ULØ alm. del - svar på spm. 192 om kommentar til notat af 18/9-18 fra KL om planloven og strandbeskyttelsesloven, jf. ULØ alm. del – bilag 119 m.m., fra miljø- og fødevareministeren

Tilhører sager:

Aktører:


(20171) ULØ alm. del - svar på spm. 192.pdf

https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/ULØ/spm/192/svar/1521684/1955503.pdf

Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk
Den 19. oktober 2018
Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer
Christiansborg
1240 København K
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål nr. 192 (ULØ alm. del), stillet 24.
september 2018.
Spørgsmål nr. 192
”Ministerens kommentarer udbedes til notat af 18/9-18 fra KL om planloven og
strandbeskyttelsesloven, jf. ULØ alm. Del – bilag 119 fsva. bemærkningerne om, at reglerne for
dispensationer i klitfredningslinjen bør lempes på linje med de lempelser, der er givet inden for
standsbeskyttelseslinjen.”
Svar
I notatet udtrykker KL ønske om at udvikle de bynære strande og havne langs vestkysten og
understøtte udvikling af fysiske aktiviteter til gavn for f.eks. turismen. KL ønsker derfor, at reglerne for
dispensationer i klitfredningslinjen lempes på linje med de lempelser, der er givet inden for
strandbeskyttelseslinjen.
Den jyske vestkyst er omfattet af naturbeskyttelseslovens regler om klitfredning, der ligesom
strandbeskyttelseslinjen har som hovedformål at friholde de åbne kyster for byggeri og andre
tilstandsændringer. De klitfredede arealer har imidlertid fra gammel tid desuden være omfattet af
sandflugtslovgivning, og ligesom dengang har reglerne i dag til formål at sikre, at der ikke opstår
sandflugt eller risiko herfor. Nye anlæg i klitterne eller gennembrud af klitterne kan øge risikoen for
sandflugt. Derfor følger det af aftalen om ”Et Danmark i bedre balance – Bedre rammer for
kommuner, borgere og virksomheder i hele landet” fra 2016, at der kun i mindre grad skulle åbnes for
nye anlæg og indretninger på klitfredede arealer.
Som følge af ændringen af naturbeskyttelsesloven i 2017 er det nu muligt at opføre mindre faciliteter
langs strandene til brug for en begrænset kreds som f.eks. klubber, foreninger og institutioner, der
udøver aktiviteter relateret til vandet. Anlæggene skal placeres f.eks. ved en eksisterende p-plads eller
eksisterende nedkørsel til stranden. Desuden har eksisterende turismevirksomheder nu mulighed for
at placere enkelte, mindre sportsfaciliteter, bål- og grillpladser og mindre legeredskaber uden
tilknytning til virksomhedens bebyggelse til brug for turisternes ferie- og friluftsaktiviteter. Disse nye
muligheder omfatter også klitfredede arealer under forudsætning af, at anlæggene placeres
tilbagetrukket på den egentlige strand, mens de af hensyn til risikoen for sandflugt ikke må placeres i
selve klitlandskabet.
På den baggrund finder jeg, at reglerne i den nuværende udformning afspejler en god balance mellem
beskyttelsen af det særlige klitlandskab og mulighederne for at benytte arealerne.
Hvad angår havne på den jyske vestkyst findes der ingen havne, der er omfattet af klitfredning.
Udvalget for Landdistrikter og Øer 2017-18
ULØ Alm.del endeligt svar på spørgsmål 192
Offentligt
2
Jakob Ellemann-Jensen / Isabelle Navarro Vinten