Fremsat den 3. oktober 2018 af erhvervsministeren (Rasmus Jarlov)

Fremsat den 3. oktober 2018 af erhvervsministeren (Rasmus Jarlov)
Forslag
til
Lov om ændring af varemærkeloven og forskellige andre love og om
ophævelse af fællesmærkeloven1)
(Behandling af ansøgninger, registreringshindringer, gengivelse af varemærker, varer i transit, overførsel af gebyrindtægter
m.v.)
§ 1
I varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af 26.
februar 2017, som ændret ved § 4 i lov nr. 670 af 8. juni
2017, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »(EU-Tidende
2004, nr. L 195, s. 15)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2015/2436/EU af 16. december 2015 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemær-
ker, EU-Tidende 2015, nr. L 336/1, side 1«.
2. Kapitel 1-5 ophæves, og i stedet indsættes:
»Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Denne lov finder anvendelse på ethvert varemærke
for varer og tjenesteydelser, der er genstand for registrering,
ansøgning om registrering, eller som der stiftes rettigheder
til ved brug, samt internationale registreringer med retsvirk-
ning her i landet.
§ 1 a. I denne lov forstås ved:
1) Varemærke: Et forretningskendetegn, der opfylder be-
tingelserne for at udgøre et varemærke efter denne lov
som et individuelt varemærke, et garanti- eller certifi-
ceringsmærke eller et kollektivmærke.
2) Individuelt varemærke: Et forretningskendetegn, der
er registreret eller ansøgt registreret som varemærke
eller anvendes som sådant, når tegnet benyttes eller
agtes benyttet for bestemte varer eller tjenesteydelser,
og det er egnet til at adskille en virksomheds varer el-
ler tjenesteydelser fra andre virksomheders.
3) Garanti- eller certificeringsmærke: Et varemærke, der
er registreret eller ansøgt registreret som et garanti- el-
ler certificeringsmærke, når tegnet er egnet til at ad-
skille varer eller tjenesteydelser, der er certificeret af
indehaveren med hensyn til materiale, metode for
fremstilling af varer eller ydelse af tjenesteydelser,
kvalitet, nøjagtighed eller andre egenskaber af varer
og tjenesteydelser, fra andre varer eller tjenesteydel-
ser, der ikke er således certificeret.
4) Kollektivmærke: Et varemærke, der er registreret eller
ansøgt registreret som et kollektivmærke, når tegnet er
egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der hid-
rører fra medlemmerne af en sammenslutning, som er
indehaver af kollektivmærket, fra andre virksomhe-
ders varer eller tjenesteydelser.
5) Varemærkeregistret: Det register, som Patent- og Va-
remærkestyrelsen fører over ansøgte og registrerede
varemærker, samt over designeringer af Danmark i in-
ternationale registreringer i henhold til Madridproto-
kollen.
6) Designering af Danmark: Et varemærke, der er regi-
streret i henhold til Madridprotokollen, og hvori Dan-
mark er udpeget (designeret).
7) Madridprotokollen: Protokollen af 27. juni 1989 til
Madridarrangementet om den internationale registre-
ring af varemærker.
8) EU-varemærkeforordningen: Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017
om EU-varemærker (kodifikation).
1) Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2436/EU af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om varemærker, EU-Tidende 2015, nr. L 336/1, side 1.
Lovforslag nr. L 49 Folketinget 2018-19
Erhvervsmin.,
Patent- og Varemærkestyrelsen, j.nr. 16/00393
CQ000647
9) Niceklassifikationen: Det klassificeringssystem, der er
fastlagt ved Nicearrangementet vedrørende internatio-
nal klassificering af varer og tjenesteydelser til brug
ved registrering af varemærker af 15. juni 1957.
10) Pariserkonventionen: Konventionen om beskyttelse af
industriel ejendomsret, vedtaget i Paris den 20. marts
1883 og senest revideret i Stockholm den 14. juli
1967.
§ 1 b. Eneret til et varemærke (varemærkeret) kan efter
denne lov stiftes af fysiske og juridiske personer, der benyt-
ter eller agter at benytte varemærket i erhvervsvirksomhed.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan varemærkeret til et garanti- eller
certificeringsmærke alene stiftes af en fysisk eller juridisk
person, der ikke udøver en erhvervsvirksomhed, som omfat-
ter levering af varer eller tjenesteydelser af den slags, der er
certificeret.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan varemærkeret til et kollektivmær-
ke alene stiftes af sammenslutninger af fabrikanter, produ-
center, leverandører af tjenesteydelser eller handlende, der i
eget navn kan have rettigheder og forpligtelser, indgå kon-
trakter eller foretage andre retshandlinger og optræde som
part i en retssag, samt offentligretlige juridiske personer.
Tegn, der kan udgøre et registreret varemærke
§ 2. Et registreret varemærke kan bestå af alle tegn, navn-
lig ord, herunder personnavne, eller afbildninger, bogstaver,
tal, farver, varens form eller vareemballagens form eller ly-
de, for så vidt disse er egnede til at
1) adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra
andre virksomheders og
2) blive gengivet i varemærkeregistret på en måde, der
gør det muligt for de kompetente myndigheder og of-
fentligheden at fastslå den klare og præcise genstand
for den beskyttelse, som dets indehaver indrømmes.
§ 3. Varemærkeret kan stiftes ved
1) registrering af et varemærke i overensstemmelse med
reglerne i denne lov for de varer eller tjenesteydelser,
som registreringen omfatter,
2) designering af Danmark i henhold til Madridprotokol-
len eller
3) brug af et individuelt varemærke her i landet for de va-
rer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket vedva-
rende anvendes, når brugen har et omfang, der er af
mere end lokalt afgrænset karakter.
Stk. 2. Varemærkeret anses også for stiftet, når et uregi-
streret varemærke er vitterlig kendt her i landet i den betyd-
ning, som er angivet i artikel 6 b i Pariserkonventionen.
Stk. 3. Der kan ikke ved brug stiftes varemærkeret til et
tegn, der efter sin beskaffenhed er udelukket fra registrering.
Har mærket ikke fornødent særpræg ved ibrugtagningen,
stiftes retten først, når der skabes særpræg gennem mærkets
anvendelse.
Kapitel 1 A
Rettigheder knyttet til varemærker
§ 4. Stiftelsen af en varemærkeret giver indehaveren en
eneret.
Stk. 2. Indehaveren af en stiftet varemærkeret kan forbyde
tredjemand, der ikke har den pågældende indehavers sam-
tykke, at gøre erhvervsmæssig brug af ethvert tegn i forbin-
delse med varer eller tjenesteydelser, når:
1) Tegnet er identisk med varemærket og anvendes i for-
bindelse med varer eller tjenesteydelser, som er identi-
ske med dem, for hvilke varemærket er beskyttet.
2) Tegnet er identisk med eller ligner varemærket og an-
vendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser,
som er identiske med eller ligner de varer eller tjeneste-
ydelser, for hvilke varemærket er beskyttet, hvis der i
offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling,
herunder at der antages at være en forbindelse mellem
tegnet og varemærket.
3) Tegnet er identisk med eller ligner varemærket, uanset
om det anvendes i forbindelse med varer eller tjeneste-
ydelser, der er identiske med, ligner eller ikke ligner
dem, for hvilke varemærket er beskyttet, når varemær-
ket er velkendt her i landet, og brugen af tegnet uden
rimelig grund medfører en utilbørlig udnyttelse af vare-
mærkets særpræg eller renommé, eller sådan brug ska-
der dette særpræg eller renommé.
Stk. 3. Indehaverens forbudsret efter stk. 2 omfatter blandt
andet følgende:
1) At anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage.
2) At udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller
oplagre dem med disse formål eller at tilbyde eller
præstere tjenesteydelser under tegnet.
3) At importere eller eksportere varerne under tegnet.
4) At anvende tegnet som handels- eller firmanavn eller
en del af et handels- eller firmanavn.
5) At anvende tegnet på forretningspapirer og i reklame-
øjemed.
6) At anvende tegnet i sammenlignende reklame på en
måde, der er i strid med markedsføringslovens § 21 om
sammenlignende reklame.
Varer i transit, forberedende handlinger og agentmærker
§ 5. Indehaveren af et registreret varemærke kan, med
forbehold af rettigheder erhvervet inden det registrerede va-
remærkes ansøgnings- eller prioritetsdato, forhindre tredje-
mand i at bringe varer ind i det danske toldområde i er-
hvervsmæssigt øjemed, uden at disse overgår til fri omsæt-
ning her, hvis sådanne varer, herunder deres emballage,
kommer fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet med et
varemærke, som er identisk med det varemærke, der er regi-
streret for sådanne varer. Indehaveren har samme beføjelser,
hvis varemærket for så vidt angår dets væsentligste aspekter
ikke kan skelnes fra det registrerede varemærke.
Stk. 2. Indehaverens ret efter stk. 1 bortfalder, hvis der
under en sag, iværksat i overensstemmelse med EU-forord-
ningen om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuel-
le ejendomsrettigheder, fremlægges dokumentation af klare-
2
reren eller ihændehaveren af varerne for, at indehaveren af
det registrerede varemærke ikke har ret til at forbyde mar-
kedsføring af varerne i det endelige bestemmelsesland.
Stk. 3. Er der risiko for, at emballage, etiketter, mærker,
sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller an-
dre midler, hvorpå varemærket er anbragt, kunne blive an-
vendt i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, og denne
anvendelse vil udgøre en krænkelse af et registreret vare-
mærke i henhold til § 4, stk. 2 og 3, har indehaveren af det
pågældende varemærke ret til at forbyde følgende handlin-
ger, hvis de udføres i erhvervsmæssigt øjemed:
1) At anbringe et tegn, der er identisk med eller ligner va-
remærket, på emballage, etiketter, mærker, sikkerheds-
eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre mid-
ler, hvorpå mærket kan anbringes.
2) At udbyde eller markedsføre, eller oplagre med disse
formål, eller at importere eller eksportere emballage,
etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponen-
ter eller udstyr eller andre midler, hvorpå mærket er an-
bragt.
Stk. 4. Er et varemærke registreret i en agents eller en re-
præsentants navn på vegne af en person, der er indehaver af
dette varemærke, uden indehaverens samtykke, har indeha-
veren ret til
1) at modsætte sig, at agenten eller repræsentanten anven-
der varemærket, og
2) at kræve, at varemærket overdrages til den pågældende
indehaver.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 finder ikke anvendelse, når
agenten eller repræsentanten kan begrunde sin handling.
Kolliderende rettigheder
§ 6. Kræver to eller flere fysiske eller juridiske personer
hver for sig varemærkeret til samme eller lignende kende-
tegn, har den først opståede ret fortrin, medmindre andet føl-
ger af bestemmelserne i kapitel 1 B.
Gengivelse af varemærker i opslagsværker
§ 7. Giver gengivelsen af et varemærke i et leksikon, en
encyklopædi eller et lignende opslagsværk i trykt eller elek-
tronisk form det indtryk, at det udgør den generiske beteg-
nelse for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemær-
ket er registreret, skal udgiveren af værket efter anmodning
fra indehaveren af varemærket hurtigst muligt sørge for, at
gengivelsen af varemærket ledsages af en angivelse af, at
det er et registreret varemærke. Er der er tale om værker i
trykt form, skal gengivelsen af varemærket ledsages af den
nævnte angivelse senest i den næste udgave af værket.
Anlæggelse af sag om krænkelse af et kollektivmærke eller
et garanti- eller certificeringsmærke
§ 8. Den, der er berettiget til at anvende et kollektivmær-
ke eller et garanti- eller certificeringsmærke, kan kun anlæg-
ge sag om varemærkekrænkelse, hvis mærkets indehaver har
givet sit samtykke hertil, medmindre andet er fastsat i be-
stemmelserne for benyttelsen af mærket.
Stk. 2. Enhver, der er berettiget til at anvende et kollektiv-
mærke eller garanti- eller certificeringsmærke, har ret til at
indtræde i en sag om varemærkekrænkelse, som mærkets in-
dehaver har anlagt, for at få erstatning for den skade, den
pågældende selv har lidt.
Stk. 3. Uanset stk. 2 har indehaveren af et kollektivmærke
eller et garanti- eller certificeringsmærke ret til at kræve er-
statning på vegne af de personer, der er berettiget til at an-
vende mærket, når disse personer har lidt skade som følge af
uberettiget anvendelse af mærket.
Licenstageres adgang til at anlægge sag om krænkelse af
varemærket
§ 9. En licenstager kan kun anlægge sag om varemærke-
krænkelse, hvis varemærkeindehaveren har givet sit samtyk-
ke hertil, medmindre andet er fastsat i licensaftalen. Indeha-
veren af en eksklusiv licens kan dog anlægge en sådan sag,
hvis varemærkeindehaveren efter en formel opfordring hertil
ikke selv anlægger sag om varemærkekrænkelse inden for
en rimelig frist.
Stk. 2. Enhver licenstager har ret til at indtræde i en sag
om varemærkekrænkelse, som varemærkets indehaver har
anlagt, for at få erstatning for den skade, den pågældende li-
censtager selv har lidt.
Kapitel 1 B
Begrænsninger i et varemærkes retsvirkninger
Begrænsninger i eneretten
§ 10. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at for-
byde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af
1) tredjemandens navn eller adresse, hvis den pågældende
tredjemand er en fysisk person,
2) tegn eller angivelser uden særpræg eller vedrørende va-
rernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed,
mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse,
tidspunktet for varens fremstilling eller for præstatio-
nen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved vare-
rne eller tjenesteydelserne eller
3) varemærket for at identificere eller henvise til varer el-
ler tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af det
pågældende varemærke, navnlig når anvendelsen af va-
remærket er nødvendig for at angive anvendelsen af en
vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller re-
servedele.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, når
tredjemands anvendelse er i overensstemmelse med god
markedsføringsskik.
Stk. 3. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at for-
byde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af en ældre
rettighed, som kun har lokalt afgrænset karakter, hvis den
ældre rettighed anvendes inden for grænserne af det område,
hvor den er anerkendt.
Konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemærket
§ 10 a. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at for-
byde dets brug for varer, som af indehaveren selv eller med
3
indehaverens samtykke er markedsført her i landet eller in-
den for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde
(EØS) under dette varemærke.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis
indehaveren har rimelig grund til at modsætte sig fortsat
markedsføring af varerne, især i tilfælde hvor varernes til-
stand er ændret eller forringet, efter at de er markedsført.
Fortabelse af retten til at anmode om ugyldiggørelse på
grund af passivitet
§ 10 b. Indehaveren af en ældre rettighed, hvortil der er
knyttet en ret til at forbyde brugen eller registreringen af et
varemærke, som i fem på hinanden følgende år har tålt og
været bekendt med brugen af et yngre registreret varemær-
ke, har ikke længere under henvisning til den ældre rettighed
ret til at begære dette yngre varemærke ugyldigt for varer el-
ler tjenesteydelser, for hvilke det yngre varemærke er blevet
anvendt, medmindre ansøgningen om det yngre varemærke
er indgivet i ond tro.
Stk. 2. En yngre ret til et varemærke kan også bestå ved
siden af en ældre ret, hvortil der er knyttet en ret til at forby-
de brugen af varemærket, hvis indehaveren af den ældre ret
ikke inden rimelig tid har taget de nødvendige skridt for at
hindre brugen af det yngre varemærke. Findes det rimeligt,
kan det ved dom bestemmes, at et af kendetegnene eller
begge kun må anvendes på en særlig måde, for eksempel i
en vis udformning eller med tilføjelse af en stedsangivelse.
Stk. 3. I de tilfælde, som er omfattet af stk. 1 og 2, kan in-
dehaveren af et yngre varemærke ikke modsætte sig brugen
af en ældre rettighed, selv om denne rettighed ikke længere
kan gøres gældende mod det yngre varemærke.
Manglende brug af varemærket
§ 10 c. Har indehaveren af et registreret varemærke ikke
inden fem år fra datoen for registreringsprocedurens afslut-
ning gjort reel brug af varemærket her i landet for de varer
eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, eller hvis
sådan brug har været suspenderet i en sammenhængende pe-
riode på fem år, underkastes varemærket begrænsninger og
sanktioner efter § 10 d, § 21, stk. 1 og 2, § 25, stk. 1, og §
35, stk. 3 og 4, medmindre der foreligger rimelig grund til,
at brug ikke har fundet sted.
Stk. 2. Registreringsproceduren anses for afsluttet, når
1) et varemærke er registreret, jf. § 23, eller
2) gyldigheden af en designering af Danmark i henhold til
Madridprotokollen er endeligt godkendt, jf. § 56, eller
designeringen har opnået gyldighed i Danmark efter
Madridprotokollens artikel 4 og 5, jf. § 55, stk. 3.
Stk. 3. Anvender indehaveren af et varemærke, hvortil der
alene er stiftet rettigheder ved brug efter § 3, stk. 1, nr. 3,
ikke vedvarende varemærket, fortabes varemærkeretten.
Stk. 4. Følgende betragtes som brug i henhold til stk. 1 og
3:
1) Brug af varemærket i en form, der kun ved elementer,
der ikke forandrer mærkets særpræg, afviger fra den
form, hvori det blev registreret, eller når varemærkeret-
ten er stiftet ved brug, den form hvortil varemærkeret-
ten oprindeligt er knyttet, uanset om varemærket også
er registreret af indehaveren i den form, hvori det an-
vendes.
2) Anbringelse af varemærket på varer eller deres embal-
lage her i landet udelukkende med eksport for øje.
Stk. 5. Brug af et varemærke med indehaverens samtykke,
eller hvis mærket er et kollektivmærke eller et garanti- eller
certificeringsmærke, brug af mærket af en person, der er be-
rettiget til at anvende det, ligestilles med indehaverens brug
af varemærket.
Manglende brug som forsvar i en sag om
varemærkekrænkelse
§ 10 d. Indehaveren af et varemærke har kun ret til at for-
byde anvendelsen af et tegn i det omfang, at indehaverens
rettigheder ikke kan fortabes i henhold til § 25 på det tids-
punkt, hvor sagen om varemærkekrænkelse anlægges.
Stk. 2. Anmoder sagsøgte herom, skal indehaveren af et
registreret varemærke dokumentere, at varemærket i løbet af
femårsperioden forud for anlæg af sag har været genstand
for reel brug som fastsat i § 10 c i forbindelse med de varer
eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som
lægges til grund for sagen, eller at der foreligger rimelige
grunde til manglende brug, hvis det på datoen for anlæg af
sag er mindst fem år siden, at registreringsproceduren for
varemærket blev afsluttet.
Interventionsret, som tillægges indehaveren af et yngre
registreret varemærke som forsvar i en sag om
varemærkekrænkelse
§ 10 e. Indehaveren af et varemærke har i forbindelse
med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret til at forbyde
brugen af et yngre registreret varemærke, når det yngre va-
remærke ikke ville blive erklæret ugyldigt i henhold til § 10
b, stk. 1 og 2, § 30 og § 35, stk. 3 og 4.
Stk. 2. Indehaveren af et varemærke har i forbindelse med
en sag om varemærkekrænkelse ikke ret til at forbyde bru-
gen af et yngre registreret EU-varemærke, når det yngre va-
remærke ikke ville blive erklæret ugyldigt i henhold til arti-
kel 60, stk. 1, 3 eller 4, artikel 61, stk. 1 eller 2, eller artikel
64, stk. 2, i EU-varemærkeforordningen.
Stk. 3. Har indehaveren af et varemærke ikke ret til at for-
byde anvendelsen af et yngre registreret varemærke i hen-
hold til stk. 1 eller 2, har indehaveren af det pågældende
yngre registrerede varemærke ikke ret til i forbindelse med
en sag om varemærkekrænkelse at forbyde brugen af det
ældre varemærke, selv om denne ældre rettighed ikke læn-
gere kan gøres gældende mod det yngre varemærke.
Kapitel 2
Ansøgning og registrering af varemærker
Indgivelse af ansøgning om registrering af et varemærke
§ 11. Ansøgning om registrering af et varemærke indgi-
ves til Patent- og Varemærkestyrelsen. Ansøgningen skal
være affattet i overensstemmelse med de bestemmelser, der
er fastsat i medfør af § 48. For ansøgningen betales et gebyr,
jf. § 60 a, stk. 1.
4
Stk. 2. Ansøgeren kan ved ansøgningens indgivelse og
mod betaling af et gebyr, jf. § 60 a, stk. 2, anmode Patent-
og Varemærkestyrelsen om at udarbejde en nærmere be-
grundelse til den søgningsrapport, der udarbejdes efter § 17.
Stk. 3. Ansøgeren kan ved ansøgningens indgivelse anmo-
de om, at Patent- og Varemærkestyrelsen ikke udarbejder en
søgningsrapport efter § 17.
Stk. 4. Ansøgninger og registreringer indføres i varemær-
keregistret. Varemærkeregisteret er offentligt tilgængeligt
via Patent- og Varemærkestyrelsens hjemmeside.
Stk. 5. En ansøgning om registrering af et varemærke skal
som minimum indeholde
1) en anmodning om registrering,
2) oplysninger, der gør det muligt at fastslå ansøgerens
identitet,
3) en fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke der ansøges om registrering, og
4) en gengivelse af varemærket, som opfylder de krav, der
er fastsat i § 2, nr. 2.
Stk. 6. Er det ansøgte mærke et kollektivmærke eller et
garanti- eller certificeringsmærke, skal ansøgningen endvi-
dere indeholde de bestemmelser, der gælder for mærkets an-
vendelse.
Stk. 7. Bestemmelserne om et kollektivmærkes anvendel-
se skal som minimum angive
1) hvilke personer der har ret til at anvende kollektivmær-
ket,
2) betingelserne for medlemskab af sammenslutningen og
3) betingelserne for anvendelse af kollektivmærket, her-
under sanktioner.
Stk. 8. Består et kollektivmærke af en geografisk beteg-
nelse, skal de bestemmelser, som er fastsat efter stk. 7, desu-
den give enhver person, hvis varer eller tjenesteydelser hid-
rører fra det pågældende geografiske område, ret til at blive
optaget som medlem af den sammenslutning, der er indeha-
ver af kollektivmærket, forudsat at den pågældende person
opfylder alle andre betingelser i bestemmelserne.
Stk. 9. Ansøgningsdatoen for en varemærkeansøgning er
den dato, hvor ansøgningen, der indeholder oplysninger i
henhold til § 11, stk. 5, indgives af ansøgeren til Patent- og
Varemærkestyrelsen.
Stk. 10. Erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser
om de krav, ansøgningen skal opfylde, for at en anmodning
efter stk. 3 kan imødekommes.
Angivelse og klassificering af varer og tjenesteydelser
§ 12. De varer og tjenesteydelser, for hvilke varemærke-
registrering søges, skal klassificeres i overensstemmelse
med det klassificeringssystem, der er fastlagt ved Niceklas-
sifikationen. Ansøges om registrering for varer eller tjene-
steydelser i mere end én klasse, grupperes de pågældende
varer og tjenesteydelser i overensstemmelse med Niceklassi-
fikationens klasser, idet der foran hver gruppe anføres num-
meret på den klasse, som den pågældende gruppe af varer
og tjenesteydelser tilhører, og klasserne opføres i rækkeføl-
ge.
Stk. 2. De varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges
beskyttelse, skal identificeres af ansøgeren med tilstrækkelig
klarhed og præcision, således at Patent- og Varemærkesty-
relsen og de erhvervsdrivende alene på dette grundlag har
mulighed for at konstatere omfanget af den beskyttelse, der
søges.
Stk. 3. Niceklassifikationens klasseoverskrifter eller andre
generelle betegnelser kan anvendes i ansøgningen, forudsat
at de er i overensstemmelse med de nødvendige standarder
for klarhed og præcision efter stk. 2.
Stk. 4. Patent- og Varemærkestyrelsen afslår en ansøgning
vedrørende angivelser eller betegnelser, som er uklare eller
upræcise, hvis ansøgeren ikke foreslår en acceptabel formu-
lering inden for en frist fastsat af styrelsen.
Stk. 5. Generelle betegnelser, herunder de generelle angi-
velser i Niceklassifikationens klasseoverskrifter, omfatter al-
le varer eller tjenesteydelser, der ud fra en ordlydsfortolk-
ning klart er omfattet af den pågældende angivelse eller be-
tegnelse. Sådanne betegnelser eller angivelser udgør ikke en
rettighed for varer eller tjenesteydelser, der ikke kan forstås
som sådan.
Stk. 6. Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som væren-
de lignende, blot fordi de står opført i samme klasse i Nice-
klassifikationen. Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som
værende forskellige, blot fordi de er opført i forskellige klas-
ser i Niceklassifikationen.
Konventionsprioritet
§ 12 a. Indleveres en ansøgning om registrering af et va-
remærke her i landet senest seks måneder efter, at den første
ansøgning om registrering af varemærket er indleveret i et
land, som er tilsluttet Pariserkonventionen, eller som er
medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), vil an-
søgningen på begæring få prioritet fra den første indleve-
ringsdato. Prioriteten indebærer, at ansøgningen i forhold til
senere indtrufne omstændigheder, såsom andres ansøgninger
eller andres brug af mærket, skal anses som indleveret
samtidig med ansøgningens indlevering i den fremmede stat.
Stk. 2. Stk. 1 finder under forudsætning af gensidighed til-
svarende anvendelse for varemærker, der første gang er an-
søgt i et land, der ikke er tilsluttet Pariserkonventionen eller
ikke er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO).
Udstillingsprioritet
§ 12 b. Indleveres en ansøgning om registrering af et va-
remærke her i landet senest seks måneder efter, at mærket
for første gang er anvendt for varer udstillet på en officiel
eller officielt anerkendt international udstilling, vil ansøg-
ningen på begæring få prioritet fra denne dato. Ved de
nævnte udstillinger forstås sådanne, som er defineret i Kon-
ventionen angående internationale udstillinger af 22. no-
vember 1928 med senere revisioner. Prioriteten indebærer,
at ansøgningen i forhold til senere indtrufne omstændighe-
der, såsom andres ansøgninger om eller andres benyttelse af
mærket, skal anses som indleveret samtidig med dets anven-
delse på udstillingen.
Absolutte hindringer for registrering
§ 13. Følgende kan ikke registreres:
5
1) Tegn, som ikke kan udgøre et varemærke.
2) Varemærker, som mangler fornødent særpræg.
3) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller an-
givelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne va-
rernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed,
mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse el-
ler tidspunktet for varernes fremstilling eller for præ-
stationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved
varerne eller tjenesteydelserne.
4) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller an-
givelser, der i daglig sprogbrug eller efter redelig og al-
mindelig markedsføringsskik er blevet almindelige som
betegnelse for varerne eller tjenesteydelserne.
Stk. 2. Et varemærke må ikke udelukkes fra registrering
efter stk. 1, nr. 2-4, hvis det inden datoen for ansøgning om
registrering, som følge af den brug, der er gjort deraf, har få-
et fornødent særpræg.
Stk. 3. Tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene
til at betegne varers eller tjenesteydelsers geografiske oprin-
delse, kan uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, udgøre et kol-
lektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke.
Mærket giver ikke indehaveren ret til at forbyde en tredje-
mand at bruge sådanne tegn eller angivelser i omsætningen,
når de bruges i overensstemmelse med god markedsførings-
skik. Navnlig kan mærket ikke påberåbes over for tredje-
mand, der har ret til at bruge en given geografisk betegnelse.
§ 14. Endvidere kan følgende ikke registreres:
1) Tegn, som udelukkende består af
a) formen eller en anden egenskab, der følger af vare-
rnes egen karakter,
b) formen eller en anden egenskab ved varer, som er
nødvendig for at opnå et teknisk resultat, eller
c) formen eller en anden egenskab, der giver varerne
en væsentlig værdi.
2) Varemærker, som strider mod lov, den offentlige orden
eller sædelighed.
3) Varemærker, som har en sådan karakter, at de vil kun-
ne vildlede offentligheden, for eksempel med hensyn til
varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller
geografiske oprindelse.
4) Varemærker, der ikke er godkendt af de kompetente
myndigheder, og som skal afslås i medfør af artikel 6 c
i Pariserkonventionen, samt mærker, der omfatter tegn,
emblemer og våben, som har offentlig interesse, med-
mindre deres registrering er blevet tilladt af
vedkommende myndighed.
5) Varemærker, som er udelukket fra registrering i hen-
hold til lov eller internationale aftaler, i hvilke EU eller
Danmark er part, og som giver beskyttelse af oprindel-
sesbetegnelser og geografiske betegnelser.
6) Varemærker, som er udelukket fra registrering i hen-
hold til lov eller internationale aftaler, i hvilke EU er
part, og som giver beskyttelse af traditionelle benæv-
nelser for vin.
7) Varemærker, som er udelukket fra registrering i hen-
hold til lov eller internationale aftaler, i hvilke EU er
part, og som giver beskyttelse af garanterede traditio-
nelle specialiteter.
8) Varemærker, der består af eller i deres væsentlige ele-
menter gengiver en ældre plantesortsbetegnelse, som er
beskyttet af plantesortsrettigheder og vedrører plante-
sorter af samme eller nært beslægtede arter.
9) Varemærker, der er ansøgt i ond tro.
Stk. 2. Et kollektivmærke eller et garanti- eller certificer-
ingsmærke kan ikke registreres, hvis det vil kunne vildlede
offentligheden med hensyn til mærkets karakter eller betyd-
ning, navnlig hvis det kan blive antaget som værende noget
andet end et kollektivmærke eller et garanti- eller certificer-
ingsmærke.
Relative hindringer for registrering
§ 15. Et varemærke kan efter indsigelse udelukkes fra re-
gistrering eller kan, hvis det er registreret, på anmodning el-
ler ved dom erklæres ugyldigt, hvis
1) det er identisk med et ældre varemærke, og de varer el-
ler tjenesteydelser, som varemærket er ansøgt eller re-
gistreret for, er identiske med de varer eller tjeneste-
ydelser, for hvilke det ældre varemærke er beskyttet,
eller
2) der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveks-
ling, herunder at der er en forbindelse med det ældre
varemærke, fordi det yngre varemærke er identisk med
eller ligner det ældre varemærke, og varerne eller tjene-
steydelserne er identiske eller lignende.
Stk. 2. Ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås følgende:
1) Varemærker af følgende kategorier med en dato for an-
søgning om registrering, der ligger før datoen for an-
søgning om registrering af varemærket, i givet fald
under hensyntagen til den prioritet, der gøres gældende
til støtte for disse varemærker:
a) EU-varemærker, herunder EU-varemærker, for
hvilke der i overensstemmelse med EU-varemær-
keforordningen med fuld ret påberåbes anciennitet i
forhold til et af de varemærker, som er omfattet af
litra b og c, også selv om der er givet afkald på
sidstnævnte, eller det er ladet bortfalde.
b) Varemærker, der er registreret her i landet.
c) Varemærker, som er registreret i henhold til inter-
nationale ordninger med virkning her i landet.
2) Ansøgninger om varemærker omfattet af nr. 1 med for-
behold af deres registrering.
3) Varemærker, som på datoen for ansøgning om registre-
ring af varemærket, eller i givet fald den prioritet, der
gøres gældende til støtte for ansøgningen om registre-
ring af varemærket, er vitterlig kendt her i landet i den
betydning, som er angivet i Pariserkonventionens arti-
kel 6 b.
4) Uregistrerede varemærker, der er stiftet efter § 3, stk. 1,
nr. 3, når retten til varemærket er den først opståede ret
efter § 6.
Stk. 3. Et varemærke kan ved indsigelse udelukkes fra re-
gistrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt
i følgende tilfælde:
6
1) Varemærket er identisk med eller ligner et ældre vare-
mærke, uanset om de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke det er ansøgt eller er registreret, er identiske
med, ligner eller ikke ligner dem, for hvilke det ældre
varemærke er beskyttet, når det ældre varemærke er
velkendt her i landet, eller i tilfælde af et EU-varemær-
ke, er velkendt i EU, og brugen af det yngre varemærke
uden rimelig grund vil medføre en utilbørlig udnyttelse
af det ældre varemærkes særpræg eller renommé, eller
sådan brug vil skade dette særpræg eller renommé.
2) Varemærkeindehaverens agent eller repræsentant ansø-
ger om registrering af varemærket i eget navn uden in-
dehaverens samtykke, medmindre agenten eller repræ-
sentanten kan retfærdiggøre sin handling.
3) I det omfang, der i henhold til EU-lovgivningen eller
dansk ret, som giver beskyttelse af oprindelsesbeteg-
nelser og geografiske betegnelser,
a) allerede er indgivet en ansøgning om en oprindel-
sesbetegnelse eller en geografisk betegnelse i over-
ensstemmelse med EU-lovgivningen eller dansk ret
før datoen for ansøgning om registrering af vare-
mærket eller datoen for den prioritet, der gøres gæl-
dende til støtte for ansøgningen, med forbehold af
dets senere registrering, eller
b) oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske beteg-
nelse giver den person, der i henhold til den rele-
vante lovgivning har adgang til at udøve de rettig-
heder, som hidrører herfra, ret til at forbyde brugen
af et yngre varemærke.
4) Varemærket krænker en ret til et virksomhedsnavn,
som er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister
(CVR). Et varemærke anses for at krænke en ret til et
virksomhedsnavn, når virksomhedsnavnet har mere end
lokalt afgrænset karakter, og
a) navnet og varemærket ligner hinanden, og de varer
eller tjeneydelser, for hvilke virksomhedsnavnet er
anvendt som kendetegn forud for ansøgningen om
registrering af varemærket eller en herfor påberåbt
prioritet, er de samme som eller ligner dem, der er
omfattet af varemærket, og brugen af varemærket
vil medføre en risiko for forveksling, herunder at
der kan antages en forbindelse mellem dem, eller
b) brugen af varemærket uden rimelig grund vil med-
føre en utilbørlig udnyttelse af eller skade på virk-
somhedsnavnets særpræg eller renommé, såfremt
virksomhedsnavnet er anvendt i forbindelse med
varer eller tjenesteydelser, og denne brug har ført
til, at navnet forud for ansøgningen om registrering
af varemærket eller en herfor påberåbt prioritet, er
blevet velkendt her i landet.
5) Der er stiftet rettigheder til et andet end de forretnings-
kendetegn, der er omfattet af nr. 4, når kendetegnet er
af mere end lokalt afgrænset karakter, og der til kende-
tegnet er knyttet en ret til at forbyde brugen af det yng-
re varemærke.
6) Varemærket uhjemlet består af eller indeholder et per-
sonnavn eller et portræt, hvortil en anden har lovlig ad-
komst, og der ikke derved sigtes til for længst afdøde
personer, når der til navnet eller portrættet er knyttet en
ret til at forbyde brugen af varemærket.
7) Varemærket uhjemlet består af eller indeholder be-
standdele, der af omsætningskredsen vil blive opfattet
som et særegent navn på eller afbildning af en ejendom
beliggende her i landet, når der til ejendomsnavnet eller
-afbildningen er knyttet en ret for ejeren til at forbyde
anvendelsen af det yngre varemærke, og denne ret er af
mere end lokalt afgrænset karakter.
8) Varemærket krænker en andens ophavsret eller indu-
strielle rettigheder, når der til disse rettigheder er knyt-
tet en ret til at forbyde brugen af varemærket.
9) Varemærket kan forveksles med et ældre varemærke,
der er beskyttet i udlandet, hvis ansøgeren var i ond tro
på datoen for indgivelsen af ansøgningen.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 og 3 finder under passende
omstændigheder ikke anvendelse, hvis indehaveren af de
ældre rettigheder, som er nævnt i disse bestemmelser, har
givet sit samtykke til registreringen.
Behandling af ansøgninger
§ 16. Patent- og Varemærkestyrelsen påser, at ansøgeren
opfylder kravene i § 1 b, og at ansøgningen er i overens-
stemmelse med bestemmelserne i § 2, § 11, stk. 1 og stk.
5-8, og §§ 12-14.
Stk. 2. Er varemærket ansøgt som et kollektivmærke eller
et garanti- eller certificeringsmærke, påser Patent- og Vare-
mærkestyrelsen desuden, at bestemmelserne om det pågæl-
dende kollektivmærkes eller garanti- eller certificerin-
gsmærkets anvendelse ikke strider mod den offentlige orden
eller sædelighed.
Stk. 3. Finder styrelsen, at der er noget til hinder for at
godkende ansøgningen, jf. stk. 1 og 2, og har styrelsen fast-
sat en frist til berigtigelse af ansøgningen, kan ansøgeren i
indtil to måneder fra fristens udløb anmode om en forlæn-
gelse af fristen.
Søgningsrapporter
§ 17. Patent- og Varemærkestyrelsen foretager en søgning
efter ældre ansøgte og registrerede varemærker og udarbej-
der en søgningsrapport, der sendes til orientering til ansøge-
ren med en frist til at udtale sig. En søgningsrapport udar-
bejdes ikke, hvis ansøgeren har indgivet anmodning herom
efter § 11, stk. 3.
Offentliggørelse af ansøgninger
§ 18. Er en frist fastsat efter § 17 udløbet, og har Patent-
og Varemærkestyrelsen ikke fundet hindringer for varemær-
kets registrering, eller når en afgørelse om delvist afslag på
ansøgningen om registrering er blevet endelig, offentliggø-
res ansøgningen.
Indsigelse
§ 19. Indsigelse mod ansøgningen kan fremsættes, når an-
søgningen er offentliggjort. Indsigelsen skal være begrundet
og skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen inden to
7
måneder fra offentliggørelsesdatoen. For indsigelsen betales
et gebyr, jf. § 60 c, stk. 1.
Stk. 2. Indsigelse efter stk. 1 kan fremsættes under henvis-
ning til, at ansøgningen krænker en eller flere af de relative
hindringer, der er anført i § 15, og kan være rettet mod en
del af eller alle de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet
af ansøgningen.
Stk. 3. Indsigelsen kan fremsættes af indehaveren af den
eller de påberåbte rettigheder, eller af personer og virksom-
heder, der er berettiget hertil efter § 8, stk. 1, eller § 9, stk.
1, samt af personer eller virksomheder, der er berettiget til at
udøve de rettigheder, som er omhandlet i § 15, stk. 3, nr. 3.
Er indsigelsen fremsat under henvisning til flere ældre ret-
tigheder, skal alle de ældre rettigheder tilhøre den samme in-
dehaver.
Stk. 4. Patent- og Varemærkestyrelsen kan i sager om ind-
sigelse træffe afgørelse om, at
1) ansøgningen opretholdes i sin helhed,
2) ansøgningen afslås helt eller delvist, jf. § 15, eller
3) ansøgningen overdrages til indehaveren af varemærke-
retten efter § 5, stk. 4, nr. 2.
Udsættelse som følge af forhandlinger
§ 20. Når parterne i en indsigelsessag forhandler om en
mindelig løsning af sagen og indgiver en fælles anmodning
til Patent- og Varemærkestyrelsen om udsættelse af styrel-
sens behandling af sagen, kan styrelsen udsætte behandlin-
gen af sagen i mindst to måneder.
Manglende brug som forsvar i en indsigelsessag
§ 21. I sager om indsigelser fremsat under henvisning til
et ældre registreret varemærke, hvor femårsperioden, inden
for hvilken der skal have været gjort reel brug af det ældre
varemærke som fastsat i § 10 c, var udløbet på ansøgnings-
eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, skal indsige-
ren på anmodning af ansøgeren dokumentere, at der er ble-
vet gjort reel brug af det ældre varemærke i løbet af den
femårsperiode, der går forud for ansøgnings- eller prioritets-
datoen for det yngre varemærke, eller at der forelå rimelige
grunde til manglende brug. Kan indsigeren ikke dokumente-
re dette, tager Patent- og Varemærkestyrelsen ikke påstan-
den om krænkelse af det ældre varemærke til følge.
Stk. 2. Er det ældre varemærke kun blevet anvendt for en
del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er regi-
streret, anses det for så vidt angår behandlingen af indsigel-
sen, jf. stk. 1, kun at være blevet registreret for denne del af
varerne eller tjenesteydelserne.
Stk. 3. Er det ældre varemærke et EU-varemærke, finder
bestemmelserne i stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse. I så
fald skal den reelle brug af EU-varemærket vurderes af Pa-
tent- og Varemærkestyrelsen i overensstemmelse med arti-
kel 18 i EU-varemærkeforordningen.
Bemærkninger fra tredjemand
§ 22. Enhver kan inden registreringen af et ansøgt vare-
mærke fremsætte begrundede bemærkninger til Patent- og
Varemærkestyrelsen om, at det ansøgte varemærke ikke bør
registreres af de grunde, der er nævnt i § 16, stk. 1 og 2.
Den, der fremsætter bemærkningerne, bliver ikke herved
part i sagen.
Registrering og offentliggørelse af varemærket
§ 23. Er ansøgningen i overensstemmelse med denne lov
eller bestemmelser fastsat i medfør heraf, og er der ikke ind-
givet indsigelse efter § 19, eller når der er truffet endelige
afgørelser om eventuelle indsigelser, og ansøgningen er helt
eller delvist opretholdt, registrerer og offentliggør Patent- og
Varemærkestyrelsen varemærket.
Kapitel 2 A
Registreringens gyldighedsperiode og fornyelse
Registreringens varighed og fornyelse
§ 24. Varemærker registreres for en periode på 10 år at
regne fra ansøgningsdatoen.
Stk. 2. Registreringen kan fornyes for yderligere 10-årspe-
rioder.
Stk. 3. Registreringen af et varemærke fornyes efter an-
søgning fra indehaveren af varemærket eller fra enhver per-
son med bemyndigelse hertil, hvis fornyelsesgebyret efter §
60 b er betalt. Betaling af fornyelsesgebyret anses i sig selv
for at udgøre en sådan ansøgning.
Stk. 4. Patent- og Varemærkestyrelsen giver indehaveren
af varemærket meddelelse om registreringsperiodens udløb
mindst seks måneder før udløb. Styrelsen kan ikke holdes
ansvarlig for manglende meddelelse.
Stk. 5. Ansøgningen om fornyelse kan indgives, og forny-
elsesgebyret kan betales tidligst seks måneder umiddelbart
inden registreringsperiodens udløb. Sker dette ikke, kan an-
søgningen mod et tillægsgebyr indgives inden for en yderli-
gere frist på seks måneder efter udløbet af registreringspe-
rioden. Fornyelsesgebyret og et tillægsgebyr skal betales in-
den for denne yderligere periode.
Stk. 6. Vedrører ansøgningen eller gebyrerne kun en del
af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er re-
gistreret, fornyes registreringen kun for de pågældende varer
eller tjenesteydelser.
Stk. 7. Fornyelsen får virkning fra dagen efter den eksi-
sterende registreringsperiodes udløb. Fornyelsen indføres i
varemærkeregistret.
Kapitel 3
Fortabelses- og ugyldighedsgrunde
Manglende reel brug som fortabelsesgrund
§ 25. Indehaveren af et registreret varemærke, jf. § 3, stk.
1, nr. 1 og 2, kan fortabe sine rettigheder, når der inden for
en sammenhængende femårsperiode ikke er gjort reel brug
af varemærket her i landet for de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke det er registreret, og der ikke foreligger rimelig
grund til manglende brug.
Stk. 2. Der kan ikke fremsættes begæring om fortabelse af
et registreret varemærke, såfremt reel brug af varemærket
påbegyndes eller genoptages i tiden mellem udløbet af fem-
8
årsperioden og tidspunktet for indgivelse af begæring om
fortabelse.
Stk. 3. Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden
for de sidste tre måneder forud for indgivelse af begæring
om fortabelse, tages ikke i betragtning, såfremt forberedel-
serne til påbegyndelse eller genoptagelse af brugen først
indledes, når indehaveren har fået kendskab til, at der even-
tuelt vil blive indgivet begæring om fortabelse. Denne perio-
de på tre måneder begynder tidligst ved udløbet af den sam-
menhængende femårsperiode.
Fortabelse af rettigheder til varemærker, der er blevet
generiske eller vildledende
§ 26. Indehaveren af et varemærke kan fortabe sine rettig-
heder, når et registreret varemærke efter den dato, på hvil-
ken det er blevet registreret, jf. § 23,
1) som følge af indehaverens virksomhed eller passivitet
er blevet til en almindelig betegnelse inden for hande-
len for en vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af
varemærket, eller
2) som følge af den brug, der af indehaveren eller med in-
dehaverens samtykke gøres af varemærket for de varer
eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket, vil
kunne vildlede offentligheden, navnlig med hensyn til
varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller
geografiske oprindelse.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af
designeringer efter den dato, på hvilken designeringens gyl-
dighed er endelig godkendt, jf. § 56, eller i tilfælde af uregi-
strerede varemærker, efter den dato, på hvilken en varemær-
keret er blevet stiftet ved ibrugtagning, jf. § 3, stk. 1, nr. 3,
eller er blevet vitterligt kendt, jf. § 3, stk. 2.
Supplerende fortabelsesgrunde for kollektivmærker og
garanti- eller certificeringsmærker
§ 27. Foruden de fortabelsesgrunde, som er omfattet af §§
25 og 26, fortabes rettighederne for indehaveren af et kol-
lektivmærke eller garanti- eller certificeringsmærke, hvis
1) indehaveren ikke træffer rimelige foranstaltninger til at
hindre, at kollektivmærket eller garanti- eller certificer-
ingsmærket anvendes på en måde, som er uforenelig
med de betingelser for anvendelse, der er fastlagt i be-
stemmelserne om mærkets anvendelse, herunder even-
tuelle ændringer hertil, der er indført i registret,
2) personer, der er berettiget til at anvende kollektivmær-
ket eller garanti- eller certificeringsmærket, har an-
vendt det på en sådan måde, at det vil kunne vildlede
offentligheden, jf. § 14, stk. 2, herunder med hensyn til
mærkets karakter eller betydning, navnlig hvis det kan
blive antaget som værende noget andet end et kollek-
tivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, el-
ler
3) en ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse
er indført i varemærkeregistret i strid med § 39, stk. 2,
medmindre mærkets indehaver ved en yderligere æn-
dring af bestemmelserne om mærkets anvendelse op-
fylder kravene i den nævnte bestemmelse.
Ugyldige varemærkeregistreringer
§ 28. Et varemærke, der er registreret i strid med bestem-
melserne i §§ 1 b og 2, § 11, stk. 7 og 8, §§ 13-15 og § 16,
stk. 2, kan erklæres ugyldigt.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan et kollektivmærke eller et garan-
ti- eller certificeringsmærke, der er registreret i strid med §
11, stk. 7 og 8, § 14, stk. 2 eller § 16, stk. 2, ikke erklæres
ugyldigt, hvis mærkets indehaver ved en ændring af bestem-
melserne om mærkets anvendelse opfylder kravene i § 39,
stk. 2.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan der efter §§ 33 og 34 træffes af-
gørelse om, at et varemærke, der er registreret i strid med §
15, stk. 3, nr. 2, skal overdrages til indehaveren af varemær-
ket i stedet for at blive erklæret ugyldigt.
Efterfølgende konstatering af et varemærkes ugyldighed
eller fortabelse
§ 29. Er et registreret varemærke eller en designering af
Danmark, jf. § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, påberåbt som anciennitet
i henhold til EU-varemærkeforordningen, men er registre-
ringen eller designeringen udslettet eller ugyldig, fordi inde-
haveren har givet afkald på varemærket eller ladet det bort-
falde, kan der efter §§ 33 og 34 træffes afgørelse om vare-
mærkets ugyldighed eller fortabelse, såfremt varemærket
kunne erklæres ugyldigt eller fortabt på det tidspunkt, hvor
der blev givet afkald på mærket, eller det bortfaldt. Afgørel-
se om ugyldighed eller fortabelse medfører, at ancienniteten
ikke længere har nogen virkning.
Mangel på særpræg eller renommé for et ældre varemærke,
der forhindrer et registreret varemærkes ugyldighed
§ 30. En begæring om ugyldighed på grundlag af et ældre
varemærke kan ikke imødekommes på datoen for begærin-
gen om ugyldiggørelse, hvis den ikke ville være blevet imø-
dekommet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yng-
re varemærke, hvis
1) det ældre varemærke, der kan erklæres ugyldigt i hen-
hold til § 13, stk. 1, nr. 2-4, endnu ikke havde fået for-
nødent særpræg som omhandlet i § 13, stk. 2,
2) begæringen om ugyldighed er baseret på § 15, stk. 1,
nr. 2, og det ældre varemærke endnu ikke havde fået
fornødent særpræg til at støtte en konklusion om risiko
for forveksling, eller
3) begæringen om ugyldighed er baseret på § 15, stk. 3,
nr. 1, og det ældre varemærke endnu ikke havde opnået
et renommé.
Fortabelse eller ugyldighed for visse varer eller
tjenesteydelser
§ 31. Er der kun for en del af de varer eller tjenesteydel-
ser, for hvilke en varemærkeret er blevet stiftet, grunde til
rettens fortabelse eller en varemærkeregistrerings ugyldig-
hed, fortabes varemærkeretten, eller erklæres registreringen
kun ugyldig for så vidt angår de pågældende varer eller tje-
nesteydelser.
9
Retsvirkninger ved fortabelse og ugyldighed
§ 32. I det omfang indehaverens rettigheder fortabes, an-
ses et registreret varemærke fra datoen for indgivelse af be-
gæring om fortabelse for ikke at have haft de retsvirkninger,
der følger af denne lov. På begæring af en af parterne kan
der i en afgørelse om fortabelse fastsættes et tidligere tids-
punkt for indtrædelsen af en fortabelsesgrund.
Stk. 2. Et registreret varemærke anses for aldrig at have
haft de retsvirkninger, der følger af denne lov, i det omfang
varemærket er blevet erklæret ugyldigt.
Kapitel 4
Procedurer for varemærkeregistreringers fortabelse eller
ugyldighed og udslettelse
Ophævelse af varemærkeregistreringer ved dom
§ 33. Ophævelse af en registrering i henhold til bestem-
melserne i kapitel 3 sker ved dom, jf. dog § 34. Sagen an-
lægges mod indehaveren og kan anlægges af enhver, der har
retlig interesse deri. Sag efter bestemmelserne i §§ 13 og 14
kan også anlægges af Patent- og Varemærkestyrelsen.
Administrativ ophævelse af varemærkeregistreringer
§ 34. Efter registreringsprocedurens afslutning kan enhver
over for Patent- og Varemærkestyrelsen begære en vare-
mærkeregistrering erklæret ugyldig eller fortabt, hvis de be-
tingelser, der er fastsat i bestemmelserne i kapitel 3 er op-
fyldt. Med begæringen skal følge et gebyr, jf. § 60 c, stk. 2.
Stk. 2. En begæring, der er fremsat under henvisning til de
rettigheder, som er omhandlet i § 15, kan dog alene frem-
sættes af indehaveren af den eller de påberåbte rettigheder,
eller af personer og virksomheder, der er berettiget hertil ef-
ter § 8, stk. 1, eller § 9, stk. 1, samt af personer eller virk-
somheder, der er berettiget til at udøve de rettigheder, som
er omhandlet i § 15, stk. 3, nr. 3.
Stk. 3. En begæring efter stk. 1 kan være rettet mod en del
af eller alle de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det an-
fægtede mærke er registreret.
Stk. 4. En begæring om ugyldighed kan indgives på
grundlag af en eller flere ældre rettigheder, forudsat at de al-
le tilhører den samme indehaver.
Stk. 5. Er en sag ved domstolene vedrørende en varemær-
keregistrering ikke endeligt afgjort, kan der ikke fremsættes
en begæring efter stk. 1 vedrørende den pågældende regi-
strering.
Stk. 6. Rejses sag ved domstolene om en varemærkeregi-
strering, inden der er truffet endelig afgørelse om en begæ-
ring efter stk. 1 vedrørende denne registrering, skal Patent-
og Varemærkestyrelsen stille behandlingen af begæringen i
bero, indtil sagen er endeligt afgjort, medmindre begæringen
er fremsat af indehaveren af varemærkeregistreringen.
Stk. 7. Parterne i en sag om administrativ ophævelse kan
til enhver tid anlægge sag mod den anden part om spørgs-
mål, der er omfattet af ophævelsesbegæringen, uanset om
Patent- og Varemærkestyrelsen har truffet afgørelse om be-
gæringen.
Stk. 8. Ophæves registreringen helt eller delvis, offentlig-
gøres afgørelsen herom, når den er blevet endelig.
Manglende brug som forsvar i sager om ugyldighed
§ 35. I sager om ugyldighed baseret på et registreret vare-
mærke med en tidligere ansøgnings- eller prioritetsdato skal
indehaveren af det ældre varemærke, hvis indehaveren af et
yngre varemærke anmoder herom, dokumentere, at det æld-
re varemærke i løbet af femårsperioden forud for datoen for
begæringen om ugyldighed har været genstand for reel brug
som fastsat i § 10 c i forbindelse med de varer eller tjeneste-
ydelser, for hvilke det er registreret, og som er påberåbt i be-
gæringen, eller at der foreligger rimelige grunde til man-
glende brug, forudsat at det på datoen for begæringen om
ugyldighed er mindst fem år siden, at registreringsprocedu-
ren for det ældre varemærke blev afsluttet.
Stk. 2. Er femårsperioden efter § 10 c udløbet på ansøg-
nings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, skal
indehaveren af det ældre varemærke ud over den dokumen-
tation, der kræves i henhold til stk. 1, dokumentere, at der
blev gjort reel brug af varemærket i løbet af den femårsperi-
ode, der går forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen, el-
ler at der forelå rimelige grunde til manglende brug.
Stk. 3. Fremlægges dokumentation efter stk. 1 og 2 ikke,
afvises en begæring om ugyldighed på grundlag af et ældre
varemærke.
Stk. 4. Er det ældre varemærke i overensstemmelse med §
10 c kun blevet anvendt for en del af de varer eller tjeneste-
ydelser, for hvilke det er registreret, anses det, for så vidt an-
går behandlingen af begæringen om ugyldighed, for kun at
være blevet registreret for denne del af varerne eller tjene-
steydelserne.
Stk. 5. Er det ældre varemærke et EU-varemærke, finder
stk. 1-4 tilsvarende anvendelse. I så fald skal den reelle brug
af EU-varemærket konstateres i overensstemmelse med arti-
kel 18 i EU-varemærkeforordningen.
Manglende oplysninger om indehaver som begrundelse for
sletning af registreringer
§ 36. Foreligger der begrundet tvivl om, at der findes en
mærkeindehaver, eller er dennes adresse ukendt, kan enhver
med retlig interesse deri begære varemærket slettet af regis-
tret.
Stk. 2. Inden udslettelse kan ske, skal Patent- og Vare-
mærkestyrelsen anmode indehaveren om at give sig til ken-
de inden en frist fastsat af Patent- og Varemærkestyrelsen.
Hvis indehaverens adresse ikke kendes, meddeles fristen
ved offentliggørelse. Har indehaveren herefter ikke givet sig
til kende, slettes varemærket af registret.
Udslettelse
§ 37. Udslettelse fra varemærkeregistret sker,
1) når registreringen ikke fornyes,
2) når mærkeindehaveren begærer varemærket udslettet,
3) hvis registreringen erklæres ugyldig, eller
4) hvis der træffes afgørelse eller afsiges dom om ophæ-
velse af registreringen.
10
Kapitel 5
Varemærker som genstand for ejendomsret og notering af
ændringer i varemærkeregistret
Overdragelse af varemærker
§ 38. Et varemærke kan overdrages uafhængigt af en
eventuel virksomhedsoverdragelse for alle eller en del af de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke der er stiftet en vare-
mærkeret.
Stk. 2. Overdragelse af en virksomhed i sin helhed inde-
bærer overdragelse af varemærket, medmindre der forelig-
ger en aftale om det modsatte, eller hvis det modsatte klart
fremgår af omstændighederne. En kontraktlig forpligtelse til
at overdrage en virksomhed er ligeledes omfattet af denne
bestemmelse.
Stk. 3. Overdragelse af retten til et registreret varemærke
skal på begæring noteres i varemærkeregistret. Indtil over-
dragelsen er meddelt Patent- og Varemærkestyrelsen, anser
styrelsen indehaveren af varemærket for at være den, der se-
nest er noteret i registret.
Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan Patent- og
Varemærkestyrelsen afslå at notere en overdragelse af et ga-
ranti- eller certificeringsmærke eller af et kollektivmærke,
hvis mærket efter overdragelsen er egnet til at vildlede.
Pant og udlæg
§ 38 a. Et varemærke kan uafhængigt af virksomheden
pantsættes eller gøres til genstand for andre tinglige rettighe-
der eller tvangsfuldbyrdelse.
Stk. 2. Er retten til et registreret varemærke blevet pantsat,
eller er der foretaget udlæg deri, skal Patent- og Varemærke-
styrelsen på indehaverens, panthaverens eller rekvirentens
begæring notere dette i varemærkeregistret.
Licens
§ 38 b. Der kan gives licens til et varemærke for alle eller
en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er regi-
streret, samt for hele landet eller en del af dette. Licensen
kan være en eksklusiv licens eller en simpel licens.
Stk. 2. Indehaveren af et varemærke kan gøre de rettighe-
der, der er knyttet hertil, gældende over for en licenstager,
der overtræder en af bestemmelserne i licensaftalen med
hensyn til
1) dens gyldighedsperiode,
2) den udformning, hvori varemærket må anvendes i hen-
hold til registreringen,
3) arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke licen-
sen er indrømmet,
4) det område, inden for hvilket der må gøres brug af va-
remærket, eller
5) kvaliteten af de varer eller tjenesteydelser, som licens-
tageren har fremstillet eller præsteret.
Stk. 3. Licensen skal på indehaverens eller licenstagerens
begæring noteres i varemærkeregistret. Ligeledes noteres
det i registret, når det senere godtgøres, at licensen er op-
hørt.
Varemærkeansøgninger som genstand for ejendomsret
§ 38 c. §§ 38, 38 a og 38 b finder tilsvarende anvendelse
på varemærkeansøgninger.
Ændringer af bestemmelserne om anvendelse af et
kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke
§ 39. Indehaveren af et kollektivmærke eller et garanti-
eller certificeringsmærke skal forelægge Patent- og Vare-
mærkestyrelen enhver ændring af bestemmelserne om et an-
søgt eller registreret mærkes anvendelse.
Stk. 2. Ændring af bestemmelserne om mærkets anvendel-
se noteres i varemærkeregistret, medmindre de ændrede be-
stemmelser ikke opfylder kravene i § 11, stk. 6-8, eller de
omfatter en af grundene til afslag i § 14, stk. 2, eller § 16,
stk. 2.
Stk. 3. Ændringer af bestemmelserne om anvendelse af et
kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke får
først virkning fra datoen for noteringen af ændringerne i va-
remærkeregistret.
Mærkeændring
§ 40. Efter anmodning fra indehaveren kan der foretages
uvæsentlige ændringer af et ansøgt eller registreret vare-
mærke, hvis helhedsindtrykket af varemærket ikke påvirkes
af ændringen.
Stk. 2. Ændringer efter stk. 1 indføres i varemærkeregis-
tret og offentliggøres.
Deling af ansøgninger og registreringer
§ 41. Ansøgeren eller indehaveren kan dele en dansk va-
remærkeansøgning eller -registrering i to eller flere særskilte
ansøgninger eller registreringer ved at indgive en anmod-
ning herom til Patent- og Varemærkestyrelsen og for hver
udskilt ansøgning eller registrering anføre, hvilke varer eller
tjenesteydelser fra den oprindelige ansøgning eller registre-
ring, der skal omfattes af de udskilte ansøgninger eller regi-
streringer.
Stk. 2. For anmodning om deling efter stk. 1 betales et ge-
byr, jf. § 60 d, stk. 1.«
3. I § 42, stk. 1, indsættes efter »brug«: », jf. § 3, stk. 1, nr.
3,«, og »Rådets forordning om EF-varemærker« ændres til:
»EU-varemærkeforordningen«.
4. §§ 43 b-43 d ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 43 b. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i
henhold til EU-varemærkeforordningen meddeles af byret-
ten eller Sø- og Handelsretten, jf. retsplejelovens kapitel 40.
Stk. 2. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i
henhold til EU-varemærkeforordningen, der skal have virk-
ning på enhver medlemsstats område, meddeles af Sø- og
Handelsretten.
Stk. 3. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, der
både vedrører et nationalt varemærke og et EU-varemærke,
meddeles af Sø- og Handelsretten, hvis den midlertidige af-
gørelse vedrørende EU-varemærket skal have virkning på
enhver medlemsstats område.«
11
5. § 48 affattes således:
»§ 48. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om indgi-
velse af varemærkeansøgninger og deres behandling efter
bestemmelserne i kapitel 2, herunder om sagsbehandlings-
sprog og sprog i dokumenter, samt for så vidt angår gengi-
velse af varemærker krav til og virkningerne af anvendelsen
af filtyper og deres størrelse, mærketyper, beskrivelser, far-
ver og mærker uden farver (sort/hvid-mærker).
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om deling
af ansøgninger og registreringer, om behandling af indsigel-
ser og administrativ ophævelse, om påberåbelse af fortrins-
rettigheder, om varemærkeregistrets indretning og førelse,
om hvilke oplysninger, der kan indføres i registret, om of-
fentliggørelse af registreringer, noteringer og meddelelser,
om registrering og udslettelse af varemærker og om ekspedi-
tioner, udskrifter af registret m.v.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om beta-
ling for særlige ekspeditioner, publikationer, udskrifter, kur-
ser m.v.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte de regler, der er
nødvendige for anvendelsen af EU-varemærkeforordningen,
herunder bestemmelser om EU-varemærkeansøgningers og -
registreringers overgang til nationale ansøgninger m.v.
Stk. 5. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
til gennemførelse af bestemmelserne i kapitel 8 om interna-
tional varemærkeregistrering.
Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om opta-
gelse af fællesmærkeregistret i varemærkeregistret.
Stk. 7. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om fælles-
mærkers overgang til kollektivmærker eller garanti- eller
certificeringsmærker eller individuelle varemærker og om
ophævelse af fællesmærkeregistreringer.
Stk. 8. Erhvervsministeren kan fastsætte, hvilke dage der
betragtes som lukkedage for Patent- og Varemærkestyrel-
sen.«
6. Efter § 48 indsættes:
»§ 48 a. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at
skriftlig kommunikation til og fra Patent- og Varemærkesty-
relsen om forhold, som er omfattet af denne lov eller af reg-
ler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om digital kommunikation, herunder om anvendelse af be-
stemte it-systemer, særlige digitale formater, maksimal stør-
relse på filer og digital signatur eller lignende.
Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet
frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
§ 48 b. Er det efter denne lov eller efter regler udstedt i
medfør af denne lov påkrævet, at et dokument, som er ud-
stedt af andre end Patent- og Varemærkestyrelsen, skal være
underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en
teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har ud-
stedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter side-
stilles med dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om fravigelse af underskriftkrav. Det kan herunder bestem-
mes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for
visse typer af dokumenter.«
7. Kapitel 8 affattes således:
»Kapitel 8
International varemærkeregistrering
Ansøgning om international varemærkeregistrering på basis
af ansøgning eller registrering i Danmark
§ 50. En international varemærkeansøgning kan indgives
til Patent- og Varemærkestyrelsen af danske statsborgere
samt fysiske eller juridiske personer, som er bosat eller er
indehavere af en regulær industriel eller kommerciel virk-
somhed her i landet.
Stk. 2. Ansøgninger indgivet i medfør af stk. 1 skal være i
overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 3, 3 b og
3 c, herunder som minimum indeholde
1) ansøgers navn og adresse,
2) en gengivelse af mærket og eventuelt oplysninger om
mærket,
3) en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som mær-
ket ønskes registreret for, grupperet i klasser i overens-
stemmelse med Niceklassifikationen,
4) en angivelse af ansøgningsdato og ansøgningsnummer
eller af registreringsdato og registreringsnummer for
den danske basisansøgning eller basisregistrering, og
5) angivelse af de stater eller organisationer, som designe-
res.
Stk. 3. En international varemærkeansøgning kan omfatte
alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, der er om-
fattet af den eller de danske ansøgninger eller registreringer,
der påberåbes som basis for den internationale ansøgning.
Stk. 4. Ved indlevering af en international varemærkean-
søgning kan der påberåbes prioritet i overensstemmelse med
Pariserkonventionen.
Stk. 5. Patent- og Varemærkestyrelsen videresender an-
søgningen til Det Internationale Bureau, hvis ansøgningsge-
byret efter § 60 e, stk. 1, er betalt, og ansøgningen opfylder
kravene i stk. 1, samt de regler, som fastsættes af erhvervs-
ministeren efter § 48, stk. 5.
Stk. 6. Er der noget til hinder for at videresende ansøgnin-
gen, får ansøgeren mulighed for at bringe denne i orden. Er
ansøgningen ikke bragt i orden inden for fristen på to måne-
der i henhold til Madridprotokollens artikel 3, stk. 4, tager
Patent- og Varemærkestyrelsen stilling til, om ansøgningen
skal afvises eller kan sendes til Det Internationale Bureau.
Efterfølgende designering
§ 51. Begæring om territorial udstrækning af en interna-
tional registrering, der er registreret på basis af en dansk an-
søgning eller registrering, kan indgives til Patent- og Vare-
mærkestyrelsen eller til Det Internationale Bureau, jf. Mad-
ridprotokollens artikel 3 c, stk. 2.
Stk. 2. Er en begæring om territorial udstrækning efter stk.
1 indgivet til Patent- og Varemærkestyrelsen, videresender
styrelsen begæringen til Det Internationale Bureau, hvis ge-
byret efter § 60 e, stk. 2, er betalt og begæringen er i over-
12
ensstemmelse med Madridprotokollens artikel 2, stk. 1, og
artikel 3 c, stk. 2, herunder som minimum indeholder
1) det internationale registreringsnummer,
2) ansøgers navn og adresse,
3) en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som be-
gæringen omfatter, grupperet i klasser i overensstem-
melse med Niceklassifikationen, og
4) angivelse af de stater eller organisationer, som designe-
res.
Meddelelse om ændringer i den oprindelige ansøgning eller
registrering
§ 52. Patent- og Varemærkestyrelsen kan give Det Inter-
nationale Bureau meddelelse om ændringer i varemærkere-
gistret, i det omfang ændringerne har indvirkning på en in-
ternational registrering, jf. Madridprotokollens artikel 6, stk.
2-4.
Fornyelse af en international registrering
§ 53. En international registrering kan fornys hvert 10. år
i henhold til den internationale registreringsdato. Fornyelse
kan alene ske ved Det Internationale Bureau i overensstem-
melse med de regler, der er fastsat i Madridprotokollen.
Behandlingen af designeringer af Danmark
§ 54. For Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af
designeringer af Danmark i internationale registreringer fin-
der §§ 16-22 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan Patent- og Varemærkestyrelsen
alene give afslag på en designerings gyldighed efter § 12,
hvis de varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyt-
telse, ikke er identificeret med tilstrækkelig klarhed og præ-
cision i henhold til den udgave af Niceklassifikationen, der
var gældende på tidspunktet for den internationale registre-
ring.
Stk. 3. For Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af
designering af Danmark i en international varemærkeregi-
strering betales et gebyr, jf. § 60 a, stk. 5.
Frister for udstedelse af foreløbige afslag
§ 55. Patent- og Varemærkestyrelsen kan inden 18 måne-
der fra notifikationsdatoen, jf. Madridprotokollens artikel 5,
stk. 2, litra b, meddele Det Internationale Bureau et foreløb-
igt afslag på varemærkets gyldighed her i landet, hvis mær-
ket ikke opfylder registreringsbetingelserne efter denne lov,
herunder hvis der fremsættes indsigelse.
Stk. 2. Udløber indsigelsesperioden, jf. § 19, stk. 1, efter
fristen på 18 måneder, jf. stk. 1, kan Patent- og Varemærke-
styrelsen meddele Det Internationale Bureau et forbehold
om, at afslag kan fremsættes efterfølgende i henhold til
Madridprotokollens artikel 5, stk. 2, litra c.
Stk. 3. Har Patent- og Varemærkestyrelsen ikke meddelt
Det Internationale Bureau et foreløbigt afslag inden for fri-
sten på 18 måneder, jf. stk. 1, og er forbeholdet for afslag ef-
ter stk. 2 ikke meddelt inden samme frist, anses den interna-
tionale registrering for at være gyldig her i landet i overens-
stemmelse med Madridprotokollens artikel 4, stk. 1, litra a.
Godkendelse af designeringens gyldighed
§ 56. Er designeringen i overensstemmelse med denne lov
eller bestemmelser fastsat i medfør heraf, og er der ikke ind-
givet indsigelse, jf. § 19, eller er der truffet endelige afgørel-
ser om eventuelle indsigelser, og designeringen er helt eller
delvist opretholdt, godkender Patent- og Varemærkestyrel-
sen designeringen endeligt og noterer datoen herfor i vare-
mærkeregistret. Patent- og Varemærkestyrelsen giver med-
delelse til Det Internationale Bureau om en endeligt god-
kendt designerings gyldighed og offentliggør designeringen.
Virkningerne af gyldige designeringer
§ 57. En endelig gyldig designering af Danmark i en in-
ternational registrering, jf. § 56, har samme retsvirkning,
som hvis mærket var registreret her i landet.
Bortfald og videreførelse i dansk ret
§ 58. Mister den internationale varemærkeregistrering sin
gyldighed, bortfalder designeringens gyldighed her i landet
på tidspunktet for bortfaldet af den internationale registre-
ring.
Stk. 2. Har den internationale varemærkeregistrering mi-
stet sin gyldighed på anmodning fra den oprindelige regi-
streringsmyndighed eller som følge af, at en kontraherende
part udtræder af Madridprotokollen, kan indehaveren indgi-
ve en dansk varemærkeansøgning med samme virkning,
som hvis ansøgningen var indgivet på datoen for den inter-
nationale registrering eller datoen for den efterfølgende de-
signering af Danmark, forudsat at
1) ansøgningen indgives senest tre måneder efter datoen
for udslettelse af den internationale registrering,
2) ansøgningen ikke omfatter andre varer eller tjeneste-
ydelser end dem, der var omfattet af designeringen af
Danmark,
3) ansøgningen i øvrigt opfylder kravene til en dansk va-
remærkeansøgning, og
4) ansøgeren betaler de foreskrevne gebyrer, jf. § 60 a,
stk. 4.
Stk. 3. En ansøgning om videreførelse i Danmark efter
stk. 2 skal opfylde kravene til ansøgninger, jf. § 11, stk. 5-8,
og indeholde en henvisning til nummeret på den internatio-
nale registrering samt oplysning om designeringsdatoen og
eventuel prioritet for den internationale registrering.
§ 59. En designering af Den Europæiske Union via en in-
ternational varemærkeregistrering, der overgår til en dansk
ansøgning eller en designering af Danmark efter artikel 202
i EU-varemærkeforordningen, behandles efter reglerne i
denne lov.
Erstatning af et dansk varemærke med en international
registrering
§ 60. Patent- og Varemærkestyrelsen skal i overensstem-
melse med Madridprotokollens artikel 4 b på forlangende
notere, at en international registrering erstatter en dansk re-
gistrering, såfremt
1) Danmark er designeret enten oprindeligt eller senere,
13
2) de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den
danske registrering, også er omfattet af designeringen
af Danmark, og
3) Danmark er designeret senere end ansøgningsdatoen
for den danske registrering.
Stk. 2. En erstatning af en dansk varemærkeregistrering
med en designering af Danmark i medfør af Madridproto-
kollens artikel 4 b har kun retsvirkning for så vidt angår de
varer og tjenesteydelser, der både er omfattet af den interna-
tionale og den danske registrering.
Stk. 3. Patent- og Varemærkestyrelsen giver Det Internati-
onale Bureau meddelelse om notering efter stk. 1.«
8. §§ 60 a-60 c affattes således:
»§ 60 a. For ansøgning om registrering af et varemærke,
jf. § 11, stk. 1, betales et gebyr på 2.000 kr. I ansøgningsge-
byret indgår en klasse af varer eller tjenesteydelser i henhold
til Niceklassifikationen. For yderligere klasser i henhold til
Niceklassifikationen betales et tillægsgebyr. Tillægsgebyret
udgør 200 kr. for første ekstra klasse og 600 kr. for hver
yderligere klasse.
Stk. 2. For udarbejdelse af en nærmere begrundelse til en
søgningsrapport, jf. § 11, stk. 2, betales et gebyr på 700 kr.
Stk. 3. For en EU-varemærkeansøgnings eller -registrer-
ings overgang til national ansøgning, betales gebyrer som
nævnt i stk. 1.
Stk. 4. For ansøgning om en dansk varemærkeregistrering
på grundlag af en udslettet international varemærkeregistre-
ring, jf. § 58, stk. 2, betales et gebyr på 1.500 kr.
Stk. 5. Gebyr for designering af Danmark i en internatio-
nal varemærkeregistrering i henhold til artikel 8, stk. 1, i
Madridprotokollen, opgøres som nævnt i stk. 1.
§ 60 b. For fornyelse af en varemærkeregistrering, jf. §
24, stk. 3, betales et gebyr på 2.000 kr. I fornyelsesgebyret
indgår en klasse af varer eller tjenesteydelser i henhold til
Niceklassifikationen. Der betales endvidere et tillægsgebyr
på 200 kr. for første ekstra klasse og 600 kr. for hver yderli-
gere klasse.
Stk. 2. Gebyrer i henhold til stk. 1, der betales efter regi-
streringsperiodens udløb og indtil 6 måneder derefter, forhø-
jes med 20 pct.
Stk. 3. Gebyr i henhold til Madridprotokollens artikel 8,
stk. 1, for fornyelse af designering af Danmark i en interna-
tional varemærkeregistrering fastsættes som nævnt i stk. 1.
§ 60 c. For fremsættelse af indsigelse mod en varemærke-
ansøgning eller designering af Danmark i en international
varemærkeregistrering, jf. § 19, stk. 1, og § 54, stk. 1, beta-
les et gebyr på 2.500 kr.
Stk. 2. For begæring om administrativ ophævelse af en
dansk eller international varemærkeregistrering, jf. §§ 34 og
57, betales et gebyr på 2.500 kr.
Stk. 3. For begæring om administrativ ophævelse efter
stk. 2, der udelukkende er fremsat under henvisning til, at
registreringen er sket i strid med § 14, stk. 1, nr. 2 og 4, be-
tales ikke gebyr.«
9. I § 60 d, stk. 1, ændres »§ 48, stk. 5« til: »§ 41, stk. 2«.
10. § 60 d, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
11. § 60 e affattes således:
»§ 60 e. For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition
i sager vedrørende ansøgning om international varemærke-
registrering, jf. § 50, stk. 5, betales et gebyr på 500 kr.
Stk. 2. For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i
sager vedrørende efterfølgende designering i internationale
varemærkeregistreringer, jf. § 51, stk. 2, betales et gebyr på
300 kr.«
12. § 60 f, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Gebyrer indbetalt i forbindelse med fremsættelse
af en indsigelse mod en varemærkeansøgning eller begæring
om ophævelse af en varemærkeregistrering tilbagebetales
med halvdelen af det indbetalte beløb i de tilfælde, hvor be-
handlingen af indsigelsen eller begæringen om ophævelse
bliver suspenderet, og ansøgningen bliver afslået, eller vare-
mærkeregistreringen bliver ophævet.«
13. § 60 g, stk. 1, ophæves.
Stk. 2 bliver herefter stk. 1.
14. I § 60 h indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre ind-
tægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til
Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med
Ankenævnet for Patenter og Varemærker.«
§ 2
I designloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 219 af 26. februar
2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 670 af 8. juni 2017,
foretages følgende ændringer:
1. § 43, stk. 4 og 5, ophæves.
2. I § 59 h indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre ind-
tægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til
Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med
Ankenævnet for Patenter og Varemærker.«
§ 3
I patentloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 221 af 26. februar
2017, som ændret ved § 1 i lov nr. 1057 af 23. december
1992 og § 5 i lov nr. 551 af 2. juni 2014, foretages følgende
ændring:
1. I § 106 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre ind-
tægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til
Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med
Ankenævnet for Patenter og Varemærker.«
14
§ 4
I lov om brugsmodeller, jf. lovbekendtgørelse nr. 220 af
26. februar 2017, som ændret ved § 6 i lov nr. 551 af 2. juni
2014, foretages følgende ændring:
1. I § 73 h indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre ind-
tægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til
Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med
Ankenævnet for Patenter og Varemærker.«
§ 5
I lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning
(topografi), jf. lovbekendtgørelse nr. 222 af 26. februar
2017, foretages følgende ændring:
1. I § 12 c indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre ind-
tægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til
Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med
Ankenævnet for Patenter og Varemærker.«
§ 6
I gassikkerhedsloven, lov nr. 61 af 30. januar 2018 om
sikkerhed for gasanlæg, gasinstallationer og gasmateriel,
foretages følgende ændring:
1. I § 31 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om straf
af bøde for overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2016/426 af 9. marts 2016 om apparater,
der forbrænder gasformigt brændstof og om ophævelse af
direktiv 2009/142/EF.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
§ 7
Fællesmærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 103 af 24.
januar 2012, ophæves.
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019.
Stk. 2. § 60 a, stk. 5, og § 60 b, stk. 3, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 8, har virkning fra den 1. juli 2019.
Stk. 3. For varemærker og fællesmærker, der er registreret
før den 1. januar 2019, finder § 26 i de hidtil gældende reg-
ler anvendelse for fastsættelsen af datoerne for den første re-
gistreringsperiode. For fastsættelsen af datoerne for yderli-
gere registreringsperioder finder § 24, stk. 2, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 2, anvendelse.
Stk. 4. For varemærker og fællesmærker, der er registre-
ret, og for hvilke registreringsproceduren ikke er endeligt af-
sluttet inden den 1. januar 2019, finder de hidtil gældende
regler om indsigelse, offentliggørelse og fastsættelse af da-
toen for registreringsprocedurens afslutning anvendelse.
Stk. 5. For anmodninger om administrativ ophævelse, der
er indgivet før den 1. januar 2019, finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Stk. 6. For ansøgninger, der bliver indgivet før den 1. ja-
nuar 2019, fastsættes ansøgningsgebyret efter de hidtil gæl-
dende regler.
Stk. 7. Gebyrer for fornyelse af varemærkeregistreringer,
der forfalder før den 1. juli 2019, fastsættes efter § 60 b, stk.
1 og 2, i de hidtil gældende regler.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lovens §§
1-4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de
færøske og grønlandske forhold tilsiger.
15
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
1.1. Lovforslagets baggrund
2. Hovedpunkter i lovforslaget
2.1. Lovforslagets anvendelsesområde
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Direktivet
2.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Definitioner
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Direktivet
2.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Stiftelse af varemærkeret
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Direktivet
2.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Rettigheder knyttet til et varemærke
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Direktivet
2.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5. Tegn, der kan udgøre et varemærke
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Direktivet
2.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.6. Absolutte hindringer for registrering
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Direktivet
2.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.7. Relative hindringer for registrering
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Direktivet
2.7.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.8. Indvendinger mod et ansøgt eller registreret varemærke
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Direktivet
2.8.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.9. Garanti- eller certificeringsmærker og kollektivmærker
3.11.1. Gældende ret
3.11.2. Direktivet
3.11.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.10. Kommunikation
2.10.1. Gældende ret
2.10.2. Direktivet
2.10.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.11. Ansøgningsgebyrer
2.11.1. Gældende ret
2.11.2. Direktivet
2.11.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.12. Overførsel af gebyrindtægter til Nævnenes Hus
2.12.1. Gældende ret
2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
16
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at modernisere reguleringen
af varemærker og harmonisere de nationale varemærkesy-
stemer og EU-varemærkesystemet. Ændringerne skal bl.a.
sikre et effektivt og brugervenligt registreringssystem, som
er tilpasset brugernes behov og den teknologiske udvikling.
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december 2015 om indbyr-
des tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om vare-
mærker, som er en omarbejdet udgave af det hidtidige direk-
tiv herom.
Varemærker anvendes til at kendetegne en virksomheds
varer eller tjenesteydelser. En virksomhed kan anvende va-
remærker til at adskille sig fra sine konkurrenter og derved
tiltrække og fastholde sine kunder. Et varemærke kan såle-
des bidrage til at skabe værdi og vækst for virksomheden.
Inden for EU findes både de nationale varemærkesystemer
og et EU-varemærkesystem. De nationale varemærkesyste-
mer varetages af de nationale varemærkemyndigheder og
anvendes primært af de brugere, som har den største interes-
se på det nationale marked, eventuelt kombineret med et
ønske om en beskyttelse i nogle få yderligere lande. EU-va-
remærkesystemet varetages af Den Europæiske Unions kon-
tor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), der udsteder ret-
tigheder, som gælder for hele EU-territoriet baseret på én
ansøgning.
Ud over de nationale varemærkesystemer og EU-vare-
mærkesystemet findes der et internationalt varemærkesy-
stem, som administreres af World Intellectual Property Or-
ganization (WIPO).
Reguleringen af varemærker findes i dag i varemærkelo-
ven og fællesmærkeloven. Sidstnævnte omfatter regler om
kollektivmærker og garantimærker og henviser i vidt om-
fang til varemærkeloven.
Den gældende varemærkelov er fra 1991 og har udgangs-
punkt i Rådets Første Direktiv af 21. december 1988 om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
varemærker, 89/104/EØF med senere ændringer (herefter
benævnt varemærkedirektiv 89/104/EØF) og kodificeret i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22.
oktober 2008 (herefter benævnt varemærkedirektiv
2008/95/EF (kodifikation)).
Varemærkedirektivet fra 2015 vil blive gennemført ved en
ændringslov, der er tekstnær i forhold til direktivet, således
at direktivets terminologi og ordlyd i videst muligt omfang
bevares med henblik på at reducere risikoen for fortolk-
ningstvivl. Lovforslaget omfatter lige som direktivet også
kendetegn, der i dag er omfattet af fællesmærkeloven, hvor-
for fællesmærkeloven foreslås ophævet som selvstændig
lov. Lovforslaget omfatter også ændringer, der ikke er en di-
rekte følge af direktivet, men afspejler øvrige ønsker om op-
timering af varemærkelovgivningen.
På baggrund af den teknologiske udvikling vil det med
lovforslaget ikke længere være et krav for registrering af et
varemærke, at varemærket skal gengives grafisk. Varemær-
ket skal blot kunne gengives på en passende måde under an-
vendelse af alment tilgængelig teknologi, således at vare-
mærkerettighedens indhold kan fastslås klart og præcist.
Reglerne om kolliderende ældre rettigheder bliver med
lovforslaget justeret, således at disse i højere grad afspejler
praksis ved EU-Domstolen og hensynene bag varemærkesy-
stemet. Styrelsens undersøgelse og behandling af ansøgnin-
ger i relation til ældre rettigheder vil ligeledes blive justeret,
således at denne i højere grad tilpasses den typiske bruger af
det danske system.
For så vidt angår processuelle ændringer foreslås bl.a., at
indsigelsesperioden rykkes frem i processen, således at den-
ne placeres forud for registreringen af varemærket.
For at styrke varemærkebeskyttelsen og bekæmpe for-
falskning mere effektivt indeholder lovforslaget en bestem-
melse om, at en rettighedshaver vil kunne forhindre, at vare-
mærkeforfalskede varer fra tredjelande kommer i transit i
det danske toldområde i erhvervsmæssigt øjemed. Retten
bortfalder under visse betingelser.
Det foreslås ligeledes, at strukturen for ansøgningsgebyrer
bliver harmoniseret i forhold til strukturen ved EU-vare-
mærkemyndigheden, således at en ansøgning fremover som
udgangspunkt omfatter én vare-/tjenesteydelsesklasse mod
tidligere tre klasser. Der vil fortsat kunne tilkøbes klasser.
Formålet med ændringen er at hindre opfyldning af vare-
mærkeregistret med unødvendigt brede registreringer.
Endvidere indeholder lovforslaget nogle bestemmelser,
der generelt understøtter digital kommunikation.
Lovforslaget indeholder ligeledes en ændring af designlo-
vens retsplejebestemmelser.
Endvidere indeholder lovforslaget en ændring af bestem-
melserne i varemærkeloven, designloven, patentloven, lov
om brugsmodeller og lov om beskyttelse af halvlederpro-
dukters udformning (topografi) om overførsel af indtægter
fra gebyrer.
Endelig præciserer lovforslaget en bemyndigelse i gassik-
kerhedsloven til at fastsætte straffebestemmelser for over-
trædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2016/426 af 9. marts 2016 om apparater, der forbrænder
gasformigt brændstof og om ophævelse af direktiv
2009/142/EF.
17
1.1. Lovforslagets baggrund
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436
af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af med-
lemsstaternes lovgivning om varemærker (herefter benævnt
direktivet), som bliver implementeret ved dette lovforslag,
indgår i den europæiske varemærkereform. Reformen om-
fatter endvidere Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2015/2424 af 16. december 2015, hvorved bl.a. Rådets
forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-va-
remærker blev ændret, og en ny gebyrstruktur ved Den
Europæiske Unions kontor for Intellektuel Ejendomsret
(EUIPO) blev indført. Forordningen er nu kodificeret i for-
ordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemær-
ker (herefter benævnt EU-varemærkeforordningen).
Baggrunden for disse ændringer er, at Rådet i 2007 anmo-
dede Europa-Kommissionen om en vurdering af EU-vare-
mærkesystemet og samspillet med de nationale myndighe-
der. I den forbindelse udarbejdede Max Planck Instituttet en
rapport på baggrund af analyser.
I foråret 2013 fremsatte Europa-Kommissionen forslag til
en revision af varemærkeforordningen, som oprindeligt er
fra 1994, og et forslag til et omarbejdet/nyt direktiv om va-
remærker, som oprindeligt er fra 1988.
Baggrunden for de foreslåede ændringer fremgår bl.a. af
præambelbetragtning nr. 6 i direktivet. Det nævnes her, at
Europa-Kommissionen i 2011 konkluderede, at det »for at
leve op til stadig stærkere krav fra de berørte parters side om
hurtigere, bedre og mere strømlinede varemærkeregistre-
ringssystemer, som også er mere konsistente, brugervenlige,
offentligt tilgængelige og teknisk up-to-date, er nødvendigt
at modernisere varemærkesystemet i hele Unionen samt at
tilpasse det til internettidsalderen.«
Af præambelbetragtninger nr. 8 og 9 fremgår, at det er
nødvendigt at udvide tilnærmelsen af materielle regler og
procedureregler indbyrdes og i forhold til EU-varemærkesy-
stemet for at opfylde målet om at fremme og skabe et vel-
fungerende indre marked og for at lette erhvervelse og be-
skyttelse af varemærker i Unionen til gavn for europæiske
virksomheders, navnlig små og mellemstore virksomheders,
vækst og konkurrenceevne.
2. Hovedpunkter i lovforslaget
2.1. Lovforslagets anvendelsesområde
2.1.1. Gældende ret
Varemærkeloven indeholder ikke en indledende bestem-
melse, der fastlægger lovens anvendelsesområde. Den gæl-
dende varemærkelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af 26. fe-
bruar 2017, er oprindeligt fra 1991, hvor den som ny hoved-
lov gennemførte varemærkedirektiv 89/104/EØF. Varemær-
keloven omfatter alene ’traditionelle’ varemærker, idet fæl-
lesmærker i form af kollektivmærker og garantimærker er
reguleret i en særskilt lov om fællesmærker fra 1991. Fæl-
lesmærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 103 af 24. januar
2012, henviser i vidt omfang til varemærkeloven, jf. lovens
§ 2. Fællesmærker m.v. indgår i varemærkedirektiv 89/104/
EØF, jf. dette direktivs artikel 1 om anvendelsesområde.
2.1.2. Direktivet
Direktivet finder ifølge artikel 1 anvendelse på ethvert va-
remærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand for re-
gistrering eller en ansøgning om registrering i en medlems-
stat som et individuelt varemærke, et garanti- eller certifi-
ceringsmærke eller et kollektivmærke.
2.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
I direktivets artikel 1 fastlægges direktivets anvendelses-
område. Det findes hensigtsmæssigt at benytte en tilsvaren-
de systematik i varemærkeloven, således at varemærkelo-
vens anvendelsesområde fastlægges i lovens indledende be-
stemmelse. Det foreslås derfor, at direktivets artikel 1 bliver
gennemført med den foreslåede nyaffattelse af lovens § 1.
Den foreslåede nyaffattelse af § 1 skal ses i sammenhæng
med den foreslåede nyaffattelse af lovens § 1 a om definitio-
ner, hvoraf fremgår, at et varemærke kan være et individuelt
varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke eller et kol-
lektivmærke.
Den foreslåede nyaffattelse af § 1 er mere omfattende end
direktivets artikel 1, idet § 1 tillige omfatter varemærkeret-
tigheder stiftet ved brug og internationale varemærkeregi-
streringer med virkning for Danmark.
Ifølge præambelbetragtning nr. 11 griber direktivet ikke
ind i medlemsstaternes mulighed for at beskytte varemærker
erhvervet ved brug. Der lægges med lovforslaget op til, at
varemærkerettigheder fortsat kan stiftes ved brug i Dan-
mark, dog bliver det præciseret, at brugen skal have et om-
fang, der er af mere end lokalt afgrænset karakter. Der hen-
vises nærmere til afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger herom.
Internationale varemærkeregistreringer, som skal have
virkning i Danmark, bliver i vidt omfang behandlet efter de
nationale regler i Danmark, ligesom de har virkning som et
tilsvarende nationalt varemærke, når de er blevet gyldige i
Danmark. Det er derfor vurderingen, at de internationale va-
remærkeregistreringer med gyldighed her i landet bør indgå
i opregningen af varemærkelovens anvendelsesområde.
På den baggrund er det i den foreslåede nyaffattelse af § 1
fastsat, at loven finder anvendelse på ethvert varemærke for
varer og tjenesteydelser, der er genstand for registrering el-
ler ansøgning om registrering, eller som der stiftes rettighe-
der til ved brug, samt internationale varemærkeregistrerin-
ger med retsvirkning her i landet.
2.2. Definitioner
2.2.1. Gældende ret
Den gældende varemærkelov indeholder i § 1 en defini-
tion af varemærker. Ifølge bestemmelsen forstås ved vare-
mærker særlige kendetegn for varer eller tjenesteydelser,
som benyttes eller agtes benyttet i en erhvervsvirksomhed.
18
Fællesmærkeloven indeholder ligeledes definitioner i § 1.
Ifølge fællesmærkelovens § 1, stk. 1, udgør et fællesmærke
et kollektivmærke eller et garantimærke. Et kollektivmærke
er ifølge bestemmelsens stk. 2 et særligt kendetegn, der til-
hører en forening af erhvervsdrivende, og som dens med-
lemmer benytter eller agter at benytte til varer eller tjeneste-
ydelser. Et garantimærke er ifølge bestemmelsens stk. 3 et
særligt kendetegn, der tilhører en juridisk person, der fører
kontrol med eller fastsætter normer for varer eller tjeneste-
ydelser, og som benyttes eller agtes benyttet til de varer eller
tjenesteydelser, der er genstand for kontrol, eller for hvilke
normer er fastsat.
2.2.2. Direktivet
En definition af et varemærke fremgår implicit af direkti-
vets artikel 1 om direktivets anvendelsesområde. Ifølge den-
ne bestemmelse kan et varemærke bestå af et individuelt va-
remærke, et garanti- eller certificeringsmærke eller et kol-
lektivmærke.
Direktivet indeholder endvidere i artikel 27 en definition
af begreberne ’garanti- eller certificeringsmærke’ og ’kol-
lektivmærke’.
Ifølge artikel 27 forstås ved et garanti- eller certificerin-
gsmærke et varemærke, der er beskrevet som sådant, når der
ansøges om mærket, og mærket er egnet til at adskille varer
eller tjenesteydelser, der er certificeret af varemærkeindeha-
veren med hensyn til materiale, metode for fremstilling af
varer eller ydelse af tjenesteydelser, kvalitet, nøjagtighed el-
ler andre egenskaber af varer og tjenesteydelser, der ikke er
således certificeret.
Ved et kollektivmærke forstås ifølge artikel 27 et vare-
mærke, der er beskrevet som sådant, når der ansøges om
mærket, og mærket er egnet til at adskille varer eller tjene-
steydelser, der hidrører fra medlemmerne af en sammenslut-
ning, som er indehaver af mærket, fra andre virksomheders
varer eller tjenesteydelser.
Direktivet indeholder i artikel 2 endvidere en definition af
begreberne »kontor« og »varemærkeregister«, som benyttes
i direktivet.
2.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Erhvervsministeriet finder det nyttigt af hensyn til bruger-
ne af varemærkesystemet, at reguleringen af varemærker in-
deholder en definition af vigtige termer. Det foreslås derfor,
at begreberne varemærke, individuelt varemærke, garanti-
eller certificeringsmærke samt kollektivmærke bliver defi-
neret i lovens indledende bestemmelser med den foreslåede
nyaffattelse af § 1 a.
Den foreslåede definition af disse begreber svarer til be-
skrivelsen af begreberne i direktivets artikel 1 og 27. Defini-
tionen af garanti- eller certificeringsmærke afviger særligt
fra gældende ret ved, at der efter den foreslåede nyaffattelse
af § 1 b, stk. 2, stilles krav om, at indehaveren ikke udøver
en erhvervsvirksomhed, der omfatter levering af varer eller
tjenesteydelser af den slags, der certificeres ved brugen af
mærket.
Denne skærpelse af kravet til, hvem der kan være indeha-
ver af et garanti- eller certificeringsmærke, indebærer, at der
kan være registrerede fællesmærker, der kan komme i fare
for at kunne erklæres ugyldige efter den foreslåede nyaffat-
telse af § 28.
For at sikre at rettigheder til varemærker, der er registreret
som garantimærker efter den gældende fællesmærkelov af
personer eller virksomheder, der ikke vil leve op til kravet i
den foreslåede nyaffattelse af § 1 b, stk. 2, er det i lovforsla-
get fastsat, at erhvervsministeren kan fastsætte bestemmel-
ser om fællesmærkers overgang til individuelle varemærker.
Lovforslaget adskiller sig endvidere fra den hidtil gælden-
de retsstilling vedrørende garantimærker ved, at der i lovfor-
slaget ikke stilles krav om, at indehaveren skal kunne fast-
sætte normer på den pågældende branches vegne. Dog føl-
ger det af den foreslåede nyaffattelse af § 27, at varemærke-
retten fortabes, hvis indehaveren ikke træffer rimelige foran-
staltninger til at hindre, at mærket anvendes på en måde, der
er uforenelig med de bestemmelser, der er fastsat for mær-
kets benyttelse.
Det foreslås ligeledes, at begreberne varemærkeregister,
designering, Madridprotokollen, EU-varemærkeforordnin-
gen, Niceklassifikationen og Pariserkonventionen bliver
fastlagt i § 1 a.
Ved varemærkeregistret forstås det register, som Patent-
og Varemærkestyrelsen fører over ansøgte og registrerede
varemærker. Registret indeholder oplysninger om nationale
individuelle varemærker, garanti- eller certificeringsmærke,
kollektivmærker samt internationale varemærker med gyl-
dighed for Danmark. Registret består i praksis af styrelsens
digitale sagsbehandlingssystem, hvorfra en række oplysnin-
ger bliver offentliggjort.
En designering af Danmark i en international varemærke-
registrering betyder, at rettighedshaver har udpeget (desig-
neret) Danmark med henblik på, at det internationale vare-
mærke, der er registreret af den internationale varemærke-
myndighed World Intellectual Property Organization (WI-
PO), får gyldighed i Danmark.
Niceklassifikationen benyttes i lovforslaget som er en be-
tegnelse for det klassificeringssystem, der er fastlagt ved
den internationale konvention om klassificering af varer og
tjenesteydelser fra 15. juni 1957, benævnt Nicearrangemen-
tet vedrørende international klassificering af varer og tjene-
steydelser til brug ved registrering af varemærker.
Madridprotokollen benyttes i lovforslaget som betegnelse
for Protokollen af 27. juni 1989 til Madridarrangementet om
den internationale registrering af varemærker.
Madridprotokollen er det traktatmæssige grundlag for det
internationale varemærkesystem. Danmark ratificerede
Madridprotokollen den 30. oktober 1995, jf. Bekendtgørelse
nr. 89 af 12. september 1996 af Protokollen af 27. juni 1989
til Madrid-Arrangementet om den internationale registrering
af varemærker (»Madrid-Protokollen (1989)«).
19
EU-varemærkeforordningen benyttes i lovforslaget som
betegnelse for Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (kodi-
fikation). I denne kodificerede udgave af forordningen ind-
går de seneste ændringer af forordningen, der er fastsat i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 af
16. december 2015.
Niceklassifikationen benyttes i lovforslaget som betegnel-
se for det klassificeringssystem, der er fastlagt ved Nicear-
rangementet vedrørende international klassificering af varer
og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker af
15. juni 1957.
Pariserkonventionen benyttes i lovforslaget som betegnel-
se for Konventionen om beskyttelse af industriel ejendoms-
ret, vedtaget i Paris den 20. marts 1883 og senest revideret i
Stockholm den 14. juli 1967.
2.3. Stiftelse af varemærkeret
2.3.1. Gældende ret
Den gældende varemærkelovs § 3 fastslår, at en varemær-
keret kan stiftes enten ved registrering eller ibrugtagning her
i landet.
Derudover fremgår det af lovens § 51, at varemærker, der
er registreret som internationale varemærker efter Madrid-
protokollen, og hvori Danmark er designeret, har samme
retsvirkning, som hvis mærket var ansøgt og registreret her i
landet.
Endvidere fremgår det af lovens § 15, stk. 2, nr. 4, og Pa-
riserkonventionens artikel 6 b, at der tillige opnås varemær-
keret, når et varemærke er vitterligt kendt her i landet.
Endelig fremgår det af fællesmærkelovens § 2, at vare-
mærkelovens regler gælder for fællesmærker i det omfang,
de efter deres beskaffenhed kan finde anvendelse, ligesom
det fremgår af § 4, at fællesmærker kan registreres.
2.3.2. Direktivet
Af direktivets artikel 1 om direktivets anvendelsesområde
fremgår, at direktivet finder anvendelse på varemærker, der
er genstand for registrering eller en ansøgning om registre-
ring i en medlemsstat. Direktivet regulerer således ikke va-
remærkerettigheder stiftet ved brug.
Det fremgår ligeledes af præambelbetragtning nr. 11, at
direktivet ikke bør gribe ind i medlemsstaternes fortsatte
mulighed for at beskytte varemærker erhvervet ved brug.
Direktivet bør ifølge denne betragtning kun indeholde be-
stemmelser om disse varemærker, for så vidt angår deres
forhold til varemærker erhvervet ved registrering.
2.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Erhvervsministeriet finder det nyttigt at samle bestemmel-
serne om stiftelse af varemærkeret i én bestemmelse, der så-
ledes skal favne varemærkerettigheder stiftet gennem en
dansk varemærkeregistrering, ibrugtagning af varemærket
her i landet og designeringer af Danmark i internationale re-
gistreringer, samt sådanne rettigheder der stiftes efter Pari-
serkonventionens artikel 6 b om vitterligt kendte varemær-
ker.
Derudover er det fundet hensigtsmæssigt at præcisere, at
’ibrugtagning’ af et varemærke ikke sigter på enhver brug,
men at der stilles visse krav til brugens intensitet, varighed
og geografiske omfang, for at brugen kan anses for at stifte
en varemærkeret.
Adgangen til at stifte varemærkeret ved ibrugtagning er i
domstolspraksis og administrativ praksis bl.a. begrænset til
de tilfælde, hvor brugen har mere end blot lokalt afgrænset
karakter. Kravene til den retsstiftende brug er endvidere i
Højesterets dom af 21. marts 2000 i sag 456/1998 (U.
2000.1351, Elysium-dommen) udtrykt således, at presseom-
tale af et vist omfang kan udgøre en sådan brug, der efter
omstændighederne er egnet til at skabe bevis for varemær-
kerettens eksistens og omfang og til at fastslå tidspunktet for
rettens stiftelse, uden at der er risiko for antedatering eller
proforma, på samme måde som ved en registrering af retten.
For at afspejle disse krav til brugen af varemærket inde-
holder den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 1, nr. 3, den
præcisering, at brugen af varemærket skal være af mere end
lokalt afgrænset karakter, før brugen i sig selv kan anses for
at stifte en varemærkeret.
Vurderingen af, om brugen af et tegn er af mere end lokalt
afgrænset karakter, skal efter dansk administrativ praksis og
retspraksis foretages ud fra en helhedsvurdering af alle rele-
vante faktorer i hvert enkelt tilfælde, herunder under hen-
syntagen til den relevante omsætningskreds’ beskaffenhed
og opfattelse af kendetegnet, de særlige karakteristika, som
de varer eller tjenesteydelser kendetegnet anvendes for har,
samt den måde sådanne varer eller tjenesteydelser sædvan-
ligvis markedsføres på.
Er der tale om, at en vare eller en tjenesteydelse alene ud-
bydes fra en bestemt geografisk lokalitet, f.eks. fra et hotel,
en restaurant eller en forlystelsespark, er det ikke dermed
udelukket, at det anvendte forretningskendetegn har mere
end lokalt afgrænset karakter. Brugen af kendetegnet omfat-
ter således andet og mere end blot det, at hotellet, restauran-
ten eller forlystelsesparken har et navn eller anvender et
kendetegn på den pågældende lokalitet, men også den brug,
der sker gennem reklame, omtale i dagspressen eller brug på
internettet.
Brug af kendetegnet på internettet udgør dog ikke i sig
selv en brug, der er af mere end lokalt afgrænset karakter,
uanset om en sådan brug medfører, at enhver i princippet
har mulighed for at tilgå den eller de hjemmesider, hvor
kendetegnet anvendes. Den blotte tilstedeværelse på inter-
nettet skaber således ikke i sig selv en garanti for, at en til-
strækkelig del af den relevante omsætningskreds faktisk har
været eksponeret for kendetegnet.
I den forbindelse skal der i vurderingen af, om brugen af
kendetegnet er sket i forhold til den relevante omsætnings-
kreds i Danmark tages hensyn til de principper, der fremgår
af WIPO’s Joint Recommendation Concerning Provisions
20
on the Protection of Marks, and Other Industrial Property
Rights in Signs, on the Internet.
2.4. Rettigheder knyttet til et varemærke
2.4.1. Gældende ret
Den gældende varemærkelovs § 4, der implementerer arti-
kel 5 i varemærkedirektiv 89/104/EØF, fastsætter varemær-
kerettens indhold, dvs. varemærkeindehaverens ret til at for-
byde, at tredjemand gør brug af varemærket.
Således fastslår den gældende varemærkelovs § 4, stk. 1,
nr. 1, at varemærkeindehaveren kan forbyde, at tredjemand
gør erhvervsmæssig brug af tegn, der er identiske med vare-
mærket, for varer eller tjenesteydelser, der er identiske med
de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket
(dobbeltidentitet).
Endvidere fastslår den gældende varemærkelovs § 4, stk.
1, nr. 2, at en varemærkeindehaver kan forbyde tredjemands
brug af et tegn, der ligner varemærket, når tegnet anvendes
for de samme eller lignende varer, og denne brug medfører
en risiko for forveksling, herunder at der antages en forbin-
delse mellem mærkerne.
Endelig fastslår den gældende varemærkelovs § 4, stk. 2,
at en indehaver af et velkendt varemærke kan forbyde tred-
jemands brug af et lignende tegn, også når tegnet anvendes
for varer eller tjenesteydelser af anden art end dem, for hvil-
ket varemærket er velkendt, når brugen af tegnet vil kunne
medføre en utilbørlig udnyttelse af eller skade på det vel-
kendte varemærkes særpræg eller renommé.
Den gældende varemærkelovs § 4, stk. 2, adskiller sig i
sin ordlyd fra artikel 5 i varemærkedirektiv 89/104/EØF
bl.a. ved, at loven ikke indeholder formuleringen »uden
skellig grund«.
Endvidere har bestemmelsen om beskyttelsen af velkendte
varemærker været genstand for en række præjudicielle afgø-
relser fra EU-Domstolen, herunder bl.a. C-375/97 - General
Motors, C-292/00 - Davidoff, C-408/01 - Adidas-Salomon
og Adidas Benelux, C-48/05 - Adam Opel, C-102/07 - Adi-
das og adidas Benelux, C-252/07 - Intel Corporation,
C-301/07 - PAGO International, C-487/07 - L᾽Oréal m.fl.,
C-323/09 - Interflora og Interflora British Unit og C-65/12 -
Leidseplein Beheer og de Vries.
Varemærkedirektivets bestemmelse om beskyttelsen af
velkendte varemærker har af EU-Domstolen bl.a. været for-
tolket således, at bestemmelsen ikke alene omfatter situatio-
ner, hvor tredjemand anvender det samme eller lignende
tegn for varer eller tjenesteydelser af anden art end dem, for
hvilket varemærket er velkendt, men også situationer hvor
der er tale om varer eller tjenesteydelser af samme art. End-
videre er det en betingelse for anvendelsen af bestemmelsen,
at brugen af tegnet er sket uden skellig grund.
Derudover fremgår det af den gældende varemærkelovs §
11, at varemærkeindehaveren kan kræve, at gengivelser af
varemærket i eksempelvis leksika, håndbøger og lærebøger
ikke sker uden angivelse af, at der er tale om et registreret
varemærke.
Endvidere begrænses varemærkeindehaverens forbudsret i
den gældende varemærkelovs § 5, der implementerer artikel
6 i varemærkedirektiv 89/104/EØF. Således er det bl.a. fast-
sat i bestemmelsen, at en varemærkeindehaver ikke kan for-
byde, at tredjemand gør erhvervsmæssig brug af eget navn,
når denne brug i øvrigt er i overensstemmelse med god mar-
kedsføringsskik. I den forbindelse har brug af »eget navn« i
EU-Domstolens praksis været fortolket således, at bestem-
melsen ikke er begrænset til personnavne, men tillige omfat-
ter virksomhedsnavne, jf. hertil C-245/02 – Anheuser-Busch
og C-17/06 – Céline.
Hverken den gældende varemærkelov eller varemærkedi-
rektiv 89/104/EØF indeholder bestemmelser, der specifikt
regulerer rettighedshaveres adgang til at gøre indgreb over
for varer i transit, ligesom der heller ikke heri er fastsat be-
stemmelser om varemærkeindehaverens mulighed for at gø-
re indgreb over for emballage, etiketter m.v., hvorpå vare-
mærket er anbragt.
2.4.2. Direktivet
Direktivets artikel 10, stk. 1-3, viderefører – med en min-
dre præcisering – artikel 5 i varemærkedirektiv 89/104/EØF.
Præciseringen består i, at der i artikel 10, stk. 2, litra c, er
sket en kodificering af EU-Domstolens praksis om, at be-
stemmelsen ikke alene finder anvendelse i situationer, hvor
der er tale om varer eller tjenesteydelser af anden art, men
også når der er tale om varer eller tjenesteydelser af lignen-
de eller samme art.
Endvidere er der i bestemmelsens stk. 3 sket en udbygning
af eksemplerne på de typer af brug af varemærket, som va-
remærkeindehaveren kan forbyde. Således er tilføjet, at den
forbudsret, der følger af stk. 2, også omfatter situationer,
hvor tegnet anvendes som handels- eller firmanavn eller en
del af et handels- eller firmanavn. Det fremgår i den forbin-
delse af præambelbetragtning nr. 19, at begrebet »krænkelse
af et varemærke« bør omfatte anvendelse af tegnet som et
handelsnavn eller lignende betegnelse, når en sådan anven-
delse foretages med henblik på at adskille varer eller tjene-
steydelser. Denne tilgang er også i overensstemmelse med
EU-Domstolens fortolkning af rækkevidden af artikel 5 i va-
remærkedirektiv 89/104/EØF, jf. C-17/06 – Céline.
Endelig er der i eksemplerne i artikel 10, stk. 3, henvist til,
at forbudsretten fastlagt i stk. 2 tillige finder anvendelse, når
tegnet er anvendt i sammenlignende reklame på en måde,
der er i strid med direktiv 2006/114/EF.
Derudover indeholder direktivet en ny bestemmelse i arti-
kel 10, stk. 4, der vedrører varemærkeindehaverens mulig-
hed for at gribe ind over for varer i transit. Formålet med be-
stemmelsen er at styrke varemærkebeskyttelsen og bekæm-
pe varemærkeforfalskning mere effektivt. Bestemmelsen
skal fortolkes i overensstemmelse med medlemsstaternes in-
ternationale forpligtelser inden for rammerne af Verdens-
handelsorganisationen (WTO), navnlig artikel V i den al-
mindelige overenskomst om told og udenrigshandel om
transitfrihed og, med hensyn til generiske lægemidler, »er-
klæringen om TRIPS-aftalen og folkesundhed«, der blev
vedtaget af WTO-ministerkonferencen i Doha den 14. no-
21
vember 2001. Bestemmelsen giver indehaveren af et regi-
streret varemærke ret til at forhindre, at tredjemand i er-
hvervsmæssigt øjemed fører varer ind i den medlemsstat,
hvor varemærket er registreret, uden at disse overgår til fri
omsætning dér, hvis sådanne varer kommer fra tredjelande
og uden tilladelse er forsynet med et varemærke, som er
identisk eller i det væsentlige er identisk med det varemær-
ke, der er registreret for sådanne varer.
Bestemmelsen indebærer, at varemærkeindehavere kan
forhindre indførsel af krænkende varer og placering heraf i
alle toldsituationer, herunder navnlig transit, omladning, op-
lagring, frizoner, midlertidig opbevaring, aktiv forædling el-
ler midlertidig indførsel, også når varerne ikke er bestemt til
at blive markedsført i den pågældende medlemsstat. Ved ud-
førelsen af toldkontroller skal toldmyndighederne anvende
de beføjelser og procedurer, der er fastsat i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 af 12. juni
2013 om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle
ejendomsrettigheder, også på anmodning af rettighedshaver-
ne, og toldmyndighederne bør navnlig udføre den relevante
kontrol på grundlag af risikoanalysekriterier.
For at undgå hindringer for den frie handel med lovlige
varer bortfalder varemærkeindehaverens rettigheder efter
bestemmelsen, hvis klarereren eller ihændehaveren af vare-
rne under den efterfølgende retssag om varemærkets kræn-
kelse kan bevise, at indehaveren af det registrerede vare-
mærke ikke har ret til at forbyde markedsføringen af varerne
i det endelige bestemmelsesland. Det følger af artikel 28 i
forordning (EU) nr. 608/2013, at en rettighedshaver er er-
statningsansvarlig over for ihændehaveren af varerne, hvis
det bl.a. senere fastslås, at de pågældende varer ikke kræn-
ker en intellektuel ejendomsrettighed.
Endvidere er der i direktivets artikel 11 indsat en ny be-
stemmelse, der fastslår, at en varemærkeindehaver kan for-
byde forberedende handlinger i form af anbringelse af vare-
mærket på emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller
ægthedskomponenter, udstyr eller andre midler, hvorpå va-
remærket kan anbringes, og udbud eller markedsføring af
sådanne, eller oplagring med dette formål, samt import eller
eksport heraf. Også denne bestemmelse sigter på at bekæm-
pe varemærkeforfalskning mere effektivt.
Derudover er det i direktivets artikel 12 præciseret, at va-
remærkeindehaverens ret til i leksika, encyklopædier og lig-
nende opslagsværker at få anført, at tegnet er et registreret
varemærke, når tegnet i øvrigt er indført i opslagsværket og
giver indtryk af, at der er tale om et generisk tegn, også om-
fatter elektroniske opslagsværker. Det er i den forbindelse
præciseret, at udgiveren af værket hurtigst muligt skal anfø-
re dette, når opslagsværket er elektronisk, hvorimod det, når
opslagsværket foreligger i trykt form, senest skal fremgå af
den næste udgave af værket.
Med hensyn til begrænsningerne i varemærkets retsvirk-
ninger, er det i direktivets artikel 14 præciseret, at undtagel-
sen om brug af »eget navn« alene omfatter navne på fysiske
personer og ikke virksomhedsnavne. Derudover er det i be-
stemmelsen i artikel 14, stk. 1, litra b, i tillæg til henvisnin-
gen til de deskriptive tegn tilføjet, at varemærkeindehave-
rens forbudsret ikke omfatter, at tredjemand i overensstem-
melse med god markedsføringsskik anvender tegn, der er
»uden særpræg«.
I tilknytning til de nævnte bestemmelser indeholder direk-
tivet endvidere væsentlige fortolkningsbidrag i præambelbe-
tragtning nr. 25 og 27. Her henvises bl.a. til, at det er afgø-
rende at tage behørigt hensyn til de eksisterende begræns-
ninger af varemærkerettighedernes virkning i forhold til in-
ternationale fællesnavne (INN), som er globalt anerkendte
generiske navne for aktive stoffer i farmaceutiske præpara-
ter. Indehaveren af et varemærke bør således ikke have ret
til at forhindre tredjemand i at bringe varer ind i en med-
lemsstat, hvor varemærket er registreret, uden at disse over-
går til fri omsætning dér, baseret på ligheder mellem det på-
gældende INN for det virksomme stof i lægemidlerne og va-
remærket.
Det fremgår ligeledes af disse præambelbetragtninger, at
varemærkeretten ikke bør give varemærkeindehaveren ret til
at forbyde tredjemands brug af tegn eller angivelser, der an-
vendes på loyal vis og således i overensstemmelse med god
markedsføringsskik. Således bør i almindelighed tillades an-
vendelsen af deskriptive eller ikke særprægede tegn eller an-
givelser. Varemærkeindehaveren bør desuden ikke have ret
til at forhindre den loyale og redelige brug af mærket med
henblik på at identificere eller henvise til de pågældende va-
rer eller tjenesteydelser som værende varemærkeindehave-
rens varer eller tjenesteydelser. Tredjemands anvendelse af
et varemærke med henblik på at henlede forbrugerens op-
mærksomhed på videresalg af ægte varer, der oprindelig
blev solgt af eller med samtykke fra indehaveren af vare-
mærket i EU, bør anses for loyale, så længe den samtidig er
i overensstemmelse med god markedsføringsskik.
Det fremgår endvidere af disse præambelbetragtninger, at
tredjemands anvendelse af et varemærke med henblik på
kunstneriske udtryk bør anses for loyale, så længe den
samtidig er i overensstemmelse med god markedsførings-
skik. Desuden bør bestemmelserne om varemærkets rets-
virkninger anvendes på en måde, som sikrer fuld respekt for
de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, herun-
der navnlig ytringsfriheden.
2.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
De ændringer, der er foretaget i direktivet vedrørende va-
remærkers beskyttelse, er efter Erhvervsministeriets opfat-
telse velbegrundede og opfylder en række af erhvervslivets
behov.
Det foreslås således med den nyaffattede § 4, stk. 2, nr. 3,
at ordlyden af bestemmelsen om beskyttelse af velkendte
varemærker bringes i overensstemmelse med bestemmel-
sens reelle rækkevidde, som denne er fortolket af EU-Dom-
stolen, ved at det mere klart fremgår heraf, at bestemmelsen
tillige finder anvendelse, når der er lighed eller sammenfald
af varer eller tjenesteydelser. Præciseringen indebærer ikke
ændringer i den gældende retstilstand, men bidrager alene til
at skabe mere klarhed om bestemmelsens anvendelsesområ-
de.
22
Derudover foreslås det præciseret i bestemmelsen, at også
varemærkerettigheder, der er stiftet ved brug, jf. den nyaf-
fattede bestemmelse i § 3, stk. 1, nr. 3, tillige kan beskyttes
som velkendte varemærker. Bestemmelsen indeholder såle-
des ikke et krav om, at det pågældende varemærke skal være
registreret, men alene at det skal være beskyttet.
Endvidere foreslås det i den nyaffattede § 4, stk. 3, nr. 4,
at EU-Domstolens praksis vedrørende forholdet mellem va-
remærker og virksomhedsnavne, som denne bl.a. er kommet
til udtryk i C-17/06 – Céline, afspejles ved, at der i eksem-
plificeringen af hvilke typer af brug, der kan udgøre en vare-
mærkekrænkelse, henvises til brug af tegnet i forbindelse
med varer og tjenesteydelser som »handels- og firmanavn«.
I tråd hermed er det i den foreslåede nyaffattelse af § 10, stk.
1, nr. 1, foreslået, at adgangen til at påberåbe sig brugen af
»eget navn« som undtagelse til varemærkebeskyttelsen be-
grænses til tilfælde, hvor navnet er et personnavn. Disse æn-
dringer er med til at sikre et afbalanceret forhold mellem va-
remærker og virksomhedsnavne, således at disse to typer af
forretningskendetegn i deres indbyrdes forhold beskyttes på
lige vilkår og under ensartede omstændigheder.
Den foreslåede udvidelse af beskyttelsen af varemærker i
den foreslåede nyaffattelse af § 5, stk. 1 og 2, der implemen-
terer direktivets artikel 10, stk. 4, hvorefter varemærkebe-
skyttelsen foreslås også at omfatte muligheden for at gøre
indgreb over for varer i transit, har til formål at medvirke til
at dæmme op for og bekæmpe varemærkeforfalskning.
Bestemmelsen om muligheden for at gøre indgreb mod
varer i transit skal endvidere ses i sammenhæng med, at det i
den foreslåede nyaffattelse af § 5, stk. 3, der implementerer
direktivets artikel 11, er foreslået, at varemærkeindehavere
gives mulighed for at gribe ind over for forberedende hand-
linger og dermed forhindre, at varemærkeforfalskede pro-
dukter bringes på markedet.
De to forslag om mulighederne for indgreb over for varer i
transit og forberedende handlinger skal ses i lyset af, at det i
OECD’s og Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel
Ejendomsrets (EUIPO) rapport om de økonomiske konse-
kvenser af handlen med kopivarer bl.a. blev konkluderet, at
varemærkeforfalskede produkter udgjorde 5% af EU’s sam-
lede import af varer i 2013.
Hertil kommer, at det i EUIPO’s og EUROPOL’s fælles-
rapport »Situationsrapport om forfalskning og piratkopie-
ring i Den Europæiske Union 2017« bl.a. bekræftes, at IPR-
krænkelser er en vigtig indtægtskilde for organiserede kri-
minelle grupper, der ofte også er involveret i andre former
for kriminalitet, som f.eks. narkotikahandel, bedrageri med
punktafgifter, menneskesmugling eller pengehvidvaskning.
Derudover konkluderes det, at varemærkeforfalskede pro-
dukter ikke alene er potentielt skadelige, når det gælder EU-
borgernes sundhed og sikkerhed, men også i forhold til mil-
jøet. Det konkluderes ligeledes, at de skader lovlige økono-
mier, er årsag til færre indtægter for de berørte virksomhe-
der, medfører faldende salg af originalprodukter og tab af
job.
Endvidere henvises der i EUIPO’s og OECD’s fællesrap-
port »Mapping the Real Routes of Trade in Fake Goods« fra
juni 2017 til, at en af de fremgangsmåder, der i dag anven-
des for at undgå indgreb over for varemærkeforfalskede va-
rer er, at produkterne, deres emballage, etiketter og lignende
transporteres separat og først samles til det varemærkefor-
falskede produkt, når alle dele har nået destinationslandet.
De foreslåede bestemmelser i den nyaffattede § 5, stk. 1-3
imødekommer således et aktuelt og veldokumenteret behov
for, at rettighedshavere og toldmyndigheder gives bedre red-
skaber til at gribe ind over for varemærkeforfalskede pro-
dukter, inden disse bringes i omsætning i Danmark.
I tilknytning hertil udgør bemærkningerne i direktivets
præambel, herunder navnlig præambelbetragtning nr. 25 og
27 om visse begrænsninger i varemærkets retsvirkninger,
væsentlige fortolkningsbidrag, der skal tages hensyn til i
vurderingen af, om tredjemand krænker varemærkeindeha-
verens rettigheder.
2.5. Tegn, der kan udgøre et varemærke
2.5.1. Gældende ret
Den gældende varemærkelovs § 2, stk. 1, der implemente-
rer artikel 2 i varemærkedirektiv 89/104/EØF, fastslår hvilke
tegn, der kan udgøre et varemærke.
Af den nugældende bestemmelse fremgår, at et varemær-
ke kan bestå af alle arter tegn, der er egnet til at adskille en
virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomhe-
ders, og som kan gengives grafisk, navnlig ord og ordforbin-
delser, herunder slogans, personnavne, firmanavne eller
navne på faste ejendomme, bogstaver og tal, figurer og af-
bildninger, eller varens form, udstyr eller emballage.
2.5.2. Direktivet
Med det nye direktiv er der sket en re-definition af hvilke
tegn, der kan udgøre et varemærke, idet særligt henvisnin-
gen til, at tegnet skal kunne gengives grafisk, er fjernet.
Ændringen imødekommer et behov for, at også tegn, der
ikke eller kun vanskeligt kan gengives grafisk, eller som
mere hensigtsmæssigt gengives på anden vis, herunder i
form af lydfiler eller filmklip, tillige kan opnå beskyttelse
som varemærke.
Kravet om »grafisk gengivelse« har været genstand for en
række præjudicielle afgørelser fra EU-Domstolen, herunder
bl.a. C-273/00 – Sieckmann, hvori det bl.a. er fastslået, at en
gengivelse af et registreret varemærke af retssikkerheds-
mæssige hensyn skal være klar og præcis, skal kunne stå
alene, og være let tilgængelig, forståelig, bestandig og ob-
jektiv.
For at sikre at dette overordnede retssikkerhedsmæssige
hensyn ikke tilsidesættes ved fjernelsen af kravet om grafisk
gengivelse, er der i direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, hen-
vist til, at gengivelsen skal gøre det muligt for de kompeten-
te myndigheder og offentligheden at fastslå den klare og
præcise genstand for den beskyttelse, som dets indehaver
indrømmes. Der er ligeledes i præambelbetragtning nr. 13
23
henvist til, at det for at opnå retssikkerhed og sikre god for-
valtning er vigtigt at kræve, at tegnet er af en sådan art, at
det kan gengives på en måde, der er klar, præcis, kan stå ale-
ne, let tilgængelig, forståelig, bestandig og objektiv.
2.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
En fjernelse af kravet om grafisk gengivelse har længe
været ønsket af brugere af varemærkesystemerne i Danmark
og EU, da kravet kan udgøre en hindring mod eller vanske-
liggøre opnåelsen af varemærkebeskyttelse gennem registre-
ring af bl.a. lyde, eksempelvis i form af jingles eller lignen-
de, og bevæge- og multimediemærker, der ofte anvendes på
elektroniske medier såsom smartphones og computere samt
på hjemmesider.
Behovet for at fjerne kravet om grafisk gengivelse blev al-
lerede forudset i forbindelse med etableringen af Singapore-
traktaten af 27. marts 2006 om varemærkeret, jf. bekendtgø-
relse nr. 2 af 7. januar 2010 af Singapore-traktaten af 27.
marts 2006 om varemærkeret, idet der i forskrifterne til trak-
taten er åbnet mulighed for, at også lydfiler, filmklip m.m.
kan udgøre et registreret varemærke.
Ændringen i direktivet afspejler således et længe erkendt
behov for at kunne registrere tegn som varemærke, der ikke
eller kun vanskeligt kan gengives grafisk.
Fjernelsen af kravet om grafisk gengivelse og den dermed
etablerede mulighed for at ansøge om registrering af vare-
mærker, der består eksempelvis i en lydfil eller et filmklip,
stiller nye tekniske krav til ansøgningsproceduren, føringen
af et varemærkeregister, offentliggørelse af ansøgninger og
registreringer, udstedelse af registreringsbeviser og udveks-
ling af data om varemærker mellem Patent- og Varemærke-
styrelsen og andre varemærkemyndigheder i EU og med
World Intellectual Property Organization (WIPO). Hertil
kommer, at det af præambelbetragtning nr. 13 i direktivet
fremgår, at gengivelsen af et tegn skal kunne ske under an-
vendelse af »alment tilgængelig teknologi«.
For at der kan ske en løbende justering af kravene til gen-
givelsen af varemærker, der tager højde for erhvervslivets
behov og den teknologiske udvikling, finder Erhvervsmini-
steriet det hensigtsmæssigt at fastsætte en hjemmel for er-
hvervsministeren til at fastlægge de nærmere krav, der kan
stilles til gengivelsen af varemærker i ansøgninger og vare-
mærkeregistret. Det foreslås således i den nyaffatede § 48,
at erhvervsministeren kan fastsætte regler om, hvilke filty-
per og deres maksimale størrelse, der kan anvendes i vare-
mærkeansøgninger, definere de mærketyper ansøgningerne
kan vedrøre, opstille krav om beskrivelser af varemærket,
herunder krav om beskrivelse af farver i mærket, samt fast-
lægge muligheden for og virkningen af, at et mærke er regi-
streret uden farver (dvs. varemærker i sort/hvid).
Bestemmelsen ændrer ikke på, at der kan stilles tilsvaren-
de krav til de tegn, hvortil der efter den foreslåede nyaffat-
telse af § 3 stiftes varemærkeret ved ibrugtagning, idet det af
den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 3, fremgår, at der ikke
ved brug kan stiftes varemærkeret til tegn, der efter sin be-
skaffenhed er udelukket fra registrering. Således kan der
alene stiftes varemærkeret ved ibrugtagning til tegn, når teg-
net gennem den skete brug kan identificeres med tilstrække-
lig klarhed og præcision.
Varemærkerettigheder, der stiftes ved brug, vil dog ikke
være omfattet af de tekniske begrænsninger, der fastsættes
af Patent- og Varemærkestyrelsen i medfør af § 48, og som
har til formål at sikre føringen at et varemærkeregister og
udvekslingen af data med andre varemærkemyndigheder.
Det retssikkerhedsmæssige hensyn, der ligger til grund for
kravene til varemærkets gengivelse, og som bl.a. følger af
dommen C-273/00 – Sieckmann, hvorefter det bl.a. skal
kunne fastslås med tilstrækkelig klarhed og præcision, hvad
det beskyttede tegn er, vil dog fortsat skulle iagttages.
2.6. Absolutte hindringer for registrering
2.6.1. Gældende ret
I varemærkeloven sondres i dag ikke mellem absolutte og
relative registreringshindringer. Dette skyldes bl.a., at det
ved lov nr. 1201 af 27. december 1996 i varemærkelovens §
48 blev henlagt til erhvervsministeren at fastsætte de nær-
mere bestemmelser om varemærkeansøgninger og deres be-
handling, herunder i hvilket omfang Patent- og Varemærke-
styrelsen af egen drift skal påse, om betingelserne for regi-
strering af varemærket er til stede.
Denne ændring til varemærkeloven var bl.a. begrundet i,
at selvom varemærkeloven foreskrev en række registrerings-
betingelser, havde Patent- og Varemærkestyrelsens undersø-
gelser heraf i realiteten været begrænset, idet ikke alle regi-
streringsbetingelser af rent praktiske grunde kunne påses. I
forbindelse med lovændringen blev særligt fremhævet de
uregistrerede varemærker, firmanavne og lignende kende-
tegn, som indehaverne selv måtte gøre gældende i form af
indsigelser, ligesom der blev henvist til en voldsom stigning
i mængden af undersøgelsesmateriale og vanskelighederne
ved at få hurtig adgang til dette materiale. Det var således
erkendt, at det var nødvendigt løbende at justere omfanget af
styrelsens undersøgelser, i hvilken forbindelse det bl.a. skul-
le tages i betragtning, at undersøgelsesmaterialet i stigende
omfang vil bestå af »uprøvede« rettigheder. Dette skyldes
bl.a., at danske selskabsnavne ikke undersøges fuldt ud af
Erhvervsstyrelsen for forvekslelighed inden registrering, og
at EU-varemærker registreres af Den Europæiske Unions
Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) uden endelig
stillingtagen til eventuelle konflikter med eksisterende mær-
ker. Efter dagældende praksis udgjorde sådanne rettigheder,
der ikke var fuldt prøvede, registreringshindringer for an-
søgte varemærker her i landet. Det fandtes derfor uhensigts-
mæssigt, at Patent- og Varemærkestyrelsen påså sådanne re-
gistreringshindringer, idet der derved blev tillagt de uprøve-
de rettigheder en i mange tilfælde urimelig beskyttelse.
På denne baggrund blev det i § 5 i bekendtgørelse nr. 376
af 19. juni 1998 om ansøgning og registrering m.v. af vare-
mærker og fællesmærker fastsat, at Patent- og Varemærke-
styrelsen ved behandlingen af en varemærkeansøgning på-
ser, at betingelserne i varemærkelovens § 13 og § 14, nr.
24
1-3, er opfyldt – de såkaldte »absolutte registreringshindrin-
ger« – hvorimod det af bekendtgørelsens § 6, stk. 2, frem-
går, at en ansøgning ikke kan afslås med henvisning til de
registreringshindringer, som er nævnt i varemærkelovens §
14, nr. 4-5, og § 15 – de såkaldte »relative registreringshin-
dringer«.
I § 8 i bekendtgørelse nr. 364 af 2. maj 2008, der er den
nugældende bekendtgørelse om ansøgning og registrering
m.v. af varemærker og fællesmærker, er på tilsvarende vis
fastsat, at bestemmelserne i varemærkelovens § 13 og § 14,
nr. 1-3 udgør absolutte registreringshindringer.
Varemærkelovens § 13 omhandler tegn uden særpræg, de-
skriptive tegn og tegn, der er blevet en sædvanlig betegnelse
for varen eller tjenesteydelsen, idet bestemmelsen fastslår, at
sådanne tegn er udelukket fra registrering.
Varemærkelovens § 14, nr. 1 og 2, omhandler tegn, som
strider mod lov, den offentlige orden eller sædelighed, eller
som er egnet til at vildlede, idet også sådanne tegn er ude-
lukket fra registrering.
Endelig omhandler varemærkelovens § 14, nr. 3, tegn, der
er beskyttet efter Pariserkonventionens artikel 6 c vedrøren-
de beskyttelsen af statskendetegn m.m., samt andre tegn,
emblemer og våben, som har offentlig interesse. Også så-
danne tegn er udelukket fra registrering, medmindre tilladel-
se hertil er givet af en kompetent myndighed.
Hverken geografiske indikationer, ond tro eller plantesort-
snavne er specifikt anført som registreringshindringer i den
gældende varemærkelov. I administrativ praksis anses vare-
mærkelovens § 14. nr. 1, dog for at favne de geografiske in-
dikationer, der beskyttes efter EU-lovgivning, herunder in-
ternationale aftaler om beskyttelse heraf, hvor EU er part i
aftalen.
Ligeledes anses plantesortsnavne, der er beskyttet efter
EU-lovgivning og gennem dansk og international lovgiv-
ning, for at være omfattet af kravet om, at et varemærke ik-
ke må savne særpræg eller være deskriptivt, jf. varemærkel-
ovens § 13, stk. 1 og stk. 2, nr. 1.
For så vidt angår ansøgninger indgivet i »ond tro« følger
det af almindelige retsgrundsætninger, at der ikke kan støt-
tes ret på rettigheder, der er stiftet i ond tro. Såvel varemær-
kelovens § 14, nr. 1, som § 20 anses således for at kunne an-
vendes som afslags- eller ophævelsesgrund i tilfælde, hvor
et varemærke ansøges registreret eller er registreret i ond
tro.
Ond tros-begrebet i varemærkeloven skal endvidere for-
tolkes i overensstemmelse med Højesterets afgørelse af 3.
april 2014 i sag 282/2009 og EU-Domstolens afgørelser i
bl.a. C-320/12 - Malaysia Dairy Industries og C-529/07 -
Chocoladenfabriken Lindt & Sprüngli. »Ond tro« i kontekst
af direktivet anses af EU-Domstolen for at udgøre et selv-
stændigt EU-retligt begreb, der skal fortolkes ensartet i Uni-
onen, jf. hertil C-320/12 - Malaysia Dairy Industries, præ-
mis 29.
Begrebet »ond tro« omtales nærmere i bemærkningerne til
§ 14, stk. 1, nr. 9. Det nævnes her, at det følger af EU-Dom-
stolens præjudicielle afgørelse i sagen C-320/12, Malaysia
Dairy Industries, at det i den forstand, hvori dette udtryk er
anvendt i direktivet, udgør et selvstændigt EU-retligt be-
greb, der skal fortolkes ensartet i Unionen. Således skal der i
forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger
ond tro, foretages en helhedsvurdering under hensyntagen til
alle de relevante faktorer, som foreligger på tidspunktet for
indgivelsen af ansøgningen om registrering, såsom bl.a. det
forhold, at ansøgeren vidste eller burde vide, at en tredje-
mand brugte et identisk eller lignende tegn for varer af
samme eller lignende art. Det forhold, at ansøgeren ved eller
bør vide, at en tredjemand bruger et sådant tegn, er imidler-
tid ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at det kan fastslås, at den-
ne ansøger var i ond tro. Der skal desuden tages hensyn til
den nævnte ansøgers hensigt på tidspunktet for indgivelsen
af ansøgningen om registrering af et varemærke, hvilket er
et subjektivt element, der skal vurderes på baggrund af sa-
gens objektive omstændigheder.
I varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) er endvi-
dere i artikel 3, stk. 1, litra e, fastsat, at tegn, der udelukken-
de består af en udformning, som følger enten af varens ka-
rakter, er nødvendig for at opnå et teknisk resultat eller giver
varen en væsentlig værdi, er udelukket fra registrering. Den-
ne bestemmelse er implementeret i den gældende varemær-
kelovs § 2, stk. 2, og udgør i tillæg til de ovenfor anførte ab-
solutte registreringshindringer en hindring mod registrering
af varemærker, der udelukkende består i en gengivelse af
varens form eller dennes emballage.
Ligeledes følger det af artikel 2 og 3, stk. 1, litra a, i vare-
mærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), at et tegn bl.a.
skal opfylde kravene om, at tegnet skal have adskillelsesev-
ne og skal kunne gengives grafisk for at kunne udgøre et va-
remærke. Disse bestemmelser er implementeret i den gæl-
dende varemærkelovs § 2, stk. 1, og § 20, og udgør tillige en
hindring mod registrering af visse tegn som varemærker.
2.6.2. Direktivet
Direktivets artikel 4 opregner de hindringer, der udgør
»absolutte registreringshindringer«, og som, hvis varemær-
ket er registreret, kan føre til registreringens ugyldiggørelse.
Bestemmelsen svarer i hovedtræk til artikel 3 i varemær-
kedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), men af nyskabelser
kan nævnes, at ordlyden i bestemmelsens stk. 1, litra e, er
ændret, således at ordene »udformning« er ændret til »for-
men eller en anden egenskab«.
Endvidere er i stk. 1, litra i-k, henvist til sådanne betegnel-
ser, der i EU-lovgivningen og national lovgivning samt gen-
nem internationale aftaler beskyttes som oprindelsesbeteg-
nelser og geografiske betegnelser, som traditionelle benæv-
nelser for vin samt som garanterede traditionelle specialite-
ter.
Endelig er i stk. 1, litra l, henvist til, at varemærker, der
består af eller i deres væsentlige elementer gengiver en æld-
re plantesortsbetegnelse, der er registreret i overensstemmel-
se med EU-lovgivningen, national ret eller internationale af-
taler, under visse betingelser er udelukket fra registrering.
25
2.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
De foreslåede nyaffattelser af §§ 13-14 svarer med visse
tilføjelser til den gældende varemærkelovs § 2, stk. 2, § 13
og § 14, nr. 1-3. Udover disse bestemmelser er der i lovfor-
slaget tilføjet de bestemmelser, der fremgår af direktivets ar-
tikel 4, stk. 1, litra a og i-l, samt stk. 2.
Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at direkti-
vets artikel 4, stk. 1, litra a, implementeres i den foreslåede
nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 1, idet det bør fremgå klart af
varemærkeloven – og i øvrigt henregnes til de absolutte re-
gistreringshindringer – at tegn, der ikke kan udgøre et vare-
mærke, heller ikke kan registreres. Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af § 2, der
fastslår hvilke tegn, der kan udgøre et varemærke, og den
foreslåede nyaffattelse af § 16, der fastslår, at Patent- og Va-
remærkestyrelsen ved behandling af varemærkeansøgninger
påser, at bl.a. betingelserne i §§ 2, 13 og 14 er opfyldt. End-
videre skal bestemmelsen ses i sammenhæng med den fore-
slåede nyaffattelse af § 28, hvorefter varemærkeregistrerin-
ger, der er registreret i strid med bestemmelserne i §§ 13 og
14 kan erklæres ugyldige. Bestemmelsen medfører ingen
ændring i den gældende retstilstand.
Den foreslåede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 1, der im-
plementerer direktivets artikel 4, stk. 1, litra e, viderefører
varemærkelovens § 2, stk. 2, med den ændring i ordlyden, at
»udformning« ændres til »form eller anden egenskab«. Ord-
lyden »anden egenskab« tager bl.a. sigte på situationer, hvor
det »tekniske resultat« tillige kan tilskrives eksempelvis va-
rens farve eller en effekt på varens overflade, såsom at over-
fladen reflekterer lys eller lignende, eller hvor sådanne
egenskaber kan siges at følge af varens egen karakter eller
giver varen en væsentlig værdi.
Denne tilføjelse til ordlyden skal bl.a. ses i lyset af, at EU-
Domstolen i sag C-205/13, Hauck, har præciseret, at begre-
bet »en udformning, hvorved varen får en væsentlig værdi«
ikke kun kan begrænses til vareudformninger, der udeluk-
kende har en kunstnerisk eller dekorativ værdi, idet der el-
lers opstår en risiko for, at de varer, der ud over et betydeligt
æstetisk element har væsentlige funktionelle egenskaber, ik-
ke omfattes af begrebet. I dette sidstnævnte tilfælde ville
den ret, som et varemærke giver indehaveren, give monopol
på varernes væsentlige egenskaber, hvilket ville forhindre
denne registreringshindring i fuldt ud at opfylde sit formål.
Tilføjelsen skal endvidere ses i lyset af, at der blandt EU-
medlemsstaterne har hersket divergerende opfattelser af,
hvorvidt denne registreringshindring, og dermed den gæl-
dende varemærkelovs § 2, stk. 2, skal fortolkes således, at
bestemmelsen også finder anvendelse på tegn, som består af
formen af den vare, for hvilken der er ansøgt om beskyttelse
af en bestemt farve.
Med tilføjelsen »andre egenskaber« er det således nu gjort
klart, at bestemmelsens rækkevidde ikke er begrænset til
alene at vedrøre varens udformning, og at ethvert andet ele-
ment ikke kan forhindre, at bestemmelsen kan tages i anven-
delse, når dette element i øvrigt følger af varens egen karak-
ter, er nødvendig for at opnå et teknisk resultat eller giver
varen en væsentlig værdi.
Uagtet der blandt EU-medlemsstaterne har været diverge-
rende opfattelser af rækkevidden af art. 3, stk. 1, litra e i va-
remærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), er det Erhvervs-
ministeriets opfattelse, at den ændrede ordlyd i direktivets
artikel 4, stk. 1, litra e, som er afspejlet i lovforslagets § 14,
stk. 1, nr. 1, blot er udtryk for såvel en præcisering som en
kodificering af EU-Domstolens praksis, og at der ikke her-
med er tiltænkt en ændring af den gældende retstilstand. Der
henvises nærmere til bemærkningerne til § 14, stk. 1, nr. 1.
Med hensyn til den foreslåede nyaffattelse af § 14, stk. 1,
nr. 5-7, der implementerer direktivets artikel 4, stk. 1, litra i-
k, bemærkes, at området for beskyttelse af oprindelsesbeteg-
nelser og geografiske betegnelser er reguleret gennem EU-
lovgivning, der allerede og i sig selv indeholder en forplig-
telse for medlemsstaterne til at afslå at registrere tegn, der
krænker sådanne betegnelser, som varemærke. Bestemmel-
serne medfører således ingen ændring af den gældende rets-
tilstand.
Den foreslåede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 8, om be-
skyttelse af plantesortsnavne implementerer direktivets arti-
kel 4, stk. 1, litra l. Der er fastlagt regler om beskyttelse af
plantesortsrettigheder såvel i dansk lovgivning, jf. bl.a. lov-
bekendtgørelse nr. 10 af 4. januar 2017 om plantenyheder
og bekendtgørelse nr. 942 af 11. august 2015 om plantesort-
snavne, som i EU-lovgivning, jf. Rådets forordning (EF)
2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om
retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser, ligesom
rettigheder til plantenyheder med gyldighed for Danmark
kan opnås gennem den internationale ordning for registre-
ring af plantenyheder efter Den Internationale Konvention
om Beskyttelse af Plantenyheder (UPOV), jf. bekendtgørel-
se nr. 128 af 10. december 1968 af international konvention
af 2. december 1961 om beskyttelse af plantenyheder og be-
kendtgørelse nr. 56 af 13. juli 1989 om ændringer af 23. ok-
tober 1978 i konventionen af 2. december 1961 om beskyt-
telse af plantenyheder (UPOV-konventionen).
Fælles for de nævnte regelsæt er bl.a., at en af betingelser-
ne for opnåelse af rettigheder til en plantenyhed er, at denne
tildeles en plantesortsbetegnelse, der bl.a. skal være egnet til
at udgøre en generisk betegnelse for plantenyheden. Hertil
kommer, at enhver, der i erhvervsmæssigt øjemed udbyder
eller overdrager sortsbestanddele af en beskyttet sort, ikke
alene er forpligtet til at anvende sortsbetegnelsen, når plan-
tenyheden er beskyttet, men også er forpligtet til at anvende
betegnelsen når plantenyheden ikke længere i sig selv er be-
skyttet. Denne forpligtelse til at anvende plantesortsnavnet
indebærer, at der er et særligt behov for at friholde disse be-
tegnelser fra registrering som varemærker.
Erhvervsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at
det særlige friholdelsesbehov, der gælder for plantesortsnav-
ne, kommer til udtryk i varemærkeloven gennem den fore-
slåede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 8.
26
Af bestemmelsens ordlyd fremgår, at bestemmelsen har et
begrænset anvendelsesområde, idet den er begrænset til at
finde anvendelse, når varemærket vedrører plantesorter af
samme eller nært beslægtede arter. At plantesortsbetegnelser
anses for at udgøre generiske betegnelser indebærer, at be-
stemmelserne om, at betegnelser uden særpræg eller beskri-
vende betegnelser, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 13,
stk. 1, nr. 2 og 3, fortsat vil kunne virke som afslagsgrund,
når en plantesortsbetegnelse ansøges registreret som vare-
mærke for varer eller tjenesteydelser, der falder uden for an-
vendelsesområdet for § 14, stk. 1, nr. 8. Bestemmelsen med-
fører således ingen ændring af den gældende retstilstand.
2.7. Relative hindringer for registrering og søgnings-
rapporter
2.7.1. Gældende ret
Det fremgår i dag af § 9 i bekendtgørelse nr. 364 af 2. maj
2008 om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og
fællesmærker (registreringsbekendtgørelsen), hvad der anses
for at udgøre »relative registreringshindringer«.
Til de relative registreringshindringer henregnes visse af
de bestemmelser i varemærkeloven, der vedrører tredje-
mands ældre rettigheder, nemlig ældre varemærker, jf. vare-
mærkelovens § 15, stk. 1 og 2, og navnerettigheder, herun-
der virksomhedsnavne, personnavne og særegne ejendoms-
navne, samt afbildninger af fastejendom og portrætter, jf.
varemærkelovens § 14, nr. 4. Hertil kommer særegne titler
på ophavsretligt beskyttede værker, ophavsret, design,
brugsmodel, skorstensmærker og kontorflag, samt enhver
anden industriel ejendomsret, jf. varemærkelovens § 14, nr.
5.
Sondringen mellem absolutte og relative registreringshin-
dringer har i den gældende varemærkelov og registrerings-
bekendtgørelse alene relation til de hindringer, som Patent-
og Varemærkestyrelsen kan fremdrage ex officio. Til de ab-
solutte og relative registreringshindringer henregnes således
i dag hverken de varemærkerettigheder, der alene er stiftet
ved brug, eller dem som opnås, fordi varemærket kan hen-
regnes til de vitterligt kendte mærker, der er beskyttet efter
Pariserkonventionens artikel 6 b. Eksistensen af sådanne ret-
tigheder og deres beskyttelsesomfang kan alene fastslås gen-
nem dokumentation for deres brug, hvorfor disse ikke er
omfattet af styrelsens undersøgelseskompetence. Derimod
kan deres beskyttelse påberåbes i en indsigelsessag, jf. vare-
mærkelovens § 23, eller en sag om varemærkets ophævelse,
jf. varemærkelovens §§ 29 og 30.
At registreringshindringerne er »relative« har ifølge regi-
streringsbekendtgørelsens §§ 9 og 10 den følge, at styrelsen
informerer ansøgeren om de fundne ældre rettigheder. Det
er herefter op til ansøgeren at afgøre, om ansøgeren ønsker
at trække ansøgningen tilbage, foretage ændringer i ansøg-
ningen, indhente samtykke fra tredjemand, eller blot lade
varemærket registrere trods de fremfundne ældre rettighe-
der.
Selvom Patent- og Varemærkestyrelsen således har fun-
det, at det ansøgte mærke kan udgøre en krænkelse af visse
ældre rettigheder, kan styrelsen ikke afslå at registrere vare-
mærket alene med baggrund i konflikten med de ældre ret-
tigheder.
Denne ordning for registrering af varemærker blev indført
efter en lovændring i 1996 ved lov nr. 1201 af 27. december
1996. Af bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingsti-
dende 1996-97, tillæg A, side 979-980, fremgår bl.a. følgen-
de:
»Hidtil har direktoratets undersøgelse af nye varemærke-
ansøgninger i princippet omfattet samtlige registreringsbe-
tingelser. Undersøgelsen har i realiteten været begrænset,
idet ikke alle registreringsbetingelser af rent praktiske grun-
de har kunnet påses. Her tænkes navnlig på uregistrerede va-
remærker, firmanavne og lignende kendetegn, som indeha-
verne selv har måttet gøre gældende i form af indsigelser.
Alene den voldsomme stigning i mængden af undersøgel-
sesmateriale og vanskelighederne ved at få hurtig adgang til
dette materiale, gør det nødvendigt løbende at justere om-
fanget af Patentdirektoratets undersøgelser. Hertil kommer,
at undersøgelsesmaterialet i stigende omfang vil bestå af
»uprøvede« rettigheder. Danske selskabsnavne undersøges
ikke fuldt ud af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for forveks-
lelighed inden registrering, og EF-varemærker registreres af
Harmoniseringskontoret uden endelig stillingtagen til even-
tuelle konflikter med eksisterende mærker. Efter gældende
praksis udgør sådanne, ikke fuldt prøvede rettigheder, imid-
lertid registreringshindringer for ansøgte varemærker her i
landet.
Det er uhensigtsmæssigt, at Patentdirektoratet påser så-
danne registreringshindringer. Dels tillægges de uprøvede
rettigheder derigennem en i mange tilfælde urimelig beskyt-
telse. Dels kan ansøger i stedet vælge at anvende EF-vare-
mærkesystemet og derigennem få registreret sit mærke med
gyldighed for Danmark.
Det må forventes, at direktoratets sagsbehandling gradvist
vil blive ændret, så den bringes på linie med den praksis, der
følges af Harmoniseringskontoret (EF-varemærkemyndighe-
den) og af varemærkemyndighederne i bl.a. Frankrig og
Østrig samt af Beneluxlandenes fælles varemærkemyndig-
hed. I disse systemer undersøges de absolutte registrerings-
betingelser, herunder om et ansøgt mærke har særpræg eller
er vildledende. Det undersøges også, om der findes eksister-
ende ansøgte eller registrerede varemærker, som et ansøgt
mærke kan være forveksleligt med. Ansøgeren bliver under-
rettet om resultatet, men kan herefter selv beslutte, om mær-
ket skal registreres, eller om undersøgelsesresultatet giver
anledning til at ændre ansøgningen, at trække den tilbage,
eller at søge at få en aftale i stand med indehaverne af de ek-
sisterende varemærker.
En overgang til et lignende system i Danmark vil altså
medføre, at en ansøgning ikke vil blive afslået fra Patentdi-
rektoratets side, fordi der findes eksisterende, forvekslelige
varemærker. En registrering kan efterfølgende blive ophæ-
vet, men det vil være op til indehaverne af de ældre vare-
mærker at gøre deres rettigheder gældende ved at nedlægge
indsigelse mod eller begære det yngre mærke ophævet.«
27
Lovændringen gav erhvervsministeren udvidede mulighe-
der for at fastsætte de nærmere regler for administrationen
af varemærkeloven, og den ny registreringsordning med
sondring mellem absolutte og relative registreringshindrin-
ger blev indført i Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbe-
handling med bekendtgørelse nr. 376 af 19. juni 1998 om
ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmær-
ker, der har fungeret uændret siden den dagældende be-
kendtgørelses ikrafttræden den 1. januar 1999.
Det er i den forbindelse fastsat i registreringsbekendtgø-
relsens § 9, stk. 1, at Patent- og Varemærkestyrelsen i be-
handlingen af varemærkeansøgninger foretager en søgning
efter de relative hindringer, der fremgår af varemærkelovens
§ 14, nr. 4 og 5, og § 15, stk. 1 og 2, samt at resultatet af
søgningen meddeles ansøgeren. Endvidere fremgår det af
bestemmelsens stk. 2, at en ansøgning ikke kan afslås med
henvisning til de relative registreringshindringer.
Endelig skal ordningen for behandlingen af relative regi-
streringshindringer ses i lyset af, at tredjemand efter vare-
mærkelovens § 23 først har adgang til at fremsætte indsigel-
se mod varemærket, når dette er registreret og har været of-
fentliggjort i Dansk Varemærketidende. Tredjemand har i
den forbindelse mulighed for at støtte indsigelsen på enhver
af de typer af ældre rettigheder, der fremgår af varemærkel-
ovens §§ 14 og 15, og således også sådanne rettigheder, der
ikke er omfattet af styrelsens undersøgelseskompetence.
2.7.2. Direktivet
Direktivet sondrer i sin ordlyd mellem relative og absolut-
te registreringshindringer. De absolutte registreringshindrin-
ger fremgår af direktivets artikel 4, og de relative registre-
ringshindringer fremgår af direktivets artikel 5.
Med hensyn til hvilke ældre rettigheder, der kan fastsættes
som relative registreringshindringer i national lovgivning,
følger det af direktivets artikel 5, at de relative hindringer
som minimum skal omfatte de typer af rettigheder og situa-
tioner, der fremgår af bestemmelsens stk. 1-3. Disse bestem-
melser omfatter først og fremmest registrerede varemærker,
beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnel-
ser, men også beskyttelse af vitterligt kendte og velkendte
varemærker, samt beskyttelsen mod at en agent eller repræ-
sentant registrerer varemærkeindehaverens varemærke, jf.
Pariserkonventionens artikel 6 g.
Derudover kan der i national lovgivning fastsættes be-
stemmelser om beskyttelse af bl.a. uregistrerede varemær-
ker, retten til et navn, et portræt, en ophavsret eller en indu-
striel ejendomsret. Denne adgang til at fastsætte bestemmel-
ser om disse typer af rettigheder i national lovgivning, var
tillige til stede i artikel 4 i varemærkedirektiv 2008/95/EF
(kodifikation).
2.7.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at son-
dringen mellem absolutte og relative hindringer fremgår ek-
splicit af varemærkeloven, og at disse hindringer samles i
enkelte og let overskuelige bestemmelser. Lovforslaget in-
deholder således i den foreslåede nyaffattelse af §§ 13 og 14
de absolutte hindringer, der fremgår af direktivets artikel 4
og den gældende varemærkelovs § 2, stk. 2, samt §§ 13 og
14, ligesom de relative hindringer er indeholdt i den foreslå-
ede nyaffattelse af § 15, som afspejler de hindringer, der
fremgår af direktivets artikel 5 og den gældende varemær-
kelovs §§ 14 og 15.
Som noget nyt indgår i den foreslåede nyaffattelse af § 15,
stk. 3, nr. 3, henvisningen til beskyttede oprindelsesbeteg-
nelser og geografiske betegnelser som relative hindringer.
Bestemmelsen implementerer direktivets artikel 5, stk. 3, li-
tra c, og den giver den, der ifølge den relevante lovgivning
har adgang til at udøve de rettigheder, som følger af en be-
skyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse,
mulighed for at fremsætte indsigelse mod ansøgte varemær-
ker.
Ligeledes er det præciseret i den foreslåede nyaffattelse af
§ 15, stk. 3, nr. 1, der implementerer direktivets artikel 5,
stk. 3, litra a, om velkendte mærker, at bestemmelsen kan
finde anvendelse, uanset om de omhandlede varer eller tje-
nesteydelser er identiske, ligner eller ikke ligner hinanden.
Endvidere er bestemmelsen i den foreslåede nyaffattelse
af § 15, stk. 3, nr. 2, omformuleret i forhold til den gælden-
de varemærkelovs § 15, stk. 3, nr. 3, for at præcisere, at be-
stemmelsen vedrører Pariserkonventionens artikel 6 g om
agenters eller repræsentanters registrering af varemærkeind-
ehaverens rettighed uden samtykke, og bestemmelsens ord-
lyd svarer nu til direktivets artikel 5, stk. 3, litra b.
Bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 15, stk. 3,
nr. 3, var oprindeligt tiltænkt at favne såvel den nævnte
»agentregel« i Pariserkonventionen artikel 6 g og den fakul-
tative bestemmelse om beskyttelse af udenlandske varemær-
ker i direktivets artikel 5, stk. 4, litra c. Sammenskrivningen
af disse to bestemmelser i en bestemmelse har dog vist sig
uhensigtsmæssig, jf. Højesterets dom af 3. april 2014 i sag
282/2009 og EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sag
C-320/12, Malaysia Dairy, hvorfor det nu i lovforslaget er
foreslået, at direktivets artikel 5, stk. 4, litra c, implemente-
res ordret i den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 9.
Endelig er der i lovforslaget sket en betydelig omorganise-
ring og en ændring af ordlyden i den gældende varemærkel-
ovs § 14, nr. 4. Denne bestemmelse vedrører i sin nugælden-
de udformning såvel virksomhedsnavne, personnavne, por-
trætter, særegne navne på fast ejendom og afbildninger her-
af, som hver især kan udgøre en hindring mod et registreret
varemærke. Beskyttelsen af disse navne har dog forskelligt
udgangspunkt og udspringer af hensyn og principper, der er
forskellige fra de varemærkeretlige principper.
For at gøre det mere klart i varemærkeloven, at beskyttel-
sen af de forskellige typer af navne således har et forskelligt
udgangspunkt, og dermed også i forskelligt omfang kan ud-
gøre hindringer mod registrering og brug af varemærker, er
det i lovforslaget foreslået, at bestemmelsen deles op, og at
de enkelte navnetyper og rettigheder adresseres i separate
bestemmelser.
28
Således er det i den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3,
nr. 4, litra a, foreslået præciseret, at et varemærke alene an-
ses for at krænke et virksomhedsnavn, der er registreret i
Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), når navnet og va-
remærket er identiske eller ligner hinanden, og virksom-
hedsnavnet har været anvendt for varer eller tjenesteydelser,
der er identiske med eller ligner de varer eller tjenesteydel-
ser, som varemærket vedrører, og der derved er en risiko for
forveksling. Ligeledes er det i bestemmelsens litra b foreslå-
et præciseret, at virksomhedsnavne tillige er beskyttet mod
et varemærkes utilbørlige udnyttelse af eller skade på virk-
somhedsnavnets særpræg eller renommé, når virksomheds-
navnet i øvrigt er velkendt.
Kravet om, at virksomhedsnavnet skal være anvendt for
varer eller tjenesteydelser, skal ses i lyset af, at det fremgår
af bl.a. EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i C-17/06,
Céline, at et virksomhedsnavn alene kan anses for at krænke
et varemærke, når virksomhedsnavnet har været anvendt for
varer eller tjenesteydelser.
Hertil kommer, at fastlæggelsen af den kendetegnsretlige
retsstiftelse, herunder det beskyttelsesomfang et virksom-
hedsnavn skal tildeles, ikke kan fastlægges alene ud fra de
oplysninger, der fremgår af CVR, idet oplysninger om bran-
chekoder og -områder for virksomheder i CVR ikke har til
formål at fastlægge virksomhedsnavnets beskyttelsesom-
fang, og dels fordi måden, hvorpå disse branchekoder og -
områder ofte er formuleret, ikke kan anses for at leve op til
de krav om klarhed og præcision, der følger af EU-Domsto-
lens præjudicielle afgørelse i sagen C-307/10, Chartered In-
stitute of Patent Attorneys.
De nævnte præciseringer skal endvidere bidrage til at ska-
be en mere klar retstilstand, idet de indebærer, at retten til et
virksomhedsnavn alene kan gøres gældende i forhold til re-
gistrerede varemærker, hvis virksomhedsnavnet er registre-
ret i CVR, og virksomhedsnavnet er af mere end lokalt af-
grænset karakter. Om vurderingen af »lokalt afgrænset ka-
rakter« henvises nærmere til afsnit 2.3.3 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Under hensyn til at markedsføringslovens § 22 omfatter
enhver type forretningskendetegn og således ikke er be-
grænset til varemærker og virksomhedsnavne, er det i den
nyaffattede § 15, stk. 3, nr. 5 fundet nødvendigt tillige at
præcisere, at øvrige typer af forretningskendetegn alene kan
gøres gældende over for et registreret varemærke, hvis ken-
detegnet er af mere end lokalt afgrænset karakter.
Endvidere er det i den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk.
3, nr. 6, foreslået præciseret, at personnavne og portrætter
kan udgøre en hindring mod varemærker, når disse i øvrigt
kan forhindre, at varemærket anvendes. Med præciseringen
er det gjort klart, at registreringen af et varemærke kan hin-
dres i samme omfang som brugen af varemærket kan hin-
dres.
I forhold til særegne navne på fast ejendom og afbildnin-
ger af fast ejendom, er der endvidere i lovforslaget sket en
præcisering af bestemmelsens anvendelsesområde, således
at den i lovforslaget er begrænset til at omfatte ejendomme,
der er beliggende her i landet. Den hidtidige praksis for be-
skyttelsen af ejendomsnavne og afbildninger af ejendomme,
hvorefter også udenlandske ejendomme er blevet anset for at
være omfattet af bestemmelsen i den gældende varemærkel-
ovs § 14, nr. 4, skal ses i lyset af, at der særligt i 1936-vare-
mærkeloven og 1959-varemærkeloven blev lagt vægt på en
for Danmark speciel og særdeles udvidet fortolkning af Pari-
serkonventionens artikel 8. Pariserkonventionen blev såle-
des tolket på en måde, hvorefter udenlandske varemærker,
virksomhedsnavne og ejendomsnavne blev anset for at være
beskyttet her i landet, uagtet sådanne hverken var registreret
eller anvendt i Danmark. Denne meget vidtgående fortolk-
ning af Pariserkonventionen og tilgang til beskyttelse af
udenlandske varemærker og virksomhedsnavne er for længst
blevet forladt, og den bør efter Erhvervsministeriets opfat-
telse også nu forlades i forhold til ejendomsnavne og afbild-
ninger af fast ejendom.
Om Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af vare-
mærkeansøgninger er det i den foreslåede nyaffattelse af §
17 foreslået, at styrelsen i forhold til udarbejdelsen af søg-
ningsrapporter over relative hindringer alene skal foretage
søgninger efter ældre ansøgte og registrerede varemærker.
Den foreslåede begrænsning i styrelsens søgninger efter re-
lative hindringer har sin begrundelse i, at styrelsen ikke kan
foretage søgninger efter ældre kendetegnsrettigheder, hvis
stiftelsestidspunkt, fortsatte beskyttelse og konkrete beskyt-
telsesomfang alene kan fastslås gennem dokumentation for
den brug, der er gjort af kendetegnet. En sådan begrænsning
gør sig særligt gældende i forhold til virksomhedsnavne, jf.
den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 4, og de uregi-
strerede varemærker.
Brugere af varemærkesystemet har i den forbindelse ud-
trykt ønske om, at Patent- og Varemærkestyrelsen begræn-
ser søgningerne efter ældre rettigheder til rettighedstyper,
hvor søgningerne kan foretages på et mere sikkert grundlag.
Det er i den forbindelse blevet fremhævet, at der består en
betydelig usikkerhed ved styrelsens fremdragelse af rettig-
heder, der ikke er registreret i et register, eksempelvis op-
havsret, ejendomsnavne, afbildninger af fast ejendom, per-
sonnavne og portrætter, ligesom søgninger efter og fremdra-
gelse i søgningsrapporter af rettigheder, der registreres med
en begrænset prøvning, såsom design, kan give ansøgere et
misvisende billede af den reelle retstilstand og dermed an-
søgerens retsstilling overfor sådanne fremdragne rettigheder.
Selvom lovforslaget med den foreslåede nyaffattelse af §
17 begrænser Patent- og Varemærkestyrelsens søgningsrap-
porter til alene at omfatte ældre, ansøgte og registrerede va-
remærker, kan de øvrige relative hindringer fortsat påberå-
bes som grundlag for en indsigelse, jf. den foreslåede nyaf-
fattelse af § 19.
Efter ønske udtrykt af visse af brugerne af varemærkesy-
stemet er det endvidere med den nyaffattede § 11 foreslået,
at ansøgere ved ansøgningens indgivelse får tre valgmulig-
heder for ansøgningens behandling ved Patent- og Vare-
mærkestyrelsen. Således er det foreslået, at ansøgere skal
kunne vælge mellem blot at modtage en søgningsrapport
vedrørende ældre, ansøgte og registrerede varemærker, såle-
29
des som disse hidtil har været udfærdiget, eller – i tillæg
hertil og mod betaling af et tillægsgebyr – at modtage en
nærmere begrundet søgningsrapport. I en nærmere begrun-
det søgningsrapport giver styrelsen nærmere oplysninger om
årsagen til, at styrelsen har fundet det relevant at fremdrage
de ældre varemærkeregistreringer. Endvidere er det i den
foreslåede nyaffattelse af § 11, stk. 3 foreslået, at ansøgere
helt skal kunne fravælge, at der udarbejdes en søgningsrap-
port.
Muligheden for at modtage en nærmere begrundet søg-
ningsrapport kan være særligt relevant for de små og mel-
lemstore virksomheder, der har et ønske om at modtage me-
re specifik information om årsagen til, at de ældre varemær-
kerettigheder er blevet fremdraget.
De søgningsrapporter, som Patent- og Varemærkestyrel-
sen i dag udarbejder, indeholder en vurdering af, om der fin-
des bl.a. ældre varemærkeregistreringer, som det ansøgte va-
remærke kan være i konflikt med efter den gældende vare-
mærkelovs § 15, stk. 1, nr. 1 og 2. Styrelsen inddrager ikke
forhold som varemærkernes faktiske brug, indarbejdelse,
kendthed og lignende. Søgningsrapporterne identificerer ale-
ne de pågældende ældre varemærkeregistreringer, men inde-
holder ikke yderligere informationer om konfliktens umid-
delbare omfang. Det indebærer, at det er overladt til den en-
kelte ansøger selv at vurdere, om konflikten vedrører alle de
varer eller tjenesteydelser, der indgår i varemærkeansøgnin-
gen, eller alene en del af disse.
Med en nærmere begrundet søgningsrapport vil ansøgere
på en let og overskuelig måde få et overblik over, hvilke
sammenfald eller ligheder mellem mærker, varer og tjene-
steydelser, styrelsen har lagt vægt på i udvælgelsen af de
ældre varemærkeregistreringer, der fremgår af søgningsrap-
porten.
Søgningsrapporterne udgør ikke en afgørelse, da styrelsen
ikke har hjemmel til af egen drift at afslå ansøgningerne
med henvisning til ældre rettigheder, men udgør alene infor-
mation til ansøgere om eventuelle ældre rettigheder.
Den foreslåede ordning med nærmere begrundede søg-
ningsrapporter forventes at kunne bidrage til at give navnlig
de små og mellemstore virksomheder bedre forudsætninger
for at forstå behovet for at adressere de ældre rettigheder,
der fremdrages i søgningsrapporterne, inden varemærket
tages i brug, og der kan opstå en reel konflikt. Det er for-
ventningen, at de nærmere begrundede søgningsrapporter vil
kunne medvirke til at øge bevidstheden om behovet for, at
virksomhederne i visse situationer opsøger professionel råd-
givning, herunder for at få hjælp til at vurdere den reelle ri-
siko for en konflikt, hvis varemærket tages i anvendelse og
til nærmere at specificere eller begrænse varefortegnelsen,
indhente samtykke fra indehavere af ældre varemærkeregi-
streringer eller indgå sameksistensaftaler.
Muligheden for helt at fravælge at modtage en søgnings-
rapport kendes allerede i dag fra EU-varemærkesystemet,
hvor ansøgere kan vælge at indgive en »Fast Track«-ansøg-
ning. Til denne ordning er i EU-varemærkesystemet endvi-
dere knyttet visse betingelser, herunder at ansøgeren i an-
søgningens varefortegnelse alene anvender de forud god-
kendte termer, der indgår i den harmoniserede database over
varer og tjenesteydelser (TMclass), og at ansøgningen indgi-
ves gennem Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel
Ejendomsrets (EUIPO) e-ansøgning.
Ordningen med en »Fast Track« model er særligt tiltænkt
de mere erfarne brugere af varemærkesystemet, eller dem
der er repræsenteret af en rådgiver med særlige kompetencer
inden for kendetegnsret. Disse brugere eller deres repræsen-
tanter har ofte foretaget søgninger efter ældre rettigheder in-
den indgivelsen af ansøgningen, og de har derfor ikke et
særskilt behov for hverken at modtage en søgningsrapport
eller en nærmere specificeret begrundelse i forbindelse her-
med. Derimod er en hurtigere og effektiv sagsbehandling of-
te af større betydning for disse brugere.
For at imødekomme dette behov og for at sikre at målet
om hurtigere og mere effektiv sagsbehandling kan opnås
uden behov for et yderligere tillægsgebyr, er det med den
nyaffattede § 11, stk. 3, tillige foreslået, at erhvervsministe-
ren kan fastsætte yderligere betingelser for disse ansøgnin-
ger. Sådanne betingelser kan eksempelvis bestå i, at ansøg-
ningen skal være indgivet ved brug af Patent- og Varemær-
kestyrelsens elektroniske ansøgningsformular, at vareforteg-
nelsen er udarbejdet i overensstemmelse med TMclass, og at
korrespondance vedrørende ansøgningen sker elektronisk.
Da den teknologiske udvikling, herunder udviklingen af nye
IT-værktøjer til brug for behandlingen af ansøgninger og
korrespondance herom, kan have indvirkning på behovet
for, hvilke betingelser, det eventuelt kan være hensigtsmæs-
sigt at opstille, er det fundet formålstjenligt, at betingelserne
ikke fastlægges i loven, men at erhvervsministeren gives
hjemmel til at fastlægge disse i ansøgnings- og registrerings-
bekendtgørelsen.
2.8. Indvendinger mod et ansøgt eller registreret varemærke
2.8.1. Gældende ret
Varemærkelovens bestemmelser foreskriver ikke en admi-
nistrativ procedure, hvorefter tredjemand kan gøre indven-
dinger mod en varemærkeansøgning før varemærkets regi-
strering. Derimod kan der efter den gældende varemærkel-
ovs § 23 fremsættes indsigelse mod et registreret varemærke
i to måneder, efter registreringen har været offentliggjort i
Dansk Varemærketidende.
Indsigelser indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen og
kan vedrøre enhver af de absolutte og relative hindringer,
der er omfattet af lovens §§ 2 og 13-15, ligesom styrelsen
efter § 23, stk. 2, jf. § 20, er tillagt en vis kompetence til af
egen drift at påse, at registreringen er sket i overensstem-
melse med loven.
Endvidere er der efter varemærkelovens § 29 mulighed for
at begære en varemærkeregistrering ophævet ved dom, lige-
som der er mulighed for at begære registreringen admini-
strativt ophævet efter varemærkelovens § 30.
Adgangen til at begære varemærkeregistreringer admini-
strativt ophævet indtræder først efter registreringsprocedu-
30
rens afslutning, dvs. to måneder efter offentliggørelsen af re-
gistreringen i de tilfælde hvor der ikke har været fremsat
indsigelse, eller – i tilfælde af indsigelse – fra den dag på
hvilken der træffes den endelige afgørelse om indsigelsen.
Enhver kan begære en varemærkeregistrering administra-
tivt ophævet efter varemærkelovens § 30, og der er således
ikke krav om, at den, der anmoder om ophævelsen af regi-
streringen, påviser en retlig interesse heri.
Ophævelsesanmodninger efter varemærkelovens § 30 ve-
drører enhver af de hindringer, der kunne fremføres mod va-
remærkets registrering, dvs. enhver af de hindringer der
fremgår af varemærkelovens §§ 2, og 13-15. Derudover kan
anmodningen om ophævelse vedrøre en påstand om regi-
streringsindehaverens manglende reelle brug af varemærket,
jf. varemærkelovens § 25, og de øvrige fortabelsesgrunde,
der er nævnt i § 28.
2.8.2. Direktivet
Som noget nyt indeholder direktivet bestemmelser, der ve-
drører procedurerne for ansøgningers behandling. Således
kan det efter direktivets artikel 40 fastsættes, at tredjemand
kan fremsætte bemærkninger mod en varemærkeansøgning,
ligesom det i artikel 43 og 45 er fastlagt, at tredjemand skal
have adgang til dels at fremsætte indsigelse mod ansøgnin-
gen eller registreringen, og dels at begære varemærkeregi-
streringer ophævet efter en administrativ procedure.
Det fremgår af direktivets artikel 43, at den indsigelses-
procedure, som medlemsstaterne skal fastsætte efter direkti-
vet, alene kan omfatte påstande om krænkelse af ældre ret-
tigheder, dvs. de relative hindringer, der fremgår af artikel 5.
Direktivet giver således ikke medlemsstaterne mulighed for
at fastsætte, at en indsigelse kan fremsættes med henvisning
til de absolutte registreringshindringer, der er omfattet af ar-
tikel 4.
Årsagen til denne begrænsning af adgangen til at fremsæt-
te indsigelse, således at disse alene kan være begrundet i re-
lative hindringer, er først og fremmest, at det i forbindelse
med udarbejdelsen af direktivet har været et ønske, at de na-
tionale varemærkemyndigheders procedurer i højere grad
skal afspejle de procedurer for behandling af ansøgninger,
der anvendes for EU-varemærket, jf. hertil præambelbetragt-
ning nr. 36 i direktivet.
Således følger det af EU-varemærkeforordningens artikel
8 og 46, at indsigelse mod et EU-varemærke alene kan
fremsættes med henvisning til de relative registreringshin-
dringer. Denne ordning skal ses i lyset af, at EU-varemærker
ikke registreres, før tredjemand har haft mulighed for at
fremsætte indsigelse mod ansøgningen, og at Den Europæ-
iske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)
frem til mærkets registrering har mulighed for at afslå an-
søgningen med henvisning til de absolutte hindringer, uanset
om der er fremsat indsigelse mod ansøgningen eller ej.
Hertil kommer, at der efter EU-varemærkeforordningens
artikel 45 er givet tredjemand mulighed for at fremsætte be-
mærkninger om, at ansøgningen er i strid med de absolutte
registreringshindringer. En sådan ordning kan tillige indfø-
res af medlemsstaterne efter direktivets artikel 40.
Direktivets artikel 45 foreskriver endvidere, at anmodnin-
ger om administrativ ophævelse kan fremsættes under hen-
visning til både de absolutte og de relative registreringshin-
dringer, ligesom anmodninger kan vedrøre, at varemærket
ikke har været anvendt i overensstemmelse med reglerne om
reel brug, eller at det har været anvendt på en måde, der er
egnet til at vildlede eller som har ført til, at varemærket er
blevet generisk.
Anmodninger efter direktivets artikel 45 kan først frem-
sættes efter registreringsprocedurens afslutning. Hvornår re-
gistreringsproceduren skal anses for afsluttet, afhænger af
om indsigelse kan fremsættes før varemærkets registrering,
eller først efter varemærket er blevet registreret og offentlig-
gjort.
Er der således fastlagt en ordning, hvor indsigelse kan
fremsættes før varemærkets registrering, anses registrerings-
proceduren for afsluttet, når varemærket registreres. Er der
derimod tale om, at indsigelse først kan fremsættes efter va-
remærkets registrering og offentliggørelse, vil registrerings-
proceduren anses for afsluttet enten to måneder efter offent-
liggørelsestidspunktet, når der ikke fremsættes indsigelse,
eller – hvis der fremsættes indsigelse – når afgørelse om
indsigelsen er blevet endelig.
2.8.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Begrænsningen i adgangen til at fremsættelse indsigelse,
således at indsigelser alene kan vedrøre de relative registre-
ringshindringer, indebærer i sig selv, at det vil være uhen-
sigtsmæssigt at opretholde en ordning, hvor indsigelse først
kan fremsættes efter et varemærkes registrering.
Således vil en ordning, hvor registreringsproceduren først
anses for afsluttet, når indsigelsesperioden er udløbet, eller
en afgørelse om indsigelse er blevet endelig, indebære, at
tredjemand i perioden fra varemærkets offentliggørelse til
tidspunktet for registreringsprocedurens afslutning ikke kan
begære registreringen ophævet administrativt med henvis-
ning til de absolutte hindringer.
Dette skal endvidere ses i lyset af, at indsigelsessager på
grund af eksempelvis forhandlinger mellem parterne eller
dokumentationskrav som følge af påstande om indarbejdel-
se, velkendthed, brugspligt og lignende, samt muligheden
for anke, kan versere i flere måneder eller år, inden sagen
finder sin endelige afslutning.
Fastholdes den nuværende ordning med indsigelse efter
registrering, vil tredjemand således i den beskrevne periode
være nødsaget til at gå til domstolene for at begære vare-
mærkeregisteringen ophævet som følge af de absolutte regi-
streringshindringer.
Da de administrative procedurer for indsigelse og ophæ-
velse netop har til formål at skabe en lettere adgang for tred-
jemand til at anfægte gyldigheden af en ansøgning eller re-
gistrering, er der derfor i lovforslaget lagt op til, at indsigel-
sesperioden placeres før varemærkets registrering.
31
Det er i tilknytning hertil i lovforslaget foreslået, at ord-
ningen om »bemærkninger fra tredjemand«, jf. den fakulta-
tive bestemmelse i direktivets artikel 40, tillige indføres.
Dermed vil tredjemand have mulighed for såvel at adressere
de absolutte som de relative registreringshindringer i forbin-
delse med ansøgningens behandling ved styrelsen, ligesom
tredjemand på samme grundlag vil have mulighed for at be-
gære varemærkeregistreringen ophævet umiddelbart efter
varemærkets registrering.
Den foreslåede ændring vil indebære, at ansøgningen om
registrering af varemærker skal offentliggøres inden vare-
mærket kan registreres, og at tredjemand i den forbindelse
vil have mulighed for inden for to måneder fra ansøgningens
offentliggørelse at gøre indsigelse mod varemærkets regi-
strering med henvisning til, at varemærket vil kunne krænke
en af de relative rettigheder, der er anført i den foreslåede
nyaffattelse af § 15.
Endvidere vil tredjemand frem til mærkets registrering
kunne fremsætte bemærkninger mod ansøgningen, dvs. be-
mærkninger om, at varemærket ikke bør registreres pga. til-
stedeværelsen af en af de absolutte hindringer, der fremgår
af varemærkelovens §§ 13 og 14. Ordningen vedrørende be-
mærkninger fra tredjemand efter direktivets artikel 40 og
den foreslåede nyaffattelse af § 22 medfører ikke, at den
tredjemand, der fremkommer med bemærkninger, dermed
bliver part i ansøgningssagen. At tredjemand ikke anses for
at være part i ansøgningssagen indebærer, at tredjemand ik-
ke bliver partshørt og heller ikke anses for at være adressat
for en afgørelse om registrering og følgelig heller ikke har
adgang til en anke en sådan afgørelse. Derimod vil den på-
gældende tredjemand have adgang til at begære mærket op-
hævet efter de foreslåede bestemmelser i den foreslåede ny-
affattelse af §§ 33 og 34, hvis Patent- og Varemærkestyrel-
sen på trods af de fremsatte bemærkninger træffer afgørelse
om at registrere mærket.
Ordningen med »bemærkninger fra tredjemand« skal end-
videre ses i lyset af, at Patent- og Varemærkestyrelsen under
behandlingen af varemærkeansøgninger er underlagt de al-
mindelige forvaltningsretlige principper, herunder official-
maksimen og høringspligten, og således skal søge sagen fyl-
destgørende oplyst, inden der træffes afgørelse i sagen, her-
under afgørelse om, at varemærket registreres. Fremkommer
der således bemærkninger fra tredjemand, der indikerer, at
en af de absolutte hindringer for varemærkets registrering er
til stede, skal styrelsen dels søge spørgsmålet tilstrækkeligt
oplyst, herunder fremsøge eller indhente yderligere oplys-
ninger om forholdet, og dels give ansøgeren lejlighed til at
udtale sig herom. Endelig er det i den foreslåede nyaffattelse
af § 22, stk. 3, foreslået, at styrelsen skal underrette den, der
har fremsat bemærkninger om ansøgningen, når ansøgnin-
gen afslås eller trækkes tilbage, eller hvis varemærket regi-
streres.
De foreslåede ændringer indebærer en grundlæggende æn-
dring i ansøgningsproceduren, der ikke alene har betydning
for selve ansøgningernes behandling, men også for fastsæt-
telsen af skæringsdatoen for eksempelvis beregningen af
femårsperioden efter lovforslagets § 10 c. Således indebærer
ændringen, at registreringsproceduren skal anses for afslut-
tet med varemærkets registrering, hvorimod tidspunktet for
registreringsprocedurens afslutning efter den gældende lov
er afhængig af, om der har været fremsat indsigelse mod re-
gistreringen eller ej, og om en eventuel indsigelsesafgørelse
bliver anket eller ej.
Som følge af forslaget er der således foreslået overgangs-
bestemmelser, der dels skal sikre, at den allerede fastsatte
dato for registreringsprocedurens afslutning i stedfundne re-
gistreringer fastholdes, og dels skal fastslå, hvilken procedu-
re for behandling af ansøgninger, der skal finde anvendelse
for ansøgninger, der er indgivet men ikke er ført til registre-
ring før lovens ikrafttræden.
2.9. Garanti- eller certificeringsmærker og kollektivmærker
2.9.1. Gældende ret
Kollektiv- og garantimærker er i dag reguleret i fælles-
mærkeloven. Det fremgår i den forbindelse af fællesmærkel-
ovens § 1, stk. 2, at et kollektivmærke er et særligt kende-
tegn, der tilhører en forening af erhvervsdrivende, og som
dens medlemmer benytter eller agter at benytte til varer eller
tjenesteydelser. Endvidere fremgår det af fællesmærkelo-
vens § 1, stk. 3, at et garantimærke er et særligt kendetegn,
der tilhører en juridisk person, der fører kontrol med eller
fastsætter normer for varer eller tjenesteydelser, og som be-
nyttes eller agtes benyttet til de varer eller tjenesteydelser,
der er genstand for kontrol, eller for hvilke normer er fastsat.
Fællesmærkelovens § 2 fastslår, at varemærkelovens reg-
ler, herunder regler om gebyrer, gælder for fællesmærker i
det omfang, de efter deres beskaffenhed kan finde anvendel-
se. Dette indebærer, at der for fællesmærkerne i udgangs-
punktet er opstillet de samme ansøgningskrav, herunder
krav i forhold til relative og absolutte registreringshindrin-
ger som for individuelle varemærker, ligesom der anvendes
samme procedure for registrering.
En undtagelse hertil fremgår dog af fællesmærkelovens §
3, hvorefter tegn eller angivelser, der i omsætningen anven-
des til at angive varers eller tjenesteydelsers geografiske op-
rindelse, kan udgøre et fællesmærke, uanset bestemmelsen i
varemærkelovens § 13, stk. 2, nr. 1, om registreringsforbud-
det mod beskrivende betegnelser, herunder mod registrering
af betegnelser, der kan angive varens eller tjenesteydelsens
geografiske oprindelse.
Et fællesmærke, der er registreret efter undtagelsesbe-
stemmelsen i fællesmærkelovens § 3, giver ikke indehave-
ren ret til at forbyde en tredjemand at bruge tegnet eller an-
givelser i omsætningen, når de bruges i overensstemmelse
med god markedsføringsskik. Navnlig kan fællesmærket ik-
ke påberåbes over for tredjemand, der har ret til at bruge en
given geografisk betegnelse, jf. fællesmærkelovens § 3.
Endvidere fremgår det af fællesmærkelovens § 4, stk. 2, at
en fællesmærkeansøgning i tillæg til de oplysninger, der
fremgår af varemærkelovens § 12, skal angive de bestem-
melser, der er fastsat om mærkets benyttelse. Bestemmelser-
ne, der skal være entydigt identificeret, skal bl.a. fastlægge,
32
hvem der anses for berettiget til at anvende fællesmærket,
og hvilke betingelser, der er opsat for brugen af mærket. I
den forbindelse fremgår det af fællesmærkelovens § 5, at der
påhviler indehaveren en forpligtelse til at holde fællesmær-
keregistret opdateret, når der sker ændringer i bestemmelser-
ne om mærkets benyttelse.
En fællesmærkeregistrering kan begæres ophævet ikke
blot med henvisning til varemærkelovens § 28, men også
når mærket strider mod almene samfundsinteresser, eller når
indehaveren ikke har givet meddelelse om ændringer i de
bestemmelser, der er fastsat om mærkets benyttelse.
For så vidt angår adgangen til at anlægge sag om krænkel-
se, er denne efter fællesmærkelovens § 9 begrænset til at til-
komme indehaveren af fællesmærket. Dog er det om anven-
delsen af varemærkelovens § 25 på fællesmærker fastslået,
at brug af et kollektivmærke af mindst én erhvervsdrivende,
der er berettiget til at anvende mærket, og brug af et garanti-
mærke af mindst én erhvervsdrivende med tilladelse fra in-
dehaveren, ligeledes udgør brug efter varemærkelovens §
25.
Endelig er det i fællesmærkelovens § 6 fastslået, at et fæl-
lesmærke kan overdrages, og at overdragelsen kan noteres i
registret. Bestemmelsen indeholder dog den for fællesmær-
kerne særlige regel, at noteringen kan nægtes, såfremt mær-
ket efter overdragelsen er egnet til at vildlede.
2.9.2. Direktivet
Det tidligere direktiv fandt anvendelse på alle typer vare-
mærker, dvs. såvel individuelle varemærker som kollektiv-
mærker og garanti- eller certificeringsmærker, jf. artikel 1 i
varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation). Direktivet in-
deholdt dog ikke en forpligtelse til at fastsætte en registre-
ringsordning for hverken kollektivmærker eller garanti- eller
certificeringsmærker, ligesom det i artikel 15, stk. 1, var
fastlagt, at medlemsstaterne kunne fastsætte yderligere hin-
dringer for sådanne mærkers registrering, end dem der var
fastlagt i direktivet for de individuelle varemærker.
Derudover var det i artikel 15, stk. 2, fastlagt, at medlems-
staterne kunne fastlægge bestemmelse om, at tegn eller an-
givelser, der i omsætningen anvendes til at angive varers el-
ler tjenesteydelsers geografiske oprindelse, kan udgøre kol-
lektivmærker eller garanti- eller certificeringsmærker, og at
sådant mærke ikke giver indehaveren ret til at forbyde en
tredjemand at bruge sådanne tegn eller angivelser i omsæt-
ningen, når de bruges i overensstemmelse med redelig mar-
kedsføringsskik, samt at et sådant mærke navnlig ikke kan
påberåbes over for tredjemand, der har ret til at bruge en gi-
ven geografisk betegnelse.
Efter det nye direktiv er det gjort obligatorisk, at med-
lemsstaterne fastsætter bestemmelser om registrering af kol-
lektivmærker, hvorimod bestemmelserne om garanti- eller
certificeringsmærker fortsat er fakultative. Derudover inde-
holder direktivet en række nye bestemmelser, der nærmere
regulerer kravene til registrering m.v. for kollektivmærker
og garanti- eller certificeringsmærker.
Blandt disse nye bestemmelser er direktivets artikel 27,
der indeholder definitioner af henholdsvis kollektivmærker
og garanti- eller certificeringsmærker.
Det er således fastlagt, at et garanti- eller certificerin-
gsmærke er et varemærke, der er beskrevet som sådant, når
der ansøges om registrering af mærket, og mærket er egnet
til at adskille varer eller tjenesteydelser, der er certificeret af
varemærkeindehaveren med hensyn til materiale, metode for
fremstilling af varer eller ydelse af tjenesteydelser, kvalitet,
nøjagtighed eller andre egenskaber af varer og tjenesteydel-
ser, der ikke er således certificeret.
Endvidere er fastlagt, at et kollektivmærke er et varemær-
ke, der er beskrevet som sådant, når der ansøges om regi-
strering af mærket, og mærket er egnet til at adskille varer
eller tjenesteydelser, der hidrører fra medlemmerne af en
sammenslutning, som er indehaver af mærket, fra andre
virksomheders varer eller tjenesteydelser.
For så vidt angår den obligatoriske registreringsordning
for kollektivmærker, er det i artikel 29, stk. 2, fastlagt, at an-
søgninger kan indgives af sammenslutninger af fabrikanter,
producenter, leverandører af tjenesteydelser eller handlende,
som i eget navn kan have rettigheder og forpligtelser, indgå
kontrakter eller foretage andre retshandlinger og optræde
som part i en retssag, samt offentligretlige juridiske perso-
ner.
Tilsvarende er det i artikel 28 om garanti- eller certificer-
ingsmærkerne fastlagt, at enhver fysisk eller juridisk person,
herunder offentligretlige institutioner, myndigheder og orga-
ner, kan ansøge om garanti- eller certificeringsmærker, så-
fremt en sådan person ikke udøver en erhvervsvirksomhed,
der omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af den
slags, der er certificeret.
Direktivet indeholder ikke derudover nye bestemmelser,
der nærmere regulerer garanti- eller certificeringsmærker,
idet der i artikel 28, stk. 3, er bibeholdt en adgang for med-
lemsstaterne til at fastsætte bestemmelse om, at garanti- el-
ler certificeringsmærker ikke kan registreres eller fortabes
eller erklæres ugyldige af andre grunde end de, der er opreg-
net i direktivet, i det omfang hensynet til disse mærkers
funktion kræver det.
Derimod er der om kollektivmærker fastlagt bestemmelse
om, at registreringer af kollektivmærker skal omfatte de be-
stemmelser, der er fastlagt for mærkernes benyttelse, og at
bestemmelserne som minimum skal angive, hvilke personer
der har ret til at anvende mærket, betingelserne for medlem-
skab af sammenslutningen, samt betingelserne for anvendel-
se af mærket, herunder sanktioner.
Ligeledes skal bestemmelserne om mærkets anvendelse i
tilfælde, hvor kollektivmærket falder ind under undtagelses-
bestemmelsen for beskrivende geografiske betegnelser i di-
rektivets artikel 29, stk. 3, give enhver person, hvis varer el-
ler tjenesteydelser hidrører fra det pågældende geografiske
område, ret til at blive optaget som medlem af den sammen-
slutning, der er indehaver af mærket, forudsat at den pågæl-
dende person opfylder alle andre betingelser i bestemmel-
serne.
33
Derudover er det i artikel 31, stk. 1 og 2, fastlagt, at en an-
søgning om registrering af et kollektivmærke i tillæg til det,
der gælder for de individuelle varemærker, kan afslås fra re-
gistrering, såfremt bestemmelserne om det pågældende kol-
lektivmærkes anvendelse strider mod den offentlige orden
eller sædelighed, eller hvis kollektivmærket vil kunne vild-
lede offentligheden med hensyn til mærkets karakter eller
betydning, navnlig hvis det kan blive antaget som værende
noget andet end et kollektivmærke. Er kollektivmærket regi-
streret, kan det efter direktivets artikel 35 og 36 tillige forta-
bes eller erklæres ugyldigt af de nævnte grunde.
Endelig er det i artikel 34 fastlagt, at sag om krænkelse af
et kollektivmærke i udgangspunktet alene kan anlægges af
varemærkeindehaveren, og at anlæggelse af en sag om
krænkelse af kollektivmærket af personer, der er berettiget
til at anvende kollektivmærket, sker under forudsætning af,
at varemærkeindehaveren har givet sit samtykke hertil. Det
er i den forbindelse tillige fastlagt, at indehaveren af kollek-
tivmærket har ret til at kræve erstatning på vegne af de per-
soner, der er berettiget til at anvende mærket, når disse per-
soner har lidt skade som følge af uberettiget anvendelse af
mærket.
2.9.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Der er i lovforslaget lagt op til, at bestemmelserne om be-
skyttelse af fællesmærker optages i varemærkeloven, og at
fællesmærkeloven ophæves. Forslaget skal ses i lyset af, at
direktivet ikke sondrer mellem varemærker og fællesmær-
ker, idet varemærker anses for at omfatte såvel individuelle
varemærker som kollektivmærker og garanti- eller certifi-
ceringsmærker. Hertil kommer, at beskyttelsen af og betin-
gelserne for registrering for de tre typer af varemærker kun
adskiller sig på enkelte punkter.
I dag kommer den nære sammenhæng mellem varemær-
ker og fællesmærker til udtryk i fællesmærkelovens § 2,
hvorefter varemærkelovens regler gælder for fællesmærker
»i det omfang, de efter deres beskaffenhed kan finde anven-
delse«. Med denne formulering af bestemmelsen er der dog
ikke givet en klar og entydig angivelse af, hvordan beskyt-
telsen af fællesmærker, herunder etableringen af eneretten,
adskiller sig fra den, der gælder for varemærker.
Det er derfor Erhvervsministeriets opfattelse, at en sam-
menlægning af varemærkeloven og fællesmærkeloven er
hensigtsmæssig, idet dette dels vil sikre en korrekt imple-
mentering af direktivet, og dels vil gøre det mere klart, på
hvilke punkter ansøgningskravene, beskyttelsen og grunde-
ne til fortabelse eller ugyldighed er sammenfaldende eller
forskellige for de enkelte varemærketyper. Sammenlægnin-
gen indebærer endvidere en sammenlægning af varemærke-
registret med fællesmærkeregistret.
For så vidt angår kollektivmærker er direktivets artikel 27,
litra b, og artikel 29-36 implementeret i de foreslåede nyaf-
fattelser af § 1 a, stk. 1, nr. 4, § 1 b, stk. 3, § 8, § 10 c, stk. 5,
§ 11, stk. 6-8, § 14, stk. 2, § 16, stk. 2, § 27, § 28, stk. 2, §
38, stk. 4 og § 39.
For så vidt angår garanti- eller certificeringsmærker er det
i vid udstrækning i direktivet overladt til medlemsstaterne at
fastsætte bestemmelser for disse mærkers registrering m.v.
Det er i den forbindelse Erhvervsministeriets opfattelse, at
den nuværende ordning for registrering af garantimærker
virker hensigtsmæssigt, hvorfor der i lovforslaget ikke er
foreslået væsentlige ændringer heraf. Dog stilles der som
noget nyt – og i overensstemmelse med direktivets artikel
28, stk. 2 – i den foreslåede nyaffattelse af § 1 b, stk. 2, krav
om, at indehaveren ikke udøver en erhvervsvirksomhed, der
omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af den slags,
der er certificeret. Der henvises nærmere til afsnit 2.2.3
ovenfor.
Derimod stilles der i de foreslåede bestemmelser ikke sær-
lige krav til indehaveren om, at denne skal kunne fastsætte
normer på den pågældende branches vegne. Dog følger det
af den foreslåede nyaffattelse af § 27, at varemærkeretten
fortabes, hvis indehaveren ikke træffer rimelige foranstalt-
ninger til at hindre, at mærket anvendes på en måde, der er
uforenelig med de bestemmelser, der er fastsat for mærkets
benyttelse.
2.10. Kommunikation
2.10.1. Gældende ret
Den lovgivning, som Patent- og Varemærkestyrelsen ad-
ministrerer, indeholder ikke særlige bestemmelser om digi-
tal kommunikation.
Patent- og Varemærkestyrelsen stiller i dag digitale selv-
betjeningsløsninger til rådighed via styrelsens hjemmeside.
Det er bl.a. muligt at ansøge om varemærker og patenter
m.v. gennem disse selvbetjeningsløsninger, ligesom bl.a.
guidelines om sagsbehandlingen ligger søgbare på styrelsens
hjemmeside. Endvidere er styrelsens varemærkeregister, pa-
tentregister m.v. tilgængeligt på styrelsens hjemmeside,
hvor også korrespondance i ansøgningerne kan fremfindes.
Styrelsen tilbyder ligeledes kommunikation via sikker e-
mail, herunder via ordningen Digital Post fra offentlige af-
sendere. Styrelsen udbygger løbende de digitale løsninger
med henblik på at optimere processerne hos brugerne af sty-
relsens ydelser og hos styrelsen.
Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi har gennem de
seneste 15 år haft fokus på digitalisering i den offentlige
sektor. På en række områder både i og uden for Erhvervsmi-
nisteriets ressort er der derfor skabt hjemmel til at fastsætte
bestemmelser om obligatorisk digital kommunikation mel-
lem myndigheder og deres brugere. Der er ikke tilvejebragt
en sådan hjemmel i den lovgivning, som Patent- og Vare-
mærkestyrelsen administrerer. Det har i den forbindelse haft
betydning, at styrelsens lovgivning er afpasset efter interna-
tionale traktater inden for immaterialretten, ligesom det dan-
ske rettighedssystem indgår i et samspil med regionale og
internationale rettighedssystemer. Styrelsen kan derfor ikke
uden hensyntagen hertil fastsætte regler om, at materiale ik-
ke anses for modtaget i styrelsen, såfremt det ikke er indgi-
vet via f.eks. styrelsens hjemmeside. Styrelsen har i stedet
arbejdet for, at de digitale services er så attraktive, at de be-
34
nyttes uden et krav om obligatorisk benyttelse. I 2017 blev
84 % af varemærkeansøgningerne indgivet via styrelsens
selvbetjeningsløsning.
2.10.2. Direktivet
Direktivet indeholder ikke bestemmelser om digital kom-
munikation.
2.10.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
I takt med Patent- og Varemærkestyrelsens udbygning af
digitale services, som stilles til rådighed for styrelsens bru-
gere, har styrelsen bl.a. fundet behov for hjemmel til at kun-
ne fastsætte krav om digitale formater, filstørrelser m.v. af
hensyn til bl.a. effektivitet i sagsbehandlingen.
På den baggrund foreslås det, at der i varemærkeloven
indsættes bemyndigelsesbestemmelser om, at erhvervsmini-
steren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunika-
tion.
Patent- og Varemærkestyrelsen har ikke aktuelle planer
om at indføre obligatorisk digital kommunikation mellem
styrelsens brugere og styrelsen. Det findes imidlertid mest
hensigtsmæssigt at etablere en bred hjemmel til digitale løs-
ninger efter samme model, som den hjemmel, der er blevet
tilvejebragt gennem de senere år på en række områder, her-
under inden for Erhvervsministeriets ressort. En bred be-
myndigelsesbestemmelse vil fremtidssikre styrelsens lovgiv-
ning og sikre de juridiske rammer for, at styrelsen kan leve-
re effektive løsninger.
Den foreslåede hjemmel vil give erhvervsministeren befø-
jelser til at kunne fastsætte bestemmelser om, at skriftlig
kommunikation til og fra styrelsen skal foregå digitalt og
bestemmelser om bestemte formater, filstørrelser m.v. For-
slaget indeholder ligeledes bestemmelser om underskrift på
dokumenter, som er udstedt af andre end Patent- og Vare-
mærkestyrelsen. Forslaget indeholder derimod ikke regler
om underskrift på dokumenter, som udgår fra styrelsen. Det-
te er reguleret i den generelle bestemmelse i forvaltningslo-
vens § 32 b.
2.11. Ansøgningsgebyrer
2.11.1. Gældende ret
Ved lov nr. 1370 af 28. december 2011 blev de enkelte
gebyrer for Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling
fastsat direkte i de love, der regulerer styrelsens sagsbehand-
ling. Gebyrerne for behandling af varemærkeansøgninger,
indsigelser m.v. er derfor fastsat i varemærkeloven.
Gebyret for en varemærkeansøgning udgør i dag 2.350 kr.
Heri indgår tre klasser af varer/tjenesteydelser i henhold til
det internationale klassifikationssystem (Niceklassifikatio-
nen). For hver klasse, der overstiger de tre nævnte klasser,
betales et tillægsgebyr på 600 kr.
I styrelsens sagsbehandling indgår bl.a., at styrelsen ud-
færdiger en søgningsrapport over de ældre rettigheder, som
kan udgøre en hindring for det ansøgte mærke.
2.11.2. Direktivet
Direktivet indeholder i artikel 42 en fakultativ bestemmel-
se, hvorefter medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser
om, at der ved ansøgning om og fornyelse af et varemærke
skal betales et tillægsgebyr for hver klasse af varer eller tje-
nesteydelser ud over den første klasse.
Ved ændringen i 2015 af EU-varemærkeforordningen,
som indgår i den samlede varemærkereform, blev strukturen
for ansøgningsgebyrer m.v. ved Den Europæiske Unions
Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ændret, såle-
des at en EU-varemærkeansøgning som udgangspunkt kun
omfatter én klasse mod tidligere tre klasser. Sigtet hermed
var at reducere risikoen for opfyldning af varemærkeregis-
tret med unødvendigt brede registreringer.
For første ekstra klasse betales ved EUIPO 50 EUR, og
for hver klasse derudover betales 150 EUR. EUIPO har end-
videre differentieret ansøgningsgebyret afhængigt af indle-
veringsformen, således at ansøgningsgebyret bliver reduce-
ret fra 1.000 EUR til 850 EUR ved elektronisk indlevering
af ansøgningen.
2.11.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Erhvervsministeriet finder de hensyn, som ligger bag æn-
dringen af strukturen for ansøgningsgebyrerne ved EUIPO
nyttige for varemærkesystemet generelt. Erhvervsministeriet
foreslår derfor, at der også i Danmark indføres en tilsvaren-
de gebyrstruktur, således at en varemærkeansøgning som
udgangspunkt omfatter én klasse i henhold til Niceklassifi-
kationen, og at yderligere klasser skal tilkøbes.
Formålet med en sådan ændring er, at ansøger i højere
grad bliver tilskyndet til at overveje hvilket beskyttelsesom-
fang, ansøger har brug for. En gebyrstruktur baseret på en-
keltklasser forventes således at bidrage til at reducere risiko-
en for opfyldning af varemærkeregistret med unødvendigt
brede registreringer.
Det foreslås, at ansøgningsgebyret inkl. én vare-/tjenestey-
delsesklasse fastsættes til 2.000 kr. Endvidere foreslås, at
gebyret for første ekstra klasse udgør 200 kr., mens gebyret
for øvrige ekstra klasser udgør 600 kr. pr. klasse.
Lovforslaget indeholder i den foreslåede nyaffattelse af §
11, stk. 2, mulighed for, at styrelsen efter anmodning og
mod betaling af et tillægsgebyr kan udfærdige en nærmere
begrundelse til den søgningsrapport, som styrelsen udfærdi-
ger over kolliderende ældre rettigheder. Gebyret foreslås
fastsat til 700 kr.
2.12. Overførsel af gebyrindtægter til Nævnenes Hus
2.12.1. Gældende ret
I medfør af § 7, stk. 1, i patentloven er patentmyndighe-
den her i landet Patent- og Varemærkestyrelsen og Anke-
nævnet for Patenter og Varemærker. Ifølge § 7, stk. 2, ned-
sættes ankenævnet af erhvervsministeren til behandling af
klager over Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser efter
patentloven, designloven, varemærkeloven m.v.
35
Erhvervsministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed
for ankenævnet, jf. § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 892 af
21. september 2009 om Ankenævnet for Patenter og Vare-
mærker. I praksis er sekretariatsfunktionen for ankenævnet
hidtil blevet varetaget af Patent- og Varemærkestyrelsen, og
Ankenævnet og sekretariatet er blevet finansieret af gebyrer
for de enkelte klager samt af Patent- og Varemærkestyrel-
sens generelle gebyrindtægter.
Patent- og Varemærkestyrelsen er en statsvirksomhed, der
er fuldt finansieret af styrelsens brugere og har en nettobe-
villing på Finansloven på kr. 0. Styrelsen udsteder blandt
andet rettigheder i form af varemærker, design, patenter og
brugsmodeller, og der skal betales gebyrer for styrelsens
sagsbehandling. De enkelte rettighedstyper er reguleret i
særskilte love, og gebyrerne for styrelsens sagsbehandling er
fastsat i disse love.
2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Sekretariatet for Ankenævnet for Patenter og Varemærker
blev pr. 23. april 2018 organisatorisk tilknyttet og fysisk
placeret i Nævnenes Hus i forbindelse med anden runde af
udflytningen af statslige institutioner, betegnet Bedre Balan-
ce II.
Det er herefter sekretariatet i Nævnenes Hus, der admini-
strerer gebyrindtægter i form af klagegebyrer samt omkost-
ningerne forbundet med ankenævnets drift. Med henblik på
at opretholde ordningen, hvorefter brugerne af varemærke-
systemet, patentsystemet m.v. generelt skal bidrage til finan-
sieringen af ankenævnet foreslås, at der tilvejebringes hjem-
mel til, at indtægter fra gebyrer for Patent- og Varemærke-
styrelsens sagsbehandling kan overføres til Nævnenes Hus
til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for
Patenter og Varemærker.
Det foreslås derfor, at der i varemærkeloven, designloven,
patentloven, lov om brugsmodeller og lov om beskyttelse af
halvlederprodukters udformning (topografi) bliver indsat
enslydende bestemmelser om, at Patent- og Varemærkesty-
relsen kan overføre indtægter fra gebyrer opkrævet i medfør
af disse love til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger
forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.
3. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes ikke at indebære økonomiske kon-
sekvenser for det offentlige.
Lovforslaget vil dog indebære implementeringskonse-
kvenser i form af tilpasninger af Patent- og Varemærkesty-
relsens IT-understøtning. Styrelsens IT-understøtning af va-
remærkesagsbehandlingen skal kunne håndtere nogle mate-
rielle og processuelle ændringer, som lovforslaget lægger op
til, herunder at det ikke længere er et krav, at et varemærke
skal kunne gengives grafisk, ændring af tidspunktet for ind-
sigelser og sammenlægning af varemærkeregistret og fælles-
mærkeregistret. Ændringerne indgår i en videreudvikling af
et nyt sagsbehandlingssystem. Det er forventningen, at sags-
behandlingssystemet vil kunne understøtte disse ændringer
ved lovens ikrafttrædelse. Omkostningerne forbundet med
ændringerne forventes ikke at overstige 1 mio. kr. og vil bli-
ve afholdt inden for Patent- og Varemærkestyrelsens egne
rammer. Styrelsen er en selvfinansierende statsvirksomhed.
Det vurderes, at lovforslaget følger principperne for digi-
taliseringsklar lovgivning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) vur-
derer, at lovforslaget medfører administrative konsekvenser
under 4 mio. kr. årligt. De bliver derfor ikke kvantificeret
yderligere.
Endvidere er der foretaget en vurdering af lovforslaget på
baggrund af regeringens fem principper for agil erhvervsret-
tet regulering. Lovforslaget skal bl.a. sikre et effektivt og
brugervenligt registreringssystem, som er tilpasset brugernes
behov og den teknologiske udvikling. Lovforslaget gør regi-
streringssystemet mere formålsbestemt og åbner op for brug
af nye teknologier, hvorved der fjernes en række digitalise-
ringsbarrierer. Lovforslaget vil herunder medføre, at der
fremover vil kunne opnås en varemærkeret på baggrund af
gengivelser i nye formattyper. For at der kan ske en løbende
justering af kravene til gengivelsen af varemærker, der tager
højde for erhvervslivets behov og den teknologiske udvik-
ling, er der indsat en bemyndigelsesbestemmelse, som gør
det muligt på bekendtgørelsesniveau at fastlægge de nærme-
re krav. Lovforslaget medfører endvidere et behov for til-
pasning af Patent- og Varemærkestyrelsens IT-understøt-
ning. Styrelsens selvbetjeningsløsning for indlevering af an-
søgninger på hjemmesiden vil ved opdateringen have bru-
gervenlighed for øje.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december 2015 om indbyr-
des tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om vare-
mærker, EU-Tidende 2015, nr. L 336/1, side 1.
Direktivet vil blive gennemført ved en ændringslov, der er
tekstnær i forhold til direktivet, således at direktivets termi-
nologi og ordlyd i videst muligt omfang bevares med hen-
blik på at reducere risikoen for fortolkningstvivl.
Lovforslaget er i overensstemmelse med de fem princip-
per for implementering af erhvervsrettet EU-regulering.
Lovforslaget gennemfører enkelte fakultative bestemmelser
fra direktivet. Formålet hermed er at sikre ensartet og konsi-
stent retsanvendelse og retspraksis på området, idet disse be-
stemmelser i dag indgår i varemærkeloven og fællesmær-
36
keloven, eller forholdet er baseret på administrativ praksis.
De nævnte bestemmelser har ikke erhvervsøkonomiske kon-
sekvenser, og der er derfor ikke tale om overimplemente-
ring. Bestemmelserne gennemgås nedenfor.
Den foreslåede nyaffattelse af § 14 omfatter absolutte re-
gistreringshindringer. Ifølge den foreslåede nyaffattelse af §
14, stk. 1, nr. 2, kan et varemærke ikke registreres, hvis det
strider mod lov. Denne bestemmelse gennemfører den fakul-
tative bestemmelse i direktivets artikel 4, stk. 3, litra a. For-
holdet er i dag reguleret i den gældende lovs § 14, nr. 1.
Ifølge den foreslåede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 4, kan
varemærker, der ikke er godkendt af de kompetente myndig-
heder, og som skal afslås i medfør af artikel 6 c i Pariser-
konventionen, samt mærker, der omfatter tegn, emblemer og
våben, som har offentlig interesse, ikke registreres, medmin-
dre deres registrering er blevet tilladt af vedkommende myn-
dighed. Bestemmelsen gennemfører den fakultative bestem-
melse i direktivets artikel 4, stk. 3, litra c. Forholdet er i dag
reguleret i den gældende lovs § 14, nr. 3. Ifølge den foreslå-
ede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 9, kan et varemærke ikke
registreres, hvis det er ansøgt i ond tro. Bestemmelsen gen-
nemfører den fakultative bestemmelse i direktivets artikel 4,
stk. 2, og er udtryk for en videreførelse af praksis i forbin-
delse med den gældende lovs § 20 om behandling af ansøg-
ninger.
Den foreslåede nyaffattelse af § 15 omfatter relative hin-
dringer for registrering, dvs. ældre rettigheder. I bestemmel-
sen opregnes en række rettighedstyper, og flere elementer i
opregningen gennemfører fakultative bestemmelser i direk-
tivet. Det drejer sig bl.a. om uregistrerede rettigheder, rettig-
heder til navne, til ophavsret eller til en industriel ejendoms-
ret. Disse ældre rettigheder, som kan udgøre en hindring for
registrering af et varemærke, er omfattet af den fakultative
bestemmelse i direktivets artikel 5, stk. 4. I dag er forholdet
reguleret i den gældende lovs § 14, nr. 4 og 5, samt § 15,
stk. 4, nr. 2.
Ifølge den fakultative bestemmelse i direktivets artikel 28
kan medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om garanti- el-
ler certificeringsmærker. Sådanne bestemmelser indgår i
lovforslaget i forbindelse med bestemmelserne om øvrige
varemærker. I dag er bestemmelserne om garantimærker
omfattet af fællesmærkeloven.
Det fremgår af den foreslåede nyaffattelse af § 13, stk. 3,
at geografiske oprindelsesbetegnelser kan udgøre et kollek-
tivmærke. Bestemmelsen gennemfører den fakultative be-
stemmelse i direktivets artikel 29, stk. 3. Forholdet er i dag
reguleret i fællesmærkelovens § 3.
Ifølge den foreslåede nyaffattelse af § 22 kan tredjemand
fremsætte bemærkninger om, at et varemærke ikke bør regi-
streres. Bestemmelsen gennemfører den fakultative bestem-
melse i direktivets artikel 40. I dag følger det af administra-
tiv praksis, at tredjemand kan indlevere sådanne bemærknin-
ger.
Ifølge den foreslåede nyaffattelse af § 24, stk. 3, anses be-
taling af fornyelsesgebyr for at udgøre en ansøgning om for-
nyelse. Bestemmelsen gennemfører den fakultative bestem-
melse i direktivets artikel 49, stk. 1, 2. pkt. og er udtryk for
gældende administrativ praksis.
Ifølge den foreslåede nyaffattelse af § 60 a indgår der i an-
søgningsgebyret én klasse af varer eller tjenesteydelser mod
de nuværende tre klasser. Det er med den eksisterende ord-
ning muligt at tilkøbe yderligere klasser, og denne mulighed
foreslås videreført. Den foreslåede ordning gennemfører den
fakultative bestemmelse i direktivets artikel 42 og indebærer
en ændring i forhold til den gældende ordning. Gebyrsatser-
ne er foreslået tilpasset den foreslåede ordning, således at
ansøgningsgebyret foreslås reduceret fra 2.350 kr. til 2.000
kr.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden 25. juni – 3. august
2018 været sendt i høring hos følgende myndigheder, orga-
nisationer m.v.: ADIPA, Advokatsamfundet, Awapatent,
Bech-Bruun Advokatpartnerselskab, Budde Schou A/S,
Chas. Hude A/S, Copenhagen Business School (CBS), Dan-
marks Tekniske Universitet, Dansk Erhverv, Dansk Fore-
ning for Industriens Patent- og Varemærkespecialister
(DIP), Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri,
Dansk Industri, Dansk Opfinderforening, Danske Advoka-
ter, Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og
Energi, Grønland, DLA Piper, Ferring Lægemidler A/S,
Ferrosan A/S, FLSmidth, Foreningen Industriel Retsbeskyt-
telse, GN Store Nord A/S, Gorrissen Federspiel, H. Lund-
beck A/S, Haldor Topsøe A/S, Handelshøjskolen – Århus
Universitet, Horten Advokataktieselskab, Høiberg A/S, In-
geniørforeningen i Danmark, Inspicos A/S, INTA, Kromann
Reumert, København Universitet – Det Juridiske Fakultet,
Larsen & Birkeholm A/S, LEO Pharma Nordic, NJORD,
Novo Nordisk A/S, Novozymes A/S, Opfinderforenin-
gen.dk, Patent Nord ApS, Patentgruppen, Plesner, Ploug-
mann & Vingtoft A/S, SMVdanmark, Syddansk Universitet,
Teknologisk Institut, Udenrigs- og Erhvervsministeriet,
Færøerne, Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbej-
de, Wallberg IP Advice, Zacco Danmark, Ålborg Universi-
tet, Århus Universitet, domstolene: Højesteret, Østre Lands-
ret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byret-
ter.
Det udsendte udkast omfatter ikke de foreslåede ændrin-
ger af bestemmelserne i varemærkeloven, designloven, pa-
tentloven, lov om brugsmodeller og lov om beskyttelse af
halvlederprodukters udformning (topografi) om overførsel
af indtægter fra gebyrer, som er omfattet af lovforslagets
punkt 2.12. Det skyldes, at Erhvervsministeriet i høringspe-
rioden et blevet opmærksom på, at disse ændringer skal ind-
gå i det aktuelle lovforslag.
9. Sammenfattende skema
37
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(Hvis ja, angiv omfang/
Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter
(Hvis ja, angiv omfang/
Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, re-
gioner og kommuner
Ingen Justering af Patent- og Varemærke-
styrelsens IT-understøtning.
Finansieres inden for Patent- og Va-
remærkestyrelsens egne rammer.
Implementeringskonsekvenser for stat,
regioner og kommuner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
TER vurderer, at lovforslaget medfø-
rer administrative konsekvenser under
4 mio. kr. årligt. De bliver derfor ikke
kvantificeret yderligere.
Ingen
Administrative konsekvenser for borger-
ne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/2436 af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstater-
nes lovgivning om varemærker. Direktivet skal være gennemført i dansk ret 14.
januar 2019.
Er i strid med de fem principper for im-
plementering af erhvervsrettet EU-regu-
lering (sæt X)
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
I dag indeholder varemærkeloven en fodnote, hvorefter lo-
ven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48 af 29. april
2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder
(EU-Tidende 2004, nt. L 195, s. 15).
Den foreslåede tilføjelse til fodnoten til varemærkeloven
er en konsekvens af, at lovforslaget indeholder bestemmel-
ser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv (EU) 2015/2436 af 16. december 2015 om indbyrdes til-
nærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker.
Til nr. 2
Til § 1
Den foreslåede nyaffattelse af varemærkelovens § 1 regu-
lerer lovens anvendelsesområde. Forholdet er ikke reguleret
i varemærkeloven i dag.
Det foreslås i § 1, at loven finder anvendelse på ethvert
varemærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand for
registrering, ansøgning om registrering, eller som der stiftes
rettigheder til ved brug, samt internationale registreringer
med retsvirkning her i landet.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 1.
Den gældende varemærkelov indeholder ikke en indleden-
de bestemmelse om lovens anvendelsesområde. Den gæl-
dende lov omfatter i modsætning til lovforslaget alene ’tra-
ditionelle’ varemærker, idet fællesmærker i form af kollek-
tivmærker og garantimærker er reguleret i en særskilt lov
om fællesmærker. Fællesmærkeloven henviser i vidt omfang
til bestemmelserne i varemærkeloven. Det fremgår således
af fællesmærkelovens § 2, at varemærkelovens regler gælder
for fællesmærker i det omfang, de efter deres beskaffenhed
kan finde anvendelse, medmindre andet følger af loven. Va-
remærkeloven og fællesmærkeloven stammer fra 1991, hvor
varemærkedirektiv 89/104/EØF, blev implementeret ved
disse to nye hovedlove.
Ifølge direktivets artikel 1 finder direktivet anvendelse på
»ethvert varemærke for varer og tjenesteydelser, der er gen-
stand for registrering eller en ansøgning om registrering i en
medlemsstat som et individuelt varemærke, et garanti- eller
certificeringsmærke eller et kollektivmærke«.
I den foreslåede bestemmelse omtales garanti- eller certi-
ficeringsmærker og kollektivmærker ikke særskilt, idet be-
stemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede ny-
affattelse af § 1 a om definitioner, hvoraf fremgår, at et va-
38
remærke kan være et individuelt varemærke, et garanti- eller
certificeringsmærke eller et kollektivmærke.
Den foreslåede nyaffattelse af § 1 er mere omfattende end
direktivets artikel 1, idet § 1 tillige finder anvendelse på va-
remærkerettigheder, der er stiftet ved brug samt internatio-
nale varemærkeregistreringer med virkning for Danmark.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede
nyaffattelse af § 3, hvorefter varemærkeret kan stiftes ved
registrering, ved designering af Danmark i henhold til Mad-
ridprotokollen om internationale varemærker samt ved brug.
Der henvises nærmere til afsnit 2.1 og 2.3 i de almindelige
bemærkninger.
Til § 1 a
Den foreslåede nyaffattelse af § 1 a regulerer definitioner.
Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 1 og fæl-
lesmærkelovens § 1.
Det foreslås i nr. 1, at et varemærke er et forretningsken-
detegn, der opfylder betingelserne for at udgøre et varemær-
ke efter denne lov som et individuelt varemærke, et garanti-
eller certificeringsmærke eller et kollektivmærke.
En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven
i dag. Bestemmelsen gennemfører ikke en specifik bestem-
melse i direktivet, men afspejler direktivets artikel 1 om di-
rektivets anvendelsesområde. Det fremgår af direktivets arti-
kel 1, at direktivet finder anvendelse på »ethvert varemærke
for varer og tjenesteydelser, der er genstand for registrering
eller en ansøgning om registrering i en medlemsstat som et
individuelt varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke
eller et kollektivmærke, som er genstand for en registrering
eller ansøgning herom«.
Det foreslås i nr. 2, at et individuelt varemærke er et for-
retningskendetegn, der er registreret eller ansøgt registreret
som varemærke eller anvendes som sådant, når tegnet be-
nyttes eller agtes benyttet for bestemte varer eller tjeneste-
ydelser, og det er egnet til at adskille en virksomheds varer
eller tjenesteydelser fra andre virksomheders.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af varemærkelo-
vens § 1, 2. pkt., hvorefter der ved varemærker forstås særli-
ge kendetegn for varer eller tjenesteydelser, som benyttes el-
ler agtes benyttet i en erhvervsvirksomhed.
Det foreslås i nr. 3, at et garanti- eller certificeringsmærke
er et varemærke, der er registreret eller ansøgt registreret
som et garanti- eller certificeringsmærke, når tegnet er egnet
til at adskille varer eller tjenesteydelser, der er certificeret af
indehaveren med hensyn til materiale, metode for fremstil-
ling af varer eller ydelse af tjenesteydelser, kvalitet, nøjag-
tighed eller andre egenskaber af varer og tjenesteydelser, fra
andre varer eller tjenesteydelser, der ikke er således certifi-
ceret.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 27, li-
tra a, er en delvis videreførelse af § 1, stk. 3 i fællesmær-
keloven.
Et garantimærke er ifølge fællesmærkelovens § 1, stk. 3,
et særligt kendetegn, der tilhører en juridisk person, der fø-
rer kontrol med eller fastsætter normer for varer eller tjene-
steydelser, og som benyttes eller agtes benyttet til de varer
eller tjenesteydelser, der er genstand for kontrol, eller for
hvilke normer er fastsat. Den foreslåede bestemmelse ad-
skiller sig herfra ved, at der ikke stilles krav om, at indeha-
veren skal kunne fastsætte normer på den pågældende bran-
ches vegne. Dog følger det af den foreslåede nyaffattelse af
§ 27, nr. 1, at varemærkeretten fortabes, hvis indehaveren
ikke træffer rimelige foranstaltninger til at hindre, at mærket
anvendes på en måde, der er uforenelig med de bestemmel-
ser, der er fastsat for mærkets benyttelse.
Derudover er det med henvisningen til, at garanti- eller
certificeringsmærket skal være »registreret eller ansøgt regi-
streret«, tydeliggjort, at der ikke kan stiftes varemærkeret til
denne type varemærker ved brug. Denne begrænsning i ad-
gangen til at stifte varemærkeret ved brug fremgår ikke ek-
splicit af den nugældende fællesmærkelov, hvilket har af-
stedkommet overvejelser om, hvorvidt den nugældende fæl-
lesmærkelovs § 2, der henviser til varemærkelovens bestem-
melser, når denne ses i lyset af den nugældende varemærkel-
ovs § 3, stk. 1, nr. 2, om stiftelse af varemærkeret ved brug,
kan fortolkes således, at det er muligt at stifte ret til et fæl-
lesmærke ved brug.
Den nugældende fællesmærkelov indeholder krav for stif-
telsen af en ret til et fællesmærke, der hverken er omfattet af
eller kan indfortolkes i de krav, der stilles i den nugældende
varemærkelovs § 3, stk. 1, nr. 2, hvorfor bestemmelsen ikke
kan finde anvendelse for fællesmærker. Ligeledes har der
ikke i de 105 år fra den første fællesmærkelovs tilblivelse til
i dag været ført en sag ved domstolene eller ved Patent- og
Varemærkestyrelsen, hvori der er fremført påstand om stif-
telse af ret ved brug til et fællesmærke. Der er derfor ikke
med dette lovforslag fundet anledning til at ændre på den
gældende retstilstand. Hertil kommer, at en sådan ændring
ikke ville være forenelig med bestemmelserne i direktivet
om garanti- eller certificeringsmærker, herunder de krav der
stilles til sådanne varemærkers stiftelse og de fortabelses-
grunde, der særligt gælder for disse varemærker. Således
forudsætter den ordning for beskyttelse af garanti- eller cer-
tificeringsmærker, der er fastsat i direktivet, at der fastsættes
bestemmelser for mærkets benyttelse, og at disse ikke stri-
der mod den offentlige orden eller sædelighed, samt at be-
stemmelserne er tilgængelige for offentligheden i varemær-
keregistret og først får retsvirkning for tredjemand, når disse
er noteret heri. Derudover vil en ordning med mulighed for
stiftelse af varemærkeret til garanti- eller certificeringsmær-
ker ved brug ikke være forenelig med de fortabelsesgrunde,
der fremgår af den nyaffattede § 27, som implementerer di-
rektivets artikel 35. Det er på denne baggrund fastsat i lov-
forslaget, at eneret til et garanti- eller certificeringsmærke
alene kan opnås gennem registrering.
Det foreslås i nr. 4, at et kollektivmærke er et varemærke,
der er registreret eller ansøgt registreret som et kollektiv-
mærke, når tegnet er egnet til at adskille varer eller tjeneste-
ydelser, der hidrører fra medlemmerne af en sammenslut-
ning, som er indehaver af kollektivmærket, fra andre virk-
somheders varer eller tjenesteydelser.
39
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 27, li-
tra b, er en delvis videreførelse af § 1, stk. 2, i fællesmær-
keloven. Ifølge fællesmærkelovens § 1, stk. 2, er et kollek-
tivmærke et særligt kendetegn, der tilhører en forening af er-
hvervsdrivende, og som dens medlemmer benytter eller ag-
ter at benytte til varer eller tjenesteydelser.
I den foreslåede bestemmelse er det med henvisningen til,
at kollektivmærket skal være »registreret eller ansøgt regi-
streret«, på tilsvarende vis og med samme begrundelse som
for garanti- eller certificeringsmærkerne tydeliggjort, at der
ikke kan stiftes varemærkeret til denne type varemærker ved
brug. Således forudsætter registreringsordningen for kollek-
tivmærker tillige bl.a., at der fastsættes bestemmelser for
mærkets benyttelse, og at disse ikke strider mod den offent-
lige orden eller sædelighed, samt at bestemmelserne er til-
gængelige for offentligheden i varemærkeregistret og først
får retsvirkning for tredjemand, når disse er noteret i vare-
mærkeregistret. Derudover vil en ordning med mulighed for
stiftelse af varemærkeret til kollektivmærker ved brug ikke
være forenelig med de fortabelsesgrunde, der fremgår af den
nyaffattede § 27, som implementerer direktivets artikel 35.
Det foreslås i nr. 5, at varemærkeregistret i loven define-
res som det register, som Patent- og Varemærkestyrelsen fø-
rer over ansøgte og registrerede varemærker, samt over de-
signeringer af Danmark i internationale registreringer i hen-
hold til Madridprotokollen.
Der findes ikke en definition i varemærkeloven i dag. Va-
remærkeregisteret, der er baseret på styrelsens elektroniske
sagsbehandlingssystem, er offentligt tilgængeligt.
Det foreslås i nr. 6, at en designering af Danmark i loven
defineres som et varemærke, der er registreret i henhold til
Madridprotokollen, og hvori Danmark er udpeget (designe-
ret).
Der findes ikke en sådan definition i varemærkeloven i
dag. Bestemmelsen omfatter internationale varemærkeregi-
streringer, hvori Danmark er designeret. Bestemmelserne
vedrørende godkendelsesproceduren for designeringer og
virkningerne af en eventuel gyldighed fremgår af bestem-
melserne i forslaget til kapitel 8.
Det foreslås i nr. 7, at betegnelsen Madridprotokollen be-
nyttes i loven for Protokollen af 27. juni 1989 til Madridar-
rangementet om den internationale registrering af varemær-
ker.
Der findes ikke en tilsvarende definition i varemærkelo-
ven i dag. Madridprotokollen er det traktatmæssige grundlag
for det internationale varemærkesystem. Danmark ratificere-
de Madridprotokollen den 30. oktober 1995, jf. Bekendtgø-
relse nr. 89 af 12. september 1996 af Protokollen af 27. juni
1989 til Madrid-Arrangementet om den internationale regi-
strering af varemærker (»Madrid-Protokollen (1989)»).
Det foreslås i nr. 8, at betegnelsen EU-varemærkeforord-
ningen benyttes i loven for Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-vare-
mærker (kodifikation). I denne kodificerede udgave af for-
ordningen indgår bl.a. de seneste ændringer af forordningen,
der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2015/2424 af 16. december 2015.
Det foreslås i nr. 9, at betegnelsen Niceklassifikationen i
loven benyttes for det klassificeringssystem, der er fastlagt
ved Nicearrangementet vedrørende international klassifice-
ring af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af
varemærker af 15. juni 1957.
Det foreslås i nr. 10, at betegnelsen Pariserkonventionen i
loven benyttes for Konventionen om beskyttelse af industri-
el ejendomsret, vedtaget i Paris den 20. marts 1883 og se-
nest revideret i Stockholm den 14. juli 1967.
Der henvises nærmere til afsnit 2.2.3 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 1 b
Den foreslåede nyaffattelse af § 1 b indeholder bestem-
melser om, hvem der kan opnå varemærkeret efter loven.
Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 1 og fæl-
lesmærkelovens § 1.
Det foreslås i stk. 1, at eneret til et varemærke (varemær-
keret) efter loven kan stiftes af fysiske og juridiske personer,
der benytter eller agter at benytte varemærket i erhvervs-
virksomhed.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 1, 1. pkt.
Det foreslås i stk. 2, at uanset stk. 1 kan varemærkeret til
et garanti- eller certificeringsmærke alene stiftes af en fysisk
eller juridisk person, der ikke udøver en erhvervsvirksom-
hed, som omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af
den slags, der er certificeret.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 28, stk.
2, er en delvis videreførelse af fællesmærkelovens § 1, stk.
3.
Ifølge fællesmærkelovens § 1, stk. 3, kan et garantimærke
tilhøre en juridisk person, der fører kontrol med eller fast-
sætter normer for varer eller tjenesteydelser, som benyttes
eller agtes benyttet til de varer eller tjenesteydelser, der er
genstand for kontrol, eller for hvilke normer er fastsat. I den
foreslåede bestemmelse er særligt kravet om, at indehaveren
ikke må udøve en erhvervsvirksomhed, der omfatter leve-
ring af varer eller tjenesteydelser af den slags, der er certifi-
ceret, nyt i forhold til den gældende fællesmærkelov. Som
det fremgår af afsnit 2.2.3 i de almindelige bemærkninger,
kan dette krav føre til, at garantimærker, der er registreret
efter den gældende fællesmærkelov efter omstændighederne
kan kendes ugyldige efter den foreslåede nyaffattelse af §
28, hvorfor det er foreslået, at erhvervsministeren kan fast-
sætte bestemmelser om bl.a. fællesmærkers overgang til in-
dividuelle varemærker.
Det foreslås i stk. 3, at uanset stk. 1 kan varemærkeret til
et kollektivmærke alene stiftes af sammenslutninger af fa-
brikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser eller
handlende, der i eget navn kan have rettigheder og forplig-
telser, indgå kontrakter eller foretage andre retshandlinger
40
og optræde som part i en retssag, samt offentligretlige juridi-
ske personer.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 29, stk.
2, er en delvis videreførelse af fællesmærkelovens § 1, stk.
2.
Ifølge fællesmærkelovens § 1, stk. 2, kan et kollektivmær-
ke indehaves af en forening af erhvervsdrivende. Ordlyden
af den foreslåede bestemmelse skyldes en direktivnær im-
plementering af direktivet.
Der henvises nærmere til afsnit 2.2.3 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 2
Den foreslåede nyaffattelse af § 2 regulerer de tegn, der
kan udgøre et varemærke. Forholdet er i dag reguleret i va-
remærkelovens § 2.
Det foreslås i § 2, at et registreret varemærke kan bestå af
alle tegn, navnlig ord, herunder personnavne, eller afbildnin-
ger, bogstaver, tal, farver, varens form eller vareemballa-
gens form eller lyde, for så vidt disse er egnede til at
1) adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra
andre virksomheders og
2) blive gengivet i varemærkeregistret på en måde, der gør
det muligt for de kompetente myndigheder og offentlighe-
den at fastslå den klare og præcise genstand for den beskyt-
telse, som dets indehaver indrømmes.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 3, er en
delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 2,
stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse adskiller sig fra den gælden-
de varemærkelovs § 2, stk. 1, ved, at kravet om, at tegnet til-
lige skal kunne gengives grafisk, er erstattet af et krav om,
at tegnet skal være egnet til at blive gengivet i varemærkere-
gistret på en måde, der gør det muligt for de kompetente
myndigheder og offentligheden at fastslå den klare og præ-
cise genstand for den beskyttelse, som dets indehaver ind-
rømmes.
Kravet om grafisk gengivelse udgør en hindring mod eller
vanskeliggør opnåelsen af varemærkebeskyttelse gennem
registrering af bl.a. lyde, eksempelvis i form af jingles eller
lignende, og bevæge- og multimediemærker, der ofte anven-
des på elektroniske medier såsom smartphones og compute-
re, samt på hjemmesider. Med en fjernelse af kravet om, at
tegnet skal kunne gengives grafisk, åbnes der således op for,
at et varemærke, der består af eksempelvis en lyd, kan gen-
gives i varemærkeregistret ved eksempelvis en lydfil, frem-
for en gengivelse i form af eksempelvis et nodebillede.
Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr.
13 i direktivet, at det på trods af denne ændring i kravene til
gengivelsen af sådanne tegn, der kan udgøre varemærker,
fortsat vil være et krav, at de pågældende tegn er af en sådan
art, at de kan gengives på en måde, der er klar, præcis, kan
stå alene, er let tilgængelig, forståelig, bestandig og objek-
tiv, jf. ligeledes EU-Domstolens præjudicielle afgørelser i
sagerne C-273/00, Sieckmann, C-283/01, Shield Mark, og
C-104/01, Libertel.
Bestemmelsen skal i øvrigt ses i sammenhæng med den
foreslåede nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 1, hvorefter tegn,
der ikke kan udgøre et varemærke, er udelukket fra registre-
ring. Med denne bestemmelse sigtes således netop på tegn,
der ikke opfylder kravene i den foreslåede nyaffattelse af §
2.
Det følger af præambelbetragtning nr. 13 til direktivet, at
tegn skal kunne gengives på enhver passende måde under
anvendelse af alment tilgængelig teknologi. Hvad der skal
anses for »alment tilgængelig teknologi« vil ændre sig over
tid, hvorfor det i lovforslagets § 48 er foreslået, at erhvervs-
ministeren tillægges beføjelse til at fastsætte regler om bl.a.
krav til ansøgeres anvendelse af filtyper og deres størrelse.
Disse regler skal fastsættes bl.a. under hensyn til mulighe-
den for offentliggørelse af ansøgninger og registreringer og
muligheden for udstedelse af elektroniske registreringsbevi-
ser, herunder med henblik på bevis for rettens eksistens i
sager ved domstolene og Den Europæiske Unions Kontor
for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og i forbindelse med
toldanmodninger, samt muligheden for førelsen af et register
og udveksling af data om ansøgninger og registreringer med
EUIPO, WIPO og andre varemærkemyndigheder.
Denne nære sammenhæng mellem definitionen af de tegn,
der kan udgøre et registreret varemærke, og de ovenfor
nævnte forhold vedrørende førelsen af varemærkeregistret,
udstedelse af registreringsbeviser m.v., indebærer, at disse
krav ikke kan finde fuld anvendelse for adgangen til at stifte
varemærkerettigheder ved brug, jf. den foreslåede nyaffat-
telse af § 3, stk. 1, nr. 3. Således er det for den retsstiftende
brug af et varemærke efter denne bestemmelse ikke et krav,
at de filtyper og størrelser, som har været anvendt for tegnet,
lever op til de krav, der fastsættes efter den foreslåede nyaf-
fattelse af § 48.
Der henvises nærmere til afsnit 2.5. i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 3
Den foreslåede nyaffattelse af § 3 regulerer stiftelsen af en
varemærkeret. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelo-
vens § 3.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at varemærkeret kan stiftes ved
registrering af et varemærke i overensstemmelse med regler-
ne i denne lov for de varer eller tjenesteydelser, som regi-
streringen omfatter.
Bestemmelsen udgør en videreførelse af den gældende va-
remærkelovs § 3, stk. 1, nr. 1.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at varemærkeret kan stiftes ved
designering af Danmark i henhold til Madridprotokollen.
Bestemmelsen indgår ikke i varemærkelovens § 3 i dag.
Det er dog fundet hensigtsmæssigt i bestemmelsen om stif-
telse af varemærkeret at præcisere, at en designering af Dan-
mark i henhold til Madridprotokollen ligeledes stifter en va-
remærkeret. Dette fremgår af de gældende bestemmelser i
41
varemærkelovens kapitel 8 om internationale registreringer
samt af den foreslåede nyaffattelse heraf. Forslaget medfører
således ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Det er fundet unødvendigt at præcisere i § 3, at varemær-
keret med gyldighed for Danmark tillige kan opnås ved regi-
strering af et EU-varemærke, der registreres med gyldighed
for hele EU og beskyttes efter bestemmelser fastsat i EU-va-
remærkeforordningen. Der er i lovforslagets bestemmelser
henvist til EU-varemærker i det omfang, dette er relevant,
eksempelvis i forbindelse med opregningen af de relative
hindringer for registrering i den foreslåede nyaffattelse af §
15.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at varemærkeret kan stiftes ved
brug af et individuelt varemærke her i landet for de varer el-
ler tjenesteydelser, for hvilke varemærket vedvarende an-
vendes, når brugen har et omfang, der er af mere end lokalt
afgrænset karakter.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 3, stk. 1, nr. 2.
I forhold til den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1, nr. 2,
er det med forslaget blevet præciseret, at en betingelse for
stiftelse af varemærkeret er, at brugen har haft et omfang,
der er af mere end lokalt afgrænset karakter. Præciseringen
skal ses i lyset af, at adgangen til at stifte varemærkeret ved
ibrugtagning i domstolspraksis og administrativ praksis bl.a.
er begrænset til de tilfælde, hvor brugen har mere end blot
lokalt afgrænset karakter.
Kravene til den retsstiftende brug er i Højesterets dom af
21. marts 2000 i sag 456/1998 (U. 2000.1351, Elysium-
dommen) udtrykt således, at presseomtale af et vist omfang
kan udgøre en sådan brug, der efter omstændighederne er
egnet til at skabe bevis for varemærkerettens eksistens og
omfang og til at fastslå tidspunktet for rettens stiftelse, uden
at der er risiko for antedatering eller proforma, på samme
måde som ved en registrering af retten.
Den blotte ibrugtagning af et varemærke er således ikke i
sig selv tilstrækkelig til at stifte en varemærkeret, da den
skete brug skal have et vist omfang, herunder i dens geogra-
fiske udstrækning, således at varemærket kan anses for at
være taget i brug i relation til den relevante omsætnings-
kreds på en tilstrækkelig effektiv måde. Den skete brug skal
endvidere gøre det muligt med en tilstrækkelig grad af sik-
kerhed at identificere såvel det kendetegn, der skal beskyt-
tes, og de varer eller tjenesteydelser, som kendetegnet ve-
drører, samt fastlægge tidspunktet for rettens stiftelse.
Hvornår kravet om, at brugen skal være af »mere end lo-
kalt afgrænset karakter«, skal anses for opfyldt, afhænger
således som hidtil af en konkret vurdering, i hvilken forbin-
delse alle relevante faktorer skal tages i betragtning, herun-
der bl.a. måden hvorpå mærket har været anvendt, karakte-
ren af de varer eller tjenesteydelser det har været anvendt
for, omsætningskredsens sammensætning og geografiske
udbredelse, samt omsætningskredsens adgang til at stifte be-
kendtskab med den skete brug, herunder om der er tale om
den almindelige gennemsnitsforbruger, eller der er tale om
en mindre, specialiseret aftagergruppe, den tidsmæssige ud-
strækning af brugen, tegnets iboende særpræg, den intensitet
hvormed der er sket markedsføring under det pågældende
tegn, og omfanget af den eneret en konstatering af en vare-
mærkeret vil medføre.
Er der tale om, at en vare eller en tjenesteydelse alene ud-
bydes fra en bestemt geografisk lokalitet, f.eks. fra et hotel,
en restaurant eller en forlystelsespark, er det således ikke
dermed udelukket, at det anvendte forretningskendetegn har
mere end lokalt afgrænset karakter. Brugen af kendetegnet
omfatter således andet og mere end blot det, at hotellet, re-
stauranten eller forlystelsesparken har et navn eller anvender
et kendetegn på den pågældende lokalitet, men også den
brug, der eksempelvis sker gennem reklame, omtale i dags-
pressen eller brug på internettet. Brug af kendetegnet på in-
ternettet udgør dog ikke i sig selv en brug, der er af mere
end lokalt afgrænset karakter, uanset om en sådan brug med-
fører, at enhver i princippet har mulighed for at tilgå den el-
ler de hjemmesider, hvor kendetegnet anvendes. Den blotte
tilstedeværelse på internettet skaber således ikke i sig selv
en garanti for, at en tilstrækkelig del af den relevante om-
sætningskreds faktisk har været eksponeret for kendetegnet.
Med den foreslåede præcisering af bestemmelsen indike-
res således i overensstemmelse med praksis, at ikke enhver
brug af et forretningskendetegn skal anses for at stifte en va-
remærkeret, men at der herfor bl.a. stilles krav til såvel den
geografiske udstrækning af brugen som de mere kvalitative
egenskaber ved denne brug.
Kriteriet lokalt afgrænset karakter indgår tillige i den fore-
slåede nyaffattelse af § 10, stk. 3, hvorefter et varemærke ik-
ke giver indehaveren en ret til at forbyde tredjemand at gøre
erhvervsmæssig brug af en ældre rettighed, som kun har lo-
kalt afgrænset karakter, hvis den ældre rettighed anvendes
inden for grænserne af det område, hvor rettigheden er aner-
kendt. Denne bestemmelse sigter på rettigheder i form af ek-
sempelvis rettigheder til ejendomsnavne, der efter omstæn-
dighederne kan tildeles en i geografisk henseende begrænset
beskyttelse, eller forretningskendetegn, som ikke har været
anvendt i et omfang, der kan begrunde kendetegnets beskyt-
telse som varemærke, men som tildeles en vis begrænset be-
skyttelse efter markedsføringsloven. Sådanne rettigheder,
der alene har lokalt afgrænset karakter, kan endvidere ikke
forhindre registreringen af et varemærke, jf. den foreslåede
nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 4, 5 og 7.
Det foreslås i stk. 2, at varemærkeret anses også for stiftet,
når et uregistreret varemærke er vitterlig kendt her i landet i
den betydning, som er angivet i artikel 6 b i Pariserkonventi-
onen.
Bestemmelsen indgår ikke i varemærkeloven i dag.
Den gældende § 3 indeholder således ikke en bestemmelse
herom, men dette har hidtil implicit fremgået af lovens § 15,
stk. 2, nr. 4, der vedrører relative hindringer for et varemær-
kes registrering. Det er fundet hensigtsmæssigt, at vitterligt
kendte varemærker eksplicit fremgår af bestemmelsen i § 3
om stiftelse af en varemærkeret. Endvidere angår forpligtel-
sen efter Pariserkonventionens artikel 6 b til at beskytte de
vitterligt kendte mærker ikke alene en beskyttelse mod tred-
42
jemands registrering af disse som varemærker, men også
brugen heraf. Med den foreslåede bestemmelse sikres, at
disse varemærker tillige skal anses for omfattet af bl.a. den
foreslåede nyaffattelse af § 4 om rettigheder knyttet til vare-
mærket.
Det foreslås i stk. 3, at der ikke ved brug kan stiftes vare-
mærkeret til et tegn, der efter sin beskaffenhed er udelukket
fra registrering. Har mærket ikke fornødent særpræg ved
ibrugtagningen, stiftes retten først, når der skabes særpræg
gennem mærkets anvendelse.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 3, stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse fastslår det selvfølgelige, at
der ikke ved brug kan stiftes varemærkerettigheder til tegn,
der efter deres beskaffenhed er udelukket fra registrering.
Bestemmelsen vedrører primært de absolutte registrerings-
hindringer i de foreslåede nyaffattelser af §§ 13 og 14, sær-
ligt kravet om særpræg, men skal også ses i lyset af bl.a. den
foreslåede nyaffattelse af § 2 om tegn der kan udgøre et va-
remærke.
Det er dog efter stk. 3 ikke en betingelse for stiftelse af
varemærket ved brug, at kendetegnet har været anvendt på
en måde, der lever op til de særlige tekniske krav, der som
konsekvens af den foreslåede nyaffattelse af § 2, nr. 2, skal
fastsættes om de filtyper, ansøgere kan anvende i varemær-
keansøgninger. Således kan i princippet brug af kendetegnet
i enhver form, herunder gengivelse af varemærket i elektro-
niske medier ved brug af enhver filtype, påberåbes til doku-
mentation for, at der er stiftet en varemærkeret ved brug, når
brugen i øvrigt lever op til kravene for retsstiftende brug.
Der henvises nærmere til afsnit 2.3 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 4
Den foreslåede nyaffattelse af § 4 regulerer de rettigheder,
der er knyttet til et varemærke. Forholdet er i dag reguleret i
varemærkelovens § 4.
Det foreslås i stk. 1, at stiftelsen af en varemærkeret giver
indehaveren en eneret. Bestemmelsen, der gennemfører di-
rektivets artikel 10, stk. 1, indgår ikke i den gældende be-
stemmelse. Det nærmere omfang af denne eneret fastlægges
i bestemmelsens stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at indehaveren af en stiftet vare-
mærkeret kan forbyde tredjemand, der ikke har den pågæl-
dende indehavers samtykke at gøre erhvervsmæssig brug af
ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, når
tegnet er identisk med varemærket og anvendes i forbindelse
med varer eller tjenesteydelser, som er identiske med dem,
for hvilke varemærket er beskyttet.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk.
2, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 4, stk. 1, nr. 1.
Bestemmelsen omfatter den situation, at der foreligger
dobbeltidentitet, dvs. identiske varemærker og identiske va-
rer eller tjenesteydelser. I sådanne situationer anses beskyt-
telsen af det ældre varemærke for at være absolut. I tilfælde
af dobbeltidentitet stilles der således ikke krav om, at der
eksempelvis påvises en risiko for forveksling. I forhold til
den gældende bestemmelse, er det præciseret, at der er tale
om anvendelse »i forbindelse med varer og tjenesteydelser«.
Denne tilføjelse indebærer ikke materielle ændringer i for-
hold til gældende ret.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at indehaveren af en stiftet vare-
mærkeret kan forbyde tredjemand, der ikke har den pågæl-
dende indehavers samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af
ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, når
tegnet er identisk med eller ligner varemærket og anvendes i
forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er identiske
med eller ligner de varer eller tjenesteydelser, for hvilke va-
remærket er beskyttet, hvis der i offentlighedens bevidsthed
er risiko for forveksling, herunder at der antages at være en
forbindelse mellem tegnet og varemærket.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk.
2, litra b, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 4, stk. 1, nr. 2.
Den foreslåede bestemmelse er udtryk for det grundlæg-
gende forvekslelighedsprincip for kendetegnsretten. For an-
vendelsen af bestemmelsen skal det som minimum kunne
fastslås, at der består en lighed mellem tegnene og en lighed
mellem de varer og tjenesteydelser, som tegnene vedrører.
Hertil kommer, at der tillige skal bestå en risiko for forveks-
ling, herunder at der kan antages en forbindelse mellem teg-
nene. Forvekslelighedsvurderingen har karakter af en hel-
hedsvurdering, i hvilken alle relevante faktorer skal tages i
betragtning. Til disse faktorer hører først og fremmest gra-
den af ligheden mellem mærkerne og mellem varerne/tjene-
steydelserne, der skal vurderes i lyset af opfattelsen heraf
hos den relevante omsætningskreds. Denne opfattelse influ-
eres først og fremmest af mærkernes særpræg, herunder det
særpræg, der er opnået gennem indarbejdelse, og af varernes
eller tjenesteydelsernes karakter, herunder deres art, formål
og egenskaber i øvrigt, samt de omstændigheder hvorunder
disse udbydes. I denne sammenhæng skal endvidere tages
hensyn til bl.a. princippet om det udviskede erindringsbille-
de og produktreglen.
Bestemmelsen adskiller sig fra den gældende bestemmelse
ved tilføjelsen af, at der »i offentlighedens bevidsthed« er ri-
siko for forveksling. Tilføjelsen stammer fra direktivets ord-
lyd og indebærer ikke materielle ændringer i forhold til gæl-
dende ret. Ligeledes er det præciseret, at der er tale om an-
vendelse »i forbindelse med varer og tjenesteydelser«. Den-
ne tilføjelse indebærer ligeledes ikke materielle ændringer i
forhold til gældende ret.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at indehaveren af en stiftet vare-
mærkeret kan forbyde tredjemand, der ikke har den pågæl-
dende indehavers samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af
ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, når
tegnet er identisk med eller ligner varemærket, uanset om
det anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser,
der er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for hvilke
varemærket er beskyttet, når varemærket er velkendt her i
landet, og brugen af tegnet uden rimelig grund medfører en
43
utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renom-
mé, eller sådan brug skader dette særpræg eller renommé.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk.
2, litra c, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 4, stk. 2.
Bestemmelsen regulerer beskyttelsen af velkendte vare-
mærker, der tildeles en særlig beskyttelse, som adskiller sig
fra den beskyttelse, som varemærker tildeles efter princippet
om forvekslelighed. Ordlyden af den nyaffattede bestem-
melse kodificerer de principper, som EU-Domstolen har
fastlagt for beskyttelsen af velkendte varemærker, herunder i
bl.a. C-375/97 General Motors/Yplon, C-408/01 Adidas/
Fitnessworld, C-252/07 Intel/intelmark, C-487/07 L’Oréal/
Bellure, C-323/09 Interflora/Marks m.fl. Bestemmelsen in-
debærer således ikke materielle ændringer i forhold til gæl-
dende ret.
I forhold til den gældende lov er det i forslaget præciseret,
at det tillige er en betingelse, at brugen af tegnet sker »uden
rimelig grund«. Denne betingelse fremgik allerede af vare-
mærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), men en eksplicit
henvisning hertil blev udeladt i den gældende varemærke-
lov. Betydningen af dette selvstændige kriterium i bestem-
melsen er behandlet i EU-Domstolens præjudicielle afgørel-
se i sagen C-65/12, Leidseplein Beheer og de Vries, hvoraf
bl.a. fremgår, at indehaveren af et velkendt varemærke i vis-
se situationer kan være tvunget til at tåle en tredjemands
brug af et lignende kendetegn, fordi der foreligger »rimelig
grund« til denne brug. Betingelsen udgør således et væsent-
ligt, selvstændigt kriterium for vurderingen af beskyttelsen
af velkendte varemærker, og det bør derfor fremgå af be-
stemmelsens ordlyd.
Det foreslås i stk. 3, at indehaverens forbudsret efter stk. 2
blandt andet omfatter følgende:
1) At anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage.
2) At udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller op-
lagre dem med disse formål eller at tilbyde eller præstere
tjenesteydelser under tegnet.
3) At importere eller eksportere varerne under tegnet.
4) At anvende tegnet som handels- eller firmanavn eller en
del af et handels- eller firmanavn.
5) At anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøje-
med.
6) At anvende tegnet i sammenlignende reklame på en må-
de, der er i strid med markedsføringslovens § 21 om
sammenlignende reklame.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk.
3, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 4, stk. 3. Opregningen i bestemmelsen er ikke udtømmen-
de.
Bestemmelserne i nr. 1-3 og nr. 5 er en videreførelse af
den gældende varemærkelovs § 4, stk. 3, nr. 1-3 og nr. 4, der
i lovforslaget betegnes nr. 5.
På baggrund af direktivet foreslås som noget nyt i nr. 4, at
varemærkeindehaveren tillige kan forbyde, at tredjemand
gør brug af tegnet i forbindelse med varer og tjenesteydelser
som handels- eller firmanavn eller en del af et handels- eller
firmanavn. Denne tilføjelse er indsat under hensyn til EU-
Domstolens præjudicielle afgørelse i sagen C-17/06, Céline,
i hvilken EU-Domstolen bl.a. fastslog, at et selskabsnavn el-
ler en forretningsbetegnelse alene kan krænke en varemær-
kerettighed, når selskabsnavnet eller forretningsbetegnelsen
anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, og
der derved gøres indgreb i varemærkets funktioner.
Tilføjelsen skal endvidere ses i lyset af, at det i direktivets
artikel 14, stk. 1, litra a, der gennemføres i den foreslåede
nyaffattelse af § 10, stk. 1, nr. 1, er præciseret, at varemær-
keindehaverens rettigheder kan være begrænset i forhold til
navne på fysiske personer. Den tilsvarende bestemmelse i
artikel 6, stk. 1, litra a, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (ko-
difikation) og § 5, stk. 1, nr. 1, i den gældende varemærke-
lov, blev fortolket således, at den ikke alene omfattede per-
sonnavne, men også kunne indebære en begrænsning af va-
remærkeindehaverens rettigheder i forhold til virksomheds-
og selskabsnavne. I en erkendelse af, at denne fortolkning af
artikel 6, stk. 1, litra a, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (ko-
difikation) kunne føre til den misopfattelse, at brugen af et
virksomheds- eller selskabsnavn ikke kan medføre en kræn-
kelse af et ældre varemærke, er det således nu gjort klart, at
brug af tegnet som et virksomheds- eller selskabsnavn, kan
udgøre en krænkelse af varemærket, når betingelserne herfor
i stk. 2 i øvrigt er opfyldt.
På baggrund af direktivet forslås i nr. 6, at brug af tegnet i
sammenlignende reklame på en måde, der er i strid med reg-
lerne om vildledende og sammenlignende reklame, også ud-
gør brug af tegnet, der kan forbydes af varemærkeindehave-
ren. Bestemmelsen er alene indsat for at tydeliggøre dette og
medfører ikke en ændring i den gældende retstilstand.
Der henvises nærmere til afsnit 2.4 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 5
Den foreslåede nyaffattelse af § 5 regulerer varer i transit,
forberedende handlinger og agentmærker. Forholdene er ik-
ke reguleret i varemærkeloven i dag.
Det foreslås i stk. 1, at indehaveren af et registreret vare-
mærke, med forbehold af rettigheder erhvervet inden det re-
gistrerede varemærkes ansøgnings- eller prioritetsdato, kan
forhindre tredjemand i at bringe varer ind i det danske told-
område i erhvervsmæssigt øjemed, uden at disse overgår til
fri omsætning her, hvis sådanne varer, herunder deres em-
ballage, kommer fra tredjelande og uden tilladelse er forsy-
net med et varemærke, som er identisk med det varemærke,
der er registreret for sådanne varer. Indehaveren har samme
beføjelser, hvis varemærket for så vidt angår dets væsentlig-
ste aspekter ikke kan skelnes fra det registrerede varemærke.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk.
4, første afsnit, indgår ikke i den gældende varemærkelov.
Formålet med bestemmelsen er at styrke varemærkebe-
skyttelsen og bekæmpe forfalskning mere effektivt. Bestem-
melsen skal fortolkes i overensstemmelse med Danmarks in-
ternationale forpligtelser inden for rammerne af Verdens-
handelsorganisationen (WTO), navnlig artikel V i den al-
44
mindelige overenskomst om told og udenrigshandel om
transitfrihed og, med hensyn til generiske lægemidler, »er-
klæringen om TRIPS-aftalen og folkesundhed«, der blev
vedtaget af WTO-ministerkonferencen i Doha den 14. no-
vember 2001.
Begrænsningen af bestemmelsens anvendelsesområde til
det danske toldområde følger først og fremmest af, at Grøn-
land og Færøerne efter toldloven anses som tredjelande, li-
gesom Grønland og Færøerne ikke er omfattet af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 af 12.
juni 2013 om toldmyndighedernes håndhævelse af intellek-
tuelle ejendomsrettigheder (toldforordningen).
Bestemmelsen omfatter placering af krænkende varer i al-
le toldsituationer, herunder navnlig transit, omladning, op-
lagring, frizoner, midlertidig opbevaring, aktiv forædling el-
ler midlertidig indførsel, også selvom varerne ikke er be-
stemt til at blive markedsført i Danmark.
De danske toldmyndigheder er i dag tillagt beføjelser og
underlagt procedurer, der følger af toldforordningen. Såle-
des kan rettighedshavere efter toldforordningens artikel 3
indgive toldanmodninger til de danske toldmyndigheder, li-
gesom toldmyndighederne i toldforordningens kapitel 3 er
tillagt visse beføjelser til at føre kontrol og suspendere frigi-
velsen af varer eller tilbageholde dem.
Det foreslås i stk. 2, at indehaverens ret efter stk. 1 bortfal-
der, hvis der under en sag, iværksat i overensstemmelse med
EU-forordningen om toldmyndighedernes håndhævelse af
intellektuelle ejendomsrettigheder, fremlægges dokumenta-
tion af klarereren eller ihændehaveren af varerne for, at in-
dehaveren af det registrerede varemærke ikke har ret til at
forbyde markedsføring af varerne i det endelige bestemmel-
sesland.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk.
4, andet afsnit, indgår ikke i den gældende varemærkelov.
Formålet med bestemmelsen er ifølge direktivets præam-
belbetragtning nr. 23 at undgå hindringer for den frie handel
med lovlige varer. Det følger i øvrigt af toldforordningens
artikel 28, at en rettighedshaver kan være erstatningsansvar-
lig over for ihændehaveren af suspenderede eller tilbage-
holdte varer, hvis det bl.a. senere fastslås, at de pågældende
varer ikke krænker en intellektuel ejendomsrettighed.
Det foreslås stk. 3, at er der risiko for, at emballage, eti-
ketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller
udstyr eller andre midler, hvorpå varemærket er anbragt,
kunne blive anvendt i forbindelse med varer eller tjeneste-
ydelser, og denne anvendelse vil udgøre en krænkelse af et
registreret varemærke i henhold til § 4, stk. 2 og 3, har inde-
haveren af det pågældende varemærke ret til at forbyde føl-
gende handlinger, hvis de udføres i erhvervsmæssigt øje-
med:
1) At anbringe et tegn, der er identisk med eller ligner vare-
mærket, på emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- el-
ler ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler,
hvorpå mærket kan anbringes.
2) At udbyde eller markedsføre, eller oplagre med disse for-
mål, eller at importere eller eksportere emballage, etiket-
ter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller
udstyr eller andre midler, hvorpå mærket er anbragt.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 11,
indgår ikke i den gældende varemærkelov.
Denne bestemmelse indgår i bestræbelserne på at styrke
varemærkebeskyttelsen og bekæmpe forfalskning mere ef-
fektivt. Bestemmelsen er møntet på den situation, hvor tred-
jemand som led i forberedelsen af en varemærkekrænkelse
anbringer varemærket på etiketter, emballage m.v., eller ud-
byder, markedsfører eller oplagrer sådanne genstande med
det formål at anvende dem som led i en varemærkekrænkel-
se. Efter bestemmelsen kan varemærkeindehaveren således,
når der består en risiko for, at de omhandlede etiketter, em-
ballager m.v. kan anvendes i forbindelse med en varemær-
kekrænkelse, forbyde, at varemærket påføres disse, og at de
i øvrigt udbydes, markedsføres eller oplagres med dette for-
mål, eller at de importeres eller eksporteres.
Der henvises nærmere til afsnit 2.4 i de almindelige be-
mærkninger.
Det foreslås i stk. 4, at er et varemærke registreret i en
agents eller en repræsentants navn på vegne af en person,
der er indehaver af dette varemærke, uden indehaverens
samtykke, har indehaveren ret til
1) at modsætte sig, at agenten eller repræsentanten anvender
varemærket, og
2) at kræve, at varemærket overdrages til den pågældende
indehaver.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 13,
indgår ikke i den gældende varemærkelov.
Bestemmelsen regulerer varemærkeindehaverens beføjel-
ser i forhold til agenter eller repræsentanter. En tilsvarende
bestemmelse findes i Pariserkonventionens artikel 6 g. For-
målet med bestemmelsen er at sikre varemærkeindehaverens
rettigheder i tilfælde, hvor denne benytter agenter eller an-
dre repræsentanter. Med den foreslåede bestemmelse sikres,
at såvel direktivet som Pariserkonventionen er korrekt gen-
nemført i dansk ret.
Det foreslås i stk. 5, at bestemmelsen i stk. 4 ikke finder
anvendelse, når agenten eller repræsentanten kan begrunde
sin handling.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 13, stk.
2, indgår ikke i den gældende varemærkelov, og det er
blandt andet af den grund ikke muligt at angive eksempler
på anvendelsen af bestemmelsen.
Til § 6
Den foreslåede nyaffattelse af § 6 regulerer prioritet i for-
bindelse med kolliderende rettigheder. Forholdet er i dag re-
guleret i varemærkelovens § 7.
Det foreslås i § 6, at kræver to eller flere fysiske eller juri-
diske personer hver for sig varemærkeret til samme eller lig-
nende kendetegn, har den først opståede ret fortrin, medmin-
dre andet følger af bestemmelserne i kapitel 1 B.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 7.
45
Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke som den
gældende § 7 en tilføjelse om, hvornår en ret anses for op-
stået. Det skyldes, at der ikke i ordlyden af den gældende
varemærkelovs § 7 er taget højde for, at en fortrinsrettighed
kan følge af eksempelvis en anciennitet, som er påberåbt for
et EU-varemærke eller datoen for en international registre-
ring, herunder når den internationale registrering videreføres
som en dansk varemærkeregistrering eller træder i stedet for
en sådan, ligesom den gældende bestemmelse heller ikke i
sin ordlyd tager højde for rettigheder stiftet ved brug.
Da fortrinsretten således skal fastlægges fra sag til sag og
kan være afhængig af, om varemærket tillige er eller har væ-
ret registreret som et EU-varemærke eller en international
registrering, eller rettighederne er stiftet ved brug, eller at
mærket er et vitterligt kendt varemærke, er det i lovforslaget
udeladt nærmere at definere et bestemt tidspunkt, som for-
trinsretten skal anses for opstået fra.
Baggrunden for bestemmelsen er prioritetsprincippet samt
retssikkerhedsmæssige hensyn, hvilket kommer til udtryk i
direktivets præambelbetragtning nr. 17.
Til § 7
Den foreslåede nyaffattelse af § 7 regulerer varemærke-
indehavers mulighed for at gribe ind over for gengivelser af
varemærker i opslagsværker. Forholdet er i dag reguleret i
varemærkelovens § 11.
Det foreslås i § 7, at giver gengivelsen af et varemærke i
et leksikon, en encyklopædi eller et lignende opslagsværk i
trykt eller elektronisk form det indtryk, at det udgør den ge-
neriske betegnelse for de varer eller tjenesteydelser, for hvil-
ke varemærket er registreret, skal udgiveren af værket efter
anmodning fra indehaveren af varemærket hurtigst muligt
sørge for, at gengivelsen af varemærket ledsages af en angi-
velse af, at det er et registreret varemærke. Er der er tale om
værker i trykt form, skal gengivelsen af varemærket ledsa-
ges af den nævnte angivelse, senest i den næste udgave af
værket.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 12, er
en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs §
11.
Formålet med bestemmelsen er, på linje med formålet
med bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 11, at
give rettighedshavere en mulighed for at modvirke, at et va-
remærke anvendes som en generisk betegnelse i opslagsvær-
ker m.v., idet en sådan brug kan indebære en risiko for, at
varemærket degenererer og rettigheden fortabes. Bestem-
melsen skal ses i lyset af den nyaffattede bestemmelse i §
26, stk. 1, nr. 1, der fastsætter, at en registreringsindehaver
kan fortabe sine rettigheder, hvis varemærket som følge af
indehaverens virksomhed eller passivitet er blevet til en al-
mindelig betegnelse inden for handelen for en vare eller tje-
nesteydelse, der er omfattet af varemærket.
Som noget nyt er det i den foreslåede bestemmelse præci-
seret, at bestemmelsens anvendelsesområde tillige omfatter
opslagsværker, der udgives i elektronisk form. Er et vare-
mærke således optaget i et elektronisk opslagsværk på en så-
dan måde, at varemærket fremstår som en generisk beteg-
nelse, kan varemærkeindehaveren anmode udgiveren af op-
slagsværket om, at gengivelsen af varemærket ledsages af
en angivelse af, at det er et registreret varemærke. Udgive-
ren af det elektroniske opslagsværk skal i så fald hurtigst
muligt efterkomme anmodningen fra varemærkeindehave-
ren.
Til § 8
Den foreslåede nyaffattelse af § 8 regulerer, hvilke perso-
ner, der kan anlægge sag om krænkelse af et kollektivmærke
eller et garanti- eller certificeringsmærke. Forholdet er i dag
reguleret i fællesmærkelovens § 9.
Det foreslås i stk. 1, at den, der er berettiget til at anvende
et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke,
kun kan anlægge sag om varemærkekrænkelse, hvis mær-
kets indehaver har givet sit samtykke hertil, medmindre an-
det er fastsat i bestemmelserne for benyttelsen af mærket.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 34, stk.
1, er en delvis videreførelse af fællesmærkelovens § 9.
Ifølge fællesmærkelovens § 9 kan alene mærkeindehave-
ren anlægge sag, men det antages, at mærkeindehaveren har
mulighed for at bemyndige en eller flere af de berørte bruge-
re af fællesmærket til at anlægge sag på mærkeindehaverens
vegne. I den foreslåede bestemmelse er det i udgangspunktet
også alene mærkeindehaveren, der kan anlægge sag om va-
remærkets krænkelse.
Det foreslås i stk. 2, at enhver, der er berettiget til at an-
vende et kollektivmærke eller garanti- eller certificerin-
gsmærke, har ret til at indtræde i en sag om varemærke-
krænkelse, som mærkets indehaver har anlagt, for at få er-
statning for den skade, den pågældende selv har lidt.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 34, stk.
1, indgår ikke i fællesmærkeloven i dag.
Det foreslås i stk. 3, at uanset stk. 2 har indehaveren af et
kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke ret
til at kræve erstatning på vegne af de personer, der er beret-
tiget til at anvende mærket, når disse personer har lidt skade
som følge af uberettiget anvendelse af mærket.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 34, stk.
2, indgår ikke i fællesmærkeloven i dag.
Til § 9
Den foreslåede nyaffattelse af § 9 regulerer licenstageres
adgang til at anlægge sag om krænkelse af et varemærke.
Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 45.
Det foreslås, i stk. 1, at en licenstager kun kan anlægge
sag om varemærkekrænkelse, hvis varemærkeindehaveren
har givet sit samtykke hertil, medmindre andet er fastsat i li-
censaftalen. Indehaveren af en eksklusiv licens kan dog an-
lægge en sådan sag, hvis varemærkeindehaveren efter en
formel opfordring hertil ikke selv anlægger sag om vare-
mærkekrænkelse inden for en rimelig frist.
46
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 25, stk.
3, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 45, stk. 1.
Med den foreslåede bestemmelse begrænses licenstageres
adgang til at anlægge sag om varemærkekrænkelse til de til-
fælde, hvor en adgang hertil er fastsat i licensaftalen, eller
hvor varemærkeindehaveren på anden måde har givet sit
samtykke hertil.
Det foreslås i stk. 2, at enhver licenstager har ret til at ind-
træde i en sag om varemærkekrænkelse, som varemærkets
indehaver har anlagt, for at få erstatning for den skade, den
pågældende licenstager selv har lidt.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 25, stk.
4, indgår ikke i den gældende varemærkelov.
Til § 10
Den foreslåede nyaffattelse af § 10 vedrører visse be-
grænsninger i den eneret, der er knyttet til varemærkeretten.
Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 5.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at et varemærke ikke giver in-
dehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervs-
mæssig brug af tredjemandens navn eller adresse, hvis den
pågældende tredjemand er en fysisk person.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 14, stk.
1, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 5, nr. 1.
Bestemmelsen er i forhold til den gældende varemærkel-
ovs § 5, stk. 1, nr. 1, begrænset til alene at vedrøre fysiske
personers navne og adresser. Det er således præciseret, at
virksomhedsnavne ikke anses for omfattet af bestemmelsen.
Der henvises endvidere til bemærkningerne til den foreslåe-
de nyaffattelse af § 4, stk. 3.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at et varemærke ikke giver in-
dehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervs-
mæssig brug af tegn eller angivelser uden særpræg eller
vedrørende varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffen-
hed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse,
tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af
tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tje-
nesteydelserne.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 14, stk.
1, litra b, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 5, nr. 2.
Forslaget adskiller sig fra den gældende varemærkelovs §
5, nr. 2, ved, at bestemmelsen også finder anvendelse i for-
hold til tegn eller angivelser, der er uden særpræg. De tegn,
der er omfattet af bestemmelsen, er således ikke alene tegn
eller angivelser, der er beskrivende for de omhandlede varer
eller tjenesteydelser, men tillige enhver type af tegn, der
mangler særpræg.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at et varemærke ikke giver in-
dehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervs-
mæssig brug af varemærket for at identificere eller henvise
til varer eller tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af
det pågældende varemærke, navnlig når anvendelsen af va-
remærket er nødvendig for at angive anvendelsen af en vare
eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 14, stk.
1, litra c, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 5, nr. 3.
Den foreslåede bestemmelse svarer i hovedtræk til den
gældende varemærkelovs § 5, nr. 3. Det er dog præciseret, at
den brug af varemærket, som bestemmelsen hovedsageligt
sigter på, er den brug, hvorved tredjemand anvender vare-
mærket for at identificere eller henvise til varer eller tjene-
steydelser, som tilhørende varemærkeindehaveren, dvs. refe-
rerende brug når en sådan brug er nødvendig f.eks. i forbin-
delse med markedsføring af reservedele eller tilbehør.
Det foreslås i stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1 kun finder
anvendelse, når tredjemands anvendelse er i overensstem-
melse med god markedsføringsskik.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 14, stk.
2, viderefører § 5 i den gældende varemærkelov.
Det foreslås i stk. 3, at et varemærke ikke giver indehave-
ren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig
brug af en ældre rettighed, som kun har lokalt afgrænset ka-
rakter, hvis den ældre rettighed anvendes inden for grænse-
rne af det område, hvor den er anerkendt.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 14, stk.
3, indgår ikke i den gældende varemærkelov.
Der er tale om en ny bestemmelse, hvis hovedformål er at
sikre muligheden for sameksistens mellem et yngre, regi-
streret varemærke og et ældre kendetegn, der ikke har været
anvendt i et omfang, der kan begrunde beskyttelse af kende-
tegnet som varemærke efter den foreslåede nyaffattelse af §
3, stk. 1, nr. 3, om stiftelse af varemærkeret ved brug.
Kendetegn, der ikke er registreret som varemærke, og som
alene har lokalt afgrænset karakter, beskyttes ikke som vare-
mærke, men kan undertiden anerkendes en vis beskyttelse
efter markedsføringsloven eller efter almindelige retsgrund-
sætninger. Det er i den forbindelse i den foreslåede nyaffat-
telse af § 15, stk. 3, nr. 4, 5, og 7, foreslået, at kendetegns-
rettigheder knyttet til virksomhedsnavne, fast ejendom og
andre ibrugtagne kendetegn, alene kan forhindre registrerin-
gen af et varemærke eller danne basis for dets ophævelse,
hvis kendetegnet har mere end lokalt afgrænset karakter.
Kravet om, at virksomhedsnavne og kendetegnsrettighe-
der knyttet til ejendomme samt øvrige kendetegnsrettigheder
stiftet ved brug skal have »mere end lokalt afgrænset karak-
ter«, før disse kan udgøre hindringer mod et yngre varemær-
ke, opvejes således af den foreslåede bestemmelse i stk. 3.
Bestemmelsen indebærer, at en indehaver af et yngre vare-
mærke ikke kan forhindre den fortsatte anvendelse af de
ældre kendetegn, som er omfattet af den foreslåede nyaffat-
telse af § 15, stk. 3, nr. 4, 5 og 7, når disse alene har lokalt
afgrænset karakter og i øvrigt anvendes inden for grænserne
af det område, hvor retten hertil er anerkendt.
For så vidt angår kriteriet »mere end lokalt afgrænset ka-
rakter« henvises til bemærkningerne til den foreslåede nyaf-
fattelse af § 3, stk. 1, nr. 3, ovenfor.
47
Til § 10 a
Den foreslåede nyaffattelse af § 10 a regulerer konsump-
tion af varemærkerettigheder. Forholdet er i dag reguleret i
varemærkelovens § 6.
Det foreslås i stk. 1, at et varemærke ikke giver indehave-
ren ret til at forbyde dets brug for varer, som af indehaveren
selv eller med indehaverens samtykke er markedsført her i
landet eller inden for Det Europæiske Økonomiske Samar-
bejdsområde (EØS) under dette varemærke.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 15, stk.
1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 6, stk. 1.
Ifølge ordlyden af direktivets artikel 15, stk. 1, indtræder
konsumption, når varerne er markedsført inden for Den
Europæiske Union. Europa-Kommissionen har oplyst, at be-
stemmelsen skal implementeres under hensyntagen til Afta-
len om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.
Konsumption vil derfor også indtræde, hvis varerne er mar-
kedsført i en stat inden for EØS-området, der ikke er med-
lem af Den Europæiske Union.
Det fremgår derfor af den foreslåede bestemmelse, at kon-
sumption af varemærkeretten indtræder ved markedsføring
inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde
(EØS). Det er endvidere præciseret, at konsumption tillige
indtræder, når markedsføringen er sket »her i landet«. Den-
ne præcisering er indsat for at tydeliggøre, at der indtræder
konsumption af de rettigheder, der er knyttet til et dansk va-
remærke, for hele riget, uanset om de varer, hvorpå vare-
mærket er anbragt, har været markedsført i Danmark, Grøn-
land eller på Færøerne.
For så vidt angår konsumptionen af de rettigheder, der
knytter sig til et EU-varemærke, er der fastsat en særskilt
bestemmelse herom i artikel 15 i EU-varemærkeforordnin-
gen. Heraf fremgår bl.a., at reglen om konsumption er af-
grænset til markedsføring inden for Det Europæiske Økono-
miske Samarbejdsområde. Er et varemærke således tillige
beskyttet som et EU-varemærke, vil de rettigheder, der er
knyttet til EU-varemærket, ikke være at anse for konsumeret
ved markedsføring af varer under varemærket i Grønland el-
ler på Færøerne.
Det foreslås i stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1 ikke finder
anvendelse, hvis indehaveren har rimelig grund til at mod-
sætte sig fortsat markedsføring af varerne, især i tilfælde
hvor varernes tilstand er ændret eller forringet, efter at de er
markedsført.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 15, stk.
2, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 6,
stk. 2.
Til § 10 b
Den foreslåede nyaffattelse af § 10 b vedrører fortabelse
af retten til at anmode om ugyldiggørelse på grund af passi-
vitet. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens §§
8-10.
Det foreslås i stk. 1, at indehaveren af en ældre rettighed,
hvortil der er knyttet en ret til at forbyde brugen eller regi-
streringen af et varemærke, som i fem på hinanden følgende
år har tålt og været bekendt med brugen af et yngre registre-
ret varemærke, ikke længere har ret til under henvisning til
den ældre rettighed at begære dette yngre varemærke ugyl-
digt for varer eller tjenesteydelser, for hvilke det yngre vare-
mærke er blevet anvendt, medmindre ansøgningen om det
yngre varemærke er indgivet i ond tro.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 9, stk.
1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 8.
Den foreslåede bestemmelse fastslår således, at i det om-
fang en indehaver af en ældre rettighed har været bekendt
med og tålt brugen af et yngre registreret varemærke i fem
år, kan indehaveren af den ældre ret ikke længere begære
den yngre varemærkeregistrering erklæret for ugyldig. Som
undtagelse hertil gælder dog som hidtil, at det yngre vare-
mærke fortsat kan erklæres ugyldigt, hvis ansøgningen blev
indgivet i ond tro.
Det foreslås i stk. 2, at en yngre ret til et varemærke også
kan bestå ved siden af en ældre ret, hvortil der er knyttet en
ret til at forbyde brugen af varemærket, hvis indehaveren af
den ældre ret ikke inden rimelig tid har taget de nødvendige
skridt for at hindre brugen af det yngre varemærke. Findes
det rimeligt, kan det ved dom bestemmes, at et af kendeteg-
nene eller begge kun må anvendes på en særlig måde, for
eksempel i en vis udformning eller med tilføjelse af en
stedsangivelse.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs §§ 9 og 10, stk. 2.
Den gældende varemærkelovs § 9 fastslår, at en yngre ret
til et varemærke kan bestå ved siden af en ældre ret til et
dermed forveksleligt varemærke, hvis indehaveren af den
ældre ret ikke inden rimelig tid har taget de nødvendige
skridt for at hindre brugen af det yngre varemærke. Den
gældende varemærkelovs § 10, stk. 2, fastslår, at det, når der
er indtrådt passivitet, og det i øvrigt findes rimeligt, kan be-
stemmes, at et af varemærkerne eller begge kun må anven-
des på en særlig måde, for eksempel i en vis udformning el-
ler med tilføjelse af en stedsangivelse.
Patent- og Varemærkestyrelsen blev ved lov nr. 1201 af
27. december 1996 om ændring af varemærkeloven og rets-
plejeloven tillagt kompetence til at træffe afgørelse om ad-
ministrativ ophævelse i forhold til samtlige de gyldigheds-
betingelser, der fremgår af den gældende varemærkelovs §
28, herunder under hensyn til passivitetsreglerne i den gæl-
dende varemærkelovs §§ 8 og 9.
Det fremgår ikke eksplicit af den gældende varemærkel-
ovs § 10, stk. 2, om det alene er domstolene eller tillige Pa-
tent- og Varemærkestyrelsen, der i forbindelse med en afgø-
relse om passivitet kan træffe bestemmelse om, at et vare-
mærke kun må anvendes på en særlig måde. For at tydelig-
gøre, at det alene tilkommer domstolene at fastsætte de
nævnte bestemmelser om mærkernes anvendelse, er det i
stk. 2 tilføjet, at sådanne bestemmelser fastsættes ved dom.
48
På særlig måde kan eksempelvis være i en vis udformning
eller med tilføjelse af en stedsangivelse.
Adgangen til at fastsætte bestemmelser om varemærkets
anvendelse er ikke til stede, når forslagets § 10 b, stk. 1, fin-
der anvendelse alene. Således fastsætter direktivets artikel 9
en brugsret for det yngre varemærke, når betingelserne her-
for i øvrigt er opfyldt, og der er i direktivet ikke åbnet op
for, at denne brugsret kan være betinget af, at varemærket
anvendes på en særlig måde.
Det foreslås i stk. 3, at i de tilfælde, som er omfattet af stk.
1 og 2, kan indehaveren af et yngre varemærke ikke mod-
sætte sig brugen af en ældre rettighed, selv om denne rettig-
hed ikke længere kan gøres gældende mod det yngre vare-
mærke.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 9, stk.
3, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 10,
stk. 1.
Bestemmelsen fastsætter således, at indehaveren af det
yngre varemærke ikke kan forbyde brugen af det ældre vare-
mærke, heller ikke selvom indehaveren af det ældre vare-
mærke er afskåret fra at gøre sin ret gældende over for den-
ne efter stk. 1 eller 2.
Til § 10 c
Den foreslåede nyaffattelse af § 10 c vedrører kravet om,
at et varemærke skal være i brug. Forholdet er i dag regule-
ret i varemærkelovens § 25.
Det foreslås i stk. 1, at har indehaveren af et registreret va-
remærke ikke inden fem år fra datoen for registreringsproce-
durens afslutning gjort reel brug af varemærket her i landet
for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registre-
ret, eller hvis sådan brug har været suspenderet i en sam-
menhængende periode på fem år, underkastes varemærket
begrænsninger og sanktioner efter § 10 d, § 21, stk. 1 og 2, §
25, stk. 1, og § 35, stk. 3 og 4, medmindre der foreligger ri-
melig grund til, at brug ikke har fundet sted.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 16, stk.
1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 25, stk. 1.
Ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 31 opfylder va-
remærker kun deres formål, som er at adskille varer eller tje-
nesteydelser og give forbrugerne mulighed for at træffe et
informeret valg, når de faktisk anvendes på markedet. Det
tilføjes, at kravet om brug også er nødvendigt for at reducere
antallet af varemærker, der registreres og beskyttes og der-
med også antallet af konflikter mellem disse.
Konsekvensen af den foreslåede bestemmelse er, at i til-
fælde af manglende reel brug af et registreret varemærke vil
retten hertil kunne fortabes, ligesom modpåstande i sager
om indsigelse, ugyldiggørelse eller krænkelse, der anlægges
af varemærkeindehaveren, kan indebære, at det registrerede
varemærke alene anses for registreret for en del eller slet in-
gen af de varer eller tjenesteydelser, som registreringen om-
fatter.
Om begrebet »reel brug« er det af EU-Domstolen fastslået
i bl.a. sagen C-40/01, Ansul, at der er gjort reel brug af et
varemærke, når dette er anvendt i overensstemmelse med
varemærkets grundlæggende funktion, som er at garantere
oprindelsen af de varer eller tjenesteydelser, som det er ble-
vet registreret for, med henblik på at skabe eller bevare en
afsætningsmulighed for disse varer og tjenesteydelser. Dette
omfatter ikke symbolske former for brug alene med det for-
mål at bevare de til varemærket knyttede rettigheder.
Bedømmelsen af, om brugen af varemærket er reel, skal
foretages på grundlag af samtlige faktiske omstændigheder,
der kan godtgøre, at varemærket virkelig anvendes handels-
mæssigt, navnlig de former for brug, der i den pågældende
branche anses for begrundet i fastholdelse eller erhvervelse
af markedsandele for de varer eller tjenesteydelser, der be-
skyttes af varemærket, disse varers eller tjenesteydelsers art,
de særlige forhold på markedet samt omfanget og hyppighe-
den af brugen af varemærket. Selv om brugen af mærket ik-
ke vedrører varer, der tilbydes på markedet som nye, men
allerede markedsførte varer, er brugen reel, hvis mærket fak-
tisk anvendes af varemærkeindehaveren for løsdele, der ind-
går i disse varers sammensætning eller struktur, eller for va-
rer eller tjenesteydelser, der har en direkte forbindelse med
de allerede markedsførte varer og skal tilfredsstille behov i
disses kundekreds.
Endvidere fremgår det af sag C-442/07, Verein Radetzky-
Orden, at der tillige er gjort reel brug af et varemærke, når
en almennyttig forening i sin kontakt med offentligheden
anvender varemærket på meddelelser om arrangementer, på
forretningspapirer og på reklamer, og det anvendes af for-
eningens medlemmer ved indsamling og uddeling af ind-
samlingsbidrag i den forstand, at medlemmerne bærer for-
eningens emblemer. Endelig fremgår det af EU-Domstolens
afgørelse i sag C-495/07, Silberquelle, at anbringelse af et
varemærke på (reklame)genstande, der gratis tilbydes købe-
re af indehaverens varer, ikke udgør reel brug af varemær-
ket.
Det foreslås i stk. 2, at registreringsproceduren anses for
afsluttet, når
1) et varemærke er registreret, jf. § 23, eller
2) gyldigheden af en designering af Danmark i henhold til
Madridprotokollen er endeligt godkendt, jf. § 56, eller
designeringen har opnået gyldighed i Danmark efter
Madridprotokollens artikel 4 og 5, jf. § 55, stk. 3.
Bestemmelsen i nr. 1, der gennemfører direktivets artikel
16, stk. 1, er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.
Bestemmelsen omfatter nationale varemærker. Det frem-
går af bestemmelsen, at registreringsproceduren for et dansk
registreret varemærke anses for afsluttet, når varemærket er
blevet registreret.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 skal ses i sammen-
hæng med, at det i forslaget til et nyaffattet kapitel 2 er fore-
slået, at der foretages en ændring af ansøgningsproceduren,
således at varemærkeansøgninger skal offentliggøres, og
tredjemand skal have mulighed for at fremsætte indsigelse,
før varemærket registreres. Dette indebærer, at registrerings-
49
proceduren efter den ansøgningsprocedure, som der lægges
op til med lovforslaget, skal anses for afsluttet på den dag,
hvor varemærket registreres, jf. den foreslåede nyaffattelse
af § 23, eller designeringen af Danmark i en international re-
gistrering endeligt godkendes, jf. den foreslåede nyaffattelse
af § 56.
Efter den gældende varemærkelovs §§ 22 og 23 offentlig-
gøres varemærket, efter varemærket er blevet registreret.
Tredjemand har to måneder fra offentliggørelsen af registre-
ringen til at fremsætte indsigelse, hvorefter registreringspro-
ceduren anses for afsluttet, når indsigelsesperioden er udlø-
bet, uden der er fremsat indsigelse mod registreringen. Bli-
ver der derimod fremsat indsigelse mod registreringen, an-
ses registreringsproceduren først for afsluttet, når der er truf-
fet endelig afgørelse om indsigelsen.
På grund af denne ændring af måden, hvorpå datoen for
registreringsprocedurens afslutning fastsættes, har det tillige
været nødvendigt i lovforslagets overgangsbestemmelser at
fastslå, at de hidtil gældende bestemmelser af betydning for
fastsættelsen af registreringsprocedurens afslutning fortsat
finder anvendelse for varemærker, der er registreret før lo-
vens ikrafttræden.
Bestemmelsen i nr. 2, der gennemfører direktivets artikel
16, stk. 3, er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.
Bestemmelsen omfatter internationale varemærker. Ifølge
bestemmelsen anses registreringsproceduren for afsluttet,
når en designering af Danmark i en international registrering
er endeligt godkendt i overensstemmelse med den foreslåe-
de nyaffattede bestemmelse i § 56. Endvidere er registre-
ringsproceduren afsluttet, hvis en international registrering
har opnået gyldighed for Danmark efter artikel 4 og 5 i
Madridprotokollen, dvs. i tilfælde hvor Patent- og Varemær-
kestyrelsen ikke rettidigt har sendt et foreløbigt afslag til
Det Internationale Bureau eller har godkendt designeringen
inden for samme frist. Med bestemmelserne i artikel 4 og 5 i
Madridprotokollen gælder således et princip om »stiltiende
accept« af designeringers gyldighed, hvilket indebærer, at
designeringer automatisk får gyldighed i Danmark i de til-
fælde, hvor fristen for afgivelse af et foreløbigt afslag er
overskredet, medmindre Det Internationale Bureau har mod-
taget et foreløbigt afslag eller der er taget et forbehold om
tredjemands mulighed for indsigelse inden fristens udløb.
Det er fundet hensigtsmæssigt, at dette princip er afspejlet i
loven.
Det foreslås i stk. 3, at anvender indehaveren af et vare-
mærke, hvortil der alene er stiftet rettigheder ved brug efter
§ 3, stk. 1, nr. 3, ikke vedvarende varemærket, fortabes vare-
mærkeretten.
Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag. Be-
stemmelsen i stk. 3 er således ny og skal ses i sammenhæng
med kravet i den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 1, nr. 3,
om, at de varemærkerettigheder, der er stiftet ved brug, skal
anvendes vedvarende. Den gældende varemærkelov inde-
holder ikke en særskilt bestemmelse om, at de ved brug stif-
tede varemærkerettigheder kan fortabes som følge af man-
glende brug. I administrativ praksis og domstolspraksis er
det imidlertid antaget, at kravet om vedvarende brug inde-
bærer, at såfremt der sker et sådant ophør i brugen af vare-
mærket, at dette må anses for opgivet, fortabes retten hertil.
Bestemmelsen er således foreslået indsat for at gøre det ty-
deligt, at såfremt der ikke sker vedvarende brug af et vare-
mærke i situationer, hvor varemærkeretten alene støttes på
brugen heraf, fortabes varemærkeretten.
Det foreslås i stk. 4, at følgende betragtes som brug i hen-
hold til stk. 1-3:
1) Brug af varemærket i en form, der kun ved elementer, der
ikke forandrer mærkets særpræg, afviger fra den form,
hvori det blev registreret, eller når varemærkeretten er
stiftet ved brug, den form hvortil varemærkeretten oprin-
deligt er knyttet, uanset om varemærket også er registre-
ret af indehaveren i den form, hvori det anvendes.
2) Anbringelse af varemærket på varer eller deres emballage
her i landet udelukkende med eksport for øje.
Bestemmelsen i nr. 1, der gennemfører direktivets artikel
16, stk. 5, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 25, stk. 2, nr. 1.
Ordlyden af den gældende bestemmelse er bragt i over-
ensstemmelse med ordlyden af direktivets, således at formu-
leringen »en form, der ikke væsentligt afviger fra den form,
hvori det er registreret« er ændret til »en form, der kun ved
elementer, der ikke forandrer mærkets særpræg, afviger fra
den form, hvori det blev registreret«. Derudover tages der i
bestemmelsen højde for de rettigheder, der er stiftet ved
brug, idet det tillige fastsættes, at der ved vurderingen af,
om der er sket vedvarende brug af et varemærke, hvortil der
oprindeligt er stiftet en varemærkeret ved brug, tillige kan
indgå en brug af varemærket i en anden form, der ikke for-
andrer det oprindelige varemærkes særpræg.
Endvidere er det i bestemmelsen tilføjet, at bestemmelsen
finder anvendelse, »uanset om varemærket også er registre-
ret i indehaverens navn i den form, hvori det anvendes«. Til-
føjelsen i direktivet og den foreslåede bestemmelse skal ses
i lyset af, at EU-Domstolen i bl.a. den præjudicielle afgørel-
se i sagen C-553/11, Rintisch, fastslog, at den tilsvarende
bestemmelse i artikel 10, stk. 2, litra a, i varemærkedirektiv
89/104/EØF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder
for, at indehaveren af et registreret varemærke - med henblik
på at godtgøre brugen af varemærket som omhandlet i denne
bestemmelse - kan påberåbe sig at have gjort brug af mærket
i en form, der afviger fra den form, hvori mærket er blevet
registreret, uden at afvigelserne mellem disse to former for-
andrer mærkets særpræg, og uagtet den omstændighed, at
denne afvigende form selvstændigt er blevet registreret som
varemærke.
Bestemmelsen i nr. 2, der gennemfører direktivets artikel
16, stk. 5, litra b, er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 25, stk. 2, nr. 2.
Det foreslås i stk. 5, at brug af et varemærke med indeha-
verens samtykke, eller hvis mærket er et kollektivmærke el-
ler et garanti- eller certificeringsmærke, brug af mærket af
en person, der er berettiget til at anvende det, ligestilles med
indehaverens brug af varemærket.
50
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 16, stk.
6, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 25,
stk. 3, og fællesmærkelovens § 7, stk. 2.
Bestemmelsen fastslår, at brug, der er sket med varemær-
keindehaverens samtykke, sidestilles med varemærkeinde-
haverens brug. I tilfælde af et kollektivmærke eller et garan-
ti- eller certificeringsmærke, sidestilles brug, der er foretaget
af en person, der er berettiget til at anvende mærket, med
mærkeindehaverens brug.
Til § 10 d
Den foreslåede nyaffattelse af § 10 d regulerer mulighe-
den for at fremsætte modpåstand om manglende ’reel brug’
af det ældre varemærke i en sag om krænkelse. Forholdet er
i dag reguleret i varemærkelovens § 28, stk. 5.
Det foreslås i stk. 1, at indehaveren af et varemærke kun
har ret til at forbyde anvendelsen af et tegn i det omfang, at
indehaverens rettigheder ikke kan fortabes i henhold til § 25
på det tidspunkt, hvor sagen om varemærkekrænkelse an-
lægges.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 17, 1.
pkt., er en delvis videreførelse af den gældende varemærkel-
ovs § 28, stk. 5.
Ifølge § 28, stk. 5, kan krav om ophævelse kun gøres gæl-
dende på grundlag af et ældre kolliderende mærke, hvis den,
der har krævet registreringen ophævet, på den anden parts
begæring kan godtgøre, at det ældre mærke har været brugt i
overensstemmelse med § 25. Den foreslåede bestemmelse
har et bredere sigte, da den foreslåede bestemmelse omfatter
enhver sag om krænkelse og ikke alene sager om ophævelse
af en varemærkeregistrering.
Det foreslås i stk. 2, at anmoder sagsøgte herom, skal in-
dehaveren af et registreret varemærke dokumentere, at vare-
mærket i løbet af femårsperioden forud for anlæg af sag har
været genstand for reel brug som fastsat i § 10 c i forbindel-
se med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er regi-
streret, og som lægges til grund for sagen, eller at der fore-
ligger rimelige grunde til manglende brug, hvis det på da-
toen for anlæg af sag er mindst fem år siden, at registre-
ringsproceduren for varemærket blev afsluttet.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 17, 2. pkt.
Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 29, jf. §
28, stk. 2 og § 25, stk. 1.
Til § 10 e
Den foreslåede nyaffattelse af § 10 e vedrører andre mod-
påstande, der kan fremsættes af indehaveren af et yngre re-
gistreret varemærke i forbindelse med en sag om krænkelse.
Forholdet er ikke eksplicit reguleret i varemærkeloven i dag.
Det foreslås i stk. 1, at indehaveren af et varemærke i for-
bindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke har ret til
at forbyde brugen af et yngre registreret varemærke, når det
yngre varemærke ikke ville blive erklæret ugyldigt i henhold
til § 10 b, stk. 1 og 2, § 30 og § 35, stk. 3 og 4.
Bestemmelsen i stk. 1 gennemfører direktivets artikel 18,
stk. 1. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i vare-
mærkeloven i dag.
Bestemmelsen svarer til en vis grad til den gældende vare-
mærkelovs § 7, der omhandler fortrinsretten for den først
opståede ret. Den gældende varemærkelovs § 7 har således
bl.a. den virkning, at en betingelse for påberåbelsen af et
ældre varemærkes renommé eller indarbejdelse er, at renom-
méet eller indarbejdelsen forelå på ansøgningstidspunktet
for det yngre varemærke, eller tidspunktet for en eventuel
prioritet påberåbt herfor.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at en indehaver af
en varemærkeret ikke kan forbyde brugen af et yngre regi-
streret varemærke i de tilfælde, der er omfattet af den fore-
slåede nyaffattelse af § 30 om det ældre varemærkes man-
glende særpræg eller renommé og § 10 b om passivitet samt
§ 35, stk. 3, om manglende reel brug af det ældre varemær-
ke. Bestemmelsen indebærer, at en indehaver af en ældre
varemærkeret ikke kan forbyde brugen af et yngre registre-
ret varemærke eller begære dette ophævet, når varemærke-
indehaveren ikke havde adgang hertil på ansøgnings- eller
prioritetsdatoen for det yngre mærke, fordi det ældre mærke
endnu ikke var eksempelvis velkendt eller indarbejdet på
dette tidspunkt, at der forelå passivitet, eller varemærket ik-
ke var blevet anvendt i overensstemmelse med kravene til
brug.
Det foreslås i stk. 2, at indehaveren af et varemærke i for-
bindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke har ret til
at forbyde brugen af et yngre registreret EU-varemærke, når
det yngre varemærke ikke ville blive erklæret ugyldigt i
henhold til artikel 60, stk. 1, 3 eller 4, artikel 61, stk. 1 eller
2, eller artikel 64, stk. 2, i EU-varemærkeforordningen.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 18, stk. 2.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkelo-
ven i dag.
Bestemmelsen fastslår, at en indehaver af et ældre EU-va-
remærke er underlagt de samme begrænsninger, som inde-
haveren af et ældre nationalt varemærke er underlagt efter
stk. 1.
Det foreslås i stk. 3, at har indehaveren af et varemærke
ikke ret til at forbyde anvendelsen af et yngre registreret va-
remærke i henhold til stk. 1 eller 2, har indehaveren af det
pågældende yngre registrerede varemærke ikke ret til i for-
bindelse med en sag om varemærkekrænkelse at forbyde
brugen af det ældre varemærke, selv om denne ældre rettig-
hed ikke længere kan gøres gældende mod det yngre vare-
mærke.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 18, stk. 3.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkelo-
ven i dag.
Bestemmelsen fastslår, at selvom indehaveren af en ældre
varemærkeret er begrænset i adgangen til at forbyde brugen
af eller begære et yngre varemærke ophævet efter stk. 1 og
2, giver den varemærkeret, der er etableret ved registrerin-
gen af det yngre varemærke ikke i sig selv indehaveren af
det yngre varemærke adgang til at forhindre brugen af det
51
ældre varemærke eller på dette grundlag begære det ældre
varemærke ophævet. Bestemmelsen berører dog ikke inde-
haveren af det yngre varemærkes adgang til at begære det
ældre varemærke ophævet på baggrund af eksempelvis reg-
lerne om reel brug, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 25 og
EU-varemærkeforordningens artikel 18.
Til § 11
Den foreslåede nyaffattelse af § 11 regulerer indgivelsen
af ansøgninger. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelo-
vens § 12.
Det foreslås i stk. 1, at ansøgning om registrering af et va-
remærke indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen. An-
søgningen skal være affattet i overensstemmelse med de be-
stemmelser, der er fastsat i medfør af § 48. For ansøgningen
betales et gebyr, jf. § 60 a, stk. 1.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 12, stk. 1.
Bestemmelsen fastslår, at varemærkeansøgninger indgives
til Patent- og Varemærkestyrelsen, og at der for ansøgninger
om registrering af varemærker betales et gebyr. Det fremgår
tillige af bestemmelsen, at de nærmere krav til ansøgningers
form og indhold vil blive fastsat af erhvervsministeren, jf.
den foreslåede nyaffattelse af § 48. Kravene i den gældende
varemærkelovs § 12, stk. 1 om, at ansøgningen skal indehol-
de en gengivelse af varemærket, oplysninger om ansøgerens
navn eller firma samt en liste over de varer eller tjeneste-
ydelser, som varemærket søges registreret for, fremgår af
den foreslåede bestemmelses stk. 5-8, der omfatter de oplys-
ninger, som en varemærkeansøgning som minimum skal in-
deholde. En ansøgning kan indgives af ansøger, men også af
repræsentanter for denne.
Det foreslås i stk. 2, at ansøgeren ved ansøgningens indgi-
velse og mod betaling af et gebyr, jf. § 60 a, stk. 2, kan an-
mode Patent- og Varemærkestyrelsen om at udarbejde en
nærmere begrundelse til den søgningsrapport, der udarbej-
des efter § 17.
En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven
i dag.
I dag udarbejder Patent- og Varemærkestyrelsen i forbin-
delse med behandlingen af ansøgninger søgningsrapporter,
hvor styrelsen vurderer, om der findes bl.a. ældre varemær-
keregistreringer, som det ansøgte varemærke kan være i
konflikt med baseret på principperne i den gældende vare-
mærkelovs § 15, stk. 1, nr. 1 og 2 om ældre registrerede kol-
liderende rettigheder. Styrelsen inddrager ikke forhold som
varemærkernes faktiske brug, indarbejdelse, kendthed og
lignende. Med den nyaffattede bestemmelse i § 17 vil sådan-
ne søgningsrapporter i udgangspunktet fortsat skulle udar-
bejdes.
Det foreslås som noget nyt, at ansøgere ved ansøgningens
indgivelse skal kunne anmode om, at der med søgningsrap-
porten medfølger en uddybende begrundelse om vurderin-
gen af risikoen for forveksling for hver af de ældre rettighe-
der, som styrelsen har anført i søgningsrapporten. Det er
endvidere foreslået, at der for udfærdigelsen af en uddyben-
de begrundelse skal opkræves et tillægsgebyr. Muligheden
for at modtage en nærmere begrundet søgningsrapport kan
være særligt relevant for de små og mellemstore virksomhe-
der, der har et ønske om at modtage mere specifik informa-
tion om årsagen til, at de ældre varemærkerettigheder er ble-
vet fremdraget. Formålet med denne information er at sætte
ansøgeren bedre i stand til at vurdere, hvordan ansøgeren
kan eller bør forholde sig til de fremdragne ældre rettigheder
for derigennem at undgå bekostelige krænkelsessager.
De nærmere begrundede søgningsrapporter vil alene ad-
skille sig fra de almindelige søgningsrapporter ved, at ind-
holdet af den umiddelbare, materielle vurdering, som styrel-
sen har foretaget, vil blive præsenteret for ansøgeren på en
overskuelig og lettilgængelig måde. Både de almindelige
søgningsrapporter, som også bliver udarbejdet i dag, og de
nærmere begrundede søgningsrapporter har alene informativ
karakter og udgør ikke afgørelser.
Styrelsen vil informere om indholdet af almindelige søg-
ningsrapporter og af søgningsrapporter med en nærmere be-
grundelse på styrelsens hjemmeside med henblik på at give
ansøgerne et grundlag for at beslutte, hvilken model, der
passer bedst til den enkelte. Denne information vil også om-
fatte information om muligheden for at fravælge en søg-
ningsrapport, jf. nærmere herom nedenfor under stk. 3.
Der henvises nærmere til afsnit 2.7.2 i de almindelige be-
mærkninger.
Det foreslås i stk. 3, at ansøgeren ved ansøgningens indgi-
velse kan anmode om, at Patent- og Varemærkestyrelsen ik-
ke udarbejder en søgningsrapport efter § 17.
En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven
i dag.
Det foreslås som noget nyt, at ansøgeren ved ansøgnin-
gens indgivelse kan anmode om, at der ikke udarbejdes en
søgningsrapport efter stk. 1. Formålet med dette forslag er at
efterkomme visse brugeres ønske om fravalg af søgnings-
rapporten med henblik på at opnå en hurtigere og mere ef-
fektiv sagsbehandling. Muligheden for helt at fravælge at
modtage en søgningsrapport kendes allerede i dag fra EU-
varemærkesystemet, hvor ansøgere kan vælge at indgive en
’Fast Track’-ansøgning.
Til denne ordning er i EU-varemærkesystemet endvidere
knyttet visse betingelser, herunder at ansøgeren i ansøgnin-
gens varefortegnelse alene anvender de forud godkendte ter-
mer, der indgår i den harmoniserede database over varer og
tjenesteydelser (TMclass), og at ansøgningen indgives gen-
nem Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejen-
domsrets (EUIPO) e-ansøgning.
Den foreslåede ordning er særligt tiltænkt de mere erfarne
brugere af varemærkesystemet, eller dem der er repræsente-
ret af en rådgiver med særlige kompetencer inden for kende-
tegnsret. Disse brugere eller deres repræsentanter har ofte
foretaget søgninger efter ældre rettigheder inden indgivelsen
af ansøgningen, og de har derfor ikke et særskilt behov for
at modtage en søgningsrapport eller en nærmere specificeret
begrundelse i forbindelse hermed. Derimod er en hurtigere
52
og effektiv sagsbehandling ofte af større betydning for disse
brugere.
Det foreslås i stk. 4. at ansøgninger og registreringer ind-
føres i varemærkeregistret. Varemærkeregisteret er offent-
ligt tilgængeligt via Patent- og Varemærkestyrelsens hjem-
meside.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 12, stk. 3.
Det foreslås i stk. 5, at en ansøgning om registrering af et
varemærke som minimum skal indeholde
1) en anmodning om registrering,
2) oplysninger, der gør det muligt at fastslå ansøgerens iden-
titet,
3) en fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for hvil-
ke der ansøges om registrering, og
4) en gengivelse af varemærket, som opfylder de krav, der
er fastsat i § 2, nr. 2.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 37, stk.
1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 12, stk. 1, og den gældende fællesmærkelovs § 4, stk. 2.
I bestemmelsen er angivet de oplysninger, som en vare-
mærkeansøgning som minimum skal indeholde, for at an-
søgningen kan betragtes som en ansøgning og tildeles en an-
søgningsdato. Det skal implicit eller eksplicit fremgå af an-
søgningen, at der er tale om en ansøgning om registrering af
et varemærke. Endvidere skal ansøgningen indeholde oplys-
ninger, der gør det muligt at identificere ansøgeren, en for-
tegnelse over de varer og tjenesteydelser, som varemærket
søges registreret for, samt en gengivelse af varemærket, der
lever op til kravet i den foreslåede nyaffattelse af § 2. Krav
til indholdet af en ansøgning fastsættes i øvrigt efter den
foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 48. Det kan ek-
sempelvis fastsættes, at en ansøgning skal indeholde oplys-
ning om ansøgers adresse.
Det foreslås i stk. 6, at er det ansøgte mærke et kollektiv-
mærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, skal an-
søgningen endvidere indeholde de bestemmelser, der gælder
for mærkets anvendelse.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 30, er
en delvis videreførelse af den gældende fællesmærkelovs §
4, stk. 2.
Bestemmelsen fastslår, at en ansøgning om registrering af
et kollektivmærker eller et garanti- eller certificeringsmærke
skal indeholde de bestemmelser, der gælder for mærkets be-
nyttelse. Direktivet indeholder ikke et krav om, at en ansøg-
ning om et garanti- eller certificeringsmærke skal omfatte de
bestemmelser, der er fastsat for mærkets benyttelse, idet det
er overladt til medlemsstaterne at fastsætte de nærmere be-
tingelser herfor. Derimod er det i direktivets artikel 30 et
krav, at der er fastsat bestemmelser om kollektivmærkers
benyttelse, og at disse bestemmelser indgives sammen med
ansøgningen.
Efter den gældende fællesmærkelovs § 4, stk. 2, er det et
krav, at der ved indgivelsen af en ansøgning om registrering
af et fællesmærke, dvs. såvel når dette er et kollektivmærke,
som når det er et garantimærke, skal indgives de bestemmel-
ser, der gælder for mærkets benyttelse. Denne bestemmelse
er således videreført, idet den foreslåede bestemmelse fast-
sætter, at der skal indgives de bestemmelser, der er fastsat
for mærkets benyttelse, såvel når mærket er et kollektiv-
mærke, som når dette er et garanti- eller certificeringsmær-
ke.
Det foreslås i stk. 7, at bestemmelserne om et kollektiv-
mærkes anvendelse som minimum skal angive
1) hvilke personer der har ret til at anvende kollektivmærket,
2) betingelserne for medlemskab af sammenslutningen og
3) betingelserne for anvendelse af kollektivmærket, herun-
der sanktioner.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 30, stk. 2.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i fællesmær-
keloven i dag.
Bestemmelsen omfatter de oplysninger, som bestemmel-
serne for anvendelse af et kollektivmærke som minimum
skal indeholde. Som det fremgår af den foreslåede nyaffat-
telse af § 1 b, stk. 3, gælder det særligt for kollektivmærker,
at der alene kan stiftes varemærkeret til denne mærketype af
sammenslutninger af erhvervsdrivende, hvorfor bestemmel-
serne bl.a. skal angive betingelserne for medlemskab af
sammenslutningen.
Tilsvarende krav kan ikke stilles til garanti- eller certifi-
ceringsmærker, hvorfor der ikke i lovforslaget er opstillet
specifikke minimumskrav herom. Da det ligger i garanti- el-
ler certificeringsmærkernes natur, at der for disse opstilles
regler for, hvordan og på hvilke produkter mærket må an-
vendes, er det således først og fremmest disse bestemmelser,
der skal oplyses om i forbindelse med en ansøgning om re-
gistrering af mærket.
Det foreslås i stk. 8, at består et kollektivmærke af en geo-
grafisk betegnelse, skal de bestemmelser, som er fastsat ef-
ter stk. 7, desuden give enhver person, hvis varer eller tjene-
steydelser hidrører fra det pågældende geografiske område,
ret til at blive optaget som medlem af den sammenslutning,
der er indehaver af kollektivmærket, forudsat at den pågæl-
dende person opfylder alle andre betingelser i bestemmel-
serne.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 30, stk. 2,
2. pkt. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i fælles-
mærkeloven i dag.
Bestemmelsen fastslår, at i de tilfælde, hvor et kollektiv-
mærke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i den fore-
slåede nyaffattelse af § 13, stk. 3, jf. direktivets artikel 29,
stk. 3, og den gældende fællesmærkelovs § 3, vedrørende
geografiske betegnelser, skal de bestemmelser, der fastsæt-
tes for anvendelsen af kollektivmærket give enhver person,
hvis varer eller tjenesteydelser stammer fra det pågældende
geografiske område, ret til at blive optaget som medlem af
sammenslutningen. Det er en forudsætning, at den pågæl-
dende i øvrigt lever op til de krav, der gælder for optagelse i
sammenslutningen.
Det foreslås i stk. 9, at ansøgningsdatoen for en varemær-
keansøgning er den dato, hvor ansøgningen, der indeholder
53
oplysninger i henhold til § 11, stk. 5, indgives af ansøgeren
til Patent- og Varemærkestyrelsen.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 38, stk. 1.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkelo-
ven i dag.
Bestemmelsen fastslår, at en ansøgning tildeles en ansøg-
ningsdato på den dag, hvor alle de oplysninger, der fremgår
af bestemmelsens stk. 5, er kommet frem til Patent- og Va-
remærkestyrelsen. Dette fremgår ikke eksplicit af varemær-
keloven i dag. Bestemmelsen svarer til og skal i øvrigt ses i
lyset af artikel 5 i Trademark Law Treaty og den tilsvarende
bestemmelse i artikel 5 i Singaporetraktaten om varemærke-
ret, der opstiller de samme krav om oplysninger for tildeling
af en ansøgningsdato, som dem der fremgår af bestemmel-
sens stk. 5.
Det foreslås i stk. 10, at erhvervsministeren kan fastsætte
bestemmelser om de krav, ansøgningen skal opfylde, for at
en anmodning efter stk. 3 kan imødekommes.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemær-
keloven i dag. Med bestemmelsen foreslås, at ministeren
kan fastsætte betingelser for, at en anmodning om fravalg af
en søgningsrapport efter § 11, stk. 3, kan imødekommes. Så-
danne betingelser kan være forudsætningen for, at ønsket
om fravalg af søgningsrapporten og en hurtigere og mere ef-
fektiv sagsbehandling kan opnås uden behov for et yderlige-
re tillægsgebyr.
Betingelserne kan eksempelvis bestå i, at ansøgningen
skal være indgivet ved brug af Patent- og Varemærkestyrel-
sens elektroniske ansøgningsformular, at varefortegnelsen er
udarbejdet i overensstemmelse med TMclass, og at korre-
spondance vedrørende ansøgningen sker elektronisk. Da den
teknologiske udvikling, herunder udviklingen af nye IT-
værktøjer til brug for behandlingen af ansøgninger og korre-
spondance herom, kan have indvirkning på behovet for,
hvilke betingelser, det eventuelt kan være hensigtsmæssigt
at opstille, er det fundet formålstjenligt, at betingelserne ik-
ke fastlægges i loven, men at erhvervsministeren får hjem-
mel til at fastsætte sådanne betingelser.
Til § 12
Den foreslåede nyaffattelse af § 12 regulerer angivelsen af
varer og tjenesteydelser samt klassificeringen heraf i vare-
mærkeansøgninger. Forholdet er i dag reguleret i varemær-
kelovens § 12.
Det foreslås i stk. 1, at de varer og tjenesteydelser, for
hvilke varemærkeregistrering søges, skal klassificeres i
overensstemmelse med det klassificeringssystem, der er
fastlagt ved Niceklassifikationen. Ansøges om registrering
for varer eller tjenesteydelser i mere end én klasse, gruppe-
res de pågældende varer og tjenesteydelser i overensstem-
melse med Niceklassifikationens klasser, idet der foran hver
gruppe anføres nummeret på den klasse, som den pågælden-
de gruppe af varer og tjenesteydelser tilhører, og klasserne
opføres i rækkefølge.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 39, stk.
1 og 6, er en delvis videreførelse af gældende varemærkel-
ovs § 12.
Ifølge § 12, stk. 1, i den gældende lov skal de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke mærket ønskes registreret, angi-
ves i ansøgningen. Bestemmelserne i direktivet er nye og
indsat for at tydeliggøre de krav, der kan stilles til identifice-
ringen af de varer og tjenesteydelser, der skal anses for om-
fattet af en ansøgning og den senere varemærkeregistrering.
Behovet for denne tydeliggørelse udspringer af EU-Dom-
stolens præjudicielle afgørelse i sagen C-307/10, Chartered
Institute of Patent Attorneys, i hvilken det bl.a. blev fastslå-
et, at varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) skal for-
tolkes således, at det kræver, at de varer eller tjenesteydel-
ser, der er omfattet af ansøgningen om varemærkebeskyttel-
se, identificeres med tilstrækkelig klarhed og præcision af
ansøgeren, således at de kompetente myndigheder og de er-
hvervsdrivende alene på baggrund heraf kan fastlægge ud-
strækningen af den beskyttelse, varemærket giver.
Endvidere blev det af EU-Domstolen fastslået, at vare-
mærkeansøgere kan anvende generelle angivelser i Nice-
klassifikationen for at identificere de varer og tjenesteydel-
ser, som varemærkeretten skal omfatte, forudsat at en sådan
identifikation er tilstrækkelig klar og præcis. Som konse-
kvens af denne dom har varemærkemyndighederne i med-
lemsstaterne og Den Europæiske Unions Kontor for Intel-
lektuel Ejendomsret (EUIPO) samarbejdet om at fastsætte
en fælles praksis for vurdering af betegnelser for varer og
tjenesteydelsers klarhed og præcision, herunder identificeret
visse af de betegnelser for varer og tjenesteydelser i klasseo-
verskrifterne i Niceklassifikationen, der ikke anses for at op-
fylde dette krav. Resultatet af dette samarbejde er udsendt i
tre fællesmeddelelser, henholdsvis med Patent- og Vare-
mærkestyrelsens brugerbreve af 2. maj 2013, 20. november
2013 og 20. februar 2014. I tilknytning hertil har styrelsen
og de øvrige medlemsstater samt EUIPO oparbejdet en fæl-
les database over betegnelser for varer og tjenesteydelser,
der anses for tilstrækkeligt klare og præcise, og som følgelig
kan anvendes i varemærkeansøgninger inden for EU.
De krav til den klarhed og præcision, der opstilles i direk-
tivets artikel 39 for de betegnelser for varer og tjenesteydel-
ser, som kan anvendes i varemærkeansøgninger, er helt i
tråd med den skitserede udvikling såvel i praksis som i det
samarbejde, der pågår mellem varemærkemyndighederne i
EU.
Det foreslås i stk. 2, at de varer og tjenesteydelser, for
hvilke der søges beskyttelse, skal identificeres af ansøgeren
med tilstrækkelig klarhed og præcision, således at Patent- og
Varemærkestyrelsen og de erhvervsdrivende alene på dette
grundlag har mulighed for at konstatere omfanget af den be-
skyttelse, der søges.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 39, stk. 2.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkelo-
ven i dag.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at varerne og tje-
nesteydelserne skal være identificeret med tilstrækkelig
54
klarhed og præcision, jf. ovenfor vedrørende EU-Domsto-
lens præjudicielle afgørelse i sagen C-307/10, Chartered In-
stitute of Patent Attorneys.
Det foreslås i stk. 3, at Niceklassifikationens klasseover-
skrifter eller andre generelle betegnelser kan anvendes i an-
søgningen, forudsat at de er i overensstemmelse med de
nødvendige standarder for klarhed og præcision efter stk. 2.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 39, stk. 3.
Bestemmelsen kodificerer dele af EU-Domstolens præjudi-
cielle afgørelse i sagen C-307/10 Chartered Institute of Pa-
tent Attorneys, der bl.a. fastslår, at de generelle angivelser i
Niceklassifikationens klasseoverskrifter kan anvendes til at
identificere de varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges
om varemærkebeskyttelse, forudsat at en sådan identifika-
tion er tilstrækkelig klar og præcis. Der findes ikke en til-
svarende bestemmelse i varemærkeloven i dag, men kravet
om, at de angivelser, der anvendes til at identificere de varer
og tjenesteydelser, en varemærkeansøgning omfatter, skal
være tilstrækkeligt klare og præcise, følger allerede af Pa-
tent- og Varemærkestyrelsens praksis i dag.
Det foreslås i stk. 4, at Patent- og Varemærkestyrelsen af-
slår en ansøgning vedrørende angivelser eller betegnelser,
som er uklare eller upræcise, hvis ansøgeren ikke foreslår en
acceptabel formulering inden for en frist fastsat af styrelsen.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 39, stk. 4.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkelo-
ven i dag.
Bestemmelsen fastslår, at Patent- og Varemærkestyrelsen
skal afslå at registrere varemærker for varer eller tjeneste-
ydelser, der ikke lever op til kravene i stk. 2. Styrelsen skal i
den forbindelse i overensstemmelse med forvaltningsretten
give ansøger lejlighed til at udtalelse sig herom, herunder
bringe ansøgningen i orden, før der eventuelt kan gives et
afslag.
Det foreslås i stk. 5, at generelle betegnelser, herunder de
generelle angivelser i Niceklassifikationens klasseoverskrif-
ter, omfatter alle varer eller tjenesteydelser, der ud fra en
ordlydsfortolkning klart er omfattet af den pågældende angi-
velse eller betegnelse. Sådanne betegnelser eller angivelser
udgør ikke en rettighed for varer eller tjenesteydelser, der
ikke kan forstås som sådan.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 39, stk. 5.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkelo-
ven i dag.
Bestemmelsen fastslår, at i det omfang, der i en ansøgning
eller registrering er anvendt generelle betegnelser, skal om-
fanget af disse fortolkes ud fra en almindelig ordlydsfortolk-
ning. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at særligt Den Euro-
pæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUI-
PO) forud for EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sag-
en C-307/10, Chartered Institute of Patent Attorneys, anlag-
de en anden fortolkningspraksis i forhold til registreringer,
der omfattede en klasseoverskrift fra Niceklassifikationen.
Denne praksis har EUIPO nu forladt, og den nu fastsatte til-
gang, hvorefter der skal anlægges en almindelig ordlydsfor-
tolkning, er i overensstemmelse med dansk praksis.
Nicearrangementet om klassificering trådte først i kraft i
Danmark den 30. november 1961. Indtil da blev et varemær-
ke i udgangspunktet registreret for alle varer og tjeneste-
ydelser, idet der dog var en vis mulighed for at begrænse an-
søgningen til enkelte varer eller ydelser, om end disse ikke
kunne klassificeres efter et klassesystem. Efter Danmarks
tiltrædelse af Niceklassifikationen skulle indehavere af regi-
streringer, der var foretaget før tiltrædelsen, i forbindelse
med fornyelsen af deres registrering angive, hvilke klasser
registreringen skulle fornys for. Der blev i den forbindelse
ikke stillet krav om, at indehaveren skulle angive de præcise
varer eller tjenesteydelser, som registrering skulle anses for
at omfatte i de valgte klasser. Derimod blev en angivelse af
klassenummeret anset for at medføre, at alle de varer og tje-
nesteydelser, der kunne anses for omfattet af den pågælden-
de klasse i Niceklassifikationen, var omfattet af registrerin-
gen.
Samme tilgang blev anvendt i forhold til ansøgninger, idet
varemærkeansøgninger kunne indgives og føres til registre-
ring blot med angivelse af klassenumre i ansøgningens vare-
fortegnelse. Det var således først ved Danmarks tiltrædelse
til Trademark Law Treaty, at der i overensstemmelse med
traktatens artikel 3, stk. 1, nr. 15, blev opstillet et krav om,
at ansøgere skulle angive de varer eller tjenesteydelser, som
ansøgningen skulle omfatte, og derfor ikke længere blot
kunne henvise til den klasse i Niceklassifikationen, som an-
søgningen skulle omfatte.
Under hensyn til denne udvikling i dansk ret vedrørende
kravene til varefortegnelser, skal bestemmelsen i stk. 5 ses
som udtryk for, at sådanne ældre registreringer, der er regi-
streret for hele klasser i Niceklassifikationen, dvs. registre-
ringer hvori der alene er henvist til en eller flere klassenum-
re, men ikke er angivet specifikke varer eller tjenesteydelser,
skal fortolkes i overensstemmelse med indholdet af den eller
de klasser i den pågældende udgave af Niceklassifikationen,
som denne forelå på det tidspunkt, hvor varemærket er an-
søgt. Tilsvarende gælder i tilfælde af registreringer, der først
ved fornyelse er begrænset til specifikke klasser i Niceklas-
sifikationen. Her gælder indholdet af den eller de klasser i
den pågældende Niceklassifikation, som denne forelå på for-
nyelsestidspunktet. I den forbindelse skal omfanget af den
eller de omhandlede klasser fortolkes ud fra en almindelig
ordlydsfortolkning af de betegnelser, der indgår i klasseo-
verskriften og den tilhørende klasseliste i den pågældende
udgave af Niceklassifikationen.
Det foreslås i stk. 6, at varer og tjenesteydelser ikke be-
tragtes som værende lignende, blot fordi de står opført i
samme klasse i Niceklassifikationen. Varer og tjenesteydel-
ser betragtes ikke som værende forskellige, blot fordi de er
opført i forskellige klasser i Niceklassifikationen.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 39, stk. 7.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkelo-
ven i dag.
Bestemmelsen, der svarer artikel 9, stk. 2, i både Trade-
mark Law Treaty og Singaporetraktaten om varemærkeret,
fastslår, at varer eller tjenesteydelser ikke skal anses for at
være ligeartede, blot fordi de er opført i den samme klasse i
55
Niceklassifikationen, ligesom de heller ikke skal anses for at
være forskellige, alene fordi de er opført i forskellige klasser
i Niceklassifikationen. Bestemmelsen er i overensstemmelse
med de almindelige principper for vurdering af risiko for
forveksling, hvorefter ligheden mellem varer eller tjeneste-
ydelser skal ske under hensyn til alle relevante kriterier, her-
under bl.a. deres art og egenskaber, sammensætningen af
den eller de relevante omsætningskredse, om de er substitu-
erbare eller i konkurrence med hinanden m.v. I den forbin-
delse udgør den konkrete opdeling af varer eller tjeneste-
ydelser i Niceklassifikationen ikke et relevant kriterium.
Til § 12 a
Den foreslåede nyaffattelse af § 12 a regulerer konventi-
onsprioritet. Forholdet er i dag reguleret i § 18 i varemær-
keloven.
Det foreslås i stk. 1, at indleveres en ansøgning om regi-
strering af et varemærke her i landet senest seks måneder ef-
ter, at den første ansøgning om registrering af varemærket er
indleveret i et land, som er tilsluttet Pariserkonventionen, el-
ler som er medlem af Verdenshandelsorganisationen
(WTO), vil ansøgningen på begæring få prioritet fra den
første indleveringsdato. Prioriteten indebærer, at ansøgnin-
gen i forhold til senere indtrufne omstændigheder, såsom
andres ansøgninger eller andres brug af mærket, skal anses
som indleveret samtidig med ansøgningens indlevering i den
fremmede stat.
Bestemmelsen er en videreførelse af gældende varemær-
kelovs § 18, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 under forudsætning af gensi-
dighed finder tilsvarende anvendelse for varemærker, der
første gang er ansøgt i et land, der ikke er tilsluttet Pariser-
konventionen eller ikke er medlem af Verdenshandelsorgan-
isationen (WTO).
Bestemmelsen er en videreførelse af gældende varemær-
kelovs § 18, stk. 2. I dag er de er de fleste lande tilsluttet en-
ten Pariserkonventionen eller WTO-overenskomsten eller
begge.
Til § 12 b
Den foreslåede nyaffattedelse af § 12 b regulerer udstil-
lingsprioritet. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelo-
vens § 19.
Det foreslås i § 12 b, at indleveres en ansøgning om regi-
strering af et varemærke her i landet senest seks måneder ef-
ter, at mærket for første gang er anvendt for varer udstillet
på en officiel eller officielt anerkendt international udstil-
ling, vil ansøgningen på begæring få prioritet fra denne dato.
Ved de nævnte udstillinger forstås sådanne, som er defineret
i Konventionen angående internationale udstillinger af 22.
november 1928 med senere revisioner. Prioriteten indebæ-
rer, at ansøgningen i forhold til senere indtrufne omstændig-
heder, såsom andres ansøgninger om eller andres benyttelse
af mærket, skal anses som indleveret samtidig med dets an-
vendelse på udstillingen.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 19.
Til § 13
Den foreslåede nyaffattelse af § 13 regulerer de absolutte
registreringshindringer. Forholdet er i dag reguleret i vare-
mærkelovens § 13.
Det foreslås i stk. 1, at følgende ikke kan registreres:
1) Tegn, som ikke kan udgøre et varemærke.
2) Varemærker, som mangler fornødent særpræg.
3) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angi-
velser, der i omsætningen kan tjene til at betegne vare-
rnes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed, mængde,
anvendelse, værdi, geografiske oprindelse eller tidspunk-
tet for varernes fremstilling eller for præstationen af tje-
nesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tje-
nesteydelserne.
4) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angi-
velser, der i daglig sprogbrug eller efter redelig og al-
mindelig markedsføringsskik er blevet almindelige som
betegnelse for varerne eller tjenesteydelserne.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk.
1, litra a-d, og indeholder dele af de bestemmelser, der er
fastsat i direktivet vedrørende kollektivmærker og garanti-
eller certificeringsmærker, jf. direktivets artikel 28-31, er en
delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 13,
stk. 1 og 2.
Af hensyn til lovens systematik, er den foreslåede nyaffat-
telse af § 13 formuleret således, at den alene omtaler de heri
oplistede »absolutte hindringer«, som hindringer der kan fø-
re til, at et ansøgt varemærke udelukkes fra registrering. Ad-
gangen til at få kendt et registreret varemærke ugyldigt af de
grunde, der er anført i den foreslåede bestemmelse, fremgår
særskilt af den foreslåede nyaffattelse af § 28. At der er tale
om »absolutte registreringshindringer« indebærer, at det er
disse hindringer for et varemærkes registrering, der påses
opfyldt af Patent- og Varemærkestyrelsen efter den foreslåe-
de nyaffattelse af § 16, stk. 1, og som kan påberåbes af tred-
jemand i forbindelse med en sag om ugyldiggørelse af en
varemærkeregistrering, jf. de foreslåede nyaffattede §§ 33
og 34, jf. § 28.
I den gældende varemærkelov fremgår de absolutte regi-
streringshindringer af § 2, § 13 og § 14, nr. 1-3, der gennem-
førte artikel 3 i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifika-
tion).
I forhold til den gældende varemærkelov indeholder di-
rektivets artikel 4 en række nyskabelser, herunder en ekspli-
cit henvisning til beskyttelsen af geografiske betegnelser og
plantesortsbetegnelser, samt en præcisering af rækkevidden
af bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 2, stk. 2.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at tegn, som ikke kan udgøre et
varemærke, ikke kan registreres. Bestemmelsen, der gen-
nemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra a, er en delvis vi-
dereførelse af gældende varemærkelovs § 13, stk. 1.
Bestemmelsen fastsætter, at tegn, der ikke kan udgøre et
varemærke, er udelukket fra registrering. Denne bestemmel-
56
se var tillige fastsat i artikel 3, stk. 1, litra a, i varemærkedi-
rektiv 2008/95/EF (kodifikation), men blev ikke eksplicit
indsat i den gældende varemærkelov, idet den blev anset for
implicit at være omfattet af den gældende varemærkelovs §
20, hvorefter Patent- og Varemærkestyrelsen skal afslå regi-
strering af varemærker, der ikke er i overensstemmelse med
loven.
Bestemmelsen skal i den forbindelse ses i sammenhæng
med den foreslåede nyaffattelse af § 2 om tegn, der kan ud-
gøre et varemærke, herunder særligt kravet om, at gengivel-
sen af varemærket skal gøre det muligt for de kompetente
myndigheder og offentligheden at fastslå den klare og præ-
cise genstand for den beskyttelse, som varemærkeindehave-
ren indrømmes. Er der således tale om, at det ansøgte vare-
mærke ikke opfylder kravene i den foreslåede nyaffattelse af
§ 2, vil varemærkeansøgningen skulle afslås i medfør af den
foreslåede nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 1.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at varemærker, som mangler
fornødent særpræg, ikke kan registreres.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk.
1, litra b, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 13, stk. 1.
Det fremgår af den gældende varemærkelovs § 13, stk. 1,
at et varemærke for at kunne registreres skal opfylde betin-
gelserne i § 2 om varemærkers form, herunder have fornø-
dent særpræg.
Den foreslåede bestemmelse vedrører således det grund-
læggende krav om, at et varemærke ikke kan registreres,
hvis mærket er uden særpræg.
Kravet om særpræg indebærer, at det ansøgte tegn skal ha-
ve et sådant særkende, at tegnet sætter omsætningskredsen i
stand til at adskille en producents varer fra en anden produ-
cents varer. Begrebet er behandlet i en lang række afgørelser
fra EU-Domstolen, herunder bl.a. C-39/97, Canon,
C-517/99, Merz & Krell, C-53-55/01 Linde m.fl., C-218/01,
Henkel, C-404/02, Nichols, og de forenede sager C-90/11
og C-91/11, Alfred Strigl. Det er i den forbindelse bl.a. fast-
slået, at den almene interesse, der ligger til grund for kravet
om særpræg, er åbenbart sammenfaldende med varemærkets
grundlæggende funktion, nemlig oprindelsesfunktionen,
hvorefter varemærket sikrer, at oprindelsen af varen eller
tjenesteydelsen garanteres overfor forbrugeren, som dermed
sættes i stand til uden risiko for forveksling at adskille en
producents varer eller tjenesteydelser fra varer eller tjeneste-
ydelser med en anden oprindelse.
Det følger af det nævnte, at et varemærke anses for at ha-
ve fornødent særpræg, når varemærket er egnet til at identi-
ficere den vare eller tjenesteydelse, for hvilken der ansøges
om registrering, som hidrørende fra en bestemt virksomhed,
og dermed til at adskille denne vare eller tjenesteydelse fra
andre virksomheders.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at varemærker, som udelukken-
de består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tje-
ne til at betegne varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaf-
fenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse
eller tidspunktet for varernes fremstilling eller for præstatio-
nen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne el-
ler tjenesteydelserne, ikke kan registreres.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk.
1, litra c, er en videreførelse af den gældende varemærkel-
ovs § 13, stk. 2, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse vedrører kravet om, at et va-
remærke ikke må være udelukkende deskriptivt, idet der be-
står en almen interesse i at friholde beskrivende tegn til fri
afbenyttelse for alle erhvervsdrivende. Fortolkningen af
rækkevidden af artikel 3, stk. 1, litra c, i varemærkedirektiv
2008/95/EF (kodifikation) har været genstand for en lang
række afgørelser fra EU-Domstolen, herunder i sagerne
C-108/97 Windsurfing Chiemsee, C-191/01 P Doublemint,
C-383/99 P Baby-dry, C-363/99 Postkantoor, C-265/00 Bi-
omild, C-329/02 P Sat. 1, C-421/04 Matratzen, C-51/10 P
tegnet »1000«, de forenede sager C-90/11 og C-91/11 Strigl
m.fl., C‑369/10 P Ravensburger og C-20/14 BGW.
Bestemmelsen indebærer, at Patent- og Varemærkestyrel-
sen skal undersøge, om et ansøgt varemærke efter den rele-
vante omsætningskreds mening udelukkende udgør en be-
skrivelse af egenskaber ved de ansøgte varer eller tjeneste-
ydelser, eller om det med rimelighed kan forudses, at dette
vil blive tilfældet i fremtiden. I denne vurdering skal styrel-
sen tage alle relevante faktorer i betragtning, men det er dog
uden betydning, at der eksisterer andre tegn eller angivelser,
som er mere almindeligt anvendt end dem, som det pågæl-
dende varemærke er sammensat af. Anvendelsen af bestem-
melsen er således ikke begrænset til tilfælde, hvor tegnet el-
ler angivelsen udgør den eneste måde at betegne de pågæl-
dende egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen på, eller
om den faktisk har været anvendt sådan på tidspunktet for
ansøgningens indlevering, ligesom det heller ikke er afgø-
rende, i hvilket omfang konkurrenter kunne være interesse-
ret i at anvende netop dette tegn.
Det friholdelsesbehov, der ligger til grund for bestemmel-
sen, er således ikke kun gældende, når der er et konkret, ak-
tuelt eller tungtvejende behov for at holde et tegn til rådig-
hed, idet det blot er tilstrækkeligt, at tegnet eller angivelsen
kan anvendes til at beskrive egenskaber ved varen eller tje-
nesteydelsen. Ligeledes er det heller ikke af betydning, at
tegnet eller angivelsen har flere betydninger, idet det er til-
strækkeligt, at det i blot ét af dets betydninger beskriver
egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen. Bestemmelsen
omfatter dog alene tegn eller angivelser, som det med rime-
lighed kan antages, faktisk vil blive opfattet af den relevante
kundekreds som en beskrivelse af en egenskab ved varen el-
ler tjenesteydelsen.
Kravet i bestemmelsen om, at varemærket »udelukkende«
består af tegn, der er deskriptive, indebærer, at bestemmel-
sen ikke finder anvendelse, når det deskriptive tegn eller den
deskriptive angivelse er suppleret af andre elementer i mær-
ket, herunder figurative bestanddele eller ord, der kan bi-
bringe mærket særpræg i sin helhed.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at varemærker, som udelukken-
de består af tegn eller angivelser, der i daglig sprogbrug el-
ler efter redelig og almindelig markedsføringsskik er blevet
57
almindelige som betegnelse for varerne eller tjenesteydelser-
ne, er udelukket fra registrering.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk.
1, litra d, er en videreførelse af den gældende varemærkel-
ovs § 13, stk. 2, nr. 2.
Efter den foreslåede bestemmelse er et varemærke udeluk-
ket fra registrering, hvis det udelukkende består af tegn, der
er blevet almindelige som betegnelse for varerne eller tjene-
steydelserne. Bstemmelsen supplerer bestemmelsen i stk. 1,
nr. 3, således at også tegn, eksempelvis ord på andre sprog
eller ord, der endnu ikke er optaget i almindelige ordbøger,
kan anses for at være beskrivende, hvis disse inden for den
relevante omsætningskreds indgår i den daglige sprogbrug
eller er blevet en almindelig betegnelse for varen. Tilføjel-
sen af ordet »redelig« i den nyaffattede bestemmelse indike-
rer, at dens anvendelse i visse situationer kan være begræn-
set, f.eks. i tilfælde hvor det pågældende tegn eller angivel-
sen tidligere er registreret som varemærke. I sådanne tilfæl-
de påvirkes anvendelsen af bestemmelsen af den nyaffattede
bestemmelse i § 26, nr. 1 om varemærker, der som følge af
indehaverens passivitet eller aktive handlinger er blevet ge-
neriske. Således vil eksempelvis tredjemands brug af vare-
mærket i generisk form ikke kunne anses for »redelig«, hvis
rettighedsindehaveren konsekvent har skredet ind over for
en sådan brug, og varemærket derved ikke kan anses for at
være blevet generisk. Begrebet redelig fremgår både af di-
rektivteksten og af Pariserkonventionens artikel 6 e, litra B,
nr. 2, om tegn eller angivelser »som benyttes i daglig sprog-
brug eller i redelig og fast handelssædvane«.
Det foreslås i stk. 2, at et varemærke ikke må udelukkes
fra registrering efter stk. 1, nr. 2-4, hvis det inden datoen for
ansøgning om registrering, som følge af den brug, der er
gjort deraf, har fået fornødent særpræg.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk.
4, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 13,
stk. 3.
Efter den foreslåede bestemmelse kan et ansøgt varemær-
ke, når dette skal afslås efter bestemmelserne i den fore-
slående nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 2-4 om varemærker
uden særpræg mv. alligevel accepteres til registrering, så-
fremt det af ansøgeren dokumenteres, at varemærket inden
ansøgningsdatoen har fået fornødent særpræg. Et varemærke
anses for at have opnået det fornødne særpræg, når det har
været anvendt så længe og så intensivt, at mærket inden for
vedkommende omsætningskreds her i landet er almindeligt
kendt som kendetegn for indehaverens varer og tjeneste-
ydelser.
Det foreslås i stk. 3, at tegn eller angivelser, der i omsæt-
ningen kan tjene til at betegne varers eller tjenesteydelsers
geografiske oprindelse, uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 3,
kan udgøre et kollektivmærke eller et garanti- eller certifi-
ceringsmærke. Mærket giver ikke indehaveren ret til at for-
byde en tredjemand at bruge sådanne tegn eller angivelser i
omsætningen, når de bruges i overensstemmelse med god
markedsføringsskik. Navnlig kan mærket ikke påberåbes
over for tredjemand, der har ret til at bruge en given geogra-
fisk betegnelse.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 28, stk.
4 og artikel 29, stk. 3, er en delvis videreførelse af fælles-
mærkelovens § 3.
Bestemmelsen vedrører alene kollektivmærker og garanti-
eller certificeringsmærker og udgør en undtagelse til be-
stemmelsen i den foreslåede nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 3
om, at et varemærke ikke kan registreres, når det udelukken-
de består af en angivelse af varens eller tjenesteydelsens
geografiske oprindelse. Dog er det endvidere fastsat i den
foreslåede bestemmelse, at registreringen af et kollektiv-
mærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, der består
af en betegnelse, der beskriver de omhandlede varers eller
tjenesteydelsers geografiske oprindelse, ikke medfører en ret
for indehaveren til at forbyde tredjemands brug af sådanne
tegn eller angivelser, når en sådan brug i øvrigt sker i over-
ensstemmelse med god markedsføringskik.
Bestemmelsen finder særligt anvendelse, når tredjemand
er berettiget til at anvende den geografiske betegnelse. I
dansk ret anerkendes en sådan berettigelse til brug af en ge-
ografisk betegnelse bl.a. i situationer, hvor den geografiske
betegnelse er navnet på den by, hvor den pågældende er
hjemmehørende, jf. Østre Landsrets dom af 8. marts 1981 i
sag 13-325/1979.
Der henvises til afsnit 2.6 i de almindelige bemærkninger.
Til § 14
Den foreslåede nyaffattelse af § 14 regulerer ligesom § 13
absolutte registreringshindringer. Forholdet er i dag regule-
ret i varemærkelovens §§ 2 og 14, nr. 1-3.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at følgende endvidere ikke kan
registreres:
1) Tegn, som udelukkende består af
a) formen eller en anden egenskab, der følger af varernes
egen karakter,
b) formen eller en anden egenskab ved varer, som er
nødvendig for at opnå et teknisk resultat, eller
c) formen eller en anden egenskab, der giver varerne en
væsentlig værdi.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk.
1, litra e, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 2, stk. 2.
Efter den foreslåede bestemmelse er et varemærke udeluk-
ket fra registrering, hvis tegnet udelukkende består af for-
men eller en anden egenskab, der følger af varens karakter
eller giver varen en væsentlig værdi, eller hvis formen eller
en anden egenskab ved varen er nødvendig for at opnå et
teknisk resultat.
Bestemmelsen er i forhold til den gældende varemærkel-
ovs § 2, stk. 2, præciseret således, at der foruden henvisnin-
gen til formen på varer, tillige henvises til en anden egen-
skab herved. Ordlyden »en anden egenskab« tager bl.a. sigte
på situationer, hvor det »tekniske resultat« tillige kan tilskri-
ves eksempelvis varens farve eller en effekt på varens over-
flade, såsom at overfladen reflekterer lys eller lignende, eller
58
hvor sådanne egenskaber kan siges at følge af varens egen
karakter eller giver varen en væsentlig værdi.
Denne tilføjelse til ordlyden skal bl.a. ses i lyset af, at EU-
Domstolen i sag C-205/13, Hauck, har præciseret, at artikel
3, stk. 1, litra e, pkt. 3, i Varemærkedirektiv 2008/95/EF
(kodifikation), der er implementeret i den gældende vare-
mærkelovs § 2, stk. 2, skal fortolkes således, at begrebet »en
udformning, hvorved varen får en væsentlig værdi« ikke
kun kan begrænses til vareudformningen, der udelukkende
har en kunstnerisk eller dekorativ værdi, idet der ellers op-
står en risiko for, at de varer, der ud over et betydeligt æste-
tisk element har væsentlige funktionelle egenskaber, ikke
omfattes. I et sådant tilfælde ville den ret, som et varemærke
giver indehaveren, give monopol på varernes væsentlige
egenskaber, hvilket ville forhindre denne registreringshin-
dring i fuldt ud at opfylde sit formål.
Med tilføjelsen »en anden egenskab« er det således nu
gjort klart, at bestemmelsens rækkevidde ikke er begrænset
til alene at vedrøre varens form, og at ethvert andet element
ikke kan forhindre, at bestemmelsen kan tages i anvendelse,
når dette element i øvrigt følger af varens egen karakter, er
nødvendig for at opnå et teknisk resultat eller giver varen en
væsentlig værdi.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at varemærker, som strider mod
lov, den offentlige orden eller sædelighed, ikke kan registre-
res.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk.
1, litra f, og stk. 3, litra a og b, er en videreførelse af den
gældende varemærkelovs § 14, nr. 1.
Bestemmelsen fastslår, at et varemærke er udelukket fra
registrering, hvis varemærket strider mod lov, den offentlige
orden eller sædelighed. Henvisningen til »strider mod lov«
sigter ikke på bestemmelser fastsat i varemærkeloven, men
vedrører bestemmelser, der følger af andre love. Bestem-
melsen sigter således bl.a. på situationer, hvor en ansøger ik-
ke har adkomst til at anvende betegnelser i sit varemærke,
der i anden lovgivning er forbeholdt visse virksomheder el-
ler personer, såsom »bank«, »A/S« eller »advokat«.
Henvisningen til »offentlig orden« udgør et værn mod, at
tegn, der er bærere af væsentlige ordensmæssige interesser,
registreres som varemærker eller som en del heraf. Den gæl-
dende bestemmelse i varemærkelovens § 14, nr. 1, har hidtil
særligt fundet anvendelse i situationer, hvor et ansøgt vare-
mærke indeholder kendetegn, der refererer til kongehuset,
herunder angivelser, der giver indtryk af, at ansøgeren er
Kongelig Hofleverandør uden at være prædikatholder, og
for prædikatholdere, uden der er givet tilladelse til registre-
ring af et mærke indeholdende prædikatet af Kongehuset.
Tilsvarende kan bestemmelsen finde anvendelse, hvis vare-
mærket giver det fejlagtige indtryk, at ansøgeren er en of-
fentlig myndighed. Derudover tager bestemmelsen også sig-
te på situationer, hvor det ansøgte tegn er egnet til at vække
forargelse, eksempelvis hvis det indeholder ord eller symbo-
ler, der kan krænke religiøse symboler. Tilsvarende anses
mærker, der har et racistisk tilsnit for at være omfattet af be-
stemmelsen.
Med henvisningen til »sædelighed« sigtes ikke alene til
kønssædeligheden, men også sæd og skik. Bestemmelsen
skal ses i lyset af Pariserkonventionens artikel 6 e, litra b,
der anvender ordet moral. Bestemmelsen i den gældende va-
remærkelov har kun sjældent været nødvendig at tage i an-
vendelse, men bestemmelsen vil normalt kunne anvendes i
situationer, hvor et varemærke har et stærkt seksualiserende
indhold, der går ud over, hvad der kan forventes i forhold til
de varer eller tjenesteydelser, som varemærket vedrører.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at varemærker, som har en så-
dan karakter, at de vil kunne vildlede offentligheden, for ek-
sempel med hensyn til varens eller tjenesteydelsens art, be-
skaffenhed eller geografiske oprindelse, ikke kan registreres.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk.
1, litra g, er en videreførelse af den gældende varemærkel-
ovs § 14, nr. 2.
Efter bestemmelsen er varemærker, der er egnet til at vild-
lede med hensyn til varens eller tjenesteydelsens art, beskaf-
fenhed eller geografiske oprindelse, udelukket fra registre-
ring. Bestemmelsen, der også udgør en videreførelse af arti-
kel 3, stk. 1, litra g, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodi-
fikation), har tidligere været genstand for fortolkning ved
EU-Domstolen, herunder i sag C-87/97, Consorzio per la tu-
tela del formaggio Gorgonzola, der bl.a. har fastslået, at re-
gistrering kun skal nægtes, hvis det er utvivlsomt, at mærket
er egnet til at vildlede den potentielle kundekreds, dvs. hvis
der enten foreligger konkret vildledning eller en væsentlig
risiko herfor.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at varemærker, der ikke er god-
kendt af de kompetente myndigheder, og som skal afslås i
medfør af artikel 6 c i Pariserkonventionen, samt mærker,
der omfatter tegn, emblemer og våben, som har offentlig in-
teresse, medmindre deres registrering er blevet tilladt af
vedkommende myndighed, ikke kan registreres.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk.
1, litra h, og stk. 3, litra c, er en og videreførelse af den gæl-
dende varemærkelovs § 14, nr. 3.
Bestemmelsen indeholder et forbud mod registrering af
statskendetegn m.v., der er beskyttet efter Pariserkonventio-
nens artikel 6 c, samt andre tegn, emblemer og våben af of-
fentlig interesse, medmindre varemærkets registrering er
blevet tilladt af den kompetente myndighed.
De tegn, der beskyttes efter Pariserkonventionens artikel 6
c, registreres og offentliggøres af WIPO. Med »andre tegn,
emblemer og våben af offentlig interesse« sigtes på bl.a.
kommunevåben og -segl, politisegl, de forskellige militære
værns mærker, bispesædernes segl, universiteternes segl og
andre lignende embedskendetegn, navnestempler for ædle
metaller, nationale kendetegn og mindesmærker, samt offi-
cielle danske betegnelser for ministerier, institutioner, orga-
nisationer m.v.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at varemærker, som er udeluk-
ket fra registrering i henhold til lov eller internationale afta-
ler, i hvilke EU eller Danmark er part, og som giver beskyt-
telse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser,
ikke kan registreres.
59
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, li-
tra i. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemær-
keloven i dag.
Bestemmelsen blev indsat i direktivet for at sikre, at tegn,
der efter EU-lovgivning eller national ret er beskyttet som
oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser, ikke
registreres som varemærker, i det omfang denne lovgivning
udelukker dette.
De betegnelser, som bestemmelsen vedrører, er i dag pri-
mært reguleret i EU-lovgivning, der finder direkte anvendel-
se i national ret, og som i øvrigt allerede indeholder forbud
mod registrering af de omhandlede betegnelser som vare-
mærker. Hertil kommer, at bestemmelsen i den gældende
varemærkelovs § 14, nr. 1, om lovstridige varemærker, alle-
rede i dag fortolkes således, at den omfatter varemærker, der
er i strid med de nævnte typer af betegnelser. Bestemmelsen
indebærer således ikke en ny retsstilling, men skal blot tyde-
liggøre, at sådanne betegnelser efter omstændighederne ikke
kan registreres som varemærker.
Det foreslås i stk. 1, nr. 6, at varemærker, som er udeluk-
ket fra registrering i henhold til lov eller internationale afta-
ler, i hvilke EU er part, og som giver beskyttelse af traditio-
nelle benævnelser for vin, ikke kan registreres.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, li-
tra j. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemær-
keloven i dag.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede
bestemmelse i stk. 1, nr. 5, idet bestemmelsen vedrører den
type af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser,
der kan henføres til traditionelle betegnelser for vin, og som
er beskyttet efter EU-lovgivningen. På tilsvarende vis som i
stk. 1, nr. 5, beskyttes de traditionelle betegnelser for vin ef-
ter EU-lovgivningen mod registreringen af disse som vare-
mærker i visse tilfælde. Den pågældende EU-lovgivning fin-
der direkte anvendelse i national ret, hvorfor bestemmelsen
alene præciserer den forpligtelse, der påhviler Patent- og
Varemærkestyrelsen til at afslå sådanne varemærker fra re-
gistrering.
Det foreslås i stk. 1, nr. 7, at varemærker, som er udeluk-
ket fra registrering i henhold til lov eller internationale afta-
ler, i hvilke EU er part, og som giver beskyttelse af garante-
rede traditionelle specialiteter, ikke kan registreres.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, li-
tra k. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemær-
keloven i dag.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede
bestemmelse i stk. 1, nr. 5, idet bestemmelsen vedrører be-
nævnelser for garanterede traditionelle specialiteter, der er
beskyttet efter EU-lovgivningen. På tilsvarende vis som i
stk. 1, nr. 5, beskyttes benævnelser for garanterede traditio-
nelle specialiteter efter EU-lovgivningen mod registreringen
af disse som varemærker i visse tilfælde. Den pågældende
EU-lovgivning finder direkte anvendelse i national ret, hvor-
for bestemmelsen alene præciserer den forpligtelse, der på-
hviler Patent- og Varemærkestyrelsen til at afslå sådanne va-
remærker fra registrering.
Det foreslås i stk. 1, nr. 8, at varemærker, der består af el-
ler i deres væsentlige elementer gengiver en ældre plante-
sortsbetegnelse, som er beskyttet af plantesortsrettigheder
og vedrører plantesorter af samme eller nært beslægtede ar-
ter, ikke kan registreres.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, li-
tra l. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemær-
keloven i dag.
Bestemmelsen fastsætter, at ældre, beskyttede plantesorts-
betegnelser er udelukket fra registrering som varemærker,
når varemærket søges registreret for plantesorter af samme
eller nært beslægtet art. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at
plantesortsnavne udgør generiske betegnelser, hvortil der
knytter sig et særligt friholdelsesbehov, idet der består en
forpligtelse til at anvende det pågældende plantesortsnavn i
markedsføringen af den pågældende plante, hvortil plante-
sortsrettigheden er knyttet eller har været knyttet.
Den nye bestemmelse medfører ikke en ændring i den hid-
tidige retsstilling, idet plantesortsnavne hidtil er blevet anset
for omfattet af registreringsforbuddet i den gældende vare-
mærkelovs § 13, stk. 2, nr. 1, om de beskrivende varemær-
ker og § 14, nr. 2, om vildledende varemærker. De nævnte
bestemmelser, der i lovforslaget er videreført i i de foreslåe-
de nyaffattelser af § 13, stk. 1, nr. 3, og § 14, stk. 1, nr. 3, vil
dog fortsat efter omstændigheden kunne finde anvendelse, i
det omfang et plantesortsnavn søges registreret for varer, der
ikke er denne plante eller en plante nært beslægtet hermed,
som plantesortsrettigheden er knyttet eller har været knyttet
til. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, når den på-
gældende plante, eller eksempelvis frugter herfra, er eller
kan være en del af eller hovedbestanddelen i den vare, som
varemærket søges beskyttet for, og anvendelsen af plante-
sortsnavnet af omsætningskredsen vil blive opfattet som be-
skrivende for indholdet af varen.
Det foreslås i stk. 1, nr. 9, at varemærker, der er ansøgt i
ond tro, ikke kan registreres.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4, stk. 2.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkelo-
ven i dag.
Ifølge direktivet består der alene en forpligtelse til at fast-
sætte, at sådanne varemærker skal kunne erklæres ugyldige,
men medlemsstaterne kan dog fastsætte, at disse tillige skal
kunne udelukkes fra registrering.
Det har hidtil været antaget, at den gældende varemærkel-
ovs § 20, hvorefter Patent- og Varemærkestyrelsen skal af-
slå varemærkeansøgninger, når ansøgningen ikke er i over-
ensstemmelse med loven eller bestemmelser fastsat i medfør
af loven, eller når »der i øvrigt er noget til hinder for at god-
kende ansøgningen«, tillige giver styrelsen hjemmel til at af-
slå ansøgninger, der er indgivet i ond tro. For at tydeliggøre
styrelsens adgang til af egen drift at afslå registrering af va-
remærker, der er indgivet i ond tro, er det valgt at gøre brug
af den mulighed, som direktivet indeholder, for at fastsætte
en sådan bestemmelse. Samtidig indebærer bestemmelsen i
den foreslåede nyaffattelse af § 28, at bestemmelsen om ond
60
tro tillige kan påberåbes i en sag om ugyldiggørelse af en
varemærkeregistrering.
Med hensyn til begrebet »ond tro« følger det af EU-Dom-
stolens præjudicielle afgørelse i sagen C-320/12, Malaysia
Dairy Industries, at det i den forstand, hvori dette udtryk er
anvendt i direktivet, udgør et selvstændigt EU-retligt be-
greb, der skal fortolkes ensartet i Unionen. Således skal der i
forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger
ond tro, foretages en helhedsvurdering under hensyntagen til
alle de relevante faktorer, som foreligger på tidspunktet for
indgivelsen af ansøgningen om registrering, såsom bl.a. det
forhold, at ansøgeren vidste eller burde vide, at en tredje-
mand brugte et identisk eller lignende tegn for varer af
samme eller lignende art. Det forhold, at ansøgeren ved eller
bør vide, at en tredjemand bruger et sådant tegn, er imidler-
tid ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at det kan fastslås, at den-
ne ansøger var i ond tro. Der skal desuden tages hensyn til
den nævnte ansøgers hensigt på tidspunktet for indgivelsen
af ansøgningen om registrering af et varemærke, hvilket er
et subjektivt element, der skal vurderes på baggrund af sa-
gens objektive omstændigheder.
Det foreslås i stk. 2, at et kollektivmærke eller et garanti-
eller certificeringsmærke ikke kan registreres, hvis det vil
kunne vildlede offentligheden med hensyn til mærkets ka-
rakter eller betydning, navnlig hvis det kan blive antaget
som værende noget andet end et kollektivmærke eller et ga-
ranti- eller certificeringsmærke.
Bestemmelsen gennemfører for så vidt angår kollektiv-
mærker direktivets artikel 31, stk. 2, og udnytter for så vidt
angår garanti- eller certificeringsmærker adgangen i direkti-
vets artikel 28, stk. 3, til at fastsætte registreringsbetingelser
for sådanne mærker, når dette findes påkrævet under hensyn
til disse mærkers funktion. Der findes ikke en tilsvarende
bestemmelse i varemærkeloven eller fællesmærkeloven i
dag.
Der henvises nærmere til afsnit 2.6 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 15
Den foreslåede nyaffattelse af § 15 regulerer de relative
registreringshindringer. Forholdet er i dag reguleret i vare-
mærkelovens § 14, nr. 4 og 5, samt § 15.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5.
Den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4, handler om re-
lative registreringshindringer i form af personnavne, virk-
somhedsnavne, portrætter, navne og afbildninger af en an-
dens faste ejendom. § 14, nr. 5 handler om relative registre-
ringshindringer i form af ophavsretligt beskyttede værker,
særegne titler på litterære eller kunstneriske værker, fotogra-
fisk billede eller en andens industrielle rettigheder. Bestem-
melsen i § 15 omfatter relative registreringshindringer i
form af ældre varemærker, herunder også EU-varemærker.
Den foreslåede bestemmelse er formuleret således, at den
alene finder anvendelse i sager om indsigelse eller ugyldig-
gørelse, idet der alene er tale om såkaldte relative registre-
ringshindringer. Bestemmelsen skal således ses i sammen-
hæng med den foreslåede nyaffattelse af § 16, hvorefter Pa-
tent- og Varemærkestyrelsen alene påser, at betingelserne
for registrering efter § 2, §§ 11, stk. 1 og stk. 5-8, §§12-14
og § 16, stk. 2, er opfyldt. Styrelsen kan således efter § 16
ikke afslå at registrere et ansøgt varemærke efter bestem-
melserne i § 15 af egen drift.
Hertil kommer, at det i de foreslåede nyaffattelser af §§ 18
og 19 er foreslået, at Patent- og Varemærkestyrelsen, inden
varemærket kan registreres, skal offentliggøre ansøgningen
og derved give tredjemand lejlighed til at fremsætte indsi-
gelse mod ansøgningen. En indsigelse kan således fremsæt-
tes under henvisning til, at varemærket krænker de ældre
rettigheder, som er oplistet i § 15.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at et varemærke efter indsigelse
kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registre-
ret, på anmodning eller ved dom erklæres ugyldigt, hvis det
er identisk med et ældre varemærke, og de varer eller tjene-
steydelser, som varemærket er ansøgt eller registreret for, er
identiske med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det
ældre varemærke er beskyttet.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk.
1, litra a, er en videreførelse af den gældende varemærkel-
ovs § 15, stk. 1, nr. 1.
Bestemmelsen vedrører den situation, hvor det ældre og
det yngre varemærke er identiske, og varemærkerne vedrø-
rer identiske varer og tjenesteydelser (dobbeltidentitet). I
denne situation vil det yngre varemærke pr. definition kræn-
ke det ældre varemærke, og der vil ikke skulle stilles krav
om, at der består en risiko for forveksling.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at et varemærke efter indsigelse
kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registre-
ret, på anmodning eller ved dom erklæres ugyldigt, hvis der
i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herun-
der at der er en forbindelse med det ældre varemærke, fordi
det yngre varemærke er identisk med eller ligner det ældre
varemærke, og varerne eller tjenesteydelserne er identiske
eller lignende.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk.
1, litra b, er en videreførelse af den gældende varemærkel-
ovs § 15, stk. 1, nr. 2.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den foreslåede
nyaffattelse af § 4, stk. 2, nr. 2, idet den henviser til forveks-
lelighedsprincippet. Der henvises nærmere til bemærknin-
gerne til den foreslåede nyaffattelse af § 4, stk. 2, ovenfor.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at ved ældre varemærker efter
stk. 1 forstås varemærker af følgende kategorier med en dato
for ansøgning om registrering, der ligger før datoen for an-
søgning om registrering af varemærket, i givet fald under
hensyntagen til den prioritet, der gøres gældende til støtte
for disse varemærker:
a) EU-varemærker, herunder EU-varemærker, for hvilke der
i overensstemmelse med EU-varemærkeforordningen
med fuld ret påberåbes anciennitet i forhold til et af de
varemærker, som er omfattet af litra b og c, også selv om
der er givet afkald på sidstnævnte, eller det er ladet bort-
falde.
61
b) Varemærker, der er registreret her i landet.
c) Varemærker, som er registreret i henhold til internationa-
le ordninger med virkning her i landet.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk.
2, litra a, nr. 1-3 og litra b, er en videreførelse af den gæl-
dende varemærkelovs § 15, stk. 2, nr. 1 og 2.
Bestemmelsen i stk. 2, angiver, hvad der forstås med æld-
re varemærker efter stk. 1. Således fremgår det af nr. 1 til
stk. 2, at de ældre varemærker, som er omfattet af stk. 1, er
sådanne der har en ansøgnings- eller prioritetsdato, der er
ældre end den ansøgnings- eller prioritetsdato, som gælder
for det anfægtede mærke.
Det fremgår af bestemmelsens litra a, at EU-varemærker,
herunder EU-varemærker for hvilke der er påberåbt ancien-
nitet fra en dansk varemærkeregistrering eller en designe-
ring af Danmark i en international registrering, kan udgøre
et ældre varemærke.
I litra b og c er henvist til, at såvel danske varemærkeregi-
streringer som designeringer af Danmark i internationale re-
gistreringer kan udgøre ældre varemærker efter stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at ved ældre varemærker efter
stk. 1 forstås ansøgninger om varemærker omfattet af nr. 1
med forbehold af deres registrering.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk.
2, litra c, er en videreførelse af den gældende varemærkel-
ovs § 15, stk. 2, nr. 3.
Bestemmelsen i stk. 2, nr. 2, fastslår, at også ansøgninger
om registrering af et af de varemærker, som er omfattet af
stk. 2, nr. 1, litra a-c, henregnes til ældre varemærker efter
stk. 1, under forbehold af varemærkernes registrering.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3 at ved ældre varemærker efter
stk. 1 forstås varemærker, som på datoen for ansøgning om
registrering af varemærket, eller i givet fald den prioritet,
der gøres gældende til støtte for ansøgningen om registre-
ring af varemærket, er vitterlig kendt her i landet i den be-
tydning, som er angivet i Pariserkonventionens artikel 6 b.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk.
2, litra d, er en videreførelse af den gældende varemærkel-
ovs § 15, stk. 2, nr. 4.
Det fremgår af den foreslåede stk. 2, nr. 3, at varemærker,
der på datoen for ansøgningen om registrering af det anfæg-
tede varemærke, eller på datoen for en prioritet påberåbt for
det anfægtede varemærke, er vitterligt kendt i den betyd-
ning, som er angivet i Pariserkonventionens artikel 6 b, tilli-
ge anses for at udgøre ældre varemærker efter stk. 1. Denne
bestemmelse skal endvidere ses i lyset af, at det i den fore-
slåede nyaffattelse af § 3, stk. 2, er fastsat, at det forhold, at
et varemærke er vitterligt kendt her i landet, i sig selv stifter
en varemærkeret.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at ved ældre varemærker efter
stk. 1 forstås uregistrerede varemærker, der er stiftet efter §
3, stk. 1, nr. 3, når retten til varemærket er den først opståe-
de ret efter § 6.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk.
4, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 15, stk. 4, nr. 2.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 4, kan uregi-
strerede varemærker, hvortil der er stiftet rettigheder efter
den nyaffattede bestemmelse i § 3, stk. 1, nr. 3, udgøre et
ældre varemærke, når retten til varemærket er den først op-
ståede ret efter den nyaffattede bestemmelse i § 6. Ved at til-
føje de ved brug stiftede varemærkerettigheder i definitio-
nen af »ældre varemærker« sikres det, at beskyttelsen af de
registrerede og de uregistrerede varemærker sidestilles i re-
lation til indsigelser eller ugyldighedssager baseret på de ny-
affattede bestemmelser i § 15, stk. 1 og 3. Henvisningen til
den nyaffattede bestemmelse i § 6 er indsat for sikre, at det
uregistrerede varemærke alene kan anses for at udgøre et
ældre varemærke, når det udgør den først opståede ret. Har
indehaveren af ansøgningen eller registreringen forud for
indgivelsen af varemærkeansøgningen anvendt det pågæl-
dende varemærke og derved selv stiftet en varemærkeret ved
brug, og indebærer en sådan retsstiftelse, at det er ansøg-
nings- eller registreringsindehaveren, der har opnået for-
trinsretten efter § 6, kan det påberåbte uregistrerede vare-
mærke således ikke anses for at udgøre et »ældre varemær-
ke«.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at et varemærke ved indsigelse
kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registre-
ret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærket er
identisk med eller ligner et ældre varemærke, uanset om de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er ansøgt eller er
registreret, er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for
hvilke det ældre varemærke er beskyttet, når det ældre vare-
mærke er velkendt her i landet, eller i tilfælde af et EU-vare-
mærke, er velkendt i EU, og brugen af det yngre varemærke
uden rimelig grund vil medføre en utilbørlig udnyttelse af
det ældre varemærkes særpræg eller renommé, eller sådan
brug vil skade dette særpræg eller renommé.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk.
3, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 15, stk. 3, nr. 1 og stk. 4, nr. 1.
Bestemmelsen vedrører beskyttelsen af de velkendte vare-
mærker. I bestemmelsen skelnes mellem varemærker, der
alene har gyldighed i Danmark, og EU-varemærker, idet
førstnævnte alene skal dokumenteres velkendt her i landet,
hvorimod der for EU-varemærkerne gælder, at disse skal
være velkendt i EU. Bestemmelsen skal endvidere ses i lyset
af den righoldige såvel danske retspraksis som praksis fra
EU-Domstolen, der har fortolket rækkevidden af de tilsva-
rende bestemmelser i den gældende varemærkelovs § 15,
stk. 3, nr. 1 og stk. 4, nr. 1, artikel 4, stk. 3 og stk. 4, litra a, i
varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), samt artikel
8, stk. 5 i EU-varemærkeforordningen. Af EU-Domstolens
afgørelser kan bl.a. henvises til sagerne C-375/97, General
Motors, C-292/00, Davidoff, C-408/01, Adidas-Salomon og
Adidas Benelux, C-102/07, adidas og adidas Benelux,
C-252/07, Intel Corporation, C-487/07, L᾽Oréal m.fl.,
C-301/07, PAGO International, C-383/12 P, Environmental
Manufacturing mod KHIM og C-125/14, Iron & Smith.
62
Det foreslås i stk. 3, nr. 2, at et varemærke ved indsigelse
kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registre-
ret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærkeindeha-
verens agent eller repræsentant ansøger om registrering af
varemærket i eget navn uden indehaverens samtykke, med-
mindre agenten eller repræsentanten kan retfærdiggøre sin
handling.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3, li-
tra b. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemær-
keloven i dag.
Bestemmelsen skal ses i lyset af Pariserkonventionens ar-
tikel 6 g om de såkaldte »agentmærker«, hvorefter indeha-
veren af et varemærke kan forhindre, at dennes agent eller
repræsentant uden samtykke registrerer indehaverens vare-
mærke. Bestemmelsen skal ligeledes ses i lyset af den fore-
slåede bestemmelse i § 5, stk. 4 og 5. Der henvises nærmere
til bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 3, nr. 3, at et varemærke ved indsigelse
kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registre-
ret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: I det omfang, der i
henhold til EU-lovgivningen eller dansk ret, som giver be-
skyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnel-
ser,
a) allerede er indgivet en ansøgning om en oprindelsesbeteg-
nelse eller en geografisk betegnelse i overensstemmelse
med EU-lovgivningen eller dansk ret før datoen for an-
søgning om registrering af varemærket eller datoen for
den prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøgnin-
gen, med forbehold af dets senere registrering, eller
b) oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse
giver den person, der i henhold til den relevante lovgiv-
ning har adgang til at udøve de rettigheder, som hidrører
herfra, ret til at forbyde brugen af et yngre varemærke.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3, li-
tra c. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemær-
keloven i dag.
Bestemmelsen vedrører de oprindelsesbetegnelser og geo-
grafiske betegnelser, der efter dansk ret eller EU-lovgivning
er forbeholdt visse erhvervsdrivende. Udover at disse typer
af betegnelser er udelukket fra registrering efter bestemmel-
serne om de absolutte hindringer, jf. den foreslåede nyaffat-
telse af § 14, stk. 1, nr. 5-7, kan de efter denne bestemmelse
tillige påberåbes som en relativ registreringshindring. Det
beskyttelsesomfang, som disse betegnelser tildeles, fremgår
af den lovgivning, der i øvrigt fastsætter beskyttelsen for
den pågældende type af betegnelser.
Det foreslås i stk. 3, nr. 4, at et varemærke ved indsigelse
kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registre-
ret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærket kræn-
ker en ret til et virksomhedsnavn, som er registreret i Det
Centrale Virksomhedsregister (CVR). Et varemærke anses
for at krænke en ret til et virksomhedsnavn, når virksom-
hedsnavnet har mere end lokalt afgrænset karakter, og
a) navnet og varemærket ligner hinanden, og de varer eller
tjeneydelser, for hvilke virksomhedsnavnet er anvendt
som kendetegn forud for ansøgningen om registrering af
varemærket eller en herfor påberåbt prioritet, er de
samme som eller ligner dem, der er omfattet af varemær-
ket, og brugen af varemærket vil medføre en risiko for
forveksling, herunder at der kan antages en forbindelse
mellem dem, eller
b) brugen af varemærket uden rimelig grund vil medføre en
utilbørlig udnyttelse af eller skade på virksomhedsnav-
nets særpræg eller renommé, såfremt virksomhedsnavnet
er anvendt i forbindelse med varer eller tjenesteydelser,
og denne brug har ført til, at navnet forud for ansøgnin-
gen om registrering af varemærket eller en herfor påbe-
råbt prioritet, er blevet velkendt her i landet.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk.
4, litra a og litra b, nr. 1, er en delvis videreførelse af den
gældende varemærkelovs § 14, nr. 4.
Det er fundet hensigtsmæssigt nærmere at fastsætte betin-
gelserne for, at et forretningskendetegn i form af et virksom-
hedsnavn, kan udgøre en hindring mod registreringen af et
varemærke eller danne grundlag for dettes ugyldiggørelse.
Således fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at det
alene er virksomhedsnavne, der er registreret i Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR), der kan udgøre en hindring
mod et registreret varemærke, idet øvrige forretningskende-
tegn, der beskyttes efter markedsføringslovens § 22, kan ud-
gøre en hindring efter den nyaffattede bestemmelse i § 15,
stk. 3, nr. 5, om øvrige forretningskendetegn. Betegnelsen
virksomhedsnavn skal her – som hidtil – forstås bredt og
omfatter derfor ikke kun navne på personlige firmaer men
også aktieselskaber, anpartsselskaber, interessentskaber og
andre egentligt kommercielle virksomheder, under forudsæt-
ning af, at navnet er registreret i CVR.
Ligeledes fremgår det af bestemmelsen, at en betingelse
for virksomhedsnavnets beskyttelse i forhold til et yngre va-
remærke er, at dette skal have mere end lokalt afgrænset ka-
rakter. Dette krav skal ses i sammenhæng med, at der alene
kan stiftes rettigheder til et uregistreret varemærke, når bru-
gen heraf har mere end lokalt afgrænset karakter, ligesom
det i den foreslåede nyaffattelse af § 10, stk. 3, er foreslået,
at et varemærke ikke giver varemærkeindehaveren ret til at
forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af ældre
rettigheder, som kun har lokal afgrænset karakter, hvis den
ældre rettighed anvendes inden for grænserne af det område,
hvor retten hertil er anerkendt. Dette krav sikrer således, at
den obligatoriske implementering af direktivets artikel 14,
stk. 3, om begrænsninger i varemærkets retsvirkninger i for-
hold til rettigheder af lokalt afgrænset karakter, ikke medfø-
rer en skævvridning i forholdet mellem beskyttelsen af vare-
mærker og beskyttelsen af virksomhedsnavne.
Endvidere fremgår det af bestemmelsen i litra a, at det til-
lige er en betingelse for beskyttelsen af et virksomhedsnavn,
at navnet og varemærket ligner hinanden, og at varerne og
tjenesteydelserne ligner hinanden, samt at der er en risiko
for forveksling. Udover at denne bestemmelse fastlægger, at
forvekslelighedsprincippet finder anvendelse for vurderin-
gen af, om et varemærke krænker et virksomhedsnavn, sik-
rer bestemmelsen også, at virksomhedsnavne alene beskyt-
tes, i det omfang disse har været anvendt i forbindelse med
63
varer eller tjenesteydelser. Dette krav skal endvidere ses i
lyset af, at EU-Domstolen i den præjudicielle afgørelse i
C-17/06, Céline, fastlagde, at et virksomhedsnavn alene kan
anses for at krænke et varemærke, når virksomhedsnavnet
har været anvendt for varer eller tjenesteydelser.
Endelig er det i bestemmelsen i litra b foreslået fastsat, at
et virksomhedsnavn, der som følge af den brug, der er gjort
heraf i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, er blevet
velkendt her i landet, skal beskyttes på samme måde som
velkendte varemærker, dvs. mod at tredjemands brug af et
varemærke uden rimelig grund medfører en utilbørlig udnyt-
telse af eller skade på virksomhedsnavnets særpræg eller re-
nommé. Der henvises nærmere til bemærkningerne til be-
stemmelsens stk. 3, nr. 1 ovenfor.
Det foreslås i stk. 3, nr. 5, at et varemærke ved indsigelse
kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registre-
ret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Der er stiftet ret-
tigheder til et andet end de forretningskendetegn, der er om-
fattet af nr. 4, når kendetegnet er af mere end lokalt afgræn-
set karakter, og der til kendetegnet er knyttet en ret til at for-
byde brugen af det yngre varemærke.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk.
4, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 15, stk. 4, nr. 2.
Bestemmelsen fastsætter, at øvrige forretningskendetegn,
der ikke er et ældre uregistreret varemærke, jf. stk. 2, nr. 4,
eller et virksomhedsnavn efter stk. 3, nr. 4, og som er af me-
re end lokalt afgrænset karakter, kan udgøre en hindring
mod registreringen af et varemærke eller danne grundlag for
en varemærkeregistrerings ugyldiggørelse, når der i øvrigt
til kendetegnet er knyttet en ret til at forbyde brugen af det
yngre varemærke. Bestemmelsen svarer således til den gæl-
dende varemærkelovs § 15, stk. 4, nr. 2, for så vidt angår så-
danne kendetegn, der ikke kan henregnes til de uregistrerede
varemærker eller virksomhedsnavne. Beskyttelsen af disse
kendetegn afgrænses af den beskyttelse, der fremgår af mar-
kedsføringslovens § 22, og det er derfor fundet hensigts-
mæssigt at fastslå, at bestemmelsen alene finder anvendelse,
når der til kendetegnet er knyttet en ret for rettighedsindeha-
veren til at forbyde brugen af det yngre varemærke.
Det foreslås i stk. 3, nr. 6, at et varemærke ved indsigelse
kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registre-
ret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærket
uhjemlet består af eller indeholder et personnavn eller et
portræt, hvortil en anden har lovlig adkomst, og der ikke
derved sigtes til for længst afdøde personer, når der til nav-
net eller portrættet er knyttet en ret til at forbyde brugen af
varemærket.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk.
4, litra b, punkt 1 og 2, er en delvis videreførelse af den gæl-
dende varemærkelovs § 14, nr. 4.
Bestemmelsen viderefører med visse præciseringer be-
stemmelsen om beskyttelse af personnavne og portrætter i
den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4. Med den nyaffat-
tede bestemmelse er således præciseret, at bestemmelsen
kan finde anvendelse i det omfang, der til personnavnet eller
portrættet er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemær-
ket.
I vurderingen af, om et varemærke krænker en ret til et
personnavn, skal dog som hidtil tages hensyn til, at en vare-
mærkeregistrering ikke indebærer en egentlig navneret, og
at forholdet mellem personnavne og varemærker derfor må
fortolkes i lyset af de varemærkeretlige grundprincipper. Er
der således eksempelvis tale om, at navnet også er et almin-
deligt ord, en stedbetegnelse eller på anden måde har en se-
kundær betydning, kan dette efter omstændigheder begrun-
de, at personnavnet ikke bør anses gået for nært, når det an-
vendes i et varemærke. Omvendt kan navne, der ikke som
sådan beskyttes efter navneloven, udgøre en hindring for et
varemærke, hvis der eksempelvis er tale om navnet på en
kendt person eller et kunstnernavn.
Kriteriet »uhjemlet« er videreført fra den gældende vare-
mærkelovs § 14, nr. 4, og skyldes, at der i nogle tilfælde kan
foreligge en hjemmel, f.eks. fordi der er tale om mærkeinde-
havers eget navn, eller at navnet er indarbejdet som vare-
mærke for mærkeindehaver, eller at der foreligger et sam-
tykke fra rettighedshaver.
Det foreslås i stk. 3, nr. 7, at et varemærke ved indsigelse
kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registre-
ret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærket
uhjemlet består af eller indeholder bestanddele, der af om-
sætningskredsen vil blive opfattet som et særegent navn på
eller afbildning af en ejendom beliggende her i landet, når
der til ejendomsnavnet eller -afbildningen er knyttet en ret
for ejeren til at forbyde anvendelsen af det yngre varemær-
ke, og denne ret er af mere end lokalt afgrænset karakter.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk.
4, litra b, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 14, nr. 4.
Bestemmelsen viderefører med visse præciseringer be-
stemmelsen om beskyttelse af særegne navne på fast ejen-
dom og afbildninger af fast ejendom i den gældende vare-
mærkelovs § 14, nr. 4. Med den nyaffattede bestemmelse er
det således præciseret, at bestemmelsen alene finder anven-
delse i forhold til særegne navne for eller afbildninger af fast
ejendom, der er beliggende her i landet, når der i øvrigt her-
til er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket, og
denne ret i øvrigt er af mere end lokalt afgrænset karakter.
Bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4, er
hidtil blevet fortolket således, at bestemmelsen tillige er ble-
vet anset for at omfatte beskyttelsen af særegne navne på
fast ejendom, der er beliggende i udlandet, samt afbildninger
heraf. Sådanne udenlandske ejendomme er ikke omfattet af
den foreslåede bestemmelse. Er der dog tale om navnet på
eller afbildning af en udenlandsk ejendom af en særlig sym-
bolsk, religiøs eller kulturel værdi eller af politisk betyd-
ning, kan bestemmelserne i den foreslåede nyaffattelse af §
14, stk. 1, nr. 2, om offentlig orden eller sædelighed eller §
14, stk. 1, nr. 3, om vildledende varemærker efter omstæn-
dighederne finde anvendelse. I forhold til afbildninger af
fast ejendom vil varemærket efter omstændighederne også
kunne krænke en ophavsret.
64
Om kriteriet »uhjemlet« henvises til bemærkningerne til §
15, stk. 3, nr. 6, ovenfor.
Det foreslås i stk. 3, nr. 8, at et varemærke ved indsigelse
kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registre-
ret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærket kræn-
ker en andens ophavsret eller industrielle rettigheder, når der
til disse rettigheder er knyttet en ret til at forbyde brugen af
varemærket.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk.
4, litra b, pkt. 3 og 4, er en delvis videreførelse af den gæl-
dende varemærkelovs § 14, nr. 5.
Bestemmelsen fastsætter, at et varemærke, der krænker en
andens ophavsret eller industrielle rettigheder, kan hindres
fra registrering eller kan blive genstand for ugyldiggørelse,
hvis det registreres. Henvisningen til ophavsret indebærer, at
vurderingen af, hvorvidt der foreligger en krænkelse, skal
vurderes efter ophavsretslovens regler. Med industrielle ret-
tigheder tænkes navnligt på designrettigheder, men bestem-
melsen kan også finde anvendelse, hvis der foreligger en
krænkelse af eksempelvis et patent, en brugsmodel eller en
rettighed efter lov om beskyttelse af halvlederprodukters ud-
formning (topografi).
Bestemmelsen svarer med visse ændringer til den gælden-
de varemærkelovs § 14, nr. 5, idet dog henvisningen til
»særegen titel på en andens beskyttede litterære eller kunst-
neriske værk« og »ret til fotografisk billede« er udeladt.
Beskyttelsen af »særegne titler« er i forhold til varemær-
keloven en speciel regel, der ikke er at genfinde i andre ret-
tighedslove, herunder heller ikke i ophavsretsloven. Beskyt-
telsen af de særegne titler har haft til hovedformål at sikre,
at den kommercielle udnyttelse af eksempelvis titlen på en
film er forbeholdt den, der i øvrigt besidder rettighederne til
filmen. Bestemmelsen har således været taget i anvendelse
for at hindre, at tredjemand anvendte titlen på en tv-serie for
legetøj til børn. Under hensyn til at eksempelvis producenter
af film og tv-programmer har samme adgang som andre er-
hvervsdrivende til at opnå beskyttelse for deres kendetegn,
eksempelvis ved registrering heraf som varemærke, at be-
stemmelsen i øvrigt kun enkelte gange har været anvendt i
praksis, og da der i øvrigt ikke kan fremføres væsentlige ar-
gumenter for, hvorfor visse typer af erhvervsdrivende skal
tildeles en særstatus i denne henseende, er det valgt at udela-
de bestemmelsen om beskyttelse af særegne titler i den ny-
affattede bestemmelse.
For så vidt angår udeladelsen af henvisningen til »ret til
fotografisk billede« i den nyaffattede bestemmelse, skal det-
te ses i lyset af, at beskyttelsen heraf er omfattet af ophavs-
retsloven, hvorfor en særskilt henvisning hertil er unødven-
dig.
Det foreslås i stk. 3, nr. 9, at et varemærke ved indsigelse
kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registre-
ret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærket kan
forveksles med et ældre varemærke, der er beskyttet i udlan-
det, hvis ansøgeren var i ond tro på datoen for indgivelsen af
ansøgningen.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk.
4, litra c, er en delvis videreførelse af den gældendende va-
remærkelovs § 15, stk. 3, nr. 3.
Bestemmelsen fastsætter, at et varemærke, der er beskyttet
i udlandet, kan udgøre en hindring mod registreringen af et
dansk varemærke eller kan danne grundlag for en sag om
ugyldiggørelse heraf, såfremt ansøgeren var i ond tro på da-
toen for indgivelse af ansøgningen. Begrebet skal i denne
forbindelse fortolkes i overensstemmelse med den foreslåe-
de nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 9, hvortil der i øvrigt hen-
vises.
Det foreslås i stk. 4, at bestemmelserne i stk. 1 og 3 under
passende omstændigheder ikke finder anvendelse, hvis inde-
haveren af de ældre rettigheder, som er nævnt i disse be-
stemmelser, har givet sit samtykke til registreringen.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5, stk. 5.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i den gældende
varemærkelov.
Bestemmelsen fastslår, at en varemærkeansøgning ikke
kan hindres, eller at en registrering ikke kan kendes ugyldig
af de grunde, der er nævnt i bestemmelsens stk. 1 og 3, når
indehaveren af disse rettigheder har givet sit samtykke til re-
gistreringen. At bestemmelsen i overensstemmelse med di-
rektivets ordlyd alene finder anvendelse »under passende
omstændigheder« fordrer, at det kan fastslås, at der forelig-
ger et gyldigt samtykke fra indehaveren af den eller de ældre
rettigheder til, at kendetegnet registreres som varemærke,
herunder at den anfægtede varemærkeansøgning eller -regi-
strering i sit indhold og omfang er i overensstemmelse med
det givne samtykke. Begrebet samtykke fortolkes i overens-
stemmelse med forvaltningslovens regler om gyldigt sam-
tykke.
Der henvises nærmere til afsnit 2.7 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 16
Den foreslåede nyaffattelse af § 16 regulerer Patent- og
Varemærkestyrelsens behandling af ansøgninger. Den gæl-
dende varemærkelov indeholder ikke en tilsvarende bestem-
melse.
Det foreslås i stk. 1, at Patent- og Varemærkestyrelsen på-
ser, at ansøgeren opfylder kravene i § 1 b, og at ansøgningen
er i overensstemmelse med bestemmelserne i § 2, § 11, stk.
1 og stk. 5-8, og §§ 12-14.
Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandlingsprocedu-
rer i dag er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 364 af
21. maj 2008 om ansøgning og registrering m.v. af vare-
mærker og fællesmærker. Som anført i afsnit 2.6.1 i de al-
mindelige bemærkninger, blev det i § 5 i bekendtgørelse nr.
376 af 19. juni 1998 om ansøgning og registrering m.v. af
varemærker og fællesmærker fastsat, at Patent- og Vare-
mærkestyrelsen ved behandlingen af en varemærkeansøg-
ning skulle påse, at betingelserne i varemærkelovens § 13 og
§ 14, nr. 1-3, var opfyldt, dvs. de såkaldte »absolutte regi-
streringshindringer«, hvorimod det af bekendtgørelsens § 6,
stk. 2, fremgår, at en ansøgning ikke kunne afslås med hen-
65
visning til de registreringshindringer, som er nævnt i vare-
mærkelovens § 14, nr. 4-5, og § 15, dvs. de såkaldte »relati-
ve registreringshindringer«. Denne opdeling af registrerings-
hindringerne i absolutte og relative hindringer blev bibe-
holdt i § 8 i bekendtgørelse nr. 364 af 2. maj 2008, der er
den nugældende bekendtgørelse, hvor det på tilsvarende vis
er fastsat, at bestemmelserne i varemærkelovens § 13 og §
14, nr. 1-3 udgør absolutte registreringshindringer.
Det er fundet uhensigtsmæssigt, at centrale betingelser for
opnåelse af en varemærkeregistrering alene er fastsat på be-
kendtgørelsesniveau, hvorfor det er foreslået, at det i be-
stemmelsen nærmere fastlægges, hvilken undersøgelses-
kompetence Patent- og Varemærkestyrelsen har i forbindel-
se med behandlingen af en varemærkeansøgning. Hertil
kommer, at Singaporetraktaten om varemærkeret indeholder
visse forpligtelser i forhold til fastsættelsen af frister og
fristforlængelser under ansøgningers behandling, hvorfor det
er fundet hensigtsmæssigt at gengive disse forpligtelser på
lovniveau.
Det foreslås i stk. 2, at er varemærket ansøgt som et kol-
lektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, påser
Patent- og Varemærkestyrelsen desuden, at bestemmelserne
om det pågældende kollektivmærkes eller garanti- eller cer-
tificeringsmærkets anvendelse ikke strider mod den offentli-
ge orden eller sædelighed.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 31. Der fin-
des ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven eller
fællesmærkeloven i dag.
Det foreslås i stk. 3, at finder styrelsen, at der er noget til
hinder for at godkende ansøgningen, jf. stk. 1 og 2, og har
styrelsen fastsat en frist til berigtigelse af ansøgningen, kan
ansøgeren i indtil to måneder fra fristens udløb anmode om
en forlængelse af fristen.
Forslaget indebærer, at styrelsen skal give ansøgeren lej-
lighed til at udtale sig om eventuelle hindringer mod vare-
mærkets registrering, som styrelsen måtte fremføre, hvoref-
ter styrelsen tager stilling til ansøgningen. Det fremgår af
bestemmelsen, at ansøgeren kan anmode om fristforlængel-
se i indtil 2 måneder efter udløbet af den frist, som Patent-
og Varemærkestyrelsen har fastsat for ansøgerens udtalelse.
Denne forpligtelse følger af artikel 14 i Singaporetraktaten
om varemærkeret. I tilfælde hvor ansøgeren ikke har over-
holdt fristen, indebærer bestemmelsen, at styrelsen først kan
træffe den endelige afgørelse umiddelbart efter, at mulighe-
den for at anmode om fristforlængelse er udløbet.
Til § 17
Den foreslåede nyaffattelse af § 17 regulerer søgningsrap-
porter. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.
Det foreslås i § 17, at Patent- og Varemærkestyrelsen fo-
retager en søgning efter ældre ansøgte og registrerede vare-
mærker og udarbejder en søgningsrapport, der sendes til ori-
entering til ansøgeren med en frist til at udtale sig. En søg-
ningsrapport udarbejdes ikke, hvis ansøgeren har indgivet
anmodning herom efter § 11, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse svarer til § 9 i den gældende
bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af vare-
mærker og fællesmærker, men er tilpasset den foreslåede
nyaffattelse af § 11 om søgningsrapporter og det forhold, at
styrelsens søgningsrapporter fremover alene vil omfatte æld-
re ansøgte og registrerede varemærker.
Det fremgår af bestemmelsen, at Patent- og Varemærke-
styrelsen i forbindelse med behandlingen af ansøgningen fo-
retager en søgning efter ældre ansøgte og registrerede vare-
mærker, og at resultatet heraf bliver meddelt ansøgeren i en
søgningsrapport. Søgningsrapporten sendes alene til oriente-
ring, idet styrelsen ikke kan afslå at registrere varemærket
på baggrund af ældre varemærker af egen drift.
Såfremt ansøgeren har anmodet om en nærmere begrun-
delse for søgningsrapporten og betalt det fastsatte tillægsge-
byr herfor, udarbejder styrelsen en nærmere begrundet søg-
ningsrapport, som sendes til ansøgeren til orientering. Til-
svarende skal styrelsen afstå fra at udarbejde en søgnings-
rapport, hvis der er i ansøgningen er anmodet om ikke er
modtage en sådan, og betingelserne fastsat i medfør af § 11,
stk. 3, er opfyldt.
De søgningsrapporter, som Patent- og Varemærkestyrel-
sen skal udfærdige i forbindelse med behandlingen af en an-
søgning, herunder muligheden for at fravælge en søgnings-
rapport eller at anmode om en nærmere begrundet søgnings-
rapport er nærmere beskrevet i bemærkningerne til § 11
ovenfor og i afsnit 2.7.3 i lovforslagets almindelige bemærk-
ninger.
Til § 18
Den foreslåede nyaffattelse af § 18 regulerer offentliggø-
relse af ansøgninger. Forholdet er i dag reguleret i varemær-
kelovens § 22.
Det foreslås i § 18, at er en frist fastsat efter § 17 udløbet,
og har Patent- og Varemærkestyrelsen ikke fundet hindrin-
ger for varemærkets registrering, eller når en afgørelse om
delvist afslag på ansøgningen om registrering er blevet en-
delig, offentliggøres ansøgningen.
Bestemmelsen, der er en delvis videreførelse af den gæl-
dende varemærkelovs § 22, fastslår, at Patent- og Varemær-
kestyrelsen skal offentliggøre ansøgningen, når en eventuel
frist fastsat efter § 17 er udløbet, og ansøgningen i øvrigt
kan godkendes af styrelsen, jf. § 16, herunder i tilfælde hvor
et delvist afslag på ansøgningen er blevet endeligt.
Bestemmelsen adskiller sig fra den gældende bestemmelse
i § 22, hvorefter offentliggørelse først finder sted, når vare-
mærket er blevet registreret. Med ændringen følges samme
procedure som ved Den Europæiske Unions Kontor for In-
tellektuel Ejendomsret (EUIPO).
Offentliggørelse sker i dag i Dansk Varemærketidende,
men en henvisning hertil er udeladt af bestemmelsen for at
sikre, at offentliggørelse i fremtiden vil kunne ske på anden
vis.
66
Til § 19
Den foreslåede nyaffattelse af § 19 regulerer tredjemands
adgang til at fremsætte indsigelse mod varemærkeansøgnin-
ger. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 23.
Det foreslås i stk. 1, at indsigelse mod ansøgningen kan
fremsættes, når ansøgningen er offentliggjort. Indsigelsen
skal være begrundet og skal indgives til Patent- og Vare-
mærkestyrelsen inden to måneder fra offentliggørelsesda-
toen. For indsigelsen betales et gebyr, jf. § 60 c, stk. 1.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 43, stk.
1 og 2, er en videreførelse af varemærkelovens § 23, stk. 1.
Bestemmelsen regulerer betingelserne for fremsættelse af
indsigelse, herunder at indsigelsen skal være begrundet, at
den skal fremsættes inden for to måneder fra offentliggørel-
sesdatoen, og at der skal betales et gebyr.
Det foreslås i stk. 2, at indsigelse efter stk. 1 kan fremsæt-
tes under henvisning til, at ansøgningen krænker en eller fle-
re af de relative hindringer, der er anført i § 15, og kan være
rettet mod en del af eller alle de varer eller tjenesteydelser,
der er omfattet af ansøgningen.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 43, stk.
2, er en delvis videreførelse af varemærkelovens § 23, stk. 1.
I bestemmelsen er fastsat, at en indsigelse alene kan ved-
røre en af de relative hindringer, som er fastsat i den foreslå-
ede nyaffattede § 15. Der er ikke i § 23 i den gældende lov
en tilsvarende begrænsning i adgangen til at fremsætte indsi-
gelse. Det er derfor foreslået, at ordningen om »bemærknin-
ger fra tredjemand«, jf. den fakultative bestemmelse i direk-
tivets artikel 40, tillige indføres. Dermed vil tredjemand ha-
ve mulighed for såvel at adressere de absolutte som de rela-
tive registreringshindringer i forbindelse med ansøgningens
behandling ved styrelsen, ligesom tredjemand på samme
grundlag vil have mulighed for at begære varemærkeregi-
streringen ophævet umiddelbart efter varemærkets registre-
ring.
Det foreslås i stk. 3, at indsigelsen kan fremsættes af inde-
haveren af den eller de påberåbte rettigheder, eller af perso-
ner og virksomheder, der er berettiget hertil efter § 8, stk. 1,
eller § 9, stk. 1, samt af personer eller virksomheder, der er
berettiget til at udøve de rettigheder, som er omhandlet i §
15, stk. 3, nr. 3. Er indsigelsen fremsat under henvisning til
flere ældre rettigheder, skal alle de ældre rettigheder tilhøre
den samme indehaver.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 43, stk. 2.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkelo-
ven i dag.
Som noget nyt foreslås det fastsat i loven, at indsigelsen
alene kan fremsættes af indehaveren af den påberåbte relati-
ve hindring, eller af personer eller virksomheder, der gen-
nem en licens eller adgangen til at anvende et kollektivmær-
ke eller et garanti- eller certificeringsmærke, har adgang til
at anlægge sag om krænkelse efter de nyaffattede bestem-
melser i § 8, stk. 1 og § 9, stk. 1, samt af personer eller virk-
somheder, der har adgang til at udøve de rettigheder, som
omhandlet af den nyaffattede bestemmelse i § 15, stk. 3, nr.
3 om beskyttede oprindelsesbetegnelse eller geografiske be-
tegnelser. Denne begrænsning i adgangen til at fremsætte
indsigelse med henvisning til relative hindringer har hidtil
alene fremgået af § 13, stk. 2, i bekendtgørelsen om ansøg-
ning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker.
Da begrænsningen i adgangen til at fremsætte indsigelse nu
fremgår af direktivets artikel 43, stk. 2, er det fundet mest
hensigtsmæssigt, at denne betingelse for fremsættelse af ind-
sigelse fremgår af loven.
Det er endvidere i overensstemmelse med direktivet fast-
sat, at i tilfælde, hvor der i indsigelsen påberåbes flere relati-
ve hindringer, skal alle disse ældre rettigheder være indeha-
vet af samme indehaver.
Det foreslås i stk. 4, at Patent- og Varemærkestyrelsen i
sager om indsigelse kan træffe afgørelse om, at
1) ansøgningen opretholdes i sin helhed,
2) ansøgningen afslås helt eller delvist, jf. § 15, eller
3) ansøgningen overdrages til indehaveren af varemærkeret-
ten efter § 5, stk. 4, nr. 2.
Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 23, stk. 3
og 4.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at Patent- og Vare-
mærkestyrelsen i sager om indsigelse kan træffe afgørelse
om, at ansøgningen skal opretholdes i sin helhed, idet indsi-
gelsen ikke tages til følge, eller at ansøgningen afslås helt
eller delvist, idet indsigelsen tages helt eller delvist til følge.
Styrelsen kan ligeledes træffe afgørelse om, at ansøgningen
skal overdrages til den, der har fremsat indsigelse efter be-
stemmelsen i § 5, stk. 4, nr. 2, om »agentmærker«.
Selvom Patent- og Varemærkestyrelsen i en sag om indsi-
gelse har truffet afgørelse om hel eller delvis opretholdelse
af ansøgningen, kan styrelsen under den fortsatte behandling
af ansøgningen fremkomme med nye indvendinger mod va-
remærkets registrering efter bestemmelsen i § 16. Således
kan det eksempelvis ikke udelukkes, at der i forbindelse
med en sag om indsigelse kan fremkomme oplysninger eller
materiale, der viser, at en af de registreringshindringer, der
fremgår af §§ 13 og 14, er til stede. Hertil kommer, at be-
mærkninger fra tredjemand efter den foreslåede nyaffattede
bestemmelse i § 22 kan fremsættes helt frem til registrerin-
gen af det ansøgte varemærke.
Der henvises nærmere til afsnit 2.8 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 20
Den foreslåede nyaffattelse af § 20 regulerer udsættelse af
en indsigelsessag. Forholdet er ikke reguleret i varemær-
keloven i dag.
Det foreslås i § 20, at når parterne i en indsigelsessag for-
handler om en mindelig løsning af sagen og indgiver en fæl-
les anmodning til Patent- og Varemærkestyrelsen om udsæt-
telse af styrelsens behandling af sagen, kan styrelsen udsæt-
te behandlingen af sagen i mindst to måneder.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 43, stk. 3.
67
Bestemmelsen fastslår, at i de tilfælde hvor parterne i en
indsigelsessag indgår i forhandlinger om en mindelig løs-
ning af sagen, og på denne baggrund indgiver en fælles an-
modning om udsættelse af sagen, kan styrelsen udsætte be-
handlingen i mindst to måneder. Der findes ikke en tilsva-
rende bestemmelse i den gældende varemærkelov, men efter
administrativ praksis får parterne i sager om indsigelse alle-
rede i dag fristudsættelse, når der pågår forhandlinger mel-
lem parterne.
Til § 21
Den foreslåede nyaffattelse af § 21 regulerer manglende
brug som forsvar i en indsigelsessag. Bestemmelsen, der
gennemfører direktivets artikel 44, er i dag reguleret i vare-
mærkelovens § 23, stk. 2.
Det foreslås i stk. 1, at i sager om indsigelser fremsat
under henvisning til et ældre registreret varemærke, hvor
femårsperioden, inden for hvilken der skal have været gjort
reel brug af det ældre varemærke som fastsat i § 10 c, var
udløbet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre
varemærke, skal indsigeren på anmodning af ansøgeren do-
kumentere, at der er blevet gjort reel brug af det ældre vare-
mærke i løbet af den femårsperiode, der går forud for ansøg-
nings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, eller
at der forelå rimelige grunde til manglende brug. Kan indsi-
geren ikke dokumentere dette, tager Patent- og Varemærke-
styrelsen ikke påstanden om krænkelse af det ældre vare-
mærke til følge.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 44, er
en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs §
23, stk. 2, jf. § 28, stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse vedrører muligheden for i en
sag om indsigelse at fremsætte modpåstande om, at den eller
de påberåbte ældre varemærkerettigheder ikke har været an-
vendt i overensstemmelse kravene til reel brug.
Sådanne modpåstande kan tillige fremsættes efter den
gældende varemærkelovs § 23, stk. 2, jf. § 28, stk. 5. Den
foreslåede bestemmelse indebærer en ændring i den gælden-
de retstilstand, idet det i dag i sager om indsigelser efter den
gældende varemærkelovs § 23, jf. § 28, stk. 5, er tidspunktet
for fremsættelsen af en modpåstand om, at der ikke er gjort
reel brug af det ældre varemærke, der udgør det relevante
tidspunkt for beregning af den femårsperiode, der er fastsat i
den gældende varemærkelovs § 25. I den foreslåede bestem-
melse er det ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre
mærke, der udgør den relevante dato.
Modpåstande om reel brug kan således alene fremsættes,
hvis der på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre
varemærke er gået fem år fra afslutningen af registrerings-
proceduren for det ældre varemærke. Er dette tilfældet, skal
indehaveren af det ældre varemærke dokumentere, at der in-
den for den femårige periode, der går forud for ansøgnings-
eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, er gjort reel
brug af det ældre varemærke, medmindre det kan dokumen-
teres, at der er rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted.
For så vidt angår kravet om reel brug henvises nærmere til
bemærkningerne til den foreslåede nyaffattelse af § 10 c.
Det foreslås i stk. 2, at er det ældre varemærke kun blevet
anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvil-
ke det er registreret, anses det for så vidt angår behandlingen
af indsigelsen, jf. stk. 1, kun at være blevet registreret for
denne del af varerne eller tjenesteydelserne.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 44, stk.
2, er en delvis videreførelse af varemærkelovens § 28, stk. 5,
jf. § 23, stk. 2.
Bestemmelsen fastsætter, at såfremt indehaveren af det
yngre varemærke har fremsat modpåstand om manglende
reel brug, og indsigeren alene har dokumenteret, at det ældre
påberåbte varemærke er anvendt for en del af de varer eller
tjenesteydelser, det er registreret for, anses den ældre regi-
strering i den pågældende sag om indsigelse for alene at væ-
re registreret for disse varer eller tjenesteydelser. En modpå-
stand om manglende reel brug fremsat efter stk. 1 kan såle-
des ikke føre til hverken hel eller delvis fortabelse af indsi-
gerens ældre, påberåbte varemærkeret. Der kan dog anlæg-
ges selvstændig sag om varemærkerettens fortabelse på
grund af manglende reel brug efter den foreslåede nyaffat-
telse af § 33, ligesom varemærkeregistreringer kan begæres
administrativt ophævet efter den foreslåede nyaffattelse af §
34.
Det foreslås i stk. 3, at er det ældre varemærke et EU-va-
remærke, finder bestemmelserne i stk. 1 og 2 tilsvarende an-
vendelse. I så fald skal den reelle brug af EU-varemærket
vurderes af Patent- og Varemærkestyrelsen i overensstem-
melse med artikel 18 i EU-varemærkeforordningen.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 44, stk. 3.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkelo-
ven i dag.
Til § 22
Den foreslåede nyaffattelse af § 22 regulerer tredjemands
bemærkninger. Forholdet er ikke reguleret i varemærkelo-
ven i dag.
Det foreslås i § 22, at enhver inden registreringen af et an-
søgt varemærke kan fremsætte begrundede bemærkninger til
Patent- og Varemærkestyrelsen om, at det ansøgte varemær-
ke ikke bør registreres af de grunde, der er nævnt i § 16, stk.
1 og 2. Den, der fremsætter bemærkningerne, bliver ikke
herved part i sagen.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 40. Den
gældende lov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse,
men i praksis har protester fra tredjemand indgået i Patent-
og Varemærkestyrelsens behandling af ansøgninger som led
i styrelsens oplysning af sagen.
Bestemmelsen giver tredjemand mulighed for at fremsætte
bemærkninger om, at et ansøgt varemærke ikke bør registre-
res under henvisning til en af de registreringshindringer, der
kan føre til styrelsens afslag på ansøgningen i medfør af §
16, stk. 1 og 2. Fremsættes sådanne bemærkninger, bliver
den, der har fremsat disse, ikke part i sagen.
68
Bestemmelsen skal ses i lyset af, at en indsigelse mod en
varemærkeansøgning efter den foreslåede nyaffattelse af §
19, stk. 2, alene kan fremsættes under henvisning til de rela-
tive registreringshindringer, jf. den foreslåede nyaffattelse af
§ 15. Hertil kommer, at en sag om varemærkets ugyldiggø-
relse efter den foreslåede nyaffattelse af §§ 33 og 34 først
kan indledes efter varemærkets registrering.
At den, der fremsætter bemærkningerne, efter bestemmel-
sen ikke bliver part i ansøgningen, følger af, at bemærknin-
gerne alene kan vedrøre de absolutte registreringshindringer.
Der er dermed ikke taget stilling til, om tredjemand i andre
tilfælde end dem, der er omhandlet i de foreslåede nyaffat-
telser af §§ 13 og 14 eller § 16, stk. 2, kan have en sådan
væsentlig, individuel og retlig interesse i ansøgningen og
dens udfald, der kan begrunde, at denne skal anses for at
være part i ansøgningen. Dog er det klart, at en tredjemand,
der mener, at et ansøgt varemærke krænker dennes rettighe-
der, ikke er at anse for part i ansøgningen, da den pågælden-
de tredjemand har mulighed for at fremsætte indsigelse mod
ansøgningen inden varemærkets registrering, jf. den foreslå-
ede nyaffattelse af § 19, i hvilken forbindelse denne tredje-
mand vil blive part i sagen om indsigelsen.
Der henvises nærmere til afsnit 2.8 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 23
Den foreslåde nyaffattelse af § 23 regulerer registrering og
offentliggørelse af varemærket. Forholdet er i dag reguleret i
varemærkelovens § 22.
Det foreslås i § 23, at er ansøgningen i overensstemmelse
med loven eller bestemmelser fastsat i medfør heraf, og er
der ikke indgivet indsigelse efter § 19, eller når der er truffet
endelige afgørelser om eventuelle indsigelser, og ansøgnin-
gen er helt eller delvist opretholdt, registrerer og offentlig-
gør Patent- og Varemærkestyrelsen varemærket.
Bestemmelsen fastslår, at i det omfang en ansøgning kan
godkendes, skal Patent- og Varemærkestyrelsen registrere
varemærket og offentliggøre registreringen.
Til § 24
Den foreslåede nyaffattelse af § 24 regulerer registrerin-
gens varighed og fornyelse. Disse forhold er i dag reguleret i
varemærkelovens §§ 26 og 27.
Det foreslås i stk. 1, at varemærker registreres for en peri-
ode på 10 år at regne fra ansøgningsdatoen.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 48, stk.
1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 26, stk. 1.
Som noget nyt fastlægger bestemmelsen, at den 10-årige
periode er at regne fra ansøgningsdatoen. Dette adskiller sig
fra den gældende varemærkelovs § 26, stk. 1, hvorefter den
varemærkeret, der opnås ved registreringen, gælder fra den
dag ansøgningen er indgivet, og varer i 10 år fra registre-
ringsdagen.
På grund af ændringen i fastsættelsen af starttidspunktet
for den første 10-årige registreringsperiode, er der i lovfor-
slagets overgangsbestemmelser indsat regler om fastsættel-
sen af start- og slutdatoen for den første 10-årige registre-
ringsperiode for varemærker, der er registreret før denne
lovs ikrafttræden. Heri fastsættes, at bestemmelsen i den
gældende varemærkelovs § 26, stk. 1, fortsat skal finde an-
vendelse for varemærker, der er registreret før denne lovs
ikrafttræden. Med de foreslåede overgangsregler, vil den
foreslåede bestemmelse i stk. 1 finde anvendelse ikke alene i
forhold til ansøgninger, der er indgivet efter denne lovs
ikrafttræden, men også for tidligere indgivne ansøgninger,
når ansøgningen på tidspunktet for lovens ikrafttræden end-
nu ikke har ført til varemærkets registrering.
Det foreslås i stk. 2, at registreringen kan fornyes for yder-
ligere 10-årsperioder.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 48, stk.
2, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 26,
stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, at registreringen af et varemærke for-
nyes efter ansøgning fra indehaveren af varemærket eller fra
enhver person med bemyndigelse hertil, hvis fornyelsesge-
byret efter § 60 b er betalt. Betaling af fornyelsesgebyret an-
ses i sig selv for at udgøre en sådan ansøgning.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 49, stk.
1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 27, stk. 1.
Som noget nyt er det i den foreslåede bestemmelse anført,
at fornyelse kan ske af enhver person, der er bemyndiget
hertil. Dette svarer til gældende praksis ved Patent- og Vare-
mærkestyrelsen. Ved vurderingen af, om der foreligger en
gyldig bemyndigelse følges principperne for partsrepræsen-
tation i forvaltningsloven.
Det foreslås i stk. 4, at Patent- og Varemærkestyrelsen gi-
ver indehaveren af varemærket meddelelse om registrerings-
periodens udløb mindst seks måneder før udløb. Styrelsen
kan ikke holdes ansvarlig for manglende meddelelse.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 49, stk.
2, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 27, stk. 3.
Som noget nyt er det i bestemmelsen anført, at styrelsen
giver meddelelse mindst seks måneder før udløb. Dette sva-
rer til gældende praksis ved Patent- og Varemærkestyrelsen.
Det foreslås i stk. 5, at ansøgningen om fornyelse kan ind-
gives, og fornyelsesgebyret kan betales tidligst seks måne-
der umiddelbart inden registreringsperiodens udløb. Sker
dette ikke, kan ansøgningen mod et tillægsgebyr indgives
inden for en yderligere frist på seks måneder efter udløbet af
registreringsperioden. Fornyelsesgebyret og et tillægsgebyr
skal betales inden for denne yderligere periode.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 49, stk.
3, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 27,
stk. 1. Skånefristen på seks måneder, i hvilken forbindelse
der kan opkræves et tillægsgebyr, gennemfører ligeledes Pa-
riserkonventionens artikel 5 b, nr. 1.
69
Det foreslås i stk. 6, at vedrører ansøgningen eller geby-
rerne kun en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
varemærket er registreret, fornyes registreringen kun for de
pågældende varer eller tjenesteydelser.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 49, stk.
4, findes ikke i en lignende form i den gældende varemær-
kelov.
Med den foreslåede bestemmelse fastsættes og videreføres
den gældende praksis hos Patent- og Varemærkestyrelsen
ved lov.
Det foreslås i stk. 7, at fornyelsen får virkning fra dagen
efter den eksisterende registreringsperiodes udløb. Fornyel-
sen indføres i varemærkeregistret.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 49, stk.
5, findes ikke i en lignende form i den gældende varemær-
kelov.
Men den foreslåede bestemmelse fastsættes og videreføres
den gældende praksis hos Patent- og Varemærkestyrelsen
ved lov.
Til § 25
Den foreslåede nyaffattelse af § 25 regulerer manglende
reel brug som fortabelsesgrund. Dette forhold er i dag regu-
leret i varemærkelovens §§ 25 og 28, stk. 2, nr. 1.
Det foreslås i stk. 1, at indehaveren af et registreret vare-
mærke, jf. § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, kan fortabe sine rettigheder,
når der inden for en sammenhængende femårsperiode ikke
er gjort reel brug af varemærket her i landet for de varer el-
ler tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og der ikke
foreligger rimelig grund til manglende brug.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 19, stk.
1, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs §§ 25
og 28, stk. 2, nr. 1.
Bestemmelsen fastsætter i overensstemmelse med den
gældende varemærkelov en brugspligt for registrerede vare-
mærker, hvorved retten til varemærket kan fortabes, hvis in-
dehaveren ikke har gjort reel brug heraf i overensstemmelse
med den foreslåede nyaffattelse af § 10 c.
Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 10 c.
Det foreslås i stk. 2, at der ikke kan fremsættes begæring
om fortabelse af et registreret varemærke, såfremt reel brug
af varemærket påbegyndes eller genoptages i tiden mellem
udløbet af femårsperioden og tidspunktet for indgivelse af
begæring om fortabelse.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 19, stk.
2, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 28, stk. 3, 1. pkt.
I bestemmelsen anføres det, at muligheden for at indgive
en begæring om fortabelse af et registreret varemærke bort-
falder, såfremt brugen er genoptaget inden indgivelse af be-
gæring om fortabelse. Bestemmelsen har til formål at fast-
lægge, at indehaveren ikke fortaber retten til et registreret
varemærke, alene fordi der i en sammenhængende femårs-
periode ikke har været gjort brug af mærket, idet det mere
præcist kræves, at det er femårsperioden forud for indgivel-
sen af begæringen af fortabelse, der er relevant. Bestemmel-
sen adskiller sig fra den administrative praksis i dag, idet det
relevante skæringstidspunkt i dag er tidspunktet for frem-
sættelsen af påstanden, der efter omstændighederne kan væ-
re på et senere tidspunkt.
Det foreslås i stk. 3, at påbegyndelse eller genoptagelse af
brugen inden for de sidste tre måneder forud for indgivelse
af begæring om fortabelse, ikke tages i betragtning, såfremt
forberedelserne til påbegyndelse eller genoptagelse af bru-
gen først indledes, når indehaveren har fået kendskab til, at
der eventuelt vil blive indgivet begæring om fortabelse.
Denne periode på tre måneder begynder tidligst ved udløbet
af den sammenhængende femårsperiode.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 19, stk.
3, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 28, stk. 3, 2. pkt.
Bestemmelsen har til formål at sikre mod, at indehaveren
af et registreret varemærke kan omgå reglerne om brugspligt
ved først at tage mærket i brug, når vedkommende har fået
kendskab til, at der eventuelt vil blive indgivet en begæring
om fortabelse.
Som noget nyt er det i bestemmelsen anført, at perioden
tidligst er at regne fra udløbet af femårsperioden.
Til § 26
Den foreslåede nyaffattelse af § 26 regulerer fortabelse af
rettigheder, der er blevet generiske eller vildledende. Disse
forhold er i dag reguleret i varemærkelovens § 28, stk. 2, nr.
2 og 3.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at indehaveren af et varemærke
kan fortabe sine rettigheder, når et registreret varemærke ef-
ter den dato, på hvilken det er blevet registreret, jf. § 23,
som følge af indehaverens virksomhed eller passivitet er
blevet til en almindelig betegnelse inden for handelen for en
vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af varemærket.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 20, stk.
1, litra a, er en videreførelse af den gældende varemærkel-
ovs § 28, stk. 2, nr. 2.
Med den foreslåede bestemmelse kan rettigheden til et re-
gistreret varemærke fortabes, når varemærket er blevet ge-
nerisk (degeneration). I overensstemmelse med gældende ret
fastlås, at degenerationen af varemærket alene indtræder i
tilfælde, hvor indehaverens virksomhed eller passivitet har
ført til, at varemærket er blevet en almindelig betegnelse in-
den for handelen for den vare eller tjenesteydelse, der er
omfattet af varemærket.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at rettighederne kan fortabes,
når et registreret varemærke efter den dato, på hvilken det er
blevet registreret, som følge af den brug, der af indehaveren
eller med indehaverens samtykke gøres af varemærket for
de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket,
vil kunne vildlede offentligheden, navnlig med hensyn til
varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geo-
grafiske oprindelse.
70
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 20, stk.
1, litra b, er en videreførelse af den gældende varemærkel-
ovs § 28, stk. 2, nr. 3.
Med den foreslåede bestemmelse kan rettigheden til et re-
gistreret varemærke fortabes, når varemærket er blevet vild-
ledende efter dets registrering. Bestemmelsen finder i over-
ensstemmelse med gældende ret alene anvendelse, når den
brug, der har ført til, at varemærket vil kunne vildlede of-
fentligheden, navnlig med hensyn til varernes eller tjeneste-
ydelsernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse, er
foretaget af varemærkets indehaver eller med dennes sam-
tykke.
Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse
i tilfælde af designeringer efter den dato, på hvilken desig-
neringens gyldighed er endelig godkendt, jf. § 56, eller i til-
fælde af uregistrerede varemærker, efter den dato, på hvil-
ken en varemærkeret er blevet stiftet ved ibrugtagning, jf. §
3, stk. 1, nr. 3, eller er blevet vitterligt kendt, jf. § 3, stk. 2.
Bestemmelsen findes ikke i en lignende form i den gæl-
dende varemærkelov.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at reglerne i stk. 1,
nr. 1 og 2, om fortabelse af rettigheder på baggrund af dege-
neration og vildledning også gælder for rettigheder stiftet på
baggrund af designeringer samt for uregistrerede rettighe-
der. Til forskel fra de registrerede rettigheder er der for ret-
tigheder stiftet ved brug, eller rettigheder som følger af, at
varemærket er vitterligt kendt, ikke en registreringsdato.
Derfor er anført, at rettigheden kan fortabes efter den dato,
på hvilken varemærkeretten er stiftet.
Til § 27
Den foreslåede nyaffattelse af § 27 regulerer supplerende
fortabelsesgrunde for kollektivmærker og garanti- eller cer-
tificeringsmærker. Disse forhold er ikke reguleret i vare-
mærkeloven eller fællesmærkeloven i dag.
Det foreslås i nr. 1, at foruden de fortabelsesgrunde, som
er omfattet af §§ 25 og 26, fortabes rettighederne for indeha-
veren af et kollektivmærke eller garanti- eller certificerin-
gsmærke, hvis indehaveren ikke træffer rimelige foranstalt-
ninger til at hindre, at kollektivmærket eller garanti- eller
certificeringsmærket anvendes på en måde, som er uforene-
lig med de betingelser for anvendelse, der er fastlagt i be-
stemmelserne om mærkets anvendelse, herunder eventuelle
ændringer hertil, der er indført i registret.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 35, stk.
1, litra a, findes ikke i en lignende form i den gældende va-
remærkelov og fællesmærkelov.
Bestemmelsen indebærer, at retten fortabes, såfremt inde-
haveren ikke træffer rimelige foranstaltninger for at forhind-
re, at mærket anvendes på en måde, der er uforenelig med
de bestemmelser, der er fastsat for mærkets anvendelse.
Det foreslås i nr. 2, at foruden de fortabelsesgrunde, som
er omfattet af §§ 25 og 26, fortabes rettighederne for indeha-
veren af et kollektivmærke eller garanti- eller certificerin-
gsmærke, hvis personer, der er berettiget til at anvende kol-
lektivmærket eller garanti- eller certificeringsmærket, har
anvendt det på en sådan måde, at det vil kunne vildlede of-
fentligheden, jf. § 14, stk. 2, herunder med hensyn til mær-
kets karakter eller betydning, navnlig hvis det kan blive an-
taget som værende noget andet end et kollektivmærke eller
et garanti- eller certificeringsmærke.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 35, stk.
1, litra b, findes ikke i en lignende form i den gældende va-
remærkelov og fællesmærkelov.
Bestemmelsen har den virkning, at retten fortabes såfremt
mærket er blevet vildledende på grund af den brug, der er
gjort heraf af personer, der er berettiget til at anvende mær-
ket, herunder vildledende med hensyn til mærkets karakter
eller betydning, navnlig hvis brugen har ført til, at mærket
kan antages at være noget andet end et kollektivmærke eller
et garanti- eller certificeringsmærke.
Det foreslås i nr. 3, at foruden de fortabelsesgrunde, som
er omfattet af §§ 25 og 26, fortabes rettighederne for indeha-
veren af et kollektivmærke eller garanti- eller certificerin-
gsmærke, hvis en ændring af bestemmelserne om mærkets
anvendelse er indført i varemærkeregistret i strid med § 39,
stk. 2, medmindre mærkets indehaver ved en yderligere æn-
dring af bestemmelserne om mærkets anvendelse opfylder
kravene i den nævnte bestemmelse.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 35, stk.
1, litra c, findes ikke i en lignende form i den gældende va-
remærkelov og fællesmærkelov.
Bestemmelsen vedrører ændringer til bestemmelserne om
mærkets benyttelse. Er der således i registret foretaget æn-
dringer i bestemmelserne for mærkets benyttes, der ikke le-
ver op til kravene herfor, jf. den foreslåede nyaffattelse af §
11, stk. 6-8, kan retten til mærket fortabes, medmindre mær-
kets indehaver ændrer bestemmelserne, så de lever op til
disse krav.
Til § 28
Den foreslåede nyaffattelse af § 28 regulerer ugyldige va-
remærkeregistreringer. Forholdet er i dag reguleret i vare-
mærkelovens § 28, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, at et varemærke, der er registreret i
strid med §§ 1 b og 2, § 11, stk. 7 og 8, §§ 13-15 og § 16,
stk. 2, kan erklæres ugyldigt.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 28, stk. 1.
Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det i den foreslåede §
32, der gennemfører direktivets artikel 47, er fastsat, hvad
retsvirkningerne af henholdsvis fortabelse og ugyldighed er.
Det er derfor fundet hensigtsmæssigt i én bestemmelse at
opregne de bestemmelser, der kan føre til varemærkets ugyl-
dighed.
Det foreslås i stk. 2, at uanset stk. 1 kan et kollektivmærke
eller et garanti- eller certificeringsmærke, der er registreret i
strid med § 11, stk. 7 og 8, § 14, stk. 2, eller § 16, stk. 2,
ikke erklæres ugyldigt, hvis mærkets indehaver ved en æn-
dring af bestemmelserne om mærkets anvendelse opfylder
kravene i § 39, stk. 2.
71
En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den gældende
varemærkelov.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at et kollektivmærke
eller et garanti- eller certificeringsmærke ikke erklæres
ugyldigt mod indehaverens ønske, ved at give indehaveren
en mulighed for at ændre i bestemmelserne om mærkets an-
vendelse, forudsat at ændringen lever op til kravene som
fastsat i den foreslåede nyaffattelse af § 39, stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, at uanset stk. 1 kan der efter §§ 33 og
34 træffes afgørelse om, at et varemærke, der er registreret i
strid med § 15, stk. 3, nr. 2, skal overdrages til indehaveren
af varemærket i stedet for at blive erklæret ugyldigt.
En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den gældende
varemærkelov.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at varemærket i ste-
det for at blive erklæret ugyldigt overgår til den retmæssige
indehaver, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
Til § 29
Den foreslåede nyaffattelse af § 29 regulerer muligheden
for prøvelse af et varemærke, der er påberåbt som ancienni-
tet for et EU-varemærke, også efter den danske varemærke-
registrering har mistet sin virkning. Dette forhold er ikke re-
guleret af varemærkeloven i dag, men er reguleret i § 14,
stk. 8, i bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af
varemærker og fællesmærker.
Det foreslås i bestemmelsen, at er et registreret varemærke
eller en designering af Danmark, jf. § 3, stk. 1, nr. 1 og 2,
påberåbt som anciennitet i henhold til EU-varemærkeforord-
ningen, men er registreringen eller designeringen udslettet
eller ugyldig, fordi indehaveren har givet afkald på vare-
mærket eller ladet det bortfalde, kan der efter §§ 33 og 34
træffes afgørelse om varemærkets ugyldighed eller fortabel-
se, såfremt varemærket kunne erklæres ugyldigt eller fortabt
på det tidspunkt, hvor der blev givet afkald på mærket, eller
det bortfaldt. Afgørelse om ugyldighed eller fortabelse med-
fører, at ancienniteten ikke længere har nogen virkning.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med EU-varemær-
keforordningen. Efter forordningen kan en indehaver af et
EU-varemærke påberåbe sig eventuelle ældre nationale va-
remærkerettigheder til det samme varemærke som ancienni-
ten for EU-varemærket. Et af hovedformålene med denne
ordning er, at en varemærkeindehaver ved påberåbelsen af
ancienniteten og noteringen heraf i EU-varemærkeregistret,
bevarer de rettigheder, der er knyttet til det varemærke, som
er registreret i medlemsstaten, også selvom den nationale re-
gistrering efterfølgende bortfalder, eksempelvis fordi regi-
streringen ikke fornyes.
Prøvelse af gyldigheden af den nationale varemærkeret,
der ligger til grund for en påstand om anciennitet i en EU-
varemærkeregistrering, kan alene ske efter den medlems-
stats lovgivning, der i øvrigt har fastsat rettens tilblivelse.
For at tredjemand, f.eks. i forbindelse med en sag om
krænkelse af et EU-varemærke, skal have mulighed for at
anfægte en i en EU-varemærkeregistrering påberåbt ancien-
nitet fra en dansk varemærkeregistrering, der i sig selv har
mistet sin gyldighed f.eks. på grund af, at en dansk registre-
ring ikke er blevet fornyet, er det nødvendigt at fastsætte en
bestemmelse om, at sådanne danske varemærkerettigheder
også efterfølgende kan erklæres ugyldige eller fortabte.
Væsentligt er endvidere, at det i bestemmelsen er fastsat,
at den danske varemærkeregistrering skal kunne erklæres
ugyldig eller fortabt på det tidspunkt, hvor der blev givet af-
kald på registreringen, eller denne bortfaldt. Dette indebæ-
rer, at eventuelle forhold, der er indtrådt efter dette tids-
punkt, og som kan føre til rettens fortabelse eller ugyldig-
hed, angår EU-varemærkets fortabelse og ugyldighed som
sådan, og skal derfor afgøres efter bestemmelserne herom i
EU-varemærkeforordningen.
Til § 30
Den foreslåede nyaffattelse af § 30 regulerer det tids-
punkt, i forhold til hvilket en påstand om ugyldighed skal
vurderes, når varemærket påstås ugyldigt på grund af ældre
varemærkerettigheder. Forholdet er i dag reguleret i den
gældende varemærkelovs § 7.
Det foreslås i nr. 1, at en begæring om ugyldighed på
grundlag af et ældre varemærke ikke kan imødekommes på
datoen for begæringen om ugyldiggørelse, hvis den ikke vil-
le være blevet imødekommet på ansøgnings- eller prioritets-
datoen for det yngre varemærke, hvis det ældre varemærke,
der kan erklæres ugyldigt i henhold til § 13, stk. 1, nr. 2-4,
endnu ikke havde fået fornødent særpræg som omhandlet i §
13, stk. 2.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 8, stk.
1, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 7.
Det foreslås i nr. 2, at en begæring om ugyldighed på
grundlag af et ældre varemærke ikke kan imødekommes på
datoen for begæringen om ugyldiggørelse, hvis den ikke vil-
le være blevet imødekommet på ansøgnings- eller prioritets-
datoen for det yngre varemærke, hvis begæringen om ugyl-
dighed er baseret på § 15, stk. 1, nr. 2, og det ældre vare-
mærke endnu ikke havde fået fornødent særpræg til at støtte
en konklusion om risiko for forveksling.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 8, stk.
1, litra b, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 7.
Det foreslås i nr. 3, at en begæring om ugyldighed på
grundlag af et ældre varemærke ikke kan imødekommes på
datoen for begæringen om ugyldiggørelse, hvis den ikke vil-
le være blevet imødekommet på ansøgnings- eller prioritets-
datoen for det yngre varemærke, hvis begæringen om ugyl-
dighed er baseret på § 15, stk. 3, nr. 1, og det ældre vare-
mærke endnu ikke havde opnået et renommé.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 8, stk.
1, litra c, er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 7.
Formålet med de foreslåede bestemmelser i stk. 1, nr. 1-3
er at fastslå, at en påstand om ugyldighed af et registreret
varemærke på grund af eksistensen af en ældre varemærke-
ret, skal vurderes i forhold til den yngre registrerings ansøg-
72
nings- eller prioritetsdato. Efterfølgende forhold, såsom at
det ældre varemærke efter ansøgnings- eller prioritetsdatoen
for det yngre varemærke er blevet indarbejdet eller velkendt,
kan således ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om
det yngre varemærke krænker det ældre varemærke. Dette
udgangspunkt ligger også til grund for den gældende vare-
mærkelovs § 7, hvorefter en registreret ret anses for opstået
på den dag, hvor ansøgningen indleveres, eller på den dag,
fra hvilken der begæres prioritet, og dansk retspraksis ved-
rørende varemærkekrænkelser i øvrigt.
Til § 31
Den foreslåede nyaffattelse af § 31 regulerer fortabelse el-
ler ugyldighed for visse varer eller tjenesteydelser. Disse
forhold er i dag reguleret i den gældende varemærkelovs §
28, stk. 4.
Det foreslås i bestemmelsen, at er der kun for en del af de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke en varemærkeret er
blevet stiftet, grunde til rettens fortabelse eller en varemær-
keregistrerings ugyldighed, fortabes varemærkeretten eller
erklæres registreringen kun ugyldig for så vidt angår de på-
gældende varer eller tjenesteydelser.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 7 og
21, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs §
28, stk. 4.
Bestemmelsen medfører, at såfremt et varemærke erklæ-
res fortabt eller ugyldigt alene for visse af de varer eller tje-
nesteydelser, for hvilke varemærkeretten var stiftet, anses
retten alene for fortabt eller ugyldig med hensyn til disse va-
rer eller tjenesteydelser.
Til § 32
Den foreslåede nyaffattelse af § 32 regulerer retsvirknin-
gerne af fortabelse eller ugyldighed. Disse forhold er i dag
ikke reguleret i den gældende varemærkelov.
Det foreslås i stk. 1, at i det omfang indehaverens rettighe-
der fortabes, anses et registreret varemærke fra datoen for
indgivelse af begæring om fortabelse for ikke at have haft de
retsvirkninger, der følger af denne lov. På begæring af en af
parterne kan der i en afgørelse om fortabelse fastsættes et
tidligere tidspunkt for indtrædelsen af en fortabelsesgrund.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 47, stk.
1, findes ikke i en lignende form i den gældende varemær-
kelov, men er i øvrigt en videreførelse af gældende dansk ret
vedrørende fastsættelse af tidspunktet for fortabelse af ret-
tigheder.
Bestemmelsen fastslår, at i tilfælde af fortabelse af en va-
remærkeret, anses denne for fortabt fra datoen for indgivelse
af begæring om fortabelse. Undtagelsen til dette udgangs-
punkt er tilfælde, hvor en af parterne i sagen har fremsat på-
stand om, at tidspunktet for rettens fortabelse skal fastsættes
til et tidligere tidspunkt, og fortabelsesgrunden forelå på det
tidligere tidspunkt.
Det foreslås i stk. 2, at et registreret varemærke anses for
aldrig at have haft de retsvirkninger, der følger af denne lov,
i det omfang varemærket er blevet erklæret ugyldigt.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 47, stk.
2, er ny i varemærkeloven, men svarer i øvrigt til gældende
dansk ret og almindelige forvaltningsretlige principper ved-
rørende retsvirkningerne af ugyldighed.
Til § 33
Den foreslåede nyaffattelse af § 33 regulerer ophævelse af
varemærkeregistreringer ved dom. Forholdet er i dag regule-
ret i den gældende varemærkelovs § 29.
Det foreslås i bestemmelsen, at ophævelse af en registre-
ring i henhold til bestemmelserne i kapitel 3 sker ved dom,
jf. dog § 34. Sagen anlægges mod indehaveren og kan an-
lægges af enhver, der har retlig interesse deri. Sag efter be-
stemmelserne i §§ 13 og 14 kan også anlægges af Patent- og
Varemærkestyrelsen.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 29.
Med bestemmelsen fastslås, at ophævelsessagen skal an-
lægges mod indehaveren og kan anlægges af enhver, der har
retlig interesse deri, herunder Patent- og Varemærkestyrel-
sen, når sagen vedrører bestemmelserne om absolutte hin-
dringer i de foreslåede §§ 13 og 14.
Til § 34
Den foreslåede nyaffattelse af § 34 regulerer administrativ
ophævelse af varemærkeregistreringer. Forholdet er i dag re-
guleret i den gældende varemærkelovs § 30.
Det foreslås i stk. 1, at efter registreringsprocedurens af-
slutning kan enhver over for Patent- og Varemærkestyrelsen
begære en varemærkeregistrering erklæret ugyldig eller for-
tabt, hvis de betingelser, der er fastsat i bestemmelserne i
kapitel 3 er opfyldt. Med begæringen skal følge et gebyr, jf.
§ 60 c, stk. 2.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 45, stk.
2-4, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs §
30, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at en begæring om ophævelse, der er
fremsat under henvisning til de rettigheder, som er omhand-
let i § 15, dog alene kan fremsættes af indehaveren af den
eller de påberåbte rettigheder, eller af personer og virksom-
heder, der er berettiget hertil efter § 8, stk. 1, eller § 9, stk.
1, samt af personer eller virksomheder, der er berettiget til at
udøve de rettigheder, som er omhandlet i § 15, stk. 3, nr. 3.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 45, stk.
2, er ny i forhold til den gældende varemærkelov.
Med bestemmelsen fastsættes en begrænsning i adgangen
til at fremsætte begæring om administrativ ophævelse med
henvisning til relative hindringer. Denne begrænsning har
hidtil alene fremgået af § 14, stk. 2, i bekendtgørelse om an-
søgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmær-
ker. Da begrænsningen i adgangen til at fremsætte begæring
om administrativ ophævelse nu fremgår af direktivets artikel
45, stk. 2, er det fundet mest hensigtsmæssigt, at denne be-
tingelse for fremsættelse af begæring om administrativ op-
hævelse fremgår af loven.
73
Det foreslås i stk. 3, at en begæring efter stk. 1 kan være
rettet mod en del af eller alle de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke det anfægtede mærke er registreret.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 45, stk.
5, er ny i forhold til den gældende varemærkelov.
At en begæring om administrativ ophævelse kan vedrøre
såvel hele registreringens omfang som en del heraf indebæ-
rer til dels en ændring af den gældende retstilstand, idet der
hidtil i forbindelse med begæringer om ophævelse af regi-
streringer på baggrund af påstande om manglende reel brug
har været anlagt den praksis, at sådanne påstande i alle til-
fælde indebærer, at indehaveren skal dokumentere reel brug
af varemærket for alle de varer eller tjenesteydelser, der er
omfattet af registreringen.
Det foreslås i stk. 4, at en begæring om ugyldighed kan
indgives på grundlag af en eller flere ældre rettigheder, for-
udsat at de alle tilhører den samme indehaver.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 45, stk.
6, findes ikke i en lignende form i den gældende varemær-
kelov, men svarer til administrativ praksis.
Det foreslås i stk. 5, at såfremt en sag ved domstolene
vedrørende en varemærkeregistrerings gyldighed ikke er en-
deligt afgjort, kan der ikke fremsættes begæring om admini-
strativ ophævelse mod registreringen.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 30, stk. 2.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 1258 af 20. decem-
ber 2000 og skal hindre parallel behandling ved domstolene
og Patent- og Varemærkestyrelsen af spørgsmål vedrørende
samme varemærkeregistrering. Bestemmelsen medfører
ifølge forarbejderne hertil, at Patent- og Varemærkestyrel-
sen skal afvise behandlingen af en begæring om administra-
tiv ophævelse, hvis der samtidig med begæringen indgives
stævning eller verserer retssag om varemærkeregistreringen.
Det er ikke afgørende, at spørgsmålet, som behandles ved
domstolene og Patent- og Varemærkestyrelsen, er identiske.
I modsat fald ville Patent- og Varemærkestyrelsen skulle fo-
retage en afvejning af dette spørgsmål, som ville kunne give
anledning til selvstændige konflikter om, hvorvidt afvisning
af anmodningen om administrativ ophævelse er berettiget.
Sag ved domstolene omfatter såvel sager om hel eller delvis
ophævelse af en varemærkeregistrering i henhold til § 33,
som sager om indgreb i varemærkeretten, bedre ret til vare-
mærkeregistreringen m.v. Retssagen er først endeligt af-
gjort, når ankefristen er udløbet. Bestemmelsen om berostil-
lelse omfatter også sager, der er under behandling i Anke-
nævnet for Patenter og Varemærker.
Det foreslås i stk. 6, at rejses sag ved domstolene om en
varemærkeregistrering, inden der er truffet endelig afgørelse
om en begæring efter stk. 1 vedrørende denne registrering,
skal Patent- og Varemærkestyrelsen stille behandlingen af
begæringen i bero, indtil sagen er endeligt afgjort, medmin-
dre begæringen er fremsat af indehaveren af varemærkeregi-
streringen.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 30, stk. 3.
Bestemmelsen medfører, at Patent- og Varemærkestyrel-
sen skal sætte en sag om administrativ ophævelse i bero,
hvis der anlægges sag ved domstolene om varemærkeregi-
streringens gyldighed, medmindre begæringen er fremsat af
indehaveren af varemærkeregistreringen. Bestemmelsen
blev indsat ved lov nr. 1258 af 20. december 2000 og skal
hindre parallel behandling ved domstolene og Patent- og
Varemærkestyrelsen af spørgsmål vedrørende samme vare-
mærkeregistrering. Der henvises til bemærkningerne til stk.
5 ovenfor.
Såfremt begæringen om administrativ ophævelse er indgi-
vet af indehaveren af varemærkeregistreringen, færdigbe-
handler Patent- og Varemærkestyrelsen begæringen, uanset
at retssag anlægges efterfølgende.
Det foreslås i stk. 7, at parterne i en sag om administrativ
ophævelse til enhver tid kan anlægge sag mod den anden
part om spørgsmål, der er omfattet af ophævelsesbegærin-
gen, uanset om Patent- og Varemærkestyrelsen har truffet
afgørelse om begæringen.
Bestemmelsen, der afspejler direktivets artikel 45, stk. 1,
er en videreførelse af den gældende bestemmelse i varemær-
kelovens § 30, stk. 6. Bestemmelsen medfører, at indehave-
ren har mulighed for at anlægge sag mod den, der begærer
registreringen ophævet, og at styrelsen i tilfælde af sagsan-
læg, skal standse sagsbehandlingen.
Det foreslås i stk. 8, at Patent- og Varemærkestyrelsen
skal offentliggøre endelige afgørelser om registreringers he-
le eller delvise ophævelse.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 30, stk. 5.
Der henvises nærmere til afsnit 2.8 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 35
Den foreslåede nyaffattelse af § 35 regulerer modpåstande
om manglende brug som forsvar i sager om ugyldighed.
Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 28, stk. 5.
Det foreslås i stk. 1, at i sager om ugyldighed baseret på et
registreret varemærke med en tidligere ansøgnings- eller pri-
oritetsdato skal indehaveren af det ældre varemærke, hvis
indehaveren af et yngre varemærke anmoder herom, doku-
mentere, at det ældre varemærke i løbet af femårsperioden
forud for datoen for begæringen om ugyldighed har været
genstand for reel brug som fastsat i § 10 c i forbindelse med
de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og
som er påberåbt i begæringen, eller at der foreligger rimeli-
ge grunde til manglende brug, forudsat at det på datoen for
begæringen om ugyldighed er mindst fem år siden, at regi-
streringsproceduren for det ældre varemærke blev afsluttet.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 46, stk.
1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 28, stk. 5, 1. pkt., jf. § 25.
Det foreslås i stk. 2, at er femårsperioden efter § 10 c ud-
løbet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre va-
remærke, skal indehaveren af det ældre varemærke ud over
74
den dokumentation, der kræves i henhold til stk. 1, doku-
mentere, at der blev gjort reel brug af varemærket i løbet af
den femårsperiode, der går forud for ansøgnings- eller prio-
ritetsdatoen, eller at der forelå rimelige grunde til manglen-
de brug.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 46, stk.
2, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 28, stk. 5, 1. pkt., jf. § 25.
Det foreslås i stk. 3, at fremlægges dokumentation efter
stk. 1 og 2 ikke, afvises en begæring om ugyldighed på
grundlag af et ældre varemærke.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 46, stk.
3, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 28, stk. 5, 1. pkt.
Det foreslås i stk. 4, at er det ældre varemærke i overens-
stemmelse med § 10 c kun blevet anvendt for en del af de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses
det, for så vidt angår behandlingen af begæringen om ugyl-
dighed, for kun at være blevet registreret for denne del af
varerne eller tjenesteydelserne.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 46, stk.
4, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 28, stk. 5, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 5, at er det ældre varemærke et EU-va-
remærke, finder stk. 1-4 tilsvarende anvendelse. I så fald
skal den reelle brug af EU-varemærket konstateres i over-
ensstemmelse med artikel 18 i EU-varemærkeforordningen.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 46, stk.
5, findes ikke i lignende form i den gældende varemærke-
lov.
Den nyaffattede bestemmelse i § 35 svarer i sit indhold til
den foreslåede nyaffattelse af § 21 om modpåstande om reel
brug i sager om indsigelse. Bestemmelsen giver indehavere
af varemærkeregistreringer, der er genstand for en begæring
om ophævelse efter den foreslåede nyaffattelse af § 34, mu-
lighed for at fremsætte modpåstande om manglende reel
brug, når ophævelsesbegæringen er baseret på ældre vare-
mærkeregistreringer. Fremlagt dokumentation i henhold til
bestemmelsen kan for eksempel bestå af reklamemateriale,
fakturaer, annoncer og avisklip, udskrift fra hjemmesider,
tv- og radiospots, markedsundersøgelser, oplysninger om
markedsføringsudgifter m.v.
Der henvises nærmere til bemærkningerne til den foreslå-
ede nyaffattelse af § 21.
Til § 36
Den foreslåede nyaffattelse af § 36 regulerer manglende
oplysninger om indehaver som begrundelse for sletning af
registreringer. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelo-
vens § 31.
Det foreslås i stk. 1, at foreligger der begrundet tvivl om,
at der findes en mærkeindehaver, eller er dennes adresse
ukendt, kan enhver med retlig interesse deri begære vare-
mærket slettet af registret.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 31, stk. 1.
Formålet med bestemmelsen er, at give Patent- og Vare-
mærkestyrelsen mulighed for at ophæve registreringer, hvis
indehaveren ikke længere findes.
Det foreslås i stk. 2, at inden udslettelse kan ske, skal Pa-
tent- og Varemærkestyrelsen anmode indehaveren om at gi-
ve sig til kende inden en frist fastsat af Patent- og Varemær-
kestyrelsen. Hvis indehaverens adresse ikke kendes, medde-
les fristen ved offentliggørelse. Har indehaveren herefter ik-
ke givet sig til kende, slettes varemærket af registret.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 31, stk. 2.
Bestemmelsen kan eksempelvis være relevant, hvis over-
dragelse af varemærkeregistreringen har fundet sted, uden at
styrelsen er underrettet herom. I en sådan situation skal sty-
relsen efter den foreslåede bestemmelse opfordre indehave-
ren til at give sig til kende inden en fastsat frist, der skal of-
fentliggøres. Ifølge den gældende varemærkelov skal offent-
liggørelse ske i Dansk Varemærketidende, men af hensyn til
muligheden for i fremtiden at foretage offentliggørelser af
ansøgninger, registreringer m.v. på anden vis, er det i lov-
forslaget fastsat, at der blot skal ske offentliggørelse af op-
fordringen og den fastsatte frist.
Til § 37
Den foreslåede nyaffattelse af § 37 regulerer i hvilke til-
fælde, et registreret varemærke skal udslettes fra varemær-
keregistret. Dette forhold er i dag reguleret i varemærkelo-
vens § 33.
Det foreslås i nr. 1, at udslettelse fra varemærkeregistret
sker, når registreringen ikke fornyes.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 33, nr. 1.
Det foreslås i nr. 2, at udslettelse fra varemærkeregistret
sker, når mærkeindehaveren begærer varemærket udslettet.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 33, nr. 2.
Det foreslås i nr. 3, at udslettelse fra varemærkeregistret
sker, hvis registreringen erklæres ugyldig.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 33, nr. 3.
Det foreslås i nr. 4, at udslettelse fra varemærkeregistret
sker, hvis der træffes afgørelse eller afsiges dom om ophæ-
velse af registreringen.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 33, nr. 4.
Til § 38
Den foreslåede nyaffattelse af § 38 regulerer overdragel-
ser af varemærker. Forholdet er i dag reguleret i varemær-
kelovens §§ 38 og 39, samt fællesmærkelovens § 6.
Det foreslås i stk. 1, at et varemærke kan overdrages uaf-
hængigt af en eventuel virksomhedsoverdragelse for alle el-
75
ler en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der er
stiftet en varemærkeret.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 22, stk.
1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 38, stk. 1.
Bestemmelsen fastslår, at overdragelse af et varemærke
ikke er betinget af en virksomhedsoverdragelse. Som noget
nyt fastslås det endvidere, at overdragelsen kan ske for alle
eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der er
stiftet en varemærkeret. Det kan i så tilfælde være nødven-
digt med en deling af registreringen i overensstemmelse
med den foreslåede nyaffattelse af § 41. Dette svarer i øvrigt
til den gældende administrative praksis ved Patent- og Vare-
mærkestyrelsen.
Det foreslås i stk. 2, at overdragelse af en virksomhed i sin
helhed indebærer overdragelse af varemærket, medmindre
der foreligger en aftale om det modsatte, eller hvis det mod-
satte klart fremgår af omstændighederne. En kontraktlig for-
pligtelse til at overdrage en virksomhed er ligeledes omfattet
af denne bestemmelse.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 22, stk.
2, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 38,
stk. 2.
Bestemmelsen fastslår, at i de tilfælde, hvor en virksom-
hed overdrages i sin helhed, anses de varemærkerettigheder,
der tilhører virksomheden, tillige at være overdraget, med-
mindre andet skal anses for aftalt mellem parterne.
Det foreslås i stk. 3, at overdragelse af retten til et registre-
ret varemærke på begæring skal noteres i varemærkeregis-
tret. Indtil overdragelsen er meddelt Patent- og Varemærke-
styrelsen, anser styrelsen indehaveren af varemærket for at
være den, der senest er noteret i registret.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 22, stk.
3, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 39.
Det følger af bestemmelsen, at der som hidtil ikke består
en pligt til at give styrelsen meddelelse om en sket overdra-
gelse, idet bestemmelsen om notering af overdragelser alene
har ordensmæssig karakter og ikke har indflydelse på den
materielle ret til et varemærke.
Det foreslås i bestemmelsens stk. 4, at uanset bestemmel-
serne i stk. 1-3 kan Patent- og Varemærkestyrelsen afslå at
notere en overdragelse af et garanti- eller certificeringsmær-
ke eller af et kollektivmærke, hvis mærket efter overdragel-
sen er egnet til at vildlede.
Bestemmelsen er en videreførelse af fællesmærkelovens §
6.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
de begrænsninger, der er til, hvem der kan stifte varemærke-
ret til et kollektivmærke eller et garanti- eller certificerin-
gsmærke, som fastsat i den foreslåede nyaffattelse af § 1 b,
stk. 2 og 3.
Til § 38 a
Den foreslåede nyaffattelse af § 38 a regulerer muligheden
for pant og udlæg i varemærker. Disse forhold er i dag regu-
leret i varemærkelovens § 41.
Det foreslås i stk. 1, at et varemærke uafhængigt af virk-
somheden kan pantsættes eller gøres til genstand for andre
tinglige rettigheder eller tvangsfuldbyrdelse.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 23, stk.
1, og artikel 24, stk. 1, findes ikke i tilsvarende form i den
gældende varemærkelov.
Med bestemmelsen fastsættes i overensstemmelse med
gældende ret, at et varemærke uafhængigt af virksomheden
kan pantsættes eller gøres til genstand for andre tinglige ret-
tigheder eller tvangsfuldbyrdelse.
Det foreslås i stk. 2, at er retten til et registreret varemær-
ke blevet pantsat, eller er der foretaget udlæg deri, skal Pa-
tent- og Varemærkestyrelsen på indehaverens, panthaverens
eller rekvirentens begæring notere dette i varemærkeregis-
tret.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 23, stk.
2, og artikel 24, stk. 2, er en videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 41.
Det følger af bestemmelsen, at der som hidtil ikke består
en pligt til at give styrelsen meddelelse om en sket pantsæt-
ning eller udlæg, idet bestemmelsen om notering alene har
ordensmæssig karakter og ikke har indflydelse på den mate-
rielle ret til et varemærke.
Til § 38 b
Den foreslåede nyaffattelse af § 38 b regulerer licens. For-
holdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 40.
Det foreslås i stk. 1, at der kan gives licens til et varemær-
ke for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke det er registreret, samt for hele landet eller en del af
dette. Licensen kan være en eksklusiv licens eller en simpel
licens.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 25, stk.
1, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 40,
stk. 1.
Formålet med bestemmelsen er at fastsætte, at der kan gi-
ves licens til et varemærke. Licensen kan vedrøre alle eller
en del af de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af re-
gistreringen. Licensen kan vedrøre hele eller dele af landet
samt kan være i form af eksklusiv eller en simpel licens.
Det foreslås i stk. 2, at indehaveren af et varemærke kan
gøre de rettigheder, der er knyttet hertil, gældende over for
en licenstager, der overtræder en af bestemmelserne i licens-
aftalen med hensyn til
1) dens gyldighedsperiode,
2) den udformning, hvori varemærket må anvendes i hen-
hold til registreringen,
3) arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke licensen
er indrømmet,
4) det område, inden for hvilket der må gøres brug af vare-
mærket, eller
76
5) kvaliteten af de varer eller tjenesteydelser, som licensta-
geren har fremstillet eller præsteret.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 25, stk.
2, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 40,
stk. 3.
Formålet med bestemmelsen er at fastsætte, at en indeha-
ver af et varemærke kan gøre de rettigheder, der er knyttet
til varemærket, gældende over for en licenstager, der over-
træder bestemmelserne i licensaftalen med hensyn til dens
gyldighedsperiode, varemærkets udformning, de varer og
tjenesteydelser, licensen omfatter, og kvaliteten heraf, eller
det geografiske område, licensen omfatter.
Det foreslås i stk. 3, at licensen på indehaverens eller li-
censtagerens begæring skal noteres i varemærkeregistret. Li-
geledes noteres det i registret, når det senere godtgøres, at li-
censen er ophørt.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 25, stk.
5, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 40,
stk. 2.
Det følger af bestemmelsen, at der som hidtil ikke består
en pligt til at give styrelsen meddelelse om licens, idet be-
stemmelsen om notering alene har ordensmæssig karakter
og ikke har indflydelse på den materielle ret til et varemær-
ke.
Til § 38 c
Den foreslåede nyaffattelse af § 38 c regulerer varemær-
keansøgninger som genstand for ejendomsret. Dette forhold
er ikke reguleret i den gældende varemærkelov.
Det foreslås i bestemmelsen, at §§ 38, 38 a og 38 b finder
tilsvarende anvendelse på varemærkeansøgninger.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 26, fin-
des ikke i en lignende form i den gældende varemærkelov.
Bestemmelsen svarer til administrativ praksis.
Formålet med bestemmelsen er at fastslå, at varemærkean-
søgninger tilsvarende registrerede varemærker kan være
genstand for ejendomsret.
Til § 39
Den foreslåede nyaffattelse af § 39 regulerer ændringer i
de bestemmelser, der er fastsat for anvendelsen af et kollek-
tivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke. Disse
forhold er i dag reguleret af fællesmærkelovens § 8, nr. 3.
Det foreslås i stk. 1, at indehaveren af et kollektivmærke
eller et garanti- eller certificeringsmærke skal forelægge Pa-
tent- og Varemærkestyrelen enhver ændring af bestemmel-
serne om et ansøgt eller registreret mærkes anvendelse.
Bestemmelsen, der for så vidt angår kollektivmærker gen-
nemfører direktivets artikel 33, stk. 1, er en delvis videre-
førlse af den gældende fællesmærkelovs § 8, nr. 3.
Formålet med bestemmelsen er at fastsætte, at enhver æn-
dring i bestemmelserne for anvendelsen af et kollektivmær-
ke eller et garanti- eller certificeringsmærke skal forelægges
Patent- og Varemærkestyrelsen. På grund af kravet i den
foreslåede nyaffattelse af § 11, stk. 6 om, at såvel ansøgnin-
ger om kollektivmærker som ansøgninger om garanti- eller
certificeringsmærker skal indeholde de bestemmelser, der
gælder for mærkets anvendelse, omfatter den her foreslåede
bestemmelse både ændringer, der foretages i bestemmelser-
ne for kollektivmærkers og for garanti- eller certificerin-
gsmærkers anvendelse.
Det foreslås i stk. 2, at ændring af bestemmelserne om
mærkets anvendelse noteres i varemærkeregistret, medmin-
dre de ændrede bestemmelser ikke opfylder kravene i § 11,
stk. 6-8, eller de omfatter en af grundene til afslag i § 14,
stk. 2, eller § 16, stk. 2.
Bestemmelsen, der for så vidt angår kollektivmærker gen-
nemfører direktivets artikel 33, stk. 2, findes ikke i tilsvaren-
de form i den gældende fællesmærkelov.
Med bestemmelsen fastslås, at Patent- og Varemærkesty-
relsen skal påse, at de ændrede bestemmelser opfylder de
krav, der er fastsat i de foreslåede nyaffattelser af § 11, stk.
6-8, § 14, stk. 2, og § 16, stk. 2, og notere ændringen, når
kravene er opfyldt. På grund af kravet i den foreslåede nyaf-
fattelse af § 11, stk. 6 om, at såvel ansøgninger om kollek-
tivmærker som ansøgninger om garanti- eller certificerin-
gsmærker skal indeholde de bestemmelser, der gælder for
mærkets anvendelse, omfatter den her foreslåede bestem-
melse både ændringer, der foretages i bestemmelserne for
kollektivmærkers og for garanti- eller certificeringsmærkers
anvendelse.
Det foreslås i stk. 3, at ændringer af bestemmelserne om
anvendelse af et kollektivmærke eller et garanti- eller certifi-
ceringsmærke får først virkning fra datoen for noteringen af
ændringerne i varemærkeregistret.
Bestemmelsen, der for så vidt angår kollektivmærker gen-
nemfører direktivets artikel 33, stk. 3, findes ikke i tilsvaren-
de form i den gældende fællesmærkelov.
Formålet med bestemmelsen er at fastsætte, at det er da-
toen for noteringen i varemærkeregistret, som er afgørende
for, hvornår ændringerne får virkning fra. På grund af kravet
i den foreslåede nyaffattelse af § 11, stk. 6 om, at såvel an-
søgninger om kollektivmærker som ansøgninger om garanti-
eller certificeringsmærker skal indeholde de bestemmelser,
der gælder for mærkets anvendelse, omfatter den her fore-
slåede bestemmelse både ændringer, der foretages i bestem-
melserne for kollektivmærkers og for garanti- eller certifi-
ceringsmærkers anvendelse.
Til § 40
Den foreslåede nyaffatelse af § 40 regulerer mærkeæn-
dringer. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens §
24.
Det foreslås i stk. 1, at efter anmodning fra indehaveren
kan der foretages uvæsentlige ændringer af et ansøgt eller
registreret varemærke, hvis helhedsindtrykket af varemærket
ikke påvirkes af ændringen.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 24, stk. 1 og 3.
77
Ifølge den gældende varemærkelovs § 24 kan indehavere
af varemærkeregistreringer foretage uvæsentlige ændringer
af et registreret varemærke, hvis helhedsindtrykket af vare-
mærket ikke påvirkes af ændringen.
På tilsvarende vis kan der efter den gældende varemærkel-
ovs § 24, stk. 3, tillige foretages ændringer af et ansøgt vare-
mærke, idet kravet hertil er mere lempeligt, da ændringen
alene skal anses for »uvæsentlig«.
For ændringen af varemærkeregistreringer gælder endvi-
dere, at bedømmelsen af, hvorvidt senere ændringer af vare-
mærket lever op til kravene om, at mærkeændringen skal
være uvæsentlig og ikke må berøre varemærkets helhedsind-
tryk, ikke skal vurderes i forhold til det senest ændrede
mærke, men derimod skal vurderes i forhold til det oprinde-
ligt ansøgte og registrerede varemærke.
Derimod fremgår det af bemærkninger til den gældende
varemærkelovs § 24, stk. 3, om ændring af mærker i vare-
mærkeansøgninger, der blev indsat ved lov nr. 1201 af 27.
december 1996, at det ændrede mærke erstatter det oprinde-
lige mærke med virkning tilbage til ansøgningsdatoen og
lægges dermed også til grund for en eventuel påberåbelse af
prioritet.
Der er således tale om, at en ændring af et varemærke i en
varemærkeansøgning er tillagt en forholdsvis vidtgående
virkning efter den nugældende varemærkelov. Dette fore-
kommer ikke foreneligt med det forhold, at de krav, der stil-
les til mærkeændringer i varemærkeansøgninger, er mere
lempelige end de krav, der stilles til mærkeændringer i vare-
mærkeregistreringer.
Det er på denne baggrund med den nyaffattede § 40 fore-
slået, at betingelserne for og retsvirkningerne af mærkeæn-
dringer i ansøgninger og registreringer sidestilles, således at
der i begge tilfælde opstilles de krav, at der skal være tale
om uvæsentlige ændringer, og at varemærkets helhedsind-
tryk ikke må berøres af ændringen.
Med den foreslåede ændring skal det ændrede mærke i en
varemærkeansøgning endvidere ikke anses for at træde i ste-
det for det oprindeligt ansøgte mærke med virkning fra an-
søgningsdagen og den prioritetsret, som ansøgningen giver
ansøgeren i medfør af bl.a. Pariserkonventionens artikel 4,
men blot anses for at have virkning fra den dag, der er indgi-
vet anmodning om mærkeændring til Patent- og Varemær-
kestyrelsen.
Det foreslås i stk. 2, at ændringer efter stk. 1 indføres i va-
remærkeregistret og offentliggøres. Bestemmelsen er en vi-
dereførelse af den gældende varemærkelovs § 24, stk. 2.
Til § 41
Den foreslåede nyaffattelse af § 41 regulerer deling af an-
søgninger og registreringer. Forholdet er i dag reguleret i §§
15 og 16 i bekendtgørelsen om ansøgning og registrering
m.v. af varemærker og fællesmærker samt varemærkelovens
§ 48, stk. 5.
Det foreslås i stk. 1, at ansøgeren eller indehaveren kan
dele en dansk varemærkeansøgning eller -registrering i to el-
ler flere særskilte ansøgninger eller registreringer ved at ind-
give en anmodning herom til Patent- og Varemærkestyrel-
sen og for hver udskilt ansøgning eller registrering anføre,
hvilke varer eller tjenesteydelser fra den oprindelige ansøg-
ning eller registrering, der skal omfattes af de udskilte an-
søgninger eller registreringer.
Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 41, er
en delvis videreførelse af § 15 og 16 i bekendtgørelsen om
ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmær-
ker, der omfatter deling af ansøgninger henholdsvis deling
af registreringer. Den foreslåede bestemmelse omfatter både
deling af varemærkeansøgninger og -registreringer.
Det foreslås i stk. 2, at for anmodning om deling efter stk.
1 betales et gebyr, jf. § 60 d, stk. 1. Bestemmelsen er en del-
vis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 48, stk.
5.
Til nr. 3
Til § 42
Varemærkelovens § 42 indeholder bestemmelser om straf
for krænkelse af varemærkerettigheder, der er stiftet ved re-
gistrering eller ved brug eller i henhold til Rådets forordning
om EF-varemærker.
Det foreslås, at der i § 42, stk. 1, efter »brug« indsættes: »,
jf. § 3, stk. 1, nr. 3,«, og at »Rådets forordning om EF-vare-
mærker« ændres til: »EU-varemærkeforordningen«.
Med den foreslåede henvisning til § 3, stk. 1, nr. 3, i be-
stemmelsen om straf i § 42, stk. 1, bliver det præciseret, at
der er tale om krænkelser af rettigheder, der er stiftet ved
brug i henhold til den foreslåede nyaffatttelse af § 3, stk. 1,
nr. 3. I denne bestemmelse er det præciseret, at brugen skal
have et omfang, der er af mere end lokalt afgrænset karak-
ter.
Samtidig er henvisningen til varemærkeforordningen ble-
vet opdateret, således at der henvises til EU-varemærkefor-
ordningen i stedet for EF-varemærkeforordningen. Denne
forordning er senest blevet ændret ved Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 2015
om EU-varemærker. Den kodificerede udgave af forordnin-
gen er forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker.
Der henvises nærmere til afsnit 2.3 om stiftelse af vare-
mærkerettigheder i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Til § 43 b
Varemærkelovens § 43 b regulerer retsplejebestemmelser.
Det følger af varemærkelovens § 43 b, stk. 1, at midlerti-
dige afgørelser om forbud eller påbud i henhold til EF-vare-
mærkeforordningens artikel 99, stk. 1, meddeles af byretten
eller Sø- og Handelsretten.
Det følger endvidere af varemærkelovens § 43 c, stk. 1, at
midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, der skal have
virkning på enhver medlemsstats område, jf. EF-varemærke-
78
forordningens artikel 99, stk. 2, meddeles af Sø- og Han-
delsretten.
Det følger yderligere af varemærkelovens § 43 d, 1. pkt.,
at midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, der både
vedrører et nationalt varemærke og EF-varemærke, medde-
les af Sø- og Handelsretten, hvis den midlertidige afgørelse
skal have virkning på enhver medlemsstats område.
I medfør af § 43 b, stk. 2, § 43 c, stk. 3, og § 43 d, 2. pkt.,
finder retsplejelovens kapitel 40 om midlertidige afgørelser
om forbud og påbud i borgerlige sager og kapitel 57 om bi-
stand til opretholdelse af forbud og påbud tilsvarende anven-
delse på sådanne sager.
I medfør af § 43 c, stk. 2, og § 43 d, 2. pkt., kan Sø- og
Handelsrettens afgørelser om midlertidige afgørelser om
forbud og påbud i sådanne sager kæres til Østre Landsret.
Det foreslås, at varemærkelovens §§ 43 b-43 d ophæves
og erstattes af en nyaffattet § 43 b. Opdelingen i flere be-
stemmelser svarer ikke til den tilsvarende regulering i de-
signlovens § 43 og fører til gentagelser. Det foreslås derfor,
at bestemmelserne sammenskrives i en nyaffattelse af § 43
b, hvorved de gældende bestemmelser i § 43 b, stk. 2, § 43
c, stk. 3, og § 43 d, 2. pkt., for så vidt angår henvisningen til
§ 43 c, stk. 3, bliver overflødige.
Den nye bestemmelses stk. 1 svarer til den gældende be-
stemmelse i § 43 b, stk. 1, mens den nye bestemmelses stk. 2
svarer til den gældende bestemmelse i § 43 c, stk. 1, og den
nye bestemmelses stk. 3 svarer til den gældende bestemmel-
se i § 43 d, 1. pkt.
De gældende § 43 c, stk. 2, og § 43 d, 2. pkt., for så vidt
angår henvisningen til § 43 c, stk. 2, foreslås ikke videreført.
Konsekvensen heraf er, at Sø- og Handelsrettens midlertidi-
ge afgørelser om forbud eller påbud i sådanne sager fremo-
ver kan kæres til Østre Landsret eller Vestre Landsret af-
hængig af, hvor der er stedlig kompetence for sagen. Der-
med vil der gælde samme kæreregler som i andre sager om
Sø- og Handelsrettens midlertidige afgørelser om forbud el-
ler påbud.
Efter en ændring, der trådte i kraft i 2016, har EF-vare-
mærker og EF-varemærkeforordningen skiftet navn til EU-
varemærker og EU-varemærkeforordningen. Endvidere er
der ændret i nummereringen af forordningens artikler, såle-
des at det ikke længere er artikel 99, der angår foreløbige
retsmidler.
På denne baggrund henvises i den foreslåede § 43 b til
EU-varemærkeforordningen i stedet for EF-varemærkefor-
ordningen. Endvidere er henvisningen til artikel 99 udgået.
Bestemmelsen supplerer EU-varemærkeforordningens arti-
kel 131 vedrørende foreløbige, herunder sikrende retsmidler.
De relevante foreløbige, herunder sikrende retsmidler i
dansk ret er midlertidige afgørelser om forbud og påbud.
Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er fundet nød-
vendigt at henvise til artikel 131 i lovteksten. Den tilsvaren-
de bestemmelse i designlovens § 43 indeholder ikke en hen-
visning til en bestemt artikel i EF-designforordningen.
Ud over at Sø- og Handelsrettens afgørelser om midlerti-
dige afgørelser efter § 43 b, stk. 2 og 3, fremover kan kæres
til den landsret, i hvis kreds der er stedlig kompetence, med-
fører nyaffattelsen af § 43 b ikke indholdsmæssige ændrin-
ger i forhold til de gældende regler i §§ 43 b-43 d.
Til nr. 5
Til § 48
Den foreslåede nyaffattelse af § 48 regulerer bemyndigel-
ser til erhvervsministeren. Forholdet er i dag reguleret i va-
remærkelovens § 48.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler om indgivelse af varemærkeansøgninger og deres be-
handling efter bestemmelserne i kapitel 2, herunder om
sagsbehandlingssprog og sprog i dokumenter, samt for så
vidt angår gengivelse af varemærker krav til og virkningerne
af anvendelsen af filtyper og deres størrelse, mærketyper,
beskrivelser, farver og mærker uden farver (sort/hvid-mær-
ker).
Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af
den gældende varemærkelovs § 48, stk. 1, 1. pkt.
I forhold til den gældende bestemmelse i § 48, stk. 1, er
den foreslåede bestemmelse afpasset efter lovforslagets be-
stemmelser om behandling af ansøgninger og om gengivelse
af varemærker, ligesom forslaget afspejler øvrige behov for
en opdatering af den gældende § 48, stk. 1. Det er eksempel-
vis fundet hensigtsmæssigt at kunne fastsætte nærmere reg-
ler om sprog i sagsbehandlingen og i dokumenter, ligesom
forslaget lægger op til, at der kan fastsættes nærmere be-
stemmelser om varemærker uden farve, dvs. varemærker i
sort/hvid. Bestemmelsen giver ligeledes mulighed for at
fastsætte nærmere krav til indholdet af en ansøgning på be-
kendtgørelsesniveau, herunder eksempelvis at en ansøgning
skal indeholde oplysninger om ansøgers adresse. Bestem-
melsen supplerer de foreslåede bestemmelser i § 11, stk.
5-8, der omfatter de krav, som en ansøgning skal opfylde for
at opnå en ansøgningsdato.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler om deling af ansøgninger og registreringer, om be-
handling af indsigelser og administrativ ophævelse, om på-
beråbelse af fortrinsrettigheder, om varemærkeregistrets ind-
retning og førelse, om hvilke oplysninger, der kan indføres i
registret, om offentliggørelse af registreringer, noteringer og
meddelelser, om registrering og udslettelse af varemærker
og om ekspeditioner, udskrifter af registret m.v.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 48, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler om betaling for særlige ekspeditioner, publikationer,
udskrifter, kurser m.v.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 48, stk. 3.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 1370 af 28. decem-
ber 2011, hvormed gebyrerne for styrelsens sagsbehandling
blev fastsat på lovniveau, således at bemyndigelsen for er-
hvervsministeren til at fastsætte gebyrer blev begrænset til
betaling for særlige ekspeditioner, udskrifter m.v. Bestem-
79
melsen omfatter bl.a. betaling for bekræftede udskrifter af
Patent- og Varemærkestyrelsens rettighedsregistre, betaling
for benyttelse af Patent- og Varemærkestyrelsens kontoord-
ning samt betaling for deltagelse i kurser, som styrelsen ar-
rangerer. Betalingen fastsættes i overensstemmelse med
principperne for gebyrfastsættelse i staten henholdsvis prin-
cipperne for indtægtsdækket virksomhed i staten.
Det foreslås i stk. 4, at erhvervsministeren kan fastsætte de
regler, der er nødvendige for anvendelsen af EU-varemær-
keforordningen, herunder bestemmelser om EU-varemærke-
ansøgningers og -registreringers overgang til nationale an-
søgninger m.v.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 48, stk. 4. I den foreslåede bestemmelse er
opregningen af eksempler afkortet, hvilket skyldes, at Pa-
tent- og Varemærkestyrelsen efter de seneste ændringer af
EU-varemærkeforordningen ikke længere har beføjelser til
at modtage og videresende ansøgninger om EU-varemærker.
Det foreslås i stk. 5, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne i kapi-
tel 8 om international varemærkeregistrering.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 60, der i dag er placeret i lovens kapitel 8 om
internationale varemærkeregistreringer.
Det foreslås i stk. 6, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler om optagelse af fællesmærkeregistret i varemærkere-
gistret.
En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven
i dag. Bestemmelsen giver erhvervsministeren hjemmel til at
fastsætte bestemmelser om sammenlægningen af varemær-
keregistret og fællesmærkeregistret. Forslaget er en konse-
kvens af, at fællesmærker med lovforslaget ændrer karakter
og endvidere vil indgå under overbegrebet varemærker. Der
henvises nærmere til bemærkningerne til stk. 7 nedenfor.
Det foreslås i stk. 7, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler om fællesmærkers overgang til kollektivmærker eller
garanti- eller certificeringsmærker eller individuelle vare-
mærker og om ophævelse af fællesmærkeregistreringer.
En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven
i dag. Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at be-
tegnelsen fællesmærker, der i gældende lov er et overbegreb
for kollektivmærker og garantimærker, udgår, og at kriteri-
erne tilknyttet de fremtidige mærketyper, der betegnes kol-
lektivmærker henholdsvis garanti- eller certificeringsmær-
ker, adskiller sig fra kriterierene tilknyttet kollektivmærker
og garantimærker i dag. De ændrede bestemmelser vedrø-
rende fællesmærker vil medføre behov for noteringer i det
sammenlagte register af de hidtidige fællesmærkers mærke-
type i henhold til de nye bestemmelser om kollektivmærker
henholdsvis garanti- eller certificeringsmærker. For at leve
op til kravene i loven for de enkelte mærketyper kan der væ-
re behov for, at nogle fællesmærker skifter mærketype. Det
foreslås derfor, at ministeren kan fastsætte bestemmelser om
fællesmærkers overgang til kollektivmærker henholdsvis ga-
ranti- eller certificeringsmærker eller individuelle varemær-
ker.
Erhvervsministeren vil i den forbindelse kunne fastsætte
bestemmelser om, at i tilfælde, hvor et fællesmærke ikke
bliver konverteret og dermed ikke opfylder kravene i vare-
mærkeloven, vil Patent- og Varemærkestyrelsen kunne op-
hæve registreringen. Det er intentionen, at der skal fastsæt-
tes bestemmelser om, at konvertering af fællesmærker se-
nest skal ske i forbindelse med fornyelsen af disse. Det er
således intentionen at fastsætte bestemmelser om, at fælles-
mærker, der fornyes efter den 1. juli 2019, skal konverteres i
forbindelse med fornyelsen.
Der henvises nærmere til afsnit 2.9 i de almindelige be-
mærkninger.
Det foreslås i stk. 8, at erhvervsministeren kan fastsætte,
hvilke dage der betragtes som lukkedage for Patent- og Va-
remærkestyrelsen. Bestemmelsen er en videreførelse af den
gældende varemærkelovs § 48, stk. 6.
Til nr. 6
Til § 48 a
Den foreslåede nyaffattelse af § 48 a regulerer bemyndi-
gelser til erhvervsministeren vedrørende digital kommunika-
tion. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Patent- og
Varemærkestyrelsen om forhold, som er omfattet af denne
lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå
digitalt.
Den lovgivning, som Patent- og Varemærkestyrelsen ad-
ministrerer, indeholder ikke i dag bestemmelser om digital
kommunikation. Styrelsen stiller i dag selvbetjeningsværk-
tøjer og en række andre services til rådighed på styrelsens
hjemmeside. Det er således muligt at indlevere en varemær-
keansøgning via hjemmesiden, ligesom det fra hjemmesiden
bl.a. er muligt at søge informationer i varemærkeregistret og
korrespondance i sagerne.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at fremtids-
sikre Patent- og Varemærkestyrelsens lovgivning. Der er så-
ledes ikke aktuelle planer om at indføre obligatorisk digital
kommunikation. Det skyldes bl.a., at styrelsens lovgivning
er afpasset efter internationale traktater inden for varemær-
keretten, ligesom det danske rettighedssystem indgår i et
samspil med regionale og internationale rettighedssystemer.
Styrelsen sigter på, at styrelsens services på hjemmesiden er
så attraktive, at de bliver benyttet frivilligt, og i 2017 blev
84 % af ansøgningerne om varemærkeregistrering indleveret
via selvbetjeningsværktøjet på styrelsens hjemmeside.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om digital kommunikation, herunder om an-
vendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater,
maksimal størrelse på filer og digital signatur eller lignende.
Bestemmelsen i stk. 2 giver erhvervsministeren mulighed
for at fastsætte nærmere regler om digital kommunikation.
Der kan således på bekendtgørelsesniveau fastsættes be-
stemmelser om krav til materiale, som indgives til Patent-
og Varemærkestyrelsen, og om konsekvenserne af, at de
80
fastsatte krav ikke bliver overholdt. Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med den foreslåede bemyndigelsesbestem-
melse i § 48, stk. 1, der er møntet på filtyper- og størrelser
ved gengivelsen af varemærker i ansøgninger.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 harmonerer med tilsvarende
bestemmelser om digital kommunikation i andre love inden
for Erhvervsministeriets område.
Det foreslås i stk. 3, at en digital meddelelse anses for at
være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for
meddelelsen.
Ifølge den foreslåede bestemmelse anses en digital med-
delelse for at være kommet frem, når den er tilgængelig for
adressaten for meddelelsen. Sammenlignet med papirbreve
svarer bestemmelsen til, at et papirbrev anses for at være
kommet frem, når brevet er lagt i adressatens fysiske post-
kasse. Det er således normalt uden betydning for afgørelsen
af, om en meddelelse er kommet frem, om eller hvornår
adressaten rent faktisk gør sig bekendt med indholdet af
meddelelsen, dvs. om meddelelsen er kommet til adressa-
tens kundskab. Bestemmelsen er udformet på samme måde
som tilsvarende bestemmelser om digital kommunikation i
andre love inden for Erhvervsministeriets område og svarer
ligeledes til § 10, nr. 1, i lov om Digital Post fra offentlige
afsendere, jf. lovbekendtgørelse nr. 801 af 13. juni 2016, §
10.
Der henvises nærmere til afsnit 2.10 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 48 b
Den foreslåede nyaffattelse af § 48 b regulerer fravigelse
af underskriftkrav. Forholdet er ikke reguleret i varemær-
keloven i dag.
Det foreslås i stk. 1, at er det efter denne lov eller efter
regler udstedt i medfør af denne lov påkrævet, at et doku-
ment, som er udstedt af andre end Patent- og Varemærkesty-
relsen, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved
anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af
den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne do-
kumenter sidestilles med dokumenter med personlig under-
skrift.
Med den foreslåede bestemmelse bliver det præciseret, at
det er en forudsætning for at undlade personlig underskrift,
at underskriveren anvender en teknik, der sikrer entydig
identifikation af den pågældende, f.eks. digital signatur.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om fravigelse af underskriftkrav. Det kan
herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke
kan fraviges for visse typer af dokumenter.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om, hvordan kravet om personlig underskrift
kan fraviges. Erhvervsministeren kan ligeledes fastsætte
regler om, at kravet om personlig underskrift ikke kan fravi-
ges for visse typer dokumenter.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 harmonerer med tilsvarende
bestemmelser om digital kommunikation i andre love inden
for Erhvervsministeriets område.
Der henvises nærmere til afsnit 2.10 i de almindelige be-
mærkninger.
Til nr. 7
Til § 50
Den foreslåede nyaffattelse af § 50 regulerer ansøgning
om international varemærkeregistrering på basis af ansøg-
ning eller registrering i Danmark. Forholdet er i dag regule-
ret i varemærkelovens §§ 55-58 og i §§ 26 og 27 i bekendt-
gørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og
fællesmærker.
Det foreslås i stk. 1, at en international varemærkeansøg-
ning kan indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen af dan-
ske statsborgere samt fysiske eller juridiske personer, som er
bosat eller er indehavere af en regulær industriel eller kom-
merciel virksomhed her i landet.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs §§ 55 og 56. Bestemmelsen fastsætter, hvem der
kan indgive ansøgning om en international registrering. Kri-
terierne fremgår ligeledes af Madridprotokollens artikel 2.
Det foreslås i stk. 2, at ansøgninger indgivet i medfør af
stk. 1 skal være i overensstemmelse med Madridprotokol-
lens artikel 3, 3 b og 3 c, herunder som minimum indeholde
1) ansøgers navn og adresse,
2) en gengivelse af mærket og eventuelt oplysninger om
mærket,
3) en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som mærket
ønskes registreret for, grupperet i klasser i overensstem-
melse med Niceklassifikationen,
4) en angivelse af ansøgningsdato og ansøgningsnummer el-
ler af registreringsdato og registreringsnummer for den
danske basisansøgning eller basisregistrering, og
5) angivelse af de stater eller organisationer, som designe-
res.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 26 i bekendt-
gørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og
fællesmærker, der er udstedt med hjemmel i den gældende
varemærkelovs § 60. Det er fundet hensigtsmæssigt af hen-
syn til brugerne af det internationale system, at kravene til
indholdet af en ansøgning fremgår af varemærkeloven. Det-
te harmonerer også med udformningen af de tilsvarende be-
stemmelser om nationale ansøgninger.
Det foreslås i stk. 3, at en international varemærkeansøg-
ning kan omfatte alle eller en del af de varer eller tjeneste-
ydelser, der er omfattet af den eller de danske ansøgninger
eller registreringer, der påberåbes som basis for den interna-
tionale ansøgning.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 57.
Det foreslås i stk. 4, at ved indlevering af en international
varemærkeansøgning kan der påberåbes prioritet i overens-
stemmelse med Pariserkonventionen.
81
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 58.
Det foreslås i stk. 5, at Patent- og Varemærkestyrelsen vi-
deresender ansøgningen til Det Internationale Bureau, hvis
ansøgningsgebyret efter § 60 e, stk. 1, er betalt, og ansøg-
ningen opfylder kravene i stk. 1, samt de regler, som fast-
sættes af erhvervsministeren efter § 48, stk. 5.
Bestemmelsen er en videreførelse af § 27, stk. 1, i be-
kendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemær-
ker og fællesmærker. Det er fundet hensigtsmæssigt af hen-
syn til brugerne af det internationale varemærkesystem at in-
kludere bestemmelsen i loven.
Det foreslås i stk. 6, at er der noget til hinder for at videre-
sende ansøgningen, får ansøgeren mulighed for at bringe
denne i orden. Er ansøgningen ikke bragt i orden inden for
fristen på to måneder i henhold til Madridprotokollens arti-
kel 3, stk. 4, tager Patent- og Varemærkestyrelsen stilling til,
om ansøgningen skal afvises eller kan sendes til Det Interna-
tionale Bureau.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 27, stk. 2, i
bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af vare-
mærker og fællesmærker. Det er fundet hensigtsmæssigt af
hensyn til brugerne af det internationale varemærkesystem
at inkludere bestemmelsen i loven.
Det fremgår af bestemmelsen, at i tilfælde, hvor Patent-
og Varemærkestyrelsen ikke kan videresende ansøgningen
efter stk. 5, får ansøgeren mulighed for at bringe ansøgnin-
gen i orden. Det følger af Madridprotokollens artikel 3, stk.
4, at den internationale ansøgning alene anses for indgivet
på den dag, hvor ansøgningen blev indgivet til Patent- og
Varemærkestyrelsen, såfremt ansøgningen modtages af Det
Internationale Bureau senest to måneder fra dette tidspunkt.
Modtager Det Internationale Bureau først ansøgningen efter
udløbet af denne tomåneders frist, anses ansøgningen for
først at være indgivet på det tidspunkt, den modtages af Det
Internationale Bureau.
Da netop tidspunktet for ansøgningens indgivelse kan ha-
ve indflydelse på ansøgerens mulighed for at påberåbe prio-
ritet, er det derfor væsentligt, at denne tomåneders frist
overholdes. Derfor er det tillige i bestemmelsen fastsat, at
styrelsen i visse tilfælde kan videresende den internationale
ansøgning til Det Internationale Bureau, også selvom nogle
af de krav, der fremgår af stk. 6, ikke er opfyldt, hvis be-
stemmelserne i Madridprotokollen og de tilhørende gennem-
førelsesbestemmelser i øvrigt tillader, at ansøgningen i for-
hold til disse krav, kan bringes i orden, efter ansøgningen er
videresendt til Det Internationale Bureau.
Er der derimod tale om, at ansøgningen lider af sådanne
mangler, at ansøgningen under alle omstændigheder vil bli-
ve afvist af Det Internationale Bureau, skal styrelsen efter
den foreslåede bestemmelse afvise den internationale ansøg-
ning.
Til § 51
Den foreslåede nyaffattelse af § 51 regulerer efterfølgende
designering af Danmark. Forholdet er i dag reguleret i § 28 i
bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af vare-
mærker og fællesmærker.
Det foreslås i stk. 1, at begæring om territorial udstræk-
ning af en international registrering, der er registreret på ba-
sis af en dansk ansøgning eller registrering, kan indgives til
Patent- og Varemærkestyrelsen eller til Det Internationale
Bureau, jf. Madridprotokollens artikel 3 c, stk. 2.
Bestemmelsen er en videreførelse af § 28, stk. 1, i be-
kendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemær-
ker og fællesmærker.
Efter den foreslåede bestemmelse kan indehavere af en in-
ternational registrering, der er baseret på en dansk varemær-
keansøgning eller -registrering, indgive en begæring om ter-
ritorial udstrækning, såkaldt efterfølgende designering, af
den internationale registrering til Patent- og Varemærkesty-
relsen eller til Det Internationale Bureau. Bestemmelsen af-
spejler muligheden for indgivelse af ansøgninger om efter-
følgende designeringer, som dette er fastlagt i Madridproto-
kollens artikel 3 c, stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at er en begæring om territorial ud-
strækning efter stk. 1 indgivet til Patent- og Varemærkesty-
relsen, videresender styrelsen begæringen til Det Internatio-
nale Bureau, hvis gebyret efter § 60 e, stk. 2, er betalt og be-
gæringen er i overensstemmelse med Madridprotokollens
artikel 2, stk. 1, og artikel 3 c, stk. 2, herunder som mini-
mum indeholder
1) det internationale registreringsnummer,
2) ansøgers navn og adresse,
3) en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som begæ-
ringen omfatter, grupperet i klasser i overensstemmelse
med Niceklassifikationen, og
4) angivelse af de stater eller organisationer, som designe-
res.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 28, stk. 2, og
§ 29, stk. 1, i bekendtgørelse om ansøgning og registrering
m.v. af varemærker og fællesmærker.
Bestemmelsen afspejler kravene til indgivelse af ansøg-
ninger om efterfølgende designeringer, som dette er fastlagt
i Madridprotokollens artikel 3 c, stk. 2. Det fremgår af be-
stemmelsen, at i de tilfælde, hvor en ansøgning om efterføl-
gende designering bliver indgivet til Patent- og Varemærke-
styrelsen, skal styrelsen påse, at betingelserne i Madridpro-
tokollens artikel 2, stk. 1, og artikel 3 c, stk. 2, er opfyldt,
samt at gebyret for styrelsens behandling af ansøgningen er
betalt. Er disse betingelser opfyldt, videresender styrelsen
ansøgningen til Det Internationale Bureau.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 er nye i loven. Det er fundet
hensigtsmæssigt at inkludere bestemmelsen i loven, da den
dels fastsætter en adgang til at indgive en ansøgning til Pa-
tent- og Varemærkestyrelsen, og dels pålægger styrelsen at
behandle sådanne ansøgninger. Hertil kommer, at indgivel-
sen af ansøgningen til Patent- og Varemærkestyrelsen er un-
derlagt et gebyr.
82
Til § 52
Den foreslåede nyaffattelse af § 52 regulerer ændringer i
en international ansøgning eller registrering. Forholdet er ik-
ke reguleret i varemærkeloven eller i bekendtgørelsen i dag.
Det foreslås i § 52, at Patent- og Varemærkestyrelsen kan
give Det Internationale Bureau meddelelse om ændringer i
varemærkeregistret, i det omfang ændringerne har indvirk-
ning på en international registrering, jf. Madridprotokollens
artikel 6, stk. 2-4.
Bestemmelsen vedrører Patent- og Varemærkestyrelsens
forpligtelse efter Madridprotokollens artikel 6, stk. 2-4, til at
underrette Det Internationale Bureau om visse ændringer,
der er sket i varemærkeansøgninger eller -registreringer,
som danner basis for en international registrering. Bestem-
melsen er ny, men svarer til administrativ praksis. Styrelsens
underretning af Det Internationale Bureau efter artikel 6 i
Madridprotokollen kan efter omstændighederne medføre, at
den internationale registrering begrænses eller helt bortfal-
der, hvorfor det er fundet hensigtsmæssigt, at Patent- og Va-
remærkestyrelsens forpligtelse og beføjelse til at underrette
er afspejlet i loven.
Til § 53
Den foreslåede nyaffattelse af § 53 regulerer fornyelse af
en international varemærkeregistrering. Forholdet er i dag
reguleret i varemærkelovens § 59.
Det foreslås i § 53, at en international registrering kan for-
nys hvert 10. år i henhold til den internationale registrerings-
dato. Fornyelse kan alene ske ved Det Internationale Bureau
i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i Madrid-
protokollen.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 59, idet der er tale om en ændret sproglig
formulering af denne bestemmelse. Bestemmelsen tydelig-
gør, at gyldighedsperioden og muligheden for fornyelse af
internationale registreringer følger af bestemmelserne i
Madridprotokollen.
Til § 54
Den foreslåede nyaffattelse af § 54 regulerer behandlingen
af designeringer af Danmark. Forholdet er i dag reguleret i
varemærkelovens § 52.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende
varemærkelovs § 52, men indeholder i forhold hertil visse
præciseringer vedrørende styrelsens behandling af designe-
ringer, særligt behandlingen af designeringernes vareforteg-
nelser.
Det foreslås i stk. 1, at for Patent- og Varemærkestyrel-
sens behandling af designeringer af Danmark i internationa-
le registreringer finder §§ 16-22 tilsvarende anvendelse. Be-
stemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 52.
En designering af Danmark skal opfylde de samme krav
som en dansk varemærkeansøgning, for at dens gyldighed
for Danmark kan godkendes. Det er derfor i den foreslåede
bestemmelse i stk. 1 fastsat, at bestemmelserne i de foreslåe-
de nyaffattelser af §§ 16-22 finder tilsvarende anvendelse
for styrelsens behandling af designeringer. Dette fremgår
alene implicit af den gældende bestemmelse i § 52.
Det foreslås i stk. 2, at uanset stk. 1 kan Patent- og Vare-
mærkestyrelsen alene give afslag på en designerings gyldig-
hed efter § 12, hvis de varer og tjenesteydelser, for hvilke
der søges beskyttelse, ikke er identificeret med tilstrækkelig
klarhed og præcision i henhold til den udgave af Niceklassi-
fikationen, der var gældende på tidspunktet for den interna-
tionale registrering.
En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven
i dag.
Det følger af det internationale registreringssystems op-
bygning og funktionsmåde, herunder særligt muligheden for
at ansøge om efterfølgende designeringer, at en designering
af Danmark kan vedrøre en ældre international registrering,
for hvilken listen over de varer og tjenesteydelser, som regi-
streringen omfatter, er udfærdiget efter en ældre version af
Niceklassifikationen. Det er ikke muligt i det internationale
registreringssystem at ajourføre listen over varer og tjeneste-
ydelser i forhold til nyere udgaver af Niceklassifikationen.
På den baggrund vil det være uhensigtsmæssigt, hvis regi-
streringskravet i den foreslåede nyaffattelse af § 12 også
skulle gælde for designeringer af Danmark i internationale
registreringer. Det foreslås derfor, at Patent- og Varemærke-
styrelsen alene kan give afslag på en designerings gyldighed
efter den foreslåede nyaffattelse af § 12, når de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse, ikke er
identificeret med tilstrækkelig klarhed og præcision i hen-
hold til den udgave af Niceklassifikationen, der var gælden-
de på tidspunktet for den internationale registrering.
Det foreslås i stk. 3, at for Patent- og Varemærkestyrel-
sens behandling af designering af Danmark i en internatio-
nal varemærkeregistrering betales et gebyr, jf. § 60 a, stk. 5.
Bestemmelsen er en videreførelse af § 60, stk. 2, idet ord-
lyden dog er justeret.
Til § 55
Den foreslåede nyaffattelse af § 55 regulerer frister for
foreløbige afslag. Forholdet er i dag reguleret i varemærkel-
ovens § 52.
Bestemmelsen viderefører og udbygger bestemmelsen i
den gældende varemærkelovs § 52 om afslag på godkendel-
se af designeringer. Således indeholder den gældende be-
stemmelse alene en overordnet henvisning til Patent- og Va-
remærkestyrelsens adgang til at sende afslag til Det Interna-
tionale Bureau, herunder en henvisning til den gældende
frist herfor. Da manglende overholdelse af fristerne efter
Madridprotokollen indebærer, at designeringen får gyldig-
hed i Danmark, er det fundet hensigtsmæssigt, at dette gøres
tydeligt i loven, fremfor at det alene fremgår af Madridpro-
tokollen.
Det foreslås i stk. 1, at Patent- og Varemærkestyrelsen in-
den 18 måneder fra notifikationsdatoen, jf. Madridprotokol-
lens artikel 5, stk. 2, litra b, kan meddele Det Internationale
83
Bureau et foreløbigt afslag på varemærkets gyldighed her i
landet, hvis mærket ikke opfylder registreringsbetingelserne
efter denne lov, herunder hvis der fremsættes indsigelse.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 52. Af den foreslåede bestemmelse frem-
går, at Patent- og Varemærkestyrelsen efter Madridprotokol-
lens artikel 5, stk. 2, litra b, kan meddele Det Internationale
Bureau et foreløbigt afslag på designeringens godkendelse i
Danmark. Det foreløbige afslag skal indgives til Det Inter-
nationale Bureau inden 18 måneder fra den dag, hvor Det
Internationale Bureau notificerede styrelsen om designerin-
gen.
Det foreslås i stk. 2, at udløber indsigelsesperioden, jf. §
19, stk. 1, efter fristen på 18 måneder, jf. stk. 1, kan Patent-
og Varemærkestyrelsen meddele Det Internationale Bureau
et forbehold om, at afslag kan fremsættes efterfølgende i
henhold til Madridprotokollens artikel 5, stk. 2, litra c.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af gældende va-
remærkelovs § 52. Af den foreslåede bestemmelse fremgår,
at styrelsen over for Det Internationale Bureau kan tage for-
behold for, at styrelsen kan fremsætte et foreløbigt afslag ef-
ter 18-måneders fristen anført i stk. 1. Adgangen til at frem-
sætte et sådan forbehold og til at styrelsen kan fremsætte et
foreløbigt afslag efter 18-måneders fristens udløb, fremgår
af Madridprotokollens artikel 5, stk. 2, litra c, og begrænser
sig i øvrigt til situationer, hvor en eventuel indsigelsesperio-
de udløber efter udløbet af 18-måneders perioden. Et fore-
løbigt afslag kan i et sådant tilfælde alene vedrøre en indsi-
gelse fremsat mod designeringen.
Det foreslås i stk. 3, at har Patent- og Varemærkestyrelsen
ikke meddelt Det Internationale Bureau et foreløbigt afslag
inden for fristen på 18 måneder, jf. stk. 1, og er forbeholdet
for afslag efter stk. 2 ikke meddelt inden samme frist, anses
den internationale registrering for at være gyldig her i landet
i overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 4, stk.
1, litra a.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 52. Den foreslåede bestemmelse i stk. 3
tydeliggør, at i de tilfælde, hvor Patent- og Varemærkesty-
relsen ikke har udstedt et foreløbigt afslag inden for 18-må-
nedersfristen efter stk. 1, og der ikke er taget forbehold efter
stk. 2, anses designeringen for at have gyldighed i Danmark.
Denne bestemmelse følger af Madridprotokollens artikel 4,
stk. 1, litra a, der bygger på et princip om stiltiende accept.
Overholdes de nævnte frister således ikke, indebærer dette,
at designeringen skal anses for gyldig, uanset om bestem-
melserne for designeringens godkendelse, jf. den foreslåede
nyaffattelse af § 54, herunder offentliggørelse og tredje-
mands mulighed for at fremsætte indsigelse, ikke har været
iagttaget. I en sådan situation vil designeringens gyldighed
alene kunne anfægtes gennem en begæring om mærkets op-
hævelse, jf. de foreslåede nyaffattelser af §§ 30 og 31.
Datoen for indtrædelsen af den stiltiende accept efter
Madridprotokollens artikel 4, stk. 1, litra a, har samme rets-
virkning, som hvis varemærket var blevet registreret, jf. den
foreslåede nyaffattelse af § 57, og i forhold til fastsættelsen
af registreringsprocedurens afslutning, jf. den foreslåede ny-
affattelse af § 10 c, stk. 2, nr. 2.
Til § 56
Den foreslåede nyaffattelse af § 56 regulerer registrerings-
procedurens afslutning. Forholdet er ikke reguleret i vare-
mærkeloven i dag.
Det foreslås i § 56, at er designeringen i overensstemmel-
se med loven eller bestemmelser fastsat i medfør heraf, og
er der ikke indgivet indsigelse, jf. § 19, eller er der truffet
endelige afgørelser om eventuelle indsigelser, og designe-
ringen er helt eller delvist opretholdt, godkender Patent- og
Varemærkestyrelsen designeringen endeligt og noterer da-
toen herfor i varemærkeregistret. Patent- og Varemærkesty-
relsen giver meddelelse til Det Internationale Bureau om en
endeligt godkendt designerings gyldighed og offentliggør
designeringen.
Bestemmelsen er ny og fastsætter det tidspunkt, hvor regi-
streringsproceduren skal anses for afsluttet, nemlig den dato
hvor designeringens endelige godkendelse noteres af Patent-
og Varemærkestyrelsen i varemærkeregistret. Bestemmelsen
skal ses i lyset af, at indsigelsesperioden med den foreslåede
nyaffattelse af § 19 er placeret som en del af ansøgningsbe-
handlingen. Derfor skal datoen for fastsættelsen af brugs-
pligtsperioden, nemlig datoen for registreringsprocedurens
afslutning, fastsættes ud fra andre kriterier end indsigelses-
periodens udløb eller datoen for den endelige afgørelse i
eventuelle indsigelser.
Da datoen for registreringsprocedurens afslutning for dan-
ske ansøgninger er sammenfaldende med datoen for vare-
mærkets registrering, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 10
c, stk. 2, nr. 1, er det fundet hensigtsmæssigt på tilsvarende
vis at fastslå, at registreringsproceduren anses for afsluttet,
når Patent- og Varemærkestyrelsen noterer designeringens
godkendelse i varemærkeregistret. Dette er tillige afspejlet i
den foreslåede nyaffattede bestemmelse i § 10 c, stk. 2, nr.
2. Derudover afspejler bestemmelsen Patent- og Varemær-
kestyrelsens forpligtelse til at give meddelelse til Det Inter-
nationale Bureau om designeringens endelige hele eller del-
vise godkendelse, jf. Rule 18ter i gennemførelsesforskrifter-
ne til Madridprotokollen. Den endelige godkendelse af de-
signeringen har endvidere samme retsvirkning, som hvis va-
remærket var registreret, jf. den foreslåede nyaffattelse af §
57.
Til § 57
Den foreslåede nyaffattelse af § 57 regulerer retsvirknin-
gen af en designering. Forholdet er i dag reguleret i vare-
mærkelovens § 51.
Det foreslås i § 57, at en endelig gyldig designering af
Danmark i en international registrering, jf. § 56, har samme
retsvirkning, som hvis mærket var registreret her i landet.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 51. Der er tale om en ændret sproglig formule-
ring, der ikke er udtryk for materielle ændringer.
84
Til § 58
Den foreslåede nyaffattelse af § 58 regulerer videreførelse
i Danmark af udslettede internationale registreringer. For-
holdet er i dag reguleret varemærkelovens § 53.
Det foreslås i stk. 1, at mister den internationale varemær-
keregistrering sin gyldighed, bortfalder designeringens gyl-
dighed her i landet på tidspunktet for bortfaldet af den inter-
nationale registrering.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 53, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at har den internationale varemærke-
registrering mistet sin gyldighed på anmodning fra den op-
rindelige registreringsmyndighed eller som følge af, at en
kontraherende part udtræder af Madridprotokollen, kan in-
dehaveren indgive en dansk varemærkeansøgning med
samme virkning, som hvis ansøgningen var indgivet på da-
toen for den internationale registrering eller datoen for den
efterfølgende designering af Danmark, forudsat at
1) ansøgningen indgives senest tre måneder efter datoen for
udslettelse af den internationale registrering,
2) ansøgningen ikke omfatter andre varer eller tjenesteydel-
ser end dem, der var omfattet af designeringen af Dan-
mark,
3) ansøgningen i øvrigt opfylder kravene til en dansk vare-
mærkeansøgning, og
4) ansøgeren betaler de foreskrevne gebyrer, jf. § 60 a, stk.
4.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 53, stk. 2.
I forhold til den gældende varemærkelovs § 53, stk. 2, er
det i den foreslåede bestemmelses stk. 2, nr. 1, præciseret, at
den angivne tremåneders frist skal beregnes fra datoen for
udslettelse af den internationale registrering.
I stk. 2, nr. 2, er det endvidere præciseret, at det er de va-
rer eller tjenesteydelser, der var omfattet af designeringen af
Danmark, der danner rammen for muligheden for viderefø-
relse af designeringen i dansk ret. Denne præcisering er ind-
sat for at gøre det tydeligt, at i de situationer, hvor designe-
ringen af Danmark alene omfatter en del af de varer eller
tjenesteydelser, der var omfattet af den internationale regi-
strering, kan adgangen til at videreføre designeringen ikke
udstrækkes til de dele af den internationale registrering, der
ikke var omfattet af designeringen.
Bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 53, stk. 2,
nr. 3, er blevet opdelt i nr. 3 og 4, således at nr. 3 fastsætter
den betingelse, at ansøgningen skal opfylde kravene til en
dansk varemærkeansøgning, og nr. 4 fastsætter, at der for
ansøgningen skal betales et gebyr.
Det foreslås i stk. 3, at en ansøgning om videreførelse i
Danmark efter stk. 2 skal opfylde kravene til ansøgninger,
jf. § 11, stk. 5-8, og indeholde en henvisning til nummeret
på den internationale registrering samt oplysning om desig-
neringsdatoen og eventuel prioritet for den internationale re-
gistrering.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 36 i bekendt-
gørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og
fællesmærker. Det er fundet hensigtsmæssigt, at bestemmel-
serne om internationale registreringer fremgår direkte af lo-
ven.
Til § 59
Den foreslåede nyaffattelse af § 59 regulerer videreførelse
i Danmark på grundlag af designering af den Europæiske
Union. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.
Det foreslås i § 59, at en designering af Den Europæiske
Union via en international varemærkeregistrering, der over-
går til en dansk ansøgning eller en designering af Danmark
efter artikel 202 i EU-varemærkeforordningen, behandles
efter reglerne i denne lov.
Den foreslåede bestemmelse er ny og indsat for at tydelig-
gøre, at internationale registreringer, hvori EU er designeret,
kan overgå til en dansk ansøgning eller en designering af
Danmark. Adgangen hertil følger af artikel 202 i EU-vare-
mærkeforordningen, hvorfor der er henvist hertil i bestem-
melsen.
Til § 60
Den foreslåede nyaffattelse af § 60 regulerer erstatning af
et dansk varemærke med en international registrering. For-
holdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 54.
Det foreslås i stk. 1, at Patent- og Varemærkestyrelsen i
overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 4 b på
forlangende skal notere, at en international registrering er-
statter en dansk registrering, såfremt
1) Danmark er designeret enten oprindeligt eller senere,
2) de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den dan-
ske registrering, også er omfattet af designeringen af
Danmark, og
3) Danmark er designeret senere end ansøgningsdatoen for
den danske registrering.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 54, stk. 1.
Madridprotokollens artikel 4 b fastsætter, at en internatio-
nal registrering under visse betingelser erstatter en ældre na-
tional varemærkeregistrering, uden at der derved sker ind-
skrænkning i de rettigheder, som er erhvervet i kraft af sidst-
nævnte.
Bestemmelsen i Madridprotokollens artikel 4 b finder au-
tomatisk anvendelse, når betingelserne fastsat i bestemmel-
sen er opfyldt, og der kan således ikke stilles noget krav om
notering i varemærkeregistret om erstatningen, for at denne
skal anses for at have fundet sted. Det er heller ikke en be-
tingelse herfor, at den eller de danske varemærkeregistrerin-
ger udslettes, ligesom det heller ikke begrænser adgangen til
at forny disse.
Det er indledningsvist i den nyaffattede stk. 1 fastsat, at
Patent- og Varemærkestyrelsen på forlangende skal notere
en stedfunden erstatning i registret. Betingelserne for at anse
en international registrering for at have erstattet en dansk
85
varemærkeregistrering, er herefter opregnet i nr. 1-3 til stk.
1.
Således er det i stk. 1, nr. 1 fastsat, at Danmark skal være
designeret i den internationale registrering. Bestemmelsen er
en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 54, stk.
1, nr. 1.
I stk. 1, nr. 2 er fastsat, at de varer eller tjenesteydelser,
der er omfattet af den danske registrering, også skal være
omfattet af designeringen af Danmark. Bestemmelsen er en
videreførelse af den gældende varemærkelovs § 54, stk. 1
nr. 2.
I stk. 1, nr. 3 er fastsat, at designeringen af Danmark skal
være sket efter ansøgningsdatoen for den danske registre-
ring. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende va-
remærkelovs § 54, stk. 1 nr. 3.
Det foreslås i stk. 2, at en erstatning af en dansk varemær-
keregistrering med en designering af Danmark i medfør af
Madridprotokollens artikel 4 b kun har retsvirkning for så
vidt angår de varer og tjenesteydelser, der både er omfattet
af den internationale og den danske registrering.
Bestemmelsen indgår ikke i varemærkeloven i dag.
Med den foreslåede bestemmelse bliver det tydeliggjort, at
den skete erstatning efter Madridprotokollen kun har rets-
virkning for de varer eller tjenesteydelser, der både er om-
fattet af designeringen af Danmark og den danske varemær-
keregistrering. Således kan det med betingelserne i Madrid-
protokollens artikel 4 b for, at en erstatning anses for at have
fundet sted, godt forekomme, at en designering af Danmark
omfatter flere varer eller tjenesteydelser end dem, der er om-
fattet af den danske varemærkeregistrering.
Det foreslås i stk. 3, at Patent- og Varemærkestyrelsen gi-
ver Det Internationale Bureau meddelelse om notering efter
stk. 1.
Bestemmelsen indgår ikke i varemærkeloven i dag. Be-
stemmelsen er indsat for at tydeliggøre styrelsens forpligtel-
se efter gennemførelsesforskrifternes Rule 21 til at underret-
te Det Internationale Bureau om noteringen af, at den inter-
nationale registrering har erstattet en dansk varemærkeregi-
strering.
Til nr. 8
Til § 60 a
Den foreslåede nyaffattelse af § 60 a omfatter gebyrer for
ansøgning om varemærkeregistrering. Forholdet er i dag re-
guleret i varemærkelovens § 60 a.
Det foreslås i stk. 1, at for ansøgning om registrering af et
varemærke, jf. § 11, stk. 1, betales et gebyr på 2.000 kr. I
ansøgningsgebyret indgår en klasse af varer eller tjeneste-
ydelser i henhold til Niceklassifikationen. For yderligere
klasser i henhold til Niceklassifikationen betales et tillægs-
gebyr. Tillægsgebyret udgør 200 kr. for første ekstra klasse
og 600 kr. for hver yderligere klasse.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § § 60 a, stk. 1.
I bestemmelsens stk. 1 fastsættes ansøgningsgebyret for
en dansk varemærkeansøgning. Ansøgningsgebyret er fast-
sat til 2.000 kr. I dag udgør ansøgningsgebyret 2.350 kr.
Som noget nyt omfatter ansøgningsgebyret én klasse af va-
rer eller tjenesteydelser i henhold til Niceklassifikationen
mod tidligere tre klasser. Der skal derfor betales et tillægs-
gebyr for hver klasse, der overstiger den første klasse. Til-
lægsgebyret for den første ekstra klasse udgør 200 kr., mens
tillægsgebyret for hver klasse herudover udgør 600 kr. I
gældende lov udgør tillægsgebyret 600 kr. for hver klasse,
der overstiger de tre klasser, der i dag er omfattet af ansøg-
ningsgebyret. Med ændringen bliver gebyrstrukturen harmo-
niseret i forhold til gebyrstrukturen for ansøgninger om EU-
varemærker ved Den Europæiske Unions Kontor for Intel-
lektuel Ejendomsret (EUIPO). Ændringen har til formål at
hindre opfyldning af varemærkeregistret med unødvendigt
brede registreringer.
Det foreslås i stk. 2, at for udarbejdelse af en nærmere be-
grundelse til en søgningsrapport, jf. § 11, stk. 2, betales et
gebyr på 700 kr. Bestemmelsen er ny, da muligheden for at
modtage en nærmere begrundelse til en søgningsrapport
foreslås indført med den foreslåede nyaffattelse af § 11, stk.
2.
Det foreslås i stk. 3, at for en EU-varemærkeansøgnings
eller -registrerings overgang til national ansøgning betales
gebyrer som nævnt i stk. 1. Bestemmelsen er en videreførel-
se af den gældende varemærkelovs § 60 a, stk. 2.
Det foreslås i stk. 4, at for ansøgning om en dansk vare-
mærkeregistrering på grundlag af en udslettet international
varemærkeregistrering, jf. § 58, stk. 2, betales et gebyr på
1.500 kr. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 60 a, stk. 3.
Det foreslås i stk. 5, at gebyr for designering af Danmark i
en international varemærkeregistrering i henhold til artikel
8, stk. 1, i Madridprotokollen, opgøres som nævnt i stk. 1.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 60 a, stk. 4.
Gebyrer i henhold til Madridprotokollen for designering
af Danmark i en international varemærkeregistrering og for
fornyelse af en sådan designering, jf. den foreslåede nyaffat-
telse af § 60 b, stk. 3 nedenfor, betales af rettighedshaver di-
rekte til Det Internationale Bureau, som er den afdeling af
World Intellectual Property Organization (WIPO), der admi-
nistrerer Madrid-Protokollen. Der er fastsat et særligt ikraft-
trædelsestidspunkt for bestemmelsen i stk. 5 i lovforslagets
§ 8, stk. 2.
Der henvises nærmere til afsnit 2.11 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 60 b
Den foreslåede nyaffattelse af § 60 b omfatter gebyrer for
fornyelse af varemærkeregistreringer. Forholdet er i dag re-
guleret i varemærkelovens § 60 b.
Det foreslås i stk. 1, at for fornyelse af en varemærkeregi-
strering, jf. § 24, stk. 3, betales et gebyr på 2.000 kr. I forny-
elsesgebyret indgår en klasse af varer eller tjenesteydelser i
86
henhold til Niceklassifikationen. Der betales endvidere et
tillægsgebyr på 200 kr. for første ekstra klasse og 600 kr. for
hver yderligere klasse.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 60 b, stk. 1. Bestemmelsen afspejler de ge-
byrer, som med dette lovforslag foreslås fastsat for vare-
mærkeansøgninger i den foreslåede nyaffattelse af § 60 a,
stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at gebyrer i henhold til stk. 1, der be-
tales efter registreringsperiodens udløb og indtil 6 måneder
derefter, forhøjes med 20 pct.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vare-
mærkelovs § 60 b, stk. 2. Bestemmelsen fastslår, at gebyrer,
som betales efter registreringsperiodens udløb og indtil 6
måneder derefter, forhøjes med 20 procent. Hvis fornyelses-
gebyrer ikke bliver betalt i overensstemmelse med reglerne
herom, bliver registreringen udslettet, jf. den foreslåede ny-
affattelse af § 37, nr. 1.
Der er fastsat særlige overgangsregler for bestemmelserne
i stk. 1 og 2 i lovforslagets § 8, stk. 7.
Det foreslås i stk. 3, at gebyr i henhold til Madridprotokol-
lens artikel 8, stk. 1, for fornyelse af designering af Dan-
mark i en international varemærkeregistrering fastsættes
som nævnt i stk. 1. Bestemmelsen er en videreførelse af den
gældende varemærkelovs § 60 b, stk. 3. Der er fastsat et
særligt ikrafttrædelsestidspunkt for bestemmelsen i stk. 3 i
lovforslagets § 8, stk. 2.
Til § 60 c
Den foreslåede nyaffattelse af § 60 c omfatter gebyrer for
anfægtelse af en varemærkeansøgning eller -registrering
gennem fremsættelse af indsigelse eller begæring om admi-
nistrativ ophævelse. Forholdet er i dag reguleret i varemær-
kelovens § 60 c.
Det foreslås i stk. 1, at for fremsættelse af indsigelse mod
en varemærkeansøgning eller designering af Danmark i en
international varemærkeregistrering, jf. § 19, stk. 1, og § 54,
stk. 1, betales et gebyr på 2.500 kr. Bestemmelsen er en vi-
dereførelse af den gældende varemærkelovs § 60 c, stk. stk.
1, dog således at henvisningerne er afpasset efter bestem-
melserne i lovforslaget.
Det foreslås i stk. 2, at for begæring om administrativ op-
hævelse af en dansk eller international varemærkeregistre-
ring, jf. §§ 34 og 57, betales et gebyr på 2.500 kr. Bestem-
melsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs
§ 60 c, stk. 2, dog således at henvisningerne er afpasset efter
bestemmelserne i lovforslaget. Bestemmelsen indeholder en
henvisning til § 57, hvorefter en endelig gyldig designering
af Danmark i en international registrering, jf. § 56, har
samme retsvirkning, som hvis mærket var registreret her i
landet. Henvisningen skal vise det hjemmelsmæssige grund-
lag for bestemmelserne om administrativ ophævelse for in-
ternationale registreringer.
Det foreslås i stk. 3, at for begæring om administrativ op-
hævelse efter stk. 2, der udelukkende er fremsat under hen-
visning til, at registreringen er sket i strid med § 14, stk. 1,
nr. 2 og 4, betales ikke gebyr.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 60 c, stk. 3. Henvisningerne i bestemmel-
sen er med lovforslaget blevet opdateret, således at de er af-
passet lovforslagets bestemmelser. Den hidtidige bestem-
melse i stk. 3 om gebyrfrihed for indsigelser og begæringer
om administrativ ophævelse med henvisning til, at varemær-
keregistreringen er i strid lovens § 14, nr. 1 eller nr. 3 om
absolutte registreringshindringer, er med forslaget blevet
ændret, således at indsigelser er udgået af bestemmelsen.
Det skyldes, at indsigelser fremover skal fremsættes før re-
gistreringen og ikke kan begrundes med absolutte registre-
ringshindringer.
Til nr. 9
Til § 60 d
Bestemmelsen i § 60 d, stk. 1, omfatter gebyrer for deling
af ansøgninger og registreringer.
Det foreslås, at henvisningen i § 60 d, stk. 1, bliver ændret
fra »§ 48, stk. 5,« til: »§ 41, stk. 2«.
Forslaget er en konsekvens af, at bestemmelsens henvis-
ninger bliver tilpasset bestemmelserne i dette lovforslag. I
bestemmelsen fastsættes gebyrer for deling af en varemær-
keansøgning eller -registrering. Baggrunden for gebyret vil
med lovforslaget findes i lovens § 41, stk. 2, og ikke som
hidtil i § 48, stk. 5.
Til nr. 10
Til § 60 d
Bestemmelsen i § 60 d, stk. 2, omfatter gebyr for under-
retninger.
Det foreslås, at § 60 d, stk. 2, bliver ophævet. Bestemmel-
sen omfatter gebyr for underretning af indehaveren af en va-
remærkerettighed om, at dennes rettighed er nævnt i en søg-
ningsrapport, som Patent- og Varemærkestyrelsen har udar-
bejdet i forbindelse med styrelsens behandling af ansøgnin-
ger. Ophævelsen af bestemmelsen er en konsekvens af, at
denne ydelse udgår.
Til nr. 11
Til § 60 e
Den foreslåede nyaffattelse af § 60 e, omfatter gebyrer for
styrelsens ekspeditioner som modtagende myndighed. For-
holdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 60 e.
Det foreslås i stk. 1, at for Patent- og Varemærkestyrel-
sens ekspedition i sager vedrørende ansøgning om interna-
tional varemærkeregistrering, jf. § 50, stk. 5, betales et ge-
byr på 500 kr. Bestemmelsen er en videreførelse af den gæl-
dende varemærkelovs § 60 e, stk. 2, dog således at henvis-
ningerne er afpasset efter bestemmelserne i lovforslaget.
Det foreslås i stk. 2, at for Patent- og Varemærkestyrel-
sens ekspedition i sager vedrørende efterfølgende designe-
87
ring i internationale varemærkeregistreringer, jf. § 51, stk. 2,
betales et gebyr på 300 kr. Bestemmelsen er en videreførelse
af den gældende varemærkelovs § 60 e, stk. 3, dog således
at henvisningerne er afpasset efter bestemmelserne i lovfor-
slaget.
Den gældende lovs § 60 e, stk. 1, der regulerer gebyr for
Patent- og Varemærkestyrelsens ekspeditioner som modta-
gende myndighed for EU-varemærkeansøgninger, indgår ik-
ke i lovforslaget, da denne funktion er ophævet i forbindelse
med de seneste ændringer af EU-varemærkeforordningen.
Til nr. 12
Til § 60 f
Den foreslåede nyaffattelse af § 60 f, stk. 4, regulerer ge-
byrer i forbindelse med suspension. Forholdet er i dag regu-
leret i varemærkelovens § 60 f, stk. 4.
Det foreslås i § 60 f, stk. 4, at gebyrer indbetalt i forbin-
delse med fremsættelse af en indsigelse mod en varemærke-
ansøgning eller begæring om ophævelse af en varemærkere-
gistrering tilbagebetales med halvdelen af det indbetalte be-
løb i de tilfælde, hvor behandlingen af indsigelsen eller be-
gæringen om ophævelse bliver suspenderet, og ansøgningen
bliver afslået, eller varemærkeregistreringen bliver ophævet.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan suspendere en indsi-
gelse mod en varemærkeansøgning i tilfælde, hvor der er
indgivet bemærkninger fra tredjemand efter den foreslåede
nyaffattelse af § 22, eller der er indgivet andre indsigelser
mod varemærkeansøgningen. Styrelsen kan ligeledes su-
spendere en begæring om ophævelse af en varemærkeregi-
strering i tilfælde, hvor der er indgivet andre begæringer om
ophævelse af registreringen.
Såfremt ansøgningen bliver afslået, eller registreringen
bliver ophævet, tilbagebetales halvdelen af gebyret for den
suspenderede indsigelse eller begæring om ophævelse.
Bestemmelsen er ændret i forhold til den gældende be-
stemmelse i § 60, stk. 4, som konsekvens af, at indsigelses-
perioden med lovforslaget foreslås placeret før registrerin-
gen af varemærket, således at der fremadrettet nedlægges
indsigelser mod ansøgninger og ikke mod registreringer.
Til nr. 13
Til § 60 g
Bestemmelsen i § 60 g, stk. 1, omfatter regulering af ge-
byrer. Det foreslås, at § 60 g, stk. 1, bliver ophævet. Som
konsekvens heraf bliver stk. 2 herefter stk. 1.
Ifølge § 60 g, stk. 1, er de gebyrer, der er fastsat i loven,
angivet i 2011-niveau. Det er i stk. 2 i den gældende be-
stemmelse præciseret, at Patent- og Varemærkestyrelsen kan
regulere beløbene anført i §§ 60 a-60 e i overensstemmelse
med den generelle pris- og lønudvikling, der anvendes på fi-
nansloven. Det fremgår ligeledes af stk. 2, at Patent- og Va-
remærkestyrelsen offentliggør de gældende gebyrer i en
prisliste.
Patent- og Varemærkestyrelsen har ikke hidtil reguleret de
beløb, som er angivet i lovens gebyrbestemmelser. Derfor er
de gebyrer, som fremgår af lovteksten, identiske med de ge-
byrer, som fremgår af styrelsens prisliste. Oplysningen i lov-
teksten om, at gebyrerne er angivet i 2011-niveau kan derfor
give brugerne indtryk af, at der reelt er tale om betydeligt
højere gebyrer end de gebyrer, der fremgår af loven. Da op-
lysningen om 2011-niveaue er angivet i lovteksten, har sty-
relsen ikke mulighed for løbende at justere dette. Det fore-
slås derfor at ophæve bestemmelsen.
Til nr. 14
Til § 60 h
Bestemmelsen i § 60 h, stk. 2, regulerer overførsel af ge-
byrindtægter fra Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævne-
nes Hus. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.
Det foreslås i § 60 h, stk. 2, at Patent- og Varemærkesty-
relsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i
medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af om-
kostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Va-
remærker.
Det fremgår af patentlovens § 7, stk. 1, at patentmyndig-
heden her i landet er Patent- og Varemærkestyrelsen og An-
kenævnet for Patenter og Varemærker, og at ankenævnet
nedsættes af erhvervsministeren til behandling af klager
over Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser efter patent-
loven, designloven, varemærkeloven m.v.
Ifølge § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 892 af 21. septem-
ber 2009 om Ankenævnet for Patenter og Varemærker stiller
Erhvervsministeriet sekretariatsbistand til rådighed for anke-
nævnet. Hidtil er sekretariatsfunktionen for ankenævnet ble-
vet varetaget af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ankenæv-
net og sekretariatet er blevet finansieret af gebyrer for de en-
kelte klager samt af Patent- og Varemærkestyrelsens gene-
relle gebyrindtægter. Patent- og Varemærkestyrelsen er en
fuldt brugerfinansieret statsvirksomhed. Der skal betales ge-
byrer for styrelsens behandling af ansøgninger om varemær-
ker, patenter m.v. samt for behandling af indsigelser og for-
nyelser m.v. vedrørende disse rettigheder.
Sekretariatet for Ankenævnet for Patenter og Varemærker
blev pr. 23. april 2018 overflyttet fra Patent- og Varemærke-
styrelsen til Nævnenes Hus i forbindelse med anden runde
af udflytningen af statslige institutioner under regeringsini-
tiativet Bedre Balance II. Det er herefter sekretariatet i Næv-
nenes Hus, der administrerer gebyrindtægter i form af klage-
gebyrer samt omkostningerne forbundet med ankenævnets
drift.
Den foreslåede bestemmelse i § 60 h, stk. 2, har til formål
at sikre, at ordningen, hvorefter brugerne af varemærkesy-
stemet, patentsystemet m.v. generelt skal bidrage til finan-
sieringen af ankenævnet opretholdes. Bestemmelsen inde-
holder hjemmel til, at der kan overføres gebyrindtægter fra
Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling til Nævne-
nes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Anke-
nævnet for Patenter og Varemærker.
88
Der henvises nærmere til afsnit 2.12 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 2
Til nr. 1 (designlovens § 43, stk. 4 og 5)
Designlovens § 43 regulerer retsplejebestemmelser.
Det fremgår af designlovens § 43, stk. 4, at retsplejelovens
kapitel 40 om midlertidige afgørelser om forbud og påbud i
borgerlige sager og kapitel 57 om bistand til opretholdelse
af forbud og påbud tilsvarende finder anvendelse på sager i
henhold til EF-designforordningen
Det følger endvidere af designlovens § 43, stk. 5, at Sø-
og Handelsrettens afgørelser om midlertidige afgørelser om
forbud og påbud efter stk. 1-3 kan kæres til Østre Landsret.
Det foreslås, at designlovens § 43, stk. 4 og 5, ophæves.
Den gældende bestemmelse i designlovens § 43, stk. 1, in-
deholder en henvisning til retsplejelovens kapitel 40, hvori
der ligeledes i § 424 henvises til retsplejelovens regler i ka-
pitel 57. Den gældende bestemmelse i § 43, stk. 4, er således
overflødig.
Forslaget indebærer derudover, at Sø- og Handelsrettens
midlertidige afgørelser om forbud eller påbud vedrørende
EF-design kan kæres til den landsret, i hvis kreds sagen
skulle have været anlagt efter reglerne i retsplejelovens ka-
pitel 22 om stedlig kompetence, jf. retsplejelovens § 427,
stk. 2.
Konsekvensen heraf er, at Sø- og Handelsrettens midlerti-
dige afgørelser om forbud eller påbud i sådanne sager frem-
over kan kæres til Østre Landsret eller Vestre Landsret af-
hængig af, hvor der er stedlig kompetence for sagen. Der-
med vil der gælde samme kæreregler som i andre sager om
Sø- og Handelsrettens midlertidige afgørelser om forbud el-
ler påbud.
Til nr. 2 (designlovens § 59 h)
Bestemmelsen regulerer overførsel af gebyrindtægter fra
Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus. Forholdet
er ikke reguleret i designloven i dag.
Det foreslås i § 59 h, stk. 2, at Patent- og Varemærkesty-
relsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i
medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af om-
kostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Va-
remærker.
Det fremgår af patentlovens § 7, stk. 1, at patentmyndig-
heden her i landet er Patent- og Varemærkestyrelsen og An-
kenævnet for Patenter og Varemærker, og at ankenævnet
nedsættes af erhvervsministeren til behandling af klager
over Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser efter patent-
loven, designloven, varemærkeloven m.v.
Ifølge § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 892 af 21. septem-
ber 2009 om Ankenævnet for Patenter og Varemærker stiller
Erhvervsministeriet sekretariatsbistand til rådighed for anke-
nævnet. Hidtil er sekretariatsfunktionen for ankenævnet ble-
vet varetaget af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ankenæv-
net og sekretariatet er blevet finansieret af gebyrer for de en-
kelte klager samt af Patent- og Varemærkestyrelsens gene-
relle gebyrindtægter. Patent- og Varemærkestyrelsen er en
fuldt brugerfinansieret statsvirksomhed. Der skal betales ge-
byrer for styrelsens behandling af ansøgninger om varemær-
ker, patenter m.v. samt for behandling af indsigelser og for-
nyelser m.v. vedrørende disse rettigheder.
Sekretariatet for Ankenævnet for Patenter og Varemærker
blev pr. 23. april 2018 overflyttet fra Patent- og Varemærke-
styrelsen til Nævnenes Hus i forbindelse med anden runde
af udflytningen af statslige institutioner under regeringsini-
tiativet Bedre Balance II. Det er herefter sekretariatet i Næv-
nenes Hus, der administrerer gebyrindtægter i form af klage-
gebyrer samt omkostningerne forbundet med ankenævnets
drift.
Den foreslåede bestemmelse i § 59 h, stk. 2, har til formål
at sikre, at ordningen, hvorefter brugerne af varemærkesy-
stemet, patentsystemet m.v. generelt skal bidrage til finan-
sieringen af ankenævnet opretholdes. Bestemmelsen inde-
holder hjemmel til, at der kan overføres gebyrindtægter fra
Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling til Nævne-
nes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Anke-
nævnet for Patenter og Varemærker.
Der henvises nærmere til afsnit 2.12 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 3
Til nr. 1 (patentlovens § 106)
Bestemmelsen regulerer overførsel af gebyrindtægter fra
Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus. Forholdet
er ikke reguleret i patentloven i dag.
Det foreslås i § 106, stk. 2, at Patent- og Varemærkesty-
relsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i
medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af om-
kostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Va-
remærker.
Det fremgår af patentlovens § 7, stk. 1, at patentmyndig-
heden her i landet er Patent- og Varemærkestyrelsen og An-
kenævnet for Patenter og Varemærker, og at ankenævnet
nedsættes af erhvervsministeren til behandling af klager
over Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser efter patent-
loven, designloven, varemærkeloven m.v.
Ifølge § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 892 af 21. septem-
ber 2009 om Ankenævnet for Patenter og Varemærker stiller
Erhvervsministeriet sekretariatsbistand til rådighed for anke-
nævnet. Hidtil er sekretariatsfunktionen for ankenævnet ble-
vet varetaget af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ankenæv-
net og sekretariatet er blevet finansieret af gebyrer for de en-
kelte klager samt af Patent- og Varemærkestyrelsens gene-
relle gebyrindtægter. Patent- og Varemærkestyrelsen er en
fuldt brugerfinansieret statsvirksomhed. Der skal betales ge-
byrer for styrelsens behandling af ansøgninger om varemær-
ker, patenter m.v. samt for behandling af indsigelser og for-
nyelser m.v. vedrørende disse rettigheder.
89
Sekretariatet for Ankenævnet for Patenter og Varemærker
blev pr. 23. april 2018 overflyttet fra Patent- og Varemærke-
styrelsen til Nævnenes Hus i forbindelse med anden runde
af udflytningen af statslige institutioner under regeringsini-
tiativet Bedre Balance II. Det er herefter sekretariatet i Næv-
nenes Hus, der administrerer gebyrindtægter i form af klage-
gebyrer samt omkostningerne forbundet med ankenævnets
drift.
Den foreslåede bestemmelse i § 106, stk. 2 har til formål
at sikre, at ordningen, hvorefter brugerne af varemærkesy-
stemet, patentsystemet m.v. generelt skal bidrage til finan-
sieringen af ankenævnet opretholdes. Bestemmelsen inde-
holder hjemmel til, at der kan overføres gebyrindtægter fra
Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling til Nævne-
nes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Anke-
nævnet for Patenter og Varemærker.
Der henvises nærmere til afsnit 2.12 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 4
Til nr. 1 (lov om brugsmodeller § 73 h)
Bestemmelsen regulerer overførsel af gebyrindtægter fra
Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus. Forholdet
er ikke reguleret i lov om brugsmodeller i dag.
Det foreslås i § 73 h, stk. 2, at Patent- og Varemærkesty-
relsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i
medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af om-
kostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Va-
remærker.
Det fremgår af patentlovens § 7, stk. 1, at patentmyndig-
heden her i landet er Patent- og Varemærkestyrelsen og An-
kenævnet for Patenter og Varemærker, og at ankenævnet
nedsættes af erhvervsministeren til behandling af klager
over Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser efter patent-
loven, designloven, varemærkeloven m.v.
Ifølge § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 892 af 21. septem-
ber 2009 om Ankenævnet for Patenter og Varemærker stiller
Erhvervsministeriet sekretariatsbistand til rådighed for anke-
nævnet. Hidtil er sekretariatsfunktionen for ankenævnet ble-
vet varetaget af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ankenæv-
net og sekretariatet er blevet finansieret af gebyrer for de en-
kelte klager samt af Patent- og Varemærkestyrelsens gene-
relle gebyrindtægter. Patent- og Varemærkestyrelsen er en
fuldt brugerfinansieret statsvirksomhed. Der skal betales ge-
byrer for styrelsens behandling af ansøgninger om varemær-
ker, patenter m.v. samt for behandling af indsigelser og for-
nyelser m.v. vedrørende disse rettigheder.
Sekretariatet for Ankenævnet for Patenter og Varemærker
blev pr. 23. april 2018 overflyttet fra Patent- og Varemærke-
styrelsen til Nævnenes Hus i forbindelse med anden runde
af udflytningen af statslige institutioner under regeringsini-
tiativet Bedre Balance II. Det er herefter sekretariatet i Næv-
nenes Hus, der administrerer gebyrindtægter i form af klage-
gebyrer samt omkostningerne forbundet med ankenævnets
drift.
Den foreslåede bestemmelse i § 73 h, stk. 2 har til formål
at sikre, at ordningen, hvorefter brugerne af varemærkesy-
stemet, patentsystemet m.v. generelt skal bidrage til finan-
sieringen af ankenævnet opretholdes. Bestemmelsen inde-
holder hjemmel til, at der kan overføres gebyrindtægter fra
Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling til Nævne-
nes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Anke-
nævnet for Patenter og Varemærker.
Der henvises nærmere til afsnit 2.12 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 5
Til nr. 1 (lov om beskyttelse af halvlederprodukters udform-
ning (topografi) § 12 c)
Bestemmelsen regulerer overførsel af gebyrindtægter fra
Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus. Forholdet
er ikke reguleret i lov om beskyttelse af halvlederprodukters
udformning (topografi) i dag.
Det foreslås i § 12 c, stk. 2, at Patent- og Varemærkesty-
relsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i
medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af om-
kostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Va-
remærker.
Det fremgår af patentlovens § 7, stk. 1, at patentmyndig-
heden her i landet er Patent- og Varemærkestyrelsen og An-
kenævnet for Patenter og Varemærker, og at ankenævnet
nedsættes af erhvervsministeren til behandling af klager
over Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser efter patent-
loven, designloven, varemærkeloven m.v.
Ifølge § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 892 af 21. septem-
ber 2009 om Ankenævnet for Patenter og Varemærker stiller
Erhvervsministeriet sekretariatsbistand til rådighed for anke-
nævnet. Hidtil er sekretariatsfunktionen for ankenævnet ble-
vet varetaget af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ankenæv-
net og sekretariatet er blevet finansieret af gebyrer for de en-
kelte klager samt af Patent- og Varemærkestyrelsens gene-
relle gebyrindtægter. Patent- og Varemærkestyrelsen er en
fuldt brugerfinansieret statsvirksomhed. Der skal betales ge-
byrer for styrelsens behandling af ansøgninger om varemær-
ker, patenter m.v. samt for behandling af indsigelser og for-
nyelser m.v. vedrørende disse rettigheder.
Sekretariatet for Ankenævnet for Patenter og Varemærker
blev pr. 23. april 2018 overflyttet fra Patent- og Varemærke-
styrelsen til Nævnenes Hus i forbindelse med anden runde
af udflytningen af statslige institutioner under regeringsini-
tiativet Bedre Balance II. Det er herefter sekretariatet i Næv-
nenes Hus, der administrerer gebyrindtægter i form af klage-
gebyrer samt omkostningerne forbundet med ankenævnets
drift.
Den foreslåede bestemmelse i § 12 c, stk. 2 har til formål
at sikre, at ordningen, hvorefter brugerne af varemærkesy-
stemet, patentsystemet m.v. generelt skal bidrage til finan-
sieringen af ankenævnet opretholdes. Bestemmelsen inde-
holder hjemmel til, at der kan overføres gebyrindtægter fra
Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling til Nævne-
90
nes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Anke-
nævnet for Patenter og Varemærker.
Der henvises nærmere til afsnit 2.12 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 6
Til nr. 1 (gassikkerhedslovens § 31)
Bestemmelsen regulerer straffebestemmelser.
Det foreslås, at der i § 31 efter stk. 2 indsættes en bestem-
melse som nyt stk. 3, hvorefter erhvervsministeren kan fast-
sætte regler om straf af bøde for overtrædelse af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/426 af 9.
marts 2016 om apparater, der forbrænder gasformigt brænd-
stof og om ophævelse af direktiv 2009/142/EF. Stk. 3 bliver
herefter stk. 4.
Den foreslåede bemyndigelse er en præcisering af hjem-
melsgrundlaget til at fastsætte de nødvendige straffebestem-
melser til håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2016/426 af 9. marts 2016 om apparater,
der forbrænder gasformigt brændstof og om ophævelse af
direktiv 2009/142/EF.
Det er hensigten med bemyndigelsen, at der på bekendt-
gørelsesniveau fastsættes bestemmelser om bødestraf for er-
hvervsdrivendes overtrædelse af bestemmelserne i forord-
ningen. Det indebærer, at der kan straffes med bøde, hvis er-
hvervsdrivende eksempelvis markedsfører apparater eller
udstyr, som ikke overholder sikkerhedskravene fastsat i for-
ordningen, jf. forordningens artikel 3, stk. 1 og 2. Det kan
eksempelvis også være, hvis apparater ikke er ledsaget af
anvisninger og sikkerhedsinformation, jf. forordningens arti-
kel 7, stk. 7, eller hvis Sikkerhedsstyrelsen ikke er blevet
underrettet om et risikoudgørende apparat, hvor en erhvervs-
drivende har været forpligtet til at træffe de nødvendige af-
hjælpende foranstaltninger for at bringe et apparat i overens-
stemmelse med forordningen eller om nødvendigt trække
det tilbage fra markedet, jf. forordningens artikel 7, stk. 8.
Efter forordningen skal bødens størrelse være effektiv, stå
i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende
virkning. I den forbindelse kan der eksempelvis lægges vægt
på den med overtrædelsen forbundne fare, herunder risikoen
for at frembyde fare for personer, husdyr eller ejendom. Ved
en vurdering af overtrædelsens grovhed vil det have betyd-
ning, om andre har været udsat for fare og ikke alene, om
der kan konstateres en skade. Andre hensyn kan eksempel-
vis være gentagen overtrædelse af forordningens bestem-
melser, omfanget af overtrædelsen, antallet af forekomne
skader samt den tilsigtede indtjening ved overtrædelsen.
Til § 7
Det foreslås i § 7, at fællesmærkeloven ophæves.
I dag er varemærker reguleret i varemærkeloven, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 223 af 16. februar 2018, som ændret ved §
4 i lov nr. 670 af 8. juni 2017. Fællesmærker er reguleret i
fællesmærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 103 af 24. janu-
ar 2012.
Forslaget om at ophæve fællesmærkeloven er en konse-
kvens af, at de mærketyper, der i dag er omfattet af fælles-
mærkeloven, fremover bliver omfattet af varemærkeloven
og henføres til overbegrebet varemærke, jf. § 1 a, som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 2.
Der henvises nærmere til afsnit 2.9 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 8
Bestemmelsen regulerer ikrafttrædelses- og overgangsbe-
stemmelser.
Det foreslås i stk.1, at loven træder i kraft den 1. januar
2019.
Forslaget indebærer bl.a., at varemærke- og fællesmærke-
ansøgninger, der er indgivet før lovens ikrafttræden og som
fortsat er verserende, skal behandles efter proceduren i §§
16-23, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2. Det er ligele-
des bl.a. en konsekvens af ikrafttrædelsestidspunktet, at de-
signeringer efter Madridprotokollen, der ikke er godkendt på
tidspunktet for lovens ikrafttræden, behandles efter procedu-
ren i §§ 54-56, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Tilsva-
rende gælder for konverteringer af EU-varemærker og vide-
reførelser i dansk ret af internationale registreringer, hvori
Danmark eller EU er designeret.
Det foreslås i stk. 2, at § 60 a, stk. 5, og § 60 b, stk. 3, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, har virkning fra den 1. juli
2019.
Forslaget indebærer, at bestemmelserne om gebyrer for
ansøgninger og fornyelser vedrørende internationale vare-
mærker først træder i kraft den 1. juli 2019. Det skyldes, at
World Intellectual Property Organization (WIPO) skal noti-
ficeres om disse gebyrer og tidligst anvender de nye gebyr-
satser tre måneder efter notifikationen.
Det foreslås i stk. 3, at for varemærker og fællesmærker,
der er registreret før den 1. januar 2019, finder § 26 i de hid-
til gældende regler anvendelse for fastsættelsen af datoerne
for den første registreringsperiode. For fastsættelsen af dato-
erne for yderligere registreringsperioder finder § 24, stk. 2,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse vedrører fastsættelsen af da-
toerne for varemærkers og fællesmærkers registreringsperio-
de. Ifølge direktivets artikel 48 skal den første registrerings-
periode på ti år regnes fra ansøgningsdatoen, hvorimod den
hidtil gældende varemærkelovs § 26 fastslår, at registre-
ringsperioden skal regnes fra registreringstidspunktet. For at
forene disse to tilgange til beregningen af ikke alene den
første registreringsperiode, men også af efterfølgende regi-
streringsperioder, er det i den foreslåede nyaffattelse af § 24,
stk. 2, fastsat, at registreringer efter udløbet af den første re-
gistreringsperiode kan fornys for yderligere tiårsperioder.
Den foreslåede overgangsbestemmelse fastsætter i den for-
bindelse, at for varemærker og fællesmærker, der er registre-
ret før lovens ikrafttræden, skal den første registreringsperi-
ode fortsat regnes fra registreringstidspunktet også efter lo-
vens ikrafttræden. Derimod vil ansøgninger, der er indgivet
før lovens ikrafttræden, men som ikke er ført til registrering
91
på tidspunktet for lovens ikrafttræden, være omfattet af §
24, stk. 1, som affattet ved lovens § 1, nr. 2.
Det foreslås i stk. 4, at for varemærker og fællesmærker,
der er registreret, og for hvilke registreringsproceduren ikke
er endeligt afsluttet inden den 1. januar 2019, finder de hidtil
gældende regler om indsigelse, offentliggørelse og fastsæt-
telse af datoen for registreringsprocedurens afslutning an-
vendelse.
Den foreslåede overgangsbestemmelse regulerer de an-
søgninger, der føres til registrering forud for den 1. januar
2019, men hvor registreringsproceduren ved lovens ikraft-
træden endnu ikke er endeligt afsluttet.
Efter de hidtil gældende regler kan der først fremsættes
indsigelse mod et varemærke eller et fællesmærke, når dette
er registreret, og registreringen er offentliggjort i Dansk Va-
remærketidende. Registreringsproceduren anses endvidere
efter de hidtil gældende regler først for endeligt afsluttet, når
det ikke længere er muligt at fremsætte indsigelse mod regi-
streringen, eller der er truffet endelig afgørelse i fremsatte
indsigelser. Med de foreslåede ændringer til denne procedu-
re, hvorefter registreringsprocedurens afslutning er sammen-
faldende med varemærkets registrering, er det fundet hen-
sigtsmæssigt at fastsætte, at der i de situationer, hvor et va-
remærke eller fællesmærke er registreret før lovændringens
ikrafttræden, og hvor registreringen først offentliggøres med
henblik på indsigelse efter den 1. januar 2019, eller hvor
indsigelsesperioden fortsat løber, eller en allerede fremsat
indsigelse fortsat verserer efter den 31. december 2018, vil
de hidtil gældende regler om indsigelse, offentliggørelse og
fastsættelse af datoen for registreringsprocedurens afslut-
ning fortsat finde anvendelse.
Særligt datoen for registreringsprocedurens afslutning er
af væsentlig betydning for beregningen af femårsperioden
efter § 10 c som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, hvorfor
det er nødvendigt at fastslå, at de hidtil gældende regler for
fastsættelsen heraf fortsat finder anvendelse i de nævnte si-
tuationer. For registreringer, hvis registreringsprocedure ef-
ter de hidtil gældende regler er tilendebragt inden den 1. ja-
nuar 2019, vil datoen for registreringsprocedurens afslutning
være fastsat allerede inden lovændringens ikrafttræden,
hvorfor det ikke er fundet nødvendigt at fastsætte over-
gangsbestemmelser herom for disse registreringer.
Det foreslås i stk. 5, at for anmodninger om administrativ
ophævelse, der er indgivet før den 1. januar 2019, finder de
hidtil gældende regler anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse regulerer anmodninger om
administrativ ophævelse, der er indgivet før lovens ikraft-
træden og fastslår, at disse behandles efter de hidtil gælden-
de regler, jf. § 30 i den gældende lov.
Det foreslås i stk. 6, at for ansøgninger, der bliver indgivet
før den 1. januar 2019, fastsættes ansøgningsgebyret efter de
hidtil gældende regler.
Bestemmelsen i stk. 6 vedrører den situation, at en ansøg-
ning bliver indgivet før den 1. januar 2019, uden at gebyret
samtidig bliver betalt. Med bestemmelsen bliver det præci-
seret, at det er tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen,
der er afgørende for, om ansøgningsgebyret fastsættes efter
de hidtidige regler om ansøgningsgebyrer eller efter de nye
regler.
Det foreslås i stk. 7, at gebyrer for fornyelse af varemær-
keregistreringer, der forfalder før den 1. juli 2019, fastsættes
efter § 60 b, stk. 1 og 2, i de hidtil gældende regler.
Bestemmelsen i stk. 7 vedrører fornyelsesgebyrer. Disse
kan betales seks måneder forud for forfaldsdagen. Det har
derfor været nødvendigt at afpasse bestemmelsen efter lo-
vens ikrafttrædelsestidspunkt, således at de hidtil gældende
regler fortsat finder anvendelse for fornyelsesgebyrer, der
forfalder før den 1. juli 2019. Tilsvarende finder de hidtil
gældende regler om forhøjelse af gebyrer anvendelse, så-
fremt gebyrer, der forfalder før den 1. juli 2019, betales i pe-
rioden på seks måneder efter forfaldsdagen.
Bestemmelsen omfatter gebyrer for fornyelse af varemær-
keregistreringer, herunder også hidtidige fællesmærkeregi-
streringer. Varemærker udgør med lovforslaget et overbe-
greb for individuelle varemærker, kollektivmærker og ga-
ranti- eller certificeringsmærker, jf. den foreslåede nyaffat-
telse af § 1 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2. Fælles-
mærkeloven, der omfatter kollektivmærker og garantimær-
ker, bliver med lovforslaget ophævet. Som konsekvens heraf
omfatter den foreslåede overgangsbestemmelse om fornyel-
sesgebyrer også hidtidige fællesmærkeregistreringer.
Til § 9
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed. Det
fastslås i bestemmelsen, at loven ikke gælder for Færøerne
og Grønland. Loven kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de æn-
dringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Ændringen af gassikkerhedsloven og af lov om beskyttelse
af halvlederprodukters udformning (topografi), som er om-
fattet af lovforslagets §§ 5 og 6, kan dog ikke sættes i kraft
for Færøerne og Grønland. Dette er en konsekvens af, at ho-
vedlovene ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke
indeholder anordningshjemmel.
92
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 223
af 26. februar 2017, som ændret ved § 4 i lov nr.
670 af 8. juni 2017, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »(EU-
Tidende 2004, nr. L 195, s. 15)«: »og Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2015/2436/EU af 16.
december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af med-
lemsstaternes lovgivning om varemærker, EU-Ti-
dende 2015, nr. L 336/1, side 1«.
Kapitel 1
Almindelige bestemmelser
§ 1. Personer og virksomheder kan efter bestem-
melserne i denne lov erhverve eneret til varemær-
ker (varemærkeret). Ved varemærker forstås særli-
ge kendetegn for varer eller tjenesteydelser, som
benyttes eller agtes benyttet i en erhvervsvirksom-
hed.
Varemærkers form
§ 2. Et varemærke kan bestå af alle arter tegn,
der er egnet til at adskille en virksomheds varer el-
ler tjenesteydelser fra andre virksomheders, og
som kan gengives grafisk, navnlig
1) ord og ordforbindelser, herunder slogans, per-
sonnavne, firmanavne eller navne på faste ejen-
domme,
2) bogstaver og tal,
3) figurer og afbildninger, eller
4) varens form, udstyr eller emballage.
Stk. 2. Der kan ikke erhverves varemærkeret til
tegn, som udelukkende består af enten en udform-
ning, som følger af varens egen karakter, en ud-
formning af varen, som er nødvendig for at opnå et
teknisk resultat, eller en udformning, hvorved va-
ren får en væsentlig værdi.
2. Kapitel 1-5 ophæves og i stedet indsættes:
»Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Denne lov finder anvendelse på ethvert vare-
mærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand
for registrering, ansøgning om registrering, eller
som der stiftes rettigheder til ved brug, samt inter-
nationale registreringer med retsvirkning her i lan-
det.
§ 1 a. I denne lov forstås ved:
1) Varemærke: Et forretningskendetegn, der op-
fylder betingelserne for at udgøre et varemærke ef-
ter denne lov som et individuelt varemærke, et ga-
ranti- eller certificeringsmærke eller et kollektiv-
mærke.
2) Individuelt varemærke: Et forretningskende-
tegn, der er registreret eller ansøgt registreret som
varemærke eller anvendes som sådant, når tegnet
benyttes eller agtes benyttet for bestemte varer el-
ler tjenesteydelser, og det er egnet til at adskille en
virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre
virksomheders.
3) Garanti- eller certificeringsmærke: Et vare-
mærke, der er registreret eller ansøgt registreret
93
Stiftelse af varemærkeret
§ 3. Varemærkeret kan stiftes enten
1) ved registrering af et varemærke i overens-
stemmelse med reglerne i denne lov for de varer
eller tjenesteydelser, som registreringen omfatter,
eller
2) ved ibrugtagning af et varemærke her i landet
for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke vare-
mærket er taget i brug, og for hvilke det vedvaren-
de anvendes.
Stk. 2. Der kan ikke ved brug stiftes rettigheder
til et varemærke, der efter sin beskaffenhed er ude-
lukket fra registrering.
Stk. 3. Har mærket ikke fornødent særpræg ved
ibrugtagningen, stiftes retten først, når og for så
vidt der skabes særpræg gennem mærkets anven-
delse.
Varemærkerettens indhold
§ 4. Indehaveren af en varemærkeret kan forbyde
andre, der ikke har dennes samtykke, at gøre er-
hvervsmæssig brug af tegn, hvis
1) tegnet er identisk med varemærket, og de va-
rer eller tjenesteydelser, for hvilke tegnet er taget i
brug, er af samme art som de varer eller tjeneste-
ydelser, for hvilke varemærket er beskyttet, eller
2) tegnet er identisk med eller ligner varemærket,
og varerne eller tjenesteydelserne er af samme eller
lignende art, såfremt der er risiko for forveksling,
herunder at det antages, at der er en forbindelse
med varemærket.
Stk. 2. Uanset begrænsningen i stk. 1 til varer el-
ler tjenesteydelser af samme eller lignende art kan
varemærkeindehaveren dog forbyde brugen også
for varer eller tjenesteydelser af anden art, hvis va-
remærket er velkendt her i landet, og brugen ville
medføre en utilbørlig udnyttelse af varemærkets
særpræg eller renommé eller skade særpræget eller
renommeet.
Stk. 3. Som erhvervsmæssig brug skal navnlig
anses
1) at anbringe tegnet på varerne eller på deres
emballage,
som et garanti- eller certificeringsmærke, når teg-
net er egnet til at adskille varer eller tjenesteydel-
ser, der er certificeret af indehaveren med hensyn
til materiale, metode for fremstilling af varer eller
ydelse af tjenesteydelser, kvalitet, nøjagtighed eller
andre egenskaber af varer og tjenesteydelser, fra
andre varer eller tjenesteydelser, der ikke er såle-
des certificeret.
4) Kollektivmærke: Et varemærke, der er regi-
streret eller ansøgt registreret som et kollektivmær-
ke, når tegnet er egnet til at adskille varer eller tje-
nesteydelser, der hidrører fra medlemmerne af en
sammenslutning, som er indehaver af kollektiv-
mærket, fra andre virksomheders varer eller tjene-
steydelser.
5) Varemærkeregistret: Det register, som Patent-
og Varemærkestyrelsen fører over ansøgte og regi-
strerede varemærker, samt over designeringer af
Danmark i internationale registreringer i henhold
til Madridprotokollen.
6) Designering af Danmark: Et varemærke, der
er registreret i henhold til Madridprotokollen, og
hvori Danmark er udpeget (designeret).
7) Madridprotokollen: Protokollen af 27. juni
1989 til Madridarrangementet om den internationa-
le registrering af varemærker.
8) EU-varemærkeforordningen: Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af
14. juni 2017 om EU-varemærker (kodifikation).
9) Niceklassifikationen: Det klassificeringssy-
stem, der er fastlagt ved Nicearrangementet vedrø-
rende international klassificering af varer og tjene-
steydelser til brug ved registrering af varemærker
af 15. juni 1957.
10) Pariserkonventionen: Konventionen om be-
skyttelse af industriel ejendomsret, vedtaget i Paris
den 20. marts 1883 og senest revideret i Stockholm
den 14. juli 1967.
§ 1 b. Eneret til et varemærke (varemærkeret)
kan efter denne lov stiftes af fysiske og juridiske
personer, der benytter eller agter at benytte vare-
mærket i erhvervsvirksomhed.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan varemærkeret til et ga-
ranti- eller certificeringsmærke alene stiftes af en
94
2) at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem
eller oplagre dem med dette formål eller at tilbyde
eller præstere tjenesteydelser under det pågælden-
de tegn,
3) at importere eller eksportere varerne under det
pågældende tegn, eller
4) at anvende tegnet på forretningspapirer og i
reklameøjemed.
Begrænsninger i indehaverens rettigheder
§ 5. Indehaveren af en varemærkeret kan ikke
forbyde, at andre i overensstemmelse med god
markedsføringsskik gør erhvervsmæssig brug af
1) eget navn og egen adresse,
2) angivelser vedrørende varens eller tjenestey-
delsens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse,
værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for va-
rens fremstilling eller for præstationen af tjenestey-
delsen eller andre egenskaber ved varen eller tjene-
steydelsen, eller
3) varemærket, når dette er nødvendigt for at an-
give anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse,
navnlig som tilbehør eller reservedele.
Konsumption
§ 6. Indehaveren af en varemærkeret kan ikke
forbyde brugen af mærket for varer, som af indeha-
veren selv eller med dennes samtykke er markeds-
ført inden for De Europæiske Fællesskaber under
dette mærke.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis indeha-
veren har rimelig grund til at modsætte sig fortsat
markedsføring af varerne, især i tilfælde, hvor dis-
ses tilstand er ændret eller forringet, efter at de er
markedsført.
Kolliderende rettigheder
§ 7. Kræver to eller flere hver for sig varemærke-
ret til samme eller lignende kendetegn, har den
først opståede ret fortrin, medmindre andet følger
af de nedenfor anførte bestemmelser. En registreret
ret anses for opstået på den dag, hvor ansøgningen
indleveres, jf. § 12, eller på den dag, fra hvilken
der begæres prioritet efter reglerne i §§18 eller 19.
fysisk eller juridisk person, der ikke udøver en er-
hvervsvirksomhed, som omfatter levering af varer
eller tjenesteydelser af den slags, der er certificeret.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan varemærkeret til et kol-
lektivmærke alene stiftes af sammenslutninger af
fabrikanter, producenter, leverandører af tjeneste-
ydelser eller handlende, der i eget navn kan have
rettigheder og forpligtelser, indgå kontrakter eller
foretage andre retshandlinger og optræde som part
i en retssag, samt offentligretlige juridiske perso-
ner.
Tegn, der kan udgøre et registreret varemærke
§ 2. Et registreret varemærke kan bestå af alle
tegn, navnlig ord, herunder personnavne, eller af-
bildninger, bogstaver, tal, farver, varens form eller
vareemballagens form eller lyde, for så vidt disse
er egnede til at
1) adskille en virksomheds varer eller tjeneste-
ydelser fra andre virksomheders og
2) blive gengivet i varemærkeregistret på en må-
de, der gør det muligt for de kompetente myndig-
heder og offentligheden at fastslå den klare og
præcise genstand for den beskyttelse, som dets in-
dehaver indrømmes.
§ 3. Varemærkeret kan stiftes ved
1) registrering af et varemærke i overensstem-
melse med reglerne i denne lov for de varer eller
tjenesteydelser, som registreringen omfatter,
2) designering af Danmark i henhold til Madrid-
protokollen eller
3) brug af et individuelt varemærke her i landet
for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke vare-
mærket vedvarende anvendes, når brugen har et
omfang, der er af mere end lokalt afgrænset karak-
ter.
Stk. 2. Varemærkeret anses også for stiftet, når et
uregistreret varemærke er vitterlig kendt her i lan-
det i den betydning, som er angivet i artikel 6 b i
Pariserkonventionen.
Stk. 3. Der kan ikke ved brug stiftes varemærke-
ret til et tegn, der efter sin beskaffenhed er udeluk-
ket fra registrering. Har mærket ikke fornødent
særpræg ved ibrugtagningen, stiftes retten først,
95
§ 8. En yngre ret til et registreret varemærke kan
bestå ved siden af en ældre ret til et dermed for-
veksleligt varemærke, hvis ansøgningen er indgi-
vet i god tro, og indehaveren af den ældre ret har
været bekendt med og tålt brugen her i landet af
den yngre ret i 5 på hinanden følgende år.
§ 9. En yngre ret til et varemærke kan også bestå
ved siden af en ældre ret til et dermed forveksleligt
varemærke, hvis indehaveren af den ældre ret ikke
inden rimelig tid har taget de nødvendige skridt for
at hindre brugen af det yngre varemærke.
§ 10. I de i §§ 8 og 9 omhandlede tilfælde kan in-
dehaveren af et yngre varemærke ikke forbyde bru-
gen af et ældre varemærke, selv om indehaveren af
det ældre varemærke ikke længere kan gøre sin ret
gældende mod det yngre varemærke.
Stk. 2. I de i § 9 omhandlede tilfælde kan det,
hvis det findes rimeligt, bestemmes, at et af vare-
mærkerne eller begge kun må anvendes på en sær-
lig måde, for eksempel i en vis udformning eller
med tilføjelse af en stedsangivelse.
Gengivelse af et varemærke i ordbøger m.v.
§ 11. Ved udgivelse af leksika, håndbøger, lære-
bøger eller lignende skrifter af fagligt indhold skal
forfatteren, udgiveren og forlæggeren på begæring
af indehaveren af et registreret varemærke sørge
for, at dette ikke gengives uden angivelse af, at det
er et registreret varemærke.
Stk. 2. Den, der ikke opfylder sine forpligtelser
efter stk. 1, skal bekoste en berigtigende bekendt-
gørelse på den måde, det findes rimeligt.
Kapitel 2
Registrering af varemærker
§ 12. Ansøgning om registrering af et varemærke
indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen. An-
søgningen skal indeholde en gengivelse af vare-
mærket og oplysning om ansøgerens navn eller fir-
ma. I ansøgningen skal endvidere angives de varer
eller tjenesteydelser, for hvilke mærket ønskes re-
gistreret.
når der skabes særpræg gennem mærkets anven-
delse.
Kapitel 1 A
Rettigheder knyttet til varemærker
§ 4. Stiftelsen af en varemærkeret giver indeha-
veren en eneret.
Stk. 2. Indehaveren af en stiftet varemærkeret kan
forbyde tredjemand, der ikke har den pågældende
indehavers samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug
af ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjene-
steydelser, når:
1) Tegnet er identisk med varemærket og anven-
des i forbindelse med varer eller tjenesteydelser,
som er identiske med dem, for hvilke varemærket
er beskyttet.
2) Tegnet er identisk med eller ligner varemærket
og anvendes i forbindelse med varer eller tjeneste-
ydelser, som er identiske med eller ligner de varer
eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er be-
skyttet, hvis der i offentlighedens bevidsthed er ri-
siko for forveksling, herunder at der antages at væ-
re en forbindelse mellem tegnet og varemærket.
3) Tegnet er identisk med eller ligner varemær-
ket, uanset om det anvendes i forbindelse med va-
rer eller tjenesteydelser, der er identiske med, lig-
ner eller ikke ligner dem, for hvilke varemærket er
beskyttet, når varemærket er velkendt her i landet,
og brugen af tegnet uden rimelig grund medfører
en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg
eller renommé, eller sådan brug skader dette sær-
præg eller renommé.
Stk. 3. Indehaverens forbudsret efter stk. 2 omfat-
ter blandt andet følgende:
1) At anbringe tegnet på varerne eller på deres
emballage.
2) At udbyde varerne til salg, at markedsføre
dem eller oplagre dem med disse formål eller at til-
byde eller præstere tjenesteydelser under tegnet.
3) At importere eller eksportere varerne under
tegnet.
4) At anvende tegnet som handels- eller firma-
navn eller en del af et handels- eller firmanavn.
96
Stk. 2. Ansøgningen skal være affattet i overens-
stemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i
medfør af § 48. Med ansøgningen skal følge det
fastsatte gebyr.
Stk. 3. Patent- og Varemærkestyrelsen fører et
varemærkeregister. Styrelsen offentliggør registre-
ringer m.v.
Registreringshindringer
§ 13. Et varemærke skal for at kunne registreres
være af den i § 2 angivne beskaffenhed, herunder
have fornødent særpræg.
Stk. 2. Følgende varemærker er udelukket fra re-
gistrering:
1) Varemærker, som udelukkende består af tegn
eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at
betegne varens eller tjenesteydelsens art, beskaf-
fenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske
oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller
for præstationen af tjenesteydelsen, eller andre
egenskaber ved disse.
2) Varemærker, som udelukkende består af tegn
eller angivelser, som i daglig sprogbrug eller efter
almindelig markedsføringsskik udgør en sædvanlig
betegnelse for varen eller tjenesteydelsen.
Stk. 3. Et varemærke kan uanset bestemmelserne
i stk. 1 og 2 registreres, hvis det inden ansøgnin-
gens indlevering som følge af den brug, der er
gjort deraf, har fået fornødent særpræg.
§ 14. Udelukket fra registrering er endvidere:
1) Varemærker, som strider mod lov, den offent-
lige orden eller sædelighed.
2) Varemærker, som er egnet til at vildlede,
f.eks. med hensyn til varens eller tjenesteydelsens
art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
3) Varemærker, der ikke er godkendt af de kom-
petente myndigheder, og som skal afslås i medfør
af artikel 6 c i Pariserkonventionen til beskyttelse
af industriel ejendomsret, samt mærker, der omfat-
ter tegn, emblemer og våben, som har offentlig in-
teresse, medmindre deres registrering er blevet til-
ladt af vedkommende myndighed.
5) At anvende tegnet på forretningspapirer og i
reklameøjemed.
6) At anvende tegnet i sammenlignende reklame
på en måde, der er i strid med markedsføringslo-
vens § 21 om sammenlignende reklame.
Varer i transit, forberedende handlinger og
agentmærker
§ 5. Indehaveren af et registreret varemærke kan,
med forbehold af rettigheder erhvervet inden det
registrerede varemærkes ansøgnings- eller priori-
tetsdato, forhindre tredjemand i at bringe varer ind
i det danske toldområde i erhvervsmæssigt øjemed,
uden at disse overgår til fri omsætning her, hvis så-
danne varer, herunder deres emballage, kommer
fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet med
et varemærke, som er identisk med det varemærke,
der er registreret for sådanne varer. Indehaveren
har samme beføjelser, hvis varemærket for så vidt
angår dets væsentligste aspekter ikke kan skelnes
fra det registrerede varemærke.
Stk. 2. Indehaverens ret efter stk. 1 bortfalder,
hvis der under en sag, iværksat i overensstemmelse
med EU-forordningen om toldmyndighedernes
håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder,
fremlægges dokumentation af klarereren eller
ihændehaveren af varerne for, at indehaveren af
det registrerede varemærke ikke har ret til at forby-
de markedsføring af varerne i det endelige bestem-
melsesland.
Stk. 3. Er der risiko for, at emballage, etiketter,
mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter el-
ler udstyr eller andre midler, hvorpå varemærket er
anbragt, kunne blive anvendt i forbindelse med va-
rer eller tjenesteydelser, og denne anvendelse vil
udgøre en krænkelse af et registreret varemærke i
henhold til § 4, stk. 2 og 3, har indehaveren af det
pågældende varemærke ret til at forbyde følgende
handlinger, hvis de udføres i erhvervsmæssigt øje-
med:
1) At anbringe et tegn, der er identisk med eller
ligner varemærket, på emballage, etiketter, mær-
ker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller
udstyr eller andre midler, hvorpå mærket kan an-
bringes.
97
4) Varemærker, der uhjemlet består af eller inde-
holder en bestanddel, der kan opfattes som et per-
son- eller virksomhedsnavn, hvortil en anden har
lovlig adkomst, eller som et portræt, og der ikke
derved sigtes til for længst afdøde personer, eller
som uhjemlet indeholder særegent navn på eller af-
bildning af en andens faste ejendom.
5) Varemærker, der uhjemlet består af eller inde-
holder en bestanddel, der kan opfattes som sær-
egen titel på en andens beskyttede litterære eller
kunstneriske værk, eller som krænker en andens
ophavsret til sådant værk eller ret til fotografisk
billede eller en andens industrielle rettigheder.
§ 15. Et varemærke er udelukket fra registrering,
hvis
1) det er identisk med et ældre varemærke, og de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke mærket søges
registreret, er af samme art som de varer eller tje-
nesteydelser, for hvilke det ældre mærke er beskyt-
tet, eller
2) der er risiko for forveksling, herunder at det
antages, at der er en forbindelse med det ældre va-
remærke, fordi det yngre mærke er identisk med
eller ligner det ældre varemærke, og varerne eller
tjenesteydelserne er af samme eller lignende art.
Stk. 2. Ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås
1) mærker af følgende kategorier, hvis ansøg-
ningsdato ligger før varemærkets ansøgningsdato,
eventuelt under hensyntagen til den fortrinsret, der
gøres gældende til støtte for disse mærker:
a) EF-varemærker,
b) varemærker, der er registreret her i landet, el-
ler
c) varemærker, som er genstand for en internatio-
nal registrering med virkning her i landet,
2) EF-varemærker, for hvilke der i overensstem-
melse med forordningen om EF-varemærker påbe-
råbes anciennitet i forhold til et af de i nr. 1, litra b,
og c omhandlede mærker, også selv om der er gi-
vet afkald på det, eller det er bortfaldet,
3) ansøgninger af de under nr. 1 og 2 omhandle-
de mærker med forbehold af deres registrering, el-
ler
2) At udbyde eller markedsføre, eller oplagre
med disse formål, eller at importere eller eksporte-
re emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller
ægthedskomponenter eller udstyr eller andre mid-
ler, hvorpå mærket er anbragt.
Stk. 4. Er et varemærke registreret i en agents el-
ler en repræsentants navn på vegne af en person,
der er indehaver af dette varemærke, uden indeha-
verens samtykke, har indehaveren ret til
1) at modsætte sig, at agenten eller repræsentan-
ten anvender varemærket, og
2) at kræve, at varemærket overdrages til den på-
gældende indehaver.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 finder ikke anven-
delse, når agenten eller repræsentanten kan begrun-
de sin handling.
Kolliderende rettigheder
§ 6. Kræver to eller flere fysiske eller juridiske
personer hver for sig varemærkeret til samme eller
lignende kendetegn, har den først opståede ret for-
trin, medmindre andet følger af bestemmelserne i
kapitel 1 B.
Gengivelse af varemærker i opslagsværker
§ 7. Giver gengivelsen af et varemærke i et leksi-
kon, en encyklopædi eller et lignende opslagsværk
i trykt eller elektronisk form det indtryk, at det ud-
gør den generiske betegnelse for de varer eller tje-
nesteydelser, for hvilke varemærket er registreret,
skal udgiveren af værket efter anmodning fra inde-
haveren af varemærket hurtigst muligt sørge for, at
gengivelsen af varemærket ledsages af en angivel-
se af, at det er et registreret varemærke. Er der er
tale om værker i trykt form, skal gengivelsen af va-
remærket ledsages af den nævnte angivelse senest i
den næste udgave af værket.
Anlæggelse af sag om krænkelse af et
kollektivmærke eller et garanti- eller
certificeringsmærke
§ 8. Den, der er berettiget til at anvende et kol-
lektivmærke eller et garanti- eller certificerin-
gsmærke, kan kun anlægge sag om varemærke-
krænkelse, hvis mærkets indehaver har givet sit
98
4) varemærker, som på tidspunktet for ansøgnin-
gen, eventuelt tidspunktet for den fortrinsret, der
gøres gældende til støtte for ansøgningen, er »vit-
terlig kendt« her i landet i den i artikel 6 b i Pari-
serkonventionen angivne betydning.
Stk. 3. Et varemærke er også udelukket fra regi-
strering, hvis
1) det er identisk med eller ligner et ældre EF-va-
remærke, jf. stk. 2, og det søges registreret for va-
rer eller tjenesteydelser af en anden art end dem,
for hvilke det ældre EF-varemærke er registreret,
når det ældre EF-varemærke er velkendt i Den
Europæiske Union, og brugen af det yngre vare-
mærke vil medføre en utilbørlig udnyttelse af det
ældre EF-varemærkes særpræg eller renommé eller
en sådan brug ville skade dette særpræg eller re-
nommé,
2) det er identisk med eller ligner et »vitterlig
kendt« varemærke, jf. stk. 2, nr. 4, og det søges re-
gistreret for varer eller tjenesteydelser af en anden
art end dem, for hvilke det ældre varemærke er vit-
terlig kendt, når brugen af det yngre varemærke
kan føre til, at det antages, at der er en forbindelse
mellem mærkerne, og at brugen vil medføre en
utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes sær-
præg eller renommé, eller en sådan brug ville
skade dette særpræg eller renommé, eller
3) det er identisk med eller kun adskiller sig uvæ-
sentligt fra et varemærke, som på tidspunktet for
ansøgningen, eventuelt tidspunktet for den fortrins-
ret, der gøres gældende til støtte for ansøgningen,
er taget i brug i udlandet og stadig anvendes dér
for varer eller tjenesteydelser af samme eller lig-
nende art som dem, det yngre mærke søges regi-
streret for, og ansøgeren på ansøgningstidspunktet
havde eller burde have haft kendskab til det uden-
landske mærke.
Stk. 4. Et varemærke er ligeledes udelukket fra
registrering, hvis
1) varemærket er identisk med eller ligner et æld-
re dansk varemærke efter stk. 2, og det søges regi-
streret for varer eller tjenesteydelser af anden art
end dem, for hvilke det ældre varemærke er regi-
streret, når det ældre varemærke er velkendt her i
landet, og brugen af det yngre varemærke ville
samtykke hertil, medmindre andet er fastsat i be-
stemmelserne for benyttelsen af mærket.
Stk. 2. Enhver, der er berettiget til at anvende et
kollektivmærke eller garanti- eller certificerin-
gsmærke, har ret til at indtræde i en sag om vare-
mærkekrænkelse, som mærkets indehaver har an-
lagt, for at få erstatning for den skade, den pågæl-
dende selv har lidt.
Stk. 3. Uanset stk. 2 har indehaveren af et kollek-
tivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke
ret til at kræve erstatning på vegne af de personer,
der er berettiget til at anvende mærket, når disse
personer har lidt skade som følge af uberettiget an-
vendelse af mærket.
Licenstageres adgang til at anlægge sag om
krænkelse af varemærket
§ 9. En licenstager kan kun anlægge sag om va-
remærkekrænkelse, hvis varemærkeindehaveren
har givet sit samtykke hertil, medmindre andet er
fastsat i licensaftalen. Indehaveren af en eksklusiv
licens kan dog anlægge en sådan sag, hvis vare-
mærkeindehaveren efter en formel opfordring her-
til ikke selv anlægger sag om varemærkekrænkelse
inden for en rimelig frist.
Stk. 2. Enhver licenstager har ret til at indtræde i
en sag om varemærkekrænkelse, som varemærkets
indehaver har anlagt, for at få erstatning for den
skade, den pågældende licenstager selv har lidt.
Kapitel 1 B
Begrænsninger i et varemærkes retsvirkninger
Begrænsninger i eneretten
§ 10. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til
at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig
brug af
1) tredjemandens navn eller adresse, hvis den på-
gældende tredjemand er en fysisk person,
2) tegn eller angivelser uden særpræg eller ved-
rørende varernes eller tjenesteydelsernes art, be-
skaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografi-
ske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling
eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre
99
medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre vare-
mærkes særpræg eller renommé, eller sådan brug
ville skade dette særpræg eller renommé, eller
2) der ved brug her i landet er erhvervet ret til et
identisk eller forveksleligt varemærke eller til et
andet i erhvervsvirksomhed anvendt identisk eller
forveksleligt tegn før tidspunktet for ansøgningen
af det yngre varemærke eller eventuelt tidspunktet
for den fortrinsret, der gøres gældende til støtte for
ansøgningen af det yngre varemærke, hvis indeha-
veren af den ældre ret kan forbyde brugen af det
yngre mærke.
Stk. 5. Et varemærke er ikke udelukket fra regi-
strering efter reglerne i stk. 1-4, når indehaveren af
det ældre varemærke eller andre ældre rettigheder
giver sit samtykke til registreringen af det yngre
mærke.
Disclaimere
§ 16. En varemærkeret, der er opnået ved regi-
strering, omfatter ikke sådanne dele af varemærket,
som ikke særskilt kan registreres.
Stk. 2. Indeholder et varemærke sådanne bestand-
dele, og er der særlig anledning til at antage, at va-
remærkets registrering kan medføre tvivl med hen-
syn til varemærkerettens omfang, kan disse ved re-
gistreringen udtrykkeligt undtages fra beskyttelsen.
Stk. 3. Viser det sig senere, at dele af varemær-
ket, som er blevet undtaget fra beskyttelsen, er ble-
vet registrerbare, kan en ny registrering foretages
af disse dele eller af selve varemærket uden den i
stk. 2 angivne begrænsning.
Vareklasser
§ 17. Varemærker registreres i én eller flere vare-
eller tjenesteydelsesklasser. Erhvervsministeren
fastsætter bestemmelser om inddelingen i klasser.
Konventionsprioritet
§ 18. Hvis en ansøgning om registrering af et va-
remærke indleveres her i landet senest 6 måneder
efter, at den første ansøgning om registrering af va-
remærket er indleveret i et land, som er tilsluttet
Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel
ejendomsret, eller som er medlem af Verdenshan-
delsorganisationen (WTO), vil ansøgningen på be-
egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne el-
ler
3) varemærket for at identificere eller henvise til
varer eller tjenesteydelser som tilhørende indeha-
veren af det pågældende varemærke, navnlig når
anvendelsen af varemærket er nødvendig for at an-
give anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse,
navnlig som tilbehør eller reservedele.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anven-
delse, når tredjemands anvendelse er i overens-
stemmelse med god markedsføringsskik.
Stk. 3. Et varemærke giver ikke indehaveren ret
til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig
brug af en ældre rettighed, som kun har lokalt af-
grænset karakter, hvis den ældre rettighed anven-
des inden for grænserne af det område, hvor den er
anerkendt.
Konsumption af de rettigheder, der er knyttet til
varemærket
§ 10 a. Et varemærke giver ikke indehaveren ret
til at forbyde dets brug for varer, som af indehave-
ren selv eller med indehaverens samtykke er mar-
kedsført her i landet eller inden for Det Europæ-
iske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) under
dette varemærke.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anven-
delse, hvis indehaveren har rimelig grund til at
modsætte sig fortsat markedsføring af varerne, især
i tilfælde hvor varernes tilstand er ændret eller for-
ringet, efter at de er markedsført.
Fortabelse af retten til at anmode om
ugyldiggørelse på grund af passivitet
§ 10 b. Indehaveren af en ældre rettighed, hvortil
der er knyttet en ret til at forbyde brugen eller regi-
streringen af et varemærke, som i fem på hinanden
følgende år har tålt og været bekendt med brugen
af et yngre registreret varemærke, har ikke længere
under henvisning til den ældre rettighed ret til at
begære dette yngre varemærke ugyldigt for varer
eller tjenesteydelser, for hvilke det yngre varemær-
ke er blevet anvendt, medmindre ansøgningen om
det yngre varemærke er indgivet i ond tro.
Stk. 2. En yngre ret til et varemærke kan også be-
stå ved siden af en ældre ret, hvortil der er knyttet
100
gæring få prioritet fra den første indleveringsdato.
Prioriteten indebærer, at ansøgningen i forhold til
senere indtrufne omstændigheder, såsom andres
ansøgninger eller andres brug af mærket, skal an-
ses som indleveret samtidig med ansøgningens
indlevering i den fremmede stat.
Stk. 2. Stk. 1 finder, under forudsætning af gensi-
dighed, tilsvarende anvendelse for varemærker, der
første gang er ansøgt i et land, der ikke er tilsluttet
Pariserkonventionen eller er medlem af Verdens-
handelsorganisationen.
Udstillingsprioritet
§ 19. Hvis en ansøgning om registrering af et va-
remærke indleveres her i landet senest 6 måneder
efter, at mærket for første gang er anvendt for va-
rer udstillet på en officiel eller officielt anerkendt
international udstilling, vil ansøgningen på begæ-
ring få prioritet fra denne dato. Prioriteten indebæ-
rer, at ansøgningen i forhold til senere indtrufne
omstændigheder, såsom andres ansøgninger om el-
ler andres benyttelse af mærket, skal anses som
indleveret samtidig med dets anvendelse på udstil-
lingen. Ved de nævnte udstillinger forstås sådanne,
som er defineret i Konventionen angående interna-
tionale udstillinger af 22. november 1928 med se-
nere revisioner.
Behandling af ansøgninger
§ 20. Er ansøgningen ikke i overensstemmelse
med loven eller bestemmelser fastsat i medfør af
loven, eller finder Patent- og Varemærkestyrelsen,
at der i øvrigt er noget til hinder for at godkende
ansøgningen, giver styrelsen ansøgeren meddelelse
herom og fastsætter en frist for ansøgeren til at ud-
tale sig.
Stk. 2. Ved fristens udløb tager styrelsen stilling
til ansøgningen, medmindre ansøgeren får adgang
til at udtale sig på ny.
Påstand om ret til et varemærke
§ 21. Påstår nogen at have ret til et ansøgt eller
registreret varemærke, kan Patent- og Varemærke-
styrelsen, hvis man finder spørgsmålet tvivlsomt,
opfordre den pågældende til inden en nærmere an-
given frist at anlægge retssag herom. Efterkommes
en ret til at forbyde brugen af varemærket, hvis in-
dehaveren af den ældre ret ikke inden rimelig tid
har taget de nødvendige skridt for at hindre brugen
af det yngre varemærke. Findes det rimeligt, kan
det ved dom bestemmes, at et af kendetegnene el-
ler begge kun må anvendes på en særlig måde, for
eksempel i en vis udformning eller med tilføjelse
af en stedsangivelse.
Stk. 3. I de tilfælde, som er omfattet af stk. 1 og
2, kan indehaveren af et yngre varemærke ikke
modsætte sig brugen af en ældre rettighed, selv om
denne rettighed ikke længere kan gøres gældende
mod det yngre varemærke.
Manglende brug af varemærket
§ 10 c. Har indehaveren af et registreret vare-
mærke ikke inden fem år fra datoen for registre-
ringsprocedurens afslutning gjort reel brug af vare-
mærket her i landet for de varer eller tjenesteydel-
ser, for hvilke det er registreret, eller hvis sådan
brug har været suspenderet i en sammenhængende
periode på fem år, underkastes varemærket be-
grænsninger og sanktioner efter § 10 d, § 21, stk. 1
og 2, § 25, stk. 1, og § 35, stk. 3 og 4, medmindre
der foreligger rimelig grund til, at brug ikke har
fundet sted.
Stk. 2. Registreringsproceduren anses for afslut-
tet, når
1) et varemærke er registreret, jf. § 23, eller
2) gyldigheden af en designering af Danmark i
henhold til Madridprotokollen er endeligt god-
kendt, jf. § 56, eller designeringen har opnået gyl-
dighed i Danmark efter Madridprotokollens artikel
4 og 5, jf. § 55, stk. 3.
Stk. 3. Anvender indehaveren af et varemærke,
hvortil der alene er stiftet rettigheder ved brug efter
§ 3, stk. 1, nr. 3, ikke vedvarende varemærket, for-
tabes varemærkeretten.
Stk. 4. Følgende betragtes som brug i henhold til
stk. 1 og 3:
1) Brug af varemærket i en form, der kun ved
elementer, der ikke forandrer mærkets særpræg, af-
viger fra den form, hvori det blev registreret, eller
når varemærkeretten er stiftet ved brug, den form
hvortil varemærkeretten oprindeligt er knyttet,
101
opfordringen ikke, kan påstanden lades ude af be-
tragtning. Underretning herom skal gives i opfor-
dringen.
Stk. 2. Er der anlagt sag om retten til et varemær-
ke, kan Patent- og Varemærkestyrelsens behand-
ling af sagen stilles i bero, indtil retssagen er ende-
ligt afgjort.
Registrering
§ 22. Når ansøgningen er godkendt, registreres
varemærket, og registreringen offentliggøres.
Indsigelse
§ 23. Når registreringen er offentliggjort, er der
adgang til at fremsætte indsigelse mod registrerin-
gens gyldighed. Indsigelsen, der skal være begrun-
det, skal fremsættes til Patent- og Varemærkesty-
relsen inden 2 måneder fra offentliggørelsesdatoen.
Med indsigelsen skal følge et gebyr.
Stk. 2. Er indsigelse fremsat, tager styrelsen regi-
streringen op til fornyet behandling i overensstem-
melse med § 20. Under behandlingen finder reglen
i § 28, stk. 5, tillige anvendelse. Indehaveren af
den registrerede ret skal underrettes om indsigelsen
og have adgang til at udtale sig.
Stk. 3. Opretholdes registreringen, skal dette
meddeles den, der har gjort indsigelse, og rettig-
hedsindehaveren.
Stk. 4. Ophæves registreringen helt eller delvis,
offentliggøres afgørelsen herom, når den er blevet
endelig.
Mærkeændring
§ 24. Efter anmodning fra indehaveren kan der
foretages uvæsentlige ændringer af et registreret
varemærke, hvis helhedsindtrykket af varemærket
ikke påvirkes af ændringen.
Stk. 2. Ændringer af registrerede varemærker
indføres i registret og offentliggøres.
Stk. 3. Endvidere kan der efter anmodning fra in-
dehaveren foretages uvæsentlige ændringer af et
ansøgt varemærke.
uanset om varemærket også er registreret af inde-
haveren i den form, hvori det anvendes.
2) Anbringelse af varemærket på varer eller deres
emballage her i landet udelukkende med eksport
for øje.
Stk. 5. Brug af et varemærke med indehaverens
samtykke, eller hvis mærket er et kollektivmærke
eller et garanti- eller certificeringsmærke, brug af
mærket af en person, der er berettiget til at anven-
de det, ligestilles med indehaverens brug af vare-
mærket.
Manglende brug som forsvar i en sag om
varemærkekrænkelse
§ 10 d. Indehaveren af et varemærke har kun ret
til at forbyde anvendelsen af et tegn i det omfang,
at indehaverens rettigheder ikke kan fortabes i hen-
hold til § 25 på det tidspunkt, hvor sagen om vare-
mærkekrænkelse anlægges.
Stk. 2. Anmoder sagsøgte herom, skal indehave-
ren af et registreret varemærke dokumentere, at va-
remærket i løbet af femårsperioden forud for anlæg
af sag har været genstand for reel brug som fastsat
i § 10 c i forbindelse med de varer eller tjeneste-
ydelser, for hvilke det er registreret, og som lægges
til grund for sagen, eller at der foreligger rimelige
grunde til manglende brug, hvis det på datoen for
anlæg af sag er mindst fem år siden, at registre-
ringsproceduren for varemærket blev afsluttet.
Interventionsret, som tillægges indehaveren af et
yngre registreret varemærke som forsvar i en sag
om varemærkekrænkelse
§ 10 e. Indehaveren af et varemærke har i forbin-
delse med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret
til at forbyde brugen af et yngre registreret vare-
mærke, når det yngre varemærke ikke ville blive
erklæret ugyldigt i henhold til § 10 b, stk. 1 og 2, §
30 og § 35, stk. 3 og 4.
Stk. 2. Indehaveren af et varemærke har i forbin-
delse med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret
til at forbyde brugen af et yngre registreret EU-va-
remærke, når det yngre varemærke ikke ville blive
erklæret ugyldigt i henhold til artikel 60, stk. 1, 3
eller 4, artikel 61, stk. 1 eller 2, eller artikel 64, stk.
2, i EU-varemærkeforordningen.
102
Brugspligt
§ 25. Har indehaveren af et registreret varemær-
ke ikke inden 5 år fra registreringsprocedurens af-
slutning gjort reel brug af varemærket her i landet
for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er
registreret, eller har brugen været ophørt uden
afbrydelser i 5 år, kan registreringen ophæves, jf. §
28, medmindre der foreligger rimelig grund til, at
brug ikke har fundet sted.
Stk. 2. Følgende betragtes ligeledes som brug i
henhold til stk. 1:
1) Brug af varemærket i en form, der ikke væ-
sentligt afviger fra den form, hvori det er registre-
ret.
2) Anbringelse af varemærket her i landet på va-
rer eller deres emballage udelukkende med eksport
for øje.
Stk. 3. Brug af et varemærke, der finder sted med
indehaverens samtykke, ligestilles med indehave-
rens brug af varemærket.
Registreringens varighed
§ 26. Den varemærkeret, der opnås ved registre-
ringen, gælder fra den dag, ansøgningen i henhold
til § 12 er indgivet, og varer i 10 år fra registre-
ringsdagen.
Stk. 2. Registreringen kan fornys for 10 år ad
gangen fra udløbet af den pågældende registre-
ringsperiode.
Fornyelse
§ 27. Ansøgningen om fornyelse sker ved indbe-
taling af det fastsatte gebyr til Patent- og Varemær-
kestyrelsen tidligst 6 måneder før og senest 6 må-
neder efter registreringsperiodens udløb.
Stk. 2. Findes ansøgningen i orden, indføres for-
nyelsen i registret.
Stk. 3. Patent- og Varemærkestyrelsen opkræver
fornyelsesgebyrer hos mærkeindehaveren eller
dennes fuldmægtig, men er ikke ansvarlig for ret-
tighedstab som følge af manglende opkrævning.
Stk. 4. Er ansøgningen ikke i overensstemmelse
med de givne forskrifter, giver Patent- og Vare-
mærkestyrelsen meddelelse herom og fastsætter en
frist for ansøgeren til at udtale sig.
Stk. 3. Har indehaveren af et varemærke ikke ret
til at forbyde anvendelsen af et yngre registreret
varemærke i henhold til stk. 1 eller 2, har indeha-
veren af det pågældende yngre registrerede vare-
mærke ikke ret til i forbindelse med en sag om va-
remærkekrænkelse at forbyde brugen af det ældre
varemærke, selv om denne ældre rettighed ikke
længere kan gøres gældende mod det yngre vare-
mærke.
Kapitel 2
Ansøgning og registrering af varemærker
Indgivelse af ansøgning om registrering af et
varemærke
§ 11. Ansøgning om registrering af et varemærke
indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen. An-
søgningen skal være affattet i overensstemmelse
med de bestemmelser, der er fastsat i medfør af §
48. For ansøgningen betales et gebyr, jf. § 60 a,
stk. 1.
Stk. 2. Ansøgeren kan ved ansøgningens indgi-
velse og mod betaling af et gebyr, jf. § 60 a, stk. 2,
anmode Patent- og Varemærkestyrelsen om at ud-
arbejde en nærmere begrundelse til den søgnings-
rapport, der udarbejdes efter § 17.
Stk. 3. Ansøgeren kan ved ansøgningens indgi-
velse anmode om, at Patent- og Varemærkestyrel-
sen ikke udarbejder en søgningsrapport efter § 17.
Stk. 4. Ansøgninger og registreringer indføres i
varemærkeregistret. Varemærkeregisteret er of-
fentligt tilgængeligt via Patent- og Varemærkesty-
relsens hjemmeside.
Stk. 5. En ansøgning om registrering af et vare-
mærke skal som minimum indeholde
1) en anmodning om registrering,
2) oplysninger, der gør det muligt at fastslå an-
søgerens identitet,
3) en fortegnelse over de varer eller tjenesteydel-
ser, for hvilke der ansøges om registrering, og
4) en gengivelse af varemærket, som opfylder de
krav, der er fastsat i § 2, nr. 2.
Stk. 6. Er det ansøgte mærke et kollektivmærke
eller et garanti- eller certificeringsmærke, skal an-
103
Stk. 5. Ved fristens udløb tager styrelsen stilling
til ansøgningen, medmindre ansøgeren får adgang
til at udtale sig på ny.
Kapitel 3
Registreringens ophør
§ 28. Er et varemærke registreret i strid med be-
stemmelserne i denne lov, kan registreringen op-
hæves, jf. dog §§ 8 og 9. Er registreringshindrin-
gen manglende særpræg og lignende, jf. § 13, skal
der ved bedømmelsen også tages hensyn til den
brug, der er sket efter registreringen, jf. § 13, stk.
3.
Stk. 2. En registrering kan ligeledes ophæves,
hvis
1) varemærket ikke er brugt i overensstemmelse
med § 25,
2) varemærket som følge af indehaverens virk-
somhed eller passivitet er blevet til en almindelig
betegnelse inden for branchen for den vare eller
tjenesteydelse, som varemærket er registreret for,
eller
3) varemærket som følge af den brug, der af in-
dehaveren eller med dennes samtykke gøres af va-
remærket for de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke det er registreret, er egnet til at vildlede,
især med hensyn til varernes eller tjenesteydelser-
nes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
Stk. 3. Krav om ophævelse af et varemærke efter
stk. 2, nr. 1, kan ikke gøres gældende, hvis reel
brug af varemærket påbegyndes eller genoptages i
tiden mellem udløbet af 5-årsperioden og tidspunk-
tet for indgivelse af begæring om ophævelse. Påbe-
gyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de
sidste 3 måneder forud for indgivelse af begæring
om ophævelse tages imidlertid ikke i betragtning,
såfremt forberedelserne til påbegyndelse eller gen-
optagelse af brugen først indledes, når indehaveren
har fået kendskab til, at der eventuelt vil blive ind-
givet begæring om ophævelse.
Stk. 4. Hvis ophævelsesgrunden kun vedrører en
del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
mærket er registreret, skal registreringen kun op-
hæves for disses vedkommende.
søgningen endvidere indeholde de bestemmelser,
der gælder for mærkets anvendelse.
Stk. 7. Bestemmelserne om et kollektivmærkes
anvendelse skal som minimum angive
1) hvilke personer der har ret til at anvende kol-
lektivmærket,
2) betingelserne for medlemskab af sammenslut-
ningen og
3) betingelserne for anvendelse af kollektivmær-
ket, herunder sanktioner.
Stk. 8. Består et kollektivmærke af en geografisk
betegnelse, skal de bestemmelser, som er fastsat
efter stk. 7, desuden give enhver person, hvis varer
eller tjenesteydelser hidrører fra det pågældende
geografiske område, ret til at blive optaget som
medlem af den sammenslutning, der er indehaver
af kollektivmærket, forudsat at den pågældende
person opfylder alle andre betingelser i bestemmel-
serne.
Stk. 9. Ansøgningsdatoen for en varemærkean-
søgning er den dato, hvor ansøgningen, der inde-
holder oplysninger i henhold til § 11, stk. 5, indgi-
ves af ansøgeren til Patent- og Varemærkestyrel-
sen.
Stk. 10. Erhvervsministeren kan fastsætte be-
stemmelser om de krav, ansøgningen skal opfylde,
for at en anmodning efter stk. 3 kan imødekom-
mes.
Angivelse og klassificering af varer og
tjenesteydelser
§ 12. De varer og tjenesteydelser, for hvilke va-
remærkeregistrering søges, skal klassificeres i
overensstemmelse med det klassificeringssystem,
der er fastlagt ved Niceklassifikationen. Ansøges
om registrering for varer eller tjenesteydelser i me-
re end én klasse, grupperes de pågældende varer og
tjenesteydelser i overensstemmelse med Niceklas-
sifikationens klasser, idet der foran hver gruppe
anføres nummeret på den klasse, som den pågæl-
dende gruppe af varer og tjenesteydelser tilhører,
og klasserne opføres i rækkefølge.
Stk. 2. De varer og tjenesteydelser, for hvilke der
søges beskyttelse, skal identificeres af ansøgeren
med tilstrækkelig klarhed og præcision, således at
104
Stk. 5. Hvis ophævelsesgrunden er et ældre kolli-
derende mærke, kan krav om ophævelse kun gøres
gældende, hvis den, der har krævet registreringen
ophævet, på den anden parts begæring kan godtgø-
re, at det ældre mærke har været brugt i overens-
stemmelse med § 25. Hvis et ældre registreret va-
remærke kun er blevet anvendt for en del af de va-
rer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registre-
ret, anses det kun registreret for denne del af vare-
rne eller tjenesteydelserne. Enhver af parterne kan
til enhver tid anlægge sag mod den anden part om
spørgsmål, der er rejst i sagen, hvad enten Patent-
og Varemærkestyrelsen har truffet afgørelse i sag-
en eller ej.
Ophævelse ved dom
§ 29. Ophævelse af en registrering i henhold til §
28 sker ved dom, jf. dog § 30. Sagen anlægges
mod indehaveren, og den kan anlægges af enhver,
der har retlig interesse deri. Sag efter bestemmel-
serne i § 13 og § 14, nr. 1-3 kan også anlægges af
Patent- og Varemærkestyrelsen.
Administrativ ophævelse
§ 30. Efter registreringsprocedurens afslutning
kan enhver over for Patent- og Varemærkestyrel-
sen begære en varemærkeregistrering ophævet,
hvis betingelserne for ophævelse i § 28 er opfyldt.
Med begæringen skal følge et gebyr.
Stk. 2. Hvis en sag ved domstolene vedrørende
en varemærkeregistrering ikke er endeligt afgjort,
kan der ikke fremsættes en begæring efter stk. 1
vedrørende den pågældende registrering.
Stk. 3. Rejses sag ved domstolene om en vare-
mærkeregistrering, inden der er truffet endelig af-
gørelse om en begæring efter stk. 1 vedrørende re-
gistreringen, skal Patent- og Varemærkestyrelsen
stille behandlingen af begæringen i bero, indtil
sagen er endeligt afgjort, medmindre begæringen
er fremsat af indehaveren af varemærkeregistrerin-
gen.
Stk. 4. Indehaveren af den registrerede ret skal
underrettes om begæringen og have adgang til at
udtale sig.
Patent- og Varemærkestyrelsen og de erhvervsdri-
vende alene på dette grundlag har mulighed for at
konstatere omfanget af den beskyttelse, der søges.
Stk. 3. Niceklassifikationens klasseoverskrifter
eller andre generelle betegnelser kan anvendes i
ansøgningen, forudsat at de er i overensstemmelse
med de nødvendige standarder for klarhed og præ-
cision efter stk. 2.
Stk. 4. Patent- og Varemærkestyrelsen afslår en
ansøgning vedrørende angivelser eller betegnelser,
som er uklare eller upræcise, hvis ansøgeren ikke
foreslår en acceptabel formulering inden for en
frist fastsat af styrelsen.
Stk. 5. Generelle betegnelser, herunder de gene-
relle angivelser i Niceklassifikationens klasseover-
skrifter, omfatter alle varer eller tjenesteydelser,
der ud fra en ordlydsfortolkning klart er omfattet af
den pågældende angivelse eller betegnelse. Sådan-
ne betegnelser eller angivelser udgør ikke en rettig-
hed for varer eller tjenesteydelser, der ikke kan for-
stås som sådan.
Stk. 6. Varer og tjenesteydelser betragtes ikke
som værende lignende, blot fordi de står opført i
samme klasse i Niceklassifikationen. Varer og tje-
nesteydelser betragtes ikke som værende forskelli-
ge, blot fordi de er opført i forskellige klasser i Ni-
ceklassifikationen.
Konventionsprioritet
§ 12 a. Indleveres en ansøgning om registrering
af et varemærke her i landet senest seks måneder
efter, at den første ansøgning om registrering af va-
remærket er indleveret i et land, som er tilsluttet
Pariserkonventionen, eller som er medlem af Ver-
denshandelsorganisationen (WTO), vil ansøgnin-
gen på begæring få prioritet fra den første indleve-
ringsdato. Prioriteten indebærer, at ansøgningen i
forhold til senere indtrufne omstændigheder, sås-
om andres ansøgninger eller andres brug af mær-
ket, skal anses som indleveret samtidig med ansøg-
ningens indlevering i den fremmede stat.
Stk. 2. Stk. 1 finder under forudsætning af gensi-
dighed tilsvarende anvendelse for varemærker, der
første gang er ansøgt i et land, der ikke er tilsluttet
Pariserkonventionen eller ikke er medlem af Ver-
denshandelsorganisationen (WTO).
105
Stk. 5. Ophæves registreringen helt eller delvis,
offentliggøres afgørelsen herom, når den er blevet
endelig.
Stk. 6. Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse
kan indbringes for Patentankenævnet og domstole-
ne i overensstemmelse med § 46. Enhver af parter-
ne kan dog til enhver tid anlægge sag mod den an-
den part om spørgsmål, der er rejst i sagen, hvad
enten Patent- og Varemærkestyrelsen har truffet
afgørelse i sagen eller ej.
§ 31. Foreligger der begrundet tvivl om, at der
findes en mærkeindehaver, eller er dennes adresse
ukendt, kan enhver med retlig interesse deri begæ-
re varemærket slettet af registret.
Stk. 2. Inden udslettelse kan ske, skal Patent- og
Varemærkestyrelsen anmode indehaveren om at
give sig til kende inden en frist fastsat af Patent- og
Varemærkestyrelsen. Meddelelse om frist gives
ved anbefalet brev eller på lignende betryggende
måde. Hvis indehaverens adresse ikke kendes,
meddeles fristen ved offentlig bekendtgørelse. Har
indehaveren herefter ikke givet sig til kende, slet-
tes varemærket af registret.
Annullation
§ 32. Hvis en registrering af et varemærke, en
fornyelse af en varemærkeregistrering eller en no-
tering af ændring i registret er sket ved en åbenbar
fejlekspedition, kan Patent- og Varemærkestyrel-
sen indtil 3 måneder fra registreringsdatoen eller
noteringsdatoen annullere registreringen, fornyel-
sen eller noteringen.
Udslettelse
§ 33. Udslettelse af registret sker,
1) når registreringen ikke fornys,
2) når mærkeindehaveren begærer varemærket
udslettet,
3) hvis registreringen erklæres ugyldig i medfør
af § 23, eller
4) hvis der træffes beslutning eller afsiges dom
om ophævelse i medfør af §§ 29, 30 eller 31.
Udstillingsprioritet
§ 12 b. Indleveres en ansøgning om registrering
af et varemærke her i landet senest seks måneder
efter, at mærket for første gang er anvendt for va-
rer udstillet på en officiel eller officielt anerkendt
international udstilling, vil ansøgningen på begæ-
ring få prioritet fra denne dato. Ved de nævnte ud-
stillinger forstås sådanne, som er defineret i Kon-
ventionen angående internationale udstillinger af
22. november 1928 med senere revisioner. Priori-
teten indebærer, at ansøgningen i forhold til senere
indtrufne omstændigheder, såsom andres ansøgnin-
ger om eller andres benyttelse af mærket, skal an-
ses som indleveret samtidig med dets anvendelse
på udstillingen.
Absolutte hindringer for registrering
§ 13. Følgende kan ikke registreres:
1) Tegn, som ikke kan udgøre et varemærke.
2) Varemærker, som mangler fornødent særpræg.
3) Varemærker, som udelukkende består af tegn
eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at
betegne varernes eller tjenesteydelsernes art, be-
skaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografi-
ske oprindelse eller tidspunktet for varernes frem-
stilling eller for præstationen af tjenesteydelsen el-
ler andre egenskaber ved varerne eller tjenestey-
delserne.
4) Varemærker, som udelukkende består af tegn
eller angivelser, der i daglig sprogbrug eller efter
redelig og almindelig markedsføringsskik er blevet
almindelige som betegnelse for varerne eller tjene-
steydelserne.
Stk. 2. Et varemærke må ikke udelukkes fra regi-
strering efter stk. 1, nr. 2-4, hvis det inden datoen
for ansøgning om registrering, som følge af den
brug, der er gjort deraf, har fået fornødent sær-
præg.
Stk. 3. Tegn eller angivelser, der i omsætningen
kan tjene til at betegne varers eller tjenesteydelsers
geografiske oprindelse, kan uanset bestemmelsen i
stk. 1, nr. 3, udgøre et kollektivmærke eller et ga-
ranti- eller certificeringsmærke. Mærket giver ikke
indehaveren ret til at forbyde en tredjemand at bru-
ge sådanne tegn eller angivelser i omsætningen,
106
§ 34. Af enhver dom, der vedrører en varemær-
keregistrering eller en varemærkeansøgning, skal
vedkommende domstol sende Patent- og Varemær-
kestyrelsen en udskrift.
Kapitel 4
Særlige bestemmelser om registrering af
udenlandske varemærker
Hjemlandsregistrering
§ 35. En ansøger, der ikke driver virksomhed her
i landet, og som ikke er hjemmehørende i en stat,
der har tiltrådt Pariserkonventionen til beskyttelse
af industriel ejendomsret eller som er medlem af
Verdenshandelsorganisationen (WTO), skal doku-
mentere, at et tilsvarende mærke er registreret for
den pågældende i hjemlandet for de varer eller tje-
nesteydelser, som ansøgningen omfatter.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan under forudsæt-
ning af gensidighed bestemme, at stk. 1 ikke finder
anvendelse.
§ 36. Erhvervsministeren kan under forudsætning
af gensidighed bestemme, at varemærker, som el-
lers ikke ville kunne registreres her i landet, men
som er registreret i en fremmed stat, kan registreres
her, således som de er registreret i den fremmede
stat. En sådan registrering gælder ikke i videre om-
fang end i den fremmede stat.
Fuldmægtig
§ 37. Patent- og Varemærkestyrelsen kan opfor-
dre varemærkeindehaver til at udpege en i Det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde
(EØS) bosat fuldmægtig, som på dennes vegne kan
modtage søgsmål og alle forekommende meddelel-
ser vedrørende varemærket med bindende virkning
for indehaveren. Fuldmægtigens navn og adresse
skal indføres i varemærkeregistret.
når de bruges i overensstemmelse med god mar-
kedsføringsskik. Navnlig kan mærket ikke påberå-
bes over for tredjemand, der har ret til at bruge en
given geografisk betegnelse.
§ 14. Endvidere kan følgende ikke registreres:
1) Tegn, som udelukkende består af
a) formen eller en anden egenskab, der følger af
varernes egen karakter,
b) formen eller en anden egenskab ved varer,
som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat,
eller
c) formen eller en anden egenskab, der giver va-
rerne en væsentlig værdi.
2) Varemærker, som strider mod lov, den offent-
lige orden eller sædelighed.
3) Varemærker, som har en sådan karakter, at de
vil kunne vildlede offentligheden, for eksempel
med hensyn til varens eller tjenesteydelsens art,
beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
4) Varemærker, der ikke er godkendt af de kom-
petente myndigheder, og som skal afslås i medfør
af artikel 6 c i Pariserkonventionen, samt mærker,
der omfatter tegn, emblemer og våben, som har of-
fentlig interesse, medmindre deres registrering er
blevet tilladt af vedkommende myndighed.
5) Varemærker, som er udelukket fra registrering
i henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke
EU eller Danmark er part, og som giver beskyttelse
af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnel-
ser.
6) Varemærker, som er udelukket fra registrering
i henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke
EU er part, og som giver beskyttelse af traditionel-
le benævnelser for vin.
7) Varemærker, som er udelukket fra registrering
i henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke
EU er part, og som giver beskyttelse af garanterede
traditionelle specialiteter.
8) Varemærker, der består af eller i deres væsent-
lige elementer gengiver en ældre plantesortsbeteg-
nelse, som er beskyttet af plantesortsrettigheder og
vedrører plantesorter af samme eller nært beslæg-
tede arter.
107
Kapitel 5
Overdragelse og licens m.v.
§ 38. Retten til et varemærke kan overdrages i el-
ler uden forbindelse med den virksomhed, hvor det
benyttes.
Stk. 2. Overdrager nogen sin virksomhed, går ret-
ten til virksomhedens varemærker over til erhver-
veren, medmindre andet er eller må anses for at
være aftalt.
§ 39. Overdragelse af retten til et registreret vare-
mærke skal på begæring noteres i varemærkeregis-
tret.
Stk. 2. Indtil overdragelsen er meddelt Patent- og
Varemærkestyrelsen, anses indehaveren af vare-
mærket at være den, der senest er noteret i regis-
tret.
Licens
§ 40. Der kan gives licens til et varemærke for al-
le eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke det er registreret, samt for hele landet eller
en del af dette. Licensen kan være en eksklusiv li-
cens eller en simpel licens.
Stk. 2. Licensen skal på indehaverens eller licens-
tagerens begæring noteres i varemærkeregistret.
Ligeledes noteres det i registret, når det senere
godtgøres, at licensen er ophørt.
Stk. 3. Indehaveren af et varemærke kan gøre de
rettigheder, der er knyttet til varemærket, gældende
over for en licenstager, der overtræder en af be-
stemmelserne i licensaftalen med hensyn til licen-
sens gyldighedsperiode, den udformning, hvori va-
remærket må anvendes i henhold til registreringen,
arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke li-
censen er indrømmet, det geografiske område, in-
den for hvilket varerne må forsynes med varemær-
ket, eller kvaliteten af de af licenstageren fremstil-
lede varer eller præsterede tjenesteydelser.
Pant og udlæg
§ 41. Er retten til et registreret varemærke blevet
pantsat, eller er der foretaget udlæg deri, skal Pa-
tent- og Varemærkestyrelsen på indehaverens,
9) Varemærker, der er ansøgt i ond tro.
Stk. 2. Et kollektivmærke eller et garanti- eller
certificeringsmærke kan ikke registreres, hvis det
vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til
mærkets karakter eller betydning, navnlig hvis det
kan blive antaget som værende noget andet end et
kollektivmærke eller et garanti- eller certificerin-
gsmærke.
Relative hindringer for registrering
§ 15. Et varemærke kan efter indsigelse udeluk-
kes fra registrering eller kan, hvis det er registreret,
på anmodning eller ved dom erklæres ugyldigt,
hvis
1) det er identisk med et ældre varemærke, og de
varer eller tjenesteydelser, som varemærket er an-
søgt eller registreret for, er identiske med de varer
eller tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemær-
ke er beskyttet, eller
2) der i offentlighedens bevidsthed er risiko for
forveksling, herunder at der er en forbindelse med
det ældre varemærke, fordi det yngre varemærke er
identisk med eller ligner det ældre varemærke, og
varerne eller tjenesteydelserne er identiske eller
lignende.
Stk. 2. Ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås
følgende:
1) Varemærker af følgende kategorier med en da-
to for ansøgning om registrering, der ligger før da-
toen for ansøgning om registrering af varemærket,
i givet fald under hensyntagen til den prioritet, der
gøres gældende til støtte for disse varemærker:
a) EU-varemærker, herunder EU-varemærker,
for hvilke der i overensstemmelse med EU-vare-
mærkeforordningen med fuld ret påberåbes ancien-
nitet i forhold til et af de varemærker, som er om-
fattet af litra b og c, også selv om der er givet af-
kald på sidstnævnte, eller det er ladet bortfalde.
b) Varemærker, der er registreret her i landet.
c) Varemærker, som er registreret i henhold til
internationale ordninger med virkning her i landet.
2) Ansøgninger om varemærker omfattet af nr. 1
med forbehold af deres registrering.
3) Varemærker, som på datoen for ansøgning om
registrering af varemærket eller, i givet fald den
108
panthaverens eller rekvirentens begæring notere
dette i varemærkeregistret.
prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøg-
ningen om registrering af varemærket, er vitterlig
kendt her i landet i den betydning, som er angivet i
Pariserkonventionens artikel 6 b.
4) Uregistrerede varemærker, der er stiftet efter §
3, stk. 1, nr. 3, når retten til varemærket er den
først opståede ret efter § 6.
Stk. 3. Et varemærke kan ved indsigelse udeluk-
kes fra registrering eller kan, hvis det er registreret,
erklæres ugyldigt i følgende tilfælde:
1) Varemærket er identisk med eller ligner et
ældre varemærke, uanset om de varer eller tjene-
steydelser, for hvilke det er ansøgt eller er registre-
ret, er identiske med, ligner eller ikke ligner dem,
for hvilke det ældre varemærke er beskyttet, når
det ældre varemærke er velkendt her i landet, eller
i tilfælde af et EU-varemærke, er velkendt i EU, og
brugen af det yngre varemærke uden rimelig grund
vil medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre
varemærkes særpræg eller renommé, eller sådan
brug vil skade dette særpræg eller renommé.
2) Varemærkeindehaverens agent eller repræsen-
tant ansøger om registrering af varemærket i eget
navn uden indehaverens samtykke, medmindre
agenten eller repræsentanten kan retfærdiggøre sin
handling.
3) I det omfang, der i henhold til EU-lovgivnin-
gen eller dansk ret, som giver beskyttelse af oprin-
delsesbetegnelser og geografiske betegnelser,
a) allerede er indgivet en ansøgning om en oprin-
delsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse i
overensstemmelse med EU-lovgivningen eller
dansk ret før datoen for ansøgning om registrering
af varemærket eller datoen for den prioritet, der
gøres gældende til støtte for ansøgningen, med for-
behold af dets senere registrering, eller
b) oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske
betegnelse giver den person, der i henhold til den
relevante lovgivning har adgang til at udøve de ret-
tigheder, som hidrører herfra, ret til at forbyde bru-
gen af et yngre varemærke.
4) Varemærket krænker en ret til et virksomheds-
navn, som er registreret i Det Centrale Virksom-
hedsregister (CVR). Et varemærke anses for at
krænke en ret til et virksomhedsnavn, når virksom-
109
hedsnavnet har mere end lokalt afgrænset karakter,
og
a) navnet og varemærket ligner hinanden, og de
varer eller tjeneydelser, for hvilke virksomheds-
navnet er anvendt som kendetegn forud for ansøg-
ningen om registrering af varemærket eller en her-
for påberåbt prioritet, er de samme som eller ligner
dem, der er omfattet af varemærket, og brugen af
varemærket vil medføre en risiko for forveksling,
herunder at der kan antages en forbindelse mellem
dem, eller
b) brugen af varemærket uden rimelig grund vil
medføre en utilbørlig udnyttelse af eller skade på
virksomhedsnavnets særpræg eller renommé, så-
fremt virksomhedsnavnet er anvendt i forbindelse
med varer eller tjenesteydelser, og denne brug har
ført til, at navnet forud for ansøgningen om regi-
strering af varemærket eller en herfor påberåbt pri-
oritet, er blevet velkendt her i landet.
5) Der er stiftet rettigheder til et andet end de for-
retningskendetegn, der er omfattet af nr. 4, når
kendetegnet er af mere end lokalt afgrænset karak-
ter, og der til kendetegnet er knyttet en ret til at
forbyde brugen af det yngre varemærke.
6) Varemærket uhjemlet består af eller indehol-
der et personnavn eller et portræt, hvortil en anden
har lovlig adkomst, og der ikke derved sigtes til for
længst afdøde personer, når der til navnet eller por-
trættet er knyttet en ret til at forbyde brugen af va-
remærket.
7) Varemærket uhjemlet består af eller indehol-
der bestanddele, der af omsætningskredsen vil bli-
ve opfattet som et særegent navn på eller afbild-
ning af en ejendom beliggende her i landet, når der
til ejendomsnavnet eller -afbildningen er knyttet en
ret for ejeren til at forbyde anvendelsen af det yng-
re varemærke, og denne ret er af mere end lokalt
afgrænset karakter.
8) Varemærket krænker en andens ophavsret el-
ler industrielle rettigheder, når der til disse rettig-
heder er knyttet en ret til at forbyde brugen af vare-
mærket.
9) Varemærket kan forveksles med et ældre vare-
mærke, der er beskyttet i udlandet, hvis ansøgeren
110
var i ond tro på datoen for indgivelsen af ansøgnin-
gen.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 og 3 finder under
passende omstændigheder ikke anvendelse, hvis
indehaveren af de ældre rettigheder, som er nævnt i
disse bestemmelser, har givet sit samtykke til regi-
streringen.
Behandling af ansøgninger
§ 16. Patent- og Varemærkestyrelsen påser, at
ansøgeren opfylder kravene i § 1 b, og at ansøgnin-
gen er i overensstemmelse med bestemmelserne i §
2, § 11, stk. 1 og stk. 5-8, og §§ 12-14.
Stk. 2. Er varemærket ansøgt som et kollektiv-
mærke eller et garanti- eller certificeringsmærke,
påser Patent- og Varemærkestyrelsen desuden, at
bestemmelserne om det pågældende kollektivmær-
kes eller garanti- eller certificeringsmærkets an-
vendelse ikke strider mod den offentlige orden el-
ler sædelighed.
Stk. 3. Finder styrelsen, at der er noget til hinder
for at godkende ansøgningen, jf. stk. 1 og 2, og har
styrelsen fastsat en frist til berigtigelse af ansøg-
ningen, kan ansøgeren i indtil to måneder fra fri-
stens udløb anmode om en forlængelse af fristen.
Søgningsrapporter
§ 17. Patent- og Varemærkestyrelsen foretager en
søgning efter ældre ansøgte og registrerede vare-
mærker og udarbejder en søgningsrapport, der sen-
des til orientering til ansøgeren med en frist til at
udtale sig. En søgningsrapport udarbejdes ikke,
hvis ansøgeren har indgivet anmodning herom ef-
ter § 11, stk. 3.
Offentliggørelse af ansøgninger
§ 18. Er en frist fastsat efter § 17 udløbet, og har
Patent- og Varemærkestyrelsen ikke fundet hin-
dringer for varemærkets registrering, eller når en
afgørelse om delvist afslag på ansøgningen om re-
gistrering er blevet endelig, offentliggøres ansøg-
ningen.
Indsigelse
§ 19. Indsigelse mod ansøgningen kan fremsæt-
tes, når ansøgningen er offentliggjort. Indsigelsen
111
skal være begrundet og skal indgives til Patent- og
Varemærkestyrelsen inden to måneder fra offent-
liggørelsesdatoen. For indsigelsen betales et gebyr,
jf. § 60 c, stk. 1.
Stk. 2. Indsigelse efter stk. 1 kan fremsættes
under henvisning til, at ansøgningen krænker en el-
ler flere af de relative hindringer, der er anført i §
15, og kan være rettet mod en del af eller alle de
varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af an-
søgningen.
Stk. 3. Indsigelsen kan fremsættes af indehaveren
af den eller de påberåbte rettigheder, eller af perso-
ner og virksomheder, der er berettiget hertil efter §
8, stk. 1, eller § 9, stk. 1, samt af personer eller
virksomheder, der er berettiget til at udøve de ret-
tigheder, som er omhandlet i § 15, stk. 3, nr. 3. Er
indsigelsen fremsat under henvisning til flere ældre
rettigheder, skal alle de ældre rettigheder tilhøre
den samme indehaver.
Stk. 4. Patent- og Varemærkestyrelsen kan i sager
om indsigelse træffe afgørelse om, at
1) ansøgningen opretholdes i sin helhed,
2) ansøgningen afslås helt eller delvist, jf. § 15,
eller
3) ansøgningen overdrages til indehaveren af va-
remærkeretten efter § 5, stk. 4, nr. 2.
Udsættelse som følge af forhandlinger
§ 20. Når parterne i en indsigelsessag forhandler
om en mindelig løsning af sagen og indgiver en
fælles anmodning til Patent- og Varemærkestyrel-
sen om udsættelse af styrelsens behandling af sag-
en, kan styrelsen udsætte behandlingen af sagen i
mindst to måneder.
Manglende brug som forsvar i en indsigelsessag
§ 21. I sager om indsigelser fremsat under hen-
visning til et ældre registreret varemærke, hvor
femårsperioden, inden for hvilken der skal have
været gjort reel brug af det ældre varemærke som
fastsat i § 10 c, var udløbet på ansøgnings- eller
prioritetsdatoen for det yngre varemærke, skal ind-
sigeren på anmodning af ansøgeren dokumentere,
at der er blevet gjort reel brug af det ældre vare-
mærke i løbet af den femårsperiode, der går forud
112
for ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre
varemærke, eller at der forelå rimelige grunde til
manglende brug. Kan indsigeren ikke dokumentere
dette, tager Patent- og Varemærkestyrelsen ikke
påstanden om krænkelse af det ældre varemærke til
følge.
Stk. 2. Er det ældre varemærke kun blevet an-
vendt for en del af de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke det er registreret, anses det for så vidt
angår behandlingen af indsigelsen, jf. stk. 1, kun at
være blevet registreret for denne del af varerne el-
ler tjenesteydelserne.
Stk. 3. Er det ældre varemærke et EU-varemær-
ke, finder bestemmelserne i stk. 1 og 2 tilsvarende
anvendelse. I så fald skal den reelle brug af EU-va-
remærket vurderes af Patent- og Varemærkestyrel-
sen i overensstemmelse med artikel 18 i EU-vare-
mærkeforordningen.
Bemærkninger fra tredjemand
§ 22. Enhver kan inden registreringen af et an-
søgt varemærke fremsætte begrundede bemærknin-
ger til Patent- og Varemærkestyrelsen om, at det
ansøgte varemærke ikke bør registreres af de grun-
de, der er nævnt i § 16, stk. 1 og 2. Den, der frem-
sætter bemærkningerne, bliver ikke herved part i
sagen.
Registrering og offentliggørelse af varemærket
§ 23. Er ansøgningen i overensstemmelse med
denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør her-
af, og er der ikke indgivet indsigelse efter § 19, el-
ler når der er truffet endelige afgørelser om eventu-
elle indsigelser, og ansøgningen er helt eller delvist
opretholdt, registrerer og offentliggør Patent- og
Varemærkestyrelsen varemærket.
Kapitel 2 A
Registreringens gyldighedsperiode og fornyelse
Registreringens varighed og fornyelse
§ 24. Varemærker registreres for en periode på
10 år at regne fra ansøgningsdatoen.
Stk. 2. Registreringen kan fornyes for yderligere
10-årsperioder.
113
Stk. 3. Registreringen af et varemærke fornyes
efter ansøgning fra indehaveren af varemærket el-
ler fra enhver person med bemyndigelse hertil,
hvis fornyelsesgebyret efter § 60 b er betalt. Beta-
ling af fornyelsesgebyret anses i sig selv for at ud-
gøre en sådan ansøgning.
Stk. 4. Patent- og Varemærkestyrelsen giver in-
dehaveren af varemærket meddelelse om registre-
ringsperiodens udløb mindst seks måneder før ud-
løb. Styrelsen kan ikke holdes ansvarlig for man-
glende meddelelse.
Stk. 5. Ansøgningen om fornyelse kan indgives,
og fornyelsesgebyret kan betales tidligst seks må-
neder umiddelbart inden registreringsperiodens ud-
løb. Sker dette ikke, kan ansøgningen mod et til-
lægsgebyr indgives inden for en yderligere frist på
seks måneder efter udløbet af registreringsperio-
den. Fornyelsesgebyret og et tillægsgebyr skal be-
tales inden for denne yderligere periode. Ansøg-
ningen om fornyelse skal indgives og fornyelses-
gebyret betales inden for en periode på mindst seks
måneder umiddelbart inden registreringsperiodens
udløb. Sker dette ikke, kan ansøgningen mod et til-
lægsgebyr indgives inden for en yderligere frist på
seks måneder efter udløbet af registreringsperio-
den. Fornyelsesgebyret og et tillægsgebyr skal be-
tales inden for denne yderligere periode.
Stk. 6. Vedrører ansøgningen eller gebyrerne kun
en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
varemærket er registreret, fornyes registreringen
kun for de pågældende varer eller tjenesteydelser.
Stk. 7. Fornyelsen får virkning fra dagen efter
den eksisterende registreringsperiodes udløb. For-
nyelsen indføres i varemærkeregistret.
Kapitel 3
Fortabelses- og ugyldighedsgrunde
Manglende reel brug som fortabelsesgrund
§ 25. Indehaveren af et registreret varemærke, jf.
§ 3, stk. 1, nr. 1 og 2, kan fortabe sine rettigheder,
når der inden for en sammenhængende femårsperi-
ode ikke er gjort reel brug af varemærket her i lan-
det for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det
114
er registreret, og der ikke foreligger rimelig grund
til manglende brug.
Stk. 2. Der kan ikke fremsættes begæring om for-
tabelse af et registreret varemærke, såfremt reel
brug af varemærket påbegyndes eller genoptages i
tiden mellem udløbet af femårsperioden og tids-
punktet for indgivelse af begæring om fortabelse.
Stk. 3. Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen
inden for de sidste tre måneder forud for indgivelse
af begæring om fortabelse, tages ikke i betragtning,
såfremt forberedelserne til påbegyndelse eller gen-
optagelse af brugen først indledes, når indehaveren
har fået kendskab til, at der eventuelt vil blive ind-
givet begæring om fortabelse. Denne periode på tre
måneder begynder tidligst ved udløbet af den sam-
menhængende femårsperiode.
Fortabelse af rettigheder til varemærker, der er
blevet generiske eller vildledende
§ 26. Indehaveren af et varemærke kan fortabe
sine rettigheder, når et registreret varemærke efter
den dato, på hvilken det er blevet registreret, jf. §
23,
1) som følge af indehaverens virksomhed eller
passivitet er blevet til en almindelig betegnelse in-
den for handelen for en vare eller tjenesteydelse,
der er omfattet af varemærket, eller
2) som følge af den brug, der af indehaveren eller
med indehaverens samtykke gøres af varemærket
for de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af
varemærket, vil kunne vildlede offentligheden,
navnlig med hensyn til varernes eller tjenesteydel-
sernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindel-
se.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i til-
fælde af designeringer efter den dato, på hvilken
designeringens gyldighed er endelig godkendt, jf. §
56, eller i tilfælde af uregistrerede varemærker, ef-
ter den dato, på hvilken en varemærkeret er blevet
stiftet ved ibrugtagning, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, eller er
blevet vitterligt kendt, jf. § 3, stk. 2.
Supplerende fortabelsesgrunde for kollektivmærker
og garanti- eller certificeringsmærker
§ 27. Foruden de fortabelsesgrunde, som er om-
fattet af §§ 25 og 26, fortabes rettighederne for in-
115
dehaveren af et kollektivmærke eller garanti- eller
certificeringsmærke, hvis
1) indehaveren ikke træffer rimelige foranstalt-
ninger til at hindre, at kollektivmærket eller garan-
ti- eller certificeringsmærket anvendes på en måde,
som er uforenelig med de betingelser for anvendel-
se, der er fastlagt i bestemmelserne om mærkets
anvendelse, herunder eventuelle ændringer hertil,
der er indført i registret,
2) personer, der er berettiget til at anvende kol-
lektivmærket eller garanti- eller certificeringsmær-
ket, har anvendt det på en sådan måde, at det vil
kunne vildlede offentligheden, jf. § 14, stk. 2, her-
under med hensyn til mærkets karakter eller betyd-
ning, navnlig hvis det kan blive antaget som væ-
rende noget andet end et kollektivmærke eller et
garanti- eller certificeringsmærke, eller
3) en ændring af bestemmelserne om mærkets
anvendelse er indført i varemærkeregistret i strid
med § 39, stk. 2, medmindre mærkets indehaver
ved en yderligere ændring af bestemmelserne om
mærkets anvendelse opfylder kravene i den nævnte
bestemmelse.
Ugyldige varemærkeregistreringer
§ 28. Et varemærke, der er registreret i strid med
bestemmelserne i §§ 1 b og 2, § 11, stk. 7 og 8, §§
13-15 og § 16, stk. 2, kan erklæres ugyldigt.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan et kollektivmærke eller
et garanti- eller certificeringsmærke, der er regi-
streret i strid med § 11, stk. 7 og 8, § 14, stk. 2 el-
ler § 16, stk. 2, ikke erklæres ugyldigt, hvis mær-
kets indehaver ved en ændring af bestemmelserne
om mærkets anvendelse opfylder kravene i § 39,
stk. 2.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan der efter §§ 33 og 34
træffes afgørelse om, at et varemærke, der er regi-
streret i strid med § 15, stk. 3, nr. 2, skal overdra-
ges til indehaveren af varemærket i stedet for at
blive erklæret ugyldigt.
Efterfølgende konstatering af et varemærkes
ugyldighed eller fortabelse
§ 29. Er et registreret varemærke eller en desig-
nering af Danmark, jf. § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, påbe-
råbt som anciennitet i henhold til EU-varemærke-
116
forordningen, men er registreringen eller designe-
ringen udslettet eller ugyldig, fordi indehaveren
har givet afkald på varemærket eller ladet det bort-
falde, kan der efter §§ 33 og 34 træffes afgørelse
om varemærkets ugyldighed eller fortabelse, så-
fremt varemærket kunne erklæres ugyldigt eller
fortabt på det tidspunkt, hvor der blev givet afkald
på mærket, eller det bortfaldt. Afgørelse om ugyl-
dighed eller fortabelse medfører, at ancienniteten
ikke længere har nogen virkning.
Mangel på særpræg eller renommé for et ældre
varemærke, der forhindrer et registreret
varemærkes ugyldighed
§ 30. En begæring om ugyldighed på grundlag af
et ældre varemærke kan ikke imødekommes på da-
toen for begæringen om ugyldiggørelse, hvis den
ikke ville være blevet imødekommet på ansøg-
nings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemær-
ke, hvis
1) det ældre varemærke, der kan erklæres ugyl-
digt i henhold til § 13, stk. 1, nr. 2-4, endnu ikke
havde fået fornødent særpræg som omhandlet i §
13, stk. 2,
2) begæringen om ugyldighed er baseret på § 15,
stk. 1, nr. 2, og det ældre varemærke endnu ikke
havde fået fornødent særpræg til at støtte en kon-
klusion om risiko for forveksling, eller
3) begæringen om ugyldighed er baseret på § 15,
stk. 3, nr. 1, og det ældre varemærke endnu ikke
havde opnået et renommé.
Fortabelse eller ugyldighed for visse varer eller
tjenesteydelser
§ 31. Er der kun for en del af de varer eller tjene-
steydelser, for hvilke en varemærkeret er blevet
stiftet, grunde til rettens fortabelse eller en vare-
mærkeregistrerings ugyldighed, fortabes varemær-
keretten eller erklæres registreringen kun ugyldig
for så vidt angår de pågældende varer eller tjene-
steydelser.
Retsvirkninger ved fortabelse og ugyldighed
§ 32. I det omfang indehaverens rettigheder for-
tabes, anses et registreret varemærke fra datoen for
indgivelse af begæring om fortabelse for ikke at
117
have haft de retsvirkninger, der følger af denne
lov. På begæring af en af parterne kan der i en af-
gørelse om fortabelse fastsættes et tidligere tids-
punkt for indtrædelsen af en fortabelsesgrund.
Stk. 2. Et registreret varemærke anses for aldrig
at have haft de retsvirkninger, der følger af denne
lov, i det omfang varemærket er blevet erklæret
ugyldigt.
Kapitel 4
Procedurer for varemærkeregistreringers
fortabelse eller ugyldighed og udslettelse
Ophævelse af varemærkeregistreringer ved dom
§ 33. Ophævelse af en registrering i henhold til
bestemmelserne i kapitel 3 sker ved dom, jf. dog §
34. Sagen anlægges mod indehaveren og kan an-
lægges af enhver, der har retlig interesse deri. Sag
efter bestemmelserne i §§ 13 og 14 kan også an-
lægges af Patent- og Varemærkestyrelsen.
Administrativ ophævelse af
varemærkeregistreringer
§ 34. Efter registreringsprocedurens afslutning
kan enhver over for Patent- og Varemærkestyrel-
sen begære en varemærkeregistrering erklæret
ugyldig eller fortabt, hvis de betingelser, der er
fastsat i bestemmelserne i kapitel 3 er opfyldt. Med
begæringen skal følge et gebyr, jf. § 60 c, stk. 2.
Stk. 2. En begæring, der er fremsat under henvis-
ning til de rettigheder, som er omhandlet i § 15,
kan dog alene fremsættes af indehaveren af den el-
ler de påberåbte rettigheder, eller af personer og
virksomheder, der er berettiget hertil efter § 8, stk.
1, eller § 9, stk. 1, samt af personer eller virksom-
heder, der er berettiget til at udøve de rettigheder,
som er omhandlet i § 15, stk. 3, nr. 3.
Stk. 3. En begæring efter stk. 1 kan være rettet
mod en del af eller alle de varer eller tjenesteydel-
ser, for hvilke det anfægtede mærke er registreret.
Stk. 4. En begæring om ugyldighed kan indgives
på grundlag af en eller flere ældre rettigheder, for-
udsat at de alle tilhører den samme indehaver.
Stk. 5. Er en sag ved domstolene vedrørende en
varemærkeregistrering ikke endeligt afgjort, kan
118
der ikke fremsættes en begæring efter stk. 1 vedrø-
rende den pågældende registrering.
Stk. 6. Rejses sag ved domstolene om en vare-
mærkeregistrering, inden der er truffet endelig af-
gørelse om en begæring efter stk. 1 vedrørende
denne registrering, skal Patent- og Varemærkesty-
relsen stille behandlingen af begæringen i bero,
indtil sagen er endeligt afgjort, medmindre begæ-
ringen er fremsat af indehaveren af varemærkere-
gistreringen.
Stk. 7. Parterne i en sag om administrativ ophæ-
velse kan til enhver tid anlægge sag mod den an-
den part om spørgsmål, der er omfattet af ophævel-
sesbegæringen, uanset om Patent- og Varemærke-
styrelsen har truffet afgørelse om begæringen.
Stk. 8. Ophæves registreringen helt eller delvis,
offentliggøres afgørelsen herom, når den er blevet
endelig.
Manglende brug som forsvar i sager om
ugyldighed
§ 35. I sager om ugyldighed baseret på et regi-
streret varemærke med en tidligere ansøgnings- el-
ler prioritetsdato skal indehaveren af det ældre va-
remærke, hvis indehaveren af et yngre varemærke
anmoder herom, dokumentere, at det ældre vare-
mærke i løbet af femårsperioden forud for datoen
for begæringen om ugyldighed har været genstand
for reel brug som fastsat i § 10 c i forbindelse med
de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er regi-
streret, og som er påberåbt i begæringen, eller at
der foreligger rimelige grunde til manglende brug,
forudsat at det på datoen for begæringen om ugyl-
dighed er mindst fem år siden, at registreringspro-
ceduren for det ældre varemærke blev afsluttet.
Stk. 2. Er femårsperioden efter § 10 c udløbet på
ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre va-
remærke, skal indehaveren af det ældre varemærke
ud over den dokumentation, der kræves i henhold
til stk. 1, dokumentere, at der blev gjort reel brug
af varemærket i løbet af den femårsperiode, der går
forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen, eller at
der forelå rimelige grunde til manglende brug.
Stk. 3. Fremlægges dokumentation efter stk. 1 og
2 ikke, afvises en begæring om ugyldighed på
grundlag af et ældre varemærke.
119
Stk. 4. Er det ældre varemærke i overensstem-
melse med § 10 c kun blevet anvendt for en del af
de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er regi-
streret, anses det, for så vidt angår behandlingen af
begæringen om ugyldighed, for kun at være blevet
registreret for denne del af varerne eller tjenestey-
delserne.
Stk. 5. Er det ældre varemærke et EU-varemær-
ke, finder stk. 1-4 tilsvarende anvendelse. I så fald
skal den reelle brug af EU-varemærket konstateres
i overensstemmelse med artikel 18 i EU-varemær-
keforordningen.
Manglende oplysninger om indehaver som
begrundelse for sletning af registreringer
§ 36. Foreligger der begrundet tvivl om, at der
findes en mærkeindehaver, eller er dennes adresse
ukendt, kan enhver med retlig interesse deri begæ-
re varemærket slettet af registret.
Stk. 2. Inden udslettelse kan ske, skal Patent- og
Varemærkestyrelsen anmode indehaveren om at
give sig til kende inden en frist fastsat af Patent- og
Varemærkestyrelsen. Hvis indehaverens adresse
ikke kendes, meddeles fristen ved offentliggørelse.
Har indehaveren herefter ikke givet sig til kende,
slettes varemærket af registret.
Udslettelse
§ 37. Udslettelse fra varemærkeregistret sker,
1) når registreringen ikke fornyes,
2) når mærkeindehaveren begærer varemærket
udslettet,
3) hvis registreringen erklæres ugyldig, eller
4) hvis der træffes afgørelse eller afsiges dom om
ophævelse af registreringen.
Kapitel 5
Varemærker som genstand for ejendomsret og
notering af ændringer i varemærkeregistret
Overdragelse af varemærker
§ 38. Et varemærke kan overdrages uafhængigt
af en eventuel virksomhedsoverdragelse for alle el-
ler en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvil-
ke der er stiftet en varemærkeret.
120
Stk. 2. Overdragelse af en virksomhed i sin hel-
hed indebærer overdragelse af varemærket, med-
mindre der foreligger en aftale om det modsatte,
eller hvis det modsatte klart fremgår af omstændig-
hederne. En kontraktlig forpligtelse til at overdrage
en virksomhed er ligeledes omfattet af denne be-
stemmelse.
Stk. 3. Overdragelse af retten til et registreret va-
remærke skal på begæring noteres i varemærkere-
gistret. Indtil overdragelsen er meddelt Patent- og
Varemærkestyrelsen, anser styrelsen indehaveren
af varemærket for at være den, der senest er noteret
i registret.
Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan Pa-
tent- og Varemærkestyrelsen afslå at notere en
overdragelse af et garanti- eller certificeringsmær-
ke eller af et kollektivmærke, hvis mærket efter
overdragelsen er egnet til at vildlede.
Pant og udlæg
§ 38 a. Et varemærke kan uafhængigt af virk-
somheden pantsættes eller gøres til genstand for
andre tinglige rettigheder eller tvangsfuldbyrdelse.
Stk. 2. Er retten til et registreret varemærke ble-
vet pantsat, eller er der foretaget udlæg deri, skal
Patent- og Varemærkestyrelsen på indehaverens,
panthaverens eller rekvirentens begæring notere
dette i varemærkeregistret.
Licens
§ 38 b. Der kan gives licens til et varemærke for
alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke det er registreret, samt for hele landet eller
en del af dette. Licensen kan være en eksklusiv li-
cens eller en simpel licens.
Stk. 2. Indehaveren af et varemærke kan gøre de
rettigheder, der er knyttet hertil, gældende over for
en licenstager, der overtræder en af bestemmelser-
ne i licensaftalen med hensyn til
1) dens gyldighedsperiode,
2) den udformning, hvori varemærket må anven-
des i henhold til registreringen,
3) arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvil-
ke licensen er indrømmet,
121
4) det område, inden for hvilket der må gøres
brug af varemærket, eller
5) kvaliteten af de varer eller tjenesteydelser,
som licenstageren har fremstillet eller præsteret.
Stk. 3. Licensen skal på indehaverens eller licens-
tagerens begæring noteres i varemærkeregistret.
Ligeledes noteres det i registret, når det senere
godtgøres, at licensen er ophørt.
Varemærkeansøgninger som genstand for
ejendomsret
§ 38 c. §§ 38, 38 a og 38 b finder tilsvarende an-
vendelse på varemærkeansøgninger.
Ændringer af bestemmelserne om anvendelse af et
kollektivmærke eller et garanti- eller
certificeringsmærke
§ 39. Indehaveren af et kollektivmærke eller et
garanti- eller certificeringsmærke skal forelægge
Patent- og Varemærkestyrelen enhver ændring af
bestemmelserne om et ansøgt eller registreret mær-
kes anvendelse.
Stk. 2. Ændring af bestemmelserne om mærkets
anvendelse noteres i varemærkeregistret, medmin-
dre de ændrede bestemmelser ikke opfylder krave-
ne i § 11, stk. 6-8, eller de omfatter en af grundene
til afslag i § 14, stk. 2, eller § 16, stk. 2.
Stk. 3. Ændringer af bestemmelserne om anven-
delse af et kollektivmærke eller et garanti- eller
certificeringsmærke får først virkning fra datoen
for noteringen af ændringerne i varemærkeregis-
tret.
Mærkeændring
§ 40. Efter anmodning fra indehaveren kan der
foretages uvæsentlige ændringer af et ansøgt eller
registreret varemærke, hvis helhedsindtrykket af
varemærket ikke påvirkes af ændringen.
Stk. 2. Ændringer efter stk. 1 indføres i varemær-
keregistret og offentliggøres.
Deling af ansøgninger og registreringer
§ 41. Ansøgeren eller indehaveren kan dele en
dansk varemærkeansøgning eller -registrering i to
eller flere særskilte ansøgninger eller registreringer
ved at indgive en anmodning herom til Patent- og
122
Varemærkestyrelsen og for hver udskilt ansøgning
eller registrering anføre, hvilke varer eller tjeneste-
ydelser fra den oprindelige ansøgning eller regi-
strering, der skal omfattes af de udskilte ansøgnin-
ger eller registreringer.
Stk. 2. For anmodning om deling efter stk. 1 be-
tales et gebyr, jf. § 60 d, stk. 1.«
§ 42. Med bøde straffes den, som forsætligt eller
groft uagtsomt krænker en varemærkeret, der er
stiftet ved registrering, ved brug eller i henhold til
Rådets forordning om EF-varemærker.
3. I § 42, stk. 1, indsættes efter »brug«: », jf. § 3,
stk. 1, nr. 3,«, og »EF« ændres til: »EU«.
§ 43 b. Midlertidige afgørelser om forbud eller
påbud i henhold til EF-varemærkeforordningens
art. 99, stk. 1, meddeles af byretten eller Sø- og
Handelsretten.
§ 43 c. Midlertidige afgørelser om forbud eller
påbud, der skal have virkning på enhver medlems-
stats område, jf. EF-varemærkeforordningens art.
99, stk. 2, meddeles af Sø- og Handelsretten.
Stk. 2. Sø- og Handelsrettens afgørelser i medfør
af stk. 1 kan kæres til Østre Landsret.
Stk. 3. Bestemmelserne i retsplejelovens kap. 40
og 57 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. Fo-
gedretten yder efter anmodning Sø- og Handelsret-
ten bistand til varetagelsen af de opgaver, der er
nævnt i retsplejelovens § 641.
4. §§ 43 b-43 d ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 43 b. Midlertidige afgørelser om forbud eller
påbud i henhold til EU-varemærkeforordningen
meddeles af byretten eller Sø- og Handelsretten, jf.
retsplejelovens kapitel 40.
Stk. 2. Midlertidige afgørelser om forbud eller
påbud i henhold til EU-varemærkeforordningen,
der skal have virkning på enhver medlemsstats om-
råde, meddeles af Sø- og Handelsretten.
Stk. 3. Midlertidige afgørelser om forbud eller
påbud, der både vedrører et nationalt varemærke
og et EU-varemærke, meddeles af Sø- og Handels-
retten, hvis den midlertidige afgørelse vedrørende
EU-varemærket skal have virkning på enhver med-
lemsstats område.«
§ 43 d. Midlertidige afgørelser om forbud eller
påbud, der både vedrører et nationalt varemærke
og et EF-varemærke, meddeles af Sø- og Handels-
retten, hvis den midlertidige afgørelse vedrørende
EF-varemærket skal have virkning på enhver med-
lemsstats område, jf. EF-varemærkeforordningens
art. 99, stk. 2. § 43 c, stk. 2-3, finder tilsvarende
anvendelse.
§ 48. Erhvervsministeren fastsætter nærmere be-
stemmelser om varemærkeansøgninger og deres
behandling. Det kan herunder bestemmes, i hvilket
omfang Patent- og Varemærkestyrelsen af egen
drift skal påse, om betingelserne for registrering af
varemærket er til stede. Erhvervsministeren fast-
sætter endvidere bestemmelser om deling af ansøg-
5. § 48 affattes således:
»§ 48. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om indgivelse af varemærkeansøgninger og deres
behandling efter bestemmelserne i kapitel 2, herun-
der om sagsbehandlingssprog og sprog i dokumen-
ter, samt for så vidt angår gengivelse af varemær-
123
ninger og registreringer, om behandling af indsi-
gelser og administrativ ophævelse, om påberåbelse
af fortrinsrettigheder, jf. §§ 18 og 19, om registre-
ring og udslettelse af varemærker og om ekspediti-
oner, underretninger, udskrifter af registret m.v.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter nærmere
bestemmelser om registrets indretning og førelse,
om hvilke oplysninger, der kan indføres i registret,
og om offentliggørelse af registreringer m.v.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om betaling for særlige ekspeditioner, publikatio-
ner, udskrifter, kurser m.v.
Stk. 4. Erhvervsministeren fastsætter de bestem-
melser, der er nødvendige for anvendelsen af For-
ordningen om EF-varemærker, herunder bestem-
melser om EF-varemærkeansøgningers og -regi-
streringers overgang til nationale ansøgninger, om
ekspeditioner, underretninger m.v.
Stk. 5. For deling af ansøgninger og registrerin-
ger samt for underretning betales et gebyr. For be-
handling af sager vedrørende EF-varemærke beta-
les et gebyr.
Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere
regler til bestemmelse af, hvilke dage, der betrag-
tes som lukkedage for Patent- og Varemærkesty-
relsen.
ker krav til og virkningerne af anvendelsen af filty-
per og deres størrelse, mærketyper, beskrivelser,
farver og mærker uden farver (sort/hvid-mærker).
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om deling af ansøgninger og registreringer, om be-
handling af indsigelser og administrativ ophævel-
se, om påberåbelse af fortrinsrettigheder, om vare-
mærkeregistrets indretning og førelse, om hvilke
oplysninger, der kan indføres i registret, om offent-
liggørelse af registreringer, noteringer og medde-
lelser, om registrering og udslettelse af varemærker
og om ekspeditioner, udskrifter af registret m.v.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om betaling for særlige ekspeditioner, publikatio-
ner, udskrifter, kurser m.v.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte de reg-
ler, der er nødvendige for anvendelsen af EU-vare-
mærkeforordningen, herunder bestemmelser om
EU-varemærkeansøgningers og -registreringers
overgang til nationale ansøgninger m.v.
Stk. 5. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere
regler til gennemførelse af bestemmelserne i kapi-
tel 8 om international varemærkeregistrering.
Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om optagelse af fællesmærkeregistret i varemærke-
registret.
Stk. 7. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om fællesmærkers overgang til kollektivmærker el-
ler garanti- eller certificeringsmærker eller indivi-
duelle varemærker og om ophævelse af fællesmær-
keregistreringer.
Stk. 8. Erhvervsministeren kan fastsætte, hvilke
dage der betragtes som lukkedage for Patent- og
Varemærkestyrelsen.«
… 6. Efter § 48 indsættes:
»§ 48 a. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om, at skriftlig kommunikation til og fra Patent- og
Varemærkestyrelsen om forhold, som er omfattet
af denne lov eller af regler udstedt i medfør af den-
ne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere
regler om digital kommunikation, herunder om an-
vendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale
124
formater, maksimal størrelse på filer og digital sig-
natur eller lignende.
Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være
kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten
for meddelelsen.
§ 48 b. Er det efter denne lov eller efter regler
udstedt i medfør af denne lov påkrævet, at et doku-
ment, som er udstedt af andre end Patent- og Vare-
mærkestyrelsen, skal være underskrevet, kan dette
krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sik-
rer entydig identifikation af den, som har udstedt
dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter si-
destilles med dokumenter med personlig under-
skrift.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere
regler om fravigelse af underskriftkrav. Det kan
herunder bestemmes, at krav om personlig under-
skrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumen-
ter.«
7. Kapitel 8 affattes således:
Kapitel 8 »Kapitel 8
International varemærkeregistrering International varemærkeregistrering
Ansøgning om international varemærkeregistre-
ring på basis af ansøgning eller registrering i
Danmark
§ 50. Ved en international varemærkeregistrering
forstås en registrering i henhold til den i Madrid
den 14. april 1891 vedtagne overenskomst vedrø-
rende international registrering af varemærker med
senere revisioner (Madrid-Arrangementet) eller i
henhold til den i Madrid den 27. juni 1989 vedtag-
ne protokol til Madrid-Arrangementet (Protokol-
len).
Virkningerne af en international registrering
§ 51. Fra registreringsdatoen eller fra datoen for
en efterfølgende designering har en international
varemærkeregistrering, hvori Danmark er designe-
ret, samme retsvirkning, som hvis mærket var regi-
streret i Danmark.
§ 50. En international varemærkeansøgning kan
indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen af dan-
ske statsborgere samt fysiske eller juridiske perso-
ner, som er bosat eller er indehavere af en regulær
industriel eller kommerciel virksomhed her i lan-
det.
Stk. 2. Ansøgninger indgivet i medfør af stk. 1
skal være i overensstemmelse med Madridproto-
kollens artikel 3, 3 b og 3 c, herunder som mini-
mum indeholde
1) ansøgers navn og adresse,
2) en gengivelse af mærket og eventuelt oplys-
ninger om mærket,
3) en angivelse af de varer eller tjenesteydelser,
som mærket ønskes registreret for, grupperet i
125
Afslag
§ 52. Patent- og Varemærkestyrelsen kan inden
for den frist, der er fastsat i Madrid-Arrangementet
eller Protokollen, meddele det Internationale Bu-
reau helt eller delvist afslag på mærkets gyldighed
i Danmark, hvis mærket ikke opfylder registre-
ringsbetingelserne efter denne lov, eller hvis der
fremsættes indsigelse.
Bortfald og videreførelse i dansk ret
§ 53. Hvis den internationale varemærkeregistre-
ring mister sin gyldighed, bortfalder dens gyldig-
hed ligeledes i Danmark fra tidspunktet for bort-
fald af den internationale registrering.
Stk. 2. Slettes den internationale registrering efter
Protokollen efter anmodning fra den oprindelige
registreringsmyndighed eller som følge af, at en
kontraherende part udtræder af Protokollen, kan in-
dehaveren indgive en dansk varemærkeansøgning
med samme virkning, som hvis ansøgningen var
indleveret på indleveringsdatoen for den internatio-
nale registrering eller datoen for en efterfølgende
designering, forudsat at
1) ansøgningen indgives senest 3 måneder efter
udslettelsesdatoen,
2) ansøgningen ikke omfatter andre varer eller
tjenesteydelser end den internationale varemærke-
registrering og
3) ansøgningen i øvrigt opfylder kravene til en
dansk varemærkeansøgning, og ansøgeren betaler
de foreskrevne gebyrer.
Forbud mod dobbeltbeskyttelse
§ 54. I de tilfælde, hvor et i Danmark registreret
varemærke tillige på mærkeindehaverens foranled-
ning er genstand for en international varemærkere-
gistrering, skal den internationale varemærkeregi-
strering træde i stedet for den danske registrering,
hvis
1) Danmark er designeret enten oprindeligt eller
senere,
2) de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet
af den danske registrering, også er omfattet af den
internationale registrering, og
klasser i overensstemmelse med Niceklassifikatio-
nen,
4) en angivelse af ansøgningsdato og ansøg-
ningsnummer eller af registreringsdato og registre-
ringsnummer for den danske basisansøgning eller
basisregistrering, og
5) angivelse af de stater eller organisationer, som
designeres.
Stk. 3. En international varemærkeansøgning kan
omfatte alle eller en del af de varer eller tjeneste-
ydelser, der er omfattet af den eller de danske an-
søgninger eller registreringer, der påberåbes som
basis for den internationale ansøgning.
Stk. 4. Ved indlevering af en international vare-
mærkeansøgning kan der påberåbes prioritet i
overensstemmelse med Pariserkonventionen.
Stk. 5. Patent- og Varemærkestyrelsen videresen-
der ansøgningen til Det Internationale Bureau, hvis
ansøgningsgebyret efter § 60 e, stk. 1, er betalt, og
ansøgningen opfylder kravene i stk. 1, samt de reg-
ler, som fastsættes af erhvervsministeren efter §
48, stk. 4.
Stk. 6. Er der noget til hinder for at videresende
ansøgningen, får ansøgeren mulighed for at bringe
denne i orden. Er ansøgningen ikke bragt i orden
inden for fristen på to måneder i henhold til Mad-
ridprotokollens artikel 3, stk. 4, tager Patent- og
Varemærkestyrelsen stilling til, om ansøgningen
skal afvises eller kan sendes til Det Internationale
Bureau.
Efterfølgende designering
§ 51. Begæring om territorial udstrækning af en
international registrering, der er registreret på basis
af en dansk ansøgning eller registrering, kan indgi-
ves til Patent- og Varemærkestyrelsen eller til Det
Internationale Bureau, jf. Madridprotokollens arti-
kel 3 c, stk. 2.
Stk. 2. Er en begæring om territorial udstrækning
efter stk. 1 indgivet til Patent- og Varemærkesty-
relsen, videresender styrelsen begæringen til Det
Internationale Bureau, hvis gebyret efter § 60 e,
stk. 2, er betalt og begæringen er i overensstem-
melse med Madridprotokollens artikel 2, stk. 1, og
126
3) Danmark er designeret senere end ansøgnings-
datoen for den danske registrering.
Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen skal på
forlangende notere i sit register, at der foreligger
en international varemærkeregistrering.
Ansøgning om international
varemærkeregistrering på basis af ansøgning eller
registrering i Danmark
§ 55. En international varemærkeansøgning kan
indleveres af danske statsborgere samt fysiske eller
juridiske personer, som er bosat i Danmark eller er
indehavere af en regulær industriel eller kommer-
ciel virksomhed i Danmark.
§ 56. Internationale varemærkeansøgninger på
basis af en ansøgning eller registrering i Danmark
indleveres til Patent- og Varemærkestyrelsen i
overensstemmelse med de bestemmelser, der fast-
sættes af erhvervsministeren, jf. § 60.
§ 57. En international ansøgning kan kun omfatte
de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den
danske ansøgning eller registrering.
§ 58. Ved indlevering af en international vare-
mærkeansøgning kan der påberåbes prioritet i
overensstemmelse med Pariserkonventionen.
Fornyelse m.v.
§ 59. Om fornyelse gælder de regler, der er fast-
sat i Madrid-Arrangementet og Protokollen.
§ 60. Erhvervsministeren fastsætter nærmere reg-
ler til gennemførelse af bestemmelserne i dette ka-
pitel. Der kan herunder fastsættes særlige regler
om offentliggørelse af de internationalt registrere-
de varemærker, jf. § 51, og om fremsættelse af ind-
sigelser herimod, jf. § 52.
Stk. 2. For behandling af sager vedrørende inter-
national varemærkeregistrering betales et gebyr.
artikel 3 c, stk. 2, herunder som minimum indehol-
der
1) det internationale registreringsnummer,
2) ansøgers navn og adresse,
3) en angivelse af de varer eller tjenesteydelser,
som begæringen omfatter, grupperet i klasser i
overensstemmelse med Niceklassifikationen, og
4) angivelse af de stater eller organisationer, som
designeres.
Meddelelse om ændringer i den oprindelige
ansøgning eller registrering
§ 52. Patent- og Varemærkestyrelsen kan give
Det Internationale Bureau meddelelse om ændrin-
ger i varemærkeregistret, i det omfang ændringerne
har indvirkning på en international registrering, jf.
Madridprotokollens artikel 6, stk. 2-4.
Fornyelse af en international registrering
§ 53. En international registrering kan fornys
hvert 10. år i henhold til den internationale regi-
streringsdato. Fornyelse kan alene ske ved Det In-
ternationale Bureau i overensstemmelse med de
regler, der er fastsat i Madridprotokollen.
Behandlingen af designeringer af Danmark
§ 54. For Patent- og Varemærkestyrelsens be-
handling af designeringer af Danmark af internati-
onale registreringer finder §§ 16-22 tilsvarende an-
vendelse.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan styrelsen alene give af-
slag på en designerings gyldighed efter § 12, hvis
de varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges
beskyttelse, ikke er identificeret med tilstrækkelig
klarhed og præcision i henhold til den udgave af
Niceklassifikationen, der var gældende på tids-
punktet for den internationale registrering.
Stk. 3. For Patent- og Varemærkestyrelsens be-
handling af designering af Danmark i en internatio-
nal varemærkeregistrering betales et gebyr, jf. § 60
a, stk. 5.
Frister for udstedelse af foreløbige afslag
§ 55. Patent- og Varemærkestyrelsen kan inden
18 måneder fra notifikationsdatoen, jf. Madridpro-
127
tokollens artikel 5, stk. 2, litra b, meddele Det In-
ternationale Bureau et foreløbigt afslag på vare-
mærkets gyldighed her i landet, hvis mærket ikke
opfylder registreringsbetingelserne efter denne lov,
herunder hvis der fremsættes indsigelse.
Stk. 2. Udløber indsigelsesperioden, jf. § 19, stk.
1, efter fristen på 18 måneder, jf. stk. 1, kan Patent-
og Varemærkestyrelsen meddele Det Internationa-
le Bureau et forbehold om, at afslag kan fremsæt-
tes efterfølgende i henhold til Madridprotokollens
artikel 5, stk. 2, litra c.
Stk. 3. Har Patent- og Varemærkestyrelsen ikke
meddelt Det Internationale Bureau et foreløbigt af-
slag inden for fristen på 18 måneder, jf. stk. 1, og
er forbeholdet for afslag efter stk. 2 ikke meddelt
inden samme frist, anses den internationale regi-
strering for at være gyldig her i landet i overens-
stemmelse med Madridprotokollens artikel 4, stk.
1, litra a.
Godkendelse af designeringens gyldighed
§ 56. Er designeringen i overensstemmelse med
denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør her-
af, og er der ikke indgivet indsigelse, jf. § 19, eller
er der truffet endelige afgørelser om eventuelle
indsigelser, og designeringen er helt eller delvist
opretholdt, godkender Patent- og Varemærkesty-
relsen designeringen endeligt og noterer datoen
herfor i varemærkeregistret. Patent- og Varemær-
kestyrelsen giver meddelelse til Det Internationale
Bureau om en endeligt godkendt designerings gyl-
dighed og offentliggør designeringen.
Virkningerne af gyldige designeringer
§ 57. En endelig gyldig designering af Danmark i
en international registrering, jf. § 56, har samme
retsvirkning, som hvis mærket var registreret her i
landet.
Bortfald og videreførelse i dansk ret
§ 58. Mister den internationale varemærkeregi-
strering sin gyldighed, bortfalder designeringens
gyldighed her i landet på tidspunktet for bortfaldet
af den internationale registrering.
Stk. 2. Har den internationale varemærkeregistre-
ring mistet sin gyldighed på anmodning fra den op-
128
rindelige registreringsmyndighed eller som følge
af, at en kontraherende part udtræder af Madrid-
protokollen, kan indehaveren indgive en dansk va-
remærkeansøgning med samme virkning, som hvis
ansøgningen var indgivet på datoen for den inter-
nationale registrering eller datoen for den efterføl-
gende designering af Danmark, forudsat at
1) ansøgningen indgives senest tre måneder efter
datoen for udslettelse af den internationale regi-
strering,
2) ansøgningen ikke omfatter andre varer eller
tjenesteydelser end dem, der var omfattet af desig-
neringen af Danmark,
3) ansøgningen i øvrigt opfylder kravene til en
dansk varemærkeansøgning, og
4) ansøgeren betaler de foreskrevne gebyrer, jf. §
60 a, stk. 4.
Stk. 3. En ansøgning om videreførelse i Danmark
efter stk. 2 skal opfylde kravene til ansøgninger, jf.
§ 11, stk. 5-8, og indeholde en henvisning til num-
meret på den internationale registrering samt op-
lysning om designeringsdatoen og eventuel priori-
tet for den internationale registrering.
§ 59. En designering af Den Europæiske Union
via en international varemærkeregistrering, der
overgår til en dansk ansøgning eller en designering
af Danmark efter artikel 202 i EU-varemærkefor-
ordningen, behandles efter reglerne i denne lov.
Erstatning af et dansk varemærke med en
international registrering
§ 60. Patent- og Varemærkestyrelsen skal i over-
ensstemmelse med Madridprotokollens artikel 4 b
på forlangende notere, at en international registre-
ring erstatter en dansk registrering, såfremt
1) Danmark er designeret enten oprindeligt eller
senere,
2) de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet
af den danske registrering, også er omfattet af de-
signeringen af Danmark, og
3) Danmark er designeret senere end ansøgnings-
datoen for den danske registrering.
129
Stk. 2. En erstatning af en dansk varemærkeregi-
strering med en designering af Danmark i medfør
af Madridprotokollens artikel 4 b har kun retsvirk-
ning for så vidt angår de varer og tjenesteydelser,
der både er omfattet af den internationale og den
danske registrering.
Stk. 3. Patent- og Varemærkestyrelsen giver Det
Internationale Bureau meddelelse om notering ef-
ter stk. 1.«
§ 60 a. For ansøgning om registrering af vare-
mærke betales et gebyr på 2.350 kr., jf. § 12, stk. 2.
Der betales endvidere et tillægsgebyr på 600 kr. for
hver klasse i henhold til Nicearrangementet af
1957 vedrørende international klassificering af va-
rer og tjenesteydelser (Niceklassifikationen), der
overstiger de første tre klasser.
Stk. 2. For en EF-varemærkeansøgnings eller -re-
gistrerings overgang til national ansøgning, jf. §
48, stk. 5, betales gebyrer som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. For ansøgning om dansk varemærkeregi-
strering på grundlag af en udslettet international
varemærkeregistrering, jf. § 53, stk. 2, nr. 3, beta-
les 1.500 kr.
Stk. 4. Gebyr for designering af Danmark i en in-
ternational varemærkeregistrering i henhold til arti-
kel 7, stk. 1, i Protokollen af 27. juni 1989 til Mad-
rid-Arrangementet om den internationale registre-
ring af varemærker (»Madrid-Protokollen
(1989)«), opgøres som nævnt i stk. 1.
§ 60 b. For fornyelse af en varemærkeregistre-
ring betales et gebyr på 2.350 kr., jf. § 27, stk. 1.
Der betales endvidere et tillægsgebyr på 600 kr. for
hver klasse i henhold til Niceklassifikationen, der
overstiger de første tre klasser.
Stk. 2. Gebyrer i henhold til stk. 1, der betales ef-
ter registreringsperiodens udløb og indtil 6 måne-
der derefter, forhøjes med 20 pct.
Stk. 3. Gebyr i henhold til Madridprotokollens ar-
tikel 8, stk. 7, for fornyelse af designering af Dan-
mark i en international varemærkeregistrering fast-
sættes som nævnt i stk. 1.
§ 60 c. For fremsættelse af indsigelse mod en
dansk eller international varemærkeregistrerings
8. §§ 60 a-60 c affattes således:
»§ 60 a. For ansøgning om registrering af et va-
remærke, jf. § 11, stk. 1, betales et gebyr på 2.000
kr. I ansøgningsgebyret indgår en klasse af varer
eller tjenesteydelser i henhold til Niceklassifikatio-
nen. For yderligere klasser i henhold til Niceklassi-
fikationen betales et tillægsgebyr. Tillægsgebyret
udgør 200 kr. for første ekstra klasse og 600 kr. for
hver yderligere klasse.
Stk. 2. For udarbejdelse af en nærmere begrun-
delse til en søgningsrapport, jf. § 11, stk. 2, betales
et gebyr på 700 kr.
Stk. 3. For en EU-varemærkeansøgnings eller -
registrerings overgang til national ansøgning beta-
les gebyrer som nævnt i stk. 1.
Stk. 4. For ansøgning om en dansk varemærkere-
gistrering på grundlag af en udslettet international
varemærkeregistrering, jf. § 58, stk. 2, betales et
gebyr på 1.500 kr.
Stk. 5. Gebyr for designering af Danmark i en in-
ternational varemærkeregistrering i henhold til arti-
kel 8, stk. 1, i Madridprotokollen, opgøres som
nævnt i stk. 1.
§ 60 b. For fornyelse af en varemærkeregistre-
ring, jf. § 24, stk. 3, betales et gebyr på 2.000 kr. I
fornyelsesgebyret indgår en klasse af varer eller
tjenesteydelser i henhold til Niceklassifikationen.
Der betales endvidere et tillægsgebyr på 200 kr. for
første ekstra klasse og 600 kr. for hver yderligere
klasse.
Stk. 2. Gebyrer i henhold til stk. 1, der betales ef-
ter registreringsperiodens udløb og indtil 6 måne-
der derefter, forhøjes med 20 pct.
130
gyldighed betales 2.500 kr., jf. § 23, stk. 1, og §
60.
Stk. 2. For begæring om administrativ ophævelse
af en dansk eller international varemærkeregistre-
ring betales 2.500 kr., jf. § 30, stk. 1, og § 60.
Stk. 3. For indsigelse, jf. stk. 1, eller begæring
om administrativ ophævelse, jf. stk. 2, der udeluk-
kende er fremsat under henvisning til, at registre-
ringen er sket i strid med § 14, nr. 1 eller nr. 3, be-
tales ikke gebyr.
Stk. 3. Gebyr i henhold til Madridprotokollens ar-
tikel 8, stk. 1, for fornyelse af designering af Dan-
mark i en international varemærkeregistrering fast-
sættes som nævnt i stk. 1.
§ 60 c. For fremsættelse af indsigelse mod en va-
remærkeansøgning eller designering af Danmark i
en international varemærkeregistrering, jf. § 19,
stk. 1, og § 54, stk. 1, betales et gebyr på 2.500 kr.
Stk. 2. For begæring om administrativ ophævelse
af en dansk eller international varemærkeregistre-
ring, jf. §§ 34 og 57, betales et gebyr på 2.500 kr.
Stk. 3. For begæring om administrativ ophævelse
efter stk. 2, der udelukkende er fremsat under hen-
visning til, at registreringen er sket i strid med §
14, stk. 1, nr. 2 og 4, betales ikke gebyr.«
§ 60 d. For anmodning om deling af en varemær-
keansøgning eller -registrering betales for hver an-
søgning eller registrering, der ønskes udskilt, 2.000
kr., jf. § 48, stk. 5.
9. I § 60 d, stk. 1, ændres »§ 48, stk. 5« til: »§ 41,
stk. 2«.
Stk. 2. For underretning af indehaveren af en
dansk varemærkerettighed eller af en international
varemærkerettighed med gyldighed i Danmark be-
tales et gebyr på 1.000 kr. pr. år, jf. § 48, stk. 5.
Stk. 3. For en skriftlig vejledende udtalelse i hen-
hold til § 45 b, stk. 2, betales 1.500 kr.
10. § 60 d, stk. 2, ophæves, og stk. 3 bliver herefter
stk. 2.
§ 60 e. For Patent- og Varemærkestyrelsens ek-
spedition i sager vedrørende ansøgning om EF-va-
remærke betales 200 kr., jf. § 48, stk. 5.
Stk. 2. For Patent- og Varemærkestyrelsens ek-
spedition i sager vedrørende ansøgning om interna-
tional varemærkeregistrering betales 500 kr., jf. §
60, stk. 2.
Stk. 3. For Patent- og Varemærkestyrelsens ek-
spedition i sager vedrørende efterfølgende designe-
ring i internationale varemærkeregistreringer beta-
les 300 kr., jf. § 60, stk. 2.
11. § 60 e affattes således:
»§ 60 e. For Patent- og Varemærkestyrelsens ek-
spedition i sager vedrørende ansøgning om interna-
tional varemærkeregistrering, jf. § 50, stk. 5, beta-
les et gebyr på 500 kr.
Stk. 2. For Patent- og Varemærkestyrelsens ek-
spedition i sager vedrørende efterfølgende designe-
ring i internationale varemærkeregistreringer, jf. §
51, stk. 2, betales et gebyr på 300 kr pedition i sag-
er vedrørende ansøgning om international vare-
mærkeregistrering betales 500 kr., jf. § 50, stk. 5.
Stk. 2. For Patent- og Varemærkestyrelsens ek-
spedition i sager vedrørende efterfølgende designe-
ring i internationale varemærkeregistreringer beta-
les 300 kr., jf. § 51, stk. 2.«
§ 60 f. [Stk. 1-3] 12. § 60 f, stk. 4, affattes således:
131
Stk. 4. Gebyrer indbetalt i forbindelse med frem-
sættelse af en indsigelse mod eller begæring om
ophævelse af en varemærkeregistrering, tilbagebe-
tales med halvdelen af det indbetalte beløb i de til-
fælde, hvor behandlingen af begæringen om indsi-
gelse eller ophævelse bliver suspenderet, og vare-
mærkeregistreringen bliver ophævet.
»Stk. 4. Gebyrer indbetalt i forbindelse med
fremsættelse af en indsigelse mod en varemærke-
ansøgning eller begæring om ophævelse af en va-
remærkeregistrering tilbagebetales med halvdelen
af det indbetalte beløb i de tilfælde, hvor behand-
lingen af indsigelsen eller begæringen om ophæ-
velse bliver suspenderet, og ansøgningen bliver af-
slået, eller varemærkeregistreringen bliver ophæ-
vet.«
§ 60 g. Gebyrerne anført i §§ 60 a-60 e er angivet
i 2011-niveau.
Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan regu-
lere beløbene anført i §§ 60 a-60 e i overensstem-
melse med den generelle pris- og lønudvikling, der
anvendes på finansloven. Patent- og Varemærke-
styrelsen offentliggør de gældende gebyrer i en
prisliste.
13. § 60 g, stk. 1, ophæves.
Stk. 2 bliver herefter stk. 1.
§ 60 h. Patent- og Varemærkestyrelsen kan over-
føre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i med-
før af denne lov, til dækning af omkostninger for-
bundet med Patent- og Varemærkestyrelsens admi-
nistration af andre områder under styrelsens res-
sortområde, hvor der opkræves gebyrer.
14. I § 60 h indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan over-
føre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i med-
før af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af
omkostninger forbundet med Ankenævnet for Pa-
tenter og Varemærker«.
§ 2
I designloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 219 af
26. februar 2017, som senest ændret ved § 3 i lov
nr. 670 af 8. juni 2017, foretages følgende ændrin-
ger:
§ 43. Midlertidige afgørelser om forbud eller på-
bud i henhold til EF-designforordningen meddeles
af byretten eller Sø- og Handelsretten, jf. retspleje-
lovens kapitel 40.
Stk. 2. Midlertidige afgørelser om forbud eller
påbud i henhold til EF-designforordningen, der
skal have virkning på enhver medlemsstats områ-
de, meddeles af Sø- og Handelsretten.
Stk. 3. Midlertidige afgørelser om forbud eller
påbud, der både vedrører et EF-design og andre de-
sign beskyttet i medfør af denne lov, meddeles af
Sø- og Handelsretten, hvis den midlertidige afgø-
132
relse vedrørende EF-designet skal have virkning på
enhver medlemsstats område.
Stk. 4. Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel
40 og 57 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Sø- og Handelsrettens afgørelser efter stk.
1-3 kan kæres til Østre Landsret.
1. § 43, stk. 4 og 5, ophæves.
§ 59 h. Patent- og Varemærkestyrelsen kan over-
føre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i med-
før af denne lov, til dækning af omkostninger for-
bundet med Patent- og Varemærkestyrelsens admi-
nistration af andre områder under styrelsens res-
sortområde, hvor der opkræves gebyrer.
2. I § 59 h indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan over-
føre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i med-
før af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af
omkostninger forbundet med Ankenævnet for Pa-
tenter og Varemærker«.
§ 3
I patentloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 221 af 26.
februar 2017, som ændret ved § 1 i lov nr. 1057 af
23. december 1992 og § 5 i lov nr. 551 af 2. juni
2014, foretages følgende ændring:
§ 106. Patent- og Varemærkestyrelsen kan over-
føre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i med-
før af denne lov, til dækning af omkostninger for-
bundet med Patent- og Varemærkestyrelsens admi-
nistration af andre områder under styrelsens res-
sortområde, hvor der opkræves gebyrer.
1. I § 106 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan over-
føre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i med-
før af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af
omkostninger forbundet med Ankenævnet for Pa-
tenter og Varemærker«.
§ 4
I lov om brugsmodeller, jf. lovbekendtgørelse nr.
220 af 26. februar 2017, som ændret ved § 6 i lov
nr. 551 af 2. juni 2014, foretages følgende æn-
dring:
§ 73 h. Patent- og Varemærkestyrelsen kan over-
føre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i med-
før af denne lov, til dækning af omkostninger for-
bundet med Patent- og Varemærkestyrelsens admi-
nistration af andre områder under styrelsens res-
sortområde, hvor der opkræves gebyrer.
1. I § 73 h indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan over-
føre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i med-
før af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af
omkostninger forbundet med Ankenævnet for Pa-
tenter og Varemærker«.
§ 5
133
I lov om beskyttelse af halvlederprodukters ud-
formning (topografi), jf. lovbekendtgørelse nr. 222
af 26. februar 2017, foretages følgende ændring:
§ 12 c. Patent- og Varemærkestyrelsen kan over-
føre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i med-
før af denne lov, til dækning af omkostninger for-
bundet med Patent- og Varemærkestyrelsens admi-
nistration af andre områder under styrelsens ressor-
tomtråde, hvor der opkræves gebyrer.
1. I § 12 c indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan over-
føre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i med-
før af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af
omkostninger forbundet med Ankenævnet for Pa-
tenter og Varemærker«.
§ 6
I gassikkerhedsloven, lov nr. 61 af 30. januar
2018 om sikkerhed for gasanlæg, gasinstallationer
og gasmateriel foretages følgende ændring:
§ 31. Medmindre strengere straf er forskyldt efter
anden lovgivning, straffes med bøde den, der
1) forsætligt overtræder §§ 3 eller 4,
2) tilsidesætter oplysningspligten i § 12, stk. 2,
eller
3) undlader at efterkomme et påbud eller over-
træder et forbud efter § 15, stk. 1, § 16, stk. 1, §
17, stk. 1 eller 2, eller §§ 19-22.
Stk. 2. I forskrifter, der er fastsat i medfør af den-
ne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtræ-
delse af bestemmelserne i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridi-
ske personer) strafansvar efter reglerne i straffelo-
vens 5. kapitel.
1. I § 31 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om straf af bøde for overtrædelse af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) 2016/426 af 9.
marts 2016 om apparater, der forbrænder gasfor-
migt brændstof og om ophævelse af direktiv
2009/142/EF.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
134
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2015/2436
af 16. december 2015
om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),
efter den almindelige lovgivningsprocedure2), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Der bør foretages en række ændringer af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF3). Direk-
tivet bør af klarhedshensyn omarbejdes. (2) Direktiv 2008/95/EF har harmoniseret centrale bestemmelser
i den materielle varemærkelovgivning, som på tidspunktet for vedtagelsen blev anset for på den mest di-
rekte måde at påvirke det indre markeds funktionsmåde ved at hindre den frie bevægelighed for varer og
den frie udveksling af tjenesteydelser i Unionen.
(3) Varemærkebeskyttelsen i medlemsstaterne fungerer parallelt med den beskyttelse, der findes på EU-
plan gennem EU-varemærker, som har ensartet karakter og er gyldige i hele Unionen som fastsat i Rådets
forordning (EF) nr. 207/20094). Sameksistensen og afbalancering af varemærkesystemer på nationalt plan
og EU-plan er i realiteten en hjørnesten i Unionens tilgang til beskyttelsen af den intellektuelle ejendoms-
ret.
(4) I forlængelse af Kommissionens meddelelse af 16. juli 2008 om en europæisk strategi for industriel
ejendomsret har Kommissionen gennemført en omfattende evaluering af, hvordan varemærkesystemet
fungerer i Europa som helhed, på EU-plan og på nationalt plan samt de indbyrdes forbindelser mellem
disse.
(5) I sine konklusioner af 25. maj 2010 vedrørende den kommende revision af varemærkeordningen i Den
Europæiske Union opfordrede Rådet Kommissionen til at forelægge forslag til revision af forordning (EF)
nr. 207/2009 og direktiv 2008/95/EF. Revisionen af nævnte direktiv bør omfatte foranstaltninger til at op-
nå større overensstemmelse med forordning (EF) nr. 207/2009, hvilket således vil reducere antallet af di-
vergerende områder i varemærkesystemet i Europa som helhed, idet national varemærkebeskyttelse
samtidig bevares som en attraktiv mulighed for ansøgere. I denne sammenhæng bør komplementariteten
mellem EU-varemærkesystemet og de nationale varemærkesystemer sikres.
(6) Kommissionen konkluderede i sin meddelelse af 24. maj 2011 med titlen: »Et indre marked for intel-
lektuelle ejendomsrettigheder«, at det for at leve op til det stadig stærkere krav fra de berørte parters side
135
om hurtigere, bedre og mere strømlinede varemærkeregistreringssystemer, som også er mere konsistente,
brugervenlige, offentligt tilgængelige og teknisk up-to-date, er nødvendigt at modernisere varemærkesy-
stemet i hele Unionen samt at tilpasse det til internettidsalderen.
(7) Det fremgår af en høring og evaluering, der har fundet sted inden for rammerne af dette direktiv, at
der på trods af den tidligere delvise harmonisering af national ret fortsat findes områder, hvor yderligere
harmonisering kan have en positiv indvirkning på konkurrenceevnen og væksten.
(8) For at opfylde målet om at fremme og skabe et velfungerende indre marked og for at lette erhvervelse
og beskyttelse af varemærker i Unionen til gavn for europæiske virksomheders, navnlig små og mellem-
store virksomheders, vækst og konkurrenceevne er det nødvendigt at gå ud over den begrænsede indbyr-
des tilnærmelse, som blev opnået på grundlag af direktiv 2008/95/EF, og udvide den indbyrdes tilnærmel-
se til andre aspekter af den materielle varemærkeret, der gælder for varemærker, som er beskyttet ved re-
gistrering i henhold til forordning (EF) nr. 207/2009.
(9) For at gøre det nemmere at opnå og administrere registrering af varemærker i hele Unionen er det
vigtigt ikke blot at tilnærme de materielle retsregler, men også procedurereglerne. Derfor bør de vigtigste
procedureregler for registrering af varemærker i medlemsstaterne og i EU-varemærkesystemet tilpasses
hinanden. Hvad angår procedurer i henhold til national ret, er det tilstrækkeligt at fastlægge de generelle
principper, hvormed det overlades til medlemsstaterne at fastsætte nærmere regler.
(10) Det er af afgørende betydning at sikre, at registrerede varemærker nyder samme beskyttelse under
alle medlemsstaternes retssystemer. I tråd med den omfattende beskyttelse, der ydes til velkendte EU-va-
remærker i Unionen, bør der også på nationalt plan gives omfattende beskyttelse til alle registrerede vel-
kendte varemærker i den pågældende medlemsstat.
(11) Dette direktiv bør ikke gribe ind i medlemsstaternes fortsatte mulighed for at beskytte de ved brug
erhvervede varemærker, men kun indeholde bestemmelser om disse varemærker, for så vidt angår deres
forhold til de ved registrering erhvervede varemærker.
(12) Virkeliggørelsen af målene for denne indbyrdes tilnærmelse af lovgivning forudsætter, at et registre-
ret varemærkes erhvervelse og bevarelse i princippet underkastes de samme betingelser i samtlige med-
lemsstater.
(13) Med henblik herpå bør der udarbejdes en liste med eksempler på tegn, der kan udgøre et varemærke,
hvis de kan anvendes til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders.
For at opfylde målene for varemærkeregistreringssystemet, nemlig at opnå retssikkerhed og sikre god for-
valtning, er det også vigtigt at kræve, at det pågældende tegn er af en sådan art, at det kan gengives på en
måde, der er klar, præcis, kan stå alene, let tilgængelig, forståelig, bestandig og objektiv. Det bør derfor
være tilladt at gengive et tegn på enhver passende måde under anvendelse af alment tilgængelig teknologi
og således ikke nødvendigvis med grafiske midler, så længe gengivelsen giver tilstrækkelige garantier i
den henseende.
(14) Hindringer for registrering eller ugyldighedsgrunde, for så vidt angår selve varemærket, herunder at
det mangler det fornødne særpræg, eller for så vidt angår konflikter mellem varemærket og ældre rettig-
heder, bør desuden angives på udtømmende vis, også selv om visse af disse grunde blot nævnes som en
mulighed for medlemsstaterne, der således kan bevare eller medtage dem i deres lovgivning.
(15) For at sikre, at de forskellige niveauer af beskyttelse af geografiske betegnelser i medfør af EU-lov-
givningen og national ret anvendes på ensartet og udtømmende vis ved undersøgelsen af de absolutte og
de relative hindringer for registrering i hele Unionen, bør dette direktiv omfatte de samme bestemmelser
136
vedrørende geografiske betegnelser som forordning (EF) nr. 207/2009. Det er desuden hensigtsmæssigt at
sikre, at omfanget af absolutte hindringer udvides til også at omfatte beskyttede traditionelle benævnelser
for vin og garanterede traditionelle specialiteter.
(16) Den af det registrerede varemærke ydede beskyttelse, hvis funktion navnlig er at sikre varemærkets
funktion som angivelse af oprindelse, bør være fuldstændig i tilfælde af, at der er sammenfald mellem
varemærket og det tilhørende tegn samt mellem varerne eller tjenesteydelserne. Beskyttelsen bør ligeledes
gælde i tilfælde af lighed mellem varemærket og tegnet samt mellem varerne eller tjenesteydelserne. Det
er nødvendigt at fortolke begrebet lighed på baggrund af risikoen for forveksling. Det bør være en udtryk-
kelig betingelse for beskyttelsen, at der er risiko for forveksling, hvilket må vurderes på grundlag af ad-
skillige faktorer, herunder navnlig i hvor høj grad varemærket er kendt på markedet, den association, som
det anvendte eller registrerede tegn fremkalder, lighedsgraden mellem varemærket og tegnet samt mellem
de pågældende varer eller tjenesteydelser. Spørgsmålet om, hvordan en risiko for forveksling kan konsta-
teres, navnlig bevisbyrden i den forbindelse, bør henhøre under de nationale retsplejeregler, som direkti-
vet ikke bør berøre.
(17) For at opnå retssikkerhed og fuld overensstemmelse med prioritetsprincippet, i henhold til hvilket et
registreret ældre varemærke har forrang for senere registrerede varemærker, er det nødvendigt at fastsæt-
te, at håndhævelsen af rettigheder, der er knyttet til varemærket, ikke bør berøre indehaverrettigheder, der
er erhvervet inden varemærkets ansøgnings- eller prioritetsdato. En sådan tilgang er i overensstemmelse
med artikel 16, stk. 1, i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder af 15. april 1994
(»TRIPS-aftalen«).
(18) Det er hensigtsmæssigt at fastsætte, at en krænkelse af et varemærke kun kan konstateres, hvis det
etableres, at det krænkende mærke eller tegn anvendes i erhvervsmæssigt øjemed med henblik på at ad-
skille varer eller tjenesteydelser. Anvendelse af tegnet med henblik på andet end at adskille varer eller
tjenesteydelser bør være underlagt bestemmelserne i national ret.
(19) Begrebet krænkelse af et varemærke bør også omfatte anvendelse af tegnet som et handelsnavn eller
lignende betegnelse, når en sådan anvendelse foretages med henblik på at adskille varer eller tjenesteydel-
ser.
(20) For at opnå retssikkerhed og fuld overensstemmelse med særlig EU-lovgivning er det hensigtsmæs-
sigt at fastsætte, at indehaveren af et varemærke bør have ret til at forbyde tredjemand at bruge et tegn i
sammenlignende reklame, når denne sammenlignende reklame er i strid med Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2006/114/EF5).
(21) For at styrke varemærkebeskyttelsen og bekæmpe forfalskning mere effektivt og i overensstemmelse
med medlemsstaternes internationale forpligtelser inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen
(WTO), navnlig artikel V i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel om transitfrihed og,
med hensyn til generiske lægemidler, »erklæringen om TRIPS-aftalen og folkesundhed«, der blev vedta-
get af WTO-ministerkonferencen i Doha den 14. november 2001, bør indehaveren af et varemærke have
ret til at forhindre, at tredjemand i erhvervsmæssigt øjemed fører varer ind i den medlemsstat, hvor vare-
mærket er registreret, uden at disse overgår til fri omsætning dér, hvis sådanne varer kommer fra tredje-
lande og uden tilladelse er forsynet med et varemærke, som er identisk eller i det væsentlige er identisk
med det varemærke, der er registreret for sådanne varer.
(22) Med henblik herpå bør det være tilladt for varemærkeindehavere at forhindre indførsel af krænkende
varer og placering heraf i alle toldsituationer, herunder navnlig transit, omladning, oplagring, frizoner,
midlertidig opbevaring, aktiv forædling eller midlertidig indførsel, også når sådanne varer ikke er bestemt
til at blive markedsført i den pågældende medlemsstat. Ved udførelsen af toldkontroller bør toldmyndig-
137
hederne anvende de beføjelser og procedurer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 608/20136), også på anmodning af rettighedshaverne. Toldmyndighederne bør navnlig udføre
den relevante kontrol på grundlag af risikoanalysekriterier.
(23) For at forlige behovet for at sikre en effektiv håndhævelse af varemærkerettigheder med behovet for
at undgå hindringer for den frie handel med lovlige varer bør varemærkeindehaverens rettigheder bortfal-
de, hvis klarereren eller ihændehaveren af varerne under den efterfølgende retssag ved den retlige myn-
dighed eller anden myndighed, der er kompetent til at træffe en materiel afgørelse om, hvorvidt det regi-
strerede varemærke er blevet krænket, kan bevise, at indehaveren af det registrerede varemærke ikke har
ret til at forbyde markedsføringen af varerne i det endelige bestemmelsesland.
(24) Artikel 28 i forordning (EU) nr. 608/2013 fastsætter, at en rettighedshaver er erstatningsansvarlig
over for ihændehaveren af varerne, hvis det bl.a. senere fastslås, at de pågældende varer ikke krænker en
intellektuel ejendomsrettighed.
(25) Der bør træffes hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at sikre en smidig transit af generi-
ske lægemidler. Hvad angår internationale fællesnavne (INN) som globalt anerkendte generiske navne for
aktive stoffer i farmaceutiske præparater, er det afgørende at tage behørigt hensyn til de eksisterende be-
grænsninger af varemærkerettighedernes virkning. Indehaveren af et varemærke bør derfor ikke have ret
til at forhindre tredjemand i at bringe varer ind i en medlemsstat, hvor varemærket er registreret, uden at
disse overgår til fri omsætning dér, baseret på ligheder mellem det pågældende INN for det virksomme
stof i lægemidlerne og varemærket.
(26) For at give indehavere af registrerede varemærker mulighed for at bekæmpe forfalskning mere effek-
tivt, bør de have ret til at forbyde anbringelse af et krænkende varemærke på varer og visse forberedende
handlinger, der udføres forud for en sådan anbringelse.
(27) De enerettigheder, der er knyttet til et varemærke, bør ikke give indehaveren ret til at forbyde tredje-
mands brug af tegn eller angivelser, der anvendes på loyal vis og således i overensstemmelse med god
markedsføringsskik. For at skabe lige vilkår for handelsnavne og varemærker i betragtning af, at handels-
navne regelmæssigt gives ubegrænset beskyttelse i forhold til yngre varemærker, bør en sådan anvendelse
kun anses for at omfatte anvendelse af tredjemands personnavn. Denne anvendelse bør endvidere i almin-
delighed tillade anvendelsen af deskriptive eller ikkedistinktive tegn eller angivelser. Indehaveren bør
desuden ikke have ret til at forhindre den loyale og redelige brug af mærket med henblik på at identificere
eller henvise til de pågældende varer eller tjenesteydelser som værende indehaverens varer eller tjeneste-
ydelser. Tredjemands anvendelse af et varemærke med henblik på at henlede forbrugerens opmærksom-
hed på videresalg af ægte varer, der oprindelig blev solgt af eller med samtykke fra indehaveren af vare-
mærket i Unionen, bør anses for loyale, så længe den samtidig er i overensstemmelse med god markeds-
føringsskik. Tredjemands anvendelse af et varemærke med henblik på kunstneriske udtryk bør anses for
loyale, så længe den samtidig er i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Desuden bør dette di-
rektiv anvendes på en måde, som sikrer fuld respekt for de grundlæggende rettigheder og frihedsrettighe-
der, navnlig ytringsfriheden.
(28) Det følger af princippet om fri bevægelighed for varer, at indehaveren af et varemærke ikke bør have
ret til at forbyde tredjemand at anvende varemærket i forbindelse med varer, der af indehaveren eller med
dennes samtykke er bragt i omsætning i Unionen under dette varemærke, medmindre indehaveren har en
rimelig grund til at modsætte sig fortsat markedsføring af de pågældende varer.
(29) Det er af hensyn til retssikkerheden vigtigt at fastsætte, uden at præjudicere indehaveren af et ældre
varemærkes interesser, at indehaveren af et ældre varemærke ikke længere kan anmode om, at et vare-
mærke, der er yngre end dennes varemærke, erklæres ugyldigt, eller modsætte sig anvendelsen af dette
138
varemærke, hvis den pågældende indehaver bevidst i en længere periode har tålt, at dette anvendes, med-
mindre der er ansøgt om registrering af det yngre varemærke i ond tro.
(30) For at opnå retssikkerhed og beskytte lovligt erhvervede varemærkerettigheder er det hensigtsmæs-
sigt og nødvendigt — med forbehold af princippet om, at det yngre varemærke ikke kan håndhæves over
for det ældre varemærke — at fastsætte, at indehavere af ældre varemærker ikke bør have ret til at opnå
afslag på eller ugyldiggørelse af eller modsætte sig anvendelsen af et yngre mærke, hvis dette yngre vare-
mærke er erhvervet på et tidspunkt, hvor det ældre varemærke kunne erklæres ugyldigt eller fortabes,
f.eks. fordi det endnu ikke havde opnået særpræg gennem indarbejdelse, eller hvis det ældre varemærke
ikke ville kunne håndhæves mod det yngre varemærke, fordi de nødvendige betingelser ikke var til stede,
f.eks. når det ældre varemærke endnu ikke er velkendt.
(31) Varemærker opfylder kun deres formål, som er at adskille varer eller tjenesteydelser og give forbru-
gerne mulighed for at træffe et informeret valg, når de faktisk anvendes på markedet. Kravet om brug, er
også nødvendigt for at reducere antallet af varemærker, der registreres og beskyttes i Unionen, og derved
også antallet af konflikter imellem disse. Det er derfor særdeles vigtigt at kræve, at de registrerede vare-
mærker rent faktisk bruges i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke de er registreret,
eller at de kan fortabes, hvis de ikke bruges i den forbindelse inden for en frist på fem år fra datoen for
registreringsprocedurens afslutning.
(32) Et registreret varemærke bør derfor kun beskyttes, for så vidt det faktisk anvendes, og et registreret
ældre varemærke bør ikke give indehaveren ret til at gøre indsigelse mod eller ugyldiggøre et yngre vare-
mærke, hvis den pågældende indehaver ikke rent faktisk har anvendt sit varemærke. Medlemsstaterne bør
endvidere fastsætte bestemmelse om, at et varemærke ikke på gyldig vis kan påberåbes i en sag om vare-
mærkekrænkelse, hvis det som følge af en påstand fastslås, at varemærket kan fortabes, eller, når sagen
anlægges mod en senere rettighed, kunne fortabes på det tidspunkt, hvor den senere rettighed blev opnået.
(33) Det er hensigtsmæssigt at fastsætte, at når der sker påberåbelse af anciennitet for et nationalt mærke
eller et varemærke, der er registreret i henhold til internationale ordninger med retsvirkning i medlemssta-
ten, i forhold til et EU-varemærke, og der efterfølgende er blevet givet afkald på det mærke, der danner
grundlag for påberåbelsen af anciennitet, eller det er ladet bortfalde, vil gyldigheden af det pågældende
mærke stadig kunne anfægtes. En sådan anfægtelse bør begrænses til situationer, hvor mærket kunne væ-
re blevet erklæret ugyldigt eller fortabt på det tidspunkt, hvor det blev slettet af registret.
(34) For at sikre sammenhæng og for at fremme den erhvervsmæssige udnyttelse af varemærker i Uni-
onen bør de gældende regler for varemærker som genstand for ejendomsret i det omfang, det er hensigts-
mæssigt, bringes på linje med dem, der allerede er indført for EU-varemærker, og de bør indeholde regler
om tildeling og overdragelse, licens, tingslige rettigheder og tvangsfuldbyrdelse.
(35) Kollektivvaremærker har vist sig at være et nyttigt redskab for at fremme varer eller tjenesteydelser
med specifikke fælles egenskaber. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre, at nationale kollektivvaremær-
ker er omfattet af regler svarende til de regler, der gælder for EU-kollektivmærker.
(36) For at forbedre og fremme adgangen til varemærkebeskyttelse og for at øge retssikkerhed og retlig
forudsigelighed bør proceduren for registrering af varemærker i medlemsstaterne være effektiv og gen-
nemsigtig, ligesom den bør foretages efter regler svarende til dem, der gælder for EU-varemærker.
(37) For at opnå retssikkerhed med hensyn til beskyttelsesomfanget for varemærkerettigheder og fremme
adgangen til varemærkebeskyttelse bør angivelsen og klassificeringen af varer og tjenesteydelser, der er
omfattet af en varemærkeansøgning, følge de samme regler i alle medlemsstater, ligesom de bør rettes ind
efter dem, der gælder for EU-varemærker. For at gøre det muligt for de kompetente myndigheder og de
139
økonomiske aktører at fastslå omfanget af den varemærkebeskyttelse, der søges, alene på grundlag af an-
søgningen, bør angivelsen af varer og tjenesteydelser være tilstrækkelig klar og præcis. Generelle begre-
ber bør fortolkes således, at de kun omfatter varer og tjenesteydelser, som tydeligt er omfattet af ordene i
deres bogstavelige forstand. Af hensyn til klarheden og retssikkerheden bør medlemsstaternes centrale
kontorer for industriel ejendomsret og Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret i samarbejde med
hinanden bestræbe sig på at udarbejde en liste, som afspejler deres respektive administrative praksis med
hensyn til klassificering af varer og tjenesteydelser.
(38) For at sikre en effektiv varemærkebeskyttelse bør medlemsstaterne give adgang til en effektiv admi-
nistrativ indsigelsesprocedure, der som minimum giver indehaveren af ældre varemærkerettigheder og en-
hver person, der i henhold til den relevante lovgivning har adgang til at udøve de rettigheder, som hidrø-
rer fra en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, mulighed for at gøre indsigelse mod
registreringen af et varemærke. For desuden at give adgang til effektive midler til at opnå fortabelse af
varemærker eller erklære dem ugyldige bør medlemsstaterne indføre en administrativ procedure for forta-
belse eller ugyldiggørelse inden for gennemførelsesperioden på syv år efter dette direktivs ikrafttræden.
(39) Det er ønskeligt, at medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og Benelux-konto-
ret for intellektuel ejendomsret samarbejder med hinanden og med Den Europæiske Unions Kontor for
Intellektuel Ejendomsret vedrørende alle aspekter af registreringen og administrationen af varemærker for
at fremme konvergens mellem praksis og redskaber, såsom udarbejdelse og ajourføring af fælles eller for-
bundne databaser og portaler for høring og søgning. Medlemsstaterne bør endvidere sikre, at deres konto-
rer samarbejder med hinanden og med Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret inden
for alle andre områder af deres aktiviteter, der er relevante for beskyttelse af varemærker i Unionen.
(40) Dette direktiv bør ikke udelukke, at varemærkerne underkastes andre af medlemsstaternes retsregler
end varemærkeretten, såsom bestemmelser om illoyal konkurrence, erstatningsansvar eller forbrugerbe-
skyttelse.
(41) Medlemsstaterne er bundet af Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret (»Pari-
serkonventionen«) og TRIPS-aftalen. Det er nødvendigt, at dette direktiv er i fuldstændig overensstem-
melse med denne konvention og denne aftale. De af medlemsstaternes forpligtelser, der er en følge af
denne konvention og denne aftale, bør ikke berøres af dette direktiv. I givet fald bør artikel 351, stk. 2, i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finde anvendelse.
(42) Målene for dette direktiv, nemlig at fremme og skabe et velfungerende indre marked og at lette regi-
streringen, administrationen og beskyttelsen af varemærker i Unionen til gavn for væksten og konkurren-
ceevnen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og
virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med
nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportio-
nalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå
disse mål.
(43) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF7) regulerer den behandling af personoplysninger,
der udføres i medlemsstaterne inden for rammerne af nærværende direktiv.
(44) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel
28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/20018) og afgav en udtalelse den 11.
juli 2013.
140
(45) Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser,
hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til det tidligere direktiv. Forpligtelsen til at
gennemføre de bestemmelser, der er uændrede, følger af det tidligere direktiv.
(46) Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser i henhold til direktiv
2008/95/EF med hensyn til fristen for gennemførelse af Rådets direktiv 89/104/EØF9) i national ret som
fastsat i bilag I, del B, til direktiv 2008/95/EF —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL 1
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 1
Anvendelsesområde
Dette direktiv finder anvendelse på ethvert varemærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand for
registrering eller en ansøgning om registrering i en medlemsstat som et individuelt varemærke, et garanti-
eller certificeringsmærke eller et kollektivmærke, eller som er genstand for en registrering eller en ansøg-
ning om registrering hos Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret eller for en international registre-
ring med retsvirkning i en medlemsstat.
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
a) »kontor«: det centrale kontor for industriel ejendomsret i den medlemsstat eller Benelux-kontoret for
intellektuel ejendomsret, der varetager registrering af varemærker
b) »register«: et kontors varemærkeregister.
KAPITEL 2
MATERIEL VAREMÆRKERET
AFDELING 1
Tegn, der kan udgøre et varemærke
Artikel 3
Tegn, der kan udgøre et varemærke
Et varemærke kan bestå af alle tegn, navnlig ord, herunder personnavne, eller afbildninger, bogstaver,
tal, farver, varens form eller vareemballagens form eller lyde, for så vidt disse er egnede til at:
a) adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders, og
b) blive gengivet i registret på en måde, der gør det muligt for de kompetente myndigheder og offentlig-
heden at fastslå den klare og præcise genstand for den beskyttelse, som dets indehaver indrømmes.
141
AFDELING 2
Hindringer for registrering eller ugyldighedsgrunde
Artikel 4
Absolutte hindringer for registrering eller ugyldighedsgrunde
1. Følgende kan ikke registreres eller kan, hvis registreret, erklæres ugyldigt:
a) tegn, som ikke kan udgøre et varemærke
b) varemærker, som mangler fornødent særpræg
c) varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at beteg-
ne varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprin-
delse eller tidspunktet for varernes fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre
egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne
d) varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i daglig sprogbrug eller efter redelig
og almindelig markedsføringsskik er blevet almindelige som betegnelse for varerne eller tjenesteydel-
serne
e) tegn, som udelukkende består af
i) formen eller en anden egenskab, der følger af varernes egen karakter
ii) formen eller en anden egenskab ved varer, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat
iii) formen eller en anden egenskab, der giver varerne en væsentlig værdi
f) varemærker, som strider mod den offentlige orden eller sædelighed
g) varemærker, som har en sådan karakter, at de vil kunne vildlede offentligheden, f.eks. med hensyn til
varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse
h) varemærker, der ikke er godkendt af de kompetente myndigheder, og som skal afslås eller ophæves i
henhold til artikel 6b i Pariserkonventionen
i) varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til EU-lovgivningen eller national ret i den på-
gældende medlemsstat eller internationale aftaler, i hvilke Unionen eller den pågældende medlemsstat
er part, og som giver beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser
j) varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til EU-lovgivningen eller internationale aftaler,
i hvilke Unionen er part, og som giver beskyttelse af traditionelle benævnelser for vin
k) varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til EU-lovgivningen eller internationale afta-
ler, i hvilke Unionen er part, og som giver beskyttelse af garanterede traditionelle specialiteter
l) varemærker, der består af eller i deres væsentlige elementer gengiver en ældre plantesortsbetegnelse,
der er registreret i overensstemmelse med EU-lovgivningen eller national ret i den pågældende med-
lemsstat eller internationale aftaler, i hvilke Unionen eller den pågældende medlemsstat er part, og som
giver beskyttelse af plantesortsrettigheder og vedrører plantesorter af samme eller nært beslægtede ar-
ter.
2. Et varemærke kan erklæres ugyldigt, hvis ansøgeren har ansøgt om registrering af et varemærke i ond
tro. En medlemsstat kan desuden fastsætte, at et sådant varemærke ikke kan registreres.
3. En medlemsstat kan fastsætte, at et varemærke ikke kan registreres eller, hvis registreret, kan erklæ-
res ugyldigt, i det omfang:
a) brugen af dette varemærke kan forbydes i henhold til anden lovgivning end varemærkeretten i den på-
gældende medlemsstat eller Unionen
b) varemærket omfatter et tegn af stor symbolsk værdi, navnlig et religiøst symbol
c) varemærket omfatter andre tegn, emblemer og våben end de i artikel 6b i Pariserkonventionen omhand-
lede, som har offentlig interesse, medmindre deres registrering er blevet tilladt af den kompetente
myndighed efter medlemsstatens ret.
142
4. Et varemærke må ikke udelukkes fra registrering efter stk. 1, litra b), c) eller d), hvis det inden datoen
for ansøgning om registrering, som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg. Et
varemærke kan ikke erklæres ugyldigt af samme grunde, hvis det inden datoen for begæringen om ugyl-
dighed, som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg.
5. En medlemsstat kan fastsætte bestemmelse om, at stk. 4 også skal gælde, når særpræget først opnås
efter datoen for ansøgning om registrering, men før registreringsdatoen.
Artikel 5
Relative hindringer for registrering eller ugyldighedsgrunde
1. Et varemærke kan ikke registreres eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt, hvis:
a) det er identisk med et ældre varemærke, og de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er an-
søgt om registrering af eller er registreret, er identiske med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det
ældre varemærke er beskyttet
b) der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse med det
ældre varemærke, fordi det yngre varemærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke, og va-
rerne eller tjenesteydelserne er identiske eller lignende.
2. Ved de i stk. 1 omhandlede »ældre varemærker« forstås:
a) varemærker af følgende kategorier med en dato for ansøgning om registrering, der ligger før datoen for
ansøgning om registrering af varemærket, i givet fald under hensyntagen til den prioritet, der gøres
gældende til støtte for disse varemærker:
i) EU-varemærker
ii) varemærker, der er registreret i den pågældende medlemsstat eller, for så vidt angår Belgien, Lux-
embourg eller Nederlandene, hos Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret
iii) varemærker, som er registreret i henhold til internationale ordninger med virkning i den pågælden-
de medlemsstat
b) EU-varemærker, for hvilke der i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 207/2009 med fuld ret på-
beråbes anciennitet i forhold til et af de i litra a), nr. ii) og iii), omhandlede varemærker, også selv om
der er givet afkald på sidstnævnte, eller det er ladet bortfalde
c) ansøgninger om de under litra a) og b) omhandlede varemærker med forbehold af deres registrering
d) varemærker, som på datoen for ansøgning om registrering af varemærket eller, i givet fald, om den
prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøgningen om registrering af varemærket, er »vitterlig
kendt« i den pågældende medlemsstat i den i Pariserkonventionens artikel 6a angivne betydning.
3. Et varemærke kan endvidere ikke registreres eller kan, hvis registreret, erklæres ugyldigt, såfremt:
a) det er identisk med eller ligner et ældre varemærke, uanset om de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
det er ansøgt eller er registreret, er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for hvilke det ældre
varemærke er registreret, når det ældre varemærke er velkendt i den medlemsstat, for hvilken der ansø-
ges om registrering, eller i hvilken varemærket er registreret, eller i tilfælde af et EU-varemærke, er
velkendt i Unionen, og brugen af det yngre varemærke uden rimelig grund ville medføre en utilbørlig
udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé, eller sådan brug ville skade dette særpræg
eller renommé
b) varemærkeindehaverens agent eller repræsentant ansøger om registrering af varemærket i eget navn
uden indehaverens samtykke, medmindre agenten eller repræsentanten kan retfærdiggøre for sin hand-
ling
c) og i det omfang, i henhold til EU-lovgivningen eller den pågældende medlemsstats ret, som giver be-
skyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser,
i) der allerede er indgivet en ansøgning om en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse i
overensstemmelse med EU-lovgivningen eller den pågældende medlemsstats ret før datoen for an-
143
søgning om registrering af varemærket eller datoen for den prioritet, der gøres gældende til støtte
for ansøgningen, med forbehold af dets senere registrering
ii) oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse giver den person, der i henhold til den rele-
vante lovgivning har adgang til at udøve de rettigheder, som hidrører herfra, ret til at forbyde bru-
gen af et yngre varemærke.
4. En medlemsstat kan fastsætte bestemmelse om, at et varemærke ikke kan registreres eller, hvis regi-
streret, kan erklæres ugyldigt, hvis og i det omfang:
a) der er erhvervet rettigheder til et ikkeregistreret varemærke eller til et andet i erhvervsmæssigt øjemed
anvendt tegn før datoen for ansøgning om registrering af det yngre varemærke eller datoen for den pri-
oritet, der gøres gældende til støtte for ansøgningen om registrering af det yngre varemærke, og der til
det ikkeregistrerede varemærke eller til det andet tegn er knyttet en ret for indehaveren til at forbyde
anvendelsen af et yngre varemærke
b) der kan nedlægges forbud mod brug af varemærket på grundlag af en anden ældre rettighed end de i
stk. 2 og i nærværende stykkes litra a) omhandlede rettigheder, herunder navnlig:
i) retten til et navn
ii) retten til et portræt
iii) en ophavsret
iv) en industriel ejendomsret
c) varemærket kan forveksles med et ældre varemærke, der er beskyttet i udlandet, forudsat at ansøgeren
var i ond tro på datoen for indgivelsen af ansøgningen.
5. Medlemsstaterne sikrer, at der under passende omstændigheder ikke er en forpligtelse til at afslå regi-
strering eller erklære varemærket ugyldigt, når indehaveren af det ældre varemærke eller andre ældre ret-
tigheder giver sit samtykke til registreringen af det yngre mærke.
6. Enhver medlemsstat kan uanset stk. 1-5 fastsætte bestemmelse om, at de hindringer for registrering
eller ugyldighedsgrunde, der var gældende i den pågældende medlemsstat inden ikrafttrædelsesdatoen for
de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktiv 89/104/EØF, skal finde anvendelse på va-
remærker, der er anmeldt inden denne dato.
Artikel 6
Efterfølgende konstatering af et varemærkes ugyldighed eller fortabelse
Når ancienniteten af et nationalt varemærke eller et varemærke, der er registreret i henhold til internati-
onale ordninger med virkning i medlemsstaten, og der er givet afkald på det eller det er ladet bortfalde,
påberåbes for et EU-varemærke, kan ugyldigheden eller fortabelsen af det varemærke, der udgør grundla-
get for påberåbelsen af anciennitet, konstateres efterfølgende, såfremt ugyldigheden eller fortabelsen kun-
ne have været erklæret på det tidspunkt, hvor der blev givet afkald på mærket eller det bortfaldt. I så fald
har ancienniteten ikke længere nogen virkning.
Artikel 7
Hindringer for registrering eller ugyldighedsgrunde for visse varer eller tjenesteydelser
Såfremt der kun er hindringer for registrering af varemærket eller grunde til dets ugyldighed for en del
af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke et varemærke søges eller er blevet registreret, skal varemærket
kun udelukkes fra registrering eller erklæres ugyldigt, for så vidt angår de pågældende varer eller tjeneste-
ydelser.
144
Artikel 8
Mangel på særpræg eller renommé for et ældre varemærke, der forhindrer et registreret varemær-
kes ugyldighed
En begæring om ugyldighed på grundlag af et ældre varemærke kan ikke imødekommes på datoen for
begæringen om ugyldiggørelse, hvis den ikke ville være blevet imødekommet på ansøgnings- eller priori-
tetsdatoen for det yngre varemærke af en af følgende grunde:
a) det ældre varemærke, der kan erklæres ugyldigt i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), c) eller d), endnu
ikke havde fået fornødent særpræg som omhandlet i artikel 4, stk. 4
b) begæringen om ugyldighed er baseret på artikel 5, stk. 1, litra b), og det ældre varemærke endnu ikke
havde fået fornødent særpræg til at støtte en konklusion om risiko for forveksling i henhold til artikel
5, stk. 1, litra b)
c) begæringen om ugyldighed er baseret på artikel 5, stk. 3, litra a), og det ældre varemærke endnu ikke
havde opnået et renommé, jf. artikel 5, stk. 3, litra a).
Artikel 9
Fortabelse af retten til at anmode om ugyldiggørelse på grund af passivitet
1. En indehaver af et af de i artikel 5, stk. 2, eller artikel 5, stk. 3, litra a), omhandlede ældre varemær-
ker, som i en medlemsstat i fem på hinanden følgende år har tålt og været bekendt med brugen af et yngre
varemærke, der er registreret i denne medlemsstat, har ikke længere under henvisning til det ældre vare-
mærke ret til at begære dette yngre varemærke ugyldigt for varer eller tjenesteydelser, for hvilke det yng-
re varemærke er blevet anvendt, medmindre ansøgningen om det yngre varemærke er indgivet i ond tro.
2. Medlemsstaterne kan bestemme, at nærværende artikels stk. 1 skal finde anvendelse på indehaveren
af enhver anden i artikel 5, stk. 4, litra a) eller b), omhandlet ældre rettighed.
3. I de i stk. 1 eller 2 omhandlede tilfælde kan indehaveren af et yngre registreret varemærke ikke mod-
sætte sig brugen af en ældre rettighed, selv om denne rettighed ikke længere kan gøres gældende mod det
yngre varemærke.
AFDELING 3
Tilknyttede rettigheder og begrænsninger
Artikel 10
Rettigheder knyttet til et varemærke
1. Registreringen af et varemærke giver indehaveren en eneret.
2. Med forbehold af indehaverrettigheder erhvervet inden det registrerede varemærkes ansøgnings- eller
prioritetsdato, kan indehaveren af det pågældende registrerede varemærke forbyde tredjemand, der ikke
har den pågældende indehavers samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af ethvert tegn i forbindelse med
varer eller tjenesteydelser, når:
a) tegnet er identisk med varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er
identiske med dem, for hvilke varemærket er registreret
b) tegnet er identisk med eller ligner varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydel-
ser, som er identiske med eller ligner de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registre-
ret, hvis der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling; risikoen for forveksling indbefatter
risikoen for, at der antages at være en forbindelse mellem tegnet og varemærket
145
c) tegnet er identisk med eller ligner varemærket, uanset om det anvendes i forbindelse med varer eller
tjenesteydelser, der er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for hvilke varemærket er registreret,
når varemærket er velkendt i medlemsstaten, og brugen af tegnet uden rimelig grund medfører en util-
børlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé eller sådan brug skader dette særpræg eller
renommé.
3. Navnlig følgende kan forbydes i medfør af stk. 2:
a) at anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage
b) at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med disse formål eller at tilbyde eller
præstere tjenesteydelser under tegnet
c) at importere eller eksportere varerne under tegnet
d) at anvende tegnet som handels- eller firmanavn eller en del af et handels- eller firmanavn
e) at anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed
f) at anvende tegnet i sammenlignende reklame på en måde, der er i strid med direktiv 2006/114/EF.
4. Med forbehold af indehaverrettigheder erhvervet inden det registrerede varemærkes ansøgnings- eller
prioritetsdato kan indehaveren af det pågældende varemærke også forhindre tredjemand i at bringe varer
ind i den medlemsstat, hvor varemærket er registreret, i erhvervsmæssigt øjemed, uden at disse overgår til
fri omsætning dér, hvis sådanne varer, herunder deres emballage, kommer fra tredjelande og uden tilladel-
se er forsynet med et varemærke, som er identisk med det varemærke, der er registreret for sådanne varer,
eller som, for så vidt angår dets væsentligste aspekter, ikke kan skelnes fra dette varemærke.
Den ret, som varemærkeindehaveren har i henhold til første afsnit, bortfalder, hvis der under sagen, der
skal fastlægge, om det registrerede varemærke er blevet krænket, iværksat i overensstemmelse med for-
ordning (EU) nr. 608/2013, fremlægges dokumentation af klarereren eller ihændehaveren af varerne for,
at indehaveren af det registrerede varemærke ikke har ret til at forbyde markedsføring af varerne i det
endelige bestemmelsesland.
5. Hvis en medlemsstats ret ikke gjorde det muligt at forbyde brugen af et tegn på de i stk. 2, litra b)
eller c), omhandlede betingelser forud for ikrafttrædelsesdatoen for de bestemmelser, der er nødvendige
for at efterkomme direktiv 89/104/EØF i den pågældende medlemsstat, kan den fortsatte brug af dette
tegn ikke hindres under påberåbelse af de til varemærket knyttede rettigheder.
6. Stk. 1, 2, 3 og 5 berører ikke de i en medlemsstat gældende bestemmelser vedrørende beskyttelse
mod brug af et tegn, der har et andet formål end at adskille varer eller tjenesteydelser, når brugen af dette
tegn uden rimelig grund medfører en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé, eller
sådan brug skader dette særpræg eller renommé.
Artikel 11
Retten til at forbyde forberedende handlinger vedrørende brug af emballage eller andre midler
Hvis der er risiko for, at emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller ud-
styr eller andre midler, hvorpå varemærket er anbragt, kunne blive anvendt i forbindelse med varer eller
tjenesteydelser, og denne anvendelse vil udgøre en krænkelse af varemærkeindehaverens rettigheder i
henhold til artikel 10, stk. 2 og 3, har indehaveren af det pågældende varemærke ret til at forbyde følgen-
de handlinger, hvis de udføres i erhvervsmæssigt øjemed:
a) at anbringe et tegn, der er identisk med eller ligner varemærket, på emballage, etiketter, mærker, sik-
kerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå mærket kan anbringes
b) at udbyde eller markedsføre, eller oplagre med disse formål, eller at importere eller eksportere emballa-
ge, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå
mærket er anbragt.
146
Artikel 12
Gengivelse af varemærker i opslagsværker
Giver gengivelsen af et varemærke i et leksikon, en encyklopædi eller et lignende opslagsværk i trykt
eller elektronisk form det indtryk, at det udgør den generiske betegnelse for de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke varemærket er registreret, skal udgiveren af værket efter anmodning fra indehaveren af vare-
mærket hurtigst muligt og, hvis der er tale om værker i trykt form, senest i den næste udgave af værket
sørge for, at gengivelsen af varemærket ledsages af en angivelse af, at det er et registreret varemærke.
Artikel 13
Forbud mod brug af et varemærke, der er registreret i en agents eller repræsentants navn
1. Er et varemærke registreret i en agents eller en repræsentants navn på vegne af en person, der er inde-
haver af dette varemærke, uden indehaverens samtykke, har indehaveren ret til at gøre en eller begge af
følgende:
a) modsætte sig, at agenten eller repræsentanten anvender varemærket, eller
b) kræve, at varemærket overdrages til den pågældende indehaver.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, når agenten eller repræsentanten kan begrunde sin handling.
Artikel 14
Begrænsninger i et varemærkes retsvirkninger
1. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af:
a) tredjemandens navn eller adresse, hvis den pågældende tredjemand er en fysisk person
b) tegn eller angivelser uden særpræg eller vedrørende varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed,
mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præ-
stationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne
c) varemærket for at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af
det pågældende varemærke, navnlig når anvendelsen af varemærket er nødvendig for at angive anven-
delsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.
2. Stk. 1 finder kun anvendelse, når tredjemands anvendelse er i overensstemmelse med god markedsfø-
ringsskik.
3. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af
ældre rettigheder, som kun har lokalt afgrænset karakter, hvis rettighederne er anerkendt i den pågælden-
de medlemsstats ret og anvendelse af den pågældende rettighed er inden for grænserne af det område,
hvor de er anerkendt.
Artikel 15
Konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemærket
1. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde dets brug for varer, som af indehaveren selv
eller med indehaverens samtykke er markedsført inden for Unionen under dette varemærke.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis indehaveren har rimelig grund til at modsætte sig fortsat markeds-
føring af varerne, især i tilfælde, hvor disses tilstand er ændret eller forringet, efter at de er markedsført.
147
Artikel 16
Brug af varemærket
1. Såfremt indehaveren ikke inden fem år fra datoen for registreringsprocedurens afslutning har gjort
reel brug af varemærket i medlemsstaten for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret,
eller hvis sådan brug har været suspenderet i en sammenhængende periode på fem år, underkastes vare-
mærket de i artikel 17, artikel 19, stk. 1, artikel 44, stk. 1 og 2, og artikel 46, stk. 3 og 4, omhandlede
begrænsninger og sanktioner, medmindre der foreligger rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted.
2. Giver en medlemsstat mulighed for indsigelse efter registreringen, regnes den i stk. 1 omhandlede
femårsperiode fra den dato, hvor mærket ikke længere kan anfægtes eller, i tilfælde af, at en indsigelse er
indgivet, fra den dato, hvor en afgørelse om afslutning af indsigelsesproceduren er blevet endelig, eller
indsigelsen er blevet tilbagekaldt.
3. For så vidt angår varemærker, som er registreret i henhold til internationale ordninger og har retsvirk-
ning i medlemsstaten, regnes den i stk. 1 omhandlede femårsperiode fra den dato, hvor det ikke længere
er muligt at afvise eller gøre indsigelse mod mærket. Hvis der er indgivet en indsigelse, eller hvis der er
givet meddelelse om indsigelse på grundlag af absolutte eller relative hindringer for registrering, regnes
perioden fra den dato, hvor en afgørelse om afslutning af indsigelsesproceduren eller en afgørelse om ab-
solutte eller relative hindringer for registrering er blevet endelig, eller indsigelsen blev tilbagetaget.
4. Datoen for påbegyndelse af den i stk. 1 og 2 omhandlede femårsperiode indføres i registret.
5. Følgende betragtes ligeledes som brug i henhold til stk. 1:
a) brug af varemærket i en form, der kun ved elementer, der ikke forandrer mærkets særpræg, afviger fra
den form, hvori det blev registreret, uanset om varemærket også er registreret i indehaverens navn i
den form, hvori det anvendes
b) anbringelse af varemærket på varer eller deres emballage i den pågældende medlemsstat udelukkende
med eksport for øje.
6. Brug af et varemærke med indehaverens samtykke ligestilles med indehaverens brug af varemærket.
Artikel 17
Manglende brug som forsvar i en sag om varemærkekrænkelse
Indehaveren af et varemærke har kun ret til at forbyde anvendelsen af et tegn i det omfang, at indehave-
rens rettigheder ikke kan fortabes i henhold til artikel 19 på det tidspunkt, hvor sagen om varemærke-
krænkelse anlægges. Hvis sagsøgte anmoder herom, skal indehaveren af varemærket dokumentere, at va-
remærket i løbet af femårsperioden forud for sagsanlæggelsen har været genstand for reel brug som fast-
sat i artikel 16 i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som lægges
til grund for sagen, eller at der foreligger rimelige grunde til manglende brug, forudsat at det på datoen for
sagsanlæggelsen er mindst fem år siden, at registreringsproceduren for varemærket blev afsluttet.
Artikel 18
Interventionsret, som tillægges indehaveren af et yngre registreret varemærke som forsvar i en sag
om varemærkekrænkelse
1. Indehaveren af et varemærke har i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret til at for-
byde brugen af et yngre registreret varemærke, når det yngre varemærke ikke ville blive erklæret ugyldigt
i henhold til artikel 8, artikel 9, stk. 1 eller 2, eller artikel 46, stk. 3.
2. Indehaveren af et varemærke har i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret til at for-
byde brugen af et yngre registreret EU-varemærke, når det yngre varemærke ikke ville blive erklæret
148
ugyldigt i henhold til artikel 53, stk. 1, 3 eller 4, artikel 54, stk. 1 eller 2, eller artikel 57, stk. 2, i forord-
ning (EF) nr. 207/2009.
3. Hvis indehaveren af et varemærke ikke har ret til at forbyde anvendelsen af et yngre registreret vare-
mærke i henhold til stk. 1 eller 2, har indehaveren af det pågældende yngre registrerede varemærke ikke
ret til i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse at forbyde brugen af det ældre varemærke, selv
om denne ældre rettighed ikke længere kan gøres gældende mod det yngre varemærke.
AFDELING 4
Fortabelse af varemærkerettigheder
Artikel 19
Manglende reel brug som fortabelsesgrund
1. Indehaveren af et varemærke kan fortabe sine rettigheder, når der inden for en sammenhængende
femårsperiode ikke i den pågældende medlemsstat er gjort reel brug af det for de varer eller tjenesteydel-
ser, for hvilke det er registreret, og der ikke foreligger rimelig grund til manglende brug.
2. Fortabelse af et varemærke kan ikke begæres, dersom reel brug af varemærket påbegyndes eller gen-
optages i tiden mellem udløbet af femårsperioden og tidspunktet for indgivelse af begæring om fortabelse.
3. Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de sidste tre måneder forud for indgivelse af be-
gæring om fortabelse, idet denne tremånedersperiode tidligst begynder ved udløbet af den sammenhæn-
gende femårsperiode, tages imidlertid ikke i betragtning, såfremt forberedelserne til påbegyndelse eller
genoptagelse af brugen først indledes, når indehaveren har fået kendskab til, at der eventuelt vil blive ind-
givet begæring om fortabelse.
Artikel 20
Det forhold, at et varemærke er blevet generisk, eller vildledende angivelse som fortabelsesgrunde
Indehaveren af et varemærke kan fortabe sine rettigheder, når varemærket efter den dato, på hvilken det
blev registreret:
a) som følge af indehaverens virksomhed eller passivitet er blevet til en almindelig betegnelse inden for
handelen for en vare eller tjenesteydelse, for hvilken varemærket er registreret
b) som følge af den brug, der af indehaveren eller med indehaverens samtykke gøres af varemærket for de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, vil kunne vildlede offentligheden, navnlig med
hensyn til varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
Artikel 21
Fortabelse for visse varer eller tjenesteydelser
Såfremt der kun for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke et varemærke er blevet registreret,
er grunde til dets fortabelse, fortabes varemærket kun, for så vidt angår de pågældende varer eller tjene-
steydelser.
149
AFDELING 5
Varemærker som genstand for ejendomsret
Artikel 22
Overdragelse af registrerede varemærker
1. Et varemærke kan overdrages uafhængigt af en eventuel virksomhedsoverdragelse, hvad angår alle
eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret.
2. Overdragelse af en virksomhed i sin helhed indebærer overdragelse af varemærket, medmindre der
foreligger en aftale om det modsatte, eller hvis det modsatte klart fremgår af omstændighederne. En kon-
traktlig forpligtelse til at overdrage en virksomhed er ligeledes omfattet af denne bestemmelse.
3. Medlemsstaterne fastsætter procedurer med henblik på at kunne notere overdragelser i deres registre.
Artikel 23
Tingslige rettigheder
1. Et varemærke kan uafhængigt af virksomheden pantsættes eller gøres til genstand for andre tingslige
rettigheder.
2. Medlemsstaterne fastsætter procedurer med henblik på at kunne notere tingslige rettigheder i deres
registre.
Artikel 24
Tvangsfuldbyrdelse
1. Et varemærke kan gøres til genstand for tvangsfuldbyrdelse.
2. Medlemsstaterne fastsætter procedurer med henblik på at kunne notere tvangsfuldbyrdelse i deres re-
gistre.
Artikel 25
Licens
1. Der kan gives licens til et varemærke for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
det er registreret, samt for en medlemsstats område som helhed eller for en del af dette. Licensen kan
være en eksklusiv eller en ikkeeksklusiv licens.
2. Indehaveren af et varemærke kan gøre de rettigheder, der er knyttet hertil, gældende over for en li-
censtager, der overtræder en af bestemmelserne i licensaftalen med hensyn til:
a) dens gyldighedsperiode
b) den udformning, hvori varemærket må anvendes i henhold til registreringen
c) arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke licensen er indrømmet
d) det område, inden for hvilket der må gøres brug af varemærket, eller
e) kvaliteten af de af licenstageren fremstillede varer eller præsterede tjenesteydelser.
3. Medmindre andet er fastsat i licensaftalen, kan licenstageren kun anlægge sag om varemærkekræn-
kelse, hvis dets indehaver har givet sit samtykke hertil. Indehaveren af en eksklusiv licens kan dog anlæg-
ge en sådan sag, hvis varemærkeindehaveren efter en formel opfordring hertil ikke selv anlægger sag om
varemærkekrænkelse inden for en rimelig frist.
150
4. Enhver licenstager har ret til at indtræde i en sag om varemærkekrænkelse, som varemærkets indeha-
ver har anlagt, for at få erstatning for den skade, den pågældende licenstager selv har lidt.
5. Medlemsstaterne fastsætter procedurer med henblik på notering af licenser i deres registre.
Artikel 26
Varemærkeansøgninger som genstand for ejendomsret
Artikel 22-25 finder anvendelse på varemærkeansøgninger.
AFDELING 6
Garanti- eller certificeringsmærker og kollektivmærker
Artikel 27
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
a) »garanti- eller certificeringsmærke«: et varemærke, der er beskrevet som sådant, når der ansøges om
mærket, og mærket er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der er certificeret af varemærke-
indehaveren med hensyn til materiale, metode for fremstilling af varer eller ydelse af tjenesteydelser,
kvalitet, nøjagtighed eller andre egenskaber af varer og tjenesteydelser, der ikke er således certificeret
b) »kollektivmærke«: et varemærke, der er beskrevet som sådant, når der ansøges om mærket, og mærket
er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der hidrører fra medlemmerne af en sammenslutning,
som er indehaver af mærket, fra andre virksomheders varer eller tjenesteydelser.
Artikel 28
Garanti- eller certificeringsmærker
1. Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelse om registrering af garanti- eller certificeringsmærker.
2. Enhver fysisk eller juridisk person, herunder offentligretlige institutioner, myndigheder og organer,
kan ansøge om garanti- eller certificeringsmærker, såfremt en sådan person ikke udøver en erhvervsvirk-
somhed, der omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af den slags, der er certificeret.
Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelse om, at et garanti- eller certificeringsmærke ikke kan regi-
streres, medmindre ansøgeren er kompetent til at certificere de varer eller tjenesteydelser, for hvilke mær-
ket skal registreres.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelse om, at garanti- eller certificeringsmærker ikke kan regi-
streres eller fortabes eller erklæres ugyldige af andre grunde end de i artikel 4, 19 og 20 omhandlede, i det
omfang hensynet til disse mærkers funktion kræver det.
4. Uanset artikel 4, stk. 1, litra c), kan medlemsstaterne fastsætte bestemmelse om, at tegn eller angivel-
ser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varers eller tjenesteydelsers geografiske oprindelse, kan
udgøre garanti- eller certificeringsmærker. Et sådant garanti- eller certificeringsmærke giver ikke indeha-
veren ret til at forbyde en tredjemand at bruge sådanne tegn eller angivelser i erhvervsmæssigt øjemed,
når den pågældende tredjemand bruger dem i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Navnlig
kan et sådant mærke ikke påberåbes over for tredjemand, der har ret til at bruge en given geografisk be-
tegnelse.
5. Kravene i artikel 16 er opfyldt, når der er tale om en reel brug af et garanti- eller certificeringsmærke
i henhold til artikel 16 foretaget af en person, der er berettiget til at anvende det.
151
Artikel 29
Kollektivmærker
1. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelse om registrering af kollektivmærker.
2. Sammenslutninger af fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser eller handlende, som
ifølge den ret, der finder anvendelse på dem, i eget navn kan have rettigheder og forpligtelser, indgå kon-
trakter eller foretage andre retshandlinger og optræde som part i en retssag, samt offentligretlige juridiske
personer kan indgive ansøgning om registrering af kollektivmærker.
3. Uanset artikel 4, stk. 1, litra c), kan medlemsstaterne fastsætte bestemmelse om, at tegn eller angivel-
ser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varers eller tjenesteydelsers geografiske oprindelse, kan
udgøre kollektivmærker. Et sådant kollektivmærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde en tredjemand
at bruge sådanne tegn eller angivelser i erhvervsmæssigt øjemed, når den pågældende tredjemand bruger
dem i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Navnlig kan et sådant mærke ikke påberåbes over
for tredjemand, der har ret til at bruge en given geografisk betegnelse.
Artikel 30
Bestemmelser om anvendelse af et kollektivmærke
1. En ansøger om registrering af et kollektivmærke skal forelægge kontoret de bestemmelser, der gælder
for mærkets anvendelse.
2. Bestemmelserne om anvendelse skal som minimum angive, hvilke personer der har ret til at anvende
mærket, betingelserne for medlemskab af sammenslutningen, samt betingelserne for anvendelse af mær-
ket, herunder sanktioner. Bestemmelserne om anvendelse af et i artikel 29, stk. 3, omhandlet mærke skal
give enhver person, hvis varer eller tjenesteydelser hidrører fra det pågældende geografiske område, ret til
at blive optaget som medlem af den sammenslutning, der er indehaver af mærket, forudsat at den pågæl-
dende person opfylder alle andre betingelser i bestemmelserne.
Artikel 31
Afslag på en ansøgning om registrering
1. I tillæg til de i artikel 4 omhandlede hindringer for registrering af en varemærkeansøgning, hvor det
er relevant, med undtagelse af artikel 4, stk. 1, litra c), om tegn eller angivelser, der i omsætningen kan
tjene til at betegne varens eller tjenesteydelsens geografiske oprindelse, og artikel 5, og med forbehold af
et kontors ret til ikke at foretage ex officio-kontrol af relative hindringer, afslås en ansøgning om registre-
ring af et kollektivmærke, hvis bestemmelserne i artikel 27, litra b), artikel 29 eller artikel 30 ikke er op-
fyldt, eller hvis bestemmelserne om det pågældende kollektivmærkes anvendelse strider mod den offentli-
ge orden eller sædelighed.
2. Endvidere afslås en ansøgning om registrering af et kollektivmærke, hvis det vil kunne vildlede of-
fentligheden med hensyn til mærkets karakter eller betydning, navnlig hvis det kan blive antaget som væ-
rende noget andet end et kollektivmærke.
3. En ansøgning afslås ikke, hvis ansøgeren efter en ændring af bestemmelserne for kollektivmærkets
anvendelse opfylder betingelserne omhandlet i stk. 1 og 2.
152
Artikel 32
Anvendelse af kollektivmærker
Kravene i artikel 16 er opfyldt, når der er tale om en reel brug af et kollektivmærke i overensstemmelse
med nævnte artikel foretaget af en person, der er berettiget til at anvende det.
Artikel 33
Ændringer af bestemmelserne om anvendelse af et kollektivmærke
1. Indehaveren af et kollektivmærke skal forelægge kontoret enhver ændring af bestemmelserne om an-
vendelse.
2. Ændring af bestemmelserne om anvendelse anføres i registret, medmindre de ændrede bestemmelser
ikke opfylder kravene i artikel 30, eller de omfatter en af grundene til afslag, jf. artikel 31.
3. Med henblik på dette direktiv får ændringer af bestemmelserne om anvendelse først virkning fra da-
toen for anførelsen af disse ændringer i registret.
Artikel 34
Personer, som kan anlægge sag om krænkelse
1. Artikel 25, stk. 3 og 4, finder anvendelse på enhver, der er berettiget til at anvende et kollektivmærke.
2. Indehaveren af et kollektivmærke har ret til at kræve erstatning på vegne af de personer, der er beret-
tiget til at anvende mærket, når disse personer har lidt skade som følge af uberettiget anvendelse af mær-
ket.
Artikel 35
Supplerende fortabelsesgrunde
Foruden de i artikel 19 og 20 omhandlede fortabelsesgrunde fortabes kollektivmærkeindehaverens ret-
tigheder, såfremt:
a) indehaveren ikke træffer rimelige foranstaltninger til at hindre anvendelse af mærket på en måde, som
er uforenelig med de betingelser for mærkets anvendelse, der er fastlagt i bestemmelserne om mærkets
anvendelse, herunder eventuelle ændringer hertil, der er indført i registret
b) godkendte personer har anvendt mærket på en sådan måde, at det vil kunne vildlede offentligheden, jf.
artikel 31, stk. 2
c) en ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse er indført i registret i strid med artikel 33, stk.
2, medmindre mærkets indehaver ved en yderligere ændring af bestemmelserne om mærkets anvendel-
se opfylder kravene i nævnte artikel.
Artikel 36
Supplerende ugyldighedsgrunde
Foruden de ugyldighedsgrunde, der er fastsat i artikel 4, hvor det er relevant, med undtagelse af artikel
4, stk. 1, litra c), om tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varens eller tjeneste-
ydelsens geografiske oprindelse, og artikel 5, skal et kollektivmærke, der er registreret i strid med artikel
31, erklæres ugyldigt, medmindre mærkets indehaver ved en ændring af bestemmelserne om mærkets an-
vendelse opfylder kravene i artikel 31.
153
KAPITEL 3
PROCEDURER
AFDELING 1
Ansøgning og registrering
Artikel 37
Ansøgningskrav
1. En ansøgning om registrering af et varemærke skal som minimum indeholde alt af følgende:
a) en anmodning om registrering
b) oplysninger, der gør det muligt at fastslå ansøgerens identitet
c) en fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering
d) en gengivelse af varemærket, som opfylder de krav, der er fastsat i artikel 3, litra b).
2. Ved ansøgning om et varemærke betales et gebyr, der fastsættes af den pågældende medlemsstat.
Artikel 38
Ansøgningsdato
1. Ansøgningsdatoen for en varemærkeansøgning er den dato, hvor dokumenterne, der indeholder de i
artikel 37, stk. 1, omhandlede oplysninger, indgives af ansøgeren til kontoret.
2. Medlemsstaterne kan desuden bestemme, at der for tildelingen af en ansøgningsdato skal opkræves
betaling af et i artikel 37, stk. 2, omhandlet gebyr.
Artikel 39
Angivelse og klassificering af varer og tjenesteydelser
1. De varer og tjenesteydelser, for hvilke varemærkeregistrering søges, klassificeres i overensstemmelse
med det klassificeringssystem, der er fastlagt ved Nicearrangementet vedrørende international klassifice-
ring af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker af 15. juni 1957 (»Niceklassifikati-
onen«).
2. De varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse, identificeres af ansøgeren med tilstræk-
kelig klarhed og præcision, således at de kompetente myndigheder og de erhvervsdrivende alene på dette
grundlag har mulighed for at konstatere omfanget af den beskyttelse, der søges.
3. Med henblik på stk. 2 kan de generelle angivelser i Niceklassifikationens klasseoverskrifter eller an-
dre generelle betegnelser anvendes, forudsat at de er i overensstemmelse med de nødvendige standarder
for klarhed og præcision fastsat i denne artikel.
4. Kontoret afviser en ansøgning vedrørende angivelser eller betegnelser, som er uklare eller upræcise,
hvis ansøgeren ikke foreslår en acceptabel formulering inden for en frist, som kontoret fastsætter til dette
formål.
5. Anvendelsen af generelle betegnelser, herunder de generelle angivelser i Niceklassifikationens klas-
seoverskrifter, fortolkes som omfattende alle varer eller tjenesteydelser, der ud fra en ordlydsfortolkning
klart er omfattet af den pågældende angivelse eller betegnelse. Anvendelsen af sådanne betegnelser eller
angivelser fortolkes ikke som en rettighed for varer eller tjenesteydelser, der ikke kan forstås som sådan.
6. Anmoder ansøgeren om registrering for mere end én klasse, grupperer ansøgeren de pågældende va-
rer og tjenesteydelser i overensstemmelse med Niceklassifikationens klasser, idet der foran hver gruppe
154
anføres nummeret på den klasse, som den pågældende gruppe af varer og tjenesteydelser tilhører, og an-
søgeren opfører dem i klassernes rækkefølge.
7. Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som værende lignende, blot fordi de står opført i samme klas-
se i Niceklassifikationen. Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som værende forskellige, blot fordi de er
opført i forskellige klasser i Niceklassifikationen.
Artikel 40
Bemærkninger fra tredjemand
1. Medlemsstaterne kan bestemme, at enhver fysisk eller juridisk person og enhver sammenslutning el-
ler ethvert organ, der repræsenterer fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser, handlende
eller forbrugere, inden registrering af et varemærke over for kontoret skriftligt kan fremsætte bemærknin-
ger med angivelse af grundene til at varemærket ikke bør registreres ex officio
De i første afsnit omhandlede personer og sammenslutninger eller organer bliver ikke herved part i regi-
streringsproceduren ved kontoret.
2. Foruden de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede grunde kan enhver fysisk eller juridisk person og
enhver sammenslutning eller ethvert organ, der repræsenterer fabrikanter, producenter, leverandører af
tjenesteydelser, handlende eller forbrugere, over for kontoret skriftligt fremsætte bemærkninger med angi-
velse af grundene til, at en ansøgning om registrering af et kollektivmærke bør afslås i henhold til artikel
31, stk. 1 og 2. Denne bestemmelse kan udvides til at omfatte garanti- eller certificeringsmærker, såfremt
disse reguleres i medlemsstaterne.
Artikel 41
Deling af ansøgninger og registreringer
Ansøgeren eller indehaveren kan dele en national varemærkeansøgning eller registrering i to eller flere
særskilte ansøgninger eller registreringer ved at sende en erklæring herom til kontoret og for hver udskilt
ansøgning eller registrering anføre, hvilke varer eller tjenesteydelser omfattet af den oprindelige ansøg-
ning eller registrering, der skal omfattes af de udskilte ansøgninger eller registreringer.
Artikel 42
Klassegebyrer
Medlemsstaterne kan bestemme, at der ved ansøgning om og fornyelse af et varemærke skal betales et
tillægsgebyr for hver klasse af varer eller tjenesteydelser ud over den første klasse.
AFDELING 2
Procedurer for indsigelse, fortabelse og ugyldighed
Artikel 43
Indsigelsesprocedure
1. Medlemsstaterne sikrer, at der er adgang til en effektiv og hurtig administrativ procedure ved deres
kontorer for at gøre indsigelse mod registreringen af et varemærke af de grunde, der er fastsat i artikel 5.
2. Den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede administrative procedure skal som minimum fastsætte
bestemmelse om, at indehaveren af et i artikel 5, stk. 2, og artikel 5, stk. 3, litra a), omhandlet ældre vare-
mærke og den person, der i henhold til den relevante lovgivning har adgang til at udøve de rettigheder,
155
som følger af en i artikel 5, stk. 3, litra c), omhandlet beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk be-
tegnelse, skal have ret til at indgive en indsigelse. Der kan indgives en indsigelse på grundlag af en eller
flere ældre rettigheder, forudsat at de alle tilhører den samme indehaver, og på grundlag af en del af eller
alle de varer eller tjenesteydelser, for hvilke den ældre rettighed er beskyttet eller søgt registreret, og ind-
sigelsen kan rettes mod en del af eller alle de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det anfægtede vare-
mærke ansøges om.
3. Parterne skal, på fælles anmodning, indrømmes en frist på mindst to måneder i indsigelsessager med
henblik på at undersøge muligheden for en mindelig løsning mellem modparten og ansøgeren.
Artikel 44
Manglende brug som forsvar i en indsigelsessag
1. I indsigelsessager efter artikel 43, hvor femårsperioden, inden for hvilken der skal have været gjort
reel brug af det ældre varemærke som fastsat i artikel 16, var udløbet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen
for det yngre varemærke, skal indehaveren af det ældre varemærke, som har givet meddelelse om indsi-
gelse, på anmodning af ansøgeren dokumentere, at der er blevet gjort reel brug af det ældre varemærke
som fastsat i artikel 16 i løbet af den femårsperiode, der går forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen
for det yngre varemærke, eller at der forelå rimelige grunde til manglende brug. Kan dette ikke dokumen-
teres, forkastes indsigelsen.
2. Er det ældre varemærke kun er blevet anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
det er registreret, anses det, for så vidt angår behandlingen af indsigelsen, jf. stk. 1, kun at være blevet
registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne.
3. Er det ældre varemærke et EU-varemærke, finder nærværende artikels stk. 1 og 2 ligeledes anvendel-
se. I så fald skal den reelle brug af EU-varemærket konstateres i overensstemmelse med artikel 15 i for-
ordning (EF) nr. 207/2009.
Artikel 45
Procedure for fortabelse eller ugyldighed
1. Uden at det berører parternes ret til at appellere til domstolene, sikrer medlemsstaterne, at der er ad-
gang til en effektiv og hurtig administrativ procedure ved deres kontorer for at fastslå et varemærkes for-
tabelse eller ugyldighed.
2. Den administrative procedure for fortabelse skal fastsætte, at varemærket skal fortabes af de grunde,
der er fastsat i artikel 19 og 20.
3. Den administrative procedure for ugyldighed skal fastsætte, at varemærket skal erklæres ugyldigt på
grundlag af mindst følgende grunde:
a) varemærket burde ikke have været registreret, fordi det ikke opfylder kravene i artikel 4
b) varemærket burde ikke have været registreret på grund af eksistensen af en ældre rettighed, jf. artikel 5,
stk. 1-3.
4. Den administrative procedure skal fastsætte, at mindst følgende skal have ret til at indgive en begæ-
ring om fortabelse eller ugyldighed:
a) for så vidt angår stk. 2 og stk. 3, litra a), enhver fysisk eller juridisk person samt enhver sammenslut-
ning eller ethvert organ, som er oprettet med henblik på at repræsentere fabrikanter, producenter, leve-
randører af tjenesteydelser, handlende eller forbrugere, og som har retsevne ifølge den ret, der finder
anvendelse på dem
b) for så vidt angår nærværende artikels stk. 3, litra b), indehaveren af et i artikel 5, stk. 2, og artikel 5,
stk. 3, litra a), omhandlet ældre varemærke og den person, der i henhold til den relevante lovgivning er
156
berettiget til at udøve de rettigheder, som følger af en i artikel 5, stk. 3, litra c), omhandlet beskyttet
oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse.
5. Der kan indgives en begæring om fortabelse eller ugyldighed, som er rettet mod en del af eller alle de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke det anfægtede mærke er registreret.
6. Der kan indgives en begæring om ugyldighed på grundlag af en eller flere ældre rettigheder, forudsat
at de alle tilhører den samme indehaver.
Artikel 46
Manglende brug som et forsvar i sager om ugyldighed
1. I sager om ugyldighed baseret på et registreret varemærke med en tidligere ansøgnings- eller priori-
tetsdato skal indehaveren af det ældre varemærke, hvis indehaveren af et yngre varemærke anmoder her-
om, dokumentere, at det ældre varemærke i løbet af femårsperioden forud for datoen for begæringen om
ugyldighed har været genstand for reel brug som fastsat i artikel 16 i forbindelse med de varer eller tjene-
steydelser, for hvilke det er registreret, og som er påberåbt i begæringen, eller at der foreligger rimelige
grunde til manglende brug, forudsat at det på datoen for begæringen om ugyldighed er mindst fem år
siden, at registreringsproceduren for det ældre varemærke blev afsluttet.
2. Hvor femårsperioden, i løbet af hvilken der skulle have været gjort reel brug af det ældre varemærke
som fastsat i artikel 16, var udløbet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, skal
indehaveren af det ældre varemærke ud over den dokumentation, der kræves i henhold til nærværende
artikels stk. 1, dokumentere, at der blev gjort reel brug af varemærket i løbet af den femårsperiode, der
går forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen, eller at der forelå rimelige grunde til manglende brug.
3. Fremlægges den i stk. 1 og 2 omhandlede dokumentation ikke, afvises en begæring om ugyldighed på
grundlag af et ældre varemærke.
4. Er det ældre varemærke i overensstemmelse med artikel 16 kun blevet anvendt for en del af de varer
eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det, for så vidt angår behandlingen af begæringen
om ugyldighed, for kun at være blevet registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne.
5. Er det ældre varemærke et EU-varemærke, finder nærværende artikels stk. 1-4 ligeledes anvendelse. I
så fald skal den reelle brug af EU-varemærket konstateres i overensstemmelse med artikel 15 i forordning
(EF) nr. 207/2009.
Artikel 47
Retsvirkninger ved fortabelse og ugyldighed
1. Et registreret varemærke anses fra datoen for indgivelse af begæring om fortabelse for ikke at have
haft de retsvirkninger, der følger af dette direktiv, i det omfang indehaverens rettigheder fortabes. På be-
gæring af en af parterne kan der i afgørelsen vedrørende begæringen om fortabelse fastsættes et tidligere
tidspunkt for indtrædelsen af en fortabelsesgrund.
2. Et registreret varemærke anses for aldrig at have haft de retsvirkninger, der følger af dette direktiv, i
det omfang varemærket er blevet erklæret ugyldigt.
157
AFDELING 3
Registreringens gyldighedsperiode og fornyelse
Artikel 48
Registreringens gyldighedsperiode
1. Varemærker registreres for en periode på ti år at regne fra ansøgningsdatoen.
2. Registreringen kan fornyes i overensstemmelse med artikel 49 for yderligere tiårsperioder.
Artikel 49
Fornyelse
1. Registreringen af et varemærke fornyes efter ansøgning fra indehaveren af varemærket eller fra en-
hver person med bemyndigelse hertil ved lov eller kontrakt, forudsat at fornyelsesgebyret er betalt. Med-
lemsstaterne kan fastsætte bestemmelse om, at modtagelse af betaling af fornyelsesgebyret skal anses for
at udgøre en sådan ansøgning.
2. Kontoret giver indehaveren af varemærket meddelelse om registreringsperiodens udløb mindst seks
måneder før dette udløb. Kontoret kan ikke holdes ansvarligt for manglende meddelelse.
3. Ansøgningen om fornyelse skal indgives, og fornyelsesgebyret skal betales inden for en periode på
mindst seks måneder umiddelbart inden registreringsperiodens udløb. Sker dette ikke, kan ansøgningen
indgives inden for en yderligere frist på seks måneder umiddelbart efter udløbet af registreringsperioden
eller af den efterfølgende fornyelse heraf. Fornyelsesgebyret og et tillægsgebyr betales inden for denne
yderligere periode.
4. Såfremt ansøgningen eller gebyrerne kun vedrører en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
varemærket er registreret, fornyes registreringen kun for de pågældende varer eller tjenesteydelser.
5. Fornyelsen får virkning fra dagen efter den eksisterende registreringsperiodes udløb. Fornyelsen ind-
føres i registret.
AFDELING 4
Kommunikation med kontoret
Artikel 50
Kommunikation med kontoret
Sagens parter eller i givet fald deres udpegede repræsentanter angiver en officiel adresse, som skal an-
vendes til al officiel kommunikation med kontoret. Medlemsstaterne har ret til at kræve, at den officielle
adresse er i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.
158
KAPITEL 4
ADMINISTRATIVT SAMARBEJDE
Artikel 51
Samarbejde om registrering og administration af varemærker
Kontorerne kan frit samarbejde effektivt med hinanden og med Den Europæiske Unions Kontor for In-
tellektuel Ejendomsret for at fremme konvergensen med hensyn til praksis og redskaber i forbindelse med
behandlingen og registreringen af varemærker.
Artikel 52
Samarbejde på andre områder
Kontorerne kan frit samarbejde effektivt med hinanden og med Den Europæiske Unions Kontor for In-
tellektuel Ejendomsret inden for alle andre områder af deres aktiviteter end de i artikel 51 omhandlede,
som er relevante for beskyttelsen af varemærker i Unionen.
KAPITEL 5
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 53
Databeskyttelse
Behandlingen af personoplysninger, der udføres i medlemsstaterne inden for rammerne af nærværende
direktiv, er underlagt nationale ret til gennemførelse af direktiv 95/46/EF.
Artikel 54
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme
artikel 3-6, 8-14, 16, 17, 18, 22-39, 41 og 43-50 senest den 14. januar 2019. Medlemsstaterne sætter de
nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 45 senest den 14. januar
2023. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal
ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal ligeledes indeholde oplysning om, at hen-
visninger i gældende love og administrative bestemmelser til det direktiv, der ophæves ved nærværende
direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. De nærmere regler for henvisningen og for
affattelsen af nævnte oplysning fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale love og bestemmelser,
som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 55
Ophævelse
Direktiv 2008/95/EF ophæves med virkning fra den 15. januar 2019, uden at dette berører medlemssta-
ternes forpligtelser med hensyn til de i bilag I, del B, til direktiv 2008/95/EF angivne frister for gennem-
førelse i national ret af direktiv 89/104/EØF.
159
Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter
sammenligningstabellen i bilaget.
Artikel 56
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 1, 7, 15, 19, 20, 21 og 54-57 anvendes fra den 15. januar 2019.
Artikel 57
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 16. december 2015.
På Europa-Parlamentets vegne
M. SCHULZ
Formand
På Rådets vegne
N. SCHMIT
Formand
160
1) EUT C 327 af 12.11.2013, s. 42.
2) Europa-Parlamentets holdning af 25.2.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebehandlingsholdning af 10.11.2015 (endnu ikke offentlig-
gjort i EUT). Europa-Parlamentets holdning af 15.12.2015.
3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT
L 299 af 8.11.2008, s. 25).
4) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (EUT L 78 af 24.3.2009, s. 1).
5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame (EUT L 376 af 27.12.2006, s.
21).
6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 af 12. juni 2013 om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder
og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 (EUT L 181 af 29.6.2013, s. 15).
7) Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysnin-
ger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).
8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
9) Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT L 40 af
11.2.1989, s. 1).
161
Bilag
Sammenligningstabel
Direktiv 2008/95/EF Nærværende direktiv
Artikel 1 Artikel 1
— Artikel 2
Artikel 2 Artikel 3
Artikel 3, stk. 1, litra a)-h) Artikel 4, stk. 1, litra a)-h)
— Artikel 4, stk. 1, litra i)-l)
Artikel 3, stk. 2, litra a)-c) Artikel 4, stk. 3, litra a)-c)
Artikel 3, stk. 2, litra d) Artikel 4, stk. 2
Artikel 3, stk. 3, første punktum Artikel 4, stk. 4, første punktum
— Artikel 4, stk. 4, andet punktum
Artikel 3, stk. 3, andet punktum Artikel 4, stk. 5
Artikel 3, stk. 4 —
Artikel 4, stk. 1 og 2 Artikel 5, stk. 1 og 2
Artikel 4, stk. 3, og stk. 4, litra a) Artikel 5, stk. 3, litra a)
— Artikel 5, stk. 3, litra b)
— Artikel 5, stk. 3, litra c)
Artikel 4, stk. 4, litra b) og c) Artikel 5, stk. 4, litra a) og b)
Artikel 4, stk. 4, litra d)-f) —
Artikel 4, stk. 4, litra g) Artikel 5, stk. 4, litra c)
Artikel 4, stk. 5 og 6 Artikel 5, stk. 5 og 6
— Artikel 8
Artikel 5, stk. 1, første punktum Artikel 10, stk. 1
Artikel 5, stk. 1, indledningen, andet punktum Artikel 10, stk. 2, indledningen
Artikel 5, stk. 1, litra a) og b) Artikel 10, stk. 2, litra a) og b)
Artikel 5, stk. 2 Artikel 10, stk. 2, litra c)
Artikel 5, stk. 3, litra a)-c) Artikel 10, stk. 3, litra a)-c)
— Artikel 10, stk. 3, litra d)
Artikel 5, stk. 3, litra d) Artikel 10, stk. 3, litra e)
— Artikel 10, stk. 3, litra f)
— Artikel 10, stk. 4
Artikel 5, stk. 4 og 5 Artikel 10, stk. 5 og 6
— Artikel 11
162
— Artikel 12
— Artikel 13
Artikel 6, stk. 1, litra a)-c) Artikel 14, stk. 1, litra a)-c), og stk. 2
Artikel 6, stk. 2 Artikel 14, stk. 3
Artikel 7 Artikel 15
Artikel 8, stk. 1 og 2 Artikel 25, stk. 1 og 2
— Artikel 25, stk. 3-5
Artikel 9 Artikel 9
Artikel 10, stk. 1, første afsnit Artikel 16, stk. 1
— Artikel 16, stk. 2-4
Artikel 10, stk. 1, andet afsnit Artikel 16, stk. 5
Artikel 10, stk. 2 Artikel 16, stk. 6
Artikel 10, stk. 3 —
Artikel 11, stk. 1 Artikel 46, stk. 1-3
Artikel 11, stk. 2 Artikel 44, stk. 1
Artikel 11, stk. 3 Artikel 17
Artikel 11, stk. 4 Artikels 17, artikel 44, stk. 2, og artikel 46, stk. 4
— Artikel 18
Artikel 12, stk. 1, første afsnit Artikel 19, stk. 1
Artikel 12, stk. 1, andet afsnit Artikel 19, stk. 2
Artikel 12, stk. 1, tredje afsnit Artikel 19, stk. 3
Artikel 12, stk. 2 Artikel 20
Artikel 13 Artikel 7 og 21
Artikel 14 Artikel 6
— Artikels 22-24
— Artikel 26
— Artikel 27
Artikel 15, stk. 1 Artikel 28, stk. 1 og 3
Artikel 15, stk. 2 Artikel 28, stk. 4
— Artikel 28, stk. 2 og 5
— Artikel 29 til artikel 54, stk. 1
Artikel 16 Artikel 54, stk. 2
Artikel 17 Artikel 55
Artikel 18 Artikel 56
163
Artikel 19 Artikel 57
164