Fremsat den 12. oktober 2018 af Kenneth Kristensen Berth (DF), Pia Adelsteen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mikkel Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Claus Kvist Hansen (DF), Jan Erik Messmann (DF) og Peter Skaarup (DF)

Fremsat den 12. oktober 2018 af Kenneth Kristensen Berth (DF), Pia Adelsteen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),
Mikkel Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Claus Kvist Hansen (DF), Jan Erik Messmann (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om et årligt kvoteloft på 0-20 dispensationer for køb af sommerhuse i
Danmark, når bopælspligten ikke er opfyldt
Folketinget pålægger regeringen at indføre en politisk be-
stemt kvote på 0-20 dispensationer om året for antallet af
udlændinge og udenlandske selskaber, der får Justitsministe-
riets tilladelse til at erhverve sommerhus uden at opfylde
pligten om fast bopæl i Danmark.
Beslutningsforslag nr. B 19 Folketinget 2018-19
AX021882
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillernes begrundelse for forslaget
Forslagsstillerne ønsker med et fastsat kvoteloft på 0-20
dispensationer om året at reducere antallet af dispensationer,
der bliver givet af Justitsministeriet til udenlandske statsbor-
gere og udenlandske selskaber, der ikke opfylder bopæls-
pligten om fast og varig bopæl (minimum 5 års bopælspligt)
i Danmark. Reglen er, at man skal have boet 5 år i Danmark,
før det er muligt at erhverve sommerhus uden Justitsministe-
riets tilladelse.
Det er forslagsstillernes holdning, at det er vigtigt at be-
grænse antallet af sommerhuse ejet af udenlandske statsbor-
gere og udenlandske selskaber, der ikke bor i Danmark. Det
skyldes knaphed på beboelsesegnede sommerhusområder og
nødvendigheden af at begrænse sommerhusbebyggelsen, så-
ledes at der ikke bygges for tæt på havet eller i fredede natu-
rområder, og at der holdes en passende afstand til nabosom-
merhuset. Forslagsstillerne bemærker, at en række sommer-
huse/kolonihavehuse allerede i dag anvendes som helårsbo-
liger, og at det er et udtryk for, at der er et presserende be-
hov for at sikre tilstrækkeligt med (billige) boliger til den
fastbosiddende befolkning.
Hovedreglen bør være, at Justitsministeriet ikke skal give
dispensation til, at pengestærke udenlandske statsborgere og
udenlandske selskaber kan investere i sommerhuse i Dan-
mark uden at have opfyldt bopælspligten på minimum 5 års
bosiddelse i Danmark, hvilket loven foreskriver, jf. erhver-
velseslovens § 1, stk. 1 (bekendtgørelse af lov om erhvervel-
se af fast ejendom, LBK nr. 265 af 21. marts 2014). Bopæls-
pligten i erhvervelsesloven hænger uløseligt sammen med
sommerhusprotokollen (protokol nr. 32 om ejendomserhver-
velse i Danmark, 1992 (bilag til Lissabontraktaten, 2007)),
og det er derfor vigtigt, at der ikke dispenseres lemfældigt
fra bopælspligten.
Af Justitsministeriets egen opgørelse over antallet af dis-
pensationssager om erhvervelse af sommerhuse fra 2007 til
2017 fremgår det, at Justitsministeriet i denne periode har
givet 1.864 tilladelser og 778 afslag, svarende til 4 pct. af
samtlige sommerhushandler i Danmark i 2017 (Transport,-
Bygnings- og Boligudvalget, alm. del, svar på spørgsmål
spørgsmål 352, folketingsåret 2017-18). Der er i perioden
givet over dobbelt så mange tilladelser som afslag. I en arti-
kel i JydskeVestkysten fremgår det, at ca. 6 pct. af samtlige
sommerhuse i Syd- og Sønderjylland er ejet af udenlandske
statsborgere eller udenlandske selskaber (»Så mange som-
merhuse i Syd- og Sønderjylland er ejet af udlændinge«,
JydskeVestkysten, den 19. juli 2018). Ifølge en svensk stati-
stik er ca. 6,5 pct. af de svenske sommerhuse ejet af udlæn-
dinge (»Utländskt ägende och utlandssvenskars ägende av
fritidshus i Sverige 2017«, Statistiska centralbyrån,
www.scb.se, 2018).
Forslagsstillerne er ikke i tvivl om, at det er nødvendigt, at
Danmark har en restriktiv dispensationspraksis, eftersom det
er en forudsætning for, at Danmark kan fastholde den dan-
ske særregel om sommerhuse.
Forslagsstillerne mener, at det for det første er et problem,
at Justitsministeriet giver flere dispensationer end afslag, da
det svækker den danske sommerhusprotokol, når hovedreg-
len om minimum 5 års bopælspligt i Danmark fraviges ofte-
re, end der gives afslag. For det andet er det et problem, at
Justitsministeriets dispensationskriterier ikke tager afsæt i
bopælskriterieriet.
Justitsministeriets dispensationskriterier beskrives af mi-
nisteriet som værende ansøgers familiemæssige forhold, in-
teresse for Danmark gennem medier eller følelsesmæssig til-
knytning til en bestemt dansk bygning. Det er kriterier, der
intet har med bopælspligten at gøre, og de bør derfor ikke
indgå i en dispensationsvurdering (Justitsministeriets kriteri-
er uddybes senere i bemærkningerne til forslaget). På bag-
grund af de ovenfor nævnte kriterier uddeler Justitsministe-
riet dispensationer til f.eks. tyske, hollandske og norske
statsborgere, der ønsker at eje et sommerhus i Danmark,
men som ikke kunne drømme om at bosætte sig her i landet,
eftersom de ønsker at beholde deres helårsbolig i hjemlan-
det.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at et politisk fastsat
kvotekrav vil skærpe fokus på bopælskriteriet og nedbringe
antallet af dispensationer og gerne således, at der gives færre
dispensationer end tilladelser. Det er vigtigt, at der er pro-
portionalitet mellem antallet af dispensationer og antallet af
afslag, fordi det – set i forhold til EU-retten og den danske
sommerhusprotokol – ikke er uvæsentligt, hvorvidt Justits-
ministeriet giver færre dispensationer end tilladelser. Det
skyldes, at sommerhusprotokollen er en undtagelsesregel til
EU-traktaterne, og EU-Domstolen vil derfor kunne udfordre
den danske sommerhusprotokol. Hvis EU-Domstolen igen
udfordrer sommerhusprotokollen (senest i Festersensagen,
C-370/05), kan man ikke fortænke EU-Domstolen i at hæfte
sig ved Justitsministeriets mange dispensationer i forhold til
afslag og på den baggrund konkludere, at Justitsministeriet
gennem deres administrationspraksis selv har svækket ho-
vedreglen om 5 års bopælspligt. Konklusionen hos EU-
Domstolen kunne meget vel være, at sommerhusprotokollen
ikke længere har gyldighed, fordi man nationalt har udviklet
en sædvane, hvor man dispenserer fra bopælspligten.
Forslagsstillerne gør opmærksom på, at EU-Domstolen
kun skal træffe afgørelse til ulempe for sommerhusprotokol-
len én gang, for at undtagelsen falder. Det vil ikke blive vel
modtaget af befolkningen, at et dansk EU-forbehold falder
på grund af en administrativ dispensationspraksis, som ikke
har været til debat i Folketinget.
Formålet med beslutningsforslaget er gennem en kvote-
ordning at sikre, at Justitsministeriet anvender saglige krite-
rier og fremadrettet kun giver dispensationer ud fra bopæls-
kriteriet, det vil sige, at udenlandske statsborgere og uden-
landske selskaber skal have fast og varig bopæl i Danmark
for at kunne erhverve sommerhus her i landet.
2
Juridiske bemærkninger
Forud for Danmarks indtræden i Det Europæiske Fælles-
skab (EF) den 1. januar 1973 vedtog Folketinget sommer-
husloven, som bl.a. skulle forhindre udenlandske statsborge-
re i at købe sommerhuse i Danmark. Reglen blev indført i
EU-retten i 1988 med vedtagelsen af EF’s kapitalliberalise-
ringsdirektiv, hvor Danmark fik indført en midlertidig und-
tagelse for udlændinges ret til at erhverve sommerhuse i
Danmark (Rådets direktiv 88/361/EØF af 24. juni 1988, arti-
kel 6, stk. 4). Undtagelsen blev bekræftet i 1990 i de to di-
rektiver om opholdsret for pensionister og den såkaldte rest-
gruppe, hvor det blev fastslået, at de nye opholdsretsbestem-
melser ikke berørte landenes gældende regler om erhvervel-
se af sekundærboliger. Undtagelsesreglen blev for Danmark
gjort permanent i EU-retten med vedtagelsen af Maastricht-
traktaten i en særlig protokol om ejendomserhvervelse i
Danmark – sommerhusprotokollen – som trådte i kraft den
1. november 1993. I protokol om ejendomserhvervelse i
Danmark står der følgende:
»Uanset bestemmelserne i traktaten kan Danmark opret-
holde den gældende lovgivning om erhvervelse af ejendom-
me, der ikke er helårsboliger.«
På traktatens ikrafttrædelsestidspunkt er »den gældende
lovgivning«, som der refereres til i protokollen, erhvervel-
sesloven af 1959. Erhvervelsesloven af 1959, der viderefø-
res i nugældende lovgivning, opstiller et kriterie om, at ud-
lændinge skal have fast bopæl i Danmark i minimum 5 år
for at kunne erhverve sekundær bolig, dvs. sommerhus, i
Danmark (Europaudvalget, EU-note E 46, folketingsåret
2015-16).
Justitsministeriet skriver følgende om baggrunden for
1959-lovens tilblivelse (Udvalg for Landdistrikter og Øer,
alm. del, svar på spørgsmål 195, folketingsåret 2013-14):
»Det fremgår af forarbejderne til erhvervelsesloven (lov-
forslag nr. 21 af 21. oktober 1959, folketingssamling
1959-60, lovforslagets almindelige bemærkninger), at for-
målet med erhvervelseslovgivningen – i lyset af den uden-
landske efterspørgsel på fast ejendom i Danmark sammen-
holdt med det begrænsede areal til rådighed – er at give per-
soner, der bosat i Danmark, fortrinsret til at erhverve fast
ejendom her i landet.«
Protokollen om ejendomserhvervelse i Danmark, eller blot
»sommerhusprotokollen«, udgør en integreret del af EU’s
traktater og er dermed placeret øverst i EU’s retshierarki på
linje med EU-traktaterne selv. Dermed kan sommerhuspro-
tokollen hverken overtrumfes af EU-direktiver eller EU-for-
ordninger.
Af højesteretsdom U. 1998.29. H. fremgår det, at en tysk
statsborger, der havde boet fast i Danmark i 3 år, ønskede at
erhverve en ejendom i Danmark. Eftersom tinglysningsdom-
meren fortolkede erhvervelseslovens krav om bopælspligt
restriktivt, mente tinglysningsdommeren, at erhvervelsen af
ejendommen krævede Justitsministeriets tilladelse, eftersom
ansøgeren ikke havde opfyldt bopælspligten på minimum 5
år. Højesteret fastslog dog, at eftersom den tyske statsborger
kunne siges at have sin varige og faste bopæl her i landet og
der ikke var tvivl om, at han ville blive i Danmark, var Ju-
stitsministeriets tilladelse ikke nødvendig. Bemærk, at Hø-
jesteret mente, at bopælskriteriet skulle være opfyldt, og
inddrog ikke andre kriterier som f.eks. statsborgerskab, øko-
nomiske interesser, kulturelle bånd, sproglige kompetencer,
familiære relationer eller følelsesmæssig tilknytning til en
specifik bygning. Højesteret forholdt sig udelukkende til bo-
pælskriteriet, fordi det er det kriterie, der er udgangspunktet
for sommerhusprotokollen.
Med Højesterets dom (U. 1998.29) blev det fastslået, at
det forvaltningsmæssige skøn skal vurderes i forhold til kri-
teriet »fast og varig bopæl«, og at der i tvivlstilfælde skal
foretages en konkret administrativ vurdering af, om ansøge-
ren kan siges at have fast og varig bopæl i Danmark. Højes-
teret fastslog i den forbindelse, at der skulle anlægges en
streng fortolkning af, hvorvidt personen kunne siges at have
sin faste bopæl her i landet.
Af Justitsministeriets vejledning på Justitsministeriets
hjemmeside fremgår det, at Justitsministeriet giver tilladelse
til erhvervelse af sommerhuse, selvom bopælspligten på 5 år
ikke er opfyldt, ud fra følgende kriterier:
– Tidligere ophold i Danmark, f.eks. i form af sommerfe-
rie,
– familiemæssig tilknytning, f.eks. en ægtefælle, forældre
eller bedsteforældre,
– at man har en sproglig eller kulturel tilknytning, det kan
f.eks. være, at man taler dansk eller interesserer sig for
Danmark via medierne, eller hvis man er en del af en
forening, der beskæftiger sig med danske forhold,
– og endelig kan man være så nært knyttet til en konkret
sekundær bolig, at det også er en dispensationsgrund.
(Justitsministeriets vejledning og Justitsministeriets an-
søgningsskema).
Fælles for alle kriterier er, at det er usaglige kriterier i
1959-lovens forstand, da ingen af kriterierne kan bruges til
at vurdere, om en ansøger har en hensigt om at have fast og
varig bopæl i Danmark. Selvom Justitsministeriet ikke selv
dispenserer efter bopælspligten, så anvender Justitsministe-
riet selv betegnelsen »fast og varig« bopæl, når de beskriver
erhvervelseslovens § 1, stk. 1, på Justitsministeriets hjem-
meside. Justitsministeriet er således selv klar over, at kriteri-
et »fast og varig« bopæl bør anvendes, som det også frem-
går af et svar til Folketingets Retsudvalg (Retsudvalget, alm.
del, svar på spørgsmål 420, folketingsåret 2017-18).
Myndighedsbeføjelsen til, at Justitsministeriet kan admi-
nistrere udlændinges køb af sommerhuse, ligger i § 5 i loven
om Danmarks indtræden i det daværende EF, hvori der står
(lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesska-
ber (tiltrædelsesloven), lov nr. 477 af 11. oktober 1972):
»Vedkommende minister kan fastsætte bestemmelser om,
at der bortses fra lovgivningens krav om indfødsret, bopæl
og hjemsted i Danmark [egen fremhævning] i det omfang,
dette er nødvendigt som følge af Danmarks forpligtelser ef-
ter Fællesskabernes regler om etableringsret, udveksling af
tjenesteydelser og arbejdskraftens frie bevægelighed.«
3
Tiltrædelsesloven bemyndiger ministeren til ikke at fast-
holde krav om f.eks. bopælspligt, hvis det skulle vise sig at
være imod EU-reglerne. Det kunne f.eks. dreje sig om natio-
nale regler, hvor EU-Domstolen utallige gange har fastslået,
at de nationale regler enten direkte eller indirekte diskrimi-
nerer f.eks. vandrende arbejdstagere. I sådanne tilfælde kan
ministeren se bort fra bopælspligten.
Men fordi Danmark som det eneste land i EU har en som-
merhusprotokol og dermed har en gyldig undtagelsesregel
som en del af tiltrædelsesakten til Lissabontraktaten, aner-
kender EU-Domstolen, at Danmark kan opretholde bopæls-
pligten i forhold til sommerhuse. Danmark er således ikke
forpligtet til at se bort fra bopælspligten. Generaladvokaten
har udtalt sig i sagen, og EU-Domstolen var enig i general-
advokatens forslag til afgørelse og dermed også i generalad-
vokatens præmis 25 og præmis 26, hvori der står følgende
om Danmarks særstatus (sag C-224/97 Erich Ciola mod
Land Vorarlberg i forslag til afgørelse fremsat den 10. de-
cember 1998):
Præmis 25: »I den forbindelse bemærkes, at ønsket om at
begrænse tilstrømningen »af udlændinge« tidligere har væ-
ret taget i betragtning af fællesskabsretten, nemlig med hen-
syn til ejendomme, der ikke er helårsboliger. En sådan be-
grænsning har dog altid værende genstand for en udtrykke-
lig undtagelsesbestemmelse.«
Præmis 26: »Således bestemmer protokol (nr. 1) om ejen-
domserhvervelse i Danmark, at »uanset bestemmelserne i
traktaten kan Danmark opretholde den gældende lovgivning
om erhvervelse af ejendomme, der ikke er helårsboliger.«
Dette stadfæstes i den seneste EU-Domstolsdom fra 2013
om arveafgift på ejendomme for henholdsvis bosiddende-
og ikkebosiddende tyske statsborgere. I generaladvokatens
præmis 59 fastslås, at Danmark har en særordning uden en
solnedgangsklausul, og at Danmark derfor kan opretholde
sine regler på området for sekundære boliger, som uden pro-
tokollen ville være et brud på Danmarks forpligtigelser i
henhold til traktaterne. Bemærk, at EU-Domstolen var enig i
generaladvokatens forslag til afgørelse og dermed også i ge-
neraladvokatens præmisser (C-181/12, Yvon Welte mod Fi-
nanzamt Velbert, den 12. juni 2013).
Eftersom EU-Domstolen har fastslået, at Danmark har en
særordning vedrørende sommerhuse og en ret til at oprethol-
de et krav om bopælspligt, kan det undre, at Justitsministeri-
et fraviger bopælspligten, når der gives tilladelser til som-
merhuserhvervelser. Det kan skyldes EU-Domstolens afgø-
relse i Festersen-sagen (C-370/05, se desuden C-302/97,
Konle af 1. juni 1999, præmis 28 og præmis 52, C-300/01,
Salzmann af 15. maj 2003, præmis 54 og 55 for EU-Dom-
stolens holdning til national lovgivning i relation til undta-
gelsesklausuler).
I Festersensagen forelagde Vestre Landsret et præjudicielt
spørgsmål til den daværende EF-Domstol. Vestre Landsret
spurgte, om det var foreneligt med traktatens bestemmelser
om etableringsfrihed (TEUF, artikel 49) og frie kapitalbevæ-
gelser (TEUF, artikel 63), at Danmark som betingelse for er-
hvervelse af en landbrugsejendom opstillede bopælspligt, i
form af at erhververen tog fast bopæl på ejendommen. Dan-
mark nedlagde påstand om, at man kunne gøre en bopæls-
pligt gældende på landbrugsejendomme bl.a. på grund af
sommerhusprotokollen. Dette accepterede EF-Domstolen
ikke, idet EF-Domstolen fastslog, at bopælspligt på en er-
hvervet landbrugsejendom fandt anvendelse, uanset om den
pågældende bolig var en helårsbolig eller en sekundærbolig.
Den danske sommerhusprotokol kunne derfor ikke påberå-
bes med henblik på at begrunde en sådan forpligtelse (præ-
mis 45 og præmis 46 i sag C-370/05 Festersen den 25. janu-
ar 2007).
Man må antage, at Domstolen har vurderet, at Danmark
trak sommerhusprotokollen for langt, når Danmark forlangte
bopælspligt på landbrugsejendomme med rygdækning i
sommerhusprotokollen. EF-Domstolen har igennem Fester-
sensagen betragtet en landbrugsejendom som en helårsbolig,
eller rettere som en erhvervsbolig med tilhørende drift/jord.
Det kan tænkes, at det måske er mere nærliggende for en
dansker at tænke på en landbrugsejendom som en fritidsbo-
lig i form af et nedlagt landbrug, men EF-Domstolen accep-
terede ikke at kategorisere denne form for beboelse som se-
kundær bolig og dermed heller ikke som værende omfattet
af sommerhusprotokollen.
Selv om Festersensagen i en dansk sammenhæng havde
vidtrækkende konsekvenser i forbindelse med erhvervelse af
landbrugsejendomme, kan Festersensagen næppe have ført
til, at den danske centraladministration konkluderede, at af-
gørelsen i Festersensagen implicit betød, at der kunne dis-
penseres helt uden om bopælspligten.
Den forsvundne bopælspligt i forbindelse med Justitsmi-
nisteriets dispensationspraksis kan muligvis skyldes en arti-
kel af jura professor Erik Werlauf, hvor der misvisende kon-
kluderes således vedrørende tiltrædelseslovens § 5 (»Den
danske sommerhuslovgivning i EF-retlig belysning 1993«,
side 497, af jura professor Erik Werlauf):
»Der blev derfor i § 5 i selve loven om Danmarks indtræ-
den i EF givet hjemmel til, at man administrativt – altså
uden yderligere lovændringer – kunne gøre indgreb i loven
fra 1959 om erhvervelse af fast ejendom i Danmark. Tiltræ-
delseslovens § 5 gav bemyndigelse til at fastsætte admini-
strative forskrifter om, at der skal ses bort fra visse krav om
bopæl, hjemsted m.v., såfremt dette kræves som konsekvens
af EF’s etableringsregler m.v.«
Det er ikke korrekt, når der i citatet ovenfor står, at der i §
5 i tiltrædelsesloven gives ministeren myndighedsbeføjelse
til at se bort fra 1959-lovens krav om bopælspligt. Som før
nævnt har ministeren kun myndighedsbeføjelse til at se bort
fra national lovgivning om f.eks. bopælspligt, når det er i
strid med EU-retten. Det er 1959-loven ikke vedrørende se-
kundære boliger, og derfor kan ministeren ikke se bort fra
1959-lovens krav om bopælspligt. Dette argument har logik-
ken for sig, eftersom en minister ikke kan fjerne en tiltræ-
delsesakt til EU-traktaterne administrativt.
Justitsministeriet har samme opfattelse, når de i et svar til
Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer skriver (Ud-
4
valget for Landdistrikter og Øer, alm. del, svar på spørgsmål
195, folketingsåret 2013-14):
»Det er foreneligt med EU-retten at have en sådan regel,
idet Danmark i medfør af den såkaldte sommerhusprotokol
(protokol nr. 32 om ejendomserhvervelse i Danmark) – uan-
set bestemmelserne i EU-traktaterne – kan opretholde den
pågældende lovgivning om erhvervelse af ejendomme, der
ikke er helårsboliger.«
Forslagsstillerne gør opmærksom på, at der ikke kun er et
problem i forhold til de kriterier, som Justitsministeriet ud-
deler dispensationer efter. Det er også et problem, at der bli-
ver givet flere dispensationer end afslag, dvs. en meget lem-
pelig dispensationspraksis.
En lempelig administrativ praksis i forhold til dispensa-
tion fra bopælspligten vil implicit føre til en svækkelse af
sommerhusprotokollen. Dette bekræftes af justitsministeren
i et svar på spørgsmål nr. S 309 den 7. december 2016 (svar
på spørgsmål nr. S 309, folketingsåret 2016-17), hvori føl-
gende argument fremføres:
»EU-Domstolen har i en række afgørelser udtalt sig om
andre undtagelsesordninger til medlemslandenes traktat-
mæssige forpligtigelser. Domstolen har i den forbindelse ud-
talt, at restriktionen kan bevares, hvis den har udgjort en
uafbrudt bestanddel af medlemsstatens retsorden siden ved-
tagelsen af den relevante traktatbestemmelse. Justitsministe-
riet har på den baggrund tidligere vurderet, at ændringer af
erhvervelseslovgivningen, herunder forsøgsordninger, hvor
der gives adgang til udlændinges køb af sommerhuse i et af-
grænset geografisk område af Danmark, vil rejse spørgsmål
om, hvorvidt Danmark vil kunne bevare undtagelsesordnin-
gen i sommerhusprotokollen.«
Også Kammeradvokaten har vurderet, hvorvidt sommer-
husprotokollen kan opretholdes, hvis der sker (lov)ændrin-
ger på området. Det fremgår af et notat af 29 oktober 2014
fra Miljøministeriet, om at regeringen på baggrund af Kam-
meradvokatens redegørelse af 20. oktober 2004 ikke frem-
sætter lovforslag om at nedsætte bopælspligt i planlovens §
41 fra 8 til 3 år (Europaudvalget, alm. del, bilag 45, folke-
tingsåret 2004-05, 1. samling). Der står:
»På baggrund af EF-Domstolens praksis og de seneste
undtagelsesbestemmelser for nye EU-lande må det antages,
at en nedsættelse af bopælspligten i planlovens § 41 til 1, 3,
5 eller 6 år indebærer en risiko for, at de regler, der hidtil
har været omfattet af Sommerhusprotokollen, ikke vil kunne
opretholdes fuldt ud, eller at håndhævelsen vil komme under
pres. Vurderingen af risikoens størrelse er forbundet med en
vis usikkerhed, og det er jo et politisk spørgsmål, hvilken
grad af risiko man er indstillet på at acceptere.«
Som beskrevet tidligere i beslutningsforslaget, viser en
opgørelse over antallet af sager om erhvervelse af sommer-
huse hos Justitsministeriet, at der i perioden fra 2007 til
2017 er blevet givet 1.864 tilladelser og 778 afslag (Trans-
port,- Bygnings- og Boligudvalget, alm. del, svar på spørgs-
mål 352, folketingsåret 2017-18). Af Justitsministeriets tabel
fremgår det, at Justitsministeriet i den anførte periode har gi-
vet flere tilladelser til sommerhuserhvervelse end afslag, og
at antallet af ansøgninger om dispensation har været støt sti-
gende (Transport,- Bygnings- og Boligudvalget, alm. del,
svar på spørgsmål 352, folketingsåret 2017-18). Hertil skal
bemærkes, at Justitsministeriets opgørelse over dispensatio-
ner kun omfatter privatpersoner med adresse i udlandet. Det
må formodes, at udenlandske selskaber med adresse i udlan-
det også har søgt om dispensation i perioden 2007-2017. Ju-
stitsministeriet har dog hidtil valgt ikke at udarbejde en liste
over antallet af udenlandske selskaber, der får enten dispen-
sation eller afslag (Retsudvalget, alm. del, svar spørgsmål
415, den 6. marts 2018, folketingsåret 2017-18). Justitsmini-
steren har ikke ønsket at begrunde, hvorfor Justitsministeriet
har valgt at rundsende mangelfulde opgørelser over antallet
af sager om erhvervelse af sommerhuse (Retsudvalget, alm.
del, svar på spørgsmål 415, folketingsåret 2017-18).
Forslagsstillerne anerkender, at man kan diskutere, hvor-
vidt 308 dispensationer i 2017, hvilket er flest dispensatio-
ner hidtil, er et problem, set i forhold til at der blev slået re-
kord med 7.800 sommerhushandler i Danmark i 2017 (mod-
sat 2009 med færrest antal sommerhushandler på 3.501).
Men Justitsministeriet giver ikke dispensationer med blik
for, hvor mange sommerhushandler der er et givent år. Be-
mærk, at antallet af sommerhushandler normalt ligger på
cirka. 5.000-5.500 om året, mens antallet af dispensationer
fra Justitsministeriet har været støt stigende. Det vil sige, at
der er ikke nogen sammenhæng mellem antallet af dispensa-
tioner og antallet af sommerhushandler.
Dette fremgår af et svar fra Justitsministeriet, hvori Ju-
stitsministeriet oplyser, at Tinglysningsretten ikke har mu-
lighed for at trække data om, hvor mange sommerhuse der
ejes af personer uden dansk cpr-nummer eller virksomheder
uden dansk cvr-nummer (Retsudvalget, alm. del, svar på
spørgsmål 421, folketingsåret 2017-18). Justitsministeriet
har heller ikke oplysninger om antallet af sommerhuse ejet
af udenlandske statsborgere og udenlandske selskaber (Ud-
valget for Landdistrikter og Øer, alm. del, svar på spørgsmål
195, folketingsåret 2013-14). Justitsministeriet dispenserer
fra bopælspligten uden at have blik for, hvor mange som-
merhuse der allerede er ejet af udlændinge, eller antallet af
sommerhushandler i et givet år. Det sidste er ikke overra-
skende, da man først i slutningen af året kender det endelige
antal sommerhushandler, hvorimod der dispenseres løbende
igennem hele året (der er ingen ansøgningsfrister). Dette ta-
ler for politisk fastsatte kvoter frem for kvoter i forhold til
f.eks. sommerhushandler, da det er svært at vurdere som-
merhusmarkedet et år frem i tiden.
Hvis man skal vurdere, om Justitsministeriets dispensa-
tionspraksis er for lempelig, er det mest hensigtsmæssigt at
sammenligne Danmark med Sverige, som også har mange
sommerhuse. Sverige er et EU-medlemsland uden en som-
merhusprotokol, og man må således forvente, at der er langt
flere udlændinge uden bopæl i Sverige, der ejer et svensk
sommerhus, end det tilsvarende gælder i Danmark.
Ser man på de danske tal først, kan Justitsministeriet ikke
oplyse, hvor mange af de i alt 240.000 danske sommerhuse
der er ejet af udenlandske statsborgere eller udenlandske sel-
skaber. Ifølge en undersøgelse i JydskeVestkysten fremgår
5
det, at ud af et samlet antal sommerhuse i Syd- og Sønder-
jylland på 18.428 er 1.113 sommerhuse ejet af en person/et
selskab med adresse i udlandet, svarende til 6 pct. af alle
sommerhuse i Syd- og Sønderjylland (»Så mange sommer-
huse i Syd- og Sønderjylland er ejet af udlændinge«, Jydske-
Vestkysten, den 19. juli 2018).
I Sverige er der i alt 576.711 sommerhuse, og heraf ejes
37.305 sommerhuse af udlændige (heraf er langt hovedpar-
ten danskere, tyskere, nordmænd, hollændere og udenlands-
svenskere), svarende til ca. 6,5 pct. af samtlige svenske
sommerhuse (»Utländskt ägende och utlandssvenskars ägen-
de av fritidshus i Sverige 2017«, Statistiska centralbyrån,
www.scb.se, 2018). Det er politisk interessant, at Sverige
har stort set samme andel udenlandske sommerhusejere som
Danmark, taget i betragtning at Sverige ikke har en sommer-
husprotokol.
Ser man på det rekordstore antal sommerhushandler
(7.800) i Danmark i 2017 og sammenholder antallet af som-
merhushandler med antallet af dispensationer på 308 for
2017, svarer dette til, at alene dispensationerne udgør ca. 4
pct. af samtlige sommerhushandler (dertil skal lægges uden-
landske selskaber, der ikke opfylder bopælspligten, og uden-
landske statsborgere og udenlandske selskaber, som opfyl-
der reglen om 5 års bopælspligt, da de ikke er talt med i Ju-
stitsministeriets opgørelse). Man må antage, at JydskeVest-
kystens tal på 6 pct. dermed er repræsentativt for hele Dan-
mark.
Forslagsstillerne anerkender, at retten til at erhverve fast
ejendom i EU følger af de friheder, der er garanteret i EU’s
traktater, lige så vel som retten til at tage ophold og bopæl i
en anden medlemsstat inden for de grænser, der er fastsat i
traktaterne (TEUF, artikel 21) også følger heraf. Men efter-
som de nationale sommerhusregler sætter rammen for som-
merhusprotokollen, så er de også i overensstemmelse med
bestemmelserne i fællesskabsretten, og – særlig vigtigt –
dermed er betingelserne for, at den danske stat kan begrænse
udøvelsen af den frihed, der ellers er garanteret i Lissabon-
traktaten, til stede.
Forslagsstillerne mener, at det er Folketingets pligt at vær-
ne om sommerhusprotokollen, og at det bedst sikres gennem
en restriktiv dispensationspraksis via en politisk fastsat kvo-
te på 0-20 dispensationer om året.
6
Skriftlig fremsættelse
Kenneth Kristensen Berth (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om et årligt kvoteloft på
0-20 dispensationer for køb af sommerhuse i Danmark, når
bopælspligten ikke er opfyldt.
(Beslutningsforslag nr. B19)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
7