Henvendelse af 25/10-18 fra Landbrug & Fødevarer om plastprodukters miljøpåvirkning

Tilhører sager:

Aktører:


    Henvendelse af 25/10-18 fra Landbrug og Fødevarer om plastprodukters miljøpåvirkning

    https://www.ft.dk/samling/20181/kommissionsforslag/KOM(2018)0340/bilag/4/1957708.pdf

    Dato 25. oktober 2018
    Side 1 af 1
    Til Folketingets
    Europaudvalg (EUU)
    Direktiv om plastprodukters miljøpåvirkning forventes at medføre væsentlige omkostninger
    for mejeribranchen uden en reel miljømæssig gevinst
    Til møde i Europaudvalget i morgen den 26. oktober kl. 10:00 skal samlenotatet med regeringens
    holdning til direktiv om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning drøftes.
    Landbrug & Fødevarer kan til fulde bakke op om hensigten med direktivet, som er at reducere
    mængden af henkastet plastaffald. Direktivforslaget indeholder desværre et særligt
    uhensigtsmæssigt forslag om at fastgøre plastlåg til mejeriprodukter – et krav der hverken gavner
    formålet eller miljøet, men til gengæld medfører store omkostninger for mejeribranchen.
    Den manglende miljømæssige gevinst ved forslaget skyldes blandt andet, at mejeriprodukter typisk
    indtages i hjemmet, hvorved plastlåg fra disse produkter ikke ender som henkastet affald.
    Tværtimod vil kravet om fastgørelse af låg medføre et øget plastforbrug samt besværliggøre
    affaldssorteringen, da låget skal fravristes produktet, før det kan indgå i den separate
    plastindsamling.
    Mejeribranchen sælger årligt omkring en halv mia. mejeriprodukter med plastlåg. Det nuværende
    direktivforslag vil betyde, at samtlige af disse låg skal fastgøres beholderen. Omkostningerne til at
    fastgøre lågene på mælkekartoner, yoghurtflasker mv. er ikke opgjort i rammenotatet, men der
    henvises til høringssvar fra Bryggeriforeningen, som vurderer, at omkostningerne til et lignende
    antal plastflasker vil beløbe sig til omkring 110 mio. kr. Forslag til regeringens holdning i
    samlenotatet tager ikke højde for de væsentlige konsekvenser, som forslaget vil have for
    mejeribranchen i Danmark i forbindelse med kravet om fastgørelse af plastlåg.
    Da forslaget ikke medfører en mærkbar miljøgevinst i forbindelse med mejeriprodukter - men
    tværtimod medfører væsentlige økonomiske omkostninger samt vanskeliggør genanvendelsen -
    skal Landbrug & Fødevarer opfordre udvalget til at justere regeringens generelle holdning i notatet,
    således at mejeriprodukter undtages denne del af direktivkravet.
    Med venlig hilsen
    Anette Christiansen
    Miljøchef
    Miljø & Bæredygtighed
    D +4533394294
    M +4527245765
    E ANC@lf.dk
    Europaudvalget 2018
    KOM (2018) 0340 Bilag 4
    Offentligt