Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

ERHVERVSMINISTEREN
3. oktober 2018
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf. 33 92 33 50
Fax. 33 12 37 78
CVR-nr. 10092485
EAN nr. 5798000026001
em@em.dk
www.em.dk
Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg
Vedlagt fremsender jeg til udvalgets orientering høringsnotat og hørings-
svar ad L 49 Forslag til lov om ændring af varemærkeloven og forskellige
andre love og om ophævelse af fællesmærkeloven.
Med venlig hilsen
Rasmus Jarlov
Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19
L 49 Bilag 1
Offentligt


Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19
L 49 Bilag 1
Offentligt


Høringsliste
Høring vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af varemærkeloven,
fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven
ADIPA
Advokatsamfundet
Awapatent
Bech-Bruun Advokatpartnerselskab
Budde Schou A/S
Chas. Hude A/S
Copenhagen Business School (CBS)
Danmarks Tekniske Universitet
Dansk Erhverv
Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister (DIP)
Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri
Dansk Industri
Dansk Opfinderforening
Danske Advokater
Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi, Grønland
DLA Piper
Ferring Lægemidler A/S
Ferrosan A/S
FLSmidth
Foreningen Industriel Retsbeskyttelse
GN Store Nord A/S
Gorrissen Federspiel
H. Lundbeck A/S
Haldor Topsøe A/S
Handelshøjskolen – Århus Universitet
Horten Advokataktieselskab
Høiberg A/S
Ingeniørforeningen i Danmark
Inspicos A/S
INTA
Kromann Reumert
København Universitet – Det Juridiske Fakultet
Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19
L 49 Bilag 1
Offentligt
2/2
Larsen & Birkeholm A/S
LEO Pharma Nordic
Lægemiddelindustriforeningen (LIF)
Løje, Arnesen & Meedom Advokatpartnerselskab
NJORD
Novo Nordisk A/S
Novozymes A/S
Opfinderforeningen.dk
Patent Nord ApS
Patentgruppen
Plesner
Plougmann & Vingtoft A/S
SMVdanmark
Syddansk Universitet
Teknologisk Institut
Udenrigs- og Erhvervsministeriet, Færøerne
Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde
Wallberg IP Advice
Zacco Danmark
Ålborg Universitet
Århus Universitet
Domstolene:
Højesteret
Østre Landsret
Vestre Landsret
Sø- og Handelsretten
Samtlige byretter


NOTAT
Høringsnotat vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af va-
remærkeloven og forskellige andre love og om ophævelse af fælles-
mærkeloven
(Behandling af ansøgninger, registreringshindringer, gengivelse af vare-
mærker, varer i transit, overførsel af gebyrindtægter m.v.)
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at modernisere reguleringen af varemærker
og harmonisere de nationale varemærkesystemer og EU-
varemærkesystemet. Ændringerne skal bl.a. sikre et effektivt og bruger-
venligt registreringssystem, som er tilpasset brugernes behov og den tek-
nologiske udvikling.
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/2436 af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlems-
staternes lovgivning om varemærker, som er en omarbejdet udgave af det
hidtidige direktiv herom. Direktivet implementeres i lovforslaget ved en
ændringslov, der er tekstnær i forhold til direktivet, således at direktivets
terminologi og ordlyd i videst muligt omfang bevares med henblik på at
reducere risikoen for fortolkningstvivl. Lovforslaget omfatter også æn-
dringer, der ikke er en direkte følge af direktivet, men afspejler øvrige
ønsker om optimering af varemærkelovgivningen.
Lovforslaget omfatter lige som direktivet også kendetegn, der i dag er
omfattet af fællesmærkeloven, hvorfor fællesmærkeloven foreslås ophæ-
vet som selvstændig lov.
Herudover indeholder lovforslaget en ændring af designlovens retspleje-
bestemmelser. Endvidere indeholder lovforslaget en ændring af bestem-
melserne i varemærkeloven, designloven, patentloven, lov om brugsmo-
deller og lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topogra-
fi) om overførsel af indtægter fra gebyrer. Endelig præciserer lovforslaget
en bemyndigelse i gassikkerhedsloven til at fastsætte straffebestemmelser
for overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU)
2016/426 af 9. marts 2016 om apparater, der forbrænder gasformigt
brændstof og om ophævelse af direktiv 2009/142/EF.
Udkastet til lovforslag blev sendt i høring den 25. juni 2018 med hørings-
frist den 3. august 2018 til i alt 81 organisationer, myndigheder mv., lige-
som høringen har været tilgængelig på www.hoeringsportalen.dk.
25. september 2018
Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19
L 49 Bilag 1
Offentligt
2/19
Der er modtaget høringssvar fra 9 organisationer, myndigheder m.v. Her-
af har 8 haft bemærkninger til udkastet til lovforslag.
De væsentligste bemærkninger fra de hørte parter til de enkelte emner i
lovudkastet gennemgås og kommenteres nedenfor.
2. Generelle bemærkninger
Fem af de modtagne høringssvar havde, foruden konkrete bemærkninger,
generelle bemærkninger til lovforslaget. Disse giver alle udtryk for en
generel støtte til lovforslaget, og flere anfører at ændringerne heri kan
bidrage til at skabe en mere klar retstilstand. Endvidere tilkendegiver fle-
re, at lovforslaget er en tiltrængt modernisering af varemærkeloven. Fle-
re af høringssvarene indeholder også en tilkendegivelse af, at man tilslut-
ter sig den tekstnære implementering af direktivet, hvorved fortolknings-
tvivl mindskes.
Høringssvarenes konkrete bemærkninger behandles under punkt 3 neden-
for.
Foreningen Industriel Retsbeskyttelse (FIR) er overordnet set positivt
stemt over for lovforslaget, som findes velbegrundet og vil bidrage til at
skabe en mere klar retstilstand, der vil komme både erhvervsliv og prak-
tikere til gode. FIR er positive over for den tekstnære direktivimplemen-
tering, som vil være med til at reducere fortolkningstvivl, men påpeger
dog samtidig at de nye begreber, f.eks. ”individuelt varemærke” og ”al-
mindelig markedsføringsskik”, vil kunne skabe usikkerhed. Endvidere
finder FIR, at indarbejdelsen af detaljerede regler fra varemærkebekendt-
gørelsen kan gøre loven tung at arbejde med. Endelig havde FIR gerne
set, at lovændringen var sket via en ny hovedlov frem for en ændringslov.
Association of Danish Intellectual Property Attorneys (ADIPA) bifalder
overordnet set de konkrete ændringer og den modernisering af varemær-
keloven, fællesmærkeloven og designloven, som lovforslaget lægger op
til. ADIPA finder, at ændringerne generelt kan føre til en mere klar og
tydelig retstilstand. ADIPA finder den tekstnære direktivimplementering
positiv med henblik på at undgå fortolkningstvivl. ADIPA finder imidler-
tid, at indførelsen af nye begreber, herunder ”individuelt varemærke” og
”redelig og almindelig markedsføringsskik” kan give anledning til uklar-
heder og forvirring.
Dansk Industri (DI) er grundlæggende positiv over for lovforslaget, som
findes at tage højde for interessenternes synspunkter. Særligt hæfter DI
sig ved, at der lægges op til en modernisering og harmonisering, der imø-
dekommer ønsket om forbedret effektivitet og brugervenlighed. DI er
positivt stemt over for den tekstnære direktivimplementering med henblik
på at reducere fortolkningstvivl.
3/19
Dansk Erhverv (DE) finder det positivt, at lovforslaget opdaterer lovgiv-
ningen i forhold til både den teknologiske udvikling og udviklingen af
praksis. Dansk Erhverv støtter ligeledes, at regelsættet forenkles ved at
sammenskrive reglerne om individuelle mærker og fællesmærker i én lov,
og at der sker en yderligere harmonisering af den materielle kendetegns-
ret i EU, herunder med EUIPO’s praksis. Af hensyn til de mindre virk-
somheder støtter DE endvidere, at lovforslaget cementerer, at der fortsat
kan stiftes en varemærkeret ved brug.
Københavns Universitet (KU), Center for Informations- og Innovations-
ret (CIIR) hilser både den direktivtætte implementering og valget om
også at foretage ændringer, der ikke er en direkte følge af direktivet, vel-
komment. KU tilslutter sig en række ændringer, som skaber bedre balan-
ce mellem varemærker, virksomhedsnavne og personnavne. KU havde
dog gerne set, at implementeringen var sket i form af en ny hovedlov, og
at man havde benyttet lejligheden til samtidigt at revidere reglerne om
forretningskendetegn i navnlig markedsføringsloven og selskabsloven.
Endvidere påpeger KU, at direktivets præambel, bl.a. i punkt 25 og 27,
antageligt vil kunne danne grundlag for fortolkningsbidrag i dansk ret,
hvilket KU gerne ser præciseret i forarbejderne til lovforslaget.
Kommentar
Med det foreliggende lovforslag ønsker regeringen at modernisere regu-
leringen af varemærker og harmonisere de nationale varemærkesystemer
og EU-varemærkesystemet. Ændringerne skal bl.a. medvirke til at be-
kæmpe handel med kopierede varer samt sikre et effektivt og brugerven-
ligt registreringssystem, som er tilpasset brugernes behov og den tekno-
logiske udvikling.
For så vidt angår bemærkningerne fra FIR, ADIPA, DI, DE og KU ved-
rørende indførelsen af nye begreber, bemærker Erhvervsministeriet, at
begreberne fremgår af direktivet. Da det har været både interessenternes
og Implementeringsrådets ønske, at der foretages en direktivnær imple-
mentering, er disse begreber ligeledes implementeret tekstnært for at
sikre en nær sammenhæng mellem direktivet og loven. Der henvises i
øvrigt til bemærkninger til konkrete emner nedenfor.
For så vidt angår FIR’s og KU’s ønske om en ny hovedlov bemærker
Erhvervsministeriet, at ændringen af varemærkeloven er foranlediget af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december
2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om va-
remærker, som skal være implementeret senest 14. januar 2019. I den
konkrete situation har Erhvervsministeriet vurderet, at implementeringen
mest hensigtsmæssigt kunne gennemføres via en ændringslov. Erhvervs-
ministeriet vil efterfølgende udstede en lovbekendtgørelse, som sikrer
brugerne en let adgang til lovteksten.
4/19
3. Bemærkninger til konkrete emner
Kommentering af konkrete bemærkninger til lovforslaget vil ske med
udgangspunkt i nedenstående opdeling:
3.1. Lovens anvendelsesområde og definitioner
3.1.1. Individuelt varemærke
3.1.2. Garanti- eller certificeringsmærker og kollektivmærker
3.1.3. Mere end lokal betydning
3.2. Velkendte varemærker
3.3. Varer i transit
3.4. Gengivelse af varemærker i opslagsværker
3.5. Ansøgning og registrering af varemærker
3.5.1. Nærmere begrundelse til søgningsrapporter
3.5.2. Klassificering af varer og tjenesteydelser
3.5.3. Begreberne redelig og almindelig markedsføringsskik
3.5.4. Relative hindringer for registrering, offentlighedens bevidsthed
3.5.5. Relative hindringer for registrering, forbudsret
3.5.6. Samtykke
3.5.7. Beskyttelse af virksomhedsnavne
3.5.8. Udsættelse som følge af forhandlinger
3.6. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud
3.7. Farver og mærker uden farve (sort/hvid-mærker)
3.1. Lovens anvendelsesområde og definitioner
3.1.1. Individuelt varemærke - § 1 a, nr. 2
ADIPA ønsker en nærmere beskrivelse og definition af ”individuelt va-
remærke” i lovforslagets bemærkninger, og at det gøres klart, om der
stilles særlige og nye krav til sådanne varemærker. ADIPA ønsker endvi-
dere en henvisning til, at rettigheden kan etableres gennem brug.
Kommentar
Den anvendte skelnen mellem varemærker af typerne ”individuelt vare-
mærke”, ”garanti- eller certificeringsmærke” og ”kollektivmærke” i den
nyaffattede § 1 a følger af direktivets artikel 1. I direktivet anses begrebet
”varemærker” for at omfatte alle de tre nævnte type af kendetegn. Sam-
menlægningen af varemærkeloven og fællesmærkeloven indebærer i den
henseende, at begrebet ”fællesmærker” mister sin betydning, og det er
derfor fundet hensigtsmæssigt at adoptere den terminologi, der anvendes
i direktivet.
I den nyaffattede bestemmelse i § 1 a, er begrebet ”varemærke” defineret
som et overbegreb for de tre typer af varemærker, nemlig ”individuelle
varemærker”, ”garanti- eller certificeringsmærker” og ”kollektivmær-
ker”. I alle øvrige bestemmelser i loven vil anvendelsen af begrebet ”va-
remærke” således omfatte alle tre typer. I de bestemmelser, der alene
regulerer én af disse typer, er anvendt den konkrete betegnelse for den
5/19
relevante type, eksempelvis den nyaffattede § 11, stk. 6, der vedrører sær-
lige krav til ansøgninger om registrering af kollektivmærker og garanti-
eller certificeringsmærker.
Mht. bemærkningen om, at det bør tydeliggøres, at der kan stiftes ret-
tigheder gennem brug, indeholder den nyaffattede bestemmelse i § 1 a,
nr. 2, allerede en henvisning hertil, idet der bl.a. henvises til, at et indivi-
duelt varemærker omfatter forretningskendetegn, der er ”indarbejdet”
som varemærke. Brugen af ordet ”indarbejdet” er dog utilsigtet og ad-
skiller sig fra terminologien i resten af lovudkastet, hvorfor det findes
hensigtsmæssigt, at denne ordlyd ændres ved, at ordet ”indarbejdet”
ændres til ”anvendes”.
En sådan ordlyd vil også bedre harmonere med kravet i den nyaffattede
bestemmelse i § 3, stk. 1, nr. 3, hvorefter en varemærkeret kan stiftes ved
”brug”. Lovforslaget er ændret i overensstemmelse hermed.
3.1.2. Garanti- eller certificeringsmærker og kollektivmærker - § 1 a,
nr. 3 og 4
FIR, ADIPA, DI og INTA ønsker den nyaffattede bestemmelse ændret
eller præciseret, så det fremgår at rettighederne kan stiftes ved brug. FIR
og INTA ønsker det endvidere præciseret, at garantimærker, certifice-
ringsmærker og kollektivmærker er underbegreber til varemærker.
Kommentar
Erhvervsministeriet bemærker, at det forhold, at kollektivmærker og ga-
ranti- eller certificeringsmærker er underkategorier af varemærketyper,
der er omfattet af overbegrebet ”varemærker”, følger allerede af den
nyaffattede bestemmelse i § 1 a, nr. 1. Heri er således anført, at et vare-
mærke er et forretningskendetegn, der opfylder betingelserne for at udgø-
re et varemærke som et individuelt varemærke, et garanti- eller certifice-
ringsmærke eller et kollektivmærke.
Varemærkedirektivets artikel 27-36 indeholder særlige krav til opnåelsen
af en varemærkeret til et kollektivmærke eller et garanti- eller certifice-
ringsmærke, samt særlige regler for og grunde til, at retten til sådanne
varemærker kan fortabes eller kendes ugyldige. De særlige regler omfat-
ter bl.a. begrænsninger i, hvem der kan stifte rettigheder til disse vare-
mærketyper, krav om fastsættelse af regler for tredjemands adgang til og
den konkrete anvendelse af varemærkerne, samt krav om, at rettigheds-
haveren fører kontrol med, at de bestemmelser, der er fastsat for vare-
mærkets benyttelse, overholdes. Derudover fremgår det endvidere af di-
rektivet, at ændringer i de bestemmelser, der er fastsat for varemærkets
benyttelse, skal meddeles registreringsmyndigheden, og at manglende
overholdelse af dette krav kan medføre varemærkets fortabelse.
De nævnte særlige krav til kollektivmærker og garanti- eller certifice-
ringsmærker harmonerer dårligt med en ordning om stiftelse af ret ved
6/19
brug, hvorfor der i de nyaffattede bestemmelser i § 1 a, nr. 3 og 4, er
henvist til, at sådanne varemærker skal registreres.
I den gældende fællesmærkelov er ikke fastsat bestemmelse om mulighe-
den for at stifte ret til et fællesmærke ved brug. Den generelle henvisning
i fællesmærkelovens § 2 til, at varemærkelovens regler gælder for fælles-
mærker ”idet omfang, de efter deres beskaffenhed kan finde anvendelse”
fordrer, at den bestemmelse i varemærkeloven, der søges anvendt på et
fællesmærke, har et indhold, der gør bestemmelsen umiddelbart anvende-
lig på fællesmærker.
I den gældende varemærkelovs § 3, stk. 1, nr. 2, om stiftelse af varemær-
keret ved brug, er alene stillet krav om, at varemærket skal være anvendt
her i landet for identificerbare varer eller tjenesteydelser, og at brugen
skal være ”vedvarende”. Bestemmelsen har således ikke et indhold, der
tillader, at der stilles yderligere krav om eksempelvis fastsættelse af be-
tingelser for fællesmærkets benyttelse, eller hvem der i givet fald er beret-
tiget til at anvende dette.
Da der således ikke i dag består en adgang til at stifte ret til et fælles-
mærke ved brug, og da en sådan ordning i øvrigt harmonerer dårligt med
direktivets bestemmelser om krav til stiftelsen og opretholdelsen af kol-
lektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker, er det ikke fundet
hensigtsmæssigt at indføre en ordning for disse mærketyper, der giver
mulighed for stiftelse af ret ved brug.
For at tydeliggøre netop dette forhold, finder Erhvervsministeriet det
hensigtsmæssigt, at den nyaffattede bestemmelse i § 3, stk. 1, nr. 3, præ-
ciseres, således at ordlyden ændres fra ”brug af et varemærke” til ”brug
af et individuelt varemærke”. Lovforslaget er ændret i overensstemmelse
hermed.
3.1.3. Mere end lokal betydning - § 3, stk. 1, nr. 3, § 10, stk. 3, og § 15,
stk. 3, nr. 5, litra a, og nr. 6 og 8 (nu § 15, stk. 3, nr. 4, litra a, og nr. 5
og 7)
For at sikre en uændret retstilstand ønsker FIR, ADIPA og INTA, at for-
muleringen i de nyaffattede § 3, stk. 1, nr. 3 og § 15, stk. 3, nr. 5, litra a,
og nr. 6 og 8 (nu § 15, stk. 3, nr. 4, litra a, og nr. 5 og 7) ”mere end lokal
betydning” ændres til ”mere end lokalt kendskab” eller en lignende for-
mulering. FIR og INTA ønsker endvidere, at formuleringen i den nyaffat-
tede § 10, stk. 3 ændres til ”kendskabet til den ældre rettighed kun er lo-
kalt” eller lignende.
DE finder det positivt, at lovforslaget tydeliggør, at alene en lokal anven-
delse af et varemærke ikke stifter en varemærkeret.
KU finder præciseringen i den nyaffattede § 3, stk. 1, nr. 3 af, at ibrug-
tagning af et varemærke først kan anses for at være retsstiftende, når den
7/19
er mere end lokal, fornuftig og hensigtsmæssig. KU ser også gerne, at det
præciseres, at brugen af et varemærke på en internetside ikke automatisk
medfører, at brugen er ”mere end lokal”.
Kommentar
Erhvervsministeriet bemærker, at kommentarerne fra FIR, ADIPA og
INTA vedrørende brugen af formuleringen ”mere end lokal betydning” i
nærmere angivne bestemmelser, har givet anledning til mere generelt at
genoverveje, hvordan der mest hensigtsmæssigt i loven henvises til, at det
i forskellige situationer har en materiel betydning, at et forhold, dvs. en
brug af et kendetegn, er lokalt afgrænset.
Henvisningen i den nyaffattede bestemmelse i § 3, stk. 1, nr. 3 til, at va-
remærket skal være anvendt mere end lokalt, skal dels ses i lyset af direk-
tivets artikel 14, stk. 3, der fastslår, at en indehaver af et varemærke ikke
kan forbyde tredjemand at gøre brug af ældre rettigheder, der kun har
”lokalt afgrænset karakter”, og dels i lyset af, at det i dansk retspraksis
er anerkendt, at lokale rettigheder kan beskyttes efter markedsføringslo-
vens § 22. Det har endvidere længe været anerkendt i retspraksis, at stif-
telsen af en varemærkeret ved brug efter den nugældende lovs § 3, stk. 1,
nr. 2, forudsætter at brugen er mere end lokal.
For at forene netop kravet i direktivets artikel 14, stk. 3 med kravet for
stiftelse af ret ved brug samt skabe en passende balance mellem beskyt-
telsen af varemærker og andre typer af rettigheder, dvs. beskyttelsen af
virksomhedsnavne og beskyttelsen af øvrige forretningskendetegn efter
markedsføringslovens § 22, er der i en række af de nyaffattede bestem-
melser henvist til den begrænsning i beskyttelsen af rettigheder, der føl-
ger af, at retten alene har ”lokal betydning”.
Direktivet indeholder alene i artikel 14, stk. 3 en konkret henvisning til de
lokale rettigheder, idet stiftelse af varemærkerettigheder og andre forret-
ningskendetegn ved brug ikke i øvrigt er reguleret af direktivet.
Derimod er forholdet mellem de registrerede varemærker og andre ken-
detegnsrettigheder, herunder uregistrerede varemærker og andre forret-
ningskendetegn, der er stiftet ved brug, reguleret i den fakultative be-
stemmelse i direktivets artikel 5, stk. 4. Denne bestemmelse fastsætter
ikke de materielle bestemmelser for stiftelsen af sådanne rettigheder, li-
gesom bestemmelsen heller ikke fastlægger det nærmere beskyttelsesom-
fang af sådanne rettigheder.
Selv om det således står medlemsstaterne frit for at fastsatte bestemmel-
ser for beskyttelsen af varemærkerettigheder og andre kendetegn ved
brug, afgrænses beskyttelsen heraf af bestemmelsen i direktivets artikel
14, stk. 3, om ældre rettigheder, der alene har ”lokalt afgrænset karak-
ter”.
8/19
For at tydeliggøre at afgrænsningen af beskyttelsen af ældre, uregistre-
rede kendetegnsrettigheder er sammenfaldende med kravet om mere end
lokal brug for stiftelsen af varemærkeret ved brug, finder Erhvervsmini-
steriet det hensigtsmæssigt at ensrette ordlyden i § 3, stk. 1, nr. 3, § 10,
stk. 3, § 15, stk. 3, nr. 5, litra a, og nr. 6 og 8 (nu § 15, stk. 3, nr. 4, litra
a, og nr. 5 og 7).
Da endvidere direktivets artikel 14, stk. 3 allerede indeholder en formule-
ring, der i øvrigt er ordret implementeret i den nyaffattede bestemmelse i
§ 10, stk. 3, er det fundet mest hensigtsmæssigt, at den samme ordlyd an-
vendes i alle bestemmelserne, nemlig at brugen skal være af mere end
”lokal afgrænset karakter”.
Med hensyn til forslagene om, at ordlyden ændres til ”mere end lokalt
kendskab”, ”kendskabet til den ældre rettighed kun er lokalt” eller en
lignende formulering, skal Erhvervsministeriet endvidere bemærke, at
brugen af ordet ”kendskab” kan virke uhensigtsmæssig, idet en sådan
formulering kan skabe forventning om, at et større eller mindre kendskab
i omsætningskredsen dokumenteres, førend en ret stiftet ved brug kan
anerkendes. Den nyaffattede bestemmelse sigter alene på at tydeliggøre,
at en tilstrækkelig del af omsætningskredsen skal have været eksponeret
for varemærket, og ikke at en større eller mindre kendskabsgrad dermed
skal være opbygget.
Erhvervsministeriet er endvidere enig med KU i de anførte betragtninger
vedrørende brug af varemærker på Internettet, og det er fundet mest hen-
sigtsmæssigt at præcisere disse forhold i lovbemærkningerne. Betydnin-
gen af brug af kendetegn på Internettet for vurderingen af varemærke-
konflikter har endvidere været genstand for fortolkning i WIPO’s Joint
Recommendation Concerning Provisions on the Protection of Marks, and
Other Industrial Property Rights in Signs, on the Internet, der opstiller en
række principper for vurderingen af, om brugen af et kendetegn har
kommerciel effekt inden for et givet territorium. Da disse principper i
nogen grad også vil kunne finde anvendelse i forbindelse med vurderin-
gen af, om der er stiftet en varemærkeret ved brug her i landet, er det
også fundet hensigtsmæssigt at henvise til denne Joint Recommendation i
lovbemærkningerne. Lovforslaget er ændret i overensstemmelse hermed.
3.2. Beskyttelsen af uregistrerede varemærker - § 4, stk. 2, nr. 3 og §
15, stk. 3, nr. 4 (nu slettet)
FIR, INTA, ADIPA og DI giver udtryk for, at den nyaffattede § 4, stk. 2,
nr. 3 bør udvides, således at bestemmelsen tillige inkluderer ibrugtagne
rettigheder.
DI fremfører endvidere, at det bør tydeliggøres, at uregistrerede og regi-
strerede varemærker tildeles den samme form for beskyttelse.
9/19
KU påpeger, at det ville øge lovens klarhed, hvis der på en klarere måde
bliver sondret mellem beskyttelsen for velkendte mærker og den alminde-
lige (forvekslings)beskyttelse. Efter KU’s opfattelse sker dette bedst ved
at udsondre beskyttelsen af de velkendte mærker til en selvstændig para-
graf, eller alternativt ved at tildele de velkendte mærker deres eget stykke
i § 4. KU finder endvidere, at det bør præciseres udtrykkeligt i bemærk-
ningerne, at styrelsen, ankenævnet og domstolene for fremtiden vil skulle
foretage en selvstændig vurdering af, om kravet om ”uden rimelig grund”
er opfyldt, og at det betyder, at en utilbørlig udnyttelse vil kunne anses
for at være retmæssig, hvis der foreligger en ”rimelig grund”.
Kommentar
Erhvervsministeriet er enigt i kommentarerne fra FIR, INTA, DI og
ADIPA, hvorfor det findes hensigtsmæssigt at tydeligøre i den nyaffattede
§ 4, stk. 2, nr. 3, at bestemmelsen også omfatter varemærker, hvortil der
er stiftet varemærkeret ved brug.
Derudover er Erhvervsministeriet enigt med KU i, at tilføjelsen af ordly-
den ”uden rimelig grund” i den nyaffattede § 4, stk. 2, nr. 3, er en væ-
sentlig ændring af ordlyden. Kravet er dog ikke nyt, hvilket tillige frem-
går af bemærkningerne til bestemmelsen, idet kravet – med formulerin-
gen ”uden skellig grund” – fremgik af artikel 4, stk. 3, om beskyttelsen af
velkendte EU-varemærker og artikel 5, stk. 2, om beskyttelse af velkendte
nationale varemærker, i direktiv 2008/95/EF om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om varemærker. Ændringen i ordlyden
medfører således ikke ændringer i den gældende retstilstand, men virker
blot til at tydeliggøre dette krav i bestemmelsen.
Erhvervsministeriet finder det dog hensigtsmæssigt at knytte yderligere
bemærkninger til kravet i lovbemærkningerne, og i den forbindelse henvi-
se til EU-domstolens præjudicielle afgørelse i C-65/12, Leidseplein Be-
heer og de Vries, hvoraf bl.a. fremgår, at indehaveren af et velkendt va-
remærke i visse situationer kan være tvunget til at tåle en tredjemands
brug af et lignende kendetegn, fordi der foreligger ”rimelig grund” til
denne brug.
Med hensyn til ønsket fra DI om, at det tydeliggøres, at uregistrerede og
registrerede varemærker tildeles den samme beskyttelse, skal Erhvervs-
ministeriet bemærke, at den nyaffattede bestemmelse i § 4 omfatter en-
hver varemærkeret, uanset hvordan retten er stiftet.
Erhvervsministeriet finder dog, at det i den nyaffattede § 15 kan gøres
mere tydeligt, at de uregistrerede og registrerede varemærker i denne
bestemmelse anses for ligestillet. Således er de uregistrerede varemærker
i denne bestemmelse alene omfattet af bestemmelsens stk. 3, nr. 4. At der
består en ensartet beskyttelse af registrerede og uregistrerede varemær-
ker vil imidlertid blive mere klart, såfremt de uregistrerede varemærker i
10/19
stedet tilføjes listen over ”ældre varemærker” i bestemmelsens stk. 2.
Lovforslaget er ændret i overensstemmelse hermed.
3.3. Varer i transit - § 5
DE, FIR og DI henstiller, at den nyaffattede § 5 ændres til også at inklu-
dere ibrugtagne rettigheder og bemærker hertil, at det allerede i dag er
muligt at anmode om toldovervågning af ibrugtagne rettigheder som ”tra-
de names”. DE påpeger yderligere, at rækkevidden af den nyaffattede § 5,
stk. 5 bør gøres klarere.
Kommentar
Erhvervsministeriet bemærker, at ministeriet har været i dialog med Eu-
ropa-Kommissionen om muligheden for at lade bestemmelsen om varer i
transit omfatte såvel registrerede som uregistrerede rettigheder. Europa-
Kommissionen har oplyst, at direktivets artikel 10, stk. 4, om varer i tran-
sit, som den nyaffattede § 5, stk. 1 og 2, gennemfører, alene må imple-
menteres i national lovgivning som omfattende registrerede varemærke-
rettigheder.
Med hensyn til DE’s bemærkning om, at rækkevidden af den nyaffattede §
5, stk. 5, bør gøres klarere, bemærker Erhvervsministeriet, at bestemmel-
sen gennemfører direktivets artikel 13, stk. 2. Bestemmelserne om
”agentmærker” i den nyaffattede § 5, stk. 4 og 5, svarer til Pariserkon-
ventionens artikel 6, litra g. Bestemmelsen i Pariserkonventions artikel 6,
litra g anses for at være omfattet af den gældende varemærkelovs § 15,
stk. 3, nr. 3, men bestemmelsen har givet anledning til en vis fortolknings-
tvivl. Den nye bestemmelse er med til at sikre, at såvel direktivet som Pa-
riserkonventionen er korrekt gennemført i dansk ret. Idet den nyaffattede
§ 5, stk. 5, er ny i varemærkeloven, er det ikke muligt at angive eksempler
på anvendelsen af bestemmelsen.
Lovteksten er på den baggrund ikke ændret.
3.4. Gengivelse af varemærker i opslagsværker - § 7
FIR, ADIPA og DI giver udtryk for, at Google Translate og lignende ser-
viceudbydere bør klassificeres som udgivere af opslagsværker og være
underlagt samme regler om loyalt at angive, at et navn er et varemærke.
De henstiller derfor til, at den nyaffattede § 7 opdateres med en henvis-
ning til disse typer af ydelser.
Kommentar
Erhvervsministeriet bemærker, at den foreslåede nyaffattelse af § 7, der
gennemfører direktivets artikel 12, svarer til den gældende varemærke-
lovs § 11 om varemærkeindehaverens mulighed for at gribe ind over for
gengivelser af varemærket i opslagsværker. Dog er det i den foreslåede
bestemmelse præciseret, at bestemmelsens anvendelsesområde tillige
omfatter opslagsværker, der udgives i elektronisk form. Er et varemærke
således optaget i et elektronisk opslagsværk på en sådan måde, at vare-
11/19
mærket fremstår som en generisk betegnelse, kan varemærkeindehaveren
anmode udgiveren af opslagsværket om, at gengivelsen af varemærket
ledsages af en angivelse af, at det er et registreret varemærke. Udgiveren
af det elektroniske opslagsværk skal i så fald hurtigst muligt efterkomme
anmodningen fra varemærkeindehaveren. Høringssvarene har på denne
baggrund ikke givet anledning til ændringer.
3.5. Ansøgning og registrering af varemærker
3.5.1. Nærmere begrundelse til søgningsrapporter - § 11, stk. 2
FIR, INTA og ADIPA påpeger, at udarbejdelse af nærmere begrundede
søgningsrapporter indebærer en risiko for, at Patent- og Varemærkesty-
relsen i forbindelse med indsigelsessager vil føle sig bundet af den infor-
mation, som er afgivet i forbindelse med den begrundede søgningsrap-
port. Dette kan medføre en risiko for inhabilitet, hvilket kan være pro-
blematisk i forhold til virksomhedernes retssikkerhed.
ADIPA og Danske Advokater (DA) påpeger endvidere, at udarbejdelsen
af sådanne rapporter potentielt vil kunne antage karakter af rådgivning i
konkurrence med private udbydere.
DA påpeger også, at den begrundede søgningsrapport vil kunne give
virksomhederne en falsk tryghed, og at de vil kunne misbruges i retssa-
ger.
DI hilser valgmuligheden i forhold til søgningsrapporter velkommen. DI
vurderer, at fleksibiliteten vil være til gavn for alle brugere, ikke mindst
de små og mellemstore virksomheder. DI henstiller dog, at de nærmere
begrundelser til søgningsrapporterne kun udarbejdes, såfremt de ikke har
karakter af vurdering eller rådgivning og under nøje iagttagelse af habili-
tetsudfordringer og retssikkerhed.
Kommentar
Erhvervsministeriet bemærker, at Patent- og Varemærkestyrelsen allere-
de i dag udarbejder søgningsrapporter, hvor styrelsen vurderer, om der
findes ældre varemærkeregistreringer, som det ansøgte varemærke kan
være i konflikt med efter den gældende varemærkelovs § 15, stk. 1, nr. 1
og 2. Søgningsrapporterne identificerer imidlertid alene de pågældende
varemærkerettigheder og indeholder derudover ikke yderligere informa-
tioner om konfliktens umiddelbare omfang.
Muligheden for at modtage en nærmere begrundet søgningsrapport vil
navnlig gavne de små og mellemstore virksomheder, der har behov for at
modtage yderligere information om årsagen til, at de ældre varemærke-
rettigheder er blevet fremdraget i søgningsrapporten.
Med en nærmere begrundet søgningsrapport vil ansøgere på en let og
overskuelig måde få et overblik over, hvilke sammenfald eller ligheder
mellem mærker, varer og tjenesteydelser, styrelsen har lagt vægt på i
12/19
udvælgelsen af de ældre varemærkeregistreringer, der fremgår af søg-
ningsrapporten. Det vil navnlig gavne virksomhedernes mulighed for at
vurdere, hvordan de kan eller bør forholde sig til de fremdragne ældre
rettigheder.
Ordningen er således primært tiltænkt små og mellemstore virksomheder,
der kan have behov for at modtage yderligere information, som kan med-
virke til at undgå, at de uforvarende registrerer og anvender varemærker,
der kan krænke andres rettigheder, og derigennem også at undgå, at de
som følge heraf bliver part i bekostelige krænkelsessager.
De nærmere begrundede søgningsrapporter vil imidlertid ikke omfatte
forhold, som Patent- og Varemærkestyrelsen ikke kan finde i varemærke-
registeret. Søgningsrapporterne vil bl.a. ikke indeholde oplysninger om,
hvorvidt der måtte være stiftet rettigheder til et kendetegn ved brug, om et
ældre, registreret varemærke er anvendt i overensstemmelse med brugs-
pligten, eller om det er indarbejdet eller velkendt. Styrelsens søgninger
vil således som hidtil være begrænset til de søgninger, der kan foretages i
varemærkeregistret, og de umiddelbare vurderinger vil alene være base-
ret på de oplysninger, der findes heri.
Ordningen med nærmere begrundede søgningsrapporter vil i forhold til
de søgninger og den umiddelbare vurdering, som styrelsen skal foretage,
ikke afvige fra, hvad styrelsen allerede gør i dag ved udarbejdelsen af
søgningsrapporter. Derimod indebærer den nærmere begrundede søg-
ningsrapport, at den lighedsvurdering, der ligger til grund for styrelsens
fremdragelse af et ældre registreret varemærke, gøres tilgængelig for
ansøgeren og præsenteres på en let og overskuelig måde. Det er forvent-
ningen, at de nærmere begrundede søgningsrapporter vil kunne medvirke
til at øge bevidstheden om behovet for, at virksomhederne i visse situati-
oner opsøger professionel rådgivning, herunder for at få hjælp til at vur-
dere den reelle risiko for en konflikt, hvis varemærket tages i anvendelse
og til nærmere at specificere eller begrænse varefortegnelsen, indhente
samtykke fra indehavere af ældre varemærkeregistreringer eller indgå
sameksistensaftaler.
Både de almindelige søgningsrapporter, som også bliver udarbejdet i
dag, og de nærmere begrundede søgningsrapporter, har alene informativ
karakter og udgør ikke afgørelser.
Som følge af høringssvarene er lovbemærkningerne uddybet, så de mere
detaljeret beskriver omfanget og indholdet af de begrundede søgnings-
rapporter.
Det er på denne baggrund Erhvervsministeriets opfattelse, at udarbejdel-
sen af begrundede søgningsrapporter ikke vil udgøre et problem i relati-
on til styrelsens habilitet og virksomhedernes retssikkerhed, ligesom rap-
porterne ikke vil få karakter af rådgivning i konkurrence med private
udbydere. Høringssvarene har på denne baggrund ikke givet anledning
13/19
til ændringer i lovteksten, men der er tilføjet præciserende bemærkninger
til bestemmelsen.
3.5.2. Klassificering af varer og tjenesteydelser - § 12, stk. 5
ADIPA finder, at sidste sætning i den nyaffattede § 12, stk. 5, ”Anven-
delsen af sådanne betegnelser eller angivelser fortolkes ikke som en ret-
tighed for varer eller tjenesteydelser, der ikke kan forstås som sådan”, er
svær at forstå og bør omformuleres, så det mere tydeligt og klart fremgår,
hvilken fortolkning der skal ske, og hvilken konsekvens det har.
Kommentar
Erhvervsministeriet bemærker, at formuleringen følger direkte af direkti-
vet, og at det i bemærkningerne til bestemmelsen er anført, at der blot er
tale om, at i det omfang, der i en ansøgning eller registrering er anvendt
generelle betegnelser, skal omfanget af disse fortolkes ud fra en alminde-
lig ordlydsfortolkning. Erhvervsministeriet er dog samtidig enigt i, at
formuleringen af bestemmelsen kan gøres mere klar. Lovforslaget er æn-
dret i overensstemmelse hermed.
3.5.3. Begreberne redelig og almindelig markedsføringsskik - § 13,
stk. 1, nr. 4
FIR og ADIPA finder det uklart, om der med redelig og almindelig mar-
kedsføringsskik indføres nye selvstændige begreber, eller om der blot er
tale om synonymer for god markedsføringsskik. En eventuel forskel på
redelig og almindelig markedsføringsskik og god markedsføringsskik
ønskes uddybet i forarbejderne, alternativt at der ændres på ordlyden af §
13, stk. 1, nr. 4, således redelig og almindelig bliver erstattet med god.
Kommentar
Erhvervsministeriet bemærker, at formuleringen følger direkte af direkti-
vet og alene adskiller sig fra den gældende bestemmelse derved, at ordet
redelig er tilføjet.
Formuleringen ”efter redelig og almindelig markedsføringsskik” skal her
ikke forveksles med ”god markedsføringsskik”. Sidstnævnte er en retlig
standard, der er reguleret i markedsføringslovens § 3, hvorimod først-
nævnte vedrører en ”markedsføringssædvane”, der indebærer, at et be-
stemt ord opfattes på en bestemt måde inden for den pågældende omsæt-
ningskreds. Formuleringen indikerer ved brug af ordet ”redelig”, at dens
anvendelse i visse situationer kan være begrænset, f.eks. i tilfælde hvor
det pågældende tegn eller angivelsen tillige er et registreret varemærke. I
sådanne tilfælde påvirkes anvendelsen af bestemmelsen af den nyaffatte-
de bestemmelse i § 26, nr. 1 om varemærker, der som følge af indehave-
rens passivitet eller aktive handlinger er blevet generiske. Således vil
eksempelvis tredjemands brug af varemærket i generisk form ikke kunne
anses for ”redelig”, hvis rettighedsindehaveren konsekvent har skredet
ind over for en sådan brug. Lovteksten er på den baggrund ikke ændret,
men der er tilføjet præciserende bemærkninger til bestemmelsen.
14/19
3.5.4. Relative hindringer for registrering, offentlighedens bevidsthed
- § 15, stk. 1, nr. 2
ADIPA finder det uklart, hvad der menes med ”offentlighedens be-
vidsthed” i den nyaffattede bestemmelse, og om der er tale om en be-
grænsning i forhold til gældende praksis. Efter deres opfattelse behøver
det ikke kun at være ”offentligheden”, der skal lægges vægt på, og
ADIPA anbefaler, at der sker en nærmere forklaring i forarbejderne.
Kommentar
Erhvervsministeriet bemærker, at formuleringen følger direkte af direkti-
vet, og at den samme formulering blev anvendt i de identiske bestemmel-
ser i de forudgående direktiver 89/104/EØF og 2008/95/EF. Formulerin-
gen har ikke hidtil givet anledning til fortolkningstvivl. Høringssvaret har
på denne baggrund ikke givet anledning til ændringer.
3.5.5. Relative hindringer for registrering, forbudsret - § 15, stk. 3,
nr. 3, litra b, og nr. 4, 6, 7, 8 og 9 (nu § 15, stk. 3, nr. 3, litra b, og nr.
5, 6, 7, og 8. Det tidligere § 15, stk. 3, nr. 4 er slettet, se pkt. 3.2)
KU bemærker, at de nyaffattede bestemmelser i § 15, stk. 3, nr. 3, litra b,
og nr. 4, 6, 7, 8 og 9 (nu § 15, stk. 3, nr. 3, litra b, og nr. 5, 6, 7, og 8. Det
tidligere § 15, stk. 3, nr. 4 er slettet, se pkt. 3.2) henviser til, at rettighe-
derne kun kan udgøre indsigelsesgrunde ”når der til retten er knyttet en
ret til at forbyde brugen af varemærket”. KU tilslutter sig overordnet set
disse præciseringer, men anfører, at det bør overvejes at tilføje ”og denne
kan gøres gældende”, for at markere at en konkret krænkelse af den på-
gældende rettighed kræves, hvilket skal afgøres efter den relevante lov.
Kommentar
Erhvervsministeriet bemærker, at det følger af formuleringen ”ret til at
forbyde brugen af varemærket”, at der skal være tale om, at den der på-
beråber sig den pågældende rettighed, skal være tillagt en ret til at for-
byde anvendelsen af det konkrete varemærke. Dette indebærer, at det ikke
i sig selv er tilstrækkeligt, at lovgivningen fastslår, at der i visse situatio-
ner består en forbudsret, men at det derudover er et krav, at denne for-
budsret faktisk kan bringes i anvendelse overfor indehaveren af det på-
gældende varemærke. Høringssvarene har på denne baggrund ikke givet
anledning til ændringer.
3.5.6. Samtykke - § 15, stk. 4
KU anfører, at den nyaffattede § 15, stk. 4 bør implementere direktivets
artikel 5, stk. 5 ordret, ud fra en betragtning om nødvendig fleksibilitet i
vurderingen af samtykker, jf. særligt ordlyden ”at der under passende
omstændigheder ikke er en forpligtelse til”.
Kommentar
Erhvervsministeriet er enigt med KU i, at formuleringen ”under passende
omstændigheder” indføjes i den nyaffattede bestemmelse i § 15, stk. 4.
Lovforslaget er ændret i overensstemmelse hermed.
15/19
3.5.7 Beskyttelse af virksomhedsnavne - § 15, stk. 3, nr. 5 (nu nr. 4)
KU finder, at den nyaffattede § 15, stk. 3, nr. 5 (nu nr. 4) kan give anled-
ning til betydelig tvivl, navnlig fordi bestemmelsen angiver en selvstæn-
dig definition på, hvornår et varemærke krænker et virksomhedsnavn, og
har svært ved at se det reelle behov for bestemmelsen. KU ønsker på den
baggrund bestemmelsen udeladt.
Kommentar
Erhvervsministeriet bemærker, som det tillige er redegjort for i lovbe-
mærkninger, at bestemmelsen i § 15, stk. 3, nr. 5 (nu nr. 4), har til hensigt
at fastslå, under hvilke betingelser et virksomhedsnavn, der er registreret
i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), kan forhindre anvendelsen og
registreringen af et varemærke.
Bestemmelsen er, under hensyn til EU-domstolens præjudicielle afgørelse
i sagen C-17/06, Céline, indsat for at fastlægge en passende balance mel-
lem beskyttelsen af henholdsvis varemærker og virksomhedsnavne. I den
nævnte afgørelse fra EU-domstolen er det således bl.a. fastslået, at brug
af et selskabsnavn, der er identisk med et ældre varemærke, i forbindelse
med markedsføringen af varer af samme art som dem, for hvilke vare-
mærket er blevet registreret, udgør en brug, som indehaveren af dette
varemærke kan forbyde i henhold til varemærkedirektivets artikel 10, stk.
2, litra a.
Med bestemmelsen er det således sikret, at der består en indbyrdes lige-
værdig beskyttelse mellem varemærker og virksomhedsnavne, idet virk-
somhedsnavne er beskyttet mod registreringen af identiske eller forveks-
lelige varemærker, eller i tilfælde hvor virksomhedsnavnet er velkendt,
mod registreringen af varemærker, der uden rimelig grund vil medføre en
utilbørlig udnyttelse af eller skade på virksomhedsnavnets særpræg eller
renommé.
For at et virksomhedsnavn skal anses for beskyttet i forhold til et vare-
mærke, indeholder bestemmelsen endvidere de krav, at virksomhedsnav-
net skal være registreret i CVR, at virksomhedsnavnet skal anvendes for
specifikke varer eller tjenesteydelser og i den forbindelse opfylde priori-
tetskravet i den nyaffattede § 6, samt at virksomhedsnavnet i øvrigt har
mere end lokal afgrænset karakter.
For så vidt angår de forretningskendetegn, som der henvises til i den ny-
affattede bestemmelse i § 15, stk. 3, nr. 6 (nu nr. 5), sigter denne bestem-
melse på at omfatte de typer af kendetegn, der ikke udgør varemærker
eller virksomhedsnavne, og som anerkendes beskyttet efter markedsfø-
ringslovens § 22.
Høringssvarene har på denne baggrund ikke givet anledning til ændrin-
ger.
16/19
3.5.8. Udsættelse som følge af forhandlinger - § 20
ADIPA ønsker bestemmelsen udeladt. De stiller spørgsmål ved nødven-
digheden af at lovregulere omkring berostillelse i indsigelsessager, og
anfører at der allerede efter administrativ praksis i dag foregår berostillel-
se uden større problemer. Efter ADIPA’s opfattelse vil det være unødigt
administrativt tungt for parterne at skulle indgive en fælles anmodning,
og ADIPA anfører, at parterne allerede i dag kan protestere mod berostil-
lelse.
INTA hilser omvendt den nyaffattede § 20 velkommen og ønsker en til-
svarende bestemmelse introduceret for administrative ophævelser.
Kommentar
Erhvervsministeriet bemærker, at formuleringen i den nyaffattede be-
stemmelse i § 20 følger af direktivets artikel 43, der indeholder en for-
pligtelse til, at der i national ret implementeres en bestemmelse, der dels
fastslår, at anmodninger om frist på grund af forhandlinger mellem par-
terne i en indsigelsessag alene kan efterkommes, når der er tale om en
fælles anmodning, og dels fastsætter en minimumsfrist på 2 måneders
længde.
Derimod indeholder direktivet ikke en tilsvarende forpligtelse i forhold til
procedurer for anmodninger om administrative ophævelser. Hidtil har
betingelser for opnåelse af frist med baggrund i forhandlinger mellem
parterne i en indsigelsessag eller sag om administrativ ophævelse været
ensartet i Patent- og Varemærkestyrelsens fristpolitik. Erhvervsministeri-
et anser ikke implementeringen af direktivets artikel 43 som en anledning
til, at denne tilgang til fastlæggelse af fristpolitikken bør ændre sig, og
det kan derfor forventes, at fristpolitikken for tildeling af frister i forbin-
delse med forhandlinger mellem parterne i sager om administrative op-
hævelser vil blive fastlagt på samme måde som for indsigelser. Hørings-
svarene har på denne baggrund ikke givet anledning til ændringer.
3.6. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud - § 43 b
Sø- og Handelsretten ønsker ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger
ikke en ændring af reglerne om anke af Sø- og Handelsrettens afgørelser
truffet i medfør af retsplejelovens § 225, stk. 1. Sø- og Handelsretten på-
peger, at det er af afgørende betydning, at de retter, som behandler disse
sager, har den fornødne indsigt i EU-retten, og dette nødvendiggør, at de
enkelte instanser behandler et passende antal sager.
KU kan tilslutte sig, at varemærkelovens nuværende bestemmelser i §§
43 b-43 d ophæves, idet indholdet kan udledes af varemærkelovens § 43 a
(som affattet ved lov nr. 670 af 8. juni 2017), af EU-
varemærkeforordningens artikel 131, og af retsplejelovens kapitel 40,
herunder navnlig § 412, stk. 1, jf. § 225, stk. 1. Efter KU’s opfattelse er
det tvivlsomt, om der er et behov for en ny bestemmelse svarende til den
nyaffattede § 43 b, og KU påpeger, at formålet med bestemmelsen, her-
17/19
under dens eventuelt selvstændige betydning i forhold til de nævnte reg-
ler, bør fremhæves i lovbemærkningerne såfremt den fastholdes. Endvi-
dere anfører KU, at bestemmelsen bør overvejes omformuleret og påpe-
ger, at ved at udelade henvisningen til forordningens artikel 131 bliver
formuleringen i bestemmelsens stk. 1 og 2 (”Midlertidige afgørelser om
forbud eller påbud i henhold til EU-varemærkeforordningen”) ret beset
misvisende, fordi EU-varemærkeforordningen ikke indeholder nogle reg-
ler om ”midlertidige afgørelser om forbud og påbud”, men derimod hen-
viser til nationale regler om ”foreløbige, herunder sikrende retsmidler”,
jf. forordningens artikel 131. KU påpeger endvidere, at det kan give an-
ledning til tvivl, når der alene henvises til retsplejelovens kapitel 40 i be-
stemmelsens stk. 1 og ikke i stk. 2.
Kommentar
Ved lov nr. 670 af 8. juni 2017 blev reglerne om anke af sager om EU-
varemærker og EF-design i henholdsvis varemærkeloven og designloven
ændret, således at Sø- og Handelsrettens afgørelser om EU-varemærker
og EF-design skal appelleres til den stedlige landsret, når de ikke kan
appelleres direkte til Højesteret. Ændringen indebar, at Højesteret og
begge landsretter blev gjort til EU-varemærkedomstole og EF-
designdomstole i 2. instans.
Sø- og Handelsrettens midlertidige afgørelser om forbud og påbud blev
imidlertid ikke medtaget i denne lovændring, og i medfør af den nugæl-
dende § 43 c, stk. 2, i varemærkeloven skal midlertidige afgørelser om
forbud og påbud appelleres til Østre Landsret.
Det foreslås, at Sø- og Handelsrettens midlertidige afgørelser om forbud
og påbud fremover ligeledes kan appelleres til den stedlige landsret.
Kompetencen foreslås således henlagt til domstole, som er EU-
varemærkedomstole og EF-designdomstole og derfor efter Erhvervsmini-
steriets opfattelse har den fornødne indsigt i EU-retten.
Høringssvaret har på denne baggrund ikke givet anledning til ændringer.
For så vidt angår høringssvaret fra KU har Erhvervsministeriet fundet
det rigtigst at præcisere bemærkningerne til lovforslagets ændring af
varemærkelovens § 43 b, således at det fremgår, at bestemmelsen supple-
rer EU-varemærkeforordningens artikel 131 vedrørende foreløbige, her-
under sikrende retsmidler. De relevante foreløbige, herunder sikrende
retsmidler i dansk ret er midlertidige afgørelser om forbud og påbud, jf.
retsplejelovens kapitel 40. Lovforslaget er ændret i overensstemmelse
hermed.
3.7. Farver og mærker uden farve (sort/hvid-mærker) - § 48
DI finder, at lovforslaget med fordel kunne være tydeligere i relation til,
om beskyttelsesomfanget af mærker registeret i sort/hvid eller gråtoner
også udstrækkes til at gælde pågældende mærker i farver. DI støtter i øv-
18/19
rigt, at der ikke længere stilles krav om, at tegnet skal gengives grafisk,
og anfører at udmøntningen efter den nyaffattede § 48, stk. 1 bør følge
samme moderniseringstankegang.
Kommentar
Erhvervsministeriet bemærker, at det såvel i den nyaffattede bestemmelse
i § 48, stk. 1 og i bemærkningerne hertil klart er indikeret, at ansøgte
eller registrerede varemærker i sort/hvid, og hvortil der ikke knytter sig
en farvebeskrivelse, er at betragte som varemærker uden farve.
Således følger det af dansk praksis, at et registreret sort/hvidt-
varemærke, hvortil der ikke knytter sig en farvebeskrivelse, ikke som så-
dan medfører en eneret til alle farver eller farvekombinationer.
Tilsvarende kan det udledes af en række præjudicielle afgørelser ved EU-
domstolen, at brugen af farver i varemærker kun i særlige tilfælde vil
kunne påvirke vurderingen af risiko for forveksling, og dermed påvirke
det beskyttelsesomfang et varemærke tildeles.
Høringssvarene har på denne baggrund ikke givet anledning til ændrin-
ger.
4. Oversigt over hørte organisationer, myndigheder m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden 25. juni - 3. august 2018 været
sendt i høring hos nedenstående myndigheder og organisationer m.v.,
ligesom det har ligget offentligt tilgængeligt på Høringsportalen
www.hoeringer.dk. Lovforslaget er sendt til følgende:
ADIPA, Advokatsamfundet, Awapatent, Bech-Bruun Advokatpartnersel-
skab, Budde Schou A/S, Chas. Hude A/S, Copenhagen Business School
(CBS), Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Erhverv, Dansk Forening
for Industriens Patent- og Varemærkespecialister (DIP), Dansk Forening
til Bekæmpelse af Produktpirateri, Dansk Industri, Dansk Opfinderfor-
ening, Danske Advokater, Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked,
Handel og Energi, Grønland, DLA Piper, Ferring Lægemidler A/S, Ferro-
san A/S, FLSmidth, Foreningen Industriel Retsbeskyttelse, GN Store
Nord A/S, Gorrissen Federspiel, H. Lundbeck A/S, Haldor Topsøe A/S,
Handelshøjskolen – Århus Universitet, Horten Advokataktieselskab,
Høiberg A/S, Ingeniørforeningen i Danmark, Inspicos A/S, INTA, Kro-
mann Reumert, København Universitet – Det Juridiske Fakultet, Larsen
& Birkeholm A/S, LEO Pharma Nordic, NJORD, Novo Nordisk A/S,
Novozymes A/S, Opfinderforeningen.dk, Patent Nord ApS, Patentgrup-
pen, Plesner, Plougmann & Vingtoft A/S, SMVdanmark, Syddansk Uni-
versitet, Teknologisk Institut, Udenrigs- og Erhvervsministeriet, Færøer-
ne, Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, Wallberg IP Ad-
vice, Zacco Danmark, Ålborg Universitet, Århus Universitet, domstolene:
19/19
Højesteret, Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samt-
lige byretter.
Det udsendte udkast omfatter ikke de foreslåede ændringer af bestemmel-
serne i varemærkeloven, designloven, patentloven, lov om brugsmodeller
og lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi) om
overførsel af indtægter fra gebyrer, som er omfattet af lovforslagets punkt
2.12. Det skyldes, at Erhvervsministeriet i høringsperioden et blevet op-
mærksom på, at disse ændringer skal indgå i det aktuelle lovforslag.
Følgende organisationer, myndigheder m.v. har haft bemærkninger
til lovforslaget:
Association of Danish Intellectual Property Attorneys (ADIPA)
Danske Advokater (DA)
Dansk Erhverv (DE)
Dansk Industri (DI)
Foreningen Industriel Retsbeskyttelse (FIR)
International Trademark Association (INTA)
Københavns Universitet (KU)
Sø- og Handelsretten