ULØ alm. del - svar på spm. 190 om de foreløbige effekter af lov om ændring af lov om naturbeskyttelse (Nye muligheder for visse anlæg og indretninger på klitfredede arealer og inden for strandbeskyttelseslinjen samt inden for sø- og åbeskyttelseslinjen) m.m., fra miljø- og fødevareministeren

Tilhører sager:

Aktører:


(20171) ULØ alm. del - svar på spm. 190.pdf

https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/ULØ/spm/190/svar/1521682/1955499.pdf

Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk
Den 19. oktober 2018
Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer
Christiansborg
1240 København K
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål nr. 190 (ULØ alm. del), stillet 24.
september 2018.
Spørgsmål nr. 190
”Hvordan vurderer ministeren de foreløbige effekter af lov om ændring af lov om naturbeskyttelse
(Nye muligheder for visse anlæg og indretninger på klitfredede arealer og inden for
strandbeskyttelseslinjen samt inden for sø- og åbeskyttelseslinjen), jf. lovforslag nr. L 122, 2016-17, i
forhold til at skabe vækst og udvikling i landdistrikterne og på øerne?”
Svar
Ændringerne af naturbeskyttelsesloven trådte i kraft den 10. juni 2017 og indebar, at det hidtidige krav
om forudgående dispensation blev ophævet for en række anlæg og indretninger primært i private
haver og på havne. Samtidig blev det gjort lettere at få dispensation til visse anlæg og indretninger
særligt inden for strandbeskyttelseslinjen, som der tidligere normalt ikke blev givet dispensation til, og
kommunerne fik mulighed for at få ophævet strandbeskyttelseslinjen på og ved visse havne.
Jeg har forelagt spørgsmålet for Kystdirektoratet, som har oplyst følgende om status efter
regelændringerne sidste år:
”Når det drejer sig om de lempede muligheder for at få dispensation, har Kystdirektoratet fra juni 2017
til oktober 2018 afgjort 90 sager, hvor de nye bestemmelser er anvendt. Der er givet 85 dispensationer
og 5 afslag. Sagerne har drejet sig om bl.a.:
- 29 dispensationer til at placere mindre bygninger, anlæg og installationer i lovligt etablerede haver
uden tilknytning til beboelse
- 23 dispensationer til mindre om- og tilbygninger med henblik på modernisering og udvidelse af
toilet- og badefaciliteter i eksisterende sommerhuse
- 13 dispensationer til udvendig isolering af helårsboliger eller evt. tilhørende skure, øgning af
taghøjden i forbindelse med isolering eller isætning af mindre kviste eller tagvinduer på
helårsboliger
- 10 dispensationer til turismevirksomheder til anlæg og faciliteter til brug for gæsternes ferie- og
friluftsaktiviteter.
Kystdirektoratet foretager ikke særskilt registrering af, om dispensationer vedrører landdistrikter eller
øer.
Ved udløbet af ansøgningsfristen den 1. juni 2018 havde 47 kystkommuner søgt om ophævelse af
strandbeskyttelseslinjen på og ved havne. Sagerne forventes afgjort i 2019.
Udvalget for Landdistrikter og Øer 2017-18
ULØ Alm.del endeligt svar på spørgsmål 190
Offentligt
2
Kystdirektoratet har ikke kendskab til omfanget af opførte anlæg og indretninger inden for
strandbeskyttelseslinjen, der efter lovændringen kan gennemføres, uden at der først skal søges om
dispensation, da der ikke indsendes ansøgninger, eller skal ske anmeldelse af disse projekter. Det
drejer sig for private haver f.eks. om mindre terrasser, mindre højbede, gyngestativer, fastmonterede
bord-bænkesæt og et skur på op til 10 m2 – under forudsætning af, at disse ting placeres inden for 10-
15 meter fra den eksisterende bebyggelse. Anlæg inden for sø- og åbeskyttelseslinjen sorterer under
kommunerne.
Inden for strandbeskyttelseslinjen drejer fritagelsen sig desuden om blandt andet opførelse på havne
af skure til klubber, foreninger og institutioner og om anvendelse af overflødige, tomme bygninger på
havne til f.eks. kiosk, café eller overnatning. Endelig kan nævnes genopførelse af en bolig på
eksisterende sokkel og opsætning af læskure til udegående husdyr ved privat, ikke-erhvervsmæssigt
dyrehold eller naturpleje.”
Da de nye, lempeligere regler kun har været gældende i lidt over et år er det endnu for tidligt at
vurdere effekterne af ændringerne af naturbeskyttelsesloven med hensyn til at skabe vækst og
udvikling i landdistrikterne og på øerne.
Jakob Ellemann-Jensen / Merete Løvschall