986.
– Lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktio-
nærer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1002 af 24. august 2017
(funktionærloven).
– Lov om udstykning og anden registrering i matriklen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 769 af 7. juni 2018 (udstyknings-
loven).
– Lov om etablering og fælles udnyttelse af master til ra-
diokommunikationsformål m.v., jf. lovbekendtgørelse
23
nr. 681 af 23. juni 2004 med senere ændringer (mastelo-
ven).
– Lov om folkekirkens økonomi, jf. lovbekendtgørelse nr.
331 af 29. marts 2014.
– Lov nr. 258 af 28. juni 1920 om Indførelse af dansk Per-
sonret, Familieret og Arveret i de sønderjydske Landsde-
le.
– Hegnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1746 af 14. de-
cember 2015.
– Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1160 af 29. september 2015 med senere
ændringer.
– Lov om assisteret reproduktion i forbindelse med be-
handling, diagnostik og forskning m.v., jf. lovbekendt-
gørelse nr. 93 af 19. januar 2015 med senere ændringer.
– Lov om byfornyelse og udvikling af byer, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1228 af 3. oktober 2016 med senere æn-
dringer (byfornyelsesloven).
– Byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1178 af 23. sep-
tember 2016 med senere ændringer.
– Lov om leje af almene boliger, jf. lovbekendtgørelse nr.
228 af 9. marts 2016 med senere ændringer (almenleje-
loven).
– Lov om midlertidig regulering af boligforholdene, jf.
lovbekendtgørelse nr. 810 af 1. juli 2015 med senere æn-
dringer (boligreguleringsloven).
– Udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2.
oktober 2017 med senere ændringer.
– Lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1029
af 10. juli 2018 (indfødsretsloven).
– Lov om valg til Folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr.
1426 af 8. december 2017 med senere ændringer (folke-
tingsvalgloven).
Der henvises også i andre love til Statsforvaltningen, navn-
ligt i relation til Statsforvaltningens opgaver og afgørelser
på det familieretlige område, til domme i familieretlige sag-
er eller rettens eller fogedrettens opgaver. Det drejer sig om
følgende love:
– Lov nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte med se-
nere ændringer (ægtefælleskifteloven).
– Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af bør-
nebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 7. oktober
2014 med senere ændringer (børnetilskudsloven).
– Lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 646 af 2. juni 2017 med senere ændringer
(CPR-loven).
– Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndig-
hedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser), jf.
lovbekendtgørelse nr. 1418 af 1. december 2017 (børne-
bortførelsesloven).
– Lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 1055 af 8. september 2015.
– Lov nr. 484 af 7. juni 2006 om bevarelse af ret til ægte-
fællepension ved separation og skilsmisse med senere
ændringer (ægtefællepensionsloven).
3.2. Myndighedsstruktur på det familieretlige område
3.2.1. Gældende ret
Statsforvaltningen er i dag den bærende administrative myn-
dighed på det familieretlige område. Statsforvaltningen har
således kompetence til at træffe afgørelser efter forældrean-
svarsloven, ægteskabsloven, børnebidragsloven, adoptions-
loven, bidragsopkrævningsloven, børneloven, navneloven,
ægtefælleloven, § 56 a i udlændingeloven, lov om Haager-
konventionen af 2007, Haagerbørnebeskyttelseskonventio-
nen og bestemmelser udstedt i medfør af Bruxelles I-loven.
I en række sager efter ovennævnte lovgivning fremgår det af
sagen, når den indgives til Statsforvaltningen, at parterne er
enige, eller parterne bliver under Statsforvaltningens be-
handling af sagen enige. I så fald udsteder Statsforvaltnin-
gen en retsakt i overensstemmelse med parternes aftale, dog
forudsat at betingelserne for udstedelsen er opfyldte. Det
kan f.eks. være en skilsmissebevilling, en meddelelse om re-
gistrering af fælles forældremyndighed eller anerkendelse af
faderskab.
I sager, hvor parterne ikke er enige, er det i hovedparten af
de familieretlige sager Statsforvaltningen, der oplyser sagen,
forsøger at forlige parterne, gennemfører de nødvendige
sagsbehandlingsskridt, herunder gennemfører børnesamtaler
m.v., og hvis parterne ikke er nået til enighed, træffer en af-
gørelse. Statsforvaltningen har under behandlingen af sær-
ligt sager efter forældreansvarsloven om forældremyndig-
hed, barnets bopæl og samvær fokus på at tilbyde parterne
børnesagkyndig rådgivning og konflikthåndtering med hen-
blik på, at parterne forliges.
I sager om forældremyndighed og bopæl efter forældrean-
svarsloven, hvor parterne ikke er enige, og i sager om fader-
skab og medmoderskab efter børneloven, hvor faderskabet
eller medmoderskabet ikke registreres eller anerkendes, er
det retten, der træffer afgørelse. Det er endvidere retten, der
træffer afgørelse efter ægteskabsloven om separation og
skilsmisse, herunder om vilkårene herfor hvis parterne ikke
er enige.
I visse sager efter ægteskabsloven er afgørelseskompetencen
tillagt Ankestyrelsen. Det drejer sig om dispensation fra en
af ægteskabsbetingelserne og godkendelse af en ugyldig vi-
else som gyldig.
Statsforvaltningen er klageinstans for en række myndighe-
ders afgørelser efter forældreansvarsloven om afslag på, at
en forælder, der ikke har del i forældremyndighed, kan mod-
tage orientering om barnets forhold.
Reguleringen af afgørelseskompetence, frister, processuel
skadevirkning, digital indgivelse m.v. fremgår af den for
den enkelte sag gældende lovgivning. Der findes således ik-
ke en samlet regulering af behandlingen af familieretlige
sager.
Der findes ligeledes ikke en samlet regulering af mulighe-
derne for at klage over Statsforvaltningens afgørelser, her-
under heller ikke om klagefrister og klagemyndighed. Af-
24
hængigt af hvilken lovgivning afgørelsen er truffet i henhold
til, kan afgørelsen påklages til retten, Ankestyrelsen, Adop-
tionsnævnet eller Civilstyrelsen. For afgørelser efter foræl-
dreansvarsloven, hvor Statsforvaltningen er klageinstans,
kan der alene ske påklage til Ankestyrelsen, hvis sagen
skønnes at have principiel eller generel betydning. Reglerne
vedrørende klage findes i den for sagen gældende lovgiv-
ning.
3.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Det foreslås med forslaget til Familieretshusloven, at der op-
rettes et nyt samlet familieretligt system. Dette indebærer
oprettelse af en ny administrativ myndighed, Familieretshu-
set, hvis kompetencer og ressourcer i modsætning til Stats-
forvaltningens fokuseres på behandling af familieretlige sag-
er samt sager på sagsområder med nær tilknytning hertil.
Samtidig placeres ansvaret for domstolsbehandlingen af fa-
milieretlige sager hos familieretten.
Som et led heri foreslås en ny måde at visitere og behandle
familieretlige sager, herunder samling af afgørelseskompe-
tencen hos Familieretshuset og familieretten. Det foreslås, at
det vil afhænge af en visitation af den konkrete sag på bag-
grund af sagens karakter og parternes forhold, om afgørel-
sen træffes af Familieretshuset eller familieretten. I kom-
plekse forældreansvarssager træffes afgørelse af familieret-
ten, hvis parterne ikke har kunnet forliges. Inden oversen-
delsen af sagen til familieretten har Familieretshuset ført
sagen igennem et konkret tilrettelagt forløb, der har fokus på
tværfaglig behandling, herunder samarbejde med navnligt
de sociale myndigheder. Afhængig af sagen kan forløbet
bl.a. bestå af konflikthåndtering, børnesagkyndig rådgiv-
ning, samarbejde med kommunen og støtte til det involvere-
de barn.
Mindre enkle sager afgøres afhængig af sagens karakter af
Familieretshuset eller familieretten, hvis parterne ikke kan
nå til enighed, bl.a. gennem Familieretshusets tilbud om
konflikthåndtering. Familieretshusets afgørelse kan indbrin-
ges for familieretten til prøvelse. I enkle sager, der er karak-
teriserede ved, at parterne er enige, behandles sagen udeluk-
kende af Familieretshuset. Der henvises i denne forbindelse
til punkt 3.3.5. i de almindelige bemærkninger til forslaget
til Familieretshusloven.
Det foreslås med forslaget til Familieretshusloven endvide-
re, at reglerne om sagsbehandlingen i Familieretshuset og
om indbringelse af sager og afgørelser for familieretten sam-
les i denne lov. Der henvises til punkt 3.3. i de almindelige
bemærkninger til forslaget til Familieretshusloven.
Børne- og Socialministeriet finder det nødvendigt, at det nye
familieretlige system, der foreslås med forslaget til Familier-
etshusloven, afspejles i den lovgivning, der regulerer de fa-
milieretlige sager og sager vedrørende borgernes personlige
forhold. Der findes særligt at være behov for konsekvensæn-
dringer grundet ændringer i afgørelseskompetence samt
samling og ændring af sagsbehandlingsregler og regler om
indbringelse af afgørelser for familieretten til prøvelse.
3.2.3. Den foreslåede ordning
Som følge af det foreslåede nye familieretlige system i for-
slaget til Familieretshusloven foreslås det, at der i nærvæ-
rende lovforslag foretages de nødvendige konsekvensæn-
dringer i den lovgivning, der regulerer de opgaver, som
Statsforvaltningen varetager i dag.
Det drejer sig for det første om konsekvensændringer som
følge af indførelsen af et visitationssystem, hvorefter afgø-
relseskompetencen i de familieretlige sager fordeles mellem
Familieretshuset og familieretten afhængigt af karakteren af
den enkelte sag.
Der er for det andet tale om ændringer som konsekvens af
en samling og ensretning af de regler om sagsbehandling og
indbringelse af afgørelser for familieretten, der skal gælde
for Familieretshuset.
3.3. Den familieretlige lovgivning
3.3.1. Gældende ret
3.3.1.1. Forældreansvar
Reglerne om forældreansvar findes i forældreansvarsloven
samt i § 56 a, stk. 1-6, i udlændingeloven.
Forældreansvarsloven vedrører navnligt forældremyndig-
hed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt. Dette beteg-
nes under ét som sager om forældreansvar. Sager herom ind-
ledes ved at sende en anmodning til Statsforvaltningen.
Efter loven træffer Statsforvaltningen navnligt afgørelse om
følgende:
– Registrering og godkendelse af aftaler om forældremyn-
dighed.
– Samvær, herunder midlertidigt samvær.
– Anden kontakt end samvær.
– Midlertidig forældremyndighed og bopæl under en for-
ældremyndigheds- og bopælssag.
– Forældremyndighed ved en forælders død.
Statsforvaltningen behandler endvidere klager over en ræk-
ke myndigheders afgørelser om retten til at få orientering
om barnets forhold for en forælder, der ikke har del i foræl-
dremyndigheden over et barn.
Statsforvaltningens afgørelser kan med enkelte undtagelser
påklages til Ankestyrelsen. Afgørelser om forældremyndig-
hed ved en forælders død indbringes dog for retten.
Afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra,
hvad der er bedst for barnet, og i alle forhold vedrørende
barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt
efter alder og modenhed. Barnet skal inddrages under en sag
om forældreansvar, så dets perspektiv og synspunkter kan
25
komme til udtryk. Dette kan navnligt ske ved samtaler med
barnet og børnesagkyndige undersøgelse.
Under behandlingen af en sag efter forældreansvarsloven og
en sag om fuldbyrdelse af en afgørelse om forældreansvar
tilbyder Statsforvaltningen børnesagkyndig rådgivning og
konfliktmægling. Statsforvaltningen kan også tilbyde råd-
givning og mægling, selvom der ikke er en sag efter foræl-
dreansvarsloven under behandling.
Indgår forældrene en aftale om ændring af forældremyndig-
heden, registrerer Statsforvaltningen aftalen. Bliver foræl-
drene enige om barnets bopæl og samvær, kan Statsforvalt-
ningen efter anmodning registrere aftalen og udstede en be-
kræftelse af aftalen.
Når der ikke eller kun i yderst begrænset omfang er samvær,
kan den forælder, som barnet bor hos, anmode Statsforvalt-
ningen om at indkalde den anden forælder til et møde om
samværet. Endvidere kan et barn, der er fyldt 10 år, anmode
Statsforvaltningen om at indkalde forældrene til et møde om
forældremyndigheden m.v.
Statsforvaltningens afgørelser om forældreansvar kan uden
klagefrist påklages til Ankestyrelsen.
Statsforvaltningen afgør ikke sager om forældremyndighed
eller barnets bopæl, selvom disse sager indledes i Statsfor-
valtningen. Inden Statsforvaltningen indbringer en sag om
forældremyndighed eller barnets bopæl for retten, forsøger
Statsforvaltningen gennem rådgivning og mægling at få for-
ældrene til at løse deres uenighed til barnets bedste. Lykkes
dette ikke, indbringer Statsforvaltningen sagen for retten,
der træffer afgørelsen. Under behandlingen af sagen kan ret-
ten træffe midlertidige afgørelser om forældremyndighed og
barnets bopæl.
En forældremyndighedsindehaver skal drage omsorg for
barnet og kan træffe afgørelse om barnets personlige forhold
ud fra barnets interesse og behov. Har forældrene fælles for-
ældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrøren-
de barnets forhold enighed mellem forældrene. Den foræl-
der, som barnet har bopæl hos, kan derimod selvstændigt
træffe afgørelse om forhold i barnets daglige liv, herunder
hvor i landet bopælen skal være.
Efter § 56 a, stk. 1-6, i udlændingeloven træffer Statsforvalt-
ningen som udgangspunkt afgørelse om udpegning af en re-
præsentant, der skal varetage interesserne for en uledsaget
udlænding under 18 år, der opholder sig her i landet. Stats-
forvaltningen kan ændre en sådan afgørelse. Inden der træf-
fes afgørelse om udpegning af en repræsentant, skal der som
udgangspunkt afholdes en samtale med barnet. Statsforvalt-
ningens afgørelser om udpegning af en repræsentant kan
uden klagefrist påklages til Ankestyrelsen.
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen indeholder bl.a. reg-
ler om danske myndigheders internationale kompetence til
at behandle sager om forældreansvar. Efter artikel 8 og 9 i
konventionen kan der træffes afgørelse om overførsel af
kompetence til at behandle en forældreansvarssag fra myn-
dighederne i en konventionsstat til myndighederne i en an-
den konventionsstat. Artikel 40 i konventionen vedrører ud-
stedelse af en attest om, hvem der har forældremyndighed
over et barn. Det følger af § 24 i bekendtgørelse nr. 146 af
22. februar 2016 om forældremyndighed, barnets bopæl og
samvær m.v., at en anmodning fra en udenlandsk myndig-
hed om overførsel af kompetence efter artikel 8 eller 9 i
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen indgives til Statsfor-
valtningen, medmindre den sag, som anmodningen vedrører,
er indbragt for retten. Det følger videre af §§ 25 og 26 i be-
kendtgørelsen, at Statsforvaltningen behandler sager om ud-
stedelse og tilbagekaldelse af attest om forældremyndighed.
3.3.1.2. Barnets bopæl
Det fremgår af § 17 i forældreansvarsloven, at afgørelse om
et barns bopæl træffes af retten, hvis barnets forældre har
fælles forældremyndighed og ikke kan blive enige om bar-
nets bopæl. Retten kan endvidere ændre en aftale eller afgø-
relse om barnets bopæl. Der er ikke mulighed for hverken
ved aftale eller afgørelse at bestemme, at barnet har bopæl
hos begge forældre.
Det fremgår af § 26, stk. 1, i forældreansvarsloven, at under
en sag om forældremyndighed kan den myndighed, der be-
handler sagen, efter anmodning bestemme, hvem forældre-
myndigheden midlertidigt skal tilkomme, eller hos hvem af
forældrene barnet midlertidigt skal have bopæl. Under en
sag om barnets bopæl kan det efter anmodning bestemmes,
hos hvem af forældrene barnet midlertidigt skal have bopæl.
Det følger af § 3, stk. 1, 2. pkt., i forældreansvarsloven, der
omhandler situationer, hvor forældrene har fælles forældre-
myndighed, at bopælsforælderen kan træffe afgørelse om
overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i
landet bopælen skal være, når der er fælles forældremyndig-
hed.
Endvidere følger det af § 19 i forældreansvarsloven, at bar-
nets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at
barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har
bopæl hos. Efter § 19, stk. 3, kan den forælder, som barnet
ikke har bopæl hos, anmode om samvær.
Forældreansvarsloven bygger på en systematik, hvorefter
den ene forælder er bopælsforælder og den anden forælder
er samværsforælder. Der kan således efter forældreansvars-
loven hverken være to bopælsforældre og dermed ingen
samværsforælder eller to samværsforældre og dermed ingen
bopælsforælder.
Barnet har således efter forældreansvarsloven bopæl hos én
af sine forældre, også selvom barnet har en 7/7-samværsord-
ning. Barnets bopælsregistrering i CPR (barnets folkeregi-
steradresse) efter CPR-loven vil i udgangspunktet være sam-
menfaldende med bopælsforælderens folkeregisteradresse
med visse undtagelser, f.eks. hvis barnet bor hos plejeforæl-
dre, bedsteforældre m.v. Hvis der ikke er indgået en aftale
eller truffet en afgørelse om barnets bopæl, anses barnet som
26
udgangspunkt for at have bopæl efter forældreansvarsloven
hos den forælder, der er bopælsregistreret i CPR efter CPR-
loven sammen med barnet.
Forældreansvarslovens bopælsbegreb som defineret i § 17 i
loven og CPR-lovens bopælsbegreb adskiller sig fra hinan-
den i og med, at de to love varetager forskellige hensyn.
Forældreansvarsloven indeholder således regler om, hos
hvilken forælder barnet bor, og dermed hvem der er bopæls-
forælder. Det fremgår af loven, at eventuelle afgørelser om
barnets bopæl skal afspejle, hvilken forælder det er bedst for
barnet at bo hos.
Efter CPR-lovens § 1, nr. 3, er et af hovedformålene med
CPR-loven, at enhver folkeregistreres (bopælsregistreres) på
den adresse, hvor vedkommende faktisk bor eller opholder
sig, og en person kan kun have én folkeregisteradresse i
CPR.
Efter CPR-lovens § 6, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen i
CPR registrere enhver på dennes bopæl i kommunen, hvis
vedkommende efter kapitel 4-6 skal være registreret her i
landet. Ved bopæl forstås efter bestemmelsen det sted (bo-
lig), hvor en person regelmæssigt sover, når denne ikke er
midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse,
sygdom eller lignende, og hvor denne har sine ejendele.
Efter CPR-lovens § 8, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen re-
gistrere et barn, hvis forældre ikke har samme bopæl, med
bopæl hos den af forældrene, som barnet opholder sig mest
hos, uanset hvem af forældrene der har forældremyndighe-
den eller er bopælsforælder efter forældreansvarsloven.
CPR-lovens § 8, stk. 1, skal sikre, at også et barn er registre-
ret i CPR på den adresse, der til enhver tid udgør barnets
faste hovedopholdssted. Et barn kan derfor efter CPR-lovens
regler om bopælsregistrering i CPR skulle bopælsregistreres
i CPR på en adresse, som ikke er sammenfaldende med den
forælder, der efter forældreansvarsloven er bopælsforælder,
hvis barnet reelt har sit faktiske hovedophold hos den anden
forælder.
Det fremgår af vejledning om folkeregistrering nr. 9273 af
14. juni 2013, at CPR-lovens § 8, stk. 1, tager sigte på en si-
tuation, hvor det står klart, at barnet har et fast hovedop-
holdssted, enten fordi forældrene har indgået en aftale her-
om, eller fordi barnet i en vis længere periode beviseligt har
haft sit faste hovedophold hos den ene forælder, eller fordi
det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at barnet vil få sit faste
hovedophold hos den ene forælder i en vis længere periode.
Bestemmelsen tager derimod ikke sigte på en situation, hvor
en optælling af overnatninger og dage viser, at barnet er no-
get mere hos den ene forælder end den anden, men hvor bar-
nets faktiske ophold er en følge af tilfældigheder, f.eks. fordi
der er tale om en opbrudsfase i forbindelse med et samliv-
sophør eller en ferieperiode. Det fremgår af vejledningen, at
i en sådan periode må barnets delvise fravær fra den hidtidi-
ge adresse betragtes som midlertidigt fravær, der således ik-
ke på dette tidspunkt kan danne grundlag for registrering af
en flytning. Det fremgår også, at først når der er opnået en
egentlig aftale om barnets opholdssted, eller når barnet gen-
nem en vis længere periode fast har opholdt sig mest hos
den ene forælder, eller det er tilstrækkeligt sandsynliggjort,
at barnet vil få sit hovedophold her i en vis længere periode,
kan der træffes afgørelse om, at der er sket en flytning efter
lovens § 8, stk. 1.
Økonomi- og Indenrigsministeriet er efter CPR-lovens § 56,
stk. 1, klageinstans for kommunernes afgørelser om bopæls-
registrering efter CPR-loven, herunder bopælsregistrering af
børn. Efter ministeriets praksis lægges det til grund, at der er
sket en flytning efter CPR-lovens § 8, stk. 1, hvis et barn i
en periode på to måneder har haft eller vil få sit faste hoved-
ophold hos den ene forælder, også uanset om den anden for-
ælder ikke har samtykket heri, og uanset om der verserer en
sag om barnets fremtidige ophold i det familieretlige sy-
stem. Hvis det på baggrund af sagens oplysninger kan læg-
ges til grund, at der er sket en flytning efter CPR-lovens reg-
ler, skal der således træffes afgørelse i sagen, også uanset
om den ene forælder ønsker sagen sat i bero på sagens ud-
fald i det familieretlige system.
I CPR-lovens § 8, stk. 2-5, er der – som en afledt følge af, at
en person kun kan have én folkeregisteradresse i CPR – fast-
sat særlige regler for bopælsregistrering for børn, der ophol-
der sig fast lige meget hos hver forælder.
Efter CPR-lovens § 8, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen,
hvis barnet opholder sig lige længe ad gangen hos hver af
forældrene, og den ene forælder har forældremyndigheden
alene over barnet, registrere barnet med bopæl hos
vedkommende forælder, medmindre forældrene over for
kommunen erklærer sig enige om, at barnet skal registreres
med bopæl hos den anden.
Efter CPR-lovens § 8, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen,
hvis barnet opholder sig lige længe ad gangen hos hver af
forældrene, og forældrene har fælles forældremyndighed, re-
gistrere barnet med bopæl hos den af forældrene, som foræl-
drene over for kommunen erklærer sig enige om. Enighed
anses ligeledes for at foreligge ved dokumentation over for
kommunen af
1) indgåelse af et retsforlig om barnets bopæl,
2) indgåelse af en aftale om barnets bopæl over for Stats-
forvaltningen,
3) indgåelse af en aftale om barnets bopæl, når det i afta-
len udtrykkeligt er bestemt, at aftalen kan danne grund-
lag for tvangsfuldbyrdelse, eller
4) at den ene forælder over for Statsforvaltningen har ac-
cepteret at være samværsforælder.
Efter CPR-lovens § 8, stk. 4, skal barnet, hvis det opholder
sig lige længe ad gangen hos hver af forældrene, som på
trods af fælles forældremyndighed ikke efter stk. 3 kan an-
ses for at være enige om registreringen af barnets adresse i
CPR, registreres med bopæl hos den af forældrene, der i
medfør af forældreansvarslovens § 17, stk. 1, eller § 26, stk.
1, er bopælsforælder. Er der ikke taget stilling til spørgsmå-
27
let om bopælsforælder efter forældreansvarslovens § 17, stk.
1, eller § 26, stk. 1, forbliver barnet registreret på den adres-
se, barnet havde, før uenigheden opstod, hvis denne adresse
er en af de angivne adresser.
Efter CPR-lovens § 8, stk. 5, skal et barns bopælsregistre-
ring, hvis barnet opholder sig lige længe ad gangen hos hver
af forældrene, som på trods af fælles forældremyndighed ik-
ke efter stk. 3 kan anses for at være enige om registreringen
af barnets adresse i CPR, og der ikke er taget stilling til
spørgsmålet om bopælsforælder efter forældreansvarslovens
§ 17, stk. 1, eller § 26, stk. 1, følge bopælsregistreringen for
den forælder, som barnet forud for uenigheden havde fælles
adresse med, hvis ingen af de angivne adresser er barnets
hidtidige adresse. Er ingen af de angivne adresser barnets
hidtidige adresse, og havde barnet forud for uenigheden fæl-
les adresse med begge forældre, registreres barnet i CPR
med bopæl i kommunen, men som fraflyttet den tidligere
adresse, jf. § 6, stk. 4, indtil der er taget stilling til spørgs-
målet om bopælsforælder efter forældreansvarslovens § 17,
stk. 1, eller § 26, stk. 1, eller der opnås enighed mellem for-
ældrene om registrering af barnets bopæl, jf. stk. 3.
3.3.1.3. Vielse, omstødelse, separation og skilsmisse m.v.
Ægteskabsloven indeholder regler om vielse, omstødelse af
ægteskab, separation og skilsmisse.
Ægteskabsloven indeholder også regler om størrelsen af æg-
tefællebidrag. Disse regler er beskrevet i punkt 3.3.1.4.
Efter ægteskabsloven har kommunerne samt præster i folke-
kirken og en række trossamfund bemyndigelse til at forrette
vielse.
Inden vielsen skal kommunen prøve, om ægteskabsbetingel-
serne er opfyldt, herunder at begge parter er fyldt 18 år, at
ingen af parterne er gift i forvejen, og at parterne ikke er
nærtbeslægtede.
Hvis en af parterne tidligere har været gift, skal der frem-
lægges dokumentation for, at ægteskabet er ophørt, f.eks.
ved død eller skilsmisse. Er der tale om en udenlandsk skils-
misse, tager kommunen stilling til, om den kan anerkendes i
Danmark.
Hvis en part er under værgemål, skal værgen give samtykke
til vielsen.
Hvis et tidligere ægteskab er opløst ved død, må den længst-
levende ægtefælle som udgangspunkt ikke indgå ægteskab,
før dødsbobehandling ved bobestyrer eller offentligt skifte
er påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet.
Begge parter skal enten have dansk indfødsret eller lovligt
ophold for at kunne indgå ægteskab i Danmark.
Kommunen kan dispensere for kravene om samtykke fra
værgen, skifte af formuen i et tidligere ægteskab og lovligt
ophold. Kommunens afslag på dispensation og på anerken-
delse af en udenlandsk skilsmisse kan uden klagefrist påkla-
ges til Ankestyrelsen.
Personer, af hvilke den ene har været gift med den andens
slægtning i ret op- eller nedstigende linje, må ikke indgå æg-
teskab uden Ankestyrelsens tilladelse.
En vielse er kun gyldig, når visse formelle krav er opfyldt,
navnlig at begge parter var samtidigt til stede ved vielsen,
og at den, der foretog vielsen, havde bemyndigelse til det.
En vielse, der er ugyldig, kan af Ankestyrelsen godkendes
som gyldig.
Anmodning om separation og skilsmisse skal indgives til
Statsforvaltningen. Det fremgår af § 29 i ægteskabsloven, at
ægtefæller har ret til skilsmisse, når de er enige om det. Hvis
ægtefællerne er enige om skilsmisse og om vilkårene herfor,
dvs. spørgsmål om bidragspligt efter skilsmissen og om fort-
sættelse af eventuelt lejemål, udsteder Statsforvaltningen
skilsmissebevilling. Ægtefæller, der er enige om at blive
skilt, kan således søge om skilsmisse uden forudgående se-
paration, hvis de ønsker det.
Hvis ægtefællerne ikke er enige om skilsmissen, har en æg-
tefælle efter § 30 i ægteskabsloven ret til separation. Efter
udløbet af separationsperioden på seks måneder, har en æg-
tefælle ret til skilsmisse. Statsforvaltningen giver bevilling
til skilsmisse efter separation, hvis den anden ægtefælle ikke
protesterer herimod, og vilkårene for separationen også gæl-
der for tiden efter skilsmissen. I denne situation skal der så-
ledes ikke være enighed mellem ægtefællerne om skilsmis-
se.
Statsforvaltningen indkalder i visse situationer ægtefællerne
til vilkårsforhandling. Det gælder for det første, hvis en æg-
tefælle anmoder om det, for det andet hvis ægtefællerne ikke
er enige om vilkårene for separation eller skilsmisse, og for
det tredje hvis Statsforvaltningen finder, at særlige omstæn-
digheder taler for, at der skal afholdes vilkårsforhandling.
Efter bekendtgørelse om separation og skilsmisse skal ægte-
fællerne som udgangspunkt møde personligt og deltage
samtidigt i vilkårsforhandlingen. Ægtefællerne har endvide-
re efter § 32 i forældreansvarsloven mulighed for at få bør-
nesagkyndig rådgivning og konfliktmægling i forbindelse
med en eventuel samtidig sag om forældremyndighed, bar-
nets bopæl eller samvær. Statsforvaltningens konflikthåndte-
ringstilbud i forbindelse med en forældreansvarssag kan og-
så vedrøre forældrenes evne til at samarbejde til bedste for
barnet og deres forståelse af barnet i brudsituationen.
Statsforvaltningens afgørelser om separations- eller skil-
smissebevilling kan uden klagefrist påklages til Ankestyrel-
sen.
Bliver ægtefællerne ikke enige om separation eller skilsmis-
se, træffer Statsforvaltningen ikke afgørelse i sagen, men
indbringer den for retten, der træffer afgørelsen om separa-
tion eller skilsmisse.
28
Ved uenighed om skilsmisse tager retten stilling til, om der
foreligger en skilsmissegrund i form af 6 måneders separati-
onsperiode, 2 års samlivsophævelse, utroskab, vold, seksuel-
le overgreb, bigami eller børnebortførelse. Retten meddeler
separation mod den ene ægtefælles protest, da en ægtefælle
altid har ret til separation.
Retten tager samtidigt stilling til vilkårene for separationen
eller skilsmisse, hvis ægtefællerne er uenige herom, dvs. om
bidragspligt efter separation og skilsmisse og om fortsættel-
se af eventuelt lejemål.
En aftale om pligten til at betale ægtefællebidrag eller om
bidragets størrelse kan ændres ved dom, og en dom om bi-
dragspligten kan ændres ved en ny dom. Har ægtefæller med
henblik på separation eller skilsmisse truffet aftale om delin-
gen af deres formue, om pligten til at betale ægtefællebidrag
eller andre vilkår for separation og skilsmisse, kan aftalen
ved dom ændres eller erklæres for uforbindende.
Et ægteskab kan søges omstødt ved dom, hvis det er indgået
mellem nærtbeslægtede, eller en af ægtefællerne allerede var
gift på vielsestidspunktet (bigami). Sag herom kan anlægges
af Ankestyrelsen eller af en af ægtefællerne. Ved bigamisk
ægteskab kan også ægtefællen i det tidligere ægteskab an-
lægge omstødelsessag.
En ægtefælle kan endvidere søge et ægteskab omstødt, hvis
f.eks. ægtefællen ved ægteskabets indgåelse befandt sig i en
tilstand, som udelukkede evnen til at handle fornuftsmæs-
sigt, eller ægtefællen blev tvunget til at indgå ægteskabet.
Ved en omstødelsesdom kan den ene ægtefælle pålægges at
betale en godtgørelse til den anden ægtefælle.
Sager om omstødelse af ægteskab anlægges ved domstolene.
Statsforvaltningen behandler således ikke omstødelsessager.
3.3.1.4. Ægtefællers økonomiske forhold
Ægtefælleloven indeholder navnligt regler om deling af æg-
tefællers formue ved separation, skilsmisse og død. Afgørel-
ser herom træffes af domstolene.
Efter loven har ægtefæller under ægteskabet gensidig forsør-
gelsespligt. Hvis en ægtefælle forsømmer sin forsørgelses-
pligt, kan Statsforvaltningen træffe afgørelse om ægtefælle-
bidrag. Dette er beskrevet i punkt 3.3.1.4.
Efter loven må en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles
samtykke indgå aftale om at overdrage, pantsætte m.v. fami-
liens helårsbolig, medmindre boligen er særeje. Nægter den
anden ægtefælle at give samtykke, kan Statsforvaltningen
tillade overdragelsen, pantsætningen m.v. Statsforvaltnin-
gens afgørelse herom kan uden klagefrist påklages til Anke-
styrelsen.
Er en ægtefælle under samlivet forhindret i at varetage sine
interesser på grund af fravær eller sygdom, kan den anden
ægtefælle foretage visse dispositioner. Fast ejendom kan
dog ikke afhændes eller pantsættes uden Statsforvaltningens
tilladelse.
3.3.1.5. Børne- og ægtefællebidrag
Efter børnebidragsloven træffer Statsforvaltningen afgørelse
om børnebidrag, herunder særlige bidrag bl.a. bidrag til bar-
nets konfirmation og bidrag til udgifterne ved barnets fødsel
samt uddannelsesbidrag.
Efter ægtefælleloven har ægtefæller under ægteskabet pligt
til at forsørge hinanden. Opfylder en ægtefælle ikke denne
forsørgelsespligt, kan Statsforvaltningen pålægge ægtefæl-
len at betale ægtefællebidrag til den anden ægtefælle.
Ved separation og skilsmisse bortfalder ægtefællers gensidi-
ge forsørgelsespligt, men efter ægteskabsloven skal der ved
separation og skilsmisse tages stilling til, om en ægtefælle
efter separationen eller skilsmisse skal have pligt til at yde
bidrag til forsørgelsen af den anden ægtefælle.
Ægtefællerne kan indgå aftale om denne ægtefællebidrags-
pligt. Kan de ikke blive enige om ægtefællebidragspligten,
kan retten under separations- eller skilsmissesagen træffe af-
gørelse herom.
Retten kan ændre en afgørelse eller en aftale om ægtefælle-
bidragspligt.
Når det ved aftale eller afgørelse er fastslået, at der er ægte-
fællebidragspligt efter separationen eller skilsmissen, kan
Statsforvaltningen træffe afgørelse om størrelse på ægtefæl-
lebidraget.
Parterne kan indgå aftale om betaling af børne- og ægtefæl-
lebidrag, og de kan anmode Statsforvaltningen om at udste-
de en bekræftelse af aftalen i form af et bidragsdokument.
Statsforvaltningens afgørelser om børne- og ægtefællebidrag
kan påklages til Ankestyrelsen. Klage skal indgives inden 4
uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Ankestyrelsen kan i særlige tilfælde behandle en klage, selv
om klagen er indgivet efter udløb af fristen.
3.3.1.6. Opkrævning af underholdsbidrag
Opkrævning og inddrivelse af børne- og ægtefællebidrag
opfatter følgende tre situationer:
– Opkrævning og inddrivelse af danske bidragskrav i Dan-
mark.
– Opkrævning og inddrivelse af udenlandske bidragskrav i
Danmark gennem konventionssamarbejde.
– Opkrævning og inddrivelse af danske bidragskrav i ud-
landet gennem konventionssamarbejde.
3.3.1.6.1. Opkrævning og inddrivelse af danske bidragskrav
i Danmark
Efter bidragsopkrævningsloven opkræver Udbetaling Dan-
mark danske bidragskrav, når bidragsbetaleren bor i Dan-
mark. Udbetaling Danmark tager i den forbindelse stilling til
29
indsigelser mod eksistensen af sådanne krav. Udbetaling
Danmarks afgørelser herom kan påklages til Ankestyrelsen.
Hvis bidraget ikke betales, oversender Udbetaling Danmark
sagen til restanceinddrivelsesmyndigheden (SKAT), der ind-
driver bidragskravet efter bestemmelserne i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 48
af 12. januar 2015 (inddrivelsesloven).
Agter en skyldner at tage bopæl eller fast ophold i udlandet,
inden han har opfyldt hele sin bidragspligt, skal han inden
udrejsen, om fornødent efter Udbetaling Danmarks bestem-
melse og i det omfang og på den måde, Udbetaling Dan-
mark finder det passende, opfylde bidragspligten eller stille
sikkerhed herfor. Undlader skyldneren at stille sikkerhed for
bidragspligtens opfyldelse, kan Udbetaling Danmark be-
stemme, at fremtidige bidrag for en nærmere fastsat periode
skal kunne inddrives straks. Dette omfatter dog ikke perso-
ner, som tager bopæl eller fast ophold i Finland, Island, Nor-
ge eller Sverige.
Består en af skyldneren stillet sikkerhed i kaution, finder
reglerne i bidragsopkrævningsloven og i inddrivelsesloven
tilsvarende anvendelse på opkrævning og inddrivelse af bi-
draget hos kautionisterne.
Efter Statsforvaltningens bestemmelse kan reglerne i § 19
bringes til anvendelse over for en mand, der er part i en på-
begyndt faderskabssag.
Statsforvaltningens afgørelser kan uden klagefrist påklages
til Ankestyrelsen.
3.3.1.6.2. Opkrævning og inddrivelse af udenlandske bi-
dragskrav i Danmark gennem konventionssamarbejde
3.3.1.6.2.1. Den nordiske inddrivelseskonvention og Haa-
gerkonventionerne af 1958 og 1973
Bidragsopkrævningsloven finder også anvendelse på op-
krævning af bidrag til fyldestgørelse af en underholdsfor-
pligtelse i henhold til udenlandsk lov i det omfang, det fast-
sættes ved overenskomst med fremmed stat eller bestemmes
af børne- og socialministeren. Efter bekendtgørelse nr. 1858
af 23. december 2015 om opkrævning af underholdsbidrag
omfatter dette bidragskrav efter Haagerkonventionen af 15.
april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser
vedrørende underholdspligt over for børn, Konvention af 23.
marts 1962 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og
Sverige om inddrivelse af underholdsbidrag (den nordiske
inddrivelseskonvention) og Haagerkonventionen af 2. okto-
ber 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om
underholdspligt.
Efter bekendtgørelsen indgives anmodning om opkrævning
på grundlag af en afgørelse om underholdsbidrag, der er om-
fattet af den nordiske inddrivelseskonvention, til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, der opkræver fordringen. Indsi-
gelser om fordringen behandles af Statsforvaltningen.
Anmodning om opkrævning på grundlag af en afgørelse om
underholdspligt, der er omfattet af Haagerkonventionen af
1958 eller Haagerkonventionen af 1973, indgives efter be-
kendtgørelsen til Statsforvaltningen. Statsforvaltningen tag-
er stilling til, om afgørelsen opfylder konventionens betin-
gelser for anerkendelse og fuldbyrdelse i Danmark. Statsfor-
valtningen tager endvidere stilling til indsigelser om fordrin-
gen.
Er betingelserne i konventionen opfyldte, overdrager Stats-
forvaltningen fordringen til restanceinddrivelsesmyndighe-
den, der opkræver og inddriver den.
Statsforvaltningens afgørelser kan uden klagefrist påklages
til Ankestyrelsen, der også er centralmyndighed for konven-
tionerne.
Restanceinddrivelsesmyndigheden (SKAT) inddriver bi-
dragskravene efter bestemmelserne i inddrivelsesloven.
3.3.1.6.2.2. Underholdspligtforordningen
Underholdspligtforordningen indeholder bl.a. bestemmelser
om anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af afgørelser
truffet i andre EU-medlemsstater. Det følger af Bruxelles I-
loven, at underholdspligtforordningen gælder i Danmark.
Børne- og socialministeren kan efter forhandling med ju-
stitsministeren fastsætte nærmere bestemmelser om gen-
nemførelsen af underholdspligtforordningen, herunder om
retshjælp og fri proces i sådanne sager. Der er i bekendtgø-
relsen om anvendelse af underholdspligtforordningen fastsat
sådanne regler.
Forordningen indeholder to forskellige procedurer for be-
handlingen af anmodninger om fuldbyrdelse af afgørelser
om underholdspligt.
Den første procedure i forordningens kapitel IV, afdeling 1,
gælder for bidragsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat,
der er bundet af Haagerprotokollen af 2007, når bidragssa-
gen er anlagt efter den 18. juni 2011.
Efter bekendtgørelsen om anvendelsen af underholdspligt-
forordningen skal anmodning om fuldbyrdelse af en retsaf-
gørelse efter afdeling 1 indgives til Ankestyrelsen, der vide-
resender anmodningen til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Ankestyrelsen kan afslå at behandle en anmodning, hvis det
er åbenbart, at kravene i forordningen ikke er opfyldte.
Restanceinddrivelsesmyndigheden opkræver den fordring,
som følger af afgørelsen. Fuldbyrdelse af afgørelsen foreta-
ges efter bestemmelserne i inddrivelsesloven.
Hvis bidragsbetaleren fremsætter indsigelser om fordringen,
forelægger restanceinddrivelsesmyndigheden sagen for
Statsforvaltningen, der træffer afgørelse herom.
Statsforvaltningens afgørelse kan uden frist påklages til An-
kestyrelsen.
30
Den anden procedure i forordningens kapitel IV, afdeling 2,
gælder for afgørelser, der er truffet i en medlemsstat, der ik-
ke er bundet af Haagerprotokollen af 2007, samt for afgørel-
ser i sager indledt før den 18. juni 2011.
Efter forordningens artikel 30 skal en afgørelse, der er truf-
fet i en anden medlemsstat, som udgangspunkt erklæres for
eksigibel uden prøvelse, så snart de relevante dokumenter er
fremlagt, og senest inden 30 dage efter at dokumenterne er
fremlagt.
Afgørelsen om eksigibilitet skal efter artikel 31 og 32 straks
meddeles parterne, der kan appellere den inden 30 dage. Fri-
sten er 45 dage for en part, der bor i en anden stat. Den afgø-
relse, der træffes i appelsagen, kan anfægtes ved yderligere
appel eller lignende.
Efter bekendtgørelse om anvendelsen af underholdspligtfor-
ordningen skal anmodning om eksigibilitet og fuldbyrdelse
af en afgørelse efter afdeling 2 indgives til Statsforvaltnin-
gen, der erklærer afgørelsen for eksigibel.
Har Statsforvaltningen ikke inden for klagefristen i forord-
ningen modtaget en klage over afgørelsen, videresender
Statsforvaltningen anmodningen om fuldbyrdelse til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Restanceinddrivelsesmyndig-
heden opkræver fordringen og fuldbyrder den efter bestem-
melserne i inddrivelsesloven.
Klage over Statsforvaltningens afgørelse om eksigibilitet
indgives til Statsforvaltningen, der videresender klagen til
Ankestyrelsen. Stadfæstes afgørelsen, videresender Anke-
styrelsen sagen til restanceinddrivelsesmyndigheden, der op-
kræver og fuldbyrder fordringen som nævnt ovenfor.
Ved modtagelsen af anmodningen kan Ankestyrelsen efter
forelæggelse fra Statsforvaltningen afslå at behandle den,
hvis det er åbenbart, at kravene i forordningen ikke er op-
fyldt.
Hvis bidragsbetaleren under opkrævningen fremsætter indsi-
gelser om fordringen, forelægger restanceinddrivelsesmyn-
digheden sagen for Statsforvaltningen, der træffer afgørelse
herom. Statsforvaltningens afgørelse om indsigelsen om for-
dringen kan uden tidsfrist påklages til Ankestyrelsen.
3.3.1.6.2.3. Haagerkonventionen af 2007
Efter lov om Haagerkonventionen af 2007 gælder bestem-
melserne i Haagerkonventionen af 23. november 2007 om
international inddrivelse af børnebidrag og andre former for
underholdsbidrag til familiemedlemmer (Haagerkonventio-
nen af 2007) i Danmark.
Danmark har endnu ikke tiltrådt konventionen, og loven er
derfor ikke sat i kraft for Danmark.
Efter loven indgives anmodning om anerkendelse og fuld-
byrdelse af en afgørelse efter konventionen til centralmyn-
digheden. Det fremgår af forarbejderne til loven, at Anke-
styrelsen forventes udpeget som centralmyndighed for kon-
ventionen. Der henvises til Folketingstidende 2016-17, A,
L 7 som fremsat, side 58.
Centralmyndigheden videresender anmodningen til Statsfor-
valtningen.
Statsforvaltningen erklærer uden ophør afgørelsen for eksi-
gibel, medmindre anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørel-
sen er åbenbart uforenelig med grundlæggende danske rets-
principper, jf. konventionens artikel 22, litra a. Parterne kan
fremsætte indsigelse mod afgørelsen.
Statsforvaltningen træffer afgørelse om sådanne indsigelser.
Parterne kan påklage denne afgørelse til Ankestyrelsen. En
klage skal inden 30 dage indgives til Statsforvaltningen. For
en part, der ikke har bopæl i Danmark, er fristen 60 dage.
Restanceinddrivelsesmyndigheden (SKAT) inddriver bi-
dragskravene efter bestemmelserne i inddrivelsesloven.
3.3.1.6.2.4. FN-konventionen om inddrivelse af underholds-
pligt i udlandet
Efter bidragsopkrævningsloven og bekendtgørelse nr. 1858
af 23. december 2015 om opkrævning af underholdsbidrag
gælder i Danmark den af De forenede Nationer vedtagne
konvention af 20. juni 1956 om inddrivelse af underholds-
pligt i udlandet.
Konventionen indeholder ikke regler om anerkendelse og
fuldbyrdelse af bidragsafgørelser fra andre konventionssta-
ter. Samarbejdet efter konventionen omfatter alene fremsen-
delse af anmodninger om anerkendelse og fuldbyrdelse af
bidragsafgørelser og om fastsættelse og ændring af bidrag til
kompetente myndigheder i andre konventionsstater.
Efter bekendtgørelsen om opkrævning af underholdsbidrag
indgives anmodning om opkrævning af underholdsbidrag ef-
ter konventionen til Statsforvaltningen. Statsforvaltningen
opkræver fordringen hos bidragsbetaleren.
Hvis bidragsbetaleren ikke betaler fordringen, betragtes an-
modningen om opkrævning af fordringen som en anmod-
ning om fastsættelse af bidrag efter dansk ret, som Statsfor-
valtningen behandler efter reglerne om bidrag i børnebi-
dragsloven, ægteskabsloven og ægtefælleloven. Fastsætter
Statsforvaltningen et bidrag, overdrages sagen til Udbetaling
Danmark som en anmodning om opkrævning på grundlag af
denne afgørelse.
3.3.1.6.3. Opkrævning og inddrivelse af danske bidragskrav
i udlandet gennem konventionssamarbejde
Efter bidragsopkrævningsloven er Ankestyrelsen central-
myndighed i relation til ovennævnte konventioner. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden varetager dog centralmyndighe-
dens opgave med hensyn til at fremsætte anmodninger om
inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet.
3.3.1.7. Faderskab og medmoderskab (børneloven)
31
Børneloven indeholder navnligt regler om, hvem der anses
som far eller medmor til et barn.
Faderskab og medmoderskab registreres som udgangspunkt
i forbindelse med fødslen.
Fødes et barn af en kvinde, der er gift med en mand, anses
ægtemanden som udgangspunkt som far til barnet. Fødes et
barn af en ugift kvinde, anses en mand som udgangspunkt
som far til barnet, hvis han og moderen skriftligt erklærer, at
de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet.
Registrering af faderskabet i disse situationer foretages af
personregisterføreren i forbindelse med registreringen af
barnets fødsel.
Fødes et barn af en kvinde, der er gift med en kvinde, eller
som har en registreret partner, kan sæddonoren registreres
som far til barnet. Registrering af faderskabet foretages af
Statsforvaltningen i forbindelse med barnets fødsel.
Fødes et barn af en kvinde, der er gift med en kvinde, eller
som har en registreret partner, kan ægtefællen eller partne-
ren registreres som medmor til barnet. Fødes et barn af en
ugift kvinde, anses en kvinde som udgangspunkt som med-
mor til barnet, hvis hun og moderen skriftligt erklærer, at de
sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Regi-
streringen af medmoderskab foretages af Statsforvaltningen
i forbindelse med barnets fødsel.
Er faderskab eller medmoderskab ikke registreret i forbin-
delse med barnets fødsel som beskrevet ovenfor, rejser
Statsforvaltningen sag om faderskab eller medmoderskab.
Hvis faderskab eller medmoderskab blev registreret i forbin-
delse med barnets fødsel, kan der i nogle situationer efter
anmodning senere rejses sag om faderskab eller medmoder-
skab over for Statsforvaltningen.
Til brug for behandlingen af en sag om faderskab eller med-
moderskab skal moderen som udgangspunkt oplyse, hvem
der er eller kan være barnets far eller medmor. Giver mode-
ren ikke Statsforvaltningen disse oplysninger, skal hun vej-
ledes om, hvilken betydning dette vil kunne få for hende og
barnet.
Statsforvaltningen opfordrer moderen og de mænd og kvin-
der, der er parter i sagen, samt andre involverede til at med-
virke ved retsgenetiske undersøgelser, hvis det kan have be-
tydning for sagen.
Statsforvaltningen kan bestemme, at en mand, der utvivl-
somt ikke er barnets far, og at en kvinde, der utvivlsomt ik-
ke kan anses som barnets medmor, skal udtræde af sagen.
Under Statsforvaltningens behandling af sagen kan en mand
eller kvinde anerkende at være henholdsvis far og medmor
til barnet. Anerkendelsen er ofte baseret på, at en retsgene-
tisk dna-undersøgelse viser, at en bestemt mand med meget
stor sandsynlighed er barnets biologiske far.
Statsforvaltningen indbringer sagen for retten i følgende si-
tuationer:
– En af sagens parter anmoder om det.
– Statsforvaltningen finder det betænkeligt at fortsætte be-
handlingen af sagen.
– Der skal ske indkaldelse ved bekendtgørelse i Statstiden-
de eller udfærdiges retsanmodning efter retsplejelovens
§ 158.
– Sagen i øvrigt ikke kan afsluttes ved anerkendelse eller
henlæggelse ved Statsforvaltningen.
– En af parterne er frataget den retlige handleevne efter
værgemålslovens § 6.
Statsforvaltningens afgørelser i sager om faderskab og med-
moderskab kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed, men Statsforvaltningens sagsbehandling kan på-
klages til Ankestyrelsen.
Når sagen er indbragt for retten, har moderen pligt til at af-
give forklaring om, hvem der er eller kan være barnets far
eller medmor.
Retten træffer bestemmelse om gennemførelse af retsgeneti-
ske undersøgelser af sagens parter samt af andre, hvis det
kan have betydning for sagen.
Faderskab og medmoderskab kan anerkendes over for ret-
ten. Anerkendes faderskabet og medmoderskabet ikke, træf-
fer retten afgørelse om, hvilken mand eller kvinde der er
barnets far eller medmor.
En sag om faderskab eller medmoderskab kan efter anmod-
ning genoptages. Afgørelse af, om en sag skal genoptages,
træffes af Statsforvaltningen. Statsforvaltningen indbringer
spørgsmålet om genoptagelse for retten, hvis en part inden
fire uger efter Statsforvaltningens afgørelse anmoder om
det. Genoptages sagen, behandles den som beskrevet oven-
for.
3.3.1.8. Navne
Efter navneloven indledes alle sager om navngivning eller
navneændring ved personregisterføreren De fleste af sagerne
kan personregisterføreren afgøre på det foreliggende grund-
lag. Det gælder navnligt sager om navneændring ved indgå-
else af ægteskab og navngivning af børn.
Personregisterføreren videresender de mere komplicerede
navnesager til Statsforvaltningen til afgørelse. Det gælder
f.eks. sager, hvor forældrene er uenige om navneændring for
et barn, sager om nydannede efternavne og sager om navne-
ændring for transseksuelle eller personer, der kan ligestilles
hermed. Sådanne sager kræver en nærmere belysning, f.eks.
ved partshøring eller inddragelse af andre myndigheder.
Ændring af et barns navn kræver samtykke fra barnet, hvis
det er fyldt 12 år. Er barnet under 12 år, skal der foreligge
oplysning om dets holdning til den påtænkte navneændring,
i det omfang barnets modenhed og sagens omstændigheder
tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang
32
tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte navneæn-
dring. Hvis særlige grunde taler for det, kan navneændring
ske med Statsforvaltningens tilladelse, selvom der ikke fore-
ligger samtykke fra barnet. Samtaler med barnet afholdes af
den myndighed, personregisterføreren eller Statsforvaltnin-
gen, der skal afgøre sagen.
Personregisterførernes og Statsforvaltningens afgørelser om
navne kan uden klagefrist påklages til Ankestyrelsen.
Statsforvaltningen yder vejledning om spørgsmål, der ve-
drører navneloven.
3.3.1.9. Adoption
Efter adoptionsloven træffer Statsforvaltningen afgørelse
om adoption. Adoption må kun bevilges, når den er bedst
for den, som ønskes adopteret.
Er den, der ønskes adopteret, fyldt 12 år, bør bevillingen
som udgangspunkt ikke meddeles uden den pågældendes
samtykke. Samtykket skal afgives under personligt fremmø-
de for Statsforvaltningen eller for anden myndighed eller in-
stitution, der er godkendt hertil. Er barnet under 12 år, skal
der foreligge oplysninger om dets holdning til adoptionen i
det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder
tilsiger det.
Er den, som ønskes adopteret, under 18 år, må adoption kun
bevilges, når ansøgeren er godkendt som adoptant af adopti-
onssamrådet. Afslag på godkendelse kan påklages til Adop-
tionsnævnet. Statsforvaltningen er sekretariat for adoptions-
samrådet, mens Ankestyrelsen er sekretariat for Adoptions-
nævnet. Der kræves dog ikke godkendelse som adoptant ved
stedbarnsadoption, eller hvis der er et nært slægtskab mel-
lem barnet og adoptanten.
Adoption af et barn kræver som udgangspunkt samtykke fra
forældrene. Samtykket skal afgives under personligt frem-
møde for Statsforvaltningen.
Adoption af et barn kan dog i helt særlige situationer med-
deles uden samtykke fra forældrene. Ankestyrelsen tager ef-
ter indstilling fra det kommunale børn og unge-udvalg stil-
ling til, om betingelserne for adoption uden samtykke er op-
fyldt.
Statsforvaltningen skal under en sag om adoption uden sam-
tykke beskikke en advokat for barnet. Statsforvaltningen
skal samtidigt tilbyde forældrene og andre parter advokatbe-
skikkelse.
I andre adoptionssager kan Statsforvaltningen beskikke en
advokat for et barn, der er fyldt 3 år, og som har bopæl her i
landet.
3.3.1.10. Digital selvbetjening
Efter forældreansvarsloven, ægteskabsloven, børnebidrags-
loven, ægtefælleloven, børneloven og adoptionsloven skal
anmodninger, ansøgninger og anmeldelser i sager, som
Statsforvaltningen behandler, i vidt omfang indgives til
Statsforvaltningen ved anvendelse af den digitale selvbetje-
ningsløsning, som Statsforvaltningen stiller til rådighed (di-
gital selvbetjening).
Anmodninger, ansøgninger og anmeldelser, der ikke indgi-
ves ved digital selvbetjening, afvises af Statsforvaltningen.
Hvis Statsforvaltningen finder, at der foreligger særlige for-
hold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anven-
de digital selvbetjening, skal Statsforvaltningen dog tilbyde,
at anmodningen m.v. kan indgives på anden måde end ved
digital selvbetjening. Statsforvaltningen kan endvidere und-
lade at afvise en anmodning m.v., der ikke er indgivet ved
digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk
vurdering er klare fordele for Statsforvaltningen ved at mod-
tage anmodningen m.v. på anden måde end digitalt. I sager
efter forældreansvarsloven kan afvisning endvidere undla-
des, hvis dette må antages at være bedst for barnet.
3.3.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Det nye familieretlige system indebærer som nævnt i punkt
3.2., at Statsforvaltningen nedlægges, og at Statsforvaltnin-
gens opgaver efter den familieretlige lovgivning fremover
skal varetages af Familieretshuset og familieretten, dog såle-
des at sagerne starter i Familieretshuset.
Ministeriet finder, at de generelle regler om Familieretshu-
sets behandling af familieretlige sager bør placeres i en sam-
let lov om Familieretshuset. Der henvises i denne forbindel-
se til punkt 3.2.2. Ministeriet finder endvidere, at de fami-
lieretlige love bør ændres således, at de passer til sagsbe-
handlingen i det nye familieretlige system. Det bør derfor
fremgå af de enkelte love, at sagerne behandles af Familier-
etshuset, og at de efter reglerne i Familieretshusloven afgø-
res af enten Familieretshuset eller familieretten.
Det bør endvidere af hensyn til overskueligheden for borge-
ren fremgå af de enkelte love, at Familieretshuset også be-
handler sagerne efter reglerne i loven om Familieretshuset,
ligesom de enkelte love bør indeholde en henvisning til de
generelle regler i Familieretshusloven om indbringelse af
Familieretshusets afgørelser for familieretten til prøvelse.
Det bemærkes i den forbindelse, at der efter gældende ret
kun er fastsat klagefrister for afgørelser om børne- og ægte-
fællebidrag samt for visse afgørelser om anerkendelse og
fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om børne- og ægte-
fællebidrag efter underholdspligtforordningen og Haager-
konventionen af 2007. Klagefristen for afgørelser om børne-
og ægtefællebidrag er fire uger, dog med mulighed for i sær-
lige tilfælde at få behandlet en klage, selvom den er indgivet
efter udløbet af klagefristen. Denne frist og muligheden for
at se bort fra den i særlige tilfælde bør gælde alle familieret-
lige sager, dog ikke i det omfang, der findes andre frister i
underholdspligtforordningen og Haagerkonventionen af
2007.
Om domstolenes behandling af de familieretlige sager, der
indbringes for familieretten, henvises til punkt 3.4.
33
Det bemærkes, at sager efter adoptionsloven ikke er omfat-
tet af reglerne i det nye familieretlige system. Der henvises
til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.2., i forslaget til
Familieretshusloven.
3.3.2.1. Forældreansvar
Det nye familieretlige system er etableret med henblik på at
tilgodese familiernes behov, navnlig barnets behov i løsnin-
gen af komplekse sager efter forældreansvarsloven om for-
ældremyndighed, barnets bopæl og samvær. Der henvises til
kapitel 5 om Børneenheden og kapitel 6 om tilbud om råd-
givning og konflikthåndtering i forslaget til Familieretshus-
loven og bemærkningerne hertil.
Som et led i etableringen af det nye familieretlige system
finder Børne- og Socialministeriet ikke, at der er behov for
ændringer i reglerne om forældremyndighed, barnets bopæl
og samvær ud over det ovenfor beskrevne.
Børne- og Socialministeriet finder dog, at hensynet til at un-
derstøtte forældres fælles ansvar for deres børn og barnets
bedste efter en samlivsophævelse giver anledning til flere
ændringer i forældreansvarsloven. Disse beskrives i det føl-
gende.
3.3.2.1.1. Barnets bedste
Forældreansvarslovens regler om forældremyndighed, bar-
nets bopæl og samvær skal administreres sådan, at løsningen
på forældrenes uenighed afspejler den bedst mulige løsning
for det konkrete barn. Der er således efter de gældende reg-
ler fokus på, at afgørelser efter loven skal være bedst for
barnet. Der har imidlertid løbende været fremsat kritik af, at
barnets bedste ikke varetages i tilstrækkelig grad i foræl-
dreansvarsloven og i administrationen af loven. Der opstår
således fra tid til anden situationer, hvor det diskuteres om
en konkret afgørelse er truffet af hensyn til barnet eller af
hensyn til forældrene.
Børne- og Socialministeriet finder, at der er behov for at ty-
deliggøre, at afgørelser efter forældreansvarsloven altid skal
varetage barnets bedste. Hensynet til barnet bør således efter
ministeriets opfattelse være altafgørende ved oprettelsen af
det nye familieretlige system, og det bør være en målsæt-
ning for det nye system, at der ikke kan opstå tvivl om, at
barnet altid kommer i første række.
Dette mål understøttes for det første med den i forslaget til
Familieretshusloven foreslåede Børneenhed. Efter ministeri-
ets opfattelse er der dog ligeledes behov for, at målet under-
støttes i forældreansvarsloven. Det bør således i forældrean-
svarsloven fastslås som et generelt princip, at i alle forhold,
som er omfattet af forældreansvarsloven, skal hensynet til
barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse kom-
me i første række. Det bør således være en del af formålet
med forældreansvarsloven, at de afgørelser, der træffes efter
loven, er til barnets bedste.
Hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og be-
skyttelse bør efter ministeriets opfattelse sættes over andre
hensyn i beslutninger vedrørende barnets forhold, herunder
over hensynet til forældrene. Det gælder i forhold til alle af-
gørelser, og uanset om afgørelsen træffes af Familieretshu-
set og familieretten.
Forældreansvarsloven bygger på en formodning om, at det
er bedst for et barn at have kontakt med begge sine forældre.
Men samtidigt indeholder loven mulighed for at afskære
denne kontakt, hvis det efter en konkret vurdering må anta-
ges at være bedst for barnet. Det vil eksempelvis i udgangs-
punktet være tilfældet, hvis en forælder har udøvet vold mod
barnet, ligesom vold mod den anden forælder kan føre til, at
barnets kontakt til den voldelige forælder afskæres. Er en
samværsforælder dømt for kriminalitet, kan dette forhold ef-
ter en konkret vurdering også i sig selv føre til, at kontakten
afskæres, også selvom kriminaliteten hverken var rettet mod
barnet eller barnets nærmeste.
3.3.2.1.2. Delt bopæl og ro om barnet
Når forældre bryder med hinanden, skal de bl.a. forholde sig
til, hvor barnet skal bo. Den fremtidige kontakt til barnet
fylder forståeligt nok meget for forældrene i denne situation.
Der er ikke kun følelsesmæssige aspekter knyttet til beslut-
ningen om barnets bopæl. Som bopælsforælder efter foræl-
dreansvarsloven har man en selvstændig beslutningsret om
en række forhold, f.eks. om barnets daginstitution og hvor i
landet barnet skal bo. Det er løbende kritiseret fra flere si-
der, at forældreansvarsloven med sin opdeling i bopælsfor-
ælder og samværsforælder skaber A- og B-forældre. Der
kan således både være en frygt for at miste kontakten til bar-
net og en modstand mod at opgive det, der indtil bruddet er
opfattet som et ligeværdigt forældreskab med ligelig indfly-
delse på barnets hverdag.
For nogle forældre skaber beslutningen om barnets bopæl
yderligere konflikt, mens beslutningen for andre er mindre
problematisk. For disse forældre fortsætter fællesskabet om-
kring barnet efter bruddet måske i vid udstrækning som
under samlivet. Og endelig er der forældre, der mister fæl-
lesskabet i en periode, men som over tid vender tilbage til
eller etablerer et ligeværdigt forældreskab omkring barnet.
Et ligeværdigt forældreskab kan være indrettet på mange
måder, og for nogle forældre vil det være afgørende at bo i
nærheden af hinanden, mens andre formår at få samarbejdet
og fællesskabet til at fungere over ganske store afstande.
I tråd med princippet i forældreansvarsloven om forældrenes
fælles ansvar for barnet er det Børne- og Socialministeriets
opfattelse, at det bør være muligt at imødekomme et ønske
fra forældre med fælles forældremyndighed om anerkendel-
se af deres oplevelse af at have et ligeværdigt forældreskab.
Systemet bør således være indrettet sådan, at de forældre,
der fuldt ud lever op til det fælles ansvar for barnet, også har
mulighed for at markere dette og dermed måske yderligere
cementere dette forhold imellem dem til bedste for barnet.
34
Det bør derfor efter ministeriets opfattelse være muligt gen-
nem aftale at fjerne forældreansvarslovens opdeling i bo-
pælsforælder og samværsforælder for de forældre, der alle-
rede i hverdagen har fjernet denne sondring i måden, hvorpå
de er forældre. Barnet bør således kunne have bopæl efter
forældreansvarsloven hos begge forældre. Endvidere bør det
være muligt at få en sådan aftale registreret i CPR som en
yderligere anerkendelse af oplevelsen af at være ligeværdige
forældre.
En sådan løsning vil betyde, at rammen for forældreskabet
vil være den fælles forældremyndighed, og at der ikke vil
være én forælder, der defineres som bopælsforælder. Det be-
tyder også, at forældrene skal være enige om alle beslutnin-
ger om barnet, og dermed vil en sådan anerkendelse af lige-
værdigt forældreskab være en ren familieretlig konstruktion,
der alene er rettet mod forholdet mellem forældrene.
Den måde, som den ikke-familieretlige lovgivning er indret-
tet på, gør det nødvendigt at sondre mellem betydningen af
anerkendelsen af ligeværdigt forældreskab i forhold til for-
ældrene indbyrdes og betydningen i forhold til myndighe-
ders administration af lovgivning m.v. Det er således fortsat
nødvendigt for f.eks. at fastlægge barnets skoledistrikt, sy-
gehustilknytning, lægevalg og retten til visse ydelser vedrø-
rende børn m.v. at sondre mellem forældrene, sådan at bar-
nets bopælsregistrering i CPR bliver udslagsgivende i andre
sammenhænge end i forældrenes indbyrdes forhold, hvis
dette er fastlagt i lovgivningen i øvrigt.
Ikke alle forældre har den nødvendige fælles opfattelse af,
hvilke løsninger der er bedst for barnet, eller hvordan de
gennem samarbejde kan støtte barnet. Ikke mindst i tiden li-
ge omkring bruddet kan det være vanskeligt for nogle at løse
spørgsmålet om barnets bopæl til bedste for barnet. Ministe-
riet finder derfor, at der bør skabes en vis form for ro om
barnet, lige når forældrene bryder med hinanden.
Ud over at sikre en vis form for status quo af hensyn til bar-
net er det således også hensigten at udskyde beslutningen
om barnets endelige bopæl i perioden umiddelbart efter for-
ældrenes samlivsophævelse, og dermed også udskyde opde-
lingen i bopælsforælder og samværsforælder, sådan at foræl-
drene får tid til at træffe den rigtige beslutning om barnets
bopæl. Der vil derfor ikke kunne indledes en sag efter foræl-
dreansvarsloven om barnets bopæl. Essensen er således, at
forældre, der ikke er enige om, hvor barnet skal bo, når de
bryder med hinanden, ikke skal frygte at miste indflydelse
på barnets liv i hverdagen og ikke skal frygte at miste status
som forælder. Begge forældre bør bevare beføjelsen til at
træffe beslutning om barnets forhold. Det skal understreges,
at det retlige forhold, der opstår i denne periode, ligesom i
forhold til den aftalte delte bopæl, alene er et familieretligt
forhold, dvs. alene har den betydning, at begge forældre be-
varer beslutningsbeføjelserne i forhold til barnet, og at det
ikke har indflydelse på andre myndigheders opgavevareta-
gelse m.v., der sker uafhængigt af forældrenes midlertidige
familieretlige status.
Det kan dog i visse situationer være nødvendigt at tage stil-
ling til barnets bopæl efter forældreansvarsloven på normal
vis. Det vil være tilfældet, hvis begge forældre fraflytter den
tidligere fælles adresse, eller hvis afgørende hensyn til bar-
nets bedste taler imod delt bopæl.
Baggrunden for dette er, at hensynet til barnets forbliven i
vante rammer så ikke kan varetages, og at det vil være nød-
vendigt at tage stilling til barnets bopæl i lyset af, at der er
tale om uenige forældre, modsat forældre, der har valgt at
have barnets bopæl skal være delt. På samme måde kan det
være nødvendigt at tage stilling til barnets bopæl efter foræl-
dreansvarsloven, hvis det f.eks. konkret må antages ikke at
være bedst for barnet at være hos den forælder, der bliver
boende.
Det er efter ministeriets opfattelse vigtigt, at brugen af delt
bopæl for barnet i tiden lige efter samlivsophævelsen ikke
får den utilsigtede effekt, at en forælder kan afskære f.eks.
en fraflyttende forælder fra kontakt med barnet. Derfor bør
det være muligt for en forælder at søge om samvær, uanset
at der i denne midlertidige periode ikke er sket en opdeling i
bopælsforælder og samværsforælder. Forældre, der har aftalt
delt bopæl, forudsættes derimod at kunne blive enige om al-
le forhold vedrørende barnet og forudsættes derfor også at
kunne blive enige om kontakten til barnet, herunder om bar-
net skal opholde sig mest hos én af forældrene. Disse foræl-
dre vil således ikke kunne søge om f.eks. samvær, hvis de
ønsker at fastholde den aftalte delte bopæl.
3.3.2.1.3. Beskyttelse af parter, der har været udsat for vold
Børne- og Socialministeriet finder, at der i lyset af foræl-
dreansvarslovens bestemmelser om, at parter indkaldes til
møde i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og sam-
vær, og at der er mødepligt, er behov for at tydeliggøre hen-
synet til en part, der har været udsat for voldelig adfærd, el-
ler hvis barn har været udsat for voldelig adfærd, fra den an-
den part. At en part i forbindelse med behandlingen af en
sag skal mødes med en tidligere partner, der har udsat parten
eller partens barn for vold kan være retraumatiserende. Mi-
nisteriet finder, at hensynet til at undgå dette og beskytte
parten skal være tungtvejende i tilrettelæggelsen af behand-
lingen af en sag.
Ministeriet finder således, at det bør fremgå udtrykkeligt af
forældreansvarsloven, at der i disse situationer skal afholdes
separate møder, medmindre den part, der har været udsat for
den voldelige adfærd, samtykker til at deltage i et møde
sammen med den anden part, og at parten dermed ikke har
pligt til at møde sammen med den anden part.
Ministeriet finder på baggrund af den voldsramte parts ud-
satte situation, at Familieretshuset af egen drift skal tage
kontakt til parten, hvis der i screeningen eller visitationen af
en sag eller under sagens behandling opstår mistanke om, at
parten eller partens barn har været udsat for voldelig adfærd
fra den anden part. I kontakten bør Familieretshuset vejlede
parten om mulighederne for, at møder i Familieretshuset kan
35
afholdes særskilt for de to parter. Familieretshuset bør end-
videre vejlede parterne om mulighederne for at få støtte fra
de sociale myndigheder m.v.
Da Familieretshuset hverken kan eller skal efterforske på-
stande om vold, og af hensyn til at enhver tvivl bør komme
den potentielt voldsramte part til gode, finder ministeriet ik-
ke, at det vil være hensigtsmæssigt at stille krav om, at vol-
den er dokumenteret f.eks. ved dom eller politi- eller skade-
stuerapport. En mistanke om voldelig adfærd bør således
være tilstrækkelig til, at mødet med parterne kan afholdes
særskilt. Ligeledes finder ministeriet det hensigtsmæssigt, at
der anvendes et bredt voldsbegreb i overensstemmelse med
Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt kon-
vention af 11. maj 2011 til forebyggelse og bekæmpelse af
vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbul-konventio-
nen).
3.3.2.2. Separation og skilsmisse m.v.
3.3.2.2.1. Refleksionsperiode ved skilsmisse
Når ægtefæller med mindreårige børn går fra hinanden, har
det stor betydning for børnene. At de voksne er enige om
beslutningen og derfor kan søge skilsmisse uden forudgåen-
de separation, gør det ikke nødvendigvis til en mindre krise
for barnet.
En skilsmisse på baggrund af ægtefællernes enighed kan i
dag gennemføres hurtigt og enkelt. Hvis ægtefællerne er
enige om skilsmissen og vilkårene for denne, er det ikke en
forudsætning for at opnå skilsmisse, at de forinden har været
igennem en separationsperiode.
For mange forældre vil der ligge længere tids overvejelse
bag beslutningen om at søge skilsmisse uden en forudgåen-
de separation. For andre forældre er overvejelserne mindre
omfattende, og blandt disse forældre er der en mindre grup-
pe, der fortryder skilsmissen på et tidspunkt, hvor den er
gennemført, og det derfor er for sent at tilbagekalde ansøg-
ningen.
Når der er fællesbørn i et ægteskab, finder Børne- og Social-
ministeriet, at det af hensyn til børnene er vigtigt, at en be-
slutning om at skilles er gennemtænkt og ikke forhastet.
Ægtefæller, der har fælles børn under 18 år, bør således sik-
res tid til refleksion, før skilsmissen bliver en realitet.
Den tid, der afsættes til refleksion, bør efter ministeriets op-
fattelse afspejle, at ægtefællerne stiler mod en skilsmisse og
altså på forhånd har fravalgt separationsperioden på seks
måneder. Samtidig bør perioden også være så lang, at der
reelt skabes rum til at reflektere.
I tråd med det generelle fokus på børnenes trivsel og på en
konflikthåndterende og -forebyggende tilgang i det nye fa-
milieretlige system bør refleksionsperioden have et reelt
indhold, der kan hjælpe forældrene med at forstå børns reak-
tion på en skilsmisse og skærme dem bedst muligt mod føl-
gerne af en skilsmisse og samtidig give forældrene mulighed
for at forstå egne reaktioner og indbyrdes relationer.
Det er derfor ministeriets holdning, at forældrene i denne
periode bør have adgang til Familieretshusets tilbud om råd-
givning og konfliktmægling, som kan give viden, perspekti-
ver og redskaber, der skaber øget forståelse for deres egen
og børnenes situation, og hvor der gennem mæglingen kan
skabes løsninger på konflikter, som de begge kan acceptere.
Der bør endvidere være et tilbud om en afklarings- og råd-
givningssamtale, som er specifikt rettet mod et brud i en fa-
milie, hvor der er mindreårige fælles børn. Derudover bør
der gives adgang til et digitalt læringsforløb, hvor forældre-
ne på egen hånd kan tilegne sig tilsvarende viden og redska-
ber. For at sikre at perioden får det ønskede formål, finder
ministeriet, at gennemførelse af et sådant digitalt forløb bør
være obligatorisk, således at det er en forudsætning for at få
udstedt en bevilling til skilsmisse uden forudgående separa-
tion.
I forlængelse heraf bemærkes det, at ministeriet er opmærk-
somt på, at forståelse for egen og barnets situation også er
centralt for ugifte forældre, der går fra hinanden og har fæl-
les børn. Disse par bør således også kunne benytte det digi-
tale tilbud, der derfor bør stilles til rådighed for alle foræl-
dre, der bryder med hinanden. De ugifte forældre bør efter
ministeriets opfattelse også være omfattede af tilbuddet om
en afklarings- og rådgivningssamtale.
Endelig påpeges det, at det hensyn til barnet, der ligger bag
refleksionsperioden, understøttes af forslaget om, at foræl-
drene i udgangspunktet har delt bopæl i forhold til barnet i
tre måneder umiddelbart efter det faktiske brud for at skabe
ro om barnet. Der henvises til de almindelige bemærkninger
herom i punkt 3.3.3.1.
Da forslaget om indførelse af en refleksionsperiode har af-
sæt i hensynet til barnet, bør refleksionsperioden efter mini-
steriets opfattelse alene omfatte ægtefæller med fælles børn
under 18 år, mens øvrige ægtefæller fortsat kan gennemføre
en skilsmisse hurtigt og enkelt. Endvidere bør de såkaldte
direkte skilsmissegrunde fortsat gælde. Det drejer sig om til-
fælde, hvor samlivet har været ophævet i to år, der forelig-
ger utroskab, vold eller seksuelle overgreb, bigami eller bør-
nebortførelse.
Det er ministeriets opfattelse, at der i lighed med i dag bør
anvendes digital selvbetjening i forbindelse med ansøgning
om bevilling til skilsmisse. Ægtefællerne bør som del af den
digitale selvbetjeningsløsning modtage relevant vejledning i
forløbet om tilbud, de kan benytte sig af, samt påmindelser
om nødvendige handlinger undervejs såsom kravet om be-
kræftelse af ansøgningen efter udløbet af refleksionsperio-
den og kravet om gennemførelse af det obligatoriske digitale
forløb.
3.3.2.2.2. Beskyttelse af parter, der har været udsat for vold
Børne- og Socialministeriet finder, at der i lyset af ægte-
skabslovens bestemmelser om, at parter i visse situationer
36
indkaldes til vilkårsforhandling i forbindelse med separation
og skilsmisse, er behov for at tydeliggøre hensynet til en
part, der har været udsat for vold, eller hvis barn har været
udsat for vold, fra den anden part. At en part i forbindelse
med behandlingen af en sag skal mødes med en tidligere
partner, der har udsat parten eller partens barn for vold kan
være retraumatiserende. Ministeriet finder, at hensynet til at
undgå dette og beskytte parten skal være tungtvejende i til-
rettelæggelsen af behandlingen af en sag.
Ministeriet finder således, at det bør fremgå udtrykkeligt af
ægteskabsloven, at der i disse situationer skal afholdes vil-
kårsforhandling særskilt for de to parter, medmindre den
part, der har været udsat for vold, samtykker til at deltage i
vilkårsforhandlingen sammen med den anden part.
Ministeriet finder på baggrund af den voldsramte parts ud-
satte situation, at Familieretshuset af egen drift skal tage
kontakt til parten, hvis der i screeningen eller visitationen af
en sag eller under sagens behandling opstår mistanke om, at
parten eller partens barn har været udsat for vold fra den an-
den part. I kontakten bør Familieretshuset vejlede parten om
mulighederne for, at vilkårsforhandlingen kan afholdes sær-
skilt for de to parter. Familieretshuset bør endvidere vejlede
parterne om mulighederne for at få støtte fra de sociale myn-
digheder m.v.
Da Familieretshuset hverken kan eller skal efterforske på-
stande om vold, og af hensyn til at enhver tvivl bør komme
den potentielt voldsramte part til gode, finder ministeriet ik-
ke, at det vil være hensigtsmæssigt at opstille krav om, at
volden er dokumenteret f.eks. ved dom eller politi- eller ska-
destuerapport. En mistanke om vold bør således være til-
strækkelig til, at mødet med parterne kan afholdes særskilt.
Ligeledes finder ministeriet det hensigtsmæssigt, at der an-
vendes et bredt voldsbegreb i overensstemmelse med Dan-
marks internationale forpligtelser, herunder særligt Europa-
rådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold
mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbul-konventionen).
3.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at de opgaver efter de familieretlige love, som
Statsforvaltningen varetager i dag, overtages af Familierets-
huset, hvorfor Statsforvaltningen i alle lovene og de tilhø-
rende administrative forskrifter ændres til Familieretshuset.
Der henvises i denne forbindelse til punkt 3.2.
Da kompetence til at træffe afgørelse i familieretlige sager i
det nye familieretlige system skal deles mellem Familierets-
huset og familieretten på baggrund af en visitation af den
enkelte sag, foreslås det, at der i alle familieretlige love ind-
sættes en bestemmelse, der fastslår, at det fastlægges efter
kapitel 2 i forslaget til Familieretshusloven, om en sag skal
afgøres af Familieretshuset (§ 5-sager og § 6-sager) eller fa-
milieretten (§ 6-sager og § 7-sager).
Som konsekvens heraf foreslås det, at de bestemmelser,
hvor afgørelseskompetencen skal deles mellem Familierets-
huset og familieretten, ændres således, at det ikke fremgår af
den enkelte bestemmelse, om afgørelsen træffes af Familier-
etshuset eller familieretten. Det samme gælder de sagsbe-
handlingsregler, der er knyttede til de enkelte afgørelsesbe-
stemmelser.
Det foreslås videre, at der i alle lovene indsættes en bestem-
melse, hvorefter Familieretshusets afgørelser efter den på-
gældende lov kan indbringes for familieretten til prøvelse
efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 12 i lov om Fami-
lieretshuset. Dette indebærer navnligt, at der for alle afgørel-
ser, som Familieretshuset træffer, indføres en frist for an-
modning om indbringelse på fire uger, dog med mulighed
for at familieretten i særlige tilfælde behandler sagen, selv-
om anmodningen er indgivet efter udløbet af klagefristen.
Fristen skal dog ikke gælde i det omfang, der findes andre
frister i underholdspligtforordningen og Haagerkonventio-
nen af 2007.
Familieretshuset skal behandle familieretlige sager efter be-
stemmelserne i den pågældende lov og bestemmelserne i Fa-
milieretshusloven. Herudover finder bl.a. også bestemmel-
serne i forvaltningsloven, offentlighedsloven og almindelige
forvaltningsretlige principper anvendelse for Familieretshu-
set som forvaltningsmyndighed. Det drejer sig bl.a. om re-
gulering af processuel skadevirkning, vejledningspligt, inha-
bilitet, aktindsigt, partsrepræsentation, ret til bisidning, virk-
ning af forvaltningsafgørelser, genoptagelse, tavshedspligt,
notatpligt og videregivelse af fortrolige oplysninger m.v.
Forslaget til Familieretshusloven indeholder den generelle
regulering af Familieretshusets behandling af sager. Det dre-
jer sig bl.a. om visitation af sagerne og den deraf følgende
fordeling af afgørelseskompetencen mellem Familieretshu-
set og familieretten og bestemmelser om, at Familieretshuset
sørger for oplysningen af sager, indhentning af oplysninger
samt yder konfliktmægling og -rådgivning og støtte til børn.
Disse bestemmelser skal gælde for alle familieretlige sager.
Det foreslås derfor, at der i alle de omhandlede love indsæt-
tes en bestemmelse, hvorefter bestemmelserne i lov om Fa-
milieretshuset finder anvendelse ved Familieretshusets be-
handling af sager efter de pågældende love.
Endelig foreslås der en række ændringer som konsekvens af
den foreslåede nye måde at behandle familieretlige sager på,
herunder delingen af afgørelseskompetencen mellem Fami-
lieretshuset og familieretten. Eksempelvis ophæves bestem-
melserne i forældreansvarsloven og ægteskabsloven om ind-
bringelse af sager om forældremyndighed, barnets bopæl,
separation og skilsmisse for retten.
Det bemærkes, at for så vidt angår underholdspligtforord-
ningen, gennemføres ovenstående ved ændring af bekendt-
gørelsen om anvendelsen af underholdspligtforordningen.
Der henvises til lovforslagets §§ 1-3, 5-9 og 15 samt § 38,
nr. 2-9.
3.3.3.1. Forældreansvar
3.3.3.1.1. Barnets bedste
37
For at tydeliggøre, at hensynet til barnet altid skal være alt-
afgørende foreslås det, at der i forældreansvarsloven som
§ 1 indsættes en formålsbestemmelse, hvoraf det følger, at
hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og be-
skyttelse skal komme i første række i alle forhold omfattet
af forældreansvarsloven.
Det foreslås videre, at lovens § 4 ændres, således at det
fremgår, at Familieretshuset og familieretten skal have fokus
på, at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og
beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsæt-
ter barnet for skade eller fare.
3.3.3.1.2. Delt bopæl og ro om barnet
I forhold til muligheden for at anerkende forældres oplevel-
se af at være ligeværdige forældre foreslås det at indsætte en
bestemmelse i forældreansvarsloven, hvorefter enige foræl-
dre med fælles forældremyndighed kan aftale, at barnet har
bopæl efter forældreansvarsloven hos dem begge – delt bo-
pæl. Samtidigt kan forældrene sammen definere, hvilken ge-
ografisk nærhed der for dem er en forudsætning for at have
delt bopæl. Det foreslås at gøre det muligt at understøtte en
aftale om delt bopæl med registrering af den delte bopæl i
CPR. Da de eneste kriterier for aftalen er enighed mellem
forældrene, foreslås det, at aftalen kan ophæves og en even-
tuel registrering i CPR fjernes på anmodning fra en af foræl-
drene.
Det foreslås videre, at forældreansvarsloven ændres sådan,
at det fremgår heraf, at en aftale om delt bopæl har den virk-
ning, at forældrene skal være enige om alle beslutninger om
barnet også om overordnede forhold i barnets daglige liv,
herunder f.eks. hvor barnet skal bo, og hos hvilken forælder
barnet skal være bopælsregistreret i CPR, hvis barnet ophol-
der sig fast lige meget hos hver forælder. Ved delt bopæl ud-
gør den fælles forældremyndighed således rammen for for-
ældreskabet, og ingen af forældrene er defineret som bo-
pælsforælder efter forældreansvarsloven.
For at skabe ro om barnet i brudsituationen foreslås det, at
barnet har delt bopæl i tre måneder efter forældrenes samliv-
sophævelse, hvis samlevende forældre med fælles forældre-
myndighed ved en samlivsophævelse ikke enige om, hos
hvem af dem barnet skal have bopæl efter forældreansvars-
loven. Det foreslås videre, at der i denne periode kan be-
handles en sag om samvær, men at ingen af forældrene kan
indlede en sag om barnets bopæl. Retsvirkningerne af at ha-
ve delt bopæl i denne situation foreslås at være de samme
som ved aftale om delt bopæl, dog sådan at en forælder ikke
som ved aftalt delt bopæl kan beslutte, at den delte bopæl
skal ophøre. Dette forudsætter enighed mellem forældrene
om, hvem der skal være bopælsforælder.
Det foreslås dog samtidig, at det skal være muligt at behand-
le en sag om barnets bopæl, hvis afgørende hensyn til bar-
nets bedste taler imod delt bopæl, eller hvis begge forældre
fraflytter den tidligere fælles bopæl.
Der henvises til de med lovforslagets § 1 nr. 2, 16 og 17,
foreslåede bestemmelser i § 3, stk. 1, og § 17, stk. 3 og 4, og
§ 18 a i forældreansvarsloven, de med lovforslagets § 40, nr.
2, foreslåede ændringer af § 8, stk. 3, i CPR-loven og den i
lovforslagets § 39, nr. 6, foreslåede ændring af bilag 1, nr. 7,
til CPR-loven.
3.3.3.1.3. Beskyttelse af parter, der har været udsat for vold
Med henblik på at sikre beskyttelsen af parter, der har været
udsat for voldelig adfærd fra den anden part, eller hvis barn
har været udsat for voldelig adfærd fra den anden part, eller
hvor der er mistanke herom, foreslås det, at forældreansvars-
loven ændres, således at det fremgår eksplicit, at i sådanne
tilfælde skal Familieretshuset afholde møder særskilt for de
to parter. Dette kan dog fraviges ved samtykke fra den
voldsramte part. Det er ikke et krav, at der skal foreligge
vold i strafferetlig forstand. Begrebet voldelig adfærd skal i
overensstemmelse med Istanbul-konventionen forstås som
adfærd, der medfører, eller som sandsynligvis medfører, fy-
sisk, seksuel, psykisk eller økonomisk overlast eller lidelse
for offeret, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang
eller vilkårlig frihedsberøvelse.
Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i § 10, stk.
2, i forslaget til Familieretshusloven, samt den i lovforsla-
gets § 1, nr. 35, foreslåede § 31 a, stk. 3, i forældreansvars-
loven.
3.3.3.2. Separation og skilsmisse
3.3.3.2.1. Refleksionsperiode
Det foreslås, at § 29 i ægteskabsloven ændres, således at det
fremgår af bestemmelsen, at der i visse situationer først kan
gives bevilling til skilsmisse, når ægtefællerne har været
igennem en refleksionsperiode.
Anvendelsesområdet for en refleksionsperiode og indholdet
af perioden foreslås indført i ægteskabsloven ved en ny be-
stemmelse i § 42 a, hvorefter ægtefæller, der anmoder om
skilsmisse efter § 29, og som har fælles børn under 18 år, er
omfattet af refleksionsperioden. Det foreslås samtidig, at pe-
rioden har en varighed på tre måneder fra Familieretshusets
modtagelse af en anmodning om skilsmisse, og at ægtefæl-
lerne senest en måned efter udløbet af perioden skal bekræf-
te ansøgningen om skilsmisse. Der skabes dermed tid til re-
fleksion for ægtefæller med fælles børn under 18 år, der øn-
sker at blive skilt uden forudgående separation.
Det foreslås videre med den nye bestemmelse i § 42 a, at re-
fleksionsperioden skal understøtte forældrenes mulighed for
at arbejde med deres forhold og blive bedre til at forstå
børns reaktion på en skilsmisse, herunder ved et digitalt læ-
ringsforløb, som det bliver obligatorisk at gennemføre for de
omfattede ægtefæller. I tilfælde, hvor en ægtefælle er frita-
get for at anvende digital selvbetjening efter § 58 d, stk. 3, i
ægteskabsloven foreslås det, at vedkommende skal gennem-
føre det obligatoriske digitale forløb på skriftligt grundlag.
38
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 6 og 13.
3.3.3.2.2. Beskyttelse af parter, der har været udsat for vold
Med henblik på at sikre beskyttelsen af parter, der har været
udsat for vold fra den anden part, eller hvis barn har været
udsat for vold fra den anden part, eller hvor der er mistanke
herom foreslås det, at ægteskabsloven ændres, således at det
fremgår eksplicit, at i sådanne tilfælde skal Familieretshuset
afholde vilkårsforhandling særskilt for de to parter. Dette
kan dog fraviges ved samtykke fra den voldsramte part.
Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i § 10, stk.
2, i forslaget til Familieretshusloven, samt den i lovforsla-
gets § 2, nr. 10, foreslåede nye bestemmelse i § 38, stk. 3, i
ægteskabsloven.
3.4. Retsplejelovgivningen
3.4.1. Gældende ret
3.4.1.1. Domstolenes behandling af familieretlige sager
3.4.1.1.1. Generelt
Domstolene behandler en række familieretlige retssager,
navnligt om ægteskab, forældremyndighed, barnets bopæl,
faderskab og medmoderskab. Disse sager behandles efter de
almindelige regler i retsplejeloven om behandlingen af civi-
le retssager.
Kapitel 42 i retsplejeloven om sager om ægteskab og foræl-
dremyndighed indeholder dog særregler for domstolenes be-
handling af visse sager efter ægteskabsloven og forældrean-
svarsloven. Tilsvarende indeholder kapitel 42 a i retsplejelo-
ven om sager om faderskab og medmoderskab særregler for
domstolenes behandling af disse sager. For spørgsmål, der
ikke er reguleret i kapitel 42 eller 42 a, finder de almindelige
regler i retsplejeloven om behandlingen af civile retssager
anvendelse.
Det følger af § 40 i forældreansvarsloven og § 43 i ægte-
skabsloven, at sager om henholdsvis forældremyndighed og
barnets bopæl og separation og skilsmisse indbringes for ret-
ten af Statsforvaltningen. En part kan således ikke indbringe
sådanne sager direkte for retten.
Det fremgår af § 448 i retsplejeloven, at sager, der indbrin-
ges for retten efter ovennævnte bestemmelser, behandles ef-
ter reglerne i kapitel 42 i retsplejeloven.
Efter § 448 i retsplejeloven finder kapitel 42 tillige anven-
delse på enkelte sagstyper efter ægteskabsloven, hvor en
part kan anlægge retssag uden først at skulle have sagen be-
handlet af Statsforvaltningen. Det drejer sig om sager om
omstødelse af ægteskab, sager mellem ægtefæller om æn-
dring eller anfægtelse af vilkår for separation, skilsmisse el-
ler omstødelse, sager mellem ægtefæller til afgørelse af, om
separation består eller er bortfaldet, og sager til afgørelse af,
om parterne er eller ikke er ægtefæller.
Særreglerne i kapitel 42 og 42 a vedrører bl.a. international
kompetence, anke, advokatbeskikkelse og statskassens af-
holdelse af udgifter ved bevisførelse. Det følger af § 453 i
retsplejeloven, at retsmøder i sager omfattet af kapitel 42
foregår for lukkede døre.
Alle sager om faderskab og medmoderskab indledes i Stats-
forvaltningen. For faderskabssager gælder dette dog ikke,
hvis faderskabet er registreret af personregisterføreren.
Statsforvaltningen afslutter som udgangspunkt faderskabssa-
ger og medmoderskabssager, men indbringer tvistsager m.v.
for retten. Der henvises til §§ 15 og 26 i børneloven. Sager
om faderskab og medmoderskab, som Statsforvaltningen
indbringer for retten, behandles som nævnt efter reglerne i
kapitel 42 a i retsplejeloven. Kapitel 42 a indeholder bl.a.
regler om international kompetence, hvem der er part i rets-
sagen, for hvilken ret en sag skal indbringes, hvornår en sag
anses for anlagt, advokatbeskikkelse, sagsoplysning, parter-
nes mødepligt, at retsmøder foregår for lukkede døre, og om
anke.
Efter § 12, stk. 1, nr. 3 og 4, i retsafgiftsloven er sager om
ægteskab, forældremyndighed og faderskab afgiftsfri.
3.4.1.1.2. Statsforvaltningens beslutninger ved indbringel-
sen af familieretlige sager for retten
Når Statsforvaltningen indbringer en ægteskabs- eller foræl-
dreansvarssag for retten, skal Statsforvaltningen tage stilling
til, hvilken byret sagen skal indbringes for, og hvem af par-
terne der skal anses som sagsøger under rettens videre be-
handling af sagen.
Det følger af § 448 d i retsplejeloven, at sag om ægteskab,
herunder om separation og skilsmisse, indbringes for retten
ved sagsøgtes hjemting. Har sagsøgte ikke hjemting her i ri-
get, indbringes sagen for retten ved sagsøgerens hjemting,
og har ingen af parterne hjemting her i riget, indbringes sag-
en for den ret, som justitsministeren bestemmer.
Efter § 448 g i retsplejeloven indbringes sag om forældre-
myndighed eller barnets bopæl for retten i den retskreds,
hvor barnet har bopæl. Hvis barnet ikke har bopæl her i ri-
get, indbringes sagen for retten ved sagsøgtes hjemting.
Hvis sagsøgte ikke har hjemting her i riget, indbringes sagen
for retten ved sagsøgerens hjemting eller, hvis sagsøgeren
ikke har hjemting her i riget, for Københavns Byret.
Det følger af § 456 c, stk. 1, i retsplejeloven, at Statsforvalt-
ningen som udgangspunkt indbringer en sag om faderskab
eller medmoderskab for den byret, hvor moderen har hjem-
ting. Det følger af bestemmelsens stk. 2, at når moderen ik-
ke har hjemting her i landet, indbringes sagen for byretten,
hvor den person, som i medfør af § 456 e, stk. 1, nr. 3, i rets-
plejeloven er part i sagen, har hjemting. Er flere personer i
medfør af § 456 e, stk. 1, nr. 3, parter i sagen ved sagens
indbringelse for retten, bestemmer justitsministeren efter
§ 456 c, stk. 2, 2. pkt., hvilken af de kompetente byretter
sagen skal indbringes for. Kan der ikke påvises et værneting
efter § 456 c, stk. 1 og 2, bestemmer justitsministeren efter
39
bestemmelsens stk. 3, hvilken byret sagen skal indbringes
for.
Efter § 448 b, 2. pkt., i retsplejeloven anlægges sag om om-
stødelse af ægteskab ved en ret, hvor en af ægtefællerne kan
sagsøges efter § 448 d i retsplejeloven.
Det følger af § 248, stk. 1, i retsplejeloven, at retten af egen
drift påser, om en sag er indbragt for rette værneting. Frem-
sætter sagsøgte ikke indsigelse mod rettens kompetence i
svarskriftet eller i et retsmøde omfattet af § 352, stk. 3, i
retsplejeloven, anses retten for rette værneting. Er sagen an-
lagt ved en ret, som ikke er rette værneting til at behandle
sagen eller et af de rejste krav, henviser retten efter § 248,
stk. 2, i retsplejeloven om muligt sagen eller kravet til afgø-
relse ved rette domstol. Endvidere kan byretten efter § 254 i
retsplejeloven bestemme, at flere sager, der verserer ved ret-
ten mellem samme eller forskellige parter, skal behandles i
forbindelse med hinanden. Endvidere kan byretten efter an-
modning fra en part henvise en sag til behandling ved en an-
den byret, hvis sagen efter indhentet udtalelse fra den anden
ret findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbin-
delse med en anden sag, der verserer, ved den anden ret.
Det følger af § 448 a, stk. 3, i retsplejeloven, at den, der
først har anmodet Statsforvaltningen om, at en sag indbrin-
ges for retten, anses som sagsøger. Ved samtidig anmodning
om indbringelse for retten anses den part, der indgav an-
modning om separation eller skilsmisse, jf. § 37 i ægte-
skabsloven, eller om afgørelse om forældremyndighed eller
barnets bopæl, jf. § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven, som
sagsøger. Blev de nævnte anmodninger indgivet samtidig af
begge parter, bestemmer Statsforvaltningen, hvem der skal
anses som sagsøger. Statsforvaltningens afgørelse herom
kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
3.4.1.1.3. Sager efter ægteskabsloven
I relation til sager efter ægteskabsloven følger det af
§ 448 b, 1. pkt., i retsplejeloven, at hvis en sag om omstø-
delse af et ægteskab anlægges af Ankestyrelsen eller ægte-
fællen i et tidligere ægteskab, skal sagen anlægges mod beg-
ge ægtefæller.
3.4.1.1.4. Sager efter forældreansvarsloven
Efter § 450 a i retsplejeloven kan retten i sager om forældre-
myndighed eller barnets bopæl udpege en børnesagkyndig
til at deltage i forberedende møder. Endvidere kan retten
med henblik på at opnå forlig anmode den børnesagkyndige
om at afholde en samtale med parterne eller barnet samt om
at indhente oplysninger, medmindre en part modsætter sig
dette.
Efter § 450 b i retsplejeloven kan retten i sager om forældre-
myndighed eller barnets bopæl træffe bestemmelse om be-
visførelse, herunder om at tilvejebringe børnesagkyndige er-
klæringer og sagkyndige erklæringer om forældre. Om nød-
vendigt kan retten pålægge en part at give møde og afgive
forklaring efter samme regler, som gælder for vidner.
Efter § 450 c, stk. 1, i retsplejeloven afholdes samtaler med
børn i sager efter forældreansvarsloven, dvs. sager om for-
ældremyndighed eller barnets bopæl, uden at parterne er til
stede, medmindre retten bestemmer andet. Parterne skal for-
ud for afholdelsen af samtalen orienteres om samtalens ka-
rakter og betydning, medmindre det vurderes at være unød-
vendigt.
Efter bestemmelsens stk. 2 anmoder retten en børnesagkyn-
dig om at afholde samtalen. Inden sagen afgøres, skal par-
terne efter bestemmelsens stk. 3 gøres bekendt med hoved-
indholdet af samtalen, medmindre afgørende hensyn til bar-
net taler imod det.
Efter § 450 d i retsplejeloven kan retten i særlige tilfælde
udpege en person til at bistå barnet under behandlingen af en
sag om forældremyndighed eller barnets bopæl. Den, der
udpeges, har adgang til sagens akter og mulighed for at være
til stede under retsmøder og under samtaler efter de gælden-
de bestemmelser i §§ 450 a og 450 c. Disse bestemmelser er
beskrevet i bemærkningerne til de i § 15, nr. 14, foreslåede
bestemmelser i henholdsvis §§ 450 og 450 b i retsplejelo-
ven.
Efter § 455 a i retsplejeloven afgøres sager om afvisning af
en anmodning om ændring af forældremyndighed eller bar-
nets bopæl, der indbringes for retten af Statsforvaltningen
efter § 39, stk. 2, i forældreansvarsloven, på skriftligt grund-
lag, medmindre retten finder, at der er grund til mundtlig be-
handling. Afgørelse i disse sager træffes ved kendelse.
3.4.1.1.5. Fri proces
Efter § 327, stk. 1, i retsplejeloven gives der fri proces til en
række familieretlige sager i 1. instans, hvis ansøgeren opfyl-
der de økonomiske betingelser i § 325 i retsplejeloven.
Efter § 327, stk. 1, nr. 1, i retsplejeloven drejer dette sig om
de i kapitel 42 i retsplejeloven omhandlede familieretlige
sager. Der henvises til punkt. 3.4.1.1.1.
Fri proces efter § 327, stk. 1, i retsplejeloven kan dog efter
bestemmelsens stk. 4 ikke gives, hvis det er åbenbart, at an-
søgeren ikke vil få medhold i sagen.
Fri proces efter § 328 i retsplejeloven er overordnet set be-
tinget af, at ansøgeren opfylder de økonomiske betingelser i
§ 325 i retsplejeloven og skønnes at have rimelig grund til at
føre proces.
3.4.1.1.6. Parternes adgang til sagens dokumenter
Efter § 255 a, stk. 1 og 2, i retsplejeloven kan en part forlan-
ge at få adgang til dokumenter, der vedrører sagen, herunder
indførsler i retsbøgerne, medmindre andet er bestemt. Retten
til aktindsigt omfatter dog ikke interne dokumenter.
Retsplejeloven indeholder således ikke regler, der begrænser
en parts adgang til dokumenterne i en sag, uanset om retten
har modtaget dokumenterne fra modparten eller tredjemand,
40
eller retten som et led i sagsoplysningen selv har indhentet
dokumenterne.
Begrundelsen herfor er navnligt princippet om retten til kon-
tradiktion, som bl.a. følger af artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Princippet om kontradiktion
indebærer bl.a., at retten ved afgørelsen af en sag normalt
ikke kan tage hensyn til oplysninger, der er fremlagt af den
ene part, og som den anden part ikke kender, samt oplysnin-
ger fra tredjemand, som ingen af parterne kender, eller som
kun den ene part kender.
Det følger dog af § 450 c, stk. 3, i retsplejeloven, at samtaler
med børn efter forældreansvarsloven som udgangspunkt af-
holdes, uden at parterne er til stede. Inden sagen afgøres,
skal parterne gøres bekendt med hovedindholdet af samta-
len, medmindre afgørende hensyn til barnet taler imod det.
Retten sender et skriftligt referat af samtalen til parternes
advokater. Hvis afgørende hensyn til barnet taler herfor, kan
orienteringen til parterne om, hvad barnet har sagt eller dele
heraf, efter § 450 c, stk. 3, i retsplejeloven undlades. Beslut-
ningen om hel eller delvis fortrolighed skal tilføres retsbo-
gen. I de helt særlige tilfælde, hvor en udeladt oplysning
vurderes at være af væsentlig betydning for sagens resultat,
vil der kunne udfærdiges et notat til sagen indeholdende og-
så den fortrolige del af samtalen, som parterne i givet fald
ikke gøres bekendt med, da der er tale om et internt doku-
ment, jf. § 255 a, stk. 1, i retsplejeloven.
I sager, der behandles af administrative myndigheder, kan
en part efter § 9 i forvaltningsloven med visse undtagelser
forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter.
Efter § 15 b i forvaltningsloven kan en parts ret til aktindsigt
begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte
kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til enten forebyg-
gelse, opklaring eller forfølgning af lovovertrædelser, straf-
fuldbyrdelse og lign. samt beskyttelse af sigtede, vidner eller
andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,
jf. § 15 b, nr. 1, eller private og offentlige interesser, hvor
hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er på-
krævet, jf. § 15 b, nr. 5.
Ved overvejelse af et afslag på aktindsigt til en part skal der
således foretages en konkret afvejning af partens interesse i
at kunne varetage sine interesser, f.eks. ved at få mulighed
for at modbevise eller kommentere de pågældende oplysnin-
ger, over for modpartens, tredjemands eller det offentliges
interesse i at parten ikke får kendskab til de pågældende op-
lysninger.
Denne afvejning skal foretages i forhold til hvert dokument
og hver oplysning i sagen. Hvis kun en enkelt oplysning i et
dokument kan undtages fra aktindsigt, har parten således ret
til aktindsigt i dokumentet med undtagelse af den pågælden-
de oplysning.
I familieretlige sager anvendes den begrænsede adgang til at
undtage oplysninger fra aktindsigt typisk i forhold til sager
efter forældreansvarsloven. Hvis der har været afholdt en
samtale med barnet eller foretaget en børnesagkyndig under-
søgelse, kan notatet fra samtalen eller rapporten fra undersø-
gelsen indeholde oplysninger om barnets holdning til foræl-
drene eller andre, som er nødvendige for, at myndigheden
kan træffe den afgørelse, der er bedst for barnet, men som
forældrene af hensyn til barnet ikke bør være bekendt med.
I sager efter forældreansvarsloven kan der endvidere forelig-
ge detaljerede oplysninger om en forælders sociale og hel-
bredsmæssige forhold, f.eks. psykisk sygdom, misbrug m.v.
Der kan også foreligge sådanne oplysninger om tredjemand,
f.eks. en forælders nuværende eller tidligere samlever. Så-
danne oplysninger kan være nødvendige for, at myndighe-
den kan træffe den afgørelse, der er bedst for barnet, og par-
terne har derfor som udgangspunkt behov for at kende op-
lysningerne for at varetage deres interesser i sagen. Det er
imidlertid ikke altid nødvendigt, at en part kender alle oplys-
ninger i sagen for at kunne varetage sine interesser.
Når der i en sag efter forældreansvarsloven er mistanke om,
at en part har begået eksempelvis vold eller seksuelle over-
greb mod barnet, kan myndighederne i et vist omfang mod-
tage oplysninger fra politiets igangværende efterforskning af
sagen, f.eks. om barnets udtalelser under samtaler med poli-
tiet. Af hensyn til barnet er det nødvendigt, at myndigheden
er i besiddelse af sådanne oplysninger, da en begrundet mis-
tanke om, at en samværsforælder har begået overgreb mod
et barn, kan danne grundlag for omgående at suspendere
samværet, mens det af hensyn til den strafferetlige efter-
forskning kan være nødvendigt at undtage oplysningerne fra
aktindsigt.
I sager om børne- og ægtefællebidrag kan der opstå spørgs-
mål om at undtage oplysninger om en parts forretningshem-
meligheder fra aktindsigt. Det kan f.eks. være oplysninger
om en truende konkurs eller betalingsstandsning, om bestræ-
belser på at rekonstruere en virksomhed eller afhænde den
helt eller delvist. Myndighederne kan have behov for sådan-
ne oplysninger til brug for vurderingen af partens evne til at
betale børne- og ægtefællebidrag, og modparten har derfor
som udgangspunkt ret til at kende oplysningerne, men det
kan ikke udelukkes, at der forefindes oplysninger i sagen,
som kan undtages fra aktindsigt.
Tilsvarende problemer kan opstå i andre familieretlige sag-
er.
Endelig kan der i alle sagstyper opstå spørgsmål om at und-
tage beskyttede adresser samt cpr-numre på tredjemand fra
aktindsigt.
I situationer som de nævnte er det alene de pågældende op-
lysninger, der undtages fra aktindsigt. De øvrige dele af do-
kumenterne er omfattet af retten til aktindsigt.
Kan en part i en sag, der behandles af en administrativ myn-
dighed, ikke antages at være bekendt med, at myndigheden
41
er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske
grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der efter
§ 19 i forvaltningsloven som udgangspunkt ikke træffes af-
gørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med op-
lysningerne eller vurderingerne og givet parten lejlighed til
at fremkomme med en udtalelse. Kravet om partshøring
gælder dog f.eks. ikke, hvis parten ikke har ret til aktindsigt
i de pågældende oplysninger efter bl.a. § 15 b i forvaltnings-
loven.
3.4.1.2. Fuldbyrdelse af forældreansvar
Tvangsfuldbyrdelse af domme m.v. sker efter reglerne i ka-
pitel 45 og 46 i retsplejeloven, der suppleres af særregler på
bestemte sagsområder.
Efter § 478, stk. 1, nr. 1 og 2, i retsplejeloven kan tvangs-
fuldbyrdelse ske på grundlag af domme og retsforlig. Endvi-
dere kan tvangsfuldbyrdelse efter § 478, stk. 1, nr. 1 og 2, i
retsplejeloven ske på grundlag af aftaler om forældremyn-
dighed, der er anmeldt til eller godkendt af Statsforvaltnin-
gen eller retten, afgørelser om forældremyndighed, barnets
bopæl eller samvær, der er truffet af Statsforvaltningen, afta-
ler om barnets bopæl eller samvær, der er indgået over for
Statsforvaltningen, samt aftaler om barnets bopæl eller sam-
vær, når det udtrykkeligt i aftalen er bestemt, at den kan tje-
ne som grundlag for fuldbyrdelse.
Kapitel 48 a i retsplejeloven indeholder særregler om fuld-
byrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
Reglerne er udskilt til et selvstændigt kapitel for at under-
strege sagernes særegne karakter og de særlige problemstil-
linger, der er forbundet hermed.
Efter § 536 i retsplejeloven, der vedrører grundlaget for
tvangsfuldbyrdelse, kan domme m.v., der er omfattede af
§ 478, stk. 1, nr. 1-3, i retsplejeloven og vedrører forældre-
myndighed, barnets bopæl og samvær, fuldbyrdes. Det
samme gælder anmodninger om udlevering af et barn til for-
ældremyndighedsindehaveren eller bopælsforælderen efter
§ 596, stk. 2. Fuldbyrdelsen sker efter § 537 i retsplejeloven,
der regulerer fremgangsmåden ved fuldbyrdelsen.
Fuldbyrdelse kan efter § 536, stk. 2, i retsplejeloven ske ved
tvangsbøder eller umiddelbar magtanvendelse, og fogedret-
ten er ikke bundet af parternes ønsker i den henseende. Dog
kan samvær efter § 20 i forældreansvarsloven om samvær
med andre end barnets forældre kun fuldbyrdes ved tvangs-
bøder.
Fuldbyrdelse af en afgørelse eller en aftale kan efter § 536,
stk. 6, ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sund-
hed derved udsættes for alvorlig fare. Kriterierne for at næg-
te fuldbyrdelse er mere restriktive i forbindelse med foged-
ens prøvelse end ved den oprindelige afgørelse om f.eks.
samvær. Fogedretten skal ikke foretage en ny materiel prø-
velse i sagen, men alene en vurdering af, om afgørelsen eller
aftalen kan fuldbyrdes. Viser det sig under en fogedretssag,
at der reelt er behov for en fornyet stillingtagen, kan foged-
retten ikke hjemvise eller henvise sagen til retten eller Stats-
forvaltningen, men må i stedet nægte at fremme sagen under
henvisning til, at barnets sjælelige eller legemlige sundhed
ellers udsættes for alvorlig fare.
Den sædvanlige fremgangsmåde for behandlingen af en sag
om fuldbyrdelse er, at parterne først indkaldes til et møde i
fogedretten. Her er det muligt for fogedretten at anmode en
repræsentant fra kommunen om at være til stede. Fogedret-
ten kan udsætte sagen kort tid, f.eks. på forligsforhandlinger.
Orientering om, at der i sidste ende kan ske fuldbyrdelse
med umiddelbar magt, har betydning for fogedrettens mulig-
heder for at forlige forældrene. Lykkes forligsbestræbelser-
ne ikke, overvejer fogeden, om afgørelsen straks skal fuld-
byrdes, eller om sagen skal udsættes på yderligere bevisfø-
relse, f.eks. en børnesagkyndig undersøgelse eller en samta-
le med barnet.
Det følger således at § 537, stk. 2, i retsplejeloven, at et
barn, som har den fornødne alder og modenhed, under en
samtale skal have mulighed for at give udtryk for sine egne
synspunkter, medmindre det er til skade for barnet. Afholdes
en samtale med barnet, skal der deltage en børnesagkyndig
eller en repræsentant fra kommunen.
Efter § 536, stk. 2, i retsplejeloven kan fuldbyrdelsen ske
ved anvendelse af tvangsbøder eller umiddelbar magt. End-
videre finder § 497, stk. 2, i retsplejeloven anvendelse i de
omhandlede fuldbyrdelsessager. Efter denne bestemmelse
kan en forælder tages i forvaring, hvis den pågældende ikke
giver de oplysninger, som fogedretten finder nødvendige til
gennemførelse af fuldbyrdelsen.
Ved fuldbyrdelsen vil fogedretten i praksis først forsøge
med tvangsbøder enten i form af løbende bøder eller i form
af en enkelt bøde for hvert samvær, hvor udlevering nægtes.
Løbende daglige eller ugentlige tvangsbøder bruges navn-
ligt, hvis fogedretten vælger først at gennemtvinge udleve-
ring til en forældremyndighedsindehaver eller en bopælsfor-
ælder med tvangsbøder i stedet for at skride direkte til umid-
delbar magtanvendelse. Løbende tvangsbøder kan også
komme på tale, hvis barnet ikke udleveres til et længereva-
rende feriesamvær. Bøderne fastsættes efter praksis under
hensyn til den tilbageholdende forælders indkomstforhold
og i en størrelse, der antages at kunne påvirke den pågæl-
dende forælders adfærd. Først hvis tvangsbøderne viser sig
uvirksomme, vil der blive tale om anvendelse af umiddelbar
magt.
Umiddelbar magt anvendes først og fremmest i sager om
udlevering af barnet til forældremyndighedsindehaveren el-
ler til bopælsforælderen. I samværssager kommer magtan-
vendelse normalt først på tale efter flere forgæves forsøg
med tvangsbøder. Dette kan ske, hvor barnet gentagne gan-
ge ikke er blevet udleveret, hvor barnet skjules, eller i tilfæl-
de hvor det er tydeligt, at tvangsbøder ikke vil føre til en ud-
levering af barnet.
Hvis fogedretten beslutter, at fuldbyrdelsen skal ske ved
umiddelbar magt, udsættes sagen kortvarigt med henblik på
42
gennemførelse af børnesagkyndig rådgivning efter § 32 a i
forældreansvarsloven. En børnesagkyndig fra Statsforvalt-
ningen foretager herefter udkørende rådgivning af forældre-
ne for at forsøge at hjælpe forældrene til at løse situationen
eller, hvis det ikke lykkes at formå forælderen til at udlevere
barnet, gennem rådgivningen at forberede forældrene på det
efterfølgende forløb.
Umiddelbar magtanvendelse sker normalt ved en udkørende
fogedforretning til barnets bopæl eller opholdssted. Der skal
som udgangspunkt medvirke en børnesagkyndig, ligesom
der som udgangspunkt skal tilkaldes en repræsentant fra
kommunen for at varetage barnets interesser, hvis fogedret-
ten skønner, at der kan blive tale om at anvende umiddelbar
magt. Dette kan dog undlades, hvis der foreligger ganske
særlige omstændigheder. Der kan f.eks. opstå situationer,
hvor det er nødvendigt at søge afgørelsen fuldbyrdet straks
for at undgå, at muligheden for fuldbyrdelse forspildes. Der
kan være tale om situationer, hvor en forælder er gået eller
er ved at gå under jorden med barnet, og hvor der er risiko
for, at det vil være vanskeligt på et senere tidspunkt at finde
barnet igen. Der henvises til § 537, stk. 5, i retsplejeloven.
Det fremgår af § 498, stk. 2, i retsplejeloven, at fogedretten
kan anvende den for fuldbyrdelsen nødvendige magt. Politi-
et yder efter anmodning fogedretten bistand hertil. Der hen-
vises til § 2, nr. 6, i lov om politiets virksomhed, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 956 af 20. august 2015 med senere ændrin-
ger (politiloven), hvoraf det fremgår, at politiet har til opga-
ve at yde andre myndigheder bistand efter gældende ret. Når
politiets bistand til andre myndigheder forudsætter anven-
delse af magt, er det politiet, der skønner, om betingelserne
for at anvende magt er til stede, herunder om magtanvendel-
se i den konkrete situation vil være i overensstemmelse med
de almindelige krav om nødvendighed, proportionalitet og
anvendelse af det mindst indgribende middel. Politiet kan
således efter en konkret vurdering afstå fra at imødekomme
en anmodning om bistand, hvis bistanden vil forudsætte
magtanvendelse, der efter politiets skøn ikke er grundlag
for.
Fogedretten har efter § 536, stk. 4, i retsplejeloven mulighed
for at ændre omfang, tid og sted for et fastsat samvær samt
vilkårene herfor i forbindelse med fuldbyrdelsessagen. Fo-
gedretten kan således fastsætte en midlertidig praktisk ord-
ning i forbindelse med eksempelvis afhentning og aflevering
af barnet under fuldbyrdelsessagen, herunder f.eks. placere
et weekendsamvær i en anden weekend eller bestemme, at
samværet skal gennemføres et andet sted eller betinge sam-
vær af, at samværsforælderen afleverer sit pas.
Endvidere kan fogedretten efter § 536, stk. 5, i retsplejelo-
ven fastsætte erstatningssamvær for et samvær, der ikke har
kunnet gennemføres under en fuldbyrdelsessag. Fogedretter-
ne kan på denne måde imødegå tilfælde, hvor en bopælsfor-
ælder uden grund forhindrer samværet. Fogedretten kan
imidlertid som nævnt ovenfor ikke tage stilling til det over-
ordnede og løbende samvær, der er fastsat af Statsforvalt-
ningen, eller til spørgsmålet om barnets bopæl eller place-
ringen af forældremyndigheden. Disse spørgsmål skal be-
handles af Statsforvaltningen og domstolene.
Fogedretterne modtager omkring 2.500 sager om fuldbyr-
delse årligt. I 2016 blev der i 18 af sagerne truffet beslutnin-
gen om anvendelse af umiddelbar magt, mens dette tal i
2017 var faldet til 9 sager. Det er således i under 1 pct. af
sagerne, hvor det bliver besluttet, at sagen skal løses ved
magt. I forlængelse heraf bemærkes det, at barnet ofte udle-
veres frivilligt af den tilbageholdende forælder i forbindelse
med en udkørende fogedforretning, således at fogedretten i
stort set alle sager undgår at anvende umiddelbart magt.
3.4.1.3. Procesbevillingsnævnet
Procesbevillingsnævnet blev oprettet pr. 1. januar 1996 med
det formål at behandle ansøgninger om anden- og tredjein-
stansbevilling (appeltilladelse) til landsretten og Højesteret i
civile sager og straffesager.
Procesbevillingsnævnet består af fem medlemmer, nemlig
en højesteretsdommer (formand), en landsdommer, en by-
retsdommer, en advokat med møderet for Højesteret og en
professor i retsvidenskab eller en anden jurist med særlig vi-
denskabelig uddannelse, jf. § 23, stk. 1, i retsplejeloven.
Fra 1. januar 2007 har Procesbevillingsnævnet endvidere
været klageinstans i forhold til Civilstyrelsens afslag på fri
proces, og med virkning fra 1. april 2016 har Procesbevil-
lingsnævnet tillige været klageinstans i forhold til Civilsty-
relsens afslag på retshjælp til indgivelse og førelse af klage-
sager for internationale klageorganer i henhold til menne-
skerettighedskonventioner.
Ved afgørelse af klager over afslag på fri proces og rets-
hjælp består Procesbevillingsnævnet af tre medlemmer,
nemlig en landsdommer (afdelingsformand), en byretsdom-
mer og en advokat, jf. § 23, stk. 2, i retsplejeloven. Der er
tale om en særskilt afdeling af nævnet, og et medlem af ho-
vednævnet kan ikke samtidig være medlem af afdelingen.
Medlemmerne af nævnet og afdelingen bliver beskikket for
en periode på to år med mulighed for genbeskikkelse for
yderligere to år. Der bliver desuden beskikket en eller flere
suppleanter for hvert medlem.
Procesbevillingsnævnets sager behandles således i to for-
skellige afdelinger, dels i en afdeling for appeltilladelser
(hovednævnet), dels i en afdeling for fri proces. Alle sager
forberedes i et sekretariat, der er fælles for de to afdelinger.
Procesbevillingsnævnet fastsætter selv sin forretningsorden,
jf. § 25, stk. 1, i retsplejeloven.
Der kan i forretningsordenen bl.a. fastsættes bestemmelser
om skriftlig votering og om, at formanden kan træffe visse
nærmere bestemte afgørelser på nævnets vegne, eller at sag-
er om meddelelse af anden- og tredjeinstansbevilling kan af-
gøres af tre af nævnets medlemmer, nemlig en dommer, en
43
advokat og en universitetslærer, jf. § 25, stk. 2, 2. pkt., i
retsplejeloven.
Procesbevillingsnævnets forretningsorden fremgår af be-
kendtgørelse nr. 512 af 22. maj 2018.
Det fremgår af § 6 i forretningsordenen, at nævnets afgørel-
ser træffes ved møder i nævnet, og at forhandlingerne fore-
går mundtligt. Formanden eller afdelingsformanden kan dog
i særlige tilfælde træffe bestemmelse om en anden behand-
lingsform.
Det fremgår af § 8 i forretningsordenen, at formanden og af-
delingsformanden uden forelæggelse for nævnet (afdelin-
gen) kan tage stilling til behandlingen af henvendelser, som
falder uden for nævnets (afdelingens) kompetence. Forman-
den og afdelingsformanden kan herudover i særlige grupper
af tilfælde i henhold til skriftlige retningslinjer, som er fast-
sat af nævnet (afdelingen) ved enstemmig beslutning, træffe
afgørelse på nævnets (afdelingens) vegne uden forelæggelse
for nævnet (afdelingen).
Det fremgår af Procesbevillingsnævnets årsberetning for
2017, side 20, at nævnet og afdelingen har bemyndiget for-
manden og afdelingsformanden til at afgøre visse sagstyper,
bl.a. genoptagelsesanmodninger, når der ikke er grundlag
for at genoptage behandling af sagen, idet der ikke forelig-
ger nye væsentlige oplysninger.
Det fremgår af § 11 i forretningsordenen, at nævnet kan
træffe afgørelse om appeltilladelse, hvis tre medlemmer er
til stede, idet dog ethvert tilstedeværende medlem kan kræve
behandlingen af en sag udsat, hvis nævnet ikke er fuldtalligt.
Det fremgår af § 12 i forretningsordenen, at i henhold til
skriftlige retningslinjer, som er fastsat af nævnet ved en-
stemmig beslutning, kan afgørelse om appeltilladelse i særli-
ge grupper af tilfælde træffes af 3 af nævnets medlemmer,
nemlig en dommer, en advokat og en universitetslærer.
Hvert af de i sagens behandling deltagende medlemmer kan
dog i disse tilfælde kræve en sag behandlet i det samlede
nævn.
Det fremgår af Procesbevillingsnævnets årsberetning for
2017, side 19, at nævnet i 2017 for første gang har benyttet
muligheden i § 12 i forretningsordenen for, at afgørelse om
appeltilladelse i særlige grupper af tilfælde kan træffes af 3
af nævnets medlemmer. Procesbevillingsnævnet har over for
Justitsministeriet supplerende oplyst, at disse afgørelser har
været truffet af en landsdommer, en advokat og en universi-
tetslærer, og at muligheden har været benyttet i visse sager
om appeltilladelse til landsretten, herunder en andel af an-
søgninger om appeltilladelse i medfør af § 389 a i retspleje-
loven om kære af kendelser og beslutninger, der i civile sag-
er afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller dennes
forberedelse.
Det fremgår af § 14 i forretningsordenen, at afdelingen for
fri proces kan træffe afgørelse, hvis 2 medlemmer er til ste-
de, såfremt de 2 medlemmer er enige om afgørelsen og om
at afgøre sagen, selv om nævnet ikke er fuldtalligt.
3.4.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.4.2.1. Familieretlige retssager
Med det nye familieretlige system er det ministeriets vurde-
ring, at der bør foretages en række tilpasninger af reglerne i
retsplejeloven om domstolenes behandling af familieretlige
sager.
Indledningsvist bør byretten benævnes familieretten, når den
behandler familieretlige sager. Begrundelsen for det er, at
det nye familieretlige system består af en administrativ en-
hed og en domstolsenhed, der tilsammen udgør ét samlet fa-
milieretligt system. Denne sammenhæng mellem de to enhe-
der understreges ved at benævne den administrative enhed
Familieretshuset og domstolsenheden familieretten.
Reglerne om familierettens behandling af alle typer fami-
lieretlige sager bør placeres i kapitel 42 i retsplejeloven, der
således ikke kun skal finde anvendelse på sager efter ægte-
skabsloven og forældreansvarsloven, men også på de afgø-
relser efter den familieretlige lovgivning, som Familierets-
huset skal indbringe for familieretten.
Kapitel 42 i retsplejeloven skal således også finde anvendel-
se på sager om faderskab og medmoderskab, men særregler-
ne i kapitel 42 a i retsplejeloven om behandlingen af disse
sager bør opretholdes, dog med enkelte lovtekniske tilpas-
ninger.
I kapitel 42 er der behov for at regulere nogle aspekter af fa-
milierettens behandling af indbragte sager.
Det drejer sig for det første om fastlæggelse af, hvilken fa-
milieret en familieretlig sag eller afgørelse skal indbringes
for, og hvem der anses som henholdsvis sagsøger og sagsøg-
te under sagsbehandlingen i familieretten.
Bestemmelserne om, hvilken familieret en familieretlig sag
skal indbringes for, bør udformes med udgangspunkt i den
gældende ordning, idet der dog skal tages højde for, at be-
stemmelserne om indbringelse af sager for familieretten skal
finde anvendelse for en række sagstyper, der ikke er omfat-
tede af de gældende regler om indbringelse af sager for ret-
ten. Dette skyldes, at i det nye familieretlige system skal alle
familieretlige sager indledes i Familieretshuset.
Børne- og Socialministeriet finder, at det fortsat bør være
udgangspunktet, at en sag indbringes for familieretten ved
sagsøgtes hjemting. Har sagsøgte ikke hjemting her i landet,
bør sagen indbringes for familieretten ved sagsøgerens
hjemting. Endvidere bør de gældende regler om indbringelse
af sager efter forældreansvarsloven og børneloven viderefø-
res i relation til indbringelse af sager og afgørelser efter dis-
se love for familieretten.
44
En sag, der indeholder en tvist mellem en privat part og Fa-
milieretshuset, bør indbringes for familieretten ved den pri-
vate parts hjemting.
Familieretshuset bør dog altid kunne bestemme, hvilken fa-
milieret sagen skal indbringes for, navnligt for at sikre, at
sager, der bør behandles sammen, indbringes for samme fa-
milieret. Samtidigt bør den familieret, som en sag er ind-
bragt for, kunne henvise sagen til en anden familieret.
Bestemmelserne om, hvem der anses for henholdsvis sagsø-
ger og sagsøgte i en sag, der indbringes for familieretten,
bør ligeledes udformes med udgangspunkt i den gældende
ordning, idet der dog også her skal tages højde for, at be-
stemmelserne herom skal finde anvendelse for en række
sagstyper, der ikke er omfattede af de gældende regler. Det
bør således være udgangspunktet, at den part, der indgav an-
modningen eller ansøgningen til Familieretshuset, anses
som sagsøger under familierettens behandling af sagen. Dog
bør en part, der anmoder om, at en afgørelse truffet af Fami-
lieretshuset indbringes for familieretten til prøvelse, anses
som sagsøger under familierettens behandling af sagen. In-
deholder sagen en tvist mellem en part og Familieretshuset
bør det som udgangspunkt være Familieretshuset, der anses
som sagsøgte, og parten som sagsøger. Uanset dette bør Fa-
milieretshuset kunne bestemme, hvilken familieret en sag
skal indbringes for.
Det findes hensigtsmæssigt, at Familieretshuset ved indbrin-
gelse af en sag for familieretten sender sagens akter til fami-
lieretten.
Ved indbringelsen af en samværssag for familieretten til af-
gørelse skal Familieretshuset medsende oplysninger om,
hvordan det konkrete samvær, hvis nødvendigt, vil kunne
gennemføres under overvågning eller støtte. Herefter vil fa-
milieretten i samværsafgørelsen i givet fald kunne fastsætte
de bestemmelser, der er nødvendige for, at samværet kan fo-
regå under overvågning eller som støttet samvær. Det kan
hertil oplyses, at Statsforvaltningen i 2017 gennemførte
overvåget samvær i knap 500 sager, hvortil kommer gen-
nemførelse af overvågning uden for Statsforvaltningen i
mindre end ti sager om året.
For det andet skal familieretten tage stilling til, om såkaldte
mindre enkle sager, såkaldte § 6-sager, jf. punkt 3.3.3., der
indbringes for familieretten til afgørelse, skal behandles i
den forenklede familiesagsproces, som etableres som et led i
det nye familieretlige system. Familierettens bestemmelse
om behandlingsmetoden bør ikke kunne indbringes for høje-
re ret.
Sager, der behandles i den forenklede familiesagsproces, be-
handles efter bestemmelserne om behandling af civile rets-
sager, men enkelte elementer i behandlingen af civile sager
skal ikke finde anvendelse i den forenklede familiesagspro-
ces, eller skal kun finde anvendelse, hvis der foreligger sær-
lige omstændigheder. Det drejer sig navnlig om afholdelse
af forberedende retsmøde inden hovedforhandlingen, om
retsmægling, om samtaler med børn, om sagsoplysning og
om retten til fri proces. I den forenklede familiesagsproces
kan familieretten bestemme, at en sag skal behandles på
skriftligt grundlag, og det bør være familieretten, der udar-
bejder en fortegnelse over parternes påstande, anbringender
og beviser.
Det drejer sig for det tredje om de afgørelser, som Familier-
etshuset har truffet, og som efter anmodning fra en part ind-
bringes for familieretten til prøvelse. Disse sager bør fami-
lieretten behandle efter de samme regler som gælder for de
sager, der indbringes for familieretten til afgørelse, dvs. med
udgangspunkt i reglerne i kapitel 42 i retsplejeloven. Fami-
lieretten bør dog kunne bestemme, at en sag skal behandles i
den forenklede familiesagsproces. Familierettens afgørelse
om, hvordan sagen skal behandles, bør ikke kunne indbrin-
ges for højere ret.
Når Familieretshusets afgørelse er indbragt for familieretten
til prøvelse, bør familierettens afgørelse i sagen ikke kunne
indbringes for landsretten. Procesbevillingsnævnet bør dog
kunne give tilladelse til, at afgørelsen indbringes for lands-
retten, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grun-
de i øvrigt taler derfor.
For det fjerde bør der være mulighed for, at familieretten
under behandlingen af en familieretlig sag, der er indbragt
for familieretten til afgørelse, også kan træffe afgørelse i an-
dre familieretlige sager vedrørende samme parter. Til brug
for behandlingen af en sådan sag kan familieretten anmode
Familieretshuset om en udtalelse og om akterne fra eventu-
elle tidligere sager af betydning for den sag, som Familier-
etshuset ikke har haft under behandling.
For det femte bør de bestemmelser i kapitel 42 i retsplejelo-
ven, der indeholder særregler om behandlingen af sager om
forældremyndighed og barnets bopæl, i relation til f.eks.
børnesamtaler, rådgivning og bevisførelse, også finde an-
vendelse på sager om samvær. Disse bestemmelser viderefø-
res herudover uændrede.
Samtaler med børn bør dog som udgangspunkt afholdes af
en børnesagkyndig fra Børneenheden i Familieretshuset, ty-
pisk den kontaktperson som barnet fik tildelt under den ind-
ledende behandling af sagen i Familieretshuset. Dermed re-
duceres antallet af voksne, som barnet har kontakt med
under behandlingen af sagen. Hvis familieretten vurderer, at
det er nødvendigt, kan samtalen dog gennemføres af en an-
den børnesagkyndig, herunder en børnesagkyndig der ikke
kommer fra Børneenheden.
I sager, der er indbragt for familieretten til afgørelse eller
prøvelse, anmoder familieretten en børnesagkyndig fra Bør-
neenheden om at afholde samtalen. Familieretten kan dog
anmode en anden børnesagkyndig om at afholde samtalen,
hvis det konkret vurderes at være nødvendigt. I landsretssa-
ger afholdes samtalen af en børnesagkyndig fra Børneenhe-
den, medmindre landsretten bestemmer, at samtalen skal af-
holdes af en anden børnesagkyndig.
45
Det nye familieretlige system medfører ikke behov for
grundlæggende ændringer af en parts muligheder for at få fri
proces i familieretlige sager efter § 327 i retsplejeloven,
hvor meddelelse af fri proces som udgangspunkt kun er un-
dergivet en helt overordnet materiel prøvelse, således at fri
proces som udgangspunkt alene afhænger af, om parten op-
fylder de økonomiske betingelser i § 325 i retsplejeloven.
Dog er der ikke grundlag for at give en part mulighed for at
få fri proces efter § 327 i retsplejeloven, når sagen behand-
les i den forenklede familieretsproces, eller når familieretten
tager stilling til en afgørelse, der er truffet af Familieretshu-
set, og som en part har anmodet om at få indbragt for fami-
lieretten til prøvelse.
I sager, der behandles i den forenklede familiesagsproces,
bør en part heller ikke kunne få fri proces efter § 328 i rets-
plejeloven. Fri proces efter denne bestemmelse er overord-
net set betinget af, at ansøgeren opfylder de økonomiske be-
tingelser i § 325 i retsplejeloven og skønnes at have rimelig
grund til at føre proces. I stedet bør der etableres mulighed
for, at en part kan få fri proces, hvis parten undtagelsesvist
har behov for advokatbistand, forudsat at parten opfylder de
økonomiske betingelser i § 325 i retsplejeloven.
Endelig bør bestemmelsen om, at en omstødelsessag, der an-
lægges af det offentlige eller af ægtefællen i det tidligere
ægteskab, skal anlægges mod begge ægtefæller, overføres til
ægteskabsloven, da bestemmelsen regulerer forhold, som
Familieretshuset skal tage stilling til ved indbringelsen af
visse omstødelsessager for familieretten.
Herudover medfører det nye familieretlige system behov for
at foretage en række konsekvensændringer i retsplejeloven
og retsafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1252 af 27. no-
vember 2014.
Særligt om parternes adgang til sagens dokumenter
I det nye familieretlige system behandles alle familieretlige
sager indledningsvist af Familieretshuset, der bl.a. sørger for
oplysningen af sagen.
Familieretshuset indbringer efter §§ 27 og 32 i forslaget til
Familieretshusloven en række sager for familieretten til af-
gørelse. Det er hovedsageligt sager efter forældreansvarslo-
ven. Efter § 26 i forslaget til Familieretshusloven træffer Fa-
milieretshuset afgørelse i de øvrige sager. Disse afgørelser
kan efter § 39 i forslaget til Familieretshusloven indbringes
for familieretten til prøvelse.
Når Familieretshuset indbringer en sag for familieretten, bør
retten modtage alle akter i sagen, dog ikke akter der er irre-
levante for sagen. Familieretten vil således også modtage
oplysninger, som Familieretshuset efter § 15 b i forvalt-
ningsloven har undtaget fra aktindsigt eller ville skulle und-
tage fra aktindsigt, såfremt Familieretshuset fik en anmod-
ning om aktindsigt fra en part. Familieretten skal således ha-
ve adgang til samme oplysninger i den enkelte sag som Fa-
milieretshuset. I sager efter forældreansvarsloven sikres her-
ved sammenhængende forløb for familierne, og at afgørelser
vedrørende børn træffes til barnets bedste.
Derfor bør det sikres, at familieretten har samme mulighed
for at afskære en part fra oplysninger i sagen, som Familier-
etshuset har for at undtage oplysninger fra partsaktindsigt.
Dette bør dog ikke ændre ved udgangspunktet i retsplejelo-
ven om, at parterne skal have fri og lige adgang til sagens
dokumenter.
Det skal understreges, at adgangen til oplysninger om en
forælders sygdom, personlige forhold og egenskaber m.v.
som udgangspunkt ikke vil kunne begrænses, da det er op-
lysninger, der er af væsentlig betydning for familierettens
vurdering af barnets samlede situation og dermed for vurde-
ringen af barnets bedste. Hensynet til en forælder vil således
kun yderst sjældent kunne føre til en begrænsning i adgan-
gen til oplysninger, men der vil eksempelvis kunne være et
beskyttelseshensyn i forhold til en forælder i situationer,
hvor den anden forælder er voldelig og forfølger forælderen.
I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at sikre, at ad-
gangen til oplysninger om opholdssted m.v. afskæres.
Endvidere vil det i situationer, hvor en forælder er under ef-
terforskning for en forbrydelse, der har betydning for vurde-
ringen af forælderens omsorgsevne, eksempelvis vold, kun-
ne være nødvendigt at tilbageholde oplysninger fra efter-
forskningen for at undgå at skade efterforskningen, uanset at
det netop er fra efterforskningen, at familieretten får centrale
oplysninger om den pågældende forælders personlige for-
hold.
Børne- og Socialministeriet finder imidlertid ikke, at der er
behov for at foreslå en bestemmelse svarende til § 15 b i for-
valtningsloven, hvorefter familieretten ville kunne begrænse
en parts adgang til sagens dokumenter, idet Danmarks Dom-
stole vurderer, at de ovenfor beskrevne hensyn kan vareta-
ges inden for de gældende regler. Danmarks Domstole har
således vedrørende personoplysninger oplyst, at ”familieret-
ten inden for det gældende regelsæt vil kunne håndtere de
oplysninger, som Familieretshuset sender til retten. Allerede
i dag har retten mulighed for at undtage visse oplysninger
fra referatet af samtalen med barnet. Undtagelsen af visse
oplysninger fra børnesamtalen kræver, at det udelukkende
sker af hensyn til barnet, og at parterne klart gøres opmærk-
somme på, at noget er udeladt. Endvidere kan retten kun
lægge vægt på de undtagne oplysninger, hvis retten udarbej-
der et notat om indholdet af de undtagne dele af samtalen,
der lægges på sagen. Ligeledes kan retten allerede i dag sik-
re den nødvendige navne- og adressebeskyttelse i de sager,
hvor det måtte være nødvendigt. ”
3.4.2.2. Fuldbyrdelse af forældreansvar
Sager om fuldbyrdelse af samvær, forældremyndighed og
barnets bopæl er meget belastende for barnet og dækker
over omfattende konflikter mellem forældrene.
Det er Børne- og Socialministeriets opfattelse, at mulighe-
den for at fuldbyrde forældremyndighed, barnets bopæl og
46
samvær skal opretholdes i det nye familieretlige system,
men der skal sikres bedre muligheder for at tage hensyn til
barnet ved fuldbyrdelsen.
Ministeriet ønsker i videst mulig udstrækning at skabe sam-
menhængende forløb i et samlet system for familierne. At
sager om fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl
og samvær, dvs. sager om forældreansvar, behandles i fo-
gedretten, der hovedsageligt tager sig af pengekrav m.v., un-
derstøtter efter ministeriets opfattelse ikke denne målsæt-
ning. I tråd med ønsket om at skabe ét samlet familieretligt
system, der kan tilbyde familierne tilpassede og sammen-
hængende løsninger, bør det overlades til familieretten at
behandle sager om fuldbyrdelse af forældreansvar. Der er
tale om sager, der udspringer af forældrenes konflikter, som
familieretten ofte tidligere har taget stilling til under behand-
lingen af en retssag om forældremyndighed, barnets bopæl
og samvær. En fuldbyrdelsessag ligger således ofte i umid-
delbar forlængelse af en sådan retssag. En sådan ændret til-
rettelæggelse af opgaverne må således også antages at kunne
skabe en mulighed for, at familieretten ved sine afgørelser i
komplekse forældreansvarssager i et vist omfang tager højde
for et eventuelt kommende behov for at kunne fuldbyrde en
afgørelse. Ministeriet finder på den baggrund, at der herved
vil kunne skabes mere sammenhængende forløb.
De gældende regler om fuldbyrdelse har afsæt i, at et fuld-
byrdelsesforløb i yderste konsekvens kan være en voldsom
oplevelse for barnet. Derfor er der allerede i de gældende
regler fokus på at støtte og skærme barnet. Samtidig er det
vigtigt at have regler, der kan beskytte barnet, f.eks. i tilfæl-
de hvor et barn tilbageholdes hos en forælder, der ikke er i
stand til at tage sig af barnet eller ikke kan opfylde konkrete
behov hos barnet, som er afgørende for barnets sundhed og
trivsel. I spændet mellem disse hensyn skal der tilrettelæg-
ges et system, der sætter hensynet til barnet først.
Opmærksomheden på betydningen af et fuldbyrdelsesforløb
for barnet og familien kommer bl.a. til udtryk ved, at
tvangsmæssig gennemførelse af samvær er den allersidste
udvej for fogedrettens behandling af samværssager. Foged-
retterne lykkes i næsten alle tilfælde med at løse sagen uden
behov for at gennemtvinge samværet. Den udkørende børne-
sagkyndige rådgivning, som Statsforvaltningen tilbyder, har
betydning for bestræbelserne på at holde anvendelsen af
umiddelbar magt på et absolut minimum.
Formuleringen af kriterierne efter gældende ret for at gen-
nemføre en fuldbyrdelsessag signalerer efter Børne- og So-
cialministeriets opfattelse ikke i tilstrækkelig grad, at en
eventuel fuldbyrdelse skal ske for barnets skyld. Den gæl-
dende bestemmelse i § 536, stk. 6, i retsplejeloven giver så-
ledes kun mulighed for at afslå fuldbyrdelse, hvis barnets
sjælelige eller legemlige sundhed udsættes for alvorlig fare
ved fuldbyrdelsen. Mulighederne for at afvise at fuldbyrde
samvær er således betydeligt snævrere end mulighederne for
at afslå at fastsætte samvær, hvilket blot forudsætter, at det
er bedst for barnet, at der ikke er samvær.
Børne- og Socialministeriet ønsker at understrege, at hensy-
net til barnet er altafgørende ved oprettelsen af det nye sy-
stem, og at dette hensyn sættes over andre hensyn. Dette
gælder også i forhold til fuldbyrdelse af forældreansvar,
hvor hensynet til barnet tilsiger, at barnet i videst muligt
omfang bør skånes for oplevelsen af at skulle udleveres til
en forælder med magt.
Der bør således foretages en grundlæggende ændring af reg-
lerne i kapitel 48 a i retsplejeloven om fuldbyrdelse af foræl-
dreansvar således, at hovedbetingelsen for at kunne fuldbyr-
de er, at fuldbyrdelsen kun kan ske under hensyn til barnet
og skal varetage barnets bedste. Det skal således ikke længe-
re være tilstrækkeligt for fuldbyrdelse af forældreansvar, at
barnets sjælelige eller legemlige sundhed ikke udsættes for
alvorlig fare ved fuldbyrdelsen.
Denne afvejning skal ligeledes være bærende i de meget
sjældne tilfælde, hvor det er nødvendigt at afhente barnet i
forbindelse med fuldbyrdelse, og afvejningen bør i disse til-
fælde foretages på grundlag en af en børnesagkyndig vurde-
ring af, om fuldbyrdelse vil varetage hensynet til barnet og
barnets bedste.
Derudover skal fuldbyrdelse ske så skånsomt som overhove-
det muligt. De redskaber, som familieretten råder over, skal
først og fremmest være rettet mod den tilbageholdende for-
ælder og ikke mod barnet. Derudover bør de eksisterende
redskaber til at undgå at anvende umiddelbar magt ved fuld-
byrdelsen styrkes.
Børne- og Socialministeriet finder, at det fortsat skal være
udgangspunktet, at fuldbyrdelsessagen søges forligt,
samtidig med at der bør være fokus på den underliggende
konflikt mellem forældrene. Det vil som et naturligt led heri
i nogle tilfælde kunne være relevant at genbehandle sagen,
og ministeriet finder derfor, at der som noget nyt bør foreta-
ges en indledende vurdering af, om sagen har en sådan ka-
rakter, at der er behov for en grundig børne- og familiefaglig
behandling af sagen i Familieretshuset og familieretten. I
bekræftende fald bør familieretten have mulighed for at hen-
vise sagen til Familieretshuset til videre behandling.
Først når disse indledende overvejelser er foretaget, bør det
overvejes at bruge fuldbyrdelsesmidler, og i den forbindelse
bør familieretten – som i dag – holde sig proportionaliteten
for øje og gribe til det mindst muligt indgribende middel,
som må antages at kunne påvirke den tilbageholdende foræl-
ders adfærd, herunder f.eks. tvangsbøder af en størrelse, der
reelt kan påvirke forælderens adfærd.
De fuldbyrdelsesmidler, som familieretten vælger, bør efter
ministeriets opfattelse først og fremmest rette sig direkte
mod den tilbageholdende forælder. Således vil det efter mi-
nisteriets opfattelse fortsat være vigtigt at kunne iværksætte
udkørende børnesagkyndig rådgivning, der erfaringsmæssigt
er et effektfuldt værktøj, som ikke sjældent fører til et forlig
mellem forældrene eller sikrer, at forældrene er bedre forbe-
redt på det videre forløb. En eventuel afhentning af barnet
47
som en sidste udvej bør efter ministeriets opfattelse tilstræ-
bes tilrettelagt på en sådan måde, at barnet ikke oplever den
umiddelbare magtanvendelse, men at denne i stedet rettes
direkte mod den tilbageholdende forælder, der bør kunne til-
bageholdes sådan, at den anden forælder kan afhente barnet
i f.eks. barnets børnehave eller skole uden den tilbagehol-
dende forælders tilstedeværelse. Det er Børne- og Socialmi-
nisteriets intention, at der dermed skabes roligere forhold
under afhentningen, og at barnet derved skærmes mod vold-
somme oplevelser f.eks. i form af forældres skænderier og
følelsesmæssige udbrud.
3.4.2.3. Procesbevillingsnævnet
I lyset af det nye familieretlige system, navnligt familieret-
tens opgaver, har behovet for ændringer i retsplejelovens
regler om Procesbevillingsnævnet været drøftet mellem Ju-
stitsministeriet og Børne- og Socialministeriet. I det følgen-
de gennemgås ministeriernes overvejelser herom.
Siden Procesbevillingsnævnets etablering i 1996 er der sket
en sådan udvidelse af, hvornår appel kræver tilladelse, at an-
tallet af ansøgninger om appeltilladelse er fordoblet siden
2007. Stigningen i sagsantallet har været særligt markant
siden 2014, hvor der blev gennemført ændringer af retsple-
jeloven, som bl.a. indebærer, at kendelser og andre beslut-
ninger, der i civile sager afsiges af byretten under hovedfor-
handlingen eller under forberedelsen af denne, kun kan ind-
bringes for landsretten med tilladelse fra Procesbevillings-
nævnet, jf. § 389 a i retsplejeloven. Ændringerne i 2014 har
medført mere end 600 ekstra ansøgninger om appeltilladelse
pr. år og har betydet, at Procesbevillingsnævnet i dag be-
handler nogenlunde det samme antal sager om appeltilladel-
se til landsretten som om appeltilladelse til Højesteret. I
2015-2017 modtog og afsluttede Procesbevillingsnævnet ca.
2.400 ansøgninger om appeltilladelse årligt.
Den i lovforslagets § 15, nr. 14, foreslåede bestemmelse i §
453, hvorefter appel af familierettens afgørelse i sager, hvor
Familieretshuset har truffet en afgørelse, som er indbragt for
familieretten til prøvelse, kræver Procesbevillingsnævnets
tilladelse, må forventes at føre til en yderligere mærkbar
stigning i antallet af ansøgninger om appeltilladelse. Herud-
over må det forventes, at det nye familieretlige system fører
til et yderligere antal ansøgninger om appeltilladelse i med-
før af andre appelbegrænsningsregler i retsplejeloven, ek-
sempelvis § 389 a i retsplejeloven om kære til landsretten af
kendelser og beslutninger, der i civile sager afsiges under
hovedforhandlingen eller dennes forberedelse.
Procesbevillingsnævnets formand – højesteretsdommeren –
har som det eneste af medlemmerne sit daglige arbejde i
nævnet og er som udgangspunkt fritaget for sit normale
hverv i Højesteret. Formandens suppleant er typisk alene
trådt til i enkelte sager i tilfælde af inhabilitet hos forman-
den.
For alle øvrige nævnsmedlemmer og suppleanter gælder, at
de har deres almindelige hovederhverv og alene som et bi-
job forbereder og deltager i nævnsmøderne på baggrund af
det materiale, som sekretariatet udsender til de enkelte
nævnsmøder, der almindeligvis afholdes en gang om ugen.
På hvert nævnsmøde behandles i almindelighed mellem 35
og 40 sager, hvilket under hensyn til sagernes karakter, om-
fang og kompleksitet normalt er grænsen for, hvad der er
forsvarligt at afgøre på et nævnsmøde.
Som det fremgår af punkt 3.4.1.3. har Procesbevillingsnæv-
net siden 2017 benyttet den eksisterende hjemmel i § 25,
stk. 2, i retsplejeloven, jf. § 12 i forretningsordenen, til, at
visse sager om appeltilladelse afgøres af tre medlemmer,
nemlig en dommer (i de konkrete tilfælde en landsdommer),
en advokat og en universitetslærer. Derudover er formanden
som nævnt bemyndiget til at træffe afgørelse uden forelæg-
gelse for nævnet i visse tilfælde.
Et hovedformål med Procesbevillingsnævnets virksomhed
har fra oprettelsen i 1996 været at tage stilling til ansøgnin-
ger om at indbringe en landsretsafgørelse for Højesteret og
dermed at medvirke til, at Højesteret kan udfylde sin rolle
som rigets øverste domstol og træffe afgørelser i sager, som
rejser spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen
og retsudviklingen eller i øvrigt er af væsentlig samfunds-
mæssig betydning. Dette formål har også givet sig udslag i
sammensætningen af nævnet, hvor en højesteretsdommer
som anført er formand for nævnet og har sit daglige virke i
nævnet.
Den forrykkelse af balancen mellem sager om appeltilladel-
se til henholdsvis landsret og Højesteret, der er en følge af
ændringerne af retsplejeloven i 2014 med lov nr. 737 af 25.
juni 2014 (Revision af reglerne om behandling af civile sag-
er og syn og skøn, forhøjelse af beløbsgrænse for anke, ind-
førelse af deltidsordning for dommere m.v., medieannonce-
ring af tvangsauktioner, tvangsfuldbyrdelse af digitale låne-
dokumenter, skriftlig behandling af anke i straffesager med
samstemmende påstande m.v.) og det foreslåede nye fami-
lieretlige system, gør det nødvendigt at ændre reglerne om
Procesbevillingsnævnets virksomhed for at sikre, at nævnet
fortsat kan udføre sin opgave med appeltilladelse til hen-
holdsvis landsret og Højesteret på den mest hensigtsmæssi-
ge måde.
Det er således uhensigtsmæssigt, at sager, der efter bestem-
melse i forretningsordenen kan afgøres af tre medlemmer af
nævnet, altid skal afgøres af en dommer, en advokat og en
universitetslærer.
Muligheden for at overlade afgørelsen af nærmere bestemte
sager til tre medlemmer anvendes i praksis i sager om appel-
tilladelse til landsretten. I sådanne sager er det imidlertid i
almindelighed hensigtsmæssigt, at der deltager både en
landsdommer og en byretsdommer i sagens afgørelse. Så-
danne sager har således stor betydning for både landsretter-
ne og byretterne. For landsretterne har Procesbevillingsnæv-
nets afgørelser i disse sager betydning for, at landsretterne
modtager de sager, som giver landsretterne de bedste mulig-
heder for at varetage deres opgaver som retningsgivende ap-
48
pelinstans. For byretterne har Procesbevillingsnævnets afgø-
relser i disse sager betydning for, at spørgsmål, som der ved
byretterne er opstået et behov for få afklaret, kan blive ind-
bragt for landsretterne med henblik på at fastlægge retsstil-
lingen. Derimod er der i disse sager ikke generelt samme be-
hov som i sager om tredjeinstansbevilling for, at der deltager
en højesteretsdommer og en universitetslærer i afgørelsen.
Procesbevillingsnævnet bør på denne baggrund kunne be-
stemme i sin forretningsorden, at nærmere angivne sager om
appeltilladelse til landsretten kan afgøres af en landsdom-
mer, en byretsdommer og en advokat.
Det har været overvejet, om den eksisterende mulighed for,
at sager om anden- og tredjeinstansbevilling efter bestem-
melse i forretningsordenen kan afgøres af en dommer, en
advokat og en universitetslærer, ved siden heraf skal videre-
føres for appeltilladelse til landsretten og Højesteret, for ap-
peltilladelse til Højesteret eller slet ikke. Det ville også være
muligt at generalisere muligheden for afgørelse af tre med-
lemmer sådan, at retsplejeloven ikke gav anvisninger om,
hvilke tre medlemmer der i givet fald skal deltage i afgørel-
sen. Det ville i så fald være overladt til Procesbevillings-
nævnet enten i forretningsordenen eller i den enkelte sag at
træffe beslutning herom.
På baggrund af de erfaringer, der er gjort med muligheden
for afgørelser af tre medlemmer, og på baggrund af drøftel-
ser med Procesbevillingsnævnet er det imidlertid ministeri-
ernes opfattelse, at muligheden for i forretningsordenen at
bestemme, at nærmere angivne sager om appeltilladelse kan
afgøres af tre medlemmer, nu bør begrænses til sager om an-
densinstansbevilling og til de nævnte tre medlemmer, en
landsdommer, en byretsdommer og en advokat.
Der er i den forbindelse lagt vægt på, at et hovedformål med
Procesbevillingsnævnets virksomhed som nævnt er at tage
stilling til ansøgninger om at indbringe en sag for Højesteret
som tredje instans og dermed at medvirke til, at Højesteret
kan udfylde sin rolle som rigets øverste domstol og træffe
afgørelser i sager, som rejser spørgsmål af generel betyd-
ning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller i øvrigt er
af væsentlig samfundsmæssig betydning. Det er ikke mindst
med henblik herpå, at formanden for Procesbevillingsnæv-
net er højesteretsdommer, og at en universitetslærer også er
medlem af nævnet. Der har heller ikke i praksis vist sig no-
get behov for, at nærmere angivne sager om tredjeinstansbe-
villing afgøres af tre medlemmer, aktuelt en dommer, en ad-
vokat og en universitetslærer, som angivet i § 25, stk. 2, i
retsplejeloven og § 12 i forretningsordenen.
Endvidere bør der oprettes en ny særskilt afdeling i Proces-
bevillingsnævnet til at behandle sager om meddelelse af ap-
peltilladelse til landsretten vedrørende familierettens afgø-
relser.
Der er i den forbindelse lagt vægt på, at der er mulighed for,
at Procesbevillingsnævnet som følge det foreslåede nye fa-
milieretlige system vil modtage så mange flere ansøgninger
om appeltilladelse, at det vil overstige kapaciteten i det eksi-
sterende femmandsnævn til behandling af appeltilladelse,
selv om nævnet udvider brugen af afgørelser truffet af tre af
nævnets medlemmer. For at undgå risikoen for lavere kvali-
tet i sagsbehandlingen og afgørelserne og/eller længere
sagsbehandlingstid er der således behov for yderligere initi-
ativer ud over en øget brug af, at afgørelser træffes af tre af
nævnets eksisterende fem medlemmer.
Der har været overvejet andre muligheder end at oprette en
ny særskilt afdeling til at behandle visse sager om appeltilla-
delse, men efter en samlet vurdering findes den bedste løs-
ning at være at oprette en sådan ny afdeling i Procesbevil-
lingsnævnet. Nævnets sammensætning af medlemmer, der
bortset fra formanden har hovedstilling andetsteds, og hvor
der derfor er grænser for, hvor mange sager det enkelte
medlem kan behandle, ønskes således bevaret. Endvidere
ønskes Procesbevillingsnævnets kapacitet ikke udvidet ved
væsentligt at øge antallet af suppleanter for det enkelte med-
lem, da en kapacitetsudvidelse ad denne vej indebærer en
spredning af alle nævnets sager om appeltilladelse på flere
personer med deraf følgende mindre kontinuitet.
Den nye særskilte afdeling til at behandle sager om medde-
lelse af appeltilladelse til landsretten vedrørende familieret-
tens afgørelser bør sammensættes med en landsdommer som
afdelingsformand, en byretsdommer og en advokat. Når der
oprettes en særskilt afdeling til at behandle en sådan afgræn-
set gruppe af sager vedrørende appeltilladelse til landsretten,
vil det således hverken være nødvendigt eller hensigtsmæs-
sigt, at der medvirker en højesteretsdommer eller en univer-
sitetslærer i sagernes behandling. Som tidligere nævnt er
medvirken af en højesteretsdommer og en universitetslærer
navnlig relevant, når Procesbevillingsnævnet behandler an-
søgninger om at indbringe en sag for Højesteret.
3.4.3. Den foreslåede ordning
3.4.3.1. Familieretlige retssager
Det foreslås, at reglerne i retsplejeloven om domstolenes be-
handling af familieretlige sager ændres sådan, at reglerne
tager højde for, hvordan det nye familieretlige system skal
virke.
For det første skal retten i alle bestemmelser, der vedrører
behandlingen af familieretlige sager, benævnes familieret-
ten.
For det andet skal kapitel 42 i retsplejeloven ændres således,
at det finder anvendelse på alle familieretlige sager, som Fa-
milieretshuset indbringer for familieretten.
For det tredje indsættes der i kapitel 42 bestemmelser om,
hvem der er sagsøger og sagsøgte under familierettens be-
handling af en familieretlige sag, samt om, hvilken familie-
ret Familieretshuset skal indbringe en familieretlig sag for.
For det fjerde indsættes der i kapitel 42 en bestemmelse,
hvorefter familieretten kan tage stilling til, om såkaldte min-
49
dre enkle sager, der indbringes for familieretten til afgørelse,
samt afgørelser truffet af Familieretshuset, der indbringes
for familieretten til prøvelse, skal behandles i en forenklede
familiesagsproces. I den forenklede familiesagsproces skal
enkelte elementer i behandlingen af civile sager som ud-
gangspunkt ikke finde anvendelse. Det drejer sig om afhol-
delse af forberedende retsmøde, om retsmægling, om samta-
ler med børn, om sagsoplysning og om advokatbeskikkelse.
I den forenklede familiesagsproces kan familieretten be-
stemme, at en sag skal behandles på skriftligt grundlag, og
det er som udgangspunkt familieretten, der udarbejder en
fortegnelse over parternes påstande, anbringender og bevi-
ser.
For det femte indsættes der i kapitel 42 i retsplejeloven en
bestemmelse, hvorefter familierettens afgørelser i sager,
hvor en afgørelse truffet af Familieretshuset er indbragt for
familieretten til prøvelse, ikke kan appelleres til landsretten
uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, og at denne tilla-
delse kun gives, hvis sagen er af principiel karakter eller
særlige grunde i øvrigt taler derfor.
Tilsvarende skal for det sjette bestemmelsen i retsplejeloven
om, at en omstødelsessag, der anlægges af Familieretshuset
eller af ægtefællen i det tidligere ægteskab, skal anlægges
mod begge ægtefæller, ophæves og indholdet af den overfø-
res til reglerne i ægteskabsloven om omstødelse af ægte-
skab.
For det syvende skal bestemmelserne i kapitel 42 i retspleje-
loven, der indeholder særregler om behandlingen af sager
om forældremyndighed og barnets bopæl, eksempelvis om
børnesamtaler, rådgivning og bevisførelse, ændres sådan, at
de også finder anvendelse på sager om samvær. Samtidig
skal bestemmelsen om børnesamtaler ændres sådan, at sam-
tale med et barn under familierettens behandling af en foræl-
dreansvarssag som udgangspunkt afholdes af en børnesag-
kyndig fra Børneenheden i Familieretshuset, dog således at
familieretten kan bestemme, at en anden børnesagkyndig
skal afholde samtalen, hvis familieretten vurderer, at det er
nødvendigt.
For det ottende skal § 327 i retsplejeloven om fri proces i
visse familieretlige sager ændres således, at en part ikke har
mulighed for at få fri proces efter bestemmelsen, når sagen
behandles i den forenklede familiesagsproces, eller når fa-
milieretten tager stilling til en afgørelse, der er truffet af fa-
milieretten, og som en part har anmodet om at få indbragt
for familieretten til prøvelse.
For det niende ændres § 328 i retsplejeloven om fri proces
således, at bestemmelsen ikke omfatter sager, der behandles
i den forenklede familiesagsproces. I stedet etableres der
mulighed for, at familieretten kan give en part fri proces,
hvis parten undtagelsesvist har behov for advokatbistand, og
parten opfylder de økonomiske betingelser i § 325 i retsple-
jeloven.
Endelig foretages der en række konsekvensændringer i rets-
plejeloven og retsafgiftsloven som følge af etableringen af
det nye familieretlige system.
Særligt om fremsendelse af sagens akter til familieretten
Som nævnt i punkt 3.4.2.1. har Danmarks Domstole oplyst,
at familieretten inden for det gældende regelsæt vil kunne
håndtere de oplysninger, som Familieretshuset sender til ret-
ten.
Dette indebærer, at Familieretshuset under behandlingen af
en familieretlig sag fortsat skal undtage oplysninger fra part-
saktindsigt, i det omfang det følger af forvaltningsloven,
navnlig § 15 b. Dette gælder også i de sager, som Familier-
etshuset efter §§ 27 og 32 i forslaget til Familieretshusloven
indbringer for familieretten til afgørelse.
Familieretshuset indbringer sager for familieretten gennem
den digitale sagsportal, som domstolene stiller til rådighed
efter § 148 a i retsplejeloven. Da parterne har adgang til alle
dokumenter i sagsportalen, skal Familieretshuset ikke lægge
dokumenter, der indeholder oplysninger, som Familieretshu-
set har undtaget fra aktindsigt, eller som Familieretshuset
ville skulle undtages fra aktindsigt efter forvaltningsloven,
hvis Familieretshuset modtog en anmodning om aktindsigt
fra en part, på sagsportalen. I stedet sender Familieretshuset
de pågældende dokumenter i deres fulde udstrækning til fa-
milieretten via en sikker digital postløsning.
Ved indbringelsen af en sag har Familieretshuset således i
de fleste sager taget stilling til, om dokumenterne i sagen in-
deholder oplysninger, der skal undtages fra aktindsigt efter
forvaltningsloven. Ved indbringelsen kan sagen dog inde-
holde dokumenter, i forhold til hvilke Familieretshuset ikke
har foretaget en vurdering af spørgsmålet om undtagelse af
oplysninger fra aktindsigt, f.eks. fordi Familieretshuset har
modtaget dokumenterne lige inden indbringelsen og ikke til
brug for sin behandling af sagen har haft behov for at høre
parterne over dem. Hvis der er grund til at antage, at sådan-
ne dokumenter indeholder oplysninger, som skal undtages
fra aktindsigt efter forvaltningsloven, lægges disse doku-
menter ikke på sagsportalen, men sendes til familieretten via
en sikker digital postløsning med angivelse af aktindsigts-
problemet med henblik på, at familieretten foretager en vur-
dering af, hvordan oplysningerne skal håndteres.
I overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen må
Familieretshuset ved indbringelsen af en sag for familieret-
ten ikke vedlægge akter, der er irrelevante for sagen. Der
henvises til bemærkningerne til § 42 i forslaget til Familier-
etshusloven.
3.4.3.2. Fuldbyrdelse af forældreansvar
Det foreslås, at betingelserne for at fuldbyrde forældrean-
svar vendes om således, at fuldbyrdelse kun kan ske under
hensyn til barnet, og at fuldbyrdelse skal varetage barnets
bedste, og ikke som i dag, hvor fuldbyrdelse kun kan afvi-
ses, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed udsættes
50
for alvorlig fare ved fuldbyrdelsen. Det foreslås videre, at
fuldbyrdelse endvidere kun kan ske, hvis der ikke er behov
for af hensyn til barnet at henvise sagen til Familieretshuset
til vurdering af, om den aftale eller afgørelse, der søges fuld-
byrdet, skal ændres eller ophæves.
Det foreslås i forlængelse heraf, at der gennemføres en ræk-
ke tiltag, der skal understøtte, at det sikres, at fuldbyrdelsen
i den konkrete situation varetager barnets bedste. Inden fuld-
byrdelse skal der således foretages en indledende vurdering
af, om sagen har en sådan karakter, at der er behov for en
grundig børne- og familiefaglig behandling af den i Fami-
lieretshuset med efterfølgende forelæggelse af sagen for fa-
milieretten til afgørelse. Henvises sagen til Familieretshuset,
skal den så vidt muligt behandles i en særlig hurtig proces.
Muligheden for at fuldbyrde ved anvendelse af tvangsbøder
foreslås opretholdt, men bøderne bør have en størrelse, der
reelt kan påvirke forælderens adfærd, hvorfor bødestørrelsen
skal fastsættes under hensyn til den tilbageholdende foræl-
ders indkomstforhold. Det præciseres endvidere, at bøden
som minimum fastsættes til 1.500 kr.
Da fuldbyrdelsen skal foregå så skånsomt for barnet som
muligt, indføres der mulighed for at tilrettelægge frem-
gangsmåden for afhentning af barnet under en udkørende
fuldbyrdelsesforretning sådan, at den forælder, der uberetti-
get tilbageholder barnet, kortvarigt frihedsberøves på et an-
det sted end der, hvor barnet opholder sig, hvorefter barnet
kan afhentes af den anden forælder.
Muligheden for at udsætte en fuldbyrdelsessag på udkøren-
de børnesagkyndig rådgivning før effektuering af en udkø-
rende fuldbyrdelsesforretning foreslås fastholdt.
Løses sagen ikke gennem disse tiltag, sker fuldbyrdelsen
ved afhentning af barnet. I så fald skal der ved fuldbyrdelsen
deltage en børnesagkyndig og en repræsentant fra kommu-
nen til at varetage barnets interesser, medmindre der forelig-
ger ganske særlige omstændigheder. Den børnesagkyndige
skal til brug for behandlingen af sagen foretage en vurdering
af, om fuldbyrdelsen sker af hensyn til barnet og varetager
barnets bedste.
Endelig foreslås det, at sager om fuldbyrdelse af forældrean-
svar behandles af familieretten for herved at understøtte in-
tentionen om at skabe sammenhængende forløb for familier-
ne.
3.4.3.3. Procesbevillingsnævnet
Det foreslås på to punkter at ændre retsplejelovens regel om,
at Procesbevillingsnævnet i forretningsordenen kan fastsætte
bestemmelser om, at sager om meddelelse af anden- og tred-
jeinstansbevilling kan afgøres af tre af nævnets medlemmer.
Det foreslås for det første at begrænse muligheden for i for-
retningsordenen at delegere afgørelsen af en sag til tre med-
lemmer til sager om meddelelse af appeltilladelse til lands-
retten.
Det foreslås for det andet at ændre, hvilke tre medlemmer
der skal kunne delegeres til. Det foreslås, at afgørelsen i gi-
vet fald kan træffes af en landsdommer som afdelingsfor-
mand, en byretsdommer og en advokat.
Det foreslås endvidere at tydeliggøre, at når der i forret-
ningsordenen kan fastsættes regler om, at formanden kan
træffe visse nærmere bestemte afgørelser på nævnets vegne,
gælder det også afdelingsformanden i henholdsvis afdelin-
gen for fri proces og retshjælp og underafdelingen på tre
medlemmer, som efter bestemmelse i forretningsordenen
kan træffe afgørelse om appeltilladelse i nærmere angivne
sager. Tilsvarende vil gælde afdelingsformanden i den fore-
slåede nye afdeling, der skal behandle sager om meddelelse
af appeltilladelse til landsretten vedrørende familierettens
afgørelser, jf. umiddelbart nedenfor.
Der henvises til lovforslagets § 15, nr. 4 og 5, og bemærk-
ningerne hertil.
Det foreslås endvidere at oprette en ny særskilt afdeling i
Procesbevillingsnævnet, der skal behandle sager om medde-
lelse af appeltilladelse til landsretten vedrørende familieret-
tens afgørelser.
Det foreslås, at den nye afdeling skal sammensættes med en
landsdommer som afdelingsformand, en byretsdommer og
en advokat. Medlemmerne af afdelingen beskikkes efter ind-
stilling til justitsministeren fra henholdsvis landsretterne,
Den Danske Dommerforening og Advokatrådet.
Der henvises til lovforslagets § 15, nr. 2, og bemærkninger-
ne hertil.
3.5. Statsforvaltningens opgaver i relation til borgernes per-
sonlige forhold uden for den familieretlige lovgivning
Statsforvaltningen varetager på nogle områder opgaver, der
vedrører borgernes personlige forhold, som ikke falder in-
den for den familieretlige lovgivning.
Det drejer sig dels om opgaver efter værgemålsloven, lov
om fremtidsfuldmagter og arveloven og dels opgaver på det
sociale område. Dette beskrives i det følgende.
3.5.1. Statsforvaltningens opgaver efter værgemålsloven, lov
om fremtidsfuldmagter og arvelov
3.5.1.1. Gældende ret
Efter værgemålsloven træffer Statsforvaltningen visse afgø-
relser om værgemål og indbringer visse sager om værgemål
for retten. Statsforvaltningen træffer desuden afgørelse om
ændring og ophævelse af værgemål af egen drift. Statsfor-
valtningen foretager visse værgebeskikkelser og ændringer
heraf.
Efter arveloven anmoder Statsforvaltningen skifteretten om
at afgøre tvister om henstandsarv og at træffe afgørelse om
udbetalingen af henstandsarv. Statsforvaltningens samtykke
51
er desuden påkrævet, hvis en umyndig person vil forpligte
sig til ikke at oprette eller tilbagekalde testamente.
I henhold til Civilstyrelsens cirkulæreskrivelse af 21. de-
cember 2007 om båndlagt arv træffer Statsforvaltningen af-
gørelse om fritagelse, frigivelse og udbetaling af båndlagt
arv i medfør af § 52, stk. 2, og §§ 56 og 57 i arveloven. Det
fremgår af cirkulæreskrivelsens pkt. 2.4., at Statsforvaltnin-
gens afgørelse kan indbringes for Civilstyrelsen.
Efter lov om fremtidsfuldmagter træffer Statsforvaltningen
afgørelse om ikraftsættelse, tilbagekaldelse, ændring og op-
hør af fremtidsfuldmagter. Endvidere fører Statsforvaltnin-
gen tilsyn med fremtidsfuldmægtigen og foranstalter ting-
lysning af meddelelser om fremtidsfuldmagter.
3.5.1.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Det foreslås med forslaget til lov om Familieretshuset, at
Statsforvaltningen nedlægges. Der henvises herom til punkt
3.2.
Statsforvaltningen varetager i dag en række opgaver i rela-
tion til borgernes personlige forhold uden for den familieret-
lige lovgivning. Det drejer sig bl.a. om værgemål, båndlagt
arv og fremtidsfuldmagter. Lovgivningen herom henhører
under Justitsministeriet.
Lovgivningen om værgemål, båndlagt arv og fremtidsfuld-
magter har nær sammenhæng med den familieretlige lovgiv-
ning. Det skyldes, at spørgsmål om et barns personlige for-
hold er reguleret i forældreansvarsloven, mens barnets øko-
nomiske forhold er reguleret i værgemålsloven. Statsforvalt-
ningen behandler i dag sager efter både forældreansvarslo-
ven og værgemålsloven.
Værgemålsloven vedrører også voksne under værgemål,
herunder frigivelse af båndlagt arv, hvilket Statsforvaltnin-
gen behandler parallelt med frigivelse af båndlagt arv efter
arveloven.
Det foreslås, at disse opgaver på Justitsministeriets område,
der vedrører borgernes personlige forhold uden for den fa-
milieretlige lovgivning, og som i dag varetages af Statsfor-
valtningen, fremover varetages af Familieretshuset.
3.5.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Statsforvaltningens opgaver efter værge-
målsloven, arveloven og lov om fremtidsfuldmagter pr. 1.
april 2019, overtages af Familieretshuset.
Det foreslås videre, at den ulovbestemte adgang til at påkla-
ge Statsforvaltningens afgørelser efter værgemålsloven til
Civilstyrelsen lovfæstes, således at Familieretshusets afgø-
relser efter værgemålsloven kan påklages til Civilstyrelsen.
Statsforvaltningens opgaver vedrørende fritagelse, frigivelse
og udbetaling af båndlagt arv i medfør af § 52, stk. 2, og
§§ 56 og 57 i arveloven overføres ligeledes til Familierets-
huset. Dette sker ved en ændring af Civilstyrelsens cirkulæ-
reskrivelse af 21. december 2007 om båndlagt arv.
Familieretshusets afgørelser efter arvelovens § 53, stk. 2,
§ 56 og § 57, 2. pkt., kan herefter påklages til Civilstyrelsen.
3.5.2. Statsforvaltningens opgaver på det sociale område
3.5.2.1. Gældende ret
Optagelse i særlige botilbud uden samtykke
Statsforvaltningen kan efter § 131, jf. § 129, stk. 1, i service-
loven i meget afgrænsede situationer træffe afgørelse om, at
en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktions-
evne, der modsætter sig flytning eller mangler evnen til at
give informeret samtykke hertil, kan optages i et bestemt bo-
tilbud. Afgørelsen træffes af Statsforvaltningen efter indstil-
ling fra kommunalbestyrelsen. Der kan alene træffes afgø-
relse for en person, der får personlig og praktisk hjælp samt
socialpædagogisk bistand m.v. efter §§ 83-87 i serviceloven,
behandling efter §§ 101 og 102 i serviceloven eller aktive-
rende tilbud efter §§ 103 og 104 i serviceloven. Det følger af
§ 129, stk. 1, nr. 1-5, i serviceloven at Statsforvaltningen
kun kan træffe afgørelse efter § 131, stk. 1, om optagelse i et
bestemt botilbud, såfremt det er absolut påkrævet for, at den
pågældende kan få den nødvendige hjælp, hjælpen ikke kan
gennemføres i personens hidtidige bolig, den pågældende
ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger, den
pågældende udsætter sig selv for at lide væsentlig person-
skade, og det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.
Statsforvaltningen kan endvidere i ganske særlige tilfælde
efter indstilling fra kommunalbestyrelsen efter § 129, stk. 4,
træffe afgørelse om, at en person, der er optaget i et botil-
bud, der er omfattet af § 131, stk. 1, og som mangler evnen
til at give informeret samtykke, kan flyttes til en anden til-
svarende bolig, selvom betingelserne i § 129, stk. 1, nr. 1-5,
ikke er opfyldte. Det er et krav, at flytningen skønnes at væ-
re i personens egen interesse, herunder af hensyn til mulig-
hederne for at tilknytning til pårørende kan bevares.
Kommunalbestyrelsen kan efter § 129, stk. 2, i serviceloven
træffe afgørelse om optagelse i et botilbud uden samtykke
for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funk-
tionsevne, der ikke modsætter sig flytningen, men som
mangler evnen til at samtykke, og hvor personens psykiske
funktionsnedsættelse er en konsekvens af en erhvervet men-
tal svækkelse, som er fremadskridende som f.eks. demens.
Det er et krav for, at der kan træffes afgørelse, at kravene i
§ 129, stk. 2, nr. 1 og 2, er opfyldte, og at personens værge
er enig i flytningen. Afgørelse efter § 129, stk. 2, kan påkla-
ges til Statsforvaltningen, jf. § 129, stk. 6, 1. pkt. Hvis per-
sonens værge ikke er enig i flytningen træffer Statsforvalt-
ningen afgørelse efter § 131 om, hvorvidt der kan ske opta-
gelse i botilbuddet efter § 129, stk. 2.
Statsforvaltningens afgørelse efter § 131 i serviceloven kan
påklages til Ankestyrelsen, jf. § 134 i serviceloven. En klage
over en afgørelse efter § 131 har som udgangspunkt opsæt-
52
tende virkning, men Statsforvaltningen kan træffe afgørelse
om, at optagelsen i botilbuddet skal iværksættes straks, jf.
§ 72, stk. 5, i retssikkerhedsloven.
En ægtefælle eller anden nærtstående person, der deler bolig
med den person, som sagen vedrører, kan endvidere klage
over en kommunalbestyrelses afslag på at indstille til opta-
gelse i et bestemt botilbud efter § 131 i serviceloven. Denne
klage behandles af Statsforvaltningen. Det følger videre af
bestemmelsen, at §§ 66-69, § 70, 1. pkt., og § 74 i retssik-
kerhedsloven finder anvendelse ved behandlingen af en så-
dan klage. Disse bestemmelser omhandler pligt til at gen-
vurdere sagen, klagefrist, at Statsforvaltningen ved behand-
ling af klagen ikke er bundet af parternes påstande og er uaf-
hængig af instruktioner, at der foretages prøvelse af retlige
spørgsmål, skriftlighedskrav, begrundelsespligt samt be-
myndigelse til at børne- og socialministeren kan fastsætte
nærmere regler for behandlingen af klagesager.
Optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke ved væsentlig
fare for andre eller særligt truende eller særligt chikaneren-
de adfærd
Statsforvaltningen kan efter § 131 a, jf. § 129 a, i servicelo-
ven træffe afgørelse om, at en person med betydelig og va-
rigt nedsat psykisk funktionsevne som følge af en sindslidel-
se skal optages i et bestemt botilbud, uanset at personen
modsætter sig flytning eller mangler evnen til at samtykke
til flytningen.
Det følger af § 131 a, at Statsforvaltningen træffer afgørelse
efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Der kan alene
træffes afgørelse for en person, der får personlig og praktisk
hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. efter §§ 83-87 i
serviceloven, behandling efter §§ 101 og 102 i serviceloven
eller aktiverende tilbud efter §§ 103 og 104 i serviceloven.
Det følger af § 129 a, nr. 1-4, at Statsforvaltningen kun kan
træffe afgørelse efter § 131 a, når personen er til væsentlig
fare for eller udviser en særligt truende eller en særligt chi-
kanerende adfærd over for øvrige beboere eller personale,
det er uforsvarligt over for øvrige beboere eller personalets
sikkerhed ikke at sørge for flytning, forholdene i det enkelte
tilfælde gør det absolut opkrævet, og det kan godtgøres, at
det nye botilbud er bedre egnet til at imødekomme den på-
gældendes støttebehov.
Statsforvaltningens afgørelse efter § 131 a i serviceloven
kan påklages til Ankestyrelsen, jf. § 134 i serviceloven. En
klage over Statsforvaltningens afgørelse efter § 131 a i ser-
viceloven har som udgangspunkt opsættende virkning, men
Statsforvaltningen kan træffe afgørelse om, at optagelsen i
botilbuddet skal iværksættes straks, jf. § 72, stk. 5, i retssik-
kerhedsloven. Ankestyrelsen kan hvis nødvendigt indhente
oplysninger uden samtykke til behandlingen af klagen, jf.
§ 11 c, stk. 1, nr. 5, i retssikkerhedsloven.
Udpegning af pædagogisk-psykologisk sagkyndige til de
kommunale børn og unge-udvalg
Det følger af § 19, stk. 1, nr. 3, i retssikkerhedsloven, at
Statsforvaltningen udpeger to pædagogisk-psykologisk sag-
kyndige til de kommunale børn og unge-udvalg. Statsfor-
valtningen udpeger endvidere to stedfortrædere for de pæda-
gogisk-psykologisk sagkyndige.
3.5.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Det foreslås med forslaget til lov om Familieretshuset, at
Statsforvaltningen nedlægges. Der henvises herom til punkt
3.2.
Statsforvaltningen varetager i dag en række opgaver i rela-
tion til borgernes personlige forhold uden for den familieret-
lige lovgivning.
Statsforvaltningens opgave med hensyn til at træffe afgørel-
se om optagelse i botilbud uden samtykke efter §§ 131 og
131 a i serviceloven har sammenhæng med værgemålsområ-
det, bl.a. idet kommunalbestyrelsen, når der indstilles til
Statsforvaltningen at træffe afgørelse efter § 131, skal an-
mode Statsforvaltningen om at beskikke en værge efter vær-
gemålsloven, hvis der ikke allerede er udpeget en værge, jf.
§ 131, stk. 4. Ministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt,
at kompetencen til at træffe afgørelse om optagelse i botil-
bud uden samtykke efter §§ 131 og 131 a tillægges Fami-
lieretshuset, når Statsforvaltningen nedlægges.
For så vidt angår udpegningen af pædagogisk-psykologisk
sagkyndige til de kommunale børn og unge-udvalg er denne
opgave tillagt Statsforvaltningen på baggrund af Statsfor-
valtningens ekspertise med hensyn til brugen af børnesag-
kyndige i de familieretlige sager og belysning af barnets
perspektiv. Da det foreslås, at de familieretlige sager fremo-
ver varetages af Familieretshuset, finder ministeriet det hen-
sigtsmæssigt, at opgaven med udpegning af de sagkyndige
til de kommunale børn og unge-udvalg ligeledes tillægges
Familieretshuset.
3.5.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at de opgaver, som Statsforvaltningen i dag va-
retager med hensyn til optagelse i et botilbud uden samtykke
efter §§ 131 og 131 a i serviceloven, fremover varetages af
Familieretshuset. Det foreslås endvidere, at opgaven med
udpegning af pædagogisk-psykologisk sagkyndige til de
kommunale børn og unge-udvalg efter den foreslåede ned-
læggelse af Statsforvaltningen varetages af Familieretshuset.
3.6. Statsforvaltningens opgaver efter anden lovgivning
3.6.1. Gældende ret
Statsforvaltningen varetager en række opgaver uden for den
familieretlige lovgivning, som heller ikke har relation til
borgernes personlige forhold i øvrigt. Der er tale om opga-
ver på en række ministeriers ressortområder. Opgaverne be-
skrives i det følgende efter ministerieområde.
Justitsministeriet
53
Efter midlertidig lov om landboforeningers og husmandsfor-
eningers auktioner m.v. varetager Statsforvaltningen opga-
ver med hensyn til godkendelse af sted for auktioner omfat-
tet af loven samt med hensyn til autorisation af protokol for
auktionen.
Statsforvaltningen varetager en række opgaver efter strand-
ingsloven, lov om tillæg til strandingsloven, forordning af 2.
december 1825 ang. Strandings-Commissionaires Sallarium
og forordning ang. Dykkervæsenet m.v. Der er tale om op-
gaver vedrørende anmeldelse m.v. i forbindelse med bjærg-
ning, klage over afgørelse om erstatning for bistand ydet til
strandede, godkendelse af auktion over strandet gods, legiti-
mation til udlevering af strandet gods, fordeling af omkost-
ninger ved bjærgning, afgørelse af tvist om vederlag, anmel-
delse ved bjærgning af vrag m.v. samt ved auktion over
bjærget gods m.v.
Beskæftigelsesministeriet
Direktøren for Statsforvaltningen er tillagt opgaven med be-
skikkelse af mæglingsmænd efter funktionærloven uden for
København og Frederiksberg.
Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Efter udstykningsloven træffer Statsforvaltningen beslutning
om, hvorvidt omkostningerne ved en skelforretning helt el-
ler delvist skal afholdes af statskassen.
Kirkeministeriet
Folkekirken i Danmark er inddelt i 10 stifter. Inden for hvert
stift er biskoppen den øverste myndighed i gejstlige anligg-
ender. Biskoppen er blandt andet ansvarlig for fordelingen
af præstestillinger i stiftet og fører tilsyn med præsterne.
Lige siden reformationen har verdslige embedsmænd delta-
get i den kirkelige administration. Siden 1793 har der såle-
des i hvert stift været en stiftsøvrighed bestående af biskop-
pen og stiftamtmanden. Opgaven som stiftamtmand blev
indtil 1. januar 2007 varetaget af statsamtmanden og vareta-
ges nu af direktøren for statsforvaltningen.
Efter lov om folkekirkens økonomi består stiftsøvrigheden
af stiftets biskop og stiftamtmanden. Direktøren for statsfor-
valtningen er stiftamtmanden. Direktøren for Statsforvalt-
ningen kan delegere sin stiftsøvrighedskompetence til med-
arbejdere ved Statsforvaltningen. Stiftsøvrigheden er der-
med sammensat således, at både staten og folkekirken er re-
præsenteret som ligeværdige parter. Stiftsøvrighedens opga-
ver vedrører juridisk og økonomisk tilsyn med menigheds-
råds og provstiudvalgs forvaltning og sikring af kirker og
kirkegårde.
Stiftamtmanden varetager desuden en række bestyrelses-
hverv m.v. i private fonde, klostre osv. Disse opgaver følger
ikke af lov, men fremgår af vedtægter og fundatser for de
pågældende institutioner.
Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 572 af 22. november
1977 om anmeldelse af fødsel, navn og dødsfald i de søn-
derjyske landsdele, som bl.a. ændret ved bekendtgørelse nr.
278 af 22. april 2004, indeholder bestemmelser om registre-
ring af fødsel, navn og dødsfald i de sønderjyske landsdele.
Efter bekendtgørelsen er personregistret ikke offentligt til-
gængeligt. Attester efter eller udskrifter af tilførsler i regis-
tret vedrørende personer, som ikke er eller ville være fyldt
100 år, må dog bl.a. udstedes, når begæring herom er frem-
sat af den, der har opnået tilladelse fra bl.a. Statsforvaltnin-
gen til at rekvirere attesten eller udskriften.
Det følger videre af bekendtgørelsen, at personregisterføre-
ren i visse situationer skal give Statsforvaltningen meddelel-
se om, at et faderskab ikke er blevet registreret.
I tilknytning til bekendtgørelsen er udstedt cirkulære af 1.
marts 1982 om førelse af personregistrene i de sønderjyske
landsdele, som bl.a. ændret ved cirkulære af 13. juni 2002
og af 22. april 2004. Efter cirkulæret fører Statsforvaltnin-
gen tilsyn med personregisterførerne og kan træffe visse be-
stemmelser om registrene. Statsforvaltningen er endvidere
involveret i personregisterførernes behandling af fader-
skabssager.
Miljø- og Fødevareministeriet
Hegnsloven regulerer spørgsmål om nabohegn og finder an-
vendelse på fælleshegn i skel og egne hegn langs skel, men
ikke indre hegn, som f.eks. læhegn, der ikke står langs skel.
Tvister om hegn omfattet af hegnsloven afgøres af det kom-
munale hegnsyn.
Efter hegnslovens § 46 kan hegnsynet afkræve sagens parter
et vederlag. Hegnsynets vederlag fremgår af bekendtgørelse
nr. 570 af 28. maj 2018 om vederlag til hensynet og vurde-
ringsmænd efter mark- og vejfredsloven (vederlagsbekendt-
gørelsen).
Efter hegnslovens § 46, stk. 4, kan Statsforvaltningen bevil-
ge en part, hvis økonomiske forhold i forbindelse med sa-
gens vigtighed og begrundethed giver anledning dertil, frita-
gelse for at betale sagens omkostninger for hegnsynet. Om-
kostningerne afholdes i stedet af statskassen.
Sundheds- og Ældreministeriet
Efter § 6 a i lov om assisteret reproduktion i forbindelse
med behandling, diagnostik og forskning m.v. træffer Stats-
forvaltningen afgørelse om, hvorvidt behandling med assi-
steret reproduktion kan iværksættes, såfremt den sundheds-
person, som er ansvarlig for behandlingen, er i tvivl om en
enlig kvindes eller et pars evne til at drage fornøden omsorg
for et barn.
Efter § 6 a, stk. 1, skal sundhedspersonen, der er ansvarlig
for behandling med assisteret reproduktion, hvor der er tvivl
om kvindens eller parrets evne til at drage fornøden omsorg
for et barn, indhente samtykke fra den involverede kvinde
54
eller parret til at indsende oplysninger om sagen til Statsfor-
valtningen med anmodning om, at Statsforvaltningen træffer
afgørelse efter § 6 a, stk. 2. Hvis kvinden eller parret ikke
ønsker at give samtykke, skal sundhedspersonen afvise at
indlede behandling med assisteret reproduktion.
Statsforvaltningen træffer efter § 6 a, stk. 2, afgørelse om,
hvorvidt behandling med assisteret reproduktion kan iværk-
sættes. Statsforvaltningen kan efter bestemmelsen inddrage
anden sagkundskab i vurderingen af kvindens eller parrets
forældreegnethed. Dette kan eksempelvis være den enlige
kvindes eller parrets praktiserende læge eller sociale myn-
digheder. Hvis den enlige kvinde eller parret ikke samtyk-
ker, skal Statsforvaltningen afvise, at der kan indledes be-
handling med assisteret reproduktion. Hvis Statsforvaltnin-
gen ikke kan indhente et sådant samtykke, skal iværksættel-
sen af behandling med assisteret reproduktion afvises.
Statsforvaltningens afgørelse i medfør af § 6 a, stk. 2, kan
inden fire uger efter meddelelsen til den enlige kvinde eller
parret påklages til Ankestyrelsen. Statsforvaltningen skal
vejlede parret om klagemuligheden til Ankestyrelsen.
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
Efter byggeloven kan kommunalbestyrelsens afgørelser ef-
ter byggeloven og forskrifter udstedt i medfør af byggeloven
påklages til Statsforvaltningen, dog kun for så vidt angår ret-
lige spørgsmål.
Efter almenlejeloven beskikker direktøren for Statsforvalt-
ningen formanden for et beboerklagenævn efter indstilling
fra kommunalbestyrelsen. Ligeledes beskikker direktøren
for Statsforvaltningen efter boligreguleringsloven forman-
den for huslejenævnet efter indstilling fra kommunalbesty-
relsen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Statsforvaltningen varetager en række opgaver efter udlæn-
dingeloven, som navnlig hænger sammen med, at Statsfor-
valtningen træffer afgørelser vedrørende EU-opholdsdoku-
menter.
Efter indfødsretsloven og lov nr. 1496 af 23. december 2014
om ændring af lov om dansk indfødsret (Accept af dobbelt
statsborgerskab og betaling af gebyr i sager om dansk ind-
fødsret) kan dansk indfødsret under overholdelse af nærme-
re kriterier erhverves ved afgivelse af erklæring over for
statsforvaltningen. Det drejer sig bl.a. om nordiske statsbor-
gere, tidligere danske statsborgere samt personer, som har
fortabt indfødsretten.
Økonomi- og Indenrigsministeriet
Efter folketingsvalgloven indleveres kandidatanmeldelser til
folketingsvalg til Statsforvaltningen.
3.6.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Det foreslås med forslaget til lov om Familieretshuset, at
Statsforvaltningen nedlægges. Der henvises herom til punkt
3.2.
Børne- og Socialministeriet finder det hensigtsmæssigt, at
Familieretshuset har skarpt fokus på opgaver efter den fami-
lieretlige lovgivning og opgaver, som i øvrigt har relation til
borgernes personlige forhold. Dette indebærer, at Familier-
etshuset skal have en smallere opgaveportefølje, end Stats-
forvaltningen har i dag.
Børne- og Socialministeriet finder derfor, at opgaver, som
Statsforvaltningen i dag varetager, men som ikke henhører
under den familieretlige lovgivning, eller som ikke i øvrigt
har relation til borgernes personlige forhold, efter nedlæg-
gelsen af Statsforvaltningen skal varetages af andre myndig-
heder end Familieretshuset.
3.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at de opgaver, som Statsforvaltningen og Stats-
forvaltningens direktør varetager uden for den familieretlige
lovgivning m.v., efter nedlæggelsen af Statsforvaltningen pr.
1. april 2019 varetages som beskrevet i det følgende. Der er
alene tale om overførsel af opgaver til andre myndigheder.
Justitsministeriet
Det foreslås, at Statsforvaltningens opgaver med hensyn til
godkendelse og autorisation af protokol efter midlertidig lov
om landboforeningers og husmandsforeningers auktioner
m.v. pr. 1. april 2019 varetages af Justitsministeriet. Justits-
ministeriet skal fremover behandle sager efter bekendtgørel-
se af midlertidig lov om landboforeningers og husmandsfor-
eningers auktioner m.m. ligesom Justitsministeriet behand-
ler sager om beskikkelse af auktionsledere efter lov om of-
fentlige auktioner ved auktionsleder.
Der henvises til lovforslagets § 22 og bemærkningerne her-
til.
Det foreslås endvidere, at Statsforvaltningens opgaver efter
strandingsloven, lov om tillæg til strandingsloven, forord-
ning af 2. december 1825 ang. Strandings-Commissionaires
Sallarium og forordning af 16. marts 1842 ang. Dykker-
væsenet m.v. pr. 1. januar 2019 varetages af Rigspolitiet.
Politidirektøren træffer en række afgørelser efter strandin-
gslovgivning og politiet ansætter strandfogeden. I dag er
Statsforvaltningen klageinstans for visse afgørelser, truffet
af politidirektøren efter strandingslovgivning. Rigspolitiet
træffer allerede i dag afgørelse i en række klagesager, hvor
afgørelsen er truffet af en politikreds.
Der henvises til lovforslagets §§ 21 og 23-25 samt bemærk-
ningerne hertil.
Beskæftigelsesministeriet
Det foreslås, at opgaven med beskikkelse af mæglingsmænd
efter funktionærloven pr. 1. april 2019 varetages af Arbejds-
55
retten. Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at Statsforvaltningen nedlægges.
Der henvises til lovforslagets § 27 og bemærkningerne her-
til.
Energi-, Klima- og Forsyningsministeriet
Det foreslås, at kompetencen efter udstykningsloven til at
træffe beslutning om, at omkostningerne ved en skelforret-
ning skal afholdes helt eller delvis af statskassen, pr. 1. april
2019 varetages af Geodatastyrelsen. Ved behandling af en
ansøgning om omkostningsfritagelse skal det vurderes, om
det skønnes rimeligt at afholde skelforretningen eller om an-
søgeren er blevet påført sagen uden rimelig grund. Denne
vurdering forudsætter en fagkundskab til reglerne om ejen-
domshævd, som er til stede hos Geodatastyrelsen.
Der henvises til lovforslagets § 28 og bemærkningerne her-
til.
Kirkeministeriet
Det foreslås, at direktøren for Ankestyrelsen pr. 1. april
2019 varetager hvervet som stiftamtmand, idet Statsforvalt-
ningen nedlægges. Direktøren kan delegere sin stiftsøvrig-
hedskompetence til medarbejdere i Ankestyrelsen på anke-
chefsniveau eller derover.
Der er alene tale om, at stiftamtmandsrollen overtages og vi-
dereføres af direktøren for Ankestyrelsen, for så vidt angår
de lovbundne opgaver som medlem af stiftsøvrigheden.
Stiftsøvrighedens lovbundne opgaver fremgår af den kirkeli-
ge lovgivning. De øvrige opgaver, som stiftamtmanden i dag
varetager, herunder deltagelse i bestyrelsen for en række
fonde m.v., skal direktøren for Ankestyrelsen ikke varetage,
når denne pr. 1. april 2019 overtager hvervet som stiftamt-
mand. De pågældende fonde informeres herom.
Der henvises til lovforslagets § 30 og bemærkningerne her-
til.
De opgaver, som Statsforvaltningen varetager i medfør af
bekendtgørelse om anmeldelse af fødsel, navn og dødsfald i
de sønderjyske landsdele og cirkulære om førelse af person-
registrene i de sønderjyske landsdele i forhold til personregi-
strene i de sønderjyske landsdele foreslås overtaget af per-
sonregisterførerne.
Statsforvaltningens opgaver efter de to forskrifter i forhold
til personregisterførernes behandling af faderskabssager
foreslås overført til Familieretshuset, der efter forslaget i
punkt 3.3. skal varetage behandlingen af faderskabssager.
Disse ændringer kan gennemføres administrativt ved æn-
dring af de to forskrifter.
Miljø- og Fødevareministeriet
Som følge af den foreslåede nedlæggelse af Statsforvaltnin-
gen hjemtages den opgave, som Statsforvaltningen varetager
efter hegnsloven, til Miljø- og Fødevareministeriet. Det
foreslås derfor, at bestemmelsen i hegnslovens § 46, stk. 4,
til at bevilge en part fritagelse for at betale sagens omkost-
ninger for hegnsynet, tilpasses, og opgaven varetages pr. 1.
april 2019 af miljø- og fødevareministeren. Det er hensigten,
at den konkrete opgavevaretagelse vil blive henlagt til Land-
brugsstyrelsen, som allerede i dag varetager visse af Miljø-
og Fødevareministeriets opgaver efter hegnsloven, jf. § 5,
stk. 1, nr. 18, i bekendtgørelse nr. 1273 af 27. november
2017 om Landbrugsstyrelsens opgaver og beføjelser.
Der henvises til lovforslagets § 31 og bemærkningerne her-
til.
Sundheds- og Ældreministeriet
Det foreslås, at de opgaver, som Statsforvaltningen vareta-
ger efter lov om assisteret reproduktion i forbindelse med
behandling, diagnostik og forskning m.v. pr. 1. januar 2019
varetages af regionsrådet med mulighed for at delegere sag-
erne til et eller flere regionsråd.
Delegation af sagerne foreslås under forudsætning af, at re-
gionsrådet afholder udgifterne, der kan være forbundet med
delegationen. Opgaverne, der foreslås mulighed for at dele-
gere, er omfattede af § 6 a, stk. 1 og 2, hvilket indebærer
sagsoplysning, inddragelse af anden sagkundskab og afgø-
relse i sagerne.
Sagerne foreslås placeret i regionsrådet, idet regionerne alle-
rede har ansvaret for at yde behandling med assisteret repro-
duktion og vurderes at have de rette kompetencer til at træf-
fe afgørelse i sagerne. Der er tale om relativt få sager. Antal-
let af afgjorte sager har således været 88 sager i 2014, 76
sager i 2015, 134 sager i 2016 og 159 sager i 2017.
Der henvises til lovforslagets § 33 og bemærkningerne her-
til.
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
Det foreslås, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter byg-
geloven og forskrifter udstedt i medfør af byggeloven pr. 1.
januar 2019 kan påklages til Nævnenes Hus.
Den foreslåede ændring sker som følge af forslaget til Fami-
lieretshusloven, hvorefter Statsforvaltningen forslås nedlagt.
Det foreslås derfor med lovforslagets § 35, nr. 1 og 2, at
kommunalbestyrelsens afgørelser truffet i henhold til bygge-
loven fremadrettet kan påklages til Nævnenes Hus under Er-
hvervsministeriet. Klageinstansens nye geografiske place-
ring sker som led i udmøntningen af Bedre Balance II.
Der henvises til lovforslagets § 35 og bemærkningerne her-
til.
Det foreslås, at opgaven med beskikkelse af formanden for
et beboerklagenævn efter almenlejeloven med virkning fra
den 1. april 2019 varetages af Transport-, Bygnings- og Bo-
ligministeriet. Opgaven har hidtil været varetaget af direktø-
56
ren for Statsforvaltningen. Den foreslåede ændring er be-
grundet i, at Statsforvaltningen nedlægges.
Der henvises til lovforslagets § 36 og bemærkningerne her-
til.
Det foreslås, at opgaven med beskikkelse af formanden for
huslejenævnet efter boligreguleringsloven med virkning fra
den 1. april 2019 varetages af Transport-, Bygnings- og Bo-
ligministeriet. Opgaven har hidtil været varetaget af direktø-
ren for Statsforvaltningen. Den foreslåede ændring er be-
grundet i, at Statsforvaltningen nedlægges.
Der henvises til lovforslagets § 37 og bemærkningerne her-
til.
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Udlændinge- og Integrationsministeriet fremsætter i Folke-
tingssamlingen 2018/2019 lovforslag om, hvilken myndig-
hed der pr. 1. april 2019 varetager de i punkt 3.6.1. nævnte
opgaver efter udlændingeloven, indfødsretsloven og lov nr.
1496 af 23. december 2014 om ændring af lov om dansk
indfødsret (Accept af dobbelt statsborgerskab og betaling af
gebyr i sager om dansk indfødsret), som i dag varetages af
Statsforvaltningen.
Økonomi- og Indenrigsministeriet
Forslag til lov om ændring af lov om valg til Folketinget,
lov om kommunale og regionale valg, lov om valg af danske
medlemmer til Europa-Parlamentet, partiregnskabsloven og
lov om kommunernes styrelse (L 15) fremsat af økonomi-
og indenrigsministeren den 3. oktober 2018 indeholder for-
slag om, at opgaven vedrørende kandidatanmeldelser efter
folketingsvalgloven, som i dag varetages af Statsforvaltnin-
gen, pr. 1. januar 2019 varetages af Ankestyrelsen.
3.7. Opgaver overført efter ressortdeling i 2016
3.7.1. Gældende ret
Med kongelig resolution af 28. november 2016 blev forret-
ningernes fordeling mellem ministerierne ændret. I forlæn-
gelse heraf blev en række opgaver, som Statsforvaltningen
varetog på forskellige områder uden for familieretten, hen-
lagt til andre myndigheder.
På Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets område vare-
tog Statsforvaltningen tidligere opgaven som klagemyndig-
hed for visse af bygningsmyndighedens afgørelser efter ma-
steloven, jf. § 23 i masteloven. Klagemyndigheden har siden
den 28. november 2016 været varetaget af Energi-, Forsy-
nings- og Klimaministeriet.
På Sundheds- og Ældreministeriets område varetog Statsfor-
valtningen tidligere sekretariatsbetjeningen af Det Psykiatri-
ske Patientklagenævn, jf. § 34 i lov om tvang i psykiatrien,
samt opgaven vedrørende patientrådgivere i psykiatrien efter
§ 25 i lov om tvang i psykiatrien. Disse opgaver har siden
den 28. november 2016 været varetaget af Nævnenes Hus.
På Transport-, Bygnings- og Boligministeriets område vare-
tog Statsforvaltningen tidligere udpegning af medlemmer til
byfornyelsesnævnene og afholdelse af byfornyelsesnævne-
nes udgifter m.v., jf. §§ 84 og 86 i byfornyelsesloven. Den-
ne opgave har siden den 28. november 2016 været varetaget
af Erhvervsministeriet.
3.7.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
I forbindelse med den foreslåede nedlæggelse af Statsfor-
valtningen finder Børne- og Socialministeriet det hensigts-
mæssigt, at det fremgår af de i punkt 3.7.1. nævnte love, at
de opgaver, som Statsforvaltningen tidligere varetog, nu va-
retages af andre myndigheder.
3.7.3. Den foreslåede ordning
På Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets område fore-
slås det, at masteloven ændres således, at det af loven frem-
går, at energi-, forsynings- og klimaministeren er klagemyn-
dighed for visse af bygningsmyndighedernes afgørelser efter
masteloven.
Det foreslås på Sundheds- og Ældreministeriets område, at
lov om tvang i psykiatrien ændres således, at det af loven
fremgår, at Nævnenes Hus sekretariatsbetjener Det Psykia-
triske Patientklagenævn og varetager opgaver vedrørende
patientrådgivere i psykiatrien.
Endelig foreslås det på Transport-, Bygnings- og Boligmini-
steriets område, at byfornyelsesloven ændres således, at det
fremgår af loven, at Erhvervsministeriet varetager opgaver-
ne efter §§ 84 og 86 i byfornyelsesloven vedrørende byfor-
nyelsesnævnene.
Der henvises til lovforslagets §§ 29, 32 og 34 og bemærk-
ningerne hertil.
3.8. Omtale af Statsforvaltningen i anden lovgivning
3.8.1. Gældende ret
Afgørelser truffet af Statsforvaltningen og andre opgaver,
der udføres af Statsforvaltningen nævnes i en række love,
som ikke i øvrigt pålægger Statsforvaltningen opgaver, og
som dermed ikke er omtalt i punkt 3.3.-3.7.
På Justitsministeriets område drejer det sig om ægtefælle-
skifteloven, hvor visse retsvirkninger er betinget af, at der er
indgivet anmodning om separation eller skilsmisse til Stats-
forvaltningen.
På Beskæftigelsesministeriets område drejer det sig om bør-
netilskudslovens bestemmelse om forskudsvis betaling af
særligt bidrag, da dette kun kan ske inden for den grænse,
som Statsforvaltningen fastsætter.
Endelig drejer det sig på Økonomi- og Indenrigsministeriets
område om CPR-loven, hvor registrering af barnets bopæl i
CPR er reguleret i lovens § 8, og hvorved der bl.a. kan læg-
ges vægt på aftaler om samvær og bopæl, der er indgået
57
over for Statsforvaltningen. Der henvises til § 8 i CPR-lo-
ven, der er beskrevet i punkt 3.3.2.
3.8.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Det foreslås med forslaget til lov om Familieretshuset, at
Statsforvaltningen nedlægges. Der henvises herom til punkt
3.2.
Børne- og Socialministeriet finder det hensigtsmæssigt, at
der derfor foretages de nødvendige konsekvensændringer i
ægtefælleskifteloven, børnetilskudsloven og CPR-loven.
3.8.3. Den foreslåede ordning
På Justitsministeriets område foreslås det, at ægtefælleskif-
teloven ændres således, at det afspejles, at anmodning om
separation eller skilsmisse indgives til Familieretshuset. Der
henvises til lovforslagets § 18, nr. 1, og bemærkningerne
hertil.
På Beskæftigelsesministeriets område foreslås det, at børne-
tilskudsloven ændres således, at det afspejles, at særligt bi-
drag efter børnebidragsloven fastsættes af Familieretshuset
eller familieretten. Der henvises til lovforslagets § 26 og be-
mærkningerne hertil.
På Økonomi- og Indenrigsministeriets område foreslås det,
at CPR-loven ændres, således at det afspejles i CPR-lovens
§ 8, der fastlægger bopælsregistreringen i CPR af et barn, at
indgåelse af aftale om barnets bopæl kan ske over for både
Familieretshuset og familieretten, og at både Familieretshu-
set og familieretten kan tage stilling til samvær. Herudover
foreslås det, at § 8 i CPR-loven ændres, således at det af-
spejles i bestemmelsen, at barnet kan have delt bopæl efter
den i lovforslagets § 1, nr. 16, foreslåede § 17, stk. 3, i for-
ældreansvarsloven. Det foreslås endvidere afspejlet i be-
stemmelsen, at ophør af en aftale om delt bopæl i visse si-
tuationer kan have betydning for hvem, der er bopælsforæl-
der. Endelig foreslås det at ændre bilag 1 til CPR-loven, så
der tilvejebringes hjemmel til at registrere, at forældre kan
aftale delt bopæl efter den i lovforslagets § 1, nr. 17, foreslå-
ede § 18 a i forældreansvarsloven. Der henvises til lovfor-
slagets § 39 og bemærkningerne hertil.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Lovforslaget har de nedenfor anførte økonomiske konse-
kvenser for det offentlige.
Med forslaget om ændring af forældreansvarsloven gøres
det muligt for forældre med fælles forældremyndighed at af-
tale delt bopæl for deres barn. Forældrene kan anmode om
at få denne aftale registreret i CPR. Endvidere foreslås det at
pålægge forældre, der ikke enige om, hvem der skal være
bopælsforælder ved en samlivsophævelse, delt bopæl for
barnet i en overgangsperiode. Disse forældre vil i over-
gangsperioden som udgangspunkt ikke kunne indlede en sag
om barnets bopæl. Der vil være merudgifter forbundet med,
at sagsbehandlere i Familieretshuset skal foretage registre-
ringer af delt bopæl i CPR-systemet på vegne af enige foræl-
dre. Til finansiering af dette forventes en merudgift på 0,4
mio. kr. om året (2019-pl).
Det foreslås endvidere, at ægtefæller med fællesbørn under
18 år, der søger om skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven,
skal gennem en refleksionsperiode. I denne periode skal de
gennemføre et obligatorisk digitalt baseret forløb om kon-
flikthåndtering m.v. Familieretshuset skal stille dette værk-
tøj til rådighed. Der vil i denne forbindelse være merudgifter
til licensbetaling på forventeligt 1,1 mio. kr. om året (2019-
pl).
For så vidt angår den foreslåede medvirken af børnesagkyn-
dige fra Børneenheden i forbindelse med sager om fuldbyr-
delse af forældreansvar efter retsplejeloven bemærkes det, at
der er tale om opgaver, der allerede i dag varetages af dom-
stolene. Den foreslåede anvendelse af børnesagkyndige fra
Børneenheden i Familieretshuset forventes derfor dækket af
den allerede eksisterende finansiering hertil, der findes i
domstolene. Den foreslåede mulighed for i forbindelse med
en fuldbyrdelsessag kortvarigt at kunne tilbageholde den
forælder, som ikke efterlever en aftale eller afgørelse, for-
ventes ligeledes dækket af domstolenes eksisterende finan-
siering af fuldbyrdelsessager, mens forslaget om mulighed
for hjemvisning til fornyet behandling i Familieretshuset
som afslutning af en fuldbyrdelsessag forventes dækket af
Familieretshusets finansiering af opgavevaretagelsen som
sådan.
For så vidt angår de ikke-familieretlige opgaver, der vareta-
ges af Statsforvaltningen, og som med lovforslaget foreslås
tilbageført til hvervgiverne, er lovforslaget udgiftsneutralt.
Ændringerne foreslås gennemført ud fra princippet om, at
pengene følger opgaven. Betydningen af dette beskrives i
nedenstående.
Med lovforslaget foreslås endvidere, at direktøren for Anke-
styrelsen overtager hvervet som stiftamtmand. Denne opga-
ve varetages aktuelt af direktøren for Statsforvaltningen.
Som følge af opgaveoverdragelsen overføres 0,1 mio. kr.
(2019-pl) til Økonomi- og Indenrigsministeriet.
For så vidt angår Sundheds- og Ældreministeriet drejer det
sig om opgaver efter lov om assisteret reproduktion. Opga-
verne overføres fra Statsforvaltningen til regionerne. Der
overføres i denne forbindelse en bevilling på 0,6 mio. kr.
(2019-pl) til regionerne. Dette beløb kan dog først endeligt
fastlægges efter DUT-forhandling med de regionale parter.
Opgaver, der i Statsforvaltningen i 2016 blev håndteret af
mindre end 0,5 faglige årsværk, får ikke tilført bevilling i
forbindelse med opgaveoverførslen. Det drejer sig om opga-
ver efter strandingsloven, lov om tillæg til strandingsloven,
forordning ang. Strandings-Commisionaires Sallarium, for-
ordning ang. Dykkervæsenet m.v., midlertidig lov om land-
boforeningers og husmandsforeningers auktioner m.v., funk-
tionærloven, udstykningsloven, hegnsloven, almenlejeloven,
58
boligreguleringsloven og lov om superficære fæste- og leje-
forhold.
Med kongelig resolution af 28. november 2016 blev forret-
ningernes fordeling mellem ministerierne ændret. I forlæn-
gelse heraf blev en række ikke-familieretlige opgaver, som
Statsforvaltningen varetog på forskellige områder, henlagt
til andre myndigheder. Det drejer sig om opgaver efter ma-
steloven, lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og byfor-
nyelsesloven. For disse opgaver er ressourcerne til vareta-
gelse af opgaverne overført i forbindelse med overførelsen
af opgaven i umiddelbar forlængelse af udstedelsen af kon-
gelig resolution af 28. november 2016.
Partierne bag satspuljen er enige om at tilvejebringe finan-
sieringen af merudgifterne ved udmøntningen af satspuljen
for 2019.
Lovforslaget følger principperne for digitaliseringsklar lov-
givning, herunder bemærkes særligt den i lovforslagets § 2,
nr. 13, foreslåede § 42 a, stk. 2, i ægteskabsloven om et obli-
gatorisk digitalt forløb i sager om bevilling til skilsmisse ef-
ter § 29 i ægteskabsloven.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
I det nye familieretlige system skal alle familieretlige sager
indledes i Familieretshuset, og sagerne behandles og afgøres
af enten Familieretshuset eller familieretten. Der vil af hen-
syn til parternes retssikkerhed være øget domstolsinddragel-
se i komplicerede og konfliktfyldte familieretlige sager. Det-
te indebærer dog også, at i komplicerede og konfliktfyldte
sager, der efter den gældende ordning afgøres administra-
tivt, skal parterne som udgangspunkt møde i retten, og de
skal selv afholde eventuelle advokatudgifter i forbindelse
hermed, medmindre de opfylder betingelserne for at få fri
proces.
Derimod vil alle enkle sager blive afgjort administrativt på
skriftligt grundlag. Dette vil for en række borgere betyde, at
de ikke behøver at møde i retten, og at de ikke behøver at
afholde udgifter til advokat.
Endvidere vil en part kunne anmode om, at en afgørelse
truffet af Familieretshuset indbringes for familieretten. Dette
indebærer en forbedring af borgernes retsstilling, fordi Stats-
forvaltningens familieretlige afgørelser i dag alene kan på-
klages administrativt til Ankestyrelsen, hvis afgørelser alene
kan indbringes for retten efter § 63 i grundloven.
Endelig indebærer det nye familieretlige system, at sager ef-
ter ægteskabsloven, der i dag alene behandles af domstole-
ne, fremover skal indledes i Familieretshuset ved anvendelse
af den digitale selvbetjeningsløsning, som Familieretshuset
stiller til rådighed. Det drejer sig bl.a. om ændring af aftaler
indgået i forbindelse med separation og skilsmisse.
De i § 1, nr. 1 og 3, foreslåede bestemmelser understreger,
at hensynet til barnet ved afgørelsen af sager efter foræl-
dreansvarsloven skal sættes over alle andre hensyn, og bar-
nets ret til beskyttelse mod vold m.v. fremhæves. I tråd her-
med foreslås kriterierne for at fuldbyrde en afgørelse eller
aftale om forældreansvar, sådan at dette alene kan ske under
hensyn til barnet og skal varetage barnets bedste. Det er li-
geledes en forudsætning for fuldbyrdelse, at der ikke er
grundlag for at henvise sagen til fornyet behandling i Fami-
lieretshuset. Et andet element i tilpasningen af reglerne om
fuldbyrdelse er, at det bliver muligt kortvarigt at tilbagehol-
de en forælder, der ikke efterlever en afgørelse eller aftale
om forældreansvar. Der henvises til det ved lovforslagets
§ 15, nr. 19, foreslåede kapitel 42 b i retsplejeloven.
Endvidere tydeliggøres med forslagets § 1, nr. 35, at en part
ikke er forpligtet til at deltage i et møde med den anden part
i en forældreansvarssag, hvis parten eller partens barn har
været udsat for voldelig adfærd fra den anden part. Dette
foreslås ligeledes at gælde ved vilkårsforhandling i sager om
separation og skilsmisse, jf. forslagets § 2, nr. 10.
Forslagets § 1, nr. 17, indebærer, at enige forældre med fæl-
les forældremyndighed får mulighed for at aftale delt bopæl
for barnet og få aftalen registreret i CPR. En aftale om delt
bopæl indebærer, at forældrene skal være enige om alle be-
slutninger vedrørende barnet, herunder om overordnede for-
hold i barnets daglige liv.
Efter forslagets § 1, nr. 16, skal et barn i en periode på 3 må-
neder efter forældres samlivsophævelse have delt bopæl
med den virkning, at forældrene skal være enige om alle be-
slutninger, og at en forælder som udgangspunkt ikke kan sø-
ge om at blive bopælsforælder.
For ægtefæller med fælles barn under 18 år, der ønsker
skilsmisse uden forudgående separation, såkaldt direkte
skilsmisse, indføres der med forslagets § 2, nr. 13, en reflek-
sionsperiode på 3 måneder, i hvilken ægtefæller skal gen-
nemføre et obligatorisk digitalt forløb, der bl.a. giver dem
viden om og redskaber til at håndtere barnets behov i brudsi-
tuationen. Dermed afskaffes muligheden for direkte skils-
misse for disse ægtepar.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har ikke EU-retlige konsekvenser.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. juni 2018
til den 24. august 2018 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.: 3F – Fagligt Fælles
Forbund, Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus
59
Universitet (Juridisk Institut), AC-Børnehjælp, Adoption &
Samfund, Adoptionsnævnet, Adoptionspolitisk Forum,
Adoptionstrekanten, Advokatrådet, Akademikerne, Alterna-
tivet, Alzheimerforeningen, Amnesty International, Andels-
boligforeningernes Fællesrepræsentation, Ankestyrelsen,
ATP, Barnets Tarv Nu, Bedre Psykiatri – landsforeningen
for pårørende, Biskopperne, Boligselskabernes Landsfor-
ening, BOSAM, BUPL, Byggesocietetet, Bygherreforenin-
gen i Danmark, Byretterne, Børn og Familier, Børne- og
Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd,
Børns Vilkår, Centralorganisationernes Fællesudvalg, Co-
penhagen Business School (Juridisk Institut), Danish Inter-
national Adoption, Danmarks Lejerforeninger, Danmarks
Lærerforening, Danmarks Provsteforening, Dansk Arbejds-
giverforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Ferti-
litetsselskab, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Folkeparti,
Dansk Handicapforbund, Dansk Industri, Dansk Psykiatrisk
Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk Retspolitisk For-
ening, Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Dansk
Selskab for Psykosocial Rehabilitering, Dansk Socialrådgi-
verforening, Danske Advokater, Danske Arveretsadvokater,
Danske Familieadvokater, Danske Handicaporganisationer,
Danske Patienter, Danske Regioner, Dansk Sygeplejeråd,
Danske Udlejere, Danske Ældreråd, Datatilsynet, Demens-
koordinatorer i Danmark, Den Danske Dommerforening,
Den Danske Præsteforening, Det Centrale Handicapråd, Det
færøske sundheds- og indenrigsministerium, Det grønland-
ske Departement for Sociale Anliggender og Justitsvæsenet,
Det Konservative Folkeparti, Det Kriminalpræventive Råd,
Det Sociale Netværk, Digitaliseringsstyrelsen, Dommerfuld-
mægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsforening,
Domstolsstyrelsen, DUKH, Enhedslisten, Fabu, FADD,
FOA, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige,
Foreningen af Hegnsyn i Danmark, Foreningen af Kommu-
nale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Dan-
mark, Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, For-
eningen for ledere af sundhedsordninger for børn og unge,
Foreningen Mor, ForældreLANDSforeningen FBU, Funkti-
onærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Godfar, HK/
kommunal, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Husle-
je- og Beboerklagenævnsforeningen, Institut for Menneske-
rettigheder, KFUM’s sociale arbejde, KL, Kommunale Tje-
nestemænd og Overenskomstansatte, Koreaklubben, Kriste-
lig Fagbevægelse, Kristendemokraterne, Kvinderådet, Kø-
benhavns Universitet (Det Juridiske Fakultet), Landbrug og
Fødevarer, Landsforeningen, BoPaM, Landsforeningen Bæ-
redygtigt Landbrug, Landsforeningen Børn og Samvær,
Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), Lands-
foreningen af Menighedsråd, Landsforeningen af socialpæ-
dagoger, Landsforeningen af tidligere og nuværende psykia-
tribrugere, Landsforeningen for børn og forældre, Landsfor-
eningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner,
Landsforeningen for ufrivilligt barnløse, Landsforeningen
LEV, Liberal Alliance, Livsværk, LO, LOS – de private so-
ciale tilbud, Lejernes Landsorganisation i Danmark, Læge-
foreningen, Mandecentret, Mødrehjælpen, Nye Borgerlige,
Plejefamiliernes landsforening, Politiforeningen, Procesbe-
villingsnævnet, Psykiatrifonden, Radikale Venstre, Red Bar-
net, Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Retssikkerheds-
fonden, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombudsman-
den på Færøerne, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Røde Kors,
Rådet for Etniske Minoriteter, Rådet for Socialt Udsatte,
SIND, Selveje Danmark, Socialdemokratiet, Socialistisk
Folkeparti, Socialpædagogernes Landsforbund, Socialstyrel-
sen, Socialt Lederforum, Socialtilsyn Hovedstaden, Social-
tilsyn Midt, Socialtilsyn Nord, Socialtilsyn Syd, Socialtilsyn
Øst, Statsforvaltningen, Stiftsøvrighederne, Sundheds- og
Indenrigsministeriet på Færøerne, Syddansk Universitet (Ju-
ridisk Institut), TABUKA, Tænketanken Adoption, Udbeta-
ling Danmark, Ungdommens Røde Kors, Ungdomsringen,
Unicef Danmark, Venstre, Vestre Landsret, Ældre Sagen,
Østre Landsret og 121 Adoption.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner
Mindreudgifter for staten på 0,5 mio. kr. i
2019 og 0,6 mio. kr. i 2020 og frem.
Merudgifter for staten på 1,4 mio. kr. i
2019 og 1,5 mio. kr. i 2020 og frem. Mer-
udgifter for regionerne på 0,5 mio. kr. i
2019 og 0,6 mio. kr. i 2020 og frem.
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Administrative konsekvenser for Fami-
lieretshuset ved registrering af aftaler om
delt bopæl og administration af kravet om
en refleksionsperiode ved skilsmisse.
Økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borger-
ne
Med forslaget får borgerne mulighed for
at få alle familieretlige sager behandlet af
domstolene. Hensynet til barnet gøres til
det vigtigste hensyn i forældreansvarslo-
Ægtefæller med fælles børn under 18 år,
der ønsker skilsmisse uden forudgående
separation, har ikke adgang til direkte
skilsmisse og skal igennem en refleksi-
60
ven, og barnets ret til beskyttelse mod
vold m.v. fremhæves. Kriterierne for
fuldbyrdelse af forældreansvar ændres,
sådan at dette alene kan ske under hensyn
til barnet og til varetagelse af barnets bed-
ste. Endvidere må der ikke være grundlag
for at henvise sagen til behandling i Fa-
milieretshuset. For at skåne barnet ved
fuldbyrdelsen gøres det muligt kortvarigt
at tilbageholde en forælder, der ikke ef-
terlever en afgørelse eller aftale om foræl-
dreansvar. Forældre med fælles forældre-
myndighed får mulighed for at aftale, at
deres barn skal have delt bopæl med den
virkning, at de skal være enige om alle
beslutninger vedrørende barnet.
onsperiode på tre måneder, i hvilken de
skal gennemføre et obligatorisk digitalt
forløb.
Endvidere skal barnet som udgangspunkt
have delt bopæl i tre måneder efter sam-
livsophævelsen. I den periode kan der
som udgangspunkt ikke rejses sag om
barnets bopæl.
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Er i strid med de principper for imple-
mentering af erhvervsrettet EU-regule-
ring/Går videre end minimumskrav i EU-
regulering (sæt X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Af § 1 i forældreansvarsloven fremgår, at børn og unge
under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har
indgået ægteskab.
Forældreansvarsloven indeholder ikke en formålsbestem-
melse, men det følger af lovens § 4, at afgørelser efter loven
skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Bestemmel-
sen indeholder dermed lovens grundlæggende princip om, at
de myndigheder, der behandler sager efter forældreansvars-
loven, altid skal varetage hensynet til barnets bedste.
Efter § 2, stk. 1 og 2, i forældreansvarsloven skal forældre-
myndighedens indehaver drage omsorg for barnet og kan
træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets
interesse og behov. Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det
skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsæt-
tes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behand-
ling.
Når forældre har fælles forældremyndighed, kræver væsent-
lige beslutninger vedrørende barnets forhold efter § 3, stk. 1,
enighed mellem forældrene. Den forælder, som barnet har
bopæl hos, kan dog træffe afgørelse om overordnede forhold
i barnets daglige liv.
Det foreslås, at der i § 1 i forældreansvarsloven indsættes en
formålsbestemmelse, der som et generelt princip fastslår, at i
alle forhold, som er omfattet af forældreansvarsloven, skal
hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og be-
skyttelse komme i første række.
Med den foreslåede nye formålsbestemmelse understreges
det, at hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og
beskyttelse skal komme i første række både for forældre-
myndighedens indehaver og for Familieretshuset og fami-
lieretten, når der træffes beslutninger om barnets forhold.
Den foreslåede bestemmelse tager ligesom § 4 i forældrean-
svarsloven afsæt i artikel 3 i FN’s Børnekonvention. Efter
artikel 3 i børnekonventionen skal barnets bedste komme i
første række ved alle foranstaltninger vedrørende barnet.
Endvidere skal deltagerstaterne sikre barnet den beskyttelse
og omsorg, der er nødvendig for barnets trivsel under hen-
syntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets
forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for
barnet, og deltagerstaterne skal med henblik herpå træffe al-
le passende lovgivningsmæssige og administrative forholds-
regler.
Den foreslåede formålsbestemmelse i § 1 i forældreansvars-
loven indebærer, at forældremyndighedens indehaver ved
udøvelsen af de forpligtelser og beføjelser, der følger af §§ 2
og 3 i forældreansvarsloven til at drage omsorg for barnet og
træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets
interesse og behov, skal tage hensyn til formålsbestemmel-
sen.
Formålsbestemmelsen har ligesom § 4 i forældreansvarslo-
ven betydning for alle sager, der behandles og afgøres efter
forældreansvarsloven. Hensynet til barnets bedste og barnets
ret til trivsel og beskyttelse har således forrang over andre
hensyn ved alle afgørelser efter forældreansvarsloven – både
midlertidige og endelige – om forældremyndighed, barnets
bopæl, samvær og anden kontakt.
Formålsbestemmelsen har navnligt betydning for forståelsen
af § 19 i forældreansvarsloven, hvorefter barnets forbindelse
61
med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til
samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. For-
målsbestemmelsen skal således tydeliggøre, at ved afgørel-
ser om barnets ret til kontakt med begge forældre, skal afgø-
relsen træffes ud fra barnets perspektiv. Der er således ikke
er tale om en ret for en forælder til at have kontakt med bar-
net, som går forud for hensynet til barnet. Det forhold, at det
er samværsforælderen, og ikke barnet, der kan anmode om
fastsættelse af samvær, ændrer ikke dette.
Den foreslåede formålsbestemmelse understøttes af § 4 i
forældreansvarsloven, der med lovforslagets § 1, nr. 3, fore-
slås ændret bl.a. med henblik på at tydeliggøre, at
Familieretshuset og familieretten ved afgørelser efter foræl-
dreansvarsloven skal have fokus på, at afgørelsen skal med-
virke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold
eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller
fare.
Begrundelsen for forslaget om at indsætte en formålsbe-
stemmelse i forældreansvarsloven er navnligt at tydeliggøre,
at barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse altid
skal komme i første række, og at disse hensyn skal vægtes
over andre hensyn i sager efter forældreansvarsloven, herun-
der over hensynet til forældrene.
Det foreslås samtidigt, at bestemmelsen i den gældende § 1
videreføres uændret som § 1a. Det foreslås således, at børn
og unge under 18 år fortsat er under forældremyndighed,
medmindre de har indgået ægteskab.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne
hertil, for så vidt angår den foreslåede bestemmelse i § 4, 2.
pkt., i forældreansvarsloven. Der henvises i øvrigt til de al-
mindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 2
Det fremgår af § 3, stk. 1, 1. pkt., i forældreansvarsloven, at
når forældre har fælles forældremyndighed, kræver væsent-
lige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mel-
lem forældrene.
Bestemmelsen i § 3, stk. 1, 2. pkt., vedrører ligeledes situati-
oner, hvor forældrene har fælles forældremyndighed. Her
fastlægger bestemmelsen, at den forælder, som barnet har
bopæl hos efter forældreansvarsloven (bopælsforælderen),
kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets dag-
lige liv, herunder hvor i landet barnets bopæl skal være. Bo-
pælsforælderen kan således selvstændigt tage stilling til
større spørgsmål af dagligdags karakter, såsom beslutninger
vedrørende daginstitution og spørgsmål om barnets daglige
velbefindende, herunder om barnet skal gå til skolepsyko-
log, deltage i en børnegruppe, modtage børnesagkyndig råd-
givning eller lignende. Bopælsforælderen kan også bestem-
me, hvor i landet barnet skal have bopæl.
Efter den familieretlige lovgivning kan kun den ene forælder
være bopælsforælder med de beslutningskompetencer, der
følger af § 3, stk. 1, 2. pkt., i forældreansvarsloven, mens
den anden forælder betegnes som samværsforælder. Også i
en situation, hvor et barn bor fast lige meget hos hver foræl-
der, vil kun den ene forælder have status af bopælsforælder
efter forældreansvarsloven.
Det foreslås, at der som § 3, stk. 1, 3. pkt., indsættes en ny
bestemmelse, hvorefter forældre med fælles forældremyn-
dighed skal være enige om de overordnede forhold i barnets
daglige liv, som en bopælsforælder efter § 3, stk. 1, 2. pkt.,
selvstændigt kan tage stilling til, når barnet har delt bopæl i
familieretlig forstand efter de i lovforslagets § 1, nr. 16 og
17, foreslåede nye bestemmelser i § 17, stk. 3, og § 18 a,
stk. 1, 1. pkt., i forældreansvarsloven.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 3, har et barn i
en periode på tre måneder efter forældrenes samlivsophæ-
velse delt bopæl i familieretlig forstand, hvis forældrene har
fælles forældremyndighed. Dette gælder dog ikke, hvis for-
ældrene er enige om, hos hvem af dem barnet skal have bo-
pæl efter forældreansvarsloven, dvs. hvem af dem der skal
være bopælsforælder efter forældreansvarsloven. Efter den
foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 1, 1. pkt., kan forældre,
der har fælles forældremyndighed, aftale, at barnet har delt
bopæl.
Når et barn har delt bopæl, har ingen af forældrene status
som bopælsforælder efter den familieretlige lovgivning,
uanset hvor meget barnet opholder sig hos den ene eller den
anden forælder, eller måske slet ikke opholder sig der. Bar-
net vil dog i relation til folkeregistrering (bopælsregistre-
ring) i CPR fortsat kun have én bopælsregistrering.
Endvidere indebærer delt bopæl, at den ene forælder ikke
selvstændigt kan tage stilling til større spørgsmål af daglig-
dags karakter vedrørende barnet, såsom hvilken daginstitu-
tion barnet skal gå i, eller hvor barnet skal bo. Det forudsæt-
tes således eksempelvis, at forældrene forud for, at barnet af
den ene forælder skrives op til en daginstitution, har aftalt,
hvilken institution barnet skal skrives op til.
Kravet om enighed mellem forældrene i forhold til overord-
nede forhold i barnets daglige liv har kun betydning mellem
forældrene. Der er således tale om en ren familieretlig kon-
struktion. Den delte bopæl har derfor ikke betydning ved ad-
ministrationen af lovgivning, der ikke er familieretlig, her-
under f.eks. udbetaling af offentlige ydelser knyttet til barnet
og bopælsregistreringen i CPR af barnet efter CPR-loven.
Myndigheder, der administrerer denne eller anden lovgiv-
ning, vil således ikke ved administrationen heraf tillægge
den omstændighed, at der er delt bopæl, nogen betydning.
Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, 3. pkt., ændrer ik-
ke ved, at forældrene i kraft af den fælles forældremyndig-
hed efter § 3, stk. 1, 1. pkt., også skal være enige om væ-
sentlige beslutninger vedrørende barnets forhold.
For så vidt angår forældre, der efter den foreslåede bestem-
melse i § 18 a, stk. 1, 1. pkt., i forældreansvarsloven har af-
talt delt bopæl for barnet, er begrundelsen for forslaget, at
forældre med fælles forældremyndighed, der ikke bor sam-
62
men, bør have mulighed for at indgå aftale om delt bopæl og
få registreret det ligeværdige forældreskab, som de i kraft af
aftalen har i forhold til deres barn. Der skabes således mu-
lighed for at tilkendegive, at man er samarbejdende og lige-
værdige forældre.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16 og 17, og bemærk-
ningerne hertil. Der henvises i øvrigt til de almindelige be-
mærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 3
Efter § 4 i forældreansvarsloven skal afgørelser efter loven
træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Begrebet barnets bedste skal til enhver tid tolkes som den
bedst tænkelige løsning for det enkelte barn, og vurderingen
af barnets bedste skal altid ske ud fra en individuel vurde-
ring af det enkelte barns forhold. Vurderingen bygger på de
foreliggende oplysninger om barnet, herunder oplysninger
fra børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklærin-
ger og på barnets egne synspunkter, alt efter barnets alder og
modenhed. Der henvises til Folketingstidende 2006-07, til-
læg A, s. 4427.
Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der
tages hensyn til hovedprincipperne i forældreansvarsloven
om, at et barn har ret til to forældre, og at forældrene skal
tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet,
dels ved at samarbejde om væsentlige beslutninger om bar-
net. Der henvises til Folketingstidende 2006-07, tillæg A, s.
4486 f.
Forældreansvarsloven bygger således på en formodning om,
at det er bedst for et barn at have kontakt med begge sine
forældre. Det fremgår dog også af § 21, stk. 2 og 3, i foræl-
dreansvarsloven, at samvær fastsættes efter en konkret vur-
dering af barnets forhold, at fastsættelse af samvær kan af-
slås, og at en aftale eller afgørelse om samvær kan ændres
eller ophæves. Det vil eksempelvis i udgangspunktet være
tilfældet, hvis en forælder har udøvet vold mod barnet, lige-
som vold mod den anden forælder kan føre til, at barnets
kontakt til den voldelige forælder afskæres. Der henvises til
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, s. 4462.
Er en samværsforælder dømt for kriminalitet, kan dette for-
hold efter en konkret vurdering også i sig selv føre til, at en
ansøgning om samvær afslås, eller at et fastsat samvær op-
hæves, også selvom kriminaliteten hverken var rettet mod
barnet eller barnets nærmeste. Dette vil være særligt aktuelt
i forhold til sædelighedsforbrydelser mod børn.
Efter § 11 i forældreansvarsloven kan fælles forældremyn-
dighed ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at
forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til bar-
nets bedste.
Bestemmelsen fik dette indhold ved en ændring af foræl-
dreansvarsloven i 2012 for herved at skabe større rum for at
foretage et skøn over barnets bedste i forbindelse med en af-
gørelse om ophævelse af fælles forældremyndighed. Der
henvises til Folketingstidende 2011-12, A, L 157 som frem-
sat, side 25.
De kriterier, som skulle inddrages i vurderingen af spørgs-
målet om ophævelse af den fælles forældremyndighed forud
for ændringen af § 11 i forældreansvarsloven i 2012, skal ef-
ter lovændringen i 2012 fortsat inddrages, da disse forhold
også vil have betydning for samarbejdspotentialet. Det vil
således fortsat have betydning for vurderingen, hvis en for-
ælder har udøvet vold eller lignende mod den anden foræl-
der, barnet eller andre i familien. Voldsudøvelsen kan påvir-
ke familien som helhed i en sådan grad, at det ikke kan anta-
ges at være i barnets interesse, at der i disse situationer døm-
mes til fælles forældremyndighed. Det samme vil være til-
fældet, hvis der er sket seksuelle krænkelser af barnet, den
anden forælder eller andre familiemedlemmer.
Det kan som udgangspunkt heller ikke anses for at være i
barnets interesse, at der dømmes til fælles forældremyndig-
hed, hvis en forælder er uegnet som forældremyndigheds-
indehaver, f.eks. på grund af massivt misbrug, en alvorlig
psykisk lidelse eller andet, der gør forælderen uegnet til at
deltage i væsentlige beslutninger vedrørende barnets liv. Der
kan også være tale om, at en forælder ikke er interesseret i at
varetage omsorgen for barnet og ved sin adfærd har vist, at
den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv.
Det kan f.eks. være en forælder, som efter praksis ikke vil få
samvær, eksempelvis fordi den pågældende ikke har formået
at være i stabil kontakt med barnet eller har været fraværen-
de i barnets liv i flere år, og den manglende kontakt kan til-
skrives samværsforælderens egne forhold.
Som det fremgår ovenfor, kan retten kun ophæve den fælles
forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage,
at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til
barnets bedste. Det betyder, at der skal kunne påvises kon-
krete holdepunkter for, at forældrene må antages ikke at
kunne samarbejde – også fremadrettet – til bedste for barnet.
Dette vil afhænge af en konkret vurdering, hvor det kan til-
lægges betydning, i hvilken grad forældrene kommunikerer
med hinanden om barnet og barnets forhold, idet kommuni-
kationen skal kunne danne fundament for et egentligt samar-
bejde.
Fælles forældremyndighed må således forudsætte, at foræl-
drene realistisk set er i stand til sammen og inden for rimelig
tid at blive enige om spørgsmål om barnet, og at forældrene
ikke regelmæssigt har behov for myndighedernes hjælp til at
kunne træffe beslutninger om barnet, uden at der opstår ved-
varende konflikter. Manglende tillid til den anden forælder
eller manglende vilje eller evne til at være fleksibel og til-
passe sin egen opfattelse til den anden forælders opfattelse
kan indikere, at fælles forældremyndighed ikke er bedst for
barnet.
Det foreslås, at der i § 4 i forældreansvarsloven som 2. pkt.
indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset og fa-
milieretten ved afgørelser efter forældreansvarsloven skal
63
have fokus på, at afgørelsen skal medvirke til at sikre bar-
nets trivsel og beskytte barnet mod vold og anden behand-
ling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at
barnet er vidne til vold. Bestemmelsen supplerer den gæl-
dende bestemmelse i § 4, hvorefter afgørelser efter foræl-
dreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for
barnet.
Med forslaget tydeliggøres forståelsen af barnets bedste,
herunder at det er barnets samlede situation, der skal tages
hensyn til. Efter forslaget præciseres det, at ud over at alle
afgørelser efter forældreansvarsloven skal være bedst for
barnet, skal myndighederne ved alle afgørelser også have
fokus på barnets trivsel og på at skærme barnet mod vold og
anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare.
Herunder skal myndighederne have fokus på at beskytte bar-
net mod den skade og fare, der ligger i som barn at være
vidne til vold. Sidstnævnte kan bl.a. have selvstændig betyd-
ning, hvis barnet tidligere har været vidne til vold mellem
forældrene, eller hvis der har været vold mellem forældrene,
som barnet ikke har været vidne til, men hvor der er risiko
for fremtidig vold, som barnet kan blive vidne til. Det har
ikke betydning hvem, der har været offer for volden, og be-
stemmelsen har derfor også betydning, hvis der f.eks. har
været vold i forholdet mellem en forælder og dennes samle-
ver.
Bestemmelsen understøtter således den i lovforslagets § 1,
nr. 1, foreslåede nye formålsbestemmelse i § 1 i forældrean-
svarsloven. Der henvises til bemærkningerne hertil.
Ændringen tydeliggør endvidere myndighedernes forpligtel-
se til at beskytte barnet mod vold eller anden handling, der
udsætter det for skade eller fare, når der træffes afgørelse
om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.
Ændringen vil have betydning for alle afgørelser – både
midlertidige og endelige – om forældremyndighed, barnets
bopæl, samvær og anden kontakt.
Der er med ændringen af § 4 ved indsættelse af et nyt 2. pkt.
ikke tilsigtet en begrænsning af de allerede eksisterende mu-
ligheder for at afskære eller begrænse et barns kontakt til en
forælder, hvor det efter en konkret vurdering må anses for at
være bedst for barnet.
Begrundelsen for den foreslåede tilføjelse til § 4 i foræl-
dreansvarsloven er at tydeliggøre, at Familieretshuset og fa-
milieretten gennem deres afgørelser er forpligtede til at fo-
kusere ikke blot på barnets bedste, men også på barnets triv-
sel, og at de samtidig er forpligtet til at modvirke, at et barn
bliver udsat for skadelige eller farlige handlinger.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 4
Efter § 46, stk. 1, i forældreansvarsloven kan Statsforvalt-
ningen behandle en sag om forældremyndighed, barnets bo-
pæl, samvær m.v., hvis betingelserne i § 448 f i retsplejelo-
ven er opfyldte. Disse bestemmelser indeholder reglerne om
domstolenes internationale kompetence til at behandle sager
om forældreansvar.
Med lovforslagets § 15, nr. 14, foreslås det, at § 448 f i rets-
plejeloven uden indholdsmæssige ændringer videreføres
som § 448 g i retsplejeloven.
Det foreslås, at § 46, stk. 1, i forældreansvarsloven ændres
sådan, at det fremgår af bestemmelsen, at Familieretshuset
kan behandle en sag om forældremyndighed, barnets bopæl,
samvær m.v., hvis betingelserne i § 448 g i retsplejeloven er
opfyldte.
De foreslåede ændringer af § 46, stk. 1, i forældreansvarslo-
ven indebærer, at Familieretshusets internationale kompe-
tence til at behandle en sag om forældremyndighed, barnets
bopæl, samvær m.v., er reguleret i § 448 g i retsplejeloven.
Begrundelsen for forslaget er, at Statsforvaltningen med for-
slaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det
enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træf-
fer afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl, sam-
vær m.v. Der henvises til den i lovforslagets § 1, nr. 28,
foreslåede bestemmelse i § 30 a, stk. 2, i forældreansvarslo-
ven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.1.
Til nr. 5
Forældreansvarsloven indeholder en række bestemmelser,
der vedrører Statsforvaltningen, og som indeholder henvis-
ning til "statsforvaltningen". Det drejer sig efter §§ 9, 10 og
13, stk. 1, om, at aftale om forældremyndighed mellem for-
ældrene skal anmeldes til Statsforvaltningen, efter § 19, stk.
4, at bopælsforælderen kan anmode Statsforvaltningen om at
indkalde den anden forælder til et møde om samvær, hvis
der ikke eller kun i begrænset omfang er samvær, efter § 28
om midlertidig forældremyndighed, når forældremyndig-
hedsindehaveren er forhindret i at træffe beslutninger om
barnets forhold, efter § 29 a om kontaktbevarende samvær,
efter § 33, stk. 2, om færdiggørelse af børnesagkyndige un-
dersøgelser eller andre undersøgelser efter sagens indbrin-
gelse for retten, efter § 35 med tilhørende overskriften om
barnets adgang til at anmode Statsforvaltningen om at ind-
kalde forældrene til et møde om forældremyndighed, barnets
bopæl eller samvær, samt efter § 41, stk. 5, der efter lovfor-
slagets § 1, nr. 49, bliver stk. 2, om muligheden for at påkla-
ge en afgørelse om orientering om barnet til Statsforvaltnin-
gen.
Det foreslås, at ovennævnte bestemmelser ændres således, at
der i bestemmelserne henvises til Familieretshuset i stedet
for til Statsforvaltningen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås ned-
64
lagt, hvorefter det vil være Familieretshuset eller familieret-
ten, der behandler de sager efter forældreansvarsloven, som
Statsforvaltningen behandler i dag, jf. den i lovforslagets §
1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2.
De sager, der er omfattet af § 19, stk. 4, og § 35 i foræl-
dreansvarsloven er imidlertid ikke sager, hvor der skal træf-
fes en materiel afgørelse, og de skal derfor kun behandles af
Familieretshuset. Efter § 15, stk. 4, i forslaget til Familier-
etshusloven behandles sager efter § 35 i forældreansvarslo-
ven af Børneenheden i Familieretshuset.
§§ 9, 10, 13 og 29 a i forældreansvarsloven vedrører sager,
der efter § 5, stk. 2, nr. 1, og § 6, stk. 2, nr. 3, i forslaget til
Familieretshusloven alene skal behandles af Familieretshu-
set.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 6
Det fremgår af § 1, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 146 af 22. fe-
bruar 2016 om forældremyndighed, barnets bopæl og sam-
vær m.v., at der ikke kan modtages anmeldelse af aftale om
ophør af fælles forældremyndighed eller overførsel af foræl-
dremyndigheden fra den ene forælder til en anden, som er
indgået før barnets fødsel, eller anmeldelse af en tidsbe-
grænset eller i øvrigt betinget aftale om forældremyndighed.
Det foreslås, at det indsættes som § 10 a i forældreansvars-
loven, at en aftale om forældremyndighed efter §§ 9 og 10 i
forældreansvarsloven ikke er gyldig, hvis den er indgået in-
den barnets fødsel, eller aftalen er betinget eller tidsbegræn-
set.
Bestemmelsen finder anvendelse for aftaler efter §§ 9 og 10
i forældreansvarsloven. Dette omfatter aftaler mellem foræl-
dre om, at de har fælles forældremyndighed, og aftaler mel-
lem forældre, der har fælles forældremyndighed, om, at den
ene forælder har forældremyndigheden alene. Sådanne afta-
ler er efter den foreslåede bestemmelse ikke gyldige og kan
derfor heller ikke anmeldes til Familieretshuset.
Bestemmelsen er en videreførelse af § 1, stk. 4, i bekendtgø-
relse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v.
Det findes af ordensmæssige hensyn, og da der kan være
tvivl om klarheden i hjemmelsgrundlaget, at bestemmelsen
bør fremgå af forældreansvarsloven.
Til nr. 7 og 8
Efter § 11, 1. pkt., i forældreansvarsloven træffer retten af-
gørelse om forældremyndighed i sager, hvor der fælles for-
ældremyndighed, forældrene ikke lever sammen, og foræl-
drene er uenige om forældremyndigheden. Det fremgår vi-
dere af § 11, 2. pkt., at retten kun kan ophæve den fælles
forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage,
at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til
barnets bedste.
Det foreslås, at § 11 ændres således, at det ikke fremgår af
bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgørelse om
forældremyndighed i sager omfattet af bestemmelsen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om forældremyndighed, jf. den i lov-
forslagets § 1, nr. 28, foreslåede nye bestemmelse i § 30 a,
stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 9
Det fremgår af § 13, stk. 1, i forældreansvarsloven, at foræl-
dre kan aftale at overføre forældremyndigheden fra den ene
forælder til den anden. Aftalen skal anmeldes til Statsfor-
valtningen for at være gyldig. Det fremgår af § 13, stk. 1, 3.
pkt., at hvis en sag om forældremyndighed er indbragt for
retten kan anmeldelse ske hertil.
Det foreslås, at § 13, stk. 1, 3. pkt., ændres således, at der i
bestemmelsen henvises til, at anmeldelse af en aftale om
overførelse af forældremyndighed kan ske til familieretten,
hvis en sag om forældremyndighed er indbragt herfor.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at det med §§ 27 og
32 i forslaget til Familieretshusloven foreslås, at sager om
forældremyndighed indbringes for familieretten til afgørel-
se.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 10
Det fremgår af § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven, at foræl-
dremyndighed ved aftale kan overføres til en andre end bar-
nets forældre. Forældremyndigheden kan efter bestemmel-
sen overføres, så den deles mellem et ægtepar eller et samle-
vende par. Det par, der får overført forældremyndigheden,
kan være den ene af barnets forældre og dennes ægtefælle
eller samlever. Aftalen skal godkendes af Statsforvaltnin-
gen. Det er dog retten, der godkender aftalen, hvis retten har
en sag om forældremyndigheden over det pågældende barn
under behandling på det tidspunkt, hvor aftalen indgås.
Det foreslås, at § 13, stk. 2, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at en aftale om overførsel af forældremyn-
dighed til andre end barnets forældre godkendes af
Familieretshuset eller familieretten.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der behandler en sag om godkendelse af aftale om overfør-
sel af forældremyndighed til andre end barnets forældre, jf.
den i lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2. Be-
stemmelsen giver ikke forældrene mulighed for selv at be-
65
stemme, om aftalen skal godkendes af Familieretshuset eller
familieretten. Godkendelseskompetencen fastlægges som
led i visitationen af sagen efter § 4 i forslaget til Familierets-
husloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 11
Det fremgår af § 1, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 146 af 22. fe-
bruar 2016 om forældremyndighed, barnets bopæl og sam-
vær m.v., at der ikke kan modtages anmeldelse af aftale om
ophør af fælles forældremyndighed eller overførsel af foræl-
dremyndigheden fra den ene forælder til en anden, som er
indgået før barnets fødsel, eller anmeldelse af en tidsbe-
grænset eller i øvrigt betinget aftale om forældremyndighed.
Det fremgår videre af § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen, at hvis
der ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til
indehaveren af forældremyndigheden, kan en aftale om
overførsel af forældremyndighed til andre end forældre ikke
godkendes.
Det foreslås, at det indsættes som § 13, stk. 3, i forældrean-
svarsloven, at en aftale om forældremyndighed efter § 13,
stk. 1 eller 2, i forældreansvarsloven ikke er gyldig, hvis den
er indgået inden barnets fødsel, eller aftalen er betinget eller
tidsbegrænset. Det foreslås endvidere, at en aftale efter § 13,
stk. 2, i forældreansvarsloven om overførsel af forældre-
myndighed til andre end forældrene ikke er gyldig, hvis der
ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til
forældremyndighedens indehaver.
Bestemmelsen er en videreførelse af § 1, stk. 4, og § 3, stk.
2, i bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl
og samvær m.v. Det findes af ordensmæssige hensyn, at be-
stemmelsen bør fremgå af forældreansvarsloven.
Til nr. 12
Det fremgår af § 14, stk. 1, i forældreansvarsloven, at retten
kan bestemme, at der skal være fælles forældremyndighed,
eller at forældremyndigheden skal overføres til den foræl-
der, der ikke har del i forældremyndigheden. Afgørelse træf-
fes efter anmodning fra den forælder, der ikke har forældre-
myndigheden.
Det fremgår af § 14, stk. 2, i forældreansvarsloven, at retten
kan ændre en aftale efter § 13, stk. 2, om overførsel af for-
ældremyndighed til andre end forældre. Ligeledes kan retten
ændre en afgørelse om forældremyndighed ved død efter
§§ 15 og 15 a.
Det foreslås, at § 14 affattes således, at det fremgår af be-
stemmelsens stk. 1, at det efter anmodning fra en forælder,
der ikke har forældremyndigheden, kan bestemmes, at der
skal være fælles forældremyndighed, eller at forældremyn-
digheden skal overføres til den anmodende forælder.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende bestemmelse i § 14, stk. 1, dog således at det ikke
fremgår, hvilken myndighed der træffer afgørelse efter be-
stemmelsen.
Den foreslåede bestemmelse omfatter alle tilfælde, hvor den
ene forælder har forældremyndigheden alene, hvad enten
der er tale om, at den ene forælder har forældremyndigheden
alene efter loven, efter aftale eller efter dom.
Afgørelse efter den foreslåede bestemmelse skal i lighed
med efter gældende ret træffes ud fra, hvad der er bedst for
barnet, jf. § 4 i forældreansvarsloven. Dog således at der i
overensstemmelse med den i § 1, nr. 3, foreslåede ændring
af § 4 i forældreansvarsloven også skal være fokus på, at af-
gørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte
barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet
for skade eller fare, herunder at være vidne til vold. Der-
udover har den i § 1, nr. 1, foreslåede § 1 betydning, idet det
fremgår af denne bestemmelse, at i alle forhold efter foræl-
dreansvarsloven skal hensynet til barnets bedste og barnets
ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.
Det foreslås endvidere med § 14, stk. 2, at aftaler efter § 13,
stk. 2, og afgørelser efter §§ 15 og 15 a kan ændres.
Denne bestemmelse er ligeledes en videreførelse af den gæl-
dende § 14, stk. 2, i forældreansvarsloven, dog således det
ikke fremgår, hvilken myndighed der træffer afgørelse om
ændring af en aftale om forældremyndighed efter § 13, stk.
2, eller en afgørelse efter §§ 15 og 15 a.
Bestemmelsen fastsætter alene, at aftaler om forældremyn-
dighed efter § 13, stk. 2, og afgørelser om forældremyndig-
hed efter §§ 15 og 15 a kan ændres.
Den foreslåede nyaffattelse af § 14 i forældreansvarsloven
er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget til Fami-
lieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være
Familieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse om
forældremyndighed, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 28, fore-
slåede § 30 a, stk. 2. Den foreslåede nyaffattelse af bestem-
melsen medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 13
Det fremgår af § 15, stk. 2 og 3, i forældreansvarsloven, at
Statsforvaltningen i visse situationer træffer afgørelse om
forældremyndighed efter en forælders død. Det drejer sig for
det første efter stk. 2 om sager, hvor forældrene på tidspunk-
tet for dødsfaldet havde fælles forældremyndighed, barnet
ikke havde bopæl hos den efterlevende forælder, og der er
en anden end den efterlevende forælder, som anmoder om
forældremyndigheden. For det andet drejer det sig efter stk.
3 om sager, hvor en forælder, som havde forældremyndighe-
den alene, dør, og hvor den efterlevende forælder og/eller
andre anmoder om forældremyndigheden. Endelig drejer det
66
sig efter stk. 3 om sager, hvor begge forældre dør, og hvor
forældrene havde fælles forældremyndighed.
Bestemmelserne om, at ovennævnte afgørelser træffes af
Statsforvaltningen, findes i § 15, stk. 2, 2. pkt., og § 15, stk.
3, 3. pkt.
Det foreslås, at § 15, stk. 2, 2. pkt., og § 15, stk. 3, 3. pkt.,
ophæves således, at det ikke fremgår af § 15, stk. 2 og 3,
hvilken myndighed der træffer afgørelse om forældremyn-
dighed i sager omfattet af de to bestemmelser.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller
familieretten, der træffer afgørelse om forældremyndighed i
sager efter § 15, stk. 2 og 3, jf. den i lovforslagets § 1, nr.
28, foreslåede § 30 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 14
Det fremgår af § 15 a, stk. 1, i forældreansvarsloven, at
Statsforvaltningen træffer afgørelse om, hvem der skal have
forældremyndigheden, hvis den ene forælder har forvoldt
den andens død, og forældrene havde fælles forældremyn-
dighed, eller den efterlevende forælder havde forældremyn-
digheden alene.
Det foreslås, at § 15 a ændres således, at det ikke fremgår af
bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgørelse om
forældremyndighed i sager omfattet af bestemmelsen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om forældremyndighed i sager om for-
ældremyndighed, hvor den ene forælder har forvoldt den an-
dens død, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30
a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 15
Det fremgår af § 15 a, stk. 2, i forældreansvarsloven, at hvis
den ene forælder har forvoldt den anden forælders død, og
den afdøde forælder havde forældremyndigheden alene, fin-
der § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., i forældreansvarsloven tilsva-
rende anvendelse.
Det foreslås, at henvisningen i § 15 a, stk. 2, ændres således,
at der blot henvises til, at § 15, stk. 3, finder tilsvarende an-
vendelse i sager efter § 15 a, stk. 2.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at det med lovforsla-
gets § 1, nr. 13, foreslås, at bestemmelsen i § 15, stk. 3, 3.
pkt., i forældreansvarsloven, om, at det er Statsforvaltnin-
gen, der har afgørelseskompetencen, udgår. § 15, stk. 3, be-
står derved alene af 1. og 2. pkt., hvorfor der ikke er behov
for at specificere, at det alene er disse to bestemmelser i
§ 15, stk. 3, der finder tilsvarende anvendelse.
Til nr. 16
Det fremgår af § 17, stk. 1, i forældreansvarsloven, at retten
kan træffe afgørelse om barnets bopæl, hvis forældrene ikke
er enige om dette spørgsmål, og de har fælles forældremyn-
dighed. Retten kan endvidere træffe afgørelse om, at barnet
kan have bopæl hos en forælder, der har eller ønsker at have
bopæl i udlandet, i Grønland eller på Færøerne. Efter § 17,
stk. 2, kan retten ændre en aftale eller afgørelse om barnets
bopæl.
Det foreslås, at § 17, stk. 1 og 2, affattes således, at det ikke
fremgår af bestemmelserne, hvilken myndighed der træffer
afgørelse om barnets bopæl efter forældreansvarsloven, her-
under ændring af en aftale eller afgørelse om barnets bopæl.
Den foreslåede nyaffattelse er begrundet i, at Statsforvalt-
ningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås ned-
lagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller fa-
milieretten, der træffer afgørelse om barnets bopæl, jf. den i
lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2. Den fore-
slåede nyaffattelse medfører ikke indholdsmæssige ændrin-
ger af bestemmelserne.
Det foreslås endvidere, at der i § 17 som stk. 3 indsættes en
ny bestemmelse, der giver forældrene et ligeværdigt foræl-
dreskab og fastlægger delt bopæl i en overgangsperiode på
tre måneder, når forældre med fælles forældremyndighed
ophæver samlivet, medmindre de på tidspunktet for
samlivsophævelsen er enige om, hos hvem af forældrene
barnet skal bopæl efter forældreansvarsloven. I denne perio-
de har ingen af forældrene således status som bopælsforæl-
der efter forældreansvarsloven med de særlige beføjelser,
der følger heraf.
Overgangsperioden på 3 måneder løber fra det tidspunkt,
hvor forældrene har ophævet deres samliv. Samlivsophævel-
se anses for at være sket, når fællesskabet om bolig og hus-
holdning, dvs. om det fælles hjem, afbrydes på grund af
uoverensstemmelse. På dette tidspunkt fraflytter den ene
forælder ofte det tidligere fælles hjem. I tilfælde af uenighed
mellem forældrene om, hvornår samlivet blev ophævet, skal
der foretages en konkret vurdering af sagens nærmere om-
stændigheder, f.eks. hvis forældrene ved samlivsophævelsen
har opdelt boligen, og begge fortsat bebor denne.
Familieretshuset kan yde generel vejledning om forståelsen
af reglerne om delt bopæl efter § 17, stk. 3.
Bestemmelsen gælder for både gifte og ugifte forældre, der
ophæver samlivet. For gifte forældre gælder bestemmelsen
uanset, om der i forbindelse med samlivsophævelsen ansø-
ges om separation eller skilsmisse. Og det er uden betydning
for beregningen af overgangsperioden, om eller hvornår der
indgives en ansøgning herom.
67
Med stk. 3, 1. pkt. foreslås det, at et barn af samlevende for-
ældre med fælles forældremyndighed i de første tre måneder
efter forældrenes samlivsophævelse har delt bopæl. Dette
gælder ikke, hvis forældrene er enige om hos hvem af dem,
barnet skal have bopæl efter forældreansvarsloven.
Hvis der ved samlivsophævelsen var uenighed om barnets
bopæl, og forældrene på et tidspunkt efter samlivsophævel-
sen bliver enige om barnets bopæl og enten udformer en
skriftlig aftale herom eller det ved deres handlinger kan kon-
stateres, at de har indrettet sig efter, at de har lavet en
mundtlig aftale, vil det forhold, at forældrene efterfølgende
på ny bliver uenige om barnets bopæl inden for tre måneder
efter samlivsophævelsen, ikke medføre, at § 17, stk. 3, igen
finder anvendelse.
Hvis forældrene på tidspunktet for samlivsophævelsen er
enige om barnets bopæl, vil en efterfølgende uenighed her-
om inden for tre-måneders-perioden ligeledes ikke medføre,
at § 17, stk. 3, finder anvendelse.
Det foreslås med stk. 3, 2. pkt. at der i overgangsperioden på
tre måneder kan indledes en sag om fastsættelse af samvær
efter § 19 i forældreansvarsloven, sådan at den foreslåede
ordning med delt bopæl ikke betyder, at f.eks. en fraflytten-
de forælder mister kontakten med barnet, men alene at der
ikke kan indledes en sag om barnets bopæl efter § 17, stk. 1,
i forældreansvarsloven. Bestemmelsen indebærer således, at
Familieretshuset skal afvise at behandle en anmodning om
at få truffet en afgørelse om barnets bopæl, medmindre be-
tingelserne i stk. 4 for, at barnet i perioden ikke har delt bo-
pæl, er opfyldte. Begrundelsen for dette er, at såfremt der
kan indledes en sag om barnets bopæl, vil det ikke være mu-
ligt at skabe ro i forhold til denne beslutning, hvilket er for-
målet med forslaget.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4, 1. pkt. har barnet
uanset den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 1. pkt. ikke delt
bopæl, hvis afgørende hensyn til barnets bedste taler imod
dette, eller hvis begge forældre på tidspunktet for
samlivsophævelsen flytter fra den adresse, hvor barnet var
bopælsregistreret efter CPR-loven på dette tidspunkt. I disse
tilfælde kan der uanset den foreslåede bestemmelse i stk. 3,
2. pkt. indledes en sag om barnets bopæl efter stk. 1 inden
for tre måneder efter samlivsophævelsen.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er at ska-
be ro om barnets bopælsforhold i en overgangsperiode på tre
måneder efter en samlivsophævelse, når forældrene har fæl-
les forældremyndighed og ikke er enige om barnets bopæl.
Når barnet har delt bopæl, er ingen af forældrene bopælsfor-
ælder efter forældreansvarslovens regler herom. Retsvirk-
ningerne af delt bopæl er efter den i lovforslagets § 1, nr. 2,
foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, 3. pkt., i forældrean-
svarsloven, at afgørelse om overordnede forhold i barnets
liv kræver enighed mellem forældrene.
Den delte bopæl har alene betydning i forældrenes indbyr-
des forhold, og anden lovgivning administreres uafhængigt
heraf, herunder reglerne i CPR-loven om bopælsregistrering
af barnet og lovgivningen om udbetaling af offentlige ydel-
ser knyttet til barnet. Et barn kan derfor også i perioden med
delt bopæl efter den foreslåede § 17, stk. 3, efter CPR-loven
skulle bopælsregistreres i CPR sammen med den fraflytten-
de forælder, hvis det ved en stillingtagen efter CPR-lovens
§ 8, stk. 1, kan lægges til grund, at barnet reelt har eller vil
få sit faste hovedophold hos denne forælder. Der henvises til
de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.2.
Bestemmelsen om delt bopæl forebygger, at forældrene i pe-
rioden lige efter samlivsophævelsen fokuserer på at blive
udpeget som bopælsforælder efter forældreansvarsloven
frem for at fokusere på barnets behov for mest mulig ro i si-
tuationen. Bestemmelsen har til formål i denne periode at
fjerne konflikten om at være bopælsforælder.
Samtidig betyder den delte bopæl, at beslutningen om bar-
nets fremtidige bopæl udskydes, så forældrene ikke straks
ved samlivsophævelsen skal tage stilling til, hvor barnet skal
bo. Dette giver forældrene mulighed for gennem eksempel-
vis Familieretshusets tilbud om en målrettet rådgivnings- og
afklaringssamtale om brudsituationen eller tilbud om børne-
sagkyndig rådgivning at finde en løsning på spørgsmålet om
barnets bopæl.
Det forhold, at forældrene måtte være enige om, at barnet
skal opholde sig lige meget hos dem begge, men ikke er eni-
ge om, hvem der skal være bopælsforælder efter forældrean-
svarsloven, betyder ikke, at forældrene ikke er omfattede af
den foreslåede ordning. Sådanne forældre betragtes således
også som uenige i forhold til den foreslåede bestemmelse i
stk. 3.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 1, nr. 2, behandles
spørgsmålet om barnets bopælsregistrering efter CPR-loven
i perioden med tvungen delt bopæl efter reglerne i § 8 i
CPR-loven om folkeregistrering af børn. Delt bopæl efter
den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 3 i forældreansvars-
loven har, ud over den begrænsning af § 8, stk. 3, nr. 4, i
CPR-loven, som følger af lovforslagets § 39, nr. 2, ikke be-
tydning for administration af disse regler og dermed ikke
betydning for denne registrering i perioden med tvungen
delt bopæl.
At der ikke kan indledes en sag om barnets bopæl betyder,
at der ikke kan træffes en midlertidig afgørelse om barnets
bopæl efter forældreansvarslovens § 26, da en sådan afgø-
relse kun træffes under behandlingen af en sag efter § 17,
stk. 1, i forældreansvarsloven om barnets bopæl. Det fore-
slås derimod, at der kan indledes en sag om samvær bl.a. for
at sikre, at der kan træffes en midlertidig afgørelse om kon-
taktbevarende samvær efter § 29 a i forældreansvarsloven.
Forældrene kan på ethvert tidspunkt aftale, at barnet har delt
bopæl efter den i lovforslagets § 1, nr. 17, foreslåede § 18 a i
forældreansvarsloven. Der henvises til bemærkningerne her-
til. Såfremt forældrene har aftalt delt bopæl i perioden på tre
måneder efter samlivsophævelsen, og en eller begge foræl-
68
dre bringer aftalen til ophør inden for overgangsperioden,
har barnet fortsat delt bopæl efter den foreslåede bestemmel-
se i § 17, stk. 3, medmindre den foreslåede bestemmelse i
§ 17, stk. 4, finder anvendelse. Forældrene kan ligeledes på
ethvert tidspunkt indgå en aftale om barnets bopæl efter for-
ældreansvarsloven med den konsekvens, at der ikke længere
er delt bopæl efter § 17, stk. 3.
Muligheden for at varetage hensynet til det konkrete barn
sikres ved, at der med den foreslåede bestemmelse i stk. 4
altid kan træffes afgørelse om barnets bopæl efter foræl-
dreansvarsloven i de første tre måneder efter forældrenes
samlivsophævelse, hvis afgørende hensyn til barnets bedste
taler for at ophæve den delte bopæl.
De foreslåede bestemmelser i stk. 4 finder f.eks. anvendelse,
hvis den ene forælder har udsat den anden forælder eller
barnet for vold, hvis der er frygt for, at barnet udsættes for
vold, seksuelle krænkelser eller andre grænseoverskridende
handlinger, eller hvis barnets psykiske eller fysiske velfærd
er truet. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvis foræl-
drene på grund af et højt konfliktniveau ikke kan træffe fæl-
les beslutninger af væsentlig betydning for barnet, som af
hensyn til barnets trivsel ikke kan udsættes, eller der er an-
dre forhold hos forældrene, såsom utroskab, der har så stor
betydning for barnet og dets trivsel, at det ikke er til barnets
bedste, at der er delt bopæl.
Det foreslås endvidere, at der ikke er delt bopæl, hvis begge
forældre fraflytter familiens hidtidige hjem. Begrundelsen
herfor er, at hvis begge forældre flytter fra den adresse, hvor
barnet ved samlivsophævelsen var bopælsregistreret efter
CPR-loven er, at det i denne situation er nødvendigt at tage
stilling til, hos hvilken forælder barnet skal have bopæl.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne
hertil. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærknin-
ger, punkt 3.3.
Til nr. 17
Det fremgår af § 17 i forældreansvarsloven, at afgørelse om
et barns bopæl træffes af retten, hvis barnets forældre har
fælles forældremyndighed og ikke kan blive enige om bar-
nets bopæl. Retten kan endvidere ændre en aftale eller afgø-
relse om barnets bopæl. Der er ikke mulighed for hverken
ved aftale eller afgørelse at bestemme, at barnet har bopæl
hos begge forældre.
Hvis der ikke er indgået en aftale eller truffet en afgørelse
om barnets bopæl, anses barnet som udgangspunkt for at ha-
ve bopæl efter forældreansvarsloven hos den forælder, der
er bopælsregistreret i CPR sammen med barnet.
Det følger af § 3, stk. 1, 2. pkt., i forældreansvarsloven, der
omhandler situationer, hvor forældrene har fælles forældre-
myndighed, at bopælsforælderen kan træffe afgørelse om
overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i
landet bopælen skal være, når der er fælles forældremyndig-
hed.
Det foreslås, at der med en ny bestemmelse som § 18 a i for-
ældreansvarsloven, gives forældre, der har fælles forældre-
myndighed, mulighed for at aftale, at barnet har bopæl hos
begge forældre, dvs. at barnet har delt bopæl i familieretlig
forstand.
Det følger af det foreslåede stk. 1, 1. pkt., at der ikke stilles
formkrav til aftalen. Aftalen er gyldig, når forældrene har
indgået den, og den skal således ikke eksempelvis anmeldes
til Familieretshuset eller registreres i CPR for at være gyl-
dig.
Der stilles ikke andre krav til aftalen. Det er således ikke en
forudsætning for aftalen, at barnet f.eks. er lige lang tid hos
hver forælder, eller at forældrene bor i nærheden af hinan-
den. Det er forældrene selv, der definerer, om det under de
givne omstændigheder er muligt for dem at udøve et delt og
samarbejdende forældreskab omkring barnet. Forældrene
kan fastsætte betingelser i aftalen, f.eks. om den geografiske
placering af deres bopæle, herunder hvor mange kilometer
der maksimalt må være mellem deres respektive bopæle.
På grund af aftalens uformelle karakter foreslås det i stk. 1,
2. pkt., at en aftale om delt bopæl ophører, når en af forældre
meddeler det til den anden forælder. En forælder kan således
ensidigt bringe en aftale om delt bopæl til ophør. Det fore-
slås videre med stk. 1, 3. pkt., at efter ophør af en aftale om
delt bopæl har barnet fortsat delt bopæl, indtil forældrene
har indgået en aftale om barnets bopæl eller samvær, eller
der er truffet en afgørelse om barnets bopæl efter § 17 i for-
ældreansvarsloven, en midlertidig afgørelse om barnets bo-
pæl efter § 26 i forældreansvarsloven, en afgørelse om sam-
vær efter § 21 i forældreansvarsloven eller en midlertidig af-
gørelse om samvær eller kontaktbevarende samvær efter
§§ 29 og 29 a i forældreansvarsloven. For så vidt angår afta-
ler og afgørelser om samvær bemærkes, at sådanne medfø-
rer bortfald af den delte bopæl, fordi der ved stillingtagen til
den ene forælders ret til samvær også tages stilling til, at den
anden forælder er bopælsforælder.
Bestemmelsen om, at den delte bopæl videreføres efter afta-
lens ophør, indtil der er indgået en aftale om barnets bopæl
eller samvær eller truffet en afgørelse herom, finder ikke an-
vendelse, hvis den foreslåede bestemmelse i stk. 2 finder an-
vendelse.
Hensynet til at det kan være til barnets bedste, at barnet ikke
har delt bopæl, varetages ved, at hver forælder kan indlede
sag om barnets bopæl efter § 17, stk. 1, i forældreansvars-
loven, og at der under en sådan sag kan træffes en midlerti-
dig afgørelse om barnets bopæl efter § 26 i forældreansvars-
loven.
Det foreslås med stk. 2, at hvis en aftale om delt bopæl inde-
holder betingelser om den geografiske placering af forældre-
nes bopæle, og en forælder har bragt aftalen til ophør, fordi
den anden forælder ved at flytte ikke har overholdt disse be-
tingelser, har barnet bopæl hos den forælder, der har over-
holdt aftalen.
69
Den foreslåede bestemmelse vedrører således alene aftaler
om delt bopæl, der indeholder betingelser om, hvor foræl-
drene har deres bopæl (folkeregisteradresse). Dette kan
f.eks. være angivet ved en betingelse om, at forældrene ikke
må flytte længere væk end et angivet antal kilometer fra den
tidligere fælles bopæl eller fra et specifikt geografisk sted,
der er defineret ved f.eks. adresseangivelse. Betingelsen skal
være entydig og må ikke give anledning til fortolknings-
tvivl. Dette kan f.eks. sikres ved, at det i aftalen fremgår, at
der ved beregningen af, hvorvidt en afstand fastlagt i kilo-
meter er overholdt, anvendes reglerne om beregning af be-
fordringsfradrag.
Hensynet til barnets bedste, f.eks. i situationer hvor den ene
forælder har udsat den anden forælder eller barnet for vold,
der er frygt for, at barnet udsættes for vold, seksuelle kræn-
kelser eller andre grænseoverskridende handlinger, eller bar-
nets psykiske eller fysiske velfærd er truet, varetages ved, at
der kan træffes en midlertidig afgørelse om barnets bopæl
efter § 26 i forældreansvarsloven, så snart den ene forælder
har rejst en sag om barnets bopæl efter § 17 i forældrean-
svarsloven.
Efter bestemmelsens stk. 3, 1. pkt. kan en aftale om delt bo-
pæl efter forældreansvarsloven registreres i CPR ved anmel-
delse af aftalen til Familieretshuset. Det er således Familier-
etshuset, der registrerer aftalen i CPR som en oplysning om
barnet. Som nævnt oven for er en registrering i CPR ikke en
gyldighedsbetingelse. Registreringen i CPR af en aftale om
delt bopæl sker ved en såkaldt markering heraf.
Registreringen af aftalen om delt bopæl i CPR slettes af Fa-
milieretshuset, når en af forældrene anmelder det til Fami-
lieretshuset. En sådan anmeldelse er imidlertid ikke en be-
tingelse for at bringe en aftale om delt bopæl til ophør, da
aftalen som nævnt ophører ved en ensidig meddelelse herom
til den anden forælder.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 18 a er, at for-
ældres oplevelse af at være ligeværdige forældre understøt-
tes af den familieretlige lovgivning. Bestemmelsen giver
derfor forældre med fælles forældremyndighed, der ikke bor
sammen, mulighed for at aftale at have et ligeværdigt og
samarbejdende forældreskab i forhold til deres barn ved at
aftale, at barnet har delt bopæl i familieretlig forstand.
Baggrunden for forslaget er, at selvom forældre, der ikke
bor sammen, er enige om at have fælles forældremyndighed
over deres barn, er de i den familieretlige lovgivning ikke li-
gestillede, heller ikke selvom barnet bor lige meget hos hver
forælder. Dette skyldes, at der efter den familieretlige lov-
givning kun kan være én bopælsforælder med de beslut-
ningskompetencer, der følger af § 3, stk. 1, 2. pkt., i foræl-
dreansvarsloven, mens den anden forælder betegnes som
samværsforælder.
En aftale om, at barnet har delt bopæl, betyder, at ingen af
forældrene er bopælsforælder efter den familieretlige lov-
givning, og at forældrene skal være enige om overordnede
forhold vedrørende barnets daglige liv, jf. den i lovforslagets
§ 1, nr. 2, foreslåede § 3, stk. 1, 3. pkt. Forældre, der har af-
talt delt bopæl, skal således i fællesskab tage stilling til både
væsentlige og større spørgsmål af dagligdags karakter ved-
rørende barnet, navnlig spørgsmål om barnets daglige velbe-
findende, barnets bopæl og samvær.
Aftalen har kun virkning i forhold til forældrenes indbyrdes
forhold, og anden lovgivning m.v., herunder f.eks. udbeta-
ling af offentlige ydelser knyttet til barnet og bopælsregi-
streringen i CPR af barnet efter CPR-loven, administreres
uafhængigt heraf.
Hvis en forælder ønsker en aftale om delt bopæl registreret i
CPR, skal aftalen som udgangspunkt anmeldes til Familier-
etshuset ved brug af den digitale selvbetjeningsløsning, som
Familieretshuset stiller til rådighed, jf. den i lovforslagets
§ 1, nr. 29, foreslåede § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven.
Som udgangspunkt afvises en aftale, der ikke er anmeldt di-
gitalt, men den kan dog behandles, hvis betingelserne i § 31,
stk. 3 eller 4, der med lovforslagets § 1, nr. 29, bliver § 31,
stk. 2 og 3, i forældreansvarsloven er opfyldte.
Efter disse bestemmelser kan anmeldelse af aftale om foræl-
dremyndighed behandles, uanset at den ikke er indgivet di-
gitalt, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at borge-
ren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetje-
ning, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare
fordele ved at modtage anmeldelsen på anden måde end di-
gitalt, eller hvis det må antages at være bedst for barnet, at
anmeldelsen ikke afvises.
Der er ikke noget til hinder for, at en aftale om delt bopæl er
tidsbegrænset, eller at den er betinget, f.eks. af, at forældre-
ne bor i nærheden af hinanden. En sådan tidsbegrænset eller
betinget aftale kan også registreres i CPR, men eventuelle
underliggende betingelser eller tidsbegrænsninger vil dog
ikke blive registreret i CPR og vil dermed ikke fremgå af
CPR, da registreringen i CPR alene er en markering af, at
der er indgået en aftale om delt bopæl. Hvis aftalen er regi-
streret i CPR, og betingelserne for aftalen ikke længere er
opfyldte, eller tidsbegrænsningen er udløbet, kan forældrene
tage kontakt til Familieretshuset med anmodning om fjernel-
se af registreringen i CPR. I modsat fald vil registreringen
ikke blive slettet i CPR.
Det har ikke nogen betydning for en aftale om delt bopæl, at
barnets folkeregisteradresse ændres, fordi barnets adresse
flyttes fra den ene forælder til den anden forælder eller til
tredjemand, eller fordi barnet får selvstændig bolig.
Forslaget om, at en aftale om delt bopæl bortfalder ved en
ensidig meddelelse herom til den anden forælder, skyldes, at
en aftale om delt bopæl forudsætter enighed mellem foræl-
drene om at udøve delt bopæl og dermed om de overordnede
forhold i barnets daglige liv. En aftale om delt bopæl ophø-
rer således, hvis forældrene er enige om, at barnets bopæl
efter forældreansvarsloven skal være hos den ene forælder,
eller hvis forældrene ikke længere er enige om, at barnet
70
skal have delt bopæl. Aftalen kan derfor bringes til ophør
ensidigt, når den ene forælder mener, at forældrene ikke
længere er enige om at opretholde den delte bopæl.
Forudsætningen om, at forældrene er enige om alle forhold
vedrørende barnet, herunder også fordelingen af barnets tid
hos forældrene, medfører, at forældrene ikke vil kunne søge
om f.eks. samvær, hvis de ønsker at fastholde den aftalte
delte bopæl. Ønsker en forælder at fastholde en ansøgning
om samvær eller eventuelt barnets bopæl, må aftalen om
delt bopæl anses for bortfaldet. På samme måde må aftalen
anses for bortfaldet, hvis den ene forælder ikke vil acceptere
en anmeldt flytning af et barns adresse i CPR til den anden
forælder.
Når Familieretshuset har modtaget en anmeldelse af en afta-
le om delt bopæl eller om tilbagekaldelse af en sådan aftale,
er anmeldelse herom sket. En bekræftelse om modtagelsen
af anmeldelsen sendes til forældrene. Dette svarer til, hvad
der gælder ved anmeldelse af aftaler om fælles forældre-
myndighed, jf. § 1, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 146 af 22. fe-
bruar 2016 om forældremyndighed, barnets bopæl og sam-
vær m.v.
Familieretshuset sørger for, at der sker ajourføring af CPR
på baggrund af anmeldte aftaler om delt bopæl og om tilba-
gekaldelse af sådanne aftaler, jf. den i lovforslagets § 39, nr.
6, foreslåede ændring af bilag 1 til CPR-loven.
Afgørelser eller aftaler om barnets bopæl og samvær bortfal-
der, hvis der efterfølgende indgås en aftale om delt bopæl.
Familieretshuset kan yde generel vejledning til kommunen
om forståelsen af reglerne om delt bopæl, hvis der opstår
tvivl i forbindelse med kommunens stillingtagen til et barns
bopælsregistrering i CPR.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne
hertil. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærk-
ninger, punkt 3.3.
Til nr. 18
Det fremgår af § 20 i forældreansvarsloven, at Statsforvalt-
ningen kan fastsætte samvær med et barns nærmeste pårø-
rende i visse situationer. Der er for det første efter stk. 1 tale
om sager, hvor en eller begge af barnets forældre er døde el-
ler ikke kendes. Der er for det andet efter stk. 2 tale om sag-
er, hvor barnet ikke eller kun i yderst begrænset omfang har
samvær med den forælder, som barnet ikke har bopæl hos.
Det foreslås, at § 20, stk. 1 og 2, ændres således, at det ikke
fremgår af bestemmelserne, hvilken myndighed der træffer
afgørelse om samvær med barnets nærmeste pårørende.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller
familieretten, der træffer afgørelse om samvær med barnets
nærmeste pårørende, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 28, fore-
slåede § 30 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 19
Det fremgår af § 20 a i forældreansvarsloven, at Statsfor-
valtningen i helt særlige tilfælde kan fastsætte samvær eller
anden kontakt mellem et adopteret barn og barnets oprinde-
lige slægtninge, navnligt hvis barnet også forud for adoptio-
nen havde kontakt med den, der anmoder om fastsættelse af
samvær m.v.
Det foreslås, at § 20 a ændres således, at det ikke fremgår af
bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgørelse om
samvær og anden kontakt med et adoptivbarns oprindelige
slægtninge.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om samvær med et adoptivbarns oprin-
delige slægtninge, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 28, foreslå-
ede § 30 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 20
Det fremgår af § 21, stk. 1, i forældreansvarsloven, at Stats-
forvaltningen kan træffe afgørelse om samvær og om vilkår
herfor, f.eks. vilkår om overvågning af et samvær. Det frem-
går af vejledning af 30. december 2015 om samvær, at Stats-
forvaltningen i sager, hvor der er mistanke om misbrugspro-
blemer, kan fastsætte vilkår om, at samværsforælderen skal
afgive en urinprøve inden samværet, eller at samværsforæl-
deren skal indtage antabus. Det fremgår videre, at der i sag-
er, hvor der er risiko for, at samværsforælderen vil bringe
barnet ud af landet. f.eks. kan fastsættes vilkår om, at sam-
værsforælderen skal deponere sit pas.
Det foreslås, at § 21, stk. 1, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgø-
relse om samvær m.v. Det foreslås videre, at det fastsættes,
at der bl.a. kan fastsættes vilkår om pasdeponering og vilkår
til sikring af, at forælderen ikke er påvirket af alkohol eller
euforiserende stoffer under samværet.
Vilkår, der fastsættes i en afgørelse om samvær, skal være
nødvendige i den konkrete sag på det tidspunkt, hvor afgø-
relsen træffes, og må ikke gå videre, end hvad hensynet til
barnet tilsiger.
Vilkår om pasdeponering kan fastsættes med henblik på at
forhindre, at samværsforælderen bringer barnet ud af landet.
Der skal foreligge en konkret begrundet risiko for, at sam-
værsforælderen vil bringe barnet ud af landet. Fastsættes der
vilkår om pasdeponering, vil passet skulle afleveres til Fa-
milieretshuset, før barnet udleveres til samvær.
71
Vilkår til sikring af, at forælderen ikke er påvirket af alkohol
eller euforiserende stoffer under samværet, vil ligeledes kun
kunne fastsættes, hvis der foreligger en konkret begrundet
risiko for, at samværsforælderen vil være påvirket under
samvær med barnet. Risikoen skal vedrøre den periode, hvor
barnet vil have samvær med den pågældende forælder. I for-
længelse heraf må vilkår kun rette sig mod, at forælderen er
ædru i perioden, hvor forælderen har samvær med barnet.
Vilkår kan bestå i, at samværsforælderen skal afgive en
urinprøve inden samværet.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at det af ordensmæs-
sige hensyn, og da der er tale om indgribende vilkår, findes
hensigtsmæssigt, at det fremgår direkte af forældreansvars-
loven, at der kan fastsættes vilkår om pasdeponering samt
vilkår knyttet til en forælders misbrug af alkohol eller eufo-
riserende stoffer.
Den foreslåede ændring er endvidere begrundet i, at Stats-
forvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås
nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller
familieretten, der træffer afgørelse om samvær, jf. den i lov-
forslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2. Såfremt fami-
lieretten træffer afgørelse om overvåget eller støttet samvær,
kan Familieretshuset være behjælpelig med den nærmere
gennemførelse heraf. Familieretshuset skal således medsen-
de oplysninger om, hvordan det konkrete samvær, hvis nød-
vendigt, vil kunne gennemføres under overvågning eller
støtte. Herefter vil familieretten i samværsafgørelsen i givet
fald kunne fastsætte de bestemmelser, der er nødvendige for,
at samværet kan foregå under overvågning eller som støttet
samvær.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 21
Det fremgår af § 21 a i forældreansvarsloven, at fastsat eller
aftalt samvær kun bortfalder, når enten forældrene har aftalt
bortfald af samværet, eller når Statsforvaltningen, Ankesty-
relsen eller fogedretten har truffet afgørelse om bortfald af
samvær.
Statsforvaltningen kan træffe afgørelse om bortfald af sam-
vær efter § 21 i forældreansvarsloven. Ankestyrelsen kan i
klagesager træffe afgørelse efter § 21, men kan efter § 29,
stk. 4, i forældreansvarsloven også i helt særlige tilfælde
træffe midlertidig afgørelse om samvær. Fogedretten kan ef-
ter § 536, stk. 4, i retsplejeloven træffe afgørelse om bort-
fald af samvær under en sag om fuldbyrdelse af samvær.
Det foreslås, at § 21 a ændres således, at det fremgår af be-
stemmelsen, at samvær kun bortfalder, hvis enten forældre-
ne har aftalt bortfald af samværet, eller når Familieretshuset
eller familieretten har truffet afgørelse om bortfald af sam-
vær.
Det foreslås videre, at henvisningen til, at afgørelse om bort-
fald af samvær under en sag om fuldbyrdelse af samvær
træffes efter § 536, stk. 4, i retsplejeloven, ændres således,
at der i stedet henvises til § 456 q, stk. 4, i retsplejeloven.
Endelig foreslås det, at henvisningen til, at samvær også
bortfalder, når der er truffet afgørelse om bortfald af samvær
efter § 29, stk. 4, udgår.
Den foreslåede ændring af Statsforvaltningens afgørelses-
kompetence er begrundet i, at Statsforvaltningen med forsla-
get til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det
enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træf-
fer afgørelse om samvær efter forældreansvarsloven, jf. den
i lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2.
Henvisningen til retsplejeloven foreslås ændret, da indholdet
af den gældende § 536, stk. 4, med lovforslagets § 15, nr.
19, foreslås videreført som § 456 q, stk. 4, i retsplejeloven.
Forslaget om, at henvisningen til § 29, stk. 4, udgår, er en
konsekvens af, at denne bestemmelse med lovforslagets § 1,
nr. 27, foreslås ophævet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3. og 3.4.
Til nr. 22
Det fremgår af § 22, stk. 1, i forældreansvarsloven, at Stats-
forvaltningen kan træffe bestemmelse om anden kontakt end
samvær med et barn. Anden kontakt kan bestå af telefon-
samtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier el. lign.
Det foreslås, at § 22, stk. 1, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgø-
relse om anden kontakt.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om anden kontakt, jf. den i lovforsla-
gets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 23
Det fremgår af § 23, stk. 1, 1. og 2. pkt., i forældreansvars-
loven, at en forælder, der ikke har del i forældremyndighe-
den, som udgangspunkt har ret til at få orientering om bar-
nets forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og sund-
hedsvæsenet, private sygehuse, privatpraktiserende læger og
tandlæger. Orientering gives efter anmodning. Forælderen
har desuden som udgangspunkt ret til at få udleveret doku-
menter vedrørende barnet fra skoler og børneinstitutioner.
§ 23, stk. 1, 3. pkt., og § 23, stk. 2, indeholder undtagelser
fra § 23, stk. 1, 1. og 2. pkt.,, når der er tale om fortrolige
oplysninger om forældremyndighedsindehaveren, eller hvis
orientering eller udlevering må antages at være til skade for
barnet. Det fremgår endvidere af § 23, stk. 3, at Statsforvalt-
72
ningen i særlige tilfælde kan fratage en forælder, der ikke
har forældremyndigheden, adgang til at få orientering og ud-
leveret dokumenter om barnet. Afgørelse herom træffes ef-
ter anmodning fra forældremyndighedsindehaveren eller fra
en de institutioner, som er omfattet af orienteringspligten.
Det foreslås, at § 23, stk. 3, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgø-
relse om, at en forælder, der ikke har del i forældremyndig-
heden, ikke skal have adgang til at få orientering og udleve-
ret dokumenter efter § 23, stk. 1.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse efter § 23, stk. 3, jf. den i lovforslagets
§ 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 24
Det fremgår af § 25 i forældreansvarsloven, at Statsforvalt-
ningen kan træffe afgørelse om, at den ene forælder kan tage
barnet med til udlandet, Grønland eller Færøerne i en korte-
re periode, selv om der er uenighed mellem forældrene om
forældremyndigheden.
Det foreslås, at § 25 ændres således, at det ikke fremgår af
bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgørelse om,
at en forælder kan tage barnet med til udlandet, Grønland el-
ler Færøerne.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse efter § 25, jf. den i lovforslagets § 1, nr.
28, foreslåede § 30 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 25
Efter § 26, stk. 1, kan der under en sag om forældremyndig-
hed eller barnets bopæl træffes en midlertidig afgørelse om
forældremyndigheden eller bopælen
Det følger af § 26, stk. 3, nr. 1, at en sådan afgørelse bortfal-
der fire uger efter, at Statsforvaltningen har meddelt parter-
ne, at sagen er afsluttet, jf. § 40, medmindre en af dem inden
da har anmodet om, at sagen indbringes for retten. Efter be-
stemmelsens nr. 2 og 3 bortfalder afgørelsen ligeledes, hvis
sagen efter indbringelse for retten hæves eller afvises, eller
hvis samlivet genoptages.
Bortfaldsgrunden i nr. 1 relaterer sig til bestemmelsen i § 40
i forældreansvarsloven, der omhandler Statsforvaltningens
afslutning og indbringelse for retten af sager om forældre-
myndighed og barnets bopæl.
Det foreslås, at bortfaldsgrunden i nr. 1 udgår sådan, at det
fremgår af § 26, stk. 3, at en midlertidig afgørelse efter stk.
1 bortfalder, hvis anmodningen om, at der træffes afgørelse
om forældremyndighed eller barnets bopæl, tilbagekaldes
eller afvises, eller hvis forældrene genoptager samlivet.
Forslaget om, at bortfaldsgrunden i nr. 1 udgår, er en konse-
kvens af, at § 40, som denne bortfaldsgrund bygger på, med
lovforslagets § 1, nr. 46, foreslås ophævet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 26
Det fremgår af § 29, stk. 1, i forældreansvarsloven, at Stats-
forvaltningen under en sag om forældremyndighed, barnets
bopæl, samvær eller anden kontakt kan træffe afgørelse om
midlertidigt samvær eller anden kontakt.
Det foreslås, at § 29, stk. 1, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgø-
relse om midlertidigt samvær eller anden kontakt.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt,
hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familier-
etten, der træffer afgørelse efter § 29, stk. 1, jf. den i lovfor-
slagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 27
Det fremgår af § 29, stk. 4, i forældreansvarsloven, at Anke-
styrelsen i helt særlige tilfælde kan træffe afgørelse om mid-
lertidigt samvær eller om anden kontakt.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at hvis Ankestyrelsen
under behandlingen af en klage over en afgørelse efter for-
ældreansvarsloven modtager en anmodning om ændring af
samvær m.v., har Ankestyrelsen mulighed for at træffe en
midlertidig afgørelse, hvis sagen er så hastende, at det ikke
er muligt at nå at anmode Statsforvaltningen at tage stilling
til anmodningen. Det kan f.eks. være tilfældet i sager, hvor
der er frygt for, at barnet udsættes for vold eller andre græn-
seoverskridende handlinger.
Det foreslås, at § 29, stk. 4, ophæves.
Den foreslåede ophævelse er begrundet i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
og at kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende samvær
foreslås tildelt Familieretshuset og familieretten, jf. den i
lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2. Det fore-
slås samtidigt, at klageadgangen i sager efter forældrean-
svarsloven ændres således, at der ikke som efter gældende
ret er adgang til at klage over Statsforvaltningens afgørelser
til Ankestyrelsen, men at Familieretshusets afgørelse om
samvær m.v. kan indbringes for familieretten til prøvelse, jf.
73
den i lovforslagets § 1, nr. 48, foreslåede § 41, stk. 1. Som
følge heraf foreslås det, at bestemmelsen om Ankestyrelsens
mulighed for at træffe afgørelse om midlertidigt samvær op-
hæves.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 28
Retten træffer afgørelse om forældremyndighed efter §§ 11
og 14 i forældreansvarsloven og om barnets bopæl efter § 17
i forældreansvarsloven. Statsforvaltningen har kompetence
til at træffe afgørelse i en række andre sagstyper efter foræl-
dreansvarsloven. Det drejer sig om anmeldelse af aftaler om
forældremyndighed efter § 9, 1. og 2. pkt., § 10, 1. og 2.
pkt., og § 13, stk. 1, 1. og 2. pkt., godkendelse af aftaler om
overførsel af forældremyndighed efter § 13, stk. 2, afgørelse
om forældremyndighed ved død efter §§ 15 og 15 a, samvær
efter §§ 20-21, anden kontakt end samvær efter § 22, orien-
tering om barnet efter § 23, stk. 3, muligheden efter § 25 for
at tage barnet med til udlandet, Færøerne og Grønland i en
kortere periode, forældremyndighed, når forældremyndig-
hedsindehaveren er forhindret i at træffe bestemmelse om
barnets personlige forhold efter § 28, afgørelse efter § 31
om anvendelse af digital selvbetjening samt afgørelse i sager
om klage vedrørende orientering om barnet efter § 41, stk.
5.
Der kan endvidere efter § 26 træffes midlertidig afgørelse
om forældremyndighed og bopæl under behandlingen af sag
om forældremyndighed og bopæl. Den midlertidige afgørel-
se træffes af den myndighed, som behandler sagen. Midlerti-
dig afgørelse om samvær og anden kontakt efter § 29 og
midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær efter
§ 29 a træffes af Statsforvaltningen. Ankestyrelsen kan dog
som klagemyndighed i helt særlige tilfælde træffe midlerti-
dig afgørelse om samvær eller anden kontakt efter § 29, stk.
4.
Statsforvaltningen behandler sager efter forældreansvarslo-
ven efter bestemmelserne i forældreansvarsloven, forvalt-
ningsloven og almindelige forvaltningsretlige principper.
Børne- og Socialministeriet kan efter § 27 træffe midlertidig
afgørelse om at tillægge den ene forælder forældremyndig-
heden alene, hvis forældrene har fælles forældremyndighed,
og der er risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af
landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndig-
heden.
Det foreslås med bestemmelsen i § 30 a, stk. 1, at ved Fami-
lieretshusets behandling af sager efter forældreansvarsloven
finder bestemmelserne i Familieretshusloven anvendelse.
Med bestemmelsen i § 30 a, stk. 2, foreslås det, at det fast-
lægges efter bestemmelserne om visitation i kapitel 2 og
8-10 i forslaget til Familieretshusloven, om afgørelse i en
række sager efter forældreansvarsloven træffes af Familier-
etshuset eller familieretten. Det drejer sig om afgørelse ved-
rørende aftaler om forældremyndighed og afgørelse i sager
om forældremyndighed, bopæl, samvær, anden kontakt, ori-
entering om barnet og udlandsrejse. Undtaget herfra er dog
midlertidige afgørelser efter § 27.
De foreslåede bestemmelser er begrundede i, at Statsforvalt-
ningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås ned-
lagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller fa-
milieretten, der træffer afgørelse efter forældreansvarsloven.
Hvorvidt en sag afsluttes eller afgøres af Familieretshuset
eller familieretten, foreslås reguleret i §§ 5-7 samt §§ 25-27
og 32 i forslaget til Familieretshusloven.
Efter § 25, jf. § 5, i forslaget til Familieretshusloven er det
Familieretshuset, der afslutter sagen, hvis der er tale om en
enkel sag, dvs. hvor parterne er enige, når Familieretshuset
modtager sagen, f.eks. en anmeldelse af en aftale mellem
forældrene om fælles forældremyndighed.
Hvis parterne derimod ikke er enige, men der er en vis for-
ventning om, at parterne med relevant støtte kan nå til enig-
hed, eller sagen ikke indeholder så komplekse problemstil-
linger, at der er behov for tværfaglig og dybdegående sags-
behandling, visiteres sagen til behandling efter § 6 i forsla-
get til Familieretshusloven. Dette gælder endvidere sager,
hvor parterne er enige, men der skal foretages juridisk sags-
behandling f.eks. til afklaring af, hvorvidt betingelserne for
at registrere parternes aftale er opfyldte, eller om danske
myndigheder har kompetence til at behandle sagen. I sager,
der visiteres til behandling efter § 6 i forslaget til Familier-
etshusloven, er det som udgangspunkt Familieretshuset, der
efter § 26 i forslaget til Familieretshusloven træffer afgørel-
se, hvis parterne ikke under sagens forløb er nået til enighed.
Det er dog efter § 27, stk. 1, i forslaget til Familieretshuslo-
ven familieretten, der træffer afgørelsen, hvis der er tale om
en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl eller en
sag om samvær, og afgørelsen vil være indgribende for bar-
net. Efter § 27, stk. 2, i forslaget til Familieretshusloven er
det endvidere familieretten, der træffer afgørelse, hvis sagen
indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstil-
linger.
Hvis der er tale om en kompleks sag efter forældreansvars-
loven, visiteres sagen til behandling efter § 7 i forslaget til
Familieretshusloven. Dette betyder, at sagen behandles
tværfagligt og dybdegående af Familieretshuset, som ind-
bringer sagen for familieretten, der træffer afgørelsen, jf.
§ 33 i forslaget til Familieretshusloven. Efter § 5, stk. 2, nr.
1 og 2, i forslaget til Familieretshusloven visiteres sager om
anmeldelse af aftale om forældremyndighed efter § 9, 1. og
2. pkt., § 10, 1. og 2. pkt., og § 13, stk. 1, 1. og 2. pkt., i
forældreansvarsloven og om registrering vedrørende en afta-
le om delt bopæl efter § 18 a i forældreansvarsloven altid til
behandling efter § 5 i forslaget til Familieretshusloven, og
det er således Familieretshuset, der afslutter sagen, jf. § 25 i
forslaget til Familieretshusloven. Efter § 6, stk. 2, i forslaget
til Familieretshusloven behandles sager om midlertidig for-
ældremyndighed efter § 28 i forældreansvarsloven, fordi
forældremyndighedsindehaveren er forhindret i at træffe be-
74
stemmelse om barnets forhold, om midlertidigt kontaktbeva-
rende samvær efter § 29 a i forældreansvarsloven, og om af-
gørelse af en klage efter § 41, stk. 2, i forældreansvarsloven
altid af Familieretshuset efter § 6 i forslaget til Familierets-
husloven, og efter § 26 i forslaget til Familieretshusloven af-
gøres disse sager af Familieretshuset. Tilsvarende gælder
spørgsmål om anvendelse af digital selvbetjening og sager,
hvor der ikke skal tages stilling til en tvist mellem to private
parter.
Ankestyrelsens mulighed for efter § 29, stk. 4, i forældrean-
svarsloven i helt særlige tilfælde at træffe midlertidig afgø-
relse om samvær eller anden kontakt foreslås ikke videre-
ført, da denne kompetence er begrundet i, at Ankestyrelsen
under behandlingen af en klagesag skulle kunne træffe så-
danne afgørelser, og da det foreslås, at afgørelser efter for-
ældreansvarsloven ikke længere skal kunne påklages til An-
kestyrelsen.
Forslaget til Familieretshusloven indeholder den generelle
regulering af Familieretshusets behandling af sager. Det dre-
jer sig bl.a. om visitation af sagerne og den deraf følgende
fordeling af afgørelseskompetencen mellem Familieretshu-
set og domstolene og bestemmelser om, at Familieretshuset
sørger for oplysningen af sager, indhentning af oplysninger
samt yder konfliktmægling og -rådgivning og støtte til børn.
Disse bestemmelser skal også gælde for sager efter foræl-
dreansvarsloven.
Forslaget om, at den foreslåede bestemmelse ikke finder an-
vendelse for midlertidige afgørelser efter § 27, er begrundet
i, at afgørelser efter denne bestemmelse træffes af Børne- og
Socialministeriet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 29
§ 31 i forældreansvarsloven omhandler indgivelse af an-
modninger efter forældreansvarsloven samt anvendelsen af
digital selvbetjening i forbindelse hermed.
Det fremgår således af § 31, stk. 1, at anmodning om afgø-
relse om forældremyndighed efter §§ 11, 14, 15 og 15 a, om
barnets bopæl efter § 17 og om samvær m.v. efter §§ 19-22
og 25 indgives til Statsforvaltningen. Det følger videre af
§ 31, stk. 2, at anmeldelse af aftaler efter §§ 9, 10 og 13 og
anmodning om afgørelser efter §§ 11, 14 og 17, § 19, stk.
1-3, og §§ 20, 20 a, 21, 22 og 25 skal indgives til Statsfor-
valtningen ved brug af Statsforvaltningens digitale selvbe-
tjeningsløsning. Medmindre undtagelsesbestemmelserne i
§ 31, stk. 3 eller 4, finder anvendelse, afviser Statsforvalt-
ningen en anmeldelse eller anmodning, der ikke er indgivet
ved brug af den digitale selvbetjeningsløsning.
Efter bestemmelserne i § 31, stk. 3 og 4, kan anmeldelsen
eller anmodningen behandles, uanset at den ikke er indgivet
digitalt, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at bor-
geren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetje-
ning, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare
fordele ved at modtage anmeldelsen på anden måde end di-
gitalt, eller hvis det må antages at være bedst for barnet, at
anmeldelsen eller anmodningen ikke afvises.
Kravet om, at en anmodning eller anmeldelse skal indgives
digitalt, medfører ikke, at alle bilag til anmodningen eller
anmeldelsen også kan indgives digitalt. Det fremgår af den
digitale selvbetjeningsløsning, hvilke dokumenter der kan
eller skal indgives digitalt, og hvilke dokumenter der skal
fremlægges i original.
Efter § 41 i forældreansvarsloven kan Statsforvaltningens
afgørelser som udgangspunkt påklages til Ankestyrelsen,
men bestemmelserne i § 31, stk. 1 og 2, finder ikke anven-
delse på indgivelse af en sådan klage. Klage kan derfor ind-
gives uden anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning.
Det foreslås, at bestemmelserne i § 31, stk. 1 og 2, i foræl-
dreansvarsloven ophæves, og at der i stedet indsættes en be-
stemmelse som § 31, stk. 1, om, at Familieretshusets digitale
selvbetjeningsløsning skal anvendes ved henvendelse om
anmeldelse vedrørende en aftale, om anmodning om en af-
gørelse, om anmodning om indbringelse af Familieretshu-
sets afgørelse for familieretten og om klage efter § 41, stk.
5, der med lovforslagets § 1, nr. 49, bliver § 41, stk. 2.
Det foreslås videre, at dette for det første ikke gælder for an-
modninger, der indgives af en offentlig myndighed, og for
det andet ikke gælder for anmodninger om midlertidige af-
gørelser efter §§ 26, 27, 29 og 29 a i forældreansvarsloven.
Endelig foreslås det, at henvendelser, der ikke indgives ved
brug af Familieretshusets digitale selvbetjeningsløsning, af-
vises af Familieretshuset, medmindre undtagelsesbestem-
melserne i stk. 2 og 3, der viderefører de gældende undtagel-
sesbestemmelser i stk. 3 og 4, finder anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse på anmod-
ninger efter administrative forskrifter udstedt i medfør af
§ 42 og § 45, stk. 3, i forældreansvarsloven. I medfør af dis-
se bestemmelser er udstedt bekendtgørelse nr. 146 af 22. fe-
bruar 2016 om forældremyndighed, barnets bopæl og sam-
vær m.v. Efter bekendtgørelsen behandler Statsforvaltnin-
gen sager om overførsel af kompetence mellem de stater,
der har tilsluttet sig Haagerbørnebeskyttelseskonventionen,
og sager om udstedelse og tilbagekaldelse af attester om for-
ældremyndighed.
Den foreslåede bestemmelse i § 31, stk. 1, er i vidt omfang
en videreførelse af de gældende bestemmelser i § 31, stk. 1
og 2, om indgivelse af anmeldelser og anmodning og anven-
delsen af digital selvbetjening.
Det foreslås dog for det første, at anmeldelser, klager og an-
modninger skal indgives til Familieretshuset i stedet for til
Statsforvaltningen og ved brug af Familieretshusets digitale
selvbetjeningsløsning. Dette er en følge af, at kompetencen
til at behandle sager efter forældreansvarsloven i det nye fa-
75
milieretlige system samles hos Familieretshuset og
familieretten, og at alle sager indledes i Familieretshuset.
For det andet medfører den foreslåede bestemmelse i for-
hold til gældende ret en udvidelse af, hvilke henvendelser
der skal indgives ved brug af den digitale selvbetjeningsløs-
ning, således at bestemmelsen gælder for alle anmeldelser,
klager og anmodninger efter forældreansvarsloven, medmin-
dre undtagelsesbestemmelserne i § 31, stk. 2 eller 3, finder
anvendelse. Den foreslåede bestemmelse finder dermed og-
så anvendelse for anmeldelser vedrørende en aftale om delt
bopæl, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 17, foreslåede bestem-
melse i § 18 a i forældreansvarsloven. Derudover betyder
udvidelsen, at også en forældremyndighedsindehavers an-
modning vedrørende orienteringsretten efter § 23, stk. 3, i
forældreansvarsloven og klager efter § 41, stk. 5, i foræl-
dreansvarsloven, der med lovforslagets § 1, nr. 49, bliver §
41, stk. 2, skal indgives til Familieretshuset ved brug af den
digitale selvbetjeningsløsning.
Det foreslås dog i forlængelse heraf, at anmodninger fra en
offentlig myndighed er undtaget fra kravet om digital selv-
betjening. Det drejer sig navnligt om anmodninger vedrø-
rende orienteringsretten efter § 23, stk. 3, i forældreansvars-
loven, kommunalbestyrelsens anmodning om anvendelse af
initiativretten efter den foreslåede bestemmelse i § 24 i for-
slaget til Familieretshusloven og Udlændingestyrelsens an-
modning om udpegning af en midlertidig forældremyndig-
hedsindehaver efter § 28 for en uledsaget mindreårig udlæn-
ding, som har fået opholdstilladelse.
Endeligt indebærer den foreslåede bestemmelse, at bestem-
melsen ikke finder anvendelse for anmodninger om midler-
tidige afgørelser efter §§ 26, 27, 29 og 29 a. Bestemmelser-
ne i §§ 26, 29 og 29 a omhandler midlertidig afgørelse om
forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og kontaktbeva-
rende samvær under behandlingen af en sag om forældre-
myndighed, barnets bopæl og samvær. Efter § 27 i foræl-
dreansvarsloven kan der træffes en midlertidig afgørelse om
ophævelse af fælles forældremyndighed i sager, hvor der er
risiko for en international børnebortførelse. Den foreslåede
undtagelse fra kravet om anvendelse af digital selvbetjening
skyldes sagernes karakter, samt for så vidt angår afgørelser
efter § 27, at det er Børne- og Socialministeriet, der er tillagt
afgørelseskompetencen.
I forhold til gældende ret medfører den foreslåede bestem-
melse i § 31, stk. 1, endvidere, at digital selvbetjening skal
anvendes ved anmodning om at få indbragt en afgørelse
truffet af Familieretshuset indbragt for familieretten til prø-
velse efter § 39 i forslaget til Familieretshusloven.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved mulighederne
for at undtage en borger fra kravet om anvendelse af digital
selvbetjening efter de gældende regler i § 31, stk. 3 og 4, der
foreslås at blive stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse i § 31, stk. 1, er begrundet i
hensynet til, at sagsbehandlingen i Familieretshuset og for-
delingen af afgørelseskompetence mellem Familieretshuset
og familieretten bygger på, at der ved indgivelsen af anmel-
delsen, klagen eller anmodningen til Familieretshuset an-
vendes et digitalt screeningsværktøj som basis for den i § 4 i
forslaget til Familieretshusloven foreslåede screening og vi-
sitation af sagen. Den foreslåede bestemmelse er endvidere
begrundet i hensynet til en effektiv og digital tilrettelæggel-
se af sagsbehandlingen i Familieretshuset.
Der henvises til § 4 i forslaget til Familieretshusloven og
lovforslagets § 1, nr. 17, og bemærkningerne til disse. For så
vidt angår øvrige ændringer af § 31 i forældreansvarsloven
henvises til lovforslagets § 1, nr. 29-32, og bemærkningerne
hertil. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærknin-
ger, punkt 3.3.
Til nr. 30
Det fremgår af § 31, stk. 3, i forældreansvarsloven, der med
lovforslagets § 1, nr. 29, bliver § 31, stk. 2, at hvis Statsfor-
valtningen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør,
at en borger ikke må forventes at kunne anvende digital
selvbetjening, skal Statsforvaltningen tilbyde, at anmeldel-
sen eller anmodningen kan indgives på anden måde end ved
digital selvbetjening. Det fremgår videre, at i sådanne tilfæl-
de bestemmer Statsforvaltningen, hvordan anmeldelsen eller
anmodningen skal indgives, herunder om det skal ske
mundtligt eller skriftligt.
Det foreslås, at henvisningerne til Statsforvaltningen i be-
stemmelsen ændres til Familieretshuset. Det foreslås endvi-
dere, at henvisningen til stk. 2 ændres til stk. 1. Endeligt
foreslås, at henvisningen til anmeldelse eller anmodning æn-
dres til henvendelse.
De førstnævnte ændringer er begrundede i, at Statsforvalt-
ningen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås
nedlagt, hvorefter anmeldelser, klager og anmodninger skal
indgives til Familieretshuset, jf. den i lovforslagets § 1, nr.
29, foreslåede § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven. Det vil
dermed også være Familieretshuset, der skal tage stilling til,
om borgeren kan undtages fra pligten til at anvende digital
selvbetjening, og i givet fald bestemmer, hvordan anmeldel-
sen eller anmodningen så skal indgives.
Den foreslåede ændring af henvisningen fra stk. 2 til stk. 1
er begrundet i, at de gældende bestemmelser i § 31, stk. 1 og
2, med lovforslagets § 1, nr. 29, foreslås samlet i en ny be-
stemmelse som § 31, stk. 1.
Den foreslåede ændring fra anmeldelse og anmodning til
henvendelse er begrundet i, at det med den i lovforslagets
§ 1, nr. 29, foreslåede § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven
foreslås, at også klager efter § 41, stk. 5, i forældreansvars-
loven, der med lovforslagets § 1, nr. 49, bliver § 41, stk. 2,
skal indgives ved brug af Familieretshusets digitale selvbe-
tjeningsløsning. Henvendelser bruges herefter som samlet
betegnelse for anmodninger, anmeldelser og klager.
76
De foreslåede ændringer medfører ikke materielle ændringer
af, hvornår en borger kan undtages fra kravet om anvendelse
af digital selvbetjening efter bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 31
Bestemmelsen i § 31, stk. 4, i forældreansvarsloven, der
med lovforslagets § 1, nr. 29, bliver § 31, stk. 3, omhandler
muligheden for at undtage fra kravet om anvendelse af digi-
tal selvbetjening i tilfælde, der ikke er omfattede af § 31,
stk. 3, i forældreansvarsloven, der med lovforslagets § 1, nr.
29, bliver § 31, stk. 2. Det fremgår således af bestemmelsen,
at Statsforvaltningen udover i de i stk. 3 nævnte tilfælde kan
undlade at afvise en anmeldelse eller anmodning, der ikke er
indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet
økonomisk vurdering er klare fordele for Statsforvaltningen
ved at modtage anmeldelsen eller anmodning på anden må-
de end digitalt, eller hvis det må antages at være bedst for
barnet, at anmeldelsen eller anmodningen ikke afvises.
Det foreslås, at henvisningen til Statsforvaltningen i bestem-
melsen ændres til Familieretshuset. Det foreslås endvidere,
at henvisningen til stk. 3 ændres til stk. 2. Endeligt foreslås,
at henvisningen til anmeldelse eller anmodning ændres til
henvendelse.
Den førstnævnte ændring er begrundet i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås ned-
lagt, hvorefter anmeldelser, anmodninger og klager skal ind-
gives til Familieretshuset, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 29,
foreslåede § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven. Det vil der-
med også være Familieretshuset, der skal tage stilling til, om
borgeren kan undtages fra pligten til at anvende digital selv-
betjening.
Den foreslåede ændring af henvisningen fra stk. 3 til stk. 2
er begrundet i, at den gældende bestemmelse i § 31, stk. 3,
med lovforslagets § 1, nr. 29, foreslås at blive § 31, stk. 2.
Den foreslåede ændring fra anmeldelse og anmodning til
henvendelse er begrundet i, at det med den i lovforslagets
§ 1, nr. 29, foreslåede § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven
foreslås, at også klager efter § 41, stk. 5, i forældreansvars-
loven, der med lovforslagets § 1, nr. 49, bliver § 41, stk. 2,
skal indgives ved brug af Familieretshusets digitale selvbe-
tjeningsløsning. Henvendelser bruges herefter som samlet
betegnelse for anmodninger, anmeldelser og klager.
De foreslåede ændringer medfører ikke materielle ændringer
af, hvornår en borger kan undtages fra kravet om anvendelse
af digital selvbetjening efter bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 32
Det fremgår af § 31, stk. 5, i forældreansvarsloven, der med
lovforslagets § 1, nr. 29, bliver § 31, stk. 4, at en digital an-
meldelse eller anmodning anses for at være kommet frem,
når den er tilgængelig for Statsforvaltningen. Bestemmelsen
skal ses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser i § 31
om kravene til anvendelse af digital selvbetjening.
Det foreslås, at henvisningen til Statsforvaltningen i bestem-
melsen ændres til Familieretshuset. Det foreslås endvidere,
at henvisningen til anmeldelse eller anmodning ændres til
henvendelse.
Den førstnævnte ændring er begrundet i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås ned-
lagt, hvorefter anmeldelser og anmodninger skal indgives til
Familieretshuset, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 29, foreslåe-
de § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven.
Den foreslåede ændring fra anmeldelse og anmodning til
henvendelse er begrundet i, at det med den i lovforslagets
§ 1, nr. 29, foreslåede § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven
foreslås, at også klager efter § 41, stk. 5, i forældreansvars-
loven, der med lovforslagets § 1, nr. 49, bliver § 41, stk. 2,
skal indgives ved brug af Familieretshusets digitale selvbe-
tjeningsløsning. Henvendelser bruges herefter som samlet
betegnelse for anmodninger, anmeldelser og klager.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 33
Det fremgår af § 31 a, stk. 1, 1. pkt., i forældreansvarsloven,
at Statsforvaltningen indkalder parterne i en sag til et møde,
hvis der er anmodet om en afgørelse som nævnt i § 31, stk.
1. Det fremgår videre, at dette dog ikke gælder, hvis anmod-
ningen alene vedrører en afgørelse om anden kontakt som
nævnt i § 22. Anmodning om afgørelser som nævnt i § 31,
stk. 1, omfatter efter bestemmelsens ordlyd anmodning om
afgørelse om forældremyndighed efter §§ 11, 14, 15 og 15
a, om barnets bopæl efter § 17 og om samvær m.v. efter
§§ 19-22 og 25.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 31 a, stk. 1, 1. pkt., ændres
således, at der ikke ved fastlæggelsen af, om der skal indkal-
des til et møde henvises til § 31, stk. 1, men at det i stedet
fremgår direkte af bestemmelsen, at der indkaldes til et mø-
de ved anmodning om en afgørelse om forældremyndighed
efter §§ 11, 14, 15 og 15 a, om barnets bopæl efter § 17 og
om samvær m.v. efter §§ 19-21 og 25. Det foreslås i forlæn-
gelse heraf, at det udgår af bestemmelsens ordlyd, at den ik-
ke finder anvendelse ved anmodning om anden kontakt som
nævnt i § 22. Endelig foreslås det, at henvisningen til Stats-
forvaltningen ændres til Familieretshuset.
Ændringerne er begrundet i den i lovforslagets § 1, nr. 29,
foreslåede § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven, hvorefter alle
anmeldelser og anmodninger til Familieretshuset skal indgi-
ves ved brug af Familieretshusets digitale selvbetjeningsløs-
ning. Afgrænsningen af, hvornår der skal indkaldes til et
77
møde efter § 31 a, stk. 1, 1. pkt., kan derfor ikke længere ske
ved en henvisning til § 31, stk. 1. Det er dermed nødvendigt
at opliste sagstyperne i bestemmelsen. Med den positive af-
grænsning bortfalder behovet for i bestemmelsen at undtage
anmodning om anden kontakt.
Den foreslåede ændring af henvisningen til Statsforvaltnin-
gen til Familieretshuset er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt,
hvorefter det vil være Familieretshuset eller familieretten,
der behandler de sager efter forældreansvarsloven, som
Statsforvaltningen behandler i dag, jf. den i lovforslagets
§ 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2.
De foreslåede ændringer medfører ikke materielle ændringer
af i hvilke sager efter forældreansvarsloven, parterne skal
indkaldes til et møde.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 34
Forældreansvarsloven indeholder en række bestemmelser,
der vedrører Statsforvaltningen. For så vidt angår bestem-
melser, hvor "Statsforvaltningen" nævnes, drejer det sig ef-
ter § 31 a, stk. 1, 2. pkt., om Statsforvaltningens adgang til
at undlade at indkalde parterne til et møde, efter §§ 32 og 32
a om Statsforvaltningens pligt til at tilbyde børnesagkyndig
rådgivning og konfliktmægling, efter § 33, stk. 1, om Stats-
forvaltningens mulighed for at iværksætte en børnesagkyn-
dig undersøgelse og efter § 46, stk. 1, om Statsforvaltnin-
gens internationale kompetence.
Det foreslås, at ovennævnte bestemmelser ændres således, at
der i bestemmelserne henvises til Familieretshuset i stedet
for til Statsforvaltningen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter Familieretshuset behandler sager om forældre-
myndighed, barnets bopæl og samvær m.v. efter forældrean-
svarsloven. Afgørelser efter forældreansvarsloven træffes af
Familieretshuset eller familieretten, jf. den i lovforslagets
§ 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2. Det omfatter bl.a. sager
efter § 46 i forældreansvarsloven.
De sager, der er omfattede af §§ 31 a, 32, 32 a og 33 i foræl-
dreansvarsloven er imidlertid ikke sager, hvor der skal træf-
fes en materiel afgørelse, og de skal derfor kun behandles af
Familieretshuset.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 35
Det fremgår af § 31 a, stk. 1, i forældreansvarsloven, at
Statsforvaltningen indkalder parterne til et møde i sager om
forældremyndighed efter §§ 11, 14 eller 15, om barnets bo-
pæl efter § 17 og om samvær m.v. efter §§ 19-21 og 25.
Statsforvaltningen kan efter § 31 a, stk. 1, 2. pkt., undlade at
indkalde til mødet, hvis det er unødvendigt eller uhensigts-
mæssigt at afholde mødet. Ifølge bemærkningerne til § 31 a,
stk. 1, 2. pkt., i forældreansvarsloven er dette navnligt tilfæl-
det, hvis det af anmodningen fremgår, at forældrene er eni-
ge, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 158 som fremsat, si-
de 50.
Efter § 31 a, stk. 2, har parterne pligt til at deltage i mødet,
medmindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende.
Ifølge bemærkningerne til § 31 a, stk. 2, er bestemmelsen
ikke til hinder for, at der afholdes møder med forældrene
hver for sig, f.eks. fordi den ene forælder ikke ønsker at mø-
de den anden på grund af voldelig adfærd og lignende, jf.
Folketingstidende 2014-15(1), A, L 103 som fremsat, side
21.
Det foreslås, at der i § 31 a indsættes en ny bestemmelse
som stk. 3, hvorefter en part ikke har pligt til at deltage i et
møde efter § 31 a, stk. 1, sammen med den anden part, hvis
den anden part har udsat parten eller partens barn for volde-
lig adfærd, eller der er mistanke herom. Voldelig adfærd
skal i overensstemmelse med Istanbul-konventionen forstås
som adfærd, der medfører, eller som sandsynligvis medfø-
rer, fysisk, seksuel, psykisk eller økonomisk overlast eller li-
delse for offeret, herunder trusler om sådanne handlinger,
tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse.
Efter § 31 a, stk. 1, i forældreansvarsloven, der foreslås
ændret ved § 1, nr. 33 og 34, skal Familieretshuset i lighed
med Statsforvaltningen efter gældende ret indkalde parterne
til et møde i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og
samvær, medmindre det er unødvendigt eller uhensigtsmæs-
sigt. Bestemmelsen i § 31 a, stk. 2, om parternes pligt til at
deltage i mødet, medmindre helt særlige omstændigheder
gør sig gældende, foreslås ikke ændret med lovforslaget.
Med den foreslåede indsættelse af en ny bestemmelse som
§ 31 a, stk. 3, i forældreansvarsloven tydeliggøres det, at en
part ikke har pligt til at deltage i et møde med den anden
part, hvis denne har udsat parten eller partens barn for vol-
delig adfærd, eller der er mistanke herom. Parten har uanset
pligt til at deltage i et møde hos Familieretshuset efter
§ 31 a, stk. 1, men mødet skal afholdes særskilt for hver
part. Hvis der er tale om voldelig adfærd over for partens
barn, er det ikke et krav, at sagen efter forældreansvarsloven
omhandler det pågældende barn.
Der stilles efter den foreslåede bestemmelse ikke krav om,
at den voldelige adfærd udgør vold i strafferetlig forstand.
Det er ligeledes ikke et krav efter den foreslåede bestemmel-
se, at parten kan dokumentere den voldelige adfærd ved
f.eks. politi- eller skadestuerapport. Det er tilstrækkeligt, at
Familieretshuset har en mistanke om, at en part eller dennes
barn har været udsat for voldelig adfærd fra den anden part.
Mistanken kan være baseret på udtalelser fra en part eller
udtalelser, som det involverede barn er fremkommet med
under en børnesamtale. Selvom der er tvivl om rigtigheden
af påstanden om voldelig adfærd, finder den foreslåede be-
78
stemmelse anvendelse. Familieretshuset skal således ikke
foretage en materiel vurdering af påstanden om voldelig ad-
færd. Familieretshuset skal dog vejlede og rådgive parten
om fordelene ved, at begge parter deltager i vejledningsmø-
det, hvor de kan drøfte, hvad der er bedst for barnet i rela-
tion til forældremyndighed m.v., og om partens mulighed
for at medbringe en bisidder til mødet.
I sager hvor Familieretshuset forud for udsendelsen af ind-
kaldelse til et møde efter § 31 a, stk. 1, er bekendt med, at
der har været eller kan have været voldelig adfærd, skal Fa-
milieretshuset tage kontakt til den part, der har været udsat
for den voldelige adfærd, eller hvis barn har været udsat for
voldelige adfærd med henblik på afklaring af, hvorvidt par-
ten er indforstået med at møde sammen med den anden part.
Hvis dette ikke er tilfældet, skal Familieretshuset indkalde
parterne til særskilte møder. Dette skal ses i sammenhæng
med den foreslåede § 10, stk. 2, i forslaget til Familierets-
husloven, hvorefter Familieretshuset ikke indkalder en part
til et møde sammen med den anden part, hvis der er bekym-
ring for, at der har været voldelig adfærd i forholdet mellem
parterne eller over for partens barn.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres gældende ret,
idet der som beskrevet ovenfor efter bemærkningerne til
§ 31 a, stk. 2, er mulighed for at afholde et møde efter
§ 31 a, stk. 1, i forældreansvarsloven med parterne hver for
sig. Det er dog fundet hensigtsmæssigt af hensyn til parter-
nes retssikkerhed, at det fremgår direkte af bestemmelsen, at
en part ikke har pligt til at deltage i et møde med den anden
part, hvis denne har udsat parten eller partens barn for vol-
delig adfærd.
Den omstændighed, at Familieretshuset indkalder parterne
til møde efter § 31 a, stk. 1, i forældreansvarsloven hver for
sig er ikke ensbetydende med, at Familieretshuset har fundet
det godtgjort, at den anden part har udøvet voldelig adfærd.
Der er alene tale om at undgå, at en part mod sin vilje skal
deltage i et møde i Familieretshuset sammen med den anden
part, der muligvis har været voldelig. Det understreges i den
forbindelse, at den foreslåede bestemmelse er en processuel
bestemmelse, der har betydning for, hvordan sagen behand-
les i Familieretshuset. Det forhold, at parterne ikke indkal-
des til et møde sammen, har således ikke i sig selv betyd-
ning for den materielle afgørelse i sagen, men de oplysnin-
ger, der er baggrunden herfor, vil naturligt indgå i den sam-
lede sagsbehandling.
Den foreslåede bestemmelse er begrundet i hensynet til at
beskytte den part, der har været udsat for den voldelige ad-
færd, eller hvis barn har været udsat for den voldelige ad-
færd, herunder imod risikoen for retraumatisering. Med den
foreslåede bestemmelse tydeliggøres det således, at en part,
der har været udsat for voldelig adfærd, eller hvis barn har
været udsat for voldelig adfærd, ikke har pligt til at møde
voldsudøveren under behandlingen af en familieretlig sag i
Familieretshuset.
En tilsvarende bestemmelse foreslås indsat i § 38 i ægte-
skabsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 10. Der henvises i øv-
rigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 36
Det fremgår af § 32 a i forældreansvarsloven, at Statsfor-
valtningen tilbyder børnesagkyndig rådgivning til forældre,
når fogedretten efter § 537, stk. 4, i retsplejeloven har udsat
fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl eller
samvær. Det fremgår videre, at rådgivningen skal være gen-
nemført inden det tidspunkt, som fogedretten har udsat sag-
en til. Rådgivningen er alene rettet mod sager om tvangs-
fuldbyrdelse af forældreansvar, hvor næste skridt ellers vil
være en udkørende fogedforretning. Rådgivningen har først
og fremmest til formål at undgå anvendelse af umiddelbar
magt for at fuldbyrde forældreansvar.
Det foreslås, at henvisningen til retsplejeloven i § 32 a i for-
ældreansvarsloven ændres således, at der i stedet henvises
til, at rådgivning efter bestemmelsen tilbydes, når fogedret-
ten efter § 456 r, stk. 4, i retsplejeloven har udsat fuldbyrdel-
se af forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.
Det foreslås endvidere, at henvisningen til fogedretten to
steder i bestemmelsen ændres til familieretten.
Henvisningen til retsplejeloven foreslås ændret, da indholdet
af den gældende § 537, stk. 4, med lovforslagets § 15, nr.
19, foreslås videreført som § 456 r, stk. 4, i retsplejeloven.
Ændring af henvisningen fra fogedretten til familieretten er
begrundet i, at afgørelser om fuldbyrdelse af forældreansvar
efter den med lovforslagets § 15, nr. 19, foreslåede bestem-
melser i §§ 456 p-456 r i retsplejeloven træffes af familieret-
ten i stedet for af fogedretten.
Der henvises til lovforslagets § 15, nr. 19, samt bemærk-
ningerne hertil samt i øvrigt til de almindelige bemærknin-
ger, punkt 3.3. og 3.4.
Til nr. 37
Det fremgår af § 33, stk. 1, i forældreansvarsloven, at Stats-
forvaltningen kan iværksætte børnesagkyndige undersøgel-
ser og indhente sagkyndige erklæringer om forældre, bl.a. i
sager om forældremyndighed og barnets bopæl.
Statsforvaltningen indbringer en sag om forældremyndighed
eller barnets bopæl for retten, når betingelserne i § 40 i for-
ældreansvarsloven er opfyldte. Hvis Statsforvaltningen, in-
den sagen er indbragt for retten, har iværksat en børnesag-
kyndig undersøgelse eller anmodet om en sagkyndig erklæ-
ring om en forælder, kan denne undersøgelse m.v. efter
§ 33, stk. 2, i forældreansvarsloven færdiggøres uanset sa-
gens indbringelse for retten.
Det foreslås, at § 33, stk. 2, ændres således, at den vedrører
færdiggørelse af børnesagkyndige undersøgelser og sagkyn-
dige erklæringer om en forælder efter indbringelse af sagen
for familieretten.
79
Den foreslåede ændring er begrundet i, at det med §§ 27 og
32 i forslaget til Familieretshusloven foreslås, at sager om
forældremyndighed og barnets bopæl samt visse sager om
samvær indbringes for familieretten til afgørelse.
For så vidt angår øvrige ændringer af § 33, stk. 2, i foræl-
dreansvarsloven henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og be-
mærkningerne hertil. Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 38
Efter 13, stk. 2, i forældreansvarsloven kan forældremyndig-
hed ved aftale godkendt af Statsforvaltningen overføres fra
barnets forældre til andre end forældrene.
Når en forælder dør, træffer Statsforvaltningen efter § 15 og
15 a i forældremyndigheden i en række situationer afgørelse
om, hvem der skal have forældremyndigheden over den af-
døde forælders barn.
Inden Statsforvaltningen godkender en aftale efter § 13, stk.
2, eller træffer afgørelse om forældremyndighed efter § 15,
stk. 3, eller § 15 a, stk. 2, skal Statsforvaltningen efter § 36,
stk. 1, i forældreansvarsloven indhente en erklæring fra en
forælder, der ikke har del i forældremyndigheden.
Det foreslås, at § 36, stk. 1, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der indhenter er-
klæringen fra en forælder, som ikke har del i forældremyn-
digheden. Det foreslås endvidere, at der af retskrivnings-
mæssige årsager indsættes et komma i bestemmelsen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, og at
det foreslås, at afgørelse om godkendelse af aftaler om for-
ældremyndighed efter § 13, stk. 2, og afgørelser om foræl-
dremyndighed efter §§ 15 og 15 a træffes af Familieretshu-
set eller familieretten efter den i lovforslagets § 1, nr. 28,
foreslåede § 30 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 39
Efter § 20, stk. 2, i forældreansvarsloven kan Statsforvalt-
ningen fastsætte samvær med et barns nærmeste pårørende,
som barnet er knyttet til, hvis barnet ikke eller kun i yderst
begrænset omfang har samvær med den forælder, som bar-
net ikke har bopæl hos. Inden der træffes en afgørelse om
samvær efter § 20, stk. 2, skal Statsforvaltningen efter § 36,
stk. 2, i forældreansvarsloven indhente en erklæring fra den
forælder, der ikke eller kun i yderst begrænset omfang har
samvær.
Det foreslås, at § 36, stk. 2, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der indhenter er-
klæringen fra den forælder, som ikke eller kun i yderst be-
grænset omfang har samvær med barnet.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, og at
det foreslås, at afgørelse om samvær efter § 20, stk. 2, træf-
fes af Familieretshuset eller familieretten efter den i lovfor-
slagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 40 og 41
Efter §§ 15 og 15 a i forældreansvarsloven træffer Statsfor-
valtningen afgørelse om forældremyndighed efter en foræl-
ders død. Det fremgår af § 37 i forældreansvarsloven, at
Statsforvaltningens afgørelser efter §§ 15 og 15 a kan ind-
bringes for retten, hvis en part anmoder om dette inden 4
uger efter, at Statsforvaltningen har givet parten meddelelse
om afgørelsen.
Det foreslås, at overskriften til § 37 og § 37 ophæves.
Forslaget er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget
til Familieretshusloven foreslås nedlagt, og at kompetencen
til at træffe afgørelse vedrørende forældremyndighed efter
dødsfald foreslås tildelt Familieretshuset og familieretten, jf.
den i lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 42
Det fremgår af § 38 i forældreansvarsloven, at Statsforvalt-
ningen og Ankestyrelsen som klagemyndighed kan få termi-
naladgang til brug for behandling af sager om transport i
forbindelse med samvær, herunder forældrenes afholdelse af
udgifter til transporten. De to myndigheder kan anvende ter-
minaladgangen til indhentning af de nødvendige økonomi-
ske oplysninger til brug for behandlingen af sagen. Oplys-
ningerne indhentes via terminaladgangen hos told- og skat-
teforvaltningen, herunder i indkomstregistret.
Det foreslås, at § 38 ændres således, at Familieretshuset har
terminaladgangen efter bestemmelsen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 28, fore-
slåede § 30 a, stk. 2.
Familieretten, der efter den i lovforslagets § 1, nr. 28, fore-
slåede § 30 a, stk. 2, behandler sager om samvær, herunder
tilknyttede spørgsmål om transport, får ikke terminaladgang
ved den foreslåede ændring af § 58 a, stk. 5. I stedet vil fa-
milieretten til brug for behandlingen af sådanne klagesager
kunne anmode Familieretshuset om at indhente økonomiske
oplysninger om parterne gennem Familieretshusets termi-
naladgang, jf. § 12 i forslaget til Familieretshusloven. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 28, og bemærkningerne til
dertil.
80
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 43
Bestemmelsen i § 39, stk. 1, i forældreansvarsloven giver
Statsforvaltningen mulighed for at afvise en anmodning om
ændring af forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller
anden kontakt, hvis forholdene ikke har ændret sig væsent-
ligt.
Det foreslås, at § 39, stk. 1, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der efter bestem-
melsen kan afvise en anmodning om ændring af forældre-
myndighed, barnets bopæl, samvær eller anden kontakt.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om at afvise en anmodning efter § 39,
stk. 1, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a,
stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 44
Bestemmelsen i § 39, stk. 1, i forældreansvarsloven giver
Statsforvaltningen mulighed for at afvise en anmodning om
ændring af forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller
anden kontakt, hvis forholdene ikke har ændret sig væsent-
ligt.
Såfremt Statsforvaltningen afviser en anmodning efter § 39,
stk. 1, følger det af § 39, stk. 2, at Statsforvaltningen skal
indbringe afgørelsen for retten, hvis ansøgeren anmoder om
det inden fire uger efter, at Statsforvaltningen gav ansøgeren
meddelelse om afvisningen.
Det foreslås, at § 39, stk. 2, ophæves.
Forslaget er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget
til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten
vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer af-
gørelse om at afvise en anmodning efter § 39, stk. 1, jf. den i
lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2, og den i
lovforslagets § 1, nr. 43, foreslåede ændring af § 39, stk. 1.
Såfremt det er Familieretshuset, der træffer afgørelse om af-
visning efter § 39, stk. 1, kan afgørelsen indbringes for fa-
milieretten til prøvelse, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 48,
foreslåede § 41, stk. 1. Bestemmelsen om klageadgangen i
§ 39, stk. 2, bliver derved overflødig.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 45 og 46
§ 40 i forældreansvarsloven omhandler Statsforvaltningens
afslutning og indbringelse for retten af sager om forældre-
myndighed efter §§ 11 og 14 og om barnets bopæl efter
§ 17.
Det foreslås, at overskriften før § 40 og § 40 ophæves.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familier-
etten, der træffer afgørelse om forældremyndighed efter
§§ 11 og 14 og om barnets bopæl efter § 17 træffes af Fami-
lieretshuset eller familieretten, jf. den i lovforslagets § 1, nr.
28, foreslåede § 30 a, stk. 2.
Såfremt det efter de foreslåede bestemmelser om visitation i
Familieretshusloven er Familieretshuset, der træffer afgørel-
se efter §§ 11, 14 og 17, kan afgørelsen indbringes for fami-
lieretten til prøvelse, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 48, fore-
slåede § 41, stk. 1. Bestemmelsen om indbringelse af sager
om forældremyndighed og barnets bopæl i § 39, stk. 2, bli-
ver derved overflødig.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 47
§§ 41 og 41 a i forældreansvarsloven omhandler mulighe-
derne for at klage over Statsforvaltningens afgørelse til An-
kestyrelsen, samt hvilke regler der finder anvendelse ved
Ankestyrelsens behandling af en sådan klage. Disse bestem-
melser har derfor overskriften ”Klage m.v.”.
Det foreslås, at overskriften før § 41 ændres, således at ord-
lyden er ”Domstolsprøvelse og klage”.
Ændringen er begrundet i, at det med lovforslagets § 1, nr.
48, foreslås, at § 41 i forældreansvarsloven ændres, således
at det fremgår af bestemmelsen, at Familieretshusets afgø-
relser efter forældreansvarsloven kan indbringes for fami-
lieretten til prøvelse fremfor, at afgørelsen kan påklages til
Ankestyrelsen.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 48.
Til nr. 48
Det fremgår af § 41, stk. 1, i forældreansvarsloven, at Stats-
forvaltningens afgørelser efter forældreansvarsloven som
udgangspunkt kan påklages til Ankestyrelsen.
Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at det fremgår
af bestemmelsen, at Familieretshusets afgørelser efter foræl-
dreansvarsloven kan indbringes for familieretten til prøvelse
efter bestemmelserne i kapitel 12 i forslaget til Familierets-
husloven.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
den i lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2, i for-
ældreansvarsloven, hvorefter en række afgørelser efter for-
81
ældreansvarsloven træffes af enten Familieretshuset eller fa-
milieretten. Det foreslås samtidigt, at bestemmelserne om
indbringelse af Familieretshusets afgørelser for familieretten
til prøvelse fremgår samlet af kapitel 12 i forslaget til Fami-
lieretshusloven. Disse bestemmelser ændrer ikke ved, i hvil-
ke afgørelser der kan indbringes for familieretten i forhold
til mulighederne for at påklage Statsforvaltningens afgørel-
ser efter gældende ret. Der henvises i denne forbindelse til
§§ 39-41 i forslaget til Familieretshusloven og bemærknin-
gerne hertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 49
§ 41 i forældreansvarsloven indeholder bestemmelser om
klage over Statsforvaltningens afgørelser efter forældrean-
svarsloven. Mens udgangspunktet efter § 41, stk. 1, er, at
Statsforvaltningens afgørelser kan påklages til Ankestyrel-
sen, indeholder § 41, stk. 2-4, en række undtagelser fra kla-
geadgangen.
Bestemmelsen i § 41, stk. 2, vedrører midlertidig afgørelse
om forældremyndighed eller barnets bopæl efter § 26 eller
ændring af en sådan afgørelse efter § 30. Det fremgår af
§ 41, stk. 2, at klage over disse afgørelser afvises, hvis sagen
om forældremyndighed eller barnets bopæl er indbragt for
retten efter § 40.
Det fremgår af § 41, stk. 3, at en række afgørelser ikke kan
påklages til Ankestyrelsen. Det drejer sig om afgørelser ef-
ter § 37 om forældremyndighed efter dødsfald, afgørelser
efter § 40, stk. 1 og 2, om indbringelse for retten af sager om
forældremyndighed og barnets bopæl og afgørelser efter
§ 46, stk. 2, om afvisning af at behandle en sag om forældre-
myndighed eller barnets bopæl, fordi der ikke er internatio-
nal kompetence til at behandle sagen i Danmark. Uanset de i
§ 41, stk. 3, anførte begrænsninger af muligheden for at kla-
ge til Ankestyrelsen kan Statsforvaltningens sagsbehandling
i disse sager påklages særskilt til Ankestyrelsen, jf. § 41, stk.
4.
Det foreslås, at § 41, stk. 2-4, ophæves.
Forslaget er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget
til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten
vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer af-
gørelse i de sager, der er omfattet af § 41, stk. 2-4, jf. den i
lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2. Såfremt
det efter de foreslåede bestemmelser om visitation i forsla-
get til Familieretshusloven er Familieretshuset, der træffer
afgørelse, kan afgørelsen indbringes for familieretten til prø-
velse, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 48, foreslåede § 41, stk.
1. Familieretten kan i den forbindelse tage stilling til Stats-
forvaltningens sagsbehandling.
Det bemærkes endvidere, at bestemmelsen i § 40 i foræl-
dreansvarsloven foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr.
46.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 50
Det fremgår af § 41, stk. 5, 1. pkt., i forældreansvarsloven,
at en afgørelse truffet efter § 23, stk. 2, af en skole eller bør-
neinstitution eller af socialvæsenet om, at en forælder, der
ikke har forældremyndigheden, ikke må få konkrete oplys-
ninger eller dokumenter om barnets forhold, kan påklages til
Statsforvaltningen. Statsforvaltningens afgørelse kan ikke
indbringes for højere administrativ myndighed, jf. § 41, stk.
5, 3. pkt. Ankestyrelsen kan dog efter § 41, stk. 5, 4. pkt.,
optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen har
principiel eller generel betydning.
Det foreslås, at § 41, stk. 5, 3. og 4. pkt., udgår.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretsloven foreslås nedlagt, og at
det med den i lovforslaget § 1, nr. 5, foreslåede ændring af
§ 41, stk. 5, 1. pkt., foreslås, at klage over en afgørelse efter
§ 23, stk. 2, truffet af skole, børneinstitution eller social-
væsenet behandles af Familieretshuset. Reglerne for be-
handling af en klage foreslås at fremgå af forslaget til Fami-
lieretshusloven. Dette gælder ligeledes bestemmelser om ad-
gang til at påklage en afgørelse, som Familieretshuset har
truffet i en sag om klage efter den i lovforslagets § 1, nr. 5,
foreslåede ændring af § 41, stk. 5, 1. pkt. Bestemmelserne i
§ 41, stk. 5, 3. og 4. pkt., bliver derved overflødige.
Det bemærkes, at det med den i lovforslagets § 15, nr. 14,
foreslåede § 448 d, stk. 2, i retsplejeloven foreslås i overens-
stemmelse med gældende ret, at familieretten kan afvise
sager, der ikke har generel eller principiel betydning
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og til bemærknin-
gerne hertil, for så vidt angår øvrige ændringer af § 41, stk.
5, i forældreansvarsloven samt til den i § 15, nr. 14, foreslå-
ede § 448 d, stk. 2, og bemærkningerne hertil, for så vidt an-
går den foreslåede adgang til at indbringe afgørelser efter
§ 41, stk. 5, 1. pkt., i forældreansvarsloven for familieretten
til prøvelse. Der henvises i øvrigt til de almindelige be-
mærkninger, punkt 3.3.
Det bemærkes, at § 41, stk. 5, i forældreansvarsloven med
den i lovforslagets § 1, nr. 49, foreslåede ophævelse af § 41,
stk. 2-4, i forældreansvarsloven bliver § 41, stk. 2, i foræl-
dreansvarsloven.
Til nr. 51
Det fremgår af § 41 a i forældreansvarsloven, at kapitel 9 og
§§ 68 og 70 i retssikkerhedsloven finder anvendelse ved An-
kestyrelsens behandling af sager efter forældreansvarsloven.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 41, stk. 1, i
forældreansvarsloven, hvorefter Statsforvaltningens afgørel-
ser efter forældreansvarsloven som udgangspunkt kan påkla-
ges til Ankestyrelsen.
82
Det foreslås, at § 41 a affattes således, at det fremgår af be-
stemmelsen, at familieretten træffer afgørelse efter §§ 11,
14, 17 og 21 i forældreansvarsloven i sager omfattet af den
foreslåede bestemmelse i § 24 i forslaget til Familieretshus-
loven. Afgørelse træffes efter anmodning fra Familieretshu-
set.
Sager omfattet af § 24 i forslaget til Familieretshusloven er
sager efter forældreansvarsloven, som Familieretshuset har
rejst på baggrund af en henvendelse fra den kommune, der
er forpligtet til at yde barnet støtte efter serviceloven. Sager-
ne behandles som § 7-sager efter forslaget til Familierets-
husloven, og det er dermed familieretten, der træffer afgø-
relse. Familieretshuset er under behandlingen af sagen i fa-
milieretten sagsøger, jf. den i § 15, nr. 14, foreslåede be-
stemmelse i § 448 a, stk. 4, i retsplejeloven, mens den eller
de involverede forældre er sagsøger.
Efter §§ 11, 14, 17 og 21, som foreslås ændret ved § 1, nr. 7,
8, 12, 16 og 20 i lovforslaget forudsætter afgørelse om for-
ældremyndighed ved fælles forældremyndighed uenighed
mellem forældrene, afgørelse, når der ikke er fælles foræl-
dremyndighed, anmodning fra den forælder, der ikke har del
i forældremyndigheden, afgørelse om bopæl uenighed mel-
lem forældrene og afgørelse om samvær anmodning herom.
I sager omfattet af § 24 i forslaget til Familieretshusloven vil
der ikke foreligge en anmodning fra en forælder eller uenig-
hed mellem forældrene. Afgørelse vil i stedet blive truffet på
baggrund af Familieretshusets anmodning som sagsøger.
Den foreslåede bestemmelse er således begrundet i behovet
for en hensigtsmæssig afvikling af sager omfattet af § 24 i
forslaget til Familieretshusloven.
Den foreslåede ophævelse af den gældende bestemmelse i
§ 41 a er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget til
Familieretsloven foreslås nedlagt, og at afgørelser efter for-
ældreansvarsloven med den i lovforslagets § 1, nr. 28, fore-
slåede § 30 a, stk. 2, træffes af Familieretshuset eller fami-
lieretten, og at Familieretshusets afgørelser med den i lov-
forslagets § 1, nr. 48, foreslåede § 41, stk. 1, kan indbringes
for familieretten til prøvelse. Det foreslås dermed, at Anke-
styrelsen ikke længere har kompetence til at træffe afgørel-
ser efter forældreansvarsloven, hvorfor der heller ikke er be-
hov for regler om Ankestyrelsens behandling af sager efter
forældreansvarsloven.
Der henvises til § 24 i forslaget til Familieretshusloven og
bemærkningerne hertil. Der henvises i øvrigt til de alminde-
lige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 52
Efter § 46, stk. 1, i forældreansvarsloven kan Statsforvalt-
ningen behandle en sag om forældremyndighed, barnets bo-
pæl og samvær m.v., hvis betingelserne i § 448 f i retspleje-
loven er opfyldte. Disse bestemmelser indeholder reglerne
om domstolenes internationale kompetence til at behandle
sager om separation og skilsmisse.
Det foreslås, at henvisningen i § 46, stk. 1, i forældrean-
svarsloven til § 448 f i retsplejeloven ændres til § 448 g i
retsplejeloven.
Den foreslåede ændring af § 46, stk. 1, i forældreansvars-
loven indebærer, at Familieretshusets internationale kompe-
tence til at behandle en sag om forældremyndighed, barnets
bopæl, samvær m.v. er reguleret i § 448 g i retsplejeloven.
Begrundelsen for forslaget er for det første, at Statsforvalt-
ningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås ned-
lagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller fa-
milieretten, der træffer afgørelse om forældremyndighed, jf.
den i lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede nye bestemmelse i
§ 30 a, stk. 2.
For det andet er begrundelsen for forslaget, at § 448 f i rets-
plejeloven med lovforslagets § 15, nr. 14, uden indholds-
mæssige ændringer foreslås videreført som retsplejeloven
som § 448 g.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 34 og 53, for så vidt
angår øvrige ændringer af § 46 i forældreansvarsloven. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt
3.3.
Til nr. 53
§ 46 i forældreansvarsloven vedrører Statsforvaltningens in-
ternationale kompetence i sager efter forældreansvarsloven
om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v.
Statsforvaltningen kan efter bestemmelsen behandle sager,
hvis betingelserne i retsplejelovens § 448 f er opfyldte.
Statsforvaltningens afvisning af at have international kom-
petence efter § 46, stk. 1, i forældreansvarsloven til at be-
handle en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl ef-
ter §§ 11, 14, 15, 15 a og 17 kan efter § 46, stk. 2, indbrin-
ges for retten.
Det foreslås, at § 46, stk. 2, ophæves. Dette forslag er be-
grundet i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieret-
sloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Fami-
lieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse om in-
ternational kompetence i sager om forældreansvar, jf. den i
lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2, og at Fa-
milieretshusets afgørelser med den i lovforslagets § 1, nr.
48, foreslåede § 41, stk. 1, kan indbringes for familieretten.
Der er derfor ikke behov for en særskilt bestemmelse om
indbringelse for retten af Familieretshusets afgørelse om af-
visning af at behandle en sag med henvisning til manglende
international kompetence.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 34 og 53, for så vidt
angår øvrige ændringer af § 46 i forældreansvarsloven. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt
3.3.
Til § 2
Til nr. 1
83
Det fremgår af § 7, 1. pkt., i ægteskabsloven, at ægteskab ik-
ke uden Ankestyrelsens tilladelse må indgås mellem perso-
ner, hvis den ene part har været gift med den anden parts
slægtning i ret op- eller nedstigende linje, hvilket f.eks. kan
være den anden parts forælder eller barn.
Det foreslås, at § 7, 1. pkt., ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at tilladelse til, at ægteskab kan indgås i de i
bestemmelsen omhandlede situationer, gives af Familierets-
huset.
Ændringen er begrundet i, at varetagelsen af de familieretli-
ge opgaver med forslaget til Familieretshusloven foreslås
samlet i en ny myndighed, Familieretshuset. Dette gælder
også de opgaver på det familieretlige område, som hidtil har
været varetaget af Ankestyrelsen, herunder at træffe afgørel-
se om tilladelse efter § 7, 1. pkt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 2
Ægteskabsloven indeholder en række bestemmelser, der
fastlægger Ankestyrelsens opgaver. Det drejer sig bl.a. om
opgaver efter § 21, stk. 2, om afgørelse af at en vielse er gyl-
dig, uanset at kravene i § 21, stk. 1, ikke er opfyldte, efter
§ 23, stk. 3, om anlæggelse af sag til omstødelse af et ægte-
skab og efter § 58 b, stk. 1, om behandling af klage over
prøvelsesmyndighedens afgørelse efter §§ 1 a og 4, § 10,
stk. 2, og § 11 a, stk. 2, og afgørelse vedrørende anerkendel-
se af udenlandske skilsmisser til brug for prøvelse af ægte-
skabsbetingelser.
Det foreslås, at § 21, stk. 2, § 23, stk. 3, og § 58 b, stk. 1,
ændres således, at det fremgår af bestemmelserne, at de i be-
stemmelserne nævnte opgaver varetages af Familieretshuset.
Ændringerne er begrundede i, at varetagelsen af de
familieretlige opgaver med forslaget til Familieretshusloven
foreslås samlet i en ny myndighed, Familieretshuset. Dette
gælder også de opgaver på det familieretlige område, som
hidtil har været varetaget af Ankestyrelsen, herunder at træf-
fe afgørelse efter § 21, stk. 2, anlægge sag efter § 23, stk. 3,
og træffe afgørelse i klager omfattet af § 58 b, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 3
Det er ved visse bestemmelser i ægteskabsloven fastlagt, at
en afgørelse træffes ved dom. Afgørelsen træffes således i
disse sager af domstolene. Det drejer sig om sager efter
§ 23, stk. 1, og § 24, stk. 1, i ægteskabsloven om omstødelse
af et ægteskab. Endvidere fremgår det af § 52 i ægteskabslo-
ven, at en aftale om pligten til at betale ægtefællebidrag eller
om størrelsen af et ægtefællebidrag kan ændres ved dom, og
efter § 58 i ægteskabsloven at en aftale mellem to ægtefæller
om fordeling af formue, bidragspligt eller andre vilkår i for-
bindelse med separation eller skilsmisse kan ændres eller er-
klæres uforbindende ved dom.
Det foreslås, at henvisningen til, at afgørelser efter § 23, stk.
1, § 24, stk. 1, og §§ 52 og 58 træffes ved dom, udgår.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familier-
etten, der træffer afgørelse om bidragspligt og størrelsen af
ægtefællebidrag, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåe-
de § 58 a, stk. 2. De afgørelser, der træffes efter de omhand-
lede bestemmelser vil dermed kunne træffes af Familierets-
huset eller familieretten. De foreslåede ændringer medfører
ikke indholdsmæssige ændringer af de omhandlede bestem-
melser.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 4
Det følger af § 448 b, 1. pkt., i retsplejeloven, at når Anke-
styrelsen eller ægtefællen i et tidligere ægteskab anlægger
sag til omstødelse af et ægteskab, skal sagen anlægges mod
begge ægtefæller.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 448 b, 1. pkt., i retsplejelo-
ven, for så vidt angår det offentliges anlæggelse af omstø-
delsessager, videreføres som § 23, stk. 3, 3. pkt., i ægte-
skabsloven, idet det dog foreslås, at det fremgår af bestem-
melsen, at Ankestyrelsens opgaver efter bestemmelsen vare-
tages af Familieretshuset. Endvidere foreslås henvisningen
til, at omstødelsessag også kan anlægges af ægtefællen i et
tidligere ægteskab, ikke videreført.
Den foreslåede flytning af bestemmelsen fra retsplejeloven
til ægteskabsloven er begrundet i, at bestemmelsen i
§ 448 b, 1. pkt., i retsplejeloven regulerer forhold, som Fa-
milieretshuset eller ægtefællen i et tidligere forhold skal tage
stilling til ved indbringelsen af en sag for familieretten. Det
findes derfor mest hensigtsmæssigt, at dette er reguleret i
ægteskabsloven.
Ændringen af henvisningen til, at det er Familieretshuset,
der anlægger omstødelsessag, er begrundet i, at varetagelsen
af de familieretlige opgaver med forslaget til Familierets-
husloven foreslås samlet i en ny myndighed, Familieretshu-
set. Dette gælder også de opgaver på det familieretlige om-
råde, som hidtil har været varetaget af Ankestyrelsen, herun-
der efter lovforslagets § 2, nr. 2, anlæggelse af omstødelses-
sag efter § 23, stk. 3, i ægteskabsloven.
Begrundelsen for forslaget om, at henvisningen til, at omstø-
delsessag også kan anlægges af ægtefællen i et tidligere æg-
teskab, ikke videreføres, er, at det følger af § 27 i forslaget
til Familieretshusloven, at det alene er Familieretshuset, der
kan anlægge omstødelsessag, da det alene er Familieretshu-
set, der kan indbringe en omstødelsessag for familieretten.
84
En ægtefælle kan således ikke selv anlægge en omstødelses-
sag.
For så vidt angår den foreslåede ophævelse af § 448 b, 1.
pkt., i retsplejeloven henvises til lovforslagets § 15, nr. 14.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 5
Det fremgår af § 26 i ægteskabsloven, at hvis et ægteskab
omstødes, og den ene ægtefælle var i god tro om omstødel-
sesgrunden, mens den anden ægtefælle kendte til eller burde
kende til omstødelsesgrunden, kan der tilkendes den ægte-
fælle, der var i god tro, en godtgørelse. Godtgørelsen tilken-
des ved omstødelsesdommen.
Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at godtgørelse
i sager om omstødelse af ægteskab tilkendes ved afgørelsen
om omstødelse.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at det ved de i lov-
forslagets § 2, nr. 3, foreslåede ændringer af § 23, stk. 1, og
§ 24, stk. 1, i ægteskabsloven foreslås, at ægteskab omstø-
des ved afgørelse truffet af Familieretshuset eller familieret-
ten. Det findes hensigtsmæssigt, at spørgsmålet om godtgø-
relse ved omstødelse af ægteskab fortsat behandles i forbin-
delse med afgørelsen om ægteskabets omstødelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 6
Efter § 29 i ægteskabsloven har ægtefæller ret til skilsmisse
uden forudgående separation, hvis de er enige om skilsmis-
sen og om vilkårene herfor, dvs. spørgsmål om bidragspligt
efter skilsmissen og om fortsættelse af eventuelt lejemål.
Statsforvaltningen udsteder i disse tilfælde skilsmissebevil-
ling efter § 42 i ægteskabsloven. Ægtefæller, der er enige
om at blive skilt, kan således søge om skilsmisse uden for-
udgående separation, hvis de ønsker det. Skilsmisse efter
§ 29 kaldes direkte skilsmisse.
Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i bestemmelsen,
således at det fremgår af § 29, at skilsmisse i visse situatio-
ner først bevilges efter den refleksionsperiode, der følger af
den i lovforslagets § 2, nr. 13, foreslåede bestemmelse i
§ 42 a i ægteskabsloven. Det foreslås med § 42 a, at ægte-
fæller, der anmoder om direkte skilsmisse efter § 29 i ægte-
skabsloven, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år,
først kan få udstedt en skilsmissebevilling efter en refleksi-
onsperiode på tre måneder.
Den foreslåede ændring betyder, at ægtefæller med fælles
mindreårige børn først kan blive skilt uden forudgående se-
paration efter udløbet af en refleksionsperiode på tre måne-
der. Det er endvidere en betingelse for skilsmisse, at ægte-
fællerne i refleksionsperioden har gennemført det digitale
læringsforløb efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk.
1, i forslaget til Familieretshusloven, der har til formål at un-
derstøtte forældrenes mulighed for at arbejde med deres re-
lation og blive bedre til at forstå børns reaktioner på en
skilsmisse. Der henvises i denne forbindelse til bemærknin-
gerne til lovforslagets § 2, nr. 13, samt til bemærkningerne
til § 22 i forslaget til Familieretshusloven.
Begrundelsen for den foreslåede ændring er, at ægtefæller
med fælles børn under 18 år, som ønsker skilsmisse uden en
forudgående separation, skal sikres tid til eftertanke, inden
de endeligt accepterer at blive skilt. Dette foreslås særligt af
hensyn til børnenes trivsel. Der henvises i denne forbindelse
til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 13.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 7
Det fremgår af § 37, stk. 1, i ægteskabsloven, at separation
eller skilsmisse gives ved bevilling eller dom.
Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at separation
eller skilsmisse meddeles ved bevilling eller afgørelse.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om separation eller skilsmisse, jf. den i
lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2, i ægte-
skabsloven. De afgørelser, der træffes efter § 37, stk. 1, vil
med forslaget kunne træffes af både Familieretshuset og fa-
milieretten. Den foreslåede ændring medfører ikke indholds-
mæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 8
Ægteskabsloven indeholder en række bestemmelser, der
fastlægger Statsforvaltningens opgaver. Det drejer sig bl.a.
efter § 37, stk. 2, om, at anmodning om separation eller
skilsmisse skal indgives til Statsforvaltningen, efter § 38,
stk. 1, nr. 3, om, at Statsforvaltningen, når særlige omstæn-
digheder taler for det, indkalder ægtefællerne til vilkårsfor-
handling i forbindelse med separation eller skilsmisse, og
efter § 58 d, stk. 2, om, at visse anmodning og ansøgninger
skal indgives digitalt til Statsforvaltningen, og at Statsfor-
valtningen som udgangspunkt afviser en anmodning eller
ansøgning, som ikke er indgivet digitalt.
Det foreslås, at § 37, stk. 2, § 38, stk. 1, og § 58 d, stk. 2,
ændres således, at der i bestemmelserne henvises til Fami-
lieretshuset fremfor til Statsforvaltningen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter Familieretshuset behandler visse sager efter ægte-
skabsloven, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede
§ 58 a, stk. 2. De foreslåede ændringer betyder, at anmod-
85
ning om separation eller skilsmisse skal indgives digitalt til
Familieretshuset fremfor til Statsforvaltningen, jf. § 37, stk.
2, og § 58 d, stk. 2, 1. pkt., at det er Familieretshuset fremfor
Statsforvaltningen, som indkalder ægtefæller til vilkårsfor-
handling efter § 38, stk. 1, at ansøgning om fastsættelse eller
ændring af ægtefællebidrag skal indgives digitalt, jf. § 58 d,
stk. 2, 1. pkt., og at det er Familieretshuset der, som ud-
gangspunkt afviser en anmodning eller ansøgning, der ikke
er indgivet digitalt, jf. § 58 d, stk. 2, 2. pkt.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 9, og bemærkningerne
hertil, for så vidt angår øvrige ændringer af § 38, stk. 1, samt
til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 9
Ægteskabsloven indeholder en række bestemmelser, der
fastlægger Statsforvaltningens opgaver. Det drejer sig bl.a.
efter § 38, stk. 1, om, at Statsforvaltningen i visse situationer
indkalder ægtefællerne til vilkårsforhandling i forbindelse
med separation eller skilsmisse, efter § 41 om, at Statsfor-
valtningen kan tilbyde mægling ved uenighed om vilkårene
for separation og skilsmisse, efter § 42, stk. 1, 1. pkt., om, at
Statsforvaltningen giver bevilling til separation eller skils-
misse, hvis ægtefællerne er enige herom, herunder også om
vilkårene for separationen eller skilsmissen, og efter § 42,
stk. 2, om, at Statsforvaltningen giver bevilling til skilsmisse
efter 6 måneders separation, hvis den anden ægtefælle ikke
protesterer mod skilsmissen, og vilkårene fastsat for separa-
tionen også gælder for tiden efter skilsmissen.
Det foreslås, at § 38, stk. 1, § 41, § 42, stk. 1, 1. pkt., og
§ 42, stk. 2, i ægteskabsloven ændres således, at der i be-
stemmelserne henvises til Familieretshuset fremfor til Stats-
forvaltningen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter Familieretshuset behandler visse sager efter ægte-
skabsloven, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede
§ 58 a, stk. 2. De foreslåede ændringer betyder, at det er Fa-
milieretshuset, der behandler sager om vilkårsforhandling,
jf. § 38, stk. 1, og § 41, og at det er Familieretshuset, der be-
handler sager om bevilling til separation eller skilsmisse, jf.
§ 42, stk. 1, 1. pkt. og § 42, stk. 2.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 8, og bemærkningerne
hertil, for så vidt angår øvrige ændringer af § 38, stk. 1, og
til lovforslagets § 2, nr. 12, og bemærkningerne hertil, for så
vidt angår øvrige ændringer af § 42, samt til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 10
Det fremgår af § 38 i ægteskabsloven, at Statsforvaltningen i
visse tilfælde indkalder ægtefællerne til vilkårsforhandling i
forbindelse med en sag om separation eller skilsmisse. Efter
§ 38, stk. 1, nr. 1-3, indkaldes for det første til vilkårsfor-
handling, når en ægtefælle anmoder det, for det andet når
ægtefællerne ikke er enige om separationen eller skilsmissen
og vilkårene herfor, og for det tredje når Statsforvaltningen
finder, at særlige omstændigheder taler for, at der afholdes
vilkårsforhandling.
Efter § 38, stk. 2, i ægteskabsloven kan vilkårsforhandling i
særlige tilfælde undlades, selvom ægtefællerne ikke er enige
om separationen eller skilsmissen og vilkårene herfor. Ifølge
bemærkningerne til bestemmelsen skal undtagelsesmulighe-
den fortolkes restriktivt og er f.eks. tænkt anvendt i situatio-
ner, hvor en ægtefælle bor i udlandet, og hverken kan eller
vil afholde udgifterne ved at rejse til Danmark og deltage i
vilkårsforhandling, en ægtefælle har behov for en dom om
separation eller skilsmisse, der kan anerkendes i et land,
hvor det kan være vanskeligt at få anerkendt en separations-
eller skilsmissebevilling, eller der for nylig i forbindelse
med en tidligere anmodning om separation eller skilsmisse
har været forgæves forligsbestræbelser, jf. Folketingstidende
2012-13, A, L 157 som fremsat, side 29.
Det fremgår af § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1860 af 23.
december 2015 om separation og skilsmisse, at ægtefællerne
skal møde personligt og samtidigt til vilkårsforhandlingen.
Det fremgår videre af § 4, stk. 3, i bekendtgørelsen, at Stats-
forvaltningen kan bestemme, at vilkårsforhandling skal fore-
tages særskilt med hver ægtefælle, hvis helt særlige omstæn-
digheder taler for det.
Det foreslås, at der i § 38 i ægteskabsloven indsættes en ny
bestemmelse som stk. 3, hvorefter en ægtefælle ikke har
pligt til at deltage i vilkårsforhandling sammen med den an-
den ægtefælle, hvis den anden ægtefælle har udsat ægtefæl-
len eller ægtefællens barn for voldelig adfærd, eller der er
mistanke herom. Voldelig adfærd skal i overensstemmelse
med Istanbul-konventionen forstås som adfærd, der medfø-
rer, eller som sandsynligvis medfører, fysisk, seksuel, psy-
kisk eller økonomisk overlast eller lidelse for offeret, herun-
der trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig fri-
hedsberøvelse.
Der foreslås ikke i øvrigt med lovforslaget ændringer i be-
stemmelserne om vilkårsforhandling i forbindelse med en
sag om separation eller skilsmisse. Forpligtelsen for parterne
til at møde personligt videreføres dermed uændret.
Med den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 3, tydeliggøres
det, at en ægtefælle ikke har pligt til at deltage i vilkårsfor-
handling sammen med den anden ægtefælle, hvis denne har
udsat ægtefællen eller ægtefællens barn for voldelig adfærd,
eller der er mistanke herom. Ægtefællen har uanset dette
pligt til at deltage i vilkårsforhandling hos Familieretshuset
efter § 38, men vilkårsforhandlingen afholdes særskilt for
hver ægtefælle.
Der stilles efter den foreslåede bestemmelse ikke krav om,
at den voldelige adfærd udgør vold i strafferetlig forstand.
Det er ligeledes ikke et krav efter den foreslåede bestemmel-
se, at ægtefællen kan dokumentere den voldelige adfærd ved
f.eks. politi- eller skadestuerapport. Det er tilstrækkeligt, at
der foreligger en mistanke om, at en ægtefælle eller dennes
86
barn har været udsat for vold fra den anden ægtefælle. Mis-
tanken kan f.eks. være baseret på udtalelser fra en ægtefælle
eller i risikofaktorer, som screeningen af sagen har peget på.
Selvom der er tvivl om rigtigheden af påstanden om den an-
den ægtefælles voldelige adfærd, finder den foreslåede be-
stemmelse anvendelse. Familieretshuset skal således ikke
foretage en materiel vurdering af påstanden om voldelig ad-
færd. Familieretshuset skal dog vejlede og rådgive parten
om fordelene ved, at begge parter deltager i vilkårsforhand-
lingen, hvor de sammen kan finde en løsning på deres
uenighed om separationen eller skilsmisse og vilkårene her-
for, og om ægtefællens mulighed for at medbringe en bisid-
der til mødet.
I sager hvor Familieretshuset forud for udsendelsen af ind-
kaldelse til vilkårsforhandling efter § 38, stk. 1, er bekendt
med, at der har været voldelig adfærd, eller der er mistanke
herom, skal Familieretshuset tage kontakt til den ægtefælle,
der har været udsat for den voldelige adfærd, eller hvis barn
har været udsat for den voldelige adfærd, med henblik på af-
klaring af hvorvidt ægtefællen uanset ønsker at møde samti-
digt med den anden ægtefælle til vilkårsforhandling. Hvis
dette ikke er tilfældet, skal Familieretshuset udsende indkal-
delse til særskilt vilkårsforhandling. Hvis Familieretshuset
f.eks. ved screeningen af sagen er blevet opmærksom på
tegn på, at en ægtefælle eller dennes barn kan have været
udsat for voldelig adfærd fra den anden ægtefælle, skal Fa-
milieretshuset vejlede ægtefællen om den foreslåede undta-
gelse i § 38, stk. 3, inden Familieretshuset udsender indkal-
delsen til vilkårsforhandling. Dette skal ses i sammenhæng
med den foreslåede § 10, stk. 2, i forslaget til Familierets-
husloven, hvorefter Familieretshuset ikke indkalder en part
til et møde sammen med den anden part, hvis en part har
haft en voldelig adfærd over for den anden part eller dennes
barn.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres gældende ret,
idet der som beskrevet ovenfor efter bemærkningerne til § 4,
stk. 3, i bekendtgørelse om separation og skilsmisse er mu-
lighed for at afholde vilkårsforhandling særskilt for hver æg-
tefælle, hvis helt særlige omstændigheder taler for det. Det
er dog fundet hensigtsmæssigt af hensyn til borgernes rets-
sikkerhed, at det fremgår direkte af ægteskabsloven, at der
ikke foreligger en pligt for ægtefællen til at deltage i vilkårs-
forhandling med den anden ægtefælle, hvis denne har udsat
ægtefællen eller ægtefællens barn for voldelig adfærd.
Den foreslåede bestemmelse er begrundet i hensynet til at
beskytte den part, der har været udsat for voldelig adfærd,
eller hvis barn har været udsat for voldelig adfærd, herunder
imod risikoen for retraumatisering. Med den foreslåede be-
stemmelse tydeliggøres det således, at en part, der har været
udsat for voldelig adfærd, eller hvis barn har været udsat for
voldelig adfærd, ikke har pligt til at møde voldsudøveren
under behandlingen af en familieretlig sag i Familieretshu-
set.
En tilsvarende bestemmelse foreslås indsat som § 10, stk. 2,
i forslaget til Familieretshusloven og i § 31 a, stk. 3, i foræl-
dreansvarsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 35.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.2.1.3. og 3.3.3.1.3.
Til nr. 11
Det fremgår af § 39, stk. 1, i ægteskabsloven, at der ved ind-
givelse af anmodning om separation eller skilsmisse og for
afholdelse af vilkårsforhandling betales et gebyr. Det frem-
går videre af § 39, stk. 2, at gebyrets størrelse skal svare til
Statsforvaltningens omkostninger ved sagsbehandlingen.
Det foreslås, at § 39, stk. 2, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at størrelsen af gebyret efter § 39, stk. 1, skal
svare til Familieretshusets omkostninger.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter anmodning om separation eller skilsmisse behandles af
Familieretshuset, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 26, foreslåe-
de § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven, og Familieretshuset af-
holder vilkårsforhandling, jf. de i lovforslagets § 2, nr. 8 og
9, foreslåede ændringer af § 38 i ægteskabsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 12
Det fremgår af § 42, stk. 1, 1. pkt., i ægteskabsloven, at
Statsforvaltningen giver bevilling til skilsmisse eller separa-
tion, hvis ægtefællerne er enige herom, herunder om vilkåre-
ne for separation og skilsmisse. Det fremgår dog af § 42,
stk. 1, 2. pkt., at hvis ægtefællerne er uenige om størrelsen
af ægtefællebidrag, kan dette henskydes til Statsforvaltnin-
gens afgørelse. Uenigheden om størrelsen af ægtefællebidra-
get står dermed ikke i vejen for, at der kan gives bevilling til
separation eller skilsmisse efter § 42, stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås, at § 42, stk. 1, 2. pkt., ændres således, at det
ikke fremgår af bestemmelsen, hvilken myndighed der træf-
fer afgørelse om størrelsen af ægtefællebidrag.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om størrelsen af ægtefællebidrag, jf.
den i lovforslagets § 2, nr. 18, foreslåede ændring af § 50,
stk. 1, 1. pkt., i ægteskabsloven og den i lovforslagets § 2,
nr. 23, foreslåede ændring af § 58 a, stk. 2, i ægteskabslo-
ven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 13
87
Efter § 29 i ægteskabsloven har ægtefæller ret til skilsmisse
uden forudgående separation, hvis de er enige om skilsmis-
sen og om vilkårene herfor, dvs. spørgsmål om bidragspligt
efter skilsmissen og om fortsættelse af eventuelt lejemål.
Statsforvaltningen udsteder i disse tilfælde skilsmissebevil-
ling efter § 42 i ægteskabsloven. Ægtefæller, der er enige
om at blive skilt, kan således søge om skilsmisse uden for-
udgående separation, hvis de ønsker det. Skilsmisse efter
§ 29 kaldes direkte skilsmisse.
Med § 42 a i ægteskabsloven foreslås det, at der indføres en
refleksionsperiode forud for en skilsmisse for ægtefæller,
der har fælles mindreårige børn, og som ønsker direkte
skilsmisse.
Det foreslås således med § 42 a, stk. 1, at ægtefæller, der an-
moder om direkte skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven, og
som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, først kan få ud-
stedt en skilsmissebevilling efter en refleksionsperiode på
tre måneder. Refleksionsperioden regnes fra Familieretshu-
sets modtagelse af anmodningen om skilsmisse.
Formålet med refleksionsperioden er at skabe tid til reflek-
sion for ægtefæller med fælles børn under 18 år, der ønsker
at blive skilt uden forudgående separation. Det handler både
om refleksion over, hvorvidt ægtefællerne ønsker at blive
skilt, og refleksion over, hvordan ægtefællerne sammen på
kort og langt sigt kan beskytte og passe på deres børn og
sætte børnenes bedste og trivsel i centrum.
Refleksionsperioden skal således understøtte forældrenes
mulighed for at arbejde med deres forhold og blive bedre til
at forstå børns reaktion på en skilsmisse. Fra Familieretshu-
sets side understøttes dette navnligt af krav om gennemfø-
relse af et obligatorisk digitalt læringsforløb og tilbud om en
rådgivnings- og afklaringssamtale, jf. § 22 i forslaget til Fa-
milieretshusloven.
Refleksionsperioden regnes fra Familieretshusets modtagel-
se af anmodningen om direkte skilsmisse, dvs. fra det tids-
punkt hvor begge ægtefæller har tilsluttet sig ansøgningen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 1, at
den finder anvendelse for alle ægtefæller, der anmoder om
direkte skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven. Dette bety-
der, at bestemmelsen også omfatter ægtefæller, der er sepa-
rerede efter § 30 i ægteskabsloven, og som inden udløbet af
separationsperioden på seks måneder i § 30, stk. 2, anmoder
om direkte skilsmisse efter § 29.
Kravet om en refleksionsperiode efter § 42 a, stk. 1, finder
ikke anvendelse, når der søges om direkte skilsmisse efter
§§ 32-36 i ægteskabsloven. Efter disse bestemmelser har en
ægtefælle ret til skilsmisse uden forudgående separation,
hvis samlivet har været ophævet i to år, der foreligger utro-
skab, vold, seksuelle overgreb, bigami eller børnebortførel-
se.
Det foreslås videre med stk. 2, at Familieretshuset udsteder
bevilling til skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven, når æg-
tefæller, der er omfattede af kravet om en refleksionsperio-
de, har bekræftet anmodningen om skilsmisse, betingelserne
om enighed om vilkårene for skilsmisse i § 42 i ægteskabs-
loven er opfyldte, og ægtefællerne begge har gennemført det
obligatoriske digitale forløb efter § 22, stk. 1, i forslaget til
Familieretshusloven.
For så vidt angår bekræftelse af anmodningen om skilsmis-
se, skal denne være afgivet inden 1 måned efter udløbet af
refleksionsperioden. Bekræftelse kan ikke afgives, før re-
fleksionsperioden er udløbet. Fristen regnes fra udgangen af
det døgn, hvor refleksionsperioden udløber, dvs. tre måne-
der efter Familieretshusets modtagelse af anmodningen. Fri-
sten udløber ved udgangen af det døgn, hvor der gået 1 må-
ned fra udløbet af refleksionsperioden. Det afgørende for,
hvorvidt fristen er overholdt, er, hvornår bekræftelsen er af-
givet. Det har ikke betydning, hvornår Familieretshuset har
modtaget bekræftelsen.
I de fleste sager er ægtefællerne omfattede af kravet om an-
vendelse af Familieretshusets digital selvbetjeningsløsning
ved afgivelsen af bekræftelsen, og der vil derfor være samti-
dighed mellem, hvornår bekræftelsen er afgivet, og hvornår
Familieretshuset har modtaget bekræftelsen. Der henvises til
den i 2, nr. 26, foreslåede § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven.
At fristen er overholdt, hvis bekræftelsen er afgivet inden
for fristen, har betydning for ægtefæller, der er fritaget fra
kravet om anvendelse af digital selvbetjening, jf. § 58 d, stk.
3, i ægteskabsloven. Det er parten, der har bevisbyrden for,
at bekræftelsen er afgivet inden for fristen. For parter i ud-
landet og andre, der er undtaget fra kravet om digital selvbe-
tjening, kan dette opfyldes ved at sende bekræftelsen rekom-
manderet.
Begge parter skal inden for fristen bekræfte, at de fortsat øn-
sker skilsmisse. Såfremt en eller begge ægtefæller ikke af-
sender bekræftelsen inden for fristen, bortfalder ansøgnin-
gen om skilsmisse efter § 29. Hvis ægtefællerne ønsker at
blive skilt, skal de derfor indgive en ny ansøgning om skils-
misse. Søger de om direkte skilsmisse efter § 29 i ægte-
skabsloven, skal de på ny opfylde kravene i § 42 a om en
refleksionsperiode m.v.
Det er endvidere et krav for, at der kan gives bevilling til
skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven efter udløbet af re-
fleksionsperioden, at betingelserne i § 42 i ægteskabsloven,
som foreslås ændret ved § 2, nr. 9 og 12, i lovforslaget, er
opfyldte. Dette betyder, at ægtefællerne skal være enige om
skilsmissen og vilkårene herfor, dog kan henskyde spørgs-
mål om størrelsen af ægtefællebidrag til afgørelse i det fami-
lieretlige system. Enigheden skal foreligge ved ægtefæller-
nes bekræftelse af anmodningen om skilsmisse efter udløbet
af refleksionsperioden.
Det er endeligt et krav, at begge ægtefæller har gennemført
det obligatoriske digitale forløb efter § 22, stk. 1, i forslaget
til Familieretshusloven, jf. dog undtagelsen i den foreslåede
bestemmelse i § 42 a, stk. 3 der beskrives i det følgende.
88
Det digitale forløb har til formål at understøtte forældrenes
mulighed for at arbejde med deres relation og blive bedre til
at forstå børns reaktion på en skilsmisse. Ægtefællerne kan
gennem forløbet tilegne sig viden og værktøjer på egen
hånd. Forløbet er således en afgørende del af refleksionspe-
rioden, og gennemførelse er derfor også et krav for, at der
kan udstedes skilsmissebevilling. Det registreres digitalt i
Familieretshusets sagsbehandlingssystem, at en ægtefælle
har gennemført forløbet.
Det er et krav, at begge ægtefæller har gennemført forløbet,
inden de bekræfter anmodningen om skilsmisse.
Familieretshuset udsteder kun skilsmissebevilling, hvis beg-
ge ægtefæller har bekræftet skilsmissen inden udløbet af
ovennævnte frist. Foreligger der ikke ved fristens udløb be-
kræftelse fra begge ægtefæller, afslår Familieretshuset at ud-
stede skilsmissebevilling. Familieretshuset orienterer samti-
digt ægtefællerne om, at de skal indgive en ny ansøgning,
hvis de vil skilles, og at de i så fald efter § 39 i ægteskabslo-
ven skal betale et nyt gebyr for indgivelse af anmodningen.
Familieretshuset orienterer også ægtefællerne om mulighe-
den for at opretholde den ophørsdag for ægtefællernes for-
muefællesskab, der blev etableret ved indgivelsen af anmod-
ningen om direkte skilsmisse. Der henvises til § 27 i ægte-
fælleloven, som foreslået ændret ved lovforslagets § 8, nr. 5,
og bemærkningerne hertil.
Den ægtefælle, der har indgivet anmodningen om direkte
skilsmisse, kan under behandlingen af sagen uden betaling
af nyt gebyr anmode Familieretshuset om, at anmodningen
om direkte skilsmisse ændres til en anmodning om skilsmis-
se efter de øvrige bestemmelser i ægteskabsloven eller om
separation. Anmodes der om skilsmisse, skal de øvrige skil-
smissebetingelser være opfyldte, for at der kan meddeles
skilsmisse, f.eks. at ægtefællerne på grund af uoverensstem-
melser har levet adskilt i de sidste to år, jf. § 39 i ægteskabs-
loven. Blev anmodningen om direkte skilsmisse indgivet af
ægtefællerne i fællesskab, kan enhver af dem anmode om, at
anmodningen ændres. Familieretshuset skal have modtaget
anmodningen inden udløbet af den foreslåede frist i § 42 a,
stk. 2, i ægteskabsloven.
Det foreslås med stk. 3, at en ægtefælle, der efter § 58 d, stk.
3, i ægteskabsloven er undtaget fra at skulle anvende digital
selvbetjening skal gennemføre det obligatoriske digitale for-
løb efter § 22, stk. 1, i forslaget til Familieretshusloven på
skriftligt grundlag.
Det fremgår af § 58 d, stk. 3, i ægteskabsloven, at en borger
kan undtages fra kravet om at skulle anvende digital selvbe-
tjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at bor-
geren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetje-
ning. Det kan f.eks. dreje sig om socialt udsatte borgere,
borgere med psykiske lidelser, kognitive vanskeligheder el-
ler sprogvanskeligheder m.v. Det drejer sig også om borge-
re, der ikke har en dansk digital signatur, dvs. typisk borgere
med bopæl i udlandet.
En ægtefælle, der ikke kan pålægges at anvende digitale
selvbetjening, kan heller ikke pålægges at gennemføre det
digitale forløb efter den foreslåede bestemmelse i 23 i ægte-
skabsloven digitalt. Det følger derfor af forslaget til stk. 3, at
ægtefællen i stedet skal gennemføre det digitale forløb på
skriftligt grundlag. Dette indebærer, at ægtefællen fra Fami-
lieretshuset modtager skriftligt materiale, der indholdsmæs-
sigt svarer til det digitale forløb.
Endelig følger det af forslaget til stk. 3, at ægtefællen ved
bekræftelsen efter stk. 2, 1. pkt. af anmodningen om skils-
misse skal afgive erklæring om at have gennemført det digi-
tale forløb på skriftligt grundlag.
De foreslåede bestemmelser i § 42 a om en refleksionsperio-
de som betingelse for udstedelse af bevilling til skilsmisse
efter § 29 er begrundet i behovet for at skabe tid og rum til,
at ægtefællerne inden en skilsmisse reflekterer over deres
ønske om en skilsmisse og over deres samarbejde og beskyt-
telse af deres fælles børn.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.2.2.1. og 3.3.3.2.1.
Til nr. 14 og 15
§ 43 i ægteskabsloven omhandler Statsforvaltningens afslut-
ning af en separations- eller skilsmissesag og Statsforvalt-
ningens indbringelse af en separations- eller skilsmissesag
for retten.
Det fremgår af § 43, stk. 1, at Statsforvaltningen afslutter en
sag om separation og skilsmisse, hvis Statsforvaltningen ik-
ke kan give bevilling til separation eller skilsmisse, fordi der
ikke er opnået den fornødne enighed mellem parterne, eller
hvis Statsforvaltningen finder det betænkeligt at give bevil-
ling. Statsforvaltningen skal indbringe en afsluttet sag for
retten, hvis en part anmoder om det inden fire uger efter, at
parten har fået meddelelse om afslutningen, medmindre
Statsforvaltningens afslutning af sagen skyldes, at den på-
gældende part er udeblevet fra vilkårsforhandlingen.
Statsforvaltningen skal endvidere efter § 43, stk. 2, afslutte
en sag om separation og skilsmisse og indbringe den for ret-
ten, hvis en part anmoder om det, og parterne ikke er blevet
enige, uanset at de har modtaget vejledning under vilkårs-
forhandlingen, eller den, der anmoder om, at sagen indbrin-
ges for retten, er mødt til vilkårsforhandlingen, men den an-
den ægtefælle er udeblevet fra vilkårsforhandling to gange.
Endelig kan Statsforvaltningen i særlige tilfælde afslutte en
sag om separation og skilsmisse og indbringe den for retten
efter anmodning fra en part, jf. § 43, stk. 3. Denne bestem-
melse kan f.eks. anvendes, når parterne har bopæl i udlan-
det, eller der for kort tid siden har været forligsforhandlin-
ger.
Det foreslås, at § 43 og overskriften til § 43 ophæves. Den
foreslåede ophævelse er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, og at
89
afgørelse i sager om separation eller skilsmisse træffes af
Familieretshuset eller familieretten, jf. den i lovforslagets
§ 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2. Det foreslås samtidigt,
at der indføres en adgang til at indbringe Familieretshusets
afgørelse i en sag om separation eller skilsmisse for
familieretten, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede
§ 58 a, stk. 3, i ægteskabsloven. Bestemmelserne i § 43 er-
stattes dermed af den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede
§ 58 a.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 16
Efter § 43 a, stk. 1, i ægteskabsloven kan Statsforvaltningen
behandle en ansøgning om separation eller skilsmisse, hvis
betingelserne i § 448 c, stk. 1, 2 og 4, i retsplejeloven er op-
fyldte. Disse bestemmelser indeholder reglerne om domsto-
lenes internationale kompetence til at behandle sager om se-
paration og skilsmisse.
Efter § 448 c, stk. 3, i retsplejeloven kan en sag om et ægte-
skabs omstødelse eller beståen indbringes for retten her i ri-
get, når ægteskabet er indgået her. Bestemmelsen finder ik-
ke anvendelse for Statsforvaltningen, da Statsforvaltningen
ikke behandler sager om hverken omstødelse af ægteskab el-
ler ægteskabs beståen. Omstødelsessager anlægges efter
§§ 23 og 24 i ægteskabsloven af Ankestyrelse eller en nuvæ-
rende eller tidligere ægtefælle. Sag om ægteskabs beståen
anlægges ikke af det offentlige, men af en af parterne.
Det fremgår af § 43 a, stk. 2, i ægteskabsloven, at Statsfor-
valtningen efter anmodning fra en part indbringer en sag om
separation eller skilsmisse for retten, hvis Statsforvaltningen
har afvist at behandle sagen med henvisning til manglende
international kompetence efter § 43 a, stk. 1.
Med lovforslagets § 15, nr. 14, foreslås det, at § 448 c i rets-
plejeloven uden indholdsmæssige ændringer videreføres
som § 448 f i retsplejeloven.
Det foreslås, at § 43 a affattes således, at det fremgår af be-
stemmelsen, at Familieretshuset kan behandle en sag om se-
paration, skilsmisse, omstødelse af ægteskab og om et ægte-
skabs beståen, hvis betingelserne i § 448 f i retsplejeloven er
opfyldte.
De foreslåede ændringer af § 43 a i ægteskabsloven indebæ-
rer, at Familieretshusets internationale kompetence til at be-
handle en sag om separation, skilsmisse, omstødelse af æg-
teskab og om et ægteskabs beståen er reguleret af § 448 f i
retsplejeloven.
Begrundelsen for forslaget er for det første, at i det nye fa-
milieretssystem skal alle familieretlige sager indledes i Fa-
milieretshuset, der således skal behandle sager, der i dag
alene behandles af domstolene, herunder sager om omstø-
delse af ægteskab og om et ægteskabs beståen.
Begrundelsen for forslaget er for det andet, at Statsforvalt-
ningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås ned-
lagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller fa-
milieretten, der træffer afgørelse om separation, skilsmisse,
omstødelse af ægteskab og om et ægteskabs beståen. Når
Familieretshuset skal træffe afgørelsen, kan afgørelsen ind-
bringes for familieretten til prøvelse. Der henvises til de i
lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede bestemmelse i § 58 a,
stk. 2 og 3, i ægteskabsloven. Den særlige bestemmelse om
klageadgang i § 43 a, stk. 2, er derfor overflødig.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.1.
Til nr. 17
De vilkår, der er fastsat ved en dom til separation, afsagt her
i landet, gælder efter § 45 i ægteskabsloven også for tiden
efter en skilsmisse opnået på grundlag af separationen. Med
hensyn til bidragspligt kan der dog ved en separationsdom
træffes anden bestemmelse.
Det foreslås, at henvisningen i § 45 til separationsdom udgår
således, at bestemmelsen ikke kun omfatter separationsdom-
me afsagt af domstolene, men også afgørelser om separation
truffet af Familiehuset.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller
familieretten, der træffer afgørelse om bidragspligt og stør-
relsen af ægtefællebidrag, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23,
foreslåede § 58 a, stk. 2. De i § 45 omhandlede afgørelser
om separation vil således kunne være truffet af Familierets-
huset eller familieretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 18 og 19
§ 50, stk. 1, i ægteskabsloven vedrører sager, hvor ægtefæl-
ler ikke er blevet enige om ægtefællebidrag efter separation
eller skilsmisse. Efter bestemmelsen træffer retten afgørelse
om pligten til at betale ægtefællebidrag, herunder om plig-
tens varighed, mens Statsforvaltningen træffer afgørelse om
størrelsen af bidraget, hvis der er bidragspligt.
Det foreslås, at § 50, stk. 1, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgø-
relse om bidragspligt, herunder pligtens varighed, og størrel-
sen af bidraget hvis der er bidragspligt.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller
familieretten, der træffer afgørelse om ægtefællebidragspligt
og størrelsen af bidraget, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23,
foreslåede § 58 a, stk. 2.
90
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 20
Det fremgår af § 53, stk. 1, i ægteskabsloven, at pligt til at
betale ægtefællebidrag, der er fastlagt ved dom, kan ændres
ved en ny dom.
Det foreslås, at henvisningen til, at afgørelser efter § 53, stk.
1, træffes ved dom, udgår.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller
familieretten, der træffer afgørelse om bidragspligt, jf. den i
lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 21
Det fremgår af § 53, stk. 2, i ægteskabsloven, at en afgørelse
om størrelsen af ægtefællebidrag, der er truffet af Statsfor-
valtningen, kan ændres ved en ny afgørelse truffet af Stats-
forvaltningen.
Det foreslås, at § 53, stk. 2, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgø-
relse om størrelsen af ægtefællebidrag eller om ændring af
størrelsen af ægtefællebidrag.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller
familieretten, der træffer afgørelse om bidragspligt og stør-
relsen af ægtefællebidrag, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23,
foreslåede § 58 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 22
Det fremgår af § 55, stk. 2, i ægteskabsloven, at retten i for-
bindelse med en dom til separation eller skilsmisse kan på-
lægge den ene part at udleje en lejlighed til den anden part,
hvis lejligheden er beliggende i en beboelsesejendom med
flere lejligheder, der hører til den pågældende parts bodel el-
ler særeje, og lejligheden hidtil har været familiens bolig.
Retten kan fastsætte vilkår for lejemålet.
Det foreslås, at § 55, stk. 2, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgø-
relse om, at en lejlighed tilhørende den ene ægtefælle ved
separation eller skilsmisse skal udlejes til den anden ægte-
fælle.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om, at en lejlighed tilhørende den ene
ægtefælle ved separation eller skilsmisse skal udlejes til den
anden ægtefælle, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåe-
de § 58 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 23
Kompetencen til at træffe afgørelser efter ægteskabsloven er
efter gældende ret fordelt mellem kommunen som prøvel-
sesmyndighed, vielsesmyndighederne, Ankestyrelsen, Stats-
forvaltningen og retten.
Kommunerne prøver som prøvelsesmyndighed efter kapitel
1 og 2 i ægteskabsloven om ægteskabsbetingelserne er op-
fyldte, således at parret kan blive gift i Danmark. I den for-
bindelse kan der træffes afgørelse om dispensation fra ægte-
skabsbetingelserne.
Vielser foretages efter kapitel 2 i ægteskabsloven i folkekir-
ken, de anerkendte trossamfund og kommunerne.
Statsforvaltningen træffer efter ægteskabsloven afgørelse
om udstedelse af bevilling til separation eller skilsmisse i
visse sager, jf. § 42, om størrelsen af ægtefællebidrag og om
ændring heraf, jf. § 50, stk. 1, og § 53, stk. 2, og om
anvendelse af digital selvbetjening ved indgivelse af anmod-
ninger om ansøgninger til Statsforvaltningen, jf. § 58.
Afgørelse om omstødelse af ægteskab, jf. § 23, separation
og skilsmisse i uenighedssager, herunder om vilkårene her-
for i form af pligten til at betale ægtefællebidrag og retten til
at fortsætte lejemålet af fælles lejlighed, jf. §§ 43, 49, 50 og
55, ændring af afgørelse om pligten til at betale ægtefællebi-
drag, jf. § 53, stk. 1, ændring af aftale om bidragspligt og/
eller størrelse af ægtefællebidrag, jf. § 52, og ændring m.v.
af aftale om formuefordeling, bidragspligt eller andre vilkår,
jf. § 58, træffes af retten.
Som familieretlige sager træffer retten efter § 448, nr. 6 og
7, i retsplejeloven endvidere afgørelse i sager mellem ægte-
fæller om, hvorvidt en separation består, og i sager om,
hvorvidt parterne er ægtefæller.
Ankestyrelsen behandler sager om tilladelse til at indgå æg-
teskab med nærtstående, jf. § 7, i ægteskabsloven og om
godkendelse af en vielse som gyldig, jf. § 21, i ægteskabs-
loven.
Statsforvaltningens afgørelser kan påklages til Ankestyrel-
sen, jf. § 58 a, stk. 1, i ægteskabsloven. Dette gælder dog ik-
ke Statsforvaltningens afgørelse efter § 43, stk. 1-3, i ægte-
skabsloven om at afslutte en sag om separation eller skils-
misse og indbringe den for retten. Klageadgangen omfatter
heller ikke afgørelse efter § 43 a, stk. 2, i ægteskabsloven
om afvisning af at behandle en sag om separation og skils-
91
misse grundet manglende kompetence. Disse afgørelser prø-
ves i stedet af retten.
Afgørelser truffet af kommunen som prøvelsesmyndighed
kan ikke påklages, bortset fra afgørelser om dispensation fra
ægteskabsbetingelserne og om anerkendelse af udenlandske
skilsmisser til brug for prøvelse af ægteskabsbetingelserne,
der efter § 58 b, stk. 1, i ægteskabsloven kan påklages til
Ankestyrelsen. Afgørelser truffet af vielsesmyndighederne
kan ikke påklages.
Kommunerne, vielsesmyndighederne, Ankestyrelsen og
Statsforvaltningen behandler sager efter ægteskabsloven ef-
ter bestemmelserne i ægteskabsloven, forvaltningsloven og
de almindelige forvaltningsretlige principper.
Det foreslås med § 58 a, stk. 1, i ægteskabsloven, at Fami-
lieretshusets behandling af sager efter ægteskabsloven sker
efter bestemmelserne i Familieretshusloven.
Med § 58 a, stk. 2, i ægteskabsloven foreslås det, at det fast-
lægges efter bestemmelserne om visitation i kapitel 2 og om
behandlingen af sager i Familieretshuset i kapitel 8-10 i for-
slaget til Familieretshusloven, om afgørelse i en række sager
efter ægteskabsloven træffes af Familieretshuset eller fami-
lieretten. Det drejer sig om afgørelse i sager om tilladelse til
at indgå ægteskab efter § 7, om godkendelse af en vielse
som gyldig, i sager omfattet af kapitel 3-5 om omstødelse,
separation og skilsmisse samt vilkårene herfor, om klage ef-
ter § 58 b, stk. 1, over visse af afgørelser truffet af kommu-
nen som prøvelsesmyndighed efter § 13, stk. 1, og om afvis-
ning efter § 58 d af en ansøgning eller anmodning, fordi den
ikke er indgivet ved brug af digital selvbetjening. Der drejer
sig videre om afgørelse i sager mellem ægtefæller om, hvor-
vidt en separation består, og i sager om, hvorvidt parterne er
ægtefæller.
Forslaget er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget
til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten
vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer af-
gørelse efter ægteskabsloven, bortset fra afgørelser der hen-
hører under vielsesmyndighederne. Hvorvidt en sag afsluttes
eller afgøres af Familieretshuset eller familieretten, foreslås
reguleret i §§ 5-7 samt §§ 25-27 i forslaget til Familierets-
husloven.
Efter § 25, jf. § 5, i forslaget til Familieretshusloven er det
Familieretshuset, der afslutter sagen, hvis der er tale om en
enkel sag, dvs. sager hvor parterne er enige om f.eks. skils-
misse.
Hvis parterne ikke er enige, visiteres sagen til behandling ef-
ter § 6 i forslaget til Familieretshusloven. Dette gælder end-
videre sager, hvor parterne er enige, men der skal foretages
juridisk sagsbehandling f.eks. til afklaring af, hvorvidt betin-
gelserne for at registrere parternes aftale er opfyldte, eller
om danske myndigheder har kompetence til at behandle sag-
en. I sager, der visiteres til behandling efter § 6 i forslaget til
Familieretshusloven, er det som udgangspunkt Familierets-
huset, der efter § 26 i forslaget til Familieretshusloven træf-
fer afgørelse, hvis parterne ikke under sagens forløb er nået
til enighed. Efter § 27, stk. 2, i forslaget til Familieretshuslo-
ven er det dog familieretten, der træffer afgørelse, hvis sag-
en indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problem-
stillinger, der er tale om en sag anlagt af Familieretshuset
om omstødelse af et ægteskab, eller sagen behandles samme
med en anden sag, der skal afgøres af familieretten.
Det følger af § 5, stk. 2, og § 6, stk. 2, i forslaget til Fami-
lieretshusloven, at visse typer af sager altid skal visiteres til
behandling som en § 5-sag eller en § 6-sag. Dette betegnes
lovbestemt visitation. Visitationen skal således ikke foreta-
ges på baggrund af et konkret skøn, men er derimod bestemt
af sagstypen. Dette skyldes, at de pågældende sagstyper har
en karakter, der objektivt begrunder, at sagerne bør behand-
les som § 5-sager eller § 6-sager. Sager efter § 42 i ægte-
skabsloven om bevilling af separation eller skilsmisse, hvor
der er enighed mellem parterne, behandles altid af Familier-
etshuset som § 5-sager, jf. § 5, stk. 2, nr. 3, i forslaget til Fa-
milieretshusloven. Udstedelse af resolution om ægtefællebi-
drag ud fra parternes enighed behandles ligeledes altid af
Familieretshuset som § 5-sager, jf. § 5, stk. 2, nr. 7, i forsla-
get til Familieretshusloven.
Sager om tilladelse til at indgå ægteskab efter § 7, om god-
kendelse af en vielse som gyldig efter § 21, stk. 2, og om af-
gørelse af en klage efter § 58 b, stk. 1, i ægteskabsloven be-
handles som § 6-sager, der afgøres af Familieretshuset efter
§ 26, jf. § 6, stk. 2, nr. 5-7, i forslaget til Familieretshuslo-
ven. Om overførslen af afgørelseskompetencen i disse sager
fra Ankestyrelsen til Familieretshuset henvises til lovforsla-
gets § 2, nr. 1 og 2.
Efter § 6, stk. 2, nr. 1, i forslaget til Familieretshusloven vi-
siteres også en sag om afvisning af en anmodning, som ikke
er indgivet ved anvendelse af Familieretshusets digitale
selvbetjeningsløsning, eller som der ikke er betalt gebyr for
behandlingen af, til behandling som en § 6-sag, der afgøres
af Familieretshuset efter § 26, i forslaget til Familieretshus-
loven. Tilsvarende gælder efter § 6, stk. 2, nr. 11, i forslaget
til Familieretshusloven en sag, hvor der ikke skal tages stil-
ling til en tvist mellem to private parter, f.eks. om afslag på
skilsmisse fordi betingelserne herfor ikke er opfyldte, selv-
om parterne er enige om skilsmisse.
Forslaget til Familieretshusloven indeholder den generelle
regulering af Familieretshusets behandling af sager. Det dre-
jer sig bl.a. om visitation af sagerne og den deraf følgende
fordeling af afgørelseskompetencen mellem Familieretshu-
set og familieretten, og bestemmelser om, at Familieretshu-
set sørger for oplysningen af sager, at Familieretshuset kan
afgøre sager på skriftligt grundlag, og at Familieretshuset
tilbyder konflikthåndtering og -rådgivning.
Det foreslås med § 58 a, stk. 3, i ægteskabsloven, at Fami-
lieretshusets afgørelser efter ægteskabsloven kan indbringes
for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 12 i forslaget
til Familieretshusloven. Det foreslås samtidigt, at bestem-
melserne om indbringelse af Familieretshusets afgørelser for
92
familieretten fremgår samlet af kapitel 12 i forslaget til Fa-
milieretshusloven. Disse bestemmelser ændrer ikke ved,
hvilke afgørelser der kan indbringes for familieretten i for-
hold til mulighederne for at påklage Statsforvaltningens af-
gørelser efter gældende ret. Der henvises i denne forbindelse
til §§ 39-41 i forslaget til Familieretshusloven og bemærk-
ningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 24
Det fremgår af § 58 a, stk. 5, i ægteskabsloven, at Statsfor-
valtningen og Ankestyrelsen som klagemyndighed kan få
terminaladgang til brug for behandling af sager om fastsæt-
telse og ændring af ægtefællebidrag. De to myndigheder kan
anvende terminaladgangen til at indhente nødvendige øko-
nomiske oplysninger om parterne til brug for behandlingen
af sagen. Oplysningerne indhentes via terminaladgangen hos
told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregistret.
Det foreslås, at § 58, stk. 5, ændres således, at det er Fami-
lieretshuset, der har terminaladgangen efter bestemmelsen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om fastsættelse og ændring af ægtefæl-
lebidrag, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a,
stk. 2.
Familieretten, der efter den i lovforslagets § 2, nr. 23, fore-
slåede § 58 a, stk. 3, behandler sager om ægtefællebidrag,
får ikke terminaladgang ved den foreslåede ændring af
§ 58 a, stk. 5. I stedet vil familieretten til brug for behandlin-
gen af sådanne sager kunne anmode Familieretshuset om at
indhente økonomiske oplysninger om parterne gennem Fa-
milieretshusets terminaladgang, jf. § 12 i forslaget til
Familieretshusloven. Der henvises til lovforslagets § 2, nr.
23, og bemærkningerne dertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 25
Efter § 58 c i ægteskabsloven kan Statsforvaltningen og An-
kestyrelsen anmode en part om oplysninger om partens for-
hold til brug for behandling af sager om fastsættelse og æn-
dring af ægtefællebidrag. Det følger af bestemmelsen, at
Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan tillægge manglen-
de fremsendelse af oplysninger processuel skadevirkning og
træffe afgørelse på baggrund af de oplysninger, som Stats-
forvaltningen eller Ankestyrelsen er i besiddelse af.
Det foreslås, at § 58 c ophæves.
Den foreslåede ophævelse er begrundet i, at bestemmelserne
om Familieretshusets sagsbehandling, herunder bestemmel-
ser om processuel skadevirkning, samles i forslaget til Fami-
lieretshusloven.
Familierettens muligheder for at indhente oplysning m.v. er
reguleret i retsplejeloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3., samt til § 11 i forslaget til Familieretshusloven
og bemærkningerne hertil.
Til nr. 26
Det fremgår af § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven, at anmod-
ning om separation og skilsmisse efter § 37, stk. 2, og an-
søgning om fastsættelse eller ændring af størrelsen af ægte-
fællebidrag efter § 50, stk. 1, og § 53, stk. 2, skal indgives
ved brug af Statsforvaltningens digitale selvbetjening. Det
følger videre, at hvis ansøgningen ikke indgives ved brug af
digital selvbetjening, afvises ansøgningen af Statsforvaltnin-
gen, medmindre undtagelsesbestemmelserne i stk. 3 eller 4
finder anvendelse.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 58 d, stk. 2, affattes såle-
des, at det fremgår af bestemmelsen, at en række henvendel-
ser skal indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den
digitale selvbetjeningsløsning, som Familieretshuset stiller
til rådighed, og at hvis denne ikke anvendes, afvises henven-
delsen, medmindre undtagelsesbestemmelserne i stk. 3 eller
4 finder anvendelse. Det fremgår af den foreslåede bestem-
melse, at de omfattede henvendelser er ansøgning om tilla-
delse til at indgå ægteskab efter § 7, som foreslås ændret ved
§ 2, nr. 1, anmodning om godkendelse af en vielse som gyl-
dig efter § 21, som foreslås ændret ved § 2, nr. 2, anmod-
ning fra en ægtefælle om omstødelse af ægteskab efter §§ 23
og 24, som foreslås ændret ved § 2, nr. 2 og 3, anmodning
om godtgørelse efter § 26, som foreslås ændret ved § 2, nr.
5, anmodning om separation og skilsmisse efter § 37, stk. 2,
som foreslås ændret ved § 2, nr. 8, bekræftelse af anmod-
ning om skilsmisse efter § 29, som foreslås ændret ved § 2,
nr. 6, jf. den i § 2, nr. 13, foreslåede § 42 a, stk. 2, ansøgning
om fastsættelse eller ændring af ægtefællebidrag efter § 50,
stk. 1, og §§ 52 og 53, som foreslås ændret ved § 2, nr,
18-21, ansøgning om ændring efter § 58, som foreslås ænd-
ret ved § 2, nr. 3, af aftale om fordelingen af formuen, bi-
dragspligten og andre vilkår for separation og skilsmisse,
klage efter § 58 b, som foreslås ændret ved § 2, nr. 2, an-
modning om afgørelse om hvorvidt parterne er ægtefæller,
eller hvorvidt en separation består, samt anmodning om ind-
bringelse af en afgørelse for familieretten.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende bestemmelse i § 58 d, stk. 2, om indgivelse af anmel-
delser og anmodning og anvendelsen af digital selvbetje-
ning.
Det foreslås dog for det første, at ansøgninger, klager og an-
modninger skal indgives til Familieretshuset i stedet for til
Statsforvaltningen og ved brug af Familieretshusets digitale
selvbetjeningsløsning. Dette er en følge af, at kompetencen
til at behandle sager efter ægteskabsloven i det nye familier-
93
etlige system samles hos Familieretshuset og familieretten,
og at alle sager indledes i Familieretshuset. Undtaget herfra
er dog sager om prøvelse af ægteskabsbetingelserne efter
§ 13, stk. 1, som fortsat varetages af den borgerlige prøvel-
sesmyndighed.
For det andet medfører den foreslåede bestemmelse i for-
hold til gældende ret en udvidelse af, hvilke henvendelser
der skal indgives ved brug af den digitale selvbetjeningsløs-
ning, således at også ansøgning om tilladelse til at indgå æg-
teskab efter § 7, anmodning om godkendelse af en vielse
som gyldig efter § 21, anmodning fra en ægtefælle om om-
stødelse af ægteskab efter §§ 23 og 24, anmodning om godt-
gørelse efter § 26, bekræftelse af anmodning om skilsmisse
efter § 29, jf. § 42 a, stk. 2, ansøgning om ændring efter § 58
af en aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten og
andre vilkår for separation og skilsmisse, klage efter § 58 b
og anmodning om afgørelse om hvorvidt en separation be-
står. Efter gældende ret skal ansøgning om fastsættelse eller
ændring af størrelsen af bidrag efter § 50, stk. 1, og § 53,
stk. 2, indgives ved brug af digital selvbetjening. Med den
foreslåede bestemmelse udvides dette til også at omfatte an-
søgning om ændring af bidrag efter § 52 og § 53, stk. 1. En-
delig medfører den foreslåede bestemmelse i forhold til
gældende ret, at anmodning om at få en afgørelse truffet af
Familieretshuset indbragt for familieretten efter § 39 i for-
slaget til Familieretshusloven også skal indgives ved brug af
digital selvbetjening.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved mulighederne
for at undtage en borger fra kravet om anvendelse af digital
selvbetjening efter de gældende regler i § 58 d, stk. 3 og 4,
som foreslås ændret ved § 2, nr. 27 og 28.
Den foreslåede bestemmelse i § 58 d, stk. 2, er begrundet i
hensynet til, at sagsbehandlingen i Familieretshuset og for-
delingen af afgørelseskompetence mellem Familieretshuset
og familieretten bygger på, at der ved indgivelsen af anmel-
delsen, klagen eller anmodningen til Familieretshuset an-
vendes et digitalt screeningsværktøj som basis for den i § 4 i
forslaget til Familieretshusloven foreslåede screening og vi-
sitation af sagen. Den foreslåede bestemmelse er endvidere
begrundet i hensynet til en effektiv og digital tilrettelæggel-
se af sagsbehandlingen i Familieretshuset
Der henvises til § 4 i forslaget til Familieretshusloven og be-
mærkningerne til denne. For så vidt angår øvrige ændringer
af § 58 d i ægteskabsloven henvises til lovforslagets § 2, nr.
27-29, og bemærkningerne hertil. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 27 og 28
Det fremgår af § 58 d, stk. 3, i ægteskabsloven, at hvis Stats-
forvaltningen finder, at der foreligger særlige forhold, der
gør, at en borger ikke må forventes at kunne anvende digital
selvbetjening, skal Statsforvaltningen tilbyde, at ansøgnin-
gen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetje-
ning. Det fremgår videre, at i sådanne tilfælde bestemmer
Statsforvaltningen, hvordan ansøgningen skal indgives, her-
under om det skal ske mundtligt eller skriftligt.
Bestemmelsen i § 58 d, stk. 4, i ægteskabsloven omhandler
muligheden for at undtage fra kravet om anvendelse af digi-
tal selvbetjening i tilfælde, der ikke er omfattede af § 58 d,
stk. 3, i ægteskabsloven. Det fremgår således af bestemmel-
sen, at Statsforvaltningen udover i de i stk. 3 nævnte tilfælde
helt ekstraordinært kan undlade at afvise en ansøgning, der
ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en
samlet økonomisk vurdering er klare fordele for Statsfor-
valtningen ved at modtage ansøgningen på anden måde end
digitalt.
Det foreslås, at henvisningen til ansøgning i § 58 d, stk. 3 og
4, ændres til henvendelse.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at det med den i
lovforslagets § 2, nr. 26, foreslåede § 58 d, stk. 2, i ægte-
skabsloven foreslås, at også en række anmodninger og kla-
ger efter ægteskabsloven skal indgives ved brug af Familier-
etshusets digitale selvbetjeningsløsning. Henvendelser bru-
ges herefter som samlet betegnelse for anmodninger, ansøg-
ninger og klager.
De foreslåede ændringer medfører ikke materielle ændringer
af, hvornår en borger kan undtages fra kravet om anvendelse
af digital selvbetjening efter bestemmelserne i § 58 d, stk. 3
og 4.
Der henvises til § 2, nr. 26, og bemærkningerne hertil. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt
3.3.
Til nr. 29
Det fremgår af § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven, som foreslås
ændret ved § 2, nr. 26, at en række henvendelser skal indgi-
ves til Familieretshuset ved brug af Familieretshusets digita-
le selvbetjeningsløsning. § 58 d, stk. 3 og 4, som foreslås
ændret ved § 2, nr. 27 og 28, indeholder muligheder for at
fravige kravet om anvendelse af digital selvbetjening, hvis
der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må
forventes at kunne anvende digital selvbetjening, samt i helt
ekstraordinære tilfælde.
Det foreslås, at der som § 58 d, stk. 6, indsættes en ny be-
stemmelse om, at kravet om anvendelse af digital selvbetje-
ning i § 58 d, stk. 2, ikke finder anvendelse for henvendelser
fra offentlige myndigheder.
Bestemmelsen vil navnligt finde anvendelse for anmodnin-
ger fra en offentlig myndighed efter § 97 i lov om aktiv so-
cialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017
(aktivloven). Det fremgår af denne bestemmelse, at hvis en
person er pålagt at betale underholdsbidrag m.v. til en anden
person, der modtager hjælp til forsørgelse, indtræder det of-
fentlige i kravet og i retten til at kræve bidrag fastsat eller
kræve et bidrag forhøjet.
94
Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at karakteren af
anmodninger fra offentlige myndigheder er væsensforskellig
fra anmodninger fra borgere, hvorfor bl.a. screeningsværk-
tøjet, som er en del af Familieretshuset digitale selvbetje-
ningsløsning, ikke skal finde anvendelse.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 26.
Til nr. 30
Det fremgår af § 58 e i ægteskabsloven, at kapitel 9 og
§§ 68 og 70 i retssikkerhedsloven finder anvendelse ved An-
kestyrelsens behandling af sager efter ægteskabsloven. Be-
stemmelsen skal ses i sammenhæng med § 58 a, stk. 1, i æg-
teskabsloven, hvorefter Statsforvaltningens afgørelser efter
ægteskabsloven som udgangspunkt kan påklages til Anke-
styrelsen.
Det foreslås, at § 58 e ophæves.
Forslaget er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget
til Familieretsloven foreslås nedlagt, at afgørelser efter æg-
teskabsloven med den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede
§ 58 a, stk. 2, træffes af Familieretshuset eller familieretten,
og at Familieretshuset afgørelser med den i lovforslagets
§ 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 4, kan indbringes for fami-
lieretten. Det foreslås dermed, at Ankestyrelsen ikke længe-
re har kompetence til at træffe afgørelser efter ægteskabslo-
ven, hvorfor der heller ikke er behov for regler om Ankesty-
relsens behandling af sager efter ægteskabsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til § 3
Til nr. 1
Efter § 13, stk. 1, i børnebidragsloven er barnets forældre
hver for sig forpligtede til at forsørge barnet. Barnet skal
forsørges, opdrages og uddannes under hensyn til forældre-
nes livsvilkår og barnets bedste. Opfylder en af forældrene
ikke denne forsørgelsespligt, kan Statsforvaltningen efter
bestemmelsens stk. 2 pålægge ham at udrede bidrag til bar-
nets underhold.
Det foreslås, at § 13, stk. 2, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der kan pålægge
en forælder at udrede bidrag til barnets underhold.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om pligt til at udrede bidrag til barnets
underhold, jf. den i lovforslagets § 3, nr. 17, foreslåede § 20,
stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 2
Efter § 14, stk. 2, i børnebidragsloven ophører bidragsplig-
ten efter denne lov, når barnet indgår ægteskab, medmindre
Statsforvaltningen bestemmer andet.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 14, stk. 2, ændres således,
at det ikke fremgår, hvilken myndighed der kan bestemme,
at bidragspligten fortsætter uanset barnets ægteskab.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt,
hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller
familieretten, der træffer afgørelse om, at bidragspligten
skal fortsætte uanset barnets ægteskab, jf. den i lovforslagets
§ 3, nr. 17, foreslåede § 20, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 3
Efter § 15 i børnebidragsloven træffer Statsforvaltningen af-
gørelse om særligt bidrag bl.a. i forbindelse med et barns
konfirmation. Af § 15, stk. 2 og 4, fremgår nærmere betin-
gelser for indgivelsen af ansøgning om særligt bidrag.
Det foreslås, at § 15, stk. 2 og 4, ændres således, at det frem-
går af bestemmelserne, at ansøgning om særligt bidrag ind-
gives til og behandles af Familieretshuset.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter ansøgning om børnebidrag, herunder særligt bi-
drag, skal indgives til Familieretshuset.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 4
Efter § 15, stk. 3, i børnebidragsloven skal Statsforvaltnin-
gen afvise en ansøgning om særligt bidrag, hvis ansøgnin-
gen er indgivet på et andet tidspunkt end de i § 15, stk. 2,
nævnte.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 15, stk. 3, ændres således,
at det ikke fremgår, hvilken myndighed der afviser en an-
søgning om særligt bidrag, men blot at ansøgningen afvises,
hvis den er indgivet på et andet tidspunkt end de i § 15, stk.
2, nævnte.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der tager stilling til en ansøgning om særligt bidrag, jf. den i
lovforslagets § 3, nr. 17, foreslåede § 20, stk. 2, herunder
hvorvidt ansøgningen skal afvises efter § 15, stk. 3, i børne-
bidragsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
95
Til nr. 5
Efter § 16 i børnebidragsloven kan Statsforvaltningen til en-
hver tid efter ansøgning ændre et bidrag efter loven.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 16 ændres, således at det
ikke fremgår, hvilken myndighed der kan træffe afgørelse
om at ændre et bidrag.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om pligt til at udrede bidrag til barnets
underhold, jf. den i lovforslagets § 3, nr. 17, foreslåede § 20,
stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 6
Efter § 17 i børnebidragsloven kan Statsforvaltningen træffe
en afgørelse om at fastsætte et andet bidrag, end hvad der er
aftalt mellem parterne, hvis aftalen skønnes åbenbart ubillig,
forholdene væsentligt har forandret sig, eller aftalen strider
mod barnets bedste.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 17 ændres, således at det
ikke fremgår, hvilken myndighed der kan træffe afgørelse
om at ændre et bidrag.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om pligt til at udrede bidrag til barnets
underhold, jf. den i lovforslagets § 3, nr. 17, foreslåede § 20,
stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 7
Efter § 17 a, stk. 2, i børnebidragsloven betales der ikke et
gebyr ved indgivelse af ansøgning om ændring af et aftalt
bidrag efter børnebidragsloven, såfremt Statsforvaltningen
ikke tidligere har behandlet en sag om bidraget.
Det foreslås, at § 17 a, stk. 2, nr. 2, ændres således, at det
ikke fremgår af bestemmelsen, til hvilken myndighed der
tidligere har været indgivet ansøgning.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse og altså behandler en sag om pligt til at
udrede bidrag til barnets underhold, jf. den i lovforslagets
§ 3, nr. 17, foreslåede § 20, stk. 2. Den foreslåede ændring
medfører også, at der skal betales et gebyr for indgivelse af
ansøgning, såfremt der inden nedlæggelsen af Statsforvalt-
ningen pr. 1. april 2019 har været indgivet en ansøgning om
ændring af bidrag efter børnebidragsloven til Statsforvalt-
ningen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 8
Efter § 17 a, stk. 1, i børnebidragsloven betales der som ud-
gangspunkt et gebyr ved indgivelse af ansøgning om bidrag.
Det følger af § 17 a, stk. 4, at gebyret fastsættes således, at
det svarer til omkostningerne ved Statsforvaltningens be-
handling af en ansøgning om ændring af bidrag.
Det foreslås, at § 17 a, stk. 4, ændres således, at gebyret skal
svare til omkostningerne ved Familieretshusets behandling
af en ansøgning om ændring af bidrag.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter ansøgning om ændring af børnebidrag skal indgives til
Familieretshuset, jf. den i lovforslagets § 3, nr. 12, foreslåe-
de ændring af § 19 a, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 9
Efter § 19, stk. 1, i børnebidragsloven kan Statsforvaltnin-
gen pålægge en far eller medmor at betale bidrag til dæk-
ning af udgifterne omkring barnets fødsel. Det drejer sig om
udgifter ved barnets fødsel, navngivning, herunder dåb, og
til moderens underhold 2 måneder før og 1 måned efter
fødslen. Sidstnævnte kan under særlige omstændigheder ud-
vides til 4 måneder før og 9 måneder efter fødslen. Bidraget
kan pålægges, uanset at barnet er dødfødt.
Det foreslås, at § 19, stk. 1, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der kan pålægge
en far eller medmor at udrede bidrag til dækning af udgifter
efter bestemmelsen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om pligt til at udrede bidrag efter be-
stemmelsen, jf. den i lovforslagets § 3, nr. 17, foreslåede
§ 20, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 10
Efter § 19, stk. 2, i børnebidragsloven kan Statsforvaltnin-
gen pålægge en person, der har eller kan have gjort en kvin-
de gravid, eller som har givet samtykke til assisteret repro-
duktion, at udrede bidrag til dækning af særlige udgifter som
følge af en abort. For så vidt angår assisteret reproduktion er
96
det et krav, at barnet må antages at være blevet til ved denne
behandling.
Det foreslås, at § 19, stk. 2, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der kan pålægge
en person at udrede bidrag efter § 19, stk. 1.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om pligt til at udrede bidrag efter be-
stemmelsen, jf. den i lovforslagets § 3, nr. 17, foreslåede
§ 20, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 11
Statsforvaltningen kan efter § 19, stk. 1, i børnebidragsloven
pålægge en person at udrede bidrag i forbindelse med et
barns fødsel. Det følger af § 19, stk. 3, at hvis barnet er født,
forfalder bidraget straks ved bidragsfastsættelsen, og hvis
barnet ikke er født til de af Statsforvaltningen nærmere be-
stemte tidspunkter.
Det foreslås, at § 19, stk. 3, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der fastsætter tids-
punkter for forfald af bidrag efter § 19, stk. 1, når barnet ik-
ke er født.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om pligt til at udrede bidrag efter bør-
nebidragsloven, og herunder kan fastsætte forfaldstidspunk-
ter, jf. den i lovforslagets § 3, nr. 17, foreslåede § 20, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 12
Det fremgår af § 19 a, stk. 1, i børnebidragsloven, at ansøg-
ning om fastsættelse eller ændring af bidrag skal indgives
ved brug af Statsforvaltningens digitale selvbetjening. Det
følger videre, at hvis ansøgningen ikke indgives ved brug af
digital selvbetjening, afvises ansøgningen af Statsforvaltnin-
gen, medmindre undtagelsesbestemmelserne i stk. 2 eller 3
finder anvendelse.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 19 a, stk. 1, ændres såle-
des, at det indsættes, at bestemmelsen også finder anvendel-
se for anmodninger om indgivelse af Familieretshusets afgø-
relse for familieretten. Det foreslås videre, at henvisningen
til Statsforvaltningen ændres til Familieretshuset. Endelig
foreslås, at ansøgning ændres til henvendelse.
Det foreslås således for det første, at ansøgninger og anmod-
ninger skal indgives til Familieretshuset i stedet for til Stats-
forvaltningen og ved brug af Familieretshusets digitale selv-
betjeningsløsning. Dette er en følge af, at kompetencen til at
behandle sager efter børnebidragsloven i det nye familieret-
lige system samles hos Familieretshuset og familieretten, og
at alle sager indledes i Familieretshuset.
For det andet medfører de foreslåede ændringer, at også an-
modning om at få en afgørelse truffet af Familieretshuset
indbragt for familieretten efter § 39 i forslaget til Familier-
etshusloven også skal indgives ved brug af digital selvbetje-
ning. Henvendelser bruges som samlet betegnelse for an-
modninger og ansøgninger.
De foreslåede ændringer medfører ikke ændringer i mulig-
hederne for at undtage en borger fra kravet om anvendelse
af digital selvbetjening efter de gældende regler i § 19 a, stk.
2 og 3, som foreslås ændret ved § 3, nr. 14 og 15.
De foreslåede ændringer er begrundede i hensynet til, at
sagsbehandlingen i Familieretshuset og fordelingen af afgø-
relseskompetence mellem Familieretshuset og familieretten
bygger på, at der ved indgivelsen af anmeldelsen, klagen el-
ler anmodningen til Familieretshuset anvendes et digitalt
screeningsværktøj som basis for den i § 4 i forslaget til Fa-
milieretshusloven foreslåede screening og visitation af sag-
en. De foreslåede ændringer er endvidere begrundet i hensy-
net til en effektiv og digital tilrettelæggelse af sagsbehand-
lingen i Familieretshuset.
Der henvises til § 4 i forslaget til Familieretshusloven og be-
mærkningerne til denne. For så vidt angår øvrige ændringer
af § 19 a i børnebidragsloven henvises til lovforslagets § 3,
nr. 13-16, og bemærkningerne hertil. Der henvises i øvrigt
til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 13
Det fremgår af § 19 a, stk. 1, i børnebidragsloven, som fore-
slås ændret ved § 3, nr. 12, at en række ansøgninger og an-
modninger skal indgives til Familieretshuset ved brug af Fa-
milieretshusets digitale selvbetjeningsløsning. § 19 a, stk. 2
og 3, som foreslås ændret ved § 3, nr. 14 og 15, indeholder
muligheder for at fravige kravet om anvendelse af digital
selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at
borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbe-
tjening, samt i helt ekstraordinære tilfælde.
Det foreslås, at det tilføjes til bestemmelsen i § 19 a, stk. 1,
at kravet om anvendelse af digital selvbetjening ikke finder
anvendelse for anmodninger fra offentlige myndigheder.
Dette vil navnligt finde anvendelse for anmodninger fra en
offentlig myndighed efter § 18, stk. 2, 2. pkt., i børnebi-
dragsloven, hvoraf fremgår, at i det omfang det offentlige
afholder udgifter til et barns forsørgelse, tilkommer retten til
bidrag efter børnebidragsloven den pågældende offentlige
myndighed eller institution.
Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at karakteren af
anmodninger fra offentlige myndigheder er væsensforskellig
fra anmodninger fra borgere, hvorfor bl.a. screeningsværk-
97
tøjet, som er en del af Familieretshuset digitale selvbetje-
ningsløsning, ikke skal finde anvendelse.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 3, nr. 12.
Til nr. 14 og 15
Det fremgår af § 19 a, stk. 2, i børnebidragsloven, at hvis
Statsforvaltningen finder, at der foreligger særlige forhold,
der gør, at en borger ikke må forventes at kunne anvende di-
gital selvbetjening, skal Statsforvaltningen tilbyde, at ansøg-
ningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbe-
tjening. Det fremgår videre, at i sådanne tilfælde bestemmer
Statsforvaltningen, hvordan ansøgningen skal indgives, her-
under om det skal ske mundtligt eller skriftligt.
Bestemmelsen i § 19 a, stk. 3, i børnebidragsloven omhand-
ler muligheden for at undtage fra kravet om anvendelse af
digital selvbetjening i tilfælde, der ikke er omfattede af
§ 19 a, stk. 2. Det fremgår således af bestemmelsen, at Stats-
forvaltningen helt ekstraordinært udover i de i stk. 2 nævnte
tilfælde kan undlade at afvise en ansøgning, der ikke er ind-
givet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet
økonomisk vurdering er klare fordele for Statsforvaltningen
ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.
Det foreslås, at henvisningerne til Statsforvaltningen i be-
stemmelserne ændres til Familieretshuset. Det foreslås end-
videre, at henvisningerne til ansøgning ændres til henven-
delse.
Den førstnævnte ændring er begrundet i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås ned-
lagt, hvorefter ansøgninger og anmodninger skal indgives til
Familieretshuset, jf. den i lovforslagets § 3, nr. 17, foreslåe-
de § 20 i børnebidragsloven.
Den foreslåede ændring fra ansøgning til henvendelse er be-
grundet i, at det med den i lovforslagets § 3, nr. 12, foreslåe-
de § 19 a, stk. 1, i børnebidragsloven foreslås, at også an-
modning om indbringelse af Familieretshusets afgørelse for
familieretten skal indgives ved brug af digital selvbetjening.
Henvendelser bruges herefter som samlet betegnelse for an-
søgninger og anmodninger.
De foreslåede ændringer medfører ikke materielle ændringer
af, hvornår en borger kan undtages fra kravet om anvendelse
af digital selvbetjening efter bestemmelserne i § 19 a, stk. 2
og 3.
Der henvises til § 3, nr. 12, og bemærkningerne hertil. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt
3.3.
Til nr. 16
Det fremgår af § 19 a, stk. 4, i børnebidragsloven, at en digi-
tal ansøgning anses for at være kommet frem, når den er til-
gængelig for Statsforvaltningen. Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med de øvrige bestemmelser i § 19 a om kra-
vene til anvendelse af digital selvbetjening.
Det foreslås, at henvisningen til Statsforvaltningen i bestem-
melsen ændres til Familieretshuset. Det foreslås endvidere,
at henvisningen til ansøgning ændres til henvendelse.
Den førstnævnte ændring er begrundet i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås ned-
lagt, hvorefter anmeldelser og anmodninger skal indgives til
Familieretshuset, jf. den i lovforslagets § 3, nr. 17, foreslåe-
de § 20 i børnebidragsloven.
Den foreslåede ændring fra ansøgning til henvendelse er be-
grundet i, at det med de i lovforslagets § 3, nr. 12, foreslåede
§ 19 a, stk. 1, i børnebidragsloven foreslås, at også anmod-
ning om indgivelse af Familieretshusets afgørelse for fami-
lieretten skal indgives ved brug af Familieretshusets digitale
selvbetjeningsløsning. Henvendelser bruges herefter som
samlet betegnelse for anmodninger og ansøgninger.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 17
Statsforvaltningen træffer afgørelse i sager efter børnebi-
dragsloven. Statsforvaltningen behandler sagerne efter be-
stemmelserne i børnebidragsloven, forvaltningsloven og de
almindelige forvaltningsretlige principper.
Efter § 20 i børnebidragsloven kan Statsforvaltningen og
Ankestyrelsen anmode en part om oplysninger om perso-
nens forhold til brug for behandling af sager om fastsættelse
og ændring af bidrag efter børnebidragsloven. Det følger af
bestemmelsen, at Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan
tillægge manglende fremsendelse af oplysninger processuel
skadesvirkning og træffe afgørelse på baggrund af de oplys-
ninger, som Statsforvaltningen eller Ankestyrelsen er i be-
siddelse af.
Det foreslås at ophæve § 20 i børnebidragsloven. I stedet
foreslås det, at der indsættes to nye bestemmelser om afgø-
relseskompetence, og hvilken lovgivning der finder anven-
delse ved behandling af sager efter børnebidragsloven.
Det foreslås således med bestemmelsen i § 20, stk. 1, at ved
Familieretshusets behandling af sager efter børnebidragslo-
ven finder bestemmelserne i forslaget til Familieretshuslo-
ven anvendelse.
Med bestemmelsen i § 20, stk. 2, foreslås det, at det fastlæg-
ges efter bestemmelserne om visitation i kapitel 2 og kapit-
lerne 8-10 om behandlingen af sager i forslaget til Familier-
etshusloven, om afgørelse om børnebidrag træffes af Fami-
lieretshuset eller familieretten.
De foreslåede bestemmelser er begrundede i, at Statsforvalt-
ningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås ned-
lagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller fa-
milieretten, der træffer afgørelse efter børnebidragsloven.
Hvorvidt en sag afsluttes eller afgøres af Familieretshuset
98
eller familieretten, foreslås reguleret i §§ 5-7 samt §§ 25-27
i forslaget til Familieretshusloven.
Efter § 25, jf. § 5, i forslaget til Familieretshusloven er det
Familieretshuset, der afslutter sagen, hvis der er tale om en
enkel sag, dvs. hvor parterne er enige om betaling af børne-
bidrag, når Familieretshuset modtager sagen.
Hvis parterne ikke er enige, visiteres sagen til behandling ef-
ter § 6 i forslaget til Familieretshusloven. Dette gælder end-
videre sager, hvor parterne er enige, men der skal foretages
juridisk sagsbehandling f.eks. til afklaring af, hvorvidt betin-
gelserne for at registrere parternes aftale er opfyldte, eller
om danske myndigheder har kompetence til at behandle sag-
en. I sager, der visiteres til behandling efter § 6 i forslaget til
Familieretshusloven, er det som udgangspunkt Familierets-
huset, der efter § 26 i forslaget til Familieretshusloven træf-
fer afgørelse, hvis parterne ikke under sagens forløb er nået
til enighed. Efter § 27, stk. 2, i forslaget til Familieretshuslo-
ven er det dog familieretten, der træffer afgørelse, hvis sag-
en indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problem-
stillinger, eller sagen behandles sammen med en anden sag,
der skal afgøres af familieretten, f.eks. en samværssag.
Det følger af § 5, stk. 2, og § 6, stk. 2, i forslaget til Fami-
lieretshusloven, at visse typer af sager altid skal visiteres til
behandling som en § 5-sag eller en § 6-sag. Dette betegnes
lovbestemt visitation. Visitationen skal således ikke foreta-
ges på baggrund af et konkret skøn, men er derimod bestemt
af sagstypen. Dette skyldes, at de pågældende sagstyper har
en karakter, der objektivt begrunder, at sagerne bør behand-
les som § 5-sager eller § 6-sager. Udstedelse af resolution
om børnebidrag ud fra parternes enighed behandles altid af
Familieretshuset som § 5-sager, jf. § 5, stk. 2, nr. 7, i forsla-
get til Familieretshusloven.
Efter § 6, stk. 2, nr. 1, i forslaget til Familieretshusloven vi-
siteres en sag om afvisning af en anmodning, som ikke er
indgivet ved anvendelse af Familieretshusets digitale selvbe-
tjeningsløsning, eller som der ikke er betalt gebyr for be-
handlingen af, til behandling som en § 6-sag, der afgøres af
Familieretshuset efter § 26 i forslaget til Familieretshuslo-
ven. Tilsvarende gælder efter § 6, stk. 2, nr. 11, i forslaget til
Familieretshusloven en sag, hvor der ikke skal tages stilling
til en tvist mellem to private parter.
Forslaget til Familieretshusloven indeholder den generelle
regulering af Familieretshusets behandling af sager. Det dre-
jer sig bl.a. om visitation af sagerne og den deraf følgende
fordeling af afgørelseskompetencen mellem Familieretshu-
set og domstolene og bestemmelser om, at Familieretshuset
sørger for oplysningen af sager, at Familieretshuset kan af-
gøre en sag på skriftligt grundlag og om processuel skade-
virkning. Disse bestemmelser skal også gælde for sager efter
børnebidragsloven.
Den foreslåede ophævelse af de gældende bestemmelser i
§ 20 i børnebidragsloven er begrundet i, at Familieretshusets
anvendelse af processuel skadevirkning foreslås reguleret i
forslaget til Familieretshusloven.
Familierettens muligheder for at indhente oplysning m.v. er
reguleret i retsplejeloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3., samt til § 11 i forslaget til Familieretshusloven
og bemærkningerne hertil.
Til nr. 18
Det fremgår af § 21, stk. 1, i børnebidragsloven, at Statsfor-
valtningens afgørelser efter børnebidragsloven kan påklages
til Ankestyrelsen. Det fremgår endvidere, at nærmere be-
stemte dele af retssikkerhedsloven finder anvendelse ved
Ankestyrelsens behandling af klager.
Det foreslås, at § 21, stk. 1, i børnebidragsloven ændres så-
ledes, at det fremgår af bestemmelsen, at Familieretshusets
afgørelser efter børnebidragsloven kan indbringes for fami-
lieretten til prøvelse efter bestemmelserne i kapitel 12 i for-
slaget til Familieretshusloven.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
den i lovforslagets § 3, nr. 17, foreslåede § 20, stk. 2, hvor-
efter afgørelser efter børnebidragsloven træffes af enten Fa-
milieretshuset eller familieretten. Det foreslås samtidigt, at
bestemmelserne om indbringelse af Familieretshusets afgø-
relser for familieretten fremgår samlet af kapitel 12 i forsla-
get til Familieretshusloven. Disse bestemmelser ændrer ikke
ved, hvilke afgørelser der kan indbringes for familieretten i
forhold til mulighederne for at påklage Statsforvaltningens
afgørelser efter gældende ret. Der henvises i denne forbin-
delse til §§ 39-41 i forslaget til Familieretshusloven og be-
mærkningerne hertil.
Som led i forslaget om et nyt familieretligt system foreslås,
at afgørelser truffet af Familieretshuset ikke som Statsfor-
valtningens afgørelser efter gældende lovgivning kan påkla-
ges til en administrativ myndighed, men derimod indbringes
for familieretten. Retsplejeloven og herunder særligt kapitel
42, jf. lovforslagets § 15, nr. 14, finder anvendelse ved ret-
tens behandling af en afgørelse truffet af Familieretshuset
efter børnebidragsloven, som er indbragt for retten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 19
Efter § 21, stk. 1, i børnebidragsloven kan Statsforvaltnin-
gens afgørelse efter børnebidragsloven påklages til Ankesty-
relsen. En sådan klage skal efter § 21, stk. 2, i børnebidrags-
loven indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået med-
delelse om afgørelsen. Dog kan Ankestyrelsen i særlige til-
fælde behandle en klage, der er indgivet senere.
Det foreslås, at § 21, stk. 2, i børnebidragsloven ophæves,
idet indbringelse af Familieretshusets afgørelser efter børne-
bidragsloven for familieretten foreslås reguleret i forslaget
99
til Familieretshusloven. Den gældende klagefrist på 4 uger
og muligheden for at behandle en afgørelse, hvor anmodnin-
gen om indbringelse er indgivet senere, foreslås videreført i
§ 34 i forslaget til Familieretshusloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 20
Børne- og socialministeren kan efter § 21, stk. 3, i børnebi-
dragsloven fastsætte regler om bl.a. behandlingen af klager.
Bemyndigelsen er anvendt til at udstede bekendtgørelse nr.
1494 af 11. december 2017 om børne- og ægtefællebidrag,
der i §§ 17 og 18 indeholder regler om behandlingen af kla-
ger.
Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen ændres såle-
des, at ministerens adgang til at fastsætte regler om behand-
lingen af klager udgår.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det foreslås, at Familieretshuset tillægges kompetence
til at træffe de afgørelser efter børnebidragsloven, som
Statsforvaltningen hidtil har truffet. Samtidigt foreslås der
med lovforslagets § 3, nr. 18, en ændring af § 21, stk. 1, i
børnebidragsloven, således at Familieretshusets afgørelse
kan indbringes for familieretten, og med § 41, stk. 7, i for-
slaget til Familieretshusloven, at børne- og socialministeren
kan fastsætte bestemmelser om Familieretshusets behand-
ling af en anmodning om at indbringe en afgørelse for fami-
lieretten. Det foreslås i forlængelse heraf, at børne- og so-
cialministerens adgang til efter § 21, stk. 3, i børnebidrags-
loven at fastsætte regler om behandling af klager udgår.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 21
Det fremgår af § 21, stk. 4, i børnebidragsloven, at Statsfor-
valtningen og Ankestyrelsen som klagemyndighed kan få
terminaladgang til brug for behandlingen af sager om fast-
sættelse og ændring af børnebidrag. De to myndigheder kan
anvende terminaladgangen til at indhente nødvendige øko-
nomiske oplysninger til brug for behandlingen af sagen. Op-
lysningerne indhentes via terminaladgangen hos told- og
skatteforvaltningen, herunder i indkomstregistret.
Det foreslås, at § 21, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres således,
at Familieretshuset har terminaladgang efter bestemmelsen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse, jf. den i lovforslagets § 3, nr. 17, fore-
slåede § 20, stk. 2.
Familieretten, der efter den i lovforslagets § 3, nr. 17, fore-
slåede § 20 behandler sager om børnebidrag, får ikke termi-
naladgang ved den foreslåede ændring af § 21, stk. 4. I ste-
det vil familieretten til brug for behandlingen af sådanne
sager kunne anmode Familieretshuset om at indhente øko-
nomiske oplysninger om parterne gennem Familieretshusets
terminaladgang, jf. § 12 i forslaget til Familieretshusloven.
Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 17, og bemærkninger-
ne til dertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til § 4
Til nr. 1-3
Statsforvaltningen varetager en række opgaver på adoptions-
området efter adoptionsloven.
Det drejer sig for det første om, at Statsforvaltningen med-
deler adoption ved bevilling, jf. § 1, stk. 1, i adoptionsloven.
Ved adoption af et barn fra et andet land har bevillingen ef-
ter § 1, stk. 2, virkning fra barnets ankomst her til landet.
Hvis der er knyttet en prøveperiode til adoptionen, har bevil-
lingen dog først virkning fra udløbet af prøveperioden, hvil-
ket Statsforvaltningen kan fravige, hvis der foreligger særli-
ge omstændigheder.
Ved adoption af et barn over 12 år bør adoptionsbevillingen
som udgangspunkt ikke gives uden samtykke fra barnet.
Ved adoption af børn under 18 år skal der som udgangs-
punkt foreligge samtykke fra forældrene. Samtykke skal af-
gives under personligt fremmøde for bl.a. Statsforvaltnin-
gen, jf. § 6, stk. 2, og § 8, stk. 1, i adoptionsloven.
Er den, som ønskes adopteret, under 18 år, følger det af
§ 4 a, at adoption kun må bevilges, når ansøgeren er god-
kendt som adoptant af adoptionssamrådet, hvis afslag på
godkendelse kan påklages til Adoptionsnævnet, jf. § 25 b.
Statsforvaltningen er sekretariat for adoptionssamrådet,
mens Ankestyrelsen er sekretariat for Adoptionsnævnet. Der
kræves dog ikke godkendelse som adoptant ved stedbarnsa-
doption, eller hvis der er et nært slægtskab mellem barnet og
adoptanten.
Efter § 15 kan Statsforvaltningen til brug for afklaringen af,
om der er ydet eller modtaget vederlag m.v. i forbindelse
med samtykke til en adoption afkræve oplysninger fra en-
hver, der har kendskab til forholdene.
For det andet træffer Statsforvaltningen efter § 10, stk. 1, af-
gørelse om adoption uden samtykke. Statsforvaltningen skal
som led i behandlingen af en sådan sag forespørge forældre-
ne, om de vil give samtykke til adoptionen, jf. § 10, stk. 2,
beskikke en advokat for barnet, jf. § 15 a, stk. 1, 1. pkt., og
tilbyde beskikkelse af en advokat for de øvrige parter, jf.
§ 15 a, stk. 1, 2. pkt. Hvis Statsforvaltningen træffer afgørel-
se om adoption uden samtykke efter § 9, skal Statsforvalt-
ningen underrette parterne, jf. § 11, stk. 1 og 2.
100
Statsforvaltningen indbringer afgørelsen for retten efter an-
modning fra en part. Anmodningen skal indgives inden 14
dage efter underretningen. Statsforvaltningen kan dog for-
længe denne frist, hvis der foreligger særlige grunde. Hvis
afgørelsen er indbragt for retten, og retten opretholder afgø-
relsen, kan Statsforvaltningen ikke udstede adoptionsbevil-
ling, før ankefristen er udløbet, og der ikke er anket. Dette
fremgår af lovens § 11, stk. 3-5. Børne- og socialministeren
kan efter § 25, nr. 4, fastsætte regler om Statsforvaltningens
behandling af sager om adoption uden samtykke.
Statsforvaltningen varetager for det tredje opgaver i forbin-
delse med ophævelse af en adoption. Det er Ankestyrelsen,
som træffer afgørelsen om ophævelse, men samtykket fra
barnet til ophævelsen skal afgives over for bl.a. Statsforvalt-
ningen efter afholdelse af en samtale med barnet, jf. § 18,
stk. 3.
For det fjerde varetager Statsforvaltningen opgaver vedrø-
rende godkendelse som adoptant. Det drejer sig efter § 25 a,
stk. 1, om at Statsforvaltningen skal foretage en undersøgel-
se, inden adoptionssamrådet tager stilling til spørgsmålet om
godkendelse. Efter § 25 a, stk. 3, er en medarbejder ved
Statsforvaltningen medlem af adoptionssamrådet.
Statsforvaltningens afgørelser efter adoptionsloven kan med
undtagelse af afgørelser om adoption uden samtykke påkla-
ges til Ankestyrelsen, jf. § 29 b, stk. 1. I sager om adoption
uden samtykke kan Statsforvaltningens sagsbehandling på-
klages til Ankestyrelsen, jf. § 29 b, stk. 2.
Ved indgivelse af ansøgning til Statsforvaltningen om bevil-
ling til adoption og godkendelse som adoptant skal der som
udgangspunkt efter § 29 c anvendes digital selvbetjening,
men Statsforvaltningen kan fravige dette udgangspunkt. En
digital ansøgning er kommet frem, når den er tilgængelig for
Statsforvaltningen.
Det foreslås, at ovennævnte bestemmelser ændres således, at
der i bestemmelserne henvises til Familieretshuset i stedet
for til Statsforvaltningen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter Familieretshuset foreslås at varetage de opgaver
efter adoptionsloven, som Statsforvaltningen varetager i
dag.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til § 5
Til nr. 1
Det fremgår af § 2 i bidragsopkrævningsloven, at krav på
underholdsbidrag som udgangspunkt opkræves af Udbeta-
ling Danmark. Det er dog restanceinddrivelsesmyndigheden
(SKAT), der opkræver bidraget, hvis kravet på underholds-
bidrag følger af udenlandsk ret og er omfattet af lovens § 1,
stk. 2. Statsforvaltningen træffer afgørelse om indsigelse
mod eksistensen af sådanne udenlandske krav.
Udenlandske bidragskrav omfattet af § 1, stk. 2, omfatter
krav efter Haagerkonventionen af 15. april 1958 om aner-
kendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende under-
holdspligt over for børn, konvention af 23. marts 1962 mel-
lem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om inddri-
velse af underholdsbidrag og Haagerkonventionen af 2. ok-
tober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser
om underholdspligt. Der henvises til § 1, stk. 2, nr. 2-4, i be-
kendtgørelse nr. 1858 af 23. december 2015 om opkrævning
af underholdsbidrag.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 2 ændres således, at det
fremgår af bestemmelsen, at afgørelse om indsigelse mod
eksistensen af de udenlandske krav træffes efter den i lov-
forslagets § 5, nr. 3, foreslåede § 23 a, stk. 3.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om indsigelse mod eksistensen af de
udenlandske bidragskrav, jf. den i lovforslagets § 5, nr. 3,
foreslåede § 23 a, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 2
Det fremgår af § 20 i bidragsopkrævningsloven, at Statsfor-
valtningen har mulighed for at bestemme, at reglerne § 19 i
bidragsopkrævningsloven om opfyldelse af bidragspligt el-
ler sikkerhed for opfyldelse af bidragspligt finder anvendel-
se over for en mand, der er part i en påbegyndt faderskabs-
sag.
Det foreslås, at § 20 i bidragsopkrævningsloven ændres så-
ledes, at det ikke fremgår af bestemmelsen, hvilken myndig-
hed der kan bestemme, at reglerne i § 19 i bidragsopkræv-
ningsloven finder anvendelse over for en mand, der er part i
en påbegyndt faderskabssag.
Det foreslås videre, at § 20 i bidragsopkrævningsloven æn-
dres således, at bestemmelsen ligeledes giver mulighed for
at bestemme, at reglerne § 19 i bidragsopkrævningsloven
om opfyldelse af bidragspligt eller sikkerhed for opfyldelse
af bidragspligt finder anvendelse over en kvinde, der er part
i en påbegyndt medmoderskabssag.
Den første af de foreslåede ændringer er begrundet i, at
Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven
foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshu-
set eller familieretten, der kan beslutte, at reglerne i § 19 i
bidragsopkrævningsloven finder anvendelse for en mand,
der er part i en påbegyndt faderskabssag, jf. den i lovforsla-
gets § 5, nr. 3, foreslåede § 23 a, stk. 2.
101
Den anden af de foreslåede ændringer er begrundet i, at der
med lov nr. 652 af 12. juni 2013 om ændring af børneloven,
lov om adoption, retsplejeloven og forskellige andre love
(Medmoderskab m.v.) blev indført mulighed for etablering
af medmoderskab, der har samme retsvirkninger som fader-
skab, herunder i forhold til bidragspligt over for et barn. Der
skal derfor også være mulighed for at bestemme, at reglerne
§ 19 i bidragsopkrævningsloven finder anvendelse over en
kvinde, der er part i en påbegyndt medmoderskabssag.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 3
Statsforvaltningen træffer efter § 2, 2. pkt., i bidragsopkræv-
ningsloven afgørelse i sager, hvor der er gjort indsigelse
mod eksistensen af et krav om underholdsbidrag, hvis kravet
følger af udenlandsk ret og er omfattet af lovens § 1, stk. 2.
Statsforvaltningen træffer endvidere efter § 20 beslutning
om, at reglerne i § 19 om opfyldelse af bidragspligt eller sik-
kerhed for opfyldelse af bidragspligt finder anvendelse over
for en mand, der er part i en påbegyndt faderskabssag.
Statsforvaltningen behandler sager efter bidragsopkræv-
ningsloven efter bestemmelserne i bidragsopkrævningslo-
ven, forvaltningsloven og almindelige forvaltningsretlige
principper.
Det fremgår af § 23 a, stk. 2, i bidragsopkrævningsloven, at
Statsforvaltningens afgørelser efter bidragsopkrævningslo-
ven kan påklages til Ankestyrelsen, og at visse bestemmel-
ser i retssikkerhedsloven finder anvendelse ved Ankestyrel-
sens behandling af sådanne klager.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 23 a, stk. 2, ophæves, og at
der i stedet som § 23 a, stk. 2, indsættes en bestemmelse om,
at ved Familieretshusets behandling af sager efter bidrags-
opkrævningsloven finder bestemmelserne i forslaget til Fa-
milieretshusloven anvendelse.
Med bestemmelsen i § 23 a, stk. 3, foreslås det, at det fast-
lægges efter bestemmelserne om visitation i kapitel 2 og be-
stemmelserne om behandling af § 5-sager og § 6-sager i ka-
pitel 8-10 i forslaget til Familieretshusloven, om afgørelse
efter § 2, 2. pkt., og § 20 i bidragsopkrævningsloven træffes
af Familieretshuset eller familieretten.
Endelig foreslås det, at der som § 23 a, stk. 4, indsættes en
bestemmelse om, at Familieretshusets afgørelser efter bi-
dragsopkrævningsloven kan indbringes for familieretten ef-
ter bestemmelserne i kapitel 12 i forslaget til Familieretshus-
loven.
De foreslåede bestemmelser i § 23 a, stk. 2-4, er begrundede
i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven
foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshu-
set eller familieretten, der træffer afgørelse efter bidragsop-
krævningsloven. Hvorvidt en sag afsluttes eller afgøres af
Familieretshuset eller familieretten, foreslås reguleret i
§§ 5-7 samt 25-27 i forslaget til Familieretshusloven.
Efter § 25, jf. § 5, i forslaget til Familieretshusloven er det
Familieretshuset, der afslutter sagen, hvis der er tale om en
enkel sag, dvs. hvor parterne er enige, når Familieretshuset
modtager sagen.
Hvis parterne ikke er enige, visiteres sagen til behandling ef-
ter § 6 i forslaget til Familieretshusloven. Dette gælder end-
videre sager, hvor parterne er enige, men der skal foretages
juridisk sagsbehandling f.eks. til afklaring af, hvorvidt betin-
gelserne for at registrere parternes aftale er opfyldte, eller
om danske myndigheder har kompetence til at behandle sag-
en. I sager, der visiteres til behandling efter § 6 i forslaget til
Familieretshusloven, er det som udgangspunkt Familierets-
huset, der efter § 26 i forslaget til Familieretshusloven træf-
fer afgørelse, hvis parterne ikke under sagens forløb er nået
til enighed. Efter § 27, stk. 2, i forslaget til Familieretshuslo-
ven er det dog familieretten, der træffer afgørelse, hvis sag-
en indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problem-
stillinger, eller sagen behandles sammen med en anden sag,
der skal afgøres af familieretten.
Forslaget til Familieretshusloven indeholder den generelle
regulering af Familieretshusets behandling af sager. Det dre-
jer sig bl.a. om den ovennævnte bestemmelse om visitation
af sager og den deraf følgende fordeling af afgørelseskom-
petencen mellem Familieretshuset og familieretten og be-
stemmelser om, at Familieretshuset, for så vidt angår de sag-
er, som Familieretshuset skal træffe afgørelse i, sørger for
oplysningen af sagen og afgør den på skriftligt grundlag, jf.
§§ 25 og 26 i forslaget til Familieretshusloven. Der henvises
til bemærkningerne til de pågældende bestemmelser i forsla-
get til Familieretshusloven. Disse bestemmelser skal også
gælde for sager efter § 2, 2. pkt., og § 20 i bidragsopkræv-
ningsloven.
Den foreslåede bestemmelse i § 23 a, stk. 4, skal ses i sam-
menhæng med den foreslåede nye bestemmelse i § 23 a, stk.
3, hvorefter afgørelse om udpegning af en personlig repræ-
sentant for uledsagede mindreårige udlændinge og afgørelse
om ændring heraf træffes af enten Familieretshuset eller fa-
milieretten. Det foreslås samtidigt, at bestemmelserne om
indbringelse af Familieretshusets afgørelser for familieretten
fremgår samlet af kapitel 12 i forslaget til Familieretshuslo-
ven. Disse bestemmelser ændrer ikke ved, hvilke afgørelser
der kan indbringes for familieretten i forhold til muligheder-
ne for at påklage Statsforvaltningens afgørelser efter gæl-
dende ret. Der henvises i denne forbindelse til §§ 39-41 i
forslaget til Familieretshusloven og bemærkningerne hertil.
Retsplejeloven, herunder navnligt kapitel 42, som foreslået
ændret ved lovforslagets § 15, nr. 14, finder anvendelse ved
familierettens behandling af en afgørelse truffet af Familier-
etshuset, som er indbragt for familieretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
102
Til nr. 4
Bestemmelsen i § 23 b i bidragsopkrævningsloven bemyndi-
ger børne- og socialministeren til at fastsætte nærmere regler
om en række emner under bidragsopkrævningsloven. Børne-
og socialministeren har således efter § 23 b, nr. 3, bl.a.
hjemmel til at fastsætte regler om behandlingen af klager
over afgørelser truffet af Statsforvaltningen. Bemyndigelsen
er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 1858 af 23.
december 2015 om opkrævning af underholdsbidrag, der
bl.a. indeholder regler om behandlingen af klager.
Det foreslås, at § 23 b, nr. 3, ændres således, at bemyndigel-
sen vedrørende behandlingen af klager over Statsforvaltnin-
gens afgørelser udgår.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det foreslås, at Familieretshuset tillægges kompetence
til at træffe de afgørelser efter bidragsopkrævningsloven,
som Statsforvaltningen hidtil har truffet. Samtidigt foreslås
der med lovforslagets § 5, nr. 3, en ændring af § 23 a, stk. 2,
i bidragsopkrævningsloven, således at Familieretshusets af-
gørelse kan indbringes for familieretten, og med § 41, stk. 7,
i forslaget til Familieretshusloven, at børne- og socialmini-
steren kan fastsætte bestemmelser om Familieretshusets be-
handling af en anmodning om at indbringe en afgørelse for
familieretten. Det foreslås i forlængelse heraf, at børne- og
socialministerens adgang til efter § 23 a, stk. 2, i bidragsop-
krævningsloven at fastsætte regler om behandling af klager
udgår.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 5
Det foreslås, at der som § 23 c i bidragsopkrævningsloven
indsættes bestemmelser om pligt til at anvende digital selv-
betjening ved indgivelse af henvendelser efter bidragsop-
krævningsloven.
Det foreslås således som § 23 c, stk. 1, at indsigelser efter §
2, 2. pkt., anmodninger efter § 20 og anmodninger om ind-
bringelse af en afgørelse truffet af Familieretshuset for fami-
lieretten skal indgives til Familieretshuset ved anvendelse af
den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådig-
hed. Henvendelser, dvs. indsigelser og anmodninger, der ik-
ke indgives ved digital selvbetjening, afvises af Familierets-
huset dog undtaget de i stk. 2 og 3 foreslåede bestemmelser.
Det foreslås, at det som § 23 c, stk. 2, fastsættes, at hvis Fa-
milieretshuset finder, at der foreligger særlige forhold, der
gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital
selvbetjening, skal Familieretshuset tilbyde, at henvendelsen
kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening.
Det foreslås videre, at det er Familieretshuset, der bestem-
mer, hvordan en henvendelse omfattet af 1. pkt. skal indgi-
ves, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
Det foreslås, at det som § 23 c, stk. 3, fastsættes, at Fami-
lieretshuset helt ekstraordinært ud over i de i stk. 2 nævnte
tilfælde kan undlade at afvise en henvendelse, der ikke er
indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet
økonomisk vurdering er klare fordele for Familieretshuset
ved at modtage henvendelsen på anden måde end digitalt.
Endelig foreslås, at det som § 23 c, stk. 4, fastsættes, at en
digital henvendelse anses at være kommet frem, når den er
tilgængelig for Familieretshuset.
Den foreslåede bestemmelse i § 23 c, stk. 1, om forpligtel-
sen til at anvende digital selvbetjening ved indgivelse af en
indsigelse efter § 2, 2. pkt., en anmodning efter § 20 eller en
anmodning om indbringelse af en afgørelse truffet af Fami-
lieretshuset for Familieretten er ny. Der har således ikke hid-
til været stillet krav om anvendelse af digital selvbetjening
på bidragsopkrævningslovens område i modsætning til,
hvad der gælder efter hovedparten af de øvrige familieretli-
ge love. Forpligtelsen hertil på den øvrige del af det fami-
lieretlige område blev indført med lov nr. 622 af 12. juni
2013 om ændring af forskellige lovbestemmelser om ansøg-
ning, anmeldelser, anmodninger, meddelelser og erklæringer
til offentlige myndigheder (Overgang til obligatorisk digital
selvbetjening for borgere, for så vidt angår ansøgning om
økonomisk fripladstilskud, meddelelse om valg af læge, an-
søgning om navngivning og navneændring, indgivelse af er-
klæring om faderskab, anmeldelse af cykeltyveri m.v.)
Det foreslås med bestemmelserne i § 23 c, stk. 2 og 3, at der
fastsættes de samme muligheder for at undtage fra forplig-
telsen til at anvende digital selvbetjening i sager efter bi-
dragsopkrævningsloven som efter de øvrige familieretlige
love.
Det foreslås således med § 23 c, stk. 2, at Familieretshuset
skal undtage fra kravet om digital selvbetjening, hvis der
foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må for-
ventes at kunne anvende digital selvbetjening. Det er Fami-
lieretshuset, der ud fra et konkret skøn vurderer, om der
foreligger særlige forhold. Det er personregisterføreren, der
ud fra et konkret skøn vurderer, om der foreligger særlige
forhold. Der skal i den forbindelse lægges vægt på borge-
rens beskrivelse af egne evner og muligheder for at anvende
it-værktøjer og eventuelle problemer med at søge om hjælp,
ligesom Familieretshuset ud fra en helhedsvurdering af bor-
geren må bedømme, om borgeren vil kunne ansøge digitalt
efter modtagelse af hjælp hertil.
Særlige forhold kan for eksempel foreligge, hvor der er tale
om borgere med særlige handikap, såvel kognitiv som fysisk
funktionsnedsættelse samt demens, borgere, der mangler di-
gitale kompetencer, visse socialt udsatte borgere, borgere
med psykiske lidelser, hjemløse, borgere med sprogvanske-
ligheder mv., hvor vejledning m.v. fra Familieretshusets si-
de konkret vurderes ikke at være en egnet løsning. Der vil
således kunne være tale om, at der foreligger særlige forhold
for nogle af de nævnte borgere, der gør, at de ikke kan ansø-
ge digitalt. Tilsvarende vil der også være borgere fra de
103
nævnte grupper, der kan ansøge digitalt, og derfor skal ansø-
ge digitalt. Særlige forhold vil eksempelvis også foreligge,
hvor en borger er indsat i fængsel eller er institutionsanbragt
og af den grund ikke har adgang til en computer eller lig-
nende digital platform, hvorfor borgeren ikke kan ansøge di-
gitalt.
Det foreslås med bestemmelsen i § 23 c, stk. 3, at der ud-
over i de ovenfor nævnte tilfælde også helt ekstraordinært
kan være situationer, hvor omstændighederne ved henven-
delsen eller hos Familieretshuset gør, at der ikke kan ansø-
ges digitalt. Der kan eksempelvis være tale om, at Familier-
etshusets digitale selvbetjeningssystem ikke er indrettet til at
håndtere en bestemt situation. Tilsvarende vil Familieretshu-
set eksempelvis kunne anvise borgeren en anden måde at
ansøge på, hvis selvbetjeningssystemet er ude af drift. Der
vil i sådanne tilfælde være tale om, at der ud fra en samlet
vurdering er klare økonomiske fordele ved at modtage an-
meldelsen ikke-digitalt.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 23 c, stk. 4, er en digi-
tal henvendelse kommet frem til Familieretshuset, når den er
tilgængelig for Familieretshuset. En meddelelse vil normalt
være tilgængelig for en myndighed på det tidspunkt, hvor
Familieretshuset kan behandle eller læse meddelelsen. Dette
tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk. En med-
delelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt
først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig. En
ansøgning, anmeldelse, indberetning mv., der er tilgængelig
i Familieretshusets system eksempelvis klokken 23:59 den
30. november, er således kommet frem den 30. november,
uanset at der ikke fysisk sidder en medarbejder i Familier-
etshuset og gør sig bekendt med meddelelsen på dette tids-
punkt, der ligger uden for normal arbejdstid.
Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse ikke
fastlægges som følge af problemer med Familieretshusets it-
system eller andre lignende problemer, må meddelelsen an-
ses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor medde-
lelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige op-
lysninger om afsendelsestidspunktet. Det vil således ikke
komme borgeren til skade, at henvendelsen modtages efter
fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos Fami-
lieretshuset.
De foreslåede bestemmelser i § 23 c, er begrundede i hensy-
net til, at sagsbehandlingen i Familieretshuset og fordelin-
gen af afgørelseskompetence mellem Familieretshuset og fa-
milieretten bygger på, at der ved indgivelsen af anmeldel-
sen, klagen eller anmodningen til Familieretshuset anvendes
et digitalt screeningsværktøj som basis for den i § 4 i forsla-
get til Familieretshusloven foreslåede screening og visitation
af sagen. Bestemmelserne er endvidere begrundede i hensy-
net til en effektiv og digital tilrettelæggelse af sagsbehand-
lingen i Familieretshuset.
Der henvises til § 4 i forslaget til Familieretshusloven og be-
mærkningerne til denne. Der henvises i øvrigt til de almin-
delige bemærkninger, punkt 3.3.
Til § 6
Til nr. 1
Børneloven indeholder en række bestemmelser, der vedrører
Statsforvaltningen, og som indeholder henvisning til "stats-
forvaltningen". Det drejer sig efter § 1 a, stk. 1, om registre-
ring af en sæddonor som far, efter § 3 a, stk. 1, og § 3 b, stk.
1, om registrering af medmoderskab, efter § 4, § 5, stk. 1,
§ 7 og § 9, stk. 2, om rejsning af sag om faderskab eller
medmoderskab og efter § 14, stk. 7, og § 33, stk. 3, om an-
erkendelse af faderskab eller medmoderskab.
Det foreslås, at ovennævnte bestemmelser ændres således, at
der i bestemmelserne henvises til Familieretshuset i stedet
for til Statsforvaltningen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter Familieretshuset behandler visse typer af registre-
ring og anerkendelse af faderskab og medmoderskab samt
sager om faderskab og medmoderskab efter børneloven. Af-
gørelse efter børneloven træffes med visse undtagelser af
Familieretshuset eller familieretten, jf. den i lovforslagets
§ 6, nr. 20, foreslåede § 32 a, stk. 2.
Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 21-23, og bemærknin-
gerne hertil, for så vidt angår øvrige ændringer af § 33 i bør-
neloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 2
Overskriften til kapitel 2 i børneloven er "Sag om faderskab
og medmoderskab ved statsforvaltningen."
Det foreslås, at overskriften til kapitel 2 ændres således, at
henvisningen til Statsforvaltningen udgår.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse efter børneloven, jf. den i lovforslagets
§ 6, nr. 20, foreslåede § 32 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 3
Børneloven indeholder nærmere bestemmelser om Statsfor-
valtningens behandling af sager om faderskab og medmo-
derskab. Det drejer sig bl.a. efter § 11, stk. 1, om, at Stats-
forvaltningen opfordrer barnets mor og de mænd, som er
parter i sagen, til at medvirke ved retsgenetiske undersøgel-
ser med henblik på at fastslå faderskabet. Der skal dog alene
opfordres, hvis de retsgenetiske undersøgelser kan have be-
tydning for faderskabssagen. Det drejer sig endvidere bl.a.
om, at Statsforvaltningen under behandlingen af en sag om
104
faderskab eller medmoderskab efter § 12 kan bestemme, at
en part skal udtræde, hvis parten utvivlsomt ikke er barnets
far, og utvivlsomt ikke kan anses som barnets medmor.
Det fremgår endvidere af § 32, at Statsforvaltningen har en
forpligtelse til i fornødent omfang at yde vejledning om bør-
neloven og bistå med udfyldelse af blanketter m.v.
Det foreslås, at § 11, stk. 1, og § 12 ændres således, at det
fremgår af bestemmelserne, at de vedrører Familieretshusets
behandling af sager om faderskab og medmoderskab. Det
foreslås ligeledes, at § 32 ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at det er Familieretshuset, som har vejled-
ningsforpligtelsen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter Familieretshuset behandler sager om faderskab og
medmoderskab.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 4
Statsforvaltningen skal i visse tilfælde indbringe en sag om
faderskab eller medmoderskab for retten. Der skal efter § 13
i børneloven ske indbringelse, når en af parterne anmoder
om det, når Statsforvaltningen finder det betænkeligt at fort-
sætte behandlingen af sagen, når der skal ske indkaldelse
ved bekendtgørelse i Statstidende eller udfærdiges retsan-
modning efter retsplejelovens § 158, og når en af parterne er
frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6.
Der skal endvidere ske indbringelse, når Statsforvaltningen
ikke kan afslutte sagen ved anerkendelse eller henlæggelse.
Anerkendelse af faderskab og medmoderskab efter § 14 i
børneloven sker over for Statsforvaltningen, jf. § 14, stk. 7,
og § 33 a, stk. 2, i børneloven.
Det foreslås, at § 13 i børneloven affattes således, at der ef-
ter bestemmelsen skal træffes afgørelse efter kapitel 3 i bør-
neloven, hvis faderskab eller medmoderskab ikke kan aner-
kendes efter § 14.
Med forslaget til Familieretshusloven foreslås Statsforvalt-
ningen nedlagt. Det foreslås med lovforslagets § 6, nr. 1, at
anerkendelse af faderskab og medmoderskab skal ske over
for Familieretshuset. Det foreslås samtidigt med den i lov-
forslagets § 6, nr. 20, foreslåede § 32 a, stk. 2, i børneloven,
at afgørelser om faderskab og medmoderskab og om genop-
tagelse af faderskab og medmoderskab træffes af
Familieretshuset eller familieretten efter bestemmelserne i
kapitel 2 og 8-10 i forslaget til Familieretshusloven.
Efter § 25, jf. § 5, i forslaget til Familieretshusloven er det
Familieretshuset, der afslutter sagen, hvis der er tale om en
enkel sag, dvs. hvor parterne er enige, når Familieretshuset
modtager sagen.
Hvis parterne ikke er enige, visiteres sagen til behandling ef-
ter § 6 i forslaget til Familieretshusloven. Dette gælder end-
videre sager, hvor parterne er enige, men der skal foretages
juridisk sagsbehandling f.eks. til afklaring af, hvorvidt betin-
gelserne for at registrere parternes aftale er opfyldte, eller
om danske myndigheder har kompetence til at behandle sag-
en. I sager, der visiteres til behandling efter § 6 i forslaget til
Familieretshusloven, er det som udgangspunkt Familierets-
huset, der efter § 26 i forslaget til Familieretshusloven træf-
fer afgørelse, hvis parterne ikke under sagens forløb er nået
til enighed. Efter § 27, stk. 2, i forslaget til Familieretshus-
loven er det dog familieretten, der træffer afgørelse, hvis
sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske pro-
blemstillinger, eller sagen behandles samme med en anden
sag, der skal afgøres af familieretten.
Bestemmelserne om, hvornår en sag skal indbringes for fa-
milieretten, vil dermed fremgå af forslaget til Familieretshu-
set, hvorfor det alene er nødvendigt i børneloven at regulere,
at såfremt der ikke kan ske anerkendelse af faderskab eller
medmoderskab, skal der træffes afgørelse herom.
For så vidt angår de gældende indbringelsesgrunde i § 13,
nr. 1-3 og 5, i børneloven, vil det afhænge af den konkrete
sag, om afgørelse om faderskab eller medmoderskab træffes
af Familieretshuset eller familieretten, jf. den i lovforslagets
§ 6, nr. 20, foreslåede § 32 a, stk. 2. Det foreslås dermed, at
en anmodning fra en part ikke i sig selv fører til, at det er
familieretten, der træffer afgørelse. Såfremt Familieretshuset
træffer afgørelse, kan denne afgørelse dog indbringes for fa-
milieretten til prøvelse. For så vidt angår indbringelsesgrun-
dene i § 13, nr. 3 og 5, vil det forhold, at der skal udfærdiges
en retsanmodning efter retsplejelovens § 158, eller at en af
sagens parter er under værgemål efter værgemålslovens § 6
være elementer i vurderingen af, hvorvidt sagen er omfattet
af den foreslåede § 27, stk. 2, nr. 1, i forslaget til Familier-
etshusloven, hvorefter afgørelse træffes af familieretten.
Derimod vil det forhold, at der skal ske indkaldelse ved be-
kendtgørelse i Statstidende, ikke i sig selv gøre det nødven-
digt at indbringe en sag for familieretten til afgørelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 5
Overskriften til kapitel 3 i børneloven er »Sag om faderskab
og medmoderskab ved retten«.
Det foreslås, at overskriften til kapitel 2 ændres således, at
henvisningen til retten udgår.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse efter børneloven, jf. den i lovforslagets
§ 6, nr. 20, foreslåede § 32 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
105
Til nr. 6 og 7
Det fremgår af § 15 i børneloven, at sag om faderskab eller
medmoderskab kun kan indbringes for retten af Statsforvalt-
ningen.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 15 og overskriften til § 15
ophæves.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt.
Det foreslås samtidigt med den i lovforslagets § 6, nr. 20,
foreslåede § 32 a, stk. 2, at afgørelser om faderskab og med-
moderskab og om genoptagelse af faderskab og medmoder-
skab træffes af Familieretshuset eller familieretten efter be-
stemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i forslaget til Familierets-
husloven. Hvorvidt en sag afsluttes eller afgøres af
Familieretshuset eller familieretten, foreslås reguleret i
§§ 5-7 samt 25-27 i forslaget til Familieretshusloven.
Efter § 25, jf. § 5, i forslaget til Familieretshusloven er det
Familieretshuset, der afslutter sagen, hvis der er tale om en
enkel sag, dvs. hvor parterne er enige, når Familieretshuset
modtager sagen.
Hvis parterne ikke er enige, visiteres sagen til behandling ef-
ter § 6 i forslaget til Familieretshusloven. Dette gælder end-
videre sager, hvor parterne er enige, men der skal foretages
juridisk sagsbehandling f.eks. til afklaring af, hvorvidt betin-
gelserne for at registrere parternes aftale er opfyldte, eller
om danske myndigheder har kompetence til at behandle sag-
en. I sager, der visiteres til behandling efter § 6 i forslaget til
Familieretshusloven, er det som udgangspunkt Familierets-
huset, der efter § 26 i forslaget til Familieretshusloven træf-
fer afgørelse, hvis parterne ikke under sagens forløb er nået
til enighed. Efter § 27, stk. 2, i forslaget til Familieretshuslo-
ven er det dog familieretten, der træffer afgørelse, hvis sag-
en indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problem-
stillinger, eller sagen behandles sammen med en anden sag,
der skal afgøres af familieretten.
Bestemmelserne om, hvornår afgørelse skal træffes af ret-
ten, vil dermed fremgå af forslaget til Familieretshuset,
hvorfor bestemmelsen i § 15 i børneloven er overflødig.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 8
Overskriften til § 16 i børneloven er "Sagens behandling."
Det foreslås, at overskriften til § 16 ændres således, at det
fremgår, at bestemmelserne i §§ 16-18 omhandler familier-
ettens behandling af sager om faderskab og medmoderskab.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at det med lovforsla-
gets § 6, nr. 5 og 11-14, foreslås, at kapitel 3 i børneloven
ikke kun indeholder bestemmelser om familierettens be-
handling af sager om faderskab og medmoderskab, men og-
så finder anvendelse, når Familieretshuset træffer afgørelse.
Bestemmelserne i §§ 16-18 omhandler dog alene familieret-
tens behandling af sager om faderskab og medmoderskab,
hvilket understreges ved den foreslåede ændring af over-
skriften til § 16.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 9
Overskriften til § 19 i børneloven er »Anerkendelse af fa-
derskab og medmoderskab«.
Det foreslås, at overskriften til § 19 ophæves.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at det med lovforsla-
gets § 6, nr. 5 og 11-14, foreslås, at kapitel 3 i børneloven
ikke kun indeholder bestemmelser om familierettens be-
handling af sager om faderskab og medmoderskab, men og-
så finder anvendelse, når Familieretshuset træffer afgørelse.
Med den i lovforslagets § 6, nr. 8, foreslåede ændring af
overskriften før § 16 i børneloven præciseres, at de følgende
bestemmelser dog alene omhandler familierettens behand-
ling af faderskab og medmoderskab. Dette gælder også be-
stemmelsen i § 19. Da overskriften til § 19 endvidere ikke
findes at have nogen særskilt værdi, findes det hensigtsmæs-
sigt at lade § 19 være omfattet af overskriften til § 16, så det
fremgår klart, at bestemmelsen i § 19 omhandler familieret-
tens behandling af en sag om faderskab eller medmoder-
skab.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 10
Overskriften til § 20 i børneloven er »Dom til faderskab og
medmoderskab«.
Det foreslås, at bestemmelsen ændres, således at det fremgår
af overskriften, at der træffes afgørelse om faderskab eller
medmoderskab.
Ændringen er begrundet i, at det ved de i lovforslagets § 6,
nr. 11-14, foreslåede ændringer af § 20 i børneloven fore-
slås, at der i sager om faderskab eller medmoderskab, der ik-
ke kan afsluttes ved anerkendelse eller henlæggelse, træffes
afgørelse af Familieretshuset eller familieretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 11
Det fremgår af § 20, stk. 1, i børneloven, at en mand døm-
mes som far, hvis de retsgenetiske undersøgelser viser, at
han utvivlsomt er far til det pågældende barn.
Det foreslås, at § 20, stk. 1, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at der træffes afgørelse om, at en mand er
106
far, hvis han efter udfaldet af de retsgenetiske undersøgelser
utvivlsomt er det pågældende barns far.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om faderskab, jf. den i lovforslagets
§ 6, nr. 20, foreslåede § 32 a, stk. 2. Den foreslåede ændring
medfører ikke indholdsmæssige ændringer af, hvornår fa-
derskab kan fastslås.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 12
Det fremgår af § 20, stk. 2, i børneloven, at udover i situati-
oner, hvor faderskabet kan fastlægges på baggrund af rets-
genetiske undersøgelser efter § 20, stk. 1, kan en mand døm-
mes som far, hvis han har haft et seksuelt forhold til barnets
mor i den periode, hvor hun blev gravid, og der ikke er
grunde, der gør det usandsynligt, at han er far. Hvis barnets
mor har haft et seksuelt forhold til andre mænd i den perio-
de, hvor hun blev gravid, er det desuden en betingelse, at det
ved retsgenetiske undersøgelser kan konstateres, at de andre
mænd ikke er barnets far, eller det i øvrigt er overvejende
sandsynligt, at ingen af de andre mænd er barnets far.
Det foreslås, at § 20, stk. 2, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at faderskab efter bestemmelsen fastslås ved
afgørelse.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om faderskab, jf. den i lovforslagets
§ 6, nr. 20, foreslåede § 32 a, stk. 2. Den foreslåede ændring
medfører ikke indholdsmæssige ændringer af, hvornår fa-
derskab kan fastslås.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 13
Det fremgår af § 20, stk. 4, i børneloven, at en kvinde kan
dømmes medmor til et barn, hvis hun efter bestemmelserne i
§ 27 og § 27 a, stk. 2, om medmoderskab ved assisteret re-
produktion anses som medmor til barnet.
Det foreslås, at § 20, stk. 4, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at der træffes afgørelse om, at en kvinde er
medmor til et barn, hvis hun efter bestemmelserne i § 27 el-
ler § 27 a, stk. 2, anses som medmor til barnet.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om medmoderskab, jf. den i lovforsla-
gets § 6, nr. 20, foreslåede § 32 a, stk. 2. Den foreslåede æn-
dring medfører ikke indholdsmæssige ændringer af, hvornår
medmoderskab kan fastslås.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 14
Det fremgår af § 20, stk. 5, i børneloven, at en mand kan
dømmes som far til et barn, hvis han efter bestemmelserne i
§ 27, § 27 a, stk. 1, eller §§ 27 b eller 27 c om faderskab ved
assisteret reproduktion anses som far til barnet.
Det foreslås, at § 20, stk. 5, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at der træffes afgørelse om, at en mand er far
til et barn, hvis han efter bestemmelserne om faderskab ved
assisteret reproduktion i § 27, § 27 a, stk. 1, eller §§ 27 b
eller 27 c anses som far til barnet.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om faderskab, jf. den i lovforslagets
§ 6, nr. 20, foreslåede § 32 a, stk. 2. Den foreslåede ændring
medfører ikke indholdsmæssige ændringer af, hvornår fa-
derskab kan fastslås, når der er anvendt assisteret reproduk-
tion.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 15
I en række bestemmelser i børneloven om genoptagelse af
en sag om faderskab eller medmoderskab henvises til, om
faderskab eller medmoderskab er fastslået ved dom. Det
gælder bestemmelserne i § 21, stk. 1, § 22, stk. 1 og 2, og
§ 24, stk. 1.
Det foreslås, at de nævnte bestemmelser ændres således, at
der henvises til, om faderskab eller medmoderskab er fast-
slået ved afgørelse.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller
familieretten, der træffer afgørelse om faderskab, jf. den i
lovforslagets § 6, nr. 20, foreslåede § 32 a, stk. 2. De fore-
slåede ændringer medfører ikke indholdsmæssige ændringer
i reglerne om genoptagelse af en sag om faderskab eller
medmoderskab.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 16
Kapitel 4 i børneloven indeholder bestemmelser om genop-
tagelse af en sag om faderskab eller medmoderskab, herun-
der i § 26, stk. 1 og 2, om afgørelseskompetence.
107
Det fremgår af bestemmelsen i § 26, stk. 1, at det er Stats-
forvaltningen, der træffer afgørelse om, hvorvidt en sag om
faderskab eller medmoderskab skal genoptages. Det fremgår
videre af § 26, stk. 2, at hvis Statsforvaltningen har truffet
afgørelse om spørgsmålet om genoptagelse, skal Statsfor-
valtningen indbringe denne afgørelse for retten, hvis en part
anmoder om dette inden fire uger efter Statsforvaltningens
afgørelse.
Det foreslås, at bestemmelserne i § 26, stk. 1 og 2, ophæves.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt. Det
foreslås samtidigt med den i lovforslagets § 6, nr. 20, fore-
slåede § 32 a, stk. 2, at afgørelse om genoptagelse af en sag
om faderskab og medmoderskab træffes af Familieretshuset
eller familieretten efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i
forslaget til Familieretshusloven. Hvorvidt en sag afsluttes
eller afgøres af Familieretshuset eller familieretten, foreslås
reguleret i §§ 5-7 samt §§ 25-27 i forslaget til Familierets-
husloven.
Efter § 25, jf. § 5, i forslaget til Familieretshusloven er det
Familieretshuset, der afslutter sagen, hvis der er tale om en
enkel sag, dvs. hvor parterne er enige, når Familieretshuset
modtager sagen.
Hvis parterne ikke er enige, visiteres sagen til behandling ef-
ter § 6 i forslaget til Familieretshusloven. Dette gælder end-
videre sager, hvor parterne er enige, men der skal foretages
juridisk sagsbehandling f.eks. til afklaring af, hvorvidt betin-
gelserne for at registrere parternes aftale er opfyldte, eller
om danske myndigheder har kompetence til at behandle sag-
en. I sager, der visiteres til behandling efter § 6 i forslaget til
Familieretshusloven, er det som udgangspunkt Familierets-
huset, der efter § 26 i forslaget til Familieretshusloven træf-
fer afgørelse, hvis parterne ikke under sagens forløb er nået
til enighed. Efter § 27, stk. 2, i forslaget til Familieretshuslo-
ven er det dog familieretten, der træffer afgørelse, hvis sag-
en indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problem-
stillinger, eller sagen behandles sammen med en anden sag,
der skal afgøres af familieretten.
Bestemmelse om afgørelseskompetence i genoptagelsessa-
ger vil dermed fremgå af forslaget til Familieretshuset, hvor-
for bestemmelserne i § 26, stk. 1 og 2 i børneloven er over-
flødige.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 17
Det fremgår af § 26, stk. 3, i børneloven, at hvis en sag om
faderskab eller medmoderskab genoptages, finder bestem-
melserne i lovens kapitel 2 og 3 tilsvarende anvendelse, dog
med de begrænsninger der følger af § 26, stk. 4, om hvornår
en part kan inddrages i en sag, som er genoptaget.
Det foreslås, at § 26, stk. 3, ændres således, at det fremgår
klart, at bestemmelsen vedrører genoptagelse af en sag om
faderskab eller medmoderskab efter §§ 21-25. Der er alene
tale om en sproglig præcisering som følge af, at det med
lovforslagets § 6, nr. 16, foreslås, at bestemmelserne i § 26,
stk. 1 og 2, ophæves. Som følge heraf foreslås det endvide-
re, at henvisningen til § 26, stk. 4, i børneloven ændres til
§ 26, stk. 2.
Til nr. 18
§ 26, stk. 4, i børneloven vedrører sager om faderskab, som
genoptages. Det fremgår af bestemmelsen, at en mand, der
var part i sagen, men hvor han ikke på baggrund af retsgene-
tiske undersøgelser eller bevis for at han havde et seksuelt
forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid, blev
anset som far, ikke kan inddrages i den genoptagne sag mod
sin vilje. Han kan dog uanset dette inddrages i sagen, hvis
han har afgivet falsk forklaring for retten om forhold af be-
tydning for faderskabssagen, eller han har været vidende
om, at der er sket identitetsforveksling, ombytning af gene-
tisk materiale eller lignende.
Det foreslås, at § 26, stk. 4, ændres således, at henvisningen
til, at den falske forklaring er afgivet for retten, udgår.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt. Det
foreslås samtidigt med den i lovforslagets § 6, nr. 20, fore-
slåede § 32 a, stk. 2, at afgørelse om genoptagelse af en sag
om faderskab og medmoderskab træffes af Familieretshuset
eller familieretten efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i
forslaget til Familieretshusloven. En mand, der har afgivet
falsk forklaring for Familieretshuset i forbindelse med Fa-
milieretshusets oplysning af en sag, skal således kunne ind-
drages som part i faderskabssagen, der genoptages, på
samme måde, som hvis han havde afgivet den falske forkla-
ring for familieretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 19
Overskriften til kapitel 7 i børneloven er "Statsforvaltnin-
gens vejledningspligt."
Det foreslås, at overskriften til kapitel 7 ændres således, at
det fremgår af bestemmelsen, at kapitlet vedrører Familier-
etshusets vejledningspligt efter børneloven.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter Familieretshuset skal yde vejledning i spørgsmål ved-
rørende børneloven, jf. den i lovforslagets § 6, nr. 3, foreslå-
ede ændring af § 32.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 20
108
I sager om registrering af faderskab og medmoderskab efter
§§ 1, 2 og 3, i børneloven foretager personregisterføreren re-
gistreringen. I sager om registrering af faderskab og med-
moderskab, hvor der er anvendt assisteret reproduktion, fo-
retager Statsforvaltningen efter §§ 1 a, 3 a og 3 b i børnelo-
ven registreringen. Statsforvaltningen anerkender endvidere
faderskab og medmoderskab efter § 14, jf. § 33 a, stk. 2. I
sager, hvor faderskab eller medmoderskab ikke er registreret
eller anerkendt, og er der ikke rejst sag om faderskab eller
medmoderskab af andre, rejser Statsforvaltningen en sag, jf.
§ 7, stk. 1.
Statsforvaltningen behandler sager om faderskab eller med-
moderskab, der er rejst af andre efter bestemmelserne i bør-
neloven, men afgørelse om faderskab eller medmoderskab
træffes dog af retten, jf. § 20. Faderskab og medmoderskab
kan også anerkendes over for retten, hvis sagen allerede er
indbragt for retten, jf. § 19.
Afgørelse om, hvorvidt en sag om faderskab eller medmo-
derskab skal genoptages, træffes af Statsforvaltningen, jf.
§ 26, stk. 1, men afgørelsen indbringes for retten, hvis en
part anmoder om det inden fire uger efter Statsforvaltnin-
gens afgørelse om genoptagelse, jf. § 26, stk. 2. Hvis en sag
genoptages, finder bestemmelserne i kapitel 2 og 3 anven-
delse, hvorved som beskrevet ovenfor anerkendelse kan ske
over for Statsforvaltningen, jf. § 14, eller over for retten,
hvis sagen er indbragt for retten, jf. § 19, mens afgørelse om
faderskab eller medmoderskab træffes af retten, jf. § 20.
Statsforvaltningen behandler sager efter børneloven efter be-
stemmelserne i børneloven, forvaltningsloven og almindeli-
ge forvaltningsretlige principper.
Det foreslås med bestemmelsen i § 32 a, stk. 1, at ved Fami-
lieretshusets behandling af sager efter børneloven finder be-
stemmelserne i forslaget til Familieretshusloven anvendelse.
Med bestemmelsen i § 32 a, stk. 2, foreslås det, at det fast-
lægges efter bestemmelserne om visitation i kapitel 2 og be-
stemmelserne om behandling af sager i kapitel 8-10 i forsla-
get til Familieretshusloven, om afgørelse om faderskab og
medmoderskab og om genoptagelse af faderskab og med-
moderskab træffes af Familieretshuset eller familieretten.
Dette gælder dog ikke i sager om registrering af faderskab
og medmoderskab efter §§ 1, 2 og 3, da registrering heraf
foreslås som hidtil varetaget af personregisterførerne.
De foreslåede bestemmelser er begrundede i, at Statsforvalt-
ningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås ned-
lagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller fa-
milieretten, der træffer afgørelse efter børneloven, dog und-
taget registreringer, der foretages af personregisterførerne.
Hvorvidt en sag afsluttes eller afgøres af Familieretshuset
eller familieretten, foreslås reguleret i §§ 5-7 samt §§ 25-27
i forslaget til Familieretshusloven.
Efter § 25, jf. § 5, i forslaget til Familieretshusloven er det
Familieretshuset, der afslutter sagen, hvis der er tale om en
enkel sag, dvs. hvor parterne er enige, når Familieretshuset
modtager sagen.
Hvis parterne ikke er enige, visiteres sagen til behandling ef-
ter § 6 i forslaget til Familieretshusloven. Dette gælder end-
videre sager, hvor parterne er enige, men der skal foretages
juridisk sagsbehandling f.eks. til afklaring af, hvorvidt betin-
gelserne for at registrere parternes aftale er opfyldte, eller
om danske myndigheder har kompetence til at behandle sag-
en. I sager, der visiteres til behandling efter § 6 i forslaget til
Familieretshusloven, er det som udgangspunkt Familierets-
huset, der efter § 26 i forslaget til Familieretshusloven træf-
fer afgørelse, hvis parterne ikke under sagens forløb er nået
til enighed. Efter § 27, stk. 2, i forslaget til Familieretshuslo-
ven er det dog familieretten, der træffer afgørelse, hvis sag-
en indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problem-
stillinger, eller sagen behandles sammen med en anden sag,
der skal afgøres af familieretten.
Det følger af § 5, stk. 2, og § 6, stk. 2, i forslaget til Fami-
lieretshusloven, at visse typer af sager altid skal visiteres til
behandling som en § 5-sag eller en § 6-sag. Dette betegnes
lovbestemt visitation. Visitationen skal således ikke foreta-
ges på baggrund af et konkret skøn, men er derimod bestemt
af sagstypen. Dette skyldes, at de pågældende sagstyper har
en karakter, der objektivt begrunder, at sagerne bør behand-
les som § 5-sager eller § 6-sager. Sager om registrering af
faderskab og medmoderskab efter § 1 a, stk. 1, § 3 a, stk. 1,
og § 3 b, stk. 1, og anerkendelse af faderskab og medmoder-
skab efter § 14 behandles altid af Familieretshuset efter § 5 i
forslaget til Familieretshusloven, jf. § 5, stk. 2, nr. 4 og 5, i
forslaget til Familieretshusloven.
Efter § 6, stk. 2, nr. 1, i forslaget til Familieretshusloven vi-
siteres en sag om afvisning af en anmodning, som ikke er
indgivet ved anvendelse af Familieretshusets digitale selvbe-
tjeningsløsning, eller som der ikke er betalt gebyr for be-
handlingen af, til behandling som en § 6-sag, der afgøres af
Familieretshuset efter § 26 i forslaget til Familieretshus-
loven. Tilsvarende gælder efter § 6, stk. 2, nr. 11, i forslaget
til Familieretshusloven en sag, hvor der ikke skal tages stil-
ling til en tvist mellem to private parter.
Forslaget til Familieretshusloven indeholder den generelle
regulering af Familieretshusets behandling af sager. Det dre-
jer sig bl.a. om visitation af sagerne og den deraf følgende
fordeling af afgørelseskompetencen mellem Familieretshu-
set og familieretten og bestemmelser om, at Familieretshuset
sørger for oplysningen af sager og indhentning af oplysnin-
ger. Disse bestemmelser skal også gælde for sager efter bør-
neloven.
Forslaget indebærer endvidere, at bestemmelserne i børnelo-
ven, forvaltningsloven og de almindelige forvaltningsretlige
principper finder anvendelse sammen med bestemmelserne i
forslaget til Familieretshusloven ved Familieretshusets be-
handling af sager efter børneloven.
109
Det foreslås, at Familieretshusets afgørelse efter børneloven
kan indbringes for familieretten efter bestemmelserne i kapi-
tel 12 i forslaget til Familieretshusloven. Det foreslås samti-
digt, at bestemmelserne om indbringelse af Familieretshu-
sets afgørelser for familieretten fremgår samlet af kapitel 12
i forslaget til Familieretshusloven. Disse bestemmelser æn-
drer ikke ved, hvilke afgørelser der kan indbringes for fami-
lieretten i forhold til mulighederne for at påklage Statsfor-
valtningens afgørelser efter gældende ret. Der henvises i
denne forbindelse til §§ 39-41 i forslaget til Familieretshus-
loven og bemærkningerne hertil.
Retsplejeloven, herunder navnligt kapitel 42 og 42 a, som
foreslået ændret ved lovforslagets § 15, nr. 14-18, finder an-
vendelse ved familierettens behandling af en afgørelse truf-
fet af Familieretshuset, som er indbragt for familieretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 21
Af § 33, stk. 1, 1. pkt., i børneloven fremgår en bemyndigel-
se for børne- og socialministeren til at fastsætte regler om
behandlingen af sager efter børneloven, herunder om Stats-
forvaltningens registrering af faderskab og medmoderskab
og Statsforvaltningens behandling af sager om faderskab og
medmoderskab. Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af
bekendtgørelse nr. 1861 af 23. december 2015 om statsfor-
valtningens behandling af sager om faderskab og medmo-
derskab, bekendtgørelse nr. 1859 af 23. december 2015 om
registrering af faderskab og medmoderskab i forbindelse
med anmeldelse af barnets fødsel og bekendtgørelse nr.
1322 af 27. november 2013 om retsgenetiske undersøgelser
i sager om faderskab og medmoderskab.
Det foreslås, at § 33, stk. 1, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at bemyndigelsen vedrører fastsættelse af be-
stemmelser om bl.a. Familieretshusets registrering af fader-
skab og medmoderskab og Familieretshusets behandling af
sager om faderskab og medmoderskab.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter de opgaver vedrørende faderskab og medmoder-
skab, der i dag varetages af Statsforvaltningen, foreslås va-
retaget af Familieretshuset, jf. den i lovforslagets § 6, nr. 20,
foreslåede ændring af § 32 a, stk. 2. Den foreslåede ændring
medfører ikke ændringer i, hvilke emner der kan reguleres i
regler udstedt med hjemmel i § 33, stk. 1, 1. pkt.
Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 1 og 21-23, og be-
mærkningerne hertil, for så vidt angår øvrige ændringer af
§ 33 i børneloven, samt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 22
Af § 33, stk. 1, 2. pkt., i børneloven fremgår en bemyndigel-
se for børne- og socialministeren til at fastsætte regler om
behandlingen af klager over Statsforvaltningens sagsbe-
handling. Reglerne om klage over Statsforvaltningens sags-
behandling fremgår af § 35, stk. 2, i børneloven.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 33, stk. 1, 2. pkt., ophæ-
ves. Den foreslåede ændring er begrundet i, at det med lov-
forslagets § 6, nr. 28, foreslås, at bestemmelsen om klage
over sagsbehandlingen i sager om faderskab og medmoder-
skab i § 35, stk. 2, i børneloven ophæves. Reguleringen her-
af foreslås i stedet indeholdt i forslaget til Familieretshuslo-
ven. Den foreslåede ændring medfører ikke ændringer i,
hvilke emner der kan reguleres i regler udstedt med hjem-
mel i § 33, stk. 1, 1. pkt.
Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 1 og 21-23, og be-
mærkningerne hertil, for så vidt angår øvrige ændringer af
§ 33 i børneloven, samt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 23
Det fremgår af § 33, stk. 2, 1. pkt., i børneloven, at blanket-
ter til brug for registrering og anerkendelse af faderskab og
medmoderskab og til brug for afgivelse af erklæring i for-
bindelse med sager om faderskab og medmoderskab skal
være godkendt af Ankestyrelsen.
Det foreslås, at § 33, stk. 2, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at blanketter skal være godkendt af
Familieretshuset.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at varetagelsen af de
familieretlige opgaver med forslaget til Familieretshusloven
foreslås samlet i en ny myndighed, Familieretshuset. Dette
gælder også de opgaver på det familieretlige område, som
hidtil har været varetaget af Ankestyrelsen, herunder god-
kendelse af blanketter til brug for sager efter børneloven.
Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 1 og 21-23, og be-
mærkningerne hertil, for så vidt angår øvrige ændringer af
§ 33 i børneloven, samt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 24
Det fremgår af § 33 a, stk. 2, i børneloven, at erklæring efter
§ 3 b, anmodning om rejsning eller genoptagelse af sag om
faderskab eller medmoderskab efter §§ 4, 5, 6, 6 a og 21-24
og anmodning om anerkendelse af faderskab eller medmo-
derskab efter § 14 skal indgives ved brug af Statsforvaltnin-
gens digitale selvbetjening. Det følger videre, at hvis erklæ-
ringen eller anmodningen ikke indgives ved brug af digital
selvbetjening, afvises den af Statsforvaltningen, medmindre
undtagelsesbestemmelserne i stk. 3 eller 4 finder anvendel-
se.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 33 a, stk. 2, ændres såle-
des, at det indsættes, at bestemmelsen også finder anvendel-
se for anmodninger om registrering efter §§ 1 a og 3 a, er-
klæringer efter §§ 3 b, 27, 27 a og 27 b og anmodninger om
110
indbringelse af en afgørelse for familieretten. Det foreslås
videre, at henvisningen til Statsforvaltningen ændres til Fa-
milieretshuset.
Det foreslås således for det første, at de i bestemmelsen om-
talte erklæringer og anmodninger skal indgives til Familier-
etshuset i stedet for til Statsforvaltningen og ved brug af Fa-
milieretshusets digitale selvbetjeningsløsning. Dette er en
følge af, at kompetencen til at behandle sager efter børnelo-
ven i det nye familieretlige system samles hos Familierets-
huset og familieretten, og at alle sager indledes i Familier-
etshuset. Undtaget herfra er dog de sager, der efter børnelo-
ven behandles af personregisterføreren.
For det andet medfører de foreslåede ændringer, at også an-
modninger om registrering af medmoderskab efter §§ 1 a og
3 a, erklæringer vedrørende faderskab og medmoderskab ef-
ter §§ 3 b, 27, 27 a og 27 b og anmodninger om at få en af-
gørelse truffet af Familieretshuset indbragt for familieretten
efter § 39 i forslaget til Familieretshusloven også skal indgi-
ves ved brug af digital selvbetjening.
De foreslåede ændringer medfører ikke ændringer i mulig-
hederne for at undtage en borger fra kravet om anvendelse
af digital selvbetjening efter de gældende regler i § 33 a, stk.
3 og 4, som foreslås ændret ved § 6, nr. 25 og 26.
De foreslåede ændringer er begrundede i hensynet til, at
sagsbehandlingen i Familieretshuset og fordelingen af afgø-
relseskompetence mellem Familieretshuset og familieretten
bygger på, at der ved indgivelsen af anmodningen eller er-
klæringen til Familieretshuset anvendes et digitalt screenin-
gsværktøj som basis for den i § 4 i forslaget til Familierets-
husloven foreslåede screening og visitation af sagen. De
foreslåede ændringer er endvidere begrundet i hensynet til
en effektiv og digital tilrettelæggelse af sagsbehandlingen i
Familieretshuset.
Der henvises til § 4 i forslaget til Familieretshusloven og be-
mærkningerne til denne. For så vidt angår øvrige ændringer
af § 33 a i børneloven henvises til lovforslagets § 6, nr.
25-27, og bemærkningerne hertil. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 25
Det fremgår af § 33 a, stk. 3, i børneloven, at hvis myndig-
heden, herunder Statsforvaltningen, finder, at der foreligger
særlige forhold, der gør, at en borger ikke må forventes at
kunne anvende digital selvbetjening, skal myndigheden til-
byde, at erklæringen kan indgives på anden måde end ved
digital selvbetjening. Det fremgår videre, at i sådanne tilfæl-
de bestemmer myndigheden, hvordan ansøgningen skal ind-
gives, herunder om det skal ske mundtligt eller skriftligt.
Det foreslås, at det tilføjes til bestemmelsen, at den også fin-
der anvendelse med hensyn til indgivelsen af anmodninger.
Den foreslåede tilføjelse er begrundet i, at det med den i lov-
forslagets § 6, nr. 24, foreslåede § 33 a, stk. 2, i børneloven
foreslås, at også en række anmodninger efter børneloven
skal indgives ved brug af Familieretshusets digitale selvbe-
tjeningsløsning.
Den foreslåede tilføjelse medfører ikke materielle ændringer
af, hvornår en borger kan undtages fra kravet om anvendelse
af digital selvbetjening efter bestemmelsen i § 33 a, stk. 3.
Der henvises til § 6, nr. 24, og bemærkningerne hertil. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt
3.3.
Til nr. 26
Bestemmelsen i § 33 a, stk. 4, i børneloven omhandler mu-
ligheden for at undtage fra kravet om anvendelse af digital
selvbetjening i tilfælde, der ikke er omfattede af § 33 a, stk.
3, i børneloven. Det fremgår således af bestemmelsen, at
myndigheden, herunder Statsforvaltningen, helt ekstraordi-
nært udover i de i stk. 3 nævnte tilfælde kan undlade at afvi-
se en erklæring, der ikke er indgivet ved digital selvbetje-
ning, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare
fordele for personregisterføreren ved at modtage erklærin-
gen på anden måde end digitalt.
Det foreslås for det første, at det tilføjes til bestemmelsen, at
den også finder anvendelse med hensyn til indgivelsen af
anmodninger.
Det foreslås for det andet, at henvisningen i § 33 a, stk. 4,
til, at der skal være klare fordele for personregisterføreren
ved at modtage erklæringen på anden måde end digitalt, æn-
dres til, at der skal være klare fordele for myndigheden.
Den foreslåede tilføjelse af anmodning er begrundet i, at det
med den i lovforslagets § 6, nr. 24, foreslåede § 33 a, stk. 2,
i børneloven foreslås, at også en række anmodninger efter
børneloven skal indgives ved brug af Familieretshusets digi-
tale selvbetjeningsløsning.
De foreslåede ændringer medfører ikke materielle ændringer
af, hvornår en borger kan undtages fra kravet om anvendelse
af digital selvbetjening efter bestemmelsen i § 33 a, stk. 4.
Den foreslåede ændring af henvisningen til personregisterfø-
reren til myndigheden er en konsekvensændring af, at erklæ-
ring om faderskab og medmoderskab også modtages af an-
dre myndigheder end personregisterføreren. Bestemmelsen
er ved en fejl ikke ændret i forbindelse med vedtagelsen af
lov nr. 552 af 2. juni 2014 om ændring af forskellige lovbe-
stemmelser om ansøgninger, anmeldelser, meddelelser, an-
modninger og erklæringer til offentlige myndigheder, hvor
de øvrige relevante bestemmelser blev ændret.
Der henvises til § 6, nr. 24, og bemærkningerne hertil. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt
3.3.
Til nr. 27
111
Det fremgår af § 33 a, stk. 5, i børneloven, at en digital er-
klæring anses for at være kommet frem, når den er tilgænge-
lig for myndigheden, herunder Statsforvaltningen. Bestem-
melsen skal ses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser
i § 33 a om kravene til anvendelse af digital selvbetjening.
Det foreslås, at det tilføjes, at bestemmelsen også finder an-
vendelse for anmodninger, der er indgivet digitalt.
Den foreslåede tilføjelse er begrundet i, at det med den i lov-
forslagets § 6, nr. 24, foreslåede ændring af § 33 a, stk. 2, i
børneloven foreslås, at også en række anmodninger efter
børneloven og anmodning om indgivelse af Familieretshu-
sets afgørelse for familieretten skal indgives ved brug af Fa-
milieretshusets digitale selvbetjeningsløsning.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 28
Det fremgår af § 35, stk. 1, i børneloven, at Statsforvaltnin-
gens afgørelser efter børneloven ikke kan indbringes for an-
den administrativ myndighed. Det fremgår videre af § 35,
stk. 2, at i sager om faderskab og medmoderskab, genopta-
gelse af sager om faderskab og medmoderskab og sager om
faderskab og medmoderskab ved assisteret reproduktion ef-
ter kapitel 2, 4 og 5 i børneloven kan Statsforvaltningens
sagsbehandling påklages til Ankestyrelsen. Ved Ankestyrel-
sens behandling af disse sager finder visse bestemmelser i
retssikkerhedsloven anvendelse.
Det foreslås, at § 35 ophæves. Den foreslåede ændring er
begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familier-
etshusloven foreslås nedlagt. Det foreslås i forlængelse heraf
med den i lovforslagets § 6, nr. 20, foreslåede bestemmelse i
§ 32 a, stk. 2, at afgørelser om faderskab og medmoderskab
og om genoptagelse af sager om faderskab og medmoder-
skab træffes af Familieretshuset eller familieretten, og med
den i lovforslagets § 6, nr. 20, foreslåede bestemmelse i
§ 32 a, stk. 3, Familieretshusets afgørelser kan indbringes
for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 12 i forslaget
til Familieretshusloven. Reguleringen af indbringelsen af
Familieretshusets afgørelser efter børneloven, herunder ind-
bringelse af spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen, fore-
slås samlet i kapitel 12 i forslaget til Familieretshuset. Be-
stemmelserne i § 35 i børneloven bliver derved overflødige.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til § 7
Til nr. 1
Navneloven indeholder en række bestemmelser, der vedrø-
rer Ankestyrelsen, og som indeholder henvisning til ”Anke-
styrelsen”. Det drejer sig efter § 2, stk. 2, om bekendtgørelse
af ikke beskyttede efternavne, efter § 6, stk. 2, om anmeldel-
se og offentliggørelse af nydannede efternavne, og efter
§ 14, stk. 1, om offentliggørelse af drenge- og pigenavne,
der kan tages uden godkendelse.
Det foreslås, at ovennævnte bestemmelser ændres således, at
der i bestemmelserne henvises til Familieretshuset i stedet
for til Ankestyrelsen.
Ændringerne er begrundede i, at varetagelsen af de familier-
etlige opgaver med forslaget til Familieretshusloven foreslås
samlet i en ny myndighed, Familieretshuset. Dette gælder
også de opgaver, som hidtil har været varetaget af Ankesty-
relsen, herunder bekendtgørelse af ikke-beskyttede efternav-
ne efter § 2, stk. 2, anmeldelse og offentliggørelse af nydan-
nede efternavne efter § 6, stk. 2, og offentliggørelse drenge-
og pigenavne efter § 14, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 2
Bestemmelserne i kapitel 4 i navneloven omhandler bl.a.
mulighederne for at klage over personregisterførernes og
Statsforvaltningens afgørelser efter navneloven til Ankesty-
relsen. Dette er afspejlet i overskriften til kapitel 4, der er
”Kompetenceregler og klageadgang m.v.”.
Det foreslås, at overskriften til kapitel 4 ændres, således at
der i stedet henvises til, at kapitlet bl.a. indeholder bestem-
melser om klageadgang og domstolsprøvelse.
Ændringen er begrundet i, at det med lovforslagets § 7, nr.
13, foreslås, at § 21, stk. 1, i navneloven ændres, således at
det fremgår, at personregisterførernes afgørelser efter nav-
neloven kan påklages til Familieretshuset, og at Familierets-
husets afgørelser om navngivning og navneændring efter
navneloven kan indbringes for familieretten fremfor, at af-
gørelserne kan påklages til Ankestyrelsen.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 13.
Til nr. 3
Efter § 16, stk. 1, i navneloven indgives ansøgning om
navngivning og navneændring til personregisterføreren. Per-
sonregisterføreren træffer som udgangspunkt afgørelse i
sagen, men efter § 16, stk. 3 og 4, i navneloven træffer
Statsforvaltningen afgørelse i sager om navneændring eller
navngivning i en række situationer. Hvis Statsforvaltningen
skal træffe afgørelse i sagen, følger det af § 16, stk. 2, at
personregisterføreren, som har modtaget ansøgningen, vide-
resender den til Statsforvaltningen.
Det foreslås, at § 16, stk. 2, 2. pkt., affattes således, at det
fremgår, at hvis afgørelse i en sag efter navneloven skal
træffes i medfør af § 16, stk. 3 og 4, videresender personre-
gisterføreren ansøgningen til Familieretshuset.
Med den foreslåede affattelse fremgår det for første ikke,
hvilken myndighed der skal træffe afgørelse i sager efter
§ 16, stk. 3 og 4. For det andet fastsættes det, at personregi-
112
sterføreren skal videresende den modtagne ansøgning til Fa-
milieretshuset fremfor som efter gældende ret til Statsfor-
valtningen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller
familieretten, der træffer afgørelse om navngivning og nav-
neændring efter § 16, stk. 3, og stk. 4, 1. pkt., jf. den i lov-
forslagets § 7, nr. 12, foreslåede § 20 a, stk. 2. En sag, hvor
der skal træffes afgørelse efter de nævnte bestemmelser, vil
altid starte i Familieretshuset, uanset om afgørelsen skal
træffes af Familieretshuset eller familieretten. Personregi-
sterføreren skal derfor videresende den modtagne ansøgning
til Familieretshuset.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 4
Efter § 16, stk. 1, i navneloven indgives ansøgning om
navngivning og navneændring til personregisterføreren. Per-
sonregisterføreren træffer som udgangspunkt afgørelse i
sagen, men efter § 16, stk. 3, i navneloven træffer Statsfor-
valtningen afgørelse i sager om navneændring eller navngiv-
ning i en række situationer.
Det foreslås, at § 16, stk. 3, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at det er Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse i sager om navneændring eller navngiv-
ning i medfør af § 16, stk. 3.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter afgørelse i sager om navneændring eller navngivning i
medfør af de i § 16, stk. 3, træffes af Familieretshuset eller
familieretten, jf. det i lovforslagets § 7, nr. 12, foreslåede §
20 a, stk. 2.
Der i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 5
Efter § 16, stk. 1, i navneloven indgives ansøgning om
navngivning og navneændring til personregisterføreren. Per-
sonregisterføreren træffer som udgangspunkt afgørelse i
sagen, men efter § 16, stk. 3, i navneloven træffer Statsfor-
valtningen afgørelse i sager om navneændring eller navngiv-
ning i en række situationer. Efter § 16, stk. 4, kan børne- og
socialministeren endvidere efter forhandling med kirkemini-
steren fastsætte regler om, at Statsforvaltningen også træffer
afgørelse i sager, udover hvad der følger af § 16, stk. 3.
Det foreslås, at § 16, stk. 4, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at børne- og socialministeren efter forhand-
ling med kirkeministeren kan fastsætte regler om, at Fami-
lieretshuset og familieretten kan træffe afgørelse i sager om
navngivning og navneændring, udover hvad der følger af
§ 16, stk. 3.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter afgørelse i sager om navneændring eller navngivning
træffes af Familieretshuset eller familieretten, jf. det i lov-
forslagets § 7, nr. 12, foreslåede § 20 a, stk. 2.
Der i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 6
Det fremgår af § 16 a, stk. 1, i navneloven, at ansøgning om
navngivning og navneændring, jf. § 16, stk. 1, skal indgives
til personregisterføreren ved anvendelse af den digitale løs-
ning, som Kirkeministeriet stiller til rådighed (digital selv-
betjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selv-
betjening, afvises af personregisterføreren, jf. dog undtagel-
sesmulighederne i stk. 2 og 3.
Det foreslås, at henvisningen til undtagelsesmulighederne i
stk. 2 og 3 i § 16 a, stk. 1, ændres til stk. 3 og 4.
Ændringen er begrundet i, at det med § 7, nr. 7, foreslås, at
der som § 16 a, stk. 2, indsættes en ny bestemmelse i navne-
loven, hvorved de gældende bestemmelser i § 16 a, stk. 2-4,
bliver til stk. 3-5. Der er således tale om en ren konsekvens-
ændring.
Til nr. 7
§ 16 a i navneloven indeholder bestemmelser om anvendel-
sen af digital selvbetjening ved indgivelse ansøgninger efter
navneloven til personregisterføreren. Der er derimod ikke
fastsat bestemmelser om anvendelsen af digital selvbetje-
ning ved klage over personregisterførerens eller Statsforvalt-
ningens afgørelse til Ankestyrelsen.
Det foreslås, at det som en ny bestemmelse i § 16 a, stk. 2,
fastlægges, at klage over personregisterførerens afgørelser
efter § 16, stk. 2, 1. pkt., og § 16, stk. 4, 2. pkt., og anmod-
ning om indbringelse af Familieretshusets afgørelse efter
§ 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt., for familieretten skal
indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale
løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital
selvbetjening). Det foreslås videre, at henvendelser, der ikke
indgives ved digital selvbetjening, afvises af Familieretshu-
set. Dette gælder dog ikke, hvis undtagelsesbestemmelserne
i § 16 a, stk. 3 og 4, finder anvendelse.
Med den foreslåede bestemmelse omfattes indgivelse af kla-
ge over personregisterførerens afgørelse og anmodning om
indbringelse af Familieretshusets afgørelse for familieretten
af kravet om anvendelse af digital selvbetjening på samme
måde, som der efter gældende ret er et krav om anvendelse
af digital selvbetjening ved indgivelse af ansøgning til per-
sonregisterføreren.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
den i § 7, nr. 13, foreslåede bestemmelse, hvorefter person-
registerførerens afgørelser efter § 16, stk. 2, 1. pkt., og § 16,
stk. 4, 2, pkt., i navneloven kan påklages til Familieretshu-
113
set, og Familieretshusets afgørelser efter § 16, stk. 3 og 4, i
navneloven kan indbringes for familieretten.
Med den foreslåede bestemmelse gælder samme muligheder
for at undtage fra kravet om anvendelse af digital selvbetje-
ning efter bestemmelserne i § 16 a, stk. 2 og 3, der bliver
stk. 3 og 4, som efter gældende ret finder anvendelse ved
indgivelse af ansøgning til personregisterførerne. Dette er
endvidere de samme undtagelsesmuligheder, der gælder ef-
ter den øvrige familieretlige lovgivning bortset fra foræl-
dreansvarsloven.
Den foreslåede bestemmelse i § 16 a, stk. 2, er begrundet i
hensynet til, at sagsbehandlingen i Familieretshuset og for-
delingen af afgørelseskompetence mellem Familieretshuset
og familieretten bygger på, at der ved indgivelsen af klagen
til Familieretshuset anvendes et digitalt screeningsværktøj
som basis for den i § 4 i forslaget til Familieretshusloven
foreslåede screening og visitation af sagen. Den foreslåede
bestemmelse er endvidere begrundet i hensynet til en effek-
tiv og digital tilrettelæggelse af sagsbehandlingen i Fami-
lieretshuset.
Der henvises til § 4 i forslaget til Familieretshusloven og be-
mærkningerne hertil. For så vidt angår øvrige ændringer af
§ 16 a i navneloven henvises til lovforslagets § 7, nr. 6-10,
og bemærkningerne hertil. Der henvises i øvrigt til de almin-
delige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 8 og 9
Det fremgår af § 16 a, stk. 2, der med lovforslagets § 7, nr.
7, bliver stk. 3, i navneloven, at hvis personregisterføreren
finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at en borger
ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening,
skal personregisterføreren tilbyde, at ansøgningen kan indgi-
ves på anden måde end ved digital selvbetjening. Det frem-
går videre, at i sådanne tilfælde bestemmer personregisterfø-
reren, hvordan ansøgningen skal indgives, herunder om det
skal ske mundtligt eller skriftligt.
Bestemmelsen i § 16 a, stk. 3, der med lovforslagets § 7, nr.
7, bliver stk. 4, i navneloven omhandler muligheden for at
undtage fra kravet om anvendelse af digital selvbetjening i
tilfælde, der ikke er omfattede af § 16 a, stk. 2, der med lov-
forslagets § 7, nr. 7, bliver stk. 3. Det fremgår således af be-
stemmelsen, at personregisterføreren helt ekstraordinært ud-
over i de i stk. 3 nævnte tilfælde kan undlade at afvise en an-
søgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis
der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele
for personregisterføreren ved at modtage ansøgningen på
anden måde end digitalt.
Det foreslås, at henvisningerne til personregisterføreren i be-
stemmelserne ændres til myndigheden. Det foreslås endvi-
dere, at henvisningerne til ansøgning ændres til henvendel-
se.
Den førstnævnte ændring er begrundet i, at det med den i
lovforslagets § 7, nr. 7, foreslåede § 16 a, stk. 2, foreslås, at
kravet om anvendelse af digital selvbetjening også finder
anvendelse for indgivelse af klage og anmodning om ind-
bringelse af Familieretshusets afgørelse for familieretten.
Bestemmelsen skal derfor finde anvendelse for både person-
registerføreren og Familieretshuset, hvorfor der henvises til
myndigheden.
Den foreslåede ændring af ansøgning til henvendelse er be-
grundet i, at det med den i lovforslagets § 7, nr. 7, foreslåede
§ 16 a, stk. 2, i navneloven foreslås, at også anmodninger og
klager skal indgives ved brug af digital selvbetjening. Hen-
vendelser bruges herefter som samlet betegnelse for ansøg-
ninger, klager og anmodninger.
De foreslåede ændringer medfører ikke materielle ændringer
af, hvornår en borger kan undtages fra kravet om anvendelse
af digital selvbetjening efter bestemmelserne i § 19 a, stk. 2
og 3.
Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 7, og bemærkningerne
hertil. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærknin-
ger, punkt 3.3.
Til nr. 10
Det fremgår af § 16 a, stk. 4, der med lovforslagets § 7, nr.
7, bliver stk. 5, i navneloven, at en digital ansøgning anses
for at være kommet frem, når den er tilgængelig for person-
registerføreren. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med
de øvrige bestemmelser i § 16 a om kravene til anvendelse
af digital selvbetjening.
Det foreslås, at henvisningen til personregisterføreren i be-
stemmelsen ændres til myndigheden. Det foreslås endvidere,
at henvisningen til ansøgning ændres til henvendelse.
Den førstnævnte ændring er begrundet i, at det med den i
lovforslagets § 7, nr. 7, foreslåede § 16 a, stk. 2, foreslås, at
kravet om anvendelse af digital selvbetjening også finder
anvendelse for indgivelse af klage og anmodning om ind-
bringelse af Familieretshusets afgørelse for familieretten.
Bestemmelsen skal derfor finde anvendelse for både person-
registerføreren og Familieretshuset, hvorfor der henvises til
myndigheden.
Den foreslåede ændring af ansøgning til henvendelse er be-
grundet i, at det med den i lovforslagets § 7, nr. 7, foreslåede
§ 16 a, stk. 2, i navneloven foreslås, at også anmodninger og
klager skal indgives ved brug af digital selvbetjening. Hen-
vendelser bruges herefter som samlet betegnelse for ansøg-
ninger, klager og anmodninger.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 11
Efter § 17 i navneloven yder Statsforvaltningen i fornødent
omfang vejledning om spørgsmål, der vedrører navneloven.
114
Det foreslås, at § 17 ændres således, at det fremgår af be-
stemmelsen, at det er Familieretshuset, der vejleder om nav-
neloven.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter Familieretshuset eller familieretten træffer afgørelse i
sager om navneændring eller navngivning i medfør af de i
§ 16, stk. 3 og 4, nævnte bestemmelser, jf. de i lovforslagets
§ 7, nr. 4 og 5, foreslåede ændringer af § 16, stk. 3 og 4.
Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 4 og 5, og bemærknin-
gerne hertil samt til de almindelige bemærkninger, punkt
3.3.
Til nr. 12
Statsforvaltningen træffer efter § 16, stk. 3, og stk. 4, 1. pkt.,
i navneloven afgørelse i visse sager om navngivning og nav-
neændring. Statsforvaltningen behandler sagerne efter be-
stemmelserne i navneloven, forvaltningsloven og almindeli-
ge forvaltningsretlige principper.
Det foreslås med bestemmelsen i § 20 a, stk. 1, at ved Fami-
lieretshusets behandling af sager efter navneloven finder be-
stemmelserne i forslaget til Familieretshusloven anvendelse.
Med bestemmelsen i § 20 a, stk. 2, foreslås det, at det fast-
lægges efter bestemmelserne om visitation i kapitel 2 og be-
stemmelserne om behandling af sager i kapitel 8-10 i forsla-
get til Familieretshusloven, om afgørelse om navngivning
eller navneændring efter § 16, stk. 3 eller stk. 4, 1. pkt., i
navneloven træffes af Familieretshuset eller familieretten.
De foreslåede bestemmelser er begrundede i, at Statsforvalt-
ningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås ned-
lagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller fa-
milieretten, der træffer afgørelse efter navneloven. Hvorvidt
en sag afsluttes eller afgøres af Familieretshuset eller fami-
lieretten, foreslås reguleret i §§ 5-7 samt §§ 25-27 i forslaget
til Familieretshusloven.
Efter § 25, jf. § 5, i forslaget til Familieretshusloven er det
Familieretshuset, der afslutter sagen, hvis der er tale om en
enkel sag, dvs. hvor parterne er enige, når Familieretshuset
modtager sagen.
Hvis parterne ikke er enige, visiteres sagen til behandling ef-
ter § 6 i forslaget til Familieretshusloven. Dette gælder end-
videre sager, hvor parterne er enige, men der skal foretages
juridisk sagsbehandling f.eks. til afklaring af, hvorvidt betin-
gelserne for at registrere parternes aftale er opfyldte, eller
om danske myndigheder har kompetence til at behandle sag-
en. I sager, der visiteres til behandling efter § 6 i forslaget til
Familieretshusloven, er det som udgangspunkt Familierets-
huset, der efter § 26 i forslaget til Familieretshusloven træf-
fer afgørelse, hvis parterne ikke under sagens forløb er nået
til enighed. Efter § 27, stk. 2, i forslaget til Familieretshuslo-
ven er det dog familieretten, der træffer afgørelse, hvis sag-
en indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problem-
stillinger, eller sagen behandles sammen med en anden sag,
der skal afgøres af familieretten.
Det følger af § 5, stk. 2, og § 6, stk. 2, i forslaget til Fami-
lieretshusloven, at visse typer af sager altid skal visiteres til
behandling som en § 5-sag eller en § 6-sag. Dette betegnes
lovbestemt visitation. Visitationen skal således ikke foreta-
ges på baggrund af et konkret skøn, men er derimod bestemt
af sagstypen. Dette skyldes, at de pågældende sagstyper har
en karakter, der objektivt begrunder, at sagerne bør behand-
les som § 5-sager eller § 6-sager. Sager om anmeldelse af
navne efter § 6, stk. 2, i navneloven, behandles altid af Fa-
milieretshuset efter § 5 i forslaget til Familieretshusloven, jf.
§ 5, stk. 2, nr. 6, i forslaget til Familieretshusloven.
Efter § 6, stk. 2, nr. 1, i forslaget til Familieretshusloven vi-
siteres en sag om afvisning af en anmodning, som ikke er
indgivet ved anvendelse af Familieretshusets digitale selvbe-
tjeningsløsning, eller som der ikke er betalt gebyr for be-
handlingen af, til behandling som en § 6-sag, der afgøres af
Familieretshuset efter § 26 i forslaget til Familieretshuslo-
ven. Tilsvarende gælder efter § 6, stk. 2, nr. 11, i forslaget til
Familieretshusloven en sag, hvor der ikke skal tages stilling
til en tvist mellem to private parter.
Forslaget til Familieretshusloven indeholder den generelle
regulering af Familieretshusets behandling af sager. Det dre-
jer sig bl.a. om visitation af sagerne og den deraf følgende
fordeling af afgørelseskompetencen mellem Familieretshu-
set og domstolene og bestemmelser om, at Familieretshuset
sørger for oplysningen af sager. Disse bestemmelser skal
også gælde for sager efter navneloven.
Forslaget indebærer endvidere, at bestemmelserne i navne-
loven, forvaltningsloven og de almindelige forvaltningsretli-
ge principper finder anvendelse sammen med bestemmelser-
ne i forslaget til Familieretshusloven ved Familieretshusets
behandling af sager efter navneloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 13
Det fremgår af § 21, stk. 1, i navneloven, at personregister-
førerens og Statsforvaltningens afgørelser efter navneloven
kan påklages til Ankestyrelsen. Det fremgår endvidere af
bestemmelsen, at nærmere bestemte dele af retssikkerheds-
loven finder anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af
klager.
Det foreslås, at personregisterførerens afgørelser efter § 16,
stk. 2, 1. pkt., og § 16, stk. 4, 2, pkt., i navneloven kan på-
klages til Familieretshuset. Det foreslås videre, at
Familieretshusets afgørelser efter § 16, stk. 3 og 4, i navne-
loven kan indbringes for familieretten efter bestemmelserne
i kapitel 12 i forslaget til Familieretshusloven.
De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med den i
lovforslagets § 7, nr. 12, foreslåede § 20 a, stk. 2, hvorefter
115
afgørelser efter § 16, stk. 3 og 4, i navneloven træffes af en-
ten Familieretshuset eller familieretten, hvorimod der ikke
foreslås ændringer af personregisterførerens kompetence til
at træffe afgørelse efter § 16, stk. 2, 1. pkt. Ændringerne
skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget om, at be-
stemmelserne om indbringelse af Familieretshusets afgørel-
ser for familieretten fremgår samlet af kapitel 12 i forslaget
til Familieretshusloven. Disse bestemmelser ændrer ikke
ved, i hvilke afgørelser der kan indbringes for familieretten i
forhold til mulighederne for at påklage Statsforvaltningens
afgørelser efter gældende ret. Der henvises i denne forbin-
delse til §§ 39-41 i forslaget til Familieretshusloven og be-
mærkningerne hertil.
Som led i forslaget om et nyt familieretligt system foreslås
det, at afgørelser truffet af Familieretshuset ikke som Stats-
forvaltningens afgørelser efter gældende lovgivning kan på-
klages til en administrativ myndighed, men derimod ind-
bringes for familieretten. Retsplejeloven og herunder særligt
kapitel 42, som foreslået ændret ved lovforslagets § 15, nr.
14, finder anvendelse ved familierettens behandling af en af-
gørelse truffet af Familieretshuset efter navneloven, som er
indbragt for retten.
For så vidt angår klage over personregisterførerens afgørel-
ser efter § 16, stk. 2, 1. pkt., i navneloven foreslås det, at
kompetencen til at træffe afgørelser i klagesager tillægges
Familieretshuset i overensstemmelse med lovforslagets sam-
lede formål om at skabe et samlet familieretligt system.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 14
Efter § 22, stk. 1 i navneloven kræver ændring af et barns
navn samtykke fra barnet, hvis det er fyldt 12 år. Hvis særli-
ge grunde taler for det, følger det af § 22, stk. 3, at navneæn-
dring for et barn, der er fyldt 12 år, kan ske med Statsfor-
valtningens tilladelse, selv om samtykke efter § 22, stk. 1,
ikke foreligger.
Det foreslås, at 22, stk. 3, i navneloven ændres således, at
det fremgår af bestemmelsen, at navneændring for et barn,
der er fyldt 12 år, uden barnets samtykke kan ske med tilla-
delse fra den myndighed eller ret, der behandler sagen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om navneændring, jf. den i lovforsla-
gets § 7, nr. 4, foreslåede ændring af § 16, stk. 3, i navnelo-
ven.
Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 4, og bemærkningerne
hertil, for så vidt angår ændringen af § § 16, stk. 3, i navne-
loven, samt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til § 8
Til nr. 1
Det fremgår af § 1, stk. 3, i ægtefælleloven, at hvis en ægte-
fælle under samlivet er forhindret i at varetage sine interes-
ser på grund af fravær eller sygdom, kan den anden ægtefæl-
le foretage dispositioner, der ikke uden ulempe kan udsæt-
tes, herunder afhændelse og pantsætning, når dette af hensyn
til familiens underhold er uomgængeligt nødvendigt. Fast
ejendom kan dog ikke afhændes eller pantsættes uden Stats-
forvaltningens tilladelse.
Det foreslås, at § 1, stk. 3, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der giver tilladelse
til afhændelse eller pantsætning af fast ejendom i de i be-
stemmelsen omfattede situationer.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der giver tilladelse til afhændelse eller pantsætning i de i
§ 1, stk. 3, omhandlede situationer, jf. den i lovforslagets
§ 8, nr. 19, foreslåede § 60 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 2
Efter § 4, stk. 1, i ægtefælleloven har ægtefæller pligt til at
forsørge hinanden under ægteskabet. Opfylder en ægtefælle
ikke denne forsørgelsespligt, kan Statsforvaltningen efter
§ 4, stk. 3, pålægge en ægtefælle, at betale bidrag til den an-
den ægtefælle efter bestemmelserne i lovens kapitel 16.
Det foreslås, at § 4, stk. 3, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der kan pålægge
en ægtefælle at betale bidrag til den anden ægtefælle.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om pligt til at udrede bidrag til den an-
den ægtefælle, jf. den i lovforslagets § 8, nr. 19, foreslåede
§ 60 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 3
Efter § 6, stk. 1, i ægtefælleøkonomiloven må en ægtefælle
ikke uden den anden ægtefælles samtykke indgå aftale om at
overdrage, pantsætte, udleje eller bortforpagte familiens hel-
årsbolig eller en bolig, der er bestemt til familiens helårsbo-
lig, når boligen helt eller delvis indgår i ligedelingen efter
lovens § 5, stk. 1, 1. pkt. Nægter ægtefællen at give samtyk-
ke efter § 6, eller kan samtykke ikke indhentes inden rimelig
tid, kan Statsforvaltningen efter § 7 efter anmodning fra den
ægtefælle, der ejer boligen, eller fra den anden part i aftalen
tillade dispositionen.
116
Det foreslås, at § 7 ændres således, at det ikke fremgår af
bestemmelsen, hvilken myndighed der kan tillade dispositi-
oner over familiens bolig.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om dispositioner over familiens helårs-
bolig, jf. den i lovforslagets § 8, nr. 19, foreslåede § 60 a,
stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 4
Ægtefælleloven indeholder en række bestemmelser, der
vedrører Statsforvaltningen, og som indeholder henvisning
til ”Statsforvaltningen”. Det drejer sig efter § 27, stk. 1, om,
at ved formuedeling efter separation og skilsmisse indgår de
aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved udgan-
gen af det døgn, hvor Statsforvaltningen modtog anmodning
om separation eller skilsmisse. Det drejer sig endvidere efter
§ 43, stk. 1, om at en sag om krav efter §§ 41 og 42 i ægte-
fælleloven tidligst kan anlægges, når der er indgivet anmod-
ning til Statsforvaltningen om separation eller skilsmisse.
Det foreslås, at § 27, stk. 1, og § 43, stk. 1, ændres således,
at der i bestemmelserne henvises til Familieretshuset frem-
for til Statsforvaltningen.
De foreslåede ændringer er begrundet i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter Familieretshuset behandler sager efter ægtefælle-
loven om ægtefællebidrag og sager efter ægteskabsloven om
separation og skilsmisse, jf. den i lovforslagets § 8, nr. 19,
foreslåede § 60 a, stk. 2, og den i lovforslagets § 2, nr. 23,
foreslåede § 58, stk. 2. De foreslåede ændringer betyder, at
ved formuedeling efter separation og skilsmisse indgår de
aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved udgan-
gen af det døgn, hvor Familieretshuset fremfor Statsforvalt-
ningen modtog anmodning om separation eller skilsmisse,
jf. § 27, stk. 1, og at sag om krav efter §§ 41 og 42 tidligst
kan anlægges, når der er indgivet anmodning til Familierets-
huset om separation eller skilsmisse, jf. § 43, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 5
Efter § 27, stk. 1, i ægtefælleloven indgår ved formuedelin-
gen efter separation og skilsmisse med enkelte undtagelser
de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved ud-
gangen af det døgn, hvor Statsforvaltningen modtog anmod-
ningen om separation eller skilsmisse. Denne dag betegnes
ophørsdagen.
Aktiver, der erhverves, og gæld, der stiftes efter ophørsda-
gen, indgår ikke i formuedelingen. Modtager en ægtefælle
f.eks. en gave eller et aktieudbytte efter ophørsdagen, indgår
disse aktiver ikke i formuedelingen.
Ophørsdagen bortfalder, hvis anmodningen om skilsmisse
afvises, bortfalder eller tilbagekaldes. I så fald er der fortsat
formuefællesskab i ægteskabet. Indgiver en ægtefælle efter-
følgende en ny anmodning om separation og skilsmisse, er
ophørsdagen Statsforvaltningens modtagelse af denne an-
modning. Det følger dog af § 27, stk. 2 og 3, i ægtefællelo-
ven, at skifteretten under behandlingen af en sag om delin-
gen af ægtefællernes formue efter indstilling fra bobehand-
leren kan bestemme en anden ophørsdag end den dag, der
følger af stk. 1, hvis ganske særlige forhold gør sig gælden-
de. Endvidere kan ægtefæller i forbindelse med separation
eller skilsmisse aftale en anden ophørsdag.
Efter § 29 i ægteskabsloven har ægtefæller ret til skilsmisse
uden forudgående separation, hvis de er enige om skilsmis-
sen og om vilkårene herfor, dvs. om spørgsmål om bidrags-
pligt efter skilsmissen og om fortsættelse af eventuelt leje-
mål. Statsforvaltningen udsteder i disse tilfælde en skilsmis-
sebevilling efter § 42 i ægteskabsloven. Ægtefæller, der er
enige om at blive skilt, kan således søge om skilsmisse uden
forudgående separation, hvis de ønsker det. Skilsmisse efter
§ 29 kaldes direkte skilsmisse.
Det foreslås, at der som § 27, stk. 4, i ægtefælleloven ind-
sættes en bestemmelse, hvorefter den ophørsdag, som blev
etableret ved en anmodning om direkte skilsmisse, oprethol-
des, hvis en ægtefælle inden fire uger efter modtagelse af
meddelelse om, at anmodningen om direkte skilsmisse er
bortfaldet, fordi betingelserne for direkte skilsmisse i § 42 a,
stk. 2, i ægteskabsloven ikke er opfyldte, indgiver anmod-
ning om separation eller en ny anmodning om skilsmisse.
Opretholdelse af den tidligere ophørsdag forudsætter, at den
nye anmodning resulterer i en bevilling til eller afgørelse om
separation eller skilsmisse.
Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at der med
§ 42 a i ægteskabsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 13, foreslås
indført en refleksionsperiode for ægtefæller, der anmoder
om direkte skilsmisse, og som har fælles børn, der ikke er
fyldt 18 år. Efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 1,
kan bevilling til skilsmisse i disse situationer først udstedes
efter en refleksionsperiode på tre måneder. Efter den fore-
slåede bestemmelse i § 42 a, stk. 2, udsteder Familieretshu-
set skilsmissebevilling, når begge ægtefæller inden 1 måned
efter udløbet af refleksionsperioden efter stk. 1 har bekræftet
anmodningen om skilsmisse. Har begge ægtefæller ikke ved
fristens udløb bekræftet anmodningen om skilsmisse, afslår
Familieretshuset at udstede skilsmissebevilling, hvilket
meddeles ægtefællerne.
Med den foreslåede bestemmelse sikres, at en ægtefælle, der
over for den anden ægtefælle og Familieretshuset har erklæ-
ret sig indforstået med direkte skilsmisse og med vilkårene
herfor, ikke kan spekulere i, at anmodningen om direkte
skilsmisse og dermed også den tilknyttede ophørsdag bort-
falder, hvis ægtefællen undlader at bekræfte anmodningen
117
om direkte skilsmisse, f.eks. fordi den anden ægtefælle efter
den oprindelige ophørsdag har modtaget en arv, som vil ind-
gå i formuedelingen, hvis den oprindelige ophørsdag bort-
falder. Arven ville indgå i formuedelingen, fordi der etable-
res en ny ophørsdag ved indgivelse af en ny anmodning om
skilsmisse eller om separation efter bortfaldet af den tidlige-
re anmodning om direkte skilsmisse. Med forslaget får den
ægtefælle, der modtog arven mulighed for at opretholde den
ophørsdag, som ægtefællerne tidligere var enige om.
Til nr. 6
Overskriften til afsnit V foreslås ændret fra ”Ægtefællebi-
drag og Statsforvaltningens sagsbehandling” til ”Ægtefælle-
bidrag og Familieretshusets sagsbehandling”.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter afgørelser om fastsættelse og ændring af ægtefællebi-
drag træffes af Familieretshuset eller familieretten, jf. den i
lovforslagets § 8, nr. 19, foreslåede § 60 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 7
Efter § 4, stk. 1, i ægtefælleloven har ægtefæller pligt til at
forsørge hinanden under ægteskabet. Opfylder en ægtefælle
ikke denne forsørgelsespligt, kan Statsforfatningen efter be-
stemmelsen i § 56, stk. 1, pålægge denne ægtefælle at betale
bidrag til den anden ægtefælle.
Det foreslås, at § 56, stk. 1, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der kan pålægge
en ægtefælle at betale bidrag til den anden ægtefælle.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om pligt til at udrede bidrag til den an-
den ægtefælle, jf. den i lovforslagets § 8, nr. 19, foreslåede
§ 60 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 8
Det fremgår af § 56, stk. 1, i ægtefælleloven, at Statsforvalt-
ningen efter ansøgning kan pålægge en ægtefælle, der ikke
opfylder sin forsørgelsespligt efter § 4, at betale bidrag til
den anden ægtefælle.
Det fremgår videre af § 56, stk. 3, at bestemmelsen i stk. 1
finder anvendelse, indtil der er indgået en aftale eller afsagt
en endelig dom om bidragspligt efter § 50 i ægteskabsloven.
Det foreslås, at henvisningen i § 56, stk. 3, til, at der skal
være afsagt endelig dom ændres til, at der skal være truffet
en endelig afgørelse.
Med den foreslåede ændring vil § 56, stk. 1, finde anvendel-
se, indtil der er indgået en aftale eller truffet en endelig af-
gørelse om bidragspligten efter § 50 i ægteskabsloven. Den
foreslåede bestemmelse er en konsekvens af de i lovforsla-
gets § 2, nr. 18 og 19, foreslåede ændringer af § 50, stk. 1,
hvorefter også Familieretshuset og ikke kun domstolene har
kompetence til at træffe afgørelse efter § 50 i ægteskabslo-
ven. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2,
nr. 18 og 19.
Til nr. 9
Efter § 4, stk. 1, i ægtefælleloven har ægtefæller pligt til at
forsørge hinanden under ægteskabet. Opfylder en ægtefælle
ikke denne forsørgelsespligt, kan Statsforvaltningen efter
§ 56 pålægge denne ægtefælle at betale bidrag til den anden
ægtefælle. Efter § 58, stk. 1, kan Statsforvaltningen ændre
en afgørelse om bidrag, hvis omstændighederne taler for det.
Det foreslås, at § 58, stk. 1, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der kan ændre en
afgørelse om ægtefællebidrag.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om pligt til at udrede bidrag til den an-
den ægtefælle, jf. den i lovforslagets § 8, nr. 19, foreslåede
§ 60 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 10
Efter § 4, stk. 1, i ægtefælleloven har ægtefæller pligt til at
forsørge hinanden under ægteskabet. Opfylder en ægtefælle
ikke denne forsørgelsespligt, kan Statsforvaltningen efter
§ 56 pålægge denne ægtefælle at betale bidrag til den anden
ægtefælle. Efter § 58, stk. 2, kan Statsforvaltningen ændre
en aftale om ægtefællebidrag.
Det foreslås, at § 58, stk. 2, ændres således, at det ikke frem-
går af bestemmelsen, hvilken myndighed der kan ændre en
aftale om ægtefællebidrag.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om pligt til at udrede bidrag til den an-
den ægtefælle, jf. den i lovforslagets § 8, nr. 19, foreslåede
§ 60 a, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 11
Bestemmelserne i kapitel 17 i ægtefælleloven omhandler
Statsforvaltningens sagsbehandling og mulighederne for at
klage over Statsforvaltningens afgørelse til Ankestyrelsen.
118
Dette er afspejlet i overskriften til kapitel 17, der er ”Stats-
forvaltningens sagsbehandling og klage m.v.”
Det foreslås, at overskriften til kapitel 17 ændres, således at
der i stedet henvises til, at kapitlet indeholder bestemmelser
om Familieretshusets sagsbehandling og om
domstolsprøvelse.
Ændringerne er for det første begrundet i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter afgørelser om fastsættelse og ændring af ægtefæl-
lebidrag træffes af Familieretshuset eller familieretten, jf.
den i lovforslagets § 8, nr. 19, foreslåede § 60 a, stk. 2.
Ændringerne er for det andet begrundet i, at det med lovfor-
slagets § 8, nr. 22, foreslås, at § 61, stk. 1, i ægtefælleloven
ændres således, at det fremgår af bestemmelsen, at
Familieretshusets afgørelser efter ægtefælleloven kan ind-
bringes for familieretten fremfor, at afgørelsen kan påklages
til Ankestyrelsen.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 19
og 22.
Til nr. 12
Det fremgår af § 59, stk. 1, i ægtefælleloven, at ansøgning
om fastsættelse eller ændring af bidrag efter §§ 56 og 58
skal indgives ved brug af Statsforvaltningens digitale selv-
betjening. Det følger videre, at hvis ansøgningen ikke indgi-
ves ved brug af digital selvbetjening, afvises ansøgningen af
Statsforvaltningen, medmindre undtagelsesbestemmelserne i
stk. 2 eller 3 finder anvendelse.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 59, stk. 1, ændres således,
at det indsættes, at bestemmelsen også finder anvendelse for
anmodninger om indgivelse af Familieretshusets afgørelse
for familieretten. Det foreslås videre, at henvisningen til
Statsforvaltningen ændres til Familieretshuset. Endelig fore-
slås, at ansøgning ændres til henvendelse.
Det foreslås således for det første, at ansøgninger og anmod-
ninger skal indgives til Familieretshuset i stedet for til Stats-
forvaltningen og ved brug af Familieretshusets digitale selv-
betjeningsløsning. Dette er en følge af, at kompetencen til at
behandle sager om fastsættelse og ændring af bidrag efter §§
56 og 58 i det nye familieretlige system samles hos Fami-
lieretshuset og familieretten, og at sagerne indledes i Fami-
lieretshuset.
For det andet medfører de foreslåede ændringer, at også an-
modning om at få en afgørelse truffet af Familieretshuset
indbragt for familieretten efter § 39 i forslaget til Familier-
etshusloven også skal indgives ved brug af digital selvbetje-
ning. Henvendelser bruges som samlet betegnelse for an-
modninger og ansøgninger.
De foreslåede ændringer medfører ikke ændringer i mulig-
hederne for at undtage en borger fra kravet om anvendelse
af digital selvbetjening efter de gældende regler i § 59, stk. 2
og 3, som foreslås ændret ved § 8, nr. 14 og 15.
De foreslåede ændringer er begrundede i hensynet til, at
sagsbehandlingen i Familieretshuset og fordelingen af afgø-
relseskompetence mellem Familieretshuset og familieretten
bygger på, at der ved indgivelsen af anmeldelsen eller an-
modningen til Familieretshuset anvendes et digitalt screen-
ingsværktøj som basis for den i § 4 i forslaget til Familier-
etshusloven foreslåede screening og visitation af sagen. De
foreslåede ændringer er endvidere begrundet i hensynet til
en effektiv og digital tilrettelæggelse af sagsbehandlingen i
Familieretshuset.
Der henvises til § 4 i forslaget til Familieretshusloven og be-
mærkningerne til denne. For så vidt angår øvrige ændringer
af § 59 i ægtefælleloven henvises til lovforslagets § 8, nr.
14-16, og bemærkningerne hertil. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 13
Det fremgår af § 59, stk. 1, i ægtefælleloven, som foreslås
ændret ved § 8, nr. 12, at en række henvendelser skal indgi-
ves til Familieretshuset ved brug af Familieretshusets digita-
le selvbetjeningsløsning. § 59, stk. 2 og 3, som foreslås ænd-
ret ved § 8, nr. 14 og 15, indeholder muligheder for at fravi-
ge kravet om anvendelse af digital selvbetjening, hvis der
foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må for-
ventes at kunne anvende digital selvbetjening, samt i helt
ekstraordinære tilfælde.
Det foreslås, at der i § 59, stk. 1, indsættes en bestemmelse
om, at kravet om anvendelse af digital selvbetjening ikke
finder anvendelse for henvendelser fra offentlige myndighe-
der.
Bestemmelsen vil navnligt finde anvendelse for anmodnin-
ger fra en offentlig myndighed efter § 97 i aktivloven. Det
fremgår af denne bestemmelse, at hvis en person er pålagt at
betale underholdsbidrag m.v. til en anden person, der mod-
tager hjælp til forsørgelse, indtræder det offentlige i kravet
og i retten til at kræve bidrag fastsat eller kræve et bidrag
forhøjet.
Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at karakteren af
anmodninger fra offentlige myndigheder er væsensforskellig
fra anmodninger fra borgere, hvorfor bl.a. screeningsværk-
tøjet, som er en del af Familieretshuset digitale selvbetje-
ningsløsning, ikke skal finde anvendelse.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 8, nr. 12.
Til nr. 14 og 15
Det fremgår af § 59, stk. 2, i ægtefælleloven, at hvis Stats-
forvaltningen finder, at der foreligger særlige forhold, der
gør, at en borger ikke må forventes at kunne anvende digital
selvbetjening, skal Statsforvaltningen tilbyde, at ansøgnin-
gen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetje-
119
ning. Det fremgår videre, at i sådanne tilfælde bestemmer
Statsforvaltningen, hvordan ansøgningen skal indgives, her-
under om det skal ske mundtligt eller skriftligt.
Bestemmelsen i § 59, stk. 3, i ægtefælleloven omhandler
muligheden for at undtage fra kravet om anvendelse af digi-
tal selvbetjening i tilfælde, der ikke er omfattede af § 59,
stk. 2. Det fremgår således af bestemmelsen, at Statsforvalt-
ningen helt ekstraordinært udover i de i stk. 2 nævnte tilfæl-
de kan undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet
ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økono-
misk vurdering er klare fordele for Statsforvaltningen ved at
modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.
Det foreslås, at henvisningerne til Statsforvaltningen i be-
stemmelserne ændres til Familieretshuset. Det foreslås end-
videre, at henvisningerne til ansøgning ændres til henven-
delse.
Den førstnævnte ændring er begrundet i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås ned-
lagt, hvorefter ansøgning om fastsættelse og ændring af bi-
drag efter §§ 56 og 58 skal indgives til Familieretshuset, jf.
den i lovforslagets § 8, nr. 19, foreslåede § 60 a i ægtefælle-
loven.
Den foreslåede ændring fra ansøgning til henvendelse er be-
grundet i, at det med den i lovforslagets § 8, nr. 12, foreslåe-
de § 59, stk. 1, i ægtefælleloven foreslås, at også anmodning
om indbringelse af Familieretshusets afgørelse for familier-
etten skal indgives ved brug af digital selvbetjening. Hen-
vendelser bruges herefter som samlet betegnelse for ansøg-
ninger og anmodninger.
De foreslåede ændringer medfører ikke materielle ændringer
af, hvornår en borger kan undtages fra kravet om anvendelse
af digital selvbetjening efter bestemmelserne i § 59, stk. 2
og 3.
Der henvises til § 8, nr. 12, og bemærkningerne hertil. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt
3.3.
Til nr. 16
Det fremgår af § 59, stk. 4, i ægtefælleloven, at en digital
ansøgning anses for at være kommet frem, når den er til-
gængelig for Statsforvaltningen. Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med de øvrige bestemmelser i § 59 om krave-
ne til anvendelse af digital selvbetjening.
Det foreslås, at henvisningen til Statsforvaltningen i bestem-
melsen ændres til Familieretshuset. Det foreslås endvidere,
at henvisningen til ansøgning ændres til henvendelse.
Den førstnævnte ændring er begrundet i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås ned-
lagt, hvorefter ansøgning om fastsættelse og ændring af bi-
drag efter §§ 56 og 58 skal indgives til Familieretshuset, jf.
den i lovforslagets § 8, nr. 19, foreslåede § 60 a i ægtefælle-
loven.
Den foreslåede ændring fra ansøgning til henvendelse er be-
grundet i, at det med den i lovforslagets § 8, nr. 12, foreslåe-
de § 59, stk. 1, i ægtefælleloven foreslås, at også anmodning
om indgivelse af Familieretshusets afgørelse for familieret-
ten skal indgives ved brug af Familieretshusets digitale selv-
betjeningsløsning. Henvendelser bruges herefter som samlet
betegnelse for anmodninger og ansøgninger.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 17
Efter § 60, stk. 1, i ægtefælleloven kan Statsforvaltningen og
Ankestyrelsen anmode en part om oplysninger om perso-
nens forhold til brug for behandling af sager om bidrag efter
ægtefælleloven. Det følger af bestemmelsen, at Statsforvalt-
ningen og Ankestyrelsen kan tillægge manglende fremsen-
delse af oplysninger processuel skadesvirkning og træffe af-
gørelse på baggrund af de oplysninger, som Statsforvaltnin-
gen eller Ankestyrelsen er i besiddelse af.
Det foreslås, at § 60, stk. 1, ophæves.
Den foreslåede ophævelse af § 60, stk. 1, er begrundet i, at
bestemmelserne om Familieretshusets sagsbehandling, her-
under bestemmelser om processuel skadevirkning, samles i
forslaget til Familieretshusloven.
Familierettens muligheder for at indhente oplysning m.v. er
reguleret i retsplejeloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 18
Det fremgår af § 60, stk. 2, i ægtefælleloven, at Statsforvalt-
ningen og Ankestyrelsen som klagemyndighed kan få termi-
naladgang til brug for behandling af sager om bidrag efter
ægtefælleloven. De to myndigheder kan anvende terminal-
adgangen til indhentning af de nødvendige økonomiske op-
lysninger til brug for behandlingen af sagen. Oplysningerne
indhentes via terminaladgangen hos told- og skatteforvalt-
ningen, herunder i indkomstregistret.
Det foreslås, at § 60, stk. 2, der med lovforslagets § 8, nr.
17, foreslås at blive stk. 1, ændres således, at Familieretshu-
set har terminaladgangen efter bestemmelsen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse, jf. den i lovforslagets § 8, nr. 19, fore-
slåede § 60 a, stk. 2, i ægtefælleloven. Familieretten vil hvis
nødvendigt kunne anmode Familieretshuset om at indhente
økonomiske oplysninger via Familieretshusets terminalad-
gang, jf. den foreslåede bestemmelse i § 12 i forslaget til Fa-
120
milieretshusloven. Det kan f.eks. være hensigtsmæssigt i
sager, hvor der kan være sket ændringer i en parts indkomst-
forhold under behandlingen af sagen.
Til nr. 19
Statsforvaltningen har kompetence til at træffe afgørelse i en
række andre sagstyper efter ægtefælleloven. Det drejer sig
om afgørelse om tilladelse til dispositioner efter § 1, stk. 3,
og § 7, stk. 1, om fastsættelse eller ændring af ægtefællebi-
drag efter § 4, stk. 3, og §§ 56 og 58, og om behandling af
en ansøgning, der ikke er indgivet digitalt, efter § 59.
Statsforvaltningen behandler sager efter ægtefælleloven ef-
ter bestemmelserne i ægtefælleloven, forvaltningsloven og
almindelige forvaltningsretlige principper.
Det foreslås med bestemmelsen i § 60 a, stk. 1, at ved Fami-
lieretshusets behandling af sager efter ægtefælleloven finder
bestemmelserne i forslaget til Familieretshusloven anven-
delse.
Med bestemmelsen i § 60 a, stk. 2, foreslås det, at det fast-
lægges efter bestemmelserne om visitation i kapitel 2 og be-
stemmelserne om behandling af sager i kapitel 8-10 i
forslaget til Familieretshusloven om afgørelse om tilladelse
til afhændelse og pantsætning af fast ejendom, om tilladelse
til dispositioner over familiens helårsbolig, om fastsættelse
og ændring af ægtefællebidrag, og om behandling af ansøg-
ninger, der ikke er indgivet digitalt, efter ægtefælleloven
træffes af Familieretshuset eller familieretten.
De foreslåede bestemmelser er begrundede i, at Statsforvalt-
ningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås ned-
lagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller fa-
milieretten, der træffer afgørelse efter ægtefælleloven. Hvor-
vidt en sag afsluttes eller afgøres af Familieretshuset eller
familieretten, foreslås reguleret i §§ 5-7 samt §§ 25-27 i for-
slaget til Familieretshusloven.
Efter § 25, jf. § 5, i forslaget til Familieretshusloven er det
Familieretshuset, der afslutter sagen, hvis der er tale om en
enkel sag, dvs. hvor parterne er enige, når Familieretshuset
modtager sagen.
Hvis parterne derimod ikke er enige, visiteres sagen til be-
handling efter § 6 i forslaget til Familieretshusloven. Dette
gælder endvidere sager, hvor parterne er enige, men der skal
foretages juridisk sagsbehandling f.eks. til afklaring af,
hvorvidt betingelserne for at registrere parternes aftale er
opfyldte, eller om danske myndigheder har kompetence til
at behandle sagen. I sager, der visiteres til behandling efter
§ 6 i forslaget til Familieretshusloven, er det som udgangs-
punkt Familieretshuset, der efter § 26 i forslaget til
Familieretshusloven træffer afgørelse, hvis parterne ikke
under sagens forløb er nået til enighed. Efter § 27, stk. 2, i
forslaget til Familieretshusloven er det dog familieretten, der
træffer afgørelse, hvis sagen indeholder komplicerede fakti-
ske eller juridiske problemstillinger, eller sagen behandles
sammen med en anden sag, der skal afgøres af familieretten.
Det følger af § 5, stk. 2, og § 6, stk. 2, i forslaget til Fami-
lieretshusloven, at visse typer af sager altid skal visiteres til
behandling som en § 5-sag eller en § 6-sag. Dette betegnes
lovbestemt visitation. Visitationen skal således ikke foreta-
ges på baggrund af et konkret skøn, men er derimod bestemt
af sagstypen. Dette skyldes, at de pågældende sagstyper har
en karakter, der objektivt begrunder, at sagerne bør behand-
les som § 5-sager eller § 6-sager. Udstedelse af resolution
om ægtefællebidrag ud fra parternes enighed behandles altid
af Familieretshuset som § 5-sager, jf. § 5, stk. 2, nr. 7, i for-
slaget til Familieretshusloven.
Efter § 6, stk. 2, nr. 1, i forslaget til Familieretshusloven vi-
siteres en sag om afvisning af en anmodning, som ikke er
indgivet ved anvendelse af Familieretshusets digitale selvbe-
tjeningsløsning, eller som der ikke er betalt gebyr for be-
handlingen af, til behandling som en § 6-sag, der afgøres af
Familieretshuset efter § 26 i forslaget til Familieretshus-
loven.
Forslaget til Familieretshusloven indeholder den generelle
regulering af Familieretshusets behandling af sager. Det dre-
jer sig bl.a. om visitation af sagerne og den deraf følgende
fordeling af afgørelseskompetencen mellem Familierets-
huset og domstolene og bestemmelser om, at Familieretshu-
set sørger for oplysningen af sager, indhentning af oplysnin-
ger samt yder konfliktmægling og -rådgivning. Disse be-
stemmelser skal også gælde for sager efter ægtefælleloven.
Forslaget indebærer endvidere, at bestemmelserne i ægte-
fælleloven, forvaltningsloven og de almindelige forvalt-
ningsretlige principper finder anvendelse sammen med be-
stemmelserne i forslaget til Familieretshusloven ved Fami-
lieretshusets behandling af sager efter ægtefælleloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 20
Efter § 61 i ægtefælleloven kan Statsforvaltningens afgørel-
ser påklages til Ankestyrelsen. Dette er afspejlet i overskrif-
ten før § 61, der vedrører klage m.v.
Det foreslås, at overskriften før § 61 ændres, således at den
vedrører domstolsprøvelse.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at det med lovforsla-
gets § 8, nr. 21, foreslås, at § 61, stk. 1, i ægtefælleloven æn-
dres, således at det fremgår af bestemmelsen, at Familierets-
husets afgørelser efter ægtefælleloven kan indbringes for fa-
milieretten fremfor, at afgørelsen kan påklages til Ankesty-
relsen.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 21.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 21
121
Det fremgår af § 61, stk. 1, i ægtefælleloven, at Statsforvalt-
ningens afgørelser efter § 1, stk. 3, § 7, stk. 1, og §§ 56, 58
og 59, kan påklages til Ankestyrelsen. Det fremgår endvide-
re, at visse bestemmelser i retssikkerhedsloven finder anven-
delse ved Ankestyrelsens behandling af sådanne klager.
Det foreslås, at Familieretshusets afgørelse om tilladelse til
afhændelse og pantsætning af fast ejendom og til dispositio-
ner over familiens helårsbolig efter § 1, stk. 3, og § 7, stk. 1,
om fastsættelse og ændring af bidrag efter § 4, stk. 3, og
§§ 56 og 58, og om behandlingen af ansøgninger, der ikke
er indgivet digitalt, kan indbringes for familieretten efter be-
stemmelserne i kapitel 12 i forslaget til Familieretshusloven.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
den i lovforslagets § 8, nr. 19, foreslåede nye bestemmelse i
§ 60 a, stk. 2, i ægtefælleloven, hvorefter afgørelse om tilla-
delse til afhændelse og pantsætning af fast ejendom og til
dispositioner over familiens helårsbolig, om fastsættelse og
ændring af bidrag, og om behandlingen af ansøgninger, der
ikke er indgivet digitalt, træffes af enten Familieretshuset el-
ler familieretten. Det foreslås samtidigt, at bestemmelserne
om indbringelse af Familieretshusets afgørelser for familier-
etten fremgår samlet af kapitel 12 i forslaget til Familierets-
husloven. Disse bestemmelser ændrer ikke ved, i hvilke af-
gørelser der kan indbringes for familieretten i forhold til
mulighederne for at påklage Statsforvaltningens afgørelser
efter gældende ret. Der henvises i denne forbindelse til
§§ 39-41 i forslaget til Familieretshusloven og bemærknin-
gerne hertil.
Retsplejeloven, herunder navnligt kapitel 42, som foreslået
ændret ved lovforslagets § 15, nr. 14, finder anvendelse ved
familierettens behandling af en afgørelse truffet af
Familieretshuset, som er indbragt for familieretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 22
Efter § 61, stk. 1, i ægtefælleloven kan Statsforvaltningens
afgørelse efter ægtefælleloven påklages til Ankestyrelsen.
En sådan klage skal efter § 61, stk. 2, i ægtefælleloven ind-
gives inden fire uger efter, at klageren har fået meddelelse
om afgørelsen. Dog kan Ankestyrelsen i særlige tilfælde be-
handle en klage, der er indgivet senere.
Det foreslås, at § 61, stk. 2, i ægtefælleloven ophæves, idet
indbringes af Familieretshusets afgørelser efter ægtefællelo-
ven for familieretten foreslås reguleret i forslaget til Fami-
lieretshusloven. Den gældende klagefrist på fire uger og mu-
ligheden for at behandle en sag, hvor klage er indgivet sene-
re, foreslås videreført i § 41 i forslaget til Familieretshuslo-
ven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 23
Bestemmelsen i § 61, stk. 3, nr. 4, der bliver stk. 2, nr. 4, i
ægtefælleloven bemyndiger børne- og socialministeren til at
fastsætte regler om behandlingen af klager over afgørelser
efter loven. Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af be-
kendtgørelse nr. 1494 af 11. december 2017 om børne- og
ægtefællebidrag, der indeholder regler om behandlingen af
klager.
Det foreslås, at § 61, stk. 3, nr. 4, der bliver stk. 2, nr. 4, ud-
går.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det foreslås, at Familieretshuset tillægges kompetence
til at træffe de afgørelser efter ægtefælleloven, som Statsfor-
valtningen hidtil har truffet. Samtidigt foreslås der med lov-
forslagets § 8, nr. 21, en ændring af § 61, stk. 1, i ægtefælle-
loven, således at Familieretshusets afgørelse kan indbringes
for familieretten, og med § 41, stk. 7, i forslaget til Familier-
etshusloven, at børne- og socialministeren kan fastsætte be-
stemmelser om Familieretshusets behandling af en anmod-
ning om at indbringe en afgørelse for familieretten. Det
foreslås i forlængelse heraf, at børne- og socialministerens
adgang til efter § 61, stk. 3, nr. 4, der bliver stk. 2, nr. 4, i
ægtefælleloven at fastsætte regler om behandling af klager
udgår.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til § 9
Til nr. 1
Efter § 2, stk. 4, i lov om Haagerkonventionen af 2007 ud-
peger børne- og socialministeren en centralmyndighed for
Haagerkonventionen af 2007, jf. konventionens artikel 4, og
fastsætter regler for dens virksomhed.
Danmark har endnu ikke tiltrådt konventionen, og loven er
derfor ikke sat i kraft for Danmark, men det fremgår af for-
arbejderne til loven, at Ankestyrelsen forventes udpeget som
centralmyndighed for konventionen. Der henvises til Folke-
tingstidende 2016-17, A, L 7 som fremsat, side 58.
Det foreslås, at § 2, stk. 4, 1. pkt., ophæves. Det foreslås
endvidere, at der i stedet indsættes en bestemmelsen, hvoref-
ter Familieretshuset er centralmyndighed, jf. konventionens
artikel 4, og at børne- og socialministeren kan fastsætte reg-
ler for Familieretshusets virksomhed som centralmyndighed.
Det fremgår dermed, at det er Familieretshuset, der er cen-
tralmyndighed efter konventionen.
Ændringerne er begrundede i, at varetagelsen af de familier-
etlige opgaver med forslaget til Familieretshusloven foreslås
samlet i en ny myndighed, Familieretshuset. Dette gælder
også de opgaver på det familieretlige område, som hidtil har
været varetaget af Ankestyrelsen, og følgelig også opgaver
som Ankestyrelsen ikke varetager endnu, men som det var
forventet, at Ankestyrelsen skulle varetage.
122
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 2
Efter § 3, stk. 1, i lov om Haagerkonventionen af 2007 ind-
gives anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af en
retsafgørelse om børne- og ægtefællebidrag efter Haager-
konventionen af 2007 til centralmyndigheden, som straks vi-
deresender anmodningen til Statsforvaltningen.
Danmark har endnu ikke tiltrådt konventionen, og loven er
derfor ikke sat i kraft for Danmark, men det fremgår af for-
arbejderne til loven, at Ankestyrelsen forventes udpeget som
centralmyndighed for konventionen. Der henvises til Folke-
tingstidende 2016-17, A, L 7 som fremsat, side 58.
Det foreslås, at § 3, stk. 1, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at anmodning om anerkendelse og fuldbyr-
delse af en retsafgørelse om børne- og ægtefællebidrag efter
konventionen indgives til Familieretshuset.
Ændringen er begrundet i, at varetagelsen af de familieretli-
ge opgaver med forslaget til Familieretshusloven foreslås
samlet i en ny myndighed, Familieretshuset. Dette gælder
også de opgaver på det familieretlige område, som hidtil har
været varetaget af Ankestyrelsen, og følgelig også opgaver,
som Ankestyrelsen ikke varetager endnu, men som det var
forventet, at Ankestyrelsen skulle varetage.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 3
Efter § 3, stk. 1, i lov om Haagerkonventionen af 2007 ind-
gives anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af en
retsafgørelse om børne- og ægtefællebidrag efter Haager-
konventionen af 2007 til centralmyndigheden, som straks vi-
deresender anmodningen til Statsforvaltningen. Efter § 3,
stk. 2, erklærer Statsforvaltningen uden ophør afgørelsen for
eksigibel, medmindre anerkendelse og fuldbyrdelse af afgø-
relsen er åbenbart uforenelig med grundlæggende danske
retsprincipper. Statsforvaltningen underretter straks parterne
om afgørelsen.
Det foreslås, at § 3, stk. 2, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at det er Familieretshuset, der erklærer afgø-
relsen for eksigibel og underretter parterne herom.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det som udgangspunkt enten vil være Familieretshuset
eller familieretten, der træffer afgørelse i familieretlige sag-
er. Som det fremgår af § 3, stk. 2, i loven om Haagerkon-
ventionen af 2007, skal afgørelse om at erklære en uden-
landsk bidragsafgørelse for eksigibel træffes uden ophør,
hvilket er i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2 og 3, i
konventionen. Det foreslås derfor, at afgørelse efter § 3, stk.
2, træffes af Familieretshuset.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 4
Efter § 3, stk. 1, i lov om Haagerkonventionen af 2007 ind-
gives anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af en
retsafgørelse om børne- og ægtefællebidrag efter Haager-
konventionen af 2007 til centralmyndigheden, som straks vi-
deresender anmodningen til Statsforvaltningen. Efter § 3,
stk. 2, erklærer Statsforvaltningen uden ophør afgørelsen for
eksigibel, medmindre anerkendelse og fuldbyrdelse af afgø-
relsen er åbenbart uforenelig med grundlæggende danske
retsprincipper. Statsforvaltningen underretter straks parterne
om afgørelsen. Det fremgår af § 3, stk. 3, i lov om Haager-
konventionen af 2007, at parterne kan fremsætte indsigelse
mod en afgørelse efter stk. 2. Indsigelsen meddeles Statsfor-
valtningen inden 30 dage efter underretningen. For en part,
der ikke har bopæl i Danmark, er fristen 60 dage.
Det foreslås, at § 3, stk. 3, i lov om Haagerkonventionen af
2007 ændres således, at det fremgår af bestemmelsen, at
indsigelsen skal meddeles Familieretshuset.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at det med den i lov-
forslagets § 9, nr. 3, foreslåede ændring af § 3, stk. 2, i lov
om Haagerkonventionen af 2007 foreslås, at afgørelse om at
erklære en udenlandsk bidragsafgørelse for eksigibel efter
§ 3, stk. 2, træffes af Familieretshuset, hvorfor en anmod-
ning om indbringelse af Familieretshusets afgørelse skal
indgives til Familieretshuset.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 5
Efter § 3, stk. 4, i lov om Haagerkonventionen af 2007 træf-
fer Statsforvaltningen afgørelse om indsigelser mod Stats-
forvaltningens afgørelse om at erklære en udenlandsk afgø-
relse om børne- og ægtefællebidrag eksigibel. Statsforvalt-
ningen underretter straks parterne om afgørelsen.
Det foreslås, at § 3, stk. 4, affattes således, at det fremgår af
bestemmelsen, at Familieretshuset eller familieretten træffer
afgørelse om indsigelser efter stk. 3, jf. konventionens arti-
kel 23, stk. 7 og 8. Det foreslås videre, at det fastlægges ef-
ter bestemmelserne om visitation i kapitel 2 og bestemmel-
serne om behandling af sager i kapitel 8-10 i forslaget til Fa-
milieretshusloven, om afgørelse træffes af Familieretshuset
eller familieretten. Endelig foreslås det, at parterne straks
skal underrettes om afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at Statsforvalt-
ningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås ned-
lagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller fa-
milieretten, der træffer afgørelse om anerkendelse og fuld-
byrdelse af udenlandske afgørelser om børne- og ægtefælle-
bidrag efter Haagerkonventionen af 2007. Hvorvidt en sag
afsluttes eller afgøres af Familieretshuset eller familieretten,
123
foreslås reguleret i §§ 5-7 og 25-27 i forslaget til Familier-
etshusloven.
Efter § 25, jf. § 5, i forslaget til Familieretshusloven er det
Familieretshuset, der afslutter sagen, hvis der er tale om en
enkel sag, dvs. hvor parterne er enige, når Familieretshuset
modtager sagen.
Hvis parterne derimod ikke er enige, visiteres sagen til be-
handling efter § 6 i forslaget til Familieretshusloven. Dette
gælder endvidere sager, hvor parterne er enige, men der skal
foretages juridisk sagsbehandling f.eks. til afklaring af,
hvorvidt betingelserne for at registrere parternes aftale er
opfyldte, eller om danske myndigheder har kompetence til
at behandle sagen. I sager, der visiteres til behandling efter
§ 6 i forslaget til Familieretshusloven, er det som udgangs-
punkt Familieretshuset, der efter § 26 i forslaget til Familier-
etshusloven træffer afgørelse, hvis parterne ikke under sa-
gens forløb er nået til enighed. Efter § 27, stk. 2, i forslaget
til Familieretshusloven er det dog familieretten, der træffer
afgørelse, hvis sagen indeholder komplicerede faktiske eller
juridiske problemstillinger, eller sagen behandles sammen
med en anden sag, der skal afgøres af familieretten.
Det følger af § 5, stk. 2, og § 6, stk. 2, i forslaget til Fami-
lieretshusloven, at visse typer af sager altid skal visiteres til
behandling som en § 5-sag eller en § 6-sag. Dette betegnes
lovbestemt visitation. Visitationen skal således ikke foreta-
ges på baggrund af et konkret skøn, men er derimod bestemt
af sagstypen. Dette skyldes, at de pågældende sagstyper har
en karakter, der objektivt begrunder, at sagerne bør behand-
les som § 5-sager eller § 6-sager. Sager indeholdende
spørgsmål om eksigibilitet efter § 3, stk. 2, i lov om Haager-
konventionen af 2007 behandles altid af Familieretshuset,
der træffer afgørelsen, jf. § 6, stk. 2, nr. 8, og § 26 i forslaget
til Familieretshusloven.
Forslaget til Familieretshusloven indeholder den generelle
regulering af Familieretshusets behandling af sager. Det dre-
jer sig bl.a. om visitation af sagerne og den deraf følgende
fordeling af afgørelseskompetencen mellem Familieretshu-
set og domstolene og bestemmelser om, at Familieretshuset
sørger for oplysningen af sager, og at Familieretshuset kan
afgøre en sag på skriftligt grundlag. Disse bestemmelser
skal også gælde for sager efter Haagerkonventionen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 6
Efter § 3, stk. 4, i lov om Haagerkonventionen af 2007 træf-
fer Statsforvaltningen afgørelse om indsigelser mod Stats-
forvaltningens afgørelse om at erklære en udenlandsk afgø-
relse om børne- og ægtefællebidrag eksigibel.
Efter § 3, stk. 5, 1, og 2. pkt., i lov om Haagerkonventionen
af 2007 kan parterne påklage Statsforvaltningens afgørelse
efter stk. 4 om at erklære en udenlandsk afgørelse om børne-
og ægtefællebidrag eksigibel til Ankestyrelsen. En klage
skal inden 30 dage indgives til Statsforvaltningen. For en
part, der ikke har bopæl i Danmark, er fristen 60 dage.
Det foreslås, at § 3, stk. 5, 1. og 2. pkt., i lov om Haagerkon-
ventionen af 2007 ændres således, at det fremgår af bestem-
melsen, at parterne kan appellere en afgørelse efter stk. 4.
Appelanmodningen skal inden 30 dage efter underretningen
efter stk. 4, 2. pkt., indgives til den myndighed, der har truf-
fet afgørelsen eller afsagt dommen efter stk. 4.
Fristen i § 3, stk. 5, 3. pkt., på 60 dage for en part, der ikke
har bopæl i Danmark, til at indgive appelanmodning foreslås
ikke ændret.
Fristerne i § 3, stk. 5, følger af artikel 23, stk. 6, i Haager-
konventionen af 2007. Efter denne bestemmelse skal en ind-
sigelse mod eller appel af en afgørelse om at erklære en
udenlandsk afgørelse om børne- og ægtefællebidrag eksigi-
bel fremsættes inden 30 dage. Hvis den anfægtende part ik-
ke har bopæl i den kontraherende stat, hvor afgørelsen er
truffet, skal indsigelse eller appel fremsættes inden 60 dage.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
den i lovforslagets § 9, nr. 5, foreslåede § 3, stk. 4, i lov om
Haagerkonventionen af 2007, hvorefter afgørelser om at er-
klære en udenlandsk afgørelse om børne- og ægtefællebi-
drag eksigibel træffes af enten Familieretshuset eller fami-
lieretten. Det foreslås samtidigt, at bestemmelserne om ind-
bringelse af Familieretshusets afgørelser for familieretten til
prøvelse fremgår samlet af kapitel 12 i forslaget til Familier-
etshusloven. Disse bestemmelser ændrer ikke ved, hvilke af-
gørelser der kan indbringes for familieretten i forhold til
mulighederne for at påklage Statsforvaltningens afgørelser
efter gældende ret. Der henvises i denne forbindelse til
§§ 39-41 i forslaget til Familieretshusloven og bemærknin-
gerne hertil.
Som led i forslaget om et nyt familieretligt system foreslås
det, at afgørelser truffet af Familieretshuset ikke som Stats-
forvaltningens afgørelser efter gældende ret kan påklages til
en administrativ myndighed, men derimod indbringes for fa-
milieretten til prøvelse. Retsplejeloven og herunder særligt
kapitel 42, som affattet ved lovforslagets § 15, nr. 14, finder
anvendelse ved familierettens behandling af en afgørelse
truffet af Familieretshuset om at erklære en udenlandsk af-
gørelse om børne- og ægtefællebidrag eksigibel, som er ind-
bragt for familieretten.
Det følger af § 368, stk. 1 og 3, jf. § 372, stk. 1, i retspleje-
loven, at domme afsagt af en byret eller en landsret i 1. in-
stans kan ankes til henholdsvis landsret eller Højesteret, og
at ankefristen er fire uger. Appelfristen, dvs. ankefristen i re-
lation til domme, på henholdsvis 30 og 60 dage i § 3, stk. 3,
træder i stedet for ankefristen på 4 uger i retsplejeloven. Der
henvises til den i lovforslagets § 9, nr. 7, foreslåede bestem-
melse i § 3, stk. 5, 4. pkt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
124
Til nr. 7
Efter de i lovforslagets § 9, nr. 5 og 6, foreslåede bestem-
melser i § 3, stk. 4 og stk. 5, 1 og 2. pkt., i lov om Haager-
konventionen af 2007 træffer familieretten i visse situationer
afgørelse om indsigelse mod Familieretshusets afgørelse om
at erklære en udenlandsk afgørelse om børne- og ægtefælle-
bidrag eksigibel. Rettens dom herom kan ankes inden 30
dage.
Efter lovens § 3, stk. 5, 3. pkt., der ikke foreslås ændret, er
ankefristen 60 dage for en part, der ikke har bopæl i Dan-
mark.
Disse ankefrister følger af artikel 23, stk. 6, i Haagerkonven-
tionen af 2007. Efter denne bestemmelse skal en indsigelse
mod eller appel af en afgørelse om at erklære en udenlandsk
afgørelse om børne- og ægtefællebidrag eksigibel fremsæt-
tes inden 30 dage. Hvis den anfægtende part ikke har bopæl
i den kontraherende stat, hvor afgørelsen er truffet, skal ind-
sigelse eller appel fremsættes inden 60 dage.
Efter § 372, stk. 1, i retsplejeloven gælder der generelt en
ankefrist på fire uger. Efter bestemmelsens stk. 2, 3. pkt.,
kan ankeinstansen undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år ef-
ter dommens afsigelse. Efter § 399, stk. 2, kan Højesteret i
visse situationer tillade, at en dom, der er afsagt af landsret
eller byret, ankes efter udløbet af denne frist.
Det foreslås, at der i § 3, stk. 5, i lov om Haagerkonventio-
nen af 2007 som 4. pkt. indsættes en bestemmelse, hvorefter
bestemmelserne om anke efter ankefristens udløb i § 372,
stk. 2, 5. pkt., og § 399, stk. 2, i retsplejeloven ikke finder
anvendelse ved anke efter § 3, stk. 5, 1. pkt.
Begrundelsen for forslaget er, at ankefristen på 30 og 60
dage i lov om Haagerkonventionen af 2007 er fastsat i over-
ensstemmelse med konventionens artikel 23, stk. 6, der ikke
indeholder mulighed for at behandle en anke, der er indgivet
efter ankefristens udløb. Det er derfor nødvendigt at fastslå,
at bestemmelserne i retsplejeloven om muligheden for at få
behandlet en anke, der er indgivet efter udløbet af ankefri-
sten ikke finder anvendelse ved anke af en dom om at erklæ-
re en udenlandsk afgørelse om børne- og ægtefællebidrag
eksigibel.
Denne ankebegrænsning gælder kun for den dom, der træf-
fes i 1. instans, og berører således ikke muligheden for at
anke en ankedom afsagt af en landsret til Højesteret.
Bortset fra de nævnte bestemmelser i retsplejeloven finder
bestemmelserne om anke og om ekstraordinær genoptagelse
og anke i kapitel 36 og 38 i retsplejeloven anvendelse ved
anke af en dom om at erklære en udenlandsk afgørelse om
børne- og ægtefællebidrag eksigibel.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 8
Efter § 3, stk. 6, i lov om Haagerkonventionen af 2007 vide-
resender Statsforvaltningen en klage over en afgørelse om at
erklære en udenlandsk afgørelse om børne- og ægtefællebi-
drag eksigibel. efter § 3, stk. 5, og sagens akter til Ankesty-
relsen, der træffer afgørelse om klagen.
Statsforvaltningen behandler sager om fuldbyrdelse i Dan-
mark efter Haagerkonventionen af 2007 af udenlandske af-
gørelser om børne- og ægtefællebidrag efter bestemmelserne
i lov om Haagerkonventionen af 2007, forvaltningsloven og
de almindelige forvaltningsretlige principper.
Det foreslås, at § 3, stk. 6, i lov om Haagerkonventionen af
2007 ændres således, at bestemmelserne om klage ophæves,
og at det i stedet fremgår af bestemmelsen, at ved Familier-
etshusets behandling af sager efter denne lov og ved ind-
bringelse for familieretten til prøvelse af en afgørelse truffet
af Familieretshuset finder bestemmelserne i lov om Fami-
lieretshuset anvendelse.
Forslaget vedrørende ophævelse af klagebestemmelsen er
begrundet i, at det følger af den i lovforslagets § 9, nr. 6,
foreslåede § 3, stk. 5, 1. pkt., i lov om Haagerkonventionen
af 2007, at parterne kan indbringe en afgørelse truffet af Fa-
milieretshuset om at erklære en udenlandsk afgørelse om
børne- og ægtefællebidrag eksigibel for familieretten til prø-
velse.
Forslaget til ændringen af § 3, stk. 6, skyldes, at Familierets-
husloven indeholder den generelle regulering af Familierets-
husets behandling af sager. Det drejer sig bl.a. om visitation
af sagerne og den deraf følgende fordeling af afgørelses-
kompetencen mellem Familieretshuset og familieretten, og
at Familieretshuset kan afgøre en sag på skriftligt grundlag,
og at disse bestemmelser også skal gælde for sager efter lov
om Haagerkonventionen af 2007.
Forslaget indebærer endvidere, at bestemmelserne i lov om
Haagerkonventionen af 2007, forvaltningsloven og de al-
mindelige forvaltningsretlige principper finder anvendelse
sammen med bestemmelserne i forslaget til Familieretshus-
loven ved Familieretshusets behandling af sager efter lov
om Haagerkonventionen af 2007.
Den foreslåede bestemmelse om behandlingen af Familier-
etshusets afgørelser, der efter anmodning fra en part indbrin-
ges for familieretten, skal ses i sammenhæng med den i lov-
forslagets § 9, nr. 5, foreslåede § 3, stk. 4, i lov om Haager-
konventionen af 2007, hvorefter afgørelser efter lov om
Haagerkonventionen af 2007 træffes af enten Familieretshu-
set eller familieretten.
Som led i forslaget om et nyt familieretligt system foreslås,
at afgørelser truffet af Familieretshuset ikke som Statsfor-
valtningens afgørelser efter gældende lovgivning kan påkla-
ges til en administrativ myndighed, men derimod indbringes
for familieretten til prøvelse. Retsplejeloven, herunder sær-
ligt kapitel 42, som foreslået ændret ved lovforslagets § 15,
nr. 14, finder anvendelse ved familierettens behandling af en
125
afgørelse truffet af Familieretshuset efter lov om Haager-
konventionen af 2007, som er indbragt for familieretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til § 10
Til nr. 1
Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndigheds-
afgørelser m.v. (internationale børnebortførelser), jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1418 af 1. december 2017 (børnebortførel-
sesloven) indeholder dels regler om behandlingen af anmod-
ninger om tilbagegivelse efter Haagerbørnebortførelseskon-
ventionen af 1980 af børn, der er bortført til Danmark fra en
anden konventionsstat, og dels anmodninger om anerkendel-
se og fuldbyrdelse i Danmark efter Europarådskonventionen
af 1980 af afgørelser om forældremyndighed barnets bopæl
og samvær.
Efter § 9 i børnebortførelsesloven kan fogedretten i forbin-
delse med fuldbyrdelse af en afgørelse om samvær efter lo-
vens § 4 træffe bestemmelse om omfanget og udøvelsen af
samværet.
Fogedretten modtager efter § 12, stk. 1, i børnebortførelses-
loven anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om foræl-
dremyndighed, om hvor barnet skal bo, om samvær efter § 4
eller om tilbagegivelse af et bortført barn.
Sådanne anmodninger til fogedretten skal affattes på dansk
eller ledsages af dansk oversættelse. Dokumenter på frem-
mede sprog, der vedlægges, skal være oversat til dansk,
medmindre retten finder det unødvendigt. Der henvises til
§ 12, stk. 1, i børnebortførelsesloven.
Efter § 14, stk. 3, i børnebortførelsesloven kan fogedretten
under behandling af en sag om tilbagegivelse efter § 10, stk.
1, bestemme, at der skal fremlægges en afgørelse fra en
myndighed i det land, hvor barnet boede umiddelbart før
bortførelsen, om, at bortførelsen er ulovlig.
Fogedretten skal, hvor en sag efter § 10, stk. 1, ikke er af-
gjort inden seks uger efter anmodning redegøre for årsagen
hertil, jf. § 15, stk. 2, i børnebortførelsesloven.
Efter § 16 i børnebortførelsesloven skal fogedretten i sager
om fuldbyrdelse af en afgørelse eller om en tilbagegivelse af
et barn afholde en samtale med barnet efter reglerne i § 537,
stk. 2, i retsplejeloven.
Fogedretten kan under en sag om fuldbyrdelse af en afgørel-
se eller om en tilbagegivelse af et barn i medfør af § 17, stk.
1, i børnebortførelsesloven efter anmodning bestemme, at
barnet under sagen skal anbringes, når dette findes påkræ-
vet.
Efter § 18, stk. 2, i børnebortførelsesloven beskikker foged-
retten en advokat for den, der har indgivet en anmodning, de
er omfattet af loven.
Det følger af § 19, stk. 2, i børnebortførelsesloven, at retten
ikke kan træffe afgørelse om forældremyndighed og barnets
bopæl, hvis det under en sådan sag af den udenlandske cen-
tralmyndighed er oplyst, at barnet opholder sig ulovligt i
lande, uden at der er indgivet anmodning om tilbagegivelse
af barnet, medmindre der har været rimelig tid til at frem-
sætte en sådan anmodning.
Retten kan i sager om ophør af fælles forældremyndighed
efter § 20, stk. 2, i børnebortførelsesloven efter påstand træf-
fe afgørelse om, at barnet ulovligt har forladt landet.
Det foreslås, at overalt i loven ændres retten til familieretten
og fogedretten til familieretten.
Ændring af henvisningen fra fogedretten til familieretten er
begrundet i, at det med lovforslagets § 15, nr. 19, foreslås, at
afgørelser om fuldbyrdelse af forældreansvar efter
§§ 456 p-456 r i retsplejeloven træffes af familieretten i ste-
det for af fogedretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt. 3.4.
Til nr. 2
Det fremgår af § 16 i børnebortførelsesloven, at fogedretten
i en sag om fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen af
1980 af en udenlandsk afgørelse om forældremyndighed,
barnets bopæl og samvær eller om tilbagegivelse af et bort-
ført barn skal afholde en samtale med barnet. Samtalen skal
afholdes efter reglerne i § 537, stk. 2, i retsplejeloven.
Det foreslås, at henvisningen til retsplejeloven i § 16 i bør-
nebortførelsesloven ændres således, at der i stedet henvises
til, at samtalen skal afholdes efter reglerne i § 456 r, stk. 2, i
retsplejeloven.
Begrundelsen for ændringen er, at indholdet af den gælden-
de § 537, stk. 2, i retsplejeloven med lovforslagets § 15, nr.
19, foreslås videreført som § 456 r, stk. 2, i retsplejeloven.
For så vidt angår andre foreslåede ændringer af § 16 i børne-
bortførelsesloven henvises til lovforslagets § 10, nr. 1. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt.
3.4.
Til nr. 3
Børnebortførelsesloven indeholder regler dels om behand-
lingen af anmodninger om tilbagegivelse efter Haagerbørne-
bortførelseskonventionen af 1980 af børn, der er bortført til
Danmark fra en anden konventionsstat, dels om anmodnin-
ger om anerkendelse og fuldbyrdelse i Danmark efter Euro-
parådskonventionen af 1980 af afgørelser om forældremyn-
dighed, barnets bopæl og samvær.
Disse sager behandles af fogedretten, og kapitel 5 i børne-
bortførelsesloven indeholder regler om fogedrettens behand-
ling af sagerne, herunder i § 18, stk. 1, en bestemmelse
126
hvorefter sagerne i øvrigt behandles efter reglerne i kapitel
45, 46 og 48 a i retsplejeloven.
Kapitel 48 a i retsplejeloven indeholder særregler om
tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og
samvær. Kapitel 45 og 46 i retsplejeloven indeholder regler
om grundlaget for tvangsfuldbyrdelse og om fremgangsmå-
den ved tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav.
Det foreslås, at henvisningen i § 18, stk. 1, i børnebortførel-
sesloven til kapitel 45, 46 og 48 a i retsplejeloven ændres til
en henvisning til kapitel 42 b i retsplejeloven.
Begrundelsen for forslaget er, at med lovforslagets § 15, nr.
19 og 24, foreslås særreglerne om tvangsfuldbyrdelse af for-
ældremyndighed, barnets bopæl og samvær flyttet fra kapi-
tel 48 a i retsplejeloven til kapitel 42 b i retsplejeloven.
Samtidig foreslås det, at der i kapitel 42 b i retsplejeloven
indsættes en bestemmelse som § 456 q, stk. 1, hvorefter
fuldbyrdelsen af forældremyndighed m.v. varetages af fami-
lieretten i stedet fogedretten, og hvorefter bestemmelserne i
kapitel 45 og 46 i retsplejeloven gælder for sager om fuld-
byrdelse af forældremyndighed m.v.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt. 3.4.
Til § 11
Til nr. 1-3
Lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen indeholder
regler om gennemførelsen og anvendelsen af Haagerkon-
ventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, an-
erkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende foræl-
dreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haa-
gerbørnebeskyttelseskonventionen). Konventionen indehol-
der bl.a. bestemmelser om anerkendelse og fuldbyrdelse af
afgørelser om forældreansvar fra andre konventionslande og
om international kompetence i sager om forældreansvar.
I dansk ret omfatter afgørelser om forældreansvar bl.a. afgø-
relser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
Efter § 3 i lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen
træffer retten afgørelse om overførsel af kompetence ved
kendelse.
Fogedretten i den retskreds, hvor et barn har bopæl eller se-
nest har haft bopæl, modtager efter § 4 i lov om Haagerbør-
nebeskyttelseskonventionen anmodninger om anerkendelse
af afgørelser om forældreansvar fra andre konventionslande.
Hvis et barn ikke har eller har haft bopæl her i landet, er det
fogedretten i den retskreds, hvor rekvisitus har hjemting, der
modtager anmodningen. Hvis rekvisitus ikke har hjemting
her i landet, er det fogedretten i den retskreds, hvor rekvi-
renten har hjemting, eller, hvis rekvirenten ikke har hjem-
ting her i landet, i København, der modtager anmodningen.
Efter § 5, stk. 1, i lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventi-
onen modtager fogedretten i den retskreds, hvor barnet har
bopæl, anmodninger om fuldbyrdelse af afgørelser om for-
ældreansvar fra andre konventionslande. Hvis barnet ikke
har bopæl her i landet, er det fogedretten i den retskreds,
hvor tvangsfuldbyrdelse kan ske, der modtager anmodnin-
gen.
Fogedretten kan beskikke en part en advokat, hvis fogedret-
ten ikke finder det muligt at behandle en sag på en forsvarlig
måde, uden at rekvirenten eller rekvisitus har advokatbi-
stand, jf. § 5, stk. 2, i lov om Haagerbørnebeskyttelseskon-
ventionen. Fogedretten pålægger efter bestemmelsens stk. 2,
2. pkt., parten at erstatte statskassen udgifterne i forbindelse
med beskikkelsen, hvis parten ikke opfylder betingelserne
for fri proces i retsplejelovens § 325.
Efter § 6, stk. 1, 1. pkt., i lov om Haagerbørnebeskyttelses-
konventionen kan fogedretten kræve en udskrift af en foran-
staltning, som en anmodning efter lovens §§ 4 eller 5 angår,
oversat til dansk. Fogedretten afgør efter § 6, stk. 2, 1. pkt., i
lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen ved kendelse,
om en sådan anmodning kan imødekommes.
Det foreslås, at retten overalt i loven ændres til familieretten
og fogedretten til familieretten.
De foreslåede ændringer af retten til familieretten er begrun-
dede i, at det nye familieretlige system består af en admini-
strativ enhed og en domstolsenhed, der tilsammen udgør ét
samlet familieretligt system. Denne sammenhæng mellem
de to enheder understreges ved at betegne den administrati-
ve enhed Familieretshuset og domstolsenheden familieret-
ten. Som det fremgår af § 1 i forslaget til Familieretshuslo-
ven anvendes familieretten som betegnelse for byretterne.
Ændring af henvisningen fra fogedretten til familieretten er
begrundet i, at det med lovforslagets § 15, nr. 19, foreslås, at
afgørelser om fuldbyrdelse af forældreansvar efter §§ 456
p-456 r i kapitel 42 b i retsplejeloven træffes af familieretten
i stedet for af fogedretten.
Det bemærkes, at det følger af artikel 28 i konventionen, at
afgørelser, der er truffet i en kontraherende stat, og som er
blevet erklæret for eksigible i en anden kontraherende stat,
fuldbyrdes i denne anden stat, som om de var truffet af myn-
dighederne i den pågældende stat. Fuldbyrdelsen foretages
efter loven i den stat, som anmodningen rettes til, inden for
denne lovs grænser under hensyntagen til barnets bedste.
Dette indebærer, at det følger af lovforslagets § 15, nr. 19, at
fuldbyrdelse i Danmark af udenlandske afgørelser om foræl-
dremyndighed, barnets bopæl og samvær, der er omfattede
af konventionen, skal foregå efter de foreslåede regler i ka-
pitel 42 b i retsplejeloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt. 3.4.
Til § 12
127
Til nr. 1
Det fremgår af § 4, stk. 1, i ægtefællepensionsloven, at ret-
ten til ægtefællepension ikke berøres af, at der efter separa-
tion eller skilsmisse ved dom eller aftale udelukkende eller
dog i det væsentlige på grund af efterfølgende omstændighe-
der sker ændring af en afgørelse eller en aftale om bidrags-
pligt eller om bidragets størrelse.
Bestemmelsen § 4, stk. 2, i ægtefællepensionsloven om-
handler den situation, hvor ægtefællernes skilsmisse kom-
mer efter en forudgående separation. Efter bestemmelsen er
det afgørende for bevarelse af retten til ægtefællepension, at
der i forbindelse med skilsmisse ved dom eller ved aftale
træffes en anden beslutning om bidragspligt eller om ret til
ægtefællepension end den beslutning, der blev truffet ved
separationen.
Det foreslås, at henvisningerne i § 4, stk. 1 og 2, til grundla-
get for en separation eller skilsmisse udvides, således at der
også henvises til, at der også kan være truffet en administra-
tiv afgørelse om separation eller skilsmisse.
De foreslåede ændringer er begrundet i, at det med de i lov-
forslagets § 2, nr. 23, foreslåede ændringer af § 58 a i ægte-
skabsloven, hvorefter afgørelse om separation og skilsmisse
træffes af Familieretshuset eller familieretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til § 13
Til nr. 1
Statsforvaltningen varetager efter serviceloven en række op-
gaver vedrørende optagelse i botilbud uden samtykke. Det
drejer sig for det første om, at Statsforvaltningen træffer af-
gørelse om optagelse i botilbud uden samtykke efter § 131,
jf. § 129, stk. 1, i serviceloven. Bestemmelsen omhandler
personer med varigt og betydelig nedsat psykisk funktions-
evne, der modsætter sig flytningen eller ikke kan give infor-
meret samtykke, og hvor kravene i § 129, stk. 1, er opfyldte.
Afgørelsen træffes efter indstilling fra kommunalbestyrel-
sen. Statsforvaltningen kan dog, jf. § 129, stk. 3, træffe af-
gørelse, uanset at kravene i § 129, stk. 1, ikke er opfyldte,
hvis det skønnes at være i personens egen interesse, perso-
nen ikke modsætter sig flytning, men blot ikke kan give
samtykke, og der er tale om flytning mellem tilsvarende bo-
liger i botilbud.
For det andet træffer Statsforvaltningen afgørelse om opta-
gelse i botilbud uden samtykke efter § 131, jf. § 129, stk. 2, i
serviceloven, såfremt den omhandlede persons værge ikke
er enig i optagelsen. Bestemmelsen omhandler personer med
varigt og betydelig nedsat funktionsevne, der er en konse-
kvens af en erhvervet mental svækkelse, som er fremadskri-
dende, og hvor personen ikke modsætter sig flytningen, men
ikke kan give samtykke.
For det tredje træffer Statsforvaltningen afgørelse om opta-
gelse i botilbud uden samtykke efter § 131 a, jf. § 129 a, i
serviceloven. Bestemmelsen omhandler personer med varigt
og betydeligt nedsat psykisk funktionsevne som følge af en
sindslidelse, der modsætter sig flytningen eller ikke kan give
informeret samtykke, og hvor kravene i § 129 a er opfyldte,
herunder at personen er til væsentlig fare for eller udviser en
særligt truende eller en særligt chikanerende adfærd over for
øvrige beboere eller personale.
For det fjerde træffer Statsforvaltningen efter § 129, stk. 6, i
serviceloven afgørelse i klager over kommunalbestyrelsens
afgørelse efter § 129, stk. 2, om optagelse i et botilbud uden
samtykke, hvor personens værge er enig i kommunalbesty-
relsens indstilling om optagelse i botilbuddet.
For det femte træffer Statsforvaltningen efter § 131, stk. 3, i
serviceloven afgørelse i klager over kommunalbestyrelsens
afslag på at indstille til optagelse i et botilbud uden samtyk-
ke efter § 129.
Bestemmelserne i § 131, stk. 1 og 2, § 131 a, stk. 1 og 2, og
§§ 132-135 i serviceloven vedrører Statsforvaltningens be-
handling af sager om optagelse i botilbud uden samtykke ef-
ter § 131, jf. § 129, og § 131 a, jf. § 129 a. Bestemmelserne
vedrører sagsbehandlingsfrister, krav til sagsoplysning, af-
grænsning af klageberettigede, advokatbeskikkelse, klage
over Statsforvaltningens afgørelse og domstolsprøvelse.
Efter § 57, stk. 2, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen i
fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet in-
dehaver af forældremyndigheden, når Statsforvaltningen an-
moder kommunalbestyrelsen om dette i forbindelse med be-
handlingen af en sag om forældremyndighed efter en foræl-
ders død efter forældreansvarslovens § 15 a, stk. 1. Ligele-
des skal kommunalbestyrelsen efter § 82, stk. 2, være op-
mærksom på, om der er behov for at bede Statsforvaltningen
udpege en værge, når der ydes hjælp til en person med bety-
deligt nedsat psykisk funktionsevne.
Det foreslås, at henvisningen til Statsforvaltningen overalt i
serviceloven ændres til Familieretshuset.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås ned-
lagt, og at det foreslås, at Familieretshuset træffer afgørelse i
sager om optagelse i botilbud uden samtykke efter servicelo-
vens § 131, jf. § 129, og § 131 a, jf. § 129 a. Der henvises
herom til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.2.
For så vidt angår henvisningerne til Statsforvaltningen i §
57, stk. 2, og § 82, stk. 2, i serviceloven, foreslås disse til-
svarende ændret, da Familieretshuset foreslås at varetage
opgaver efter forældreansvarsloven og værgemålsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3. og 3.5.
Til nr. 2
128
Som led i det tværfaglige samarbejde på det sociale område
er der efter § 49 a i serviceloven mulighed for, at en række
myndigheder kan udveksle oplysninger om et barns eller en
ungs personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis
udvekslingen må anses for nødvendig som led i det tidlige
eller forebyggende arbejde om udsatte børn og unge.
Det foreslås, at Familieretshuset bliver omfattet af mulighe-
den for at udveksle oplysninger efter § 49 a i serviceloven.
Det foreslås med forslaget til Familieretshusloven, at Fami-
lieretshuset og kommunalbestyrelsen skal have et tæt samar-
bejde i sager, hvor familien ud over konflikt om familieretli-
ge spørgsmål også er påvirket af sociale problemer. Dette
samarbejde findes også at være relevant for kommunalbe-
styrelsens tidlige og forebyggende arbejde for udsatte børn
og unge. Det foreslås derfor, at kommunen kan indhente op-
lysninger fra Familieretshuset efter § 49 a i serviceloven om
rent private forhold vedrørende et barns eller en ungs per-
sonlige og familiemæssige omstændigheder, når udvekslin-
gen må anses for nødvendig som led i det tidlige og fore-
byggende samarbejde om udsatte børn og unge.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.3.8. i de almindelige be-
mærkninger til forslaget til Familieretshusloven.
Til nr. 3
Statsforvaltningen varetager efter serviceloven en række op-
gaver vedrørende optagelse i botilbud uden samtykke. Det
drejer sig blandt andet om, at Statsforvaltningen træffer af-
gørelse om optagelse i botilbud uden samtykke efter § 131,
jf. § 129, stk. 1, i serviceloven. Bestemmelsen omhandler
personer med varigt og betydelig nedsat psykisk funktions-
evne, der modsætter sig flytningen eller ikke kan give infor-
meret samtykke, og hvor kravene i § 129, stk. 1, er opfyldte.
Afgørelsen træffes efter indstilling fra kommunalbestyrel-
sen. Statsforvaltningen kan dog, jf. § 129, stk. 3, træffe af-
gørelse, uanset at kravene i § 129, stk. 1, ikke er opfyldte,
hvis det skønnes at være i personens egen interesse, perso-
nen ikke modsætter sig flytning, men blot ikke kan give
samtykke, og der er tale om flytning mellem tilsvarende bo-
liger i botilbud.
Det drejer sig endvidere blandt andet om, at Statsforvaltnin-
gen træffer afgørelse om optagelse i botilbud uden samtykke
efter § 131, jf. § 129, stk. 2, i serviceloven, såfremt den om-
handlede persons værge ikke er enig i optagelsen. Bestem-
melsen omhandler personer med varigt og betydelig nedsat
funktionsevne, der er en konsekvens af en erhvervet mental
svækkelse, som er fremadskridende, og hvor personen ikke
modsætter sig flytningen, men ikke kan give samtykke.
Bestemmelserne i §§ 131 og 134 i serviceloven vedrører
Statsforvaltningens behandling af sager om optagelse i botil-
bud uden samtykke efter § 131, jf. § 129. Bestemmelserne
vedrører sagsbehandlingsfrister, krav til sagsoplysning, af-
grænsning af klageberettigede og klage over kommunalbe-
styrelsens og Statsforvaltningens afgørelse.
Det foreslås, at henvisningen til Statsforvaltningen i over-
skriften før § 131 og i bestemmelserne i § 131, stk. 1, og §
134, stk. 1, ændres til Familieretshuset.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås ned-
lagt, og at det foreslås, at Familieretshuset træffer afgørelse i
sager om optagelse i botilbud uden samtykke efter servicelo-
vens § 131, jf. § 129.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.5.2.
Til nr. 4
Statsforvaltningen varetager efter serviceloven en række op-
gaver vedrørende optagelse i botilbud uden samtykke. Be-
stemmelsen i § 134, stk. 3, i serviceloven vedrører klagead-
gang for en ægtefælle, en pårørende, en værge eller en an-
den repræsentant for den person, som en afgørelse om opta-
gelse uden samtykke vedrører. Efter bestemmelsen kan de
nævnte personer klage over Statsforvaltningens afgørelse.
Det foreslås, at henvisningen til statsforvaltningens i § 134,
stk. 3, ændres til Familieretshuset.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt,
og at det foreslås, at Familieretshuset træffer afgørelse i sag-
er om optagelse i botilbud uden samtykke efter servicelo-
vens § 131, jf. § 129, og § 131 a, jf. § 129 a.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.5.2.
Til § 14
Til nr. 1
Retssikkerhedsloven indeholder enkelte regler, der vedrører
Statsforvaltningen. Det drejer sig bl.a. om bestemmelserne i
§ 2, stk. 1, om retssikkerhedslovens anvendelsesområde, i
§ 19 om de pædagogisk-psykologisk sagkyndige i de kom-
munale børn og unge-udvalg, som udpeges af Statsforvalt-
ningen, og i § 72, stk. 5, om Statsforvaltningens mulighed
for at bestemme, at Statsforvaltningens afgørelse om opta-
gelse i et botilbud uden samtykke efter § 131, jf. § 129, og
§ 131 a, jf. § 129 a, i serviceloven ikke skal tillægges opsæt-
tende virkning.
Det foreslås, at bestemmelserne i § 2, stk. 1, § 19, stk. 1, nr.
3, § 19, stk. 3, og § 72, stk. 5, i retssikkerhedsloven ændres
således, at henvisningen til Statsforvaltningen ændres til Fa-
milieretshuset.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås ned-
lagt, og at det i forlængelse heraf foreslås, at Familieretshu-
set træffer afgørelse om optagelse i botilbud uden samtykke
efter § 131, jf. § 129, og § 131 a, jf. § 129 a, i serviceloven.
129
Det foreslås endvidere, at Familieretshuset udpeger de pæ-
dagogisk-psykologisk sagkyndige til de kommunale børn og
unge-udvalg. Der er alene tale om, at Familieretshuset udpe-
ger de pædagogisk-psykologisk sagkyndige til det enkelte
kommunale børn og unge-udvalg, mens administration, ho-
norering m.v. varetages af den pågældende kommune.
Der henvises til den foreslåede § 13, nr. 1, 3 og 4, om æn-
dring af servicelovens regler om optagelse i botilbud uden
samtykke og bemærkningerne hertil samt til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.5.2.
Til nr. 2
Efter § 11 c, stk. 1, nr. 5, i retssikkerhedsloven kan kommu-
nalbestyrelsen, hvis det er nødvendigt, fravige kravet om
samtykke fra en part til indhentning af oplysninger til brug
for behandlingen af en sag om indstilling til Statsforvaltnin-
gen om at træffe afgørelse om optagelse i et botilbud uden
samtykke efter § 131 a, jf. § 129 a i serviceloven.
Det foreslås, at § 11 c, stk. 1, nr. 5, i retssikkerhedsloven
ændres således, at det fremgår af bestemmelsen, at kommu-
nalbestyrelsens indstilling efter § 129 a i serviceloven afgi-
ves til Familieretshuset.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt,
og at det i forlængelse heraf foreslås, at Familieretshuset
træffer afgørelse om optagelse i botilbud uden samtykke ef-
ter § 131 a, jf. § 129 a, i serviceloven.
Der henvises den foreslåede § 13, nr. 1, 3 og 4, om ændring
af servicelovens regler om optagelse i botilbud uden sam-
tykke og bemærkningerne hertil samt til de almindelige be-
mærkninger, punkt 3.5.2.
Til nr. 3
Det fremgår af § 52 a, stk. 3, i retssikkerhedsloven, at Anke-
styrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede
medlemmer i sager efter adoptionsloven, børneloven, foræl-
dreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 23 a, stk. 2, i
lov om opkrævning af underholdsbidrag, lov om ægteska-
bets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og opløs-
ning, navneloven og § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven. Dette
gælder dog ikke for sager, som har generel eller principiel
betydning, jf. § 52 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven.
Det foreslås, at henvisningen i § 52 a, stk. 3, i retssikker-
hedsloven til sager efter børneloven, forældreansvarsloven,
lov om børns forsørgelse, § 23 a, stk. 2, i lov om opkræv-
ning af underholdsbidrag, lov om ægteskabets retsvirknin-
ger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, navneloven
og § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven udgår.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at der med forslaget
til lov om Familieretshuset foreslås indført en ny struktur for
de familieretlige sager, hvor Ankestyrelsen ikke længere er
klageinstans for sager efter den familieretlige lovgivning,
dog undtaget sager efter adoptionsloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 4
Retssikkerhedslovens § 76 regulerer Ankestyrelsens praksi-
skoordination. Det fremgår af bestemmelsen, at Ankestyrel-
sen bl.a. følger praksis i Statsforvaltningen og hos personre-
gisterførerne.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 76 i retssikkerhedsloven
ændres således, at Ankestyrelsen ikke længere skal følge
praksis i Statsforvaltningen og hos personregisterførerne.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at der med forslaget
til lov om Familieretshuset foreslås indført en ny struktur for
de familieretlige sager, hvor Ankestyrelsen ikke længere er
klageinstans for sager efter den familieretlige lovgivning,
hvorfor Ankestyrelsen ikke længere kan koordinere praksis i
familieretlige sager.
Som led i den nye struktur for de familieretlige sager fore-
slås det dog, at Ankestyrelsen fortsat er klageinstans efter
adoptionsloven, men der ses ikke at være et særskilt behov
for at opretholde Ankestyrelsens praksiskoordination i sager
efter adoptionsloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 5
Det fremgår af § 78 i retssikkerhedsloven, at Børne- og So-
cialministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå
afgørelser efter den familieretlige lovgivning, som er truffet
af kommuner, Statsforvaltningen eller personregisterførerne.
Det foreslås, at § 78 i retssikkerhedsloven ophæves. Ændrin-
gen er begrundet i, at der med forslaget til lov om Familier-
etshuset foreslås indført en ny struktur for de familieretlige
sager, hvor Ankestyrelsen ikke længere er klageinstans for
sager efter den familieretlige lovgivning, dog undtaget sager
efter adoptionsloven, hvorfor Ankestyrelsen ikke længere
kan gennemgå afgørelser efter den familieretlige lovgivning.
Som led i den nye struktur for de familieretlige sager fore-
slås det dog, at Ankestyrelsen fortsat er klageinstans efter
adoptionsloven, men der ses ikke at være et særskilt behov
for at opretholde muligheden for, at Børne- og Socialmini-
steriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå afgørel-
ser efter adoptionsloven, som er truffet af Familieretshuset.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til nr. 6
Retssikkerhedslovens § 80 vedrører det Rådgivende Praksis-
udvalg under Ankestyrelsen. Af § 80, stk. 1, 2. pkt., i rets-
sikkerhedsloven fremgår, at det Rådgivende Praksisudvalg
ikke beskæftiger sig med sager efter adoptionsloven, børne-
130
loven, forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 2,
2. pkt., og § 20 i lov om opkrævning af underholdsbidrag,
lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgå-
else og opløsning, navneloven og § 56 a, stk. 1 og 3, i ud-
lændingeloven.
Det foreslås, at § 80, stk. 1, 2. pkt., udgår som en konse-
kvens af lovforslagets § 14, nr. 4, hvorefter Ankestyrelsen
ikke længere skal koordinere praksis på det familieretlige
område.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Til § 15
Til nr. 1
Statsforvaltningen træffer som udgangspunkt ikke afgørelser
efter bestemmelser i retsplejeloven. Retsplejeloven indehol-
der imidlertid en række henvisninger til Statsforvaltningen.
Således fremgår det af § 456 n, stk. 1, i retsplejeloven, at
Statsforvaltningen modtager meddelelse fra retten, når fa-
derskab eller medmoderskab efter børneloven er fastslået el-
ler sag herom er hævet.
Reglerne i kapitel 43 i retsplejeloven om værgemålssager
anvendes efter § 457, nr. 2, bl.a. på sager om prøvelse af
Statsforvaltningens værgemålsafgørelser. Efter § 459, stk. 1,
nr. 3, i retsplejeloven anses som part i en sag om værgemål
den, der har anmodet om, at Statsforvaltningens afgørelse
indbringes for retten. En anmodning om prøvelse af Stats-
forvaltningens afgørelse om værgemål har efter § 463 i rets-
plejeloven ikke opsættende virkning, medmindre retten be-
stemmer andet.
Efter § 475 b, stk. 2, i retsplejeloven skal indbringelse af en
sag for retten efter § 11 i adoptionsloven ske senest tre uger
efter, at Statsforvaltningen har modtaget anmodning om be-
slutningens prøvelse af retten. Statsforvaltningen sender sa-
gens akter til retten med oplysning om den beslutning, der
forlanges prøvet, samt en kort redegørelse for de omstæn-
digheder, der påberåbes, og for de beviser, der kan have be-
tydning for sagens afgørelse. Ved rettens prøvelse af sager
efter § 11 i adoptionsloven anses bl.a. Statsforvaltningen
som part, jf. § 475 c, stk. 1, i retsplejeloven. Efter § 475 c,
stk. 2. i retsplejeloven beskikker retten en advokat for sa-
gens parter, hvis disse ikke selv har antaget en advokat, dog
ikke for Statsforvaltningen.
Efter § 478, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven kan tvangsfuldbyr-
delse bl.a. ske på grundlag af aftaler om forældremyndig-
hed, der er anmeldt til eller godkendt af Statsforvaltningen,
afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl eller sam-
vær, der er truffet af Statsforvaltningen, samt aftaler om bar-
nets bopæl eller samvær, der er indgået over for Statsforvalt-
ningen.
Det foreslås, at ovennævnte bestemmelser ændres således, at
der i bestemmelserne henvises til Familieretshuset i stedet
for til Statsforvaltningen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter Familieretshuset foreslås at varetage de opgaver
efter forældreansvarsloven, børneloven, adoptionsloven og
værgemålsloven, som Statsforvaltningen varetager i dag.
Der henvises til den i lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede §
30 a, stk. 2, i forældreansvarsloven, den i lovforslagets § 6,
nr. 20, foreslåede § 32 a, stk. 2, i børneloven, de i lovforsla-
gets § 4 foreslåede ændringer af adoptionsloven og de i lov-
forslagets § 17 foreslåede ændringer af værgemålsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 2
§ 23 i retsplejeloven indeholder regler om Procesbevillings-
nævnets sammensætning og om beskikkelse af medlemmer
og suppleanter.
Ifølge § 23, stk. 1, består nævnet af fem medlemmer (en hø-
jesteretsdommer (formand), en landsdommer, en byretsdom-
mer, en advokat med møderet for Højesteret og en universi-
tetslærer i retsvidenskab eller en anden jurist med særlig vi-
denskabelig uddannelse).
Ifølge § 23, stk. 2, består nævnet dog ved afgørelse af klager
over afslag på fri proces af en landsdommer (afdelingsfor-
mand), en byretsdommer og en advokat.
Procesbevillingsnævnet fungerer således i dag dels i et fem-
mandsnævn, der behandler sager om appeltilladelse, dels i
en særskilt tremandsafdeling, der behandler klager over af-
slag på fri proces.
Det foreslås at oprette en ny særskilt tremandsafdeling, der
skal behandle sager om meddelelse af appeltilladelse til
landsretten vedrørende familierettens afgørelser, jf. forslaget
til et nyt § 23, stk. 2, i retsplejeloven.
Det foreslås i 1. pkt., at i sager om meddelelse af appeltilla-
delse til landsretten vedrørende familierettens afgørelser be-
står nævnet af en landsdommer (afdelingsformand), en by-
retsdommer og en advokat.
De sager, som den nye afdeling får kompetence til at afgøre,
afgrænses således af udtrykket ”sager om meddelelse af ap-
peltilladelse til landsretten vedrørende familierettens afgø-
relser”. Det vil omfatte alle sager om appeltilladelse vedrø-
rende en afgørelse truffet af familieretten, jf. om familieret-
ten den ved lovforslagets § 15, nr. 1, og 14-19, foreslåede
affattelse af kapitel 42, 42 a og 42 b i retsplejeloven. Det vil
omfatte både ansøgninger om anketilladelse og ansøgninger
om kæretilladelse.
Det vil således bl.a. omfatte sager om appeltilladelse efter
den ved lovforslagets § 15, nr. 14, foreslåede bestemmelse i
131
§ 453 i retsplejeloven, dvs. om appel i sager, hvor familier-
etten har afsagt dom eller kendelse i en sag, hvor en afgørel-
se truffet af Familieretshuset er indbragt for familieretten til
prøvelse. Det vil også omfatte sager om tilladelse efter §
389 a i retsplejeloven til kære til landsretten af kendelser og
andre beslutninger, der afsiges under hovedforhandlingen
eller dennes forberedelse, for så vidt angår kendelser og be-
slutninger truffet af familieretten. Det vil også omfatte sager
om tilladelse efter § 368, stk. 1 og 2, i retsplejeloven til anke
af domme, hvor anken har en økonomisk værdi af højst
20.000 kr., for så vidt angår domme afsagt af familieretten.
Den nye afdeling får kun kompetence til at behandle sager
om appeltilladelse til landsretten. Det vil således uændret
være det eksisterende femmandsnævn, der har kompetence
til at behandle sager om tilladelse til at indbringe en sag,
som er afgjort af familieretten og dernæst af landsretten, for
Højesteret.
Den nye afdeling sammensættes med en landsdommer, der
fungerer som afdelingsformand, en byretsdommer og en ad-
vokat. Medlemmerne af afdelingen beskikkes efter indstil-
ling til justitsministeren fra henholdsvis landsretterne, Den
Danske Dommerforening og Advokatrådet, jf. det foreslåede
2. pkt. Landsdommeren skal således beskikkes efter indstil-
ling fra landsretterne, byretsdommeren efter indstilling fra
Den Danske Dommerforening og advokaten efter indstilling
fra Advokatrådet.
Det foreslås i 3. pkt., at § 23, stk. 1, 3.-5. pkt., i retsplejelo-
ven skal finde tilsvarende anvendelse på disse beskikkelser.
Det betyder, at medlemmerne beskikkes af kongen efter ind-
stilling fra justitsministeren for en periode på to år. Hvert
medlem har ret til genbeskikkelse for yderligere to år. Her-
udover kan genbeskikkelse ikke finde sted.
Et medlem kan på samme tid kun være beskikket i én af
nævnets tre sammensætninger (femmandsnævnet, den nye
særskilte tremandsafdeling vedrørende appel til landsretten
af familierettens afgørelser og den eksisterende særskilte
tremandsafdeling vedrørende klager over afslag på fri pro-
ces). Derimod kan et medlem, der har været beskikket i en
af nævnets sammensætninger, godt på et senere tidspunkt
beskikkes i en af nævnets andre sammensætninger.
Det følger af § 23, stk. 3, i retsplejeloven, der bliver stk. 4
og ændres ved lovforslagets § 15, nr. 2 og 3, at der beskik-
kes en eller flere suppleanter for hvert af de tre medlemmer,
der behandler sager om meddelelse af appeltilladelse til
landsretten vedrørende familierettens afgørelser. Supplean-
terne beskikkes efter tilsvarende regler som medlemmerne.
Suppleanterne beskikkes således efter indstilling til justits-
ministeren fra henholdsvis landsretterne, Den Danske Dom-
merforening og Advokatrådet, beskikkelsen sker for en peri-
ode på 2 år med ret til genbeskikkelse for yderligere 2 år, og
herudover kan genbeskikkelse ikke finde sted.
Som det gælder for medlemmer, kan en suppleant på samme
tid kun være beskikket som suppleant for et medlem i én af
nævnets tre sammensætninger, og en suppleant kan heller
ikke på samme tid selv være medlem i en af nævnets andre
sammensætninger. Ligesom for medlemmer er der imidler-
tid ikke noget til hinder for, at en suppleant for et medlem i
én af nævnets sammensætninger i en senere periode beskik-
kes som suppleant eller medlem i en af nævnets andre sam-
mensætninger.
Forslaget indebærer, at Procesbevillingsnævnet fremover vil
fungere i et femmandsnævn, der behandler sager om appel-
tilladelse bortset fra appeltilladelse til landsretten vedrøren-
de familierettens afgørelser, i en særskilt tremandsafdeling,
der behandler sager om meddelelse af appeltilladelse til
landsretten vedrørende familierettens afgørelser, og i en sær-
skilt tremandsafdeling, der behandler klager over afslag på
fri proces.
De tre sammensætninger af Procesbevillingsnævnet vil med-
lemsmæssigt og kompetencemæssigt være adskilt. Der vil
således være tre adskilte puljer af medlemmer med tilhøren-
de suppleanter for hver af de tre sammensætninger, og Pro-
cesbevillingsnævnet vil i hver sammensætning have kompe-
tence til at behandle forskellige kategorier af sager.
Det bemærkes, at Procesbevillingsnævnet i femmandssam-
mensætningen i medfør af forretningsordenen i nærmere an-
givne tilfælde kan træffe afgørelse i en tremandssammen-
sætning. Hjemlen til, at der kan fastsættes regler herom i
forretningsordenen, fremgår af § 25, stk. 2, 2. pkt., i retsple-
jeloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 15, nr. 4 og
5. Om denne mulighed kan der således generelt henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 15, nr. 4 og 5. Endvidere
bemærkes, at i modsætning til de lovbestemte tremandsafde-
linger, der beskikkes særskilt og har særskilte kompetencer,
er tremandssammensætningen nævnt i § 25, stk. 2, 2. pkt., i
retsplejeloven og § 12 i den gældende forretningsorden en
delmængde af Procesbevillingsnævnets femmandssammen-
sætning.
Der vil som hidtil være ét sekretariat knyttet til Procesbevil-
lingsnævnet, jf. § 26, stk. 2, i retsplejeloven, som betjener
nævnet i alle dets sammensætninger.
Forslaget om at oprette en ny særskilt afdeling til behand-
ling af visse sager om appeltilladelser indebærer i forhold til
det eksisterende femmandsnævn, at femmandsnævnet ikke
vil have kompetence til at behandle de sager om appeltilla-
delse til landsretten vedrørende familierettens afgørelser,
som henlægges til den nye særskilte tremandsafdeling.
Oprettelsen af den nye særskilte afdeling til behandling af
visse sager om appeltilladelser gør det endvidere nødvendigt
at ændre Procesbevillingsnævnets forretningsorden. Det
fremgår af § 25, stk. 1, i retsplejeloven, at Procesbevillings-
nævnet selv fastsætter sin forretningsorden, og det er således
også Procesbevillingsnævnet selv, der har kompetence til at
vedtage de ændringer af forretningsordenen, som er nødven-
dige.
132
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 3
§ 23, stk. 3, i retsplejeloven fastsætter i 1. pkt., at der be-
skikkes en eller flere suppleanter for medlemmerne af Pro-
cesbevillingsnævnet, og i 2. pkt., at stk. 1 og 2 finder tilsva-
rende anvendelse.
Det foreslås med lovforslagets § 15, nr. 2, at indsætte et nyt
§ 23, stk. 2, i retsplejeloven om en ny særskilt afdeling i
Procesbevillingsnævnet, som skal behandle sager om med-
delelse af appeltilladelse til landsretten vedrørende familier-
ettens afgørelser. Det gældende § 23, stk. 3, bliver dermed
stk. 4.
Det gældende § 23, stk. 3, 1. pkt., i retsplejeloven, der bliver
stk. 4, 1. pkt., om beskikkelse af en eller flere suppleanter
for hvert af nævnets medlemmer vil også gælde for den nye
særskilte tremandsafdeling, jf. nærmere bemærkningerne til
lovforslagets § 15, nr. 2.
Det foreslås at ændre henvisningen til stk. 1 og 2 i det gæl-
dende § 23, stk. 3, 2. pkt., der bliver stk. 4, 2. pkt., til en hen-
visning til stk. 1-3.
Forslaget indebærer, at der fortsat henvises til de gældende
stk. 1 og 2, der bliver stk. 1 og 3, og herudover til det nye
stk. 2 i § 23 i retsplejeloven.
På samme måde som reglerne i de gældende stk. 1 og 2, der
bliver stk. 1 og 3, om indstillinger, beskikkelsesperiode og
genbeskikkelse finder tilsvarende anvendelse ved beskikkel-
se af suppleanter for medlemmerne af Procesbevillingsnæv-
net i dets eksisterende sammensætninger, vil de foreslåede
regler herom i det nye stk. 2 således finde tilsvarende anven-
delse ved beskikkelse af suppleanter for medlemmerne af
den foreslåede nye særskilte afdeling, der skal behandle sag-
er om meddelelse af appeltilladelse til landsretten vedrøren-
de familierettens afgørelser.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 4 og 5
Det fremgår af § 25, stk. 1, i retsplejeloven, at Procesbevil-
lingsnævnet selv fastsætter sin forretningsorden.
Det fremgår af § 25, stk. 2, 2. pkt., i retsplejeloven, at der i
forretningsordenen bl.a. kan fastsættes bestemmelser om
skriftlig votering og om, at formanden kan træffe visse nær-
mere bestemte afgørelser på nævnets vegne, eller at sager
om meddelelse af anden- og tredjeinstansbevilling kan afgø-
res af tre af nævnets medlemmer, nemlig en dommer, en ad-
vokat og en universitetslærer.
Det foreslås på to punkter at ændre den del af § 25, stk. 2, 2.
pkt., i retsplejeloven, som giver mulighed for, at Procesbe-
villingsnævnet i forretningsordenen kan fastsætte bestem-
melser om, at sager om meddelelse af anden- og tredjein-
stansbevilling kan afgøres af tre af nævnets medlemmer.
Det foreslås for det første at begrænse muligheden for i for-
retningsordenen at delegere afgørelsen af en sag til tre med-
lemmer til sager om meddelelse af appeltilladelse til lands-
retten.
Forretningsordenen vil således fremover ikke kunne give
mulighed for, at nærmere bestemte sager om tredjeinstans-
bevilling kan afgøres af tre medlemmer. Forslaget ændrer
imidlertid ikke på, at forretningsordenen vil kunne give mu-
lighed for, at en afgørelse om appeltilladelse, herunder om
tredjeinstansbevilling, i en konkret situation kan træffes af
tre tilstedeværende medlemmer, hvis de øvrige medlemmer
og deres suppleanter har forfald, jf. § 11 i den gældende for-
retningsorden.
Det foreslås for det andet at ændre, hvilke tre medlemmer
der skal kunne delegeres til. Det foreslås, at afgørelsen i gi-
vet fald kan træffes af en landsdommer som afdelingsfor-
mand, en byretsdommer og en advokat.
De foreslåede ændringer betyder, at Procesbevillingsnævnet
vil skulle ændre § 12 i den gældende forretningsorden.
Det bemærkes, at § 25, stk. 2, 2. pkt., både giver mulighed
for direkte i forretningsordenen at fastsætte, hvilke kategori-
er af sager om appeltilladelse til landsretten, der kan afgøres
af tre medlemmer, og for – som det er tilfældet i § 12 i den
gældende forretningsorden – at henvise til skriftlige ret-
ningslinjer, som nævnet fastsætter i et særskilt dokument
uden for forretningsordenen. Det bemærkes endvidere, at
forretningsordenen i givet fald ikke behøver at stille krav
om enstemmig vedtagelse af de skriftlige retningslinjer, så-
dan som § 12 i den gældende forretningsorden gør, men al-
ternativt eksempelvis vil kunne stille krav om tilslutning fra
formanden og mindst to eller tre andre medlemmer.
Det bemærkes endvidere, at de foreslåede ændringer giver
Procesbevillingsnævnet mulighed for at tilpasse anvendel-
sen af tremandsafgørelser ved appeltilladelse til landsretten
afhængig af, hvad behovet er eller bliver. Der er herunder
efter forslaget ikke noget til hinder for, at hovedparten af
Procesbevillingsnævnets sager om appeltilladelse til lands-
retten afgøres af nævnet i tremandssammensætningen.
Det foreslås endvidere at tydeliggøre, at når der i forret-
ningsordenen kan fastsættes regler om, at formanden kan
træffe visse nærmere bestemte afgørelser på nævnets vegne,
gælder det også afdelingsformanden i afdelingen for fri pro-
ces og retshjælp, jf. § 23, stk. 2, i retsplejeloven, der bliver
stk. 3, i den foreslåede nye afdeling for appeltilladelse ved-
rørende familierettens afgørelser og i underafdelingen på tre
medlemmer, som efter bestemmelse i forretningsordenen
kan træffe afgørelse i visse sager om appeltilladelse.
Det gælder også her, at § 25, stk. 2, 2. pkt., både giver mu-
lighed for direkte i forretningsordenen at fastsætte, hvilke
kategorier af sager formanden eller afdelingsformanden kan
133
afgøre på nævnets vegne, sådan som § 8, stk. 1, i den gæl-
dende forretningsorden gør, og for at henvise til skriftlige
retningslinjer, som nævnet fastsætter i et særskilt dokument
uden for forretningsordenen, sådan som § 8, stk. 2, i den
gældende forretningsorden gør. Det gælder også her, at for-
retningsordenen i givet fald ikke behøver at stille krav om
enstemmig vedtagelse af de skriftlige retningslinjer, sådan
som § 8, stk. 2, i den gældende forretningsorden gør, men
alternativt eksempelvis vil kunne stille krav om tilslutning
fra formanden og mindst to eller tre andre medlemmer.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 6
§ 254 e i retsplejeloven angår rettens godkendelse af et
gruppesøgsmål. § 254 e, stk. 7, i retsplejeloven angår frita-
gelse for sikkerhedsstillelse i et tilmeldingsgruppesøgsmål.
Det fremgår af § 254 e, stk. 7, 3. pkt., at bl.a. § 327, stk. 5,
2. og 3. pkt., i retsplejeloven om afgørelsesformen ved af-
slag på fri proces samt appel finder tilsvarende anvendelse.
§ 336 i retsplejeloven angår dækning fra statskassen til en
part, der har retshjælpsforsikringsdækning, af omkostninger,
der overstiger forsikringens maksimum. Det fremgår af §
336, stk. 1, 2. pkt., at bl.a. § 327 i retsplejeloven finder til-
svarende anvendelse, og af § 336, stk. 3, at når retten i med-
før af § 327, stk. 5, har truffet afgørelse om dækning af om-
kostninger, fastsætter retten samtidig, hvilket beløb der skal
dækkes.
Som led i de foreslåede ændringer af reglerne om fri proces
i § 327 i retsplejeloven foreslås det med lovforslagets § 15,
nr. 9, at indsætte et nyt stk. 2, hvilket betyder, at det eksi-
sterende § 327, stk. 5, bliver § 327, stk. 6.
I konsekvens heraf foreslås henvisningerne i § 254 e, stk. 7,
3. pkt., og § 336, stk. 3, til § 327, stk. 5, ændret til henvis-
ninger til § 327, stk. 6.
Til nr. 7
§ 254 e i retsplejeloven angår rettens godkendelse af et
gruppesøgsmål. § 254 e, stk. 7, i retsplejeloven angår frita-
gelse for sikkerhedsstillelse i et tilmeldingsgruppesøgsmål.
Det fremgår af § 254 e, stk. 7, 3. pkt., at bl.a. § 328, stk. 5,
2. pkt., i retsplejeloven om indbringelse af afslag på fri pro-
ces for Procesbevillingsnævnet finder tilsvarende anvendel-
se.
§ 336 i retsplejeloven angår dækning fra statskassen til en
part, der har retshjælpsforsikringsdækning, af omkostninger,
der overstiger forsikringens maksimum. Det fremgår af §
336, stk. 1, 2. pkt., at bl.a. § 328 i retsplejeloven finder til-
svarende anvendelse, og af § 336, stk. 4, 1. pkt., at når ju-
stitsministeren (Civilstyrelsen) eller Procesbevillingsnævnet
har truffet afgørelse om dækning af omkostninger, kan ju-
stitsministeren (Civilstyrelsen) træffe afgørelse om godken-
delse af det ansøgte beløb.
Som led i de foreslåede ændringer af reglerne om fri proces
i § 328 i retsplejeloven foreslås det at indsætte et nyt stk. 5,
hvilket betyder, at det eksisterende § 328, stk. 5, bliver §
328, stk. 6.
I konsekvens heraf foreslås henvisningerne i § 254 e, stk. 7,
3. pkt., og § 336, stk. 4, 1. pkt., til § 328, stk. 5, ændret til
henvisninger til § 328, stk. 6.
Til nr. 8
Efter § 327, stk. 1, i retsplejeloven gives der fri proces til en
række sager i 1. instans, hvis ansøgeren opfylder de økono-
miske betingelser i § 325 i retsplejeloven.
Efter § 327, stk. 1, nr. 1, i retsplejeloven drejer dette sig for
det første om de i § 139, stk. 1, og § 147 e i retsplejeloven
omhandlede sager, der vedrører frakendelse af retten til at
udøve advokatvirksomhed.
For det andet drejer det sig om de i kapitel 42 i retsplejelo-
ven omhandlede familieretlige sager.
Det følger af § 448 i retsplejeloven, at kapitel 42 i retspleje-
loven for det første omfatter visse sager efter ægteskabslo-
ven. Det drejer sig om sager om separation, skilsmisse, om-
stødelse af ægteskab, sager mellem ægtefæller om ændring
eller anfægtelse af vilkår for separation, skilsmisse eller om-
stødelse, sager mellem ægtefæller til afgørelse af, om sepa-
ration består eller er bortfaldet, og sager til afgørelse af, om
parterne er eller ikke er ægtefæller.
Kapitel 42 omfatter efter § 448 for det andet visse sager ef-
ter forældreansvarsloven. Det drejer sig om sager om foræl-
dremyndighed og barnets bopæl. Dog gælder § 327, stk. 1,
nr. 1, i retsplejeloven ikke for sager om ændring af en aftale
eller afgørelse om forældremyndighed efter § 14 eller om
barnets bopæl efter § 17, stk. 2, i forældreansvarsloven.
Fri proces efter § 327, stk. 1, i retsplejeloven kan dog efter
bestemmelsens stk. 4 ikke gives, hvis det er åbenbart, at an-
søgeren ikke vil få medhold i sagen.
Det foreslås for det første, at bestemmelsen i § 327, stk. 1,
nr. 1, i retsplejeloven affattes således, at den deles i to num-
re.
Det foreslås for det andet, at i stk. 1, nr. 1 videreføres uden
indholdsmæssige ændringer bestemmelsen vedrørende fri
proces i de i § 139, stk. 1, og § 147 e omhandlede sager.
Det foreslås for det tredje, at i stk. 1, nr. 2 videreføres be-
stemmelsen vedrørende fri proces i de familieretlige sager
efter ægteskabsloven og forældreansvarsloven, dog med til-
føjelse af sager om samvær. Det foreslås, at undtagelserne
med hensyn til § 14 og § 17, stk. 2, i forældreansvarsloven
opretholdes, men at bestemmelsen herom flyttes til § 327,
stk. 2, i retsplejeloven sammen med andre undtagelser til
retten til fri proces i de omhandlede sager efter ægteskabslo-
ven og ægteskabsloven. Der henvises til lovforslagets § 15,
nr. 9.
134
Det bemærkes, at efter § 32 i forslaget til Familieretshuslo-
ven kan indbringelsen af en kompleks sag efter forældrean-
svarsloven for familieretten til afgørelse omfatte andre sag-
er, der bør behandles sammen med den pågældende foræl-
dreansvarssag. Tilsvarende foreslås det med den i lovforsla-
gets § 15, nr. 14, foreslåede bestemmelse i § 448 c i retsple-
jeloven, at under familierettens behandling af en familieret-
lig sag, der er indbragt for familieretten til afgørelse efter
§§ 27 og 32 i forslaget til Familieretshusloven, kan familier-
etten under visse betingelser også træffe afgørelse i andre
familieretlige sager. Den foreslåede bestemmelse i § 327,
stk. 1, nr. 2, vedrører alene fri proces i de sager, der er om-
fattet af bestemmelsen og således ikke fri proces i andre sag-
er, som Familieretshuset behandler sammen med en sag, der
er omfattet af § 327, stk. 1, nr. 2.
Begrundelsen for forslagene er, at Statsforvaltningen med
forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter
det vil være Familieretshuset eller familieretten, der behand-
ler de sager efter forældreansvarsloven og ægteskabsloven,
som Statsforvaltningen behandler i dag. Familieretten skal
således bl.a. behandle sager om samvær, der i dag alene be-
handles administrativt. Det vil endvidere være Familierets-
huset eller familieretten, der behandler sager om omstødelse
af ægteskab, sager mellem ægtefæller om ændring eller an-
fægtelse af vilkår for separation, skilsmisse eller omstødel-
se, sager mellem ægtefæller til afgørelse af, om separation
består eller er bortfaldet, og sager til afgørelse af, om parter-
ne er eller ikke er ægtefæller, som i dag behandles af retten.
Der henvises til den i lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede §
30 a, stk. 2, i forældreansvarsloven og den i lovforslagets §
2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2, i ægteskabsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 9
Efter § 327, stk. 1, i retsplejeloven gives der fri proces til en
række sager i 1. instans, hvis ansøgeren opfylder de økono-
miske betingelser i § 325 i retsplejeloven.
Efter § 327, stk. 1, nr. 1, i retsplejeloven drejer dette sig bl.a.
om de i kapitel 42 i retsplejeloven omhandlede familieretli-
ge sager. Det følger af § 448 i retsplejeloven, at kapitel 42
for det første omfatter visse sager efter ægteskabsloven. Det
drejer sig om sager om separation, skilsmisse, omstødelse af
ægteskab, sager mellem ægtefæller om ændring eller anfæg-
telse af vilkår for separation, skilsmisse eller omstødelse,
sager mellem ægtefæller til afgørelse af, om separation be-
står eller er bortfaldet, og sager til afgørelse af, om parterne
er eller ikke er ægtefæller.
Kapitel 42 omfatter efter § 448 for det andet visse sager ef-
ter forældreansvarsloven. Det drejer sig om sager om foræl-
dremyndighed og barnets bopæl. Dog gælder § 327, stk. 1,
nr. 1, ikke i sager om ændring af en aftale eller afgørelse om
forældremyndighed efter § 14 eller om barnets bopæl efter §
17, stk. 2, i forældreansvarsloven.
Med lovforslagets § 15, nr. 8, foreslås det, at bestemmelsen
om fri proces til de omhandlede sager efter ægteskabsloven
og forældreansvarsloven, med tilføjelse af sager om sam-
vær, flyttes til § 327, stk. 1, nr. 2, i retsplejeloven.
Det foreslås herefter, at der i § 327 i retsplejeloven som stk.
2 indsættes en bestemmelse, der indeholder tre undtagelser
fra retten til fri proces efter den foreslåede bestemmelse i §
327, stk. 1, nr. 2.
Den første undtagelse i stk. 2, nr. 1 omfatter sager, hvor fa-
milieretten har fået indbragt en afgørelse truffet af Familier-
etshuset til prøvelse. Baggrunden for dette forslag er, at efter
den foreslåede bestemmelse i § 39, stk. 1, i forslaget til Fa-
milieretshusloven indbringes en afgørelse truffet af Fami-
lieretshuset efter anmodning fra en part for familieretten til
prøvelse. I disse sager kan parterne søge om fri proces efter
§§ 328 og 329 i retsplejeloven. Hvis prøvelsessagen behand-
les i den forenklede familiesagsproces, jf. den med lovfor-
slagets § 15, nr. 14, foreslåede bestemmelse i § 452 i rets-
plejeloven, kan parterne ikke søge fri proces efter § 328 i
retsplejeloven, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 2,
men de kan i stede søge om fri proces efter den foreslåede
bestemmelse i § 452, stk. 7, i retsplejeloven, jf. lovforslagets
§ 15, nr. 14.
Den anden undtagelse i stk. 2, nr. 2 omfatter sager, der be-
handles i den forenklede familiesagsproces, jf. de ved lov-
forslagets § 15, nr. 14, foreslåede bestemmelser i §§ 451 og
452 i retsplejeloven. Denne undtagelse omfatter dels sager,
som Familieretshuset indbringer for familieretten til afgørel-
se efter § 27 i forslaget til Familieretshusloven, og dels sag-
er om prøvelse af afgørelser, som Familieretshuset har truf-
fet, når familieretten efter den foreslåede bestemmelse i §
451 i retsplejeloven har bestemt, at sagerne skal behandles i
den forenklede familiesagsproces.
Efter bestemmelsen i § 27 i forslaget til Familieretshusloven
indbringer Familieretshuset en række sager for familieretten
til afgørelse. Det drejer sig om sager om forældremyndighed
og barnets bopæl samt sager om samvær, når afgørelsen om
samvær vil være indgribende for barnet. Herudover indbrin-
ges for familieretten til afgørelse andre familieretlige sager,
der indeholder komplicerede faktiske eller juridiske pro-
blemstillinger, sager om omstødelse af ægteskab, der anlæg-
ges af Familieretshuset, og sager, der behandles sammen
med en forældreansvarssag, der indbringes for familieretten.
§ 27 omfatter ikke komplekse sager efter forældreansvarssa-
ger og dertil knyttede sager, der er omfattede af § 7 i forsla-
get til Familieretshusloven. Disse sager indbringes for fami-
lieretten til afgørelse efter § 32 i forslaget til Familieretshus-
loven.
Det følger af den med lovforslagets § 15, nr. 14, foreslåede
bestemmelse i § 451, stk. 1, i retsplejeloven, at når Familier-
etshuset indbringer en sag for familieretten til afgørelse efter
§ 27 i forslaget til Familieretshusloven, kan familieretten be-
stemme, at sagen skal behandles i den forenklede familie-
sagsproces.
135
Den foreslåede undtagelse i stk. 2, nr. 2 omfatter således
alene en del af de sager, der indbringes for familieretten til
afgørelse, nemlig de sager, der indbringes efter § 27 i forsla-
get til Familieretshusloven, og som efter familierettens be-
stemmelse behandles i den forenklede familiesagsproces.
I sager omfattet af undtagelsen i stk. 2, nr. 2 kan parterne sø-
ge om fri proces efter den foreslåede bestemmelse i § 452,
stk. 7, i retsplejeloven, jf. lovforslagets § 15, nr. 14, og efter
§ 329 i retsplejeloven.
Den tredje undtagelse i stk. 2, nr. 3 omfatter sagsøgeren i
sager om ændring af en aftale eller afgørelse om forældre-
myndighed efter § 14 eller om barnets bopæl efter § 17, stk.
2, i forældreansvarsloven. Bestemmelsen er således en
uændret videreførelse af gældende ret efter § 327, stk. 1, nr.
1, i retsplejeloven.
I sager efter § 14 eller § 17, stk. 2, i forældreansvarsloven
kan sagsøgeren søge om fri proces efter § 328 i retsplejelo-
ven, dog ikke hvis sagen er omfattet af de foreslåede undta-
gelser i § 328. stk. 5, om sager, der behandles i den forenk-
lede familiesagsproces. Behandles en sådan sag i den for-
enklede familiesagsproces, kan sagsøgeren søge om fri pro-
ces efter den foreslåede bestemmelse i § 452 , stk. 7, i rets-
plejeloven. Sagsøgeren kan også søge om fri proces efter §
329 i retsplejeloven.
Begrundelsen for den foreslåede undtagelse i § 327, stk. 2,
nr. 2, om sager, der behandles i den forenklede familiesags-
proces, er, at i denne proces varetager familieretten sagsfor-
beredelsen og sagsoplysningen, hvorfor der ikke er grundlag
for at meddele en part fri proces uden vurdering i den enkel-
te sag af partens behov for advokatbistand.
I sager omfattet af foreslåede undtagelse i § 327, stk. 2, nr.
1, er der alene er tale om en prøvelse af Familieretshusets
afgørelse, hvorfor en part ikke bør have ret til fri proces,
uden at det har været vurderet, om parten skønnes at have ri-
melig grund til at indbringe afgørelsen for familieretten til
prøvelse, jf. § 328 i retsplejeloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt. 3.4.
Til nr. 10
§ 327, stk. 4, og § 327, stk. 5, 1. pkt., i retsplejeloven inde-
holder henvisning til § 327, stk. 1-3, i retsplejeloven. Med
lovforslagets § 15, nr. 9, bliver de to bestemmelser § 327,
stk. 5, og § 327, stk. 6, 1. pkt., i retsplejeloven.
Det foreslås, at henvisningen i § 327, stk. 5, og § 327, stk. 6,
1. pkt., i retsplejeloven til § 327, stk. 1-3, i retsplejeloven
ændres, således at der i stedet henvises til § 327, stk. 1, 3 og
4, i retsplejeloven
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 15, nr. 9, hvor-
ved der i § 327 i retsplejeloven indsættes et nyt stk. 2, sådan
at de eksisterende stk. 2 og 3 bliver stk. 3 og 4. Henvisnin-
gen til stk. 1-3 skal derfor ændres til en henvisning til stk. 1,
3 og 4.
Til nr. 11
§ 328 i retsplejeloven indeholder regler om fri proces i til-
fælde, der ikke er omfattet af § 327 i retsplejeloven.
Efter § 328, stk. 1, i retsplejeloven kan der som udgangs-
punkt efter ansøgning gives fri proces, hvis ansøgeren opfyl-
der de økonomiske betingelser for fri proces, jf. § 325 i rets-
plejeloven, og har rimelig grund til at føre proces.
Det foreslås at undtage sager, der behandles i den forenklede
familiesagsproces, jf. den med lovforslagets § 15, nr. 14,
foreslåede § 452 i retsplejeloven, fra adgangen til fri proces
efter § 328. Undtagelsen omfatter alle sager, der behandles i
den forenklede familiesagsproces. Det drejer sig dels om
sager, der indbringes for familieretten til afgørelse, og som
efter familierettens bestemmelse efter den med lovforslagets
§ 15, nr. 14, foreslåede bestemmelse i § 451 behandles i den
forenklede familiesagsproces, og dels om sager, hvor en af-
gørelse truffet af Familieretshuset indbringes for familieret-
ten til prøvelse, når familieretten efter den foreslåede be-
stemmelse i § 451 i retsplejeloven har bestemt, at sagerne
skal behandles i den forenklede familiesagsproces.
Det foreslås i stedet i den foreslåede bestemmelse i § 452,
stk. 7, jf. lovforslagets § 15, nr. 14, at familieretten i sager,
der behandles i den forenklede familiesagsproces, kan give
en part fri proces, hvis parten opfylder de økonomiske betin-
gelser for fri proces i § 325 i retsplejeloven og undtagelses-
vis har behov for advokatbistand.
Baggrunden for forslaget er, at en part som udgangspunkt
ikke har behov for advokatbistand i sager, der behandles i
den forenklede familiesagsproces.
Der henvises til lovforslagets § 15, nr. 14, vedrørende §§
451 og 452 i retsplejeloven og bemærkningerne hertil samt i
øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.4.
Til nr. 12
Det følger af § 372, stk. 2, i retsplejeloven, at anke sker ved
indlevering af ankestævning til den ret, hvis dom indankes.
Det følger videre af bestemmelsens 3.-5. pkt., at anke skal
ske inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt anke-
tilladelse efter § 368, stk. 2, eller § 371 i retsplejeloven, in-
den fire uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Ind-
leveres stævningen senere, afvises anken. Ankeinstansen
kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter dom-
mens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden
fire uger efter tilladelsens meddelelse.
Bestemmelsens 3. pkt. vedrører således fristen for anke efter
modtagelse af Procesbevillingsnævnets tilladelse i de tilfæl-
de, hvor en sådan tilladelse er nødvendig for at anke en
dom.
136
Med den ved lovforslagets § 15, nr. 14, foreslåede bestem-
melse i § 453, stk. 1, i retsplejeloven foreslås en begræns-
ning i adgangen til at anke familierettens domme i sager om
prøvelse af afgørelser truffet af Familieretshuset. Efter den
foreslåede bestemmelse i § 453, stk. 2, i retsplejeloven kan
Procesbevillingsnævnet tillade, at en sådan dom ankes.
Det foreslås, at der i § 372, stk. 2, 3. pkt., i retsplejeloven
indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i §
453, stk. 2, i retsplejeloven.
Forslaget indebærer, at når anke af familierettens domme ef-
ter den foreslåede bestemmelse i § 453 kræver Procesbevil-
lingsnævnets tilladelse, er ankefristen fire uger efter, at Pro-
cesbevillingsnævnet efter den foreslåede bestemmelse i §
453, stk. 2, i retsplejeloven har givet anketilladelse, og tilla-
delsen er meddelt til ansøgeren.
Der henvises til lovforslagets § 15, nr. 14, og bemærknin-
gerne hertil samt i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt. 3.4.
Til nr. 13
Det følger af § 394, stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven, at kære
skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt
kæretilladelse efter § 148 a, stk. 4, § 389, § 389 a, stk. 1, §
391, § 392 eller § 392 a, stk. 2, i retsplejeloven, inden to
uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.
Bestemmelsen vedrører således fristen for kære af kendelser
efter modtagelse af Procesbevillingsnævnets tilladelse i de
tilfælde, hvor en sådan tilladelse er nødvendig for at kære en
kendelse.
Med den ved lovforslagets § 15, nr. 14, foreslåede bestem-
melse i § 453, stk. 3, i retsplejeloven foreslås en begræns-
ning i adgangen til at kære familierettens kendelser om prø-
velse af afgørelser truffet af Familieretshuset. Efter den
foreslåede bestemmelse i § 453, stk. 3, jf. stk. 2, kan Proces-
bevillingsnævnet imidlertid tillade, at en kendelse kæres.
Det foreslås, at der i § 394, stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven
indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i §
453, stk. 3, jf. stk. 2, i retsplejeloven.
Forslaget indebærer, at når kære af familierettens kendelser
efter den foreslåede bestemmelse i § 453 kræver Procesbe-
villingsnævnets tilladelse, er kærefristen fire uger efter, at
Procesbevillingsnævnet efter den foreslåede bestemmelse i §
453, stk. 3, i retsplejeloven har givet kæretilladelse, og tilla-
delsen er meddelt til ansøgeren.
Der henvises til lovforslagets § 15, nr. 14, og bemærknin-
gerne hertil samt i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt. 3.4.
Til nr. 14
Domstolene behandler en række familieretlige retssager,
navnligt om ægteskab, forældremyndighed, barnets bopæl,
faderskab og medmoderskab. Disse sager behandles efter de
almindelige regler i retsplejeloven om behandlingen af civi-
le retssager.
Kapitel 42 i retsplejeloven om sager om ægteskab og foræl-
dremyndighed indeholder dog særregler for domstolenes be-
handling af disse sager. Tilsvarende indeholder kapitel 42 a i
retsplejeloven om sager om faderskab og medmoderskab
særregler for domstolenes behandling af disse sager.
Det følger af § 40 i forældreansvarsloven og § 43 i ægte-
skabsloven, at sager om henholdsvis forældremyndighed og
barnets bopæl samt separation og skilsmisse indbringes for
retten af Statsforvaltningen. En part kan således ikke ind-
bringe sådanne sager direkte for retten.
Det fremgår af § 448 i retsplejeloven, at sager, der indbrin-
ges for retten efter ovennævnte bestemmelser, behandles ef-
ter reglerne i kapitel 42 i retsplejeloven.
Efter § 448 i retsplejeloven finder kapitel 42 tillige anven-
delse på enkelte sagstyper efter ægteskabsloven, hvor en
part kan anlægge en retssag uden først at skulle have sagen
behandlet af Statsforvaltningen. Det drejer sig om sager om
omstødelse af ægteskab, sager mellem ægtefæller om æn-
dring eller anfægtelse af vilkår for separation, skilsmisse el-
ler omstødelse, sager mellem ægtefæller til afgørelse af, om
separation består eller er bortfaldet, og sager til afgørelse af,
om parterne er eller ikke er ægtefæller.
Særreglerne i kapitel 42 om behandlingen af visse familier-
etlige sager vedrører bl.a. fastlæggelse af, hvem der anses
for sagsøger i sager, der indbringes for retten af Statsforvalt-
ningen, for hvilken ret en sag skal indbringes, international
kompetence, advokatbeskikkelse, statskassens afholdelse af
udgifter ved bevisførelse og anke. Det følger af § 453 i rets-
plejeloven, at retsmøder i sager omfattet af kapitel 42 fore-
går for lukkede døre.
I sager efter forældreansvarsloven indeholder kapitel 42 reg-
ler om udpegning af en børnesagkyndig, om samtaler med
barnet, om udpegning af en person til at bistå barnet og om
børnesagkyndige erklæringer.
Med lovforslagets § 15, nr. 14, foreslås for det første, at ka-
pitel 42 struktureres således, at der indledningsvist i § 448
fastsættes bestemmelser om kapitlets anvendelsesområde,
efterfulgt i §§ 448 a-448 e af kompetencebestemmelser, her-
under om værneting og en parts status som henholdsvis sag-
søger eller sagsøgte, og i §§ 448 f og 448 g regler om inter-
national kompetence i ægteskabssager og sager om foræl-
dremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. Dernæst fast-
sættes der i §§ 449-449 e generelle bestemmelser om be-
handlingen af de sager, der er omfattet af kapitlet, og i §§
450-450 d fastsættes særlige bestemmelser om behandlingen
af sager efter forældreansvarsloven og ægteskabsloven, ef-
terfulgt i §§ 451 og 452 af bestemmelser om behandlingen
af sager i den forenklede familiesagsproces. Endelig inde-
holder §§ 453-456 bestemmelser om anke og kære.
137
For det andet foreslås det med § 15, nr. 14, at bestemmelser-
ne om, for hvilken ret en familieretlig sag skal indbringes,
og om, hvem der anses som sagsøger og sagsøgte i en fami-
lieretlig sag, der indbringes for retten, ophæves og indholdet
af dem samles i nye bestemmelser i kapitel 42 i retsplejelo-
ven, idet der dog skal tages højde for, at bestemmelserne
skal finde anvendelse for en række sagstyper, der ikke er
omfattede af de gældende regler om indbringelse af sager
for retten.
Dette drejer sig for det første om spørgsmål om, for hvilken
ret en familieretlig sag skal indbringes. Det følger af § 448 d
i retsplejeloven, at sag om ægteskab indbringes for retten
ved sagsøgtes hjemting. Har sagsøgte ikke hjemting her i ri-
get, indbringes sagen for retten ved sagsøgerens hjemting,
og har ingen af parterne hjemting her i riget, indbringes sag-
en for den ret, som justitsministeren bestemmer. Efter § 448
b, 2. pkt., anlægges sag om omstødelse af ægteskab ved en
ret, hvor en af ægtefællerne kan sagsøges efter § 448 d. Ef-
ter § 448 g i retsplejeloven indbringes sag om forældremyn-
dighed eller barnets bopæl for retten i den retskreds, hvor
barnet har bopæl. Hvis barnet ikke har bopæl her i riget, ind-
bringes sagen for retten ved sagsøgtes hjemting. Hvis sags-
øgte ikke har hjemting her i riget, indbringes sagen for ret-
ten ved sagsøgerens hjemting eller, hvis sagsøgeren ikke har
hjemting her i riget, for Københavns Byret. For så vidt angår
indbringelse af sager om faderskab og medmoderskab for
retten henvises til § 456 c, stk. 1-3, der ligeledes foreslås op-
hævet, jf. lovforslagets § 15, nr. 16.
Dernæst drejer det sig om bestemmelser om, hvem der anses
som sagsøger i en sag, der indbringes for retten af Statsfor-
valtningen. Det følger af § 448 a, stk. 3, i retsplejeloven, at
den, der først har anmodet om, at sagen indbringes for ret-
ten, anses som sagsøger. Ved samtidig anmodning om ind-
bringelse for retten anses den part, der indgav anmodning
om separation eller skilsmisse, jf. § 37 i ægteskabsloven, el-
ler om afgørelse om forældremyndighed eller barnets bopæl,
jf. § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven, som sagsøger. Blev
de nævnte anmodninger indgivet samtidig af begge parter,
bestemmer Statsforvaltningen, hvem der skal anses som sag-
søger. Statsforvaltningens afgørelse herom kan ikke indbrin-
ges for højere administrativ myndighed.
For det tredje foreslås bestemmelsen i § 448 b, 1. pkt., i rets-
plejeloven ophævet, og indholdet af den overført som § 23,
stk. 3, 3. pkt., til kapitel 3 i ægteskabsloven om ægteskabs
omstødelse. Det følger af bestemmelsen, at en sag om om-
stødelse af ægteskab skal anlægges mod begge ægtefæller,
når omstødelsessagen anlægges af Ankestyrelsen eller af
ægtefællen i et tidligere ægteskab. Der henvises til lovfor-
slagets § 2, nr. 4.
For det fjerde foreslås bestemmelsen i § 455 a i retsplejelo-
ven ophævet. Efter bestemmelsen afgøres sager om afvis-
ning af en anmodning om ændring af forældremyndighed el-
ler barnets bopæl, der indbringes for retten af Statsforvalt-
ningen efter § 39, stk. 2, i forældreansvarsloven, på skriftligt
grundlag, medmindre retten finder, at der er grund til
mundtlig behandling. Afgørelse i disse sager træffes ved
kendelse.
Forslaget om at omstrukturere kapitel 42 er begrundet i, at
overskueligheden af og sammenhængen mellem reglerne
derved styrkes.
Begrundelsen for forslaget om at samle bestemmelserne om,
for hvilken familieret en familieretlig sag skal indbringes,
og om, hvem der anses som sagsøger og sagsøgte i en fami-
lieretlig sag, der indbringes for retten, i kapitel 42 i retsple-
jeloven, er, at retsplejeloven bør indeholde en samlet regule-
ring af disse spørgsmål, der tager højde for, at bestemmel-
serne også skal finde anvendelse for en række sagstyper, der
ikke er omfattede af de gældende regler om indbringelse af
familieretlige sager for retten.
Begrundelsen for forslaget om at overføre indholdet af §
448 b, 1. pkt., i retsplejeloven til ægteskabsloven er, at be-
stemmelsen regulerer forhold, som Familieretshuset skal ta-
ge stilling til ved indbringelsen af visse omstødelsessager
for familieretten. Det findes derfor mest hensigtsmæssigt, at
dette er reguleret i ægteskabsloven.
Begrundelsen for forslaget om at ophæve § 455 a i retspleje-
loven er, at § 39, stk. 2, i forældreansvarsloven med lovfor-
slagets § 1, nr. 44, foreslås ophævet.
Som et led i den foreslåede nyaffattelse af kapitel 42 benæv-
nes retten overalt i kapitel 42 familieretten, og anvendelses-
området for alle bestemmelser, der vedrører sager om foræl-
dremyndighed og barnets bopæl, udvides til også at finde
anvendelse på samværssager. Der henvises til § 1 i forslaget
til Familieretshusloven, hvoraf det fremgår, at byretten i fa-
milieretlige sager benævnes familieretten. Der henvises vi-
dere til, at i det nye familieretlige system vil det være Fami-
lieretshuset eller familieretten, der behandler de sager efter
forældreansvarsloven, som Statsforvaltningen behandler i
dag. Familieretten skal således bl.a. behandle sager om sam-
vær, der i dag alene behandles administrativt.
Endelig bemærkes, at der i kapitel 42 indsættes en række be-
stemmelser, der er nødvendige for familierettens behandling
af de sager, som Familieretshuset i det nye familieretlige sy-
stem indbringer for familieretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
De enkelte bestemmelser i den foreslåede nye affattelse af
kapitel 42 i retsplejeloven gennemgås i det følgende. Det be-
mærkes, at i en række af de bestemmelser, der videreføres
uden indholdsmæssige ændringer, er der foretaget sproglige
opdateringer.
Til § 448
Det følger af § 448 i retsplejeloven, at efter reglerne i kapitel
42 i retsplejeloven, der omhandler sager om ægteskab og
forældremyndighed, behandles sager om separation eller
138
skilsmisse, forældremyndighed, barnets bopæl og omstødel-
se af ægteskab samt sager mellem ægtefæller om ændring
eller anfægtelse af vilkår for separation, skilsmisse eller om-
stødelse, sager mellem ægtefæller til afgørelse af, om sepa-
ration består eller er bortfaldet, og sager til afgørelse af, om
parterne er eller ikke er ægtefæller.
Kapitel 42 i retsplejeloven indeholder alene særregler om
behandlingen af de nævnte sager. For emner, der ikke er re-
guleret i kapitel 42, finder de almindelige regler i retspleje-
loven om behandlingen af civile retssager anvendelse.
Dette indebærer bl.a., at domme som udgangspunkt kan an-
kes til landsretten, jf. § 368, stk. 1, i retsplejeloven. De al-
mindelige ankebegrænsningsregler i § 368, stk. 1, i retsple-
jeloven for så vidt angår krav, der efter påstanden har en
økonomisk værdi af højest 20.000 kr., som opgjort efter §
401 i retsplejeloven, finder dog ligeledes anvendelse på
domme omfattet af kapitel 42. Det samme gælder for lands-
rettens mulighed for i medfør af § 368 a i retsplejeloven at
afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt
til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen
ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt
taler for, at sagen skal behandles af landsretten. Det bemær-
kes dog, at landsretten ikke kan afvise en sag, som er ind-
bragt efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Efter § 448 a i retsplejeloven indbringes sager om separation
eller skilsmisse og sager om forældremyndighed eller bar-
nets bopæl for retten af Statsforvaltningen, dog ved genopta-
gelse af en afvist sag efter § 456, stk. 1, i retsplejeloven. En
sag anses for indbragt for retten, når retten har modtaget an-
modning om det fra Statsforvaltningen.
Kapitel 42 a i retsplejeloven omhandler behandlingen af
sager om faderskab og medmoderskab. Efter § 456 d i rets-
plejeloven, der er placeret i kapitel 42 a, anses en sag om fa-
derskab og medmoderskab for indbragt for retten, når retten
har modtaget anmodning om det fra Statsforvaltningen.
Det foreslås, at § 448 i retsplejeloven ændres således, at det
følger af bestemmelsens stk. 1, at efter reglerne i kapitel 42
behandler familieretten de sager og afgørelser, som Fami-
lieretshuset indbringer for familieretten efter kapitel 13 i for-
slaget til Familieretshusloven. En sag anses for indbragt for
familieretten, når retten har modtaget den fra Familieretshu-
set.
Det foreslås videre i stk. 2, at for sager om faderskab og
medmoderskab til børn, herunder spørgsmål om genoptagel-
se af sådanne sager, finder tillige særreglerne i kapitel 42 a
anvendelse. Sager om faderskab og medmoderskab skal så-
ledes behandles efter både de generelle sagsbehandlingsreg-
ler i kapitel 42 og de særlige regler om behandlingen af sag-
er om faderskab og medmoderskab i kapitel 42 a, som fore-
slås ændret ved lovforslagets § 15, nr. 1 og 15-18.
Begrundelsen for forslaget er, at Statsforvaltningen med for-
slaget til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt, hvorefter
det vil være Familieretshuset eller familieretten, der behand-
ler de familieretlige sager, som Statsforvaltningen og retten
behandler i dag, jf. ovenfor i indledningen til bemærkninger-
ne til lovforslagets § 15, nr. 14.
Efter kapitel 42 i forslaget til lov om Familieretshuset ind-
bringer Familieretshuset en række familieretlige sager og af-
gørelser for familieretten.
Endelig bemærkes, at som følge af den foreslåede ændring
af § 448, stk. 1, foreslås § 456 d i retsplejeloven om, hvornår
en sag om faderskab og medmoderskab anses for indbragt
for retten, ophævet. Der henvises til lovforslagets § 15, nr.
17, og bemærkningerne hertil.
Til § 448 a
Det følger af § 43 i ægteskabsloven, at visse sager om sepa-
ration og skilsmisse efter anmodning fra en part indbringes
for retten af Statsforvaltningen. Tilsvarende følger det af §
40 i forældreansvarsloven, at visse sager om forældremyn-
dighed og barnets bopæl efter anmodning fra en part ind-
bringes for retten af Statsforvaltningen.
I tilknytning hertil følger det af § 448 a, stk. 3, i retsplejelo-
ven, at den, der først har anmodet Statsforvaltningen om at
indbringe en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, se-
paration eller skilsmisse for retten, anses som sagsøger. Ved
samtidig anmodning om indbringelse for retten anses den
part, der indgav anmodning om separation eller skilsmisse,
jf. § 37 i ægteskabsloven, eller om afgørelse om forældre-
myndighed eller barnets bopæl, jf. § 31, stk. 1, i forældrean-
svarsloven, som sagsøger. Blev de nævnte anmodninger ind-
givet samtidigt af begge parter, bestemmer Statsforvaltnin-
gen, hvem der skal anses som sagsøger. Statsforvaltningens
afgørelse herom kan ikke indbringes for højere administrativ
myndighed.
De familieretlige sager, der efter gældende ret afgøres af
domstolene, vedrører altid en tvist mellem to private parter,
dog undtaget sager om omstødelse af ægteskab, der anlæg-
ges af Ankestyrelsen efter § 23 i ægteskabsloven. I disse
sager anlægger Ankestyrelsen sag mod begge ægtefæller.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 448 a, stk. 3, i retsplejelo-
ven om, hvem der anses som sagsøger i en familieretlig sag,
der indbringes for retten, videreføres i den foreslåede be-
stemmelse i § 448 a, der indeholder bestemmelserne om,
hvem der anses for sagsøger og sagsøgte under familieret-
tens behandling af alle familieretlige sager.
Det følger af § 43, stk. 1, i forslaget til Familieretshusloven,
at familieretshuset ved indbringelsen af en sag eller afgørel-
se for familieretten skal angive, hvilken part der anses som
henholdsvis sagsøger og sagsøgte under familierettens be-
handling af sagen.
Den foreslåede bestemmelse omfatter både sager, som Fa-
milieretshuset indbringer for familieretten til afgørelse efter
§§ 27 og 32 i forslaget til Familieretshusloven, og sager,
hvor afgørelser truffet af Familieretshuset efter § 39 i forsla-
139
get til Familieretshusloven efter anmodning fra en part ind-
bringes for familieretten til prøvelse.
Med § 448 a foreslås det for det første i stk. 1, at i sager,
som Familieretshuset indbringer for familieretten til afgørel-
se efter §§ 27 og 32 i forslaget til Familieretshusloven, anses
den part, der indgav anmodningen eller ansøgningen til Fa-
milieretshuset, som sagsøger under familierettens behand-
ling af sagen. Der er tale om en videreførelse af den gælden-
de bestemmelse i § 448 a, stk. 3, 2. pkt., i retsplejeloven.
Bestemmelsens anvendelsesområde foreslås dog udvidet til
at omfatte alle familieretlige sager og ikke kun ægteskabssa-
ger og sager efter forældreansvarsloven.
Med stk. 2 foreslås det, at den part, der efter § 39 i forslaget
til Familieretshusloven anmoder om, at en afgørelse truffet
af Familieretshuset indbringes for familieretten til prøvelse,
anses som sagsøger under familierettens behandling af sag-
en.
Med bestemmelsen i stk. 3 foreslås det, at såfremt en ind-
bragt sag eller afgørelse vedrører en tvist mellem Familier-
etshuset og en privat part, anses parten som sagsøger og Fa-
milieretshuset som sagsøgte under familierettens behandling
af sagen. Dette gælder dog ikke, hvis sagen er omfattet af de
foreslåede bestemmelser i stk. 4 og 5.
Baggrunden for bestemmelsen er, at efter gældende ret fore-
ligger der en tvist mellem to private parter i de familieretlige
sager, som domstolene behandler. Som beskrevet i de almin-
delige bemærkninger, punkt 3.2., følger det af det nye fami-
lieretlige system, at alle familieretlige sager skal indledes i
Familieretshuset, med mulighed for indbringelse for fami-
lieretten. Ikke alle familieretlige sager vedrører en tvist mel-
lem to private parter. Der vil således være situationer, hvor
retten skal behandle en familieretlig sag mellem Familierets-
huset og en eller flere private parter. Det drejer sig navnlig
om sager, hvor en part har indgivet anmodning til Familier-
etshuset om en tilladelse m.v., og hvor der ikke er en mod-
part i sagen, f.eks. hovedparten af sagerne om navneæn-
dring. Det kan også dreje sig om sager, der vedrører en tvist
mellem private parter, men hvor modparten ikke er part i
forhold til det pågældende spørgsmål, f.eks. om anvendelse
af digital selvbetjening og betaling af gebyr. Andre eksemp-
ler på sager uden tvist mellem private parter er afslag på
godkendelse af en aftale om overførsel af forældremyndig-
hed, selvom alle parter har accepteret aftalen, jf. § 13, stk. 2,
i forældreansvarsloven, der foreslås ændret ved lovforsla-
gets § 1, nr. 10, samt sager om afslag på separation eller
skilsmisse, hvor parterne er enige om separationen eller skil-
smissen og vilkårene herfor, men hvor Familieretshuset
f.eks. finder at betingelserne i §§ 32-36 og 42 a i ægteskabs-
loven for at meddele separation eller skilsmisse ikke er op-
fyldte. Når sådanne sager indbringes for familieretten, skal
Familieretshuset have samme status som sagsøgte som en
offentlig myndighed har, hvis en afgørelse truffet af den på-
gældende myndighed indbringes for domstolene efter § 63 i
grundloven.
Efter § 24 i forslaget til Familieretshusloven kan kommunal-
bestyrelsen i visse situationer anmode Familieretshuset om
at indlede en sag efter forældreansvarsloven. Sådanne sager
indbringer Familieretshuset efter § 32 i forslaget til Fami-
lieretshusloven for familieretten til afgørelse Det foreslås
med stk. 4, at i sådanne sager anses Familieretshuset som
sagsøger og forældrene anses som sagsøgte under familier-
ettens behandling af sagen. Det beror på udformningen af
Familieretshusets påstand i sagen, om begge forældre eller
kun den ene af forældrene anses som sagsøgte.
Med stk. 5 foreslås det, at i en sag om omstødelse af ægte-
skab efter § 23 i ægteskabsloven, der anlægges af Familier-
etshuset og indbringes for familieretten til afgørelse efter §
27, stk. 2, nr. 2, i forslaget til Familieretshusloven anses Fa-
milieretshuset som sagsøger og ægtefællerne som sagsøgte
under familierettens behandling af sagen. Baggrunden her-
for er, at disse sager vedrører en tvist mellem på den ene si-
de ægtefællerne og på den anden side Familieretshuset, der
søger ægteskabet omstødt, f.eks. fordi en af ægtefællerne
var gift ved indgåelsen af det omhandlede ægteskab.
Endelige foreslås det med stk. 6, at i andre situationer be-
stemmer Familieretshuset, hvem der anses som sagsøger
under familierettens behandling af sagen.
Med bestemmelsen videreføres princippet i § 448 a, stk. 3,
2. pkt., i retsplejeloven, hvorefter det er Statsforvaltningen,
der bestemmer, hvem der skal anses som sagsøger, når par-
terne samtidigt har indgivet den pågældende anmodning.
Bestemmelsens anvendelsesområde udvides dog med forsla-
get til at omfatte alle familieretlige sager og ikke kun ægte-
skabssager og sager efter forældreansvarsloven.
Derudover giver bestemmelsen Familieretshuset mulighed
for i tvivlstilfælde at bestemme, hvem der anses som sagsø-
ger.
Den foreslåede bestemmelse i § 448 a viderefører indholds-
mæssigt den gældende bestemmelse i § 448 a, stk. 3, i rets-
plejeloven, men § 448 a er udformet sådan, at den tager høj-
de for, at Familieretshuset skal indbringe en række sagstyper
for familieretten, som ikke i dag indbringes for retten af
Statsforvaltningen.
Til § 448 b
Det følger af § 43 i ægteskabsloven, at visse sager om sepa-
ration og skilsmisse efter anmodning fra en part indbringes
for retten af Statsforvaltningen. Efter § 448 d i retsplejelo-
ven indbringer Statsforvaltningen en sag om ægteskab, her-
under separation og skilsmisse, for retten ved sagsøgtes
hjemting. Har sagsøgte ikke hjemting her i riget, indbringes
sagen for retten ved sagsøgerens hjemting, og har ingen af
parterne hjemting her i riget, indbringes sagen for den ret,
som justitsministeren bestemmer. Efter § 448 b, 2. pkt., i
retsplejeloven anlægges sag om omstødelse af ægteskab ved
en ret, hvor en af ægtefællerne kan sagsøges efter § 448 d.
140
Det følger af §§ 37 og 40 i forældreansvarsloven, at en sag
om forældremyndighed og barnets bopæl indbringes for ret-
ten af Statsforvaltningen. Efter § 448 g i retsplejeloven ind-
bringes disse sager for retten i den retskreds, hvor barnet har
bopæl. Hvis barnet ikke har bopæl her i riget, indbringes
sagen for retten ved sagsøgtes hjemting. Hvis sagsøgte ikke
har hjemting her i riget, indbringes sagen for retten ved
sagsøgerens hjemting eller, hvis sagsøgeren ikke har hjem-
ting her i riget, for Københavns Byret.
Efter §§ 15 og 26 i børneloven indbringer Statsforvaltningen
visse sager om faderskab og medmoderskab for retten. Det
følger af § 456 c, stk. 1, i retsplejeloven, at Statsforvaltnin-
gen som udgangspunkt indbringer en sådan sag for den by-
ret, hvor moderen har hjemting. Det følger af bestemmel-
sens stk. 2, at når moderen ikke har hjemting her i landet,
indbringes sagen for byretten, hvor den person, som i med-
før af § 456 e, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven er part i sagen,
har hjemting. Er flere personer i medfør af § 456 e, stk. 1,
nr. 3, parter i sagen ved sagens indbringelse for retten, be-
stemmer justitsministeren efter § 456 c, stk. 3, hvilken af de
kompetente byretter sagen skal indbringes for. Kan der ikke
påvises et værneting efter § 456 c, stk. 1 og 2, bestemmer
justitsministeren efter bestemmelsens stk. 4, hvilken byret
sagen skal indbringes for.
Hjemting i ovenstående bestemmelser skal forstås på samme
måde som § 235 i retsplejeloven. Endvidere skal bestem-
melsen i § 448 g i retsplejeloven vedrørende barnets bopæl
forstås på samme måde som bopælsbegrebet i § 235, stk. 1
og 2, i retsplejeloven.
Det følger af § 248, stk. 1, i retsplejeloven, at retten af egen
drift påser, om en sag er indbragt for rette værneting. Frem-
sætter sagsøgte ikke indsigelse mod rettens kompetence i
svarskriftet eller i retsmøde omfattet af § 352, stk. 3, i rets-
plejeloven, anses retten for rette værneting. Er sagen anlagt
ved en ret, som ikke er rette værneting til at behandle sagen
eller et af de rejste krav, henviser retten efter § 248, stk. 2, i
retsplejeloven om muligt sagen eller kravet til afgørelse ved
rette domstol. Endvidere kan byretten efter § 254 i retspleje-
loven bestemme, at flere sager, der verserer ved retten mel-
lem samme eller forskellige parter, skal behandles i forbin-
delse med hinanden. Endvidere kan byretten efter anmod-
ning fra en part henvise en sag til behandling ved en anden
byret, hvis sagen efter indhentet udtalelse fra den anden ret
findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindel-
se med en anden sag, der verserer, ved den anden ret.
Det foreslås, at bestemmelserne om, hvilken familieret en
familieretlig sag eller afgørelse skal indbringes for, samles i
den foreslåede bestemmelse i § 448 b i retsplejeloven. Be-
stemmelsen regulerer således værnetinget for alle de sager,
som familieretten skal behandle, bortset fra sager om fuld-
byrdelse af forældreansvar, jf. det ved lovforslagets § 15, nr.
19, foreslåede kapitel 42 b i retsplejeloven.
Samtidig foreslås § 448 b, 2. pkt., §§ 448 d og 448 g samt §
456 c, stk. 1-3, i retsplejeloven ophævet. I relation til ophæ-
velse af § 456 c, stk. 1-3, henvises til lovforslagets § 15, nr.
16.
Efter bestemmelsen i § 448 b afhænger værnetinget som ud-
gangspunkt af, hvilken part, der anses for henholdsvis sag-
søger eller sagsøgte under familierettens behandling af sag-
en. Dette er reguleret i den foreslåede bestemmelse i § 448 a
i retsplejeloven.
Den foreslåede bestemmelse omfatter både sager, som Fa-
milieretshuset indbringer for familieretten til afgørelse efter
§§ 27 og 32 i forslaget til Familieretshusloven, og sager,
hvor afgørelser truffet af Familieretshuset efter § 39 i forsla-
get til Familieretshusloven efter anmodning fra en part ind-
bringes for familieretten til prøvelse.
Det foreslås med § 448 b, stk. 1, at Familieretshuset indbrin-
ger en sag eller afgørelse for familieretten ved sagsøgtes
hjemting. Har sagsøgte ikke hjemting her i landet, indbrin-
ges sagen for familieretten ved sagsøgerens hjemting. Disse
bestemmelser finder ikke anvendelse, hvis sagen er omfattet
af de foreslåede bestemmelser i stk. 2-4.
Der er tale om en videreførelse af den gældende bestemmel-
se i § 448 d i retsplejeloven, dog med den ændring, at be-
stemmelsens anvendelsesområde med forslaget udvides til at
omfatte alle familieretlige sager og ikke kun ægteskabssa-
ger. Det foreslås dog, at bestemmelsen i stk. 1 ikke omfatter
sager efter forældreansvarsloven eller børneloven, der regu-
leres i de foreslåede bestemmelser i stk. 2 og 3.
Med stk. 2 foreslås det, at Familieretshuset indbringer en sag
eller afgørelse efter forældreansvarsloven for familieretten i
den retskreds, hvor barnet har bopæl. Hvis barnet ikke har
bopæl her i landet, indbringes sagen for familieretten ved
sagsøgtes hjemting. Hvis sagsøgte ikke har hjemting her i
landet, indbringes sagen for familieretten ved sagsøgerens
hjemting. Der er overordnet set tale om en videreførelse af
den gældende bestemmelse i § 448 g i retsplejeloven.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 omfatter også sager ef-
ter forældreansvarsloven, som er indledt ved kommunalbe-
styrelsens anvendelse af initiativretten i § 24 i forslaget til
Familieretshusloven.
Med stk. 3 foreslås det, at Familieretshuset indbringer en sag
eller afgørelse efter børneloven for familieretten i den rets-
kreds, hvor barnets mor har hjemting. Har barnets mor ikke
hjemting her i landet, indbringes sagen for familieretten i
den retskreds, hvor den, der efter § 17 i børneloven er part i
sagen, har hjemting. Er der flere parter, bestemmer Fami-
lieretshuset, hvilken familieret sagen skal indbringes for.
Der er overordnet set tale om videreførelse af den gældende
bestemmelse i § 448 g i retsplejeloven.
Med stk. 4 foreslås det, at Familieretshuset indbringer en sag
eller afgørelse, hvor Familieretshuset er part, for familieret-
ten ved modpartens hjemting.
141
Baggrunden for bestemmelsen er, at efter gældende ret fore-
ligger der altid en tvist mellem to private parter i de fami-
lieretlige sager, som domstolene behandler. Som beskrevet i
de almindelige bemærkninger, punkt 3.2., følger det af det
nye familieretlige system, at alle familieretlige sager skal
indledes i Familieretshuset med mulighed for indbringelse
for familieretten. Ikke alle familieretlige sager vedrører en
tvist mellem to private parter. Der vil således være situatio-
ner, hvor retten skal behandle en familieretlig sag mellem
Familieretshuset og en eller flere private parter. Det drejer
sig navnlig om sager, hvor en part har indgivet anmodning
til Familieretshuset om en tilladelse m.v., og hvor der ikke
er en modpart i sagen, f.eks. hovedparten af sagerne om
navneændring. Det kan også dreje sig om sager, der indehol-
der en tvist mellem private parter, men hvor modparten ikke
er part i forhold til det pågældende spørgsmål, f.eks. om an-
vendelse af digital selvbetjening og betaling af gebyr. Andre
eksempler på sager uden tvist mellem private parter er af-
slag på godkendelse af en aftale om overførsel af forældre-
myndighed, selvom alle parter har accepteret aftalen, jf. §
13, stk. 2, i forældreansvarsloven, der foreslås ændret ved
lovforslagets § 1, nr. 10, samt sager om afslag på separation
eller skilsmisse, hvor parterne er enige om separationen eller
skilsmissen og vilkårene herfor, men hvor Familieretshuset
f.eks. finder, at betingelserne i §§ 32-36 og 42 a i ægte-
skabsloven for at meddele separation eller skilsmisse ikke er
opfyldte.
Bestemmelsen i stk. 4 betyder, at sager, der ikke vedrører en
tvist mellem to private parter, skal indbringes for familieret-
ten ved den private parts hjemting, og ikke ved Familierets-
husets hjemting. Det skyldes, at med de foreslåede bestem-
melser i § 448 a anses den part, der har indgivet en anmod-
ning eller ansøgning, som sagsøger, hvis sagen indbringes
for familieretten til afgørelse, ligesom den part, der anmoder
om, at en afgørelse truffet af Familieretshuset indbringes for
familieretten til prøvelse, anses som sagsøger.
Med stk. 5 foreslås det, at Familieretshuset uanset de fore-
slåede bestemmelser i stk. 1-4 kan bestemme, hvilken fami-
lieret en sag eller afgørelse skal indbringes for.
Denne bestemmelse anvendes for det første til at sikre, at
sager, der bør behandles sammen, kan indbringes for samme
familieret, selvom sagerne efter bestemmelserne i stk. 1-4
skal behandles af forskellige familieretter. Dette forhindrer
situationer, hvor f.eks. en sag om forældreansvar indbringes
for familieretten ved barnets bopæl, mens en sag om børne-
bidrag, der bør behandles sammen med forældreansvarssa-
gen, indbringes for familieretten ved en af forældrenes bo-
pæl, hvilket kan være en anden familieret.
For det andet giver bestemmelsen i øvrigt Familieretshuset
mulighed for at bestemme, at en sag skal indbringes for fa-
milieretten i en anden retskreds, hvis det er mest hensigts-
mæssigt, at sagen behandles der.
Endelig kan bestemmelse for det tredje anvendes, når det ik-
ke klart fremgår af ovenstående bestemmelser, hvilken fami-
lieret der skal behandle en sag, f.eks. fordi det er uklart,
hvor en part har hjemting, der er flere sagsøgte i sagen. Be-
stemmelsen anvendes også, når den part, hvis hjemting er
bestemmende for, hvilken familieret en sag skal indbringes
for, ikke har hjemting i Danmark.
Med stk. 6 foreslås det, at den familieret, som en sag er ind-
bragt for, kan henvise sagen til behandling ved familieretten
i en anden retskreds, hvis det er mest hensigtsmæssigt, at
sagen behandles der. Bestemmelsen giver en familieret
samme muligheder, som Familieretshuset har efter bestem-
melsen i stk. 5 for at bestemme, hvilken familieret der skal
behandle en bestemt sag. Dette vil navnlig dreje sig om si-
tuationer, hvor flere sager vedrørende samme parter er ind-
bragt for forskellige familieretten, selvom de bør sambe-
handles. Stk. 5 omfatter både sager, der er indbragt for fami-
lieretten til afgørelse, og sager om prøvelse af afgørelser
truffet af Familieretshuset.
Bestemmelsen i stk. 6 kan anvendes både af rettens egen
drift og efter anmodning fra en part.
Ved siden af den foreslåede bestemmelse i stk. 6 gælder be-
stemmelserne i §§ 248 og 254 i retsplejeloven også for fami-
lieretten. Den familieret, som en sag er indbragt for, kan så-
ledes efter § 248 i retsplejeloven påse, om en sag er indbragt
for rette værneting. Er sagen ikke indbragt for rette værne-
ting, kan familieretten henvise sagen til rette værneting.
Endvidere kan en familieret efter § 254 i retsplejeloven hen-
vise en sag til en anden familieret med henblik på sambe-
handling med en anden familieretlige sag.
Begrundelsen for de foreslåede bestemmelser i § 448 b er, at
familieretlige sager, der indbringes for retten, som udgangs-
punkt skal indbringes for familieretten på det sted, hvor
modparten i sagen, dvs. sagsøgte, bor. Dette er i overens-
stemmelse med udgangspunktet i § 448 a, stk. 3, i retspleje-
loven. Sager efter forældreansvarsloven skal som udgangs-
punkt dog behandles af familieretten på det sted, hvor barnet
bor, da det generelt er myndighederne på det sted, der er i
besiddelse af oplysninger af relevans for vurderingen af,
hvad der er barnets bedste.
Med bestemmelsen tages der endvidere højde for andre si-
tuationer, f.eks. sager om faderskab og medmoderskab, sag-
er, der ikke vedrører en tvist mellem to private parter, og si-
tuationer, hvor der det ikke er klart hvilken familieret, der
skal behandle sagen.
Endelig skal det være muligt at sikre sambehandlingen i fa-
milieretten af sager, som Familieretshuset har behandlet
sammen inden indbringelsen for familieretten, eller som i
øvrigt bør behandles sammen.
Til § 448 c
Det følger af de i lovforslagets § 1, nr. 28, og § 2, nr. 23,
foreslåede bestemmelser i § 30 a, stk. 2, i forældreansvarslo-
ven og § 58 a, stk. 2, i ægteskabsloven, at afgørelse i sager
efter henholdsvis forældreansvarsloven og ægteskabsloven,
142
som er omfattede af de to foreslåede bestemmelser, træffes
efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i forslaget til Fami-
lieretshusloven. Der er dermed ikke en adgang til at anlægge
retssag efter forældreansvarsloven og ægteskabsloven ud
over, hvad der følger af de foreslåede bestemmelser i forsla-
get til Familieretshusloven og af adgangen til domstolspr-
øvelse efter § 63 i grundloven.
Det er således alene Familieretshuset, der kan indbringe en
familieretlig sag for familieretten. Dette indebærer eksem-
pelvis, at familieretten ikke kan behandle en sag om samvær
og børnebidrag, selvom familieretten behandler en sag om
forældremyndighed og barnets bopæl vedrørende samme
barn, når der ikke er indgivet en ansøgning om samvær og
børnebidrag til Familieretshuset, eller der er indgivet en så-
dan ansøgning, men Familieretshuset ikke har indbragt sag-
en for familieretten. Tilsvarende kan familieretten ikke
under behandlingen af en skilsmissesag behandle en sag om
forældremyndighed over ægtefællernes børn, som Familier-
etshuset ikke har haft under behandling.
Det foreslås med § 448 c, stk. 1, i retsplejeloven, at familier-
etten efter anmodning fra en part under familierettens be-
handling af en sag efter forældreansvarsloven, der er ind-
bragt for familieretten til afgørelse efter § 27, stk. 1, eller §
32 i forslaget til Familieretshusloven, også kan træffe afgø-
relse i andre sager omfattet af § 2, nr. 1-11, i forslaget til Fa-
milieretshusloven, der har nær sammenhæng med den sag,
der er indbragt af Familieretshuset.
Bestemmelsen indebærer, at når en sag efter forældrean-
svarsloven er indbragt til afgørelse, kan familieretten også
træffe afgørelse i andre familieretlige sager, også selvom
disse sager ikke har været behandlet af Familieretshuset.
§ 2, nr. 1-11, i forslaget til Familieretshusloven omfatter
sager efter forældreansvarsloven. ægteskabsloven, børnebi-
dragsloven, børneloven, navneloven, ægtefælleloven samt
love og konventioner m.v. om inddrivelse af underholdsbi-
drag.
Er eksempelvis en sag om barnets bopæl indbragt for fami-
lieretten til afgørelse, kan familieretten under samme sag be-
handle en anmodning om ændring af forældremyndighed,
samvær eller børnebidrag vedrørende samme barn. Under
bopælssagen kan familieretten også behandle en sag mellem
barnets forældre om separation.
Det er en betingelse for sambehandling af sager efter den
foreslåede bestemmelse, at der er en nær indholdsmæssig
sammenhæng mellem sagerne, og at det derfor er en fordel
at behandle dem sammen. Betingelsen om nær sammen-
hæng mellem sagerne er således ikke opfyldt, alene fordi
sagerne vedrører samme parter.
Selvom der er en nær sammenhæng mellem sagerne, kan fa-
milieretten afslå at behandle den nye anmodning under den
verserende sag, f.eks. fordi sambehandling af sagerne vil
medføre unødig udsættelse af den oprindelige sag.
Med stk. 2 foreslås det, at i forbindelse med familierettens
behandling af en sag, der er indbragt for familieretten til af-
gørelse efter § 27, stk. 2, i forslaget til Familieretshusloven,
kan familieretten efter anmodning fra en part også træffe af-
gørelse i andre sager omfattet af § 2, nr. 2-11, i forslaget til
Familieretshusloven, der har nær sammenhæng med den
sag, der er indbragt af Familieretshuset.
Bestemmelsen omfatter ved sin henvisning til, at der skal
være tale om sager efter lovgivning omfattet af § 2, nr. 2-11,
i forslaget til Familieretshusloven, sager efter den familieret-
lige lovgivning, dog undtaget sager efter forældreansvarslo-
ven.
Forslaget indebærer eksempelvis, at når en sag om skilsmis-
se er indbragt for familieretten til afgørelse, kan familieret-
ten under samme sag behandle en anmodning om ændring af
børne- eller ægtefællebidrag, som Familieretshuset ikke har
behandlet. Derimod kan familieretten ikke behandle en sag
om forældremyndighed eller samvær vedrørende ægtefæl-
lernes børn, som Familieretshuset ikke har behandlet.
De foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2 giver en part valg-
frihed med hensyn til, om ansøgningen i den nye sag skal
indgives til Familieretshuset eller til familieretten. Indgives
ansøgningen til Familieretshuset, behandles sagen som an-
dre tilsvarende ansøgninger.
Med stk. 3 foreslås det, at familieretten til brug for behand-
lingen af en anmodning efter de foreslåede bestemmelser i
stk. 1 og 2 kan bede Familieretshuset om en udtalelse og om
akterne fra eventuel tidligere sager af betydning for den nye
sag. Denne udtalelse træder i stedet for den sagsforberedelse
og sagsoplysning, som Familieretshuset foretager i alle sag-
er, inden sagen indbringes for familieretten til afgørelse ef-
ter § 27 i forslaget til Familieretshusloven. En anmodning
om udtalelse betyder ikke, at Familieretshuset skal foretage
sagsoplysning. Familieretshuset skal alene, hvor det er rele-
vant, afgive udtalelsen og medsende relevante akter.
Begrundelsen for forslaget er, at familieretten bør have mu-
lighed for at sambehandle familieretlige sager sådan, at der
kan findes helhedsorienterede løsninger på familiens for-
skellige problemer, også selvom tvisterne ikke indbringes
for Familieretshuset samtidigt. Henset til de konflikthåndte-
ringstilbud, som Familieretshuset tilbyder forældre i sager
om forældreansvar, og den støtte, som Børneenheden tilby-
der børn i disse sager, findes det uhensigtsmæssigt, at en
part kan indbringe sag om forældreansvar for familieretten
uden om Familieretshuset, blot fordi familieretten behandler
en sag om forældrenes skilsmisse. Sager om forældreansvar
kan derfor efter forslaget ikke indbringes direkte for fami-
lieretten, medmindre familieretten har en anden sag om for-
ældreansvar vedrørende samme barn under behandling.
Til § 448 d
Enkelte familieretlige love indeholder bestemmelser om fri-
sten for indgivelse af klage over Statsforvaltningens afgørel-
ser.
143
Det drejer sig bl.a. om § 21, stk. 2, 1. pkt., i børnebidragslo-
ven, hvorefter en klage skal indgives inden fire uger efter, at
klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Tilsvarende
frist gælder efter § 58 a, stk. 2, 1. pkt., i ægteskabsloven og
§ 61, stk. 2, 1. pkt., i ægtefælleloven for klage over afgørel-
ser om ægtefællebidrag.
Det følger af § 21, stk. 2, i børnebidragsloven, at Statsfor-
valtningen sender en klage over en afgørelse om børnebi-
drag, der er indgivet efter udløbet af klagefristen, til Anke-
styrelsen, der som udgangspunkt skal afvise at behandle kla-
gen. Ankestyrelsen kan imidlertid behandle en for sent ind-
givet klage, hvis der er særlige omstændigheder, der taler
herfor. Denne mulighed for at få behandlet en klage, selvom
klagefristen er overskredet, anvendes bl.a., hvis den tidligere
afgørelse er åbenbart urigtig, dette skyldes, at den anden
part har givet urigtige oplysninger eller har undladt at give
relevante oplysninger til Statsforvaltningen, og klageren
først lang tid efter afgørelsen har fået kendskab dertil og
straks herefter klager.
Tilsvarende gælder efter § 58 a, stk. 2, 2. pkt., i ægteskabs-
loven og § 61, stk. 2, 2. pkt., i ægtefælleloven for klage over
afgørelser om ægtefællebidrag.
For familieretlige afgørelser, der træffes af byretten, herun-
der navnligt afgørelser om forældremyndighed, barnets bo-
pæl, separation og skilsmisse, gælder der som udgangspunkt
en ankefrist på fire uger, jf. § 368, stk. 1, 1. pkt., og § 372,
stk. 1, i retsplejeloven. Efter § 372, stk. 2, i retsplejeloven
kan landsretten undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter
dommens afsigelse. Efter § 454, stk. 1, 2. pkt., i retsplejelo-
ven kan der ikke meddeles tilladelse til efter ankefristens
udløb at anke en dom, der går ud på separation, skilsmisse
eller omstødelse af ægteskab, eller hvorved et ægteskab er
kendt ikkebestående.
Klage over Statsforvaltningens afgørelse efter lov om Haa-
gerkonventionen af 2007 om at erklære en udenlandsk afgø-
relse om børne- og ægtefællebidrag eksigibel skal meddeles
henholdsvis indgives til Statsforvaltningen inden 30 dage, jf.
lovens § 3, stk. 5. For en part, der ikke har bopæl i Dan-
mark, er fristen efter samme bestemmelse 60 dage. Loven
indeholder ikke mulighed for at få behandlet en klage, hvis
klagefristen er overskredet. Klagefristerne er fastsat i over-
ensstemmelse med artikel 23, stk. 6, i Haagerkonventionen
af 2007.
Afgørelse efter underholdspligtforordningen om at erklære
en udenlandsk afgørelse om underholdsbidrag eksigibel skal
efter artikel 31 og 32 straks meddeles parterne, der kan ap-
pellere den inden 30 dage. Fristen er 45 dage for en part, der
bor i en anden stat. Den afgørelse, der træffes i appelsagen,
kan anfægtes ved yderligere appel eller lignende.
Forældreansvarsloven indeholder en begrænsning i adgan-
gen til at klage over Statsforvaltningens afgørelser, jf. § 41,
stk. 5, der med § 1, nr. 49 og 50, i følgelovforslaget foreslås
ændret og at blive § 41, stk. 2, i forældreansvarsloven. Det
fremgår heraf, at afgørelse i en klage over en myndigheds
afvisning af at orientere en forælder, der ikke har forældre-
myndigheden, om barnets forhold, ikke kan påklages, men
at Ankestyrelsen kan behandle en klage over en sådan afgø-
relse, hvis det skønnes, at sagen har principiel eller generel
betydning.
Ankestyrelsens afgørelse i sager om klage over en prøvel-
sesmyndigheds afgørelse efter §§ 1 a og 4, § 10, stk. 2, og §
11 a, stk. 2, og om anerkendelse af udenlandske skilsmisser
til brug for prøvelse af ægteskabsbetingelser kan ikke påkla-
ges til anden administrativ myndighed, jf. forudsætningsvist
§ 58 b i ægteskabsloven. Efter § 21, stk. 1, i navneloven kan
en personregisterførers afgørelse efter § 16, stk. 2, 1. pkt.,
og § 16, stk. 4, i navneloven påklages til Ankestyrelsen. Der
er ikke mulighed for at påklage Ankestyrelsens afgørelse i
klagesagen til højere administrativ myndighed. Med lovfor-
slagets § 2, nr. 2, og § 7, nr. 13, foreslås § 58 b i ægteskabs-
loven og § 21, stk. 1, i navneloven ændret sådan, at de om-
handlede klagesager behandles af Familieretshuset.
Efter § 39 og § 41, stk. 1, i forslaget til Familieretshusloven
indbringes afgørelse truffet af Familieretshuset efter anmod-
ning fra en part som udgangspunkt for familieretten til prø-
velse. Anmodningen skal indgives til Familieretshuset inden
fire uger efter, at parten har fået meddelelse om afgørelsen.
Bestemmelserne finder anvendelse for alle familieretlige af-
gørelser, som Familieretshuset træffer.
Med § 448 d i retsplejeloven foreslås bestemmelser om fa-
milierettens behandling af sager, hvor fristen for indgivelse
af en prøvelsesanmodning er overskredet, og hvor en afgø-
relse, som Familieretshuset har truffet i 2. instans, søges ind-
bragt for familieretten til prøvelse.
Det foreslås med bestemmelsen i § 448 d, stk. 1, 1. pkt., at
familieretten i særlige tilfælde kan behandle en anmodning
om at få prøvet en afgørelse truffet af Familieretshuset, selv-
om anmodningen er indgivet efter udløbet af fire-ugers fri-
sten i § 41, stk. 1, i forslaget til Familieretshusloven.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende
ret, for så vidt angår afgørelser om børne- og ægtefællebi-
drag, jf. § 21, stk. 2, i børnebidragsloven, § 61, stk. 2, i æg-
tefælleloven, § 58 a, stk. 2, i ægteskabsloven, og familieret-
lige domme, jf. § 372, stk. 2, i retsplejeloven. Det foreslås
imidlertid, at den foreslåede mulighed for at få prøvet en af-
gørelse, selvom anmodningen om at få afgørelsen prøvet er
indgivet mere end fire uger efter afgørelsen, skal gælde for
alle Familieretshusets afgørelser, der søges indbragt for fa-
milieretten til prøvelse efter § 39, stk. 1, i forslagets til Fa-
milieretshusloven.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt. indebærer, at
Familieretshuset skal indbringe en anmodning om prøvelse
af en afgørelse truffet af Familieretshuset for familieretten,
selvom fire-ugers fristen efter Familieretshusets opfattelse er
overskredet. Ved indbringelsen tager familieretten af egen
drift stilling til, om fristen er overskredet. Er fristen over-
144
skredet, tager familieretten uden anmodning fra en part stil-
ling til, om afgørelsen kan prøves uanset fristoverskridelsen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt. indeholder to
undtagelser fra muligheden i 1. pkt. for, at familieretten kan
behandle en anmodning om at få prøvet en afgørelse truffet
af Familieretshuset, selvom anmodningen er indgivet efter
udløbet af fire-ugers fristen. Undtagelserne indebærer, at fa-
milieretten ikke kan behandle en anmodning, der er indgivet
efter udløbet af fristen.
Den første undtagelse drejer sig om afgørelser, der går ud på
separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, eller
hvorved et ægteskab er kendt ikkebestående. Dermed gælder
der det samme for Familieretshusets afgørelser, der går ud
på separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, eller
hvorved et ægteskab er kendt ikkebestående, som for tilsva-
rende retsafgørelser, idet disse ikke kan ankes efter ankefri-
stens udløb, jf. den gældende § 454, stk. 1, 1. pkt., i retsple-
jeloven, der med følgelovforslagets § 15, nr. 14, foreslås vi-
dereført som § 454, stk. 1, 1. pkt., i retsplejeloven.
Efter § 454, stk. 1, 2. pkt., i retsplejeloven, der foreslås vide-
reført som § 454, stk. 1, 2. pkt., i retsplejeloven, kan der ik-
ke meddeles tilladelse til efter ankefristens udløb at anke en
dom, der går ud på separation, skilsmisse eller omstødelse af
ægteskab, eller hvorved et ægteskab er kendt ikkebestående.
I overensstemmelse hermed bemærkes, at den foreslåede
undtagelse i relation til afgørelser, der går ud på separation,
skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, ikke omfatter afgø-
relser om vilkår for skilsmissen, separationen eller omstø-
delsen, der er indeholdt i den pågældende afgørelse.
For det andet drejer undtagelsen sig om afgørelser om eksi-
gibilitet efter § 3, stk. 2, i lov om Haagerkonventionen af
2007 eller efter artikel 30 i underholdspligtforordningen. I
stedet gælder de ufravigelige appelfrister, der følger af de
pågældende bestemmelser.
De foreslåede undtagelser indebærer, at familieretten ikke
kan behandle en anmodning om at få prøvet en afgørelse
omfattet af de foreslåede undtagelser, når anmodningen er
indgivet efter udløbet af fire-ugers fristen.
Med stk. 1, 3. pkt. foreslås det, at familierettens afgørelse
om at se bort fra overskridelse af fire-ugers fristen ikke kan
indbringes for højere ret.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan familieretten
ved kendelse afvise at behandle en sag om en afgørelse, som
Familieretshuset har truffet som klageinstans efter § 41, stk.
2, i forældreansvarsloven, § 58 b, stk. 1, i ægteskabsloven
eller § 21, stk. 1, 1. pkt., i navneloven, hvis sagen ikke er
principiel eller har generel betydning.
Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med
gældende ret, for så vidt angår § 58 b i ægteskabsloven, dog
således at det er familieretten og ikke Ankestyrelsen, der
prøver sager af principiel eller generel betydning. Dertil
kommer, at det af retssikkerhedsmæssige grunde findes hen-
sigtsmæssigt at indføre en tilsvarende mulighed for at få
prøvet sager af principiel eller generel betydning, når der er
tale om en klage efter ægteskabsloven over prøvelsesmyn-
dighedens afgørelse eller efter navneloven over personregi-
sterførerens afgørelser. Familieretshuset skal derfor, når der
modtages en anmodning om indbringelse for familieretten af
Familieretshusets afgørelse efter § 41, stk. 2, i forældrean-
svarsloven, § 58 b i ægteskabsloven eller § 21, stk.1, i nav-
neloven, videresende anmodningen og sagens akter til fami-
lieretten.
Familierettens afgørelser efter stk. 2 træffes ved kendelse,
der kan kæres efter reglerne om kære i kapitel 37 i retspleje-
loven.
Begrundelsen for forslaget i stk. 1 er, at der med den fore-
slåede frist på fire uger til at anmode om at få en afgørelse
prøvet af familieretten er behov for en mulighed for at se
bort fra fristoverskridelser. Både i relation til administrative
afgørelser og domme findes der i dag sådanne muligheder. I
modsætning til bestemmelsen i § 372, stk. 2, i retsplejeloven
foreslås der dog ikke en absolut frist på et år. Det findes der-
imod, at der bør være mulighed for i særlige tilfælde at få
behandlet en afgørelse, selvom afgørelsen er truffet for flere
år siden. Det kan eksempelvis være i tilfælde, hvor anmod-
ningen om indbringelse er begrundet i, at den anden part har
afgivet urigtige oplysninger, parten først er blevet bekendt
med dette på et senere tidspunkt og indgiver anmodningen
om indbringelse umiddelbart herefter.
Baggrunden for, at en afgørelse, der går ud på separation,
skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, eller hvorved et
ægteskab er kendt ikkebestående, ikke skal kunne prøves af
familieretten efter udløbet af fire ugers fristen, er, at disse
afgørelser har en række retsvirkninger, f.eks. giver en skils-
misse parterne ret til at indgå nyt ægteskab. Det bør derfor
være helt klart, hvornår en afgørelse, der går ud på skilsmis-
se m.v., er endelig, hvorfor der ikke bør være mulighed for
at anfægte afgørelsen efter udløbet af fristen på fire uger.
Dette er i overensstemmelse med gældende ret for så vidt
angår skilsmissedomme m.v.
Baggrunden for, at en afgørelse om eksigibilitet efter lov om
Haagerkonventionen af 2007 eller efter artikel 30 i under-
holdspligtforordningen ikke skal kunne prøves af familieret-
ten efter udløbet af fire-ugers fristen, er, at disse regelsæt in-
deholder ufravigelige appelfrister.
Begrundelsen for forslaget om, at familierettens beslutning
om, hvorvidt familieretten kan prøve en indbragt afgørelse
trods fristoverskridelse, er, at den gældende ordning derved
opretholdes. Efter den gældende ordning træffes afgørelser
om behandling af klager trods fristoverskridelse af Ankesty-
relsen.
Begrundelsen for forslaget i stk. 2 er, at der er tale om afgø-
relser, som allerede har været prøvet af to administrative in-
stanser. Muligheden for at indbringe sagen for familieretten
bør dog begrænses til sager, der har principiel eller generel
145
betydning. Dette er i overensstemmelse med gældende ret,
idet Ankestyrelsen alene behandler disse sager, hvis afgørel-
sen er principiel eller har generel betydning.
Til § 448 e
Efter § 450 d, stk. 1, i retsplejeloven kan sag om ægteskab,
dvs. sag om separation, skilsmisse og omstødelse af ægte-
skab, samt sag om forældremyndighed eller barnets bopæl
ikke anlægges efter en parts død. Dør en af parterne inden
domsafsigelsen, skal sagen efter bestemmelsens stk. 2 hæ-
ves.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 450 d, stk. 1, i retsplejelo-
ven videreføres uændret som § 448 e i retsplejeloven, idet
hverken forslaget til Familieretshusloven eller følgelovfor-
slaget, herunder de i lovforslagets § 15 foreslåede ændringer
af retsplejeloven, medfører behov for at ændre bestemmel-
sen.
Til § 448 f
Domstolenes internationale kompetence til at behandle sager
om ægteskab, dvs. sager om separation og skilsmisse samt
om omstødelse af ægteskab og om et ægteskabs beståen, fin-
des i § 448 c i retsplejeloven.
Efter § 448 c, stk. 1, i retsplejeloven kan sag om ægteskab,
dvs. om separation, skilsmisse omstødelse af et ægteskab el-
ler et ægteskabs beståen, behandles her i riget, såfremt sags-
øgte har bopæl her, eller sagsøgeren har bopæl her og enten
har boet her i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl
her. Sagen kan endvidere behandles her i riget, hvis sags-
øgeren er dansk statsborger, og det godtgøres, at sagsøgeren
på grund af sit statsborgerskab ikke vil kunne anlægge sag i
det land, hvor sagsøgeren har bopæl, eller hvis begge parter
er danske statsborgere, og sagsøgte ikke modsætter sig ind-
bringelse for dansk domstol. Endelig kan sagen behandles
her i riget, hvis skilsmisse søges på grundlag af separation
meddelt her i landet inden for de sidste fem år.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan sag om separation og skils-
misse mellem to personer af samme køn også behandles her
i riget, når ægteskabet er indgået her, og ingen af ægtefæl-
lerne bor i et land med en lovgivning om ægteskab mellem
to personer af samme køn, der svarer til den danske.
Det følger af bestemmelsens stk. 3, at sag om et ægteskabs
omstødelse eller beståen også kan indbringes for retten her i
riget, når ægteskabet er indgået her.
Endelig fremgår det af bestemmelsens stk. 4, at reglerne i
stk. 1-3 kan fraviges ved overenskomst med fremmed stat.
Danmark har indgået en overenskomst, der er omfattet af
denne bestemmelse. Det drejer sig på nuværende tidspunkt
om Overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge
og Sverige om ændring i konventionen mellem Danmark,
Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internatio-
nalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og
værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931, jf.
bekendtgørelse (C) nr. 323 af 28. december 1931 (Den Nor-
diske Ægteskabskonvention). Overenskomstens artikel 7, 8
a og 9, der indeholder bestemmelser om international kom-
petence i separations- og skilsmissesager, blev ændret ved
nordisk overenskomst af 6. februar 2001 om ændring af den
nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende inter-
nationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption
og værgemål, jf. bekendtgørelse (C) nr. 34 af 28. november
2002.
§ 448 c i retsplejeloven giver ikke ægtefællerne mulighed
for at aftale, at en sag om separation eller skilsmisse m.v.
skal behandles i Danmark, selvom betingelserne i bestem-
melsen ikke er opfyldte, heller ikke selvom betingelserne
var opfyldte ved aftalens indgåelse. En anmodning om sepa-
ration eller skilsmisse kan derfor ikke behandles i Danmark,
hvis kompetencebetingelserne ikke er opfyldt, selvom mod-
parten ikke protesterer mod kompetencen. En parts stiltiende
accept af kompetence kan således ikke danne grundlag for
kompetence.
Det bemærkes, at begrebet bopæl i § 448 c i retsplejeloven
fortolkes som domicil. Ved domicil forstås efter dansk ret
den stat eller det territoriale retsområde, hvor en person har
bopæl eller ophold i den hensigt varigt at forblive der eller i
det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være rent
midlertidigt. Domicilbegrebet består af et objektivt og et
subjektivt element. I retspraksis lægges vægt på de faktiske
omstændigheder og parternes erklæringer om hensigten med
og udstrækningen af opholdet i et bestemt land. Dette bety-
der bl.a., at man kan opretholde sit domicil i Danmark, selv
om man bliver udstationeret til et andet land og i den forbin-
delse opgiver sin bopæl i Danmark. Eksempelvis har danske
diplomater domicil i Danmark, selvom de i flere år er udsta-
tioneret på ambassader i andre lande. Efter dansk ret kan
man kun have ét domicil.
Nyt domicil kan efter dansk ret opnås, i nogle tilfælde øje-
blikkeligt, ved at tage ophold i en anden stat i den hensigt at
være der varigt, eller i det mindste i den hensigt at opholdet
ikke er midlertidigt. I dansk ret kan domicil ophøre, uden at
et nyt domicil etableres. Det er således muligt at være uden
domicil.
Danske myndigheders internationale kompetence efter § 448
c i retsplejeloven fastlægges i udgangspunktet efter forhol-
dene på tidspunktet for sagens start i Statsforvaltningen, dvs.
ved Statsforvaltningens modtagelse af den pågældende an-
modning. Den omstændighed, at forholdene ændres under
Statsforvaltningens eller domstolenes behandling af en æg-
teskabssag, f.eks. at en part flytter fra Danmark, medfører
således ikke, at der ikke længere er international kompeten-
ce til at behandle sagen i Danmark. I relation til sager, som
Statsforvaltningen indbringer for retten efter § 43 i ægte-
skabsloven, er det afgørende for rettens vurdering af spørgs-
målet om international kompetence således forholdene ved
Statsforvaltningens modtagelse af den pågældende ansøg-
ning, og ikke forholdene på indbringelsestidspunktet.
146
Det foreslås, at bestemmelserne i § 448 c i retsplejeloven
med sproglige moderniseringer, men uden indholdsmæssige
ændringer, videreføres som § 448 f i retsplejeloven. idet det
bemærkes, at forslaget til Familieretshusloven og de foreslå-
ede ændringer af kapitel 42 i retsplejeloven ikke medfører
behov for indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.
Det bemærkes, at efter § 43 a, stk. 1, i ægteskabsloven kan
Statsforvaltningen behandle en ansøgning om separation el-
ler skilsmisse, hvis betingelserne i § 448 c, stk. 1, 2 og 4, i
retsplejeloven er opfyldte. Ved lovforslagets § 2, nr. 16,
foreslås henvisningen i § 43, stk. 1, i ægteskabsloven til §
448 c, stk. 1, 2 og 4, i retsplejeloven ændret således, at der i
bestemmelsen i stedet henvises til den foreslåede bestem-
melse i § 448 f i retsplejeloven. Det foreslås videre, at an-
vendelsesområdet for § 43 a, stk. 1, i ægteskabsloven udvi-
des således, at bestemmelsen også omfatter sager om omstø-
delse af ægteskab og om et ægteskabs beståen. Samtidigt
foreslås det, at § 43 a, stk. 2, ophæves.
Til § 448 g
Domstolenes internationale kompetence til at behandle sager
om forældremyndighed eller barnets bopæl findes i § 448 f i
retsplejeloven.
Udgangspunktet for kompetencereglerne følger af § 448 f,
stk. 1, nr. 1, i retsplejeloven, hvorefter sag om forældremyn-
dighed eller barnets bopæl kan behandles her i riget, såfremt
barnet har bopæl her. Baggrunden for dette udgangspunkt
er, at myndighederne i barnets bopælsland normalt vil have
de bedste muligheder for at indsamle oplysninger om barnet,
herunder gennem f.eks. en børnesagkyndig undersøgelse,
med henblik på at vurdere, hvad der vil være bedst for bar-
net i relation til forældremyndighed m.v.
Bestemmelsen i § 448 f, stk. 1, nr. 1, i retsplejeloven gælder
dog efter bestemmelsens stk. 3 ikke, hvis barnet ulovligt er
ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, medmindre
barnet har haft bopæl her i mere end et år efter, at indehave-
ren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået
kendskab til barnets bopæl, og der ikke inden for dette tids-
rum er indgivet en anmodning om tilbagegivelse af barnet,
eller en anmodning om tilbagegivelse af barnet er blevet af-
slået.
I den omvendte situation, dvs. hvor et barn bosat i Danmark
ulovligt føres til udlandet eller ulovligt tilbageholdes i ud-
landet, gælder tilsvarende, at danske myndigheder som ud-
gangspunkt bevarer kompetencen til at behandle en sag om
forældreansvar, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen el-
ler tilbageholdelsen havde bopæl i Danmark. Det følger så-
ledes af § 448 f, stk. 1, nr. 2, i retsplejeloven, at en sag om
forældreansvar kan behandles her, hvis barnet ulovligt er
ført til udlandet eller ulovligt tilbageholdes i udlandet, og
barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen
havde bopæl her.
Danske myndigheder mister imidlertid kompetencen til at
behandle en sag om forældreansvar, hvis barnet har haft bo-
pæl i udlandet i mere end et år efter, at indehaveren af foræl-
dremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til
barnets bopæl, der inden for dette tidsrum ikke er indgivet
en anmodning om tilbagegivelse af barnet, som stadig er
under behandling, og barnet er faldet til i sine nye omgivel-
ser.
Betingelsen om, at barnet er faldet til i sine nye omgivelser,
har navnlig selvstændig betydning i de tilfælde, hvor inde-
haveren af forældremyndigheden har indgivet en anmodning
om tilbagegivelse af barnet inden for etårsfristen, men hvor
anmodningen er blevet afslået. Betingelsen om, at barnet
skal være faldet til i sine nye omgivelser i udlandet, for, at
danske myndigheder ikke længere har kompetence til at be-
handle en sag om forældremyndighed, giver mulighed for, at
den pågældende myndighed ud fra et skøn over, om barnet
kan anses for at være faldet til i sine nye omgivelser, beslut-
ter at udøve kompetence, selvom barnet har haft bopæl i ud-
landet i mere end et år efter, at indehaveren af forældremyn-
digheden fik eller burde have fået kendskab til barnets bo-
pæl. Dette gælder uanset, at myndighederne i bopælslandet
har afslået at tilbagegive barnet.
Efter § 10, stk. 2, i børnebortførelsesloven er en bortførelse
af et barn til et andet land eller tilbageholdelse af et barn i et
andet land ulovlig, hvis handlingen strider mod forældre-
myndighedsindehaverens rettigheder, uanset om de tilkom-
mer personer, en institution eller en anden myndighed i fæl-
lesskab eller alene, ifølge loven i den stat, hvor barnet havde
bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen.
Det er endvidere et krav, at rettighederne udøvedes på det
tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev tilbageholdt,
eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling
ikke var foretaget.
Selvom barnet ikke har bopæl her i riget, følger det af § 448
f, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven, at en sag om forældremyn-
dighed eller barnets bopæl kan behandles her, hvis barnet
opholder sig her og som følge af uroligheder eller lignende
er fordrevet fra sit hjemland. Ligeledes kan sagen behandles
her efter § 448 f, stk. 1, nr. 5, i retsplejeloven, hvis barnet
opholder sig her, og sagen er så hastende, at en afgørelse fra
myndighederne i det land, hvor barnet har bopæl, ikke kan
afventes. Bestemmelsen i nr. 5 medfører bl.a., at danske
myndigheder har kompetence til at træffe midlertidige afgø-
relser om forældremyndighed i bortførelsessager efter § 27 i
forældreansvarsloven, når blot barnet opholder sig i Dan-
mark.
Endelig følger det af § 448 f, stk. 1, nr. 4, i retsplejeloven, at
en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl kan be-
handles her, hvis barnet opholder sig her, og barnets bopæl
ikke kendes. Dette gælder dog efter bestemmelsens stk. 3 ik-
ke, hvis barnet ulovligt er ført her til landet eller ulovligt til-
bageholdes her. Denne undtagelse gælder dog efter stk. 3 ik-
ke, hvis barnet har haft bopæl her i mere end et år efter, at
indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde
have fået kendskab til barnets bopæl, og der ikke inden for
dette tidsrum er indgivet en anmodning om tilbagegivelse af
147
barnet, eller en anmodning om tilbagegivelse af barnet er
blevet afslået.
Efter § 448 f, stk. 4, i retsplejeloven kan bestemmelserne i
stk. 1-3 fraviges ved overenskomst med fremmed stat. Be-
stemmelsen i stk. 4 omfatter på nuværende tidspunkt følgen-
de konventioner: Haagerkonventionen af 19. oktober 1996
om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og
samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger
til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventio-
nen), Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civil-
retlige virkninger af internationale børnebortførelser), jf.
børnebortførelsesloven (Haagerkonventionen af 1980) og
Overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og
Sverige om ændring i konventionen mellem Danmark, Fin-
land, Island, Norge og Sverige indeholdende international-
privatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og vær-
gemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 med se-
nere ændringer (Den Nordiske Ægteskabskonvention).
Kompetencebestemmelserne i § 448 f i retsplejeloven finder
således kun anvendelse, i det omfang en sag ikke er omfattet
af en af disse konventioner.
I praksis afgøres de fleste kompetencespørgsmål efter Haa-
gerbørnebeskyttelseskonventionen. Der henvises til vejled-
ning nr. 11352 af 30. december 2015 om international kom-
petence i sager om forældremyndighed, barnets bopæl, sam-
vær m.v.
Bopæl forstås overalt i § 448 f på samme måde som habitual
residence (sædvanligt opholdssted), der anvendes i Haager-
børnebeskyttelseskonventionens engelske tekst. Dette be-
greb svarer nogenlunde til indholdet af § 235, stk. 1 og 2, i
retsplejeloven.
Bopæl i § 448 f fortolkes således som det sted, hvor man har
sit hjem, hvor ens ejendele i almindelighed befinder sig, og
hvor man opholder sig, når man ikke af særlige grunde op-
holder sig et andet sted, f.eks. på grund af sygdom, ferie,
studie- eller forretningsrejse. Det er således udgangspunktet,
at man har bopæl i Danmark, hvis tilknytningen hertil er
mindst ligeså stærk som til udlandet. Bopæl i Danmark kan
opgives ved at tage bopæl i udlandet. En person med bopæl i
Danmark opgiver således sin bopæl her i landet, når
vedkommende tager bopæl i udlandet og ikke længere har
en tilsvarende stærk tilknytning til Danmark. Det er dog mu-
ligt at have bopæl i mere end én stat.
Ved afgørelsen af, om et barn har bopæl i Danmark, skal der
tages udgangspunkt i barnets egen situation. Børn kan såle-
des have en bopæl, der er forskellig fra deres forældres bo-
pæl. Forældrenes bopæl kan dog have betydning ved fast-
læggelsen af barnets bopæl.
Et barn kan erhverve bopæl i en anden stat i det øjeblik, bar-
net eventuelt sammen med sin familie flytter fra en stat til
en anden. Om der er tale om et permanent skift af bopæl, be-
ror på en konkret vurdering.
Et barn kan have bopæl i Danmark, selvom det opholder sig
i et andet land. Omvendt har et barn, der opholder sig i Dan-
mark, ikke nødvendigvis bopæl her. Det gælder f.eks. ved
kostskoleophold.
Det er principielt uden betydning for vurderingen af, om et
barn har bopæl i Danmark, hvorvidt barnet i CPR er regi-
streret med en aktuel bopæl her i landet.
§ 448 f i retsplejeloven giver ikke forældrene mulighed for
at aftale, at en sag om forældreansvar skal behandles i Dan-
mark, selvom betingelserne i bestemmelsen ikke er opfyldte,
heller ikke selvom betingelserne var opfyldte ved aftalens
indgåelse. En sag om forældreansvar kan derfor ikke be-
handles i Danmark, hvis kompetencebetingelserne ikke er
opfyldt, selvom modparten ikke protesterer mod kompeten-
cen. En parts stiltiende accept af kompetence kan således ik-
ke danne grundlag for kompetence.
Danske myndigheders internationale kompetence efter § 448
f i retsplejeloven fastlægges i udgangspunktet efter forhol-
dene på tidspunktet for sagens start i Statsforvaltningen.
Hvis barnet under behandlingen af en sag, der er omfattet af
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, flytter fra Danmark
og tager bopæl i en anden stat, der har tilsluttet sig konventi-
onen, mister danske myndigheder kompetencen til at fort-
sætte behandlingen af sagen. Hvis det under Statsforvaltnin-
gens eller rettens behandling af en sag godtgøres, at barnet
har taget bopæl i en anden konventionsstat og ikke bare
midlertidigt opholder sig der, skal Statsforvaltningen eller
retten afvise at fortsætte behandlingen af sagen. Omvendt
får danske myndigheder kompetence til at behandle en sag
om forældremyndighed m.v., hvis barnet er flyttet til Dan-
mark, også selvom en tilsvarende sag var under behandlin-
gen i barnets hidtidige bopælsland, der er omfattet af kon-
ventionen.
Flytter et barn fra Danmark under behandlingen af en sag
om forældremyndighed m.v. og tager bopæl i en stat, som
Danmark ikke samarbejder med efter Haagerbørnebeskyttel-
seskonventionen, beholder danske myndigheder kompeten-
cen til at fortsætte behandlingen af sagen.
Det foreslås, at bestemmelserne i § 448 f i retsplejeloven
med sproglige moderniseringer, men uden indholdsmæssige
ændringer ud over udvidelse af bestemmelsens anvendelses-
område til også at omfatte sager om samvær og anden kon-
takt, videreføres som § 448 g i retsplejeloven. Forslaget til
Familieretshusloven og de foreslåede ændringer af kapitel
42 i retsplejeloven medfører ikke behov for andre indholds-
mæssige ændringer af bestemmelsen.
Efter § 46, stk. 1, i forældreansvarsloven kan Statsforvalt-
ningen behandle en ansøgning om forældremyndighed, bar-
nets bopæl og samvær m.v., hvis betingelserne i § 448 f i
retsplejeloven er opfyldte. Ved lovforslagets § 1, nr. 52,
foreslås henvisningen til § 448 f i retsplejeloven ændret så-
ledes, at der i bestemmelsen i stedet henvises til § 448 g i
retsplejeloven.
148
Til § 449
Det følger af § 449 i retsplejeloven, at når retten ikke finder
det muligt at behandle en sag på forsvarlig måde, uden at
sagsøgte eller appelindstævnte har advokatbistand, kan ret-
ten beskikke den pågældende part en advokat. Retten pålæg-
ger samtidig med sagens afslutning parten at erstatte stats-
kassen dennes udgifter i forbindelse med beskikkelsen.
Hverken forslaget til Familieretshusloven eller følgelovfor-
slaget, herunder de i lovforslagets § 15 foreslåede ændringer
af retsplejeloven, medfører behov for at ændre bestemmel-
sen. Bestemmelsen foreslås derfor videreført med den æn-
dring, at henvisningen til appelindstævnte udgår.
Begrundelsen for dette er, at bestemmelsen foreslås ligele-
des anvendt ved landsrettens behandling af anke- og kæresa-
ger, jf. den foreslåede bestemmelse i § 455, stk. 1, i retsple-
jeloven, hvorefter de foreslåede regler i kapitel 42 i retsple-
jeloven også skal finde anvendelse under anke og kære med
de fornødne lempelser.
Til § 449 a
Det følger af § 450, stk. 1, i retsplejeloven, at retten kan op-
fordre en part til at føre bevis, og at retten, uanset om mod-
parten anmoder herom, kan pålægge en part at afgive forkla-
ring. Efter bestemmelsens stk. 2 skal de sagsøgte give møde
efter samme regler, som gælder for vidner i sager om omstø-
delse af ægteskab, der anlægges af Ankestyrelsen.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 450, stk. 1, videreføres
uændret som § 449 a i retsplejeloven, idet hverken forslaget
til Familieretshusloven eller følgelovforslaget, herunder de i
lovforslagets § 15 foreslåede ændringer af retsplejeloven,
medfører behov for at ændre bestemmelsen.
De omstødelsessager, som er omfattet af § 450, stk. 2, skal
dog fremover ikke anlægges af Ankestyrelsen, men af Fami-
lieretshuset. Der henvises til den ved lovforslagets § 2, nr.
23, foreslåede § 58 a, stk. 2, i ægteskabsloven.
Til § 449 b
Det følger af § 452, stk. 1, i retsplejeloven, at udebliver en
part uden lovligt forfald fra et retsmøde, hvortil han er ind-
kaldt for at afgive forklaring, eller vægrer han sig uden lov-
lig grund ved at svare, eller har svaret ikke tilstrækkelig be-
stemthed, finder bestemmelsen i § 344, stk. 2, i retsplejelo-
ven anvendelse. Det samme gælder, hvis en part undlader at
efterkomme rettens opfordring til at føre bevis. Det følger af
§ 344, stk. 2, at retten ved bevisbedømmelsen tillægger en
parts udeblivelse m.v. virkning til fordel for modparten.
Efter § 452, stk. 2, retsplejeloven kan retten afvise sagen,
hvis sagsøger udebliver eller vægrer sig ved at svare.
Det foreslås, at bestemmelsen videreføres uændret med min-
dre sproglige ændringer som § 449 b retsplejeloven, idet
hverken forslaget til Familieretshusloven eller følgelovfor-
slaget, herunder de i lovforslagets § 15 foreslåede ændringer
af retsplejeloven, medfører behov for at ændre bestemmel-
sen.
Til § 449 c
Efter § 453, 1. pkt., i retsplejeloven foregår retsmøderne i
sager omfattet af kapitel 42 for lukkede døre. Ved offentlig
gengivelse af domme må der efter bestemmelsens 2. pkt. ik-
ke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for no-
gen af de i dommen nævnte personer, eller på anden måde
offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse
af de nævnte forbud straffes efter bestemmelsens 3. pkt.
med bøde eller under skærpende omstændigheder med
fængsel indtil seks måneder.
Kapitel 42 a i retsplejeloven indeholder regler om domstole-
nes behandling af sager om faderskab og medmoderskab. §
456 m, stk. 1 og 2, i dette kapitel indeholder regler om rets-
møder for lukkede døre og om offentlig gengivelse af dom-
me om faderskab og medmoderskab. Bestemmelserne svarer
indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i § 453 i
retsplejeloven, idet de dog er tilpasset behandlingen af sager
om faderskab og medmoderskab.
Det foreslås for det første, at bestemmelsen i § 453, 1. pkt., i
retsplejeloven om retsmøder for lukkede døre videreføres
som § 449 c, stk. 1, 1. pkt., i retsplejeloven med den æn-
dring, at reglerne i bestemmelsen om retsmøder for lukkede
døre m.v. ikke som i dag kun finder anvendelse i de sager
om ægteskab eller efter forældreansvarsloven, som behand-
les af domstolene, men i alle sager, der behandles af retten
efter det foreslåede kapitel 42 i retsplejeloven. Der henvises
om anvendelsesområdet for kapitel 42 til den foreslåede be-
stemmelse i § 448 i retsplejeloven og bemærkningerne her-
til.
Det bemærkes, at bestemmelsen efter sin ordlyd finder an-
vendelse på ”retten”, hvorfor bestemmelsen også finder an-
vendelse i anke- eller kæresager, der behandles af landsret-
ten eller Højesteret.
Det foreslås for det andet, at bestemmelserne i § 453, 2. og
3. pkt., i retsplejeloven om offentlig gengivelse af domme
og om straf herfor videreføres som § 449 c, stk. 1, 2. og 3.
pkt., i retsplejeloven med den ændring, at bestemmelsen fin-
der anvendelse på alle typer af afgørelser, som familieretten
træffer efter kapitel 42 i retsplejeloven. Dette indebærer, at
de gældende bestemmelser om offentliggørelse af domme
og straf herfor også finder anvendelse kendelser, beslutnin-
ger m.v., der træffes i sager, der behandles efter kapitel 42.
Det foreslås for det tredje, at den foreslåede bestemmelse i §
449 c i retsplejeloven tilføjes et stk. 2, hvorefter § 456 m,
stk. 1 og 2, i retsplejeloven om retsmøder for lukkede døre
og gengivelse af domme finder anvendelse for sager om fa-
derskab og medmoderskab.
Begrundelsen for det første og andet forslag er, at hverken
forslaget til Familieretshusloven eller følgelovforslaget, her-
under de i lovforslagets § 15 foreslåede ændringer af rets-
149
plejeloven, medfører behov for at ændre bestemmelsen i §
453, bortset fra flytning af dens placering i kapitel 42. End-
videre bør begrænsningerne i offentliggørelsen af domme
gælde tilsvarende for andre afgørelser, der kan indeholde
samme personoplysninger som domme.
Begrundelsen for det tredje forslag er, at med den foreslåede
bestemmelse i § 448 finder kapitel 42 også anvendelse for
sager om faderskab og medmoderskab, hvilket vil omfatte
den foreslåede bestemmelse i § 449 c om retsmøder for luk-
kede døre m.v. § 456 m, stk. 1 og 2, i retsplejeloven inde-
holder imidlertid bestemmelser om retsmøder for lukkede
døre og gengivelse af domme, der er tilpasset behandlingen
af sager om faderskab og medmoderskab, hvorfor det er
mest hensigtsmæssigt at opretholde disse bestemmelser.
Til § 449 d
Det følger af § 451 i retsplejeloven, at statskassen afholder
udgifter ved bevisførelse, børnesagkyndig deltagelse i sags-
forberedelsen, samtaler med børn samt ved udpegning af en
person til at bistå barnet, jf. §§ 450 a-450 d i retsplejeloven.
Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt el-
ler delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale
sagsomkostninger.
Kapitel 42 a i retsplejeloven indeholder regler om domstole-
nes behandling af sager om faderskab og medmoderskab. §
456 l i kapitel 42 a i retsplejeloven indeholder regler om, at
statskassen afholder udgifter ved bevisførelse ved behand-
lingen af sager om faderskab og medmoderskab.
Det foreslås for det første, at bestemmelsen § 451 i retsple-
jeloven videreføres som § 449 d, stk. 1, i retsplejeloven med
den ændring, at reglerne i bestemmelsen om udgifter til be-
visførelse m.v. ikke som efter gældende ret kun finder an-
vendelse i sager om ægteskab eller efter forældreansvarslo-
ven, men i alle sager, der behandles efter kapitel 42 i rets-
plejeloven. Der henvises om anvendelsesområdet for kapitel
42 til den foreslåede bestemmelse i § 448 i retsplejeloven og
bemærkningerne hertil.
Det foreslås for det andet, at den foreslåede bestemmelse i §
449 d i retsplejeloven tilføjes et stk. 2, hvorefter § 456 l i
retsplejeloven om udgifter til bevisførelse m.v. finder an-
vendelse for sager om faderskab og medmoderskab.
Begrundelsen for det første forslag er, at hverken forslaget
til Familieretshusloven eller følgelovforslaget, herunder de i
lovforslagets § 15 foreslåede ændringer af retsplejeloven,
medfører behov for at ændre bestemmelsen i § 451, bortset
fra flytning af dens placering i kapitel 42 og ændringen af
henvisningen til §§ 450 a-450 d i retsplejeloven, der efter
forslaget videreføres som §§ 450-450 c i retsplejeloven.
Begrundelsen for det andet forslag er, at med den foreslåede
bestemmelse i § 448 finder kapitel 42 i retsplejeloven også
anvendelse for sager om faderskab og medmoderskab, hvil-
ket vil omfatte den foreslåede bestemmelse i § 449 d om ud-
gifter ved bevisførelse m.v. § 456 l i retsplejeloven indehol-
der imidlertid bestemmelser om udgifter ved bevisførelse,
der er tilpasset behandlingen af sager om faderskab og med-
moderskab, hvorfor det er mest hensigtsmæssigt at oprethol-
de denne bestemmelse.
Til § 449 e
Det foreslås med § 449 e i retsplejeloven, at når en sag er
afsluttet, sender familieretten afgørelsen til Familieretshuset
sammen med sagens akter.
Bestemmelsen finder anvendelse uanset årsagen til, at sagen
er afsluttet, herunder at sagen er afgjort, tilbagekaldt, ophæ-
vet eller forligt.
Ved sagens akter forstås også de akter, som familieretten har
modtaget under behandlingen af sagen, og udskrifter af rets-
bøgerne i sagen. Familieretten kan vælge ikke at medsende
de akter, som familieretten har modtaget fra Familieretshu-
set i sagen, og som Familieretshuset dermed allerede er be-
kendt med.
Begrundelsen for forslaget er for det første, at alle afgørel-
ser, som familieretten behandler efter bestemmelserne i ka-
pitel 42 i retsplejeloven, er indledt ved Familieretshuset, og
at Familieretshuset derfor skal orienteres om udfaldet af sag-
en.
For det andet er begrundelsen for forslaget, at i en række af
de sagstyper, som Familieretshuset behandler, vil der ofte
blive rejst flere på hinanden følgende sager mellem de
samme parter. Dette gælder eksempelvis samværssager,
hvor forældrene løbende anmoder om ændring af samværet
under henvisning til forandrede forhold. Det samme gælder
sager om barnets bopæl og forældremyndighed samt om
børne- og ægtefællebidrag. Endvidere findes der i gældende
ret ikke bestemmelser om, at retten ved afslutningen af en
indbragt sag skal sende sagens akter til den myndighed, der
indbragte sagen for retten.
For at sikre en materiel rigtig afgørelse af en ny anmodning
om f.eks. ændring af et samvær og for at lette behandlingen
af anmodningen er det nødvendigt for Familieretshuset at
have kendskab til de afgørelser, som familieretten træffer.
Det er ligeledes nødvendigt for Familieretshuset at have
kendskab til de akter, som er indgået i familierettens be-
handling af en sag. Det skyldes, at når Familieretshuset be-
handler en sag, indgår akter fra behandlingen af tidligere
sager i Familieretshusets behandling af den nye anmodning,
f.eks. børnesagkyndige undersøgelser, notater fra samtaler
med barnet m.v. Familieretshuset har derfor brug for de ak-
ter, som er indgået i en sag, som familieretten har behandlet.
Med forslaget sikres det, at der er sammenhæng mellem fa-
milierettens og Familieretshusets behandling af familieretli-
ge sager.
Til § 450
150
Efter § 450 a i retsplejeloven kan retten i sager om forældre-
myndighed eller barnets bopæl udpege en børnesagkyndig
til at deltage i forberedende møder. Endvidere kan retten
med henblik på at opnå forlig anmode den børnesagkyndige
om at afholde en samtale med parterne eller barnet samt om
at indhente oplysninger, medmindre en part modsætter sig
dette.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 450 a i retsplejeloven vi-
dereføres uændret som § 450 i retsplejeloven, idet hverken
forslaget til Familieretshusloven eller følgelovforslaget, her-
under de i lovforslagets § 15 foreslåede ændringer af rets-
plejeloven, medfører behov for at ændre disse dele af be-
stemmelsen. Det foreslås dog, at bestemmelsen også finder
anvendelse i samværssager efter forældreansvarsloven.
Til § 450 a
Efter § 450 b i retsplejeloven kan retten i sager om forældre-
myndighed eller barnets bopæl træffe bestemmelse om be-
visførelse, herunder om at tilvejebringe børnesagkyndige er-
klæringer og sagkyndige erklæringer om forældre. Om nød-
vendigt kan retten pålægge en part at give møde og afgive
forklaring efter samme regler, som gælder for vidner.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 450 b i retsplejeloven vi-
dereføres uændret som § 450 a i retsplejeloven, idet hverken
forslaget til Familieretshusloven eller følgelovforslaget, her-
under de i lovforslagets § 15 foreslåede ændringer af rets-
plejeloven, medfører behov for at ændre bestemmelsen. Det
foreslås dog, at bestemmelsen også finder anvendelse i sam-
værssager efter forældreansvarsloven.
Med bestemmelsen får familieretten således mulighed for at
foretage eventuel manglende oplysning af sagen i forhold til
sagsoplysningen i Familieretshuset inden indbringelsen,
f.eks. fordi forholdene har forandret sig efter indbringelsen.
Til § 450 b
Det fremgår af §§ 4 og 5 i forældreansvarsloven, at afgørel-
ser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for bar-
net, og at der i alle forhold vedrørende barnet skal tages hen-
syn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.
Efter § 34 i forældreansvarsloven skal et barn inddrages
under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller
samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan
komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet,
børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der be-
lyser barnets perspektiv. Forpligtelsen til at inddrage barnet
direkte i sagen gælder ikke, hvis det må antages at være til
skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt ef-
ter sagens omstændigheder.
Efter § 450 c, stk. 1, i retsplejeloven afholdes samtaler med
børn i sager efter forældreansvarsloven, dvs. sager om for-
ældremyndighed eller barnets bopæl, uden at parterne er til
stede, medmindre retten bestemmer andet. Parterne skal for-
ud for afholdelsen af samtalen orienteres om samtalens ka-
rakter og betydning, medmindre det vurderes at være unød-
vendigt.
Efter bestemmelsens stk. 2 anmoder retten en børnesagkyn-
dig om at afholde samtalen. Inden sagen afgøres, skal par-
terne efter bestemmelsens stk. 3 gøres bekendt med hoved-
indholdet af samtalen, medmindre afgørende hensyn til bar-
net taler imod det.
Det foreslås, at bestemmelserne i § 450 c, stk. 1 og 3, i rets-
plejeloven videreføres uændrede som § 450 b, stk. 1 og 3, i
retsplejeloven, idet hverken forslaget til Familieretshusloven
eller følgelovforslaget, herunder de i lovforslagets § 15 fore-
slåede ændringer af retsplejeloven, medfører behov for at
ændre disse bestemmelser.
Det foreslås dog, at bestemmelserne også finder anvendelse
i samværssager efter forældreansvarsloven, da det med den i
§ 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2, i forældreansvarsloven
foreslås, at familieretten også kan træffe afgørelse i samvær-
ssager. Med forslaget får den foreslåede bestemmelse i
§ 450 c samme anvendelsesområde som § 34 i forældrean-
svarsloven.
Bestemmelsen i § 450 c, stk. 2, i retsplejeloven foreslås vi-
dereført som § 450 b, stk. 2, i retsplejeloven med den æn-
dring, at efter bestemmelsens 1. pkt. anmoder familieretten
en børnesagkyndig fra Børneenheden i Familieretshuset om
at afholde samtalen. Familieretten kan dog efter bestemmel-
sens 2. pkt. anmode en anden børnesagkyndig om at afholde
samtalen, hvis det konkret vurderes at være nødvendigt.
Begrundelsen for forslaget om, at den børnesagkyndige som
udgangspunkt skal komme fra Børneenheden, er, at i det nye
familieretlige system bør barnet møde så få voksne som mu-
ligt under behandlingen af en sag. Efter den foreslåede be-
stemmelse i § 17, stk. 2, i forslaget til Familieretshusloven
udpeger Børneenheden under behandlingen af en sag efter
forældreansvarsloven, der behandles som en § 6-sag eller
som en § 7-sag, således som udgangspunkt en kontaktperson
for barnet.
Formålet med Børneenheden er overordnet bl.a. at sikre, at
børn kommer så skånsomt igennem behandlingen af en sag
efter forældreansvarsloven som muligt, og at barnets per-
spektiv og synspunkter belyses bedst muligt. Dette gælder
særligt i sager, som er komplekse på grund af et vedvarende
højt konfliktniveau hos forældrene og sociale problemer
m.v. Kontaktpersonordningen spiller i den forbindelse en
nøglerolle, idet en fast kontaktperson reducerer antallet af
voksne, som barnet skal møde under behandlingen af sagen,
og fordi kontaktpersonen kan fungere som en fast støtte,
som barnet kan henvende sig til under sagsbehandlingen.
Det vil således normalt være kontaktpersonen, som afholder
samtaler med barnet og yder børnesagkyndig rådgivning til
barnet, og som forbereder barnet på deltagelse i en børne-
sagkyndig undersøgelse. Kontaktpersonen har i den forbin-
delse mulighed for at vurdere, om barnet har behov for an-
dre af Børneenhedens tilbud efter § 15, stk. 2, i forslaget til
151
Familieretshusloven, f.eks. børnesagkyndig rådgivning eller
deltagelse i en børnegruppe. Dette gælder også, når en sag
behandles af familieretten.
Hvis barnet ikke har en kontaktperson, fordi det ikke er rele-
vant for barnet, vil det ifølge forslaget som udgangspunkt al-
ligevel være en børnesagkyndig fra Børneenheden, der skal
gennemføre samtalen, f.eks. en børnesagkyndig som barnet
har mødt i forbindelse med rådgivning i Børneenheden. For-
slaget skal således understøtte hensigten om, at barnet skal
møde så få voksne gennem processen som muligt.
Med den foreslåede bestemmelse i § 450 b, stk. 2, 2. pkt. i
retsplejeloven får familieretten mulighed for at tage hånd
om det dilemma, der kan opstå mellem på den ene side øn-
sket om, at barnet så vidt muligt har kontakt med den
samme børnesagkyndige under behandlingen af en sag, uan-
set hvilken myndighed der behandler sagen, og på den an-
den side vigtigheden af, at der ikke sker en sammenblanding
af den børnesagkyndiges roller.
Familieretten får således mulighed for efter en konkret vur-
dering at lade en anden børnesagkyndig end barnets kontakt-
person afholde samtalen med barnet og dermed i den kon-
krete situation lægge mindre vægt på hensynet til, at barnet
så vidt muligt har kontakt med den samme børnesagkyndige
under behandlingen af en sag.
Den foreslåede mulighed for, at familieretten kan anmode
en anden børnesagkyndig om at afholde samtalen, kan også
være relevant, hvor samtalen berammes til afholdelse med
kort varsel, eller hvor den børnesagkyndige fra Børneenhe-
den med kort varsel er forhindret i at afholde samtalen på
grund af sygdom, og Børneenheden ikke har mulighed for at
stille med en børnesagkyndig på det tidspunkt, hvor samta-
len skal afholdes. Endvidere kan muligheden anvendes, hvor
familieretten efter en konkret vurdering finder, at den kon-
krete børnesagkyndige fra Børneenheden er inhabil, eller
hvor familieretten i øvrigt vurderer, at der i den konkrete sag
er retssikkerhedsmæssige hensyn, som ikke kan varetages,
hvis samtalen afholdes af en børnesagkyndig fra Børneenhe-
den.
Den børnesagkyndige behøver heller ikke at komme fra
Børneenheden, hvis samtalen af hensyn til barnet bør afhol-
des af en bestemt børnesagkyndig, som barnet tidligere har
haft kontakt med. Formålet med dette er ligeledes at under-
støtte intentionen om, at barnet skal i kontakt med så få
voksne som muligt under behandlingen af en familieretlig
sag. Bestemmelsen kan f.eks. efter en konkret vurdering af
det enkelte barns behov finde anvendelse, hvis en børnesag-
kyndig i kommunalt regi har afholdt samtaler med et særligt
sårbart barn. I sådanne tilfælde tilsiger hensynet til barnet, at
den samme børnesagkyndige afholder samtalen med barnet
til brug for familierettens behandling af forældreansvarssa-
gen. Familieretten vil dog også i sådanne situationer kunne
vælge en anden børnesagkyndig til at afholde samtalen, hvis
det vurderes at være nødvendigt.
Det er vigtigt, at den børnesagkyndige sikrer sig, at barnet
har den fornødne forståelse af forskellige elementer, som en
samtale eller et møde med et barn kan indeholde. Det skal
således gøres klart for barnet, hvornår der er tale om en bør-
nesamtale, og hvornår der er tale om støtte til barnet i form
af børnesagkyndig rådgivning m.v. Der skal af hensyn til
barnet være vandtætte skotter mellem de to funktioner, uan-
set hvilken børnesagkyndig barnet møder. Dette er ikke
mindst vigtigt, når børnesamtalen m.v. gennemføres af bar-
nets kontaktperson, som i øvrigt yder støtte til barnet.
I relation til børnesagkyndige fra Børneenheden henvises
der til den foreslåede bestemmelse i § 19 i forslaget til Fa-
milieretshusloven, hvorefter Børneenheden i Familieretshu-
set ikke uden barnets samtykke må videregive oplysninger,
som barnet har givet en børnesagkyndig fra Børneenheden
under børnesagkyndig rådgivning m.v. Det fremgår videre
af bestemmelsen, at en børnesagkyndig fra Børneenheden til
brug for behandlingen af en sag kan videregive oplysninger,
som barnet har afgivet under en børnesamtale, medmindre
barnet modsætter sig, at oplysningerne videregives. Bestem-
melsen finder også anvendelse, når en børnesagkyndig fra
Børneenheden afholder en samtale med barnet under fami-
lierettens behandling af en sag efter forældreansvarsloven.
Skal samtalen ikke afholdes af barnets kontaktperson, kan
kontaktpersonen deltage i samtalen for at støtte barnet under
samtalen og i processen. I så fald finder § 19 i forslaget til
Familieretshusloven også anvendelse.
Om børnesagkyndiges afholdelse af samtaler i sager, der be-
handles af landsretten, henvises til den foreslåede bestem-
melse i § 455, stk. 2, i retsplejeloven.
Har en børnesagkyndig fra Familieretshuset afholdt samta-
len med barnet eller deltaget i behandlingen af sagen i fami-
lieretten som kontaktperson for barnet, kan familieretten
overlade det til den børnesagkyndige at formidle familieret-
tens afgørelse i sagen til barnet.
Til § 450 c
Efter § 450 d i retsplejeloven kan retten i særlige tilfælde
udpege en person til at bistå barnet under behandlingen af en
sag om forældremyndighed eller barnets bopæl. Den, der
udpeges, har adgang til sagens akter og mulighed for at være
til stede under retsmøder og under samtaler efter de gælden-
de bestemmelser i §§ 450 a og 450 c i retsplejeloven. Disse
bestemmelser er beskrevet i bemærkningerne til de foreslåe-
de bestemmelser i henholdsvis §§ 450 og 450 b i retsplejelo-
ven.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 450 d i retsplejeloven vi-
dereføres uændret som § 450 c i retsplejeloven, idet hverken
forslaget til Familieretshusloven eller følgelovforslaget, her-
under de i lovforslagets § 15 foreslåede ændringer af rets-
plejeloven, medfører behov for at ændre bestemmelsen,
bortset fra at henvisningen i bestemmelsen til §§ 450 a og
450 c i retsplejeloven ændres til en henvisning til de foreslå-
ede bestemmelser i §§ 450 og 450 b i retsplejeloven. Det
152
foreslås endvidere, at bestemmelsen også finder anvendelse
i samværssager efter forældreansvarsloven, og at der kan
udpeges en person til at bistå barnet, selvom der ikke er tale
om særlige tilfælde.
Der stilles ikke krav om samtykke fra barnets forældremyn-
dighedsindehaver eller bopælsforælder til, at barnet får ud-
peget en person efter den foreslåede bestemmelse.
Det bemærkes, at efter § 17, stk. 2, i forslaget til Familier-
etshusloven udpeger Børneenheden i Familieretshuset under
behandlingen af en sag efter forældreansvarsloven, der be-
handles som en § 6-sag eller som en § 7-sag, en kontaktper-
son for barnet, medmindre det ikke er relevant for barnet at
have en kontaktperson. Familieretshuset udpeger en kon-
taktperson for barnet uden forældremyndighedsindehaverens
samtykke, hvis Familieretshuset vurderer, at en kontaktper-
son er nødvendig for barnet.
Formålet med Børneenheden er overordnet bl.a. at sikre, at
børn kommer så skånsomt igennem behandlingen af en sag
efter forældreansvarsloven som muligt, og at barnets per-
spektiv og synspunkter belyses bedst muligt. Dette gælder
særligt i sager, som er komplekse på grund af et vedvarende
højt konfliktniveau hos forældrene og sociale problemer
m.v. Kontaktpersonordningen spiller i den forbindelse en
nøglerolle, idet en fast kontaktperson reducerer antallet af
voksne, som barnet skal møde under behandlingen af sagen,
og fordi kontaktpersonen kan fungere som en fast støtte,
som barnet kan henvende sig til under sagsbehandlingen.
Det vil endvidere normalt være kontaktpersonen, som afhol-
der samtaler med barnet.
Efter § 15, stk. 2, nr. 2, jf. § 18, i forslaget til Familierets-
husloven yder Familieretshuset støtte til, at et barn får en bi-
sidder, hvis barnet har behov for det. Denne bisidder vil og-
så kunne fungere under en eventuel efterfølgende behand-
ling af sagen i familieretten. Såfremt barnet har haft en bi-
sidder under behandlingen af sagen i Familieretshuset, vil
det være naturligt og hensigtsmæssigt, at den samme person
er bisidder og støtter barnet under familierettens behandling
af sagen, hvis barnet ønsker det og fortsat har brug for det.
Har en børnesagkyndig fra Familieretshuset deltaget i be-
handlingen af sagen i familieretten som bisidder, kan fami-
lieretten overlade det til den børnesagkyndige at formidle fa-
milierettens afgørelse i sagen til barnet.
Til § 450 d
Efter § 448 e i retsplejeloven kan omstændigheder, som er
eller kunne være gjort gældende i en tidligere sag om ægte-
skab, dvs. sag om separation, skilsmisse og omstødelse af
ægteskab, samt i en tidligere sag om forældremyndighed el-
ler barnets bopæl, der er pådømt i realiteten, ikke benyttes
som søgsmålsgrundlag i en ny sag.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 448 e i retsplejeloven vi-
dereføres uændret som § 450 d i retsplejeloven, idet hverken
forslaget til Familieretshusloven eller følgelovforslaget, her-
under de i lovforslagets § 15 foreslåede ændringer af rets-
plejeloven, medfører behov for at ændre bestemmelsen.
Til § 451
Det foreslås, at der som led i det nye familieretlige system
etableres en særlige procedure for familierettens behandling
af visse familieretlige sager. Proceduren benævnes den for-
enklede familiesagsproces og reguleres i den foreslåede be-
stemmelse i § 452 i retsplejeloven.
I den foreslåede bestemmelse i § 451 i retsplejeloven regule-
res, hvilke sager, der kan behandles i den forenklede fami-
liesagsproces, og kriterierne for familierettens bestemmelse
om, at en sag skal behandles i den forenklede familiesags-
proces.
Med bestemmelsens stk. 1 fastlægges det indledningsvist
hvilke sager, der kan behandles i den forenklede familie-
sagsproces. Det drejer sig dels om sager, der indbringes for
familieretten til afgørelse efter § 27 i forslaget til Familier-
etshusloven, og dels om sager, hvor en afgørelse truffet af
Familieretshuset efter § 26 i forslaget til Familieretshuslo-
ven efter anmodning fra en part indbringes for familieretten
til prøvelse efter § 39 i forslaget til Familieretshusloven.
I det nye familieretlige system vil alle familieretlige sager
blive indledt i Familieretshuset. Familieretshuset visiterer
mindre enkle sager, hvor der ikke er enighed mellem parter-
ne, til behandling som såkaldte § 6-sager.
I § 6-sager træffer Familieretshuset enten en afgørelse med
mulighed for, at en part kan anmode om at få afgørelsen ind-
bragt for familieretten, eller Familieretshuset indbringer sag-
en for familieretten til afgørelse, jf. §§ 26 og 27 i forslaget
til Familieretshusloven.
Efter § 27 i forslaget til Familieretshusloven indbringer Fa-
milieretshuset visse § 6-sager for familieretten til afgørelse,
når sagen er oplyst, og parterne ikke har fundet en løsning
på deres uenighed. Som led i sagsoplysningen indhenter Fa-
milieretshuset derfor oplysninger og bemærkninger fra par-
terne og oplysninger fra andre offentlige myndigheder m.v.
Familieretshuset sørger for, at parterne er bekendte med
grundlaget for afgørelsen, og at de har haft mulighed for at
fremkomme med bemærkninger til sagen, herunder om be-
hov for yderligere sagsoplysning m.v. Formålet hermed er at
understøtte, at der træffes materielt lovlige og rigtige afgø-
relser. Familieretshuset skal således inden indbringelsen af
en sag for familieretten sikre, at sagen er oplyst i tilstrække-
ligt omfang til, at den efter Familieretshusets opfattelse kan
afgøres.
Den foreslåede bestemmelse i § 27 i forslaget til Familier-
etshusloven omfatter efter bestemmelsens stk. 1 først og
fremmest sager, hvor der skal træffes afgørelse om forældre-
myndighed efter §§ 11, 14, 15 og 15 a i forældreansvarslo-
ven, om barnets bopæl efter § 17 i forældreansvarsloven el-
ler om samvær efter § 21, jf. § 19, i forældreansvarsloven,
når afgørelsen om samvær vil være indgribende for barnet.
153
Ud over sager efter forældreansvarsloven omfatter § 27 i
forslaget til Familieretshusloven efter bestemmelsens stk. 2
også andre familieretlige sager, der indeholder komplicerede
faktiske eller juridiske problemstillinger, sager om omstø-
delse af ægteskab, der efter § 23 i lov om ægteskabs indgå-
else og opløsning anlægges af Familieretshuset, og sager,
der behandles sammen med en sag, der indbringes for fami-
lieretten efter § 27 i forslaget til Familieretshusloven.
Det bemærkes, at § 27 ikke omfatter komplekse sager efter
forældreansvarssager og dertil knyttede sager omfattet af § 7
i forslaget til Familieretshusloven. Disse sager indbringes
for familieretten til afgørelse efter § 32 i forslaget til Fami-
lieretshusloven og kan ikke behandles i den forenklede fa-
miliesagsproces.
§§ 27 og 32 i forslaget til Familieretshusloven indebærer, at
Familieretshuset efter § 26 i forslaget til Familieretshuslo-
ven hovedsageligt træffer afgørelse i sager om separation og
skilsmisse, børne- og ægtefællebidrag, faderskab og navne
samt i samværssager, hvor afgørelsen ikke vil være indgri-
bende for barnet. Disse afgørelser kan efter § 39 i forslaget
til Familieretshuset efter anmodning fra en part indbringes
for familieretten til prøvelse.
Det er alene § 6-sager, som Familieretshuset har afgjort efter
§ 26 i forslaget til Familieretshusloven, eller som familieret-
ten skal afgøre efter § 27 i forslaget til Familieretshusloven,
som efter familierettens bestemmelse kan behandles i den
forenklede familiesagsproces.
Det følger dernæst af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, at
familieretten ved indbringelsen af en sag, der er omfattet af
bestemmelsen, skal tage stilling til, om sagen skal behandles
i den forenklede familiesagsproces.
Det bemærkes i den forbindelse indledningsvist, at det føl-
ger af den foreslåede bestemmelse i § 452, at en sag, der be-
handles i den forenklede familiesagsproces, med en række
undtagelser behandles efter de foreslåede regler i kapitel 42
i retsplejeloven. Undtagelserne drejer sig navnligt om, at
sagerne som udgangspunkt behandles på det grundlag, der
modtages fra Familieretshuset, at sagerne kan afgøres på
skriftligt grundlag, at der ikke afholdes forberedende rets-
møder, at der som udgangspunkt ikke tilbydes retsmægling,
at en part kun kan få fri proces, hvis parten undtagelsesvist
har behov for advokatbistand, og at familieretten som ud-
gangspunkt udarbejder en fortegnelse over parternes påstan-
de, anbringender og beviser.
Det er familieretten, der efter en konkret vurdering bestem-
mer, om en sag skal behandles i den forenklede familiesags-
proces. Om en sag skal behandles i den forenklede familie-
sagsproces, beror først og fremmest på en vurdering af sa-
gens kompleksitet, navnligt behovet for et forberedende
retsmøde. Det skal således vurderes, om et forberedende
retsmøde kan give familieretten et bedre grundlag for den
videre behandling af sagen eller for afgørelsen af sagen.
Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der er behov for at få af-
klaret parternes bevisførelse, påstande og anbringender, eller
hvis der skal tages stilling til yderligere sagsoplysning.
Når Familieretshuset indbringer en sag for familieretten til
afgørelse, er sagen som nævnt ovenfor oplyst, parterne er
bekendte med grundlaget for afgørelsen, og de har haft mu-
lighed for at fremkomme med bemærkninger til sagen.
De afgørelser, der indbringes for familieretten til prøvelse,
vil som udgangspunkt kunne behandles i den forenklede fa-
miliesagsproces, da familieretten alene skal forholde sig til
de indsigelser, som den part, der har anmodet om at få sagen
prøvet, har fremsat mod den pågældende afgørelse.
De omhandlede sager kan således som udgangspunkt be-
handles i den forenklede familiesagsproces, da der ikke er
behov for at foretage de sagsskridt, der er udeladt i familie-
sagsprocessen, f.eks. yderligere sagsoplysning og afholdelse
af forberedende retsmøde. Der er ligeledes ikke behov for
retsmægling og advokatbeskikkelse. I relation til sager efter
forældreansvarsloven har familieretten også i den forenklede
familiesagsproces mulighed for at afholde en samtale med
barnet.
I vurderingen indgår også, om det regelsæt, som sagen er
omfattet af, indeholder objektive betingelser, om der er en
fast praksis på området, eller om der er tale om en skøns-
mæssig afgørelse. Der kan også lægges vægt på, hvor ind-
gribende afgørelsen er for parterne, og om sagen indeholder
stillingtagen til principielle spørgsmål.
De sager, der indbringes for familieretten til prøvelse eller
til afgørelse efter § 27 i forslaget til Familieretshusloven, vil
derfor som udgangspunkt kunne behandles i den forenklede
familiesagsproces. Når en sag behandles i den forenklede fa-
miliesagsproces, skal familieretten tage stilling til, om sagen
skal behandles mundtligt eller på skriftligt grundlag.
Det bemærkes, at det følger af de i lovforslagets § 1, nr. 28,
og § 2, nr. 23, foreslåede bestemmelser i § 30 a, stk. 2, i for-
ældreansvarsloven og § 58 a, stk. 2, i ægteskabsloven, at af-
gørelse i sager efter henholdsvis forældreansvarsloven og
ægteskabsloven, som er omfattede af de to foreslåede be-
stemmelser, træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10
i forslaget til Familieretshusloven. Der er dermed ikke en
adgang til at anlægge retssag efter forældreansvarsloven og
ægteskabsloven ud over, hvad der følger af de foreslåede be-
stemmelser i forslaget til Familieretshusloven og af adgan-
gen til domstolsprøvelse efter § 63 i grundloven.
Det foreslås med § 451, stk. 2, i retsplejeloven, at familieret-
ten af egen drift eller efter anmodning fra en part kan be-
stemme, at en sag ikke fortsat skal behandles i den forenkle-
de familiesagsproces.
Det foreslås i § 451, stk. 3, at familierettens afgørelse efter
de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2 om, hvordan sagen
skal behandles, ikke kan indbringes for højere ret. Det er
alene familierettens beslutning om, hvorvidt sagen skal be-
154
handles i den forenklede familiesagsproces, der efter den
foreslåede bestemmelse ikke kan indbringes for højere ret.
Begrundelsen for forslaget om, at visse sager, der indbringes
for familieretten, skal kunne behandles i den forenklede fa-
miliesagsproces, er, at der ikke er tale om komplicerede sag-
er, og at Familieretshuset har forberedt sagen eller truffet af-
gørelse i sagen inden indbringelsen for familieretten. Der er
derfor en række sagsskridt i den almindelige domstolsbe-
handling af civile retssager, der som udgangspunkt ikke er
nødvendige.
Begrundelsen for forslaget om, at familierettens bestemmel-
se om behandlingen af en sag ikke kan indbringes for højere
ret, er at undgå unødige forsinkelser af sagen.
Til § 452
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 451 i retspleje-
loven at, når Familieretshuset indbringer en sag for familier-
etten til afgørelse efter § 27 i forslaget til Familieretshuslo-
ven eller indbringer en afgørelse til prøvelse efter § 39 i for-
slaget til Familieretshusloven, kan familieretten bestemme,
at sagen skal behandles i den forenklede familiesagsproces.
Reglerne om behandlingen af sager i den forenklede familie-
sagsproces fastlægges ved den foreslåede bestemmelse i §
452 i retsplejeloven.
Det bemærkes indledningsvist, at en sag, der behandles i
den forenklede familiesagsproces, behandles efter reglerne i
det det foreslåede kapitel 42 i retsplejeloven med de ændrin-
ger, der følger af de foreslåede bestemmelser i § 452 i rets-
plejeloven, der beskrives i det følgende.
Den første undtagelse følger af den foreslåede bestemmelse
i stk. 1, hvorefter sagen behandles på det grundlag, som fa-
milieretten har modtaget fra Familieretshuset. Familieretten
kan dog træffe bestemmelse om yderligere oplysning af sag-
en.
En sag, som Familieretshuset indbringer for familieretten til
afgørelse, er oplyst, parterne er bekendte med grundlaget for
afgørelsen, og de har haft mulighed for at fremkomme med
bemærkninger til sagen, herunder om behov for yderligere
oplysning af sagen. Det samme gælder for afgørelser truffet
af Familieretshuset, som indbringes for familieretten til prø-
velse. Der er derfor normalt ikke behov for at foretage yder-
ligere sagsoplysning.
Den anden undtagelse følger af den foreslåede bestemmelse
i stk. 2, hvorefter sagen afgøres på skriftligt grundlag, hvis
familieretten finder det ubetænkeligt at undlade mundtlig
behandling.
Den foreslåede bestemmelse opretholder udgangspunktet
om, at retssager behandles mundtligt, men sager i den for-
enklede familiesagsproces skal kunne behandles skriftligt,
såfremt familieretten vurderer, at det er ubetænkeligt at und-
lade mundtlig forhandling.
Om en sag skal behandles skriftligt eller mundtligt afhænger
af en konkret vurdering af sagens karakter og kompleksitet.
Der kan endvidere lægges vægt på, om det pågældende re-
gelsæt indeholder objektive betingelser, om der er en fast
praksis på området, eller om der er tale om en skønsmæssig
afgørelse. Der kan også lægges vægt på, hvor indgribende
afgørelsen er for parterne, og om sagen er af principiel ka-
rakter. Endelig kan der lægges vægt på, om mundtlig be-
handling af sagen kan give familieretten et bedre grundlag
til at afgøre sagen end ved behandling på skriftligt grundlag.
Afgørelser om børne- og ægtefællebidrag, navne og aner-
kendelse af udenlandske afgørelser om børne- og ægtefælle-
bidrag vil som udgangspunkt være velegnede til behandling
på skriftligt grundlag. Det samme gælder faderskabssager,
hvor der er foretaget en retsgenetisk undersøgelse, der enty-
digt udpeger en mand som far til barnet, samt separations-
og skilsmissesager, hvor der ikke er enighed om vilkårene.
Den tredje undtagelse følger af den foreslåede bestemmelse
i stk. 3, hvorefter familieretten kan pålægge en part at svare
på en henvendelse fra familieretten inden for en nærmere
angiven frist. Svarer parten ikke rettidigt på henvendelsen,
finder § 344, stk. 2, i retsplejeloven anvendelse. Det fremgår
af denne bestemmelse, at er en parts erklæringer vedrørende
sagens faktiske omstændigheder uklare eller ufuldstændige,
eller undlader parten at udtale sig om modpartens erklærin-
ger om disse spørgsmål eller at efterkomme modpartens op-
fordringer, kan retten ved bevisbedømmelsen tillægge dette
virkning til fordel for modparten.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at i de sager, hvor
der er behov for yderligere sagsoplysning, kan sagen oplys-
es tilstrækkeligt med henblik på at træffe en korrekt afgørel-
se.
Den fjerde undtagelse følger af den foreslåede bestemmelse
i stk. 4, hvorefter familieretten kan bestemme, at der i for-
bindelse med hovedforhandlingen afholdes en samtale med
barnet efter den foreslåede bestemmelse i § 450 b i retspleje-
loven.
Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det følger af § 34 i for-
ældreansvarsloven, at et barn skal inddrages under en sag
om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets
perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk.
Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige
undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets per-
spektiv. Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen
gælder ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet,
eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens om-
stændigheder.
Hvis der er afholdt en samtale med barnet eller foretaget en
børnesagkyndig undersøgelse under Familieretshusets be-
handling af sagen, tager familieretten stilling til, om der er
behov for at afholde en samtale med barnet til brug for fami-
lierettens afgørelse af sagen. Skal der afholdes en samtale
med barnet, følger det af den foreslåede bestemmelse i stk.
155
5, at den foreslåede bestemmelse i § 450 b i retsplejeloven
om samtaler med børn finder anvendelse.
Den femte og sjette undtagelse følger af de foreslåede be-
stemmelser i stk. 5 og 6, der fastslår, at reglerne i §§
353-355 og 357 ikke finder anvendelse på sager, der be-
handles i den forenklede familiesagsproces. Disse bestem-
melser vedrører afholdelse af forberedende retsmøde inden
hovedforhandlingen. Endvidere kan retsmægling efter kapi-
tel 27 i retsplejeloven alene finde sted, hvis der foreligger
særlige omstændigheder.
Den syvende undtagelse følger af den foreslåede bestem-
melse i stk. 7, hvorefter familieretten kan give en part, der
opfylder de økonomiske betingelser efter § 325 i retsplejelo-
ven, fri proces, hvis parten undtagelsesvist har behov for ad-
vokatbistand.
I sager, der behandles i den forenklede familiesagsproces, er
processen lagt i hænderne på familieretten, hvorfor parterne
som udgangspunkt ikke har behov for fri proces. Der henvi-
ses til, at reglerne om fri proces i §§ 327 og 328 i retspleje-
loven, der ved lovforslagets § 15, nr. 8, 9 og 11, foreslås
ændret således, at bestemmelserne ikke finder anvendelse i
sager, der behandles i den forenklede familiesagsproces.
Med den foreslåede bestemmelse i § 452, stk. 7, i retspleje-
loven får familieretten mulighed for at give en part fri pro-
ces, hvis parten undtagelsesvist har behov for advokatbi-
stand, selvom sagen behandles i den forenklede familiesags-
proces. Fri proces forudsætter dog, at parten opfylder de
økonomiske betingelser for fri proces i § 325 i retsplejelo-
ven.
Det bemærkes, at der er tale om en snæver undtagelse til ho-
vedprincippet om, at advokatbistand ikke er nødvendig i den
forenklede familiesagsproces, og at den omstændighed, at
familieretten mener, at der skal foretages yderligere oplys-
ning af sagen, ikke i sig selv kan begrunde, at der skal gives
fri proces.
Efter § 325, stk. 1, i retsplejeloven kan der efter ansøgning
meddeles en part fri proces, hvis parten opfylder de økono-
miske betingelser efter § 325, stk. 2-5, i retsplejeloven og
ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der
dækker omkostninger ved sagen. Efter bestemmelserne i §
325, stk. 2-5, opfylder parter, hvis indtægtsgrundlag ikke
overstiger visse indtægtsgrænser, de økonomiske betingelser
for at få fri proces, medmindre omkostningerne ved sagen
må antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens ind-
tægtsgrundlag. Efter § 326 i retsplejeloven reguleres disse
indtægtsgrænser årligt ved bekendtgørelse.
Bekendtgørelse nr. 1462 af 11. december 2017 om fri proces
fastsætter bl.a. regler om opgørelsen af indtægtsgrundlaget
og indtægtsgrænserne for ansøgninger om fri proces, der be-
handles den 1. januar 2018 eller senere.
Det fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen, at ved afgørel-
ser om fri proces benyttes som indtægtsgrundlag summen af
den personlige indkomst efter § 3 i personskatteloven og ka-
pitalindkomsten efter § 4 i personskatteloven med tillæg af
aktieindkomsten efter § 4 a i personskatteloven og CFC-ind-
komsten efter § 4 b personskatteloven.
Efter § 1, stk. 3 og 4, i bekendtgørelsen kan fri proces efter §
327 i retsplejeloven meddeles, hvis ansøgerens indtægts-
grundlag opgjort efter § 1, stk. 1, er 322.000 kr. eller min-
dre. Lever ansøgeren i et samlivsforhold, kan fri proces
meddeles, hvis summen af parrets indtægtsgrundlag er
409.000 kr. eller mindre. Disse beløb (indtægtsgrænser) for-
højes med 56.000 kr. for hvert barn, herunder stedbørn og
plejebørn, under 18 år, som enten bor hos ansøgeren eller i
overvejende grad forsørges af denne.
Hvis et par har modstående interesser i sagen, anvendes an-
søgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enli-
ge. I sager omfattet af kapitel 42 i retsplejeloven, der vedrø-
rer ægteskabs- og forældremyndighedssager og sager om
barnets bopæl, kan ansøgerens eget indtægtsgrundlag og
indtægtsgrænsen for enlige også anvendes.
Afviger ansøgerens aktuelle indkomstforhold ifølge de fore-
liggende oplysninger væsentligt fra det, der er lagt til grund
ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter § 1, stk. 1, følger
det af § 2 i bekendtgørelsen, at de tilsvarende aktuelle ind-
komstforhold lægges til grund.
Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater, når der er
givet fri proces, gælder reglerne herom i kapitel 31 i retsple-
jeloven.
Ud over fri proces efter den foreslåede bestemmelse i § 452,
stk. 7, kan parterne i sager, der behandles i den forenklede
familiesagsproces søge om fri proces efter § 329 i retspleje-
loven. Efter denne bestemmelse kan justitsministeren efter
ansøgning meddele en part fri proces, når særlige grunde ta-
ler for det. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel
karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har
væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervs-
mæssige situation.
Den ottende undtagelse følger af den foreslåede bestemmel-
se i stk. 8, hvorefter familieretten udarbejder en fortegnelse
over parternes påstande, anbringender og beviser. Familier-
etten kan dog bestemme, at der ikke skal udarbejdes en for-
tegnelse, hvis sagen behandles på skriftligt grundlag, eller
det findes forsvarligt at afholde hovedforhandlingen på det
foreliggende grundlag.
Den forenklede familiesagsproces er udformet med afsæt i
reglerne om behandling af sager i småsagsprocessen. Der
henvises til kapitel 39 i retsplejeloven om behandling af sag-
er om mindre krav.
Begrundelsen for de foreslåede bestemmelser i § 452, hvor-
efter de i bestemmelsen omhandlede sagsskridt i den civile
retspleje ikke eller kun i begrænset omfang finder anvendel-
se i den forenklede familiesagsproces, er, at Familieretshu-
set inden indbringelsen for familieretten har forberedt sagen
156
og har tilbudt parterne konfliktløsning, hvor det er relevant.
Familierettens behandling af sagen skal tages udgangspunkt
heri, hvorfor der normalt ikke vil være behov for, at fami-
lieretten foretager de nævnte sagsskridt. Det samme gælder,
når en afgørelse truffet af Familieretshuset indbringes for fa-
milieretten til prøvelse.
Med den tilskæring af behandlingen af sagen, der følger af
den forenklede familiesagsproces, er det vurderingen, at fa-
milieretten kan afgøre en sag senest to måneder efter sagens
indbringelse, medmindre der foreligger særlige omstændig-
heder.
Til § 453
Efter § 39 i forslaget til Familieretshuset kan en afgørelse
truffet af Familieretshuset efter anmodning fra en part ind-
bringes for familieretten til prøvelse.
Efter § 368 i retsplejeloven kan byretsdomme som udgangs-
punkt ankes til landsretten. Tilsvarende kan kendelser afsagt
af en byret efter § 389 i retsplejeloven som udgangspunkt
kæres til landsretten.
Retsplejeloven indeholder visse generelle anke- og kærebe-
grænsninger.
Angår en sag et krav, der efter påstanden har en økonomisk
værdi af højst 20.000 kr., kan dommen efter § 368, stk. 1, 2.
pkt., kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Ef-
ter bestemmelsens stk. 2 kan Procesbevillingsnævnet med-
dele tilladelse til anke af domme, der er omfattet af stk. 1, 2.
pkt., hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde
i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives
til nævnet inden fire uger efter dommens afsigelse. Nævnet
kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning
indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.
Endvidere kan landsretten i medfør af § 368 a i retsplejelo-
ven afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er
udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og
sagen ikke er af principiel karakter, eller andre grunde ikke i
øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.
Landsretten kan dog ikke afvise en sag, som er indbragt ef-
ter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Efter § 389 a i retsplejeloven kan kendelser og andre beslut-
ninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen el-
ler under dennes forberedelse, kun kæres med Procesbevil-
lingsnævnets tilladelse.
Det følger af forslaget til lov om Familieretshuset, at alle fa-
milieretlige sager indledes i Familieretshuset, der visiterer
mindre enkle sager til behandling som såkaldte § 6-sager, og
komplekse sager efter forældreansvarsloven til behandling
som § 7-sager. Familieretshuset foretager sagsoplysning og
tilbyder herunder konflikthåndtering, hvor det er relevant,
med henblik på at parterne kan nå til enighed.
§ 6-sager bliver enten afgjort af Familieretshuset med mu-
lighed for at anmode om, at afgørelsen indbringes for fami-
lieretten til prøvelse, eller Familieretshuset indbringer sager-
ne for familieretten til afgørelse, jf. §§ 26 og 27 i forslaget
til lov om Familieretshuset.
Familieretten træffer afgørelse i en stor del af sagerne efter
forældreansvarsloven. Familieretshuset indbringer således
efter § 7, jf. § 32, i forslaget til Familieretshusloven kom-
plekse sager efter forældreansvarsloven for familieretten til
afgørelse, og Familieretshuset indbringer efter § 27 i forsla-
get til Familieretshusloven andre sager om forældremyndig-
hed efter §§ 11, 14, 15 og 15 a i forældreansvarsloven, om
barnets bopæl efter § 17 i forældreansvarsloven, og om sam-
vær efter § 21, jf. § 19, i forældreansvarsloven, når afgørel-
sen vil være indgribende for barnet, for familieretten til af-
gørelse.
I forældreansvarssager træffer Familieretshuset således ale-
ne afgørelse i ikke indgribende samværssager og i tilfælde,
hvor der er behov for en midlertidig afgørelse efter kapitel 5
i forældreansvarsloven.
Uden for forældreansvarsloven indebærer §§ 27 og 32 i for-
slaget til Familieretshusloven, at Familieretshuset efter § 26
i forslaget til Familieretshusloven hovedsageligt træffer af-
gørelse i sager om separation og skilsmisse, børne- og ægte-
fællebidrag, faderskab og navne samt i samværssager, hvor
afgørelsen ikke vil være indgribende for barnet.
Disse afgørelser, som Familieretshuset træffer, kan efter §
39 i forslaget til Familieretshuset efter anmodning fra en
part indbringes for familieretten til prøvelse.
Det foreslås med § 453, stk. 1, i retsplejeloven, at en dom af-
sagt af familieretten i en sag, hvor en afgørelse truffet af Fa-
milieretshuset er indbragt for familieretten til prøvelse, kun
kan ankes med Procesbevillingsnævnes tilladelse. Den frie
ankeadgang i § 368 i retsplejeloven gælder således ikke for
de omhandlede domme.
Det bemærkes, at de ovennævnte appelbegrænsninger i den
civile retspleje ikke er fraveget i den foreslåede bestemmel-
se, og disse appelbegrænsninger gælder således sammen
med den foreslåede bestemmelse i § 453, stk. 1, for domme
afsagt af familieretten i sager omfattet af det foreslåede ka-
pitel 42 i retsplejeloven.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt. kan Proces-
bevillingsnævnet give tilladelse til anke af en dom efter stk.
1, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i
øvrigt taler derfor.
Dette skal forstås i overensstemmelse med de generelle ap-
pelbegrænsninger i retsplejeloven, jf. § 368, stk. 2.
Efter de foreslåede bestemmelser i stk. 2, 2. og 3. pkt. skal
ansøgning om anketilladelse indgives til Procesbevillings-
nævnet inden fire uger efter afsigelsen af dommen. Nævnet
157
kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning
indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.
Såfremt Procesbevillingsnævnet giver tilladelse til anke,
skal anke indleveres inden fire uger efter, at ansøgeren har
modtaget tilladelsen, jf. den ved lovforslagets § 15, nr. 12,
foreslåede ændring af § 372, stk. 2, 3. pkt., i retsplejeloven.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, at de fore-
slåede bestemmeler om ankebegrænsning i stk. 1 og 2 finder
tilsvarende anvendelse for kendelser, som Familieretshuset
afsiger, dog således at ansøgningsfristerne i stk. 2 for kære-
tilladelse er henholdsvis to uger og seks måneder.
Såfremt Procesbevillingsnævnet giver tilladelse til kære,
skal kære indleveres inden fire uger efter, at ansøgeren har
modtaget Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. den ved lov-
forslagets § 15, nr. 13, foreslåede til ændring af § 394, stk.
2, 1. pkt., i retsplejeloven.
Den foreslåede kærebegrænsning omfatter kun familieret-
tens kendelser i relation til den materielle prøvelse af afgø-
relser, som Familieretshuset har truffet, og som efter anmod-
ning fra en part indbringes for familieretten til prøvelse, jf. §
39 i forslaget til Familieretshuset. Det drejer sig navnligt om
midlertidige afgørelser efter kapitel 5 i forældreansvarslo-
ven, hvorefter Familieretshuset kan træffe midlertidige afgø-
relser om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og
anden kontakt end samvær.
Appelbegrænsningen omfatter således ikke andre kendelser,
som familieretten træffer, f.eks. kendelser om processuelle
spørgsmål. I forhold hertil gælder de almindelige regler om
kærebegrænsning i § 253, stk. 4, i retsplejeloven vedrørende
fuldbyrdelse af særskilte afgørelser vedrørende modkrav el-
ler krav, over for hvilke der er rejst modkrav, og § 389 a i
retsplejeloven vedrørende kendelser og andre beslutninger,
der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under
dennes forberedelse.
Appelbegrænsningen omfatter heller ikke en situation, hvor
Familieretshuset har truffet en afgørelse om f.eks. samvær,
der indbringes for familieretten prøvelse, og der under fami-
lierettens behandling af sagen opstår behov for en midlerti-
dig afgørelse om samvær efter kapitel 5 i forældreansvarslo-
ven. En sådan afgørelse træffes efter praksis ved kendelse,
men kendelsen er ikke omfattet af appelbegrænsningen i stk.
3, da der ikke er tale om prøvelse af en afgørelse truffet af
Familieretshuset.
Det bemærkes, at de ovennævnte appelbegrænsninger i den
civile retspleje ikke er fraveget i den foreslåede bestemmel-
se og gælder således også for kendelser afsagt af familieret-
ten i sager omfattet af det foreslåede kapitel 42 i retsplejelo-
ven.
Begrundelsen for den foreslåede appelbegrænsning er, at de
omhandlede afgørelser vedrører prøvelse af en afgørelse
truffet af Familieretshuset. Da sagen inden indbringelsen for
familieretten har været undergivet behandling af en admini-
strativ myndighed, bør der ikke være fri adgang til at få fa-
milierettens afgørelse om prøvelsen af Familieretshusets af-
gørelse indbragt for landsretten.
Det bemærkes, at den foreslåede appelbegrænsning ikke af-
skærer en part fra adgangen til domstolsprøvelse efter § 63 i
grundloven.
Til § 454
Efter § 454, stk. 1, 1. pkt., i retsplejeloven er der en ankefrist
i sager omfattet af kapitel 42 i retsplejeloven på fire uger,
hvilket svarer til den generelle ankefrist for civile domme,
jf. § 372, stk. 1, i retsplejeloven.
Efter § 372, stk. 2, i retsplejeloven kan ankeinstansen undta-
gelsesvis tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse.
Det følger af § 454, stk. 1, 2. pkt., i retsplejeloven, at der ik-
ke i medfør af § 372, stk. 2, i retsplejeloven kan meddeles
tilladelse til efter ankefristens udløb at anke en dom, der går
ud på separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab,
eller hvorved et ægteskab er kendt ikkebestående.
Efter § 454, stk. 1, 3. pkt., jf. stk. 2, i retsplejeloven kan der
dog efter § 372, stk. 2, i retsplejeloven meddeles tilladelse
til særskilt anke efter ankefristens udløb af vilkårene – eller
enkelte af dem – for domme, der går ud på separation, skils-
misse eller omstødelse af ægteskab.
Angår anke af en dom kun vilkårene for skilsmisse, separa-
tion eller omstødelse, kan den ret, hvortil anke er sket, kun
ændre dommens bestemmelse om separation, skilsmisse el-
ler omstødelse, såfremt en part nedlægger påstand herom i et
processkrift, der indleveres til retten inden ankefristens ud-
løb.
Kapitel 42 a i retsplejeloven indeholder regler om domstole-
nes behandling af sager om faderskab og medmoderskab. §
456 o i dette kapitel indeholder regler om anke af domme i
sager om faderskab og medmoderskab.
Det foreslås for det første, at bestemmelsen i § 454 i retsple-
jeloven videreføres som § 454, stk. 1 og 2, i retsplejeloven,
dog således at reglerne i bestemmelsen om anke ikke som i
dag kun finder anvendelse i sager om ægteskab eller sager
efter forældreansvarsloven, men i alle sager, der behandles
efter kapitel 42 i retsplejeloven. Der henvises om anvendel-
sesområdet for kapitel 42 til den foreslåede bestemmelse i §
448 i retsplejeloven og bemærkningerne hertil.
Det foreslås for det andet, at den foreslåede bestemmelse i §
454 tilføjes et stk. 3, hvorefter § 456 o i retsplejeloven om
anke finder anvendelse for sager om faderskab og medmo-
derskab.
Begrundelsen for det første forslag er, at hverken forslaget
til Familieretshusloven eller følgelovforslaget, herunder de i
lovforslagets § 15 foreslåede ændringer af retsplejeloven,
medfører behov for at ændre bestemmelsen i § 454 i retsple-
jeloven.
158
Begrundelsen for det andet forslag er, at med den foreslåede
bestemmelse i § 448 i retsplejeloven finder kapitel 42 i rets-
plejeloven også anvendelse for sager om faderskab og med-
moderskab, hvilket vil omfatte den foreslåede bestemmelse i
§ 454 om anke. § 456 o i retsplejeloven indeholder imidler-
tid bestemmelser om anke, der er tilpasset behandlingen af
sager om faderskab og medmoderskab, hvorfor det er mest
hensigtsmæssigt at opretholde denne bestemmelse.
Til § 454 a
Med § 454 a i retsplejeloven foreslås det, at ved anke til
landsretten i en sag, der har været behandlet i den forenkle-
de familiesagsproces, jf. den foreslåede bestemmelse i §
452, finder bestemmelserne i § 410, stk. 1-6, i retsplejeloven
tilsvarende anvendelse.
§ 410 i retsplejeloven er placeret i kapitel 39 om behandling
af sager om mindre krav (småsagsprocessen). Den forenkle-
de familiesagsproces er udformet med afsæt i reglerne om
behandling af sager i småsagsprocessen.
§ 410 indeholder særregler for anke af domme til landsret-
ten, når sagen har været behandlet i småsagsprocessen, og
disse særregler fraviger de almindelige regler om anke i ka-
pitel 36 i retsplejeloven.
Efter bestemmelsen i § 410, stk. 2, sker anke ved indleve-
ring af en ankestævning til byretten, og denne ankestævnin-
gen skal indeholde appellantens påstand og om fornødent en
angivelse af de grunde, hvorpå anken støttes. Med anke-
stævningen skal indleveres eventuelle bilag. Byretten sender
ankestævningen, kopi af den dom, der ankes, og bilag af be-
tydning for ankesagen til landsretten.
Efter bestemmelsens stk. 3 forkyndes ankestævningen for
indstævnte ved landsrettens foranstaltning. Indstævnte op-
fordres samtidig til at fremsætte sine bemærkninger til anke-
stævningen inden en af landsretten fastsat frist. Landsretten
kan bestemme, at yderligere processkrifter skal udveksles.
Efter bestemmelsens stk. 4 afgøres anken på skriftligt
grundlag, medmindre landsretten efter sagens beskaffenhed
finder, at der er grund til mundtlig behandling. Fremsætter
begge parter anmodning om mundtlig forhandling, skal an-
modningen i almindelighed imødekommes.
Efter bestemmelsens stk. 5 finder en række regler om anke
ikke anvendelse på ankesager, der er omfattede af § 410.
Det drejer sig bl.a. om regler om indlevering af ankestæv-
ning, om svarskrift, om angivelse af beviser, om afskæring
af påstande og anbringender, der er fremsat for sent, om
udeblivelse og om afgørelse uden mundtlig hovedforhand-
ling.
Endelig følger det af bestemmelsens stk. 6, at en række be-
stemmelser i § 386 i retsplejeloven finder anvendelse under
en eventuel hovedforhandling, dvs. i sager, der ikke behand-
les på skriftligt grundlag. Det drejer sig om bestemmelser
om retsvirkningerne af en parts udeblivelse fra retsmøder.
Begrundelsen for forslaget er, at når familieretten har be-
handlet en sag i den forenklede familiesagsproces, bør
landsretten kunne behandling en anke af familierettens dom
i en forenklet proces, der afspejler sagsbehandlingen i den
forenklede familiesagsproces, herunder at ankesagen kan
behandles på skriftligt grundlag. Det findes derfor hensigts-
mæssigt, at landsretten kan behandle ankesagen på samme
måde som sager om anke af domme i småsagsproceduren,
både i relation til indgivelse af anken og til landsrettens be-
handling af ankesagen.
Til § 455
Med § 455, stk. 1, foreslås det, at under anke og kære sker
sagsbehandlingen i landsretten med de fornødne lempelser
efter samme regler, som er fastsat i det foreslåede kapitel 42
i retsplejeloven for behandlingen ved familieretten og i øv-
rigt efter reglerne om anke og kære i kapitel 36 og 37 i rets-
plejeloven.
Dette indebærer, at de foreslåede regler i kapitel 42 ligeledes
finder anvendelse ved landsrettens behandling af familieret-
tens afgørelser, der indbringes for landsretten. De fornødne
lempelser indebærer bl.a., at landsretten i de foreslåede be-
stemmelser i kapitel 42 og 42 a i retsplejeloven træder i ste-
det for familieretten. Dette gælder dog ikke i relation til den
forenklede familiesagsproces, da den foreslåede bestemmel-
se i § 454 a indeholder en forenklet proces for landsrettens
behandling af anke af domme, som familieretten har afsagt,
når familieretten har behandlet sagen i den forenklede fami-
liesagsproces.
Henvisningen til kapitel 36 i retsplejeloven indebærer bl.a.,
at landsretten i medfør af § 368 a i retsplejeloven kan afvise
at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at
sagen vil få et andet udfald end i familieretten, og sagen ik-
ke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt
taler for, at sagen skal behandles af landsretten. Det bemær-
kes dog, at landsretten ikke kan afvise en sag, som er ind-
bragt efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Begrundelsen for forslaget er, at landsretten skal behandle
appelsagerne efter de samme regler som familieretten.
Med § 455, stk. 2, foreslås det, at når der under landsrettens
behandling af en sag om forældremyndighed, barnets bopæl
og samvær skal afholdes samtale med barnet efter den fore-
slåede bestemmelse i § 450 b i retsplejeloven, afholdes sam-
talen af en børnesagkyndig fra Børneenheden i Familierets-
huset, medmindre landsretten bestemmer, at samtalen skal
afholdes af en anden børnesagkyndig.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 450 b, stk. 2, i retsple-
jeloven anmoder familieretten en børnesagkyndig fra Børne-
enheden i Familieretshuset om at afholde en samtale med
barnet. Familieretten kan dog anmode en anden børnesag-
kyndig om at afholde samtalen, hvis det konkret vurderes at
være nødvendigt. Den foreslåede bestemmelse i § 455, stk.
2, indebærer, at bestemmelsen i § 450 b, stk. 2, ikke finder
anvendelse i landsretssager.
159
Med bestemmelsen lægges der ligesom i den foreslåede be-
stemmelse i § 450 b, stk. 2, i retsplejeloven vægt på, at den
børnesagkyndige kommer fra Børneenheden i Familierets-
huset. Dette skyldes, at i det nye familieretlige system bør
barnet møde så få voksne som muligt under behandlingen af
en sag. Efter § 17, stk. 2, i forslaget til Familieretshusloven
udpeger Børneenheden under behandlingen af en sag efter
forældreansvarsloven, der behandles som en § 6-sag eller
som en § 7-sag, således som udgangspunkt en kontaktperson
for barnet.
Formålet med Børneenheden er overordnet bl.a. at sikre, at
børn kommer så skånsomt igennem behandlingen af en sag
efter forældreansvarsloven som muligt, og at barnets per-
spektiv og synspunkter belyses bedst muligt. Dette gælder
særligt i sager, som er komplekse på grund af et vedvarende
højt konfliktniveau hos forældrene og sociale problemer
m.v. Kontaktpersonordningen spiller i den forbindelse en
nøglerolle, idet en fast kontaktperson reducerer antallet af
voksne, som barnet skal møde under behandlingen af sagen,
og fordi kontaktpersonen kan fungere som en fast støtte,
som barnet kan henvende sig til under sagsbehandlingen.
Det vil således normalt være kontaktpersonen, som afholder
samtaler med barnet og yder børnesagkyndig rådgivning til
barnet, og som forbereder barnet på deltagelse i en børne-
sagkyndig undersøgelse. Kontaktpersonen har i den forbin-
delse mulighed for at vurdere, om barnet har behov for an-
dre af Børneenhedens tilbud efter § 15 i forslaget til Fami-
lieretshusloven, f.eks. børnesagkyndig rådgivning eller del-
tagelse i en børnegruppe. Dette gælder også, når en sag be-
handles af domstolene.
I ankesager får landsretten med den foreslåede bestemmelse
i § 455, stk. 2, mulighed for at afveje dette hensyn til barnet
over for hensynet til at give parterne en reel mulighed for at
få prøvet alle aspekter af sagen, og over for vigtigheden af,
at der ikke sker en sammenblanding af den børnesagkyndi-
ges roller, hvis der konkret er risiko herfor. Dette kan efter
en konkret vurdering betyde, at der afholdes en ny samtale
med barnet, herunder at samtalen afholdes af en anden bør-
nesagkyndig.
Disse hensyn kan varetages ved, at samtalen afholdes af en
anden børnesagkyndig fra Børneenheden, ligesom landsret-
ten vil kunne anvende en børnesagkyndig, der ikke kommer
fra Børneenheden.
Efter § 34 i forældreansvarsloven skal et barn inddrages
under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller
samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan
komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet,
børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der be-
lyser barnets perspektiv. Forpligtelsen til at inddrage barnet
direkte i sagen gælder ikke, hvis det må antages at være til
skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt ef-
ter sagens omstændigheder.
Der kan således forekomme situationer, hvor der ikke har
været afholdt en samtale med barnet under familierettens be-
handling af sagen, fordi barnets perspektiv og eventuelle
synspunkter er kommet til udtryk på anden måde, f.eks. gen-
nem en børnesagkyndig undersøgelse eller en samtale fore-
taget i forbindelse med overvejelser om foranstaltninger for
barnet efter serviceloven. Finder landsretten i sådanne situa-
tioner, at der til brug for landsretssagen bør afholde en sam-
tales med barnet, bør den ligeledes afholdes af en børnesag-
kyndig fra Børneenheden, medmindre landsretten konkret
finder, at en anden børnesagkyndig skal gennemføre samta-
len
Skal samtalen ikke afholdes af barnets kontaktperson, kan
kontaktpersonen deltage i samtalen for at støtte barnet under
samtalen og behandlingen af sagen i landsretten.
Har en børnesagkyndig fra Familieretshuset afholdt samta-
len med barnet eller deltaget i behandlingen af sagen i lands-
retten som kontaktperson for barnet, kan landsretten overla-
de det til den børnesagkyndige at formidle rettens afgørelse i
sagen til barnet.
Der henvises endvidere til bemærkningerne til den foreslåe-
de § 450 b, stk. 2, i retsplejeloven om børnesamtaler.
Til § 456
Det følger af § 456, stk. 1, i retsplejeloven, at afvises en sag,
hvor anmodning om skilsmisse blev indgivet til Statsforvalt-
ningen inden udløbet af en frist herfor, som er fastsat i ægte-
skabsloven, eller hæves en sådan sag uden anmodning her-
om fra sagsøgeren, kan denne, selv om fristen i mellemtiden
er udløbet, anlægge sagen på ny inden fire uger efter, at sag-
en blev afvist eller hævet.
Efter bestemmelsens stk. 2 finder bestemmelsen i stk. 1 til-
svarende anvendelse, hvis en sag om omstødelse af ægte-
skab, der er anlagt inden udløbet af en frist for sagsanlæg,
som er fastsat i ægteskabsloven, afvises eller hæves uden
anmodning herom fra sagsøgeren.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 456 i retsplejeloven vide-
reføres som § 456 i retsplejeloven, dog således at sagsøge-
ren ikke skal anlægge en ny sag, men at sagsøgeren skal an-
mode familieretten om at genoptage behandlingen af den
sag, der blev afvist eller hævet. Det bemærkes, at hverken
forslaget til Familieretshusloven eller følgelovforslaget, her-
under de i lovforslagets § 15 foreslåede ændringer af rets-
plejeloven, medfører yderligere behov for at ændre bestem-
melsen.
Til nr. 15
Kapitel 42 a i retsplejeloven indeholder regler om rettens
behandling af sager om faderskab og medmoderskab.
Efter § 456 b, stk. 1 og 2, i retsplejeloven kan en sag om fa-
derskab og medmoderskab indbringes for retten, hvis betin-
gelserne i bestemmelsen herfor er opfyldte, f.eks. hvis mo-
160
deren eller barnet har bopæl her i landet. Bestemmelsen fast-
lægger således rettens internationale kompetence til at be-
handle en sag om faderskab og medmoderskab. Efter § 456
c, stk. 4, 1. pkt., der med lovforslagets § 15, nr. 16, foreslås
at blive § 456 c, 1. pkt., kan en sag om faderskab eller med-
moderskab henvises til videre behandling hos en anden by-
ret, hvis en af parterne forlader retskredsen, før nogen af
parterne har afgivet forklaring. Retten kan endvidere efter §
456 c, stk. 4, 2. pkt., i retsplejeloven med samtykke fra præ-
sidenten for vedkommende landsret henvise en sag til be-
handling ved en anden byret, hvis det kan antages at forenk-
le eller fremskynde sagens behandling.
Parter i sager om faderskab og medmoderskab er efter § 456
e, stk. 1, i retsplejeloven bl.a. de personer eller dødsboer,
som retten efter § 17 i børneloven skal inddrage i sagen.
Finder retten det påkrævet, at der for en part beskikkes en
særlig værge, kan denne efter § 456 e, stk. 2, i retsplejeloven
beskikkes af retten.
Det er retten, der efter § 456 f i retsplejeloven giver medde-
lelse til sagens parter om sagens indbringelse for retten, og
efter § 456 g i retsplejeloven kan retten beskikke en advokat
for en part, hvis den pågældende har behov for det.
Det følger af § 456 h, stk. 1, i retsplejeloven, at retten drager
omsorg for sagens oplysning. Retten træffer efter § 456 h,
stk. 2, i retsplejeloven selv bestemmelse om afhøring af par-
ter og vidner og om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyn-
dige og andre bevismidler, og retten indkalder selv parter og
vidner. Til rettens oplysning af sagen yder politiet efter §
456 h, stk. 3, bistand.
Retten kan efter § 456 h, stk. 5, i retsplejeloven undlade at
indkalde sagens parter til at overvære afhøring af vidner el-
ler andre parter, hvis retten finder dette møde uden betyd-
ning for sagen. Desuden kan retten efter § 456 h, stk. 6, i
retsplejeloven undlade at indkalde en part eller bestemme, at
parten skal være udelukket fra at overvære et retsmøde helt
eller delvis. Efter § 456 h, stk. 7, i retsplejeloven træffer ret-
ten bestemmelse om gennemførelse af retsgenetiske under-
søgelser.
Efter § 456 i, stk. 1, i retsplejeloven har en mor pligt til at
møde i retten og afgive forklaring om, hvem der er eller kan
være barnets far eller medmor, og efter bestemmelsens stk.
2 har parterne i sagen pligt til at møde i retten og afgive for-
klaring om, hvorvidt de har haft seksuelt forhold til moderen
i den periode, hvor hun blev gravid, eller om de har samtyk-
ket til assisterede reproduktion.
Anerkendelser af faderskab og medmoderskab til retten
fremlægges efter § 456 j i retsplejeloven til retsbogen.
Retten træffer efter § 456 k, stk. 1, i retsplejeloven afgørel-
ser i sager om faderskab og medmoderskab uden hensyn til
parternes påstande og anbringender. Efter bestemmelsens
stk. 2 er det kun retten, som kan træffe bestemmelse om, at
en person ikke længere skal være inddraget som part i sag-
en.
Efter § 456 l i retsplejeloven afholdes udgifter ved bevisfø-
relse i sager om faderskab og medmoderskab af statskassen.
Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt el-
ler delvis, hvis det i øvrigt pålægges parten at betale sags-
omkostninger.
Ved forkyndelse af meddelelse om sagens anlæg og tilsigel-
ser i henhold til § 159 i retsplejeloven samt af domme opta-
ges moderens og barnets navn efter § 456 m i retsplejeloven
kun i bekendtgørelsen i Statstidende, såfremt retten i særlige
tilfælde træffer bestemmelse herom. Det følger af § 456 m,
stk. 4, i retsplejeloven, at parternes og vidners navne ikke
optages i udskrifter af retsbogen eller rettens afgørelser, hvis
barnet er bortadopteret, og forældrene ikke kender adoptan-
ternes navn.
Retten sender efter § 456 n, stk. 1, i retsplejeloven hurtigst
muligt meddelelse til Statsforvaltningen, når faderskab eller
medmoderskab er fastslået, eller sagen er hævet. Det følger
af bestemmelsens stk. 2, at retten sørger for dommens for-
kyndelse.
Efter § 456 o, stk. 1, i retsplejeloven sker anke ved medde-
lelse til byretten. Retten sender meddelelsen til landsretten.
Det foreslås, at ovennævnte bestemmelser ændres således, at
der i bestemmelserne henvises til familieretten i stedet for,
at der henvises til retten.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at det nye fami-
lieretlige system består af en administrativ enhed og en
domstolsenhed, der tilsammen udgør ét samlet familieretligt
system. Denne sammenhæng mellem de to enheder under-
streges ved at benævne den administrative enhed Familier-
etshuset og domstolsenheden familieretten. Som det fremgår
af § 1 i forslaget til Familieretshusloven benævnes byretten i
familieretlige sager familieretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 16
Efter §§ 15 og 26 i børneloven indbringer Statsforvaltningen
en sag om faderskab og medmoderskab for retten. Det følger
af 456 c, stk. 1, i retsplejeloven, at Statsforvaltningen som
udgangspunkt indbringer en sådan sag for den byret, hvor
moderen har hjemting.
Det følger af bestemmelsens stk. 2, at når moderen ikke har
hjemting her i landet, indbringes sagen for byretten, hvor
den person, som i medfør af § 456 e, stk. 1, nr. 3, er part i
sagen, har hjemting. Er flere personer i medfør af § 456 e,
stk. 1, nr. 3, ved sagens indbringelse for retten parter i sag-
en, bestemmer justitsministeren efter stk. 3, hvilken af de
kompetente byretter sagen skal indbringes for. Kan der ikke
påvises et værneting efter stk. 1 og 2, bestemmer justitsmi-
nisteren efter stk. 3, hvilken byret sagen skal indbringes for.
161
Det foreslås, at § 456 c, stk. 1-3, i retsplejeloven ophæves,
og at indholdet af bestemmelserne flyttes til den foreslåede
bestemmelse i § 448 b, stk. 3, i retsplejeloven, jf. lovforsla-
gets § 15, nr. 14.
Begrundelsen for forslaget er, at i den foreslåede bestem-
melser i § 448 b i retsplejeloven samles bestemmelserne om,
for hvilken familieret Familieretshuset skal indbringe en sag
eller afgørelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 17
Efter § 456 d i retsplejeloven, der er placeret i kapitel 42 a i
retsplejeloven omhandlende sager om faderskab og medmo-
derskab, anses en sag om faderskab og medmoderskab for
indbragt for retten, når retten har modtaget anmodning om
det fra Statsforvaltningen.
Det foreslås, at § 456 d i retsplejeloven ophæves.
Begrundelsen for forslaget er, at bestemmelsen bliver over-
flødig som følge af den i lovforslagets § 15, nr. 14, foreslåe-
de bestemmelse i § 448, stk. 1. 2. pkt., i kapitel 42 i retsple-
jeloven, hvorefter en sag anses for indbragt for familieretten,
når familieretten har modtaget den fra Familieretshuset.
Den foreslåede bestemmelse i § 448, stk. 1. 2. pkt., i retsple-
jeloven gælder også ved behandlingen af sager om fader-
skab og medmoderskab. Der henvises til den i lovforslagets
§ 15, nr. 14, foreslåede bestemmelse i § 448, der er placeret
i kapitel 42 i retsplejeloven, hvorefter alle sager, som Fami-
lieretshuset indbringer for familieretten efter kapitel 13 i for-
slaget til Familieretshusloven, behandles efter de foreslåede
bestemmelser i kapitel 42 i retsplejeloven, dog således at for
sager om faderskab og medmoderskab finder reglerne i ka-
pitel 42 a i retsplejeloven tillige anvendelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 18
Efter § 456 o, stk. 1, 1. pkt., i retsplejeloven sker anke i sag-
er om faderskab om medmoderskab ved meddelelse til by-
retten.
Det foreslås, at henvisningen i § 456 o, stk. 1, 1. pkt., i rets-
plejeloven til byretten ændres således, at der i stedet henvi-
ses til familieretten.
Begrundelsen for forslaget er, at efter kapitel 13 i forslaget
til Familieretshusloven indbringer Familieretshuset en ræk-
ke familieretlige sager for byretten, der efter § 1 i forslaget
til Familieretshusloven i denne sammenhæng benævnes fa-
milieretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 19
Kapitel 48 a i retsplejeloven indeholder i §§ 536 og 537 sær-
regler om fogedrettens tvangsfuldbyrdelse af forældremyn-
dighed, barnets bopæl og samvær. Disse særregler supplerer
de grundlæggende regler om fuldbyrdelse i kapitel 45 og 46
i retsplejeloven. Endvidere indeholder kapitel 53 i retspleje-
loven regler om appel af fogedrettens afgørelser.
I det følgende anvendes forældreansvar som samlebegreb
for forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
§ 536 i retsplejeloven fastslår indledningsvist i stk. 1, at
domme og kendelser om forældremyndighed, barnets bopæl
og samvær, dvs. forældreansvar, samt retsforlig, afgørelser
og aftaler, der kan tvangsfuldbyrdes efter § 478, stk. 1, nr.
1-3, i retsplejeloven, fuldbyrdes efter reglerne i § 537 i rets-
plejeloven.
Det fastslås endvidere, at dette også gælder anmodninger
om udlevering af et barn til forældremyndighedsindehaveren
eller bopælsforælderen efter § 596, stk. 2, i retsplejeloven.
Efter stk. 1 i denne bestemmelse kan besiddelseskrav gen-
nemtvinges af fogedretten ved en umiddelbar fogedforret-
ning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt
den berettigede (rekvirenten) i fogedretten kan godtgøre el-
ler sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede (rekvisitus).
Efter bestemmelsens stk. 2 finder stk. 1 tilsvarende anven-
delse, når fogedrettens bistand er påkrævet til håndhævelse
af forældremyndighed eller barnets bopæl. Fuldbyrdelse
sker efter bestemmelsen i § 537 i retsplejeloven.
Det følger af § 536, stk. 2, i retsplejeloven, at de domme og
afgørelser m.v., der er nævnt i § 536, stk. 1, kan fuldbyrdes
ved anvendelse af tvangsbøder eller umiddelbar magt. Fo-
gedretten er ikke bundet af rekvirentens anmodning ved valg
af fuldbyrdelsesmåde. Samvær med andre end barnets foræl-
dre, jf. § 20 i forældreansvarsloven, kan dog kun fuldbyrdes
ved anvendelse af tvangsbøder.
Det bemærkes i den forbindelse, at § 497, stk. 2, i retspleje-
loven finder anvendelse i de omhandlede fuldbyrdelsessa-
ger. Efter denne bestemmelse kan en forælder tages i forva-
ring, hvis den pågældende ikke giver de oplysninger, som
fogedretten finder nødvendige til gennemførelse af fuldbyr-
delsen.
I tvivlstilfælde kan fogedretten efter § 536, stk. 3, i retsple-
jeloven udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en børne-
sagkyndig erklæring.
Efter § 536, stk. 4, i retsplejeloven kan fogedretten ændre
omfang, tid og sted for samværet samt vilkårene herfor
under fuldbyrdelsessagen, og efter § 536, stk. 5, i retspleje-
loven kan fogedretten fastsætte erstatningssamvær for et
samvær, der ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelsessa-
gen.
Fogedretten kan således fastsætte en midlertidig praktisk
ordning i forbindelse med eksempelvis afhentning og afle-
162
vering af barnet under fuldbyrdelsessagen, f.eks. placere et
weekendsamvær i en anden weekend eller bestemme, at
samværet skal gennemføres et andet sted eller betinge sam-
vær af, at samværsforælderen afleverer sit pas. Med mulig-
heden for at fastsætte erstatningssamvær kan fogedretterne
imødegå tilfælde, hvor en bopælsforælder uden grund for-
hindrer samværet. Familieretten vil f.eks. kunne udvide
samvær placeret umiddelbart efter udleveringen af barnet
med nogle dage.
Endelig fastslås det i § 536, stk. 6, i retsplejeloven, at fuld-
byrdelse ikke kan ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige
sundhed derved udsættes for alvorlig fare.
Betingelserne for at nægte fuldbyrdelse er således mere re-
striktive i forbindelse med fogedens prøvelse end ved den
oprindelige afgørelse om forældreansvar, hvor afgørelsen
efter § 4 i forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der
er bedst for barnet.
Fogedretten skal i fuldbyrdelsessager ikke foretage en ny
materiel prøvelse i af sagen, men skal alene vurdere, om af-
gørelsen eller aftalen kan fuldbyrdes. Viser det sig under en
fogedretssag, at der reelt er behov for en fornyet stillingta-
gen til forældreansvaret, kan fogedretten ikke henvise sagen
til retten eller Statsforvaltningen, men må i stedet nægte at
fremme sagen under henvisning til, at barnets sjælelige eller
legemlige sundhed ellers udsættes for alvorlig fare.
Det følger af § 537, stk. 1, i retsplejeloven, at fogedretten
kan tilkalde en repræsentant fra kommunen til at varetage
barnets interesser under en fuldbyrdelsessag, og at fogedret-
ten efter omstændighederne kan give en kortere udsættelse
af tidspunktet for barnets udlevering eller samværets udø-
velse.
Et barn, som har den fornødne alder og modenhed, skal efter
§ 537, stk. 2, under en samtale have mulighed for at give ud-
tryk for sine egne synspunkter, medmindre det er til skade
for barnet. Afholdes en samtale med barnet, skal der deltage
en børnesagkyndig eller en repræsentant fra kommunen. §
450 c, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, i retsplejeloven finder tilsva-
rende anvendelse i relation til sådanne samtaler.
Efter § 450 c, stk. 1, 1. pkt., i retsplejeloven afholdes samta-
ler med børn i sager efter forældreansvarsloven, uden at par-
terne er til stede, medmindre retten bestemmer andet. Efter
bestemmelsens stk. 3 skal parterne inden afgørelsen gøres
bekendt med hovedindholdet af samtalen, medmindre afgø-
rende hensyn til barnet taler imod det.
Tvangsbøder fastsættes efter § 537, stk. 3, i retsplejeloven
som daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil barnet
udleveres. Ved fuldbyrdelsen af bestemmelser om udøvelse
af samvær kan der dog fastsættes en enkelt bøde, der forfal-
der, når en bestemmelse om udøvelse af samvær på et nær-
mere angivet tidspunkt ikke efterkommes.
Medmindre der foreligger særlige omstændigheder, følger
det af § 537, stk. 4, i retsplejeloven, at fogedretten inden
fuldbyrdelse ved anvendelse af umiddelbar magt kortvarigt
udsætter sagen med henblik på gennemførelse af børnesag-
kyndig rådgivning efter § 32 a i forældreansvarsloven. Efter
denne bestemmelse tilbyder Statsforvaltningen forældrene
børnesagkyndig rådgivning, når fogedretten efter § 537, stk.
4, i retsplejeloven har udsat fuldbyrdelse af forældreansvar.
Rådgivningen skal være gennemført inden det tidspunkt, fo-
gedretten har udsat sagen til.
Endelig følger det af § 537, stk. 5, i retsplejeloven, at når der
skal anvendes umiddelbar magt ved fuldbyrdelsen, skal der
deltage en børnesagkyndig og en repræsentant fra kommu-
nen til at varetage barnets interesser, medmindre der forelig-
ger ganske særlige omstændigheder.
Den sædvanlige fremgangsmåde for behandlingen af en sag
om tvangsfuldbyrdelse er, at parterne først indkaldes til et
møde i fogedretten. Her er det som nævnt muligt for foged-
retten at anmode en repræsentant fra kommunen om at være
til stede. Fogedretten kan udsætte sagen kort tid, f.eks. på
forligsforhandlinger.
Orientering om, at der i sidste ende kan ske fuldbyrdelse
med umiddelbar magt, har betydning for fogedrettens mulig-
heder for at forlige forældrene. Lykkes forligsbestræbelser-
ne ikke, overvejer fogeden, om afgørelsen straks skal fuld-
byrdes, eller om sagen skal udsættes på yderligere bevisfø-
relse, f.eks. en børnesagkyndig undersøgelse eller en samta-
le med barnet.
Ved fuldbyrdelsen vil fogedretten i praksis først forsøge
med tvangsbøder enten i form af løbende bøder eller i form
af en enkelt bøde for hvert samvær, hvor barnet ikke udleve-
res. Løbende daglige eller ugentlige tvangsbøder bruges
navnligt, hvis fogedretten vælger først at gennemtvinge ud-
levering til en forældremyndighedsindehaver eller en bo-
pælsforælder med tvangsbøder i stedet for at skride direkte
til umiddelbar magtanvendelse. Løbende tvangsbøder kan
også komme på tale, hvis barnet ikke udleveres til et længe-
revarende feriesamvær.
Bødernes størrelse fastsættes efter praksis under hensyn til
den tilbageholdende forælders indkomstforhold og i en stør-
relse, der antages at kunne påvirke den pågældende foræl-
ders adfærd. Først hvis tvangsbøderne viser sig uvirksom-
me, vil der blive tale om anvendelse af umiddelbar magt.
Umiddelbar magt anvendes først og fremmest i sager om
udlevering af barnet til forældremyndighedsindehaveren el-
ler til bopælsforælderen. I samværssager kommer magtan-
vendelse normalt først på tale efter flere forgæves forsøg
med tvangsbøder. Dette kan ske, hvor barnet gentagne gan-
ge ikke er blevet udleveret, hvor barnet skjules, eller i tilfæl-
de hvor det er tydeligt, at tvangsbøder ikke vil føre til en ud-
levering af barnet.
Hvis fogedretten beslutter, at fuldbyrdelsen skal ske ved
umiddelbar magt, udsættes sagen kortvarigt med henblik på
gennemførelse af børnesagkyndig rådgivning efter § 32 a i
forældreansvarsloven.
163
Umiddelbar magtanvendelse sker normalt ved en udkørende
fogedforretning til barnets bopæl eller opholdssted. Der skal
som udgangspunkt medvirke en børnesagkyndig, ligesom
der som udgangspunkt skal tilkaldes en repræsentant fra
kommunen, der skal varetage barnets interesser, hvis foged-
retten skønner, at der kan blive tale om at anvende umiddel-
bar magt. Dette kan dog undlades, hvis der foreligger gans-
ke særlige omstændigheder. Der kan f.eks. opstå situationer,
hvor det er nødvendigt at søge afgørelsen fuldbyrdet straks
for at undgå, at muligheden for fuldbyrdelse forspildes. Det-
te kan f.eks. komme på tale i situationer, hvor en forælder er
gået eller er ved at gå under jorden med barnet, og hvor der
er risiko for, at det vil være vanskeligt på et senere tidspunkt
at finde barnet igen.
Fogedretten kan få bistand fra politiet under en udkørende
fogedforretning. Det fremgår således af § 498, stk. 2, i rets-
plejeloven, at fogedretten kan anvende den for fuldbyrdelsen
nødvendige magt. Politiet yder efter anmodning fogedretten
bistand hertil. Der henvises til § 2, nr. 6, i politiloven, hvoraf
det fremgår, at politiet har til opgave at yde andre myndig-
heder bistand efter gældende ret. Når politiets bistand til an-
dre myndigheder forudsætter anvendelse af magt, er det po-
litiet, der skønner, om betingelserne for at anvende magt er
til stede, herunder om magtanvendelse i den konkrete situa-
tion vil være i overensstemmelse med de almindelige krav
om nødvendighed, proportionalitet og anvendelse af det
mindst indgribende middel. Politiet kan således efter en
konkret vurdering afstå fra at imødekomme en anmodning
om bistand, hvis bistanden vil forudsætte magtanvendelse,
der efter politiets skøn ikke er grundlag for.
Med henblik på at styrke sammenhængen mellem reglerne i
kapitel 42 i retsplejeloven om familierettens behandling af
sager om bl.a. forældreansvar og særreglerne om fuldbyrdel-
se af forældreansvar foreslås det, at fuldbyrdelsesreglerne
flyttes til et nyt kapitel 42 b i retsplejeloven.
Med de foreslåede regler i kapitel 42 b i retsplejeloven fore-
slås en gennemgribende ændring af fuldbyrdelsen af foræl-
dreansvar. Med de foreslåede nye regler skal der sikres bed-
re muligheder for at tage hensyn til barnet ved fuldbyrdel-
sen.
Disse særregler supplerer de grundlæggende regler om fuld-
byrdelse i kapitel 45 og 46 i retsplejeloven samt reglerne i
kapitel 53 i retsplejeloven om appel af afgørelser om fuld-
byrdelse.
Grundideen i det nye familieretlige system er, at der skal
skabes sammenhængende forløb i et samlet system for fami-
lierne. Dette bør også gælde i relation til fuldbyrdelse af for-
ældreansvar. Det bør derfor overlades til familieretten i ste-
det for fogedretten at behandle fuldbyrdelsessager. Der er
tale om sager, der udspringer af forældrenes konflikter, som
familieretten ofte tidligere har taget stilling til under behand-
lingen af en retssag om forældremyndighed, barnets bopæl
og samvær. Dette vil også kunne skabe mulighed for, at fa-
milieretten ved afgørelsen af komplekse forældreansvarssa-
ger tager højde for et eventuelt kommende behov for at kun-
ne fuldbyrde afgørelsen.
Begrundelsen for de foreslåede ændringer af fuldbyrdelses-
systemet er, at hensynet til barnet og barnets bedste skal væ-
re omdrejningspunktet i fuldbyrdelsesager. Hovedbetingel-
sen for fuldbyrdelse skal derfor være, at fuldbyrdelsen sker
under hensyn til barnet og varetager barnets bedste. Det skal
således ikke længere være tilstrækkeligt for fuldbyrdelse af
forældreansvar, at barnets sjælelige eller legemlige sundhed
ikke udsættes for alvorlig fare ved fuldbyrdelsen.
Forslaget medfører herudover, at fuldbyrdelsen på centrale
punkter ændres i forhold til den gældende ordning.
For det første kan fuldbyrdelse kun ske, hvis der ikke er
grundlag for at henvise sagen til Familieretshuset til vurde-
ring af, om den aftale eller afgørelse, der søges fuldbyrdet,
skal ændres eller ophæves.
For det andet tydeliggøres det, at tvangsbøderne skal have
en størrelse, der reelt kan påvirke forælderens adfærd. Der-
med forbedres mulighederne for at løse flere sager uden
umiddelbar magtanvendelse.
Da fuldbyrdelsen skal foregå så skånsomt for barnet som
muligt, indføres for det tredje mulighed for at tilrettelægge
fremgangsmåden for afhentning af barnet under en udkøren-
de fuldbyrdelsesforretning sådan, at den forælder, der ube-
rettiget tilbageholder barnet, kortvarigt frihedsberøves på et
andet sted end der, hvor barnet opholder sig.
Umiddelbar magtanvendelse som en sidste udvej bør således
tilstræbes tilrettelagt på en sådan måde, at barnet ikke ople-
ver den umiddelbare magtanvendelse, men at denne i stedet
rettes direkte mod den tilbageholdende forælder, der bør
kunne tilbageholdes, således, at den anden forælder kan af-
hente barnet i f.eks. barnets børnehave eller skole uden den
tilbageholdende forældres tilstedeværelse. En børnesagkyn-
dig og en repræsentant for kommunen kan eventuelt deltage
i afhentningen af barnet.
Familieretten er i forhold til den praktiske udførelse af tilba-
geholdelsen overladt et vidt skøn over, hvornår og hvor til-
bageholdelsen bedst gennemføres, samt om politiet skal del-
tage ved tilbageholdelsen.
Hvis der ikke er anden udvej end at gennemføre fuldbyrdel-
sen ved afhentning af barnet, skal der for det fjerne ved fuld-
byrdelsen deltage en børnesagkyndig og en repræsentant fra
kommunen til at varetage barnets interesser, medmindre der
foreligger ganske særlige omstændigheder. Den børnesag-
kyndige skal til brug for familierettens behandling af fuld-
byrdelsessagen foretage en vurdering af, om fuldbyrdelsen
sker af hensyn til barnet og varetager barnets bedste. Denne
vurdering indgår med stor vægt i grundlaget for familieret-
tens afgørelse i sagen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.1.2., 3.4.2.2. og 3.4.3.2.
164
Til § 456 p
Efter den foreslåede bestemmelse i § 456 p i retsplejeloven
kan fuldbyrdelse efter de foreslåede bestemmelser i kapitel
42 b i retsplejeloven for det første kun ske under hensyn til
barnet, og fuldbyrdelsen skal varetage barnets bedste. Ved
vurderingen af barnets bedste skal der også tages hensyn til
barnets ret til beskyttelse. Der kan også tages hensyn til, at
barnet beskyttes imod at blive fastholdt i en langvarig og for
barnet skadelig loyalitetskonflikt imellem forældrene.
Det bemærkes, at de foreslåede betingelser for at fuldbyrde
forældreansvar, nemlig at fuldbyrdelse sker under hensyn til
barnet, og at fuldbyrdelsen skal varetage barnets bedste, og-
så gælder ved afgørelser om samvær efter de foreslåede §
456 q, stk. 4 og 5, i retsplejeloven og ved familierettens valg
af fuldbyrdelsesmiddel efter den foreslåede § 456 r i retsple-
jeloven. Ved valg af fuldbyrdelsesmiddel skal familieretten,
som i dag, holde sig proportionaliteten for øje og gribe til
det mindst muligt indgribende middel, som må antages at
kunne påvirke den tilbageholdende forælders adfærd.
Fuldbyrdelse kan for det andet kun ske, hvis der ikke er be-
hov for af hensyn til barnet at henvise sagen til Familierets-
huset til vurdering af, om den aftale eller afgørelse, der sø-
ges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves. Det kan f.eks.
skyldes nye oplysninger, forandrede forhold m.v., der gør
det relevant at overveje, om den gældende aftale eller afgø-
relse er til barnets bedste.
Dette indebærer ikke, at familieretten under fuldbyrdelsessa-
gen skal foretage en materiel prøvelse af den pågældende af-
gørelse eller aftale, men familieretten skal påse, at der ikke
er behov for at henvise sagen til Familieretshuset.
Henvises sagen til behandling i Familieretshuset, behandles
sagen som en kompleks sag, dvs. en § 7-sag. Familieretshu-
set behandler således sagen efter kapitel 10 i forslaget til Fa-
milieretshusloven. Dette indebærer bl.a., at sagen behandles
tværfagligt, og at Familieretshuset foretager oplysning af
sagen og tilbyder parterne rådgivning og konflikthåndtering.
Når sagen er oplyst, og der ikke vurderes at være grundlag
for at fortsætte det tværfaglige arbejde med parterne, ind-
bringer Familieretshuset sagen for familieretten til afgørelse.
Der etableres administrativt en særlig hurtig proces for Fa-
milieretshusets behandling af sådanne sager.
Den foreslåede bestemmelse i § 456 p er omdrejningspunk-
tet for det nye fuldbyrdelsessystem. Med den foreslåede be-
stemmelse udvides kravene til at fuldbyrde forældreansvar
fra, at fuldbyrdelse kun kan afvises, hvis barnets sjælelige
eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare,
til, at fuldbyrdelse kun kan ske, hvis fuldbyrdelsen sker
under hensyn til barnet, og fuldbyrdelsen varetager barnets
bedste, samt at der ikke er grundlag for at henvise sagen til
materiel afgørelse. Dermed præciseres det, at fuldbyrdelse
skal ske for barnets skyld, og ikke for en forælders skyld.
Familieretten skal af egen drift påse, at betingelserne i § 456
p for fuldbyrdelse af forældreansvar er opfyldte. Dette sva-
rer til, at fogedretten ved fuldbyrdelse af forældreansvar ef-
ter gældende ret af egen drift påser, at fuldbyrdelse ikke
sker, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved
udsættes for alvorlig fare.
Bestemmelsen træder i stedet for den gældende § 536, stk.
6, i retsplejeloven.
Til § 456 q
Efter de foreslåede bestemmelser i § 456 q, stk. 1, 1. og 2.
pkt., i retsplejeloven kan domme og kendelser om forældre-
myndighed, barnets bopæl og samvær samt retsforlig, afgø-
relser og aftaler, der kan fuldbyrdes efter § 478, stk. 1, nr.
1-3, i retsplejeloven fuldbyrdes af familieretten efter regler-
ne i det foreslåede kapitel 42 b i retsplejeloven. Det samme
gælder anmodninger om udlevering af et barn til forældre-
myndighedsindehaveren eller bopælsforælderen efter § 596,
stk. 2, i retsplejeloven.
Dette svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse
i § 536, stk. 1, i retsplejeloven.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 456 q, stk. 1, 3. pkt.,
finder den ved lovforslagets § 15, nr. 14, foreslåede bestem-
melse i § 449 c i retsplejeloven tilsvarende anvendelse i for-
hold til familierettens behandling af sager om fuldbyrdelse.
Det indebærer, at retsmøder foregår for lukkede døre, og at
der ved offentlig gengivelse af familierettens afgørelser ikke
må ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for no-
gen af de personer, der er nævnt i afgørelsen, eller på anden
måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtræ-
delse af de nævnte forbud straffes med bøde eller under
skærpende omstændigheder med fængsel indtil seks måne-
der.
Desuden foreslås det med § 456 q, stk. 1, 3. pkt., i retspleje-
loven, at de grundlæggende regler om fuldbyrdelse i kapitel
45, 46 og 53 i retsplejeloven også gælder for sager efter 1.
og 2. pkt., dog således at familieretten træder i stedet for fo-
gedretten. Dette er i overensstemmelse med gældende ret.
Det indebærer, at de almindelige regler for grundlaget for
fuldbyrdelse i kapitel 45 og reglerne vedrørende fremgangs-
måden ved fuldbyrdelse af andre krav end pengekrav i kapi-
tel 46 finder anvendelse i forbindelse med familierettens
fuldbyrdelse af de nævnte afgørelser. Tilsvarende finder reg-
lerne om appel i fuldbyrdelsessager i kapitel 53 anvendelse
på familierettens afgørelser. Dette er i overensstemmelse
med gældende ret. Indsættelsen af henvisningerne til kapitel
45, 46 og 53 skyldes, at reglerne om fuldbyrdelse af foræl-
dreansvar med forslaget flyttes fra fjerde afsnit i retsplejelo-
ven, der vedrører fuldbyrdelse, til andet afsnit i retsplejelo-
ven, der vedrører rettergangsmåden i civile retssager.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan de domme,
kendelser, retsforlig, afgørelser, aftaler og anmodninger, der
er nævnt i den foreslåede bestemmelse i § 456 q, stk. 1,
fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller umiddelbar
magt gennem tilbageholdelse af den forælder, der har bar-
net, et andet sted end barnets opholdssted eller gennem af-
165
hentning af barnet. Familieretten er ikke bundet af rekviren-
tens anmodning ved valg af fuldbyrdelsesmåde.
Det fremgår af bestemmelsen, at samvær med andre end
barnets forældre kun kan fuldbyrdes ved anvendelse af
tvangsbøder.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til den gældende bestemmelse i
§ 536, stk. 2, i retsplejeloven, bortset fra den foreslåede mu-
lighed for fuldbyrdelse gennem tilbageholdelse af den foræl-
der, der har barnet.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan familieretten i
tvivlstilfælde udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en
børnesagkyndig erklæring. Bestemmelsen svarer til den gæl-
dende bestemmelse i § 536, stk. 3, i retsplejeloven.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 4 kan familieretten
ændre omfang, tid og sted for samværet samt vilkårene her-
for under fuldbyrdelsessagen. Bestemmelsen svarer til den
gældende bestemmelse i § 536, stk. 4, i retsplejeloven.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 5 kan familieretten
fastsætte erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kun-
net udøves under fuldbyrdelsessagen. Bestemmelsen svarer
til den gældende bestemmelse i § 536, stk. 5, i retsplejelo-
ven.
Til § 456 r
Efter den foreslåede bestemmelse i § 456 r, stk. 1, i retsple-
jeloven kan familieretten tilkalde en repræsentant fra kom-
munen til at varetage barnets interesser under sagen. Fami-
lieretten kan efter omstændighederne give en kortere udsæt-
telse af tidspunktet for barnets udlevering eller samværets
udøvelse. Bestemmelsen svarer til den gældende bestem-
melse i § 537, stk. 1, i retsplejeloven.
Et barn, som har den fornødne alder og modenhed, skal efter
de foreslåede bestemmelser i stk. 2, 1. og 2. pkt. under en
samtale have mulighed for at give udtryk for sine egne syns-
punkter, medmindre det er til skade for barnet. Afholdes en
samtale med barnet, skal der deltage en børnesagkyndig el-
ler en repræsentant fra kommunen. De med lovforslagets §
15, nr. 14, foreslåede bestemmelser i § 450 b, stk. 1, 1. pkt.,
og stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for de pågældende
samtaler. Bestemmelserne svarer til de gældende bestem-
melser i § 537, stk. 2, i retsplejeloven, idet det bemærkes, at
de gældende bestemmelser i § 450 c, stk. 1, 1. pkt., og stk.
3, i retsplejeloven om børnesamtaler med lovforslagets § 15,
nr. 14, foreslås videreført som § 450 b, stk. 1, 1. pkt., og stk.
3, i retsplejeloven.
Med stk. 2, 3. pkt. foreslås det, at den børnesagkyndige skal
komme fra Børneenheden i Familieretshuset, medmindre
der foreligger særlige omstændigheder. Såfremt barnet tidli-
gere under behandlingen af en familieretlig sag har haft en
kontaktperson fra Børneenheden, vil det så vidt muligt være
denne, der er børnesagkyndig i sagen. Der henvises til §§ 17
og 19 i forslaget til Familieretshusloven om kontaktpersoner
udpeget af Børneenheden i Familieretshuset og begrænsnin-
gerne i kontaktpersonens videregivelse af oplysninger fra
barnet samt til den foreslåede bestemmelse i § 450 b, stk. 2,
i retsplejeloven og bemærkningerne til disse bestemmelser.
Den foreslåede bestemmelse i § 456 r, stk. 2, 3. pkt., hvoref-
ter den børnesagkyndige ikke skal komme fra Børneenheden
i Familieretshuset, hvis der foreligger særlige omstændighe-
der, giver familieretten mulighed for efter en konkret vurde-
ring at lade en anden børnesagkyndig end barnets kontakt-
person fra Børneenheden afholde samtalen med barnet og
dermed i den konkrete situation lægge mindre vægt på hen-
synet til, at barnet så vidt muligt har kontakt med den
samme børnesagkyndige under behandlingen af en sag. Om
valg af børnesagkyndig henvises til den foreslåede bestem-
melse i § 450 b, stk. 2, i retsplejeloven og bemærkningerne
hertil.
Med bestemmelserne i stk. 3, 1. og 2. pkt. foreslås det, at
tvangsbøder, jf. den foreslåede bestemmelse i § 456 q, stk.
2, i retsplejeloven fastsættes som daglige eller ugentlige bø-
der, der løber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelsen af
bestemmelser om udøvelse af samvær kan der dog fastsættes
en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om udø-
velse af samvær på et nærmere angivet tidspunkt ikke efter-
kommes. Bestemmelserne svarer til de gældende bestem-
melser i § 537, stk. 3, i retsplejeloven.
Bødens størrelse fastlægges efter den foreslåede bestemmel-
se i stk. 3, 3. pkt. i forhold til indkomsten hos den forælder,
der har barnet, og bøden fastsættes som minimum til 1.500
kr. Formålet med denne bestemmelse er i højere grad end i
dag, hvor indkomsten hos den forælder, der har barnet, efter
praksis også indgår i fastsættelsen af bødens størrelse, at sik-
re, at bøderne har en størrelse, der reelt kan påvirke forælde-
rens adfærd.
Inden fuldbyrdelse ved anvendelse af umiddelbar magt gen-
nem afhentning af barnet udsætter familieretten kortvarigt
efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 sagen med henblik
på gennemførelse af børnesagkyndig rådgivning efter § 32 a
i forældreansvarsloven, medmindre der foreligger særlige
omstændigheder. Bestemmelsen svarer til den gældende be-
stemmelse i § 537, stk. 4, i retsplejeloven.
Endelig foreslås der i stk. 5 regler om anvendelse af umid-
delbar magt ved fuldbyrdelsen af forældreansvar. Det drejer
sig efter bestemmelsens 1. pkt. om tilbageholdelse af den
person, der har barnet, et andet sted end barnets opholdssted,
og efter bestemmelsens 2. og 3. pkt. om afhentning af barnet
ved umiddelbar magt.
Det bemærkes, at betingelserne for fuldbyrdelse ved anven-
delse af umiddelbar magt efter den foreslåede bestemmelse i
§ 456 r i retsplejeloven er, at fuldbyrdelse sker under hensyn
til barnet og varetager barnets bedste, og at der ikke er be-
hov for af hensyn til barnet at henvise sagen til Familierets-
huset til vurdering af, om den aftale eller afgørelse, der sø-
ges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves. Hensynet til bar-
166
net og barnets bedste indgår også i familierettens valg af
fuldbyrdelsesmiddel.
Familieretten kan ved gennemførelsen af en tilbageholdelse
og ved afhentning af barnet anmode om bistand fra politiet,
jf. § 498, stk. 2, i retsplejeloven og § 2, nr. 6, i politiloven.
Det bemærkes, at § 498, stk. 2, er placeret i kapitel 46 i rets-
plejeloven, der efter den foreslåede bestemmelse i § 456 q,
stk. 1, gælder ved familierettens behandling af sager om
fuldbyrdelse af forældreansvar.
Med 1. pkt. foreslås det, at når der skal anvendes umiddel-
bar magt ved fuldbyrdelsen, skal dette som udgangspunkt
ske ved kortvarig tilbageholdelse af den person, der har bar-
net, et andet sted end barnets opholdssted.
Ved fuldbyrdelse gennem tilbageholdelse af den forælder,
som barnet er hos, kan fuldbyrdelsen tilrettelægges sådan, at
barnet ikke oplever den umiddelbare magtanvendelse, men
at denne i stedet rettes direkte mod den pågældende foræl-
der, der kan tilbageholdes sådan, at den anden forælder kan
afhente barnet i f.eks. barnets børnehave eller skole uden
den tilbageholdende forælders tilstedeværelse. Det vil skabe
roligere forhold under afhentningen, og derved skærmes
barnet mod voldsomme oplevelser af f.eks. forældres skæn-
derier i forbindelse med afhentningen.
Tilbageholdelsen ophører, så snart barnet er blevet afhentet.
En børnesagkyndig eller en repræsentant fra kommunen kan
deltage i afhentningen af barnet, hvis der er behov for det,
f.eks. hvis det er længe siden barnet har haft kontakt med
den pågældende forælder. Derimod vil der normalt ikke væ-
re behov for, at dommeren fra familieretten deltager i af-
hentningen.
Tilbageholdelse som led i fuldbyrdelsen er ikke en anholdel-
se, da der er tale om forhold uden for strafferetsplejen. Den
tilbageholdte forælders retsgarantier ligger i adgangen til ap-
pel af familierettens afgørelser, jf. henvisningen i den fore-
slåede bestemmelse i § 456 q, stk. 1, i retsplejeloven til ka-
pitel 53 i retsplejeloven.
Er det ikke muligt at gennemføre fuldbyrdelsen ved tilbage-
holdelse af den person, der har barnet, skal familieretten ef-
ter 2. pkt. vurdere, om der er grundlag for at gennemføre
fuldbyrdelsen ved afhentning af barnet. Det forhold, at fami-
lieretten forgæves har søgt at fuldbyrde forældreansvaret
gennem tilbageholdelse af den anden forælder, betyder såle-
des ikke i sig selv, at familieretten skal søge at gennemføre
fuldbyrdelsen ved afhentning af barnet, da er sådan afhent-
ning vil kunne være belastende for barnet.
Finder familieretten, at betingelserne for at gennemføre
fuldbyrdelsen ved afhentning af barnet er opfyldte, følger
det af den foreslåede bestemmelse i 3. pkt., at en børnesag-
kyndig fra Børneenheden i Familieretshuset og en repræsen-
tant fra kommunen skal deltage i fuldbyrdelsen til at vareta-
ge barnets interesser, medmindre der foreligger ganske sær-
lige omstændigheder.
Når en børnesagkyndig deltager i behandlingen af en fuld-
byrdelsessag, skal den børnesagkyndige således som ud-
gangspunkt komme fra Børneenheden i Familieretshuset.
Såfremt barnet tidligere under behandlingen af en familie-
retlig sag har haft en kontaktperson fra Børneenheden, vil
det så vidt muligt være denne, der er børnesagkyndig i sag-
en. Der henvises til §§ 17 og 19 i forslaget til Familierets-
husloven om kontaktpersoner udpeget af Børneenheden i
Familieretshuset og begrænsningerne i kontaktpersonens vi-
deregivelse af oplysninger fra barnet samt til den foreslåede
bestemmelse i § 450 b, stk. 2, i retsplejeloven og bemærk-
ningerne til disse bestemmelser.
Det følger videre af den foreslåede bestemmelse i § 456 r,
stk. 2, 3. pkt., at den børnesagkyndige ikke skal komme fra
Børneenheden i Familieretshuset, hvis der foreligger særlige
omstændigheder. Dette giver familieretten mulighed for ef-
ter en konkret vurdering at lade en anden børnesagkyndig
end barnets kontaktperson fra Børneenheden afholde samta-
len med barnet og dermed i den konkrete situation lægge
mindre vægt på hensynet til, at barnet så vidt muligt har
kontakt med den samme børnesagkyndige under behandlin-
gen af en sag. Om valg af børnesagkyndig henvises til den
foreslåede bestemmelse i § 450 b, stk. 2, i retsplejeloven og
bemærkningerne hertil bestemmelser.
Det bemærkes, at det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 456 r, stk. 5, 3. pkt., at der ikke skal deltage en børnesag-
kyndig eller en repræsentant fra kommunen i fuldbyrdelsen,
hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder. Navnlig
hensynet til muligheden for i fuldbyrdelsessager at kunne re-
agere hurtigt kan begrunde, at der kun deltager en børnesag-
kyndig eller en repræsentant fra kommunen ved fuldbyrdel-
sen, eller at der i helt særlige tilfælde hverken deltager en
deltager en børnesagkyndig eller repræsentant fra kommu-
nen ved fuldbyrdelsen.
Videre følger det af den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 4.
pkt., at den børnesagkyndige til brug for familierettens afgø-
relse skal foretage en vurdering af, om fuldbyrdelsen sker af
hensyn til barnet og varetager barnets bedste. Denne vurde-
ring indgår med stor vægt i grundlaget for familierettens af-
gørelse i sagen. Foretages vurderingen under en udkørende
afhentningsforretning, kan den børnesagkyndige give vurde-
ringen mundtligt til familieretten, der notere vurderingen i
retsbogen. Har en børnesagkyndig fra Familieretshuset af-
holdt samtalen med barnet eller deltaget i behandlingen af
sagen i familieretten som kontaktperson for barnet, kan fa-
milieretten overlade det til den børnesagkyndige at formidle
familierettens afgørelse i sagen til barnet.
Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 450 b,
stk. 2, i retsplejeloven om børnesamtaler samt i øvrigt til de
almindelige bemærkninger, punkt 3.4.1.2., 3.4.2.2. og
3.4.3.2.
Til nr. 20
167
Efter § 478, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven kan tvangsfuldbyr-
delse bl.a. ske på grundlag af aftaler om forældremyndig-
hed, der er anmeldt til eller godkendt af retten.
Det foreslås, at § 478, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven ændres
således, at der i bestemmelserne henvises til familieretten i
stedet for til retten.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at det nye familieret-
lige system består af en administrativ enhed og en domstol-
senhed, der tilsammen udgør ét samlet familieretligt system.
Denne sammenhæng mellem de to enheder understreges ved
at benævne den administrative enhed Familieretshuset og
domstolsenheden familieretten. Som det fremgår af § 1 i for-
slaget til Familieretshusloven, benævnes byretten i familier-
etlige sager familieretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 21
Efter § 480, stk. 1, i retsplejeloven kan domme fuldbyrdes,
når fuldbyrdelsesfristen er udløbet, medmindre dommen for-
inden er anket. Fuldbyrdelsesfristen er 14 dage efter dagen
for dommens afsigelse, medmindre andet er bestemt i dom-
men.
Det følger af § 483 i retsplejeloven, at Statsforvaltningens
bestemmelser om samvær kan fuldbyrdes straks, medmindre
andet er aftalt eller bestemt. Bestemmelsen henviser til §
478, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven, hvorefter bl.a. Statsfor-
valtningens afgørelser om samvær kan danne grundlag for
fuldbyrdelse.
Det følger af børnebidragsloven, at afgørelser om børnebi-
drag træffes af Statsforvaltningen, ligesom det er Statsfor-
valtningen, der efter ægteskabsloven og ægtefælleloven
træffer afgørelser om ægtefællebidrag. Det er dog retten, der
efter § 50, stk. 1, i ægteskabsloven afgør spørgsmål om plig-
ten til at betale ægtefællebidrag efter separation og skilsmis-
se.
Den familieretlige lovgivning indeholder ikke bestemmelser
om, fra hvilket tidspunkt de afgørelser om børne- og ægte-
fællebidrag, som Statsforvaltningen træffer, har virkning,
men det er fast antaget, at de har virkning fra afgørelsestids-
punktet.
Det foreslås, at der i § 480, stk. 1, i retsplejeloven indsættes
en ny bestemmelse, hvorefter domme om samvær og om be-
taling af børne- eller ægtefællebidrag kan fuldbyrdes straks,
medmindre andet er bestemt i dommen.
Med forslaget er der ikke tilsigtet indholdsmæssige ændrin-
ger af den gældende retstilstand, for så vidt angår de afgø-
relser om samvær og børne- og ægtefællebidrag, som fami-
lieretten skal træffe. Da domme som udgangspunkt først
fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesfristen på 14 dage er udløbet,
er det nødvendigt at indsætte en bestemmelse i § 480 i rets-
plejeloven, hvorefter domme om samvær og om betaling af
børne- eller ægtefællebidrag kan fuldbyrdes straks.
Da bestemmelsen i forhold til ægtefællebidrag alene omfat-
ter betaling af ægtefællebidrag, omfatter den ikke domme
efter § 50, stk. 1, i ægteskabsloven om pligten til at betale
ægtefællebidrag efter separation og skilsmisse.
Det bemærkes, at krav på børne- og ægtefællebidrag opkræ-
ves af Udbetaling Danmark efter bidragsopkrævningsloven,
og at sådanne krav inddrives af restanceinddrivelsesmyndig-
heden efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovbekendtgørelse nr. 29. af 12. januar 2015.
Begrundelsen for forslaget er, at Statsforvaltningen med for-
slaget til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt, hvorefter
det vil være Familieretshuset eller familieretten, der behand-
ler de sager efter forældreansvarsloven, børnebidragsloven,
ægteskabsloven og ægtefælleloven, som Statsforvaltningen
behandler i dag. Der henvises til den i lovforslagets § 1, nr.
28, foreslåede § 30 a, stk. 2, i forældreansvarsloven, den i
lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2, i ægte-
skabsloven, den i lovforslagets § 3, nr. 17, foreslåede § 20,
stk. 2, i børnebidragsloven og den i lovforslagets § 8, nr. 19,
foreslåede § 60 a, stk. 2, i ægtefælleloven. Dette indebærer,
at familieretten vil skulle træffe afgørelser om samvær og
om betaling af børne- og ægtefællebidrag. Med forslaget
sikres det, at der gælder samme fuldbyrdelsesfrist for de
nævnte afgørelser, uanset om af afgørelsen træffes af fami-
lieretten eller Familieretshuset.
For så vidt angår fuldbyrdelsesfristen for Familieretshusets
afgørelser om samvær og om betaling af børne- og ægtefæl-
lebidrag henvises til §§ 34 og 38 i forslagets til Familierets-
husloven og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes, at § 483 i retsplejeloven foreslås ophævet
ved lovforslagets § 15, nr. 22.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 22
Det følger af § 483 i retsplejeloven, at Statsforvaltningens
bestemmelser om forældremyndighed og samvær kan fuld-
byrdes straks, medmindre andet er aftalt eller bestemt. Be-
stemmelsen henviser til § 478, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven,
hvorefter bl.a. Statsforvaltningens afgørelser om forældre-
myndighed og samvær kan danne grundlag for fuldbyrdelse.
Efter forældreansvarsloven træffer Statsforvaltningen alene
midlertidige afgørelser om forældremyndighed, jf. kapitel 5
i forældreansvarsloven.
Det foreslås, at § 483 i retsplejeloven ophæves.
Indholdet af § 483 i retsplejeloven foreslås videreført i kapi-
tel 11 i forslaget til Familieretshusloven som en del af en
samlet bestemmelse om virkningstids- og fuldbyrdelses-
punktet for alle de afgørelser, som Familieretshuset træffer.
168
Efter disse bestemmelser kan en afgørelse fuldbyrdes, når
den har virkning. I relation til afgørelser om samvær og
midlertidige afgørelser om forældremyndighed foreslås den
gældende retstilstand dermed opretholdt således, at disse af-
gørelser kan fuldbyrdes straks. Dermed bliver § 483 i rets-
plejeloven overflødig, hvorfor den foreslås ophævet.
Den foreslåede ophævelse af § 483 er begrundet i det hen-
sigtsmæssige i at samle bestemmelserne om virknings- og
fuldbyrdelsestidspunktet for alle Familieretshusets afgørel-
ser et sted.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 23
Efter § 488, stk. 1, i retsplejeloven skal der ved indgivelsen
af anmodning om fuldbyrdelse af en familieretlig afgørelse
gives de oplysninger, som er nødvendige til sagens behand-
ling. Efter bestemmelsens stk. 2, 1. pkt. skal der ved en an-
modning om fuldbyrdelse efter § 478, stk. 1, nr. 1-3, i rets-
plejeloven eksempelvis indleveres en udskrift af afgørelsen
eller Statsforvaltningens afgørelse til fogedretten.
Det foreslås, at i § 488, stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven udgår
henvisningen til Statsforvaltningens afgørelse.
Begrundelsen for forslaget er, at det er unødvendigt at næv-
ne Statsforvaltningens afgørelser i § 488, stk. 2, når bestem-
melsen bl.a. omfatter de afgørelser, der er nævnt i § 478, stk.
1, nr. 3, i retsplejeloven, herunder afgørelser om forældre-
myndighed, barnets bopæl og samvær, der er truffet af Stats-
forvaltningen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.
Til nr. 24
Kapitel 48 a i retsplejeloven indeholder særregler om fuld-
byrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
Disse særregler supplerer de grundlæggende regler om fuld-
byrdelse i kapitel 45 og 46 i retsplejeloven.
Det foreslås, at reglerne om fuldbyrdelse af forældremyn-
dighed, barnets bopæl og samvær flyttes til et nyt kapitel 42
b i retsplejeloven. Dette skyldes et ønske om at samle de
regler i retsplejeloven, der gælder specifikt for familieretten.
Ud over kapitel 42 b drejer det sig om kapitel 42 og 42 a
som henholdsvis affattet og ændret ved lovforslagets § 15,
nr. 1 og 14-18.
Der henvises til lovforslagets § 15, nr. 19, og bemærknin-
gerne hertil samt i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.1.2., 3.4.2.2. og 3.4.3.2.
Til nr. 25
Efter § 996 a, 1. pkt., i retsplejeloven skal påtalemyndighe-
den under straffesager vedrørende forhold, der giver grund-
lag for omstødelse af ægteskab efter § 23 i ægteskabsloven,
efter anmodning fra Ankestyrelsen nedlægge påstand om
ægteskabets omstødelse.
Bestemmelsen hænger sammen med § 6 i ægteskabsloven,
hvorefter ægteskab ikke må indgås mellem slægtninge i ret
op- og nedstigende linje eller mellem søskende, og med § 9 i
ægteskabsloven, hvorefter den, som tidligere har indgået
ægteskab eller har været part i et registreret partnerskab, må
ikke indgå ægteskab, så længe det tidligere ægteskab eller
registrerede partnerskab består.
Efter § 23, stk. 1 og 3, i ægteskabsloven omstødes et ægte-
skab ved dom, hvis det er indgået i strid med §§ 6 eller 9 i
ægteskabsloven. I disse situationer kan sag til omstødelse af
ægteskab bl.a. anlægges af Ankestyrelsen.
Det følger af § 208 i straffeloven, at den, der indgår ægte-
skab eller lader sit partnerskab registrere, og som i forvejen
er gift eller er part i et registreret partnerskab, straffes med
fængsel indtil 3 år.
Det foreslås, at i § 996 a, 1. pkt., i retsplejeloven ændres så-
ledes, at det fremgår af bestemmelsen, at Ankestyrelsens op-
gaver efter bestemmelsen varetages af Familieretshuset.
Ændringen er begrundet i, at varetagelsen af de familieretli-
ge opgaver med forslaget til Familieretshusloven foreslås
samlet i en ny myndighed, Familieretshuset. Dette gælder
også de opgaver på det familieretlige område, som hidtil har
været varetaget af Ankestyrelsen, herunder at anlægge om-
stødelsessag efter § 23, stk. 3, i ægteskabsloven.
Der henvises til den ved lovforslagets § 2, nr. 2, foreslåede
ændring af § 23, stk. 3, i ægteskabsloven samt i øvrigt til de
almindelige bemærkninger, punkt 3.4.
Til § 16
Til nr. 1
§§ 1 og 2 i retsafgiftsloven indeholder regler om retsafgiften
for henholdsvis sagsanlæg og for hovedforhandlingen eller
skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, i civile rets-
sager.
Ifølge § 1, stk. 4, 2. pkt., og § 2, stk. 3, 2. pkt., i retsafgifts-
loven kan disse afgifter hver især højst udgøre 2.000 kr. bl.a.
i sager, som er omfattet af § 327, stk. 1, nr. 2 eller 3, i rets-
plejeloven, der vedrører sager om opfyldelse af visse kla-
genævnsafgørelser m.v.
Med lovforslagets § 15, nr. 8 og 9, foreslås forskellige æn-
dringer af § 327 i retsplejeloven, som bl.a. indebærer, at de
gældende stk. 1, nr. 2 og 3, bliver stk. 1, nr. 3 og 4.
Som følge heraf foreslås det at ændre henvisningen i § 1,
stk. 4, 2. pkt., og § 2, stk. 3, 2. pkt., i retsafgiftsloven til
§ 327, stk. 1, nr. 2 eller 3, i retsplejeloven til en henvisning
til § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4, i retsplejeloven.
169
Til nr. 2
Efter § 12, stk. 1, nr. 3, i retsafgiftsloven, der er placeret i
retsafgiftslovens kapitel 1 om borgerlige retssager, er sager
om ægteskab og forældremyndighed afgiftsfri. Disse sager
behandles efter kapitel 42 i retsplejeloven, der er placeret i
retsplejelovens tredje bog om den borgerlige retspleje.
Efter § 12, stk. 1, nr. 4, i retsafgiftsloven, der er placeret i
retsafgiftslovens kapitel 1 om borgerlige retssager, er sager
om faderskab afgiftsfri. Disse sager behandles efter kapitel
42 og 42 a i retsplejeloven, der er placeret i retsplejelovens
tredje bog om den borgerlige retspleje.
Efter § 20, nr. 7, i retsafgiftsloven er fogedforretninger ved-
rørende forældremyndighed og samvær afgiftsfri. Bestem-
melsen er placeret i kapitel 3 i retsafgiftsloven, der bl.a. om-
fatter fogedsager.
Det foreslås, at § 12, stk. 1, nr. 3 affattes således, at sager
om familieretlige spørgsmål, der behandles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 42 er afgiftsfrit.
Den foreslåede nyaffattelse er begrundet i, at det bør være
afgiftsfrit at få indbragt en familieretlig sag for retten, efter
at sagen har været behandlet i Familieretshuset.
Baggrunden for dette forslag er for det første, at alle fami-
lieretlige sager i det nye familieretlige system skal indledes i
Familieretshuset, der enten afgør sagen eller indbringer sag-
en for familieretten til afgørelse. De afgørelser, som Fami-
lieretshuset træffer, kan indbringes for familieretten til prø-
velse. Der henvises til §§ 2, 27, 28 og 33 i forslaget til lov
om Familieretshuset og bemærkningerne hertil.
For det andet er baggrunden for forslaget, at anvendelses-
området for kapitel 42 med den i lovforslagets § 15, nr. 14,
foreslåede ændring af § 448 i retsplejeloven udvides til at
omfatte de familieretlige sager, der i dag afgøres af Statsfor-
valtningen, og hvor der ikke i den familieretlige lovgivning
er en særlig let adgang til domstolsprøvelse af Statsforvalt-
ningens afgørelse.
Med denne nyaffattelse foreslås det, at bestemmelsen om af-
giftsfri fogedforretninger vedrørende forældremyndighed og
samvær flyttes fra § 20, nr. 7 i retsafgiftsloven til § 12, stk.
1, nr. 4, og samtidig udvides til også at omfatte sager om
barnets bopæl. Begrundelsen for forslaget om flytningen af
bestemmelsen om afgiftsfrihed for sager om fuldbyrdelse af
forældremyndighed, barnets bopæl og samvær er, at det med
lovforslagets § 15, nr. 19 og 24, foreslås det, at bestemmel-
serne om fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl
og samvær flyttes fra kapitel 48 a i retsplejeloven, der er
placeret i retsplejelovens fjerde bog om tvangsfuldbyrdelse,
til retsplejelovens tredje bog om den borgerlige retspleje, og
at bestemmelsen om afgiftsfrihed for sager om fuldbyrdelse
af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær tilsvarende
bør flyttes fra retsafgiftslovens kapitel 3 om bl.a. fogedsager
til retsafgiftslovens kapitel 1 om borgerlige retssager.
Begrundelsen for forslaget om at udvide den gældende be-
stemmelse om afgiftsfrihed for sager om fuldbyrdelse af for-
ældreansvar og samvær til også at omfatte sager om barnets
bopæl er, at der ved § 17 i forældreansvarsloven, jf. lov nr.
499 af 6. juni 2007, blev indført mulighed for, at der, når
forældre har fælles forældremyndighed, kan træffes afgørel-
se om, hos hvem af forældrene barnet skal have bopæl. Så-
danne afgørelser om barnets bopæl kan efter § 536, stk. 1, jf.
§ 478, stk. 1-3, i retsplejeloven sammen med aftaler om bar-
nets bopæl danne grundlag for fuldbyrdelse. Ligesom an-
modninger om fuldbyrdelse af afgørelser og aftaler om for-
ældremyndighed bør også anmodninger om fuldbyrdelse af
afgørelser og aftaler om barnets bopæl være afgiftsfri.
Nyaffattelsen af § 12, stk. 1, nr. 4 indebærer, at der ikke
længere vil være afgiftsfrihed for sager om faderskab i med-
før af denne bestemmelse. Sager om faderskab vil derimod
være afgiftsfri efter den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 3, som
omfatter alle sager om familieretlige spørgsmål, der behand-
les efter reglerne i retsplejelovens kapitel 42, herunder også
sager om faderskab, jf. den foreslåede bestemmelse i rets-
plejelovens § 448.
Det bemærkes, at indholdet af § 536, stk. 1, i retsplejeloven
med lovforslagets § 15, nr. 19 og 24, foreslås flyttet til
§ 456 q, stk. 1, uden ændringer af betydning for ovennævnte
forslag.
Som konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 12, stk.
1, nr. 4, i retsafgiftsloven foreslås § 20, nr. 7, retsafgiftslo-
ven ophævet, jf. lovforslagets § 16, nr. 3.
Der henvises til lovforslagets § 15, nr. 14, om ændring af
§ 448 i retsplejeloven og bemærkningerne hertil samt i øv-
rigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.
Til nr. 3
Efter § 20, nr. 7, i retsafgiftsloven er fogedforretninger ved-
rørende forældremyndighed og samvær afgiftsfri.
Det foreslås, at § 20, nr. 7, i retsafgiftsloven ophæves.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 16, nr. 2, hvor-
ved bestemmelsen om afgiftsfrihed for sager om fuldbyrdel-
se af forældremyndighed og samvær foreslås flyttet til rets-
afgiftsloven § 12, stk. 1, nr. 4, og udvides til også at omfatte
sager om barnets bopæl.
Til nr. 4
§ 48 i retsafgiftsloven pålægger en afgift på 175 kr. for ud-
skrifter m.v., der udfærdiges af retten. Som en undtagelse
hertil fritager § 49 i retsafgiftsloven for afgiften efter § 48 i
visse tilfælde.
Ifølge § 49, nr. 1, i retsafgiftsloven er bl.a. udskrifter m.v.,
der bestilles af en part i en sag til brug for denne, afgiftsfri,
for så vidt sagen er afgiftsfri efter § 12, stk. 1, nr. 1-6, i rets-
afgiftsloven.
170
Som følge af, at fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær flyttes fra fogedretten til familieretten –
og dermed fra reglerne om fogedforretninger til reglerne om
behandlingen af civile retssager – foreslås det at flytte af-
giftsfritagelsen for sådanne fuldbyrdelsesager fra § 20, nr. 7,
i retsafgiftsloven til § 12, stk. 1, nr. 4, i retsafgiftsloven, jf.
lovforslagets § 16, nr. 2 og 3.
I konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningen i § 49
i retsafgiftsloven til § 12, stk. 1, nr. 1-6, i retsafgiftsloven til
en henvisning til § 12, stk. 1, nr. 1-3, 5 og 6, i retsafgiftslo-
ven.
Det bemærkes, at efter den gældende § 49, nr. 2, i retsaf-
giftsloven er udskrifter m.v., der bestilles af en rekvirent af
en fogedforretning til brug for denne afgiftsfri, når forretnin-
gen er afgiftsfri i medfør af § 20, nr. 1-6. Afgiftsfriheden ef-
ter § 49 omfatter derimod ikke udskrifter til brug for sager,
der er afgiftsfri i medfør af § 20, nr. 7, der som nævnt fore-
slås flyttet til § 12, stk. 1, nr. 4. Som følge heraf foreslås der
ikke nogen henvisning i § 49 til det nye § 12, stk. 1, nr. 4.
Til nr. 5
§ 50 i retsafgiftsloven pålægger retsafgift for ankesager.
Som en undtagelse hertil fritager § 51 i retsafgiftsloven for
afgiften efter § 50 i visse tilfælde.
Ifølge § 51, stk. 1, i retsafgiftsloven er bl.a. anke af de sager,
der er nævnt i § 12, stk. 1, nr. 1-6 og 8, i retsafgiftsloven,
afgiftsfri.
Som følge af at fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær flyttes fra fogedretten til familieretten –
og dermed fra reglerne om fogedforretninger til reglerne om
behandlingen af civile retssager – foreslås det at flytte af-
giftsfritagelsen for sådanne fuldbyrdelsesager fra § 20, nr. 7,
i retsafgiftsloven til et nyt § 12, stk. 1, nr. 4, i retsafgiftslo-
ven, jf. lovforslagets § 16, nr. 2 og 3.
Som konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningen i
§ 51, stk. 1, i retsplejeloven til § 12, stk. 1, nr. 1-6 og 8, i
retsplejeloven til en henvisning til § 12, stk. 1-3, 5, 6 og 8, i
retsplejeloven.
Det bemærkes, at appel af de sager, der er omfattet af den i
lovforslagets § 16, nr. 2, foreslåede § 12, stk. 1, nr. 4, i rets-
plejeloven i givet fald vil skulle ske ved kære, og at der alle-
rede derfor ikke er behov for i § 51, stk. 1, i retsafgiftsloven
at henvise til den i lovforslagets § 16, nr. 2, foreslåede § 12,
stk. 1, nr. 4.
Til nr. 6
§ 54 i retsafgiftsloven pålægger retsafgift for kæresager.
Som en undtagelse hertil fritager § 55 i retsafgiftsloven for
afgiften efter § 54 i visse tilfælde.
Ifølge § 55, nr. 1, i retsafgiftsloven er bl.a. kære iværksat af
parter i en sag, der er fritaget for afgift i medfør af § 12, stk.
1, nr. 1-8, i retsafgiftsloven, afgiftsfri.
Som følge af, at fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær flyttes fra fogedretten til familieretten –
og dermed fra reglerne om fogedforretninger til reglerne om
behandlingen af civile retssager – foreslås det med lovfor-
slagets § 16, nr. 2 og 3, at flytte afgiftsfritagelsen for sådan-
ne fuldbyrdelsesager fra § 20, nr. 7, i retsafgiftsloven til
§ 12, stk. 1, nr. 4, i retsafgiftsloven.
I konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningen i
§ 55, nr. 1, i retsafgiftsloven til § 12, stk. 1, nr. 1-8, til en
henvisning til § 12, stk. 1-3 og 5-8.
Til § 17
Til nr. 1 og 2
Værgemålsloven indeholder en række bestemmelser, der ve-
drører Statsforvaltningen.
For så vidt angår bestemmelser, hvor Statsforvaltningen
nævnes, drejer det sig efter § 13, stk. 2, § 14 og § 16, stk. 2,
om Statsforvaltningens kompetencer efter værgemålsloven,
efter § 13, stk. 4, om klageadgang, efter §§ 17-19 om Stats-
forvaltningens behandling af sager, og efter § 21, stk. 4, og
§ 22 om indbringelse af Statsforvaltningens afgørelse for
retten. Det drejer sig endvidere om bestemmelser i § 28 om
Statsforvaltningens tilsyn med værger, i § 30 om justitsmini-
sterens hjemmel til at fastsætte regler om, at Statsforvaltnin-
gen skal godkende værgens økonomiske dispositioner, i §
32 om vederlag til værgen og i § 39 om Statsforvaltningens
godkendelse af formueforbrug. Endelig drejer det sig efter
§§ 42 og 43 om Statsforvaltningens rolle i forhold til umyn-
diges selvstændige rådighed og næring og efter § 50 om
Statsforvaltningens beskikkelse af værger efter §§ 47 og 49.
Det foreslås, at ovennævnte bestemmelser ændres således, at
der i bestemmelserne henvises til Familieretshuset i stedet
for Statsforvaltningen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter Familieretshuset behandler sager om værgemål ef-
ter værgemålsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.5.
Til nr. 3
Statsforvaltningens afgørelser efter værgemålsloven kan i
dag påklages til Civilstyrelsen. Det drejer sig bl.a. om afgø-
relser om værgebeskikkelse, jf. værgemålslovens § 14, vær-
gevederlag, jf. § 32, og forbrug af formue tilhørende perso-
nen under værgemål, jf. § 39. Denne adgang til administra-
tiv prøvelse af statsforvaltningens afgørelser har imidlertid
ikke hjemmel i værgemålsloven. Adgangen til administrativ
prøvelse følger af praksis.
Det følger af værgemålslovens § 21, stk. 1, at Statsforvalt-
ningen eller retten kan træffe en foreløbig afgørelse om vær-
gemål, hvis betingelserne i §§ 5 eller 7 skønnes opfyldte, og
171
der er et øjeblikkeligt behov herfor. Under samme betingel-
ser kan retten træffe en foreløbig afgørelse om fratagelse af
den retlige handleevne efter § 6. Statsforvaltningen eller ret-
ten beskikker samtidig en foreløbig værge for den pågæl-
dende.
Foreløbige afgørelser om værgemål efter værgemålslovens
§ 21 kan indbringes for retten, jf. § 21, stk. 4.
Efter værgemålslovens § 22, stk. 1, kan Statsforvaltningens
afgørelse efter §§ 5 eller 7-10 inden fire uger efter, at der er
givet meddelelse om afgørelsen, indbringes for retten.
Statsforvaltningens adgang til at træffe afgørelser efter vær-
gemålsloven, herunder efter §§ 21 og 22 foreslås overført til
familieretten, jf. lovforslagets § 17, nr. 1.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse om klage-
adgang. Det foreslås samtidig, at der indsættes en overskrift,
der beskriver, at der er tale om klage over øvrige værge-
målsafgørelser.
Det foreslås med bestemmelsen i § 22 a, 1. pkt., at Familier-
etshusets afgørelser efter værgemålsloven, kan påklages til
Civilstyrelsen.
Det foreslås herved, at Civilstyrelsen opretholdes som kla-
geinstans, således at Familieretshusets afgørelser efter vær-
gemålsloven kan påklages til Civilstyrelsen.
Da afgørelser efter §§ 21 og 22 fortsat skal kunne indbringes
for retten, foreslås det med det foreslåede § 22 a, 2. pkt., at
klageadgangen efter det foreslåede 1. pkt. ikke skal gælde
de nævnte afgørelser efter værgemålslovens §§ 21 og 22.
Disse afgørelser kan således fortsat ikke påklages til Civil-
styrelsen, men kan inden for de nævnte frister indbringes for
domstolene.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.5.
Til nr. 4
Det følger af § 25, stk. 2, 2. pkt., i værgemålsloven, at foræl-
dre som værger for et barn kan anvende barnets indtægter til
dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til
deres og barnets stilling. Bestemmelsen henviser til § 2, stk.
3, i lov om forældremyndighed og samvær, der har samme
indhold som § 25, stk. 2, 2. pkt., i værgemålsloven.
Lov om forældremyndighed og samvær blev med virkning
fra den 1. oktober 2007 ophævet ved ikrafttrædelsen af for-
ældreansvarsloven. § 2, stk. 3, i lov om forældremyndighed
og samvær er videreført i § 2, stk. 3, i forældreansvarsloven
uden indholdsmæssige ændringer.
Det foreslås derfor, at henvisningen i § 25, stk. 2, 2. pkt., i
værgemålsloven til § 2, stk. 3. i lov om forældremyndighed
og samvær ændres til en henvisning til § 2, stk. 3, i foræl-
dreansvarsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.5.
Til § 18
Til nr. 1
Ægtefælleskifteloven indeholder en række bestemmelser,
der vedrører Statsforvaltningen. Det drejer det sig om § 10,
hvorefter en anmodning om bistand til deling af et fællesbo
tidligst kan indgives, når der er indgivet anmodning til Stats-
forvaltningen om separation eller skilsmisse eller anlagt sag
om ægteskabets omstødelse. Det drejer sig endvidere efter
§ 66, stk. 1, om, at sager om enkelttvister, der opstår under
privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere
særejeaktiver, tidligst kan anlægges, når der er indgivet an-
modning til Statsforvaltningen om separation eller skilsmis-
se eller anlagt sag om ægteskabets omstødelse.
Det foreslås, at ovennævnte bestemmelser ændres således, at
der i bestemmelserne henvises til Familieretshuset i stedet
for Statsforvaltningen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter anmodninger om separation eller skilsmisse indgi-
ves til Familieretshuset efter ægteskabsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.5.
Til nr. 2
Ægtefælleskifteloven indeholder regler om skifterettens be-
handling af sager om deling af ægtefællers fællesbo efter se-
paration, skilsmisse og omstødelse af ægteskab. Sager efter
loven behandles om udgangspunkt af skifteretten.
Efter § 10 i ægtefælleskifteloven kan der tidligst indgives
anmodning til skifteretten om bistand til deling af et fælles-
bo, når der er indgivet anmodning til Statsforvaltningen om
separation eller skilsmisse, eller der er anlagt sag om omstø-
delse af ægteskab.
Det foreslås, at § 10 i ægtefælleskifteloven ændres således,
at der i bestemmelsen ikke henvises til anlæggelse af sag om
omstødelse af ægteskab, men til indgivelse til Familieretshu-
set af anmodning om omstødelse af ægteskab. Det bemær-
kes hertil, at med den i lovforslagets § 18, nr. 1, foreslåede
ændring af § 10 i ægtefælleskifteloven foreslås det, at an-
modningen skal indgives til Familieretshuset fremfor Stats-
forvaltningen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om separation, skilsmisse eller omstø-
delse af ægteskab, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslå-
ede § 58 a, stk. 2, ægteskabsloven. Efter den i lovforslagets
§ 2, nr. 26, foreslåede § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven indgi-
172
ves anmodning om omstødelse af ægteskab til Familierets-
huset.
Til § 19
Til nr. 1
§ 37, stk. 2 og 3, i arveloven regulerer Statsforvaltningens
adgang til at anmode skifteretten om, at den længstlevende
ægtefælle skal udbetale henstandsarv.
Det foreslås, at § 37, stk. 2 og 3, ændres således, at der i be-
stemmelserne henvises til Familieretshuset i stedet for Stats-
forvaltningen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter Familieretshuset behandler sager efter § 37, stk. 2
og 3 i arveloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.5.
Til nr. 2
Efter § 53, stk. 1, i arveloven kan en arvelader ved testamen-
te bestemme, at en livsarvings tvangsarv helt eller delvis
skal båndlægges, når arveladeren finder, at dette er bedst for
livsarvingen. Båndlæggelse kan dog kun ske for tiden, indtil
livsarvingen fylder 25 år.
Er arven af ringe værdi, kan justitsministeren eller den, ju-
stitsministeren bemyndiger dertil, fritage for opfyldelse af
arveladerens bestemmelse om båndlæggelse, jf. § 53, stk. 2.
Efter § 56 i arveloven kan justitsministeren eller den, justits-
ministeren bemyndiger dertil, tillade, at båndlagt arv frigi-
ves, når 1) det er en velfærdssag for arvingen, 2) arven er af
ringe værdi eller 3) det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke
længere tjener et rimeligt formål.
Indeholder et testamente bestemmelser om udbetaling af den
båndlagte arv til et bestemt tidspunkt eller ved bestemte be-
givenheders indtræden, foretages udbetalingen af forvalt-
ningsafdelingen. Afhænger det derimod af et skøn, om testa-
mentets betingelser er opfyldte, kan udbetaling kun ske efter
bestemmelse af justitsministeren eller den, justitsministeren
bemyndiger dertil, jf. § 57 i arveloven.
Det følger af Civilstyrelsens cirkulæreskrivelse af 21. de-
cember 2007 om båndlagt arv, pkt. 2.1, at afgørelse om fri-
tagelse, frigivelse og udbetaling af båndlagt arv i medfør af
§ 53, stk. 2, § 56 og § 57, 2. pkt., i arveloven træffes af
Statsforvaltningen på det sted, hvor arvingen er bosat.
Statsforvaltningens afgørelser efter § 53, stk. 2, og §§ 56 og
57 i arveloven kan i dag indbringes for Civilstyrelsen, jf.
pkt. 2.4 i cirkulæreskrivelsen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter Familieretshuset behandler sager efter § 53, stk. 2,
og §§ 56 og 57 i arveloven. Denne overførsel af opgaver
sker ved en ændring af Civilstyrelsens cirkulæreskrivelse af
21. december 2007 om båndlagt arv.
Det foreslås med bestemmelsen i § 58 a, at Familieretshu-
sets afgørelser efter § 53, stk. 2, og §§ 56 og 57 i arveloven
kan påklages til Civilstyrelsen.
Det foreslås herved, at Civilstyrelsen opretholdes som kla-
geinstans, således at Familieretshusets afgørelser efter arve-
lovens § 52, stk. 2, og §§ 56 og 57 kan påklages til Civilsty-
relsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.5.
Til nr. 3
§ 68, stk. 2, i arveloven regulerer krav om Statsforvaltnin-
gens samtykke til, at en arvelader, der er umyndig, forpligter
sig til ikke at oprette eller tilbagekalde et testamente.
Det foreslås, at § 68, stk. 2, i arveloven ændres således, at
der i bestemmelsen henvises til Familieretshuset i stedet for
Statsforvaltningen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter Familieretshuset behandler sager efter § 68, stk. 2 i ar-
veloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.5.
Til nr. 4
Det følger af § 68, stk. 1, i arveloven, at en arvelader kan
forpligte sig til ikke at oprette eller tilbagekalde et testamen-
te.
Erklæringen efter stk. 1 skal afgives i overensstemmelse
med reglerne om oprettelse af testamente. Er arveladeren
umyndig, kræves værgens og Statsforvaltningens samtykke,
jf. § 68, stk. 2, i arveloven.
Statsforvaltningens afgørelser efter § 68, stk. 2, 2. pkt., i ar-
veloven kan i dag påklages til Civilstyrelsen. Denne adgang
til administrativ prøvelse af Statsforvaltningens afgørelser
har imidlertid ikke hjemmel i arveloven.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter Familieretshuset behandler sager efter arvelovens § 68,
stk. 2, jf. den i lovforslagets § 19, nr. 3, foreslåede ændring
af § 68, stk. 2.
Det foreslås med bestemmelsen i § 68, stk. 3, at Familierets-
husets afgørelser efter § 68, stk. 2, kan påklages til Civilsty-
relsen.
173
Det foreslås herved, at Civilstyrelsen opretholdes som kla-
geinstans, således at Familieretshusets afgørelser efter arve-
lovens § 68, stk. 2, kan påklages til Civilstyrelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.5.
Til § 20
Til nr. 1
Lov om fremtidsfuldmagter indeholder en række bestem-
melser, der vedrører Statsforvaltningen.
Bestemmelserne i § 4, stk. 1, 3 og 4, § 5, stk. 2, § 6, stk. 1-3,
og § 7, stk. 1 og 3, i lov om fremtidsfuldmagter vedrører så-
ledes Statsforvaltningens ikraftsættelse af en fremtidsfuld-
magt og Statsforvaltningens behandling af en anmodning
herom, og § 8, stk. 2 og 3, bemyndigelse til at justitsministe-
ren kan fastsætte regler om visse forhold i denne forbindel-
se. Derudover indeholder § 21 bestemmelser om Statsfor-
valtningens tilsyn med en fremtidsfuldmægtig. Endelig in-
deholder § 22, stk. 3, og §§ 23, 26 og 27 bestemmelser om
Statsforvaltningens behandling af en anmodning om tilbage-
kaldelse, ændring og ophør af en fremtidsfuldmagt, og § 28
bemyndigelse til at justitsministeren kan fastsætte regler om
visse forhold i denne forbindelse. Klage over Statsforvalt-
ningens afgørelser er reguleret i § 29, stk. 1.
Det foreslås, at ovennævnte bestemmelser ændres således, at
der i bestemmelserne henvises til Familieretshuset i stedet
for Statsforvaltningen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter Familieretshuset behandler sager om fremtidsfuld-
magter efter lov om fremtidsfuldmagter.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.5.
Til § 21
Til nr. 1
Statsforvaltningen meddeler efter § 10 i lov om tillæg til
strandingsloven eneret til bjærgning af samlinger af genstan-
de, der er fjernede fra det skib, og som befinder sig på hav-
bunden.
Det foreslås, at der overalt i lov om tillæg til strandingslo-
ven foretages ændringer, således at Statsforvaltningen æn-
dres til Rigspolitiet.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås ned-
lagt, og at Rigspolitiet foreslås at varetage opgaverne efter
strandingslovgivningen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til § 22
Til nr. 1
Efter § 1, stk. 3, i midlertidig lov om landboforeningers og
husmandsforeningers auktioner m.m. godkender Statsfor-
valtningen det sted, hvor en auktion, der er omfattet af lo-
ven, skal finde sted. Efter § 2, stk. 1, 2. pkt., i loven skal der
ved en auktion omfattet af loven føres en protokol. Protokol-
len autoriseres af Statsforvaltningen.
Det foreslås, at § 1, stk. 3, i midlertidig lov om landbofor-
eningers og husmandsforeningers auktioner m.m. ændres så-
ledes, at det fremgår af bestemmelsen, at Justitsministeriet
varetager opgaven med at godkende auktionssteder.
Det foreslås endvidere, at § 2, stk. 1, 2. pkt., ændres således,
at det fremgår af bestemmelsen, at Justitsministeriet autori-
serer auktionsprotokoller efter § 2, stk. 1, 2. pkt., i midlerti-
dig lov om landboforeningers og husmandsforeningers auk-
tioner m.v.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås ned-
lagt. Da de nævnte opgaver mest naturligt varetages af Ju-
stitsministeriet, foreslås det, at Justitsministeriet varetager
opgaverne efter § 1, stk. 3, og § 2, stk. 1, 2. pkt., i midlerti-
dig lov om landboforeningers og husmandsforeningers auk-
tioner m.v.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til § 23
Til nr. 1
Statsforvaltningen varetager en række opgaver efter strand-
ingsloven. Der er tale om afgørelse af klager over politidi-
rektørens fastsættelse af erstatning og betaling for privates
bistand i forbindelse med strandinger, jf. § 3, stk. 5, afgørel-
se ved meningsulighed om bistand til bjærgning, jf. § 8, 2.
pkt., godkendelse af auktion over bjærget gods og betingel-
serne herfor, jf. § 11, 1. pkt., afgørelse af hvorvidt en person
er legitimeret til at få udleveret gods, der er bjærget på sta-
tens forstrande, jf. § 12, stk. 2, 1. pkt., afgørelse af fordelin-
gen af omkostninger ved bjærgning mellem bjærgerne og
forstrandsejeren, jf. § 13, stk. 2, og afgørelse af tvist om ve-
derlag til strandfogeden ved bjærgning, jf. § 18. Det er end-
videre efter § 13, stk. 1, Statsforvaltningen som stævnes
vedrørende bjærgeløn, hvis der ikke er nogen ejer af det
bjærgede gods, og forstrandsretten tilhører staten.
Det foreslås, at ovenstående bestemmelser ændres således,
at det fremgår af bestemmelserne, at de nævnte opgaver va-
retages af Rigspolitiet.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås ned-
lagt, og at det foreslås, at Rigspolitiet varetager ovennævnte
opgaver efter strandingslovgivningen.
174
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til nr. 2
I § 12, stk. 2, 2. pkt., i strandingsloven henvises i forbindel-
se med visse udleveringer af bjærget gods til, at der skal ske
fradrag af omkostninger m.v., som afgjort af Statsforvaltnin-
gen efter § 13 i strandingsloven.
Det foreslås, at § 12, stk. 2, 2. pkt., i strandingsloven ændres
således, at der henvises til Rigspolitiets afgørelse efter § 13 i
strandingsloven.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt,
og at det foreslås, at Rigspolitiet varetager Statsforvaltnin-
gens opgaver efter strandingslovgivningen, herunder træffer
afgørelse efter lovens § 13 i strandingsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til § 24
Til nr. 1
Statsforvaltningen træffer efter § 1 i forordning af 2. decem-
ber 1825 ang. Strandings- Commissionaires Sallarium afgø-
relse om salarium til Strandings-Commissionairer for deres
arbejde i forbindelse med strandinger. Af §§ 3-5 i forordnin-
gen fremgår nærmere bestemmelser om fastsættelsen af
størrelsen af salariet.
Det foreslås, at de ovennævnte bestemmelser i forordning
ang. Strandings-Commisionaires Salararium ændres, således
at det fremgår, at salariet fastsættes af Rigspolitiet.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslag til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt,
og at det foreslås, at Rigspolitiet varetager opgaverne efter
strandingslovgivningen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til nr. 2
§ 2 i forordning af 2. december 1825 ang. Strandings-Com-
missionaires Sallarium regulerer muligheden for at tilstå sal-
larium efter forordningen uden afgørelse fra Statsforvaltnin-
gen.
Det foreslås, at § 2 i forordning af 2. december 1825 ang.
Strandings-Commissionaires Sallarium ændres, således at
der henvises til, at det er Rigspolitiet, som træffer afgørelse
om sallarium efter forordningen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslag til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt, og
at det foreslås, at Rigspolitiet varetager opgaverne efter
strandingslovgivningen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til § 25
Til nr. 1
Statsforvaltningen varetager en række opgaver efter forord-
ning af 16. marts 1842 ang. Dykkervæsenet m.v. Der er tale
om opgaver vedrørende anmeldelse af bjærgning af vrag
m.v., jf. §§ 2 og 7, anmeldelse af bjærget gods m.v., jf. § 2,
og bestemmelser i forbindelse med at ejeren selv foretager
bjærgningen, jf. § 6.
Det foreslås, at ovenstående bestemmelser ændres således,
at det fremgår, at de nævnte opgaver varetages af Rigspoliti-
et.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslag til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt,
og at Rigspolitiet foreslås at varetage opgaverne efter
strandingslovgivningen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til nr. 2
Statsforvaltningen fastsætter efter § 2, 3. pkt., i forordning
af 16. marts 1842 ang. Dykkervæsenet m.v. nærmere betin-
gelser, herunder særligt om perioden for bjærgning omfattet
af forordningen.
Det foreslås, at § 2, 3. pkt., i forordning af 16. marts 1842
ang. Dykkervæsenet m.v. ændres, således at der henvises til,
at det er Rigspolitiet, som fastsætter nærmere betingelser ef-
ter forordningen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt,
og at det foreslås, at Rigspolitiet varetager opgaverne efter
strandingslovgivningen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til nr. 3
Statsforvaltningen foretager efter § 4 i forordning af 16.
marts 1842 ang. Dykkervæsenet m.v. gennemsyn og appro-
bation af betingelser for auktion over bjærget gods og be-
stemmer, hvad der skal ske med genstande, som ikke er eg-
nede til auktion.
Det foreslås, at § 4, 2. pkt., i forordning af 16. marts 1842
ang. Dykkervæsenet m.v. ændres, således at der henvises til,
at det er Rigspolitiet, som varetager opgaverne i forbindelse
med auktion efter forordningen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt,
175
og at det foreslås, at Rigspolitiet varetager opgaverne efter
strandingslovgivningen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til § 26
Til nr. 1
Det fremgår af § 15, stk. 2, i børnetilskudsloven, at særlige
bidrag efter børnebidragsloven kan udbetales forskudsvis af
Udbetaling Danmark, når betingelserne i § 12 i børnetil-
skudsloven er opfyldte. Der kan dog kun ske forskudsvis ud-
betaling inden for den grænse, som Statsforvaltningen fast-
sætter.
Det foreslås, at § 15, stk. 2, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at der kan ske forskudsvis udbetaling inden
for den grænse, som Familieretshuset eller familieretten
fastsætter.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt,
hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familier-
etten, der træffer afgørelse om særlige bidrag efter børnebi-
dragsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til § 27
Til nr. 1
Det fremgår af § 11, stk. 1, i funktionærloven, at mæglings-
mænd efter funktionærlovens § 10 beskikkes af direktøren
for Statsforvaltningen uden for København og Frederiks-
berg.
Det foreslås, at § 11, stk. 1, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at beskikkelse foretages af Arbejdsretten.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt,
og at det foreslås, at Arbejdsretten varetager opgaven med
beskikkelse af mæglingsmænd efter funktionærloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til § 28
Til nr. 1
Efter § 40, stk. 1, i udstykningsloven kan Statsforvaltningen,
når der foreligger særlige omstændigheder, træffe beslutning
om, at omkostningerne ved en skelforretning helt eller del-
vist skal betales af staten. Der er med hjemmel i § 40, stk. 1,
fastsat nærmere regler i § 11 i bekendtgørelse nr. 1084 af
17. september 2010 om skelforretninger om, hvornår Stats-
forvaltningen kan træffe beslutning efter § 40, stk. 1, i ud-
stykningsloven.
Det foreslås, at § 40, stk. 1, i udstykningsloven ændres såle-
des, at det fremgår af bestemmelsen, at det er Geodatastyrel-
sen, der kan træffe afgørelse om, at omkostningerne ved en
skelforretning afholdes helt eller delvist af statskassen.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, og at
det foreslås, at Geodatastyrelsen varetager opgaven efter
§ 40, stk. 1, i udstykningsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til nr. 2
Det fremgår af § 40, stk. 2, i udstykningsloven, at Statsfor-
valtningens afgørelse efter § 40, stk. 1, i udstykningsloven
af, hvorvidt omkostningerne ved en skelforretning skal af-
holdes helt eller delvist af statskassen, kan påklages til ma-
trikelmyndigheden.
Bestemmelsen foreslås affattet således, at Geodatastyrelsens
beslutning efter § 40, stk. 1, kan påklages til energi-, forsy-
nings- og klimaministeren.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at det med lovforsla-
gets § 28, nr. 1, foreslås, at det er Geodatastyrelsen, som
træffer afgørelse efter § 40, stk. 1, i udstykningsloven. Der
foretages endvidere en ændring i kompetencen til at tage
stilling til klager, således at denne tillægges energi-, forsy-
nings- og klimaministeren. Dette er udtryk for den alminde-
lige retsgrundsætning, hvorefter der kan klages over en un-
derordnet myndighed til en overordnede myndighed inden
for samme myndighedshierarki.
Til § 29
Til nr. 1
Efter § 1 a, stk. 4, i masteloven kan erhvervsministeren efter
forhandling med økonomi- og indenrigsministeren fastsætte
regler om, at skriftlig kommunikation med Statsforvaltnin-
gen i forbindelse med Statsforvaltningens opgaver efter ma-
steloven skal ske digitalt. Efter § 1 b, stk. 2, i masteloven er
der tilsvarende mulighed for, at der kan fastsættes regler om,
at Statsforvaltningen kan udstede afgørelser m.v. uden un-
derskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet
underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer
entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen el-
ler dokumentet.
Det foreslås, at § 1 a, stk. 4, og § 1 b, stk. 2, i masteloven
ændres således, at det fremgår af bestemmelserne, at mulig-
heden for at udstede regler om digital kommunikation og
udstedelse af afgørelser uden underskrift m.v. vedrører ener-
gi-, forsynings- og klimaministerens opgaver efter mastelo-
ven.
176
De foreslåede ændringer er begrundet i, at opgaven som kla-
gemyndighed for visse af bygningsmyndighedens afgørelser
efter masteloven, der tidligere har været varetaget af Stats-
forvaltningen, er overgået til Energi-, Forsynings- og Klima-
ministeriet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
Til nr. 2-4
Efter § 23, stk. 1, i masteloven kan bygningsmyndighedens
afgørelser efter § 3, stk. 1, § 8, stk. 1, og § 11, stk. 1 og 2, i
masteloven påklages til Statsforvaltningen. Der er i § 23,
stk. 2-4, i masteloven fastsat nærmere regler om Statsfor-
valtningens behandling af disse sager. Det fremgår af § 23,
stk. 5, i masteloven, at Statsforvaltningens afgørelser ikke
kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Det foreslås, at der foretages en række ændringer af § 23 i
masteloven, således at det fremgår, at klagemyndigheden for
bygningsmyndighedernes afgørelser efter § 3, stk. 1, § 8,
stk. 1, og § 11, stk. 1 og 2, i masteloven er energi-, forsy-
nings- og klimaministeren.
De foreslåede ændringer er begrundet i, at opgaven som kla-
gemyndighed for visse af bygningsmyndighedens afgørelser
efter masteloven, der tidligere har været varetaget af Stats-
forvaltningen, er overgået til energi-, forsynings- og klima-
ministeren.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
Til § 30
Til nr. 1
Der er i hvert stift etableret en stiftsøvrighed, som efter
§ 9 a, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, består af stiftets
biskop og stiftamtmanden. Af § 9 a, stk. 2, fremgår, at
stiftamtmanden er direktøren for Statsforvaltningen. Det
fremgår endvidere, at direktøren for Statsforvaltningen kan
delegere sin kompetence som stiftamtmand til medarbejdere
på kontorchefniveau eller derover og i den forbindelse be-
stemme, at en person, der varetager stiftsøvrighedskompe-
tence efter delegation, kan oppebære titlen af stiftamtmand.
Stiftsøvrigheden varetager forskellige opgaver vedrørende
juridisk tilsyn med menighedsråd og provstiudvalg samt
godkendelse af visse menighedsrådsbeslutninger om byg-
ningsarbejder på kirker og kirkegårde. Stiftsøvrigheden er
sammensat således, at staten og folkekirken er repræsenteret
som ligeværdige parter.
Det foreslås, at § 9 a, stk. 2, ændres således, at direktøren
for Ankestyrelsen er stiftamtmand og dermed medlem af
stiftsøvrigheden. Det foreslås endvidere, at direktøren for
Ankestyrelsen kan delegere sin stiftsøvrighedskompetence
til medarbejdere i Ankestyrelsen på ankechefsniveau eller
derover.
De foreslåede ændringer er begrundet i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt,
hvorefter hvervet som stiftamtmand, for så vidt angår med-
lemskab af stiftsøvrigheden, foreslås varetaget af direktøren
for Ankestyrelsen. Stiftsøvrigheden bliver således fortsat
sammensat sådan, at både staten og folkekirken er repræsen-
terede som ligeværdige parter. Sammensætningen sikrer
samtidig, at biskoppen har en sparringspartner med økono-
miske, juridiske og administrative kompetencer på højeste
niveau, og at der ved varetagelsen af stiftsøvrighedens opga-
ver kan tages de nødvendige hensyn til både statens og fol-
kekirkens interesser.
Det findes endvidere hensigtsmæssigt, at direktøren for An-
kestyrelsen i lighed med direktøren for Statsforvaltningen
efter gældende ret kan delegere sin stiftsøvrighedskompe-
tence til medarbejdere på ankechefniveau eller derover. Li-
gesom direktøren for Ankestyrelsen kan bestemme, at en
person, der varetager stiftsøvrighedskompetencen efter dele-
gation, kan oppebære titlen som stiftamtmand.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til § 31
Til nr. 1
Hegnsloven regulerer spørgsmål om nabohegn og finder an-
vendelse på fælleshegn i skel og egne hegn langs skel, men
ikke indre hegn, som f.eks. læhegn, der ikke står langs skel.
Tvister om hegn omfattet af hegnsloven afgøres af det kom-
munale hegnsyn.
Efter hegnslovens § 46 kan hegnsynet afkræve sagens parter
et vederlag. Hegnsynets vederlag fremgår af bekendtgørelse
nr. 570 af 28. maj 2018 om vederlag til hegnsynet og vurde-
ringsmænd efter mark- og vejfredsloven (herefter vederlags-
bekendtgørelsen).
Efter hegnslovens § 46, stk. 4, kan Statsforvaltningen bevil-
ge en part fritagelse for at betale sagens omkostninger ved
hegnsynet, hvis partens økonomiske forhold samt sagens
vigtighed og begrundethed giver grundlag for det. Sagens
omkostninger afholdes i givet fald af statskassen.
Som følge af den foreslåede nedlæggelse af Statsforvaltnin-
gen pr. 1. april 2019 hjemtages den opgave, som Statsfor-
valtningen varetager efter hegnsloven, til Miljø- og Fødeva-
reministeriet.
Det foreslås derfor, at bestemmelsen i hegnslovens § 46, stk.
4, til at bevilge en part fritagelse for at betale sagens om-
kostninger for hegnsynet, tilpasses således, at opgaven frem-
over varetages af miljø- og fødevareministeren. Ændringen
indebærer, at det pr. 1. april 2019 vil være miljø- og fødeva-
reministenen, der træffer afgørelse om at bevilge en part fri-
tagelse for at betale sagens omkostninger ved hegnsynet, og
dermed at omkostningerne i stedet afholdes af statskassen.
177
Det er hensigten, at den konkrete opgavevaretagelse vil bli-
ve henlagt til Landbrugsstyrelsen, som allerede i dag vareta-
ger visse af Miljø- og Fødevareministeriets opgaver efter
hegnsloven, jf. § 5, stk. 1, nr. 18, i bekendtgørelse nr. 1273
af 27. november 2017 om Landbrugsstyrelsens opgaver og
beføjelser.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til § 32
Til nr. 1
Statsforvaltningen varetager efter lov om anvendelse af om
tvang i psykiatrien en række opgaver på det psykiatriske
område.
For så vidt angår patientrådgivere, drejer det sig om antagel-
se af patientrådgivere, jf. § 25, stk. 1, behandling af klage
over afslag på beskikkelse af en bestemt patientrådgiver, jf.
§ 25, stk. 3, og beskikkelse af en anden person som patie-
ntrådgiver end de af Statsforvaltningen antagne patientrådgi-
vere, jf. § 25, stk. 4.
For så vidt angår Det Psykiatriske Patientklagenævn vareta-
ger Statsforvaltningen sekretariatsbetjeningen og afholder
udgifterne til nævnets virksomhed, jf. § 34, stk. 3. Det er
derudover efter § 34, stk. 1 og 2, i lov om tvang i psykiatrien
direktøren for Statsforvaltningen, eller den direktøren be-
myndiger dertil, der er formand for Det Psykiatriske Patient-
klagenævn. §§ 24 og 35-39 i lov om tvang i psykiatrien in-
deholder endvidere henvisning til, at Det Psykiatriske Pa-
tientklagenævn er placeret i Statsforvaltningen.
Det foreslås, at der overalt i lov om tvang i psykiatrien fore-
tages ændringer, således at Statsforvaltningen ændres til
Nævnenes Hus. Det foreslås dermed også, at formanden for
Det Psykiatriske Patientklagenævn er direktøren for Nævne-
nes Hus eller den, som direktøren bemyndiger dertil.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at opgaverne ved-
rørende patientrådgivere i psykiatrien og Det Psykiatriske
Patientklagenævn, der tidligere har været varetaget af Stats-
forvaltningen, er overgået til Nævnenes Hus.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
Til § 33
Til nr. 1-3
§ 6 a i lov om assisteret reproduktion i forbindelse med be-
handling, diagnostik og forskning m.v. vedrører situationer,
hvor en sundhedsperson, som er ansvarlig for behandling
med assisteret reproduktion af en person med bopæl i Dan-
mark, er i tvivl om kvindens eller parrets evne til at drage
fornøden omsorg for et barn. Efter § 6 a, stk. 1, skal sund-
hedspersonen i disse tilfælde med samtykke fra den involve-
rede kvinde eller parret indsende oplysninger om sagen til
Statsforvaltningen med anmodning om, at Statsforvaltnin-
gen træffer afgørelse efter § 6 a, stk. 2. Hvis kvinden eller
parret ikke ønsker at give samtykke, skal sundhedspersonen
afvise at indlede behandling med assisteret reproduktion.
Statsforvaltningen træffer efter § 6 a, stk. 2, afgørelse om,
hvorvidt behandling med assisteret reproduktion kan iværk-
sættes. Statsforvaltningen kan efter bestemmelsen inddrage
anden sagkundskab i vurderingen af kvindens eller parrets
forældreegnethed. Dette kan eksempelvis være den enlige
kvindes eller parrets praktiserende læge eller sociale myn-
digheder. Hvis den enlige kvinde eller parret ikke samtyk-
ker, skal Statsforvaltningen afvise, at der kan indledes be-
handling med assisteret reproduktion.
Statsforvaltningens afgørelse i medfør af § 6 a, stk. 2, kan
inden fire uger efter meddelelsen til den enlige kvinde eller
parret påklages til Ankestyrelsen. Statsforvaltningen skal
vejlede parret om klagemuligheden til Ankestyrelsen.
Det foreslås, at Statsforvaltningen i § 6 a, stk. 1 og 2, ændres
til regionsrådene.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt.
Det foreslås derfor, at de opgaver, som Statsforvaltningen
hidtil har varetaget efter lov om assisteret reproduktion i for-
bindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.,
fremover varetages af regionsrådene med mulighed for sam-
arbejde med et eller flere regionsråd. De foreslåede ændrin-
ger medfører ikke ændringer af vurderingen af, hvorvidt be-
handling med assisteret reproduktion kan iværksættes i sag-
er omfattet af § 6 a, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til § 34
Til nr. 1
Det fremgår af § 84, stk. 2, 1. pkt., i byfornyelsesloven, at
formanden og de øvrige medlemmer af byfornyelsesnævnet
udpeges af direktøren for Statsforvaltningen.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 84, stk. 2, 1. pkt., i byfor-
nyelsesloven ændres således, at det fremgår af bestemmel-
sen, at udpegningen foretages af Erhvervsministeriet.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at opgaven med ud-
pegning, som tidligere blev varetaget af direktøren for Stats-
forvaltningen, er overgået til Erhvervsministeriet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt
3.7.
Til nr. 2
Det fremgår af § 86 i byfornyelsesloven, at Statsforvaltnin-
gen skal stille lokaler og medhjælp til rådighed for byforny-
elsesnævnet. Statsforvaltningen skal endvidere afholde næv-
nets udgifter, herunder udgifter til vederlag.
178
Det foreslås, at § 86 i byfornyelsesloven ændres således, at
det fremgår af bestemmelsen, at opgaverne vedrørende by-
fornyelsesnævnet, som tidligere har været varetaget af Stats-
forvaltningen, er overgået til Erhvervsministeriet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt
3.6.
Til § 35
Til nr. 1 og 2
Det fremgår af § 23, stk. 1, i byggeloven, at kommunalbe-
styrelsens afgørelser efter byggeloven eller efter regler ud-
stedt i medfør af byggeloven med visse undtagelser kan på-
klages til Statsforvaltningen, for så vidt angår retlige spørgs-
mål. Det fremgår videre af § 23, stk. 2, 2. pkt., at Statsfor-
valtningens afgørelse i en klagesag ikke kan påklages til an-
den administrativ myndighed. Af § 24, stk. 1, fremgår, at
klage til Statsforvaltningen over kommunalbestyrelsens af-
gørelse skal indgives inden fire uger fra den dag, hvor afgø-
relsen er meddelt.
Det foreslås, at Statsforvaltningen i § 23, stk. 1 og 2, og §
24, stk. 1, ændres til Nævnenes Hus.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltnin-
gen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt.
Det foreslås derfor, at kommunalbestyrelsens afgørelser ef-
ter byggeloven og efter regler udstedt i medfør af byggelo-
ven kan påklages til Nævnenes Hus. De foreslåede ændrin-
ger medfører ikke ændringer af de materielle kriterier for
klageinstansens vurdering af klager efter byggelovens § 23,
stk. 1. Der er alene tale om en organisatorisk ændring. Der
foreslås ligeledes ikke ændringer i, i hvilket omfang kom-
munalbestyrelsens afgørelser kan påklages.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til § 36
Til nr. 1
Efter § 96 i almenlejeloven skal der i kommuner med al-
mene boliger nedsættes et eller flere beboerklagenævn, der
kan afgøre tvister efter almenlejeloven. Det fremgår af § 97,
stk. 1, at et beboerklagenævn består af en formand og to an-
dre medlemmer. Efter § 97, stk. 2, beskikkes formanden af
direktøren for Statsforvaltningen efter indstilling fra kom-
munalbestyrelsen.
Det foreslås, at § 97, stk. 2, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at formanden for et beboerklagenævn be-
skikkes af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt. Det
foreslås derfor, at kompetencen til at beskikke formanden
for beboerklagenævnet overføres til Transport-, Bygnings-
og Boligministeriet, der er ressortministerium for almenleje-
loven. Transport-, Bygnings- og Boligministeriet påregner at
delegere sin beføjelse efter den foreslåede bestemmelse til
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til § 37
Til nr. 1
Efter § 35 i boligreguleringsloven skal der i alle kommuner
nedsættes et eller flere huslejenævn, der kan afgøre tvister
efter boligreguleringsloven og lejeloven. Det fremgår af §
36, stk. 1, at et huslejenævn består af en formand og to an-
dre medlemmer. Efter § 36, stk. 2, beskikkes formanden af
direktøren for Statsforvaltningen efter indstilling fra kom-
munalbestyrelsen.
Det foreslås, at § 36, stk. 2, ændres således, at det fremgår af
bestemmelsen, at formanden for et huslejenævn beskikkes af
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt. Det
foreslås derfor, at kompetencen til at beskikke formanden
for huslejenævnet overføres til Transport-, Bygnings- og
Boligministeriet, der er ressortministerium for boligregule-
ringsloven. Transport-, Bygnings- og Boligministeriet på-
regner at delegere sin beføjelse efter den foreslåede bestem-
melse til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.6.
Til § 38
Til nr. 1
Det fremgår af § 46, stk. 1, i udlændingeloven, at afgørelse
efter loven med visse undtagelser træffes af Udlændingesty-
relsen. Undtaget fra Udlændingestyrelsens afgørelseskom-
petence er bl.a. afgørelser efter § 56 a, stk. 1-4, om udpeg-
ning af en personlig repræsentant for uledsagede mindreåri-
ge udlændinge, der træffes af Statsforvaltningen.
Det foreslås, at henvisningen til bestemmelserne om udpeg-
ning af en personlig repræsentant for uledsagede mindreåri-
ge udlændinge udvides til også at omfatte § 56 a, stk. 5.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at der med lovforsla-
gets § 38, nr. 5, foreslås indsat en ny bestemmelse som stk.
4 i § 56 a, hvorefter § 56 a, stk. 4-11, bliver § 56 a, stk.
5-12. Den i lovforslagets § 38, nr. 5, foreslåede § 56 a, stk.
4, vedrører udpegningen af personlige repræsentanter for
uledsagede mindreårige udlændinge, og der bør derfor i
§ 46, stk. 1, også henvises til denne nye bestemmelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
179
Til nr. 2
Det fremgår af § 56 a, stk. 1, i udlændingeloven, at der,
medmindre ganske særlige grunde taler derimod, udpeges en
personlig repræsentant for en uledsaget mindreårig udlæn-
ding, som opholder sig her i landet. Repræsentanten skal va-
retage den mindreåriges interesser. Det fremgår af § 56 a,
stk. 1, 5. pkt., at repræsentanten udpeges af Statsforvaltnin-
gen.
Det foreslås, at § 56 a, stk. 1, 5. pkt., ophæves. Den foreslåe-
de ændring er begrundet i, at reguleringen af kompetencen
til at træffe afgørelse om udpegning og ændring af udpeg-
ningen af en personlig repræsentant efter § 56 a, stk. 1 og 3,
med lovforslagets § 38, nr. 5, foreslås samlet i en ny § 56 a,
stk. 4. Der henvises til lovforslagets § 38, nr. 5, og bemærk-
ningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 3
Det fremgår af § 56 a, stk. 2, i udlændingeloven, at der, in-
den der træffes afgørelse om udpegning af en repræsentant
for en uledsaget mindreårig efter § 56 a, stk. 1, skal afholdes
en samtale med barnet, hvis barnet er fyldt 12 år. Det frem-
går videre, at samtalen kan undlades, hvis samtalen må anta-
ges at være til skade for barnet eller uden betydning for sag-
en. Endelig fremgår det, at hvis barnet er under 12 år, skal
der afholdes en samtale, hvis barnets modenhed og sagens
omstændigheder tilsiger det.
Det foreslås, at det indsættes i § 56 a, stk. 2, som nyt punk-
tum, at samtalen med barnet kan gennemføres af den organi-
sation, der efter § 56 a, stk. 1, indstiller en person til hvervet
som repræsentant for barnet.
Efter gældende praksis gennemføres samtalen efter § 56 a,
stk. 2, af Dansk Røde Kors, som er godkendt af udlændinge-
og integrationsministeren til at indstille personer til hvervet
som repræsentant efter § 56 a, stk. 1, for en uledsaget min-
dreårig udlænding. Dette er i overensstemmelse med forar-
bejderne til bestemmelsen, hvoraf fremgår, at samtalen i
mange tilfælde mest hensigtsmæssigt vil kunne afholdes af
og hos Dansk Røde Kors eller en anden organisation, der
har indstillet personen til hvervet som repræsentant, da dette
vil kunne fremskynde behandlingen af sager om udpegning
af en repræsentant, jf. Folketingstidende, 2002-03, tillæg A,
side 408f. Det findes af lovtekniske og retssikkerhedsmæssi-
ge hensyn hensigtsmæssigt, at det fremgår af loven, at der er
mulighed for, at den indstillende organisation, i dag Røde
Kors, gennemfører samtalen med barnet.
Med den foreslåede bestemmelse gives der mulighed for, at
den indstillende organisation kan afholde samtalen. Det er
dog ikke et krav, og samtalen kan således, hvis det findes
mest hensigtsmæssigt, afholdes af Familieretshuset eller fa-
milieretten.
Til nr. 4
Det fremgår af § 56 a, stk. 1, i udlændingeloven, at der,
medmindre ganske særlige grunde taler derimod, udpeges en
personlig repræsentant for en uledsaget mindreårig udlæn-
ding, som opholder sig her i landet. Statsforvaltningen kan
efter § 56 a, stk. 3, ændre en afgørelse om udpegning af en
personlig repræsentant, hvis ændringen er bedst for barnet.
Det foreslås, at § 56 a, stk. 3, ændres således, at det ikke
fremgår af bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer af-
gørelse om ændring af udpegningen af en personlig repræ-
sentant.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om udpegning af en personlig repræ-
sentant og ændring heraf, jf. den i lovforslagets § 38, nr. 5,
foreslåede § 56 a, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 5
Efter § 56 a, stk. 1 og 3, i udlændingeloven træffer Statsfor-
valtningen afgørelse om udpegning og ændring af udpegnin-
gen af en personlig repræsentant for en uledsaget mindreårig
udlænding. Statsforvaltningen behandler sagerne efter be-
stemmelserne i udlændingeloven, forvaltningsloven og al-
mindelige forvaltningsretlige principper.
Det foreslås med bestemmelsen i § 56 a, stk. 4, 1. pkt., at
anmodning om udpegning eller ændring af udpegningen af
en personlig repræsentant efter § 56 a, stk. 1 og 3, skal ind-
gives til Familieretshuset, der behandler anmodningen efter
bestemmelserne i Familieretshusloven.
Med bestemmelsen i § 56 a, stk. 4, 2. pkt., foreslås det, at
det fastlægges efter bestemmelserne om visitation i kapitel 2
og bestemmelserne om behandling af sager i kapitel 8-10 i
forslaget til Familieretshusloven, om afgørelse om udpeg-
ning eller ændring af udpegningen af en personlig repræsen-
tant træffes af Familieretshuset eller familieretten.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om udpegning af en personlig repræ-
sentant og ændring heraf. Hvorvidt en sag afsluttes eller af-
gøres af Familieretshuset eller familieretten, foreslås regule-
ret i §§ 5-7 og 26-28 i forslaget til Familieretshusloven.
Efter § 25, jf. § 5, i forslaget til Familieretshusloven er det
Familieretshuset, der afslutter sagen, hvis der er tale om en
enkel sag, når Familieretshuset modtager sagen.
Hvis der ikke er tale om en enkel sag, men sagen dog heller
ikke indeholder så komplekse problemstillinger, at der er
behov for tværfaglig og dybdegående sagsbehandling, visi-
180
teres sagen til behandling efter § 6 i forslaget til Familierets-
husloven. I sager, der visiteres til behandling efter § 6 i for-
slaget til Familieretshusloven, er det som udgangspunkt Fa-
milieretshuset, der efter § 26 i forslaget til Familieretshuslo-
ven træffer afgørelse, hvis parterne ikke under sagens forløb
er nået til enighed. Efter § 27, stk. 2, i forslaget til Familier-
etshusloven er det dog familieretten, der træffer afgørelse,
hvis sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske
problemstillinger.
Forslaget til Familieretshusloven indeholder den generelle
regulering af Familieretshusets behandling af sager. Det dre-
jer sig bl.a. om de ovennævnte bestemmelser om visitation
af sager og den deraf følgende fordeling af afgørelseskom-
petencen mellem Familieretshuset og domstolene og be-
stemmelser om, at i sager, der afgøres af Familieretshuset,
sørger Familieretshuset for oplysningen af sagerne og træf-
fer afgørelse, jf. §§ 25 og 26 i forslaget til Familieretshuslo-
ven. Der henvises til bemærkningerne til de pågældende be-
stemmelser i forslaget til Familieretshusloven. Disse be-
stemmelser skal også gælde for sager om udpegning og æn-
dring af udpegningen af personlige repræsentanter efter § 56
a.
Forslaget indebærer endvidere, at bestemmelserne i udlæn-
dingeloven, forvaltningsloven og de almindelige forvalt-
ningsretlige principper finder anvendelse sammen med be-
stemmelserne i forslaget til Familieretshusloven ved Fami-
lieretshusets behandling af sager efter § 56 a i udlændin-
geloven.
Den foreslåede bestemmelse medfører ikke indholdsmæssi-
ge ændringer, for så vidt angår udpegningen af personlige
repræsentanter.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 6
Det fremgår af § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven, at Statsfor-
valtningens afgørelse om udpegning eller ændring af udpeg-
ningen af en personlig repræsentant for uledsagede mindreå-
rige udlændinge efter § 56 a, stk. 1 og 3, kan påklages til
Ankestyrelsen. Det fremgår endvidere, at visse bestemmel-
ser i retssikkerhedsloven finder anvendelse ved Ankestyrel-
sens behandling af sådanne klager.
Det foreslås, at Familieretshusets afgørelse om udpegning af
en personlig repræsentant og afgørelse om ændring heraf ef-
ter § 56 a, stk. 1 og 3, kan påklages til familieretten efter be-
stemmelserne i kapitel 12 i forslaget til Familieretshusloven.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
den i lovforslagets § 38, nr. 5, foreslåede nye bestemmelse i
§ 56 a, stk. 4, i udlændingeloven, hvorefter afgørelse om ud-
pegning af en personlig repræsentant for uledsagede min-
dreårige udlændinge og afgørelse om ændring heraf træffes
af enten Familieretshuset eller familieretten. Det foreslås
samtidigt, at bestemmelserne om indbringelse af Familier-
etshusets afgørelser for familieretten fremgår samlet af kapi-
tel 12 i forslaget til Familieretshusloven. Disse bestemmel-
ser ændrer ikke ved, hvilke afgørelser der kan indbringes for
familieretten i forhold til mulighederne for at påklage Stats-
forvaltningens afgørelser efter gældende ret. Der henvises i
denne forbindelse til §§ 39-41 i forslaget til Familieretshus-
loven og bemærkningerne hertil.
Retsplejeloven, herunder navnligt kapitel 42, som foreslået
ændret ved lovforslagets § 15, nr. 14, finder anvendelse ved
familierettens behandling af en afgørelse truffet af Familier-
etshuset, som er indbragt for familieretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 7
§ 56 a, stk. 5, i udlændingeloven indeholder en bemyndigel-
se til, at børne- og socialministeren kan fastsætte nærmere
regler om behandling af sager efter § 56 a, stk. 1-4, om ud-
pegning og ændring af udpegningen af en personlig repræ-
sentant for en uledsaget mindreårig udlænding, herunder om
klagers behandling.
Det foreslås, at henvisningen i § 56 a, stk. 5, der bliver stk.
6, udvides til også at omfatte stk. 5. Den foreslåede ændring
er begrundet i, at der med lovforslagets § 38, nr. 5, foreslås
indsat en ny bestemmelse som § 56 a, stk. 4. Ved den fore-
slåede indsættelse bliver den gældende § 56 a, stk. 4, til stk.
5. Idet den foreslåede bestemmelse i § 56 a, stk. 4, ligeledes
omhandler udpegningen af personlige repræsentanter for
uledsagede mindreårige udlændinge, findes det hensigts-
mæssigt, at bemyndigelsesbestemmelsen ligeledes indehol-
der en henvisning til denne bestemmelse. Den foreslåede
ændring medfører ikke ændringer i, hvilke emner der kan re-
guleres i regler udstedt med hjemmel i § 56 a, stk. 5, der bli-
ver stk. 6.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 8
Det fremgår af § 56 a, stk. 1, i udlændingeloven, at der,
medmindre ganske særlige grunde taler derimod, udpeges en
personlig repræsentant for uledsagede mindreårige udlæn-
dinge, som har ophold her i landet. Det fremgår af § 56 a,
stk. 6, nr. 6, at hvervet som personlig repræsentant ophører,
når Statsforvaltningen træffer beslutning om dette efter § 56
a, stk. 3.
Det foreslås, at § 56 a, stk. 6, nr. 6, der bliver stk. 7, nr. 6,
ændres således, at det ikke fremgår af bestemmelsen, hvil-
ken myndighed der træffer afgørelse om ændring af udpeg-
ningen af en personlig repræsentant.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
181
der træffer afgørelse om udpegning af en personlig repræ-
sentant og ændring heraf, jf. den i lovforslagets § 38, nr. 5,
foreslåede § 56 a, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 9
Det fremgår af § 58 i udlændingeloven, at der gælder
samme regler om salær og godtgørelse for udlæg til advoka-
ter, der beskikkes efter bl.a. § 56 a, stk. 7 og 8, som der gæl-
der i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces.
Det foreslås, at henvisningen i § 58 ændres således, at der
henvises til § 56 a, stk. 8 og 9. Der er tale om en konse-
kvensændring, som følge af den i lovforslagets § 38, nr. 5,
foreslåede indsættelse af en ny bestemmelse som § 56 a, stk.
4.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til § 39
Til nr. 1
Det fremgår af § 8, stk. 3, 1. pkt., i CPR-loven, at et barn,
som opholder sig lige længe ad gangen hos hver af forældre-
ne, og hvor forældrene har fælles forældremyndighed, skal
registreres som havende bopæl hos den af forældrene, som
forældrene er enige om, at barnet skal registreres som have-
nde bopæl hos. Enighed anses efter § 8, stk. 3, nr. 2, herudo-
ver bl.a. at foreligge ved en aftale om barnets bopæl, der er
indgået over for Statsforvaltningen.
Det foreslås, at § 8, stk. 3, nr. 2, ændres således, at det frem-
går af bestemmelsen, at enighed om registrering af et barns
bopæl i CPR bl.a. anses at foreligge, hvis der er indgået afta-
le om bopæl over for Familieretshuset.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen
med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvor-
efter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten,
der træffer afgørelse om barnets bopæl, jf. den ved lovfor-
slagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2, i forældrean-
svarsloven. Forældre kan således indgå aftale om barnets
bopæl over for Familieretshuset.
Aftaler om barnets bopæl kan også indgås over for familier-
etten i form af et retsforlig, hvilket er omfattet af § 8, stk. 3,
nr. 1, i CPR-loven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 2
§ 8 i CPR-loven vedrørende bopælsregistrering i CPR af
børn, der bor hos begge forælder, fik sin nuværende udform-
ning ved lov nr. 1251 af 18. december 2012 om ændring af
lov om Det Centrale Personregister og sundhedsloven (De-
legation af opgaver vedrørende registrering af indrejse og
udstedelse af sundhedskort m.v. i forbindelse med arbejdet i
et International Citizen Service, ændring og præcisering af
reglerne for bopælsregistrering af børn, ændring af reglerne
for videregivelse af oplysninger fra CPR til visse pensions-
og forsikringsselskaber m.v.). Formålet med ændringen af §
8 i CPR-loven var at bringe CPR-lovens regler om bopæls-
registrering i CPR af børn i overensstemmelse med foræl-
dreansvarslovens intentioner om, at så mange sager som
muligt løses ved, at der er enighed mellem forældrene.
Efter § 8, stk. 3, 1. pkt., i CPR-loven skal kommunalbesty-
relsen registrere et barn, som opholder sig lige længe ad
gangen hos hver af forældrene, og hvor forældrene har fæl-
les forældremyndighed, med bopæl hos den af forældrene,
som forældrene over for kommunalbestyrelsen erklærer sig
enige om.
Såfremt den ene forælder ikke over for kommunalbestyrel-
sen erklærer sig enig i en anmeldt flytning af et barn, som
opholder sig lige længe ad gangen hos hver af forældrene,
og hvor forældrene har fælles forældremyndighed, er der i §
8, stk. 3, 2. pkt., i CPR-loven fastlagt en række situationer,
hvorefter der anses at være enighed mellem forældrene om
bopælsregistreringen i CPR af barnet, når der i det familier-
etlige system er opnået enighed om, hvilken forælder der er
bopælsforælder henholdsvis samværsforælder.
Enighed anses efter § 8, stk. 3, nr. 4, bl.a. at foreligge, hvis
den ene forælder over for Statsforvaltningen har accepteret
at være samværsforælder.
Det fremgår af bemærkningerne til § 8, stk. 3, nr. 4, at det
kan lægges til grund, at en forælder har accepteret at være
samværsforælder, hvis der er indgået en aftale om samvær
over for Statsforvaltningen, eller hvis vedkommende foræl-
der ved en afgørelse truffet af Statsforvaltningen har fået til-
delt samvær i en deleordning, uden at vedkommende deref-
ter har ønsket rettens stillingtagen til spørgsmålet om bar-
nets bopæl efter forældreansvarslovens § 17, stk. 1. Det
fremgår endvidere af bemærkningerne til bestemmelsen, at
det herved undgås, at der, alene fordi en samværsforælder
ikke over for kommunen vil acceptere en anmeldelse af en
flytning indgivet af bopælsforælderen, skal ske en genopta-
gelse af sager i det familieretlige system, hvor der allerede
var opnået enighed om, hvilken forælder der er bopælsfor-
ælder henholdsvis samværsforælder. Der henvises til Folke-
tingstidende 2012-2013, A, L4, som fremsat, side 15.
Det foreslås for det første, at § 8, stk. 3, nr. 4, i CPR-loven
ændres således, at det fremgår af bestemmelsen, at enighed
om registrering af et barns bopæl i CPR anses at foreligge,
hvis den ene forælder over for Familieretshuset eller fami-
lieretten har accepteret at være samværsforælder.
Det foreslås for det andet, at § 8, stk. 3, nr. 4, ændres såle-
des, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, når barnet har
delt bopæl efter § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven.
182
Den første del af den foreslåede ændring er begrundet i, at
Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven
foreslås nedlagt, hvorefter aftale om barnets bopæl eller af-
tale om samvær registreres af Familieretshuset eller fami-
lieretten, jf. de i lovforslagets § 1 foreslåede ændringer af
forældreansvarsloven. Det bemærkes herved også, at det ef-
ter forslaget til Familieretshusloven enten vil være Familier-
etshuset eller familieretten, der træffer afgørelse om sam-
vær, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a,
stk. 2, i forældreansvarsloven.
Ud fra hensynet bag CPR-lovens § 8, stk. 3, 2. pkt., findes
det hensigtsmæssigt også at bestemme, at en forælder anses
for at have accepteret at være samværsforælder, hvis
vedkommende i familieretten har indgået en aftale i form af
et retsforlig om samvær i en lige deleordning eller ved dom
har fået tildelt dette samvær, og vedkommende forælder ik-
ke efterfølgende søger om at blive bopælsforælder efter de
familieretlige regler.
Derved undgås det, at sagen på ny skal behandles i det fami-
lieretlige system alene på baggrund af en sag om barnets bo-
pælsregistrering i CPR.
Begrundelsen for den anden del af forslaget er, at det ved
den i lovforslagets § 1, nr. 16, foreslåede § 17, stk. 3, i for-
ældreansvarsloven foreslås, at når samlevende forældre med
fælles forældremyndighed ved en samlivsophævelse ikke er
enige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, har bar-
net delt bopæl i tre måneder efter samlivsophævelsen. I den-
ne periode kan der indledes sag om samvær efter § 19 i for-
ældreansvarsloven, men der kan ikke indledes en sag om
barnets bopæl efter stk. 1.
Det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede § 17, stk.
3, i forældreansvarsloven, at når barnet har delt bopæl, er in-
gen af forældrene bopælsforælder efter forældreansvarslo-
vens regler herom. Retsvirkningerne af delt bopæl er efter
det i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 3, stk. 1, 3. pkt., i
forældreansvarsloven, at også afgørelse om overordnede
forhold i barnets liv kræver enighed mellem forældrene.
Den delte bopæl har således alene betydning i forældrenes
indbyrdes forhold, og anden lovgivning, herunder reglerne
om udbetaling af offentlige ydelser knyttet til barnet og bo-
pælsregistreringen i CPR af barnet efter CPR-loven, admini-
streres uafhængigt heraf.
Efter § 8, stk. 3, nr. 4, anses forældrene for at være enige om
bopælsregistreringen i CPR, hvis den ene forælder over for
Statsforvaltningen har accepteret at være samværsforælder.
Det findes bedst stemmende med de foreslåede regler om
delt bopæl, at den omstændighed, at en forælder med delt
bopæl efter § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven har samvær
med barnet i en lige deleordning enten efter en afgørelse fra
Familieretshuset eller familieretten, herunder en dom i for-
bindelse med prøvelsen af Familieretshusets afgørelse, eller
efter en aftale indgået over for en af disse myndigheder, ik-
ke medfører, at barnet efter CPR-lovens § 8, stk. 3, nr. 4,
kan bopælsregistreres hos den anden forælder uden samtyk-
ke fra den forælder, der har aftalt eller fastsat samvær i en
lige deleordning.
I den periode, hvor der er delt bopæl efter § 17, stk. 3, i for-
ældreansvarsloven, kan det således ikke på baggrund af et
fastsat eller aftalt samvær i en lige deleordning lægges til
grund, at der er enighed mellem forældrene om barnets regi-
strering af bopæl i CPR efter CPR-lovens § 8, stk. 3, nr. 4.
Såfremt der i perioden med delt bopæl efter § 17, stk. 3, i
forældreansvarsloven anmeldes flytning for et barn, hvor der
er fælles forældremyndighed over barnet, og hvor barnet op-
holder sig lige længe ad gangen hos hver af forældrene, og
forældrene ikke over for kommunen har erklæret sig enige
heri, vil der således skulle træffes afgørelse om barnets bo-
pælsregistrering efter § 8, stk. 4 og 5, i CPR-loven. Der hen-
vises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.2.
Først efter udløbet af den periode, hvor der efter § 17 stk. 3,
i forældreansvarsloven har været delt bopæl, kan det af
kommunalbestyrelsen lægges til grund, at der er enighed
om, hvilken forælder der er bopælsforælder henholdsvis
samværsforælder, hvis der er indgået en aftale om samvær
over for Familieretshuset eller familieretten i form af et rets-
forlig, eller hvis vedkommende forælder ved en afgørelse
truffet af Familieretshuset eller familieretten har fået tildelt
samvær i en deleordning, uden at vedkommende efter udlø-
bet af perioden med delt bopæl efter § 17, stk. 3, i foræl-
dreansvarsloven indleder en sag om at blive bopælsforælder
efter forældreansvarsloven. Har forælderen indledt en sag
om barnets bopæl efter forældreansvarsloven eller oplyser
vedkommende at ville gøre dette, vil det afhænge af en kon-
kret vurdering, om sagen er indledt i sådan tidsmæssig sam-
menhæng med udløbet af perioden med delt bopæl efter
§ 17, stk. 3, i forældreansvarsloven, at der ikke kan siges at
foreligge enighed om, hvem der er bopælsforælder. Dette er
i overensstemmelse med forståelsen af den gældende § 8,
stk. 3, nr. 4.
Hvis en forælder efter udløbet af perioden med delt bopæl
efter § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven, anmelder flytning
af barnets adresse til sig under henvisning til, at
vedkommende nu er bopælsforælder efter forældreansvars-
loven, fordi der er blevet aftalt eller fastsat samvær for den
anden forælder i denne periode, vil den anden forælder kun-
ne bekræfte dette i forbindelse med den høring, som kom-
munen foretager over den anmeldte flytning efter CPR-lo-
vens § 13, stk. 1. Dermed understøttes forældrenes mulighed
for at indgå aftaler om forhold omfattet af forældreansvars-
loven. Har forældrene ikke den samme forståelse af situatio-
nen, vil høringen give den forælder, der under perioden med
delt bopæl efter § 17, stk. 3, har fået aftalt eller fastsat sam-
vær, anledning til at søge om at blive bopælsforælder, hvis
det ikke allerede er sket, og dermed vil situationen ikke læn-
gere være omfattet af § 8, stk. 3, nr. 4, i CPR-loven og den
beskrevne forståelse af bestemmelsen. Denne bestemmelse
vil således i dette tilfælde ikke kunne danne grundlag for re-
gistrering af barnets bopælsregistrering i CPR, der derfor vil
183
skulle ske efter § 8, stk. 4 og 5, i CPR-loven. Der henvises
til de almindelige bemærkninger punkt 3.3.2.
Perioden med delt bopæl efter § 17, stk. 3, regnes fra foræl-
drenes samlivsophævelse. Samlivsophævelse anses for at
være sket, når fællesskabet om bolig og husholdning, dvs.
om det fælles hjem, afbrydes på grund af uoverensstemmel-
se. På dette tidspunkt fraflytter den ene forælder ofte det tid-
ligere fælles hjem. I tilfælde af uenighed mellem forældrene
om, hvornår samlivet blev ophævet, skal der foretages en
konkret vurdering af sagens nærmere omstændigheder,
f.eks. hvis forældrene ved samlivsophævelsen har opdelt bo-
ligen, og de begge fortsat bebor denne. Praksis for beregnin-
gen af perioden efter § 17, stk. 3, vil blive fastlagt i Fami-
lieretshuset, der bl.a. behandler ansøgninger om barnets bo-
pæl efter forældreansvarsloven. Familieretshuset vil således
kunne yde generel vejledning om reglen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Til nr. 3-5
Bestemmelserne i § 8, stk. 4 og 5, i CPR-loven vedrører bo-
pælsregistreringen af et barn i situationer, hvor forældrene
har fælles forældremyndighed, og hvor barnet opholder sig
lige længe ad gangen hos hver forælder, men hvor forældre-
ne ikke kan anses for at være enige om registreringen af bar-
nets adresse i CPR.
Det følger således af § 8, stk. 4, at hvis barnet opholder sig
lige længe ad gangen hos hver af forældrene, der har fælles
forældremyndighed, men som ikke kan anses for at være
enige om registreringen af barnets adresse i CPR, skal bar-
net registreres med bopæl hos den af forældrene, der i med-
før af § 17, stk. 1, eller § 26, stk. 1, i forældreansvarsloven
er bopælsforælder. Det følger videre, at hvis der ikke er ta-
get stilling til, hvem der er bopælsforælder efter § 17, stk. 1,
eller § 26, stk. 1, i forældreansvarsloven, skal barnet forbli-
ve registreret i CPR på den adresse, som barnet havde, før
uenigheden mellem forældrene opstod, hvis denne adresse
er en af de angivne adresser.
Det følger videre af § 8, stk. 5, at hvis barnet opholder sig
lige længe ad gangen hos hver af forældrene, der har fælles
forældremyndighed, men som ikke kan anses for at være
enige om registreringen af barnets adresse i CPR, og der ik-
ke er taget stilling til spørgsmålet om bopælsforælder efter
§ 17, stk. 1, eller § 26, stk. 1, i forældreansvarsloven, følger
barnets bopælsregistrering bopælen for den forælder, som
barnet havde bopæl sammen med forud for forældrenes
uenighed om bopælen, hvis ingen af de angivne adresser er
barnets hidtidige adresse. Er ingen af de angivne adresser
barnets hidtidige adresse, og havde barnet forud for uenig-
heden fælles adresse med begge forældre, registreres barnet
i CPR med bopæl i kommunen, men som fraflyttet den tidli-
gere adresse, indtil der er taget stilling til spørgsmålet om
bopælsforælder efter § 17, stk. 1, eller § 26, stk. 1, i foræl-
dreansvarsloven, eller forældrene bliver enige om barnets
bopæl.
Det foreslås med § 40, nr. 3, at der i § 8, stk. 4, 1. pkt., tilfø-
jes en henvisning til, at barnets bopæl i lighed med efter
§ 17, stk. 1, og § 26, stk. 1, i forældreansvarsloven kan være
fastlagt i medfør af § 18 a, stk. 2, i forældreansvarsloven.
Tilsvarende foreslås det med § 40, nr. 4, at der i § 8, stk. 4,
2. pkt., og i § 8, stk. 5, 1. pkt., tilføjes en henvisning til, at
bestemmelsen finder anvendelse, hvis barnets bopæl ikke er
fastlagt i medfør af § 18 a, stk. 2, i forældreansvarsloven.
Endelig forslås det med § 40, nr. 5, at der i § 8, stk. 5, 2.
pkt., tilføjes en henvisning til, at bestemmelsen ikke finder
anvendelse, hvis barnets bopæl er fastlagt i medfør af § 18 a,
stk. 2, i forældreansvarsloven.
Med den i lovforslagets § 1, nr. 17, foreslåede § 18 a i foræl-
dreansvarsloven foreslås der indsat bestemmelser om, at for-
ældre kan aftale, at deres barn har delt bopæl. En aftale om
delt bopæl kan indeholde betingelser om den geografiske
placering af forældrenes bopæle. Det foreslås med § 18 a,
stk. 2, at såfremt en forælder ikke har overholdt en sådan ge-
ografisk betingelse, og den anden forælder på den baggrund
bringer aftalen til ophør inden én måned efter flytningen, har
barnet bopæl hos den forælder, der har overholdt aftalen.
Denne forælder er dermed bopælsforælder efter forældrean-
svarsloven fra tidspunktet for ophøret af aftalen om delt bo-
pæl.
Der foreslås således med den i lovforslagets § 1, nr. 17,
foreslåede § 18 a, stk. 2, i forældreansvarsloven indsat en
bestemmelse, der i lighed med § 17, stk. 1, og § 26, stk. 1, i
forældreansvarsloven fastsætter barnets bopæl. Dette medfø-
rer et behov for ændringer af bestemmelserne om bopælsre-
gistrering af barnet i § 8, stk. 4 og 5, i CPR-loven, hvor et
barn opholder sig lige længe ad gangen hos hver forælder,
da disse bestemmelser ikke skal finde anvendelse, hvis bar-
nets bopæl er fastlagt i medfør af den foreslåede § 18 a, stk.
2, i forældreansvarsloven.
Til nr. 6
Det fremgår af § 4, stk. 1, i CPR-loven, at enhver med et
personnummer tildelt efter § 3, stk. 1, i CPR-loven skal regi-
streres i CPR med de oplysninger, der er oplistet i lovens bi-
lag 1. Efter nr. 7 i bilaget registreres slægtskabsoplysninger i
form af oplysning om personnummer på mor, far og børn
samt angivelse af mor og far i feltet for indehavere af foræl-
dremyndigheden over mindreårige.
Det foreslås, at de slægtskabsoplysninger, der er oplistede i
nr. 7 i bilag 1 til CPR-loven, udvides med markering i CPR
af en aftale om delt bopæl for et barn efter den i lovforsla-
gets § 1, nr. 17, foreslåede nye bestemmelse i § 18 a i foræl-
dreansvarsloven, hvorefter forældre, der har fælles forældre-
myndighed, kan aftale, at deres barn har delt bopæl.
184
Aftale om delt bopæl har alene betydning for forældrene og
for forholdet imellem dem. Barnet vil således fortsat kun
være bopælsregistreret i CPR-loven på én adresse efter reg-
lerne om registrering af bopæl i CPR-loven. Løsningen er
dermed i overensstemmelse med principperne for folkeregi-
strering (bopælsregistrering) i CPR efter CPR-loven, hvoref-
ter man kun kan have én folkeregisteradresse.
Markeringen af en aftale om delt bopæl vil i CPR, ligesom
registrering af forældremyndighed, blive registreret i CPR
som en oplysning om barnet. Markeringen vil derfor fremgå
af en registerindsigt over de oplysninger, der er registreret i
CPR på barnet.
En aftale om delt bopæl kan være tidsbegrænset eller være
betinget, f.eks. af at forældrene bor i nærheden af hinanden.
Da registeringen i CPR alene er en markering af, at der er
indgået en aftale om delt bopæl, vil eventuelle underliggen-
de betingelser eller tidsbegrænsninger ikke blive registreret i
CPR og vil dermed ikke fremgå af CPR.
Retsvirkningerne af delt bopæl fremgår af den i lovforsla-
gets § 1, nr. 2, foreslåede § 3, stk. 1, 3. pkt., i forældrean-
svarsloven, hvorefter afgørelse om overordnede forhold i
barnets daglige liv kræver enighed mellem forældrene, når
de har aftalt, at barnet har delt bopæl efter forældreansvars-
loven.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at det med den i lov-
forslagets § 1, nr. 17, foreslåede § 18 a i forældreansvarslo-
ven foreslås, at forældre, der har fælles forældremyndighed,
kan aftale, at deres barn har delt bopæl i familieretlig for-
stand, og at en sådan aftale kan registreres i CPR ved anmel-
delse til Familieretshuset. Ligeledes kan en aftale om delt
bopæl, der er registreret i CPR, fjernes ved anmeldelse til
Familieretshuset. Det bemærkes, at der vil kunne være situa-
tioner, hvor registreringen af en aftale om delt bopæl i CPR
kan være ukorrekt, f.eks. hvis forældrene ikke længere er
enige om at have delt bopæl, men ikke har anmeldt dette til
Familieretshuset.
Den foreslåede tilføjelse af markering i CPR af, at der er
delt bopæl, viser således, at barnets forældre efter den fami-
lieretlige lovgivning har aftalt delt bopæl, men ændrer ikke
ved selve bopælsregistreringen i CPR. Barnet har således
som hidtil kun én folkeregisteradresse i CPR, og en stilling-
tagen til barnets bopælsregistrering i CPR behandles efter
CPR-loven.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 17, og bemærk-
ningerne hertil. Der henvises i øvrigt til de almindelige be-
mærkninger, punkt 3.3.
Til § 40
De foreslåede bestemmelser i § 40 vedrører lovens ikrafttræ-
den. Det foreslås med § 40, stk. 1, at loven træder i kraft den
1. april 2019, dog med de undtagelser, der følger af de fore-
slåede bestemmelser i stk. 2 og 3.
Den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse i stk. 1 indebæ-
rer, at loven, medmindre andet er bestemt, finder anvendelse
på sager, der er omfattet af de bestemmelser i de love, der er
nævnt i lovforslagets §§ 1-39, og som de pågældende myn-
digheder har under behandling ved lovens ikrafttræden.
Dette indebærer, at de sagsbehandlingsregler, der følger af
lovforslagets §§ 1-3 og 5-10, også finder anvendelse på de
sager efter disse love, som Statsforvaltningen har under be-
handling ved lovens ikrafttræden, og som efter § 47 i forsla-
get til Familieretshusloven færdigbehandles af Familierets-
huset eller familieretten.
Dette gælder ligeledes for den i lovforslagets § 1, nr. 1, fore-
slåede formålsbestemmelse i § 1 i forældreansvarsloven om
hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og be-
skyttelse, og den i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede tilføjel-
se til § 4 i forældreansvarsloven om sikring af barnets bedste
og beskyttelse af barnet mod vold m.v. Disse bestemmelser
finder således anvendelse på sager efter forældreansvars-
loven, som Statsforvaltningen og Ankestyrelsen har under
behandling ved lovens ikrafttræden, og som efter § 47, stk. 1
og 5, i forslaget til Familieretshusloven og efter § 42 i dette
lovforslag færdigbehandles af henholdsvis Familieretshuset
og familieretten. De to foreslåede bestemmelser i foræl-
dreansvarsloven finder endvidere anvendelse på afgørelser,
der er truffet inden lovens ikrafttræden, og som først efter
lovens ikrafttræden indbringes for familieretten til prøvelse,
jf. § 47, stk. 3, i forslaget til Familieretshusloven. Dette
skyldes, at med de foreslåede bestemmelser i forældrean-
svarsloven sættes der yderligere fokus på hensynet til bar-
nets bedste og ret til trivsel og beskyttelse, og at disse hen-
syn også bør inddrages ved afgørelsen af sager, der verserer
ved lovens ikrafttræden.
Ligeledes finder de i lovforslagets § 1, nr. 35, og § 2, nr. 10,
foreslåede bestemmelser i § 31 a, stk. 3, i forældreansvarslo-
ven og § 38, stk. 3, i ægteskabsloven anvendelse fra lovens
ikrafttræden. Fra dette tidspunkt har en part således ikke
pligt til at deltage i et møde sammen med den anden part,
hvis den anden part har udsat parten eller partens barn for
vold, herunder psykisk vold, eller der er mistanke herom.
Dette gælder også situationer, hvor indkaldelsen til et møde
er udsendt før lovens ikrafttræden.
Den i lovforslagets § 1, nr. 17, foreslåede § 18 a i foræl-
dreansvarsloven giver mulighed for, at forældre med fælles
forældremyndighed kan aftale, at deres barn har delt bopæl.
Forældrene kan indgå en sådan aftale før lovens ikrafttræ-
den, men sådanne aftaler tillægges først retsvirkning ved lo-
vens ikrafttræden.
Efter § 40, stk. 1, i forældreansvarsloven kan Statsforvalt-
ningen afslutte en sag om forældremyndighed eller om bar-
nets bopæl, hvis der ikke er opnået enighed om forældre-
myndigheden eller bopælen. Statsforvaltningen indbringer
som udgangspunkt sagen for retten, hvis en part inden fire
uger efter, at det er meddelt den pågældende, at sagen er af-
sluttet, anmoder herom. Med lovforslagets § 1, nr. 46, fore-
185
slås § 40, stk. 1, ophævet. Dette indebærer, at der ikke kan
ske indbringelse for retten efter § 40, stk. 1, i forældrean-
svarsloven, hvis anmodning herom indgives efter lovens
ikrafttræden. En anmodning indgivet efter lovens ikrafttræ-
den er derfor at betragte som en ny ansøgning, der som ud-
gangspunkt skal indgives ved anvendelse af Familieretshu-
sets digitale selvbetjeningsløsning, jf. § 31 i forældrean-
svarsloven, og som skal visiteres og behandles i det nye fa-
milieretlige system. Ved behandlingen af sagen skal der dog
tages udgangspunkt i den sagsoplysning m.v., som Statsfor-
valtningen allerede har foretaget.
Hvis en anmodning efter § 40, stk. 1, i forældreansvarsloven
er indgivet til Statsforvaltningen, men Statsforvaltningen ik-
ke har indbragt sagen for retten ved lovens ikrafttræden, føl-
ger det af den i forslaget til Familieretshusloven foreslåede
§ 47, stk. 1, at sagen færdigbehandles af Familieretshuset el-
ler familieretten efter reglerne i Familieretshusloven. Sagen
kan således først indbringes for familieretten, når betingel-
serne herfor i de i forslaget til Familieretshusloven foreslåe-
de bestemmelser i § 27, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 33 er opfyld-
te. Ved vurderingen heraf indgår den sagsoplysning m.v.,
som Statsforvaltningen havde foranstaltet.
Det foreslås med stk. 2, at § 35 om ændringer af byggeloven
træder i kraft den 1. januar 2019. Det foreslåede ikrafttræ-
delsestidspunkt er begrundet i, at det med regeringsinitiati-
vet ”Bedre balance II” er fastlagt, at klageinstansen for kom-
munernes afgørelser efter byggeloven skal varetages af
Nævnenes Hus pr. 1. januar 2019.
Det foreslås med stk. 3, at børne- og socialministeren fast-
sætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 9 om ændringer af
lov om Haagerkonventionen af 2007. Af § 5 i lov om Haa-
gerkonventionen af 2007 fremgår, at børne- og socialmini-
steren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Børne-
og socialministeren har endnu ikke sat loven i kraft. Ændrin-
gerne i § 9 i dette lovforslag af lov om Haagerkonventionen
af 2007 skal derfor først træde i kraft, når lov om Haager-
konventionen af 2007 træder i kraft, hvorfor det foreslås, at
ikrafttrædelsen fastsættes af børne- og socialministeren.
Det foreslås i stk. 4 at bemyndige justitsministeren til at fast-
sætte tidspunktet for ikrafttræden af oprettelsen af den nye
særskilte afdeling i Procesbevillingsnævnet, som skal be-
handle sager om meddelelse af appeltilladelse til landsretten
vedrørende familierettens afgørelser.
Baggrunden for den foreslåede bemyndigelse er, at oprettel-
sen af den nye afdeling i Procesbevillingsnævnet forudsæt-
ter, at justitsministeren efter indstilling fra landsretterne,
Den Danske Dommerforening og Advokatrådet beskikker
medlemmerne og suppleanterne af den nye afdeling. Afhæn-
gig af hvornår lovforslaget vedtages i Folketinget, er det ik-
ke sikkert, at beskikkelserne kan være på plads inden den
foreslåede ikrafttræden den 1. april 2019. Der bør derfor væ-
re mulighed for om nødvendigt at fastsætte en senere ikraft-
træden for oprettelsen af den nye afdeling i Procesbevil-
lingsnævnet.
Det forventes, at oprettelsen af den nye afdeling i Procesbe-
villingsnævnet vil kunne sættes i kraft 2-3 måneder efter
lovforslagets vedtagelse i Folketinget.
Ansøgninger om appeltilladelse til landsretten vedrørende
familierettens afgørelser, som modtages før oprettelsen af
den nye afdeling i Procesbevillingsnævnet, vil skulle be-
handles af det eksisterende Procesbevillingsnævn. Procesbe-
villingsnævnet vil efter bestemmelse i forretningsordenen
kunne afgøre sådanne sager med tre medlemmer, nemlig en
landsdommer, en byretsdommer og en advokat, jf. den ved
lovforslagets § 15, nr. 5, foreslåede ændring af § 25, stk. 2,
2. pkt., i retsplejeloven. Ansøgninger, som er modtaget, men
ikke afgjort af Procesbevillingsnævnet, før oprettelsen af
den nye afdeling, overgår på datoen for oprettelsen af den
nye afdeling til fortsat behandling og afgørelse i den nye af-
deling.
Det foreslås af ordensmæssige hensyn med stk. 5, at regler
fastsat i medfør af § 21, stk. 3, i lov om børns forsørgelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. december 2015, § 25 i
adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1041 af 3. august
2018, § 61, stk. 3, i lov om ægtefællers økonomiske forhold,
§ 23 b i lov om opkrævning af underholdsbidrag, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1819 af 23. december 2015, § 33 i børnelo-
ven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1817 af 23. december 2015,
§ 8 i lov om fremtidsfuldmagter, jf. lovbekendtgørelse nr.
618 af 8. juni 2016, § 56 a, stk. 5, i udlændingeloven, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017 med senere æn-
dringer, og § 6 a, stk. 4, i lov om assisteret reproduktion i
forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 93 af 19. januar 2015 med senere
ændringer, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses
af nye regler.
Til § 41
§ 41 indeholder overgangsbestemmelser for sager efter den
familieretlige lovgivning. Bestemmelsen skal ses i lyset af
de foreslåede bestemmelser i § 47 i forslaget til Familierets-
husloven. Det følger af stk. 1 i denne bestemmelse, at sager
omfattet af § 2, nr. 1-11, i forslaget til Familieretshusloven,
som Statsforvaltningen ved lovens ikrafttræden ikke har
færdigbehandlet, færdigbehandles af Familieretshuset eller
familieretten efter reglerne i Familieretshusloven.
Det foreslås med § 41, stk. 1, at de i lovforslagets § 2, nr. 6
og 13, foreslåede bestemmelser i § 29, jf. § 42 a i ægte-
skabsloven, om en refleksionsperiode ved anmodning om
skilsmisse, når ægtefællerne er enige om skilsmissen, og de
har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, ikke finder anvendel-
se på en anmodning om skilsmisse, som Statsforvaltningen
har modtaget før lovens ikrafttræden. Det foreslås videre, at
de hidtil gældende bestemmelser om skilsmisse finder an-
vendelse ved behandlingen af sådanne anmodninger, selvom
sagen afsluttes efter lovens ikrafttræden. Der kan således ef-
ter lovens ikrafttræden meddeles skilsmisse uden forudgåen-
de refleksionsperiode, når ægtefællerne er enige herom, her-
under enige om vilkårene for skilsmisse, jf. § 42 i ægte-
186
skabsloven, selvom Statsforvaltningen modtog anmodnin-
gen om skilsmisse inden lovens ikrafttræden, og ægtefæller-
ne først efter lovens ikrafttræden er blevet enige om skil-
smissen og vilkårene herfor. Anmodningen anses i relation
til den foreslåede bestemmelse i stk. 1 for modtaget inden
lovens ikrafttræden, når Statsforvaltningen har modtaget en
anmodning om skilsmisse fra den ene ægtefælle, også selv-
om gebyret for behandlingen af skilsmissesagen efter § 39 i
ægteskabsloven først betales efter lovens ikrafttræden.
Det foreslås med stk. 2, 1. pkt., at for afgørelser om børne-
og ægtefællebidrag, som Statsforvaltningen har truffet før
lovens ikrafttræden, finder de foreslåede ændringer af
§ 58 a, stk. 2, i ægteskabsloven, § 21, stk. 2, i børnebidrags-
loven og § 61, stk. 2, i ægtefælleloven, der følger af lovfor-
slagets § 2, nr. 23, § 3, nr. 19, og § 8, nr. 22, ikke anvendel-
se. De gældende bestemmelser i § 58 a, stk. 2, i ægteskabs-
loven, § 21, stk. 2, i børnebidragsloven og § 61, stk. 2, i æg-
tefælleloven indeholder en frist på fire uger for indgivelse af
klage over en afgørelse truffet af Statsforvaltningen om bør-
ne- eller ægtefællebidrag. Den foreslåede bestemmelse i stk.
2, 1. pkt. indebærer, at de hidtil gældende regler finder an-
vendelse, hvorved klage over Statsforvaltningens afgørelse
om børne- og ægtefællebidrag skal være indgivet inden ud-
løbet af klagefristen på fire uger. Det sikres derved, at par-
ter, der indgiver klage over Statsforvaltningens afgørelse ef-
ter lovens ikrafttræden, ikke stilles bedre end parter, der har
indgivet klage inden lovens ikrafttræden. En klage, der ind-
gives efter lovens ikrafttræden, over en afgørelse truffet før
lovens ikrafttræden, er således kun rettidigt indgivet, hvis
den hidtil gældende klagefrist er overholdt.
Det følger af § 47, stk. 3, i forslaget til Familieretshusloven,
at efter lovens ikrafttræden skal klage over de omhandlede
afgørelser indgives til Familieretshuset.
Med stk. 2, 2. pkt., foreslås det, at de hidtil gældende be-
stemmelser i § 58 a, stk. 2, 2. pkt., i ægteskabsloven, § 21,
stk. 2, 2. pkt., i børnebidragsloven og § 61, stk. 2, 2. pkt., i
ægtefælleloven efter lovens ikrafttræden finder anvendelse
for afgørelser om børne- og ægtefællebidrag, som Statsfor-
valtningen har truffet før lovens ikrafttræden. Efter disse be-
stemmelser kan Ankestyrelsen i særlige tilfælde behandle en
klage over en afgørelse om bidrag, selv om klagen er indgi-
vet efter udløbet af den tidligere omtalte klagefrist på fire
uger. Med bestemmelsen opretholdes den gældende adgang
til at få en bidragsafgørelse, som Statsforvaltningen har truf-
fet før lovens ikrafttræden, prøvet, selvom klagefristen er
overskredet.
Med stk. 2, 3. pkt., foreslås det, at afgørelse i sager omfattet
af 2. pkt. om at behandle en for sent indgivet klage træffes
af familieretten, hvis afgørelse ikke kan indbringes for høje-
re ret.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 skal ses i lyset af, at det
med § 41, stk. 1 og 2, i forslaget til Familieretshusloven
foreslås, at der indføres en generel frist på fire uger for at
anmode om at få en afgørelse truffet af Familieretshuset ind-
bragt for familieretten til prøvelse, og at det med den i lov-
forslagets § 15, nr. 14, foreslåede § 448 d, stk, 1, i retspleje-
loven foreslås, at familieretten i særlige tilfælde kan behand-
le en sådan anmodning, selvom fristen er overskredet, og at
familierettens afgørelse herom ikke kan indbringes for høje-
re ret.
Det foreslås med stk. 3, at de hidtil gældende bestemmelser i
§ 37, i § 39, stk. 2, og i § 46, stk. 2, i forældreansvarsloven
samt i § 43 a, stk. 2, i ægteskabsloven finder anvendelse på
afgørelser, som Statsforvaltningen har truffet før lovens
ikrafttræden.
Efter § 37 i forældreansvarsloven skal Statsforvaltningen
indbringe en afgørelse efter §§ 15 og 15 a i forældreansvars-
loven om forældremyndighed efter en forælders død for ret-
ten, hvis en part inden fire uger, at afgørelsen er meddelt
den pågældende, anmoder herom.
Efter § 39, stk. 1, i forældreansvarsloven kan en anmodning
om ændring af forældremyndighed, undtaget ændring efter
§ 14, stk. 2, i forældreansvarsloven, barnets bopæl, samvær
eller anden kontakt afvises af Statsforvaltningen, hvis for-
holdene ikke har ændret sig væsentligt. Hvis der er tale om
afvisning af en anmodning om ændring af forældremyndig-
hed eller barnets bopæl, indbringes afvisningen for retten,
hvis ansøgeren anmoder om det inden fire uger efter, at af-
visningen er meddelt, jf. § 39, stk. 2.
Efter § 46, stk. 2, i forældreansvarsloven kan Statsforvalt-
ningens afvisning af at behandle en sag om forældremyndig-
hed eller barnets bopæl efter §§ 11, 14, 15, 15 a og 17 i for-
ældreansvarsloven med henvisning til manglende internatio-
nal kompetence efter § 448 f i retsplejeloven indbringes for
retten efter anmodning. Tilsvarende gælder efter § 43 a, stk.
2, i ægteskabsloven for Statsforvaltningens afvisning af en
ansøgning om separation eller skilsmisse med henvisning til
manglende international kompetence efter § 448 c, stk. 1, 2
og 4, i retsplejeloven.
Med lovforslagets § 1, nr. 41, 44 og 53, og § 2, nr. 16, fore-
slås § 37, § 39, stk. 2, og § 46, stk. 2, i forældreansvarsloven
og § 43 a, stk. 2, i ægteskabsloven ophævet, da bestemmel-
serne om indbringelse af afgørelser for familieretten samles
i forslaget til Familieretshusloven. Det er dog nødvendigt, at
de nævnte bestemmelser fortsat finder anvendelse for de af-
gørelser, som Statsforvaltningen har truffet før lovens ikraft-
træden.
Det følger af de foreslåede bestemmelser i § 47, stk. 3 og 5,
i forslaget til Familieretshusloven, at klage over de omhand-
lede afgørelser behandles af familieretten.
Det foreslås med stk. 4, at § 17, stk. 3, i forældreansvarslo-
ven om delt bopæl ved samlivsophævelse, som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 16, ikke finder anvendelse, når foræl-
drene har ophævet samlivet før lovens ikrafttræden. Efter
den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 3, i forældreansvars-
loven har et barn som udgangspunkt delt bopæl i tre måne-
der efter forældrenes samlivsophævelse, og i denne periode
187
kan der ikke indledes sag om barnets bopæl. Af retssikker-
hedsmæssige og administrative hensyn bør denne bestem-
melse alene finde anvendelse, når samlivsophævelsen er
sket efter lovens ikrafttræden.
Med stk. 5, 1. pkt. foreslås, at afgørelse i sager efter § 7,
§ 21, stk. 2, og 58 b, stk. 1, i ægteskabsloven og § 21, stk. 1,
i navneloven, der ved lovens ikrafttræden behandles af An-
kestyrelsen, træffes af Familieretshuset.
Efter § 7 i ægteskabsloven træffer Ankestyrelsen afgørelse
om tilladelse til, at ægteskab kan indgås mellem personer, af
hvilke den ene har været gift med den andens slægtning i ret
op- eller nedstigende linje. Efter § 21, stk. 2, i ægteskabslo-
ven træffer Ankestyrelsen afgørelse om, at en vielse, der
som udgangspunkt er ugyldig efter § 21, stk. 1, i ægteskabs-
loven, alligevel er gyldig.
Efter § 58 b, stk. 1, i ægteskabsloven træffer Ankestyrelsens
afgørelse i sager om klage over afgørelser, som en kommu-
ne som prøvelsesmyndigheds har truffet om dispensation fra
ægteskabsbetingelserne efter §§ 1 a og 4, § 10, stk. 2, og
§ 11 a, stk. 2, i ægteskabsloven og om anerkendelse af uden-
landske skilsmisser til brug for prøvelse af ægteskabsbetin-
gelserne.
Efter § 21, stk. 1, i navneloven kan en personregisterførers
afgørelse efter § 16, stk. 2, 1. pkt., og § 16, stk. 4, 2. pkt., i
navneloven påklages til Ankestyrelsen. Der er ikke mulig-
hed for at påklage Ankestyrelsens afgørelse i klagesagen til
højere administrativ myndighed.
Med § 2, nr. 1 og 2, i lovforslaget foreslås afgørelseskompe-
tencen i sager efter § 7, § 21, stk. 2, og § 58 b, stk. 1, i ægte-
skabsloven tillagt Familieretshuset. Tilsvarende foreslås
med § 7, nr. 13, i lovforslaget Ankestyrelsens kompetence
efter § 21, stk. 1, i navneloven tillagt Familieretshuset.
På den baggrund findes det hensigtsmæssigt, at Familierets-
huset færdigbehandler sager efter de nævnte bestemmelser,
der er under behandling i Ankestyrelsen ved lovens ikraft-
træden. Familieretshusets afgørelser i disse sager kan efter
§ 39, stk. 1, i forslaget til Familieretshusloven indbringes for
familieretten til prøvelse. I relation til afgørelser efter § 58,
b, stk. 2, i ægteskabsloven og § 21, stk. 1, i navneloven vil
familieretten dog kunne afvise sagen, hvis den ikke har prin-
cipiel eller generel betydning, jf. den i lovforslagets § 15, nr.
14, foreslåede § 448 d, stk. 2, i retsplejeloven.
Med stk. 5, 2. pkt. foreslås det, at § 14, stk. 1, nr. 1-5, i for-
slaget til Familieretshusloven ikke finder anvendelse for
sager omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1. pkt.
§ 14, stk. 1, nr. 1-5, indeholder bestemmelser om sagsbe-
handlingsfrister, der hovedsageligt regnes fra Familieretshu-
sets modtagelse af en sag, og bestemmelserne kan derfor ik-
ke finde anvendelse for sager, som Ankestyrelsen modtog
før lovens ikrafttræden.
Med stk. 6 foreslås det, at familieretten kun kan optage en
klage over en afgørelse, som Statsforvaltningen før lovens
ikrafttræden har truffet efter den hidtil gældende bestemmel-
se i § 41, stk. 5, 1. pkt., i forældreansvarsloven, hvis fami-
lieretten skønner, at sagen har principiel eller generel betyd-
ning.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse i stk. 6 er, at ef-
ter § 23, stk. 1 og 2, i forældreansvarsloven har en forælder,
som ikke har del i forældremyndigheden over et barn, ret til
efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra
skoler, børneinstitutioner m.v. og til at få udleveret doku-
menter om barnets forhold, hvis disse findes på skoler og i
børneinstitutioner. De nævnte institutioner m.v. kan nægte at
give konkrete oplysninger og udlevere dokumenter om bar-
nets forhold, hvis det må antages at være til skade for bar-
net. Efter § 41, stk. 5, 1. pkt., i forældreansvarsloven kan
den pågældende forælder påklage en afgørelse efter § 23,
stk. 2, til Statsforvaltningen. Statsforvaltningens afgørelse i
klagesagen kan efter § 41, stk. 5, 3 og 4. pkt., i forældrean-
svarsloven ikke indbringes for højere administrativ myndig-
hed, men Ankestyrelsen kan efter anmodning optage sagen
til behandling, når det skønnes, at den har principiel eller ge-
nerel betydning.
Det følger af § 47, stk. 3 i forslaget til Familieretshusloven
at klage over en afgørelse truffet af Statsforvaltningen inden
lovens ikrafttræden i en sag efter § 41, stk. 5, 1. pkt., i foræl-
dreansvarsloven, indgives til Familieretshuset. Familierets-
huset behandler klagen som en anmodning om at indbringe
afgørelsen for familieretten. Det samme gælder for klager,
som er indgivet til Statsforvaltningen inden lovens ikrafttræ-
den, men som Statsforvaltningen ved lovens ikrafttræden ik-
ke har videresendt til Ankestyrelsen. Klage over Statsfor-
valtningens afgørelse sag efter bl.a. § 41, stk. 5, 1. pkt., i
forældreansvarsloven, som ved lovens ikrafttræden er under
behandling af Ankestyrelsen, færdigbehandles af familieret-
ten.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 6 får familieretten
samme mulighed for at afvise at prøve en afgørelse efter
bl.a. § 41, stk. 5, 1. pkt., i forældreansvarsloven, som Anke-
styrelsen efter gældende ret har til at afvise at behandle en
klage over en tilsvarende afgørelse.
Med stk. 7 foreslås det, at der i situationer, hvor Statsforvalt-
ningen før lovens ikrafttræden har afsluttet behandlingen af
en sag om separation eller skilsmisse efter den hidtil gæl-
dende § 43, stk. 1, 1. pkt., i ægteskabsloven, og hvor en æg-
tefælle efter lovens ikrafttræden indgiver anmodning om se-
paration eller skilsmisse under henvisning til den hidtil gæl-
dende § 43, stk. 1, 2. pkt., i ægteskabsloven inden den i den-
ne bestemmelse angivne frist på fire uger, ikke betales gebyr
efter § 39 i ægteskabsloven.
Efter § 43, stk. 1, i ægteskabsloven kan Statsforvaltningen
afslutte en sag om separation eller skilsmisse, hvis den for-
nødne enighed for at give bevilling ikke er opnået, eller
Statsforvaltningen finder det betænkeligt at give bevilling.
Statsforvaltningen indbringer som udgangspunkt sagen for
188
retten, hvis en part inden fire uger efter, at det er meddelt
den pågældende, at sagen er afsluttet, anmoder herom.
Med lovforslagets § 2, nr. 15, foreslås § 43, stk. 1, i ægte-
skabsloven ophævet. Dette indebærer, at der ikke kan ske
indbringelse for retten efter § 43, stk. 1, hvis anmodning
herom indgives efter lovens ikrafttræden. En anmodning
indgivet efter lovens ikrafttræden er derfor at betragte som
en ny ansøgning, der som udgangspunkt skal indgives ved
anvendelse af Familieretshusets digitale selvbetjeningsløs-
ning, jf. § 58 d i ægteskabsloven, som skal visiteres og be-
handles i det nye familieretlige system, og hvor der efter
§ 39 i ægteskabsloven skal betales et gebyr. Den foreslåede
bestemmelse i stk. 7 indebærer, at der ikke skal betales ge-
byr for den nye anmodning, hvis den indgives inden for fri-
sten i den hidtil gældende § 43, stk. 1, i ægteskabsloven.
Ved den videre behandling af sagen skal der tages udgangs-
punkt i den sagsoplysning m.v., som Statsforvaltningen alle-
rede har foretaget.
Hvis en anmodning efter § 43, stk. 1, i ægteskabsloven er
indgivet til Statsforvaltningen, men Statsforvaltningen ikke
har indbragt sagen for retten ved lovens ikrafttræden, følger
det af den i forslaget til Familieretshusloven foreslåede § 47,
stk. 1, at sagen færdigbehandles af Familieretshuset eller fa-
milieretten efter reglerne i Familieretshusloven. Sagen kan
således kun indbringes for familieretten, hvis betingelserne
herfor i de i forslaget til Familieretshusloven foreslåede be-
stemmelser i § 27, stk. 2, nr. 1 eller 3, og § 33 er opfyldte.
Ellers afgøres sagen af Familieretshuset, jf. den i forslaget
til Familieretshusloven foreslåede bestemmelse i § 26.
Med stk. 8 foreslås, at Familieretshuset indtræder i Ankesty-
relsens sted i en sag om omstødelse af ægteskab, som er ind-
bragt for retten af Ankestyrelsen efter § 23, stk. 3, i ægte-
skabsloven, og som ikke er afsluttet ved lovens ikrafttræden.
Efter § 23, stk. 3, i ægteskabsloven kan sag til omstødelse af
ægteskab anlægges af Ankestyrelsen. Med § 2, nr. 2, i lov-
forslaget foreslås det, at denne kompetence tillægges Fami-
lieretshuset. Det findes i denne sammenhæng hensigtsmæs-
sigt, at Familieretshuset indtræder i Ankestyrelsens sted i de
sager, der ved lovens ikrafttræden er under behandling ved
domstolene.
Det foreslås endeligt med stk. 9, at Familieretshuset indtræ-
der i Statsforvaltningens sted i en sag om adoption uden
samtykke, som er indbragt for retten af Statsforvaltningen
efter § 11, stk. 4, i adoptionsloven, og som ikke er afsluttet
ved lovens ikrafttræden.
Efter § 11, stk. 4, i adoptionsloven indbringer Statsforvalt-
ningen efter anmodning en afgørelse om adoption uden sam-
tykke for retten. Med § 4, nr. 1, i lovforslaget foreslås det, at
Familieretshuset træffer afgørelse om adoption uden sam-
tykke, og at det således også er Familieretshuset, der ind-
bringer afgørelsen for retten efter § 11, stk. 4, i adoptionslo-
ven. Med § 46, stk. 2, i forslaget til Familieretshusloven
foreslås statsforvaltningsloven ophævet, hvorved Statsfor-
valtningen nedlægges. Det findes på denne baggrund hen-
sigtsmæssigt, at Familieretshuset indtræder i Statsforvaltnin-
gens sted i de sager, der ved lovens ikrafttræden er under be-
handling ved domstolene.
Til § 42
§ 42 indeholder overgangsbestemmelser for domstolenes be-
handling af familieretlige sager og for de foreslåede ændrin-
ger vedrørende Procesbevillingsnævnet.
Med stk. 1 foreslås det, at de ændringer af retsplejeloven,
der følger af lovforslagets § 15, nr. 1 og 6-18, og de ændrin-
ger af retsafgiftsloven, der følger af lovforslagets § 16, ikke
finder anvendelse for sager, som er indbragt for retten før
lovens ikrafttræden. Sådanne sager behandles efter de hidtil
gældende regler.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at de regler i
retsplejeloven og retsafgiftsloven, der følger af lovforslagets
§ 15, nr. 1 og 6-18, og § 16, for det første finder anvendelse
for de sager, som Familieretshuset fra og med den 1. april
2018 indbringer for familieretten.
For det andet finder de nævnte regler i retsplejeloven og
retsafgiftsloven anvendelse for sager vedrørende klager over
Statsforvaltningens afgørelser i familieretlige sager, som er
omfattede af § 2, nr. 1-11, i forslaget til Familieretshuslo-
ven, og som ved lovens ikrafttræden er under behandling af
Ankestyrelsen. Disse sager oversender Ankestyrelsen ved
lovens ikrafttræden til familieretten til videre behandling.
Der henvises til § 47, stk. 5, i forslaget til Familieretshuslo-
ven, hvorefter klage over Statsforvaltningens afgørelse i en
sag omfattet af § 2, nr. 1-11, som ved lovens ikrafttræden er
under behandling af Ankestyrelsen, færdigbehandles af fa-
milieretten.
Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er, at
de foreslåede ændringer af retsplejeloven og retsafgiftsloven
er rettet mod sager, som Familieretshuset efter forslaget til
Familieretshusloven indbringer for familieretten fra og med
den 1. april 2019. De foreslåede regler kan derfor ikke finde
anvendelse for retssager, der verserer ved lovens ikrafttræ-
den den 1. april 2019.
§ 478, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven fastlægger grundlaget for
fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og sam-
vær, når der ikke er truffet en dom eller afsagt en kendelse
herom. Bestemmelsen foreslås med lovforslagets § 15, nr.
20, ændret således at den omfatter afgørelser og aftaler, der
er truffet eller godkendt m.v. af Familieretshuset. Med stk. 2
foreslås det, at for aftaler anmeldt til, godkendt af eller ind-
gået over for Statsforvaltningen og for afgørelser truffet af
Statsforvaltningen før lovens ikrafttræden finder den hidtil
gældende § 478, stk. 1, nr. 3, retsplejeloven anvendelse.
Efter lovforslagets § 15, nr. 19 og 24, flyttes de gældende
bestemmelser i kapitel 48 a i retsplejeloven om fuldbyrdelse
af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær med en
række indholdsmæssige ændringer til kapitel 42 b i retsple-
189
jeloven. Ændringerne indebærer bl.a., at fuldbyrdelsessager-
ne fra lovens ikrafttræden ikke længere behandles af foged-
retten, men af familieretten efter de foreslåede nye regler.
Dette gælder også sager, som fogedretten har under behand-
ling ved lovens ikrafttræden.
Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er, at
§ 478, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven med lovforslagets § 15,
nr. 20, foreslås ændret således, at afgørelser m.v. efter foræl-
dreansvarsloven, der træffes af Familieretshuset, kan danne
grundlag for fuldbyrdelse. Dermed omfatter bestemmelsen
efter sin ordlyd ikke afgørelser m.v. efter forældreansvarslo-
ven, som Statsforvaltningen har truffet før lovens ikrafttræ-
den. Der er derfor behov for at bestemme, at den hidtil gæl-
dende bestemmelse i § 478, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven fin-
der anvendelse for afgørelser truffet af Statsforvaltningen
før lovens ikrafttræden.
Med stk. 3 foreslås det, at hvis det, at kapitel 42 b i retspleje-
loven som affattet ved lovforslagets § 15, nr. 19, ikke finder
anvendelse i en fuldbyrdelsessag, som fogedretten har mod-
taget inden lovens ikrafttræden, hvis det findes uhensigts-
mæssigt at anvende de foreslåede nye regler. I så fald be-
handles fuldbyrdelsessagen af fogedretten efter de hidtil
gældende bestemmelser i kapitel 48 a i retsplejeloven.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er begrundet i, at de
foreslåede ændringer af kapitel 48 a i retsplejeloven om
fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og sam-
vær, som følger af lovforslagets § 15, nr. 19, jf. nr. 24, har
til formål at sikre, at fuldbyrdelsen sker af hensyn til barnet
og varetager barnets bedste. Disse regler skal derfor som ud-
gangspunkt også finde anvendelse i sager om fuldbyrdelse
af forældreansvar, der verserer for fogedretten ved lovens
ikrafttræden den 1. april 2019. Da fogedretten kan være ved
at afslutte sådanne sager på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den, bør fogedretten have mulighed for at undlade at anven-
de de nye regler, i det omfang det findes uhensigtsmæssigt i
den enkelte sag. Dette kan f.eks. dreje sig om bestemmelser-
ne om, at der skal deltage en børnesagkyndig fra Børneenhe-
den i Familieretshuset i behandlingen af sagen. Muligheden
for at fravige de foreslåede bestemmelser i kapitel 48 a om-
fatter ikke betingelserne efter den i lovforslagets § 15, nr.
19, foreslåede bestemmelse i § 456 p i retsplejeloven for at
fuldbyrde forældreansvar, dvs. at fuldbyrdelsen skal ske af
hensyn til barnet og varetage barnets bedste, og at der ikke
er behov for at henvise sagen til Familieretshuset.
I stk. 4 foreslås der en overgangsregel, der gælder ved den
første udpegning af medlemmerne i den nye særskilte afde-
ling i Procesbevillingsnævnet, som skal behandle sager om
meddelelse af appeltilladelse til landsretten vedrørende fa-
milierettens afgørelser. Det foreslås, at første gang der be-
skikkes medlemmer til denne afdeling i medfør af § 23, stk.
2, i retsplejeloven, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 2,
skal beskikkelsen af afdelingsformanden (landsdommeren)
samt dennes suppleant eller suppleanter ske for en periode
på 2 år og 6 måneder, således at de tre medlemmer af afde-
lingen ved senere nybeskikkelser ikke alle udskiftes på én
gang. Den foreslåede overgangsregel svarer til den over-
gangsordning, der blev anvendt ved oprettelsen af Procesbe-
villingsnævnet, jf. § 2 i lov nr. 390 af 14. juni 1995, og ved
oprettelsen af Procesbevillingsnævnets afdeling til behand-
ling af klager over afslag på fri proces, jf. § 105, stk. 21, i
lov nr. 538 af 8. juni 2006. Den foreslåede bestemmelse er
begrundet i hensynet til Procesbevillingsnævnets funktion.
Til § 43
Det foreslås med forslaget til lov om Familieretshuset, at
Statsforvaltningen nedlægges pr. 1. april 2019. Det foreslås
derfor med lovforslagets § 43, at de sager, der er under be-
handling hos Statsforvaltningen pr. 1. april 2019, færdigbe-
handles af de myndigheder, der i øvrigt foreslås at overtage
det pågældende sagsområde.
På Justitsministeriets område foreslås med stk. 1 og 2, at
sager efter strandingsloven, lov om tillæg til strandingsloven
af 10. april 1895, forordning ang. Strandings-Commissionai-
res Sallarium og forordning ang. Dykkervæsenet færdigbe-
handles af Rigspolitiet, og at sager efter lov om landbofor-
eningers og husmandsforeningers auktioner m.m. færdigbe-
handles af Justitsministeriet.
På Beskæftigelsesministeriets område foreslås med stk. 3, at
sager om beskikkelse af mæglingsmænd efter funktionærlo-
ven færdigbehandles af Arbejdsretten.
På Energi-, Klima- og Forsyningsministeriets område fore-
slås med stk. 4, at sager om omkostninger ved skelforretning
efter § 40, stk. 1, i udstykningsloven færdigbehandles af
Geodatastyrelsen. Det foreslås endvidere med stk. 5, at sager
om klage over bygningsmyndighedernes afgørelse efter § 23
i masteloven færdigbehandles af energi-, forsynings- og kli-
maministeren.
På Miljø- og Fødevareministeriets område foreslås med stk.
6, at sager om omkostninger ved hegnssyn efter § 46, stk. 4,
i hegnsloven færdigbehandles af miljø- og fødevareministe-
ren.
På Sundheds- og Ældreministeriets område foreslås med stk.
7, at sager vedrørende beskikkelse af patientrådgivere efter
§ 25, stk. 3 og 4, i lov om tvang i psykiatrien færdigbehand-
les af Nævnenes Hus. Det foreslås endvidere med stk. 8, at
sager vedrørende assisteret reproduktion efter § 6 a i lov om
assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diag-
nostik og forskning m.v. færdigbehandles af regionsrådene.
På Transport-, Bygnings- og Boligministeriets område fore-
slås med stk. 9, at sager vedrørende klage efter § 23, stk. 1, i
byggeloven færdigbehandles af Nævnenes Hus.
Til § 44
De foreslåede bestemmelser i § 44 vedrører lovens territori-
ale anvendelsesområde.
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne
og Grønland.
190
Med stk. 2 foreslås det, at § 38 ved kongelig anordning kan
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
I stk. 3 foreslås det, at § 32 og 33 ved kongelig anordning
kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
I stk. 4 foreslås det, at §§ 1-4, 6-12, 17-20, 27 og 39 kan
sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grøn-
landske forhold tilsiger.
De øvrige ændringer skal ikke kunne sættes i kraft for Færø-
erne og Grønland. Dette skyldes, at den lovgivning, der
foreslås ændret, ikke finder anvendelse i og ikke kan sættes i
kraft for Færøerne og Grønland, hvilket indebærer, at de
foreslåede ændringer i §§ 5, 13-16, 21-26, 28-31 og 34-37
heller ikke skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grøn-
land. Det drejer sig om bidragsopkrævningsloven, servicelo-
ven, retssikkerhedsloven, retsplejeloven, retsafgiftsloven,
lov om tillæg til strandingsloven af 10. april 1895, midlerti-
dig lov om landboforeningers og husmandsforeningers auk-
tioner m.m., strandingsloven, forordning af 2. december
1825 ang. Strandings-Commisionaires Sallarium, forordning
af 16. marts 1842 ang. Dykkervæsenet m.v., børnetilskud-
sloven, udstykningsloven, masteloven, lov om folkekirkens
økonomi, hegnsloven, byfornyelsesloven, byggeloven, al-
menlejeloven og boligreguleringsloven. Det bemærkes, at
Færøerne hjemtog sagsområdet person-, familie- og arveret-
ten pr. 29. juli 2018.
I stk. 5 foreslås det, at de ændringer, der følger af de love,
der er omfattede af de foreslåede bestemmelser i stk. 2-4,
kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter. For så vidt an-
går love, hvor der foreslås ændringer af flere bestemmelser,
gør den foreslåede bestemmelse det muligt at sætte de en-
kelte ændringer i kraft etapevist. Eksempelvis vil den fore-
slåede formålsbestemmelse i § 1 i forældreansvarsloven og
den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 4 i forældrean-
svarsloven om barnets bedste kunne sættes i kraft ved kon-
gelig resolution på ét tidspunkt, mens de foreslåede bestem-
melser om delt bopæl vil kunne sættes i kraft ved kongelig
resolution på et senere tidspunkt.
191
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1417 af 1. december 2017, foretages følgende æn-
dringer:
1. § 1 ophæves, og i stedet indsættes:
§ 1. Børn og unge under 18 år er under forældre-
myndighed, medmindre de har indgået ægteskab.
Ȥ 1. I alle forhold, som er omfattet af denne
lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret
til trivsel og beskyttelse komme i første række.
§ 1 a. Børn og unge under 18 år er under foræl-
dremyndighed, medmindre de har indgået ægte-
skab.«
2. I § 3, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
§ 3. Har forældre fælles forældremyndighed,
kræver væsentlige beslutninger vedrørende bar-
nets forhold enighed mellem forældrene. Den for-
ælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgø-
relse om overordnede forhold i barnets daglige liv,
herunder hvor i landet bopælen skal være.
»Har barnet delt bopæl efter § 17, stk. 3, eller §
18 a, stk. 1, 1. pkt., kræver afgørelse om overord-
nede forhold i barnets daglige liv efter 2. pkt.
enighed mellem forældrene.«
Stk. 2. ---
3. I § 4 indsættes som 2. pkt.:
§ 4. Afgørelser efter loven skal træffes ud fra,
hvad der er bedst for barnet.
»Familieretshuset og familieretten skal have fo-
kus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre bar-
nets trivsel og beskytte barnet mod vold eller an-
den behandling, der udsætter barnet for skade eller
fare, herunder at være vidne til vold.«
§ 7. ---
Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis erklæringen i
stk. 1, nr. 1, er afgivet, uden at betingelserne i
retsplejelovens § 448 f for her i landet at behandle
spørgsmålet om forældremyndighed er opfyldt.
4. I § 7, stk. 2, ændres »retsplejelovens § 448 f«
til: »§ 448 g i retsplejeloven«.
Stk. 3-4. ---
§ 9. Forældre kan aftale, at de skal have fælles
forældremyndighed. Aftalen skal anmeldes til
statsforvaltningen for at være gyldig. Er en sag om
5. I § 9, 2. pkt., § 10, 2. pkt., § 13, stk. 1, 2. pkt., §
19, stk. 4, § 28, § 29 a, 1. pkt., § 33, stk. 2, over-
skriften før § 35, § 35 og § 41, stk. 5, 1. pkt., æn-
dres »statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
192
forældremyndighed indbragt for retten, kan an-
meldelse ske hertil.
§ 10. Forældre, der har fælles forældremyndig-
hed, og som ikke lever sammen, kan aftale, at en
af dem skal have forældremyndigheden alene. Af-
talen skal anmeldes til statsforvaltningen for at
være gyldig. Er en sag om forældremyndighed
indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.
6. Efter § 10 indsættes:
»§ 10 a. En aftale om forældremyndighed efter
§§ 9 eller 10 er ikke gyldig, hvis den er indgået in-
den barnets fødsel, eller aftalen er betinget eller
tidsbegrænset.«
§ 11. Er forældre, der har fælles forældremyn-
dighed, og som ikke lever sammen, ikke enige om
forældremyndigheden, afgør retten, om den fælles
forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af
dem skal have forældremyndigheden alene. Retten
kan kun ophæve den fælles forældremyndighed,
hvis der er holdepunkter for at antage, at forældre-
ne ikke kan samarbejde om barnets forhold til bar-
nets bedste.
7. I § 11, 1. pkt., ændres »afgør retten, om« til:
»træffes der afgørelse om, hvorvidt«.
8. I § 11, 2. pkt., ændres »Retten kan kun ophæve
den fælles forældremyndighed« til: »Den fælles
forældremyndighed kan kun ophæves«.
§ 13. Forældre kan aftale, at forældremyndighe-
den skal overføres fra den ene forælder til den an-
den. Aftalen skal anmeldes til statsforvaltningen
for at være gyldig. Er en sag om forældremyndig-
hed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.
9. I § 13, stk. 1, 3. pkt., ændres »retten« til: »fami-
lieretten«.
Stk. 2. Forældremyndigheden kan ved aftale
godkendt af statsforvaltningen overføres til andre
end forældre. Forældremyndigheden kan overfø-
res til et ægtepar eller et samlevende par i fore-
ning, herunder til den ene forælder og dennes æg-
tefælle eller samlever. Er en sag om forældremyn-
dighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes
af retten.
10. I § 13, stk. 2, 1. pkt., ændres »statsforvaltnin-
gen« til: »Familieretshuset eller familieretten«, og
stk. 2, 3. pkt., ophæves
11. I § 13 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. En aftale efter stk. 1 og 2 er ikke gyldig,
hvis aftalen er indgået inden barnets fødsel, eller
aftalen er betinget eller tidsbegrænset. Endvidere
er en aftale efter stk. 2 ikke gyldig, hvis der ydes
vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste
til forældremyndighedens indehaver.«
193
12. § 14 affattes således:
§ 14. Retten kan efter anmodning fra en foræl-
der, der ikke har forældremyndigheden, bestem-
me, at der skal være fælles forældremyndighed,
eller overføre forældremyndigheden til denne.
»§ 14. Efter anmodning fra en forælder, der ikke
har forældremyndigheden, kan det bestemmes, at
der skal være fælles forældremyndighed, eller at
forældremyndigheden skal overføres til denne.
Stk. 2. Retten kan ændre en aftale efter § 13, stk.
2, eller en afgørelse efter §§ 15 og 15 a.
Stk. 2. En aftale efter § 13, stk. 2, og en afgørel-
se efter §§ 15 og 15 a kan ændres.«
§ 15. ---
Stk. 2. Dør en forælder, og havde forældrene ved
dødsfaldet fælles forældremyndighed, kan andre i
forbindelse med dødsfaldet anmode om forældre-
myndigheden, hvis barnet ved dødsfaldet ikke
havde bopæl hos den efterlevende forælder. Stats-
forvaltningen træffer afgørelse om, hvem der skal
have forældremyndigheden.
13. § 15, stk. 2, 2. pkt., og § 15, stk. 3, 3. pkt., op-
hæves.
Stk. 3. Dør en forælder, der har forældremyndig-
heden alene, kan en efterlevende forælder og an-
dre anmode om forældremyndigheden. Er der fæl-
les forældremyndighed, og dør begge forældre,
kan andre ligeledes anmode om forældremyndig-
heden. Statsforvaltningen træffer afgørelse om,
hvem der skal have forældremyndigheden.
Stk. 4. ---
§ 15 a. Har den ene forælder forvoldt den anden
forælders død, og havde forældrene ved dødsfal-
det fælles forældremyndighed, eller havde den ef-
terlevende forælder forældremyndigheden alene,
skal statsforvaltningen træffe afgørelse om, hvor-
vidt forældremyndigheden skal forblive hos den
efterlevende forælder, eller om en anden skal have
forældremyndigheden.
14. I § 15 a, stk. 1, ændres »skal statsforvaltningen
træffe afgørelse om« til: »træffes der afgørelse
om«.
Stk. 2. Hvis den ene forælder har forvoldt den
anden forælders død og den afdøde forælder hav-
de forældremyndigheden alene, finder § 15, stk. 3,
1. og 2. pkt., tilsvarende anvendelse.
15. I § 15 a, stk. 2, udgår »1. og 2. pkt.,«.
Stk. 3. --- 16. § 17 affattes således:
§ 17. Har forældre fælles forældremyndighed,
og er de ikke enige om, hos hvem af dem barnet
skal have bopæl, afgøres dette af retten. Retten
kan træffe afgørelse om, at barnet kan have bopæl
hos en forælder, der har eller ønsker at få bopæl i
udlandet eller i Grønland eller på Færøerne.
»§ 17. Har forældre fælles forældremyndighed,
og er de ikke enige om, hos hvem af dem barnet
skal have bopæl, kan der træffes afgørelse herom.
Der kan herunder træffes afgørelse om, at barnet
kan have bopæl hos en forælder, der har eller øn-
194
sker at få bopæl i udlandet, i Grønland eller på
Færøerne.
Stk. 2. Retten kan ændre en aftale eller afgørelse
om barnets bopæl.
Stk. 2. En aftale eller afgørelse om barnets bopæl
efter stk. 1 kan ændres.
Stk. 3. Et barn af samlevende forældre med fæl-
les forældremyndighed har i de første tre måneder
efter forældrenes samlivsophævelse delt bopæl,
medmindre forældrene er enige om barnets bopæl.
I denne periode kan der indledes sag om samvær
efter § 19, men der kan ikke indledes en sag om
barnets bopæl efter stk. 1.
Stk. 4. Barnet har uanset stk. 3, 1. pkt. ikke delt
bopæl, hvis afgørende hensyn til barnets bedste ta-
ler imod dette, eller hvis begge forældre flytter fra
den adresse, hvor barnet havde folkeregisteradres-
se på tidspunktet for forældrenes samlivsophævel-
se. I tilfælde omfattet af 1. pkt. kan der indledes
en sag om barnets bopæl efter stk. 1 inden for tre
måneder efter samlivsophævelsen.«
17. Efter § 18 indsættes i kapitel 3:
»§ 18 a. Forældre, der har fælles forældremyn-
dighed, kan aftale, at barnet har delt bopæl, jf. § 3,
stk. 1, 3. pkt. Aftalen ophører, når den ene foræl-
der meddeler ophøret til den anden forælder. Bar-
net har dog efter ophør af aftalen fortsat delt bo-
pæl, jf. § 3, stk. 1, 3. pkt., indtil forældrene har
indgået en aftale om barnets bopæl eller samvær,
eller der er truffet afgørelse om barnets bopæl ef-
ter §§ 17 eller 26 eller om samvær efter §§ 21, 29
eller 29 a, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Har en forælder bragt en aftale om delt
bopæl til ophør som følge af, at den anden foræl-
der ved en flytning af sin bopæl ikke har overholdt
betingelser i aftalen om den geografiske placering
af forældrenes bopæle, og sker ophøret inden for
en måned efter den anden forælders flytning, har
barnet bopæl hos den forælder, der har overholdt
aftalen.
Stk. 3. En aftale om delt bopæl efter stk. 1 kan
registreres i CPR ved anmeldelse af aftalen til Fa-
milieretshuset. Registreringen fjernes, hvis en for-
ælder foretager anmeldelse herom til Familierets-
huset.«
§ 19. ---
Stk. 2-3. ---
195
Stk. 4. Er der ikke eller kun i yderst begrænset
omfang samvær, kan den forælder, som barnet har
bopæl hos, anmode statsforvaltningen om at ind-
kalde den anden forælder til et møde om samvæ-
ret.
§ 20. Er en forælder eller begge forældre døde,
eller er en forælder ukendt, kan statsforvaltningen
efter anmodning fastsætte samvær med barnets
nærmeste pårørende, som det er knyttet til.
18. I § 20, stk. 1 og 2, ændres »kan statsforvaltnin-
gen efter anmodning fastsætte samvær« til: »kan
der efter anmodning fastsættes samvær«.
Stk. 2. Er der ikke eller kun i yderst begrænset
omfang samvær med den forælder, barnet ikke har
bopæl hos, kan statsforvaltningen efter anmodning
fastsætte samvær med barnets nærmeste pårøren-
de, som det er knyttet til.
§ 20 a. Er barnet adopteret, kan statsforvaltnin-
gen i helt særlige tilfælde efter anmodning fra bar-
nets oprindelige slægtninge fastsætte samvær eller
anden form for kontakt med disse, navnlig hvis
barnet forud for adoptionen havde samvær eller
anden form for kontakt med den, som anmoder
om fastsættelse af samvær m.v.
19. I § 20 a ændres »kan statsforvaltningen i helt
særlige tilfælde efter anmodning fra barnets oprin-
delige slægtninge fastsætte« til: »kan der i helt
særlige tilfælde efter anmodning fra barnets oprin-
delige slægtninge fastsættes«.
§ 21. Er der uenighed om omfanget og udøvel-
sen af samvær, kan statsforvaltningen efter an-
modning træffe afgørelse herom og fastsætte de
nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.
Stk. 2-3. ---
20. I § 21, stk. 1, ændres »kan statsforvaltningen
efter anmodning træffe afgørelse herom og fast-
sætte« til: »kan der efter anmodning træffes afgø-
relse herom og fastsættes«, og efter »i forbindelse
hermed« indsættes: », herunder vilkår om pasde-
ponering og vilkår til sikring af at forælderen ikke
er påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer
under samværet«.
§ 21 a. Fastsat eller aftalt samvær bortfalder
kun, når forældrene har aftalt det, eller når stats-
forvaltningen, Ankestyrelsen eller fogedretten har
truffet afgørelse om bortfald af samvær efter § 21
eller § 29, stk. 4, eller efter § 536, stk. 4, i retsple-
jeloven.
21. I § 21 a ændres »statsforvaltningen, Ankesty-
relsen eller fogedretten« til: »Familieretshuset el-
ler familieretten«, »eller § 29, stk. 4,« udgår, og
»§ 536, stk. 4,« ændres til: »§ 456 q, stk. 4,«.
§ 22. I særlige tilfælde kan statsforvaltningen
træffe bestemmelse om anden kontakt med barnet
i form af telefonsamtaler, brevveksling, elektro-
nisk post, fotografier el. lign.
22. I § 22, stk. 1, ændres »kan statsforvaltningen
træffe bestemmelse« til: »kan der træffes bestem-
melse«.
Stk. 2-3. ---
§ 23. ---
196
Stk. 2. ---
Stk. 3. Statsforvaltningen kan i særlige tilfælde
efter anmodning fra indehaveren af forældremyn-
digheden eller fra en af de i stk. 1 nævnte instituti-
oner m.v. fratage den forælder, der ikke har foræl-
dremyndigheden, adgangen til at få orientering og
få udleveret dokumenter efter stk. 1. Afgørelsen
har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen
m.v. modtager meddelelse om afgørelsen.
23. I § 23, stk. 3, 1. pkt., ændres »Statsforvaltnin-
gen« til: »Der«, og efter »m.v.« indsættes: »træf-
fes afgørelse om at«.
§ 25. Selv om der er uenighed om forældremyn-
digheden mellem forældre, der har fælles foræl-
dremyndighed, kan statsforvaltningen træffe afgø-
relse om, at den ene forælder kan tage barnet med
til udlandet, Grønland eller Færøerne i en kortere
periode.
24. I § 25 ændres »kan statsforvaltningen træffe«
til: »kan der træffes«.
§ 26. ---
Stk. 2. --- 25. § 26, stk. 3, affattes således:
Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 bortfalder »Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 bortfalder, hvis
anmodningen om, at der træffes afgørelse om for-
ældremyndighed eller barnets bopæl, tilbagekal-
des eller afvises, eller hvis forældrene genoptager
samlivet.«
1) 4 uger efter, at statsforvaltningen har meddelt
parterne, at sagen er afsluttet, jf. § 40, medmindre
en af dem inden da har anmodet om, at sagen ind-
bringes for retten,
2) hvis sagen efter indbringelse for retten hæves
eller afvises, eller
3) hvis samlivet genoptages.
§ 28. Er indehaveren eller begge indehavere af
forældremyndigheden forhindret i at træffe be-
stemmelse om barnets personlige forhold, afgør
statsforvaltningen, hvem forældremyndigheden
skal tilkomme, så længe forhindringen varer.
§ 29. Under en sag om forældremyndighed, om
barnets bopæl, om samvær eller om anden kontakt
kan statsforvaltningen efter anmodning træffe af-
gørelse om midlertidigt samvær eller om anden
kontakt.
26. I § 29, stk. 1, ændres »kan statsforvaltningen
efter anmodning træffe« til: »kan der efter anmod-
ning træffes«.
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Adgangen til at træffe midlertidig afgø-
relse efter stk. 1 kan i helt særlige tilfælde ligele-
des udøves af Ankestyrelsen.
27. § 29, stk. 4, ophæves.
197
§ 29 a. Har barnet ikke samvær med den foræl-
der, der anmoder om samvær, skal statsforvaltnin-
gen hurtigst muligt og inden 3 uger efter modta-
gelsen af en anmodning om fastsættelse af samvær
træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbeva-
rende samvær. § 29, stk. 2 og 3, finder tilsvarende
anvendelse.
28. Efter § 30 indsættes i kapitel 6:
Ȥ 30 a. Ved Familieretshusets behandling af
sager efter denne lov finder bestemmelserne i lov
om Familieretshuset anvendelse.
Stk. 2. Afgørelse vedrørende aftaler om foræl-
dremyndighed og afgørelse i sager om forældre-
myndighed, bopæl, samvær, anden kontakt, orien-
tering om barnet og udlandsrejse træffes efter be-
stemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Fami-
lieretshuset af Familieretshuset eller familieretten.
Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 27.«
29. § 31, stk. 1 og 2, ophæves, og i stedet indsæt-
tes:
§ 31. Anmodning om afgørelse om forældre-
myndighed efter §§ 11, 14, 15 og 15 a, om barnets
bopæl efter § 17 og om samvær m.v. efter §§
19-22 og 25 indgives til statsforvaltningen.
Stk. 2. Anmeldelse af en aftale efter §§ 9, 10 og
13 og anmodning om en afgørelse efter §§ 11, 14
og 17, § 19, stk. 1-3, og §§ 20, 20 a, 21, 22 og 25
skal indgives til statsforvaltningen ved anvendelse
af den digitale løsning, som statsforvaltningen stil-
ler til rådighed (digital selvbetjening). Anmeldel-
ser og anmodninger, der ikke indgives ved digital
selvbetjening, afvises af statsforvaltningen, jf. dog
stk. 3 og 4.
»Henvendelse om anmeldelse vedrørende en af-
tale, om anmodning om en afgørelse, om anmod-
ning om indbringelse af en afgørelse for familier-
etten og om klage efter § 41, stk. 2, skal indgives
til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale
løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed
(digital selvbetjening). Dette gælder dog ikke an-
modninger, der indgives af en offentlig myndig-
hed, og anmodning om en midlertidig afgørelse
efter §§ 26, 27, 29 og 29 a. Henvendelser, der ikke
indgives ved digital selvbetjening, afvises af Fa-
milieretshuset, jf. dog stk. 2 og 3.«
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4.
Stk. 3. Hvis statsforvaltningen finder, at der fore-
ligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke
må forventes at kunne anvende digital selvbetje-
ning, skal statsforvaltningen tilbyde, at anmeldel-
sen eller anmodningen kan indgives på anden må-
de end ved digital selvbetjening efter stk. 2. Stats-
forvaltningen bestemmer, hvordan en anmeldelse
eller anmodning omfattet af 1. pkt. skal indgives,
herunder om den skal indgives mundtligt eller
skriftligt.
30. I § 31, stk. 3, der bliver stk. 2, ændres »stats-
forvaltningen« to steder til: »Familieretshuset«,
»anmeldelsen eller anmodningen« ændres til:
»henvendelsen«, »stk. 2« til: »stk. 1«, »Statsfor-
valtningen« til: »Familieretshuset« og »anmeldel-
se eller anmodning« til: »henvendelse«.
198
Stk. 4. Statsforvaltningen kan ud over i de i stk.
3 nævnte tilfælde undlade at afvise en anmeldelse
eller anmodning, der ikke er indgivet ved digital
selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økono-
misk vurdering er klare fordele for statsforvaltnin-
gen ved at modtage anmeldelsen eller anmodnin-
gen på anden måde end digitalt, eller hvis det må
antages at være bedst for barnet, at anmeldelsen
eller anmodningen ikke afvises.
31. I § 31, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »Stats-
forvaltningen« til: »Familieretshuset«, »stk. 3« til:
»stk. 2«, »anmeldelse eller anmodning« til: »hen-
vendelse«, »statsforvaltningen« til »Familieretshu-
set«, og to steder ændres »anmeldelsen eller an-
modningen« til: »henvendelsen«.
Stk. 5. En digital anmeldelse eller anmodning
anses for at være kommet frem, når den er tilgæn-
gelig for statsforvaltningen.
32. I § 31, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »anmel-
delse eller anmodning« til: »henvendelse« og
»statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
§ 31 a. Ved anmodning om en afgørelse som
nævnt i § 31, stk. 1, indkalder statsforvaltningen
parterne til et møde, medmindre anmodningen ale-
ne vedrører en afgørelse om anden kontakt som
nævnt i § 22. Statsforvaltningen kan undlade at
indkalde parterne til et møde, hvis det er unødven-
digt eller uhensigtsmæssigt at afholde et møde.
33. I § 31 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »som nævnt i §
31, stk. 1,« til: »om forældremyndighed efter §§
11, 14, 15 og 15 a, om barnets bopæl efter § 17 og
om samvær m.v. efter §§ 19-21 og 25«, »statsfor-
valtningen« til: »Familieretshuset«, og », medmin-
dre anmodningen alene vedrører en afgørelse om
anden kontakt som nævnt i § 22« udgår.
Stk. 2. Parterne har pligt til at deltage i mødet,
medmindre helt særlige omstændigheder gør sig
gældende.
34. I § 31 a, stk. 1, 2. pkt., § 32,, stk. 1, 2 og 3, §
32 a, 1. pkt., § 33, stk. 1, og § 46, stk. 1, ændres
»Statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
35. I § 31 a indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. En part har ikke pligt til at deltage i mø-
det sammen med den anden part, hvis den anden
part har udsat parten eller partens barn for voldelig
adfærd, eller der er mistanke herom.«
§ 32. Statsforvaltningen skal tilbyde forældre og
børn børnesagkyndig rådgivning eller konflikt-
mægling ved uenighed om forældremyndighed,
barnets bopæl eller samvær.
Stk. 2. Statsforvaltningen kan i andre tilfælde til-
byde børnesagkyndig rådgivning eller konflikt-
mægling, hvis der er et særligt behov herfor.
Stk. 3. Statsforvaltningen kan undlade at tilbyde
rådgivning eller konfliktmægling efter stk. 1, hvis
det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt.
§ 32 a. Statsforvaltningen tilbyder forældrene
børnesagkyndig rådgivning, når fogedretten efter
retsplejelovens § 537, stk. 4, har udsat fuldbyrdel-
se af forældremyndighed, barnets bopæl eller sam-
vær. Rådgivning efter 1. pkt. skal være gennem-
36. To steder i § 32 a ændres »fogedretten« til:
»familieretten«, og »retsplejelovens § 537, stk. 4,«
ændres til: »§ 456 r, stk. 4, i retsplejeloven«.
199
ført inden det tidspunkt, fogedretten har udsat sag-
en til.
§ 33. Statsforvaltningen kan iværksætte børne-
sagkyndige undersøgelser og indhente sagkyndige
erklæringer om forældre i sager om forældremyn-
dighed, barnets bopæl og samvær.
Stk. 2. Har statsforvaltningen iværksat en børne-
sagkyndig undersøgelse eller anmodet om en sag-
kyndig erklæring om en forælder, færdiggøres un-
dersøgelsen eller erklæringen uanset sagens ind-
bringelse for retten efter § 40.
37. I § 33, stk. 2, ændres »retten efter § 40« til:
»familieretten«.
Barnets adgang til at henvende sig til
statsforvaltningen
§ 35. Et barn, der er fyldt 10 år, kan anmode
statsforvaltningen om at indkalde forældrene til et
møde om forældremyndigheden, barnets bopæl el-
ler samvær.
§ 36. Inden en aftale om forældremyndighed ef-
ter § 13, stk. 2, godkendes eller der træffes afgø-
relse om forældremyndighed efter § 15, stk. 3, el-
ler § 15 a, stk. 2, skal statsforvaltningen indhente
en erklæring fra den forælder, der ikke har del i
forældremyndigheden.
38. I § 36, stk. 1, ændres »godkendes« til: »god-
kendes,« og »statsforvaltningen indhente« til: »der
indhentes«.
Stk. 2. Inden der træffes en afgørelse om samvær
efter § 20, stk. 2, skal statsforvaltningen indhente
en erklæring fra den forælder, der ikke eller kun i
yderst begrænset omfang har samvær.
39. I § 36, stk. 2, ændres »statsforvaltningen ind-
hente« til: »der indhentes«.
Stk. 3. ---
Forældremyndighed efter dødsfald 40. Overskriften før § 37 ophæves.
§ 37. Statsforvaltningen indbringer en afgørelse
efter § 15 eller § 15 a for retten, hvis en part inden
4 uger efter, at en afgørelse efter § 15 eller § 15 a
er meddelt den pågældende, anmoder herom.
41. § 37 ophæves.
§ 38. Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan til
brug for behandlingen af sager om forældrenes
fælles ansvar for transport af barnet i forbindelse
med samvær, herunder forældrenes afholdelse af
udgifter herved, efter denne lov få terminaladgang
til de nødvendige økonomiske oplysninger om en
42. I § 38 ændres »Statsforvaltningen og Ankesty-
relsen« til »Familieretshuset«.
200
part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i
indkomstregisteret.
§ 39. En anmodning om ændring af forældre-
myndighed, barnets bopæl, samvær eller anden
kontakt kan afvises af statsforvaltningen, hvis for-
holdene ikke har ændret sig væsentligt. Dette gæl-
der dog ikke anmodninger om ændring af foræl-
dremyndighed efter § 14, stk. 2.
43. I § 39, stk. 1, 1. pkt., udgår »af statsforvaltnin-
gen«.
Stk. 2. Statsforvaltningen indbringer afgørelsen
om afvisning af en anmodning om ændring af for-
ældremyndighed eller barnets bopæl for retten,
hvis ansøgeren anmoder herom, inden 4 uger efter
at afgørelsen er meddelt den pågældende.
44. § 39, stk. 2, ophæves.
Afslutning af sagsbehandlingen og indbringelse
for retten
45. Overskriften før § 40 ophæves.
§ 40. Statsforvaltningen kan afslutte en sag om
forældremyndighed efter § 11 eller § 14 eller om
barnets bopæl efter § 17, hvis der ikke er opnået
enighed om forældremyndigheden eller bopælen.
Statsforvaltningen indbringer sagen for retten,
hvis en part inden 4 uger efter, at det er meddelt
den pågældende, at sagen er afsluttet, anmoder
herom. Dette gælder dog ikke, hvis afslutningen af
sagen skyldes, at den pågældende er udeblevet fra
et møde i statsforvaltningen.
46. § 40 ophæves.
Stk. 2. Efter anmodning fra en part afslutter
statsforvaltningen sagen og indbringer den for ret-
ten, hvis
1) parterne har modtaget vejledning på et møde i
statsforvaltningen, uden at enighed om forældre-
myndigheden eller om barnets bopæl er opnået, og
parterne eller en af dem ikke ønsker børnesagkyn-
dig rådgivning eller konfliktmægling eller børne-
sagkyndig rådgivning eller konfliktmægling er af-
sluttet uden opnåelse af enighed eller
2) den pågældende har deltaget i et møde, mens
den anden part er udeblevet trods to indkaldelser.
Stk. 3. Statsforvaltningen kan i særlige tilfælde ef-
ter anmodning afslutte sagen og indbringe den for
retten, selv om betingelserne efter stk. 1 eller stk.
2 ikke er opfyldt.
47. Overskriften før § 41 affattes således:
Klage m.v. »Domstolsprøvelse og klage«.
201
48. § 41, stk. 1, affattes således:
§ 41. Statsforvaltningens afgørelser efter denne
lov kan påklages til Ankestyrelsen, jf. dog stk. 2, 3
og 5.
»Familieretshusets afgørelser efter denne lov
kan indbringes for familieretten efter bestemmel-
serne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.«
Stk. 2. En klage over en midlertidig afgørelse om
forældremyndighed eller barnets bopæl efter § 26
eller en afgørelse om ændring heraf efter § 30 af-
vises, hvis sagen om forældremyndighed eller bar-
nets bopæl er indbragt for retten efter § 40.
49. § 41, stk. 2-4, ophæves.
Stk. 5 bliver herefter stk. 2.
Stk. 3. Afgørelser efter § 37, afgørelser om at af-
vise en anmodning om ændring af forældremyn-
dighed eller barnets bopæl efter § 39, stk. 1, afgø-
relser efter § 40, stk. 1 og 2, afgørelser om at imø-
dekomme en anmodning efter § 40, stk. 3, og af-
gørelser om afvisning af at behandle en sag om
forældremyndighed eller barnets bopæl efter § 46,
stk. 2, jf. stk. 1, kan ikke påklages.
Stk. 4. I sager om forældremyndighed eller bar-
nets bopæl, som kan indbringes for retten efter §
37, § 39, stk. 2, § 40 eller § 46, stk. 2, kan statsfor-
valtningens sagsbehandling påklages til Ankesty-
relsen.
Stk. 5. Den forælder, der ikke har forældremyn-
digheden, kan påklage en afgørelse efter § 23, stk.
2, til statsforvaltningen. Dette gælder dog ikke af-
gørelser truffet af sundhedsvæsenet. Statsforvalt-
ningens afgørelse kan ikke indbringes for højere
administrativ myndighed. Ankestyrelsen kan dog
efter anmodning optage en sag til behandling, når
det skønnes, at den har principiel eller generel be-
tydning.
50. § 41, stk. 5, 3. og 4. pkt., der bliver stk. 2, 3.
og 4. pkt., ophæves.
51. § 41 a affattes således:
§ 41 a. Ved Ankestyrelsens behandling af sager
efter denne lov finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i
lov om retssikkerhed og administration på det so-
ciale område anvendelse.
»§ 41 a. I sager omfattet af § 24 i lov om Fami-
lieretshuset træffer familieretten afgørelse efter §§
11, 14, 17 og 21 efter anmodning fra Familierets-
huset.«
§ 46. Statsforvaltningen kan behandle en sag om
forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v.,
hvis betingelserne i retsplejelovens § 448 f er op-
fyldt.
52. I § 46, stk. 1, ændres »retsplejelovens § 448 f«
til: »§ 448 g i retsplejeloven«.
Stk. 2. Statsforvaltningens afvisning af at be-
handle en sag om forældremyndighed og barnets
bopæl efter §§ 11, 14, 15, 15 a og 17, der ikke op-
53. § 46, stk. 2, ophæves.
202
fylder betingelserne i stk. 1, kan efter anmodning
fra en af parterne indbringes for retten.
§ 2
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 54 af 23. januar 2018, fore-
tages følgende ændringer:
§ 7. Ægteskab må ikke uden Ankestyrelsens til-
ladelse indgås mellem personer, af hvilke den ene
har været gift med den andens slægtning i ret op-
eller nedstigende linje. Er der fællesbørn i det tid-
ligere ægteskab, må tilladelsen kun gives, såfremt
hensynet til børnene ikke taler derimod.
1. I § 7, 1. pkt., ændres »Ankestyrelsens« til: »Fa-
milieretshusets«.
§ 21. ---
Stk. 2. En vielse, der er ugyldig efter stk. 1, kan
af Ankestyrelsen godkendes som gyldig, såfremt
særlige grunde taler herfor.
2. I § 21, stk. 2, § 23, stk. 3, 1. pkt., og § 58 b, stk.
1, ændres »Ankestyrelsen« til: »Familieretshuset«.
§ 23. Et ægteskab omstødes ved dom, hvis det er
indgået i strid med § 6 eller § 9.
3. I § 23, stk. 1, § 24, stk. 1, og §§ 52 og 58 udgår
»ved dom«.
Stk. 2. ---
4. I § 23, stk. 3, indsættes som 3. pkt.:
Stk. 3. Sag til omstødelse kan anlægges af Anke-
styrelsen eller af en af ægtefællerne. Er ægteska-
bet indgået i strid med § 9, kan tillige ægtefællen i
det tidligere ægteskab anlægge sag.
»Anlægger Familieretshuset sag til omstødelse
af et ægteskab, skal sagen anlægges mod begge
ægtefæller.«
§ 24. Et ægteskab omstødes endvidere ved dom
efter påstand af den ene ægtefælle:
1) hvis han ved ægteskabets indgåelse befandt sig
i en tilstand, som udelukker evnen til at handle
fornuftsmæssigt,
2) hvis han blev tvunget til at indgå ægteskab,
3) hvis han ved en fejltagelse blev viet til en anden
end sin forlovede eller uden at ville indgå ægte-
skab, eller
4) hvis han blev forledt til at indgå ægteskab ved,
at han af den anden ægtefælle gennem falske op-
lysninger eller svigagtig fortielse af sandheden
blev vildledt om, hvem den anden er, eller om så-
danne omstændigheder ved dennes tidligere liv,
der med fuld føje ville have afholdt ham fra at ind-
gå ægteskabet, og som endnu må tillægges en så-
dan betydning for forholdet mellem ægtefællerne,
203
at ægteskabet ikke med rimelighed kan fordres op-
retholdt.
Stk. 2. ---
§ 26. Omstødes et ægteskab, og var den ene æg-
tefælle ved ægteskabets indgåelse i god tro med
hensyn til omstødelsesgrunden, medens den anden
kendte eller burde kende denne, kan der ved dom-
men tilkendes den førstnævnte ægtefælle en godt-
gørelse, der fastsættes under hensyn til begges
økonomiske kår og de øvrige omstændigheder.
5. I § 26 ændres »dommen« til: »afgørelsen«.
6. I § 29 indsættes som 2. pkt.:
§ 29. Ægtefæller har ret til separation eller skils-
misse, når de er enige om det.
»Skilsmisse kan i visse situationer først bevilges
efter en refleksionsperiode, jf. § 42 a.«
§ 37. Separation eller skilsmisse gives ved bevil-
ling eller dom.
7. I § 37, stk. 1, ændres »gives« til: »meddeles« og
»dom« til: »afgørelse«.
Stk. 2. Anmodning om separation eller skilsmis-
se indgives til statsforvaltningen.
8. I § 37, stk. 2, og § 38, stk. 1, nr. 3, ændres
»statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
§ 38. Statsforvaltningen indkalder ægtefællerne
til vilkårsforhandling, når
9. I § 38, stk. 1, § 41, § 42, stk. 1, 1. pkt., og § 42,
stk. 2, ændres »Statsforvaltningen« til: »Familier-
etshuset«.
1) en ægtefælle anmoder om det,
2) betingelserne, jf. § 42, stk. 1, for at give bevil-
ling til separation eller skilsmisse efter §§ 29, 30
og 32-36 ikke er opfyldt eller
3) statsforvaltningen finder, at særlige omstændig-
heder taler for det.
Stk. 2. --- 10. I § 38 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. En ægtefælle har ikke pligt til at deltage
i vilkårsforhandling sammen med den anden ægte-
fælle, hvis den anden ægtefælle har udsat ægtefæl-
len eller ægtefællens barn for voldelig adfærd, el-
ler der er mistanke herom.«
§ 39. ---
Stk. 2. Størrelsen af gebyrerne efter stk. 1 fast-
sættes således, at de svarer til omkostningerne ved
statsforvaltningens behandling af en anmodning
om separation eller skilsmisse henholdsvis ved
statsforvaltningens afholdelse af vilkårsforhand-
ling.
11. To steder i § 39, stk. 2, ændres »statsforvalt-
ningens« til: »Familieretshusets«.
Stk. 3. ---
204
§ 41. Statsforvaltningen kan tilbyde mægling
ved uenighed om vilkårene for separation og skils-
misse.
§ 42. Statsforvaltningen giver bevilling til sepa-
ration eller skilsmisse efter §§ 29, 30 og 32-36,
hvis ægtefællerne er enige herom og er enige om
vilkårene, jf. §§ 49 og 55. Ægtefællerne kan dog
henskyde spørgsmål om størrelsen af ægtefællebi-
drag til statsforvaltningens afgørelse.
12. I § 42, stk. 1, 2. pkt., ændres »statsforvaltnin-
gens afgørelse« til: »afgørelse efter § 50«.
Stk. 2. Statsforvaltningen giver bevilling til
skilsmisse efter § 30, stk. 2, hvis den anden ægte-
fælle ikke protesterer herimod, og vilkårene for
separationen også gælder for tiden efter skilsmis-
sen.
13. Efter § 42 indsættes før overskriften før § 43:
»§ 42 a. For ægtefæller, som anmoder om skils-
misse efter § 29, og som har fælles børn, der ikke
er fyldt 18 år, kan bevilling til skilsmisse først ud-
stedes efter en refleksionsperiode på tre måneder
fra Familieretshusets modtagelse af anmodningen.
Stk. 2. Familieretshuset udsteder bevilling til
skilsmisse efter § 29, når:
1) begge ægtefæller inden 1 måned efter udløbet
af refleksionsperioden efter stk. 1 har bekræftet
anmodningen om skilsmisse,
2) betingelserne i § 42 er opfyldte, og
3) begge ægtefæller inden bekræftelsen af anmod-
ningen efter nr. 1 har gennemført det obligatoriske
digitale forløb efter § 22, stk. 1, i lov om Familier-
etshuset, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. En ægtefælle, der efter § 58 d, stk. 3, ikke
skal anvende digital selvbetjening, skal gennemfø-
re det obligatoriske digitale forløb efter § 22, stk.
1, i lov om Familieretshuset på skriftligt grundlag.
Ved bekræftelsen efter stk. 2, nr. 1 af anmodnin-
gen om skilsmisse skal ægtefællen afgive erklæ-
ring om at have gennemført forløbet.«
Afslutning af en separations- eller skilsmissesag
og indbringelse for retten
14. Overskriften før § 43 ophæves.
§ 43. Statsforvaltningen kan afslutte en sag om
separation eller skilsmisse efter §§ 29, 30 og
32-36, hvis den fornødne enighed, jf. § 42, for at
give bevilling ikke er opnået, eller statsforvaltnin-
15. § 43 ophæves.
205
gen finder det betænkeligt at give bevilling. Stats-
forvaltningen indbringer sagen for retten, hvis en
part inden 4 uger efter, at det er meddelt den på-
gældende, at sagen er afsluttet, anmoder herom.
Dette gælder dog ikke, hvis afslutningen af sagen
skyldes, at den pågældende er udeblevet fra vil-
kårsforhandlingen.
Stk. 2. Efter anmodning fra en part afslutter
statsforvaltningen sagen og indbringer den for ret-
ten, hvis
1) parterne har modtaget vejledning under vilkårs-
forhandlingen, uden at den fornødne enighed, jf. §
42, er opnået, eller
2) den pågældende er mødt, mens den anden part
er udeblevet trods to indkaldelser.
Stk. 3. Statsforvaltningen kan i særlige tilfælde
efter anmodning afslutte sagen og indbringe den
for retten, selv om betingelserne efter stk. 1 eller 2
ikke er opfyldt.
16. § 43 a affattes således:
§ 43 a. Statsforvaltningen kan behandle en an-
søgning om separation eller skilsmisse, hvis betin-
gelserne i retsplejelovens § 448 c, stk. 1, 2 og 4, er
opfyldt.
Ȥ 43 a. Familieretshuset kan behandle en sag om
separation, skilsmisse, omstødelse af ægteskab og
om et ægteskabs beståen, hvis betingelserne i §
448 f i retsplejeloven er opfyldte.«
Stk. 2. ---
§ 45. De vilkår, der er fastsat ved en dom til se-
paration, afsagt her i landet, gælder også for tiden
efter en skilsmisse, opnået på grundlag af separati-
onen. Med hensyn til bidragspligt kan der dog ved
separationsdommen træffes anden bestemmelse.
17. I § 45, 1. pkt., ændres »dom til separation, af-
sagt her i landet« til: »afgørelse om separation« og
i 2. pkt. ændres »separationsdommen til: »afgørel-
sen om separation«.
§ 50. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale her-
om, afgør retten spørgsmålet om bidragspligt, her-
under spørgsmålet om pligtens varighed, medens
statsforvaltningen fastsætter bidragets størrelse.
Medmindre der foreligger særlige omstændighe-
der, kan retten kun pålægge en ægtefælle bidrags-
pligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan overstige
10 år.
18. I § 50, stk. 1, 1. pkt., ændres »afgør retten
spørgsmålet« til: »træffes der afgørelse«, efter
»herunder« indsættes: »om«, og », medens stats-
forvaltningen fastsætter« ændres til: »og«.
19. I § 50, stk. 1, 2. pkt., ændres »retten kun på-
lægge« til: »der kun pålægges«.
Stk. 2. ---
§ 52. En af ægtefællerne truffet aftale om bi-
dragspligten eller om bidragets størrelse kan æn-
dres ved dom, såfremt det på grund af væsentligt
206
forandrede forhold vil være urimeligt at oprethol-
de aftalen.
§ 53. En ved dom truffet afgørelse om ægtefæl-
lernes bidragspligt kan ændres ved en ny dom, så-
fremt væsentligt forandrede forhold og særlige
grunde i øvrigt taler herfor.
20. I § 53, stk. 1, udgår »ved dom truffet« og »ved
en ny dom«.
Stk. 2. En af statsforvaltningen truffet afgørelse
om bidragets størrelse kan ændres af statsforvalt-
ningen, såfremt omstændighederne taler derfor.
21. I § 53, stk. 2, ændres »af statsforvaltningen
truffet afgørelse om bidragets størrelse kan ændres
af statsforvaltningen« til: »afgørelse om bidragets
størrelse kan ændres«.
§ 55. ---
Stk. 2. Såfremt en lejlighed i en ejendom, der hø-
rer til den enes bodel eller særeje, og som indehol-
der flere beboelseslejligheder, hidtil har tjent til
familiens bolig, kan retten i forbindelse med dom
til separation eller skilsmisse pålægge ægtefællen
at udleje lejligheden til den anden ægtefælle og
fastsætte vilkår for lejemålet.
22. I § 55, stk. 2, ændres »retten i forbindelse med
dom til separation eller skilsmisse pålægge ægte-
fællen at udleje lejligheden til den anden ægtefæl-
le og fastsætte« til: »det ved afgørelse om eller be-
villing til separation eller skilsmisse pålægges æg-
tefællen at udleje lejligheden til den anden ægte-
fælle, og der kan fastsættes«.
§ 58. Har ægtefæller med henblik på separation
eller skilsmisse truffet aftale om fordelingen af
formuen, bidragspligten eller andre vilkår, kan af-
talen ved dom ændres eller erklæres for uforbin-
dende, såfremt den skønnes urimelig for den ene
ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse.
23. § 58 a, stk. 1-3, affattes således:
§ 58 a. Statsforvaltningens afgørelser efter den-
ne lov kan påklages til Ankestyrelsen. Dette gæl-
der dog ikke afgørelser efter § 43, stk. 1 og 2, af-
gørelser om at imødekomme en anmodning efter §
43, stk. 3, og afgørelser om at afvise at behandle
en sag om separation eller skilsmisse efter § 43 a,
stk. 2.
»Ved Familieretshusets behandling af sager efter
denne lov finder bestemmelserne i lov om Fami-
lieretshuset anvendelse.
Stk. 2. Klage over en afgørelse om bidrag skal
indgives, inden 4 uger efter at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen. Ankestyrelsen kan i
særlige tilfælde behandle en klage over en afgørel-
se om bidrag, selv om klagen er indgivet efter ud-
løb af fristen i 1. pkt.
Stk. 2. Familieretshuset eller familieretten træf-
fer efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov
om Familieretshuset afgørelse:
1) Om tilladelse til at indgå ægteskab efter § 7.
2) Om godkendelse af en vielse som gyldig efter §
21.
3) I sager omfattet af kapitel 3-5.
207
4) Om klage efter § 58 b over en afgørelse truffet
af den myndighed, der efter § 13, stk. 1, skal prø-
ve ægteskabsbetingelserne.
5) Om afvisning efter § 58 d af en ansøgning eller
anmodning, der ikke er indgivet til Familieretshu-
set ved anvendelse af digital selvbetjening.
6) Om hvorvidt parterne er ægtefæller.
7) I sager mellem ægtefæller om, hvorvidt en se-
paration består.
Stk. 3. I sager om separation eller skilsmisse,
som kan indbringes for retten efter § 43 eller § 43
a, stk. 2, kan statsforvaltningens sagsbehandling
påklages til Ankestyrelsen.
Stk. 3. Familieretshusets afgørelser efter denne
lov kan indbringes for familieretten efter bestem-
melserne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.«
Stk. 4. ---
Stk. 5. Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan
til brug for behandlingen af sager om fastsættelse
og ændring af bidrag efter denne lov få terminal-
adgang til nødvendige økonomiske oplysninger
om en part hos told- og skatteforvaltningen, her-
under i indkomstregisteret.
24. I § 58, a, stk. 5, ændres »Statsforvaltningen og
Ankestyrelsen« til: »Familieretshuset«.
§ 58 b. Afgørelser efter § 4, § 10, stk. 2, og § 11
a, stk. 2, samt afgørelser om anerkendelse af uden-
landske skilsmisser til brug for prøvelse af ægte-
skabsbetingelserne kan påklages til Ankestyrelsen.
Stk. 2. ---
§ 58 c. Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan
til brug for behandlingen af sager om fastsættelse
og ændring af et bidrag efter denne lov anmode en
part om oplysninger om vedkommendes egne for-
hold. Hvis parten undlader at give statsforvaltnin-
gen eller Ankestyrelsen de oplysninger, der er
nævnt i 1. pkt., kan der træffes afgørelse på det
foreliggende grundlag.
25. § 58 c ophæves.
§ 58 d. ---
Stk. 2. Anmodning om separation og skilsmisse
efter § 37, stk. 2, og ansøgning om fastsættelse el-
ler ændring af størrelsen af bidrag efter § 50, stk.
1, og § 53, stk. 2, skal indgives til statsforvaltnin-
gen ved anvendelse af den digitale løsning, som
statsforvaltningen stiller til rådighed (digital selv-
betjening). Anmodninger og ansøgninger, der ikke
indgives ved digital selvbetjening, afvises af stats-
forvaltningen, jf. dog stk. 3 og 4.
26. § 58 d, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Følgende henvendelser skal indgives til
Familieretshuset ved anvendelse af den digitale
løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed
(digital selvbetjening), idet henvendelsen ellers af-
vises af Familieretshuset, jf. dog stk. 3 og 4:
208
1) Ansøgning om tilladelse til at indgå ægteskab
efter § 7.
2) Anmodning om godkendelse af en vielse som
gyldig efter § 21.
3) Anmodning fra en ægtefælle om omstødelse af
ægteskab efter §§ 23 og 24.
4) Anmodning om godtgørelse efter § 26.
5) Anmodning om separation og skilsmisse efter §
37, stk. 2.
6) Bekræftelse af anmodning om skilsmisse efter
§ 29, jf. § 42 a, stk. 2.
7) Ansøgning om fastsættelse eller ændring af æg-
tefællebidrag efter § 50, stk. 1, og §§ 52 og 53.
8) Ansøgning om ændring efter § 58 af aftale om
fordelingen af formuen, bidragspligten og andre
vilkår for separation og skilsmisse.
9) Klage efter § 58 b.
10) Anmodning om afgørelse om hvorvidt parter-
ne er ægtefæller, eller hvorvidt en separation be-
står.
11) Anmodning om indbringelse af en afgørelse
for familieretten.
Stk. 3. Hvis der foreligger særlige forhold, der
gør, at borgeren ikke må forventes at kunne an-
vende digital selvbetjening, skal myndigheden, jf.
stk. 1 og 2, tilbyde, at ansøgningen kan indgives
på anden måde end ved digital selvbetjening efter
stk. 1 og 2. Myndigheden bestemmer, hvordan en
ansøgning omfattet af 1. pkt. skal indgives, herun-
der om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
27. I § 58 d, stk. 3, 1. pkt., og § 58 d, stk. 4, æn-
dres »ansøgningen« til: »henvendelsen«.
28. I § 58 d, stk. 3, 2. pkt., og § 58 d, stk. 4 og 5,
ændres »ansøgning« til: »henvendelse«.
Stk. 4. Myndigheden, jf. stk. 1 og 2, kan helt
ekstraordinært ud over de i stk. 3 nævnte tilfælde
undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgi-
vet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en
samlet økonomisk vurdering er klare fordele for
myndigheden ved at modtage ansøgningen på an-
den måde end digitalt.
Stk. 5. En digital ansøgning anses for at være
kommet frem, når den er tilgængelig for myndig-
heden.
29. I § 58 d indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Stk. 2 finder ikke anvendelse for anmod-
ninger, der indgives af en offentlig myndighed.«
209
§ 58 e. Ved Ankestyrelsens behandling af sager
efter denne lov finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i
lov om retssikkerhed og administration på det so-
ciale område anvendelse.
30. § 58 e ophæves.
§ 3
I lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1815 af 23. december 2015, foretages følgende
ændringer:
§ 13. ---
Stk. 2. Opfylder en af forældrene ikke forsørgel-
sespligten over for barnet, kan statsforvaltningen
pålægge ham at udrede bidrag til barnets under-
hold.
1. I § 13, stk. 2, ændres »statsforvaltningen pålæg-
ge ham« til: »det pålægges den pågældende foræl-
der«.
§ 14. ---
Stk. 2. Bidragspligten ophører ved barnets fyldte
18. år. Bidragspligten ophører endvidere, når bar-
net indgår ægteskab, medmindre statsforvaltnin-
gen bestemmer andet.
2. I § 14, stk. 2, 2. pkt., ændres »statsforvaltningen
bestemmer« til: »der bestemmes«.
Stk. 3-4. ---
§ 15. ---
Stk. 2. Ansøgning om fastsættelse af bidrag efter
stk. 1 i anledning af omkostninger ved barnets
konfirmation kan tidligst indgives til statsforvalt-
ningen 3 måneder før og senest 1 dag før dagen
for barnets konfirmation. Ansøgning om fastsæt-
telse af bidrag efter stk. 1 i anledning af omkost-
ninger, ved at barnet når konfirmationsalderen,
kan indgives fra den dag, hvor barnet fylder 13 år,
til den dag, hvor barnet fylder 15 år.
3. I § 15, stk. 2, 1. pkt., og § 15, stk. 4, ændres
»statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
Stk. 3. Statsforvaltningen afviser en ansøgning
som nævnt i stk. 2, hvis ansøgningen indgives på
andre tidspunkter end efter stk. 2.
4. I § 15, stk. 3, ændres »Statsforvaltningen afviser
en ansøgning som nævnt i stk. 2« til: »En ansøg-
ning som nævnt i stk. 2 afvises«.
Stk. 4. Bidrag efter stk. 1 i anledning af omkost-
ninger ved barnets sygdom og begravelse eller i
anden særlig anledning kan kun fastsættes, så-
fremt begæring fremsættes for statsforvaltningen
inden 3 måneder efter udgiftens afholdelse, med-
mindre der godtgøres at foreligge rimelig grund
for overskridelse af fristen.
§ 16. Statsforvaltningen kan til enhver tid efter
ansøgning ændre et bidrag.
5. I § 16 ændres »Statsforvaltningen« til: »Bidrag«
og »efter ansøgning ændre et bidrag« til: »ændres
efter ansøgning«.
210
§ 17. Aftaler om bidrag til barnet er ikke til hin-
der for, at der træffes anden afgørelse af statsfor-
valtningen, såfremt aftalen skønnes åbenbart ubil-
lig, eller når forholdene væsentligt har forandret
sig, eller aftalen strider mod barnets bedste.
6. I § 17 udgår »af statsforvaltningen«.
§ 17 a. ---
Stk. 2. Der betales ikke gebyr efter stk. 1, hvis
1) der søges om bortfald af bidrag og dette skyl-
des, at barnet er flyttet til den forælder, der betaler
bidraget, eller
2) der søges om ændring af et aftalt bidrag, jf. §
17, og statsforvaltningen ikke tidligere har be-
handlet en sag om dette bidrag.
7. I § 17 a, stk. 2, nr. 2, ændres »statsforvaltningen
ikke tidligere har« til: »der ikke tidligere har væ-
ret«.
Stk. 3. ---
Stk. 4. Størrelsen af gebyret efter stk. 1 fastsæt-
tes således, at det svarer til omkostningerne ved
statsforvaltningens behandling af en ansøgning
om ændring af bidrag.
8. I § 17 a, stk. 4, ændres »statsforvaltningens« til:
»Familieretshusets«.
Stk. 5. ---
§ 19. Statsforvaltningen kan pålægge faderen el-
ler medmoderen at udrede bidrag til udgifterne
ved fødslen og ved barnets navngivning, herunder
ved dåb, og til moderens underhold 2 måneder før
og 1 måned efter fødslen. Under særlige omstæn-
digheder, navnlig i tilfælde af moderens sygdom
forårsaget ved svangerskabet eller fødslen, kan bi-
drag pålægges for indtil 4 måneder før og 9 måne-
der efter fødslen. Bidraget kan pålægges, uanset at
barnet er dødfødt.
9. I § 19, stk. 1, 1. pkt., ændres »Statsforvaltningen
kan pålægge« til: »Der kan pålægges«.
Stk. 2. Endvidere kan statsforvaltningen pålægge
den, der har eller kan have besvangret en kvinde,
eller den, der har givet samtykke til, at en kvinde
er behandlet med assisteret reproduktion, hvis bar-
net må antages at være blevet til ved denne be-
handling, jf. børnelovens §§ 27 eller 27 a, at udre-
de bidrag til de ved en abort forvoldte særlige ud-
gifter.
10. I § 19, stk. 2, ændres »kan statsforvaltningen
pålægge« til: »kan der pålægges«.
Stk. 3. Bidrag efter denne paragrafs stk. 1 forfal-
der, hvis barnet er født, straks ved bidragsfastsæt-
telsen og ellers til de af statsforvaltningen nærme-
re bestemte tidspunkter. Bidrag efter stk. 2 forfal-
der straks.
11. I § 19, stk. 3, 1. pkt., ændres »af statsforvalt-
ningen nærmere bestemte tidspunkter« til: »tids-
punkter, der er fastsat i afgørelsen om bidrag efter
stk. 1«.
Stk. 4. ---
211
§ 19 a. Ansøgning om fastsættelse eller ændring
af bidrag efter denne lov skal indgives til statsfor-
valtningen ved anvendelse af den digitale løsning,
som statsforvaltningen stiller til rådighed (digital
selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives
ved digital selvbetjening, afvises af statsforvalt-
ningen, jf. dog stk. 2 og 3.
12. I § 19 a, stk. 1, indsættes efter »efter denne
lov«: »og anmodning om indbringelse af en afgø-
relse for familieretten«, »statsforvaltningen« æn-
dres tre steder til: »Familieretshuset«, og »Ansøg-
ninger« ændres til: »Henvendelser«.
13. I § 19 a, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Dette gælder dog ikke anmodninger, der indgives
af en offentlig myndighed.«
Stk. 2. Hvis statsforvaltningen finder, at der fore-
ligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke
må forventes at kunne anvende digital selvbetje-
ning, skal statsforvaltningen tilbyde, at ansøgnin-
gen kan indgives på anden måde end ved digital
selvbetjening efter stk. 1. Statsforvaltningen be-
stemmer, hvordan en ansøgning omfattet af 1. pkt.
skal indgives, herunder om den skal indgives
mundtligt eller skriftligt.
14. I § 19 a, stk. 2, ændres »statsforvaltningen« to
steder til: »Familieretshuset«, »ansøgningen« æn-
dres til: »henvendelsen«, »Statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset« og »ansøgning« til: »henven-
delse«.
Stk. 3. Statsforvaltningen kan helt ekstraordinært
ud over i de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at af-
vise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital
selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økono-
misk vurdering er klare fordele for statsforvaltnin-
gen ved at modtage ansøgningen på anden måde
end digitalt.
15. I § 19 a, stk. 3, ændres »Statsforvaltningen«
til: »Familieretshuset«, »ansøgning« til: »henven-
delse«, »statsforvaltningen« til »Familieretshuset«
og »ansøgningen« til »henvendelsen«.
Stk. 4. En digital ansøgning anses for at være
kommet frem, når den er tilgængelig for statsfor-
valtningen.
16. I § 19 a, stk. 4, ændres »ansøgning« til: »hen-
vendelse« og »statsforvaltningen« til »Familierets-
huset«.
17. § 20 affattes således:
§ 20. Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan til
brug for behandlingen af sager om fastsættelse og
ændring af et bidrag efter denne lov anmode en
part om oplysninger om vedkommendes egne for-
hold. Hvis parten undlader at give statsforvaltnin-
gen eller Ankestyrelsen oplysninger, der er nævnt
i 1. pkt., kan der træffes afgørelse på det forelig-
gende grundlag.
Ȥ 20. Ved Familieretshusets behandling af sag-
er efter denne lov finder bestemmelserne i lov om
Familieretshuset anvendelse.
Stk. 2. Afgørelse i sager om bidrag træffes efter
bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Fami-
lieretshuset af Familieretshuset eller familieret-
ten.«
18. § 21, stk. 1, affattes således:
§ 21. Statsforvaltningens afgørelser efter denne
lov kan påklages til Ankestyrelsen. Ved Ankesty-
relsens behandling af klager efter 1. pkt. finder ka-
»Familieretshusets afgørelser efter denne lov
kan indbringes for familieretten efter bestemmel-
serne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.«
212
pitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område anvendelse.
Stk. 2. Klage skal indgives, inden 4 uger efter at
klageren har fået meddelelse om afgørelsen. An-
kestyrelsen kan i særlige tilfælde behandle en kla-
ge, selv om klagen er indgivet efter udløb af fri-
sten i 1. pkt.
19. § 21, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.
Stk. 3. Børne- og socialministeren kan fastsætte
regler om klagers behandling og om behandling af
sager om børnebidrag, herunder om ansøgningsfri-
ster og begyndelses- og ændringstidspunkter.
20. I § 21, stk. 3, der bliver stk. 2, udgår »om kla-
gers behandling og«.
Stk. 4. Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan
til brug for behandlingen af sager om fastsættelse
og ændring af bidrag efter denne lov få terminal-
adgang til nødvendige økonomiske oplysninger
om en part hos told- og skatteforvaltningen, her-
under i indkomstregistret.
21. I § 21, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »Stats-
forvaltningen og Ankestyrelsen« til: »Familierets-
huset«.
§ 4
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1041 af
3. august 2018, foretages følgende ændringer:
§ 1. Adoption meddeles ved bevilling, der ud-
færdiges af statsforvaltningen.
1. Overalt i loven ændres »Statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset« og »statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset«.
Stk. 2. Ved adoption af et barn fra et andet land
har bevillingen virkning fra barnets ankomst her
til landet. Hvis der er knyttet en prøveperiode til
adoptionen, har bevillingen dog først virkning fra
udløbet af prøveperioden. Statsforvaltningen kan
fravige bestemmelsen i 2. pkt., hvis der foreligger
særlige omstændigheder.
§ 6. Er den, der ønskes adopteret, fyldt 12 år, bør
bevillingen ikke meddeles uden den pågældendes
samtykke, medmindre indhentelse af samtykket
skønnes at være til skade for barnet.
Stk. 2. Samtykket skal afgives under personligt
fremmøde for statsforvaltningen eller for anden
myndighed eller institution, der er godkendt i
medfør af § 8, stk. 1. Inden barnet afgiver samtyk-
ke, skal der finde en samtale sted med barnet om
adoptionen, og barnet skal gøres bekendt med
adoptionens betydning.
Stk. 3. ---
§ 8. Samtykke efter § 7 skal afgives skriftligt
under personligt fremmøde for statsforvaltningen
213
eller for anden myndighed eller institution, som er
godkendt dertil af børne- og socialministeren.
Kravet om personligt fremmøde gælder dog ikke
den forælder, der afgiver samtykke til vedkom-
mendes ægtefælle eller samlevers stedbarnsadopti-
on.
Stk. 2-5. ---
§ 10. Når statsforvaltningen modtager meddelel-
se fra kommunalbestyrelsen om, at Ankestyrelsen
har meddelt samtykke efter § 68 e i lov om social
service til, at et barn kan adopteres uden samtykke
fra forældrene, træffer statsforvaltningen efter § 9,
stk. 2-4, afgørelse om adoption af barnet, hvis be-
tingelserne er opfyldt.
Stk. 2. Inden statsforvaltningen træffer afgørelse
efter stk. 1, skal statsforvaltningen forespørge bar-
nets forældre, om de vil give samtykke til adoptio-
nen, jf. § 7.
§ 11. Træffer statsforvaltningen beslutning efter
§ 9, selv om samtykke til adoption fra forældrene
efter § 7, stk. 1, ikke foreligger, underrettes bar-
net, forældrene, indehaveren af forældremyndig-
heden, hvis denne er en anden end forældrene,
værgen og den, der søger om adoption, herom.
Stk. 2. En beslutning som nævnt i stk. 1 skal væ-
re skriftlig og udleveres af statsforvaltningen til de
pågældende personligt eller forkyndes for dem.
Beslutningen skal indeholde oplysning om adgan-
gen til at få afgørelsen prøvet af retten og om fri-
sten herfor, jf. stk. 3.
Stk. 3. Inden 14 dage efter at en beslutning som
nævnt i stk. 1 er modtaget eller forkyndt, kan sag-
en forlanges indbragt for retten. Statsforvaltningen
kan, når særlige grunde taler derfor, fastsætte en
længere frist eller inden fristens udløb forlænge
denne.
Stk. 4. Modtager statsforvaltningen anmodning
om, at beslutningen prøves af retten, indbringer
statsforvaltningen sagen for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 b, medmindre bevilling
er udfærdiget efter udløbet af fristen i stk. 3.
Stk. 5. Opretholder retten statsforvaltningens be-
slutning om, at bevilling efter § 9 skal meddeles,
eller beslutter retten, at bevilling kan meddeles,
kan statsforvaltningen ikke meddele bevilling, før
ankefristen er udløbet, og anke ikke er iværksat
2. I § 11, stk. 5, § 25, nr. 4, og § 29 b, stk. 2, æn-
dres »statsforvaltningens« til: »Familieretshusets«.
214
inden ankefristens udløb. Det samme gælder i for-
hold til kæremål, hvis retten afviser prøvelse, jf.
retsplejelovens § 475 b, stk. 4.
§ 15. Adoption kan ikke meddeles, hvis nogen,
der skal afgive samtykke til adoptionen, yder eller
modtager vederlag eller nogen anden form for
modydelse, herunder betaling for tabt arbejdsfor-
tjeneste. Statsforvaltningen kan afkræve enhver,
der har kendskab til forholdene, alle oplysninger
til brug ved afklaringen af, om der er ydet eller
modtaget vederlag m.v. som nævnt i 1. pkt.
§ 15 a. Statsforvaltningen kan under en sag om
adoption beskikke en advokat for et barn, der er
fyldt 3 år, og som har bopæl her i landet. Dette
gælder dog ikke ved adoption efter § 5 a, eller
hvis adoptionen er formidlet af en organisation,
der har tilladelse til at yde adoptionshjælp efter §
30.
Stk. 2. Statsforvaltningen skal under en sag om
adoption efter § 9 beskikke en advokat for barnet.
Statsforvaltningen skal samtidig tilbyde forældre-
ne og indehaveren af forældremyndigheden, hvis
denne er en anden end forældrene, samt barnets
eventuelle plejeforældre advokatbeskikkelse.
Stk. 3. ---
§ 18. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Er barnet fyldt 12 år, kan ophævelse af
adoptivforholdet ikke ske uden barnets samtykke.
Samtykket skal afgives under personligt fremmø-
de for statsforvaltningen eller for anden myndig-
hed eller institution, der er godkendt i medfør af §
8, stk. 1. Inden barnet afgiver samtykke, skal der
finde en samtale sted med barnet om ophævelsen
af adoptivforholdet, og barnet skal gøres bekendt
med ophævelsens betydning.
Stk. 4-5. ---
§ 25. Børne- og socialministeren kan fastsætte
regler om behandling af sager efter denne lov, her-
under
1) om godkendelse som adoptant,
2) om adoptionssagers behandling, herunder om
indholdet af ansøgninger om adoption m.v.,
215
3) om afgivelse af samtykke til adoption, jf. §§ 6
og 8,
4) om statsforvaltningens behandling af sager om
adoption uden samtykke, jf. § 9, og
5) om behandlingen af sager om godkendelse af,
at et adoptionsforløb fortsætter.
§ 25 a. Børne- og socialministeren opretter et el-
ler flere samråd, der efter undersøgelse foretaget
af statsforvaltningen afgør, om en ansøger kan
godkendes som adoptant, jf. § 4 a.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Samrådet består af et medlem med social
uddannelse, en jurist og en læge. Det ene medlem
skal være medarbejder ved statsforvaltningen.
Stk. 4-5. ---
§ 29 b. Statsforvaltningens afgørelser efter den-
ne lov kan påklages til Ankestyrelsen. Dette gæl-
der dog ikke afgørelser efter § 9.
3. I § 29 b, stk. 1, ændres »Statsforvaltningens«
til: »Familieretshusets«.
Stk. 2. I sager efter § 9 kan statsforvaltningens
sagsbehandling påklages til Ankestyrelsen.
Stk. 3. ---
§ 29 c. Ansøgning om bevilling til adoption og
om godkendelse som adoptant skal indgives til
statsforvaltningen ved anvendelse af den digitale
løsning, som statsforvaltningen stiller til rådighed
(digital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke ind-
gives ved digital selvbetjening, afvises af statsfor-
valtningen, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Hvis statsforvaltningen finder, at der fore-
ligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke
må forventes at kunne anvende digital selvbetje-
ning, skal statsforvaltningen tilbyde, at ansøgnin-
gen kan indgives på anden måde end ved digital
selvbetjening efter stk. 1. Statsforvaltningen be-
stemmer, hvordan en ansøgning omfattet af 1. pkt.
skal indgives, herunder om den skal indgives
mundtligt eller skriftligt.
Stk. 3. Statsforvaltningen kan helt ekstraordinært
ud over i de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at af-
vise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital
selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økono-
misk vurdering er klare fordele for statsforvaltnin-
gen ved at modtage ansøgningen på anden måde
end digitalt.
216
Stk. 4. En digital ansøgning anses for at være
kommet frem, når den er tilgængelig for statsfor-
valtningen.
§ 5
I lov om opkrævning af underholdsbidrag, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1819 af 23. december 2015,
foretages følgende ændringer:
§ 2. Udbetaling Danmark opkræver efter anmod-
ning krav på underholdsbidrag. Restanceinddrivel-
sesmyndigheden opkræver dog krav på under-
holdsbidrag, der er omfattet af § 1, stk. 2, mens
statsforvaltningen afgør indsigelser mod eksisten-
sen af sådanne krav.
1. I § 2, 2. pkt., ændres »statsforvaltningen afgør«
til: »afgørelse om«, og efter »krav« indsættes:
»træffes efter § 23 a, stk. 3«.
§ 20. Efter statsforvaltningens bestemmelse kan
reglerne i § 19 bringes til anvendelse over for en
mand, der er part i en påbegyndt faderskabssag.
2. I § 20 ændres: »Efter statsforvaltningens be-
stemmelse kan reglerne i § 19« til: »Reglerne i §
19 kan«, og efter »faderskabssag« indsættes: », og
en kvinde, der er part i en påbegyndt medmoder-
skabssag«.
§ 23 a. --- 3. § 23 a, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:
Stk. 2. Statsforvaltningens afgørelser efter denne
lov kan påklages til Ankestyrelsen. Ved Ankesty-
relsens behandling af klager efter 1. pkt. finder ka-
pitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område anvendelse.
»Stk. 2. Ved Familieretshusets behandling af
sager efter denne lov finder bestemmelserne i lov
om Familieretshuset anvendelse.
Stk. 3. Afgørelse efter § 2, 2. pkt., og § 20 træf-
fes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov
om Familieretshuset af Familieretshuset eller fa-
milieretten.
Stk. 4. Familieretshusets afgørelser efter denne
lov kan indbringes for familieretten efter bestem-
melserne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.«
§ 23 b. Børne- og socialministeren kan
1) fastsætte regler om Udbetaling Danmarks be-
handling af sager efter denne lov, herunder om
den administrative behandling af sager om hen-
stand med eller afdragsvis betaling af underholds-
bidrag,
2) i samråd med skatteministeren fastsætte regler
om restanceinddrivelsesmyndighedens behandling
af sager efter § 2, 2. pkt., herunder om den admi-
nistrative behandling af sager om henstand med
eller afdragsvis betaling af underholdsbidrag, og
217
3) fastsætte regler om behandling af sager om ind-
sigelser mod eksistensen af krav efter § 1, stk. 2,
om behandling af sager efter § 20 og om behand-
ling af klager over afgørelser truffet af statsfor-
valtningen.
4. I § 23 b, nr. 3, indsættes efter »§ 1, stk. 2,«:
»og« og »og om behandling af klager over afgø-
relser truffet af statsforvaltningen« udgår.
5. Efter § 23 b indsættes:
»§ 23 c. Indsigelser efter § 2, 2. pkt., anmodnin-
ger efter § 20 og anmodninger om indbringelse af
en afgørelse for familieretten skal indgives til Fa-
milieretshuset ved anvendelse af den digitale løs-
ning, som Familieretshuset stiller til rådighed (di-
gital selvbetjening). Henvendelser, der ikke indgi-
ves ved digital selvbetjening, afvises af Familier-
etshuset, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Hvis Familieretshuset finder, at der fore-
ligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke
må forventes at kunne anvende digital selvbetje-
ning, skal Familieretshuset tilbyde, at henvendel-
sen kan indgives på anden måde end ved digital
selvbetjening efter stk. 1. Familieretshuset be-
stemmer, hvordan en henvendelse omfattet af 1.
pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives
mundtligt eller skriftligt.
Stk. 3. Familieretshuset kan helt ekstraordinært
ud over i de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at af-
vise en henvendelse, der ikke er indgivet ved digi-
tal selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økono-
misk vurdering er klare fordele for Familieretshu-
set ved at modtage henvendelsen på anden måde
end digitalt.
Stk. 4. En digital henvendelse anses for at være
kommet frem, når den er tilgængelig for Familier-
etshuset.«
§ 6
I børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1817 af 23.
december 2015, foretages følgende ændringer:
§ 1 a. Fødes et barn af en kvinde, der er gift med
en kvinde eller har en registreret partner, registre-
res sæddonor som far til barnet, når betingelserne i
§ 27 a, stk. 1, er opfyldt, jf. dog stk. 3. Registre-
ring af faderskabet foretages af statsforvaltningen
i forbindelse med barnets fødsel.
1. I § 1 a, stk. 1, 2. pkt., § 3 a, stk. 1, 2. pkt., § 3 b,
stk. 1, 2. pkt., § 4, § 5, stk. 1, § 7, stk. 1, § 9, stk. 2,
§ 14, stk. 7, 2. pkt., og § 33, stk. 3, ændres »stats-
forvaltningen« til »Familieretshuset«.
Stk. 2-3. ---
218
§ 3 a. Fødes et barn af en kvinde, der er gift med
en kvinde eller har en registreret partner, registre-
res ægtefællen eller partneren som medmor til bar-
net, når betingelserne i § 27 eller § 27 a, stk. 2, er
opfyldt, jf. dog stk. 2. Registreringen af medmo-
derskabet foretages af statsforvaltningen i forbin-
delse med barnets fødsel.
Stk. 2-4. ---
§ 3 b. Fødes et barn af en ugift kvinde, anses en
kvinde som medmor til barnet, hvis hun og mode-
ren skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage
omsorgen og ansvaret for barnet, og betingelserne
i § 27 eller § 27 a, stk. 2, er opfyldt, jf. dog stk. 3.
Registreringen af medmoderskabet foretages af
statsforvaltningen i forbindelse med fødslen.
Stk. 2-3. ---
Kapitel 2
Sag om faderskab og medmoderskab ved statsfor-
valtningen
2. I overskriften til kapitel 2 udgår »ved statsfor-
valtningen«.
§ 4. Inden barnets fødsel kan sag rejses af mode-
ren eller af statsforvaltningen.
§ 5. Er faderskab eller medmoderskab registreret
efter kapitel 1 eller 1 a eller anerkendt ved stats-
forvaltningen, kan sag inden 6 måneder efter bar-
nets fødsel rejses af moderen, faderen, medmode-
ren eller barnets værge.
Stk. 2. ---
§ 7. Er faderskab eller medmoderskab ikke regi-
streret, og er der ikke rejst sag af andre, rejser
statsforvaltningen sag, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. ---
§ 9. ---
Stk. 2. Er moderen død, inddrager statsforvalt-
ningen efter anmodning fra barnets værge en
mand eller kvinde som part, hvis det antageliggø-
res, at manden er eller kan være barnets far, eller
at kvinden er eller kan være barnets medmor.
219
§ 11. Statsforvaltningen opfordrer moderen og
de mænd, som er parter i sagen, til at medvirke
ved retsgenetiske undersøgelser, hvis det kan have
betydning for sagen.
3. I § 11, stk. 1, og §§ 12 og 32 ændres »Statsfor-
valtningen« til: »Familieretshuset«.
Stk. 2. ---
§ 12. Statsforvaltningen kan bestemme, at en
mand, der utvivlsomt ikke er barnets far, og at en
kvinde, der utvivlsomt ikke kan anses som barnets
medmor, skal udtræde af sagen.
4. § 13 affattes således:
§ 13. Statsforvaltningen indbringer sagen for ret-
ten, hvis
Ȥ 13. Anerkendes faderskab eller medmoderskab
ikke efter § 14, træffes der afgørelse herom efter
kapitel 3.«
1) en af sagens parter anmoder om det,
2) statsforvaltningen finder det betænkeligt at fort-
sætte behandlingen af sagen,
3) der skal ske indkaldelse ved bekendtgørelse i
Statstidende eller udfærdiges retsanmodning efter
retsplejelovens § 158,
4) sagen i øvrigt ikke kan afsluttes ved anerken-
delse eller henlæggelse ved statsforvaltningen el-
ler
5) en af parterne er frataget den retlige handleevne
efter værgemålslovens § 6.
§ 14. ---
Stk. 2-6. ---
Stk. 7. Anerkendelse efter stk. 1-6 skal ske
skriftligt. Anerkendelse efter stk. 3 og 6 kan kun
ske under et møde i statsforvaltningen.
Stk. 8-9. --- 5. Overskriften til kapitel 3 affattes således:
Kapitel 3 »Kapitel 3
Sag om faderskab og medmoderskab ved retten Afgørelse om faderskab og medmoderskab«.
Sagens indbringelse 6. Overskriften før § 15 ophæves.
§ 15. Sag kan kun indbringes for retten af stats-
forvaltningen.
7. § 15 ophæves.
8. Overskriften før § 16 affattes således:
220
Sagens behandling »Familieretttens behandling af sager om fader-
skab og medmoderskab«.
Anerkendelse af faderskab og medmoderskab 9. Overskriften før § 19 ophæves.
Dom til faderskab og medmoderskab 10. I overskriften før § 20 ændres »Dom til« til:
»Afgørelse om«.
§ 20. En mand dømmes som far, hvis han efter
udfaldet af retsgenetiske undersøgelser utvivlsomt
er barnets far.
11. I § 20, stk. 1, ændres »En mand dømmes som
far« til: »Der træffes afgørelse om, at en mand er
far«.
Stk. 2. I andre tilfælde dømmes en mand som
far, hvis han har haft seksuelt forhold til moderen i
den periode, hvor hun blev gravid, og der ikke
foreligger omstændigheder, der gør det usandsyn-
ligt, at han er barnets far. Har moderen i den peri-
ode, hvor hun blev gravid, haft seksuelt forhold til
andre mænd, er det endvidere en betingelse, at
12. I § 20, stk. 2, 1. pkt., ændres »dømmes en
mand som far« til: »træffes der afgørelse om, at en
mand er far«.
1) ingen af disse efter udfaldet af retsgenetiske un-
dersøgelser er barnets far eller
2) det er overvejende sandsynligt, at ingen af disse
er barnets far.
Stk. 3. ---
Stk. 4. En kvinde kan dømmes som medmor,
hvis hun efter § 27 eller § 27 a, stk. 2, anses som
medmor til barnet.
13. I § 20, stk. 4, ændres »En kvinde kan dømmes
som medmor« til: »Der kan træffes afgørelse om,
at en kvinde er medmor«.
Stk. 5. En mand kan dømmes som far, hvis han
efter § 27, § 27 a, stk. 1, eller §§ 27 b eller 27 c
anses som far til barnet.
14. I § 20, stk. 5, ændres »En mand kan dømmes
som far« til: »Der kan træffes afgørelse om, at en
mand er far«.
§ 21. Er faderskabet eller medmoderskabet til et
barn ikke registreret eller fastslået ved anerkendel-
se eller dom, genoptages sagen efter anmodning
fra moderen eller hendes dødsbo, barnet eller dets
værge eller dødsbo, en mand, som har ret til at få
prøvet, om han er barnets far efter § 6 eller § 6 a,
eller en kvinde, som har ret til at få prøvet, om
hun er barnets medmor efter § 6 a.
15. I § 21, stk. 1, § 22, stk. 1 og 2, og § 24, stk. 1,
ændres »dom« til: »afgørelse«.
Stk. 2-3. ---
§ 22. Er faderskabet til et barn registreret eller
fastslået ved anerkendelse eller dom, genoptages
sagen, hvis moderen eller hendes dødsbo, barnet
221
eller dets værge eller dødsbo og faderen eller hans
dødsbo i enighed anmoder om det.
Stk. 2. Er medmoderskabet til et barn registreret
eller fastslået ved anerkendelse eller dom, genop-
tages sagen, hvis moderen eller hendes dødsbo,
barnet eller dets værge eller dødsbo og medmode-
ren eller hendes dødsbo i enighed anmoder om
det.
Stk. 3. ---
§ 24. Er faderskabet eller medmoderskabet til et
barn registreret eller fastslået ved anerkendelse el-
ler dom, kan moderen eller hendes dødsbo, bar-
nets værge eller dødsbo, faderen eller hans dødsbo
eller medmoderen eller hendes dødsbo inden 3 år
efter barnets fødsel anmode om, at sagen genopta-
ges, hvis der er fremkommet oplysninger om om-
stændigheder, der kan antages at ville give sagen
et andet udfald, eller der i øvrigt er særlig anled-
ning til at antage, at sagen vil få et andet udfald.
Stk. 2. ---
§ 26. Afgørelse af, om en sag skal genoptages,
træffes af statsforvaltningen.
16. § 26, stk. 1 og 2, ophæves.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 1 og 2.
Stk. 2. Statsforvaltningen indbringer spørgsmålet
om genoptagelse for retten, hvis en part inden fire
uger efter statsforvaltningens afgørelse anmoder
om det.
Stk. 3. Genoptages sagen, finder kapitel 2 og 3
tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 4.
17. I § 26, stk. 3, der bliver stk. 1, ændres »Genop-
tages sagen,« til: »Ved genoptagelse af en sag ef-
ter §§ 21-25« og »stk. 4« til: »stk. 2«.
Stk. 4. En mand, der tidligere har været part i
sagen, men som efter udfaldet af retsgenetiske un-
dersøgelser eller bevis om, hvorvidt han har haft
seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor
hun blev gravid, ikke er blevet anset som barnets
far, kan ikke mod sin vilje inddrages på ny. Dette
gælder dog ikke, hvis han har afgivet falsk forkla-
ring for retten om forhold af betydning for sagen
eller der med hans viden er sket identitetsforveks-
ling, ombytning af genetisk materiale eller anden
tilsvarende fejl.
18. I § 26, stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 2, 2. pkt.,
udgår »for retten«.
Kapitel 7
222
Statsforvaltningens vejledningspligt 19. I overskriften til kapitel 7 ændres »Statsfor-
valtningens« til: »Familieretshusets«.
§ 32. Statsforvaltningen yder i fornødent omfang
vejledning om spørgsmål, der vedrører denne lov,
og bistår herunder med udfyldelse af blanketter
m.v.
20. Efter § 32 indsættes i kapitel 8:
Ȥ 32 a. Ved Familieretshusets behandling af
sager efter denne lov finder bestemmelserne i lov
om Familieretshuset anvendelse.
Stk. 2. Afgørelser om faderskab og medmoder-
skab og om genoptagelse af en sag om faderskab
og medmoderskab træffes efter bestemmelserne i
kapitel 2 og 8-10 i lov om Familieretshuset af Fa-
milieretshuset eller familieretten. Dette gælder
dog ikke registrering af faderskab efter §§ 1, 2 og
3.
Stk. 3. Familieretshusets afgørelser efter denne
lov kan indbringes for familieretten efter bestem-
melserne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.«
§ 33. Børne- og socialministeren fastsætter reg-
ler om behandling af sager efter denne lov, herun-
der om personregisterførernes og statsforvaltnin-
gens registrering af faderskab og medmoderskab,
om statsforvaltningens behandling af sager om fa-
derskab og medmoderskab, om beregning af den
periode, hvor moderen blev gravid, og om retsge-
netiske undersøgelser. Børne- og socialministeren
kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af
klager over statsforvaltningens sagsbehandling, jf.
§ 35, stk. 2.
21. To steder i § 33, stk. 1, 1. pkt., ændres »stats-
forvaltningens« til: »Familieretshusets«.
22. § 33, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
Stk. 2. Blanketter til brug for registrering af fa-
derskab og medmoderskab og til brug for anerken-
delse og afgivelse af erklæring efter §§ 14, 19, 27,
27 a og 27 b skal være godkendt af Ankestyrelsen.
Børne- og socialministeren kan bestemme, at un-
derskrifter på disse blanketter skal være bekræftet
af en advokat eller to vitterlighedsvidner eller på
anden måde.
23. I § 33, stk. 2, 1. pkt., ændres »Ankestyrelsen«
til: »Familieretshuset«.
Stk. 3. Børne- og socialministeren kan bestem-
me, at en anerkendelse afgivet i udlandet skal lige-
stilles med en anerkendelse for statsforvaltningen.
§ 33 a. ---
223
Stk. 2. Erklæring efter § 3 b, anmodning om rejs-
ning eller genoptagelse af sag om faderskab eller
medmoderskab efter §§ 4, 5, 6, 6 a og 21-24 og
anmodning om anerkendelse af faderskab eller
medmoderskab efter § 14 skal indgives til statsfor-
valtningen ved anvendelse af den digitale løsning,
som statsforvaltningen stiller til rådighed (digital
selvbetjening). Erklæringer og anmodninger, der
ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af
statsforvaltningen, jf. dog stk. 3 og 4.
24. I § 33 a, stk. 2, ændres »Erklæring efter § 3 b«
til: »Anmodning om registrering efter §§ 1 a, 3 a
og 3 b, anmodning om indbringelse af en afgørel-
se for familieretten«, og tre steder ændres »stats-
forvaltningen« til: »Familieretshuset«.
Stk. 3. Hvis der foreligger særlige forhold, der
gør, at borgerne ikke må forventes at kunne an-
vende digital selvbetjening, skal myndigheden, jf.
stk. 1 og 2, tilbyde, at erklæringen kan indgives på
anden måde end ved digital selvbetjening efter stk.
1 og 2. Myndigheden, jf. stk. 1 og 2, bestemmer,
hvordan en erklæring omfattet af 1. pkt. skal ind-
gives, herunder om den skal indgives mundtligt el-
ler skriftligt.
25. I § 33 a, stk. 3, indsættes efter »erklæringen«:
»eller anmodningen« og efter »erklæring«: »eller
anmodning«.
Stk. 4. Myndigheden kan helt ekstraordinært ud
over de i stk. 3 nævnte tilfælde undlade at afvise
en erklæring, der ikke er indgivet ved digital selv-
betjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk
vurdering er klare fordele for personregisterføre-
ren ved at modtage erklæringen på anden måde
end digitalt.
26. I § 33 a, stk. 4, indsættes efter »erklæring«:
»eller anmodning«, »personregisterføreren« æn-
dres til: »myndigheden«, og efter »erklæringen«
indsættes: »eller anmodningen«.
Stk. 5. En digital erklæring anses for at være
kommet frem, når den er tilgængelig for myndig-
heden.
27. I § 33 a, stk. 5, indsættes efter »erklæring«:
»eller anmodning«.
§ 35. Statsforvaltningens afgørelser efter denne
lov kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
28. § 35 ophæves.
Stk. 2. I sager efter kapitel 2, 4 og 5 kan statsfor-
valtningens sagsbehandling påklages til Ankesty-
relsen. Ved Ankestyrelsens behandling af klager
efter 1. pkt. finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale
område anvendelse.
§ 7
I navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1816 af 23.
december 2015, foretages følgende ændringer:
§ 2. ---
Stk. 2. Børne- og socialministeren fastsætter
nærmere regler om anvendelsen af stk. 1. Anke-
styrelsen bekendtgør en gang årligt, hvilke navne
der ikke er beskyttede efter stk. 1.
1. I § 2, stk. 2, 2. pkt., § 6, stk. 2, 1. og 2. pkt., og §
14, stk. 1, ændres »Ankestyrelsen« til: »Familier-
etshuset«.
224
§ 6. ---
Stk. 2. Den, der er berettiget til et af de i stk. 1,
nr. 2 og 3, nævnte navne, kan anmelde dette til
Ankestyrelsen. Ankestyrelsen offentliggør en liste
over navne, der anmeldes efter 1. pkt.
§ 14. Ankestyrelsen offentliggør en liste over
drenge- og pigenavne, der kan tages uden godken-
delse efter stk. 3.
Stk. 2-4. ---
Kapitel 4
Kompetenceregler og klageadgang m.v. 2. I overskriften til kapitel 4 ændres »og klagead-
gang« til: », klageadgang og domstolsprøvelse«.
§ 16. --- 3. § 16, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
Stk. 2. Personregisterføreren træffer afgørelse i
sagen, jf. dog stk. 3 og 4. Skal afgørelse i sagen
træffes af statsforvaltningen i medfør af de nævnte
bestemmelser, videresender personregisterføreren
ansøgningen til statsforvaltningen.
»Skal afgørelse i sagen træffes i medfør af stk. 3
og 4, videresender personregisterføreren ansøg-
ningen til Familieretshuset.«
Stk. 3. Statsforvaltningen træffer afgørelse i sag-
er om navneændring eller navngivning i medfør af
følgende bestemmelser:
4. I § 16, stk. 3, ændres »Statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset eller familieretten, jf. § 20 a,
stk. 2,«.
1) Efternavne efter § 4, stk. 1, nr. 7, § 6, § 7, stk.
1, nr. 2 og 3, samt ændringer i efternavne efter §
4, stk. 1, nr. 6,
2) mellemnavne efter § 11, stk. 1, nr. 2, hvis nav-
net tages i medfør af en af de i nr. 1 nævnte be-
stemmelser,
3) fornavne efter § 14, stk. 3, og
4) navne efter § 24.
Stk. 4. Børne- og socialministeren kan efter for-
handling med kirkeministeren fastsætte regler om,
at afgørelsen i andre tilfælde end dem, der er
nævnt i stk. 3, træffes af statsforvaltningen. Bør-
ne- og socialministeren forhold kan efter forhand-
ling med kirkeministeren endvidere fastsætte reg-
ler om, at visse typer af afgørelser, som er omfat-
tet af stk. 3, alligevel kan træffes af personregi-
sterføreren.
5. I § 16, stk. 4, 1. pkt., ændres »statsforvaltnin-
gen« til: »Familieretshuset eller familieretten, jf. §
20 a, stk. 2,«.
§ 16 a. Ansøgning om navngivning og navneæn-
dring, jf. § 16, stk. 1, skal indgives til personregi-
sterføreren ved anvendelse af den digitale løsning,
6. I § 16 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »jf. dog stk. 2 og
3« til »jf. dog stk. 3 og 4«.
225
som Kirkeministeriet stiller til rådighed (digital
selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives
ved digital selvbetjening, afvises af personregi-
sterføreren, jf. dog stk. 2 og 3.
7. I § 16 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Klage over personregisterførerens afgø-
relser efter § 16, stk. 2, 1. pkt., og § 16, stk. 4, 2.
pkt., og anmodning om indbringelse af Familier-
etshusets afgørelse efter § 16, stk. 3, og § 16, stk.
4, 1. pkt., for familieretten skal indgives til Fami-
lieretshuset ved anvendelse af den digitale løs-
ning, som Familieretshuset stiller til rådighed (di-
gital selvbetjening). Henvendelser, der ikke indgi-
ves ved digital selvbetjening, afvises af Familier-
etshuset, jf. dog stk. 3 og 4.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 2. Hvis der foreligger særlige forhold, der
gør, at borgeren ikke må forventes at kunne an-
vende digital selvbetjening, skal personregisterfø-
reren tilbyde, at ansøgningen kan indgives på an-
den måde end ved digital selvbetjening efter stk.
1. Personregisterføreren bestemmer, hvordan en
ansøgning omfattet af 1. pkt. skal indgives, herun-
der om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
8. I § 16 a, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »per-
sonregisterføreren« til: »myndigheden«, »ansøg-
ningen« til: »henvendelsen«, efter »stk. 1« indsæt-
tes: »og stk. 2«, »Personregisterføreren« ændres
til: »Myndigheden« og »ansøgning« til: »henven-
delse«.
Stk. 3. Personregisterføreren kan helt ekstraordi-
nært ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at
afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digi-
tal selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økono-
misk vurdering er klare fordele for personregister-
føreren ved at modtage ansøgningen på anden må-
de end digitalt.
9. I § 16 a, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »Per-
sonregisterføreren« til: »Myndigheden«, »stk. 2«
til: »stk. 3«, »ansøgning« til: »henvendelse«, »per-
sonregisterføreren« til: »myndigheden« og »an-
søgningen« til: »henvendelsen«.
Stk. 4. En digital ansøgning anses for at være
kommet frem, når den er tilgængelig for personre-
gisterføreren.
10. I § 16 a, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »an-
søgning« til: »henvendelse« og »personregisterfø-
reren« til: »myndigheden«.
§ 17. Statsforvaltningen yder i fornødent omfang
vejledning om spørgsmål, der vedrører denne lov.
11. I § 17 ændres »Statsforvaltningen« til: »Fami-
lieretshuset«.
12. Efter § 20 indsættes:
Ȥ 20 a. Ved Familieretshusets behandling af
sager efter denne lov finder bestemmelserne i lov
om Familieretshuset anvendelse.
Stk. 2. Afgørelse i sager om navngivning og nav-
neændring efter § 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1.
pkt., træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og
226
8-10 i lov om Familieretshuset af Familieretshuset
eller familieretten.«
13. § 21, stk. 1, affattes således:
§ 21. Afgørelser om navngivning og navneæn-
dring efter denne lov kan påklages til Ankestyrel-
sen. Ved Ankestyrelsens behandling af klager ef-
ter 1. pkt. finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale om-
råde anvendelse.
»Personregisterførerens afgørelser efter § 16,
stk. 2, 1. pkt., og § 16, stk. 4, 2, pkt., kan påklages
til Familieretshuset. Familieretshusets afgørelser
efter § 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt., kan ind-
bringes for familieretten efter bestemmelserne i
kapitel 12 i lov om Familieretshuset.«
Stk. 2. ---
§ 22. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Hvis særlige grunde taler for det, kan
navneændring ske med statsforvaltningens tilla-
delse, selv om samtykke efter stk. 1 ikke forelig-
ger.
14. I § 22, stk. 3, ændres »statsforvaltningens tilla-
delse« til »tilladelse fra den myndighed eller ret,
der behandler sagen«.
§ 8
I lov nr. 548 af 30. maj 2017 om ægtefællers øko-
nomiske forhold foretages følgende ændringer:
§ 1. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Er en ægtefælle under samlivet forhindret
i at varetage sine interesser på grund af fravær el-
ler sygdom, kan den anden ægtefælle foretage dis-
positioner, der ikke uden ulempe kan udsættes,
herunder afhændelse og pantsætning, når dette af
hensyn til familiens underhold er uomgængeligt
nødvendigt. Fast ejendom kan dog ikke afhændes
eller pantsættes uden Statsforvaltningens tilladel-
se. 1. pkt. gælder ikke, hvis en anden er bemyndi-
get til at foretage dispositionen.
1. I § 1, stk. 3, 2. pkt., udgår »Statsforvaltnin-
gens«.
§ 4. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Statsforvaltningen kan efter bestemmel-
serne i kapitel 16 pålægge en ægtefælle, der ikke
opfylder sin forsørgelsespligt efter stk. 1, at betale
bidrag til den anden ægtefælle.
2. I § 4, stk. 3, ændres »Statsforvaltningen kan ef-
ter bestemmelserne i kapitel 16 pålægge« til: »Der
kan efter bestemmelserne i kapitel 16 pålægges«.
§ 7. Nægter den anden ægtefælle at give samtyk-
ke efter § 6, eller kan samtykke ikke indhentes in-
den rimelig tid, kan Statsforvaltningen efter an-
3. I § 7, stk. 1, ændres »kan Statsforvaltningen ef-
ter anmodning fra den ægtefælle, der ejer boligen,
eller fra den anden part i aftale tillade dispositio-
227
modning fra den ægtefælle, der ejer boligen, eller
fra den anden part i aftalen tillade dispositionen,
hvis der ikke en rimelig grund til at nægte at gen-
nemføre aftalen.
nen« til: »kan dispositionen efter anmodning fra
den ægtefælle, der ejer boligen, eller fra den anden
part i aftalen tillades«.
Stk. 2. ---
§ 27. Ved formuedelingen indgår de aktiver og
passiver, som hver ægtefælle havde ved udgangen
af det døgn, hvor Statsforvaltningen modtog an-
modning om separation eller skilsmisse, jf. dog
stk. 2 og 3. Denne dag betegnes ophørsdagen.
4. I § 27, stk. 1, 1. pkt., og § 43, stk. 1, ændres
»Statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
Stk. 2-3. --- 5. I § 27 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Er en anmodning om skilsmisse bortfal-
det, fordi betingelserne for skilsmissen i § 42 a,
stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning
ikke er opfyldte, opretholdes ophørsdagen efter
stk. 1, hvis en ægtefælle inden fire uger efter mod-
tagelse af meddelelse om, at ansøgningen er bort-
faldet, indgiver anmodning om separation eller
skilsmisse.«
§ 43. Sag om krav efter §§ 41 og 42 kan tidligst
anlægges, når der er indgivet anmodning til Stats-
forvaltningen om separation eller skilsmisse.
Stk. 2. ---
Afsnit V
Ægtefællebidrag og Statsforvaltningens sagsbe-
handling
6. I overskriften til afsnit V ændres »Statsforvalt-
ningens« til: »Familieretshusets«.
§ 56. Statsforvaltningen kan efter ansøgning på-
lægge en ægtefælle, der ikke opfylder sin forsør-
gelsespligt efter § 4, at betale bidrag til den anden
ægtefælle.
7. I § 56, stk. 1, ændres »Statsforvaltningen kan
efter ansøgning pålægge« til: »Der kan efter an-
søgning pålægges«.
Stk. 2-3. ---
8. I § 56, stk. 3, ændres »afsagt en endelig dom«
til: »truffet en endelig afgørelse«.
§ 58. Statsforvaltningen kan efter ansøgning
ændre en afgørelse efter § 56, hvis omstændighe-
derne taler for det.
9. I § 58, stk. 1, ændres »Statsforvaltningen kan
efter ansøgning ændre en afgørelse efter § 56« til:
»En afgørelse efter § 56 kan efter ansøgning æn-
dres«.
Stk. 2. Statsforvaltningen kan efter ansøgning
ændre en aftale om bidrag efter § 56, hvis aftalen
10. I § 58, stk. 2, ændres »Statsforvaltningen kan
efter ansøgning ændre en aftale om bidrag efter §
228
skønnes åbenbart urimelig, eller hvis forholdene
væsentligt har forandret sig.
56« til: »En aftale om bidrag efter § 56 kan efter
ansøgning ændres«.
Kapitel 17
Statsforvaltningens sagsbehandling og klage m.v. 11. I overskriften til kapitel 17 ændres »Statsfor-
valtningens« til: »Familieretshusets« og »klage«
til: »domstolsprøvelse«.
§ 59. Ansøgning om fastsættelse eller ændring af
bidrag efter §§ 56 og 58 skal indgives til Statsfor-
valtningen ved anvendelse af den digitale løsning,
som Statsforvaltningen stiller til rådighed (digital
selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives
ved digital selvbetjening, afvises af Statsforvalt-
ningen, jf. dog stk. 2 og 3.
12. I § 59, stk. 1, indsættes efter »§§ 56 og 58«:
»og anmodning om indgivelse af en afgørelse for
familierettten« og efter »Ansøgninger«: »og an-
modninger«, og tre steder ændres »Statsforvaltnin-
gen« til: »Familieretshuset«.
13. I § 59, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Dette gælder dog ikke anmodninger, der indgi-
ves af en offentlig myndighed.
Stk. 2. Finder Statsforvaltningen, at der forelig-
ger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må
forventes at kunne anvende digital selvbetjening,
skal Statsforvaltningen tilbyde, at ansøgningen
kan indgives på anden måde end ved digital selv-
betjening efter stk. 1. Statsforvaltningen bestem-
mer, hvordan en ansøgning omfattet af 1. pkt. skal
indgives, herunder om den skal indgives mundtligt
eller skriftligt.
14. I § 59, stk. 2, ændres »Statsforvaltningen« tre
steder til: »Familieretshuset«, efter »ansøgningen«
indsættes: »eller anmodningen« og efter »ansøg-
ning« indsættes: »eller anmodning«.
Stk. 3. Statsforvaltningen kan helt ekstraordinært
ud over i de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at af-
vise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital
selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økono-
misk vurdering er klare fordele for Statsforvaltnin-
gen ved at modtage ansøgningen på anden måde
end digitalt.
15. I § 59, stk. 3, ændres »Statsforvaltningen« to
steder til: »Familieretshuset«, efter »ansøgning«
indsættes: »eller anmodning«, og efter »ansøgnin-
gen« indsættes: »eller anmodningen«.
Stk. 4. En digital ansøgning anses for at være
kommet frem, når den er tilgængelig for Statsfor-
valtningen.
16. I § 59, stk. 4, indsættes efter »ansøgning«: »el-
ler anmodning« og »Statsforvaltningen« ændres
til: »Familieretshuset«.
§ 60. Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan til
brug for behandlingen af sager om bidrag efter
17. § 60, stk. 1, ophæves.
Stk. 2 bliver herefter stk. 1.
229
denne lov anmode en part om oplysninger om par-
tens egne forhold. Undlader parten at give Stats-
forvaltningen eller Ankestyrelsen de oplysninger,
der er nævnt i 1. pkt., kan der træffes afgørelse på
det foreliggende grundlag.
Stk. 2. Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan
til brug for behandlingen af sager om bidrag efter
denne lov få terminaladgang til nødvendige øko-
nomiske oplysninger om en part hos told- og skat-
teforvaltningen, herunder i indkomstregisteret.
18. I § 60, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres »Stats-
forvaltningen og Ankestyrelsen« til »Familierets-
huset«.
19. Efter § 60 indsættes før overskriften før § 61:
Ȥ 60 a. Ved Familieretshusets behandling af
sager efter denne lov finder bestemmelserne i lov
om Familieretshuset anvendelse.
Stk. 2. Afgørelser om afhændelse og pantsætning
af fast ejendom, om dispositioner over familiens
helårsbolig, om fastsættelse og ændring af ægte-
fællebidrag og om behandling af en ansøgning,
der ikke er indgivet digitalt, træffes efter bestem-
melserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Familierets-
huset af Familieretshuset eller familieretten.«
20. Overskriften før § 61 affattes således:
Klage m.v. »Domstolsprøvelse«.
21. § 61, stk. 1, affattes således:
§ 61. Statsforvaltningens afgørelser efter § 1,
stk. 3, § 7, stk. 1, og §§ 56, 58 og 59 kan påklages
til Ankestyrelsen. Ved Ankestyrelsens behandling
af klager efter 1. pkt. finder kapitel 9 og §§ 68 og
70 i lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område anvendelse.
»Familieretshusets afgørelser efter denne lov
kan indbringes for familieretten efter bestemmel-
serne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.«
Stk. 2. Klage over en afgørelse om bidrag efter
§§ 56 og 58 skal indgives, inden 4 uger efter at
klageren har fået meddelelse om afgørelsen. An-
kestyrelsen kan i særlige tilfælde behandle en kla-
ge, selv om den er indgivet efter udløb af fristen i
1. pkt.
22. § 61, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
Stk. 3. Børne- og socialministeren kan fastsætte
regler om:
1) Behandling af sager om fast ejendom efter § 1,
stk. 3.
2) Behandling af sager om familiens helårsbolig
efter § 7, stk. 1.
230
3) Behandling af sager om ægtefællebidrag efter
§§ 56, 58 og 59, herunder om ansøgningsfrister og
begyndelses- og ændringstidspunkter.
4) Behandling af klager. 23. § 61, stk. 3, nr. 4, der bliver stk. 2, nr. 4, op-
hæves.
§ 9
I lov nr. 275 af 27. marts 2017 om Haagerkonven-
tionen af 2007 foretages følgende ændringer:
§ 2. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Børne- og socialministeren udpeger en
centralmyndighed, jf. konventionens artikel 4, og
fastsætter regler for dens virksomhed. Efter for-
handling med vedkommende minister kan børne-
og socialministeren fastsætte regler om overladel-
se af bestemte dele af centralmyndighedens opga-
ver til andre myndigheder.
1. § 2, stk. 4, 1. pkt., ophæves og i stedet indsæt-
tes: »Familieretshuset er centralmyndighed, jf.
konventions artikel 4. Børne- og socialministeren
kan fastsætte regler for Familieretshusets virksom-
hed som centralmyndighed.«
§ 3. Anmodning om anerkendelse og fuldbyrdel-
se af en retsafgørelse efter konventionen indgives
til centralmyndigheden, jf. § 2, stk. 4, som straks
videresender anmodningen til statsforvaltningen.
2. I § 3, stk. 1, ændres »centralmyndigheden, jf. §
2, stk. 4, som straks videresender anmodningen til
statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
Stk. 2. Statsforvaltningen erklærer uden ophør
afgørelsen for eksigibel, medmindre anerkendelse
og fuldbyrdelse af afgørelsen er åbenbart uforene-
lig med grundlæggende danske retsprincipper, jf.
konventionens artikel 22, litra a. Statsforvaltnin-
gen underretter straks parterne om afgørelsen.
3. I § 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres »Statsforvalt-
ningen« til: »Familieretshuset«.
Stk. 3. Parterne kan fremsætte indsigelse mod en
afgørelse efter stk. 2, 1. pkt. Indsigelsen skal inden
30 dage efter underretningen efter stk. 2, 2. pkt.,
meddeles statsforvaltningen. For en part, der ikke
har bopæl i Danmark, er fristen 60 dage.
4. I § 3, stk. 3, 2. pkt., ændres »statsforvaltningen«
til: »Familieretshuset«.
5. § 3, stk. 4, affattes således:
Stk. 4. Statsforvaltningen træffer afgørelse om
indsigelser efter stk. 3, jf. konventionens artikel
23, stk. 7 og 8. Statsforvaltningen underretter
straks parterne om afgørelsen.
»Stk. 4. Familieretshuset eller familieretten træf-
fer afgørelse om indsigelser efter stk. 3, jf. kon-
ventionens artikel 23, stk. 7 og 8. Det fastlægges
efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om
Familieretshuset, om afgørelsen træffes af Fami-
lieretshuset eller familieretten. Parterne underret-
tes straks om afgørelsen.«
6. § 3, stk. 5, 1. og 2. pkt., affattes således:
231
Stk. 5. Parterne kan påklage en afgørelse efter
stk. 4 til Ankestyrelsen. En klage skal inden 30
dage efter underretningen efter stk. 4, 2. pkt., ind-
gives til statsforvaltningen. For en part, der ikke
har bopæl i Danmark, er fristen 60 dage.
»Parterne kan appellere en afgørelse efter stk. 4.
Appelanmodningen skal inden 30 dage efter un-
derretningen efter stk. 4, 3. pkt., indgives til den
myndighed, der har truffet afgørelsen eller afsagt
dommen efter stk. 4.
7. I § 3, stk. 5, indsættes som 4. pkt.:
»Bestemmelserne om anke efter ankefristens ud-
løb i § 372, stk. 2, 5. pkt., og § 399, stk. 2, i rets-
plejeloven finder ikke anvendelse ved anke efter
1. pkt.«
8. § 3, stk. 6, affattes således:
Stk. 6. Statsforvaltningen videresender klage ef-
ter stk. 5 og sagens akter til Ankestyrelsen, der
træffer afgørelse om klagen, jf. konventionens ar-
tikel 23, stk. 7 og 8.
»Stk. 6. Ved Familieretshusets behandling af
sager efter denne lov og ved indbringelse for fami-
lieretten af en afgørelse truffet af Familieretshuset
finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset
anvendelse.«
§ 10
I lov om international fuldbyrdelse af forældre-
myndighedsafgørelser m.v. (internationale børne-
bortførelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 1418 af 1.
december 2017, foretager følgende ændringer:
§ 9. Fogedretten kan i forbindelse med fuldbyr-
delse af en afgørelse om samvær efter § 4 træffe
bestemmelse om omfanget og udøvelsen af sam-
været.
1. Overalt i loven ændres »retten« til: »Familieret-
ten«, »fogedretten« til: »Familieretten« og »Fo-
gedretten« til: »Familieretten«.
§ 11. Tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, kan næg-
tes, hvis:
1) der på tidspunktet for indgivelsen af tilbage-
givelsesanmodningen til fogedretten er gået 1 år
siden bortførelsen eller tilbageholdelsen og barnet
er faldet til i sine nye omgivelser,
2) der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen
vil være til skade for barnets sjælelige eller legem-
lige sundhed eller på anden måde sætte det i en si-
tuation, som det ikke bør tåle,
3) barnet selv modsætter sig tilbagegivelsen og
barnet har nået en sådan alder og modenhed, at der
bør tages hensyn til dets mening, eller
4) tilbagegivelsen ikke vil være forenelig med
grundlæggende principper her i landet til beskyt-
telse af menneskelige friheder og rettigheder.
232
§ 12. Anmodning om fuldbyrdelse af en afgørel-
se om forældremyndighed, om, hvor barnet skal
bo, eller om samvær efter § 4 eller om tilbagegi-
velse af et barn efter § 10, stk. 1, indgives til fo-
gedretten.
Stk. 2. Anmodninger til fogedretten skal affattes
på dansk eller skal ledsages af dansk oversættelse.
Dokumenter på fremmede sprog, som vedlægges,
skal være oversat til dansk, medmindre retten fin-
der det unødvendigt.
§ 14. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Fogedretten kan under behandlingen af en
sag om tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, bestemme,
at der skal fremlægges en afgørelse fra en myndig-
hed i det land, hvor barnet boede umiddelbart før
bortførelsen eller tilbageholdelsen, om, at bortfø-
relsen eller tilbageholdelsen er ulovlig. Det gælder
dog kun, hvis en sådan afgørelse kan opnås i den
pågældende stat.
§ 15. ---
Stk. 2. Er en sag efter § 10, stk. 1, ikke afgjort
inden 6 uger efter, at anmodning om tilbagegivel-
se er indgivet til fogedretten, skal retten efter an-
modning redegøre for årsagen hertil.
§ 16. Fogedretten skal i sager om fuldbyrdelse af
en afgørelse efter § 4 eller om tilbagegivelse af et
barn efter § 10, stk. 1, afholde en samtale med
barnet efter reglerne i retsplejelovens § 537, stk. 2.
2. I § 16 ændres »§ 537, stk. 2« til: »§ 456 r, stk.
2«.
§ 17. Under en sag efter § 4 eller § 10, stk. 1,
kan fogedretten efter anmodning bestemme, at
barnet under sagen skal anbringes hos en af foræl-
drene eller på et neutralt sted ved de sociale myn-
digheders foranstaltning, når dette findes påkræ-
vet.
Stk. 2. ---
§ 18. Sagerne behandles i øvrigt efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 45, 46 og 48 a.
3. I § 18, stk. 1, ændres »kapitel 45, 46 og 48 a«
til: »kapitel 42 b«.
Stk. 2. Fogedretten beskikker en advokat for den,
der har indgivet anmodningen. Om salær og godt-
gørelse for udlæg til den beskikkede advokat gæl-
233
der samme regler som i tilfælde, hvor der er med-
delt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
§ 19. ---
Stk. 2. Bliver det under en sag om forældremyn-
dighed eller barnets bopæl her i landet af central-
myndigheden oplyst, at barnet ulovligt opholder
sig her, jf. § 10, stk. 2, uden at der er indgivet an-
modning om tilbagegivelse af barnet efter § 10,
stk. 1, kan retten ikke træffe afgørelse om foræl-
dremyndighed og barnets bopæl, medmindre der
har været rimelig tid til at fremsætte en sådan an-
modning.
§ 20. ---
Stk. 2. Under en sag om ophør af fælles foræl-
dremyndighed kan retten efter påstand træffe af-
gørelse om, at barnet ulovligt har forladt landet, jf.
forældreansvarslovens § 3, stk. 2.
Stk. 3. ---
§ 11
I lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1055 af 8. september
2015, foretager følgende ændringer:
§ 3. Rettens afgørelse om overførsel af kompe-
tence efter konventionens artikel 8 og 9 træffes
ved kendelse. Afgørelsen kan kæres efter reglerne
i retsplejelovens kapitel 37.
1. I § 3, 1. pkt., ændres »Rettens« til: »Familieret-
tens«.
§ 4. Anmodninger efter konventionens artikel 24
om anerkendelse eller ikkeanerkendelse af en for-
anstaltning indgives til fogedretten i den retskreds,
hvor barnet har bopæl eller senest har haft bopæl.
Hvis barnet ikke har eller har haft bopæl her i lan-
det, indgives anmodningen til fogedretten i den
retskreds, hvor den, over for hvem anerkendelsen
eller ikkeanerkendelsen gøres gældende (rekvisi-
tus), har hjemting. Hvis rekvisitus ikke har hjem-
ting her i landet, indgives anmodningen til foged-
retten i den retskreds, hvor den, der anmoder om
anerkendelse eller ikkeanerkendelse (rekvirenten),
har hjemting eller, hvis rekvirenten ikke har hjem-
ting her i landet, i København.
2. I § 4, 1., 2. og 3. pkt., § 5, stk. 1, 1. og 2. pkt., to
steder i § 5, stk. 2, 1. pkt., og i § 5, stk. 2, 2. pkt.,
ændres »fogedretten« til »familieretten«.
234
§ 5. Anmodninger efter konventionens artikel 26
om, at en foranstaltning erklæres for eksigibel her
i landet, indgives til fogedretten i den retskreds,
hvor barnet har bopæl. Har barnet ikke bopæl her i
landet, indgives anmodningen til fogedretten i den
retskreds, hvor tvangsfuldbyrdelse kan ske.
Stk. 2. Finder fogedretten det ikke muligt at be-
handle sagen på forsvarlig måde, uden at rekviren-
ten eller rekvisitus har advokatbistand, kan foged-
retten beskikke den pågældende part en advokat.
Hvis parten ikke opfylder betingelserne i retspleje-
lovens § 325, pålægger fogedretten parten at er-
statte statskassen udgifterne i forbindelse med be-
skikkelsen. § 18 a i lov om international fuldbyr-
delse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (in-
ternationale børnebortførelser) finder tilsvarende
anvendelse.
§ 6. En anmodning efter § 4 eller § 5 skal være
skriftlig og skal være ledsaget af en udskrift af den
foranstaltning, anmodningen angår. Fogedretten
kan kræve en bekræftet oversættelse til dansk af
udskriften.
3. I § 6, stk. 1, 2. pkt., og § 6, stk. 2, 1. pkt., ændres
»Fogedretten« til: »Familieretten«.
Stk. 2. Fogedretten afgør ved kendelse, om an-
modningen kan imødekommes. Afgørelsen kan
kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.
§ 12
I lov nr. 484 af 7. juni 2006 om bevarelse af ret
til ægtefællepension ved separation og skilsmisse
foretages følgende ændring:
§ 4. Retten til ægtefællepension berøres ikke af,
at der efter separation eller skilsmisse ved dom el-
ler ved aftale udelukkende eller dog i det væsentli-
ge på grund af efterfølgende omstændigheder sker
ændring af afgørelse eller aftale om bidragspligt
eller om bidragets størrelse.
1. I § 4, stk. 1 og 2, indsættes efter »skilsmisse
ved«: »afgørelse eller«.
Stk. 2. Hvis der i forbindelse med skilsmisse ved
dom eller ved aftale træffes en anden beslutning
om bidragspligt eller om ægtefællepensionsret end
ved separationen, er det ved skilsmissen beslutte-
de dog afgørende for ægtefællepensionsrettens be-
varelse efter §§ 1-3.
§ 13
235
I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr.
1114 af 30. august 2018, foretages følgende æn-
dringer:
1. Overalt i loven ændres »Statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset« og »statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset«.
§ 49 a. Skole, skolefritidsordning, sygeplejer-
sker, sundhedsplejersker, læger, tandlæger og
tandplejere ansat i den kommunale sundhedstje-
neste, dagtilbud, fritidshjem og myndigheder, der
løser opgaver inden for området for udsatte børn
og unge, kan indbyrdes udveksle oplysninger om
rent private forhold vedrørende et barns eller en
ungs personlige og familiemæssige omstændighe-
der, hvis udvekslingen må anses for nødvendig
som led i det tidlige eller forebyggende samarbej-
de om udsatte børn og unge.
2. I § 49 a, stk. 1, indsættes efter »fritidshjem«:
»Familieretshuset«.
Stk. 2-4. ---
§ 57. Hvis ingen har forældremyndigheden over
et barn eller en ung, skal kommunalbestyrelsen i
fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en
egnet indehaver af forældremyndigheden.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal endvidere i
fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en
egnet indehaver af forældremyndigheden, når
Statsforvaltningen til brug for behandlingen af en
sag efter forældreansvarslovens § 15 a, stk. 1, an-
moder kommunalbestyrelsen herom.
§ 82. ---
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal påse, om der
er pårørende eller andre, der kan inddrages i vare-
tagelsen af interesserne for en person med betyde-
lig nedsat psykisk funktionsevne. Kommunalbe-
styrelsen skal være opmærksom på, om der er be-
hov for at bede statsforvaltningen om at beskikke
en værge efter værgemålsloven.
§ 129. Kommunalbestyrelsen kan, jf. § 131, ind-
stille til statsforvaltningen at træffe afgørelse om,
at en person, der modsætter sig flytning eller
mangler evnen til at give informeret samtykke
hertil, jf. dog stk. 2, skal optages i et bestemt botil-
236
bud efter denne lov, botilbud i boliger opført efter
den nu ophævede lov nr. 378 af 10. juni 1987 om
boliger for ældre og personer med handicap, fri-
plejebolig efter lov om friplejeboliger eller botil-
bud efter lov om almene boliger m.v., når
1) det er absolut påkrævet for, at den pågældende
kan få den nødvendige hjælp, og
2) hjælpen ikke kan gennemføres i personens hid-
tidige bolig og
3) den pågældende ikke kan overskue konsekven-
serne af sine handlinger og
4) den pågældende udsætter sig selv for at lide
væsentlig personskade og
5) det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.
Stk. 2. For personer med betydelig og varigt ned-
sat psykisk funktionsevne, jf. § 124 a, der ikke
modsætter sig flytning, men som mangler evnen
til at give informeret samtykke til en flytning, og
hvor den psykiske funktionsnedsættelse er en kon-
sekvens af en erhvervet mental svækkelse, som er
fremadskridende, kan kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud, hvis
kommunalbestyrelsens indstilling tiltrædes af den
værge, statsforvaltningen har beskikket, jf. § 131,
når
1) ophold i et botilbud med tilknyttet service er
påkrævet for, at den pågældende kan få den nød-
vendige hjælp, og
2) det i det konkrete tilfælde vurderes omsorgs-
mæssigt at være mest hensigtsmæssigt for den på-
gældende.
Stk. 3. ---
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan i ganske særli-
ge tilfælde indstille til statsforvaltningen, at der
træffes afgørelse om, at en person, der er optaget i
et botilbud som nævnt i stk. 1, og som mangler ev-
nen til at give informeret samtykke, kan flyttes til
en anden tilsvarende bolig, hvor omsorgen for per-
sonen kan varetages, selv om betingelserne i stk.
1, nr. 1-5, ikke er opfyldt, hvis det skønnes at være
i den pågældendes egen interesse, herunder af
hensyn til mulighederne for, at den pågældende
kan bevare tilknytning til sine pårørende.
Stk. 5. ---
Stk. 6. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter
stk. 2 vil kunne påklages til statsforvaltningen ef-
ter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område. Kan kom-
237
munalbestyrelsens indstilling ikke tiltrædes af den
værge, statsforvaltningen har beskikket, jf. § 131,
eller af den fremtidsfuldmægtige, jf. stk. 3, indstil-
ler kommunalbestyrelsen til statsforvaltningen at
træffe afgørelse om optagelse eller flytning til et
bestemt botilbud efter stk. 2.
§ 129 a. Kommunalbestyrelsen kan indstille til
statsforvaltningen at træffe afgørelse om, at en
person med en betydelig og varigt nedsat psykisk
funktionsevne som følge af en sindslidelse, der
modsætter sig flytning, eller som mangler evnen
til at give informeret samtykke heri, i særlige til-
fælde skal optages i et bestemt botilbud efter den-
ne lovs § 108, når
1) den pågældende er til væsentlig fare for eller
udviser en særligt truende eller en særligt chikane-
rende adfærd over for øvrige beboere eller perso-
nale,
2) det er uforsvarligt over for øvrige beboere eller
personalets sikkerhed ikke at sørge for flytning,
3) forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut
påkrævet og
4) det kan godtgøres, at det nye botilbud er bedre
egnet til at imødekomme den pågældendes støtte-
behov.
Statsforvaltningens afgørelser om optagelse i sær-
lige botilbud uden samtykke
3. I overskriften før § 131, § 131, stk. 1, og § 134,
stk. 1, ændres »Statsforvaltningens« til: »Familier-
etshusets«.
§ 131. Statsforvaltningen træffer afgørelse om
optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter §
129 efter indstilling fra kommunalbestyrelsen.
Statsforvaltningens afgørelse skal træffes senest 2
uger efter modtagelse af kommunalbestyrelsens
indstilling.
Stk. 2. ---
Stk. 3. En ægtefælle eller anden nærtstående per-
son, der deler bolig med den person, som sagen
vedrører, er berettiget til at klage over kommunal-
bestyrelsens afslag på at indstille til optagelse i
særlige botilbud efter denne bestemmelse. Klagen
kan indbringes for statsforvaltningen, men ikke
for anden administrativ klagemyndighed. Regler-
ne i §§ 66-69, § 70, 1. pkt., og § 74 i lov om rets-
sikkerhed og administration på det sociale område
238
finder anvendelse ved indbringelse af klager for
statsforvaltningen.
Stk. 4. Har den pågældende ikke allerede en
værge, skal kommunalbestyrelsen, når der indstil-
les til flytning, anmode statsforvaltningen om at
beskikke en værge efter værgemålsloven.
Stk. 5. ---
§ 131 a. Statsforvaltningen træffer efter indstil-
ling fra kommunalbestyrelsen afgørelse om opta-
gelse i et bestemt botilbud efter § 129 a. Statsfor-
valtningen skal træffe afgørelse senest 2 uger efter
modtagelsen af kommunalbestyrelsens indstilling.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse
med indstillingen vurdere, om der er behov for at
anmode Statsforvaltningen om at beskikke en
værge efter værgemålsloven.
Stk. 4. ---
§ 134. Statsforvaltningens afgørelser efter §§
131 og 131 a om optagelse i bestemte botilbud ef-
ter §§ 129 og 129 a kan indbringes for Ankestyrel-
sen, inden 4 uger efter at klageren har fået medde-
lelse om afgørelsen.
Stk. 2. ---
Stk. 3. En ægtefælle, en pårørende, en værge el-
ler en anden repræsentant for den person, som for-
anstaltningen vedrører, kan klage over statsfor-
valtningens afgørelse, når den person, som afgø-
relsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage.
4. I § 134, stk. 3, ændres »statsforvaltningens« til:
»Familieretshusets«.
Stk. 4. ---
§ 14
I lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1064 af
21. august 2018, foretages følgende ændringer:
§ 2. Loven indeholder regler for, hvordan kom-
munen (kommunalbestyrelsen) og statslige myn-
digheder på det sociale område (statsforvaltningen
og Ankestyrelsen) skal behandle sager efter lov-
givningen.
1. I § 2, stk. 1, § 19, stk. 1, nr. 3, § 19, stk. 3, og §
72, stk. 5, 2. pkt., ændres »statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset«.
Stk. 2-3. ---
239
§ 11 c. Hvis det er nødvendigt for sagens be-
handling, kan kravet om samtykke efter § 11 a,
stk. 1 og 6, fraviges i sager om
1) særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11 i
lov om social service, hvor myndighederne kan
påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden for-
ældrenes samtykke, samt i forbindelse med under-
søgelser efter § 50 i lov om social service,
2) førtidspension, hvor myndigheden kan påbe-
gynde en sag eller træffe afgørelse i en sag, uden
af den pågældende person selv har rettet henven-
delse herom, jf. § 17 i lov om social pension,
3) frakendelse af førtidspension, jf. § 44, stk. 1, i
lov om social pension, og frakendelse eller over-
flytning til anden pension, jf. § 44, stk. 1, i lov om
højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almin-
delig førtidspension m.v.,
4) tilbagebetaling af sociale ydelser
5) indstilling til Statsforvaltningen om at træffe af-
gørelse om optagelse i et bestemt botilbud uden
samtykke efter § 129 a i lov om social service og
2. I § 11 c, stk. 1, nr. 5, ændres »Statsforvaltnin-
gen« til: »Familieretshuset«.
6) mellemkommunal refusion, jf. § 9 c, for så vidt
angår følgende oplysninger om den borger, der
ydes refusion for:
a) Cpr-nummer.
b) Hjemmel til udgiften.
c) Udgiftens elementer
d) Antal af enheder.
Stk. 2-4. ---
§ 19. Børn og unge-udvalget består af
1) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbesty-
relsen blandt dens medlemmer,
2) 1 byretsdommer, der udpeges af retspræsiden-
ten i retskredsen, og
3) 2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige, der ud-
peges af statsforvaltningen for en periode, som
svarer til den kommunale valgperiode.
Stk. 2. ---
Stk. 3. De pædagogisk-psykologisk sagkyndige,
som udpeges efter stk. 1, nr. 3, kan ikke deltage i
behandling af andre sager vedrørende samme per-
son eller samme familie inden for den offentlige
forvaltning, herunder behandlingen af sager i
statsforvaltningen og klagesager.
§ 52 a. ---
240
Stk. 2. ---
Stk. 3. Ankestyrelsen træffer afgørelse uden
medvirken af beskikkede medlemmer i sager efter
adoptionsloven, børneloven, forældreansvarslo-
ven, lov om børns forsørgelse, § 23 a, stk. 2, i lov
om opkrævning af underholdsbidrag, lov om æg-
teskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgå-
else og opløsning, navneloven og § 56 a, stk. 4, i
udlændingeloven, jf. dog § 52 c, stk. 1.
3. I § 52 a, stk. 3, udgår »børneloven, forældrean-
svarsloven, lov om børns forsørgelse, § 23 a, stk.
2, i lov om opkrævning af underholdsbidrag, lov
om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning, navneloven og § 56 a, stk.
4, i udlændingeloven,«.
Stk. 4. ---
§ 72. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Klage til Ankestyrelsen over optagelse i
særlige botilbud uden samtykke efter §§ 129 og
129 a i lov om social service har opsættende virk-
ning. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, eller
hvis hensynet til den pågældende taler herfor og
alle klageberettigede tiltræder kommunalbestyrel-
sens indstilling, træffer statsforvaltningen
samtidig med afgørelsen om optagelsen i et sær-
ligt botilbud afgørelse om at iværksætte optagel-
sen straks. Afgørelsen om at ophæve en opsætten-
de virkning kan ikke indbringes for Ankestyrel-
sen.
Stk. 6-8. ---
§ 76. Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at
koordinere, at afgørelser, som kan indbringes for
Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigel-
sesudvalg, træffes i overensstemmelse med lov-
givningen. Ankestyrelsen følger praksis i kommu-
nerne og jobcentrene samt i statsforvaltningen og
hos personregisterførerne og vejleder om praksis.
4. I § 76, 2. pkt., udgår »samt i statsforvaltningen
og hos personregisterførerne«.
§ 78. Børne- og Socialministeriet kan anmode
Ankestyrelsen om at gennemgå de afgørelser, som
kommunerne, statsforvaltningen eller personregi-
sterførerne har truffet efter adoptionsloven, børne-
loven, forældreansvarsloven, lov om børns forsør-
gelse, § 2, 2. pkt., og § 20 i lov om opkrævning af
underholdsbidrag, lov om ægteskabets retsvirknin-
ger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,
navneloven og § 56 a, stk. 1 og 3, i udlændingelo-
ven.
5. § 78 ophæves.
241
§ 80. Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgi-
vende udvalg til støtte for sin indsats med at koor-
dinere praksis, jf. § 76. Dette gælder dog ikke ved
Ankestyrelsens indsats med at koordinere praksis i
sager efter adoptionsloven, børneloven, foræl-
dreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 2, 2.
pkt., og § 20 i lov om opkrævning af underholds-
bidrag, lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning, navneloven og
§ 56 a, stk. 1 og 3, i udlændingeloven.
6. § 80, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
Stk. 2-3. ---
Justitsministeriet
§ 15
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101
af 22. september 2017, som senest ændret ved § 2
i lov nr. 715 af 8. juni 2018, foretages følgende
ændringer:
1. Overalt i loven ændres »statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset«, »statsforvaltningens« til: »Fa-
milieretshusets« og »Statsforvaltningen« til: »Fa-
milieretshuset«.
2. I § 23 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
§ 23. Nævnet består af 5 medlemmer, en høje-
steretsdommer (formand), en landsdommer, en
byretsdommer, en advokat med møderet for Hø-
jesteret og en universitetslærer i retsvidenskab el-
ler en anden jurist med særlig videnskabelig ud-
dannelse. Beskikkelsen af de fire førstnævnte
medlemmer sker efter indstilling til justitsministe-
ren fra henholdsvis Højesteret, landsretterne, Den
Danske Dommerforening og Advokatrådet. Kon-
gen beskikker efter indstilling fra justitsministeren
medlemmerne for en periode på to år. Et medlem
har ret til genbeskikkelse for yderligere to år. Her-
udover kan genbeskikkelse ikke finde sted.
»Stk. 2. I sager om meddelelse af appeltilladelse
til landsretten vedrørende familierettens afgørelser
består nævnet af en landsdommer (afdelingsfor-
mand), en byretsdommer og en advokat. Beskik-
kelsen af de 3 medlemmer sker efter indstilling til
justitsministeren fra henholdsvis landsretterne,
Den Danske Dommerforening og Advokatrådet.
Stk. 1, 3.-5. pkt. finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2. Ved afgørelse af klager over afslag på fri
proces består nævnet af en landsdommer (afde-
lingsformand), en byretsdommer og en advokat.
Beskikkelsen af de 3 medlemmer sker efter ind-
stilling til justitsministeren fra henholdsvis lands-
retterne, Den Danske Dommerforening og Advo-
katrådet. Stk. 1, 3.-5. pkt., finder tilsvarende an-
vendelse.
242
Stk. 3. Der beskikkes en eller flere suppleanter
for hvert af nævnets medlemmer. Stk. 1 og 2 fin-
der tilsvarende anvendelse.
3. I § 23, stk. 3, 2. pkt., der bliver stk. 4, 2. pkt.,
ændres »Stk. 1 og 2« til: »Stk. 1-3«.
§ 25. Procesbevillingsnævnet fastsætter selv sin
forretningsorden.
Stk. 2. Der kan i forretningsordenen fastsættes
regler om indhentning og videregivelse af oplys-
ninger til brug ved sagernes behandling. Der kan
endvidere bl.a. fastsættes bestemmelser om skrift-
lig votering og om, at formanden kan træffe visse
nærmere bestemte afgørelser på nævnets vegne,
eller at sager om meddelelse af anden- og tredjein-
stansbevilling kan afgøres af tre af nævnets med-
lemmer, nemlig en dommer, en advokat og en uni-
versitetslærer.
4. I § 25, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »forman-
den«: »(afdelingsformanden)«.
5. I § 25, stk. 2, 2. pkt., ændres »anden- og tredje-
instansbevilling« til: »appeltilladelse til landsret-
ten«, og »en dommer, en advokat og en universi-
tetslærer« ændres til: »en landsdommer (afde-
lingsformand), en byretsdommer og en advokat«.
§ 254 e. ---
Stk. 2-6. ---
Stk. 7. Retten kan bestemme, at tilmelding til
gruppesøgsmålet skal være betinget af, at gruppe-
medlemmet stiller en af retten fastsat sikkerhed
for sagsomkostninger, medmindre gruppemedlem-
met har en retshjælpsforsikring eller anden forsik-
ring, der dækker omkostninger ved sagen, eller
gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri
proces efter §§ 327-329 og gruppemedlemmet op-
fylder de økonomiske betingelser efter § 325. Ju-
stitsministeren meddeler efter ansøgning fra grup-
perepræsentanten, om gruppesøgsmålet opfylder
betingelserne for fri proces efter §§ 328 og 329. §
327, stk. 5, 2. og 3. pkt., § 328, stk. 5, 2. pkt., og §
329, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
6. I § 254 e, stk. 7, 3. pkt., og § 336, stk. 3, ændres
»§ 327, stk. 5« til: »§ 327, stk. 6«.
7. I § 254 e, stk. 7, 3. pkt., og § 336, stk. 4, 1. pkt.,
ændres »§ 328, stk. 5« til: »§ 328, stk. 6«.
Stk. 8-9. ---
§ 327. Fri proces kan, jf. § 325, gives til en sag i
1. instans
1) i de i § 139, stk. 1, § 147 e og kapitel 42 om-
handlede sager, dog ikke til sagsøgeren i sager om
ændring af en aftale eller dom efter forældrean-
svarslovens § 14 eller § 17, stk. 2,
8. § 327, stk. 1, nr. 1, ophæves og i stedet indsæt-
tes:
»1) i sager omfattet af § 139, stk. 1, og § 147 e,
2) i sager om forældremyndighed, barnets bopæl,
samvær, separation, skilsmisse, omstødelse af æg-
teskab, ændring eller anfægtelse af vilkår for sepa-
ration, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, og
om, hvorvidt parterne er ægtefæller, og i sager
243
mellem ægtefæller om, hvorvidt en separation be-
står, jf. dog stk. 2.«
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.
2) til forbrugeren i sager om tilbagebetaling af
pengeydelser, som er omfattet af et påbud efter
markedsføringsloven nedlagt af retten eller med-
delt af Forbrugerombudsmanden, og
3) når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold
i Advokatnævnet, jf. § 146, et huslejenævn eller et
beboerklagenævn eller et centralt statsligt klage-
nævn med undtagelse af Forbrugerklagenævnet og
sagen er indbragt af ansøgeren til opfyldelse af
nævnets afgørelse eller et forlig indgået for næv-
net eller af modparten til ændring af nævnets afgø-
relse eller et forlig indgået for nævnet.
Stk. 2-3. --- 9. I § 327 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, omfatter ikke:
1) Sager om prøvelse af en afgørelse truffet af Fa-
milieretshuset.
2) Sager, der behandles i den forenklede familie-
sagsproces.
3) Sagsøgeren i sager om ændring af en aftale el-
ler afgørelse efter § 14 eller § 17, stk. 2, i foræl-
dreansvarsloven.«
Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.
Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan ikke gives,
hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få med-
hold i sagen.
10. I § 327, stk. 4, der bliver stk. 5, og § 327, stk.
5, 1. pkt., der bliver stk. 6, 1. pkt., ændres »stk.
1-3« til: »stk. 1, 3 og 4«.
Stk. 5. ---
§ 328. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 327,
kan fri proces, jf. § 325, gives, hvis ansøgeren
skønnes at have rimelig grund til at føre proces.
Stk. 2. I vurderingen af, om ansøgeren har rime-
lig grund til at føre proces, indgår blandt andet
1) sagens betydning for ansøgeren,
2) udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sag-
en,
3) sagsgenstandens størrelse,
4) størrelsen af de forventede omkostninger og
5) muligheden for at få sagen behandlet ved Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen, et administrativt
nævn eller et privat tvistløsningsorgan, der er god-
kendt af erhvervs- og vækstministeren.
244
Stk. 3. I sager i 1. instans om opsigelse eller op-
hævelse af boliglejemål eller ansættelsesforhold
eller om personskade anses henholdsvis lejeren,
arbejdstageren og skadelidte for at have rimelig
grund til at føre proces, medmindre forhold som
nævnt i stk. 2, nr. 2-5, klart taler herimod.
Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan kun undtagel-
sesvis gives til
1) sager, der udspringer af ansøgerens erhvervs-
virksomhed, eller 11. I § 328 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
2) sagsøgeren i sager om ærekrænkelse, medmin-
dre en ærekrænkelse af en vis grovhed er udbredt
gennem et massemedium eller i øvrigt til en videre
kreds.
»Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 kan ikke gives i
sager, der behandles i den forenklede familiesags-
proces.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeles af ju-
stitsministeren. Afslås fri proces, kan afslaget på-
klages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger ef-
ter, at ansøgeren har fået meddelelse om afslaget.
§ 336. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Når retten i medfør af § 327, stk. 5, har
truffet afgørelse om, at betingelserne i stk. 1 for
dækning af den del af omkostningerne, der over-
stiger forsikringens maksimum, er opfyldt, fast-
sætter retten samtidig, hvilket beløb der kan dæk-
kes, jf. stk. 2.
Stk. 4. Når justitsministeren eller Procesbevil-
lingsnævnet i medfør af § 328, stk. 5, har truffet
afgørelse om, at betingelserne i stk. 1 for dækning
af den del af omkostningerne, der overstiger for-
sikringens maksimum, er opfyldt, kan justitsmini-
steren træffe afgørelse om udbetaling af det an-
søgte beløb, såfremt dette kan godkendes, jf. stk.
2. Kan justitsministeren ikke godkende det ansøg-
te beløb, sender justitsministeren sagen til den ret,
der behandler eller senest har behandlet sagen,
hvorefter retten fastsætter, hvilket beløb der kan
dækkes, jf. stk. 2.
§ 372. Ankefristen er 4 uger. Fristen regnes fra
dommens afsigelse.
Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestæv-
ning til den ret, hvis dom indankes. Den ret, hvis
dom indankes, sender inden 1 uge efter modtagel-
se af anken sagens dokumenter til ankeinstansen.
Anke skal ske inden ankefristens udløb eller, hvis
12. I § 372, stk. 2, 3. pkt., ændres »eller § 371« til:
», § 371 eller § 453, stk. 2«.
245
der er meddelt tilladelse efter § 368, stk. 2, eller §
371, inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt
ansøgeren. Indleveres stævningen senere, afvises
anken. Ankeinstansen kan dog undtagelsesvis til-
lade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse.
Stævningen skal i så fald indleveres inden 4 uger
efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i §
398 finder tilsvarende anvendelse ved behandlin-
gen af ansøgning om tilladelse til anke efter fri-
stens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun ind-
bringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk.
3-5.
Stk. 3. ---
§ 394. Kærefristen, der regnes fra den dag, afgø-
relsen er truffet, er 2 uger.
Stk. 2. Kære skal ske inden kærefristens udløb
eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 148 a,
stk. 4, § 389, § 389 a, stk. 1, § 391, § 392 eller §
392 a, stk. 2, inden 2 uger efter, at tilladelsen er
meddelt ansøgeren. Hvis der er meddelt tilladelse
efter § 392, stk. 3, jf. § 253, stk. 4, skal kære ske,
inden 4 uger efter at tilladelsen er meddelt ansøge-
ren. Iværksættes kære senere, afvises kæren af den
ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog und-
tagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter af-
gørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres in-
den 2 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestem-
melserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved
behandling af ansøgning om tilladelse til kære ef-
ter fristens udløb.
13. I § 394, stk. 2, 1. pkt., ændres »eller § 392 a,
stk. 2« til: », § 392 a, stk. 2, eller § 453, stk. 3, jf.
stk. 2«.
14. Kapitel 42 affattes således:
Kapitel 42 »Kapitel 42
Sager om ægteskab eller forældremyndighed Familieretlige sager
Anvendelsesområde
§ 448. Efter reglerne i dette kapitel behandles
1) sager om separation eller skilsmisse,
2) sager om forældremyndighed,
3) sager om barnets bopæl,
4) sager om omstødelse af ægteskab,
§ 448. Efter reglerne i dette kapitel behandler fa-
milieretten de sager, som Familieretshuset ind-
bringer for familieretten efter kapitel 13 i lov om
Familieretshuset. En sag anses for indbragt for fa-
milieretten, når retten har modtaget den fra Fami-
lieretshuset.
Stk. 2. For sager om faderskab og medmoder-
skab til børn, herunder spørgsmål om genoptagel-
246
5) sager mellem ægtefæller om ændring eller an-
fægtelse af vilkår for separation, skilsmisse eller
omstødelse,
6) sager mellem ægtefæller til afgørelse af, om se-
paration består eller er bortfaldet, og
7) sager til afgørelse af, om parterne er eller ikke
er ægtefæller.
se af sådanne sager, finder reglerne i kapitel 42 a
tillige anvendelse.
Kompetenceregler
§ 448 a. Sager om separation eller skilsmisse og
sager om forældremyndighed eller barnets bopæl
indbringes for retten af statsforvaltningen, jf. dog
§ 456, stk. 1.
§ 448 a. I sager, som Familieretshuset indbrin-
ger for familieretten til afgørelse efter §§ 27 og 32
i lov om Familieretshuset, anses den part, der ind-
gav anmodningen eller ansøgningen til Familier-
etshuset, som sagsøger under familierettens be-
handling af sagen.
Stk. 2. Sagen anses for indbragt for retten, når
retten har modtaget anmodning om det fra stats-
forvaltningen.
Stk. 2. Den part, der anmoder om, at en afgørelse
truffet af Familieretshuset indbringes for familier-
etten efter § 39 i lov om Familieretshuset, anses
som sagsøger under familierettens behandling af
sagen.
Stk. 3. Den, der først har anmodet om, at sagen
indbringes for retten anses som sagsøger. Ved
samtidig anmodning om indbringelse for retten
anses den part, der indgav anmodning om separa-
tion eller skilsmisse, jf. § 37 i lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning, eller om afgørelse om for-
ældremyndighed eller barnets bopæl, jf. § 31, stk.
1, i forældreansvarsloven som sagsøger. Blev også
anmodning som nævnt i 2. pkt. indgivet samtidig
af begge parter, bestemmer statsforvaltningen,
hvem der skal anses som sagsøger. Statsforvalt-
ningens afgørelse efter 3. pkt. kan ikke indbringes
for højere administrativ myndighed.
Stk. 3. Vedrører sagen eller afgørelsen en tvist
mellem Familieretshuset og en part, anses parten
som sagsøger og Familieretshuset som sagsøgte
under familierettens behandling af sagen, jf. dog
stk. 4 og 5.
Stk. 4. Indbringer Familieretshuset en sag omfat-
tet af § 24 i lov om Familieretshuset for familier-
etten til afgørelse efter § 32 i lov om Familierets-
huset, anses Familieretshuset som sagsøger og for-
ældrene som sagsøgte under familierettens be-
handling af sagen.
Stk. 5. I en sag om omstødelse af ægteskab efter
§ 23 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,
der anlægges af Familieretshuset, anses Familier-
etshuset som sagsøger og ægtefællerne som sags-
øgte under familierettens behandling af sagen.
Stk. 6. I andre situationer bestemmer Familier-
etshuset, hvem der anses som sagsøger under fa-
milierettens behandling af sagen.
§ 448 b. Anlægger Ankestyrelsen eller ægtefæl-
len i et tidligere ægteskab sag til omstødelse af et
ægteskab, skal sagen anlægges mod begge ægte-
fæller. Sagen anlægges ved en ret, hvor en af æg-
tefællerne kan sagsøges efter § 448 d.
§ 448 b. Familieretshuset indbringer en sag eller
afgørelse for familieretten ved sagsøgtes hjemting.
Har sagsøgte ikke hjemting her i landet, indbrin-
ges sagen for familieretten ved sagsøgerens hjem-
ting. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse, hvis sag-
en er omfattet af stk. 2-4.
247
Stk. 2. Familieretshuset indbringer en sag eller
afgørelse efter forældreansvarsloven for familier-
etten i den retskreds, hvor barnet har bopæl. Har
barnet ikke bopæl her i landet, indbringes sagen
for familieretten ved sagsøgtes hjemting. Har
sagsøgte ikke hjemting her i landet, indbringes
sagen for familieretten ved sagsøgerens hjemting.
Stk. 3. Familieretshuset indbringer en sag eller
afgørelse efter børneloven for familieretten i den
retskreds, hvor barnets mor har hjemting. Har bar-
nets mor ikke hjemting her i landet, indbringes
sagen for familieretten i den retskreds, hvor den,
der efter § 17 i børneloven er part i sagen, har
hjemting. Er der flere parter, bestemmer Familier-
etshuset, hvilken familieret sagen skal indbringes
for.
Stk. 4. Familieretshuset indbringer en sag eller
afgørelse, hvor Familieretshuset er part, for fami-
lieretten ved modpartens hjemting.
Stk. 5. Uanset stk. 1-4 kan Familieretshuset be-
stemme, hvilken familieret en sag eller afgørelse
skal indbringes for.
Stk. 6. Den familieret, som en sag er indbragt
for, kan henvise sagen til behandling ved familier-
etten i en anden retskreds, hvis det er mest hen-
sigtsmæssigt, at sagen behandles der.
§ 448 c. Sag om ægteskab kan behandles her i
riget, såfremt
1) sagsøgte har bopæl her,
2) sagsøgeren har bopæl her og enten har boet her
i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl her,
3) sagsøgeren er dansk statsborger, og det godtgø-
res, at han på grund af sit statsborgerskab ikke vil
kunne anlægge sag i det land, hvor han har bopæl,
4) begge parter er danske statsborgere, og sagsøg-
te ikke modsætter sig indbringelse for dansk dom-
stol, eller
5) skilsmisse søges på grundlag af separation
meddelt her i landet inden for de sidste fem år.
§ 448 c. I forbindelse med familierettens be-
handling af en sag efter forældreansvarsloven, der
er indbragt for familieretten til afgørelse efter §
27, stk. 1, eller § 32 i lov om Familieretshuset, kan
familieretten efter anmodning fra en part træffe af-
gørelse i andre sager omfattet af § 2, nr. 1-11, i lov
om Familieretshuset, der har nær sammenhæng
med den sag, der er indbragt af Familieretshuset.
Stk. 2. Endvidere kan sag om ægteskab mellem
to personer af samme køn behandles her i riget,
når ægteskabet er indgået her og ingen af ægtefæl-
lerne bor i et land med en lovgivning om ægteskab
Stk. 2. I forbindelse med familierettens behand-
ling af en sag, der er indbragt for familieretten til
afgørelse efter § 27, stk. 2, i lov om Familieretshu-
set, kan familieretten efter anmodning fra en part
248
mellem to personer af samme køn, der svarer til
den danske.
også træffe afgørelse i andre sager omfattet af § 2,
nr. 2-11, i lov om Familieretshuset, der har nær
sammenhæng med den sag, der er indbragt af Fa-
milieretshuset.
Stk. 3. Sag om et ægteskabs omstødelse eller be-
ståen kan indbringes for retten her i riget, når æg-
teskabet er indgået her.
Stk. 3. Til brug for behandlingen af en anmod-
ning efter stk. 1 og 2 kan familieretten anmode Fa-
milieretshuset om en udtalelse om anmodningen
og om akterne fra eventuelle tidligere sager af be-
tydning for behandlingen af anmodningen.
Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 kan fraviges ved over-
enskomst med fremmed stat.
§ 448 d. Sag om ægteskab indbringes for retten
ved sagsøgtes hjemting.
Stk. 2. Har sagsøgte ikke hjemting her i riget,
indbringes sagen for retten ved sagsøgerens hjem-
ting.
Stk. 3. Har ingen af parterne hjemting her i riget,
indbringes sagen for den ret, som justitsministeren
bestemmer.
§ 448 d. Familieretten kan i særlige tilfælde be-
handle en anmodning om at få indbragt en afgørel-
se truffet af Familieretshuset, selvom anmodnin-
gen er indgivet efter udløbet af fristen i § 41, stk.
1, i lov om Familieretshuset. Dette gælder dog ik-
ke for afgørelser, der går ud på separation, skils-
misse eller omstødelse af ægteskab, eller hvorved
et ægteskab er kendt ikkebestående, og for afgø-
relser om eksigibilitet efter § 3, stk. 2, i lov om
Haagerkonventionen af 2007 eller efter artikel 30 i
forordning nr. 4/2009/EF af 18. december 2008
om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuld-
byrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrøren-
de underholdspligt. Familierettens afgørelse efter
1. pkt. kan ikke indbringes for højere ret.
Stk. 2. Familieretten kan ved kendelse afvise at
behandle en sag om en afgørelse, som Familierets-
huset har truffet som klageinstans efter § 41, stk.
2, i forældreansvarsloven, § 58 b, stk. 1, i lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning eller § 21, stk.
1, 1. pkt., i navneloven, hvis sagen ikke er princi-
piel eller har generel betydning.
§ 448 e. Omstændigheder, som er eller kunne
være gjort gældende i en tidligere sag om ægte-
skab, forældremyndighed eller barnets bopæl, der
er pådømt i realiteten, kan ikke benyttes som søgs-
målsgrundlag i en ny sag.
§ 448 e. Efter en parts død kan der ikke indledes
sag om separation, skilsmisse og omstødelse af
ægteskab eller sag efter forældreansvarsloven.
Stk. 2. Dør en af parterne, inden familieretten
har afgjort sagen, hæves sagen.
International kompetence
§ 448 f. Sag om forældremyndighed eller bar-
nets bopæl kan behandles her i riget, såfremt
§ 448 f. Sag om separation, skilsmisse, omstø-
delse af ægteskab eller et ægteskabs beståen kan
behandles her i riget, hvis
1) barnet har bopæl her, 1) sagsøgte har bopæl her,
249
2) barnet ulovligt er ført til udlandet eller ulovligt
tilbageholdes i udlandet og barnet umiddelbart før
bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl
her,
2) sagsøgeren har bopæl her og enten har boet her
i de seneste to år eller tidligere har haft bopæl her,
3) barnet opholder sig her og som følge af urolig-
heder eller lignende er fordrevet fra sit hjemland,
3) sagsøgeren er dansk statsborger, og det godtgø-
res, at sagsøgeren på grund af sit statsborgerskab
ikke vil kunne anlægge sag i det land, hvor sags-
øgeren har bopæl,
4) barnet opholder sig her og barnets bopæl ikke
kendes eller
4) begge parter er danske statsborgere, og sagsøg-
te ikke modsætter sig, at sagen behandles i Dan-
mark, eller
5) barnet opholder sig her og sagen er så hastende,
at en afgørelse fra myndighederne i det land, hvor
barnet har bopæl, ikke kan afventes.
5) skilsmisse søges på grundlag af separation
meddelt her i landet inden for de seneste fem år.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, finder ikke anvendelse, hvis
1) barnet har haft bopæl i udlandet i mere end et år
efter, at indehaveren af forældremyndigheden har
fået eller burde have fået kendskab til barnets bo-
pæl,
2) der inden for dette tidsrum ikke er indgivet en
anmodning om tilbagegivelse af barnet, som sta-
dig er under behandling, og
3) barnet er faldet til i sine nye omgivelser.
Stk. 2. Endvidere kan sag om separation og
skilsmisse mellem to personer af samme køn be-
handles her i riget, når ægteskabet er indgået her,
og ingen af ægtefællerne bor i et land med en lov-
givning om ægteskab mellem to personer af
samme køn, der svarer til den danske.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 1 og 4, finder ikke anvendelse,
hvis barnet ulovligt er ført her til landet eller ulov-
ligt tilbageholdes her, medmindre
Stk. 3. Sag om omstødelse af et ægteskab eller et
ægteskabs beståen kan også behandles her i riget,
når ægteskabet er indgået her.
1) barnet har haft bopæl her i mere end et år efter,
at indehaveren af forældremyndigheden har fået
eller burde have fået kendskab til barnets bopæl,
og der ikke inden for dette tidsrum er indgivet en
anmodning om tilbagegivelse af barnet eller
2) en anmodning om tilbagegivelse af barnet er
blevet afslået.
Stk. 4. Stk. 1-3 kan fraviges ved overenskomst
med fremmed stat.
Stk. 4. Stk. 1-3 kan fraviges ved overenskomst
med fremmed stat.
§ 448 g. Sag om forældremyndighed eller bar-
nets bopæl indbringes for retten i den retskreds,
hvor barnet har bopæl. Hvis barnet ikke har bopæl
her i riget, indbringes sagen for retten ved sagsøg-
tes hjemting. Hvis sagsøgte ikke har hjemting her
i riget, indbringes sagen for retten ved sagsøgerens
hjemting eller, hvis sagsøgeren ikke har hjemting
her i riget, for Københavns Byret.
§ 448 g. Sag om forældremyndighed, barnets
bopæl, samvær og anden kontakt kan behandles
her i riget, når barnet
1) har bopæl her,
2) ulovligt er ført til udlandet eller ulovligt tilba-
geholdes i udlandet, og barnet umiddelbart før
bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl
her,
250
3) opholder sig her og som følge af uroligheder el-
ler lignende er fordrevet fra sit hjemland,
4) opholder sig her, og barnets bopæl ikke kendes,
eller
5) opholder sig her, og sagen er så hastende, at en
afgørelse fra myndighederne i det land, hvor bar-
net har bopæl, ikke kan afventes.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, gælder ikke, hvis
1) barnet har haft bopæl i udlandet i mere end et år
efter, at indehaveren af forældremyndigheden har
fået eller burde have fået kendskab til barnets bo-
pæl,
2) der inden for dette tidsrum ikke er indgivet en
anmodning om tilbagegivelse af barnet, som sta-
dig er under behandling, og
3) barnet er faldet til i sine nye omgivelser.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 1 og 4, gælder ikke, hvis barnet
ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbage-
holdes her, medmindre
1) barnet har haft bopæl her i mere end et år efter,
at indehaveren af forældremyndigheden har fået
eller burde have fået kendskab til barnets bopæl,
og der ikke inden for dette tidsrum er indgivet en
anmodning om tilbagegivelse af barnet, eller
2) en anmodning om tilbagegivelse af barnet er
blevet afslået.
Stk. 4. Stk. 1-3 kan fraviges ved overenskomst
med fremmed stat.
Sagsbehandling
§ 449. Finder retten det ikke muligt at behandle
sagen på forsvarlig måde, uden at sagsøgte eller
appelindstævnte har advokatbistand, kan retten be-
skikke den pågældende part en advokat. Retten
pålægger samtidig med sagens afslutning parten at
erstatte statskassen dennes udgifter i forbindelse
med beskikkelsen.
§ 449. Finder familieretten det ikke muligt at be-
handle en sag på forsvarlig måde, uden at sagsøgte
har advokatbistand, kan retten beskikke den på-
gældende part en advokat. Familieretten pålægger
samtidig med sagens afslutning parten at erstatte
statskassens udgifter i forbindelse med beskikkel-
sen.
§ 449 a. Familieretten kan opfordre en part til at
føre bevis og kan pålægge en part at afgive forkla-
ring.
Stk. 2. I sager om omstødelse af ægteskab, der
anlægges af Familieretshuset, skal de sagsøgte gi-
ve møde efter de regler, som gælder for vidner.
251
§ 449 b. Udebliver en part uden lovligt forfald
fra et retsmøde, hvortil parten er indkaldt for at af-
give forklaring, eller vægrer parten sig uden lovlig
grund ved at svare, eller har svaret ikke tilstrække-
lig bestemthed, finder § 344, stk. 2, anvendelse.
Det samme gælder, hvis en part undlader at efter-
komme familierettens opfordring til at føre bevis.
Stk. 2. Familieretten kan afvise sagen, hvis sag-
søger udebliver eller vægrer sig ved at svare.
§ 449 c. Retsmøder foregår for lukkede døre.
Ved offentlig gengivelse af rettens afgørelser må
der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller
bopæl for nogen af de personer, der er nævnt i af-
gørelsen, eller på anden måde offentliggørelse af
de pågældendes identitet. Overtrædelse af de
nævnte forbud straffes med bøde eller under skær-
pende omstændigheder med fængsel indtil 6 må-
neder.
Stk. 2. For sager om faderskab og medmoder-
skab finder § 456 m, stk. 1 og 2, dog anvendelse.
§ 449 d. Statskassen afholder udgifter ved bevis-
førelse, børnesagkyndig deltagelse i sagsforbere-
delsen, samtaler med børn og ved udpegning af en
person til at bistå barnet, jf. §§ 450-450 c. Fami-
lieretten kan pålægge en part at erstatte disse ud-
gifter helt eller delvis, hvis det i øvrigt pålægges
parten at betale sagsomkostninger.
Stk. 2. For sager om faderskab og medmoder-
skab finder § 456 l dog anvendelse.
§ 449 e. Når en sag afsluttes, sender familieret-
ten afgørelsen med sagens akter til Familieretshu-
set.
Særligt om behandlingen af sager efter foræl-
dreansvarsloven og om separation, skilsmisse og
omstødelse af ægteskab
§ 450. Retten kan opfordre en part til at føre be-
vis og kan, uanset om modparten anmoder herom,
pålægge en part at afgive forklaring.
Stk. 2. I sager om omstødelse af ægteskab, der
anlægges af Ankestyrelsen, skal de sagsøgte give
møde efter samme regler, som gælder for vidner.
§ 450. Familieretten kan i sager om forældre-
myndighed, barnets bopæl og samvær udpege en
børnesagkyndig til at deltage i forberedende mø-
der. Familieretten kan med henblik på at opnå for-
lig anmode den børnesagkyndige om at afholde en
samtale med parterne eller barnet og om at ind-
hente oplysninger, medmindre en part modsætter
sig dette.
252
§ 450 a. Retten kan i sager om forældremyndig-
hed eller barnets bopæl, jf. § 448, nr. 2 og 3, udpe-
ge en børnesagkyndig til at deltage i forberedende
møder. Retten kan med henblik på at opnå forlig
anmode den børnesagkyndige om at afholde en
samtale med parterne eller barnet samt om at ind-
hente oplysninger, medmindre en part modsætter
sig dette.
§ 450 a. Familieretten kan i sager om forældre-
myndighed, barnets bopæl og samvær træffe be-
stemmelse om bevisførelse, herunder om at tilve-
jebringe børnesagkyndige erklæringer og sagkyn-
dige erklæringer om forældre. Om nødvendigt kan
familieretten pålægge en part at give møde og af-
give forklaring efter de regler, som gælder for vid-
ner.
§ 450 b. Retten kan i sager om forældremyndig-
hed eller barnets bopæl, jf. § 448, nr. 2 og 3, træf-
fe bestemmelse om bevisførelse, herunder om at
tilvejebringe børnesagkyndige erklæringer og sag-
kyndige erklæringer om forældre. Om nødvendigt
kan retten pålægge en part at give møde og afgive
forklaring efter samme regler, som gælder for vid-
ner.
§ 450 b. Samtaler med børn efter § 34 i foræl-
dreansvarsloven i sager om forældremyndighed,
barnets bopæl og samvær afholdes, uden at parter-
ne er til stede, medmindre familieretten bestem-
mer andet. Parterne skal forud for afholdelsen af
samtalen orienteres om samtalens karakter og be-
tydning, medmindre det vurderes at være unød-
vendigt.
Stk. 2. Familieretten anmoder en børnesagkyn-
dig fra Børneenheden i Familieretshuset om at af-
holde samtalen. Familieretten kan dog anmode en
anden børnesagkyndig om at afholde samtalen,
hvis det konkret vurderes at være nødvendigt.
Stk. 3. Inden sagen afgøres, skal parterne gøres
bekendt med hovedindholdet af samtalen, med-
mindre afgørende hensyn til barnet taler imod det.
§ 450 c. Samtaler med børn efter forældrean-
svarsloven afholdes, uden at parterne er til stede,
medmindre retten bestemmer andet. Parterne skal
forud for afholdelsen af samtalen orienteres om
samtalens karakter og betydning, medmindre det
vurderes at være unødvendigt.
§ 450 c. Familieretten kan udpege en person til
at bistå barnet under behandlingen af en sag om
forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
Den, der udpeges, har adgang til sagens akter og
mulighed for at være til stede under retsmøder og
samtaler efter §§ 450 og 450 b.
Stk. 2. Retten anmoder en børnesagkyndig om at
afholde samtalen.
Stk. 3. Inden sagen afgøres, skal parterne gøres
bekendt med hovedindholdet af samtalen, med-
mindre afgørende hensyn til barnet taler imod det.
§ 450 d. Retten kan i særlige tilfælde udpege en
person til at bistå barnet under en sag om foræl-
dremyndighed eller barnets bopæl. Den, der udpe-
ges, har adgang til sagens akter og mulighed for at
være til stede under retsmøder og under samtaler
efter §§ 450 a og 450 c.
§ 450 d. Omstændigheder, som er eller kunne
være gjort gældende i en tidligere sag om separa-
tion, skilsmisse og omstødelse af ægteskab eller i
en tidligere sag om forældremyndighed eller bar-
nets bopæl, der har været realitetsbehandlet, kan
ikke benyttes som søgsmålsgrundlag i en ny sag.
Den forenklede familiesagsproces
253
§ 451. Statskassen afholder udgifter ved bevisfø-
relse, børnesagkyndig deltagelse i sagsforberedel-
sen, samtaler med børn samt ved udpegning af en
person til at bistå barnet, jf. §§ 450 a-450 d. Ret-
ten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter
helt eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges par-
ten at betale sagsomkostninger.
§ 451. Familieretten kan bestemme, at en sag,
der er indbragt for familieretten til afgørelse efter
§ 27 i lov om familieretshuset, og en sag om prø-
velse af en afgørelse truffet af Familieretshuset
skal behandles i den forenklede familiesagsproces,
jf. § 452.
Stk. 2. Retten kan afvise sagen, hvis sagsøger ude-
bliver eller vægrer sig ved at svare.
Stk. 2. Familieretten kan af egen drift eller efter
anmodning fra en part bestemme, at en sag ikke
fortsat skal behandles i den forenklede familie-
sagsproces.
Stk. 3. Familierettens afgørelse efter stk. 1 om,
hvordan sagen skal behandles, kan ikke indbringes
for højere ret.
§ 452. Udebliver en part uden lovligt forfald fra
et retsmøde, hvortil han er indkaldt for at afgive
forklaring, eller vægrer han sig uden lovlig grund
ved at svare, eller har svaret ikke tilstrækkelig be-
stemthed, finder bestemmelsen i § 344, stk. 2, an-
vendelse. Det samme gælder, hvis en part undla-
der at efterkomme rettens opfordring til at føre be-
vis.
§ 452. En sag i den forenklede familiesagsproces
behandles som udgangspunkt på det grundlag,
som familieretten har modtaget fra Familieretshu-
set. Familieretten kan træffe bestemmelse om
yderligere oplysning af sagen.
Stk. 2. Retten kan afvise sagen, hvis sagsøger
udebliver eller vægrer sig ved at svare.
Stk. 2. Sagen afgøres på skriftligt grundlag, hvis
familieretten finder det ubetænkeligt at undlade
mundtlig forhandling.
Stk. 3. Familieretten kan pålægge en part at sva-
re på en henvendelse fra familieretten inden for en
nærmere angiven frist.
Stk. 4. Familieretten kan bestemme, at der i for-
bindelse med behandlingen af sagen skal afholdes
en samtale med barnet efter § 450 b.
Stk. 5. Reglerne i §§ 353-355 og 357 finder ikke
anvendelse.
Stk. 6. Retsmægling efter kapitel 27 kan alene
finde sted, hvis der foreligger særlige omstændig-
heder.
Stk. 7. Familieretten kan give en part, der opfyl-
der de økonomiske betingelser efter § 325, fri pro-
ces, hvis parten undtagelsesvist har behov for ad-
vokatbistand.
Stk. 8. Familieretten udarbejder en fortegnelse
over parternes påstande, anbringender og beviser.
Familieretten kan bestemme, at der ikke skal udar-
bejdes en fortegnelse, hvis sagen behandles på
skriftligt grundlag, eller det findes forsvarligt at
254
afholde hovedforhandlingen på det foreliggende
grundlag.
Anke og kære
§ 453. Retsmøderne foregår for lukkede døre.
Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke
ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl
for nogen af de i dommen nævnte personer, eller
på anden måde offentliggørelse af de pågældendes
identitet. Overtrædelse af de nævnte forbud straf-
fes med bøde eller under skærpende omstændighe-
der med fængsel indtil 6 måneder.
§ 453. En dom afsagt af familieretten i en sag,
hvor en afgørelse truffet af Familieretshuset er
indbragt for familieretten, kan kun ankes med Pro-
cesbevillingsnævnets tilladelse.
Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladel-
se til anke af en dom efter stk. 1, hvis sagen er af
principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt ta-
ler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives
til nævnet inden 4 uger efter afsigelsen af dom-
men. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele til-
ladelse, hvis ansøgning indgives senere, men in-
den 1 år efter afsigelsen.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse
for kendelser, dog således at ansøgningsfristerne i
stk. 2 er henholdsvis 2 uger og 6 måneder.
§ 454. Ankefristen er 4 uger. Der kan ikke i
medfør af § 372, stk. 2, meddeles tilladelse til ef-
ter ankefristens udløb at anke en dom, der går ud
på separation, skilsmisse eller omstødelse af ægte-
skab, eller hvorved et ægteskab er kendt ikke be-
stående. Tilladelse kan dog meddeles til særskilt
anke af vilkår, jf. stk. 2.
§ 454. Ankefristen er 4 uger, jf. § 372, stk. 1.
Der kan ikke i medfør af § 372, stk. 2, meddeles
tilladelse til efter ankefristens udløb at anke en
dom, der går ud på separation, skilsmisse eller
omstødelse af ægteskab, eller hvorved et ægteskab
er kendt ikkebestående. Tilladelse kan dog medde-
les til særskilt anke af vilkår, jf. stk. 2.
Stk. 2. Domme, der går ud på separation, skils-
misse eller omstødelse af ægteskab, kan ankes
særskilt for så vidt angår vilkårene eller enkelte af
disse. Angår anken kun vilkårene, kan den ret,
hvortil anke er sket, kun ændre dommens bestem-
melse om separation, skilsmisse eller omstødelse,
såfremt påstand herom fremsættes i et proces-
skrift, der indleveres til retten inden ankefristens
udløb.
Stk. 2. Domme, der går ud på separation, skils-
misse eller omstødelse af ægteskab, kan ankes
særskilt for så vidt angår vilkårene eller enkelte af
disse. Angår anken kun vilkårene, kan den ret,
hvortil anke er sket, kun ændre dommens bestem-
melse om separation, skilsmisse eller omstødelse,
hvis påstand herom fremsættes i et processkrift,
der indleveres til retten inden ankefristens udløb.
Stk. 3. For sager om faderskab og medmoder-
skab finder § 456 o dog anvendelse.
§ 454 a. Ved anke til landsretten finder § 410,
stk. 1-6, tilsvarende anvendelse, når sagen har væ-
ret behandlet i den forenklede familiesagsproces.
§ 455. Sag om ægteskab, forældremyndighed el-
ler barnets bopæl kan ikke anlægges efter en parts
død.
§ 455. Under anke og kære sker sagsbehandlin-
gen i landsretten med de fornødne lempelser efter
samme regler, som er fastsat i dette kapitel for be-
255
handlingen ved familieretten og i øvrigt efter reg-
lerne i kapitel 36 og 37.
Stk. 2. Dør en af parterne inden domsafsigelsen,
hæves sagen.
Stk. 2. Skal der under landsrettens behandling af
en sag om forældremyndighed, barnets bopæl og
samvær afholdes samtale med barnet efter § 450
b, afholdes samtalen af en børnesagkyndig fra
Børneenheden i Familieretshuset, medmindre
landsretten bestemmer, at samtalen skal afholdes
af en anden børnesagkyndig.
§ 455 a. Sager, der indbringes for retten af stats-
forvaltningen efter forældreansvarslovens § 39,
stk. 2, afgøres på skriftligt grundlag, medmindre
retten finder, at der er grund til mundtlig behand-
ling.
Stk. 2. Afgørelse i sager efter stk. 1 træffes ved
kendelse.
§ 456. Afvises en sag, hvor anmodning om skils-
misse blev indgivet til statsforvaltningen inden ud-
løbet af en frist herfor, som er fastsat i lov om æg-
teskabs indgåelse og opløsning, eller hæves en så-
dan sag uden anmodning herom fra sagsøgeren,
kan denne, selv om fristen i mellemtiden er udlø-
bet, anlægge sagen på ny inden 4 uger efter, at
sagen blev afvist eller hævet.
§ 456. Afvises en sag, hvor anmodning om skils-
misse blev indgivet til Familieretshuset inden ud-
løbet af en frist herfor, som er fastsat i lov om æg-
teskabs indgåelse og opløsning, eller hæves en så-
dan sag uden anmodning herom fra sagsøgeren,
kan sagsøgeren, selv om fristen i mellemtiden er
udløbet, inden 4 uger efter, at sagen blev afvist el-
ler hævet, anmode familieretten om at genoptage
behandlingen af sagen.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende
anvendelse, hvis en sag om omstødelse af ægte-
skab, der er anlagt inden udløbet af en frist for
sagsanlæg, som er fastsat i lov om ægteskabs ind-
gåelse og opløsning, afvises eller hæves uden an-
modning herom fra sagsøgeren.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende
anvendelse, hvis en sag om omstødelse af ægte-
skab, der er anlagt inden udløbet af en frist for
sagsanlæg, som er fastsat i lov om ægteskabs ind-
gåelse og opløsning, afvises eller hæves uden an-
modning herom fra sagsøgeren.«
§ 456 b. Sag kan indbringes for retten her i lan-
det, hvis
15. Overalt i kapitel 42 a ændres »retten« til: »fa-
milieretten«, »rettens« til: »familierettens«. »Ret-
ten« til: »Familieretten« og »byret« til: »familie-
ret«.
1) moderen eller barnet har bopæl her,
2) en person, som i medfør af § 456 e, stk. 1, nr. 3,
er part i sagen, har bopæl eller ophold her eller
personens dødsbo behandles eller har været be-
handlet her eller
3) faderskabet eller medmoderskabet er registreret
efter børnelovens kapitel 1 eller 1 a, anerkendt ef-
ter børnelovens §§ 14 eller 19 eller fastslået ved
dom.
256
Stk. 2. Sag efter anmodning fra en person, som
efter børnelovens § 6 eller § 6 a har ret til at få
prøvet, om den pågældende er barnets far eller
medmor, kan dog kun indbringes for retten her i
landet, hvis moderen og barnet har bopæl her.
Stk. 3. ---
§ 456 c. Sagen indbringes for den byret, hvor
moderen har hjemting.
16. § 456 c, stk. 1-3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 1.
Stk. 2. Har moderen ikke hjemting her i landet,
indbringes sagen for byretten, hvor den person,
som i medfør af § 456 e, stk. 1, nr. 3, er part i sag-
en, har hjemting. Er flere personer i medfør af §
456 e, stk. 1, nr. 3, ved sagens indbringelse for ret-
ten parter i sagen, bestemmer justitsministeren,
hvilken af de kompetente byretter sagen skal ind-
bringes for.
Stk. 3. Kan der ikke påvises et værneting efter
stk. 1 og 2, bestemmer justitsministeren, hvilken
byret sagen skal indbringes for.
Stk. 4. Forlader en af parterne retskredsen, før
nogen af dem har afgivet forklaring, kan sagen
henvises til videre behandling ved den byret, der
nu er rette værneting. Retten kan i øvrigt med
samtykke fra præsidenten for vedkommende
landsret henvise sagen til behandling ved en anden
byret, hvis dette kan antages at forenkle eller
fremskynde sagens behandling.
§ 456 d. En sag anses for indbragt for retten, når
retten har modtaget anmodning om det fra stats-
forvaltningen.
17. § 456 d ophæves.
§ 456 e. Sagens parter er
1) barnet eller dets dødsbo,
2) moderen eller hendes dødsbo og
3) den eller de personer eller dødsboer, som retten
efter børnelovens § 17 skal inddrage.
Stk. 2. Er en part umyndig, optræder værgen på
partens vegne i sagen. Parterne kan i øvrigt optræ-
de på egen hånd uden hensyn til værgemål. Finder
retten det påkrævet, at der for en part beskikkes en
særlig værge, jf. værgemålslovens §§ 47-49, kan
denne beskikkes af retten.
§ 456 f. Meddelelse om sagens indbringelse for
retten gives ved rettens foranstaltning til parterne.
257
Inddrages en person under sagen som part, gives
meddelelse ligeledes til den pågældende.
Stk. 2. Er en part død, gives meddelelsen til
dødsboet.
§ 456 g. Retten kan beskikke en advokat for en
part, hvis den pågældende har behov for det. Be-
skikkelse skal ske for en inddraget person, når der
efter indkaldelse ved bekendtgørelse i Statstidende
eller i tilfælde, hvor den opgivne forælder er død,
ikke gives møde af den pågældende eller dødsbo-
et.
§ 456 h. Retten drager omsorg for sagens oplys-
ning.
Stk. 2. Retten træffer selv bestemmelse om afhø-
ring af parter og vidner og om tilvejebringelse af
udtalelser fra sagkyndige og andre bevismidler.
Retten indkalder selv parter og vidner.
Stk. 3. Politiet yder retten bistand til sagens op-
lysning, herunder ved eftersøgning af opgivne fa-
der- eller medmodermuligheder.
Stk. 4. ---
Stk. 5. Indkaldelse af parterne til at overvære af-
høring af vidner eller andre parter kan undlades,
når retten finder parternes møde uden betydning
for sagen. Der skal altid gives parterne meddelelse
om tid og sted for det retsmøde, i hvilket en sådan
afhøring skal foregå, jf. dog stk. 6. I meddelelsen
angives, at vedkommende part ikke behøver at gi-
ve møde, medmindre parten selv ønsker det.
Stk. 6. Retten kan undlade at indkalde en part el-
ler bestemme, at parten skal være udelukket fra at
overvære et retsmøde helt eller delvis, såfremt
hensynet til en anden part eller til sagens oplys-
ning undtagelsesvis gør det påkrævet. Inden sagen
afgøres, skal den pågældende gøres bekendt med
de fremkomne oplysninger.
Stk. 7. Retten træffer bestemmelse om gennem-
førelse af retsgenetiske undersøgelser, jf. børnelo-
vens § 18. Bestemmelserne i § 178 finder tilsva-
rende anvendelse.
§ 456 i. Moderen har pligt til at møde i retten og
afgive forklaring om, hvem der er eller kan være
barnets far eller medmor, jf. børnelovens § 16.
Reglerne i § 171, stk. 2, nr. 1, og §§ 177-180 fin-
der tilsvarende anvendelse.
258
Stk. 2. Den eller de personer, som i medfør af §
456 e, stk. 1, nr. 3, er parter i sagen, har pligt til at
møde i retten og dér afgive forklaring om, hvor-
vidt de har haft seksuelt forhold til moderen i den
periode, hvor hun blev gravid, eller om de i med-
før af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b har sam-
tykket til den assisterede reproduktion. Reglerne i
§ 171, stk. 2, nr. 1, og §§ 177-180 finder tilsvaren-
de anvendelse.
Stk. 3. ---
§ 456 j. Anerkendelser for retten fremlægges til
retsbogen.
§ 456 k. Retten træffer afgørelse uden hensyn til
parternes påstande og anbringender.
Stk. 2. Kun retten kan træffe bestemmelse om, at
en person ikke længere skal være inddraget som
part i sagen.
Stk. 3. ---
§ 456 l. Udgifter ved bevisførelse i henhold til §
456 h afholdes af statskassen. Retten kan pålægge
en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis,
såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sags-
omkostninger.
§ 456 m. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Ved forkyndelse af meddelelse om sagens
anlæg og tilsigelser i henhold til § 159 samt af
domme optages moderens og barnets navn kun i
bekendtgørelsen i Statstidende, såfremt retten i
særlige tilfælde træffer bestemmelse herom.
Stk. 4. Er barnet bortadopteret, og kender foræl-
drene ikke adoptanternes navn, må adoptanternes,
parternes og vidners navne ikke optages i udskrif-
ter af retsbogen eller rettens afgørelser.
§ 456 n. Når faderskabet eller medmoderskabet
er fastslået eller sagen hævet, sender retten snarest
muligt meddelelse til statsforvaltningen. Medde-
lelsen skal være ledsaget af kopi af den til retsbo-
gen fremlagte anerkendelse eller en kopi af dom-
men, en kopi af retsbogen og kopi af de i sagen
fremlagte personlige attester.
Stk. 2. Retten sørger for dommens forkyndelse.
259
§ 456 o. Anke sker ved meddelelse til byretten.
Meddelelse kan ske mundtligt til retsbogen. Ret-
ten sender meddelelsen eller i de i 2. pkt. nævnte
tilfælde en kopi af retsbogen og sagens akter til
landsretten.
18. I § 456 o, stk. 1, 1. pkt., og § 456 o, stk. 3, 1.
og 2. pkt., ændres »byretten« til: »familieretten«.
Stk. 2. Reglerne i dette kapitel finder med de for-
nødne lempelser anvendelse under anke.
Stk. 3. Uanset ankefrister kan landsretten under
anken inddrage enhver, der for byretten har været
inddraget som part. Opstår der spørgsmål om ind-
dragelse af andre personer, kan sagen hjemvises til
fornyet behandling ved byretten.
19. Efter § 456 o indsættes:
»Kapitel 42 b
Særregler om tvangsfuldbyrdelse af forældremyn-
dighed, barnets bopæl og samvær
§ 456 p. Fuldbyrdelse efter reglerne i dette kapi-
tel kan kun ske under hensyn til barnet og skal va-
retage barnets bedste. Fuldbyrdelse kan endvidere
kun ske, hvis der ikke er behov for af hensyn til
barnet at henvise sagen til Familieretshuset til vur-
dering af, om den aftale eller afgørelse, der søges
fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves.
§ 456 q. Domme og kendelser om forældremyn-
dighed, barnets bopæl og samvær og retsforlig, af-
gørelser og aftaler, der kan fuldbyrdes efter § 478,
stk. 1, nr. 1-3, fuldbyrdes af familieretten efter
reglerne i dette kapitel. Det samme gælder anmod-
ninger om udlevering af et barn til forældremyn-
dighedsindehaveren eller bopælsforælderen efter §
596, stk. 2. § 449 c og kapitel 45, 46 og 53 gælder
også for sager efter 1. og 2. pkt., dog således at fa-
milieretten træder i stedet for fogedretten.
Stk. 2. De domme, kendelser, retsforlig, afgørel-
ser, aftaler og anmodninger, der er nævnt i stk. 1,
kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder, jf.
§ 456 r, stk. 3, eller ved anvendelse af umiddelbar
magt ved tilbageholdelse af den forælder, der har
barnet, et andet sted end barnets opholdssted eller
ved afhentning af barnet, jf. § 456 r, stk. 5. Fami-
lieretten er ikke bundet af rekvirentens anmodning
ved valg af fuldbyrdelsesmåde. Samvær med an-
260
dre end barnets forældre kan kun fuldbyrdes ved
anvendelse af tvangsbøder.
Stk. 3. Familieretten kan i tvivlstilfælde udsætte
fuldbyrdelsen på indhentelse af en børnesagkyn-
dig erklæring.
Stk. 4. Familieretten kan ændre omfang, tid og
sted for samværet og vilkårene herfor under fuld-
byrdelsessagen.
Stk. 5. Familieretten kan fastsætte erstatnings-
samvær for et samvær, der ikke har kunnet udøves
under fuldbyrdelsessagen.
§ 456 r. Familieretten kan tilkalde en repræsen-
tant fra kommunen til at varetage barnets interes-
ser under sagen. Familieretten kan efter omstæn-
dighederne give en kortere udsættelse af tidspunk-
tet for barnets udlevering eller samværets udøvel-
se.
Stk. 2. Et barn, som har den fornødne alder og
modenhed, skal under en samtale have mulighed
for at give udtryk for sine egne synspunkter, med-
mindre det er til skade for barnet. Afholdes en
samtale med barnet, skal der deltage en børnesag-
kyndig eller en repræsentant fra kommunen. § 450
b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, finder tilsvarende an-
vendelse. Den børnesagkyndige skal komme fra
Børneenheden i Familieretshuset, medmindre der
foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 3. Tvangsbøder fastsættes som daglige eller
ugentlige bøder, der løber, indtil barnet udleveres.
Ved fuldbyrdelsen af bestemmelser om udøvelse
af samvær kan der dog fastsættes en enkelt bøde,
der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af
samvær på et nærmere angivet tidspunkt ikke ef-
terkommes. Bødens størrelse fastlægges i forhold
til indkomsten hos den forælder, der har barnet, og
bøden fastsættes som minimum til 1.500 kr.
Stk. 4. Inden fuldbyrdelse ved anvendelse af
umiddelbar magt gennem afhentning af barnet, jf.
stk. 5, udsætter familieretten kortvarigt sagen med
henblik på gennemførelse af børnesagkyndig råd-
givning efter § 32 a i forældreansvarsloven, med-
mindre der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 5. Skal der anvendes umiddelbar magt, skal
dette som udgangspunkt ske ved tilbageholdelse af
den forælder, der har barnet, et andet sted end bar-
nets opholdssted. Er dette ikke muligt, skal fami-
lieretten vurdere, om der er grundlag for at gen-
261
nemføre fuldbyrdelsen ved afhentning af barnet.
Gennemføres fuldbyrdelsen ved afhentning af bar-
net, skal der deltage en børnesagkyndig fra Børne-
enheden i Familieretshuset og en repræsentant fra
kommunen til at varetage barnets interesser, med-
mindre der foreligger ganske særlige omstændig-
heder. Den børnesagkyndige skal til brug for fami-
lierettens afgørelse foretage en vurdering af, om
fuldbyrdelsen sker af hensyn til barnet og vareta-
ger barnets bedste.«
§ 457. Reglerne i dette kapitel anvendes på sager
om
1) værgemål,
2) prøvelse af statsforvaltningens værgemålsafgø-
relser og
3) rettens værgebeskikkelse.
§ 459. Som parter anses
1) den, som begæres sat under værgemål eller er
under værgemål,
2) den, der har anmodet om værgemålet, og
3) den, der har anmodet om, at statsforvaltningens
afgørelse indbringes for retten.
Stk. 2. ---
§ 463. Anmodning om prøvelse af statsforvalt-
ningens afgørelse om værgemål har ikke opsæt-
tende virkning, medmindre retten bestemmer an-
det.
§ 475 b. ---
Stk. 2. Sagen skal indbringes for retten senest 3
uger efter, at statsforvaltningen har modtaget an-
modning om beslutningens prøvelse af retten.
Statsforvaltningen sender sagens akter til retten
med oplysning om den beslutning, der forlanges
prøvet, samt en kort redegørelse for de omstæn-
digheder, der påberåbes, og for de beviser, der kan
have betydning for sagens afgørelse.
Stk. 3-4. ---
§ 475 c. Som parter anses statsforvaltningen,
forældrene, indehaveren af forældremyndigheden,
hvis denne er en anden end forældrene, adoptions-
ansøgeren og barnet. Forældrene optræder på egen
hånd, selv om de er umyndige.
262
Stk. 2. Retten beskikker en advokat for sagens
parter, undtagen statsforvaltningen, medmindre de
pågældende selv har antaget en advokat.
Stk. 3. ---
§ 478. Tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag
af
1) domme og kendelser afsagt af domstole eller af
andre myndigheder, hvis afgørelser efter lovgiv-
ningen kan tvangsfuldbyrdes, betalingspåkrav
med påtegning efter § 477 e, stk. 2, samt beslut-
ninger om sagsomkostninger truffet af de nævnte
myndigheder,
2) forlig indgået for de under nr. 1 nævnte myn-
digheder samt forlig indgået under vilkårsforhand-
ling i henhold til lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning,
3) aftaler om forældremyndighed, der er anmeldt
til eller godkendt af statsforvaltningen eller retten,
afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl
eller samvær, der er truffet af statsforvaltningen,
aftaler om barnets bopæl eller samvær, der er ind-
gået over for statsforvaltningen, samt aftaler om
barnets bopæl eller samvær, når det udtrykkeligt i
aftalen er bestemt, at den kan tjene som grundlag
for fuldbyrdelse,
20. I § 478, stk. 1, nr. 3, ændres »retten« til »fami-
lieretten«.
4) udenretlige skriftlige forlig om forfalden gæld,
når det udtrykkeligt er bestemt i forliget, at det
kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse,
5) gældsbreve, der ikke er omfattet af nr. 4, når
det udtrykkeligt er bestemt i dokumentet, at det
kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse,
6) pantebreve; for så vidt angår ejerpantebreve og
skadesløsbreve, dog kun når gældens størrelse og
forfaldstidens indtræden er erkendt af skyldneren
eller klart fremgår af omstændighederne,
7) veksler for så vidt angår vekselretlige krav og
checks for så vidt angår regreskrav, og
8) afgørelser omfattet af forbrugerklagelovens §
34, som er truffet af Forbrugerklagenævnet eller
godkendte private tvistløsningsorganer.
Stk. 2-4. ---
21. I § 480, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
§ 480. Domme kan fuldbyrdes, når fuldbyrdel-
sesfristen er udløbet, medmindre dommen forin-
den er anket. Fristen er 14 dage efter dagen for
dommens afsigelse, medmindre andet er bestemt i
dommen.
»Domme om samvær og om betaling af børne-
eller ægtefællebidrag kan fuldbyrdes straks, med-
mindre andet er bestemt i dommen.
263
Stk. 2-5. ---
§ 483. Aftaler og bestemmelser om forældre-
myndighed og samvær, jf. § 478, stk. 1, nr. 3, kan
fuldbyrdes straks, medmindre andet er aftalt eller
bestemt.
22. § 483 ophæves.
§ 488. ---
Stk. 2. Ved fremsættelse af anmodning i henhold
til § 478, stk. 1, nr. 1-3, skal udskrift af afgørelsen,
betalingspåkravet med påtegning, forliget, bevil-
lingen, statsforvaltningens afgørelse, den anmeldte
eller godkendte forældremyndighedsaftale eller af-
talen om barnets bopæl eller samvær indleveres til
fogedretten. Ved fremsættelse af anmodning i
henhold til et af de i § 478, stk. 1, nr. 4-7, nævnte
dokumenter skal det originale dokument indleve-
res, medmindre fogedretten anser det for unødven-
digt. Ved udenretlige skriftlige forlig og gældsbre-
ve, der er underskrevet digitalt, skal en skriftlig re-
præsentation af dokumentet indleveres til foged-
retten. Ved digitale pantebreve, der er eller har
været tinglyst eller registreret i skibsregisteret el-
ler i Dansk Internationalt Skibsregister, skal an-
modningen i stedet indeholde en præcis henvis-
ning til dokumentet i tingbogen, bilbogen, andels-
boligbogen, personbogen, skibsregisteret eller
Dansk Internationalt Skibsregister.
23. I § 488, stk. 2, 1. pkt., udgår »statsforvaltnin-
gens afgørelse,«.
Stk. 3. ---
Kapitel 48 a 24. Kapitel 48 a ophæves.
Særregler om tvangsfuldbyrdelse af forældremyn-
dighed, barnets bopæl og samvær
§ 536. Domme og kendelser om forældremyn-
dighed, barnets bopæl og samvær samt retsforlig,
afgørelser og aftaler, der kan fuldbyrdes efter §
478, stk. 1, nr. 1-3, tvangsfuldbyrdes efter reglerne
i § 537. Det samme gælder anmodninger om udle-
vering af et barn til forældremyndighedsindehave-
ren eller bopælsforælderen efter § 596, stk. 2.
Stk. 2. De domme, kendelser, retsforlig, afgørel-
ser, aftaler og anmodninger, der er nævnt i stk. 1,
kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder el-
ler umiddelbar magt. Fogedretten er ikke bundet
af rekvirentens anmodning ved valg af fuldbyrdel-
264
sesmåde. Samvær med andre end barnets forældre
kan kun fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbø-
der.
Stk. 3. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte
fuldbyrdelsen på indhentelse af en børnesagkyn-
dig erklæring.
Stk. 4. Fogedretten kan ændre omfang, tid og
sted for samværet samt vilkårene herfor under
fuldbyrdelsessagen.
Stk. 5. Fogedretten kan fastsætte erstatningssam-
vær for et samvær, der ikke har kunnet udøves
under fuldbyrdelsessagen.
Stk. 6. Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis barnets
sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes
for alvorlig fare.
§ 537. Fogedretten kan tilkalde en repræsentant
fra kommunen til at varetage barnets interesser
under sagen. Fogedretten kan efter omstændighe-
derne give en kortere udsættelse af tidspunktet for
barnets udlevering eller samværets udøvelse.
Stk. 2. Et barn, som har den fornødne alder og
modenhed, skal under en samtale have mulighed
for at give udtryk for sine egne synspunkter, med-
mindre det er til skade for barnet. Afholdes en
samtale med barnet, skal der deltage en børnesag-
kyndig eller en repræsentant fra kommunen. § 450
c, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, finder tilsvarende an-
vendelse.
Stk. 3. Tvangsbøder fastsættes som daglige eller
ugentlige bøder, der løber, indtil barnet udleveres.
Ved fuldbyrdelsen af bestemmelser om udøvelse
af samvær kan der dog fastsættes en enkelt bøde,
der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af
samvær på et nærmere angivet tidspunkt ikke ef-
terkommes.
Stk. 4. Medmindre der foreligger særlige om-
stændigheder, udsætter fogedretten inden fuldbyr-
delse ved anvendelse af umiddelbar magt kortva-
rigt sagen med henblik på gennemførelse af bør-
nesagkyndig rådgivning efter § 32 a i forældrean-
svarsloven.
Stk. 5. Skal der anvendes umiddelbar magt, skal
der deltage en børnesagkyndig og en repræsentant
fra kommunen til at varetage barnets interesser,
medmindre der foreligger ganske særlige omstæn-
digheder.
265
§ 996 a. Under straffesager vedrørende forhold,
der giver grundlag for omstødelse af ægteskab ef-
ter § 23 i lov om ægteskabs indgåelse og opløs-
ning, skal påtalemyndigheden efter anmodning fra
Ankestyrelsen nedlægge påstand om ægteskabets
omstødelse. Bestemmelserne i §§ 991-996 finder
tilsvarende anvendelse.
25. I § 996 a, 1. pkt., ændres »Ankestyrelsen« til:
»Familieretshuset«.
§ 16
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr.
1252 af 27. november 2014, som ændret ved § 3 i
lov nr. 29. december 2015 og § 9 i lov nr. 670 af
8. juni 2017, foretages følgende ændringer:
§ 1. Ved sagens anlæg betales 500 kr.
Stk. 2. For sager, som angår penge eller penges
værd, og hvor værdien overstiger 50.000 kr., beta-
les ved sagens anlæg yderligere 250 kr. med tillæg
af 1,2 pct. af den del af værdien, der overstiger
50.000 kr.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke, når retssagsbe-
handlingen indledes på grundlag af et betalingspå-
krav i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt., jf.
dog § 3, stk. 5.
Stk. 4. Den samlede betaling efter stk. 1 og 2 kan
højst udgøre 75.000 kr. I sager, der angår prøvelse
af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af
retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 2 eller 3, kan den
samlede betaling efter stk. 1 og 2 dog højst udgøre
2.000 kr.
1. I § 1, stk. 4, 2. pkt., og § 2, stk. 3, 2. pkt., ændres
»nr. 2 eller 3« til: »nr. 3 eller 4«.
§ 2. For sager, som angår penge eller penges
værd, og hvor værdien overstiger 50.000 kr., beta-
les afgift for hovedforhandlingen eller for skriftlig
behandling, der træder i stedet herfor.
Stk. 2. Afgiften efter stk. 1 udgør 750 kr. med
tillæg af 1,2 pct. af den del af værdien, der oversti-
ger 50.000 kr.
Stk. 3. Afgiften efter stk. 1 kan højst udgøre
75.000 kr. I sager, der angår prøvelse af myndig-
hedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelo-
vens § 327, stk. 1, nr. 2 eller 3, kan afgiften efter
stk. 1 dog højst udgøre 2.000 kr.
Stk. 4-6. ---
§ 12. Afgiftsfri er sager om:
266
1) Nægtelse af valgret til Folketinget samt til regi-
onale råd og kommunalbestyrelser,
2) adoption, 2. § 12, stk. 1, nr. 3 og 4, affattes således:
3) ægteskab eller forældremyndighed, »3) familieretlige spørgsmål, der behandles efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 42,
4) faderskab, 4) fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bo-
pæl og samvær,«
5) værgemål,
6) prøvelse af administrativt bestemt frihedsberø-
velse,
7) prøvelse af endelige administrative afgørelser
efter § 112 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.,
8) visse beslutninger om administrativ udvisning
m.v., behandlet efter udlændingelovens kapitel 7
b, og
9) stadfæstelse af arrest, for så vidt der er anlagt
hovedsag.
Stk. 2. ---
§ 20. Afgiftsfri er fogedforretninger vedrørende:
1) Bøder, konfiskerede værdier og sagsomkostnin-
ger i straffesager, der inddrives af det offentlige,
2) afgifter og sagsomkostninger, som det påhviler
domstolene at indkræve,
3) krav tilkommende en part, der er fritaget for be-
taling af afgifter i medfør af retsplejelovens § 331,
stk. 1, nr. 1,
4) krav tilkommende en part, der har en rets-
hjælpsforsikring eller anden forsikring, der dæk-
ker omkostninger ved fogedsagen, og som opfyl-
der de økonomiske betingelser efter retsplejelo-
vens § 325,
5) krav tillagt en statstjenestemand under en af
ham efter ordre anlagt sag,
6) borgerlige krav fastsat under en offentlig straf-
fesag,
7) forældremyndighed og samvær, 3. § 20, nr. 7, ophæves.
8) udstedelse af fogedudlægsskøde, Nr. 8 og 9 bliver herefter nr. 7 og 8.
9) afgørelser efter kapitel 2 a i lov om Bruxelles I-
forordningen m.v. eller lov om EF-domskonventi-
onen m.v. om, at en udenlandsk retsafgørelse skal
anerkendes eller er eksigibel her i landet, eller at
et udenlandsk officielt bekræftet dokument eller
retsforlig er eksigibelt her i landet.
267
§ 49. Afgiftsfri er attester, afskrifter, udskrifter,
genparter, fotokopier eller lignende, der bestilles
af:
1) En part i en sag til brug for denne, for så vidt
sagen er afgiftsfri i medfør af § 12, stk. 1, nr. 1-6,
§ 12, stk. 2, § 51, stk. 1, eller § 55, nr. 1, eller par-
ten er fritaget for afgift i medfør af § 13, stk. 1, §
51, stk. 2, eller § 55, nr. 2.
4. I § 49, stk. 1, nr. 1, ændres »nr. 1-6« til: »nr.
1-3, 5 og 6«.
2) En rekvirent af en fogedforretning til brug for
denne, når forretningen er afgiftsfri i medfør af §
20, nr. 1-6.
3) Sigtede eller tiltalte under en straffesag, hvor
ret til at få udskrift særligt er hjemlet ham i rets-
plejeloven uden for bestemmelsen i nævnte lovs §
729 d eller er tillagt ham ved beslutning af retten
eller dennes formand.
4) En bobestyrer til dennes brug ved behandlingen
af et dødsbo.
5) En bobehandler til dennes brug ved behandlin-
gen af et ægtefælleskifte.
Stk. 2. ---
§ 51. For anke af de i § 12, stk. 1, nr. 1-6 og 8,
omhandlede sager svares ingen afgift.
5. I § 51, stk. 1, ændres »nr. 1-6 og 8« til: »nr. 1-3,
5, 6 og 8«.
Stk. 2. Reglerne i § 13 finder tilsvarende anven-
delse ved anke.
§ 55. Afgiftsfri er kære iværksat af:
1) Parter i en sag, der er fritaget for afgift i medfør
af § 12, stk. 1, nr. 1-8.
6. I § 55, nr. 1, ændres »nr. 1-8« til: »nr. 1-3 og
5-8«.
2) Parter, der er fritaget for afgift i medfør af § 13,
stk. 1.
3) Anklagemyndigheden og sigtede i offentlige
straffesager.
4) Beskikkede forsvarere og advokater vedrørende
spørgsmål om vederlag.
§ 17
I værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1015 af 20. august 2007, som ændret bl.a. ved § 8
i lov nr. 647 af 12. juni 2013, § 32 i lov nr. 618 af
8. juni 2016 og senest ved § 10 i lov nr. 550 af 30.
maj 2017, foretages følgende ændringer:
§ 3. Er der to værger for en mindreårig, handler
de i forening på dennes vegne.
1. Overalt i loven ændres »statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset«, »Statsforvaltningen« til: »Fa-
268
milieretshuset« og »statsforvaltningens« til: »Fa-
milieretshusets«.
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Er værgerne uenige, træffes afgørelse af
statsforvaltningen.
§ 13. Statsforvaltningen eller retten træffer afgø-
relse om værgemål efter §§ 5-10.
Stk. 2. Statsforvaltningen træffer afgørelse om
værgemål efter § 5 og §§ 7-10, medmindre det fin-
des betænkeligt at behandle sagen administrativt,
herunder når den, der begæres sat under værge-
mål, protesterer mod, at der træffes afgørelse om
værgemål.
Stk. 3. Retten træffer afgørelse om fratagelse af
handleevne efter § 6 og i sager, som statsforvalt-
ningen i medfør af stk. 2 har oversendt til retten til
afgørelse.
Stk. 4. Statsforvaltningens beslutning om, hvem
der skal afgøre sagen, kan ikke indbringes for hø-
jere administrativ myndighed.
2. I § 13, stk. 4, § 21, stk. 4, og § 22, stk. 1, ændres
»Statsforvaltningens« til: »Familieretshusets«.
§ 14. Statsforvaltningen foretager værgebeskik-
kelse og ændring heraf. I forbindelse med dom om
værgemål eller kendelse om foreløbig afgørelse
om værgemål foretages beskikkelse dog af den ret,
der afsiger dommen eller kendelsen.
§ 16. ---
Stk. 2. Statsforvaltningen kan uden anmodning
behandle spørgsmål om ændring og ophævelse af
værgemål, jf. § 9 og § 10, samt om værgebeskik-
kelse og ændring heraf. Statsforvaltningen kan
uden anmodning indlede en sag om værgemål i til-
fælde, hvor en fremtidsfuldmagt ikke sættes i kraft
efter anmodning herom, eller hvor fremtidsfuld-
magten tilbagekaldes eller ophører, jf. kapitel 2 og
7 i lov om fremtidsfuldmagter.
§ 17. Anmodning efter § 5 og §§ 7-12 sendes til
statsforvaltningen. Anmodning om værgemål med
fratagelse af den retlige handleevne efter § 6 sen-
des til retten.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Har statsforvaltningen modtaget en an-
modning, der skal behandles af retten, oversendes
den dertil. Det samme gælder, hvis retten har
269
modtaget en anmodning, der skal behandles af
statsforvaltningen.
§ 18. Statsforvaltningen eller retten sørger for
sagens oplysning.
Stk. 2. Statsforvaltningen eller retten indhenter
en lægeerklæring om den pågældendes helbred
som grundlag for en afgørelse efter § 5 eller § 6. I
andre værgemålssager kan der indhentes en læge-
erklæring, hvis det findes nødvendigt.
Stk. 3. Har den pågældende bopæl på institution,
indhenter statsforvaltningen eller retten endvidere
en udtalelse herfra som grundlag for en afgørelse
efter § 5 eller § 6. I andre værgemålssager kan der
indhentes en udtalelse, hvis det findes nødvendigt.
Stk. 4. Statsforvaltningen eller retten kan afkræ-
ve personer, der har kendskab til den pågældende,
de oplysninger, som anses for nødvendige for be-
handling af sagen.
Stk. 5. ---
§ 19. Inden statsforvaltningen træffer afgørelse
efter § 5 eller §§ 7-12, har den, som sagen angår,
ret til at gøre sig bekendt med grundlaget for den
påtænkte afgørelse og til at afgive en skriftlig eller
mundtlig udtalelse til sagen, medmindre den på-
gældende ikke med nytte kan udtale sig om
spørgsmålet.
Stk. 2 ---
§ 20. Statsforvaltningen eller retten underretter
ægtefællen og værgen eller en særlig værge, hvis
en sådan allerede er beskikket, om anmodning om
værgemål, jf. § 5 eller § 6, om ændring eller op-
hævelse af værgemål, jf. §§ 9 og 10, om oversen-
delse af sagen til retten, jf. § 13, stk. 2, om ind-
bringelse af statsforvaltningens afgørelse for ret-
ten, jf. § 21, stk. 4, og § 22, og om anmodning i
værgesager, jf. §§ 11 og 12. Underretning skal ik-
ke ske i tilfælde, hvor den pågældende selv frem-
sætter anmodning om værgemål. Underretning
skal ligeledes ikke ske til en separeret ægtefælle.
Stk. 2 ---
Stk. 3. Den, der har fået underretning efter stk. 1
eller 2, skal have meddelelse om statsforvaltnin-
gens eller rettens afgørelse i sagen.
270
§ 21. Statsforvaltningen eller retten kan træffe
en foreløbig afgørelse om værgemål, hvis betin-
gelserne i § 5 eller § 7 skønnes opfyldt og der er et
øjeblikkeligt behov herfor. Under samme betingel-
ser kan retten træffe en foreløbig afgørelse om fra-
tagelse af den retlige handleevne efter § 6. Stats-
forvaltningen eller retten beskikker samtidig en
foreløbig værge for den pågældende.
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Statsforvaltningens afgørelser efter stk. 1
under værgemålssager efter § 5 eller §§ 7-10 kan
indbringes for retten, der da også færdigbehandler
sagen. § 22, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anven-
delse.
§ 22. Statsforvaltningens afgørelse efter § 5 eller
§§ 7-10 kan inden fire uger efter, at der er givet
meddelelse om afgørelsen, indbringes for retten.
Stk. 2. Anmodning om indbringelse for retten
kan fremsættes af de samme, som kan fremsætte
anmodning om værgemål, jf. § 16, stk. 1. Anmod-
ningen indgives til statsforvaltningen, der oversen-
der sagen til retten.
Stk. 3. Anmodning om prøvelse af statsforvalt-
ningens afgørelse om værgemål har ikke opsæt-
tende virkning, medmindre retten bestemmer an-
det.
3. Efter § 22 indsættes:
»Klage over øvrige værgemålsafgørelser
§ 22 a. Familieretshusets afgørelser efter denne
lov, kan påklages til Civilstyrelsen. Dette gælder
dog ikke afgørelser efter §§ 21 og 22.«
§ 25. ---
Stk. 2. Værgen skal sørge for, at indtægterne an-
vendes til gavn for den, der er under værgemål.
Forældre kan som værger anvende barnets indtæg-
ter til dets underhold i passende omfang og under
hensyntagen til deres og barnets stilling, jf. lov om
forældremyndighed og samvær § 2, stk. 3.1) Er
indtægterne ikke tilstrækkelige, kan værgen under
hensyn til værgemålets karakter bruge af formuen
i passende omfang med statsforvaltningens god-
kendelse, jf. § 39.
4. I § 25, stk. 2, 2. pkt., ændres »lov om forældre-
myndighed og samvær § 2, stk. 3« til: »§ 2, stk. 3,
i forældreansvarsloven«.
Stk. 3. ---
271
§ 28. Statsforvaltningerne og forvaltningsafde-
lingen, jf. § 35, stk. 1, fører tilsyn med værgerne.
Justitsministeren fastsætter regler herom.
§ 18
I lov nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte
m.v., som ændret ved § 2 i lov nr. 550 af 30. maj
2017, foretages følgende ændringer:
§ 10. Anmodning om bistand til deling af et fæl-
lesbo kan tidligst indgives, når der er indgivet an-
modning til statsforvaltningen om separation eller
skilsmisse eller anlagt sag om ægteskabets omstø-
delse.
1. I § 10 og § 66, stk. 1, ændres »statsforvaltnin-
gen« til: »Familieretshuset«.
2. I § 10 ændres »eller skilsmisse eller anlagt sag
om ægteskabets omstødelse« til: », skilsmisse el-
ler omstødelse af ægteskabet«.
§ 66. Sager om enkelttvister, der opstår under
privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje
om flere særejeaktiver, jf. § 2, stk. 1, kan tidligst
anlægges, når der er indgivet anmodning til stats-
forvaltningen om separation eller skilsmisse eller
anlagt sag om ægteskabets omstødelse.
Stk. 2. ---
§ 19
I arveloven, lov nr. 515 af 6. juni 2007, som se-
nest ændret ved § 5 i lov nr. 550 af 30. maj 2017,
foretages følgende ændringer:
§ 37. ---
Stk. 2. Skifteretten træffer afgørelse i tvister om
sikkerheden. Skifteretten kan efter anmodning fra
en livsarving eller statsforvaltningen, hvis arvin-
gen er umyndig, bestemme, at den længstlevende
ægtefælle skal udbetale arven, hvis der er sket en
væsentlig forringelse af sikkerheden.
1. I § 37, stk. 2, 2. pkt., og § 37, stk. 3, ændres
»statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
Stk. 3. Skifteretten kan efter anmodning fra
statsforvaltningen bestemme, at den længstleven-
de ægtefælle skal udbetale arven, hvis denne har
forsømt sin forsørgelsespligt over for en særlivsar-
ving efter den førstafdøde ægtefælle, jf. § 36, stk.
3, 2. pkt.
2. Efter § 58 indsættes i kapitel 9:
272
»58 a. Afgørelser efter § 53, stk. 2, og §§ 56 og
57 kan påklages til Civilstyrelsen.«
§ 68. ---
Stk. 2. Erklæringen skal afgives i overensstem-
melse med reglerne om oprettelse af testamente.
Er arveladeren umyndig, kræves værgens og stats-
forvaltningens samtykke.
3. I § 68, stk. 2, 2. pkt., ændres »statsforvaltnin-
gens« til: »Familieretshusets«.
4. I § 68 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Familieretshusets afgørelser efter stk. 2,
2. pkt., kan påklages til Civilstyrelsen.«
§ 20
I lov nr. 618 af 8. juni 2016 om fremtidsfuld-
magter foretages følgende ændring:
§ 4. En anmodning om at sætte en fremtidsfuld-
magt i kraft indgives til Statsforvaltningen af fuld-
magtsgiveren eller af fremtidsfuldmægtigene i for-
ening.
1. Overalt i loven ændres »Statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset« og »Statsforvaltningens« til:
»Familieretshusets«.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Forinden anmodning indgives af frem-
tidsfuldmægtigene, skal fuldmagtsgiverens nær-
meste pårørende underrettes af fremtidsfuldmægti-
gene om anmodningens indgivelse og om deres
adgang til at gøre indsigelse imod fremtidsfuld-
magtens ikraftsættelse over for Statsforvaltningen.
Stk. 4. En anmodning afvises, hvis fremtidsfuld-
magten ikke er gyldigt oprettet, jf. § 3, eller hvis
anmodningen ikke opfylder kravene i § 5 og de i
henhold til § 8 fastsatte krav og kravene ikke kan
forventes opfyldt inden for en af Statsforvaltnin-
gen fastsat kortere frist.
§ 5. ---
Stk. 2. Statsforvaltningen kan se bort fra kravet
om lægeerklæring, jf. stk. 1, hvis det på anden må-
de er godtgjort, at fuldmagtsgiveren befinder sig i
den i stk. 1 nævnte tilstand. Statsforvaltningen kan
endvidere se bort fra kravet om lægeerklæring,
hvis anmodningen indgives af fuldmagtsgiveren
og fuldmagtsgiveren er i stand til at forstå betyd-
ningen heraf.
Stk. 3. ---
§ 6. Statsforvaltningen kan undtagelsesvis og
uden samtykke indhente yderligere oplysninger
273
om fuldmagtsgiverens forhold, i det omfang dette
er nødvendigt for sagens behandling.
Stk. 2. Forvaltningsmyndigheder inden for so-
cial- og sundhedsområdet og private udbydere af
social service og sundhedsydelser meddeler på an-
modning fra Statsforvaltningen, jf. stk. 1, oplys-
ninger om fuldmagtsgiverens forhold.
Stk. 3. Statsforvaltningen kan afkræve personer,
der har kendskab til fuldmagtsgiveren, de oplys-
ninger, som anses nødvendige for sagens behand-
ling, jf. stk. 1.
§ 7. Statsforvaltningen træffer afgørelse om at
sætte fremtidsfuldmagten i kraft, hvis fuldmagts-
giveren må anses for at være i en tilstand som om-
handlet i § 1, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Fremtidsfuldmagten kan ikke sættes i
kraft, hvis det på grundlag af de foreliggende op-
lysninger findes betænkeligt. Knytter betænkelig-
heden sig alene til en bestemt del af fremtidsfuld-
magten eller til en bestemt fremtidsfuldmægtig el-
ler subsidiær fremtidsfuldmægtig, kan Statsfor-
valtningen sætte fremtidsfuldmagten delvis i kraft.
§ 8. ---
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om, at
anmodninger om ikraftsættelse, der indgives til
Statsforvaltningen i medfør af denne lov, og
skriftlig kommunikation til og fra Statsforvaltnin-
gen i forbindelse med behandlingen af anmodnin-
ger om ikraftsættelse skal foregå digitalt. Justits-
ministeren fastsætter nærmere regler om digital
kommunikation, herunder om anvendelse af be-
stemte it-systemer, særlige digitale formater og di-
gital signatur el.lign. Justitsministeren kan endvi-
dere fastsætte nærmere regler om afvisning af an-
modninger om ikraftsættelse af fremtidsfuldmag-
ter, der ikke indgives digitalt, og om undtagelser
hertil. Justitsministeren fastsætter endvidere nær-
mere regler om, hvornår en digital meddelelse
vedrørende en sag om ikraftsættelse af en frem-
tidsfuldmagt anses for at være kommet frem.
Stk. 3. Justitsministeren kan endvidere fastsætte
regler om Statsforvaltningens underretning af be-
rørte parter om fremtidsfuldmagters ikraftsættelse.
274
§ 21. Statsforvaltningen fører tilsyn med den,
der har fremtidsfuldmagt.
Stk. 2. Bliver Statsforvaltningen gennem hen-
vendelse eller på anden måde opmærksom på for-
hold, som må antages at stride mod fuldmagtsgi-
verens interesser, kan Statsforvaltningen iværk-
sætte en undersøgelse af forholdet.
Stk. 3. Den, der har fremtidsfuldmagt, skal efter
anmodning give de oplysninger, der er nødvendi-
ge for tilsynet, og efterkomme Statsforvaltningens
pålæg.
Stk. 4. Statsforvaltningen kan i øvrigt indhente
oplysninger, i det omfang det er nødvendigt for at
varetage tilsynet. § 6, stk. 2 og 3, finder i den for-
bindelse tilsvarende anvendelse.
§ 22. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. En fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft,
kan tilbagekaldes eller ændres, hvis fuldmagtsgi-
veren er i stand til at forstå betydningen heraf.
Statsforvaltningen træffer efter anmodning fra
fuldmagtsgiveren afgørelse herom. § 21, stk. 4,
finder tilsvarende anvendelse.
§ 23. Hvis det er bestemt i fuldmagten, kan den,
der har indseende med fremtidsfuldmægtigene, jf.
§ 2, stk. 3, over for Statsforvaltningen helt eller
delvis tilbagekalde en fremtidsfuldmagt, der er sat
i kraft.
§ 26. Statsforvaltningen kan uden for de tilfæl-
de, der er omfattet af §§ 24 og 25, træffe afgørelse
om en fremtidsfuldmagts ophør, herunder delvise
ophør, hvis betingelserne for dens ikraftsættelse,
jf. § 7, ikke længere er til stede.
§ 27. Statsforvaltningens afgørelser om ikraft-
sættelse, tilbagekaldelse, ændring eller ophør af en
fremtidsfuldmagt har virkning fra det tidspunkt,
hvor afgørelsen tinglyses i Personbogen.
Stk. 2. En tilbagekaldelse af en fremtidsfuldmagt
omfattet af § 23 har virkning fra tidspunktet for
Statsforvaltningens tinglysning af en meddelelse
herom i Personbogen.
Stk. 3. Bliver Statsforvaltningen gennem hen-
vendelse eller på anden måde opmærksom på, at
275
en fremtidsfuldmagt er ophørt af andre grunde end
nævnt i stk. 1 og 2, eller at en fremtidsfuldmægtig
eller subsidiær fuldmægtig er ophørt med at vare-
tage hvervet, foranstalter Statsforvaltningen ting-
lysning af en meddelelse herom i Personbogen.
§ 28. Justitsministeren kan fastsætte nærmere
regler om pligt til at underrette Statsforvaltningen
om en fremtidsfuldmagts ophør.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om,
at underretninger til Statsforvaltningen efter stk. 1
og skriftlig kommunikation til og fra Statsforvalt-
ningen om underretninger efter stk. 1 skal foregå
digitalt. Justitsministeren kan fastsætte nærmere
regler om digital kommunikation, herunder om
anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digita-
le formater og digital signatur el.lign. Justitsmini-
steren kan endvidere fastsætte nærmere regler om,
hvornår en digital meddelelse vedrørende en sag
om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt anses for
at være kommet frem.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om
Statsforvaltningens underretning af berørte parter
om fremtidsfuldmagtens tilbagekaldelse, ændring
og ophør.
§ 29. Statsforvaltningens afgørelser efter denne
lov kan påklages til Civilstyrelsen af fuldmagtsgi-
veren, fuldmagtsgiverens ægtefælle eller samle-
ver, fremtidsfuldmægtige og subsidiære fremtids-
fuldmægtige.
Stk. 2. ---
§ 21
I lov om tillæg til strandingsloven af 10. april
1895, jf. lovbekendtgørelse nr. 838 af 10. august
2009, som ændret ved § 2 i lov nr. 1384 af 23. de-
cember 2012, foretages følgende ændring:
§ 10. Findes der på havbunden samlinger af lad-
ningsgenstande, der er fjernede fra det skib, hvor-
til de har hørt, har den, der vil bjærge sådanne, at
foretage anmeldelse i overensstemmelse med for-
ordn. af 16. marts 1842 § 2 til statsforvaltningen
(politidirektøren), som kan meddele eneret for
indtil 1 år til bjærgningen på de i nævnte paragraf
1. I § 10, stk. 1, 2 og 3, ændres »statsforvaltningen
(politidirektøren)« til: »Rigspolitiet«.
276
ommeldte betingelser, hvortil stedse skal høre, at
stedet tydeligt afmærkes - i hvilken henseende
nærmere forskrifter kan gives - og at bjærgningen
fortsættes uden ufornødne afbrydelser. Om med-
delelse af sådan eneret foranstalter vedkommende
myndighed på anmelderens bekostning bekendt-
gørelse i de på stedet mest udbredte blade, og om
modtagelsen af enhver anmeldelse i henhold til
denne paragraf foretages indberetning til Forsvars-
ministeriet. Finder dette ministerium anledning til
i skibsfartens eller fiskeriets interesse at meddele
optageren af sådanne genstande særlige forskrifter
eller at kræve sikkerhed stillet af ham, skal sådant
forlangende efterkommes.
Stk. 2. Misligholdes betingelserne for en meddelt
eneret, kan denne af statsforvaltningen (politidi-
rektøren) erklæres forbrudt, hvorom bekendtgørel-
se sker på bjærgerens bekostning på samme måde
som om enerettens meddelelse. I dette tilfælde, så-
vel som når en meddelt eneret er udløben, er bjær-
geren forpligtet til uopholdelig at fjerne den af
ham foretagne afmærkning, der ellers bliver at
fjerne ved offentlig foranstaltning på hans bekost-
ning.
Stk. 3. I sikkerhed, stillet af bjærgeren, kan der
efter bestemmelse af Forsvarsministeriet eller
statsforvaltningen (politidirektøren) uden retsfor-
følgning søges dækning for udgifter, forvoldte det
offentlige ved hans uforsvarlige forhold.
§ 22
I midlertidig lov om landboforeningers og hus-
mandsforeningers auktioner m.m., jf. lovbekendt-
gørelse nr. 564 af 28. august 1986, som ændret
ved § 18 i lov nr. 542 af 24. juni 2005 og § 10 i
lov nr. 647 af 12. juni 2013, foretages følgende
ændring:
§ 1. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Auktionerne skal afholdes på de steder,
som godkendes af statsforvaltningen i den pågæl-
dende region.
1. I § 1, stk. 3, og § 2, stk. 1, 2. pkt., ændres »stats-
forvaltningen« til: »Justitsministeriet«.
§ 2. Auktionen skal forestås af en af foreningen
antagen inkassator, der godkendes af justitsmini-
277
steren. - Angående auktionen skal der straks ske
tilførsel i en dertil af statsforvaltningen autoriseret
protokol, i hvilken angives, når og hvor auktionen
har fundet sted, sælgerens navn, betegnelse af det
bortsolgte, køberens navn og købesummen. Sker
opråb uden tilslag, anføres ejerens navn, betegnel-
se af det opråbte, højeste budsum og den bydendes
navn.
Stk. 2. ---
§ 23
I strandingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 619
af 15. september 1986, som ændret ved § 13 i lov
nr. 433 af 31. maj 2000, § 20 i lov nr. 538 af 8.
juni 2006, § 16 i lov nr. 542 af 24. juni 2005 og §
9 i lov nr. 647 af 12. juni 2013, foretages følgende
ændringer:
§ 3. ---
Stk. 2-4.
Stk. 5. Størrelsen af de i denne paragraf omhand-
lede erstatninger og betalinger fastsættes efter bil-
lighed af politidirektøren, med forbehold af ret til
at påanke hans afgørelse for statsforvaltningen. De
afholdes, ligesom den i § 2 omhandlede godtgørel-
se, forlods af strandingsmassen; findes der ingen
sådan, afholdes de af statskassen.
1. Overalt i loven ændres »statsforvaltningen« til:
»Rigspolitiet«.
§ 8. Når skibets fører eller den, der har befalin-
gen om bord, modtager det offentliges bistand, der
snarest muligt skal tilbydes - hvad enten der på
stedet er bjærgelav eller ikke - samt når indstran-
ding sker af skib eller gods, der ikke ledsages af
nogen, som er bemyndiget til at træde i ejerens
sted enten efter sin stilling på skibet eller ifølge
befuldmægtigelse, har politiet ledelsen af bjærg-
ningen af strandet skib og gods. Dog har politiet at
rådføre sig med dem, der efter deres stilling om
bord eller ifølge befuldmægtigelse repræsenterer
ejerne af skib og gods, eller, hvor sådanne ikke
findes, med konsulen eller vicekonsulen for den
stat, hvor skibet er hjemmehørende, såfremt han er
til stede. I tilfælde af meningsulighed mellem for-
anførte personer og politiet afgør politidirektøren
foreløbig sagen, som derpå forelægges statsfor-
valtningen. Politiet skal, når skibets nationalitet
278
kendes, snarest muligt underrette nærmeste konsul
eller vicekonsul om strandingen.
Stk. 2. ---
§ 11. Salg af det i § 10 omhandlede gods må kun
ske ved auktion med billigelse af statsforvaltnin-
gen, der også har at godkende auktionsbetingelser-
ne. Efter politidirektørens nærmere bestemmelse
kan dog, hvor dette skønnes hensigtsmæssigt,
mindre partier af løst gods, vrag eller vragstykker,
der er inddrevet på forstranden, bortsælges mod
kontant betaling ved offentlig auktion, som afhol-
des af sognefogden, hvis en sådan findes, og ellers
af politiet, efter at der mindst 3 dage forud har
fundet een bekendtgørelse sted henholdsvis ved
kirkestævne eller ved indrykkelse i det blad, i
hvilket bekendtgørelser fra politiet plejer af of-
fentliggøres. For så vidt godsets beskaffenhed til-
steder det, og dets opbevaring ikke vil medføre
uforholdsmæssige omkostninger, må salg ikke
ske, før der er levnet ejeren passende tid til at mel-
de sig og selv tage bestemmelse.
§ 12. ---
Stk. 2. Spørgsmålet om, hvor vidt den, der op-
træder med påstand på godsets udlevering er til-
strækkeligt legitimeret, afgøres, for så vidt statens
forstrande angår, af statsforvaltningen, og for så
vidt godset er bjærget på privat forstrand, ved for-
handling mellem forstrandsejeren og reklamanten.
Er fuldt bevis for ejerens påstand ikke tilvejebragt,
men dog overvejende sandsynlighed for beretti-
gelsen af hans krav, kan justitsministeriet, for sta-
tens forstrandes vedkommende efter forhandling
med finansministeriet, når den i bekendtgørelsen
satte frist er udløben, samtykke i, at godset udle-
veres med fradrag af omkostninger og bjærgeløn
overensstemmende med statsforvaltningens opgø-
relse (§ 13). Sådant samtykke kan endog før be-
kendtgørelsesfristens udløb indrømmes mod behø-
rig sikkerhedsstillelse for tilbagelevering i tilfælde
af, at bedre berettiget krav måtte fremkomme.
2. I § 12, stk. 2, 2. pkt., ændres »statsforvaltnin-
gens« til: »Rigspolitiet«.
Stk. 3. ---
§ 13. Melder ejeren sig ikke inden udløbet af
den i bekendtgørelsen satte frist, tilfalder det bjær-
gede efter fradrag af omkostninger og bjærgeløn
279
forstrandsejeren; i de tilfælde, hvor bjærgningen
alene tilkommer strandfogden, tilfalder dog uden-
for de private forstrande 10 pct. af statens nettoud-
bytte af det bjærgede vedkommende bjærgelav,
hvor sådant findes. Bjærgerne har valget mellem
som bjærgeløn at få udbetalt en tredjedel af det
ved godsets salg indkomne beløb med fradrag af
de omkostninger, der ikke påhviler dem som en
del af selve bjærgningsarbejdet, og at få bjærgel-
ønnen fastsat efter reglerne i sølovens kap. 9. I
sidste fald bliver, hvor forstrandsretten tilhører
staten, statsforvaltningen at stævne på det offentli-
ges vegne.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Omkostningernes fordeling mellem bjær-
gere og forstrandsejer afgøres af statsforvaltnin-
gen. Kan bjærgerne ikke enes om bjærgelønnens
fordeling, forholdes efter sølovens § 228.
§ 14. Bjærges forulykket skib eller gods i åben
sø, uden at der medfølger nogen, som lovligt re-
præsenterer ejeren, skal bjærgeren, så snart han
har bragt det bjærgede i land eller i havn her i ri-
get, straks gøre anmeldelse derom til nærmeste
toldfunktionær såvel som til politiet og overgive
godset til dette eller, for så vidt det er enkeltvis
bjærgede stykker vraggods, til strandfogden, hvor-
efter der forholdes overensstemmende med de
ovenfor i dette afsnit foreskrevne regler, således at
det bjærgede med fradrag af omkostninger og
bjærgeløn, hvis ingen ejer efter behørig indkaldel-
se melder sig, tilfalder statskassen. Den i § 13,
stykke 1, omhandlede stævning bliver at rette mod
statsforvaltningen.
Stk. 2-4. ---
§ 15. De forretninger, som i denne lov er henlagt
under statsforvaltningen, påhviler i København
politidirektøren, der udnævner en af politiets em-
bedsmænd til at udføre, hvad der efter denne lov
uden for København påhviler politiet.
§ 18. Ved de bjærgninger, der sker under politi-
ets ledelse, tilkommer der strandfogden en bjær-
gelod foruden den, der måtte tilkomme ham som
deltager i bjærgningen; i de tilfælde, hvor bjærg-
ningen er forbeholdt strandfogden, jfr. § 4, 5. styk-
ke, tilkommer der dog strandfogden fuld bjærge-
280
løn for det bjærgede gods, uanset om bjærgningen
er sket under politiets ledelse eller ej, jfr. § 2, 4.
stykke; men har politiet fundet det fornødent at
antage bistand til bjærgningen, fradrages der i den
strandfogden tilkommende bjærgeløn et rimeligt
vederlag til de af politiet antagne medhjælpere for
udført arbejde under bjærgningen. I tilfælde af
tvist fastsættes vederlaget af statsforvaltningen.
§ 24
I forordning af 2. december 1825 ang. Strand-
ings-Commissionaires Sallarium, som ændret ved
§ 19 i lov nr. 542 af 24. juni 2005 og § 11 i lov nr.
647 af 12. juni 2013, foretages følgende ændrin-
ger:
1. De bevilgede Strandings-Commissionairer
maae ordentligviis ikke lade sig udbetale noget
Sallarium for deres Arbeide i Strandings-Tilfælde,
forinden dette af statsforvaltningen, som derover
haver at indhente vedkommende Underøvrigheds
Betænkning, er billiget.
1. I §§ 1 og 3, § 4, 2. pkt., og §§ 5 og 6 ændres
»statsforvaltningen« til: »Rigspolitiet«.
2. Undtagelse herfra bliver alene at giøre i de Til-
fælde, at Skipperen eller den, som ellers træder i
Rehdernes og Ladnings-Eiernes Sted, udtrykkelig
for vedkommende Underøvrighed har tilstaaet
Strandings-Commissionairen et vist Sallarium, ef-
ter at bemeldte Øvrighed tydeligen, og i et Sprog
som han forstaaer, har underrettet ham om hans
Adgang til at faae Sallariet bestemt ved Statsfor-
valtningens Resolution og om de Regler, som der-
ved, efter denne Anordning, blive at iagttage; om
hvilket Alt et med behørige Underskrifter forsynet
Document bør udstædes, der udtrykkelig indehol-
der, at den fornødne Underretning er givet den
Paagieldende. For at attestere dette Document ny-
der bemeldte Øvrighedsperson den samme Beta-
ling, som for en notarial Attestation; ligesom og
de for Notarialforretninger befalede Former der-
ved blive at iagttage.
2. I § 2 ændres »statsforvaltningens« til: »Rigspo-
litiets«.
3. Til Veiledning for statsforvaltningen ved Salla-
riets Bestemmelse, bliver følgende Forhold til det
Biergedes Værdie fastsat, der, forsaavidt ikke Om-
stændighederne fordre en Afvigelse, bliver at læg-
ge til Grund: af det, hvis Værdie ei overstiger
5000 Rbdlr Sølv, 4 pCt. ; af det, der overstiger
281
5000 Rbdlr Sølv og indtil fulde 10,000 Rbdlr Sølv
incl., 3 pCt. ; af det, der overstiger 10,000 og ind-
til fulde 20,000 Rbdlr Sølv incl., 2 pCt. ; af det
høiere Beløb 1 pCt.
4. For dette Sallarium haver Strandings-Commis-
sionairen ordentligviis selv at besørge de fornødne
Reiser i det ham overdragne Anliggende, uden en-
ten for Befordring eller Diæt at erholde nogen
særskilt Godtgiørelse. Dog kan Statsforvaltningen
derfra giøre Undtagelse,hvor han finder, at sligt
Sallarium, efter det Biergedes Værdie og Arbei-
dets Beskaffenhed, er utilstrækkeligt til at give
Strandings-Commissionairen vedbørlig Belønning
for sit Arbeide i Forbindelse med Skadesløshol-
delse for hans Udgifter. Men i saa Fald bør den
Godtgiørelse, der, foruden Sallariet, tillægges
Strandings-Commissionairen, ei være større end 2
Rbdlr Sølv for hver Dag han har maattet være bor-
te fra sit Hiem, tilligemed Befordrings-Udgifter
for de virkelig giorte Reiser.
5. Har Arbejdet været af ualmindelig Vidtløftig-
hed og Vanskelighed, og det er udført med ved-
børlig Flid, er Statsforvaltningen bemyndiget til at
gaae udenfor den i § 3 foreskrevne Regel, dog ik-
ke videre, end at der i det høieste gives Strand-
ings-Commissionairen et Tillæg, liig det halve af
det der fastsatte Sallarium, saa at han i Alt erhol-
der indtil resp. 6,4 1/2,3 og 1 1/2 pCt., hvorved
den i § 4 under visse Omstændigheder hiemlede
Godtgiørelse, for Reiser og Ophold paa fremmed
Sted, ikke udelukkes.
6. Derimod bør Statsforvaltningen nedsætte Salla-
riet under de i § 3 bestemte Procenter og indtil
Halvdelen af samme, altsaa resp. 2, 1 1/2,1 og 1/2
pCt., hvis Arbeidet, i Forhold til Værdien, har væ-
ret særdeles ringe.
§ 25
I forordning af 16. marts 1842 ang. Dykker-
væsenet m.v., som ændret ved § 20 i lov nr. 542 af
14. juni 2005 og § 12 i lov nr. 647 af 12. juni
2013, foretages følgende ændringer:
1. Overalt i forordningen ændres »statsforvaltnin-
gen« til: »Rigspolitiet«.
282
§ 2. Den, der agter at benytte den i § 1 givne Tilla-
delse (d.v.s. til at optage Skibe og andet fra Havets
Bund), bør først for statsforvaltningen anmelde,
hvor han agter at benytte sit Apparat, og denne
Embedsmand har da at tage de til den behørige
Control med Biergningen fornødne Forholdsreg-
ler, ligesom han og, naar han efter Omstændighe-
derne finder det fornødent, haver at affordre den
Paagieldende Sikkerhed for, at Anordningens For-
skrifter ville blive iagttagne. Den, der har fundet et
Vrag eller en Samling af Gienstande, skal have
udelukkende Ret til i en vis Tid at bierge indenfor
en passende Grændse. Statsforvaltningen haver at
bestemme saavel denne, som Tiden, hvilken dog i
intet Tilfælde bør gaae over 1 Aar, ligesom be-
meldte Embedsmand haver at anordne, hvorledes
Grændsen til Alles Efterretning bliver at betegne.
Iøvrigt bliver det stedse at iagttage, at Vraget i
saadanne Tilfælde, hvor det kan være til Hinder
for Seiladsen, snarest muligt bør optages. Naar
Optagelsen iværksættes, bør den, der forestaaer
Biergningen, holde nøiagtig Fortegnelse over det
biergede Gods, hvilken Fortegnelse daglig efter
Arbeidets Tilendebringelse bliver at underskrive
af ham selv og tvende af Biergningsmandskabet,
hvorhos der angaaende det Optagne, saavel til
Statsforvaltning som til Toldvæsenet, bør giøres
Anmeldelse, hvis Rigtighed i Tilfælde, hvor dertil
maatte findes Anledning, Statsforvaltning bør sø-
ge nærmere oplyst ved Forhør.
2. I § 2, 3. pkt., ændres »Statsforvaltningen« til:
»Rigspolitiet«.
§ 4. Det biergede Gods bliver at bortsælge ved of-
fentlig Auction. Beløbet oppebæres af Entrepre-
neuren, der og affatter Auctionsconditionerne, dog
blive de stedse før Auctionens Afholdelse at ind-
sende til statsforvaltningens Giennemsyn og Ap-
probation, ligesom denne Øvrighed haver at tage
Bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes i
Tilfælde af, at det Biergede maatte bestaae af
Gienstande, der ikke egne sig til Salg ved Auction.
3. I § 4, 2. pkt., ændres »statsforvaltningens« til:
»Rigspolitiets«.
§ 6. Ligesom nærværende Anordning bliver uden
Indflydelse i Strandingstilfælde, hvor Biergningen
uden Dykkeriets Medvirkning kan udføres over-
eensstemmende med de ellers gieldende Forskrif-
ter, skal den heller ikke være til Hinder for, at
vedkommende Eier af det ved Hielp af Dykker-
283
eller andre Redskaber fra Havets Bund optagne
Gods, giør sin Ret gieldende til Godset eller dets
Værdie... imod at tilsvare Omkostningerne og Bi-
ergeløn; dog at der under de nævnte Omkostnin-
ger kun indbefattes Pakhuusleie, Vognleie i An-
ledning af Godsets Transport fra Stranden, Vagt-
hold, Auctionsomkostninger, Omkostninger ved
Indkaldelse i Aviserne, Toldafgifter og Betaling til
Toldvæsenets Betiente, forsaavidt disses Tilstede-
værelse af statsforvaltningen er anseet fornøden.
7. (Dersom Nogen ved Udøvelsen af den i nærvæ-
rende Anordning givne Tilladelse maatte giøre sig
skyldig i Overtrædelse af de ovenanførte Forskrif-
ter, bør han, foruden for Fremtiden at tabe sin Ret
til at benytte fornævnte Tilladelse, ansees med Bø-
der af 10 til 100 Rbd. Sølv til vedkommende Amts
eller Kiøbstads Fattigkasse. Sager angaaende For-
seelser af foranførte Slags blive at behandle ved
Politiretten.) Hvis Forseelsen er af den Beskaffen-
hed, at der ingen Mislighed kan befrygtes af, at
han paany driver den omhandlede Biergning, skal
statsforvaltningen være bemyndiget til at meddele
ham en ny Tilladelse dertil.
8. Naar den ved nærværende Anordning hiemlede
Ret benyttes i den til Kiøbenhavn stødende Deel
af Havet, haver Politidirecteuren sammesteds at
iagttage, hvad der ellers efter denne Anordning
paaligger statsforvaltningen, og som Følge heraf
have Vedkommende at henvende sig til bemeldte
Embedsmand, hvor de andetsteds i Overeensstem-
melse med denne Anordning have at giøre Anmel-
delse til statsforvaltningen eller indhente dennes
Resolution.
Beskæftigelsesministeriet
§ 26
I lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling
af børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af
7. oktober 2014, som ændret ved § 4 i lov nr. 574
af 10. juni 2014, § 1 i lov nr. 999 af 30. august
2015, § 11 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 og § 3 i lov
nr. 1402 af 5. december 2017, foretages følgende
ændring:
284
§ 15. ---
Stk. 2. Særlige bidrag, som efter lov om børns
forsørgelse er pålagt i anledning af barnets dåb,
konfirmation, sygdom eller begravelse eller i an-
den særlig anledning, kan, når betingelserne i § 12
er opfyldt, udbetales forskudsvis af Udbetaling
Danmark inden for den grænse, som statsforvalt-
ningen fastsætter.
1. I § 15, stk. 2, ændres »statsforvaltningen« til:
»Familieretshuset eller Familieretten«.
§ 27
I lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og
funktionærer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1002 af 24.
august 2017, foretages følgende ændring:
§ 11. De i § 10 omhandlede mæglingsmænd be-
skikkes for hver sag, i København og på Frede-
riksberg af Arbejdsretten, i det øvrige land af di-
rektøren for statsforvaltningen.
1. I § 11, stk. 1, ændres », i København og på Fre-
deriksberg af Arbejdsretten, i det øvrige land af
direktøren for statsforvaltningen« til: »af Arbejds-
retten«.
Stk. 2. ---
Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
§ 28
I lov om udstykning og anden registrering i ma-
triklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 769 af 7. juni
2018, foretages følgende ændringer:
§ 40. Når der foreligger særlige omstændighe-
der, kan statsforvaltningen træffe beslutning om,
at omkostningerne ved skelforretningen helt eller
delvis skal betales af staten. Miljøministeren fast-
sætter nærmere regler herom.
1. I § 40, stk. 1, ændres »statsforvaltningen« til:
»Geodatastyrelsen«.
2. § 40, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Statsforvaltningens beslutning kan påkla-
ges til Geodatastyrelsen.
»Stk. 2. Geodatastyrelsens beslutning kan påkla-
ges til energi-, forsynings- og klimaministeren.«
§ 29
I lov om etablering og fælles udnyttelse af mas-
ter til radiokommunikationsformål m.v., jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 681 af 23. juni 2004, som bl.a.
ændret ved § 35 i lov nr. 542 af 24. juni 2005 og
senest ved § 18 i lov nr. 1658 af 20. december
2016, foretages følgende ændringer:
§ 1 a. ---
Stk. 2-3. ---
285
Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan efter
forhandling med økonomi- og indenrigsministeren
fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til
og fra statsforvaltningerne om forhold, som er om-
fattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør
af denne lov, skal foregå digitalt. Stk. 2 og 3 fin-
der tilsvarende anvendelse.
1. I § 1 a, stk. 4, og § 1 b, stk. 2, ændres »statsfor-
valtningerne« til: »energi-, forsynings- og klima-
ministeren«.
Stk. 5-7. ---
§ 1 b. ---
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan for
statsforvaltningerne efter forhandling med økono-
mi- og indenrigsministeren fastsætte regler sva-
rende til reglerne i stk. 1.
Stk. 3-5. ---
§ 23. Klage over bygningsmyndighedens afgø-
relser efter § 3, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, og § 11, stk.
1 og 2, indgives til statsforvaltningen.
2. I § 23, stk. 1, ændres »statsforvaltningen« til:
»energi-, forsynings- og klimaministeren«.
Stk. 2. Statsforvaltningen kan af parterne kræve
alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendi-
ge med henblik på behandling af sagerne.
3. I § 23, stk. 2, § 23, stk. 3, 1. og 2. pkt., og i § 23,
stk. 4, ændres »Statsforvaltningens« til: »Energi-,
forsynings- og klimaministeren«.
Stk. 3. Statsforvaltningen er ikke bundet af IT-
og Telestyrelsens udtalelse efter § 18, stk. 1. Stats-
forvaltningen kan indhente yderligere radiotekni-
ske oplysninger i sagen.
Stk. 4. Statsforvaltningen kan hjemvise en klage-
sag til bygningsmyndigheden til yderligere be-
handling, herunder for at få de tekniske forhold
vedrørende fælles udnyttelse og opsætning af an-
tennesystemer yderligere inddraget og belyst.
Bygningsmyndigheden er i sådanne sager ikke
bundet af IT- og Telestyrelsens udtalelse efter §
18, stk. 1.
Stk. 5. Statsforvaltningens afgørelser kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
4. I § 23, stk. 5, ændres »Statsforvaltningen« til:
»Energi-, forsynings- og klimaministerens«.
Kirkeministeriet
§ 30
I lov om folkekirkens økonomi, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 331 af 29. marts 2014, foretages følgende
ændring:
§ 9 a. ---
286
Stk. 2. Direktøren for statsforvaltningen er stif-
tamtmanden. Direktøren kan delegere sin stiftsøv-
righedskompetence til medarbejdere ved statsfor-
valtningen på kontorchefsniveau eller derover. Di-
rektøren kan bestemme, at en person, der vareta-
ger direktørens stiftsøvrighedskompetence efter
delegation, kan oppebære titlen af stiftamtmand.
1. I § 9 a, stk. 2, 1. pkt., ændres »statsforvaltnin-
gen« til: »Ankestyrelsen« og »ved statsforvaltnin-
gen på kontorchefsniveau« ændres til: »i Ankesty-
relsen på ankechefsniveau«.
Miljø- og Fødevareministeriet
§ 31
I hegnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1746 af
14. december 2015, foretages følgende ændring:
§ 46. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Statsforvaltningen kan bevilge en part,
hvis økonomiske forhold i forbindelse med sagens
vigtighed og begrundethed giver anledning dertil,
fritagelse for at betale sagens omkostninger for
hegnsynet, hvilke da udredes af statskassen.
1. I § 46, stk. 4, ændres »Statsforvaltningen« til:
»Miljø- og fødevareministeren«.
Sundheds- og Ældreministeriet
§ 32
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1160 af 29. september 2015,
som ændret ved § 7 i lov nr. 656 af 8. juni 2016 og
§ 1 i lov nr. 691 af 8. juni 2017, foretages følgen-
de ændring:
§ 24. ---
Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive
patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse
med indlæggelse, ophold og behandling på psyki-
atrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere
bistå patienten med iværksættelse og gennemfø-
relse af eventuelle klager. Patientrådgiveren skal
så vidt muligt være til stede ved klagens behand-
ling i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved
Statsforvaltningen.
1. Overalt i loven ændres »Statsforvaltningen« til:
»Nævnenes Hus«.
§ 25. Statsforvaltningen antager efter ansøgning
et antal patientrådgivere. En fortegnelse over disse
fordeles mellem de enkelte psykiatriske afdelinger
i regionen.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Patienten skal have lejlighed til at udtale
sig om den påtænkte beskikkelse. Fremsætter pa-
287
tienten anmodning om at få beskikket en anden
patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen,
skal anmodningen så vidt muligt imødekommes.
Afgørelsen kan påklages til Statsforvaltningen, der
træffer den endelige administrative afgørelse.
Stk. 4. Fremsætter patienten anmodning om be-
skikkelse af en person, som ikke er optaget på for-
tegnelsen, sker der foreløbig beskikkelse af den
person, der står for tur efter stk. 2. Statsforvaltnin-
gen træffer bestemmelse om, hvorvidt den af pa-
tienten foreslåede person kan beskikkes. Patien-
tens anmodning skal imødekommes, medmindre
dette er utilrådeligt.
§ 34. Ved Statsforvaltningen oprettes et psykia-
trisk patientklagenævn bestående af direktøren for
Statsforvaltningen som formand, jf. dog stk. 2,
samt 2 medlemmer. Sundheds- og ældreministeren
beskikker et antal medlemmer efter indstilling fra
henholdsvis Lægeforeningen og Danske Handica-
porganisationer. Lægeforeningen skal så vidt mu-
ligt indstille læger, der er speciallæger i psykiatri.
Sundheds- og ældreministeren beskikker endvide-
re stedfortrædere for medlemmerne. Beskikkelser-
ne gælder for en periode på 4 år. Genbeskikkelse
kan finde sted.
Stk. 2. Direktøren for Statsforvaltningen kan be-
myndige ansatte ved Statsforvaltningen til at fun-
gere som formand for nævnet.
Stk. 3. Statsforvaltningen varetager Det Psykia-
triske Patientklagenævns sekretariatsopgaver og
afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, her-
under vederlag til nævnets medlemmer.
§ 35. Sygehusmyndigheden skal efter anmod-
ning fra patienten eller patientrådgiveren indbrin-
ge klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbage-
holdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvungen
opfølgning efter udskrivning i henhold til § 13 d,
tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, be-
skyttelsesfiksering, anvendelse af personlige
alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, per-
sonlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24
timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegå-
ende tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland, for Det Psykiatriske Patientkla-
genævn ved Statsforvaltningen.
288
§ 36. Når en sag som nævnt i § 35 indbringes for
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsfor-
valtningen, skal sygehusmyndigheden fremsende
sagens akter, herunder en udskrift af tvangsproto-
kollen samt en erklæring fra overlægen. Nævnet
drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning
og træffer bestemmelse om tilvejebringelse af
eventuelle yderligere erklæringer m.v., ligesom
nævnet kan aflægge besøg på vedkommende psy-
kiatriske afdeling.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Det Psykiatriske Patientklagenævn ved
Statsforvaltningen skal træffe afgørelse i klagesa-
ger om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende
virkning, og om tvungen opfølgning efter udskriv-
ning, jf. § 32, stk. 3, inden 7 hverdage efter kla-
gens modtagelse. I sager om oppegående tvangs-
fiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykia-
trisk afdeling, Region Sjælland skal Det Psykiatri-
ske Patientklagenævn træffe afgørelse senest 14
dage efter klagens modtagelse. I andre sager skal
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsfor-
valtningen træffe afgørelse snarest muligt. Er af-
gørelse ikke truffet inden 14 dage efter klagens
modtagelse, skal nævnet underrette patienten og
patientrådgiveren om grunden hertil samt om,
hvornår afgørelse kan forventes at foreligge.
Stk. 4. Sundheds- og ældreministeren fastsætter
en forretningsorden for Det Psykiatriske Patient-
klagenævn ved Statsforvaltningen.
§ 37. Det Psykiatriske Patientklagenævn ved
Statsforvaltningen skal efter anmodning fra pa-
tienten eller patientrådgiveren indbringe sine afgø-
relser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilba-
geholdelse, tilbageførsel, tvungen opfølgning efter
udskrivning i henhold til § 13 d, tvangsfiksering,
beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering
på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afde-
ling, Region Sjælland og aflåsning af døre i afde-
lingen for retten efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 43 a.
Stk. 2. Godkender patientklagenævnet, at patien-
ten frihedsberøves, kan spørgsmålet om udskriv-
ning først på ny begæres prøvet i Det Psykiatriske
Patientklagenævn ved Statsforvaltningen, når der
er forløbet 2 måneder efter nævnets afgørelse. Har
289
spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed væ-
ret indbragt for retten, jf. stk. 1, regnes den nævnte
frist fra rettens afgørelse.
Stk. 3. Godkender Det Psykiatriske Patientklage-
nævn ved Statsforvaltningen, at der etableres
tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d,
stk. 1, kan spørgsmålet om den tvungne opfølg-
ning efter udskrivning først på ny begæres prøvet i
nævnet, hvis den tvungne opfølgning efter ud-
skrivning forlænges, jf. § 13 d, stk. 6. Tvungen
opfølgning efter udskrivning kan herefter begæres
prøvet ved enhver forlængelse af tvungen opfølg-
ning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 6.
§ 38. Afgørelser fra Det Psykiatriske Patientkla-
genævn ved Statsforvaltningen om tvangsbehand-
ling, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et
beroligende middel med magt, personlige alarm-
og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig
skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer,
samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelin-
gen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjæl-
land, kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.
Stk. 2-3. ---
§ 39. Det Psykiatriske Patientklagenævn ved
Statsforvaltningen offentliggør hvert år en beret-
ning om sin virksomhed.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan fast-
sætte regler om indberetning af afgørelser fra Det
Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvalt-
ningen og Det Psykiatriske Ankenævn og om of-
fentliggørelse af afgørelser af generel betydning.
§ 33
I lov om assisteret reproduktion i forbindelse
med behandling, diagnostik og forskning m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 93 af 19. januar 2015, som
ændret ved lov nr. 264 af 16. marts 2016 og lov
nr. 1688 af 26. december 2017, foretages følgende
ændringer:
§ 6 a. Hvis den sundhedsperson, der er ansvarlig
for behandling med assisteret reproduktion af en
person, som har bopæl her i landet, vurderer, at
der er tvivl om en enlig kvindes eller et pars evne
1. To steder i § 6 a, stk. 1, 1. pkt., i § 6 a, stk. 1, 2.
pkt., og § 6 a, stk. 2, 3. pkt., ændres »statsforvalt-
ningen« til: »regionsrådet«.
290
til at drage fornøden omsorg for et barn efter føds-
len, skal sundhedspersonen med den enlige kvin-
des eller parrets samtykke indsende oplysninger til
statsforvaltningen med anmodning om, at statsfor-
valtningen træffer afgørelse om, hvorvidt der kan
iværksættes behandling med assisteret reproduk-
tion. Ved manglende samtykke fra den enlige
kvinde eller parret til videregivelse af oplysninger
til statsforvaltningen skal sundhedspersonen afvise
at indlede behandling med assisteret reproduktion.
Stk. 2. Statsforvaltningen træffer afgørelse om,
hvorvidt behandling med assisteret reproduktion
kan iværksættes. Statsforvaltningen kan med den
enlige kvindes eller parrets samtykke inddrage an-
den sagkundskab i vurderingen af forældreegnet-
hed, inden behandling iværksættes. Ved manglen-
de samtykke skal statsforvaltningen afvise, at der
må indledes behandling med assisteret reproduk-
tion.
2. I § 6 a, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres »Statsfor-
valtningen« til: »Regionsrådet«.
3. I § 6 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
Stk. 3. Afgørelser truffet i medfør af stk. 2, kan
indbringes for Ankestyrelsen senest 4 uger efter
afgørelsen.
»Stk. 3. Et regionsråd kan samarbejde med et el-
ler flere regionsråd om opgaverne forbundet med
stk. 1 og 2.«
Stk. 4. Ministeren for Sundhed og Forebyggelse
kan fastsætte nærmere regler om bestemmelserne i
stk. 1-3.
Stk. 3-4 bliver herefter til stk. 4-5.
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
§ 34
I lov om byfornyelse og udvikling af byer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1228 af 3. oktober 2016,
som ændret ved lov nr. 1562 af 19. december
2017 og § 3 i lov nr. 555 af 29. maj 2018, foreta-
ges følgende ændringer:
§ 84. ---
Stk. 2. Formanden og de øvrige medlemmer af
byfornyelsesnævnet udpeges af direktøren for
statsforvaltningen, jf. dog stk. 3. Hverken forman-
den eller de bygningssagkyndige medlemmer må
have særlig tilknytning til grundejer- eller private
andelsbolig- eller lejerorganisationer eller være er-
hvervsmæssigt interesseret i ejendomshandler.
1. I § 84, stk. 2, 1. pkt., ændres »direktøren for
statsforvaltningen« til: »Erhvervsministeriet«.
Stk. 3-5. ---
291
§ 86. Statsforvaltningen skal stille de fornødne
lokaler til rådighed for nævnet og sørge for den
nødvendige medhjælp til dette. Statsforvaltningen
afholder endvidere alle udgifter, som nævnets
virksomhed medfører, herunder vederlag til for-
manden og eventuelt vederlag til nævnets øvrige
medlemmer, udgifter forbundet med sekretaria-
tsbetjeningen af nævnet og udlæg, som formanden
og medlemmerne har i anledning af hvervet.
2. I § 86, 1. og 2. pkt., ændres »Statsforvaltnin-
gen« til: »Erhvervsministeriet«.
§ 35
I byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1178 af
23. september 2016, foretages følgende ændrin-
ger:
§ 23. Kommunalbestyrelsens afgørelser truffet i
henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør
heraf kan, for så vidt angår retlige spørgsmål, på-
klages til statsforvaltningen, jf. dog § 12, stk. 7, §
16 C, stk. 4, § 18 A, stk. 4, og § 25 D, stk. 2.
1. I § 23, stk. 1, og § 24, stk. 1, ændres »statsfor-
valtningen« til: »Nævnenes Hus«.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan i
øvrigt ikke påklages til anden administrativ myn-
dighed. Statsforvaltningens afgørelser efter stk. 1
kan ikke påklages til anden administrativ myndig-
hed.
2. I § 23, stk. 2, 2. pkt., ændres »Statsforvaltnin-
gens« til: »Nævnenes Hus«.
Stk. 3-4. ---
§ 24. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan, når
ikke andet er bestemt, påklages til statsforvaltnin-
gen inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er med-
delt den pågældende.
Stk. 2-3. ---
§ 36
I lov om leje af almene boliger, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 228 af 9. marts 2016, som senest ænd-
ret ved § 2 i lov nr. 1561 af 19. december 2017,
foretages følgende ændring:
§ 97. ---
Stk. 2. Formanden beskikkes af direktøren for
statsforvaltningen efter indstilling fra kommunal-
bestyrelsen. Formanden skal have bestået juridisk
kandidateksamen. Formanden må ikke have særlig
tilknytning til grundejer-, bolig- eller lejerorgani-
1. I § 97, stk. 2, 1. pkt., ændres »direktøren for
statsforvaltningen« til: »Transport-, Bygnings- og
Boligministeriet«.
292
sationer eller være erhvervsmæssigt interesseret i
ejendomshandler.
Stk. 3-7. ---
§ 37
I lov om midlertidig regulering af boligforholde-
ne, jf. lovbekendtgørelse nr. 810 af 1. juli 2015,
som ændret ved § 2 i lov nr. 1879 af 29. december
2015 og § 21 i lov nr. 688 af 8. juni 2017, foreta-
ges følgende ændring:
§ 36. ---
Stk. 2. Formanden beskikkes af direktøren for
statsforvaltningen efter indstilling fra kommunal-
bestyrelsen. Formanden skal have bestået juridisk
kandidateksamen. Han må ikke have særlig til-
knytning til grundejer- eller lejerorganisationer el-
ler være erhvervsmæssigt interesseret i ejendoms-
handeler.
1. I § 36, stk. 2, 1. pkt., ændres »direktøren for
statsforvaltningen« til: » Transport-, Bygnings- og
Boligministeriet«.
Stk. 3-7. ---
Udlændinge- og Integrationsministeriet
§ 38
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1117 af 2. oktober 2017, som bl.a. ændret ved § 1
i lov nr. 572 af 31. maj 2010, lov nr. 742 af 8. juni
2018 og senest ved § 3 i lov nr. 743 af 8. juni
2018, foretages følgende ændringer:
§ 46. Afgørelser efter denne lov træffes med de
undtagelser, der fremgår af stk. 2-4, og af § 4 d,
stk. 3 og 4, § 9, stk. 22, 23 og 31-33, §§ 46 a-49, §
50, § 50 a, § 51, stk. 2, 2. pkt., § 56 a, stk. 1-4, §
58 i og § 58 j, jf. dog § 58 d, 2. pkt., af Udlændin-
gestyrelsen.
1. I § 46, stk. 1, ændres »§ 56 a, stk. 1-4« til: »§ 56
a, stk. 1-5«.
Stk. 2-6. ---
§ 56 a. En uledsaget udlænding under 18 år, der
opholder sig her i landet, får, medmindre ganske
særlige grunde taler derimod, udpeget en repræ-
sentant til varetagelse af sine interesser. Har den
uledsagede udlænding under 18 år været udsat for
menneskehandel, skal der ved udpegningen af re-
præsentanten tages hensyn hertil. En organisation,
som er godkendt hertil af udlændinge- og integra-
2. § 56 a, stk. 1, 5. pkt., ophæves.
293
tionsministeren, indstiller efter anmodning fra Ud-
lændingestyrelsen en person til hvervet som re-
præsentant. Organisationen kan efter aftale med
udlændinge- og integrationsministeren ansætte
personer til at varetage hvervet som repræsentant.
Repræsentanten udpeges af Statsforvaltningen.
3. I § 56 a, stk. 2, indsættes som 4. pkt.:
Stk. 2. Er et barn, der er omfattet af stk. 1, fyldt
12 år, skal der, før der træffes afgørelse om ud-
pegning af en repræsentant til varetagelse af bar-
nets interesser, jf. stk. 1, finde en samtale sted
med barnet herom. Samtalen kan dog undlades,
hvis det må antages at være til skade for barnet el-
ler uden nogen betydning for sagen. Er barnet
under 12 år, skal der finde en samtale sted som
nævnt i 1. pkt., hvis barnets modenhed og sagens
omstændigheder tilsiger det.
»Samtalen efter 1. og 3. pkt. kan gennemføres af
den i stk. 1, 3. pkt. nævnte organisation.«
Stk. 3. Statsforvaltningen kan ændre en afgørelse
efter stk. 1, hvis ændringen er bedst for barnet.
4. I § 56 a, stk. 3, ændres »Statsforvaltningen kan
ændre en afgørelse efter stk. 1« til: »En afgørelse
efter stk. 1 kan ændres«.
5. I § 56 a indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Anmodning om udpegning eller ændring
af udpegningen af en repræsentant efter stk. 1 og 3
indgives til Familieretshuset, der behandler an-
modningen efter reglerne i lov om Familieretshu-
set. Afgørelse om anmodningen træffes efter be-
stemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Fami-
lieretshuset af Familieretshuset eller familieret-
ten.«
Stk. 4-11 bliver herefter stk. 5-12.
6. § 56 a, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes således:
Stk. 4. Statsforvaltningens afgørelser efter stk. 1
og 3 kan påklages til Ankestyrelsen. Ved Ankesty-
relsens behandling af klager efter 1. pkt. finder ka-
pitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område anvendelse.
»Stk. 5. Familieretshusets afgørelser efter stk. 1
og 4, jf. stk. 2, kan indbringes for familieretten ef-
ter bestemmelserne i kapitel 12 i lov om Familier-
etshuset.«
Stk. 5. Børne- og socialministeren kan fastsætte
nærmere regler om behandling af sager efter stk.
1-4, herunder om klagers behandling.
7. I 56 a, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »stk. 1-4,
herunder om klagers behandling« til: »stk. 1-5«.
Stk. 6. Hvervet som repræsentant til varetagelse
af barnets interesser, jf. stk. 1, ophører, når
1) barnet er meddelt opholdstilladelse i Danmark
og får udpeget en midlertidig forældremyndig-
hedsindehaver efter § 28 i forældreansvarsloven,
2) barnet fylder 18 år,
3) barnet udrejser af Danmark,
294
4) forældremyndighedsindehaveren indrejser i
Danmark eller på anden måde bliver i stand til at
udøve forældremyndigheden,
5) barnets ægtefælle indrejser i Danmark, eller
6) Statsforvaltningen træffer beslutning herom ef-
ter stk. 3.
8. I § 56 a, stk. 6, nr. 6, der bliver stk. 7, nr. 6, æn-
dres »Statsforvaltningen« til: »Familieretshuset el-
ler familieretten«.
Stk. 7. Forelægger Udlændingestyrelsen en sag
vedrørende opholdstilladelse efter § 7 til et barn,
der er omfattet af stk. 1, for Dansk Flygtninge-
hjælp, jf. § 53 b, beskikker Udlændingestyrelsen
samtidig en advokat for barnet, medmindre barnet
selv har antaget en sådan. § 55, stk. 2-4, finder til-
svarende anvendelse. Udlændinge- og integrati-
onsministeren kan fastsætte nærmere regler for
Udlændingestyrelsens beskikkelse af advokater ef-
ter 1. pkt.
Stk. 8. Udlændingestyrelsen beskikker en advo-
kat for et barn, der er omfattet af stk. 1 og har fået
afslag på opholdstilladelse efter § 7, medmindre
barnet selv har antaget en advokat eller ganske
særlige grunde taler derimod. Hvis barnet har fået
udpeget en personlig repræsentant, jf. stk. 1, skal
denne gøres bekendt med afgørelser om at beskik-
ke en advokat for barnet. § 55, stk. 2-4, finder til-
svarende anvendelse. Udlændinge- og integrati-
onsministeren kan fastsætte nærmere regler om
Udlændingestyrelsens beskikkelse af advokater ef-
ter 1. pkt.
Stk. 9. Udlændingestyrelsen skal efter ønske fra
et barn, der er omfattet af stk. 1, bistå barnet med
at iværksætte en eftersøgning af forældrene eller
andet familiemæssigt netværk til barnet, medmin-
dre barnet kan tage ophold på et modtage- og om-
sorgscenter i hjemlandet eller det tidligere op-
holdsland. Dette gælder dog ikke, hvis barnet er
omfattet af § 2, stk. 1.
Stk. 10. Udlændingestyrelsen skal om muligt
iværksætte en eftersøgning som nævnt i stk. 9,
hvis barnet har været udsat for menneskehandel,
medmindre særlige grunde taler herimod. Udlæn-
dingestyrelsen skal endvidere om muligt iværk-
sætte en eftersøgning som nævnt i stk. 9, hvis
ganske særlige grunde i øvrigt taler herfor.
Stk. 11. Eftersøgning af forældre eller andet fa-
miliemæssigt netværk, jf. stk. 10, kan ske i samar-
bejde med en eller flere organisationer, som er
godkendt hertil af udlændinge- og integrationsmi-
295
nisteren. Udlændingestyrelsen og de nævnte orga-
nisationer kan i forbindelse med eftersøgningen af
barnets forældre eller andet familiemæssige net-
værk udveksle oplysninger om barnets personlige
forhold uden samtykke fra barnet eller den person-
lige repræsentant.
§ 58. Om salær og godtgørelse for udlæg til ad-
vokater, der beskikkes efter § 37, stk. 2, § 37 c,
stk. 3, 2. pkt., § 40, stk. 6, 3. pkt., § 49, stk. 3, §
50, stk. 2, 3. pkt., § 50 a, stk. 2, 3. pkt., § 52, stk.
4, § 55, stk. 1, og § 56 a, stk. 7 og 8, gælder
samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt
fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
9. I § 58 ændres »§ 56 a, stk. 7 og 8« til: »§ 56 a,
stk. 8 og 9«.
Økonomi- og Indenrigsministeriet
§ 39
I lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 646 af 2. juni 2017, som ændret
ved § 25 i lov nr. 503 af 23. maj 2018 og lov nr.
747 af 8. juni 2018, foretages følgende ændringer:
§ 8. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Opholder barnet sig lige længe ad gangen
hos hver af forældrene, og har forældrene fælles
forældremyndighed, skal kommunalbestyrelsen
registrere barnet med bopæl hos den af forældre-
ne, som forældrene over for kommunen erklærer
sig enige om. Enighed anses ligeledes for at fore-
ligge ved dokumentation over for kommunen af
1) indgåelse af et retsforlig om barnets bopæl,
2) indgåelse af en aftale om barnets bopæl over
for statsforvaltningen,
1. I § 8, stk. 3, nr. 2, ændres »statsforvaltningen«
til: »Familieretshuset«.
3) indgåelse af en aftale om barnets bopæl, når det
i aftalen udtrykkeligt er bestemt, at aftalen kan
danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, eller
4) at den ene forælder over for statsforvaltningen
har accepteret at være samværsforælder.
2. I § 8, stk. 3, nr. 4, ændres »statsforvaltningen«
til: »Familieretshuset eller familieretten«, og efter
»samværsforælder« indsættes: », dog ikke når bar-
net har delt bopæl efter § 17, stk. 3, i forældrean-
svarsloven«.
Stk. 4. Opholder barnet sig lige længe ad gangen
hos hver af forældrene, som på trods af fælles for-
ældremyndighed ikke efter stk. 3 kan anses for at
være enige om registreringen af barnets adresse i
3. I § 8, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »forældrean-
svarslovens § 17, stk. 1,«: »§ 18 a, stk. 2,«.
296
CPR, skal barnet registreres med bopæl hos den af
forældrene, der i medfør af forældreansvarslovens
§ 17, stk. 1, eller § 26, stk. 1, er bopælsforælder.
Er der ikke taget stilling til spørgsmålet om bo-
pælsforælder efter forældreansvarslovens § 17,
stk. 1, eller § 26, stk. 1, forbliver barnet registreret
på den adresse, barnet havde, før uenigheden op-
stod, hvis denne adresse er en af de angivne adres-
ser.
4. I § 8, stk. 4, 2. pkt., og § 8, stk. 5, 1. pkt., ind-
sættes efter »§ 26, stk. 1,«: »og er barnets bopæl
ikke fastlagt i medfør af forældreansvarslovens §
18 a, stk. 2,«.
Stk. 5. Opholder barnet sig lige længe ad gangen
hos hver af forældrene, som på trods af fælles for-
ældremyndighed ikke efter stk. 3 kan anses for at
være enige om registreringen af barnets adresse i
CPR, og er der ikke taget stilling til spørgsmålet
om bopælsforælder efter forældreansvarslovens §
17, stk. 1, eller § 26, stk. 1, følger barnets bopæls-
registrering bopælen for den forælder, som barnet
forud for uenigheden havde fælles adresse med,
hvis ingen af de angivne adresser er barnets hidti-
dige adresse. Er ingen af de angivne adresser bar-
nets hidtidige adresse, og havde barnet forud for
uenigheden fælles adresse med begge forældre, re-
gistreres barnet i CPR med bopæl i kommunen,
men som fraflyttet den tidligere adresse, jf. § 6,
stk. 4, indtil der er taget stilling til spørgsmålet om
bopælsforælder efter forældreansvarslovens § 17,
stk. 1, eller § 26, stk. 1, eller der opnås enighed
mellem forældrene om registrering af barnets bo-
pæl, jf. stk. 3.
5. I § 8, stk. 5, 2. pkt., indsættes efter »§ 26, stk.
1,«: »barnets bopæl er fastlagt i medfør af foræl-
dreansvarslovens § 18 a, stk. 2,«.
Bilag 1
Dataindholdet i Det Centrale
Personregister (CPR), jf. § 4 er følgende:
1)-6) ---
7) Slægtskabsoplysninger: Oplysning om person-
nummer på mor, far og børn samt angivelse af
mor og far i feltet for indehavere af forældremyn-
digheden over mindreårige.
6. I bilag 1, nr. 7, ændres »samt« til: »,« og efter
»mindreårige« indsættes: »og oplysning om delt
bopæl efter § 18 a i forældreansvarsloven«.
8)-18) ---
297