KIU alm. del - svar på spm. 28 om kommentar til henvendelsen af 28/9-18 fra Svend Aage Nielsen, Ulfborg vedr. udvidelsen af Den Nikænske Trosbekendelse, fra kirkeministeren

Thomas Reinholdt Rasmussen
15.august 2011
Notat vedrørende Den nikænske Trosbekendelse.
I.
Den kristne tro er i sit udtryk en bekendelse. Det er ordene: ”Jesus er Herre” (jf. 1.kor.12,3).
Ud fra denne enkle bekendelse udledes Skriften (Det nye testamente), og de følgende
bekendelser (de tre oldkirkelige: Apostolicum, Nicaenum, Athanasianum, og de to
reformatoriske: ConfessioAugustana og Den lille Katekismus). Alt – både de profetiske og de
apostolske skrifter samt bekendelserne – skal måles på grundbekendelsen: Jesus er Herre.
Ved kirkemødet i Nikæa 325 grundfæstes Den nikænske Trosbekendelse og stadfæstes ved
kirkemødet i Konstantinopel 381. Bekendelsen bliver til i opgøret med arianismen, der
bekendte Jesu værensforskellighed fra Faderen. Bekendelsen er derfor optaget af at bekende
Jesus værenslighed med Faderen (`/consubstantialempatri).
Nicaenum er primært et læresymbol og ikke et dåbssymbol (som apostolicum er det). Efter
vedtagelsen i Nikæa blev symbolet anvendt i østkirkerne i forskellige varianter, men efter
kirkemødet i Chalcedon 451 blev denne mangfoldighed afløst af en uniformitet, hvilket fandt
udtryk i symbolet Nicaeno-Constantinopolicanum, som vi kender det i dag, og som findes i de
danske ritualbøger og salmebog. Dog med den væsentlige undtagelse af udsagnet om
Helligånden, som også udgår fra Sønnen, ikke er udtrykt i den oprindelige bekendelse. Det
udtryk indføres først i vestlige kirke ved kirkemødet i Toledo 589, da man fandt, at denne
opfattelse af Helligånden, og derved treenigheden, bedre harmoniserede med den vesterlandske
trinitetsteologi. Belæg fandt man eksempelvis i Johs. 14,26 (”Helligånden, som Faderen vil
sende i mit navn”) og 16,9 (”når jeg (Jesus) går bort herfra, vil jeg sende ham (Helligånden) til
jer”). Og mere fundamentalteologisk, at Helligånden ikke kan bringe ny åbenbaring ved siden af
Kristus, der siger ”Alt er fuldbragt”. Derfor er Helligånden nødt til at udgå både fra Faderen og
fra Sønnen. Dette kaldes ”filioque”
(I parentes bemærket har det den missiologiske pointe, at når man bekender filioque, kan Gud
ikke mødes udenom Kristus, da åndens opgave er at åbne mødet med Gud, og ånden mødes
først, hvor Kristus er forkyndt. Bekendelsen til filioque medfører umiddelbart en eksklusivitet,
da Gud kun kan mødes i Kristus og ikke uden om Kristus, som det kunne finde sted i
østkirken, hvor Helligånden udgår fra Faderen alene).
Kirkeudvalget 2011-12
KIU alm. del , endeligt svar på spørgsmål 2
Offentligt
Kirkeudvalget 2017-18
KIU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 28
Offentligt
Filioque blev endelig fastslået som vestlig kirkelære ved synoden i Aachen 809 og blev romersk
messesymbol i 1014. Både Augustin og Thomas Aquinas lærer filioque og senere Martin Luther
tilslutter sig også denne tradition.1 Der er altså med hensyn til filioque tale om en kraftig
teologisk og kirkelig tradition i den vestlige kirke med stærke belæg i Skriften.
Filioque var begrundelsen for kirkeadskillelsen (Det store Skisma) mellem øst- og vestkirken i
1054. I årene efter forsøgte man en opretholdelse af de to kirkesamfund, men om morgenen
29.maj 1453 – få timer før Konstantinopels og derved det Østromerske riges fald – fejedes for
sidste gang en enhedskirkelig romersk/ortodoks messe i Hagia Sophia.
Dogmatisk betoner Østkirken åndens udgang fra Faderen alene og repræsenterer således en
monopatristiskpneumatologi. Det afgørende skriftbelæg er Johs. 15,26 (”Når Talsmanden
kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen”), men dette skriftsted taler ikke ensidigt om
åndens udgang fra Faderen alene. Det må være afgørende at fastholde, at alle steder i Det nye
Testamente tales der om forholdet mellem Sønnen og Ånden i relation til frelsesøkonomien og
aldrig om de immanente trinitariske relationer. Og det bør være teologisk antageligt, at Sønnen
som Faderens ord fra evighed har en tæt forbundenhed med Ånden, uden hvem Gud
overhovedet ikke kan tænkes.
Den danske folkekirke følger den vesterlandske tradition og benytter den bekendelse, som i
vores tradition kaldes Den nikænske trosbekendelse, der indeholder filioque. At kalde det for
”den udvidede nikænske trosbekendelse” ville være ensidigt at betragte sagen fra den østlige
kirkes side og samtidig lukke øjnene for de stærke teologiske argumenter, der er for filioque
(ikke blot i Skriften, men også korsteologiske argumenter: Sønnens lighed med Faderen, for at
kunne være frelser).
II.
Nicænum er sammen med de fire andre bekendelser, nævnt i Danske lov 1683, som hermed
også definerer den evangelisk-lutherske kirke:
Danske lov 1683 2,1,1:
Den Religion skal i Kongens Riger og Lande alleenetilstædis, som overeens kommer med den Hellige Bibelske
Skrift, det Apostoliske, Nicæniske og AthanasiiSymbolis, og den Uforandrede Aar et tusind fem hundrede og
tredive overgiven AugsburgiskeBekiendelse, og Lutheri liden Catechismo.
1
”Pater et Filiussuntunumprincipium Spiritus Sancti” (Augustin, De Trinitate, V,14,PL42,921). ”Utrum Spiritus
Sanctusprocedat a Patre per Filium” (Thomas Aquinas, Summa Theologiae, I,q.36,a.3). Martin Luther jf. eks. DDS
437,3.
Der er således god tradition for at kaldes symbolet ”Nicænum”, som det også udtrykkes i
ritualbøger, alterbog og salmebog, hvor det kaldes ”Den nikænske trosbekendelse”.
III.
Svend Aage Nielsen ønsker i brev til Kirkeministeren, Folketingets Kirkeudvalg og
biskopperne, at Nicænum kaldes den udvidede trosbekendelse netop på grund af filioque. Han
tilslutter sig her i tråd med traditionen Johs.15,26, som han selv kalder for ”Den lille
Trosbekendelse” (et udtryk der ellers traditionelt har været anvendt til Johs.3,16). Det synes
meget snævret at give Johs.15,26 denne betegnelse, men han ser Den danske Folkekirkens brug
af udtrykket ”Den nikænske trosbekendelse”, som en forvanskning af det oprindelige
fælleskirkelige symbol. Svend Aage Nielsen synes dog at se problematikken udelukkende fra
østkirkens side samt at negligere de teologiske argumenter, som filioque i vestkirken bygger på.
Samtidig bør man historisk være opmærksom på, at det er østkirken, der skærper positionen ved
at udvikle en monopatristiskpneumatologi, der med al sandsynlighed ligger de nikænske fædre
fjernt med opgøret med arianismen in mente. Det er patriarken af Konstantinopel Photios, der
omkring 858 udvikler denne lære (om Åndens udgåen fra faderen alene) og derved bidrager til
skærpelse af striden mellem øst og vest. Før hans tid ser det ud til, at man i øst mere eller
mindre har anerkendt filioque. Filioque kan derfor også ses som en præcisering af det
økonomiske trinitariske forhold og ikke som en nyskabelse og derved udvidelse af symbolet.
Man kan med god ret hævde, at filioque er indeholdt i det oprindelige Nikæa 325/381 ved at
denne fastslår trinitetensværenslighed (Homoousios). Tilføjelsen af filioque kan derved ses som
en understregning af det allerede udsagte: Helligånden som Jesu Kristi ånd (Rom.8,9, Fil.1,19,
Gal.4,6). Filioque bliver derved et værn mod alle former for ukontrollabel spiritualisme med
deraf følgende kristen ufrihed. Afvisningen af filioque kunne betyde, at der er andre kilder til
kundskab om Gud end åbenbaringen i Kristus. Det kunne betyde, at åbenbaringen i Kristus
ikke er en fuld åbenbaring, og at Gud – i sidste instans – måske ikke er til at tro på.
Svend Aage Nielsen har ret i, at filioque kommer til at betyder noget andet under Karl den
Store og karolingerne i det 8.årh. Men denne betydning er politisk betinget som et forsøg på at
stadfæste det ene kejserrige (Karls) ved at gøre filioque til salighedssag i hele riget. Det er dog
en teologisk opgave at besinde sig på troslæren, og her hvorledes Jesus Kristus bliver forkyndt
som frelser for verden. Her kan politiske forhold i det 8.årh. kun have historisk interesse.
Det er derfor med god ret i folkekirkelig tradition at kalde bekendelsen for ”Den nikænske
trosbekendelse” (og netop ikke ”den udvidede nikænske trosbekendelse”), da filioque blot ses
som en præcisering af det, der allerede år 325 er udtrykt i homoousios (værensligheden mellem
Fader, Søn og Helligånd). Det er en stærkt bevidnet tradition, der ikke kan forlades uden at
forlade kernepunkter i ikke alene evangelisk-luthersk teologi (frelse ved Kristus alene: Kristus
kan kun frelse som Guds søn, hvilket betyder som lighed med Faderen, der sender ånden, der
også sendes af Kristus i kraft af ligheden med Faderen), men også i kristendommens antagelse
af engangskarakteren (der tilføjes intet nyt efter Kristus) af Kristi død og opstandelse, som det
eneste grundlag for frelsen, og derved en fastholdelse af vores lighed for Gud.
Svend Aage Nielsen henvendelse må derfor afvises, dels ud fra folkekirkelig slægtskab med
vestkirken, der med god ret kalder symbolet for ”Den nikænske trosbekendelse” set ud fra
indre teologiske forhold, hvor særligt filioque ses som en præcisering af homoousios
(værensligheden), dels af historiske årsager, hvor et udtryk som ”den udvidede trosbekendelse”
blot ville skabe forvirring om folkekirkens bekendelsesgrundlag og egentlig ikke vil være i
overensstemmelse med Nicænums oprindelige intension: den trinitariskeværenslighed.
IV.
Konklusion: Nikænum er ikke udvidet med filioque. Nikænum er præciseret med filioque.
Svend Aage Nielsens henvendelse må afvises.


Kirkeudvalget har ved brev af 1. oktober 2018 ((20171) KIU alm. del – spørgs-
mål 28) bedt om min besvarelse af spørgsmål:
”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 28. september 2018 fra Svend
Aage Nielsen, Ulfborg vedr. udvidelsen af Den Nikænske Trosbekendelse, jf. KIU
alm. del – bilag 56”
Svar:
Svend Aage Nielsens henvendelse af 28. september 2018 vedrører anvendelsen
af filioque i Den Nikænske Trosbekendelse.
Jeg mener, at en sådan drøftelse af den indholdsmæssige side af folkekirkens
bekendelsesgrundlag må høre hjemme blandt fagfolk (teologer).
Hertil vil jeg tilføje, at Svend Aage Nielsen tidligere har rettet henvendelse til
Folketingets Kirkeudvalg vedrørende Den Nikænske Trosbekendelse.
Med KIU alm. del - spørgsmål 2 af 1. november 2011 blev den daværende mini-
ster for ligestilling og kirke bedt om at kommentere en lignende henvendelse
fra Svend Aage Nielsen. Med brev af 24. november 2011 ((2011/12) KIU alm.
del – svar på spørgsmål 2) svarede den daværende minister for ligestilling og
kirke følgende:
”Den tidligere kirkeminister har til brug for besvarelse af en henven-
delse fra Svend Aage Nielsen anmodet biskopperne Peter Skov-Jakob-
sen og Henning Toft Bro om en udtalelse vedrørende den nicænske
trosbekendelse.
Teologisk sekretær og sognepræst Thomas Reinhold har på denne
baggrund udfærdiget et responsum af 15. august 2011, som begge bi-
skopper står inde for ordlyden af.
Responsummet konkluderer følgende:
”Nikænum er ikke udvidet med filioque. Nikænum er præciseret med
filioque. Svend Aage Nilsens henvendelse må afvises.”
Responsummet vedlægges til orientering.
Svend Aage Nielsen har ved e-mail fra ministeriet af 3. oktober 2011
modtaget kopi af biskoppernes svar og responsummet.
Jeg har ikke yderligere bemærkninger til Svend Aage Nielsens hen-
vendelse, men skal henholde mig til biskoppernes udtalelse i sagen.”
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K
www.km.dk
Telefon 3392 3390
Telefax 3392 3913
e-post km@km.dk
Akt nr.: 24370
Dette akt nr. bedes oplyst ved
henvendelse til Kirkeministeriet
Dato: 26. oktober 2018
Folketingets Kirkeudvalg
Lov@ft.dk
Kirkeudvalget 2017-18
KIU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 28
Offentligt
Akt nr.:
Side 2
Jeg vedlægger responsummet af 15. august 2011 fra daværende teologisk se-
kretær og sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen. Jeg har ikke yderligere
bemærkninger til Svend Aage Nielsens henvendelse.
Mette Bock
/ Louise Wendel Niss