Fremsat den 3. oktober 2018 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)

Fremsat den 3. oktober 2018 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)
Forslag
til
Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst og tilhørende protokol
mellem Danmark og Japan
§ 1. Bestemmelserne i overenskomst og tilhørende proto-
kol af 11. oktober 2017 mellem Kongeriget Danmark og Ja-
pan til ophævelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår ind-
komstskatter og forhindring af skatteunddragelse og omgå-
else, jf. bilag 1, gælder her i landet.
§ 2. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden.
§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lovforslag nr. L 32 Folketinget 2018-19
Skattemin., j.nr. 2017-2474
AN013535
Bilag 1
OVERENSKOMST MELLEM
KONGERIGET DANMARK OG JAPAN
TIL OPHÆVELSE AF DOBBELTBESKATNING
FOR SÅ VIDT ANGÅR INDKOMSTSKATTER
OG FORHINDRING AF SKATTEUNDDRAGELSE OG OMGÅELSE
Kongeriget Danmark og Japan,
der ønsker yderligere at udvikle deres økonomiske forbindelser og at styrke deres samarbejde om skatte-
forhold,
der har til hensigt at indgå en overenskomst til ophævelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår ind-
komstskatter uden samtidig at skabe muligheder for ikke-beskatning eller nedsat beskatning gennem skat-
teunddragelse eller skatteomgåelse (herunder gennem utilsigtet anvendelse af skatteaftaler med henblik på
at opnå lempelser som denne overenskomst giver adgang til, til indirekte fordel for personer, som er
hjemmehørende i tredjelande),
er blevet enige om følgende:
ARTIKEL 1
PERSONER OMFATTET AF OVERENSKOMSTEN
1. Denne overenskomst finder anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kon-
traherende stater.
2. Ved anvendelsen af denne overenskomst skal indkomst, som erhverves af eller gennem en enhed eller
et arrangement, der behandles som helt eller delvist skattemæssigt transparent efter skattelovgivningen i
en af de kontraherende stater, anses for at være indkomst for en person, der er hjemmehørende i en kon-
traherende stat, men kun i det omfang at indkomsten ved beskatningen i denne stat behandles som ind-
komst for en person, der er hjemmehørende i denne stat. Bestemmelserne i dette stykke kan i intet tilfælde
fortolkes således, at de berører en kontraherende stats ret til beskatning af personer, der er hjemmehøren-
de i denne kontraherende stat. Ved anvendelsen af dette stykke betyder udtrykket ”skattemæssigt transpa-
rent” tilfælde, hvor en enheds eller et arrangements indkomst eller andel heraf efter skattelovgivningen i
en kontraherende stat, ikke beskattes hos enheden eller arrangementet, men hos de personer, som besidder
en andel i enheden eller arrangementet, som om denne indkomst eller andel heraf var erhvervet direkte af
disse personer på det tidspunkt, hvor denne indkomst eller andel heraf blev realiseret – dette uanset om
denne indkomst eller andel heraf af enheden eller arrangementet udloddes til disse personer.
ARTIKEL 2
SKATTER OMFATTET AF OVERENSKOMSTEN
1. De gældende skatter, som denne overenskomst finder anvendelse på, er:
(a) For Japans vedkommende:
(i) indkomstskatten;
(ii) selskabsskatten;
(iii) den særlige indkomstskat ved selskabsomdannelse;
(iv) den lokale selskabsskat; og
2
(v) de lokale indkomstskatter
(herefter omtalt som “japansk skat”); og
(b) For Danmarks vedkommende:
(i) selskabsskatten til staten;
(ii) indkomstskatten til staten;
(iii) den kommunale indkomstskat;
(iv) skatter i henhold til kulbrinteskatteloven;
(v) skatter i henhold til pensionsafkastbeskatningsloven;
(vi) kirkeskatten;
(vii) udbytteskatten; og
(viii) royaltyskatten
(herefter omtalt som “dansk skat”).
2. Denne overenskomst finder også anvendelse på skatter af samme eller væsentligt samme art, der efter
datoen for undertegnelsen af overenskomsten pålignes som tillæg til, eller i stedet for de gældende skatter.
De kontraherende staters kompetente myndigheder skal underrette hinanden om væsentlige ændringer,
som er foretaget i deres respektive skattelove.
ARTIKEL 3
ALMINDELIGE DEFINITIONER
1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har følgende udtryk i denne overenskomst den nedenfor
angivne betydning:
(a) udtrykket “Japan” betyder, når anvendt i en geografisk betydning, hele Japans territorium, herunder
dets territorialfarvand, for hvilket japansk skattelovgivning er gældende, og ethvert område uden for
dets territorialfarvand, herunder havbunden og dens undergrund, over hvilke Japan har suverænitetsret-
tigheder i overensstemmelse med international ret og for hvilke japansk skattelovgivning er gældende;
(b) udtrykket “Danmark” betyder Kongeriget Danmark og betyder, når anvendt i en geografisk betydning,
hele Kongeriget Danmarks territorium, herunder ethvert område uden for Kongeriget Danmarks terri-
torialfarvand, som i overensstemmelse med international ret og ifølge dansk lovgivning er eller senere
måtte blive betegnet som et område, inden for hvilket Kongeriget Danmark kan udøve suverænitetsret-
tigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens un-
dergrund og de overliggende vande og med hensyn til anden virksomhed med henblik på efterforsk-
ning og økonomisk udnyttelse af området; Udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;
(c) udtrykkene ”en kontraherende stat” og ”den anden kontraherende stat” betyder Japan eller Danmark,
alt efter sammenhængen;
(d) udtrykket ”person” omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer;
(e) udtrykket ”selskab” betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig
henseende behandles som en juridisk person;
(f) udtrykket ”foretagende” anvendes om enhver form for udøvelse af erhvervsvirksomhed;
(g) udtrykkene ”foretagende i en kontraherende stat” og ”foretagende i den anden kontraherende stat” be-
tyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende
stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat;
(h) udtrykket ”international trafik” betyder enhver transport med skib eller fly, der anvendes af et foreta-
gende i en kontraherende stat, undtagen når skibet eller flyet udelukkende anvendes mellem steder i
den anden kontraherende stat;
(i) udtrykket ”kompetent myndighed” betyder:
(i) i tilfælde af Japan, finansministeren eller dennes befuldmægtigede stedfortræder; og
3
(ii) i tilfælde Danmark, skatteministeren eller dennes befuldmægtigede stedfortræder;
(j) udtrykket ”statsborger” betyder, i relation til en kontraherende stat:
(i) enhver fysisk person, der har indfødsret i den pågældende kontraherende stat; og
(ii) enhver juridisk person, ethvert interessentskab eller enhver sammenslutning, der består i kraft af
den gældende lovgivning i den pågældende kontraherende stat;
(k) udtrykket ”erhvervsvirksomhed” omfatter udøvelse af frit erhverv og udøvelse af anden virksomhed af
uafhængig karakter; og
(l) udtrykket ”pensionsinstitut” betyder enhver person:
(i) som er etableret efter lovgivningen i en kontraherende stat;
(ii) som primært drives med henblik på at administrere pensionsydelser eller andre lignende vederlag
eller at stille sådanne ydelser til rådighed eller som primært drives med henblik på at opnå et afkast
til fordel for andre pensionsinstitutter; og
(iii) som i denne kontraherende stat er indrømmet skattefritagelse eller nedsat eller udskudt beskatning
med hensyn til indkomst, der hidrører fra de aktiviteter, som er nævnt i punkt (ii).
2. Ved en kontraherende stats anvendelse af denne overenskomst til enhver tid skal ethvert udtryk, som
ikke er defineret heri, medmindre andet følger af sammenhængen, tillægges den betydning, som det har
på dette tidspunkt i denne kontraherende stats lovgivning med henblik på de skatter, som overenskomsten
finder anvendelse på, idet enhver betydning i denne kontraherende stats skattelove skal gå forud for den
betydning, dette udtryk er tillagt i denne kontraherende stats andre love.
ARTIKEL 4
SKATTEMÆSSIGT HJEMSTED
1. I denne overenskomst betyder udtrykket ”en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat”
enhver person som efter lovgivningen i denne kontraherende stat er skattepligtig dér på grund af hjem-
sted, bopæl, hovedsæde, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter og-
så denne kontraherende stat og enhver dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed såvel
som et pensionsinstitut i denne kontraherende stat. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, som er skat-
tepligtig i denne kontraherende stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne kontraherende stat.
2. Hvis en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende sta-
ter, bestemmes hans status efter følgende regler:
(a) Han skal anses for kun at være hjemmehørende i den kontraherende stat, hvor han har en fast bolig til
sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge kontraherende stater, skal han anses for
kun at være hjemmehørende i den kontraherende stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og
økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
(b) Hvis det ikke kan afgøres, i hvilken kontraherende stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller
hvis han ikke har en fast bolig til rådighed i nogen af de kontraherende stater, skal han anses for kun at
være hjemmehørende i den kontraherende stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
(c) Hvis han sædvanligvis har ophold i begge kontraherende stater, eller hvis han ikke har ophold i nogen
af dem, anses han for kun at være hjemmehørende i den kontraherende stat, hvor han er statsborger;
(d) Hvis han er statsborger i begge kontraherende stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem,
afgør de kontraherende staters kompetente myndigheder spørgsmålet ved gensidig aftale.
3. Hvis en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge kontraherende
stater, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder bestræbe sig på ved gensidig aftale at be-
stemme, i hvilken af de kontraherende stater en sådan person skal anses for at være hjemmehørende ved
anvendelsen af denne overenskomst, idet der tages hensyn til stedet hvor et selskab har hovedsæde, den
4
virkelige ledelses sæde, stedet hvor et selskab er registreret eller på anden måde oprettet samt alle andre
relevante faktorer. I fravær af en sådan aftale er en sådan person ikke berettiget til nogen lempelse eller
skattefritagelse, som overenskomsten giver adgang til.
ARTIKEL 5
FAST DRIFTSSTED
1. I denne overenskomst betyder udtrykket “fast driftssted” et fast forretningssted, hvor igennem et foreta-
gendes erhvervsvirksomhed helt eller delvis udøves.
2. Udtrykket “fast driftssted” omfatter især:
(a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;
(b) en filial;
(c) et kontor;
(d) en fabrik;
(e) et værksted; og
(f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.
3. En byggeplads eller et anlægs- eller monteringsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis arbejdet varer
mere end 12 måneder.
4. En installation, en borerig eller et skib, der anvendes i en kontraherende stat ved efterforskning af na-
turforekomster i denne kontraherende stat, anses for at udgøre et fast driftssted i denne kontraherende stat,
men kun hvis efterforskningen varer ved i mere end 12 måneder. Ved fastlæggelsen af, hvorvidt 12-måne-
dersperioden, som nævnt i første punktum, er overskredet, hvor:
(a) et foretagende i en kontraherende stat udøver efterforskning i den anden kontraherende stat og efter-
forskningen udøves i en eller flere perioder, som sammenlagt overstiger 30 dage uden at overstige 12
måneder, og
(b) virksomhed i tilknytning hertil udøves af et eller flere foretagender, som er nært forbundet med det
førstnævnte foretagende, for det samme efterforskningsprojekt eller den samme efterforskningsoperati-
on, i forskellig perioder, som hver overstiger 30 dage,
lægges disse forskellige perioder sammen med den periode, hvori det førstnævnte foretagende har udøvet
efterforskning.
5. Uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel omfatter udtrykket “fast driftssted” ikke:
(a) anvendelsen af indretninger udelukkende med henblik på oplagring eller udstilling af varer tilhørende
foretagendet;
(b) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på oplagring eller ud-
stilling;
(c) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på forarbejdning hos
et andet foretagende;
(d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at foretage indkøb af varer eller
indsamle oplysninger for foretagendet;
(e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på for foretagendet at udøve enhver
anden virksomhed end virksomhed opregnet i litra (a) til (d), forudsat at denne virksomhed er af forbe-
redende eller hjælpende karakter; eller
(f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver kombination af de aktivite-
ter, der er nævnt i litra (a) til (e), forudsat at det faste forretningssteds samlede virksomhed, der er et
resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende karakter.
5
6. Stykke 5 finder ikke anvendelse på et fast driftssted, som anvendes eller opretholdes af et foretagende,
hvis det samme foretagende eller et nært forbundet foretagende driver erhvervsvirksomhed det samme
sted eller et andet sted i den samme kontraherende stat, og:
(a) dette sted eller et andet sted udgør et fast driftssted for foretagendet eller det nært forbundne foreta-
gende efter bestemmelserne i denne artikel; eller
(b) den samlede virksomhed, som er et resultat af kombinationen af virksomheden udøvet af de to fore-
tagender det samme sted eller af nært forbundne foretagender de to steder, ikke er af forberedende eller
hjælpende karakter,
forudsat at den erhvervsvirksomhed, som udøves af de to foretagender det samme sted, eller som udøves
af det samme foretagende eller nært forbundne foretagender de to steder, udgør gensidigt supplerende
funktioner, som indgår i en samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed.
7. Hvis en person handler i en kontraherende stat på et foretagendes vegne og i forbindelse hermed sæd-
vanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutine-
mæssigt indgås uden væsentligt at blive ændret af foretagendet, og disse aftaler er:
(a) i foretagendets navn; eller
(b) vedrører overdragelse af ejerskab til eller tildeling af rettighed til at anvende formuegoder ejet af fore-
tagendet eller som foretagendet har ret til at anvende; eller
(c) vedrører levering af foretagendets tjenesteydelser,
anses dette foretagende, uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, medmindre bestemmelserne i stykke 8
medfører andet, for at have et fast driftssted i denne kontraherende stat med hensyn til enhver virksom-
hed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset
til det, som er nævnt i stykke 5, og som, hvis den var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville
gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i det nævnte stykke.
8. Stykke 7 finder ikke anvendelse, hvis en person, som handler i en kontraherende stat på vegne af et
foretagende i den anden kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den førstnævnte kontraherende
stat som uafhængig repræsentant og handler for foretagendet inden for rammerne af denne erhvervsvirk-
somhed. Hvis en person udelukkende eller næsten udelukkende handler på vegne af et eller flere foretag-
ender, som denne person er nært forbundet med, anses personen ikke for at være en uafhængig repræsen-
tant i dette stykkes betydning med hensyn til ethvert sådant foretagende.
9. Ved anvendelsen af denne artikel anses en person eller et foretagende for at være nært forbundet med et
foretagende, hvis, når alle relevante forhold og omstændigheder tages i betragtning, den ene kontrolleres
af den anden, eller begge kontrolleres af de samme personer eller foretagender. Under alle omstændighe-
der anses en person eller et foretagende for at være nært forbundet med et foretagende, hvis den ene di-
rekte eller indirekte besidder mere end 50 pct. af de retmæssige andele i den anden (eller, når der er tale
om et selskab mere end 50 pct. af den samlede stemmeandel såvel som af værdien af selskabets aktier,
eller af de retmæssige egenkapitalandele i selskabet), eller hvis en anden person eller et andet foretagende
direkte eller indirekte besidder mere end 50 pct. af de retmæssige andele (eller, når der er tale om et sel-
skab, mere end 50 pct. af den samlede stemmeandel såvel som af værdien af selskabets aktier, eller af de
retmæssige egenkapitalandele i selskabet) i personen eller foretagendet eller i de to foretagender.
10. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kontrollerer eller
kontrolleres af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som driver er-
hvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde),
medfører ikke i sig selv, at det ene selskab anses for et fast driftssted for det andet.
6
ARTIKEL 6
INDKOMST AF FAST EJENDOM
1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver af fast ejendom
(herunder indkomst fra landbrug eller skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan
beskattes i denne anden kontraherende stat.
2. Udtrykket “fast ejendom” har samme betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat,
hvor den pågældende ejendom er beliggende. Udtrykket omfatter i alle tilfælde tilbehør til fast ejendom,
besætning og redskaber, der anvendes i landbrug og skovbrug, rettigheder på hvilke bestemmelserne i ci-
vilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsret til fast ejendom og retten til variable eller faste be-
talinger som vederlag for udnyttelsen af, eller retten til at udnytte mineforekomster, kilder og andre natur-
forekomster; Skibe og fly anses ikke for fast ejendom.
3. Bestemmelserne i stykke 1 finder anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udleje eller
benyttelse i enhver form af fast ejendom.
4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 finder også anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et
foretagende.
ARTIKEL 7
FORTJENESTE VED ERHVERVSVIRKSOMHED
1. Fortjeneste, som erhverves af et foretagende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne kontra-
herende stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem
et dér beliggende fast driftssted. Hvis foretagendet driver førnævnte erhvervsvirksomhed, kan foretagen-
dets fortjeneste, der henføres til det faste driftssted i overensstemmelse med stykke 2, beskattes i denne
anden kontraherende stat.
2. Ved anvendelsen af denne artikel og artikel 22, er den fortjeneste, som i hver kontraherende stat kan
henføres til det faste driftssted som nævnt i stykke 1, den fortjeneste, som det faste driftssted især i sine
forbindelser med andre dele af foretagendet kunne forventes at opnå, hvis det havde været et frit og uaf-
hængigt foretagende, der var beskæftiget med den samme eller lignende virksomhed på de samme eller
lignende vilkår, i betragtning af de udførte funktioner, de anvendte aktiver og de risici, som foretagendet
har påtaget sig gennem det faste driftssted og gennem andre dele af foretagendet.
3. Hvis en kontraherende stat i medfør af stykke 2 justerer den fortjeneste, der kan henføres til et fast
driftssted tilhørende et foretagende i en af de kontraherende stater, og i overensstemmelse hermed beskat-
ter foretagendets fortjeneste, som er blevet beskattet i den kontraherende stat, skal den anden kontraheren-
de stat foretage en passende justering af den skat, der pålægges denne fortjeneste, i det omfang det er
nødvendigt for at undgå dobbeltbeskatning af fortjenesten. Ved fastsættelsen af en sådan justering skal de
kontraherende staters kompetente myndigheder om nødvendigt konsultere hinanden.
4. Hvis fortjeneste omfatter indkomst, som er behandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst,
berøres bestemmelserne i disse artikler ikke af bestemmelserne i denne artikel.
7
ARTIKEL 8
SKIBS- OG LUFTFART
1. Fortjeneste, som erhverves af et foretagende i en kontraherende stat ved skibs- og luftfartsvirksomhed i
international trafik, kan kun beskattes i denne kontraherende stat.
2. Uanset bestemmelserne i artikel 2 er et foretagende i en kontraherende stat, for så vidt angår skibs- og
luftfartsvirksomhed i international trafik, fritaget for japansk virksomhedsskat i tilfælde af et dansk fore-
tagende og for enhver skat svarende til den japanske virksomhedsskat i tilfældet af et japansk foretagen-
de, som indføres i Danmark efter underskriftdatoen for denne overenskomst.
3. Ved anvendelsen af denne artikel medregnes følgende til et foretagendes fortjeneste ved drift af skibe
eller fly i international trafik:
(a) fortjeneste ved udlejning af skibe eller fly uden besætning (bareboat charter); og
(b) fortjeneste ved anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje af containere (herunder anhængere og lig-
nende udstyr til transport af containere), som anvendes til transport af gods eller varer;
når sådan udleje henholdsvis anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje, har nær tilknytning til foretagen-
dets drift af skibe eller fly i international trafik.
4. Bestemmelserne i de foregående stykker i denne artikel finder også anvendelse på fortjeneste ved delta-
gelse i en pool, et forretningsfællesskab eller en international driftsorganisation.
ARTIKEL 9
FORBUNDNE FORETAGENDER
1. Hvis
(a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller
kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller
(b) de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i såvel
et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat,
og der i nogle af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres
forretningsmæssige eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være aftalt mellem
uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som ville være tilfaldet et af disse foretagender, hvis
disse vilkår ikke havde foreligget, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til
dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.
2. Hvis en kontraherende stat til fortjenesten for et foretagende i denne kontraherende stat medregner – og
i overensstemmelse hermed beskatter – fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er
blevet beskattet af i denne anden kontraherende stat, og den således medregnede fortjeneste er fortjeneste,
som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte kontraherende stat, hvis vilkårene, der er aftalt
mellem de to foretagender, havde været de samme, som ville have været aftalt mellem uafhængige fore-
tagender, skal denne anden kontraherende stat foretage en passende regulering af dette skattebeløb, som
er beregnet dér af fortjenesten. Ved fastsættelsen af sådan regulering skal der tages skyldigt hensyn til de
øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kontraherende staters kompetente myndigheder skal
om nødvendigt konsultere hinanden.
3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 skal en kontraherende stat ikke foretage en regulering af fortjenesten
for et foretagende i denne kontraherende stat under de omstændigheder, der er nævnt i dette stykke, når
der er gået 10 år efter udløbet af det indkomstår, hvori den fortjeneste, som ellers ville have været under-
8
givet en sådan regulering, ville have været tilfaldet dette foretagende, hvis de vilkår, der er nævnt i dette
stykke, ikke havde foreligget. Bestemmelserne i nærværende stykke finder ikke anvendelse i tilfælde af
svig eller forsætlig undladelse.
ARTIKEL 10
UDBYTTE
1. Udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er
hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden kontraherende stat.
2. Udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan dog også beskattes i
denne kontraherende stat efter denne kontraherende stats lovgivning, men hvis den retmæssige ejer af ud-
byttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den pålignede skat ikke overstiger 15 pct. af
bruttobeløbet af udbyttet.
3. Udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan uanset bestemmel-
serne i stykke 2 kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis den retmæssige ejer af udbyttet er
hjemmehørende i den anden kontraherende stat og enten:
(a) et selskab, som i en periode på 6 måneder op til og indbefattet den dag, hvor der træffes beslutning om
udlodning af udbytte, direkte har ejet mindst 10 pct.:
(i) af stemmeretten i det selskab, der udbetaler udbyttet, hvor det udbetalende selskab er hjemmehøren-
de i Japan; eller
(ii) af kapitalen i det selskab, der udbetaler udbyttet, hvor det udbetalende selskab er hjemmehørende i
Danmark; eller
(b) et pensionsinstitut, forudsat at udbyttet kan henføres til de aktiviteter, der er nævnt i artikel 3, stykke
1, litra l, punkt (ii).
4. Bestemmelserne i stykke 2 og 3 berører ikke adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvor-
af udbyttet er betalt.
5. Bestemmelserne i stykke 3 finder ikke anvendelse for udbytte, som det selskab, der udbetaler udbyttet,
kan fradrage ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i den kontraherende stat, hvor selskabet er
hjemmehørende.
6. Udtrykket “udbytte” som anvendt i denne artikel betyder indkomst af aktier eller andre rettigheder, som
ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst af andre rettigheder,
som er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst fra aktier i henhold til lovgivningen i
den kontraherende stat, hvor det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.
7. Bestemmelserne i stykke 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse, hvis udbyttets retmæssige ejer, der er hjem-
mehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvor det
udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et dér beliggende fast driftssted og den aktiebesid-
delse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse til et sådant fast driftssted.
I så fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.
8. Hvis et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver fortjeneste eller indkomst fra
den anden kontraherende stat, må denne anden kontraherende stat ikke påligne nogen skat på udbytte,
som udbetales af selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i den kon-
traherende stat, eller medmindre den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet,
har direkte forbindelse med et fast driftssted, der er beliggende i denne anden kontraherende stat, eller
9
undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste en skat på selskabets ikke-udloddede fortjeneste, selv om
det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller ind-
komst, der hidrører fra denne anden kontraherende stat.
ARTIKEL 11
RENTER
1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og som retmæssigt ejes af en person, der er hjemmehø-
rende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden kontraherende stat.
2. Uanset bestemmelserne i stykke 1, kan renter opstået i en kontraherende stat, der fastsættes med refe-
rence til skyldnerens eller en med skyldner forbundet persons salg, indkomst, fortjeneste eller andre pen-
gestrømme, med reference til enhver ændring i værdien af ejendele tilhørende skyldner eller en med
skyldner forbundet person eller med reference til skyldners eller en med skyldner forbundet persons ud-
bytteudlodning, interessentskabsudlodning eller lignende betalinger eller med reference til andre rentebe-
løb svarende til en sådan rente, der er opstået i den kontraherende stat, beskattes i denne kontraherende
stat efter lovgivningen i denne kontraherende stat, men hvis den retmæssige ejer af renten er hjemmehø-
rende i den anden kontraherende stat, må den således pålignede skat ikke overstige 10 pct. af bruttobelø-
bet af renten.
3. Udtrykket “renter” som anvendt i denne artikel betyder indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad
enten de er sikret ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til en andel i
skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller
forskrivninger, herunder agio beløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer el-
ler forskrivninger, så vel som anden indkomst, der er undergivet samme skattemæssige behandling som
indkomst af pengelån efter lovgivningen i den kontraherende stat, hvorfra indkomsten hidrører. Indkomst
behandlet i artikel 10 og straftillæg anses ikke for renter i relation til denne artikel.
4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis renternes retmæssige ejer, der er hjemme-
hørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra ren-
terne hidrører, gennem et dér beliggende fast driftssted, og den fordring, som ligger til grund for de betal-
te renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7
anvendelse.
5. Renter skal anses for at hidrører fra en kontraherende stat, når de betales af en person, der er hjemme-
hørende i denne kontraherende stat. Når den person, der betaler renten, hvad enten han er hjemmehørende
i en kontraherende stat eller ikke, har et fast driftssted i en kontraherende stat i forbindelse med hvilket
den gæld, hvoraf renten betales, er blevet stiftet, og renten påhviler dette faste driftssted, skal en sådan
rente dog anses for at hidrøre fra den kontraherende stat, hvor det faste driftssted er beliggende.
6. Hvis en særlig forbindelse mellem den, der betaler renter, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og
en tredje person har bevirket, at renterne set i forhold til den gældsfordring, for hvilken de er betalt, over-
stiger det beløb, som ville være blevet betalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis en sådan for-
bindelse ikke havde foreligget, finder bestemmelserne i denne artikel kun anvendelse på det sidstnævnte
beløb. I så fald kan det overskydende beløb beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de
kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
10
ARTIKEL 12
ROYALTIES
1. Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat, og som retmæssigt ejes af en person, der er hjemme-
hørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden kontraherende stat.
2. Udtrykket “royalties” som anvendt i denne artikel betyder betalinger af enhver art, der modtages som
vederlag for anvendelsen af, eller retten til at anvende, enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller
videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm eller ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning,
eller hemmelig formel eller fremstillingsmetode eller for oplysninger om industrielle, forretningsmæssige
eller videnskabelige erfaringer.
3. Bestemmelserne i stykke 1 finder ikke anvendelse, hvis royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjem-
mehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra ro-
yaltybeløbet hidrører, gennem et dér beliggende fast driftssted, og den rettighed eller det formuegode,
som ligger til grund for den udbetalte royalty, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så
fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.
4. Hvis en særlig forbindelse mellem den, der betaler royalties, og den retmæssige ejer, eller mellem disse
og en tredje person, har bevirket, at royaltybeløbet set i forhold til den anvendelse, rettighed eller oplys-
ning, for hvilken det er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet betalt mellem betaleren og den
retmæssige ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, finder bestemmelserne i denne artikel
kun anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald kan det overskydende beløb beskattes i overensstem-
melse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestem-
melser i denne overenskomst.
ARTIKEL 13
KAPITALGEVINSTER
1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af
fast ejendom som omhandlet i artikel 6, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskat-
tes af denne anden kontraherende stat.
2. Fortjeneste ved afhændelse af formuegoder, der ikke udgør fast ejendom som nævnt i artikel 6, men
udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en af de kontraherende stater har
i den anden kontraherende stat, herunder fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt
eller sammen med hele foretagendet), kan beskattes i den anden kontraherende stat.
3. Fortjeneste, som et foretagende i en kontraherende stat erhverver ved afhændelse af skibe eller fly an-
vendt i international trafik, eller ved afhændelse af formuegoder, der ikke udgør fast ejendom som nævnt i
artikel 6, men som er tilknyttet til driften af sådanne skibe eller fly, kan kun beskattes i denne kontrahe-
rende stat.
4. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af
selskabsaktier eller dermed sammenlignelige interesser såsom interesser i et interessentskab eller en fond,
kan beskattes i den anden kontraherende stat, hvis værdien af disse aktier eller dermed sammenlignelige
interesser på noget tidspunkt inden for 365 dage forud for afhændelsen for 50 pct.’s eller meres
vedkommende direkte eller indirekte hidrører fra fast ejendom som defineret i artikel 6 beliggende i den
anden kontraherende stat, medmindre disse aktier eller sammenlignelige interesser handles på en aner-
kendt fondsbørs som angivet i artikel 21, stykke 7, litra b og den hjemmehørende og personer forbundet
11
med denne hjemmehørende samlet ejer 5 pct. eller mindre af den pågældende aktieklasse eller sammen-
lignelige interesser.
5. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre formuegoder end dem, der er nævnt i stykke 1, 2, 3 og 4, kan
kun beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.
ARTIKEL 14
PERSONLIGT ARBEJDE I ANSÆTTELSESFORHOLD
1. Medmindre bestemmelserne i artiklerne 15, 17 og 18 medfører andet, kan gage, løn og andre lignende
vederlag, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved arbejde i ansæt-
telsesforhold, kun beskattes i denne kontraherende stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontra-
herende stat. Hvis arbejdet er udført der, kan det vederlag, som erhverves herfor, beskattes i denne anden
kontraherende stat.
2. Uanset bestemmelserne i stykke 1, kan vederlag, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i
en kontraherende stat, ved arbejde i ansættelsesforhold udført i den anden kontraherende stat, kun beskat-
tes i den førstnævnte kontraherende stat hvis:
(a) modtageren opholder sig i den anden kontraherende stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke
overstiger 183 dage i nogen 12-måndersperiode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår,
og
(b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden kontraherende
stat, og
(c) vederlaget ikke påhviler et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i den anden kontraherende stat.
3. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel, kan vederlag ved arbejde i ansættelsesforhold, der
udføres om bord på et skib eller fly, der anvendes i international trafik af et foretagende i en kontraheren-
de stat, beskattes i denne kontraherende stat.
ARTIKEL 15
BESTYRELSESHONORARER
Bestyrelseshonorarer og andre lignende vederlag, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen eller et tilsvarende organ for et selskab, der
er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden kontraherende stat.
ARTIKEL 16
OPTRÆDENDE KUNSTNERE OG SPORTSUDØVERE
1. Uanset bestemmelserne i artikel 14 kan indkomst, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i
en kontraherende stat, som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller
musiker, eller som sportsudøver ved hans personligt udøvede virksomhed som sådan i den anden kontra-
herende stat, beskattes i denne anden kontraherende stat.
2. Hvis indkomst ved personlig virksomhed, som udøves af optrædende kunstner eller sportsudøver i hans
egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsudøveren selv, men en anden person, kan denne
indkomst uanset bestemmelserne i artikel 14, beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstnerens eller
sportsudøverens virksomhed udøves.
12
ARTIKEL 17
PENSIONER
Pensioner og andre lignende vederlag, som retsmæssigt ejes af en person, der er hjemmehørende i en kon-
traherende stat, kan kun beskattes i denne kontraherende stat, medmindre andet følger af bestemmelserne
i artikel 18, stykke 2. Sådanne pensioner og andre lignende vederlag kan dog også beskattes i den anden
kontraherende stat, hvis de hidrører fra denne anden kontraherende stat.
ARTIKEL 18
OFFENTLIGT HVERV
1. (a) Gage, løn og andre lignende vederlag, der udbetales af en kontraherende stat eller en dertil hørende
politisk underafdeling eller en lokal myndighed til en fysisk person for udførelse af hverv for denne
kontraherende stat eller politiske underafdeling eller lokale myndighed, kan kun beskattes i denne kon-
traherende stat.
(b) Sådan gage, løn eller andre lignende vederlag kan dog kun beskattes i den anden kontraherende stat,
hvis hvervet er udført i denne anden kontraherende stat, og den pågældende er hjemmehørende i denne
stat og:
(i) er statsborger i denne anden kontraherende stat; eller
(ii) ikke blev hjemmehørende i denne anden kontraherende stat alene med det formål at udføre hvervet.
2. (a) Pensioner og andre lignende vederlag, som udbetales af en kontraherende stat eller en dertil hørende
politisk underafdeling eller en lokal myndighed – eller af midler tilvejebragt af disse eller af midler
hvortil disse har indbetalt bidrag – til en fysisk person i forbindelse med udøvelse af hverv for denne
kontraherende stat eller politiske underafdeling eller lokale myndighed, kan uanset bestemmelserne i
stykke 1 kun beskattes i denne kontraherende stat.
(b) Sådanne pensioner og andre lignende vederlag kan dog kun beskattes i den anden kontraherende
stat, hvis den pågældende er hjemmehørende og statsborger i denne anden kontraherende stat.
3. Bestemmelserne i artiklerne 14, 15, 16 og 17 finder anvendelse på gage, løn, pensioner og andre lig-
nende vederlag for udførelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives i en kontraheren-
de stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller en lokal myndighed.
ARTIKEL 19
STUDERENDE
Beløb, som modtages med henblik på underhold eller uddannelse af en studerende eller lærling, som er
eller som umiddelbart før han besøger en kontraherende stat, var hjemmehørende i den anden kontrahe-
rende stat, og som opholder sig i den førstnævnte kontraherende stat udelukkende i uddannelsesøjemed,
beskattes ikke i denne kontraherende stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden
for denne kontraherende stat. For lærlinge finder undtagelsen i denne artikel kun anvendelse for en perio-
de på 1 år regnet fra den dato, hvor han første gang begynder på hans uddannelse i denne kontraherende
stat.
13
ARTIKEL 20
ANDEN INDKOMST
1. Indkomst, som retmæssigt ejes af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat og som ikke
er behandlet i de foranstående artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskat-
tes i denne kontraherende stat.
2. Bestemmelserne i stykke 1 finder ikke anvendelse på indkomst, bortset fra indkomst af fast ejendom
som defineret i artikel 6, stykke 2, hvis indkomstens retmæssige ejer, som er hjemmehørende i en kontra-
herende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast
driftssted og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har en
direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.
3. Hvis en særlig forbindelse mellem den person, der henvises til i stykke 1 og en anden person eller mel-
lem disse og en tredje person har bevirket, at den indkomst, der henvises til i stykke 1, overstiger det be-
løb, som ville være blevet aftalt mellem dem, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, finder be-
stemmelserne i denne artikel kun anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald kan det overskydende
beløb beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig
hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
ARTIKEL 21
BERETTIGELSE TIL FORDELE
1. En person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, er berettiget til de fordele, der gives efter
bestemmelserne i artikel 10, stykke 3, artikel 11, stykke 1 eller artikel 12, stykke 1, hvis en sådan hjem-
mehørende person er en kvalificeret person, som defineret i stykke 2.
2. En person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, er alene en kvalificeret person, hvis en sådan
hjemmehørende person er enten:
(a) en fysisk person;
(b) denne kontraherende stats regering, enhver dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed
eller denne stats centralbank;
(c) et selskab, når hovedklassen af dets aktier regelmæssigt handles på en eller flere anerkendte fondsbør-
ser;
(d) et pensionsinstitut, når mindst 50 pct. af instituttets begunstigede, medlemmer eller deltagere ved be-
gyndelse af det indkomstår, hvori der gøres krav på fordelen, er fysiske personer, der er hjemmehøren-
de i en af de kontraherende stater; eller
(e) en ikke-fysisk person, når personer, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater og som er
kvalificerede personer efter litra a, b, c eller d, direkte eller indirekte ejer mindst 50 pct. af stemmeret-
ten eller andre retmæssige andele i personen.
3. En person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, er berettiget til de fordele, der gives efter
bestemmelserne i artikel 10, stykke 3, artikel 11, stykke 1 eller artikel 12, stykke 1, med hensyn til ind-
komst angivet i de respektive stykker, hvis:
(a) i tilfælde af et pensionsinstitut, mindst 75 pct. af instituttets begunstigede, medlemmer eller deltagere
ved begyndelsen af det indkomstår, hvori der gøres krav på fordelen, er fysiske personer, der er begun-
stiget på samme måde; eller
(b) i alle andre tilfælde, personer, der er begunstiget på samme måde, direkte eller indirekte ejer mindst
75 pct. af stemmeretten eller andre retmæssige andele i personen.
14
4. Ved anvendelsen af stykke 2, litra e, og stykke 3, litra b, anses en person, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat, kun for at opfylde betingelserne i de pågældende litraer, hvis personen opfylder betin-
gelserne i en periode på 12 måneder, der indbefatter betalingsdagen (i tilfælde af udbytte, den dag, hvor
der træffes beslutning om udlodning af udbytte).
5. (a) En person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, er berettiget til de fordele, der gives efter
bestemmelserne i artikel 10, stykke 3, artikel 11, stykke 1 eller artikel 12, stykke 1, med hensyn til
indkomst angivet i de respektive stykker, hvis:
(i) en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, udøver erhvervsvirksomhed i denne kon-
traherende stat (bortset fra virksomhed som går ud på at foretage eller forvalte investering for perso-
nens egen regning, medmindre der er tale om bankvirksomhed, forsikringsvirksomhed eller virk-
somhed med handel med værdipapirer, der udøves af en bank, et forsikringsselskab eller en værdi-
papirhandler); og
(ii) indkomsten er erhvervet i forbindelse med eller i nær tilknytning til denne virksomhed.
(b) Hvis en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver indkomst ved erhvervsvirk-
somhed udøvet af den pågældende i den anden kontraherende stat eller erhverver indkomst hidrørende
fra den anden kontraherende stat fra en person, med hvem den pågældende har en forbindelse som be-
skrevet i artikel 9, stykke 1, litra a eller b, anses betingelserne som nævnt i litra a i nærværende stykke
kun for at være opfyldt for sådan indkomst, hvis erhvervsvirksomheden udøvet i den førstnævnte kon-
traherende stat er substantiel i forhold til den erhvervsvirksomhed, der udøves i den anden kontrahe-
rende stat. Det afgøres på grundlag af alle fakta og omstændigheder, om den pågældende erhvervsvirk-
somhed ved anvendelse af dette litra anses for substantiel.
(c) Ved afgørelsen af om en person udøver erhvervsvirksomhed i en kontraherende stat efter litra a, anses
erhvervsvirksomhed udøvet af et interessentskab, hvor den pågældende er interessent eller erhvervs-
virksomhed udøvet af personer, der er forbundet med den pågældende, for udøvet af den pågældende
person. En person er forbundet med en anden, hvis den ene direkte eller indirekte ejer mindst 50 pct. af
de retmæssige andele i den anden (eller, når der er tale om et selskab, mindst 50 pct. af stemmeandelen
i selskabet) eller en tredje person direkte eller indirekte ejer mindst 50 pct. af de retmæssige andele i
hver person (eller, når der er tale om et selskab, mindst 50 pct. af stemmeandelen i selskabet). Under
alle omstændigheder anses en person for at være forbundet med en anden, hvis baseret på alle fakta og
omstændigheder den ene kontrollerer den anden eller begge kontrolleres af den samme person eller
personer.
6. En person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, som hverken er en kvalificeret person eller
berettiget efter stykke 3 eller 5 til fordele efter artikel 10, stykke 3, artikel 11, stykke 1 eller artikel 12,
stykke 1, anses alligevel for berettiget til en sådan fordel, hvis den kompetente myndighed i den kontrahe-
rende stat, over for hvem der er gjort krav på fordelen, fastslår, at etableringen, erhvervelsen eller opret-
holdelsen af personen og den udøvede erhvervsvirksomhed ikke havde som et hovedformål at opnå denne
fordel.
7. Ved anvendelsen af denne artikel:
(a) betyder udtrykket ”hovedklassen af aktier” den klasse eller de klasser af selskabsaktier, som repræsen-
terer majoriteten af stemmeværdien i selskabet;
(b) betyder udtrykket ”anerkendt fondsbørs”:
(i) enhver fondsbørs, som er etableret efter kriterierne i Japans lov om børser for finansielle instrumen-
ter (lov nr. 25 fra 1948);
(ii) ethvert reguleret marked ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj
2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EC og direktiv
2011/61/EU (som ændret) eller efterfølgende direktiver; og
15
(iii) enhver anden fondsbørs, som de kontraherende staters kompetente myndigheder er enige om at
anerkende ved anvendelsen af denne artikel;
(c) betyder udtrykket ”begunstiget på samme måde” enhver person, som med hensyn til en indkomst ville
være berettiget til en fordel givet af den kontraherende stat – hvortil der er indgivet krav om fordelen
efter overenskomsten – i henhold til denne kontraherende stats lovgivning, denne overenskomst eller
noget andet internationale instrument, når fordelen svarer til den fordel, der gives indkomster efter
overenskomsten.
8. (a) Når:
(i) et foretagende i en kontraherende stat, erhverver indkomst fra den anden kontraherende stat, og
førstnævnte kontraherende stat henfører sådan indkomst til et fast driftssted, som tilhører foretagen-
det, og som er beliggende i en tredje jurisdiktion; og
(ii) den fortjeneste, der kan henføres til dette faste driftssted, er fritaget for beskatning i den førstnævn-
te kontraherende stat,
finder de fordele, der er indeholdt i denne overenskomst, ikke anvendelse på nogen indkomst, som i den
tredje jurisdiktion beskattes med mindre end 60 pct. af den skat, der ville blive pålagt indkomsten i den
førstnævnte kontraherende stat, hvis det faste driftssted var beliggende i den førstnævnte kontraherende
stat. I så fald kan enhver indkomst, hvorpå bestemmelserne i dette stykke finder anvendelse, beskattes
efter den interne lovgivning i den anden kontraherende stat, uanset andre bestemmelser i denne overens-
komst.
(b) Bestemmelserne i litra a finder ikke anvendelse, hvis den indkomst, som hidrører fra den anden kon-
traherende stat som nævnt i dette litra, er erhvervet i forbindelse med eller i nær tilknytning til aktiv
udøvelse af erhvervsvirksomhed gennem det faste driftssted (bortset fra virksomhed, som går ud på at
foretage, forvalte eller blot besidde investeringer for foretagendets egen regning, medmindre disse ak-
tiviteter er bankvirksomhed, forsikringsvirksomhed eller virksomhed med handel med værdipapirer
udøvet af henholdsvis en bank, et forsikringsforetagende eller en registreret værdipapirhandler).
(c) Hvis det efter litra a afslås at give de fordele, der er indeholdt i denne overenskomst, med hensyn til
indkomst erhvervet af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan den kompetente
myndighed i den anden kontraherende stat alligevel give disse fordele for denne indkomst, hvis den
kompetente myndighed efter anmodning fra den pågældende person bestemmer, at det kan begrundes
at give disse fordele i lyset af årsagerne til, at den pågældende person ikke opfylder kravene i litra a og
b. Den kompetente myndighed i den kontraherende stat, som anmodningen efter det foregående punk-
tum er indgivet til af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal konsultere
den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat, før anmodningen imødekommes eller af-
slås.
9. Uanset de øvrige bestemmelser i denne overenskomst indrømmes der ikke fordele efter overenskom-
sten, for så vidt angår indkomst, hvis det i betragtning af alle relevante fakta og omstændigheder er rime-
ligt at antage, at opnåelse af denne fordel var et af hovedformålene med noget arrangement eller nogen
transaktion, som direkte eller indirekte resulterede i denne fordel, medmindre det godtgøres, at opnåelse
af denne fordel under disse omstændigheder ville være i overensstemmelse med genstanden for og formå-
let med de relevante bestemmelser i overenskomsten.
10. Når en kontraherende stat efter bestemmelserne i denne overenskomst nedsætter beskatningen af eller
skattefritager indkomst, som er erhvervet af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende
stat, og den pågældende person efter den gældende lovgivning i denne anden kontraherende stat kun er
skattepligtig til denne anden kontraherende stat af den del af indkomsten, som er indført eller modtaget i
denne anden kontraherende stat, finder denne nedsættelse eller fritagelse alene anvendelse i forhold til
den del af indkomsten, som er indført i eller modtaget i denne anden kontraherende stat.
16
ARTIKEL 22
OPHÆVELSE AF DOBBELTBESKATNING
1. Hvis en person, der er hjemmehørende i Japan, erhverver indkomst fra Danmark, som i overensstem-
melse med bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Danmark, skal der gives credit for et
beløb svarende til den danske skat af denne indkomst i den japanske skat pålagt den pågældende person,
medmindre bestemmelserne i Japans lovgivning om adgang til credit i japansk skat af skat betalt i ethvert
andet land end Japan medfører andet. Creditbeløbet kan dog ikke overstige den japanske skat, som for-
holdsmæssigt falder på denne indkomst.
2. I Danmark skal dobbeltbeskatning undgås på følgende måde:
(a) Når en person, der er hjemmehørende i Danmark, erhverver indkomst, som efter bestemmelserne i
denne overenskomst kan beskattes i Japan, skal Danmark, medmindre bestemmelserne i litra c medfø-
rer andet, indrømme fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den ind-
komstskat, som er betalt i Japan.
(b) Sådant fradrag kan dog ikke overstige den del af indkomstskatten, beregnet inden fradraget er givet,
der svarer til den indkomst, der kan beskattes i Japan.
(c) Når en person, der er hjemmehørende i Danmark, erhverver indkomst, som efter bestemmelserne i
denne overenskomst kun kan beskattes i Japan, kan Danmark medregne denne indkomst i beskatnings-
grundlaget, men skal i indkomstskatten indrømme fradrag for del af indkomstskatten, som kan henfø-
res til indkomst, der hidrører fra Japan.
ARTIKEL 23
IKKE-DISKRIMINERING
1. Statsborgere i en kontraherende stat kan ikke i den anden kontraherende stat undergives nogen beskat-
ning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed
forbundne krav, som statsborgere i denne anden kontraherende stat under de samme forhold – særligt med
hensyn til bopæl – er eller måtte blive undergivet. Bestemmelserne i dette stykke finder uanset bestem-
melserne i artikel 1 også anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en af eller begge de kon-
traherende stater.
2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontrahe-
rende stat, må ikke være mindre fordelagtig i denne anden kontraherende stat end beskatningen af fore-
tagender i denne anden kontraherende stat, der driver samme virksomhed. Bestemmelserne i dette stykke
kan ikke fortolkes som forpligtende en kontraherende stat til at indrømme personer, der er hjemmehøren-
de i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser,
som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie indrømmer personer, der
er hjemmehørende inden for denne kontraherende stats eget område.
3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stykke 1, artikel 11, stykke 6, artikel 12, stykke 4 eller artikel
20, stykke 3, finder anvendelse, kan renter, royalties og andre udbetalinger, der betales af et foretagende i
en kontraherende stat til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, fradrages ved
opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under de samme betingelser, som hvis de var
blevet betalt til en person, der er hjemmehørende i den førstnævnte kontraherende stat.
4. Foretagender i en kontraherende stat, hvis kapital helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller
indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan ikke i den
førstnævnte kontraherende stat undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er ander-
17
ledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretag-
ender i den førstnævnte kontraherende stat er eller måtte blive undergivet.
5. Bestemmelserne i denne artikel finder uanset bestemmelserne i artikel 2 anvendelse på skatter af en-
hver art og betegnelse pålagt af en kontraherende stat eller dennes politiske underafdelinger eller lokale
myndigheder.
ARTIKEL 24
FREMGANGSMÅDEN VED INDGÅELSE AF GENSIDIGE AFTALER
1. Hvis en person mener, at foranstaltninger truffet af den ene eller begge kontraherende stater, for ham
medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne
overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse kontraherende staters inter-
ne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i en af de kontraherende stat. Sagen skal
indbringes inden 3 år fra det tidspunkt, hvor der første gang er givet ham underretning om den foranstalt-
ning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overens-
komst.
2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen forekommer den at være berettiget, og hvis den ikke
selv kan nå frem til en tilfredsstillende løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompeten-
te myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i over-
ensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden
hensyn til de tidsfrister, der er fastsat i de kontraherende staters interne lovgivning.
3. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder
eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af denne overens-
komst. De kan også konsultere hinanden om ophævelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er om-
handlet i overenskomsten.
4. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan kommunikere direkte med hinanden, herunder
gennem et fælles udvalg, der består af dem selv eller deres repræsentanter, med henblik på at opnå enig-
hed inden for rammerne af de foregående stykker i denne artikel.
5. Når
(a) en person efter stykke 1 har indbragt en sag for den kompetente myndighed i en kontraherende stat, på
grundlag af at foranstaltninger truffet af den eller begge de kontraherende stater for ham har medført
en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, og
(b) de kompetente myndigheder ikke i medfør af stykke 2 er i stand til at nå til enighed om at løse sagen
inden to år regnet fra forelæggelsen af sagen for den kompetente myndighed i den anden kontraheren-
de stat,
skal alle uløste spørgsmål i sagen undergives voldgift, hvis den pågældende person anmoder herom. Disse
uløste spørgsmål skal dog ikke undergives voldgift, hvis der allerede er truffet en beslutning vedrørende
disse spørgsmål af en domstol eller et administrativt nævn i en af de kontraherende stater. Medmindre en
person, som er direkte berørt af sagen, ikke accepterer den gensidige aftale, som gennemfører voldgifts-
kendelsen, så er kendelsen bindende for begge kontraherende stater og skal gennemføres uden hensyn til
de tidsfrister, der er fastsat i de kontraherende staters interne lovgivning. De kontraherende staters kompe-
tente myndigheder skal ved gensidig aftale fastsætte nærmere regler for anvendelse af dette stykke.
18
ARTIKEL 25
UDVEKSLING AF OPLYSNINGER
1. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som kan forud-
ses at være relevante for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller for administrationen
eller håndhævelsen af intern lovgivning vedrørende skatter af enhver art og betegnelse, der pålægges på
vegne af de kontraherende stater eller deres politiske underafdelinger eller lokale myndigheder, i det om-
fang denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. Udvekslingen af oplysninger er ikke begrænset
af artikel 1 og 2.
2. Enhver oplysning, som en kontraherende stat har modtaget i medfør af stykke 1, skal holdes hemmelig
på samme måde som oplysninger, der er tilvejebragt i medfør af denne kontraherende stats interne lovgiv-
ning og må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndighe-
der), der er beskæftiget med ligning, opkrævning, tvangsfuldbyrdelse, retsforfølgning eller afgørelse af
klager med hensyn til de skatter, der er omhandlet i stykke 1, eller tilsynet med førnævnte. Sådanne per-
soner eller myndigheder må kun anvende oplysningerne til sådanne formål. De må meddele oplysninger
under offentlige retshandlinger eller retsafgørelser. Oplysninger, som modtages af en kontraherende stat,
kan uanset det foregående anvendes til andre formål, når sådanne oplysninger kan anvendes til sådanne
andre formål efter lovgivningen i begge kontraherende stater og den kompetente myndighed i den kontra-
herende stat, som meddeler oplysningerne, giver tilladelse til et sådant brug.
3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 kan i intet tilfælde fortolkes således, at der pålægges en kontraherende
stat en pligt til:
(a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den anden kontraherende stats lovgivning og
forvaltningspraksis;
(b) at meddele oplysninger, som ikke kan opnås i henhold til denne eller den anden kontraherende stats
lovgivning eller normale forvaltningspraksis;
(c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kom-
merciel eller faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse vil-
le være i strid med almene hensyn;
(d) at indhente eller tilvejebringe oplysninger, der vil afdække fortrolig korrespondance mellem en klient
og en advokat eller anden juridisk rådgiver, når denne korrespondance er:
(i) udarbejdet med det formål at søge eller give juridisk rådgivning; eller
(ii) udarbejdet med det formål at blive anvendt i et løbende eller påtænkt juridisk søgsmål.
4. Hvis en kontraherende stat anmoder om oplysninger efter denne artikel, skal den anden kontraherende
stat iværksætte de foranstaltninger, der er til rådighed for at indhente de oplysninger, der er anmodet om,
uanset om denne anden kontraherende stat ikke måtte have behov for disse oplysninger til dens egne skat-
teformål. Forpligtelsen i foregående punktum gælder med forbehold af begrænsningerne i stykke 3, men i
intet tilfælde skal sådanne begrænsninger fortolkes sådan, at de gør det muligt for en kontraherende stat at
afslå at meddele oplysninger, blot fordi denne ikke selv har nogen skattemæssig interesse i sådanne oplys-
ninger.
5. I intet tilfælde kan bestemmelserne i stykke 3 fortolkes således, at de gør det muligt for en kontraheren-
de stat at afslå at meddele oplysninger, blot fordi oplysningerne besiddes af en bank, anden finansiel insti-
tution, repræsentant eller en person, som optræder i egenskab af bemyndiget eller som formynder, eller
fordi oplysningerne drejer sig om ejerforhold i en person.
19
ARTIKEL 26
BISTAND VED INDDRIVELSE AF SKATTER
1. De kontraherende stater yder hinanden bistand ved inddrivelse af skattekrav. Denne bistand er ikke be-
grænset af artikel 1 og 2. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan ved gensidig aftale fast-
sætte nærmere regler for anvendelsen af denne artikel.
2. Udtrykket “skattekrav” betyder i denne artikel et skyldigt beløb vedrørende nedennævnte skatter, så
længe sådan beskatning ikke er i strid med denne overenskomst eller med andet juridisk instrument, som
de kontraherende stater er deltagere i, såvel som renter, administrative bøder og omkostninger i forbindel-
se med inddrivelse og sikring af sådanne beløb:
(a) For Japans vedkommende:
(i) de skatter, der er nævnt i artikel 2, stykke 1, litra a, punkt i til iv;
(ii) den særlige indkomstskat ved selskabsomdannelse;
(iii) forbrugsskatten;
(iv) den lokale forbrugsskat;
(v) arveafgiften; og
(vi) gaveafgiften;
(b) For Danmarks vedkommende:
(i) de skatter, der er nævnt i artikel 2, stykke 1, litra b;
(ii) merværdiafgiften;
(iii) gaveafgiften;
(iv) ejendomsskatter; og
(v) ejendomsværdiskatten;
(c) enhver anden skat som de kontraherende staters regeringer måtte blive enige om gennem udveksling
af diplomatiske noter;
(d) enhver skat af samme eller væsentligt samme art, der efter datoen for undertegnelsen af denne over-
enskomst pålignes som tillæg til eller i stedet for de skatter, der er nævnt i litra a, b eller c.
3. Når en kontraherende stats skattekrav kan inddrives efter denne kontraherende stats lovgivning, og den
person, som skylder beløbet, ikke efter denne kontraherende stats lovgivning kan gøre indsigelser mod
inddrivelsen på dette tidspunkt, skal dette skattekrav på anmodning fra den kompetente myndighed i den-
ne kontraherende stat anerkendes af den anden kontraherende stats kompetent myndighed med henblik på
inddrivelse. Skattekravet skal inddrives af denne anden kontraherende stat efter de bestemmelser, der ef-
ter denne anden kontraherende stats lovgivning gælder for inddrivelse af skattekrav, som om det pågæl-
dende skattekrav var denne anden kontraherende stats eget skattekrav, og dette opfyldte betingelserne for,
at denne anden kontraherende stat efter dette stykke kunne fremsætte en anmodning.
4. Når en kontraherende stats skattekrav er af en sådan karakter, at denne kontraherende stat efter sin lov-
givning kan iværksætte foranstaltninger med henblik på at sikre inddrivelsen af kravet, skal dette skatte-
krav på anmodning af denne kontraherende stats kompetente myndighed anerkendes af den kompetente
myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på iværksættelse af sådanne foranstaltninger.
Denne anden kontraherende stat skal iværksætte foranstaltninger med henblik på sikring af skattekravet
efter bestemmelserne i denne anden kontraherende stats lovgivning, som om det pågældende skattekrav
var denne anden kontraherende stats eget skattekrav, uanset om skattekravet på det tidspunkt, hvor foran-
staltningerne iværksættes, ikke kan inddrives i den førstnævnte kontraherende stat, og uanset om den per-
son, som skylder beløbet, kan gøre indsigelser mod inddrivelsen.
20
5. Et skattekrav, som er anerkendt af den kompetente myndighed i en kontraherende stat efter stykke 3
eller 4, skal uanset bestemmelserne i stykke 3 og 4 ikke i denne kontraherende stat undergives de tidsfri-
ster eller gives nogen fortrinsstilling, som måtte gælde for et skattekrav efter denne kontraherende stats
lovgivning på grund af kravets karakter. Endvidere skal et skattekrav, som anerkendes af den kompetente
myndighed i en kontraherende stat efter stykke 3 eller 4, ikke i denne kontraherende stat have nogen for-
trinsstilling, som måtte gælde for dette skattekrav efter den anden kontraherende stats lovgivning.
6. Handlinger udført af en kontraherende stat til inddrivelse af skattekrav, som denne kontraherende stats
kompetente myndighed har anerkendt efter stykke 3 eller 4, og som har den virkning, at de tidsfrister, der
gælder i forhold til skattekravet, ville være blevet suspenderet eller afbrudt i overensstemmelse med lov-
givningen i den anden kontraherende stat, hvis den anden kontraherende stat havde udført dem, skal have
denne virkning i den anden kontraherende stat. Den kompetente myndighed i den førstnævnte kontrahe-
rende stat orienterer den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat om, at den førstnævnte
kontraherende stat har udført sådanne handlinger.
7. Søgsmål med hensyn til eksistensen eller gyldigheden af en kontraherende stats skattekrav, eller med
hensyn til beløbets størrelse, kan ikke indbringes for domstole eller administrative myndigheder i den an-
den kontraherende stat.
8. Hvis et skattekrav på et tidspunkt efter fremsættelse af en anmodning fra en kontraherende stat efter
stykke 3 eller 4, og før den anden kontraherende stat har inddrevet og overført det pågældende skattekrav
til den førstnævnte kontraherende stat, ophører med at være
(a) for så vidt angår en anmodning efter stykke 3, et skattekrav i den førstnævnte kontraherende stat, som
kan inddrives efter denne kontraherende stats lovgivning, og hvor den person, som skylder beløbet, på
dette tidspunkt efter lovgivningen i denne kontraherende stat ikke kan gøre indsigelse mod inddrivel-
sen, eller
(b) for så vidt angår en anmodning efter stykke 4, et skattekrav i den førstnævnte kontraherende stat, hvor
denne kontraherende stat efter sin lovgivning kan iværksætte foranstaltninger med henblik på at sikre
inddrivelsen,
skal den kompetente myndighed i den førstnævnte kontraherende stat straks underrette den kompetente
myndighed i den anden kontraherende stat herom, og efter den kompetente myndighed i den anden kon-
traherende stats valg skal den kompetente myndighed i den førstnævnte stat enten stille anmodningen i
bero eller trække den tilbage.
9. Bestemmelserne i denne artikel kan i intet tilfælde fortolkes således, at der pålægges en kontraherende
stat en pligt til:
(a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den anden kontraherende stats lovgivning og
forvaltningspraksis;
(b) at iværksætte foranstaltninger, som ville stride mod almene interesser;
(c) at yde bistand, hvis den anden kontraherende stat ikke har iværksat alle rimelige foranstaltninger til
inddrivelse henholdsvis sikring af skattekravet, som kan iværksættes efter denne kontraherende stats
lovgivning eller forvaltningspraksis;
(d) at yde bistand i tilfælde, hvor den administrative byrde for denne kontraherende stat klart ikke står mål
med de fordele, som den anden kontraherende stat vil opnå.
21
ARTIKEL 27
PERSONER ANSAT VED DIPLOMATISKE OG KONSULÆRE REPRÆSENTATIONER
Intet i denne overenskomst berører de skattemæssige begunstigelser, som ansatte ved diplomatiske eller
konsulære repræsentationer nyder i henhold til folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.
ARTIKEL 28
OVERSKRIFTER
Overskrifterne til artiklerne i denne overenskomst er kun medtaget for at gøre henvisningsadgangen nem-
mere og har ingen betydning for fortolkning af overenskomsten.
ARTKEL 29
TERRITORIEL UDVIDELSE
1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de fornødne ændringer udvides til Færøerne eller
Grønland, som pålægger skatter af tilsvarende karakter som dem, der er omfattet af overenskomsten. En-
hver sådan udvidelse skal have virkning fra den dato og være undergivet sådanne ændringer og betingel-
ser (herunder betingelser vedrørende opsigelse af en sådan udvidelse) som måtte blive fastsat og aftalt
mellem de kontraherende stater i noter, der udveksles ad diplomatisk vej.
2. Medmindre de kontraherende stater aftaler andet, omfatter opsigelsen af denne overenskomst af en af
dem i henhold til artikel 31 også, på samme måde som angivet i nævnte artikel, anvendelsen af overens-
komsten på Færøerne eller Grønland, hvortil den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.
ARTIKEL 30
IKRAFTTRÆDEN
1. Denne overenskomst godkendes i overensstemmelse med de juridiske procedurer i hver af de kontrahe-
rende stater og træder i kraft på den tredivte dag efter datoen for udveksling af de diplomatiske noter om
opfyldelsen af denne godkendelsesproces.
2. Denne overenskomst skal have virkning:
(a) for så vidt angår skatter, der opkræves på basis af et indkomstår, for skatter vedrørende ethvert ind-
komstår, der begynder den 1. januar eller senere i det kalenderår, der følger efter det år, hvori overens-
komsten træder i kraft; og
(b) for så vidt angår skatter, der ikke opkræves på basis af et indkomstår, for skatter, der opkræves den 1.
januar eller senere i det kalenderår, der følger efter det år, hvori overenskomsten træder i kraft.
3. (a) Uanset bestemmelserne i stykke 2, skal artikel 24, stykke 5, have virkning:
(i) for sager, der er indbragt efter stykke 1 i den pågældende artikel, fra den dato som de to kontrahe-
rende staters regeringer måtte blive enige om gennem udveksling af diplomatiske noter; og
(ii) for sager, der er indbragt efter stykke 1 i den pågældende artikel før denne dato. I dette tilfælde kan
ingen uløste spørgsmål i sagen undergives voldgift før efter to år fra denne dato.
(b) De kontraherende staters regeringer indgår aftale om den dato, der refereres til i litra a, punkt i, når
Danmark har tilvejebragt dets interne grundlag og procedurer for gennemførelse af artikel 24, stykke 5,
eller når en aftale eller overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning indgået mellem Danmark og
et tredjeland, som indeholder en tilsvarende bestemmelse, træder i kraft. Den kompetente myndighed i
22
Danmark underretter den kompetente myndighed i Japan om indtræden af en sådan begivenhed umid-
delbart efter at den er indtrådt.
4. Uanset bestemmelserne i stykke 2, skal artikel 25 og artikel 26 have virkning fra datoen for ikrafttræ-
den af denne overenskomst uden hensyn til datoen for opkrævning af skatterne eller det indkomstår, som
skatterne vedrører.
5. Overenskomsten mellem Japan og Kongeriget Danmark om undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt
angår indkomstskatter, underskrevet i Tokyo den 3. februar 1968 (herefter benævnt “den forrige overens-
komst”) ophører med at finde anvendelse fra den dato, hvorfra denne overenskomst finder anvendelse, for
så vidt angår de skatter, som omfattes af denne overenskomst i overensstemmelse med bestemmelserne i
stykke 2.
6. Uanset ikrafttrædelsen af denne overenskomst fortsætter en fysisk person, som er berettiget til de forde-
le, der følger af artikel 20 i den forrige overenskomst på tidspunktet for ikrafttræden af denne overens-
komst, med at være berettigede til disse fordele indtil det tidspunkt, hvor den pågældende person ville
være ophørt med at være berettiget til disse fordele, hvis den forrige overenskomst var forblevet i kraft.
7. Den forrige overenskomst ophører efter den sidste dag, hvor den finder anvendelse efter bestemmelser-
ne i denne artikel.
ARTIKEL 31
OPSIGELSE
Denne overenskomst forbliver i kraft, indtil den opsiges af en kontraherende stat. Hver af de kontrahe-
rende stater kan opsige overenskomsten ved at give meddelelse om opsigelsen ad diplomatisk vej til den
anden kontraherende stat mindst 6 måneder før udløbet af ethvert kalenderår, der begynder efter udløbet
af 5 år fra datoen for overenskomstens ikrafttræden. I så fald skal overenskomsten ophøre med at have
virkning:
(a) med hensyn til skatter, der opkræves på basis af et indkomstår, for skatter vedrørende ethvert ind-
komstår, der begynder den 1. januar eller senere i det kalenderår, der følger efter det år, hvori medde-
lelsen er givet; og
(b) med hensyn til skatter, der ikke opkræves på basis af et indkomstår, for skatter, der opkræves den 1.
januar eller senere i det kalenderår, der følger efter det år, hvori meddelelsen er givet.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede af deres respektive
regeringer, underskrevet denne overenskomst.
UDFÆRDIGET i to eksemplarer i Tokyo den ellevte oktober 2017, på engelsk.
For Japan: For Kongeriget Danmark:
Taro Kono Anders Samuelsen
PROTOKOL
Ved undertegnelsen af overenskomsten mellem Japan og Kongeriget Danmark til ophævelse af dobbelt-
beskatning for så vidt angår indkomstskatter og forhindring af skatteunddragelse og omgåelse (herefter
benævnt ”overenskomsten”), er Japan og Kongeriget Danmark blevet enige om følgende bestemmelser,
der indgår som en integreret del af overenskomsten.
23
1. Med hensyn til artikel 24, stykke 5 i overenskomsten:
(a) De kontraherende staters kompetente myndigheder skal ved gensidig aftale fastlægge en procedure til
sikring af, at en voldgiftskendelse gennemføres inden to år regnet fra anmodningen om voldgift, som
nævnt i overenskomsten artikel 24, stykke 5, medmindre handlinger eller passivitet fra en person, som
er direkte berørt af den sag, med hensyn til hvilken der er anmodet om voldgift, forhindrer en løsning
af sagen, eller medmindre de kontraherende staters kompetente myndigheder og den pågældende per-
son bliver enige om andet.
(b) Et voldsgiftspanel nedsættes i overensstemmelse med følgende regler:
(i) Et voldgiftspanel består af tre voldgiftsmænd, der er fysiske personer med ekspertise eller erfaring i
internationale skatteforhold.
(ii) Hver kontraherende stats kompetente myndighed udpeger en voldgiftsmand, hvad enten han er
statsborger i en af de kontraherende stat eller ej. De to voldgiftsmænd, der er udpeget af de kontra-
herende staters kompetente myndigheder, udpeger en tredje voldgiftsmand, som skal være formand
for voldgiftspanelet i overensstemmelse med de procedurer, som de kontraherende staters kompe-
tente myndigheder har fastlagt.
(iii) Ingen af voldgiftsmændene må være ansat i skatteadministrationen i en af de kontraherende stater
og må heller ikke i nogen egenskab have behandlet den sag, med hensyn til hvilken der er anmodet
om voldgift. Den tredje voldgiftsmand må ikke være statsborger i nogen af de kontraherende stater
og må heller ikke have haft sin sædvanlige bopæl i en af de kontraherende stater eller have været
ansat af nogen af de kontraherende stater.
(iv) De kontraherende staters kompetente myndigheder skal sikre sig, at alle voldgiftsmændene inden
de agerer i voldgiftssagen i en erklæring sendt til hver af de kontraherende staters kompetente myn-
digheder, indvilger i at overholde og underkaste sig de samme forpligtelser om fortrolighed og hem-
meligholdelse, som findes i overenskomstens artikel 25, stykke 2 og de kontraherende staters lov-
givning.
(v) Hver kontraherende stats kompetente myndighed afholder omkostningerne for den voldgiftsmand,
som den kompetente myndighed har udpeget, og egne omkostninger. Omkostningerne til den tredje
voldgiftsmand og andre omkostninger i forbindelse med voldgiftssagens behandling afholdes lige-
ligt af de kontraherende staters kompetente myndigheder.
(c) De kontraherende staters kompetente myndigheder forsyner uden unødig ophold alle voldgiftsmænd
med nødvendige oplysninger til brug for voldgiftskendelsen.
(d) En voldgiftskendelse behandles som følger:
(i) En voldgiftskendelse har ingen præjudikatsværdi.
(ii) En voldgiftskendelse er endelig, medmindre en domstol i en af de kontraherende stater finder, at
kendelsen er uigennemførlig på grund af en krænkelse af overenskomsten artikel 24, stykke 5, af
dette stykke, eller procedurer fastlagt efter overenskomstens artikel 24, stykke 5 og litra a, som ri-
meligvis har påvirket kendelsen. Hvis kendelsen findes uigennemførlig på grund af krænkelsen, an-
ses anmodningen om voldgift for ikke at have været indgivet og voldgiftsprocessen for ikke at have
fundet sted (undtagen ved anvendelsen af litra b, punkt iv og v).
(e) Hvis på noget tidspunkt før voldsgiftspanelet har afsagt kendelse i en sag til de kontraherende staters
kompetente myndigheder og den person, som har anmodet om voldgift i sagen:
(i) de kontraherende staters kompetente myndigheder indgår en gensidig aftale efter overenskomstens
artikel 24, stykke 2 om løsning af sagen; eller
(ii) personen trækker anmodningen om voldgift tilbage; eller
(iii) en domstol eller et administrativt nævn i en af de kontraherende stater træffer en afgørelse vedrø-
rende sagen under voldgiftsprocessen;
afsluttes procedurerne efter overenskomstens artikel 24 vedrørende sagen.
24
(f) Når der verserer et søgsmål eller en ankesag angående den sag, hvor der er anmodet om voldgift, anses
den gensidige aftale til gennemførelse af voldgiftskendelsen for ikke at være accepteret af den person,
som er direkte berørt af sagen, hvis en person, direkte berørt af sagen, og part i søgsmålet eller ankesa-
gen, ikke inden for 60 dage efter at have modtaget voldgiftskendelsen, trækker alle spørgsmål, som er
løst i voldgiftsprocessen tilbage fra den pågældende domstol eller administrative nævn. I så fald kan
sagen ikke gøres til genstand for yderligere behandling af de kontraherende staters kompetente myn-
digheder.
(g) Bestemmelserne i overenskomstens artikel 24, stykke 5 og dette stykke finder ikke anvendelse på sag-
er omfattet af overenskomstens artikel 4, stykke 3.
2. Indkomst og fortjeneste erhvervet af en silent partner, der er hjemmehørende i Danmark, i henhold til
en silent partnership (Tokumei Kumiai) kontrakt eller en anden lignende kontrakt kan uanset overens-
komstens bestemmelser beskattes i Japan i overensstemmelse med japansk lov, hvis denne indkomst eller
fortjeneste hidrører fra Japan.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede af deres respektive
regeringer, underskrevet denne protokol.
UDFÆRDIGET i to eksemplarer i Tokyo den ellevte oktober 2017, på engelsk.
For Japan: For Kongeriget Danmark:
Taro Kono Anders Samuelsen
25
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Baggrunden for dobbeltbeskatningsoverenskomsten og dens indhold
3. Dobbeltbeskatningsoverenskomstens betydning i forhold til intern dansk skatteret
3.1. Betydningen for dansk begrænset skattepligt af indkomst her fra landet
3.2. Betydningen for dansk fuld skattepligt af indkomst fra Japan
3.3. Fuld skattepligt for personer og selskaber med ”dobbelt domicil” og hjemsted i Japan efter overenskomsten
3.4. Særlige artikler
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Dobbeltbeskatningsoverenskomster bidrager til økono-
misk udvikling ved at skabe klarhed over personers og sel-
skabers skattemæssige forhold og ved at sikre, at dobbeltbe-
skatning undgås. Dette understøtter samhandel og investe-
ringer til gavn for begge parter. Derudover styrker dobbelt-
beskatningsoverenskomster samarbejdet mellem staternes
skattemyndigheder, hvilket bl.a. bidrager til bekæmpelse af
international skatteunddragelse.
Regeringen ønsker derfor at udbygge og vedligeholde
Danmarks net af dobbeltbeskatningsoverenskomster. Dette
skal ske gennem indgåelse af nye overenskomster og ved re-
vision af eksisterende overenskomster, således at de er op-
dateret med de seneste internationale standarder og giver go-
de vilkår for danske selskaber og borgere og for skattemyn-
dighedernes opgaveudførelse.
En dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem to stater har
som hovedformål at ophæve international dobbeltbeskatning
i forholdet mellem disse stater. Overenskomsten medvirker
derved til at fjerne de hindringer, som dobbeltbeskatning
kan medføre for udviklingen af de økonomiske relationer
mellem staterne og samhandelen. Desuden danner overens-
komsten grundlag for administrativt samarbejde mellem de
to staters skattemyndigheder.
En dobbeltbeskatningsoverenskomst forbedrer de skatte-
mæssige betingelser for aftalestaternes selskaber og perso-
ner ved grænseoverskridende investering, etablering eller ar-
bejde – både som følge af, at en eventuel dobbeltbeskatning
undgås, og som følge af at der er større klarhed over de skat-
temæssige konsekvenser af økonomiske dispositioner.
Endelig indeholder en dobbeltbeskatningsoverenskomst
elementer, som bl.a. styrker myndighedssamarbejdet mellem
staternes skattemyndigheder og bekæmpelsen af internatio-
nal skatteunddragelse m.v.
Lovforslaget har til formål at gennemføre den nye dob-
beltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Japan
med tilhørende protokol, når betingelserne herfor er opfyldt.
Med vedtagelsen af lovforslaget giver Folketinget samtykke
i medfør af grundlovens § 19 til, at regeringen på Danmarks
vegne tiltræder overenskomsten. Overenskomsten træder i
kraft, efter den er tiltrådt af både den danske og den japan-
ske regering.
Den nye overenskomsten afløser den gældende dobbeltbe-
skatningsoverenskomst mellem Danmark og Japan af 3. fe-
bruar 1968.
Den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst betyder en mo-
dernisering af aftalegrundlaget, således at dobbeltbeskat-
ningsoverenskomsten lever op til den gældende OECD stan-
dard for indholdet af dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Med den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst gennemføres
bl.a. de minimumsstandarder vedrørende dobbeltbeskat-
ningsoverenskomster, der var et af resultaterne af det så-
kaldte BEPS-projekt i OECD-/G20 regi. Det drejer sig om
ændring af præamblen, indførelse af en omgåelsesklausul og
justering af bestemmelsen om løsning af sager om dobbelt-
beskatning mellem de to landes skattemyndigheder. Endvi-
dere indebærer den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst en
væsentlig reduktion af satserne for kildestatens beskatnings-
ret i forhold til udbytter, renter og royalties. Dette vil føre til
en forbedring af danske virksomheders vilkår ved investe-
ring i Japan, idet de dermed opnår samme vilkår som kon-
kurrerende virksomheder fra andre sammenlignelige lande.
2. Baggrunden for dobbeltbeskatningsoverenskomsten og
dens indhold
En dobbeltbeskatningsoverenskomst – eller rettere en
overenskomst til undgåelse eller ophævelse af dobbeltbe-
skatning – mellem to eller i sjældnere tilfælde flere stater
har som hovedformål at undgå international dobbeltbeskat-
ning som følge af, at begge stater beskatter en person eller et
selskab af den samme indkomst. Det sker typisk, når en per-
son eller et selskab, der er hjemmehørende i den ene stat,
modtager indkomst fra den anden stat.
26
Danmark beskatter som hovedregel efter globalindkomst-
princippet. Det betyder, at en person eller et selskab, der er
hjemmehørende i Danmark, som udgangspunkt er fuldt skat-
tepligtig til Danmark, dvs. skattepligtig af samtlige sine ind-
komster, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke. Det
følger af § 4 i lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomstskat
til staten (statsskatteloven) med efterfølgende ændringer.
Samtidig har Danmark regler om begrænset skattepligt for
personer og selskaber, der ikke er omfattet af fuld skatte-
pligt, men som modtager indkomst fra kilder i Danmark.
Den begrænsede skattepligt medfører, at Danmark beskatter
personer og selskaber, der er hjemmehørende i andre stater,
af en række indkomsttyper, som de pågældende modtager
fra Danmark. Kildeskattelovens § 2, jf. lovbekendtgørelse
nr. 117 af 29. januar 2016 med efterfølgende ændringer og
selskabsskattelovens § 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 1164 af 6.
september 2016 med efterfølgende ændringer opregner de
indkomsttyper, der er omfattet af begrænset skattepligt.
Japan har tilsvarende regler om fuld skattepligt for perso-
ner og selskaber, der er hjemmehørende i denne stat, og om
begrænset skattepligt for personer og selskaber i andre sta-
ter, som modtager indkomst fra kilder i Japan.
Hvis eksempelvis en person eller et selskab, der er hjem-
mehørende i Japan, modtager indkomst fra kilder i Dan-
mark, vil Danmark beskatte denne indkomst, hvis de danske
regler om begrænset skattepligt er opfyldt. Imidlertid vil
modtageren være skattepligtig af den pågældende indkomst
i Japan i overensstemmelse med denne stats skatteregler
(globalindkomstprincippet). Hvis der ikke er en dobbeltbe-
skatningsoverenskomst mellem de to stater, vil begge stater
kunne beskatte fuldt ud efter interne regler, og der kan der-
med foreligge et tilfælde af dobbeltbeskatning.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og
Japan skal hindre denne dobbeltbeskatning, og dette formål
kan kun opnås ved, at den ene eller den anden stat – eller
dem begge – nedsætter den beskatning, som skal ske efter
deres interne lovgivning, hvis der ikke er en overenskomst.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten indeholder derfor en
række regler (artikel 6-20) vedrørende forskellige typer af
indkomst, som angiver, hvornår Danmark henholdsvis Japan
kan beskatte indkomst, som en person eller et selskab, der er
hjemmehørende i den ene stat (bopælsstaten), modtager fra
den andet stat (kildestaten).
For kildestaten er der tale om, at denne stat indskrænker
eller helt frafalder sin begrænsede skattepligt på indkomst,
som erhverves af en modtager i den anden stat. Dobbeltbe-
skatningsoverenskomsten mellem Danmark og Japan med-
fører således, at Danmark kun kan gennemføre reglerne om
begrænset skattepligt af indkomst, som personer og selska-
ber i Japan modtager fra Danmark, i det omfang beskatnin-
gen er i overensstemmelse med overenskomsten. Tilsvaren-
de gælder for Japans beskatning af indkomst, som personer
og selskaber i Danmark modtager fra Japan.
For bopælsstaten kan der ligeledes være tale om begræns-
ninger i retten til at beskatte en person eller et selskab, der er
hjemmehørende i denne stat, af indkomst fra den anden stat,
ligesom bopælsstaten skal anvende en metode for ophævelse
af dobbeltbeskatning, som overenskomsten foreskriver, jf.
nedenfor.
Det bemærkes, at bestemmelserne i dobbeltbeskatnings-
overenskomsten ikke i sig selv medfører, at der sker dansk
beskatning. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten kan medfø-
re, at Danmark har mulighed for at beskatte en given ind-
komst. Hvis Danmark faktisk skal beskatte en indkomst,
som betales til eller modtages fra Japan, skal der ikke alene
være hjemmel til dette i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.
Der skal også være hjemmel til det i den interne danske
skattelovgivning. Selv om Danmark efter overenskomsten
har ret til at beskatte en bestemt type indkomst, sker der så-
ledes kun dansk beskatning af den pågældende indkomst i
det omfang, der også er hjemmel i de danske skatteregler til
at beskatte indkomsten.
Ud over bestemmelser om fordeling af beskatningsretten
har dobbeltbeskatningsoverenskomsten en bestemmelse om,
hvordan de to stater skal ophæve dobbeltbeskatning (artikel
22) – ofte kaldet metodebestemmelsen. Denne bestemmelse
angiver, hvordan en stat skal ophæve dobbeltbeskatning, når
en person eller et selskab, der er hjemmehørende i denne
stat (bopælsstaten), modtager indkomst fra den anden stat
(kildestaten), og kildestaten kan beskatte indkomsten efter
de øvrige bestemmelser i overenskomsten.
Metodebestemmelsen er nødvendig, fordi dobbeltbeskat-
ningsoverenskomstens øvrige bestemmelser ikke hindrer bo-
pælsstaten i at medregne den udenlandske indkomst ved op-
gørelsen af beskatningsgrundlaget, selv om kildestaten efter
dobbeltbeskatningsoverenskomsten har ret til at beskatte
denne indkomst.
Metoden til ophævelse af dobbeltbeskatning er for Dan-
marks vedkommende som hovedregel credit-metoden. Den-
ne metode indebærer for en person eller et selskab, der er
hjemmehørende i Danmark, og som har indkomst fra Japan,
at hvis Japan efter overenskomsten kan beskatte denne ind-
komst, skal Danmark nedsætte sin skat af indkomsten med
den skat, der er betalt i Japan. Nedsættelsen kan dog ikke
være større end den danske skat af den pågældende ind-
komst. Samme metode anvendes i de interne danske lempel-
sesregler, jf. ligningslovens § 33, jf. lovbekendtgørelse nr.
1162 af 1. september 2016 med efterfølgende ændringer.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten har endvidere en be-
stemmelse om proceduren for indgåelse af gensidige aftaler
(artikel 24). For det første angår bestemmelsen konkrete til-
fælde, hvor en person eller et selskab mener, at pågældende
er udsat for beskatning i strid med overenskomsten. Det kan
f.eks. skyldes, at de to staters skattemyndigheder har en for-
skellig fortolkning af overenskomsten. For det andet giver
bestemmelsen hjemmel til indgåelse af gensidige aftaler til
løsning af generelle spørgsmål.
Dernæst har dobbeltbeskatningsoverenskomsten en be-
stemmelse om administrativ bistand gennem udveksling af
oplysninger (artikel 25). Efter bestemmelsen skal de danske
skattemyndigheder sende oplysninger til de japanske skatte-
myndigheder til brug ved Japans beskatning. Om nødven-
27
digt skal de danske skattemyndigheder forinden indhente
oplysninger hos personer eller selskaber m.v. her i landet,
hvilket sker efter skattekontrollovens regler.
Tilsvarende skal skattemyndighederne i Japan sende (og
eventuelt forinden indhente) oplysninger til de danske skat-
temyndigheder, som så kan anvende oplysningerne ved skat-
teligningen her i landet. Bestemmelsen giver også hjemmel
til, at japanske embedsmænd kan være til stede ved en un-
dersøgelse, som de danske skattemyndigheder foretager hos
personer og selskaber her i landet og omvendt.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten indeholder i forlæn-
gelse heraf en bestemmelse (artikel 26) om, at Danmark og
Japan skal bistå hinanden ved inddrivelse af skattekrav. Ef-
ter bestemmelsen skal de danske skattemyndigheder inddri-
ve skattekrav i Danmark på vegne af de japanske myndighe-
der, når skyldneren ikke kan gøre indsigelse mod inddrivel-
sen. Ligeledes skal de danske skattemyndigheder iværksætte
de fornødne foranstaltninger til sikring af japanske skatte-
krav i Danmark, når betingelserne efter japansk lovgivning
herfor er til stede.
Tilsvarende skal de japanske skattemyndigheder inddrive
skattekrav i Japan på vegne af de danske myndigheder, når
skyldneren ikke kan gøre indsigelser mod inddrivelsen. Li-
geledes skal de japanske skattemyndigheder iværksætte de
fornødne foranstaltninger til sikring af danske skattekrav i
Japan, når betingelserne efter dansk skattelovgivning herfor
er til stede.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten indeholder desuden
en bestemmelse om begrænsning af de fordele, som over-
enskomsten giver adgang til (artikel 21) – en såkaldt Limita-
tion on benefits bestemmelse (”LOB”).
LOB-bestemmelsen har til formål at hindre utilsigtet an-
vendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst – ofte kaldet
”treaty shopping”. LOB-bestemmelsen skal opfange ”kun-
stige” konstruktioner og arrangementer, der er etableret med
det hovedformål at opnå lempelser og andre fordele, som
dobbeltbeskatningsoverenskomsten giver adgang til, uden at
der foreligger reelle økonomiske forhold bag.
Overenskomsten indeholder også en bestemmelse om ter-
ritoriel udvidelse (artikel 29). Efter bestemmelsen kan over-
enskomsten efter aftale mellem Danmark og Japan udvides
til også at gælde på Færøerne og i Grønland. En sådan udvi-
delse skal ske gennem udveksling af noter ad diplomatisk
vej. Skatteområdet er et hjemmestyre-/selvstyreanliggende,
hvorfor det vil være op til Færøerne/Grønland og Japan i gi-
vet fald at aftale en sådan udvidelse.
Endelig indeholder dobbeltbeskatningsoverenskomsten en
bestemmelse om ikke-diskriminering (artikel 23), en be-
stemmelse om diplomater (artikel 27), en bestemmelse om
ikrafttræden (artikel 30) og en bestemmelse om opsigelse af
overenskomsten (artikel 31).
Forståelsen af enkelte bestemmelser er uddybet i en proto-
kol til overenskomsten.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og
Japan er i vidt omfang udarbejdet på grundlag af OECD’s
model for dobbeltbeskatningsoverenskomster. OECD-mo-
dellen ligger også til grund for det forhandlingsoplæg, som
fra dansk side anvendes ved forhandlinger om indgåelse af
dobbeltbeskatningsoverenskomster. OECD-modellen opda-
teres/ændres med mellemrum. Den seneste udgave af mo-
dellen er fra november 2017.
OECD-modellen er udarbejdet som en anbefaling til ud-
formning af dobbeltbeskatningsoverenskomster. Modellen
har tilknyttede fyldige kommentarer, som angiver fortolk-
ningen af modeloverenskomstens artikler. OECD-modellen
og kommentarerne ændres med mellemrum. Modellen er
som nævnt kun en anbefaling og er derfor ikke bindende. To
stater kan således gennemføre de bestemmelser, som de
måtte blive enige om, uanset OECD-modellens indhold. I
praksis ses der da også mange afvigelser fra OECD-model-
len i de overenskomster, som de forskellige stater har indgå-
et.
Som følge af, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten mel-
lem Danmark og Japan er formuleret på grundlag af OECD-
modellen, vil Danmark også fortolke den i overensstemmel-
se med kommentaren til OECD-modellens artikler. Dette
gælder dog ikke i de tilfælde, hvor overenskomstens be-
stemmelser er formuleret anderledes end OECD-modellen.
3. Dobbeltbeskatningsoverenskomstens betydning i forhold
til intern dansk skatteret
Som det fremgår af ovenstående gennemgang, indskræn-
ker dobbeltbeskatningsoverenskomsten Danmarks mulighe-
der for at gennemføre den beskatning, som skulle gennem-
føres efter de interne danske skatteregler, hvis Danmark ik-
ke havde en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Japan.
Disse skatteregler omtales herefter som intern dansk skatte-
ret.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten lemper således be-
skatningen i forhold til den beskatning, som skulle ske efter
intern dansk skatteret.
Overenskomstens betydning i forhold til intern dansk
skatteret er omtalt nedenfor.
Der redegøres først for dansk begrænset skattepligt af ind-
komst, som hidrører fra Danmark og betales til en person el-
ler et selskab, der efter overenskomstens artikel 4 er hjem-
mehørende i Japan (afsnit 3.1), derefter for dansk fuld skat-
tepligt af indkomst, der hidrører fra Japan og betales til en
person eller et selskab, der efter overenskomstens artikel 4
er hjemmehørende i Danmark (afsnit 3.2), og derefter for
det tilfælde, at en person eller et selskab har ”dobbelt domi-
cil”, fordi pågældende er omfattet af fuld skattepligt i begge
stater, men efter artikel 4 er hjemmehørende i Japan (afsnit
3.3). Til sidst omtales særlige artikler (afsnit 3.4).
I redegørelsen er en kort omtale af overenskomstens en-
kelte artikler. Artiklerne er også omtalt under de særlige be-
mærkninger til lovforslagets § 1.
3.1. Betydningen for dansk begrænset skattepligt af
indkomst her fra landet
Artikel 5-22 vedrører Danmarks mulighed for at anvende
de gældende regler i intern dansk skatteret om begrænset
28
skattepligt af personer og selskaber i Japan, som modtager
indkomst fra kilder her i landet. Efter kildeskattelovens § 2,
selskabsskattelovens § 2 og kulbrinteskattelovens § 1, jf.
lovbekendtgørelse nr. 862 af 29. juni 2014, som ændret ved
§ 1 i lov nr. 1375 af 4. december 2017, er personer og sel-
skaber i Japan begrænset skattepligtige af de indkomsttyper,
der er opregnet i disse bestemmelser.
I det følgende bruges udtrykket ”personer og selskaber i
Japan” om personer og selskaber, som er hjemmehørende i
denne stat, og som er begrænset skattepligtige til Danmark.
Tilsvarende gælder for ”en person i Japan” og ”et selskab i
Japan”. Udtrykket ”et japansk foretagende” benyttes om et
foretagende, der drives af personer eller selskaber i Japan.
Artikel 5 og artikel 7 vedrører beskatning af fortjeneste
ved erhvervsmæssig virksomhed. Efter artikel 7 kan et ja-
pansk foretagendes fortjeneste ved erhvervsmæssig virk-
somhed kun beskattes i Japan. Hvis et japansk foretagende
udøver erhvervsmæssig virksomhed gennem et såkaldt fast
driftssted her i landet, kan Danmark dog beskatte foretagen-
det, men kun af fortjeneste, som er opnået gennem det faste
driftssted.
Artikel 5 definerer fast driftssted. Det omfatter især et
sted, hvorfra et foretagende ledes, en filial, et kontor, et
værksted, en fabrik og en olie-eller gaskilde eller et andet
sted for indvinding af naturforekomster. Fast driftssted be-
grebet omfatter desuden en byggeplads eller et anlægs- eller
monteringsarbejde, som opretholdes i mere end 12 måneder,
en borerig eller anden installation til efterforskning af natur-
forekomster, hvis virksomheden varer mere end 12 måne-
der.
Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, og selskabsskattelo-
vens § 2, stk. 1, litra a, medfører, at personer og selskaber i
Japan er begrænset skattepligtige af fortjeneste gennem et
fast driftssted her i landet.
Fast driftssted ved anvendelsen af intern dansk ret define-
res som hovedregel efter definitionen af fast driftssted i
OECD-modellens artikel 5. Definitionen i intern dansk ret
følger den udgave af artikel 5, der er indeholdt i 2014-udga-
ven af OECD-modellen. De ændringer af artikel 5, der er
sket med 2017-udgaven af OECD-modellen, skal gennemfø-
res ved lov, før de kan få virkning i forhold til definitionen
af fast driftssted i intern dansk ret.
Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør et fast
driftssted fra 1. dag, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4,
10. pkt., og selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, 6. pkt.
Endvidere er personer og selskaber i Japan begrænset
skattepligtige af enhver form for indkomst i forbindelse med
forundersøgelse, efterforskning og indvinding af kulbrinter
og dertil knyttet virksomhed, herunder anlæg af rørlednin-
ger, forsyningstjeneste samt skibstransport og rørlednings-
transport af indvundne kulbrinter, jf. kulbrinteskattelovens
§ 1.
12-månedersbegrænsningen i dobbeltbeskatningsoverens-
komstens artikel 5 medfører, at Danmark ikke kan beskatte
et japansk foretagende af fortjeneste ved bygge-, anlægs- el-
ler monteringsarbejde her i landet af en varighed op til 12
måneder. Tilsvarende gælder for fortjeneste ved arbejde her
i landet i tilknytning til forundersøgelse, efterforskning og
indvinding af kulbrinter.
Artikel 6 medfører, at indkomst af fast ejendom (herunder
indkomst af land- og skovbrug) kan beskattes i den stat,
hvor den faste ejendom er beliggende. Bestemmelsen omfat-
ter også udleje af fast ejendom. Artikel 6 svarer til bestem-
melserne i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 5, og selska-
bsskattelovens § 2, stk. 1, litra b, som medfører, at personer
og selskaber i Japan er begrænset skattepligtig af indkomst
af fast ejendom her i landet. Denne beskatning er i overens-
stemmelse med overenskomsten.
Artikel 8 medfører, at et foretagendes indkomst fra drift af
skibe og fly i international trafik kun kan beskattes i den
stat, hvor det pågældende foretagende er hjemmehørende.
Under visse betingelser gælder det samme for indkomst ved
udleje af skibe og fly samt indkomst fra drift af containere.
Dette medfører, at Danmark ikke kan beskatte et japansk
skibs- eller luftfartsforetagende, som har indkomst ved inter-
national trafik til og fra Danmark, selv om det pågældende
foretagende måtte have fast driftssted her i landet.
Artikel 9 medfører, at transaktioner mellem forbundne
foretagender fra de to stater skal foregå på markedsvilkår,
dvs. som om handlen eller transaktionen var sket mellem
uafhængige parter (det såkaldte arms-længde-princip). Efter
artikel 9, stk. 1, kan en stat forhøje fortjenesten, som et fore-
tagende i denne stat oplyser, at det havde ved interne trans-
aktioner med et koncernforbundet foretagende i den anden
stat, så fortjenesten kommer til at svare til, hvad der ville
blive aftalt mellem uafhængige parter. Artikel 9, stk. 2,
medfører, at den anden stat i så fald skal foretage en passen-
de regulering af fortjenesten for det koncernforbundne fore-
tagende i den anden stat, hvis den er enig i den førstnævnte
regulering.
Artikel 10 begrænser Danmarks mulighed for at beskatte
udbyttebetalinger fra danske selskaber, hvis udbyttets ret-
mæssige ejer er personer eller selskaber i Japan. Den danske
skat af udbyttet må højst være på 15 pct. af udbyttets brutto-
beløb, jf. artikel 10, stk. 2. Danmark må dog ikke beskatte
udbyttet, hvis udbyttets retmæssige ejer er et selskab i Ja-
pan, som i en periode på op til 6 måneder før beslutningen
om udbytteudlodningen direkte har ejet mindst 10 pct. af det
danske selskab, eller hvis udbyttets retmæssige ejer er et
pensionsinstitut, der er hjemmehørende i Japan, jf. artikel
10, stk. 3.
Artiklen begrænser dog ikke Danmarks ret til at beskatte
udbyttet, hvis den retmæssige ejer har et fast driftssted her i
landet, og udbyttet er knyttet til dette faste driftssted, jf. arti-
kel 10, stk. 7.
Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 6, og selskabsskatte-
lovens § 2, stk. 1, litra c, er en person eller et selskab i Japan
begrænset skattepligtig af udbytte, som pågældende modta-
ger fra et dansk selskab.
Skatten er som udgangspunkt på 27 pct. af udbyttets brut-
tobeløb, men skatten nedsættes til 15 pct., hvis den retmæs-
sige ejer af udbyttet ejer mindre end 10 pct. af aktiekapitalen
29
i det danske selskab, og skattemyndighederne i den retmæs-
sige ejers bopælsland skal udveksle oplysninger med de
danske skattemyndigheder efter bestemmelserne i en dob-
beltbeskatningsoverenskomst eller anden international afta-
le, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 6, og selskabsskattelovens §
2, stk. 3.
Der er dog ikke begrænset skattepligt af udbytte af datter-
selskabsaktier, dvs. hvis udbyttets retmæssige ejer er et ja-
pansk selskab, der ejer mindst 10 pct. af det danske selskab,
når beskatningen af udbyttet skal frafaldes eller nedsættes
efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. selskabsskatte-
lovens § 2, stk. 1, litra c.
Resultatet er således, at Danmark ikke beskatter udbytte
udloddet til et japansk pensionsinstitut eller udbytte udlod-
det til et japansk selskab, der ejer mindst 10 pct. af aktierne i
det danske selskab. I alle andre tilfælde er den danske skat
15 pct.
Hvis en person eller et selskab i Japan har et fast driftssted
her i landet, er pågældende begrænset skattepligtig af ind-
komst fra dette faste driftssted, jf. kildeskattelovens § 2, stk.
1, nr. 4, og selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Ved op-
gørelsen af den skattepligtige indkomst indgår eventuelt ud-
bytte af aktier i danske selskaber, hvis aktierne er knyttet til
det faste driftssted. Denne beskatning er i overensstemmelse
med artikel 10, stk. 7.
Artikel 11 medfører, at Danmark som udgangspunkt ikke
kan beskatte rentebetalinger fra kilder her i landet, hvis ren-
ternes retmæssige ejer er hjemmehørende i Japan. Danmark
kan dog beskatte visse nærmere opregnede rentebetalinger
fra kilder her i landet, men med højst 10 pct., hvis renternes
retmæssige ejer er hjemmehørende i Japan, jf. artikel 11,
stk. 2. Danmark kan endvidere beskatte renterne, hvis den
retmæssige ejer har et fast driftssted her i landet, og renterne
er knyttet til dette faste driftssted, jf. artikel 11, stk. 5.
Efter kildeskatteloven er der ikke hjemmel til begrænset
skattepligt for fysiske personer i Japan, som modtager renter
fra kilder her i landet.
Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, medfører, at et
selskab i Japan under visse betingelser er begrænset skatte-
pligtigt af renter fra et koncernforbundet dansk selskab. De
rentebetalinger, der er opregnet i overenskomstens artikel
11, stk. 2, ligger uden for anvendelsesområdet for selskabs-
skattelovens § 2, stk. 1, litra d.
Hvis en person eller et selskab i Japan, som er retmæssig
ejer af renterne, har et fast driftssted her i landet, er pågæl-
dende begrænset skattepligtig af indkomst fra dette drifts-
sted, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, og selskabsskat-
telovens § 2, stk. 1, litra a. Ved opgørelsen af den skatteplig-
tige indkomst indgår eventuelle renter fra kilder her i landet,
som er knyttet til driftsstedet. Denne beskatning er i over-
ensstemmelse med artikel 11, stk. 5.
Artikel 12 medfører, at Danmark kan ikke kan beskatte ro-
yaltybetalinger fra kilder her i landet, hvis den retmæssige
ejer af royaltybeløbet er hjemmehørende i Japan.
Danmark kan dog beskatte royalties, hvis den retmæssige
ejer har et fast driftssted her i landet, og royaltybeløbet er
knyttet til dette faste driftssted, jf. artikel 12, stk. 3.
Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 8, og selskabsskatte-
lovens § 2, stk. 1, litra g, er personer og selskaber i Japan
begrænset skattepligtige af royalty fra kilder her i landet.
Royalty defineres i kildeskattelovens § 65 C, stk. 4. Royal-
tydefinitionen i intern dansk skatteret er snævrere end defi-
nitionen af royalty i overenskomstens artikel 12, stk. 2.
Skatten kan maksimalt udgøre 22 pct. af royaltybruttobelø-
bet.
Overenskomstens artikel 12 medfører, at Danmark ikke
kan beskatte royaltybetalinger her fra landet, når den ret-
mæssige ejer er hjemmehørende i Japan.
Hvis en person eller et selskab i Japan, som er retmæssig
ejer af royaltybetalingen, har et fast driftssted her i landet, er
pågældende begrænset skattepligtig af indkomst fra dette
driftssted, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, og selska-
bsskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst indgår eventuelle royalties fra kilder
her i landet, som er knyttet til driftsstedet. Denne beskatning
er i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3.
Artikel 13 medfører, at Danmark kan beskatte personer og
selskaber i Japan af gevinst ved afhændelse af fast ejendom,
der er beliggende her i landet, og af gevinst ved afhændelse
af et fast driftssted, der er beliggende her i landet (herunder
aktiver, som indgår i det faste driftssted).
Danmark kan desuden under visse betingelser beskatte
personer og selskaber i Japan af gevinst ved afhændelse af
aktier m.v., hvis mere end 50 pct. af aktiernes værdi på no-
get tidspunkt inden for 365 dage forud for afhændelsen – di-
rekte eller indirekte – hidrører fra fast ejendom beliggende
her i landet.
Danmark kan derimod ikke beskatte en person eller et sel-
skab i Japan af gevinst ved afhændelse af andre aktiver, her-
under især andre aktiver end nævnt ovenfor, under forudsæt-
ning af, at aktiverne ikke indgik i et fast driftssted, som på-
gældende har her i landet.
Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, og selskabsskatte-
lovens § 2, stk. 1, litra a, er personer og selskaber i Japan
begrænset skattepligtige af gevinst ved afhændelse af fast
ejendom her i landet samt af gevinst ved afhændelse af fast
driftssted her i landet, herunder aktiver i det faste driftssted.
Denne beskatning er i overensstemmelse med overenskom-
stens artikel 13, stk. 1 og 4, jf. stk. 2.
Efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra h, er selskaber i
Japan begrænset skattepligtige af gevinst på visse fordrin-
ger, såfremt betingelserne for begrænset skattepligt af ren-
terne er opfyldt, dvs. især såfremt den danske skyldner og
den udenlandske fordringshaver er koncernforbundet. Der er
derimod ikke regler om begrænset skattepligt af gevinst,
som en person eller et selskab i Japan opnår ved afståelse af
aktier, medmindre disse indgik i et fast driftssted her i lan-
det. Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 13, stk. 5,
medfører, at Danmark ikke kan gennemføre beskatningen af
gevinst ved afhændelse af fordringer, hvis fordringshaver er
30
hjemmehørende i Japan, medmindre fordringen indgik som
et aktiv i fordringshavers faste driftssted her i landet.
Artikel 14 medfører, at Danmark kan beskatte en person,
som er hjemmehørende i Japan, af løn m.v. for arbejde ud-
ført her i landet, hvis den pågældende opholder sig her i lan-
det i en eller flere perioder på tilsammen mere end 183 dage
inden for en 12-måneders periode, eller lønnen m.v. betales
af eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende her i lan-
det, eller lønnen m.v. påhviler et fast driftssted, som arbejds-
giveren har her i landet.
Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, stk. 9, nr.
2, er en person hjemmehørende i Japan begrænset skatte-
pligtig af løn m.v. for arbejde udført her i landet, hvis arbej-
det udføres under ophold her i landet i mere end 183 dage
inden for en 12-måneders periode, eller hvis arbejdet udfø-
res for en person eller et selskab, der er fuldt skattepligtig
her til landet, eller for et fast driftssted, som den pågælden-
des udenlandske arbejdsgiver har her i landet. Denne beskat-
ning er i overensstemmelse med overenskomsten.
Artikel 15 medfører, at Danmark kan beskatte en person,
der er hjemmehørende i Japan, af bestyrelseshonorar og an-
dre lignende vederlag fra et dansk selskab.
Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 2, er en person fra
Japan begrænset skattepligtig af vederlag for medlemskab af
eller som medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner,
råd og lignende Denne beskatning er i overensstemmelse
med overenskomsten.
Artikel 16 medfører, at Danmark kan beskatte en person,
der er hjemmehørende i Japan, af indkomst som optrædende
kunstner eller som sportsudøver ved personligt udøvet virk-
somhed her i landet. Det samme gælder, selv om indkom-
sten ved denne virksomhed ikke tilfalder kunstneren eller
sportsudøveren selv, men en anden person eller et selskab.
Der er ikke hjemmel i intern dansk skatteret til at udnytte
retten efter overenskomsten til at beskatte en person fra Ja-
pan af indkomst som optrædende kunstner eller sportsudø-
ver her i landet, medmindre den pågældende er ansat af en
dansk arbejdsgiver under sådanne forhold, at der er tale om
et ansættelsesforhold.
Artikel 17 angår beskatningen af pensioner og andre lig-
nende vederlag. Artiklen medfører, at Danmark kan beskatte
personer, der er hjemmehørende i Japan, af danske offentli-
ge og private pensioner.
Efter kildeskattelovens § 2 er personer hjemmehørende i
Japan begrænset skattepligtige af deres udbetalinger fra pri-
vate pensionsordninger, som er skattebegunstiget efter pen-
sionsbeskatningsloven. Tilsvarende er personer i Japan be-
grænset skattepligtige af sociale pensioner, sygedagpenge,
andre sociale ydelser, arbejdsløshedsdagpenge samt stipen-
dier efter SU-loven. Denne beskatning er i overensstemmel-
se med overenskomsten.
Artikel 18 medfører, at når en person i Japan modtager løn
eller lignende vederlag, herunder pension, fra Danmark for
varetagelse af hverv for den danske stat (eller lokale myn-
digheder), kan Danmark beskatte lønnen m.v. Det er dog
kun Japan, der kan beskatte lønnen m.v., hvis arbejdet er ud-
ført i Japan, og den pågældende enten er japansk statsborger
eller blev hjemmehørende i Japan med andre formål end ud-
førelsen af hvervet. Bestemmelserne i artikel 18 gælder dog
ikke, hvis en stat (eller myndighed) driver erhvervsvirksom-
hed.
Efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4, omfatter den ful-
de skattepligt til Danmark også personer, som den danske
stat, regioner, kommuner eller andre offentlige institutioner
m.v. har udsendt til tjeneste uden for Danmark, og disse per-
soners samlevende ægtefæller og hjemmeboende børn. Den-
ne beskatning er i overensstemmelse med overenskomsten.
Artikel 20 medfører, at når en person eller et selskab i Ja-
pan modtager såkaldt ”anden indkomst” – det vil sige ind-
komst, som ikke er omfattet af overenskomstens øvrige ar-
tikler – kan denne indkomst kun beskattes i Japan. Hvis en
person eller et selskab i Japan har et fast driftssted her i lan-
det, kan Danmark dog alligevel beskatte ”anden indkomst”,
som er knyttet til det faste driftssted.
Bestemmelsen omfatter ikke alene indkomst fra Danmark
og Japan, men også indkomst fra tredjelande.
Bestemmelsen medfører, at Danmark ikke kan beskatte en
person eller et selskab i Japan af indkomsttyper, som ikke er
omfattet af overenskomstens øvrige artikler, medmindre dis-
se indkomsttyper er knyttet til et fast driftssted, som den på-
gældende har her i landet.
Som eksempel er der i dag ikke begrænset skattepligt af
underholdsbidrag, som en fysisk person her i landet betaler
til sin tidligere ægtefælle eller børn i Japan. Overenskom-
stens artikel 20 medfører, at hvis Danmark skulle indføre
begrænset skattepligt af denne type indkomst, vil beskatnin-
gen ikke kunne gennemføres over for personer, der er hjem-
mehørende i Japan.
3.2. Betydningen for dansk fuld skattepligt af indkomst fra
Japan
Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 18, 19, 22 og
27 indskrænker Danmarks mulighed for at gennemføre gæl-
dende regler i intern dansk skatteret om fuld skattepligt, for
så vidt angår personer og selskaber her i landet, som modta-
ger indkomst fra kilder i Japan.
Artikel 18 medfører, at når en stat (eller dens underafde-
linger eller lokale myndigheder) udbetaler løn eller lignende
vederlag, herunder pension, til en person for varetagelse af
hverv for denne stat m.v., er det kun denne stat, der kan be-
skatte lønnen m.v. Hvis arbejdet er udført i den anden stat,
og den pågældende enten er statsborger i den anden stat eller
blev hjemmehørende i den anden stat med andre formål end
udførelsen af hvervet, er det dog kun den anden stat, der kan
beskatte lønnen m.v. Bestemmelserne i artikel 18 gælder
dog ikke, i det omfang en stat (eller anden myndighed) dri-
ver erhvervsvirksomhed.
Artikel 18 indebærer, at Danmark ikke kan beskatte løn
udbetalt til en japaner, der er udsendt af den japanske stat
med det formål at udføre arbejde i Danmark for den japan-
ske stat, selv om vedkommende bliver omfattet af fuld skat-
31
tepligt her til landet. Er den pågældende omfattet af reglerne
for diplomater m.v., gælder dog reglerne i artikel 27.
Artikel 19 medfører, at når studerende, lærlinge og lignen-
de, som er eller var hjemmehørende i Japan, opholder sig i
Danmark udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed,
skal Danmark fritage de pågældende for beskatning af be-
løb, som de modtager fra kilder uden for Danmark med hen-
blik på underhold, studium eller uddannelse.
Dette medfører, at Danmark ikke kan beskatte japanske
studerende, lærlinge og lignende, der opholder sig her i lan-
det udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, af beløb,
som de pågældende modtager fra udlandet med henblik på
underhold, studie eller uddannelse. Dette gælder, selv om de
pågældende er fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens §
1, fordi de har taget bopæl her i landet, eller fuld skattepligt
er indtrådt i medfør af opholdsreglen i kildeskattelovens § 1,
stk. 1, nr. 2, henholdsvis den særlige opholdsregel for stude-
rende i kildeskattelovens § 8, stk. 2. Beløbet indgår ikke ved
opgørelsen af de pågældendes skattepligtige indkomst.
Artikel 19 er formuleret efter OECD-modellens artikel 20,
og i OECD’s bemærkninger til denne artikel er det nævnt, at
det beløb, som er fritaget for beskatning, ikke må overstige,
hvad der er nødvendigt til udgifterne til underhold, studie el-
ler uddannelse.
Artikel 22, stk. 2, litra a og b, vedrører den metode, som
Danmark skal anvende til at undgå dobbeltbeskatning, når
personer og selskaber, der er hjemmehørende i Danmark,
modtager indkomst, som efter overenskomsten kan beskat-
tes i Japan, men som personen eller selskabet skal betale
skat af i Danmark. Metoden indebærer, at såfremt en person
eller et selskab erhverver indkomst, som efter overenskom-
sten kan beskattes i Japan, skal Danmark nedsætte den på-
gældende person eller selskabs indkomstskat med et beløb
svarende til den indkomstskat, der er betalt i Japan. Nedsæt-
telsen (i dansk skat) kan dog ikke overstige den del af ind-
komstskatten, som kan henføres til den indkomst, der kan
beskattes i Japan. Denne metode svarer til reglen i lignings-
lovens § 33.
Artikel 22, stk. 2, litra c, medfører, at hvis en person, der
er hjemmehørende her i landet, erhverver indkomst, som ef-
ter overenskomsten alene kan beskattes i Japan, kan Dan-
mark medregne indkomsten i beskatningsgrundlaget, men
skal fortsat foretage den forholdsmæssige nedsættelse af
indkomstskatten. Bestemmelsen vil omfatte personer her i
landet, som modtager japanske tjenestemandspensioner. Så-
danne pensioner kan kun beskattes i Japan, jf. artikel 18, stk.
2. Artikel 22, stk. 1, litra c, bevirker derfor, at Danmark ikke
opkræver skat af pensionen, men pensionen får betydning
for størrelsen af dansk beskatning af den pågældendes even-
tuelle andre indkomster, som Danmark kan beskatte.
Artikel 22, stk. 1, vedrører den metode, som Japan skal
anvende til at undgå dobbeltbeskatning, når personer og sel-
skaber, der er hjemmehørende i Japan, modtager indkomst,
som efter overenskomsten kan beskattes i Danmark, men
som personen eller selskabet skal betale skat af i Japan. Me-
toden indebærer, at den skat, der er betalt i Danmark af ind-
komsten, modregnes i den skat, som skal betales i Japan af
indkomsten (creditlempelse). Fradraget kan dog ikke over-
stige den skat, der fastsættes efter Japans lovgivning og
skatteregler.
Artikel 27 om diplomater og konsuler medfører, at over-
enskomsten ikke berører de skattemæssige begunstigelser,
som gælder for medlemmer af diplomatiske og konsulære
repræsentationer i henhold til folkerettens almindelige regler
eller særlige aftaler.
Intern dansk skatteret er i overensstemmelse med artikel
27. Efter kildeskattelovens § 3 omfatter dansk skattepligt ik-
ke fremmede staters herværende diplomatiske repræsentati-
oner og konsulære repræsentationer samt disses personale
m.fl., i det omfang det er aftalt i Wienerkonventionerne om
diplomatiske repræsentationer henholdsvis konsulære repræ-
sentationer.
Diplomater m.fl., som er udsendt af den japanske stat til
tjeneste her i landet, er fritaget for dansk beskatning, i det
omfang dette følger af Wienerkonventionerne om diplomati-
ske repræsentationer henholdsvis konsulære repræsentatio-
ner. Skattefritagelsen efter kildeskattelovens § 3 og overens-
komsten gælder derimod ikke for lokalt ansatte medarbejde-
re ved den japanske ambassade.
3.3. Fuld skattepligt for personer og selskaber med ”dobbelt
domicil” og hjemsted i Japan efter overenskomsten
Artikel 4 fastlægger, hvor en person eller et selskab er
hjemmehørende i dobbeltbeskatningsoverenskomstens for-
stand. Dette er nødvendigt, idet overenskomsten fordeler
retten til at beskatte en indkomst mellem den stat, hvorfra
indkomsten hidrører (kildestaten), og den stat, hvor den per-
son eller det selskab, som modtager indkomsten, er hjemme-
hørende (bopælsstaten).
En person eller et selskab er som udgangspunkt hjemme-
hørende i den stat, hvor den pågældende er fuldt skatteplig-
tig efter statens interne skatteregler. Men en person eller et
selskab kan være fuldt skattepligtig i to stater efter deres in-
terne skatteret, f.eks. i tilfælde hvor en person har bolig til
rådighed i begge stater. I så fald afgøres det efter artikel 4,
stk. 2, til hvilken stat den pågældende har den stærkeste til-
knytning, det vil sige, hvor den pågældende er hjemmehø-
rende i overenskomstens forstand.
Hvis en person eller et selskab er fuldt skattepligtig til
Danmark efter kildeskattelovens § 1 eller selskabsskattelo-
vens § 1, men hjemmehørende i Japan i overenskomstens
forstand, kan Danmark ikke gennemføre den fulde skatte-
pligt af samtlige indkomster som nævnt i statsskattelovens §
4. I så fald kan Danmark alene gennemføre den fulde skatte-
pligt, i det omfang Danmark kan beskatte indkomsten efter
artikel 6-20, fordi indkomsten hidrører her fra landet.
Dette medfører, at Danmark ikke kan beskatte den fuldt
skattepligtige person eller selskab af indkomst fra Japan el-
ler fra andre lande. Danmark kan dog altid beskatte ind-
komst fra Japan eller fra andre lande, hvis denne indkomst
indgår i overskuddet af et fast driftssted, som den pågælden-
de har her i landet, jf. artikel 7 samt artikel 10, stk. 7, artikel
32
11, stk. 4, artikel 12, stk. 3, artikel 13, stk. 2, og artikel 20,
stk. 2.
Danmark kan som nævnt alene beskatte indkomst, hvor
Danmark er kildestat for indkomsten og har ret til at beskat-
te indkomsten efter artikel 6-20. Som følge af at modtageren
er fuldt skattepligtig til Danmark, er den danske beskatning
ikke indskrænket til de indkomsttyper, der er omfattet af
dansk begrænset skattepligt på samme måde som for andre
personer og selskaber, der er hjemmehørende i Japan i over-
enskomstens forstand, men ikke er fuldt skattepligtige til
Danmark.
Dette medfører, at Danmark kan beskatte en fuldt skatte-
pligtig person eller selskab, som efter overenskomsten er
hjemmehørende i Japan, af f.eks. gevinst ved afhændelse af
aktier i et dansk selskab, hvis mere end 50 pct. af selskabets
formue består af fast ejendom her i landet, jf. artikel 13, stk.
4. Dette gælder, uanset at der ikke er hjemmel til begrænset
skattepligt af gevinst ved afhændelse af aktier i et dansk sel-
skab, når afhænderen er en person eller et selskab, som er
hjemmehørende i Japan og ikke er fuldt skattepligtig til
Danmark.
3.4. Særlige artikler
Artikel 21 medfører, at Danmark ikke skal give skatte-
mæssige fordele efter overenskomstens artikel 10 (udbytter),
artikel 11 (renter) og artikel 12 (royalties), medmindre per-
sonen eller selskabet opfylder kriteriet for at være en ”kvali-
ficeret person”, er et pensionsinstitut eller udøver aktiv er-
hvervsvirksomhed eller kan godtgøre, at hverken etablerin-
gen, erhvervelsen, opretholdelsen eller udøvelsen af virk-
somhed havde som et af sine hovedformål at opnå fordele
efter overenskomsten.
Artikel 21 medfører endvidere, at Danmark generelt ikke
skal give skattemæssige fordele efter overenskomsten, hvis
opnåelsen af den skattemæssige fordel var et af de væsent-
ligste formål i ethvert arrangement eller enhver transaktion,
der direkte eller indirekte medførte fordelen. Dette gælder
dog ikke, såfremt selskabet eller personen kan godtgøre, at
arrangementer eller transaktioner, der indebærer fordelen ef-
ter overenskomsten, er forretningsmæssigt begrundet.
Artikel 23 medfører, at Danmark ikke kan gennemføre be-
skatning efter intern dansk skatteret, der diskriminerer i strid
med denne artikel. Danmark må således ikke gennemføre
beskatning eller dermed forbundne krav, som diskriminerer
japanske statsborgere i forhold til danske statsborgere under
samme forhold – især med hensyn til skattemæssigt hjem-
sted. Danmark må ikke beskatte et fast driftssted her i landet
af et japansk foretagende mere byrdefuldt i forhold til dansk
beskatning af et dansk foretagende. Betalinger her fra landet
til personer og selskaber i Japan skal kunne fratrækkes ved
opgørelsen af det danske beskatningsgrundlag under samme
betingelser, som hvis beløbet var betalt til personer og sel-
skaber her i landet. Endelig må Danmark ikke have en mere
byrdefuld beskatning eller dermed forbundne krav af et
dansk selskab, der er ejet af personer og selskaber i Japan, i
forhold til andre danske selskaber.
Artikel 23 i den dansk-japanske dobbeltbeskatningsover-
enskomst er formuleret over den tilsvarende bestemmelse i
artikel 24 i OECD’s model til sådanne overenskomster. Ar-
tikel 23 skal derfor fortolkes i overensstemmelse med be-
mærkningerne til OECD-modellens artikel 24, som angiver
nærmere om, hvad der skal forstås ved diskriminering. Der
er ikke regler i intern dansk skatteret, som strider mod over-
enskomstens artikel 23.
Artikel 24 giver hjemmel til, at danske skattemyndigheder
kan lempe beskatningen efter intern dansk skatteret i kon-
krete sager. For det første angår bestemmelsen konkrete til-
fælde, hvor en person eller et selskab mener, at den pågæl-
dende er udsat for beskatning i strid med overenskomsten.
Det kan f.eks. skyldes, at de to staters skattemyndigheder
har en forskellig fortolkning af overenskomsten. I så fald
skal de to staters skattemyndigheder søge at finde en løs-
ning, så dobbeltbeskatning undgås. Bestemmelsen pålægger
ikke de to stater en pligt til at opnå en løsning. Hvis de to
stater ikke kan opnå en løsning, kan personen/selskabet efter
bestemmelsen anmode om, at sagen undergives voldgift.
Voldgiftsdelen træder dog efter overenskomsten først i kraft,
når der foreligger en udtrykkelig aftale herom mellem Dan-
mark og Japan, eller når en dobbeltbeskatningsoverens-
komst mellem Danmark og et tredjeland, der indeholder en
voldgiftsbestemmelse, er i kraft over for det pågældende
tredjeland.
For det andet giver bestemmelsen hjemmel til indgåelse af
gensidige aftaler til løsning af generelle spørgsmål.
Artikel 24 giver således de danske myndigheder hjemmel
til at anvende en forståelse af udtryk, der afviger fra forstå-
elsen af udtrykket i intern skatteret, med henblik på at undgå
dobbeltbeskatning i konkrete sager.
Artikel 25 medfører, at de to landes kompetente myndig-
heder skal udveksle oplysninger til brug ved korrekt ansæt-
telse af indkomst til beskatning. Hvis japanske skattemyn-
digheder anmoder de danske skattemyndigheder om oplys-
ninger, som ikke allerede er i de danske myndigheders be-
siddelse, kan de danske myndigheder pålægge personer og
selskaber her i landet, som har oplysningerne, at afgive dem
med henblik på videregivelse til de japanske myndigheder
til brug ved japansk beskatning.
Skattekontrollovens § 8 Y medfører, at bestemmelser i
lovgivningen om pligt til at afgive oplysninger til brug for
danske skatteansættelser finder anvendelse, når de danske
skattemyndigheder i skattesager, som ikke er straffesager,
yder bistand i form af oplysninger til den kompetente myn-
dighed i en anden stat til brug ved skatteansættelse i den an-
den stat, når denne bistand sker som led i en dobbeltbeskat-
ningsoverenskomst eller anden international aftale.
Artikel 26 medfører, at de to lande skal yde hinanden bi-
stand ved inddrivelse af skattekrav. Efter bestemmelsen skal
de danske skattemyndigheder inddrive skattekrav i Danmark
på vegne af de japanske myndigheder, når skyldneren ikke
kan gøre indsigelser mod inddrivelsen. Ligeledes skal de
danske skattemyndigheder iværksætte de fornødne foran-
33
staltninger til sikring af japanske skattekrav i Danmark, når
betingelserne efter japansk lovgivning herfor er til stede.
Inddrivelse af udenlandske skattekrav i Danmark sker
med hjemmel i § 1 i lov om fremgangsmåden ved inddrivel-
se af skatter og afgifter m.v.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Formålet med dobbeltbeskatningsoverenskomsten er bl.a.
at fjerne de hindringer, som dobbeltbeskatningen kan med-
føre for udviklingen af de økonomiske relationer mellem de
to stater. Foretagender og personer i den ene stat får herved
bedre muligheder for investering, etablering og arbejde i den
anden stat, både som følge af, at dobbeltbeskatning undgås,
og som følge af, at der skabes større klarhed over skatte-
mæssige virkninger af økonomiske dispositioner. Der er ik-
ke holdepunkter for at skønne over størrelsen af de provenu-
mæssige konsekvenser, men de skønnes ikke at være næv-
neværdige.
Det skønnes, at lovforslaget vil medføre implementerings-
mæssige engangsudgifter på ca. 200.000 kr. til systemtilret-
ning af udlandsmodulerne i Tast Selv samt tilretning af de
bagvedliggende tabeller, der styrer opsætning af indkomst til
beskatning/lempelse.
Lovforslaget vurderes at leve op til principperne for digi-
taliseringsklar lovgivning. Gældende lov indeholder en om-
gåelsesklausul i form af en såkaldt PPT-bestemmelse (Prin-
cipal Purpose Test). Selv om dobbeltbeskatningsoverens-
komsten indeholder en PPT-bestemmelse ændrer dette såle-
des ikke den gældende situation, uagtet at en PPT-bestem-
melse indebærer, at der skal anlægges et skøn, og at den der-
med kan besværliggøre automatisk sagsbehandling.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget skønnes ikke at have væsentlige økonomiske
eller administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag er ikke forinden fremsættelsen
sendt i høring, da der er tale om godkendelse af en allerede
underskrevet overenskomst.
10. Sammenfattende skema
Samlet vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
Negative
konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen nævneværdige provenumæssige
konsekvenser
Ingen nævneværdige provenumæssige
konsekvenser
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen nævneværdige konsekvenser Engangsudgifter på 200.000 kr. til sy-
stemtilretning
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen nævneværdige konsekvenser Ingen nævneværdige konsekvenser
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen nævneværdige konsekvenser Ingen nævneværdige konsekvenser
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-
regulering (sæt X)
JA NEJ
X
34
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslås, at bestemmelserne i den nye dobbeltbeskat-
ningsoverenskomst mellem Danmark og Japan med tilhø-
rende protokol skal gælde her i landet, når betingelserne her-
for er opfyldt. Overenskomsten med tilhørende protokol er
optaget som bilag 1 til den foreslåede lov, og overenskom-
stens enkelte artikler inklusiv de tilknyttede artikler i proto-
kollen gennemgås nedenfor.
Vedtagelse af lovforslaget er en forudsætning for, at rege-
ringen kan tiltræde overenskomsten. Betingelserne for over-
enskomstens ikrafttræden er opfyldt, når begge lande har
underrettet hinanden om, at de forfatningsmæssige betingel-
ser for ikrafttræden er opfyldt, jf. overenskomstens artikel
30.
De enkelte artikler i den dansk-japanske dobbeltbeskat-
ningsoverenskomst har følgende bestemmelser:
Efter artikel 1 (Personer omfattet af overenskomsten) om-
fatter overenskomsten fysiske såvel som juridiske personer,
der er hjemmehørende (dvs. fuldt skattepligtige) i én eller
begge stater.
Stk. 2 omhandler indkomst, som erhverves af eller gen-
nem en enhed, som helt eller delvist er transparent efter
skattelovgivningen i en af de to stater, idet det følger af be-
stemmelsen, at en sådan indkomst kun kan anses for omfat-
tet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser, i
det omfang indkomsten skattemæssigt behandles som ind-
komst erhvervet af en person, der er hjemmehørende i den
pågældende stat.
Ved en transparent enhed forstås en enhed, som ikke er et
selvstændigt skattesubjekt, og hvor beskatningen i stedet
sker hos enhedens ejere. Et eksempel er et dansk interessent-
skab.
Hvis eksempelvis et dansk interessentskab med to danske
og en svensk interessent erhverver indkomst fra Japan, vil
kun den del af indkomsten, der kan henføres til de to danske
interessenter, være omfattet af dobbeltbeskatningsoverens-
komsten.
Stk. 2 er nyt i forhold til den gældende dobbeltbeskat-
ningsoverenskomst. Der er tale om udmøntning af en anbe-
faling fra BEPS-projektet. En bestemmelse om erhvervelse
af indkomst gennem transparente enheder indgår tillige i den
seneste udgave af OECD-modellen fra november 2017.
Artikel 2 (Skatter omfattet af overenskomsten) opregner de
skatter, som overenskomsten skal finde anvendelse på.
Dobbeltbeskatningsoverenskomster gælder typisk i mange
år, så en overenskomsts lister over omfattede skatter kan ef-
ter et stykke tid være forældet. Artikel 2 bestemmer derfor
også, at overenskomsten omfatter alle skatter af samme eller
væsentligt samme art, der senere pålignes som tillæg til eller
i stedet for de gældende skatter ved underskrivelsen.
Der er tale om en videreførelse af den tilsvarende bestem-
melse i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst. Sel-
ve opregningen af omfattede skatter er opdateret, så den af-
spejler de gældende skatter i henholdsvis Danmark og Ja-
pan.
Artikel 3 (Almindelige definitioner) definerer en række ge-
nerelle begreber, som anvendes i overenskomsten, og som
overalt i overenskomsten har den anførte betydning.
Der er en definition af de kontraherende stater (der heref-
ter bliver benævnt henholdsvis den ”ene kontraherende stat”
og ”den anden kontraherende stat”). Færøerne og Grønland
er specifikt udelukket fra definitionen af Danmark, da disse
dele af riget selv varetager skatteområdet, herunder indgåel-
se af dobbeltbeskatningsoverenskomster med andre lande.
Det er vigtigt at bemærke, at udtrykket ”person” i dobbelt-
beskatningsoverenskomsten både kan omfatte en fysisk per-
son, et selskab og enhver sammenslutning af fysiske og/eller
juridiske personer.
I forhold til den gældende dobbeltbeskatningsoverens-
komst er bestemmelsen opdateret, så den afspejler den ud-
vikling af OECD-modellen, der har fundet sted i den mel-
lemliggende periode inklusiv den seneste udgave af OECD-
modellen fra november 2017.
Artikel 4 (Skattemæssigt hjemsted) fastsætter, hvornår en
person anses for at være (skattemæssigt) hjemmehørende i
en af de to stater. Udtrykket ”en person, der er hjemmehø-
rende i en kontraherende stat” betyder en person, der er
(fuldt) skattepligtig i denne stat på grund af hjemsted, bo-
pæl, hovedsæde, ledelsens sæde eller et andet lignende krite-
rium.
Imidlertid kan en person være fuldt skattepligtig i begge
stater efter deres interne lovgivning (”dobbeltdomicil”),
f.eks. hvis personen ejer bolig i begge stater. Stk. 2 og 3 op-
stiller en række kriterier for løsning af dette problem. Det er
nødvendigt at fastslå, i hvilken stat den pågældende person i
en sådan situation er hjemmehørende i overenskomstens for-
stand, den såkaldte bopælsstat. Dette er afgørende for be-
skatningsrettens fordeling mellem de to stater (bopælsstaten
og kildestaten). I overenskomstens forstand kan en person
kun være hjemmehørende i én stat.
Hvis et selskab eller anden juridisk person er hjemmehø-
rende i begge stater, skal de kompetente myndigheder efter
gensidig aftale søge at fastlægge, i hvilken af staterne sel-
skabet m.v. er hjemmehørende i artikel 4’s forstand. Kan der
ikke indgås en aftale herom, kan den juridiske person hver-
ken påberåbe sig lempelser eller skattefritagelser efter over-
enskomsten.
I forhold til den gældende dobbeltbeskatningsoverens-
komst er bestemmelsen opdateret, så den afspejler den ud-
vikling af OECD-modellen, der har fundet sted i den mel-
lemliggende periode.
Artikel 5 (Fast driftssted) fastsætter regler for, hvornår der
foreligger fast driftssted. Hovedformålet med brugen af kri-
teriet ”fast driftssted” er at afgøre, hvornår en stat har ret til
at beskatte fortjeneste, der er erhvervet af et foretagende i
den anden stat. Artikel 7 bestemmer, at et foretagendes for-
tjeneste kun kan beskattes i den stat, hvor foretagendet er
hjemmehørende (bopælsstaten). Men hvis foretagendet udø-
ver virksomhed gennem et fast driftssted i den anden stat
35
(kildestaten), kan denne stat beskatte foretagendet af den
fortjeneste, som det har opnået gennem det faste driftssted.
Når et foretagende fra den ene stat udøver erhvervsvirk-
somhed gennem et fast driftssted i den anden stat, anses det
at have en sådan økonomisk tilknytning til den anden stat, at
den anden stat skal have ret til at beskatte den fortjeneste,
som foretagendet opnår gennem det faste driftssted.
”Fast driftssted” betyder et fast forretningssted, gennem
hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvist udøves,
jf. stk. 1. Det omfatter især et sted, hvorfor et foretagende
ledes, en filial, et kontor, en fabrik, et værksted, en mine, en
olie- eller gaskilde eller et andet sted, hvor naturforekomster
udvindes, jf. stk. 2.
Bygge- eller anlægsvirksomhed udgør kun et fast drifts-
sted, hvis arbejdet strækker sig ud over 12 måneder, jf. stk.
3. Overenskomstens 12-måneders frist er et gensidigt afkald
på beskatning i kildestaten af indkomst ved bygge- og an-
lægsarbejde af en begrænset varighed. Sådan indkomst kan
kun beskattes i bopælsstaten.
Der er for bestemmelserne i stk. 1-3 tale om en viderefø-
relse i forhold til den gældende dobbeltbeskatningsoveren-
skomst.
Som nævnt vil en mine, en olie- eller gaskilde eller et an-
det sted, hvor naturforekomster udvindes, altid udgør et fast
driftssted. Det er aftalt, at virksomhed med boreplatforme,
skibe eller andre installationer, der anvendes ved efterforsk-
ning af naturforekomster, kun udgør et fast driftssted, hvis
virksomheden ligeledes strækker sig ud over 12 måneder.
Bestemmelsen i stk. 4, 2. pkt., har til formål at hindre, at
foretagendet alene eller sammen med koncernforbundne
foretagender omgår 12-måneders fristen, dels ved at opdele
arbejdet mellem sig, dels ved at opdele arbejdet i kortere pe-
rioder.
OECD-modellen indeholder ikke en sådan 12-måneders
periode for efterforskning efter naturforekomster. Bestem-
melsen i stk. 4 er indsat for at tydeliggøre overenskomstens
betydning for efterforskning af naturforekomster. Bestem-
melsen i stk. 4 er ny i forhold til den gældende dobbeltbe-
skatningsoverenskomst.
Stk. 5 fastslår, at opretholdelse af forskellige hjælpefunk-
tioner ikke i sig selv udgør et fast driftssted. Bestemmelsen i
stk. 6 har til formål at hindre, at et foretagende alene eller
sammen med koncernforbundne foretagender undgår at få
statueret fast driftssted ved at opdele en ellers sammenhæn-
gende erhvervsvirksomhed i flere funktioner, der hver kan
karakteriseres som en hjælpefunktion omfattet af stk. 5.
Bestemmelsen i stk. 5 svarer til stk. 4 i den gældende dob-
beltbeskatningsoverenskomst, idet bestemmelsen dog er op-
dateret, så den afspejler den udvikling af OECD-modellen,
der har fundet sted i den mellemliggende periode.
Bestemmelsen i stk. 6 er ny. Der er tale om udmøntning af
en anbefaling fra BEPS-projektet. En bestemmelse om imø-
degåelse af opsplitning af aktiviteter mellem interessefor-
bundne parter indgår tillige i den seneste udgave af OECD-
modellen fra november 2017.
Stk. 7 og 8 omhandler spørgsmålet om virksomhed udøvet
gennem en agent i kildestaten. Princippet er, at virksomhed
udøvet gennem en uafhængig repræsentant ikke udgør et
fast driftssted, mens der vil foreligge fast driftssted, hvis re-
præsentanten indgår aftaler eller spiller en afgørende rolle
ved indgåelsen af aftaler i foretagendets navn. Det gælder,
uanset om der ville være fast driftssted efter stk. 2 og 3. Der
vil dog ikke foreligge fast driftssted, hvis repræsentantens
virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagen-
det.
Bestemmelserne i stk. 7 og 8 svarer i udgangspunktet til
de tilsvarende bestemmelser i stk. 6 og 7 i den gældende
dobbeltbeskatningsoverenskomst. Bestemmelserne er dog
blev omformuleret med den konsekvens, at der potentielt
kan opstå flere situationer, hvor der statueres fast driftssted.
Det vil dog kræve en ændring af dansk ret, før dette kan få
virkning i forhold til den danske definition af fast driftssted.
Der er for begge bestemmelser tale om udmøntning af anbe-
falinger fra BEPS-projektet. Der indgår tillige nye formule-
ringer af agentreglen (stk. 7) og reglen om kommissionær-
arrangementer (stk. 8) i den seneste udgave af OECD-mo-
dellen fra november 2017.
Stk. 9 indeholder en definition af koncernforbundne fore-
tagender ved anvendelse af nærværende artikel.
Endelig fastslås i stk. 10, at den omstændighed, at et mo-
derselskab i den ene stat har et datterselskab i den anden
stat, ikke i sig selv skal medføre, at det ene selskab anses for
et fast driftssted af det andet.
Bestemmelserne i stk. 9 og 10 er nye. Der er for begge be-
stemmelser tale om udmøntning af anbefalinger fra BEPS-
projektet. Tilsvarende bestemmelser indgår i den seneste ud-
gave af OECD-modellen fra november 2017.
Artikel 6 (Indkomst af fast ejendom) bestemmer, at ind-
komst af fast ejendom altid kan beskattes i den stat, hvori
ejendommen er beliggende.
Der er tale om videreførelse af den tilsvarende bestemmel-
se i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Artikel 7 (Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed) fastslår i
stk. 1 den hovedregel, at et foretagendes fortjeneste ved er-
hvervsvirksomhed kun kan beskattes i den stat, hvori foreta-
gendet er hjemmehørende (bopælsstaten), medmindre virk-
somheden udøves gennem et fast driftssted i den anden stat
(kildestaten). Er dette tilfældet, kan kildestaten beskatte den
fortjeneste, der kan henføres til det faste driftssted. Stk. 2 og
3 indeholder bestemmer om opgørelse og eventuel justering
af den skattepligtige indkomst i et fast driftssted. Stk. 4 fast-
slår, at hvis en fortjeneste omfatter indkomster, der er sær-
skilt omhandlet i andre artikler, skal de pågældende indkom-
ster behandles efter bestemmelserne i disse artikler.
I forhold til den gældende dobbeltbeskatningsoverens-
komst er bestemmelsen opdateret, så den afspejler den ud-
vikling af OECD-modellen, der har fundet sted i den mel-
lemliggende periode. Dette betyder bl.a., at principperne for
fordeling af fortjeneste mellem virksomheden og det faste
driftssted i højere grad sker ud fra en præmis om, at det faste
driftssted skal betragtes som en selvstændig enhed.
36
Artikel 8 (Skibs- og luftfart) bestemmer, at et rederis eller
luftfartsforetagendes fortjeneste ved drift af skibe eller fly i
international trafik kun kan beskattes i den stat, hvori foreta-
gendet er hjemmehørende.
Det samme gælder for fortjeneste ved udlejning af skibe
og fly uden besætning, når udlejen har tilknytning til drift af
skib eller fly i international trafik.
På samme måde kan et foretagendes fortjeneste ved brug,
rådighedsstillelse eller udleje af containere, der anvendes til
transport af gods eller varer i international trafik, kun be-
skattes i den stat, hvori foretagendet er hjemmehørende, når
containerdrift har nær tilknytning til drift af skib eller fly i
international trafik.
Bestemmelsen i artikel 8 gælder også for fortjeneste opnå-
et ved deltagelse i et fællesskab. Hvis foretagender fra for-
skellige lande driver skibe eller fly i international trafik gen-
nem et konsortium, gælder bestemmelserne i artikel 8 for
den del af fortjenesten ved denne virksomhed, som svarer til
den andel, som et foretagende fra en stat deltager med i kon-
sortiet.
I forhold til den gældende dobbeltbeskatningsoverens-
komst er bestemmelsen om fortjeneste ved udleje af skibe
og fly uden besætning og udleje m.m. af containere ny.
Artikel 9 (Forbundne foretagender) knæsætter det såkald-
te ”armslængdeprincip” for transaktioner mellem forbundne
foretagender, f.eks. hvis et moderselskab i den ene stat og et
datterselskab i den anden stat handler med hinanden på an-
dre vilkår end dem, der gælder på et frit marked (transfer
pricing regulering). I så fald kan de to stater foretage en re-
gulering af indkomsten og dermed af beskatningsgrundlaget,
så indkomsten fastsættes, som den ville have været, hvis sel-
skaberne havde handlet eller opereret på almindelige mar-
kedsmæssige vilkår.
Stk. 2 omhandler, at hvis den ene stat forhøjer fortjenesten
ved interne transaktioner for foretagendet i denne stat, så
skal den anden stat foretage en passende nedsættelse af for-
tjenesten ved transaktionerne for foretagendet i den anden
stat.
Stk. 3 fastslår, at der ikke må foretages en regulering af
indkomsten som nævnt i stk. 1, når der er forløbet 10 år fra
udløbet af det indkomstår, som indkomsten vedrører.
Bestemmelserne i stk. 2 og 3 er nye. Udbygningen med
stk. 2 afspejler den udvikling af OECD-modellen, der har
fundet sted i den mellemliggende periode.
Artikel 10 (Udbytte) fastsætter, at udbytter kan beskattes i
modtagerens bopælsstat. Udbytterne kan også beskattes i
den stat, hvori det udbytteudbetalende selskab er hjemmehø-
rende (kildestaten). Men der gælder begrænsninger på kilde-
statens beskatningsret, hvis den retmæssige ejer af udbytter-
ne er hjemmehørende i den anden stat, jf. stk. 2 og 3.
Ifølge stk. 2 er kildestatens beskatningsret fastsat til 15
pct. af bruttobeløbet af udbyttet. Dog følger det af stk. 3, at
kildestatens beskatningsret er fastsat til 0 pct., hvis den ret-
mæssige ejer er et selskab, der i en periode på seks måneder
op til beslutningen om udbytteudlodningen direkte har ejet
mindst 10 pct. af stemmeretten (Japan) henholdsvis kapita-
len (Danmark) i det udbetalende selskab, eller hvis den ret-
mæssige ejer er et pensionsinstitut.
Begrænsningerne i kildestatens beskatningsret berører ik-
ke kildestatens adgang til at beskatte selskabet af den ind-
komst, hvoraf udbyttet er betalt, jf. stk. 4. Endvidere gælder
begrænsningen i forhold til selskaber og pensionsinstitutter
ikke, hvis det udbetalende selskab kan fradrage det udbetalte
udbytte ved indkomstopgørelsen, jf. stk. 5.
Udtrykket ”udbytte” defineres i stk. 6 og omfatter i rela-
tion til overenskomsten indkomst af aktier eller andre rettig-
heder, der ikke er gældsfordringer.
Begrænsningerne i kildestatens beskatningsret gælder dog
ikke for udbytte, som indgår i indkomsten i et fast driftssted
i denne stat, når den aktiebesiddelse, der ligger til grund for
udlodningen, har direkte forbindelse med det faste drifts-
sted. I så fald skal udbyttet beskattes som indkomst ved er-
hvervsmæssig virksomhed efter artikel 7, jf. artikel 10, stk.
7. Fast driftssted er defineret i artikel 5.
En stat kan ikke beskatte udloddet eller ikke-udloddet ind-
komst fra et selskab i den anden stat under henvisning til, at
indkomsten er indtjent i den førstnævnte stat, jf. stk. 8. Dog
kan en aktionær bosiddende i den førstnævnte stat beskattes
af sin del af udbyttet.
Der er tale om en videreførelse af den tilsvarende bestem-
melse i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Dog er den gældende kildeskattesats på 10 pct. for dattersel-
skabsudbytte ændret til 0 pct., idet satsen på 0 pct. også om-
fatter de situationer, hvor udbyttemodtageren er et pensions-
institut. Endvidere er bestemmelsen i stk. 5 ny.
Artikel 11 (Renter) fastsætter, at renter kun kan beskattes i
modtagerens bopælsstat. Visse nærmere opregnede renter
kan også beskattes i den stat, hvor betaleren er hjemmehø-
rende (kildestaten), idet skatten dog højst kan udgøre 10
pct., hvis den retmæssige ejer af renterne er hjemmehørende
i den anden stat, jf. stk. 2.
Udtrykket ”renter” defineres i stk. 3 og omfatter i relation
til overenskomsten indkomst af gældsfordringer af enhver
art med undtagelse af straftillæg.
Begrænsningen af kildestatens beskatningsret gælder ikke
for renter af fordringer, der har direkte forbindelse med et
fast driftssted i denne stat. De beskattes som erhvervsind-
komst efter artikel 7, jf. artikel 11, stk. 4.
Efter stk. 5 defineres, hvornår renter anses for at hidrøre
fra en kontraherende stat.
Stk. 6 fastsætter, at såfremt der foreligger en særlig for-
bindelse mellem den, der betaler renterne, og den retmæssi-
ge ejer af renterne, evt. med en tredje persons mellemkomst,
som har bevirket, at de betalte renter overstiger det rentebe-
løb, der ville have været fastsat, såfremt parterne havde
handlet på almindelige markedsvilkår, finder bestemmelser-
ne i artikel 11 kun anvendelse på den del af rentebeløbet,
som er udtryk for almindelige markedsvilkår (transfer pric-
ing regulering). Det overskydende beløb beskattes i overens-
stemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende sta-
37
ter under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i
overenskomsten.
Der er tale om en videreførelse af den tilsvarende bestem-
melse i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Dog er den gældende generelle kildeskattesats på 10 pct.
ændret til 0 pct.
Artikel 12 (Royalties) fastsætter, at royalties kun kan be-
skattes i modtagerens bopælsstat.
Udtrykket ”royalties” defineres i artikel 12, stk. 2, og om-
fatter i relation til overenskomsten betalinger af enhver art,
der modtages som vederlag for anvendelsen af – eller retten
til at anvende – enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk
eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm, ethvert pa-
tent, varemærke, mønster, model eller tegning, eller hemme-
lig formel eller fremstillingsmetode, eller for oplysninger
om industrielle, forretningsmæssige eller videnskabelige er-
faringer.
Begrænsningerne i kildestatens beskatningsret gælder dog
ikke for royalties af rettigheder, der har direkte forbindelse
med et fast driftssted i denne stat. De beskattes som er-
hvervsindkomst efter artikel 7, jf. artikel 12, stk. 3.
Stk. 4 fastsætter, at såfremt der foreligger en særlig for-
bindelse mellem den, der betaler de pågældende royalties,
og den retmæssige ejer af det immaterielle aktiv, evt. med
en tredje persons mellemkomst, som har bevirket, at de be-
talte royalties overstiger det beløb, der ville have været fast-
sat, såfremt parterne havde handlet på almindelige markeds-
vilkår, finder bestemmelserne i artikel 12 kun anvendelse på
den del af royaltybeløbet, som er udtryk for almindelige
markedsvilkår (transfer pricing regulering). Det overskyden-
de beløb beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i
hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen
til de øvrige bestemmelser i overenskomsten.
Bestemmelsen er opdateret således at den afspejler den
udgave af artiklen om royalty, der indgår i OECD-modellen.
Det betyder bl.a., at den gældende kildeskattesats på 10 pct.
er ændret til 0 pct.
Artikel 13 (Kapitalgevinster) fastsætter regler for beskat-
ning af forskellige former for kapitalgevinster.
Gevinst ved afhændelse af fast ejendom kan beskattes i
den stat, hvori ejendommen er beliggende, jf. stk. 1. På
samme måde kan gevinst ved afhændelse af rørlig formue,
som udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted – el-
ler af det faste driftssted som sådant – beskattes i den stat,
hvori det faste driftssted er beliggende, jf. stk. 2.
Gevinst ved afhændelse af skibe og fly, der er anvendt i
international trafik, eller af rørlig formue, som er knyttet til
driften af sådanne skibe eller fly, kan kun beskattes i den
stat, hvori det pågældende rederi eller luftfartsforetagende er
hjemmehørende, jf. stk. 3.
Hvis mere end 50 pct. af værdien af aktier m.v. i et sel-
skab m.v. på noget tidspunkt inden for 365 dage forud for
afhændelsen består i fast ejendom, der er beliggende i en
stat, kan gevinst ved afhændelse af disse aktier m.v. beskat-
tes i denne stat, jf. stk. 4.
Gevinst ved afhændelse af andre aktiver end ovennævnte
kan kun beskattes i den stat, hvori afhænderen er hjemmehø-
rende, jf. stk. 5.
Der er tale om en videreførelse af den tilsvarende bestem-
melse i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Artikel 14 (Indkomst fra personligt arbejde i ansættelses-
forhold) fastsætter regler for beskatning af lønindkomst.
Hvis en person, der er hjemmehørende i den ene stat, udfø-
rer lønarbejde i den anden stat, kan denne anden stat (kilde-
staten) beskatte indkomsten for arbejdet, som er udført i
denne stat.
Kildestaten kan dog ikke beskatte denne indkomst, hvis
lønmodtageren opholder sig i kildestaten i højst 183 dage in-
den for en 12-måneders periode, som begynder eller slutter i
det pågældende skatteår, og lønnen betales af eller for en ar-
bejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i kildestaten, og løn-
nen ikke påhviler et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i
kildestaten, jf. stk. 1 og 2. Alle tre betingelser skal være op-
fyldt.
Det er således kun Danmark, der kan beskatte en lønmod-
tager, der er hjemmehørende i Danmark, og som af sin dan-
ske arbejdsgiver udsendes til arbejde i Japan i højst 183
dage inden for en 12-måneders periode, der begynder eller
slutter i det pågældende skatteår, af lønindkomsten for dette
arbejde, når denne er betalt af en arbejdsgiver, der ikke er
hjemmehørende i Japan. Men hvis lønnen vedrører arbejds-
giverens faste driftssted i Japan, kan Japan dog også beskat-
te lønindkomsten.
Lønindkomst ved arbejde om bord på skibe og fly i inter-
national trafik kan beskattes i den stat, hvori det pågældende
rederi eller luftfartsforetagende er hjemmehørende, jf. stk. 3.
Der er tale om en videreførelse af den tilsvarende bestem-
melse i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Artikel 15 (Bestyrelseshonorarer) bestemmer, at bestyrel-
seshonorarer eller lignende vederlag, som en person, der er
hjemmehørende i en stat, erhverver i sin egenskab af med-
lem af bestyrelsen og lignende for et selskab i den anden
stat, kan beskattes i denne anden stat.
Der er tale om en videreførelse af den tilsvarende bestem-
melse i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Artikel 16 (Kunstnere og sportsudøvere) bestemmer, at
kunstnere og sportsudøvere kan beskattes i den stat, hvori de
udøver deres virksomhed. Dette gælder også, når vederlaget
tilfalder en anden end kunstneren eller sportsudøveren selv,
typisk et selskab.
Der er tale om en videreførelse af den tilsvarende bestem-
melse i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Artikel 17 (Pensioner) fastsætter, at alle pensioner og an-
dre lignende vederlag kun kan beskattes i den stat, hvor den
retmæssige ejer er hjemmehørende (bopælsstaten). Dog kan
sådanne pensioner og andre lignede vederlag også beskattes
i den stat, hvorfra de udbetales (kildestaten). Artiklen omfat-
ter ikke tjenestemandspensioner.
38
Det betyder, at kildestaten kan beskatte fysiske personer,
der er hjemmehørende i den anden stat, af sociale pensioner
og offentlige ydelser, der hidrører fra kildestaten.
Bestemmelserne indebærer endvidere, at kildestaten kan
beskatte fysiske personer hjemmehørende i den anden stat,
af udbetalinger fra pensionsordninger. Det gælder, uanset
om der er tale om pension eller lignende betalinger i forbin-
delse med tidligere ansættelsesforhold eller ej.
Beskatningsretten er ændret, idet der efter den gældende
dobbeltbeskatningsoverenskomst er tale om en ren bopæls-
statsbeskatning.
Artikel 18 (Offentligt hverv) fastsætter, at vederlag til of-
fentligt ansatte som hovedregel kun kan beskattes i den ud-
betalende stat (kildestaten), men vederlaget kan beskattes i
den anden stat (bopælsstaten), hvis arbejdet er udført dér, og
modtageren enten er statsborger i denne stat eller ikke er
blevet hjemmehørende i bopælsstaten alene for at påtage sig
det pågældende hverv. Artiklen har betydning for ambassa-
depersonale og lignende.
Tjenestemandspensioner omfattes også af artikel 18, hvil-
ket betyder, at beskatningen af tjenestemandspensioner sker
i tilsvarende stat, som lønnen m.v. blev beskattet i.
Artikel 18 gælder dog ikke vederlag eller pension i forbin-
delse med staters udøvelse af erhvervsvirksomhed. I så fald
anvendes bestemmelserne i artikel 14-17.
Bestemmelsen er opdateret således at den afspejler den
udgave af artiklen om offentligt hverv, der indgår i OECD-
modellen.
Artikel 19 (Studerende) fastsætter, at når en studerende,
lærling, praktikant og lignende fra den ene stat opholder sig
i den anden stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøje-
med, kan den anden stat ikke beskatte den pågældende af
stipendier og lignende, der hidrører fra kilder uden for denne
anden stat. For lærlinge gælder dette dog kun i en periode på
1 år regnet fra datoen for påbegyndelse af uddannelsen.
Der er tale om en videreførelse af den tilsvarende bestem-
melse i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Artikel 20 (Anden indkomst) fastsætter, at indkomster, der
ikke er omhandlet andre steder i overenskomsten, kun kan
beskattes i bopælsstaten, undtagen når indkomsten hidrører
fra fortjeneste på fast ejendom efter artikel 6, eller når ind-
komsten erhverves gennem et fast driftssted i den anden stat.
Såfremt der foreligger en særlig forbindelse mellem den,
der erhverver indkomsten, og en anden person, evt. med en
tredje persons mellemkomst, som har bevirket, at indkom-
sten overstiger det beløb, der ville have været aftalt, hvis
parterne havde handlet på almindelige markedsvilkår, finder
bestemmelserne i artikel 20 kun anvendelse på den del af
indkomstbeløbet, som er udtryk for almindelige markedsvil-
kår (transfer pricing regulering). Det overskydende beløb
beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de
kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige
bestemmelser i overenskomsten.
Bestemmelserne i stk. 2 og 3 er nye. Udbygningen med
stk. 2 afspejler den udvikling af OECD-modellen, der har
fundet sted i den mellemliggende periode.
Artikel 21 (Berettigelse til fordele) medfører, at en person,
der er hjemmehørende i en stat, og som oppebærer indkomst
i den anden stat, efter omstændighederne kan afskæres fra
de fordele, overenskomsten indeholder.
I stk. 1 fastsættes, at en person hjemmehørende i en stat,
der modtager udbytte (artikel 10), renteindtægter (artikel 11)
eller royaltyindtægter (artikel 12) hidrørende fra den anden
stat (kildestaten), kun kan undgå beskatning af disse indtæg-
ter i denne anden stat (kildestaten), hvis personen opfylder
kriteriet for at være en ”kvalificeret person”.
I stk. 2 defineres, hvornår en person kan anses for en
”kvalificeret person”. Som ”kvalificeret person” anses fysi-
ske personer, regeringen, dens politiske underafdelinger, lo-
kale myndigheder, statens centralbank, noterede selskaber
og pensionsinstitutter, hvor mindst 50 pct. af deltagerne er
hjemmehørende i enten Danmark eller Japan. Endelig anses
for en ”kvalificeret person” selskaber m.v., når personer, der
er hjemmehørende i Danmark eller Japan og kan anses for
en kvalificeret person efter forrige punktum, ejer mindst 50
pct. af selskabet m.v.
I stk. 3 fastsættes, at pensionsinstitutter, der er hjemmehø-
rende i enten Danmark eller Japan, og hvor mindst 75 pct. af
deltagerne er fysiske personer, der ligeledes er hjemmehø-
rende i Danmark eller Japan, er berettiget til fordelene efter
artikel 10, stk. 3, artikel 11, stk. 1, og artikel 12, stk. 1. Det
samme gælder personer i øvrigt, der er hjemmehørende i en-
ten Danmark eller Japan, og hvor mindst 75 pct. af ejerne er
hjemmehørende i Danmark eller Japan.
Stk. 4 angiver, at betingelserne for ejerskab på henholds-
vis 50 pct. og 75 pct. i reglen i stk. 2 om selskaber, der er
kvalificerede personer, og reglen i stk. 3 om andre end pen-
sionsinstitutter skal være opfyldt i en periode på 12 måne-
der, der indbefatter betalingsdagen/dagen for beslutning om
udbytteudlodningen.
I stk. 5 fastsættes, at en person, der er hjemmehørende i
enten Danmark eller Japan og som driver erhvervsvirksom-
hed i den pågældende stat, under visse betingelser er beretti-
get til fordelene efter artikel 10, stk. 3, artikel 11, stk. 1 og
artikel 12, stk. 1.
I stk. 6 fastsættes, at personer, som hverken er berettiget
til fordelene efter artikel 10, stk. 3, artikel 11, stk. 1, eller ar-
tikel 12, stk. 1, efter stk. 3 eller stk. 5, alligevel er berettiget
til disse fordele, hvis det kan fastslås, at hverken etablerin-
gen, erhvervelsen, opretholdelsen eller den udøvede er-
hvervsvirksomhed havde som et af sine hovedformål at opnå
fordele efter overenskomsten.
Stk. 7 indeholder en definition af begreberne hovedklasse
af aktier, anerkendt fondsbørs og begunstiget på samme må-
de.
Stk. 8 fastsætter, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten
under visse betingelser ikke finder anvendelse på den givne
indkomst i en situation, hvor et foretagende i et land har ind-
komst fra et andet land, men det førstnævnte land anser ind-
39
komsten for at henhøre til foretagendets faste driftssted i et
tredjeland, samtidig med at den henførte indkomst ikke be-
skattes i det førstnævnte land.
Bestemmelsen kan illustreres med følgende eksempel:
Et foretagende i land A etablerer et fast driftssted i land C.
Land A beskatter efter egen lovgivning eller pga. anvendel-
se af eksemptionsmetoden ikke overskuddet i det faste
driftssted. Foretagendet har renteindkomst fra land B under
sådanne omstændigheder, at indkomsten henføres til det fas-
te driftssted i land C.
Forudsat at foretagendet i land A er den retmæssige ejer af
renterne, vil land B skulle nedsætte sin skat efter dobbeltbe-
skatningsoverenskomsten med land A uanset hvilken be-
skatning, der sker i land A og/eller land C. Efter stk. 8 kan
land B i et sådant tilfælde undlade at give fordele efter dob-
beltbeskatningsoverenskomsten – dvs. alligevel beskatte
renteindkomsten efter egne regler – hvis indkomsten i land
C beskattes med mindre end 60 pct. af den skat, der skulle
betales, hvis det faste driftssted havde været beliggende i
land A.
Dette gælder dog ikke, hvis foretagendet i land A udøver
aktiv erhvervsvirksomhed gennem det faste driftssted i land
C bortset fra virksomhed, som går ud på at foretage, forvalte
eller besidde investeringer for foretagendets egen regning,
medmindre disse aktiviteter er bankvirksomhed, forsikrings-
virksomhed eller virksomhed med handel med værdipapirer
udøvet af henholdsvis en bank, et forsikringsselskab eller en
registreret værdipapirhandler.
Det er dog alligevel muligt at give fordele efter dobbeltbe-
skatningsoverenskomsten, selv om betingelserne ikke er op-
fyldt, hvis noget sådant kan begrundes i lyset af årsagerne
til, at betingelserne ikke er opfyldt.
Stk. 9 indeholder den såkaldte Principal Purpose Test
(PPT), som indebærer, at der ikke skal indrømmes fordele
for indkomst efter overenskomstens øvrige bestemmelser,
hvis det med rimelighed kan fastslås – under hensyntagen til
alle relevante forhold og omstændigheder – at opnåelsen af
en fordel i overenskomsten var et af de væsentligste formål i
ethvert arrangement eller enhver transaktion, der direkte el-
ler indirekte medførte fordelen, medmindre det kan godtgø-
res, at indrømmelsen af fordelen efter omstændighederne vil
være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med
overenskomstens relevante bestemmelser.
Stk. 10 fastslår, at når en person i den hjemmehørende stat
(bopælsstaten) kun er skattepligtig af den del af en erhvervet
indkomst, der er indført eller modtaget i bopælsstaten, så er
kildestaten kun forpligtet til at nedsætte beskatningen af el-
ler fritage den pågældende indkomst, for så vidt angår den
del af den pågældende indkomst, der er indført eller modta-
get i bopælsstaten.
Artiklen er ny. Der er i forhold til stk. 9 tale om udmønt-
ning af en minimumsstandard fra BEPS-projektet. En tilsva-
rende bestemmelse indgår i den seneste udgave af OECD-
modellen fra november 2017.
Artikel 22 (Metode til ophævelse af dobbeltbeskatning) in-
deholder de såkaldte metodebestemmelser og angiver den
fremgangsmåde, som en stat skal anvende, når en person,
der er hjemmehørende i denne stat, modtager indkomst fra
den anden stat, og denne anden stat kan beskatte indkomsten
efter overenskomstens andre artikler.
Japan og Danmark anvender den såkaldte credit-metode
som lempelsesmetode, jf. stk. 1 og 2.
Hvis en person, som er hjemmehørende i Danmark, mod-
tager indkomst fra Japan, som efter overenskomstens artikel
6–20 kan beskattes i Japan, kan Danmark medregne ind-
komsten ved opgørelsen af personens skattepligtige ind-
komst (beskatningsgrundlaget), men den danske skat, som
beregnes af denne indkomst, skal nedsættes med et beløb
svarende til den indkomstskat, der er betalt i Japan. Dog kan
skatten ikke nedsættes med mere end den danske skat, som
falder på den udenlandske indkomst. Samme lempelsesme-
tode anvendes i de interne danske regler, jf. ligningslovens §
33.
Derudover følger det af stk. 2, litra c, at såfremt en person,
der er hjemmehørende i Danmark, erhverver indkomst, som
efter overenskomstens bestemmelser kun kan beskattes i Ja-
pan, kan Danmark medregne indkomsten i beskatnings-
grundlaget. Den danske indkomstskat skal herefter nedsæt-
tes med den del, som falder på den udenlandske indkomst.
Den udenlandske indkomst vil herved tælle med ved en
eventuel progressionsberegning af den pågældendes samle-
de indkomst (progressionsforbehold).
Hvis en person i Japan modtager dansk indkomst, som
Danmark kan beskatte efter overenskomstens artikel 6-20,
skal dobbeltbeskatning ligeledes undgås efter credit-meto-
den, jf. stk. 1.
Der er tale om en videreførelse af den tilsvarende bestem-
melse i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Artikel 23 (Ikke-diskriminering) bestemmer, at de to stater
ikke må diskriminere hinandens statsborgere i skattemæssig
henseende, når de pågældende er under tilsvarende forhold.
Dette gælder både for fysiske og juridiske personer. Bestem-
melsen gælder også, selv om den pågældende ikke er hjem-
mehørende i en af de to kontraherende stater. En stat er dog
ikke forpligtet til at give personer, som er hjemmehørende i
den anden stat, de tilsvarende personlige skattemæssige for-
dele, som den under hensyn til forsørgerpligt eller lignende
indrømmer til personer, der er hjemmehørende i staten, jf.
stk. 2.
Ikke-diskriminationsbestemmelsen gælder ikke alene i
forhold til de skatter, der er omfattet af overenskomsten,
men i forhold til skatter af enhver art og betegnelse.
I forhold til den gældende dobbeltbeskatningsoveren-
skomst er bestemmelsen opdateret, så den afspejler den ud-
vikling af OECD-modellen, der har fundet sted i den mel-
lemliggende periode.
Artikel 24 (Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige
aftaler) foreskriver den fremgangsmåde, der skal anvendes,
hvis en person, der er hjemmehørende i én af de to stater,
mener sig udsat for en beskatning i strid med overenskom-
sten. De to staters kompetente myndigheder skal søge at løse
vanskeligheder ved anvendelsen af overenskomsten.
40
Overenskomsten pålægger imidlertid ikke de to staters
kompetente myndigheder nogen pligt til at blive enige. I
praksis finder myndighederne dog i de fleste tilfælde frem
til en løsning, som er acceptabel for alle parter.
For den situation, hvor myndighederne ikke kan finde en
løsning, gives der mulighed for, at personen kan anmode
om, at sagen undergives voldgift. Der er knyttet en særlig
ikrafttrædelsesbestemmelse til denne del af overenskomsten.
Bestemmelsen om voldgift er udbygget i den tilhørende pro-
tokol.
I forhold til intern dansk skatteret giver overenskomstens
artikel 24 og vedtagelsen m.v. af dette lovforslag hjemmel
til, at de danske kompetente myndigheder kan indgå aftaler
med de japanske kompetente myndigheder til løsning af pro-
blemer i konkrete skattesager, jf. omtalen i de almindelige
bemærkninger, afsnit 3.4 (særlige artikler).
Der er i udgangspunktet tale om en videreførelse af den
tilsvarende bestemmelse i den gældende dobbeltbeskat-
ningsoverenskomst, dog med en samtidig udmøntning af to
minimumsstandarder fra BEPS-projektet. Det drejer sig om,
at en sag kan præsenteres i enten bopælsstaten eller kildesta-
ten, og at en afgørelse skal udmøntes uanset eventuelle tids-
grænser i indenlandsk lov. Bestemmelsen i stk. 5 om vold-
gift er ny.
Artikel 25 (Udveksling af oplysninger) pålægger generelt
de to staters kompetente myndigheder at udveksle oplysnin-
ger, som er nødvendige for, at overenskomstens bestemmel-
ser eller de to staters interne skattelovgivning kan føres ud i
livet, dvs. at skatteligningen kan foretages korrekt. Pligten
til informationsudveksling gælder for skatter af enhver art,
som pålignes af de to stater eller deres politiske underafde-
linger eller lokale myndigheder, for så vidt beskatningen ik-
ke vil være i strid med overenskomsten. Efter omstændighe-
derne kan den stat, der har modtaget oplysningerne, anvende
oplysninger til andre formål, såfremt formålet er lovligt i
begge stater, og den stat, der afgiver oplysningerne, forinden
tillader dette.
Betegnelsen »skatter af enhver art« omfatter ikke alene di-
rekte skatter, men også indirekte skatter (moms, punktafgif-
ter m.v.).
Det er ikke nogen betingelse for udvekslingen af oplysnin-
ger, at den pågældende person er hjemmehørende i Dan-
mark eller Japan. De to stater kan f.eks. udveksle oplysnin-
ger til brug for dansk beskatning af en person, der er hjem-
mehørende i et tredjeland, men som har et fast driftssted her
i landet.
Oplysninger kan udveksles på flere forskellige måder. I
kommentarerne til OECD-modellens artikel om udveksling
af oplysninger omtales specifikt tre måder, det kan ske på.
For det første kan oplysninger udveksles efter anmodning.
Hvis skattemyndighederne i Danmark eller Japan i en given
situation har grund til at formode, at skattemyndighederne i
den anden stat er i besiddelse af oplysninger, som er nød-
vendige for skatteligningen, kan myndighederne anmode
myndighederne i den anden stat om at videregive oplysnin-
gerne til brug for den konkrete sag. Myndighederne i den
anden stat har pligt til om muligt at fremskaffe de pågælden-
de oplysninger, hvis de ikke allerede er i besiddelse af de
oplysninger, der anmodes om, og disse oplysninger forefin-
des i den anden stat. Det er dog en forudsætning, at myndig-
hederne i den anmodende stat selv har gjort, hvad de kunne
for at fremskaffe oplysningerne.
En anden måde er spontan udveksling af oplysninger.
Hvis skattemyndighederne i Danmark eller Japan kommer i
besiddelse af oplysninger, som de skønner kan være af inte-
resse for skattemyndighederne i den anden stat, kan disse
oplysninger videresendes til myndighederne i den anden
stat, selv om de ikke har anmodet om dem.
En tredje mulighed er, at skattemyndighederne i en stat
automatisk – det vil sige systematisk og med faste mellem-
rum – sender oplysninger til den anden stats myndigheder.
Det kan f.eks. være oplysninger om lønudbetalinger til per-
soner, der er hjemmehørende i den anden stat.
Artiklen giver også mulighed for, at repræsentanter fra de
japanske skattemyndigheder kan være til stede ved danske
skattemyndigheders undersøgelse hos en person eller et sel-
skab her i landet, og omvendt at repræsentanter fra de dan-
ske myndigheder er til stede ved japanske myndigheders un-
dersøgelse i Japan.
De to stater kan også aftale en såkaldt simultan undersø-
gelse, hvor deres skattemyndigheder hver på sit territorium
undersøger de skattemæssige forhold hos en eller flere skat-
tepligtige, hvor de har en fælles eller beslægtet interesse,
med henblik på, at de derefter udveksler alle relevante op-
lysninger, som de er kommet i besiddelse af.
Der er ikke i artiklen regler for, om udvekslingen af oplys-
ninger skal foregå på den ene eller anden måde eller i en
kombination af flere måder. Der er heller intet til hinder for,
at de to staters skattemyndigheder kan foranstalte undersø-
gelser målrettet mod særlige erhvervsgrene m.v.
En stat har dog ikke pligt til at give oplysninger eller ud-
føre forvaltningsakter i strid med dens lovgivning eller prak-
sis eller give oplysninger, som ville afsløre forretningshem-
meligheder, som ville stride mod almene interesser eller vil
afdække en fortrolig korrespondance mellem en klient og
dennes advokat eller anden juridisk rådgiver.
Informationsudvekslingen omfatter også såkaldte bankop-
lysninger. Der er således pligt til at videregive oplysninger,
som er indhentet (eller skal indhentes) fra banker eller andre
finansielle institutter.
En stat skal behandle oplysninger, som den har modtaget
fra den anden stat, som fortrolige.
I forhold til den gældende dobbeltbeskatningsoveren-
skomst er bestemmelsen opdateret, så den afspejler den ud-
vikling af OECD-modellen, der har fundet sted i den mel-
lemliggende periode.
Artikel 26 (Bistand ved inddrivelse af skatter) pålægger de
to stater at yde hinanden bistand ved sikring og inddrivelse
af skattekrav. Det er ikke nogen betingelse, at den pågæl-
dende person er hjemmehørende i Danmark eller Japan, el-
ler at kravet vedrører skatter omfattet af overenskomsten.
41
Inddrivelse af den anden stats skattekrav skal ske, når kra-
vet kan inddrives efter lovgivningen i den stat, som rejser
kravet, og når skyldneren ikke kan gøre indsigelser mod ind-
drivelsen. Inddrivelse skal ske efter lovgivningen i den stat,
der skal foretage inddrivelsen, som om skattekravet var den-
ne stats eget skattekrav.
Sikring af den anden stats skattekrav skal ske, når dette er
muligt efter lovgivningen i den stat, der ønsker kravet sikret,
uanset om skattekravet på dette tidspunkt kan inddrives eller
ej, og uanset om skyldneren kan gøre indsigelser mod en
inddrivelse.
En stat har dog ikke pligt til at udføre forvaltningsakter i
strid med dens lovgivning eller at iværksætte foranstaltnin-
ger, som ville stride mod almene interesser.
Artiklen er ny.
Artikel 27 (Diplomatiske repræsentationer og konsulære
embeder) fastslår, at overenskomsten ikke berører skatte-
mæssige begunstigelser for diplomater m.fl.
Der er tale om en videreførelse af den tilsvarende bestem-
melse i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Artikel 28 (Overskrifter) fastslår, at overskrifterne til over-
enskomstens artikler ikke har nogen betydning for fortolk-
ning af overenskomsten.
Artiklen er ny.
Artikel 29 (Territoriel udvidelse) giver mulighed for at ud-
vide overenskomsten eller dele heraf til også at omfatte Fær-
øerne og/eller Grønland.
Der er tale om en videreførelse af den tilsvarende bestem-
melse i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Artikel 30 (Ikrafttræden) bestemmer, at de to staters rege-
ringer skal udveksle noter herom, når de juridiske procedure
for godkendelse af og dermed ikrafttræden af den nye over-
enskomst er opfyldt. Overenskomsten træder i kraft på den
tredivte dag efter datoen for noteudvekslingen. Overens-
komstens bestemmelser for så vidt angår kildeskatter og an-
dre skatter finder anvendelse fra og med det følgende kalen-
derår.
For så vidt angår artikel 24, stk. 5, om løsning af vanske-
ligheder og tvivlsspørgsmål ved voldgift, så træder denne
bestemmelse dog først i kraft, når der foreligger en udtryk-
kelig aftale herom mellem Danmark og Japan eller når en
dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og et
tredjeland, der indeholder en voldgiftsbestemmelse, er i
kraft over for det pågældende tredjeland.
Artikel 25 om udveksling af oplysninger og artikel 26 om
bistand ved inddrivelse af skatter har virkning fra datoen for
overenskomstens ikrafttræden uden hensyn til datoen for op-
krævning af skatterne eller det indkomstår, som skatterne
vedrører.
Den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst af 3. fe-
bruar 1968 ophører med at have virkning fra og med den da-
to, hvorfra den nye overenskomst finder anvendelse.
En fysisk person, der er berettiget til fordele som følge af
artikel 20 i den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst
af 3. februar 1968, fortsætter med at være berettigede til dis-
se fordele indtil udløbet af den i artikel 20 fastsatte periode.
Artikel 20 omhandler professorer, der opholder sig midlerti-
digt i en periode på max. to år i en af de to stater for at un-
dervise eller drive forskning.
Artikel 31 (Opsigelse) bestemmer, at overenskomsten har
virkning på ubestemt tid, men at den efter fem år kan opsi-
ges med et varsel på seks måneder til udgangen af et kalen-
derår, dvs. frem til den 30. juni i ethvert kalenderår.
Protokollen indeholder to tilføjelser til overenskomsten.
For det første en udbygning i forhold til artikel 24, stk. 5
om voldgift. Protokolbestemmelsen omhandler bl.a. fastlæg-
gelsen af voldsproceduren, nedsættelse af voldgiftspanel og
voldgiftskendelsens status.
For det andet en bestemmelse om, at indkomst og fortje-
neste, der er erhvervet af en i Danmark hjemmehørende si-
lent parter i et japansk silent partnership, altid kan beskattes
i Japan, hvis indkomsten eller fortjenesten hidrører fra Ja-
pan.
Til § 2
Efter lovforslagets § 2 foreslås det, at loven træder i kraft
på det tidspunkt, hvorfra overenskomsten nævnt i § 1 ifølge
artikel 30 træder i kraft, dvs. når både Danmark og Japan
har underrettet hinanden om, at de juridiske betingelser for
overenskomstens ikrafttræden er opfyldt.
Efter overenskomstens artikel 30 skal de to stater udveksle
noter om, at de har gennemført de nødvendige procedurer
for overenskomstens ikrafttræden. Japan har gennemført de
nødvendige procedurer. Når lovforslaget er vedtaget og
stadfæstet, således at de nødvendige danske procedurer er
gennemført, vil der blive afholdt en formel noteudveksling.
Overenskomsten og tilhørende protokol træder i kraft på den
tredivte dag efter datoen for udvekslingen af de diplomati-
ske noter.
Der vil blive udsendt en bekendtgørelse om lovens ikraft-
træden og en bekendtgørelse af overenskomsten og tilhøren-
de protokol med gengivelse af den danske og engelske over-
enskomsttekst.
Til § 3
Da spørgsmål om skatter, herunder indgåelse af dobbelt-
beskatningsoverenskomster med andre lande hører under
henholdsvis det færøske hjemmestyres og det grønlandske
selvstyres kompetenceområde, gælder loven ikke for Færø-
erne og Grønland.
42