Høringssvar og høringsnotat, fra forsvarsministeren

Tilhører sager:

Aktører:


Kommenteret høringsoversigt - Forslag til lov om ændring af personellove...

https://www.ft.dk/samling/20181/lovforslag/L5/bilag/1/1947922.pdf

September 2018
KOMMENTERET HØRINGSOVERSIGT
vedrørende
forslag til lov om ændring af lov om forsvarets personel
(Udvidelse af ordninger om pensionslignende ydelse og kulancemæssig
godtgørelse for svie og smerte for udsendt personel)
Et udkast til lovforslag om ændring af lov om forsvarets personel (Udvidelse af ordninger om pensi-
onslignende ydelse og kulancemæssig godtgørelse for svie og smerte for udsendt personel) har i
perioden fra den 27. juli 2018 til den 24. august 2018 været sendt i høring hos:
Advokatrådet, Akademikerne (AC), Centralforeningen for Stampersonel (CS), Danmarks Veteraner,
Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Advokater, Danske Patienter, Danske Regioner, Datatilsynet,
Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen, Hovedforeningen for Personel af Reserven i Dan-
mark (HPRD), Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD), Hærens Konstabel- og Korporal-
forening (HKKF), Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL, LO, Præsidenten for Vestre Landsret,
Præsidenten for Østre Landsret, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsombudsmanden i Grønland,
samtlige byretspræsidenter og Soldaterlegatet.
Forsvarsministeriet har modtaget høringssvar fra Centralforeningen for Stampersonel (CS), Danmarks
Veteraner, Færøernes Landsstyre, Grønlands Selvstyre, Hovedforeningen for Personel af Reserven i
Danmark (HPRD), Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), Institut for Menneskerettigheder,
KL, Københavns Byret på vegne af byretspræsidenterne, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsiden-
ten for Østre Landsret og Soldaterlegatet.
Nedenfor gennemgås og kommenteres de væsentligste bemærkninger fra de hørte parter. For-
svarsministeriets kommentarer til høringssvarene er anført med kursiv.
Færøernes Landsstyre, Hovedforeningen for Personel af Reserven i Danmark (HPRD), Institut for
Menneskerettigheder, KL og Københavns Byret på vegne af byretspræsidenterne har ikke bemærk-
ninger til lovforslaget.
Forsvarsudvalget 2018-19
L 5 Bilag 1
Offentligt
Side 2/4
1. Virkningstidspunktet for lovændringen
CS, Danmarks Veteraner, HKKF og Soldaterlegatet udtrykker tilfredshed med, at der med lovforslaget
ændres ved den forskelsbehandling, som tilskadekomne før 14. august 1996 har oplevet i forhold til
ordningen om pensionslignende ydelse og den kulancemæssige godtgørelse for svie og smerte.
Yderligere bifalder Danmarks Veteraner og Soldaterlegatet, at ministeriet af egen drift vil genoptage
de sager, hvor der tidligere er givet afslag på grund af skadeshændelser før 14. august 1996, lige-
som det bifaldes, at ministeriet vil iværksætte en orienteringskampagne om ændringen af ordningen.
CS, Danmarks Veteraner og Soldaterlegatet peger dog på, at tilskadekomne før 14. august 1996 eller
efterladte efter omkomne kun kan modtage den pensionslignende ydelse med virkning fra og med 1.
januar 2018, hvilket efter organisationernes opfattelser reelt ikke skaber den ellers tilstræbte ligestil-
ling, idet berørte veteraner, efterladte og andre formentlig vil kunne opleve det som en forskelsbe-
handling, når der sker en ikrafttræden 22 år senere end for andre omfattet af den foreslåede § 11 b,
stk. 4.
HKKF anfører, at en vedtagelse af lovforslaget vil føre en urimelig og væsentlig forskelsbehandling af
de veteraner, der var udsendt før 14. august 1996. Danmarks Veteraner og HKKF opfordrer til, at der
sker en revurdering af det tidspunkt, som loven får virkning fra. Danmarks Veteraner peger på mu-
ligheden for, at lovforslaget træder i kraft fra vedtagelsen i stedet for fra den 1. januar 2019, mens
HKKF kraftigt anbefaler, at der etableres en reel ligestilling mellem veteraner udsendt før og efter
den 14. august 1996.
Soldaterlegatet opfordrer endvidere til, at det i lovforslaget anføres klart, hvorfor der er valgt en
skæringsdato.
Endelig foreslår Soldaterlegatet, at lovforslagets § 1, nr. 1, ændres, således at det tydeligt fremgår af
ordlyden af det foreslåede § 11 b, stk. 4, 1. pkt., at bestemmelsen også omfatter personel, der er
omkommet eller påført varigt mén under eller som følge af tjeneste under udsendelse netop den 14.
august 1996.
Ordningerne om pensionslignende ydelse og kulancemæssig godtgørelse for svie og smerte omfatter
efter de gældende regler alene personel, der er omkommet eller kommet til skade under eller som
følge af tjeneste under udsendelse fra og med den 14. august 1996. Forsvaret har imidlertid haft
udsendt personel til eksempelvis Cypern og Balkan forud for ordningernes ikrafttræden, men efter
gældende ret er de tilskadekomne og efterladte fra disse missioner ikke berettiget til ydelser efter de
to ordninger.
Der er i forbindelse med indgåelse og implementeringen af forsvarsforliget for 2018-2023 opnået
politisk enighed om, at den kulancemæssige godtgørelse for svie og smerte bør omfatte sygedage
bagudrettet, men at udvidelsen af ordningen for den pensionslignende ydelse bør gælde fra 1. janu-
ar 2018, som er begyndelsen af forligets første år.
Side 3/4
Lovforslaget indebærer derfor, at personel der er kommet til skade under eller som følge af tjeneste
under udsendelse før 14. august 1996, vil kunne modtage den pensionslignende ydelse, hvis de i
øvrigt opfylder betingelserne herfor. Efterladte til personel, der er omkommet under eller som følge
af tjeneste under udsendelse før 14. august 1996, vil ligeledes kunne modtage den pensionslignende
ydelse, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Udbetalingen af ydelsen vil i overensstemmelse
med forsvarsforliget kunne ske med virkning fra og med 1. januar 2018. Der etableres dermed frem-
adrettet ligestilling i relation til ordningen.
Endvidere vil lovforslaget sikre, at personel, der er kommet til skade under eller som følge af tjeneste
under udsendelse før den 14. august 1996, kan modtage den kulancemæssige godtgørelse for svie
og smerte, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Godtgørelsen vil – som efter den gældende
ordning – kunne udbetales for perioden fra tilskadekomsten og frem til méngraden for skaden er
fastsat.
For at sikre størst mulig tydelighed omkring virkning af det foreslåede § 11 b, stk. 4, vil Forsvarsmi-
nisteriet justere ordlyden af bestemmelsens 1. pkt., så det fremgår, at personel, der er omkommet
eller påført varigt mén under eller som følge af tjeneste under udsendelse netop den 14. august
1996, er omfattet af den gældende ordning.
2. Lovforslagets territoriale gyldighed
Grønlands Selvstyre bemærker, at lovforslaget vedrører en ændring af personelloven, og at personel-
loven ikke indeholder territorialbestemmelse vedrørende Grønland og Færøerne. Derimod indeholder
lovforslaget en territorialbestemmelse, jf. lovforslagets § 3. Ud fra et grundsynspunkt om, at det med
personelloven er fastlagt, at der skal gælde ensartede vilkår for personer, som er omfattet af loven,
uanset hvor i riget man er bosiddende, finder Grønlands Selvstyre ikke, at lovforslaget bør indeholde
en territorialbestemmelse.
Danmarks Veteraner bemærker at lovforslaget til ændring af lov om forsvarets personel kan sættes
helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland, hvor foreningen også har bosiddende medlemmer,
der tidligere har været udsendt for Danmark.
Lov om forsvarets personel gælder direkte for Færøerne og Grønland.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde direkte for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig
anordning helt eller delvis skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Det er Forsvarsministeriets hensigt, at loven, såfremt lovforslaget vedtages, skal sættes i kraft for
Færøerne og Grønland, således at reglerne er gældende for hele Rigsfællesskabet. Der vil efter en
vedtagelse af lovforslaget skulle tages nærmere stilling til, i hvilket omfang der vil være behov for
Side 4/4
ændringer til de færøske og grønlandske forhold, inden loven sættes i kraft for Færøerne og Grøn-
land ved kongelig anordning.


Oversendelsesskrivelse til FOU

https://www.ft.dk/samling/20181/lovforslag/L5/bilag/1/1947924.pdf

_______________________________________________________________________________________________________________________________________________
HOLMENS KANAL 9 TELEFON: 72 81 00 00 MAIL: FMN@FMN.DK CVR: 25-77-56-35
1060 KØBENHAVN K TELEFAX: 72 81 03 00 WEB: www.FMN.DK EAN: 5798000201200
Folketingets Forsvarsudvalg
Christiansborg
FORSVARSMINISTEREN
4. oktober 2018
Hermed sendes kommenteret høringsoversigt og høringssvar vedrørende forslag til lov om
ændring af lov om forsvarets personel (Udvidelse af ordninger om pensionslignende ydelse
og kulancemæssig godtgørelse for svie og smerte for udsendt personel).
Med venlig hilsen
Claus Hjort Frederiksen
Forsvarsudvalget 2018-19
L 5 Bilag 1
Offentligt


Høringssvar - Forslag til lov om ændring af personelloven

https://www.ft.dk/samling/20181/lovforslag/L5/bilag/1/1947923.pdf

Forsvarsudvalget 2018-19
L 5 Bilag 1
Offentligt